diff --git "a/data/train/da_ep-00-05-18.txt" "b/data/train/da_ep-00-05-18.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-05-18.txt"
@@ -0,0 +1,263 @@
+Fru formand, jeg bad om ordet for at sige, at en gruppe italienske parlamentsmedlemmer - og det gælder formodentlig alle de italienske parlamentsmedlemmer, men jeg tror også, at det gælder størstedelen af eller hele Parlamentet - er stærkt utilfreds med de udtalelser, præsident Kuçan kom med i går. Vi er helt enige i fordømmelsen af den nazistiske og fascistiske undertrykkelse af Slovenien, som præsident Kuçan gav udtryk for i går i sin tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg, men vi kan ikke acceptere, at der ikke gives udtryk for den samme fordømmelse af rædslerne under den etniske og antiitalienske udrensning, som det kommunistiske styre foretog, så snart det var kommet til magten. Vi kan især ikke acceptere, at det, at italienerne blev slået ihjel og frataget deres ejendom, ganske enkelt karakteriseres som en foranstaltning mod de nazistiske og fascistiske kollaboratører, og det i den Potsdam- og Jalta-ånd, der delte Europa, og som Europa gjorde modstand mod, idet det generobrede - og er ved at generobre - sin frihed og sit fællesskab. Der var tale om en række forbrydelser mod menneskeheden, hvor man for første gang anvendte de metoder til etnisk udrensning, vi på så dramatisk vis har været vidner til i andre dele af Balkan for nylig. Italien er en ven af det slovenske folk og går ind for Sloveniens optagelse i NATO og i EU. Vi mente, at der var blevet fundet en fornuftig løsning på striden mellem Italien og Slovenien med Solana-aftalerne i 1995. Vi forstår ikke, hvorfor præsident Kuçan i dag genfremsætter nogle betragtninger om fortiden, vi absolut ikke kan være enige i, og en ubegrundet frygt for fremtiden. Præsident Kuçan gav i går en besked via den slovenske ambassade, hvor han sagde, at der var tale om en forkert oversættelse, og at polemikken ikke er rettet mod Italien, men mod Østrig. For os er en forbrydelse og en overtrædelse af menneskerettighederne dog lige så forkastelig, hvis den går ud over østrigerne, som hvis den går ud over italienerne. Fru formand, jeg vil bede Dem om at tage initiativ til at gøre den slovenske regering og præsident Kuçan opmærksom på Parlamentets stærke utilfredshed med de uacceptable udtalelser, der bestemt ikke skaber det rette klima til de forhandlinger, som vi gerne vil have bliver en succes, så Slovenien kan blive optaget i Den Europæiske Union.
+Fru formand, jeg kan kun tilslutte mig hr. Buttigliones ord, og på vegne af delegationen fra Forza Italia, som jeg repræsenterer i PPE-gruppen, kan jeg ikke lade være med at minde om, hvad den italienske befolkning i det tidligere Jugoslavien var udsat for ved Anden Verdenskrigs afslutning og umiddelbart efter. Der var tale om en sand etnisk udrensning. Der er stadig stridsspørgsmål, som står åbne, og der er italienske borgere, som stadig venter på, at deres rettigheder bliver respekteret. Der er nogle stærke venskabelige bånd, som knytter os til Slovenien, men vi kan ikke glemme det, der er sket i fortiden, og vi ønsker heller ikke, at det bliver glemt. Det Europa, som er ved at opstå, og Det Europæiske Hus, som vi er ved at bygge i fællesskab, kan ikke fuldføres, hvis vi glemmer fortiden. Det kan ikke fuldføres, hvis vi ikke fordømmer kommunismens og nazismens fejltagelser. Det er også derfor, fru formand, at jeg ikke bare beder Dem om et kompetent indgreb over for Sloveniens regering, men også opfordrer alle parlamentsmedlemmerne til at skrive under på erklæringen om, at hele EU skal indføre en mindedag for Shoah, for holocaust.
+Fru formand, vi kender præsident Kuçan, hans kærlighed til Europa og de gode forbindelser, der også er opstået til Italien. Vi er ikke bekymrede, men der er ingen tvivl om, at der skal kastes lys over denne sag, og jeg vil gerne sige, at hr. Solanas spanske kompromis er et fast holdepunkt for os. Der kan naturligvis ikke stilles spørgsmålstegn ved alt dette, og jeg er derfor også af den opfattelse, at De bør kaste lys over denne sag. Vi stoler naturligvis på Deres dømmekraft og Deres rolle.
+Tak, fru Napoletano. Jeg vil foreslå de tre kolleger, som netop har haft ordet, at jeg skriver til hr. Kuçan og så respektfuldt som muligt sætter ham ind i kollegernes iagttagelser og overvejelser, og eventuelt kontakter ham med henblik på at give ham et nøjagtigt referat af, hvad De har sagt. Efter min opfattelse afspejler det, der netop blev sagt, holdningen hos en stor del af forsamlingen, og jeg takker Dem for den tillid, De viser mig, ved at lade mig viderebringe tingene på en så nøjagtig og forståelig måde som muligt.
+Jeg har to meddelelser til Dem. Den første, som jeg håber, De allerede har fået via Deres e-mail, vedrører nogle materielle problemer, vi er stødt på i visse af bygningens lokaler. Kvæstorerne har været hurtige til at få situationen under kontrol, så godt det lader sig gøre. De har bevirket, at det tyske firma Dekra foretog analyser af luften, og firmaet har rent faktisk konstateret visse mangler, som vi ligeledes fik udbedret så hurtigt, det lod sig gøre. Jeg takker kvæstorerne for deres hurtige reaktion, i særdeleshed retter jeg en tak til formanden for Kvæstorkollegiet, hr. Poos. Jeg har for mit vedkommende øjeblikkelig underrettet myndighederne i Strasbourg og ledelsen for sundheds- og socialenheden, så alle berørte myndigheder således er underrettet. Denne meddelelse har De som sagt modtaget på Deres e-mail.
+Fru formand, det er helt uacceptabelt, at en bygning, der har kostet millioner af pund, og som officielt blev åbnet for mindre end et halvt år siden, har tusinder af fejl og nu betragtes som en mulig trussel mod de mennesker, der arbejder i den. Jeg stoler på, at dette problem vil blive rejst under forhandlingerne om den endelige pris på bygningen, hvilket bør styrke Europa-Parlamentets forhandlingsposition, når det gælder om at reducere omkostningerne for Europas skatteydere.
+Den anden meddelelse har jeg modtaget fra den franske regering, og den drejer sig om vedtagelsen af et dekret om fortabelse af en af vores kolleger, hr. Le Pens, mandat. Som De sikkert husker, meddelte jeg dengang forsamlingen, at jeg, helt i overensstemmelse med forretningsordenen, bad Retsudvalget om at fremkomme med en udtalelse i sagen. Retsudvalget har ved flere lejligheder behandlet sagen i alle dens aspekter, især de juridiske. Jeg takker udvalgets formand, fru Palacio, og udvalgets medlemmer for deres anstrengelser. Debatten har faktisk været yderst intens, og først i aftes, kl. 20, modtog jeg fra fru Palacio en skrivelse indeholdende den udtalelse, Retsudvalget sender mig om situationen. For at der ikke skal være nogen misforståelser eller fortolkningsvanskeligheder, foretrækker jeg at læse denne skrivelse op for Dem. "Fru formand, på sit møde den 16. maj 2000 genoptog Udvalget om Retlige Anliggender og Det indre Marked behandlingen af hr. Jean-Marie Le Pens situation. Udvalget er klar over, at dekretet fra den franske premierminister, som blev tilstillet hr. Le Pen den 5. april 2000 og offentliggjort i det franske Statstidende den 22. april 2000, er trådt i kraft. Udvalget har imidlertid fæstet sig ved, som det nævnes i den skrivelse, der informerer den berørte part om dekretet, at denne har mulighed for at indbringe afgørelsen for Forvaltningsrådet. Et sådant skridt må forventes at være ledsaget af en anmodning om opsættende virkning i forhold til dekretets effektuering. Med henvisning til den tidligere trufne beslutning om ikke på nuværende tidspunkt at anbefale, at Parlamentet formelt tager dekretet vedrørende hr. Le Pen til efterretning, undersøgte udvalget mulige måder at gå videre med sagen på. Til støtte for denne beslutning blev sagen omkring hr. Tapie fremholdt som en mulig vej at gå, hvilket ville få til følge, at Europa-Parlamentet først skulle tage dekretet om fortabelse af mandatet formelt til efterretning, når fristen for at indbringe afgørelsen for Forvaltningsrådet er udløbet, eller, dersom det måtte blive aktuelt, til dette har truffet en beslutning." Således lyder altså det brev, som fru Palacio på vegne af Retsudvalget sendte mig i går aftes. Jeg skal endnu en gang takke hende for det. Jeg har i sinde at følge Retsudvalgets udtalelse.
+Fru formand, jeg tager ordet for at anmode Europa-Parlamentet om at udtale sig i henhold til forretningsordenens artikel 7, stk. 4. Og hvis De tillader det, vil jeg berettige mit forslag.
+Naturligvis, hr. Barón Crespo.
+Fru formand, forretningsordenens artikel 7, stk. 4, bestemmer, at formanden kan anmode det kompetente udvalg om at udtale sig, og så kan Europa-Parlamentet afgive en udtalelse på baggrund af dette forslag. Jeg anmoder om, at udvalget udtaler sig, og det gør jeg med fuld respekt for Retsudvalget, som har haft en bred debat om spørgsmålet, for jeg kan forstå, at der her er to grundlæggende elementer. Et af dem er respekten for den parlamentariske ret og for traktaterne. Retsudvalgets formand citerede i skrivelsen fra i mandags - som er den, jeg kender, for denne her skrivelse har jeg først lige hørt om - artikel 12, stk. 2, i akten fra 1976 om almindelige direkte valg af repræsentanterne i Europa-Parlamentet, hvor der står: "Når mandatet bliver ledigt i henhold til anvendelsen af en medlemsstats gældende nationale bestemmelser, skal denne medlemsstat informere Europa-Parlamentet i denne henseende, som så vil tage det til efterretning". Det betyder først og fremmest, at en medlemsstat, som er en retsstat, som Frankrig, har truffet nogle beslutninger i medfør af en retsafgørelse og den udøvende magt ... (Formanden afbrød taleren)
+Vi må afbryde mødet et øjeblik. En af vores kolleger har tilsyneladende fået et lettere ildebefindende. (Mødet udsat kl. 10.20 og genoptaget kl. 10.40)
+Kære kolleger, vores kollega, hr. Staes, har fået et ildebefindende, som, efter hvad jeg har erfaret, ikke ser ud til at være et hjertetilfælde. Det er derfor formentlig ikke alt for alvorligt. Ikke desto mindre vil man lave et elektrokardiogram på ham med det samme, men jeg ville bare berolige Dem, så godt som det nu er muligt med hensyn til hans tilstand. Jeg vil også gerne takke de to kolleger, som er læger, de greb ind med det samme, og de har netop givet mig disse oplysninger. Jeg vil også gerne sige, at denne ulykkelige hændelse desværre har givet os mulighed for at konstatere, hvor lang tid der gik, før lægetjenesten greb ind. Dette kunne i virkeligheden være sket for enhver af os, og her skal der virkelig gøres noget. Jeg vil give ordet til fru Banotti, som har i sinde straks at sørge for, at kvæstorerne tager skridt til, at tingene virkelig bliver, som de bør være.
+Fru formand, vi er alle blevet meget bedrøvede over vores kollegas sygdom. Jeg er meget lettet over, at det ser ud til, at han ikke er så syg, som det først så ud til. Jeg er sygeplejerske, og det er derfor, jeg gik hen for at se, om jeg kunne hjælpe. Vi må erkende, at særlig når vejret bliver så varmt som i denne uge, bliver kollegernes helbred belastet temmelig meget. Det var uheldigt, at det varede temmelig længe at få fat i en båre, der kunne få hr. Staes ud af salen. Jeg vil på kollegernes vegne foreslå, at vi får genoplivningsudstyr her i salen i tilfælde af, at sådan en forfærdelig begivenhed skulle ske igen. Jeg er glad for, at han ikke er så syg, som han så ud til, men vi bør have genoplivningsudstyr i salen i betragtning ikke bare af omstændighederne, men af den alder, som nogle af os har, herunder jeg selv. Mange kolleger finder det særlig vanskeligt med varmen i denne uge.
+Tak, fru Banotti. Jeg tror ikke, der er nogen alder, hvor man er mest udsat for denne slags ildebefindende.
+Fru formand, sammen med kollegerne, som hjalp til i det øjeblik, der fulgte efter, at vores kollega blev syg, må jeg med rette sige, at den tid, der gik fra det øjeblik, hændelsen skete, indtil lægen kom, er en tid, som enhver institution i verden ville betegne som rimelig. Og da den officielle læge, som kom udstyret med alle de genoplivelsesapparater, man måtte kunne kræve, gav ordre om en overflyttelse på båre - og her er jeg enig med min kollega, som også hjalp til - så kom båren. Jeg er meget tilfreds med den tid, der gik, og med Europa-Parlamentets lægetjenestes optræden.
+Fru formand, måske kan vi omsider beslutte, at lægetjenesten ikke skal placeres i kælderen. De vil helst være på samme etage som plenarmødet, og måske kan vi faktisk se på det.
+Kære kolleger, stol på kvæstorerne.
+Fru formand, først og fremmest ønsker jeg vores kollega, hr. Staes, en snarlig bedring, men jeg tror også, vi må huske på og bede kommunikationsmedierne om at fortælle vores borgere, at vores liv ikke er nogen dans på roser, at dét at leve næsten som nomader og rejse frem og tilbage ikke er det bedste for helbredet. Men vi har jo selv valgt det. Jeg vender tilbage til det emne, vi var i gang med: Min anmodning på min gruppes vegne om, at Europa-Parlamentet udtaler sig om dette spørgsmål i overensstemmelse med forretningsordenen. Jeg henviste til teksten i artikel 12, stk. 2, i akten fra 1976, som er det retsgrundlag, som formanden for Retsudvalget gjorde gældende i sin skrivelse fra i mandags. Her står der, at "Når mandatet bliver ledigt i henhold til anvendelsen af en medlemsstats gældende nationale bestemmelser, skal denne medlemsstat informere Europa-Parlamentet i denne henseende, som så vil tage det til efterretning". Frankrig er en retsstat. Der foreligger en retsafgørelse, der er et regeringsdekret, vi har fået meddelt det, og jeg mener, at Europa-Parlamentet bør tage det til efterretning i henhold til traktaterne og den parlamentariske ret. Jeg har hørt - for jeg har ikke direkte kendskab til denne skrivelse - at der citeres fortilfælde. Det er rigtigt, at de findes, og min gruppe går ind for, at de skal respekteres. Men i dette tilfælde kan man ikke påberåbe sig fortilfældet hr. Tapie af to grunde: For det første fordi der var manglende valgbarhed på grund af en konkurs, og for det andet - det er rigtigt - fordi hr. Tapie havde brugt appelretten. Og her har vi en manglende valgbarhed, der gælder i et år, og man har ikke anvendt appelretten, som den franske lovgivning giver mulighed for. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om fransk ret, som jeg ikke kender. Jeg tror, at Europa-Parlamentet i henhold til traktaterne og til vores ret skal tage den franske stats beslutning til efterretning. Det er dét, der skal gøres, og jeg synes ikke, selv om jeg ikke var til stede i Retsudvalget, at forslaget afspejler det. Under alle omstændigheder kan jeg forstå, at dette forslag ikke skal ratificeres af Europa-Parlamentet, og jeg vil naturligvis anmode om, at det bliver sat til afstemning, og jeg kan meddele, at min gruppe vil stemme imod.
+Fru formand, jeg tager ordet på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentets Retsudvalg. Den skrivelse, De netop læste op fra Retsudvalgets formand, overraskede mig meget. I går modtog jeg en skrivelse fra formanden, hvor hun troværdigt gengav det, der var sket i Retsudvalget: Efter en drøftelse havde man besluttet ikke at henstille til at tage dommen til efterretning, og lade emnet ligge til en senere drøftelse. Den skrivelse, De læste op, gengav de personlige motiver, som formanden og muligvis også andre medlemmer påberåbte sig, men det gengiver ikke Retsudvalgets synspunkt. Helt konkret var Den Socialdemokratiske Gruppes synspunkt med henblik på akten fra 1976, at det eneste, som Europa-Parlamentet kunne gøre, er det, som hr. Barón netop sagde, det vil sige at tage den franske regerings afgørelse til efterretning, uden nogen andre begrænsninger. Man så på muligheden for at give en forklaring, og jeg anførte, at det ville betyde en ny afstemning. Der blev ikke afholdt nogen ny afstemning, og derfor - jeg gentager - afspejler de synspunkter, som kommer til udtryk i den skrivelse, De netop læste op, fru Palacios personlige synspunkter, men de afspejler ikke Retsudvalgets synspunkter.
+Fru formand, først og fremmest vil jeg sige, at vi under alle omstændigheder alle er klar over, at vi befinder os i en situation, hvor vi må gå frem med få konkrete referencepunkter, og derfor bør vi holde os til analogi, fortilfælde, sund fornuft og generelt til de almindelige retsprincipper. For i vores vedtægter, i forretningsordenen, står det ikke udtrykkeligt, hvad man skal gøre i en situation som denne. For det andet er der uden tvivl her tale om en misforståelse, som jeg synes er vigtig at fremhæve. Fru formand, Retsudvalget er blevet hørt af formanden, i en rent formel analyseafgørelse. Som i andre tilfælde og for at give et generelt eksempel, er det således, at når Retsudvalget undersøger, om hvorvidt der skal gribes ind med en sag for Domstolen, står vi over for en rent teknisk analyse af et internt organ i Europa-Parlamentet, som fremsætter en henstilling til formanden, Europa-Parlamentets eksterne organ, som er det, der skal træffe en beslutning. Jeg respekterer det, som hr. Barón siger. Deres argumenter blev nævnt og undersøgt grundigt i Retsudvalget. Lad mig henvise til, hvad der blev sagt i dette udvalg. For det første siger hr. Barón, at der ikke er lighed med Tapie-sagen, fordi den manglende valgbarhed i det tilfælde opstod i forbindelse med en konkurs, og i dette tilfælde opstår den efter en straffedom. Personligt er jeg ikke enig i dette synspunkt, og jeg tror, at der i overensstemmelse med den gældende ret er grund til at være uenig, for det handler under alle omstændigheder om to straffe, og begge er netop fra franske domstole, og de drejer sig om manglende valgbarhed. Der er ingen mening i nu at analysere årsagen til dommen. Dommen er afsagt. Dommen om manglende valgbarhed er referencen. Det andet argument, der taler for den forskel, som hr. Barón påberåber sig, er, at hr. Le Pen ikke har indgivet appel, og det havde hr. Tapie gjort. Det er jeg heller ikke enig i, og det var flertallet i Retsudvalget heller ikke enig i, for hr. Le Pen kan stadig nå at indgive en appel. Derfor kan vi ikke gå imod noget, som den franske lovgivning tillader ham at gøre: at indgive appel inden for en tidsfrist. Lad mig nu gå hr. Medinas opfattelser i møde. Jeg vil gøre det fattet, selv om jeg mener, at det er absolut uberettiget, og det burde fortjene et andet klart svar. Men som formand må jeg tilkendegive, at de to skrivelser supplerer hinanden. I det første fik De at vide, fru formand, at Retsudvalget havde truffet en afgørelse, nemlig ikke for indeværende at tage dekretet til efterretning, idet der tages hensyn til, at det ikke er definitivt, eksigibelt, men ikke definitivt. I et andet afsnit fik De at vide: "I morgen vil vi tænke videre over dette spørgsmål". For så vidt angår den anden skrivelse, så drejer det sig om det, der skete på det andet møde, og alle Retsudvalgets medlemmer ved, at jeg fremlagde det således. På intet tidspunkt var der planer om, at det skulle føre til en afstemning, men til en overvejelse: at jeg personligt som ordfører ville foreslå en overvejelsesmulighed. Derfor skulle der ikke - og det sagde jeg dagen forinden - være nogen afstemning om sagen. Afstemningen var allerede blevet foretaget i Retsudvalget. Det er rigtigt, fru formand, at jeg har delagtiggjort Dem i, hvad drøftelserne bestod i, og hvorfor man ikke gik videre, og det gjorde man ikke, fordi man kraftigt henholdt sig til Tapie-sagen. Naturligvis kan man i Retsudvalget stemme om alt, men da det ikke var forudset, og da det drejede sig om en så betydningsfuld og omfangsrig sag, som ikke stod på dagsordenen, syntes jeg ikke, det var hensigtsmæssigt at stemme om det, hvis vi fortsatte ad en vej, som alle, der talte - og det står anført i protokollen - af den ene eller den anden grund afviste. Derudover står der i protokollen, at jeg sagde, at en udvalgsformand sjældent opnår så stor enighed til et forslag. Dette for at afvise disse påstande. Lad mig nu komme med en bemærkning til forretningsordenen. Fru formand, man påberåber sig her artikel 7, stk. 4. I dette afsnit står der - hvis vi skulle rette os efter det, hvilket jeg ikke tror, og jeg skal nok forklare hvorfor - at Europa-Parlamentet kan afgive udtalelse om et forslag. Fru formand, her er der ikke noget forslag til plenum. Jeg tror, at for at stemme ærligt og oprigtigt i en så prekær sag som denne, hvis Europa-Parlamentet skal stemme, så skal der udarbejdes en betænkning ordentligt, således at alle kan stemme i overensstemmelse med det, man finder passende, og ikke tilskyndet af nogle påstande fra den ene eller den anden side, idet der tages hensyn til, at de fleste medlemmer i virkeligheden ikke kender sagen til bunds. Dermed er Retsudvalgets betænkning, hvis formanden vil slå ind på denne vej, absolut nødvendig, og det ville være ureglementeret ikke at gøre det således, ... (Tilråb) ... at plenum udtaler sig om et spørgsmål, hvortil der ikke foreligger noget skriftligt dokument eller noget som helst andet, og som pålægger en juridisk overvejelse på meget højt niveau. Det er helt ureglementeret, i modstrid med det, forretningsordenen gør gældende, ... (Bifald) ... for, fru formand, i Retsudvalget vurderede flertallet på udelukkende juridiske grundlag, at vi ikke kunne tage medlemmets mandatbortfald til efterretning. (Protest) Fru formand, derudover mener jeg ikke, at denne artikel kan anvendes, og jeg skal sige hvorfor: Europa-Parlamentet opfordres her til at tage sagen til efterretning, det har ikke nogen politisk skønsmargen, som alle beslutninger i plenum normalt har, med en politisk vision. Det er alene en formel juridisk analyse. Fru formand, jeg mener, at det er formanden, der skal træffe den beslutning, og De kan slå op i forretningsordenen, som bestemmer, at man skal rådføre sig med Retsudvalget. Der kan foretages en analyse - og jeg er villig til at gøre det, for det har jeg gjort - af grundene til, at Retsudvalget skal spørges til råds som internt rådgivningsorgan i dette tilfælde. (Protest) Fru formand, De kan rådføre Dem med ethvert andet internt organ, og navnlig ... (Formanden afbrød taleren) Formandskonferencen, men Europa-Parlamentet kan ikke under disse betingelser overveje dette forslag. (Protest og formanden fratog taleren ordet)
+Kære kolleger, vi skal ikke gentage den debat, der har fundet sted i Retsudvalget. Ikke detso mindre er det helt naturligt at høre på formanden for Retsudvalget, som har udført et yderst vanskeligt og minutiøst stykke arbejde om et særdeles delikat spørgsmål. Jeg påtager mig det fulde ansvar for denne sag. Jeg kunne utvivlsomt, som Traktaten siger, kort og godt have taget den til efterretning. Men, og det tager jeg det fulde ansvar for, jeg foretrak at anvende forretningsordenens artikel 7, stk. 4, det vil sige få en udtalelse fra Retsudvalget, fordi jeg mente, at problemet juridisk set var meget delikat. Jeg ønskede derfor, at det blev behandlet befriet for enhver form for politiske overtoner, og at den berørte kollegas sag blev behandlet, som en hvilken som helst kollegas sag ville være blevet behandlet. Efter min mening er det sådan, Parlamentet altid bør handle, nemlig helt og aldeles udadleligt. Nu er sagen den, at den pågældende har mulighed for at anke afgørelsen, og at denne anke kan have opsættende virkning. Men i samme øjeblik Europa-Parlamentet tager sagen til efterretning, sætter det med øjeblikkeligt varsel beslutningen i kraft. Med andre ord, muligheden for at indbringe afgørelsen og den opsættende virkning kan ikke anvendes, og det aldeles uigenkaldeligt, eftersom man ikke, dersom forsøget på anke skulle føre til noget, vil kunne sige til den ny kollega: "Nu skal De ud, og den tidligere kollega skal genindtage sin plads". Kan De se situationen for Dem? Det er trods alt et virkeligt stort ansvar for formanden, men også for forsamlingen som sådan. Jeg har derfor henholdt mig til rammerne af artikel 7, stk. 4, som forekom mig at passe godt til situationen, og jeg bad Retsudvalgt om en udtalelse. Jeg takker det endnu en gang for de mange timer, dets formand og medlemmer har brugt på denne sag. Nu, hvor jeg har denne udtalelse til min rådighed, står det mig frit for ikke at følge den. Igen kan man anfægte min afgørelse, men jeg har bestemt mig for at følge udtalelsen. Når det er sagt, var det rigtigt af hr. Barón Crespo omhyggeligt at læse det stykke, jeg tog udgangspunkt i, og erindre om at, jeg citerer: "Han [formanden] forelægger sagen for det kompetente udvalg, efter forslag fra hvilket Parlamentet kan udtale sig". Det er rent faktisk, hvad der står i forretningsordenen. Når vi har hørt på de kolleger, som har udtrykt ønske om at få ordet, og jeg beder Dem endnu en gang om ikke at gentage debatten, vil det være naturligt at høre forsamlingen, om Parlamentet ønsker at udtale sig angående udtalelsen fra Retsudvalget. I så fald stemmer vi, når tiden er inde, det vil sige til middag, i afstemningstiden. Dette er mit forslag. Der er ingen perfekt løsning, og jeg tror, vi alle sammen skal prøve at agere så stringent og så retfærdigt som overhovedet muligt. Vi vil ikke bruge hele formiddagen på dette. Jeg vil bede Dem fatte Dem i korthed, og derefter træffer vi den beslutning, vi synes, er den bedste. Det er forsamlingen, der træffer beslutning, for det er immervæk et ganske alvorligt spørgsmål. Jeg vil erindre om, at det jo er Parlamentet, der tager noget til efterretning, ikke dets formand.
+Fru formand, da en gruppeformand har haft ordet, hvilket han naturligvis er i sin gode ret til, vil jeg gerne kort præcisere vores gruppes holdning. Den person, der er tale om, har politiske holdninger, som jeg for en stor del nærer afsky for. Men der eksisterer en ret for Den Europæiske Union og en ret for alle parlamentsmedlemmer, som jeg altid vil forsvare. Hvis der i et medlemsland føres en retssag mod et parlamentsmedlem, skal vi afvente udfaldet af denne retssag, før vi kan træffe en endelig afgørelse her. Hvis oplysningen er rigtig, hr. Hänsch - jeg har ikke haft lejlighed til at tale med Dem om det, men jeg siger det netop i stor respekt for vores tidligere formand Klaus Hänsch - skal vores tidligere formand dengang i Tapie-sagen udtrykkeligt have argumenteret således, at vi først skal afvente appelsagen, før vi kan nå til en afgørelse her. Hvis det var rigtigt dengang, kan det ikke være forkert i dag. Lad os respektere hvert enkelt medlems ret i Parlamentet, uanset hvor vedkommende står politisk. Det vil vores gruppe altid gå ind for, også selv om disse medlemmer tilhører andre grupper. Vi vil uden forskel forsvare disse rettigheder, fordi det er vores fælles rettigheder. Hvis vi krænker denne ret, er det en falliterklæring for Den Europæiske Union. Derfor respekterer vi denne ret og forsvarer, at den skal gælde for alle. (Bifald)
+Fru formand, vores gruppes repræsentanter i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har sat sig meget grundigt ind i denne sag, og jeg selv er også én af disse repræsentanter i dette udvalg. Vi er fuldt ud klar over, hvor politisk ømtåleligt dette tilfælde er. Men vi vil ikke have, at denne sag misbruges politisk mod os. Vi har med flertal i gruppen besluttet, at flertallets holdning i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked er begrundet. Men vi skal gøre det klart, at hvis denne sag bliver sat under afstemning på plenarmødet, det vil sige om hr. Le Pens mandat skal ophæves, så vil flertallet af vores gruppes franske delegation stemme for ophævelsen.
+Fru Hautala, jeg tror, jeg er nødt til at udtrykke mig meget tydeligt. Der er ikke tale om at stemme om at ophæve nogen som helst immunitet. Vi befinder os inden for rammerne af forretningsordenens artikel 7, stk. 4, hvor jeg har taget udgangspunkt for at bede Retsudvalget om at udarbejde et forslag til udtalelse. Vi har nu dette forslag til udtalelse, og samme artikel 7, stk. 4, siger: "efter forslag fra hvilket Parlamentet kan udtale sig". Jeg har modtaget en anmodning om, at Parlamentet udtaler sig, og sådan som jeg ser det, skal jeg nu, logisk set, eftersom jeg har taget udgangspunkt i denne artikel, ikke sætte Retsudvalgets udtalelse under afstemning, men foretage en afstemning for at finde ud af, hvem der ønsker, at vi skal stemme. Er det nu klart for alle? (Afbrydelse ved fru Pack) Netop, fru Pack, der er ikke tale om, at vi stemmer om indholdet, men alene om at få klarhed over, hvorvidt det er et spørgsmål, der vedrører dagsordenen. Ønsker forsamlingen, at Parlamentet til middag skal udtale sig om Retsudvalgets udtalelse, så vil vi naturligvis til den tid se... Men skrivelsen vil blive omdelt.
+Jeg taler på vegne af ELDR-gruppen om Udvalget om Retlige Anliggender. På baggrund af, at dette spørgsmål har optaget vores udvalg under tre meget lange og udmattende møder, bør Europa-Parlamentet forstå, at det blev betragtet som værende et meget kompliceret og vanskeligt spørgsmål at behandle. Jeg for min del ville finde det forkert, hvis Europa-Parlamentet forsøgte at behandle denne sag hurtigt, hvilket synes at være det forslag, som hr. Barón Crespo har fremsat. Det er en sag, der kræver absolut objektivitet og opmærksomhed på reglerne. Som jeg forstod den pågældende bestemmelse, som De, fru formand, omhyggeligt forsøger at fortolke, er der i øjeblikket en udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender, men der foreligger ikke noget forslag. I bestemmelsen tales der om, at Europa-Parlamentet har ret til at tilkendegive sin opfattelse af et forslag, men det forekommer mig, at de kun har en udtalelse og ikke et forslag. Hvis vi i hele Europa-Parlamentet skulle give udtryk for en opfattelse, burde vi have noget mere at se på og en hel del mere tid og omhyggelig overvejelse, før vi går ind på sådan en hurtig afstemning om et spørgsmål af denne karakter.
+Fru formand, jeg mener, at denne sag er blevet håndteret dårligt fra begyndelsen, og det beklager jeg, i betragtning af de politiske dønninger den vil rejse. Jeg tror, man kan danne sig en forestilling om den forvirring, der herskede internt i Retsudvalget under behandlingen af dette spørgsmål, når man nu ser, at en person - som fru Hautala - troede, at hun udtalte sig om ophævelse af den parlamentariske immunitet. Det er der overhovedet ikke tale om, og det var altså i et sådant klima af forvirring i Retsudvalget, at man endte med at have stort set lige mange stemmer for som imod, og resultatet er dette forslag. Sådan gik det til. Jeg er fuldstændig enig med hr. Poettering, når han siger, at man skal respektere lov og ret: fransk lov og ret er nu engang, som den er. Det betyder mindre, om man er for eller imod, den er, som den er. I denne situation tilsiger fransk lov og ret, at det påhviler den franske regering at leve op til sit ansvar på grundlag af en byretsdom, det vil sige at offentliggøre dekretet om ophævelse af mandatet, og vi har desværre ikke andet valg end at tage dette til efterretning. Det kan være godt eller skidt, men sådan er det bare. Det var det, jeg ville præcisere.
+Fru formand, jeg tager ordet, da jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Jeg tillader mig at erindre hr. Wurtz om, at en byret ikke afsiger domme. Det er en højere domstolsinstans, der afsiger domme. Han burde efteruddanne sig lidt i juridiske anliggender. Hvad det øvrige angår, diskuterede udvalget sagens juridiske aspekter, og hr. Wurtz var ikke til stede. Jeg synes derfor, det er upassende at kritisere en forvirring, som ikke fandtes. Der er politisk forvirring, men der er ingen juridisk forvirring. Retsudvalgets holdning var enkel. Afgørelsen er ikke definitiv, man tager ikke en beslutning, der ikke er definitiv. Hvad det øvrige angår, hvis formanden overvejer at spørge plenarforsamlingen til råds, så ville det som minimum være på sin plads, som udvalgets formand allerede har sagt, at en sådan rådspørgsel finder sted på grundlag af en præcis betænkning. Man kan ikke diskutere en sags juridiske aspekter til middag og stemme til middag om en tekst, som politisk set er ganske kompliceret, og hvis kompleksitet hviler på en indre modsigelse i den franske strafferets tekster, som ikke er lige let tilgængelig for alle medlemmer af dette Parlament, selv ikke de franske. Hvis De skulle beslutte, at der bør finde en afstemning sted her i Parlamentet, så kan den ikke finde sted uden en betænkning fra udvalget.
+Kære kolleger, jeg har modtaget adskillige anmodninger om at gribe ind. Jeg er af den opfattelse, at vi absolut er nødt til at finde den bedste løsning. Jeg vil alligevel gerne læse lidt højt for Dem for at oplyse Dem om det brev, hr. Klaus Hänsch skrev til hr. Hervé de Charrette, som var fransk udenrigsminister, dengang Tapie-sagen verserede. Jeg nøjes med at læse det vigtigste afsnit højt for Dem: "I betragtning af den uigenkaldelige karakter af mandatets ophævelse, forekommer det mig passende at afvente, at Forvaltningsrådet har udtalt sig om denne appel. Det ser ud til, at Forvaltningsrådets afgørelse af spørgsmålet om opsættende virkning er umiddelbart forestående". Som De kan se, kan man ikke polemisere, men jeg har også lagt mærke til, hvad mine forgængere i embedet gjorde i lignende situationer, for i retlige anliggender er retspraksis en realitet. Vi står netop nu i en vanskelig situation. Mit forslag skal være, at De beslutter, hvorvidt vi ønsker, at Retsudvalget skal forelægge os et egentligt forslag, eftersom nogle af Dem synes at mene, at den skrivelse, fru Palacio udfærdigede til mig, ikke er et forslag i forretningsordenens forstand. Personligt går jeg ind for at følge forretningsordenen, klæbe til forretningsordenen, som siger "efter forslag fra hvilket Parlamentet kan udtale sig". Hvis Parlamentet således ønsker, at der skal være et egentligt forslag, så beder vi Retsudvalget om at formulere dette forslag, som vi så stille og roligt stemmer om, måske ikke til middag, men så måske lidt senere. Jeg mener, det er nødvendigt, at vi kommer ud af denne situation. Jeg vil derfor straks sætte de to mulige løsninger til afstemning. Enten holder vi os til den nuværende situation, det vil sige, at vi følger ordlyden i fru Palacios skrivelse og afventer udfaldet af en eventuel appel, som vores berørte kollega måtte indbringe for Forvaltningsrådet, før vi tager ophævelsen af mandatet, eller det modsatte resultat, til efterretning. Eller også ønsker plenarforsamlingen, at Retsudvalget formulerer et egentligt forslag, som den kan tage stilling til i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 7, stk. 4.
+Fru formand, jeg beklager, at jeg må bede om ordet en gang til. Men på det punkt kan vi ikke stemme om noget som helst i dag, for vi har klare, fastlagte procedurer. Hvis vi pålægger et udvalg en opgave, skal vi have et grundlag for dette pålæg, det vil sige, vi må have et dokument, som definerer dette pålæg. Et sådant dokument har vi ikke. Derfor fraråder jeg indtrængende, at der foretages afstemning i denne sag nu, uanset i hvilken form.
+Fru formand, kære kolleger, jeg vil rette en appel til hr. Barón Crespo og til Den Socialdemokratiske Gruppe. Vi befinder os i en blindgyde, og jeg tror nok, jeg skulle være den sidste til ikke at forstå, at De gerne så, at hr. Le Pen blev frataget sit mandat. Men heldigvis afhænger dette ikke af, hvad vi politisk har lyst til, men af lov og ret og af den kendsgerning, at der for øjeblikket hersker en juridisk situation, som modsætter sig det, De foreslår, og skubber os allesammen ind i denne blindgyde. Formanden har ret. Enten foreligger der et juridisk gyldigt forslag fra udvalget, og vi kan stemme om denne betænkning, eller også er der ikke tale om noget forslag, og De skal så bede om, at der udarbejdes et forslag. Hvis De ønsker en vejledende afstemning, så er det Deres sag, men det ville være intelligent at lade være, for jeg tror, der er tale om en modsigelse. Det er sjældent, jeg er enig med fru Garaud, men i dette tilfælde har hun ret. Modsigelsen ligger i den modsigelse i den franske lovgivning, som siger, at en afgørelse ikke er definitiv, og at den ikke har udsættende kraft. Forstå det hvem der kan, men det er op til det franske parlament at reformere denne lovgivning. For os - på dette punkt, hr. Wurtz, er jeg ikke enig med Dem - er den franske stat, den italienske stat, den tyske stat suveræne. Europa-Parlamentet er også suverænt og kan udtale sig imod statens afgørelser. Sådan er min forestilling om Europa. I den nuværende situation anmoder jeg Dem simpelthen om at erklære, at vi skal vente, og om at presse på for, at Forvaltningsrådet træffer en afgørelse, som præciserer, om hr. Le Pens anmodning har opsættende virkning eller ej. Det kan gøres meget hurtigt. Det ville ikke være en afgørelse vedrørende substansen, selv om den kun er juridisk, men en afgørelse vedrørende formen. Hvis Forvaltningsrådet i dag beslutter, at dets afgørelse ikke har opsættende virkning, kan Europa-Parlamentet inden for 48 timer træffe den nødvendige afgørelse. Jeg beder Dem derfor trække Deres anmodning om afstemning tilbage, så vi undgår at befinde os i en fuldstændig blindgyde.
+Fru formand, først vil jeg sige, at jeg anser det for uværdigt, hvis Europa-Parlamentet skal være uenigt eller splittet i dette spørgsmål. Så viser vi et billede over for offentligheden, som vi ikke burde vise. Det andet er, at De på grundlag af artikel 7, stk. 4, har besluttet at høre Retsudvalget. Det har De ret til. Men hvis jeg har forstået det rigtigt, har vi ikke noget forslag fra Retsudvalget, som vi kan stemme på grundlag af. De har blot rådført Dem med Retsudvalget. Her er der et juridisk problem, som kun De kan bidrage til at afklare. Det drejer sig om forskellen mellem artikel 12 i den akt om indførelse af almindelige direkte valg, der er indeholdt i traktaterne, og artikel 7, stk. 4, i vores forretningsorden. Her er der en uoverensstemmelse. Jeg råder til, at vi afklarer denne diskrepans. Det er Deres opgave, fru formand. Vi kan ikke stemme om noget, før De har afklaret dette med Retsudvalget. (Bifald)Det er derfor mit råd til Parlamentet, at vi ikke foretager nogen afstemning i dag, men afventer hvilken afgørelse De træffer, fru formand. (Bifald)
+Jeg er enig i det, hr. Hänsch siger.
+Jeg kan se, at hr. Barón Crespo klapper ad hr. Klaus Hänsch. Jeg går derfor ud fra, at han er enig med hr. Cohn-Bendit, og at han trækker sin anmodning tilbage, ud fra den vurdering at vi ikke er i besiddelse af et egentligt forslag fra Retsudvalget. Jeg tror ærligt talt, at dette er den bedste løsning for alle.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0136/2000) af Buitenweg for Udvalget om Borgenes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (KOM(1999) 0566 - C5-0067/2000 - 1999/0253(CNS))
+Fru formand, der er en meget vigtig betænkning af fru Buitenweg på dagsordenen, men, med al respekt, behandlingen heraf forløber forholdsvis hurtig. Især fordi vi først i denne uge stemte om hendes betænkning i udvalget, og derefter var der meget kort tid til grundigt at udarbejde ændringsforslag til plenarmødet. Men for at gøre det endnu værre må jeg sige, at artikel 115 i øjeblikket finder anvendelse, hvori står, at, med forbehold for hastetilfælde, jf. artikel 50 og 112, forhandling og afstemning om en tekst kun kan påbegyndes, hvis denne uddeles mindst 24 timer i forvejen. Det sidste, fru formand, er desværre ikke tilfældet. Med hensyn til den franske oversættelse har jeg forstået, at den endnu ikke var disponibel i morges. Jeg foreslår at udsætte forhandlingen og afstemningen om denne meget vigtige betænkning til det næste plenarmøde.
+Fru formand, til forretningsordenen. Jeg vil gerne sige tre små ting. Den første drejer sig om det punkt til proceduren, som hr. Oostlander tog fat på, nemlig at forskellige kolleger på grund af det foreliggende spørgsmåls følsomme karakter følte, at de gerne på deres eget sprog ville have teksten til betænkningen og alle ændringsforslagene til den, som de har ret til. Dette blev klart tilkendegivet ved Formandskonferencen i sidste uge - så vidt jeg forstår ved mere end én lejlighed. Jeg var selv fraværende, men det har jeg fået bekræftet. Når det klart blev tilkendegivet, at det var meget vigtigt, at dokumenterne forelå, hvorfor blev det så ikke prioriteret af embedsmændene på en sådan måde, at man kunne undgå denne situation? Det er mit første spørgsmål. I betragtning af sagens følsomme karakter burde Præsidiet, Europa-Parlamentet og Formandskonferencen få en detaljeret redegørelse for dette sammenbrud for systemet. Det andet, jeg vil sige, er, at hr. Oostlander fuldt ud har ret til i henhold til artikel 115 at sige, at det er tvivlsomt, om man kan gå videre med debatten og afstemningen, eftersom dokumentationen ikke forelå 24 timer forud. Han har helt ret til at insistere på anvendelsen af denne bestemmelse, hvis han ønsker det. Så vidt jeg forstår, forelå alle dokumenter og ændringsforslag på alle sprog omkring kl. 15 i går. Det vil jeg gerne have bekræftet. Hvis det er tilfældet, vil jeg gerne foreslå, at vi ændrer dagsordenen for i dag, så vi respekterer 24-timersreglen, og jeg vil anmode ordføreren, fru Buitenweg, om at forelægge sin betænkning kl. 15, fulgt af en debat, herefter debatten om uopsættelige spørgsmål og så afstemningen, hvorved der fuldt ud ville blive taget hensyn til 24-timersreglen. Der er én ting, der for mange af os er det substantielle spørgsmål i denne betænkning. I henhold til traktaterne har vi nu magt til at indføre den nye lovgivning mod diskrimination. Af alle politisk følsomme områder i nutidens Europa bør det, der drejer sig om racisme og fremmedhad, have højeste prioritet her i Europa-Parlamentet. Det portugisiske formandskab vil organisere et møde i Rådet (socialministrene), som vi kan komme i dialog med, hvis vi afgiver en udtalelse. Jeg appellerer til Europa-Parlamentet om at gøre kreativ brug af de muligheder, vi har, for at fastsætte vores dagsorden, for at erkende dette væsentlige politiske krav og lette en debat kl. 15 og en afstemning kl. 18 eller senere i aften.
+Tak, hr. Cox. Før jeg giver ordet til ordføreren, fru Buitenweg, skal jeg gøre opmærksom på, at betænkningen var tilgængelig i går eftermiddag på alle sprog, og at ændringsforslagene først er tilgængelige nu. Vi er unægteligt uden for de frister, der er fastsat i forretningsordenens artikel 115, det er klart for enhver.
+Fru formand, jeg er meget glad for hr. Cox' forslag, og jeg mener, at det er et brugbart kompromis. Det er en skam, at Kristdemokraterne fremfører artikel 115, for den sidste udgave af teksten, den franske tekst, blev nemlig uddelt kl. 01.02 i nat. Det er nu 23½ time senere. Måske har de brug for denne sidste halve time til samråd. Men det ser ud til, at dette kun forelægges for at have noget at fremlægge. Men det er et godt kompromis til at starte debatten med i eftermiddag kl. 15.00, og jeg håber endvidere, at vi kan afslutte det i eftermiddag. Jeg peger endnu en gang på, at det er meget vigtigt, at vi afslutter det på dette møde, fordi vi ellers helt mister den indflydelse, som vi endnu har på Rådets møde (socialministrene), som afholdes den 5. og 6. juni, og dermed også alvorligt skader betænkningens betydning.
+Hr. Poettering, retten kan fortolkes i enkeltspørgsmål. Jeg mener, at hr. Cox, der sammen med Dem har tilvejebragt det strategiske flertal til at vælge fru Fontaine, har formuleret et standpunkt, et kompromis, som giver alle her mulighed for uden betænkeligheder at stemme om en betænkning om racisme. Man kan have forskellige meninger om Østrig, men når det gælder om at præcisere, hvilken holdning vi har til racisme i Europa, må vi ikke som før fortabe os i en formel debat, men vi skal vise tydeligt, at vi er klarttænkende personer. Jeg opfordrer Dem til at acceptere hr. Cox' kompromis og lade os gå ind i denne debat uden vaklen. Vil De ikke nok være så venlig!
+Debatten om denne sag i det udvalg, jeg har den ære at være formand for, har været et fortræffeligt eksempel på samarbejde mellem forskellige parlamentsudvalg og også mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådets formandskab. Da der blev stemt om den i udvalget mandag aften, forelå teksten og alle 200 ændringsforslag på alle sprog. Jeg vil gerne gentage hr. Cox' opfordring og spørge, om De vil give Europa-Parlamentet en garanti for, at der bliver foretaget en undersøgelse af, hvorfor den endelige tekst ikke forelå på fransk før i går eftermiddags, mere end 40 timer efter at den blev vedtaget i udvalget. Sagen er, at debatten om dette direktiv har været eksemplarisk - den har gjort Europa-Parlamentet stor ære, og ethvert forsøg på at forsinke denne debat eller en afstemning vil være en beskidt politisk manøvre, som foretages af praktiske årsager. (Bifald)
+Fru formand, på vegne af min gruppe henviser jeg stadigvæk til artikel 115, og det er meget vigtigt, at De undersøger, hvordan og hvornår oversættelserne er fremlagt. Jeg anser det dog, for at følge hr. Cox, for beklageligt, hvis teksten af denne grund behandles fredag morgen, fordi det bringer enkelte medlemmer i samvittighedsnød.
+Godt, det er et andet problem. Hr. Oostlander, vi befinder os helt klart inden for det område, der er beskrevet i forretningsordenens artikel 115, og hr. Cox' forslag tager højde for denne artikel. Hvis jeg har forstået det rigtigt, foreslår han, og hans forslag er tilsyneladende accepteret af ordføreren, at vi tager drøftelsen i eftermiddag, og at vi stemmer i morgen, i hvilket tilfælde fristerne i artiklen vil... (Protester fra salen) Hr. Cox, vær venlig at omformulere Deres forslag, for fristerne fra artikel 115 skal overholdes.
+Fru formand, det forslag, jeg har stillet, og som jeg skal gentage, er, at vi overvejer at have debatten kl. 15.00 efterfulgt af en uopsættelig debat, efterfulgt af afstemninger om betænkningen, andre betænkninger, der er færdigbehandlede under debatten, og uopsættelige spørgsmål her i eftermiddag.
+Vi er enige. Jeg ser nu på, om fristerne i dette tilfælde vil være overholdt. Det vil de. Så sætter jeg hr. Cox' forslag, som ordføreren har accepteret, til afstemning.
+Fru formand, min gruppe fremlagde i går en anmodning om, at alle proceduremæssige spørgsmål vedrørende denne betænkning skulle underkastes afstemning ved navneopråb. Jeg vil anmode Dem om at efterleve denne anmodning.
+En afstemning ved navneopråb er fuldt ud mulig om dette spørgsmål, eftersom det kompromis, hr. Cox har foreslået, respekterer forretningsordenen. (Parlamentet gav sin tilslutning) Forhandlingen om fru Buitenwegs betænkning finder sted kl. 15.
+Hr. formand, blot et konkret spørgsmål. Hvornår begynder debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål? Den var helt klart og utvetydigt fastsat fra kl. 15.00 til 17.30. Det her er noget rod! Hvornår begynder De, på hvilket klokkeslæt? Jeg har ret til at vide det.
+Hr. Posselt, i betragtning af den tid, som forhandlingen om fru Buitenwegs betænkning tager, vil debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning finde sted omkring kl. 16.30.
+Hr. formand, kommissær Diamantopoulou, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne takke alle, der har været med til at udarbejde denne betænkning, og det vil sige alle personer, medarbejdere, men også kollegerne fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, og også tolkene, for de har gjort meget. Denne betænkning er endvidere en reaktion på Kommissionens udmærkede meddelelse om nye forholdsregler i kampen mod handel med kvinder. Som forberedelse til betænkningen organiserede Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder en offentlig høring med eksperter og et offer, som afgav vidneforklaring. En delegation fra dette udvalg og fru Diamantopoulou besøgte et hjælpecenter for ofre for menneskehandel. Medlemsstaternes og ansøgerlandenes udenrigsministre modtog desuden en enquete om handlingsplanen til bekæmpelse af handel med kvinder. Resultaterne af denne enquete fremlægges for Kommissionen. Betænkningen omhandler for det første kampen mod handel med kvinder, men også handel med børn og mænd, altså generelt mod handel med mennesker. Børn forhandles, men bruges som voksne. Mænd forhandles også af menneskeforhandlere og misbruges seksuelt. Sexindustrien er i øvrigt ikke det eneste afsætningsmarked for handel med mennesker. I Belgien ender 40% af ofrene på arbejdsmarkedet, i tekstilindustrien, hotel- og restaurationsbranchen, frugtplukning, byggesektoren, som huspersonale, som au pair-piger, hvor de arbejder som slaver under forhold, som er nedværdigende for mennesker. Ofre rekrutteres endvidere på ægteskabsmarkedet og hos sportsforeninger og fodboldklubber. Ifølge FN og Den Internationale Organisation for Migration, IOM, bliver 4 millioner mennesker om året ofre for menneskehandel over hele verden, hvoraf 500.000 kommer til Europa. Det ser ud til, at antallet af ofre stiger, og at tilstrømningen fra Mellem- og Østeuropa er steget dramatisk i forhold til den eksisterende tilstrømning fra Afrika, Latinamerika, Caribien og Asien. I en rapport fra FN understreges det kraftigt, at handel med mennesker er en af de hurtigst voksende former for organiseret kriminalitet. Det skyldes naturligvis de enorme indtægter og den relative sikkerhed for gerningsmændene, som er indblandet i denne type kriminalitet. Straffene for at smugle narkotika er f.eks. meget højere end for handel med kvinder. Ofrene er ud fra deres ofte ulovlige situation ikke i stand til at protestere. Eftersom der er klare tegn på, at disse problemer udvikler sig inden for internationale netværk, er det vigtigt, at problemerne behandles og løses på europæisk plan. For at kunne bekæmpe handel med mennesker på en god måde er det for det første nødvendigt med en klar definition af handel med mennesker. Man skal endvidere henlede opmærksomheden på at bekæmpe de organiserede netværk, som ikke kun beskæftiger sig med handel med mennesker, men også med andre kriminelle handlinger, såsom handel med narkotika, våben og lign. Jeg er derfor meget tilfreds med de nye fælles initiativer om hvidvaskning af penge, hvor indtægterne fra handel med kvinder spiller en vigtig rolle. Der er allerede taget forskellige initiativer på europæisk plan. Oplysningen er kommet godt i gang. Aktiviteter hos Interpol, Europol, initiativer i alle medlemsstater, Habitatprojekter osv. Men harmoniseringen af de forskellige nationale lovgivninger på området og de divergerende opsporings- og forfølgelsesmetoder, som opstår herigennem, skal have førsteprioritet på europæisk plan. Af en enquete, som blev udført inden for rammerne af denne betænkning, fremgår det klart, at der inden for dette område er store forskelle mellem medlemsstaterne og ansøgerlandene. Nogle lande, som har en streng lovgivning om prostitution, har ikke en gang en lovgivning om handel med mennesker. Ved at indføre Stop-programmet har Europa aktivt spillet sig ind på aktualiteten, og blev der åbnet muligheder for samarbejde. Sidste år vedtog Rådet Daphne-programmet. Det er et nyt politisk middel til forebyggelse af al vold mod kvinder og børn, både fysisk, seksuel og psykisk. Det er opmuntrende, at Kommissionen i første halvdel af dette år indgiver detaljerede forslag om harmoniseringen af strafferetlige bestemmelser i medlemsstaterne om handel med mennesker med henblik på seksuel udnyttelse og især bevilling af midlertidige opholdstilladelser til ofre, som er villige til at samarbejde ved den undersøgelse, der er nødvendig for at føre en retssag mod forhandlerne. Gennemgangen af ændringsforslagene giver mig indtryk af, at der er nogle, som vil misbruge denne betænkning om ofrene for handel med mennesker til at fremprovokere en debat om prostitution. Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder har udtrykkeligt valgt inden for rammerne af denne betænkning at tale om handel med kvinder, om tvungen prostitution. En debat om at legalisere prostitution eller ej er aktuel, men kan ikke føres nu af hensyn til ofrene for handel med mennesker. Som jeg sagde tidligere, handler problemet med handel med mennesker ikke kun om et behov for prostitution. Det er desuden vanskeligt for ofre for handel med kvinder at integrere sig på ny i deres hjemland og selv inden for deres familier. Hvis de som ofre har arbejdet i prostitutionen, stemples de resten af deres liv som prostituerede. En ludder er og bliver en ludder. De initiativer, som er taget, er det første skridt mod en løsning, men antallet af ofre stiger fortsat. Vi skal altså stadigvæk gøre meget. Vi har indgivet forslag inden for rammerne af forebyggelse, hjælp til ofre og lovgivning. Et samfund, som konfronteres med sådan et fænomen, har et moralsk ansvar over for ofrene og skal give bekæmpelsen af handel med mennesker og støtten til ofrene førsteprioritet.
+Hr. formand, denne betænkning er af allerstørste vigtighed. Det drama, som handel med kvinder er, denne slaveriets overlevelse, berører os dybt. Vores første prioritet må være hjælp og støtte til ofrene. Vi må kæmpe for at eliminere alle led i kæden: rekruttering, transport, udnyttelse, mellemhandlere, kunder. Ved at gennemføre denne debat i Europa-Parlamentet i dag bidrager vi til at hjælpe ofrene, idet vi forsøger at medvirke til at give dem deres værdighed og integritet tilbage. Kvinder eller børn behandles som varer, viet til prostitution. Handel med kvinder er en aktivitet af en ganske særlig karakter for det organiserede kriminelle miljø. For det er mennesker en vare, som kan købes og sælges. Det er ulykke, fattigdom og slavehandlernes besnærende løfter, som får disse unge kvinder til at komme hertil. De tiltrækkes med løfter om arbejde, og nogle af dem tager endog afsted i det håb at blive gift. De ved ikke, under hvilke betingelser de sidenhen bliver udnyttet, slået, tortureret og truet. Over halvdelen af ofrene er under 25 år. Omkring 10% er mellem 15 og 18 år, og selv om disse meget unge piger tilsyneladende billiger, hvad der sker, fordi de bliver truet, eller fordi de er forelskede, så kan man under ingen omstændigheder acceptere tanken om fri prostitution, når man ser de terroriserede kvinder, der sælges. Derfor kan vi heller ikke benytte udtrykket tvungen prostitution i denne betænkning. Det er i hvert fald vores opfattelse. Hvad angår handel med kvinder, er der tale om en seksuel udnyttelse, en modbydelig udnyttelse. Vi må hjælpe disse ofre til at tale ud, til at give afkald på deres levevilkår. Vi bør således modtage dem og hjælpe dem. Slavehandlerne er yderst brutale, og ofrene tvinges til at udrede betydelige gældsposter for at dække omkostningerne til deres rejse og de risikable identitetspapirer, de er nødt til at skaffe sig. Når de sætter sig op mod presset fra smuglerne og alfonserne, bliver de truet, personligt eller gennem deres familie. Smuglerne tilhører en mafialignende kriminel organisation, og de kontrollerer flere af elementerne i det netværk, som ofret er underlagt. Situationen er udsigtsløs for ofrene, og selve det miljøs natur, som de arbejder i, får dem tit til at gå til grunde i fortvivlelse og stofafhængighed. Nogle går så langt som til at tage deres eget liv. Det er nødvendigt at kæmpe imod handel med mennesker, men det er endnu bedre at forebygge den. Det er derfor af største betydning at få indført et informationssystem og en forebyggende opdragelse rettet mod de unge i de pågældende lande, men tillige mod kunderne, som ofte er det, man kalder gode familiefædre. Lad os heller ikke glemme, at denne handel har økonomiske årsager. Ulighederne og afhængighedsforholdene mellem priviligerede lande og ugunstigt stillede lande bevirker, at det stadigvæk altid er de svageste, især kvinderne, som betaler prisen. Vi efterlyser en sammenhængende europæisk politik, og derfor er denne betænkning så vigtig. Handlen med kvinder er en forbrydelse, menneskehandel og seksuel udnyttelse er skampletter på menneskeheden.
+Hr. formand, det er allerede sagt. Vi behandler et vigtigt emne. Det vedrører menneskers værdighed. Som sagt drejer det sig ikke kun om handel med kvinder, selv om det er meddelelsens emne, men det går videre, det er nemlig handel med mennesker. Også mænd, piger og drenge er involverede. Det er et voksende problem, også i EU. Handel med kvinder er åbenbart finansielt lukrativt. Ikke kun kvinder fra asiatiske lande, men også flere og flere kvinder fra Mellem- og Østeuropa er ofre, hvorunder kvinder fra kandidatlande. Under falske foregivender lokkes kvinder, f.eks. gennem annoncer, til at blive frisør, arbejde i en bar, arbejde som danserinde eller gennem ægteskabsannoncer. Ud fra deres fattige situation er disse kvinder nemme ofre. Handel med kvinder er i stigende grad knyttet til internationale kriminelle organisationer. Der er allerede gjort meget, men der skal gøres meget mere, især med henblik på at reducere forskelle i lovgivningen i landene af hensyn til opsporing og forfølgelse samt information hos politiet og retsvæsenet. Jeg er derfor glad for Kommissionens initiativ og for de konkrete forslag i betænkningen, f.eks. om den nærmere tilpasning af lovgivningen, hvorved opsporing og forfølgelse gøres nemmere og mere effektiv med hensyn til samarbejde og koordination, især ved undersøgelser hos politiet, retsvæsenet og især med hensyn til hjælp til og beskyttelse af ofre. Jeg håber, at ændringsforslaget om ikke-statslige organisationer, som er indgivet af vores gruppe og vedtaget i samråd med Gruppen De Grønne, vedtages. I nye nødstilfælde gives den første hjælp ofte af mennesker eller grupper af mennesker, som på grund af deres livsanskuelse eller tro føler sig kaldet til at gøre noget. Disse grupper får ikke altid den anerkendelse, de fortjener. Ændringsforslaget melder, at ngo'erne også kan omfatte organisationer, som er baseret på livsanskuelser. Til sidst, det er en vigtig meddelelse fra Kommissionen. Det er en god meddelelse. Det er en god betænkning. Jeg vil gerne lykønske fru Sörensen. Jeg håber, at medlemsstaterne vil gå hurtigt til værks ved gennemførelsen heraf.
+) Hr. formand, den pinlige sandhed er, at vi i vores velstående og frie Europa tolererer en indbringende forretning - handlen med kvinder - der skjuler tortur, umenneskelig behandling og åbenbare brud på de grundlæggende rettigheder. Ofrene har beskrevet det for os. De fortæller om barbariske prygl, voldtægter, bortførelser, dødstrusler og nogle gange mord. Det skandaløse er, at vi ikke alene tolererer det i Europa, men at vi bidrager til ekspansionen heraf. Hver gang en borger køber sextjenester fra en kvinde, der er fanget i et smuglernet, så bidrager vedkommende til den afvigende berigelse af kriminelle organisationer, som bruger metoder, der bliver mere og mere ubarmhjertige. Beklageligvis er institutionernes søgen efter løsninger meget langsom. Problemet vokser og vokser. Under alle omstændigheder må man indrømme, at de forslag, som Europa-Kommissionen har fremlagt i sin helhed er fornuftige, og vi håber, at de er nyttige. Men eftersom denne forbrydelse er grænseoverskridende, er det imidlertid nødvendigt med en harmoniseret fortolkning af forbrydelsen i alle medlemsstater, som medtager dennes eksterritorialret og universelle domsmyndighed. Destinationslandene burde give ofrene midlertidig opholdstilladelse, så længe den juridiske procedure varer uafhængigt af deres ønske om at vidne eller ej. Derudover berettiger de ekstremt hårde forhold, som ofrene lever under, i rigeligt mål, at medlemsstaterne af humanitære årsager giver dem en permanent opholdstilladelse. På den anden side bør forfølgelse på grund af køn og helt konkret handlen med kvinder betragtes som grund til at tildele dem flygtningestatus. Hvis man virkelig vil hjælpe ofrene, skal man sikre deres sikkerhed lige som deres familiers sikkerhed og holde dem skadesløse via beslaglæggelse af nettenes indtægter. Derudover burde disse ofre have gratis adgang til husly, læge- og psykologhjælp, sociale tjenester, støtte til at søge arbejde osv. Alle disse overvejelser er praktisk talt blevet vedtaget enstemmigt i Udvalget om Kvinders Rettigheder, men alene vil de ikke være tilstrækkelige. Kampen mod kvindehandel og immigrationspolitik bør gøres til en prioritet på Den Europæiske Unions og medlemsstaternes politiske dagsorden. Immigrationspolitikkerne, som drejer sig om konsekvenserne, og som ikke prøver at afhjælpe årsagerne, opnår kun at fremme en frygtelig udnyttelsesmodel, der nærmer sig slaveri. Fattigdommen, de sociale forskelle og de væbnede konflikter forklarer immigrationsstrømmene. Indtil man finder nogle helhedsløsninger på udviklingen, vil antallet af mennesker i søgen efter et bedre liv ikke være til at standse og immigrationspresset vil være ubetvingeligt. Følgelig skal vi analysere, evaluere og igangsætte rigtige udviklings- og integrationspolitikker. I sidste ende er kampen mod menneskehandel, ud over at det er et af de nødvendige krav til at etablere et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, et etisk krav, som man ikke kan give afkald på.
+Hr. formand, jeg vil starte med at lykønske fru Sörensen. Hun er ikke kun sagkyndig, men også meget engageret i dette emne. Det er meget flot, at hun har fået dette vigtige emne på den europæiske dagsorden. Handel med kvinder har alt for længe ligget nederst i bunken. Politisk undervurderes dette problem. Et godt eksempel herpå er, at det efterhånden er tre år siden, at justitsministrene erklærede, at det var vigtigt at ansætte en national ordfører for handel med kvinder. Det er sket i Nederlandene, bl.a. takket være statssekretær Verstands indsats. Desværre er der i mange medlemsstater endnu ikke en national ordfører, og det skal der hurtigt gøres noget ved. Samtidig er lovgivningen og samarbejdet utilfredsstillende. Denne betænkning indeholder mange idéer og konkrete forslag, og derfor støttes den i høj grad af Den Liberale Gruppe. Der er imidlertid to punkter, som umiddelbart ser ud til at være rimelige, men som vi desværre ikke kan støtte. Det første drejer sig om den automatiske flygtningestatus for ofre for handel med kvinder. Vi mener, at det går et skridt for vidt, fordi hele Genève-konventionen i det tilfælde skal ændres. Vi mener dog, at det er vigtigt, at der gives opholdstilladelser af humanitære grunde, så det forslag støtter vi. Vores anden indvending vedrører den omvendte bevisbyrde. Det, der anmodes om her, er intet andet end at opgive en vigtig og grundlæggende del af retsbeskyttelsen, nemlig at man er uskyldig, indtil det modsatte bevises. Dette princip er vigtigt for en retsstat. Idéen stammer fra forvaltningsretten og vedrører især diskrimination på arbejdspladsen. Hvis vi overfører dette princip til strafferetten, er det et meget stort skridt. Den Liberale Gruppe sætter retsbeskyttelsen meget højt. Vi er endnu ikke villige til at tage dette skridt. Til sidst, diskussionen om handel med kvinder og mennesker er vigtig og haster. Derfor er det forkert at blande moralske meninger om prostitution, sådan som nogle forsøger, ind i debatten. Hvis vi gør det, gør det diskussionen meget mere vanskelig, og det står i vejen for effektive forholdsregler mod handel med kvinder. Det må ikke ske. Problemet er meget aktuelt, og det er nødvendigt med effektive forholdsregler. Det må ikke blive ved ord. Der skal virkelig gøres noget nu.
+Hr. formand, kære kolleger, tillad mig at tale på vegne af De Grønne, da min kollega blev nødt til at tage med den kollega, som fik et ildebefindende. Det er efter min opfattelse et stort held, at det blev fru Sörensen, som fik til opgave at udarbejde denne betænkning om handel med kvinder. Der er nemlig meget få ordførere, der har så stor førstehåndsviden om det emne, der skal behandles. Fru Sörensen har i mere end 20 år interesseret sig for handel med kvinder og for prostitutionsmiljøet, og de forslag, hun fremsætter, fortjener derfor al vores tillid. Jeg bakker således uden forbehold op bag fru Sörensens betænkning, og jeg vil gerne knytte nogle bemærkninger til de drøftelser, der har fundet sted i udvalget om dette emne, men også i de forskellige medlemslande her op til konferencen i De Forenende Nationer om kvindernes situation i verden, som skal afholdes i New York i juni. I denne debat forsøger et antal overvejende frihandelsorienterede sammenslutninger at slå handel med kvinder i hartkorn med prostitution og rufferi. De får således tingene til at fremstå som en blandet masse og modsætter sig straks enhver form for debat om disse spørgsmål og skjuler sig bag moralske overvejelser af typen: menneskroppens uafhændelighed og kroppens varegørelse. Med denne begrundelse angriber de Det internationale Arbejdskontors rapport om handel med kvinder og prostitution, foruden fru Lin Lean Lims arbejde, som betoner nødvendigheden af en vedtægt for at beskytte de prostituerede, eller de beskylder Europa for at bedrive slavehandel med henvisning til, at visse lande forsøger at indføre en ikke-frihandelsorienteret lovgivning på dette område. Kan man overlade en sådan debat til foreninger, hvoraf nogle, nogle siger jeg udtrykkeligt, efter at have kæmpet imod fri abort, i dag nægter at uddele præservativer til prostituerede, med den begrundelse, at de heri ser en opmuntring til prostitution? Fra medlidenhed til stigmatisering, fra offergørelse til foragt og til udelukkelse fra den offentlige debat, er der kun et skridt. I virkeligheden er den eneste løsning for de prostituerede at blive integreret i det almindeligt gældende retssystem, at få adgang til offentlig behandling, at leve anstændigt, at forsvare sig mod den vold, de er genstand for fra alfonsernes, fra kundernes og fra institutionernes side; den eneste løsning er at anerkende dem som det, de er, og frem for alt at give dem ordet. Anerkendelse af deres erhverv, åbne sociale rettigheder, politibeskyttelse mod enhver form for vold, det er, hvad de beder om. Lyt til dem. Ligegyldigt om de er frihandelsorienterede, som Frankrig er et eksempel på, forbudsorienterede som Sverige eller undertiden endog orienteret mod udvidet statskontrol, så kan lovgivninger, der indebærer ikke-anerkendelse af en hel befolkningsgruppe, kun forstærke diskriminationen mod personer, som er blevet tvunget til at indvandre, men også mod frivilligt prostituerede, uanset om de er indvandret eller ikke. Lovens manglende effektivitet forstærker de førstes underkastelse under slavehandlerne, og gør det umuligt at leve værdigt eller slippe ud af prostitutionen for de sidstes vedkommende, fordi den knuser, hvad der måtte være af solidaritet, og yderligere svækker selvrespekten. Fru Rourke har ret i sin analyse af dette problem, men vi er indforstået med, at man skal overveje forskellige løsninger, og at der skal fremsættes og tænkes over forskellige forslag. Det er absolut nødvendigt, at Kommissionen undersøger alle mulige former for en fælles lovgivning om prostitution, som giver de prostituerede en reel status, så man kan beskytte kvinder og mænd mod slavehandel, vold og udstødelse.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke fru Sörensen for en meget god, interessant og yderst anbefalelsesværdig betænkning. Vi er næsten 100% enige med Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder. Ikke kun politisamarbejdet, men også betydningen af sociale instanser på alle plan, bliver fremhævet i denne betænkning Der findes dog to punkter, som vi ikke er helt enige i. Det ene omhandler sexindustriens rolle i spørgsmålet. Vi er alle - fra højre til venstre - helt enige om, at fattigdom er den største årsag til handel med kvinder og prostitution. Jeg synes derfor, at der må sættes spørgsmål ved sexindustrien, som nu til og med begynder at børsnotere dele af dens virksomhed, og fremover må den også stilles til ansvar. Det andet stridspunkt er - som altid når det gælder dette emne - synet på prostitution. I betænkningen anvender man næsten konsekvent udtrykket tvungen prostitution. Men hvis man anvender udtrykket tvungen prostitution, forudsætter man, at der skulle findes en modsætning, det vil sige frivillig prostitution. Dette lyder meget underligt, i særdeleshed når vi taler om handel med kvinder og slaveri. GUE/NGL-gruppen har fremsat nogle få ændringsforslag bl.a. om dette punkt, som jeg naturligvis håber, vi får støtte til. Jeg vil endnu en gang takke fru Sörensen og alle kollegerne. Det er nok desværre ikke sidste gang, vi drøfter dette emne, selv om det indtil nu kun er blevet drøftet én gang før.
+Hr. formand, handel med kvinder er ikke blot et kvindeanliggende, det hører hjemme inden for det meget bredere og verdensomspændende fænomen, der hedder international forbrydelse og menneskehandel. At nævne et sådant emne i dag kan måske forekomme anakronistisk. Men det er det aldeles ikke, for slavehandel kommer til at blive en del af det 21. århundrede: Den er særdeles virksom, og den udfolder sig på baggrund af de menneskers elendighed, som kastes hid og did rundt i verden, mod deres vilje, som sælges i dag et eller andet sted på planeten, for siden at blive købt og også komme her hos os. Intet kan standse disse verdensomspændende slavehandlere, som presser familier til at sælge deres børn, og som lokker pigerne til Europa for at få dem til at arbejde, prostituere dem. Under en konference, som blev afholdt i fællesskab af USA og Filippinerne i marts, kom man også ind på det særdeles indbringende aspekt ved dette nye marked. Menneskehandel er ved siden af narkohandel og våbenhandel den tredje af de største indtægtskilder for den organiserede kriminalitet. Men menneskehandel er først og fremmest en krænkelse af menneskets værdighed og menneskerettighederne. Vores samfund gør krav på retten til lykke, tabuers fald, fornøjelser og frihed. Så betyder det mindre, hvis mennesker, kvinder og børn, betaler prisen for en tur ned i helvede. Prostitution er en form for slaveri, som man gerne vil gøre eksotisk og romantisk for at skjule alt det tragiske og smudsige ved den. Det er frihedens negation. Disse forbrydelser har som eneste parole fornøjelsen. De finder sted under almindelig ligegyldighed fra et samfunds side, som accepterer det som verdens ældste erhverv, altsammen iblandet pornografi, den daglige dosis i fjernsynet og på Internettet, hvor man kan købe alt, selv piger. Prostitution, menneskehandel, sexturisme, pædofili, disse temaer fokuserer medierne på, og lidt efter lidt bliver disse tabuer mindre og mindre tabuiserede. Godt det samme! For denne resignation over for det, som samfundet anså for at være irreversibelt, er ikke til at holde ud. I dag skal man hjælpe dem, som i deres krop udnyttes til kommercielle formål, her hos os selv og i oprindelseslandene, ved at forøge hjælpen til udvikling, uddannelse og samarbejde staterne imellem. Den Europæiske Union må vågne op og i stedet for at belære alverdens kvinder med Beijing +5, bør den hellere feje for egen dør. Menneskehandlen er ved at antage et utroligt omfang her i vores lande, fordi der er en efterspørgsel, og fordi Den Europæiske Union indtager rollen som en på én gang slibrig og forarget forbruger af disse voksnes og børns nød, som ikke har haft noget valg. Jeg vil slutte med at citere ledesætningen fra det kollokvium, der den 15. maj blev afholdt i Paris under Europa-Parlamentets protektion: "Når mennesket forhånes i prostitution, er det et utåleligt anslag mod menneskerettighederne".
+Hr. formand, på vegne af parlamentsmedlemmerne fra Emma Bonino-listen vil jeg gerne takke ordføreren for hendes glimrende betænkning om det alvorlige problem, der hedder handel med kvinder. Vi er sikre på, at Parlamentet vil vedtage denne yderst fornuftige betænkning med et meget bredt flertal. Det er vi sikre på, fordi ingen kan acceptere den vold, der i dag udøves mod de kvinder, som bortføres eller narres og trues til at rejse ind på EU's område for ofte at ende i tvungen prostitution eller enhver anden form for tvangsarbejde. Vi har alle hørt de rædselsvækkende historier om de - ofte mindreårige - prostituerede, der bortføres i deres hjemland, tvinges til at rejse - efter sigende illegalt - ind i Unionen, voldtages, trues med repressalier over for deres nærmeste eller måske bliver slået ihjel, hvis de er modige nok til at melde deres alfonser til politiet. Betænkningen nævner nogle mulige løsninger, som tidligere er blevet anvendt med held, såsom udstedelsen af opholdstilladelser, beskyttelse og gratis lægehjælp. Disse foranstaltninger, som nogle medlemsstater tidligere har anvendt med held, bør udbredes til hele Unionens område. Jeg vil dog gerne henlede Deres opmærksomhed på et yderst vigtigt spørgsmål: Er det måske ikke det direkte og indirekte forbud mod prostitution og den restriktive indvandringslovgivning, som er årsag til handel med kvinder og tvungen prostitution? Er ofrene for kriminalitet i forbindelse med prostitution måske ikke tvunget til at udøve denne aktivitet, fordi de er illegale indvandrere og svage personer, som kommer i klemme mellem deres alfonsers vold og ordensmagtens straf? Er det kort sagt ikke forbudspolitikken selv, der gør det fænomen, man havde sat sig for at kontrollere, ukontrollerbart, dramatisk og umenneskeligt? Og hvorfor skal de mennesker, som frivilligt ønsker at prostituere sig - selv om prostitution formelt er lovligt i mange medlemsstater - kæmpe med det grundlæggende forbud, der rammer aktiviteterne i forbindelse hermed, og med forsvindingsnumre, fordi man reelt kriminaliserer udøvelsen af frivillig prostitution? Og ville en legalisering af frivillig prostitution ikke også gøre det muligt for de udenlandske prostituerede at forbedre deres situation ved at komme ud af de illegale, ulovlige og voldelige forhold, de lever under i dag? Vi har derfor indgivet to ændringsforslag. Med det første ændringsforslag anmoder vi om, at der foretages en costbenefitanalyse af de nuværende og mulige love og politikker, og med det andet ændringsforslag foreslår vi nogle foranstaltninger, der beskytter voksne mennesker, som vælger at prostituere sig uden at blive tvunget hertil hverken direkte eller indirekte, mod kriminel udnyttelse og vold, så det bliver muligt at udøve denne aktivitet under lovlige former.
+Hr. formand, kære kolleger, at nævne et problem er allerede at indrømme dets betydning. 500.000 personer kommer hvert år ind i Vesteuropa som ofre for menneskehandel. Det haster med at tage fat om handlen med kvinder, for, når Unionen gør sig til af sin resolutte vilje til at kæmpe imod hvidvaskning af penge, narkohandel og organiseret kriminalitet, så glemmer den, at handel med mennesker er en af de vigtigste facetter af den organiserede kriminalitet. Jeg vil gerne her lykønske fru Sörensen med hendes betænkning, som fremkommer kort før Unionens udvidelse med lande i Central- og Østeuropa, som der ofte peges fingre ad som oprindelses- eller transitlande i affærerne om prostitution og moderne slaveri. For så vidt angår metoden, vil jeg sige, at kampen imod menneskehandlen ikke nødvendigvis går via en fuldstændig overførsel til EU-regi, men via et snævert samarbejde mellem Unionens stater, under ægide af Europol og Interpol, begge mellemstatslige strukturer, som har bevist deres effektivitet i praksis. Vores mål er at opnå, at menneskehandel i alle medlemsstater betragtes som en overtrædelse af straffeloven, som skal straffes hårdt, og at netværkenes bagmænd straffes på eksemplarisk vis. Sådan som de forskellige lovgivninger er i dag, står vi over for en stor mangfoldighed af traditioner for straf i vores medlemsstater. Det ville derfor ikke føre nogen vegne at formulere præcise anklager på EU-niveau. Vi skulle hellere lade os inspirere af fremgangsmåden i Schmid-betænkningen om bedrageri og ulovlig eftergørelse af betalingsmidler. Ministerrådet kunne således, efter forslag fra Kommissionen, opstille en fortegnelse over kriminel adfærd, som skal bekæmpes, og overlade det til medlemsstaterne at omsætte disse former for adfærd til overtrædelser af straffeloven, under overholdelse af deres egne juridiske traditioner. Jeg vil slutte med at sige, at jeg er sikker på, at vi på denne måde ville blive mere effektive i vores indsats mod denne svøbe, og at vi ville undgå farerne ved en harmonisering, som ville forsinke de skridt, som allerede nu skal tages.
+Forhandlingen om denne betænkning vil sandsynligvis fortsætte i eftermiddag. De får nærmere besked om forhandlingens fortsættelse og om forløbet af mødet i dag på et senere tidspunkt. Vi går nu over til afstemning.
+Hr. formand, der skulle have været en debat om spørgsmålet om fodboldvold. Begivenhederne i aftes i København understreger vigtigheden af, at Europa-Parlamentet holder denne debat, som vi besluttede at gøre tidligere i denne uge. På grund af de naturlige vanskeligheder med anbringelse af kampene under Euro 2000, har PPE-DE-gruppen som helhed besluttet ikke at støtte dette beslutningsforslag og at trække det tilbage. På den anden side har den britiske delegation, der nu har 36 medlemmer, genfremsat beslutningsforslaget i sin oprindelige form. Hr. formand, jeg anmoder Dem om at beslutte, at det kan behandles under den debat, der nu foregår, sådan som Europa-Parlamentet ønskede det tidligere på ugen.
+Forhandlingen vil finde sted som planlagt. Det nøjagtige tidspunkt vil blive meddelt senere.
+Hr. formand, jeg er meget overrasket over den rækkefølge, vi stemmer i her. Jeg vil anmode Dem om at ændre den, sådan at kompromisbeslutningsforslaget fra fire grupper, herunder de to største, kommer først.
+Hr. Purvis, den måde, vi arbejder på, er, at det beslutningsforslag, der bliver stillet først, bliver behandlet først. Når der indgås et kompromis, vil det blive behandlet først, hvis det indeholder det første beslutningsforslag, uanset hvor mange grupper, der er involveret i kompromiset.
+Hr. formand, beslutningsforslaget fra Gruppen De Grønne blev stillet først. Det er helt korrekt, at vi stemmer først om den tekst, da vi har nået et kompromis med et antal andre grupper. Faktisk har medlemmer fra hele Europa-Parlamentet støttet den. Det håber jeg, de vil gøre under afstemningen - også nogle medlemmer fra politiske grupper, der ikke har støttet dette kompromis - for situationen i Sellafield er alvorlig.
+Lad os gå videre med afstemningen og ikke genåbne debatten. (Forslaget til fælles beslutning forkastedes) Forslag til beslutning (B5-0414/2000) af Ahern m.fl. om sikkerhedsproblemer på British Nuclear Fuels' Sellafield-kompleks (Forslaget til fælles beslutning forkastedes) Fælles beslutningsforslag om forfalskning af oplysninger vedrørende MOX-brændsel i Sellafield (Forslaget til fælles beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0109/2000) af Randzio-Plath for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om udkast til Kommissionens direktiv om ændring af direktiv 80/723/EØF om gennemskueligheden af de økonomiske forbindelser mellem medlemsstaterne og de offentlige virksomheder (SEK(1999) 404 - C5-0102/2000 - 2000/2065(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om fattige landes udlandsgæld (Forslaget til fælles beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om situationen i Zimbabwe (Forslaget til fælles beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0094/2000) af Paasilinna for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om femte rapport om gennemførelsen af EU's lovpakke for telesektoren (KOM(1999) 537 - C5-0112/2000 - 2000/2072(COS))
+) Hr. formand, jeg bad om ordet i forbindelse med afstemningen om Zimbabwe, hvor vi mekanisk har stemt om 12 ændringsforslag, som er blevet fremlagt af den såkaldte Tekniske Gruppe af Uafhængige Medlemmer, og efter at have set, at der ikke blev stemt for nogen af deres ændringsforslag, er vi systematisk blevet tvunget til at stemme. Jeg siger det med henblik på Proval-betænkningen og reformen af afstemningssystemet i plenum. Jeg synes, at det er en uacceptabel måde at gå frem på.
+Hr. formand, jeg har tilfældigvis interesser i en sektor, som er omfattet af den meddelelse fra Kommissionen, som er genstand for nærværende betænkning. I konsekvens heraf vil jeg ikke deltage i nogen afstemning, der vedrører denne betænkning. Og jeg vil også være nødt til at fremsætte samme erklæring, for så vidt angår den næste betænkning af hr. Alyssandrakis om radioelektriske spektrer, medmindre De allerede nu tager min erklæring ad notam.
+Hr. formand, fru Flesch har helt korrekt tilkendegivet en interesse i spørgsmål, som hun har en interesse i. Må jeg sige, at en sådan erklæring ikke er nødvendig under afstemningen. Når medlemmerne taler under debatten, enten i udvalg eller i plenarforsamlingen, bør de erklære personlige interesser, men det bør ikke forhindre dem i at stemme om en sag.
+Jeg ønsker ikke nogen debat om dette. Jeg ønsker ikke at drage forretningsordenen frem. Ifølge min erindring om forretningsordenen bør man også gøre det før afstemningen.
+Jeg har også en finansiel interesse i telekommunikation og rumfart, så jeg vil ikke deltage i afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0122/2000) af Alyssandrakis for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den videre udvikling inden for radiospektrumpolitikken - resultaterne af den offentlige høring om grønbogen (KOM(1999) 538 - C5-0113/2000 - 2000/2073(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0119/2000) af Alyssandrakis for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om Kommissionens arbejdsdokument: På vej mod sammenhængende europæiske principper for rummet (SEK(1999) 789 - C5-0336/1999 - 1999/2213(COS)) Efter vedtagelsen af to ændringsforslagFord (PSE). (EN) Hr. formand, til forretningsordenen. Disse to ændringsforslag ligner meget dem, der blev afvist i udvalget. Kan vi få præciseret, at ordføreren tilkendegiver udvalgets opfattelse og ikke sin egen?
+Det mener jeg er noget, De bør drøfte i Deres udvalg. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0131/2000) af Plooij-Van Gorsel for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Mod et europæisk forskningsrum (KOM(2000) 6 - C5-0115/2000 - 2000/2075(COS))
+Hr. formand, jeg vil lige sige følgende. Der er indgivet enkelte ændringsforslag, som er kommet med i teksten to gange, da der blev stemt i udvalget. Med Deres hjælp vil jeg gerne rydde op i betænkningen og fjerne nogle ting, som står deri to gange. Endvidere har jeg et mundtligt ændringsforslag til punkt L, M, N og O, som jeg har delt ud til de forskellige repræsentanter, og de var enige heri.
+Det er en oprydningsaktion. Er der indvendinger mod det mundtlige ændringsforslag? (Det mundtlige ændringsforslag vedtoges)
+Hr. formand, under disse omstændigheder, en initiativbetænkning og med denne forvirring foreslår jeg, at vi sender betænkningen tilbage til det korresponderende udvalg til fornyet udvalgsbehandling, og så må de lave et ordentligt stykke arbejde.
+Hr. Barón Crespo, er dette en formel anmodning på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne?
+Hr. formand, det er ikke en officiel anmodning, men en nødvendig kommentar til den måde, Parlamentet her arbejder på i vigtige spørgsmål. Vi kan kun stemme om ting, som også virkelig er gjort færdige i udvalget. Det er jo håbløst at foretage sådanne ting her på plenarmødet!
+Hr. formand, med al respekt for ordføreren siger hun noget, der slet ikke blev nævnt under debatten i aftes. Det er en betænkning, som måtte udarbejdes meget hurtigt. To udvalg bidrog væsentligt til den. Det kan være, at der til slut bliver nogle gentagelser, men det er forskellige ting, der bliver fremhævet. I aftes gav kommissæren ingen antydning af, at han fandt noget tvetydigt eller problematisk. Det er helt utilstedeligt, at vi gør andet end at stemme om hvert enkelt punkt på afstemningslisten.
+Jeg vil gerne takke alle tilstedeværende for deres bemærkninger, men jeg er mest enig i hr. Hänschs bemærkning. Måske skulle man undersøge, hvordan tingene ind imellem foregår i Parlamentet. Det ville glæde mig.
+Jeg vil ikke starte en ny debat. Præsidiet ser på Europa-Parlamentets arbejdsmetoder. De vil alle få et eksemplar af hr. Provans udmærkede diskussionsoplæg i nær fremtid.
+Hr. formand, punkt 13, der kom fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, siger, at Udvalget om Retlige Anliggender enedes om at anmode om rapportering hvert andet år. Det blev måske på grund af min sære accent transkriberet som "to gange om året", hvilket ville indebære to årlige rapporter og ville være for meget af det gode! Jeg vil derfor anmode om, at dette mundtligt bliver ændret til "hvert andet år". (Det mundtlige ændringsforslag vedtoges) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0125/2000) af Smet og Gröner for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om opfølgningen af Beijing-handlingsprogrammet (2000/2020(INI)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Afstemningen er afsluttet.
+Før mødet hæves, vil De måske gerne høre forslaget for organiseringen af dagsordenen for resten af dagen. Vi foreslår at holde en debat om Buitenweg-betænkningen kl. 15.00, efterfulgt af en debat om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. Kl. 18.00 vil vi først stemme om Buitenweg-betænkningen og så om beslutningsforslagene om aktuelle og uopsættelige spørgsmål, og derefter holde alle de andre afstemninger, hvor debatten er afsluttet. Det bliver dagsordenen.
+Hr. formand, til forretningsordenen. To gange i denne uge har vi været i en situation, hvor grupper har anmodet om afstemning ved navneopråb ved den endelige afstemning, og lige før den endelige afstemning får forsamlingen så at vide, at navneopråbet er aflyst. Hvordan hænger det sammen, for hvis der f.eks. er fremsat en anmodning om navneopråb, fremsætter andre grupper ikke en sådan anmodning, så vi bliver nægtet mulighed for at få en afstemning med navneopråb? Kan De forklare, hvordan landet ligger?
+Jeg erkender, at det er utilfredsstillende, at grupper når som helst kan trække deres anmodning tilbage. Det eneste, jeg kan foreslå, er at gå med både livrem og seler. Hvis De vil sikre, at der bliver foretaget en afstemning med navneopråb, så fremsæt også en anmodning på Deres egen gruppes vegne. Jeg erkender, at det ikke er tilfredsstillende.
+Hr. formand, jeg mener, der skal være mulighed for, at andre siger, at de vil overtage denne anmodning om afstemning ved navneopråb. Der skal være denne mulighed, hvis en anden gruppe trækker anmodningen tilbage. Det var tilfældet her.
+Det er en sag, der henhører under Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Under den nuværende forretningsorden er der intet, der kan hindre medlemmer i at trække deres anmodninger om navneopråb tilbage.
+Hr. formand, jeg forstod ikke, hvad der skulle ske med fru Sörensens betænkning. Vil forhandlingen fortsætte efter debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning? Eller hvornår har man tænkt sig, at forhandlingen skal finde sted? Ifølge de oplysninger, som jeg fik tidligere, skulle vi fortsætte forhandlingen af fru Sörensens betænkning i dag, efter afstemningen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Men det sagde De ikke, og derfor vil jeg gerne have det bekræftet.
+Det er korrekt. Som det er normalt efter afstemningerne, vil vi fortsætte med debatterne, og de første to er Sörensen og Karamanou. Så vi fortsætter med debatterne.
+Hr. formand, lige en bemærkning om dagsordenen i eftermiddag. De har angivet, at vi begynder kl. 15.00 med fru Buitenwegs betænkning, og at vi stemmer kl. 18.00. Vi har fundet et anonymt dokument på vores borde, hvori der står, at der skal stemmes om fru Buitenwegs betænkning og de resterende afstemninger fra nu kl. 18.00. Det andet punkt vedrører hastebeslutningen, hvorom forhandlingen er afsluttet. Men også et tredje punkt om hasteforslag, hvorom vi ikke har debatteret på grund af tidsmangel. Jeg vil gerne vide, om også det tredje punkt er under overvejelse, og i det tilfælde er jeg imod, for det ville betyde, at der skal stemmes om hasteforslag uden debat. Det er uacceptabelt.
+Det er korrekt, og det er det, Europa-Parlamentet har vedtaget, så det er det, vi vil gøre.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige noget om et lignende punkt, for jeg er ikke klar over, hvad Europa-Parlamentet har besluttet. Vi har besluttet at stemme kl. 18.00. Hvad vi kunne gøre er at begrænse taletiden til uopsættelig debat, så der bliver mulighed for debat om alle spørgsmålene. Det er bestemt ikke klart for Europa-Parlamentet, at vi har besluttet at stemme om uopsættelige spørgsmål, der ikke er blevet drøftet.
+Hr. Ford, det er ikke en sag for formanden. Det, vi har besluttet, er at afsætte den første time af det, der normalt skulle have været debatten om uopsættelige spørgsmål, til Buitenweg-betænkningen. Det har Europa-Parlamentet allerede gjort. Det var en beslutning, som Europa-Parlamentet kunne træffe. Europa-Parlamentet er suverænt i disse anliggender. Det er derefter op til grupperne at beslutte, hvordan de vil fordele taletiden til debatterne om uopsættelige spørgsmål. Hvis vi har tid nok, vil vi holde alle debatterne, hvis ikke, vil vi ikke gøre det. Det vil afhænge af, hvordan grupperne fordeler taletiden mellem de forskellige emner, og det er noget, som grupperne og ikke formanden skal afgøre.
+Hr. formand, vi blev enige om, at vi ville holde debatten om Buitenweg-betænkningen, ikke at vi ville bruge en time til den. Jeg har f.eks. fået at vide, at jeg får ordet efter en times debat, så jeg formoder, at debatten om Buitenweg-betænkningen sandsynligvis vil tage mindst halvanden time. Det blev ikke vedtaget, at vi skulle reducere tiden til denne debat, lad os lige få det slået fast.
+De har ret. Jeg sagde en time. Det var en fortalelse. Jeg tror, der er afsat halvanden time. Men igen, så vil det afhænge af medlemmernes disciplin, noget som Europa-Parlamentet er berømt for.
+Hr. formand, til forretningsordenen. Jeg henviser til de kommentarer, der blev fremsat i en udtalelse her til morgen af fru Fontaine om visse logistiske problemer her i bygningen. Af hensyn til gennemskuelighed og til oplysning for medlemmerne har vi brug for at kende omfanget af problemet med legionærsyge. Kan De give os oplysninger om det? Hvilke procedurer har man indledt? Er airconditionanlægget nu slået fra? Kan vi derfor antage, at man er gået i gang med at desinficere anlægget? Kan De bekræfte dette, og kan Præsidiet bekræfte, at der ikke er noget problem med asbestose, hvilket naturligvis ville være en overtrædelse af vores eget EU-direktiv, der blev vedtaget for over 10 år siden.
+Jeg kan ikke personligt svare på nogen af disse spørgsmål. Jeg har ingen oplysninger om dette emne. De bliver nødt til at forelægge sagen for formanden og for kvæstorerne. Jeg skal nok henlede opmærksomheden på Deres bemærkninger. STEMMEFORKLARINGER Betænkning af Ferber (A5-0121/2000)
+Hr. formand, jeg kan ikke gå ind for Ferber-betænkningen. Parlamentet mener altid, at der er grunde nok til at anmode om flere penge, for at vi kan fungere. Men det er ikke sådan, at EU bliver mere demokratisk, hvis Parlamentet får flere penge. Den offentlige mening i Europa kræver mådeholdenhed af os. De penge, som er disponible, skal anvendes til vores 375 millioner indbyggere og beskyttelse af deres levemiljøer og ikke til Parlamentet som institution. Jeg mener, at vi kan spare mange udgifter og overflødigt arbejde ved at erstatte betænkningssystemet og ordførerne med direkte reaktioner fra grupperne på de foreliggende forslag, sådan som det sker i de fleste nationale parlamenter. Til sidst, jeg modsætter mig endvidere, at skattepenge gives væk til europæiske samarbejdsforbund af politiske partier, og at ledige stillinger for tolke udfyldes på en måde, som giver nye en dårlig retsstilling.
+Hr. formand, jeg stemte med glæde ja til Ferbers betænkning om budgettet for 2001, men jeg er ikke særlig tilfreds med, at der i dette budget levnes så lidt plads og så lidt penge til - og investeres så få EU-midler i - de støtteforanstaltninger, som interesserer de ældre og pensionisterne. Jeg siger ikke, at man skal sætte den samme andel af i vores budget, som de ældre, pensionisterne og deres problemer udgør i samfundet, nemlig efterhånden ca. 32%. Jeg siger således ikke, at man skal sætte 32% af i vores budget til aktiviteter, der interesserer de ældre, men i det mindste 3% eller selv 0,3% ville trods alt være meget tilfredsstillende for mig.
+Jeg støtter fuldt ud forslaget om at fastsætte 35 stillinger i udvidelsesreserven for oversættelsessektoren på den betingelse, at alle ansøgerlandenes sprog er repræsenterede. Derfor stemmer jeg for ændringsforslag 2. Det er meget vigtigt, at Parlamentet forbereder sig godt på den kommende udvidelse med Central- og Østeuropa. Hertil hører især uddannelse af professionelle kvalitativt højtstående oversættere og tolke i god tid. Ved forrige udvidelser fremgik det, at det ikke kan vente. Flersprogethed er en meget vigtig betingelse for Parlamentets virken af tre grunde. For det første på grund af lighedsprincippet. Alle medlemmer skal være i stand til at udføre deres arbejde under lige forhold. For det andet på grund af Parlamentets demokratiske identitet. Parlamentet er den demokratiske repræsentant for folket. For det tredje af hensyn til nytteprincippet. Flersprogethed øger effektiviteten af Parlamentets arbejde. For at gøre dette konkret er det nødvendigt med en debat. I den forbindelse henviser jeg til slutbetænkningen fra arbejdsgruppen "flersprogethed" under ledelse af hr. Cot, hvori der foreslås flere konkrete muligheder. Det er i hvert fald klart, at den sproglige forberedelse på udvidelsen ikke må udsættes længere.
+Hr. Ferbers betænkning, som vi drøfter i dag, ivrer efter en strammere budgetpolitik for vores institution, hvilket vi ser velvilligt på. Den begrænsede stigning på godt 2,28% i Parlamentets budget, som er foreslået for regnskabsåret 2001, svarende til 987,8 millioner euro, synes vi, er acceptabel, så meget mere som dette forslag tager højde for en inflation i størrelsesorden 2%, hvilket virker realistisk. Det foreslåede beløb svarer til 20% af bevillingerne under udgiftsområde 5 og holder sig dermed inden for det loft, Europa-Parlamentet selv havde fastsat for 2001. Men i betragtning af at det er nødvendigt at imødegå konsekvenserne, også de sproglige konsekvenser, af de forestående udvidelser, forudsætter denne begrænsede udvidelse af vores institutions budget mere end nogensinde en rationel og ansvarlig forvaltning af Parlamentets budget. Det vil også være på sin plads, inden for det personalepolitiske felt, som betænkningen også foreslår, at gå i gang med en analyse af arbejdskraftens aktuelle profil i institutionen, og det skal ske af hensyn til Parlamentets behov, som naturligvis hele tiden udvikler sig, så man bedst muligt kan forberede de nødvendige strukturelle tilpasninger. Med hensyn til Revisionsrettens bemærkninger om de politiske gruppers udgifter, ser det ud til, at beslutningsforslaget trækker i den rigtige retning, når det opfordrer Parlamentets Præsidium og institutionens Generalsekretær til at indestå for fuldstændig gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af bevillingerne. Dog kan den franske delegation i Gruppen Union for Nationernes Europa ikke gå ind for selve idéen om at opføre de bevillinger, der er tiltænkt de europæiske politiske partier, på en særskilt budgetpost, for vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det på sigt kun ville indebære, at man forgylder de alliancer, sammenslutninger og nyinddelinger af de europæiske politiske partier, som helt overvejende er føderalistiske og integrationistiske. Hvad angår det sproglige - et område, som helt naturligt hører til de mest følsomme, eftersom det vedrører både vores identitet, vores kultur og vores stolthed - så har hver af os en klar, eller mere konfus, forudanelse om, at vi har nået en situation, som ikke kan vare ret meget længere, og det så meget mindre ved udsigten til de forestående udvidelser. Følgelig er det vores pligt at tænke os om og handle klogt og forsigtigt, uden at træde på nogens ømme tæer, men tillige uden at miste tid. En vej, man kunne tænkes at gå, kunne være at anerkende at enhver af os, som er valgt af folket, sit eget folk, har en umistelig ret til at kunne udtrykke sig på sit eget sprog, som så bliver tolket, eller ligefrem oversat, til ét af de tre mest benyttede sprog, når man ser på de demografiske og kulturelle realiteter, foruden på de økonomiske realiteter, som jo har mest vægt i Den Europæiske Union, det vil sige fransk, tysk og engelsk. På denne måde kunne man forbinde respekten for identiteterne, nationerne og kulturerne i Europa med effektivitet til den lavest mulige omkostning i de europæiske institutioners daglige arbejde. Denne løsning ville også udmærke sig ved at tage hensyn til de tre hovedgrene i Den Europæiske Unions kultur og oprindelse med dens nuværende sammensætning. Jeg mener hermed den latinske, den angelsaksiske og den germanske komponent. Denne løsning har desuden den ubestridelige fordel, at den er til gavn for samtlige de europæiske ansøgerlande, hvis første fremmedsprog er enten fransk, tysk eller engelsk. Endelig er det jo sådan, at hvis ét af disse sprog især har betydning i Europa, så har de to andre det på verdensplan.
+Demokrati koster mange penge, det er uundgåeligt. Vi stemmer om et budget for Parlamentet på næsten 1 milliard euro! Et enormt beløb, selv om det bliver inden for de aftalte 20% af det samlede budget for alle europæiske institutioner. Vi skylder Europas borgere, skatteyderne, der sørger for dette beløb, at kontrollere udgifterne. Når man læser punkt 18 om de bygninger, som Parlamentet har brug for, så kan man konstatere et betydeligt spild af fællesskabspenge. For Parlamentet har slet ikke brug for den bygning, som vi holder møde i i denne uge. I Bruxelles har vi alle de bygninger, som Parlamentet har brug for. Det er klart, at vi ikke har brug for at købe dette glaspalads, ligegyldigt om det på sin vis opfylder nødvendige betingelser. Mere end 400 medlemmer sagde for nylig på ny, at vi selv vil bestemme, hvor vi holder møde. Vi bebrejder ikke ordføreren, at han ikke behandler dette i sin betænkning, som bestemt skal værdsættes. F.eks. at han opfordrer Rådet og Parlamentet til at blive enige om vedtægten for medlemmerne. Parlamentet burde skamme sig dybt over, at den et helt år efter valget ikke en gang er i udsigt. Den af Revisionsretten foreslåede budgetpost for europæiske partier må ikke blive til noget! Sådanne kupler skjuler den kulturelle og politiske forskellighed og gør afstanden til borgerne større. Med hensyn til de mange tyverier i bygningerne, er det uacceptabelt, at sådan noget kan finde sted næsten dagligt med sådan en omfangsrig sikkerhedstjeneste. Ved at stemme imod dette budget gør vi det klart, at det er nødvendigt med en radikal ændring af vores prioriteter.
+Jeg vil gerne lykønske min kollega og gruppefælle med hans betænkning, selv om jeg ikke er enig i alle punkter, og jeg, imod hans råd, har stemt for ændringsforslag 2 og imod ændringsforslag 8 i hans beslutningsforslag. Jeg har stemt således med fuld overbevisning, fordi jeg mener, at Parlamentet ikke afgiver et politisk signal eller går forud for en politisk beslutning ved at følge (og udfylde 35 ledige stillinger inden for oversættelsestjenesten) generalsekretærens forslag, men derimod gør det ved ikke at følge forslaget. Sålænge reglerne i Parlamentet om sprogbrug ikke ændres, må ansøgerlandene og vi selv gå ud fra, at sprogreglen bliver, som den er nu. Det vil sige, for det første at alle parlamentsmedlemmer må bruge sit eget sprog på officielle møder. For det andet at alle parlamentsmedlemmer har dokumenter på deres eget sprog. For det tredje at vi på den måde ikke kun behandler medlemmerne, men også borgerne, som vi repræsenterer, ligeværdigt.
+Jeg stemte for hr. Ferbers betænkning om budgetoverslaget for 2001, men er her nødt til at protestere kraftigt mod de rene og skære afpresningsmetoder, der er benyttet over for visse kategorier af embedsmænd, især de lavere, for ved "frivillig tvang" at forflytte dem fra Luxembourg til Bruxelles. Det skete alt sammen under det påskud, at de i mere end 50 arbejdsdage om året er "en mission", altså på tjenesterejse enten i Bruxelles eller i Strasbourg. Europa-Parlamentet har nu engang tre arbejdssteder, nemlig Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg. Det har stats- og regeringscheferne besluttet på deres topmøde for år tilbage i Edinburgh. Det må vi leve med, også med de økonomiske konsekvenser, som slet ikke er så graverende og langt opvejer følgerne af en usund centralisme i Bruxelles, som desværre praktiseres af godt en tredjedel af de nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet. Et eksempel på centralismen oplever vi nu også fra nogle grønne parlamentsmedlemmers side, som fredag i april-mødeperioden i Strasbourg hindrede os i at gennemføre vigtige afstemninger, fordi der ikke kunne opnås det beslutningsdygtige flertal på en tredjedel af de tilstedeværende medlemmer. Jeg har været medlem af Parlamentet siden 1965 med en afbrydelse mellem 1974 og 1989 og kan altså se tilbage på 20 års tilstedeværelse her, hvor jeg har været til stede hver eneste fredag i mødeperioderne i Strasbourg. De tynde argumenter fra dem, der vil reducere europaparlamentarikernes femdagesuge i Strasbourg til fire dage, og som tro mod deres salamitaktik helst heller ikke vil møde op her om mandagen, har klart til formål at ødelægge Strasbourg som hjemsted for 12 mødeperioder om året og dermed også flytte hjemstedet for Europa-Parlamentets Generalsekretariat fra Luxembourg til Bruxelles. Der skal nu forelægges Parlamentets Præsidium et arbejdspapir fra en britisk næstformand, som vil flytte hele tjenestegrene og generaldirektorater fra Luxembourg til Bruxelles. Tilbage i Luxembourg skal der stadig højst blive tekniske tjenestegrene såsom trykkeri og oversættelsestjeneste. Det kan og må ikke finde sted. Der er tale om klare overtrædelser af både ånd og bogstav i stats- og regeringschefernes beslutninger vedrørende spørgsmålet om hjemsted, og det skal siges klart og tydeligt her. Jeg advarer dem, der fører salamitaktik mod Strasbourg og Luxembourg. Vi vil vide at forhindre deres højst udemokratiske anslag mod demokratisk trufne beslutninger vedrørende hjemstedsspørgsmålet og Europa-Parlamentets mødekalender. For vi har retten på vores side. Betænkning af Katiforis (A5-0134/2000)
+Jeg stemte ganske vist for Katiforis' betænkning om de overordnede retningslinjer for medlemsstaternes økonomiske politikker, og det gjorde jeg på grund af det vigtige indhold i teksten, men jeg gjorde det alligevel modstræbende. Hvorfor gjorde jeg det modstræbende? Det gjorde jeg, fordi der i denne betænkning står flere gange, at det er nødvendigt at kontrollere og gøre noget ved befolkningens aldring - der bliver stadig flere ældre, hvilket gør det svært at bevare pensionssystemerne - samt at det er nødvendigt at være opmærksom på denne situation og opfordre medlemsstaterne til at bruge stadig færre penge på at betale de ældres pensioner. Det er efter min mening helt uacceptabelt, at man bliver ved med at give de ældre skylden for skævheden i de nationale budgetter.
+På trods af målet om en forøgelse af produktionen, investeringerne og beskæftigelsen i EU går Kommissionens overordnede retningslinjer for medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker på flere måder i den forkerte retning: yderligere finansielle begrænsninger ud over forpligtelserne i Stabilitetspagten, lønnedgang, skatteomlægning til fordel for de i forvejen privilegerede, en yderligere opløsning af arbejdsmarkedsstrukturen og en central placering af konkurrencepolitikken, som lægger pres på principperne om social retfærdighed. Selv om ordføreren, hr. Katiforis, udviser en vis følsomhed med hensyn til disse ting, har Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål bevaret Kommissionens ånd, og det er grunden til, at jeg stemmer imod beslutningsforslaget. EU er nødt til at fremme en politik, som kombinerer kvantitativ udvikling med nedsættelse af arbejdstiden, produktivitetsstigning, skattereformer, der går i en social og udviklingsfremmende retning, og modernisering i stedet for udradering af den offentlige sektor.
+Katiforis-betænkningen er et vulgært forsvar for de dominerende tendenser i medlemsstaternes økonomiske politikker. Ud af dens 29 afsnit begynder 8 med at bifalde et eller andet, og 4 med at erklære sig tilfreds med et eller andet. Som det bliver set af den arbejdende befolkning, og det store befolkningsflertal i Den Europæiske Unions lande, er der virkelig ikke noget at lykønske sig selv med. Hvad nytter det med den økonomiske vækst, som betænkningen bryster sig af, hvis det er for at henstille - til lønarbejderne naturligvis - at de indtager "rimelige holdninger under lønforhandlingerne", eller for at driste sig til at hævde, at det er nødvendigt "radikalt at omlægge pensionsordningerne" med det formål "at redde deres finansielle sundhed"? Det er det samme som at indrømme, at i denne "vækst", som Katiforis-betænkningen opfordrer Parlamentet til at prise sig lykkelig over, er der ikke plads til hverken lønarbejderne eller pensionisterne. Endnu en gang optræder Rådet og Kommissionen som talsmænd for storkapitalen og beder Parlamentet om at kautionere. Nuvel, vi, for vores vedkommende, er ikke valgt til at lykønske de regeringer, der er håndlangere for de store arbejdsgivere og for de store finansgrupper, så de kan berige sig ved at uddybe ulighederne, ved at lade 18 millioner kvinder og mænd være uden arbejde, ved at gøre fleksibilitet og usikre ansættelsesvilkår til reglen og ved brutalt at fornedre de lønarbejdende masser for at sikre en fortsat vækst i kapitalens indkomster, herunder i de mest parasitære og spekulative former. Hvis det er sandt, som betænkningen påstår, at væksten skulle være kommet tilbage, så er det kun så meget mere oprørende, at det, over alt i Europa, kun er et lille mindretal, som nyder godt af det. I konsekvens heraf har vi stemt imod betænkningen.
+Jeg gik i udvalget ind for vores kollega Katiforis' frengangsmåde og argumenter. Det burde jeg også have gjort her i salen i går, under plenumdebatten. Jeg blev forhindret heri af et teknisk problem, og det beder jeg om undskyldning for. Jeg glæder mig lige som hr. Katiforis over at se, at der på ny er gang i væksten i Europa. Men lige som han véd jeg, at det ikke er nok til at vende tilbage til en situation med fuld beskæftigelse uden en viljebetonet politik fra Unionens staters side, og jeg tilføjer: uden en nedsættelse af arbejdstiden. Endelig mener også jeg, at beskæftigelse ikke kan blive resultatet af en tøjlesløs liberalisering, en forstærket privatisering og en sænkning af den sociale beskyttelse og beskyttelsen af lønarbejdere. Jeg var ikke tilfreds med alt det, der blev vedtaget her til middag, men alligevel fulgte jeg ordføreren i den endelige afstemning.
+I de økonomiske retningslinjer for 2000 forsvarer Europa-Kommissionen tydeligt sine neoliberale holdninger ved at insistere på stabilitetspagten og pengepolitikkerne, på en hurtigere liberalisering inden for telekommunikations- og energisektoren, postvæsenet, transportsektoren og de finansielle tjenesteydelser, på en større arbejdsmarkedsfleksibilitet og på den såkaldte modernisering af de sociale beskyttelsesordninger. Det betyder, at Kommissionen, selv om den henviser til behovet for aktive beskæftigelsespolitikker for at bekæmpe arbejdsløsheden og på mellemlangt sigt at opnå fuld beskæftigelse, fastholder de samme opskrifter, som ikke har betydet nogle nettofordele for beskæftigelsen, eftersom den nuværende arbejdsløshedsprocent endda er højere end ved starten af årtiet, hvilket Kommissionen indrømmer. I Europa-Parlamentets betænkning kommer ordføreren med en vis kritik af fremskyndelsen af målene i konvergens- og stabilitetskriterierne, han gentager behovet for at øge investeringerne og accepterer anvendelsen af fælles skatteforanstaltninger for at bekæmpe den økonomiske spekulation, hvilket er positivt. Han accepterer imidlertid en fremskyndelse af liberaliseringen inden for transport- og energisektoren, en øget arbejdsmarkedsfleksibilitet og den igangværende budgetkonsolideringsproces, hvilket understreger hans selvmodsigelser. Med det formål at forbedre indholdet i betænkningen, fremsatte vi flere ændringsforslag med det mål især at styrke betydningen af de meget små og små virksomheder og deres sammenslutninger, at forsvare beskæftigelsen med rettigheder og en reduktion af arbejdstiden samt sætte Stabilitetspagten og konsekvenserne af en gennemførelse heraf til debat. Med undtagelse af støtten til SMV blev disse forslag desværre ikke vedtaget, hvorfor vi stemte imod betænkningen.
+Jeg vil som det første lykønske ordføreren med kvaliteten af hans arbejde. Jeg mener nemlig, at de store grundlinjer i den europæiske, økonomiske politik, som er blevet udviklet i denne betænkning, går i den rigtige retning. Fuld beskæftigelse og overgang til en økonomi, baseret på viden: Det er vores fælles ambition for det første årti af det 21. århundrede. Til trods for alle de sortseende ånder er alle økonomiske spåmænd optimistiske. Vi skal derfor være dristige, så vi kan forlænge den vækstperiode, vi i dag oplever over hele Europa. Perspektiverne for årene 2000-2001 er opmuntrende, de opererer med 3% vækst: 3% til at styrke de sociale bånd, til mere solidaritet, til lige muligheder for alle og ikke mindst til at sørge for, at den massive arbejdsløshed, vi har kendt alt for længe, holder op med at være skæbnebestemt. For det er nemlig det sidste punkt, som udgør det største problem. Det forholder sig nemlig sådan, at, uanset om arbejdsløsheden allerede langsomt er blevet mindre, så bliver den, ifølge forudsigelserne for 2001, som peger på en arbejdsløshed på 8% af den aktive befolkning, ved med at ligge på et uacceptabelt højt niveau på hele EU's territorium, højest ved de yderste grænser, og hermed mener jeg de ultraperifere regioner. Som jeg allerede mange gange har sagt til Dem, så skal frugterne af væksten deles ligeligt mellem alle Unionens borgere, på fastlandet så vel som på øerne. Det er prisen for, at vi kan konstruere det 21. århundredes Europa, et Europa med menneskeligt ansigt, hvor enhver vil kunne tage del i den kollektive udvikling og gå fremad på sin måde, med sine egne særkender, men fremad i samme retning. Det er, fordi jeg tror på et sådant Europa, at jeg har stemt for hr. Katiforis' betænkning.
+Katiforis-betænkningen er en hallucinerende oversigt over den europæiske kapitals ubevidste. Den hviler på en total mangel på forståelse for årsagerne til det nuværende opsving, der i ingen henseender er et resultat af neoliberal politik, som lægger vægt på løntilbageholdenhed og en stærk valuta. Den nuværende oprettelse af nye arbejdspladser finder sted i en konjunktur, som tværtimod er kendetegnet ved øget forbrug blandt lønarbejdere og en svag euro, som begunstiger eksporten. Til trods for dette praktiske dementi foreslår betænkningen, at vi borer os lidt længere ned i den sociale regression. Den foreslår øget fleksibilitet på markederne, begyndende med arbejdsmarkedet. Den anråber bønligt om "lønstabilitet" og formaner fagforeningerne om at indtage "fornuftige holdninger" under lønforhandlingerne. For ikke at tage sig ud som arbejdsgivernes direkte talerør indfører betænkningen på en måde nogle sociale klausuler. Men modsigelserne springer i øjnene: Hvordan kan man f.eks. foreslå at reformere ("modernisere") den sociale beskyttelse, hvilket i praksis betyder at udskifte solidariteten med finansielle produkter, og påkalde sig "socialt sammenhold"? Hvordan kan man fastfryse lønningerne "i en retfærdig ånd", samtidig med at profitterne udviser en helt utrolig frodighed? Det eneste argument, der er tilbage i betænkningen, er påkaldelsen af nye teknologier for at "virke moderne". Men hvorfor skulle disse teknologier automatisk sætte spørgsmålstegn ved den europæiske sociale model? Denne vulgære materialisme, som man undertiden tillægger marxister, klæber i dag til en kynisk kapitalisme, hvis eneste projekt er at udstrække varens herredømme uden hensyn til sociale behov. Vi har derfor stemt imod en tekst, som på én gang er stupid og frastødende.
+Hr. Katiforis' fremlægning er en del bedre end selve betænkningen, hvor man hverken genfinder tonen i eller baggrunden for de kritikker, der formulerers af Kommissionens henstilling Medlemmerne af Den Nationale Front og jeg selv har stemt imod denne betænkning, fordi vi er af den opfattelse, at det er de samme gamle, uduelige, ja skadelige, recepter, der forfægtes: stadig mere marked, som ikke regulerer noget som helst, stadig mere ultraliberalisme, især i den offentlige sektor, som Bruxelles helst så nedlagt, opofrelse af den sociale beskyttelse ved de offentlige investeringer for at overholde "budgetstabiliteten", stadig mere prisstabilitet, mens inflationen har været kværket i umindelige tider. Og for arbejderne, løntilbageholdenhed, reduceret arbejdsløshedsunderstøttelse og opblødning af lovgivningen om jobbeskyttelse. Herudover er der to ting, som især har chokeret os. Den første er, at Kommissionen henstiller til mit land, Frankrig, som er ved at kvæles under skatter og obligatoriske bidrag til sociale ordninger, ikke at drage fordel af væksten til at sænke skatterne for, jeg citerer, "at undgå via budgettet at stimulere en økonomi, som allerede er livskraftig". Man tror, man drømmer! Hvornår er man begyndt at sige nej til vækst med henvisning til forældede dogmer? Den anden er de næsten totalt fraværende henvisninger til euroen: Den højt berømmede fælles valuta, som skulle give os en blomstrende fremtid, og som hele verden skulle kaste sig over, hungrende efter en konkurrent til dollaren, ser ikke bare investorerne skævt til, som i stedet investerer i dollars i USA, det gør også central- og nationalbankerne. Ingen har tillid til euroen, som ikke længere er en flydende valuta, men en hastigt strømmende valuta, og tilliden til de europæiske monetære myndigheder er lige så lille. Wim Duisenberg er ikke Alan Greenspan, ECB er ikke EUF, euroen er ikke dollaren. Europa har hverken Amerikas beskæftigelsesprocent eller vækstrate. Og det er ikke med disse plastre på træbenene, at De kommer til at ændre det mindste ved denne realitet. Betænkning af Pomés Ruiz (A5-0108/2000)
+Hr. formand, hr. Pomés Ruiz giver i sin betænkning en vurdering af gennemførelsen af stabilitets- og konvergensprogrammerne, som navnlig vedrører EU's fælles valuta, nemlig euroen. Jeg har konstateret, at man i dette dokument lægger alt for stor vægt på tallene og på den økonomiske del af Den Monetære Union. Nå ja, man taler jo om valutaen og euroen, og derfor bør man ikke gøre andet end at kigge på de tørre tal. Jeg mener tværtimod, at man også bør tage hensyn til det følelsesmæssige aspekt i vores forslag, nemlig til menneskets adfærd, når det udfører sine aktiviteter. Denne adfærd bør ikke kun være præget af pengene. Jeg håber derfor, at vi næste gang, vi foretager sådanne vurderinger, tager højde for, at vi ikke kun skal kigge på tallene, men også på europæernes følelser.
+Pomés Ruiz' betænkning er fundamentalistisk i forsvaret af principperne i stabilitetspagten, især med hensyn til den skattemæssige konsolidering for at sikre det fælles mål om prisstabilitet. Analysen af kriterierne for den nominelle konvergens er enøjet, hvad angår dens konsekvenser for risikoniveauet for økonomisk deflation, hvilket vil gå ud over de offentlige investeringer, den økonomiske vækst og arbejdsløshedsbekæmpelsepolitikken. Men ordføreren går, i overensstemmelse med Europa-Kommissionens henstillinger, endnu længere. For ham er det nødvendigt at fremskynde de mål, der er foreslået i stabilitets- og konvergensprogrammerne, ved at udnytte det nuværende "økonomisk gunstige tidspunkt". Derfor foreslår han en fremskyndelse af den skattemæssige konsolidering, af strukturreformerne, af privatiseringerne og af "moderniseringen" af den sociale beskyttelse, hvilket Europa-Kommissionen allerede er kommet med henstillinger om, nærmere bestemt for Portugal, særlig for liberaliseringen af transport- og energisektoren og arbejdsmarkedsfleksibiliteten, hvilket er uacceptabelt. Vi stemte således imod betænkningen. Betænkning af Goebbels (A5-0135/2000)
+Hr. formand, som jeg allerede sagde i mit indlæg i forhandlingen om Grækenlands deltagelse i euroområdet, går jeg fuldstændigt ind for, at dette land bliver indlemmet med det samme, da det har opfyldt alle de kriterier, som EU-traktaterne kræver. Jeg vil gerne gentage, at jeg går ind for - og det var derfor, jeg stemte for denne beslutning - at man ikke bør stille flere krav til Grækenlands budget, for dette kan desværre ikke undgå at gå ud over de ældre og pensionisterne, i dette tilfælde de græske pensionister. De ville blive ofre for en stramning af budgettet for dette land, hvis det måtte ønske - eller på grund af vores retningslinjer blev nødt til - at forbedre sin opfyldelse af Maastricht-kriterierne yderligere, kriterier, som det under alle omstændigheder opfylder, sådan som det også er blevet sagt.
+Europa-Parlamentets lovforslag er simpelthen en accept af Europa-Kommissionens forslag, som blot begrænser sig til at konstatere, at Grækenland opfylder de nødvendige krav til indførelsen af den fælles valuta, og at undtagelsen for Grækenland ophæves med virkning fra den 1. januar 2000. Formelt har Grækenland faktisk de finansielle og monetære indikatorer, som kræves for at kunne tiltræde ØMU'en. På denne baggrund og under hensyntagen til mit parti, Koalitionen af Progressive Venstrekræfter, og dets positive holdning til Grækenlands optagelse i Den Økonomiske og Monetære Union har jeg stemt ja. Personligt vil jeg imidlertid udtrykke stærk modstand mod og kraftige forbehold over for ØMU-politikken, som begrænser medlemslandenes bevægelsesfrihed med en uforsonlig finansiel strenghed, en fortsat produktion af arbejdsløshed, en intensivering af de sociale forskelle og en ukontrollabel konkurrence, uden at vi kan påstå at have en stærk europæisk valuta, der vil kunne holde stand mod dollaren i en global sammenhæng. Desuden vil jeg stærkt opponere mod den måde, den græske regering har fremmet vores optagelse i ØMU'en på, idet den har sigtet efter nominel i stedet for reel konvergens og gjort Grækenland til et af de EU-lande, der har det højeste arbejdsløshedstal, samt solgt ud af det offentliges ejendomme for at dække budgetunderskuddene. Desværre slutter disse former for politik ikke med optagelsen i ØMU, tværtimod institutionaliseres og konsolideres de og gøres permanente. ØMU-landenes venstreorienterede og progressive kræfter bør styrke grundlaget for deres samarbejde om at få gennemført en radikal ændring af den måde, ØMU'en opbygges på, om at sætte de sociale kriterier foran alle andre og fremme arbejdsløshedsbekæmpelsen og politikkerne for reel konvergens, et samarbejde om levedygtige og retfærdige udviklingspolitikker.
+Europa-Parlamentet skal i dag afgive udtalelse om Grækenlands indførelse af den fælles valuta, efter at Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har givet grønt lys. Allerførst vil vi gøre opmærksom på, at for os er dette ikke et teknisk, men et dybt politisk spørgsmål. Og idet vi netop støtter os til det ideologiske og politiske aspekt af hele ØMU-proceduren og den fælles valuta, vil vi stemme imod optagelsen af drakmen i euroområdet. Set ud fra en teknisk synsvinkel er der slet ingen tvivl om, at det er lykkedes Grækenland at opfylde de kriterier for deltagelse i tredje fase af ØMU'en, der er opstillet i Maastricht-traktaten. Problemet er imidlertid blot, hvordan vi er nået hertil, og hvad der så videre skal ske. Det har krævet umenneskelige ofre af den græske befolkning at opfylde de nominelle konvergenskriterier, det er resultatet af en hård sparepolitik, hvis grundlæggende kendetegn var og er nedskæring af de sociale udgifter, gennemførelse af en særdeles begrænsende finanspolitik, fastfrysning af lønninger, indskrænkning af arbejdstagernes beskyttelse, liberalisering af markederne og fremme af privatiseringer. Desværre vil denne politik, som har ført omfattende befolkningsgrupper ud i desperation, øget arbejdsløsheden drastisk og fremskyndet affolkningen af landbrugsområderne og deindustrialiseringen af hele landet, ikke ændre sig, når vi kommer ind i møntunionen, den vil tværtimod blive forstærket. Dette fremgår både af de de forpligtelser, der er indeholdt i Stabilitetspagten, og af de strenge henstillinger i Kommissionens og Den Europæiske Centralbanks rapporter. Begge har krævet en fortsat sparepolitik, en fremskyndet opløsning af strukturen på arbejdsmarkedet, en hurtig gennemførelse af foranstaltninger, som skal afskaffe det offentlige sikringssystem, og en fortsættelse og fremskyndelse af privatiseringerne. En ting står klart: Ikke blot har arbejdstagerne intet at vinde ved optagelse i møntunionen, som højtideligholdes for at aflede opmærksomheden, tværtimod kan de være endnu mere sikre på, at man vil fortsætte - med endnu strengere betingelser og en endnu "højere grad af overvågning" fra EU's side - den blinde sparepolitik, som er blevet ført de sidste 10 år. Og meningen med de røster, der er fremme om nødvendigheden af at sikre "holdbarheden" af kriteriernes opfyldelse, er netop at gøre det lettere at skærpe den politik, der føres, og styrke de særdeles befolkningsfjendtlige foranstaltninger, der kommer. Erfaringerne gjort af de andre befolkninger, som allerede er med i euroområdet, viser, at den ene foranstaltning efter den anden skal kuldkaste det, man har opnået de sidste årtier, og den "amerikanske model" er det direkte forbillede, som den berømte europæiske samfundsmodel skal tilpasses efter. KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet står fast på de synspunkter, som vi har haft lige siden undertegnelsen af Maastricht-traktaten, som KKE i øvrigt stemte imod som det eneste parti, da den skulle ratificeres i det græske parlament, og vi vil stemme imod Grækenlands optagelse i euroområdet. Vores udgangspunkt er arbejdstagernes og landets interesser. Samtidig vil vi sammen med arbejdstagerne fortsætte vores kamp mod denne politik og fremme et alternativt udviklingsprojekt, som sætter mennesket og dets behov i centrum og modarbejder den reaktionære politik, der hedder "monopolernes demokrati".
+Jeg har stemt for Goebbels-betænkningen og derfor for Grækenlands tiltrædelse til eurozonen. Med lige så stor overbevisning har jeg stemt for ændringsforslagene til Pomés Ruiz-betænkningen. Disse ændringsforslag understreger især et ømtåleligt emne, som har givet meget stof til debat, ikke kun på plenarmødet, men også på Økonomiudvalgets møder. Mange kolleger er blevet skeptiske med hensyn til det vedvarende i konvergens- og stabilitetspolitikken. Vi har alle fastslået, at den indtrængende bøn til Grækenland om at gøre en større indsats med hensyn til at reducere gælden og sikre en vedvarende stabilitet ikke kun har forbindelse med selve situationen i Grækenland, men også utilfredsheden med den måde, som også andre medlemsstaterne med en meget høj gældsrate opfører sig på og gør for lidt brug af de stigende muligheder, takket være den økonomiske vækst og den lave rente, for at reducere gælden. Lad os håbe, at Parlamentets indirekte kritik trænger igennem til dem, den er rettet imod. Det er bl.a. den belgiske regering, som har lovet så meget, at selv pressen begynder at sætte spørgsmålstegn ved realiteten af denne udgiftsdrift. Netop fordi, at den tøven, som kommer til udtryk i forbindelse med Grækenlands tiltrædelse, ikke så meget rammer Grækenland, som den udtrykker en generel kritik, mener jeg, at det ikke må gå ud over Grækenland. Grækenland er velkommen i euroland, og alle euromedlemsstater skal respektere bogstavet og ånden i pagten om vækst og stabilitet. Forslag til beslutning om Sellafield
+Hr. formand, afstemningen om Sellafield var en nyhed i Europa-Parlamentet. Jeg mener, det er første gang, Europa-Parlamentet har udtalt sig til fordel for ensartede sikkerhedsstandarder i atomkraftværker. Jeg anser det for absolut nødvendigt, at Rådet før de første tiltrædelser træffer beslutning om, at der reelt skal iværksættes en udarbejdelse og gennemførelse af sikkerhedsstandarderne. Betænkning af Randzio-Plath (A5-0109/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for Randzio-Plaths betænkning om den konkurrenceforvridning, der også vedrører offentlige virksomheder. Kommissær Monti sagde i sit svar ved forhandlingens slutning, at støtten til offentlige virksomheder under alle omstændigheder ikke må udgøre en overkompensation til den offentlige tjenesteydelse. Så jeg spørger mig selv om følgende: Vi har f.eks. i Italien nogle private tv-selskaber og nogle offentlige tv-selskaber. De offentlige tv-selskaber modtager en masse penge, men dette er i virkeligheden en overkompensation, for der er ingen forskel på de private tv-selskabers tjenesteydelser og de offentlige tv-selskabers tjenesteydelse. Dette er en konkurrenceforvridning. Lad os tage en anden sektor, nemlig de offentlige pensionsordninger og de private pensionsordninger. De offentlige pensionsordninger modtager en masse støtte, men leverer nogle ringere tjenesteydelser end de private pensionsordninger, hvilket ikke kan kaldes fair konkurrence.
+Betænkningen gør opmærksom på, hvor nødvendigt det er med finansiel gennemsigtighed mellem stater og virksomheder. Men den eneste gennemsigtighed, den interesserer sig for, er gennemsigtigheden i de offentlige virksomheder, og den fokuserer udelukkende på, om statsstøtten ikke risikerer at forvride konkurrencen mellem offentlige og private virksomheder. Kommissionen interesserer sig ikke på nogen måde for, om en virksomhed træffer den beslutning at sætte en del af sine ansatte på porten, og dermed øge arbejdsløsheden, hvor en lille del af dens profit ville kunne bevare de nedlagte arbejdspladser. Lige så lidt som den interesserer sig for de skader, som jagten på størst mulig profit påfører miljøet og sikkerheden og arbejdsvilkårene for samme virksomheds ansatte. Generelt er Kommissionen ikke det mindste generet af den totale uigennemsigtighed, der omgiver de fundamentale valg i alle virksomheder, måden de realiserer deres profit på, og måden de bruger den på, end ikke når det er til skade for samfundet. Vi har stemt imod dette udkast til direktiv, idet vi fastholder, at samfundets interesse kræver fuldstændig gennemsigtighed i alle virksomheders, offentlige som private, regnskaber og måde at fungere på, samt afskaffelse af forretningshemmeligheden. Det første skridt på dette område bør være bortfald af alle love, der truer en virksomheds medarbejdere med sanktioner, dersom de bringer alt, hvad de ved om deres virksomheds måde at fungere på, til offentlighedens og brugernes kendskab.
+Med det argument at det er nødvendigt at identificere og forhindre ydelse af statstilskud, som forvrider konkurrencen og øger gennemsigtigheden i relationerne mellem staten og de offentlige virksomheder, skaber Kommissionen bureaukratiske omstændigheder og reelle begrænsninger, som kan bringe kvaliteten i de offentlige serviceydelser i fare. Skønt dens grundlæggende filosofi er behovet for at sikre konkurrencen mellem den offentlige og den private sektor, ender Kommissionen faktisk med at bringe den vigtige rolle, som de offentlige virksomheder spiller ved at udbyde offentlige tjenesteydelser, i miskredit, og det er ikke acceptabelt. Europa-Parlamentets ordfører, som i sin oprindelige version påskønnede den rolle, som "serviceydelser af generel økonomisk interesse" spiller, måtte se, hvordan hendes betænkning blev ændret, hovedsageligt hvad angår den offentlige radiofoni. Efter vores mening er det på sin plads, at direktivet ikke finder anvendelse for de offentlige radiofonier på grund af deres særlige karakter, som hænger uløseligt sammen med de demokratiske, sociale og kulturelle behov i de forskellige medlemsstater og de negative følger, som det ville betyde for opfyldelsen af deres mission i det offentliges interesse. Det er baggrunden for det ændringsforslag, vi fremsatte, og som beklageligvis blev forkastet. Forslag til beslutning om fattige landes gæld
+Udviklingslandenes gæld til udlandet er et centralt spørgsmål. De 50 fattigste lande bruger dobbelt så meget til renter og afdrag på gælden, som de modtager i hjælp. Rapporten fra Cnuse d'Afrique sub-saharienne viser, at de afrikanske lande ikke har fået det mindste ud af mere end 10 års strukturtilpasningsplaner. Det stillede forslag er meget restriktivt og begrænser sig til de fattigste, eller mest forgældede, lande. Det stiller alt for mange betingelser til de lande, der er omfattet af en gældseftergivelse. Jeg beklager ethvert skridt i retning af betingethed, specielt enhver binding mellem eftergivelse af gælden og gennemførelse af foranstaltninger om strukturtilpasning. Derfor har jeg afholdt mig fra at stemme om beslutningsforslaget. Jeg indtager en stilling til fordel for en meget betydelig lettelse af samtlige berørte landes gæld og en eftergivelse for de fattigstes landes vedkommende.
+Jeg undlod at stemme om det fælles beslutningsforslag om de fattige landes gæld, da det efter min mening er svagt og uklart, når det gælder de velkendte finansielle mekanismer, som kaster størstedelen af menneskeheden ud i den dybeste fattigdom. I dag taler selv de multilaterale organer - Verdensbanken, IMF osv. om en reduktion af gælden, for de mekanismer, der kvæler økonomierne, er heller ikke i tråd med den neoliberale tankegang længere. På G7-mødet i USA i midten af juni 1999 talte Storbritannien og de andre lande om at nedsætte de fattige landes gæld med op til 90%. Hvis vi ser nærmere på disse forslag, kan vi se, at de ikke indebærer nogen reel løsning, for hvis man fører disse foranstaltninger ud i livet, vil de kun omfatte 8% eller højst 10% af de pågældende 41 landes gæld, hvilket svarer til højst 1% af den tredje verdens samlede gæld. Men de samme foranstaltninger gennemføres i ringe grad og med nogle tragiske betingelser, der stiller kreditorerne gunstigt. Her tænker jeg på eksportlån og på de multinationale pengeinstituttter. Vi skal først og fremmest indrømme, at den tredje verdens gæld er uretfærdig. EU burde derfor arbejde for, at man på internationalt plan gør en indsats for at eftergive den tredje verdens gæld, både bilateralt og multilateralt, og uden at man stiller nogen betingelser. Medlemslandene bør konkret eftergive de fattige landes gæld og også fremme nogle lignende foranstaltninger i de internationale organer, hvor de er repræsenteret. Det er nødvendigt at forhindre, at eftergivelsen kun sker på samarbejdsbudgetterne, sådan som det ofte er tilfældet, eller at den gøres betinget af en eller anden strukturtilpasningsforanstaltning. Vi skal gribe fat i de finansielle mekanismer, der har forårsaget denne gæld, og de strukturtilpasningspolitikker, som bliver ved med at holde den i live, og som derved udbreder fattigdommen i disse lande. Forslag til beslutning om Zimbabwe
+Det ligger i sagens natur, at det yderste højre mobiliserer en række smudsige tåbeligheder for at forsvare "4.500 ejere af europæisk oprindelse" og deres ret til at monopolisere den bedste jord i Zimbabwe. Men den måde, hvorpå det fælles beslutningsforslag påberåber sig "respekt for loven" og fordømmer "de ulovlige besættelser" og de voldeligheder, de er ledsaget af, er rent hykleri. Man ville tro lidt mere på oprigtigheden hos beslutningsforslagets ophavsmænd, når de "beklager mordene, voldshandlingerne.... i forbindelse med besættelsen", dersom de havde nedladt sig til i det mindste at nævne de massakrer i fortiden, hvormed en håndfuld kolonister fratog dette lands befolkning dens jorder, og de årtier med kolonial vold og siden apartheid for at opretholde denne situation. Mugabes styre er autoritært og korrupt. Men hverken denne autoritet eller denne korruption har generet forsvarerne af det rige mindretal dernede og den tidligere kolonimagt, så længe denne autoritet blev brugt til at forsvare deres interesser og deres privilegier. Så vi har ikke bare stemt imod dette beslutningsforslag, men vi tager højlydt afstand fra kynismen og hykleriet hos dem, der forsvarer de privilegerede hvides interesser i Zimbabwe. Det er en opgave for landets fattige befolkning at gøre regnskabet op med Mugabe og hans regime, og i hvert fald ikke en opgave for dem, som har optrådt som politiske lakajer for personer, der har beriget sig ved at udplyndre landet. Betænkning af Paasilinna (A5-0094/2000)
+Hr. formand, jeg stemte ganske vist ja til Paasilinnas betænkning om reguleringen af telesektoren, men heller ikke i dette tilfælde er jeg så tilfreds, som jeg kunne ønske. Der gøres endnu ikke en tilstrækkelig indsats i de EU-direktiver, som også regulerer telesektoren, og resultatet er desværre, at vi stadig ikke har en europæisk tv-frekvens, at vi stadig ikke har en europæisk tv-sender, at vi stadig ikke har så meget som en europæisk radio, og at Parlamentet og dets møder ikke transmitteres nogen steder i Europa. Direktiverne om telesektoren i EU bør også vedrøre EU.
+I 1993 forpligtede Den Europæiske Union og dens medlemslande sig til at liberalisere telekommunikationssektoren. . Dette forsæt fører til vedtagelsen af en række direktiver. Bag alle retsakterne lå et politisk mål, nemlig at sikre vækst, beskæftigelse, konkurrencedygtighed og at give alle adgang til informationssamfundet, samtidig med at der blev sørget for passende juridisk beskyttelse. Kommissionen har spillet rollen som den overvågende part, hvilket kom til udtryk i en række rapporter efter maj 1997. Den meddelelse fra Kommissionen, som vi i dag henviser til, hører hjemme i denne sammenhæng, og det regnskab, man forelægger os, er mildest talt nuanceret. Ca. to år efter den fuldstændige liberalisering er teleservicemarkederne i medlemsstaterne kendetegnet af stigende vækst, mange nytilkomne kunder og faldende takster. Dog er der stadig alvorlige huller. Man kan således konstatere, at der er opstået et "numerisk brud" på flere niveauer: mellem regionerne og mellem borgerne. Grunden hertil er naturligvis prisen for adgang til disse nye tjenesteydelser. Men vi vil ikke finde os i, at visse borgere udelukkes fra de nye informationsteknologiers samfund. Opretholdelsen af en universel service skal garantere dette samfunds rummelige karakter. Vi må være på vagt og sørge for, at de regelsæt, som er under udarbejdelse, og som Parlamentet er inddraget i, hylder den samme strategi. Det er Parlamentet magtpåliggende at sænke prisen for adgang til Internettet og gøre det tilgængeligt for alle borgere, og det insisterer i sin betænkning på nødvendigheden af at åbne for konkurrence helt ned på lokalt niveau. En sådan bestemmelse bør være genstand for dybtgående diskussioner med de nationale myndigheder, så man kan få svar på relevante indvendinger. Man må indstille sig på mange vanskeligheder, når det drejer sig om at harmonisere og forenkle reglerne. Jeg tænker f.eks. på reglerne om forbrugerbeskyttelse, på reglerne for de nationale reguleringsmyndigheders rolle og funktionsmåde og på systemerne til bevilling af licenser. Afslutningsvis vil jeg sige, at liberaliseringsprocessen inden for telekommunikationsområdet ikke er noget mål i sig selv, men sigter mod at sikre overgangen til informationssamfundet. Der er stadig lang vej at gå, og man må ikke undervejs miste blikket for, at de nyskabte jobs skal være varige og af høj kvalitet.
+Vi kan ikke undlade at kritisere forudsætningerne i denne betænkning, ikke mindst med hensyn til en fremskyndelse af liberaliseringen af telekommunikationssektoren, ud fra den forudsætning at en sådan proces har positive konsekvenser for brugerne af denne serviceydelse, og i denne forbindelse er det tilstrækkeligt at tage udgangspunkt i en analyse af erfaringerne fra Portugal. Portugal Telecom, som er en offentlig virksomhed, der har været genstand for offentlige investeringer på milliarder af escudos, blev delvist privatiseret med en prisforhøjelse til følge, som ramte de såkaldte "privatbrugere" (størstedelen af befolkningen), som i dag har "de højeste takster i Europa". Hvad angår arbejdstagerne, kunne man konstatere, at tusindvis af arbejdspladser blev nedlagt, at arbejdstempoet blev sat op, og at der i mange tilfælde anvendes medarbejdere uden rettigheder og med lave lønninger; det vil sige, at anvendelsen af gevinstmaksimering inden for en meget lukrativ sektor gav anledning til et pres om nedskæringer i investeringerne, hvilket har berørt kvaliteten af den almene service, som størstedelen af brugerne er blevet garanteret. Vi finder ikke, at dette er den rette vej. Det er nødvendigt, at der findes en moderne, offentlig telekommunikationsservice, som indarbejder fremskridtene inden for den tekniske og videnskabelige udvikling. En offentlig service med rimelige priser, på lige vilkår, som sikrer brugernes rettigheder og som skaber en afbalanceret udvikling. Og ligeledes med en forbedring af beskæftigelsesforholdene for arbejderne inden for denne sektor.
+Det er meget vigtigt, at EU's lovpakke og tilhørende regler på telekommunikationsområdet opdateres i takt med den eksplosionsagtige globale udvikling inden for digital og mobil kommunikation. Det er også vigtigt, at dette sker inden for rammerne af det indre markeds vilkår, og med det formål at beskytte den fri konkurrence. I denne sammenhæng belyser betænkningen flere vigtige aspekter. Betænkningen behandler dog ikke - og Kommissionens beretning tager heller ikke hensyn til dette - de forskellige forudsætninger, som medlemslandene har for at udbygge og understøtte forskellige typer net. I Sverige, som er tyndt befolket og med betydelige geografiske afstande, er der et forholdsvist stort antal public service-tjenester inkluderet telekommunikationernes investeringer og funktioner end på andre områder. Derfor bliver konsekvenserne af en fuldstændig åbning af netmarkedet på den måde, der er beskrevet i betænkningen, uklare, når det drejer sig om Fællesskabets beslutnings- og investeringsmuligheder samt borgenes mulighed for at få adgang til velfungerende og jævnbyrdige kommunikationsnet. Derfor undlader jeg at stemme om denne betænkning. Betænkning af Alyssandrakis (A5-0122/2000)
+Hr. formand, dette er Alyssandrakis' første betænkning - som jeg stemte ja til - om de radiofrekvenser, som nu hovedsagelig anvendes til udviklingen inden for kommunikation via de såkaldte mobiltelefoner. Også dette direktiv er mangelfuldt, da man ikke tager særligt meget hensyn til tilpasning, undervisning, faglig videreuddannelse og de ældres og pensionisternes brug af disse nye kommunikationssystemer. Her tænker jeg ikke på ældre og pensionister i almindelighed - lige nu er det nemlig min mor, jeg henviser til. Min mor bor i Rom, og hun er ganske vist 85 år, men det er endnu ikke lykkedes mig at overbevise hende om, at jeg skal forære hende en mobiltelefon, for hun ved ikke, hvordan hun skal bruge den. Det ville være meget nyttigt og også interessant for hende at have en mobiltelefon, men det var umuligt at overbevise hende. Jeg tilbød at lære hende, hvordan den skal bruges, men hun afslog. Dette betyder, at de ældre ikke er i stand til at få gavn af udviklingen. Betænkning af Alyssandrakis (A5-0119/2000)
+Når det gælder Alyssandrakis' anden betænkning, hr. formand, vil jeg gerne sige noget om min datter. Da jeg mødte hende her til morgen - jeg var ikke sammen med hende i går aftes, eftersom jeg talte om denne betænkning her i Parlamentet - stillede hun mig dette spørgsmål: "Far, er det sandt, at du gerne ville være astronaut og rejse til månen? Det fortalte de mig, da jeg kom her til morgen." Jeg måtte svare hende, at det var rigtigt nok, da jeg i går i mit indlæg - og det vil jeg gerne gentage her - anmodede om, at man gjorde fremskridt inden for den europæiske rumforskning. Og ligesom der i USA var en politiker, som blev astronaut og rejste ud i rummet i en alder af 69 år - det vil sige som pensionist - ville jeg gerne have, at der også var en europæisk politiker, som blev astronaut i en alder af 69 år, det vil sige om 15 år. Jeg foreslog derfor mig selv som EU's første astronaut.
+Måske bør De give Deres mor rumskibet og Deres datter telefonen.
+Hr. formand, jeg stemte for betænkningen, men vil gerne meddele følgende til protokollen. Koordineringen af de europæiske forskningsaktiviteter må ikke føre til, at konkurrencen mellem forskningsinstitutionerne falder bort. Derfor bør man altid være opmærksom på de grænser for indordning under Fællesskabet, som kommer til udtryk i subsidiaritetsprincippet. Harmoniseringen af de immaterielle rettigheder er allerede slået igennem inden for varemærke- og ophavsretten. Det nuværende system for patentansøgning forpligter ansøgeren til at ansøge om et patent separat i hver medlemsstat, hvorved der uvægerligt sker en uønsket opsplitning af det europæiske marked. Den logiske konsekvens er derfor, at der skabes et fællesskabspatent. Afgørende for gennemførelsen af dette ambitiøse forehavende er de nationale beslutningstageres fremsyn. Ved tildelingen af forskningsopgaver skal hele Den Europæiske Unions konkurrenceevne tages i betragtning. Betænkning af Plooij-Van Gorsel (A5-0131/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for Plooij-Van Gorsels betænkning om meddelelsen "Mod et europæisk forskningsrum", selv om jeg meget gerne havde set, at man langt om længe besluttede sig til at slå hele den forskning, der finder sted i hele Europa på de forskellige forvaltningsplaner - borgmesteren bruger penge på forskning, provinserne bruger penge på forskning, regionerne bruger penge på forskning, og det samme gør medlemsstaterne og EU - sammen i ét enkelt projekt. Alle disse penge burde udelukkende blive brugt ét sted, nemlig af EU. Jeg er desuden bekymret, fordi jeg gerne ville have, at man forskede mere i at forlænge menneskers liv. Jeg er bekymret, for jeg håber ikke, at man i pensionskasserne - og på grund af statsbudgetterne - på en eller anden måde forsøger at forsinke denne forskning, der er skadelig for dem, fordi den risikerer at øge deres udgifter.
+Plooij Van Gorsel-betænkningen indeholder visse positive elementer, men er ellers gennemsyret af den holdning, at forskningen skal tjene virksomhederne, den skal producere ny viden på bestilling og især viden, som kan udnyttes kommercielt som et led i liberaliseringen af markedet og konkurrencen. En forskningspolitik, der er baseret på disse holdninger og tjener disse politikker, vil forvrænge forskningens karakter af en proces, hvor der produceres ny viden, men også dens karakter af produktionskraft. Det, forskningen har mest brug for, er en forøgelse af finansieringen, som ligger på et uacceptabelt niveau for hele EU's vedkommende (1,8% af BNP mod 2,8% i USA og 2,9% i Japan), og i et land som Grækenland, der ligger på sidstepladsen i EU, er vi helt nede på 0,5%. Flere midler vil give mulighed for at udvikle nye forskningsaktiviteter og udnytte den store mængde unge arbejdsløse, yderst specialiserede forskere, som findes overalt, i hvert fald i mit land. Finansieringen skal komme fra offentlige instanser som led i et forskningsaktivitetsprogram, der skal styrke såvel grundforskningen som den praktiske anvendelse, hvis endemål bør være en bedre livskvalitet for alle mennesker og ikke et større overskud til monopolerne. Det internationale samarbejde spiller en vigtig rolle i forskningsprocessen, og en videreudvikling af dette, både mellem EU-landene og med andre lande, er ønskværdigt og velkomment. Men at kæde hele forskningsindsatsen i EU-landene sammen med storkapitalens interesser med det ene formål at øge dennes overskud er ikke ønskværdigt og rummer afskyelige fremtidsperspektiver for menneskeheden. Af disse årsager stemmer KKE's medlemmer af Europa-Parlamentet imod Plooij Van Gorsel-betænkningen.
+Det er vigtigt at konstatere, at til trods for alle de europæiske institutioners hensigtserklæringer om den nye økonomi, om overgangen til en digital, vidensbaseret økonomi, som er tilskyndet af forekomsten af nye varer og tjenesteydelser, så er den fælles forskningsindsats i Den Europæiske Union i forhold til dens BNP blevet ved med at falde i de sidste 10 år, og i gennemsnit anvender Den Europæiske Union kun 1,8% af sit BNP til forskning, mens USA anvender 2,8% og Japan 2,9%. Ifølge en meddelelse fra Europa-Kommissionen er forskellen mellem det totale forbrug til offentlig og privat forskning i USA og Den Europæiske Union blevet ved med at vokse og er gået fra 12 milliarder euro i 1992 til ca. 60 milliarder euro i 1998. Med hensyn til beskæftigelsen udgør forskerne kun 2,5 pr. 1000 arbejdere i virksomhederne i Europa i sammenligning med 6,7 pr. 1000 arbejdere i USA og 6 pr. 1000 arbejdere i Japan. Man ved imidlertid, at forskning og teknologi bidrager med 25-50% til den økonomiske vækst og er af afgørende betydning for konkurrenceevnen, beskæftigelsen og de europæiske borgeres livskvalitet. Hvordan kan regeringscheferne for Den Europæiske Unions 15 medlemsstater satse på at nå et nyt strategisk mål i det næste årti eller gøre det europæiske økonomiske område til det mest dynamiske og konkurrencedygtige i verden, baseret på viden og i stand til at sikre en bæredygtig økonomisk vækst, med flere og bedre jobs og med større social samhørighed, hvis de ikke ændrer deres forskningspolitik væsentligt, i særdeleshed de budgetmidler, som de afsætter hertil? Det er på denne måde, med offentlige investeringer og sikring af respekten for arbejdernes rettigheder, og ikke ved at insistere på liberalisering af basissektorer og vigtige offentlige serviceydelser eller ved at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, at man opnår en bedre udvikling. Betænkning af Smet og Gröner (A5-0125/2000)
+Anerkendelsen af kvinders rettigheder som en integreret og uadskillelig del af de universelle menneskerettigheder kræver, at der vedtages ledsageforanstaltninger, som gør det muligt at omsætte denne anerkendelse til konkrete handlinger. Og den kræver endvidere, at disse efterfølgende evalueres især med henblik på at rette dem ind, hvis de ikke viser sig tilstrækkeligt effektive. Derfor kommer Smet- og Gröner-betænkningen og dens forslag meget belejligt og er meget rammende, hvilket er grunden til, at jeg har stemt for betænkningen. Særlig vigtigt finder jeg kravet om specifikke forebyggende og sundhedsfremmende foranstaltninger, der er rettet mod kvinders sundhed, og som har til formål at sikre kvinders ret til reproduktiv sundhed, forudsat at denne ret forstås ikke som en ret til abort, men til beskyttelse af den gravides og det ufødte barns sundhed. Med hensyn til fremme af kønnenes ligestilling inden for konteksten af udviklingssamarbejdspolitikkerne vil jeg gerne præcisere, at indsatsen på dette område efter min mening særligt bør koncentrere sig om at sikre pigers adgang til underskoleuddannelse, hvorfor det er nødvendigt samtidig at sikre, at denne er gratis. Jeg må dog beklage, at det ændringsforslag, som jeg stillede på vegne af PPE-gruppen, ikke er medtaget. At undgå teenagegraviditeter kræver frem for alt, at de unge opdrages med de værdier, der udgår fra menneskets sunde fornuft, og at de lærer at forvalte deres frihed forsvarligt.
+Vi stemte for denne betænkning, da de vigtigste aspekter ved den analyse, som vi foretog af opfølgningen på Beijing-erklæringen og -handlingsprogrammet, er understreget heri. Vi finder ligeledes, at evalueringsprocessen i 2000 ikke under nogle omstændigheder bør føre til en genforhandling af de forpligtelser, man påtog sig i Beijing. Alle de 12 kritiske områder er vigtige, og det er nødvendigt at tage dem op, eftersom kønsmæssig forskelsbehandling findes inden for alle områder, og manglende fremskridt inden for et vil uundgåeligt få konsekvenser for andre områder. Vi finder også, at det er vigtigt at afholde en ny konference i løbet af de næste fem år for at evaluere fremskridtene for kvinderne inden for ligestilling, udvikling og fred. Vi understreger, at det er afgørende, at Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne gør alt, hvad de kan, for at bekæmpe vold mod kvinder, det være sig i hjemmet, på arbejdspladsen, i samfundet i almindelighed eller i væbnede konflikter.
+Gröner og Smet-betænkningen giver mig mulighed for at vende tilbage til et kritisabelt handlingsprogram. Helt bortset fra at det dækker over malthusianismens ideologi, benytter Beijing-programmet sig af metoder til sin iværksættelse, som vi tager afstand fra. FN gør allerede fordring på at have herredømmet over verden ved at gennemtvinge én og samme vision, byggende på den vestlige model, i alle planetens regioner, uanset hvordan deres eksisterende kulturer og lovgivningerne er. Dernæst, for at omgå de regler, der følger af FN's mellemstatslige natur, som indebærer, at organisationen er afhængig af staternes samtykke, gør FN brug af ngo'er, som det selv finansierer, men som kan iværksætte FN's programmer overalt, og som ikke behøver udvise samme tilbageholdenhed. Endelig, i tilfælde hvor lande er tilbageholdende, benytter FN sig af den finansielle hjælp som pressionsmiddel, f.eks. for at opnå, at der indføres fødselsbegrænsende foranstaltninger. Hvis det er væsentligt, at kvindens specifikke rolle anerkendes i hele samfundet, så er det ikke mindre nødvendigt, at det finder sted i respekt for lokale traditioner og regler, som alle mænd og kvinder accepterer, og som ikke på nogen måde skader respekten for kvinders værdighed. En sådan fremgangsmåde skaber forudsætninger for, at de berørte befolkninger bedre forstår internationale tekster af almen karakter. Vi har tidligere drøftet og stemt om fru Sörensens betænkning, som tager fat på spørgsmålet om handel med kvinder. Disse to debatter burde få os til at besinde os på den reelle rækkevidde af og formålet med disse store internationale programmer. Hvis de måske har haft held i deres forsæt om at svække de vestlige landes demografi lidt mere endnu, så har de logisk nok ikke besvaret det ellers påtrængende spørgsmål om beskyttelse af kvinder, der virkelig er i vanskeligheder. Igen er det nogle fås ideologi og egoisme, der har sejret over almenvellet, det er dødens kultur, der er gået forud for forsvaret for livet.
+De britiske konservative medlemmer besluttede at afholde sig fra at stemme om denne betænkning. Det bør ikke udlægges sådan, at vi ikke er imod diskrimination. Vi er imod diskrimination, vi tror på ligebehandling af mænd og kvinder. Men vi accepterer ikke, at indførelsen af lovbestemte kvoter er den rette måde at sikre ligebehandling på. Tværtimod. Vi opfatter kvoter som noget, der i sig selv institutionaliserer diskrimination. Vi mener, at kvinder over hele verden og i særdeleshed her i Europa yder et værdifuldt og positivt bidrag til den demokratiske proces. Vi er overbevist om, at denne rolle vil udvikle sig fuldt ud og effektivt uden "progressive" eller "kunstige" midler. Med hensyn til spørgsmålet om at give bedre adgang til antikonception, stemte vi imod det ændringsforslag, fordi vi mener, dette er et spørgsmål om personlig moral og samvittighed og ikke et spørgsmål, som Den Europæiske Union bør tage politisk stilling til. Af disse grunde har vi stemt imod visse ændringsforslag og afholdt os ved den endelige afstemning.
+Ifølge WHO omfatter definitionen af termen "reproduktiv sundhed" termerne "familieplanlægning", der indeholder "afbrydelse af uønskede svangerskaber", det vil sige fri abort. Af hensyn til subsidiariteten bør punkter og dertil knyttede ændringsforslag, der drejer sig om reproduktiv sundhed, ikke medtages i et dokument fra Europa-Parlamentet, medmindre det er meget klart og ærligt defineret. Der er en terminologi, som der er enighed om på verdensplan, og det er "det primære sundhedsvæsen", defineret ved WHO-konferencen i Alma Ata i 1978, der drejede sig om kvinders og mødres sundhed uden at medtage fri abort. Desuden gør sprogbrugen i punkt 18 meningen uklar og åben for fortolkning; forebyggelse af "girl pregnancies" (pigesvangerskaber) har den uheldige dobbelte betydning specifikt at søge at forebygge svangerskab, hvor fosteret er en pige. Den slags dobbelttydigheder bør ikke få lov at blive stående i en betænkning, der betragtes som instruktioner til forhandlingsdelegationen i New York for resten af mødeperioden Beijing +5. Med hensyn til punkt 26, hvori der står, at "respekten for kvinders rettigheder bør være en af de vigtigste betingelser for at kunne modtage støtte og bør overvåges nøje i forbindelse med alle eksterne forbindelser og alt eksternt samarbejde" må Den Europæiske Union ikke knytte nogen betingelser til sin uddeling af hjælp eller indføre betingelser for modtagelsen af hjælp blandt kvinder, da kvinder er yderst sårbare over for brug af tvang og tvangsforanstaltninger, når de skal opnå deres grundlæggende menneskerettigheder, såsom husly, ernæring, uddannelse og elementær lægehjælp. EU må være meget forsigtig for at sikre, at de gældende definitioner er i overensstemmelse med Menneskerettighedserklæringen, da kvinder ikke er nogen mindretalsgruppe.
+UEN-Gruppen har valgt at stemme imod Gröner og Smet-betænkninger af flere grunde. Én af dem er den ideologi, som er brændstoffet i Beijing+5. Vi ønsker ikke en bloc at forkaste indholdet af denne betænkning, men vi afviser det ideologiske kvindesyn, som man vil påtvinge verden. Dette kvindesyn, som vi afviser, indeholder nemlig visse empiriske forudsætninger: For det første er vi ikke enige i princippet om kvinden som fredsmager, dette billede af en due, som falder sammen med billedet af en kvinde, så de fremstår som ét. Manden skulle så modsat være et stridbørstet, krigerisk væsen, kilde til alle verdens fortrædeligheder. Endvidere kan man ikke gå ud fra, at kvinden af natur skulle være skaber af økonomisk udvikling. Hun kan helt sikkert medvirke hertil, og det skal man give hende mulighed for. Det er nu imidlertid vores opfattelse, at vi i denne debat bør give uddannelse absolut højeste prioritet. Vi kan heller ikke acceptere den segmentering af menneskerettighederne, man finder i denne betænkning. UEN-gruppen går ind for den europæiske tradition for at støtte menneskerettighederne i deres helhed og kan derfor ikke acceptere en segmentering af disse rettigheder, når det kun er udtryk for specifikke behov, som der skal leveres skræddersyede svar til. Man kan under ingen omstændigheder lade et internationalt tvangsinstrument bygge på fejlagtige forudsætninger
+Betænkningen om opfølgningen på Beijing-handlingsprogrammet konstaterer, at kvindernes situation, omend den er blevet forbedret, stadig er præget af stor ulighed. Når det drejer sig om arbejde, forekommer det vigtigt at foretage sig mere end at "evaluere betydningen af deltidsarbejde og atypiske jobs (...) for kvinders fattigdom". I virkeligheden har kvinder ikke ret tit nogen reel mulighed for at vælge et korrekt lønnet fuldtidsjob. Men 85% af dem ville gerne arbejde på fuld tid. Konsekvenserne af disse påtvungne deltidsjob er naturligvis en kilde til fattigdom. Derfor modsætter vi os dem. Uligheden i løn mellem mænd og kvinder, i størrelsesorden 30%, er den samme som før. Her burde betænkningen have foreslået nogle tvangsforanstaltninger for at komme denne tingenes tilstand til livs.Det ville indebære en politisk vilje. Men hvad, mere end tusinde kvindeorganisationer i 140 lande organiserer i år en verdensomspændende march for at kæmpe imod den vedvarende vold og for lighed. Det er vores pligt at støtte dem. Vi har for vores del stemt for denne betænkning, trods dens begrænsninger, og vi vil demonstrere i Paris den 17. juni sammen med alle de mænd og kvinder, som kæmper for kvinders lige rettigheder.
+Stemmeforklaringerne er afsluttet. (Mødet udsat kl. 13.48 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0136/2000) af Buitenweg for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (KOM(1999) 566 - C5-0067/2000 - 1999/0253(CNS)).
+Hr. formand, i sidste uge var det 50 år siden, at Robert Schuman med sin tale skabte grundlaget for EFKS. I mellemtiden er kul og stål ikke længere de vigtigste råstoffer i integrationsprocessen. Det forløbne halve år har vist, at værdier mere og mere bliver det centrale i debatten. Europa som et værdifællesskab. I skænderiet om tidspunktet for uddelingen af den franske oversættelse, deadline for ændringsforslagene og forretningsordenen er der fare for, at vigtigheden af det direktiv, som vi drøfter i dag, skubbes i baggrunden, mens indholdet netop kan forklare, hvorfor der kæmpes så hårdt. For nogle få måneder siden, da indholdet endnu ikke var fastlagt, aftalte alle parter at behandle dette direktiv gennem en fremskyndet procedure. Der er opstået politiske muligheder i Rådet under det portugisiske formandskab, som ikke kun jeg, men også mine kolleger gerne vil gøre brug af. Tekniske problemer blev dengang anset for at være underordnet i forhold til politisk vilje, og det gælder stadigvæk for en stor del af mine kolleger. Udover ordførerne for udtalelse vil jeg endvidere gerne takke enkelte personer ved navn for deres meget konstruktive bidrag til betænkningen. Richard Howitt, ordfører for Udvalget om Sociale Anliggender, Anne Van Lancker, Joke Swiebel, Sarah Ludford og Arie Oostlander. Jeg går nu over til kommissionsforslaget. Det omfatter et godt minimum af beskyttelse mod racisme gennem sanktioner og uafhængige organer, som vi lægger stor vægt på. Kommissæren har taget hensyn til den bredde, som diskrimination kan manifestere sig inden for. Direktivet omfatter både direkte og indirekte diskrimination, og også begrebet "at besvære". I min betænkning slås der endvidere til lyd for også at optage tilskyndelse til diskrimination. Det er der f.eks. tale om, hvis en arbejdsgiver anmoder et headhunting agency om at udvælge på et usagligt grundlag. Jeg håber, at Kommissionen overtager dette tillæg. Parlamentet har endvidere nøje undersøgt de områder, som direktivet finder anvendelse på. Jeg har forstået, at nogle medlemmer af Rådet går ind for at udelade asyl- og migrationspolitikken og udstedelsen af visa fra dette forbud mod diskrimination. Jeg håber, at jeg har forstået det helt forkert. For selv om en forskel på grundlag af nationalitet er helt forståelig, er det naturligvis helt forkert i tilfælde af visaansøgninger at lade en persons hudfarve tælle med eller ved en asylansøgning at behandle et mørkt nødlidende menneske anderledes end en hvid. Asyl- og migrationspolitikken er i øjeblikket omfattet af den første søjle, og at udelade dette område kan derfor ikke forsvares. Et meget omtalt emne i Parlamentet vedrører bevisbyrden. Alle medlemsstater har et system, hvor både sagsøgte og sagsøger spiller en rolle. For ved lige behandling af mænd og kvinder har denne flytning af bevisbyrden nemlig allerede fundet sted. I denne procedure skal sagsøger komme med beviser, der direkte eller indirekte støtter en formodning om diskrimination, og derefter skal den sagsøgte modbevise dem. Denne ordning fungerer godt og har ikke givet anledning til større problemer. Måske kan modstanderne i løbet af debatten forklare mig, hvorfor man skal bort fra denne ordning, og især hvorfor diskrimination på grundlag af hudfarve skal beskyttes mindre end diskrimination på grund af køn? Samtidig erkender jeg, at det ikke er nødvendigt med mere beskyttelse. Jeg håber derfor, at Parlamentet i sin visdom vedtager at holde sig så tæt som muligt til den oprindelige tekst fra Kommissionen. Det er desværre nødvendigt med forholdsregler mod diskrimination, der fastsættes ved lov. Det giver ofrene beskyttelse og regresret. Men det er endvidere vigtigt ved dannelsen af holdninger. Det gør det klart, at Europa ikke accepterer racisme. Det er det budskab, som Parlamentet skal give. Alle er anderledes, alle er lige.
+Jeg vil som ønsket fatte mig i korthed, men det drejer sig om en bemærkning til forretningsordenen på vegne af min gruppe at give udtryk for vores misfornøjelse med omtalen af Dansk Folkeparti blandt racistiske og højreekstremistiske partier i Richard Howitts begrundelse. Jeg ønsker på vegne af min kollega Mogens Camre at afvise denne betegnelse og ikke mindst den mystificering, som teksten forfalder til, eftersom der i betænkningen er henvist til en leder af et nynazistisk parti i Danmark, hvilket ikke har noget at gøre med Dansk Folkeparti. Jeg vil også gerne her i Parlamentet understrege, at disse uretfærdige og overdrevne beskyldninger har været genstand for en retssag i 1999, hvor der er afsagt dom, og hvor ophavsmanden blev dømt. Retten fandt det bevist, at disse beskyldninger er uretfærdige, og dømte bagvaskeren. Jeg beklager, at disse bagvaskelser har vundet genklang her i Parlamentet, og vi vil sende Præsidiet en kopi af rettens dom. Jeg anmoder Præsidiet om, at det også lader den tilgå vores kollega hr. Richard Howitt og alle de kolleger, der er interesseret heri. Jeg vil gerne understrege, at lederne af Dansk Folkeparti deltog i den danske modstandskamp mod den nazistiske invasion, hvilket ulykkeligvis ikke var tilfældet med nogle af de gamle lederne af andre politiske bevægelser i Danmark.
+Hr. kollega, jeg tager det, De har sagt, til efterretning. Jeg tillader mig at gøre opmærksom på, at det ikke var direkte til forretningsordenen, men jeg tager det til efterretning.
+Hr. formand, som medordfører for dette, Europas første racedirektiv nogen sinde, er jeg og mit parti stolte af at bidrage til lovgivning, som fastlægger fælles normer for beskyttelse af ofre for racediskrimination på hele vores kontinent. Det vil give et klart signal til det racistiske yderste højre om, at de ikke har nogen andel i det moderne Europa, og det lukker kapitlet med racisme, antisemitisme og fremmedhad, som så tragisk har skæmmet vores historie i det århundrede, der just er forbi. Racisme er ikke en mening - det er en forbrydelse. Den 24-årige sorte socialarbejder, som der blev sat ild til under et racistisk angreb i Storbritannien, de fem nynazister, der blev dømt for at slå løs på to vietnamesere i Tyskland, de franske myndigheder, som af Amnesty International beskyldes for tortur mod en person af marokkansk-nederlandsk baggrund, hvilket alt sammen har fundet sted i Europa i denne uge, er simpelthen de tydeligste eksempler på racediskrimination, som er en daglig erfaring for sorte og etniske minoriteter i Europa i vores forretninger, vores lokalsamfund og på vores gader. F.eks. var gruppen fra Watford i min valgkreds, som jeg mødte så sent som i sidste uge, vidner til racistisk intimidering ved en grænsepost, hvilket desværre er alt for almindeligt til så meget som at blive anmeldt. Lad mig sige det klart - i dag bevidner vi her i Europa-Parlamentet vores tro på, at lovgivning vil tackle en sådan racisme på en rigtig måde. Ændringen af bevisbyrden på grund af, at den, der diskriminerer, har alle oplysningerne, vil garantere fairplay med hensyn til den måde, klager bliver undersøgt på. Definitionen af indirekte diskrimination vil give mulighed for skjulte initiativer, der er mere omfattende, snigende, og som fortjener at udfordres, og det vil muliggøre gennemførelse ved hjælp af helt uafhængige organer med tilstrækkelige midler til at gøre deres arbejde, så vores arbejde kan virkeliggøres. Kommissionen for racemæssig ligestilling fra Det Forenede Kongerige er blot ét eksempel i Europa, og det glæder mig, at nogle af de bedste ting, man har lært i Det Forenede Kongeriges Lov om Forholdet mellem Racerne, sammen med best practice fra andre medlemsstater i dag bliver omsat til europæisk lovgivning. Europa-Parlamentet bør være opmærksom på, at de elementer, jeg har skitseret, hører hjemme i lovgivningen selv, og at fru Buitenweg og jeg er nået frem til en klar forståelse med det portugisiske formandskab af, at disse elementer til gengæld for vores samarbejde om en fremskyndet godkendelse i Europa-Parlamentet vil udgøre et minimum i det endelige direktiv, man vedtager. Lad mig gå over til de særlige forbedringer, vi foreslår, og som vi forventer at få vedtaget: at ophidselse eller pression til at diskriminere bliver bandlyst lige så meget som selve diskriminationen; at grupper såvel som enkeltpersoner vil kunne anlægge sag, herunder en status for frivillige organisationer, der gør det muligt for dem at gå ind i et samarbejde, et partnerskab til gennemførelse af direktivet for første gang; at den nye lov klart skal gælde for alle offentlige myndigheder; at der skal tilbydes mægling for at løse konflikter uden at afskære muligheden for adgang til domstolene; og at den nye lovs effektivitet skal prøves i et par år, ikke i fem, efter dens gennemførelse. Yderligere vil jeg anmode kommissæren om specifikt i sit svar at tage fat på vores yderligere krav om anvendelse af principperne i direktivet i selve EU's politikker og programmer. For det andet at give de offentlige myndigheder ret til at kræve, at selskaber skal demonstrere, at de overholder antidiskriminationslovgivningen, når de skriver kontrakter. For det tredje fokus på vigtigheden af statistisk overvågning, hvis vi virkelig skal bekæmpe diskriminationen. Endelig vil jeg gerne komplimentere Kathalijne Buitenweg for hendes arbejde, og jeg takker hende for hendes samarbejde om at få dette forelagt for Europa-Parlamentet. Medlemmerne bør alle anerkende den kampagne, som den antiracistiske bevægelse i hele Europa har ført. Nationale grupper, såsom UK Race og Europe Network i mit land, det europæiske netværk mod racisme og i særdeleshed Starting Line-gruppen har arbejdet i 20 år for at få denne lovgivning gennemført, og for dem er dagen i dag simpelthen en begyndelse.
+Hr. formand, jeg vil gerne tilslutte mig dem, der opfordrer til, at denne lovgivning må komme hurtigt gennem Europa-Parlamentet. Det er et Parlament, som har meget at være stolt af. Siden 1980'erne har vi været førende med aktioner og initiativer til bekæmpelse af racisme, fremmedhad og diskrimination. Vi har nu i Buitenweg-betænkningen en enestående mulighed for at få disse bestræbelser inkorporeret i en lovgivningspakke og en handlingsplan. Jeg vil gerne takke ordføreren for at have medtaget ændringsforslaget fra Udvalget om Retlige Anliggender om at udstrække forslaget til også at dække institutionel racisme. Vi mener også, at vi må have et forbud mod tilskyndelse til racisme. Grupper og antiracistiske organisationer i min region i det nordvestlige England venter ivrigt på denne lovgivning. For nogle af dem, der er ofre for racisme, kan der ikke hurtigt nok ske noget, og PPE-gruppens anmodning om, at man vil respektere den parlamentariske procedure, vil, er jeg bange for, lyde for døve øren i min regions organisationer. Racismen er igen i fremmarch. Vi har alle vores lokale eksempler. F.eks. blev en asiatisk tekstforfatter angrebet i Liverpool, hans bil tvunget bort fra vejen, hvorefter lokale bøller forsøgte at spidde ham på en pæl i et hegn. Dette angreb var så ondskabsfuldt, at politiet i Merseyside straks indkaldte til en pressekonference. Det jødiske samfund i det nordlige Manchester bliver hele tiden udsat for forfølgelse og racisme, deres ejendom skadet, og de bliver udsat for racistiske trusler og skældsord. Det må høre op. Det er derfor, det er af afgørende betydning, at Europa fremsætter en stærk offentlig udtalelse om racisme og diskrimination, støttet af lovgivningsmæssige initiativer for at få dette forbudt og udstrække de juridiske muligheder for at kræve erstatning ved at flytte bevisbyrden fra offeret til racisten og dermed forbundne grupper og organisationer, således at der kan anlægges sag om racediskrimination ved domstolene i hele EU. Ved at stemme denne betænkning og dens ændringsforslag igennem kan Europa-Parlamentet sende et stærkt signal om, at vi vil træde hårdt op mod racisme og mod årsagerne til og udøverne af racisme. De partier, der vil legitimere og fremme racisme og diskrimination via stemmeurnerne, og det er der eksempler på i mange lande, bør notere sig dette direktiv og inkorporere anbefalingerne og de juridiske konsekvenser i deres egne forfatninger.
+For det første vil jeg gerne komplimentere Kommissionen for teksten. Det er en god tekst. Mange af de grundlæggende principper, som vi ønskede at se, er indeholdt i den. Jeg komplimenterer også det portugisiske formandskab, fordi de har fået dette igennem og givet det deres politiske opbakning for at sikre, at vi får det vedtaget, for som fru McCarthy lige har sagt, kan folk, der er ofre for racisme, ikke vente, indtil der er kommet styr på alle procedurer. De vil gerne have denne lovgivning indført hurtigt, og de vil have den nu. Det er derfor, det er vigtigt, at vi stemmer her til eftermiddag. Det er vigtig lovgivning. I forbindelse med hvad der er sket i Østrig, bliver den endnu vigtigere. Der er nogle få ting, som jeg gerne ville føje til teksten for at styrke den. Der er to ting, jeg gerne vil fremhæve: ændringsforslag 29, som forsøger at sikre, at der ikke er nogen skjulesteder for racisme, ingen skjulesteder bag religiøse hensyn eller hensyn til tro og nationalitet. Vi må sikre os, at disse ting ikke bare dækker over racisme. Det andet vigtige ændringsforslag er det, der drejer sig om tilskyndelse til racediskrimination, hvilket er lige så vigtigt som selve racismeloven, og jeg håber, at Kommissionen vil medtage det. Mit eget udvalg, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, fandt det særlig vigtigt, at vi sikrer os, at ansøgerlandene er opmærksomme på denne lovgivning og er i stand til at gennemføre den hurtigst muligt. Jeg håber, at Kommissionen i handlingsprogrammet, som efter forslaget skal ledsage denne pakke, vil sikre sig, at vi får en masse projekter fra ansøgerlandene. Dette direktiv vil få direkte indvirkning på mange af mine vælgeres liv i Yorkshire, folk fra etniske minoriteter og mange tusinde mennesker i hele Europa. Det er meget vigtigt, at vi får det igennem i dag. Jeg håber, at vi sidst på eftermiddagen ikke får flere tosserier, ikke flere udtalelser, og vi vil sikre os, at vi får afstemningen kl. 18.00, så vi kan få det igennem, før det portugisiske formandskab er forbi.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Buitenweg, fordi det er lykkedes hende i sidste øjeblik at få hele betænkningen under behandling og til afstemning. Det er punkt et. Når jeg læser betænkningen og lytter til diskussionen herom, får jeg et deja-vu. For ca. 15-20 år siden samarbejdede jeg i Nederlandene med den kristdemokratiske minister Jeltien Kraaieveld, som også beskæftigede sig med denne lovgivning om antidiskrimination med henblik på kønsdiskrimination. Alle punkter, som kom frem dengang, tøven og konflikter, kommer også frem nu. Tøven især når det drejer sig om, hvad der skal behandles i den ene betænkning. Vi har dog indset, at det er bedre at behandle diskriminationspunkterne et for et og ikke forsøge at samle dem i én lov, ikke engang i ét direktiv. Ordføreren har også overbevist mig om, at det derfor er bedre at udelade religion, fordi det kræver en særlig behandling. Jeg vil uddele en skønhedspris, hvis vi også trækker ændringsforslag 15 og 29 tilbage, hvor religion kommer frem på en negativ måde. Så er mit ændringsforslag 63, som omhandler religion på en positiv måde, heller ikke nødvendigt, og så genopretter vi balancen, og får vi en clean betænkning. Hr. formand, jeg mener, det er vigtigt, at spørgsmålet om fordelingen af bevisbyrden, forkert benævnt omvendt bevisbyrde, sættes på dagsordenen. Vi skændtes dengang i Nederlandene også meget om, hvordan det skulle gøres, og om det kunne gøres. Konklusionen var, at det skulle ske, og det også skulle hænge sammen med oprettelsen af et uafhængigt råd eller udvalg for lige behandling, som en af mine bedste gamle medarbejdere i øjeblikket er medlem af. Det skulle så undersøge, hvorvidt en bestemt klage skulle tages alvorligt, og hvis det var tilfældet, kom den for retten, og så støtter vi eventuelt klageren. Derefter skal den person, der anklages, gøre det klart, at vi tager fejl. Det er en slags fordeling af bevisbyrden, som ikke kun i øjeblikket fungerer i de fleste medlemsstater, når det drejer sig om mænd og kvinder, og som skal gennemføres for alle i 2001, men det eksisterer endvidere allerede i miljølovgivningen. Også på det område gælder, hørte jeg lige før af en ekspert, den omvendte bevisbyrde, hvis det er nødvendigt. Det drejer sig her om fænomener, som er meget vanskelige at bevise, og på den gammeldags måde kan en involveret forsøge at unddrage sig og ofte med succes. Også selv om det er helt uretfærdigt. Jeg mener, at det er godt, at retten i den forbindelse også udvikler sig. Fordelingen af bevisbyrden er et vigtigt punkt og hænger sammen med udvalget, og derfor støtter jeg, på vegne af den del af min gruppe, som hilser det velkomment, fuldt ud det, som står herom i betænkningen. Det er naturligvis således, at nogle arbejdsgivere eller mennesker, som har stor indflydelse, tidligere ved de gamle former for retspleje stod stærkt, eller de, som tilhørte flertallet, altid havde indvendinger mod antidiskrimination. Det skader deres stilling. Som kristdemokrat mener jeg, at vi skal støtte dem, der er svagest, og derfor er dette en god udvikling. Jeg mener endvidere, at det er meget fint, når ordføreren siger, at han på det punkt er villig til at trække skærpelsen, som juridisk set ikke er nødvendig, tilbage. Det ser jeg som en vigtig håndsrækning, også til Det Europæiske Folkeparti, og det værdsætter jeg meget. Med hensyn til de andre punkter i betænkningen mener jeg, at et direktivs karakter indebærer, at det ikke skal være alt for detaljeret. Direktiver skal indpasses i den nationale lovgivning. Naturligvis kan man sige, at hvis en regering i en medlemsstat pludselig bliver vanvittig, at man så nøje skal fastsætte, hvad der skal ske. Jeg går ud fra, hr. formand, i medfør af nærhedsprincippet, at denne type vanvid ikke opstår i medlemsstaterne, og at de på en god og ordentlig måde indarbejder dette direktiv i den nationale lovgivning, så målsætningen også nås. Det er direktivets karakter. Min gruppe mener, at det betyder, og jeg taler på vegne af hele gruppen, at enkelte punkter kan udelades, og det har ordføreren faktisk allerede sagt. Lad os fjerne det og ikke lade det stå i direktivet. Det er heller ikke nødvendigt at nævne de bureaukratiske typer om, hvordan det hele præcist skal se ud. Det støtter vi derfor ikke, eller rettere sagt, det stemmer vi imod. Det skader ikke betænkningens kerne, hr. formand, og det er det, som det drejer sig om. Der er naturligvis en række punkter, som vi vil have med i betænkningen. F.eks. retten til gennemsyn af fortrolige oplysninger, hvis det f.eks. er nødvendigt at undersøge en virksomheds administration for at finde ud af, om der skjult er tale om systematisk diskrimination. Jeg mener, på vegne af en del af min gruppe, at det endvidere er meget vigtigt, at der kommer et klart punkt om arbejdstagervalg. Her må der naturligvis heller ikke diskrimineres efter racemæssig og etnisk oprindelse. Der skal finde samfundsmæssig dialog sted, hvor dette kommer frem. Det forstærker netop idéen om nærhedsprincippet, for når det drejer sig om antidiskrimination, skal der startes fra grunden. Så netop der gælder den samfundsmæssige dialog meget. Hr. formand, jeg engagerer mig meget i dette spørgsmål, fordi EU's - den europæiske integrations hjerte - rammes, når der er tale om diskrimination, især på grund af etnisk og racemæssig oprindelse. Det drejer det sig om. Vi er samlet her, mennesker fra forskellige folkeslag og oprindelse, og vi arbejder sammen. Det gjorde grundlæggerne af EU engang, og det skal vi gennemføre i lovgivning som den, der foreligger i dag. Som nederlænder må jeg sige, at jeg også berøres af diskriminationssagen med hele historien om nederlandsk talende, ofte trosfæller, der opretholdt apartheidsstyret i Sydafrika. Det gør os ekstra opmærksomme, og jeg mener, at vi skal tage den advarsel, vi fik gennem den historiske læreproces, til os. Jeg er meget tilfreds med, at dette emne nu kommer på dagsordenen på en ordentlig måde.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, jeg er medlem af en gruppe, der med stor overbevisning har arbejdet med to ordførere, Kathelijne Buitenweg og Richard Howitt, på i denne uge at kunne aflevere Parlamentets udtalelse om Kommissionens forslag, og jeg vil gerne takke ordførerne for den meget konstruktive måde, vi har arbejdet på. Socialdemokraterne i Parlamentet kæmper fortsat for at beholde dette på dagsordenen, og jeg er glad for, at det er lykkedes takket være et godt kompromisforslag fra Den Liberale Gruppe. Med megen sympati og respekt for det arbejde, Arie Oostlander og enkelte kolleger fra PPE-gruppen har gjort for at overbevise den gruppe, må jeg dog sige, at de konstante sabotageforsøg og procedurespillene, som vi har oplevet i denne uge, er et bevis på, at en hård kerne af konservative PPE-medlemmer ikke vil andet end at vælte denne betænkning, samt direktivet. Men jeg er glad for, at det er lykkedes at undgå det. Vi ved alle, at det portugisiske formandskab er fast besluttet på at bringe denne debat til en god afslutning i Rådet. Det bliver vanskeligt. Flertallet af kollegerne ved godt, hvorfor dette direktiv er vigtigt. For ved hurtigt og med kraft at gennemføre traktatens antidiskriminationsprincip vil Europa afgive et entydigt signal til borgerne i vores egne lande og i ansøgerlandene. For at vise at Europa virkelig gør noget i kampen for lige muligheder, uanset racemæssig eller etnisk oprindelse, og også fordi man ved, at diskrimination stadigvæk huserer så meget i vores lande, at racisme og ekstrem nationalisme stadigvæk eksisterer, hvilket i øvrigt hersker mere end tidligere, og fordi racistiske politiske partier desuden drager fordel af idéer om "eget folk først". Jeg ved, fru kommissær, at debatten i Rådet heller ikke er enkel. Netop derfor er det vigtigt, at Parlamentet styrker og støtter Kommissionens stilling, fordi vi om kort tid har brug for et godt og velfungerende direktiv, som bekæmper enhver diskrimination på baggrund af racemæssig og etnisk oprindelse. Til sidst vil jeg fremhæve nogle få indholdsmæssige prioriteter, der er vigtige for min gruppe. For det første, det er meget vigtigt, at antidiskriminationsdirektivet har en bred og effektiv virkning. Derfor støtter vi klart udvidelsen af direktivet til grupper af mennesker, som diskrimineres. Også inden for områder som boliger, uddannelse, virkning af offentlige tjenester og politiets holdning. Vi er også tilfredse med den løsning, som vi endelig har fundet, af diskrimination på baggrund af religion, som ikke må være en skjult form for diskrimination på grundlag af etnisk oprindelse. For det andet, direktivets styrke afhænger for os helt af, om det kan gennemtvinges, kontrollen med diskrimination og effektiviteten af de forholdsregler, som træffes mod diskrimination, og derfor er muligheden for at organisere fælles handlinger og fastsætte sanktioner i direktivet meget vigtig for os. Med al respekt og sympati for hr. Oostlander, men når De henviser til udrensningsaktionen, så mærker jeg, at netop en af de vigtigste hjørnesten ved styrkelsen fjernes. Det går efter min mening for vidt. Min gruppe støtter desuden styrkelsen og støtten til de uafhængige organer, som skal stå for kontrollen. Jeg er sikker på, at udvalget om lige muligheder i mit eget land styrkes i dets arbejde gennem dette direktiv. Til sidst en bemærkning til den delte bevisbyrde, fordi jeg slet ikke kan forstå nogle medlemmers modstand. Det må da være klart for alle, at det er umuligt for en migrant, der diskrimineres, at bevise, at han diskrimineres på arbejdspladsen eller af husejere, medmindre den anklagede i det mindste anmodes om at bevise, at anklagerens klager er ubegrundede. Det ved vi kvinder. Derfor har vi kæmpet så længe for et direktiv, som deler bevisbyrden, og vi, mænd og kvinder fra Den Socialdemokratiske Gruppe, vi anmoder ikke om andet, end at migranterne behandles på samme måde som kvinder. Derfor støtter vi kommissionsforslaget og accepterer ikke et eneste ændringsforslag på dette område.
+Jeg hører netop, at der er en delegation fra byrådet i den bayerske delstatshovedstad München til stede i tilhørerlogen. Jeg vil gerne byde kollegerne fra det kommunale parlament hjertelig velkommen. Det glæder mig, at De viser en sådan interesse for vores arbejde.
+Jeg er meget glad for at have kunnet samarbejde med fru Buitenweg. Hun har gjort et fortræffeligt og omfattende stykke arbejde og frembragt en afbalanceret tekst, som meget nyttigt styrker Kommissionens forhandlingsposition. Dette forslag til direktiv er en milepæl for Europa. Det er rigtigt, at Europa bør lovgive for at garantere den fundamentale ret til værdighed, uanset etnisk baggrund, og ikke tolerere diskrimination. Det er også på tide, at Europa lovgiver nu med den alarmerende vækst på det yderste højre i omfanget af racistisk vold. Jeg vil gerne fremhæve et par aspekter af teksten. For det første den meget betydningsfulde medtagelse af indirekte og institutionel racisme, og ændringsforslagene har styrket dette aspekt. For det andet den udtrykkelige medtagelse af boligforhold, sundhed og andre funktioner, der vedrører offentlige myndigheder, herunder politivirksomhed. Det er ikke indgreb i det nationale ansvar, men offentlig service uden diskrimination er noget, der vedrører hele Europa. For det tredje medtagelsen via ændringsforslag 15 og 29 af skjult racediskrimination. Min gruppe går ikke ind for medtagelse af religion eller tro inden for rammerne af dette direktiv, for det må man tænke nærmere over. Men vi mener, at forskelsbehandling bør anholdes, hvis den kun foregiver at være baseret på religion eller nationalitet, men i virkeligheden er slet og ret racediskrimination. For det fjerde den allerede nævnte medtagelse af tilskyndelse til eller pres i retning af diskrimination - det er meget vigtigt. For det femte den rolle Det Europæiske Overvågningscenter har i at bistå Kommissionen med at overvåge gennemførelse af dette direktiv - og jeg håber, at Kommissionen vil hilse dette velkomment. For det sjette vil jeg sige, at skønt min gruppe forstår tankegangen bag ændringsforslag 38, er det temmelig problematisk, at det medtager private klubber og foreninger. For at give et eksempel: Jeg repræsenterer London, og det kunne indebære et problem for caribiere, som mødes for at mindes livet i Caribien i 1950'erne, hvis nogle hvide blev udelukket. Jeg synes ikke, at ændringsforslag 38 er formuleret godt. Endelig med hensyn til ændringen af bestemmelsen om bevisbyrde, og her vil jeg låne hr. Oostlanders udtryk, for det var helt rigtigt af ham at tale om at "dele" eller "fordele" bevisbyrden. Jeg er ked af, at Den Socialdemokratiske Gruppe insisterer på at kalde det omvendt bevisbyrde, for det er lidt misvisende. Det gælder i begrænsede omstændigheder under loven om lige muligheder, som er en civil eller administrativ lov. Min gruppe er enig i, at siden arbejdsgivermyndigheden har de fleste af oplysningerne, må de bevise, at der ikke er sket nogen overtrædelse af ligebehandlingsbestemmelserne, når klageren har godtgjort, at der foreligger en prima facie-sag. Endelig vil der komme mere støj end substans fra nogle af talerne i dag, og jeg er bange for, at jeg her kan medtage hr. Helmer, hvis bemærkninger jeg fik en forsmag på i aftes på vejen tilbage fra den herlige aspargesmiddag.
+Hr. formand, kære kolleger, tre år efter Amsterdam-traktaten og indførelsen af den famøse artikel 13, som har fået så meget blæk til at flyde, foreslår Rådet nu to direktiver med det formål at få principperne på plads i denne Traktat. Vi kan ikke andet end glæde os over denne vilje til at gøre tingene færdige, som Rådet her demonstrerer, ikke mindst i en tid, hvor visse partier fra det traditionelle højre ikke længere viger tilbage for at indgå aftaler med bevægelser på den yderste højrefløj; det var tilfældet i går i Frankrig, det er tilfældet i dag i Østrig, og måske er det tilfældet i morgen i Italien. Det er således bydende nødvendigt at definere en minimal europæisk ramme for kampen mod alle former for diskrimination. Direktivet om kamp mod racemæssig og etnisk diskrimination trækker i denne retning, især fordi det opererer med omvendt bevisbyrde, gradvis indførelse af positiv diskrimination - som er mere effektiv end den simple teoretiske lighed - og anerkendelse af indirekte diskrimination. Alle disse aspekter vidner om en reel vilje til at gøre fremskridt. Der skal dog fremdrages nogle utilstrækkeligheder. Ordføreren har peget på nogle af dem. Hun fremhæver således nogle ubeføjede procedurer for klagere og nødvendigheden af at udvide retten for grupper og sammenslutninger til at optræde i retten som part i en sag. Men der er to andre sorte huller, som jeg gerne vil tage op. Det første er alment. Hvordan kan det være, at Rådet har nøjes med at behandle etnisk og racemæssig diskrimination, uden at føle sig forpligtet til at skabe en global lovgivningsmæssig ramme for alle former for diskrimination? At udpege én slags diskrimination blandt andre er et signal om, at visse former for diskrimination er mindre forkastelige end andre. Det er uacceptabelt. Et andet direktiv, om diskrimination i arbejdet, skal behandles i nær fremtid. Rådet skal derfor skynde sig at fremlægge et udkast til direktiv og lade det omfatte alle former for diskrimination. Det er virkelig et imperativ, for de mest udstødte er dem, der tiltrækker sig flere slags diskrimination. At beskytte dem mod én enkelt type diskrimination hjælper dem kun meget partielt. Det andet sorte hul går på, at religiøst betinget diskrimination er udelukket fra dette direktiv. Personlig synes jeg, det er yderst beklageligt, at religiøs diskrimination ikke er blevet behandlet på linje med racemæssig og etnisk diskrimination, for disse forskellige typer diskrimination er, efter min mening, snævert forbundne. Hvordan skal man f.eks. definere den jødiske identitet? Jødehadet, som stadig er udpræget i et antal lande, skyldes det mon ikke i lige så høj grad antisemitisme, altså af etnisk oprindelse, som det skyldes religiøse aspekter? Diskrimination mod nordafrikanske samfund i Europa er også dobbelt. Man kan endda tit sige, at frygten for islam fungerer som katalysator for en racisme mod disse samfund. I denne situation risikerer man,ved at begrænse direktivet til racemæssig og etnisk diskrimination, at åbne døren på vid gab for ambivalente fortolkninger, som dommerne ville have meget svært ved at holde sig fri af. Jeg vil afslutte med at sige, at det forekommer mig af største betydning, at Rådet vedtager en integreret strategi, for så vidt angår, hvilke juridiske redskaber der skal tages i brug for at omsætte denne artikel 13 til vores dagligdag. At opsplitte kampen mod diskrimination på en lang række tekster synes jeg er farligt for den overordnede sammenhæng i foranstaltningerne mod diskrimination, og det vil betyde en svækkelse.
+Hr. formand, tak for, at De byder velkommen til kommunalpolitikere, som skal gennemføre det, vi beslutter her. Men vi må først lige gøre vores arbejde. Jeg vil gøre opmærksom på, at de ændringsforslag, hr. Ludford nævnte, i formiddags stadigvæk ikke forelå på alle sprog. Jeg anmoder om, at De inden afstemningen lader mødetjenesten afklare, om ikke 24-timersfristen træder i kraft her, og om vi ikke skal udsætte det til i morgen. Jeg vil ikke gøre det til et diskussionsemne nu, men jeg beder Dem om at afklare dette endeligt, fordi der har hersket stor forvirring i dag.
+Hr. Posselt, vi er vant til, at der hersker stor forvirring i Parlamentet. Men jeg skal lade det undersøge.
+Hr. formand, denne betænkning er positiv, og vi vil stemme for den, men den bliver ikke troværdig, før medlemsstaterne begynder at feje for egen dør. Hvilken troværdighed kan Belgien påberåbe sig, når det massivt indfanger sigøjnere, som søger asyl, og udviser dem til Slovakiet og Bulgarien, imod Parlamentets henstillinger og en udtrykkelig anmodning fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Hvad er det for en troværdighed, medlemsstaterne bærer til skue, når de til offentlige embeder indfører en diskrimination mod rekruttering af personer, der stammer fra lande uden for EU, og på denne måde dømmer de indvandrere, som de beskæftiger, til vedvarende usikre job? Hvad er det for en troværdighed, Frankrig udviser, når et forslag til forfatningslov, der indvarsler stemmeret til indvandrere fra lande uden for EU ved lokalvalg, og som Nationalforsamlingen vedtog den 3. maj, i dag er blokeret på grund af Senatets og Præsidentens uvilje, og på grund af regeringens uvillighed? Hvordan kan man påstå, at man beskytter de mennesker mod diskrimination, som man nægter enhver form for statsborgerskab? Man kan ikke effektivt bekæmpe diskrimination, før man får gjort en ende på regeringernes tvetungethed. Men denne tekst er allerede en etape, som skal konkretiseres yderligere.
+Hr. formand, kære kolleger, det ville have været ønskeligt, om Europa-Parlamentet var kommet med et positivt, opklarende og beslutsomt bidrag til Rådets forslag til direktiv, der levede op til det portugisiske formandskabs initiativ. Desværre er vi ikke sikre på, at det forholder sig således. På nogle områder betyder ændringsforslagene præcise forbedringer i den omhandlede tekst. Uden at gå i detaljer tænker jeg personligt på gruppens søgsmålsret, retshjælp og andre ting, som faktisk allerede fremgår af de portugisiske love. Men midt i alt dette er der fare for, at de forslag, vi drøfter, forliser fuldstændigt. Det ser ud til, at ordførerne og andre, som identificerer sig med dem, ønsker at gå endnu længere, og i deres iver efter at gå længere, kan de skade det hele alvorligt. Der er især tre punkter, der bekymrer os: Det ikke opklarede spørgsmål om omvendt bevisbyrde, spørgsmålet om nationalitet, spørgsmålet om religion. Spørgsmålet om omvendt bevisbyrde er allerede i sig selv tilstrækkelig følsomt. Der er dog nogle områder, hvor det er helt berettiget, men det er utilstedeligt, at man i stedet for det klassiske princip om, at tvivlen skal komme den anklagede til gode (in dubio pro reo) indfører en regel om det modsatte (in dubio pro auctore), ikke mindst når det ikke er afklaret, om denne omvendte bevisbyrde kan gælde for straffesager - og vi ved, at der her er sager, som kan ende med at blive straffesager. Dette ville være en overtrædelse af grundlæggende principper i vores retssamfund, af grundlæggende rettergangsgarantier, der er så gamle, at de er udtrykt på latin, det vil sige, at de stammer fra romerretten. For det andet er der nationaliteten. Vi portugisere er måske nok det folk i historien, der har mest blandet blod og forskellig etnisk oprindelse. Jeg selv og mine venner gør os ikke den ringeste forestilling om vores etniske baggrund. Vi ville være et hovedbrud såvel for en nazistisk forsker som for de oversigter over etnisk baggrund, som baronesse Ludford var så glad for her for nogle uger siden. Vi kender til spørgsmålet om racisme, men det giver ingen mening for os, selv om det skal bekæmpes. Især den racistiske vold skal bekæmpes beslutsomt. Men det er vigtigt ikke at blande tingene sammen. Vi finder, at den etniske baggrund er en ting og nationalitet en anden. Hvis en sort forskelsbehandles i forhold til en hvid, eller vice versa, f.eks. hvis en hvid portugiser forskelbehandles til fordel for en sort portugiser eller en sort portugiser til fordel for en hvid portugiser, er der klart tale om ulovlig racisme, som skal forfølges. Men hvis en portugiser, det være sig en asiater, en sort eller en hvid, får et job, fordi han er velegnet til disse funktioner, hvilket ikke er tilfældet med en zimbabwer, uanset om han er hvid, sort eller asiatisk, er der ikke tale om racisme, men om nationalitet, og det kan være lovligt. Det er det, der er problemet, og i mange forslag er begreberne blandet sammen, hvilket kunne få ødelæggende følger, især inden for områder som den offentlige service, eller sågar inden for uforudsete områder. Et andet væsentligt spørgsmål er om religionen. Vi vil for vores del gerne understrege, at organisationsfriheden for religionerne er en grundlæggende borgerrettighed, som ikke kan sættes til debat, ikke kan sættes på spil, og som ikke må bringes i fare, som det sker i nogle af de forslag, der er under behandling.
+Hr. formand, først vil vi gerne takke ordføreren for, at hun var i stand til forbedre Kommissionens forslag. Men vi mener også, at der bør rettes en særlig tak til kommissæren, fru Diamantopoulou, fordi hun forstod betydningen af indledningen til traktaternes artikel 13 og fik en abstrakt bestemmelse omsat til en direktivpakke. Europa bliver i stadig større grad et kontinent, der - som der står i FN's rapport om tendenserne for den europæiske befolkning - modtager borgere fra tredjelande, og som ikke mindst har behov for deres bidrag, kultur, evner og initiativer. Unionen skal i en sådan sammenhæng stadfæste de grundlæggende demokratiske principper og sikre alle statsborgere og borgere de samme rettigheder og de samme pligter. Med udgangspunkt i denne forudsætning vil jeg gerne sige, at vi med hensyn til både betænkningen og direktivet er skeptiske på tre punkter. Vi er stærke modstandere af princippet om den omvendte bevisbyrde, der er i modstrid med de grundlæggende retsprincipper. Vi er ikke af den opfattelse, at hensigten helliger midlet, men at de anvendte midler symboliserer hensigten. Vi går heller ikke ind for, at man i medlemsstaterne opretter nogle uafhængige organer, der har til opgave at overvåge diskrimination på grund af race og etnisk oprindelse. Vi er nemlig generelt mistroiske over for institutioner, som krænker det demokratiske princip om magtopdeling og griber ind i de andre institutioners beføjelser med det resultat, at de enten forskubber balancen mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt eller ikke får nogen specifik opgave, fordi der allerede er institutioner, som udfører en sådan opgave. Endelig er vi ikke enige i henvisningerne til positiv særbehandling. Vi er generelt modstandere af positiv særbehandling, når den påtvinges af staten, for vi mener, at man bør prioritere kvalifikationerne i stedet for den kvotepolitik, der i den sidste ende er diskriminerende for nogle mennesker, selv om den har til formål at bekæmpe diskrimination. Med disse undtagelser vil parlamentsmedlemmerne fra Emma Bonino-listen støtte betænkningen og direktivet, idet vi håber, at Europa-Parlamentet og Kommissionen vil tage de punkter, vi lige nævnte, op til overvejelse og foretage de nødvendige ændringer af dem.
+Hr. formand, jeg bidrager til denne debat med blandende følelser. Det skyldes især den måde, som behandlingen af denne betænkning er aftvunget på stik imod den normale forretningsgang. Naturligvis understreger jeg også betydningen af lige behandling af personer, uanset racemæssig og etnisk oprindelse. Men netop fordi det er så vigtigt et emne, havde Parlamentet og især det portugisiske formandskab gjort klogt i at bruge mere tid. Udarbejdelsen af lovgivningen om lige behandling i Nederlandene kostede dengang blod, sved og tårer. Sådanne erfaringer, som sikkert også findes i andre medlemsstater, burde få os til at være forsigtige og forberede os godt på udarbejdelsen af dette forslag til et direktiv. Det kræver den nødvendige tid, ikke kun fordi der ved gennemførelsen af det nuværende forslag er knyttet en række konsekvenser til den eksisterende lovgivning og systemer i de forskellige medlemsstater. Tænk på ændringen af bevisbyrden. Parlamentets ændringsforslag går et skridt videre end Kommissionens forslag. Kommissionen vil håndhæve nærhedsprincippet. Men det tvivler jeg på. Direktivet skal være et tillæg til det politiske signal, som afgives. Men den slags signaler afgives lige så meget af den længe eksisterende nationale lovgivning, som er meget tættere på borgerne og af den velkendte Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ikke mindst på grund af de vidtgående konsekvenser, som denne ordning kan have for lovgivningen og retssystemet i medlemsstaterne og den krænkelse, som den medfører af medlemsstaternes suverænitet, havde en omfattende diskussion været på sin plads.
+Hr. formand, kære kolleger, idet jeg er bestyrtet over de 14 medlemsstaters ubegrundede fordømmelse af Østrig, vil jeg gerne udtrykkeligt hilse Kommissionens forslag velkomment. At princippet om ligebehandling uanset race eller etnisk oprindelse skal anvendes, er en selvfølgelighed. Diskriminering af disse grunde må ikke finde sted i et moderne samfund. Men også ved et så ubestridt emne kan man skyde over målet. Den omvendte bevisbyrde, som er foreslået af Kommissionen, ville medføre en urimelig belastning først og fremmest for de små og mellemstore virksomheder, som for fremtiden skal føre protokol over hver ansættelsessamtale for i nødstilfælde at kunne fremlægge dokumentation. En sådan ordning skaber ikke forståelse for ofre for diskriminering. Tværtimod skader den selve sagen. Hvor præcis den konsekvensvurdering, der er vedlagt kommissionsforslaget, er, ses alene af, at der anvendes ordet "tilsyneladende". "Tilsyneladende", hedder det nemlig dér, "medfører allerede eksisterende ordninger af denne art ikke større problemer".
+Hr. formand, jeg finder det vigtigt, at de ærede medlemmer hører om Kommissionens behandling af Parlamentets forslag i forbindelse med godkendelsen af ændringsforslagene, da dette vil gøre forhandlingen nemmere. Som bekendt forelagde jeg i egenskab af kommissær med ansvar for disse spørgsmål for et par måneder siden en række forslag til bekæmpelse af diskrimination bestående af to direktiver og et program. I dag behandler vi det ene af de to direktiver, og jeg vil gøre opmærksom på, at dette er gjort muligt takket være et enestående samarbejde og det effektive arbejde, der er gjort i Parlamentets to udvalg, hvis indsats efter min mening har oversteget alle forventninger. Et så kompliceret direktiv med mange konsekvenser, med nationale særegenheder og med forskellige synspunkter, forskellige bidrag fra alle de udvalg, der har deltaget, førte frem til en betænkning, hvor det er lykkedes at opnå en høj grad af konsensus. Jeg vil gerne komplimentere fru Buitenweg og hr. Howitt samt alle andre, der har deltaget i samarbejdet, herunder det portugisiske formandskab. Jeg mener, at dette møde er af historisk karakter, og det er der to årsager til: For det første blev anmodningen om en retsakt som denne forelagt for over 20 år siden. Samfundsgrupper, politiske partier, parlamenter, medlemmer af Europa-Parlamentet og internationale konferencer har foreslået og insisteret på en lovgivningsmæssig dækning af det store spørgsmål, som omfatter racisme og de organiserede samfunds adfærd. Efter 20 år får vi en sådan retsakt. Og vi behandler nu dette direktiv. Den anden del af det er, at det arbejde, vi gør her i dag, på grund af de politiske omstændigheder, på grund af de politiske problemer, vi har haft internt i EU i de sidste måneder, og som omfatter tilfælde af racisme på politisk og socialt plan, er det første, der går videre end til blot ord, går videre end til afstemninger og generelle politiske formuleringer og skaber konkret politik. Efter at have fået Deres betænkning har Europa-Kommissionen arbejdet meget hurtigt, der har været et samarbejde mellem alle de involverede tjenestegrene, og jeg må sige, at over halvdelen af ændringsforslagene er blevet accepteret, idet vi godtager enten ånden i dem eller en del af formuleringen. Jeg vil også understrege, at når der er ændringsforslag, som ikke kan accepteres, skyldes det hovedsagelig administrative eller juridiske forhold, eller at vi ud fra erfaringen og det samarbejde, der har fundet sted under hele forløbet, har vurderet, at en vedtagelse i Rådet vil være umulig. Som bekendt er grundlaget artikel 13, som er en artikel med begrænsninger; det er inden for den, vi bevæger os. Jeg vil gerne kommentere nogle af ændringsforslagene. Her må jeg sige, at vi er enige i de ændringsforslag, der vedrører integrationen af kønsaspektet (ændringsforslag 7 og 59), ændringsforslagene om det materielle og det personlige anvendelsesområde (ændringsforslag 5, 30, 31, 34, 36 og 37) og ændringsforslaget om positiv særbehandling (ændringsforslag 40). Vi kan desuden tilslutte os idéen om de mæglingsprocedurer, der omtales i ændringsforslag 42, dialogen med de ikke-statslige organisationer (ændringsforslag 21, 50 og 51) samt de ændringsforslag, der vedrører Europa-Parlamentets og Rådets tidligere indsats (ændringsforslag 3, 4, 8, 9 og 12). Jeg er også enig i Deres forslag om at lægge større vægt på det europæiske observatoriums rolle - et element, vi kunne medtage i ændringsforslag 59 - selv om jeg må gøre opmærksom på, at Kommissionen ud fra sin erfaring mener, at det er et stort krav at stille til medlemsstaterne, at de skal forelægge beretninger hvert andet år, og det vil ikke være muligt på grundlag heraf at foretage en korrekt vurdering af effekten af de politikker, der udarbejdes på området. De foreslår endvidere en ændring af definitionen af indirekte forskelsbehandling, og en af talerne var inde på det samme spørgsmål. Jeg er enig i ændringsforslagets indhold, men må gøre opmærksom på, at vi vil bruge det således, at det kan bidrage til at formulere definitionen, så den kommer tættere på Domstolens definition i O'Flynn-sagen. Jeg vil gerne her præcisere et par ting i forbindelse med artiklen om omlægning af bevisbyrden, som er genstand for ændringsforslag 43, selv om der, som det også fremgik af debatten, vil være store problemer med at acceptere dette, også i Rådet. Jeg vil imidlertid gerne fremhæve - da Kommissionen er enig i denne løsningsmodel - at der for nogle år siden var en tilsvarende drøftelse om den samme idé vedrørende forskelsbehandling af de to køn. Dengang var der stor bekymring med hensyn til konsekvenserne, både hos domstolene, hvor man frygtede et stort antal sager, og hos virksomhederne. Efter mange års praksis må vi sige, at denne frygt var uberettiget, og der har ikke været problemer. Jeg mener derfor, vi kan udnytte vores erfaring og vove denne løsning. Jeg er enig med Dem i - og det glæder mig, at De fastholder dette krav - at direktivet skal gælde for alle med bopæl inden for medlemsstaternes territorium og ikke kun for fællesskabsborgere. Jeg kan også tilslutte mig forslaget om at præcisere, at direktivet gælder for fysiske og juridiske personer, idet jeg dog må gøre opmærksom på, at Deres henvisning til ikke formaliserede grupper ikke kan komme i betragtning, da dette ikke er et juridisk anerkendt begreb. Betydningen af begrebet er forståelig nok, men i det øjeblik det ikke er et juridisk anerkendt begreb, vil det give mange problemer. Jeg vil også gerne kommentere et spørgsmål, som Parlamentet tilsyneladende tillægger stor vægt, nemlig forskellen mellem race og etnisk oprindelse på den ene side og religion på den anden side. Det blev i forbindelse med udarbejdelsen af forslaget drøftet indgående i Kommissionen, hvorvidt dette direktiv skulle indeholde et forbud mod forskelsbehandling på grund af religion. Vi forstår argumentet om, at det kan være svært at afgøre, om der er tale om forskelsbehandling. Det gælder ofte på arbejdspladsen, hvor der er problemer med medarbejdernes muligheder for at bede, med at få fri i religiøse anledninger og med særlige behov vedrørende måltider. Derfor vil det andet direktiv i pakken, som vedrører beskæftigelsesspørgsmål, forskelsbehandling i forbindelse med arbejde, indeholde helt klare henvisninger til forskelsbehandling på grund af religion. Men vi kan se, hvor vanskeligt og kompliceret det vil blive, hvis vi får et udbredt forbud mod diskrimination på grund af religion, f.eks. på uddannelsesområdet. Og hvor vanskeligt det ville blive at forhandle med medlemsstaterne, hvor der er meget forskellige holdninger til spørgsmålet. Vi glæder os dog over den løsning, De har valgt, når De i ændringsforslag 15 og 29 påpeger, at nogle måske vil forsøge at tolke en forskelsbehandling, der skyldes race, som forskelsbehandling på grund af religion, og jeg er enig i, at direktivet bør forbedres på dette punkt, og at medlemsstaterne bør henlede retsmyndighedernes og andre instansers opmærksomhed på denne risiko, når der skal tages stilling til søgsmålsretten i forbindelse med forskelsbehandling. Jeg vil desuden kort omtale de uafhængige organer: Jeg er enig i nogle af de idéer, De kommer med, vedrørende deres rolle og især nødvendigheden af, at de er uafhængige, men må dog sige, at vi ikke kan gå i detaljer med hensyn til organisationen og driften af disse, da det er medlemsstaternes eget anliggende. Reelt er det et meget stort antal ændringsforslag, vi har accepteret, og jeg tror, vi er enige om, at vi bør undersøge, hvordan disse idéer kan blive integreret i et ændret forslag, så man bevarer tekstens struktur og ligevægt, og forslaget forhåbentlig kan blive vedtaget af Rådet, for vi kan nok blive enige om, at den gyldne middelvej ligger et sted mellem det ønskelige og det opnåelige. Jeg vil ganske kort omtale de vigtigste af de ændringsforslag, som ikke kan accepteres. Det første drejer sig om de forbehold, De har over for forslagets undladelse af en præcis omtale af konkrete organer som f.eks. politiet og de retlige myndigheder. Som ordføreren ganske korrekt gjorde opmærksom på, kan direktivet kun gribe ind, hvis der er tale om fællesskabskompetence. Dette gælder ikke i forbindelse med et retligt samarbejde i straffesager og heller ikke i forbindelse med et politisamarbejde, idet begge dele er omfattet af traktaten om Den Europæiske Union og hører under dennes anvendelsesområde. Vi er således enige i omtalen i ændringsforslag 37 af offentlige instanser generelt, men jeg kan ikke tilslutte mig den konkrete omtale af politiet og de retlige myndigheder. En bemærkning til de særlige problemer, der er på det immigrations- og asylpolitiske område: På grund af spørgsmålets yderst komplicerede karakter foretrækker Kommissionen at gå gradvist frem og vil under udarbejdelsen af konkrete lovinstrumenter i forbindelse med modtagelsespolitikken inden for områderne asyl og indvandring vurdere situationen og undersøge, hvorvidt en midlertidig antidiskriminationsbestemmelse vil være den mest hensigtsmæssige løsning. Der er også andre elementer, f.eks. offentlige indkøb, hvor der må være forbud mod anvendelse af sådanne kriterier, spørgsmålet om statistiske oplysninger, hvor jeg forstår og tilslutter mig Deres frygt for mangelfulde statistiske oplysninger, og jeg må gøre opmærksom på, at et af de grundlæggende formål med handlingsprogrammet er at fremstille statistiske grundlag på europæisk plan, og endelig vil jeg fremhæve vores forpligtelse som europæiske institutioner til at føre de ting ud i livet, som vi foreslår medlemsstaterne. Den reform, vi for øjeblikket arbejder på inden for Kommissionen, har taget højde for hele grundlaget for dette direktiv. Hr. formand, jeg vil gerne takke for Deres forståelse for, at jeg måtte bruge ekstra tid, idet jeg var nødt til at omtale en række meget komplicerede ændringsforslag og punkter for at give Parlamentet den bedst mulige forståelse med hensyn til de punkter, der kan accepteres, og som De kan se er det temmelig mange. Mine damer og herrer, med en fælles politisk vilje og en fortsættelse af vores udmærkede samarbejde tror jeg, vi kan føre en lille vision ud i livet i form af en konkret europæisk forpligtelse, hvad angår racisme.
+Hr. formand, jeg mener, at vi er i gang med en meget vigtig betænkning, og jeg takker kommissæren for hendes bemærkninger til ændringsforslagene. Det internationale samfund værdsætter racismebekæmpelse meget, og det står endvidere øverst på dagsordenen i medlemsstaterne, men der er også meget at gøre i forbindelse med beskyttelse af menneskerettighederne og bekæmpelse af racisme, fremmedhad og intolerance. Det bliver endvidere mere og mere klart, at samarbejdet inden for EU er uundværligt. Især i et åbent indre marked med fri bevægelighed for varer, personer og tjenester er en yderligere harmonisering i forbindelse med anvendelsesområdet, indholdet og mulighederne for håndhævelse af stor betydning. Jeg vil gerne ønske fru Buitenweg tillykke med hendes betænkning. Det er en meget god betænkning. Den omhandler lige behandling af personer, uanset racemæssig og etnisk oprindelse generelt. Jeg vil dog pege på, at især kvinder rammes disproprotionalt af diskrimination. Inden for gruppen af kvinder er det især kvinder og piger, som diskrimineres dobbelt så meget på grund af deres racemæssige og etniske oprindelse. Jeg har endnu fire punkter, hr. formand. Det er godt, hvis organisationer eller andre juridiske personer, som kæmper mod diskrimination, får ret til at starte proceduren for at fremme håndhævelsen eller anvendelsen af dette direktiv eller støtte ofrene i denne procedure. Jeg mener endvidere, at det ville være godt, hvis alle medlemsstater har noget, der svarer til det, vi har i Nederlandene, nemlig et uafhængigt organ til at bedømme klagerne. Hos os hedder det Udvalget om Lige Behandling, og det fungerer meget godt og effektivt og er en uafhængig institution. Jeg er glad for ændringsforslaget fra min PPE-kollega, fru Smet, der slår til lyd for, at direktivet også omhandler valg af f.eks. repræsentanter for arbejdstagere i virksomhedsrådene. Jeg mener, at det er en gevinst. Til sidst behandler jeg kort problemet om delingen af bevisbyrden. Det er allerede nævnt. I folkemunde hedder det omvendt bevisbyrde ved mulig diskrimination. Med hensyn til kvinder finder det allerede sted. Det samme system foreslås nu med henblik på dette direktiv. Til den virkelige bekæmpelse af diskrimination er det meget vigtigt, at dette træder i kraft. Det er faktisk uundværligt. Som kommissæren allerede sagde, har det på andre områder aldrig ført til problemer. Det er endnu en grund til vedtagelse og hurtigt implementering.
+Hr. formand, fru kommissær, der er ingen tvivl om, at det så vigtige "historiske direktiv", som De kaldte det, og de tilsvarende forslag fra Europa-Parlamentet kommer på det rette tidspunkt. Tidspunktet kunne ikke passe bedre! Det er ved at være på høje tid, at man i Europa bekæmper forskelsbehandling på grund af race, etnisk oprindelse eller religiøs overbevisning. Genoplivningen af fanatiske overbevisninger og middelalderlige tankegange, dannelsen af partier, der bygger på racistiske holdninger og den udstrakte anvendelse af vold fortæller os, at respekten for forskelligheden, som er et grundlæggende kendetegn for udviklede samfund, endnu ikke er helt opnået. Der er ingen tvivl om, at den ideologiske og politiske konflikt i det 21. århundrede kommer til at stå mellem en progressiv kosmopolitisk holdning, der går ind for det multikulturelle, og fundamentalismen, som møder forskellighed med frygt og fjendtlighed og fremmer racisme og fremmedhad. Derfor er Den Europæiske Union nødt til at ruste sig juridisk og fremskynde de processer, der fuldender det fælles område for frihed, sikkerhed og retfærdighed for alle, som bor i Den Europæiske Union. Med vedtagelsen af Rådets direktiv håber vi som medlemsstater, at man meget snart vil prioritere for det første et retligt samarbejde og en harmonisering af landenes straffelovgivning; for det andet undervisning af statslige organer og arbejdsgivere i anvendelsen af direktivet for alle fysiske og juridiske personer; for det tredje vedtagelsen af det charter for de europæiske politiske partier, der blev foreslået i 1997, for at forsvare de grundlæggende rettigheder og bekæmpe alle former for racebaseret vold; for det fjerde kollektiv søgsmålsret til enkeltpersoner, der er ofre for forskelsbehandling, og for det femte sikring af minoriteters adgang til erhvervsuddannelse, beskæftigelse, sundhedsydelser, social sikring og pensionsordninger og ligeledes sikring af deres deltagelse i det økonomiske, sociale, politiske og kulturelle liv. Vi bør desuden tilføje oplysning af borgerne om direkte og indirekte forskelsbehandling, overvågning af gennemførelsen af fællesskabslovgivningen og udformning af en immigrationspolitik baseret på de principper, som ligger til grund for dette vigtige direktiv.
+Dette er det første direktiv, vi drøfter under artikel 13, og det er en udmærket start på vores kamp mod al diskrimination i hele EU. Medlemmer af Europa-Parlamentet og ngo'er har arbejdet meget hårdt for at få artikel 13 ind i traktaten. Jeg ser frem til at få yderligere direktiver, som måske kan starte med handicap. I begyndelsen var jeg imod, at racisme skulle behandles for sig selv. Jeg ville gerne have haft, at det blev behandlet sammen med direktivet om beskæftigelse og med handlingsprogrammet. Men jeg blev overbevist om, at det hastede på grund af den øjeblikkelige stigning i racismen i hele EU. Et antal medlemmer har nævnt individuelle tilfælde i dag. Jeg håber, at det portugisiske formandskab vil arbejde meget hårdt for at få dette igennem og sikre, at vi får denne lovgivning om racisme. Vi må sende det budskab, at vi er modstandere af racisme og fremmedhad i hele EU. Jeg er af den grund glad for, at vi får afstemningen i dag. Må jeg gå ind på enkelte ændringsforslag. Jeg er udmærket klar over, at en del af den europæiske jargon udelukker mennesker. Det er derfor, jeg ville have ændringsforslag 48 om sproglig enkelhed med. Ændringsforslag 43: Folk har allerede talt om bevisbyrden. Dette arbejder hen imod en delt bevisbyrde. Klageren skal fremlægge kendsgerninger, og det er allerede blevet sagt, at en lignende regel gælder, for så vidt angår ligebehandling af mænd og kvinder i europæisk lovgivning. Ændringsforslag 51: Jeg er meget glad for, at man vil rådspørge velgørende foreninger og ngo'er. De står midt i det. De ved, hvad de taler om. Endelig vil også jeg gerne komplimentere fru Buitenweg og hr. Howitt i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender for deres tætte samarbejde om at frembringe denne fortræffelige betænkning.
+Hr. formand, siden Amsterdam-traktaten og det indenrigspolitiske topmøde i Tampere er der kommet skred i mange ting i Europa. Det er en glædelig udvikling. Handlingsprogrammet mod diskriminering, to direktivforslag fra Kommissionen, oprettelsen af et Observatorium for Racisme og Fremmedhad og endelig skabelsen af artikel 13, hvorved der uigenkaldeligt sendes et signal. Der har aldrig før været en sådan bestemmelse om ikke-diskriminering i traktaterne. De europæiske organer kan nu på grundlag af artikel 13 træffe egnede foranstaltninger til at bekæmpe visse former for diskriminering. Også Europa-Parlamentet har nu ydet sit bidrag. Min kollega, fru Buitenweg, har under tidspres forelagt en betænkning om denne diskrimineringspakke, som har affødt megen respekt i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og som der nu skal stemmes om. Som helhed udgør hendes ca. 55 ændringsforslag en betydelig konkretisering af kommissionsforslaget. Hun har opnået meget. Det foreliggende forslag er den første udmøntning af artikel 13. Det angår ligebehandling uanset hudfarve eller etnisk oprindelse. Der berøres ikke kun de vigtigste livsområder, såsom adgang til beskæftigelse og ligebehandling på arbejdspladsen, uddannelse, social beskyttelse og social sikkerhed. Kommissionen forsøger også at knytte en forbindelse til erfaringerne i medlemsstaterne. Bestemmelsen om omvendt bevisbyrde vil gøre direktivet til et vigtigt instrument. Nu skal sagsøgte sandsynliggøre, at der ikke foreligger diskriminering. Også anvendelsesområdet er udvidet. Beskyttelsen mod diskriminering udstrækkes nu også til organisationer og persongrupper. Det store flertal i udvalget har fulgt ordføreren. Afstemningen i dag er en konsekvent fortsættelse af denne beslutning. Jeg takker udtrykkeligt min kollega for hendes fremragende arbejde og går ud fra, at vi i dag vedtager denne betænkning med stort flertal, selv om den pågældende kommissær i dag har bekendtgjort, at hun ikke kan overtage halvdelen af ændringsforslagene. Alligevel tages der her i dag et vigtigt skridt og sendes et signal.
+Hr. formand, jeg må også lykønske vores kollega, fru Buitenweg, med hendes glimrende arbejde. Jeg tror nemlig, at når man i dag træffer konkrete foranstaltninger mod diskrimination, så drister man sig til at gå løs på den nedsænkede del af racismens isbjerg, nemlig den mere skjulte racisme, som snigende vinder fodfæste i vores lande. Disse daglige chikanerier og ydmygelser kan få alvorlige følger og under alle omstændigheder så tvivl om integrationslogikken. Hvordan skulle jeg kunne lade være med, endnu en gang, hr. formand og fru kommissær, at nævne eksemplet med denne unge mand fra Strasbourg, som for to måneder siden fik en virksomhed i byen til at gå i en fælde, idet han sendte to strengt identiske curricula vitae, med den lille forskel at det ene bar et fransk navn og det andet et udenlandsk? Der skete selvfølgelig det, at ophavsmanden til dette cv blev indkaldt til en samtale under det franskklingende navn og modtog et afslag under det andet navn, det der lød fremmed. Hvordan skal jeg kunne lade være med i dag at tale om de unge, der bliver nægtet adgang til diskotekerne, ene og alene fordi de er mørklødede, og hvordan kan man undlade at forstå, at de derefter holder sig til deres bydele, til deres kvarterer, hvor de ender med at befinde sig blandt bander af socialt udstødte eller etniske bander, så de i det mindste kan more sig i hinandens selskab? Den slags diskrimination, forstår De, bevirker, at de lukker sig inde i sig selv, og den forstærker yderligere deres marginalisering. Hvis man så tager ud og taler til disse unge - og her er det, at tingene bliver komplicerede - om samfundssind og borgerdyd, så bliver det betragtet som en fornærmelse, for for dem påvirker diskriminationen alle områder i deres liv og alle stadier i deres liv. Det er deres små brødre og søstre, man nægter at optage på undervisningsstederne, det er dem selv, man nægter adgang til en praktikplads, det er deres familier, man nægter adgang til en bolig og til sundhedstjeneste. Det var derfor, og det er stadig, meget vigtigt at tilbyde ofrene en juridisk ramme, der kan beskytte dem. Vedtagelsen af betænkningen og iværksættelsen af direktivet er en stærk politisk handling. Unionen kan på denne måde vise, at den bekymrer sig om de millioner af mennesker, der lever i dens midte, og at den handler konkret for at formindske de racistiske spændinger, men også at den anerkender den mangfoldighed i sin befolkning, som er et træk ved dens identitet: Det ville være et politisk svar til det racistiske og fascistoide yderste højres genopdukken i Europa. På et tidspunkt hvor mange med rette har deres tvivl om Unionen, kunne den på denne måde ligeledes vise, at den ikke kun er en koalition til forsvar for de rige landes økonomiske interesser, men at den bygger på værdier som frihed, tolerance og solidaritet. Af alle disse grunde bør vi stemme for denne betænkning. Vi ved, kære kolleger, at betænkningen og direktivet har deres begrænsninger, og at de ikke vil løse alle problemerne. De fleste lande har allerede lovgivning imod racisme og diskrimination, undertiden endda indføjet i selve konstitutionerne. Men den diskriminerende praksis fortsætter. Det, der ofte mangler - det bliver vi nødt til at indrømme - er en virkelig politisk vilje til at reelt at føre disse tekster ud i livet. I Frankrig var der sidste år kun 14 anmeldelser og domfældelser ved retten for diskriminerende handlinger. Ingen lader sig narre af det lave antal anmeldelser, og da slet ikke de foreninger til forsvar for menneskerettighederne, som bliver kimet ned af tusindvis af mennesker. For det meste rubricerer politiet dem som usammenhængende. De er ikke udformet af sagførere. De vurderer, at der er vigtigere ting at tage sig af. Men jeg tror ikke, der er noget, der er vigtigere end at forbedre folks, menneskers, skæbne og daglige liv. At udvide foreningernes magt, sådan som fru Buitenwegs betænkning så rigtigt lægger op til, er en god ting, men staterne må ikke lægge ansvaret fra sig over på disse foreninger. Lige rettigheder er og bliver staternes ansvar. I dag står foreningerne midt i kampen mod diskriminationen. Tit må de tage imod anmeldelserne, finde en advokat, finde den passende domstolshjælp og undertiden sågar stampe nogle retsfunktionærer op, så de selv kan skaffe beviser for disse diskriminationer. Fru Buitenwegs betænkning anbefaler, at man udstyrer foreningerne med finansielle midler, men jeg har svært ved at tro, at staterne vil gøre det, al den stund de økonomiske kriterier i Stabilitetspagten samtidig pålægger staterne at reducere deres budgetter. Jeg ser heller ikke gerne, at man bruger betalingen af nogle få subsidier til nogle foreninger til at retfærdiggøre en nedsættelse af det antal af politi- og retsfunktionærer, som det er nødvendigt at uddanne i dag. Der udestår et problem mere, og det skal være mit sidste punkt, nemlig den forskellige anvendelse af nationalitetskriteriet. I dag er det sådan, at en ung mand, født af udenlandske forældre i et land i Den Europæiske Union, står over for to situationer. Hvis denne unge mand er født i Frankrig og nyder godt af nationalitetsloven, så kan han rent faktisk benytte sig af cirkulærets beskyttelse i tilfælde af, at han nægtes adgang til et arbejde under diskriminerende omstændigheder. Til gengæld vil mange unge anden- eller tredjegenerationsindvandrere, der er født i et land som Tyskland eller Østrig, hvor blodets ret er den vigtigste, for altid være fremmede dér og vil ikke være omfattet af nogen juridisk beskyttelse. Jeg ved, at det ikke var emnet for fru Buitenwegs betænkning, men jeg synes, jeg måtte fremhæve det, for jeg synes, det er ganske beklageligt, at der kan finde så forskellige behandlinger sted inden for Unionen, i forhold til identiske situationer. Parlamentet og Kommissionen burde rette en forespørgsel til Rådet om dette spørgsmål med henblik på at udvikle en noget større kohærens i den samlede lovgivning. Under alle omstændigheder, tillykke til fru Buitenweg, og jeg klapper i hænderne over denne betænkning.
+Den forrige taler blev ikke ordentligt oversat, fordi det gik for stærkt, så jeg vil bede de fremtidige talere om at tale på en sådan måde, at tolkene kan følge med.
+Ja, jeg anmodede hr. Sylla om at sætte tempoet ned. Men han kan acceptere eller afvise mine råd. Men De har ret: Følgen er, at det, han siger, ikke kan høres på de andre sprog.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige tre ting. For det første vil jeg gerne komplimentere ordføreren, de, der har udarbejdet dokumentet, og Kommissionen - i særdeleshed hr. Diamantopoulou - for direktivet og den betænkning, vi har fået forelagt. Den har været længe undervejs. Jeg var formand for Europa-Parlamentets undersøgelsesudvalg om væksten i racisme og fascisme i Europa helt tilbage i 1986, da vores ordfører, hr. Evregenis, stillede forslag om en sådan lovgivning. Jeg var selv ordfører for undersøgelsesudvalget om racisme og fremmedhad i 1990, der gentog dette krav. Jeg formoder, at det på en måde var værd at vente. Her har vi lovgivning, som vil få virkelig betydning for de 12-14 millioner statsborgere fra tredjelande, der bor i Den Europæiske Union, og de fire millioner sorte europæere. For det andet, og uden at trække den mindste smule fra min støtte til betænkningen og direktivet som helhed, så må Rådet løse en række tilbageværende problemer: om repræsentative aktioner, om definitionen af indirekte diskrimination og, som den forrige taler sagde, om bevisbyrden. Det sidste punkt må være håndterligt, for ellers vil vi glæde den forrige taler! Det bedste grundlag er den nuværende lovgivning om bevisbyrde, der nu støttes af 25 års retsafgørelser, og hvor antallet ikke er til rådighed, vil ekspertudtalelser være tilstrækkelige. For det tredje og sidste vil jeg gerne advare mine kolleger i PPE-gruppen. Mange af dem - jeg tror det store flertal - har været reelt bekymrede for, at Europa-Parlamentets procedurer ikke har givet dem tilstrækkelig tid til at overveje detaljerne. Men det er klart, at et par stykker har mere skumle motiver. Når hr. Haider og hr. Le Pen lurer i baggrunden, mens Den Flamske Blok og Den Sociale Bevægelse: Den Trefarvede Flamme fremmer racisme og fremmedhad, bør PPE-gruppen under ét ikke være overrasket, hvis folk konkluderer, at hvis de fortsætter med deres tekniske indvendinger, er det et dårligt skjult forsøg på at blokere for disse forslag, som det store flertal i Europa glæder sig så meget over. Hvis man lægger sig blandt hunde, får man lopper.
+Hr. formand, ifølge The Economist har vi brug for 13,5 millioner indvandrere frem til år 2015 for at klare alt det, som skal gøres i Europa. Ifølge International Herald Tribune vil denne indvandring og hvervning ikke lykkes for os. På andre kontinenter ved man, hvordan racismen vokser i Europa, og derfor vælger man andre kontinenter, det vil sige Amerika i stedet for Europa, netop på grund af racismen. Vi er vant til at udtale os mod racisme, eftersom vi vil bekæmpe intolerance og fremmedfjendtlighed. Måske burde vi også for vores egen fremtids skyld bekæmpe den? De, som kalder sig fortalere for fortagsomhed og iværksættelse, taler mod bedre viden, hvis de ikke støtter dette direktivforslag. Jeg støtter de fleste af ændringsforslagene, men på ét punkt er jeg urolig. Det gælder ændringsforslag 29, hvor man foreslår, at etnisk oprindelse, der manifesterer sig som forskelsbehandling på grundlag af religion, overbevisning eller nationalitet skal betragtes som forskelsbehandling. Jeg er bange for, at dette går imod sit formål. I den svenske lovgivning om foranstaltninger mod etnisk diskriminering angives det udtrykkeligt, at der med etnisk tilhørsforhold i denne lov menes, at man tilhører en gruppe personer af samme race, med samme hudfarve, samme national eller etnisk oprindelse eller trosretning. Det, som vi betragter som en udvidelse, risikererer i sig selv at blive en begrænsning. Den generelle opfattelse er faktisk, at etnisk tilhørsforhold omfatter nationalitet. Derfor kan jeg ikke stemme for dette ændringsforslag. Det modsiger det, som jeg anser for at være rigtigt.
+Jeg vil gerne takke fru Buitenweg og hr. Howitt for det arbejde, de har lagt i dette. Det har været både en personlig og en politisk indsats. Som andre har sagt, er dette et ambitiøst direktiv om det Europa, vi ønsker at skabe. Det er for en gangs skyld direkte relevant for mange mennesker, der bor i Den Europæiske Union. For min valgkreds i London, hvor en stor del af befolkningen kommer fra etniske minoritetsgrupper, og hvor der er et voksende antal børn af blandet race, er det et yderst vigtigt direktiv. Det er endnu vigtigere for de områder, hvor folk med urette føler, at der ikke er behov for antiracistisk eller antidiskriminatorisk lovgivning, fordi der ikke er nogen ikke-hvide at se, men de stemmer alligevel på partier, der tilslutter sig en racistisk eller asylfjendtlig politik, fordi de er bange for det ukendte og det anderledes. Jeg glæder mig over direktivet. Jeg glæder mig over, at Rådet føler, at det haster. Jeg antager, at dette vil afspejle sig i deres villighed til at medtage det, Europa-Parlamentet siger. Vi må erkende, at vi her i Europa-Parlamentet regelmæssigt opfordrer andre lande og regeringer til at anerkende etniske mindretals rettigheder og at praktisere en politik med universelle menneskerettigheder. Vi må kræve de højeste standarder af os selv. Det vil ikke blive let at gennemføre dette direktiv, og jeg taler ikke om afstemningerne. Det kræver, at vi alle sætter spørgsmålstegn ved den måde, alle vores institutioner fungerer på, herunder etablerede og respekterede institutioner, og ved vores egen praksis. Det vil hverken blive let eller smertefrit. I Det Forenede Kongerige er vi gradvis ved at indrømme den institutionelle racisme, vi praktiserer, og er ved at begynde at se på vores institutioners kerneværdier. Det kan ikke gøres, medmindre personerne inden for dem ser på deres egen overbevisning og deres egne handlinger. Det er derfor, ændringsforslagene om uddannelse, overvågning og gennemførelse er så vigtige i dette direktiv.
+Hr. formand, mine damer og herrer, Europa er blevet stærkt. Vi har i de sidste 50 år lært at bygge broer. Vi har meget intensivt bestræbt os på at fremme den sociale dialog, nemlig ved at tale med hinanden, drøfte problemer, forstå hinanden. Arbejdsmarkedets parter udgør som model et forbillede, hvor man nemlig sætter partneren i centrum, kommer hinanden i møde og gensidigt hjælper hinanden. Også integrationen bør være et anliggende for os alle, det gode naboskab. Vi bør bestræbe os på at give incitamenter og være et forbillede. Jeg mener, at dét at være et forbillede er en ganske væsentlig egenskab i vores menneskelige fællesskab. Netop som østriger kan jeg sige, at vi i de sidste årtier med en befolkning på syv millioner har optaget en million flygtninge. Dermed er vi det land i Europa, som har optaget flest flygtninge pr. indbygger. Vi har været en redningsflåde i Europa og er det også den dag i dag. Vi bekæmper venstre- og højreradikalismen og volden. Østrig har de strengeste forbudslove i verden mod fascisme, mod nationalsocialisme. Vi har lært af historien, og vi forstår at sætte os til modværge. Nu drejer det sig om diskriminering. Her taler jeg først og fremmest for de små og mellemstore virksomheder. Vi skal passe på, at vi ikke truer virksomhedernes arbejdstid og resultat, hvis de i endnu højere grad skal beskæftige sig med at udfylde statistikker. Jeg hører på virksomhedsbesøg ofte beklagelser over, at der skal udføres så meget bureaukrati og så mange formaliteter. Udfyldning af statistikker er naturligvis et meget ineffektivt arbejde. Når der så yderligere kommer inspektører, medgår der megen tid, og jeg mener faktisk, at den overvejende del af virksomhederne opfører sig ordentligt og anstændigt, og at forholdet mellem arbejdstagere og arbejdsgivere normalt er særdeles godt. Derfor tror jeg også, at pålægning af arbejdsopgaver for det offentlige kan føre til provokationer. Her vender jeg tilbage til det væsentligste udsagn, nemlig at den omvendte bevisbyrde vil få følgevirkninger, hvis den indføres. Den vil indbyde til misbrug. Det vil være nødvendigt at forsvare sig mod den. Det vil være nødvendigt at gennemføre en øget sikring af beviser. Begrænsning af risikoen, det vil sige overvågningsmetoder, videooptagelser, båndoptagelser. Alle vil forsøge at sikre sig så godt som muligt, så de i tilfælde af et sagsanlæg kan føre bevis for retten. Her ser jeg en stor fare. Den gælder det om at afværge.
+Hr. formand, det er et mål for effektiviteten og vigtigheden af denne lovgivning, at vi selv midt i en omfattende række reformer af lovgivningen om forholdet mellem racerne i mit eget land har en situation, hvor der kan gøres yderligere fremskridt. Jeg ville komme med et indlæg af normal længde, men efter at have hørt nogle af reaktionerne i hele Europa-Parlamentet vil jeg gerne ændre det, jeg havde tænkt mig at sige, og det sker mere i sorg end i vrede. Europa-Parlamentet bør erkende og ændre sin tone med hensyn til, hvad vi ser i artikel 13. Af alle talerne var det fru Diamantopoulou, der kom med den vigtige pointe, at ord kan være billige, når det gælder antiracisme. Det er let at indtage en attitude. Bevæggrundene er mangeartede og forskellige. Min ven, hr. Sylla, og jeg er bekymrede for to væsentlige ting. Den ene er, at vi bør kunne skabe lige muligheder ved hjælp af artikel 13. Bevisbyrden, muligheden for, at organisationer kan påtage sig sager på vegne af enkeltpersoner, der er blevet chikaneret eller diskrimineret - alle disse love skaber ikke en fordel for de fleste i samfundet. De skaber mulighed for mennesker med talenter og evner til at udnytte deres talenter og deres evner til at supplere det, vi har i Europa, til at skabe velstand, kultur og forskellighed, ikke til at udsætte små og mellemstore virksomheder eller nogen anden for ulemper. Vi må begynde med at tale positivt om disse forslag, hovedsagelig fordi Kommissionen og det portugisiske formandskab og mange, der har tilvejebragt denne betænkning samt mange af mine kolleger, der har arbejdet hårdt på deres udtalelser, har reageret på den måde, vi har gjort, fordi vi forstår, at denne lovgivning ikke drejer sig om ofre, men om at berige landene i EU. Mange af disse EU-lande, der er repræsenteret her i Europa-Parlamentet, vælger og vrager ikke mellem de bestemmelser, de har i deres racelovgivning - mange af dem har slet ingen. Vi har nogle - vi kan forbedre vores. Det er nu en mulighed, en symbolsk mulighed, og en vigtig praktisk mulighed for Europa-Parlamentet til at træffe en historisk afgørelse, alle sammen at stemme under et formandskab, der har hjulpet os med at få fremlagt en lov, som jeg mener vil være en gevinst for Europa-Parlamentet, og som vi med tiden vil blive meget stolte af.
+Hr. formand, det var svært at følge den forrige taler, som taler fra hjertet. Det gør jeg også, for jeg støtter varmt, at Kommissionen har været så hurtig til at få dette forslag på bordet og udmønte artikel 13. Jeg siger også tillykke til ordføreren for det fine arbejde. Jeg er selvfølgelig tilhænger af, at vi hurtigst muligt får gennemført dette direktiv i medlemslandene. Jeg vil specielt fremhæve fire forhold, som jeg synes er særlig interessante for dette direktiv. Det er for det første, at vi har fået et bredt anvendelsesområde, og for det andet, at det omfatter både direkte og indirekte forskelsbehandling, herunder chikane. Samtidig har man foreslået delt bevisbyrde. Vi har set, at det er en kæmpe fordel i forbindelse med kønsdiskrimination, og derfor er det godt, at man nu også introducerer det på dette område. Og endelig er det også en fordel, at der er tale om et minimumsdirektiv, så medlemslandene har mulighed for at gå endnu videre, hvis de skønner, at det er rigtigt. Men forslaget lider desværre også af en fundamental fejl. Det vedrører nemlig alene den diskrimination, der forekommer på grundlag af race og etnisk oprindelse, og det medtager ikke de andre diskriminationsgrunde i artikel 13. Herved kommer Kommissionen til at skabe et hierarki af diskriminationsgrunde, og den fremgangsmåde mener jeg er helt i strid med ordlyden, meningen og ånden i artikel 13. Det ville være interessant, om Kommissionen kunne forklare os, hvad bevæggrundene har været for at skabet dette diskriminationshierarki.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Buitenweg og hr. Howitt for deres fortræffelige arbejde og Kommissionen for dens forslag. Det er afgørende, at vi benytter den lejlighed, vi får via Kommissionens forslag om hele artikel 13. Det er det rigtige tidspunkt til at gøre dette. I det seneste år har vi i hele Europa set en stadig vækst i racistiske forbrydelser, vold, diskrimination, og jeg er ked af at måtte sige "politisk retorik", som spiller på racediskrimination. Jeg føler i stigende grad, at det haster, nu hvor vi overvejer at gå i gang med udvidelsesprocessen. Det er grunden til, at denne debat er så vigtig, for den går til hjertet af, hvordan vi definerer Europa og os selv som europæere. Vi er mere end en handelsblok. Vi er en gruppe nationer, der baserer sig på nogle værdier - værdier, som skal medtages og styrkes i forbindelse med alt, hvad vi gør. Jeg håber, at man vil tage fat på dette, når vi ser på situationen for alle mindretal. Prisen for ikke at gøre det er et Europa, som slet ikke vil udnytte de muligheder, det har. Det er derfor, at dette direktiv og artikel 13-pakken som helhed er så vigtige. De viser, at medlemsstaterne, Europa-Parlamentet og Kommissionen mener det alvorligt med udryddelse på langt sigt af diskrimination og racisme. Det er ikke fuldkomment. Det opfylder ikke alle mine ambitioner, men det udgør en start på en kamp mod racismen i Europa i vores lande, regioner og, hvad der er vigtigere, i vores samfund. En dag håber jeg at stå her i salen og debattere direktiver, hvis mål det vil være at udrydde diskrimination, der f.eks. er baseret på handicap, alder og seksuelle præferencer. De aktuelle skridt fortjener bifald, men vi har stadig lang vej for os. Endelig mener jeg, at synet af en hvid, mandlig konservativ fra den britiske middelklasse, der holder foredrag om diskrimination og virkningerne af diskrimination ville være latterligt, hvis det ikke var så forbandet og så beklageligt. I sidste instans dræber diskriminationen, og den forkrøbler sjælen på dem, der udøver den og opfordrer til den.
+Hr. formand, ordføreren, fru Buitenweg, fortjener stor ros for sin udmærkede betænkning, og den måde, som hun har ledet samarbejdet og forhandlingerne på. Derfor skal vi vedtage denne betænkning hurtigst muligt. Dette direktiv er en del af en større pakke til udarbejdelse af traktatens artikel 13. Som andre allerede har sagt, drejer det sig ikke kun om bekæmpelse af diskrimination på grund af racemæssig og etnisk oprindelse, men også af andre grunde. Jeg kan godt forstå, hvorfor Kommissionen har valgt at optage bekæmpelse af racediskrimination i et særligt direktivforslag. Jeg kan endvidere godt forstå, hvorfor vi skal behandle dette dokument hurtigt og forhåbentligt vedtage det lige om lidt. Jeg har ikke megen forståelse for, hvorfor dette direktivforslag mod racediskrimination finder anvendelse på et bredere samfundsmæssigt område og indholdsmæssigt indeholder stærkere retsgarantier og kontrolmekanismer end det andet direktivforslag, som foreligger, og som har til formål at bekæmpe andre former for diskrimination. Sammen med tidsforskellen ved forhandlingen indeholder denne indholdsmæssige forskel fare for, at der opstår hierarki i diskriminationsformerne. Det er et forkert politisk budskab, som især er skadeligt for kampen mod diskrimination på baggrund af alder, handicap og seksuel adfærd. Disse såkaldte nyere emner skal netop have mere opmærksomhed i stedet for mindre. Derfor håber jeg, at Kommissionen og Rådet vil love at udelukke denne form for diskrimination mellem diskriminationsgrundene. Jeg har endnu mindre forståelse for, at kønsdiskrimination er udeladt af hele den pakke, som Kommissionen præsenterede i november, som om bekæmpelse heraf er ordnet perfekt. Det er ikke tilfældet. Den eksisterende europæiske lovgivning om lige behandling af mænd og kvinder vedrører kun arbejdsforholdene og indeholder desuden nogle huller, som, især når vi sammenligner dem med direktivet, som vi drøfter i dag om racediskrimination, bestemt skal repareres. Der er ikke tid nok til at nævne dem alle, men jeg har ikke indtryk af, at manglede viden hos Kommissionen er problemet. Jeg håber derfor, at kommissæren lover at begynde på denne opgave og hurtigt fremlægger forslag, så den lige behandling af køn i og uden for arbejdspladsen, især uden for, kommer til at svare til det direktiv, som vi drøfter i dag og forhåbentlig vedtager.
+Hr. formand, vi modsætter os al diskrimination og vold under enhver form. Men jeg mener ikke, at en udvidelse af EU's kompetence på dette område er nødvendig eller nyttig med henblik herpå. Nye love vil ikke ændre hjerter og hjerner hos Europas befolkning. Det, vi behøver, er uddannelse, tid og opbyggelse af tillid i en samarbejdets ånd mellem forskellige etniske samfund. Vi har i vores egen gruppe to etniske medlemmer af den konservative delegation, der er meget aktive og stolte af at være britiske konservative, til trods for hvad de andre grupper sagde før, og de vil stemme imod disse foranstaltninger. Flytningen af bevisbyrden, som der lægges op til i udkastet til direktiv, er både skræmmende og yderliggående. Allerede nu planlægger hr. Straw i Det Forenede Kongerige, at den anklagede i voldtægtssager på basis af vidnesbyrd fra én person - den pågældende kvinde - skal være skyldig, indtil han bevises at være uskyldig. Det er et meget alvorligt præcedens mod alle former for naturlig retfærdighed. Naturligvis fordømmer vi alle voldelige racistiske forbrydelser og overfald. Jeg var ikke til stede, men jeg tror, der blev fremsat en række påstande og anført sager af andre grupper tidligere under debatten. Den kriminelle retspleje må forblive medlemsstaternes prærogativ. I modsætning til tidligere talere, der har anført sådanne sager, går jeg imod enhver udhuling af den nationale suverænitet inden for den kriminelle retspleje. Det må forblive medlemsstaternes prærogativ, og de skal bevare kontrollen med deres eget retssystem. EU har overhovedet ingen kompetence på dette område. Jo mere man slår om sig med ordet "racist", jo mere meningsløst, devalueret og ignoreret af den generelle offentlighed bliver det. Jeg opfordrer alle med nogen form for fornuft til at modsætte sig disse foranstaltninger.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted umiddelbart efter den aktuelle og uopsættelige debat.
+Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
+Første punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0432/2000 af van den Bos, Malmström og Thors for ELDR-gruppen; B5-0444/2000 af Maes, Lucas, Rod, Schörling og Boumédienne-Thiery for Verts/ALE-gruppen; B5-0448/2000 af Sauquillo Pérez del Arco og Schori for PSE-gruppen; B5-0456/2000 af Van Hecke, Ferrer, Schwaiger og Maij-Weggen for PPE-DE-gruppen; B5-0465/2000 af Morgantini, Sjöstedt, Brie og Manisco for GUE/NGL-gruppen om situationen i Sierra Leone.
+Hr. formand, lad os være ærlige og ikke hykleriske. EU, USA og FN er meget bekymrede over udviklingen i Sierra Leone. Vi er ikke villige til at bringe ofre. USA er lammet af Somalia-syndromet. Unionen gemmer sig bag Washington. Vi europæere overlader endda initiativet til amerikanerne om at sende Jesse Jackson, som så kan opføre sig som en elefant i Freetowns porcelænsskab. FN-indblandingen er igen blevet en fiasko. Kun med hjælp fra Det Forenede Kongerige kunne oprørerne standses, og deres leder Sankoh arresteres. Det giver muligheder for en meget bedre fredsaftale, end den latterlige, som bogstavelig talt blev skudt i laser. Desuden skal der iværksættes en vandtæt boykot af diamanter. Klager over grusomme mord og lemlæstelser bliver meget hykleriske, hvis vi selv tillader diamantindustrien at tjene guld på bloddiamanter. Lad os i det mindste være ærlige, når det drejer sig om Afrika.
+Hr. formand, Sierra Leones Forenede Revolutionære Fronts brud med Lomé-fredsaftalen udgør ikke alene et menneskeligt drama for den civile befolkning, navnlig for børnene, men ligeledes et politisk drama for hele det internationale fællesskab. Oprørernes straffrihed i Sierra Leone og svagheden hos fredsstyrkerne, som hverken af politiske og humanitære årsager kan forlade landet eller konfrontere de væbnede oprørere, udgør en trussel for enhver af De Forenede Nationers fremtidige fredsmissioner. Samtidig ville denne fiasko så være den tredje, efter De Blå Baretters og De Forenede Nationers fiaskoer i Somalia og Angola. Afrika, hvor de mest frygtelige konflikter opstår, er også med henblik på freden et glemt territorium. Mandatet for De Forenede Nationers mission i Sierra Leone er helt tydeligt utilstrækkeligt til at nå deres mål. Deres forstærkning, som De Forenede Nationers generalsekretær har bedt om, afhænger af en beslutning, der skal træffes i Sikkerhedsrådet, i det samme Sikkerhedsråd, som godt kunne tildele de Blå Baretter i Østtimor og i Bosnien midler, men som er langt mere tilbageholdende med at gøre det i dette øjeblik i Sierra Leone. USA og Storbritannien har kun sendt forstærkninger til De Forenede Nationers missioner for at garantere en sikker evakuering. Den eneste løsning på FN-missionens problemer med at få overholdt fredsaftalen er at betro lederne i Liberia og Libyen med en politisk forhandling, men deres indstilling til freden er meget tvivlsom og ligeledes meget bekymrende. Frigivelsen af gidslerne og anholdelsen i går af Sankoh afslutter ikke denne konflikt; det kan ydermere være årsag til større bekymring. Kun en beslutsom og klar handling fra hele det internationale fællesskab kan afslutte det: våbenembargoen, kontrollen med diamanthandlen, afsendelsen af en hurtig interventionsstyrke under FN's mandat, og at der falder dom over de skyldige i forbrydelser mod menneskeheden, i barbariske angreb mod den civile befolkning, mod den internationale fred og sikkerhed ligesom mod De Forenede Nationers styrker. Derfor bør Den Europæiske Union inden for rammerne af FUSP støtte alle sådanne foranstaltninger.
+Hr. formand, under debatten om Sierra Leone i december advarede jeg sammen med enkelte kolleger mod de risici, som er knyttet til Lomé-fredsaftalen. En aftale, som ikke kun lader lederen af en af de grusomste terrorbevægelser i verden være ustraffet, men endda belønner ham med vicepræsidentposten og kontrollen med diamantminerne. Men det var ikke engang nok for oprørsleder Sankoh. Han gjorde den lovede afvæbning til en farce. Mordene, lemlæstelserne, kidnapningerne og voldtægterne fortsatte. Hans strategi ligner i høj grad hans gudfar Charles Taylors i det nærliggende Liberia: Gennem terror tvinges befolkningen til at stemme på ham ved det kommende præsidentsvalg og herved oprette en ny mafiastat i Afrikas diamanthjerte. FN-fredsstyrken, der især består af dårligt uddannede tropper fra tredjelande, ser ud til at mislykkes på samme måde som i sin tid i Somalia, Rwanda og Srebrenica. Sierra Leone gør det endnu en gang klart, at det er meget nødvendigt med en permanent international fredstyrke, som er veluddannet og udrustet og ledt af topkommandanter fra de bedste hære i verden. Det giver håb, at oprørslederen blev arresteret i går, og at mere end 200 FN-soldater er blevet løsladt i de forløbne dage. Men spørgsmålet er stadigvæk, hvordan oprørerne reagerer, og hvordan det skal gå med fredsaftalen. Våbenforbuddet skal i hvert fald kontrolleres bedre, og overtrædere skal straffes. Men der skal især iværksættes et forbud mod ulovlige diamanter, som smugles ud af landet, vurderet til 60 millioner dollar om året, som oprørene bruger til krigen. I mit eget land Belgien slår jeg til lyd for et forbud mod disse ædelstene, som blodet fra tusinde uskyldige borgere sidder på.
+Hr. formand, vi er forfærdede over den aktuelle situation i Sierra Leone. Der er en farlig tendens til, at den væbnede konflikt kan eskalere, især da Storbritannien nu uden om folkeretten og FN har engageret sig militært. Vi kræver, at den militære eskalation stoppes, og at der straks genoptages forhandlinger. Ensidige placeringer af skylden vil her ikke være på sin plads og tjener ikke noget formål. RUF udmærker sig ved ekstrem brutalitet, men lad os ikke glemme, at heller ikke regeringen og de militser, der støtter den, holder sig tilbage. Vi kræver, at man omsider beskæftiger sig med konfliktens årsager, det vil sige afslutning af våbenhandlen, afslutning af RUF's diamanthandel via Liberia og Burkina Faso, afslutning af indblanding fra stater, som under påskud af humanitet vil fremme nationale interesser i Sierra Leone. Jeg føler, at Storbritannien handler ud fra økonomisk neokolonialisme og i politisk-militær henseende for øjeblikket opfører sig som en kolonimagt. Det er meget let at blive inddraget i en krig, men at trække sig ud af den militære interventions logik, når stemningen eskalerer, er næsten umuligt. En militær fremtvingelse af freden ved hjælp af internationale tropper, som kæmper mod RUF sammen med regeringsmilitserne, vil ikke skabe fred. Tværtimod indebærer den faren for en eskalation, som ikke mere kan kontrolleres. Det må nu omsider dreje sig om at fjerne årsagerne og finde en politisk løsning. Det vil sige, at vi har behov for en deeskalation i Freetown og ikke en eskalation.
+Hr. formand, nu hvor vi står over for de trusler, som igen truer befolkningen i Sierra Leone, og mens de endnu mindes rædslen og barberiet, som RUF underkastede landet, kan vi ikke begrænse os til at fordømme de hændelser, der sker igen. Vi må huske på, at opretholdelsen af fred og respekten for menneskerettighederne er blandt målsætningerne med den fælles udenrigspolitik. Det er principper, som i dag er absolut krænket i Sierra Leone. Derfor bør Europa-Parlamentet påtrængende opfordre medlemsstaterne til at støtte opfordringen fra De Forenede Nationers generalsekretær, således at der kan sendes en hurtig interventionsstyrke, som kan genetablere stabiliteten i Sierra Leone og på denne måde bidrage til at undgå den fare, som i dag truer landet med en ny borgerkrig. Men vores forpligtelse kan ikke begrænses til denne opfordring. Vi bør også bede indtrængende om at få afsluttet den straffrihed, hvormed folkemordet og krigsforbrydelserne er blevet gennemført, og at de ansvarlige for disse handlinger bliver bragt for en domstol, så de kan blive dømt. Ligeledes skal den cancer, der er årsagen til den manglende stabilitet i landet rykkes op med rode. Således bør Europa-Parlamentet opfordre OAU, Den Europæiske Union, Kommissionen og Sierra Leones regering til at vedtage og fremme så mange foranstaltninger, der måtte være nødvendige for at få afsluttet diamantsmuglingen og kontrollen med landets rige naturressourcer, som er i hænderne på dem, der takket være kontrollen herover bliver krigsherrer. Vi fejrer 50-året for Schuman-erklæringen. Jamen, den bedste hyldest, vi kan give dem, der med denne erklæring såede det frø, der har givet så rige mængder freds- og velfærdsfrugter, er at forpligte os til dette forpinte lands sag. Vi skal beslutsomt hjælpe befolkningen i Sierra Leone med at genopbygge freden og med freden den fulde respekt for menneskerettighederne og muligheden for at få en økonomisk udvikling, som vil gøre det muligt at komme ud af fattigdommen og endelig leve under værdige forhold.
+Hr. formand, det splittede samfund i Sierra Leone, børnesoldaterne og kampene mellem krigsherrerne gør det meget vanskeligt at gøre noget effektivt. Vi står her med en moralsk vrede og samtidig en stærk fornemmelse af magtesløshed. Politisk er Chris Patten og Solana i Europa de to personer, som vi i EU, når der er udenlandske sikkerhedskonflikter, kan henvende os til, så de kan bruge deres politiske opfindsomhed til både at støtte de lande i regionen, som intervenerer, og FN. Med alt det, som er sagt om diamanter og standsning af de andre ting, som sørger for finansieringen af den lokale krig, det, som er sagt om nødvendigheden for at intervenere, drejer det sig om, at der i den sidste ende kommer en politisk løsning. Sådan som Solana nogle gange tager til Filippinerne, eller Patten er aktiv i Balkan, sådan anmoder jeg dem begge om sammen endnu en gang, på vegne af os alle, at bruge deres energi, koncentreret om politisk støtte, på at træffe en aktiv slutaftale for de lokale, regionale kræfter.
+Hr. formand, hr. kommissær, hver kvinde eller mand, som i løbet af de seneste måneder har købt diamanter må været urolige for, om kommer fra Sierra Leone eller Angola, og må have undret sig over, om de dermed har finansieret lemlæstelse af børn, undertrykkelse af børnesoldater, eller stadig bortførelse af dem fra UNICEF's rehabiliteringscentre. Vi kan fordømme, og vi kan kræve, men vi har brug for og vi kan som Parlament komme med nye idéer. Vi har brug for, som det er sagt tidligere, en langtidsstrategi for Afrika, men også for en Schuman-plan for en fælles administration af de af Afrikas ressourcer, som der kæmpes om, f.eks. i Sierra Leone eller i Congo, så kampen ikke fører til konflikter med i bund og grund udemokratiske krigsherrer. Hvad kan vi lære, 50 år efter den 9. maj 1950, 50 år efter Schuman-planen? Vi har ligeså meget brug for Afrikas ressourcer, som vi har brug for en antidiamantbevægelse. Jeg mener, at det menneskeligt set er meget vigtigere end alle antipelsbevægelser.
+Hr. formand, vi må ikke glemme, at RUF er en voldelig og brutal gruppe. Vi bør komplimentere den britiske regering, fordi den har truffet effektive foranstaltninger med henblik på bevarelse af freden. Det er netop den hurtige reaktion, vi anmoder om, i Den Europæiske Union. Jeg finder i særdeleshed hr. Markovs bemærkninger lidt bizarre, fordi vi hele tiden har brug for, at hurtige udrykningsstyrker skal komme for at bevare freden og hindre humanitære katastrofer - og det er nøjagtig det, der er sket her. Det er klart, at vi også erkender, at fredsbevarelse kun kan udføres ved udøvelse af effektiv magt. Det er en lektie, vi må lære, hvis vi skal have hurtige udrykningsstyrker i Den Europæiske Union. Det andet, vi bør lære af dette, er, at Lomé-fredsaftalen blev påtvunget udefra af folk udefra og slet ikke kunne fungere. Vi bør overveje denne lære, når vi i fremtiden forsøger at gennemtvinge fredsaftaler.
+Hr. formand, endnu en gang åbner de dramatiske begivenheder i et afrikansk land Parlamentets øjne for en konflikts, en borgerkrigs, daglige rædsler. Man kan allerede høre de velmenende sjæle, der fremhæver den dårlige ledelse, der påberåber sig etniske årsager, eller som udpeger de onde, der skal elimineres. Og som i Congo-Brazzaville, i Angola eller i Nigeria med olien, som i Congo-Kinshasa, i Tchad eller i Niger med mineressourcerne, som i Congo-Kinshasa nok en gang, eller i Angola, i Liberia, i Sierra Leone er årsagerne ganske rigtigt økonomiske, og kampen for kontrollen med de diamantrige områder selve grundlaget og drivkraften i videreførelsen af denne konflikt. Ja, det er rigtigt af os at fordømme RUF, den Forenede Revolutionære Front, for dens ensidige genoptagelse af fjendtlighederne og indførelsen af den rædsel, der rammer tusindvis af børnesoldater. Men går Sierra Leones hær og dens militser fri af denne kritik? Ja, det er rigtigt af os at fordømme RUF's brug af diamanter til krigsformål. Men hvilke økonomiske interesser står bag regeringen? Ja, det er rigtigt af os at fordømme Liberia og Burkina Faso for deres medvirken i våbenhandel og forarbejdning af diamanterne. Men hvem sælger våbnene til disse lande, og hvem køber diamanterne? Det er rigtigt af os at indsætte en FN-stødpudestyrke og at ville afvæbne de krigsførende parter, men uden en egentlig fordeling af rigdommene i disse lande, såvel som i andre afrikanske lande, hvis vi fortsætter med at lade mineselskaberne eller olieselskaberne udplyndre disse lande og aflønne de bander, der kontrollerer disse ressourcer, vil vores indgriben nok en gang være forgæves, fordi den ikke tager fat på de virkelige årsager.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at sige, at Kommissionen glæder sig meget over, at oprørslederen Foday Sankoh blev fanget tidligt om morgen den 17. maj. Vi forstår, at han blev arresteret af politiet i Sierra Leone, og at han fortsat er i regeringens varetægt. Jeg er sikker på, at vi alle håber, at Sankoh nu vil fremskynde løsladelsen af de resterende gidsler. Der er ca. 360 af dem. Vi forstår, at det allerede er begyndt, men der er lang vej igen. Ligeledes må man håbe, at Sankoh nu vil overholde de forpligtelser, han påtog sig sidste juli, da han skrev under på Lomé-fredsaftalen, og at han vil tillade, at fred og stabilitet, som man har ventet på så længe, igen kan få lov til at vende tilbage til Sierra Leone. Kommissionen har fulgt de seneste begivenheder i Sierra Leone nøje og med betydelig bekymring, for de har afsporet gennemførelsen af Lomé-fredsaftalen og sat spørgsmålstegn ved RUF's forpligtelse til at genoprette fred og stabilitet i Sierra Leone. Det er om noget en underdrivelse. Den Europæiske Union har udsendt to udtalelser, hvori RUF's overtrædelser af fredsaftalen og bortførelse af medlemmer af FN's fredsbevarende styrker fordømmes. I begge udtalelser opfordres RUF til at holde sig strengt til sine forpligtelser i henhold til Lomé-aftalen og i særdeleshed til afvæbningsprocessen. Vi er overbeviste om, at Lomé-aftalen stadig giver den bedste mulighed for varig fred i Sierra Leone. Vi vil fortsætte med at støtte den legitime regerings forsøg på at genskabe fred og stabilitet i landet og at gennemføre økonomiske programmer og programmer for social genopbygning. Vi glæder os over den støtte, Det Forenede Kongerige har givet de fredsbevarende styrker, UNAMSIL - hvilket det ærede medlem, hr. Titley, gjorde klart - og også over løsladelsen af 139 ud af 486 i sidste weekend, efter at præsident Taylor fra Liberia havde grebet ind. Kommissionen er opmærksom på betænkningerne om involvering af nabolandene, i særdeleshed Burkina Faso og Liberia, i diamantsmugling og ydelse af støtte til oprørerne i Sierra Leone. Kommissionen er sammen med medlemsstaterne ved at se på den regionale dimension i konflikten med henblik på at formulere et passende regionalt svar. Kommissionen understreger den rolle, de regionale organisationer, f.eks. ECOWAS, skal spille ved forebyggelse af konflikter. Kommissionen finansierer med midler fra Regionalfonden EUF ECOWAS-konfliktforebyggelsesmekanismen, der kan være en passende kanal for dialog om dette spørgsmål. Hvad angår humanitær bistand, fortsætter vi via ECHO med at finansiere programmer til støtte for fordrevne og flygtninge via internationale ngo'er. Siden begyndelsen af 1999 har ECHO skaffet ca. 14 millioner euro i bistand, hvilket dækker forsyningen med lægemidler, nødbespisning, vand og sanitet og psykosocial støtte til børn, der er ramt af krigen. Herudover har disse midler skaffet støtte til folk, der har fået foretaget amputationer - de alt for mange af den slags i landet. I denne måned vil Kommissionen søge godkendelse af et nyt bistandsprogram på 12 millioner euro til Sierra Leone, hvilket i hovedsagen vil dække flygtninge og internt fordrevne. Dette program vil koncentrere sig om at give støtte, først til nabolandene Guinea og Liberia, derefter til internt fordrevne befolkninger og for det tredje til kvinder og børn, der er ramt af krigen og naturligvis til dem, der har fået foretaget amputationer. Tidligere børnesoldater vil igen få psykosocial støtte. For mig er det mest interessante, der fremgår af denne debat, ikke bekymringen over situationen i Sierra Leone - den kunne man forvente - men det antal ærede medlemmer, der meget klart og sammenhængende har givet udtryk for deres opfattelse vedrørende diamanthandlen. Jeg siger med nogen følelse, at jeg meget håber, at medlemsstaterne vil tage hensyn til, hvad der er blevet sagt her i salen.
+Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 18.00.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B5-0433/2000 af van den Bos for ELDR-gruppen; B5-0449/2000 af Titley og Sakellariou for PSE-gruppen; B5-0457/2000 af Van Orden og Deva for PPE-DE-gruppen; B5-0466/2000 af Frahm, Morgantini og Manisco for GUE/NGL-gruppen; B5-0474/2000 af Lambert, McKenna og Lagendijk for Verts/ALE-gruppen om Sri Lanka.
+Hr. formand, det beslutningsforslag, som mine kolleger, hr. Van Orden og hr. Deva, har taget initiativ til, drejer sig om noget, der er meget aktuelt og påtrængende, selv om det er første gang, Europa-Parlamentet har afsat tid til den tragiske konflikt på Sri Lanka, der har været i gang i over 17 år. Beslutningsforslaget sender et stærkt budskab. Kampene må stoppe. Parterne må gå til forhandlingsbordet og nå frem til en fornuftig og varig løsning. I denne forbindelse kan det kun være nyttigt for det internationale samfund, hvad enten det drejer sig om FN, Commonwealth eller Den Europæiske Union, at opretholde en stærk og vedvarende interesse i udviklingen. Denne legitime interesse bør ikke stille sig i vejen for det arbejde, der allerede er udført af den indiske og den norske regering, hvis repræsentanter nu i nogen tid har været i gang med det vanskelige og følsomme arbejde at mægle. Jeg ved, at til trods for de forfærdelige grusomheder, der er blevet begået mod civilbefolkningen og medlemmer af de skiftende regeringer, så er Sri Lankas regering på højeste plan villig til at indlede forhandlinger og har ikke stillet nogen betingelser. Vi må alle erkende, at det vigtigste er at opretholde Sri Lankas territoriale integritet. Ud over det er der mange politiske muligheder, som med fordel kan forfølges. Det internationale samfund, herunder EU, bør med tiden være parat til at give omfattende materiel støtte til den løsning, der måtte blive nået, og at bidrage til den økonomiske og sociale genopbygning af landet efter så mange års konflikt. Frem for alt er Europa-Parlamentets beslutningsforslag utvetydigt i sin fordømmelse af terrorisme. Det er en svøbe, der rammer os alle. Der er ikke nogen undskyldning for de hæmningsløse mord og det kaos, som de såkaldte Tamilske Tigre har ansvaret for, og som går ud over børn og almindelige civile i deres daglige tilværelse og over demokratisk valgte politikere. Det er et angreb på det civiliserede samfund og de demokratiske institutioner, som vi værdsætter så meget. Det er uundgåeligt, at de hårdest ramte og mest hjælpeløse i disse situationer er indbyggerne fra det land, der er målet, og som er flygtet fra konflikten og forsøger at leve en ny tilværelse i Europa. Disse mennesker er de mest sårbare over for trusler og intimidering fra organisationer, der arbejder på vegne af terrorister som De Tamilske Tigre. Naturligvis er der mange andre terroristgrupper, hvis aktiviteter bliver opretholdt på lignende måde. De undgår klogeligt at bryde loven i værtslandet og kan således ustraffet fortsætte deres rædselsfulde aktiviteter. Det må der laves om på. Jeg anbefaler beslutningsforslaget om Sri Lanka til Europa-Parlamentet.
+Spørgsmålet om tamilernes plads på Sri Lanka er et gammelt problem, der mindst går tilbage til uafhængighedsåret 1948. Vi har siden da haft aftaler om at give selvstyre til den nordøstlige tamilske region, som er blevet brudt af regeringen. I denne konflikt er der alt for mange mennesker, der er døde. Der har været et voksende omfang af vold og overtrædelser af menneskerettighederne på begge sider - af De Tamilske Tigre og desværre også af regeringens sikkerhedsstyrker. Det er veldokumenteret af organisationer som Amnesty International og USA's Udenrigsministerium i dets rapport om forskellige lande fra 1999. I særdeleshed kan unge tamilske mænd opleve at blive ofre for vold og tvang fra De Tamilske Tigre og forhør med tortur fra sikkerhedstjenesten. Det er klart, at tusinder er blevet fordrevet inden for Sri Lanka. Endnu flere tusinder har søgt asyl, og hele befolkningen lever i frygt for vold. Vi kan ikke sige, hvad den nøjagtige situation er i øjeblikket, da der hersker totalt medieforbud som et led i nogle nye restriktive love, der blev indført i maj. Beslutningsforslaget er klart. Disse love må ophæves inden valgene i august. Noget må ændres. Vi må gøre, hvad vi kan, for at arbejde for en fredelig og varig løsning. Det er klart, at det internationale samfund ikke længere er parat til at se på en indre væbnet konflikt som noget, der kun vedrører den pågældende stat, og at der er brug for langsigtede politiske investeringer og forhandlinger snarere end våbensalg. Nordirland er et klart eksempel på vanskelighederne ved en sådan proces, men også på mulighederne. Beslutningsforslaget er vigtigt, i og med at det opfordrer til øjeblikkeligt ophør af fjendtlighederne, og det er meget glædeligt, at der ikke blev stillet forhåndsbetingelser. Det ville også hjælpe på situationen, hvis der kunne nås enighed mellem de politiske partier på selve Sri Lanka, og vi glæder os over nordmændenes og andre regeringers bestræbelser og føler, at Commonwealth måske kan have en værdifuld rolle at spille i denne situation.
+Hr. formand, det er en historisk dag og en historisk debat, for efter 17 års krig på Sri Lanka debatterer Europa-Parlamentet for første gang faktisk, hvordan man kan bringe fred til denne ø, der er sønderrevet af krig. Da Sri Lanka opnåede uafhængighed i 1948, var det et af de mest velstående lande i Sydasien. I 1952 sagde Lee Kuan Yew, den nyvalgte premierminister i Singapore, at hans ambition var at lade Singapore kappes med Sri Lanka med hensyn til velstand, uddannelsesniveau og levestandard. 48 år senere er den smukke ø Sri Lanka blevet smadret af grupper af terrorister, der nu ses som den stærkeste terroristiske organisation i verden. Der er fire millioner tamiler på Sri Lanka og 15 millioner singalesere. Én million tamiler lever i den nordlige del. De andre tre millioner lever fredeligt i den sydlige del sammen med singaleserne. De indtager høje stillinger i Colombo; den nuværende udenrigsminister er tamil, landets ledende forretningsmænd er tamiler, og det samme gælder dommere, læger, sagførere og ministre - listen er meget længere. Ikke desto mindre fortsætter denne tåbelige krig, udelukkende til fordel for en terroristisk leder, som søger at opfylde sine egne ambitioner. Der står i beslutningsforslaget, hvor mange han har dræbt. De Tamilske Tigre må standses. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at undsige denne terroristiske organisation og at hjælpe med at opbygge fred og stabilitet på Sri Lanka og stærkt støtte det initiativ, som den norske og den indiske regering er ved at tage i øjeblikket.
+Hr. formand, vi står endnu en gang over for en konflikt, hvor de to parter er fuldstændigt uenige. Det er ganske vist første gang, vi beskæftiger os med dette spørgsmål, men vi ser sådanne tilfælde hver eneste dag. Det er klart, at vi ønsker fred, og at vi ønsker, at disse problemer ikke bliver løst ved at bruge våben, men ved at forhandle. Vi må dog heller ikke glemme, at man alt for ofte negligerer det grundlæggende princip om folkenes ret til selvstyre, et princip, der tilsidesættes til fordel for et andet princip, som ligeledes er vigtigt, men som står i modsætning hertil, nemlig princippet om staternes territoriale integritet. Og her er man nødt til at vælge den ene af de to løsninger. Jeg siger ikke, hvilken løsning der er den bedste, men det er nødvendigt, at vi er modige nok til at behandle alle aspekter af dette spørgsmål. Der var en af vores kolleger, som nævnte staten Singapore. Singapore var dengang en del af Malaysia, mens det i dag er en selvstændig stat. Der fandt en konfliktløs adskillelse sted, og i dag er Singapore ikke længere en del af Malaysia, men har sin statslige og territorielle uafhængighed i enhver henseende, og det uden konflikter, drab, tortur og vold. I samme geografiske område har vi til gengæld været vidner til en anden konflikt, nemlig konflikten i Østtimor, og Parlamentet gav - med stor forsinkelse - udtryk for sin støtte til Østtimors uafhængighed. Nogle gange har jeg faktisk svært ved at forstå, hvordan de samme mennesker, det vil sige de samme parlamentsmedlemmer, kan have forskellige opfattelser af situationer, der måske ikke har lighedspunkter, men som i det mindste minder om hinanden. Østtimor blev delt i to og består af to forskellige enheder efter en folkeafstemning, der foregik på demokratisk vis, selv om det ikke var på optimale betingelser. Befolkningen har bestemt, hvordan dets fremtid skal se ud, og den har opnået det, den ville, selv om det er sket ved hjælp af sørgelige begivenheder og konflikter. Jeg spørger mig selv, hvorfor Parlamentet ikke ønsker, at man også på Sri Lanka kan afholde en folkeafstemning ligesom den, der fandt sted i Østtimor, og så respektere resultatet af denne folkeafstemning.
+Hr. formand, jeg står ikke tilbage for nogen, når det gælder ønsket om fred på Sri Lanka og fordømmelse af al vold. Men jeg må sige til fru Foster og hr. Heaton-Harris, at de bør checke deres historie og kilder, for man må have begge parter i en konflikt med, hvis en varig løsning skal nås. Jeg kender Sri Lanka, jeg har været der. Jeg kan give Dem eksempler på, hvad jeg har set. Jeg har set tamilske mænd, der bliver chikaneret på gaden af regeringstropper. Jeg ved, at tamiler skal have dokumenter på 11 sider bare for at rejse fra Batticaloa mod øst til hovedstaden Colombo. Og som alle her i Europa-Parlamentet og alle europæiske journalister har jeg i den seneste tid været ude af stand til at komme til Jaffna, og jeg har heller ikke set fjernsynsdækning af slaget ved Elefantpasset. Jeg har set kampene i Sierra Leone, Tjetjenien og Kosovo, men ikke noget fra Sri Lanka, for Sri Lankas regering tillader ikke pressedækning. Det går meget længere tilbage end til maj. Det er en regering, hvis forsvarsbudget er steget med 11% på et år, og som en dag vil have meget at svare på med hensyn til anklager for deltagelse i mordet på ledende tamiler og andre overtrædelser af menneskerettighederne. Lad os få fred for alle på Sri Lanka, baseret på borgerrettigheder, menneskelighed, og hvor regeringens ressourcer bliver brugt til at opbygge samfundet og ikke til at ødelægge det.
+Hr. formand, Kommissionen er ligesom de ærede medlemmer bekymret over den tragiske og dramatiske borgerkrig, der har været i gang i de sidste 17 år, en borgerkrig, der alvorligt rammer hele Sri Lankas befolkning. Det er nyttigt at erindre, at over 60.000 mennesker er blevet dræbt under denne konflikt - mennesker fra begge etniske grupper. Vi påskønner de bestræbelser, som foretages på Sri Lanka for at nå en fredelig løsning på konflikten, men vi må også gentage vores bekymring for respekten for de grundlæggende regler i den internationale humanitære lovgivning, hvilket jeg er sikker på, alle de ærede medlemmer også vil. Kommissionen deler Europa-Parlamentets bekymring for den seneste udvikling i og omkring Jaffna. Den 15. maj udsendte formandskabet en erklæring om Sri Lanka. I den blev begge parter opfordret til for det første at indstille fjendtlighederne og indlede forhandlinger, for det andet til at sikre civilbefolkningens sikkerhed og for det tredje til at samarbejde med den norske regering i dens bestræbelser på at lette en forhandlingsløsning på konflikten. Jeg vil gerne i forbifarten give udtryk for min egen påskønnelse af den rolle, den norske regering har spillet; den minder os hele tiden ved sin optræden på den internationale scene om, hvad vi alle går glip af i Den Europæiske Union på grund af resultatet af den norske folkeafstemning. Formandskabets erklæring opfordrer også med rette regeringen til så hurtigt som muligt at hæve restriktionerne for borgerrettigheder og pressefrihed, der er blevet indført under nødretslovene. Hvad angår vores støtte til genopbygning i øens nordlige og østlige del, må man finde en holdbar politisk løsning, og der må indføres et vist mål af fred, før vi kan overveje at påtage os en større rolle i denne proces. Det er rimelig klart og forståeligt. Støtte til flygtninge og internt fordrevne vil naturligvis fortsat blive givet gennem UNHCR og ngo'er. Kommissionen vil fortsat give humanitær nødhjælp til befolkninger, der rammes af konflikten. Gennem vores delegation i Colombo følger vi nøje virkningen af situationen på civilbefolkningen, og vi er i permanent kontakt med IRKK, UNHCR og de ledende ngo'er. Sidst jeg besøgte Sri Lanka var i slutningen af 1980'erne. Jeg fløj til Jaffna - jeg tror, jeg var den første minister nogetsteds fra til at gøre dette - bag i en indisk kamphelikopter. Ak, 12-13 år senere fortsætter volden. Det har været en forfærdelig ødelæggelse for et af de smukkeste lande i verden, som rummer nogle af de mest talentfulde mennesker. Vi bliver mindet om Sri Lankas potentiale, som vi hørte om tidligere gennem de af og til præcise ord fra minister Lee Kuan Yew. Det minder os om, hvad der er gået tabt på Sri Lanka som følge af volden. Vi håber alle, at den vil slutte meget snart. Hvis vi kan bidrage til det arbejde, den norske og den indiske regering gør med at hjælpe med at føre parterne sammen, vil vi med glæde gøre det.
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Filippinerne B5-0434/2000 af Haarder for ELDR-gruppen; B5-0442/2000 af Collins og Ribeiro e Castro for UEN-gruppen; B5-0454/2000 af Schori, Sakellariou og Linkhor for PSE-gruppen; B5-0458/2000 af Posselt for PPE-DE-gruppen; B5-0467/2000 af Krivine, Seppänen, Vinci og Cossutta for GUE/NGL-gruppen; B5-0473/2000 af Isler-Béguin, Kreissl-Dörfler, Wuori og McKenna for Verts/ALE-gruppen om Filippinerne Ækvatorialguinea B5-0435/2000 af Gasòliba i Böhm og Sánchez García for ELDR-gruppen; B5-0455/2000 af Martínez Martínez, Sauquillo Pérez del Arco og Menéndez del Valle for PSE-gruppen; B5-0459/2000 af Ferrer for PPE­DE-gruppen; B5-0468/2000 af Marset Campos og Cossutta for GUE/NGL-gruppen om Ækvatorialguinea Iran (pressekodeks) B5-0436/2000 af Malmström og Ries for ELDR-gruppen; B5-0440/2000 af Belder og van Dam for EDD-gruppen; B5-0447/2000 af Rühle, Boumédienne-Thiery og Cohn-Bendit for Verts/ALE-gruppen; B5-0450/2000 af Schori og Sakellariou for PSE-gruppen; B5-0460/2000 af Posselt for PPE-DE-gruppen; B5-0469/2000 af Boudjenah og Morgantini for GUE/NGL-gruppen om Iran Burma B5-0437/2000 af van den Bos for ELDR-gruppen; B5-0446/2000 af McKenna for Verts/ALE-gruppen; B5-0451/2000 af Schori, Sakellariou og Veltroni for PSE-gruppen; B5-461/2000 af Maij-Weggen for PPE-DE-gruppen; B5-470/2000 af Vinci for GUE/NGL-gruppen om Burma Fodbold Euro 2000: forebyggelse af fodboldvold - B5-462/2000 af Stockton, Heaton-Harris og Perry for PPE-DE-gruppen om retten til sikkerhed under Euro 2000 Filippinerne
+Hr. formand, ærede kommissær, krisen på Filippinerne, som vi taler om, er tragisk. Jeg repræsenterer et af de lande, som har borgere som gidsler der. Vi opfordrer Kommissionen til, at dens repræsentanter også fortsat skal appellere til præsident Estrada om at afholde sig fra voldsangreb, som kan sætte gidslernes liv på spil. Jeg håber også inderligt, at gidslerne kan få lægehjælp, f.eks. at Læger uden Grænser kunne få adgang, så vi på denne måde kan sikre livet for de personer, som nu er gidsler. I alle tragiske begivenheder findes der dog noget, som man kan lære af. Jeg tror også, at den finske befolkning har lært, at grunden til denne konflikt er social uretfærdighed, og at vi også langt fra hinanden berøres af netop social uretfærdighed og krænkelser af menneskerettighederne.
+Hr. formand, hr. kommissær, vi skal som europæere være meget forsigtige, når vi beskæftiger os med sådanne separatistiske bevægelser, som der her er tale om. Mange af de grænser, vi har at gøre med i disse store øriger - Filippinerne, Indonesien, Malaysia - er nemlig slet og ret kolonigrænser, som vi har trukket kunstigt ud fra vores politiske og økonomiske interesser, og som har sønderrevet historisk udviklede samfund. For så vidt er vi skyld i særdeles mange konflikter i denne region. Det betyder ikke, at vi som europæere ikke har til opgave at sørge for, at der her ikke sker en opløsning af disse statsdannelser med alle de farer, som dette ville indebære. Men vi bør ikke i alt for høj grad gøre os til dommere. Vi må indse, at vi har et betydeligt medansvar for denne udvikling. Alligevel er det naturligvis vores opgave at stifte fred og stabilitet her og frem for alt imødegå de forbrydere, som under politiske påskud og under de mest grusomme omstændigheder har bortført og mishandler uskyldige turister, borgere i Den Europæiske Union. Der findes ingen nok så god politisk grund til at mishandle mennesker på en sådan måde, som det sker her. Derfor opfordrer vi disse forbrydere til øjeblikkelig at frigive Den Europæiske Unions borgere og alle gidsler og giver vores fulde støtte til hr. Solana og alle andre, som forsøger at yde et bidrag til at afslutte dette gidseldrama. Vi bør også betragte dette gidseldrama som en advarsel til os om ikke længere at se til den anden side i disse regioner i verden eller kun pleje vores økonomiske interesser, men yde vores bidrag til, at der opstår stabile og fredelige tilstande dér. For de arnesteder for konflikter og de blødende sår, der findes her, har vi ofte selv påført disse regioner i historiens løb.
+Hr. formand, kære kolleger, vores tanker går til gidslerne og til vores medborgere, hvis eneste formål var at tage ud og opdage andre folk, og som stadig tilbageholdes som gidsler af den bevæbnede gruppe Abu Sayyaf, om hvilken man ikke rigtig ved, om den skal henføres til det almindelige røveruvæsen, eller om den stiller politiske krav. I dag er øen Jolo centrum for fjendtlighederne med denne forfærdelige gidseltagning. På disse øer, der er kendetegnet ved tropisk frodighed og unævnelig fattigdom, hører beskydning af landsbyer med automatvåben, bortførelser, krav om løsepenge og tortur til dagens orden. Denne gidseltagning og de talrige krænkelser af menneskerettighederne viser, hvor langt disse bevæbnede oppositionsbevægelser har bevæget sig ud på det kriminelle overdrev. Selv om vi ikke kan tolerere disse vedvarende overgreb på menneskerettighederne, så beklager vi alligevel, at fredsdrøftelserne med den filippinske regering endte uden resultat. Vi ved også, at volden har sine rødder i fattigdommen. Derfor støtter vi stærkt den appel, Manillas ærkebiskop har sendt til præsident Estrada med opfordring til at indføre socioøkonomiske reformer. Uden politisk vilje til at nå resultater skal man vide, at volden vil fortsætte. Ækvatorialguinea
+ES) Hr. formand, mine damer og herrer, i denne sag beskæftiger vi os med et af de spørgsmål, som ved tidligere lejligheder har fortjent Europa-Parlamentets opmærksomhed. Det drejer sig om Ækvatorialguinea, et af de mange afrikanske lande, som har gennemgået en meget dårlig overgang efter kolonitiden. I disse lande har koloniforbindelserne på den ene side og Den Europæiske Unions medlemsstaters ambitioner om at udvide deres indflydelsesområde på den anden side umuliggjort den nødvendige og hensigtsmæssige støtte til indførelsen af et sandt demokratisk system. I år 1999 blev der afholdt almindelige valg i det guineanske parlament, hvor de internationale observatører konstaterede, at man havde brudt menneskerettighederne, de demokratiske garantier og den informative gennemsigtighed. Nu kan vi igen stå over for den samme situation ved det kommende valg den 28. maj, og derfor kræver vi, som der står i denne beslutning, at Den Europæiske Union på passende vis griber ind for at garantere, at der denne gang gennemføres et demokratisk valg.
+ES) Hr. formand, det er blevet forklaret, hvad der ligger til grund for denne beslutning: I Ækvatorialguinea hersker der en umådelig alvorlig politisk og social situation. For det første er der ikke taget skridt til at etablere en retsstat baseret på et flerpartidemokrati og med fuld respekt for menneskerettighederne. For det andet lever befolkningen under hårde fattige forhold. Præsident Teodoro Obiangs regering har brudt hvert eneste løfte om demokratisering, som det internationale fællesskab fik lovet. Oppositionspartiernes ledere og tilhængere bliver konstant forfulgt, og nogle af dem arresteres ubegrundet og tortureres til tider også. Naturligvis har de ikke adgang til kommunikationsmedierne, og de står over for dårlige valgprocedurer, hvor transparens og fairplay er begreber, der slet ikke eksisterer. Før valget den 28. maj findes der tegn, der bekymrer os, for der er ikke i dag nogen garanti for en demokratisk afholdelse af dette valg. Derfor er vi bekymrede og anmoder om, at man insisterer på at overvåge, hvordan valget gennemføres. Guinea synker længere og længere ned i underudvikling. Paradoksalt bliver landets indtægter, som kommer fra olien, større og større, men de når slet ikke ud til borgerne, det er kun den ledende klasse, der beholder dem. Stillet over for denne situation kræver vi, som der står i den beslutning, vi har fremsat, at den ækvatorialguineanske regering gennemfører en rigtig overgang til demokrati, og der mener vi, at dette frie kommunalvalg kan være det første skridt. Den Europæiske Union bør presse på i denne henseende uden at holde op med at være på vagt eller at tro på flere af præsident Obiangs falske løfter. Derfor bør samarbejdet med Guinea ikke på nogen måde genoptages, hvis kommunalvalget afholdes under de nuværende betingelser, uden nogen form for garantier, med undtagelse af - og alene - et humanitært samarbejde. Lomé-konventionens artikel 5 pålægger Den Europæiske Union og alle dens medlemsstater at kræve demokrati og menneskerettigheder i Ækvatorialguinea. Derfor mener vi, at Europa-Parlamentet bør følge denne samme retning.
+Hr. formand, præsident Obiangs afholdelse af kommunalvalg burde betyde et skridt frem på vejen mod dette lands demokratisering, og vi burde derfor vurdere det positivt. Endnu mere, hvis vi tager hensyn til, at Guineas præsident var en af dem, der undertegnede Kairo-deklarationen og den handlingsplan, der medfølger, hvor man anerkender behovet for at konsolidere de demokratiske principper, baseret på alle borgeres ret til frit at vælge sine politiske ledere via frie valg og følgelig også behovet for at sikre afholdelsen af gennemsigtige og frie valg og at træffe de nødvendige foranstaltninger for at observationen af disse valg gennemføres. Men erfaringen fra tidligere valg, hvor man konstaterede store uregelmæssigheder og en fuldstændig mangel på transparens, ligesom manglen på demokratiske garantier, som stadig finder sted i Guinea, kræver af os, at vi ikke alene er meget opmærksomme på udviklingen af den kommende valgproces, men at vi også med overbevisende styrke kræver, at den guineanske regering og præsident Obiang træffer de nødvendige foranstaltninger for at garantere fairplay i dette valg. I særdeleshed skal der være tilsyn med, at processen er åben for alle de politiske styrker - hvilket medfører, at de politiske fanger skal frigives - og for at garantere oppositionen den frie udøvelse af deres demokratiske friheder. Og vi må også kræve tilstedeværelsen af observatører, som helt frit kan opnå gennemførelsen af dette valg og fastslå, om de demokratiske principper er blevet respekteret. Afholdelsen af dette valg kan for Guinea betyde muligheden for at kunne begynde at slå ind på demokratiets vej. Og det kan også betyde genoptagelsen af forholdet til Den Europæiske Union, og at landet kan modtage den støtte, som Den Europæiske Union er villig til at give landet, hvis demokratiet bliver overholdt. Derfor har vi som parlament en pligt til at udøve pres på præsident Obiang og kræve, at dette valg bliver afholdt og udvikler sig i overensstemmelse med de demokratiske principper. For kun således kan vi give den guineanske befolkning sin fulde frihed tilbage.
+Hr. formand, man hverken kan eller bør ødelægge muligheden, der byder sig, for at opmuntre den guineanske befolkning til at slå ind på demokratiets vej og især ikke for landets ungdom. I et land med stadig større fattigdom og social skævhed betyder demokratiets fiasko til gengæld, at vold- og undertrykkelsesspiralen får frit lejde, hvilket for sin del udmunder i en krigskonflikt, som mange gange fremmes udefra. Den Europæiske Union skal med alle midler kræve, at Ækvatorialguinea løslader alle de politiske fanger og afslutter den tvang, der udøves mod de demokratiske styrker, for således at garantere, at de kommende kommunalvalg forvandles til forhåbninger for befolkningen i Guinea og begyndelsen til frugtbare forbindelser mellem Guinea og Den Europæiske Union. Iran (pressekodeks)
+Kampen i Iran for reformer og frihed er meget interessant. Der har været mange grunde til optimisme i forbindelse med valget af præsident Khatami og den overvældende stemmetilslutning til reformkandidaterne ved valgene i februar, men som menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch bemærker, er kampen for at kontrollere pressen på mange områder en kamp for at kontrollere styringen af Den Islamiske Republik Iran i fremtiden. Reformprogrammets succes synes at have fremprovokeret et tilbageslag fra de konservative reaktionære styrker samt et forsøg på at straffe det flertal, der stemte for reformer i februar. De slår ned på den uafhængige presse, fordi det er en vigtig distributionskanal for reformister. Disse forsøg vil ikke lykkes på længere sigt, fordi den unge befolkningsgruppe er utålmodig efter ændringer, der kan vise, at Islam og garantier for friheder og rettigheder er fuldt forenelige. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at fremme og støtte reformer, herunder specielt en grundlæggende juridisk beskyttelse af ytringsfriheden i henhold til den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som Iran har underskrevet. I mellemtiden opfordrer vi Iran til at standse forfølgelsen og retsforfølgningen af journalister og skribenter på grund af synspunkter, der ikke truer den offentlige ro og orden eller den nationale sikkerhed, men udelukkende de konservatives kapitalinteresser.
+Hr. formand, bahar eller forår. Det er navnet på en ny uafhængig avis i Den Islamiske republik Iran. Vi håber, at dette dagblad stadigvæk udgives. Af navnet Bahar fremgår et klart politisk program, en umiskendelig støtte til præsident Khatamis reformpolitik. Denne kurs kan sammenfattes til en stræben efter et borgersamfund. De konservative kræfter i Iran så denne linje som et målrettet forsøg på at sekularisere staten. Ikke med urette. Til deres voksende utilfredshed tvinges disse ivrige forsvarere af den politiske status quo inden for den islamiske republik siden præsident Khatamis tiltræden i 1998 i defensiven. Et pinligt nederlag ved parlamentsvalget for et par måneder siden understregede dette. For at vende den politiske udvikling skyer høgene i Teheran ingen midler. Tænk på rækken af makabre mord på uafhængige præster for ca. halvandet år siden. Tænk endvidere på den ubarmhjertige undertrykkelse af studenterprotesten sidste år. En passant forsøgte tilhængerne af revolutionslederen Khamenei systematisk at lukke munden på den uafhængige henholdsvis kritiske presse ved hjælp af forbud. Nederlaget ved parlamentsvalget var derfor vanskelig at acceptere for de ultrakonservative. Det er grunden til deres rasende reaktion i sidste måned, nemlig lukningen af alle reformvenlige dagblade med undtagelse af tre. Det foreliggende fælles beslutningsforslag støtter de forfulgte eller til arbejdsløshed dømte journalister i Iran. De støttes stadigvæk af flertallet af befolkningen. Hvorfor? Fordi de havde mod til offentligt at modsætte sig den vidtgående mangel på frihed i samfundet og statsapparatets terrormetoder. Med dette beslutningsforslag ønsker Parlamentet at støtte de persiske redaktører i deres kamp for pressefrihed og fjernelse af angsten ved skrivebordet.
+Hr. formand, mine damer og herrer, tak for muligheden for at tale endnu en gang i dag om Iran. Reformprocessen i Iran er truet. Før det nyvalgte reformparlament kan træde sammen, tilspidses magtkampen i Iran faretruende. Vi er bestyrtede over den manipulerende reportage om en konference i Heinrich Böll-stiftelsen i Berlin, og vi er yderst bekymrede over arrestationerne af journalister og kritiske intellektuelle som følge af denne konference. Vi er desuden bekymrede over forbuddet mod samtlige reformvenlige aviser og tidsskrifter, der udgives i Iran. Vi opfordrer de iranske myndigheder til omgående at løslade de arresterede konferencedeltagere og journalister, ophæve alle arrestordrer, der er udstedt i den forbindelse, igen tillade de forbudte aviser og tidsskrifter og ikke mindst respektere den iranske befolknings politiske vilje, som er kommet overbevisende til udtryk i valgresultaterne. Vi anmoder Rådet og medlemsstaterne samt Kommissionen om at støtte disse krav aktivt over for Iran og gøre overholdelse af menneskerettighederne til grundlaget for et fortsat samarbejde med Iran.
+Hr. formand, vi oplever for tiden en massiv udvikling rettet mod pressefriheden. I sidste uge besatte hr. Putins tropper i Rusland det største oppositionsforlag. I går skete det samme i Beograd med den uafhængige radiosender Beograd. I Iran oplever vi, at aviser forbydes, aviser, som ikke gør andet end at være talerør for kræfter og mennesker, som havde stor succes ved det sidste valg, og som har repræsenteret og stadig repræsenterer et håb om pluralisme i Iran. Derfor kan jeg fuldt ud tilslutte mig fru Rühle. Vi skal udnytte den aktuelle fase til massivt at støtte de demokratiske kræfter i Iran og reformkræfterne. Vi oplever nemlig for øjeblikket en situation med opbrud og samtidig tilbageslag. Her gælder det i høj grad om, at vi nu ikke lader disse kræfter stå alene og overlader dem til den isolation, som regimet arbejder på at opnå. Derfor var det også så ødelæggende, at det udviklede sig sådan på denne konference i Berlin, hvilket jo for regimet var et af påskuddene for at gribe ind mod oppositionen i Iran. Jeg mener, at en dialog med Iran reelt er den eneste mulighed for at påvirke udviklingen dér. Vi må nu ikke ved foranstaltninger, der fremmer isolationen, lade oppositionen stå alene, men vi skal i intensiv kontakt med regeringen, men også i intensiv kontakt med oppositionen og med massiv påvirkning fra Rådet, fra Europa-Parlamentet og fra Kommissionen kræve, at det hindres, at den i forvejen svage, men lovende demokratiseringsproces i Iran igen kvæles fuldstændigt. Burma
+Hr. formand, det er en bitter situation, denne 10-års fødselsdag for valget af NLD i Burma. Bitter på grund af juntaen i Burmas succes med hensyn til at opnå international anerkendelse. Jeg henviser naturligvis til tiltrædelsen til ASEAN. Det kan godt være, at de andre ASEAN-lande besluttede at gøre dette med alle mulige gode hensigter og i håbet om, at det fører til demokratisering i Burma. Vi kan imidlertid konstatere, at det ikke er sket, det er ikke lykkedes, og det har måske virket omvendt, hvis man skal bedømme smilene på magthaverne i Burmas ansigter, da de var vært for ASEAN-mødet for økonomiministrene tidligere i denne måned. Forholdet mellem EU og ASEAN må efter vores mening ikke blive offer for problemerne i Burma. Forholdet er alt for vigtigt. Det betyder, at vi skal bruge lejligheden til at bringe situationen i Burma frem i vores kontakter med ASEAN. Samtidig kan vi konstatere, at vores egne sanktioner heller ikke har fungeret så godt. Det er måske godt at overveje, om vi kan træffe såkaldte intelligente sanktioner over for Burma. For sanktionerne skal være rettet mod det ene mål, nemlig at genoprette demokratiet i Burma.
+I går blev 95 medlemmer af NLD arresteret, og situationen i Burma er uholdbar. Det er f.eks. vigtigt, at vi ser på nogle af de europæiske multinationale olieselskabers rolle, navnlig det fransk-belgiske selskab Total Fina. Vi er også nødt til at kritisere den franske regering for deres støtte til dette selskab. Selv den britiske regering er mere progressiv i deres politik på dette område. Den britiske regering har faktisk opfordret Premier Oil til at trække sig ud af Burma. Den franske regering bør følge den britiske regerings eksempel. Det er uacceptabelt, at europæiske multinationale selskaber investerer i et land og støtter et system, der foretager mange og store krænkelser af menneskerettighederne. Hvad angår sanktioner, er vi nødt til at besvare anmodningen om indførelse af økonomiske sanktioner mod SPDC og afbrydelse af alle forbindelser mellem Europa og Burma, der bygger på handel, investeringer og specielt turisme. Det er uacceptabelt, at vi investerer i turisme i en situation, hvor der er tale om grove overtrædelser af menneskerettighederne, og hvor borgernes liv og frihed ikke respekteres.
+Hr. formand, det er allerede 10 år siden, at der fandt et politisk drama sted i Burma. Efter en periode med usikkerhed og strid blev der i 1990 afholdt et åbent og ærligt valg, hvor fru Aung San Suu Kyi med stort flertal blev valgt til præsident. Ved parlamentsvalget vandt NLD størstedelen af pladserne i parlamentet. Kort tid derefter greb militæret på ny magten. Fru Aung San Suu Kyi blev fængslet. Parlamentet blev opløst, og mange parlamentsmedlemmer blev myrdet, fængslet eller jaget ud af landet. Siden da er Burma en skueplads af ukendt repression. Tusinder af mennesker er omkommet, hundredtusinder er flygtet ud af landet og bor i lejre i Thailand, Malaysia og Indien. I landet selv er hele befolkningsgrupper blevet flyttet for at desintegrere mindretallene. Der er tale om tvangsarbejde. I denne uge berettede Financial Times, at Burma har flere børnesoldater end noget andet land i verden. Burma kan sammenlignes med Sydafrika og Chile i 80'erne. Hvad anmoder vi Kommissionen og Rådet om? Vi anmoder for det første om ikke at acceptere, at det militære styre i Burma repræsenterer befolkningen i Burma på det euro-asiatiske topmøde. Vi anmoder desuden om at træffe hårdere økonomiske forholdsregler over for Burma. Vi slår til lyd for økonomisk isolering og absolut investeringsstop for alle EU-medlemsstater, sådan som USA har foreslået op til flere gange. Endvidere skal regeringerne i Unionen fraråde deres borgere at holde ferie i Burma. Mange af de nye feriesteder er bygget af tvangsarbejdere. Det er kernen i vores anmodning. Det internationale samfund må ikke behandle Burma bedre end Sydafrika og Chile i 80'erne. Hvis vi gør det, måler vi med to alen. Fru Aung San Suu Kyi skal langt om længe have et effektivt svar på sin ikkevoldelige modstand. Hvad har hun ellers ud af en Nobelpris og en Sakharov-pris, hvis hun ikke får virkelig støtte, så hun og hendes land kan hjælpes ud af deres vanskelige situation? Fodbold Euro 2000: forebyggelse af fodboldvold
+Hr. formand, jeg har en interesse i sagen, da jeg er aktiv fodbolddommer på højt niveau og i 18 år har beskæftiget mig med fodbold på mange planer. Denne beslutning ser nærmere på sikkerheden og sikkerhedsforanstaltninger forud for Euro 2000, så respektable og fodboldelskende tilhængere fra hele Europa kan rejse til, overvære og forlade sommerens europamesterskab uden frygt for egen sikkerhed. Det må være et passende tiltag set i lyset af de seneste hændelser i København. De fleste medlemmer vil være enige i dette forslag. Jeg forstår imidlertid, at der er nogle tvivlsspørgsmål vedrørende Charleroi-stadionets egnethed samt sikkerheden i forbindelse med afholdelse af kampen mellem England og Tyskland den 17. juni. Jeg vil se på disse punkter nu, da det er min opfattelse, at det er det, man ønsker at høre noget om. Jeg takker BBC's Watchdog Programme for detaljerede oplysninger om undersøgelser foretaget af en britisk ekspert i sportsstadioner, Dr. Jim Dickey. Efter en kort undersøgelse af den midlertidige struktur over den nordlige tribune på Charleroi konstaterede han, at der er for mange sæder på rækkerne, at tribunen er for stejl, at sikkerhedsbarriererne er for lave, at udgangene fra tribunen er for smalle, og at trapperne på tribunens bagside er for brede. Denne tribune vil ligesom stadionets øvrige tribuner være fyldt til bristepunktet den 17. juni. På samme tidspunkt vil Kong Baudouin-stadionet, der er et af de sikreste stadionner i Europa, ligge øde hen nogle få kilometer derfra. Jeg forstår den lokale stolthed hos mange medlemmer fra Belgien, og jeg er ikke i tvivl om, at arrangørerne af Euro 2000 bruger megen tid på at se på sikkerheden i forbindelse med europamesterskabet i fodbold. Men den sunde fornuft skal regere, og man bør foretage en ny grundig vurdering af dette mødested. Jeg håber, at medlemmerne vil støtte dette forslag, fordi vi her kan ændre noget til det bedre. Hvorfor ikke se på en hændelse i forvejen i stedet for at bekymre sig om konsekvenserne af nogle få voldelige menneskers dårlige opførelse efter en sådan fodboldbegivenhed?
+Hr. formand, jeg håber, at det bliver en god fodboldkamp mellem England og Tyskland den 17. juni. De fleste mennesker ser frem til en god kamp, og jeg håber, at sikkerheden er i top. Men det er desværre ikke alle, der har samme holdning. Det tyske politis ekspertgruppe til bekæmpelse af fodboldvold har sagt, at den er temmelig sikker på, at der vil være fodboldbøller til stede ved begivenheden. Jeg kan ikke udtale mig om de tyske fodboldbøller, men jeg kan udtale mig om engelske fodboldbøller - jeg kan ikke sige "fans", og selv ordet "fodboldbøller" er for svagt til at beskrive dem. Det er en gruppe, der bestemt planlægger at møde op til kampen. Hvis De ikke tror mig, kan De blot se på pressebillederne fra gårsdagens problemer i København. Ud over de problemer, min kollega nævnte kunne finde sted på Charleroi-stadionet, kan der også opstå alvorlige problemer i gaderne omkring dette stadion. Chefen for det belgiske politiforbund har udtalt, at han er bekymret. Vi opfordrer nu de belgiske myndigheder og de europæiske fodboldmyndigheder til at vælge et mere sikkert stadion i Belgien, og man har nævnt stadionet i Bruxelles.
+Hr. formand, kære kolleger, der er virkelig noget forfriskende ved, efter at man har beskæftiget sig med den uendelige række af verdensomspændende rædsler, at blive stillet over for andre problemer, skønt man, efter at have tænkt sig lidt om, får nogle billeder på nethinden, som er svære at udholde. Jeg mener imidlertid ikke, at det beslutningsforslag, vi her behandler, griber problemet rigtigt an. Når jeg således kan læse punkt 2 i beslutningsforslaget "udtrykker bestyrtelse over, at stadionet i Charleroi, som skal være rammen om flere kampe, i særdeleshed kampen England/Tyskland, ikke lever op til de gældende belgiske sikkerhedsstandarder på området", så siger beslutningsforslaget noget, der ikke passer. Det er forkert. Af en hel række grunde. For det første fordi organisatorerne af en hvilken som helst kamp i Belgien og de, som promoverer et hvilket som helst stadion, skal indgå en offentlig juridisk med den kommune, som det pågældende stadion ligger i, og fordi denne aftale inddrager borgmesteren som personligt ansvarlig. Vores ærede kollega talte om regional stolthed. Belgerne ved på godt og ondt, hvad de skylder begrebet regional stolthed, og anvendelsen af et stadion kræver derfor ikke bare borgmesterens underskrift, men tillige indenrigsministerens. Det er derfor helt forkert at tale om regionalt selvsving. Desuden ved alle, eller burde vide det, at det ikke er indbyggerne i Charleroi, som har valgt netop denne kamp, så lidt som nogen andre kampe. Endelig er disse krav i forbindelse med europamesterskaberne blevet udvidet med endnu ét: Stadion skal være godkendt af Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA. Og, når det drejer sig om alle de stadioner, som er blevet ombygget til at modtaget et tilstrækkeligt antal tilskuere, har UEFA ikke blot givet tilladelse efter, denne ombygning er sket, men har været inddraget i den fysiske omlægning af stadionerne. Det er noget, jeg kender til, for jeg har, i min egenskab af borgmester for byen Liège, arbejdet med ved klargørelsen af et stadion af samme type. Jeg må med beklagelse konkludere, at vores kolleger bygger på unøjagtige præmisser, og at de derfor kun kan komme til forkerte slutninger. Det er jeg ikke den eneste, der mener; min kollega Desama ville have sagt noget lignende, hvis han havde kunnet tage ordet; det samme gælder vores hollandske kollega, hr. van den Berg, som har bedt mig sige, at han personlig, foruden belgisk ansvarsbevidshed, havde noteret sig et meget nært samararbejde i denne sag ... ... meget tæt samarbejde med den hollandske regering helt fra starten, og vi udvidede dette samarbejde med Frankrig på grund af læren fra VM og en række andre lande - vistnok 14 - herunder Det Forenede Kongerige, fordi vi ønskede at have tæt kontakt med de lande, der eventuelt ville blive repræsenteret ved EM i Belgien. Hr. formand, jeg vil slutte med mit tredje og sidste punkt. Jeg synes, at Parlamentet skal lave regler og undgå at tage chancer. Skal vi tale om de toge, der afgår fra Paddington Station i morgen eller i næste uge?
+Hr. formand, jeg synes, den foreliggende tekst udviser en række fordele. Den giver os mulighed for at erindre, at vi alle fordømmer hooliganisme, og at vi alle naturligvis vil bekæmpe dette fænomen i det omfang, det overhovedet er muligt. Jeg vil alligevel også gøre opmærksom på, at både i Nederlandene og i Belgien har ikke bare sportsverdenen og de politiske instanser, men også politimyndighederne nu i to år med stor professionalisme forberedt Euro 2000, og også rent materielt er der foretaget kolossale investeringer. Er der alligevel stadig en risiko? Ja, men det vil der altid være. Når man har at gøre med et fænomen af denne type, kan man aldrig sige, at der intet vil ske. Men jeg vil alligevel, yderst sportligt, sige til vores britiske kollega, at det ikke retfærdiggør, at man på forhånd udnytter en begivenhed af denne type med en vis demagogi, og at man endog sætter sig for at udsprede falske informationer i Europa-Parlamentets officielle dokumenter. Punkt 2 er, som hr. Dehousse allerede har gjort opmærksom på, ukorrekt. De belgiske myndigheder har givet tilladelse for Charlerois stadions vedkommende. Punkt 3, som siger, at Kong Baudouin-stadion i Bruxelles muligvis skulle være parat til at overtage kampen, er forkert. Ingen myndighed og ingen ansvarlig har udtalt sig i den retning. I denne situation mener jeg, vi må besinde os og i hvert fald ikke vedtage tekster som disse. Vores kollega har overtaget en oplysning og har udtalt, at han var henrykt for den reklame, BBC havde gjort for ham. Jeg overhørte noget, der blev sagt i BBC's radio af en, der godt nok ikke er fodbolddommer som De, men som er træner for Englands landshold. Hvad sagde hr. Keegan, og jeg er færdig nu, hr. formand, under sit besøg i Charleroi? At stadion er udmærket til en kamp som denne på højt niveau. Han mener sågar, at dette stadion er meget lidt forskelligt fra et stort antal stadioner, som man kender dem i England. Så, tag nu og vis Dem som en sportsmand! Som dommer, hr. Heaton-Harris, har De et synspunkt, men jeg foretrækker nu hr. Kevin Keegans synspunkt, som forekommer mig mere kvalificeret, og tag så og meld fra og træk Deres forslag tilbage.
+Hr. formand, jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at vi alle ønsker at udrydde fodboldbøllernes hærgen i Europa og resten af verden. Vi skal imidlertid sørge for ikke at gøre det på en måde, der begrænser glæden for de ægte fans. Spørgsmålet skal derfor tages op på europæisk plan, og vi skal passe på ikke at rode os ind i lokale diskussioner om konkrete stadioners sikkerhed og kapacitet, uanset deres beliggenhed. Vi skal derfor spørge os selv, hvorfor de hidtidige foranstaltninger ikke har kunnet skabe en nydelseskultur for alle fodboldelskere. Jeg glæder mig over den forestående dialog mellem Kommissionen og sports- og fodboldklubber om mulige forbedringer. De, der styrer spillet, er dem, der gennem en konstruktiv dialog i sidste ende gør en ende på de skamlige fodboldoptøjer og den racisme, der vanærer den mest populære sportsgren overhovedet.
+Hr. formand, jeg mener nu alligevel, at vi skal tage disse problemer med hooliganisme alvorligt. Man ved nu, at snesevis af millioner mennesker er vilde med denne sport, og at de nu, efter verdensmesterskaberne, som Frankrig vandt, utålmodigt venter på Euro 2000. Jeg mener, at fodbold er blevet en massesport, en folkelig sport, og at det i den sidste ende drejer sig om sikkerheden for vores børn, vores mindre brødre og de unge mennesker, der kommer på stadionerne. Jeg mener rent faktisk ikke, at man herefter kan nøjes med at sige: "Der er en vis risiko, der vil altid være en vis risiko". Jeg mener, at man trods alt bliver nødt til at forsøge at imødegå dette problem med hooliganisme bedst muligt. Og det siger jeg, fordi man ikke kan lade de virkelige tilhængeres image blakkes af, hvad nogle voldelige ekstremister finder på, som benytter begivenheder, hvor mange mennesker er samlet, til at kaste sig ud i uacceptable handlinger. Det er godt, at man i beslutningsforslaget signalerer, at der skal træffes passende sikkerhedsforanstaltninger. Som De kan huske, var der under de sidste verdensmesterskaber hooligans, som begik meget alvorlige voldshandlinger, specielt overfaldt de en politimand, som lå i koma i meget lang tid, og som i dag er lammet for livet. Jeg mener derfor ikke, alt dette blot er skæbnens tilskikkelser, jeg mener, vi bør finde midler til f.eks. at straffe hooligans i Den Europæiske Unions lande dér, hvor de begår deres ugerninger. I denne forbindelse mener jeg, at et nyligt eksempel i Frankrig er af stor betydning. I flere år havde franske hooligans med naziideologi lagt beslag på en tilhængertribune på Parc des Princes-stadion i Paris. De benyttede kampene til at udgyde deres had, råbe nazistiske slogans og forfølge sorte og arabere ved udgangen. Paris-St.-Germain lod dem husere og var endog endt med at formene mørklødede personer adgang til den pågældende tribune under påskud af sikkerheden. Efter en anmeldelse fra den franske forening SOS Racisme og stillet over for udsigten til at blive dømt i retten begyndte klubben at gøre op med denne praksis og tolererede ikke længere hooligans på stadion, idet den foretog en meget grundig filtrering ved indgangene. For eftertiden viser Paris-St.-Germain indtil sæsonens slutning før hver kamp en antiracistisk video, som hylder værdier som venskab, broderskab og glæden ved sporten. Det beviser, at man kan gøre noget, det beviser, at der ikke er tale om en uafvendelig skæbne, og jeg mener virkelig, at, når man nu ved, hvad fodbold er blevet til, med mange tusinde unge mennesker på stadionerne, så bør vi virkelig være opmærksomme og ikke tage os disse ting let.
+Hr. formand, PPE-gruppen støtter ikke de britiske kollegers beslutningsforslag, som de har meddelt vil trukket tilbage om et øjeblik. Ikke fordi vi ikke anklager den stigende vold omkring fodboldkampe, men fordi beslutningsforslaget er alt for snævert og for tyndt, og derfor ikke hører hjemme i Parlamentet. Kære kolleger, det er ikke vores opgave at indlade os politisk med en kamp på et bestemt sted og udtale os teknisk om et fodboldstadions egnethed for én Euro 2000-kamp. Det er bedre at pege på, og det gør jeg på vegne af mange PPE-kolleger, for det første at sikkerheden er meget vigtig og skal have megen opmærksomhed, og der skal gøres meget ved den med henblik på Euro 2000. For det andet skal alle, der beskæftiger sig med sikkerheden omkring Euro 2000, opfordres til at arbejde forebyggende. For det tredje skal polititjenesterne fra alle deltagende lande stimuleres til at fjerne alle hindringer, som skader et vidtgående samarbejde. For det fjerde skal alle involverede, både organisatorerne, spillerne og tilskuerne, opfordres til fairplay. Det er en skam, at dette beslutningsforslag resulterede i en kamp mellem Belgien og England, først i PPE-gruppen og derefter også i Parlamentet. Jeg håber, at denne kamp får en sportslig afslutning, og jeg håber, at Belgien ikke kun vinder her, men også enkelte kampe under Euro 2000.
+Hr. formand, hooliganisme er ikke et marginalt fænomen, men udgør en klar subkultur. En subkultur er heller ikke så nem at kontrollere. Zero tolerance er den eneste løsning, hvorved der skal gribes systematisk ind over for alle overtrædelser, og alle krænkelser skal straffes effektivt. Indholdet af det foreliggende beslutningsforslag omhandler, bevidst eller ej, ikke årsagerne til hooliganisme. Initiativtagerne vil åbenbart kun kritisere organisatorerne af EM 2000. Det vil Den Liberale Gruppe ikke være med til. Vi har øje for den store indsats, som regeringerne i de organiserende lande har gjort for at få Euro 2000 til at forløbe under de bedst mulige forhold. Her lige før Euro 2000 anmoder vi kun de ansvarlige om at sørge for størst mulig opmærksomhed for at opnå målet, nemlig at gøre Euro 2000 til en fest for hundredtusinder af tilskuere og millioner seere. En fest, som skal bidrage til et positivt europæiske omdømme.
+Hr. formand, vi støtter ikke det indgivne beslutningsforslag. Jeg var tilhænger af behandlingen af emnet hooliganisme, men dette forslag kan kun ses som fyld på dagsordenen. Parlamentet skal ikke behandle sikkerheden under en enkelt fodboldkamp under EM 2000 på grund af pres fra, det antager jeg, en del af den britiske offentlige mening. Det er endvidere en fornærmelse for i dette tilfælde de belgiske organisatorer af denne kamp og de involverede internationale myndigheder. Det er en skam, for det drejer sig om hooliganisme, og det kan der siges meget om. Vi lærer stadigvæk mange ting herom, bl.a. hvordan vi skal vejlede fans. Endvidere hvordan vi bedre kan uddanne klubledere og organisatorer af kampe, og den såkaldte second opinion, som anvendes i øjeblikket, hvorved en gruppe uden for organisationen analyserer forholdsreglerne og kommer med forslag til forbedringer, kræver ligeledes opmærksomhed. Hr. formand, hooligans har været alt for succesrige i deres forsøg på at ødelægge glæden for de rigtige fans. Under EM 2000 skal det ikke lykkes dem, for det bliver en fodboldfest for alle.
+Hr. formand, jeg vil starte med Filippinerne og slutte med fodbold, thi så vidtfavnende er Europa-Parlamentet. Kommissionen deler de ærede medlemmers bekymring over gidslernes sundhed og sikkerhed i Jolo og Basilan. Vi fordømmer på det stærkeste sådanne terroraktioner. Vi støttede selvfølgelig fuldt ud beslutningen om at sende EU's højtstående repræsentant, Javier Solana, til Filippinerne. Hr. Solana skulle personligt overgive meddelelsen vedrørende gidslernes sikkerhed fra Den Europæiske Union til den filippinske regering. Den filippinske regering forsikrede ham om, at der ikke ville blive brugt militære magtmidler til at befri gidslerne. Vi følger nøje udviklingen på Mindanao og de omkringliggende øer. Vi er bekymrede over den stigende politiske vold efter afbrydelsen af fredsforhandlingerne mellem den filippinske regering og forskellige væbnede grupper. Vi mener, at kun en hurtig genoptagelse af fredsforhandlingerne - som ønsket af lederne af det civile samfund og religiøse grupper - kan sikre en varig forbedring af situationen i Mindanao. Jeg vil gerne tilføje et sidste punkt vedrørende de 21 gidsler, hvoraf syv er unionsborgere. Vi håber naturligvis alle, at de snart bliver frigivet, og vores tanker er hos deres familier. Jeg håber også, at vi snart hører nyt om de journalister, der tog ud for at dække historien, og som efterfølgende er forsvundet. Jeg håber, at de snart bliver fundet. Jeg vil gå videre til Ækvatorialguinea. Vi har nøje overvåget menneskerettighedssituationen i Ækvatorialguinea i adskillige år, og vi deler Europa-Parlamentets bekymring over lokalvalgene. Denne bekymring afspejledes i formandskabets erklæring i starten af maj. Da Kommissionens tjenestegrene for nylig besøgte landet, talte man direkte med præsidenten om de spørgsmål, som Parlamentet bringer på bane. Den 2. maj anmodede Ækvatorialguineas regering officielt kommissær Nielson om at sende en valgobservationsmission til landet. Kommissionen sender et svar med et nøje begrundet afslag til præsident Obiang. Anmodningen fra Ækvatorialguinea indløb meget sent, og i henhold til vores retningslinjer skal valgobservationsmissioner forberedes på et tidligt tidspunkt i valgprocessen, så vi kan sikre os, at processen er grundig og retfærdig. Det er relevant, at oppositionspartierne i Ækvatorialguinea har anfægtet valglisterne, og at de allerede har besluttet at boykotte valget. Vi mener derfor, at tilstedeværelsen af internationale observatører på nuværende tidspunkt ikke vil forbedre kvaliteten og gennemsigtigheden af de lokale valg, og vi kunne frygte, at observatørernes tilstedeværelse ville blive misbrugt af de lokale myndigheder til at legitimere en utilfredsstillende proces. Vi agter imidlertid at engagere os i demokratiseringsprocessens fremme i Ækvatorialguinea. Hvad angår Iran, så deler Kommissionen fuldt ud Parlamentets bekymring over den manglende ytringsfrihed i landet. I den omfattende dialog mellem Den Europæiske Union og Iran stiller Kommissionen regelmæssigt spørgsmål om menneskerettigheder, herunder pressefrihed. De iranske myndigheder er udmærket klar over den betydning, vi tillægger sådanne spørgsmål. Vi befinder os i øjeblikket i en delikat situation: Reformmodstanderne har brugt deres kontrol med domstolene og sikkerhedsstyrkerne til at intimidere intellektuelle og forbyde reformvenlige aviser. De aktuelle spionageanklager mod 13 jøder er også dybt foruroligende. Reformisterne har forholdt sig afventende, og det bør vi også gøre, idet vi kan håbe på, at indkaldelsen af parlamentet vil medvirke til en snarlig forbedring af situationen. Nu vil jeg gå videre til Burma. Vi beklager dybt det burmesiske militærregimes fortsatte krænkelse af menneskerettighederne. Vi fordømmer især de fortsatte henrettelser uden rettergang, den udbredte brug af tvangsarbejde, den tvungne fortrængning af lokalbefolkningen samt undertrykkelsen af politiske modstandere og hindringen af lovlige politiske partiers frie virke. Sidstnævnte omfatter bl.a. restriktionerne i den frie bevægelighed for Aung San Suu Kyi og andre medlemmer af Nationalforbundet for Demokrati samt den rutinemæssige praksis med tilfældige arrestationer. Vi har givet vores varme støtte til EU's fælles holdning til Burma og til beslutningen fra Den Vesteuropæiske Unions Udenrigsudvalg i april 2000 om at styrke denne fælles holdning. Vi benytter enhver lejlighed til at presse vores asiatiske partnere til at opfordre det, der med et drys George Orwell kaldes "the State Peace and Development Council", SPDC, til at indgå i en omfattende dialog med de demokratisk valgte repræsentanter og de etniske minoriteter med henblik på at finde en fælles løsning på Burmas problemer og få overholdt de internationalt vedtagne menneskerettighedsstandarder. Til slut vil jeg tale lidt om fodboldvolden. Ansvaret for at opretholde et passende sikkerhedsniveau for tilskuere og spillere under Euro 2000-slutrunden ligger hos de relevante nationale myndigheder og de relevante fodboldforbund. Jeg vil blot komme med to ekstra kommentarer. For det første vil vi minde Parlamentet om, at Rådet (retlige og indre anliggender) i juni 1999 opfordrede medlemsstaterne til at øge samarbejdet for at undgå og begrænse vold og optøjer i forbindelse med internationale fodboldkampe. Samtidig blev der udgivet en håndbog med eksempler på arbejdsmetoder for politistyrker. For det andet finansierer EF-programmet for politi- og toldsamarbejde et projekt udarbejdet af politimyndighederne i Nederlandene og Belgien og med deltagelse af andre medlemsstater. Formålet med dette projekt er at lære af erfaringerne fra Euro 2000 for om nødvendigt at forbedre organiseringen af lignende begivenheder i fremtiden. Jeg vil gerne komme med en enkelt tilføjelse. Jeg håber meget, at Euro 2000 bliver en stor succes. Jeg håber imidlertid ligeså inderligt, at kampene under Euro 2000 bliver noget bedre end den, jeg så på fjernsynet i aftes. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 18.00.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen i en sag, der ligger de fleste af parlamentsmedlemmerne meget på sinde. Ved flere lejligheder i denne uge har medlemmernes bar været fyldt op med besøgende udefra. Jeg ved, at flere af medlemmerne ikke har kunnet få noget mad i den forløbne uge. Kan vi få kvæstorerne til at indskærpe, at det er en bar for medlemmer af Parlamentet? Parlamentsmedlemmerne har deres egen bar i Bruxelles. Jeg har ikke noget imod, at man tager et par af de ansatte eller nogle få andre med i baren, men jeg finder det forkert, at nogen inviterer grupper på 20 besøgende eller flere. Jeg håber, at vi kan få en afklaring på problemet.
+Tak, hr. Sturdy. Vi vil videregive spørgsmål til Kvæstorkollegiet som ønsket.
+Hr. formand, jeg forstår, at vi kommer til at stemme om de to sidste beslutninger om Guatemala og om ikkespredningsaftalen uden forhandling. Jeg vil ikke komme med indvendinger mod dettte, men jeg notere mig det usædvanlige i, at Parlamentet kan diskutere fodboldhooliganisme i halvanden time - jeg er også selv en stor fodboldfan - men ikke har ét minut tilovers til at diskuterer den største hooliganisme, der findes, nemlig kernevåben i verden!
+De udtrykker Deres synspunkt meget klart. I morges blev det besluttet, at afstemningen skal finde sted kl. 18.00, og at der også skal stemmes om de uopsættelige spørgsmål, der ikke har været genstand for forhandling. Sagen om fodboldvold blev behandlet i forbindelse med forhandlingen om menneskerettigheder. Denne forhandling er afsluttet, og dermed er hele denne sektion afsluttet. Jeg ønsker ikke en masse indlæg i denne sag. Der skal stemmes om mange punkter i aften.
+Hr. formand, det er naturligvis klart, at De nu gerne vil undgå en lang debat, men jeg mener, at det i morges ved beslutningen ikke var klart, at aktuelle og uopsættelige spørgsmål simpelthen skulle udgå. Så var der måske også andre kolleger, der ville have truffet en anden beslutning. Jeg mener, at det på ingen måde må blive vane her i Parlamentet, at emner, som har stået på dagsordenen siden ugens begyndelse, simpelthen udgår. Vi ønskede at tale om Guatemala. Der har været parlamentsmedlemmer fra Guatemala til stede hele ugen, og vi forsøger at forklare dem, at de skal forbedre deres demokrati og overholdelsen af menneskerettighederne. Jeg mener, at når vi så ikke engang diskuterer emnet, så er det ikke noget godt forbillede.
+Jeg vil gerne henvise til artikel 50, stk. 6: "Formanden og gruppeformændene kan bestemme, at et beslutningsforslag sættes under afstemning uden forhandling". Det er denne artikel, der er grundlaget for vores praksis. Jeg er enig i, at dette ikke bør danne præcedens. Lad os nu skride til afstemning.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige noget om afstemningen, nemlig om, at man både på grund af den manglende overholdelse af 24-timersfristen og eventuelt også på grund af Parlamentets beslutningsdygtighed kunne forsøge at forhindre denne afstemning. Det ville jeg ikke gøre, men jeg vil anmode fru Buitenweg og hendes venner om for deres vedkommende at stille deres sabotageaktion i bero i morgen og standse den her i Parlamentet.
+Hr. formand, mit indlæg er faktisk et indlæg til forretningsordenen i helt samme forstand som min kollegas. Jeg beklager, at fru Buitenweg medvirker i sabotageaktioner, og jeg vil gerne reagere mod de gentagne påstande, vi har hørt fra fru Buitenweg, fru Van Lancker og hr. Howitt, som er ødelæggende beskyldninger mod os, når det rent faktisk har været fru Buitenweg selv, som har ført an i sabotagen af Parlementets funktion.
+Hr. formand, jeg har et indlæg til forretningsordenen. Jeg vil foreslå, at vi straks går over til afstemningen. Vi havde denne forhandling i morges og traf et valg. Lad os nu komme videre.
+Hr. formand, mennesker er forskellige, men de er ligeværdige. Efter vores mening skal vi i det menneskelige samfund gå ud fra solidaritet, menneskelig værdighed og ligeværdighed. Det har alle mennesker krav på. Desværre er der en lang tradition af ulige behandling i første instans af mennesker, som har magt til at gøre andre afhængige af dem. De kan behandle de mennesker, som er afhængige af dem, uligeværdigt ved at belønne eller straffe dem for noget, som de selv ikke har nogen indflydelse på. Det er ikke kun gjort af slaveejerne og koloniale soldater, men også af arbejdsgivere og politiske ansvarlige. Der opstår også diskrimination, hvis menneskerne fratages en stor del af deres basisbehov. Hvis alle skal kæmpe for en arbejdsplads, et uddannelsessted eller en bolig, skabes der en interessestrid mellem grupper. Mennesker begynder at tro, at hvis de andre ikke var der, ville de have mere. Ud fra en racistisk holdning drejer det sig simpelthen om, hvem der må få de sparsomme midler, og hvem der ikke må. Alle, der tilhører en anden gruppe, betragtes som en uønsket konkurrent på arbejds- eller boligmarkedet. I Vesteuropa har arbejdsgiverne og politiet stadigvæk fordomme og en tendens til ulige behandling. Derudover er der grupper, som drager politisk fordel af de sparsomme og kortsigtede følelser for at sætte grupper af mennesker op mod hinanden. At arbejdernes og landmændenes sprog i de nyligt dannede nye stater i Østeuropa er blevet statssprog og uddannelsessprog, skyldes en nødvendig demokratisering, men det må ikke følges af diskrimination og bortjagelse af mindretal, som bor på denne stats område. Alle mennesker har krav på beskyttelse mod de politiske og økonomiske profitører af diskrimination. Valgret for nyankomne, god behandling af politiske flygtninge, lige behandling af alle indbyggere i EU, uanset deres nationalitet, og flytning af bevisbyrden i retssager er i den forbindelse uundværlige midler. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe slår til lyd for maksimalt at forstærke de diskrimineredes stilling og stemmer imod alle forsøg på at reducere beskyttelsen.
+Hr. formand, jeg stemte for forslaget til direktiv om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Det gjorde jeg med stor glæde, og ikke mindst som repræsentant for Pensionistpartiet er jeg glad for, at jeg med min stemme har bidraget til vedtagelsen af dette direktiv. Pensionisterne og de ældre har oplevet Anden Verdenskrig, og de ved, hvad racistisk adfærd betyder. De håbede, at man aldrig mere skulle vende tilbage til dette emne, og det endda med nogle love for at undgå racistiske og fremmedfjendske handlinger. Jeg håber, at denne lov snart bliver overflødig, for det betyder, at der ikke længere er nogen racistisk og fremmedfjendsk adfærd. Jeg håber, at både denne lov og alle andre love om ligebehandling bliver overflødige. Da det desværre ikke forholder sig sådan, er det fornuftigt af Europa at give sin holdning offentligt og klart til kende.
+Det direktivforslag, som Kommissionen har fremsat for på europæisk plan at gennemføre princippet om ligebehandling af personer uanset race eller etnisk oprindelse, og i endnu højere grad Europa-Parlamentets Buitenweg-betænkning, viser med al ønskelig tydelighed, at det bedste er det godes fjende. Forslaget så ellers i begyndelsen meget velmenende ud. Det drejede sig om inden for Den Europæiske Union at beskytte personer, som er ofre for racisme. Men i virkeligheden er den tekst, der lige er fremlagt for os, i den grad besat af jagten på diskriminationer, at den fuldstændig taber retsstatens elementære principper af syne, og sågar - og det er topmålet - princippet om lighed i behandlingen af personer. Uden naturligvis at glemme at direktivforslaget som sædvanlig giver pokker i enhver overholdelse af subsidiaritet og i respekten for medlemsstaternes nødvendige vurderingsmargin. Især i kapitlet om retsstaten læser man med forbløffelse i Kommissionens egen tekst, at hvis der, i en givet situation, opstår en simpel formodning om diskrimination, så er det op til den forsvarende part at bevise, at der ikke har været tale om krænkelse af den lige behandling (artikel 8). På denne måde ville det traditionelle princip i vores retssystem, ifølge hvilket det er anklagemyndighedens opgave at levere beviser for anklagedes skyld, og ikke anklagedes opgave at levere beviser på sin uskyld, være trådt grundigt under fode. Virkningen af en sådan bestemmelse ville være så meget mere ødelæggende, som den formodede diskrimination ville kunne være en simpel "indirekte diskrimination", som der ifølge artikel 2b er tale om, "når en bestemmelse, et kriterium eller en tilsyneladende neutral praksis må formodes at frembringe en ugunstig virkning for en person eller en gruppe af personer af en givet race eller etnisk oprindelse". Men denne antidiskriminations lidenskab finder hurtigt sine grænser, stadigvæk i Kommissionens egen tekst, så snart det drejer sig om at træffe særlige forholdsregler for at opveje handicappene hos en etnisk gruppe, som antages at være ugunstigt stillet (artikel 5). Man ser her konturerne af den famøse amerikanske politik om "positiv diskrimination", som i øvrigt anfægtes kraftigt, netop i USA. Og så er der her kun tale om Kommissionens tekst, som er mere moderat. Europa-Parlamentets betænkning smører for sit vedkommende på på alle områder. Nogle i Kommissionen må tilsyneladende have haft deres tvivl, for de har gjort sig den ulejlighed at tilføje et notat til direktivforslaget, der forklarer dets eventuelle virkning på virksomhederne. Denne usædvanlige fremgangsmåde viser, at spørgsmålet ikke er klart. I dette notat påstår Kommissionen simpelthen, at "direktivet vil styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne, idet det sørger for, at de råder over en mængde kompetencer og ressourcer, der er betydeligt større end nu, og at disse kompetencer skal bruges uden skelen til race eller etnisk oprindelse". Desværre er denne påstand, hvis formål alene er at give redaktørerne god samvittighed, tilsyneladende fuldstændig forkert. Det er indlysende, at virksomhedslederne risikerer at blive forulempet, ikke mindst når det drejer sig om jobs, af trusler fra personer, hvis ansøgninger er blevet afvist. Det lader sig imidlertid ikke nægte, at den nuværende indvandring i de europæiske lande i alt væsentligt består af ufaglærte, som kommer fra lande, hvor erfaringen med at arbejde i en virksomhed, sådan som vi praktiserer det her, er usædvanligt lille. Under truslen fra denne nye lovgivning, og for at få fred, kan en arbejdsgiver blive presset til at oprette jobs, som ikke burde oprettes, hvilket vil være en hemsko for hans virksomheds konkurrenceevne. Af alle disse grunde forkaster vi Buitenweg-betænkningen, og vi håber, at Rådet, som med enstemmighed skal træffe beslutning om gennemførelsen af EF-traktatens artikel 13, vil forkaste Kommissionens forslag.
+Jeg ville have stemt for beslutningsforslaget i betragtning af de positive punkter, det indeholder, og de forventninger, som visse af dets punkter med rette kan give anledning til. . Imidlertid gjorde to indlæg af hr. Désir det klart, at disse tekster, i hvert fald i deres franske version, indeholdt bestemmelser, som er fuldstændig imod de internationale retsprincipper og i særdeleshed imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Derfor undlod jeg at stemme om forslaget til lovgivningsmæssig beslutning.
+Vi har stemt for Buitenweg-betænkningen, som på mange punkter støtter og forbedrer Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af personer uanset race eller etnisk oprindelse. Men, som vi havde lejlighed til at sige det i forbindelse med afstemningen om ændringsforslag 39, er det os magtpåliggende at gentage, at vi er fuldstændig uenige i udfærdigelsen af direktivudkastets artikel 4, som, idet den slår fast, at "en forskelsbehandling, som bygger på en karakteristik, der har med race eller etnisk oprindelse at gøre, ikke er nogen diskrimination, når den pågældende karakteristik, som følge af selve naturen af en professionel aktivitet eller dens vilkår, er et væsentligt, professionelt krav", kommer i fuldstændig modsætning til bestemmelserne i de internationale og europæiske konventioner om menneskerettigheder og udryddelse af alle former for social diskrimination, som er bindende for Den Europæiske Union og de medlemsstater, der har ratificeret dem, og til flere af Den Europæiske Unions medlemsstaters love og forfatninger. Denne artikel vil f.eks. ikke kunne overføres til fransk ret, idet Forfatningsrådet med rette vil blive nødt til at modsætte sig det. Hvis denne artikel blev opretholdt i den endelige udgave af direktivet, ville den for første gang udgøre en lovlig basis for diskrimination på grundlag af "en karakteristik, der har med race eller etnisk oprindelse at gøre i forbindelse med ret til arbejde". Det var vigtigt for os at lade vores stemmeafgivning være ledsaget af dette forbehold, som ligeledes gælder den fuldstændig upassende brug af ordet "race" i mange artikler, i hvert fald i den franske version. Artikel 2, f.eks., hvor det bruges som et beskrivende element "for en gruppe personer", og ikke som et element, der karakteriserer en uacceptabel diskrimination, hvilket er det samme som at betragte dette begreb som velbegrundet og egnet til på reel og gyldig vis at kunne tjene til at beskrive en person eller en gruppe. Kampen mod racisme, hvis man forstår den rigtigt, bygger netop på afvisningen af begrebet race, på denuntiationen af det, på en afvisning af at spærre mænd og kvinder inde i denne kategori og dele menneskeheden op efter dette såkaldte begreb.
+Jeg stemmer for racedirektivet af følgende grunde. Som asiatisk kvinde i Storbritannien har jeg førstehåndskendskab til de skadelige virkninger, racismen kan have på mennesker og samfund. Skønt der i de seneste år er gjort enorme fremskridt i bekæmpelsen af racismen i alle dens former, ødelægger den fortsat livet for mange mennesker. I min egen region i West Midlands har der f.eks. for nylig været bekymrende tilfælde af racistisk vold. Angrebet på den hvide partner til den sorte verdensklasseatlet Ashia Hansen er et fælt eksempel herpå. Denne betænkning er et gennembrud i omlægningen af bevisbyrden i civile sager om racediskrimination. Når først sagens fakta er fastslået, er det op til de anklagede at bevise deres uskyld. Jeg glæder mig især over de foranstaltninger i betænkningen, der giver enkeltpersoner mulighed for at indlede retssager, hvis de udsættes for racediskrimination. Jeg er også glad for, at lovgivningen tager hensyn til begrebet "indirekte forskelsbehandling", hvor tilsyneladende neutrale bestemmelser kan have en negativ betydning for en person eller en gruppe med en særlig racemæssig eller etnisk baggrund. Der er en stigende højreekstremisme ikke blot i Østrig, men overalt i Europa. Denne betænkning er noget af den mest effektive antiracistiske lovgivning i Europa nogensinde, og det er den mest effektive lovgivning på racediskriminationsområdet i mit eget hjemland siden Race Relations Act i 1976. Minoritetsgrupperne skal have større opmærksomhed i Europa. EU skal tage mere hensyn til deres problemer og forhåbninger. Vi skal forbinde EU's institutioner med alle Unionens samfund. Europa skal være vidtfavnende og ikke afvisende. Vi skal bekæmpe racismen, når og hvor den opstår. Racedirektivet er et standpunkt imod racismen og et væsentligt skridt i retning af dens udryddelse.
+. De danske socialdemokrater i Europa-Parlamentet har i dag stemt for Kathalijne Maria Buitenwegs betænkning om Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse. Det har vi gjort med stor glæde, eftersom Europa-Parlamentet hermed lever op til sin opgave i forbindelse med udmøntningen af artikel 13 i Amsterdam-traktaten. Europa-Parlamentet skal efter artikel 13 i traktaten blot høres om denne sag. Det har derfor i vores stemmeafgivning været vigtigt, at Parlamentets udtalelse - både de enkelte punkter og samlet set - har en meget bred politisk opbakning. Vi har dog ikke kunnet stemme for de ændringsforslag, der direkte vedrører forhold, der henhører under medlemsstaternes strafferet. Det er fortsat et nationalt anliggende. Vi har i forbindelse med debatten om betænkningen peget på, at dette direktiv alene handler om diskrimination på baggrund af race eller etnisk oprindelse. Med hvad med alle de andre beskyttelseshensyn, der er oplistet i traktatens artikel 13? Vi er bekymrede for, at EU ved kun at basere sig på disse to hensyn i dette direktiv, i praksis kommer til at lave et hierarki af mulige årsager til forskelsbehandling. Vi vil derfor særlig fremhæve ændringsforslag nr. 6 om en ny betragtning, som er helt afgørende for os.
+Med de foruroligende beviser på den stigende racisme er jeg meget glad for denne betænkning, der søger at sikre ligebehandling på det arbejdsmæssige og sociale område for alle uanset race eller etnisk oprindelse. Ordføreren søger at sikre en fælles minimumsretsbeskyttelse, bl.a. gennem omvendt bevisbyrde i civile racediskriminationssager og ved at give enkeltpersoner ret til at indlede retssager, hvis de udsættes for chikane eller forskelsbehandles på grund af deres race. Det portugisiske formandskab skal også roses for dets vilje til at sætte sagen på Rådets dagsorden.
+Kampen mod diskrimination er en kamp, der er lige så gammel som dette Parlaments historie siden 1979: Der har allerede været nedsat to undersøgelsesudvalg om racisme, og Parlamentet stod også i 1986 bag en fælles erklæring på tværs af institutionerne. Den slags initiativer er ikke længere tilstrækkelige. Man er nødt til at gå endnu længere, man er nødt til at lovgive. Buitenweg-betænkningen kommer på det rigtige tidspunkt, hvor racisme og antisemitisme er anliggender, der i høj grad foruroliger rundt om i Europa. Behøver jeg mon her at nævne vores agtpågivenhed over for visse partier, som i dag er ved magten? Jeg havde sammen med mine kolleger, hr. Deprez og hr. De Clercq stillet et ændringsforslag, som angik direktivets titel. Den originale tekst på fransk fra Kommissionen siger "uanset race eller etnisk oprindelse". Udtrykket oprindelse er vigtigt, for eventuelle diskriminationer kan sigte, ikke bare til en persons nuværende status, men tillige til personens oprindelse, dens forfædre. Vi ønskede at indføre samme nuance og samme præcision, for så vidt angår spørgsmålet om race, og tale om racemæssig oprindelse. Dette ændringsforslag blev vedtaget i udvalget, men jeg må i dag konstatere, at det ganske enkelt er gledet ud af den tekst, De har foran Dem. Vi ville gerne være sikre på, at dette problem bliver korrekt løst. Endvidere, selv om spørgsmålet om religion er blevet udelukket fra dette direktiv, så er det efter min opfattelse mindst lige så vigtigt at minde om, at vi ikke på nogen måde glemmer de former for diskrimination, der bygger på religiøse overbevisninger, og at Parlamentet derfor på et senere tidspunkt skal behandle en anden tekst fra Kommissionen i denne ånd. Afslutningsvis er Buitenweg-betænkningen gennemsyret af en viljestyrke og en progressivitet, som jeg vil støtte. For risikoen for, at det nynazistiske og racistiske uhyre genopstår, tvinger os mere end nogensinde før til at være på vagt. Dette Parlament bør gå forrest i kampen på dette område.
+Afstemningen er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om kampen mod handel med kvinder.
+Hr. formand, hr. kommissær, først og fremmest vil jeg lykønske ordføreren for det glimrende arbejde, hun har udført om et meget alvorligt problem. Handlen med kvinder er noget, som virkelig forekommer ofte, navnlig i Den Europæiske Unions grænselande, hvor man organiserer mafiaer til at snyde kvinder med jobløfter og et bedre liv, som til sidst ender med prostitution og i mange tilfælde med en situation, som vi klart kan betegne som slaveri. Det drejer sig om et fænomen, der har med det nuværende samfund at gøre, hvor immigrationen begynder at udgøre et alvorligt problem, da der er store personbevægelser, der søger det velfærdssamfund, som størstedelen af os befinder sig i, eller praktisk talt alle Den Europæiske Unions lande. Denne situation kræver en række nye foranstaltninger, grundlæggende i forbindelse med opmærksomhed til ofrene og forfølgelse af de personer, der er impliceret i handlen med kvinder og også med børn - det er ikke alene et problem for kvinderne, men også for børnene - til seksuel udnyttelse. Blandt de foranstaltninger, der foreslås i denne betænkning, er grundlæggende hjælp til ofrene og en opfordring til medlemsstaterne om, at de skal ændre deres lovgivning for at gøre det muligt at kunne handle hurtigt og koordineret blandt de forskellige lande for at løse dette meget alvorlige problem. Den hjælp, som ofrene har brug for er ikke alene materiel, men også juridisk, for det plejer at dreje sig om personer uden dokumentation, uden muligheder, som befinder sig i en angstsituation, og som har brug for hjælp til samtidig at beskytte deres identitet og garantere, at de ikke, hvis de vender tilbage til deres oprindelsesland, vil få endnu større problemer. De forskellige lande i Den Europæiske Union skal harmonisere lovgivningen i denne henseende og finde frem til tilstrækkelige foranstaltninger til at hjælpe disse ofre. Sexhandlen er noget, som breder sig alarmerende. Der er kvinder og børn indblandet. Jeg tror, at kommunikationsmedierne også burde hjælpe i denne proces. For der opdages flere og flere annoncer i kommunikationsmedierne - nogle gange i meget seriøse aviser - hvor kvindehandlen og udnyttelsen gemmer sig bag. Men vi skal ikke alene løse problemet via juridisk bistand og beskyttelsen af ofrene, men også med informationskampagner i oprindelseslandene, således at disse kvinder virkelig ved, hvad de udsættes for, eftersom de fleste af dem bliver snydt og de ved ikke, hvilket helvede, de senere vil ende i.
+Hr. formand, en halv million kvinder narres eller tvinges årligt ind i et liv som sexslaver. Denne kraftigt stigende handel er mere lukrativ end narkotikasmugling og styres som oftest af en organiseret mafia for kvindehandel. Trods denne dystre virkelighed er straffen for handel med kvinder forsvindende lille sammenlignet med straffen for grov narkotikasmugling. Det er måske to års fængelse sammenlignet med 10-15 år for grov narkokriminalitet. Få gerningsmænd stilles for en domstol, endnu færre dømmes. EU har hidtil været et eksempel på, at ord ikke altid bliver til virkelighed. Trods flere udtalelser fra EU om den forfærdelige handel med kvinder findes der stadig ingen database med fuldstændige oplysninger om ofre, handelsveje, lovgivning eller foranstaltninger. Den europæiske kvindelobby rapporterer, at kun 0,036% af EU's budget for 2000 er afsat til ligestillingsspørgsmål, og kun en brøkdel af denne brøkdel går til foranstaltninger mod handel med kvinder. Et stigende antal kvinder smugles ind fra ansøgerlandene. Til trods for dette har EU ikke stillet krav til disse lande om at forebygge og indføre foranstaltninger mod handel med kvinder, som svarer til de krav, der bliver stillet om økonomiske og miljømæssige mål for ansøgerlandene. Når eksisterende love ikke overholdes, og der ikke bliver vedtaget nye love til bekæmpelse af mafiaen, tillader Europas regeringer indirekte, at denne efterspørgselsstyrede handel stiger. Mangelen på lovgivning gælder ikke kun foranstaltninger mod mafiaen, men også mangelen på love, som beskytter ofrene. Alle medlemslande bortset fra to sender ofre for handel med kvinder tilbage til oprindelseslandet til trods for, at deres liv måske er i fare. Vi stemmer i dag, eller forhåbentligt i morgen, om et forsøg på at forvandle retorik og smukke ord til konkrete foranstaltninger. Kvindeudvalget kræver, at medlemslandene skal give kvinder, som vidner, beskyttelse og flygtningestatus. Vi kræver hårde og afskrækkende straffe for handel med kvinder, nationale rapportører for handel med kvinder, som kan oplyse regeringen om udviklingen i deres eget land samt i andre lande. Vi kræver foranstaltninger mod det stigende salg af kvinder via Internettet, uddannelse af en national politistyrke og ambassadetjenestemænd samt øgede ressourcer til frivillige organisationer, som hjælper ofrene. Inden udgangen af dette år har medlemslandenes regeringer formodentlig vedtaget en ny traktat. Vi regner med, at denne traktat vil indeholde et tydeligt retligt grundlag for bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder, som selvfølgelig også skal omfatte handel med kvinder, og at vi vedtager en fælles europæisk politik til bekæmpelse af menneskehandel. Dermed indbefattes spørgsmålet om indvandring og asyl, særligt spørgsmålet om ret til asyl på baggrund af undertrykkelse på grund af køn og forfølgelse på grund af køn. I USA og Rusland blev slaveriet afskaffet i 1860'erne, mens vi må konstatere, at slaveriet stiger til trods for, at vi nu er gået ind i år 2000. Denne nye form for slaveri rammer først og fremmest kvinder og piger, men uanset hvem der bliver holdt som slaver, er det faktum, at slaveriet findes, et af menneskehedens største falliterklæringer. Mange støtter nu kravet om at standse slavehandlen med kvinder, men der er brug for flere - flere mænd, flere regeringer og flere konkrete handlinger!
+Hr. formand, det er helt utroligt at stå her i denne sal - jeg kan næppe kalde det en forsamling lige nu - og indse, at der faktisk foregår slavehandel selv i Den Europæiske Union - her, hvor vi roser os selv for at skabe fred, frihed, demokrati og menneskerettigheder. Det er en alvorlig sag, at der hos os findes denne type af handel, fordi det ofte ikke engang drejer sig om voksne kvinder, men nærmest børn og meget, meget unge mennesker. Denne handel er tæt forbundet med narkotika og hvidvaskning af penge. Formodentlig er det forskellige mafiatyper, der styrer handlen. Denne betænkning er rigtig god. Ligesom foregående talere vil jeg understrege, at det er nødvendigt, at der sker handling, at politisamarbejdet bliver udviklet, og at der kommer flere oplysninger. Jeg er ofte skeptisk over for de meget høje krav, f.eks. miljøkrav, som stilles til ansøgerlandene. Samtidig mener jeg, at kravet om oplysninger til landenes egne borgere og særligt oplysninger til de unge kvinder er et rimeligt krav. Det kræver nemlig ikke mange ressourcer og er muligt at gennemføre. Jeg kan derfor kun appellere til alle om at stemme for betænkningen og tage hjem og bearbejde egne regeringer, organisationer og medier.
+Hr. formand, forebyggelse er bedre end helbredelse. Med hensyn til handel med kvinder ser det ud til at være umuligt. I EU og især også i landene i Mellem- og Østeuropa er der tale om en voksende kommerciel udnyttelse af kvinder. Af ordførerens betænkning fremgår det, at de forholdsregler, som er truffet indtil nu, ikke har haft særlig stor betydning. Hvis vi virkelig vil undgå handel med kvinder, skal vi finde en anden fremgangsmåde. Ved at tilpasse asyl- og migrationspolitikken og legalisere prostitution kan vi ikke standse denne handel. Selv om jeg generelt er tilhænger af gode arbejdsforhold, kan de heller ikke stoppe handlen med kvinder. Sålænge der er behov for prostituerede, vil der altid være kvinder at finde, som, lokket af bedre udsigter, ofte uvidende, tilbyder sig som handelsvare. Det er ikke kun samvittighedsløse kriminelle organisationer, men også rige kunder og mindre rige kunder, som sætter dette slavearbejde i gang, hvor disse chanceløse kvinder udnyttes. Denne kløft mellem fattig og rig kan vi ikke slå bro over med en række fælles organiserede initiativer. Ud over en god og storsindet udviklingspolitik til at forbedre leveforholdene for de kvinder i deres eget land skal der gøres noget ved vores samfunds mangel på normer. Ved at anvende hårdere straffe for kriminelle organisationer, som beskæftiger sig med menneskehandel, understreger vi vores forkastelse af sådanne handlinger. Handel med kvinder kan kun på den måde trænges effektivt tilbage. Jeg takker ordføreren for hendes meget værdifulde betænkning.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, i 1996 blev startskuddet givet til en europæisk handlingsplan om handel med kvinder, og jeg er glad for at kunne minde Dem om, at den daværende belgiske regering spillede en meget vigtigt rolle ved det startskud. Spørgsmålet er, om Europa efter fire års arbejde er tilstrækkelig rustet til at bekæmpe handlen med kvinder effektivt. Jeg mener, at fru Sörensens betænkning i høj grad beviser, at det ikke er tilfældet. Vi støtter fru Sörensens betænkning fuldt ud, og jeg vil gerne lykønske hende med det udmærkede arbejde. På ny vil jeg især henvise til beslutningsforslagene, som vi vedtager i morgen, mangelen på en sammenhængende juridisk ramme for bekæmpelsen af handel med kvinder, som i øvrigt er et emne, som den belgiske regering dengang gjorde meget ud af. Jeg tror, at vi alle efterhånden ved, at en sammenhængende bekæmpelse af handel med mennesker først og især kræver, at der er en klar definition af handel med kvinder. En definition, som ikke begrænses til tvungen prostitution, selv om det er meget vigtigt, men til alle former for handel med kvinder. Endvidere en definition, som kobles sammen med afskrækkende sanktioner, som har med menneskehandel at gøre. Jeg mener, at man roligt kan sige, at de nationale love og metoder til opsporing og forfølgelse af handel med kvinder skal harmoniseres hurtigt, og at det er vigtigt, at polititjenesterne samarbejder bedre. Et andet punkt, som er meget vigtigt for os, i betænkningen, og det har vi allerede i et stykke tid slået til lyd for, er, at vi fortsat skal kæmpe for beskyttelsen af kvinder, som er ofre for sådanne handelsmåder. Disse kvinder straffes stadigvæk alt for ofte i mange lande, og de er faktisk ofre. Vi slår til lyd for en lovlig opholdstilladelse for disse kvinder, så de kan beskyttes. For det tredje mener jeg, at det er klart, at vi ikke kan finde en løsning uden sådan en juridisk ramme. Jeg vil i øvrigt gerne lykønske hr. Vitorino med hans hensigt om allerede i år at fremlægge en rammebeslutning for Rådet, hvorigennem nogle af disse vanskelige punkter og problemer kan ordnes. Patsy Sörensen, vores ordfører, kender det område, som hendes betænkning handler om, meget godt. Jeg anmoder derfor kommissæren, nu hvor han er til stede, om ved udarbejdelsen af den fremtidige politik om menneskehandel naturligvis at tale med polititjenester, myndigheder, men også at tage sig tid til at tale med dem, der udfører basisarbejdet, socialarbejderne på dette område. For det er faktisk også deres ekspertise, som kan sørge for, at vores handlingsplan med henblik på handel med kvinder er sammenhængende og global.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Sörensen for hendes forslagsrige betænkning og for hendes kraftige understregning af, at handel med kvinder og børn er en krænkelse af menneskerettighederne. Kroppen og mennesket er ikke en vare. Selv om mange kvinder vælger at prostituere sig for at tjene nogle lette penge, vil jeg ikke skelne mellem prostitution og tvungen prostitution, for prostitution er under alle omstændigheder udnyttelse. Jeg vil gerne understrege tre punkter. De to første punkter er handel og indvandring. En politik med lukkede grænser får indvandrerne til at begå ulovligheder for at opnå visum eller til at rejse illegalt ind i landet. Medlemsstaterne bør føre en mere solidarisk og ansvarlig politik. Det tredje punkt er ofrenes rettigheder. Det er blevet foreslået, at EU skal give ofrene midlertidig opholdstilladelse, såfremt de vidner mod bagmændene, men hidtil er det kun Italien, som udsteder opholdstilladelser uafhængigt af ofrenes vidneforklaring. Jeg vil slutte af med spørgsmålet om kunderne. Kommissær Vitorino har flere gange sagt, at det er nødvendigt at tage højde for efterspørgselen på dette marked, det vil sige kunderne. Men hvem er kunderne? Det kan være vores fædre, vores sønner og os selv. Det er vores pligt at bidrage til, at der sker en radikal holdningsændring og en radikal ændring af vores samfundskultur. Dette indebærer, at vi skal støtte politikker til fordel for kvinderne.
+Hr. formand, at tale om handel med kvinder betyder, at vi er bevidste om, at vi taler om en form for slaveri, nemlig om en ny form for slaveri, hvor de fleste ofre er kvinder, som er udsat for en handel, der styres af organiserede kriminelle netværk. Handlen med mennesker giver næring til forskellige markeder, bl.a. markederne for organer til transplantation, for babyer til de barnløse og for billig arbejdskraft. Denne kriminelle form for handel går dog mest ud over kvinder, som for størstedelens vedkommende er udsat for handel med henblik på seksuel udnyttelse. Kvindernes fattigdom og udstødelse i deres hjemlande, bagmændenes store fortjeneste og ringe risiko samt den store europæiske efterspørgsel efter kvinder til prostitution og andre former for seksuel udnyttelse er årsagerne til denne handel, der hele tiden bliver mere omfattende. Det Europæiske Råd i Tampere gav for nylig EU til opgave at bekæmpe illegal indvandring, heriblandt dem, der tjener penge på menneskehandel. Fru Sörensen går i sin betænkning længere end denne indfaldsvinkel og giver bekæmpelsen af sådanne forbrydelser førsteprioritet. Det anslås, at denne handel berører 500.000 kvinder om året. Størstedelen af disse kvinder er illegale indvandrere, men da denne handel foregår i smug, er problemets egentlige omfang ukendt. Det bidrag, som de ikke-statslige organisationer har ydet ved at afsløre årsagerne til, metoderne for og konsekvenserne af handlen med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse, har sammen med organisationernes støtte til ofrene medført en større bevidsthed om disse spørgsmål. Stop- og Daphne-programmerne udgør allerede en vigtig indsats fra EU's side, men vi skal gå længere endnu. I fru Sörensens glimrende betænkning, hvor man understreger den eksisterende forbindelse mellem menneskehandel og indvandrings- og asylpolitik, anmoder man navnlig regeringskonferencen om at foretage en fuldstændig harmonisering af europæisk politik på dette område. Som man anmoder om i betænkningen, vil man så på europæisk plan skulle fastlægge et retsgrundlag og nogle effektive forebyggelses-, beskyttelses- og støtteforanstaltninger for ofrene. Desuden skal medlemsstaterne og ansøgerlandene selv gøre en indsats på det lovgivningsmæssige, forvaltningsmæssige og politimæssige plan for at straffe denne forbrydelse, og samtidig skal de udvikle det internationale samarbejde med Europol og Interpol for at bekæmpe de kriminelle netværk. På nationalt plan er det nødvendigt, at man giver flygtningestatus og opholdstilladelse til ofrene for denne handel. Nogle lande, nemlig Italien og Belgien, har allerede indført denne lovgivning med assistance fra ngo'erne. Det er desuden nødvendigt at iværksætte en informationskampagne i kvindernes hjemlande og gøre offentligheden opmærksom på problemet i medlemsstaterne, navnlig den mandlige del af offentligheden.
+Hr. formand, de millioner af ofre for de internationale kriminelle organisationer over hele verden, der beskæftiger sig med slavehandel, og den skræmmende kendsgerning, at organisationernes netværk breder sig over hele Den Europæiske Union, gør det tvingende nødvendigt at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til bekæmpelse af dette moderne mangehovede uhyre. EU og medlemsstaterne står i dag helt magtesløse og ude af stand til at gribe effektivt ind og bekæmpe de frø, der næsten uhindret sås og gror lige ved siden af os. I Athen rystedes offentligheden for nylig af afsløringen af en albansk indvandrer, som udgav sig for at være læge og i ni måneder holdt en 13-årig pige indespærret i sin lejlighed i et fredeligt kvarter i Athen, hvor han tvang hende til at virke som prostitueret, og hvor han havde en daglig kundekreds bestående af 50-60 agtværdige borgere. Derfor går jeg ind for, at alle strategier til bekæmpelse af handel med og seksuel udnyttelse af kvinder og børn bør gå i retning af hårde straffe til alle, som tjener penge på at sælge andre mennesker, og af alle, der gør brug af prostituerede, som det er tilfældet i Sveriges og Canadas lovgivning. Tilsyneladende falder stigningen i denne menneskehandel sammen med de seneste omfattende folkevandringer og den økonomiske forarmelse af store samfundsgrupper. For nylig offentliggjorde Le Monde nogle rystende tal om menneskehandlere, som i samarbejde med internationale menneskesmuglingsorganisationer har udnyttet situationen i Kosovo og er ansvarlige for seksuel udnyttelse af ca. 300.000 kvinder i Frankrig, Tyskland og Belgien. Der er tale om kvinder hovedsagelig fra Kosovo, men også fra Moldavien, Rumænien og Bosnien. Kvinderne holdes fanget som reelle slaver i koncentrationslejre og udsættes for tortur, før de tvinges til prostitution. De ting, der foregår, er en skamplet på det 21. århundredes Europa og afslører manglende politisk vilje og engagement til at prioritere dette spørgsmål. Kommissionens meddelelse er tilfredsstillende, og fru Sörensens betænkning er fremragende, men gode hensigter er ikke tilstrækkeligt til at bekæmpe den internationale organiserede kriminalitet. Der er brug for initiativer på flere fronter; retlige og administrative foranstaltninger; harmonisering af lovbestemmelser og retsforfølgelsesmetoder; strenge straffe; beskyttelse af ofrene og samarbejde mellem politimyndigheder og retlige myndigheder. Der er også brug for en styrkelse af Europol med midler og med personale, så der kan udarbejdes planer for arrestation og retsforfølgelse i samarbejde med alle medlemsstater, og de ikke-statslige organisationer bør ligeledes styrkes. Der er således brug for en øjeblikkelig gennemførelse af alt, hvad der er fastsat i Amsterdam-traktaten og i konklusionerne fra Tampere; spørgsmål, hvor der tilsyneladende ikke sker fremskridt, hr. kommissær.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, Kommissionen glæder sig over muligheden for at deltage i denne forhandling om, hvordan vi kan udvikle vores fælles bestræbelser på at bekæmpe handel med kvinder med henblik på seksuel udnyttelse i overensstemmelse med Kommissionens anden meddelelse fra december 1998. Jeg benytter lejligheden til at sende en hilsen til min forgænger fru Gradin, der var forfatter til den meddelelse. Jeg vil også lykønske det ærede medlem fru Sörensen. Hendes betænkning er et meget nyttigt bidrag til dette arbejde. Inden vi går videre med de mere væsentlige elementer af dette emne, vil jeg gerne slå fast, at Kommissionen fortsat forpligter sig fuldt ud til at bevare kampen mod denne ydmygende form for krænkelse af menneskerettigheder og den menneskelige værdighed højt på den politiske dagsorden. Det har vi bevist i de forslag, vi fremsatte på Det Europæiske Råds møde i Tampere i oktober 1999. Som flere medlemmer allerede har understreget, bør man yderligere fremme præventive og repressive foranstaltninger samt hjælp og bistand til ofrene og et øget internationalt samarbejde. Jeg bemærkede, at den beslutning, som Parlamentet skal stemme om i morgen, og den betænkning, der er til forhandling i dag, indeholder en lang række anmodninger til Kommissionen. Jeg vil derfor søge at se nærmere på at par af de centrale spørgsmål. Først vil jeg gerne se på spørgsmålet om en forbedring af medlemsstaternes eksisterende straffelov vedrørende kriminalisering af folk, der foretager menneskehandler med henblik på seksuel udnyttelse. Som udgangspunkt for denne øvelse har vi instrumentet fra februar 1997, men det har sine tydelige mangler. Som jeg forstod det under høringen i august, vil Kommissionen ved udgangen af dette semester fremsætte en række forslag om handel med og seksuel udnyttelse af kvinder og børn. Efter min mening har vi et solidt grundlag herfor i Amsterdam-traktaten, i Wien-handlingsplanen fra 1998 og i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere. Vi behøver derfor ikke vente på traktatændringer. Vi har et klart retsgrundlag for at gøre det strafbart at handle med kvinder. Fru Van Lancker sagde, at forslaget bygger på en rammeafgørelse, der primært skal sikre, at alle medlemsstater har fælles definitioner, fælles strafferetlige definitioner og fælles sanktioner. Vi skal endvidere overveje at udarbejde tværgående retlige retningslinjer, f.eks. vedrørende definition af kompetent jurisdiktion, udleveringsregler og regler vedrørende beslaglæggelse af indtægterne fra kriminelle handlinger. Et vigtigt aspekt for fremtiden er, at når forslaget vedtages, vil det blive en del af den gældende fællesskabsret. Det betyder, at ansøgerlandene vil være nødt til at inkorporere forslaget i forbindelse med udvidelsesprocessen. Som jeg tidligere har nævnt over for Parlamentet, er det også vigtigt, at man i forbindelse med kampen for en mere effektiv domfældelse af menneskehandlere giver midlertidig opholdstilladelse til de ofre for menneskehandel, der er villige til at aflægge vidnesbyrd. Det var et af Kommissionens forslag i dets anden meddelelse. Den pakke af forslag, jeg tidligere nævnte, vil derfor lidt senere på året blive suppleret med et direktivforslag, der vil dække spørgsmålet om midlertidige opholdstilladelser med henblik på at beskytte forskellige ofre for menneskehandel, herunder ofre for menneskehandel med henblik på seksuel udnyttelse. Dette element skal imidlertid ses som et afgørende supplement til det første sæt af initiativer. Der er faktisk reelle problemer med at få dømt menneskehandlere. Uden ofrenes samarbejde kan vi ikke med sikkerhed retsforfølge og dømme dem, der høster udbytte af denne trafik. Det er meget vigtigt at forbinde disse to foranstaltninger: at kriminalisere menneskehandlen og samtidig føre en proaktiv politik for at fremme ofrenes samarbejde med politiet og domstolene i bestræbelserne på at domfælde de ansvarlige for sådanne ydmygende aktiviteter. Når man taler om den betydelige udvikling i handlen med kvinder på europæisk plan, skal man også se på de forskellige aktiviteter, der støttes af Stop-programmet. Tidligere og kommende projekter under Stop-programmet dækker adskillige af de punkter, der fremhæves i fru Sörensens betænkning. Jeg vil specielt fremhæve to af prioriteterne for i år, nemlig hjælp og bistand til ofrene samt præventive foranstaltninger. En tværfaglig tilgang vil omfatte ikke-statslige organisationer samt retshåndhævende myndigheder, og jeg finder det nødvendigt at fremme en tættere dialog mellem de ikke-statslige organisationer, der opererer på dette område, og de retshåndhævende myndigheder. Da Stop-programmet nu kører på sit sidste regnskabsår og har ydet et værdifuldt bidrag til kampen mod handel med mennesker på europæisk plan, vil Kommissionen fremsætte et forslag om en forlængelse af programmet i en ny femårs periode, der starter i 2001. Forslaget vil naturligvis bygge på erfaringerne fra det første program. Vi ønsker også at gøre det muligt at køre flerårige programmer, hvilket vil forbedre programmernes effektivitet. Jeg er også nødt til at sige et par ord om gennemførelsen af det nye Daphne-program, der følger efter vedtagelsen af Daphne-initiativet i 1997. Som De ved, skal dette program hindre og bekæmpe alle former for vold mod kvinder og børn, herunder handel med kvinder og seksuel udnyttelse af kvinder. Sammen med Stop-programmet vil dette program give os mulighed for at hjælpe ofrene for menneskehandel og seksuel udnyttelse med bevillinger på 20 millioner euro i perioden fra 2000 til 2003. Der har været og skal være mere fokus på en udvikling af samarbejdet gennem særlige projekter med ansøgerlandene, sådan som flere parlamentsmedlemmer har nævnt. Vi har et alvorligt fælles problem med disse ansøgerlande, da de central- og østeuropæiske lande er de vigtigste oprindelseslande for både menneskehandlerne og deres ofre. Kommissionen har derfor åbnet Daphne for ansøgerlandene, og den vil gøre det samme under Stop-programmet. Endelig har Kommissionen også mobiliseret andre finansieringskilder for at fremme støtte til lokale ikke-statslige organisationer i ansøgerlandene og til forebyggelseskampagner i oprindelseslandene. Kommissionen har f.eks. inden for rammerne af den nye transatlantiske agenda og i samarbejde med USA's regering gennemført forskellige informationskampagner i Polen, Ukraine, Ungarn og Bulgarien for at skabe øget bevidsthed hos befolkningen og offentlige foretagender i disse lande. Med hensyn til fremtiden undersøger vi muligheden for nye kampagner rettet mod nye områder og nye lande. Det er et spørgsmål, der spiller en væsentlig rolle i stabilitetspagten for Balkanlandene. Sidst, men ikke mindst, vil jeg kraftigt understrege betydningen af at involvere Unionen i et bredere internationalt samarbejde. Kommissionen deltager nu aktivt i arbejdet med forslaget til en FN-protokol om handel med mennesker, der skal supplere forslaget til en konvention om grænseoverskridende organiseret kriminalitet, og jeg håber meget, at medlemmerne af De Forenede Nationer vil vedtage denne nye konvention til efteråret. Til slut vil jeg gøre opmærksom på noget, som vi skal have i tankerne, når vi arbejder med bekæmpelse af handel med kvinder på europæisk plan. Det handler om, at skønt Den Europæiske Union kan og skal spille en aktiv rolle i kampen mod handel med mennesker, er det medlemsstaterne, der har det primære ansvar. Det betyder, at vi skal være forsigtige, når vi taler om foranstaltninger såsom automatisk ikke-kriminalisering af ofre for menneskehandel, ikke-statslige organisationers muligheder for at iværksætte retsforfølgelse på ofrenes vegne og undersøgelsesmetoder i kriminalsager. Vi skal med andre ord være opmærksomme på, hvilke mål der bedst løses på europæisk plan, idet vi tager hensyn til medlemsstaternes grænseoverskridende samarbejde. De ærede medlemmer har mulighed for at vedtage, hvad jeg vil kalde et godt stykke arbejde, der ikke blot bekræfter en sammenhængende og multidisciplinær europæisk politik til bekæmpelse af menneskehandel, men som også giver et skub til en nødvendig ekstra indsats på europæisk plan. Jeg vil gerne takke fru Sörensen for hendes viden, ekspertise og bidrag til denne fælles kamp.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0110/2000) af Karamanou for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Republikken Finland med henblik på vedtagelse af Rådets forordning om fastlæggelse af medlemsstaternes indbyrdes forpligtelser med hensyn til tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere (12488/1999 - C5-0319/1999 - 1999/0823(CNS))
+Hr. formand, min betænkning vedrører det forslag til forordning, som det finske formandskab har stillet om regulering af medlemsstaternes indbyrdes forpligtelser med hensyn til tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere i Den Europæiske Union. Jeg er i den ulykkelige situation at måtte sige - på vegne af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender - at forslaget til forordning ikke har fået den fornødne opmærksomhed, og der er ikke foretaget den grundige behandling og det omhyggelige forarbejde, som behandlingen af et så følsomt og kompliceret emne kræver. Resultatet af det manglende forarbejde har været dels alvorlige forbehold, som er kommet til udtryk, dels forkastelse eller manglende interesse for direktivforslaget både fra Europa-Kommissionens og Rådets side og fra Europa-Parlamentets ansvarlige udvalg, Udvalget om Borgernes Friheder og Udvalget om Retlige Anliggender, samt fra de ikke-statslige organisationer, som det finske formandskab tilsyneladende ikke har hørt. Konklusionerne fra Tampere pegede på nødvendigheden af en samlet strategi for migration, et fænomen som utvivlsomt hænger sammen med en lang række ubesvarede politiske spørgsmål. Det hænger sammen med respekten for menneskerettighederne og med de økonomiske, sociale, politiske og kulturelle vilkår i oprindelseslandene. Med hensyn til tilbagetagelse har medlemsstaterne allerede gjort erfaringer med aftaler indgået inden for rammerne af det europæiske politiske samarbejde og Schengen-samarbejdet. Der er tale om et følsomt emne, som kræver et samarbejde på tværs af søjlerne. Hvad angår indholdet i det finske initiativ, følger der ingen begrundelse med det foreslåede udkast. Initiativet indeholder ikke nogen strategisk vision. Udkastet til forordning forsøger at etablere et "Dublin-system" for ulovlige indvandrere med forbillede i konventionen for asylansøgere, der som bekendt har vist sig meget problematisk og ineffektiv at gennemføre. Hovedvægten i forslaget til forordning lægges på at sende tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på medlemsstaternes område, tilbage til deres hjemlande via et system med tvungen tilbagetagelse mellem medlemsstaterne. Forordningen tager sigte på at fastlægge, hvilken medlemsstat der er forpligtet til at tilbagetage tredjelandsstatsborgeren med henblik på gennemførelsen af aftalen. Intet i udkastet til forordning er til hinder for, at en medlemsstat sender en tredjelandsstatsborger tilbage til hjemlandet eller til et andet tredjeland, hvis denne ikke opfylder de gældende betingelser for indrejse eller ophold i et medlemsland. Denne bestemmelse synes at legitimere, at medlemsstaterne kan træffe strengere bestemmelser uden for rammerne af den foreslåede forordning. Andre punkter, hvor der kan rejses kritik, er den kendsgerning, at al solidaritet mellem medlemsstaterne udelukkes, især når det drejer sig om ulovlig passage af grænser og ansvaret for Den Europæiske Unions ydre grænser. Forslaget er muligvis et indirekte pressionsmiddel, der skal gøre Den Europæiske Unions grænser uigennemtrængelige. Der udvises heller ingen følsomhed med hensyn til den personlige situation for personer, som muligvis har tilbragt en relativ lang periode i en medlemsstat, før deres ophold blev erklæret for ulovligt. Desuden udelukkes opholdstilladelser til asylansøgere fra de opholdstilladelser, som er medtaget i forordningen, hvilket giver flere muligheder for at undergrave beskyttelsen af dem. Forordningen giver mulighed for at forelægge en anden medlemsstat en anmodning om tilbagetagelse senest seks måneder efter, at myndighederne i den anmodende medlemsstat er blevet klar over, at tredjelandsborgeren måske opholder sig - og ikke opholder sig - ulovligt på dens område. På denne måde tillader forslaget, at bevis for indrejse på en medlemsstats område kan bygge på formodninger. Når det drejer sig om at fastlægge, hvilke oplysninger der er nødvendige for identifikationen af personer, der skal tilbagetages, er vejen åben for enhver form for misbrug. Det grundlæggende problem er tilsyneladende, at der ikke er blevet udformet en europæisk strategi og europæisk politik for indvandring. Efter min vurdering bør vi hurtigst muligt indlede forberedelsen af retlige instrumenter til direktivet om indvandring i stedet for at begrænse os til repressive foranstaltninger og politiforanstaltninger, som ikke er underlagt en demokratisk kontrol. Vi bør hurtigst muligt realisere konklusionerne fra Tampere og iværksætte en fælles europæisk asyl- og indvandringspolitik baseret på de europæiske humanistiske værdier og respekten for de grundlæggende menneskerettigheder. Endelig opfordrer vi Europa-Kommissionen til at tage de nødvendige lovgivningsmæssige initiativer vedrørende alle spørgsmål med tilknytning til indvandring og naturligvis vedrørende fastlæggelse af medlemsstaternes indbyrdes forpligtelser. Vi kender Deres personlige engagement i sagen, hr. kommissær, og kender de vanskeligheder, De møder i Rådet, og vil hermed tilkendegive vores fulde støtte til alle initiativer, De måtte tage i denne henseende.
+E), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. (DE) Hr. formand, kære kolleger, først vil jeg takke fru Karamanou for det ukomplicerede og særdeles gode samarbejde. Jeg ved, at vi alle har måttet arbejde meget hurtigt med denne tekst, og hun var endda på dette tidspunkt udsat for en dobbelt belastning på grund af nationale forpligtelser. Hun har allerede nævnt et stort antal punkter. Jeg vil blot konstatere, at Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked var enigt vedrørende indholdet og også var i overensstemmelse med Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Det, der adskiller os, er kun en formel bagatel. På vegne af Retsudvalget anmoder vi ligeledes om, at dette initiativ fra Republikken Finland trækkes tilbage. Det har sikkert været velment, men ikke ligefrem gennemtænkt. Det har også fra et juridisk synspunkt rejst flere spørgsmål, end der er givet svar på. Tillad mig at tilføje nogle vigtige punkter. Et sådant initiativ må ikke føre til, at mennesker simpelthen fragtes frem og tilbage inden for vores område. Det er fortsat, som fru Karamanou allerede har sagt, et yderst usolidarisk program mellem medlemsstaterne. Om tilbagetagelsesaftalerne skal jeg tilføje følgende: De skal ikke benyttes til eventuelt at afpresse lande, der modtager udviklingshjælp, så de kun får udviklingshjælp og penge eller samarbejde, hvis de også underskriver disse tilbagetagelsesaftaler. Det grænser til afpresning. Last but not least lad mig så nævne, at også dette problem, nemlig tilbagetagelsen af mennesker, der opholder sig illegalt inden for vores område, kun kan løses i fællesskab, ved at vi også begynder at bekæmpe årsagerne og omsider påtager os et fælles ansvar for problemerne vedrørende integration og asyl.
+Hr. formand, lad mig begynde med at fremhæve det arbejde, som såvel ordføreren som ordføreren for udtalelsen, fru Echerer fra Retsudvalget, har lavet. Jeg har sammen med ordføreren haft mulighed for at arbejde i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, og for mig har det været en ære at lede det udvalg, som stemte for fru Echerers glimrende udtalelse. Hr. formand, vi står over for en situation, som udgør et virkeligt problem: Den progressive forsvinden af de indre grænser gør, at der er fri bevægelighed blandt medlemsstaterne ikke alene for de borgere fra tredjelande, som befinder sig i en lovlig situation, men også for dem, som ikke er lovlige. Og dette er et problem, som vi - lad os være realistiske - skal tage fat på fuldstændigt, som de to ordførere har fremhævet, og jeg kunne tilføje, at vi skal gøre det hurtigt. Min vurdering af Finlands initiativ er langt mindre kritisk end deres vurdering. Jeg tror, at man skal understrege, at Finlands initiativ betød et meget vigtigt skridt fremad fra det øjeblik, det kom på bordet, fordi det fik Rådet til at tage affære i en aktuel sag. Det vil sige, at det finske initiativ i sin tid spillede en vigtig rolle, og vi kan sige, at det er dødt på grund af sin egen succes. De overvejelser, som det finske initiativ satte i gang, gør, at deres forslag nu ikke længere har noget bid, eftersom de er fuldstændigt fulgt op. Det, vi har brug for nu, er ikke et provokerende initiativ, som med et fingerpeg viser, hvor der er et problem og igangsætter en debat, men at finde en løsning på dette problem - afklaret og hurtigt. Herfra tror jeg, at jeg er enig i meget af den kritik, der er kommet frem. Og derudover i et kritisk punkt, som også er med, men som ikke er blevet formuleret. Vi kan ikke som lovgivende institution ændre enhver tekst: Der er tekster, som ikke kan ændres, og hvor man bliver nødt til at fremsætte et ændringsforslag til den samlede helhed. Det er det, vi har gjort i forbindelse med det finske initiativ i det mindste fra PPE-gruppens side. Vi er glade for den værdi, det finske initiativ har haft og har, men vi siger, at vi ikke med dette initiativ seriøst kan stå for det ansvar, som borgerne har betroet os. Hvorfor? Jo, af de grunde, der er angivet, og jeg kan sandsynligvis kun gentage: I dette initiativ tager man hensyn til et aspekt, det mest repressive, men det er kun ét aspekt af problemet. Det, vi har brug for nu efter den udvikling, der har været efter Tampere, er en mere global vision. Ordføreren har absolut ret, når hun fremhæver, at man ikke tager hensyn til procedurespørgsmål og grundlæggende garantier for procedure, og man træffer heller ikke de nødvendige foranstaltninger til at beskytte de grundlæggende rettigheder hos dem, som vil blive indblandet i denne form for procedurer. Endelig er det ikke blevet angivet - og jeg synes, det er vigtigt at gøre det - at det, vi foretager os på dette område, det skal være i overensstemmelse med medlemsstaternes genoptagelsesprincipper over for tredjelande. Man forhandler om alle disse slags bilaterale aftaler, der skal være. På PPE-gruppens vegne har vi fremsat to ændringsforslag - som medtager det, de to tidligere talere har sagt - som jeg håber, Europa-Parlamentet vil støtte i afstemningen i morgen. Dermed kan vi sende et politisk signal og bede Kommissionen om at fremlægge en tekst for os, og at det sker nu snarere end senere, helt og sammenhængende.
+Hr. formand, først vil jeg sige hjertelig tak til de to ordførere for deres betænkning og udtalelse. Jeg skal også på min gruppes vegne sige, at vi fuldt ud støtter forslaget om at henvise dette initiativ til fornyet udvalgsbehandling. Vi er ikke kommet frem til denne beslutning, fordi vi vil gøre det let for os selv og ikke ønsker at indgive ændringsforslag, men fordi - og det fremgår jo af de omfattende og også overbevisende begrundelser - der simpelthen er for mange principielle forudsætninger, der ikke er til stede. Hvilke forudsætninger der her mangler, har vi både hørt i debatten og læst i betænkningerne. Disse mangler får os imidlertid ikke kun til at anbefale, at dette konkrete initiativ afvises, men de rejser også spørgsmålet om det hensigtsmæssige i medlemsstaternes initiativret på disse kompetenceområder. De forslag, der hidtil er forelagt Parlamentet til høring på grundlag af denne initiativret, har som helhed ikke været særligt overbevisende. Jeg medregner her også et østrigsk forslag, dels af indholdsmæssige, dels af tekniske grunde. Fælles for dem har været, at de ikke var integreret i et i sig selv sammenhængende koncept for en række forskellige foranstaltninger. Fælles for disse initiativer har også været, at de enten var i strid med allerede eksisterende retlige instrumenter eller duplikerede disse. Fordelen ved, at initiativretten alene ligger hos Kommissionen, er uden tvivl, at der dermed er sikret en systematisk fremgangsmåde, og at der garanteres teknisk og retligt mere præcise og modsigelsesfrie forslag, først og fremmest under kommissær Vitorinos ansvar. Svaghederne ved medlemsstaternes initiativret bliver også tydelige ved, at de selv inden for kredsen af de øvrige medlemsstater for det meste ikke møder megen begejstring. Det gælder også for det foreliggende initiativ, som ikke mere tillægges høj prioritet af det portugisiske formandskab. I Parlamentet har vi derfor flere grunde end nogensinde før til at være skeptiske over for denne initiativret for medlemsstaterne, ikke kun fordi den forvrider balancen mellem institutionerne, men fordi den hidtil ikke er blevet praktiseret virkeligt overbevisende. Jeg skal berøre et andet problem, som har forbindelse hermed, og som måske ville være værdigt til et fælles initiativ fra medlemsstaterne. Fra politifolk, der arbejder ved Schengen-områdets ydre grænser, hører man gentagne gange, at de opholdstilladelser, der forevises af tredjelandsstatsborgere og er udstedt af vores medlemsstater, nu som før er yderst forskelligartede og ofte vanskelige at identificere som sådanne. Det synes ikke at harmonere med den fælles foranstaltning til ensartet udformning af opholdstilladelser. Her bør medlemsstaterne fremsætte initiativer og udvikle en fælles procedure på EU-plan inden for deres myndighedsområde,
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil sige, at jeg taler lige så meget som finne som i egenskab af repræsentant for ELDR-gruppen. Jeg takker ordføreren og ordføreren for udtalelsen for deres ligefremme, direkte og oprigtige skrivelser om Finlands initiativ. I betænkningen står der, at initiativet må betegnes som ufuldbårent, at det mangler en motiveringsdel, at det er blevet forberedt uden at spørge organisationer som ECRE eller UNHCR til råds, at der heller ikke bliver gjort rede for, hvordan principperne for tilbagetagelse mellem medlemsstaterne forholder sig til principperne for tilbagetagelse via tredjelande. Endvidere står der, at det mangler strategisk vision, som også ordføreren sagde. Der skelnes ikke mellem dem, som ikke opfylder - eller ikke længere opfylder - kravene til at opholde sig her. Det minder alt for meget om Østrigs initiativ på den berømte førstedag af Østrigs formandskab. Der mangler desuden garantier for fremgangsmåderne, hvilket ikke overrasker mig. For mindre end to måneder siden foreslog det samme indenrigsministerium, som står bag dette initiativ, nemlig en ændring af den finske udlændingelov med en hurtig afvisning. Mit parti, det svenske folkeparti, stemte imod dette initiativ, egentlig med samme motivering, som Finlands grundlovsudvalg havde, da det mente, at samme forslag var grundlovsstridigt, fordi ingen havde ret til at blive hørt ved en hurtig afvisning. Det klogeste er altså, at Finland følger Parlamentets forslag og trækker forslaget tilbage, som det juridiske udvalg og endda medborgerretsudvalget foreslår. Jeg vil sige, at kun to parlamentsmedlemmer ud af alle medlemmerne i udvalgene støttede dette initiativ. Jeg beklager, at Rådets og Parlamentets tid er blevet brugt på denne måde. Jeg mener, ligesom hr. Berger sagde, at man kunne have brugt tiden på noget andet, f.eks. rent administrative fremgangsmåder. Man kunne også have beskæftiget sig med kvinder som asylsøgende, da vi må se på helheden af beslutningen fra Tampere for at forbedre asylprocessen. Jeg vil understrege, at jeg taler som finne og som repræsentant for ELDR-gruppen.
+Hr. formand, Karamanou-betænkningen, som vi i dag behandler, anmoder Europa-Parlamentet til at udtale sig negativt om det finske forslag om internt i Den Europæiske Union at indføre en slags restitutionssystem af ulovlige immigranter tilbage til den ansvarlige stat. Ifølge dette initiativ skulle den medlemsstat, der på sit territorium pågriber ulovlige indvandrere, kunne sende dem tilbage til den medlemsstat, som de er kommet ind igennem, i forventning om at denne stat så eventuelt sender dem tilbage til de tredjelande, de oprindeligt kommer fra. Denne tanke forekommer mig interessant af tre grunde. For det første leverer den svaret på et virkeligt problem, som er opstået med nedlæggelsen af de indre grænser i Europa, og den udfylder dermed et juridisk tomrum, idet den til tilbageføresel af de ulovligt indvandrede personer opererer med et system, der bygger på Schengen-reglerne, og som er kalkeret af efter Dublin-konventionen af 1990 om asylansøgere. For det andet tvinger den de medlemslande, der har vist sig sløsede med at overvåge sine grænser, til at overtage ansvaret for de ulovlige indvandrere, som med udgangspunkt i det pågældende land er sivet ind i nabolandene. For det tredje viser den - uanset hvad de foregående talere måtte have sagt herom - hvor nyttig staternes initiativret er, som Amsterdam-traktaten midlertidigt har opretholdt på områder, der har med personers indvandring og bevægelighed at gøre. På disse områder er det nemlig vigtigt, at de nationale regeringer, som er og vil være tættere på befolkningen end Kommissionen, beholder den fulde ret til at stille forslag og, naturligvis, til at træffe afgørelser. Imidlertid forkaster Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender fuldstændig dette finske initiativ og - må jeg sige, hr. formand - lægger dermed en vis overdrivelse for dagen. Det benytter i virkeligheden nogle juridiske mangler som påskud til at afvise det hele en bloc, i stedet for selv, i en mere positiv ånd, at foreslå nogle rettelser. Men dette initiativ mishager føderalisterne, som foretrækker en procedure, hvor regeringerne har mindre at sige og Fællesskabet mere, det vil sige hvor Kommissionen og Europa-Parlamentet tillægges mere magt. Initiativet mishager også de pressionsgrupper, der arbejder for indvandring, og som åbenlyst kommer til orde i begrundelsen, dér hvor der er tale om den positive tilførsel fra indvandringen og om afvisningen af et initiativ, man a priori har stemplet som repressivt. Disse grunde er naturligvis diametralt modsat vores.
+Hr. formand, Kommissionen vil gerne lykønske ordføreren med betænkningen. Da vi er helt enige i hendes analyse og konklusioner og giver hende ret i, at betænkningen ikke kan vedtages, vil jeg fatte mig i korthed. Fru Karamanous betænkning viser tydeligt, at skønt spørgsmålet om tilbagetagelsesregler mellem EU's medlemsstater er meget teknisk og konkret, berører det nogle meget følsomme politiske spørgsmål, der kræver nøjere overvejelse og forberedelse, inden Unionen atter ser nærmere på dem. Jeg erkender, at dette initiativ har gjort Rådet opmærksom på behovet for at udarbejde en sammenhængende og konsekvent indvandringspolitik. Derfor gjorde jeg Parlamentet opmærksom på, at Kommissionen til efteråret vil præsentere Rådet og Parlamentet for en meddelelse om indvandringspolitikken, netop for at give os et overordnet billede, inden for hvilket disse delspørgsmål og sektorspecifikke spørgsmål kan integreres fuldt ud og korrekt. Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen ikke mener, at vi bør se på tilbagetagelsesspørgsmålet. Vi synes, at skønt tilbagetagelsesspørgsmålene utvivlsomt er relevante, bør de primært behandles i de aftaler om tilbagetagelse, som Unionen nu forhandler med tredjelande om. I øjeblikket er det imidlertid bedre at se på det overordnede billede, inden vi tager fat på de små detaljer. Kommissionen kan derfor tilslutte sig den holdning, som ordføreren og et stort flertal i Parlamentet åbenbart har, om at dette initiativ i øjeblikket - og jeg fælder ikke dom over hensigten med betænkningen - er uacceptabelt.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 19.50) MØDET TORSDAG DEN 18. MAJ 2000 1 Meddelelser fra formanden 2 Ligebehandling 8 Kampen mod handel med kvinder 10 AFSTEMNING 16 Ligebehandling 17 Velkomstord 17 Ligebehandling (fortsættelse) 17 AKTUEL OG UOPSÆTTELIG DEBAT 17 Sierra Leone 17 Sri Lanka 17 Menneskerettigheder 17 AFSTEMNING 17 Kampen mod handel med kvinder (fortsættelse) 17 Tilbagetagelse af tredjelandsstatsborgere 17
\ No newline at end of file