Add files.

data/train/da_ep-00-01-21.txt

@@ -0,0 +1,2 @@
+Hr. formand, jeg vil blot give en oplysning: Her til morgen er der sket et terrorattentat i Madrid. Der blev placeret en bombe i en bil. En person døde. Jeg vil blot på min gruppes vegne endnu en gang fordømme disse terrorhandlinger.
+Mange tak, fru Fraga. Vi har faktisk fået besked om den triste begivenhed. Ulykkeligvis straffer den morderiske terrorisme igen det spanske samfund, og formandskabet hæfter sig, som De sikkert forstår, særligt ved Deres ord, da formandskabet under dette møde også er spansk. (Protokollen godkendtes)

data/train/da_ep-00-02-18.txt

@@ -0,0 +1,47 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, i protokollen fra i går er der naturligvis opført de indlæg, som vedrører en såkaldt "Strasbourg-erklæring", der forsøger at involvere Europa-Parlamentet i nogle betragtninger, som bogstaveligt talt ville medføre den konklusion, at dette medlem af Europa-Parlamentet er nazist. Erklæringen - der som sagt involverer Europa-Parlamentet, selvom en sådan erklæring ikke blev afgivet over for Europa-Parlamentet - er en absolut utilstedelig manipulation. Jeg takker formanden, fru Fontaine, som allerede i går fremførte sin holdning ved at afvise Parlamentets involvering. Hr. formand, ud over at det baskiske nationalistparti PNV, Eusko Alkartasuna og Baskerlandets demokratiske regering i denne erklæring beskyldes for at være nazister, selvom de har en holdning, som i et andet tilfælde, nemlig Irlands, endog har fortjent en Nobelpris, fornærmes repræsentanter for europæiske borgere - som i mit eget tilfælde, hvor jeg repræsenterer en del af det galiciske samfund - idet det siges, at vi er farligere end nazismen, og man fornærmer ubestrideligt demokratiske formationer, som har årtiers historie på bagen, i et utilstedeligt vanvid, som jeg hermed tillader mig at fordømme. Under alle omstændigheder anmoder jeg om, at vores ord bliver hørt, for man kan ikke på denne vis involvere Europa-Parlamentet i et vanvid, som jeg klart betragter som utilstedeligt.
+Tak for Deres afklaring, hr. Nogueira. Jeg minder om, at spørgsmål i forbindelse med protokollen bør henvises til protokollen. Under alle omstændigheder vil jeg af hensyn til de kolleger, som ikke kender formandens holdning, læse hendes officielle meddelelse op, således at den også fremgår af protokollen for i dag: "Den 17. februar modtog Nicole Fontaine, der er formand for Europa-Parlamentet, på deres egen anmodning repræsentanterne for Forum Ermua. De spanske næstformænd for Europa-Parlamentet var til stede. Efter dette møde forelagde repræsentanterne for dette forum en tekst med titlen "Strasbourg-erklæring", som formanden præciserer, at hun på ingen måde kan stå inde for. Strasbourg, den 17. februar". Dermed tror jeg, at denne sag er uddebateret.
+Hr. formand, jeg anmoder om en rettelse i protokollen vedrørende afstemningen om ændringsforslag 5 til betænkning af Swoboda. Jeg beder Dem notere, at Michel Raymond, Jean Saint-Josse og jeg selv stemte imod dette ændringsforslag.
+Det vil blive taget til efterretning og opført i protokollen.
+Hr. formand, det drejer sig ikke direkte om protokollen, men om en meddelelse, som er kommet i dag, om at Formandskonferencen, som er åben for medlemmerne, og som var planlagt til den 23. februar, er blevet aflyst. Vi bør gøre os nogle principielle overvejelser om, hvorvidt det overhovedet tjener noget formål at afholde dette møde i denne form. Jeg har på fornemmelsen, at det er endnu en pligtforestilling, som vi her gennemfører endnu en gang. Det, vi får at vide på disse møder, kan vi lige så godt læse i avisen. Det kommer der mere ud af, og jeg kan ikke lide, at de forskellige udvalgs dagsordener, som i forvejen er overfyldte, gang på gang må kortes ned for at få plads til den slags shows. Jeg opfordrer altså til, at vi overvejer, om ikke vi helt skulle afskaffe det, én gang for alle.
+Hr. Bösch, jeg har taget Deres bemærkning til efterretning, men det står klart, at afholdelse af denne form for Formandskonferencer, som er åbne for alle medlemmer, har rod i en opfordring fra medlemmerne selv, idet de ønskede at kunne deltage i nogle af dem. Vi burde sikkert være mere selektive. Under alle omstændigheder vil Præsidiet overveje Deres forslag. (Protokollen godkendtes)
+Hr. formand, vi anmoder om, at den sidste sætning i ændringsforslag 2, hvor der står "opfordrer ligeledes medlemsstaterne til at fremme ældreturismen", bliver fremskudt og medtaget i punkt 25, der særligt omhandler social turisme, efter sætningen "turismen for grupper og foreninger". Det forekommer os at være en rigtigere og mere hensigtsmæssig placering.
+I henhold til forretningsordenen kan 12 medlemmer gøre indsigelse. (Flere end 12 medlemmer gjorde indsigelse mod behandling af det mundtlige ændringsforslag) Der er ikke grundlag for behandling af den mundtlige forespørgsel. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER
+Hr. formand, jeg har undladt at stemme i forbindelse med hr. Vicecontes udmærkede betænkning, selvom betænkningen indeholder fremragende tanker, og selvom Bayern, som jeg repræsenterer, er et af Den Europæiske Unions mest attraktive turistområder. Jeg vil gerne invitere Dem til så ofte som muligt at komme på ferie i Bayern og i nabolandet Østrig. Men uafhængigt af det ville jeg sige, at jeg ikke bryder mig om den centralistiske tendens i Kommissionens meddelelse. Jeg tror, at vi netop inden for turistpolitikken har brug for mere decentralisering, mere regionalisme, og mindre bureaukratisk centralistisk formynderi. Derfor bør vi ikke glide ind i en centralistisk EU-turistpolitik.
+Hr. formand, et af grundprincipperne for samarbejde i Den Europæiske Union er subsidiaritetsprincippet. Det er på høje tid, at dette princip bliver værdsat, og at der udarbejdes et system, som medfører, at EU's kompetenceområder bliver tydeligere. EU kritiseres ofte for - og denne kritik er til en vis grad berettiget - at man spreder sig over alt for mange områder. Et sådan område er turismen, som af natur er meget national. Måden, som politikken på turistområdet skal drives på, bør derfor i al væsentlighed være national, regional og lokal. Turisme er en vigtig beskæftigelsesfaktor og kan som sådan spille en vis rolle, når det gælder EU's støtte til økonomisk svage regioner. Selv med hensyn til dette skal samarbejdet dog ske i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Turisme kan også have en negativ indvirkning på miljøet. Derfor bør der udarbejdes en strategi for at mindske de negative effekter. Det kan og bør imidlertid ske inden for rammerne af miljøpolitikken. I betænkningen beklager man, at der mangler et retsgrundlag for turismepolitikken. Vi svenske kristdemokrater synes ikke, at et sådant grundlag skal findes, da vi mener, at det er et emne, som EU i meget ringe grad skal beskæftige sig med.
+Turisme er en væsentlig kilde til mellemfolkelig forståelse og en vigtig del af arbejdsmarkedet, der bør fremmes og tilskyndes. Det er af uvurderlig betydning, at folk i Europa såvel som resten af verden får mulighed for at opleve hinandens måder at indrette livet og samfundet på. Turismepolitik er imidlertid ikke noget, der bør planlægges og bestemmes af Europa-Parlamentet eller EU i det hele taget. Derfor stemmer jeg imod forslaget.
+Hr. formand, før forhandlingen begynder, vil jeg som italiensk parlamentsmedlem - og jeg tror, at jeg taler på alle de italienske parlamentsmedlemmers vegne - blot kritisere den tyske kanslers holdning i går. Han blandede sig i interne italienske anliggender og truede med et europæisk indgreb, såfremt nyfascistiske koalitioner skulle få regeringsmagten. Heldigvis greb den italienske regering og den italienske præsident ind - hvilket Italiens ambassadør i Tyskland også vil gøre i dag - og opfordrede den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender, eftersom der ikke er nogen nyfascistiske koalitioner, der har ansøgt om regeringsmagten. Vi vil gerne takke den italienske præsident, regeringen og alle de politiske kræfter, der har grebet ind, og også her fra Parlamentet vil vi gerne opfordre den tyske kansler til ikke at blande sig i interne italienske anliggender.
+Hr. Tajani vil indrømme, at det er en smule vanskeligt at forstå, hvordan hans indlæg skulle have forbindelse med forretningsordenen, men jeg forstår hans politiske holdning. Vi går videre med den egentlige forhandling. Jeg giver straks ordet til hr. Monti på vegne af Kommissionen.
+Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel (B5-0010/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om europæiske posttjenester.
+Hr. formand, Kommissionens forslag om en yderligere gradvis og kontrolleret åbning af postmarkedet for konkurrence er hovedsagelig forsinket på grund af tjenestegrenenes omlægning, omfordelingen af ansvarsområder inden for Kommissionen og nødvendigheden af, at det nye kommissærkollegium tager disse spørgsmål op til overvejelse igen. Hvad angår Parlamentets forskellige beslutninger om postsektoren, har min kollega, kommissær Bolkestein, allerede svaret på de vigtigste bemærkninger under de høringer, som Parlamentet arrangerede sidste år. Med hensyn til høringen af Parlamentet vil kommissær Bolkestein desuden mødes med Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik, Transport og Turisme på næste mandag. Undersøgelserne blev fremsendt til dette udvalg i september 1999 samt til de parlamentsmedlemmer, der bad om dem, og de står under alle omstændigheder stadig til rådighed. Disse undersøgelser kan ligeledes ses på Kommissionens hjemmeside på Internettet. Jeg er sikker på, at kommissær Bolkestein vil være meget opmærksom på alle Parlamentets betragtninger. Hr. formand, Kommissionen er af den faste overbevisning, at det er nødvendigt med et nyt forslag om en yderligere udvikling af postsektoren. Fremlæggelsen af et forslag er desuden en juridisk pligt. Jeg kan bekræfte, at kommissær Bolkestein er fast besluttet på at fremlægge et sådant forslag for Kommissionen, for herefter at videresende det til Parlamentet og Rådet inden udgangen af årets første kvartal. Den dato, der er fastlagt for iværksættelsen af næste fase, nemlig den 1. januar 2003, er stadig Kommissionens målsætning. I forslaget vil der blive taget højde for de foretagne undersøgelser, og navnlig for nødvendigheden af at sikre posttjenesternes universelle karakter, udviklingen af effektiv forbrugerbeskyttelse, indførelsen af et gunstigt klima for nye arbejdspladser og løsningen på konkurrencespørgsmålene. Med henblik på en yderligere modernisering og forbedring af posttjenesterne i hele EU ved hjælp af de nye teknologier vil også markedsåbningens rolle bliver undersøgt, når det gælder de potentielle fordele for industrien som helhed. Når forslaget bliver fremlagt, vil der være taget højde for de synspunkter, som medlemsstaterne, Parlamentet, brugerne, udbyderne af universelle tjenester, deres konkurrenter og andre berørte parter, som er blevet omhyggeligt hørt, har givet udtryk for. Formålet er at sikre, at det indre marked for posttjenester fungerer tilfredsstillende, hvilket er i forbrugernes og hele EU's virksomheders interesse.
+Hr. formand, postsektoren er fortsat et område, hvor gamle, forældede monopoler stadig eksisterer i mangel på alt, hvad konkurrence indebærer. I mangel på en på dette område handlekraftig Kommission har dette kunne fortsætte alt for længe. På alle andre områder ville EU's konkurrencemyndighed have grebet ind, men ikke her. I 18 måneder har vi forgæves ventet på et forslag fra Kommissionen. Det spørgsmål, som jeg gerne vil have svar på fra Kommissionen i dag, er: Hvornår får vi et nyt og moderne postsystem, som kan træde i kraft i hele EU? Et af EU's vigtigste principper er jo netop, at vi har et fælles indre marked. Det arbejder vi netop i øjeblikket intensivt på at udvide til at omfatte stadig flere medlemslande. Dette stiller krav til effektivitet, og effektivitet forudsætter konkurrence. På flere og flere områder gælder kravene om uddelegering og liberalisering. EU går ofte i spidsen for dette. Kommissionen styrer virkelig udviklingen på eksemplarisk vis. Kommissionen gør dette, fordi vi har lang erfaring med, at dette gamle monopol ikke lever op til de krav om velfungerende service, som et moderne samfund stiller. Den gør det også for at kunne følge med i den tekniske udvikling. Derudover gør Kommissionen det for at kunne sænke priserne - alt i forvisning om, at man lettere opnår dette på et frit og konkurrencepræget marked. Sådan er det på en række forskellige områder - desværre hidtil med postvirksomhed som en meget stor undtagelse. Det kan jo næppe skyldes, at kunderne er tilfredse. Alle ved, at kritikken mod prisstigninger og forsinket postlevering er et permanent emne til diskussion. Hvis vi virkelig vil have et velfungerende indre marked, kan vi ikke blive ved med at undgå postvirksomhed. Et antal lande er gået foran, når det drejer sig om at åbne for en fri konkurrence i postsektoren. Holland, Finland og Sverige er kommet længst med dette. Disse lande har i løbet af 1990'erne vist, at man opnår mange fordele. For Sveriges vedkommende er dette desuden en udvikling, som skridt for skridt er sket med stor politisk enighed. Det er vigtigt, at denne udvikling fortsætter og får den nødvendige stimulans. Erfaringen er nemlig, at gamle monopoler ikke lever op til de krav om velfungerende service, som vi som kunder har ret til at stille. Forud for denne debat blev et brev fra fortalerne for fortsat monopol sendt ud. De beskriver Sverige som et advarende eksempel. Det kan man måske gøre i en række forskellige sammenhænge, men ikke lige med hensyn til dette. I en rundsendelse blev det påstået, at prisen på et frimærke skulle være steget 59% siden liberaliseringen i 1993. Det er rigtigt, hvis man kun ser dette i forhold til de 20% af det totale postmarked, hvor der i praksis stadig forekommer monopol, det vil sige dér, hvor staten stadig er den eneste aktør. For 80% af markedet, hvor der er fri konkurrence, er priserne faldet. Det viser, at konkurrence faktisk fungerer. Min konklusion bliver: Sørg for, at der også bliver konkurrence for de sidste 20%! Det er på denne baggrund, at stadig flere efterlyser ... (Hr. Markov afbrød taleren) Jeg troede, at jeg havde ordet. Vi kan muligvis debattere dette lidt senere. Jeg kan dog konstatere, at det faktisk er præcis, som jeg siger, nemlig at prisen er faldet på de områder, hvor vi har konkurrence, mens prisen er steget, hvor vi har monopol. Sådan fungerer det næsten altid. Det er derfor, at jeg i dag efterlyser en Kommission, som kan tage de nødvendige initiativer og sørge for, at der bliver en fungerende konkurrence, med hensyn til postsektoren.
+Hr. Markov, De vil få nogle minutter om fem eller seks minutter. Jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De vil lade være med at afbryde Deres kolleger.
+Hr. formand, der er et mysterium. Hvad er der sket med direktivet om posttjenester, som blev vedtaget den 15. december 1997? Kommissionen har været tavs som graven i den mellemliggende periode. Jeg beklager, at det er kommissær Monti, der er til stede i dag. Jeg holder meget af ham. Han er en af de mest flittige og hårdtarbejdende kommissærer. Jeg må med skam melde, at jeg ikke kan sige det samme om visse af hans kolleger. Der er i denne periode ikke rigtigt sket fremskridt med hensyn til direktivet om posttjenester. Kommissær Monti sagde, at dette til dels skyldtes tilrettelægningen og omfordelingen af pligter. Det er først foregået for nylig. Den gamle Kommission havde over et år til at arbejde på dette. Vi er virkelig ikke nået ret langt. Men da kommissær Monti er her, vil jeg gerne bede ham tage en besked med tilbage til kommissær Bolkestein, så han får at vide, hvad direktivet om posttjenester handlede om. Det handlede om en gradvis liberalisering, det handlede om en garanteret befordringspligt til en fornuftig pris, det handlede om adresserede reklameforsendelser og grænseoverskridende post inden for tjenester, der er omfattet af eneret. Disse var grundlæggende spørgsmål i betænkningen, og de bør være grundlæggende i diverse direktiver fremover. Posttjenesterne er her ikke kun ved juletid. De er her hele tiden. I det område i Skotland, jeg kommer fra, er posttjenesten meget mere end blot en posttjeneste. Den knytter samfundene sammen. Den fungerer som bustjeneste. Den har også en social funktion. Den er læge. Hvis vi lader posttjenesten privatisere, mister vi alt dette og mange af vores lokalsamfund - vi stemte tidligere om turisme - mister turisthandlen. Vi isolerer dem. Posttjenesterne er vigtige. Den besked skal med tilbage herfra i dag. Kommissionen skal lytte til den.
+Hr. formand, vi er tilgængere af liberaliseringen af posttjenesterne i Unionen. Det skal for det første betyde, at kunderne får en bedre service. Det er formålet, og det skal også være den endelige målsætning. Liberaliseringen er startet, fordi man var skeptisk over for posttjenesternes struktur og værdien af et monopol. Er et monopol fleksibelt nok på et marked, hvor kundernes krav ændrer sig meget hurtigt, og hvor der endvidere hurtigt kan opstå en anden markedssituation, fordi man f.eks. gør meget mere brug af elektroniske informationsbærere? Spørgsmålet er, hvilket krav vi eventuelt kan stille til et monopol eller en del af en tjeneste, som styres af et monopol. De fleste medlemsstater står stadigvæk i bremsen, og jeg er glad for at kunne konstatere, at den nye regering i mit land endelig har gjort noget ved det, som skulle være gjort for længe siden. Endvidere at den belgiske posttjeneste og den belgiske regering nu træffer foranstaltninger for at sørge for, at posttjenesten i 2003 delvis er klar til at klare sig over for konkurrencen. Som nyt parlamentsmedlem forsøger jeg at sætte mig ind i sagen, og jeg må ærligt talt sige, at det har jeg problemer med. Der er nogle undersøgelser, som i sin tid blev udført for Kommissionen, men samtidig er der arbejder fra Post-Europe, som siger, at disse undersøgelser ikke passer, og at det grundlag, som de er udført på, er forkert. Jeg mener, at Kommissionen på dette punkt kunne have været mere aktiv og givet os mere information, og at de kunne have givet os de undersøgelser, som de har lovet. For så vidt jeg ved, er det stadigvæk ikke sket. Jeg anmoder derfor Dem, hr. kommissær, om at hjælpe mig som nyt medlem med min opgave. Ligesom hr. Miller sætter jeg pris på, hvis De i de kommende måneder, uger eller endda dage informerer os om, hvordan situationen er omkring gennemførelsen af direktivet af 1997. Nu til mit andet punkt. Hvordan ser det ud med de universelle tjensteydelser, hvor meget koster de, hvordan hænger det sammen, hvordan organiserer De det, og hvilke forslag har De? Det vil jeg gerne have mere konkret information om. Posttjenesterne er åbenbart en meget stærke lobby, og det er også berettiget. Der er hundrede tusinder af mennesker, som arbejder for posttjenesterne. Desuden - hr. Miller pegede netop på det - går jorden ikke under i mit land, ligegyldigt hvor tæt befolket det er, hvis postbudet ikke mere kommer forbi. Men der er mange mennesker hos os, ældre mennesker f.eks., som kun ser ét menneske om dagen, og det er postbudet. Det skal vi også tage hensyn til, for posttjenesterne er mere end kun ombringning af breve og pakker. Posttjenesterne er endvidere vigtige for virksomhederne. Af en undersøgelse fremgår det, at 90% af posttrafikken finder sted mellem virksomheder og kun 10% mellem personer. Hvad vil De egentlig liberalisere? Det vil jeg gerne have mere information om, for det vigtigste spørgsmål er, hvordan kunderne kan få en bedre service med de eksisterende tjenester. Der er posttjenester med monopol, og hvor det går rimeligt godt. De ting skal vi beskytte, og de andre ting skal vi sætte i gabestokken.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg hørte her til morgen i fransk landsdækkende radio, at liberaliseringen af postvæsenet i praksis nu kun er et spørgsmål om timer eller dage, og at det er uigenkaldeligt, ligesom det er sket hos vores svenske, hollandske og tyske venner. Det bekymrer os meget, og derfor har vi bedt om denne forhandling i dag. Kommissionen har faktisk forpligtet sig til en universel posttjeneste, og som Europa-Parlamentet gentagne gange har påvist, er posttjenesten i virkeligheden, som nogle af vores kolleger allerede har sagt, en væsentlig faktor for social og regional samhørighed. Jeg vil gerne i denne forbindelse eventuelt spørge vores svenske kollega, hvad han mener om den foretagne undersøgelse, som viser, at i de fjerneste egne af Sverige er posttjenesten rent faktisk blevet dårligere for så vidt angår postomdelingen. Vi vil derfor ikke have en sådan posttjeneste. Den økonomiske interesse i posttjenesten er blevet anerkendt i Amsterdam-traktaten, og vi mener, at den rækker langt videre end postomdelingen. Det er den tjeneste, der er tættest på borgerne, og som vi kalder "offentlig tjeneste". Den gør det muligt at betjene enhver borger i Europa, og dette gode bør blive ved med at høre under Fællesskabets politik. Den Europæiske Unions anerkendelse af en posttjeneste af høj kvalitet for alle er stadig aktuel i dag, og den optager os mere og mere. Derfor anmoder vi i dag om ikke at blive ubehageligt overrasket på mandag i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Vi erindrer om, at Parlamentets holdning er blevet klart defineret, og at De Grønne støttede den. I beslutningen af 14. januar 1999 anmodede Europa-Parlamentet Kommissionen om, inden man gik videre med liberaliseringen af denne nøglesektor, som dog berører 1,7 millioner ansatte, at få foretaget undersøgelser af konsekvenserne af en sådan liberalisering. Vi er imidlertid ikke overbevist om, at de tilgængelige undersøgelser giver grundlag for at iværksætte en sådan liberalisering nu, og vi er bekymrede, fordi det er almindelig kendt, at en sådan liberalisering uden konsekvensundersøgelser ville medføre, at tusindvis af arbejdspladser bliver nedlagt, hvilket vi bestemt ikke ønsker. Vi sætter pris på vores offentlige tjeneste, på den universelle tjeneste som posttjenesterne er, for vi ved, at borgerne sætter pris på denne tjeneste, og vi er jo borgernes repræsentanter her i Parlamentet. Kommissionen lovede under høringen af hr. Bolkestein at bevare denne universelle tjeneste i Den Europæiske Union. Jeg vil ikke gentage hans forskellige udtalelser under høringen, for jeg tror, at vi alle har dem i frisk erindring. Vi holder også fast ved, at vi afventer denne egentlige vurdering, inden der tages en endelig beslutning, som fastlagt i direktivet fra 1997 og ændringen hertil. Vi accepterer ikke en dato for liberaliseringen af alle postaktiviteter, så længe Kommissionen ikke har givet garanti for, at den universelle posttjeneste medtages i dette direktiv, og den offentlige posttjeneste vil blive opretholdt i de medlemsstater, der anser denne tjeneste for uundværlig for borgerne.
+Hr. formand, jeg kan tilslutte mig den opfattelse, at der ud fra et effektivitetssynspunkt og en analyse af de udbudte serviceydelser i forhold til omkostningerne skal opnås yderligere fremskridt. Men hvorfor dette altid kun skulle kunne opnås under stikordene "privatisering"og "liberalisering", kan selv jeg ikke indse - og jeg er selvstændig erhvervsdrivende! Det er muligt, at man ikke interesserer sig for lige adgangsbetingelser for alle til posttjenesterne, men kun tænker på kapitalforrentningsvilkårene for virksomheder i store agglomerationscentre. Parlamentsmedlemmer bør imidlertid være repræsentanter for alle borgere, og det betyder, at de har pligt til at tænke samfundsøkonomisk og ikke erhvervsøkonomisk. Det betyder helt konkret for posttjenesterne, at for det første må beskæftigelsesspørgmålet prioriteres højest. Jeg har ikke noget imod liberalisering og privatisering, men præmisserne skal være i orden. For det andet må det garanteres, at der ikke sker en forringelse af tjenesteydelserne til borgerne. Eksempler i Tyskland og Sverige viser, at det absolut er en risiko. Hr. Stenmarck, Sverige er det eneste land, hvor priserne efter liberaliseringen er steget markant mere end i alle andre medlemsstater i Den Europæiske Union. Det er en af de effekter, der kan opstå i denne forbindelse. Her må vi træffe forholdsregler til at sikre, at det ikke sker. For det tredje er det nødvendigt at bevare dels den universelle posttjeneste til en overkommelig pris for alle borgere, alle steder, dels en enhedspris for alle medlemsstater, og for det tredje en daglig postudbringning og -afhentning på arbejdsdage. I spørgsmålet om forholdet mellem pris og ydelse i de enkelte vægtklasser for postforsendelser kan man overveje yderligere prisnedsættelser; det siger postvæsenet også selv. Man behøver ikke holde fast ved over 300 gr., og analysen siger i øvrigt, at der skal være sikret et mindstemål på 150 gr., for at det overhovedet skal kunne betale sig. Jeg tror, at diskussionen i dag for så vidt har været rigtig og vigtig, så hr. Bolkestein kan vide, hvordan Parlamentets holdning er, så han kan tage højde for forskellige ting på forhånd.
+Hr. formand, direktivet fra 1997, der blev offentliggjort den 21. januar 1998 og var indledningen til en delvis liberalisering af de europæiske posttjenester, fastlagde, at der skulle ske en yderligere revision - for øvrigt på en indviklet måde - da der skulle foreligge et forslag fra Kommissionen inden udgangen af 1998. Derefter skulle det være vedtaget inden den 1. januar 2000 for at træde i kraft inden den 1. januar 2003. For tiden befinder revisionen sig imidlertid på nulpunktet. De første to faser er ikke blevet overholdt, hvilket rent logisk bringer den tredje fase i fare. Første spørgsmål: Var de fastsatte frister ikke under alle omstændigheder for korte? Jo, tilsyneladende. Det er svært at se, hvordan Kommissionen som fastlagt i artikel 7, i direktivet, inden udgangen af 1998 skulle kunne have vurderet virkningerne af en tekst, der trådte i kraft i februar samme år. Endvidere var Kommissionen heller ikke i stand til at forelægge den beretning om, hvordan direktivet er blevet anvendt, den i henhold til artikel 23 skulle forelægge inden den 31. december 2000. Skal man beklage denne forsinkelse? Det mener vi ikke. Hvis Kommissionen var i besiddelse af overbevisende oplysninger, der kunne dokumentere en erfaring, der underbygger, at man skal gå videre med liberaliseringen, er der ingen tvivl om, at den uden tøven ville have fremlagt dem. Europa-Parlamentet, der kæmpede hårdt for, at direktivet fra 1997 skulle være afbalanceret og tage hensyn til den universelle offentlige posttjenestes problemer, er på sin side nærmest tilfreds med, at det kompromis, den dengang opnåede, viser sig at være forsvarligt. Under disse omstændigheder er det forståeligt, at Parlamentet i dag er bekymret og stiller et mundtligt spørgsmål, som opfordrer Kommissionen til at fremsende de endelige og ubestridelige feasibility-undersøgelser, ingen endnu har set noget til. Hvad er egentlig udviklingsscenarierne og de eventuelle risici? Den største risiko er, at Kommissionen uden tilstrækkelig begrundelse ødelægger den nuværende ligevægt ved at foreslå ret hurtigt at gå over til en anden liberaliseringsfase, hvilket i nogle lande ville bringe uligevægt i finansieringen af den universelle posttjeneste og gøre den ukontrollerbar. Efter kompromiset i 1997 kan medlemsstaterne i dag betro offentlige monopoler posttjeneste for breve og genstande, hvor distributionsomkostningerne er under fem gange grundtaksten, eller hvor vægten er under 350 gr. Man skulle for eksempel tro, at Kommissionen kunne foreslå at nedsætte disse grænser til 50 gr. og 2 1/2 gange grundtaksten, som kommissær Bolkestein foreslog det under høringen af ham den 6. september 1999. Denne løsning ville efter vores mening ikke være retfærdig, og Kommissionen har for øvrigt ingen sikre tal til at underbygge det. Vi ved desværre fra topmødet i Seattle, at den ikke behøver et seriøst resultat fra den foregående fase for at foreslå meget hurtigt at gå videre til den næste fase. Andet scenarie, som vi foretrækker: udskydelse af revisionen og opretholdelse af den nuværende situation, indtil vi har en seriøs, detaljeret og objektiv undersøgelse af virkningerne af direktivet fra 1997. Dette siger vi ikke for at beskytte monopoler, som vi allerede kender de skadelige virkninger af, men vi vil være sikre på at kunne kombinere den progressive udvikling i opbygningen og opretholdelsen af de væsentlige principper, som den offentlige tjeneste afspejler. Til sidst vil Gruppen Union for Nationernes Europa stille sig selv det spørgsmål, om tanken om at fastlægge ensartede regler for administrationen af de 15 medlemslandes posttjenester ikke i sig selv ville være forkert. I Frankrig gør den ulige fordeling af befolkningen på et stort område det f.eks. bydende nødvendigt at have en offentlig posttjeneste, der er forpligtet til at omdele post, hvis man vil opretholde lighed for loven og social samhørighed. Andre lande, hvor forholdene er anderledes, kan imidlertid have en anden opfattelse heraf. Efter vores mening bør enhver selv kunne vælge, hvordan de vil organisere sig. Faktisk fastlægges det i artikel 86 i EF-traktaten, tidligere artikel 90, at tjenester af almen økonomisk interesse skal være underlagt konkurrencereglerne i det omfang, anvendelsen af disse regler ikke modarbejder formålet med disse tjenester. Men hvem skal definere dette formål? Hvem trækker grænsen for, hvornår formålet med den offentlige tjeneste overskrides? Vores svar er klart. Det er hverken Kommissionen, Rådet eller Europa-Parlamentet, men befolkningen i hver enkelt medlemsstat, der fører en demokratisk debat. Andre metoder ville være at give ånden i vores institutioner en anden drejning.
+Hr. formand, vi er i første fase af tilpasningen af direktiv 97/67/EF om posttjenester, og jeg er bekymret for, at en ny liberaliseringsfase vil resultere i en betydelig nedgang i den ydede offentlige tjeneste. Under høringen af hr. Bolkestein udtrykte min kollega, Véronique Mathieu, et ønske om, at der for hvert nyt fremsat forslag gennemføres konsekvensundersøgelser, for at virkningerne af den planlagte liberalisering bliver kendt, før bestemmelserne vedtages. Hvordan ser det ud i dag? Har vi fået resultatet af en sådan konsekvensundersøgelse? Som De ved, forsvarer Gruppen for Demokratiernes og Mangfoldighedens Europa sammen med andre livet i landområderne, bevarelse af arbejdspladser, den sociale samhørighed i landområderne og styrket samhørighed ved hjælp af en universel offentlig kvalitetstjeneste. Jeg ville gerne med sikkerhed kunne sige, at de eksempler, jeg kan se hver dag i mit eget land, i min meget landlige egn, gør det muligt at uden bekymring at gå over til en ny liberaliseringsfase. Desværre er det ikke sådan, og for tiden, hvor starten på gennemførelsen af EU-direktivet og loven om en 35 timers arbejdsuge, som ganske vist er fransk, falder sammen, men hvor også arbejdstidskriterierne ændres, f.eks. 1.700 genstande i timen, der skal håndteres pr. stilling mod tidligere 1.400, kan man konstatere, at der i landområderne både sker en nedskæring af åbningstiderne, og man truer med at lukke nogle posthuse. Dette er allerede en uacceptabel nedgang i den offentlige tjeneste. Jeg har her lokalavisen fra min egen kommune, og jeg ser heri, at chefen for posthuset informerer befolkningen om, at fra den 3. januar 2000 - hvilket altså er snart - tømmes postkassen sidste gang kl. 15.45 i forhold til som nu kl. 16.30. Det er altså forståeligt, at jeg gruer for en udvidet liberaliseringsfase og de deraf følgende forholdsregler, der vil medføre en ny bølge af egne, der bliver omdannet til forladte områder. Hos os i Frankrig har hver landsby sit eget posthus eller i det mindste sin egen postkasse, der bliver tømt hver dag. Postbudet er ikke kun postomdeler, han er også den eneste samfundsmæssige forbindelse med borgerne. Han kommer også med penge - af og til endog med medicin - og gør det således muligt, at ældre og isolerede borgere kan blive boende i deres eget hjem. Hvis der iværksættes en dårligt styret liberalisering af posttjenesterne, vil flere posthuse blive lukket i den alt for velkendte rentabilitets navn, der ofte er årsag til tilbagegangen i landområderne. Endnu en gang fjerner Europa sig fra sine mest beskedne og sårbare borgere. Man vil sige til dem, at de er dyre uden at sammenligne med andre sociale, politimæssige og sundhedsmæssige tjenester, men også lege- og kulturaktiviteter, man i byerne ikke er meget for at indrømme mangler i landområderne. Enhver må vælge sin egen livsform. Det må imidlertid kunne ske med nogenlunde lige muligheder og behandling. I sportsverdenen siger man: man udskifter ikke et vindende hold. Hvorfor ændre på noget, der er tilfredsstillende? Den universelle tjeneste kan kun bruges til at udføre sociale opgaver, hvis den beholder et monopolområde, der gør det muligt at få ligevægt i budgettet. Vi kan ikke tage ansvaret for en fejltagelse, for vi ved fornuftsmæssigt, at vi ikke kan gå baglæns, og at i tilfælde af uligevægt ved virksomheden, hvad den skal gøre. Den nedlægger arbejdspladser, reducerer servicen og skærer den syge gren af, og vi ved allerede, hvilken gren der vil blive betragtet som syg. Vi får at vide, at vi skal gå fra 350 gr. til 150 gr., endog til 50 gr. Lad gå! Men de 200 gr. i forskel vil blive eftertragtet af adskillige private virksomheder, som således vil være rentable. Så endnu en gang: Hvorfor ikke lade tingene være som de er og lade den offentlige tjeneste være selvfinansierende og sikre de årlige ekstraomkostninger for opgaver af almen interesse, som Frankrig, og i dette tilfælde senator Larcher, har vurderet til 8 milliarder francs? Hvis indtægterne falder, vil opgaver af almen interesse blive gennemgået og begrænset, og det er igen i landområderne, at de værste nedskæringer vil ske. Det forekommer mig, at det således er tid at afvente og især få kendskab til den økonomiske og sociale konsekvens af en liberaliseringsfase, inden man løber risikoen for at bringe uligevægt i en hel afdeling af den universelle offentlige tjeneste, som adskillige af vores medborgere sætter pris på.
+Hr. formand, jeg er en af dem, der er enig i, at det er hensigtsmæssigt at regulere denne særlige tjeneste på europæisk plan. Hvis folk frit kan levere tjenesteydelser på tværs af grænserne, er det kun ret og rimeligt, at vi har europæiske regler herfor. I Irland leveres nogle af tjenesteydelserne f.eks. af virksomheder uden for Irland, især engelske virksomheder. Men direktivet er aldrig blevet omsat til national lov. Det er Kommissionens opgave at sikre, at de nationale regeringer tager hensyn til deres retlige forpligtelser i henhold til europæisk lovgivning og omsætter de europæiske direktiver. Det er ikke sket i Irland, selvom der er foregået en vis liberalisering, og regeringen har ikke hindret det. Private postvirksomheder har overtaget en lille del af markedet. Men behovet for fælles lovgivning understreges af, at man i Nederlandene har liberaliseret markedet, det har man ikke i Tyskland, selvom tyske virksomheder, som er beskyttet af national lov, forsøger at vinde markedsandele i Nederlandene. Det er yderligere et eksempel på, hvor vigtigt det er at udarbejde en fælles lovgivning og sikre, at den iværksættes i hele Unionen. Jeg kommer fra et landområde. Jeg støtter princippet om liberalisering og alles ret til at konkurrere, og jeg anerkender de fordele, som den fælles regulering og liberaliseringen har medført i årenes løb. Det har f.eks. gjort det muligt for os at flyve fra de perifere dele af Den Europæiske Union til centrum til en brøkdel af udgiften for 20 år siden. Jeg kan huske, da der kom folk til Parlamentet, som forsøgte at påvirke os ikke at godkende liberaliseringen af nationale hensyn. Vi godkendte den, og resultatet er, at de unge kan rejse og gøre deres uddannelse bredere. De ældre kan, selvom de modtager sociale ydelser, nyde fordelene ved at rejse. Liberaliseringen er derfor kommet en masse problemer til livs på mange områder og har gjort det muligt for mange mennesker at have en højere levestandard. På den anden side er dette ikke et frit marked uden grænser, og kommer man fra et landområde, erkender man, at visse tjenesteydelser på det frie marked hverken kan blive eller bliver ydet. Kommissionen er derfor, ved fremsættelsen af nye forslag, nødt til at huske de tyndt befolkede landområder og ikke indføre noget i lovgivningen, som fratager disse områder muligheden for at modtage disse tjenesteydelser. I mange år, selv før Republikken Irland blev dannet, ydede postkontorerne i landområderne undertiden denne service. I dag er det sandsynligvis den eneste offentlige tjenesteydelse i mange fjerntliggende områder, og folk er bekymrede for, at europæisk lovgivning med tiden vil gøre det svært at fastholde den. Jeg vil gerne understrege, at den eksisterende lovgivning beskytter snarere end truer retten hos borgerne i fjerntliggende områder til at modtage disse tjenesteydelser. Men privatpersoner klager over, at de sociale ydelser udbetales på postkontorerne i Irland. Jeg ønsker, at Kommissionen anerkender, at det er en nødvendig social service. Den bør gå hånd i hånd med posttjenesterne i landområderne. Vi er nødt til at gennemføre det, der insisteres på i direktivet, nemlig at alle har adgang til posttjenesterne.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, foruden den utvivlsomt meget vigtige rolle, posttjenesterne spiller for beskæftigelsen, bidrager de også i betydeligt omfang til bestræbelserne på at opnå den eftertragtede samhørighed, som er et grundlæggende mål for Den Europæiske Unions eksistens. Som bekendt skulle Europa-Kommissionen inden udgangen af 1998 have fremlagt nye forslag til ændring af postdirektiv 97/67, hvormed man sikrede en fortsat ydelse af universel posttjeneste og garanterede dens økonomiske bæredygtighed, indførte ordninger for gradvis liberalisering af markedet for posttjenester og foretog en beregning af konsekvenserne for de forskellige involverede parter, herunder arbejdstagerne og kunderne. Til dette formål har Kommissionen fremlagt undersøgelser af omkostningerne forbundet med den universelle posttjeneste, virkningen af liberaliseringen af grænseoverskridende post og reklameforsendelser, virkningen af nedsættelsen af vægt- og prisgrænserne på eneretsområdet, virkningen af liberaliseringen af andre faser af postprocessen end omdeling og en samlet vurdering af undersøgelsernes resultater. Derfor spørger vi os selv og kommissæren - hr. Bolkestein er ganske vist ikke til stede, men hr. Monti er bredt orienteret, så jeg tror, han har en holdning: Burde disse undersøgelser ikke behandle de økonomiske og sociale konsekvenser af de forskellige liberaliseringsscenarier, der er opstillet, for hvert enkelt land, og jeg gentager: hvert enkelt af Den Europæiske Unions medlemslande? Der er jo stor forskel på posttjenesterne i lande som Grækenland, Storbritannien, Holland og Belgien. Hvordan kan den universelle posttjeneste finansieres og fungere tilfredsstillende efter liberaliseringen i et land som mit eget, Grækenland, der er specielt med hensyn til geografiske forhold med de mange små, men beboede øer? Hvordan skal den instans, der får pligt til universel tjeneste, klare sig i mit land efter liberaliseringen af en grænseoverskridende posttjeneste, når den har en procentdel på 25%, og tallet er under 5% i andre lande? Hvordan håndterer man forsendelsens videregivelse fra den nationale posttjeneste til den udenlandske? De hørte, hvad hr. McCartin havde at sige om dette. Der bør ganske givet - på grund af den teknologiske udvikling, der gør denne videregivelse enklere og således mere indbringende - træffes beslutning om en fortsat gradvis og kontrolleret liberalisering med fastsættelse af vægt- og prisbetingelser. Men hvordan skal disse betingelser være? Skal man naivt give de virksomheder, der har frie hænder til at udnytte situationen efter forgodtbefindende, ret til uden videre at omgå vægtbetingelsen, fordi brevenes indhold jo ikke kan kontrolleres? Under alle omstændigheder kræver vi, at Kommissionen spiller med åbne kort og stiller sine forslag, samtidig med at den undersøger hele den forventede udvikling af sagen fra alle sider og for alle medlemsstaters vedkommende. Det siger sig selv, at liberalisering ikke er et mål i sig selv, men kun et middel til at forbedre tjenesterne.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, den liberalisering af den klassiske indenlandske posttjeneste, der er stillet os i udsigt, medfører det uundgåelige spørgsmål om, hvad posttjenesterne i fremtiden skal se som deres core business. Med andre ord hvilke målsætninger posttjensterne har, hvad de vil gøre i international sammenhæng, og hvad de ikke mere beskæftiger sig med. Dette spørgsmål skal besvares i lyset af den kendsgerning, at det ældgamle monopol faktisk allerede er udhulet af forskellige kurervirksomheder og den tekniske udvikling, såsom fax og e-mail. På den anden side står beskæftigelsen centralt ved liberaliseringen af posttjenesterne. Erfaringer fra tidligere har i tilstrækkelig grad vist, at lineære aftrædelsesordninger og stimulering af frivillig afsked ofte har uønskede følger. Jeg kan huske, at det belgiske telefonselskab måtte tilbagekalde førtidspensionerede arbejdstagere for at hindre, at alt for megen know how forsvandt fra virksomheden. Diskussionspunktet i liberaliseringen af posttjenesterne bliver utvivlsomt personalereduceringen. Her er det en god idé at gøre sig klart, at opfordringer til frivillig aftrædelse især får de folk til at gå, som allerede arbejder under pres, eller som nemt kan finde andet arbejde. Med andre ord folk, som den pågældende virksomhed selv har brug for. Efter min mening er det velovervejet human resource management, hvis Kommissionen afhjælper disse bekymringer, så liberaliseringen af en sårbar sektor som posttjenesten kan forløbe under så rolige sociale forhold som muligt.
+Hr. formand, posttjenester og postkontorer synes at være særdeles aktuelle i Parlamentet for tiden og det med rette i kraft af deres betydning. I sidste uge holdt det nyligt valgte parlamentsmedlem fra Plaid Cymru, det walisiske nationalistparti og De Grønnes sidestykke, sin jomfrutale om dette emne i det britiske parlament i Westminster. Det skotske parlament drøftede også for nylig den særlige rolle, som postkontorerne, især i landområderne, spiller i udbuddet af tjenesteydelser og for landbosamfundenes bæredygtighed. Liberalisering er ikke den eneste mulige trussel for postkontorernes tjenesteydelser. Som vi har hørt, handler postkontorerne i Skotland om langt mere end blot postlevering. De har traditionelt været brugt af regeringer og lokale myndigheder til udbetaling af pension og andre ydelser samt som lokal opkrævningscentral for husleje, lokale skatter osv. Men efterhånden som moderniseringen af de offentlige kreditsystemer i højere grad fører til en elektronisk overførsel af penge til og fra bankkonti, trues de landlige postkontorers levedygtighed. Hvis et postkontor på landet lukker, sædvanligvis med den eneste lokale forretning tilknyttet, kan det udgøre en stor trussel for samfundets bæredygtighed og medføre social indeslutning. I stedet for at lade de enkelte postkontorer blive undergravet af liberaliseringen eller af moderniseringen af systemerne bør regeringerne, og Kommissionen, fremme og støtte det omfattende netværk af postkontorer og se disse som et aktiv, man kan bygge på, som yder information og service til offentligheden fra et sted tæt på borgerne.
+Hr. formand, mine damer og herrer, tidligere opfordrede man til demonstrationer ved hjælp af breve og telegrammer, i dag sker det med e-mails og websites. I øvrigt også en hjertelig tak til formanden for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, hr. Scharping, fordi opfordringen til at deltage i demonstrationerne i Østrig er blevet fjernet fra hans hjemmeside, så voldelige elementer ikke længere opfordres til at rejse til Wien i morgen. Vi kan konstatere, at den elektroniske post og den elektroniske kommunikation inden for erhvervslivet fremover vil få enorm betydning. Her ser jeg også en særlig styrke for det eksisterende postvæsen. Vi ved, at vi i tiden frem til år 2002 vil gå glip af ca. 1,2 millioner arbejdspladser inden for den elektroniske handel, fordi vi ikke har den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til dette marked. Jeg tror, at der her ligger et stort aktivitetsområde netop for postvæsenet, med at forberede dets eksisterende personale på denne virkelig interessante udfordring gennem kurser, uddannelse og efteruddannelse. De eksisterende postkontorer på landet har naturligvis også en strategisk fordel, for postvæsenet har et meget tæt distributionsnet i hele Europa. I selv den mindste landsby er der et postkontor, og postvæsenet vil blive benyttet meget mere fremover i forbindelse med den elektroniske handel, fordi mange mennesker vil bestille varer via e-mail og websites, og der skal sendes regninger ud osv. Derfor får også den fysiske afvikling af disse forretninger en voksende betydning. Indsamling, sortering, transport og udbringning får en helt ny betydning. Jeg tror, det gælder om at udnytte denne chance fremover. Det er vores opgave som politikere især at beskytte forbrugernes interesser. Vi ønsker, at vores forbrugere får så meget som muligt for den løn, de får udbetalt. Derfor er lavere priser for forbrugerne inden for posttjenesten en meget vigtig udfordring. Vi bør se på - også med benchmarking - hvad en forbruger i dag betaler for en medarbejder inden for de eksisterende posttjenester, og hvad han betaler for en medarbejder inden for det private område. Denne gennemsigtighed er også meget vigtig for fagforeningerne, for hvilken konkurrence er der mellem en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere i en privat virksomhed, og en fagforeningsmand, som skal repræsentere sine medarbejdere inden for postvæsenet? Jeg tror, at det også for fagforeningerne er vigtigt at have samme samfundsøkonomiske og samfundsmæssige rammebetingelser for på en retfærdig og fair måde og i solidaritet med medarbejderne at kunne opnå det bedste for dem. Jeg tror imidlertid også, at det fremover vil blive nødvendige at udforme den universelle tjeneste på en tilsvarende attraktiv måde. Vi bør definere den universelle tjeneste præcist, udstyre den med en opgaveliste og udlicitere den. I landområderne, hvor vi virkelig har grund til at frygte, at udgifterne i forbindelse med opgaverne ikke kan dækkes ind, bør tjenesteydelserne efter min opfattelse bestemmes af en regulator, som så fastsætter retfærdige, anstændige licitationsvilkår, så alle markedskræfter - og dermed selvfølgelig også de eksisterende postinstitutioner - kan deltage i denne konkurrence, og så der til gavn for forbrugeren arbejdes efter en optimal, præstationsorienteret strategi. Jeg tror, vi skal forhindre flere subsidier og være opmærksomme på, at både de private udbydere og forbrugerne får fordele af det nye system.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine kære kolleger, posttjenesterne bidrager lige som enhver offentlig tjeneste i Europa til den sociale samhørighed i Fællesskabet i henhold til artikel 16 i Amsterdam-traktaten. Ved at garantere en prisregulering, det vil sige en nøjagtig lige ret for borgerne og markedsdeltagerne i forhold til udgifterne til de forskellige tjenester, ved at påtage sig forpligtelserne ved den universelle tjeneste og samtidig leve op til kravet om disse tjenesters kvalitet, er posttjenesterne en del af den bestræbelse, som skal være vores bestræbelse, på at opnå lige ret i de forskellige områder og for de mennesker, som bor der. De er ligeledes et væsentligt led, man ikke kan se bort fra, i forbindelsen til borgerne. Er postbudet ikke, som der ofte er blevet gjort opmærksom på her i Parlamentet, den yderste kontakt i de såkaldte forladte eller opbrudte regioner, hvad enten det drejer sig om isolerede geografiske områder eller sårbare forstæder til de større byer? Jeg kan som eksempel nævne det franske postvæsens initiativ, der forbereder sig på at sikre, at der f.eks. er tolke og offentlige skrivere til stede på posthusene i vanskeligt stillede byområder. Hvis man ikke medtager de deraf afledte job, har de offentlige postvæsener i Europa i dag halvanden million ansatte, som selvfølgelig trues af skræmmebilledet fra en hårdhændet og ukontrolleret liberalisering. Europa-Parlamentet mener at kunne forene, at der åbnes for fri konkurrence, med forpligtelsen til universel posttjeneste, der respekterer beskæftigelsen. Det er glædeligt, men vi forventer, at dette fortsætter, og netop derfor kan man kun beklage, at Europa-Parlamentet i dag står i udkanten af den beslutningsproces, der går forud for den europæiske postsektors skæbne. Det er beklageligt, at indtil videre - som nærværende beslutningsforslag understreger - har Kommissionen ikke taget stilling til beslutningen af 14. januar 1999. Jeg vil gerne minde om, at denne fastlagde, at Europa-Parlamentet skulle deltage i udarbejdelsen af de planlagte forholdsregler, og at troværdigheden af konsekvensundersøgelserne om liberaliseringen skulle forbedres. Sådanne konsekvensundersøgelser er nødvendige for at vurdere virkningen af en liberalisering, der ville blive ukontrolleret ikke kun for den økonomiske markedsstruktur, men også rent menneskeligt og samfundsmæssigt. De forsinkelser, Kommissionen har været årsag til, bør få følger for den foreslåede plan, og der må bestemt stilles spørgsmålstegn ved datoen den 1. januar 2003. Ved at definere en sektor, der er forbeholdt de offentlige postoperatører, på grundlag af vægt og priser, gjorde postdirektivet en gradvis og kontrolleret liberalisering mulig. Den hårdhændede reducering af disse grænser bringer ligevægten mellem forpligtelsen til en offentlig posttjeneste og posttjenesternes økonomiske levedygtighed i fare. I en globaliseringssammenhæng, hvor rentabilitetens og fortjenestens logik i stadig højere grad står i modsætning til bestræbelsen på at opnå ligevægt i regionerne og social samhørighed, er det vigtigt her i Parlamentet at erindre om, at vi er afhængig af europæiske offentlige tjenester, hvad enten de som i dag vedrører postområdet, i morgen jernbaneområdet eller i overmorgen sundhedsområdet.
+Hr. formand, i lighed med andre skotske medlemmer af Parlamentet, repræsentanter for Skotland, taler jeg for at protestere mod alt, som medfører en forringelse af livskvaliteten på landet i de fjerntliggende områder. Posttjenesten og postkontoret er særdeles vigtige for livet i landbosamfundene i hele Europa og ikke mindst i Skotland. Det ville være en tragedie, hvis man med overlæg, eller endog utilsigtet, traf foranstaltninger, som ville ødelægge dette. Det, mener jeg ikke, der er nogen, der agter at gøre. Jeg mener ikke, at Kommissionen er begyndt at føre krig mod de skotske og græske øer. Men de kan ved et uheld øve stor skade. Det afgørende er at slå fast, hvor hurtigt og hvordan den gradvise liberalisering af posttjenesterne skal finde sted. Hvis der sættes for lav en grænse for posttjenestens fortsatte monopol, bliver det uøkonomisk at fastholde befordringspligten til en rimelig pris i de afsides-liggende områder. Det er vigtigt at have balance mellem befordringspligt og rimelige priser. Den besked, vi hører i dag fra alle sider af salen til Kommissionen, er, at Kommissionen skal træde varsomt. Kommissionen bør f.eks. ikke foretage et trinvis spring fra 350 gr. til helt ned til 50 gr., som visse har foreslået. Den bør tværtimod skride forsigtigt frem. Jeg tror, at alt under 150 gr. vil være særdeles uklogt under disse omstændigheder. Solidariteten og samhørigheden mellem befolkningen i hele Europa afhænger af idéen om, at man kan poste et brev hvor som helst, som leveres et hvilket som helst sted, til en rimelig frimærkepris. Stå ved befordringspligt og rimelige priser!
+Hr. formand, for at få en posttjeneste af kvalitet, er det afgørende, at den forbliver offentlig. En almen service, der indebærer tilbud om kvalitetsposttjeneste til rimelige priser og overalt i landet, udgør grundlaget for enhver posttjeneste og bør modsvares af ensartede takster over hele landet. For at dette skal være tilfældet, er det afgørende, at det stadig er en offentlig tjeneste. Kun på dén måde er det muligt at sikre, at nettet lige fra indsamling til omdeling er et samlet net, der ikke splittes op eller kun betjenes delvist og efter, hvad der er lønsomt for postoperatørerne. Det er imidlertid kendt, at Kommissionen har ladet nogle undersøgelser gennemføre i opfølgning af direktivet om fælles regler for posttjensterne i EU, hvis resultat den ikke har ladet komme til Europa-Parlamentets kendskab, af hvilken grund der ikke vides noget om, hvilken virkning dets gennemførelse har fået, hverken for betjeningen af borgerne eller for de aktuelle postoperatører i EU, hvad angår økonomi og beskæftigelse. Derfor bør der ske en opbremsning af hele dette direktivs gennemførelsesprocedure, herunder af dets tidsplan, og enhver ændring i den bestående situation bør forudsætte en nøje undersøgelse af direktivets forskellige konsekvenser. Samtidig må det altid være målet at sikre en offentlig kvalitetsservice og bevare de nuværende offentlige operatører og de eksisterende arbejdspladser.
+) Hr. formand, en liberalisering af posttjenesterne kan øge postsektorens konkurrenceevne og sikre borgerne tjenester, som er billigere og mere fleksible, og samtidig leve op til de udfordringer, som den moderne teknologi fører med sig. Jeg understreger ordet kan, idet liberaliseringen skal gennemføres godt og omhyggeligt. Hvis den gennemføres forkert, vil de skræmmebilleder, der er blevet talt om her, helt sikkert blive til virkelighed. De sociale problemer vokser og forskellene områderne imellem øges, og der vil kun opstå konkurrence på de områder, hvor den økonomiske aktivitet er størst og i de områder, hvor der er flest mennesker og særlig mellem virksomhederne. Taberne bliver derimod de afsidesliggende områder og de mennesker, som bor der, samt de personer, som ikke får gavn af de nye tjenester. Inden vi beslutter at liberalisere posttjenesterne, burde vi efter min mening indgående diskutere, hvorledes vi kan udvikle de nuværende tjenester til at blive mere fleksible og kundevenlige, og hvorledes vi kan forvalte finansieringssystemerne på en sådan måde, at man kan foretage de investeringer, som den nye teknologi kræver. Efter min mening har man i Finland haft rimelig succes med denne linje, det vil sige, man har udviklet det eksisterende offentlige system. Jeg mener alligevel, at der bør findes fælles spilleregler på dette område, så vi ikke finder os selv på et stade midt i det vilde østen eller det vilde vesten. Vi har brug for fælles regler, der bygger på principper om offentlige tjenester og ligeværd.
+Hr. formand, at anmode om en nærmere beskrivelse af virkningerne af det første direktiv er det mindste, man kan gøre, når man diskuterer den offentlige posttjenestes fremtid. I hast at ville bestemme hundrede tusinder af postarbejderes og millioner af brugeres skæbne ville være uanstændigt. Men på trods af ugunstige udtalelser fra 10 europæiske postvæsener brygges der på en liberalisering, der ikke kaldes ved navn, i gangene i Kommissionen. Ved at sænke grænsen for den pris/vægt, der er forbeholdt de offentlige postvæsener, og ved at liberalisere adresserede reklameforsendelser eller tværnational post kan det andet direktiv gøre det muligt at udbyde de mest rentable sektorer i fri konkurrence. Postvæsenet kan så beholde alt det, der ikke interesserer de private operatører. Hvad enten den bliver hel eller delvis kan en liberalisering kun gøre en situation, der allerede nu ikke er særlig str��lende, værre. Alene eksemplet med liberaliseringen af de britiske jernbaner burde være nok til at vise, i hvor høj grad valget af maksimal fortjeneste er i modstrid med opretholdelsen af en tjeneste til gavn for samfundet. I stedet for at bekrige hinanden burde de offentlige postvæsener samarbejde, ansætte medarbejdere og sikre anstændige og stabile arbejdsforhold samtidig med, at de opfylder brugernes behov, både hvad angår breve og opsparing.
+Hr. formand, debatten i dag står i sneglens tegn, ikke fordi jeg fik fremragende snegle at spise her i Strasbourg i går, men fordi sneglen er et symbol på langsomheden. Langsomheden refererer for det første til Kommissionens fremgangsmåde. Denne undersøgelse varer alt for længe, og vi mener, at det er vigtigt, at man nu udviser et større tempo i denne sag. Jeg er kommissæren meget taknemmelig for, at han her er kommet med nogle helt klare udmeldinger, og jeg beder nu Kommissionen om at fremskynde denne sag. Det fremgår meget tydeligt af dagens debat, at Parlamentet vil presse på for at få mere tempo, ikke et tempo, som går ud over kvaliteten, men langsomhed i sig selv giver heller ikke nogen kvalitet. Det leder mig videre til det andet punkt, nemlig sneglen som symbol for vores postvæsener. I de seneste 200 år er der sket en udvikling, og lidt efter lidt er forsendelsestiden for et brev fra München til Bruxelles femdoblet. Til Strasbourg går det lidt bedre, men stadigvæk alt for langsomt. Det betyder, at det er gået konstant nedad, hvad angår kvaliteten af tjenesteydelserne. Det er ganske vist rigtigt, som det blev sagt her, at vi i dag har nye muligheder, f.eks. elektroniske muligheder som e-mail, men på den anden side må vi indse, at det almindelige brev nu som før spiller en meget, meget stor rolle, og netop unge familier, ældre mennesker og mange andre er nu som før i høj grad henvist til at benytte den konventionelle brevpost. Derfor mener jeg, at vi i forbindelse med den konventionelle brevpost skal gøre det, som kollega Radwan formulerede så udmærket, nemlig på den ene side støtte konkurrencen og på den anden side definere grænserne. Det vi har gjort i de sidste år har imidlertid i mange tilfælde været det modsatte! Med pseudo- og delprivatiseringer, som vi også har oplevet det i Tyskland, har vi kombineret statsmonopolets ulemper med privatiseringens ulemper, og det var egentlig ikke meningen med det hele! Man har her nævnt postbudenes sociale betydning, og jeg vil gerne føje postkontorernes til. Der blev talt om landområderne, om tyndtbefolkede områder. Jeg kommer fra München, et meget tætbefolket centrum, men også vi har dette problem. Ude i bydelene bliver det ene postkontor efter det andet lukket. I storbyerne har vi mange ældre borgere, og de gamle mennesker i storbyerne bliver stadig mere ensomme i takt med detailhandlens tilbagegang. Derfor er det også her nødvendigt at fastsætte visse mindstestandarder og at erkende, at det er vigtigt at sikre en tilsvarende betjening af befolkningen. Når der i centrum af München kun er en enkelt postkasse tilbage, som bliver tømt en ekstra gang om aftenen, så er der tale om et drastisk fald i kvaliteten samtidig med, at priserne til dels stiger, og det er noget, som vi også må registrere. Derfor: Ja til liberalisering, men grænserne for liberaliseringen skal overvejes, der skal hurtigt skabes fornuftige betingelser i Europa, og Kommissionens undersøgelse skal fremlægges hurtigt. Jeg kunne ønske mig, at sneglen fremover ikke længere skulle være symbolet for den europæiske postpolitik, men at man på dette område kunne sige, med en tysk talemåde: Posten afgår! Det er et udtryk fra en tid, hvor posten stadig var et symbol på hurtighed.
+Ligesom hr. Radwan er jeg glad for, at det ikke er kommissær Bolkestein, der er her i dag, men kommissær Monti, for jeg tror, at han kan oplyse os om nogle forhold i forbindelse med konkurrencen. Jeg ved ikke, om hr. Monti kender EF-Domstolens dom fra sidste uge, fra den 10. februar, hvori den anerkender muligheden for, at det tyske postvæsen kan få en dominerende position som følge af eksistensen af det statslige postmonopol. Før den forestående liberalisering gennemføres, før den 1. januar 2003, vil konkurrencen uden tvivl holde sit indtog i denne branche, for på nuværende tidspunkt er der allerede tale om at omdirigere posttrafikken via lande med lavere posttakster. Dette har indflydelse på den frie konkurrence mellem de forskellige postvæsener. Hvis man antager, at der opnås en liberalisering i hele Den Europæiske Union, hvilke konsekvenser får dette så for den frie konkurrence? Foreløbig har liberaliseringen, så vidt vides, i det eneste land, hvor den er gennemført, nemlig Sverige, medført en stigning på 59% i prisen for posttjenester. Det, vi ikke ved, er, hvad der vil ske i de enkelte lande, hvor liberaliseringen gennemføres. Det kan forudses, at liberaliseringen af posttjenesterne vil medføre større forskelle i prisen for posttjenesterne landene imellem, hvilket uden tvivl vil få indflydelse på konkurrencen, men ikke kun på prisen for posttjenesterne, men også for etableringen af virksomheder. I dag er der f.eks. virksomheder, som etablerer sig i Holland, fordi posttaksterne er meget lavere end i Tyskland, og det samme kan ske i fremtiden. I denne forbindelse spørger jeg mig selv, om den pakke, som Kommissionen vil fremlægge vedrørende liberalisering af postvæsenet, indeholder bestemmelser om opretholdelse af den frie konkurrence, for det er meget muligt, at der, når posten liberaliseres i denne branche - som det generelt er sket i Fællesskabets nuværende brancher - vil skabes koncentrationer af store selskaber, som vil ende med at eliminere den teoretiske liberaliserings fordele. På nuværende tidspunkt er der inden for tjenester, der teoretisk ikke er frie - f.eks. de nationale postvæsener - en grundlæggende liberalisering, som foregår via Verdenspostunionens system og tillader lave takster. Inden for en teoretisk liberaliseret tjeneste kan der ske det, at den frie konkurrence forsvinder, fordi tjenesten koncentreres på store virksomheder gennem misbrug af dominerende stilling, aftaler mellem virksomhederne og lign. Jeg vil derfor råde kommissær Monti til at forfølge sagen om postliberaliseringen ud fra den frie konkurrences strenge synspunkt, for jeg tror, at dette i fremtiden formodentlig vil blive et ret bekymrende spørgsmål. Jeg forudser, at de liberaliserede posttjenester sandsynligvis vil være meget mindre konkurrenceprægede end de nuværende offentlige postvæsener.
+Hr. formand, et posthus er ikke nogen almindelig tjenesteyder som en frisørsalon eller et fitnesscenter. I vores tyndtbefolkede land, Finland, er det at gå på posthuset en social begivenhed. I netværkenes verden er postvæsenet et demokratisk net. Det skaber og opretholder forbindelser mellem mennesker. Det indre marked for posttjenester gennemføres på markedsfolkets vilkår. For os nordpå betyder det, at EU ødelægger den sociale infrastruktur. Ærede kommissær Monti, konkurrenceprincippet passer ikke til relationer mellem mennesker, og derfor bør posttjenesterne udvikles, ikke drosles ned. Kun et offentligt postvæsen kan være garant for, at alle får adgang til informationsteknologien. Post er demokrati. Postvæsenet kan bedre klare den slags ting end teleselskaberne. Priserne inden for telekommunikation er steget som følge af, at virksomhederne bliver solgt og købt, og markedsføringsudgifterne er på over 50% af virksomhedernes omsætning. Der må foretages demokratiske investeringer for at opretholde et demokratisk postvæsen.
+Det er meget passende, at hr. Monti svarer ved denne forhandling, da den store gåde med posttjenesterne er, hvordan man får et åbent marked og fri og fair konkurrence til at stemme overens med en tjeneste med universel adgang for alle, selv i de fjerneste og tyndest befolkede områder i Den Europæiske Union. I de skotske bakker og dale, grænseområderne og industriområdet mellem Glasgow og Edinburgh, på de smukke, men sårbare øer Hebriderne, Orkney og Shetland er man meget bekymret over risikoen for at miste denne særdeles vigtige service. Dog ved vi alle, at kvaliteten af servicen kun forbedres, hvis posttjenesterne, som alle andre sektorer, får den private sektors økonomiske og ledelsesmæssige frihed og anspores til åben, endog international, konkurrence. Jeg mener, der findes en løsning. Den bruges allerede i stort omfang i transportsektoren. Luftruter, færgeruter, togruter og busruter i og til disse fjerne områder udliciteres. Licitanten, som tilbyder at yde den specifikke tjeneste af en specifik kvalitet og med den laveste støtte, får kontrakten. Lad os kalde dette en franchise med negativ licitation. Det åbner mulighed for den ønskede konkurrence, idet disse tjenesteydelser udbydes i henhold til et offentligt støttet, men fuldt gennemsigtigt franchisesystem. Hvorfor kan indsamlingen og leveringen af breve i et givent område ikke udliciteres på denne måde? Den laveste støtte ville vinde franchiseretten for en given periode. Hvorfor kan indleveringsstedet i en afsides liggende landsby ikke også udliciteres på denne måde? Det ville dermed være op til de rette demokratisk ansvarlige regeringsorganer, det være sig lokale, regionale eller nationale - sandsynligvis i henhold til et overordnet EU-tilsyn - at fastsætte servicekriterierne og de økonomiske ressourcer til at imødekomme dette særlige sociale formål. Posttjenesterne kan i andre henseender overlades til efterspørgselen og begrænsningerne på markedet.
+Hr. formand, hr. kommissær, det er ikke et tilfælde, at jeg er det femte parlamentsmedlem fra Skotland, som taler ved denne forhandling. Det er et mål for, hvor vigtige posttjenesterne er for os. Skotland som land er større end visse medlemsstater. Der er mange fjerntliggende samfund på fastlandet, som kun kan nås ad vej og til tider med dårlig offentlig transport, til tider slet ingen. Sådanne samfunds overlevelse afhænger af de lokale faciliteter, f.eks. en skole, et postkontor og en forretning. Især de ældre er afhængige af de to sidste. De ligger ofte i tilknytning til hinanden, hvor de hver især bliver levedygtig i kraft af tilstedeværelsen af de andre. Skotland har også mange øsamfund, hvoraf nogle kan nås ad luftvejen, men de fleste er afhængige af færgefarten. Man har regnet ud, at den faktiske omkostning ved at bringe et brev fra Edinburgh til højlandet er ca. 10 gange højere end omkostningen ved at bringe det samme brev til London. Og den er omtrent fire gange højere end den opkrævede porto. Jo mere fjerntliggende samfundet er, jo større bliver forskellen. Det er omfanget af problemet. Det er ikke for at være imod liberaliseringen, at jeg beder om, at det gøres på en måde, der tager disse faktorer i betragtning og lader en universel og prismæssigt rimelig posttjeneste fortsætte. Det er for alle de fjerntliggende samfunds og øsamfunds skyld, i hele Den Europæiske Union, og ikke blot for den skotske befolknings skyld, at jeg beder Dem om at bevare den altafgørende livline, som deres posttjenester udgør.
+Hr. formand, jeg betragter det som et privilegium, at jeg repræsenterer min kollega, kommissær Bolkestein, ved en forhandling af så høj kvalitet om posttjenesterne. Jeg vil forsøge at svare på baggrund af kommissær Bolkesteins oplysninger. Lad mig gentage, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme kan få fat i ham på mandag. Visse medlemmer, deriblandt hr. Stenmarck, klager over, at der har været forsinkelser i forbindelse med det nye forslag. Andre mener, at det efter omstændigheder ikke er så slemt, hvis der er en lille pause efter det første skridt med liberaliseringen. Det er f.eks. den holdning, hr. Berthu har givet udtryk for. Kommissionen mener, at det nye forslag hovedsagelig blev forsinket som følge af interne problemer i Kommissionen, som jeg er sikker på, Parlamentet ikke er helt uvidende om. Men vi mener, der er en retlig forpligtelse forbundet med et forslag. Kommissær Bolkestein agter at fremsætte et sådant forslag for Kommissionen til vedtagelse i 1. halvår i år. Den planlagte dato, 1. januar 2003, til gennemførelse af de næste trin kan stadig lade sig gøre. Forslaget tager hensyn til de foretagne undersøgelser og ser især på spørgsmål som universel tjeneste, hvilket jeg vender tilbage til om et øjeblik. Hvad angår det nuværende direktiv og dets gennemførelse, har de fleste medlemsstater truffet de nødvendige retlige foranstaltninger til at omsætte direktivet. Der er en række problemer med hensyn til strukturen i tilsynsmyndigheden og dennes uafhængighed. Medlemsstaternes tidsfrist for gennemførelse er januar 2003. Yderligere liberalisering finder efterfølgende sted. Der er allerede konkurrence inden for visse områder, f.eks. i pakkesektoren og eksprestjenesten. Kvaliteten af tjenesteydelserne er generelt forbedret, især med hensyn til den grænseoverskridende aktivitet. Kvaliteten af tjenesteydelserne, som især vedrører forbrugerne, har været den primære bekymring hos alle talere, hvoraf nogle, f.eks. hr. Rübig, udtrykte sig meget klart. Erfaringen i lande, hvor liberaliseringen er mere fremskreden, f.eks. Sverige, Finland og Nederlandene, viser, at når liberaliseringen foregår på en ordentlig måde, rejses spørgsmålet om kvaliteten af tjenesteydelserne som følge af krav om en højere servicekvalitet i nationale forskrifter og opfølgningen på disse. Dette handler derfor ikke om at sælge ud af tjenesten og dens kvalitet. Ofte fører liberalisering til garanterede standarder, og den fortsatte standardisering af kvalitetsmålingen bidrager ligeledes, da disse standarder i højere grad afspejler den aktuelle performance. Det giver mulighed for et betydningsrelevant sammenligningsgrundlag og en forbedret kundeorientering hos den nuværende postvirksomhed som følge af lovgivernes, konkurrenternes og kundernes samlede pres. Vi er hos de nuværende postvirksomheder, på de offentlige postkontorer, vidende til en kulturændring, som jeg mener, ingen kan betragte som negativ, hvis den nuværende tendens til at fokusere på kundernes behov fortsætter. Den bekymring, de ærede medlemmer har givet udtryk for her til morgen i Parlamentet, vil være i centrum for min kollegas og den samlede Kommissions aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af det videre forslag. Det forslag vil tage fuldt hensyn til behovet for at sikre en universel tjeneste, udvikle effektive kontrolforanstaltninger for forbrugerne samt skabe et klima, der er fordelagtigt for jobskabelsen inden for rammerne af en progressiv, gradvis udvikling. Fru Isler Béquin, og hr. Miller, som jeg takker for den personlige besked, og flere andre har nævnt spørgsmålet om en universel tjeneste. Vi er alle klar over det særdeles vigtige aspekt ved social og strukturel samhørighed, især i de tyndt befolkede landområder, hvoraf et har været særligt stærkt og overvældende repræsenteret under forhandlingen her til morgen. Vi mener, at den universelle tjeneste er en søjle, og jeg er sikker på, at min kollega kan forsikre det relevante parlamentariske udvalg om dette. Fru Gillig og f.eks. hr. Markov og hr. Ésclope udtrykte bekymring vedrørende beskæftigelsen. Erfaringen i andre sektorer viser en slags U-formet mønster: En periode med en nedgang i beskæftigelsen, som starter, lige før liberaliseringen finder sted, da de nuværende postvirksomheder naturligvis indstiller sig på konkurrence. Derefter kommer der en periode med stabil beskæftigelse, da nye jobs hos de nye postvirksomheder udligner en eventuelt yderligere nedgang i beskæftigelsen, og endelig en tredje periode med jobskabelse, både hos de nuværende og de nye postvirksomheder, efterhånden som fordelene ved liberaliseringen når ud til brugerne, og markedet udvikler sig hurtigere. Postsektoren gennemgår allerede den første periode nu, da de befordringspligtige virksomheder er gået i gang med en moderniseringsproces. Den nye teknologi og logistik snarere end processen med liberaliseringen af posttjenesterne er de vigtigste faktorer, der påvirker beskæftigelsen. Hvad angår tilgængeligheden af undersøgelserne - et spørgsmål, der blev rejst af hr. Staes m.fl. fik Parlamentet udleveret eksemplarer af disse i september 1999. De har alle været tilgængelige på Kommissionens hjemmeside siden august 1999, og Kommissionen sørger gerne for eksemplarer til alle interesserede. Undersøgelserne har været genstand for nogen kritik, især fra de offentlige posttjenesters side. Jeg er klar over, at man i forbindelse med alle iværksatte undersøgelser oplevede problemer med indsamlingen af tilstrækkelige data. Det kom ikke som en overraskelse, da de befordringspligtige virksomheder ikke altid har de rette systemer til en udførlig indsamling af post. Siger det ikke meget om ledelsesevner? Parterne kan ikke acceptere én metode til adgangen til omkostningerne i forbindelse med og finansieringen af befordringspligten. Hr. Bolkestein er ikke desto mindre overbevist om, at undersøgelserne giver tilstrækkelig klarhed og præcision til at danne grundlag for beslutningsprocessen. Jeg kommer til sidst til tre indlæg vedrørende et emne, som jeg forventes at vide mere om end posttjenester, nemlig konkurrence. Hr. Purvis, jeg finder Deres systematisk provokerende bemærkning om licitation interessant og bestemt værd at undersøge. Hr. Medina Ortega, jeg er lige så overbevist som Dem, om at vi skal være endnu mere årvågne efter liberaliseringen, da vi ikke ønsker, at de offentlige monopolers forsvinden giver anledning til en ukontrolleret koncentration af private postvirksomheder. Det gælder både postsektoren og andre sektorer. Hvis jeg skal komme med et eksempel på denne form for årvågenhed, må det være Deutsche Post, hvor Kommissionen, efter klager og et sagsanlæg, iværksatte en procedure for statsstøtte i juli. Vi har netop modtaget den tyske regerings svar på bemærkningerne. Proceduren for statsstøtte omfatter spørgsmålet om krydssubsidiering mellem monopolistiske brevtjenester og erhvervsmæssig pakkepost samt finansieringen af Deutsche Posts mange nylige overtagelser. Jeg vil af hensyn til tiden ikke gå i detaljer, men det giver måske en idé om, at Kommissionen ikke stopper sit arbejde, efterhånden som liberaliseringen skrider frem. Det er på sin vis her, arbejdet begynder. Endelig, hr. Radwan, bør der naturligvis være grænser for konkurrencen, og der er grænser for konkurrencn. Hvis vi især tager spørgsmålet om konkurrence og tjenester af almen interesse, hvor en medlemsstat definerer et idégrundlag for en offentlig tjeneste, er det vigtigt at opgøre omkostningerne i forbindelse med det idégrundlag, og den statsstøtte, som kompenserer for disse omkostninger, er bestemt ikke et brud på konkurrencen. Jeg er lidt uenig i den terminologi, De brugte, hr. Radwan, da De sagde, at det er på tide, at borgernes behov tages i betragtning snarere end kun behovet for konkurrence. Jeg er stor modstander af det begreb, da konkurrencen er der for borgernes skyld, og kun borgernes. De fleste virksomheder hader konkurrence. Konkurrencen foregår og ledes i borgernes interesse, deres økonomiske interesse og med henblik på deres frihed. Eksemplerne på liberalisering og konkurrence inden for flytransport og telefonitjenester i Europa viser, at borgerne har haft gavn af dette. Jeg kan blot endnu en gang sige, at kommissær Bolkestein vil kunne tage stilling til alle spørgsmål på mandag, i det rette udvalg, på en mere kompetent og detaljeret måde.
+Mange tak, hr. kommissær. Jeg har modtaget et forslag til beslutning i henhold til forretningsordenens artikel 42, stk. 5 til afslutning af denne forhandling. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER
+Vi stemte for beslutningsforslaget, fordi en af det franske postvæsens fagforeninger bad os herom, da de, hvis forslaget blev vedtaget, håbede at få en yderligere frist til at forsvare lønmodtagerne. Det betyder ikke, at vi er enige i hele indholdet, som er for vagt og tilsidesætter grundlaget. De europæiske institutioner og de nationale regeringer, især den franske, fører en reaktionær politik, som både er i modstrid med brugernes interesser, det vil sige flertallet af befolkningen, og med de interesser, postvæsenets medarbejdere har. Posttjenesterne skal blive ved med at være offentlige tjenester. Alle skal, uanset hvor de befinder sig og uanset deres sociale forhold, have adgang hertil i samme omfang og på samme betingelser. Enhver tanke om rentabilitet skal udlukkes, når det drejer sig om at organisere den offentlige tjeneste, og private virksomheder må ikke få mulighed for at indkassere privat fortjeneste ved at lægge beslag på de mest indbringende aktiviteter i den offentlige tjeneste. Følgelig bør postvæsenet og tilsvarende virksomheder i de forskellige europæiske lande beholde eneretten til denne tjeneste. For at sikre hensigtsmæssige posttjenester på EU-niveau er det nødvendigt at gøre en ende på den politik, der går ud på at nedlægge posthuse i nærmiljøet, begrænse antallet af postrunder og overbebyrde personalet. Postvæsenet og alle offentlige tjenester i almindelighed skal ansætte yderligere personale. Det kan ikke bestrides, at disse job er nyttige, og hvis der skabes et tilstrækkeligt antal job, vil arbejdsløsheden i Europa falde.
+Hr. formand, personligt stemte jeg for dette beslutningsforslag, fordi det er absolut nødvendigt at diskutere posttjenesterne i Europa-Parlamentet og komme ud af den nuværende uklarhed. Hvis vi afskaffer den offentlige posttjeneste, vil det være meget alvorligt, og vi vil gerne kende Kommissionens hensigter. Når vi får at vide, at kunden vil få en bedre betjening til færre omkostninger, er det selvfølgelig forkert. De mennesker, der bor langt fra alt, vil naturligvis ikke blive betjent eller kommer til at betale meget dyrt, hvilket nogle af dem ikke har råd til. Posttjenesterne drejer sig ikke kun postomdeling, men er også en social tjeneste. For nogle er postbudet af og til den eneste person, de ser i løbet af dagen. Lad os hylde disse postbude, der i al slags vejr tit går flere kilometer for at levere denne ydelse til alle. Det ville være en stor fejl at afskaffe den offentlige posttjeneste, som er et middel til kommunikation i nærsamfundet, og vi ville ikke kunne bevare alle borgeres lige ret. Rentabilitet for enhver pris er at modarbejde broderskab og social samhørighed.
+Hr. formand, jeg stemte ja til denne beslutning, og jeg vil gerne forklare hvorfor. Flere af talerne mindede om, at særligt i bjergkommuner er postbudet ofte den eneste person, som de ældre har en smule kontakt med. Jeg er enig i denne betragtning. Jeg er dog af den opfattelse, at mange ældre menneskers pension bliver mindre på grund af statsbudgettet. I mit hjemland, Italien, er der ca. 200.000 ansatte ved postvæsenet, og de koster staten ca. 50 millioner lire om året pr. indbygger, det vil sige 25.000 euro. De samlede udgifter beløber sig således til ca. 5 millioner euro. Ved at gå over til en liberalisering af denne tjeneste ville der på statsbudgettet blive frigjort et beløb, det vil sige et overskud, som svarer til ca. 10 millioner lire for hver pensionist, og som kunne gives til en million pensionister, som så ville få deres pension fordoblet. Det ville i høj grad kompensere for ulempen ved ikke have kontakt med postbudet.
+Hr. formand, jeg stemte for beslutningsforslaget om de europæiske posttjenester med så meget større tilfredshed, fordi det endnu en gang gentager den holdning, jeg altid har forsvaret her i Parlamentet, nemlig nødvendigheden af en universel posttjeneste af høj kvalitet, særlig for at sikre denne tjeneste i de tyndest befolkede områder, nemlig landområderne, som endog findes i mit lille land, Storhertugdømmet Luxembourg. Posthusene og postbudene spiller i disse områder, men også i visse kvarterer i de store byer, som min kollega Posselt forklarede det så godt, en rolle, som jeg næsten vil kalde samfundskulturel, som rækker længere end blot det at omdele post. Jeg ved, at denne tjeneste giver underskud. Det ville måske være billigere at stille en telefax eller endog e-mail til rådighed for fjerntliggende huse eller landsbyer. Jeg er i princippet for afskaffelse af den offentlige sektors monopoler, hvad enten det drejer sig om vand, gas, elektricitet, telefoner, antenner eller kabler osv. Liberaliseringen, der har givet forbrugerne meget, hvad angår pris og kvalitetstjeneste, især på telefonområdet, skal imidlertid standse dér, hvor udbuddet af tjenester bliver utilstrækkeligt eller forsvinder, og hvor de firmaer, der nyder godt af liberaliseringen, ikke tjener penge. Hvis man ikke kan forpligte dem til at sikre det samme, som statsmonopolet har garanteret, særlig gennem forpligtelsen til universel posttjeneste, skal man bevare denne offentlige tjeneste. Jeg tror, at vi stadig kan tillade os at opretholde en posttjeneste, også selvom de europæiske postvæsener nu fungerer som virksomheder. De skal selvfølgelig gøre en indsats for ikke mere at blive betegnet som snail mail, selvom de ikke kan nå op på samme hastighed som e-mail.
+Her ser vi et område, hvor liberaliseringen har vist sine begrænsninger og alvorlige mangler. Jeg er ikke selv en snæversynet tilhænger af monopoler, lige meget om de er offentlige eller private, men når jeg ser private virksomheders resultater på dette område, bliver jeg bestyrket og bekræftet i min egenskab af forsvarer af den offentlige tjeneste! Hvis liberaliseringen fortsætter også på dette område, er der stor fare for, at der en dag er hele områder, der ikke bliver betjent af postvæsenet. Hvem kan også et øjeblik tro på, at private virksomheder, hvis eneste fremdrift er fortjeneste, vil fortsætte med at betjene bestemte områder til en høj pris, uden at disse omkostninger betales af den allerede ugunstigt stillede befolkning, som af denne grund ikke kan benytte sig af tilbuddet. Jeg kan tilføje, at i dag på et tidspunkt, hvor Europa viser sig og hævder at være ude af stand til at gå imod fascisters deltagelse i en regering i Den Europæiske Union, er det ikke mere acceptabelt at være med til at indføre en ødelæggende ultraliberalisme i den offentlige tjeneste i det samme Europas navn. Jeg er Europæer og endog føderalist. For at nå hertil var og er jeg rede til at bringe ofre, men ikke for en hvilken som helst pris! Og jeg er især ikke rede til længere at acceptere oprettelsen af et liberalt indre marked, hvis Europa ikke samtidig er i stand til at forsvare de værdier, det bygger på, og som i 1960'erne gjorde mig til en overbevist europæer. Formanden. Europa-Parlamentet har afsluttet dagsordenen. Protokollen for dette møde vil blive fremlagt til godkendelse i Parlamentet ved begyndelsen af næste mødeperiode.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.10) MØDET FREDAG DEN 18. FEBRUAR 2000 1 Godkendelse af protokollen fra foregående møde 1 AFSTEMNING 1 Europæiske posttjenester 3 Afbrydelse af sessionen 17

data/train/da_ep-00-03-17.txt

@@ -0,0 +1,51 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, vi erfarede i går aftes i tv-nyhederne på ARD, at anklagemyndigheden igen har indledt en undersøgelse mod EU's ansvarlige for Balkan, hr. Hombach. Da der allerede har været store problemer i denne retning og også med henvisning til problemerne i den tidligere Kommission, drejer det sig nu om en mistanke om, at der angiveligt er blevet udbetalt 300.000 D-mark uden modydelser til et agentur. Jeg anmoder Dem om at informere Rådet herom og opfordre det til at suspendere hr. Hombach fra alle hans pligter, indtil der er truffet en endelig og retskraftig afgørelse i undersøgelsessagen. Vi kan ikke tillade os, at der igen opstår et negativt indtryk i forbindelse med Den Europæiske Union.
+Vi har noteret os Deres bemærkning, kære kollega.
+I går aftes efter afstemningerne her i salen blev der fremsat en kommentar, som jeg gerne vil tage afstand fra og ikke forbindes med. Det var ikke nogen fejl ved tolkningen, og medlemmer af Europa-Parlamentet omtalte Den Tekniske Gruppe som Den Tekniske Gruppe af Racister. Det var en urimelig kommentar. Ingen kunne i deres vildeste fantasi betragte f.eks. Emma Bonino som racist. Folk bør være meget forsigtige med, hvordan de behandler andre her i salen. Nogle bryder sig måske ikke om, at Den Tekniske Gruppe er blevet etableret, men det er sket. Disse medlemmer blev valgt ligesom jeg og ethvert andet medlem af Europa-Parlamentet, og det må vi acceptere. Folk har rettigheder, og jeg finder ikke, at den kommentar, der blev fremsat i går, var acceptabel.
+Vi har noteret os Deres bemærkning, frue.
+Hr. formand, da jeg på mødet i mandags takkede den franske stat, Strasbourg by og Europa-Parlamentet for, at der kun var lyd på den finsksprogede fjernsynskanal, og at der kom koldt vand ud af hanerne, men ikke varmt, mente jeg ikke, at det skulle være sådan, men mente, at disse ting burde ordnes. Jeg håber, at den franske stat, Strasbourg by og Europa-Parlamentet indleder foranstaltninger for at rette op på den slags småting i en så dyr bygning.
+Udmærket, hr. Seppänen, vi har ligeledes noteret os Deres bemærkning.
+Hr. formand, da jeg læste protokollen, opdagede jeg til min forfærdelse, at jeg endnu en gang har undladt at underskrive tilstedeværelseslisterne, selvom jeg deltog i et antal mundtlige afstemninger, der var ret vigtige. Jeg ønsker, at min tilstedeværelse opføres i protokollen for i går.
+Det er ikke noget problem.
+Hr. formand, jeg har ingen bemærkninger til protokollen, men til Europa-Parlamentets informationstjeneste. Jeg ved ikke, om det her er et passende tidspunkt at sige dette. Det vedrører ikke protokollen, men derimod er det en anden bemærkning. Kan jeg komme med den nu? Altså, jeg har fra en kollega netop modtaget session news om gårsdagens debat om betænkning af Ludford, og jeg må med beklagelse konstatere, at den forklaring, som jeg afgav på vores gruppes vegne, ikke er refereret her. Jeg anmoder Parlamentets tjenestegrene om at undersøge, hvorfor det ikke blev nævnt.
+Hr. Poettering, Parlamentets tjenestegrene vil undersøge det nærmere, det lover jeg Dem.
+Godt, hr. Manders, alt er noteret. (Protokollen godkendtes)
+Hvad enten den er national eller europæisk, er en centralbank altid udelukkende til tjeneste for storkapitalen og dens ejere. Vi nægter at vælge mellem de forskellige måder, hvorpå de kapitalistiske grupper og overklassen kan forvalte deres bankforretninger, for under alle omstændigheder sker det i strid med arbejderklassens og størstedelen af befolkningens interesser. Vores nej er et udtryk for vores modstand over for en national såvel som en europæisk organisation af banksystemet.
+Den Europæiske Centralbanks forslag har fået os til at undre os og til fare frem med lempe med hensyn til to aspekter. Hvad angår metoden, kan man konstatere, at fremgangsmåden fortsat er den samme. Fællesskabsinstitutionerne fremsætter ufuldstændige betænkninger, der nedtoner konsekvenserne for medlemsstaterne i forbindelse med endnu en suverænitetsafgivelse, og de går gradvist frem. Således understregede Kommissionen under indførelsen af euroen, at staternes suverænitet ikke på nogen måde var truet af ECB eller ECBS, der er ophøjet til detentor og forvalter af medlemsstaternes officielle valutareserver. Man glemmer dog at minde om, at nationalbankerne forvalter disse midler for ECB, der er enerådig med hensyn til fastlæggelsen af den monetære politik, og at man - selvom der i artikel 30-1 i ECB's vedtægter fastsættes et maksimumbeløb på 50 milliarder euro med hensyn til reserverne, hvilket man mente var tilstrækkeligt til at sikre ECB's uafhængighed - i uafhængighedens navn to år senere anvender artikel 30-4 for at få supplerende midler med det formål at kunne øge bankens uafhængighed og troværdighed. Vi mener, det er berettiget at spørge sig selv, om dette er et gabende og bundløst hul! Med hensyn til indholdet må vi ikke lade os narre af den måde, dette nye overdrevne krav er pakket ind på. Det drejer sig ikke kun om at tildele større finansielle midler til en uafhængig institution for at gennemføre en effektiv monetær politik til fordel for medlemsstaterne, men ligeledes om indirekte at skaffe supplerende ressourcer til en teknokratisk struktur med henblik på at gøre det muligt for den at finansiere de stadig større funktionsbehov. Klogt nok opretholdes den kunstneriske vaghed således, og selvom euroen burde være stærk og stabil, og at det fra begyndelsen var meningen, at reserverne var til forsvarsbrug i overgangsperioden (hvis det blev nødvendigt!), lader det i dag til, at hverken den ene eller den anden af disse forudsigelser er blevet overholdt, og at Frankfurt er fuldstændig ubevægelig! Derfor opstår et nyt spørgsmål omkring den effektive anvendelse af disse finansielle midler. Hvorfor skulle medlemsstaterne overlade deres ressourcer til en fællesskabsinstitution, der på grund af sin uafhængighed ikke kan kontrolleres? Som afslutning vil jeg minde om, at en stat ikke blot defineres ved den suverænitet, den besidder på grund af sin handlefrihed. Erfaringen viser, at dens autoritet og troværdighed på den internationale scene i meget høj grad afhænger af de ressourcer, som den råder over. Man må derfor være på vagt, fordi en gradvis fratagelse af begge dele på længere sigt vil vise sig at give bagslag.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0046/2000) af Izquierdo Rojo for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik (KOM(1999) 536 - C5-0249/1999 - 1999/0209(CNS)).
+Hr. formand, jeg forelægger en betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik. Det er en betænkning, som skaber præcedens, for det er første gang, Rådet hører Parlamentet om disse foranstaltninger. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har med stor interesse og hast studeret dette forslag til lovgivningsmæssig beslutning, og det har vedtaget det enstemmigt. Blandt de ændringsforslag, som Parlamentet forelægger, vil jeg fremhæve følgende aspekter: For det første inddrages informations- og igangsætningscentrene for landdistrikterne i ændringsforslag 2 som mulige aktører i forbindelse med disse foranstaltninger. For det andet henvises der udtrykkeligt til den vigtige rolle, som unge landmænd kan spille for nævnte foranstaltninger. For det tredje henleder vi Kommissionens opmærksomhed på formålstjenligheden ved forenkling og hurtig forvaltning i forbindelse med den administrative behandling med hensyn til såvel analysen af programmerne som den efterfølgende kontrol. For det fjerde fremhæver vi mænd og kvinder inden for landbruget, landbrugere og øvrige aktører i landdistrikterne som ideelle målgrupper for disse foranstaltninger. Hvis man ser på vores ændringsforslag, vil man lægge mærke til, at de er humane, og at der lægges op til en åben og meget mere dynamisk debat. Der tages afstand fra informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik, som er udelukkende bureaukratiske, teknologiske og passive. Derfor mener vi, at Parlamentets ændringsforslag forbedrer teksten. For det femte ønsker Parlamentet, hvad angår medfinansieringssatsen, at Kommissionen kunne forhøje denne sats og dermed forhøje finansieringen, når det drejer sig om organisationer eller foreninger uden økonomiske midler. For det sjette ved vi med hensyn til de lovede bevillinger allerede, at det ifølge forslaget drejer sig om et beløb på 4,5 millioner euro om året gennem EUGFL - Garantisektionen, hvilket for indeværende periode 2000-2006 svarer til 27 millioner euro. Men i Parlamentets forslag peges der på, at Kommissionen skal sørge for, at der afsættes tilstrækkelige budgetbevillinger til det store antal organisationer, der er omfattet af denne forordning. Endelig, hr. formand, vil jeg fremhæve indholdet af ændringsforslag 10, hvorved der foreslås en ny artikel 5a, hvor de kriterier, der skal gælde for de støtteberettigede programmer eller aktioner, er følgende: at det er programmer, der styrker et bæredygtigt og multifunktionelt landbrug, at de opretholder og skaber beskæftigelse, fremmer social og geografisk samhørighed, giver kvinder og unge en mere fremtrædende rolle, beskytter miljøet og sikrer vandforsyningen, luft- og jordbundskvaliteten, forarbejder landbrugsaffald og begrænser energiudgifterne i landdistrikterne og transporten. Det drejer sig efter vores mening om projekter, der skal fremme udviklingen af landdistrikterne, forbedre fødevaresikkerheden og produktkvaliteten. Europa-Parlamentet ser gerne, at Kommissionen i forbindelse med disse kommende informationsforanstaltninger foranlediger, at disse prioriteringer, som er prioriteringerne for landbruget i 2000, anskueliggøres. Det var det hele, hr. formand. Jeg vil takke for samarbejdet og for den opbakning, jeg har fået fra alle medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter på alle de møder, som vi har holdt. Jeg håber også, at Europa-Kommissionen på en eller anden måde tager Parlamentets synspunkter i betragtning.
+Hr. formand, der er tale om et målrettet instrument, som er yderst vigtigt for alle borgerne, men hvis hovedpersoner skal være landmændene. Dette kunne kort fortalt være vores holdning til forslaget til forordning om informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik. Efter GD VI's administrationsperiode og støtten fra EUGFL's Udviklingssektion får vi endelig en mulighed for yderligere gennemsigtighed, som vi absolut ikke må gå glip af. Den fælles landbrugspolitik er et instrument for landmændene og er den søjle, der skal give landbrugsbedrifterne en global anerkendelse af landmændenes rolle, både med hensyn til forbrugerne og med hensyn til de store miljøspørgsmål. Det er også en måde, hvorpå man kan gøre en mere tidssvarende bevidsthed udbredt blandt landmændene, en bevidsthed, der ikke mindst er nært knyttet til hele det europæiske samfunds behov. Vi har hørt alt for mange lovprisende ord om den produktive, miljømæssige, landbrugs- og forbrugerbeskyttende rolle. Disse ord har ofte vist sig at være et mål i sig selv, uden at man fik nogle klare lejligheder til konkret at føre de muligheder, der blev tilbudt, ud i livet. Vi har nu muligheden for at sende et klart budskab til landbruget. Vi er derfor ikke så glade for medtagelsen af alle forbruger- og miljøorganisationerne, der ikke kan udøve eller kræve nogen rettigheder og pligter med hensyn til en sådan aktion. I modsat fald ville vi gå glip af endnu en lejlighed til at nå de målsætninger om vækst, fællesskab, multifunktionalitet og opprioritering af kvaliteten, som de europæiske aktioner til fordel for landbrugssektoren er baseret på. Hertil kommer vores bekymring over de ringe finansielle midler, der er sat af til gennemførelsen af programmet. Der er derfor så meget mere grund til, at man ikke kan have en politisk udvidelse, der inddrager det størst mulige antal potentielle erhververe af udbuddene. Denne udvidelse skal derimod - med udgangspunkt i det, jeg lige sagde om målsætningerne for landbrugets repræsentativitet - give sig udslag i en fornuftig finansiering med et hensigtsmæssigt formål, som er beregnet på det, der er nævnt i selve programmets titel, nemlig den fælles landbrugspolitik, hvor ordet "landbrug" efter vores mening er meget sigende. Hvis man i stedet ønsker at gå i en anden retning, vil vi blot fremhæve, at der bliver en rolleforvirring, som hverken gavner det første eller det sidste led i fremstillingsprocessen. Med dette programs betydning kan man til gengæld også fastlægge og anerkende ansvaret for at give landbruget en effektiv lejlighed til at spille en hovedrolle i de igangværende ændringer. Med alt dette ønsker man naturligvis heller ikke at glemme eller forbigå betydningen af de andre organisationer, der har spillet den bedst mulige rolle med hensyn til landbrugsproduktionen. Hertil kommer, at udvidelsen med informations- og igangsætningscentrene allerede fremstår som en udvikling af muligheder, der er anerkendt af Unionen. Overgangen fra EUGFL's Udviklingssektion til EUGFL's Garantisektion er endnu et positivt element, når det gælder om at nå de tidligere fastlagte målsætninger og samtidig kunne følge med i midlernes anvendelse og ikke mindst i de målsætninger, man har til hensigt at nå. I tilknytning til alt dette og for at fremhæve de holdninger, der blev givet udtryk for, må man ikke glemme meningen med programmet i mere snæver forstand, nemlig landmændenes inddragelse i en mere klar stillingtagen til værdien af de instrumenter, der iværksættes med reformen af den fælles landbrugspolitik. Dette instrument lader i dag til at være blevet forstået fuldt ud af en stor del af landmændene. Der er dog stadig nogle, som mangler at blive inddraget. Det er sandsynligvis den del af dem, der er stærkest knyttet til de traditionelle modeller, som vanskeligt kan forbindes med den hurtige og overvældende udvikling, vi oplever i øjeblikket. Men det er en del, som EU agter at føre i retning af en situation, der i højere grad er tilpasset til de aktuelle levevilkår i vores europæiske samfund, nemlig euroen, globaliseringen, det åbne marked og de markedsnicher, der er kendetegnende for nogle økonomisk solide områder, som bør fremmes i endnu større grad. I den forbindelse kommer man ret spontant til at drage en parallel til f.eks. landboturismen, der er en indtægtskilde og samtidig et instrument til bevarelse af borgernes område, og som er et forbilledligt eksempel på, hvordan der kan sættes nyt skub i et europæisk landbrug, som ønsker at tage højde for de mest forskellige muligheder for produktion og indtægtskilder. Eksemplet med landboturisme går godt i spænd med det økologiske landbrug, men kommer også helt ud til yderspidsen af de produkter, hvis kvalitet er anerkendt af EU. Det er faktorer, der bekræfter, at landbrugspolitikken skal integreres i de andre former for økonomisk og social udvikling i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, åbenhed og information af borgerne i EU om arbejdet i EU bør prioriteres så højt som muligt. Det at informere om samarbejdet i Europa på et sagligt og reelt niveau er meget vigtigt i disse år, hvor vi står over for meget store udfordringer med udvidelsen med Central- og Østeuropa. Især er det vigtigt at forklare, hvad den fælles landbrugspolitik handler om, og at informere om mål, midler og udviklingsmuligheder. Der er mange målgrupper, der er først og fremmest landbrugerne, men også offentligheden i det hele taget og alle indirekte og direkte berørte personer. Det er vigtigt, at der bliver etableret et samarbejde med landbrugsorganisationerne og også med forbrugerne, hvis dette arbejde skal lykkes. Den fælles landbrugspolitik er den første, men også den største af Fællesskabets integrerede politikker og udgør en meget stor del af EU's budget. Det er derfor også vigtigt at præcisere, at tilskudsordningerne sikrer forbrugerne fødevarer til priser, der som følge af tilskuddet er lavere, end de ellers ville være uden tilskud. Det vil sige, at EU's landbrugsordninger er til gavn for alle borgere i EU. Den fælles landbrugspolitik er altid i udvikling og under forandring. Det stiller store krav til information og især til den koordinering, der er nødvendig, for at samarbejdet kan lykkes, både i medlemslandene og på tværs af medlemslandene. Forholdene er meget forskellige, og derfor bør det være landbrugets organisationer, der er hovedaktører, fordi disse organisationer først og fremmest fokuserer på landmændene.
+Hr. formand, min gruppe vil først gerne takke ordføreren, fru Izquierdo, for denne betænkning. Det er det nødvendige forsøg på at skabe et juridisk grundlag for finansiering af interessegrupper og -organisationer i Den Europæiske Union inden for landbrugsområdet. Budgetposten har altid eksisteret, blot har den ikke været retligt sikret, og det har Revisionsretten påtalt. Kommissionen efterkommer nu denne nødvendighed med denne retlige foranstaltning. Vanskeligheden ved gennemførelsen ligger blot i, at Kommissionen nu selv tager en stor del af budgettet, som tidligere - i forskellig størrelsesorden - stod til fuld rådighed for organisationerne, og anvender den til egne informationsforanstaltninger - det siger man der. Vi må frygte, at disse midler holdes tilbage for organisationerne, og det er ikke nogen særlig heldig udvikling. På den anden side blev pengene tidligere stillet til rådighed for organisationerne, der selv skulle opstille kriterier for, hvorledes disse penge skulle bruges. Det var og er ikke længere tilladt, og derfor er det rigtigt, at der nu anføres kriterier. Her fastlægges imidlertid nu - og det har Izquierdo været inde på - bestemte procentsatser for finansiering og dermed fratages små økonomisk svage organisationer muligheden for at få adgang til denne pulje, fordi de ikke selv har midler. De små svage organisationer bliver diskrimineret. Derfor bifalder vi i høj grad, at fru Izquierdo også er kommet med det forslag, at fuld finansiering kan komme på tale, såfremt det er dokumenteret, at foranstaltningerne opfylder kriterierne, og såfremt der er tale om finansiel svaghed muligvis også om en svag økonomi i hele regionen, således at disse områder ikke sakker fuldstændig bagud. Vores gruppe bifalder altså, at vi nu får et juridisk grundlag, og vi støtter også ændringsforslagene, som ordføreren har indgivet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, informationsforanstaltninger vedrørende den fælles landbrugspolitik må have som mål i første række at etablere en kommunikationsstrategi i forhold til aktørerne i landdistrikterne. Efter vores opfattelse er den væsentligste kritik, som man kan rette mod dette forslag til forordning fra Kommissionen, at denne budgetlinje åbnes for organisationer uden for landbruget, og at bevillingerne skæres ned til 4,5 millioner euro. Denne situation bliver yderligere forværret af den budgetreserve, som Kommissionen tillægger sig selv, hvilket sammen med punktaktionerne kun efterlader 3 millioner euro til organisationerne, hvilket er en klart formindsket bevilling. Det forslag, som ordføreren fremlægger, er således positivt, når hun foreslår, at Kommissionen sørger for, at der afsættes tilstrækkelige budgetbevillinger til det store antal organisationer, der er omfattet af nærværende forordning. Et andet negativt aspekt ved Kommissionens forslag er begrænsningen af medfinansieringen til 75%, når de aktioner, som Kommissionen iværksætter direkte, finansieres med 100%. Desuden er det jo sådan, at forslaget om forordningsvejledningen vil gøre det endnu vanskeligere for organisationerne at få adgang til omtalte budgetlinje, især de økonomisk svageste, altså netop dem, der har brug for mest støtte. Derfor betydningen af det forslag, som vi stiller i forlængelse af betænkningens hovedtanke. Med vores forslag ønsker vi, at fællesskabsfinansieringen kan gå op til 75%, når der er tale om organisationer, der repræsenterer de små brug og familiebrugene med økonomiske vanskeligheder. Det håber vi kan vedtages. Forslaget om at skære 1 million euro fra Kommissionens bevilling for i stedet at øge punktaktionerne mener vi kan være en mulig løsning til at forbedre Kommissionens forslag til forordning. Til slut skal det understreges, at Kommissionen bør forenkle de administrative procedurer, både med hensyn til vurderingen af de programmer, som organisationerne fremlægger, og den påfølgende kontrol.
+Hr. formand, jeg glæder mig over denne foranstaltning. Fra et administrativt synspunkt er formalisering af det gode. Men når vi kommer til at tænke på beløbet, er det ganske lille - 27 millioner euro over en periode på seks år. I betragtning af landbrugsbudgettets størrelse og af, at det går til hver eneste afkrog af Unionen, er det et relativt lille beløb. Det er derfor, jeg glæder mig over, at det meste af det bliver brugt med en finansieringssats på 50% snarere end 75%. Jo mere af det, der bruges med en finansieringssats på op til 50%, jo længere vil pengene række, og jo større vil virkningen blive. Den fælles landbrugspolitik bliver udsat for en masse kritik. En af de ting, der ikke har været almindelig forståelse for, er vigtigheden af denne politik fra et socialt synspunkt: det at den fælles landbrugspolitik socialt set i alle regioner med nedgang i Unionen har opretholdt befolkningstallet og støttet lokalsamfundet, som ellers ikke ville have overlevet. Det gælder i særlig grad for landene i randområderne, såsom Irland, Grækenland, Spanien og Portugal, hvor lokalsamfund, der ville være forsvundet, er blevet støttet og opretholdt, om ikke for bestandig, så i hvert fald indtil der skete en ændring i det økonomiske miljø, indtil den nye teknologi kom. Den langsigtede virkning af den fælles landbrugspolitik på dette område vil være større, end folk ofte har forestillet sig. Jeg har ikke noget at udsætte på den måde, hvorpå Kommissionen har samarbejdet med landbrugserhvervet i årenes løb. Ifølge min erfaring har Kommissionen været mere åben over for henstillinger og udveksling af information med landbrugserhvervet end de fleste landbrugsministerier i de fleste medlemsstater. Kommissionen har i årenes løb lært medlemsstaterne, hvordan de skal være åbne med meget begrænsede ressourcer. Men der er nye former for pres, der opstår på grund af forbrugernes bekymring for nye processer og systemer til fremstilling af fødevarer. De må forklares ikke bare for landbrugerne, men også for forbrugerne. Der findes mange myter om, hvad der er sikkert, og hvad der ikke er sikkert. Vi har et vigtigt stykke arbejde at gøre med at forklare, hvorledes hele produktionssystemet fungerer for Europas forbrugere og for dem uden for Unionen, der vil købe vores fødevarer. Det er vigtigt, at vi anvender så mange ressourcer som muligt herpå. Det sidste, jeg gerne vil fremhæve, er, at vi som følge af disse former for pres vil få en reaktion fra landbruget. Efterhånden som vi uundgåeligt må afvikle nogle af støtteordningerne under udvidelsesprocessen og samtidig opretholde presset for at beskytte miljøet og forbrugerne, vil der opstå gnidninger mellem producenterne og Unionens administration. Det vil være klogt at afsætte så mange ressourcer som muligt af hensyn til det gode forhold.
+Hr. formand, jeg vil først takke ordfører Maria Izquierdo Rojo og udvalgets medlemmer for betænkningen. Meningen med den foreslåede forordning er at give Kommissionen et middel, som Kommissionen kan bruge til at præsentere den europæiske landbrugsmodel og skabe bredere kendskab til den fælles landbrugspolitik. På denne måde vil gennemførelsen af landbrugspolitikken blive lettere. Dernæst vil jeg tale om de ændringsforslag, Parlamentet er fremkommet med. De sigter generelt ikke mod at ændre indholdet, men snarere mod en justering af forslagene. Ændringsforslag 2 og 6 vedrører de sammenslutninger og organisationer, der hører under støttens område. Efter Kommissionens mening er det ikke nødvendigt at nævne grupper og organisationer ved navn. Med artikel 2 kommer alle landbrugssammenslutninger og aktører i landdistrikterne med i billedet. Således er tillæg til forslaget unødvendige. Ændringsforslag 5, 8 og 10 vedrører de støtteberettigede aktiviteter. Ændringsforslag 5 indeholder præciseringer af informationsforanstaltninger og diskussionsfora for mænd og kvinder indenfor landbruget. De er unødvendige, da de allerede er indeholdt i Kommissionens forslag. En af de præciseringer, der fremsættes i dette ændringsforslag, "at støtte dem med hensyn til de valg, de træffer", er ikke i overensstemmelse med Kommissionens forslag. Denne forordning har ikke til hensigt at tilbyde landbrugerne en særlig tjeneste. Det kan de lokale institutioner gøre bedre. De midler, der er til rådighed, ville heller ikke række til det. Derudover, hvad angår tilføjelserne til artikel 3, vil jeg gøre opmærksom på, at informationsbesøg ikke er udelukkede. Listen over støtteberettigede aktiviteter er nemlig ikke udtømmende, hvilket fremgår af ordet "bl.a.". Kommissionen er dog parat til at godkende denne præcisering. Man kan imidlertid ikke godkende finansiering af længerevarende udvekslingsprogrammer, da sådanne aktiviteter ikke hører ind under informationspolitik. Ændringsforslag 10 vedrører artikel 5. Kommissionen støtter de her nævnte mål, hvilket bevidnes ved, at de er indeholdt implicit i artikel 1, som vedrører den europæiske landbrugsmodel. Derfor er der ingen mening i at gentage indholdet af denne model i detaljer. Ændringsforslag 7 og 13 vedrører den procentuelle andel af finansieringen. Efter Kommissionens mening er det ikke ønskeligt at betale mere end 75% af de støtteberettigede omkostninger. De midler, der er til rådighed, er knappe. Jo lavere andelen af finansieringen bliver, des større antal aktiviteter kan man støtte, og des større bliver virkningen. Ændringsforslag 9 og 12 vedrører tildelingen og sikringen af bevillinger. Som bekendt har Kommissionen budgetmyndighed sammen med Rådet. Derfor behøver man efter Kommissionens mening ikke ændringsforslag 9. Hvad angår ændringsforslag 12, hvor man foreslår at indarbejde tildelingen af bevillinger i forordningen, vil jeg konstatere, at hvis man på forhånd lægger låg på bevillingerne, mister budgetpunktet den for forvaltningen nødvendige fleksibilitet, hvilket kan være skadeligt for de fremsatte finansieringsansøgninger. Ændringsforslag 11 vedrører evaluering. Kommissionen er enig med Parlamentet i det gavnlige i regelmæssig evaluering. Det kan man bedst tage med i betragtning i forordningen om gennemførelsen. Ændringsforslag 4 vedrører den administrative behandling. Dette ekstra afsnit i indledningsdelen er efter Kommissionens mening unødvendig i forordningen. I Kommissionens forordning om gennemførelsen bestemmes de administrative detaljer, den løbende evalueringen og den senere evaluering. I denne forbindelse er der grund til at konstatere, at man i proceduren må sikre en effektiv kontrol med de offentlige midler, uanset hvor åben og simpel proceduren end er. Ændringsforslag 1 og 3 er sproglige præciseringer. Disse præciseringer anser Kommissionen ikke for fornuftige, da afsnit 4 og 7 i indledningsdelen til Kommissionens forslag ikke er lige så begrænsede.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5­045/2000) af Izquierdo Rojo for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning (EF) om ændring af forordning nr. 1577/96 om indførelse af en særlig støtte for visse bælgplanter (KOM(1999) 428 - C5­0187/1999 - 1999/0182(CNS)).
+Hr. formand, jeg forelægger en betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1577/96 om indførelse af en særlig støtte for visse bælgplanter. Europa-Parlamentet har analyseret dette forslag siden oktober 1999, og den 23. februar 2000 vedtog det dette forslag til lovgivningsmæssig beslutning enstemmigt. Jeg vil fremhæve følgende aspekter af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet fremsætter. For det første ændringsforslag 1 vedrørende betragtning 2a. Dette ændringsforslag supplerer Rådets politik, som er helt igennem handelsorienteret, og går ind for et forslag med et bredere sigte på økonomisk og menneskeligt plan, og hvad angår fødevarekvalitet. Hvor Rådet udelukkende taler om markedet, gør Parlamentet opmærksom på, at produktionen af disse bælgplanter er af økonomisk interesse på fællesskabsplan. Som følge af underskuddet i proteinafgrøder i Den Europæiske Union mener Parlamentet, at det er nødvendigt at forbedre ordningen, uden at støtteniveauet mindskes. For det andet foreslår Parlamentet i ændringsforslag 2, at støtten også skal omfatte produktion af vikker til frøavl. Denne støtte til frø eksisterer allerede for ris, kikærter og linser. Det foreslår vi, fordi produktion af frø, som vi alle ved, er underkastet yderligere tekniske krav og kvalitetskontrol, således at hvis produktionen ikke støttes, ville opgivelse heraf få meget negative følger for kvaliteten af vikkeproduktionen. For det tredje fremgår det af ændringsforslag 3, at Kommissionen efter vores mening uden yderligere forsinkelser skulle fremsætte forslag for produktionsåret 2000-2003. Før jeg slutter, hr. formand, vil jeg minde om, at Rådet i 1993 - som snart er længe siden - meddelte, at det var dets intention gradvist at udbygge den gældende støtteordning for bælgplanter. Det er imidlertid endnu ikke sket. For det andet viser produktionsårene gang på gang, at vi står over for en kronisk fejljustering af denne ordning. Det garanterede maksimumsareal indskrænkes systematisk, og dermed straffes de landmænd, som har været udsat for støttereduktioner på op til 20%, gang på gang. Af alle disse årsager, hr. formand, ønsker Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i Europa-Parlamentet virkelig at forbedre ordningen. Vi er godt klar over det, som Kommissionen siger til os, om at vi befinder os i en periode med store budgetbegrænsninger, at vi ikke kan gennemføre dem uden at mindske støtten. Det er derfor, vi forelægger dette forslag, som i virkeligheden er et forslag om vedligeholdelse, og det, vi siger til Kommissionen, er, at den uden opsættelse senest til produktionsåret 2000-2003 skal udarbejde forslag, der forbedrer denne ordning, uden at støtten mindskes. Jeg takker for samarbejdet og støtten fra alle medlemmer af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og for Budgetudvalgets udtalelse og også tak til Kommissionen for dens vilje til dialog og dens forhåbentlig åbne indstilling til vores forslag.
+Hr. formand, hr. kommissær, den betænkning, som vi i dag bliver foreslået at vedtage i Parlamentet, drejer sig om en minimal reform af forordning nr. 1577/96 om støtte til bælgplantesektoren. Reformen er så minimal, at den ikke engang ændrer det samlede garanterede maksimumsareal, om end den deler det i to blokke, og heller ikke støtten pr. hektar. Den byder kun på en enkelt nyhed, hvad angår forvaltningskomitéen, idet den erstattes med en forvaltningskomité for korn. Som et spansk ordsprog siger - meget apropos denne forordning - "Dette er linser. Hvis du vil, tager du dem, hvis ikke, lader du dem ligge". Derfor vil min gruppe støtte ordførerens betænkning og i særdeleshed ændringsforslag 2, hvori det foreslås, at støtten omfatter arealer til produktion af vikker til frøavl, for det vil sikre kvalitetsafgrøder. Jeg vil imidlertid gøre opmærksom på, at man har forspildt chancen for at støtte et stort, temmelig ufrugtbart område i Sydeuropa, hvor jorden ikke byder på andre dyrkningsmuligheder. Desuden er efterspørgselen efter vikker til kvægfoder voksende, hvilket kan bevises ved, at det tilsåede areal, i det mindste i Spanien, i de seneste tre produktionsår har oversteget det foreslåede garanterede maksimumsareal med et gennemsnit på 100.000 ha. pr. produktionsår. Desuden skyldes de fødevareproblemer, vi har haft i Den Europæiske Union, at planteædende kvæg er blevet fodret med foder af animalsk oprindelse, og hvis vi ikke nedsætter udgifterne ved og støtter, at kvægbestandene fodres med planteproteiner som bælgplanter, vil landmændene fortsætte med at bruge mel af animalsk oprindelse, for de er presset af en enorm konkurrence. Til slut vil jeg blot endnu en gang beklage, at Kommissionens landbrugspolitik går mere ud på at nedbringe udgifterne - eller i bedste fald ikke at forøge dem, som i dette tilfælde - end at bevare den ægte europæiske landbrugssektor, som er så vigtig for at skabe ligevægt i området.
+Hr. formand, jeg tager ordet i denne forhandling for at støtte betænkningen af min kollega, María Izquierdo, hvis forslag i lighed med Kommissionens forekommer mig gavnlige og interessante. Bælgplanter er en traditionel afgrøde i nogle dele af Sydeuropa, bl.a. Spanien, nærmere betegnet Castilien-La Mancha, den region, som jeg kommer fra, og hvor en tredjedel af Spaniens samlede areal anvendt til denne type produktion befinder sig. Vi har derfor interesse i, at støtteordningen for denne sektor inden for landbrugsproduktionen, nærmere betegnet produktionen af kikærter, linser og vikker, ikke forværres. Kikærter og linser er to væsentlige produkter for den spanske gastronomiske kultur og for vores kost, middelhavskosten, nu så lovprist af videnskaben, hvor tørrede bælgfrugter indgår i vores traditionelle opskrifter. Købet af tørrede bælgfrugter i Spanien er for opadgående og stiger med op til 5% om året. I mit land når forbruget op på 6,5 kg pr. indbygger pr. år, og alle, der ved, hvordan disse produkter tilberedes, kan bekræfte, at det er meget. Religiøse skikke f.eks., gør, at man ikke spiser kød i fastetider, og med vores landsmænds opfindsomhed og fornuft er kødet blevet erstattet af andre - og meget lækre - retter, som vores kikærte- og spinatsuppe. Det drejer sig om skikke, som er groet fast op gennem historien og strækker sig over hele året, også for mennesker, der ikke praktiserer religionen eller er ikketroende, og som har efterladt sig en række næsten uendeligt varierede menuer på basis af tørrede bælgfrugter som hovedret, der utvivlsomt øger forbruget. En anden sektor, der har behov for denne type produkter er kvægsektoren. I en tid hvor vi er vidner til svindel med opfedning af kvæg og brug af produkter, som ikke er godkendte, er det vigtigt, at der på markedet udbydes naturligt kvalitetsfoder til en fornuftig pris, f.eks. noget af det, der er omfattet af denne forordning, nærmere betegnet vikker. Når alt kommer til alt, taler vi om en fællesskabsbeskyttelse af en produktion, som sidste år i min region gav 17.000 familier mulighed for at leve værdigt og af deres arbejde. Desuden drejer det sig om en sektor, hvor de dusørjægere, som slår sig ned i landbruget for at inkassere støtte fra Unionen, heldigvis ikke har formeret sig. Det drejer sig om traditionelle afgrøder, dyrket af mennesker, der generation efter generation sætter deres kræfter ind på dem, og som har bidraget til at profilere en stor del af landskabet og af gastronomien i betydningsfulde regioner i Europa, et landskab og en gastronomi, som vi alle interesserer os for, og som vi skal bevare. Jeg anmoder derfor om Parlamentets støtte til Kommissionens forslag og til de forbedringer, som ændringsforslagene i María Izquierdos betænkning udgør.
+Hr. formand, vi kan støtte en forlængelse af forslaget, men samtidig vil jeg minde om, at Agenda 2000, der blev besluttet sidste år i Berlin, jo bygger på, at vi skal søge i retning af frihandel, at vi skal bestræbe os på at få de nuværende støtteordninger reduceret og på at få truffet nogle aftaler i WTO-regi, som gør, at vi kraft af markedsmekanismer kan få større adgang til de mange markeder ude i verden. Jeg vil også minde om, at det konventionelle landbrug i disse år er sat under pres, der er prisfald på stort set alle produkter. Det er det, nogle kalder stabilitet, landbrugerne oplever det noget anderledes, fordi omkostningerne jo stiger, og derfor vil en fastlåsning af prissystemerne pr. automatik virke som tilbagegang. Jeg vil også minde om, at Kommissionen for nylig har strammet betingelserne for intervention på kornområdet. Især hvedeavlerne vil blive ramt meget kraftigt, hvilket de er i forvejen på grund af et prisfald på 15%, men dertil kommer så stramningen med hensyn til kvalitet og med hensyn til proteinbegrebet, og det betyder, at der - især i den nordlige del af EU - vil være yderligere prisfald på vej. Jeg vil, som jeg sagde, på vegne af min gruppe støtte en forlængelse af ordningen, men jeg vil stærkt opfordre til, at Kommissionen inden 2002-2003 virkelig lægger sig i selen for at undersøge mulighederne for, at der kan ske nogle ændringer med hensyn til, hvordan vi anvender midlerne, så vi også fortsat kan sikre den gruppe af avlere, der indtil nu har været sikret gennem disse støtteordninger.
+Hr. formand, kære kolleger, som bekendt skal dyrkningen af afgrøder med bælgplanter støttes ved at forbedre ordningen, men uden at støtteniveauet mindskes, på grund af det nuværende underskud i bælgplanter såvel til menneskeføde som til dyrefoder. Sagen er, at den støtteordning, der blev indført i 1989, er blevet ændret flere gange, men der er ikke blevet fremlagt en beretning om anvendelsen af den nuværende ordning. Nu ønsker Kommissionen, da den går ud fra et garanteret maksimumsareal på 400.000 ha, at reducere produktionsgennemsnittet i de tre seneste produktionsår med ca. 100.000 ha, hvilket vil medføre betydelige nedskæringer i støtten. Selvom vi ikke er uenige i opsplitningen af det garanterede maksimumsareal i to, mener vi, at der må ske en korrigering af den periode, som hver enkelt garanteret maksimumsareal beregnes ud fra, ved at fjerne de tre sidste høstår, så den negative virkning for Portugal mindskes, hvad angår produkter bestemt til menneskeføde. Til slut skal det nævnes, at det for Portugal er vigtigt, at stangbønner bliver omfattet af denne ordning, også uden ændringen af det garanterede maksimumsareal. Vi insisterer derfor på, at Kommissionen tager hensyn til disse forslag til ændring af den nye ordning, som den ønsker at indføre for bælgplanter.
+Hr. formand, jeg vil igen takke ordfører Maria Izquierdo Rojo for en fremragende og konstruktiv betænkning. Som grundlag for spørgsmålet om bælgplanter, som nu er til behandling, ligger der to dokumenter fra Kommissionen. Det første er en rapport om støttesystemet for bælgplanter og det andet et forslag til forbedring af administrationen af systemet. Hvilke vækster er der egentlig tale om? Jeg ved, at de spanske medlemmer er godt inde i sagen, men der er grund til at konstatere, at man med bælgplanter mener treårige vækster, hvis proteinindhold er højt og som høstes som tørre frø. Som menneskeføde anvendes linser og kikærter, mens man anvender frøene fra vikker, som er mere fremmede vækster for os, til dyrefoder. Bælgplanter dyrkes specielt på markerne i den sydlige del af Unionen, da de gror godt i et tørt klima. Rent faktisk er Spaniens andel af EU's bælgplanteavl da også på 90%. Bælgplanterne hører ikke med i det støttesystem, som blev reformeret med Agenda 2000, selvom de kan anvendes til avlsrotation sammen med andre markvækster såsom korn. Bælgplanter har deres eget system, hvor størrelsen på den faste hektarstøtte er 181 euro, og det garanterede maksimumsareal er 400.000 hektar. Systemet blev oprettet i 1989, da dyrkningsarealerne for bælgplanter formindskedes til fordel for korn, som der allerede var overproduktion af. Formålet med særarrangementet var at bevare de oprindelige bælgplanteplantager ved hjælp af hektarstøtte. Hvad er Kommissionens konklusioner af rapporten? Ved en undersøgelse af systemets anvendelse bemærkede man, at det garanterede overfladeareal på 400.000 hektarer systematisk overskrides. Af dette kan man drage to konklusioner. For det første er målet med systemet opnået med succes, og for det andet er der grund til at kontrollere arealerne bedre. Ved undersøgelsen af overskridelserne af maksimumsarealet i de senere år bemærkede man, at arealerne specielt blev overskredet for vikkes vedkommende. Selvom systemet som helhed blev anvendt tilfredsstillende, var administrationen af maksimumsarealer problematisk, da de producenter, der overskred arealerne, ikke blev behandlet anderledes end de øvrige producenter. Hvorledes kunne man forbedre systemet? Man måtte forsøge at finde måder at forbedre det på inden for rammerne af det nuværende system og inden for de bevillinger, der var afsat til det. Vi er i en situation, hvor reformen af Agenda 2000 er vedtaget og de internationale handelsforhandlinger er på vej. Jeg vil også understrege, at den ændring, ordføreren foreslår, om at man kunne akkumulere vikkeproducenternes nuværende støtte sammen med støtten til det andet markedssystem, det vil sige markedssystemet for frøavl, ikke ville medføre den ønskede forbedring. Dette er altså ændringsforslag 2. Det kan ikke godkendes af to årsager: For det første står systemerne i indbyrdes modstrid, da frøene under det ene system principielt høstes til dyrefoder, mens de under det andet er beregnet til såsæd. Den anden årsag er, at det kunne medføre ekstraudgifter. Kommissionen foreslår i overensstemmelse med sin rapport, at det garanterede maksimumsareal på baggrund af den tidligere arealfordeling deles i to dele i forholdet 40/60. Så er opdelingen følgende: Linsers og kikærters samlede andel er 160.000 hektar og vikkes andel er 240.000 hektar. Desuden foreslår man i forslaget, at Forvaltningskomitéen for Tørret Foder erstatter Forvaltningskomitéen for Korn. Formålet med denne ændring er udelukkende at indføje en praksis i foreskrifterne, som er blevet almindelig i komitéerne. Til sidst vil jeg konstatere, at Kommissionen godkender de ændringsforslag, fremsat af ordføreren, som styrker dens holdning, og hvori det foreslås, at Kommissionen skal fremlægge en ny rapport, det vil sige ændringsforslag 3, og forsøge at forbedre systemet, det vil sige ændringsforslag 1. Ærede parlamentsmedlemmer, i lyset af de kommentarer, jeg har fremsat, skulle det ikke være vanskeligt at godkende forslaget således, at man kan gennemføre det fra produktionsåret 2000-2001.
+Næste punkt på dagsordenen er følgende mundtlige forspørgsler til Kommissionen: B5-0207/2000 af Jillian Evans m.fl. for Verts/ALE-gruppen om additionalitet; B5-0209/2000 af Davies og Attwooll for ELDR-gruppen. om additionalitetsprincippet i strukturfondsbestemmelser.
+Hr. formand, hr. kommissær, formålet med strukturfondene er at hjælpe de fattigste og mest nedslidte områder i Den Europæiske Union, de, der trænger mest til udviklingsbistand, for at hjælpe dem til at begynde at genopbygge deres økonomi, skabe job og genrejse de fattigere områder. Additionalitet skal sikre, at dette sker, og forhindre, at regeringerne bruger midler fra EU til at erstatte deres egen bistand, da det ville modvirke hensigten. Men i mange regioner og nationer er det det, der sker i øjeblikket, og jeg kan illustrere problemet med et eksempel fra Wales. Det, at det vestlige Wales og dalområdet fik status under mål 1 sidste år, var udtryk for en erkendelse af fattigdommen i to tredjedele af landet. 1,2 milliarder euro i EU-bistand kunne, hvis pengene blev brugt effektivt, give netop den ekstra hjælp, som man ønskede. Men hvis vi ser på regeringens budget for Wales, vil der i praksis ikke blive brugt flere penge fra den britiske regering næste år under mål 1, end det sker i dette år før mål 1. Budgettet for Nationalforsamlingen, der kommer fra det britiske Finansministerium, forbliver det samme, så der i det mindste i de første 15 måneder af den nye programperiode ikke tilføres nogen som helst ekstra ressourcer. Pengene bliver taget fra andre budgetter under Nationalforsamlingen, såsom sundhed og uddannelse. Derfor bliver centralregeringens udgifter reduceret. Under strukturfondene bliver de områder, der har de største behov, udpeget og udvalgt ud fra regionale kriterier. Men når Kommissionen ser på additionalitet, behandles det på medlemsstatsniveau. Det er klart selvmodsigende. Sådan som reglerne er nu, er dette lovligt. Der er ikke noget lovkrav om, at medlemsstaterne skal vise additionalitet på regionalt niveau eller programniveau. Jeg er enig i den udtalelse, som hr. Barnier har fremsat i et skriftligt svar til mig, hvor han sagde, at det er vigtigt at tage hensyn til ånden i additionalitetsprincippet snarere end til lovens bogstav i denne sag. Vi har brug for en revision af systemet, og en væsentlig del heraf er at se på additionalitet inden for de enkelte medlemsstater på programniveau såvel som på medlemsstatsniveau. Der må etableres mekanismer, der kan sikre, at medlemsstaterne respekterer princippet og ånden i additionaliteten, således at pengene bliver målrettet og brugt effektivt. Så i dette spørgsmål, hr. kommissær, beder vi om bekræftelse af, at dette vil ske, og jeg ser frem til afstemningen om denne debat i april.
+Hr. formand, princippet om additionalitet eksisterer for at sikre, at overførsler til medlemsstaterne under strukturfondene supplerer snarere end erstatter nationale bevillinger til strukturelle udviklingsforanstaltninger. På denne måde får Den Europæiske Unions strukturpolitik større virkning i retning af at reducere regionale og sociale uligheder. Ex-ante-verifikationen af additionalitet foretages i øjeblikket under anvendelse af artikel 11 i forordning 1260/99. Det er en integrerende del af forhandlingerne om strukturfondenes programmer for medlemsstaterne. Dette er en demonstration af medlemsstaternes hensigt om at gennemføre princippet om additionalitet i løbet af den programperiode, der ligger forude. Hvor det er nødvendigt, kan Kommissionen bede medlemsstaterne om at gøre nøjere rede for detaljer i deres prognoser for støtteberettigede udgifter i perioden 2000-2006. Hertil kommer, at Kommissionen har forberedt detaljerede gennemførelsesbestemmelser til medtagelse i programdokumenterne, der både skal dække situationen ex ante og midtvejs samt den endelige verifikation af additionaliteten. Det andet problem, som dette spørgsmål rejser, er muligheden af verifikation for additionalitet på regionalt niveau. Jeg vil gerne uddybe nogle elementer i tidligere svar. For det første er det sådan, at selvom additionalitet gennemføres i forhold til de samlede støtteberettigede udgifter fra medlemsstaterne snarere end på regionalt niveau, må man erindre, at den samlede additionalitet, som kræves bevist, pr. definition er summen af støtteberettigede udgifter på lavere niveau. I praksis vil det at reducere den nationale støtte til støtteberettigede udgifter skulle afbalanceres med en forøgelse i andre regioner, for at additionaliteten kan overholdes i det samlede billede. Angående dette kan Kommissionen klart forsikre, at hvis der findes vidnesbyrd om en reduceret national indsats i én eller flere givne regioner, vil man være særlig opmærksom med hensyn til troværdigheden af de samlede tal. Et andet punkt, der trænger til forklaring, drejer sig om omfanget af additionalitet og den idé, at når additionaliteten gennemføres på nationalt niveau, er den måske uforenelig med strukturfondenes regionale karakter. Man må erindre, at de udviklingsrelaterede udgifter i en medlemsstat, der lægges til grund for vurderingen af additionalitet, normalt består af en blanding af ressourcer, der bevilges og forvaltes på nationalt niveau, og de, der forvaltes på regionalt niveau. Der kan ganske vist være nogle udgiftskategorier, hvor man vil forvente stabilitet på regionalt niveau i de forskellige programperioder, men man kan næppe påstå, at udgifterne f.eks. til større infrastrukturprojekter skal opretholdes på samme niveau i hver region uanset de aktuelle behov. Det er derfor, Kommissionen er af den opfattelse, at en streng anvendelse af additionalitet på regionalt niveau ville føre til en overdreven stivhed i medlemsstaternes forvaltning af deres egne udviklingsbevillinger. Endelig med hensyn til budgetmæssige bestemmelser inden for medlemsstaterne, der angår forholdet mellem centralregeringen og regionerne, kan Kommissionen kun gentage, at disse sager udelukkende henhører under det nationale niveau og ikke har noget at gøre med additionalitet, sådan som det er defineret i forordningerne.
+Hr. formand, må jeg begynde med at takke min kollega fra Wales, Jillian Evans - selvom hun kommer fra et andet parti - for at have rejst dette spørgsmål. Jeg mener ikke, der er noget vigtigere spørgsmål i Wales i øjeblikket end anvendelsen af bevillinger under mål 1, og det er vigtigt at se på baggrunden for de spørgsmål, vi har til overvejelse i øjeblikket. Der er to væsentlige nye historier på trapperne i Det Forenede Kongerige i dag. Den ene er den chokerende nyhed om BMW's beslutning om at splitte Rover-Land Rover-gruppen med truslen om massive afskedigelser over hele Det Forenede Kongerige, og den anden nyhed, der er på vej ud her til morgen, er Det Konservative Partis overvældende sejr ved suppleringsvalget i Ayr, hvor det forsvarende Labour-parti blev tvunget ned på en elendig tredjeplads og tabte næsten 10 procentpoint. Disse historier er ikke bare lokal baggrund for denne debat. Efter min mening understreger de netop de spørgsmål, som vi har til overvejelse inden for strukturfondenes bevillinger under mål 1 og 2 i de dele af Den Europæiske Union, der står over for store økonomiske problemer. Som vi allerede har hørt fra Jillian Evans, har en større del af Wales i valgkredse, som også jeg repræsenterer, fået status under mål 1, men desværre er vores problemer i Wales faktisk blevet endnu værre, lige siden Kommissionen kom med denne meddelelse. Som direkte følge af hvad jeg ville kalde Det Forenede Kongeriges regeringspolitik, er vores landbrugs økonomi næsten faldet sammen. Landbrugernes indkomster er på det laveste niveau i en generation, og denne nedgang rammer også vores produktionssektor. Jeg undskylder ikke, at jeg siger, at den massive overvurdering af pundet, som giver Det Forenede Kongeriges Labour-finansminister en valgkrigskasse af en størrelse uden fortilfælde, har handicappet hver eneste producent i Wales og Det Forenede Kongerige, der forsøger at eksportere til det europæiske marked. Det er ikke underligt, at BMW direkte giver Det Forenede Kongeriges regerings økonomiske politik skylden for beslutningen om Rover, men det er vist desværre kun en ringe trøst for de tusinder af arbejdstagere hos Rover, der har forsøgt at forbedre virksomhedens effektivitet, kun for at se, at deres anstrengelser er blevet undermineret i Downing Street. Jeg går nu over til den centrale rolle, Labour-regeringen har haft med hensyn til pakken med støtte fra de europæiske strukturfonde. Det Forenede Kongeriges regerings uacceptable opførsel i denne sag har allerede og fuldt fortjent gjort ende på førstesekretæren for Den Walisiske Forsamlings karriere. Desværre har spørgsmålet om udbetaling fra strukturfondene været karakteriseret ved forsinkelser på grund af uenighed om afbalanceret medfinansiering og også om spørgsmålet om additionalitet. For at det ikke skal komme op senere under debatten, så lad mig gøre følgende klart: Det er ikke noget nyt spørgsmål, og jeg deler den opfattelse, at det er et spørgsmål, som Kommissionen selv må se meget nøje på. Jeg har den ære at være udpeget som ordfører for betænkningen fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om retningslinjerne for strukturfondene for 2000-2006, og ved den lejlighed enedes udvalget på basis af vores indstilling til Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om, at Kommissionen burde være opmærksom på spørgsmålet om additionalitet. Vi gentog vigtigheden af at sikre, at strukturfondene ikke bare så at sige erstatter offentlige udgifter, der ellers er øremærket til de områder, der er sakket agterud. Jeg er ret ked af, at Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme ikke tog dette med i selve betænkningen, men sådan er det. Der er flere spørgsmål, jeg gerne vil bede hr. Liikanen om at tage med tilbage til hr. Barnier. Jeg forstår, at han er fungerende kommissær i dag, men han kan muligvis ikke selv besvare disse spørgsmål. Men det er ting, som jeg gerne vil have placeret inden for rammerne af det område, jeg repræsenterer, og jeg er sikker på, at Jillian Evans på sit partis vegne vil støtte dem. Hvilke fremskridt sker der i Kommissionen med hensyn til godkendelsen af programdokumenter? Vil kommissæren af hensyn til gennemskueligheden på et passende tidspunkt offentliggøre den korrespondance, der har fundet sted mellem Kommissionen og Nationalforsamlingen? Jeg må sige, at vi af en temmelig selvtilfreds økonomiminister, der nu er blevet førstesekretær, bliver forsikret om, at alt er gået ordentligt for sig. Men alligevel hører vi af bemærkninger, der fra tid til anden falder fra Kommissionen, at der er reelle problemer, og vi finder det vanskeligt at gøre vores arbejde her i Europa-Parlamentet uden en sådan grad af gennemskuelighed. Så vil Kommissionen påtage sig at stille oplysninger til rådighed for alle medlemmerne af Europa-Parlamentet? Vil den påtage sig at holde os underrettet om disse spørgsmål? Vil den love at få medlemsstaterne til at gøre rede for de kort, der er blevet tegnet i forbindelse med mål 2, hvor der også har været klare tegn på fusk med grænsedragningen? Spørgsmålet om additionalitet er vigtigt, men jeg må sige, at det ikke er det eneste, der bekymrer mange medlemmer af Europa-Parlamentet meget.
+Hr. formand, jeg vil gerne lige berøre et par problemer, som hr. Evans har rejst. For det første erkender jeg, at der er vanskeligheder i The Midlands i England med Rover-gruppen. Jeg vil nødig score politiske point på det. Der står mange arbejdspladser på spil. For det andet nævnte han også deres suppleringsvalg. Jeg komplimenterer hans parti for sejren ved dette suppleringsvalg. Men i modsætning til ham har jeg været i Ayr inden for de sidste tre uger, lige dér hvor det foregik. Jeg kan fortælle Dem, at spørgsmålet om additionalitet ikke blev rejst én eneste gang. Jeg går nu over til den sag, vi har foran os. Jeg takker Nationalisterne for at have rejst den. Det er rigtigt, at vi får en ordentlig diskussion om hele spørgsmålet om strukturfondene. Men jeg nærer mistanke om et mere skummelt komplot her. Hvad er det, de forsøger at opnå? Jeg har hørt, hvad fru Evans sagde. Grundlæggende var det, jeg fik ud af hendes bidrag, at hun gerne vil omdefinere forordningerne om strukturfondene. Jeg vil gerne minde Europa-Parlamentet om, at det ikke er så længe siden, at Europa-Parlamentet ved proceduren med samstemmende udtalelse vedtog de regler og bestemmelser, der styrer strukturfondene, herunder artikel 11, der definerer additionalitet. Er det derfor Europa-Parlamentets opgave nu at ændre dette? Det bør vi ikke gøre. Europa-Parlamentets rolle er at sikre, at reglerne bliver overholdt. Det er det, vi bør koncentrere os om. Jeg ved, at fru Evans sammen med sin kollega, Dafydd Wigley, og et medlem af Det Skotske Nationalistparti, hr. Wilson, tog til møde hos hr. Barnier. Jeg vil gerne læse den udtalelse, hr. Barnier fremsatte efter dette møde: "I know that there has been a great deal of debate in Scotland and Wales recently about European regional funding. But I have the impression that this has sometimes confused two separate issues - additionality and co-financing." (Jeg ved, at der i den seneste tid har været megen debat i Skotland og Wales om den europæiske regionalstøtte. Men jeg har det indtryk, at man her undertiden har sammenblandet to separate spørgsmål - additionalitet og medfinansiering.) Jeg er ikke overrasket over, at der hersker en vis forvirring hos Nationalisterne om dette. "Additionality, whether or not EU funds are providing additional impact, compared to what would otherwise have happened, can be used as one of the selection criteria by the local programme planners before they decide to approve aid to individual projects. The Commission, on the other hand, is obliged by the rules to make a global assessment of additionality for the UK as a whole, with the specific aim of ensuring that the European financial aid is additional to, and not a substitute for, national finance. We have always been satisfied in the past that the national requirements have been met." (Additionalitet kan, hvad enten EU-midler yder et ekstra bidrag eller ej, i sammenligning med hvad der ellers ville være sket, bruges som et af udvælgelseskriterierne af de lokale planlæggere, før de beslutter at godkende bistand til de enkelte projekter. Kommissionen må på den anden side ifølge bestemmelserne foretage en samlet vurdering af additionaliteten for hele Det Forenede Kongerige med det specifikke formål at sikre, at den finansielle støtte fra Unionen gives i tilgift til og ikke som en erstatning for nationale midler. Vi har indtil nu altid været overbevist om, at disse krav om national finansiering blev overholdt.)
+Hr. formand, det fremgår klart af det, kommissæren har sagt, at Kommissionen er samvittighedsfuld med at måle additionaliteten ved den strukturelle finansiering på medlemsstatsniveau, og det var også godt at høre hans forsikringer om de forskellige niveauer af evaluering, der finder sted. Som Kommissionen vil være opmærksom på, har et antal medlemsstater inden for Den Europæiske Union imidlertid udviklet systemer med regionale regeringer. Sådanne regionale systemer bliver normalt finansieret helt eller delvis af centralregeringen. Det forekommer mig, at centralregeringen under de nuværende bestemmelser kan indbygge EU-bidraget til planstrukturel finansiering i sine beregninger for de regionale regeringers budget. Der synes til trods for, hvad kommissæren har sagt, ikke at være nogen mekanisme, der sikrer følgende to ting: For det første at regelen om additionalitet anvendes under disse beregninger, og for det andet at det beløb i EU-finansiering, som i sidste instans når de enkelte regioner, direkte svarer til det beløb, der er afsat til disse regioner på planlægningsstadiet. I det mindste bringer det gennemskueligheden i fare. Det kan også betyde, at additionalitetsprincippet ikke gennemføres ordentligt region for region. Jeg forstår ligesom fru Evans, at dette strengt taget ikke er i modstrid med bogstavet i den europæiske lovgivning om denne sag. Men jeg synes ligesom hun, at det er i klar modstrid med ånden i additionalitetsbestemmelserne og underminerer selve det formål, der lå bag etableringen af strukturfondene fra begyndelsen. Selvom jeg kommer fra Skotland, ved jeg, at disse spørgsmål ikke kun bekymrer mine liberaldemokratiske kolleger fra andre dele af Det Forenede Kongerige, men også ELDR-medlemmer, der repræsenterer regioner spredt ud over hele Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske vores walisiske kollega med hendes fremragende redegørelse og også glæde mig over, at folk med andre ideologiske holdninger er enige i baggrunden for spørgsmålet. Nogle af os, der er nye i Parlamentet, var allerede begyndt at blive trætte af gode intentioner, storslåede programmer og af at blive fortalt om ånden i fællesskabslovgivningen. For det ender med, at det vi får i stedet for ånd, er spøgelser og søvnløse nætter, fordi forpligtelserne ikke bliver opfyldt. Derfor vil det i forbindelse med dette spørgsmål om additionalitet være passende, hvis de europæiske institutioner selv starter med at overholde deres forpligtelser. Revisionsretten udarbejdede allerede i juni 1999 en oversigt over gennemførelsen af additionalitetsprincippet, og den viser, at den er en katastrofe og en tåbelighed. For det andet skal der tages hensyn til - og dette er en politisk erklæring - det virkelige Europa, borgernes Europa, nationernes Europa og de enkelte staters befolkninger, for så længe der ikke tages hensyn til det, har vi det evigt tilbagevendende problem. Skotland, Wales, Baskerlandet, Catalonien, Galicien, selv en region så stor som Andalusien, kan ikke ligge under for, hvad en central stat beslutter, ligegyldigt hvor meget stat den er.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg gør de ord, som hr. Miller udtalte for lidt siden, til mine - og jeg beklager, at han ikke er til stede nu - da han kritiserede dem, der har stillet dette spørgsmål, og sagde, at vores vigtigste opgave er at sørge for, at reglerne bliver overholdt. De første regler, der skal overholdes, er traktatens, i dette tilfælde artikel 158, der sætter den økonomiske og sociale samhørighed allerhøjest. Vores opgave er derefter at sørge for, at forordningerne og Kommissionens arbejde når og tjener til at nå disse mål, og også for, at vi her er på vagt med kritik og påpegning af problemet, når vi konstaterer, at det ikke sker. Vi er enige i anledning og betydning, hvad angår den sag, som er rejst i det mundtlige spørgsmål, og vi tilslutter os de betragtninger, der er kommet til udtryk. Vi appellerer til Kommissionen om i stedet for, som det forekommer os, at nedtone målet om økonomisk og social samhørighed, at den sætter mere ind på, at disse redskaber faktisk virker til gavn for de regioner, der har størst behov. Denne sag er selvfølgelig følsom, og der har været meget diskussion om den i de seneste år, med mange regler, der systematisk er blevet revideret, men det, som man ikke kan acceptere, er, at revisionen af reglerne og bureaukratiets udvikling altid skal skade dem, der har størst behov. Vi kan f.eks. ikke gå med til, at der rejses forhindringer for sammenkobling af fondene til regioner udpeget til de forskellige programmer, fordi hvis disse regioner er blevet udpeget, er det, fordi de netop har størst behov. Alt det, der vanskeliggør disse fondes anvendelse, forhaler regionernes udvikling og er til skade for målet om den økonomiske og sociale samhørighed. Vi kan heller ikke acceptere, at Kommissionen på nogen måde slutter sig til visse nationale regeringers inerti, når de ikke står på spring til at komme de regioner til undsætning, der har størst behov. Vi appellerer derfor til Kommissionen om at ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg har i mange år iagttaget hele dette spørgsmål om strukturfondene og additionalitet, og der er mange ting, vi kan lære af fortiden. For det første at pengene i absolutte tal er temmelig små i de fleste regioner af Fællesskabet, og at virkningen er politisk snarere end økonomisk - selvom dette også er vigtigt. Jeg har ofte sagt, at det er vigtigt, at vi her i Den Europæiske Union ikke bare laver forordninger, der fortæller folk, hvad de må eller ikke må gøre, men at vi bør give offentlig europæisk bistand, der bringer mærkbare fordele til den europæiske offentlighed og til regionerne. Selv i velstående regioner vil de værdsætte, at Den Europæiske Union forsøger at indsnævre kløften mellem de rige og de fattige. Det andet, vi kan sige i makroøkonomisk forstand, er, at hvis et vist beløb af strukturfondene bliver bevilget til Portugal eller Grækenland eller Irland, sådan som det har været tilfældet tidligere, går disse penge til de pågældende stater under alle omstændigheder, og det er den første virkning af dem. Pengene bliver faktisk overført, og ligegyldig hvordan lovens bogstav bliver overholdt eller ikke, så stilles disse lande bedre. Desuden vil jeg gerne sige, at vi kan lære af fortiden. For det første har vi nu i en vis udstrækning saneret forordningerne, men oprindelig blev de skrevet i en bestræbelse på at glæde alle sektorer og politiske interesser, så det blev umuligt med det personale, Kommissionen havde til rådighed, at overvåge anvendelsen af bevillingerne, og det er stadig i vid udstrækning tilfældet. Vi befinder os nu ved det tredje eller fjerde program. Det, vi må lære at gøre, er at lære af fortidens fejltagelser og forsøge at anvende denne lære for fremtiden. Hvis man vil være helt effektiv med hensyn til, hvordan pengene gives ud, må man se på, hvad et land tidligere har brugt og så bede dem om at forelægge deres planer for Kommissionen. Kommissionen udpeger så svaghederne i planen og siger, sådan vil vi gerne have brugt vores penge ud over det, I allerede har bevilget til det arbejde, I agter at gøre. Ifølge min personlige erfaring i Irland har jeg aldrig hørt Kommissionen kritisere Irland for ikke at have levet op til additionalitetsprincippet. Men man bør erindre, at strukturmidlerne til Irland toppede mellem 1982 og 1992. De bliver mindre nu, og dengang var det mange penge. Men mellem 1982 og 1992 blev programmet med offentlige midler faktisk reduceret, selv når man regner strukturmidlerne med. I faste priser gik det tilbage med 30%. Så hvor blev pengene fra strukturfondene af? Strukturfondene gik faktisk til lønninger til den offentlige sektor og til velfærd, og det kan i høj grad diskuteres om, de gavnede den irske økonomi i disse år, for de bidrog til inflationen og øgede lønpresset. Så der er en lektie at lære: Over for det personale, Kommissionen havde til rådighed til at håndtere det irske problem - 3-4 mennesker - havde Irland 30.000 embedsmænd, og den irske centraladministration vandt hver eneste gang!
+Hr. formand, jeg vil tale om noget, som ingen af de foregående talere har nævnt. Nemlig Revisionsrettens beretning om additionalitetsprincippet. Det er en beretning, der blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende den 9. marts i år. I den beretning er der et meget interessant afsnit - afsnit 62 - som drejer sig om privatiseringer. I de senere år har flere regeringer i Den Europæiske Union entusiastisk kastet sig ud i en privatiseringspolitik, som har anbragt den formue, der før var samfundets, på få hænder. I Spanien f.eks. er der i løbet af de sidste fire år blevet privatiseret offentlige virksomheder til en værdi af 4 billioner - med b som Barcelona, med b som Bruxelles - offentlige virksomheder, der er kommet på private hænder. Hr. Liikanen er en ekspert i regnskabsudtryk, og han ved, at privatisering er en form for offentlig negativ investering, og at der konkret kan være tale om negativ investering på regionalt plan. Hvis man f.eks. privatiserer et luftfartsselskab, der flyver på regionale strækninger, kan der ske en negativ investering på regionalt plan, og dermed ville vi overtræde additionalitetsprincippet. Revisionsretten har henvist til dette ved at sige, at når udgifterne som følge af privatiseringer er faldende, har medlemsstaten, som allerede kender resultaterne, størst interesse i, at de udelades. I betragtning af at der er tale om meget store udgiftsområder - telekommunikation, energi m.m. kan denne enkle transaktion ændre det endelige resultat betydeligt. Og vi har også Kommissionens svar, som må være meget nyt, og som kommissær Liikanen, som medlem af Kommissionen, udemærket må kunne huske. Og Kommissionen svarer her efter et system, som vi i Spanien kalder Olendorf-metoden, en metode til indlæring af sprog, som bestod i, at læreren spurgte eleven: "Har De min onkels underbukser?", og eleven svarede "Nej, men jeg har min bedstemors briller." Og det svar, som Kommissionen giver os på afsnit 62, er meget enkelt. Det lyder: "Selvom den private sektor sommetider foretager investeringer på områder, der traditionelt anses for at ligge inden for den offentlige sektor, ville det være yderst vanskeligt at udvide additionalitetskontrollen til også at omfatte private investeringer. En sådan praksis ville kræve indsamling og gennemgang af en række private firmaers regnskaber - og disse ville ikke på nogen måde være forpligtet til at give hverken de nationale myndigheder eller Kommissionen relevante oplysninger." Kommissionen svarer altså efter Olendorf-metoden. Kommissær Liikanen, som har et stort kendskab til dette område, er her, og måske kan han give et mere præcist svar, for jeg mener, at det har stor indflydelse på kernen i additionalitetsprincippet. Det andet emne drejer sig om, at der i de finansielle overslag fra Berlin blev planlagt en voldsom reduktion af strukturfondene. I år har vi 29.430 millioner euro, i 2006 vil vi have 26.600 millioner euro i faste priser, det vil sige, at der sker en reduktion på 14% på syv år. Hvis man tager inflationen i betragtning, får jeg det til en reduktion på 20%. Det vil sige, at strukturfondene fra nu og frem til 2006 vil have et tab på mere end 20% i forhold til det, der er i dag, og derfor vil det blive meget vanskeligt at imødekomme de behov, som vi imødekommer i dag, og at dømme efter det, vi har hørt, vil der fortsat være mange problemer i mange af Fællesskabets regioner. Og der er endnu et problem, som heller ikke har undgået hverken kommissærens eller Parlamentets medlemmers opmærksomhed: Vi taler om en nært forestående udvidelse af Den Europæiske Union med 13 nye medlemsstater, hvoraf størstedelen har et gennemsnitsindkomstniveau, som er meget lavere end niveauet i de fattigste regioner i Fællesskabet, og der er ikke gjort noget for at forberede samhørighedspolitikkerne på ansøgerlandene. Jeg ved, at kommissæren ikke kan svare mig på det, men jeg vil alligevel gøre Parlamentet og kommissæren opmærksom på det problem, som det vil blive for Fællesskabets samhørighedspolitikker.
+Hr. formand, samtidig med at jeg er enig i alt det, som hr. Medina Ortega har sagt, vil jeg sige til ham, at selvom vi er en meget lille gruppe, og vi har meget kort tid til at fremstille vores synspunkter, har jeg faktisk refereret til den beretning fra Revisionsretten, som han nævnte, og som netop er fra den 9. marts i år.
+Hr. formand, hr. kommissær, som det her er blevet konstateret, kan vi ikke med EU-fondenes midler erstatte medlemslandenes offentlige og hermed ligestillede støtte. Dette additionalitetsprincip er vigtigt, for at den reducering af de regionale forskelle, som er målet for Unionens regional- og strukturpolitik, kan opfyldes. Kommissionen bør forpligte medlemslandene til at arbejde for, at additionalitetsprincippet gennemføres såvel nationalt som lokalt. Jeg har en mistanke om, at man i medlemslandene groft bryder dette princip. Det svækker effekten af Unionens regionalpolitik afgørende, at regeringerne sænker den nationale, den offentlige og den strukturelle støtte til områderne, endog betydeligt mere, end hvad der kommer ind til regionerne via Unionens fonde. I nogle tilfælde er brud på additionalitetsprincippet skjult ved at regne de udviklingsmidler, der er beregnet hovedsageligt for de hurtigst voksende regioner, med til den nationale regionalfinansiering. Regional forsømmelse i forhold til additionalitetsprincippet tilspidser medlemslandenes interne regionale forskelle, hvilket er i strid med målsætningen i Unionens regionalpolitik.
+Hr. formand, det er en stor skam, at kommissær Barnier ikke har været i stand til at komme her til morgen, for det er en sag inden for hans område, der volder stor bekymring ikke bare i Skotland og Wales, men også i andre dele af Unionen. Det er noget, der virkelig bekymrer, fordi det ser ud som om, at en ordning, der skulle give målrettet hjælp, faktisk ender med bare at være en tryllekunst, der involverer Kommissionen og de nationale regeringer, og hvor ekstra penge formodes at komme ind, men så får vi bagefter at vide, at det ikke gør nogen forskel, om der kom ekstra penge til en bestemt region, når bare de kom ind i hele landet. Det er simpelthen uacceptabelt. Men vi hører yderligere, at alt er i orden, fordi reglerne i forordningen om additionalitet bliver overholdt på en ordentlig måde. Og så hører vi fra Revisionsretten i netop den rapport, vi har talt om, at de siger følgende: De vanskeligheder, man kommer ud for, skyldes den begrænsede udvikling af princippet med hensyn til begreber og metode og den fælles fiasko med at finde passende og effektive procedurer til at verificere det med. Og to afsnit senere hedder det, at konstateringen af tilstedeværelsen af den strukturelle bistand i de områder, der skal have den, er upålidelig, og det fører til medtagelse af en masse skøn og hypoteser, som er svære at verificere. Ja, de er vel nok "svære". Det er ikke underligt, at dette volder uro i hele Fællesskabet, og må vi bede Kommissionen om at give sagen sin fulde opmærksomhed.
+Hr. formand, det er med særlig interesse, jeg tager ordet under denne debat i dag. Storbritannien modtager som helhed ca. 10 milliarder pund i støtte fra strukturfondsprogrammet. En del af min egen valgkreds i West Midlands har faktisk fået 550 millioner pund under mål 2. Ud over strukturfondsprogrammet giver Den Europæiske Union ved at have dette program faktisk en mulighed - en mulighed for, at regionerne kan udvikle sig, og at de forskellige lokalsamfund kan styrkes, en mulighed for, at erhvervslivet kan blomstre og befolkningens livskvalitet forbedres. Strukturfondsprogrammet giver i mange tilfælde den vigtigste og mest positive mulighed for, at vores værst ramte og mest underprivilegerede områder kan komme på benene igen. Det er et prisværdigt mål og noget, som jeg håber, ethvert medlem af Europa-Parlamentet støtter. Men strukturfondene giver også de nationale regeringer en mulighed. Hvis de ikke bliver underkastet kontrolbestemmelser og overvåget, giver de en mulighed for, at de nationale regeringer kan mildne deres lommesmerter og jævne deres regnskabsmæssige vanskeligheder - eller for at sige det mere kynisk, tilrane sig midler til at føre valgkamp for eller til at betale for skattelettelser, der kan vinde stemmer. Bevillinger af strukturfondsmidler bliver ofte udbasuneret af regeringerne som et tegn på succes, mens det faktisk blot er udtryk for en erkendelse af de vanskelige problemer, en region står over for. Målet med strukturfondsprogrammet er ikke at hjælpe regeringerne med at vinde valg, men at lette livet for Europas borgere. Derfor er det en stor skam, at vi blot ved at have denne debat her i dag giver udtryk for, at vi er klar over, at penge fra strukturfondsprogrammerne i mange medlemsstater ikke bliver brugt, som de bør. Vi accepterer f.eks., at de nationale regeringer ofte undlader at give bevillinger, der svarer til strukturfondsbevillingerne, og at tallene ved kreativ bogføring ofte bliver tilsløret og forvansket. Så hvad kan vi gøre? Hvad kan man gøre for at sikre, at vi når vores mål? Til en begyndelse må additionalitet betyde, præcis hvad ordet betyder - at der bliver brugt ekstra penge dér, hvor der er mest brug for dem, og til de vigtigste projekter. Vi må arbejde hårdere for at sikre, at de rigtige udgiftstal bliver nøje checket, og at man mere klart får hold på pengeforbruget. For ganske nylig har Kommissionen offentliggjort en sønderlemmende kritik af den britiske regerings håndtering af strukturfondene, som i vid udstrækning går på, at der ikke kommer tilstrækkelig mange penge fra den offentlige sektor. Det er helt klart uacceptabelt. Alene i ét område - Liverpool og Merseyside - bringer mangelen på støtte fra Det Forenede Kongeriges finansministerium skabelsen af 10.000 arbejdspladser i fare, og op til 5.000 af de nuværende vil gå tabt ifølge en rapport fra Liverpools handelskammer. Det endelige resultat af alt dette er, at partnere fra den private sektor kun kan have ringe tiltro til projekterne, hvilket ofte fører til fiasko for gode projekter. Afslutningsvis må vi, som jeg har sagt her i Europa-Parlamentet under tidligere debatter om dette emne, bestræbe os på at sikre, at disse midler ikke bliver set som en almisse, men som hjælp til selvhjælp.
+Hr. formand, et af de vigtigste problemer i hele denne sag er, at der ikke er nogen juridiske sanktioner fra Unionen, der kan sikre, at medlemsstaterne holder sig til den udmærkede idé med additionalitet. Jeg tror, vi må se nøje på dette problem, og vi trænger også til en bedre koordination mellem generaldirektoraterne om denne sag. Additionalitet er Deres begreb, og det er op til Dem at sikre, at det fungerer effektivt i medlemsstaterne. Vi forstår naturligvis også det problem, De står over for med hensyn til overlappende programmer, der skaber problemer med kontinuiteten for Dem. Verifikation er en anden sag, som må afklares med medlemsstaterne, for de bærer også en del af skylden. Vi forstår Deres problem, at de ikke giver Dem tilstrækkelige data i rette tid, særlig når det gælder mål 2, 3 og 4, til at De kan sikre, at systemet arbejder mere effektivt. En af de værste syndere i denne forbindelse er Det Forenede Kongerige. Der er ikke blevet bygget nogen ekstra penge ind i budgettet for vores forsamling i Wales. Det er et klart tegn på overtrædelse af bestemmelserne. Europa-Parlamentet og Den Europæiske Union indrømmer, at vores nation i Wales er fattig, og alligevel har Det Forenede Kongeriges regering, og ikke kun Labour-regeringen, ikke rettet sig efter additionalitetsprincippet. Det er meget godt, at min kollega, Jonathan Evans, antyder, at det ikke er hans partis skyld. I 18 lange år overholdt hans regering heller ikke additionalitetsprincippet. Jeg tror, at vi er ved at miste tempo, hr. formand. Jeg talte med nogle lokalråd i Wales i går. De har brug for, at denne ordning går videre. Den svarer til det udmærkede princip om samhørighed, og vi anmoder Kommissionen om at holde sig til det og at bistå de fattigste regioner i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg havde ikke tænkt mig at tage ordet i dag, for jeg repræsenterer det sydøstlige England, som er en af de mere velstående regioner i England og i Europa. Vi betaler de skatter, der indgår i de bevillinger, som andre områder modtager. Vi har ingen midler under mål 1. De midler under mål 2, vi havde, er blevet reduceret af den nuværende regering, og Conver-fonden, der plejede at være meget nyttig, er nu ved at blive afviklet. Så hvorfor tager jeg ordet? Fordi der selv i det sydøstlige England findes underudviklede lommer. Jeg vil i særdeleshed gerne tale om Isle of Wight, en smuk ø med 130.000 brave borgere, men med et bruttonationalprodukt på 68% af det europæiske gennemsnit - en meget fattig region. Den får ingen støtte fra Unionen. Hvorfor ikke? Det gør den ikke, fordi den under Nuts II bliver slået sammen med Hampshire. Hampshire er et velstående amt - omkring 100% af det europæiske gennemsnit, så derfor får Isle of Wight ingen penge. Men øen har en befolkning på 130.000, en større befolkning end Ålandsøerne, som hører under Nuts II, og som får penge fra Den Europæiske Union. Øen har indbragt sin klage over den britiske regering, som den føler behandler den uretfærdigt, for Højesteret i London. Jeg tror, de har en chance for at vinde. Hvad angår Europa, har de på min anbefaling indbragt deres sag for ombudsmanden, fordi vi mente, at EUROSTAT ved at nægte at definere Isle of Wight som en særlig region under Nuts II behandlede øen urimeligt. I denne uge har ombudsmanden i, hvad jeg vil sige er en skelsættende afgørelse sagt, at dette udgør dårlig administration fra EUROSTAT og Kommissionen. Lad mig læse hans udtalelse: "In the present case the Commission has not provided the Ombudsman with elements which show that EUROSTAT, when deciding not to classify the Isle of Wight as a separate NUTS II region, has taken into account all relevant factors including Article 158 of the Treaty and the Viola report of the European Parliament." (I den foreliggende sag har Kommissionen ikke over for ombudsmanden fremført noget, der viser, at EUROSTAT, dengang man besluttede ikke at klassificere Isle of Wight som en særlig region under Nuts II, har taget hensyn til alle relevante faktorer, herunder artikel 158 i traktaten og Viola-betænkningen fra Europa-Parlamentet.) Han har anbefalet, at Kommissionen og EUROSTAT ser på dette problem igen. Jeg vil anmode Kommissionen om at se fordomsfrit på denne henstilling fra ombudsmanden, så jeg kan gå tilbage til folk på Isle of Wight og sige, at man vil se på denne sag igen. Vi kan forvente, at øens problemer vil blive behandlet på en fair måde. Så kan vi også begynde at interessere os for additionalitet og tage kampen op med den britiske regering for at sikre, at vi får støtte fra Unionen og fra den britiske regering til at behandle en ø ordentligt, som til dato hverken er blevet behandlet ordentligt af den britiske regering eller Den Europæiske Union.
+Hr. formand, Tony Blair og Donald Dewar har nok ikke sovet i nat! Deres værste mareridt er blevet til virkelighed. Labours centrale område i Skotland har sendt dem et umisforståeligt budskab. Den skotske Labour-vælger - som man så længe har taget for givet - har talt. Kandidaten for det skotske Konservative Parti i Ayr, John Scott, har ydmyget Labour og henvist det til tredjepladsen - 5.000 stemmer eller mere bagud. Det vil kun blive værre for Labour, når sandheden om deres inkompetente og kyniske administration af Den Europæiske Unions strukturfonde bliver bedre kendt og bedre forstået. På grund af Labour-regeringens sendrægtighed med at fremlægge de kort, der var foreslået, og som kom med en forsinkelse på ni måneder i december i stedet for i marts sidste år, kæmper den stadig for at få formuleret acceptable, præcise projekter. De skotske lokalmyndigheder sidder og ved ikke, om de projekter, de har måtte skrive under på, faktisk får støtte fra strukturfondene. Tre spørgsmål, hr. kommissær: Hvornår forventer De at være i stand til at give vished til de skotske regioner og deltagerne i de projekter, som så hårdt trænger til støtte fra EU? Er De tilfreds med de skotske myndigheders vilje til at give tilsvarende bevillinger og til at forsikre Dem om, at disse bevillinger faktisk udgør additionalitet? Eller er det bare den sædvanlige varme luft fra Labour og de Liberale, en masse ord, mens de slæber på fødderne hen over Edinburghs brosten, og penge fra Unionen bliver kapret af Finansministeriet i London?
+Jeg har hørt nøje på denne interessante debat, og jeg vil videregive alle spørgsmål, der er blevet rejst her, til min kollega, Barnier, som vil besvare dem. Jeg er sikker på, at han vil besvare i det mindste alle de spørgsmål, der drejer sig om strukturfondene og additionalitet.
+Hr. formand, hr. Liikanen kunne naturligvis ikke gøre andet end at afgive et formelt svar på debatten og sige, at han havde hørt, hvad der var blevet sagt, og ville give det videre. Det er ikke særlig tilfredsstillende for de mange medlemmer af Europa-Parlamentet, der har bragt vigtige problemer på bane. Jeg vil anmode om, at hr. Barnier giver et skriftligt resumé af sine svar på disse ting.
+Jeg er sikker på, at hr. Barnier ikke vil undlade at følge op på denne interessante debat. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted den 11. april.
+Mine damer og herrer, jeg ønsker Dem en god weekend og erklærer hermed Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10. 50)

data/train/da_ep-00-05-04.txt

@@ -0,0 +1,46 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg ønsker at komme med en rettelse til mit indlæg vedrørende aftalen mellem EF og Schweiz, for Jörg Haider har siden 1. maj i år hverken været regeringsmedlem eller partiformand for Det Østrigske Frihedsparti. Derfor skal de 14+1's sanktioner over for et medlemsland også ophæves med det samme!
+Hr. formand, jeg vil gerne bemærke til protokollen, at det i forbindelse med Maat-betænkningen om skolemælk blev formuleret, at støtten andrager 75% af indikativprisen. I den tyske udgave står der ifølge protokollen 65%. Jeg beder Dem venligst om endnu en gang at kontrollere, om alle sprogversioner er i orden.
+Hr. Goepel, tjenestegrenene har allerede gjort mig opmærksom på denne fejl, der således vil blive rettet i alle sprogudgaverne. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0096/2000) af Fourtou for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om Kommissionens grønbog - Bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne takke Kommissionen, som korrekt vurderer, at varemærkeforfalskning og piratkopiering er fænomener, som indebærer betydelige risici. Med grønbogen har Kommissionen vist vilje til at tage fat på dette problem. Samtidig vil jeg gerne takke mine kolleger i Retsudvalget og i de udvalg, som er blevet bedt om at afgive udtalelse. Jeg har hentet megen inspiration i dette samarbejde. Piratkopiering og varemærkeforfalskning udgør en fare for forbrugernes sundhed og sikkerhed. Der markedsføres således en række varemærkeforfalskede produkter, herunder reservedele til biler og fly, legetøj og lægemidler, som bringer forbrugernes liv i fare. Piratkopiering skader produktudviklingen og truer visse virksomheders fortsatte eksistens. Lad mig blot nævne de hen ved 100.000 arbejdspladser, Den Europæiske Union hvert år må afskrive på denne konto. De, der krænker andres rettigheder, udnytter således lovlydige virksomheders investeringer i forskning og udvikling af nye produkter og nyder godt af disses reklameindsats. Ydermere har de omhandlede aktiviteter en negativ indvirkning på det offentliges indtægter i form af skatter og afgifter. Endelig kan det konstateres, at der ofte er nær sammenhæng mellem de omhandlede aktiviteter og den organiserede kriminalitet. I min betænkning foreslås en global og koordineret indsats til bekæmpelse af piratkopiering og varemærkeforfalskning, idet der fokuseres dels på forebyggelse dels på repression. For at forebygge denne svøbe må kendskabet hertil øges. Derfor foreslår vi en storstilet oplysningskampagne med det formål at bevidstgøre den brede offentlighed. Denne kampagne foreslås i øvrigt ledsaget af handlingsprogrammer, som fastlægges på forslag af Kommissionen. Endvidere foreslås oplysningsinitiativer rettet mod politi, rets- og toldvæsen. De foreslåede initiativer rettet mod myndighederne omfatter dels uddannelsesprogrammer og dels et program for samråd på dette felt. Sidstnævnte tager sigte på udveksling af knowhow og indførelse på fællesskabsniveau af de mest vellykkede nationale ordninger. Den forebyggende indsats bør også omfatte en styrkelse af samarbejdet mellem den private og den offentlige sektor. Den retlige beskyttelse af tekniske anordninger bør sikres, samtidig med at forbrugernes rettigheder respekteres. Denne balancegang mellem hensynet til forbrugerens rettigheder og erhvervslivets legitime krav er i øvrigt et af de vanskelige spørgsmål i denne betænkning. Hvad angår det repressive aspekt, har de enkelte medlemslande selvsagt vedtaget bestemmelser, der finder anvendelse på disse forhold. For at gøre medlemslandenes indsats mere effektiv er der imidlertid behov for en harmonisering af den eksisterende lovgivning, og dermed en harmonisering af de uensartede beskyttelsesordninger. I strafferetlig henseende er der selvsagt behov for at skærpe straffen, og i civilretlig henseende bør foranstaltninger og procedurer forenkles. Det er således særdeles ønskeligt, at der sker en tilnærmelse mellem landenes strafferetlige bestemmelser, når det gælder toldområdet. Endvidere bør der sættes fokus på det internationale retlige samarbejde. Lad mig slutte denne korte præsentation af min betænkning med at understrege, at spørgsmålet om beskyttelse og reel udnyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder bør prioriteres højt i forbindelse med forhandlingerne med de lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, ligesom spørgsmålet bør prioriteres højt i alle relationer til tredjelande. Jeg vil tilføje, at betænkningen vandt bred tilslutning i forbindelse med udvalgets afstemning. Det er vigtigt, at den brede tilslutning fastholdes i plenarforsamlingen, således at Europa-Parlamentet sender et kraftfuldt politisk signal om Parlamentets vilje til at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering. Endelig vil jeg anmode Kommissionen om snarest at fremsætte forslag til et handlingsprogram. Der er et påtrængende behov for et sådant program, ikke mindst når det gælder piratkopiering, og når det gælder hele det audiovisuelle område. Kommissionens udspil bør være håndfast og bør forelægges hurtigst muligt.
+Hr. formand, jeg tror, at vi alle sammen er bevidste om, at når vi taler om piratkopiering og varemærkeforfalskning, taler vi om et alvorligt problem. Det er der måske slet ikke grund til at nævne. Det er klart, at der er en risiko for, at forskningen, innovationen, investeringerne i reklamevirksomhed, innovationen helt sikkert, går i stå, hvis de industrielle ejendomsrettigheder ikke beskyttes. Det er årsagen til, at sådanne rettigheder skal beskyttes. Der er for tiden visse forhold, der har forværret problemet, og det vigtigste af dem er måske det, der vedrører de opnåede tekniske fremskridt, som gør det muligt let at reproducere edb-materiale, audiovisuelt eller fonografisk materiale meget billigt. Det eksisterende omfang af forfalskning på disse områder er skandaløst. Det, der interesserer os, er imidlertid den indflydelse, som opbygningen af det indre marked har på problemet. Det er klart, at piratvirksomheder i et Europa uden grænser, men med forskellige lovgivninger, altid vil vælge den lovgivning, der er mest fordelagtig for deres forbryderiske hensigter. Derfor er det prisværdigt, at Kommissionen har taget initiativ til at udarbejde grønbogen, der vil tjene til at indlede en debat, som alle de berørte sektorer kan deltage i. Det er imidlertid nødvendigt at huske på, at den debat vil være mere centreret om harmoniseringens indhold end om selve harmoniseringen, fordi harmoniseringen er det udgangspunkt, alle accepterer. Det kan synes overilet, at Europa-Parlamentet fastlægger sin holdning til visse ting, hvis nøjagtige indhold skal være resultatet af den debat, der nu indledes, men i visse tilfælde er det måske hensigtsmæssigt, at det indhold fastlægges. Det gælder f.eks. retten til oplysninger. Netop fordi vi er bevidste om de vanskeligheder, som indførelsen af denne foranstaltning tidligere har medført for andre bestemmelser, skal vi vise, at vi er enige i, at forhandlere af ulovlige produkter pålægges at identificere deres leverandør, forudsat at lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger og den forfatningsmæssige ret til ikke at afgive erklæring til skade for én selv overholdes. Endelig skal vi erklære, at vi går ind for visse tekniske mekanismer, der gør det muligt at identificere varerne. Men det skal understreges - og deraf kommer indholdet af Den Socialdemokratiske Gruppes ændringsforslag - at den mekanisme hverken kan eller skal tjene til at identificere distributørerne, for på den måde ville parallelimport mellem medlemsstaterne blive vanskeliggjort. Vi har forelagt et ændringsforslag for netop at undgå, at disse foranstaltninger udnyttes til et forkert formål.
+Hr. formand, jeg vil godt lykønske fru Fourtou med denne vigtige betænkning. Den er vigtig både af hensyn til det indre markeds funktion og - ikke mindst - af hensyn til beskyttelsen af forbrugerne. Det er kun rigtigt at fokusere på det stigende antal forfalskninger såvel inden for medlemsstaterne som uden for EU's grænser. Forbrugeren kan meget nemt lade sig narre af en forfalskning, men der er altid en risiko forbundet dermed, fordi det forfalskede produkt ikke har nogen af de nødvendige garantier for sikkerhed og kvalitet, som følger med et produkt, som producenten kan stå inde for og lægge navn til. Det kan være sundhedsskadeligt. Det kan helt sikkert være skadeligt for nyskabelsesprocessen. Det kan være skadeligt for forskningens fremtid. Der er meget lidt positivt at sige om falskneren, han eller hun er i bedste fald en snylter på den produktive industri. Der er ikke tale om en forbrydelse uden ofre. Vi taler om noget, som er til stor skade for markedet. Derfor har Udvalget om Miljø og Forbrugerbeskyttelse anlagt stort set samme linje som Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål ved at støtte og tilslutte sig denne betænkning. I den forbindelse vil vi gerne pointere, at når det gælder beskyttelse af forbrugerne, må én af kilderne til oplysninger være forbrugerorganisationer inden for de enkelte medlemsstater. De er i den bedste position til at få øje på nogle af tidens største fupnumre og informere borgerne om, at det, der måske umiddelbart ligner et røverkøb, reelt er en fælde og et blændværk. Det andet punkt, jeg vil komme ind på, er allerede blevet berørt af den foregående taler, nemlig at der er dem, der vil hævde, at denne debat også omfatter debatten om copyright og varemærker. Tingene skal imidlertid holdes adskilt. Et antal ændringsforslag fra de politiske grupper og udvalg har haft til hensigt at gøre dette klart. Der er - som kommissæren udmærket godt ved - en verserende debat om parallelimport og om, hvorvidt disse varer nu anvendes på måder, som er skadelige for handel og for den fri konkurrence og imod forbrugernes interesser. Vi ønsker ikke, at disse to debatter rodes sammen. Med dette forslag angriber vi med rette de falsknere, der gennem deres snyltervirksomhed lever fedt på borgernes bekostning, forvirrer og narrer borgerne og undervejs i visse tilfælde ligefrem skader samfundet.
+Hr. formand, det er glædeligt, at Europa-Parlamentet med fru Fourtous betænkning tilslutter sig målsætningen om at bekæmpe varemærkeforfalskning og piratkopiering inden for det indre markeds rammer. Betænkningen påviser tydeligt, at der er tale om et fænomen, som anretter stor skade og har skæbnesvangre følger for medlemslandenes økonomi, men også for borgernes sundhed og sikkerhed, eftersom vitale områder såsom lægemidler og reservedele til biler er berørt heraf. Der er således grund til at glæde sig over, at den foreliggende betænkning maner til besindelse og opfordrer til globale og ensartede initiativer med henblik på at lokalisere og udrydde denne svøbe. Fourtou-betænkningen bagatelliserer således ikke det omhandlede problem og erkender de skadelige virkninger heraf. Til gengæld synes betænkningen at overse, at der er behov for omgående og med passende midler at sætte ind over for dette problem. Betænkningen efterlader det indtryk, at Europa-Parlamentet opfordrer Kommissionen til at overveje og snarest præcisere, hvilke tekniske foranstaltninger, der bør sættes i værk. Rettighedskrænkere af denne art har til alle tider været på forkant med den teknologiske udvikling. Enhver indsats, som tager sigte på at forfine de til rådighed værende foranstaltninger og dermed fordyre og vanskeliggøre varemærkeforfalskning og piratkopiering, bør hilses velkommen. Der bør i denne kamp imidlertid ikke spares på radikale forholdsregler, og disse bør gennemføres straks. I modsat fald vil politikerne, alle gode hensigter til trods, opleve, at toget allerede er kørt. Den foreliggende betænkning er særdeles upræcis, når det gælder de konkrete foranstaltninger, medlemsstaterne bør træffe til beskyttelse af patenter og intellektuelle ejendomsrettigheder. Uden sådanne foranstaltninger vil vi fortsat opleve, at den økonomiske opportunisme sejrer, og dens små lakajer vil hånd i hånd med garvede patentkrænkere præsentere os for nye produkter, som i virkeligheden blot er dygtigt tilslørede tyverier. Betænkningen lader også meget tilbage at ønske, når det gælder værktøjer, som kunne tages i brug i forbindelse med beslaglæggelse af varer, og som kunne sikre, at salget af disse varer omgående blev bragt til ophør, såfremt der var en stærk formodning om, at der var tale om varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer, uanset det endnu ikke havde været muligt at fremlægge bevis herfor. Det er nødvendigt at træffe foranstaltninger, som bekæmper markedsføringen af varemærkeforfalskede og piratkopierede varer. Men det er afgørende, at man også rammer ondet i dets rod og hindrer, at de omhandlede varer fortsat finder vej til det indre marked og dermed gør alle de principper til skamme, som formodes at regulere dette marked. Dette kræver imidlertid, at Europa-Parlamentet lader de doktrinære parader falde. Parader, som for de fleste medlemmers vedkommende rejses, så snart de står over for det uomgængelige behov for at genindføre kontrol ved EU's indre grænser. Det havde endvidere været rimeligt at præcisere, hvilke krav der på dette felt må stilles til de lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, og ikke lade det blive ved de to fortvivlende vagt formulerede afsnit 31 og 34. Endelig må man spørge, hvilken samarbejdspolitik medlemsstaterne aktuelt agter at føre med henblik på at bekæmpe ikke blot den uautoriserede gadehandel, men især den organiserede kriminalitet, som i den nuværende situation synes at drage den største nytte af disse omsiggribende aktiviteter. Det er i virkeligheden langt den vigtigste problemstilling. UEN-Gruppen stemmer for den foreliggende betænkning. Der er imidlertid kun tale om et første, beskedent skridt i retning af en politik på fællesskabsniveau, som sikrer, at de enkelte medlemsstater handler hurtigt og konsekvent i disse forhold. UEN-Gruppen opfordrer derfor indtrængende Europa-Parlamentets medlemmer til at vedtage de ændringsforslag, der er stillet af vores gruppe, idet disse umiddelbart vil resultere i en tekst, som er noget mere håndfast end den foreliggende.
+Hr. formand, denne betænkning kommer temmelig sent, eftersom Kommissionens grønbog blev vedtaget den 15. oktober 1998. Det er rigtigt, at vi i mellemtiden har haft valg til Europa-Parlamentet, men hvis høringen af Parlamentet i forbindelse med en grønbog kræver mere end halvandet år, er der noget, der ikke fungerer ordentligt, og derfor må Parlamentet og Kommissionen revidere deres samarbejdsmetoder, så det kommer til at gå hurtigere. Grønbogen er naturligvis god. Den er blevet modtaget positivt af Parlamentets forskellige udvalg, og fru Fourtou har udarbejdet en god betænkning, som er blevet vedtaget næsten enstemmigt af Retsudvalget med 23 stemmer for og en enkelt stemmeundladelse. Udtalelserne fra de forskellige udvalg er også velvillige og er blevet modtaget positivt. Det gælder hr. Berenguer Fusters udtalelse på vegne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, hr. Whiteheads udtalelse på vegne af Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og fru Monforts udtalelse på vegne af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi. I Retsudvalget er størstedelen af forslagene fra de forskellige rådgivende udvalg blevet indarbejdet. Sagen er efter min mening, at vi, når betænkningen skal vedtages, skal optræde moderat og korrekt. F.eks. har Gruppen Union for Nationernes Europa forelagt nogle ændringsforslag, der kan få indflydelse på det indre marked. Helt konkret mener jeg, at ændringsforslag 6, forelagt af fru Thomas Mauro, hvorved der anmodes om oprettelse af toldkontrol ved de indre grænser, er meget farligt. Det er ikke formålet med denne type initiativer at genetablere de grænser, som vi har fjernet, og det er en af årsagerne til, at hr. Berenguer Fuster og jeg har forelagt vores ændringsforslag 9, som har til formål at forhindre, at kontrollen ved de indre grænser genetableres via kontrollen af piratkopiering. Det skal f.eks. forhindres, at man gennem kontrol af piratkopiering modarbejder aftalerne om liberalisering af det indre marked, hvad angår distribution, og det skal også forhindres, at man med denne bestemmelse, som hr. Whitehead sagde lige før, begynder at regulere hele den intellektuelle ejendomsret, hvad angår f.eks. patenter, og det er forklaringen på, at vi afviser nogle af ændringsforslagene. Alt i alt mener jeg, at betænkningen er god, men jeg vil gøre opmærksom på en ting: Når vi diskuterer vilkårene for ansøgerlandenes tiltrædelse, bør spørgsmålet om beskyttelse af den intellektuelle ejendomsret og beskyttelse mod piratkopiering prioriteres særlig højt. I tiltrædelsesforhandlingerne bør det fremhæves over for disse ansøgerlande, at spørgsmålet er af stor betydning for os og naturligvis også for vores relationer med tredjelandene, da udviklingen af den internationale handel skal være baseret på anerkendelse af beskyttelsen af den intellektuelle og industrielle ejendomsret.
+Hr. formand, jeg vil lykønske fru Fourtou hjerteligt med denne vigtige betænkning. Det er af stor interesse, at den intellektuelle ejendomsret beskyttes. Der står enorme finansielle interesser på spil for de virksomheder og for de mennesker, der ejer de intellektuelle ejendomsrettigheder. Samfundets udvikling kan hæmmes, fordi kunstnere, med de eksisterende store problemer med varemærkeforfalskning, ofte er mindre forberedt på at investere tid, energi og kreativitet i nye produkter, og derudover rammes skattemyndighederne også af varemærkeforfalskning, fordi arbejdet for det meste foregår sort. Det er derfor godt, at der sker noget. Hvis der så opstilles regler, er jeg som liberal af den mening, at reglerne skal dække hele forløbet og ikke kun det halve forløb. Derfor må der også komme regler, og derfor er der sammen med andre grupper fremsat et ændringsforslag om også at gøre besiddelse strafbar for slutbrugerne. Så længe slutbrugeren frit kan råde over og besidde varemærkeforfalskede varer, vedbliver der at være et marked, og det bliver svært at standse de kilder, som falsknerne og producenterne benytter, for det er nemt at tjene et overskud, og det bliver ved med være en overskudsgivende forretning. Det glæder os derfor også, at ændringsforslag 8, som støttes af flere grupper, og hvori besiddelsen af varemærkeforfalskede varer gøres strafbar, selvfølgelig på visse betingelser, for det er blevet til som et kompromis, vil have en afskrækkende og præventiv virkning på forbrugeren. Vi synes, det er godt, at besiddelse, og her går jeg over til at sammenligne det med hæleri - hvis jeg får tilbudt en cykel til en meget lav pris, så køber jeg den ikke, det er en ændret tænkemåde, og det er ikke meningen, at der skal indføres et særligt kontrolapparat - gøres strafbart eller i hvert fald kan straffes. Denne betænkning er en god begyndelse, og vi håber, at medlemslandene også vil implementere det på en god og stærk måde.
+Hr. formand, ligesom den forrige taler, vil jeg først lykønske fru Fourtou med et strålende stykke arbejde, der også er særdeles informativt. For når man taler om piratkopier, tænker man på gentlemanforseelser, man tænker måske på Calvin Klein-T-shirts eller RayBan-briller, som man kan købe meget billigt på en fjerntliggende strand et eller andet sted, eller på cd'er, som man sådan kan købe under hånden. Men at folkesundheden virkelig er truet, forbrugeren i al almindelighed, når det drejer sig om reservedele til fartøjer, specielt til luftfartøjer, når det drejer sig om medicin, det er en stor del af befolkningen endnu ikke bevidst om, og jeg tror, at det er op til os at formidle denne viden, således at man i det forebyggende arbejde har lettere ved at komme væk fra tanken om de såkaldte gentlemanforseelser. Det er blevet sagt flere gange i dag, at tingene bliver blandet sammen. Men det bebrejder jeg ikke fru Fourtou, men derimod os alle, fordi vi ikke tager os tid til at analysere hver tekst ned til mindste detalje, fordi vi på grund af vores omfattende arbejde heller ikke længere kan tage os den fornødne tid til virkelig at verificere og kontraprøve de undersøgelser, der findes til tekster, for vi blander tingene sammen. Vi blander ophavsret sammen med industriel ejendomsret, en industriel beskyttelse. Det er to forskellige ting. Ens for begge er i dette tilfælde, at de er efterligninger og en kriminel handling. Begge må naturligvis straffes. I dag er det også allerede blevet sagt, at eksempelvis kunstnere økonomisk skulle lide frygtelig under det. Det er jeg ikke enig i, helt sådan forholder det sig ikke! For en kunstner er glad for at blive hørt. Om cd'en nu er en piratkopi eller ej kommer i anden række for ham, for når han først er så berømt, at der laves piratkopier af hans cd'er, så kan han sagtens undvære disse royalties. Men han får skabt sig et marked, hvor han kan optræde. Dette blot som en sidebemærkning. Der findes også et frygtelig ondsindet rygte, som naturligvis ikke lader sig verificere formelt, nemlig at mange varemærkeforfalskninger og piratkopier er et skalkeskjul for industrien selv. Dette er det allermest forkastelige! Det ville i givet fald være en anledning til at vælge, at vi - såfremt det virkelig passer, det bør også undersøges - i første omgang ikke straffer forbrugerne, men derimod anvender straffen der, hvor produktionen finder sted. For mig er der også forskel på, om det er en lille familie i et fattigt land i en familievirksomhed, der ved hjælp af varemærkeforfalskning forsøger at forbedre livet en lille smule, eller om nævnte T-shirts eller andre produkter i vores forbrugsverden blot bliver solgt disse steder under industriens beskyttende vinger, så der kan skabes et marked. Det mener jeg, at der bør skelnes imellem. Afslutningsvis vil jeg endnu en gang understrege, at jeg er skeptisk med hensyn til, om det virkelig er den endelige forbruger, der bør straffes så højt, for i dag er det næsten umuligt at skelne originalen fra kopien. Det kræver et trænet øje!
+Hr. formand, det foreliggende forslag til regulering er relevant og et plaster på såret for erhvervslivet, som har mistet millioner af euro på denne konto, om end den aktuelle kursudvikling gør denne byrde noget lettere. Der er grund til at tænke på følgerne for forbrugerne, der får disse kvalitetsmæssigt underlødige produkter i hænderne. Der bør findes udvej for at bremse den fortsatte udbredelse og globalisering af varemærkeforfalskning og piratkopiering. Den foreliggende betænkning vidner om vores manglende kontrol med det indre marked, eftersom vi har afskaffet kontrollen ved de indre grænser medlemslandene imellem. Med et fælles marked uden indre grænser, uden disse sikkerhedsventiler, som på ingen måde generede den almindelige borger, skabes et paradis, oven i købet et lukrativt paradis for kriminelle eksistenser af enhver art. Ransmænd fra alle verdens lande forener eder i Europa! Her risikerer I blot en sporadisk europæisk toldkontrol. Det kan sammenlignes med en søgen efter en nål i en høstak! Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har i forbindelse med vedtagelsen af sin udtalelse i øvrigt vist klarsyn, idet udvalget har ladet sig inspirere af og har vedtaget de ændringsforslag, jeg havde fremsat. De lande, der ønsker optagelse i Den Europæiske Union, skal selvsagt forpligte sig til ikke at varemærkeforfalske eller piratkopiere vores tjenesteydelser og øvrige værdier. Og lad os i denne forbindelse også rette opmærksomheden mod de lande, vi indgår toldaftaler med. Er overholdelsen af en sådan forpligtelse ikke et ufravigeligt krav? Omvendt må vi også gribe i egen barm og erkende, at det ikke er muligt at skabe et område uden hindringer for den frie bevægelighed, så længe kontrolstrukturerne, som skal sikre denne frihed, ikke er på plads. Jeg har påpeget dette forhold i ændringsforslag 6, som blev vedtaget i Miljøudvalget. Kontrol ved medlemsstaternes indre grænser udgør i denne specifikke kontekst ikke nogen teknisk handelshindring i forhold til det indre marked, men tjener til beskyttelse af Den Europæiske Unions borgere, når det gælder beskæftigelse, sikkerhed og sundhed. Med vedtagelsen af dette særdeles vigtige ændringsforslag kan Europa-Parlamentets medlemmer give udtryk for en realistisk og konstruktiv holdning, når det gælder håndteringen af grænsekontrollen. Vi bør sikre, at Den Europæiske Union ikke udvikler sig til et underlødigt plagiat og på borgernes bekostning svækker medlemsstaterne i forhold til den grænseoverskridende kriminalitet.
+Hr. formand, det er mit indtryk, at mange af Europa-Parlamentets medlemmer indretter sig efter Kommissionen og i alt for høj grad fokuserer på det indre marked uden at gøre sig omfanget af det omhandlede problem klart. Varemærkeforfalskning og piratkopiering er fænomener, som optræder på vores markeder, og på alle markeder verden over. Det er derfor udtryk for reduktionisme, hvis indsatsen primært koncentreres om det indre marked, hvilket lader formode, at nøglen til løsningen af de omhandlede problemer udelukkende skal findes der. Jeg må også, fortsat med henvisning til Kommissionens grønbog, påpege, at ulovligheder af den omhandlede art, når de omfatter lægemidler, reservedele eller legetøj, udgør en reel fare for menneskers sikkerhed og sundhed. Jeg må mane til besindelse, når det gælder bestræbelserne for at sikre en tilnærmelse mellem landenes lovgivning på dette felt. Vi må sikre, at disse bestræbelser ikke skader de allerede eksisterende foranstaltninger i de enkelte medlemsstater. Jeg finder det uheldigt, hvis harmonisering bliver et mål i sig selv. Der er en reel fare for, at fænomenet breder sig. Jeg må derfor også over for Kommissionen påpege, at der bør fokuseres på beskyttelse af patenter, varemærker og ophavsrettigheder og ikke så meget på varemærkeforfalskning omhandlende havepynt som eksempelvis de små dværge, der omtales i grønbogen. Der er tale om rettigheder, som både tjener til beskyttelse af forbrugerne og til sikring af virksomhedernes fortsatte eksistens, idet disse foretager betydelige investeringer i forskning og fremstilling af kvalitetsprodukter. Beskæftigelsessituationen inden for eksempelvis tekstilindustrien eller automobilindustrien eller inden for det kulturelle område afhænger i vid udstrækning af en sådan beskyttelse af immaterielle rettigheder. Lad os være realistiske, også når det gælder beskyttelsen af software inden for forvaltningen, både på europæisk og på nationalt plan. Det er ikke så meget et spørgsmål om at etablere en adfærdskodeks, men et spørgsmål om at kræve nøje overholdelse af gældende retsregler. Jeg håber, Kommissionen erkender, at dette primært kræver vilje til god administrativ praksis, snarere end harmonisering af lovgivning og strafferetlige foranstaltninger.
+Hr. formand, bestyrtet over, at 14 medlemsstater forfordeler Østrig, men også over holdningen hos Europa-Parlamentets formand i dette spørgsmål, vil jeg gerne lykønske ordføreren med den udmærkede betænkning og støtte hende i det væsentlige. Omfanget af de skader, der er forårsaget af varemærkeforfalskning og piratkopiering, er enormt. De tal, Kommissionen har fremlagt, er rystende. Alligevel vil jeg i forbindelse med det problem, der allerede er blevet nævnt i dag - og som jeg tror er et alvorligt problem - gøre opmærksom på en ting: For fremtiden må også eksisterende private informationssystemer sættes ind og sammenkobles i kampen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering. Der er endnu en gang fare for, at Europa-Parlamentet i sine anstrengelser for effektivt at bekæmpe misbrug mister sin sans for proportioner og opretter en overvågningsstat. Hr. Rothley, som jeg sætter stor pris på, har tidligere i lignende tilfælde ofte talt om Europa-Parlamentets blodrus. Dermed mener jeg, at det heller ikke nytter noget med overdrevne foranstaltninger på dette område.
+Fru Fourtous betænkning er værdifuld, fordi den udgør en væsentlig kommentar til Kommissionens grønbog "Bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering i det indre marked". Dette dokument angiver klart vigtigheden af immaterialrettigheder i den moderne verden og den skade, som tyveri heraf kan udrette. Mens mange mennesker ganske rigtigt betragter indbrud som forkert, er der af en eller anden grund ikke den samme følelse, når det f.eks. gælder ulovlig anskaffelse og brug af piratkopierede cd'er eller brug af Napster til at hente andres musik ned fra Internettet. Men i bund og grund kan de to selvfølgelig sidestilles. På sin vis er den største udfordring, som disse relativt nye former for kriminalitet stiller os over for, hvordan vi skal bekæmpe dem. Det siger sig selv, at man inden for et overstatsligt indre marked ikke kan begrænse tiltagene til en enkelt medlemsstats jurisdiktion, men deraf følger ikke automatisk, at den rigtige løsning er harmonisering af straffe, strafferet og procedurer på europæisk plan. Der er et helt klart behov for koordinering og en samlet strategi for håndtering af falsknere og pirater, men principperne for gensidig anerkendelse har ikke fået den fremtrædende placering, som jeg havde kunnet ønske, i konklusionerne til betænkningen. Der er en tendens til at understrege behovet for at harmonisere, mere end det er relevant eller nødvendigt under de givne forhold. Det skal dog også siges, at det er vigtigt, at der inden for EU's retsområde findes en sammenhængende og vidtfavnende ramme for håndtering af problemerne med forfalskning og piratkopiering. Begge dele foregår i vid udstrækning både inden for og uden for Unionen af mere og mere målbevidste og teknologisk avancerede kriminelle. Vi hører gang på gang, at vi er på vej ind i et vidensbaseret samfund, og det er vi uden tvivl. Derfor kan vi ikke tillade, at viden stjæles fra dem, den tilhører. Derved undermineres det økonomiske grundlag for vores samfund. Hvis vi lader det ske, løber vi selv en risiko.
+Hr. formand, jeg støtter fuldt ud ordførerens vision om, at der skal tages hårdt fat på piratkopiering, og at vi skal lave globale tiltag, det vil sige såvel forebyggende som repressive. De økonomiske følger er da heller ikke til at overse. Ifølge vurderinger udgør skaden en andel på 5 til 7% af verdenshandlen. Jeg spørger derfor Kommissionen, om denne problematik ikke skal inddrages mere i de løbende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen. De fleste piratkopier kommer jo fra lande uden for EU, men det er her, skaden kan mærkes. Et enkelt eksempel: Hvis vi bare i informationsteknologisektoren kunne nedbringe piratkopieringen med 10%, ville det ifølge de nyeste undersøgelser straks kunne skabe 250.000 arbejdspladser i EU. Det er godt at fremhæve forebyggelse. Den europæiske forbruger skal være bevidst om, at køb af forfalskede produkter på diverse områder er skadeligt, også for ham selv. Det bremser den økonomiske vækst. Det bringer folkesundheden i fare og også sikkerheden. Endnu værre er det, at man er mere og mere overbevist om, at piratkopieringen er i hænderne på den organiserede kriminalitet, der herved får indtægter og hvidvasker penge. I handlingsplanen om bekæmpelse af organiseret kriminalitet fra juni 1997 blev der allerede givet melding om at bede Rådet såvel som Kommissionen om at opstille fælles bestemmelser i kampen mod den organiserede kriminalitet på området varemærkeforfalskning. Denne betænkning kommer da heller ikke for tidligt. Det er en god betænkning. For at få det indre marked og frihandlen til at fungere skal kreativitet og innovation stimuleres, og de må ikke lammes af svigagtig praksis.
+Hr. formand, grønbogen fra Kommissionen og fru Fourtous betænkning konfronterer os med en problematik, som vi nemt har tilbøjelighed til at undervurdere. Tallene siger noget andet. Der laves store gevinster på illegal varemærkeforfalskning og piratkopiering. Det er foruroligende, at denne kriminelle praksis meget hurtigt professionaliseres. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren i, at en effektiv bekæmpelse er nødvendig, såvel civilretlig som strafferetlig - det skal dog nævnes, at medlemslandene har kompetence for sidstnævnte kategori. Der hvor det indre markeds funktion forstyrres af illegal handel, ligger en åbenbar opgave for Unionen. Den foreslåede beslutning er en positiv tilskyndelse rettet mod Kommissionen om at fortsætte på den vej, den er gået ind på. I den henseende bør betænkningen støttes. Jeg synes dog ikke, at betænkningen er særlig konsistent. Kommissionen tildeles mange opgaver, uden at der er behov for det. Det forekommer mig fornuftigt at føre kampagner for at bevidstgøre borgerne, men de kræver snarere en medlemslandspecifik indstilling end en europæisk indstilling. En minimumsharmonisering af reglerne, også på det strafferetlige område, er påkrævet, men at nævne Europol i denne sammenhæng er meget forhastet. Mange af de forslag, der er blevet fremsat, er allerede gennemført i Nederlandene, og måske også i andre medlemslande. Kommissionen skal derfor primært rette sig mod indsamling af information om dette, måske opstart af bestemte samarbejder medlemslandene imellem, f.eks. på toldområdet, og udsendelse af en rapport om resultaterne heraf. På den måde kan der opstilles en gennemtænkt, effektiv strategi for Unionen.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med, på vegne af Kommissionen, at udtale min glæde over den meget detaljerede og gennemtænkte betænkning, som fru Fourtou har lavet. Betænkningen tager efter Kommissionens mening på mange punkter stilling til at understøtte de løsninger, der foreslås i grønbogen. Hr. De Clercq har netop nævnt det: Det er en god betænkning. Jeg vil gentage det, og udtaler således på vegne af Kommissionen min tak til fru Fourtous arbejde. Det er godt, at Kommissionen kan regne med støtte fra Parlamentet, når det handler om at tage konkrete foranstaltninger efter grønbogens anvisninger. Jeg vil kort komme ind på sammenhængen og de vigtigste faser i forhandlingsproceduren og vil i den anledning sige, at grønbogen om bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering er meget vigtig for, at det indre marked er velfungerende. Der er fremlagt et ændringsforslag om dette, ændringsforslag 6, og det vil jeg gerne komme nærmere ind på. Om ændringsforslag 6 vil jeg sige, at Kommissionen ikke er tilhænger af genindførelse af kontrol ved Fællesskabets indre grænser. Det indre marked er nu en uomtvistelig succes, og der er ingen grund til at hindre, at det indre marked fungerer smidigt. Kommissionen er dog enig i, at bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og piratkopiering skal styrkes, den skal forbedres. Men det er dens mening, at det mål også kan nås på en anden måde end ved genindførelse af kontrol ved de indre grænser. Fru Fourtous betænkning indeholder en række interessante foranstaltninger, især til styrkelse af den gensidige hjælp medlemslandene imellem, til pålæggelse af strengere straffe og til forbedring af de civilretlige regler og procedurer. Jeg siger det især i anledning af fru Thomas-Mauros bemærkninger, der forsvarede ændringsforslag 6 på de punkter, og jeg må sige til fru Thomas-Mauro, at ændringsforslag 6 ikke kan støttes af Kommissionen. Hr. formand, som De ved er varemærkeforfalskning og piratkopiering de sidste 10 år blevet et vidt udbredt fænomen med en global indvirkning, og det er også blevet berørt af forskellige talere her til morgen. Sådanne aktiviteter skader den anerkendte handel og forstyrrer konkurrencen, især når der bliver draget fordel af forskelle mellem beskyttelsesregler i medlemslandene. Oftere og oftere synes kriminelle organisationer desuden at være indblandet i handlen med forfalskede og piratkopierede varer, og herved mister erhvervslivet sin tiltro til det indre marked, og investeringerne falder. Hvis det indre marked vil have succes, er det yderst vigtigt, at opfindere, forskningsvirksomheder, kunstnere og store og små virksomheder har tiltro til Fællesskabets formåen til at garantere deres interesser på effektiv vis. At gøre noget ved varemærkeforfalskning og piratkopiering er vigtigt for innovationen, beskæftigelsen og konkurrenceevnen i Europa, og også det er mere end én gang blevet fremhævet af medlemmer af Parlamentet, hr. formand, og også af fru Fourtou i hendes betænkning. Det er også vigtigt for det offentlige sundhedsvæsen og den offentlige sikkerhed. Varemærkeforfalskning kan have alvorlige følger, når det handler om lægemidler, legetøj eller bilreservedele, og derfor har Kommissionen besluttet at gøre noget ved det problem og foreslå en række løsninger til forbedring af den aktuelle situation. Den forhandlingsprocedure, som blev igangsat af grønbogen, var succesfuld. Interessenterne bekræftede enstemmigt, at det handler om et vigtigt emne. Erhvervslivet underskriver forslagene fra grønbogen, og beder om et initiativ fra EU om at tage fat på problemet. Det Økonomiske og Sociale Udvalg, der naturligvis også spiller en rolle, udsendte i februar 1999 en positiv meddelelse om grønbogen, og forskellige forslag fra grønbogen var indarbjdet i den meddelelse. De anbefalinger fra Parlamentet, der er medtaget i fru Fourtous betænkning, er yderst interessante. Naturligvis bliver de yderligere undersøgt af Kommissionens tjenester, og jeg antager, at Kommissionen vil reagere positivt på de fleste af disse forslag. Yderligere vil jeg gerne opstille en meddelelse i tilslutning til grønbogen, der inden for kort tid skal godkendes af Kommissionen. I den meddelelse vil der blive lavet en opgørelse over forhandlingsproceduren, og der foreslås også en handlingsplan. Angående handlingsplanen vil jeg sige følgende til fru Fourtou, især fordi hun eftertrykkeligt har bedt om det. Kommissionens handlingsprogram vil omfatte en række foranstaltninger, som tager sigte på at forbedre og styrke indsatsen mod varemærkeforfalskning og piratkopiering. Programmet vil i videst mulige omfang tage højde for de behov, der påpeges i fagkredse, ligesom programmet vil tage hensyn til Europa-Parlamentets udtalelse. Handlingsprogrammet vil omfatte lovgivningsmæssige foranstaltninger samt andre initiativer såsom uddannelsesaktiviteter og informationskampagner, som gør opmærksom på de risici, der er forbundet med varemærkeforfalskning. Kommissionen vil selvsagt i forbindelse med disse initiativer respektere såvel subsidiaritetsprincippet som proportionalitetsprincippet. Europa-Parlamentet vil blive anmodet om at spille en væsentlig rolle i forbindelse med de foreslåede lovgivningsmæssige foranstaltninger. (NL) Hr. formand, der behøver ikke nødvendigvis kun at blive tænkt på tiltag af lovgivende art. De tiltag vedbliver at være lige vigtige. Hr. Manders og også hr. De Clercq, såvel som hr. Inglewood, har talt om nødvendigheden af harmonisering af bestemte tiltag af lovgivende art, og det er naturligvis vigtigt. Ændringsforslag 8, som sigter på dette, accepteres da også af Kommissionen. Men som sagt, man behøver ikke kun at tænke på tiltag af lovgivende art. Jeg antager, at den handlingsplan, jeg netop har talt om, også vil påkalde støtte som nævnt til information- og bevidstgørelseskampagner om farerne ved varemærkeforfalskning og piratkopiering. Hr. formand, inden jeg slutter min sammenfatning af betænkningen og af Kommissionens standpunkt, vil jeg gerne sige noget til hr. Whitehead, der særlig har talt om parallelimport. (EN) Parallelimport er noget helt andet end det emne, vi diskuterer her til formiddag. Parallelimport drejer sig om produkter, som oprindeligt sendes på markedet i et tredjeland af den, som har produktrettighederne, eller med vedkommendes samtykke. Forfalskning drejer sig derimod om produkter, som produceres ulovligt, og som sendes på markedet uden samtykke fra den, som har produktrettighederne. Industrien er meget bekymret for, at forfalskning forveksles med parallelimport. I dag diskuteres spørgsmålet om parallelimport og især spørgsmålet om opbrug af varemærkerettigheder som et særskilt emne i Rådet og Parlamentet. For nylig sendte Kommissionen Parlamentet et orienterende internt notat om emnet. Jeg håber, at spørgsmålet om parallelimport eller, hvis man vil, opbrug af varemærkerettigheder, som ligger inden for samme emneområde, tages op ved rådsmødet om det indre marked, som finder sted i slutningen af måneden. Parlamentet vil naturligvis blive orienteret om resultatet af diskussionerne hurtigst muligt derefter. (NL) Jeg vil sige noget yderligere til hr. De Clercq, der talte om Verdenshandelsorganisationen, WTO, og han sagde: I hvor høj grad kan det problem behandles inden for rammerne af WTO? Der findes faktisk aftaler om intellektuel ejendomsret og de rettigheder, der er forbundet hermed, og det er naturligt i forbindelse med den internationale handel. Derfor indgås sådanne aftaler inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen. Aftalerne indeholder også vigtige tiltag angående den måde, som de intellektuelle ejendomsrettigheder kan gennemføres på i praksis. Inden vi kan gå over til at tænke på at styrke de tiltag, er det for Kommissionen vigtigt at sørge for, at de virkelig gennemføres i praksis på effektiv vis, især af udviklingslandene. Lad os derfor først se på i hvor høj grad de tiltag, der er blevet aftalt, har virket i praksis udenfor Europa, og især med hensyn til udviklingslandene. Lad os derefter, og i lyset af vores erfaringer, se i hvor høj grad disse tiltag skal anerkendes og styrkes. Hr. formand, det er, hvad jeg vil sige som svar på bemærkninger fra medlemmer af Parlamentet, og på de spørgsmål, som nogle af dem har stillet. Må jeg til slut sige, at Kommissionen håber på et frugtbart samarbejde med Parlamentet om dette vigtige emne, og at vi skal fortsætte det gode samarbejde, vi har haft indtil nu.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0111/2000) af Laschet for Budgetudvalget om forslag til Rådets forordning om støtte til visse enheder, som det internationale samfund etablerer efter konflikter til at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode og gennemførelsen af fredsaftaler.
+Hr. formand, kære kolleger, lad mig begynde med nogle politiske bemærkninger for at tydeliggøre, hvad denne beslutning, som vi skal træffe i dag, handler om. Efter konflikten i det tidligere Jugoslavien, i Bosnien-Hercegovina og i Kosovo har det internationale samfund etableret civile enheder disse steder, også Den Europæiske Union med Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina samt FN med en civil administration i Kosovo, der nu koordinerer og leder alle civile aktiviteter og arbejder. Dette er hidtil foregået inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik under Rådets ansvar, som gentagne gange har forlænget og besluttet, at disse enheder opretholdes, og således har skabt et retsgrundlag for det hele. På budgettet for år 2000 er der i alt afsat 28 millioner euro til disse projekter i Bosnien-Hercegovina og 12,5 millioner euro til UNMIK, der er FN's midlertidige mission i Kosovo. Derfor bifalder Budgetudvalget, at der nu skabes et nyt retsgrundlag for disse enorme summer, som Den Europæiske Union anvender i Bosnien-Hercegovina. I fremtiden skal budgetpolitikken ikke længere alene føres inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik under Rådets ansvar, men derimod med deltagelse af Kommissionen under dennes og Europa-Parlamentets ansvar som del af budgetmyndigheden. Det har en længere historie. F.eks. i Mostar har Parlamentet konstateret, at den måde, som den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hidtil er blevet finansieret på, var utilstrækkelig, og at Parlamentet i dette tilfælde ikke havde de nødvendige kontrolrettigheder til effektivt at kunne kontrollere, hvad der sker med de europæiske skatteyderes penge. For så vidt er det godt, at Kommissionen nu træder ud af rollen som kasserer og bogholder og selv tager et ansvar her. Det støtter Parlamentet fuldt ud. Det er godt, at vi nu flytter denne del af den civile administration inden for Den Europæiske Unions udenrigspolitik over under første søjle, og dermed øger Parlamentets deltagelse i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Siden topmøderne i Helsinki og Köln har vi oplevet, hvor meget den fælles udenrigspolitik har ændret sig, hvilken dynamik og hvilken kraft der også ligger i denne proces, og derfor mener vi, at det er vigtigt, at Kommissionen og Europa-Parlamentet som europæiske institutioner deltager stærkt. Dette er den tekniske baggrund for det, som vi beslutter i dag. Vi har muligheden som Parlament i fremtiden på dette politiske område at hensætte penge til reserve for at være med til at gennemtvinge bestemte foranstaltninger og få indflydelse på bestemte foranstaltninger. Vi har muligheden for at drage Kommissionen til ansvar som led i dechargeproceduren og gøre meget af det, der er gået skævt i Bosnien-Hercegovina, bedre i fremtiden. Ganske vist er det, vi foretager os i dag ud fra et europæisk retligt synspunkt en opgave for specialister, men den har stor politisk betydning, fordi den samtidig styrker Parlamentets betydning på dette vigtige politiske område. Lad mig komme med et par bemærkninger til de ændringer, som Budgetudvalget har vedtaget og her forelægger for plenarforsamlingen i dag. For det første havde Rådet i et første forslag anbefalet at udarbejde et bilag, som man efter behov kunne supplere med yderligere civile enheder. Her har Budgetudvalget foreslået - og vi beder Parlamentet om at støtte dette ved afstemningen - at der for hver ny fællesskabsaktion, som man fastlægger, kræves en ny parlamentarisk beslutning. Rådet kan i fremtiden ikke bare blive ved med at supplere - det har trods alt betydning for budgettet - derfor bør der i stedet i hvert enkelt tilfælde træffes en ny beslutning. Som jeg hører fra Rådet, det portugisiske formandskab, så er formandskabet og Kommissionen vel også indforstået med at finde et kompromis og gå med til dette. Endvidere lægger det vægt på, at Parlamentet også i fremtiden modtager en rapport om det, der sker i disse enheder, som skal sikre civil administration i en overgangsperiode, at der aflægges regnskab over for offentligheden for, hvad midlerne fra Den Europæiske Union anvendes til, og jeg mener, at dette også vil bidrage til øget gennemskuelighed. Den nye Kommission er begyndt at fokusere mere på gennemskuelighed. Også på dette vigtige område, hvor der er risiko for, at mangt og meget kan gå skævt, som fortiden har vist, er gennemskuelighed særlig vigtig. "Civil administration", "fredsaftaler", "fred i Europa og på Balkan" er emner, der optager vores borgere, og hvis der så bliver rapporteret om, at pengene anvendes lemfældigt, kan det skabe mistro i hele Den Europæiske Union. Derfor er det et vigtigt skridt i dag, at der i fremtiden aflægges klarere regnskab over, hvad Unionen bidrager med dernede. For så vidt mener jeg, at hvis Europa-Parlamentet i dag i dette ene tilfælde foretager en flytning til første søjle, så er det også et signal til den videre fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der findes andre områder, som, når de overføres fra nationalt til europæisk niveau, har behov for et parlaments demokratiske kontrol! Hvis de nationale parlamenter ikke længere har ansvaret, fordi Europa tager over, så er der også brug for en demokratisk kontrol her, også inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg mener derfor, at det, vi tager tilløb til i dag, er en vigtig begyndelse.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg siger så mange tak for dette tip og vil nu komme med nogle supplerende bemærkninger til Laschet-betænkningen, som jeg kan støtte fuldt og helt som repræsentant for Udenrigsudvalget. Det ser ud som et enkeltstående tilfælde, som ikke er så betydningsfuldt. Men som ordføreren afslutningsvis sagde, drejer det sig her om afgørende ændringer og signaler. Derfor er det overordentlig vigtigt, at Europa-Parlamentets muligheder for kontrol og medvirken sikres. Jeg er taknemmelig for, at Budgetudvalget har fremlagt forslag, der er i overensstemmelse med Udenrigsudvalgets intentioner i dette spørgsmål. Jeg mener, at det er nødvendigt i forbindelse med indsættelsen af særlige udsendinge at have medindflydelse i hvert enkelt tilfælde. Jeg mener, at det er overordentligt vigtigt, at også Kommissionen forstår, at det her drejer sig om en beslutning for den fremtidige udenrigs- og sikkerhedspolitik, der er af afgørende betydning. Efter vores opfattelse har næsten samtlige finansielle midler til området for sikring af civil administration efter konflikter hidtil stået til rådighed for Kommissionens budget. Jeg tror, at dette instrument skal udnyttes, og at det ikke må opblødes, da også dette område i stigende omfang overføres til området for mellemstatligt samarbejde. Der findes bestræbelser i Rådet, som jeg vil betegne som overordentligt farlige, hvor det mener, at områder, som er Fællesskabets klassiske ansvarsområder og første søjle, udelukkende kan aftales mellem de herrer udenrigsministre. Hvis vi gik med til det, ville vi forspilde enhver chance for i samspil mellem civil og militær administration i konfliktsituationer for det første at fremhæve det civiles betydning og for det andet på sigt at gøre hele udenrigs- og sikkerhedspolitikken fælles, fordi der så ville blive foretaget beslutninger, der netop går i en anden retning, således som det nu er på mode i disse dage i mange nationale hovedstæder. Derfor beder jeg Dem og også Kommissionen om tilsvarende at medvirke her, ikke blot i Parlamentets interesse, så det opnår tilsvarende medindflydelse, men her drejer det sig derimod om Kommissionens stilling i udenrigs- og sikkerhedspolitikkens fremtidige struktur. Det er måske endda af endnu større betydning end det, som vi inddrager her som Europa-Parlamentets interesser. Derfor siger jeg tak for de ekstra 50% taletid! Vi bør benytte lejligheden til at tydeliggøre Parlamentets holdning og indgå et tæt samarbejde mellem Parlament og Kommission, fordi det på sådan nogle tilsyneladende ubetydeligt udseende steder drejer sig om, hvilken retning hele Den Europæiske Union fremover skal udvikle sig i!
+Hr. formand, da jeg så Dem sidde i formandssædet, tænkte jeg på at stryge noget af min tekst, men jeg er glad for Deres holdning. Jeg kan, kære kolleger, fru kommissær, på vegne af Budgetkontroludvalget give hr. Laschet vores fulde støtte. Jeg er meget glad for, at Budgetudvalget, Udenrigsudvalget og Budgetkontroludvalget denne gang er helt på bølgelængde. Det forslag, der debatteres i dag, er beregnet som et fælles retsgrundlag til finansiering af FN's midlertidige mission i Kosovo og Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina. Som hr. Laschet meget tydeligt udtrykte det, er EU-delen af finansieringen hidtil faldet inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det handler om betragtelige beløb, 28 mio. EUR til Den Høje Repræsentants Kontor, hvoraf 53% dog betales af EU og 12 mio. EUR af UNMIK (United Nations Interim Administration Mission in Kosovo). Fordelen ved denne nye ordning er, at beløbene virkelig hentes fra søjlen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvad har vi tidligere konstateret? Vi har konstateret, at Kommissionen, der i kraft af traktaterne er ansvarlig for budgettets gennemførelse, under den nuværende ordning ikke havde styr på, hvad der skete, og det har Budgetudvalget allerede flere gange påpeget. I praksis havde det til følge, at Kommissionen egentlig kun udfyldte rollen som kassebestyrer, som bogholder, og det gav i sidste række anledning til en slap politik, en slap adfærd, en mangel på engagement. Hvad det kan føre til fremgår af en særberetning, som Revisionsretten udsendte for nylig. Vi ved f.eks., at finansinspektøren i Bosnien-Hercegovina fakturerede sine tjenester til Den Høje Repræsentants Kontor inden for rammerne af en kontrakt, der var indgået med en virksomhed, som han selv var driftsleder af. Det hedder vist interessesammenfald. Vores Budgetkontroludvalg vender i øvrigt senere tilbage til denne særberetning. Hvordan det end forholder sig, så skal det foreliggende forslag til forordning sørge for, at Parlamentet får bedre kontrol over finansieringen af disse fredsaftaler, og således skal vi f.eks. kunne henlægge midler i reserven, hvis vi vil gennemtvinge en bedre forvaltning af bevillingerne. Ansvaret for gennemførelsen af bevillingerne deles ikke længere af Kommissionen og Rådet, men lægges snart over på Kommissionen. Jeg synes, det er godt, for det betyder, at vi også i fremtiden kan bruge vores dechargeprocedure som kontrolmiddel. Kære kolleger, det foreliggende forslag til forordning passer fuldstændigt inden for rammerne af en politik, der er rettet mod god administration, med opmærksomhed for hvad der sker med skatteyderens penge. Jeg mener, at vi enstemmigt og fuldt ud skal støtte hr. Laschets betænkning.
+Hr. formand, dette konkrete forslag handler om støtte til visse enheder, som det internationale samfund, desværre, nu og da må etablere efter konflikter for at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode og gennemførelsen af fredsaftaler. Vi skal som Union kunne påtage os et ansvar på langt sigt for denne type opgaver i Europa. Vi er allerede involveret i to tilfælde gennem Den Høje Repræsentant for Bosnien-Hercegovina og EU's deltagelse i FN's overgangsadministration i Kosovo. Den tunge del af EU's indsats i f.eks. Kosovo skal naturligvis handle om den faktiske genopbygning, men selvfølgelig skal EU også tage et ansvar for de enheder, der er nødvendige for at kunne vende tilbage til et samfund med en fungerende civil administration, og som på langt sigt skal udvikle sig til et demokratisk samfund i nært samarbejde med både EU og det øvrige Balkan. Lige så selvfølgeligt er det, at ansvaret skal fordeles retfærdigt mellem forskellige internationale aktører, og at der skal udarbejdes et korrekt og tydeligt regelsæt for, hvordan dette skal foregå. Hvad det angår, føler jeg dog en vis uro. Vi får flere og flere oplysninger om, at en alt for lille del af EU's bistand til Kosovo rent faktisk går til konkret genopbygning, og at en meget stor del af de midler, som vi har anslået for år 2000, anvendes til andre opgaver. Genopbygningskontorets administration er et eksempel herpå og er også en vigtig foranstaltning, men det handler f.eks. også om budgetstøtte og energiimport. Vi stiller ikke spørgsmålstegn ved betydningen af disse foranstaltninger, men det er lidt urovækkende at tænke på, om omkostningerne i forbindelse med den indsats, som er EU's hovedopgave, rent faktisk bliver meget lavere end de 360 millioner, som er blevet anslået. På dette område kræves der flere informationer. Hidtil har Rådet, for at indsatsen skal kunne gennemføres hurtigt og i mangel af et retsgrundlag, valgt at træffe foranstaltninger inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. I henhold til det foreliggende forslag skal denne type foranstaltninger nu overføres til første søjle. I så fald kræver vi, at der kommer orden dels på retsgrundlaget for Unionens støtte, dels på, hvordan vi rent faktisk skal håndtere de midler, som traditionelt set er blevet afsat inden for udenrigspolitikken, men som snarere hører hjemme under første søjle og udgiftsområde 4. På dette område virker det, som om der findes en del huller. Skal man følge Kommissionens forslag og Rådets ønsker og oprette en ny budgetpost og desuden forsyne den med en ekstra nettofinansiering, bliver det nødvendigt at høre Parlamentet og at gennemføre en fuldstændig budgetprocedure. Jeg ønsker at være tydelig på dette punkt: Det handler ikke om prestige, idet Parlamentet skal sige sin mening i disse sager, men det handler om, at vi skal indse nu, at disse udgifter ikke er midlertidige, men kommer til at være af mere varig karakter. Vi skal have en metode i forbindelse med indsatsen, som både er hurtig, juridisk korrekt og tillader indsigt, og så skal vi have en mere regulær budgetprocedure. Paratheden til fortsat at yde en indsats af denne type skal være stor. Derfor skal vi også klare budgethåndteringen og retsgrundlaget, således at tvister i den forbindelse ikke er til hinder for en konstruktiv indsats. I det hele taget tror jeg, at kontrol og åbenhed er vigtige elementer i de foranstaltninger, som skal træffes fremover. De skal dog forenes med effektivitet og hurtighed. I et område som Kosovo kan man ikke træffe beslutninger om en indsats, som gennemføres med stor forsinkelse, da situationen dér allerede kan have nået at ændre sig. Vi skal fastsætte vilkår for, hvordan midlerne skal anvendes, men vi skal ikke have så indviklede processer, at EU beskyldes for ineffektivitet eller for at forsinke en vigtig genopbygningsindsats. Derfor er det vigtigt at støtte til den type enheder, som vi taler om nu, følges af forskellige aftaler om, hvordan midlerne skal anvendes, og at vi får en kvalificeret opfølgning på kvaliteten af indsatsen. Desuden skal vi modtage præcise rapporter om, hvordan f.eks. overgangsadministrationen fungerer. Jeg kan nævne positive tegn. Selv om EU af og til kritiseres, fortjener den, at det nævnes, at EU's task force har fået megen ros for den effektivitet, der er udvist. Nu håber vi bare, at den effektivitet virkelig også kan overføres til det mere permanente arbejde på genopbygningskontoret og til EU's indsats under UNMIK. Jeg vil gerne understrege, at det er nødvendigt med en betydelig handlefrihed på lokalt niveau, men vi skal alligevel kunne kontrollere, at midlerne anvendes korrekt. I det foreliggende forslag er der også en ny budgetpost, som fastsættes til 27 millioner euro. Denne budgetpost skal inkluderes i udgiftsområde 4, hvilket naturligvis også aktualiserer Kommissionens forslag fra i går om en revidering af de finansielle overslag med henblik på at give plads til den mere langsigtede støtte til demokratisering og genopbygning på Balkan. Budgetudvalget har en lang række spørgsmål til disse tal. Parlamentet har en bestemt vilje til at tilbyde den støtte, som der er brug for, og vi er klar over, at behovene er enormt store. Vi skal også sætte fokus på Balkanbefolkningens behov, men herefter er det op til Parlamentet og den anden gren af budgetmyndigheden at finde de tekniske løsninger på de finansielle behov. Jeg mener, at de 27 millioner, som vi taler om her, understreger nødvendigheden af at revidere de finansielle overslag. At anvende hele støtten inden for budgetrammerne af det nuværende udgiftsområde 4 tror jeg, at de fleste, muligvis med undtagelse af Rådet, anser for at være umuligt. Det er ikke rimeligt, at støtten til andre fattige regioner i verden skal rammes af problemerne på Balkan. Sammenfattende mener jeg, at vi skal tænke mere over kvaliteten af indsatsen. Når Kommissionen nu præsenterer dels de finansielle rammer, dels denne nye måde at håndtere støtten på til opbygning af EU's del af den civile administration, er det vigtigt, at vi ikke bare fokuserer på de overordnede tal eller de formelle beslutningsprocesser, men det er også mindst lige så vigtigt at vurdere indsatsen, og at den bliver hurtig og effektiv. Generelt set siger man i dag, at gennemførelsen i Kosovo er mere effektiv end i Bosnien, men der er fortsat en hel del nye spørgsmål, som bør besvares. Hele dette ræsonnement viser, hvor nært den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik hænger sammen med Parlamentets rolle i f.eks. budgetproceduren. I den forbindelse skal vi udvikle en model for, hvordan vi skal kunne garantere, at støtten udformes gennemskueligt og korrekt i overensstemmelse med vores regelsæt for også at kunne blive undersøgt og revideret, som Staes påpegede. Dette skal ikke føre til, at gennemførelsen af støtten hænger fast i utydelige beslutningsstrukturer. På denne baggrund støtter vi Laschet-betænkningen.
+Hr. formand, hr. Laschet har udarbejdet en udmærket betænkning om et meget teknisk emne og sat sig godt ind i stoffet og fundet visse træk, som har været fremme i denne debat. Jeg ønsker af denne grund at lykønske Laschet med et fortræffeligt arbejde. Parlamentet er ved at behandle forslaget til Rådets forordning om finansieringsgrundlag, der kan finansiere FN's midlertidige mission i Kosovo, UNMIK, samt omkostningerne til Den Høje Repræsentant i Bosnien-Hercegovina. Det er hensigten at overføre disse bevillinger fra den fælles udenrigs - og sikkerhedspolitik under den anden søjle til finansiering via Kommissionens budget under den første søjle. Selv om dette ville se ud som en rent teknisk foranstaltning, er den forbundet med visse problemer. Det første er forbundet med udgiftsområde 4. Udgiftsområde 4 er nu allerede overbelastet. Det er derfor, Kommissionen i går foreslog en revision af de finansielle overslag og en mærkbar brug af landbrugsbevillingerne til eksterne foranstaltninger. Overførslen udløser et betydeligt finansieringsbehov i nævnte udgiftsområde 4. Det andet problem er forbundet med beføjelsen. Hvis forslaget til forordning bliver godkendt som sådan, opstår der en sluse, hvorigennem finansiering fra den anden søjle kan overføres til udgiftsområde 4 under den første søjle, uden at Parlamentet høres. Det er derfor, forordningen skal ændres, således at Parlamentet bevarer sin indflydelse. Denne sluse skal lukkes, og derfor skal forslagets bilag fjernes og Budgetudvalgets ændringer foretages. Derfor skal forslaget begrænses i denne fase til kun at omfatte disse to tilfælde: finansiering af FN's midlertidige mission i Kosovo og finansiering af omkostningerne til Den Høje Repræsentant i Bosnien-Hercegovina. For det tredje, hvis finansiering af de særlige udsendinge fremover overføres til Rådets administrative budget, som det er antaget, betyder det, at gentlemanaftalen mellem Rådet og Parlamentet skal tages op til fornyet overvejelse. I henhold til denne aftale blander Rådet og Parlamentet sig ikke i indholdet af hinandens budget. Hvis klare aktionsbevillinger som finansiering af de særlige udsendinges aktion alligevel overføres til Rådets budget, er der ikke længere tale om en klar administrativ udgift for Rådet, men om en fælles finansiering af Den Europæiske Unions aktion. Derfor kan disse midler ikke længere høre under gentlemanaftalen. Europa-Parlamentet bør have ret til at udtale sig og gribe ind i de bevillingsmidler, hvormed finansiering af de særlige udsendinge administreres, skønt de er placeret i Rådets administrative budget. Forslaget til forordning kan efter min opfattelse kun godkendes, hvis Kommissionen og Rådet godkender Parlamentets ændringsforslag, for ellers er forslaget ikke i overensstemmelse med den eksisterende interinstitutionelle aftale.
+Hr. formand, mine damer og herrer, også jeg ønsker at give vores gruppes støtte til ordførerens betænkning. Vi ønsker her klart at styrke Kommissionens og Europa-Parlamentets rettigheder med hensyn til bistanden til Bosnien, for fortiden har vist, at der er mange problemer på dette område. Først er der Revisionsrettens beretning, men der er også erfaringerne fra parlamentsmedlemmerne i den sidste valgperiode, først og fremmest Edith Müller, der blev ved med at bore i Bosnien-Hercegovina, fordi det blev tydeligt, at der her var tale om alt for lidt ansvarsbevidsthed i forbindelse med indsatsen, brugen af pengene, i efterforskningen, i dechargeproceduren. Med flytningen til første søjle styrkes nu muligheden for, at Kommissionen og Europa-Parlamentet opnår langt større indflydelse i forbindelse med tildelingen af midlerne, at de kan varetage deres ansvar, og at vi i dechargeproceduren kan kontrollere, hvad der sker med midlerne. Det betyder for det første, at det gøres tydeligt over for de europæiske skatteydere, at her styrkes de europæiske institutioners ansvarsbevidsthed, når det drejer sig om uddeling af penge. Men - og det synes jeg er mindst lige så vigtigt - der gennemføres også en vigtig beslutning, og her tilslutter jeg mig klart hr. Brok. Jeg mener, at det er absolut nødvendigt, at vi i betragtning af at udenrigspolitikken i Europa opnår stadig større betydning, tydeliggør, at de europæiske institutioner skal styrkes således, at det ikke kun er Rådet, der bærer ansvaret, men at det ved at styrke Kommissionens og Europa-Parlamentets ansvar bliver tydeligt, at vi ønsker at påtage os det udenrigspolitiske ansvar, og vi vil også være politisk med på dette område!
+Hr. formand, det fremlagte forslag til forordning har til formål at skabe det juridiske grundlag for en overførsel af finansielle bidrag fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til budgettet for første søjle. Dette finder vi positivt, eftersom Parlamentets manglende kontrol med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik må betegnes som absurd. Det foreliggende forslag til beslutning og ændringsforslagene understreger således med rette behovet for at styrke denne kontrol med alle operationer, der indebærer finansiering af, hvad der meget blufærdigt betegnes som støttede enheder. Man kunne også anvende betegnelsen protektorat. Det er nemlig, hvad der er tale om, når det gælder Bosnien eller Kosovo. Forslaget til beslutning kommer imidlertid slet ikke ind på den helt centrale problemstilling i denne sammenhæng, nemlig vurderingen af hvorvidt den politik, der er ført i det tidligere Jugoslavien, har været hensigtsmæssig. Hvordan er situationen efter fem år i Bosnien-Hercegovina? Hvilken lære kan vi uddrage af krigen i Kosovo? Hvad har den militære aktion kostet? Hvad har de omfattende ødelæggelser kostet? Med en forhøjelse af budgettet for 2001 med 80% pålægger man EU's befolkning at betale regningen for dem, der har forvoldt ødelæggelserne og nu ønsker genopbygning. Og et mindre antal industrivirksomheder stryger gevinsten. Det kan da ikke være alvorligt ment, når man betænker, at det netop er disse statsledere, som førte krigen, og som nu spreder utryghed og forringer befolkningens levevilkår. Ydermere må løsningsmodellerne for hjælpen til disse protektorater betegnes som både problematiske og farlige. Et eksempel er lønningerne til de internationale organisationer. De ligger på et niveau, som kun kan bidrage til nedvurderingen af disse områder. Et andet og endnu mere skæbnesvangert eksempel er den fortsat mangelfulde kontrol med den hjælp, der ydes til området. Også Budgetkontroludvalget henviser til den alvorlige fejludvikling i EU's hjælp til Bosnien-Hercegovina. Man påtvinger Kosovo D-marken, og de frie markedskræfter råder. Efter vores opfattelse taler resultaterne af den militære aktion deres tydelige sprog. Milosevic er stadig ved magten. Kosovo er ødelagt. Den etniske opsplitning er ved at blive gennemført, alt imens der etableres et protektorat, som ikke lader sig regere, og som vidner om, at man afviser at give Kosovo selvstændighed uden dog at være i stand til at gennemføre den hykleriske FN-resolution 1244. Af de her anførte årsager kan vi i modsætning til de kolleger, der hidtil har udtalt sig i dagens debat, ikke stemme for det foreliggende beslutningsforslag, som kun i ganske beskedent omfang retter op på en katastrofal politik.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil ikke udnytte tiden frem til kl. 11.00, frem til afstemningen, fuldt ud. I forbindelse med det foreliggende forslag til forordning drejer det sig om en foranstaltning til etablering af civil administration efter konflikter, og jeg mener, at hr. Laschet som ordfører virkelig har gjort grundigt rede for, at det ikke drejer sig om en hvilken som helst marginal budgetbeslutning, men at det derimod handler om noget meget væsentligt, nemlig i hvilket omfang Europa-Parlamentet kan være med til at bære ansvaret for civil bistand efter konflikter eller så ansvaret for udenrigspolitisk administration. Det er jo debatten om, hvorvidt det skal placeres under første søjle eller tredje søjle. Det drejer sig her om det internationale samfunds specielle enheder, der har til opgave at gennemføre fredsaftaler i konfliktramte regioner eller som snarere har fået til opgave at sikre den civile administration efter konflikter i de pågældende regioner i en overgangsperiode, og jeg beklager Deres udtalelse, fru Vachetta, at De kun betragter dette som kosmetik. Jeg mener, at der er meget væsentlige interventionsmuligheder, der kan støtte genopbygningen af civilsamfundet i konfliktområder. To sådanne enheder bliver i øjeblikket også finansieret med bistand fra EU's budget: Den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina og UNMIK i Kosovo. Kommissionen havde i sit oprindelige forslag til en ny forordning foreslået et generelt retsgrundlag for medvirken til finansiering af sådanne administrative enheder, som det internationale samfund etablerer, fra EU's budget. Europa-Parlamentet har udtalt sig for, at der skabes et specielt retsgrundlag for begge disse administrative enheder, OHR og UNMIK. Jeg mener, at det faktisk er nødvendigt at indgå dette kompromis for at komme et skridt videre, og De er jo også kommet med en udførlig begrundelse. Jeg må samlet på Kommissionens vegne takke ordføreren, hr. Laschet, og de involverede udvalg for deres arbejde og deres engagement i denne sag, hvilket jo også tydeligt fremgik af forhandlingen. Med hensyn til de øvrige ændringsforslag, kan jeg forsikre, at Kommissionen naturligvis vil informere budgetmyndigheden regelmæssigt. Kommissionen vil også bestræbe sig på at løse den nye opgave med det eksisterende personale. Her vil jeg også komme ind på den kritik, som er blevet fremført meget udførligt, også i debatindlægget fra hr. Staes, om den finansielle forvaltning på den Høje Repræsentants Kontor i Bosnien-Hercegovina. Revisionsretten har fremlagt en meget kritisk beretning - en særberetning. Kommissionen afviser ikke Revisionsrettens kritik som grundløs, men jeg vil dog i den anledning minde om de vanskelige forhold, som de pågældende dér må arbejde under, og at dette naturligvis også forklarer meget af det, selv om det ikke kan undskylde det. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at Den Høje Repræsentants Kontor står under beskyttelse af peace implementation council, og at der nogle gange gælder andre ordninger her, gør det naturligvis vanskeligt at gennemføre de finansordninger, som Kommissionen anviser, til punkt og prikke. Kommissionen mener, at den Høje Repræsentants finans- og procedurebestemmelser kunne forbedres i løbet af 1999. Dette gælder først og fremmest de regler, der kunne gennemføres vedrørende ansættelse af personale og budgetregnskabet i de enkelte tjenestesteder. Jeg vil også sige noget om komitologi, fordi der også foreligger et ændringsforslag hertil. Formandskabet har på sin side signaleret, at komitologibestemmelserne kunne stryges, og at gennemførelsen fuldstændig kan overlades til Kommissionen. Det ville naturligvis også være et skridt for endnu en gang at tydeliggøre, at det er en foranstaltning, der skal sikre civil administration efter konflikter, og at det er Kommissionen, der er ansvarlig for gennemførelsen heraf. Med hensyn til UNMIK og den situation, der er opstået som følge af, at et nyt retsgrundlag vedtages, men at det nødvendige budgetskridt endnu ikke er taget, kan jeg redegøre for, hvad der blev aftalt på trilogen den 12. april: For at sikre den uafbrudte finansiering af UNMIK's aktioner har Rådet besluttet, at finansieringen i en overgangsperiode fortsat skal ske inden for rammerne af FUSP. Så snart tillægsbudgettet, som Kommissionen forhåbentligt beslutter - jeg vil i al fald forelægge det - er blevet vedtaget, kan denne omstilling af finansieringen ske som ønsket. Jeg håber, at Rådet og Parlamentet behandler tillægsbudgettet uden forsinkelse, således at finansieringen af disse foranstaltninger til genopbygningen af et civilt samfund i den tidligere eller bestående konfliktramte region kan reguleres klart og sikres finansielt.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 11.00. (Mødet udsat kl. 10.35 og genoptaget ved afstemningen kl. 11.00)
+Kære kolleger, jeg vil på Europa-Parlamentets vegne gerne byde velkommen til en delegation fra Maltas parlament, som i dag besøger Europa-Parlamentet. Kære kolleger, det er os en stor glæde at byde Dem velkommen i Europa-Parlamentet. Vi ved, De har et stramt program, men vi håber, De får lejlighed til at møde en række af Europa-Parlamentets medlemmer. Vi håber, at Deres besøg bliver udbytterigt og kan bidrage til at udvikle relationerne mellem Deres land og Den Europæiske Union.
+Manders (ELDR), skriftlig. (NL) På grund af sagens presserende karakter og vigtigheden af en passende juridisk ramme på et område, der udvikler sig så hurtigt, har jeg som medlem af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked besluttet ikke at fremsætte nogen ændringsforslag ved andenbehandlingen. Rådets synspunkt imødekommer i høj grad de ændringer, som Parlamentet foreslog ved første behandling. Selv om forbrugerbeskyttelsen efter min mening på nogle punkter behøver ydeligere præcisering, bør al forsinkelse undgås. Den hurtige udvikling på området elektronisk handel vil allerede på kort sigt kræve en evaluering af direktivet. På den måde kan det så tilpasses nye omstændigheder.
+Europa-Parlamentet har i dag vedtaget den foreliggende fælles holdning vedrørende retlige aspekter i forbindelse med elektronisk handel. Alle er enige om, at det er afgørende at få skabt klare regler på et område, som er i stadig udvikling, og som har stor betydning både i økonomisk og i retlig henseende. Jeg skal ikke opholde mig ved disse forhold, som har været indgående behandlet i dagens debat. Jeg vil imidlertid pege på et andet og efter min opfattelse vigtigere forhold. Med den foreliggende tekst lovgives der, helt berettiget, om forholdsregler i forbindelse med de tvister, der måtte opstå i forbindelse med elektroniske transaktioner, som afvikles uden personlig kontakt, og som dermed rummer en særlig risiko, når det drejer sig om kommercielle transaktioner. Vi må imidlertid nu gå skridtet videre og overveje, hvordan vi forebygger sådanne tvister. Vi oplever en verden, som synes at sætte spørgsmålstegn ved selv de mest grundlæggende holdepunkter i samfundet. Set i dette perspektiv bliver den elektroniske handel blot endnu et skridt i retning af et regelløst samfund. Vi må vende os imod et sådant perspektiv, idet erfaringen viser, at en udvikling i den nævnte retning uundgåeligt sker på bekostning af de svageste grupper i samfundet. Vi ønsker på ingen måde at forbyde et medium, som byder på rige muligheder for åbenhed og kulturel udveksling. Men vi ønsker, at kravene til dette medium skal være fuldt ud lige så strenge som de krav, der, helt berettiget, stilles til anden form for handel. Det er i virkeligheden den helt centrale problemstilling i denne sammenhæng. Elektronisk handel, og Internettet som sådan, er udtryk for et samfund uden lovfæstede landegrænser og i virkeligheden et samfund uden menneskelige grænser. Friheden, som er et uendeligt dyrebart gode, karikeres, bevidst eller ubevidst, af dem, der ønsker at nedbryde alle beskyttende faste holdepunkter. I alle samfund gælder det, at reel frihed forudsætter, at alle har den fornødne rets- og handleevne til bevidst at kunne vælge eller fravælge det, der tilbydes. Adgang til sagsanlæg, når tvisten er opstået, er ikke tilstrækkeligt, og frembyder i øvrigt i sig selv en række vanskeligheder, som det er fremgået af dagens debat. Lovgivningen bør være et udtryk for en overordnet politisk vision, et samfundsprojekt. I modsat fald følger lovgivningen blot udviklingen i stedet for at komme udviklingen i forkøbet og have herredømmet over den. Erfaringen viser, at internationale eller overstatslige strukturer aldrig formår at fremvise dette ekstra element af skaberånd. De formår ikke at skabe idéer, der sætter i bevægelse og skaber samfundsengagement. Den Europæiske Union udgør ikke nogen undtagelse i denne sammenhæng. Henstilling af Carraro (A5-0118/2000)
+Fru formand, jeg stemte ikke bare for forslaget til Rådets afgørelse om indgåelsen af aftaler mellem EU og Det Schweiziske Forbund, fordi det efter min mening er meget vigtigt, at Schweiz - som i en forhåbentlig nær fremtid utvivlsomt skal være en integreret del af Den Europæiske Union - i mellemtiden har nogle aftaler med EU's medlemsstater, men også og ikke mindst, fordi jeg er lettet, når jeg tænker på Schweiz. I dag står der nemlig også i alle EU's aviser, at selv faldet i Europas fælles valuta, euroen, er pensionisternes skyld. Det er kort sagt pensionisternes skyld det hele! I Schweiz betaler man derimod kun 10% af bidragene, men har nogle meget højere pensioner end i vores lande. Schweiz har derfor Pensionistpartiets sympati.
+Den betænkning, der i dag er sat under debat, vedrører relationerne mellem Schweiz og Den Europæiske Union. Tillad mig at erindre om, at Schweiz deltog i de forhandlinger, der førte til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS). Ved en folkeafstemning i 1992 afviste den schweiziske befolkning imidlertid denne aftale. Schweiz kunne således ikke deltage i EØS-samarbejdet, og landets anmodning om optagelse i Den Europæiske Union, som var fremsendt i maj 1992, måtte stilles i bero. Der var således behov for at gå nye veje for at fastholde relationerne mellem Schweiz og EU. Løsningen blev indgåelsen af bilaterale aftaler. Schweiz har således siden 1993 fremsat anmodninger om deltagelse i det indre marked på en række nærmere bestemte områder. Som et resultat af disse anmodninger og de heraf følgende forhandlinger mellem Schweiz og Den Europæiske Union er der indgået en aftalepakke bestående af syv sektoraftaler. "Pakken" omfatter således aftaler vedrørende luft- og vejtransport, vedrørende fri bevægelighed for personer, vedrørende offentlige indkøb, forskning og udvikling, gensidig anerkendelse af overensstemmelsesvurderinger og vedrørende landbrugssektoren. For at undgå at en af disse aftaler afvises i forbindelse med den folkeafstemning, der følger, når forhandlingerne er afsluttet, har Den Europæiske Union sikret sig, at aftalerne udgør en helhed, idet der i hver enkelt aftale indgår en fælles bestemmelse om, at alle aftalerne ubetinget skal træde i kraft samtidig, og at ingen af aftalerne kan gennemføres, medmindre samtlige aftaler gennemføres. Dermed sikres et minimum af sammenhæng. Arbejdet med denne aftalepakke blev i nogen grad forhalet i Rådet, primært på grund af meningsforskelle for så vidt angår aftalen om fri bevægelighed for personer. Efter pres fra Europa-Parlamentet forelagde Rådet i april et samlet og konsolideret lovgivningsmæssigt initiativ, som tager sigte på en samlet godkendelse af de syv aftaler mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Det Schweiziske Forbund på den anden side. Det foreliggende forslag til beslutning omfatter således i et juridisk instrument de syv enkeltforslag, Kommissionen tidligere har fremsat, ligesom der er foretaget visse ændringer i forhold til de oprindelige forslag. Efter det ovenfor skitserede forløb forelagde Rådet sagen for Europa-Parlamentet, som først på det tidspunkt fik mulighed for at udtale sig herom og tage stilling til, om Europa-Parlamentet kan afgive samstemmende udtalelse om den foreliggende aftalepakke. Ordføreren instiller, at vi afgiver en sådan udtalelse, og jeg tilslutter mig denne holdning. Den 21. maj afholdes der folkeafstemning i Schweiz om den frie bevægelighed for personer. Ikke mindst i dette perspektiv er det vigtigt, at vi sender et positivt politisk signal og afgiver samstemmende udtalelse. Tillad mig dog at nuancere mit udsagn en smule. Schweiz bør få afklaret sit forhold til Den Europæiske Union. Landet kan ikke fortsat vælge en Europa a la carte-løsning!
+At disse aftaler forhandles ud fra principperne om en samlet balance i de gensidige fordele og om parallelitet har interesse for de forskellige involverede parter. For Portugal har aftalen om fri bevægelighed for personer særlig interesse, fordi der i Schweiz arbejder mere end 100.000 portugisere, heriblandt mange tusinde sæsonbeskæftigede. Sagen er nemlig, at Schweiz har strengere bestemmelser for tredjelandsborgere, og med denne aftales ikrafttræden vil der ske en tilpasning af den schweiziske ordning til princippet om fri bevægelighed for personer på grundlag af fællesskabslovgivningen. Derfor er bestemmelsen om, at de syv aftaler skal træde i kraft samtidig og kun skal gælde i deres helhed, vigtig. Forholdene er i øjeblikket særlig alvorlige for de lønmodtagere, der betragtes som sæsonbeskæftigede, og som tvinges til at forlade Schweiz tre måneder om året. Disse lønmodtagere kan ikke skifte arbejde eller flytte til en anden kanton, og de har ikke ret til familiesammenføring. Der gælder dog også mange begrænsninger for lønmodtagere, der betragtes som helårsbeskæftigede, da det almindeligvis ikke er muligt at skifte arbejde, profession eller kanton, ligesom der ikke opnås familiesammenføring som en rettighed. Med de i dag vedtagne aftaler vil disse problemer efterhånden blive løst, og man kan også håbe, at der med Det Blandede Udvalg, som oprettes i medfør af aftalen om fri bevægelighed for personer, kan tages positive skridt til at få løst de øvrige spørgsmål med hensyn til den sociale sikring af emigranterne og deres familier. Derfor stemmer vi for. Betænkning af Schierhuber (A5-0105/2000)
+Fru formand, Pensionistpartiet stemte for Schierhubers betænkning om konventionen om Det Europæiske Fællesskabs fødevarehjælp på verdensplan. Vi går alle ind for dette initiativ, og jeg går særligt ind for det, men jeg vil gerne understrege, at det er vigtigt at undgå, at vi i EU som følge af kvoterne for landbrugsprodukter, f.eks. mælkekvoter, kornkvoter og kvoter for andre fødevarer, smider disse produkter ud - hvilket vi desværre ofte gør - og destruerer dem med skærveknusere, der således bliver til citrusfrugtknusere, drueknusere osv., selv om de kunne gemmes og, når der er behov for det - og det er der altid - gives til de lande i verden, som har brug for fødevarehjælp. Betænkning af Laschet (A5-0111/2000)
+Fru formand, den foreliggende betænkning tager primært sigte på at etablere et juridisk grundlag for og en slags pseudo-demokratisk sikring af den aktuelle situation i Kosovo. Europa-Parlamentet opfordres til at stadfæste den faktiske situation, som er et resultat af de militære aktioner mod Serbien og Kosovo for et år siden. Vi vender os imod den etniske udrensning under Milosevic. Vi vender os imod Vestens bombardementer, og vi ønsker på ingen måde at blåstemple en situation, som er et resultat af de omtalte bombardementer. Hvad angår de økonomiske aspekter, må vi gentage, at det er de lande, som er ansvarlige for bombardementerne, som må finansiere krigsskadeserstatningen. De må ud af deres militærbudgetter betale for de skader, krigen har forvoldt i Kosovo og Serbien samt i nabolandene.
+Det foreliggende forslag til forordning tager sigte på at etablere det fornødne retsgrundlag for finansieringen af Den Europæiske Unions støtte til visse enheder, som det internationale samfund etablerer efter konflikter, dels med det formål at sikre gennemførelsen af visse fredsaftaler, sådan som det er tilfældet i Bosnien-Hercegovina, dels med det formål at sikre den civile administration af visse regioner i en overgangsperiode, hvilket er tilfældet i Kosovo. Det er således hensigten med denne forordning at sikre åbenhed omkring finansieringen af den omhandlede støtte, samtidig med at der åbnes mulighed for, at transaktioner af denne art fremover kan finde anvendelse på andre enheder. Europa-Kommissionen vil således på grundlag af den foreliggende forordning kunne træffe afgørelser om finansiering og derpå på EU's vegne kunne indgå finansielle aftaler med de berørte enheder. Bag argumentationen og beskrivelsen af den omhandlede forordning som en uomgængelig nødvendighed og et resultat af politiske beslutninger, som for længst er truffet, skjuler sig et klart ønske om øget integration, hverken mere eller mindre. Tag ikke fejl. Den foreliggende forordning indebærer, som ønsket af Rådet, at finansieringen af fælles aktioner vedtaget inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, som hidtil har været finansieret via budgettet for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, herefter overføres til første søjle og dermed bliver en del af det brede spektrum af fællesskabspolitikker, som forvaltes af Kommissionen. Vi er også på dette felt vidne til en tilsyneladende harmløs styrkelse af Europa-Kommissionens beføjelser. Uden at Rådet åbent erkender det, sker der en styrkelse af den mest integrationsivrige og mest føderalistisk orienterede institution under påskud af, at der er behov for at sikre, at visse enheder får permanent karakter, og at der er behov for at frigøre midler til ny aktioner. Tillad os at minde om, at støtten til eventuelle nye enheder etableret af det internationale samfund, forudsat at Kommissionen beslutter at yde støtte til de omhandlede enheder, vil blive finansieret via budgettet for første søjle, uden at Europa-Parlamentet høres. Ud fra et rent budgetmæssigt synspunkt må vi således konstatere, at vedtagelsen af det foreliggende forslag til forordning yderligere vil sætte rubrik 4 i de finansielle overslag (foranstaltninger udadtil) under pres. Denne post er i forvejen trængt på grund af udgifterne til genopbygningen i det vestlige Balkanområde. Sættes forordningen i kraft i indeværende år, vil det indebære behov for et tillægs- og ændringsbudget. Af de her anførte årsager kan de franske medlemmer af UEN-Gruppen ikke tilslutte sig hr. Laschets betænkning. Betænkning af Hatzidakis (A5-0076/2000)
+Fru formand, Pensionistpartiet har som en del af Det Europæiske Folkeparti - og jeg har personligt som repræsentant for dem begge - stemt for Hatzidakis' betænkning om EU's finansielle støtte til de transeuropæiske net, hovedsagelig fordi forbindelserne inden for EU er det vigtigste aspekt i forbindelse med Europas indførelse og det vigtigste aspekt, hvor subsidiaritetsprincippet konkret kommer til udtryk. Der er ikke noget, som i højere grad end opførelsen af forbindelsesnet i Europa er et billede på Europas eksistens, ikke bare som geografisk enhed, men også som politisk enhed. Jeg håber, at vi fortsætter i den retning, og at vi får skabt nogle nationale infrastrukturer, hvor der tages højde for de europæiske projekter. Betænkning af Sterckx (A5-0075/2000)
+Fru formand, kære kolleger, jeg har stemt imod hr. Sterckx' betænkning, idet den efter min opfattelse indeholder synspunkter, som udgør en betydelig trussel mod lufttransportens fremtidige udvikling. Først og fremmest er der grund til at påpege, at betænkningens analyse af følgerne af en liberalisering af luftfarten er ufuldstændig. Betænkningen undlader således at kommentere de betydelige konsekvenser for miljøet. Betænkningen undlader at kommentere de betydelige konsekvenser for den trafikale overmætning af luftrummet. I forvejen har den øgede konkurrence medført et betydeligt fald i det gennemsnitlige antal passagerer i det enkelte fly. Betænkningen berører endvidere kun ganske kort de betydelige sociale tilbageslag, der kan konstateres inden for denne branche. Endelig undlader betænkningen at omtale de negative konsekvenser for egnsudviklingen. Det er således i dag særdeles kostbart at rejse til et af de fjerntliggende områder i EU, mens udgifterne stadig falder, når det gælder områder, hvortil der i forvejen er hyppige forbindelser. Den omhandlede liberalisering har altså en række negative følger. Sterckx-betænkningen foreslår imidlertid, at man går et skridt videre og etablerer et fælles europæisk luftrum. Det er et forslag, som bør tages under overvejelse. Imidlertid kædes det uløseligt sammen med et forslag om privatisering af luftrumskontrollen. End ikke USA har privatiseret tilsynsinstansen, som henhører under USA's føderale myndigheder. Selv i det land, der må betegnes som liberalismens højborg, har man ikke valgt en sådan løsning. Vi oplever, hvordan sikkerheden er forringet, når det gælder britisk lufttransport. Vi oplever gentagne gange, at der sker uheld, som kan henføres til privatiseringen af lufttransporten. Vi oplever, at den bedste garanti for sikkerheden i denne sammenhæng er at bevare lufttransporten i offentligt regi. Ikke desto mindre går den foreliggende betænkning en anden vej og vælger den stik modsatte løsning. Jeg tror, EU i højere grad bør satse på at genskabe befolkningens tillid. Og en ny liberaliseringsbølge er ud af trit med befolkningens ønsker. Mange tilkendegivelser vidner herom. Man skal så til gengæld ikke forundres over, at liberalismen efterfølgende vinder nyt terræn.
+Fru formand, som repræsentant for Pensionistpartiet, der er med i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, stemte jeg for Sterckx' betænkning om en regulering af den europæiske luftfartsindustri. I denne betænkning sætter jeg navnlig pris på forslaget om, at de nationale regeringer giver beføjelse til EU's organer og til incitamenter til teknisk forskning. Jeg vil også gerne benytte de få og værdifulde sekunder, jeg har til min rådighed, til at minde om det hensigtsmæssige i, at man i disse foranstaltninger, som regulerer transportsektoren og ikke mindst luftfartsindustrien i Europa, tager hensyn til de unge og de ældre, der elsker at rejse. Det ville være godt, hvis de fik rabat, når de rejser med fly - ikke på travle tidspunkter eller travle dage - da man på denne måde ville fremme den kulturelle udveksling mellem unge i de forskellige EU-lande og ældre i de forskellige EU-lande.
+Vi kan kun være enige i denne betænkning, når den påviser, at den øgede konkurrence har haft negativ virkning på de sociale og sikkerhedsmæssige forhold og har ført til flere ruter, der betyder voksende trafikophobning i luftrummet. Vi støtter ligeledes, at den fremhæver betydningen af luftpersonbefordringen som en offentlig service for rand- og øområder samt kravet om, at luftfartssikkerheden skal forbedres. Vi kan derfor kun være uenige i, at man på baggrund af denne analyse og på en selvmodsigende måde bliver ved med at forlange, at denne sektor skal liberaliseres endnu mere på alle fronter, og at der skal ske suverænitetsoverdragelse af luftrummet. Det er nogle af årsagerne til, at vi ikke kan stemme for denne betænkning. Betænkning af Fourtou (A5-0096/2000)
+Beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er en vigtig sag, og jeg bifalder også fru Fourtous betænkning. Det er dog min mening, at en rigtig effektiv beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder ikke kan eksistere, hvis forbrugeren ustraffet kan købe forfalskede mærkevareprodukter. Den efterspørgsel, som herved opstår fra forbrugerens side, vil kun stimulere produktionen af forfalskede mærkevareprodukter. Opstilling af regler giver kun mening, hvis disse regler kan føres ud i livet, og de faktisk virker. Med det mål for øje har jeg stillet et ændringsforslag, der - på visse betingelser - gør besiddelse af varemærkeforfalskede og piratkopierede produkter strafbart for forbrugeren. Denne regel har en forebyggende virkning, fordi efterspørgslen efter varemærkeforfalskede produkter vil falde direkte. Efter grundige overvejelser er ændringsforslag 8 stillet på vegne af ELDR-Gruppen, PPE-Gruppen og Gruppen De Grønne. I den forbindelse kan der trækkes en tydelig parallel med hæleri i strafferetten. Ikke alene er det forbudt at stjæle genstande; også den forbruger, der køber en stjålen vare, holdes ansvarlig. Jeg synes, det er retfærdigt. En sådan regel har jo den ønskede forebyggende virkning, uden fare for at der skal etableres et ekstra kontrolapparat for, at regelen kan virke.
+Jeg har støttet fru Fourtous forslag til betænkning om Kommissionens grønbog vedrørende bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering. Arbejdet befinder sig i en indledende fase, og jeg synes, ordføreren på udmærket vis påpeger de farer, varemærkeforfalskning og piratkopiering frembyder. Der er tale om fænomener med betydelige økonomiske konsekvenser og med forbindelse til den organiserede kriminalitet. Ydermere frembyder disse fænomener alvorlige risici for forbrugernes sikkerhed og sundhed. Betænkningen understreger behovet for oplysningskampagner og for at skabe øget forståelse i befolkningen for problemets alvor. Jeg tilslutter mig dette synspunkt, ligesom jeg tilslutter mig opfordringen til at skærpe straffeforanstaltningerne og også ad den vej bekæmpe den omsiggribende varemærkeforfalskning og piratkopiering. Jeg er mere forbeholden, når det gælder betænkningens ønske om harmonisering. Jeg ønsker således ikke, at de nationale parlamenter blot gøres opmærksomme på problemets alvor. Underforstået: Hvis vi ikke skal ende i en blindgyde, må de nationale parlamenter opgive deres lovgivningskompetence på dette felt. Dette gælder i såvel civilretlig som strafferetlig henseende. Kimen til dette efter min mening kortsigtede ræsonnement ligger allerede i Kommissionens grønbog. Jeg er dog overbevist om, at det gennem erfaringsudveksling og samarbejde mellem de kompetente myndigheder vil være muligt hurtigt at opnå tilfredsstillende resultater også uden at komme ind på det omtalte skråplan. Vi bør se i øjnene, at der på nationalt plan allerede eksisterer en praksis og et erfaringsmateriale på dette felt. Landenes praksis bør koordineres, men ikke udelukkes til fordel for en ensartet praksis, som langtfra vil fremme indsatsen. Endelig vil jeg nævne ordførerens opfordring til, at også EU's egne instanser og de nationale myndigheder fører kontrol med egen anvendelse af ophavsretligt beskyttede produkter, eksempelvis kontorsoftware. Jeg hilser denne opfordring velkommen og vil gå skridtet videre og påpege, at det, som anført af hr. Butel, ikke så meget er et spørgsmål om at etablere en adfærdskodeks på dette felt, men i højere grad et spørgsmål om at kræve nøje overholdelse af gældende regler.
+Inden for edb-branchen og på det audiovisuelle felt, inden for områder som legetøj, parfume, lægemidler og ure, inden for automobilbranchen - overalt optræder der plagiater. Industrien for luksusforbrugsgoder kan melde om tab. Men det er kun toppen af isbjerget og givetvis den mindst farlige del heraf. De samfundsøkonomiske konsekvenser er langt mere vidtrækkende. En UNESCO-konference afholdt i Paris i 1992 anslog, at den ulovlige indtjening i forbindelse med varemærkeforfalskning årligt andrager omkring 3.000 milliarder belgiske francs. Ifølge Det Internationale Handelskammer udgør varemærkeforfalskning mellem 5 og 7% af verdenshandlen. Salget af ulovligt fremstillede cd'er steg næsten 20% i 1996 og udgør nu 14% af det omhandlede marked på verdensplan. Når det gælder software, anslås piratkopiering at udgøre 46% på verdensplan. Det skønnes, at EU de seneste 10 år har mistet 100.000 arbejdspladser på denne konto. De reelle tal er utvivlsomt langt højere. Og tallene må formodes at stige markant, i takt med at Internettet vinder terræn. Igangværende undersøgelser viser med al ønskelig tydelighed, at fænomener som piratkopiering og varemærkeforfalskning står i nær forbindelse med anden form for organiseret kriminalitet såsom narkotikahandel, våbenhandel og hvidvaskning af penge. Der er således tale om fænomener, som har vidtrækkende konsekvenser for medlemslandenes indre sikkerhed. Jeg finder derfor også, at der, som anført af ordføreren, på dette felt bør føres en politik, som vægter såvel de præventive som de repressive aspekter. Forebyggelse forudsætter, at offentligheden bliver mere bevidst om, at den, der køber de omhandlede varer, skader vores virksomheder og risikerer at bringe egen sundhed og sikkerhed i fare ved at købe produkter af middelmådig kvalitet. Jeg tænker i denne forbindelse især på lægemidler og reservedele til biler. Jeg kan ikke tilslutte mig ændringsforslag 8, idet jeg mener, beslaglæggelse af piratkopierede varer altid, også selv om det kun drejer sig om en enkelt cd, vil have en afskrækkende og opdragende virkning især på unge mennesker. De skal lære, at piratkopiering krænker den kunstner, de holder af. Hvad angår de repressive aspekter, bør vi sammen med medlemsstaterne føre en målrettet politik med det sigte hurtigt og effektivt at kunne retsforfølge personer, som krænker intellektuelle ejendomsrettigheder. Jeg finder det endvidere vigtigt, at ordensmagten sikres behørig uddannelse med henblik på mere effektivt at kunne opspore varemærkeforfalskede varer. Skærpelse af sanktionerne vil også have en afskrækkende virkning. Varemærkeforfalskning og piratkopiering udgør en trussel mod et velfungerende indre marked. Der er tale om fænomener, som bringer visse virksomheders eksistensgrundlag i fare. Det gælder i særdeleshed små og mellemstore virksomheder, som investerer i forskning og udvikling. Der er tale om fænomener, som virker konkurrenceforvridende, og som undergraver en sund økonomi. Ydermere er der tale om fænomener, som vildleder forbrugeren, undertiden på bekostning af dennes sundhed og sikkerhed. Der er et klart behov for at beskytte forbrugeren, og jeg støtter på denne baggrund fru Fourtous betænkning.

data/train/da_ep-00-05-19.txt

@@ -0,0 +1,80 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Fru formand, en meget grov fejl har sneget sig ind i protokollen fra i går under punkt 34 om vedtagelse af beslutningen om Euro 2000. Der står i protokollen, at denne beslutning blev vedtaget af Parlamentet, selv om den blev forkastet med et massivt flertal, og jeg vil tilføje, at den forkastede beslutning også står nævnt i afsnittet med vedtagne tekster, selv om meddelelsen om forkastelsen af denne beslutning skal være nævnt her.
+Det vil vi selvfølgelig sørge for at få rettet.
+Fru formand, efter Deres udtalelse i går om luftkonditioneringen i bygningen har jeg et lille problem i min egenskab af formand for delegationen for samkvem med Canada. Der kommer en gruppe canadiske parlamentsmedlemmer til den næste mødeperiode i Strasbourg. På mandag skal jeg træffe beslutning om, hvorvidt de skal til Strasbourg eller Bruxelles. I lyset af franskmændenes holdning til sikkerhedsprincippet kan der så inden 14 dage træffes beslutning om, hvor vi skal mødes i næste måned?
+Hr. Sturdy, som De ved, og som kvæstorerne skriver det i den meddelelse, De har modtaget, vil der blive udført kontroller på vores tre arbejdssteder, det vil sige i Strasbourg, i Bruxelles og i Luxembourg. Men vi må desværre vente på resultatet af disse kontroller. Jeg råder Dem derfor til at tage kontakt med hr. Poos, så han kan holde Dem underrettet om situationen.
+Fru formand, det drejer sig om det samme punkt, som min kollega, hr. Sturdy, talte om. Det er afgørende, at Parlamentet viser, at det følger de samme standarder, som det opstiller for alle andre. Parlamentet opstiller standarder for oksekød i Storbritannien og for ost i Frankrig, og vi må selv foregå med et godt eksempel. Jeg er parat til under ekstreme omstændigheder at dø for mit fædreland og min familie, men jeg er ikke parat til at dø af legionærsyge, fordi jeg skal være i Strasbourg i juni. Vi bør derfor gøre noget ved det nu og ikke bare tale om det.
+Det er, kære kolleger, netop grunden til, at vi tager vores forholdsregler på alle de steder, hvor vi mødes.
+Fru formand, De tænker sikkert ikke, at vi nu vil starte en polemik mellem producenter af fransk og engelsk oksekød i Parlamentet, men jeg vil gerne stille to spørgsmål. For det første: Kan de samme analyser foretages i Parlamentet i Bruxelles? For det andet: Er det i kraft af forsigtighedsprincippet, at vi stadig kan mødes i Bruxelles, idet denne by ikke har noget rensningsanlæg?
+Jeg har allerede svaret på det første spørgsmål, hr. Daul, idet jeg har sagt, at kontrollerne også vil blive udført i Bruxelles og i Luxembourg, hvor vi må huske på, at der også arbejder et stort antal personer. Kontrollerne bliver altså udført på alle vores arbejdssteder, men hr. Poos er faktisk meget bedre i stand til at svare Dem.
+Fru formand, jeg takker Dem for at få ordet. Jeg vil gerne på en gang informere og berolige de kolleger, der netop har udtalt sig om dette vigtige og alvorlige emne. Jeg vil sige til dem, at Kvæstorkollegiet har reageret i henhold til forsigtighedsprincippet. Havde Kvæstorkollegiet ikke krævet en analyse af luften i disse lokaler, ville dette problem overhovedet ikke være blevet rejst på mødet i dag. Denne analyse er således blevet gennemført, og som De ved, var den negativ på to punkter. Vi har øjeblikkeligt taget de krævede forholdsregler, hvilket vil sige at lukke de lokaler, hvor der er konstateret mangler. Efter at have foretaget tekniske omlægninger har vi foretaget en ny analyse af indeklimaet, hvor De kender resultaterne for asbest. Asbestfibrene var ikke længere synlige ved den anden analyse, hvilket skyldes, at de kom eller kommer udefra. Der er ikke blevet anvendt asbest ved opførelsen af bygningen. Det er vi sikre på. For det andet er der, hvad angår legionellasøjler, blevet udført en ny analyse, men vi kender endnu ikke resultatet, og det skyldes udelukkende rent tekniske og biologiske forhold. Den biologiske mætning af disse kulturer tager et par uger. Men vi har under alle omstændigheder resultaterne af denne nye analyse, inden vi starter den næste mødeperiode i Strasbourg, og tro mig, kære kolleger, hvis de viser sig at være positive, det vil sige, hvis disse sygdomsfremkaldende faktorer afsløres igen, vil Kvæstorkollegiet anbefale Præsidiet og Formandskonferencen at handle i overensstemmelse hermed. Der er altså ingen grund til at bekymre sig i dag. Vi afventer resultaterne af disse analyser, og vi tager de nødvendige skridt i henhold til forsigtighedsprincippet.
+Fru formand, i protokollen for mødet i går under punkt 5 om bortfald af hr. Le Pens mandat er der i forbindelse med mit og fru Palacio Vallelersundis indlæg to halve sandheder, og to halve sandheder kan ende med at være en løgn. For det første står der, at hr. Medina Ortega mener, "at den skrivelse, som formanden har læst, ikke afspejler nævnte udvalgs holdning". Det, jeg sagde, var, at den skrivelse, som formanden læste, og fru Palacio Vallelersundi havde sendt, ikke var udvalgets holdning: Den var ikke blevet vedtaget af udvalget, og derfor var den ikke udvalgets holdning. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt den afspejlede eller ikke afspejlede, at afspejle og at være er ikke det samme. For det andet står der efterfølgende, at fru Palacio Vallelersundi "præciserer, at det aktuelle dokument svarer til hendes udvalgs holdning". Fru Palacio Vallelersundi er her ikke, men hvis jeg ikke husker meget dårligt, sagde hun noget i stil med, at selv om det ikke var blevet vedtaget af udvalget, var det den mening, som hun havde om det, der var sket i udvalget. Selv om jeg ved, at det drejer sig om præciseringer, ville jeg gerne have, at det fremgik klart, at det, jeg sagde, var, at det ikke var udvalgets holdning, og at fru Palacio på sin vis erkendte, at det var hendes mening om, hvad der foregik i udvalget. På den måde kunne de to halve sandheder blive til to hele sandheder.
+Hr. Medina, jeg foreslår, at De efter igen at have lyttet opmærksomt til båndet meddeler, om der er behov for de nuancer, De nævner. Men da det er et meget følsomt punkt, tror jeg, at det er nødvendigt først at lytte til båndet for at se, om disse nuancer reelt bør indføres. Er det tilfældet, vil det ske.
+Fru formand, det er meget godt, at hr. Poos siger, at kvæstorerne har anmodet om en kvalitetskontrol af luften. Jeg har forstået, at personalet anmodede om sådan en kontrol, før denne bygning blev taget i brug. Jeg anmodede om en kvalitetskontrol af luften i januar. Hvorfor tager det så lang tid at få foretaget den kvalitetskontrol? I de fleste lande bliver en bygning lukket, hvis der findes legionellabakterier i den.
+Hvis der ikke er andre indsigelser, betragter jeg protokollen som godkendt. Det er ikke tilfældet. (Protokollen godkendtes)
+Fru formand, jeg rejser mig for i henhold til artikel 126, stk. 3, at spørge, om der er et beslutningsdygtigt antal medlemmer i salen. Uanset den uhørte tilstedeværelse af visse franske medlemmer mener jeg ikke, at fredagene i Strasbourg fungerer ordentligt og effektivt for Parlamentet, og vi bør derfor overflytte mere af parlamentsarbejdet til hovedstaden Bruxelles.
+Fru formand, jeg vil gerne tage til genmæle mod det hykleri, der er kommet til udtryk i den fremførte anmodning. I går ved afstemningen af Buitenweg-betænkningen var vi vidner til alvorlige ting her i Parlamentet. Man satte sig ud over forretningsordenens regler for at kunne stemme om Buitenweg-betænkningen, som er underskrevet af en af de vigtigste fortalere i den gruppe, der i dag har hr. Duff som talsmand, måske på grund af en vis blufærdighed fra fru Buitenwegs side. På grund af alt det, der skete i går, og som vi alle husker, måtte vi høre på hykleriske erklæringer om store principper, selv om man f.eks. på mødet i april ofrede en beslutning om Etiopien - jeg vil gerne anmode fortalerne fra denne gruppe om, at de i det mindste under dette møde skammer sig lidt og udviser respekt for deres kolleger!
+Fru formand, jeg vil overbringe vores solidaritet og sympati med Paraguays folk i forbindelse med et nyt forsøg på militærkup. Det er alt, hvad jeg ville sige. At vores holdning som parlament skal være helt klar.
+Fru formand, vores gruppe undlod i går at forhindre afstemningen om Buitenweg-betænkningen, hvilket ellers havde været let, på grund af fraværet af to dusin parlamentsmedlemmer og anmodningen om at få konstateret, om der var et beslutningsdygtigt flertal til stede, hvilket vi uden videre kunne have haft succes med. Afstemningen skulle ifølge forretningsordenen have fundet sted i dag, eftersom ændringsforslagene ikke forelå rettidigt i går. Jeg har appelleret til Parlamentets fairness. Jeg anmoder virkelig medlemmerne om et moratorium i denne sag. Vi er ved at optage spørgsmålet om en opgradering af fredagsmøderne. Den bedste opgradering ville selvfølgelig have været en afstemning om den vigtige Buitenweg-betænkning i dag. Men jeg tror ikke, at fru Buitenweg kan være til stede i dag. Uanset dette må vi imidlertid opgradere fredagsmøderne. Vores gruppe er i færd med at træffe passende foranstaltninger. Jeg beder Dem om at lade os arbejde fair og ikke sabotere os yderligere.
+Som jeg allerede sagde i går, kan jeg gentage, at vi i Præsidiet og på Formandskonferencen netop er i gang med at nyevaluere arbejdet om fredagen.
+Fru formand, ærede kolleger, jeg vil gerne henvende mig til forslagsstilleren, hr. Duff, for det er jo stadig et forretningsordensanliggende, der skal diskuteres her. I går, hr. Duff, blev der stemt om Buitenweg-betænkningen, hvilket medførte, at der skal stemmes om Karamanou- og Sörensen-betænkningerne her til morgen. Det er også grunden til, at fru Buitenweg, der jo ellers anmoder om at få konstateret, om der er et beslutningsdygtigt flertal til stede, holder lav profil her, fordi hun jo ved, at det er et spørgsmål om fairness, at der skal stemmes om disse betænkninger her til morgen. For så vidt er hr. Duff muligvis blevet overset i mængden af forslagsstillere. Man har ikke informeret ham, hvorfor han har fremsat dette forslag nu. Derfor vil jeg gerne bede den kære Andrew om at trække dette forslag tilbage, for Buitenweg og andre vil gerne have, at der bliver stemt om Sörensen- og Karamanou-betænkningerne her til morgen. Jeg foreslår dog fru Buitenweg og andre, for at undgå pinlige episoder, at droppe hele denne iscenesættelse her til morgen.
+Fru formand, jeg mener ikke, at problemet vedrørende anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal er knyttet til det at arbejde i Strasbourg frem for Bruxelles. Personligt er jeg positivt stemt over for at arbejde i Strasbourg, men jeg mener, at hvis vi har besluttet os for at arbejde om fredagen, og dette forekommer mig at være sagens kerne, så bør der være et beslutningsdygtigt flertal om fredagen. Jeg mener bestemt ikke, det er rigtigt at stemme for at arbejde om fredagen og derefter ikke være til stede. Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt anmodningen om et beslutningsdygtigt flertal er sabotage eller ej, er det nok at rette blikket mod det italienske parlament. Personligt har jeg mange gange anmodet om en bekræftelse af et beslutningsdygtigt flertal, og oftest har det ikke været der. Der er dog aldrig nogen, der har anklaget mig for sabotage, og jeg mener heller ikke, at krigen, som er brudt ud mellem Etiopien og Eritrea, er afhængig af, at der sidste gang manglede et beslutningsdygtigt flertal.
+Fru formand, som ordfører for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder blev jeg en smule overrasket over anmodningen om fastholdelsen af beslutningsdygtigheden i dag. Vi flyttede vores to indlæg, så fru Buitenwegs betænkning kunne behandles og blive stemt om i går. Fru Sörensens og fru Karamanous betænkninger måtte altså flyttes til debatten i går aftes, og der skal stemmes om dem i dag. Jeg synes, at det mildt sagt er underligt af vores kolleger at opføre sig på denne måde. Der er måske mulighed for, at min kollega kan trække sit forslag tilbage og forstå, at man måske skal indse, at halvdelen af jordens befolkning er kvinder. Det er et meget, meget alvorligt dokument, fru Sörensen har skrevet, og som vi skal stemme om i dag. Jeg beder helt alvorligt mine kolleger om at holde op med at lege med Parlamentet og trække forslaget tilbage - måske med hjælp fra fru Buitenweg.
+Fru formand, jeg vil blot korrigere, hvad hr. Posselt sagde. Han sagde, at han ikke mente, der var et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede ved afstemningen om fru Buitenwegs betænkning. Efter mine beregninger var der 242 personer, der stemte om den betænkning, herunder ca. 35 medlemmer af PPE, og de skal lykønskes med deres støtte til den udmærkede betænkning i går.
+Fru formand, før vi går over til afstemningen, og jeg vil bede om, at det ikke sker lige med det samme, vil jeg også gerne tilslutte mig min kollega Theorins opfordring, en venlig og kollegial opfordring til vores kollega Duff om, at han trækker sit krav om beslutningsdygtighed tilbage. Sidste gang under mødet fredag her i Strasbourg havde dette krav en katastrofal indvirkning på Europa-Parlamentets omdømme. Fjernsynskæderne fortalte den samme dag, at der ikke var nok medlemmer af Parlamentet til stede til at diskutere hjælp til Etiopien. Samtidig viste disse kæder børn, der var døde af sult, og afmagrede personer. I dag vil der ske det samme med kampen mod handel med kvinder. Man vil vise fattige piger i uhumske kvarterer, og man vil sige, at Europa-Parlamentet ikke havde et tilstrækkeligt antal medlemmer til at diskutere. Vær derfor så venlig, vi beder Dem, træk dette krav om beslutningsdygtighed tilbage, og lad os gå over til afstemningen!
+Hr. Duff, fastholder De Deres krav? Vi vil derefter se, om 32 kolleger vil slutte sig til Dem.
+Fru formand, hvis disse betænkninger er seriøse, fortjener de sandelig, at der er et beslutningsdygtigt antal medlemmer til stede. Jeg må kræve et svar på min bemærkning til forretningsordenen.
+OK, er der 32 kolleger, der støtter dette krav? (24 medlemmer rejste sig) Kravet er således ikke antageligt. Vi går nu over til afstemningen, og vi vil først gennemgå initiativteksten fra Republikken Finland. Udvalget foreslår at forkaste dette initiativ.
+Fru formand, jeg mener, De begår en fejl, for afstemningernes rækkefølge er anderledes. Hvis vi vil forkaste Finlands initiativ, skal vi stemme nej. Det stemmer vi først om. Så hvis man stemmer ja, stemmer man for Finlands initiativ, som udvalget har forkastet. Hvis man stemmer nej, forkaster man det finske forslag og giver Kommissionen til opgave at udarbejde et forslag, sådan som det også fremgår af de ændringsforslag, der er stillet.
+Fru formand, der er, som fru Karamanou allerede har påpeget, tale om en meget kompliceret procedure. Lad mig derfor komme kort ind på proceduren endnu en gang. Det gør jeg også i overensstemmelse med min kollega fra PPE-gruppen, der arbejder som koordinator i vores udvalg, fordi PPE-gruppen har fremsat to ændringsforslag, men kun til lovgivningsmæssig beslutning. Teksten til selve beslutningen skal afvises. Der skal dog stemmes om den lovgivningsmæssige beslutning, forsynet med begge ændringsforslag, i hvilke der gøres opmærksom på, at vi opfordrer Rådet til at fremlægge et nyt udkast til en tekst. Den nuværende tekst skal altså afvises, og i den lovgivningsmæssige beslutning skal Rådet opfordres til at fremlægge en ny tekst. Derfor får vi den noget usædvanlige procedure, at den tekst, der faktisk skal stemmes om, bliver forkastet, men at der så skal stemmes om den lovgivningsmæssige beslutning. Jeg vil gerne anmode om, at denne noget usædvanlige procedure bliver gennemført. Derved får vi chancen for at få en ny tekst.
+Det er faktisk temmelig kompliceret. De ønsker altså, at jeg straks sætter initiativforslaget fra Republikken Finland til afstemning. (Forslaget forkastedes og henvistes til udvalgsbehandling) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0127/2000) af Sörensen for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om fremtidige initiativer i kampen mod handel med kvinder (KOM(1998) 726 - C5-0123/1999 - 1999/2125(COS)) Inden afstemningen
+Fru formand, det gælder samme bemærkning til forretningsordenen, som hr. Duff nævnte tidligere. Afstemningen ved navneopråb har netop vist, at vi ikke er beslutningsdygtige, så jeg vil derfor gerne i henhold til de samme regler anmode om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer er til stede, så jeg vil bede medlemmerne rejse sig. (19 medlemmer rejste sig) Formanden. Anmodningen er ikke accepteret. Om ændringsforslag 10
+Fru formand, med hensyn til dette ændringsforslag er der et sprogligt problem. Den franske version anvender ordet "délit", selv om det i den engelske version hedder "crime". Som De ved, fru formand, betyder dette ikke det samme på fransk. Ændringsforslaget sigter på at korrigere denne version. Det er ikke mig, der har fremsat det, men dette forekommer mig at være årsagen, og det vil jeg gerne gøre opmærksom på. Om ændringsforslag 5
+Fru formand, i samtalerne med fru Maartens fra PPE-gruppen besluttede vi at ændre ændringsforslaget til punkt 19 på den måde. Det understreger den meget vigtige rolle, som ngo'erne, herunder også sociale organisationer på basis af livsanskuelse, der påtager sig at modtage og vejlede ofrene, spiller. Jeg støtter dette ændringsforslag.
+De fremsætter altså et mundtligt ændringsforslag for at erstatte ordene "les églises et les organisations religieuses" med "les organisations à vocation sociale".
+Fru formand, jeg er ikke rigtig klar over, om der skal stå "kirkelige organisationer" i teksten. I så fald ønsker jeg, at vi holder os til den oprindelige formulering. Fru formand, De sagde én ting, og fru Sörensen sagde en anden. Kunne De være så venlig at gentage, hvad der egentlig gælder i det mundtlige ændringsforslag?
+For at det skal være helt klart, tror jeg, det bedste vil være at høre ordføreren endnu en gang, sådan at alle og enhver ved nøjagtigt på sit eget sprog, hvori den mundtlige ændring, som De foreslår, består.
+Undskyld uklarheden. Det mundtlige ændringsforslag omfatter, at punkt 19 i ændringsforslag 5 ændres som følger. Følgende bliver stående "henviser til den meget vigtige rolle, som ngo'erne," og det, som skrives med fedt i det oprindelige ændringsforslag, ændres som følger: "herunder også sociale organisationer på basis af livsanskuelse i Europa, der påtager sig at modtage og vejlede ofrene, spiller". Kirker og religiøse organisationer erstattes altså med sociale organisationer, fordi det er et meget bredere begreb.
+Jeg tror, at alt nu er helt klart. Er der mindst 12 kolleger, der modsætter sig, at der tages hensyn til dette mundtlige ændringsforslag? (Mere end 12 medlemmer var imod, og dermed blev der ikke taget hensyn til det mundtlige ændringsforslag) (Beslutningen vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Sörensen (A5-0127/2000)
+Fru formand, det er med stor glæde, at jeg har stemt for Sörensen-betænkningen. Jeg er glad for indholdet af betænkningen, som jeg underskriver i sin helhed, men jeg noterer mig desværre, at man ikke når ned til roden af problemet, og at man ikke får hele sandheden frem. I beslutningsforslaget erklæres det, at der hvert år kommer 500.000 kvinder ind i Europa, der har været udsat for handel med mennesker. De egentlige ansvarlige for handlen med kvinder er de mænd, som mødes med dem i Europa, og som ifølge mine beregninger udgør ca. 180.000 personer. Det, som jeg siger her i min stemmeforklaring, kan man også finde på side 11, linje 14, i betænkningen - betænkningen indeholder 722 linjer, men det er kun én linje, der fortæller sandheden -: Man skal kæmpe for "informations- og sensibiliseringsforanstaltninger med henblik på at mindske efterspørgslen". Ud af 7.213 ord i denne betænkning er det blot nødvendigt med seks ord for at sige sandheden!
+De juridiske foranstaltninger, som Udvalget om Kvinders Rettigheder foreslår i Sörensen-betænkningen, er mange og ambitiøse. Men alle de proklamerede rettigheder og beskyttende love samt alt det internationale samarbejde batter kun, hvis de inspireres af principper, der er overordnede, og som går forud for de tjenester, for hvilke de iværksættes. Det vil derfor være nyttigt, hvis vi begynder med højtideligt at bekræfte, at det er hele den menneskelige persons værdighed, der står på spil, og at et ethvert kompromis med en praksis, der kan skade denne, er uansvarlig og kriminel. Når man kender det rædselsvækkende indhold i de pædofile netværk, når man ser kvinder udstillet som varer i udstillingsvinduer i de europæiske hovedstæder, når man er bevidst om angsten hos ofrene for denne udnyttelse, kan man ikke andet end afvise tankeløse og kriminelle tekster, der foreslår en afskaffelse af straffe, baseret på en liberal ideologi, der ser bort fra den nødvendige om end mangelfulde beskyttelse af de svageste. Det er absolut nødvendigt i staterne og i et samarbejde mellem disse, at de naturlige principper om den menneskelige værdighed genfinder en central plads og bliver forfremmet og forsvaret af en politik, der beskytter ofrene og straffer de ansvarlige. Derudover er det uomgængeligt med en ambitiøs politik for støtte til udviklingen. Denne politik skal fokusere på at tilbyde de fattige lande midler til udvikling med henblik på at tilbyde deres befolkninger perspektiver for et værdigt liv. Dette vil ske gennem det økonomiske område, men også og især via kulturelle og uddannelsesmæssige aspekter. Det er klart, der er en permanent efterspørgsel fra det, der kaldes "sexindustrien", men vi er nødt til at forsøge at undgå, at voksne sælger sig eller sælger deres børn til disse netværk, fordi det er den eneste metode til at opfylde deres behov. Det er især uddannelse af unge såvel som af voksne, der kan gøre det muligt for disse befolkninger i deres respektive regioner at skabe deres egne midler til at opretholde livet. Det er også op til os samtidig i vores lande at skabe de nødvendige sociale og lovgivningsmæssige rammer for at hjælpe ofrene og bekæmpe en strømning, der alt for ofte fremstilles som en skæbne eller snarere en nydelig uskreven lov.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0101/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om indførelse af kontrolforanstaltninger for fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav (NAFO) (KOM(1999) 570 - C5-0041/2000 - 1999/0231(CNS)).
+Fru formand, de regionale fiskeriorganisationer, som regulerer fiskeriaktiviteterne uden for den eksklusive økonomiske zone på 200 sømil, spiller en afgørende rolle for reguleringen og den rationelle forvaltning af fiskeressourcerne i internationalt farvand. Og de kommer til at spille en endnu større rolle i nær fremtid. Derfor skal Den Europæiske Union styrke sin tilstedeværelse i disse regionale organisationer, i de nuværende og i dem, der oprettes i fremtiden. Desværre er Europa-Kommissionen efter vores mening ikke i øjeblikket, hvad angår menneskelige og tekniske ressourcer, i stand til med det engagement, der er påkrævet, at være til stede i hver eneste af disse regionale fiskeriorganisationer, i overensstemmelse med de store interesser, som de forskellige fællesskabsflåder har i planetens forskellige oceaner. NAFO er en undtagelse, og den er muligvis blevet det scenarium, der har størst deltagelse, og som er det mest regulerede og overvågede af alle. Det er også helt sikkert, at Kommissionen ofrer nogle af disse organisationer større opmærksomhed, f.eks. ICCAT, en interesse, der selvfølgelig ikke er upåvirket af det pres, som Europa-Parlamentet har udøvet, nærmere betegnet vores Fiskeriudvalg. Men der er mange andre scenarier og - for blot at nævne dem, der er forbundet med tun - i forbindelse med nævnte organisation for den atlantiske tun er vores tilstedeværelse og engagement tvingende nødvendige i Kommissionen for Tunfiskeriet i Det Indiske Ocean, IOTC, Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, IATTC, eller MHLC, Multilateral High Level Conference, som forhandler om den konvention, der skal gælde for kommissionen i det vestlige Stillehav. Europa-Kommissionens effektive tilstedeværelse med menneskelige og tekniske ressourcer i alle disse organisationer og i dem, der som sagt oprettes i fremtiden, er uomgængelig. Fra Europa-Parlamentets side vil vi støtte, og vi vil ikke sky nogen anstrengelser for, at Den Europæiske Union får den betydning i disse organer, som vores fiskerisektorer fortjener, og at disse viser flaget over for tredjelande, som tydeligvis nogle gange forsvarer deres egne interesser med større udholdenhed, end vi gør. NAFO har været model i mange tilfælde. Den forordning, vi beskæftiger os med nu, har til formål at bringe beslutninger vedtaget i organisationen i 1997, 1998 og 1999 op på fællesskabsplan for at effektivisere dens interne foranstaltninger. Det drejer sig i dette tilfælde om det vanskelige problem med overholdelse af de regionale fiskeriorganisationers regler, hvad angår de fartøjer, der ikke er medlemmer af organisationen, og som, hvad enten de sejler under bekvemmelighedsflag eller ej, ganske enkelt gør, som det passer dem, mens andre retter sig efter foranstaltningerne for bevarelse af ressourcerne og naturligvis bidrager til de respektive regler. Vi støtter de foreslåede foranstaltninger, der endog stadig er beskedne og vanskelige at håndhæve, men som medvirker til og effektiviserer bevidstgørelsen på verdensplan, hvad angår ansvarligt fiskeri og ansvarlig handel. Det er idéen med Parlamentets Fiskeriudvalgs ændringsforslag, som nuancerer nogle begreber for i det omfang, det er muligt, at præcisere og forbedre de allerede omfattende ordninger for kontrol med farvande i NAFO-området. Som bekendt er et fartøj fra Fællesskabet, Santa Mafalda, som udøvede aktiviteter i NAFO-området, med canadiske inspektører om bord for nylig blevet bragt i havn i den portugisiske havn i Aveiro. Mens vi afventer resultaterne af inspektionen i havn, anmoder vi alle om at opfylde reglerne for regulering af fiskeriet i NAFO-området, regler for bevarelse af ressourcerne, som er afgørende for deres beståen. Og vi anmoder også de canadiske myndigheder om at overholde NAFO's kontrolregler og ikke overskride deres beføjelser, hvilket hr. Kinnock, næstformand i Kommissionen, over for Parlamentet erkendte var tilfældet, da de uberettiget tilegnede sig fartøjets dokumenter uden kaptajnens tilladelse. Adfærd som denne bringer minder frem om tider, som vi troede var forbi, hvor Canada fremprovokerede en krisesituation i forhold til Den Europæiske Union, og det ønsker vi under ingen omstændigheder at være vidner til igen. Vi anmoder derfor Europa-Kommissionen om at give Canada et overbevisende svar på denne optræden, og vi anmoder - det vil jeg understrege, og det skal være mine sidste ord - alle om at optræde sådan, som bevarelsen af ressourcerne og respekten for reglerne vedtaget af NAFO kræver det.
+Fru formand, hr. kommissær, vi har i det Nordvestlige Atlanterhav i nogen tid med stigende bekymring kunne iagttage en tilstrømning af skibe, der ikke tilhører NAFO, Organisationen for Fiskeriet i det Nordvestlige Atlanterhav. Disse rederier driver, for at sige det ganske enkelt, rovfiskeri. De modsætter sig helt bevidst at indtræde i NAFO, som Den Europæiske Union er medlem af. De tror, at de således kan unddrage sig enhver form for ansvar. Der er imidlertid virkelig intet nyt i de problemer, som det samlede fiskeri kæmper imod. Overfiskeriet spiller i den forbindelse en væsentlig rolle. Det, som vi derfor har brug for, er nu endeligt at få en sammenhængende fiskeripolitik, ikke kun i vores farvande, men i hele verden, en fiskeripolitik, hvor alle parter arbejder sammen og ikke har mulighed for at drive deres eget spil. Det gælder alle: det internationale samfund, landene og Den Europæiske Union. Således er NAFO af større betydning for alle - og ikke kun for Den Europæiske Union - end man først skulle tro. Specielt torsk og rødfisk, to højt skattede næringskilder, lider allerede under de ødelæggende virkninger som følge af det ukontrollerede fiskeri. For begge fiskearter har der siden 90'erne fra NAFO's side eksisteret ordninger, det vil sige enten totalt fiskeriforbud eller i det mindste klare begrænsninger for fiskeriet. Trods alle bestræbelser på blot at opnå respekt for beskyttelses- og bevarelsesforanstaltningerne hos disse ofte statsløse skibe fortsætter de uhæmmet med at fiske. Problemet for Den Europæiske Union har hidtil været, at der i EU-havne ikke var nogen fælleskontrol i forbindelse med ekspedition af skibe, der ikke er kontraherende part i NAFO, fordi disse skibe naturligvis ikke er underkastet fællesskabsretten. Således opnår den her diskuterede forordning betydning, idet den direkte overfører NAFO-ordningerne til den i alle EU-medlemsstater gældende fællesskabsret. En vigtig bestanddel af forordningen er altså NAFO-ordningerne, der nu gør det muligt samlet at gennemføre kontrol af og i givet fald indføre sanktioner mod ikke kontraherende parter, deres ofte statsløse skibe og deres fangster. I Tyskland findes der en psykologisk undersøgelse, der oven i købet passende hedder "fiskerispil", hvor det viste sig, at deltagerne hele tiden styrede mod en ressourcekatastrofe, når de spillede alene. Til sidst blev enhver ved med at tage det, der stadig var tilbage, og det kunne til sidst ikke forsvares længere. Hvis vi ikke kun vil nøjes med valget mellem tvivlsomme næringskilder eller tvivlsomt fiskeri, er det i vores interesse at få alle deltagere til at fungere i et samspil. Som medlem af NAFO har EU med sine mange medlemsstater forudsætningerne herfor. Vi bifalder derfor dette initiativ, men for at opnå større sammenhæng mellem NAFO og EU vil vi sørge for at få indføjet nogle få præciseringer i vores forslag. Et sidste ord til dette interessante begreb, international ret. Også EU-ret er oprindeligt international ret. I dag må vi ganske vist konstatere, at EU-fællesskabsretten er blevet komprimeret til et nyt selvstændigt begreb, og det sikkert analogt i forbindelse med den stadigt mere komprimerede definition af begrebet Europæisk Union.
+Hr. formand, hr. Varela har allerede i sit indlæg nævnt det overbevisende svar, som kommissær Kinnock i tirsdags gav på mit spørgsmål om canadiske inspektørers entring af et portugisisk fiskerfartøj i NAFO-området. Fælles ansvar er den eneste mulighed, hvis vi ønsker at bevare ligevægten i denne vigtige organisation og i dette for fællesskabsflåden så vigtige fiskeri. Det forslag til forordning, som vi diskuterer i dag, om kontrolforanstaltninger for fartøjer fra lande, som ikke er kontraherende parter i NAFO, har meget at gøre med denne ansvarsfølelse, der er så nødvendig i fiskerisektoren. Jeg tænker på det fælles ansvar for forvaltning af havets ressourcer i overensstemmelse med regler, der er accepteret af alle parter for at sikre, at de bevares, og at vi ikke bliver den sidste generation, der kender torsken, rødfisken eller håisingen. De regionale fiskeriorganisationer har i de senere år fået en afgørende betydning for forvaltningen af fiskeriet. Derfor ønsker vi socialdemokrater at gå videre med udviklingen af en idé, der har til formål at stimulere ansvarsfølelsen. De juridiske filosofier, der opstod i fjerne tider, hvor mennesket følte sig lille på den enorme jord, som forekom det at være en planet med uudtømmelige ressourcer, gælder ikke længere. Den manglende ejendomsret til havene og princippet om, at havet ikke tilhører nogen, hidrører fra disse idéer. Men i dag, i en verden, der bliver mindre og mindre, som domineres af nye teknologier, der gør den endnu mindre, og med nogle ressourcer, som bliver mere og mere begrænsede, ønsker socialdemokraterne at fremme princippet om, at havet tilhører alle. Derfor ønsker vi, at NAFO skal være - og det er den faktisk - en organisation, der er åben for de stater, der har fartøjer, som udøver aktiviteter i området. På den måde ville de stater være med til at skabe regulerende regler, og de ville være medansvarlige for forvaltningen af ressourcerne. Hvis det ikke sker, begunstiges fartøjer under bekvemmelighedsflag, som gemmer sig bag eufemismen "ikke-kontraherende parter", hvis det ikke drejer sig om sørøveri, som gemmer sig bag eufemismen "statsløse fartøjer". Disse fartøjer - som vi mange gange holder fast ved at tro ikke har noget at gøre med os - kommer ikke fra fjerne have sydpå, men stammer næsten altid fra europæiske havne, havne i Fællesskabet. De bærer fremmede flag for at praktisere social dumping og på den måde undslå sig reglerne for fornuftig forvaltning af ressourcerne og samtidig lade være med at bekymre sig om arbejdernes sociale rettigheder. Således kan de, der tilbeder markedet, få vished for, at hverken fisk eller mennesker har fordel af deres påstande. Endelig er det lige så vigtigt, at stater med fartøjer, der udøver aktiviteter i farvande i NAFO-området, er kontraherende parter, som at Det Europæiske Fællesskab også er det i de regionale organisationer, der oprettes i det sydlige Atlanterhav og dér, hvor fællesskabsflåden allerede udøver aktiviteter. Vores flåde - fællesskabsflåden - ønsker ikke at blive anset for at være hverken sørøver, statsløs eller ubuden gæst. Til sidst vil jeg sige, at Den Socialdemokratiske Gruppe er helt enig i indholdet af denne betænkning, om end den - ligesom ordføreren, hr. Varela selv - beklager beskedenheden i de foranstaltninger, som Kommissionen foreslår til bekæmpelse af det, der i dag er hovedfjenden for vores flåde og for bevarelsen af fiskeressourcerne, nemlig de fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag, hverken mere eller mindre.
+Jeg vil meget gerne støtte denne betænkning. Den er yderst vigtig, og det er meget vigtigt at støtte NAFO's forsøg på at standse de ikke-kontraherende parters meget problematiske aktiviteter. Sagen er, at "fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i NAFO" normalt betyder fartøjer, der sejler under bekvemmelighedsflag eller flag fra lande med åbne registre. Det er lande, som tillader rederierne at sejle under deres flag, hvis de betaler landet en afgift. Ifølge international lov påhviler ansvaret for at sikre, at de overholder de gældende regler, f.eks. bestemmelser om bevarelse, sikkerhed og arbejdsforhold osv., det land, hvis flag fartøjerne fører. Det store problem er, at de lande, der sælger bekvemmelighedsflag, ikke har nogen intentioner om at håndhæve reglerne, og det er hovedårsagen til, at de tiltrækker skruppelløse rederier, der kan gøre, som de vil. De kan trodse loven, og der er ingen, der gør noget ved det. Rederiet skal blot betale landet lidt penge for at få et flag, så man kan fiske ustraffet. Det må stoppe. Listen over disse lande er meget lang, men de traditionelle lande er Belize, Panama, Honduras og Saint Vincent og Grenadinerne. Mange af fartøjerne har været aktive i NAFO-området, men det er ikke det eneste sted, de opererer. Meget store antal har også fisket tun i Atlanterhavet, hvor den regionale organisation er ICCAT. ICCAT har gjort mere end nogen anden regional organisation for at bekæmpe fiskeri under bekvemmelighedsflag. Som det mest drastiske, og det er noget, andre kan tage ved lære af, har man nu indført forbud mod import af blåfinnet tun fra et af sine egne medlemmer, Ækvatorialguinea. ICCAT mener det virkelig alvorligt, og andre bør følge deres eksempel. Organisationer som ICCAT og NAFO kan ikke selv løse problemet. Ansvaret er fordelt på mange parter, og det ansvar skal tages alvorligt. Mange rederier sejler under bekvemmelighedsflag, fordi de så kan slippe af sted med næsten alt. Loven kan ikke håndhæves. De sælgende lande lader dem føre deres flag, de lukker øjnene og er ligeglade. Det er derfor, det er så populært. EU hører til de værste i den sammenhæng. Ifølge Lloyd's Maritime Services var der i december 1999 1.323 fartøjer med en længde på over 24 meter, som sejlede under bekvemmelighedsflag. Af dem var 168 ejet af rederier i EU-medlemsstater. Langt de værste er selvfølgelig ikke overraskende Spanien med 116 fartøjer, men de er jo ikke alene. Hvert land synes at have et flag, de foretrækker. F.eks. sejler franske fartøjer under flag fra Réunion, Saint Vincent og Seychellerne. For Grækenland er det Cypern og Panama. Hollænderne benytter Belize og Saint Vincent, og ikke at forglemme er fire fartøjer fra mit eget land registreret i Belize. Storbritanniens foretrukne lande er Panama og Belize. Det er ikke overraskende, at Belize er et af dem i betragtning af sidste års afsløringer af, at de Konservatives kasserer Michael Ashcroft havde forretningsforbindelser der. Den spanske flåde er fordelt på en meget lang række lande, bl.a. Belize, Honduras, De Nederlandske Antiller, Panama og mange andre. Det eneste land, som har flere bekvemmelighedsflag, er Taiwan med 117, så de slår lige akkurat Spanien. Sidste år forsøgte Kommissionen faktisk at gøre noget ved det. Der blev stillet forslag om, at der ikke længere skulle gives tilskud til at overføre ejerskabet af skibe til lande med åbne registre. Rådet afslog det. Det vil bruge offentlige midler til at finansiere overtrædelser, og det er ikke acceptabelt. Mindst én organisation forsøger at henlede offentlighedens opmærksomhed på denne sag. I de sidste to uger har Greenpeace haft et skib midt ude i det sydlige Atlanterhav, hvor de har fundet masser af fartøjer under bekvemmelighedsflag, der fisker tun. De har også fundet et transportfartøj, der er registreret i Panama og ejet i Japan - begge lande er for resten kontraherende parter i ICCAT - som modtog fisk fra ikke-kontraherende fartøjer fra Belize. Det er stik imod ICCAT's regler, og jeg mener virkelig, vi må gøre noget ved det. Den Europæiske Union bør påtage sig ansvaret i denne sag.
+Hr. formand, jeg bifalder også dette forslag til forordning fra Kommissionen, som har til formål at forbedre visse kontrolforanstaltninger i NAFO-området endnu mere. Jeg har mange gange givet udtryk for min holdning om, at NAFO-området bør være blandt dem, der kontrolleres mest i verden, en overvågning, som nogle gange udøves, fordi visse kontraherende parter, som har næsten ubegrænset magt i NAFO, har en umådelig mistillid til andre parter, hvis aktivitet er helt igennem lovlig. Vi husker alle, at et fællesskabsfartøj for nogle år siden var udsat for nogle uretfærdige og beklagelige hændelser, som var resultatet af denne mistillid grænsende til forfølgelse, der mange gange dækker over ønsket om at lægge et røgslør over forvaltningsfejl begået af visse kystlande. Derfor skal det bifaldes, at sigtet med dette forslag er i fællesskabslovgivningen at indarbejde tre henstillinger fra NAFO, som har til formål at kontrollere aktiviteter udøvet af fartøjer fra ikke-kontraherende parter, særligt fartøjer under bekvemmelighedsflag, hvis aktiviteter uden den mindste tvivl er meget mere mistænkelige end enhver fællesskabsflådes aktiviteter. Som det plejer at være tilfældet, når det drejer sig om transformation til fællesskabslovgivningen, skal Kommissionens nølen med at iværksætte arbejdet med lovmæssig tilpasning igen beklages. Selv om det er rigtigt, at forslaget omfatter de seneste henstillinger fra NAFO om observationer og omladninger fra de årlige møder i 1998 og 1999, er det også rigtigt, at disse ikke er andet end afpudsninger af henstillingen fra 1997, som først nu indarbejdes. Bortset fra denne sædvanlige beklagelse giver dette forslag til forordning mulighed for at tænke over det reelle problem med bekvemmelighedsflag og Den Europæiske Unions arbejde for at imødegå dem. I betragtning af fiskeressourcernes nuværende situation, og når behovet for reel beskyttelse af de marine økosystemer bliver klart for alle, bør bekæmpelsen af ulovligt fiskeri, herunder først og fremmest fiskeri under bekvemmelighedsflag, prioriteres højt. Den Europæiske Union har ansvaret for at stå i spidsen for denne kamp mod disse skadelige former for fiskeri, og den skal være i stand til at foreslå passende alternativer. Et første skridt burde være et forslag til medlemsstaterne om en forenet og klar lovgivning om bekæmpelse af denne aktivitet, der tager sigte på, at der fastsættes fælles regler, som forbyder indregistrering og forbyder landinger fra disse flåder i Fællesskabets havne. Ikke i alle Fællesskabets havne er man endnu helt bevidst om, at man direkte eller indirekte mange gange huser en ulovlig aktivitet. Den bevidstgørelse kan kun gennemføres med en oplysningskampagne og en stram lovgivning, der ledsager den.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske hr. Varela Suanzes-Carpegna med det store arbejde, han har lagt i denne, ja i alle sager, som forelægges Fiskeriudvalget. Hele spørgsmålet om, hvad vi gør for at beskytte marine levende ressourcer uden for vores farvande, er ikke særlig populært. Det er ikke noget, der beskæftiger offentligheden særlig meget i EU. Der er voksende forståelse for det arbejde, der gøres i EU, og jeg vil gerne sige, at i de mange år, der har været en fælles fiskeripolitik, er det i det store hele ikke lykkedes Unionen at overbevise europæerne om, hvor stor en indsats der er blevet gjort for at kortlægge de marine levende ressourcer, at forsyne offentligheden med videnskabelige oplysninger og at iværksætte de nødvendige foranstaltninger. Det sker alt for ofte, at vi ikke får den nødvendige støtte fra medlemsstaterne og de nationale regeringer til at kunne overbevise offentligheden om, at der skal gøres en målrettet og omfattende indsats for at håndhæve alle love og bestemmelser. På trods af denne indsats overfiskes fortsat noget nær 80% af alle de største bestande, så de bliver stadig mindre. De foreslåede foranstaltninger er måske nok det bedste, vi kan præstere, men de er ret vage og næppe tilstrækkelige til at opnå det, vi vil. Vi er det største og mest lukrative marked for fiskeprodukter i verden. Vi bør være parat til at spille med musklerne og indføre de nødvendige handelssanktioner over for alle de lande og alle de produkter, der er involveret i den illegale handel. Det er ikke kun et spørgsmål om at beskytte vores egne interesser, fordi bestandene uden for grænsen på 200 sømil kan blive berørt af vores aktiviteter. Bestandene inden for vores sømilegrænser kan også blive berørt af aktiviteter uden for grænserne. Det er altså et spørgsmål om vores forpligtelse til at beskytte den ressource, som tilhører menneskeheden. For visse mennesker, som har penge nok til at købe store skibe og udstyre dem, er der i dag ikke nogen grænser for de kræfter, der kan sættes ind på at udvinde havets ressourcer. Jeg mener ikke, at enkeltpersoner, blot fordi de har pengene og kapaciteten, og fordi de tilfældigvis bor i et bestemt område, bør have ret til at udnytte de ressourcer og blive meget rige, som det er sket i visse tilfælde. Vi er ved at nå det punkt, hvor denne ressource udbydes og betales, og offentligheden kan få noget kompensation fra dem, der bliver rige meget hurtigt. Det sker allerede i New Zealand. Den Europæiske Union bør i sin gennemgang af den fælles fiskeripolitik tage hensyn til, at der er tale om en fælles ressource, og at nogle få personer mener, at de har ret til at blive rige af den. Der ville være bred folkelig opbakning til en eller anden form for kompensationssystem. Før i tiden løb folk en risiko med livet som indsats og dårligt udstyr. I dag har de mulighed for at finde ud af, hvor fiskene er, at få fat i dem og at udnytte dem, og de bør betale en afgift for det.
+Jeg vil gerne sige oprigtigt tak for den interesse, De har vist forslaget til Rådets forordning. Som De ved, er formålet med forordningen på fællesskabsplan at gennemføre en meget vigtig NAFO-ordning, der skal modvirke ikke-kontraherende parters aktiviteter, som kan underminere virkningen af NAFO's bevarelsesbestemmelser. I den sammenhæng vil jeg gerne understrege, at Fællesskabet som kontraherende part i NAFO har stor interesse i bestemmelser, der kan være med til at løse de problemer, som skyldes lande, der ikke overholder deres samarbejds- og bevarelsesforpligtelser i henhold til international lov. Med hensyn til ændringsforslagene vil jeg gerne understrege følgende: Ændringsforslag 1 synes ikke at være nødvendigt. Faktisk er punkt 3 i Kommissionens forslag korrekt, fordi det netop drejer sig om anvendelsen af ikke-kontraherende parters fartøjer. Desuden svarer ordlyden til andre lovtekster, f.eks. Rådets beslutning om Fællesskabets godkendelse af FAO-aftalen og Rådets forordning om indførelse af kontrolforanstaltninger for fartøjer, hvis flagstat ikke er kontraherende part i konventionen om bevarelse af de marine levende ressourcer i Antarktis. Ændringsforslag 2 er relevant og vil blive behandlet. Ændringsforslag 3 kan Kommissionen ikke godkende. Der er ingen grund til at indføre en forpligtelse for individuelle fartøjer. Hvis det kun drejer sig om at fastsætte en tilladelse, er der ingen grund til at ændre noget. Desuden kan det at foretage en formel observation udlægges som en forpligtelse for EU's inspektionsskib til netop at foretage en formel observation af fartøjer fra flagstater, der ikke er kontraherende parter. En sådan forpligtelse ville afholde inspektionsskibet fra at udføre sine eksisterende opgaver, og det er bestemt ikke acceptabelt. Jeg håber at have bidraget til en bedre forståelse og takker igen for den tid og de kræfter, som De har lagt i forslaget.
+Forhandlingen er afsluttet.
+Jeg har netop været oppe på mit kontor, og det er ikke særlig overraskende, at fredagene er så devalueret. Tv-teknikerne er taget hjem, så tv-billedet viser plenarmødet og ikke længere talerne. Personalet styrter tilsyneladende mod udgangen fra kl. 9 fredag morgen, så det er ikke så overraskende, at fredagene devalueres. Jeg vil gerne bede Dem kontrollere, at alle Parlamentets funktioner er til rådighed, så længe der er møder.
+Jeg skal videregive Deres kommentarer til formandskabet, men hvad angår tv-systemet, så har vi været igennem det spørgsmål før. I sidste Parlament, hvor hr. Guterres traditionen tro indtog forsædet om fredagen, bad han om fuld tv-dækning af møderne. Vi prøvede dette i en periode på seks måneder, men der var aldrig nogen af tv-stationerne, der viste nogen af optagelserne, så vi holdt op med den praksis, da den var meget dyr. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion af det emne, men jeg kan forsikre Dem om, at Deres bemærkninger vil blive videregivet til formandskabet. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
+Hr. formand, jeg lykønsker hr. Varela med denne betænkning, som har opnået enstemmighed, og som omhandler kontrolforanstaltninger for fartøjer, der ikke sejler under EU-flag, og som ikke er kontraherende part i NAFO. Som fru McKenna så godt sagde det: Bekvemmelighedsflagene gør det muligt at overtræde alle regler. Min far havde en bar i Genova, tæt på Panamas konsulat - ikke for at tale ondt om Panamas eller andre staters konsulater. Men derfor kender jeg godt til det, at man overtræder alle lovene. F.eks. tillod man folk at sejle, som hverken kunne svømme eller ro, fordi det var ikke nødvendigt at have et duelighedsbevis, det var nok med et pas. Man er nået til det punkt, hvor man bemander skibene med søfolk, som ikke engang kan svømme.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0103/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om femte ændring af forordning (EF) nr. 850/98 af 30. marts 1998 om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer (KOM(1999) 636 - C5-0038/2000 - 1999/0255(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil, før jeg indleder dette indlæg, fremhæve den enstemmighed, hvormed Parlamentet har udtrykt sig i den forrige betænkning, for at Kommissionen skal tænke over indholdet af de ændringsforslag, som vi har fremsat. Jeg håber, at denne enstemmighed medvirker til, at den igen overvejer sin holdning til de to ændringsforslag, som De sagde, at den ikke ville støtte. Under alle omstændigheder vil jeg i forbindelse med den betænkning, vi nu behandler, sige, at det specifikke sigte med disse tekniske foranstaltninger netop er at beskytte unge marine organismer og således mindske truslen mod udbyttet i fremtiden. Vi bestræber os og forsøger altså på sammen med Kommissionen at beskytte fiskeressourcerne. Nævnte foranstaltninger omfatter som bekendt bestemmelser om fiskeredskabernes størrelse - nærmere betegnet netmaskernes - mindstemål for fisk, bestemte områder med forbud mod fiskeri, beskyttelse af truede arter osv. Den regulerende forordning, nr. 850/98, trådte i kraft den 1. januar i år, men det er indlysende, at den skal tilpasses regelmæssigt for at inddrage nye oplysninger og nye videnskabelige landvindinger. Vi er nu i gang med at behandle den femte ændring, hvorved Europa-Kommissionen indarbejder adskillige nyheder, der efter vores mening er helt berettigede. Det drejer sig om redskaber til rejefiskeri, en beskyttet zone for fiskeri efter tobis, ændring af mindstemålene for visse toskallede bløddyr og krebsdyr. De ændringer og tilføjelser til bilag XII, som Kommissionen har foreslået, synes at være berettigede. Kun hvad angår rejen, som er blevet medtaget for nylig, forekommer en rygskjoldslængde på 24 mm at være for meget, og det kan skabe problemer for fiskerne, og derfor har ordføreren indgivet et ændringsforslag, der allerede er vedtaget af Fiskeriudvalget, et kompromis på 22 mm. Dette kompromis er faktisk allerede blevet godkendt af medlemsstaterne som værende mere hensigtsmæssigt. Vi mener også, at det er meget positivt, at målet for tæppemusling ændres fra 40 til 38 mm, hvilket en stor del af sektoren har anmodet om. Det drejer sig altså om med fuld respekt for forskernes rapporter at tilpasse nogle foranstaltninger, som får en positiv indvirkning på det økonomiske og sociale område. Det er absolut væsentligt, at denne forordning ajourføres fuldt ud med udgangspunkt i de bedste videnskabelige oplysninger, som er til rådighed. Dette bliver ikke den sidste ændring på grund af det stadige behov for tilpasning til de konkrete omstændigheder og de videnskabelige rapporter, der løbende udarbejdes. Med dette ændringsforslag - som jeg mener vil blive taget i betragtning - accepterer vi derfor Kommissionens generelle forslag, og jeg håber, at Kommissionen også godkender vores ændringsforslag.
+Hr. formand, hr. kommissær, som De ser, beskæftiger vi os indgående med beskyttelse af fiskebestandene. Vi har netop behandlet foranstaltninger inden for NAFO, og nu går vi fra fiskeri på åbent hav ned i detaljerne omkring fiskeriet i Den Europæiske Unions farvande. Det er ikke altid kun hvaler eller sæler, der har krav på beskyttelse, og som uden tvivl også får større opmærksomhed. Nej, af og til må vi også rette vores opmærksomhed mod nogle mindre populære arter, arter, der ikke ser så søde ud. Hvem har som barn nogensinde holdt en lille tæppemusling, en såkaldt venerupis polastra, i sine arme som tøjdyr? Vi har ganske vist et hjerte for børn. Intet beskæftiger os så meget som omsorgen for, at fiskeynglen trives. Derfor er vi altid parate til at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige, for at beskytte den. I dag drejer det sig om at sikre opvæksten af marine organismer for samlet at bevare arterne. Forordningen, som vi behandler, er ingen nyhed. Det drejer sig faktisk i dag om den femte ændring af denne ordning. Når man tager populationernes udvikling i betragtning, må den dog til stadighed ændres for at leve op til tidens krav. Instrumenterne forfines, der fastsættes nye mindstemål og artsbeskyttende fangstmetoder, således som fiskeren lokalt finder det nødvendigt. Han er trods alt fagmanden, som må prioritere praksis. Bortset fra en enkelt detalje er der intet at udsætte på de ændringer, som Kommissionen anviser. Rent teknisk og videnskabeligt er de up to date. Det tror jeg, Kommissionen godt kan lide at høre, og derfor er det også på sin plads at fremhæve det stykke arbejde, som Kommissionens eksperter på dette område har ydet. Europa-Parlamentet har trods alt ingen interesse i at gøre Kommissionen til syndebuk generelt. Tværtimod vil jeg bruge denne betænkning til at vise, at det også kan lade sig gøre på en anden måde. Netop i Fiskeriudvalget har vi gavn af det gode samarbejde mellem Kommissionen og dens tjenester. Dette samarbejde er bydende nødvendigt for at opretholde arternes beståen i havene. Hvem, bortset fra Kommissionen, skulle overvåge disse og beskytte de naturlige ressourcer? Det er ikke altid muligt at ty til kunstigt opdrættet erstatning, der oven i købet sikkert også er genmanipuleret. Lyder det måske sundt, når jeg fortæller Dem, at det er muligt at opdrætte såkaldte superlaks, der vokser otte gange hurtigere end hidtil? Kvantitet i stedet for kvalitet? Fra bevidstheden om at måtte gøre noget for at bevare en sund næringsmangfoldighed og til at være parat til at handle i overensstemmelse hermed - det er øjeblikkets krav. Vi kan ikke ligesom hunnerne drage ud til en fangstplads, ødelægge den og så drage videre med karavanen til den næste uden at bekymre os om det efterladte. Hvis sagen er af betydning for os, økonomisk og miljømæssigt, må vi også feje for egen dør og træffe egnede foranstaltninger og ikke kun for det Nordvestlige Atlanterhav. Disse foranstaltninger er et skridt i den rigtige retning. Jeg tror ganske vist ikke, at vi i fremtiden vil kunne se sandålenes og sælernes børnehave fra en turistbåd, men måske kan vi om nogle år igen af rent hjerte sige om denne fisk, at vi må fiske den, for dens bevarelse er sikret.
+Hr. formand, vi behandler nu den femte ændring inden for to år af forordningen om tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer. Dette er en betænkning af teknisk art, som ikke interesserer størstedelen af vores kolleger den mindste smule. Denne holdning ville imidlertid muligvis ændre sig lidt, hvis vi forklarede dem, hvad det præcist drejer sig om, og på hvilken måde en betænkning af denne art kan indvirke på de europæiske borgeres liv. Derfor, hr. kommissær, vil jeg tale om tæppemuslingen - som er nævnt i stk. 4 - og det vil jeg gøre for at glæde mig over, at Kommissionen i sit forslag sænker mindstemålet for dens afsætning fra 40 til 38 mm. To millimeter musling, mine damer og herrer. For det at målet tidligere blev hævet til de nuværende 40 mm, skabte alvorlige problemer for skaldyrfiskerne i min region, Galicien, og også for de handlende og forbrugerne selv. I Galicien er det udelukkende kvinder, der udfører skaldyrfiskeriet stående - for tæppemuslingen graves ud. Det ville tage for lang til og være for besværligt at forklare årsagen. Det er mændene, der udfører skaldyrfiskeri fra fartøjer og med, om end primær, teknologi, mens kvinderne indsamler skaldyr stående og med en hakke. Ca. 10.000 kvinder er beskæftiget med udgravning af muslinger i Galicien, for muslingen fiskes ikke, men graves ud. Det er kvinder, der arbejder uegennyttigt og gennemgraver hektar efter hektar af strand på lange arbejdsdage, under meget hårde betingelser og med nogle meget små indtægter, der svinder ind på grund af bidrag til social sikring, som kan udgøre mere end halvdelen af deres årsindkomst. Virkeligheden synes at modsige en analyse, som Kommissionen benyttede sig af til at hæve mindstemålet for disse muslinger, for fra 30-32 mm er muslingen voksen og kan gyde. Miljøforholdene i områderne med store bestande, hvor denne musling lever og forplanter sig, de galiciske fjorde, gør det ikke muligt for dem at nå op på de 40 mm, som kræves i den forordning, vi i dag skal ændre. Sandheden er, at 80% af den naturlige muslingeproduktion er mindre end den størrelse, der kræves i dag. Hvis skaldyrfiskerne venter på, at muslingen opnår det mål, vil massedødeligheden være enorm på grund af miljøforholdene og ikke på grund af fiskernes aktiviteter. De steder, hvor der er flest muslinger - her tænker jeg på Ferrol- og Arosafjordene - bliver muslingerne ikke større end 36-38 mm. Der hverken produceres, afsættes eller spises muslinger på 40 mm, for der er ganske enkelt ingen. En af dette eller ethvert andet parlaments opgaver er at tilpasse lovgivningen til virkeligheden, hvis vi ikke ønsker at støtte overtrædelser, der, hvad angår stående skaldyrfiskeri, består i skjulte aktiviteter og et sort marked med ukontrollerede sundhedsforhold. Parlamentet skal vide, at vi med de tekniske foranstaltninger forsøger at beskytte de unge organismer, så de får mulighed for at opnå en vis størrelse og forplantningsalder, samtidig med at vi overvåger, at bifangsterne begrænses. Men for at en forordning opfylder sin funktion, skal den tilpasses til virkeligheden. På den måde begunstiger vi ikke blot de brave galiciske skaldyrfiskere, men også forbrugerne, som får adgang til et produkt, der har gennemgået sundhedskontrol, og de handlende, som ikke længere føler sig forfulgt af en bestemmelse, der, hvis den skulle opfyldes, ville efterlade sig et marked, der var fuldstændig udgået for varen. Derfor støtter Den Socialdemokratiske Gruppe - som jeg tilhører - forslaget til ændring af denne forordning, ligesom den støtter Fiskeriudvalgets ændringsforslag om størrelsen på rejer. Det eneste, vi håber, hr. kommissær, er, at det ikke bliver nødvendigt at revidere forordningen i det næste års tid, for det ville betyde, at Europa-Kommissionen og vi igen havde lavet fejlberegninger. Men hvis det bliver nødvendigt, vil vi være parate til at ændre den igen.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilkendegive vores støtte til hr. Varelas betænkning og samtidig takke Fiskeriudvalgets formand for et godt samarbejde i udvalget. Tekniske foranstaltninger for især at beskytte ungfisk - og dermed sikre de mængder, der kan fiskes fremover - kan være nødvendigt. Det er indtil nu foregået med kvotenedskæringer, mindstemål for nettenes maskestørrelse og forbud mod fiskeri i visse perioder. Det er naturligvis indlysende, at sådanne indgreb og foranstaltninger skal tilpasses med ny viden og behov. Den nye viden er, at der nu etableres en beskyttet zone mod fiskeri efter tobis i farvandene ud for den nordøstlige del af England og den østlige del af Skotland. Grunden er, at bestanden af den tretåede måge kun har ynglet i begrænset omfang i de seneste år. Danmark er den medlemsstat, der bliver mest berørt af denne begrænsning, som vil beskære mange fiskeres fangstmuligheder og dermed ramme dem på deres levebrød. For god ordens skyld vil jeg nævne, at Danmark har indvilget i denne tekniske foranstaltning i en tidsbegrænset periode. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om man har kompenseret fiskerne for deres tab eller anvist andre fiskemuligheder. Eftersom fuglekolonier påvirkes af mange andre faktorer end lige netop fiskeriet, vil jeg foreslå, at Fiskeriudvalget bliver inddraget i fremtidige diskussioner om lukninger eller begrænsninger i kvoter på baggrund af forhold, som indtræffer på landjorden. Det, jeg ønsker, er, at vi får mulighed for grundigt at se på de forskellige faktorer, der har betydning for fuglekolonier, og i den forbindelse diskutere fuglekoloniernes indflydelse på fangstmængderne i forhold til den fælles fiskeripolitiks princip om at sikre fiskerierhvervet gennem en optimal udnyttelse af havets ressourcer.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hans arbejde med dagens fiskeribetænkninger. Jeg er sikker på, at de begge vil blive godkendt med overvældende flertal af Parlamentet, da de begge er yderst vigtige for beskyttelsen og bevarelsen af fiskeressourcerne. Jeg bifalder Kommissionens ajourføring af forordningen om beskyttelse af ungfisk. Vi ved alle, at bæredygtig udvikling er en læreproces, og vi skal kunne ajourføre og tilpasse eksisterende lovgivning for at beskytte vores fiskebestande. Jeg har især bemærket mig videnskabelige oplysninger, som påviser, at der er behov for at stoppe fiskeriet af tobis ud for Englands nordøstkyst og Skotlands østkyst. Det drejer sig ikke blot om opretholdelse af tobisbestandene, men om bevarelsen af hele økosystemet i området. Den tretåede måges begrænsede ynglen, som hr. Busk talte om, er et særligt problem. Det glæder mig, at Danmark, der som medlemsstat har et omfattende tobisfiskeri, har accepteret disse foranstaltninger, hvilket hr. Busk bekræftede. Men selv om foranstaltningerne forhåbentlig vil bidrage til at forbedre fiskeressourcernes tilstand, bekymrer det mig, at Kommissionen tager fejl på andre områder. F.eks. i betænkningen om indførelsen af flerårige udviklingsprogrammer for nylig og de drastiske nedskæringer, som den vil betyde for visse fiskerflåder. Det er noget, som skotske og andre fiskere ser på med stor bekymring. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om man virkelig har undersøgt, om en nedskæring af fiskerflåden faktisk fremmer bevarelsen af fiskebestandene. Jeg citerer direkte fra Kommissionens eget dokument, hvor der står: "The Scientific, Technical and Economic Committee for Fisheries found no evidence that stocks had, in general, deteriorated or improved since the adoption of MAGP4." (den videnskabelige, tekniske og økonomiske komité for fiskeri fandt det ikke godtgjort, at bestandene generelt var blevet forringet eller forbedret siden vedtagelsen af det fjerde flerårige fællesskabsprogram). Det ser ud til, at vi må stille spørgsmålstegn ved de flerårige udviklingsprogrammers virkning som bevarelsesforanstaltning. Kommissionen har heller ikke taget højde for, hvordan flåderne skal reduceres. Jeg vil opfordre Kommissionen til at undersøge det nærmere. Hvad er der sket med de fartøjer, som er blevet fjernet fra registeret i de stater, som i det mindste på papiret har overholdt de flerårige fællesskabsprogrammer, f.eks. Spanien og Portugal? Hvor mange lægges op? Hvor mange hugges op? Hvor mange sænkes osv.? Hvor mange skifter simpelthen til et andet flag? Hvor mange fartøjer fortsætter med at fiske enten her i Fællesskabet eller andre steder, ofte under bekvemmelighedsflag? Kommissionen må se at få styr på bevarelsesforanstaltningerne, men jeg er ikke sikker på, at de flerårige fællesskabsprogrammer er vejen frem. De kan nemt omgås, og de tager ikke tilstrækkeligt højde for nationale forhold, f.eks. havdage. Hvordan er det foreneligt med Kommissionens egen betænkning, hvor der står, at en begrænsning af aktiviteten ville have en mere direkte effekt på udnyttelsesgraden end en kapacitetsbegrænsning. Jeg håber, at Kommissionen vil overveje sagen på ny og ikke påføre vores fiskerflåder radikale nedskæringer. I Skotland ville de foreslåede nedskæringer betyde tab af hundredvis af arbejdspladser især i de svageststillede landområder. De nye forslag til nedskæringer vil ironisk nok først og fremmest gå ud over den skotske flydetrawlsflåde, hvor de flerårige fællesskabsprogrammer faktisk er opfyldt via kontrolforanstaltninger. Jeg er glad for, at betænkningerne er på dagsordenen, men jeg håber, at Kommissionen vil tage spørgsmålet om flådernes størrelse og andre bevarelsesforanstaltninger op til fornyet overvejelse. Vi skal have det her på plads, så fiskebestandene i Europa kan bevares på langt sigt, og fiskerierhvervet kan forblive levedygtigt.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke for, at mine forslag er blevet taget i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning og særlig henstillingen om at fastsætte mindstemålet for rejen på 22 mm i stedet for de 24 mm, som Kommissionen havde foreslået. Selv om jeg ikke mener, at Kommissionens forslag er overdrevent, er det nødvendigt at tage hensyn til, at det er et mål, der fastsættes for første gang, og at denne art er en vigtig del af fangsten for visse flåder i den sydlige del af Spanien og Portugal, der indtil nu har fanget den uden målbegrænsninger. For arter, der ikke bliver særlig store, kan 2 mm være meget, når det skal bestemmes, hvorvidt der er penge i et meget håndværksmæssigt fiskeri, der som sagt indtil nu ikke har haft nogen tradition for at skulle underlægge sig et mindstemål. Den omstændighed, at en anden berørt stat, Portugal, ønskede et endnu lavere mindstemål på 20 mm, gør, at jeg mener, at det opnåede kompromis er acceptabelt og anbefalelsesværdigt. Jeg vil takke Kommissionen for, at den har været rede til at lytte til og acceptere såvel dette parlamentariske forslag, som dem fra Rådet, der havde samme hensigt. Jeg er også særligt interesseret i Kommissionens forslag om midlertidigt at lukke af for fiskeri af tobis i bestemte områder omkring England og Skotland. Og det er også på sin plads at takke det land, som er mest afhængigt af dette fiskeri, Danmark, som ikke har lagt større hindringer i vejen for denne foranstaltning, noget, som vil kunne gøre det muligt at fremme en mere realistisk ordning for forvaltning af de ressourcer, der udnyttes til industrielle formål. Jeg har mange gange stillet mig tvivlende over for fornuften i at have store flåder, som har til formål at destruere fisk til fremstilling af mel eller olier, i overudnyttede økosystemer som Fællesskabets. I Europa-Parlamentets beslutning fra juni 1998 om denne type fiskeri, som var baseret på en betænkning udarbejdet af hr. Kindermann, blev det allerede tilkendegivet, at 60% af fællesskabsfangsterne i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat anvendes som industrifisk. Af rapporter fra FAO og fra miljøorganisationerne fremgår det, at op til 70% af fiskeproduktionen på verdensplan anvendes til industrielle formål. Det er klart, at disse tal også er et udtryk for den store samfundsøkonomiske afhængighed af denne aktivitet i nogle regioner i Fællesskabet. Derfor, og uden at der på nogen måde er tale om, at aktiviteten skal forsvinde, kunne det være hensigtsmæssigt at begynde at overveje mulighederne for at opnå en større ligevægt under hensyntagen til de forskellige flåders mål ved udnyttelsen af ressourcerne, en genoprettelse af ligevægten, der til sidst ville blive afspejlet på behørig vis, når Fællesskabets finansiering skulle fordeles på såvel strukturelle foranstaltninger som forvaltningsforanstaltninger og foranstaltninger i forbindelse med markedspolitik.
+Hr. formand, jeg vil begynde med at lykønske ordføreren og formanden for Fiskeriudvalget med hans betænkning om ændring af forordningerne om bevarelse af fiskeressourcerne gennem tekniske foranstaltninger til beskyttelse af unge marine organismer. Betænkningen, hvis navn sikkert skaber mere forvirring end klarhed hos dem, der ikke har fulgt sagen, består faktisk af en række separate ændringsforslag til den oprindelige forordning. Ændringsforslagene angår for det første sorteringstrawl eller redskaber med sorteringsrist til rejefiskeri, for det andet ændring af mindstemålene for en række toskallede bløddyr og krebsdyr og for det tredje etableringen af en beskyttet zone for fiskeri af tobis ud for den nordøstlige del af England og den østlige del af Skotland. Jeg vil først og fremmest tale om det sidste. Det er et meget godt eksempel på den økologiske tilgang til fiskeriet, hvor der iværksættes foranstaltninger af miljømæssige årsager, som ligger ud over, hvad der direkte vedrører fiskebestandene. I 1998 påviste en rapport fra arbejdsgruppen om fiskeriets virkning på økosystemet under Det Internationale Havundersøgelsesråd for første gang, at havfuglene, og især den tretåede måge, som kun har ynglet i begrænset omfang i de senere år, faktisk konkurrerede med fiskerflåden og især de danske fiskere, som fiskede efter tobis ud for Skotlands og Englands østkyst. Det Forenede Kongerige anmodede Kommissionen om at fremsætte et forslag på baggrund af rapporten, og Det Forenede Kongerige henvendte sig til den danske regering for at sikre sig dens støtte til initiativet. Det blev foreslået, at der skulle indføres forbud mod fiskeri af tobis mellem april og august, hvor ynglefuglene er mest afhængige af tobis som føde. Det Internationale Havundersøgelsesråd forskede så i sagen igen og foreslog en beskyttet zone fra midten af Northumberland og nordpå langs kysten af Grampia. Den beskyttede zone blev foreslået af Kommissionen i december som en del af den årlige TAC-forordning, og den blev vedtaget af Rådet. Disse foranstaltninger er, så vidt jeg ved, allerede blevet principielt godkendt af de involverede parter. Jeg håber derfor, at Rådet efter denne debat hurtigt kan nå til enighed. Det er vigtigt for bevarelsen af havfugle. Det er vigtigt, at vi viser, at vi ser på dette spørgsmål med største alvor.
+Hr. formand, dette er også et vigtigt emne. Det er meget teknisk og ikke så let at forstå for offentligheden. En gradvis forbedring af forordningerne vil på langt sigt bidrage til at sikre et sundt havmiljø for kommende generationer. Vi kan forbedre vores ressourcer. Vi er ikke selvforsynende med fisk i Unionen, kun 50% selvforsynende. Med en god bevarelsespraksis kan vi sikre en bedre levestandard for flere mennesker i fiskerierhvervet. Vi kan øge værdien af de fisk, der fanges i EU, med omkring 4.000 millioner euro, hvis vi bruger lidt flere ressourcer på vores fiskeriaktiviteter i en periode. Det her er meget teknisk. Det er vigtigt, at vi forsker, at vi hele tiden reviderer reglerne og gradvist overbeviser folk om, at Europa-Kommissionen ikke er en fjendtlig organisation, som har til formål at forfølge fiskerne og forhindre dem i at tjene til føden. Vi bør ikke benytte disse lejligheder til at komme med ophidsende udtalelser om nødvendigheden af at reducere fiskerflådens størrelse i de berørte lande på grund af fiskebestandenes tilbagegang, på grund af de høje priser på fisk, som skyldes, at der ikke er nok af dem i EU, og fordi fisk er godt for helbredet. Der er en kraftig tilskyndelse til at fange flere og flere af dem. Folk klager over det flerårige udviklingsprogram og siger, at det ikke fungerer. En vognmand har jo heller ikke 10 busser på gaden, hvis én er nok til at transportere de passagerer, der er. Det samme gælder tog og lastbiler. Så hvorfor presser fiskerierhvervet sådan på for at beholde store, dyre flåder, hvis der faktisk ikke er fisk nok, og vi er underlagt kvoter? Hvis kvoterne overholdes, må det da være i fiskerierhvervets og de enkelte fiskeres interesse at fange de fisk, der er, med så få fiskerfartøjer som muligt. Det vil da bidrage mere til den regionale og nationale økonomi at gøre det. Lyt ikke til den tåbelige snak om, at vi skal beholde både, og at det på en eller anden måde vil bevare beskæftigelsen, hvis der ikke er nogen fisk. Der var kæmpeoverskrifter, bare fordi Kommissionen for et par dage siden offentliggjorde en betænkning, som antydede, at visse fiskerflåder skulle reduceres. De spredte sig fra Skotland til Irland, og aviserne var fulde af artikler om, hvor mange der ville blive arbejdsløse. Det er helt unødvendigt. Lad os mødes i Fiskeriudvalget, lytte til embedsmændene, lytte til forskerne og finde frem til en fornuftig løsning på problemerne i stedet for at skabe en fjendtlig stemning. Der vises et program i Irland, som handler om havet. Det hedder "Seascapes". Aftenen før folkeafstemningen om Maastricht-aftalen gav de deres antieuropæiske holdninger, som vi hele tiden må høre på, en tand til i et forsøg på at indynde sig hos fiskerierhvervet, der på en eller anden måde har fået det indtryk, at Europa-Kommissionen kun er til for at genere dem. Lad os som ansvarlige repræsentanter for befolkningen forsøge at fremstille tingene, som de er, i stedet for at vildlede, ophidse og skræmme folk.
+Det lød, som om hr. McCartin i sine sidste bemærkninger beskyldte de ærede parlamentsmedlemmer for at vildlede befolkningen. Jeg håber ikke, det var sådan ment. Hvis det var, så foreslår jeg, at han får fat i et kort over de skotske fiskepladser, så han kan se, hvorfor det er så vigtigt for så mange små fiskerbyer.
+Hr. McCartin er alt for høflig til at komme med sådan en anklage.
+Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
+Hr. formand, som repræsentant for Pensionistpartiet har jeg stemt for Varela-betænkningen. Det er ikke første gang, jeg tager parti for de unge, men jeg gør det, fordi jeg ønsker, at også de bliver gamle og om muligt pensioneret. Jeg har allerede modtaget adskillige positive tilkendegivelser, ikke alene fra de unge, men også fra pensionisterne, fordi det er rigtigt at beskytte de marine organismer, selv om de er fisk, som det er tilfældet her. Selvfølgelig kunne dette - er det blevet sagt - ødelægge det for nogle fiskere, som ikke kan fiske i overflod, men jeg er sikker på, at Kommissionen finder en måde, hvorpå der kan gives erstatning til de fiskere, som i forbindelse med dette direktiv skulle formindske deres indtægt og fortjeneste. Jeg takker Parlamentet for den tålmodighed, med hvilken den lytter til min stemmeforklaring.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg håber, at Formandskonferencen ikke for alvor noterer sig antallet af medlemmer - eller snarere mangelen på samme - som stemmer om denne meget vigtige betænkning.
+Hr. formand, jeg vil henlede Parlamentets administrations opmærksomhed på, at Members Bar er invaderet. Der er 15 militærklædte personer, som har invaderet halvdelen af Members Bar, og de holder en form for møde der. Jeg vil gerne have, at Parlamentets administration umiddelbart træffer foranstaltninger til, at denne invadering ophører, og at medlemmerne kan få stillet begge sider af deres bar til rådighed.
+De har ret, det er kun medlemmer, som har adgang til medlemmernes bar. Vi vil sørge for, at det bliver overholdt. Det er allerede blevet forelagt kvæstorerne.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0104/2000) af Langen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af Kommissionens forordning nr. 3932/92 om anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3 (ex artikel 85, stk. 3), på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på forsikringsområdet (KOM(1999) 192 - C5-0254/1999 - 1999/2183(COS)).
+Hr. formand, denne gang er det ikke et fiskeriemne, som står sidst på vores dagsorden, men derimod et emne om konkurrencepolitik. Dette emne har vi behandlet meget udførligt, det var ikke så kontroversielt, og derfor er det også muligt at behandle det i slutningen af sådan et møde. Da jeg jo alligevel er her regelmæssigt om fredagen, er det slet ikke spor vanskeligt for mig personligt. Det drejer sig her om fritagelsesordninger, som gælder for forsikringsområdet i Europa. De ved alle, at konkurrenceretten har været en af Den Europæiske Unions og dermed også Europa-Kommissionens vigtigste opgaver lige siden de konstituerende traktater. Generelt er det målet for konkurrencereglerne at sikre, at der er konkurrence på det europæiske indre marked. Det er til gavn for forbrugerne, det fremmer det tekniske fremskridt, det forhindrer monopoler og aftaler. Derfor er der strenge regler for dette område, hvor Kommissionen skal og kan være aktiv. Der findes tre anvendelsesområder for disse regler. For det første aftaler eller karteldannelser, som generelt er forbudt, for det andet misbrug af en markedsdominerende stilling og for det tredje statstilskud. I alle disse spørgsmål har Kommissionen i de forgangne år adskillige gange vist, at den tager aftalebestemmelserne meget alvorligt. I dag drejer det sig om det første område. Det generelle forbud mod karteldannelser er blevet ophævet under visse betingelser, det er de såkaldte fritagelsesordninger. Det er uforeneligt med loven - også på områder, hvor der er fritagelsesordninger - at fastsætte priser, begrænse eller kontrollere produktionen, opdele markederne, anvende forskellige betingelser for ensartede ydelser og supplerende aftalebestemmelser, der ofte er meget forskellige i Europa og udelukker forskellige ydelser. Fritagelsesmuligheder i henhold til artikel 81, stk. 3, findes kun - man bør høre godt efter - når forbrugeren sikres en rimelig andel af den opnåede fordel, og at det i øvrigt ikke går ud over konkurrencen. Her på forsikringsområdet har vi haft en sådan ordning siden 1992, der løber frem til 2003. Kommissionen er forpligtet til at aflægge en beretning hvert sjette år, og nu foreligger denne beretning. Denne gruppefritagelsesforordning for forsikringsområdet regulerer fælles regler, tillader fælles regler for aftaler om præmieberegning, fastlæggelse af forsikringsbetingelser, fælles dækning af visse typer risici og for sikkerhedsudstyr. Aftaler om afvikling af krav og fortegnelser over skærpede risici er hidtil ikke medtaget i forordningen. Når vi i mandags efter tredjebehandlingen vedtog Rothley-betænkningen om harmonisering af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer, er det mit håb, at Kommissionen på grund af dette harmoniserede retsgrundlag i fremtiden også kan og vil optage afvikling af krav i denne fritagelsesordning. For det er en uhyre lettelse for borgerne i Den Europæiske Union, når de med deres eget forsikringsselskab i fremtiden kan ordne skaden i udlandet, også i en af Den Europæiske Unions medlemsstater, og når disse aftaler så også sikres af Kommissionen inden for rammerne af fritagelsesordningen. Parlamentet har i sit forslag i overensstemmelse hermed stillet krav til Kommissionen, som den skal tilgodese ved gennemgangen. Det er for det første en definition af markedsandelen i et globaliseret marked, endvidere detailspørgsmål om det førende forsikringsselskab, for hvilket det eventuelt ikke gælder. Når der findes et stort og 20 små forsikringsselskaber, så må det store ikke have en markedsandel på over 10%, for at denne fritagelsesaftale accepteres. Om det er rigtigt, vover vi at sætte spørgsmålstegn ved. Det er emner, der hænger sammen med opsigelsesmuligheden. Vi ønsker, at et forsikringsselskab også har mulighed for at sige op med seks og ikke kun med 12 måneders varsel. Vi ønsker at gennemføre et harmoniseret grundlag for de europæiske standarder for skadesafvikling. Samlet kan jeg sige, at Europa-Parlamentet er tilfreds med denne foreløbige beretning og forventer af Kommissionen en stadig videreudvikling og en status for forsikringsområdet inden for rammerne af de gældende fritagelsesordninger, som alle udløber i 2002 og 2003 også for andre områder. Jeg anmoder således om Deres støtte og takker mange gange.
+Jeg vil meget gerne udtrykke min taknemmelighed over for hr. Langen for hans betænkning, og fordi han både skriftligt og i sin fremlæggelse i dag har gjort det så klart, hvad sagen drejer sig om. Heldigvis er Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked stort set enige med hr. Langen, og der er intet juridisk til hinder for denne forordning om gruppefritagelse. Som Parlamentet ved, omfatter gruppefritagelsen undtagelser fra den gængse konkurrencelovgivning af den type, som hr. Langen nævnte. For det føste i forbindelse med præmieberegningen, hvor forsikringsselskaberne i fællesskab kan beregne nettopræmien. For det andet ved udarbejdelsen af standardpolicer for direkte forsikring og fælles modeller, der illustrerer overskuddet af forsikringspolicer, der involverer et element af kapitalisering. Den muliggør også medforsikring, fælles dækning af visse risici og endelig koordinering af tekniske specifikationer for sikkerhedsudstyr og -procedurer. Kommissionen udtaler i sin betænkning, at den er skuffet over, at forsikringsbranchen ikke har udnyttet de muligheder så meget, som den kunne have gjort. Det er alt sammen områder, hvor det er tydeligt, at det tjener offentligheden bedst ikke at insistere på streng overholdelse af konkurrencelovgivningen. Det viser på en filosofisk måde, at selv på et konkurrencepræget marked er forsikring i bund og grund et fælles forehavende, hvor folk deler risikoen mellem sig. Det er i øjeblikket et kontroversielt emne i mit hjemland, og jeg synes, det er en skam, at der gøres så kraftig en indsats for at ændre udmærkede gamle gensidige forsikringsselskaber, som netop er et udtryk for det kollektive aspekt af forsikring, til ikke-gensidige selskaber, og det gør mig helt trist til mode at tænke på, at det også kan ske for livsforsikringsselskabet Standard Life.
+Hr. formand, hvis Fællesskabet ikke sikrer, at borgerne kompenseres med det samme for uventede, store finansielle risici, bliver de afhængige af forsikringer. Jo mere staten trækker sig tilbage, desto stærkere og rigere bliver forsikringssektoren. Forsikringer er blevet til en ydelse, som er nødvendig for alle. Samtidig er forsikringsselskaberne en gruppe af virksomheder, som forbrugerne ikke har tillid til. Alle er bange for, at de betaler for meget i præmie, og at de små bogstaver på forsikringspolicen fører til, at man, hvis der opstår problemer, får meget mindre udbetalt, end man havde regnet med, da man tegnede forsikringen. Man mener, at præmierne er for høje, og udbetalingerne er for små. Af en løbende international sammenlægningsstrid mellem store forsikringsselskaber og banker fremgår det, hvor stort udbyttet i denne sektor efterhånden er blevet. Endvidere fremgår det af denne betænkning, hvor bureaukratiske og uoverskuelige de ordninger er, som EU skal træffe for blot i nogen grad at kunne regulere forsikringssektoren. Gennem dispensationer skal det nu fastsættes, at forsikringsselskaber må samarbejde for at dele store risici eller genforsikre uden at overtræde kartelreglerne. Endvidere fremgår det af betænkningen, at der er stor utilfredshed på grund af uklarheder, frister og spørgsmålet om, hvorvidt de eksisterende regler er til den forsikredes eller forsikringsselskabernes fordel. Det viser sig, at der faktisk ikke er tale om den meget tiljublede fri konkurrence, men om bureaukratisk ordnet konkurrence. Spørgsmålet er, om forbrugeren ikke ville have mere ud af demokratisk kontrollerede regionale institutioner end af bureaukratisk konkurrence. I det første tilfælde ved alle, hvilke ting der tages op til overvejelse, hvordan præmierne kommer i stand, og hvordan det eventuelle udbytte anvendes til nyttige formål. I det andet tilfælde er alt helt uigennemskueligt. Jeg slår derfor til lyd for en helt anden gennemskuelig og demokratisk kontrollabel opsætning af forsikringssektoren. Så længe sådan en bedre opsætning ikke findes, er vi nødt til at klare os med de nuværende midler. Det er bedre end slet ikke at gøre noget. Vi kan ikke tillade os at lade den tidligere fastsatte frist på seks år udløbe, uden at der fastsættes noget nyt. Derfor støtter min gruppe alligevel den foreslåede ordning.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Langen, og alle dem, der har bidraget til dette forslag til beslutning om Kommissionens betænkning om gruppefritagelsesforordningen. Kommissionen bifalder forslaget, ikke kun fordi det generelt støtter Kommissionens fortolkning af forordningen, men også på grund af de specifikke udtalelser om, hvordan forordningen kan forbedres. Lad mig sige et par ord om baggrunden for forordningen. Før 1992 var Generaldirektoratet for Konkurrence ved at drukne i hundredvis af meddelelser om aftaler på forsikringsområdet, som igen rejste lignende sager, og som var berettiget til fritagelse i henhold til artikel 81, stk. 3, i traktaten. I stedet for at skulle vedtage hundredvis af individuelle fritagelsesbeslutninger vedtog Kommissionen i 1992 en gruppefritagelsesforordning, som under visse betingelser gav fritagelse til aftaler mellem forsikringsselskaber i fire kategorier: aftaler om fælles beregning af risikopræmier, aftaler om fælles policebestemmelser, medforsikring og genforsikring, puljeordninger samt standarder for sikkerhedsudstyr. Rådets forordning af 1991, som gjorde det muligt for Kommissionen at vedtage en gruppefritagelsesforordning på forsikringsområdet, åbnede også mulighed for at medtage to andre områder, hvilket Kommissionen dog undlod på grund af manglende erfaring på de områder, nemlig aftaler om skadesregulering og aftaler om registre over skærpede risici. Efter vedtagelsen af gruppefritagelsesforordningen i 1992 blev de fleste meddelelser på Kommissionens bord trukket tilbage med enkelte undtagelser, hvor parterne ikke mente, at det var helt klart, om deres aftaler kunne gøres til genstand for fritagelse. De fleste af disse meddelelser handlede om forsikringspuljer. Den nuværende forordning udløber den 31. marts 2003, så der skal vedtages en ny forordning. Den bør bygge videre på de stærke sider og afhjælpe eventuelle svagheder i den eksisterende forordning. Kommissionens forordning fra 12. maj 1999 i henhold til artikel 8 i Rådets gennemførelsesforordning var første skridt på vejen til vedtagelse af en ny forordning. Den gennemgår i detaljer Kommissionens erfaringer med forordningen i praksis og de forskellige problemer, der har været. Den indeholder dog ikke præcise forslag til den nye forordning. Der vil først blive truffet beslutning om dem efter høringsprocessen. Der vil blive taget udstrakt hensyn til Parlamentets forordning i denne proces. Andre interesserede parter, f.eks. forsikringsbranchen og forbrugerorganisationerne, vil også blive hørt. Næste trin i høringsprocessen bliver en høring arrangeret af Kommissionen den 28. juni i år. Her vil alle, der har kommenteret betænkningen om forordningen, kunne udveksle synspunkter. Høringen er til dels et svar på opfordringen i forslaget til beslutning til at få en oplysende debat i gang om forordningen. Det er klart, at det er puljeområdet, der trænger mest til forbedring. Her er betydelige ændringer nødvendige, men hovedspørgsmålene forekommer i alle de andre områder. Kommentarerne og forslagene i forslaget til beslutning, som jeg takker Parlamentet for, er alle relevante og interessante i denne sammenhæng, selv om de alle skal analyseres individuelt. Hvis jeg lige må have lov at svare på to lignende spørgsmål, som blev stillet af hr. Langen og hr. Meijer, nemlig om Kommissionen godkender forslagets anbefaling af, at aftaler om skadesregulering skal medtages i den nye gruppefritagelsesforordning. Kommissionen har endnu ikke besluttet, om aftaler om skadesregulering og registre over skærpede risici skal dækkes af den nye forordning. Kommissionen har noteret sig, at det i forslaget anbefales at medtage aftaler om skadesregulering. Kommissionen er helt enig i konklusionen på forslaget til beslutning, nemlig at forordningen generelt er vellykket, men at den kræver moderate forbedringer. Forslaget til beslutning er et nyttigt bidrag hertil, og Kommissionen vil holde Parlamentet fuldt underrettet og høre Parlamentet om ændringen af forordningen.
+Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
+Hr. formand, jeg har naturligvis stemt for den udmærkede betænkning af min kollega Werner Langen, og jeg lykønsker ham med hans arbejde og hans redegørelse. Vi og vores borgere glæder os naturligvis over de forenklinger, som hr. Langen her har forklaret så klart. Jeg ville ønske, at der også fandtes sådanne forenklinger inden for andre områder. De ved, at jeg er en stor forkæmper for Strasbourg som sæde, og at jeg atter her til morgen har beklaget alle de tricks, der blev iscenesat af dem, der i dag ville hindre os i afstemningen, fordi de blot ønsker at ødelægge fredagsmødet i Strasbourg og koncentrere alt i Bruxelles, og i den forbindelse skal det nævnes, at disse centralister naturligvis så at sige som biprodukt også har Luxembourg i sigte som sæde for Generalsekretariatet. Ganske vist må jeg også sige, at Frankrig ikke altid har gjort det let for os at forsvare Strasbourg som sæde. En af mine besøgsgrupper har igen måtte erfare dette her til formiddag på vej herhen. Bussen blev standset af det franske politi under påskud af, at der ikke forelå en køretilladelse til Frankrig. Dette firma har i de sidste 10 år kørt tusindvis af mine besøgende hertil. Hvad er nu det for en ballade igen? Jeg må sige, at disse besøgende naturligvis spørger sig selv, om dette er Europa. Endvidere synes det franske politi endnu ikke at have hørt om kreditkort. De besøgende måtte lægge deres francs sammen for at kunne betale den horrible bøde på 5.000 franske francs. Det kan da ikke være muligt, hr. formand! Jeg prøver naturligvis ... (Formanden afbrød taleren)
+Jeg er bange for, at jeg må afbryde Dem, fru Lulling. Stemmeforklaringerne skal henvise til det emne, der er under behandling. Jeg gav Dem noget spillerum, fordi De er sådan et fremtrædende medlem af Parlamentet, men jeg må altså afbryde Dem her.
+Hr. formand, sidste søndag i Bergamo, min fødeby, holdt jeg et møde om forsikringer og skadeserstatning, som hr. Langen gjorde så godt rede for i sin betænkning. En ung mand på 20 år, desværre ramt af et alvorligt biluheld, rejste sig op og sagde: "Jeg har været ude for en alvorlig ulykke, men jeg er, hvis man kan sige det sådan, tilfreds, fordi jeg har modtaget en erstatning fra forsikringsselskabet på 500.000 euro." En anden deltager på mødet på ca. 40 år sagde: "Også jeg har været ude for nøjagtig den samme ulykke, men jeg fik en mindre erstatning, nemlig 200.000 euro." En lidt ældre herre på 60 år tilføjede: "Mig har de kun givet 20.000 euro." En anden på 70 år sagde: "Jeg har været ude for samme uheld med samme konsekvenser, og jeg har fået 1.000 euro." En ældre pensionist på 80 år, for hvem det ikke engang lykkedes at rejse sig op, fordi han var totalt invalideret, fastslog: "Mig har forsikringsselskabet ikke givet noget som helst." Se, forsikringsselskaberne anser de ældre for at være ingenting værd. Men jeg siger, at de ældre er mere værd! Jeg håber derfor, at vi kan gribe ind i forordningen for at rette op på denne uretfærdighed.
+Hr. formand, jeg ville blot stille et spørgsmål, og jeg havde vist overset fru Buitenweg her til morgen. Det vil jeg gerne undskylde over for hende. Jeg ville blot spørge, om fru van der Laan er til stede, eller om jeg også har overset hende?
+Det vil jeg betragte som et interessant indlæg.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 11.30)

data/train/da_ep-00-07-07.txt

@@ -0,0 +1,50 @@
+Mine damer og herrer, jeg skal først og fremmest oplyse Dem om, at protokollen endnu ikke foreligger i alle sprogversioner. Derfor udsættes godkendelsen af protokollen for mødet i går, indtil de alle sammen foreligger. Årsagen til forsinkelsen er, at vi har mere end 200 sider med afstemninger ved navneopråb, som har belastet Parlamentets budget med sølle 4 millioner belgiske francs. Vi er derfor i gang med at udarbejde de udgaver, der mangler. Jeg håber, at alle grupperne er bevidste om, hvor meget disse anmodninger om afstemning ved navneopråb belaster institutionens budget. Når de manglende versioner foreligger, vil vi gå i gang med godkendelsen af protokollen.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på en meget alvorlig hændelse, som fandt sted i går i min valgkreds i Sunderland i England. En frugt- og grøntsagsgrossists lokaler blev udsat for razzia foretaget af politi og "trading standard officers", der beslaglagde de vægte, som han brugte til at veje sine produkter i de traditionelle britiske vægtenheder pund og unser. Dette er nu tilsyneladende en overtrædelse af et EU-direktiv, selv om der hersker juridisk tvivl om dette. Jeg håber, at formanden vil støtte mig i min fordømmelse af denne yderst hårdhændede reaktion og skrive til min vælger og tilbyde ham Parlamentets fulde støtte i hans kamp mod denne nonsens. Hvis medlemmerne skulle undre sig over, hvorfor EU er så upopulær i Det Forenede Kongerige, så kan jeg sige, at det er på grund af hændelser som denne.
+Hr. Callanan, dette alvorlige angreb på de britiske traditioner bekymrer mig stærkt, og det vil blive behandlet på behørig vis. Men under alle omstændigheder, var det - efter min mening - ikke en bemærkning til forretningsordenen.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til protokollen, selv om den ikke skal godkendes endnu, men måske kan man korrigere det allerede nu. I forbindelse med kollega Karas udmærkede betænkning i går ville jeg stemme for det særligt gode stk. 5, men jeg kom ved en fejltagelse til at stemme imod. Jeg beder Dem rette det.
+Det vil blive taget til efterretning.
+Hr. formand, jeg vil gerne bede Dem om at få sikkerhedstjenesten til at undersøge, hvad der er sket. I morges, da jeg kom til mit kontor, stod døren åben, selv om jeg helt sikkert ved, at jeg låste den i går aftes, og min computer var tændt, selv om jeg er helt sikker på, at jeg slukkede for den i går aftes. Jeg synes, det i hvert fald bør undersøges, hvad der er foregået her i nat.
+Fru Gebhardt, det er en bekymring, som jeg deler, for nøjagtigt det samme skete for mig for to dage siden. Vi vil derfor gøre vores sikkerhedstjenester opmærksom på det.
+Hr. formand, jeg respekterer, at De endnu ikke kan sætte protokollen under afstemning, men jeg vil gerne vende tilbage til et punkt, der var fremme i går. Ved starten af debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål havde vi en diskussion om anvendelsen af forretningsordenens artikel 146, det vil sige udsættelse af en debat. Formanden erklærede, at det ikke var muligt i debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Jeg spørger mig selv, hvordan det er muligt, at en artikel i forretningsordenen ikke finder anvendelse på en situation, uden at der nævnes noget herom andre steder i forretningsordenen. Artikel 146 blev åbenbart sat ud af kraft. Jeg anmoder derfor om, at Forretningsudvalget eller formanden klargør, hvornår artikel 146 i så fald finder anvendelse. Situationen i går har givet anledning til stor uklarhed.
+Hr. Maaten, i henhold til forretningsordenens artikel 50, stk. 6, gælder artikel 143, 144 og 146 ikke for denne type beslutningsforslag. Det vil sige, at mødeformanden holdt sig nøje til forretningsordenen.
+Hr. formand, hvad angår den bemærkning, som hr. Callanan kom med for et øjeblik siden, vil jeg foreslå, at han i stedet for at rejse sagen over for Dem burde rejse den over for Det Forenede Kongeriges dronning, eftersom hun synes at have en mening om de fleste europæiske spørgsmål nu om dage.
+Jeg tager denne særegne bemærkning til forretningsordenen til efterretning.
+Jeg vil meddele Dem, at der, som De ved, i går skete en sørgelig ulykke, hvor to chauffører og 25 unge mistede livet på de spanske veje i nærheden af Soria. Formanden har besluttet at sende en kondolenceskrivelse til ofrenes familier og de relevante myndigheder. Dermed mener jeg, at vi i et vist omfang har efterkommet de anmodninger, der blev fremført under forhandlingen i går.
+Hr. formand, de catalanske medlemmer, der er til stede her i salen - som De selv, hr. Gasòliba og jeg - er naturligvis særligt berørte af denne tragedie. Og uafhængigt af den fornuft, som formanden har udvist ved at sende en kondolenceskrivelse til ofrenes familier, ville det måske ikke, hr. formand, være omsonst, hvis denne skrivelse fra formandskabet indeholdt endnu en kraftig opfordring til de myndigheder i Den Europæiske Union, der er ansvarlige for transport, om til punkt og prikke at overholde lovgivningen og overvågningen af sikkerhedsforholdene ved transport af såvel skolebørn som pensionister, som mange gange har været ofre for disse tragedier.
+Det vil blive gjort.
+Hr. formand, De sagde, at stemmer, der føres til protokols, koster 4 millioner fra Parlamentets budget. Kunne De bede Udvalget om Forretningsordenen om at se på følgende punkt: Vi respekterer alle kompetenceprincipperne med ansvar og subsidiaritet, så hver gang en gruppe anmoder om at få stemmer ført til protokols, kunne et vist beløb blive debiteret det budget, der tildeles denne af Parlamentet?
+Hr. Newton Dunn, jeg skal betro Dem, at den idé ikke er noget nyt. Det er ikke første gang, det bliver diskuteret. Jeg mener, at der kan findes en bedre løsning inden for rammerne af reformen af arbejdsmetoderne, som Præsidiet og Formandskonferencen i øjeblikket er ved at undersøge. Der er nogle dokumenter fra en arbejdsgruppe ledet af næstformand Provan, som drejer sig om disse spørgsmål, og som er blevet tilsendt grupperne til diskussion. Arbejdsdokument nr. 4 vedrører netop plenarmødernes mekanik, og jeg mener, at dette ville være en hensigtsmæssig ramme for den type overvejelser og for forbedring af vores arbejdsmetoder.
+Hr. formand, jeg har følgende spørgsmål: Vi har netop modtaget tekstversionerne af de vedtagne tekster. Vi har fået det omfangsrige papir med de mange afstemninger ved navneopråb, men vi mangler protokollen fra debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål i går. De aktuelle spørgsmål bliver jo ikke uden grund skubbet til torsdag, men det kræver så også, at aktuelle emner kan blive behandlet tilsvarende aktuelt. Vi havde mange mundtlige indlæg. Jeg minder om emnet Tibet i anledning af Dalai Lamas 65-års fødselsdag i går, folk er spændt på at høre, at der var stor enighed her i Europa-Parlamentet, hvordan det gik til, og hvad der blev formuleret. Jeg har tidligere oplevet, at vi i forbindelse med mødet om torsdagen om de aktuelle og uopsættelige spørgsmål først fik dette dokument over vores indlæg i den efterfølgende uge, om onsdagen i den efterfølgende uge. Derfor spørger jeg: Hvornår får vi protokollen over disse vigtige mundtlige indlæg?
+Hr. Mann, det fuldstændige forhandlingsreferat har i hvert fald i denne uge været fysisk til rådighed for alle medlemmer fra kl. 10.00 om formiddagen dagen efter. Det skulle overraske mig, hvis det samme ikke var tilfældet i dag.
+Hr. formand, Armonia Bordes, Chantal Cauquil og jeg har valgt at undlade at stemme om dette forslag, selv om det efter vores mening er positivt, at der er udsigt til en udvikling af Short Sea Shipping i Europa og i øvrigt også til en udvikling af flodtransporten. I denne betænkning står der nemlig, at de mange og kostbare investeringer, som er nødvendige for infrastrukturens indførelse, skal finansieres med offentlige midler, selv om der ved infrastrukturens udnyttelse først og fremmest tages højde for de private virksomheders krav om rentabilitet og konkurrencedygtighed, og de private virksomheder ifølge forslaget skulle være dem, der anvender denne infrastruktur mest.
+Short Sea Shipping er som bekendt en vigtig del af det europæiske transportsystem. Som det understreges i Kommissionens rapport og i betænkningen fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme, har Short Sea Shipping i øvrigt et dårligt renommé, da det har ry for at være dyrt, langsomt og ineffektivt. Dette renommé har dog ikke længere hold i virkeligheden, og denne transportform er i stand til at løse de overordnede problemer, Europa har på dette område. Jeg tænker her på problemerne med trafikpropper, infrastrukturernes store omkostninger og de miljømæssige omkostninger. I de seneste år er der i øvrigt sket nogle fremskridt, og man har registreret en reel vækst inden for Short Sea Shipping. Fra 1990 til 1997 er antallet af transporterede ton nemlig steget med 17%, og antallet af ton pr. kilometer er steget med 23%. Selv om denne succes ikke kan benægtes, er den stadig ikke på højde med det potentiale og de fordele, som denne transportform har. Den har nogle omkostningsmæssige fordele, da det er den mest økonomiske transportform. Den har nogle fordele med hensyn til energiforbruget pr. ton/km og med hensyn til effektiviteten, da det er den mest effektive transportform, når man tænker på investeringerne i forhold til transportkapaciteten. Den har nogle fordele, når det gælder den regionale samhørighed, da det er den transportform, som er mest velegnet til at betjene Europas randområder. Den har nogle miljømæssige fordele, da denne transportform er mindre forurenende end landtransport. Og endelig har den nogle intermodale fordele, da den er ideel til indførelsen af et multimodalt transportsystem. Det er således nødvendigt, at vi hurtigt træffer nogle foranstaltninger for at bidrage til udviklingen af Short Sea Shipping. Der skal navnlig udarbejdes nogle fælles investeringsprogrammer. En af prioriteringerne skal være at gøre havneoperationerne mere effektive og mindske ventetiden i havnene. Jeg vil gerne understrege, at de offentlige myndigheder skal spille en vigtig rolle både på regionalt, nationalt og europæisk plan. Der er dog to punkter i min kollegas betænkning, som jeg ikke er enig i. Det drejer sig om forslaget om at udarbejde en liste over de havne, der er særligt egnede til Short Sea Shipping. Udarbejdelsen af en sådan liste er efter min mening ikke nødvendig, og den risikerer navnlig at gå ud over de havne, som endnu ikke er helt egnede, men som foretager nogle ændringer for at blive det. Det foreslås desuden at samle udbuddet af logistiske transporttjenester til slutbrugerne ét sted. Jeg er ganske vist enig i, at det er nødvendigt at finde en måde at indføre et informationssystem på, men jeg går ikke ind for, at en stor havn, der allerede står stærkt på markedet, skal centralisere denne service. Endelig havde jeg gerne set, at man i denne betænkning medtog Industriudvalgets forslag om, at Short Sea Shipping ikke må betragtes som et alternativ til vejtransport eller som et konkurrerende system. Europa-Kommissionen burde således fastlægge en intermodal strategi, hvor de forskellige transportformer supplerer hinanden. Det er i den forbindelse og i denne ånd, at medlemsstaterne bør harmonisere den eksisterende lovgivning for at undgå, at den hindrer kontinuiteten mellem Short Sea Shipping og landtransport, især når det gælder den samlede transporterede vægt. Det, som man foreslår os i dag, er således et vigtigt skridt i den rigtige retning for Short Sea Shipping. Der er dog stadig et godt stykke vej igen.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0178/2000) af Di Lello Finuoli for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Kongeriget Danmark med henblik på vedtagelse af Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet (5343/2000 - C5-0078/2000 - 2000/0801(CNS)).
+Hr. formand, Rådets rammeafgørelse er ikke andet end en gengivelse af Europarådets konvention af 1998 om strafferetlig beskyttelse af miljøet. Konventionen er hidtil ikke blevet ratificeret af nogen af Europarådets medlemslande. Dette forslag til rammeafgørelse tager blot sigte på at fremskynde ratificeringen, ikke mindst for de 15 medlemsstaters vedkommende. I langt de fleste lande har vi en miljøbeskyttelseslovgivning, der næsten udelukkende er baseret på nogle meget beskedne bøder, og det får miljøødelæggerne til at maksimere deres fortjeneste ved at forsøge at undgå at anvende alle de moderne miljøbeskyttelsesteknikker. I de seneste par år har vi således haft nogle betydelige katastrofer, f.eks. katastrofen med olietankeren Erika eller forureningen af Donau med cyanid fra en mine i Rumænien. Og dette er netop sket, fordi disse store selskaber sikrer sig ustraffethed med det formål at gøre deres fortjeneste så stor som muligt. Denne rammeafgørelse giver først og fremmest de europæiske lande mulighed for at hæve bøderne, så denne forbrydelse - som er en forbrydelse mod miljøet - ikke kan betale sig økonomisk. Så længe det er samfundet og ikke den enkelte, der betaler for en miljøforbrydelse, kan vi nemlig ikke gøre os nogen forhåbninger om at beskytte miljøet. En anden konsekvens af denne rammeafgørelse er, at den tilskynder de europæiske lande til at indføre bøder eller i det mindste et system, der gør det muligt at straffe juridiske personer. Kun få europæiske lande har taget højde for juridiske personers ansvar i deres strafferet, men der er flere lande, som er ved at gå i denne retning. Også Italien har ved sin revision af den nye straffelov til hensigt at medtage en bestemmelse om juridiske personers strafbarhed, også fordi det i dag ikke er enkeltpersoner, der begår de alvorlige miljøforbrydelser, men derimod de store multinationale selskaber, som netop forårsager nogle enorme katastrofer, fordi de ikke vil investere i forebyggelse. De europæiske lande bør efter min mening snart have adgang til en forholdsvis ens lovgivning, og de bør under alle omstændigheder hæve bøderne og sørge for, at det ikke bliver samfundet, der kommer til at betale for disse forbrydelser. Et andet vigtigt aspekt er det samarbejde mellem landene, som denne rammeafgørelse indfører, nemlig et informationsnetværk, der giver mulighed for en hurtig informationsudveksling, en aftale om, at miljøforbrydelser skal betragtes som forbrydelser, der giver mulighed for udlevering og f.eks. konfiskering af goder og fortjeneste, og som under alle omstændigheder gør, at disse forbrydelser ikke kan betale sig økonomisk. Jeg vil blot minde om, at denne betænkning blev vedtaget næsten enstemmigt i udvalget, hvor der kun var en enkelt, som undlod at stemme, og om, at alle politiske grupper har bidraget til forbedringen af denne betænkning, lige fra PPE-Gruppen til PSE-Gruppen og De Grønne. Denne betænkning er således et udtryk for hele Frihedsudvalgets holdning, og vi håber også, at den er et udtryk for holdningen i Europa-Parlamentet, der skal sørge for, at de europæiske lande endelig indfører en effektiv miljøbeskyttelseslovgivning.
+Hr. formand, som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik, der er udarbejdet i overensstemmelse med Hughes-proceduren, kan jeg sige på vegne af hele udvalget, at vi glæder os over det danske initiativ, som med vores ændringsforslag blev enstemmigt vedtaget i Miljøudvalget. Vi mener, at dette initiativ bliver et brugbart instrument i bekæmpelsen af miljøkriminalitet og de stadigt hyppigere grænseoverskridende virkninger heraf, der naturligvis er en direkte trussel mod miljøet og dermed også mod os mennesker, mod dyr og mod planter. Den grove miljøkriminalitet er et fælles problem for medlemslandene, da den er grænseoverskridende. Derfor bør vi også kunne vedtage fælles aktioner for med strafferetlige bestemmelser at beskytte miljøet bedst muligt. Jeg vil påpege, at denne rammeafgørelse skal vedtages med enstemmighed i Rådet, og man er blevet enige om, at den skal være bindende for medlemslandene. Samtidig skal man huske på, at det er op til medlemslandene at afgøre, hvordan resultaterne skal opnås, det vil sige, at de skal definere form og midler for gennemførelsen. Hvordan skal det så foregå? Jo måske bl.a. gennem en hurtig og effektiv efterforskning og et øget samarbejde om resultaterne af en sådan efterforskning foretaget af et personale, der er kyndigt på miljøområdet. Det er overordentligt vigtigt. Endvidere kan man også via et administrativt samarbejde mellem medlemslandene få oplysninger, der kan være til gavn for bekæmpelsen af miljøkriminalitet. Jeg vil imidlertid også påpege noget, som vi også lagde vægt på i Miljøudvalget, nemlig at vi også skal satse på forebyggende foranstaltninger. Det vil sige, at vi skal træffe foranstaltninger, inden der opstår miljøskader og begås miljøkriminalitet. Så er det også vigtigt, at lovgivningen nævner miljøansvar, det vil sige, hvem den ansvarlige er, og at der findes en sådan effektiv lovgivning i de forskellige medlemslande. Naturligvis er det også nødvendigt med en øget generel viden om områderne miljø, information om knowhow, hvordan man kan opdage miljøkriminalitet samt oplysning om sanktioner og straf. Det er vigtigt, at man forsøger at samarbejde mest muligt på dette område. Alvorlig miljøkriminalitet defineres i denne rammeafgørelse som "handlinger eller undladelser, der under skærpende omstændigheder og i strid med lovgivningen har til følge, at der sker betydelig skade på miljøet". Man kan naturligvis diskutere, hvordan man skal fortolke definitionen af "alvorlig miljøkriminalitet" og "betydelig skade", men det er godt, at man er nået så langt med denne definition, selv om man ikke genkender den i nogen anden lovgivning i medlemslandene. I Miljøudvalgets ændringsforslag har vi set nærmere på definitionen af alvorlig miljøkriminalitet. Vi finder det vigtigt, at man i den foreslåede rammeafgørelse får det størst mulige anvendelsesområde, da definitionen er så diffus. Desuden skal bekæmpelsen af alvorlig miljøkriminalitet ikke bare gælde for private virksomheder, men også for forvaltningskriminalitet, det vil sige, når forvaltningerne i de forskellige lande - faktisk regeringerne - på grund af passivitet eller ansvarsløshed forårsager alvorlig miljøkriminalitet. Det har vi forsøgt at få med i ændringsforslag 16. Et andet vigtigt aspekt er det, der betragtes som "skærpende omstændigheder", hvis f.eks. virksomheder, der er skyld i alvorlige miljøskader, har været underforsikret og dermed løber en stor risiko. Det handler om ansvar og om princippet om, at forureneren skal betale, og at byrderne, effekten og risikoen ikke skal pålægges andre. Det findes i ændringsforslag 25. Afslutningsvis vil jeg bare sige, at vi er på vej mod en fælles indsats for at beskytte miljøet. Denne rammeafgørelse er ét tiltag, ligesom Europarådets konvention om miljøbeskyttelse via strafferetten. I rammeafgørelsen nævnes det også, at denne konvention snarest skal ratificeres, da den er betydeligt mere detaljeret. Jeg finder disse tiltag helt nødvendige for at hindre, at miljøskurke og uansvarlige handlinger fører til alvorlige miljøskader. Jeg er positiv over for rammeafgørelsen og de fremlagte ændringsforslag.
+Hr. formand, kære kolleger, fru kommissær, jeg vil gerne begynde med at fremhæve det fremragende arbejde, som hr. Di Lello Finuoli har udført i form af denne betænkning, der, som han nævnte, har fået næsten enstemmig støtte fra Udvalget om Borgernes Friheder. Jeg vil også gerne rose dette initiativ fra Danmark med henblik på vedtagelse af en rammeafgørelse om bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet. Vi er alle klar over denne type kriminalitets stigende omfang og dens ofte grænseoverskridende virkninger. Jeg skal heller ikke undlade at erindre om en af Eurobarometers seneste opinionsundersøgelser, der bekræfter, at miljøet ved siden af sikkerhed, sundhed og arbejdsløshed er blandt de ting, som bekymrer EU-borgerne mest. Vi må derfor komme disse bekymringer i møde ved at sørge for, at miljø og sundhed beskyttes, og at borgernes livskvalitet dermed øges. Sandheden byder os imidlertid at anerkende, at EU har gjort vigtige fremskridt på miljøområdet inden for de seneste fem år. I dag er det også gennem traktaterne fastslået, at der skal ske en afbalanceret og bæredygtig udvikling, og i konklusionerne fra Tampere omtales miljøkriminalitet udtrykkeligt som et af de områder, hvor der skal foregå en samordnet indsats med henblik på fælles definitioner, fælles regler for, hvad der er strafbart, og fælles sanktioner i national kriminalret. Der er således virkelig behov for fælles aktioner i medlemsstaterne for at sikre et strafferetligt værn om miljøet. Vi har at gøre med et problem, der angår alle medlemsstaterne, og som stadig mere har grænseoverskridende virkninger, ikke mindst i forhold til den stat, hvor kriminaliteten begås. Det betyder, at der i fællesskab må gennemføres foranstaltninger med henblik på et strafferetligt værn om miljøet, der gælder for hele EU. Såvel gennem strafferetlige bestemmelser som gennem skrappe sanktioner - og jeg understreger adjektivet "skrappe" - der står i forhold til forbrydelsen, og som virker effektivt afskrækkende. Der bør desuden, som også fru Schörling har nævnt det, ske en generel forebyggelse, hvor medlemsstaterne sørger for, at virksomhederne i tilfælde af operationer, der indebærer miljøskadelige aktiviteter, som kan påvirke menneskers helbred eller miljøet negativt, er ansvarlige for at sætte sig ind i de miljømæssige følgevirkninger af disse aktiviteter og træffe sikkerhedsforanstaltninger og andre forebyggende foranstaltninger som led i deres operationer. Kampmidlerne mod alvorlig miljøkriminalitet må således styrkes og samordnes mellem medlemsstaterne. Til slut vil jeg gerne rette en appel til de medlemsstater, der endnu ikke har underskrevet Europarådets konvention fra 1998 om beskyttelse af miljøet, om så hurtigt som muligt at træffe de i henhold til deres nationale ret nødvendige foranstaltninger for at underskrive denne konvention.
+Hr. formand, harmoniseringen af medlemslandenes strafferet med henblik på at bekæmpe miljøkriminalitet udgør en meget vigtig komponent i den politik, som skal skabe et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Ligeledes er den et nødvendigt supplement for en effektiv miljøpolitik. Derfor vil jeg gerne lykønske den danske regering for det initiativ, som den har taget, samt de to parlamentsmedlemmer, hr. Di Lello og fru Schörling, som med deres betænkninger udbygger aktionsområdet for initiativet og gør det mere konkret. Det er nemlig et faktum, at Danmarks initiativ til trods for den positive retning, som det udstikker, også fremviser en del svagheder i sammenligning med f.eks. Europarådets konvention af 1998. Og det fordi det især koncentrerer sig om strafferetten og ikke indeholder spørgsmål som forebyggelse, sundhed, beskyttelse af den kulturelle arv osv. Til trods for initiativets svagheder og modsætninger er det positivt, fordi det fremmer dannelsen af en lovgivningsmæssig ramme, som tillader udviklingen af koordinerede, fælles aktioner gennem et styrket Europol, især mod den miljøkriminalitet, som foregår over landegrænser. Det indeholder desuden en aftale om minimumsstraffesanktioner især i de tilfælde, hvor miljøet ofres på fortjenestens alter. Denne tilgang til emnet er jeg absolut enig i, for det er kendt, at der er et meget stort misforhold mellem de straffe, der idømmes for miljøforbrydelser, og de følger, som disse forbrydelser har for samfundet under et. Men vi må konstatere, at Danmarks initiativ ikke i særlig grad har undersøgt medlemslandenes lovgivninger, og eftersom der er alvorlige afvigelser, vil der højst sandsynligt være problemer med at gennemføre forslaget. Jeg er imidlertid enig i omtalen af de juridiske personers ansvar, såvel pr. definition som af natur, flertallet af miljøforbrydelser begås af selskaber og industrier. Jeg finder ligeledes omtalen af landene i Central- og Østeuropa for nødvendig, for jeg er af den overbevisning, at ethvert forslag bør tage hensyn til den kommende udvidelse. Desuden mener jeg, at jeg bør betone nødvendigheden af at uddanne og efteruddanne det personale, som får kompetence til at undersøge og forfølge miljøkriminalitet, den vægt, som man skal lægge på forebyggende foranstaltninger, og nødvendigheden af, at alle medlemslandene ratificerer Europarådets konvention af 1998, for indtil i dag har ingen af dem ratificeret den. Jeg vil også gerne betone, at alle medlemslandene bør være forpligtet til et virkeligt samarbejde i dette meget vigtige spørgsmål.
+Hr. formand, kære kolleger, dette er både et meget kompliceret, men også et meget vigtigt område. Det er en logisk fortsættelse af Amsterdam-traktaten og Rådets topmøde i Tampere. Det er et klassisk område, hvor der er behov for samarbejde. Når vi ser på den danske tekst samt på Di Lello Finuoli-betænkningen og Schörlings udtalelse, der begge er udmærkede, ser vi imidlertid, at det er ekstremt kompliceret. Vi skal have en god samordning mellem den bistandsaftale, der for nylig blev behandlet her i Parlamentet, og reglerne om hvidvaskning af penge. Jeg er ikke helt sikker på, at instrumentet på alle områder er færdigt, men jeg glæder mig over, at man forsøger at undgå et dobbeltarbejde med Europarådet. Vi kan konstatere, at vi egentlig har tre dele i det danske initiativ plus kravet om ratificering af Europarådets konvention. Det er vigtigt med strafferetlige regler, så vi får en effektiv forebyggelse. Personligt finder jeg konfiskationsregler vigtigere end kravet om hårde straffe og store bøder. Erfaringen viser, at man faktisk får store resultater med strenge konfiskationsregler. Der er den gamle sandhed om, at "forbrydelse skal ikke kunne betale sig". Der skal være et tæt samarbejde - hvilket Schörling også understregede - også om de miljøansvarsregler, vi skal udarbejde, og som nævnes i artikel 2a. Det glæder og overrasker mig, at Schörling nævner spørgsmålet om dyrelivet i sin udtalelse. Jeg synes, at vi her i mødesalen klart og tydeligt skal sige, at dette skal være et instrument, der kan standse de skammelige dyretransporter. Vi er ganske overraskede over, at f.eks. Kommissionen ikke har forsøgt at implementere de eksisterende regler. Hvorfor er Kommissionen så passiv, når det handler om at være traktatens vogter i spørgsmål om dyretransporter - langt mere passiv end på mange andre områder? Ændringsforslag 16 og 19 indeholder interessante sager, der så vidt vides ikke findes i mange andre landes straffelove. Det er en vildledende procedure fra de lokale eller nationale myndigheders side - samtidig med at de også er blevet vildledt. Jeg tror ikke, at det er noget, som vi fremover skal undersøge. Jeg ser det klart som en illustration af de aktuelle spørgsmål i Baia Mare og af undersøgelserne af, hvem der reelt er ansvarlig. Hvem har vildledt hvem? Det er meget komplicerede, meget interessante og meget vigtige spørgsmål. Jeg er også glad for, at man nævner fartøjer, og at man er villig til at gennemføre en ekstraterritorial anvendelse. Vi skal imidlertid vide, at hvis vi skrider til en ekstraterritorial anvendelse, skal vi også have en vis grovhedsgrad, hvad angår bekæmpelsen af de kriminalitetsformer, vi diskuterer.
+Hr. formand, jeg tror, at de fleste vil give mig ret i, at de gældende love er alt for lempelige, og at det er vigtigt, at der fastsættes en eller anden bestemmelse, der sikrer, at det bliver muligt at forfølge syndere strafferetligt. I den nuværende situation findes der overhovedet intet incitament for virksomheder til at rydde op efter sig og tage ansvar for at sikre, at der ikke forekommer efterladenhed. Dette har ligeledes en virkning på andre virksomheder. Når der er tale om at gå til domstolene, er det op til de enkelte borgere at anlægge sag, og det kan være yderst vanskeligt og dyrt. Selvfølgelig kan folk være oppe imod store virksomheder med uhyre stor magt og mange ressourcer til deres rådighed, hvilket gør det meget, meget svært i mange tilfælde for dem at forfølge sagen til den bitre ende og sikre, at virksomhederne kommer til at betale prisen. Der er virkelig tale om kriminelle, som gennem efterladenhed eller overlagt handling ødelægger miljøet, folks helbred, vores flora og fauna og på mange andre områder forårsager skade på langt sigt - alt i profittens interesse. Virksomheder, der står for land- og søtransport, har f.eks. i mange tilfælde absolut ingen ansvarsfølelse, og det er væsentligt, at der bliver indført en eller anden form for sanktioner for at sikre, at de bliver tvunget til at handle ansvarligt. De nationale myndigheder bør levere mere information og underrette offentligheden om omfanget og virkningerne af miljøkriminalitet, for mange dele af vores samfund er ikke klar over dette. F.eks. i relation til vand, jord, vores helbred, flora, fauna og klimaet i det hele taget er det yderst vigtigt, at ordentlig information bliver offentliggjort. I øvrigt er det ikke kun virksomhederne. Undertiden er det de nationale myndigheder, der rent faktisk lader hånt om loven og opfører sig på en helt og holdent efterladende måde. Jeg behøver ikke at bevæge mig længere væk end til mit eget land for at se, at lokale myndigheder m.v. i mange tilfælde rent faktisk selv er ansvarlige for miljøskader. Og de er også efterladende, når det gælder håndhævelse af loven over for virksomheder, der opererer i deres område. Det ser ud, som om profit kommer før offentlighedens interesser og miljøet. Det bør ikke få lov til at fortsætte, og myndigheder, der ikke håndhæver loven, bør selv blive holdt ansvarlige for de miljøskader, der forårsages som resultat heraf. Om det er forsætligt eller på grund af efterladenhed er i sidste ende ret ligegyldigt, for skaden er sket. I mange tilfælde bruger virksomhederne efterladenhedsargumentet frem for at sige, at det er forsætligt, men rent faktisk er efterladenhed på sin egen måde forsætlig. Disse virksomheder kendte til konsekvenserne, og de bør holdes ansvarlige for samtlige omkostninger i forbindelse med oprensning af den skade, de har forårsaget, hvor det end måtte være. Den anden ting, jeg gerne vil pege på, er, at der er virksomheder, såsom British Nuclear Fuels, der absolut ikke ejer hverken ansvarsfølelse over for offentligheden eller miljøbevidsthed. De har forårsaget forurening i så lang, lang tid langs vores kyst ved at forurene Det Irske Hav og udsætte offentligheden i Irland, ja og på vestkysten af Det Forenede Kongerige, for alvorlig fare. Man behøver blot at se på, hvad der skete i Tjernobyl, der også kunne tilskrives en efterladende holdning. Hvor lang tid vil det tage at rette op på det? Disse situationer må ikke længere få lov til at udvikle sig i en verden, hvor vi burde være fuldt ud bevidste om de miljøproblemer, som vi forårsager. Vi har teknologien, knowhow'en og ressourcerne til at sikre, at disse ting ikke sker. Erika er et andet eksempel på efterladenhed. Jeg vil også gerne støtte den sidste taler, som talte om dyretransport. Dette er en forsætlig udnyttelse og mishandling af dyr og bør også tages med i betragtning. På internationalt plan har vi tidligere set mange, mange katastrofer, tag bare Bhopal som eksempel. Nedskæringer og springen over, hvor gærdet er lavest, forårsagede den største miljøkatastrofe i historien. Den virksomhed er endnu ikke blevet draget ordentligt og retligt til ansvar for sine gerninger. Den blev bragt for domstolen i Indien. Virksomhedens chef skulle have været arresteret, og der var udstedt arrestordre på ham. Han stak af til USA, hvor han besluttede sig til at blive, og han er ikke vendt tilbage for at stå ansigt til ansigt med konsekvenserne af sine handlinger - til trods for arrestordrer fra Interpol. Så er der spørgsmålene om skovbrug og fiskeri. Forsømmeligheder i forbindelse med mange fiskeriaktiviteter bør også tages i betragtning, for det er også en miljøforbrydelse, der har langsigtede konsekvenser. Det er på tide, at vi alle påtager os vores ansvar, for vi har ikke kun os selv og vores miljø at tænke på, men også fremtidige generationer. Den eneste måde, hvorpå vi kan gøre dette, er ved at sikre, at miljøskader betragtes som en af de mest alvorlige forbrydelser i vores samfund.
+Hr. formand, det er nemt at støtte den analyse, der er fremlagt i betænkningen. Påvirkningerne fra miljøkriminalitet strækker sig over flere landes områder. Import og eksport af kriminalitet kender ikke Den Europæiske Unions ydergrænser. Ofte begås kriminalitet af juridiske personer. Ofte begås kriminalitet med profit for øje. Profitten tilfalder gerningsmanden, mens de ydre omkostninger falder til betaling hos andre. Deres analyse er ganske rigtig: Miljø skal fortolkes bredt som menneskers sundhed, biodiversitet samt som den kunstneriske arv og kulturarven. Det er nemt at støtte en linje, som gør det nemmere at bekæmpe miljøkriminalitet. Miljøkriminalitet skal gøres økonomisk urentabel, den må ikke kun have økonomiske følger, og den skal forebygges. Én måde at bekæmpe miljøkriminalitet på er offentlighed. Hvorfor starter vi ikke med offentlighed i forbindelse med den belgiske regerings udledning af urenset spildevand direkte i floden i Bruxelles by?
+Hr. formand, på vegne af de italienske radikale parlamentsmedlemmer fra Den Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer vil jeg gerne sige, at Di Lello Finuolis betænkning så afgjort bidrager til at forbedre Kongeriget Danmarks initiativ, og vi vil derfor gerne lykønske ordføreren. I stedet for at gentage de positive ting, der allerede er blevet sagt, mener jeg dog, at det er vigtigt også at fremhæve nogle af begrænsningerne ved Danmarks initiativ, så vi netop bliver i stand til at gribe bedre ind i fremtiden. Vores kollega Karamanou har allerede sagt noget vigtigt, nemlig at Rådet i virkeligheden ikke fortæller os, hvordan den nuværende lovgivning ser ud i medlemsstaterne. Jeg har dog en refleks, der måske skyldes min alt for store forsigtighed, nemlig at jeg er meget mistroisk over for dem, der siger, at vi skal hæve bøderne og gøre sanktionerne hårdere, men som ikke fortæller os, hvad det er for bøder, og hvad det er for sanktioner. Det ville efter min mening have været fornuftigt af Danmark og Rådet også at give os en ramme for sanktionerne, så vi kan se, hvad de alvorligste mangler, der skal udbedres, består i, og så vi kan se de alvorligste begrænsninger ved den europæiske situation. Delen om de strafferetlige sanktioner er uden tvivl en vigtig del, og der er ingen tvivl om, at der skal skabes sammenhæng i det europæiske retsgrundlag, men det er ikke det eneste spørgsmål i forbindelse med miljøkatastrofer og respekt for miljøet. Det er nemlig væsentligt, at man i sin indsats har et mere overordnet syn på spørgsmålet. Vi ved f.eks., at de forurenende emissioner er faldende i EU, og det er de af strukturelle årsager, der har at gøre med drift og økonomi. Det er naturligvis også nødvendigt at tage straffelovgivningen i brug, n��r der begås egentlige forbrydelser, men det er vigtigt, at straffelovgivningen hænger sammen med resten af lovgivningen, med de administrative sanktioner og med de økonomiske bestemmelser for netop at gøre den samlede lovgivningsramme sammenhængende. De administrative sanktioner, som har indflydelse på virksomhedens reelle omkostninger, er nemlig ofte sanktioner, der har en endnu stærkere forebyggende virkning end strafferetlige sanktioner. En virksomhedsleder tænker næppe på, at han risikerer at blive arresteret eller at blive pålagt strafferetlige sanktioner, når der sker en katastrofe. Det er således bedre, at man dagligt tvinger ham til at tage højde for de større omkostninger, som de forurenende procedurer medfører. Når det er sagt, skal det tilføjes, at selv om Europarådets konvention er mere fuldstændig og sammenhængende, sådan som mange kolleger hævder, burde vi i sådanne tilfælde måske også spørge os selv, hvordan EU kunne tage direkte højde for Europarådets tekster med det formål at gøre lovgivningen mere ensartet, ikke kun for selve Unionen. Lige en sidste bemærkning til det vanskelige spørgsmål om forholdet mellem staten og forureningen. Vi taler om enkeltpersoner og virksomheder, men ofte er det netop de statslige virksomheder eller staten selv, som er medansvarlig for nogle meget alvorlige miljøkatastrofer. Dette er et problem, der bør tages i betratning, men det gør man efter min mening ikke direkte nok i Danmarks og Rådets initiativ. Afslutningsvis vil jeg gerne gentage mine lykønskninger til ordføreren Di Lello Finuoli.
+Hr. formand, ved alle beslutninger og love er det klogt først at undersøge, hvad vi allerede har lavet regler for, og hvad vi eventuelt yderligere kan og vil gøre. I Europarådet, det er allerede nævnt af andre, blev der i 1998 indgået en aftale om bekæmpelse af international miljøkriminalitet. De fleste medlemsstater har imidlertid endnu ikke ratificeret "Europarådets konvention om beskyttelse af miljøet". Danmarks forslag går reelt ud på, at der i EU træffes videregående foranstaltninger om bekæmpelse af miljøkriminalitet. I Ministerrådet er kun punktet om retsforfølgelse blevet tilbage i rammeafgørelsen. Danmarks øvrige forslag er fjernet. Hermed er merværdien af en sådan rammeafgørelse tilintetgjort, fordi retsforfølgelse også indgik i Europarådets konvention. Men ikke nok med det, der er knyttet færre lande til rammeafgørelsen end til Europarådets konvention. Det er altså bedre, at de forskellige medlemsstater underskriver og ratificerer Europarådets konvention. Videregående skridt på EU-plan, såsom det danske forslag, går jeg selvfølgelig ind for. Mit spørgsmål til Ministerrådet er, om det er villigt hertil. Imidlertid har Europa-Parlamentet et problem. Skal det udtale sig om det danske forslag eller om det af Ministerrådet ændrede forslag? Eftersom vi kun har det danske forslag, tager vi det som udgangspunkt, selv om spørgsmålet er, om det har noget formål, for hvis Rådet fastholder det reducerede forslag, slår jeg til lyd for, at der slet ikke fastsættes en EU-rammeafgørelse. Med hensyn til det danske forslag bemærker jeg for det første, at denne rammeafgørelse først og fremmest skal ses som et supplement til den nationale politik om miljøkriminalitet. Dette supplement skal bestå af en juridisk ramme for den internationale fremgangsmåde med hensyn til koordination, udveksling af information, anmeldelse af forbrydelser, central registrering og retsforfølgelse af international miljøkriminalitet. For at skabe klarhed om, hvad rammeafgørelsen omfatter, er det nødvendigt med en god definition af miljøkriminalitet. I princippet kan jeg gå ind for Danmarks definition, selv om jeg spørger mig selv, om ulovlig handel med fauna og flora skal tilføjes definitionen. Også med en god definition vil anvendelsen i praksis være et problem. Var der ved Erika-katastrofen tale om miljøkriminalitet? Hvordan ligger det med cyanidforureningen i Rumænien? Der var klart tale om store miljøskader, men finder de andre kriterier også anvendelse? Vigtigt er, at gerningsmændene ikke kan løbe fra ansvaret. Det ville være godt, hvis denne problematik blev medtaget inden for rammerne af hvidbogen om miljøansvar. Mange af ændringsforslagene fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vedrører tekstændringer, der ikke alle sammen er lige nødvendige. Det er efter min mening bedre at give det danske forslag til Rådet fuld støtte end at foreslå små ændringer på alle mulige underordnede punkter, men jeg støtter de supplerende idéer, såsom information om følgerne af miljøkriminalitet og om retskendelser. Hr. formand, jeg er selvfølgelig spændt på Kommissionens holdning. Kan kommissær Schreyer forklare, hvordan vi er havnet i denne mærkelige situation?
+Hr. formand, i de fleste tilfælde, hvor min irske kollega, fru McKenna, taler her i Parlamentet, er vi uenige, men i et spørgsmål som dette har vi langt mere til fælles, end hvad der skiller os ad. Jeg anerkender helt bestemt, at de største miljøkatastrofer sker som følge af enten manglende ansvarsfølelse eller handling hos dem, der er drevet af et profitmotiv uden at tænke på konsekvenserne. Sådanne katastrofer rammer beklageligvis mange lande på samme tid. Vi ved kun alt for godt, at større miljøkatastrofer ikke respekterer internationale grænser. For ikke så lang tid siden oplevede vi problemerne forårsaget af forureningen af Donau med cyanid fra rumænske miner, tankskibet Erika, der blev splittet ad ud for den franske Atlanterhavskyst, og fra et irsk synspunkt de fortsatte problemer forårsaget af Sellafield. Og naturligvis var der i en ikke alt for fjern fortid Tjernobyl, som vi stadig husker med forfærdelse. Hændelser som disse vil fortsat ske, medmindre og indtil vi står fast på princippet om, at "forureneren betaler" i ordets bredeste forstand. Multinationale selskaber vil først ændre deres adfærd, når de bliver tvunget til at betale dyrt for deres ugerninger. De vil fortsætte med at forårsage skader på miljøet, så længe belønningen langt overgår straffen. Deres holdning er baseret på den enkle tro, at gennemførelse af restriktive miljøbeskyttelsesforanstaltninger enten skader deres virksomhedsaktiviteter eller øger deres indirekte omkostninger i betydelig grad. Desuden blegner enhver beskeden bøde, de måtte blive tvunget til at betale, i betydelig grad ved siden af den kæmpemæssige profit, de får ud af det. Derfor bifalder jeg dette initiativ, der anerkender miljøskaders internationale karakter. Det anerkender behovet for hårde straffe. Navnlig kriminaliseringen af miljøskader vil sende en klar advarsel til dem, der er ansvarlige for sådanne. Hvis de danske forslag blev gennemført, ville de, som sender usikre skibe ud i vores farvande, tænke sig om to gange. Andre, såsom ledelsen på Sellafield, der med forsæt tilbageholder information og gør sig skyldig i dårlig praksis, vil blive draget til ansvar for deres gerninger. Og topledelsen og cheferne for multinationale virksomheder, som træffer vigtige beslutninger, der afslører en afstumpet ligegyldighed for konsekvenserne, vil komme til at stå over for ikke blot, at deres virksomheder måske i nogle tilfælde blev lukket på grund af enorme bøder og beslaglæggelse af aktiver m.v., men også at de selv kan blive sat i fængsel. Jeg mener, at dette er en kurs, som vi må vælge, men jeg vil også gerne tilføje endnu et punkt. Forslag og foranstaltninger inden for dette område bør ikke kun begrænses til Den Europæiske Union. Vi har et ansvar, når det gælder om at sikre, at multinationale virksomheder er ude af stand til at transportere deres skader og deres adfærd til udviklingslandene på grund af de restriktioner, som vi måtte udsætte dem for i Den Europæiske Union. Vi må også pålægge europæiske virksomheder, som opererer i udviklingslandene, standarder, og vi må søge internationalt samarbejde med henblik på at få skrappe standarder og sanktioner, der anvendes over hele verden.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske den danske regering med dens initiativ til at foreslå Rådets rammeafgørelse, som vi nu diskuterer, og som har til formål at udstyre os med mere effektive instrumenter til bekæmpelse af alvorlig miljøkriminalitet. Vores lykønskning gælder også ordføreren, hr. Di Lello Finuoli, som under hele behandlingen af dette initiativ har optrådt med stort klarsyn og fasthed med hensyn til de principper og værdier, som vi deler, men også med omtanke og fleksibilitet, hvilket har fået ham til at antage talrige ændringsforslag, som repræsenterede forskellige synspunkter. Dermed endte vi med et forslag, som efter vores mening er fornuftigt og samtidig ambitiøst. Vi glæder os over, at Den Europæiske Union med denne rammeafgørelse støtter konventionen om strafferetlig beskyttelse af miljøet, som blev vedtaget i Europarådet i 1998, og som endnu ikke har fået det nødvendige antal ratifikationer for at træde i kraft. I Unionen har kun ni medlemsstater undertegnet den, men ikke én eneste har ratificeret den til dato, hvilket er temmelig skandaløst. Min kollega og landsmand Carmen Cerdeira har bidraget med idéer og ændringsforslag, der nu er inddraget i den tekst, som vi skal stemme om. Jeg går ind for den, og jeg vil fremhæve fire områder, hvorpå vi efter min mening har forbedret det oprindelige forslag under den parlamentariske behandling. Det første er, at det her anerkendes, at et land vil kunne skride ind over for lovovertræderne, når der er begået miljøkriminalitet i dets eget område, men også når kriminaliteten er begået i et andet land, hvis det får følger for det første. Det andet er, at den samme mulighed for at skride ind udvides og vedrører ikke blot begået kriminalitet, men også ufuldført kriminalitet, som af den ene eller den anden grund ikke fik følger, men som kunne have skabt følgevirkninger. En tredje ting er, at juridiske personer stilles til ansvar, da det er dem snarere end fysiske personer, der begår langt størstedelen af den alvorlige miljøkriminalitet. Det fjerde element, som jeg vil fremhæve, er, at økonomiske og andre sanktioner, som pålægges for den type kriminalitet, altid bør være af meget større værdi end det udbytte, som gerningsmændene får ved at optræde sådan. På den måde bliver der gjort en ende på en virkelighed, der gør, at det i mange tilfælde er ikke blot billigt, men også rentabelt for dem at begå kriminalitet. Vi har et godt dokument, hvis virkning vi håber bliver effektiv. Vores forpligtelse bør også gå i den retning.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest tilslutte mig lykønskningerne for det arbejde, som ordføreren, hr. Di Lello Finuoli, har udført. Jeg ser med tilfredshed på dette initiativ fra den danske regering, som er baseret på den nye procedure, der er anerkendt i Amsterdam-traktaten, til behandling af et emne som det at sikre en bedre og større miljøbeskyttelse inden for rammerne af Den Europæiske Union, en beskyttelse, der tydeligvis ikke skal have grænser i Unionen. Min kollega fru Thors har allerede givet udtryk for en positiv holdning til såvel betænkningen som de ændringsforslag, der er forelagt af de respektive udvalg, og derfor vil jeg koncentrere mig om tre punkter. Igennem nogen tid har jeg forsøgt at få Kommissionen til at give de europæiske skove en rimelig behandling, og jeg har set de vanskeligheder, der var på grund af den forskellige behandling, som et område med en meget tydelig miljødimension kræver. Den første vanskelighed, jeg ser ved virkelig at anvende dette forslag, består i at klassificere miljøkriminalitet, når forskelligartetheden i Unionens område tages i betragtning. Det andet emne vedrører behovet for, at der er en overvejelse af kriminalitetens internationale dimension. Vi har set vanskelighederne ved at finde frem til de endelige ansvarlige for mange voldsomme angreb på miljøet, men desuden vanskeliggør spillet om det juridiske ansvar hos virksomhederne, som i sidste ende kan vise sig at være ansvarlige, virkelig en reel strafferetlig behandling af disse angreb. Det vil efter min mening være en meget vigtig opgave for Kommissionen. Det skal undgås, at det strafferetlige ansvar tilsløres. For det tredje, hr. formand, vil jeg blot sige, at det er nødvendigt at gøre indre og retlige anliggender til en integreret del af Den Europæiske Union, og det viser dette forslag.
+Hr. formand, i Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe glæder os over dette initiativ fra Danmark om strafferetlige sanktioner over for miljøkriminalitet. Der findes åbenbart ganske mange medlemsstater, der har problemer med at idømme effektive straffe for denne form for kriminalitet. I mit eget land Sverige er der for tiden en del anmeldelser af miljøkriminalitet. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, hvor få af disse anmeldelser, der efterfølgende fører til domfældelser. Når man ser på straffen i disse domme, må man nok konstatere, at den i mange tilfælde er ganske mild. Jeg tror ikke, at det på nogen måde er noget enestående for Sverige. Disse problemer findes sikkert i de fleste medlemslande. Det er der ganske givet mange forskellige grunde til. Der kan f.eks. være tale om, at retssystemet mangler viden om eller ressourcer til efterforskning af miljøkriminalitet. Samtidig handler det nok også om en forældet tankegang om, at miljøkriminalitet ikke er lige så alvorlig som andre former for kriminalitet, og at miljølovgivningen ikke er helt så bindende som andre love. Hvis det et tilfældet, er det naturligvis helt uacceptabelt. Det handler ofte om store økonomiske interesser. I dag kan det betale sig at begå miljøkriminalitet, fordi der kun er en beskeden risiko for at blive straffet. Det måske mest bemærkelsesværdige ved dette er, at det er så få lande, der kan retsforfølge juridiske personer og stille virksomheder til ansvar. En ændring af dette forhold er måske den vigtigste forandring, der kan gøres. Det er selvfølgelig primært medlemslandenes ansvar, og samarbejdet på dette område skal være mellemstatsligt. Den samordning, der sker i medfør af dette initiativ, er naturligvis også nødvendig. Foruden det faktum, at samordningen styrker medlemslandenes arbejde, vil jeg fremhæve tre andre motiver for en sådan samordning. For det første har mange former for miljøkriminalitet internationale konsekvenser, hvilket mange har understreget under forhandlingen. Dernæst vil en gennemførelse af det danske initiativ lette det tværeuropæiske miljøsamarbejde i Europarådet, idet man så måske kan opfylde denne konvention. For det tredje ved vi alle, at miljølovgivningen er det område af fællesskabsretten, der dårligst efterleves. Et sådant initiativ vil også kunne betyde en bedre efterlevelse af fællesskabsretten på miljøområdet, hvilket så sandelig er nødvendigt, hvis man ser på, hvordan direktivet følges.
+Hr. formand, mine damer og herrer, save the planet! Det er en opgave, som vi skal løse. Bæredygtighed er et helt centralt begreb netop i tider som disse. Vi bør bestræbe os på at være et godt forbillede, fordi miljøet er et meget vigtigt kriterium for vores efterkommere. Jeg vil imidlertid især gerne vende tilbage til ændringsforslag 3, hvor det drejer sig om interesse i udbytte. Interesse i udbytte er noget helt naturligt og fornuftigt. Virksomheder, som har røde tal, eller stater, som gældsætter sig, kan ikke betale deres arbejdstagere og embedsmænd de lønninger, man kunne ønske. Vi går ind for høje lønninger, og det kræver, at der opnås et udbytte. I sidste ende taler jeg også for de små og mellemstore virksomheder. 18 millioner virksomheder i Den Europæiske Union, som mange arbejdspladser er direkte afhængige af. Om der opnås et udbytte, eller om man lider tab i det lange løb, truer virksomhedens og især også arbejdspladsernes eksistens. Så vil jeg gå videre til ændringsforslag 8 og understrege, at strafferet naturligvis ikke er det samme som retten til at udøve sit erhverv. Her kunne jeg have ønsket, at vi i det mindste indhentede en udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, fordi disse spørgsmål har stor principiel betydning, og det efter min opfattelse ikke er udtømmende, at de kun behandles i Miljøudvalget. Jeg vil også gerne klart definere, at virksomhedsejerens pligt til at gøre sig fortrolig med bestemmelserne skal defineres eller fortolkes således, at det naturligvis må dreje sig om de relevante bestemmelser i forbindelse med tilladelsen til anlægget. Disse bestemmelser skal den pågældende virksomhed naturligvis kende, så den kan overholde dem. Om ændringsforslag 19 vil jeg gerne sige, at der naturligvis kun kan være tale om bevidst vildledning, og om ændringsforslag 20, at det naturligvis kun drejer sig om økonomiske fordele. Om ændringsforslag 25 vil jeg sige, at man i forsikringsbranchen i dag faktisk ikke kan kalkulere og forsikre en miljøulykke. Her ville vi skulle bruge en definition af, hvad man helt nøjagtigt mener med det. Jeg tror imidlertid, at dette forslag i det store og hele er meget fornuftigt, især når vi tænker på udvidelsen med de øst- og centraleuropæiske stater. Hvis vi kan få skabt en retlig ramme for dette område, kunne det være meget nyttigt for miljøtanken. Jeg mener imidlertid også, at de strafferetlige sanktioner først og fremmest kun skal gælde, når der er tale om forsætlige handlinger eller ved gentagne tilfælde af grov uagtsomhed. At true med fængsel er et virkelig eksistenstruende initiativ! Jeg vil ikke sætte en arbejder bag tremmer og true ham i hans eksistens, fordi han en enkelt gang handler groft uagtsomt og glemmer at lukke for en hane. Derfor vil jeg foreslå, at man virkelig er meget forsigtig med disse kriterier, for det er naturligvis et meget følsomt område. I øvrigt bør vi overveje megt nøje, hvordan vi i dette tilfælde kan optimere metoden med best practice, for netop for miljøbeskyttelsen er best practice og benchmarking og tilbud om incitamenter et væsentligt grundlag. Netop Den Europæiske Union har vist, at man kan nå langt med mange støtteordninger, med forskning og udvikling og rådgivning. Men naturligvis er det også nødvendigt med uddannelse og certificering. I denne uge har vi jo diskuteret EMAS. Hvis vi vælger denne positive vej med incitamenter, beskytter vi virkelig vores planet.
+Hr. formand, idet jeg taler på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe om det danske initiativ til et rammedirektiv om bekæmpelse af miljøkriminalitet, må jeg sige, at jeg støtter princippet i dette direktiv. Miljøkriminalitet er, hvad enten der er tale om ulovlig handel med udrydningstruede plante- eller dyrearter eller produkter heraf, eller der er tale om ulovlig eksport og dumpning af giftigt affald i andre lande, enten inden for eller uden for Den Europæiske Union, et voksende og i øget grad et grænseoverskridende problem. De, der i deres søgen efter profit er involveret i sådanne forbrydelser, søger ly mellem den europæiske lovgivnings paragraffer. Det må ikke få lov til at fortsætte. Det er vigtigt, at vi har en lovgivning, der beskytter os imod alvorlig miljøkriminalitet, inden vi får en yderligere udvidelse af Den Europæiske Union. For øjeblikket har vi ikke andet, hvormed vi kan bekæmpe disse forbrydelser, end latterlige økonomiske straffe. Vi må pålægge fængselsstraffe såvel som alvorlige bødestraffe og erstatningskrav, når folk findes skyldige i miljøkriminalitet. Vi må udpege synderne - ikke ofrene, som kører lastbiler fulde af giftigt affald eller falbyder produkter, der truer arterne, men dem, som træffer beslutningerne, og som leverer varerne, de store bagmænd og -kvinder frem for de små mænd og kvinder. Som sædvanlig ligger problemet naturligvis i detaljeringsgraden. Danskerne ønsker harmonisering af strafferetten, øget europæisk samarbejde, et register over ekspertise og knowhow og anvendelse af Europol. Det vil i nogen grad være vanskeligt at gøre alt dette til de 15 EU-medlemsstaters tilfredshed. Det kan gøres, men noget af det må vente. Det er formentlig for tidligt på dette stadium f.eks. at udvide Europols kompetenceområde uden at overbebyrde denne vigtige organisation med arbejde. Dette forslag lider under de samme problemer, som vi så ofte ser i Den Europæiske Union. Uden øgede ressourcer er Europols kapacitet begrænset, men jeg lykønsker hr. Di Lello Finuoli med hans betænkning.
+Hr. formand, i går diskuterede og stemte vi om en betænkning fra Udvalget for Andragender. Det udvalg har i år behandlet 1.000 klager fra borgerne. Af disse 1.000 klager drejer 40% sig om overtrædelse af fællesskabsretten vedrørende miljø. Når vi ser de klager, forstår vi behovet for det forslag, som vi behandler, et forslag fra Rådet på anmodning af Kongeriget Danmark, og behovet for at vedtage denne betænkning af hr. Di Lello Finuoli og fru Schörling fra Miljøudvalget. Den betænkning indeholder efter min mening tre vigtige aspekter. For det første anmodningen om, at Europarådets konvention om miljø ikke blot undertegnes, men også ratificeres. Ingen stat har indtil videre ratificeret den konvention, og det er ikke i modstrid med vedtagelsen af denne betænkning. I betænkningen er der en perfekt definition af de parametre, som er nyttige for at definere kriminaliteten: gentagen adfærd, som udgør en overtrædelse af fællesskabsretten, skadens omfang og nogle gange det at sætte det økonomiske udbytte over alt andet. Og det forekommer os, at der ofte er et tydeligt forsæt. Det er der naturligvis, hr. formand, det er der endda ved visse tilfælde af miljøkriminalitet, som synes at være tilfældige. Jeg husker udmærket tilfældet med Doñana i Spanien eller tilfældet med Donau. Det var indlysende, at et bassin med en så stor mængde farlige produkter tæt på en naturpark som Doñana kunne forårsage et uheld når som helst. For det andet, hr. formand, mener jeg, at sanktionerne er helt nødvendige. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der er andre kolleger her, som har sat spørgsmålstegn ved behovet for sanktioner. Det gør jeg ikke, og jeg mener endvidere, at princippet om, at "forureneren betaler", er et delvist princip. Der er af og til nogle, der foretrækker at forurene og betale et lille beløb, et beløb, der er meget mindre end den fortjeneste, der opnås ved at begå kriminaliteten. Derfor er sanktionerne helt nødvendige, de bør være afskrækkende, og de skal stå i forhold til den skade, der anrettes på borgernes livskvalitet. For det tredje skal det naturlige miljø genoprettes. Hr. formand, det er ikke acceptabelt, at området ved Doñana bliver genoprettet med offentlige midler, mens den virksomhed, der forårsagede den store skade, kun har bidraget med en minimal del. Derfor er genoprettelsen af det skadede miljø helt nødvendig. Ligeledes de juridiske personers ansvar. Kun i Det Forenede Kongerige, Finland og Danmark er der regler, der gør det muligt at påberåbe sig de juridiske personers ansvar. Og til sidst, hr. formand, vil jeg nævne samarbejdet mellem staterne, som er helt nødvendigt. I Udvalget for Andragender er vi bevidste om den forfærdelige skuffelse hos de borgere, der gør sig ulejlighed med at klage over miljøkriminalitet, og som ser, at vi i Europa ikke er i stand til at træde til for at forbedre det naturlige miljø, de lever i, og forhindre den form for kriminalitet.
+Hr. formand, ærede kommissær, ærede kolleger, tak til Danmark for et godt initiativ, og tak til ordføreren for et godt arbejde. Det er unægteligt således, at når bøderne er små, bliver miljøkriminalitet fordelagtig. Men vi skal huske, at denne gren af kriminalitet også berører mennesker, mennesker på arbejdspladser og uden for dem. En rammeafgørelse kan eventuelt sætte en hindring for, at den form for kriminalitet kan betale sig. Jeg mener imidlertid, at multinationale virksomheder er et stort problem, og på det område er der behov for myndighedssamarbejde, det er der også behov for ved ikraftsættelsen af disse bestemmelser inden udvidelsen. Den alvorligste miljøkriminalitet begås af selskaber, og for nogen udgør den en del af handlen. Nogle begår denne kriminalitet gentagne gange. Det er netop de gentagne og forsætligt kriminelle handlinger på miljøområdet, som bør være det, vi skal fordybe os i. Jeg håber derfor, at Kommissionen etablerer et offentligt register over sådanne virksomheder, for hvem kriminaliteten er blevet en del af handlen, så forbrugere og folk kan påvirke situationen gennem den offentlige mening. Jeg kommer fra et land, hvor der kan rejses strafferetlig tiltale mod en juridisk person, og det har haft en virkning og en forebyggende effekt i vores land. Det er klart, at en virksomhedsleder forholder sig meget mere alvorligt til miljøet, når der er risiko for, at han kan komme i fængsel og blive isoleret fra det miljø, som han har misbrugt kriminelt. Jeg tror således på, at når disse ting føres ud i livet, kan vi gøre fremskridt såvel i Unionen som i øvrigt.
+Hr. formand, jeg vil ligesom alle andre rose den danske regering for dette initiativ. Det viser, at man kan have en offensiv og progressiv optræden i Rådet i miljøspørgsmål. En forsætlig og bevidst fejlagtig fremgangsmåde hos virksomheder og privatpersoner i miljøsager bringer som bekendt ikke blot naturen, men også menneskeliv i fare. Jeg er helt overbevist om, at hvis man siger Teckomatorp i mit hjemland Sverige, så ved alle - i hvert fald de fleste - hvad det handler om, selv om det er en miljøkriminalitet, der fandt sted for mere end 20 år siden. Det drejede sig om en virksomhed, der ikke bekymrede sig om sit giftaffald, men i stedet gravede det ned i jorden og derved bragte en hel landsby i fare. Teckomatorp er desværre ikke det eneste tilfælde af slagsen, og mange af de øvrige parlamentsmedlemmer kender sikkert også til andre hændelser siden da, og så må vi ikke glemme den tilstand - eller snarere "vilde vesten"tilstand - der råder på vores have. Vi skal selvfølgelig se med lige så stor alvor på miljøkriminalitet som på alle andre kriminelle handlinger. Derfor er der også brug for fælles definitioner på miljøkriminalitet. Jeg er enig med Miljøudvalgets ansvarlige, Schörling, i, at det er nødvendigt med en effektiv lovgivning om miljøansvar, hvis vi skal forhindre miljøkriminalitet. Forebyggende foranstaltninger er den bedste måde at forhindre miljøkriminalitet på. Hvis vi på en god og effektiv vis skal kunne undersøge mistanker om miljøkriminalitet, skal politiet og anklagerne også have en særlig viden. Ellers risikerer man, at disse former for kriminalitet ikke bliver ordentligt undersøgt. Hvis sådanne former for kriminalitet ikke opdages hurtigt, kan de blive liggende, hvis de overhovedet bliver opdaget. I mine sidste sekunder vil jeg henvende mig direkte til Kommissionen med den opfordring, som bl.a. fru Thors og fru McKenna fremsatte med hensyn til de daglige dyretransporter i Unionen, der måske er den mest åbenbare form for miljøkriminalitet, som vi står over for i dag. Jeg ville ønske, at kommissæren ville tage denne sag alvorligt og gøre noget ved den aktuelle situation. Jeg tror virkelig, at vi har alle Unionens borgere bag os, når det handler om at gøre noget ved de forfærdelige dyretransporter.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil gerne til Deres sidste opfordring sige, at jeg meget gerne vil tage Deres appel op i denne retning. Kongeriget Danmarks initiativ til en rammebeslutning fra Rådet består efter Kommissionens opfattelse stort set af to dele. Den første del skal føre til, at enhver forsætlig og alvorlig overtrædelse af miljølovgivningen inden for hele Fællesskabets område medfører effektive og afskrækkende straffe. Den opstiller en minimumsstandard med hensyn til straffene. Denne del, som i alt væsentligt svarer til bestemmelserne i en konvention, som blev vedtaget af Europarådet i november 1998, er initiativets hovedanliggende. Desværre er denne konvention, som det også er blevet understreget flere gange i dag, endnu ikke ratificeret af nogen af medlemsstaterne, og jeg har derfor forståelse for Danmarks initiativ til at behandle dette emne på ny inden for rammerne af Fællesskabets kompetencer. Den anden del indeholder derimod bestemmelser til forbedring af samarbejdet og informationsudvekslingen mellem anklagemyndighederne og domstolene i medlemsstaterne. Meget taler for at behandle den slags spørgsmål om retshjælp og forbedret samarbejde på det retslige område i et mere omfattende initiativ, som ikke er begrænset til miljølovgivningen. Derfor beskæftiger en arbejdsgruppe under Rådet sig i øjeblikket kun med initiativets første del - det var en af talerne også inde på - altså med den materielle strafferet. Forbedringen af det strafferetlige samarbejde er allerede genstand for flere initiativer og forslag, som ikke er begrænset til miljølovgivningen. Det er et væsentligt element i Amsterdam-traktaten og en generel opgave for fællesskaberne at udbygge den gensidige retshjælp, informationsudvekslingen og det øvrige samarbejde mellem domstolene og anklagemyndighederne i medlemsstaterne, så der kan skabes et ægte område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Det, vi har brug for til dette formål, er meget klare, overskuelige og håndterlige bestemmelser, som den enkelte retsanvender hurtigt kan betjene sig af. For at nå dette mål og modvirke en fragmentering af lovgivningen bør reglerne om retshjælp efter Kommissionens mening være så alment gyldige som muligt. Særlige bestemmelser, f.eks. inden for miljølovgivningen, bør man kun skabe som en undtagelse, hvis der er behov for det. Derfor oprettede man også i 1998 ved en fælles aktion Europæisk Retligt Netværk, som har indledt sit arbejde og udfolder mangfoldige aktiviteter for at lette retshjælpen og udvekslingen. Dette skal naturligvis også efter Kommissionens opfattelse udbygges yderligere. Ud over den allerede eksisterende mellemstatslige traktat om retshjælp og gensidig anerkendelse af domme er der planlagt yderligere fællesskabsaktioner på dette område. Kommissionen finder den første del af Danmarks initiativ meget positivt. Hidtil er det nemlig langt fra alle medlemsstater, som har beskyttet miljøet strafferetligt som et retligt gode. Nogle medlemsstater har anført specifikke miljøovertrædelser i deres straffelov, andre har ikke. En alvorlig overtrædelse af miljølovgivningen er altså ikke nødvendigvis strafbar i alle medlemsstater. Det er så naturligvis ligefrem et incitament for grænseoverskridende miljøforbrydelser. Den manglende håndhævelse, som vi generelt set har inden for miljøbeskyttelsen, kan naturligvis ikke afhjælpes alene med strafferetlige midler, men også her ville denne rammebeslutning sikkert give nye impulser. I Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har man allerede talt om, om ikke den eksisterende fællesskabslovgivning inden for den første søjle allerede indeholder tilstrækkelige forpligtelser for medlemsstaterne. Hertil må man sige, at instrumenterne i første søjle ganske vist ofte indeholder sanktioner, men at disse ikke nødvendigvis behøver at være af strafferetlig natur. Inden for den første søjle er det principielt overladt til medlemsstaterne at afgøre, om de betragter forvaltningsretlige sanktioner som tilstrækkeligt, eller om de vil gribe til strafferettens skrappere midler. Jeg vil gerne pege på et punkt, som efter Kommissionens opfattelse stadig ser ud til at være problematisk, og som også er blevet nævnt i flere debatindlæg, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt juridiske personer kan straffes. Ifølge det danske forslag skal juridiske personer drages strafferetligt til ansvar for alvorlige miljøovertrædelser. Efter Kommissionens opfattelse må der imidlertid tages hensyn til de traditionelle retsordener i nogle medlemsstater, idet straf for juridiske personer generelt udelukkes. Lignende bestemmelser inden for EU-retten siger kun, at der skal gribes til sanktioner mod juridiske personer, som så absolut kan være af forvaltningsretlig natur, og - som det med rette er blevet nævnt flere gange - at den materielle skade, man har forårsaget, forfølges med økonomiske sanktioner. Det er også med i forslaget. Hvad angår de økonomiske sanktioner, vil jeg også endnu en gang gøre opmærksom på betydningen af grønbogen om miljøansvar, som Kommissionen udsendte for nogle måneder siden, og hvor det drejer sig om også at få registreret de økologiske skader, der er forårsaget. For at give forslaget bedre chancer for at blive realiseret er det nok tilrådeligt, at man også i dette tilfælde taler om juridiske personers ansvar uden at anvende ordet "strafferetlig". Men desuagtet skal de personer, der er ansvarlige for alvorlige miljøforbrydelser, naturligvis være underkastet straffeloven. Det var der jo også enighed om i denne meget interessante debat. Afslutningsvis vil jeg på Kommissionens vegne gerne sige, at vi må jo igen og igen føre sager om traktatbrud inden for miljøretten mod medlemsstaterne, og et meget stort antal af sagerne om traktatbrud findes netop inden for denne sektor. Det giver desværre alt i alt det billede, at mange medlemsstater ikke tager miljøbeskyttelsen og miljølovgivningen så alvorligt. På denne baggrund er det danske initiativ efter Kommissionens mening meget bemærkelsesværdigt og betydeligt.
+Mange tak, fru Schreyer. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, vi har med stor glæde godkendt denne betænkning, fordi vi mener, at miljøkriminalitet stadigvæk undervurderes, at følgerne ofte ikke kendes, og det ofte er vanskeligt at placere ansvaret. Dioxinskandalen i Belgien begyndte med ulovlig deponering af nogle liter giftig affaldsolie fra transformatorer, der endte i kvægfoder. Miljøkriminalitet kommer ofte ikke eller for sent frem i lyset. Ofte optager miljøembedsmændene rapporter, som ganske enkelt henlægges af anklagemyndigheden, fordi bekæmpelse og retsforfølgelse af miljøkriminalitet i mange medlemsstater ikke prioriteres særlig højt. Det judicielle samarbejde i Europa er under alle omstændigheder dårligt. Det har også vist sig i denne betænkning. Vi fastslår, at Europol overhovedet ingen kompetence har. Vi konstaterer, at de fleste medlemsstater endnu ikke har ratificeret Europarådets konvention af 1998. Vi konstaterer endvidere, at miljøkriminalitet i mange lande ikke retsforfølges seriøst. Hvis Europa målrettet ønsker at forebygge og bekæmpe miljøkriminalitet, skal medlemsstaterne være konsekvente og også ville de midler, der kræves til formålet.
+Hr. formand, denne gang taler jeg ikke bare som repræsentant for Pensionistpartiet, men også som tidligere sømand, for begge de betænkninger, vi drøftede her til morgen, vedrører havet. Den første betænkning drejer sig nemlig om Short Sea Shipping, og den anden om miljøet, og miljøforbrydelser går ofte ud over havet. I morges blev jeg ringet op af en pensionist fra Ligurien, som sagde til mig: "Det er meget varmt. Jeg ville ud at bade, men jeg var nødt til at gå ind igen med det samme, for havet var meget forurenet og fuldt af olie. Hvad vil du gøre for os fra Ligurien og Genova? Vi ligger ganske vist lige ved havet, men det er til gengæld også forurenet!" "Du skal ikke være bekymret", svarede jeg hende, "for i dag er det fredag den 7. juli. Om fredagen taler vi normalt om fisk, og denne gang taler vi om havet." Ligesom jeg stemte ja til forslaget om, at der skal investeres i havne til Short Sea Shipping - forhåbentlig i Genova, Imperia, Savona, Toulon og Marseille - stemte jeg således også ja til forslaget om, at havvandet skal være rent, da det også er så vigtigt for pensionisterne og for dem, der bor ved kysten.
+Hr. formand, jeg kom ind i salen for at stemme imod denne betænkning som en protest mod fru McKennas vildledende og ukorrekte kommentarer med hensyn til ledelsen af det nukleare oparbejdningsanlæg i Sellafield i Det Forenede Kongerige. Jeg ser, at fru McKenna selv må have så stærke følelser i sagen, at hun ikke har følt det nødvendigt at være til stede ved afstemningen. Jeg kan kun håbe, at resten af debatten og betænkningen er mere korrekt end fru McKenna.
+Vi går nu over til godkendelse af protokollen fra mødet i går. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg afgav en skriftlig stemmeforklaring i går om menneskehandel, men det er ikke nævnt i protokollen.
+Det vil blive rettet på behørig vis, fru Laguiller.
+Hr. formand, det drejer sig blot om en rettelse vedrørende det fuldstændige forhandlingsreferat fra onsdag. Jeg har lige fået kendskab til dette referat og kunne konstatere følgende: Under min tale om Radwan-betænkningen om Den Europæiske Centralbanks årsberetning blev jeg flere gange afbrudt af bifald og tilråb, især da jeg efter talerne af diverse gammelkommunister fra DDR betegnede de recepter, som de, der har ruineret en hel stat, fremsatte her igen, som rent vrøvl, og da jeg pegede på, hvor vigtig Den Europæiske Centralbanks uafhængighed er, netop set i lyset af de tolv rød-rosa-grønne regeringer i Euroland. Det står der ikke noget om i det fuldstændige forhandlingsreferat. I referatet kan jeg heller ikke finde min udtalelse om, at det ville være bedre for euroens styrke, hvis vælgerne ville give de talrige rød-grønne regeringer løbepas frem for at udstede politiske sanktioner mod Østrig, som repræsenterer et forsøg på at manipulere med et valgresultat, der bragte en regering til magten, som efter 30 års socialdemokratisk indspisthed nu forsøger at skabe grå markeder. (Formanden fratog taleren ordet)
+Fru Lulling, vi er i gang med at godkende protokollen. Jeg har taget Deres korrektion af det fuldstændige forhandlingsreferat til efterretning, og Parlamentets begejstring for Deres ord vil blive inddraget i protokollen. (Protokollen godkendtes)
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10.40)

data/train/da_ep-00-09-08.txt

@@ -0,0 +1,29 @@
+Jeg har den triste pligt at skulle meddele, at vores kollega, hr. Günter Lüttge, afgik ved døden i går efter en alvorlig sygdom. Hr. Lüttge blev medlem af Parlamentet i 1989 og var især aktiv inden for transportpolitikken. Jeg foreslår, kære kolleger, at vi iagttager et minuts stilhed til hans minde. (Parlamentet iagttog et minuts stilhed)
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
+Hr. formand, jeg henviser til den tekst, der blev godkendt i går, og til spørgsmålet om kloning af mennesker. I artikel 11, punkt 8, i den engelske version, står der, at man skal overveje at nedsætte et midlertidigt udvalg. Der står faktisk ikke, at et sådant midlertidigt udvalg faktisk skal nedsættes. Kan vi få en indikation af, hvad formanden vil gøre ved denne del af forordningen?
+Det forelægger jeg formandskonferencen, hr. Adam. De vil blive underrettet herom.
+Hr. formand, mit navn lader ikke til at være med på gårsdagens deltagerliste, selv om jeg faktisk var til stede.
+Hr. Bowis, det bliver rettet.
+Hr. formand, i forbindelse med hr. Adams indlæg går jeg ud fra, at De ved starten af den korte mødeperiode rapporterer, hvad resultatet bliver, og hvis der foreslås nedsat et midlertidigt udvalg, skal Parlamentet selvfølgelig stemme om det.
+Sådan sker det, hr. Ford. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0200/2000) af Gutiérrez-Cortines for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier og Sport om beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen, resultaterne og den samlede evaluering af Det Europæiske År for Livslang Uddannelse (1996) forelagt i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2493/95/EF (KOM(1999) 447 - C5-0205/1999 - 1999/2163(COS)).
+Hr. formand, betænkningen om Det Europæiske År for Livslang Uddannelse er ved første øjekast et betydningsløst dokument, og dog har det afsløret dybe lakuner og sorte pletter i det europæiske system. Det var et år til udbredelse og formidling som svar på Luxembourg-topmødet og på andre topmøder, hvor man har lagt meget stor vægt på uddannelse som en indgang for europæerne til arbejdsmarkedet, uanset alder. Betænkningen har for det første vist, at når man giver penge til uddannelse, så mangedobles pengene. De lande, der har været ivrige efter at deltage, har firedoblet deres budget. Det vil sige, at de penge, der investeres i uddannelse, er dem, der giver de bedste resultater, for de mangedobles, og de giver heller ikke anledning til svindel eller lignende. For det andet har Det Europæiske År for Livslang Uddannelse påvist Kommissionens vanskeligheder med at informere, give svar og være åben. Det har været praktisk talt umuligt at indsamle al den nødvendige dokumentation, til dels fordi landene tilsyneladende ikke stiller den til rådighed, og til dels fordi der ikke findes procedurer til at indsamle den så nemt og smidigt, som det kunne ønskes. Derfor har vi ændret betænkningen til at være et svar og en række anbefalinger om de kriterier, som livslang uddannelse efter vores mening bør leve op til. Vi har opdaget, at der er stor forvirring om kriterierne, som til dels skyldes Rådet, for kvaliteten i det dokument, der blev offentliggjort af Kommissionen, forslaget til året om livslang uddannelse, var meget højere. Det er klart, at der skal være meget mere klarhed omkring uddannelse. Man sammenblander imidlertid uddannelse med henblik på integration, sprogundervisning og underholdning i den tredje alder med uddannelse med henblik på beskæftigelse, så resultatet bliver et sammensurium, hvor man ikke kan evaluere eller vurdere kvaliteten eller se, hvad der er kriterier for god praksis. Vi anmoder derfor om, at man regulerer og skelner tydeligt mellem de uddannelsesmæssige mål. Uddannelse, der tager sigte på integration af emigranter, er naturligvis ikke det samme som erhvervelse af nye kvalifikationer, uddannelse, der tager sigte på førstegangsbeskæftigelse eller omskoling samt en række andre aspekter. Vi har derfor anmodet om gennemsigtighed og bedre organisering af hele systemet. Vi har ligeledes anmodet om bedre uddannelse og videreuddannelse af underviserne. Det er klart, at hvis vi mener, at livslang uddannelse kun er rettet mod ufaglærte, så tager man ikke hensyn til videreuddannelse af personalet på universiteterne og uddannelsesinstitutionerne, som skal være moderskibet for viden og videregive informationerne til samfundet. Endelig har vi anmodet om, at det bliver helt klart, hvordan strukturfondenes midler til uddannelse anvendes, da det ikke kontrolleres. Efter vores opfattelse er dette spørgsmål af afgørende betydning. Det er ikke acceptabelt, at når Europa ofrer så lidt opmærksomhed på uddannelse, at uddannelsesmidlerne så anvendes til andre formål. Et af de store problemer i den europæiske historie ligger i, at når underklassen efter lang tids kamp er rykket opad og har opnået at blive en del af den herskende klasse, så har de efterlignet aristokratiets mangler og er hensunket i egne tanker og har glemt betydningen af selve uddannelsen og af kampen for at blive ved med at besidde viden. Vi befinder os altså i et aristokratisk Europa, som ikke ønsker at bekymre sig om uddannelsen, og som er nedsunket i en slags stolthed over at være europæisk. Vi synes, at det er nok at være europæisk borger, og vi er ikke opmærksomme på, at hvis vi vil have forskere, hvis vi ønsker et virkelig konkurrencedygtigt Europa, så skal vi passe på vores menneskelige ressourcer. Europa skal være klar over, at til trods for subsidiaritetsprincippet er det at uddanne folk og lære dem at tage vare på sig selv og deres egen fremtid en af de vigtigste målsætninger for dets egen eksistens. Derfor er et Europa, som kun plejer sine egne interesser, et understøttelsens Europa, et Europa med en lærerstab, som kun ønsker at reducere undervisningstimerne, et Europa, som betragter og forveksler fagforeningspolitik med uddannelsespolitik, et Europa, der vækker bekymring. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på denne situation, og jeg finder, at vi skal tage vores interesse for uddannelse op til revision, for vi taler om mennesker og om vores fremtid.
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, betænkningen foreligger nu, og det utvivlsomt - som ordføreren fru Gutiérrez-Cortines sagde - med henblik på at komme med forbedringer. Men jeg mener også, at vi endnu en gang bør benytte diskussionen her til formiddag til at styrke erkendelsen og på ny blive bevidste om uddannelse. Vi glæder os alle over den moderne tids nye fremskridt: rejser, Internet, mobiltelefoner, direkte tv-transmissioner fra den anden side af jordkloden, som vi nu igen kan opleve det i forbindelse med OL i Australien. Det er alt sammen fremskridt, men også indicier for den tid og det samfund, vi lever i, informationstidsalder, informationssamfund, videns- og teknologitidsalder, globalisering, for her blot at nævne et par stykker. De er alle kendetegnet ved et enormt tempo og ved forandringer, ja revolutioner, af enorme dimensioner, som er blevet udløst af de nye fremskridt, og som fortsat udløses. Informationer og viden spredes i dag langt hurtigere og langt mere omfattende end for blot nogle få år siden. Man må forberede folk på denne svimlende og fascinerende forvandlingskarrusel. Allerede i den tidligste ungdom, altså i skolen, hedder det, at man skal lære for livet. Men i dag er denne sætning kun den halve sandhed, og den kan ikke blive stående med den formulering. For forvandlings- og ændringsprocesserne i samfundet, i arbejdslivet, i miljøet hører langtfra op efter skolen eller endt uddannelse, men forbliver uændret og forstærkes endda. Hver enkelt må altså lære selv at tage denne udfordring op og indstille sig på livslang uddannelse. Kun på den måde kan vi alle tage del i den moderne tids store fremskridt i fremtiden, det vil sige hævde os i livets konkurrencesituationer, der forandrer sig hurtigere og hurtigere - hvad enten det måtte være i privatlivet eller på jobbet - gribe chancerne og være med til at udforme dem. For at få disse erkendelser til at slå igennem i hele Europa blev 1996 udnævnt til Det Europæiske År for Livslang Uddannelse. Med relativt begrænsede ressourcer i størrelsesordenen 8,4 millioner ecu fra Den Europæiske Union blev der sammen med de tre EØS-partnere, Liechtenstein, Schweiz og Norge, rejst 34 millioner ecu til projektet, som blev modtaget overordentligt positivt. I forbindelse med en lang række kongresser, seminarer og pr-arrangementer blev der ført konstruktive diskussioner om nødvendigheden af og chancen for nytænkning med henblik på livslang uddannelse på alle samfundsområder. Det er sådanne chancer - særligt da også for Europa og den europæiske integration - som vi kan opleve her: Kendskab til andre sprog, andre kulturer, andre måder at leve på, alt hvad der er så vigtigt for os i et Europa, der vokser sammen. Det Europæiske År for Livslang Uddannelse var et godt initiativ, som skal videreføres og styrkes.
+Hr. formand, ærede medlemmer, efter den traditionelle opfattelse var indlæringen afsluttet, når uddannelsen var gennemført. En lille elite blev rigtig nok ved med at skabe, overføre og erhverve sig ny viden og kundskaber, men for det store flertal betød afskeden med skolen afslutningen på den formelle indlæring. Tingenes tilstand er radikalt ændret. Skoletiden er udvidet og forlænget. Der er opstået nye kilder og måder til at opnå viden og færdigheder. Den, der ikke følger med og lever op til de nye krav, risikerer marginalisering, mindre faglig værdi, tab af social status og åndelig fattigdom. Det hedder sig ganske rigtigt, at vi er gået ind i videns- og kundskabssamfundet, men den store filosof Nietzsche har dog løftet en advarende røst: "Det lader sig ikke gøre at bygge en civilisation på viden", sagde han. Denne advarsel giver anledning til overvejelse. Skønt der i dag ikke er noget alternativ til videnskabens udvikling, til øget viden og information, er sagen jo den, at livslang uddannelse ikke kan reduceres til blot og bar erhvervelse af nyttige færdigheder, men må indføjes i en kultur, i et værdisæt, som giver menneskets sociale liv en mening. Livslang uddannelse er derfor blevet noget helt uomgængeligt, som staterne, uddannelsesinstitutionerne og borgerne fremover ikke bør undervurdere. Af disse årsager udgør Det Europæiske År for Livslang Uddannelse en milepæl og et symbolsk øjeblik i europæernes bevidstgørelse om denne nye virkelighed. De overvejelser, der gik forud for og ledsagede dette europæiske år, og den interesse, som det afstedkom på skoler og i foreninger, har bidraget væsentligt hertil. Livslang uddannelse har fæstnet sig definitivt i sprogbrugen hos politikere, skolefolk og virksomhedsledere, men også - hvad der er vigtigere - i det almindelige dagligsprog. Livslang uddannelse er desuden blevet et redskab i kampen mod manglende succes i skolen, mod frafald og kundskabsløshed. Det er altså i dag en god sag. På grund af alt dette har initiativet været værdifuldt, belejligt og frugtbart. Dets mål er blevet nået, og det, der manglede i penge, blev erstattet af de mange gode viljer og den tilslutning, som det fik. Skellet mellem den grundlæggende uddannelse og senere uddannelsesfaser er i dag et overstået kapitel. Uddannelse ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne give udtryk for Den Liberale Gruppes støtte til vores kollega Cristina Gutiérrez-Cortines' betænkning, der, som hun selv har nævnt ved indledningen til sin betænkning, ikke blot bør betragtes som en ren formssag, en status over anvendelsen af Det Europæiske År for Uddannelse i 1996, men som en analyse, vi kan bruge til at komme med en række forslag til det, der burde være dimensionen for uddannelse på dens forskellige områder, inklusive livslang uddannelse og erhvervsuddannelse og teknisk undervisning, som man skal være særlig opmærksom på. Dette er i samklang med de idéer, der kom til udtryk for nogle måneder siden på møderne i De Europæiske Råd i Lissabon og Feira, da alle medlemsstaterne forpligtede sig til på europæisk plan at udvikle en række tiltag, så Den Europæiske Union i dette årti kan blive et førende samfund på internationalt plan og nå op på de konkurrenceniveauer, især inden for det teknologiske område, som det nordamerikanske samfund er på i dag. Hovedelementet i processen for at nå op på dette konkurrenceniveau er netop uddannelse og videreuddannelse og et samfund, der befinder sig på et meget højt niveau, som kan tilbyde det nødvendige grundlag for at gøre fremskridt på de teknologisk mest udviklede og avancerede områder inden for videnskabelig og teknologisk innovation. Fru Cristina Gutiérrez-Cortines' betænkning, og det har hun også selv nævnt i dag, påviser de uligevægte, der stadig findes på uddannelsesområdet på europæisk og internationalt plan, det vil sige, at man på den ene side ønsker en aktion om uddannelse på europæisk plan, men at medlemsstaterne på den anden side modsætter sig at afgive deres beføjelser og få etableret et virkeligt samarbejde om uddannelse. Det er rigtigt, at der er nogle programmer, som vi altid henviser til, f.eks. Sokrates og Leonardo, men netop i disse programmer må vi konstatere, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at give dem det omfang og den indflydelse, vi kunne ønske. Derfor anbefaler jeg Dem afslutningsvis, mine damer og herrer, at De ser særlig opmærksomt på punkt 16, 17, 18, 19, 23 og 24, som er en god vejledning i, hvordan man kan opnå bedre uddannelsesniveauer i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, jeg vil starte med at lykønske vores ordfører med det glimrende resultat og det gode samarbejde i Kulturudvalget. I filosofiske tekster, i litterære tekster og også i folkemunde hedder det, at man aldrig bliver for gammel til at lære. Initiativet "livslang uddannelse" var en klog beslutning og et rigtigt initiativ med henblik på at imødekomme kravene i det 21. århundrede og på at kunne løfte disse opgaver. Frem til i dag lå og ligger den almene uddannelses- og erhvervsuddannelsesperiode hovedsageligt i de tidlige faser af livet. Vigtigheden af livslang uddannelse kan dog ikke alene begrænses til områderne almen uddannelse og erhvervsuddannelsespolitik. Dens succes afhænger også i høj grad af arbejdsmarkedspolitikken og en vellykket udbredelse af videnskab og teknologi. Livslang uddannelse sætter ind der, hvor skoleuddannelsen, grunduddannelsen, ophører. Og her finder vi den første, og efter min mening også den største, svaghed ved dette glimrende initiativ: Livslang uddannelse kan kun fungere, hvis tilpasningen af grunduddannelsen, og i særdeleshed tempoet for denne tilpasning, ændres inden for rammerne af de oprindelige uddannelsessystemer. I et videnssamfund bør en af skolens hovedfunktioner bestå i at tilbyde eleverne metoder, som man har brug for med henblik på at skaffe sig adgang til store informationsmængder, at forstå disse informationer og omdanne dem til viden. Læseplanerne og den måde, som man hidtil har formidlet lærestof på, skal ændres grundlæggende. Jeg ønsker jo ikke at gribe ind i nationalstaterne, men det er dog også en tanke, som vi burde diskutere igennem i fællesskab i dette Europæiske Fællesskab. Retningen bør snarere være individuel, med sociale komponenter. Vi bør i stigende omfang lære at argumentere kritisk, at styrke elevernes selvtillid, at støtte en sproglig formuleringsevne. Disse punkter, disse kompetencer, vil, ud over den instrumentale kompetencevej, nemlig evnen til at kunne skrive, til at lære fremmedsprog og til at regne, blive mere og mere vigtige. Det må være et mål at sætte eleverne i stand til hele tiden at kunne opdatere deres viden og deres kunnen - at de kan det, og at de vil det - og ikke betragte et eksamensbevis som afslutningen på en indlæringsproces, som et certifikat på en endegyldig præstation. Vores samfund må frigøre sig fra det forældede system: skoletid, arbejdstid, pension! Livslang uddannelse begynder altså med en reform af vores skoleuddannelse. Hvert enkelt individ bør lære for sig selv. Det står ikke i vores magt, men vi kan bidrage meget hertil. For den europæiske befolkning er jo ikke blot den menneskelige ressource for det europæiske arbejdsmarked, den er en overflod af vidunderlige individer. Tillad mig her til slut at komme med et personligt eksempel: Jeg kender en snedker i nærheden af Wien, i en lille forstad, hvor der stadigvæk lidt hersker den fordom, at en, der arbejder med hænderne, ingen høj almen uddannelse har. Denne snedker er mellem 40 og 50 år, taler fire sprog, og er kendt som en lille filosof. Det ville være min ønskedrøm for Europa.
+Hr. formand, hos os i Finland siges i folkemunde, at de fine herrers travlhed er langsom. Det kan man også sige i denne forbindelse, når de politiske resultater af Det Europæiske År for Livslang Uddannelse 1996 er under vurdering. Til trods for den spildte tid bliver ordføreren nødt til at beklage, at den kvalitative vurdering af gennemførelsen af temaårets program er mangelfuld. Antallet af begivenheder er man vel i stand til at tælle på noget kortere tid. På seminaret om de europæiske papirfabrikker her i Strasbourg i onsdags pointerede en repræsentant for arbejdstagerne et vigtigt aspekt. Når der købes hardware, er det altid en investering, men når der anskaffes software, som kaldes uddannelse af virksomhedens personale, betragtes det ikke som en investering. Ordføreren har med god grund fremhævet netop dette aspekt. Uddannelse skal betragtes som en investering og ikke som en driftsudgift. Det skal fremhæves, at en livslang uddannelse også indebærer en almenkulturel del og ikke kun en faglig del. Alt for ofte er uddannelsen for ensidig, og det gælder i dag især for udvikling af informationssamfundet. De elektroniske programmer er komplicerede og bliver hele tiden endnu mere komplicerede. De, der behersker programsproget, forstår ofte ikke indholdet. Man kan spørge, som man siger i Finland: Manden taler seks sprog, men hvad har han at sige? I et informationssamfund kan én tale maskinsproget, men han/hun har ikke andet at sige. Der er kun nuller og ettaller. Her støder vi sammen med eEuropa-strategien, som Kommissionen udarbejdede til topmødet i Lissabon. I den koncentrerede man sig meget om hardware, men meget lidt om den software, som hedder uddannelse. Borgerne skal ikke kun uddannes til at anvende maskiner, men også til at drage nytte af maskinerne. Maskinerne skal kunne benyttes til gavnlige og fornødne formål, der fremmer folks egne funktionsevner og styring af deres eget liv. Ethvert menneske skal i dag kunne læse og skrive i det omfang, brugen af de forskellige former af det elektroniske medie kræver. I denne nye læsekunst skal der gives undervisning til mange voksne mennesker helt fra begynderstadiet. Når installering af computerkabler i hvert hjem fastsættes som målsætning for et eEuropa-program, øges demokratiet. I dag realiseres demokratiet, således at alle har lige adgang til alsidige data. For at kunne udnytte viden, skal man huske, at indlæring også er en social aktivitet. Uddannelsen kan ikke lades stå støttet alene med eEuropa-programmet, der er også brug for sociale sammenhænge. Når ingen er i stand til at kunne alt, skal det enkelte menneske selv være i stand til beslutte, hvad det kan betale sig at kunne. Hvis dette bestemmes af statsmagten, går vi nemt over til propaganda og indoktrinering. Når man undersøger EU's programmer, der ofte er ens for alle eller indebærer kravet om harmonisering for alle, opdager man, at man er i gang med at gøre EU til en totalitær unionsstat. Vi har brug for livslang uddannelse og almenkulturel viden, så vi kan modarbejde Den Europæiske Unions forsøg på at skabe Europas totalitære stat og være dens politbureau.
+Hr. formand, mine damer og herrer, for en time siden sad jeg hos min fransklærerinde og gjorde mig stor umage for at blive klogere. Jeg må sige, at det virkelig er sjovt at lære sprog. Det er rart at vide, at man ikke skal op til en eksamen bagefter, men at man lærer for sin egen skyld, at man lærer at kommunikere med hinanden og at behandle hinanden korrekt. Jeg må sige, at jeg virkelig synes, at det er sjovt at lære fransk! (Formanden spurgte taleren, om han ikke ville fortsætte sin tale på fransk) (Munterhed) Jeg tror også, at det er det, som vi har brug for i fremtiden: Det skal være sjovt at lære noget! I livet vender lærepyramiden sig de facto om. Når det drejer sig om at lære noget, tænkte vi tidligere egentlig snarere på unge fuldtidsstuderende, hvorimod vi i dag konstaterer, at de erhvervsaktive må lære mere og mere. Jeg tror, at netop vi i Europa-Parlamentet kan bekræfte, at vi egentlig lærer, evaluerer og bedømmer mere hver eneste dag, end vi skulle på et studium eller i skolen. Og jo ældre man bliver, desto mere bevidst bliver man om, hvad man gerne vil lære. Man bliver langt mere selektiv, og det er netop glæden ved at lære noget, der gør, at man er begejstret og modtagelig over for noget nyt. Det vil sige, at vi har et paradigmeskift, ikke kun i erhvervslivet, men i de brede samfundslag, ikke kun på grund af e-learning, de nye teknologiske muligheder, men også på grund af en ændret erkendelse. Jeg tror, at netop denne ændrede erkendelse viser, at voksne i alle livets forhold egentlig anser livslang uddannelse for at blive mere og mere vigtigt. Derfor finder jeg det også meget positivt, at vi i Europa-Parlamentet diskuterer den slags langsigtede strategiske emner. Netop på en fredag som i dag er det efter min mening vigtigt, at vi også har modet til at tænke strategisk på langt sigt og overveje, hvordan vi bedst kan sikre borgerne i Europa den nødvendige støtte. Særligt for de ældre bliver det mere og mere vigtigt at bevare et godt helbred, også når man når op i en høj alder. Vi har stadigvæk meget at lære om, hvordan vi ernærer os rigtigt, hvordan vi behandler vores krop rigtigt. Jeg tror, at netop disse grunddyder er meget vigtige i fremtiden. Hvad har vi nu brug for på et fælleseuropæisk plan? Vi har brug for et generelt anerkendelsessystem for så vidt angår private og offentlige uddannelsestilbud samt uddannelsestilbud i virksomhedernes regi, et europæisk uddannelsespas, et europakørekort, hvor man kan benytte sammenlignelige uddannelsesmoduler i hele Europa. Vi har brug for sammenligninger af uddannelsesudgifter og -indtægter samt en sammenligning af kvalitetsniveauet i hele Europa. Globalt bør vi forsøge at indføre best practices, en tilskyndelse til en positiv konkurrence. Vi bør lære af hele verden, hvilket system, hvilken uddannelse, der er bedst for menneskene og borgerne i Europa.
+Hr. formand, jeg håber, at jeg ikke lyder for negativ, når jeg siger, at denne debat efter min mening har været alt for selvtilfreds indtil videre. Da jeg læste dagsordenen og udtrykket "år for livslang uddannelse", forekom dette mig at være en selvmodsigelse. Et år er meget kort tid til projektet. Spørgsmålet er, hvor meget disse år for det ene eller det andet er værd, når ansøgningerne om støtte skal indsendes inden tre måneder, og alt skal gennemføres inden for et år. Jeg har prøvet at deltage i projekter, som modtog den type støtte, både som universitetslærer, og da jeg arbejdede for en velgørende uddannelses- og social institution. For de mennesker, som prøver at udføre arbejdet, kan disse udfordringer med meget kort varsel og meget lidt forklaring på, hvordan ansøgningerne skal udformes, og hvilke kriterier der skal anvendes, gøre mindst lige så meget skade som gavn. Man kan altid bagefter påpege, at pengene jo blev brugt, at der kom flere penge ind, og at der blev udrettet noget godt, men kunne det have været gjort bedre? Begge udvalgsrapporterne - udvalgsrapporten og udtalelsen fra underudvalget - henviser til, at Kommissionens vurderingsmetode ikke var særlig præcis, og at de opstillede kriterier ikke var særlig klare. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre den slags ting, men vi skal gøre dem bedre og overveje meget nøje, hvad der bedst kan gøres på EU-niveau, og hvad der kan gøres på lavere niveauer - ikke på medlemsstatsniveau eller i selvstyrende regioner inden for medlemsstaterne, men helt nede på niveau med skoler og uddannelsesinstitutioner. Min valgkreds har netop overstået en alvorlig krise med hensyn til sin uddannelsesmæssige vurdering, delvis på grund af manglende høring af lærerne. Storstilede idéer fra højere magter, som ikke er gennemprøvet tilstrækkeligt i praksis, vil altid falde til jorden, undertiden med ødelæggende konsekvenser for enkeltpersoner og samfundet. Nærhedsprincippet er vigtigt, især inden for områder som uddannelse generelt og livslang uddannelse, og vi løber en stor risiko, hvis vi glemmer det. Det kan være nyttigt at udveksle idéer i netværk for at nå frem til de bedste metoder, men vi må ikke lade os narre til at tro, at et år for livslang uddannelse virkelig gør nogen forskel. Det kan kun opnås gennem engagement hos folk på gulvet. Det er dem, vi skal respektere, opmuntre og støtte. Vi går alle ind for livslang uddannelse, men vi skal ikke blive alt for selvtilfredse, når vi har så lidt at have det i.
+Hr. formand, livslang uddannelse er noget, som vi alle betragter med største velvilje. Det hører vi jo ikke mindst i denne diskussion. Når det kommer til handling, er det dog ofte omvendt. Jeg er enig med ordføreren, som kritiserer Kommissionens indsats for livslang uddannelse i kampagneåret 1996 og den rodede bedømmelse, som fulgte. Livslang uddannelse er et fænomen, som kræver store ressourcer. Det kræver uddannelsespolitisk nytænkning og prioritering af økonomiske ressourcer. Lad mig starte med at kommentere nytænkning. I vores uddannelsessystemer er vi eksperter i det modsatte, det vil sige i tidsbegrænsede og afsluttede uddannelsesforløb med stærk vægt på netop den afsluttende eksamen. Livslang uddannelse kræver det modsatte, nemlig kontinuitet og lange tidshorisonter. Det er ikke længere nok at uddanne medarbejdere til arbejdspladsernes sidste øjebliksbehov. Nu handler det om at kvalificere mennesker til et livslangt forløb. Vi har altså brug for nye organisationsformer i undervisningen. Vi har brug for nye pædagogiske idéer og instrumenter. Det største problem er måske det, som mange andre talere har nævnt, nemlig penge. Vi skal afsætte mange flere ressourcer til undervisning, end vi hidtil har gjort, både på arbejdspladserne og i det offentlige uddannelsessystem samt på andre områder. Der skal være penge til at betale undervisningsomkostningerne, men også til at erstatte lønindkomster, ikke mindst for dem, som skal studere på fuld tid. Det er især vigtigt at kunne finansiere de meget lange studietider, som kan være nødvendige, hvis der skal flyttes arbejdskraft fra de traditionelle sektorer til nye områder på arbejdsmarkedet. Da penge altid er et problem, mener jeg, at der er brug for kvantitative mål for udgifter til voksenundervisning. Man kunne f.eks. afsætte en vis del af virksomhedernes produktionsomkostninger, en vis procent af statsbudgettet, en vis del af den normale arbejdstid eller eventuelt en vis del af den enkeltes arbejdstid - eller benytte sig af lignende kvantitative mål. Det svenske formandskab, som starter den 1. januar 2001, har sagt, at livslang uddannelse vil blive et af dets prioriterede emner. Jeg synes, at vi kan kræve af den svenske regering, at den foreslår netop sådanne kvantitative mål for livslang voksenuddannelse. Flere talere her i salen har været enige med hensyn til behovet for økonomiske prioriteringer. Vi kunne måske lave en fælles udtalelse til det svenske formandskab i dette spørgsmål.
+Hr. formand, en af de smukkeste former for livslang uddannelse er at være medlem af Europa-Parlamentet. Hertil hører ikke mindst disse fredagsmøder, hvor man for en gangs skyld har tid til også at beskæftige sig med betænkninger fra kolleger med andre fagområder. Jeg håber, at også et flertal i Parlamentet vil lære og ikke gennemføre den planlagte afskaffelse af møderne om fredagen. Men nu til selve emnet: Gutiérrez-Cortines har fremlagt en glimrende betænkning, som også er meget kritisk, fordi vores stats- og regeringschefer altid kommer med store erklæringer. Topmødet i Feira var en sådan begivenhed, en ren mediebegivenhed, som man så smukt kalder det i dag, men reelt er der sker meget lidt. På budgettet afsættes der meget få midler til dette formål, der er næsten ingen midler til rådighed - effekten rækker. Vi må stoppe denne erklæringernes politik! Derfor er jeg meget taknemmelig for den solide betænkning, der er blevet fremlagt. Ordføreren har naturligvis også helt klart fremhævet en ting: subsidiaritetsprincippets betydning. Men alligevel skal der også benyttes midler på europæisk plan. Her må der først og fremmest lægges vægt på kvalitet, og kvalitet vil sige at prioritere. Det må høre til vores prioriteter at udvide netop denne idé om livslang uddannelse til også at omfatte befolkningen i ansøgerlandene. For i Øst- og Centraleuropa har et totalitært system i flere årtier berøvet befolkningen muligheden for at udvikle sig frit. Det er en stor fejl ved vores politik, at vi koncentrerer os meget stærkt om de unge i disse lande. Det er naturligvis også vigtigt. Men massen udgøres af ældre mennesker. Ældre mennesker, som skal overvinde årtiers diktatur, men som kan starte på en frisk i dag. Også det må vi støtte ved at prioritere dette punkt. Jeg vil også gerne sige, at jeg tror, at netop de ældre, som efter at være blevet pensioneret stadig har 20 eller 30 produktive år foran sig, i stigende omfang bør have mulighed for at kunne engagere sig i vores samfund. I den forbindelse skal mulighederne for at uddanne sig nu engang også være til stede. Jeg beklager, at man i dag i stigende grad diskuterer at lukke universiteter for ældre, at opkræve gebyrer og sørge for, at ældre ikke længere kan studere på universiteterne.
+Hr. formand, i Cortines' betænkning konstateres, at Det Europæiske År for Livslang Uddannelse led under skødesynden i Unionens administration - en langsom igangsætning af foranstaltninger. De nationale koordineringsorganer måtte lide under bl.a. materialernes forsinkelser og utilstrækkelighed. Det haltede også med ibrugtagningen af Internettet. Det vanskeliggjorde naturligvis gennemførelsen af Det Europæiske År. Desværre ser situationen ligedan ud, for så vidt angår det netop iværksatte Sokrates II-program. De nationale kontorer sender bekymrede beskeder om, at aftalerne mellem dem og Kommissionen endnu ikke er i orden, og at der ikke er sikkerhed om finansieringen. Dette kan ikke undgå også at afspejle sig i iværksættelsen af voksenuddannelsesdelen, Grundtvig, der indgår i Sokrates. Det er en skam. De adminsitrative problemer omkring Sokrates skal der hurtigt findes en løsning på, så Unionens indsats for livslang uddannelse kan komme ud til borgerne. Uddannelse og indlæring anses stadigt mere som en europæisk ressource. Det betyder ikke kun fornødne udgiftsposter. Forhåbentlig afspejler denne holdningsændring sig inden længe også på Unionens budget. Det Europæiske Sprogår, som arrangeres næste år, kommer på samme måde til at kæmpe med beskedne bevillinger som Det Europæiske År for Livslang Uddannelse gjorde. Parlamentet gjorde dog sit bedste for at færdiggøre det retlige grundlag i tide. Selv om uddannelse hører inden for subsidiaritetsprincippet, bliver dens europæiske dimension stærkere hele tiden. Europæiske succeser i den globale konkurrence bygger på kyndige og engagerede mennesker. Livslang uddannelse er i en nøgleposition i bekæmpelsen af arbejdsløsheden og fremmedgørelsen. I betænkningen, som er godkendt af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, bedes Kommissionen anvende efteruddannelse på traditionelle erhverv, især inden for håndværk ud over eliteplan og i højskoler. Den livslange uddannelse menes ofte kun i sig selv at være arbejdskraftens nødvendige fornyelse. Den bør imidlertid være enhver borgers grundlæggende rettighed, der ud over en forbedring af de faglige færdigheder også er vejen til personlig vækst, glæde og forståelse. Ved hjælp af de moderne tekniske midler kan indlæring bringes inden for alles rækkevidde. Denne mulighed skal udnyttes.
+Hr. formand, punkt 16 i fru Gutiérrez-Cortines' glimrende betænkning lægger op til uddannelse, der tager sigte på at gøre noget ved elevernes nederlag i skolen. Det ville være langt bedre, hvis vi helt kunne undgå den slags nederlag. Der er ikke noget mere sørgeligt end en elev, der går ud af skolen uden nogen form for kvalifikationer, og som opgiver håbet. Og situationen forværres, efterhånden som der bliver færre og færre job, der ikke kræver nogen kvalifikationer. Grunden er ofte, at de unge afskrækkes fra at lære noget af et stift uddannelsessystem, som holder på det bestående og ikke tilpasser sig. Jeg appellerer til Kommissionen om at se gunstigt på et forskningsprogram, som skal undersøge anvendelse og udvikling af egnethedsprøver til på et tidligt tidspunkt - senest ved 12-13 års alderen - at indkredse, hvad den unge vil være god til uanset profession, beskæftigelse eller job. Skolerne skal så tilvejebringe kurser, som de unge kan klare. Succes skaber yderligere ambitioner. Det betyder tilfredse, begejstrede unge i stedet for modløse ballademagere. Det betyder, at de unge forlader skolen med skinnende øjne, spændte på fremtiden og i stand til at yde deres bidrag til samfundet. Det betyder unge, som får mulighed for et bedre og mere tilfredsstillende liv. Intet er vigtigere for Europas fremtid end de unge, som skal bygge det Europa. Der findes ingen unge, som ikke kan medvirke dertil. Vi skal mobilisere og realisere de unges potentiale, så de får succes.
+Hr. formand, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne takke Deres ordfører, fru Gutiérrez, for hendes arbejde - ikke blot for de positive aspekter, hun understreger, men også for hendes kritik, som Kommissionen har behandlet og taget til sig, og som vi har forstået er blevet fremsat i en konstruktiv ånd. Kritikken opfordrede os til altid at gøre tingene bedre, sådan som det i øvrigt blev sagt af en anden for et øjeblik siden, hvad enten det drejer sig om den måde, hvorpå vi behandler emnet livslang uddannelse, eller den måde, hvorpå vi sammen med Dem og medlemsstaterne arrangerer denne type begivenheder inden for rammerne af Det Europæiske År. På vegne af Kommissionen vil jeg endvidere gerne takke fru Evans, som var ansvarlig for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og de andre parlamentsmedlemmer, der har været med til at højne kvaliteten af denne debat, både i udvalget og på plenarmødet. Mine damer og herrer, jeg vil gerne dvæle et par minutter ved nogle af de kritikpunkter, som flere af Dem, herunder hr. Herman Schmid, har understreget, og som kommer til udtryk i fru Gutiérrez' betænkning. Jeg vil naturligvis også fremhæve de positive aspekter ved Det Europæiske År. Det er et initiativ, der, som det angives i betænkningen, blev meget positivt modtaget af Parlamentet og Rådet. Selv om man altid kan sige, at man burde have gjort det bedre, har dette initiativ efter det interesserede og berørte antal personer at dømme haft en mobiliserende gennemslagskraft, også med hensyn til tilvejebringelsen af yderligere økonomiske ressourcer, der er blevet anvendt mere decentralt. Det er et europæisk initiativ, som globalt set har været positivt, da det er blevet gennemført på denne decentrale måde tættere på borgerne og har henvendt sig til de nationale, regionale og lokale myndigheder i de enkelte medlemsstater. Hr. Posselt har nævnt nærhedsprincippets ånd og betydning, og jeg har taget hans kommentar til efterretning. Jeg har endvidere ved gennemlæsningen af Deres udvalgsbetænkning noteret mig, at et stort antal skoler, universiteter, virksomheder og foreninger - ikke blot fra uddannelsessektoren, men også fra den økonomiske sektor, kampen mod social udelukkelse og landbrugslivet - har udvist interesse for initiativet. Mine damer og herrer, jeg mener imidlertid også, at det er et initiativ, der har givet idéen, ambitionen og kravet om livslang uddannelse mulighed for at bryde ud af uddannelsesspecialisternes rammer og opnå større tilslutning fra et bredere publikum. Jeg tror, det var fru Klass, der fremhævede dette for et øjeblik siden. Mine damer og herrer, vi skal altid holde os disse positive aspekter for øje, og jeg vil gerne som lovet tage fat på en række af betænkningens kritikpunkter. Allerførst vil jeg gerne henvise til den indgangsvinkel, Kommissionen indtog ved fastlæggelsen af beretningens detailniveau, idet jeg minder om, at der er tale om en aktion med et budget på omkring 8 millioner ecu. Det er ikke småpenge, men det er heller ikke noget stort beløb. Det var Kommissionens hensigt at komme med en kortfattet beretning, som giver en idé om Det Europæiske Års indhold og et overskueligt resumé af dets resultater og gennemslagskraft. Vi har indføjet taloplysninger, herunder naturligvis vedrørende anvendelsen af føromtalte budget, men jeg vil sige, at der frem for alt er tale om en politisk beretning. Under udarbejdelsen af denne beretning har vores tjenestegrene i høj grad støttet sig til eksterne evalueringer udført af et selskab, der takket være sine kontakter i alle de deltagende lande efter min mening har været i stand til at give en objektiv beskrivelse af den måde, hvorpå dette år er blevet opfattet af aktørerne i vores forskellige lande. Den kvalitative evaluering blev foretaget med udgangspunkt i en meget bred stikprøveundersøgelse af projekterne og fulgt op af samtaler med de nationale myndigheder og efterfølgende i marken med projekternes igangsættere og ophavsmænd. Kommissionens tjenestegrene har stillet hele teksten fra denne eksterne evaluering til rådighed for Deres ordfører. Jeg vil gerne tilføje, at det naturligvis ligeledes er muligt at få adgang til arkiverne om projekternes budgetforvaltning. Deres betænkning, fru Gutiérrez, afdækker nogle forsinkelser, som er blevet bemærket af flere, herunder fru Livari for et øjeblik siden, i forbindelse med Årets gennemførelse og især med hensyn til uddelingen af brochurer. Vi må huske på, at Parlamentets og Rådets beslutning om at gennemføre Det Europæiske År var en af de allerførste tekster, der blev vedtaget ved fælles beslutningstagning, og at indkøringen af denne procedure objektivt set har taget et stykke tid. Beslutningen blev først formelt vedtaget i slutningen af oktober 1995, det vil sige få uger før Det Europæiske Års start. Dette betød meget for Kommissionens handleevne. Den indledende forsinkelse med kontrakterne med leverandører af serviceydelser og reklamemateriale fortsatte med at have en negativ effekt hele året. Endvidere skulle den første opfordring til at deltage i projektet lanceres meget uformelt i samarbejde med de nationale myndigheder. Den var blevet underskrevet med henblik på at gennemføre en aktion, der officielt endnu ikke eksisterede, og dette forklarer igen objektivt en del af de mangler, der påpeges i Deres betænkning, og - desværre - deres konsekvenser. Jeg tror, det var hr. McCormick, der nævnte igangsætternes problemer med at gennemføre projekterne i marken. Disse konsekvenser har helt klart deres udspring i den indledende forsinkelse, sådan som jeg netop har forklaret det. Mine damer og herrer, jeg beklager ligesom ordføreren, at nogle reklamemedier i begyndelsen kun var tilgængelige på tre sprog, men det var en vanskelig beslutning, der skulle tages af rent tekniske årsager som følge af budgettet og det til rådighed stående personale, idet alle sprogversioner af de reklamer, der udsendtes i Kommissionens navn, skulle gennemgås minutiøst. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at andre medier, herunder plakaterne, var tilgængelige på alle Unionens officielle sprog, og at vi gav de nationale myndigheder mulighed for at tilføje andre sprog efter deres egne behov. Det er klart, at vi til Det Europæiske Sprogår, som vi for øjeblikket er i gang med forberedelserne til, vil gøre os store anstrengelser - hvilket er både nødvendigt og legitimt - for i videst muligt omfang at overholde princippet om sproglig mangfoldighed. Fru Gutiérrez' betænkning påpeger en vis manglende klarhed, for så vidt angår målet for Det Europæiske År, der ifølge hende skyldes den manglende definition af begrebet livslang uddannelse. For et øjeblik siden hørte jeg Deres kollega, fru Echerer, nævne en lang række filosofiske værker, der gennem århundreder har henvist til den simple idé, at man lærer, så længe man lever. Det er rigtigt, at der ud over denne forskning og de filosofiske henvisninger manglede klare definitioner af det, som kravet om livslang uddannelse er, med respekt for vores landes og regioners forskellighed og identitet. Vi påskønner ordførerens forsøg på at klarlægge situationen ved at foreslå en definition af forskellige koncepter for livslang uddannelse. Jeg vil ikke desto mindre forsvare Kommissionens ønske om ikke straks at gennemtvinge en definition, navnlig hvis formålet var at begrænse den livslange uddannelse til en uddannelse underlagt arbejdsmarkedets behov. For selv om initiativet tog udgangspunkt i Kommissionens hvidbog "Vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse", viste det sig allerede ved de første meningsudvekslinger med Parlamentet og Rådet, at der var enighed om en bredere indgangsvinkel, hvor der blev taget højde for alle aspekter inden for uddannelse, fremgangsmåder, resultater. Som jeg sagde for et øjeblik siden, er systemerne inden for dette omåde meget forskellige fra land til land. Man måtte derfor nå til enighed om en fælles idé, der netop giver anledning til debat om betydningen af livslang uddannelse i ord, der passer til og respekterer forskellige nationale og regionale situationer. Kommissionen foretrak derfor at fokusere på indlæringens kontinuum, komplementariteten mellem dens forskellige aspekter, idet den ikke blot beskæftigede sig med den grundlæggende og videregående uddannelse, men også andre typer mindre formelle indlæringsmetoder. Jo længere tid, der gik, jo mere blev Kommissionen overbevist om, at denne indgangsvinkel var den rigtige. Vi har frivilligt støttet det, man kan kalde rekreativ indlæring, da vi vidste, at nogle mennesker, der har forladt det formelle uddannelsessystem med en følelse af fiasko - hr. Purvis fremhævede dette punkt for et øjeblik siden, og jeg har i øvrigt noteret mig Deres forslag, hr. Purvis, om et forskningsprogram, som jeg vil forelægge mine kolleger hr. Busquin og fru Reding - mennesker, unge, men ikke udelukkende unge, der forlader uddannelsessystemet med en følelse af fiasko, progressivt skal overbevises om, at det at lære kan være nyttigt, behageligt og give selvtillid. Det er også klart, at hvis livslang uddannelse skal blive en realitet, skal der allerede i grunduddannelsen tages højde for det, hr. Seppänen for et øjeblik siden kaldte generel uddannelse, for at sikre, at samtlige elever er motiverede og har de nødvendige evner til at lære i de forskellige situationer, de konfronteres med senere i det voksne liv. De skal med andre ord lære at lære. Siden Det Europæiske Års afslutning har idéen om livslang uddannelse vundet større og større indpas i den henseende, Deres kollega hr. Lage nævnte for et øjeblik siden. Det er ikke et tilfælde, mine damer og herrer, at ministrene fra flere EU-lande f.eks. siden 1996 er blevet tildelt en meget udtrykkelig kompetence i forbindelse med livslang uddannelse. Konceptet lå til grund for de overvejelser, der har givet den nye generation af programmer som Sokrates, Leonardo da Vinci og Ungdom. Det blev genoptaget af ministrene i G8, der sidste år i Köln vedtog et charter om selvsamme emne, som i høj grad var inspireret af de forhandlinger, der fandt sted i løbet af Det Europæiske År. Som De ved, fortsatte uddannelse i dette perspektiv med at være et af temaerne for det japanske formandskab. Mine damer og herrer, Kommissionen har fortsat overvejelserne om livslang uddannelse, og vores arbejde fortsætter fremefter inden for rammerne af Det Europæiske Råd i Lissabon, sådan som hr. Gasòliba i Böhm efterlyste det for et øjeblik siden. Om et par uger vil min kollega, fru Reding, forelægge et memorandumudkast om livslang uddannelse for kommissærkollegiet, og dette dokument vil blive overdraget til Dem i løbet af oktober. De forstår, at det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at gå nærmere i detaljer med dette memorandum, men beskæftigelsesaspektet, som Deres ordfører, fru Gutiérrez, har efterlyst, bliver naturligvis et væsentligt element, uden at det dog tilsidesætter aspektet om individets udfoldelse, der er og bliver én af uddannelsessystemets fornemste funktioner. Kommissionen fortsætter i den forbindelse debatten om livslang uddannelse sammen med Dem og Deres forsamling. Når jeg siger Kommissionen, mener jeg naturligvis ikke kun kommissæren, der er direkte ansvarlig for uddannelsesspørgsmål, fru Reding. Jeg mener, at mange af os føler os meget direkte berørt af denne udfordring, især, hvis De tillader, som kommissær for regionalpolitik, hvor jeg netop arbejder sammen med medlemsstaterne og regionerne om indholdet i og kvaliteten af programdokumenterne i de enkelte medlemsstater. Jeg er fuldstændig indstillet på at gøre plads til dette spørgsmål om livslang uddannelse og til uddannelsesspørgsmål generelt i strukturfondenes programmer. For et øjeblik siden nævnte hr. Seppänen, tror jeg, et emne, der efter min mening er et af de absolut vigtigste, nemlig adgangen til informationssamfundet. Ikke blot for de unge og de studerende, men også for et ældre og ofte glemt publikum, nemlig landmændene og de små og mellemstore virksomheder. Jeg har sagt og gentager her foran Dem, at jeg ikke skriver under på noget programdokument for nogen europæisk region i regionalpolitisk regi, som jeg har ansvaret for, hvis ikke dette dokument indeholder en meget klar plan for adgangen til informationssamfundet for den pågældende region, ja for alle regioner. Og disse programmer om adgang til informationssamfundet er ikke begrænset til folkeskolen, erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser. Jeg håber, og det siger jeg med smil på læben, at det svar, jeg her har givet Dem på mit modersmål på vegne af Europa-Kommissionen, kan fungere som et brugbart supplement for hr. Rübig i hans livslange, entusiastiske bestræbelser på at lære det franske sprog. (Bifald)
+Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
+Hr. formand, jeg stemte ja til dette vigtige dokument, som alle talerne netop understregede vigtigheden af. Det gælder navnlig fru Echerer, som sagde, at den enkelte skal lære for sin egen skyld, hr. Posselt, som jeg kunne give et medlemskort til Pensionistpartiet, så meget som han støttede de ældre, og kommissær Barnier, der sikrede en særlig indsats. Hr. formand, som Pensionistpartiets repræsentant her i Europa-Parlamentet vil jeg dog gerne give udtryk for ønsket om, at man gør ordene til handling. De ældre i medlemsstaterne har ikke mulighed for at lære noget, de får ikke nogen støtte fra medlemsstaterne, og de får heller ikke lov til at bruge skolernes lokaler, hvor børnene kommer om morgenen, og hvor de ældre kunne komme om aftenen.
+Hr. formand, livslang uddannelse kan ikke kun være en opgave for Europa-Kommissionen og de europæiske institutioner, men i særdeleshed også for medlemsstaterne. Jeg stemte for, fordi jeg tror, at der skal sættes fokus på den skattemæssige begunstigelse af erhvervsmæssig og privat uddannelse, så det først og fremmest også bliver muligt at foretage uddannelsessponsorering. Der må skabes incitamenter, så fonde overtager uddannelsesinstitutioner, og så der kan ske fremme på et bredt grundlag, så systemet kan blive aflastet. Men jeg tror også, at vi bør være et forbillede på europæisk plan. Vi bør hvert år lave udkast til uddannelses- og efteruddannelsesplaner for vores tjenestemænd og politikere og evaluere dem, så vi kan måle, hvordan vi selv videreudvikler os.
+Hr. formand, Grækenlands Kommunistiske Parti går ind for et offentligt system for livslang uddannelse, som kan give arbejdstagerne mulighed for at forbedre deres kundskaber og faglige kvalifikationer for ikke at tale om deres bidrag til hele samfundet samt deres levestandard. Den model, som Den Europæiske Union kommer med, er derimod et simpelt forsøg på at lappe på det uddannelsessystem, som fremstiller engangsarbejdstagere, som slet ikke kan følge med udviklingen inden for produktionsprocessen. Arbejdstageren er tvunget til hele livet igennem at bevæge sig i en evig cirkel af arbejde, arbejdsløshed og uddannelse, om og om igen. Fru Gutiérrez Cortines' betænkning sætter fingeren på nogle svagheder i systemet, men går ikke tilstrækkeligt dybt i analysen af årsager og foreslår ingen løsninger. Af disse grunde vil Grækenlands Kommunistiske Partis medlemmer af Europa-Parlamentet undlade at stemme.
+Jeg vil gerne starte med at minde om og understrege, at adgang til et godt uddannelsesniveau er ethvert menneskes ret med henblik på at udvikle dets potentiale og fremme dets integration i økonomisk, social og kulturel henseende. Denne grundlæggende oplysning har givet næring til forhandlingerne på Det Europæiske Råd i Lissabon og Feira. Vi har også erkendt, at denne ret skal tilpasses efter informationssamfundets indtog. De nye informations- og kommunikationsteknologier har i virkeligheden en yderst omfattende betydning for undervisningsmetoderne. Det er almindeligt anerkendt, at uddannelse i nutidens samfund skal finde sted gennem hele livet. Derfor er Kommissionen og medlemsstaterne ved disse topmøder blevet opfordret til at fastlægge sammenhængende strategier og praktiske tiltag for at gøre den livslange uddannelse tilgængelig for alle. Overvejelserne omkring dette emne begyndte imidlertid lang tid før, for allerede i 1996 foreslog Kommissionen Rådet og Europa-Parlamentet at udnævne 1996 til "Det Europæiske År for Livslang Uddannelse". Målet med dette år var at gøre borgerne opmærksomme på de nye koncepter for akademisk og erhvervsmæssig uddannelse og sammen med alle de berørte aktører at indlede overvejelser omkring den rolle og de udfordringer, som uddannelsessystemet stod over for ved indgangen til det 21. århundrede. I betragtning af udfordringernes omfang må jeg dog som ordføreren beklage, at Det Europæiske Års budget blev begrænset til 8,4 millioner euro for de 15 medlemsstater og de tre partnere i EØS. På samme måde må vi beklage den åbenlyse mangel på kvalitative oplysninger i Kommissionens beretning. Kommissionen må således for fremtiden forbedre kvaliteten af dens evalueringsrapporter. Den skal i kommende programmer koncentrere sig om at fastlægge de forskellige koncepter for og aspekter ved efteruddannelse og livslang uddannelse mere nøjagtigt. Den skal endvidere hurtigst muligt gennemføre handlingsprogrammer og iværksætte specifikke tiltag inden for rammerne af en strategi for livslang uddannelse og indlæring. Disse tiltag skal koordineres med programmerne Sokrates II og Leonardo. Det er op til os at sikre, at alle borgere har adgang til denne uddannelse inden for ny teknologi, for der er stor risiko for, at der danner sig en digital kløft mellem dem, der har adgang til teknologien, og dem, der ikke har. Det er også det, hele debatten om det almene tjenesteudbuds plads inden for de nye telekommunikationsnet drejer sig om.
+Mange tak, hr. Alyssandrakis.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10.10)

data/train/da_ep-00-10-06.txt

@@ -0,0 +1,18 @@
+Hr. formand, jeg vil gerne kommentere morgenens dagsorden, der, som De kan konstatere, er meget mager, på trods af at der sker yderst vigtige ting i Europa og især på trods af, at vi har afholdt en hel mødeperiode uden en eneste debat om den fælles valuta. I sidste uge blev der den 24. september holdt en meget vigtig folkeafstemning, hvor danskerne sagde nej til den fælles valuta. I går hævede Den Europæiske Centralbank sin officielle rentesats med et kvart procentpoint, hvilket medførte et nyt fald for euroen. Heraf kan man konkludere to ting: For det første vil borgerne aldrig kunne interessere sig for vores debatter, hvis Europa-Parlamentet stædigt prøver at undslippe enhver vigtig diskussion. Og for det andet er euroen en kunstig valuta. Det ville være katastrofalt at satse ensidigt på euroen under de nuværende omstændigheder.
+Hr. formand, jeg ville blot gøre mine kolleger opmærksom på bunken, der viser, hvilke dokumenter vi har haft til afstemning i denne uge. Jeg vil gerne lykønske mine kolleger. Vi er alle meget flittige! (Munterhed, bifald)
+Tak, hr. Rübig.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0237/2000) af Seppänen for Budgetudvalget om forslag til Rådets afgørelse om ændring af afgørelse 2000/24/EF med henblik på at udvide fællesskabsgarantien til Den Europæiske Investeringsbank til også at omfatte lån til projekter i Kroatien (KOM(2000) 289 - C5-0336/2000 - 2000/0122(CNS)).
+. (FI) Hr. formand, Den Europæiske Investeringsbank yder lån med garanti fra Den Europæiske Union til lande, der ikke tilhører EU. Den Europæiske Investeringsbank bevilger de enkelte lån frit efter sine egne kriterier uden præcise instrukser fra Den Europæiske Union. Unionen har imidlertid sat et loft for de lån, den garanterer. Lån garanteres ikke 100%, men Rådet har i december 1999 fastlagt kun at stille garanti for 65% af det planlagte beløb i perioden 2000 - 2007. For resten af beløbet skal EIB selv skaffe andre garantier eller tage risikoen. I praksis findes risikoen ikke, og Den Europæiske Investeringsbank er endda parat til at nedsætte procentandelen af EU's garanti. Unionens budget har en særlig garantifond for EIB-lån. Dertil overføres midler for enhver garanti fra en særlig reserve, hvis maksimumbeløb er fastsat i den interinstitutionelle aftale om de finansielle overslag. I 2000 må der fra reserven højst overføres 204 millioner euro til garantifonden. Teknisk overføres der til dækning af lån i Den Europæiske Investeringsbank 9% af beløbet, der udgør 65% af lånenes nominalværdi, fra reserven til garantifonden. Budgettets garantifond anvendes også til såkaldt makroøkonomisk bistand til lande, der ikke tilhører EU. For medlemsstaterne er det en nem måde at yde udviklingshjælp på. Disse lån bevilges ud fra politiske principper til EU's underdanige samarbejdspartnere, og de garanteres af garantifonden - i modsætning til Investeringsbankens lån - med 100%. Ved makroøkonomisk bistand er der ofte tale om EU's andel i en sådan helhedspakke, hvor andre bistandsydere er Verdensbanken og Den Internationale Valutafond. Normalt ydes finansiel bistand til tredjelande efter økonomiske og politiske adfærdskriterier fastsat af Den Internationale Valutafond - jo lavere garantier, der kan stilles for lån fra Investeringsbanken, des mindre makroøkonomisk bistand kan der ydes og omvendt. Det er også muligt fra garantifonden at garantere såkaldte Euratom-lån til støtte for udviklingen af tredjelandenes atomkraftindustri, men det har i de senere år ikke været nødvendigt at foretage overførsler fra reserven til garantifonden for disse. I december 1999 har Rådet fastsat maksimumsbeløbet for garantier til EIB for perioden 2000 - 2007 samt udarbejdet en liste over lande, der er berettiget til bistanden. Europa-Parlamentet har taget stilling til dette i Rühles betænkning i efteråret 1999. Når Parlamentet er hørt, forelægges sagen ikke igen i Parlamentet, hvad angår betingelsesdelen for garantier. I dag skal Parlamentet afgøre en meget enkel sag, udvidelse af fællesskabsgarantien til Den Europæiske Investeringsbank til også at omfatte lån til projekter i Kroatien. Der er ikke mere krig i Kroatien, og der er sket en demokratisk ændring. Derfor er optagelsen af landet blandt låntagerne begrundet, og det samme gælder den tilsvarende forhøjelse af Investeringsbankens maksimumsbeløb for lånegaranti. Hvis Parlamentet var i stand til at stille ændringsforslag til Rådets beslutning, vil det sikkert påminde Kroatien om arbejdsløsheden og de sociale problemer, som skyldes den slankekur, der er pålagt Kroatien, men i denne forbindelse er der ikke retsgrundlag for den form for ændringsforslag. Det samme juridiske mandatproblem gælder for beslutningen om at udvide fællesskabsgarantien til Den Europæiske Investeringsbank til også at omfatte lån til projekter i Tyrkiet, hvilket snart skal forelægges i Parlamentet. Parlamentet har sikkert en hel del betingelser, det gerne vil stille til Tyrkiets lån, men også derved drejer det sig praktisk taget kun om ét ord. I dag udvides garantien også til at omfatte Kroatien, og senere Tyrkiet. I denne forbindelse meddeler vi samtidig Kommissionen, at midlerne i garantifonden ikke er tilstrækkelige til de lån, der er kendskab til.
+Hr. formand, dette beslutningsforslag fra Rådet om for første gang at udvide fællesskabsgarantien til Den Europæiske Investeringsbank er uden tvivl særdeles vidtrækkende. Inden jeg kommer med nogle konkrete bemærkninger til de spørgsmål, dette beslutningsforslag rejser, vil jeg gerne give udtryk for vores støtte til forslaget, da det bekræfter Parlamentets holdning til forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Kroatien. Jeg vil indledningsvis også gerne understrege, at jeg deler de bekymringer, som ordføreren i sin tid gav udtryk for om garantifonden, der har en så begrænset margen, at det kan skabe problemer i tilfælde af uforudsete begivenheder. Der er to indfaldsvinkler til denne beslutning: Ud fra et rent politisk synspunkt skal vi for det første tænke på situationen i Kroatien. Vi hilser den nye politiske kurs i landet, som blev mulig efter præsident- og parlamentsvalgene, velkommen. Den Europæiske Union kan kun tilskynde til, at Kroatien en gang for alle bliver forankret i demokratiet og i retsstaten, og der er ingen tvivl om, at dette skal give sig udslag i en finansiel støtteaktion for at forbedre landets økonomiske situation og for at gøre det muligt for befolkningen at klare de ofre, der er nødvendige for at fjerne underskuddet på nationalregnskabet. Den Europæiske Investeringsbank kan og skal spille en betydelig rolle i regionen, men det er klart, at dette mægtige finansielle instrument, som står til rådighed for Unionens udenrigspolitik, og hvis aktivitet i henhold til mandatet i beslutningen fra 1999 omfatter mere end 60 lande, skal afpasse sin aktivitet efter Kommissionens aktioner, og det skal understreges, at Kommissionen ikke kan afvige fra den aftale, der kom i stand for nylig efter trepartsdrøftelsen i juli, hvor den forpligtede sig til, at ethvert nyt forslag i sin finansieringsoversigt skal bevise dets forenelighed med den gældende finansielle programmering. Ud fra et funktionelt synspunkt gør den reserve, der er afsat i de gældende finansielle overslag og garantifondens funktion det - efter min mening - nødvendigt at forbedre dens mekanismer for at opfylde kvalitets- og effektivitetsmålsætningerne i de fællesskabslån, der er stillet budgetgaranti for. I denne forbindelse finder jeg, at den analyse, som ordføreren i sin tid foretog, er et meget godt udgangspunkt. Det drejer sig hverken om at sætte spørgsmålstegn ved udformningen af den budgetmæssige beskyttelse eller Den Europæiske Investeringsbanks rolle. Den interinstitutionelle aftale forudser i budgetproceduren en række trepartsdrøftelser. I denne forbindelse og på baggrund af den begrænsede margen i den garantireserve, der er fastsat til 200 millioner om året, er der intet til hinder for at drøfte prioriteringen af anvendelsen af denne margen i de kommende år. Det er naturligvis vores mål at forbedre Den Europæiske Investeringsbanks effektivitet, og til det formål er det nødvendigt, at Kommissionen sikrer, at bankens aktivitet bliver underlagt en kontrol, der er så fuldkommen som mulig. Vi kan ikke stille os tilfredse med svaret om, at vi har en stabil garantiordning. Vores politiske gruppe har fastholdt en strategi i budgetproceduren for 2001, som tilstræber en klar forbedring i kvaliteten af udgifterne og en forbedring af mekanismerne til kontrol af gennemførelsen heraf. Det er nu, vi har lejlighed til at kræve de samme målsætninger for Den Europæiske Investeringsbanks aktivitet. Det er klart, at Parlamentet ikke kan begrænse sin rolle til passivt at tilegne sig den information, som Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank kommer med, eller til at velsigne Rådets beslutninger.
+Hr. formand, kære kolleger, den foreliggende betænkning fra Budgetudvalget om at udvide fællesskabsgarantien til Den Europæiske Investeringsbank til også at omfatte lån til projekter i Kroatien, handler om to vigtige aspekter. For det første har den politiske situation i Kroatien forbedret sig mærkbart. Den nye regering er engageret i en politisk og økonomisk reform. Dette giver Den Europæiske Union mulighed for at fortsætte samarbejdet, som blev stillet i bero i 1995, da Kroatien indledte en væbnet konflikt i Krajina. Det andet budskab er forbundet med Kroatiens stadig meget vanskelige økonomiske situation. Der er dyrket rovøkonomi i flere år i landet, hvilket har lagt et åg på den nye regerings skuldre i form af en kriseramt virksomhedssektor og en arbejdsløshed på over 20%. Ordfører Esko Seppänen konstaterer helt rigtigt i begrundelserne for sin betænkning, at de sociale vilkår i Kroatien er vanskelige, og at Fællesskabets bidrag til reformprocessen også bør få positive følger for den sociale dimension. Ved parlamentsvalget i begyndelsen af i år skete der en betydningsfuld politisk ændring i Kroatien. Landets befolkning udtrykte gennem sin stemmeafgivelse, at den ønskede en demokratisk forandring. Den nye regering blev dannet af en demokratisk front af seks partier, der har en stabil majoritet i parlamentet. Regeringen har vist sig hurtigt at anerkende de europæiske værdier for demokrati og retsstat. I eksterne anliggender prioriteres integrering efter de euro-atlantiske strukturer. I sit program binder regeringen sig bl.a. til respekt for menneske­ og mindretalsrettighederne, gennemførelse af flygtningenes tilbagevenden, forbedring af forholdene til nabolande samt mærkbare økonomiske reformer. Lovgivning i overensstemmelse med disse målsætninger er allerede gennemført. Udviklingen i Kroatien har hurtig ført til, at forholdene mellem EU og Kroatien er blevet tættere efter en pause på flere år. Mellem Unionen og landet virker bl.a. Den Rådgivende Task Force EU/Kroatien, hvis mål er at tilbyde Kroatien sin ekspertise og teknisk bistand i forbindelse med forhandlinger om aftaleforhold. Ifølge Kommissionen bør forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale med landet påbegyndes hurtigst muligt. Rådet vedtog i august, at programmet Tempus 3, der drejer sig om højere uddannelser, udvides til at omfatte Kroatien. I juli frigjorde Kommissionen 10 millioner euro til støtte for flygtningenes hjemvenden. Det foreliggende forslag omfatter EIB-lån til Kroatien med et målbeløb på 250 millioner euro i løbet af årene 2000 - 2007. Hensigten med beløbet er at finansiere projekter vedrørende den grundlæggende infrastruktur og miljøinvesteringer, udvikling af industrien samt de små og mellemstore virksomheder, genopbygning af boliger, byfornyelse og turisme. Planerne er i tråd med de projekter, som i marts blev foreslået af Kroatien på konferencen om regional finansiering. Kroatiens ledelse har bundet sig til en vanskelig, men nødvendig økonomisk reform. Slankekuren er hård, men forhåbentlig er de her foreliggende lån medvirkende til at mildne de økonomiske reformers negative indvirkninger på borgernes liv. Vi skal også huske, at Kroatien har gode industrivirksomheder, en kompetent og uddannet arbejdskraft samt fortræffelige muligheder for f.eks. at udvikle turismen. Efter Kommissionens vurdering kan landets konkurrenceevne på de europæiske markeder styrkes kraftigt ved hjælp af en række analoge og ambitiøse strukturreformer, men stadigvæk i dag er det svært for mange kroatiske virksomheder at konkurrere inden for en åben markedsøkonomi. Hændelserne på Balkan og regionens fremtid er meget aktuelle spørgsmål. I denne uge har vi spændt fulgt situationen efter præsidentvalget i Jugoslavien. Forandringsvinde blæser også i Beograd. Det internationale samfund har meddelt sin støtte til Serbiens befolkning, og man er i færd med at ophæve sanktionerne. Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet har god grund til at støtte den positive udvikling på Balkan. Ustabilitet i regionen er en trussel mod hele Europa. Vi er klar over, at nationalisme og fattigdom betyder krig. En omfattende materiel og mental genopbygning ligger foran, og også vi skal for vores del være med til at nedrive forhindringer for en effektiv bidragsydelse. Desværre ser det ud til, at forhandlingerne mellem institutionerne om Unionens budget for næste år - først og fremmest finansieringen af budgetpost IV - i denne omgang endnu synes at være meget vanskelige. Forhåbentlig opmuntrer håbets tegn i Kroatien og nu også i Jugoslavien os til at finde en løsning på problemerne i budgettet og dets finansielle overslag.
+Hr. formand, i går aftes drøftede vi Serbien og de revolutionære forandringer, som finder sted der. I Kroatien kom der sidste år på en lidt mindre dramatisk måde en ny regering til magten. Oppositionens valgsejr blev i hvert fald anerkendt med det samme. Derfor er det nu muligt at fortsætte, hvor man slap i 1995. I mellemtiden har der fundet en undersøgelse sted af mulighederne for en stabiliserings- og associationsaftale, og det forventes, at forhandlingerne starter ved udgangen af dette år. En delegation fra EU er blevet opgraderet, og som De ved, finder topmødet netop sted i Zagreb for at give Kroatien et signal om, at det er velkomment i EU-kredse. Derfor skal genopbygningen af økonomien påbegyndes. Forud er der gået en periode med dramatisk tilbagegang, en periode med stor korruption. Lad os ikke glemme, at Kroatien indtil for kort tid siden var et klassisk eksempel på et privatiseringsprogram, som var mislykkedes fuldstændigt, og som kun få mennesker nød godt af. Hele denne proces skal støttes. Det kræver meget store investeringer. Investeringer i infrastruktur, miljø, men også i meget risikable operationer. Som vi alle ved, er etableringen af SMV i den type lande risikabelt. Det kan gå galt, og det gælder især i forbindelse med hjælp til flygtninge, et investeringsobjekt, som jeg desværre savner i ordførerens betænkning. Det er også risikable investeringer. Det er derfor med rette, at Den Europæiske Investeringsbanks mandat forhøjes til 250 millioner. Det står EU garant for. Men kære kolleger, her trykker skoen, for vi vender nu tilbage til det samme punkt, som kom frem under debatten om Serbien, nemlig Rådets alt for lave vurdering sidste år i Berlin af de virkelige omkostninger på Balkan. Som medlem af Udvalget om Udenrigsanliggender ved jeg, at kollegerne fra Budgetudvalget bebrejder mig og mine kolleger, at vi altid vil have flere penge til Balkan, og at de skal forhandle med Rådet, og det er ikke altid lige nemt. Men der er et reelt problem. Jeg nævnte det i går i forbindelse med Serbien, og nu nævner jeg det igen. Det kan ikke være rigtigt, at afstanden mellem EU's tilsigelser og løfter på den ene side og de reserverede penge på den anden bliver så stor, som det i øjeblikket ser ud til. EU kan ikke tillade sig at komme til Beograd med tomme hænder i morgen efter flotte ord i går og denne garanti i dag. Jeg anmoder derfor kraftigt kollegerne, men især Rådet, om under forhandlingerne i de kommende måneder om budgettet for næste år og årene derefter at holde sig så tæt som muligt op ad forslaget fra Kommissionen, som i mine øjne har være bedst til at anslå de samlede udgifter i Kroatien, men også i andre dele af Balkan. Så kommer jeg til det samlede program for Balkan. Jeg støtter ændringsforslaget fra Industriudvalget, som med rette siger, at dette lån er vigtigt, men at det samlede program, selvfølgelig med den nødvendige finansiering, i den sidste ende er vigtigere.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne rette en stor tak til ordføreren for hans betænkning og de forklarende ord. Vi er vel alle enige om, at Kroatien skal hjælpes politisk, men politisk hjælp betyder også økonomisk hjælp, for politisk stabilitet forudsætter altid social og økonomisk stabilitet, og det kan selvfølgelig kun opnås, hvis der også investeres rigtigt på dette område. Vi får travlt, hvis vi skal stoppe eller vende den nedgang i Kroatiens bruttonationalprodukt, der er konstateret for 1999, og også det øgede budgetunderskud, hvilket jo kun kan lykkes, hvis der dannes selvstændige økonomiske kredsløb i Kroatien. Det bidrag i form af et EIB-lån på 250 millioner euro for perioden 2000 til 2007, som vi diskuterer, kan godt nok ikke være en milepæl i denne forbindelse, men dog uden tvivl en hjælp. Derfor er den fremgangsmåde, Kommissionen foreslår, og som også støttes i betænkningen, en automatisk følge heraf. Den problematik, der kommer til udtryk, og som hidtil ikke er blevet løst, er imidlertid egentlig en helt anden. Generelt kræver nye politiske udfordringer også en større økonomisk indsats, og en større økonomisk indsats betyder jo, at det ikke skader andre. Derfor skal vi generelt overveje - og forhåbentlig også træffe en politisk positiv beslutning - for det første at øge reserverne til garantifonden, for det andet ikke at overlade det til Rådet alene at beslutte, hvordan den resterende margen skal anvendes, og for det tredje at udarbejde bindende kriterier for en effektiv anvendelse af EIB-lån, så det i sidste ende kan kontrolleres, om retningslinjerne rent faktisk er i overensstemmelse med de nødvendige målsætninger, som de tager sigte på.
+Hr. formand, i disse dramatiske timer vender vi blikket mod Beograd og håber, at der indledes en demokratiseringsproces dér, som giver os ægte demokrati inden for de kommende år. Men oven over alt dette truer et vældig stort spørgsmålstegn. Vi vil støtte sagen og hilser den velkommen, men vi må ikke være euforiske. Kroatien indledte demokratiseringsprocessen og demokratiet for allerede 10 år siden. I 1990 afholdt landet et demokratisk valg, der var retfærdigt og frit ifølge den internationale vurdering. Ved dette valg trådte den hidtidige kommunistiske ledelse under den nuværende ministerpræsident Racan disciplineret tilbage, og der påbegyndtes en ny demokratisk udvikling under Tudjman-regeringen, der dog begyndte at udvise et par mangler ifølge den internationale vurdering, som så forværredes. Nu må man også se på landets samlede situation. Dengang var landet ikke kun beskæftiget med at gøre op med en 50 år gammel kommunistisk arv, som alle andre stater i Central- og Østeuropa, også ansøgerlandene, også stadig arbejder intenst med. En tredjedel af landet var også besat af udenlandske tropper under den daværende og stadig fungerende diktator Milosevic. En tredjedel af Kroatien var okkuperet, og først efter mange år er det lykkedes at genforene landet og indføre et demokrati, der - og det skal også fremhæves - resulterede i et fredeligt regeringsskifte. Den nuværende regering er ikke kommet til magten på samme betingelser, som den forhåbentlig kommende regering gør i Beograd, den hidtidige regering i Kroatien trådte derimod tilbage efter et retfærdigt og frit valg, hvorefter der kom en ny regering til magten. Derfor er det ikke helt rigtigt, når der i betænkningen tales om en demokratiseringsproces. Demokratiseringsprocessen fandt sted i Kroatien for 10 år siden. Vi må også anerkende den beundringsværdige indsats, man har ydet i disse 10 år ved opbygningen af markedsøkonomi, demokrati og retsregler. Hr. Langendijk har ret, for der fandt en omfattende fejludvikling sted under privatiseringsprocessen. Der var tale om en omfattende korruption, men se på de associerede lande, ansøgerlandene, også dér oplever vi denne udvikling. Den nuværende demokratiske regering i Kroatien og den nuværende demokratiske opposition i Kroatien har brug for vores fulde støtte. Derfor glæder det mig, at vi overtager garantien i dag, at vi træffer denne beslutning i dag. Vi skal dog være klar over, at dette kun er et første lille skridt i den rigtige retning. Hr. Markov har med rette påpeget, at midlerne er knappe, at det kun kan være et første skridt. Det skal være vores mål at gå videre ad denne vej, ikke kun ved hjælp af flere midler, men frem for alt ved at sende politiske signaler. Derfor er det vigtigt, at Kroatien langt om længe får en associeringsaftale, der understreger, at der er tale om et europæisk land med et entydigt perspektiv om tiltrædelse af Den Europæiske Union. Derfor skal der lyde et ja til denne økonomiske bistand, et ja til denne garanti, men samtidig en energisk opfordring til Kommissionen om at give massiv støtte til denne i bund og grund europæiske og nu virkelig demokratisk regerede retsstat og optage det i rækken af ansøgerlande, for jeg mener, at Kroatien har fortjent vores fulde opbakning. Det kan være et signal for hele regionen, som kan danne grundlag for en fornyelse af hele regionen.
+Hr. formand, i dag kan vi ikke drøfte Kroatien uden at se sammenhængen med nabolandet Serbien, hvor folket endelig har befriet sig fra den autoritære regeringsklike. En klike, som kaldte sig socialistisk, men som kun kunne blive ved magten i mere end 10 år, fordi den anvendte fascistiske metoder. Ud over retsulighed for oppositionen og offentlig statsvold var dagligdagen også præget af provokeret angst for den onde omverden og stempling af alle, der kritiserede styret, som landsforrædere. Den samme opskrift blev også brugt i Kroatien i 10 år. Kroatien er ikke blandt de stater, som vi behandlede i denne uge som mulige fremtidige ansøgerlande til Unionen. Dette lands stilling kan på mange måder sammenlignes med Slovakiets, der nu er et ansøgerland. Begge områder var indtil 1918 oprørske dele af Ungarn med eget sprog, kultur og identitet, som blev modarbejdet af den officielle statsmagt. Internationalt pres tvang dem derefter til ikke at blive helt selvstændige, men at være med i nye store samlingsstater, som skulle være smeltedigel for små slaviske folkeslag, men sammensmeltningen er aldrig blevet en succes. Da Kroatien og Slovakiet for et halvt århundrede siden for første gang blev uafhængige af navn, var de Hitler-styrets vasaller. Omverdenen mente, at der i 1945 for altid skulle gøres en ende på disse staters eksistens. Set i bakspejlet må vi konstatere, at det var dumt. Ignoreringen af disse folks ønske om selv at træffe beslutning har i årevis være grobund for en aggressiv og autoritær nationalisme, som ikke har øje for katastroferne fra nazitiden, og som er fjendtlig over for andre folkeslag og det indenrigske demokrati. Menneskerne skjulte sig bag Tudjman og Meciar, fordi de i dem så den eneste garanti for ligeværdighed med de naboer, som tidligere dominerede dem. Først nu, hvor alle deres rimelige krav er blevet imødekommet, og ingen tvivler på deres ret til uafhængighed, forsvinder nationalismen, og der opstår normale politiske forhold. I begge lande har nationalisterne for nylig mistet magten. Det er en lærestreg for andre områder med stærk nationalisme. Den eneste måde at komme af med det på er at indvillige i alle rimelige krav fra nationalisternes side. Nu er der imidlertid god grund til ikke at behandle Kroatien anderledes end Slovakiet og andre centraleuropæiske lande, som må tiltræde EU, hvis de ønsker det. For nylig så vi, at krigsskaderne endnu ikke er ryddet op. Landets infrastruktur er sårbar, fordi Dalmatien og Slavonien sammen danner to dele af en saks. Derimellem ligger Bosnien, som især i Vesthercegovina befolkes af kroater. Miljøet i de store befolkningscentre Zagreb, Rijeka og Osijek er i fare. Forholdene kræver sandsynligvis store investeringer, som først senere kan betales tilbage gennem turisme og ny industri. Derfor er det godt, at der i den forbindelse allerede nu træffes en ordning. Ligesom ordføreren spørger jeg mig selv, om der virkelig vil blive stillet pengene hertil til disposition, især nu, hvor det ser ud til, at der inden længe skal sendes mange penge til Serbien, og Unionens budget ikke forhøjes. Det er ikke til meget nytte, hvis EU afgiver løfter til kriseområder og ansøgerlande, som vi derefter ikke kan opfylde. Med hensyn til Kroatien er der god grund til at træffe beslutning om en finansiel ordning. Det, som min gruppefælle Papayannakis sagde i går om Serbiens tiltrædelse til EU, bør også gælde for Kroatien.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, de sidste talere og også gårsdagens og dagens debat har vist, at et samlet koncept for denne region, en samlet politisk, økonomisk-politisk og acceptabel aftale samt overvejelser og beslutninger er påkrævede trods den nødvendige udvidelse af garantien og forhøjelsen af garantien for EIB-lånet, som vi alle hilser velkommen. Vi glæder os i dag over endnu en enkelt foranstaltning. Vi kan selvfølgelig heller ikke betragte spørgsmålet om garantier og om Kroatien isoleret fra diskussionen i går aftes og fra udviklingen i Beograd. Også i dag må vi sende en entydig opfordring til militæret og politiet om umisforståeligt at stille sig på demokratiets side og gøre alt for, at dette magtskifte, der blev indledt med resultatet af det demokratiske valg, kan foregå fredeligt i den kommende tid. Der er efter vores mening overhovedet ingen tvivl om anerkendelsen af dette demokratiske valg, anerkendelsen af Vojislav Kostunicas valgsejr. Mit land, Østrig, skal selvfølgelig yde sit bidrag til en genopbygning af Jugoslavien sammen med alle andre europæiske lande, også Den Europæiske Union. Vi vil gøre alt for, at den bebudede ophævelse af sanktionerne mod Eksjugoslavien rent faktisk finder sted i fuldt omfang. Det er rigtigt, hvad vores ven hr. Posselt sagde om udviklingen i Kroatien. Vi er dog alle enige om, at parlaments- og præsidentvalget i januar 2000 førte til et nyt politisk klima. Den nye regering har i større udstrækning givet grønt lys for politiske og økonomiske reformer. Det vil få en positiv indvirkning på forholdet mellem Kroatien og EU. Den Europæiske Union reagerede på denne udvikling, da den nedsatte Den Rådgivende Task Force EU/Kroatien og opgraderede kontoret for den særlige udsending i Zagreb til en permanent kommissionsdelegation. I den rapport, som Kommissionen i maj 2000 forelagde om muligheden for at indgå en stabiliserings- og associeringsaftale med Kroatien, konkluderes det, at betingelserne for indledning af forhandlinger med Kroatien var opfyldt. I samme ånd opfordrede delegationer fra det kroatiske parlament og Europa-Parlamentet Rådet til at udvide EIB's mandat. Rådet i juni konstaterede, at samtlige forudsætninger for at indlede forhandlinger om en stabiliserings- og associeringsaftale var opfyldt. I juli sendte Europa-Kommissionen medlemsstaterne udkastet til et forhandlingsmandat til udtalelse. Østrig, mit land, var blandt de første tre medlemsstater, der afgav en positiv udtalelse. Jeg nævner denne udvikling i 2000 efter valget, fordi den viser, at det ikke er gjort med en udvidelse af garantifonden. Vi er allerede kommet langt videre. Vi må fortsætte det, der blev indledt i maj og juli, konsekvent, indtil der er opnået en Europa-aftale. Kroatien og regionen fortjener det af hensyn til den europæiske fred.
+Hr. formand, for det første må jeg sige, at jeg har en personlig interesse i denne sag. Jeg har nemlig en svigersøn, der var og er flygtning fra Krajina i Kroatien. Selv om det nu er teknisk muligt at vende tilbage til landet, skal der gøres meget mere for at gøre serbernes tilbagevenden til Kroatien og især Krajina til en positiv og velkommen begivenhed. Der er behov for en del genopbygningsarbejde i denne triste del af Kroatien. Vi skal i Den Europæiske Union tilskynde til dette på en positiv måde og sørge for, at det ikke bare bliver ved snakken. Vores økonomiske bidrag skal være betinget af dette, og jeg ville sætte pris på en udtalelse fra Kommissionen om, at der vil blive taget højde for dette aspekt. Mit andet punkt vedrører selve Serbien. Selv om det bliver et lykkeligt og demokratisk udfald, hvilket vi håber på i Serbien, vil der stadig være stor vrede som følge af det, der skete i Kosovo, samt vores forhold til Serbien på det seneste. Dette forsvinder ikke lige med det samme. Vi må i Europa være parate til at sætte os ud over eventuelle vredesudbrud som følge af disse forhold. Topprioriteten, ikke blot i Serbien, men på hele Balkan, herunder Bulgarien og Rumænien, er at genopbygge de normale transportforbindelser i hele området og bringe et såret Serbien tilbage i den europæiske fold.
+Jeg vil gerne på vegne af Kommissionen takke hr. Seppänen for hans betænkning vedrørende forslaget om at udvide den nuværende fællesskabsgaranti for Den Europæiske Investeringsbanks lån til lande uden for Unionen, så den dækker Kroatien. Som Parlamentet ved, og som allerede nævnt her til formiddag, har parlamentsvalget og præsidentvalget tidligere i år medført et regeringsskifte i Kroatien, hvilket har skabt et nyt politisk klima. Det glæder os meget og har Fællesskabets fulde opbakning. Men jeg kan ikke drøfte denne sag uden at nævne en anden del af Eksjugoslavien, som tager hul på det nye århundrede med håb og udsigt til frihed. Jeg taler om den herlige revolution, der i øjeblikket finder sted i Serbien takket være det serbiske folks mod og dets krav om demokrati. Som Parlamentet ved, har Kommissionen gjort det helt klart, at Den Europæiske Unions sanktioner vil ophøre med indsættelsen af en demokratisk regering i Serbien. Når Milosevic er flygtet og folkets vilje trumfet igennem, håber vi, at der i løbet af få dage vil ske tiltag for at etablere normale forbindelser og et normalt partnerskab mellem Serbien og denne Union af demokratiske lande. I mellemtiden udviser den nye regering i Kroatien tydeligvis stor vilje til at få landet ind på en sikker demokratisk linje og til at gennemføre de politiske og økonomiske reformer, der er nødvendige for at overholde betingelserne for EU's stabiliserings- og associeringsproces på det vestlige Balkan. Idet man tog højde for fremskridtene i maj sidste år, har Kommissionen udarbejdet en positiv gennemførlighedsrapport om indledning af forhandlingerne om en stabiliserings- og associeringsaftale med Kroatien, og Kommissionen anbefalede den 19. juli som dato for indledning af forhandlingerne. Dette er et vigtigt skridt for de bilaterale forbindelser mellem EU og Kroatien. Kommissionen håber, at der kan træffes en afgørelse i november, således at forhandlingerne kan starte uden for megen forsinkelse. Det er desuden af afgørende betydning for Fællesskabet at kunne yde Kroatien tilstrækkelig økonomisk støtte. Genoptagelsen af lån fra EIB har til hensigt at støtte infrastrukturinvesteringer i landet samt udviklingen i den private sektor. Kroatiens nye ledere har tydeligvis brug for pålidelig og vedvarende støtte for at kunne gennemføre de krævende reformer. Dette forslag dækker lån svarende til 250 millioner euro i løbet af de næste fire år. Som hr. Purvis lige har sagt, og det anerkender jeg fuldt ud, skal dette betragtes som et skridt på vejen mod normalisering, stabilisering og fremskridt, en proces der kommer til at tage mange år. Ordføreren har ikke foreslået nogen ændringer. Jeg vil således gerne takke ham og Parlamentet for deres støtte til dette brugbare og fremskridtsvenlige forslag, som er en investering i endnu et stabilt demokrati på vores kontinent. (Bifald)
+Jeg takker Dem overordentligt, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Den lovgivningsmæssige beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARING
+Hr. formand, jeg ønskede ikke bare at være til stede for at afgive stemmeforklaring om, at jeg stemte for denne støtte til Kroatien, men også og ikke mindst for at få mulighed for at give udtryk for min tilfredshed - sådan som andre talere allerede har gjort i dag - med de demokratiske begivenheder, der finder sted i Serbien lige nu. Efter mange års vanskeligheder for denne befolkning - vanskeligheder af enhver art - er man nu endelig på yderst demokratisk vis ved at gøre tilløb til at tage Serbien med i EU-befolkningernes fællesskab. Jeg håber, at man snart vil indlede nogle kontakter, og at man ligesom for Kroatiens vedkommende vil yde støtte til det serbiske folk, som fortjener vores største respekt.
+Tak, hr. Fatuzzo.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 9. 45)

data/train/da_ep-00-10-27.txt

@@ -0,0 +1,42 @@
+Næste punkt på dagsordenen er den mundtlige forespørgsel (B5-0546/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget til Kommissionen vedrørende forhandlingen om en ny fiskeriaftale med Marokko.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg må begynde med at beklage, at kommissæren for fiskeri, hr. Fischler, ikke kan være her i dag. Jeg har talt personligt med ham i denne uge, og årsagen er sammenfaldet med en fiskeribegivenhed i Bruxelles, et sammenfald, som vi også allerede havde kritiseret fra Fiskeriudvalgets side, nemlig afholdelsen af et seminar om fiskerikontrol, som parlamentarikerne er blevet inviteret til, i en uge, hvor vi netop har plenarmøde i Strasbourg, og hertil er mødekalenderen kendt et år i forvejen. Det er altså særdeles uheldigt. Det har jeg sagt til hr. Fischler, og nu gentager jeg det offentligt her. I denne situation og med udsigt til, at forhandlingerne indledes på mandag i Bruxelles, tror jeg ikke, at Kommissionen vil give os mange oplysninger i dag, netop fordi de - forhåbentlig - fremkommer fra mandag den 30. Planen om ikke her - som kommissæren selv har sagt til mig - at afsløre den strategi, som han vil anvende i disse forhandlinger, er berettiget og rimelig. Som formand for Fiskeriudvalget vil jeg imidlertid benytte vores mundtlige forespørgsel og denne forhandling til over for begge parter - for vores beslutningsforslag henvender sig til begge parter - at give udtryk for nogle overvejelser, og det ønsker jeg at gøre i fred og ro. For det første vil jeg fremhæve Fiskeriudvalgets store bekymring over den voldsomme forsinkelse af forhandlingerne - næsten et år efter udløbet af den tidligere aftale - som er det, der har forårsaget vores mundtlige forespørgsel, som allerede blev udarbejdet i september. For det andet vil jeg påpege den enighed, der er opnået i vores udvalg - og jeg skal her minde om vores beføjelse til at afgive en samstemmende udtalelse, som har været nødvendig i forbindelse med en fiskeriaftale med Marokko - en enighed om utvetydigt at give det budskab, der er indeholdt i vores udvalgs beslutningsforslag, som vi har forhandlet om og forelagt i alle de politiske grupper, og som vi skal stemme om i dag. Fra nævnte beslutningsforslag vil jeg fremhæve vores fulde støtte til Europa-Kommissionen til at fortsætte forhandlingerne med Marokko, vores opfordring til Marokko om at enes om at forhandle og nå frem til en optimal og fordelagtig løsning for begge parter, en løsning, som kan og bør findes. Som der står i vores forslag, nytter det ikke, at der i de tætte forbindelser af enhver art mellem de to parter (politiske, økonomiske, handelsmæssige, finansielle, kulturelle osv.), herunder en associeringsaftale, ikke er plads til det fiskerisamarbejde, som Den Europæiske Union anmoder om. Der er enorme muligheder for samarbejde på fiskeriområdet, og med de to parters gode vilje kan og skal det lykkes. Det duer ikke med to målestokke for bevarelse af fiskeressourcerne. I sin fælles fiskeripolitik har Den Europæiske Union et grundlæggende princip om ansvarligt fiskeri og bevarelse af ressourcerne, som er absolut nødvendige betingelser for alle, for marokkanerne, for europæerne og for de ikke-europæere, der fisker i Marokko. Når det er sagt, vil vi også slå fast, at det ikke er en hvilken som helst aftale, der duer. Det skal være en aftale, som fremmer fiskerisamarbejdet og den marokkanske fiskerisektor, men som også fuldt ud tilgodeser den europæiske fiskerflådes interesser. Det ville være en skam, hvis så mange anstrengelser ikke førte til den løsning, som vi alle ønsker så stærkt, og hvis vores relationer med Marokkos uafhængige befolkning blev vanskeliggjort eller forplumret på et tidspunkt, hvor den nye og unge konge indleder en lovende periode med fremskridt, og hvor forbindelserne med Den Europæiske Union skal spille en afgørende rolle til støtte for de store forhåbninger. Det ville som sagt være en skam at kuldkaste så mange forhåbninger for fremtiden og så mange muligheder for gensidig forståelse. I punkt 8 anfører vi også over for Kommissionen, hvad vi forventer af den, hvis den ikke er i stand til at opnå en tilfredsstillende aftale. Her fra talerstolen og med vægten af vores europæiske demokratiske repræsentative rolle appellerer jeg til sund fornuft og klogskab hos de to parter, som mødes den 30. i denne måned i Bruxelles på højeste plan - den europæiske kommissær for fiskeri og Marokkos fiskeriminister, hvis hans bebudede tilstedeværelse bekræftes fra Bruxelles, hvilket jeg forventer, samt de tekniske delegationer med Marokkos statssekretær for udenrigsanliggender, hvis det også bekræftes, og Den Europæiske Unions generaldirektør for fiskeri i spidsen - for at de kan forhandle seriøst og finde løsninger. Jeg vil slutte, hr. formand, med at sige, at der er store muligheder for, at det kan lykkes, og at der stadig er tid, selv om den desværre er ved at være knap. Unionens befolkninger, som vi repræsenterer her, forlanger det sådan.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har haft den samme holdning i forbindelse med de kontakter, den har haft med Marokko, og denne holdning er i overensstemmelse med det mandat, Rådet godkendte i oktober 1999. Det er nu hensigtsmæssigt at indlede en ny fase i EU's forbindelser med Marokko i en ånd, der bedst kan illustreres med vores konkrete forslag om støtte til vækst i og udvikling af den marokkanske fiskerisektor i overensstemmelse med de prioriterede områder i den marokkanske regerings femårsplan. Hele EU's indsats i de sidste måneder, hver gang de berørte parter har holdt møde på teknisk eller politisk niveau, har hovedsageligt drejet sig om en skitse til et nyt partnerskab inden for fiskerisektoren. Dette partnerskab skal være til fordel for begge parter og velafbalanceret. Efter hr. Fischlers sidste besøg i Marokko den 16. oktober 2000, hvor han blev modtaget af Hans Kongelige Majestæt Mohamed VI og havde en samtale med den marokkanske premierminister, Youssoufi, samt fiskeriministeren, synes der at være væsentlige fremskridt inden for rækkevidde. Man kan sige, at ovennævnte møder har ført til en faktisk iværksættelse af forhandlinger om indholdet af et nyt partnerskab inden for fiskerisektoren. Vi blev enige om, at den nye form for samarbejde, der således er blevet etableret, skal tage de to parters interesser i betragtning, og vi har taget til efterretning, at Marokko anså de eventuelle virkninger af et nyt partnerskab på beskæftigelsen for et vigtigt element i samarbejdet. Kommissionen har i Den Europæiske Unions navn gentaget, at den var villig til at yde bistand til Marokko til udvikling af fiskerisektoren, men at dette ikke må få os til at tabe EU's interesser, der ligger i muligheden for at fiske på en bæredygtig måde i de marokkanske farvande, af syne. I vores øjne er det i højeste grad vigtigt, at fiskerne i EU genoptager deres aktiviteter på et niveau, der er foreneligt med forpligtelsen til at sikre bæredygtige ressourcer. Vi blev følgelig enige om at arbejde for et ansvarligt partnerskab. Marokko fremlægger sit synspunkt på et møde, der som sagt afholdes i Bruxelles den 30. oktober, det vil sige på mandag. Lad mig til sidst understrege, at hvis Den Europæiske Union og Marokko ønsker at samarbejde fremover, er det nødvendigt med fleksibilitet fra begge sider, for maksimalistiske krav fører ikke til noget. Det er klart, at alle vores bestræbelser nu er koncentreret om at nå frem til en rimelig aftale med Marokko, men Kommissionen overvejer på den anden side i samråd med de medlemsstater, dette i første række vedrører, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at støtte den pågældende sektor, hvis der ikke opnås enighed om et nyt partnerskab. Kommissionen nærer tillid til, at det vil lykkes at indgå et ligeværdigt partnerskab med Marokko. Den gør opmærksom på, at det dog er for tidligt at fastsætte den nøjagtige art af de foranstaltninger, der kan træffes, hvis den marokkanske side indtager en negativ holdning.
+Hr. formand, hr. kommissær, i morgen er det et år siden, vi sidst drøftede emnet Marokko her i Parlamentet. Det er næsten ikke til at fatte, at der er gået et helt år. Der er løbet meget vand i stranden, og alligevel løb aftalen ud i sandet uden at blive fornyet. Man taler om en yderst svær drøftelse og træge overvejelser. Vi sidder altså her igen efter et år og kunne næsten føre den samme drøftelse. Men det ville ikke bringe os videre. Jeg havde håbet, at fornuften ville sejre, men forgæves. Kommissionen har nu udsendt en pressemeddelelse, og i morgen udsender hr. Busquin en meddelelse. Den 30. oktober fremlægger en marokkansk delegation sit standpunkt i Bruxelles. Det har kommissær Fischler ligeledes lige bekræftet over for mig. Det drejer sig vel at mærke om et marokkansk standpunkt. Forhandlingerne bliver stadig ikke afsluttet med det. Jeg må spørge, om de overhovedet er startet? Eller taler vi ud i det blå? Vi har i denne uge holdt et ekstraordinært møde i Fiskeriudvalget og stemt om en fælles beslutning, som underbygger vores spørgsmål her til morgen og vores store bekymring. Jeg har det svært med udvalgets møde og også med selve beslutningen, fordi vi muligvis griber ind i en igangværende proces og alligevel indtil videre ikke har lært noget nyt. Havde en udsættelse måske været bedre? Men har vi nok tid? Jeg forstår udmærket de berørte spanske og portugisiske fiskeres bekymringer. Som repræsentant for den tyske kyst kan jeg forestille mig, hvordan det går fiskerne og deres familier, som bogstaveligt talt sidder på det tørre - og det igennem flere måneder. For et par uger siden var jeg selv i Algeciras på den spanske sydkyst. Det ligger ikke langt fra Marokko. Bådene lå fortøjret i havnen, og fiskerne er dømt til at sidde uvirksomme hen. De er utilfredse og skuffede over EU. De sociale og økonomiske følger af den endnu ikke fornyede aftale er enorme. For det er ikke kun et par tusinde fiskere, men derimod også mere end 20.000 beskæftigede i den forarbejdende industri, som er berørt. Det er en positiv nyhed, at den økonomiske erstatning er forlænget til udgangen af det indeværende år. Men det er dog kun en dråbe på den varme sten. Naturligvis er aftalen med Marokko et politisk spørgsmål. Politik har naturligvis også noget med sensibilitet og diplomatisk snilde at gøre. Vi bør ikke, nu hvor der knapt kan anes et lys for enden af tunnellen, slå til med en række krav. Men jeg mener, at der i det forgangne år er blevet slået nok porcelæn i stykker, og at der skal gås forsigtigt til værks. Forsigtighed er den erklærede strategi for i dag. Men har vi mon nok tid? Desværre går dialogen trægt. Jeg ville ønske, at vi, Kommissionen og Parlamentet, kunne iværksætte noget i fællesskab. Er det da virkelig upassende også i dette tilfælde at kræve, at EU-Parlamentet inddrages direkte i forhandlingerne? Aftalens betydning og dens finansielle følger for Fællesskabets budget retfærdiggør det. Hvorfor realiserer vi ikke denne selvfølgelighed? Er der noget at skjule bag lukkede døre? For mig er det af stor interesse at vide, hvordan den seneste udvikling er, hvordan de næste afgørende dage former sig, og hvad der kan eller skal gøres, for at forhandlingerne kan afsluttes med succes. Jeg forventer i denne forbindelse under størst mulige forsigtighed et hurtigt og godt resultat. Jeg ønsker kommissæren held og lykke, ligesom jeg ønsker den marokkanske delegation hjerteligt velkommen.
+Hr. formand, hr. Fischlers fravær fra denne forhandling er betydningsfuldt, men for mig er fraværet af generaldirektøren, hr. Smidt, endnu mere betydningsfuldt. Jeg kan forstå kommissærens grunde, men jeg kan ikke forstå generaldirektørens. Hr. Busquin, det hedder sig, at Kommissionen er et kollegialt organ. Men jeg mener, at hvis det virkelig var det, ville denne vanskelige sag med fiskeriaftalen med Marokko fra begyndelsen være blevet grebet an i et overordnet perspektiv, hvor alle kommissærer var blevet inddraget. Jeg tvivler på, at De før i dag har hørt om dette problem, hvis barske realiteter De under denne forhandling vil blive præsenteret for. De vil i dag gå klogere herfra, og det eneste, vi ønskede, var at gå bedre informerede herfra. Det er en ringe trøst, at Den Europæiske Union finansierer en kompensation til fiskere og rederier. De har lige fra starten sagt til os, at det, de ønskede, var at fiske. Under alle omstændigheder ophører støtten den 31. december, den dato, der er fastsat for omstilling af flåden. Hvilken begyndelse på det tredje årtusinde for Den Europæiske Union: Vi omstiller flåden, fordi vi ikke har været i stand til at forhandle en ny fiskeriaftale på plads med Marokko. 11 måneder efter udløbet af den foregående kan ingen forsikre os om, at vi får en ny inden den 31. december. Det, der ikke er blevet opnået på 11 måneder, kan vanskeligt opnås på nogle dage. Hr. Busquin, som medlem af Parlamentet har jeg nogle gange haft en følelse af, at Europa-Kommissionen, kommissæren og især generaldirektøren for fiskeri optrådte, som om de skammede sig over sektoren og endog over de medlemsstater, som de skulle repræsentere ved denne forhandling. Vi vidste alle sammen fra begyndelsen, at det var en vanskelig forhandling. Med tiden forstod vi, at den ud over at være vanskelig kunne gå hen og blive umulig. For man kan ikke indlede kontakten med at blæse på sektorens krav og uden diskussion godtage de marokkanske krav. Kommissionen sendte signaler, ikke til nabolandets forhandlere, men til de europæiske fiskere: for mange blæksprutter, flåde med for stor kapacitet, blandede virksomheder, behov for at forhandle pr. flådesegment, forbud imod at nævne andre former for samhandel og naturligvis tavshed. Og hvem passer denne tavshed? Passer den Parlamentet, som er forpligtet over for borgerne i Den Europæiske Union? Passer den sektoren, som mere foretagsom end forhandlerne selv tager til Marokko og beviser, at det, der er umuligt for Bruxelles, er muligt for dem, nemlig at tale direkte med marokkanerne, etablere gode kontakter og principper for forståelse inden for handel, industri og fiskeri? Passer den Generaldirektoratet for Fiskeri, som med hele fællesskabsmaskineriet i ryggen fortsat mener, at det er vores fiskere, der er forkert på den, og ikke forstår, hvorfor de ikke beskæftiger sig med noget andet? Vi har, hr. kommissær, fået ikke en følelse af, men en vished for, at sektoren selv ville have været i stand til at opnå den aftale, som Kommissionen endnu i dag ikke har opnået. Denne følelse harmonerer ikke med forhandlingen med et land, der har en associeringsaftale med Den Europæiske Union, og hvis udvikling vi engagerer os i. Og den harmonerer endnu mindre med en Europæisk Union, som føler sig i stand til at forhandle om tiltrædelsen af 13 nye medlemsstater. Den marokkanske regering kræver et privilegeret forhold til Den Europæiske Union. Det gør den ret i, og det burde vi være stolte af. Vi er den førende importør af marokkanske fiskeri-, landbrugs- og industriprodukter. Det marokkanske landbrug drager fordel af en privilegeret behandling, når det eksporterer til Europa. Mens fiskeriaftalerne var midlertidige, fik Marokko systematisk varige landbrugsbevillinger. Man kunne sige, at 11 måneder efter oplægningen betaler vi stadig for den tidligere aftale og for den før den. Den Europæiske Union ønsker fortsat at være associeret med Marokko på fiskeriområdet, for vi er overbevist om, at det er muligt at opnå et samarbejde til gavn for begge parter af de samme årsager, som dem, der gør, at Den Europæiske Union er den største investor i Marokko. Den største, den næststørste og den tredjestørste. Eller at tusinder af unge marokkanere studerer ved spanske eller franske universiteter. Eller at Marokko drager fordel af betydelig europæisk støtte. Eller at vi deler vores Middelhavspolitik med Marokko. Hvis beskæftigelse er et prioriteret mål i Den Europæiske Unions aktioner, kan en økonomisk sektor som fiskerisektoren ikke holdes udenfor. Mindst 40.000 direkte og indirekte arbejdspladser i Unionen afhænger af denne aftale i områder uden mulighed for omstilling. Vi snakker ikke hen i vejret. Kommissionen kender udmærket vigtigheden af fiskeriaftalerne for visse regioner, som er yderst afhængige af denne aktivitet: europæiske regioner i Danmark, Irland, Skotland, Andalusien, Portugal, Galicien med stor arbejdsløshed og uden industriel aktivitet, der har afleveret deres konkurrencepotentiale til gengæld for en marginal aktivitet, som Kommissionen synes at ville marginalisere endnu mere - og jeg beklager, at jeg må være så hård. For disse regioner vil en endelig oplægning af flåden i mangel af alternativer være et skæbnesvangert slag, som de vil få svært ved at komme sig over. De europæiske institutioner bør sikre, at borgerne og fiskerne i Europa ser ikke et universalmiddel, men en passende ramme for beskyttelse af deres interesser.
+Hr. formand, hr. kommissær, fiskeriaftalerne spiller en meget vigtig rolle for fiskerisektoren. Aftalerne med tredjelande har en meget stor betydning for Unionen, og især for regioner med store fiskerihavne. Her tænker jeg på beskæftigelsen i sektoren. Jeg tænker også på de mange følgeerhverv, serviceerhverv, som helt eller delvis er afhængige af fiskeriet. Gennem fiskeriaftalerne kan Unionen udøve fiskeriaktiviteter og udveksle fiskerirettigheder med tredjelande. Derfor støtter vi i den liberale gruppe, at EU's fiskeripolitik indeholder disse mange aftaler med tredjelande. Forhandlingerne om en ny aftale mellem EU og Marokko er trukket i langdrag. Der er blevet forhandlet, siden aftalen udløb den 30. november 1999, og Unionen har betalt kompensation til de spanske og portugisiske skibsejere og fiskere. Kommissær Fischler har udtalt, at denne monolog ikke kan fortsætte. Det er jeg meget enig med kommissæren i. Der er ikke noget at sige til, at især fiskerne ikke forstår situationen og er meget skuffede over, at forhandlingerne om Marokko-aftalen er trukket i langdrag. Vi i den liberale gruppe kan støtte, at der nu gøres den størst mulige indsats for at få afsluttet det alt for lange forhandlingsforløb. Vi støtter derfor ordlyden i beslutningsforslaget fra Fiskeriudvalget. Vi foreslår dog en ændring af det punkt, der omhandler de foranstaltninger, der skal afbøde virkningerne af en manglende fornyelse af fiskeriaftalen med Marokko. Vi foreslår, at der tilføjes : "som i passende omfang skal samfinansieres af EU".
+Hr. formand, vi havde en lignende debat for et år siden, og det, at det endda har taget et år, før forhandlingerne kom i gang, viser, hvor vanskeligt det er at vedblive med at finde fiskebestande, som vores enorme EU-flåder kan drive rovdrift på. EU er mere og mere afhængig af andre landes goodwill til at lade os fiske. For fem år siden vidste vi, at denne situation ville opstå. Da Marokko undertegnede den sidste aftale, sagde det, at det ikke ønskede en anden aftale af samme type, og det har fastholdt denne stillingtagen. Hvad har Fællesskabet gjort i de fem år, der er gået? Det vedtog en flerårig vejledende plan, som var langt svagere end det, videnskabsmændene og Kommissionen anbefalede. Kommissionen fremhævede for nylig konsekvenserne af dette. Og derefter godkendte den en strukturfond, som vil fortsætte med at betale for nye fartøjer og for udvidelse af de eksisterende, om end med nogen kontrol. Og alligevel udvandede Rådet atter en gang, hvad Kommissionen tappert havde foreslået. Følgelig står vi tilbage med et problem med overkapacitet og svindende fiskebestande. Det er nødvendigt med yderligere nedskæringer i de samlede tilladte fangstmængder her til jul. Kommissionen er tvunget til at søge længere og længere væk for at finde fisk. Det marokkanske tilfælde er en særlig situation, idet mange af de pågældende fartøjer er relativt små og fisker tæt på hjemmet. Vi er enige i, at mangelen på denne aftale har haft en alvorlig konsekvens. Men samtidig med, at vi har masser af fartøjer, der ikke kan fiske i europæiske farvande eller endog inden for områder, hvor de traditionelt har fisket, så har vi nogle forretningsmænd, eller endog kæmpekoncerner, i nordeuropæiske lande, som bygger enorme nye fartøjer, der vil være afhængige af fiskeri langt fra Europa. Som følge af de vanskeligheder, der er med at imødekomme disse fartøjer inden for normale aftaler, indgår deres ejere private aftaler med tredjelandes regeringer. Eftersom der her er tale om private aftaler uden nogen fællesskabsdeltagelse, er der ingen gennemsigtighed, ingen adgang til information, ingen offentlig ansvarlighed. Dette er en meget alvorlig situation. Hvem skal føre kontrol med disse fartøjer? Jeg vil gerne bede kommissæren om at give os en detaljeret redegørelse for dens aktiviteter og deres indvirkning. Vi vil støtte forslaget til beslutning, men vi gør det klart, at ingen har nogen given ret til at drive rovdrift på et andet lands ressourcer, hvis det ikke selv skulle ønske det. Det bør der tages hensyn til. Vi må søge at løse vores eget problem her.
+Hr. formand, jeg synes, at det ville være positivt, hvis man kunne indgå en ny fiskeriaftale med Marokko, men jeg synes alligevel, at det er store svagheder i den beslutningstekst, som nu foreslås. Det drejer sig ikke mindst om punkt 3 og 4, hvor det fremstilles som en selvfølgelighed - ja, næsten som en ret - for EU at få lov til at fiske i farvandet ud for Marokkos kyst. En sådan selvfølgelig ret eksisterer ikke. Det drejer sig snarere om forhandlinger med en anden nation. Man kan tænke sig til, hvordan det ville blive modtaget, hvis Marokko stillede tilsvarende krav om at få lov til at fiske i farvandet rundt om EU og opfattede det som en selvfølgelighed. Jeg synes heller ikke, at det er en selvfølge, at EU skal finansiere erstatning til fiskere, som har fisket i farvandet uden for Den Europæiske Union. Hvis man ser på EU's fiskeripolitik som en helhed og ikke bare ser på denne aftale, er en stor del af EU's fiskerflåders fiskeri uden for Unionen uholdbar på længere sigt set ud fra et økologisk perspektiv og set ud fra et ressourcemæssigt perspektiv. Der skal grundlæggende forandringer til, så det globale fiskeri mindskes, og så en mindre del af fiskeribudgettet bruges til aftaler med tredjelande. Det er jo mest spanske og portugisiske kuttere, som fisker i farvandet ud for Marokko, men selv kuttere fra Nordeuropa fisker der. Bl.a. har nogle svenske kuttere fisket ud for Marokko. Jeg læste i et svensk fagblad om fiskeri, hvordan en af disse kuttere lander sin fangst i El Aaiún, som beskrives som en marokkansk havn. El Aaiún ligger dog ikke i Marokko, men i Vestsahara, som er besat af Marokko. Jeg synes, at det er mærkeligt, at kuttere, som bruger EU's fiskekvoter, kan lande sin fangst i et besat land. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om disse sager tages op i forhandlinger med Marokko. Hvordan behandles Vestsaharas farvand? Og hvordan er det muligt med denne aftale at lande sin fangst i et besat land?
+Hr. formand, vi er ved at drøfte den tredje fiskeriaftale med Marokko, som særlig har interesse for vores spanske og portugisiske venner, som leverer hovedparten af fiskerflåden, selv om det ligeledes vedrører nogle franskmænd og svenskere. Marokko, Mauretanien og lidt længere sydpå Senegal er helt klart de områder, der har de rigeste fiskefarvande. I forbindelse med den anden aftale var situationen meget klar. Vores marokkanske venner og jeg var ikke i tvivl om, at det drejede sig om den sidste aftale. I dag er sandhedens øjeblik kommet for os alle. Først og fremmest for Marokko, som har ret til altid selv at bestemme over dets naturressourcer. Dette er ikke, hvad jeg hørte for lidt siden, da der blev talt om at fiske ud for et besat område, i dette tilfælde Vestsahara, som vil være til stor hjælp for os under forhandlingerne. Marokkanerne har ret til en bæredygtig udvikling og et vigtigt håndværk, ligesom de har ret til at skabe en landbrugsfødevareindustri, der er baseret på deres fiskeri og fisk. Fra spansk og naturligvis portugisisk side forstår jeg, at man påberåber sig en historisk ret. Generelt er spaniernes argument en uafbrudt tilstedeværelse og sædvane, et økonomisk og menneskeligt problem, der berører 20.000 personer, der arbejder i fiskerisektoren og de afledte industrier. Alt dette forstår jeg. Set fra europæisk side forstår jeg det også godt på grund af Euro-Middelhavspartnerskabet. Alt dette sættes på prøve. Det er alle vores fiskeriaftaler og ikke kun aftalen med Marokko, for også bl.a. Mauretanien og snart Guinea anfægtes. Fra vores socialdemokratiske kollegers side er det yndigt! Da de er mestre i generøsitet og solidaritet med den tredje verden, har de opdaget det, formand Mao kaldte "forskellen mellem de modsatrettede modsigelser og de ikke modsatrettede modsigelser". De må forene forsvaret af beskæftigelsen og det faktum, at de er tilhængere af universalismen og et globalt fællesskab, som nu sættes på prøve. Det er trods alt lettere at forsvare den nærmeste omegn end Marokko. Er det således nødvendigt med en tredjegenerationsaftale med joint venture-selskaber, der medfører et betydeligt tilbagefald for Marokko og begunstigede forbindelser? Jeg tror, at man først og fremmest skal betale den retfærdige pris for den pågældende naturressource. Ved at betale en franc pr. liter for olien, eller under en euro pr. liter, har man fået dårlige vaner fra olien, ligesom kaffen, kakaoen og de andre naturressourcer. Man må imidlertid også forstå, at intet varer evigt, selv ikke fiskeressourcerne! Marokko er et land med en stor befolkning, men også store demografiske og økonomiske problemer. Endvidere er der også et problem med politisk overgang, for i dag er Hans Majestæt Hassan II der jo ikke mere. Hertil kommer til sidst problemet med det historiske naturområde, Vestsahara, som ikke er helt afklaret. I dag stilles Marokko over for fabriksfartøjer, som udpiner naturressourcerne, og som de små marokkanske fartøjer og håndværkere ikke kan stille noget op overfor. På et givet tidspunkt i livet må man lære at give afkald. Dette må ikke forhindre os i at beskytte vores egne ressourcer. Jeg tænker her på de skovbrugere og handelsgartnere, man har solgt ud af, samt på Sydeuropas interesser. Kære spanske og portugisiske kolleger, alt har en ende her i livet, selv fiskeriaftaler med tredjelande.
+Hr. formand, jeg mener, at det vigtige for øjeblikket er, at man efter næsten et år begynder at se lyset for enden af tunnellen, og at vi om tre dage - på mandag - vil vide, hvad vi har at holde os til, om fiskerisamarbejdet med Marokko vil fortsætte, og hvilken type samarbejde det ville kunne blive. Parlamentet har med rette været kritisk over for Kommissionen, hvad angår fiskeriaftalen med Marokko, som fra begyndelsen var præget af stor ubeslutsomhed og meget naivitet. Det har taget 11 måneder at nå til det nuværende vendepunkt, mødet den 30., og i den forbindelse forstår vi også at værdsætte kommissær Fischlers seneste foranstaltninger, resultaterne af hans rejse den 26. i sidste måned til Marokko og de samtaler, der blev ført på højt plan, endog med kongen selv. Af den rejse kan det udledes, at mødet den 30. ikke bare bliver endnu et i rækken, og at der endelig kommer en marokkansk delegation til Bruxelles med beføjelse til at forhandle og beslutte. Det er i hvert fald det håb, som vi i øjeblikket kan klynge os til, og kun på basis af det kan vi have tillid til, at fiskeriforbindelserne med Marokko genoptages, at de genoptages hurtigst muligt og på de bedste betingelser for begge parter, for det er ikke til at forestille sig en fiskerisammenhæng i Sydeuropa uden tilfredsstillende forbindelser mellem de to bredder og en unødvendig ofring af en flåde, som har bidraget så meget til fiskeriets udvikling i Marokko. Den beslutning, som vi skal stemme om, indeholder ikke de store nyheder. Det kan den ikke, eftersom den vedtages tre dage før en afgørende dato for forhandlingen, men netop fordi den afgørende dato er så nært forestående, mener jeg, at man skal være meget forsigtig med ordvalget. Der er et punkt i beslutningen, som er blevet givet meget forskellige fortolkninger, hvoraf nogle, som virkelig er vanvittige og forkerte, er blevet trykt i nogle medier. Derfor ligger det mig stærkt på sinde at gøre det klart, at hvis PPE-DE-Gruppen har udmærket sig ved noget, er det ved ikke blot at støtte, forsvare og fremme fiskeriaftalerne, men ved fuldt ud at fremme, at de udvides. Men det betyder på ingen måde, at PPE-DE-Gruppen modsætter sig fiskeriaftaler af privat karakter, simpelthen fordi det at modsætte sig dem ville være det samme som at fordømme halvdelen af fællesskabsflåden. Og jeg vil meget gerne vide, om nogen virkelig kan modsætte sig denne fremgangsmåde, og hvordan og med hvilke argumenter de vil forklare fiskerisektoren det. Jeg mener, at vi er her for at åbne veje mod fremtiden for fællesskabsfiskeriet og ikke for at lukke dem. De private aftaler - som der er utallige af i mange medlemsstater og med mange tredjelande - har givet nogle fortræffelige resultater, både hvad angår opretholdelsen af beskæftigelsen i Fællesskabet og forsyningen med fiskerivarer til Den Europæiske Union. Som eksempler kan blot nævnes Namibia, Sydafrika, Argentina, Chile, Brasilien, Ecuador, Island, Mauretanien, Marokko selv og mange andre. Når vi tillige dag efter dag beklager os over, at forhandlingerne om såvel eksisterende som nye aftaler synes at gå i glemmebogen, og over den mangel på interesse for dem, som både Kommissionen og en del af Rådet synes at udvise - og på det punkt har vi friske eksempler fra Angola, Kap Verde og Kiribati - er det det rene selvmord at lukke en vej, som er en fast base for fællesskabsflådens fiskeriaktiviteter - og den ville kunne blive det endnu mere i fremtiden. Begge veje kan altså forsvares, forudsat at de begge har bevarelsen af ressourcerne som deres grundlæggende mål. Lad os derfor forsvare det ansvar, som vi har i henhold til de bilaterale aftaler og de private aftaler, hvor flådens aktiviteter er reguleret - og det bliver de i endnu højere grad i fremtiden - af regionale fiskeriorganisationer som ICCAT, NAFO eller Camelar. Ud over at ønske det bedste for mødet den 30. har jeg ikke mere at sige, hr. formand.
+Hr. formand, hr. Fischlers fravær, der er berettiget, som formanden for Fiskeriudvalget tidligere har understreget, forhindrer mig i at gå for meget i detaljer. Men jeg vil gerne overbringe Kommissionen, som i dag repræsenteres værdigt af kommissær Busquin, nogle meget korte budskaber. Det første budskab er Kommissionens manglende evne til at forny Den Europæiske Unions vigtigste fiskeriaftale. Jeg mener, at det er nødvendigt at bemærke og understrege det forhold og rejse tvivl om, hvorvidt Kommissionen er i stand til at forhandle internationale aftaler, især efter at have hørt kommissionsformand Prodi kræve, at Kommissionen får kompetence på internationalt plan. For det andet er jeg foruroliget over hr. Busquins bemærkning om støtte til udvikling af Marokkos fiskerikapacitet. Vi taler om et område, der ikke tilhører Marokko, men som bliver forvaltet af Marokko. Hvis vi hjælper Marokko med at overudnytte det område, som afventer en folkeafstemning under FN's overvågning, hvis vi udvikler en marokkansk fiskerflåde til at drive fiskeri i dette område, hvad vil der så ske, når det område udøver selvbestemmelse? Og hvad gør vi med den marokkanske flåde? For det tredje har fællesskabsflåder og andre flåder, som ikke er underlagt kontrol fra hverken Kommissionens eller medlemsstaternes side, fortsat med at drive fiskeri i farvandet ud for Sahara, efter at fiskeriaftalen blev afbrudt. Der er især tale om en stor flåde fra Nederlandene. Hvilke foranstaltninger påtænker Kommissionen at træffe for at forhindre, at i hvert fald fællesskabsflåder fortsat overudnytter disse ressourcer? For det fjerde gav Den Europæiske Union, som fru Miguélez har fremhævet, ved undertegnelsen af de tidligere fiskeriaftaler store bevillinger til Marokko på alle områder. Sidste år forlod Marokko forhandlingsbordet og som en god spiller, der har vundet, tog det alle jetonerne med sig og mistede ikke en eneste bevilling. Vil Den Europæiske Union blive ved med at give bevillinger, hvis Marokko ikke viser det mindste tegn på vilje til at afhjælpe situationen? Og for det femte har kommissæren talt om Kommissionens foranstaltninger til hjælp for den direkte berørte fiskerisektor. Men fiskerisektoren er kun en del af den aktivitet, som fiskeriet skaber. I øjeblikket er flere spanske regioner, De Kanariske Øer, Andalusien og Galicien samt visse portugisiske regioner, direkte berørt af ophøret af fiskeriaktiviteten. Det betyder ophør af havneaktivitet, af skibsreparation, af skibsproviantering, af aktiviteterne på konserves- og oliefabrikker, og derfor er en hel økonomisk sektor lammet i øjeblikket som følge af dette. Mit spørgsmål til Kommissionen er følgende: Hvis der ikke opnås en aftale med Marokko, eller hvis den aftale indgås på de betingelser, som Kommissionen har angivet, en aftale, der stimulerer den marokkanske produktion, har Kommissionen så planer om at vedtage strukturforanstaltninger, der kan kompensere for den tilbagegang, som vil opstå i de berørte regioner?
+Hr. formand, jeg tager ordet for at give udtryk for vores støtte til en beslutning, som min gruppe og jeg som medlem af Europa-Parlamentet for Galicien er enige i. Efter et år, der er gået til spilde, og i en situation, hvor man forsøger at flytte de budgetmidler, der var afsat til denne aftale, over til andre poster, må jeg også give udtryk for min dybe mistillid med hensyn til den overbevisning, hvormed Kommissionen vil forsvare de berørte rederes og fiskeres interesser, og tilkendegive min skepsis over for Unionens og mange medlemsstaters, heriblandt den spanske stats, reelle vilje til at forhandle aftalen inden for rammerne af "de almindelige politiske og økonomiske forbindelser mellem Marokko og EU", sådan som vi foreslår i beslutningen. Jeg vil imidlertid gerne tage fejl, naturligvis, og konstatere, at traktaten langt om længe straks underskrives.
+Hr. formand, det er ikke første gang, Europa-Parlamentet sætter spørgsmålet om fornyelse af aftalen om fiskerettigheder i marokkanske farvande eller farvande tilhørende Vestsahara på dagsordenen. Spanien og Portugal har anset det for indiskutabelt, at europæiske fiskere skulle have adgang til marokkanske farvande. Disse lande var derfor rystede, da aftalen herom ophørte sidste år. Det forstår jeg udmærket, eftersom de omhandlede fiskeriaktiviteter skabte indtjening og beskæftigelse i en efter europæisk målestok fattig region. Tidligere var det en selvfølge, at økonomiske hensyn gik forud for den økologiske balance, og det var en selvfølge, at de fattigste europæiske lande søgte at drage fordel af Europas hegemoni i forhold til den tredje verden. Vi oplever imidlertid nu, at visse farvande opfiskes, og at bestanden af visse fiskearter reduceres i et omfang, der truer artens fortsatte beståen. Marokko har ret til at beskytte farvandene mod overfiskning. Europa kan ikke længere påberåbe sig rettigheder på andre kontinenter. Vi må lære at klare os uden disse fiskerettigheder, der er et levn fra kolonitiden. Beslutningsforslaget vil næppe resultere i en genindførelse af fiskerettigheder, men højst en skærpelse af kravene om kompensation til Spanien og Portugal. Jeg vil opfordre Kommissionen til at vise større forståelse for de forbehold, der udtrykkes fra marokkansk side og ikke lægge pres på Marokko. Jeg må i øvrigt i lighed med fru McKenna påpege, at synderne i denne sammenhæng ikke udelukkende er de spanske og portugisiske fiskere. Også store fiskerinationer i Nordeuropa, herunder Nederlandene, må reducere fangsterne.
+Hr. formand, hr. kommissær, siden 1992 har EU undertegnet fiskeriaftaler med Marokko. Den, der i øjeblikket er i kraft, udløb med udgangen af november sidste år. Via denne aftale har ca. 500 skibe fra EU, deriblandt 50 portugisiske, haft adgang til marokkansk farvand formedelst en årlig modydelse på ca. 125 millioner euro. Som vi forstillede os, har vanskelighederne i forhandlingerne med de marokkanske myndigheder været meget store. Marokko er klar over dets fiskeressourcers store værdi, og landet belejres konstant af store internationale fiskerimagter som Japan, Sydkorea og Rusland, der gerne vil fiske endnu mere i marokkansk farvand. Det er her vigtigt at erindre, at fiskeriaftalen med Marokko indgår i et større samarbejde og partnerskab, hvor EU også yder Marokko betydelige handelsmæssige indrømmelser og betragtelig udviklingsbistand. Jeg vil gerne derfor lægge vægt på fire punkter i mit indlæg. For det første er det vigtigt at understrege, at fiskeriaftalen med Marokko er langt den vigtigste for EU, idet den udgør mere end 30% af alle fællesskabsflådens fangster i tredjelandsfarvand. De 30.000 arbejdspladser, der direkte eller indirekte afhænger af denne aftale, kan synes lidt i EU-sammenhæng, men det forhold, at de koncentrerer sig i små fiskersamfund på især den spanske og portugisiske kyst, uden tradition eller mulighed for økonomisk omlægning, gør, at det vil få dramatiske konsekvenser, hvis disse arbejdspladser skulle forsvinde. For det andet må jeg med meget bitterhed fremhæve den ringe åbning fra de marokkanske myndigheders side, der deltager i disse forhandlinger. Det er en holdning, som jeg af to grunde ikke forstår. Den første er, at der i mellemtiden er blevet udstedt private tilladelser til forskellige redere fra andre lande, hvilket modsiger det argument, at vanskelighederne i forbindelse med forhandlingerne om aftalen med EU hænger sammen med behovet for at bevare fiskebestandene; den anden er, at man heller ikke forstår den marokkanske ubevægelighed i forhold til den åbenhed, som kendetegner vores markeder over for marokkanske produkter, ligesom den bistand, der er indeholdt i den almindelige samarbejdsaftale med Marokko. Et andet aspekt, som jeg gerne vil trække frem, er, at den midlertidige støtte til fiskere og redere som kompensation for dette års stilstand, hører op ved udgangen af denne måned. Det er en uholdbar situation, eftersom alle foretrækker at arbejde frem for at modtage støtte. Kommissionen og EU's Ministerråd må derfor leve op til deres ansvar, hvad der ikke blot betyder at forlænge støtten, indtil situationen er afklaret, men også at se på det samlede grundlag for samarbejdet med Marokko, ifald denne situation varer ved. Endelig skal Kommissionen som ansvarlig for gennemførelsen af disse forhandlinger give Parlamentet en fyldestgørende redegørelse for, hvad der foregår, thi det forstår vi nemlig ikke. Lige så uforståelig har den passivitet, som Rådet (fiskeri) har udvist, været.
+Hr. formand, kære medlemmer, det "blå" Europa, som det metaforisk hedder, er i krise. Havene bliver behandlet dårligt, fiskeressourcerne bliver færre, de fiskere, der ikke kan fiske, har svært ved at acceptere en grusom skæbne, som truer overlevelsen for en traditionsrig aktivitet og en særlig livsform. Sidste fredag debatterede vi her i Parlamentet det alarmerende fald i torskefangsten i Det Irske Hav, denne symbolske specialitet - sagt apropos - for det portugisiske køkken. I dag debatterer vi fiskeriaftalen med Marokko. Vi står over for endnu et hårdt slag mod fiskeriet i EU. Og jeg siger EU og ikke bare to af dets dele, sådan som nogle af de tilstedeværende har antydet. Den europæiske solidaritet må ikke være et tomt ord eller kun have én betydning og ikke gøre sig gældende, når det drejer sig om problemer, der især rammer Portugal og Spanien ... Kommissionen formåede desværre ikke at nå frem til nye arrangementer i de forhandlinger med Marokko, der foregik op til udløbet af fiskeriaftalen den 30. november 1999. Næsten et år efter ser det ud, som om vi står ved nulpunktet. Den information, vi råder over, er beskeden og uklar, skønt forhandlingerne er gået videre - siges det - med mange og komplicerede omskiftelser. Trods alt har kommissæren i dag forsikret os om, at forhandlingerne bliver genoptaget i næste uge, og at der kan konstateres fremskridt. Det blev sagt temmelig vagt. Der blev også sagt, at der er mulighed for, at der kan nås frem til et afbalanceret partnerskab med Marokko. Er det rigtigt? Er det blot ord til lejligheden? Denne skepsis og rådvildhed er betragtelig og forståelig. Har EU ikke tilstrækkelig vægt og indflydelse til at overbevise sin marokkanske partner om de gensidige fordele ved at undertegne en ny aftale? Hvad er det egentlig, der foregår? Er det mon sådan, at den marokkanske stat indtager en lidet konstruktiv holdning og foretrækker at forhandle med virksomheder enkeltvis i stedet for at gøre det med EU, som den har varige og dybtgående interesser fælles med på adskillige områder? Har EU kastet hele sin diplomatiske og økonomiske styrke ind? Jeg tror det ikke! EU har efter min opfattelse forklejnet problemet. Og hvis aftalen går på gulvet? Hvad bliver Rådets og Kommissionens holdning så? Det kan givetvis ikke være at "vaske hænderne", eftersom det er de institutioner, der har beføjelserne og ansvaret for at føre disse forhandlinger. I et ikke ønskeligt scenario, hvor forhandlingerne er gået i vasken, har Unionen politisk og moralsk pligt til at yde fiskere og redere tilstrækkelig støtte, så de har midler til at overleve. Dét kan man i hvert fald kræve. Men det er ikke nok. Unionen må udarbejde og forberede et program til omlægning af de berørte aktørers aktivitet, så de kan få en fremtid uden dramaer. At overføre dette problem til strukturfondene og til staterne ville være at diskvalificere Unionen ikke blot over for de berørte, men også over for borgerne.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil ikke gentage det, som er blevet sagt i Parlamentet i formiddag, og som er blevet sagt i næsten et år. Kære medlemmer, sagen er, at fællesskabsflåden i Andalusien, De Kanariske Øer, Galicien og Portugal ligger stille, fordi der mangler en fiskeriaftale. Jeg vil heller ikke igen beskylde Kommissionen for dens manglende fornuft ved forhandlingen eller for dens tøven, når der skulle lægges pres på Marokko. Det gjorde vi opmærksom på i sin tid. Som andalusisk medlem af Parlamentet har jeg i et år forhandlet og foreslået initiativer på gangene, på kontorerne, i Fiskeriudvalget og ved møderne med kommissæren, for at der skulle tages hensyn til den helt særlige karakter af den andalusiske fiskerflåde, der driver fiskeri i Marokko. Vi behøver en brugbar fiskeriaftale. Vi ønsker ikke en aftale, som ikke afspejler den store håndværksmæssige og lavtliggende flådes interesser. Meget store fiskeribyer i det sydatlantiske område - i Huelva og Cádiz - og i det sydlige Middelhavsområde - i Málaga, Granada og Almería - afhænger af denne aftale. Der er ikke noget alternativ til fiskeriet de steder. Desuden er de sociale følger af oplægningen af flåden meget alvorlige og i visse tilfælde forbundet med dyrkning af og handel med narkotika fra Kongeriget Marokkos side. Til sidst vil jeg sige, at hvis Den Europæiske Union i øjeblikket forhandlede med de virkelige indehavere af den vestsahariske bank, den vestsahariske befolkning, ville vi allerede have en ordentlig aftale, og vi ville ikke være underlagt den veritable afpresning fra Kongeriget Marokkos side, og derfor burde det særlige forhold mellem Marokko og Unionen svækkes alvorligt, hvis der ikke opnås en aftale, eller hvis den aftale, der opnås, er ubrugelig.
+Hr. formand, alle er klar over, at Jean Monet var en af EU's grundlæggere. Han havde for vane at fortælle en vittighed om nordmænd. Vittigheden var, at nordmændene altid taler om fisk. Det er en dårlig vittighed. Den er lige så dårlig som Jean Monets opfattelse af, hvordan Den Europæiske Union bør udvikles. Han mener, at EU altid bør have en ledelsesgruppe, hvorved han sikkert har ment Tyskland og Frankrig. Efter den opfattelse kan der ikke blive demokratisk ligevægt mellem staterne i EU. Men nu tilbage til fisken. Jeg forsvarer Norge, der ikke er medlem af EU, fordi EU ønsker at gøre Norges fiskeressourcer til fælles anliggende uden at få andet end Jean Monets politiske ledelsesgruppe til gengæld. Jeg forsvarer også Marokko i kampen mod EU-staternes rovfiskere. Verdens have tømmes nu for fiskeprotein på en måde, der minder om røveri. Verdens fiskebestande skal sikres. Overkapaciteten i EU's fiskeindustri skal afskaffes. Lad os kun fiske i EU's vande med EU's midler!
+Hr. formand, en tjekkisk biskop, som står mig meget nært, biskop Koukl, har for vane at sige de skønne ord: "Næstekærlighed ville være en enkel sag, hvis næsten ikke var så skrækkeligt tæt på." Denne sætning gælder for mange mellemstatlige naboforhold. Historien viser, at lige netop naboer ofte har haft det svært med hinanden, og idéen med Den Europæisk Union er at overvinde sådanne naboproblemer. I denne forbindelse vil jeg give en stor kompliment til den spanske udenrigspolitik. Spanien har udviklet det svære naboskab, som også altid har eksisteret i historien mellem Europa og Nordafrika og mellem Spanien og Marokko, på en yderst positiv måde. Jeg havde i starten af firserne den ære at deltage - dengang som journalist - i det 20. tronjubilæum for den daværende konge af Marokko, Kong Hassan. Jeg så det på tæt hold. Det gjorde indtryk, at den daværende spanske konge kom til Marrakesh og i en åben vogn sammen med den marokkanske konge kørte gennem gaderne, hvor over en million mennesker var samlet. Det mindede mig om billeder fra vores historie og fra min barndom, hvor Konrad Adenauer og Charles De Gaulle på samme måde kørte rundt i de tyske byer og gjorde det klart, at naboproblemerne mellem Tyskland og Frankrig var overvundet, og i fællesskab blev de kernen i den europæiske integration. På samme måde har Spanien og Marokko chancen for at blive kernen i integrationen i Middelhavsområdet. Jeg tror, at Spanien og Marokko har gjort en stor indsats for at undgå det, som alle troede var uundgåeligt, nemlig the clash of civilisations, sammenstødet mellem to kulturer. Spanien har i denne forbindelse fungeret som en fremragende brobygger, som i øvrigt også Portugal. På den baggrund synes jeg, at det er meget vigtigt, at man også ser fiskeriaftalen i denne sammenhæng. Vi er solidariske med de spanske og de portugisiske fiskere. Det drejer sig ikke om et særligt lokalt fænomen, det drejer sig om europæiske fiskere, som vi også skal gøre noget for, selv om vi måske ikke lige umiddelbart er berørt af problemet. Men vi skal også indse, at forbindelsen mellem Den Europæiske Union og de enkelte stater, der grænser op til EU, og her mener jeg frem for alt Nordafrika, Tyrkiet, Rusland, overtager brobyggerrollen i andre verdensdele og i andre kulturer ved Den Europæiske Unions grænser, og at disse stater har brug for vores særlige støtte. Derfor har vi hurtigst muligt brug for at skabe tætte økonomiske og politiske relationer til Marokko, idet vi samtidig sætter vores europæiske fiskeriinteresser igennem. Af denne grund støtter jeg alt, hvad der i denne forbindelse er blevet sagt for at forcere aftalen. Men jeg ønsker også kraftigt at kritisere de antimarokkanske undertoner, som også har præget denne debat, fordi de ikke hjælper på forholdet mellem nabolande, og fordi de heller ikke tjener fiskeriaftalen. Vi må forholde os kritiske og åbne, men vi skal fortælle marokkanerne, at vi under størst mulig varetagelse af egne interesser er meget interesseret i et tæt og langvarigt partnerskab med Marokko og i en stabilisering af Marokko i Middelhavsområdet. Jeg tror, at hvis det lykkes os at give Marokko en europæisk orientering, så vil Marokko også indlede det, som tiden er moden til. De vil tale med os om spørgsmålet om naturlige ressourcer, og de vil holde op med at give tredjelande præferencer.
+Hr. formand, når frugten af forhandlingerne skal plukkes om tre dage, får vi at vide, om den er moden eller grøn, eller om den har modnet nok til, at vi alle sammen kan føle os rolige, og de to implicerede parter, Den Europæiske Union og Marokko, med fleksibilitet, hr. kommissær, men også med seriøsitet og stringens kan gå i gang med at finde retningslinjer for samarbejde og aftaler, så Fællesskabets fiskerflåde kan genoptage sine aktiviteter i de farvande. Som spansk og andalusisk medlem af Parlamentet kræver jeg tusinder af andalusiske og spanske familiers ret til at bevare og forsvare, og til at vi også fra Parlamentets side forsvarer, deres arbejdspladser, som har været i fare i næsten et år. Men jeg vil også appellere til Kongeriget Marokkos intelligens, som den ene gang efter den anden banker på Den Europæiske Unions og Parlamentets døre for at få forståelse og hjælp til at løse landets økonomiske, sociale og politiske problemer, til at samarbejde med udgangspunkt i fleksibilitet og - det vil jeg understrege - også med udgangspunkt i seriøsitet for at opnå en god aftale, som er tilfredsstillende for begge parter. Hr. kommissær, landbruget, indvandringen - et område, hvor vi i går vedtog en ny budgetpost for at hjælpe Marokko - industrien og økonomien er en del af de samlede gensidige forbindelser mellem Marokko og Den Europæiske Union. At udelukke fiskerisektoren ville være helt hen i vejret, og den associeringsaftale, der forener os med Marokko, består netop i ikke at udelukke noget aspekt, der har indflydelse på vores interesser, for det modsatte ville være det samme som at vanskeliggøre den tilskyndelse, hvormed man fra Den Europæiske Unions side vil og kan begunstige den samlede udvikling af landet. Og dette er et budskab, som marokkanerne også bør forstå fuldt ud.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil blot tilføje, at der øjensynligt er enighed mellem de to parter om at lave en plan for forhandlingerne, og at Marokko har brugt flere måneder på at udarbejde en femårsplan. Efter at hr. Fischler tog til Rabat den 18. maj 2000, gik forhandlingerne ind i en mere aktiv fase med et møde den 25. juli i Rabat med generaldirektørerne for fiskeri, et møde den 28.-29. september i Bruxelles og endelig hr. Fischlers møde den 16. oktober med premierministeren og Hans Majestæt Mohamed VI af Marokko. Hr. Fischler har for øvrigt aflagt rapport til Kommissionen om dette møde. Han havde en positiv opfattelse af mødet, hvorefter man kan forvente, at de forhandlinger, der begynder den 30. oktober, vil komme til at foregå i en konstruktiv atmosfære. Derfor arbejder Kommissionen på et grundlag for et nyt partnerskab med henblik på en udvikling, der er i de to parters interesse, med på den ene side en samlet udvikling af fiskerisektoren i Marokko, fiskerflåden, akvakultur, industriel bearbejdning og forskning, og på den anden side at give de europæiske fiskere muligheder for fiskeri. Jeg tror derfor, at vi må afvente resultaterne af mødet den 30. oktober. Hr. Fischler vil selvfølgelig informere Parlamentet direkte herom, og jeg håber ligesom Dem, at forhandlingerne i en positiv atmosfære vil føre til etablering af en frugtbar forbindelse mellem Marokko og Den Europæiske Union. Kommissionen overvejer, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe, hvis aftalen ikke indgås, men som De har forstået, tror og håber vi, at der kan ske mere afgørende fremskridt i forhandlingerne på mandag. Det er derfor for tidligt at drøfte dette spørgsmål nu. Dette var de svar, hr. Fischler kunne have givet Dem i mit sted, og som jeg vil informere om alle indlæg.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemningen. Beslutningsforslag (B5-0823/2000) fra Fiskeriudvalget om forhandlingerne om fiskeriaftalen mellem EU og Marokko (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaring
+Hr. formand, jeg vil gerne takke mine venner, og jeg håber, at de lytter opmærksomt til denne stemmeforklaring, som er meget alvorligt ment, selv om den måske umiddelbart ikke virker sådan. Jeg forstår godt de spanske og portugisiske fiskeres problemer, som de sicilianske fiskere også har. For nogle dage siden fik jeg dog at vide, at en marokkansk fisk, som havde mødt en spansk fisk i Middelhavet, havde sagt følgende til den, naturligvis på sit eget sprog: "Jeg har fået at vide, at hr. Fatuzzo også kæmper for, at vi fisk kan få lov til at blive pensionister. Det er jeg meget glad for, men jeg har også et andet ønske. Jeg er en marokkansk fisk, og jeg vil gerne fanges af en marokkansk fisker og ikke af en spansk fisker. Jeg har stiftet en fagforening". Den spanske fisk sagde så: "Jeg vil gerne fanges af en marokkansk fisker og ikke af en spansk fisker ..." (Formanden afbrød taleren)
+Hr. kollega, i henhold til forretningsordenen er der ét minuts taletid, og det gælder for alle kolleger! Alligevel takker jeg for dette meget interessante indlæg!
+Næste punkt på dagsordenen er den mundtlige forespørgsel (B5-0541/2000) af Palacio Vallelersundi for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked til Kommissionen om sproglæreres rettigheder: overholdelse af bestemmelserne. For fru Palacio Vallelersundi taler hr. Wieland i fem minutter.
+- (DE) Hr. formand, fru Palacio Vallelersundi, formanden for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked er desværre på overraskende vis forhindret og har bedt mig om en stillingtagen. Jeg har derfor kun haft kort tid til at forberede mig på en stillingtagen fra Retsudvalget. Hvad handler det om? Det handler egentlig ikke om sproglærerne. Mange ville måske mene, at dette anliggende alligevel er alt for detaljeret og alt for kompliceret. Det drejer sig egentlig ikke om sproglærere, men derimod om et eksempel, som det fremgår af det konkrete tilfælde "borgernes Europa". Det drejer sig om en historie, der første gang blev bragt for EF-Domstolen i 1989. En næsten tolv år gammel historie fuld af trøst, henholdende taktik, håb og også personlig nød om placebo til de berørte, om det seje forsvar af gamle rettigheder over for borgere, som ikke ønsker andet end deres gode ret. Det drejer sig - for at nævne revl og krat - om retssagen anlagt af unionsborgerne Allué og Coonan mod Universitetet i Venedig, det drejer sig om retssagen anlagt af unionsborgeren Allué ligeledes mod Universitetet i Venedig, og det drejer sig om retssagen anlagt af unionsborgeren David Petri mod Universitetet i Verona. EF-Domstolen har taget klar stilling. EF-Domstolen har i tre domme givet disse borgere ret, som før den første af disse domme var ansat som lektorer ved italienske universiteter. Dommenes konklusion er entydig. De pågældende fik krænket deres rettigheder i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og deres ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af nationalitet, fordi Italien ikke indrømmer lektorerne de samme ansættelsesvilkår og den samme sikkerhed på arbejdspladsen som italienske statsborgere i tilsvarende undervisningsstillinger på universiteter. Efter den første dom er der desværre ikke noget, der har ændret sig. Lovtillæggene, der som følge heraf blev vedtaget i 1995, er stadig ikke i stand til at garantere lektorer i undervisningsstillinger deres fulde beskyttelse og deres ret. Til sidst bakkede Ombudsmanden også op om disse borgere. Jeg ved dog ikke om dette ordspil er gangbart på alle sprog, men på tysk siger man "Ét er at have ret, et andet at få ret." Retsudvalget har i denne forbindelse formuleret et klart standpunkt og bakker op om disse unionsborgere, som har fået indskrænket deres ret. Nu bliver De præsenteret for et par ændringsforslag i dag, som, for at sige det mildt, i nogen grad irriterer mig. Jeg vil kun nævne to eksempler på, at det i sidste øjeblik forsøges at forbedre Parlamentets standpunkt eller i enkelte tilfælde sågar at fordreje det: I den oprindelige betragtning H, som Retsudvalget har foreslået, henvises der til, at de berørte EU-borgere i alle disse mange år har lidt tab og været udsat for stress og bekymringer og været inddraget i langvarige og gentagne retssager ved hundredvis af domstole over en periode på tolv år og har fået ødelagt deres berettigede forventninger til at udøve deres hverv med rimelige karrieremuligheder. Nu fremlægges et forslag, ændringsforslag 8, hvor der stryges et par ord, og et lille ord tilføjes, hvorved betydningen ikke alene udvandes, men derimod næsten bliver fordrejet. I teksten henvises der til, at de berørte EU-borgere har været inddraget i langvarige og gentagne retssager ved hundredvis af domstole over en periode på tolv år og har fået ødelagt deres berettigede forventninger. Dette er ikke kun på tysk en stor forskel. Men nu kommer jeg til den fremgangsmåde, som for mig er endnu mere graverende. I ændringsforslag 9 foreslås, at der henvises til, at den italienske regering er af den opfattelse i fuldt omfang at have opfyldt sine forpligtelser over for "lettori" med lov nr. 236/95, der anvender traktatens principper. Bortset fra at dette ikke er blevet diskuteret i Retsudvalget, tør vi godt i denne forbindelse påstå, at retsgrundlaget i italiensk ret svarer til traktatens grundlag, og Domstolen har sagt netop det modsatte! Jeg finder denne fremgangsmåde betænkelig. Hvis man er af den opfattelse, at denne praksis er juridisk i orden, og hvis det er udtryk for et politisk ønske, så skal man som lovgiver tage fat på det og ændre grundlaget, men hvis man i denne forbindelse ønsker at benytte Parlamentet for at dække over et standpunkt, så kan jeg kun sige, at det vil PPE ikke være med til!
+Hr. formand, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, sagen med udenlandske sproglærere, der fungerer som undervisningsassistenter ved de italienske universiteter, er velkendt af Kommissionen og de fleste EU-institutioner. Denne sag har kørt i mere end ti år, og efter EU-institutionernes, og særlig Kommissionens, indgriben er undervisningsassistenternes forhold blevet forbedret. Som De ved, er sagen meget kompleks og vedrører hen ved 700 personer, der arbejder ved mere end 25 italienske universiteter. Kommissionen har de sidste ti år arbejdet aktivt for at løse problemet med udenlandske undervisningsassistenter i Italien i forhold til arbejdstagernes ret til fri bevægelighed, som EU-traktaten sikrer. EF-Domstolen har allerede, som De har understreget, afsagt tre domme vedrørende undervisningsassistenter, og med den igangværende sag i Luxembourg har Kommissionen fortsat indsatsen for at forbedre forholdene yderligere. Kommissionen har nærmere bestemt truffet foranstaltninger i medfør af EF-Domstolens beslutninger fra 1989 og 1993, dommen i sagen Allué, som slog fast, at de begrænsninger af kontrakternes varighed, der blev pålagt af den italienske lovgivning, var diskriminerende. Den indledte en overtrædelsesprocedure, der blev afsluttet i 1995, efter at den italienske lovgivning var blevet bragt i overensstemmelse med Domstolens dom. For så vidt angår undervisningsassistenternes yderligere krav i forbindelse med de erhvervede rettigheder, indledte Kommissionen en ny overtrædelsesprocedure med den begrundelse, at undervisningsassistenternes erhvervede rettigheder ikke var behørigt sikret på nogle italienske universiteter. Kommissionen har anvendt mange af sine ressourcer til at undersøge denne sag. Kommissionens tjenestegrene har faktisk samlet flere hundrede sider dokumentation om de særlige tilfælde ved forskellige universiteter. Vi har ført en omfattende korrespondance med de berørte parter og gjort os store bestræbelser på i bunkerne af uvæsentlige dokumenter at udvælge de elementer, der på afgørende måde kan bevise, at de tidligere lettori rent faktisk var udsat for forskelsbehandling fra visse italienske universiteter, for så vidt angår erhvervede økonomiske rettigheder såsom lønninger og bidrag til pensionsordninger. I juli 1999 indbragte Kommissionen denne overtrædelsesprocedure for EF-Domstolen. Den afventer nu Domstolens dom vedrørende denne nye overtrædelse og procedure, som er blevet indledt på Kommissionens initiativ. Undervisningsassistenterne har ikke kun påberåbt sig mangel på beskyttelse af deres erhvervede rettigheder, men ligeledes klaget over den nye gældende ret, der blev indført ved italiensk lov i 1995. De mener, at den italienske stat burde have optaget dem i samme kategori som underviserne ved universiteterne, eller hvis dette ikke var muligt, have oprettet en særlig kategori under underviserne. Efter undervisningsassistenternes mening ville en sådan ret direkte være afledt af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. På dette punkt var Kommissionen imidlertid uenig med undervisningsassistenterne. Efter vores mening sikrer den fri bevægelighed EU-borgerne mod forskelsbehandling i den nationale retsorden. Den giver dem ikke ret til en særlig retlig status. Hver enkelt medlemsstat har fuld kompetence til at fastsætte bestemmelser for deres egne offentlige institutioner. Fællesskabslovgivningen kan ikke forhindre Italien i at ændre bestemmelserne for de tidligere lettoris status og gøre dem til sprogeksperter med delvis ændrede rettigheder. Hvis man ændrer den italienske retsorden, som det har været tilfældet for universitetsansatte, mener vi ikke, at Kommissionen kan gribe ind, hvis alle EU-borgere har lige adgang til alle stillingskategorier. Faktisk kan enhver EU-borger få varig ansættelse som underviser ved at bestå den relevante concorso.
+Hr. formand, jeg vil blot opfordre kollegerne til at gøre sig nogle overvejelser. Hvis der er tale om et juridisk spørgsmål, må man gå rettens vej og afvente Domstolens dom. De, der vil lægge sag an, må gøre det, og de, der kræver retfærdighed, vil få det. Hvis der er tale om et politisk spørgsmål - og det er derfor, at Parlamentet beskæftiger sig med det - beklager jeg, at man måske ikke tager sådanne emner op med den nødvendige forsigtighed. Jeg var meget tilfreds med Kommissionens holdning, og jeg mener faktisk, at vi som Parlament bør passe meget på. Jeg vil ikke automatisk forsvare min regering - da det ikke er min regering, eftersom jeg tilhører et oppositionsparti - men forsøge at forklare, hvad spørgsmålet drejer sig om. Vi er meget opmærksomme på, at alle europæiske borgere skal have de samme rettigheder i alle medlemsstaterne, men de har også de samme pligter i alle medlemsstaterne. Det kan ikke være rigtigt, at de europæiske borgere på en eller anden måde skal have lettere adgang til noget i en anden stat end deres egen, og at de ikke skal bestå de samme prøver og opfylde de samme krav som borgerne i det pågældende land, i dette tilfælde Italien. Undervisning og uddannelse varetages af EU-landene selv, og lovgivningerne er således forskellige. Efter den italienske lovgivning bliver man ikke universitetslærer udelukkende i kraft af loven, men skal bestå en offentlig udvælgelsesprøve. Medmindre man ligefrem harmoniserer lovgivningerne - hvilket vi ikke håber - forholder det sig derfor sådan i dag, at det med overholdelsen af subsidiaritetsprincippet ikke er muligt at kalde noget for diskrimination, som med meget større sandsynlighed er et krav om en fortrinsret. Jeg vil gerne gentage, at alle skal have de samme rettigheder, men at alle også skal have de samme pligter. Ellers vil dette spørgsmål, som er politisk og ikke juridisk, gentage sig og ligeledes kunne forekomme i andre af EU's medlemsstater, hvor der igen gælder nogle andre bestemmelser for undervisning og universitetskarrierer. Jeg opfordrer derfor til stor forsigtighed.
+Hr. formand, jeg rejser mig for at løfte min røst mod denne uretfærdighed, som vi har hørt om - en uretfærdighed, som vi også har hørt nu har stået på i 12 år. Der har skullet ikke en, ikke to, men tre retssager til, og problemet er stadig ikke løst. Så hvorfor drøfter vi så atter denne uretfærdighed her i Parlamentet? Det er på grund af vores manglende held til at løse problemet, at vi atter drøfter det her. Vi må fortsætte med at give dette problem omtale, indtil det er løst. Hvad går så denne uretfærdighed ud på? Hr. Wieland begyndte at fremdrage det, da han talte på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender. Uretfærdigheden handler om to personer, der udfører det samme stykke arbejde, som arbejder side om side, men med forskellig løn og på forskellige vilkår. Hvis vi virkelig tror på det indre marked og den fri bevægelighed for personer, bør dette ikke finde sted. Jeg er uenig med min kollega, hr. Lisi, der talte for lidt siden. Han talte om, at disse mennesker ønskede en "privilegeret" stilling, men de beder ikke om en privilegeret stilling. De beder bare om det samme. Denne sag vil rulle videre, indtil de får det samme, som deres kolleger i Italien får. Jeg lyttede omhyggeligt til det, hr. Busquin sagde på vegne af Kommissionen. Der er nogen, der siger, at der er et pust af hykleri fra Kommissionen. Andre går endnu videre og siger, at der er en stank af hykleri fra Kommissionen. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der kommer en lille lugt af hykleri fra Kommissionen. Hvis Kommissionen virkelig mente det alvorligt, når den talte om at løse dette problem, ville det have været løst for flere år siden. Vi kan måske gå med til, at den tidligere Kommission under hr. Santer ikke var den bedste, og det er grunden til, at den gik af. Men jeg må sige, at vi ser på denne Kommission. Formanden for denne Kommission er udmærket klar over denne sag, er fuldt ud bekendt med kendsgerningerne, og alligevel er der ikke gjort noget for at løse problemet. Vi må spørge, hvorfor dette er tilfældet. Det er grunden til, at Parlamentet atter i dag drøfter dette spørgsmål, fremhæver dette spørgsmål, for at bringe det tilbage for Kommissionen og sige: få så gjort noget ved det.
+Hr. formand, politikere har ofte den vanskelige opgave at skulle fortælle deres vælgere, at der, uanset hvor dybtfølt deres klagepunkt er, eller hvor stærkt det moralske grundlag er, ikke findes noget retsmiddel. Nogle gange har de den endnu vanskeligere opgave at måtte indrømme, at vejen til at gøre krav på deres lovfæstede rettigheder vil blive lang og besværlig på grund af problemer med domstolsadgang eller lovgivningens egne forsinkelser. Værst af alt er efter min mening at måtte udstede en advarsel om, at en domstolskendelse i deres favør måske blot vil være en række trøstende ord og ikke gøre nogen virkelig forskel i deres liv. Heldigvis er dette sjældent i et demokratisk samfund. For det er netop det, retsstat betyder. Ingen kan placere sig uden for dens virkefelt blot på grund af det, de er, og det, de gør. Den amerikanske jurist, Lon Fuller, advarede os om, at en af måderne, hvorpå et retssystem kan svigte, er, at der ikke er overensstemmelse mellem retsreglerne og den officielle handling. I de sidste 11 år har vi oplevet tre EF-domstolskendelser til fordel for lettori. Den 13. september i år støttede Den Europæiske Ombudsmand en klage fra dem, og de har fået medhold ved en række individuelle sager ved italienske domstole. Jeg er udmærket klar over, at omstændighederne ikke har været nemme for folk på begge sider af denne tvist. Men hvis retsstatsprincipperne er vigtige for os her i Parlamentet, må vi sikre, at de holdes i hævd. Hvis vi her i Parlamentet virkelig tror på et borgernes Europa, så må vi bestræbe os på at sikre et sådant. Som det allerede er blevet sagt, er dette tredje gang, at dette spørgsmål bliver taget op i Parlamentet i form af et forslag til beslutning. Jeg håber og har tillid til, at der aldrig vil blive behov for, at det sker igen, medmindre det er for at takke alle de involverede for, at der nu er truffet effektive foranstaltninger i sagen.
+Vi er et lille Parlament, for det er fredag formiddag, men det bør bemærkes og anerkendes, at dette er et spørgsmål, der angår alle partier og hele Unionen. Medlemmer af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har samlet sig fra hele Unionen og alle partier for at sige, at det ikke er nogen nytte til at tale om rettigheder og at gøre sig til talsmand for chartre om rettigheder, hvis man ikke i virkelige tilfælde, når folk bliver nægtet deres rettigheder, skrider til effektiv handling for at få dem anerkendt og få dem håndhævet, og det er netop problemet i dette tilfælde. Jeg var f.eks. meget ked af at se, at et af ændringsforslagene undlod at henvise ikke blot til en appel til Ombudsmanden, men til at Ombudsmanden besvarede den bekræftende. Det er et meget vigtigt punkt, for Ombudsmanden sagde, at Kommissionen handlede forkert, da den undlod at meddele sprog-lettorierne, at de ændrede proceduren på en vigtig og betydelig artikel, og den artikel, hvorpå Kommissionen ændrede sin procedure er netop det argument, som kommissær Busquin nævnte. Argumentet er, at lettori fastholder deres ret til at fortsætte som lærere og ikke blive ændret til noget andet. Der er ingen, der påstår, at Den Italienske Republik ikke er i sin fulde ret til i 1995 eller på et andet tidspunkt at sige, at man ikke i fremtiden vil ansætte folk som lettori, og at man vil tage folk ind i en ny form for ansættelse. Det kan de sige til alle, som indsender ansøgninger i fremtiden, men de kan ikke ændre rettigheder, som folk tidligere har fået stadfæstet af EF-Domstolen. Jeg minder Kommissionen om, at jeg håber, at den her vil svare, at EF-Domstolens kendelse i Allué-sagen var, som følger: Thi kendes for ret, at det er i modstrid med artikel 48, stk. 2, i EØF-traktaten, at en medlemsstats lovgivning på nogen måde begrænser varigheden af fremmedsprogsassistenters ansættelseskontrakter til et år med mulighed for forlængelse, når en sådan begrænsning i princippet ikke eksisterer for andre lærere. Hvis det er tilfældet, så er de folk, hvis repræsentanter er til stede på tilhørerpladserne her i dag, berettigede til at blive anerkendt som lærere ved italienske universiteter på samme niveau, som de lærere, der havde 10 års anciennitet ved universitetet. Vi siger ikke, at de skulle gøres til italienske tjenestemænd. Vi siger, at Italien skulle bringe sin lovgivning i overensstemmelse med EF-Domstolens kendelse og give disse lærere ret til at udøve deres hverv.
+Hr. formand, der er tydeligvis grund til at anfægte den italienske ansættelsespolitik, for så vidt angår udenlandske undervisere, hvis disse kun opnår ansættelse som teknisk-administrative medarbejdere. De udfører således de samme opgaver som deres italienske kolleger, men deres retsstilling og aflønningsvilkår er dårligere end kollegernes. Dette er også fastslået af såvel EF-Domstolen som Ombudsmanden. Det er imidlertid afgørende, om der er tale om et enkeltstående uheldigt tilfælde, eller om der er tale om et bevidst valg med det formål at fastholde den omhandlede forskelsbehandling også på længere sigt. Jeg formoder, de berørte italienske myndigheder fuldt ud er orienteret om den anførte kritik. Det er imidlertid mit indtryk, at dette ikke har foranlediget de italienske myndigheder til at ændre politik på dette felt. Om end jeg er tilhænger af national suverænitet og ret til forskellighed, tilslutter jeg mig beslutningsforslaget, idet jeg må afvise enhver form for diskrimination på grund af nationalitet. Kan vedtagelsen af det foreliggende beslutningsforslag ændre tingenes tilstand, eller kan Den Europæiske Union reelt intet stille op i denne situation? Bliver vi blot ved med at gøre nyttesløse indsigelser, eller vil vi opleve, at andre medlemsstater begynder at forfordele italienske undervisere?
+Ved et sammentræf er jeg netop her i eftermiddag på vej til Italien - et land, som jeg holder så meget af, for at holde en forelæsning om fordelene ved den kost, man ernærer sig ved i Middelhavslandene, og som med held er blevet eksporteret til resten af verden, og derfor gør det mig så meget des mere bedrøvet at komme med dette indlæg, der kritiserer dets regering og dets regler på dette område. Men nogle af mine britiske vælgere, som ønsker at forelæse og bo i Italien, er ikke så heldigt stillede, som jeg er i dag. I 1989 vandt udenlandske lektorer, der arbejder dér, en sag ved EF-Domstolen, der krævede, at deres kontrakter ikke blev begrænset til seks år. Efter at de italienske universiteter havde svaret ved at sige, at dommen ikke konkret krævede, at de skulle tilbyde tidsubestemte arbejdskontrakter, gjorde en anden dom fra Domstolen i 1993 det klart, at man ikke kunne tidsbestemme kontrakternes længde. Universiteterne svarede ved at degradere de udenlandske lektorers status til støttepersonale og ikke længere til medlemmer af det akademiske undervisningspersonale. Disse degraderede 'lettori', som de er kendt som, bragte deres arbejdsgivere for den italienske højesteret, som afgav kendelse i deres favør og krævede, at de øjeblikkelig blev genindsat i deres job. Universiteterne ignorerede kendelserne og nægtede dem de rettigheder, der er forbundet med lærerjobbet, herunder de lønforhøjelser, der så generøst ydes to gange om året i det akademiske system i Italien. På bedste Kafka-vis gik universiteterne endda så vidt som til at fjerne deres navne fra interne telefonbøger, døre og universiteternes Websteder. Dette er ret så uacceptabelt i et moderne Europa. Nogle af Dem vil være klar over min støtte til, at de mandlige efterkommere af den landsforviste italienske kongefamilie bør have ret til at vende tilbage til deres hjemland. De er ofre for en middelalderlig artikel i den italienske forfatning, som forhindrer alle mandlige efterkommere af familien i at rejse ind på italiensk territorium, hvilket efter min mening er i klar modstrid med Amsterdam-traktaten. Skammeligt nok har venstreorienterede og liberale grupper her i Parlamentet konspireret om at blokere de to prinsers adgang til Domstolen, selv om en snarlig kendelse forventes fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Regeringer må forstå, at de, hvis de undertegner traktater, enten må ophæve dem som suveræne stater eller overholde betingelserne i dem i en retsstat. Den italienske regering, der omfatter venstrefløjspartier, der konstant roser de europæiske love, rettigheder og traktater til skyerne, må snart skride til handling om begge disse spørgsmål, hvis dens engagement i disse værdier, som den hævder at stå for, ikke skal skabe udbredt kynisme i andre medlemsstater over for Italiens engagement, når det drejer sig om at vedstå europæisk lovgivning. Hidtil har Europa-Kommissionen vist sig uvillig til at håndhæve traktaterne, når antallet af folk, der er berørte, er begrænset. I forbindelse med mit forslag om den kongelige familie, blev dette endog af den liberale ordfører her i Parlamentet beskrevet som et eksotisk forslag uden interesse. Men jeg mener, at disse sager netop er meget centrale for de grundlæggende principper for den frihed, der er forbundet med europæisk lovgivning, navnlig den frie bevægelighed, og der kan ikke gøres undtagelser fra disse principper. Der må ikke ske forskelsbehandling af EU-borgere, uanset hvor de kommer fra, og hvor de ønsker at rejse hen inden for Den Europæiske Union. Disse spørgsmål er af vital betydning, hvis vi skal opretholde den europæiske frihed, og efter min opfattelse er der ingen nationale spørgsmål af vital interesse for den italienske stats sikkerhed, der bliver truet af hverken den kongelige familie eller de udenlandske lektorer i Italien.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, debatten om dette spørgsmål, som omfatter mere end Italien, er efter min mening meget interessant og meget vigtig. Hvis vi ser på de tre domme i beslutningens betragtning C, nemlig at de pågældendes rettigheder blev krænket i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og deres ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af nationalitet, fordi Italien ikke har overholdt sine forpligtelser, og hvis dette oven i købet bekræftes af Ombudsmanden og af mange af dem, der deltager i debatten i Parlamentet i dag, så holder argumentet fra en af dem, der talte før mig, nemlig at krænkelsen kan begrundes med subsidiaritetsprincippet, ikke stik. Når EF-Domstolen fastslår, at der er tale om krænkelse af europæisk ret, så kan der ikke svares igen med subsidiaritetsprincippet. Det andet punkt er, at det i denne forbindelse vel drejer sig om en politisk debat, fordi det drejer sig om en krænkelse af rettigheder. Man kan ikke spille traktaternes retlige status ud mod politikken. Det er i denne sammenhæng derimod på grund af krænkelsen af rettigheder vores pligt at føre en politisk debat her i Parlamentet. Jeg mener, at sætningen: "Den, der ikke tager sig selv alvorlig, bliver heller ikke taget alvorlig." passer. Når der i en sag afsiges tre domme fra EF-Domstolen, og det ansvarlige land alligevel ikke ændrer adfærd, så skal vi gribe ind, så skal vi gøre det til en sag for offentligheden. Først for et par dage siden begyndte vi at diskutere chartret om grundlæggende rettigheder. Er respekten for den bestående ret ikke overhovedet den første grundlæggende rettighed, man kan forlange af enhver af os? Udgør understøttelsen af retsfællesskabet ikke grundlaget for de fælles europæiske værdier? Man kan ikke spille de to ud mod hinanden. Naturligvis falder uddannelsesområdet stadig under subsidiaritetsprincippet, men på grundlag af traktaterne gælder arbejdskraftens frie bevægelighed og forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet for os alle, selv om vi - og især jeg, fordi jeg kommer fra en meget føderativ stat - går ind for subsidiaritetsprincippet som koordinationsprincip for sammenarbejdet i Den Europæiske Union og gør en indsats for, at inddelingen af kompetencer mellem de forskellige niveauer i Europa hurtigst muligt bliver ordnet efter subsidiaritetsprincippet. Italiens adfærd i dette spørgsmål er i modstrid med Fællesskabets mål og i modstrid med vores ønske om at øge arbejdstagernes mobilitet og fleksibilitet. Mangfoldigheden af kulturer, som vi anser for at være et væsenselement i Europa, kommer dog frem for alt til udtryk i sprogenes mangfoldighed. De, der går ind for kulturenes mangfoldighed, skal gøre alt for, at vi opretholder sprogenes mangfoldighed og kan lære dem overalt. Vi går ind for det økonomiske indre marked. Jeg siger det også som medlem af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport: Det økonomiske indre marked har brug for det indre marked i uddannelsessammenhæng. Der er, som debatten i dag også viser, stadig mange lænker, mange hindringer for Det Indre Marked, og ikke kun i dette tilfælde. Vi skal gøre alt for hurtigst muligt at befri os fra de lænker.
+Hr. formand, jeg tror, at alle indlæg har tilført denne drøftelse forskellige elementer. Ikke desto mindre mener jeg, at jeg i mit indlæg allerede har svaret på mange af de rejste punkter. Jeg vil gerne endnu en gang gøre opmærksom på, at der er indbygget en tidsfaktor i disse ordninger, og at vi taler om forhold, der går ti år tilbage, hvor forskellige aspekter skal tages i betragtning. For så vidt angår spørgsmålet, om de italienske bestemmelser er i overensstemmelse med EF-Domstolens beslutninger i dommen i Allué-sagen, indledte Kommissionen en overtrædelsesprocedure, men denne procedure blev afsluttet i 1995, da Italien vedtog en lov, der ophævede begrænsningen. Italien vedtog således en ny lov i 1996, hvor de tidligere diskriminerende elementer var fjernet, men der er et andet aspekt af problemet, nemlig spørgsmålet om erhvervede rettigheder. Vi har i denne forbindelse analyseret hele processen. Jeg har forklaret det i mit indlæg, og Kommissionen indledte en ny overtrædelsesprocedure mod Italien i juli 1999. Vi afventer en ny dom fra EF-Domstolen vedrørende dette aspekt af problemet. Der er således to ting, som jeg ikke vil betegne som forskellige, men som i tidens løb hænger lidt forskelligt sammen. Det er derfor nødvendigt at skelne mellem de to elementer, thi for så vidt angår alle EU-borgeres lige adgang til alle stillingskategorier på nuværende tidspunkt, er det klart, at enhver EU-borger kan få varig ansættelse som underviser i Italien ved at bestå den prøve, italienske undervisere skal igennem. I denne sammenhæng kan det ikke mere være et spørgsmål om forskelsbehandling. Man må således se på den tidligere situation, hvor der helt tydeligt var tale om forskelsbehandling. Kommissionen har gjort sit arbejde ved at indlede overtrædelsesprocedurer ved EF-Domstolen, og den italienske stat har ændret loven. Hele spørgsmålet om erhvervede rettigheder er åbenbart blevet rejst. Vi bifinder os på ny midt i en overtrædelsesprocedure, og vi håber, at EF-Domstolen snart afsiger dom.
+Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemningen. Beslutningsforslag (B5-0824/2000) om sproglæreres rettigheder: overholdelse af bestemmelserne Efter afstemningen om betragtning H
+Hr. formand, jeg vil hermed foreslå, at vi indføjer ordet "ikke overbevisende" mellem "regering" og "påstand" i dette ændringsforslag. Jeg har ikke nogen indvendinger imod, at vi bliver gjort opmærksom på, at den italienske regering er fremkommet med en vis påstand, men da kommissæren især skandaløst har vist, at han måske tror på påstanden, synes jeg, at vi skal tilføje ordet "ikke overbevisende" eller forkaste dette ændringsforslag.
+Da der ikke er nogen indsigelser mod dette mundtlige ændringsforslag, går vi nu over til afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
+Hr. formand, jeg er ikke blødsøden over for den italienske regering og heller ikke over for de italienske domstole, hvis domme er skyld i, at mange pensionister ikke har fået den pension, de skulle have. I dette tilfælde stemte jeg dog imod betænkningen, da Domstolens domme efter min mening er forkerte. Det egentlige problem er, at vi ikke kan give en lektor eller en person, som er meget dygtig til engelsk, og som tager til et italiensk universitet for at forklare de medicinstuderende, hvordan man siger hjertesygdom, kirurgisk indgreb, leversygdom osv., de samme rettigheder og den samme status som dem, der underviser i medicin. Ville De, hr. formand, lade Dem behandle af en person, der har et glimrende kendskab til kirurgiske termer på italiensk, engelsk, fransk og tysk, eller af en kirurg?
+Hr. formand, jeg har stor forståelse for problemerne for de sproglærere i Italien, der ikke har italiensk statsborgerskab. Jeg er som borger i et meget lille land en stor tilhænger af arbejdstagernes og selvstændige erhvervsdrivendes fri bevægelighed og også af fri etableringsret, og jeg har som gammel suffragette i mere end 40 år kæmpet mod enhver form for forskelsbehandling, uanset om den sker på grund af køn eller nationalitet. Arbejdstagernes fri bevægelighed må imidlertid ikke føre til forskelsbehandling af statsborgerne. Da jeg kommer fra et land, hvor den aktive befolkning består af mere end 50%, som ikke er fra Luxembourg, men udenlandske statsborgere eller grænseboere, ved jeg, hvad jeg taler om. I mit land skal gymnasielærere bestå meget strenge og hårde ansættelsesprøver. Der kan i princippet ikke være tale om at forskelsbehandle statsborgere ved at gøre adgangen til beskæftigelse lettere for ikkestatsborgere. Når dette er sagt, håber jeg, at denne debat vil bidrage til at fremme en ligeværdig løsning for sproglærere i Italien. Jeg må imidlertid sige, at vi godt kan udfylde dagsordenen for fredag, hvis vi her beskæftiger os med alle lignende eksisterende tilfælde af forskelsbehandling, især på grund af køn... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, det glæder mig, at de liberale ændringsforslag blev forkastet, og at jeg derfor var i stand til at stemme for denne betænkning, men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved en af de ting, som hr. Busquin sagde. Han sagde, at alle, der arbejder ved italienske universiteter, skal bestå de samme eksaminer, som italienske lærere skal bestå. Jeg kan ikke se, hvorfor dette skulle være tilfældet. Vi skulle efter sigende have gensidig anerkendelse af kvalifikationer over hele Europa, således at man kan kvalificere sig i sit eget land og derefter rejse til andre. Det er en grundlæggende ting i hr. Busquins svar, som der bør stilles spørgsmålstegn ved, og jeg er ked af at se, at han nu har forladt salen.
+Hr. Purvis, det var ikke i henhold til forretningsordenen. Hr. Busquin er desværre allerede gået. Jeg vil anbefale Dem, at De henvender Dem direkte til ham.
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. God weekend! (Mødet hævet kl. 10.56)