diff --git "a/data/train/da_ep-00-04-12.txt" "b/data/train/da_ep-00-04-12.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-04-12.txt"
@@ -0,0 +1,289 @@
+Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. Fru Ludford, De har et indlæg vedrørende protokollen?
+Fru formand, jeg markerede, at jeg har en bemærkning til forretningsordenen, skønt punktet ikke optræder i protokollen. Jeg ønsker ikke at forsinke Parlamentet unødigt, men i forbindelse med forhandlingerne om Europas opbygning er det vigtigt at lægge mærke til en skelsættende domstolsafgørelse i Det Forenede Kongerige. Den såkaldte historiker David Irving har tabt sin injuriesag mod den amerikanske akademiker Deborah Lipstadt, der har beskyldt ham for at manipulere med beviser for at benægte eksistensen af det nazistiske folkemord på jøderne. Dommeren har i en overvældende dom afsagt kendelse om, at han er "en aktiv holocaustfornægter, antisemit og racist, og at han omgås højreekstremister, der fremmer nynazismen". Denne dom er vigtig, ikke alene af hensyn til Europas fortid, men også af hensyn til dens fremtid. Med den stigende racisme og antisemitisme og de ekstremistiske partiers valgsucces er denne dom en saltvandsindsprøjtning i kampen for at befri Europa for racisme og gøre den tryg ved mangfoldighed.
+Tak, fru Ludford. Jeg har noteret mig Deres indlæg til forretningsordenen. Jeg må imidlertid anmode om, at vi først afvikler de indlæg, der vedrører protokollen, således at den kan godkendes. Derefter vil der blive lejlighed til at fremkomme med indlæg til forretningsordenen.
+Fru formand, punkt 2 på protokollens side 5 - der er den første egentlige side - omhandler de problemer, jeg nævnte, med visse politiske grupper, der øjensynligt ikke overholder forretningsordenen, idet de lader enkelte medlemmer af deres gruppe fremsætte ændringsforslag på plenarforsamlingen, angiveligt i gruppens navn, skønt det ikke kan være tilfældet, fordi der fremsættes modstridende ændringsforslag fra samme gruppe. Jeg vil gerne understrege, at skønt protokollen specifikt nævnte PPE-DE-gruppen, så er det ikke den eneste gruppe, der har handlet på denne vis. F.eks. har også den tekniske gruppe - TDI-gruppen - der overhovedet ikke fremsatte ændringsforslag under udvalgsbehandlingen, nu fremsat mellem 20 og 30 ændringsforslag på plenarforsamlingen, og mange af disse er indbyrdes modstridende. De er fremsat af forskellige medlemmer i gruppen med forskellige holdninger, og derfor kan det umuligt være udtryk for gruppens holdning. Det er i modstrid med forretningsordenen, ifølge hvilken kun 32 medlemmer eller en gruppe kan fremsætte ændringsforslag på plenarforsamlingen.
+Fru formand, mit indlæg handler om min bemærkning til forretningsordenen under spørgetiden i aftes. Først blev spørgetiden sat tilbage til kl. 6.30, derefter stod det at læse på skærmen, at den ville starte kl. 18.50. Spørgetiden endte med at starte efter kl. 19.00. Ifølge dagsordenen skulle første del have varet 30 minutter, men den varede meget længere. Mit problem består primært i, at jeg - ligesom flere andre - havde spørgsmål til kommissær Byrne. Vi havde gruppemøder, da jeg så "spørgsmål 41" på skærmen. Men da jeg nåede frem til plenarforsamlingen få minutter senere, var man automatisk gået videre til spørgsmål 49. Fem eller seks personer havde spørgsmål til kommissær Byrne, men ingen af os var til stede til at stille dem. Kommissær Byrne har åbenbart følt sig krænket over dette og set det som en slags irettesættelse. Men det er meget vanskeligt for medlemmerne at være til stede ved samtlige spørgsmål under spørgetiden blot for det tilfældes skyld, at vi springer fra nummer 1 til nummer 99 inden for nogle få sekunder. Jeg vil derfor anmode om, at vi holder os til dagsordenen: 30 minutter til første del af spørgetiden, 20 til anden del osv. Vi bør ikke ændre på dagsordenen, for det er meget vanskeligt for os at håndtere.
+Tak, fru McKenna. Jeg har noteret mig Deres bemærkninger og skal sikre mig, at dette ikke gentager sig.
+Fru formand, i de sidste par dage har der igen været forfærdelige naturkatastrofer ved floden Tisza, og flere mennesker er omkommet. Jeg vil derfor bede formanden om at sende kondolencer til både det rumænske og det ungarske parlament. Samtidig skal vi være opmærksomme på, hvilke miljømæssige konsekvenser dette kan få for vores fælles europæiske miljø. Tisza munder ud i Donaudeltaet, som er et af verdens vigtigste beskyttelsesområder for miljøet.
+Tak, fru Thors, det skal jeg gerne gøre.
+Fru formand, jeg har et mindre alvorligt emne. Da vi i aftes modtog forfriskninger i Budgetudvalget, bemærkede hr. Colom, at der på de små mælkekartoner stod, at de kun var bestemt til skoler. Havde der stået, at de kun var til skolebørn, kunne man forstå, hvorfor de blev omdelt i Europa-Parlamentet, men der stod, at de var bestemt til skoler. Kan vi få undersøgt, hvad der er sket? Det er så pinligt. Jeg ved, at vi har haft kampagner for mere skolemælk, men vi ønskede den ikke ved denne lejlighed.
+Tak, hr. Wynn. Jeg kan ikke umiddelbart besvare Deres spørgsmål, men jeg skal undersøge sagen.
+Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at en del af det personale, som De og Europa-Parlamentets medlemmer dagligt mere eller mindre upåagtet er i berøring med, og som sikrer, at Europa-Parlamentet fungerer, nemlig vagtpersonale, personale i receptionen og brandfolk, i går eftermiddag nedlagde arbejdet i protest mod arbejdsvilkårene. De arbejder 12 timer i træk, uanset om det er i dag- eller nattevagt. Og nettolønnen udgør 6.000 francs uden tillæg for natte- eller weekendvagter. Jeg har forståelse for de ansattes protest og har i øvrigt sammen med mine partifæller sendt Dem en skrivelse desangående. Vi håber, De vil tage denne henvendelse under velvillig overvejelse.
+Tak, fru Laguiller. Jeg skal nøje studere indholdet i det omtalte brev.
+Fru formand, jeg har nu lyttet længe til oversættelsen i hovedtelefonerne, og selv om jeg skifter plads, forsvinder tolkningen indimellem, og det skratter også, ikke kun her, men også i grupperummet. Der er en teknisk fejl. Jeg vil gerne bede de ansvarlige personer undersøge, om her er for meget støj f.eks. på grund af mobiltelefoner. Min hovedstillingen ændrer også på hørbarheden, og jeg kan jo ikke sidde her og lytte med hovedet på skrå. Min anden anmodning er til den tekniker, som regulerer lyden i salen. Visse kolleger råber i mikrofonen, selv om mikrofonen netop er her, for at man ikke behøver at råbe, og så kan man ikke høre noget som helst i hovedtelefonerne. Det vil sige, så snart nogen råber i mikrofonen - selv om man ikke burde råbe - vil jeg bede om, at man sænker lydstyrken i salen, således at man også kan høre noget i hovedtelefonerne.
+Tak, hr. Paasilinna, vi skal undersøge de påpegede forhold, i særdeleshed spørgsmålet om akustikken. (Protokollen godkendtes)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0086/2000) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen (14094/1999 - C5-0341/1999 - 1999/0825(CNS)). Jeg har modtaget et indlæg til forretningsordenen fra UEN-gruppen, som har stillet forslag om at afvise sagen af formelle grunde. Jeg må understrege, at Rådet har anmodet Europa-Parlamentet om en udtalelse vedrørende regeringskonferencen. Den omhandlede Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkning er således sat på dagsordenen i henhold til forretningsordenens bestemmelser angående sådanne udtalelser. Hr. Ribeiro e Castro bedes forelægge UEN-gruppens forslag.
+Fru formand, kære kolleger, denne betænkning skulle ikke være blevet antaget. Dens hovedlinje er imod Europa, det, som Europa virkelig er, imod meget af det helt afgørende, som har bragt os sammen. Symptomatisk for denne aggressivitet over for dette helt afgørende er beslutningsforslagets punkt 15. Vi er alle forpligtede over for de grundlæggende rettigheder og retsstatsprincipperne, og dét allerede her i Parlamentet. Hvordan skal man så forlige sig med, at der rejses tvivl om den grundlæggende rettighed, at der kan appelleres til domstolene? Det drejer sig ikke om interne anliggender, men om eksterne anliggender af største betydning. Vi er parlamentarikere, vi repræsenterer vælgere. Alt, hvad der juridisk og politisk diskriminerer vores partier og vores politiske grupper med hensyn til frihed og lighed, har betydning for vores rettigheder som folkevalgte og dybest set også for vælgernes rettigheder og frihed. Det er dét, der står på spil, ikke mindst i en betænkning, der vil gribe diskriminerende ind i de politiske partiers statut. Det, der står på spil, er det helt uundværlige. Den grundlæggende rettighed om appelmulighed til domstolene må ikke drages i tvivl for nogen som helst. Retsstatsprincipperne må ikke drages i tvivl. Punkt 15 fordærver hele teksten og er til skade for behandlingen af et meget alvorligt spørgsmål. Den fristelse til vilkårlighed fra de stærkes side, som det afslører, er et fremragende billede på alt det øvrige - og derfor også et dårligt tegn for alt det øvrige. Vi siger derfor i vores forslag om afvisning af betænkningen, at den ud over at have et tvivlsomt retsgrundlag ikke er gennemtænkt og heller ikke er befordrende for den brede enighed, som Europa skal bevæge sig fremad med. Det viser såvel dette fatale og beklagelige punkt som det forhold, at det er kommet 225, ja, hele 225 ændringsforslag. Kan man få noget bedre bevis på, at vi har at gøre med en betænkning, der ikke duer? Den duer overhovedet ikke. Vi foreslår derfor i forsvar for Europa og for retsstatsprincipperne, at betænkningen forkastes på forhånd.
+Tak, hr. Ribeiro e Castro. Er der et medlem, der ønsker at udtale sig for forslaget om afvisning af sagen?
+Fru formand, jeg mener, det er helt korrekt, når hr. Ribeiro e Castro ønsker Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen afvist af formelle grunde. Den omhandlede betænkning er i modstrid med og krænker traktatfæstede rettigheder. Det er således helt berettiget, når hr. Ribeiro e Castro peger på stk. 15 i betænkningen, hvori det anføres, at sager vedrørende Europa-Parlamentets interne organisatoriske anliggender ikke kan gøres til genstand for retslig efterprøvelse. Dette forslag krænker helt klart den grundlæggende rettighed for enhver borger, herunder ethvert medlem af Europa-Parlamentet, til at få sin sag prøvet ved domstolene. Efter min opfattelse krænker den foreliggende betænkning imidlertid en række rettigheder, ikke mindst de små og mellemstore medlemsstaters rettigheder, idet disse fra første færd - tilbage til undertegnelsen af Rom-traktaten - har udgjort en væsentlig bestanddel af Fællesskaberne, hvilket vores institutioner i høj grad har respekteret.
+Tak, hr. Berthu. De to ordførere, hr. Dimitrakopoulos og hr. Leinen, ønsker at udtale sig imod det fremsatte forslag.
+Fru formand, kære kolleger, jeg respekterer mine kollegers holdning. Desuagtet finder jeg det særdeles urimeligt og uretfærdigt at begære vores betænkning afvist på grund af stk. 15. Der er andre kolleger, som har fremsat ændringsforslag til betænkningen og har foreslået punkt 15 forkastet. Man har således mulighed for at stemme for omtalte ændringsforslag. Man kan være enig eller uenig i indholdet i et afsnit i en konkret betænkning. Det er både rimeligt og demokratisk, og det er selve baggrunden for Europa-Parlamentets debatter. Jeg finder det imidlertid ikke rimeligt at begære en betænkning afvist af formelle grunde på grund af et bestemt afsnit i teksten. Vi bør sætte den omhandlede betænkning under debat og afstemning i denne mødeperiode. Afstemningen drejer sig ikke om de to ordførere. Afstemningen drejer sig om Europa-Parlamentets udtalelse.
+Fru formand, jeg er meget glad for, at netop UEN-gruppen her går i brechen for flere grundlæggende rettigheder og øget demokrati i Den Europæiske Union. Det glæder mig, det er et stort fremskridt. Ganske vist mener jeg også, at de stærke ord, kollegerne benytter i den sammenhæng, er helt ude af proportioner. I EU's lande har vi helt forskellige kulturer. I nogle lande har Parlamentet ret til selv at opstille sin forretningsorden, og man kan ikke gå til domstolene. I andre lande findes der andre bestemmelser derom. Vi har punkt 15. Hr. Dimitrakopoulos har allerede sagt, at der foreligger ændringsforslag. UEN-gruppen kan jo stemme imod, og så får vi se, om det bliver stående eller fjernes. Alt i alt mener jeg, at det er meget stærke ord på det forkerte sted, og jeg går også ind for, at vi forkaster dette ændringsforslag.
+Fru formand, jeg mener ikke, at dette ændringsforslag kan sættes under afstemning, for Amsterdam-traktaten fastsætter udtrykkeligt, at der skal fastsættes nye bestemmelser om institutionernes indbyrdes relationer og om procedurerne. Set ud fra den synsvinkel er denne betænkning en gennemførelse af Amsterdam-traktaten, og man kan ikke stemme om forkerte juridiske ændringsforslag, man kan kun forkaste dem! (Munterhed og bifald)
+Såfremt De mener, De må forkaste forslaget, får De mulighed herfor. Jeg sætter hermed UEN-gruppens indlæg til forretningsordenen under afstemning, idet der stemmes ved navneopråb. (Indlæg til forretningsordenen forkastedes)
+(PPE-DE), ordfører. (EL) Fru formand, hr. minister, hr. viceminister, hr. kommissær, ærede medlemmer, mine damer og herrer, vi står over for et virkeligt vigtigt øjeblik i EU's videre udvikling. EU skal i dag gennem regeringskonferencen behandle de store udfordringer, som ligger i overgangen fra det 20. til det 21. århundrede. Udfordringer, som vi alle kender, som alle er vigtige, og som dagligt påvirker EU's kurs. Udfordringer, som først og fremmest stiller et grundlæggende spørgsmål: Hvor parate er vi som institution, som EU, til at tackle dem? Regeringskonferencen forsøger netop at give svar på dette spørgsmål. Det er en selvfølgelighed, at EU, sådan som Unionen fungerer i dag og med udsigt til alle disse udfordringer, absolut har brug for visse ændringer. Ændringer, hvis vigtigste mål er at videreudvikle EU på grundlag af det, som vi alle hidtil har accepteret. Betydningen af den betænkning, som De har foran Dem i dag, ligger i følgende punkter. Det første punkt er endnu en gang at sikre EU's institutionelle natur. Vi gentager og fastholder: EU er samtidig både en union af stater og en union af befolkninger. Det er netop anerkendelsen af dette princip, som har ført EU til de succeser, som vi kan henvise til, og som vi alle nu og da faktisk henviser til. De andet punkt er bekræftelsen og sikringen af et andet vigtigt princip, nemlig princippet om styrkebalance. Et princip, som netop drejer sig om den rolle og det forhold, som de, der deltager i EU, spiller. Et princip, som giver sig udtryk i den måde, som alle medlemsstaterne kommer til udtryk i alle - og jeg gentager alle - EU's institutionelle organer. Som De ved, fru formand og ærede medlemmer, er EU kommet så langt, som den er i dag, har opnået det, som den har opnået, netop fordi den har fungeret og stadig fungerer på basis af en styrkebalance, som er blevet aftalt, og som er blevet accepteret i fællesskab. Det tredje, grundlæggende princip, som sikres i betænkningen, er netop forslaget om en generel - og jeg betoner ordet generel - revision af de samlede institutionelle organer, som udgør EU. Måske er det for nogle et risikabelt forslag. Men jeg skylder at betone, at det er nødvendigt og uundværligt, især og først og fremmest fordi vi alle er enige om, at den undersøgelse, som vi igen i dag gennemfører, af den måde, som EU fungerer på, har direkte forbindelse med den store udfordring, som udvidelsen af EU er. Og det er yderst naturligt, når vi allerede i et Europa med 15 medlemslande kan konstatere og er enige i, at der findes visse ting, der fungerer dårligt, og som skal rettes, at det i endnu højere grad vil være tilfældet, når vi taler om et Europa med 18, 20, 25 eller 27 medlemslande. Det fjerde punkt er nogle nye forslag, selv om de spørgsmål, som de stiller, altid er blevet diskuteret. Jeg omtaler helt specifikt det forstærkede samarbejde. Det forstærkede samarbejde skal have to elementer, i det mindste sådan som vi oplever det. For det første bør det være en tilskyndelse og ikke en hindring - jeg betoner og ikke en hindring - det bør være en tilskyndelse til, at alle medlemslandene deltager yderligere og i dybden i de europæiske processer. For det andet bør det udvikle opfattelsen af demokrati i meget høj grad. Det betyder, at alle de lande eller det land, som af den ene eller anden grund ikke ønsker at deltage, i det mindste ikke i første fase, ikke oplever, at de bliver holdt udenfor eller begrænset i deres tilstedeværelse i EU. Vi har taget ganske mange skridt, og vi har i hvert fald to eksempler på det forstærkede samarbejde, nemlig Schengen-aftalen og selve ØMU'en. Jeg kunne også godt tænke mig at se det forstærkede samarbejde inden for udenrigspolitikken og andre områder. For at sige det rent ud, så er det forstærkede samarbejde en fællesskabsproces, og udenrigspolitikken og den fælles forsvarspolitik bør også indgå i denne fællesskabsproces, for på den måde kan der etableres overvågningsorganer. Til sidst vil jeg gerne sige mange tak til det portugisiske formandskab og især til hr. da Costa for det samarbejde, vi har haft, til kommissær Barnier, til alle mine kolleger og naturligvis til min medordfører hr. Leinen, som jeg har haft et hårdt, men godt samarbejde med, ligesom også til medlemmerne i Parlamentets sekretariat, som har hjulpet os meget, og til tolkene, som mange gange har arbejdet over, for at vi kunne føre de, som De alle forstår, vanskelige forhandlinger.
+Fru formand, hr. kommissær, hr. minister, i Helsinki vedtog regeringerne noget, der nærmer sig en fordobling af antallet af medlemslande. Jeg mener, det er baggrunden for den reform, vi nu kræver, for at Den Europæiske Union kan klare denne udvidelse. En fordobling af antallet af medlemslande kræver en dybtgående reform af arbejdsstrukturerne og beslutningsprocedurerne i Unionen, hvis hele dette foretagende skal forblive handledygtigt. Det afgørende punkt er overgangen fra enstemmighed til flertalsafstemning. Det er det vigtigste punkt, og herpå skal denne regeringskonferences succes eller fiasko måles. Det er helt klart, at man med 27 medlemmer næppe træffer beslutninger med enstemmighed længere. Enten varer det for længe, eller man får kun minimalløsninger. Det er ikke i de europæiske borgeres og landes interesse. Vi kræver derfor, at kvalificeret flertal bliver regelen og enstemmighed undtagelsen. Jeg ser ganske vist med stor bekymring på, hvorledes det foregår på regeringskonferencen. Man ser jo, at der ikke er et eneste punkt, som regeringerne indtil nu har kunnet blive enige om i forbindelse med overgangen til kvalificeret flertal. Jeg mener, at det her igen viser sig, at fremgangsmåden med en regeringskonference ikke er den bedste, fordi der ventes længe, indtil man virkelig forhandler, idet man fastholder sin udgangsposition for længe og ikke kommer ud af starthullerne. Min kollega Dimitrakopoulos kom ind på emnet fleksibilitet. Jeg mener, at det ligeledes er et vigtigt princip i forbindelse med en udvidet union. Med 27 lande kan vi ikke alle leve op til det samme integrationstempo. Derfor er det tættere indbyrdes samarbejde mellem nogle af staterne, som vi kalder det, så vigtigt, hvis man ønsker, at den europæiske enhed finder sted i Den Europæiske Unions regi og ikke uden for Den Europæiske Unions regi. Jeg gør opmærksom på, at debatten om den hårde kerne eller den føderale kerne jo blussede op igen efter Helsinki, fordi nogle er bange for, at det ikke er muligt i Unionen. Jeg stiller mig selv det spørgsmål, hvad denne regeringskonferences budskab til de europæiske borgere er. Jeg mener, at borgerne skal have at vide, at Unionen bliver mere demokratisk, mere gennemskuelig og får øget nærdemokrati. Det betyder, at vi endvidere bliver nødt til at dække den mangel på demokrati, som findes. Parlamentet skal have medbestemmelse i alle de tilfælde, hvor Rådet træffer afgørelse med flertal. Vi vil endvidere forbedre mulighederne for at kontrollere Kommissionen. Vi har jo udarbejdet forslag om, at formanden for Kommissionen kan anmode om et tillidsvotum i Europa-Parlamentet og om, at vi også noget nemmere kan give udtryk for mistillid, når det er påkrævet. Til et borgernes Europa - jeg nævner det her igen - hører også charteret om EU's grundlæggende rettigheder. Vi kræver, at dette charter kommer med i traktaten ved udgangen af indeværende år. Derudover vil jeg gerne nævne, at også en europæisering af den politiske debat ville være et vigtigt skridt fremad. Vi vil have en statut for europæiske partier. Politikken skal jo foregå på europæisk niveau og ikke kun på nationalt niveau! Mange af os mener, at europæiske lister ved kommende valg til Europa-Parlamentet også kunne bidrage til, at debatterne netop i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet ikke er rent indenrigspolitiske debatter i form af opposition mod regering - men bliver europæiske debatter, så de emner, der optager os her på kontinentet, kommer i forgrunden. Reformen af Europa-traktaterne skal resultere i begge dele: øget effektivitet og øget demokrati. Hvis Europa-traktaten fra Nice frembringer det, har vi efter min mening gode forudsætninger for at opnå stabilitet og borgernes accept i en udvidet union.
+Fru formand, kære kolleger, først vil jeg gerne fremsætte et par bemærkninger om udenrigspolitikken. Jeg vil gerne tilskynde det portugisiske rådsformandskab, som indtil nu har ført forhandlingerne om regeringskonferencen med stor fantasi og megen hensyntagen til Europa-Parlamentet, til f.eks. at gå ind for en udvidelse af mandatet netop på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område samt på området grundlæggende rettigheder og træffe de nødvendige beslutninger derom i Feira, efter at vi nu ved, hvad der er nødvendigt på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område på grundlag af implementeringen af de beslutninger, der blev truffet i Helsinki og Köln. Her skal det virkelig lykkes at nå frem til et samspil mellem den første og den anden søjle samt til en øget integration af den anden søjle i den første, det vil med andre ord sige nå frem til et tættere samspil mellem civil og militær krisestyring. Amsterdam-traktaten har hidført en vidtgående integration af Den Vesteuropæiske Union i traktaten og har navnlig overført Petersberg-opgaverne. Jeg mener, det er nødvendigt, at Europa-Parlamentet sættes i stand til at varetage den parlamentariske kontrol, der er brug for her, for at der også på det punkt er et afbalanceret forhold mellem institutionerne. Jeg siger kontrol, ikke medbestemmelse, undtagen hvad angår budgettet, fordi det er vigtigt for at gøre det klart, at udenrigs- og sikkerhedspolitikken naturligvis først og fremmest er den udøvende magts opgave. Vi bør endvidere overveje, hvad der sker med artikel 5, som efter min mening og efter udvalgets opfattelse skal indføjes i traktaten som protokol, så alle lande, der ønsker det, efter en fri, suveræn afgørelse kan tiltræde denne protokol. Jeg tror, at vi dermed i længden vil kunne realisere en Europæisk Union, hvor vi ikke har lande med forskellig sikkerhedskvalitet. En sådan forskel er efter min mening ikke acceptabel i betragtning af de interesser, der her støder sammen. Den Europæiske Union er ikke nogen stat. Men dér, hvor den har beføjelser, arbejder den som en forbundsstat. Derfor skal institutionernes indbyrdes relationer i den henseende også fastsættes som i en forbundsstat, der skal være en balance mellem store og små stater. Det er givet en af de vanskelige opgaver på denne regeringskonference. Jeg kan udmærket forestille mig - og det er også min gruppes opfattelse - at man kan arbejde effektivt med en Kommission, i hvilken alle lande er repræsenteret, hvis Kommissionens formand får mulighed for at strukturere en sådan Kommission effektivt, det vil sige, hvis der med en styrkelse af Kommissionens formand skabes en sådan mulighed her. Men når denne hensyntagen til de små lande er en given ting, skal vi også være i stand til ud fra princippet om one man one vote at sørge for en stærkere legitimationsbasis for de større lande og på det grundlag i Europa-Parlamentet tilvejebringe et andet proportionalt forhold med bestemte løfter om et mindsteantal af sæder samt få indført lignende bestemmelser i det spørgsmål i Rådet. Det afgørende for denne regeringskonference er ganske vist at sætte Unionen i stand til at udvide sig gennem øget anvendelse af flertalsafgørelser. Det skal derfor stå klart, at med undtagelse af de konstitutionelle spørgsmål falder alt ind under flertalsafgørelser, men at det naturligvis også er en klog fremgangsmåde i det portugisiske rådsformandskabs og Kommissionens oplæg, at man på områder som f.eks. social- og skatte/afgiftspolitik klart skelner imellem, hvad der skal afgøres med flertal efter europæiske bestemmelser, fordi det indre marked kræver det, og hvad der fortsat under enstemmighed skal falde ind under nationalstaternes kompetence. Dermed er allerede spørgsmålet om et katalog over beføjelserne taget op. Det er efter min mening endnu en opgave. Vi skal i Den Europæiske Union gøre det mere klart, hvem der hvornår er ansvarlig for hvad. Når denne klare opdeling af ansvaret er sket, får vi også en højere grad af gennemskuelighed, så får vi tillige en større vilje i befolkningen til at følge Den Europæiske Union. Jeg synes, at denne ambition også hører med på denne regeringskonference, og forslagene om at dele traktaten og ændringsforslagene om at lade sådanne forskelle træde tydeligt frem forekommer mig at være vigtige sammen med f.eks. den omstændighed, at Rådet omsider, når det optræder som lovgiver, gør det i gennemskuelighed og i offentlighed, og vi således foretager en sondring mellem Rådets udøvende og lovgivende roller. Også det hører hjemme her. Om det tættere samarbejde mener jeg, at det bliver nødvendigt i et større fællesskab navnlig i forbindelse med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Men jeg vil gerne gøre det klart, hvor grænsen går. Grænsen går dér, hvor retsordenens enhed og institutionens enhed er i fare. Derfor må vi heller ikke drive det for vidt med det tættere samarbejde. Det må ikke tjene som alibi for, at vi ikke udvider antallet af flertalsafgørelser i tilstrækkeligt omfang. Jeg mener, at der også her findes bestemte regler, som vi er nødt til at overholde. Den Europæiske Union er et værdifællesskab. Det er derfor at håbe, at konventet under Roman Herzogs ledelse forelægger et katalog over grundlæggende rettigheder, som vi juridisk bindende kan integrere i traktaten, og at vi på dét grundlag så også kan definere vores værdier på en sådan måde, at en del af det, vi tidligere har haft af drøftelser, ikke mere er muligt, fordi vi her har en klar retlig forudsætning. Lykkes det for os, har vi i det store og hele gjort betydelige fremskridt og dermed skabt betingelserne for udvidelsen af Den Europæiske Union.
+Fru formand, som den, der har udarbejdet udtalelsen fra Budgetkontroludvalget, vil jeg gerne belyse to punkter nærmere, som vi har indbragt med henblik på betænkningen. Men først en hjertelig tak til de to ordførere for deres store arbejde. En hjertelig tak tillige for hr. kommissær Barniers åbenhed og tak til hr. Vitorino for navnlig det punkt, jeg gerne vil anføre nu. Det drejer sig på den ene side om spørgsmålet om decharge, som netop nu er meget aktuelt. EU-traktaten siger helt klart: Europa-Parlamentet meddeler Kommissionen decharge for gennemførelsen af budgettet. Men i praksis er det to dokumenter, vi udarbejder, på den ene side den politiske vurdering i afgørelsen om decharge og i et andet dokument afslutningen af regnskaberne. Nu er det således, at det første dokument kan falde forskelligt ud i den politiske vurdering. Der er meddelelse af decharge, der er nægtelse, og der er udsættelse af decharge. Det berører ikke nødvendigvis afslutningen af regnskaberne, det vil sige det andet dokument, som alligevel kan afsluttes, selv om det første dokument nægtes. Det har den fordel, at en saldo fra afslutningen af regnskaberne kan fremføres til det kommende år. Det burde være forankret i traktaten, for det står allerede i vores forretningsorden, og det er som sagt praksis. Desuden vil vi gerne have informationer direkte fra medlemslandene for at kunne foretage en bedre vurdering også af budgettets gennemførelse. Det andet punkt er oprettelsen af et europæisk statsadvokatur. Vi har i årevis bestræbt os på at beskytte Fællesskabets finansielle interesser bedre. Dét bør nu også i den strafferetlige betydning ske på europæisk plan i et meget åbent og klart samarbejde med medlemslandene, det vil sige, at når den grænseoverskridende kriminalitet til skade for EU-budgettet øges, er samarbejdet mellem medlemsstaterne på det politimæssige og det retlige plan ikke tilstrækkeligt. Derfor har vi her brug for en koordinering på europæisk plan, uden at de nationale domstole dermed indskrænkes i deres kompetence til at føre sager. Jeg er meget taknemmelig over, at denne idé betragtes med velvilje i nogle medlemslande, men navnlig i Kommissionen.
+Fru formand, det vil ikke undre Dem, at jeg i forbindelse med denne meget interessante betænkning, som jeg lykønsker ordførerne med, taler om borgernes rettigheder og friheder og om retsvæsen. Vores udvalg mener, at det er vigtigt at opbygge dette retsområde, og derfor er det nødvendigt at reformere Domstolen. For at reformere Domstolen bør traktaten ændres, således at vedtægterne og forretningsordenen for Domstolen og for Retten i Første Instans bliver effektive. Med enstemmighed er de ikke effektive. Det første krav er derfor, at der fastsættes kvalificeret flertal med samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Også i forbindelse med Domstolen anmoder Europa-Parlamentet om at få lov til at deltage i processen med at udvælge dommere, hvilket allerede er tilfældet med posterne til vores medlemsstaters forfatningsdomstole. På den anden side og i forbindelse med rettighederne og frihederne ønsker vi fuld rekurs, således at borgerne i fællesskabsakterne kan kontrollere retsakternes gyldighed og juridiske betydning i tilfælde af brud på de grundlæggende rettigheder, hvilket de ikke kan for indeværende. Vi ønsker en reform af traktatens artikel 230 og 300, således at Europa-Parlamentet bliver ligestillet med Kommissionen og Rådet, hvad angår ressourcer. Og endelig, fru formand, ønsker vi en reform af traktaten, således at Europa-Parlamentet inden for den tredje søjle også får fuld adgang til retshåndhævelse via annulationsrekursen i tilfælde af manglende overensstemmelse i forordninger eller akter.
+Fru formand, kære kolleger, som den, der har udarbejdet udtalelsen for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, vil jeg gerne fremsætte tre krav til regeringskonferencen, som imidlertid alle er sider af den samme sag. Vi bevæger os nu hen imod et fællesskab med fælles valuta og med fælles monetær politik, som hovedsagelig udformes af Den Europæiske Centralbank. Men vi har fortsat 15 forskellige økonomiske politikker i Den Europæiske Unions medlemslande, og det kan kun gå godt på langt sigt, hvis denne økonomiske politik udformes efter fælles principper. Derfor det første krav, at vi i EU-traktaten forankrer den sociale markedsøkonomi, som bringer det menneskelige i forbindelse med markedet, som forbillede for vores økonomiske politik. Det andet krav går ud på, at Europa-Parlamentets ret til medbestemmelse udformes mere formelt i forbindelse med udformningen af retningslinjerne for den økonomiske politik, som vi jo allerede drøfter i dag i Parlamentet; det skal ske ved, at Kommissionen ikke forelægger os en henstilling, men et egentligt forslag, som vi så rent faktisk og i ordets egentlige betydning kan høres om. Det tredje krav vedrører konkurrencepolitikken. Konkurrencepolitikken er på den ene side nøglen til en social markedsøkonomi, men på den anden side tillige det stærkeste instrument i den økonomiske politik, som Det Europæiske Fællesskab råder over. Her er der talrige enkeltafgørelser, og det er helt klart Kommissionens opgave. Men hver gang der laves generelle regler og Kommissionen sammen med Rådet udarbejder retningslinjer, skal for fremtiden også Europa-Parlamentet inddrages gennem den fælles beslutningsprocedure, for det er forudsætningen for, at Parlamentet, således som vi ønsker det, virkelig bliver til det europæiske forum, hvor den europæiske økonomiske politik ikke kun drøftes offentligt, men hvor Parlamentet er med til at udforme den.
+Fru formand, kære kolleger, Domstolen skal være udrustet til at kunne klare det stadigt stigende antal af tvister og sine stadig mere udvidede beføjelser. Domstolen må kunne koncentrere sig om de virkelig juridiske problemer og retsbeskyttelsen af EU-statsborgerne. Retten i Første Instans skal tilpasses bedre hertil, og de to jurisdiktioner må også mere autonomt kunne træffe beslutninger om deres egen struktur og deres egne procedurer. God og rettidig retspleje er en væsentlig del af retsstaten. I denne forbindelse skal også Europa-Parlamentets rolle opvurderes, så det bliver en fuldgyldig lovgivende instans og en fuldgyldig europæisk institution. Dette er i en nøddeskal de motiver, som gemmer sig bag udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender. Som ordfører glæder det mig også at kunne konstatere, at Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i hovedbetænkningen for langt størstedelens vedkommende følger samme kurs. Jeg kan desværre på grund af tidnød ikke gå i detaljer. Men for at bringe betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender så vidt muligt i overensstemmelse med udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender har jeg på plenarmødet stillet endnu fire ændringsforslag. Nogle genfinder jeg også i udtalelserne fra de andre udvalg, således at jeg mener, at disse ændringsforslag fortjener hele Parlamentets støtte og måske også vil få denne. Dette var mit korte indlæg for at gøre opmærksom på et ikke ubetydeligt bidrag til, hvad der måske vil blive den sidste regeringskonference inden den største, mest historiske og også mest risikofyldte udvidelse siden begyndelsen af den nuværende europæiske integrationsproces. Derfor må vi gribe denne chance med begge hænder for at gøre Den Europæiske Union parat til i alle sine institutioner og på alle områder at tage det 21. århundredes udfordringer op med succes.
+, ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. (ES) Fru formand, betingelserne for mit indlæg her i mødesalen er paradigmatiske for budgetproblemet. Jeg er lige kommet løbende fra et møde, der ifølge traktaten ikke eksisterer. Jeg deltager på Europa-Parlamentets vegne i en trepartsdialog om forslaget til at fastsætte budgetretningslinjer. Det er netop dette punkt, som vi har fremsat på Budgetudvalgets vegne. Det er tilpasningen af traktaten, navnlig artikel 273, til den virkelige situation. Vi har 12 års erfaring med en kalender, der er fastlagt af de interinstitutionelle aftaler. Vi har fornyet dem tre gange, og vi mener, at det er på tide at medtage de grundlæggende principper i traktaten for ikke at havne i juridisk tvivlsomme situationer som i tilfældet med det møde, jeg netop nævnte. Helt konkret skal vi simplificere proceduren for at forhindre blokeringen af budgetproceduren. Den dag der er 25 medlemmer, vil den nuværende procedure ikke kunne fungere. Og vi burde simplificere proceduren samtidig med, at vi respekterer de eksisterende magtbalancer. Et sidste ord, fru formand. Vi mener ligeledes, at Europa-Parlamentet som den instans, der har den demokratiske legitimitet, fuldt ud skal være med i beslutningen om de egne indtægter.
+Fru formand, kære kolleger, som ordfører på vegne af Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi vil jeg gerne give de to ordførere en kompliment for deres betænkning og også takke dem for det behagelige samarbejde. To punkter vil jeg gerne tage op. For det første synes mit udvalg, at Det Europæiske Fællesskabs beføjelser og således også Kommissionens forhandlingsmandat på det handelspolitiske område skal styrkes, men også Parlamentets rolle skal gøres betydeligt større. For det første gennem indførelse af fælles beslutningstagning med hensyn til den fælles handelspolitik. For det andet procedure med samstemmende udtalelse for alle eksterne aftaler. For det tredje en større rolle til Parlamentet med hensyn til godkendelsen og overvågningen af forhandlinger på handelsområdet. Mit andet punkt vedrører energi. Kommissionen konkluderer, at en sammenhængende europæisk energipolitik hidtil har manglet. Der er ikke truffet klare bestemmelser om institutionelle mekanismer med henblik på defineringen af en fælles energipolitik, for slet ikke at tale om samarbejde med henblik på at garantere energiforsyninger eller med hensyn til energipolitikkens miljøaspekter. Med henblik på en bæredygtig udvikling skal der optages et nyt kapitel om energipolitik i traktaten, inklusive de pågældende dele af EKSF- og EURATOM-traktaterne. Samtidig skal Europa-Parlamentets beføjelser udvides passende. Det betyder, at proceduren med fælles beslutningstagning også bør gælde for EURATOM-traktaten. Dette bør i særdeleshed gælde for opstillingen af minimumssikkerhedsnormer for konstruktionen, opførelsen og driften af atomreaktorer i Unionen. Indtil nu har medlemsstaterne hver især haft deres egne tekniske normer og forskrifter. Med henblik på tiltrædelsen af nye medlemsstater fra Central- og Østeuropa er det af væsentlig betydning, at vi opstiller ensartede europæiske sikkerhedsnormer for atomreaktorer. Dette forslag fra mig er desværre ikke overtaget i den foreliggende betænkning. Jeg anbefaler Dem derfor oprigtigt at stemme for ændringsforslag 60, som jeg har stillet på min gruppes vegne, således at vi når frem til ensartede sikkerhedsnormer for atomreaktorer. Det fortjener vores borgere.
+Fru formand, jeg vil gerne give ordførerne en kompliment for deres betænkning. Det gør jeg i al mindelighed, men i særdeleshed fordi jeg alligevel synes, at det er lykkedes dem at tage de punkter op, som vi har givet udtryk for i vores udtalelse, selv om det ikke altid er ordret, i denne temmelig koncise betænkning, som forhåbentlig bliver vedtaget med stort flertal på dette møde. Det er meget vigtigt, at den sociale markedsøkonomi nævnes. Den talte hr. von Wogau også om. Den giver en slags rammer for den interne politik, som vi har brug for, og gør en masse diskussioner overflødige. Jeg tror, at der i høj grad hersker tilfredshed. Det andet punkt, som er meget vigtigt, er Unionens juridiske personlighed. Det er her formuleret, som om dette kun har at gøre med udenrigspolitikken, men det har også meget stor betydning for indenrigspolitikken. Det bliver nemlig muligt at ratificere en række konventioner som f.eks. ILO-konventionen og nogle FN-konventioner, som befinder sig på det sociale område, og det vil bidrage til juridisk klarhed om den slags sager. Alligevel savner jeg to punkter. Et af dem er spørgsmålet om artikel 137, stk. 6, som efter min mening bør udgå. Der foreligger også nogle ændringsforslag. Jeg håber, at disse punker stadig kan tilføjes. Endelig er der spørgsmålet om skatte- og afgiftspolitikken. Den er der egentlig næsten ikke talt om i betænkningen. Den skatte- og afgiftsmæssige politik, og derunder hører også den sociale sikringspolitik, er da meget vigtig, ikke blot for medlemsstaterne, men også Kommissionen har lagt temmelig stor vægt herpå og har også gjort sig temmelig mange tanker herom. Jeg synes egentlig, det er ærgerligt, at vi taler så lidt om det nu. Måske er det noget, som kommer i fremtiden. Det findes implicit i betænkningen, men jeg synes alligevel, at vi på en vis måde går glip af en chance, når det ikke tages op nu. Hvad det øvrige angår, ændrer det ikke på den kendsgerning, at vi i høj grad påskønner denne betænkning.
+Fru formand, hr. kommissær, i forbindelse med emnet medbestemmelse vil jeg endnu en gang gøre fisk tillokkende for Dem. Fiskeripolitikken er en af de politikker, som bidrager væsentligt til gennemførelsen af det fælles indre marked. Den styrker det økonomiske og sociale sammenhold. Hvorledes? Jo, i Europa er der stadig mere end 250.000 mennesker direkte beskæftiget i denne sektor - fra fangst over forarbejdning til markedsføring. Ifølge de seneste undersøgelser kommer hver euro, der investeres, tre gange igen. Af de beskæftigede er en hel del - nemlig næsten 60.000 - afhængige af de internationale aftaler, fordi fisk ifølge naturens orden er en yderst mobil ernæringskilde og - som en sidebemærkning - oven i købet en yderst vigtig leverandør af proteiner. Det er op til os, dagens politikere, at hejse et signal og gøre fiskeriet mere fremtidssikret. Tænk på budskabet til afhængige europæiske regioner. Jeg gør især opmærksom på den reform af fiskeriet, der skal finde sted i 2002. Vi skal først og fremmest tage os af beskyttelsen og bevarelsen af disse ressourcer, hvilket vil få sociale, økonomiske og økologiske konsekvenser. Som De ser, er fiskeriet ikke en isoleret faktor, men har indvirkning på sektorer som udvikling, miljø og forbindelser med tredjelande. Fiskeriet vil som selvstændig fællesskabspolitik i EU-traktaten effektfuldt forene disse aspekter, for det, det drejer sig om for os, er fiskeriets administrative og lovgivningsmæssige uafhængighed i forhold til f.eks. landbruget. Af dette politiske ansvar følger ret beset som en naturlig ting kravet om så stor medbestemmelse som mulig. Derudover er det åbenbart også en fordel i retning af strammere lovgivningsprocedurer, når afgørelser truffet med kvalificeret flertal i Rådet og Parlamentets ret til medbestemmelse harmonerer. Enhver støtte på regeringskonferencen er velkommen, kære forhandlingsledere!
+, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder. (EL) Fru formand, forslagene fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder sigter på at styrke demokratiet og effektiviteten. Det er et faktum, at Amsterdam-traktaten har været et stort fremskridt for kvindernes rettigheder, eftersom den sikrer et fast grundlag for en effektiv ligestillingspolitik, men desværre beskæftiger den sig kun med erhvervsområdet. Derfor foreslår vi, at man i traktaten indfører et fælles og sammenhængende juridisk grundlag om ligestilling mellem kønnene, som indeholder alle politiske områder. Vi mener, at en lige deltagelse af kvinder og mænd i beslutningsprocesserne på alle niveauer er et krav for at opnå demokrati og social retfærdighed, og derfor ønsker vi en modificering af de respektive artikler i traktaterne, for at man kan tage hensyn til dette princip i sammensætningen af Kommissionen, Europa-Parlamentet, Domstolen, Retten i Første Instans, Budgetkontroludvalget, Udvalget om Økonomi og Sociale Anliggender samt Udvalget om Regionalpolitik. Vi vil også gerne betone, at der skal være en tæt sammenhæng mellem regeringskonferencen og udarbejdelsesprocessen af charteret om EU's grundlæggende rettigheder, så den grundlæggende rettighed om ligestilling mellem kvinder og mænd inkluderes i fællesskabsretten inden for rammerne af tilblivelsen af EU's grundlov. Ud over den nødvendige ligevægt og sammenhold, som skal sikres mellem de store og de små lande i EU, mellem de mest og mindst udviklede regioner og befolkningsgrupper, er det altså også nødvendigt, at man tager hensyn til ligevægten mellem kønnene i planlægningen af EU's fremtid og i beslutningsprocessen.
+Fru formand, ærede medlemmer, regeringskonferencen har været kendetegnet ved en meget intens arbejdsrytme, denne gang med en styrket deltagelse fra Europa-Parlamentets side gennem dets formand og yderligere to repræsentanter, og af en meget intens dialog mellem formandskabet og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i Europa-Parlamentet, men også takket være den direkte information herfra og den debat, der foregår i salen. Det er uden fortilfælde, hvis man ser på de foregående konferencer, og er meget opmuntrende for denne konferences fremtidige resultater. Indtil nu er der blevet afviklet tre store og grundige møder i den forberedende gruppe og tre møder i selve regeringskonferencen; der er fastsat yderligere en række arrangementer i den resterende del af dette halvår både for konferencen og for den forberedende gruppe, ligesom der skal udarbejdes en rapport, der skal fremlægges på Det Europæiske Råd i Feira, og som formandskabet mener ikke blot skal være en akademisk afhandling, men også en rapport, der indeholder anbefalinger, en rapport, der skal berede det følgende formandskab, det franske formandskab, til at føre dette arbejde videre og nå frem til en afgørelse sidst på året. Det punkt, som vi behandlede på den seneste regeringskonference, drejede sig om omfanget af afstemninger med kvalificeret flertal. Det viste en vis åbning fra medlemsstaternes side, selv om mange endnu ikke har udtalt sig definitivt. Der kan også foreløbig konstateres nogle dispositioner, som hovedparten af medlemsstaterne er negativt indstillede over for, idet de mener, at man her skal bibeholde regelen om enstemmighed. Diskussionerne om disse forhold viser, at der stadig findes en stor del tøven, der dog måske kan overvindes i løbet af konferencen. De forberedende arbejder, der hidtil er udført, har også drejet sig om spørgsmål vedrørende Europa-Parlamentet, domstolene, Regionsudvalget og Det Økonomiske og Sociale Udvalg. Hvad angår beslutningsprocessen i Europa-Parlamentet, er der udbredt enighed om, at der ikke skal ske nogen revision af traktaten, der betyder en ændring af den eksisterende balance mellem institutionerne. Hvad angår området for anvendelse af den fælles beslutningstagning, kan der konstateres en vis åbning over for at udvide den til alle tilfælde, hvor der vedtages retsakter med kvalificeret flertal, uden dog at der dermed etableres nogen form for systematisk sammenhæng. Hvad angår Domstolen og Retten i Første Instans, er der blevet dannet en gruppe formandskabets venner til at undersøge mulige ændringer i traktaten for de to domstoles vedkommende. Der er også blevet sat en undersøgelse i gang angående eventuelle ændringer i traktaten med hensyn til Revisionsretten, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Mange mener, at der kun bør foretages de strengt nødvendige ændringer til at sikre, at Unionen kan fungere efter udvidelsen. Også spørgsmålet om, hvilke emner formandskabet skal foreslå sat på konferencens dagsorden, er blevet behandlet. Man skal huske på, at konklusionerne fra Rådet i Helsinki bestemte, at formandskabet skal fremlægge en rapport til Det Europæiske Råd, og at det i denne rapport kan foreslå nye punkter sat på konferencens dagsorden. Hvad angår sikkerhed og forsvar og charteret om de grundlæggende rettigheder, mener formandskabet, at det, sådan som arbejdet har udviklet sig, må forbeholde sig ret til på Det Europæiske Råd i Feira til juni at foreslå eventuelle justeringer og tilføjelser til traktaterne, som viser sig nødvendige på disse områder. Med hensyn til andre emner, der kan blive inddraget i konferencens arbejde, har der været en første diskussion på grundlag af en liste udarbejdet af formandskabet. Det argument, der er blevet fremført til fordel for en forsigtig tilgang med hensyn til at sætte nye emner på dagsordenen, har været, at denne diskussions tekniske kompleksitet måske kan medføre en udskydelse ud over den frist, december i år, der er fastsat for at afslutte konferencens arbejde. Vedrørende spørgsmålet om Kommissionens størrelse og sammensætning er der enighed om, at den Kommission, der kommer ud af denne konference, skal være stærk, uafhængig og alment anerkendt, og at dens kollegiale natur skal bevares. Der kan imidlertid konstateres en tydelig uoverensstemmelse mellem på den ene side de mindre og mellemstore stater, der går ind for en Kommission, der er sammensat af et medlem fra hver medlemsstat med samme status, og på den anden side de store medlemsstater, der foretrækker et fast antal kommissærer uafhængigt af antal medlemsstater. Størrelsen af kommissærkollegiet udgør det væsentligste stridsspørgsmål mellem delegationerne og påvirker den resterende debat om Kommissionen, eftersom nogle trækker en direkte forbindelse mellem dette punkt og deres holdninger med hensyn til denne institutions sammensætning, interne organisation og struktur. Hvad angår kommissærernes individuelle ansvar, kan der konstateres almindelig støtte til at opretholde den forpligtelse, som den enkelte kommissær nu har påtaget sig om at træde tilbage, såfremt kommissionsformanden anmoder om det, hvor delegationerne dog deles i dem, der foretrækker, at denne forpligtelse forbliver uformel, og dem, der gerne så den formaliseret i traktaten. Med hensyn til Kommissionens kollektive ansvar som kollegium er der en vis tøven over for at acceptere ændringer i den nuværende institutionelle ramme, og det bliver anført, at den kontrol, som Europa-Parlamentet nu udøver, er tilstrækkelig. Europa-Parlamentets tanke om, at Kommissionen kan udbede sig et tillidsvotum i Parlamentet, er blevet modtaget positivt. Om spørgsmålet om stemmevægten i Rådet er der enighed med hensyn til, at det kriterium, der skal benyttes ved afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet, skal være en kombination af de to elementer, der er Unionens grundlag: befolkningen og eksistensen af suveræne stater. Unionen er jo netop en union såvel af folk som af stater. Angående konkrete mekanismer, der skal indføres i det fremtidige system, gør der sig stadig et skel gældende mellem dem, der går ind for et dobbelt flertal, og dem, der foretrækker en enkelt afvejning. Et genkommende argument er, at reformen skal være acceptabel i offentlighedens øjne og skal kunne komme igennem i de nationale parlamenter, en overvejelse, som alle medlemsstater er fælles om, store som små, ikke kun fordi ratificeringen af den nye traktat gør udvidelsen og overholdelsen af dens tidsplan mulig, men også fordi man føler, at der ikke må opstå en europæisk krise på grund af denne type reformer. Hertil kommer også bevidstheden om, at disse reformer ogs�� skal bedømmes af offentligheden i de central- og østeuropæiske lande, ansøgerlandene, for ikke at give det indtryk, at det er reformer, der bliver lavet i en fart, ikke for at gøre EU bedre, men for at forhindre de nye medlemsstater i at få adgang til EU's beslutningssystem. Nødvendigheden eller betimeligheden i at inddrage det tættere indbyrdes samarbejde på konferencen er ligeledes blevet diskuteret rent uformelt, og der kan konstateres forskellige opfattelser dels med hensyn til muligheden for at behandle dette emne, dels hvad angår omfanget og arten af mulige ændringer, og repræsentantgruppens næste uformelle møde, den 14. og 15. i Sintra i Portugal, vil se specifikt på denne sag. Den er ikke let at behandle, da der ikke er eksempler at fremlægge, hverken konkrete eksempler, selv om Amsterdam-traktaten åbner for tættere samarbejde, fordi ingen medlemsstat endnu har benyttet sig af dette instrument, eller teoretiske eksempler, som man aldrig hører fortalerne fremføre. Spørgsmålet er altså hyppigt tilbagevendende, men umådelig abstrakt. Hvis man går lidt ind i diskussionens substans og herunder, hvad angår indførelsen af det tættere indbyrdes samarbejde i den anden søjle, fremgår det af de uformelle samtaler, at flertallets holdning går ud på at anse det for unødvendigt i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, idet man dog mener, at det vil kunne finde anvendelse inden for sikkerhed og forsvar. Med andre ord: Hvis man går videre med det tættere samarbejde i den anden søjle, skal der findes en særlig form til at konkretisere dette begreb på dette område, der ikke kan kopiere den første søjle, fordi de to søjler ikke er ens. Hvad angår fleksibiliseringen af den nuværende model, som navnlig Kommissionen går ind for, har man kunnet konstatere en vis åbning i retning af at fjerne forelæggelsen for Rådet, når der ønskes indført et tættere samarbejde, idet der dog er blevet sat spørgsmålstegn ved grænsen på otte medlemslande også af dem, der går ind for en ændring af kravet om deltagelse fra et flertal af medlemsstaterne. Som de ærede medlemmer kan se, udfolder det portugisiske formandskab fortsat alle sine anstrengelser for at bringe dette arbejde fremad mod en altomfattende og afbalanceret aftale, som alle kan acceptere, inden for den fastlagte tidsplan. Der er blevet opretholdt et tæt samarbejde med Kommissionen og Europa-Parlamentet. Med sidstnævnte dels gennem dets formand og to udvalgte medlemmer, dels gennem regelmæssig information til Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Parlamentet som helhed, hvilket gør det muligt at sikre, at dette reformarbejde af Fællesskabets institutioner foregår med en langt større deltagelse fra Europa-Parlamentets side end den foregående traktatrevision, og dét er et godt tegn på, at vores arbejde bliver kronet med succes.
+Fru formand, hr. formand for Rådet Gama, hr. kommissær Barnier, kære kolleger, først vil jeg gerne på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater sige hjertelig tak og give udtryk for min anerkendelse over for Giorgos Dimitrakopoulos og Jo Leinen for den efter vores mening gode betænkning, og det er vigtigt, at vi i Europa-Parlamentet, og det siger jeg meget klart, i de principielle spørgsmål vedtager Europas holdninger, som kan støtte sig på et bredt flertal i Europa-Parlamentet. Trods al strid, trods al diskussion, som der ellers kan være tale om, og denne diskussion og denne strid er nødvendig også mellem grupperne, har vi imidlertid brug for brede flertal, når det drejer sig om Den Europæiske Unions og de europæiske institutioners fremtidige udvikling. Hr. rådsformand, De og tillige det franske rådsformandskab, der følger efter Dem, har et meget stort ansvar, for resultatet af denne regeringskonference har historisk betydning både positivt og negativt. Hvis resultatet af regeringskonferencen bliver positivt, hvilket skal være vores mål, vil denne konference ændre Den Europæiske Unions ansigt i retning af mere gennemskuelighed og mere demokrati, og Den Europæiske Union vil komme befolkningerne i Den Europæiske Union nærmere. Det har vi brug for. Men hvis denne konference ikke fører til det nødvendige, vidtgående og ønskede resultat, bliver det en tragedie for Den Europæiske Union, fordi den så nemlig ikke er i stand til at udvide sig, og det ville være slemt, hvis Den Europæiske Unions porte ved dette århundredes begyndelse ville være lukkede for landene i Centraleuropa, som har rystet kommunismen af sig, hvis Den Europæiske Union ikke var åben for staterne i Europas midte. Derfor skal vi bestræbe os meget på, at denne konference bliver en succes. Vi ønsker en stærk, en handledygtig og en demokratisk Europæisk Union, og det siger vi netop nu få uger før 50-årsdagen for den dag, den 9. maj 1950, da Robert Schuman foreslog fællesskabsmetoden for Europas udvikling. Den målestok, der skal anlægges for regeringskonferencen, repræsenteres jo af tallet 1 - balancen mellem institutionerne, Den Europæiske Unions dobbelte legitimation som en union af folk og en union af stater og - det er særlig vigtigt - balancen mellem de små og de store stater i Den Europæiske Union. Den helt afgørende målestok, det har De, hr. rådsformand, nævnt, er flertalsafgørelsen i Rådet. Det er det centrale punkt, og vi skal nå frem til, at dette princip om dobbelt flertal, det vil sige flertal i Rådet og flertal i befolkningen, gennemføres. Vi bliver nok nødt til at drøfte, hvorledes man gør det i detaljer, men dette princip om dobbelt flertal er i bund og grund rigtigt. Lykkes det ikke at udvide flertalsafgørelsen drastisk og acceptere flertalsafgørelsen som det principielle beslutningssystem, bliver denne regeringskonference en fiasko, og det må den ikke blive af hensyn til udvidelsen af Den Europæiske Union. Hvad angår Kommissionen, har de små stater efter min mening ret til også for fremtiden at være repræsenteret ved Kommissionens bord, fordi man nemlig synes, at man er nødt til at være med i Bruxelles. Det har jeg forståelse for, og det skal vi sikre, og derfor skal kommissionsformandens stilling styrkes. Vi ønsker en stærk formand, en stærk Kommission i dag og for fremtiden. Vi siger det netop også til dem, som måske ikke ønsker at opfatte Kommissionen som en stærk integrationskraft i Europa. Vi skal styrke formanden, og han skal også have ret til at afskedige et medlem af Kommissionen, hvis dette medlem af Kommissionen ikke opfylder sine forpligtelser. Naturligvis skal Europa-Parlamentet være demokratiets afgørende faktor, og det skal have medbestemmelse i Den Europæiske Unions lovgivningsmæssige spørgsmål. Vi vil ikke have mindre demokrati i Den Europæiske Union end på nationalt plan. Lige et sidste synspunkt skal med, nemlig Den Europæiske Domstol. Det er et meget vigtigt synspunkt, og jeg er meget glad for, at de to ordførere har nævnt det. Vi er et retsfællesskab, og der må ikke herske politisk opportunisme i Den Europæiske Union og dens institutioner. Derfor er vi nødt til at udstyre Den Europæiske Domstol i dens egenskab af det retlige organ, der er kompetent, når der er konflikter, på en sådan måde, at den kan handle og nå frem til afgørelser i løbet af en rimelig tid. Til slut en anmodning til Dem, hr. rådsformand, om at vi - eventuelt sammen med Kommissionen, med kommissær Barnier - informerer ansøgerlandene fra Europas centrum og naturligvis også Malta og Cypern om fremskridtene og om drøftelsen på regeringskonferencen. For ansøgerlandene har en legitim interesse i at få at vide, hvad der drøftes på regeringskonferencen, og hvad de skal indstille sig på. Derfor bør vi efter min mening tage hensyn til denne berettigede interesse hos ansøgerlandene ved, at vi er i en god dialog med dem, for vi har jo en fælles fremtid med dem i Den Europæiske Union i det 21. århundrede. Med henblik herpå ønsker jeg Dem, hr. rådsformand, held og lykke på regeringskonferencen med Deres arbejde, som jeg også gerne vil sige Dem mange tak for.
+. (EL) Hr. formand, med Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen, som vi forhandler, viser Europa-Parlamentet sin store vision om fremtidens EU. Det er virkeligt et historisk øjeblik, sådan som det er blevet betonet. Vores medborgere venter på at blive orienteret om, hvad vi forventer af regeringskonferencen om denne fremtid. Institutionelle forslag om særlige spørgsmål, der mangler forudgående definering af den grundlæggende filosofi for morgendagens Union med 27 lande, overbeviser ikke. Forslaget til afstemning fastlægger altså helt rigtigt denne basale opfattelse gennem tre principper. Ifølge forslaget er EU både en union af befolkninger og en union af stater. Derfor har dens borgere både en europæisk og en national eksistens. For det andet bygger den på en ligevægt mellem store og små stater. Det skal ikke kun være på papiret. For det tredje skal Unionen fungere mere effektivt for at kunne klare den store udvidelse. Ovenstående filosofiske principper, som forslaget til afstemning forbliver tro over for, er ikke nogle metafysiske påfund fra Europa-Parlamentets side, men de fremkommer af historien og den politiske virkelighed, som kaldes Europa. De, der ser bort fra det, bygger et Europa på sand. Regeringskonferencen 2000 finder sted for at gøre Union så effektiv, som den store udvidelse, der er blevet besluttet, kræver. Parlamentet har et meget stort ansvar i denne proces. Derfor må Parlamentets godkendelse af udvidelsen afhænge af, om der bliver besluttet tilstrækkeligt mange institutionelle ændringer. Dette er ikke nogen trussel, det er en ansvarserklæring. Fra alle sider prøver man i god tro at få EU til at fungere mere effektivt gennem ændringsforslag. Men er det nok at forenkle og forkorte processerne, for at de kan blive karakteriseret som effektive? En ting er effektivitet i en polititjeneste, som virkelig kræver enkelthed og hurtighed, noget andet er effektiviteten i de grundlæggende institutioner i en demokratisk retsorden. Effektiviteten af demokratiske institutioner skal hverken måles med et ur eller med det antal beslutninger, der produceres. Den skal måles med den grad af lovliggørelse, som den skaber. EU's dobbelte lovliggørelse af den europæiske og den nationale borger, af befolkningerne og af staterne gør af natur EU institutionelt sammensat. Derfor er forenklingen og forkortelsen af processerne begrænset af fuldstændigheden af det sammensatte system med dobbelt lovliggørelse. Lad os have disse ting i hu, når vi i morgen skal stemme om ændringsforslag og tekst.
+Hr. formand, i Europa-Parlamentets politiske grupper og på selve regeringskonferencen kæmper vi fortsat med de vanskelige spørgsmål fra Amsterdam-konferencen. Disse spørgsmål er vanskelige, fordi de både viser de små staters overdrevne selvhøjtidelighed og de store staters folie de grandeur. Problemerne kan kun løses gennem større tillid mellem parterne - den type tillid, der er hovedkraften bag vellykkede statspagter. Der er behov for netop denne type tillid, hvis de nye medlemsstater skal sikres en vellykket tiltrædelse. Det er et faktum - og nogen skal sige dette - at udvidelsesprocessen skal udskydes, hvis ikke det lykkes at løse Amsterdam-problemerne på regeringskonferencen. Den Liberale Gruppe støtter formandskabets og Kommissionens indsats for at opbygge den nødvendige ekstra tillid. Vi støtter hovedidéen bag betænkningen. Vi støtter specielt de dele, der udvider Den Europæiske Unions evne til at gøre en indsats i globale anliggender: De dele, der styrker borgernes status og profil, herunder charteret, og de dele, der vil kræve yderligere politiske reformer til fordel for en stærk udøvende magt og et modent parlamentarisk demokrati. I den henseende er det vigtigt med en opdeling af traktaterne. Det er også vigtigt, at afgørelser med enstemmighed i Rådet begrænses til de allervigtigste spørgsmål. Overalt støtter de liberale ministre, der bidrager til udviklingen af et parlamentarisk demokrati. Men vi er alvorlige kritikere af dem, der plejer snævre egeninteresser og truer optagelsen af nye medlemsstater.
+Hr. formand, Europa-Parlamentet deltager ikke i regeringskonferencens forhandlinger. Det spiller en sekundær rolle ligesom alle dem, der ikke er med i de nationale regeringer. Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har altid været af den opfattelse, at regeringskonferencemetoden, som ikke inddrager de folkevalgte, og som forhindrer en offentlig debat, er en meget alvorlig begrænsning af traktatreformen og en stor hindring for dens succes. Udgangspunktet for vores vurdering af denne betænkning er således, at den optræder i en utilfredsstillende sammenhæng, hvor vores prioriteringer - nemlig et åbent og velfungerende demokrati, der er i stand til at dreje den økonomiske udvikling i en miljømæssigt bæredygtig retning, sikre respekten for og styrkelsen af borgernes og indbyggernes rettigheder og ikke mindst at optage nye medlemmer inden for kort tid - ikke er de samme som prioriteringerne hos de regeringer, der forhandler. Regeringerne har én målsætning: at nå frem til fuldstændig enighed om en hvilken som helst aftale, også for at undgå flere mærkelige byer som Maastricht. Selv om Parlamentet ikke forhandler, har det dog pligt til at angive nogle retningslinjer og til at træffe nogle klare valg for fremtiden uden at lade som om, at det er med ved forhandlingsbordet, og uden at lade sig påvirke af presset fra regeringerne eller fra kunstige modsætningsforhold såsom modsætningen mellem små og store lande. Betænkningen når kun dette mål halvt, og derfor bliver vores gruppes endelige vurdering af den ikke enstemmig. Men selv om der ikke er fuldstændig enighed i den endelige bedømmelse, er der til gengæld fuldstændig enighed, når det gælder vurderingen af de positive og negative ting i dette forslag til beslutning. Vi er meget enige om nogle vigtige punkter, som mange af regeringerne til gengæld ikke er enige i, nemlig en systematisk udvidelse - og ikke fra gang til gang - af flertalsafstemningerne i Rådet, den fælles beslutningsprocedure, en kraftig påmindelse om, at det er nødvendigt at gøre charteret om grundlæggende rettigheder bindende og at udvide muligheden for at indbringe sager for Domstolen til også at omfatte andre områder end det økonomiske, bestemmelserne om det styrkede samarbejde osv. Vi er derimod meget kritiske over for, at man begrænser forfatningsspørgsmålet til en rent teknisk operation, hvor traktaterne deles i to dele, som det i øvrigt er meget vanskeligt at skelne fra hinanden. Dette er ikke den forfatningsproces, der er helt anderledes end diplomaternes kringlede forhandlinger, og som efter vores mening er uundværlig for at kunne give det eneste løft til integrationsprocessen, der kan få borgerne til at mobilisere sig for at skabe et bedre Europa. Det forekommer os desuden, at det går unødigt meget ud over regionerne og de politiske retninger, som ikke er socialistiske eller konservative, at man hårdnakket fastholder grænsen for antallet af parlamentsmedlemmer på 700, selv om Unionen skulle blive udvidet til at omfatte over 20 stater. Vi håber i den forbindelse, at Parlamentet siger ja til vores ændringsforslag. På visse andre punkter er vores gruppe ikke enig, nemlig med hensyn til det dobbelte flertal, det styrkede samarbejde, antallet af kommissærer og sikkerhedspolitikken. Navnlig hvad angår antallet af kommissærer, vil vi støtte den fornuftige holdning, der kommer til udtryk i de ændringsforslag, som tager sigte på dels at sikre en passende repræsentation af medlemsstaterne og dels på Kommissionens effektivitet. Til sidst vil jeg gerne sige, at denne betænkning kunne være et nyttigt instrument, der kunne hjælpe vores to repræsentanter i det arbejde - der ofte er meget frustrerende - som de dagligt udfører under regeringskonferencen, hvor beslutningerne træffes af andre. Vores borgere vil dog synes, at den er næsten lige så tåget som et ministerielt cirkulære, og betænkningen lever især ikke op til forventningen om, at den ligesom Spinellis traktat i 1984 skal være en milepæl og en klar og utvetydig angivelse af det mål, vi gerne vil nå sammen med dem, der ønsker det.
+Hr. formand, vores gruppe vil takke ordførerne, hr. Dimitrakopoulos og hr. Leinen, for det vigtige arbejde, de har udført. Jeg må også sige, at der i min gruppe er forskellige synspunkter - det er normalt - alt efter forskellige nationale erfaringer. Jeg siger det samme her, som jeg sagde i gruppen: Det drejer sig ikke om, hvorvidt vi ønsker føderation eller ej. Det drejer sig om den europæiske opbygning i det øjeblik, udvidelsen finder sted. Det drejer sig om at opnå, at der ikke alene findes et staternes Europa og et befolkningernes Europa, men især et borgernes Europa. Der skal skabes et fuldstændigt demokratisk institutionelt væv. Vi ved, at der er demokratiske underskud, store demokratiske underskud. Og det er netop denne udfordring, vi står over for i forbindelse med udvidelsen: At opnå mere effektivitet og mere demokrati, som ordførerne sagde. Vi må ikke i slutningen af regeringskonferencen blive lige så skuffede, som vi blev med Amsterdam. Vi må ikke fabrikere en Amsterdam 2. Der skal laves en traktat, som kan bruges til en sand europæisk opbygning, hvor vi mere end 400 millioner europæere kan dele økonomisk fremgang, social dimension og demokratisk levevis. Her ligger den store udfordring for de europæiske institutioner og for den europæiske politik. Sådan som jeg ser den europæiske opbygning, er jeg generelt enig i de grundlæggende retningslinjer, der fremsættes i den betænkning, som vi behandler i dag. Det er naturligvis nødvendigt at give Kommissionen de beføjelser, den skal have, og at gøre den ansvarlig over for Europa-Parlamentet. Det handler netop om det, om at der skal være en klar definition af de forskellige demokratiske magter inden for området EU-beføjelser. Man skal vide, hvem der træffer beslutningerne, og over for hvem man er ansvarlig. Hr. formand, Europa-Parlamentet har ikke noget fælles synspunkt. Det kræver det mindste, som et myndigt parlament, der skal bede Kommissionen om at stå til ansvar, kan kræve, men det skal også deltage aktivt i den europæiske opbygning på de europæiske borgeres vegne. Og på vegne af de europæiske borgere skal vi i dag ikke alene bede om dette eftersyn af beslutningstagningen, men ligeledes om, at charteret om grundlæggende rettigheder bliver medtaget i traktaten, og at charteret om grundlæggende rettigheder skaber mulighed for at kræve over for de europæiske domstole, at disse rettigheder opfyldes. Dette er det synspunkt, vi har fremført på gruppens vegne, idet vi beder om mere effektivitet og mere demokrati.
+Hr. formand, Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen som præsenteret i den foreliggende Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkning peger efter vores opfattelse i den forkerte retning. I lyset af EU's forestående udvidelse består den mest påtrængende opgave ikke i at intensivere integrationen af de nuværende medlemsstater. Vi skal ikke på ny fremdrage de velkendte føderalistiske løsningsmodeller. Vi skal ikke på ny fremsætte forslag om en superstat med egen forfatning, ensartede regler og flertalsbeslutninger. Kære kolleger, den mest påtrængende opgave består tværtimod i at vise klarsynethed, i at acceptere at den økonomiske eller politiske integration ikke kan føres videre, og i at søge nye, langt friere samarbejdsformer, som tillader 30 stater at arbejde sammen i gensidig respekt. Desværre synes de nye toner, der lyder i samfundet, ikke at nå frem til Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet synes i dette spørgsmål, som også når det gælder spørgsmålet om charteret om grundlæggende rettigheder, at være ude af stand til at ændre de fastlåste føderalistiske tankesæt, som har været fremherskende i adskillige år. Denne holdning fører imidlertid EU ind i en blindgyde. Fører med hr. Tsatsos' ord, om jeg forstod ham ret, til et Europa bygget på sand og ikke på klippegrund. Det er en holdning, som er i modstrid med opfattelsen af EU som en samling af stater, en samling af demokratiske nationer, og det er en holdning, som vækker voldsomme protester i alle de lande, store som små, der frygter en marginalisering. Set i et videre perspektiv vidner de føderalistiske krusninger om et mere eller mindre bevidst ønske om at rejse institutionelle barrierer imod udvidelsen, idet denne vil give anledning til fornyet debat om en række af de hidtidige procedurer. Vi bør anlægge en mere positiv holdning. Vi bør fremme udvidelsen ved at åbne mulighed for en ny og mere differentieret samarbejdsmodel. En model, som er tro mod og tager afsæt i konklusionerne fra topmødet i Luxembourg og dermed i højere grad respekterer national suverænitet. Jeg har argumenteret herfor i den mindretalsudtalelse, der er fremsendt som bilag til den foreliggende Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkning.
+Hr. formand, i Danmark findes et begreb, som kaldes selskabstømning. Fine advokater og revisorer dømmes på stribe, fordi de har medvirket til at tømme selskaber for aktiver og efterlade de tomme selskaber med en skattegæld. Man straffes for at være selskabstømmer. Regeringskonferencen sigter mod at tømme vores grundlove og forfatninger for aktiver og efterlade en demokratisk gæld til vælgerne, men denne grundlovstømning bliver ikke straffet. Aktivet i vores forfatninger er vælgernes ret til at blive hørt og vælge repræsentanter, der kan vedtage love for os. Hvis vi er utilfredse med lovene, kan vi vælge nogle nye repræsentanter og få nye love. Sådan slår hjertet i vores demokratier. Demokratiets hjerte sættes i stå af grundlovstømmerne. De tager lovgivningsmagt fra vores 15 nationale parlamenter og flytter den til embedsmænd og ministre, fra vælgere og folkevalgte til den udøvende magt, fra åbne møder til lukkede døre i Bruxelles. Vælgermagt flyttes fra vores forfatninger, men flyttes ikke til Europa-Parlamentet. Vi, der sidder her, er et sidespor. Magten ligger i Kommissionen og Ministerrådet. EU er ikke et parlamentarisk demokrati, og de nationale parlamenter er endnu mere udrangerede. Derfor er vi en række medlemmer i denne forsamling, som har udarbejdet 19 forslag til en demokratisk reform i EU. Vi kalder initiativet for SOS Demokrati. SOS, fordi det haster, demokrati, fordi det er problemets kerne. Vi har ikke demokrati i EU i dag. Det vil vi gerne have i morgen. Vi har forskellige meninger om, hvordan lovene skal se ud. Vi har støtte fra kommunister til konservative, vi er uenige om meget, men enige om, at vores uenighed skal afgøres i demokratiske parlamenter. Vælgerne i vores lande skal altid have det sidste ord. Vi afviser ethvert forsøg på at tømme vores grundlove for demokratisk indhold, og vi opfordrer offentligheden til at blande sig i forhandlingerne om Nice-traktaten, før det er for sent. Kom med i SOS Demokrati, hr. formand.
+Hr. formand, jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater fortsat fordømmer Østrig, og vil i den foreliggende sag indskrænke mig til spørgsmålet om det tættere samarbejde med dets mange navne. Siden beslutningen om Amsterdam-traktaten har synet på det jo ændret sig væsentligt. Jeg husker stadig udmærket, hvor længe man drøftede det i det udvalg, der dengang endnu hed Det Institutionelle Udvalg. Som et resultat heraf fremhævede Méndez de Vigo og Tsatsos, to kolleger, jeg sætter stor pris på, i deres betænkning om Amsterdam-traktaten endnu farerne for en forskelligartet udvikling i medlemsstaterne og bifaldt, at disse farer gennem den udformning, traktaten fik, blev begrænset til et acceptabelt niveau. I dag mener Dimitrakopoulos/Leinen, at det tættere samarbejde skal være en tilskyndelse til en videreudvikling af Unionen, og at det endog skal have sit eget kapitel, en forbavsende udvikling, synes jeg, af en idé, der engang blev anset for at være selve risikoen for integrationsprocessen. Europa i forskellige hastigheder blev til en metode. Man ser nu et udgangspunkt for at mestre udvidelsen i en mulig avantgarde bestående af en tredjedel af medlemsstaterne, hvilket ikke betyder andet end, at de medlemsstater, som ikke vil være med i fortroppen, kun kan vælge mellem absolut ikke at deltage eller senere gå med i en ordning, som oprindelig ikke blev anset for at være fornuftig. En sådan differentieret integration kan ikke være garant for en kohærent og stabil udvikling af Unionen! Jeg er snarere af den overbevisning, at denne plan er en trussel mod Unionens mål mere, end den bidrager til en forbedring af dens beslutningsstrukturer. Det var i hvert fald stadig EU-arkitekternes opfattelse i 1996.
+), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme. (ES) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, jeg taler som ordfører for udtalelsen fra Parlamentets Udvalg om Regionalpolitik, Transport og Turisme. Jeg forstår godt, hvor vigtige de institutionelle reformer er, men jeg vil også gerne fremføre holdningen i Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme til de sager, som vi skal behandle med henblik på regeringskonferencen. Vi vil kræve tre ting. For det første den aktive anerkendelse af regionernes rolle, hovedrolle og deltagelse i den europæiske opbygningsproces, der blev påbegyndt for 50 år siden. For det andet transportens betydning. Derfor ønsker vi en udvidet artikel 70 og ligeledes, at der tilføjes en bestemmelse om skabelsen af et fælles europæisk agentur for lufttrafikkontrol. Og endelig turismens rolle såvel for økonomien som for beskæftigelsen. Derfor accepterer vi - i hvert fald accepterer jeg personligt - ændringsforslag 168, som blev fremlagt af formanden for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om denne sag.
+Hr. formand, de herrer ministre, mine damer og herrer, jeg har med interesse og opmærksomhed lyttet til ordførerne, til repræsentanterne for de enkelte udvalg og til den portugisiske minister, hr. Gama. Jeg ser frem til at følge den videre debat og vil opmærksomt lytte til de indlæg, der fremkommer i denne debat. Tillad mig at fremføre Kommissionens holdninger. Som jeg fra første færd har lovet, deltager Kommissionen aktivt i de forhandlinger, der føres i forbindelse med regeringskonferencen, side om side med Europa-Parlamentets repræsentanter og repræsentanter for medlemsstaterne. Mine damer og herrer, lad mig benytte lejligheden til at understrege, at jeg fuldt ud anerkender den betænkning, som ordførerne, Giorgios Dimitrakopoulos og Jo Leinen, har forelagt, og som i dag er sat under debat. Betænkningen er både klar, udførlig og af høj kvalitet. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender indtager en aktiv holdning, og jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af det arbejde, udvalget og dets formand, hr. Napolitano, har udført i forbindelse med denne betænkning. Mine damer og herrer, jeg vil gerne knytte to bemærkninger til den foreliggende betænkning. For det første konstaterer jeg, at udvalgets holdninger, som sandsynligvis også, når beslutningsforslaget sættes under afstemning, vil vise sig at være Europa-Parlamentets holdninger, i vid udstrækning ligger på linje med Kommissionens holdninger. Både Europa-Parlamentet og Kommissionen erkender, at EU står over for store udfordringer i forbindelse med den hidtil mest omfattende udvidelse af EU, hvor både antallet af medlemsstater og forskellighederne disse imellem øges markant. Europa-Parlamentet er sig bevidst, at en reform af EU's institutioner er påkrævet, og at arbejdet hermed må bero på saglighed, således at kortsigtede nationale interesser ikke kommer til at præge arbejdet, og således at den traktat, der til sin tid forelægges for vælgerne, er solidt underbygget og vinder tilslutning i befolkningen. Det er, mine damer og herrer, den udfordring, vi står over for i forbindelse med regeringskonferencen, der gerne skulle finde en succesfuld afslutning under Det Europæiske Råds møde i Nice. Og netop finde en succesfuld afslutning, hvilket ikke er det samme som at finde sin afslutning. Det er målet for topmødet i Nice. Mine damer og herrer, disse ændringer er nødvendige for at sikre en succesfuld udvidelse. De er efter min opfattelse i øvrigt nødvendige allerede på nuværende tidspunkt, idet vi oplever, at EU's struktur i flere henseender kommer til kort. Jeg tænker eksempelvis på arbejdsbyrden ved Domstolen. Jeg tænker på, at vi inden for visse områder oplever, at arbejdet standses på grund af kravet om enstemmighed i Rådet. Europa-Parlamentet har indgående beskæftiget sig med spørgsmålene om beslutningsproceduren i Rådet og Kommissionens sammensætning og arbejdsgange. Europa-Parlamentet modtog den 26. januar Kommissionens udtalelse, som indeholder Kommissionens holdning til disse spørgsmål. Hvad angår Kommissionen selv, kan jeg for at undgå enhver tvivl oplyse, at vi foreslår, at hvert enkelt medlemsland skal have sin kommissær. På denne baggrund foreslår vi to mulige løsninger. Enten at alle lande til enhver tid er repræsenteret i Kommissionen. Eller at de ikke alle er repræsenteret samtidig. Som De vil kunne konstatere, indebærer begge de modeller, jeg her meget kort har skitseret, at medlemslandene er sikret lige repræsentation i Kommissionen, hvilket ikke er tilfældet i dag. Vi har lagt vægt på, at der på dette som på andre områder dels udstikkes grundlæggende retningslinjer dels gives plads for debat og tid til at overveje fordele og ulemper ved de forskellige muligheder. Tid til at vælge mellem det kortsigtede, reflektoriske ønske om at ændre mindst muligt og de langsigtede behov for at tilføre vores institutioner ny dynamik. Forhandlingerne er endnu knap kommet i gang, når det gælder disse emner. Uanset hvilken løsning der vælges i sidste instans, vil debatterne i Europa-Parlamentet og i Kommissionen bidrage til at sikre, at regeringskonferencen træffer sin afgørelse på et bedre grundlag og dermed på mere ansvarlig vis. Når det gælder spørgsmålet om kvalificeret flertal, er Europa-Parlamentet og Kommissionen i vid udstrækning enige. På det lovgivningsmæssige område bør Rådet som hovedregel træffe afgørelser med kvalificeret flertal. Det er også, hvad Kommissionen har anført. Kommissionen har endvidere anbefalet en måde, hvorpå man kunne nå dette resultat, idet vi har defineret nogle kategorier af beslutninger, som det vil være nødvendigt eller må skønnes rimeligt fortsat at træffe med enstemmighed. Vi ved, nogle af de omhandlede kategorier er vanskelige at håndtere i visse medlemsstater. Eksempelvis er det velkendt, at der udtrykkes forbehold, når det gælder det skattepolitiske område. Kommissionen og Europa-Parlamentet bør netop prøve at sætte sig ud over disse forbehold og åbent og ærligt, uden ideologiske hensyn, spørge, hvordan vi bedst sikrer et sammenhængende og effektivt fungerende indre marked. Det var også baggrunden for det supplerende bidrag fra Kommissionen til regeringskonferencen, som redegjorde for mulighederne for anvendelse af kvalificeret flertal på visse områder vedrørende beskatning og social sikring med det formål at sikre et velfungerende indre marked. Mine damer og herrer, Europa-Parlamentet og Kommissionen indtager samme holdning til en række af de øvrige spørgsmål, der rejses. Det gælder eksempelvis spørgsmålet om Europa-Parlamentets sammensætning, det tættere indbyrdes samarbejde og oprettelsen af en europæisk anklagemyndighed, som omtalt af fru Theato, med det formål at sikre en mere effektiv bekæmpelse af svig i forhold til EU's budget. Det gælder også spørgsmålene om Domstolen og om Retten i Første Instans, ligesom det gælder flere andre spørgsmål. Enigheden mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen undrer mig på ingen måde, idet Kommissionens og Europa-Parlamentets synspunkter i disse forhold altid har ligget på linje og været styret af en fælles bestræbelse for at tilgodese almenvellet på europæisk plan. Vi vil fortsætte denne linje frem til konferencens afslutning. Den anden bemærkning, jeg gerne vil knytte til den foreliggende betænkning, vedrører Europa-Parlamentets aktive rolle, som er en forudsætning for et succesfuldt resultat. Jeg må i lyset heraf understrege, at det er helt afgørende, at Europa-Parlamentet og de enkelte medlemmer af Europa-Parlamentet engagerer sig i denne sag. Dels under forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen, hvilket Europa-Parlamentets repræsentanter i forhandlingsgrupperne, hr. Brok og hr. Tsatsos, kan bekræfte. Deres indlæg bidrager ofte til at sætte debatten i nyt perspektiv. Endvidere er Europa-Parlamentets engagement vigtigt i forbindelse med debatterne i Ministerrådet. Jeg glæder mig i denne forbindelse over det seneste møde, der fandt sted i forgårs i Luxembourg på formandskabets foranledning, og hvor ministeren, hr. Gama, havde lejlighed til at udveksle synspunkter med Europa-Parlamentets formand, Nicole Fontaine. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at vi også står over for en vigtig opgave, som rækker ud over EU's officielle instanser og institutioner. Vi skal give oplysninger til og indgå i dialog med de enkelte medlemslandes borgere og nationale parlamenter. Det samme gælder i forhold til de lande, der søger om optagelse i EU. Mine damer og herrer, jeg vil sammenfattende særligt fremhæve tre emner. Lad mig forinden minde om problemerne med at definere den korrekte dagsorden for regeringskonferencen. Det glæder mig at kunne konstatere, at disse problemer i dag stort set er løst. Jeg vil i den sammenhæng gerne give udtryk for min anerkendelse af den indsats, det portugisiske formandskab, og i særdeleshed hr. Jame Gama og hr. Franciscos Seixas da Costa, har ydet. Formandskabet har valgt en pragmatisk og i videst mulige omfang objektiv løsning og har valgt at tage udgangspunkt i de aktuelle behov og de begrænsninger, der må tilskrives det nuværende system, og foreslå løsninger på baggrund heraf. Formandskabet demonstrerer således, at det er muligt at arbejde ud fra det mandat, der blev fastsat i forbindelse med topmødet i Helsinki, blot der er politisk vilje hos formandskabet til at give impulser til det kommende franske formandskab. Dagsordenen er i den nuværende form fornuftig og sammenhængende, og som nævnt er den resultatet af en vanskelig proces. Der er imidlertid punkter, vi gerne havde set sat på dagsordenen, men som beklageligvis er udeladt. Det kan imidlertid hurtigt blive aktuelt at træffe beslutning om disse forhold, og jeg vil gerne på Kommissionens vegne fremsætte nogle tanker til overvejelse, når det gælder tre emner. Det første emne, jeg vil omtale, er den europæiske forsvarsdimension. I forlængelse af topmødet i Köln og i særdeleshed i forlængelse af topmødet i Helsinki arbejder Rådets Generaldirektorat på at opbygge de nødvendige og foreløbige strukturer. EU er således, i overensstemmelse med Amsterdam-traktatens bestemmelser, i færd med at udvikle de nødvendige ressourcer til at kunne varetage Petersberg-opgaverne. Disse omfatter humanitære opgaver og redningsopgaver, fredsbevarende opgaver, krisestyring og om nødvendigt fredsskabelse. Forbindelserne mellem EU og NATO er sat under debat. EU's forsvarsministre mødtes således den 28. februar. Tankerne om den civile krisestyring har udmøntet sig i de første arbejdsdokumenter. Vi kan altså notere fremskridt på dette område og klar politisk vilje til at fortsætte denne udvikling. Min gode kollega, Chris Patten, vil kunne bekræfte denne vurdering. Det Europæiske Råd mødes om nogle uger i Feira og vil ved den lejlighed tage stilling til, hvorvidt det er påkrævet at ændre traktaten for at konkretisere de retningslinjer, der blev udstukket i Helsinki. Kommissionens repræsentanter har endnu ikke bragt disse spørgsmål på bane. Jeg vil imidlertid gerne præsentere nogle overvejelser for Europa-Parlamentets medlemmer. Mine damer og herrer, ud over det retlige samarbejde og politisamarbejdet er sikkerheds- og forsvarsområdet efter min opfattelse det sidste store område, inden for hvilket EU bør etablere en fælles politik. Amsterdam-traktaten åbner mulighed for at udbygge samarbejdet på dette område ganske betydeligt. Dette oplever vi allerede i dag. Spørgsmålet er imidlertid, om alle forhold kan reguleres inden for den nuværende traktats rammer. Lad os for nærværende se bort fra spørgsmålet om, hvad der fremover skal ske med hensyn til traktaten om Den Vesteuropæiske Union og den fælles forsvarsforpligtelse, der er indeholdt heri. Og lad os for nærværende se bort fra, at medlemslandene har forskellig status i forhold til NATO og i forhold til Den Vesteuropæiske Union. Lad os i stedet koncentrere os om Petersberg-opgaverne. Det er min opfattelse, at Det Europæiske Råd ikke har behandlet alle aspekter vedrørende EU's fremtidige politiske struktur i forhold til de forsvars- og sikkerhedsmæssige strukturer, der er under opbygning. Det er muligt, at regeringskonferencen bør sætte dette emne på dagsordenen og behandle spørgsmålet om de politiske strukturer samt vurdere, hvorvidt den nuværende traktat er hensigtsmæssig i relation til denne dimension. Jeg har ikke noget svar på disse spørgsmål, men jeg mener, vi bør rejse spørgsmålene, gerne i forbindelse med regeringskonferencen. Jeg mener således ikke, denne sag kan forventes afsluttet i Feira. Jeg håber tværtimod, hr. Gama, at formandskabet vil være i stand til at puste nyt liv i debatten om EU's forsvarsdimension. Det andet emne, jeg vil omtale, er charteret om EU's grundlæggende rettigheder og demokratiske værdier. Ifølge Antonio Vitorino, som repræsenterer Kommissionen i forsamlingen til udarbejdelse af charteret, skrider arbejdet planmæssigt frem. Der er stor interesse for dette projekt, og vi ser bestræbelser for at få charteret indskrevet i traktaten, hvilket efter min opfattelse vidner om, at der er behov for ved enhver given lejlighed at understrege EU's grundlæggende værdier, ligesom der er behov for en gang for alle at få fastslået de principper, der forener EU's borgere. Samme behov afspejler sig i den betænkning, Europa-Parlamentet har udarbejdet desangående (Duff- og Voggenhuber-betænkningen). Man kunne hævde, at disse principper giver sig selv. Imidlertid er gentagelse som bekendt undertiden en dyd, herunder gentagelse af fakta over for EU's nuværende medlemsstater og over for de lande, der søger om optagelse i EU. Demokrati og respekt for borgerlige rettigheder er aldrig endegyldigt erhvervede rettigheder, men rettigheder, som til stadighed må erhverves og forsvares. Europa-Parlamentet har drøftet disse spørgsmål og har drøftet traktatens nuværende bestemmelser om sanktioner i forhold til medlemsstater, som krænker EU's grundlæggende principper. Mine damer og herrer, jeg finder denne debat helt nødvendig, og Kommissionen deltager gerne heri, under forudsætning af at den ikke udvikler sig til polemiseren. Det tredje emne, jeg vil omtale, er omstruktureringen af traktaterne. I den foreliggende betænkning tales der om en konstitutionalisering af traktaterne, hvilket undertiden ses omtalt i mere beskedne vendinger som en omstrukturering af traktaterne. Det er et spørgsmål om terminologi. Jeg vil imidlertid gerne knytte et par bemærkninger hertil. Kommissionen har, som det vil være Europa-Parlamentets medlemmer bekendt, anmodet Robert Schuman Instituttet i Firenze om at undersøge, hvorvidt det er muligt at foretage en opdeling af traktaterne, således at der skelnes mellem grundlæggende bestemmelser på den ene side og gennemførelsesbestemmelser på den anden side. Arbejdet skrider godt frem. Jeg håber således inden længe at kunne præsentere Europa-Parlamentet for resultaterne heraf. Som så ofte afsløres spørgsmålets kompleksitet i takt med, at man fordyber sig heri. Jeg må således understrege, at det både teknisk og juridisk er en vanskelig opgave. Traktaterne er ikke komplicerede ud fra et bevidst ønske om at tage modet fra læseren. Traktaterne er komplicerede, fordi de er blevet til over en periode på 40 år, og fordi de skal udtrykke seks, ni, 10, 12 eller 15 medlemslandes fælles synspunkter. Traktaterne fremstår således ikke som et resultat af en lineær proces, og de fremstår ikke altid i en så logisk og enkel form, som det for en efterfølgende betragtning forekommer ønskeligt. Dette forudsætter, at arbejdet starter helt fra grunden. Og hvem vil i fuldt alvor foreslå den løsning? Vi må således tage afsæt i det foreliggende materiale og bestræbe os for at nå det optimale, samtidig med at vi holder os inden for det muliges grænser. Såfremt vi overbevises om, at en sådan omstrukturering af traktaterne er mulig, hvilket jeg personligt tror vil være tilfældet, skal vi vurdere, hvilke procedurer vi tager i anvendelse ved ændring af de således nystrukturerede tekster. Kommissionen ønsker at tage et skridt ad gangen, og vi holder os for nærværende til det pragmatisk orienterede arbejde med at omstrukturere teksten. Jeg håber i løbet af maj måned at kunne forelægge resultaterne af dette arbejde. Hr. formand, mine damer og herrer, lad mig afslutningsvis understrege, at jeg og Kommissionens formand, Romano Prodi, gerne fortsætter og styrker denne debat, således at vi sammen med Rådet får gennemført en reel reform inden årets udgang. Jeg tror, den fælles indsats og de fælles holdninger vil være stadig mere påkrævede i takt med, at regeringskonferencen skrider frem. (Bifald)
+Hr. formand, allerførst vil jeg udtrykke min påskønnelse af hr. Dimitrakopoulos' og hr. Leinens udmærkede arbejde. Jeg tror, at dette er en af de bedste betænkninger, som indtil nu er udarbejdet inden for rammerne af de forløbne års regeringskonferencer. Jeg siger det som tidligere ordfører for Maastricht-traktaten. Maastricht er for øvrigt ikke nogen mærkelig by, fru Frassoni, det er en meget interessant by, hvor den nederlandsk-flamske, den tyske og den franske kultur mødes. Sæt Dem engang på en fortovsrestaurant, så vil De nok mærke det. Det vil jeg sige til fru Frassoni på italiensk. Det er ærgerligt, at der er stillet så mange ændringsforslag, for det medfører den risiko, at kvaliteten og balancen i betænkningen forstyrres. De store grupper bør derfor ved afstemningen begrænse sig til de absolut nødvendige ændringsforslag. Det forekommer mig den bedste måde at beholde ordførernes gode stykke arbejde på. Hvad vores gruppe angår, må beslutningsforslaget dog ændres på nogle punkter. Vi er f.eks. ikke enige i forslaget i beslutningsforslaget om at begrænse antallet af kommissærer til 20 og indføre en turnusordning for de mindre lande. Én kommissær pr. medlemsstat forekommer os en meget bedre løsning. Med henblik på borgernes tillid til Kommissionen er det meget vigtigt, at hver medlemsstat har et medlem af Kommissionen. Også vores gruppe har derfor stillet ændringsforslag hertil. Så er der antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet. I beslutningsforslaget opfordres der til muligheden for europæiske lister. Det er en god idé, men når vi ønsker 10% af de europæiske medlemmer på europæiske lister, må det naturligvis ikke føre til ekstra parlamentsmedlemmer oven i de 700, som er aftalt. Vi holder altså fast ved et maksimum på 700, hvad enten det er med den europæiske liste eller ej. Parlamentet er allerede temmeligt stort, bygningerne her er i forvejen fyldt, og det skal også kunne fungere. Det tredje punkt vedrører spørgsmålet om enstemmighed. Vi synes, at beslutningsprocessen i en udvidet Union ikke konstant må blokeres af en for udvidet vetoret. Enstemmighed skal således begrænses til det mest nødvendige, og det er konstitutionelle spørgsmål såsom anvendelsen af militære styrker og spørgsmål, som har at gøre med territorial integritet. Alle andre beslutninger skal henhøre under det kvalificerede flertal med den stemmevægtning, der foreslås, og, hvilket er meget vigtigt, Parlamentets beføjelser i forbindelse med den fælles beslutningstagning. Vi takker også Kommissionen for denne støtte. Så er der lige det sidste punkt, og det er charteret om de grundlæggende rettigheder. Vores gruppe synes, at det er absolut nødvendigt, at det optages i traktaten. Det arbejdes der på, og vi håber inderligt, at der kan leveres en tekst, som også alle kan acceptere, og som kan optages i traktaten. Det er et meget vigtigt punkt for Europas borgere.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Gruppe give udtryk for vores støtte til Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen og ligeledes takke det portugisiske formandskab for den positive indstilling, det har haft i forbindelse med at medtage Europa-Parlamentet i regeringskonferencen. Denne betænkning er af afgørende betydning, og derfor tror jeg, at vi i dag i Europa-Parlamentet skal stemme for med flertal, for det er muligheden for at få en åben debat, en debat i fuldt dagslys og med stenografer om de store uafgjorte emner i Europa. Og det er en debat, som er ved at opstå mellem politiske familier og mellem statsborgere fra forskellige medlemsstater. Hr. formand, tillad mig at komme med en rettelse: Her er der ikke store lande og små lande. Her er vi alle små, for tidligere forsøgte de lande, der betragtede sig som store i Europa, at pålægge sit overherredømme ved magt. Her er vi alle blandt lande, der er små, navnlig med henblik på udfordringen med globaliseringen. Jeg tror, at det burde være et vigtigt element i vores sameksistens. I den debat, der udspiller sig i Europa-Parlamentet, spiller politiske familier, borgere fra forskellige lande, interesser og forskellige fordomme ind. Dette gør det muligt for os at finde ud af, hvornår vi rører ved et ømt punkt, og hvornår vi skal være forsigtige med det, vi foretager os. Derfor er dette en vigtig debat, og det er en stillingtagen, som jeg mener, Rådet bør tage hensyn til. For det andet, hr. rådsformand, hr. kommissær, tror jeg også, at vi skal prøve at give denne debat en dimension af overblik og af idealer. Jeg har altid været imod den idé om, at vi skulle beskæftige os med de resterende punkter fra Amsterdam. Rester smides i skraldespanden. Dette er nogle tydelige og grundlæggende udfordringer, som alle refererer til, og er forbundet med Kommissionens sammensætning, formandens beføjelser, ligelig fordeling mellem medlemsstaterne og så vigtige spørgsmål som det forstærkede samarbejde, flertalsafstemning samt et absolut afgørende emne, charteret om grundlæggende rettigheder. Og jeg siger det især efter den krise, vi har oplevet i en medlemsstat på grund af tilstedeværelsen af et parti, hvis grundlæggende værdier står i modsætning til de værdier, som vi forsvarer. Og en sidste bemærkning: Kommissær Barnier talte om, at vi, før regeringskonferencen afsluttes, skal løse nogle problemer i forbindelse med kommandokæden. Jeg tror, hr. formand, at vi i forbindelse med, at vi for offentligheden fremlægger det, vi er i gang med, klart skal fastslå principperne for demokrati og gennemsigtighed og ligeledes kommandokæden. Det kan ikke være rigtigt, at en slags Loch Ness-uhyre vender tilbage i pressen hver måned, mens vi diskuterer dette. Jeg kan godt forstå journalisterne, men det kan ikke være rigtigt, at der udbryder krise på grund af nogle anonyme tjenestemænd, som er nogle frustrerede mandariner, og nogle ambassadører, som ligner pretorianergarden, og som ikke holder sig tilbage for at komme med anonyme kommentarer til pressen. Den eneste risiko, der er i et demokrati, er den risiko, der er forbundet med afholdelsen af valg. Det er den risiko, som minister Gama, kommissær Barnier og alle vi her har taget. Men i Bruxelles' sladdercentral er vi ved at skabe en virkelighed og nogle magtcentre, som ikke svarer til principperne for demokrati og gennemsigtighed, og som vi netop skal forstærke i denne regeringskonference. Jeg tror, det er vigtigt, at vi i alle institutionerne konfronterer dette emne om ansvar. Hvis vi ikke gør det, opnår vi ikke en regeringskonference, der er vellykket for Den Europæiske Unions fremtid.
+Hr. formand, EU står over for enorme udfordringer. På få år skal Unionen udvides til næsten det dobbelte antal medlemmer. Euroen skal indføres. Vi skal have en sikkerhedspolitik, som er sit navn værd, gennemføre administrative reformer og forhåbentlig genvinde noget af borgernes mistede tillid til det europæiske projekt. Regeringskonferencen skal forberede EU til disse ændringer. Den giver os mulighed for at tilpasse arbejdet til de nye medlemmer og de nye opgaver. Det handler om at finde en balance mellem på den ene side demokrati og effektivitet og på den anden side om at opretholde den historiske balance mellem små og store lande. Det er disse spørgsmål, som står tilbage efter afslutningen af Amsterdam-traktaten. I disse debatter er det vigtigt ikke at fare vild i tekniske detaljer og glemme målet, nemlig at gøre EU mere åbent, effektivt og forståeligt. For at nå disse mål må vi alle sammen ofre os. Desværre virker det, som om regeringerne har glemt disse mål. Der sker kun begrænsede fremskridt på regeringskonferencen, hvilket ikke er det portugisiske formandskabs skyld. Alting er, som det plejer, det vil sige, at fem minutter i lukketid den sidste dag bliver der indgået et kompromis, som ingen rigtig er tilfreds med. Man taler allerede om den næste regeringskonference, som så skal løse de store spørgsmål. Vi har hørt det før. Der begynder at gå inflation i halvfærdige regeringskonferencer. Borgerne har højere forventninger end det, og vi har ikke meget tid. Det er derfor, at vi må tage chancen nu. EU skal ændres, sådan som vi liberale har krævet, det vil sige i retning af mere åbenhed, indblik, tydeligere krav om ansvar, mere klar fordeling af kompetence og en fælles forfatning. EU skal ganske enkelt blive mere liberalt. Mange af vores ændringsforslag findes i betænkningen, og jeg støtter dem med nogle få undtagelser. De udfordringer, som EU står over for, er spændende og historiske. De burde inspirere os alle til at smøge ærmerne op. Vi kan skabe noget enestående: et demokratisk, konkurrencedygtigt og fredeligt samarbejde på hele kontinentet. Men i stedet for at vække håb og entusiasme synes denne udvikling snarere at vække angst hos regeringerne. Man kan spørge sig selv, hvor det politiske lederskab og visionerne er henne.
+Hr. formand, jeg vil gerne give udtryk for min højagtelse over for ordførerne Dimitrakopoulos og Leinen. De skal vide, at min skepsis over for og måske min forkastelse af denne betænkning ikke er rettet mod dem, men mod Europa-Parlamentet, som ikke er stærkt nok til at holde sit eget billede af den europæiske integrations fremtid op for Det Europæiske Råd. Magtpolitisk eller i lyset af en konstitutionel tænkemåde er Rådets vilje helt klar. Det ønsker et Europa med udøvende magt, et Europa under ledelse af de nationale regeringer, et Europa som national interessebasar. Det ønsker regeringssamarbejdet som grundmodel for den europæiske integration. Det Europæiske Råd ønsker et Europa ledet af nogle få stater, et direktoriets Europa, en balancepolitik for de centraleuropæiske stater efter modellen fra det 19. århundrede. Rådet kan ikke få øje på nogen mangel på demokrati, højst på mangel på effektivitet. Magtens deling, offentlighed i lovgivningen, parlamentarisme, Den Europæiske Domstol med beføjelse til ubegrænset retskontrol, juridisk bindende grundlæggende rettigheder, styrkelse af de oprindelige europæiske institutioner - Kommission, Parlament og Domstol - er ikke Rådets sag. Det er i lyset heraf, at Parlamentet skal søge sin opgave og fremkomme med en vision. Parlamentet skal tage mod til sig og optræde som Rådets rival, når det gælder fastlæggelsen af den europæiske integrations fremtid. Det gælder intet mindre end en nyopfindelse af demokratiet på det supranationale område. Det gælder intet mindre end - og det er dét, der er eller skulle være Europa-Parlamentets opgave - at gøre den europæiske enhed til res publica. Der er lang vej igen. Når De kræver en forfatningsproces, men slår Dem til tåls med en tvedeling af traktaterne, så er denne forfatningsproces allerede forbi! Når De uden kritik accepterer, at Rådet ikke kun ser sig selv som staternes legitime repræsentant, men via det dobbelte flertal derudover gør krav på at være folkenes repræsentant og dermed fratager Parlamentet legitimation, så er der en meget lang vej ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, hvis man gennemfører de ændringer i traktaten, som foreslås i den resolution, vi diskuterer, ville Den Europæiske Union tage et helt afgørende skridt i forvandlingen til en forbundsstat, en forbundsstat, hvor de nationale parlamenter mister kontrollen over næsten alle væsentlige politiske områder. Ud over den massive forøgelse af overstatslige beslutningsformer indeholder forslaget flere kvalitative ændringer i retning af en føderation. Herunder f.eks. forslaget om at fjerne den nationale vetoret i forbindelse med ændringer af store dele af den nuværende traktat. Og herunder også kravet om en fælles EU-valgkreds i forbindelse med valg til Europa-Parlamentet. Jeg er overbevist om, at EU's forvandling til en forbundsstat på alle måder er en blindgyde. EU's store problem i dag er ikke mangelen på centraliseret magt, men mangelen på virkeligt demokrati. I stedet for mere overstatslighed har Unionen brug for en demokratisk reform, som indebærer, at Kommissionens politiske magt reduceres betydeligt, at lovgivningen i Rådet gøres offentlig, og at de nationale parlamenter får en afgørende indflydelse. Med de traktatændringer, som foreslås i resolutionen, ville EU blive en union, der helt er domineret af de store medlemslande. De store landes magt ville blive øget drastisk ved indførelsen af et system med dobbelte flertal i Ministerrådet. Deres magt ville også blive øget ved, at deres repræsentation i Europa-Parlamentet stiger. I et EU, som udvides med yderligere 12 lande, og hvor 700 pladser i Parlamentet ville blive fordelt som foreslået i resolutionen, ville Sverige få 13 pladser, Finland syv og Irland fem. Det ville medføre, at vigtige politiske kræfter i mange medlemslande ikke ville være repræsenteret på EU-niveau. Dette er yderligere et billede på, hvor svag den demokratiske forankring i et sådant parlament ville blive. Sammenlignet med andre forbundsstater ville "EU-staten" med denne model blive usædvanligt centraliseret og have dårlig beskyttelse for små delstater. Men kan jo sammenligne med USA, hvor det ene kammer i tokammersystemet har proportional repræsentation, mens der er lige repræsentation for samtlige delstater i det andet kammer. I EU ville de store lande i stedet dominere begge kamre ifølge det forslag, som vi diskuterer her. For den, som vil ændre noget i valutaunionen, ØMU, er det nu, når traktaten ændres, at der er mulighed for det. Mange tilhængere af ØMU på venstrefløjen har jo argumenteret for, at valutaunionen burde ændres, så Centralbanken kommer under demokratisk kontrol, og så målene med den økonomiske politik ikke kun er monetære. Det er mærkeligt, at man nu slet ikke hører noget fra dem, og at det nu kun er GUE/NGL-gruppen, som kommer med krav om demokratisering af valutaunionen. Som De måske har bemærket, stemmer jeg imod denne resolution ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, jeg støtter udvidelsen af Den Europæiske Union, fordi jeg ved, at det vil konsolidere de nye demokratier i Central- og Østeuropa. Jeg ved, at det også vil gøre Den Europæiske Union til en større handelsblok, så den med tiden bliver en mere konkurrencedygtig økonomisk enhed. Jeg ved, at der er behov for en reform af de eksisterende europæiske institutioner. Ændringer i den interne beslutningsproces skal imidlertid være afbalancerede og rimelige. Vi ønsker ikke en todelt Europæisk Union, hvor de store medlemsstater dikterer hastigheden på bekostning af de mindre medlemsstater. Den betænkning, der forhandles om i dag, anbefaler f.eks. en rotationsordning for sammensætningen af Europa-Kommissionen. Det betyder, at man degraderer de mindre medlemsstaters automatiske ret til at få et medlem af Kommissionen. Jeg synes ikke, at det er et specielt fornuftigt forslag. 380 millioner unionsborgere har en samhørighedsfølelse med Kommissionen. Det irske folk anerkender Kommissionens betydning som et institutionelt organ i Den Europæiske Union. Det er stadig den institution, der kontrollerer opgaver vedrørende konkurrencepolitik, den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik og den fælles transportpolitik. Unionen skal nærme sig Unionens borgere. Vi skal også huske på, at nogle medlemsstater, herunder min egen, skal have en folkeafstemning om alle traktatændringer som følge af den kommende regeringskonference. Det bliver sikkert meget vanskeligt om ikke umuligt at sælge tabet af en automatisk ret til at indstille kandidater til hvervet som kommissær til de irske vælgere ved en sådan folkeafstemning. Nu vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet om beslutningstagning med kvalificeret flertal i Det Europæiske Råd. Rådet repræsenterer regeringerne i de 15 medlemsstater inden for Unionens institutionelle rammer, og i henhold til de eksisterende EU-traktater kræves der enstemmighed blandt de 15 medlemsstater i forbindelse med skattemæssige ændringer i Unionen. Ifølge nærværende betænkning skal det være muligt at træffe afgørelser med kvalificeret flertal i alle lovgivningsmæssige aktiviteter, der ikke vedrører forfatningsmæssige spørgsmål. Jeg synes, at medlemsstaterne skal bevare deres vetoret i skattemæssige spørgsmål. Det irske skattesystem er på mange måder innovativt, og det har bidraget til vores aktuelle vækstrate. Jeg finder det ikke specielt positivt, at Det Europæiske Råd skal kunne træffe afgørelser med kvalificeret flertal i skattemæssige anliggender.
+Hr. formand, en lignelse fra Bibelen lærer læseren at bygge sit hus på en klippe. Et hus, der er bygget på sand, har jo ikke noget fast fundament. Indholdet i denne lignelse henviser til grundlaget for troen. Alligevel måtte jeg tænke på denne lignelse under diskussionen om regeringskonferencen. De ihærdige forsøg på at forene Europa politisk synes at være bygget på kviksand. Borgerne i Europa føler sig jo ikke som europæere, og det vil heller ikke hurtigt ændre sig. Alligevel hører man under diskussionen om Den Europæiske Unions fremtid begreber som europæisk unionsborgerskab. Det findes slet ikke og er således kviksand. I diskussionen om regeringskonferencen lades det europæiske samarbejdes endelige mål ude af betragtning, også i den foreliggende betænkning. Hvad vil vi opnå med Den Europæiske Union? Jeg er spændt på Rådets og Kommissionens synspunkt, hvad det angår. Hvis der er en gennemtænkt holdning til fundamentet for det europæiske samarbejde, står den europæiske konstruktion mere fast, og så kan den også tåle dårligt vejr. Jeg deler UEN-medlemmet Berthus mindretalsopfattelse, som er optaget i denne betænkning. Deri finder vi et solidt fundament for Unionen, nemlig at den er et samarbejde mellem selvstændige lande, hvor de nationale demokratier har den vigtigste legitimitet. Ved udvidelsen må det stå centralt, at ansøgerlande kan blive fuldgyldige medlemmer af Unionen. At "degradere" ansøgerlande til andenrangsmedlemmer er ikke berettiget, og det har uønskede politiske følger. I stedet for tanken om forskellige hastigheder støtter jeg tanken om på europæisk plan kun at gennemføre de væsentligste opgaver, det vil sige på grænseoverskridende politiske områder. Et andet konkret punkt vedrører Kommissionen. Dette højtstående tjenestemandskollegium skal i fremtiden tælle hverken mere eller mindre end 20 medlemmer. Eventuelt kan kombinationer af lande på skift levere en kommissær. Jeg støtter den holdning, at Europa-Parlamentet skal deltage i den fælles beslutningstagning i alle tilfælde, hvor Rådet træffer beslutning med kvalificeret flertal. Det skal imidlertid ledsages af en omhyggelig kontrol foretaget af de nationale parlamenters "egne" ministre i Rådet.
+Hr. formand, også jeg er bestyrtet over, at 14 medlemsstater fortsat fordømmer Østrig, og vil her komme ind på udtalelsen fra Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, som gør opmærksom på nogle meget vigtige områder. Den kulturelle traditions mangfoldighed i Europa er ikke kun en broget mosaik af kunstneriske aktiviteter, men udtryk for en kulturel, religiøs og tillige en national mangfoldighed, en følelse af at høre til og en hjemstavnsfølelse. I Parlamentet blev kultur tidligere meget ofte blot betragtet som grobund for kunsten. Der er imidlertid tale om meget mere, og det kan ikke adskilles fra et mindretals identitet og selvopfattelse og dermed heller ikke fra disse gruppers rettigheder, som skal respekteres. De fleste mindretal i Europa definerer sig selv gennem deres kulturelle tradition, og det er kun muligt at give dem en rimelig beskyttelse, hvis man gør det muligt for dem at blive integreret i flertalssamfundet samtidig med, at man respekterer deres egne traditioner. Man bliver nødt til at gøre mere for at erkende og forstå disse traditioner end at registrere forskellene som rent folkloristiske kendetegn eller som en liste over forskelsbehandling. Når vi i dag så ofte taler om manglende overholdelse af mindretallenes rettigheder, så kommer den meget ofte også til udtryk i form af kulturel forskelsbehandling. Drøftelsen af mindretallenes menneskerettigheder, af fremmedfjendtligheden og racismen navnlig med henblik på udvidelsesprocessen kommer ikke uden om en ny definition, det vil sige udvidelse af kulturbegrebet, ellers bliver det bare en evig gentagelse af tomme ord, som næppe siger nogen noget i dag. Konventet bør tage hensyn til disse tanker, når det affatter charteret om de grundlæggende rettigheder. Definitionen og den nye tilegnelse af begrebet et mindretals kultur skal så tillige give identitetsgrundlaget, der er så vigtigt, en ny dimension og ikke betragte området kultur i EU som blot et broget bilag til de ellers så vigtige ansvarsområder.
+Hr. formand, hr. kommissær, vi har et grundlæggende problem med den aktuelle øvelse om at bevare balancen mellem en udvidelse af EU og den reform af institutionerne, der skal muliggøre en sådan udvidelse. De britiske konservative kan ikke acceptere betænkningen på grund af den lange liste af ekstra punkter, der ikke optræder på regeringskonferencens dagsorden. Vi er foruroliget over forslagene om at etablere et forfatningsgrundlag for Unionen, over forslagene om at indskrive charteret om de grundlæggende rettigheder i traktaten, over den gradvise mindskelse af sondringen mellem traktatens første og anden søjle, over forslaget om, at Rådet med kvalificeret flertal skal kunne træffe afgørelser om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, for beskæftigelsespolitikken og for den sociale konvergens. Det er blot nogle eksempler på de mange komplekse og kontroversielle spørgsmål i den forbindelse. Vi stopper alt for meget ind på regeringskonferencens ønskeseddel. Hvis alle disse ekstra punkter kommer på dagsordenen, er der stor fare for, at vi ikke kan overholde den frist, der hedder december 2000. Hvad kommer det til at betyde for ansøgerlande som Polen og Ungarn, hvis regeringsledere allerede har udtrykt bekymring over tidsplanen? Vi mener, at regeringskonferencen primært skal handle om de væsentlige institutionelle reformer. Den bør sikre, at tidsfristen overholdes, at den første udvidelsesbølge omfatter de central- og østeuropæiske lande i 2004, og at alle andre nødvendige reformer fortsættes, herunder fuld inddragelse af vores nye partnere. Hvis EU udskyder udvidelsen alt for længe, kan det blive vanskeligere eller umuligt for nogle ansøgerlande at blive medlemmer inden for den foreslåede tidsfrist. Formanden kom ind på nogle af disse spørgsmål i sin tale. I sit indlæg sagde kommissær Barnier, at reformerne skal lykkes, ikke nødvendigvis at de skal afsluttes. Nogle mener, at det nu er sidste chance for reformer. Jeg synes ikke, at det er en rimelig bemærkning til de ekstraordinære reformer, som mange af ansøgerlandene har gennemført i de seneste 9-10 år, siden de var medlem af Warszawa-pagten eller Sovjetunionen. Vores prioritet er udvidelse. Vi bør ikke skabe forvirring om vores prioriteter eller vende dem på hovedet.
+Hr. formand, min gruppe glæder sig over denne betænkning. Den sender et klart budskab til regeringskonferencens deltagere om at være ambitiøse, tænke langsigtet i stedet for kortsigtet, overveje, hvordan en Union med dobbelt så mange medlemsstater kan fungere effektivt, og benytte lejligheden til at ændre traktaterne, fordi det fremover vil blive langt vanskeligere at blive enige om reformer, når der bliver næsten 30 deltagere i regeringskonferencerne. Betænkningen indeholder ambitiøse forslag, sådan som det kunne forventes af Europa-Parlamentet. Hvis den justeres med ændringsforslagene fra min gruppe, bliver det et afbalanceret sæt forslag - specielt afbalanceret med hensyn til det ømtålelige forslag om balancen mellem store og små medlemsstater. Hvad angår Kommissionens størrelse, vil de formler, der sandsynligvis vedtages i morgen, enten dreje sig om én kommissær pr. medlemsstat eller om et mindre, fast antal kommissærer. Kommissionen kan ikke fortsat vokse i det uendelige. I det sidste tilfælde bliver der tale om et rotationssystem, så alle medlemsstater - store såvel som små - har lige store muligheder for at få en af sine statsborgere som medlem af Kommissionen. Hvad angår størrelsen på Europa-Parlamentet, har vi også fundet et ligevægtspunkt baseret på et minimum af parlamentsmedlemmer fra hver medlemsstat. Alle medlemsstater vil naturligvis være nødt til at ofre sig efter en udvidelse, men man vil sikre et minimumsantal af medlemmer med efterfølgende aftagende proportionalitet. Betænkningen er således afbalanceret, og jeg finder den acceptabel. Den er ambitiøs. Nogen siger, at regeringskonferencens deltagere aldrig vil blive enige om dette eller hint. Men her i Europa-Parlamentet forsøger vi ikke at gætte på resultatet af regeringskonferencen, vi forsøger at lede den i en bestemt retning - en mere ambitiøs retning - og sikre os, at vi får en Union, der kan fungere effektivt med næsten 30 medlemsstater. Det er afgørende for vores fremtid.
+Tak, hr. formand. Regeringskonferencen skal forene øget medlemstal og øget integration. Blandt de spørgsmål, der især er behov for at tage op til vurdering, kan nævnes den interinstitutionelle balance, repræsentation i Kommissionen og i de øvrige institutioner, stemmevægte og definition af områder, inden for hvilke der træffes afgørelser med kvalificeret flertal. Der bør således fortsat træffes afgørelser med enstemmighed, når der er tale om forfatningsmæssige spørgsmål og spørgsmål af grundlæggende art. Gennem det tættere indbyrdes samarbejde sikres det, at EU fortsat kan fungere trods forskelligheder landene imellem, og uden at der rokkes ved EU's grundlæggende struktur. Mine kolleger fortjener anerkendelse for deres arbejde med den foreliggende betænkning. Betænkningen er da også forbedret markant i løbet af tilblivelsesprocessen. Ikke desto mindre sker den skitserede reform fortsat på de små medlemsstaters bekostning. Det gælder i særlig grad bestemmelserne om institutionernes sammensætning og arbejdsform. Bestemmelser, som begrænser antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet til fire pr. medlemsstat og dermed forhindrer en afbalanceret repræsentation, som afspejler de politiske styrkeforhold, er således uacceptable. Det samme gælder bestemmelserne vedrørende Rådet. Reglerne for kvalificeret flertal må omdefineres, og den foreslåede arbejdsform vil uundgåeligt føre til blokering og manglende sammenhæng. Endelig gælder det bestemmelserne vedrørende Kommissionen. Grundprincippet bør være et medlem pr. medlemsland. Tillad mig afslutningsvis at nævne spørgsmålet om mødested og mane til ordholdenhed i denne henseende. Europa-Parlamentet prioriterer respekten for mindretallenes rettigheder højt, når det gælder andre, og det må derfor undre, at Parlamentet lader hånt om dette princip, når der skal træffes beslutning om Europa-Parlamentets egne arkitektoniske rammer.
+Hr. formand, fra vores side glæder vi os over udvidelsen af Europa, og vi vil deltage i diskussionen om, hvordan vi bedst forbereder os på den. Det Skotske Nationalistparti, som jeg repræsenterer, har med sit partiprogram og sin generelle politik forpligtet sig til at arbejde for tanken om Europa som en sammenslutning af folkeslag, lande og regioner, ikke som en suveræn føderal union i sig selv. Det er noget, som partierne i Den Europæiske Frie Alliance har til fælles, og vores stemmer vil blive afgivet i det skær. Jeg vil specielt henlede opmærksomheden på ændringsforslag 138 og dets samspil med punkt 32 i Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen. Hvad angår forslaget om en paneuropæisk kandidatliste, bekymrer vi os i Skotland - en lille nation i en stor medlemsstat - meget om Skotlands praktiske forsvinden som en særskilt enhed i Unionen. Det samme kommer til at gælde for Euskadi, Flandern, Galicien, Andalusien og Wales. Vores faldende repræsentation i Europa-Parlamentet kombineret med tilgangen af nye medlemsstater, der har en mindre befolkning end Skotland eller Wales, men som vil blive fuldt repræsenteret i alle Unionens institutioner, vil helt sikkert øge befolkningens ønske om egen selvstændighed i denne store europæiske sammenslutning.
+Vi må afbryde forhandlingen nu og gå over til afstemning. Forhandlingen genoptages kl. 15.00.
+(Forslaget til beslutning vedtoges) Indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om Rådets fælles holdning (13300/1/1999 - C5-0065/2000 - 1998/0296(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om anvendelse af arealundersøgelses- og teledetektionsteknik i landbrugsstatistik for perioden 1999-2003 (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt) Forenklet procedure uden betænkning: Forslag fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 95/50/EF om indførelse af ensartede kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej (KOM(2000) 106 - C5-0129/2000 - 2000/0044(COD)) (Kommissionens forslag godkendtes) Udkast til Europa-Parlamentets, Rådets, Kommissionens, Domstolens, Revisionsrettens, Det Økonomiske og Sociale Udvalgs og Regionsudvalgets afgørelse om organisationen og driften af Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer (EF, EKSF, EURATOM) (C5-0080/2000 - 2000/2043(ACI)) (Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport) (Kommissionens forslag godkendtes) Indstilling ved andenbehandling (A5-0071/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (10323/1/1999 - C5-0225/1999 - 1998/0247(COD) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger mod emission af forurenende luftarter og partikler fra forbrændingsmotorer til fremdrift af landbrugs- og skovbrugstraktorer og om ændring af Rådets direktiv 74/150/EØF (Ordfører: Fitzsimons) (Formanden erklærede den fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0102/2000) af Lehne for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om initiativ fra Republikken Finland med henblik på vedtagelse af Rådets afgørelse vedrørende ordninger for samarbejde mellem finansielle efterretningsenheder i medlemsstaterne for så vidt angår udveksling af oplysninger (11636/1999 - C5-0330/1999 - 1999/0824(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Indstilling ved andenbehandling (A5-0083/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (11216/1/1999 - C5-0012/2000 - 1998/0072(COD)) med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer og om ophævelse af Rådets direktiv 90/220/EØF (Ordfører: Bowe) Wallström, Kommissionen. (EN) Hr. formand, som jeg forklarede under gårsdagens forhandling, kan Kommissionen fuldt ud acceptere ændringsforslag 9, 17, 19, 29 og 47. Kommissionen kan i princippet også acceptere ændringsforslag 1-4, 8, 11, 24, 35-38, 46, 48, 49 og 52, for så vidt som de præciserer Kommissionens ønske om at etablere effektive, gennemsigtige og afbalancerede rammer for GMO'er. Nogle af disse ændringsforslag skal blot bringes i overensstemmelse med den juridiske ordlyd i direktivets tekst og de overordnede lovgivningsmæssige rammer. Hvad angår de øvrige ændringsforslag - f.eks. ændringsforslagene vedrørende antibiotikaresistensmarkører - er princippet politisk acceptabelt, men den foreslåede tekst skønnes uhensigtsmæssig. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 5-7, 10, 12-16, 18, 20-23, 25-28, 30-34, 39-45, 50 og 51. Hvad angår ændringsforslag 22, 23 og 25, kan Kommissionen ikke acceptere dem i deres nuværende udformning, men den er villig til at overveje, hvordan der kan tages behørigt hensyn til den bekymring, de er udtryk for.
+Hr. formand, jeg har et spørgsmål til Kommissionen, for at det kan stå kollegerne helt klart, hvad vi stemmer om. Jeg har Rådets fælles holdning af 9. december 1999. I det dokument, Rådet har forelagt os, står der, at denne fælles holdning blev vedtaget enstemmigt. Husker jeg ret, var der endnu finsk formandskab i Rådet i december 1999, og miljøministeren var grøn. Den politiske enighed nåedes i juni 1999 under tysk formandskab i Rådet, og miljøministeren var også grøn. Jeg er imidlertid noget forvirret, for De Grønne i Europa-Parlamentet hævder, at den fælles holdning er så svag, at det er absolut nødvendigt at få den skærpet. Derfor vil jeg gerne endnu en gang spørge, om vi rent faktisk stemmer om den fælles holdning, som alle grønne miljøministre har stemt for, eller om der er tale om en fejltagelse? (Munterhed, bifald)
+Tak, kære kollega. Jeg må erindre om, at forhandlingen er afsluttet. Jeg giver imidlertid ordet til kommissær Wallström, såfremt hun måtte ønske at fremkomme med en præciserende bemærkning desangående.
+Det handler netop om denne fælles holdning.
+Hr. formand, eftersom hr. Liese i sit indlæg retter et spørgsmål direkte til Verts/ALE-gruppen, tillader jeg mig at besvare dette. De Grønne er ikke forpligtede til at indtage samme holdning som Rådets ministre tilhørende De Grønne. Vi afgør selv, hvilken holdning vi vil indtage. Jeg håber i øvrigt, at det samme gør sig gældende for alle politiske grupper i Europa-Parlamentet. Mit indlæg drejer sig i øvrigt netop om ændringsforslag 37. Det ville efter min mening være logisk at sætte ændringsforslag 11 under afstemning før ændringsforslag 37, eftersom ændringsforslag 11 er mere vidtrækkende end ændringsforslag 37. Ændringsforslag 11 foreslår således et totalt forbud mod markørgener for antibiotikaresistens, hvilket ikke er tilfældet, når det gælder ændringsforslag 37, eftersom sidstnævnte udelukkende vedrører direktivets afsnit C. Jeg finder det således logisk, at det mest vidtrækkende ændringsforslag i forhold til den oprindelige holdning sættes under afstemning først.
+Hr. Lannoye, ordføreren drøftede i går dette spørgsmål med de kompetente afdelinger. Jeg må med beklagelse konstatere, at han øjensynligt ikke er enig med Dem i Deres ræsonnement. Ordføreren finder, at indholdet i ændringsforslag 11 gør det rimeligt at sætte forslagene under afstemning i en anden rækkefølge, end De foretrækker. Efter afstemningen om ændringsforslag 38 og 49 Formanden. Vi må afbryde afstemningen her. Afstemningen genoptages efter det højtidelige møde. (Mødet udsat kl. 12.00 på grund af det højtidelige møde og genoptaget kl. 12.35)
+Hr. formand, jeg forstår udmærket, at det er en ære for os at modtage en fornem statsgæst. Alligevel anmoder jeg Dem om, at De på det næste møde i Præsidiet kommer ind på, om det er rimeligt at afbryde en afstemning, hvor vi har brug for kvalificeret flertal, og hvor der kun mangler syv eller otte ændringsforslag. Jeg anmoder Dem om at tage det op i Præsidiet.
+Jeg skal gerne forelægge Deres spørgsmål for Præsidiet, fru Roth-Behrendt. Jeg forsikrer Dem, at jeg i den aktuelle situation ikke kunne handle anderledes.
+Hr. formand, De afbrød afstemningen meget brat lige inden det højtidelige møde. Det kom som noget af en overraskelse for mig - og sikkert også for mange af de øvrige parlamentsmedlemmer, der under det højtidelige møde udtrykte overraskelse over den måde, afstemningen var blevet afbrudt på. Vi har netop set, at den første afstemning efter det højtidelige møde ikke opnåede det nødvendige kvalificerede flertal. Viser det ikke, hvad vi taler om, og understreger det ikke fru Roth-Behrendts pointe? Afstemninger om punkter, der kræver kvalificeret flertal, bør under ingen omstændigheder afbrydes af højtidelige møder. Der resterede otte afstemninger. På baggrund af min erfaring kan jeg oplyse, at De kunne have afholdt dem på tre minutter. Det er latterligt, at vi nu fortsætter med afstemninger om punkter, der kræver kvalificeret flertal, når medlemmerne ikke har haft rimelig god tid til at vende tilbage til mødesalen. Jeg håber, at De kan tage sagen op, hr. formand.
+Jeg har fuld forståelse for Deres synspunkt, hr. ordfører, og er rent faktisk også enig heri. Af protokollære hensyn kunne jeg beklageligvis ikke handle anderledes. Som så ofte før konstaterer vi, at disse hensyn har forrang. Jeg medgiver dog gerne, at Deres bemærkninger forekommer rimelige, og Præsidiet bør efter min opfattelse have dette forhold i erindring.
+Hr. formand, jeg vil gerne stille et spørgsmål vedrørende fremgangsmåden. Når mødet genoptages efter et højtideligt møde, lyder der sædvanligvis en klokke, som annoncerer, at mødet genoptages, og afstemningen fortsætter. Jeg hørte imidlertid ikke nogen klokke og beder Dem derfor venligst præcisere, om dette er den sædvanlige fremgangsmåde, idet det givetvis har skadet afstemningen i Europa-Parlamentet.
+Fru Lienemann, i princippet lyder klokken, når mødet har været afbrudt, for at kalde medlemmerne sammen. I den konkrete situation havde nogle medlemmer forladt mødesalen, andre ikke. Jeg havde imidlertid meddelt, at afstemningen ville fortsætte umiddelbart efter det højtidelige møde. Det fremgår endvidere af protokollen og af dagsordenen. Også jeg må leve med alle disse faktorer. Jeg forsikrer Dem, at Deres bemærkninger vil blive videregivet til Præsidiet. De er i øvrigt selv medlem af Præsidiet. Lad os sammen gøre vores yderste for at sikre, at reglerne justeres. (Støj)
+Hr. formand, hvis det er et spørgsmål om, at mødet skal genoptages, for at klokken lyder, er svaret enkelt. Jeg foreslår, at formanden udsætter mødet i to minutter. Det er uacceptabelt ... ... at antallet af tilstedeværende reduceres med ca. 60 personer af rent protokollære årsager, eftersom det gør det særdeles vanskeligt at få vedtaget de foreliggende ændringsforslag, som vil have betydning for de europæiske forbrugeres sundhed i generationer. (Bifald)
+Kære kolleger, jeg må endnu en gang konstatere, at dette var vilkårene, hvilket også jeg beklager. Og lad mig så foreslå, at vi genoptager afstemningen. (Formanden erklærede den ændrede fælles holdning for godkendt) Betænkning (A5-0088/2000) af Papayannakis for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (KOM(1999) 487 - C5-0240/1999 - 1999/0204(COD)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om topmødet i Lissabon (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0320/2000) af Suominen m.fl. for PPE-DE-gruppen om resultaterne af Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0322/2000) af Cox og Jensen for ELDR-gruppen om resultaterne af Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000 (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0328/2000) af Le Pen m.fl. for TDI-gruppen om Det Europæiske Råds møde i Lissabon (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0329/2000) af Bernié for EDD-gruppen om Det Europæiske Råds ekstraordinære møde den 23.-24. marts med temaet "Beskæftigelse, økonomiske reformer og social samhørighed. Mod et Europa for fornyelse og viden" (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0331/2000) af Figueiredo m.fl. for GUE/NGL-gruppen om resultaterne af Det Europæiske Råds ekstraordinære møde i Lissabon den 23.-24. marts (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0333/2000) af Queiró m.fl. for UEN-gruppen om resultaterne af Det Europæiske Råds møde den 23.-24. marts 2000 (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0335/2000) af Flautre m.fl. for Verts/ALE-gruppen om resultaterne af Det Europæiske Råds møde i Lissabon den 23.-24. marts 2000, formandskabets konklusioner (Forslaget til beslutning forkastedes)Beslutningsforslag (B5-0338/2000) af Goebbels for PSE-gruppen om Det Europæiske Råds møde (Lissabon, den 23.-24. marts 2000) (Forslaget til beslutning forkastedes) Fælles beslutningsforslag om EU/Afrika-topmødet Inden afstemningen
+Hr. formand, der har indsneget sig en fejl i denne fælles beslutning mellem Den Europæiske Union og Afrika i punkt 15, 17 og 18. I punkt 15, hvor der står "OAU", skal der i stedet stå "de afrikanske lande". I punkt 17 skal der i stedet for "OAU" stå "Afrika". Og i punkt 18 skal ordene "medlemmer af OAU" erstattes af "afrikanske lande". (Europa-Parlamentet tilkendegav, at det mundtlige ændringsforslag kunne sættes under afstemning) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER Beslutningsforslag om additionalitetsprincippet
+Hr. formand, jeg vil gerne afgive følgende forklaring til min stemmeafgivelse under forhandlingen om additionalitetsprincippet. Jeg vil specielt gerne fremhæve punktet i forslaget om, at Parlamentet fuldt ud tilslutter sig Kommissionens redegørelse om, at additionalitetsprincippet samt lovens ordlyd er centrale hensyn, der har afgørende betydning for, at programmer har størst mulig effekt i praksis. I dette lys er det helt uacceptabelt, at den nuværende politik giver medlemsstaterne mulighed for efter indsendelsen af regionale planer at foretage en intern omfordeling af midler, således at de formelt overholder additionalitetsprincippet, samtidig med at de trodser dets ånd. Denne sag kræver en hastig revision fra Kommissionens side. Efter forhandlingen - det vil sige i går - modtog jeg et meget høfligt og nyttigt brev fra hr. Barnier, der tyder på, at Kommissionen foretager en tilnærmelse til vores holdning. Det glæder mig meget. Jeg vil gerne lykønske min kollega fru Evans med at have startet denne debat og med det flotte resultat, hun har opnået i dag.
+Hr. formand, jeg er henrykt over, at Parlamentet har vedtaget denne beslutning i erkendelse af additionalitetsproblemerne. Jeg repræsenterer Wales, der på grund af den britiske regerings praksis ikke har modtaget og ikke vil komme til at modtage de midler, som EU agter at bruge til fattigdomsbekæmpelse ud over det almindelige offentlige forbrug - skønt området har haft mål 1-status i den aktuelle programperiode. Som kommissær Barnier har sagt, er det vigtigt at overholde både additionalitetsprincippet og lovens bogstav. Kommissæren tilsluttede sig også kommissær Liikanens erklæring om, at Kommissionen fremover vil være særlig opmærksom på medlemsstaternes udgiftstal, når udgifterne bevisligt falder i en eller flere regioner. Nu håber jeg, at medlemsstaterne vil leve op til Parlamentets og Kommissionens ønsker, så der ikke sker en underminering af den effektive målretning af strukturfondsmidler mod de fattigste regioner.
+Delegationen fra Europa-Parlamentets Labour-gruppe stemte for kompromisbeslutningen om additionalitet, fordi vi mener, at additionalitetsprincippet er et af de centrale elementer i strukturfondsreformerne, som jeg var Parlamentets ordfører for. Jeg mener imidlertid, at dele af denne beslutning i stedet for at tydeliggøre reglerne blot vil forvirre offentligheden og specielt finansieringsoperatørerne. Punkt A blander fortsat additionalitetsprincippet sammen med det særskilte, men lige så vigtige samfinansieringsprincip. Punkt G er upræcist. Der er ingen lovgivningsmæssige krav om en årlig kontrol med overholdelse af additionalitetsprincippet, men som det fremgår af forordningen, vil en forenkling kræve tre kontroller med overholdelse af additionalitetsprincippet i programperioden. Det er upassende, at medlemmer i forbindelse med denne beslutning forsøger at omskrive forordninger, der er enstemmigt vedtaget af Parlamentet, og som først skal revideres i 2006. Det er også skuffende, at de britiske medlemmer hr. Davies, hr. Bradbourn og fru Evans har spillet åbenlyse politiske spil i forbindelse med denne beslutning. Det er ikke i de fattigste samfunds interesse, at man bevidst misinformerer og tager forhandlingen som gidsel af hensyn til snævre partipolitiske interesser. Vi bør have som vores virkelige mål at planlægge og støtte en vellykket forvaltning af disse midler for at forbedre fremtidsudsigterne for befolkningen i de fattigste regioner. Mit parti er engageret i dette mål, og det vil indgå i et konstruktivt og positivt samarbejde med andre partier om at nå det. Landbrugsstatistik for perioden 1999-2003
+Hr. formand, det er naturligvis vigtigt, eller rettere sagt nødvendigt, at EU også beskæftiger sig med statistik. Undertiden går EU's indsats på dette område dog meget alvorligt ud over nogle af medlemsstaterne, sådan som det var tilfældet med mælkekvotepolitikken, der gik hårdt ud over mange europæiske områder. Man bør efter min mening sørge for, at disse statistikker bliver lavet, og at de bliver lavet ordentligt, men jeg vil især gerne benytte lejligheden og denne stemmeforklaring om statistik til at opfordre Parlamentet, Kommissionen og Rådet til at undgå noget, der sker meget ofte - og som er et resultat af statistikkernes anvendelse på f.eks. mælkekvoter og landbrugsprodukter med hensyn til, hvor meget man må producere og ikke producere - nemlig det ressourcespild, der sker, når man destruerer de fødevarer, som overskrider den foreskrevne mængde. Kontrolprocedurer i forbindelse med transport af farligt gods ad vej
+Hr. formand, jeg stemte for dette forslag, for det er klart, at man hele tiden bør kontrollere transport af farligt gods. Man skal gøre alt, hvad man kan, for at det bliver det mindst mulige antal køretøjer til farligt gods, der kommer til at køre på Europas veje. Man bør efter min mening prioritere jernbanetransport, søtransport og lufttransport, og man bør ikke mindst fremme ansættelsen af ældre mennesker som førere af disse køretøjer og til transport af farligt gods. Med deres ringe erfaring er de unge uden tvivl udsat for en større risiko end de ældre. Man bør prioritere de erfarne arbejdstagere, som har udøvet dette erhverv længe, og man bør således fremme ansættelsen af ældre i alle de erhverv, der er særligt farlige. Indstilling ved andenbehandling af Bowe (A5-0083/2000)
+Hr. formand, vi er meget skuffede over afstemningen. Jeg synes, det er beskæmmende, hvorledes Europa-Parlamentet på centrale punkter har givet efter for genteknologiens lobbypres. Kampagnen har været massiv i de sidste uger, men jeg ville ønske, at Parlamentet viser den ansvarlighed, som det gav udtryk for under førstebehandlingen. Jeg vil begynde med punktet ansvar. Det er jo latterligt blot i en betragtning at opfordre Kommissionen til inden år 2001 at forelægge et direktiv om miljøansvar. Vi ved helt præcist, at hvidbogen ikke indeholdt nogen ansvarsforsikring, og at hvidbogen kun vedrørte Natura-2000-områder. Når industrien hævder, at gentekniske produkter er ufarlige, uden risiko, så forstår jeg ikke, hvorfor et flertal af parlamentsmedlemmerne har givet efter og tilladt, at industrien fortsat kan unddrage sig ansvaret. Det næste punkt er antibiotika. Et så voksblødt krav tager overhovedet ikke hensyn til forbrugernes interesser. Alle videnskabmænd advarer om, at sygdomskim hos mennesker og dyr i stadig højere grad bliver resistente, og kræver, at man omgående giver afkald på antibiotikaresistensmarkører. Parlamentet har igen udsat det, igen ikke taget hensyn til disse store problemer - meget beskæmmende! Der gælder det samme for punktet genetisk forurening. Blot at kræve, at der skal tages hensyn til problemet, er simpelthen at betragte som en spøg, for det er lige, hvad miljørisikovurderingen fastsætter. Parlamentets oprindelige krav lød, at medlemsstaterne og Kommissionen skulle forpligte sig til at træffe foranstaltninger. Også her har Parlamentet givet efter. Jeg synes, at dagen i dag har været en sort dag for forbrugerbeskyttelsen, og jeg kan kun håbe, at denne afstemning vil vise sig at være en bjørnetjeneste for industrien. Forbrugerne vil forhåbentlig fortsat give levnedsmidler med genetisk modificerede organismer det røde kort, for det er ikke acceptabelt, at industrien får lov til at unddrage sig ansvaret.
+Hr. formand, efter min mening skal man ikke protestere for højlydt, og med hensyn til de genetisk modificerede organismer skal man ikke bremse videnskaben med en overdreven lovgivning. Det er alligevel ikke lykkedes nogen at bremse videnskaben på noget tidspunkt. Jeg har hørt, at man er ved at opdage det gen, der kan forlænge vi menneskers liv, og jeg er noget bekymret over, at man lægger så mange hindringer i vejen for den videnskabelige forskning og for brugen af genetisk modificerede organismer. Når dette gen er blevet opdaget, håber jeg ikke, at Parlamentet beslutter, at genetisk modificerede organismer - det vil sige os selv - ikke må komme i omløb, når vi nu måske endelig har mulighed for at leve længere og få et bedre helbred. Derfor håber jeg i de ældres interesse, at der bliver færre regler for GMO'er.
+Hr. formand, jeg vil gerne med denne mundtlige stemmeforklaring tilkendegive, at vedtagelsen af den fælles holdning ikke tjener Europa-Parlamentet til ære. Forbrugerne, de forskellige sammenslutninger og alle, der bekymrer sig om miljø- og sundhedsspørgsmål og om de risici, udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer indebærer, havde forventet en markant holdning fra Europa-Parlamentets side. Endnu en gang bøjer vi os for tilhængerne af genetisk modificerede organismer og disses lobbyvirksomhed, idet vi erklærer, at videnskaben vil vide at hjælpe os til en bedre verden. Vi ved imidlertid udmærket, at der på nuværende tidspunkt ikke findes toksikologiske studier, som gør det muligt at vurdere følgerne af udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Vi må derfor beklage, at alle de i så henseende langt mere vidtrækkende ændringsforslag blev forkastet. Hr. formand, jeg må beklage, at Europa-Parlamentet har vedtaget dette kompromis, som er indgået mellem de store politiske grupper, og som er ude af trit med forbrugernes og de forskellige sammenslutningers ønsker og skuffende for alle, der havde sat deres lid til Europa-Parlamentet og havde forventet en markant holdning fra medlemmernes side.
+Den 12. april stemmer Europa-Parlamentet om Rådets nye direktiv om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (GMO'er). Det er vigtige spørgsmål, der står på spil. Tiden er inde til at gøre de mennesker, der udsætter genetisk modificerede organismer, juridisk ansvarlige for skader på menneskers sundhed og miljøet. De skal gøres ansvarlige for enhver skade som følge af sådanne udsætninger, og det skal være lovpligtigt at tegne en ansvarsforsikring, på samme måde som en bilist skal tegne en ansvarsforsikring, der kan give dækning, hvis han dræber eller kvæster et andet menneske. Nogen har hævdet, at dette område i stedet bør dækkes af en tværgående lovgivning. Det er imidlertid værd at bemærke, at vi har hørt dette argument nævnt, siden drøftelserne om direktiv 90/220/EØF startede i 1989. Dengang lovede Kommissionen, at det retlige ansvar for skader på miljøet forårsaget af GMO'er skulle dækkes af en tværgående lovgivning, men vi har nu ventet i mere end 10 år på at få det løfte indfriet. Vi skal vedtage et øjeblikkeligt og kategorisk forbud mod brugen af antibiotikaresistente gener. Mange videnskabsfolk og organisationer, herunder Pasteur-instituttet og British Medical Association, har krævet et forbud mod brugen af antibiotikaresistensmarkører, der ikke har nogen relevant funktion på planterne, og som derfor er fuldstændig overflødige. Den fælles holdning vil blot "udfase" antibiotikaresistente gener i fremtiden, og kun hvis "de kan have uønskede virkninger på menneskers sundhed og miljøet". Det betyder, at man vil stå tilbage med de antibiotikaresistente produkter, der allerede er givet tilladelse til. Der findes mange mindre skadelige former for markørgener, og det er EU's politik at forbyde al unødig brug af antibiotika, hvis det indebærer en risiko for menneskers eller dyrs sundhed. Direktivet bør markere et klart standpunkt og insistere på, at brugen af sådanne markørgener øjeblikkeligt skal ophøre. Den farmaceutiske industri ønsker en total fritagelse fra direktivet. Miljøudvalget vedtog to indbyrdes modstridende ændringsforslag - et om en total fritagelse og et andet om en stramning af den fælles holdning om en betinget fritagelse med alle de normale miljørisikobestemmelser. Det er uacceptabelt, at industrien bevilges en fritagelse, hvis ikke miljørisikobestemmelserne skal finde anvendelse.
+Afstemningsresultatet i forbindelse med andenbehandlingen af ændringsforslagene til det foreliggende forslag til direktiv om procedurerne for godkendelse af genetisk modificerede organismer (GMO'er) må betegnes som særdeles skuffende. Efter førstebehandlingen stod det klart, at det ikke ville være muligt at få vedtaget et forslag om forbud mod GMO'er, eller i det mindste et moratorium med heraf følgende mulighed for gennemførelse af yderligere undersøgelser på området. Vi havde dog håbet, at Europa-Parlamentet i det mindste ville vedtage foranstaltninger, som kunne sikre en effektiv beskyttelse af forbrugerne. Dette er imidlertid ikke tilfældet. På tre helt afgørende punkter har Europa-Parlamentet givet efter, hvilket jeg finder beskæmmende. Dels når det gælder udsætning af genetisk modificerede organismer, der indeholder gener, som udtrykker resistens over for antibiotika: Ændringsforslagene 11 og 37, som krævede et forbud mod udsætning i miljøet af sådanne GMO'er, blev forkastet. I stedet vedtoges et ændringsforslag, som blot kræver, at dette problem i særlig grad tages i betragtning med henblik på identifikation og udfasning af antibiotikaresistensmarkører i GMO'er, som kan have uønskede virkninger på menneskers sundhed og på miljøet, inden 2005. Dels når det gælder uønsket overførsel af gener til andre organismer: Ændringsforslag 12, som krævede, at der blev truffet foranstaltninger med det formål at forhindre sådanne overførsler af gener, blev forkastet. I stedet vedtoges ændringsforslag 38, som er langt mindre præcist og blot kræver, at det skal vurderes, hvilke typer risici der kan knytte sig til de omhandlede overførsler. Dels når det gælder ansvar og forsikringspligt for personer, der foretager udsætning i miljøet af GMO'er: Vi konstaterer med den største beklagelse, at ændringsforslag 33 blev forkastet. Forslaget krævede, at de juridisk ansvarlige for udsætning af GMO'er skulle være fuldt ansvarlige for enhver skade på menneskers sundhed eller på miljøet, som forårsages af disse udsætninger. Forslaget krævede endvidere, at disse personer skulle tegne en ansvarsforsikring til dækning af eventuelle tab foranlediget af denne virksomhed. De vedtagne ændringsforslag er langt mindre vidtrækkende. Det foreslås, at der på sigt indføres en generel lovgivning vedrørende erstatningsansvar for miljøskader, og Kommissionen pålægges at fremsætte et forslag, der omhandler bioteknologiens indvirkning på alle områder henhørende under fællesskabsretten. Af Kommissionens hvidbog om erstatningsansvar fremgår det imidlertid, at Kommissionen ikke går ind for forsikringspligt på dette område. Vi finder det i særlig grad oprørende, at ændringsforslag 33 blev forkastet. Ønsker man at tillade markedsføring af produkter indeholdende GMO'er, må man som et minimum kræve, at de, der sælger sådanne produkter, påtager sig ansvaret herfor. Pressionsgrupper udgået fra biotek-industrien forklarer, at der ikke er nogen risiko forbundet hermed, og siger samtidig, at kravet om forsikringspligt er urealistisk, eftersom der ikke kan tegnes en forsikring, som dækker denne risiko. Det er da en nyttig oplysning. Jeg har nemlig aldrig mødt en assurandør, der ikke var parat til at tilbyde dækning af en ikkeeksisterende risiko. Blandt de mere obskure aspekter i forbindelse med denne sag kan anføres, at den franske regering, som ifølge de seneste meldinger også tæller miljøaktivister, officielt har udtalt sig med forbehold om ændringsforslag 33. Endnu en gang må vi konstatere, at pressionsgrupper udgået fra biotek-industrien har haft succes med deres indsats. Den udøves på alle niveauer og med største diskretion.
+Jeg vil gerne rette en varm tak til hr. Bowe for den foreliggende betænkning om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Emnet er genstand for megen debat og er yderst aktuelt. I går trådte således to forordninger i kraft, som pålægger producenterne at mærke fødevarer og fødevareingredienser, som indeholder mere end 1% GMO'er. Mærkningskravet omfatter også genetisk modificerede tilsætningsstoffer og aromastoffer, idet der for disse kategorier ikke anføres nogen bagatelgrænse. Som forbruger glæder jeg mig over dette mærkningskrav, der gør det muligt at foretage et bevidst valg. Jeg kunne dog have ønsket mig en skærpelse af kravene, herunder krav om at mærkningen skulle omfatte en tydelig påtegning på emballagens forside. Der er imidlertid taget et skridt i den rigtige retning, og bestemmelserne har fået flere store europæiske virksomheder til at afstå fra at anvende GMO'er i deres produkter. Dagens debat omhandler et forslag til ændring af direktiv 90/220/EØF vedrørende udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer, det være sig i forskningsøjemed eller med henblik på markedsføring af de pågældende produkter. I lyset af den videnskabelige forsknings nye landvindinger på dette felt var der behov for at præcisere lovgivningens anvendelsesområde for at beskytte såvel forbrugernes sundhed som miljøet på behørig vis. Miljøudvalgets forslag udstikker præcise og gennemsigtige lovgivningsmæssige rammer og er således i overensstemmelse med forbrugernes ønsker. Jeg vil fremhæve tre ændringsforslag, hvis indhold jeg fuldt ud støtter: Forslaget om at hindre uønsket overførsel af genetisk materiale ved pollenspredning mellem genetisk modificerede og ikkemodificerede organismer. For at nå dette mål vil det være nødvendigt enten at fastsætte krav om mindsteafstand mellem marker, hvor der dyrkes GMO'er, og marker, hvor der dyrkes traditionelle, GMO-frie afgrøder, eller at stille krav om, at GMO'er dyrkes i særlige indhegninger eller væksthuse under hensyntagen til risikoen for genforurening. Forslaget om at undgå risikoen for udvikling af antibiotikaresistens ved overførsel af resistensgener fra en art til en anden. For at nå dette mål må det sikres, at GMO'er, der indeholder antibiotikaresistensmarkører, ikke udsættes i miljøet. Forslaget om at pålægge producenterne et utvetydigt erstatningsansvar. Som ordføreren mener jeg, at den juridisk ansvarlige for udsætningen af GMO'er fuldt ud skal være civilretligt ansvarlig for enhver skade på menneskers sundhed og på miljøet. I bestræbelserne for at minimere risiciene spiller princippet om erstatningsansvar en afgørende rolle i kombination med princippet om sporbarhed og ikke mindst forsigtighedsprincippet! Vi beskæftiger os med et område, hvor der fortsat hersker stor usikkerhed, hvilket bør mane til den største forsigtighed i omgangen med GMO'er! Lad mig afslutningsvis endnu en gang understrege, at vi bør være lydhøre over for borgernes ønsker og forventninger! EU's borgere har gentagne gange taget afstand fra en udvikling i retning af Frankenstein-tomater og anden monstermad. De ønsker sunde og naturlige fødevarer. Vi bør derfor som borgernes talerør arbejde for at opretholde et højt kvalitetsniveau, når det gælder EU's fødevarer!
+Det er positivt, at Rådets fælles holdning allerede har indoptaget en del af de ændringer, som Europa-Parlamentet har vedtaget, men det er nødvendigt, som ordføreren foreslår det, at fastholde, at forslag vedtaget ved førstebehandlingen skal medtages, selv om Rådet ikke har gjort det. Efter vedtagelsen af protokollen om biosikkerhed, der blev indgået i Montreal i januar 2000, er det vigtigt at gå videre med at forsvare forbrugernes rettigheder og genskabe deres tillid. Vi støtter derfor forslagene om, at direktivet skal indeholde forbud mod udsætning af GMO'er med gener, som udtrykker resistens over for antibiotika, også til forskningsformål, ligesom kravet til Kommissionen og medlemsstaterne om, at ingen GMO'er og/eller produkter heraf forlader EU's territorium uden forudgående meddelt samtykke fra importlandet. Vi støtter også, at der skal være et fuldstændigt erstatningsansvar for miljøskader, fordi det er uacceptabelt ikke at tvinge de bioteknologiske virksomheder til at træffe de fornødne foranstaltninger til at beskytte menneskers sundhed og nedbringe faren for miljøet mest muligt. Til sidst skal det påpeges, at medlemsstaterne og Kommissionen, hver gang de tillader udsætning, bør sørge for, at der bliver truffet foranstaltninger til at forhindre overførsel af GMO'er til andre organismer i miljøet.
+Jeg glæder mig over hr. Bowes betænkning, der er en afbalanceret og velovervejet behandling af det vigtige emne om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. De tre centrale spørgsmål, der dækkes i hr. Bowes betænkning, er: erstatningsansvar for miljøskader, antibiotika og genoverførsler. Hvad angår erstatningsansvar for miljøskader, er jeg tilbøjelig til at støtte Kommissionens holdning om, at det er bedst med en tværgående lovgivning. Med hensyn til antibiotika går jeg ind for at forbyde, at der i GMO'er anvendes gener, der kan overføre resistens over for antibiotika. Hvad angår genoverførsler, mener jeg, at det nye direktiv skal indeholde foranstaltninger vedrørende kontrol med udsætning af GMO'er, der kan krydses med andre planter. Et stærkt direktiv, der tager hensyn til miljøet og sundhedsmæssige risici i forbindelse med GMO'er, kan i høj grad være medvirkende til at sikre, at vi høster de potentielle fordele ved GMO'er og undgår faldgruberne.
+Genetisk modificerede organismer, GMO'er, indebærer, at industrien, og i sidste instans mennesket selv, under påskud af sundhed, lægevidenskab, større høstudbytte, insektresistente afgrøder og andre tænkelige fremtidige fremgange og forbedringer for den menneskelige tilværelse, indleder en vandring mod et ukendt mål. Det vil måske en dag vise sig, at vejen førte til noget, som var det stik modsatte af alle de løfter, der blev givet, da rejsen begyndte. Jeg vil i dag komme med denne advarsel. Den Europæiske Union har brug for nye og skærpede forskrifter i forhold til de første og stadig gældende direktiver om GMO'er fra 1991. Kommissionens forslag har været under behandling siden 1998. Yderligere forsinkelser ville være en fejltagelse. Som svensk kristdemokratisk medlem af Europa-Parlamentet vil jeg gerne sige, at det aldrig må være GMO-industrien og de økonomiske interesser, som skal styre lovgivningen og reglerne. Deres fortalere har ved gentagne lejligheder sagt, at Europa "er kommet bagud" i forhold til GMO-industrien i især USA og Kina, at GMO-industrien ikke kan "udvikles" lige så "frit" i Europa, og at nyetableringer og nye jobmuligheder "går tabt" i EU's 15 medlemsstater. Vores politiske stillingtagen skal i stedet vejledes af forvaltningsansvaret, ikke af manipulation af den genetiske kode. Vores opgave er at efterlade jorden og miljøet til kommende generationer i så god stand, som vi overhovedet kan. Vi må vise, at menneskeheden har vilje til ud fra forvaltningsansvaret og forsigtighedsprincippet at afstå fra noget, som på kort sigt kan fremstå som en "gevinst", til fordel for højere og betydeligt mere langsigtede værdier som omsorg for skabelsen og den genetiske mangfoldighed. Rent praktisk indebærer dette et sæt regler, som garanterer minimal risiko for spredning af GMO'er, et stop for anvendelse af antibiotikamarkører, en stigning i uafhængig risikoforskning i GMO'er, erstatningsansvar med udgangspunkt i princippet om strengt ansvar for den, som udsætter GMO'er med negative følger for sundheden eller miljøet, langsigtede miljørisikovurderinger og socioøkonomiske følger af GMO-udsætning, permanent mærkning af GMO-produkter, overholdelse af alle gældende regler, f.eks. biosikkerhedsprotokollen, en åben ansøgnings- og beslutningsproces med ret for offentligheden til at udtale sig, samt at hver ansøgning behandles separat, og at ingen enkle ansøgningsprocedurer godkendes.
+Det er en vigtig betænkning, som Parlamentet har stemt om i dag. Der er mange usikkerhedsfaktorer forbundet med genetisk modificerede organismer, og der er grund til stor forsigtighed. På væsentlige punkter har Rådet villet indføre risikovurdering og vurdering af anvendelsen af genetisk modificerede organismer. Direktivet garanterer et højt beskyttelsesniveau. På de fleste punkter er jeg enig med Miljøudvalgets ændringsforslag, men på nogle punkter er der grund til at kræve andre foranstaltninger. Med hensyn til gener, der er resistente over for antibiotika, giver Rådets holdning mulighed for fortsat forskning under strenge betingelser, som tager udgangspunkt i miljøhensyn og respekt for forbrugerne. Intet er så bestående som det tilfældige. Jeg mener derfor, at det er meget vigtigt at gå ind for generelle ansvarsregler for miljøskader. At behandle GMO-sektoren separat kan medføre store forskelle i ansvarsreglerne på forskellige områder. Med hensyn til undersøgelsen af den samfundsøkonomiske nytte og af omkostningerne i forbindelse med udsætning af genetisk modificerede organismer har jeg stemt for ændringsforslag 8 for at sikre en fortsat diskussion om, hvordan undersøgelsen bør foretages. Jeg mener dog, at sådanne undersøgelser ikke kan udføres årligt. EU bør derfor ikke drukne sig selv i rapporter om det.
+Fru formand, jeg er meget begejstret for min kollega David Bowes indsats for at indføre foranstaltninger til kontrol med udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer. Med en videnskab i hastig forandring og en række mulige ukendte virkninger er det vigtigt at beskytte Europas befolkning og miljøet. Det er afgørende med en skrap kontrol med planter for at hindre overførslen af gener fra GMO'er til andre arter. Det vil beskytte andre arter. Sikkerheden skal komme i første række, og vi skal sørge for, at GMO'er ikke listes ind i fødekæden ad bagdøren. Endvidere skal de ansvarlige for udsætningen af GMO'er have det fulde økonomiske ansvar for enhver skade på menneskers sundhed og miljøet. Det er industrien, der skal betale for og tage konsekvenserne af sine handlinger, ikke manden på gaden. Europa bør kæmpe for borgernes rettigheder og tvinge industrien til at tage et ansvar. Borgernes sundhed og trivsel kommer naturligvis i første række. Jeg siger nej til udsætning af GMO'er, der er resistente over for antibiotika. Vi må ikke udsætte befolkningen eller vores dyr for en unødvendig risiko. Labour-medlemmerne af Europa-Parlamentet er gået forrest i kampen for at beskytte borgerne og miljøet. Vi har konstant støttet forslag om at sikre en stærk kontrol med GMO'er og GMO-afledte produkter i EU. David Bowes betænkning er endnu et bevis på en øget miljøbevidsthed i EU, hvor borgernes sikkerhed sættes i første række. Betænkning af Papayannakis (A5-0088/2000)
+Hr. formand, jeg stemte for forslaget om mærkning af kvæg. Endelig kan vi få at vide, hvor de er født og opvokset, og sikkert også, hvad de forskellige køer hed, måske Nora eller Matilde. Dette får mig dog til at sige, at det ville være dejligt, hvis man ligeledes holdt op med blot at betragte mennesker - og også pensionister - som numre. Det ville være dejligt, hvis de heller ikke blev betragtet som procedurer længere, men som personer med et navn, et efternavn og en historie. Alt for ofte betragter de 15 medlemsstaters regeringer borgerne - og særligt de ældre og de pensionister, der beder om pension - som numre og som personer uden identitet, historie og fødselsdato. Lad os lægge billeder af vores borgere i alle de sagsmapper, som bureaukratiet i vores lande oversvømmer vores kontorer med!
+Det er positivt, at der oprettes en ordning for identifikation af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter, og at den træder i kraft så hurtigt som muligt, hvilket imidlertid næppe sker før til september, da den fælles beslutningstagning først skal afsluttes. Med denne ordning kan forbrugeren få oplysning om oprindelsen til det kød, der købes, og kan følge dyrets historie. Gennem denne bedre forbindelse mellem producent og forbruger kan mulige farer for folkesundheden således opdages tidligere og undgås mere effektivt. Det er ligeledes vigtigt, at der anvendes tilsvarende mærkningsregler på kød importeret fra tredjelande. Hvis ikke alle de oplysninger, der kræves af fællesskabslovgivningen, er til stede, er det afgørende, at produktet forsynes med et særligt mærke, der tydeligt angiver "oprindelse: tredjelande". I Europa-Parlamentets betænkning foreslås det til beskyttelse af forbrugerne endvidere, at erhvervsdrivende og organisationer, der producerer og afsætter hakket oksekød, oksekødsafpuds eller opskåret oksekød, også skal være omfattet af den obligatoriske mærkningsordning og ikke skal bevilges de undtagelser, som Kommissionen foreslår, da det svarer til, at 30-50% af oksekødet reelt kommer til at stå uden for mærkningsordningen.
+Jeg glæder mig over hr. Papayannakis' betænkning om forslag til indførelse af en tvungen EU-ordning for identifikation af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter. Det primære formål med den nye lovgivning er at give forbrugerne mulighed for at spore det indkøbte kød helt tilbage til det dyr, det stammer fra. Med dette system skulle det være muligt at gøre en hurtig og effektiv indsats over for potentielle trusler mod menneskets helbred. Jeg er enig med ordføreren i, at de samme regler skal gælde for importeret oksekød fra lande uden for EU, og at det klart skal anføres, hvis ikke alle oplysninger er tilgængelige. Hr. Papayannakis insisterer med rette på, at en mærkning skal nævne brugen af antibiotika og opkvikkende midler, samt at der ikke skal være undtagelser for hakket oksekød, oksekødsafpuds og opskåret oksekød. Hvis forordningen anvendes korrekt, vil den i høj grad kunne forbedre det europæiske oksekøds rygte, kvalitet og sikkerhed, hvilket er godt nyt for både forbrugere og producenter!
+Indledningsvis vil jeg minde om direktiv 79/112, som klart angiver, at mærkning af fødevarer har til formål at oplyse og beskytte forbrugerne. Der er behov for at genskabe forbrugernes tillid til fødevarerne. Det er ikke kun et spørgsmål om at ændre smagsvaner eller traditioner i forbindelse med chokoladefremstilling. Det er et spørgsmål om omsider at drage de logiske konsekvenser af kogalskabsskandalen. Meget står på spil i denne sag. Det må derfor vække undren, at der så længe efter denne krise endnu ikke er iværksat et effektivt system til sikring af kødets sporbarhed. Vi skal ikke gentage debatten fra december 1999, blot pege på, at Kommissionen har forsømt nøje at overvåge, at denne forordning blev gennemført, og at Kommissionen derved har begået endnu en alvorlig politisk fejl. Lad mig kort omtale forbuddet mod import af oksekød. Den franske regering satte i denne sag rent undtagelsesvis fornuften og sikkerheden højere end principperne for det indre marked. Når man kender Frankrigs holdning til EU, forstår man, at det har kostet megen overvindelse at nå til denne beslutning. Frankrig traf det omtalte valg, fordi EU endnu ikke har etableret et system, som gør det praktisk muligt at spore kødprodukter tilbage til producenten. Det nuværende system er klart mangelfuldt, når det gælder forbrugeroplysning og -beskyttelse. Eksempelvis kan en forbruger i EU ikke vide, om der indgår britisk oksekød i den ravioli, der er importeret fra et af de andre EU-lande. Hvordan skulle EU's borgere kunne have tillid til Europa-Kommissionen, når Kommissionen ikke sikrer oksekødets sporbarhed, men ophæver importforbuddet? Jeg kan ikke acceptere, at Kommissionen anlægger en belærende tone over for Frankrig. Vi har oplevet, hvordan det har været muligt at genskabe forbrugernes tillid bl.a. takket være en konsekvent lovgivning på området. Vi har i øvrigt argumenteret for dette synspunkt og har fremsat ændringsforslag både i Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik og i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Vi konstaterer med tilfredshed, at nogle af de omtalte ændringsforslag er blevet vedtaget. Miljøudvalget har foreslået Kommissionens forslag ændret på nogle helt afgørende punkter. Det er på tide at få etableret et system, som beror på tillid og gennemsigtighed. Vi har i forbindelse med afstemningen støttet de forslag, som tager sigte på en hurtig og konsekvent gennemførelse af princippet om sporbarhed, idet vi ønsker et finmasket sporbarhedssystem og en klar og gennemsigtig forbrugeroplysning. Vi er tilfredse med afstemningsresultatet og håber ikke i løbet af nogle måneder at se resultaterne undergravet af nye skandaløse krav om forlængelser og undtagelsesbestemmelser.
+Jeg vil gerne støtte hr. Papayannakis' bestræbelser på at vedtage forslag om en tvungen EU-ordning for identifikation af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter. Efter den seneste tids mange fødevareforskrækkelser - specielt i form af kogalskaben - er det meget vigtigt, at vi træffer foranstaltninger for at undgå denne type fødevarerisici fremover. Fødevaresikkerhed er en topprioritet, og vi skal arbejde hårdt for at berolige forbrugerne. De nye forslag giver forbrugerne mulighed for at spore kødet tilbage til det enkelte dyr. Det skulle gøre det muligt at yde en hurtig og effektiv indsats over for potentielle sundhedsmæssige trusler. Fra september 2000 skal oksekødsmærkningen vise, hvor dyret er slagtet, og fra 2003 skal mærkningen bl.a. også indeholde oplysninger om, hvor dyret er født, opdrættet og slagtet. Offentlighedens tillid til fødevaresikkerheden er faldet enormt på det seneste. Vi skal selvfølgelig stille sikkerheden i første række og forsøge at genopbygge offentlighedens tillid. Specielt de britiske landbrugere erkender, at en tydelig mærkning er den bedste metode til at overbevise bekymrede forbrugere om, at det er sikkert at købe oksekød. Parlamentet bør gøre sit yderste for at sikre, at den offentlige sundhed og sikkerhed står øverst på dagsordenen. Forbrugerne kan kun overbevises om, at fødevaresikkerheden prioriteres højt, hvis vi fremmer en tydelig mærkning. Det Europæiske Råds møde i Lissabon
+Hr. formand, jeg tager nu ordet for sidste gang for at afgive en stemmeforklaring om resultaterne af topmødet i Lissabon. Jeg er ikke særlig tilfreds. Jeg havde gerne set, at vores 15 regeringschefer udviste større slagkraftighed, større beslutsomhed, større energi og større mod. Jeg havde gerne set, at man på det sociale område endelig besluttede sig til at indføre en fælles europæisk pension i EU. Når de europæiske borgere bliver gamle, behandler alle regeringerne dem dårligt. Man spørger dem, hvorfor de lever så længe, og så er det i virkeligheden, fordi man smider deres bidrag og deres penge ud ad vinduet. De europæiske borgere håber og ønsker, at Europa med indførelsen af en fælles europæisk pension vil vise sig at være mere kompetent, bedre til at forvalte, mindre ødsel og mindre frådsende end de enkelte regeringer.
+Topmødet i Lissabon skulle stå i det sociale Europas tegn. I virkeligheden oplevede vi endnu et af de nyliberale bølgeskvulp med det formål at gøre EU kampklar til den globale økonomiske fejde. Med lovprisninger af profittænkning, af fleksibilitet på arbejdstagerside og fri konkurrence på alle fronter med privatiseringer og øget liberalisering til følge bevægede topmødet sig væk fra sociale og demokratiske rettigheder og lidt nærmere den amerikanske sociale model. Alt skal privatiseres. Med alle de socialdemokratiske regeringers billigelse. Med løfter om udvidet adgang til Internettet og flere og bedre uddannelsesmuligheder håber EU, at den bitre pille lettere glider ned. Som kronen på værket lokkes med fuld beskæftigelse i 2010. Der skal altså skabes 20-30 millioner nye job. Fælles for de mange gyldne løfter er en massiv forøgelse af antallet af utrygge ansættelsesforhold, småjob og discountlønninger med konstant trussel om afskedigelse og som bonus en ulighedsbaseret radikal omlægning af det sociale sikringssystem. Arbejdsgiverne nyder nok en gang godt af urimelige tilskud. Økonomisk fornyelse, nuvel. Men opskriften er den nok så velkendte.
+Det portugisiske formandskab skal lykønskes, fordi det indkaldte til et topmøde, hvor der blev fastsat nye strategiske mål for Unionen med hensyn til arbejdsløshed, økonomiske reformer og social samhørighed i lyset af den nye vidensbaserede økonomi. Rådet har ret i, at skiftet til en digital vidensbaseret økonomi, der fremmes af nye mål og tjenester, vil være en kraftig motor for vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse. Endvidere vil det kunne forbedre miljøet samt borgernes livskvalitet. Det er imidlertid også sandt, at et sådant skifte uden aktiv intervention vil øge kløften mellem de rige og de fattige. Rådet skal således have ros for at erkende betydningen af at fremme social integration, for at understrege den almene uddannelses og erhvervsuddannelsens betydning for leve- og arbejdsvilkårene i videnssamfundet, for at fremhæve behovet for flere og bedre job samt for at fastslå, at social beskyttelse skal underbygge den vidensbaserede økonomis forandring. Jeg forstår formandskabets konklusioner således, at det bekræfter målet om, at alle dele af samfundet skal have mulighed for at nyde godt af den nye teknologi.
+Topmødet i Lissabon skabte enorme forventninger. Nogle så det som "beskæftigelsestopmødet", andre som "topmødet for fornyelses- og videnssamfundet". Til sidst så vi det først og fremmest som "internettopmødet", for det var dér, at - med en pleonasme - nogle af de mest lovende løfter blev koncentreret. Gid de må gå i opfyldelse. Vi kan godt forstå forventningerne, men vi vil også gerne kunne glæde os over de praktiske resultater, der følger. Dem kan først fremtiden vise. Vi vil dog allerede nu beklage visse svagheder. De forsamlede europæiske ledere - de fleste socialdemokrater - kunne ikke modstå den forførende retorik med at love resultater, der ikke så meget afhænger af dem, uden samtidig at forpligte sig på det, der virkelig er deres opgave, nemlig de midler, der skal til, for at vi kan nå de resultater. Vi vil således gerne se en større indsats på to afgørende punkter: en nedbringelse af skattetrykket på lønarbejde og effektiv deregulering og afbureaukratisering, der stimulerer iværksættere og fremmer væksten. Det er rigtigt, at den "europæiske sociale model" skal forsvares, men dette forsvar må ikke føres således, at det bremser den økonomiske dynamik og således også selve denne models konkrete fremtid og kvalitet. Dét er meningen med den måde, hvorpå vi har stemt, og med de ændringsforslag, som vi har stillet.
+(GUE/NGL), skriftlig. (EL) Det eneste, som topmødet i Lissabon, som kun med en eufemisme kan kaldes et "topmøde om beskæftigelsen", til trods for de højlydte proklamationer, som fulgte det, opnåede, var at gå endnu et skridt i retning af at ændre beskæftigelsen til beskæftigelsesgrad, af at gendefinere begrebet "lønarbejder", af at deregulere de arbejdsmæssige relationer og rettigheder på en sådan måde, at det på den for storkapitalen bedste måde kommer til at tjene den berygtede "Nye Økonomi", det vil sige det nye tilnavn til den gamle og kendte, men endnu mere rendyrkede og hårde økonomiske og sociale liberalisme. Under den vidtløftige overskrift "modernisering af den europæiske socialmodel med investering i mennesket" fremlægges med den største kynisme storkapitalens krav om større profit som middel til at "styrke beskæftigelsen": En styrkelse af virksomhedernes konkurrenceevne gennem en mindskelse af lønomkostningerne, en fuld liberalisering og fleksibilitet af arbejdsmarkedet, en styrkelse af de uformelle former for beskæftigelse, en revision af de sociale sikringssystemer og en provokerende knusning af enhver form for velfærdsstat, der stadig måtte eksistere. Dette er ikke en "investering i mennesket", sådan som topmødet påstår. Det er en fremmedgørelse af mennesket til fordel for markedet, en underkastelse af lønarbejderne under de finansielle kreditkriterier og krav, en underkastelse af socialstaten under den nominelle konvergens' og ØMU'ens indekser og kriterier. Det, som retningslinjerne for økonomi- og socialpolitikken i Lissabon fremmer, det, som forberedes i praksis for lønarbejderne, og som serveres bag pseudobetegnelsen "modernisering" - med henblik på at "få pillen til at glide lettere ned", med henblik på at vildlede lønarbejderne og begrænse de samfundsmæssige reaktioner mod EU's arbejderfjendske og folkefjendske finans- og socialpolitik - er et mindste fattigdomsniveau og ikke et mindste velstandsniveau. "Den Nye Økonomi" prøver intenst at skabe et bredt lag af "fattige med beskæftigelse" gennem usle lønninger og begrænsede rettigheder til sikring og pleje, og som er nødt til at skifte arbejde alt efter det hæmningsløse markeds forgodtbefindende og lovene for den virkelige storkapitals ulovlige interesser. EU viser ikke interesse for at bekæmpe arbejdsløsheden og fremme og styrke en fast og fuld beskæftigelse. Tværtimod er den i gang - og det i hurtigt tempo - med at tvinge lønarbejderne til at leve under et system med fuld og permanent usikkerhed. I øvrigt erklæres det frimodigt i formandskabets konklusioner, at man ønsker at "forbedre beskæftigelsesgraden", og for at tjene dette formål fremføres i jernlænker både informationssamfundet og uddannelsen som redskaber til at styrke delbeskæftigelsen, fjernarbejde og det tilpassede arbejde. Velstanden er bestemt for storkapitalen, for hvem der åbner sig en strålende ærens slagmark, eftersom man for at tilfredsstille dens krav om "et fuldt ud funktionelt indre marked" og større konkurrenceevne over for USA fremmer en total overførsel af den internationale konkurrences pressioner over på arbejdsmarkedet, fremskynder liberaliseringen og de såkaldte "strukturelle ændringer" (privatiseringer og markedsliberalisering) af vitale områder såsom energi-, telekommunikations-, post-, transport-, vandforsyningsområdet o.a. I stedet for at der føres kontrol med dem, bliver det endnu lettere at gennemføre omstruktureringer, fusioner og ændrede virksomhedsanlæg, hvilket fører til tusindvis af afskedigelser. Man reducerer de offentlige og sociale investeringer, man undergraver systematisk de lige muligheder og bekæmpelsen af enhver form for forskelsbehandling, som har forbindelse med adgangen til beskæftigelse og de arbejdsmæssige relationer, og man opprioritere alt det, som tjener kapitalens interesse efter "økonomisk rentabilitet ved arbejdet", det vil sige lave lønninger, manglende social beskyttelse, smidighed og løs tilknytning til arbejdet, konstant udelukkelse af kvinder, unge og personer med særlige behov fra arbejdsmarkedet. De over 60 millioner personer, der er ofre for langtidsarbejdsløshed, massefattigdom og social udelukkelse, samt alle de europæiske lønarbejdere kan ikke være "tilpasningsdygtige", "solidariske", "lydige" og "samarbejdsvillige" over for sådanne valg. Man kommer til at se dem rebelske, kompromisløse og ubøjelige, mens de kæmper for og stræber efter fuld og fast beskæftigelse, en socialpolitik, der indeholder sikkerhed, sundhed, pension, beskyttelse af de arbejdsløse, virkelige lige muligheder, en kvalitativ uddannelse og en virkelig erhvervsefteruddannelse. Det eneste, som man kunne være enig med Lissabon-erklæringerne i, er, at "menneskene er Europas mest værdifulde kapital". Men disse mennesker har blot ikke til sinds at "blive realiseret" på de internationale kapitalmarkeder eller at blive ofret for at sikre monopolerne en kraftig vækst i deres profitter. Denne kapital er og vil vise sig at være værdifuld i kampen for et socialt, demokratisk og solidarisk Europa, et Europa med fred, fremgang og socialisme. EU/Afrika-topmødet (Kairo)
+Hr. formand, jeg har stemt imod beslutningsforslaget om topmødet EU/Afrika, og det har jeg flere grunde til. Jeg gør det først og fremmest, fordi jeg ikke i mødets konklusioner har fundet nogen nævneværdig omtale af spørgsmålet om overholdelse af menneskerettighederne i Afrika, fremme af uafhængige retssystemer, og konkret har bemærket, at teksten undlader at omtale, at der i Angola i sidste uge fandt endnu et brutalt angreb sted på ytrings- og pressefriheden, værdier, som EU jo sætter så højt. To journalister og menneskeretsaktivister - Rafael Marques og Aguiar dos Santos - er af en domstol i Luanda blevet idømt ubetinget fængselsstraf og til at betale erstatning alene for i en avisartikel at have kritiseret Angolas præsident, José Eduardo dos Santos. Enhver retsstats mest elementære bestemmelser om anklagedes rettigheder blev krænket for disse journalisters vedkommende, bl.a. fordi advokaten Rafael Marques ikke måtte være til stede under domsafsigelsen, og fordi de ikke måtte fremlægge bevis for deres påstande med den begrundelse, at det drejede sig om præsidentens person. Ud fra den opfattelse, at en reaktion er nødvendig fra det internationale samfund og ansvarlige europæiske politikeres side over for det klima af intolerance og konstant mangel på respekt for menneskerettighederne i Angola, kan jeg ikke lade være med første gang, hvor de euro-afrikanske forhold diskuteres i Europa-Parlamentet, endnu en gang at protestere voldsomt mod dette overgreb mod ytringsfriheden fra de angolanske myndigheders side. Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at bede Rådet - helt konkret dets formandskab - og formanden for Europa-Parlamentet om på baggrund af de her beskrevne forhold og den omstændighed, at Parlamentet for nylig har vedtaget en resolution om ytrings- og pressefrihed i Angola, der fordømmer de overgreb, som har fundet sted, at bruge alle til rådighed stående midler til at lægge pres på de angolanske myndigheder, så de genopretter retsstatens principper samt frihed og fred i landet og på den måde gør en ende på lidelserne hos et folk, der har lige så stor ret som ethvert andet til menneskelig værdighed og lykke.
+I den højtidelige erklæring fra det første EU/Afrika-topmøde, der blev afholdt i Kairo, påpeges det, at der i århundreder har eksisteret nære bånd mellem Afrika og Europa beroende på fælles værdier, herunder ønsket om en styrkelse af demokratiet. Når vi ved, at de omhandlede århundreder kendetegnes ved slaveri, massakrer, tvangsarbejde, udplyndring, erobringer og kolonivælde, hvor de rige europæiske lande har udsuget det afrikanske kontinent, må man spørge sig selv, hvori den største gemenhed består. I de imperialistiske landes og disses repræsentanters hovmod? Eller i de afrikanske statslederes lidet glorværdige accept af en sådan erklæring, som de påberåber sig at have underskrevet på det afrikanske folks vegne? Vores solidaritetsfølelse er rettet mod de afrikanske folk, som har bragt store ofre til de herskende klasser i Europa. Det rækker ikke at eftergive en gæld, som for længst og til overmål er tilbagebetalt. Et oprigtigt samarbejde med Afrika må uomgåeligt tage udgangspunkt i en tilbagelevering af alt, hvad vi gennem et århundredes koloniherredømme har berøvet det afrikanske kontinents befolkning, og også i dag fortsat berøver dem. Et oprigtigt og ligeværdigt samarbejde forudsætter, at samarbejdspartnerne frigøres fra de store industri- og bankkoncerners jerngreb, idet sidstnævnte i dag beriger sig gennem udnyttelse af arbejdende klasser på begge kontinenter. Vi har på denne baggrund stemt imod det fælles beslutningsforslag, hvori der udtrykkes glæde over topmødet i Kairo. Men vi har stemt for det ene ændringsforslag, som indeholder konkrete forslag.
+Topmødet i Kairo er det første møde mellem EU og hele det afrikanske kontinent. Ikke desto mindre opretholder EU en skelnen mellem Middelhavslandene og det øvrige Afrika. I en nykolonialistisk overgangsperiode søger EU at gennemtvinge en model, der bygger på en nyliberal tankegang, hvor løsenet er liberalisering og strukturelle tilpasninger. Det berømmelige ligeværdige partnerskab har i virkeligheden til formål at minde afrikanerne om, at de er skyldnere og må acceptere de nyliberale værktøjer. Man har drøftet de forskellige konfliktområder på det afrikanske kontinent, men ingen er parat til at støtte de pågældende områder på grund af de vestlige stormagters indbyrdes rivaliseren. Man fordeler interessesfærer eller strides herom. Når det gælder kampen mod aids, erkender vi, at problemet er påtrængende. Der anslås en moraliserende tone, men de smukke ord kan ikke skjule de kolde kendsgerninger. Tallene taler deres tydelige sprog, og vi konstaterer, at EU's udviklingshjælp til Afrika reduceres, idet de central- og østeuropæiske lande nu prioriteres højest. At det er lykkedes de afrikanske lande at aftvinge visse EU-lande løfter om gældseftergivelse rokker ikke ved den kendsgerning, at EU fortsat modsætter sig et generelt gældseftergivelsesprogram for tredjeverdenslandene, uanset gældsbyrdens skæbnesvangre følger for befolkningen. Vi er modstandere af programmerne for strukturel tilpasning. Vi slår fortsat til lyd for gældseftergivelse og ligger dermed på linje med Civilsamfundets Forum for Afrika-Europa-relationer (Forum de la société civile Afrique-Europe), som i marts måned samlede mere end 80 ngo'er.
+Vi har hermed afsluttet stemmeforklaringerne. (Mødet udsat kl. 13.25 og genoptaget kl. 15.00)
+Fru formand, jeg havde bedt om at få ordet til formiddag, det havde været bedre, men da det ikke var muligt, tager jeg det nu. Jeg beklager, at det portugisiske formandskab i formiddags fik et østrigsk ildebefindende og forlod salen, hvilket også førte til, at det ikke var til stede under afstemningen om de to beslutningsforslag i sager, der særlig havde dets interesse, nemlig topmødet i Lissabon og topmødet EU/Afrika. Jeg må som portugiser og som europaparlamentariker beklage, at det portugisiske formandskab blander de holdninger, som det har taget som regering, hvad angår de bilaterale forbindelser til Østrig, sammen med det ansvar, som det skal påtage sig og udøve, når det står i spidsen for Rådets institutioner. Og da vi alle har været til stede, undtagen en politisk gruppe, der også på et tidspunkt forlod mødesalen, må jeg beklage, at det portugisiske formandskab også har indtaget en holdning, der bringer det sammen med en politisk gruppe, der netop har Parlamentets friskeste totalitære hukommelse. Jeg må også, loyalt og respektfuldt, kritisere den adfærd, som formanden for Europa-Parlamentet har udvist. Jeg respekterer hende særdeles meget, men jeg synes, at hun også skal respektere os. Det mener jeg altså ikke, at hun har gjort. Jeg finder, at formanden har overskredet protokollens regler, og at hun må forstå, at det at være formand for Europa-Parlamentet ikke er at være leder for flertallet. Hun repræsenterer institutionen og må agere og udtale sig i Parlamentet med respekt for de forskellige holdninger, der gør sig gældende her. Hun er ikke leder af flertallet, og af den grund kan jeg ikke undlade at fremføre min protest.
+Kære kollega, Deres bemærkninger vil selvsagt tilgå såvel Rådet som formanden.
+Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om betænkning (A5-0086/2000) af Dimitrakopoulos og Leinen for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen (14094/1999 - C5-0341/1999 - 1999/0825(CNS)).
+Fru formand, i morgen stemmer jeg for Dimitrakopoulos' og Leinens betænkning. Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har efter min mening gjort et godt stykke arbejde og givet udtryk for en dristig og modig holdning til nogle af spørgsmålene i forbindelse med traktatreformen. Hvis jeg skal sige min mening om EU-sagens samlede forløb, må jeg dog sige, at jeg er rådvild og bekymret. Det nytter ikke noget, at vi stikker hovedet i busken, for der er nogle klare kendsgerninger i disse dage - nogle af dem er på opsigtsvækkende vis eksploderet i den politiske debat netop i de sidste par uger - som viser, at den omfatttende tvivl, tøven og frygt, man havde givet udtryk for, i virkeligheden er ægte nok. Ud fra dette synspunkt er den artikel meget sigende, som de to opfindere af den europæiske valutaslange, nemlig Schmidt og Giscard d'Estaing, skrev for et par dage siden til Le Figaro, og som i bund og grund indeholder en konstatering, Delors allerede har foretaget tidligere. Denne konstatering gentages på en meget ligefrem og udtrykkelig måde: Uden en gennemgribende reform af institutionerne vil Det Europæiske Fællesskab hurtigt blive omdannet til et frihandelsområde. Der er visse beslutninger, som jeg personligt mener er stærkt forhastede eller ligefrem ubesindige, f.eks. forslaget om at lade Tyrkiet få adgang til Fællesskabet - Tyrkiet er et land, som jeg respekterer, og som bør respekteres, selv om det adskiller sig stærkt fra Fællesskabet, ikke bare på det historiske, kulturelle og politiske plan, men også med hensyn til statsopfattelsen, for slet ikke at tale om menneskerettighedsspørgsmålet - og disse beslutninger giver indtryk af og er et varsel om en organisation, der hele tiden bliver mere økonomisk end politisk. Der er følgende alternativ: Hvis ikke de lande, der har stiftet Fællesskabet, begynder at gå i en anden retning, vil vi langsomt, men sikkert være dømt til at opgive ethvert håb. Der er ikke engang tale om, at vi skal overveje en anden form for stat, for det er historien, der udvikler sig anderledes. Det Europa, som vi europatilhængere ønsker, er et staternes Europa, og det burde således ikke bekymre dem, som den nationale identitet med rette ligger på sinde i dag. Der er ingen, som ønsker at fjerne staterne, men det gælder om at tilpasse alle disse nationale situationer - der efterhånden ikke kan klare de aktuelle udfordringer længere - til et større hele. Jeg vil også gerne kort komme ind på det hårde angreb, formand Prodi var udsat for, ikke bare fra pressens side, men også fra politisk side. Også i dette tilfælde nytter det ikke noget at stikke hovedet i busken. Jeg ønsker ikke at dømme Kommissionens formand, for det er ikke det rette øjeblik, men jeg tror, at man retter et skarpt angreb på Kommissionens linje, der har været en fremskridtsvenlig og åben linje, og som til tider måske har været lidt for optimistisk, men hvor man uden tvivl er gået fremad. Fru formand, eftersom jeg her i salen henvender mig til kommissær Barnier, som vi har haft lejlighed til at mødes med mange gange, også under møder, der fandt sted i en mere snæver kreds, er jeg optimistisk med hensyn til forhandlingen i morgen, men pessimistisk, når det gælder Europas udvikling på langt og mellemlangt sigt. Jeg tror, at Parlamentet vil skulle foretage nogle modige og beslutsomme handlinger, der er meget vigtigere end en beslutning, hvis man ikke udvider dagsordenen - hvilket jeg frygter - og hvis den overdrevne forsigtighed til sidst fører til det, som det ser ud til i dag, nemlig en konference, hvor man nøjes med at justere lidt på traktaterne uden at foretage en gennemgribende ændring af dem.
+Fru formand, set fra et budgetmæssigt synspunkt bliver det mere og mere nødvendigt at tilpasse traktaten til proceduren. Integrationen af de finansielle overslag i traktaten bliver således en finansiel plan på mellemlangt sigt, som Europa-Parlamentet og Rådet bliver enige om. Denne integration vil bringe meget mere stabilitet, ligesom den vil bringe juridisk sikkerhed, som hr. Colom i Naval, der er fast ordfører for de finansielle overslag, talte om her til morgen. Vi må huske, at proceduren for de finansielle overslag har bragt fred og stabilitet i Den Europæiske Unions budget. Imidlertid kræver Europa-Parlamentet, at denne integration af de finansielle overslag i traktaten ud over stabilitet medtager tilstrækkelig fleksibilitet til at lette revisionen heraf, når det er nødvendigt. Hvis ikke, risikerer vi at forveksle de finansielle overslag med årlige budgetter. Og denne forvirring vil år efter år føre til en konflikt. Hvad angår bevillingens klassificering, hvilket er et andet gammelt krav fra Europa-Parlamentet, skal vi finde det institutionelle balancepunkt, som kombinerer Europa-Parlamentets anmodninger om at få større medbestemmelse, hvad angår budgettet, med forsvaret af den privilegerede karakter for visse bevillinger, som danner grundlag for den økonomiske og sociale samhørighed i Den Europæiske Union. Europa-Parlamentet ønsker ikke, at fællesskabsbudgettet skal finansieres med medlemsstaternes bidrag, men med egne indtægter. Derpå hviler fremtiden for Den Europæiske Unions skatte- og budgetselvstændighed og til dels også Den Europæiske Unions egen politiske selvstændighed. Men vi må huske, at hvis vi ønsker, at Den Europæiske Union skal have et selvstændigt finansieringssystem, så bør vi samtidig udarbejde et retfærdigt skattesystem. Den progressive beskatning bør ikke alene baseres på bevillingerne. Før eller senere bliver vi nødt til at gå i gang med den nødvendige progressivitet i de egne indtægter som grundlag for et sådant retfærdigt skattesystem.
+Fru formand, vi er normalt meget kritiske over for Kommissionen og Rådet, når de ikke er til stede under vores forhandlinger. Tillad mig derfor at komme med en ironisk selvkritik, når det gælder Parlamentet, for de to ordførere burde i det mindste have været til stede, når vi nu forhandler om de betænkninger, de har indgivet. Jeg er godt klar over, at sådanne dage er meget anstrengende for alle, men pligten går forud for alt andet. Jeg lyttede til hr. Segnis indlæg. Da jeg selvfølgelig har den fordel, at vi taler samme sprog, kunne jeg forstå, at han ikke talte på vegne af Gruppen Union for Nationernes Europa, der har en helt anden opfattelse end den, som han gav udtryk for, og som jeg er enig i. Vi står over for en historisk lejlighed, hvor der er en stor risiko, men hvor der også er nogle meget store muligheder. Vi skal vide, at vi ved denne historiske lejlighed kan udvide nogle fælles værdier og ikke bare foretage en geografisk og områdemæssig udvidelse af en moderne økonomi, der har forbedret vores befolkningers levevilkår. Det er heri, den egentlige udfordring ligger! Udvidelsen er derfor en lejlighed til at ændre reglerne for vores måde at arbejde på. Disse regler skal være baseret på større gennemsigtighed og sikkerhed for borgernes rettigheder, og de skal ligeledes være mere effektive på det beslutningsmæssige plan. Det grundlæggende krav, som vi rejser, er, at enstemmighed kun skal anvendes, når der er tale om forfatningsspørgsmål, og at beslutningerne skal træffes med kvalificeret flertal, når det drejer sig om andre spørgsmål. I de par sekunder, jeg har tilbage, vi jeg gerne henvise til punkt 51, hvor det foreslås, at vi sammen med de nationale parlamenter overvejer muligheden for en interparlamentarisk konference om EU's fremtidige strategier. Ud fra dette synspunkt er det klart, at vores formand og det franske formandskab har et særligt ansvar. Jeg er overbevist om, at denne lejlighed til at lade repræsentanter for både EU-landenes og ansøgerlandenes nationale parlamenter mødes for at drøfte de fremtidige strategier og konsekvenserne for regeringskonferencen er en lejlighed, vi ikke må gå glip af.
+Fru formand, hvorfor er kløften mellem Europa-Parlamentet og de europæiske regeringer så stor? Der foreligger et udmærket beslutningsforslag, som peger på de mange nødvendige reformer. Flertalsafgørelser som hovedregel samt styrkelse af Kommissionen og Europa-Parlamentet er faktisk uundværligt for at få den udvidede Union til at fungere. Fleksibelt samarbejde skal have større spillerum, og hver medlemsstat skal beholde en kommissær. Desværre er de mange gode forslag fra Parlamentet i modstrid med regeringernes beredvillighed til at udvide dagsordenen for regeringskonferencen og opnå kompromiser. Hvis de europæiske regeringer ikke i tide ændrer deres holdning, resulterer regeringskonferencen i Nice i en traktat, som garanterer en lammelse af Unionen efter udvidelsen. Mange europæiske regeringsledere har i de forløbne år gjort deres befolkning opmærksom på, at Den Europæiske Union får for stor magt, er for bureaukratisk og fjerner for megen national suverænitet. De har bidraget til en atmosfære med skepsis over for Europa og kompromisløshed. Samtidig besluttede de samme politikere at foretage en kraftig udvidelse, og denne tvinger til reformer, som man netop først havde erklæret for tabu. Således er mange europæiske politikere blevet fanget i deres egen retorik. Hvis de europæiske regeringsledere mener det alvorligt med de nye tiltrædelser, må de have politisk mod til at gå med til vidtrækkende reformer. Vi er et parlament. Hvis regeringerne kan mindske kløften med Parlamentet, kan de i sidste instans mindske kløften med deres egen befolkning.
+Fru formand, jeg vil gerne trække nogle af de tal frem, der skjuler sig i denne betænkning. Første tal: 700. Det er ikke i sig selv foruroligende, at antallet af medlemmer i Europa-Parlamentet ønskes begrænset til 700, men det er problematisk, når Europa-Parlamentet skal bevares som en repræsentativ forsamling. Små lande marginaliseres, og i de største lande indføres høje spærregrænser med den konsekvens, at dele af den europæiske befolkning ikke længere vil være sikret repræsentation i Europa-Parlamentet ene og alene på grund af et uhensigtsmæssigt valgsystem. Vi må understrege, at Europa-Parlamentets fornemste opgave består i at være folkets repræsentant, at være repræsentant for det europæiske folk i dets mangfoldighed. Andet tal: To tredjedele. To tredjedele af stemmerne, det er det flertal, der kræves for at udtrykke mistillid til Kommissionen. Det strenge krav om to tredjedele af stemmerne er beklageligt og uhørt. Kan nogen europæisk regering måske prale af på samme vis ganske ustraffet at kunne unddrage sig parlamentarisk kontrol? Vi bør sikre, at der er symmetri, når det gælder formalia. Når simpelt flertal er tilstrækkeligt for at godkende Kommissionen, må samme flertal være tilstrækkeligt for at udtrykke mistillid til Kommissionen. Hvad folkets repræsentanter har gjort, må de også kunne gøre ugjort. Det er grundprincippet overalt og bør også være grundprincippet i EU. Tredje og sidste tal: 2009. Det foreslås i betænkningen, at Europa-Parlamentets medlemmer ved valget i 2009 opstilles på transnationale lister. Kære kolleger, vi må være konsekvente på dette punkt. Enten mener Europa-Parlamentet, at dette ikke er nogen hensigtsmæssig løsning, og i så fald må vi afvise forslaget, også i 2009. Eller også mener Europa-Parlamentet, som vores gruppe, at transnationale lister er en forudsætning for reelt at få etableret politiske grupper på europæisk plan, og i så fald bør vi åbne for denne vigtige politiske debat allerede i forbindelse med valget i 2004. I modsat fald viser vi ikke den fornødne klarsynethed og det fornødne ambitionsniveau. Klarsynethed og højt ambitionsniveau synes i øvrigt heller ikke at kendetegne den foreliggende betænkning. Betænkningen er ikke ubrugelig, men den er utilstrækkelig i forhold til de udfordringer, vi står over for. I takt med at EU ændrer størrelse, bør EU også ændre karakter. Europa må bygge nyt, ikke blot trimme det bestående. Regeringskonferencen er et beskedent initiativ, som under ingen omstændigheder kan munde ud i en forfatning, men i bedste fald betegne et skridt i den retning.
+Fru formand, kære kolleger, lad os gå tilbage til begyndelsen. Hvorfor er EU anderledes? Igennem århundreder har vi mange gange set, at nogle stater har forsøgt at herske over andre. Idéerne bag har godt nok været forskellige afhængigt af tider og interesser, men systemet har været det samme. Nogles overmagt, andres undertrykkelse. Vi har haft århundreder med krige, adskillige gange ødelæggelse og ruin. Mange gange har vi skullet begynde helt forfra. Sidste gang tog Europa denne opgave på sig. Hvori er den forskellig? I alt. Det er et system, der hviler på alles gensidige frihed i stedet for på nogles overherredømme. Det er en ramme, som hviler på en kontrakt mellem nationer, ikke på et diktat til nationerne. Det er netop dét: en varig kontrakt mellem frie og suveræne stater, mellem ligemænd. Der har ikke været skiftende flertal, der har været kontraktens stabile regler, der har været det forhold, at vi alle har været mindretal. Hemmeligheden bag den fred og det fremskridt uden lige, som vi har fået, ligger dér. På hvilket grundlag? På den ene side en fælles menneskerettighedskultur, demokrati, retsstat, marked; på den anden, nøje gensidig respekt, hvor ingen af staterne trædes på. Med hvilke redskaber? En regel for formen: enstemmighed, eller, i det mindste, bred enighed, og en regel for indholdet: konkret tilnærmelsespolitik, fremme af økonomisk og social samhørighed. Og til hvilken pris? Såmænd en meget beskeden pris for så store resultater! Vi må udvise tålmodighed over for hinanden, tålmodighed over for den tid, der tager for Europa at bevæge sig videre på den måde, og vi må frem for alt ikke falde for den gamle fristelse til at ville påtvinge hinanden noget og bryde kontrakten mellem ligemænd. Det har aldrig ført os til nogen union. At sætte pris på idéen om en union i Europa er at se virkeligheden i øjnene og ikke at gennemtvinge en pseudo-oplyst filosofi. De spilleregler, som med succes har ført os så langt, har man ingen ret til at ødelægge. Beslutningsforslaget er efter min opfattelse udtryk for en farlig antieuropæisk afvigelse, der fuldstændig ødelægger ligevægten. For mit eget land, Portugal, ville det være en katastrofe, og det ville det også være for de andre mindre og mellemstore lande. For Europa som helhed, krise eller brud. Der kan ikke være tale om et Europa, hvor færre bestemmer over flere. Der kan ikke være tale om et Europa, hvor man bliver vred, men ikke lytter. Der kan ikke være tale om et Europa, der vil erstatte en traktat mellem stater med en forfatning over stater. Vi vil have et Europa, der tilbyder et rum, ikke et Europa, der udgør en spændetrøje. Kun et afsluttende ord om den transnationale idé om europæiske partier. Her er et vidnesbyrd: Jeg er konservativ kristdemokrat. Mit parti, CDS-PP, var med til at grundlægge PPE. For nogle år siden blev vi smidt ud af PPE. Hvorfor? Fordi vi forsvarede en folkeafstemning om Maastricht. Nu er de tidligere østrigske kammerater fra Den Kristelig-Demokratiske Union i vanskeligheder. Hvorfor? På grund af et valg i Østrig. En forbavsende opfattelse af demokrati! Vi skal passe på, for den blinde føderalisme ødelægger dét med sine hænder, som den forkynder med sin mund. Hvorfor? Den tragter efter at bestemme, og den glemmer partnerskabet. Dén vej skal vi ikke gå.
+Fru formand, mine damer og herrer, det afgørende for mig, og jeg tror for de fleste af kollegerne, er, om der ved regeringskonferencens slutning forelægges et koncept, som skaber forudsætningerne for at befæste vores eget fundament og optage yderligere 12 stater. Når jeg lytter til den løbende drøftelse og ser den modstand, der i de forløbne måneder har været i Rådet, som næppe vil gå videre end til de tre endnu ikke afklarede punkter, opfatter jeg det som hykleri, at der samtidig føres forhandlinger med ansøgerlandene. Udtalelsen fra Rådets formand Gama i dag indgyder mig en smule mere håb, men jeg kan endnu ikke se nogen politisk vilje hos de øvrige medlemsstater. Vores mål skal være at give Europa-Parlamentets repræsentanter på regeringskonferencen et klart forhandlingsmandat med, der så tillige er vores målestok for vurderingen af resultaterne af regeringskonferencen. Væsentlige punkter er set ud fra mit synspunkt en entydig bestemmelse om den proportionale sammensætning af et fremtidigt Europa-Parlament med maksimalt 700 medlemmer. Forøgelsen af antallet af flertalsafgørelser i Rådet skal som konsekvens have Europa-Parlamentets medbestemmelse. Rådets møder skal være offentlige, når det optræder som lovgivende magt. Vi har brug for en klar afgrænsning så snart som muligt af beføjelserne på europæisk og på nationalt plan. Jeg beklager dybt Rådets selvforskyldte krise. Jeg vil gerne spørge Rådet om, hvorledes det uden retsgrundlag vil klare det kunststykke at holde en medlemsstat ude fra at deltage i drøftelser, mens det på den anden side i forbindelse med traktatændringer igen får brug for denne stat, når der skal være enstemmighed i Rådet. Jeg kan ikke stemme for kravet i betænkningens punkt 29 om at gøre det nemmere at udelukke en medlemsstat. Ved afstemningen i morgen om den foreliggende beslutning vil min stemme afhænge af resultatet af afstemningerne om disse punkter.
+Fru formand, regeringskonferencen burde forberede reformen af EU, således at vi kan gennemføre den iværksatte udvidelse i sin helhed. Når man tænker på udvidelsen, er det vigtigske i Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkningen en forøgelse af fleksibiliteten. Kun en intern differentiering af EU kan skabe forudsætningerne for en omfattende udvidelse af den. Det er vigtigt, at man i betænkningen foreslår at gøre et tættere samarbejde lettere. Den liberale gruppe har foreslået, at fleksibilitetsprincippet også skal gennemføers i form af et mere rummeligt samarbejde for de lande, der ikke kan eller ikke ønsker at godkende Unionens statut i sin helhed. Dette ville lette og fremskynde en udvidelse af Unionen. I sine ændringsforslag konstaterer den liberale gruppe, at fleksibilitet kan føre til en bredere koncentrisk Union, som har en kerne af forbundsstater og en mindre integreret ydre cirkel. På dette tidspunkt er der ikke behov for at tage detaljeret stilling til, hvorledes Unionen bør differentieres. Nu er det nok, at vi skaber de institutionelle rammer, for at såvel en uddybning som en udvidelse af Unionen kan gennemføres i praksis. Jeg håber, at den liberale gruppes ændringsforslag 154 vedrørende en forøgelse af fleksibiliteten bliver vedtaget.
+Fru formand, EU påbegynder den nødvendige udvidelsesproces med 13 nye lande uden at definere, hvad Unionen er, og også uden at vide, hvor stor den bliver, i en situation præget af uvished, der kan føre til opløsning af dens politiske karakter, således at den definitivt bliver forstået som Unionen af regeringer for stater, der mangler de midler, som de skulle have til at løse deres interne problemer med social samhørighed og ligevægt mellem landsdelene og til at placere sig i verden med hele sin politiske og økonomiske vægt. Som europaparlamentariker fra den galiciske nation og som borger i Europa vil jeg gerne give udtryk for min uenighed i forhold til Kommissionens lovgivningsinitiativ, en uenighed, der ikke så meget går på de spørgsmål, det omhandler, som de grundlæggende mangler, som Parlamentet endnu kan udbedre. Hvordan kan dette Parlament, der repræsenterer alle borgere, forbyde sig selv at have det fulde lovgivningsinitiativ? Hvordan kan vi i den samme forbindelse ikke gå ind for, at kommissionsformanden skal vælges blandt medlemmerne? Hvorfor anerkender vi ikke nationaliteternes, de fødererede staters og de selvstyrende områders lovgivningsbeføjelser i forhold til Unionen? Hvordan kan vi forkaste, at der oprettes en europæisk beskæftigelsespolitik tilknyttet strukturfondpolitikken? Disse spørgsmål, fru formand, skal vise nogle af de alvorlige mangler i lovforslaget om reform af traktaterne.
+Fru formand, udvidelsen mod Øst er EU's vigtigste emne for fremtiden. De svenske kristdemokrater mener, at Europa-Parlamentet skal ændre et par punkter i det forslag, som nu er blevet godkendt af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Jeg vil koncentrere mig om disse. 1) Én kommissær pr. medlemsstat. Dette drejer sig om Kommissionens legitimitet, folkelige forankring og fremtid. Hvis der i fremtiden ikke er en kommissær pr. medlemsstat, vil Ministerrådet måske overtage den rolle, som Kommissionen spiller i dag. 2) Seks parlamentsmedlemmer pr. medlemsstat, som afspejler den politiske mangfoldighed og bredden i hvert medlemsland. Dette er især vigtigt, hvis stater som Estland, Letland og Litauen samt Slovenien bliver medlemmer af Den Europæiske Union efter tidligere at have været ufrivillige medlemmer af Sovjetunionen og Jugoslavien. 3) Ingen paneuropæiske lister. Afstanden til vælgerne bliver for stor. 4) En mere fleksibel indstilling til maksimalt 700 medlemmer i Europa-Parlamentet. 5) Ingen EU-finansiering af partier, som opererer på europæisk niveau. Dette er en forkert anvendelse af pengene og skaber stor plads for vilkårlighed. Partifinansiering kan misbruges. Det ved vi i dagens Europa. 6) Det kvalificerede flertal i Det Europæiske Råd, som nævnes i punkt 8.1 i resolutionen, skal være to tredjedeles flertal - ikke simpelt flertal. 7) Udelukkelse af en medlemsstat skal besluttes enstemmigt uden deltagelse af den berørte stat. Udelukkelse er en alvorlig foranstaltning. 8) EU skal også i fremtiden være afhængig af medlemsstaterne med hensyn til finansiering. 9) Der findes ingen skrivelse om subsidiaritetsprincippet og en tydelig kompetencefordeling. Der er brug for en sådan skrivelse.
+Fru formand, hr. repræsentant for Rådet, hr. kommissær, kære kolleger, hvilke udfordringer står vi over for i forbindelse med den omhandlede regeringskonference? Først og fremmest drejer det sig tydeligvis om vilkårene for beslutningsprocessen i EU. Vi lægger derfor stor vægt på spørgsmålet om en udvidelse af det område, inden for hvilket der træffes afgørelser med kvalificeret flertal. Var vi sikre på, at der fremover ville kunne træffes afgørelser med kvalificeret flertal på alle områder, ville vi ikke have rejst spørgsmålet om det tættere indbyrdes samarbejde. Vi må imidlertid konstatere, at vi givetvis fortsat vil have brug for dette redskab. Vi gav udtryk for dette synspunkt, da Europa-Parlamentet første gang udtalte sig i denne sag, og jeg tror, vi har ydet vores bidrag til, at disse toner har vundet genklang blandt stats- og regeringscheferne. Dette glæder os naturligvis. Jeg vil imidlertid gerne henvende mig specielt til de medlemmer, som mener, at tættere indbyrdes samarbejde indebærer en risiko for, at der udvikler sig en uønsket sammenspisthed de store medlemsstater imellem. Efter min mening har alle EU's medlemsstater interesse i, at enhver form for tættere indbyrdes samarbejde etableres inden for EU's rammer og respekterer EU's retssystem og EU's institutioner. Lad os derfor tillade, at der kan etableres tættere indbyrdes samarbejde, såfremt en tredjedel af medlemsstaterne deltager heri eller er berørt heraf. Og lad os tillade, at der i disse fora træffes afgørelser med kvalificeret flertal med samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet. Det reelle spørgsmål, der må rejses i tilknytning til det fremtidige samarbejde, er imidlertid, hvordan vi sikrer en demokratisk kontrol med disse fora for tættere indbyrdes samarbejde. Europa-Parlamentet bør i denne henseende spille en fremtrædende rolle. Jeg forstår også, at regeringskonferencen overvejer emneområderne. Det glæder mig. Diskussionen nærmer sig dermed sagens kerne. Emnerne vil imidlertid fremgå helt naturligt af de øvrige drøftelser inden for regeringskonferencens rammer. Fru formand, tillad mig afslutningsvis endnu en bemærkning. Et nødråb angående udarbejdelsen af charteret om grundlæggende rettigheder, som vi ønsker indskrevet i traktaten. Charteret og dets indskrivelse i traktaten er et væsentligt anliggende. Vi oplever, at der vendes op og ned på en række værdier i EU, og i den situation kommer charteret om grundlæggende rettigheder som kaldet. Charteret giver imidlertid kun mening, hvis det indskrives i traktaten, og vel at mærke udformes som et vægtigt bidrag hertil. Charteret må selvsagt holde sig inden for det mandat, der blev givet i forbindelse med topmødet i Köln. Omvendt må det udnytte dette mandat fuldt ud og omfatte også økonomiske og sociale rettigheder.
+Fru formand, det er en mærkelig, ubehagelig og skizofren betænkning. Dele af den er helt klart lavet som nyttige forslag til regeringskonferencen, mens andre dele er fromme håb og ønsker, der helt sikkert bliver forkastet på regeringskonferencen. Det er vanskeligt at vurdere, hvor meget af denne skizoide kvalitet, der er udtryk for de to ordføreres holdning. Hvis det er et udtryk for deres holdning, er jeg sikker på, at jeg kan tilskrive de bedre dele til min ven og kollega hr. Dimitrakopoulos samt de mere usædvanlige dele til hr. Leinen. Flertallet af mine konservative kolleger har imidlertid stemt imod betænkningen, og det vil de også gøre her i Parlamentet. Den konservative delegation finder mange af idéerne i betænkningen centraliserende, syndikalistiske, overflødige og bagstræberiske. I stedet for at undersøge muligheden for nye, fleksible og gennemgribende tilgange til en udvidet Union på verdensmarkedet giver denne betænkning et klart budskab: Fortsæt uanfægtet ud af vejen fra Maastricht og Amsterdam! Ved at forkaste denne betænkning viser den konservative delegation imidlertid, at den også har en skizofren kvalitet, idet den dermed forkaster det udmærkede ændringsforslag fra hr. Duff, der ville give medlemsstaterne, min ven hr. Perry og andre mulighed for at vælge fra, så Parlamentet kan lade offentlige midler følge sine ord og dermed spare de store udgifter, der er forbundet med de absurde mødeperioder i Strasbourg. Det er demokratiets og de demokratiske beslutningers natur. De er ofte også mærkelige, ubehagelige og skizofrene, men de er trods alt stadig det bedste, vi har.
+Fru formand, den foreliggende Dimitrakopoulos- og Leinen-betænkning er både ambitiøs og fremsynet. Der er imidlertid to væsentlige mangler, som vi bør råde bod på i forbindelse med afstemningen her i plenarforsamlingen. For det første er udbredt anvendelse af dobbelt simpelt flertal ikke noget universalmiddel i forbindelse med den fremtidige europæiske integration. Et sådant ufravigeligt princip risikerer at vække mishag i medlemsstaterne og blive mødt med afvisning både i befolkningen og i de nationale parlamenter, når det gælder de mere følsomme emner, som netop er og bør behandles som undtagelser. Vi bør i stedet som hidtil søge et kompromis, alle kan acceptere. Det er et spørgsmål om legitimitet og accept. For det andet sikrer de befolkningsrige medlemsstater sig en god del af kagen. Det underliggende princip - en mand en stemme - er uacceptabelt. Det er også i modstrid med traktatens artikel 190, som bestemmer, at medlemsstaterne skal være sikret behørig repræsentation. Det er et spørgsmål om lighed og solidaritet. Endelig hører vi endnu en gang påstanden om, at Kommissionen ikke vil kunne fungere med mere 20 medlemmer, uden at der fremføres overbevisende argumenter til støtte herfor. Lad os, også når det gælder Kommissionen, undgå at gøre antallet til et ufravigeligt princip. Skal vi sikre, at de initiativer, der foreslås af Kommissionen, opnår bred støtte i alle medlemsstaterne, er det tværtimod afgørende, at alle er repræsenteret i Kommissionen. Jeg håber, Europa-Parlamentet ved afstemningen i morgen retter op på disse punkter og får fjernet enhver tvetydighed. Skal vores forslag vinde genklang, må vi anlægge en holdning, som er nærmere de politiske realiteter. Udviklingen standser ikke med den igangværende regeringskonference.
+Fru formand, velfungerende institutioner, som er i indbyrdes balance, er i dag mere end nogensinde før forudsætningen for EU's videre udvikling. Jeg takker derfor ordførerne, Giorgios Dimitrakopoulos og Jo Leinen for den gode indsats, de har ydet i forbindelse med udarbejdelsen af den foreliggende betænkning. Vi er i Europa-Parlamentet enige om, at EU's udvidelse forudsætter institutionelle og politiske reformer. Vi står i så henseende over for betydelige udfordringer, idet der i befolkningen breder sig en følelse af tvivl og manglende politiske perspektiver. Den Europæiske Union, som Fællesskabernes grundlæggere udtænkte og oprettede, må nu udvikle sig og undergå betydelige forandringer. Europa befinder sig ved en korsvej. Enten slår vi os til tåls med også fremover blot at være et frihandelsområde, eller vi vælger at opbygge en politisk union. Men tag ikke fejl. Bliver vi stående midt i vadestedet, er det værst tænkelige scenario det mest sandsynlige. Nemlig et Europa med fælles mønt, men uden den tilhørende politiske styrke. Et Europa, hvor konkurrencen nationerne imellem på ny vil få frit løb. Det er på høje tid, at EU får en egentlig politisk dimension, får en social dimension og samtidig får en fælles udenrigs- og forsvarspolitik. Europa-Parlamentets medlemmer bør som folkevalgte arbejde for at sikre, at EU's institutioner fungerer effektivt og demokratisk. Forudsætningen for et demokratisk Europa er imidlertid, at folket selv får mulighed for at bestemme, hvilke principper og regler Unionen skal bygge på. Det glæder mig, at den foreliggende Dimitrakopoulus- og Leinen-betænkning tager højde for dette ønske og foreslår en konstitutionaliseringsproces, som tager sigte på at forenkle og tydeliggøre traktaterne. Efter min opfattelse bør vi imidlertid gå skridtet videre. Vi har brug for en forfatning, en grundlæggende lov, hvis EU skal opfattes som et fuldgyldigt demokrati. De institutionelle reformer er således ikke blot en forudsætning for EU's udvidelse. De er en forudsætning for EU's overlevelse. Hr. kommissær, jeg håber medlemsstaterne gennemfører reelle reformer og forstår, hvilke udfordringer regeringskonferencen står over for, således at det 21. århundrede bliver Europas århundrede.
+Fru formand, først og fremmest vil jeg takke de to ordførere. Den nederlandske socialdemokratiske delegation har særdeles aktivt beskæftiget sig med regeringskonferencen, inden den startede. Vi har ført store offentlige debatter i Nederlandene og gjort mange forberedelser. Regeringskonferencen skal, når alt kommer til alt, forberede Unionen på udvidelsen, og med henblik på denne udvidelse skal de nuværende medlemsstater bringe ofre. Men disse ofre er små i betragtning af den historisk enestående chance for at forene øst og vest i et sikkert Europa, som er præget af fred. Desuden skal Europa naturligvis også bringes tættere på borgerne, for afstanden mellem Bruxelles og vores borgere er stadig alt for stor. Med henblik herpå skal regeringskonferencen bekæmpe det demokratiske underskud. Udvidelse af flertalsafgørelserne til at omfatte al lovgivning, med undtagelse af konstitutionelle anliggender, knyttet til Parlamentets beføjelser i forbindelse med den fælles beslutningstagning er væsentlig med henblik herpå ligesom de kendte afstemninger med "dobbelt kvalificeret flertal" i Rådets beslutningsproces. Udelukkende at mindske et demokratisk underskud er ikke tilstrækkeligt til at forbedre kontakten med borgerne. Derfor har vi specifikt gjort en indsats for en bedre og institutionaliseret samfundsdialog med ikkestatslige organisationer, i betragtning af at disse forsvarer mange af vores borgeres interesser. Ændringsforslag 162 er med henblik herpå det rette sted. Det næste vigtige emne for os er at gøre det styrkede samarbejde fleksibelt. Det er tydeligt, at det faktiske veto, som nu er indgroet i denne procedure, skal forsvinde. Styrket samarbejde kan efter udvidelsen være til stor fordel for Unionen, når den har en endnu større mangfoldighed af medlemsstater inden for sine grænser. Efter vores opfattelse går betænkningen ikke langt nok på et andet punkt, nemlig med hensyn til det individuelle ansvar, som skal tilkendes kommissærer. Vi mener absolut, at en kommissær, som mister Parlamentets tillid, også må kunne få en alvorlig advarsel af Parlamentet. En sådan procedure øver efter vores opfattelse større retfærdighed mod en demokratisk balance mellem institutionerne end Prodi-proceduren, men dette skridt viste sig desværre at gå for langt for de fleste af mine kolleger. For så vidt angår kommissærerne, vil vi helst have én kommissær pr. land. Hvis det er nødvendigt, en turnusordning for alle lande, for Den Socialdemokratiske Gruppes kompromis støtter vi. Vi synes, når alt kommer til alt, at der er fundet en god balance mellem små og store medlemsstater i vores kompromis. Vi håber, at dette vil blive støttet af Parlamentet.
+Fru formand, hvorhen går rejsen i Europa? Mod en europæisk forbundsstat med et stærkt centrum og vidtrækkende beføjelser, eller skal det, der indtil nu har været varemærket og garantien for den europæiske integrations succes, nemlig en folkenes og de europæiske staters Union, videreudvikles? Ifølge teksten fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender kunne det næsten se ud, som om det allerede er lykkedes for de europæiske føderalister med en Kommission, hvor ikke alle medlemsstater altid er repræsenteret, et Parlament, hvor endog de mellemstore staters repræsentanter ikke længere vejer til, og et Råd, som i kernen bygger sine flertal på 51% af medlemsstaternes samlede befolkning. Selv for en begejstret europæer ville det være et vrængbillede. Den tekst, vi vedtager i morgen, bliver forhåbentlig en anden, en mere afbalanceret tekst, der tager hensyn til, at store og små stater fortsat skal fungere i fællesskab, og som fortsat respekterer de europæiske folks og staters særegenheder og således ikke bliver ved med at stille for store krav til de europæiske borgere, som allerede nu stadig oftere har problemer med centralen Bruxelles. Også på et andet punkt håber jeg stadig på en ændring af udvalgets ordlyd. Dimitrakopoulos/Leinen foreslår i punkt 29 en ændring af proceduren for suspension af en EU-medlemsstat i tilfæde af alvorlige krænkelser af demokratiet og menneskerettighederne. Jeg vil her udtrykke mig helt klart og fortælle Dem, hvorledes det store flertal i mit land, Østrig, ser på denne sag! De gør for øjeblikket den bitre erfaring, at gældende fællesskabsret allerede nu i den politiske korrektheds hellige navn ikke overholdes. Det styrker ikke tilliden til det fælles Europas centrale grundlæggende værdi. Et retssamfund skal overholde sin egen ret. At de skridt, der for øjeblikket tages over for Østrig, alt sammen kun er bilateral politik, er simpelthen ikke sandt. Den, der havde behov for endnu en bekræftelse af dette faktum, fik den i dag, da Europa-Parlamentets formand tog ordet. Hvorledes skal man ellers forstå den passus, at Nicole Fontaine håber, at Østrig igen en dag bliver fuldgyldigt medlem af Unionen? Hvad er vi da nu? Lad os derfor undlade skinhellige ændringer af artikel 6 og 7 i EU-traktaten. Lad os overholde den gældende ret og tage opgøret med østrigerne på den måde, EU-traktaten foreskriver. Lad os ikke udelukke, men integrere!
+Fru formand, udvidelsen er vigtig for Europas befolkning. Vi skal derfor finde en måde, som vi sammen kan fungere i hele Europa på. Udvidelsesforhandlingerne er nu i gang. Derfor er det vigtigt, at regeringskonferencen bliver afsluttet inden årsskiftet. I fremtidens Europa skal både store og små stater have mulighed for at få indflydelse. Vi må opnå balance. Dette er nødvendigt, hvis borgerne skal have tillid til det europæiske samarbejde. Når Europa-Parlamentets sammensætning skal ændres, anbefaler jeg derfor en proportionel reduktion med et degressivt antal medlemmer. Alle nuværende medlemsstater skal deltage og bidrage. Samtidig skal de mindste stater garanteres et vist antal medlemmer inden for rammerne af de 700 pladser, vi har sat som maksimum. Ved afstemninger i Rådet skal vi finde en metode til fordeling af stemmerne, som ikke skal genforhandles ved hver udvidelse. Derfor anbefaler jeg et system, som tager hensyn til forskellene i befolkningstallene. Det er vigtigt, at hvert land har et medlem i Kommissionen. Kommissærerne arbejder for hele Unionen og er vigtige for at opnå et helhedssyn mellem medlemslandene. Derfor skal Kommissionen bestå af viden og erfaring fra alle medlemsstater. EU-samarbejdet er i første omgang et civilt europæisk projekt og bør adskilles fra det militære samarbejde. Medlemsstaterne har forskellig baggrund, hvad angår militæralliancer og alliancefrihed. I Köln og Helsinki blev der gjort store fremskridt med hensyn til at forberede os til forebyggende krise- og konflikthåndtering. Det er derfor vigtigt, at traktaten afspejler forskellen mellem det civile og det militære samarbejde. Oprettelsen af en europæisk militæralliance skal derfor ikke ske inden for rammerne af EU's institutioner, men mellem stater. Gensidigt forpligtende militær bistand har ikke noget at gøre i EU's traktat.
+Fru formand, vi står over for en virkelig udfordrende opgave. Der skal findes svar på udfordringerne i forbindelse med udvidelsen, men også Unionen i sin nuværende størrelse har brug for renovering af spillereglerne og beslutningsprocessen. Der skal findes en ligevægt mellem effektivitet, demokrati og medlemslandenes ligeværd. Frem for alt må man forsøge at genskabe borgernes tiltro til Den Europæiske Unions beslutningsproces. Dette sker ved at øge ægte åbenhed og udvikle administrationen til at betjene borgerne. Vi må støtte Kommissionen i at få gennemført ændringer, men også Rådet og Parlamentet må på egne vegne forsøge at styrke borgernes tiltro. Efter udvidelsen, men også med den nuværende størrelse, må Unionen få gjort flertalsbeslutninger til den primære beslutningsform. Vi har bemærket, at skatteanliggender f.eks. er blevet til en anstødssten. Det er svært at forstå, at vi ikke kan få en fornuftig kapitalbeskatning inden for Den Europæiske Union. I øjeblikket slipper kapitalen helskindet igennem. Vi har alle meget at opnå og forsvare i et fælles Europa. Man må holde fast ved den europæiske solidaritet så længe som muligt, også under forhold, der ændrer sig. Jeg kan ikke acceptere den tanke, at man skulle kunne gå ind i et styrket samarbejde med blot en tredjedel af medlemslandenes stemmer for. Det kræver efter min mening mere. Kommissionens forberedelse af sager burde også være så grundig som muligt, og dette er et argument for, at der også i fremtiden skal være et kommissionsmedlem fra hvert medlemsland. Ligevægten mellem de små og de store medlemslande skal bevares også i Rådet, hvorfor man under ingen omstændigheder kan acceptere dobbelt stemmeflertal.
+) Fru formand, jeg spekulerer på, hvad der er det mest seriøse at gøre: Det, som Rådet har gjort med endnu en regeringskonferencemetode for at reformere traktaterne og en meget begrænset dagsorden for denne regeringskonference, hvor der tages hensyn til de udfordringer, vi har foran os, eller den betænkning, som vi vedtager i morgen i Europa-Parlamentet. Jeg tror, at vores betænkning er mere seriøs. Vores betænkning er ikke mindre seriøs. Det er en betænkning, der præcist foreslår det, vi har brug for, der taler om at skabe en forfatning for Den Europæiske Union, der foreslår hensigtsmæssige ændringer i Den Europæiske Unions institutioner, der beder om en udvidelse af politikkerne, og som navnlig med sine forslag handler om, at Den Europæiske Union skal kunne klare så vigtige udfordringer som først og fremmest globaliseringen og for det andet den nye økonomi, som vi lige har talt om i Lissabon. Jeg tror ikke, at de forslag, som vi fremsætter i denne betænkning, går for vidt. De er i overensstemmelse med det, Europa-Parlamentet altid har sagt: mere demokrati og mere effektivitet i Den Europæiske Union. Og i den henseende mener jeg derudover, at ordførernes bestræbelser i forbindelse med udarbejdelsen af det oprindelige udkast samt deres forsøg på at søge kompromis med ændringsforslagene giver god grund til at bede Europa-Parlamentet og regeringerne om at tage hensyn til betænkningen. Fru formand, jeg vil også prise de bestræbelser, som det portugisiske formandskab gør sig for indeværende og bede nogle regeringer - jeg vil ikke nævne hvilke - om at være lidt mere generøse over for selveste den europæiske opbygning.
+Fru formand, udvidelsen og de strategiske, politiske og økonomiske følger, som den får for EU, må ikke fortsat være emner, der ikke er genstand for folkelig diskussion eller kun ses i et nationalt perspektiv. Det er derfor, at den debat, som fremlæggelsen af Europa-Parlamentets holdning til regeringskonferencen giver anledning til, er afgørende for at forstå denne nye fase i den europæiske opbygning, der på én gang er risikofyldt og løfterig. Vi ser med glæde, at dette bidrag fra Europa-Parlamentet fremhæver demokratisering, effektivitet og større kontrol med de europæiske institutioner som de væsentlige kraftlinjer og ledende principper, netop dér, hvor der har været de største underskud, hvor der har været størst fare for opløsning, forhold, som man har tilskrevet den betydelige vækst i medlemsstaternes antal. Hvis hovedparten af forslagene sigter på at smidiggøre og styrke det fælles fremskridt og integrationsprocessen inden for denne nye og komplekse ramme, og de derfor må bifaldes, er der andre - og her taler jeg konkret om de europæiske lister til Europa-Parlamentet og bestemmelserne om beslutninger ved kvalificeret flertal eller om tættere samarbejde, f.eks., hvor der kan forsøges en balance, der er mere retfærdig medlemsstaterne imellem og mere i overensstemmelse med de respektive organers repræsentation og legitimitet. Heldigvis er der i morgen mulighed for her i salen at forbedre disse punkter. Det er rigtigt nok, at det også i forhold til de lande, der i årevis var underlagt tvungen og autoritær integration, og som nu banker på vores dør tiltrukket af den succes, som vores fælles erfaring har haft, er vigtigt at modtage dem i et hus, hvor der er ryddet op, og som fungerer, men der skal dog på den anden side heller ikke herske nogen tvivl om, at alle skal deltage i arbejdet med de bedste løsninger for alle, eller om, at retfærdighed, demokrati og solidaritet er de vigtigste værdier inden for det samme hus' fire vægge. Jeg lykønsker varmt ordførerne for deres arbejde.
+Hr. formand for Rådet, hr. kommissær Barnier, jeg begynder mit indlæg med det samme spørgsmål som hr. Carlos Carnero González. Jeg spørger mig selv, der er en overbevist tilhænger af Europa, om hvorfor jeg i denne debat afviger fra mange andre overbeviste europatilhængere og ikke mindst fra ordførerne. Det er efter min opfattelse, fordi fundamentet for det europæiske projekt i dets dobbelte legitimitet mellem en union af folk og en union af stater ikke afspejles som slutresultatet i denne betænknings forslag. Nu, hvor Europa-Parlamentet skulle nå frem til en enighed, der kunne være politisk vejledende for regeringskonferencen, gør vores holdning os derfor kede af det. Vi håber, at der i morgen kan vedtages nogle ændringsforslag, der er afgørende for at sikre en ligevægt mellem små og store stater, altså mellem den dobbelte legitimitet mellem en union af folk og en union af stater. Derfor håber vi, at vi i morgen kan finde grund til at stemme for, herunder for vedtagelsen af nogle få - seks eller syv - ændringsforslag, som for os udgør en uomgængelig betingelse for, at vi kan anskue dette spørgsmål ikke ud fra et nationalegoistisk perspektiv, men ud fra en synsvinkel bestemt af det europæiske projekts sammenhæng og solidaritetsværdi. Den anden bemærkning, hr. formand for Rådet, retter jeg til Dem. Det var med forbløffelse, at vi i Deres indledende indlæg hørte Dem fortælle, hvordan det går med regeringskonferencen. Vi er bekendt med det portugisiske formandskabs beslutsomhed, og jeg vil gerne i denne sidste del af mit indlæg opmuntre det portugisiske formandskab til at fortsætte arbejdet og til at finde veje til at få medlemsstaterne til at forstå, hvor afgørende det er, at der er flere spørgsmål, som afgøres ved kvalificeret flertal, og at der er større fleksibilitet i EU's beslutningsproces. Jeg vil imidlertid også gerne opmuntre det, hr. formand, til at få regeringskonferencens dagsorden udvidet til at omfatte spørgsmål, som vi anser for fundamentale, f.eks. charteret om de grundlæggende rettigheder. Vi håber, at det kan blive taget med i traktaten, fordi vi, hvis dét bliver tilfældet, ikke blot yder et meget væsentligt bidrag til EU's fremtid, men også kommer nærmere borgerne på et så vigtigt tidspunkt som nu, hvor det virkelig er nødvendigt atter en gang at bekræfte det værdifællesskab, som jeg mener dette charter om de grundlæggende rettigheder vil befæste. Tillykke, hr. formand.
+Fru formand, debatten er særdeles interessant. Jeg er taknemmelig for de mange idéer til min og min kollega Dimitrakopoulos' betænkning. Det kommer frem, at operation regeringskonference helt sikkert er vanskelig, men jeg ser også, at alle bestræber sig på at indgå et kompromis, fordi vi er nødt til at fremme opbygningen af Europa. Parlamentet skal være motor. Vi kan ikke i vores krav være mere konservative end Kommissionen eller enkelte af medlemslandene. Det går ikke! Det er vores rolle at være motor for yderligere europæisk enhed, og i den ånd er også den betænkning af Parlamentet udarbejdet, som vi skal stemme om i morgen. Jeg mener, vi har fundet balancen mellem staternes Europa og borgernes Europa. Vi er borgerkammeret, Parlamentet er borgernes kammer, Rådet er staternes kammer. Balancen er der ikke endnu. Parlamentet er jo udelukket fra en hel række vigtige spørgsmål, som normalt afgøres af parlamenter, spørgsmål vedrørende lovgivning, spørgsmål vedrørende budget og spørgsmål vedrørende medbestemmelse, når personer, der skal ud i institutionerne, udpeges. Jeg håber derfor, at denne regeringskonference benytter lejligheden til omsider at sørge for balance mellem de to institutioner Parlament og Råd og til at give Parlamentet flere beføjelser. Meget vigtig - det er jeg enig i - er balancen mellem små og store lande. Det er et meget ømt punkt, som man er nødt til at tage hensyn til, og jeg synes, at alle i de sidste uger har bestræbt sig på at finde denne balance. Vi vil få at se, at der i besættelsen af Kommissionen bliver ligeberettigelse mellem de store og de små lande, at det dobbelte flertal i Rådet, vi foreslår, er en fordel for de små lande. I den udvidede Union vil der være langt flere små lande end store lande. Men når man har brug for et flertal af stater, har de små lande imidlertid en stor fordel, fordi mange skal gå med, hvis der skal komme en eller anden afgørelse i stand, og jeg ser endvidere, at vi her ved fordelingen af sæder i Parlamentet med degressivitetsfaktoren giver de små lande en fordel, for at der dér er tale om repræsentativitet hos parlamentsmedlemmerne. Den Europæiske Union er ikke kun et økonomisk fællesskab. Vi er et værdifællesskab. Den Europæiske Union skal også værge sig mod kræfter, som krænker den europæiske ånd og misbruger den. Vi kender de populister, vi kender endvidere de nationalister og de racister, som findes i mange lande i Europa, og når vi er en politisk Union, skal vi også have instrumenter til at gennemføre foranstaltninger både på partiniveau og ved deltagelse i en regering. Vi har en udmærket betænkning, som vi kan stemme om i morgen. Jeg takker det portugisiske formandskab, som er meget samarbejdsvilligt. Det vil jeg udtrykkeligt rose. Samme tak går til Kommissionen og kommissær Barnier, som altid er meget åben og samarbejder med os, og jeg takker endvidere mine kolleger i udvalget og min medordfører. Jeg tror, at Parlamentet i morgen når frem til en position, som giver os en fremtrædende rolle på regeringskonferencen, og som tillige kan gøre denne Europa-traktat til en succes.
+Fru formand, jeg vil gerne benytte dette korte indlæg i slutningen af denne debat, og med formandens tilladelse, til med det, som jeg mener må være Rådets legitime rettighed, at svare på noget, der under et punkt til forretningsordenen blev sagt her ved mødets begyndelse. Jeg mener, at der fremkom bemærkninger om Rådets manglende tilstedeværelse under den østrigske præsidents tale til Parlamentet. Jeg vil gerne sige følgende. For det første var det ikke berammet, at formanden for Rådet skulle være til stede på det tidspunkt, og det var heller ikke Parlamentets opfattelse. Vi havde ikke modtaget nogen angivelse fra Parlamentets Præsidium i så henseende. Der var udelukkende tale om en sag for Parlamentet. For det andet vil jeg med hensyn til spørgsmål om politisk ansvarlighed gerne sige, at Rådet ikke tager imod belæring om politisk ansvarlighed, og at det nægter at lade sig udsætte for pression af noget, der meget mere består i portugisisk indenrigspolitisk chikane end i saglige spørgsmål. Efter min mening er Europa-Parlamentet blevet brugt som en slags scene for politiske provokationer. Jeg vil gerne sige, fru formand, at vi ikke finder det acceptabelt. Vi har en fuldstændig klar opfattelse af, hvad der er det portugisiske formandskabs opgave i forhold til institutionernes virksomhed og med hensyn til Østrigs rolle i forhold til institutionerne. Jeg tror, at dette har stået klart her i Parlamentet siden mit indlæg under den debat, vi havde, da dette spørgsmål begyndte. Vi har inden for EU opstillet de rammer, der skal til, for at Østrig fuldt ud kan deltage i de europæiske institutioner og disses virksomhed. Vi bør altså ikke blande tingene sammen, og vi skal ikke på grund af en simpel indenrigspolitisk provokation bringe spørgsmål ind i denne debat, der ikke har noget med Europa-Parlamentet eller de europæiske institutioner at gøre. I det jeg nu, fru formand, vender mig mod Dimitrakopoulos-Leinen-bekendtgørelsen, vil jeg gerne for det første sige, at jeg har den største respekt for det arbejde, som de to ordførere har udført, for det er et meget grundigt og visionært arbejde, der måske ikke i Rådet kan vinde den tilslutning, som gør, at det kan blive et skridt fremad for en uddybelse af Unionen, men jeg må sige, at jeg har stor respekt for det arbejde, der er udført, fordi det modsvarer en bestemt vision for Europa, en bestemt vision for, hvori den europæiske ambition bør bestå. Det, jeg spørger mig selv om - og som vi alle spørger os selv om, og som vi sandsynligvis får lejlighed til at uddybe i løbet af regeringskonferencens debat - er, om der her er skabt betingelserne for, at den ambition, der kommer til udtryk i denne betænkning, faktisk kan blive til virkelighed, især inden for den tid, som vi har til rådighed. Altså, om vi kan afslutte regeringskonferencen, sådan som vi alle ønsker, inden årets udgang med en sådant ambitionsniveau for reformerne. Dette punkt er af stor betydning for os. Også Parlamentet må, når det stemmer om denne betænkning, lægge sig på sinde, om den række forslag, som ligger dér, er udtryk for den nødvendige realisme i forhold til, hvad der bliver muligt at få vedtaget, inden regeringskonferencen er slut. Uafhængigt, som sagt, af forslagenes fremragende kvalitet og den fremtidsvision, som betænknigen rummer. Vi må imidlertid forstå, at EU samtidig med, at det ledes af regler om effektivitet, demokrati og åbenhed, hele tiden, som hr. Jacques Poos har sagt det, står over for det systematiske problem, at de reformer, som vi gennemfører, skal kunne godtages af den offentlige mening. Vi har 15 parlamenter, som vi skal stå til regnskab for, vi har 15 parlamenter, der skal ratificere denne konference, fordi vi, hvis blot ét eneste af disse 15 parlamenter ikke ratificerer den, vil få en europæisk krise. Jeg håber, at man er fuldstændig klar over, at vi på regeringskonferencen udfører et seriøst, realistisk og ansvarligt arbejde, og at vi ikke har noget ønske om at lave den om til en tom øvelse, der i morgen kan få negativ effekt for netop det, der ligger bag denne øvelse, nemlig forventningen om en modernisering af Unionen, en reform, så den kan leve op til den kommende udvidelse, en udvidelse uden fortilfælde i EU.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg har opmærksomt fulgt debatten om Europa-Parlamentets forslag til regeringskonferencen. Dagens debat nærmer sig sin afslutning, og i morgen afvikles den vigtige afstemning om de fremsatte forslag. Lad mig benytte lejligheden til endnu en gang at takke de to ordførere, Jo Leinen, som er til stede, og hr. Dimitrakopoulos, for det både grundige og nyttige arbejde, de har udført i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning. Som anført i mit indlæg tidligere i dag kan denne betænkning bidrage til at sikre størst mulig samklang mellem Europa-Parlamentets og Kommissionens holdninger, hvilket styrker vores muligheder for at tilføre forhandlingerne i forbindelse med regeringskonferencen den tiltrængte politiske dynamik. I forlængelse af hr. Seixas da Costas indlæg vil jeg også gerne sige, at jeg oplever, som også anført af den portugisiske minister, at regeringskonferencen ledes dygtigt af det portugisiske formandskab, som anlægger en både myndig, realistisk og pragmatisk holdning. Det portugisiske formandskab indtager således hverken en midlertidig eller underordnet rolle, men udfylder en vægtig rolle og udfylder den med den forventede vægt, indtil stafetten gives videre til det franske formandskab. Der er således grund til at takke Rådet for dets indsats. Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne kommentere tre forhold, som har været nævnt under dagens forhandling. For det første har mange indlæg beskæftiget sig med balancen mellem de såkaldte store medlemsstater og de såkaldte små medlemsstater. Vi erkender, at det er både nødvendigt og vanskeligt at sikre denne balance. Det er nødvendigt, eftersom Fællesskaberne fra første færd, helt fra 1957, har betragtet medlemsstaterne som lige og suveræne stater. Det er samtidig vanskeligt, eftersom medlemsstaterne ikke har samme indbyggerantal, hvilket i demokratiets navn bør afspejle sig i EU's institutioner. Mine damer og herrer, Kommissionen fremsatte den 26. januar en række forslag, som tog sigte på at opnå en sådan balance. Vi fastholder og forfægter fortsat de omhandlede forslag, ligesom vi forfægter princippet om dobbelt flertal. Det er en måde, hvorpå vi kan opnå balance. Nemlig ved at sikre, at kvalificeret flertal altid omfatter mindst et flertal af medlemsstaterne og halvdelen af EU's befolkning. Når det gælder Kommissionens sammensætning, som også er et spørgsmål, som har givet anledning til megen debat og undertiden også ængstelse, er vi gået et skridt videre. Vi tilstræber ikke balance, men foreslår en løsning, som bygger på lighed. Lad mig gentage, henvendt til dem, der giver udtryk for ængstelse, hvad dette spørgsmål angår, at jeg ikke har set forslag, som indebærer, at ikke alle medlemsstater er repræsenteret ved en kommissær. Vores forslag sikrer som nævnt, at hver enkelt medlemsstat er repræsenteret ved en kommissær, men vi foreslår to mulige måder, hvorpå denne repræsentation kan organiseres. Jeg beder Europa-Parlamentet nøje overveje de to modeller. Vi har god tid til at overveje konsekvenserne af de to modeller, idet valget blot skal træffes inden årets udgang. Den ene model, der er foreslået, opererer med en Kommission, hvor alle medlemsstater til enhver tid har sæde, hver med en kommissær. Det betyder, at Kommissionen efterhånden kommer til at tælle 30 eller 35 kommissærer, hvorfor der nødvendigvis vil udvikle sig et vist hierarki inden for Kommissionens rammer. Den anden model opererer med en Kommission, som også tæller en kommissær pr. medlemsstat, men disse har ikke sæde i Kommissionen på samme tid, hvorved Kommissionen i højere grad fortsat fremstår som et kommissærkollegium. Mine damer og herrer, Kommissionen finder det særdeles vigtigt at sikre balancen mellem store og små medlemsstater. Jeg deler derfor også den bekymring, mange af medlemmerne har givet udtryk for i forbindelse med dagens debat. Det andet forhold, jeg vil kommentere, er Europa-Parlamentets helt afgørende rolle i forbindelse med regeringskonferencen. Jo Leinen var inde på dette emne. Mine damer og herrer, som nævnt i mit indlæg i formiddags er det efter min mening vigtigt, at Europa-Parlamentets medlemmer bruger tid på at forklare, hvilke udfordringer EU står over for. Det er et arbejde, som skal gøres ikke blot i valgkredsene, ikke blot i det enkelte medlems hjemland, men overalt og når som helst lejligheden byder sig. Det er vigtigt også at skabe mulighed for samtale med de nationale parlamenter, som ligeledes må overbevises. Hr. Napolitano har foreslået en interparlamentarisk konference. Jeg har selv på hr. Napolitanos anmodning deltaget i et møde mellem de enkelte landes nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, hvilket jeg fandt særdeles interessant. Kommissionen er parat til at medvirke ved ethvert initiativ, som kan styrke dialogen og den gensidige forståelse mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Sidstnævnte må overbevises for at få en reel reform ratificeret. Endelig hørte jeg hr. Poos erklære for et øjeblik siden, at udviklingen ikke standser med den igangværende regeringskonference. Sandt nok. Udviklingen standser ikke med udgangen af år 2000. EU's institutioner vil fortsat undergå forandringer. Men, mine damer og herrer, jeg må kraftigt understrege, at der er nogle af de emner, der er sat på dagsordenen for regeringskonferencen, som ikke vil blive taget op igen, når de igangværende forhandlinger er afsluttet. Det drejer sig om vigtige emner som Kommissionens sammensætning, fastlæggelse af anvendelsesområde for princippet om kvalificeret flertal, Revisionsrettens og Domstolens sammensætning samt valgsystemet. Der vil ved årets udgang på en eller anden måde blive truffet beslutning om disse forhold. Og den beslutning vil stå ved magt i lang tid. I meget lang tid endda. Vi bør derfor grundigt overveje, hvad vi gør. Mine damer og herrer, det, vi ikke så os i stand til at gennemføre i forbindelse med Amsterdam-traktaten, og det, vi ikke ser os i stand til at gennemføre nu, i årets løb, på grund af manglende politisk vilje, vil vi slet ikke være i stand til at gennemføre, når EU tæller 20, 25 eller 30 medlemsstater. Jeg håber derfor, at Europa-Parlamentet og Kommissionen sammen med Rådet vil kunne styrke den politiske vilje og således sikre, at regeringskonferencen finder ikke blot sin afslutning, men en succesfuld afslutning ved årets udgang. Sikre at vi sammen kan vise kollektivt politisk mod af dimensioner, som overgår det resultat, vi når, hvis vi blot adderer nationale interesser eller besindige hensyn.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er redegørelserne fra Rådet og Kommissionen om hungersnøden i Etiopien.
+Fru formand, ærede medlemmer, jeg tror, at vi alle mindes billederne fra sulten i Etiopien i 80'erne, og at vi alle erindrer, hvad tørken betød for Afrika i 90'erne, hvor den ramte en halv snes afrikanske lande. Vi skal imidlertid også huske på, at det dengang kunne lade sig gøre - gennem en indsats fra det internationale samfund, som vi alle ved også blev mobiliseret takket være medierne, hvis betydning er blevet stadig større - at bringe ca. 4 millioner ton fødevarer til Afrika syd for Sahara. Jeg tror også, at det er meget vigtigt, at vi forstår, at der uanset de krisesituationer, der gør sig gældende, er blevet igangsat en indsats fra det internationale samfund. Måske ikke den, der skulle til, ikke den, som vi gerne havde set, men i alle tilfælde en reaktion fra det internationale samfund. I dette internationale samfund har de europæiske lande både hver for sig og inden for EU ydet en relevant indsats, og jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi er klar over det nu, da situationen i Etiopien endnu en gang gentager sig på grund af tørke. EU er indstillet på ikke at lade denne situation blive forværret og på at mobilisere de midler, der skal til for at mindske den. Vi har som sagt nu sat nogle effektive redskaber i gang både på EU-plan og i forbindelse med den støtte, som EU yder de internationale organisationer. Vi mener, at denne indsats har stor betydning for at klare problemet med de ca. 16 millioner mennesker, der i øjeblikket er i fare i hele dette område. Jeg tror, at hr. kommissær Christopher Patten vil få lejlighed til at senere at redegøre for den indsats, som Kommissionen har planlagt eller allerede har gennemført. Denne indsats er meget vigtig og er blevet gennemført i tide, ligesom beslutningerne er blevet taget på det rigtige tidspunkt. Såvel Generaldirektoratet for Udvikling som ECHO har allerede sendt tilstrækkeligt med fødevarer af sted til at dække de mest akutte behov. Netop i dag er generaldirektøren for Verdensfødeprogrammet i Addis Abeba for at føre samtaler med den etiopiske regering om dette spørgsmål, der også vedrører problemer af teknisk og praktisk art med hensyn til transporten af fødevarerne. Vi kan heller ikke løsrive dette spørgsmål fra den politiske og militære situation, som råder i Etiopien. Vi må være klar over, at den situation, der allerede i sig selv er dramatisk på grund af tørken, i dag forværres netop på grund af den politisk-militære situation, der skaber vanskeligheder med hensyn til at mobilisere hjælp. Det gælder som sagt især spørgsmålet om transportmidler, der, så vidt vi har forstået, kan mangle, fordi de bruges til andre formål end dem, som de var beregnet til. Som nævnt har EU været opmærksom på denne situation. På Rådet (almindelige anliggender) fremlagde Kommissionen i forgårs en rapport om situationen på Afrikas Horn, og netop den humanitære situation var et af punkterne. Disse bestræbelser har dog som sagt ikke kun været i centrum af opmærksomheden hos Kommissionen, men også hos Rådet. I går var der et møde i Bruxelles blandt en gruppe eksperter netop for at finde frem til de bedste måder til at tackle denne situation. Der var repræsentanter til stede fra ECHO, fra Generaldirektoratet for Udvikling og fra EU's medlemsstater, og forud for dette møde havde der været et møde med ambassadøren fra Etiopien med henblik på at sikre en mere effektiv koordinering mellem den hjælp og bistand, som EU kan mobilisere både som helhed og i form af støtte fra de forskellige medlemsstater. Jeg vil gerne sige, fru formand, for at afslutte dette indledende indlæg, at situationen på Afrikas Horn både politisk og humanitært er i centrum for vores bestræbelser. Vi havde i fredags i Rådet (almindelige anliggender) en debat om denne sag, hvor der var en særlig udsending fra Rådet til stede, som redegjorde for situationen og dennes alvor. EU vedtog på samme Råd (almindelige anliggender) en række anbefalinger, der vil indgå i den politiske indsats, som EU allerede har udført især siden sidste år, hvor konflikten mellem Eritrea og Etiopien skærpedes. Vi er opmærksomme på denne sag. Desværre kan vi ikke altid være så hurtige, som vi gerne ville være i de forskellige situationer, hvor der opstår menneskelig nød. Jeg vil imidlertid gerne sige, at opmærksomheden består, og at vi håber, at den opmærksomhed, som debatten her i Parlamentet måtte vække om dette spørgsmål, også kan medvirke til at mobilisere offentligheden angående dette alvorlige problem.
+Jeg er glad for at få lejlighed til at deltage i forhandlingen, men jeg er ked af, at den overhovedet er nødvendig. Jeg taler i stedet for min kollega hr. kommissær Nielson, der gerne selv ville have besvaret spørgsmål. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af deja-vu - eller jeg skulle måske sige déja entendu - i forbindelse med dagens forhandling. For mere end 10 år siden - fra 1986 til 1989 - var jeg udviklingsminister i mit hjemland. Jeg ved, at flere af de ærede parlamentsmedlemmer har haft samme job i deres hjemland. Dengang deltog jeg i lignende forhandlinger om kriser på Afrikas Horn. Historien er desværre uhyggeligt velkendt: Der er tale om militære konflikter, miljømæssige forringelser, tørke samt undertiden - specielt tidligere - ekstremt malplacerede politiske tiltag. Det er en dødelig blanding. Den kan resultere i sult og elendighed i stor skala. Som jeg også sagde i mødesalen i går, står vi tilbage med de samme gamle frustrationer. Trods alle problemerne vil der i sidste ende nå hjælp ud til de sultende - ikke så hurtigt som vi kunne ønske, men hurtigere end tidligere. Vi forbedrer således vores evne til at håndtere humanitære problemer trods disse vanskeligheder. Men vi kan desværre stadig ikke forhindre de humanitære problemer i at opstå. Meget ofte har problemerne politiske årsager. Det er frustrerende. Jeg vil gerne forsøge at forklare de ærede medlemmer, hvad vi gør for at afhjælpe den aktuelle krise. I øjeblikket har Kommissionen to delegationer i Etiopien - én fra ECHO og én fra enheden for levnedsmiddelsikkerhed under Generaldirektoratet for Udvikling. De vil udarbejde henstillinger vedrørende vores fremtidige indsats. Etiopiens regering har bedt om 821.000 ton fødevarehjælp, hvilket er en stigning på 25% i forhold til de seneste år. Denne mængde dækkes næsten af eksisterende tilsagn om hjælp fra det internationale samfund. Kommissionen har planlagt levering af 283.000 ton, og vi skal til at træffe beslutninger om levering af yderligere op mod 260.000 ton. Jeg vil også rette en unøjagtighed, der cirkulerer, fordi hjælpeorganisationen Oxfam i en erklæring oplyste, at Kommissionen kun sendte 50.000 ton fødevarehjælp til Etiopien i fjor. Det virkelige tal er mere end tre gange så stort. Dette års bistand følger efter et kvart århundredes fødevarehjælp fra Kommissionen til Etiopien. I den tid har næsten 40% af den samlede hjælp til Etiopien bestået af fødevarehjælp eller fødevaresikkerhedsprogrammer til en samlet værdi af 875 millioner euro, heraf alene 250 millioner euro i de seneste fire år. Det er baggrunden. Det er vigtigt at være opmærksom på dette forhold. Der har været fremsat en række påstande om utilstrækkelig EU-respons på krisen. Det ærede medlem fru Kinnock, der har stor viden om Afrikas Horn, har et beundringsværdigt læserbrev i London-avisen The Independent, der forklarer de faktiske forhold. Jeg håber, at brevet vil blive læst af mange. Heri siger hun bl.a. og hun er formentlig en af de største autoriteter på området - at Den Europæiske Union og dens medlemsstater fortsat er den største bidragyder af fødevarehjælp til Etiopien. Hun siger endvidere, at denne hjælp ikke er synlig, da den ydes via regeringen, Verdensfødevareprogrammet, Røde Kors, ikkestatslige organisationer med flere. Det er en vigtig ting at huske på. Lige nu gælder det ikke om at rode op i disse gamle kontroverser. Det gælder først og fremmest om at få hjælpen frem til de sultende. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at Kommissionens samlede fødevarehjælp, der i øjeblikket er ved at blive losset, afsendt eller tilvejebragt, beløber sig til mere end 282 millioner meterton. I sidste weekend ankom en sending med 30.000 ton fødevarehjælp fra EU til Djibouti via Verdensfødevareprogrammet. På søndag ankommer endnu en sending med mere end 16.000 ton via EuronAid. Senere følger flere sendinger via Djibouti og Berbera i betragtning af de begrænsede havnefaciliteter. I alt ventes der at ankomme 504.000 meterton fra donorerne inden juli i år. Det skulle være tilstrækkeligt til at opfylde de umiddelbare behov. Som tidligere nævnt har donorerne givet tilsagn om i alt 800.000 meterton fødevarehjælp. Det er, hvad vi foretager os i øjeblikket. Vi vil fortsat yde krisen fuld opmærksomhed, indtil den er ovre, og vores udstationerede repræsentanter fra ECHO vil fortsætte deres utrættelige indsats for at få hjælpen frem til de steder, hvor behovet er størst. Vi har store problemer på grund af manglende havnefaciliteter til håndtering af fødevarehjælpen - ikke mindst fordi man ikke kan bruge Eritreas havne i Assab og Massawa og derfor står tilbage med Djibouti samt i mindre omfang Berbera. 600.000 meterton vil formentlig passere gennem Djibouti i de kommende tre måneder. Vi søger med lys og lygte efter alternative muligheder, herunder bedre udnyttelse af havnen i Berbera gennem en hurtig forbedring af vejen fra Berbera til Etiopien. Vi overvejer også at bruge havnen i Sudan. Vejene i Sudan er ved at blive forbedret, og vejene i Etiopien skulle være i rimelig stand. Som min ven sagde ved starten på denne forhandling, er der naturligvis problemer på grund af konfliktområdet, og jeg vil blot gentage, hvad jeg startede med at sige. Jeg har været nødt til at deltage i alt for mange forhandlinger om lignende kriser i området omkring De Store Søer, i Etiopien, i Sudan og nu atter i Etiopien. Jeg vil gentage, at vi er bedre til at få hjælpen frem nu, end vi var for 10 år siden, men det er utroligt frustrerende, at det overhovedet er nødvendigt med al denne hjælp. Med millioner af sultende mennesker er det særdeles frustrerende, at regeringerne bruger mindre formuer på våben og på at bekæmpe hinanden, når de i virkeligheden burde koncentrere sig om at bekæmpe sult, fattigdom og miljømæssige forringelser og kæmpe for større fødevaresikkerhed. Vi har en moralsk forpligtelse til at hjælpe landene med disse opgaver. Samtidig med at vi bekæmper hungersnøden, bør vi derfor også støtte kampen for fred. Vi giver vores fulde opbakning til alle dem, der kæmper for en fredelig løsning på de regionale konflikter, herunder OAU og EU-formandskabets særlige udsending, ambassadør Serri. De har vores uforbeholdne opbakning. Jeg må desværre tilføje, at erfaringerne viser, at de også har brug for vores bønner.
+Fru formand, jeg glæder mig først og fremmest over kommissær Pattens redegørelse, hvor han fortæller sandheden om EU-bistanden. Nu ser vi atter billeder i fjernsynet af sultende børn i Etiopien, og vi husker rædslerne i forbindelse med den seneste hungersnød på Afrikas Horn. Popstjerner og berømtheder kritiserer atter de europæiske institutioner og nationale regeringer for at gøre for lidt for sent. Det er forbløffende, hvor hurtigt nogle mennesker bliver eksperter, når en sådan situation opstår, og de kan få presseomtale uden at kende noget videre til baggrunden for den overordnede holdning. Krigen har splittet Somalia op i små enheder, hvilket gør det ekstremt vanskeligt for alle - institutioner såvel som ikkestatslige organisationer - at levere fødevarehjælp til den sultende befolkning. Hvem forhandler man med i sådan en situation? Etiopien har grænsestridigheder med Eritrea, hvilket betyder, at det meste af arbejdskraften er bundet i en krigsfront, og at den hårdt tiltrængte mad i begge lande omledes til soldater i stedet for sultende børn. Vi skal selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan, for at afhjælpe hungersnøden. Når der er tale om krigsførende lande, må vi imidlertid udelukkende yde humanitær bistand gennem ikkestatslige organisationer for at sikre, at hjælpen når frem til den sultende befolkning og ikke til krigsfronten. Vi skal overvåge situationen i Eritrea og om nødvendigt afbalancere den humanitære bistand. Vi har et stort ønske om, at de to lande skal underskrive en fredsaftale med OAU's mellemkomst, så vi kan genoptage udviklingsbistanden til begge lande i fuldt omfang. For nylig tilbragte jeg en uge i både Etiopien og Eritrea. Jeg besøgte flygtningelejre i begge lande og så med egne øjne befolkningens trængsler og fattigdom. Man kan ikke sige, at Etiopien har skreget på fødevarehjælp i de seneste to år, men krigen har sløret synet hos mange af observatørerne. Da jeg besøgte landet, bad de om hjælp. Jeg så stærkt underernærede børn, der havde alvorlig brug for sundhedspleje, mad og ordentlig husly. Jeg så familier, der boede i huler, hvor vandet løb ned af væggene, og feberplagede børn hostede tørt. Det ser slemt ud på fjernsynet, men det er hundrede gange værre, når man står blandt folk, der befinder sig i en sådan frygtelig situation. Jeg så imidlertid, at tyske ikkestatslige organisationer leverede fødevarehjælp til en lejr med 16.000 mennesker, der var spredt ud over 7 kilometer af hensyn til frygten for bombeangreb. Jeg så to stærke mænd, der løftede 50 kilos sække op på ryggen af to kvinder, som vaklede bort til deres plastboliger flere kilometer borte. Jeg så otteårige børn gå otte kilometer ud og otte kilometer hjem for at hente vand. De var heldige: De fik mad. Vi lærer åbenbart aldrig af fortiden. Det bør ikke være fjernsynskameraer og popstjerner, der gør os opmærksomme på sult og tørke. Der bør være et ordentligt overvågningssystem i de følsomme områder på det afrikanske kontinent. Det er måske en opgave for kommissær Pattens hurtige udrykningsenhed, som vi hørte om i går. Det er nødvendigt med en hurtig og determineret indsats.
+Fru formand, jeg tilslutter mig gerne hr. Pattens og hr. Corries ord. Vi var alle sammen vidne til kampen mod sulten for 10 år siden. Derefter besøgte vi mange projekter, og vi oplevede mange ting, såsom meget dygtige lokale landmænd, som var med til opbygningen både i Eritrea og i Etiopien. Jeg synes, det er uacceptabelt, at vi fra etiopisk side hører: Europa gør for lidt, De må sende fødevarer, mens man simpelthen bruger den logistiske kapacitet, lastbilerne, vejene og også pengene, til en regional krig. Det mindste, de to parter kan gøre, er at fastfryse de militære aktiviteter fuldstændigt. Når man taler om hurtigt at distribuere fødevarerne de rette steder, drejer det sig også om disse lastbiler, og disse lastbiler var styrken for både den bevægelse, som nu har ledelsen i Etiopien, og den bevægelse, som har ledelsen i Eritrea. Begge har en stor logistisk erfaring og viden og ligeledes stor sagkundskab. Hvis de virkelig anvender deres energi og vil gøre en indsats med det, som allerede nu er til rådighed, hvis de vil stille havne til rådighed, hvis de vil stille veje til rådighed, har de en stor kapacitet. De taler om, at alt ansvar ligger på vores side. Der ligger et enormt ansvar på Etiopiens og Eritreas side, og dette må man ikke forsøge at vælte over på os med billige pr-aktioner. De er sammen ansvarlige. Denne militære handel skal fastfryses, man skal forsøge at nå frem til en fredsaftale, og i mellemtiden skal den militære lastbilskapacitet og mandskabet anvendes der, hvor det er nødvendigt. Det andet punkt vedrører fødevarerne. Der er nu en enorm trang til at sende fødevarerne meget hurtigt. Vi har den erfaring, at det kan gå helt galt på grund af den måde, hvorpå de distribueres, og hvorpå de forbliver i pakhuse. Forsøg også at holde øje med det med al den forhåndenværende kapacitet - det vil EU's nuværende overvågningsinstanser i Etiopien bestemt gøre. Kan man købe noget lokalt i regionen? Vi har med rette helt ændret vores fødevarebistandspolitik; vi skal ikke sende vores overskud dertil, men se, om der kan købes noget i området. For alt, hvad der kan hentes og ordnes lokalt, hjælper økonomien der, og man undgår at forstyrre den lokale situation. For i sidste instans er det strukturelt det, som hver gang forårsager ulykken foruden krigene. Jeg håber, at kapaciteten med hensyn til tidlig varsling, som mange sagkyndige beskæftiger sig med, også indbygges i vores evne til tidligere at opfange signaler. Det er ikke let. Alle ved det, men det kunne hjælpe enormt, hvis dette billede af uhensigtsmæssig handlen fjernes. Det endelige ansvar har først og fremmest Etiopien og Eritrea. Jeg støtter helhjertet alle foranstaltninger, som Kommissionen træffer på dette område.
+Hr. formand, hvorfor gentager den katastrofale historie i Afrika sig til stadighed, spørger kommissær Patten med rette sig selv. Igen trues millioner af mennesker af hungersnød. Årsagen hertil ligger ikke kun i den ekstreme tørke. Skylden ligger først og fremmest hos de overordentligt uansvarlige ledere, som synes, at kampen om et stykke tør jord er vigtigere, end at deres egen befolkning dør. Det er da himmelråbende, at regeringerne i det ludfattige Etiopien og Eritrea i stor udstrækning har købt moderne våben i stedet for at opbygge tilstrækkelige fødevarelagre. Først og fremmest Etiopiens forblindede regering bidrager ved at være så hårdnakket til, at dens egne landsmænd lider. Hvordan kan det ellers forklares, at Etiopien afviste tilbuddet om at bruge havnene i Massawa og Assab? Følgen er, at en stor del af landets egen befolkning ikke kan nås. Den Afrikanske Enhedsorganisation og Den Europæiske Union må i Algier sætte Etiopiens og Eritreas regeringer under det størst tænkelige pres for at bilægge deres strid, og ulandsmedarbejderne må øjeblikkeligt have sikker adgang til befolkningen. En etiopisk minister har sagt, at det internationale samfund først reagerer, når skeletterne vises i fjernsynet. Han undlod at sige, at det ikke kun er mangel på regn, men frem for alt mangel på et ordentligt styre, der er årsagen til de makabre billeder. Jeg er glad for, at kommissær Patten har reageret på kritikken af, at den europæiske hjælp svigter. Ikke desto mindre vil jeg spørge ham, hvad han har lært af det, som nu er sket for Europa. Det er vanskeligt ikke at blive fortvivlet over elendigheden på Afrikas Horn. Alligevel behøver vi ikke opgive håbet. Naturen kan kun gøre sit ødelæggende arbejde her, hvis mennesker svigter. Krig og dårligt styre er, når alt kommer til alt, menneskers arbejde. Afrikas katastrofale historie behøver ikke blive gentaget, hvis menneskeliv bliver vigtigere end skamløse lederes fejder.
+Hr. formand, hr. kommissær, det er frygteligt og skuffende for menneskets integritet, at vi med jævne mellemrum hører smerteskrig fra Afrika, der, mine damer og herrer, beder om mad og vand i det 21. århundrede. Hvorfor giver vi stadig anledning til dette? Har vi da ingen samvittighed? Den Europæiske Union tildeler færre og færre midler, mindre støtte, globalt set, til de fattige lande i Afrika. Hvordan kan denne situation så overraske os! Hvordan kan det være, at vi har lagre fulde af overskudsfødevarer, som vi ser os tvungne til at ødelægge, når de unødigt rådner op, eller når de ikke lever op til de forbrugsbetingelser, vi stiller? Der er grunde hertil, men ingen grund kan retfærdiggøre, at mennesker skal dø af sult. Det er ikke rigtigt, at vi er solidariske. Nej. Vi kommer kun for at slukke ildebranden med enkeltstående hjælpeforanstaltninger, uden en klar og resolut forebyggelsespolitik - når vi udmærket ved, at hungersnød i Afrika og generelt i den tredje verden forekommer regelmæssigt. Jeg håber, at de tildelte tusinder ton fødevarehjælp ikke lukker munden på kommunikationsmidlerne, så de bliver ved med at berette om dramaet i Afrika. Det, jeg siger, er ikke nyt. Det er blevet sagt en million gange, og det vil blive gentaget i fremtiden, men i dag kommer det fra sjælen, og jeg føler Afrikas smerte, som var det min egen. Hvornår får vi en Marshall-plan for Afrika? For at opnå det foreslår jeg, at man nedsætter en uafhængig og anset komité af internationale eksperter, som skal evaluere situationen sammen med de internationale organisationer og anvende en række hasteforslag og -initiativer til fødevarehjælp og sanitær hjælp. Den skulle kunne handle her og nu og planlægge fremtiden og stille al vores humanitære artilleri til rådighed for ngo'erne.
+Hr. formand, situationen på Afrikas Horn, og særlig i Etiopien, har antaget en sjælden dramatisk karakter og kræver af det internationale samfund, og navnlig af EU, opmærksomhed og hjælp til at forhindre en menneskelig katastrofe uden lige. Det er rigtigt, at der allerede er blevet gjort noget, og jeg tænker her på den fødevarehjælp, som EU yder, således som hr. kommissær Christopher Patten netop har nævnt. Men man må ikke holde inde. Man må også overvinde alle de vanskeligheder, der er ude i området, så fødevarer og lægemidler så hurtigt som muligt kan nå frem til de befolkninger og til de udsultede og døende børn, der har brug for dem. Til det formål må man stå fast over for regeringerne i området, så de, på trods af den herskende politisk-militære situation, tillader og sikrer, at de internationale organisationer får hurtig adgang og transport til de steder, hvor den berørte befolkning findes, og at de garanterer, at nødhjælpen kommer frem til dens virkelige modtagere. Det er ligeledes afgørende, at disse internationale organisationer, særlig WHO, UNICEF og FAO, handler koordineret, hurtigt og effektivt og som nævnt får fødevarer og lægehjælp frem, men også eksempelvis sørger for at få den primære sektor i gang i områdets økonomi, så der kan findes en varig løsning på mellemlang sigt, hvilket kan ske, hvis der sendes teknikere og specialister af sted, der kan sikre gennemførelse af projekter på dette felt. Situationens alvor, og fordi der uomgængeligt skal vises en særlig og akut solidaritet med disse befolkninger, får mig afslutningsvis til at bede Kommissionen, og specielt de herrer kommissærer Christopher Patten og Poul Nielson, om at holde os regelmæssigt og detaljeret informeret om situationens udvikling og især om de foranstaltninger, som De har i sinde eller er i gang med for at afhjælpe den.
+Hr. formand, den etiopiske regering bebrejdede i sidste uge det internationale samfund, at det ikke reagerer tilstrækkeligt alert med at sende fødevarer til landets sultne befolkning. Donatorerne, herunder Den Europæiske Union, skulle ikke have opfyldt deres løfter. Jeg deler kommissærens mening, at bebrejdelsen fra Addis Abeba i hvert fald er malplaceret. Malplaceret, fordi den kommer fra en regering, som i to år har været forviklet i en vanvittig grænsekrig med et naboland, Eritrea. I hundredvis af millioner dollar, der var livsvigtige til velfærdsforanstaltninger og forøgelsen af fødevareproduktionen, er allerede pumpet ind i krigsmaskinen, og på det tidspunkt, da den etiopiske udenrigsminister overøste det internationale samfund med skældsord, verserede der rygter om, at hans regering havde købt et militærfly af Den Russiske Republik. Det er på høje tid, at den etiopiske regering påtager sig sit ansvar og gør alt for at bringe krigen med Eritrea til ophør. Således kan den omsider koncentrere sig om landets økonomiske og sociale udvikling, hvorved en sådan hungersnød kunne undgås. Men også bistandsindustrien, og det vil jeg fremhæve, må holde op med ensidigt at give det internationale samfund skylden og på denne måde give det lokale regime et alibi. Nødhjælp er absolut nødvendig, og den skal øges, men udviklingshjælp til begge krigsførende regeringer skal knyttes til godkendelsen og gennemførelsen af OAU's fredsaftale. Som tegn på goodwill kan den etiopiske leder allerede nu begynde med at acceptere tilbuddet fra hans kollega fra Eritrea om en humanitær korridor, eller vil én mands stolthed og ego atter veje tungere end millioner af landsmænds interesse?
+Hr. formand, sult og Etiopien er to begreber, som synes nært beslægtede, og som giver smertelige associationer. I dette hjørne af Afrika, som er hjemsted for så mange plager, er 16 millioner mennesker ramt af hungersnød, heraf otte millioner i Etiopien. De venter på hjælp. I Ogaden, i det sydøstlige Etiopien, som er den hårdest ramte region, er der ikke faldet regn i mere end tre år. Begreberne tørke og regntid giver ikke længere mening. Så naturligvis må vi reagere. Og reagere hurtigt. Vi ved kun alt for godt, at vores tøven og vores forsinkelser koster menneskeliv. Jeg vil derfor gerne takke Rådet og Kommissionen for den indsats, der allerede er gjort, og for de redegørelser, vi netop har hørt. Det internationale samfund giver tilsagn om nødhjælpsrationer i størrelsesordenen 800.000 ton, og disse må selvsagt afsendes straks. Landene i det hungerramte område må så til gengæld gøre deres yderste for at sikre, at hjælpen når frem, i særdeleshed give adgang til havne, veje og infrastrukturer. Den pågældende region hærges imidlertid fortsat af en konflikt, som i den nuværende situation forekommer ekstra meningsløs. Hvert eneste gevær, hver eneste kugle, der indkøbes, bidrager til at forværre den i forvejen uholdbare økonomiske og sociale situation og forværre fødevaresituationen. Vi bør derfor kræve, at Eritrea og Etiopien indstiller alle militære aktiviteter, og at landene i stedet sætter alle kræfter ind for at hjælpe befolkningen, både hvad logistik og mandskab angår. Våbenlarmen har alt for længe fået lov til at overdøve de hungerramtes skrig. Vi henstiller derfor til lederne i Etiopien og Eritrea, at de viser besindighed og indstiller konflikten, således at der med udgangspunkt i den af OAU udarbejdede fredsplan hurtigt kan opnås enighed om de tekniske detaljer. Nu og her må vi selvsagt koncentrere os om at hjælpe den lidende befolkning.
+Hr. formand, for fire år siden kunne vi på fjernsynsskærmen se død og elendighed i Etiopien. Kameramændene forlod Etiopien, men det gjorde døden og elendigheden ikke. Sult og død hærger fortsat landet. Etiopiens befolkning beder om regn. Desværre ser de kun kugleregn. Befolkningen tørster efter vand, mad og medicin. Desværre oplever de kun, at deres land og deres hjem smadres af de tanks og fly, som vores regeringer leverer til politikerne i Etiopien og Eritrea. Disse politikere hungrer efter magt. De strides om grænser, mens befolkningen dør. De nationale flag vajer på parlamenter og præsidentpaladser, men befolkningen ser desværre kun dødens flag. Sult, sygdom og død er kendetegnende for disse lande. Magtbegæret skal ikke have lov til at tilsidesætte livslysten. Hr. Patten nævnte en række foranstaltninger, som EU har truffet for at hjælpe. Hjælpen er modtaget med taknemmelighed, men den bør sættes i perspektiv. 16 millioner mennesker sulter, og der er leveret 15.000 ton fødevarehjælp. Jeg accepterer, at der er logisitikproblemer, men der er tale om mindre end ét kilo mad pr. person. Der er ikke givet nogen tidsfrist, og det vil med andre ord sige, at dette kilo skal vare evigt. Foranstaltningerne er palliative. De dulmer symptomerne, men helbreder ikke sygdommen. EU skal gå i spidsen i bestræbelserne på at løse dette alvorlige problem, og det kan den kun gøre ved for det første at standse våbenleverancerne til de krigsførende parter og sørge for, at vi bruger vores indflydelse over for leverandørerne. Dernæst skal den lære indbyggerne, hvordan de dyrker jorden og høster, oplagrer og behandler afgrøderne, så de kan blive uafhængige og få selvtillid i stedet for at forblive tiggere resten af livet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg synes, at vi har haft en meget vigtig debat i dag, og at den demonstrerer det engagement og den opmærksomhed, som Europa-Parlamentet viser humanitære spørgsmål, herunder det, som har været drøftet her i dag. Jeg mener, at kommissær Christopher Pattens indlæg har klargjort ikke blot tankerne bag den indsats, der har fundet sted, men også bevidstheden om, at denne situation er utålelig, og at Europa-Kommissionen vil forholde sig beslutsomt til den såvel i form af en konkret indsats som en overvågning af den i fremtiden. For vores vedkommende, for Rådets vedkommende, vil jeg gerne sige, at det har den største interesse i, at situationer af denne art kan overvåges og følges permanent i nært samarbejde med Kommissionen. Vi mener, at det er vigtigt, at der i EU dannes en bevidsthed om, at vi skal sætte stadig mere ind over for disse humanitære spørgsmål, og at EU og dens medlemsstater i de relevante internationale organisationer skal søge at sikre, at disse spørgsmål får prioriteret opmærksomhed. For få dage siden havde vi topmødet mellem EU og de afrikanske lande. Det var et topmøde, hvis udvidede dagsorden gav anledning til det, som vi håber bliver det første i en række af møder i en organiseret dialog mellem Europa og de afrikanske lande netop med henblik på en mere integreret vision, en vision, der omfatter alle de spørgsmål, der i dag berører det afrikanske kontinent, og som ikke er ligegyldige for os. Og det er værd at have dette helt klart: De er ikke ligegyldige for det europæiske kontinent af en lang række grunde, også grunde, der vedrører det europæiske kontinents egen sikkerhed og stabilitet. Vi mener, at dialogen med de afrikanske myndigheder er vigtig, ligesom dialogen med de subregionale myndigheder. Det er meget vigtigt at sikre en sammenhængende indsats til konfliktforebyggelse og oprettelse af hurtige interventionsmekanismer i disse situationer, og uden denne kollektive og organiserede dialog kan det ikke lade sig gøre. Det bliver ikke gennem ad hoc-aktioner, gennem punktvise indgreb, at det vil lykkes os at løse problemerne. Hvis vi ikke formår at organisere det internationale samfund, og organisere det både inden for de verdensomspændende internationale organisationer og inden for de mere regionale organisationer, vil vi ikke være i stand til at imødegå de kriser, der systematisk rammer især de mest sårbare lande. Jeg mener, at EU har et særligt ansvar på dette felt og har en tradition, der nærmest er en del af vores civilisation, for den måde, hvorpå denne type problemer behandles, og har en samvittighed og en ansvarsfølelse, som debatten i dag her i Parlamentet har vist så godt.
+Mange tak, hr. minister. Jeg har i henhold til forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget fem beslutningsforslag. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted på torsdag.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0069/2000) af Lagendijk for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om meddelelse fra Kommissionen om stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det sydøstlige Europa (KOM(1999) 235 - C5-0124/1999 - 1999/2126(COS)).
+Hr. formand, jeg vil i den tid, jeg har til rådighed, først og fremmest tale om finansieringskonferencen om stabilitetspagten, som netop har fundet sted, fordi det i mine øjne er mere fornuftigt at koncentrere mig om den end om teksten i min betænkning, som naturligvis er skrevet med henblik på denne konference. Om denne konference vil jeg generelt sige følgende. Jeg tror, at man kan sige, at den var en stor succes, ikke blot på grund af pengene, men også på grund af den kendsgerning, at hovedvægten under konferencen faktisk lå på projekter, som knytter forskellige dele af regionen indbyrdes til hinanden, hvilket er en af de centrale punkter i betænkningen og hele hensigten med stabilitetspagten. Det regionale samarbejde er et af de afgørende punkter i stabilitetspagten. Jeg synes, det var rart at se, at denne indsats faktisk var til stede i alle arbejdsgrupper under konferencen. Den var også en succes, og det siger jeg ikke kun for at give kommissæren en kompliment, fordi det var tydeligt, at Den Europæiske Union, Kommissionen, omsider gik i spidsen, selv om den efter min mening lidt for længe forholdt sig passiv. Det var de generelle bemærkninger om finansieringskonferencen. I anledning af denne konference vil jeg fremhæve fem centrale punkter i min betænkning. For det første finansieringen. Alle afventede spændt, hvilket beløb kommissæren ville komme med. Han kom i sidste instans med 530 millioner. Jeg må sige, at det var et temmelig kreativt bogholderi, for af disse 530 millioner var 50% gamle penge fra før 2000, fra Obnova- og Phare-programmerne, og 30% var fra de samme programmer for år 2000. Når alt kommer til alt, drejede det sig således kun om få nye penge. Dette er ikke nogen bebrejdelse af Kommissionen, men det er en konstatering, en konstatering, som naturligvis er mere presserende, når vi ved, at der stadig er 5,5 milliarder til rådighed, et beløb, som navnlig Den Europæiske Investeringsbank engang nævnte, og som senere blev overtaget af kommissionsformand Prodi, og hvorom det stadig er fuldstændigt uklart, i hvert fald for mig, hvordan det skal tilvejebringes i det kommende år. Spørgsmålet til kommissæren lyder derfor, hvordan det ser ud med det første år, 2001. Hvordan går det med forberedelsen af budgettet for stabilitetspagten? Hvad er hans reaktion på de stadig kraftigere røster, f.eks. fra Rådet og fra medlemsstaterne, om, at disse 5,5 milliarder til den vestlige del af Balkan og førtiltrædelsesstøtten til Bulgarien og Rumænien er at stræbe alt, alt for højt, og at et meget lavere beløb ville være langt mere realistisk, når det f.eks. drejer sig om absorptionskapacitet? Jeg går ind for på forhånd at holde fast ved disse 5,5 milliarder. Jeg er blot meget spændt på, hvordan Kommissionen agter at skrabe disse penge sammen. Der var også kravet om, at projekterne, planlægningen, under denne konference skulle spredes over alle arbejdsgrupperne: Demokrati, genopbygning og sikkerhed, idet vi ved, at en bro nu engang er dyrere end et træningscenter eller et minerydningsprogram. Jeg må desværre konstatere, at når man efter konferencen gennemgår tallene systematisk, er hovedvægten forskudt temmelig meget i retning af genopbygning. Af 4,2 milliarder er 80% genopbygning, 17% demokrati og kun 3% sikkerhed. Jeg opfordrer Kommissionen til, og omtrent samme holdning ses også i tilsagnet fra Europa, virkelig at tage 3-4% alvorligt og til at udvide dette. Jeg erindrer blot om en tragisk beretning i avisen i morges om, at tre børn så sent som i går i nærheden af Sarajevo stødte på en mine og blev dræbt. Et minerydningsprogram falder ind under sikkerhed, er bestemt vigtigt og må ikke glemmes. For det tredje opfordringen i betænkningen, støttet af Rådet (almindelige anliggender), til, at handelsbegrænsningerne for landene burde ophæves asymmetrisk og om nødvendigt ensidigt, med den tanke i baghovedet, at handel på længere sigt er lige så vigtig som subsidier. Hvordan står det til hermed? Hvad agter Kommissionen at gøre for på kort sigt at ophæve disse ensidige handelshindringer? For det fjerde er der ngo'erne. Jeg må til min beklagelse konstatere, at der lægges overordentlig lidt vægt, både under forberedelsen og under gennemførelsen, på ngo'ernes rolle, navnlig de lokale ngo'er, så meget mere som man ser, hvad man ved om stabilitetspagten i området. Jeg er overbevist om, at inddragelsen af lokale ngo'er er nødvendig for at øge programmernes kvalitet, men også for i området at øge kendskabet til stabilitetspagten, til, hvad vi nu præcist agter at gøre. Til sidst er der opgavefordelingen. Hvem skal overvåge, at alle disse planer hurtigt og effektivt omsættes til praksis? Jeg vil gerne give kommissæren et råd. I sidste uge blev han beskyldt for, at han ville save noget af kommissionsformand Prodis stoleben. Hvis De nu absolut vil save noget af stolebenene, vil jeg gerne foreslå Dem at tage hr. Solanas stoleben. Efter min mening har han, i høj grad uberettiget, fået en ledende rolle på Balkan. Det forekommer mig at være meget mere logisk, at Kommissionen, kommissær Patten, får denne ledende rolle med henblik på hurtigt og effektivt at gennemføre denne stabilitetspagt.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg vil først gerne lykønske ordføreren, hr. Joost Lagendijk, for den fremragende og væsentlige betænkning, som han har udarbejdet, og det er min opfattelse, at denne debat, som er fremkaldt af hans betænkning, ikke kunne være kommet på noget bedre tidspunkt. Som De ved, gentog Det Ekstraordinære Europæiske Råd, der fandt sted i Lissabon, den strategiske prioritet, som fred og stabilitet i det sydøstlige Europa har for EU, og dette spørgsmål står derfor såvel på EU's umiddelbare dagsorden som permanent på den politiske dagsorden for vores indsats. EU er uden sammenligning den instans, der bidrager med størst bistand til denne region. Mellem 1991 og 1999 var EU's samlede bistand til det sydøstlige Europa, inkluderende både Fællesskabets og medlemsstaternes, på mere end 19,3 milliarder euro. EU er også den vigtigste handelspartner for alle regionens lande, som EU giver værdifulde handelsfordele, og flere tusinde militærfolk, politifolk og civile fra EU er aktive i regionen, særlig i Kosovo. Som sagt, hr. formand, læser vi med den største interesse ordførerens konklusioner om stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det sydøstlige Europa. Vurderingen af stabiliserings- og associeringsprocessens styrke og mangler giver bestemt stof til eftertanke, og jeg skal forsøge at kommentere nogle af betænkningens tanker på dette punkt. Som sagt bekræftede Det Europæiske Råd i Lissabon, at vi fortsat har som overordnet mål, at landene i regionen integreres mest muligt i Europas politiske og økonomiske system. Stabiliserings- og associeringsaftalerne udgør et afgørende element i denne politik. Som ordføreren meget præcist har bemærket, træder disse nye aftaler ikke umiddelbart i kraft, fordi vi først skal forberede, forhandle og afslutte hver enkelt af dem. Ordføreren konkluderer derfor, at der må skabes en slags mellemfristet regionalt stabiliserings- og udviklingsprogram. Jeg er ikke nødvendigvis overbevist om, at denne analyse er den rigtigste måde at løse problemet på. Områdets generelle stabiliseringsproces kan slet ikke reduceres til blot at dreje sig om aftaler. Det er klart, at de så at sige er det mest synlige og bemærkelsesværdige i denne proces, men den indeholder andre vigtige instrumenter som f.eks. præferencehandelsaftaler, direkte bistand fra EU og den politiske dialog. Flere af landene har allerede handelsfordele, og det blev bekræftet på Det Ekstraordinære Europæiske Råd i Lissabon, at stabiliserings- og associeringsaftalerne skal foregås af en større asymmetrisk liberalisering af handlen, der netop favoriserer disse lande i deres bilaterale handel med landene i Unionen. Stabiliserings- og associeringsprocessernes bagvedliggende tanke er jo tilstrækkelig fleksibel og vidtfavnende til at sikre et konstant projekt på dette område. Hvad angår aftalerne, så betyder det forhold, at det tager noget tid at udarbejde dem, ikke, at hele stabiliseringsprocessen sættes på spil. Dét er ikke EU's erfaring i lignende regionale processer tidligere. Derfor håber vi ligesom i andre globale aftaler at kunne råde over midlertidige aftaler, der omfatter perioden mellem undertegnelsen og ratificeringen af disse aftaler, idet der skal tages højde for, at der normalt går en snes måneder herimellem. Det bør også nævnes, at vi allerede opretholder aftalemæssige forhold i form af handels- og samarbejdsaftaler med Albanien og med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. De nye aftaler, der bliver mere omfattende, men også mere krævende for vores partnere, eftersom de indeholder betingelser af mere politisk karakter, hvilket selvfølgelig afspejler det, der nu er Unionens standard på dette område, skal netop erstatte de eksisterende aftaler i disse to tilfælde, skal samle sig meget mere om regionalt samarbejde end de nuværende aftaler og skal indeholde bestemmelser om samarbejde inden for retsvæsen og indre anliggender, et område, der er af allerstørste betydning for fremtidens Europa. Der er blevet indledt forhandlinger med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien om stabiliserings- og associeringsaftalen. Den albanske regering har for nylig meddelt sin reaktion på den gennemførlighedsundersøgelse om indledning af forhandlinger, som Europa-Kommissionen har udarbejdet, og Rådet vil om kort tid analysere denne rapport. Som følge af de indenrigspolitiske forandringer er Kommissionen også ved at forberede gennemførlighedsundersøgelse for Kroatien, som Rådet håbet at kunne se på umiddelbart før eller umiddelbart efter sommeren. Til Bosnien-Hercegovina er der under hensyntagen til et ønske fra de lokale myndigheder blevet sendt en køreplan, et såkaldt road-map, hvis effektuering skal lede videre til en gennemførlighedsundersøgelse af forhandlinger om en aftale af samme art. Dette arbejder går fremad i en god rytme, idet vi selvfølgelig i dette særlige tilfælde skal være forsigtige og ikke skabe overdrevne forventninger, da den lokale virkelighed heller ikke gør, at vi er overdrevent optimistiske i denne sag. Hr. formand, tillad mig her kort at omtale den nye forordning. Eftersom vi er blevet enige med Europa-Parlamentet om, at vi skal skabe et ensartet retsgrundlag for bistand til regionen, afventer Rådet et forslag fra Europa-Kommissionen om en forordning fra Rådet, der skal træde i stedet for den bistand, som er ydet regionen gennem programmerne Phare og Obnova, og de anbefalinger, som den giver, bliver et værdifuldt bidrag til de debatter, som vi skal tage hul på i Rådet om dette spørgsmål. Jeg har i denne forbindelse bemærket, at betænkningen fremhæver, at genopbygningen ikke kun skal forstås i rent fysisk og økonomisk henseende, men også betyder en social, samfundsmæssig og institutionel genopbygning, de væsentligste mål for vores faktiske genopbygningstrategi for dette område. Det drejer sig nemlig ikke kun om en rent materiel, men om en global stabilisering. Ordføreren omtaler også kort stabilitetspagten, inden for hvilken vi har samarbejdet med disse fem lande og med de lande, der indgår i udvidelsesprocessen. Den nylige regionalkonference om finansiering, der blev organiseret sammen med Europa-Kommissionen og Verdensbanken i tæt samarbejde med den særlige repræsentant for stabilitetspagten, har betydet et mærkbart skub fremad for pagtens mål om at sætte nyt liv i reformprocesserne og stimulere det regionale samarbejde, ligesom den har vist, at stabilitetspagten nu er kommet ind i en moden fase, og at den kan og bør udvikles videre. Vi tror, at den gensidige indsats er nøglen til succes for pagten, og jeg mener, at dette punkt fremstod klart i den diskussion, som vi for nylig havde på den konference, som Europa-Kommissionen og Verdensbanken organiserede. Den indsats, som landene i regionen skal yde i form af politisk-institutionelle reformer og ved at skabe et miljø, der befordrer økonomisk fremskridt, udgør en fundamental bestanddel af denne pagt. Til gengæld støtter det internationale samfund reformarbejdet, og donorerne og finansieringsinstitutionerne har lovet eller har tilvejebragt sammenlagt 2,4 milliarder euro. Af dette beløb har EU - Kommissionen og medlemsstaterne - lovet eller tilvejebragt 1,08 milliarder euro alene. Det internationale samfund har navnlig finansieret en hurtig opstartpakke på 1,8 milliarder euro, der blev præsenteret på konferencen, og som har muliggjort den finansiering, der er nødvendig for at sætte fart i forberedelsen og gennemførelsen af projekter og initiativer i den kortsigtede pakke. Konferencen er dog som sagt kun ét punkt, et første skridt i en lang proces. EU er beredt til at spille en ledende rolle i denne sag og til at sikre en sammenhængende behandling af hele opfølgningsprocessen. EU er ligeledes parat til at følge og bistå regionalreformprocesserne på en måde, der kan svare til de anstrengelser, som det enkelte land faktisk udfolder, så de kan præmieres ved fremskridt i processen med de nye instrumenter, og så der derved kan ske en økonomisk og social udvikling hen imod det, der er europæiske standarder. Med undtagelse af Beograd, hr. formand, ærede medlemmer, har alle regeringer i regionen forstået, at de må slå ind på reformernes vej. Jeg vil imidlertid gerne gøre det klart, at Rådet mener, at vores fælles anstrengelser vil være ufuldstændige uden Serbien. Et demokratisk og samarbejdende Serbien, i fred med dets naboer, vil blive budt velkommen i den europæiske familie, og vi må være klar over, at regionens globale stabilitet ikke bliver fuldstændig, så længe et land er kilde til ustabilitet. Jeg ser gerne, at dette budskab vedrørende Serbien modtages af det civile samfund dernede, og at den støtte bliver bekræftet, som vi yder Montenegro og de stabiliseringsbestræbelser, som dette lands regering udfolder. Vi bemærker også, og for at slutte, at det ærede medlem ønsker, at det europæiske genopbygningsagenturs kompetenceområde ikke begrænses til Kosovo. På sit møde den 20. marts bad Rådet Kommissionen om at forberede et forslag og fremlægge det for Rådet med henblik på at inkludere Montenegro i dets mandat. Parallelt hertil foregår der overvejelser om en mulig udvidelse af Den Europæiske Investeringsbanks aktiviteter. Til sidst vil jeg gerne nævne, at Rådet har anmodet dets generalsekretær, den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, om på vegne af Rådets formandskab og i fuld forening med Kommissionen at sikre sammenhængen i politikken for det vestlige Balkan. På det sidste Råd (almindelige anliggender) blev der givet en første præsentation af disse tanker, der netop hidrører fra hr. kommissær Christopher Patten og hr. Javier Solana, og vi er sikre på, at denne sag vil blive fulgt med den største opmærksomhed på de kommende møder i Rådet (almindelige anliggender), og at der vil blive taget effektive skridt til at føre denne politik ud i livet.
+Hr. formand, først vil jeg sige mange tak til hr. Lagendijk for hans betænkning. Jeg støtter ham helt og fuldt, og jeg synes det er herligt, når en kristelig demokrat helt og fuldt kan støtte en grøn betænkning, for det betyder, at vi sammen er på rette vej og sammen har gjort de samme erfaringer. Denne debat finder sted i dag på et gunstigt tidspunkt, som det allerede er blevet nævnt. Donorkonferencen havde i det mindste på papiret gode resultater. Der skal gives penge til projekter, som omsider kan give pagten et ansigt. Hidtil har den været som et fata morgana, resultatet var uhåndgribeligt. Nu skal arbejdet omsider i gang, og den kostbare snakken frem og tilbage er slut. Det er egentlig en skam, at koordinatorens læretid skulle vare så længe. De projekter i regionen, som Den Europæiske Union og Den Europæiske Investeringsbank nu har fastlagt, har allerede længe været ret indlysende for kendere af regionen. Vi kunne have indledt dem i efteråret, og det skulle vi ret beset have gjort. Jeg vil imidlertid også gå til angreb på Rådets afgørelser her og sige, at det ikke vidner om særlig megen vilje til effektivitet, når man opretter et genopbygningsagentur i Thessaloniki, sætter en koordinator ind i Bruxelles og så ikke sørger for indbyrdes samarbejde. Uden genopbygning ingen stabilitet og omvendt. Vi skal nu i en fart tilbageerobre det terræn, vi har mistet. Med 1,8 milliarder euro over de kommende 12 måneder kan der sættes en del i gang, så folk i regionen omsider kan se, at vi gør alvor af vores store ord om at bringe stabilitet til regionen. Stabiliteten kommer imidlertid ikke uden genopbygning og uden velfungerende institutioner. Og her skal der ske noget i en fart. Her er hver euro godt investeret, hvis den virkelig går til projekterne og ikke bliver hængende i trængslen af for mange bagmænd og for mange organisationer eller endog forsvinder på grund af korruption. Her skal vi være på vagt. Krigene i regionen har imidlertid i enhver henseende været dyrere, end alle de nødvendige foranstaltninger bliver for os. Idéen med en stabilitetspagt er god, fordi den navnlig tager sigte på grænseoverskridende foranstaltninger og dermed på konfliktforebyggelse. Nogle lokale politikere og regeringer har indset det og allerede etableret et grænseoverskridende regelmæssigt arbejdsniveau. Den Europæiske Union kan med en konsekvent anvendelse af dette instrument lægge grunden til en succesfuld, mønstergyldig politik. Men alle, der er med i stabilitetspagten, har brug for udholdenhed. At lægge grunden til stabilitet og befæste den kræver tid og kontinuitet. Det stiller især krav til aftagerlandene om at reformere deres forvaltning og deres institutioner, så der bliver mulighed for udenlandske investeringer og de selv mere og mere uafhængige af støtte udefra. Men stabilitet i regionen afhænger i høj grad på mange områder også af, at kriminelle magtsystemer afskaffes, og der opbygges retsstatslige strukturer som f.eks. i Bosnien. Valg er ikke noget universalmiddel. Man kan ikke vælge sig til et demokrati. Tag f.eks. valget sidste søndag i Republikken Srpska i Bosnien. Karadzics og Kraijniks partier blev de største. Netop en tilbagevending af flygtningene ville også bidrage til normalitet og demokrati, og derfor skal f.eks. flygtningekarrusellen Bosnien og Kroatien sættes i gang så hurtigt som muligt. Det koster penge. Minerydning, jobskabelse, skoler og sundhedsvæsen skal gå hånd i hånd med tilbagekomsten. Desværre har også de højtstående repræsentanter i Bosnien mistet megen tid. De fandt sig for længe i parallelle strukturer eller fremmede dem ligefrem. Hvad angår overvindelsen af den etniske spaltning, der blev skabt af krigen og desværre til dels videreført af Dayton, er vi langtfra så vidt, som vi kunne have været. F.eks. i Bosnien går det dårligt med organiseringen af reformen af retsvæsenet og det at få den til at fungere. Rettens domme implementeres overhovedet ikke. I stedet for at opretholde et protektorat i årtier skal der gøres en større indsats for den samlede stat Bosnien Hercegovina. Endu et par ord om idéen med stabilitetspagten. I lighed med Europas enhed kan det ikke kun dreje sig om at motivere stater, men også samfundsgrupper med deres interesser for det fælles mål. Med henblik på en stabilisering af det sydøstlige Europa skal de økonomiske, kulturelle og uddannelsespolitiske institutioner, der eksisterer eller skal oprettes i de enkelte stater, bringes frem til et stadig tættere samarbejde indbyrdes og med de tilsvarende europæiske institutioner. Vi bliver nødt til at gribe chancen nu og hurtigt skaffe eksempler, som viser også serberne i Jugoslavien, at det er bedre at befri sig for diktatoren Milosevic og så sammen med deres naboer at slå ind på vejen mod Europa.
+Hr. formand, med den betænkning om stabiliserings- og associeringsprocessen for landene i det sydøstlige Europa, som vi forhandler i dag, forsøger man, og jeg tror med succes, at skabe en fast politisk ramme til at behandle tragedien på Balkan. Det ligger uden for vores nuværende emne at bedømme hændelser og situationer, som er gået forud. Lad os gå ud fra, at vi i dag med denne betænkning vender os mod fremtiden og er i gang med at udforme fundamentet for en første, succesfuld og væsentlig EU-politik, på sin vis FUSP's første vellykkede handling. Men her må vi være opmærksomme på visse spørgsmål. Og hvilke er disse så? Det er ikke nogen hemmelighed, at på Balkan støder interesser fra mange sider og fra mange strategiske mål, der kun sjældent er ens, sammen. Det må under alle omstændigheder ophøre gennem entydige, politiske svar, som skal sendes ud i enhver retning. Men hvad er det for svar? Det første er, at FN's beslutninger for området skal overholdes til punkt og prikke. Det andet er, at områdets landegrænser ikke er til at forhandle, selv ikke hvis det er nødvendigt, at man i krisesituationer følger smidige former for administrativt selvstyre og decentralisering. Jeg vil gerne betone, at hvis nogen tror, at skabelsen af nye stater eller en omfordeling mellem staterne vil medføre en løsning, så tager de frygteligt fejl. Vi vil stadig stå over for en fortsat spænding på ubestemt tid. Et dominospil uden regler. Det er ikke nogen overdrivelse, når jeg siger, at vi i begyndelsen af 21. århundrede vil få en ny 30-års krig, som vi under alle omstændigheder desværre allerede har gennemlevet de første 10 år af. For det tredje bør politikken dreje sig om befolkningerne og kun dem. Det er også i Europas interesse. For det fjerde må spørgsmålet om økonomisk og institutionel omstrukturering få hasteprioritet. Gennem udvikling, demokrati og velstand vil de positive resultater dukke frem. Det er første gang, der skal tages stilling til et så komplekst problem lige uden for EU's egen dør. Det er vigtigt, at vi opnår politisk troværdighed og viser EU's egnethed. Det er en satsning, som skal vindes. Jeg håber, at Lagendijk-betænkningen vil opnå den samme meget store støtte i Parlamentet, som den opnåede i Udvalget om Udenrigsanliggender, og giver på den måde udtryk for vores alles vilje til en positiv og stabil udvikling.
+Hr. formand, jeg skal takke ordføreren for en betænkning, som Den Liberale Gruppe fuldt ud kan bakke op om. Jeg vil gerne tage et emne op, som hverken er nævnt i kommissionsmeddelelsen eller i betænkningen, og dermed løbe risikoen for, at man siger, at jeg bevæger mig på et for lavt niveau. Det emne, jeg vil tage op, er kvinders inddragelse i genopbygningsprogrammet, og jeg gør det, fordi kvinder og børn jo altid har været de meget store ofre, når der er tale om konflikter, borgerkrige og krige i det hele taget. Overgreb på kvinder, voldtægt, drab, tortur er daglig kost og har været daglig kost i de sidste mange år i landene i Sydøsteuropa. Jeg tror, at det er fuldstændig afgørende, hvis man skal fremme en kulturel forståelse, og hvis man skal lave et ordentligt genopbygningsprogram, at kvinder inddrages - og inddrages meget centralt - i processerne. Jeg tager dette emne op, fordi der heldigvis er sket lidt, men ikke nok i virkeligheden. Det er nemlig sådan, at der er etableret en gender task force under arbejdsgruppe 1, men det er jo ikke sket, fordi der er kommet et initiativ ovenfra, men fordi der er kommet et initiativ nedenfra, idet en række kvinder har henvendt sig til arbejdsbordet - om jeg så må sige - og spurgt, om det ikke var rimeligt, at de på en eller anden måde fik en central placering i hele genopbygningsarbejdet. Det er nogle helt konkrete, jordnære ting, disse kvinder har foreslået, det er opbygning af et ordentligt program for kvinder, det er inddragelse af kvinder i de almindelige udviklingsplaner, og drejer sig selvfølgelig også om at få kvinder til at stille op til valgene på såvel lokalt, regionalt som nationalt plan. Men skal det lykkes, så er det altså nødvendigt, at disse kvinder også får nogle penge til projekterne, for ellers lader det sig ikke gøre, og det er små penge i forhold til de øvrige penge, der forhåbentligvis ender med at komme til udbetaling i dette område. Jeg skal derfor bede såvel rådsformanden som kommissæren om i det fremtidige arbejde at være opmærksom på, at kvinderne bliver inddraget i opbygningsprocesserne. Jeg tror faktisk ikke, projektet lykkes, hvis ikke dette sker.
+Hr. formand, til trods for de positive ting, der ligger i betænkningen, indordner den sig under stabilitetspagtens krav og påbud. Den accepterer altså faktisk, at ulven sættes til at vogte fårene. Stabilitetspagten er i Østeuropa kendetegnet ved indgreb, idet den foregiver at forsvare menneskerettighederne og demokratiet. Jeg skal undlade endnu en gang at nævne, hvordan EU behandler de slående overtrædelser af menneskerettighederne i Tyrkiet og andre steder samt de skærende overtrædelser af disse rettigheder inden for EU's egne grænser med sin dobbeltmoralske politik. Jeg vil foreløbig konstatere, at denne pagts virkelige formål er at gøre områdets lande politisk og økonomisk afhængige, at udplyndre deres rigdomme og udnytte deres arbejdskraft. Særligt foruroligende, sådan som det betones i betænkningen, er det, at man i området vil efterprøve - og jeg refererer - "EU's evne til at udvikle en effektiv, civil og militær krisestyring, der tager sigte på konfliktforebyggelse". Der forberedes altså nye indgreb, sågar militære, der skal ændre området til et protektorat. Et eksempel på, hvad der kan ske, er den tragiske situation, der er opstået efter NATO's og EU's forbryderiske angreb på Kosovo og i al almindelighed i Jugoslavien. Desuden er respekten for grænserne ikke et spørgsmål om generaliserende proklamationer og ønsker, sådan som de forefindes i betænkningen, men om i praksis at respektere landenes territoriale suverænitet og integritet, altså det stik modsatte af, hvad EU og USA gør. Det er tydeligt, at tilhængerne af denne stabilitetspagt ønsker at knække enhver modstand mod deres planer, især når denne udstikker en kampvej. De forsøger enten med vold eller med økonomisk afpresning at terrorisere befolkningerne og at underkaste dem den nye orden. Spørgsmålet er, på grundlag af hvilket princip i international ret de handler således. Da vi altså er overbeviste om, at stabilitetspagten vil påføre områdets befolkning nye ulykker, mens den styrker USA's og EU's herredømme, stemmer vi imod betænkningen, og vi vil indlede en kamp mod pagten til fordel for fred, venskab og solidaritet mellem folkene.
+Hr. formand, til hr. Lagendijks inspirerende, fortræffelige betænkning vil jeg gerne fremsætte tre bemærkninger. For det første understreger stabilitetspagten for Sydøsteuropa det regionale samarbejde på Balkan. Netop dette samarbejde ønsker Den Europæiske Union fuldt ud at anspore til. Men der er i øjeblikket for meget galt med dette regionale samarbejde. Indbyrdes national prestige- og konkurrencetrang skader de elementære bestræbelser efter de fælles interesser og forsinker på den måde en hurtig gennemførelse af den fornyende stabilitetspagt. Kraftigt modspil fra Den Europæiske Unions side er her påkrævet. Dertil passer samtidig et uegennyttigt og mere afbalanceret udvalg af de regionale bistandsprojekter. For det andet anser jeg punkt 26 i Lagendijk-betænkningen for at være en prima idé. Stabilitetspagten er faktisk også af stor betydning for den udvidede region. Derfor fortjener Republikken Moldova bestemt chancen for at deltage direkte heri. Alternativet er jo, at Moldova ellers risikerer at havne i en slags politisk ingenmandsland. Desuden er Moldova kulturpolitisk knyttet til det tilstødende Rumænien, og når sidstnævnte land falder ind under stabilitetspagten, så skal Moldova også gøre det. For det tredje kan denne stabilitetspagt, hvis den forløber heldigt, danne en gunstig præcedens for landene mod øst, nemlig en udvidelse af pagten i retning af det i øjeblikket så ustabile Kaukasus. Underskriver Rusland ikke også nu stabilitetspagten for Sydøsteuropa?!
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer, først vil jeg gerne gratulere hr. Lagendijk med hans udmærkede betænkning. Jeg synes, det er rart og særdeles frugtbart, at der på tværs af flere grupper er opnået enighed om, hvorledes man kan tage fat på problemerne i det sydøstlige Europa - man kan også igen sige Balkan, efter at en repræsentant for Kroatien på mødet med fru Pack i formandsstolen meget interessant gav udtryk for, at de endog igen turde sige, at Kroatien hører til Balkan. Vi skal se på Balkan eller det sydøstlige Europa - hvad vi nu vil kalde det - som helhed, fordi sammenhængene i meget høj grad er til stede. Men det må ikke hindre, at vi reagerer forskelligt på forskellige lande afhængig af, hvorledes de er rede til at deltage i denne samlede proces. Vi drøftede for kort tid siden Makedonien - jeg havde lejlighed til at udarbejde en betænkning her og takker endnu en gang for de andres støtte - nemlig en stabiliserings- og associeringsaftale. Nu gælder det først og fremmest Kroatien. Kroatien har været med til et politisk vendepunkt. Jeg vil ikke nu bagefter bedømme det, der var, men kun udtrykke håb om det, der skal komme. Vi skal derfor i høj grad støtte Kroatien på denne nye vej, som ikke betyder udelukkelse af oppositionen, men et forsøg på at tage oppositionen med. Der er imidlertid en ny regering med en ny indstilling til flygtningespørgsmålet, til den økonomiske udvikling og navnlig til Europa. Jeg vil især anmode rådsformanden om, at han sammen med de øvrige 14 lande sørger for, at Den Europæiske Investeringsbank omsider også kan yde lån til Kroatien. Det er grotesk, at Kroatien desværre stadig ikke har mulighed for at få lån af Den Europæiske Investeringsbank. Også de øvrige lande skal man naturligvis se på med samme øjne og støtte. Det er klart. Det er der slet ingen diskussion om, men for øjeblikket står efter min mening Kroatien forrest. Når vi har nogle støttepunkter i den regionale udvikling som Makedonien, Kroatien og forhåbentlig også snart Albanien, er det muligt her at skabe et netværk af stabilitet i det sydøstlige Europa. Det sidste punkt, jeg her vil komme ind på, er donorkonferencen, som var en stor succes - jeg takker rådsformanden og navnlig kommissæren, fordi de bidrog til donorkonferencens succes - den koncentrerede sig først og fremmest om den materielle infrastruktur, og den har vi også brug for i det sydøstlige Europa. Men vi har også brug for en tilsvarende åndelig infrastruktur. Vi har brug for en holdningsændring hos befolkningen i denne region. Derfor vil jeg især anmode Dem om på trods af de rygter, vi har hørt, at alt, hvad der står i forbindelse med indlæring, med skole, med den såkaldte Graz-proces, det vil sige med holdningsændringen, ændringen af folks indstilling, solidaritet og tolerance, støttes i passende omfang. Beløbene er jo relativt små, og alligevel er det nødvendigt også at give befolkningen dér en vision om, at de hinsides det materielle - broer, veje, jernbaner osv. også har en fælles fremtid, når de forstår hinanden og støtter hinanden.
+Hr. formand, jeg vil gerne berøre tre punkter. Det første er, at Lagendijk-betænkningen indeholder interessante idéer og positive forslag, men jeg frygter meget, jeg frygter meget, at den er et skoleeksempel på en rapport, som ikke kan anvendes på Balkan med den politik, som EU fører. Når der mangler basale faktorer som respekt for Balkans grænser, når vi spiller hasard med Montenegro og Kosovo, når dette identificeres med den modstand, som man kunne have over for Milosevics styre, så tror jeg nok, at vi allerede er i gang med at underminere ethvert positivt skridt, som vi burde tage. EU må komme til den konklusion, at den skal respektere grænserne på Balkan, og det er noget ganske andet end den indstilling, som den har til Milosevic. Det andet punkt, som jeg gerne vil betone, er, at nu må den finansiering af en del af planerne for genopretningen, der medfører en formindskelse af landbrugsmidlerne, ophøre. Jeg mener også, at donorernes topmøde giver, eller ser ud til at give, denne mulighed. Det tredje, som jeg vil påpege her, er, at der findes dele af Grækenland, ja, Grækenland desværre, f.eks. Pieria amt, et turistområde i det centrale Makedonien, som har lidt enorme økonomiske afsavn, fordi turiststrømmen til dette område er ophørt. Disse ting bør vi også tage i betragtning inden for EU.
+Hr. formand, jeg vil ikke skændes med hr. Swoboda om, hvor Balkan begynder. Engang sagde man, at Balkan begynder ved Rennweg i Wien. Men uanset det er det således, at denne stabilitetspagt naturligvis lider under de involverede staters heterogenitet. Vi har ansøgerlande på første og på anden række. Vi har lande som Kroatien og Makedonien, som er i færd med at overhale ansøgerlande. Vi har stater som Bosnien Hercegovina og Albanien, hvor staten knap nok fungerer, og dernæst de to afgørende udfordringer, nemlig Jugoslavien eller Serbien, hvor det gælder om virkelig at få gennemført en demokratisering og udarbejdet en langsigtet strategi til en europæisering af Serbien. For det andet Kosovo, hvor vi aldrig vil få heldet med os, hvis der ikke etableres valgte politiske strukturer dér, og hvis der ikke kommer et perspektiv om, hvad der på længere sigt skal ske med dette område, som aldrig mere vil blive en serbisk provins. Vi må ikke længere vige uden om dette spørgsmål, ellers bliver det så at sige et forsøg på kun at kurere symptomerne. Men det er ikke kun dét, stabilitetspagten lider af, den lider også af mangel på troværdighed, mangel på de internationale organisationers og tillige Den Europæiske Unions troværdighed, som på grund af kompetencekaos, ødselhed og dårlig administration så at sige fører begreber frem, som man, hvis de ikke forekom hos os, ville stemple som typiske for Balkan. I denne region mister vi rigtig meget, hvad angår anseelse og respekt, og denne respekt og troværdigheden er ret beset endog vigtigere end de penge, man giver løfte om, og som så ikke kommer. Jeg er virkelig af den opfattelse, at vi her skal sørge for orden i Den Europæiske Union, og det skal først og fremmest ske ved en styrkelse af Kommissionen i dette spørgsmål. Hr. kommissær, jeg har stor tillid til Deres arbejde, men jeg må sige, at vi som Parlament også skal sørge for, at De kan udføre dette arbejde mere intensivt end hidtil. Her har vi brug for, at vores to institutioner arbejder sammen med henblik på at styrke EU og dens troværdighed.
+Hr. formand, jeg er også af den opfattelse, at denne betænkning er væsentlig og rigtig. Der er dog et par punkter, som jeg gerne hurtigt vil understrege. Vi husker på, at de sydøsteuropæiske lande er en af vores prioriteringer. Men vi skal passe på, at vi ikke får en masse prioriteringer, som vi ikke er i stand til at gøre noget ved, og vi skal passe på, at den ene prioritering ikke kommer i konflikt med den anden, for så bliver vi ikke særligt troværdige. Jeg tænker i den forbindelse på Middelhavspolitikken og på fredsprocessen i Mellemøsten, der ligeledes er prioriteringer. Vi skal derfor være konsekvente, hvilket jeg også vil minde Rådet om, når vi skal drøfte budgetspørgsmål. Det skal desuden understreges, at den regionale indfaldsvinkel er væsentlig og rigtig, og at det er vigtigt, at EU spiller en vejledende rolle i alt dette. Jeg opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til, at de, når de administrerer hele denne komplekse proces, er meget opmærksomme på balancen mellem pagtens regionale dimension og de bilaterale associerings- og stabiliseringsaftaler, for ellers risikerer vi at sende to modstridende budskaber til disse lande. Herefter vil jeg gerne fremhæve to andre punkter, nemlig det tidligere Jugoslavien og kriminaliteten. Hvad det tidligere Jugoslavien angår, bør vi efter min mening følge retningslinjerne i betænkningen og lempe embargoen over for civilbefolkningen for til sidst at lade den forsvinde helt, for Milosevic bliver siddende, så længe vi opretholder embargoen. Jo før vi gør det, jo bedre. Embargoen stiller desuden andre af områdets lande i en vanskelig situation, herunder visse ansøgerlande. Dette gør alvorlig skade. Og hvem andre end Europa kan gøre det? Jeg tror, at USA måske også forventer, at vi gør det, men vi skal først være modige nok til at gøre det. Desuden er der, som andre af vores kolleger mindede om, ikke kun tale om infrastrukturen, men også om samfundet. Det kunne måske være interessant også at mødes med formændene for de tre arbejdsfora for at drøfte disse projekter med dem. Dette kan Udvalget om Udenrigsanliggender måske gøre. Der er et samfund, og derfor er det nødvendigt at iværksætte projekter, som har at gøre med information og kultur. F.eks. er min by, Rom, ved at tilrettelægge Biennalen for unge kunstnere i Sarajevo og ved at finansiere koncertsalen i Sarajevo, og det er netop for at skabe fornemmelsen af et samfund, der bliver genopbygget, og hvor der er en intern dialog, men også en dialog med os. Endelig er der problemet med kriminaliteten. Jeg kommer fra et land, der er med fremme i forreste række på det punkt, nemlig Italien. F.eks. er Puglia en region, som står over for nogle kriminelle organisationer, der også har deres base i vores land. Dette er efter min opfattelse også en af de prioriteringer, jeg var inde på før, for også investeringerne vil i høj grad være i fare, hvis en organiseret kriminalitet i denne størrelsesorden varer ved.
+Hr. formand, i eftermiddags ankom jeg til mødesalen med et ekstremt godt indlæg, som jeg gerne vil takke mit kabinet for. Men jeg kan måske præsentere dette indlæg på et senere tidspunkt, da jeg gerne vil komme med et uformelt indlæg i forhandlingen. Parlamentsmedlemmerne vil have bemærket, at den højtstående repræsentant og jeg udarbejde en rapport til Det Europæiske Råd i Lissabon. Hr. Lagendijk har formentlig bemærket, at den har en slående lighed med hans egen betænkning. Jeg er ikke sikker på, hvad der er hønen og ægget, men hr. Lagendijk misforstår forhåbentlig ikke min ros af hans betænkning som en skjult ros af hr. Solana og mig selv. Der var imidlertid mange lighedspunkter. Det er rimeligt at sige, at vores arbejde forud for Det Europæiske Råd i Lissabon i høj grad var motiveret af vores fornemmelse af, at en manglende succes på Balkan kan ødelægge hele troværdigheden vedrørende vores forsøg på at opbygge en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er overordentlig vigtigt, at vi tager udfordringen op på Balkan. I vores rapport forud for Det Europæiske Råd i Lissabon gjorde vi regeringscheferne opmærksomme på, at stabiliserings- og associeringsprocessen skal være en væsentlig del af vores strategi, hvilket også tydeligt viste sig, da jeg for nylig tilbragte en uge i regionen. Min ærede ven fru Pack udtrykte det således, at det handler om at planlægge og hjælpe landene med at finde vejen til Europa. De vil gerne integreres i de euro-atlantiske strukturer og have dem som et alternativ til de seneste års traumatiske opløsningsproces. Vi skal gøre det til en reel proces for dem. Der var mange henvisninger til stabilitetspagtkonferencen forleden. Som flere allerede har sagt, var den en stor succes. Donorlandenes tilbud oversteg langt forventningerne forud for konferencen. Jeg vil gerne knytte et par bemærkninger hertil. Til hr. Lagendijk vil jeg sige, at nogle af pengene til de EU-støttede hurtigt startende projekter ganske rigtigt stammer fra budgetterne for 1998 og 1999. Det har den naturlige forklaring, at vi i nogle tilfælde allerede havde foretaget gennemførlighedsundersøgelser og forberedt sådanne hurtigt startende projekter. Efter min mening er nye penge penge, der ikke allerede er brugt. Da vores budget bygger på forpligtelser og udbetalinger og ikke blot på udbetalinger, sådan som det er tilfældet i de fleste af medlemsstaternes budgetter, er det desværre en særlig vigtig faktor. En forpligtelse af penge er ikke altid ensbetydende med, at pengene bruges det efterfølgende år, to år senere eller i det næste årti. Det er vigtigt at huske på. Det er en opfølgning på hr. Swobodas indlæg, og jeg er helt enig heri. Vi taler ikke blot om infrastruktur i form af hardware, vi taler også om infrastruktur i form af software. Det gælder også for retsstatsprincipper, demokratisering, de civile samfundsprojekter, som den ærede herre omtalte, samt uddannelse, som jeg vil vende tilbage til om et øjeblik. Jeg vil gerne kommentere et par af emnerne fra Lissabon, som vi følger op på. For det første blev Kommissionen af Det Europæiske Råd i Lissabon pålagt at udarbejde en række forslag vedrørende asymmetriske handelskoncessioner for regionen. Det er værd at huske på, at den samlede eksport fra Balkan til Den Europæiske Union udgør ca. 0,6% af vores samlede import. For landbrugsprodukter ligger tallet på ca. 0,16%. Det er derfor et område, hvor vi kan tillade os at være lidt generøse. Vi forsøger også at fremskynde vores bistand og gøre den mere effektiv. I går kunne jeg bekendtgøre, at Kommissionen er blevet enig om en hurtig udrykningsfacilitet. I de kommende måneder vil vi præsentere Parlamentet for vores nye ordning for bistand til det vestlige Balkan, som forhåbentlig vil være hurtigere og mere fleksibel og have tilstrækkelig støtte til projekter til gavn for kønsaspektet. Jeg kan ikke komme i tanke om en enkelt model for vellykket økonomisk eller politisk udvikling, der ikke har fornuftige programmer til sikring af kvindernes ligestilling som et centralt element. En bemærkning vedrørende uddannelse: På trods af den megen kynisme var vores energi-for-demokrati-program i Serbien sidste vinter meget vellykket. Det sker desværre meget sjældent, at folk hylder Den Europæiske Union på gaderne - alt for sjældent i det land, jeg kender bedst. Men det skete i nogle af disse byer sidste vinter. Borgmesteren i Nis har netop i et brev skrevet, at energi-for-demokrati-programmet var en model for den type politisk støtte, som vi bør yde til hans land. Vinteren er ovre, så i øjeblikket er der ikke samme presserende behov for olie. Vi undersøger mulighederne for at udvide denne type ordninger. Vi har bl.a. tænkt på uddannelse for demokrati: Det går ud på at give skolerne udstyr, skolebøger og andre faciliteter samt midler til istandsættelse af klasseværelser m.m. alt det, der kan gøre livet lettere for børnene i de små byer, mens de sammen med deres familier venter på hr. Milosevics - forhåbentlig snarlige - afgang. Jeg håber, at vi i det mindste kommer til at se større fremgang i rensningen af Donau, der har stor betydning for regionen. Vi havde nogle frugtbare møder med Donau-kommissionen i sidste uge, og jeg håber, at Donau-kommissionen på sit årlige møde i denne uge vil se, at det lykkes os at få det hele sat i gang, så Den Europæiske Union betaler ca. 85% af udgifterne til en rensning. Jeg har tidligere givet udtryk for min bekymring vedrørende Montenegro. Efter mit besøg i Montenegro for ca. en måned siden har vi fordoblet vores støtte under Obnova-programmet fra 10 til 20 millioner euro. Vi yder også en stor indsats i form af levnedsmiddelsikkerhed m.m. Jeg håber meget, at Den Europæiske Investeringsbank inden længe vil udlåne penge til Montenegro på rimelige betingelser. Endelig spurgte det ærede medlem til omfanget af vores finansielle indsats på Balkan. Jeg vil senere få lejlighed til at kommentere dette yderligere. For mig er det vigtigt at se, om Rådets mange kommunikéer og de mange løfter om Marshall-planer med videre er så meget som en bønne værd! I år kommer vi til at bruge omkring 540 millioner euro på det vestlige Balkan. På grund af frontloading i forbindelse med vores forpligtelser i Kosovo kommer vi næste år til at bruge omkring 800 millioner euro på Balkan. Heraf går ca. 350 millioner euro til Kosovo. Jeg må sige, at det ikke omfatter enorme stigninger i udgifterne andre steder, men vi skal hjælpe et land som Kroatien, hvor en god og hæderlig regering forsøger at udføre et vanskeligt job under meget vanskelige forhold. Vi skal bruge penge sammen med de stabiliserings- og associeringslande, der forhandler seriøst med os om vejen til Europa. Hvad angår de offentlige udgifter, finder jeg altid det første år meget afgørende. Man er heldig, hvis der kommer et andet eller tredje år. Det første år er det store udgiftsår for os. Da man i Istanbul spurgte os, hvor meget vi regnede med at kunne bruge i regionen, vidste vi, at det var op til budgetmyndigheden - nu kender jeg alt til disse sagers teologi - og vi skød på omkring 5,5 milliarder euro. Folk siger, at det er et vanvittigt tal. Jeg er opsat på, at vi skal bevæge os væk fra den nuværende situation, hvor mange mennesker trods den interinstitutionelle aftale fortæller os, at vi skal finde de ekstra penge til Kosovo inden for de finansielle rammer, der blev aftalt, inden Kosovo blev en nødvendighed. Jeg har insisteret på et realistisk tal i vores budgettering i forbindelse med genopbygningen i Serbien, fordi jeg ikke om to eller tre år ønsker at skulle finansiere ekstra udgifter til Serbien ud af det samme budget. På baggrund af tallene for Kosovo regner vi med at skulle bruge ca. 2,3 milliarder euro på et seriøst program for genopbygning i Serbien. Det kan først iværksættes, når Milosevic er gået af. Efter min mening vil det imidlertid være meget uansvarligt at præsentere Parlamentet eller Rådet for tal, som vi ikke finder realistiske for Serbien. Tallene er baseret på økonomernes udregninger og vores vurdering af, at vi skal ligge på samme udgiftsniveau i Serbien som i Kosovo. De resterende 3,2 milliarder euro fordelt på syv år finder jeg ikke ekstravagant. Sådan nåede vi frem til tallet på 5,5 milliarder euro, og jeg er en smule pikeret over nogle avisers påstande om, at vi har grebet tallet ud af den blå luft, og at det ikke giver mening. Jeg vil gerne komme med en mere detaljeret forklaring til Parlamentet samt til Rådet (almindelige anliggender), når tiden er inde. Hvem ved, hvis jeg er heldig, får jeg måske tilmed lov til at forklare mig over for finansministrene. Det er mit svar på det ærede medlems velmente spørgsmål. Tallet er ikke grebet ud af den blå luft: Det er et forsøg på at foretage en ærlig vurdering af vores retorik. Folk kan ikke afvise, at de har bedt os om det. De bad os om det i forbindelse med Mellemøsten - om at foretage en vurdering af, hvilke omkostninger en fredsløsning vil have for EU's programmer. Så lad os se på omkostningerne på Balkan. Hvis vi skal have en diskussion om forholdet mellem retorik og virkelighed, så lad os starte her. Afslutningsvis vil jeg sige, at vi på Balkan helt klart taler om at skabe fred og sikkerhed, ikke kun i vores baghave, men også i vores forhave. Vi taler om at gøre fred og sikkerhed til en integrerende del af vores fælles europæiske hjem. Jeg håber, at det i praksis kan lade sig gøre i henhold til retorikken, løfterne og den optimisme, vi udviser i alle disse retoriske kommunikéer.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted torsdag kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Rådet (B5-0216/2000). Da spørgsmål 1, 2 og 3 vedrører samme emne, vil vi behandle dem under ét.
+Spørgsmål nr. 1 af (H-0255/00): Om: Tyrkiets åbenlyse krænkelser af retsstatsprincipperne og menneskerettighederne Lederen af det tyrkiske Folkets Demokratiske Parti blev sammen med 17 andre medlemmer af partiets ledelse idømt tre år og ni måneders fængsel på grund af deres understøttelse af den sultestrejke, der blev gennemført i solidaritet med Abdullah Öcalan, da han blev udleveret til den tyrkiske hemmelige efterretningstjeneste i Kenya. Der blev også arresteret tre borgmestre fra byer i det sydøstlige Tyrkiet, som tilhørte samme parti; disse blev anklaget for at have samarbejdet med PKK. Foruden HADEP har også andre tyrkiske partier gjort indsigelse mod disse arrestationer og domme, idet de hævder, at de er i åbenlys modstrid med demokratiet, ytringsfriheden og de grundlæggende retsstatsprincipper. Agter Rådet at tage spørgsmålet om fængsling og domfældelse imod forkæmpere for demokratiet på grund af meningstilkendegivelser op samt kræve, at der i Tyrkiet garanteres uindskrænket ytringsfrihed og frihed til at danne politiske partier, som har lov til at virke frit?
+Spørgsmål nr. 3 af (H-0299/00): Om: Tyrkiets fortsatte undertrykkelse af udtryksfriheden og krænkelse af retsstaten Lederen af det demokratiske folkeparti (HADEP) i Tyrkiet blev sammen med 17 andre medlemmer af dette partis lederskab idømt fængselsstraffe på tre år og ni måneder for at have støttet den sultestrejke, der blev afholdt til støtte for A. Öcalan, da han blev overgivet til den tyrkiske efterretningstjeneste i Kenya. Tre borgmestre i byer i det sydøstlige Tyrkiet, der tilhører det samme parti, blev ligeledes arresteret og anklaget for at have samarbejdet med PKK. Foruden HADEP har også andre tyrkiske partier givet udtryk for deres modstand mod disse anholdelser og domme og hævdet, at de åbenlyst strider mod demokratiet, udtryksfriheden og retsstatens grundlæggende principper. Har Rådet til hensigt over for den tyrkiske regering at rejse spørgsmålet om fængslingen af og dommene over demokrater på grund af deres meningstilkendegivelser og inden for rammerne af førtiltrædelsesforhandlingerne at kræve, at det sikres, at udtryksfriheden ikke hindres i Tyrkiet, samt at alle politiske partier frit kan dannes og fungere?
+Hr. formand, Rådet har allerede over for de tyrkiske myndigheder rejst spørgsmålet om de demokratiske rettigheder for tyrkere af kurdisk oprindelse, herunder dem, der var nævnt i spørgsmålet, og det vil blive ved med at følge udviklingen i Tyrkiet på dette område og at handle derefter. Mellem EU og Tyrkiet fandt der netop i går et associeringsrådsmøde sted, hvor disse spørgsmål igen blev nævnt, og hvor de tyrkiske myndigheder blev gjort bekendt med den bekymring, hvormed EU naturligvis følger denne type spørgsmål, og det håb som EU nærer om, at de tyrkiske myndigheder gør en ende på det, der i dag tolkes som en manglende opfyldelse af nogle væsentlige kriterier, hvad angår respekt for menneskerettighederne, demokratiske rettigheder og beskyttelse af mindretal. Tyrkiet blev, som De ved, af Det Europæiske Råd i Helsinki udpeget til ansøgerland til EU. Denne status tillader Tyrkiet at placere sig på et niveau, der er fuldstændig identisk med et hvilket som helst andet ansøgerlands. Og når vi siger identisk, betyder dette, at det både er for det gode og for det dårlige, altså, at Tyrkiet bliver genstand for de samme krav, som stilles til et hvilket som helst andet ansøgerland til EU, men det får så naturligvis også de samme rettigheder. EU kan ikke gøre Tyrkiet til et specialtilfælde; Tyrkiet skal behandles på nøjagtig samme måde som et hvilket som helst andet ansøgerland. Tyrkiet befinder sig således nu i en proces, hvor dets situation skal bedømmes efter kriterierne fra Det Europæiske Råd i København, kriterier, der er ganske klare, hvad angår retsstatsprincipperne, de demokratiske garantier, de grundlæggende frihedsrettigheder og principperne om beskyttelse af mindretal. Dette er en forhåndsbetingelse for at indlede nogen som helst forhandlingsprocedure. På vejen til denne forhandlingsprocedure er der mellem Kommissionen, på vegne af Unionen, og Tyrkiet ved at blive opstillet en førtiltrædelsesstrategi, som ngo'erne, medlemsstaterne og den tyrkiske regering er blevet sammenkaldt til at forberede. Dette tiltrædelsespartnerskab skal definere de prioriterede reformområder, hvor EU mener, at Tyrkiet især skal koncentrere sin bestræbelser på en forhåbentlig stadig mere omfattende, effektiv og fuldstændig opfyldelse af Københavnskriterierne. Det er naturligvis i denne sammenhæng, at de spørgsmål, som spørgerne nævner, skal behandles.
+Vi har i går hørt hr. Verheugen og i dag repræsentanten for Rådet anerkende, om end nedprioriteret, visse af problemerne med respekten for menneskerettighederne i Tyrkiet, og de gav endog udtryk for deres beklagelse. Men alligevel understregede de både i går og i dag det såkaldte fremskridt, som det tyrkiske styre har gjort inden for dette område. Det samme har også repræsentanten for Rådet fortalt os, sådan som vi hørte i dag. Men sandheden er, i modsætning til hvad også visse kredse i Grækenland hævder, at de konklusioner om Tyrkiet, der blev truffet i Helsinki, har fået det tyrkiske styre til at blive frækkere. Det er ikke tilfældigt, at Tyrkiets ledere den følgende dag proklamerede, at Tyrkiet var blevet anerkendt som ansøgerland uden betingelser. Det er ikke tilfældigt, at de klager over, at de ikke har modtaget de bevillinger, som er fastsat i toldunionen, selv om de ikke har respekteret en eneste af deres forpligtelser. De har fortalt os, at Tyrkiet har til hensigt at foretage visse skridt. Men i årevis, nok flere end 10 år, har vi også hørt det i Europarådet, uden at der er sket noget. Tværtimod er situationen blevet værre. Akin Birdal, forkæmperen for demokrati og menneskerettigheder, der blev skudt, er igen kommet i fængsel, i stedet for at hans attentatmænd er blevet straffet. Mit spørgsmål er altså: Hvornår præcis har det tyrkiske styre til hensigt at gå i gang med en demokratisering af landets grundlov og straffelov, at skride til en frigivelse af HADEP's ledere og parlamentsmedlemmer samt alle de politiske fanger, og vil der snart blive fundet en politisk løsning på det kurdiske spørgsmål, vil man sikre alle politiske partiers frie virke og aktivitet, og vil Tyrkiet omsider trække sine tropper tilbage fra Cypern?
+Hvad angår den kommentar, som hr. Korakas er fremkommet med, og som ikke var et nyt spørgsmål, vil jeg gerne sige følgende. For det første udsætter Tyrkiets kandidatur til EU Tyrkiet - og jeg tror, at de tyrkiske myndigheder er fuldstændig klar over det - for en mere opmærksom iagttagelse med hensyn til dets ansvar for at opfylde de grundlæggende kriterier for adgang til Unionen. Hvad angår definitionen af førtiltrædelsesstrategien, tiltrædelsespartnerskabet, vil Tyrkiets problemer ganske givet blive genstand for større opmærksomhed, navnlig med hensyn til respekt for de grundlæggende kriterier for, hvorledes et samfund fungerer efter europæiske standarder. Førhen var Tyrkiet en stat, i forhold til hvilken vi systematisk og regelmæssigt tog nogle ad hoc-initiativer afhængigt af, hvordan dets interne situation udviklede sig. Men ikke nu! Nu er den interne situation blevet af strategisk betydning for selve tilnærmelsen mellem Tyrkiet og EU. I det konkrete tilfælde med hr. Birdal, som jeg havde lejlighed til at træffe i Tyrkiet i januar i år, og som jeg med dette møde netop ønskede at vise EU's solidaritet på baggrund af den meget særlige situation, som han befandt sig i, er det indlysende, at EU ikke har undladt ad den vej og på den måde, som vi har fundet mest passende, at meddele de tyrkiske myndigheder vores bekymring angående hans status og i særdeleshed over, at han atter er i fængsel.
+I lang tid har vi bifaldet en udenrigspolitik, som, hævder vi, baserer sig på moralske regler. Og ikke kun det. Vi har selv troet på det, og vi giver os ud for at være hele verdens moralske bevidsthed. Men nu er vi kommet i en fastlåst situation, ikke kun med hensyn til Tyrkiet. For ser De, moral skal anvendes i samme grad over for alle, uanset farer og interesser. Men sådan fungerer det ikke. For ser De, Beograd kan bombes, men ikke Moskva, Beijing eller Ankara. Lad os dog se det selvfølgelige i øjnene og vende tilbage til de gammelkendte opskrifter. Lad os altså tale om interesser, styrkebalance og politik som det muliges kunst. Hvis vi gør det, bliver vi selvfølgelig ikke mere moralske, men vi bliver mere oprigtige, og i hvert fald anvender både vi og De vores tid bedre i stedet for at spille teater, sådan som vi gør nu.
+Jeg er ikke sikker på, om De stillede et spørgsmål. Hvis der ikke er noget spørgsmål, er Rådet ikke forpligtet til at svare, men kun til at lytte, som De ved, hr. Seixas da Costa. Hr. Theonas ønsker at stille sit spørgsmål. Jeg anmoder alle om at begynde med spørgsmålet, før De kommer med en erklæring.
+Jeg har både en kommentar og et specifikt spørgsmål: Ville det ikke være en god idé, om Rådet svarede mere specifikt, når det selv ønsker specifikke spørgsmål? Det var min kommentar. Og nu mit spørgsmål: Hvis førtiltrædelsesproceduren med Tyrkiet varer 20 år, skal alle de mennesker, som i dag er i fængsel, så vente de 20 år, for at EU's interesser kan komme til udtryk? For det andet, har Rådet til sinds i hele denne proces at forsinke eller stoppe de af EU's forpligtelser, som stammer fra førtiltrædelsesproceduren, hvis de personer, som vi taler om, stadig er fængslet? Og til sidst, vil det kræve, at Tyrkiet tager tiltag, som kan føre til løsningen af cypernspørgsmålet, eftersom det er et af de spørgsmål, som skulle fremmes i førtiltrædelsesproceduren?
+For det første, hr. Theonas, vil jeg gerne sige, at jeg ikke kan genkende mig selv i påstanden om, at formandskabet ikke svarer konkret på de spørgsmål, som de ærede medlemmer stiller. Snarere tværtimod. Den tilnærmelse, som Tyrkiet er i færd med at foretage over for EU, og som er blevet indledt med anerkendelsen af dets status som kandidat i Helsinki, bliver en stigende tilnærmelse, og jeg ser gerne, at De forstår, at denne stigende tilnærmelse giver anledning til en større opmærksomhed fra EU end tidligere over for den interne situation i Tyrkiet og over for, hvordan dette land stiller sig i forhold til det, som det internationale samfund kræver af det. Det er et meget vigtigt punkt at erindre. Tyrkiet er nu på grund af dets eget initiativ, og fordi det politisk har besluttet det, genstand for en konkret opmærksomhed angående, hvordan det opfylder grundlæggende kriterier. De bliver ikke bedømt om 10 år; de bliver bedømt fra dag til dag, og de vil blive bedømt normalt i løbet af førtiltrædelsesproceduren. Hvis der skulle forekomme et tilbageskridt på afgørende områder, der er under bedømmelse, vil førtiltrædelsesproceduren selvfølgelig komme til at mærke følgerne heraf. Det er et punkt, der står ganske klart for mig. Desuden mener jeg, at Helsinki-konklusionerne, uafhængigt af, om de kan tolkes forskelligt, placerer spørgsmålet om Tyrkiet og dets forhold til Cypern i et nyt perspektiv, således som også de cypriotiske myndigheder med glæde har set det. Jeg tror, at vi skal drage de rette slutninger heraf med hensyn til, at udviklingen i den tyrkiske holdning i cypernspørgsmålet også kan hænge sammen med den tyrkiske holdning, hvad angår Tyrkiets tilnærmelse til EU.
+Et spørgsmål og en kommentar til repræsentanten for Rådet: Er det svar, som De gav os nu, specifikt? Vor Herre bevare os!
+Hr. Korakas, jeg må tilstå en ting. I det politiske liv er man vant til at forstå det, der siges mellem linjerne. I et så følsomt spørgsmål som fortolkningen af en alvorlig situation, altså udviklingen i Cyperns situation og Tyrkiets tilnærmelse til EU, må man være meget omhyggelig med sine ord. I alle tilfælde mener jeg, at jeg har gjort det ganske tydeligt, at der er en konkret forbindelse mellem Tyrkiets tilnærmelse til EU og Tyrkiets holdning i cypernspørgsmålet. Hvis dette ikke er klart, hr. Korakas, så kan jeg ikke være det mere.
+Spørgsmål nr. 4 af (H-0294/00): Om: Åbenlys forfølgelse af assyrere-kaldæere (nestorianske kristne) og krænkelse af deres rettigheder i Tyrkiet Titusindvis af assyrere-kaldæere i Tyrkiet, som levede i den nordøstlige del af landet, har fundet tilflugt i EU-medlemslande efter den forfølgelse, de har været udsat for fra den tyrkiske regerings side, ødelæggelsen af mange af de landsbyer, hvor de boede, lukning og nedrivning af kirker, forbud mod anvendelse af og undervisning i deres sprog. Der er fare for, at de resterende kultsteder samt sporene af selve dette mindretals eksistens på grund af anvendelsen af vold vil gå definitivt tabt. Vil Rådet oplyse, om det har til hensigt at rejse dette spørgsmål inden for rammerne af førtiltrædelsesproceduren og at anmode den tyrkiske regering om at respektere det assyrisk-kaldæiske mindretals rettigheder i Tyrkiet og navnlig at sikre, at klostrene Mar Gabriel i Midyat og Dayr Zafaran i Mardin kan fungere uhindret?
+Hr. formand for Rådet, jeg kan ikke påstå, at Deres svar er tilfredsstillende. Hvis der var tale om en virkelig interesse for menneskerettighederne, kunne man have forventet et mere tilfredsstilende svar. Her er der tale om to oldgamle folk, som har været udsat for et systematisk folkemord fra det tyrkiske styres side. Et folkemord, der måske ikke er så imponerende som det på armenierne, men lige så effektivt. Adskillige tusinder er flygtninge eller indvandrere i EU, mens der er blevet nogle titusinder tilbage på det sted, hvor de har levet fra gammel tid. Jeg vil gerne spørge, om De kan være mere specifik. Det er naturligvis udmærket, at De nævner Lausanne-freden, men herefter har EU også et ansvar for, at visse ting bliver betonet over for det tyrkiske styre med hensyn til, at menneskerettighederne skal overholdes, hvad enten de stammer fra Lausanne-freden eller har bredere betydning. Vil Rådet tage noget specifikt tiltag i den retning?
+De siger, at svaret ikke var tilstrækkelig stærkt. Jeg erindrer så om spørgsmålet, for det er nok umagen værd. Der spørges, om Rådet har til hensigt at rejse dette spørgsmål inden for rammerne af førtiltrædelsesproceduren og at anmode den tyrkiske regering om at respektere det assyrisk-kaldæiske mindretals rettigheder i Tyrkiet og navnlig at sikre, at klostrene kan fungere uhindret, og der nævnes så to klostre. Jeg ved ikke, hvilket stærkere svar jeg kan give Dem end simpelthen at sige ja. Det er faktisk Rådets hensigt at rejse dette spørgsmål over for de tyrkiske myndigheder inden for rammerne af førtiltrædelsesproceduren. Hvis ikke det er et klart svar, så ved jeg endnu en gang ikke, hvad et klart svar er.
+Spørgsmål nr. 5 af (H-0262/00): Om: Nye spændinger i Kosovo Det hersker generel enighed om, at NATO's "fredsmission" i Kosovo har været til ringe nytte. Til trods for FN's beslutning om at fastholde et Kosovo med en befolkning af blandet nationalitet vendte ingen serbiske flygtninge tilbage, den etniske udrensning på bekostning af serberne fortsætter, situationen forværres, og det anses for "nødvendigt" at udsende stadig flere nye militær- og politistyrker. Den optrapning af spændingerne, der stadigvæk foregår, intensiveres gennem erklæringer fra NATO-officerer og nye omfattende manøvrer foretaget af NATO-styrker.
+Hr. formand, EU's mål er i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolution 1244 fortsat genetablering af et demokratisk og multietnisk Kosovo inden for de internationalt anerkendte grænser for den tidligere Forbundsrepublik Jugoslavien. Rådet er enig i, at det haster med at finde en løsning på de stadige udbrud af etnisk vold, navnlig mod det serbiske samfund, mod sigøjnerne og mod andre ikkealbanske samfund i Kosovo. Rådet har systematisk støttet de bestræbelser, som er udfoldet af UNMIK og KFOR for at undgå nye uddrivelser og for at muliggøre, at alle, der har forladt deres hjem, kan vende tilbage i sikkerhed. Som svar på en indtrængende appel fra generalsekretærens særlige repræsentant, dr. Bernard Kouchner, og fra den højeststående repræsentant, hr. Javier Solana, har medlemsstaterne øget deres bidrag væsentligt til FN's internationale politistyrker både i form af finansiel og teknisk bistand og i form af mandskab. Flere medlemsstater har også forstærket deres egne kontingenter i KFOR. Jeg mindes, at vi tidligere her i Parlamentet har haft anledning til dybt at beklage den omstændighed, at disse forpligtelser ikke er blevet opfyldt, hvilket jo bestemt har vanskeliggjort de internationale myndigheders indsats i Kosovo. I dag er der nye elementer, og der sker opfyldelse af nogle af disse forpligtelser, hvilket gør en anden indsats mulig, en mere effektiv indsats over for denne type problemer, selv om vi stadig helt klart er langt fra en blot nogenlunde acceptabel løsning. Rådet har også på det kraftigste opfordret alle politiske ledere i Kosovo til at træffe hurtige foranstaltninger til at bekæmpe voldsbølgen, at forkaste yderliggående tendenser og bakke op om UNMIK og KFOR. Vi mener, at det er meget vigtigt, at Rådet kommer videre med de fremskridt, der allerede er opnået med hensyn til at skabe forlig mellem folkegrupperne, og at det bliver muligt at føre resolution 1244 ud i livet. Vi er engagerede i demokratiserings- og sameksistensprocessen i Kosovo. Kun hvis repræsentanterne for mindretallene tager del i ansvaret, kan der opbygges et multietnisk Kosovo. Vi må spørge os selv - og jeg kunne jeg godt tænke mig, at alle overvejede - om alle er interesserede i eksistensen af et multietnisk Kosovo, især inden for Kosovo. I denne sammenhæng gentager Rådet derfor sin appel til de serbiske ledere om at deltage i de fælles foreløbige administrative organer. Rådet tillægger UNMIK's og OSCE's nøje forberedelse af lokalvalg allerede i år den allerstørste vægt, herunder de dispositioner, der er truffet for stemmeafgivning for ikketilstedeværende og for mindretallenes deltagelse. Vi mener, at det er vigtigt at begynde at oprette folkevalgt lokalstyre i Kosovo, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at de politiske kræfter, der i dag kommer til udtryk på en ikkeorganiseret og ikkeinstitutionaliseret måde, vender tilbage til det normale politiske liv og endelig får lejlighed til at udtrykke sig i Kosovo inden for rammerne af et demokratisk samfund. Med henblik på at støtte denne demokratiserings- og sameksistensproces har EU samarbejdet med andre internationale partner om at genopbygge hverdagen for hele Kosovos befolkning uanset etnisk tilhørsforhold. Ud over den vigtige bilaterale bistand, som medlemsstaterne yder, har Det Europæiske Fællesskab ydet en humanitær hjælp for 1999-2000 på et beløb af 429 millioner euro til flygtninge fra Kosovo, til internt fordrevne og til tilbagevendte. Genopbygningen og den særlige finansieringshjælp, herunder støtte til UNMIK, løber for 1999 og 2000 op på 437 millioner euro. Denne række aktioner og det engagement, som EU har udvist på dette område, er blevet anerkendt af det internationale samfund. Desværre er disse aktioners praktiske effektivitet ikke altid tilstrækkelig til at klare en situation, der er bragt ud af ligevægt og med spændingspunkter, som vi håber kan blive mindre i fremtiden.
+Til en begyndelse skal jeg kommentere det faktum, at formanden for Rådet er ude for en sand storm af spørgsmål fra de græske medlemmer. Jeg tror, at det er udtryk for den store ustabilitet, der hersker i et af medlemslandene, men samtidig tror jeg også, at det er udtryk for fællesskabspolitikkens utilstrækkelige evne til at tackle seriøse problemer. Jeg noterer mig også den indstilling, som jeg finder særdeles positiv, og som vi kun sjældent ser, nemlig at EU har et multinationalt og demokratisk Kosovo som mål inden for rammerne af forbundsrepublikken Jugoslaviens internationalt anerkendte grænser. Jeg synes virkeligt, at det er positivt, jeg noterer mig det, og jeg vil gerne supplerende spørge om følgende, især med hensyn til de mindretal, som i dag bliver forfulgt af et styre, der fører national udrensning i Kosovo, hvad enten de er serbere, af tyrkisk afstamning eller sigøjnere, og som på den ene side er udsat for albanske ekstremisters pression, og som fra den anden har et Serbien, som er underlagt en embargo. Findes der nogle særlige EU-støtteprogrammer for alle disse mennesker, som lever i elendighed og fortvivlelse?
+Hr. formand, jeg tror, at det fremgik klart af det, jeg sagde, og som også er blevet anerkendt af det ærede medlem, at EU's og det internationale samfunds generelle mål er at respektere det, der er indeholdt i Sikkerhedsrådets resolution 1244, herunder hvad angår etableringen af et demokratisk og multietnisk Kosovo. Jeg lægger ikke skjul på de store vanskeligheder, som man har mødt på stedet i forsøget på at gennemføre disse beslutninger. Vi behøver ikke ty til eufemismer eller diplomatsprog om dét. Det er et faktum, at den massive tilbagevenden af de albanere, der var blevet fordrevet fra Kosovo, og de spændingssituationer, der siden er opstået navnlig i forholdet til mindretallene af serbere, sigøjnere og andre, har skabt en ny situation, en anderledes situation, men det er vigtigt, at vi ikke blot ser på nutiden, men også har lidt begreb om fortiden og det, der er baggrunden for det hele. Vi kan ikke nøjes med at stirre på billedet af nutiden. Måske ved at forstå, hvad der er baggrunden for det hele, kan vi se mere velovervejet og afbalanceret på det, der er regeringen i Beograds ansvar, og især på, hvordan det siden er gået den som følge af dens adfærd i Kosovo. Det er dog rigtigt, hr. Alavanos, og jeg anerkender det, at de serbiske mindretal, der har måttet forlade landet efter kosovoalbanernes tilbagevenden, endnu ikke har haft mulighed for at vende hjem, og at de, der endnu bor i Kosovo, har visse vanskeligheder i sameksistensen med det albanske flertal. De må imidlertid anerkende det internationale samfunds tydelige anstrengelser for at beskytte disse mindretal og nå frem til en sikkerhedssituation, der gør det muligt for disse mindretal at også være der. Vi må ikke glemme, at indsatsen er fælles, og at den også indebærer, at de serbiske myndigheder indgår i de rådgivende organer. Dette er en måde til at gøre deres egen indsats i Kosovo troværdig på, og vi har intet andet mål end at sikre, at den multietniske integration kan fortsætte. Dét er vores mål. Vi erkender, at der er en lang vej at gå. Og vi anerkender nok, at situationen for de serbere, der bor uden for Kosovo, og som ikke kan vende tilbage dertil, fordi de ikke kan gøre det i sikkerhed, er en uretfærdig situation. Der er ingen grund til at være tvetydig herom: Det er en uretfærdig situation. Vi må imidlertid forstå, at det internationale samfund gør det bedst mulige. Vi må ligeledes huske på, hr. Alavanos - og vi skal huske på det hele tiden - det, der er sket tidligere, for at retfærdiggøre det, der sker nu.
+Hr. Alavanos sagde, at alle de spørgsmål, vi indtil nu har lyttet til, var græske. Jeg kan fortælle Dem, at vi spaniere og portugisere blandt andre middelhavsbefolkninger er vant til dialog med grækerne. Jeg tror, at Lissabon, det gamle Olissipona, blev grundlagt af Odysseus. Det vil sige, at rådsformanden allerede har en lang tradition med græsk tilstedeværelse i Portugal.
+Hr. formand, jeg vil gerne spørge formanden for Rådet - og jeg accepterer fuldt ud alle hans gode intentioner med hensyn til et multietnisk Kosovo - om han ikke vil indrømme, at det internationale samfunds politik i alle facetter - Den Europæiske Union, De Forenede Nationer, KFOR, NATO et al. i virkeligheden er en total og katastrofal fiasko, der bliver værre dag for dag? Hvad gør man for at kontrollere KLA og de albanske bøller, der helt klart ikke har nogen interesse i et multietnisk Kosovo? Der synes at herske en virkningsløs eftergivenhed trods de mange skønne og prisværdige intentioner.
+Hr. Purvis, først vil jeg gerne sige, idet jeg kommenterer det, som formanden just har sagt, at jeg har den største fornøjelse af at være under beskydning fra de græske medlemmer - og jeg har fine venner i Grækenland, hvor jeg også har holdt ferie. Hvad angår situationen, sådan som De fremstiller den, tror jeg ikke, at det er en katastrofal politik, og jeg vil gerne sige Dem, at det er den eneste mulige politik; og De ved, at det er den mulige politik, at denne politik er en følge af alt det, der er sket i området de seneste år, ja, de seneste årtier. Vi må forstå, at den situation, som det internationale samfund befinder sig i - som ikke er strålende, hvad angår den praktiske gennemførelse af disse foranstaltninger - er den mulige situation, hvis den konflikt skal løses, som, hvis vi skal udtrykke os tydeligt, det internationale samfund kun blev hidkaldt til at løse, fordi det var fuldstændig umuligt at finde en løsning inden for det tidligere Jugoslaviens rammer. Det var præcis den situation, der var skabt i det tidligere Jugoslavien, der fremprovokerede denne indgriben. De kommer med nogle bemærkninger om UCK. Jeg skal minde Dem om, at UCK kun findes af den enkle grund, at det albanske samfund i Kosovo blev systematisk forfulgt og blev udsat for en total belejring. Nødvendigheden af at organisere sig militært for at klare den belejring førte naturligvis til UCK's aktion. Det problem, som vi står over for, er, at vi i denne fase skal forsøge at få de organer, der er blevet skabt uden for en demokratisk proces af den simple årsag, at den demokratiske proces heller ikke eksisterede i det tidligere Jugoslavien, til at finde et politisk udtryk, et udelukkende politisk udtryk, i et demokratisk Kosovo. Vejen til dette demokratiske Kosovo er endnu langt fra fundet, men jeg tror, at det internationale samfunds indsats er meget positiv i denne sammenhæng.
+Hr. formand, hvis man nu skulle give en karakter mellem 1 og 10 for succesen for de to målsætninger, man har sat sig for aktionen, nemlig at Kosovo skal være multietnisk, og at det skal forblive en del af Jugoslavien, så tror jeg nok, rådsformanden og jeg kan blive enige om, at den karakter ligger ganske lavt, men vi er enige om, at det er et resultat af en politik, der har været ført indtil nu, et resultat af det, der er sket. Mit spørgsmål er så: gør man sig nogle overvejelser i Rådet om, hvordan man kan ændre denne politik fremover, eller har man tænkt sig stadigvæk at anvende samme redskaber, altså militære aktioner, militære indsatser mod besværlige områder i omegnen? Hvad er i det hele taget idéen i, at man opbygger en udrykningsstyrke på 60.000 mand, når vi alle sammen er enige om, at det formentlig er nogle andre ting, der skal til, hvis man vil løse konflikter i Europa og i nærområderne?
+Først skal jeg beklage, at jeg ikke har mulighed for at stille de ærede medlemmer spørgsmål, for hvis jeg havde det, ville jeg spørge Dem om, hvilken anden løsning De ville foreslå. Jeg vil gerne som konkret eksempel på det, som de militære styrker kan foretage sig, nævne eksemplet Bosnien-Hercegovina. Vi skal blot tænke på, hvordan situationen var i Bosnien-Hercegovina i flere år, vi skal blot tænke på, hvordan det internationale samfunds holdning var til den situation, og vi skal blot se på den virkelighed, der er der i dag - en ustabil virkelighed rigtig nok, men med fred takket være de militære styrkers tilstedeværelse - så vil vi forstå, at der er bestemte situationer, hvor forsøg på opløsning af etniske spændinger kun kan ske gennem beskyttelse og adskillelse af parterne, og det er altså meget sandsynligt - vi ved ikke, hvor længe, men vi ønsker, at det skal blive så kort tid som muligt - at det også er det, som det drejer sig om i Kosovo. Man skal også huske på, at det internationale samfund og herunder EU-landene ikke har nogen specifik interesse i at gribe ind i Kosovo og i at mobilisere ressourcer og materielle og menneskelige midler til en indsats af denne art. Snarere tværtimod. Det, som det internationale samfund og i særdeleshed EU var klar over, er, at det var dets pligt og dets ansvar at reagere over for en dybt nedværdigende situation i forhold til normer for international adfærd, nemlig det folkemord og den belejring, som hr. Milosevic gennemførte over for det albanske samfund i Kosovo. De vil sige mig, at det praktiske resultat af denne situation ikke er det, som man ønskede. Jeg vil dog gøre Dem opmærksom på, at det praktiske resultat af denne situation er, at situationen i dag, med visse undtagelser, trods alt er under kontrol sikkerhedsmæssigt. Vi har udfoldet og vi fortsætter med at udfolde anstrengelser for, at der kan ske en større integration af mindretallene. Et mere effektivt resultat har faktisk ikke været muligt. Vi vil blive ved med at presse på i den retning, og vi mener, at en fornyelse af det civile samfunds institutionelle organisation gennem lokalvalg kan yde et stort bidrag til denne stabilitet.
+Spørgsmål nr. 6 af (H-0279/00): Om: Beskyttelse af europæiske virksomheder i Kosovo Trods Rådets manglende kendskab hertil (svar på spørgsmål E-2425/99) har de pågældende virksomheder rent faktisk rettet henvendelse til EU med anmodning om beskyttelse af deres interesser, da spørgsmålet henhører under Rådets ansvarsområde. Da UNMIK og dets leder Bernard Kouchner ikke handler af egen vilje, men under internationalt tilsyn, noget Rådet også har en del af ansvaret for, bør disses handlinger, når de rammer de europæiske virksomheders interesser, gøres til genstand for en nøjere undersøgelse fra Rådets side, således at Rådets svar ikke kan give anledning til tvivl om dets hensigter. Endvidere pålægger den lovmedholdige iværksættelse af søjle 2 EU's institutioner yderligere forpligtelser. Da Kommissionen, der desværre ubegrundet endnu ikke har reageret, er orienteret om de pågældende virksomheders handlinger, og da enhver tvivl om Rådets ansvar for de manglende foranstaltninger bør bortvejres, bedes det oplyse, hvorvidt det er indstillet på at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde de forpligtelser, det har i henhold til traktaterne, med henblik på at beskytte de berørte virksomheders interesser?
+Sikkerhedsrådets resolution 1244 overdrog den midlertidige administration af Kosovo, UNMIK, myndigheden over området, herunder den lovgivende og udøvende magt samt forvaltningen af retsvæsenet med henblik på at oprette en midlertidig administration med et mandat, der var beskrevet i selve resolutionen. Denne indbefatter også en faseopdelt plan til økonomisk genopretning. Heraf følger, at de individuelle tilfælde, som er nævnt i det ærede medlems spørgsmål, bør behandles direkte med den særlige repræsentant for FN's generalsekretær for Kosovo, der er ansvarlig for den territoriale administration af området, eller med udenrigsministeren fra den medlemsstat, hvor de givne virksomheder måtte høre hjemme. Rådet påtager sig det overordnede ansvar for EU's deltagelse i UNMIK, der vedrører opbygning og økonomisk genopretning. Hverken EU som sådan eller Rådet har nogen beføjelse eller direkte ansvar for administrationen af området og beskyttelsen af virksomheders individuelle interesser i området, hvilket dels er FN's ansvar som områdets administrator, dels de medlemsstatsregeringers ansvar, der virker der, hvad angår beskyttelse af virksomheder.
+Jeg har nu ventet i seks måneder på at få svar på dette spørgsmål. Der findes et helt bind med spørgsmål og svar, og det er til at blive helt forvirret over essensen og indholdet i svarene. Hvad ligger der skjult i det? Enten gør tjenesterne ikke deres arbejde ordentligt og orienterer Dem forkert, eller også er der noget råddent i kongeriget Danmark, for der er mange, der siger, at hr. Kouchner fører en særpræget administration. Derfor vil jeg gerne spørge om følgende: Hvis det er tjenesterne, der ikke gør deres arbejde ordentligt, hvad vil De så gøre, når man kompromitterer Dem? Hvis det på den anden side er hr. Kouchner, der ikke gør sit arbejde ordentligt, hvad vil De så gøre? Og et tredje spørgsmål: Kan man forestille sig, at EU's borgere skal betale til stabilitetspagten, når EU ikke kan beskytte de europæiske virksomheder, der har deres virke dér? Det hører ingen steder hjemme, det er absurd. Det er altså godt at se virkeligheden i øjnene, for jeg har det indtryk, at hr. Kouchner ikke spiller sin rolle ordentligt der. Dér ligger problemet, og dér bør vi alle se det som europæiske borgere og som interesserede i udviklingen på Balkan.
+Det spørgsmål, som De stiller, er aldrig blevet forelagt for Rådet for Den Europæiske Union, heller ikke af de virksomheder, der klager. Rådets formandskab kender ikke til sagen. Klager fremføres over for medlemsstaterne; de har et udenrigsministerium, og det er dette, som spørgsmål af denne type skal forelægges. Man skal erindre, at administrationen af Kosovo ikke er EU's ansvar, men FN's. Der er en specifik instans, der tager sig af denne administration. Hvert land er normalt forpligtet til i international sammenhæng at beskytte sine virksomheders aktivitet. Hvert land har instanser til international beskyttelse af sine borgere og sine virksomheder, og der er særlige mekanismer hertil, som vi alle benytter hver dag i vores internationale aktiviteter. EU er ikke et land. Jeg ved ikke, hvorfor EU som sådan skulle udfolde en specifik global aktivitet som Union for at tage sig af disse spørgsmål. Medmindre vi når til et punkt, hvor regeringerne mener sig ude af stand til at tage sig af beskyttelsen af deres egne virksomheder.
+Hr. formand, et centralt element i genopbygningen af et samfund efter en krig er altid, at den lokale økonomi hurtigst muligt blomstrer op og bliver handlekraftig. Nu har de lokale virksomheder i Kosovo imidlertid et mærkbart problem: mangel på kompetent og sprogkyndig arbejdskraft, da hele den engelskkyndige arbejdskraft, eller næsten den hele, er rekrutteret til genopbygningsaktiviteter i Kosovo, og da de lokale virksomheder ikke kan konkurrere med de høje lønninger. Mange erhvervsdrivende er naturligt nok meget bitre over denne lammelse af handlekraften. Hr. repræsentant for Rådet, jeg ved ikke, om De er stødt på dette problem, men jeg vil alligevel gerne spørge, hvad De mener, at man kan gøre på EU-niveau.
+Dr. Bernard Kouchner har flere gange nævnt vanskeligheden med at rekruttere mandskab, ikke kun til administrationen, men også til landets almindelige økonomiske genopretning. Det er indlysende, at rekrutteringen til disse stillinger er meget dyr. Vi mener, at det er inden for dr. Bernard Kouchners indsatsområde, der som sagt ligger uden for EU's kontrol, selv om vi samarbejder på dette område, at denne type spørgsmål skal stilles. Unionen som sådan har ikke noget direkte eller konkret svar på denne type spørgsmål. Vi er parat til at høre og tage under overvejelse de anmodninger, som vi måtte få fra dr. Bernard Kouchner, og besvare dem inden for mulighederne af de forpligtelser, som EU har påtaget sig for de ekstremt høje omkostninger i området.
+Hr. Posselt, jeg har ingen kendskab til denne sag, man vi vil ikke undlade at tage Deres oplysninger ad notam.
+Spørgsmål nr. 7 af (H-0274/00): Om: Fælles indsats for samordning af IT-satsninger Det portugisiske formandskab har på fortjenstfuld vis gjort opmærksom på behovet for en udvikling på IT-området for at fremme konkurrenceevnen og beskæftigelsen. En samordning på europæisk plan ville være velkommen for IT-områdets fortsatte udvikling. Hvordan ser Rådet på behovet for en samordning på europæisk plan for at udvikle IT-området, og hvad mener det i denne forbindelse om oprettelsen af en europæisk IT-myndighed?
+Hr. Andersson, som svar på Deres spørgsmål vil jeg gerne indlede med at sige, at samordning på europæisk plan på informations- og telekommunikationsteknologiområdet er et afgørende element for Unionens fremtidige udvikling. Vi har allerede her i Parlamentet behandlet det ekstraordinære topmøde, der fandt sted i Lissabon den 23. og 24. marts, hvor det stod ganske klart, at en forbedret politik for informationssamfundet er et centralt element for at få gennemført de målsætninger, som topmødet stillede op, og som drejede sig om beskæftigelsen, den sociale samhørighed og en forbedret konkurrenceevne for Europa i forhold til resten af verden. Topmødet anmodede særligt Rådet og Kommissionen om at udarbejde en handlingsplan om eEurope, der skal forelægges Det Europæiske Råd til juni. Idéen om en IT-myndighed blev præsenteret på Det Europæiske Råd i Lissabon i et dokument, som den svenske regering sendte til Det Europæiske Råd i Lissabon. Denne idé er endnu ikke blevet fulgt op, men den er en del af vores bestræbelser og vil blive behandlet og fulgt op i fremtiden. Den er blevet diskuteret, også med henblik på at blive tilknyttet allerede eksisterende fællesskabsordninger, heriblandt projektkontoret for informationssamfundet, der i øvrigt under det portugisiske formandskab har fostret en række forskellige initiativer. Angående spørgsmålet om en eventuel europæisk IT-myndighed vil jeg gerne erindre om, at det i en undersøgelse udført for Kommissionen i oktober 1999 blev konkluderet, at der ikke var noget umiddelbart behov for et sådant organ, samtidig med at Rådet konkluderede, at reguleringen skal foregå så tæt som muligt på de aktiviteter, der skal reguleres. Vi kan således sige, at også her fungerer subsidiaritetsprincippet.
+Jeg takker Rådet for svaret. Jeg så med tilfredshed, at spørgsmålet om informationsteknologien og dens forbindelse til vækst og beskæftigelse stod højt på dagsordenen i Lissabon. Det er vigtigt, hvad der sker fremover. Den politiske opgave er jo ikke at starte IT-virksomheder, men at opbygge en infrastruktur, som stimulerer udviklingen på dette område. Der er nemlig mangler inden for EU. Desuden er der store forskelle mellem EU's medlemslande og endda mellem forskellige regioner inden for EU. Forskellige befolkningsgrupper har forskellige muligheder og evner for at udnytte denne teknologi, hvilket i fremtiden kan skabe store uligheder. Derfor vil jeg stille følgende spørgsmål: Hvordan kan vi lave en samordning, så der også kan benyttes IT ude i de perifere områder, så vi skaber større jævnbyrdighed mellem forskellige regioner og mellem forskellige befolkningsgrupper? Er der så ikke behov for en fælles myndighed, som kan samordne dette arbejde?
+Hr. Andersson, De stiller mig to forskellige spørgsmål. Det første er det grundlæggende spørgsmål om informationssamfundets demokratisering, som også var styrende for de bestræbelser, som Det Europæiske Råd i Lissabon ønskede at udvikle, nemlig at få spredt ud over hele det europæiske samfund netop dér, hvor det viser sig mindst konkurrencedygtigt, og som en værditilvækst til økonomiens normale bestanddele, alle disse nye aspekter og innovations- og videnssamfundet. Denne indsats har fået en tidsplan med konkrete foranstaltninger fremlagt i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon, særlig med hensyn til Internettet og de lærings- og uddannelsesformer, som vi finder kan udgøre en fremtidig handlingsplan, der i øvrigt skal vurderes hvert år på ekstraordinære møder i Det Europæiske Råd, der altid skal finde sted om foråret. Det er ét af spørgsmålene. Det andet spørgsmål, som De rejser, er, om der skal være en organiseret struktur og en institution, som kan muliggøre kontrol med denne proces og sørge for, at der er særlig opmærksomhed om samordningen af disse spørgsmål inden for EU. De peger med rette på det problem, at gennemførelsen af disse foranstaltninger ofte kan komme til at skabe eller forværre uligheder. Det er en fare og en risiko, som vi er opmærksomme på. Regeringerne mener imidlertid ikke, at der behøver bliver oprettet en ny struktur og en ny bureaukratisk mekanisme, der også ville indebære betydelige udgifter. Tværtimod mener de, at de organer, der nu findes til at formidle denne proces, også rækker til at følge den op.
+Hr. formand, hr. formand for Rådet, som østriger er jeg meget stolt af, at rådsformandskabet har stillet udviklingen på IT-området i centrum. Det ville interessere mig at få at vide, hvorledes rådsformanden ser på bortauktionering af UMTS-licenser. Det udbytte, dette område kommer til at give, kan jo give enorme impulser og navnlig styrke det portugisiske program tilsvarende, hvis vi stiller indtægterne fra de licenser, der bortauktioneres, til rådighed for f.eks. forskning og udvikling, skolegang, uddannelse og videreuddannelse eller infrastruktur. Har De en idé om, at vi her udarbejder tilskyndelsesprogrammer til medlemsstaterne for virkelig at kunne sætte midlerne ind på dette område igen?
+Det, der ligger i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Lissabon, drejer sig om en indsats på nationalt plan, som derfor er regeringernes ansvar; det er objektive forpligtelser, som disse har påtaget sig ved at underskrive disse konklusioner, med henblik på en reorientering af de mekanismer og strukturer, planer og handlingsprogrammer, der findes inden for EU. Der er med undtagelse af mulighed for støtte fra Den Europæiske Investeringsbank ikke nye elementer, hvad angår finansieringsressourcer på dette område. Det var i øvrigt en af de objektive bekymringer, som man præsenterede os for under behandlingen af dette spørgsmål i Lissabon. Det var netop for at gennemtvinge større sammenhæng i de aktuelt eksisterende instrumenter, af den simple grund, at vi mente, at det var mere nødvendigt at reorganisere de nuværende instrumenter end at skabe nye. Og det er derudover nødvendigt, ligesom vi har gjort det med beskæftigelsespolitikken, og ligesom vi gør det med den makroøkonomiske politik, at prøve at opnå størst mulig sammenhæng i den nationale indsats med hensyn til videns- og innovationssamfundet, at sørge for, at denne indsats bliver genstand for en specifik plan, som den enkelte medlemsstat forpligter sig til at gennemføre internt i overensstemmelse med en bestemt tidsplan og gennem benchmarkingprocedurer, der gør det muligt for os at se, hvilke fremgangsmåder der er de bedste, og med udgangspunkt heri at få de andre medlemsstater til at følge lignende fremgangsmåder. Denne procedure indebærer jo en national forpligtelse i forhold til de opstillede mål, og det er derfor indlysende, at der ikke findes finansieringsressourcer ud over dem, der kan tilvejebringes gennem det enkelte lands budget. På et andet niveau er der derimod mulighed for støtte fra Den Europæiske Investeringsbank, nemlig inden for den række af aktioner, som skal afvikles af Unionen selv som supplerende udbygning af de foregående aktioner, men også for at give Unionens programmer og aktioner større sammenhæng på dette område. Kommissionen har været særdeles aktiv på dette felt, og programmet eEurope, som Kommissionen har lagt frem, og hvis handlingsplan skal vedtages på Det Europæiske Råd i Feira til juni, tilfører dette område nye retningslinjer og en ny reorientering af Fællesskabets politikker på dette felt.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 8.
+Spørgsmål nr. 9 af (H-0275/00): Om: Kvinder i de nye beslutningstagende organer under FUSP Agter Rådet at drage omsorg for eller anbefale, at kvinder bliver passende repræsenteret i de nye beslutningstagende organer under FUSP? Hvorledes vil de blive repræsenteret i krisestyringsorganerne, den politiske og sikkerhedspolitiske komité samt konfliktforebyggelsesorganerne? Tager Rådet i den forbindelse hensyn til, at kvinder er velegnede til at arbejde for fred?
+Det spørgsmål, som De stiller, er et grundlæggende spørgsmål, der vedrører den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, de nye krisestyringsorganer som den politiske og sikkerhedspolitiske komité og konfliktforebyggelsesorganerne, og De spørger, om Rådet tager hensyn til, at kvinder er velegnede til at arbejde for fred. Jeg tror, at det står mere end klart, at kvindernes arbejde for fred og på mange lignende felter, især med hensyn til mobilisering af det civile samfund, er anerkendt og selvindlysende. Vi ved alle, og der er ingen grund til at holde nogen diplomatisk tale om dét, at kvindernes rolle og tilstedeværelse i beslutningsprocesserne såvel inden for FUSP som inden for adskillige andre organer ikke er, som det kunne være ønskeligt eller rimeligt. Vi ved alle, at det internationale samfund har gjort sig anstrengelser på dette felt, og vi erindrer Beijing-erklæringens konklusioner fra 1995 om denne sag. Der skal som bekendt til juni afholdes en ekstraordinær session i FN's Generalforsamling med henblik på at vække det internationale samfunds opmærksomhed om behovet for, at kvinderne kommer med i de aktioner, der skal gennemføres inden for Beijing-erklæringen, og især at der bliver truffet særlige foranstaltninger til at fremme disse aktioner. Det er i denne sag værd at erindre sig, at det ikke lader sig gøre at føre en voluntaristisk politik på områder, der vedrører beslutningsprocessen. Dét går selvfølgelig generelt bedre inden for de politiske aktioner og inden for uddannelse eller administration. Vi tror ikke, at det er muligt at sætte en specifik aktion i værk, eksempelvis indførelse af kvoter i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks organer. Vi synes ikke, at det ville være fornuftigt, og der er heller ikke noget forslag om det i Rådet. Hver enkelt national regering kan foretage de nødvendige reformer af sit eget repræsentationssystem med henblik på at sikre en passende deltagelse af kvinder. På EU-niveau er disse spørgsmål, som De ved, i dag ved at blive indarbejdet i forordninger, og der findes anbefalinger som følge af Amsterdam-traktatens bestemmelser. Vi mener, at det, eftersom repræsentationerne i EU som helhed foregår med personale, der kommer fra medlemsstaterne, er disse, der har den største opgave med at sikre en så stor tilstedeværelse som mulig af kvinder, der kan stige op til beslutningsprocessen.
+Mange tak til formanden for Rådet, hr. Seixas da Costa, for dette svar, som er lovende, da det viser, at Rådet forstår problemet, svarer politisk og viser endog sympati for idéen. Imidlertid mener jeg, at svaret, hr. rådsformand, i grunden er alt for tilbagestående. Det portugisiske formandskab fik specifikt til opgave på topmøderne i Helsinki og Köln at fremsætte forslag til at styrke denne nye forsvarspolitik. De sagde, at De er var imod kvoter, men at De går ind for, at det skal nævnes. Jeg spørger det portugisiske formandskab: Mener De ikke, at det i den henseende ville være meget hensigtsmæssigt at nævne det i form af en henstilling? For jeg tror ikke, at den rolle, som Den Europæiske Union bør spille, skal være at stå bag De Forenede Nationer eller stille sig tilfreds med en omtale af, hvad Beijing betød. Den Europæiske Union skal være foregangsbillede for fremgangen. Det er klart, at kvinder bør være med i de politiske beslutninger - også om freden - og jeg beder det portugisiske formandskab om på en eller anden måde at nævne dette i denne henseende.
+Fru Izquierdo Rojo, jeg takker for den forhåbning, som de nærer til det portugisiske formandskabs indsats, men jeg tror, at De også selv er klar over denne indsats' begrænsninger netop på et område som det, De har omtalt. Jeg siger dette lige ud, for dér, hvor jeg selv arbejder, er 80% af de ansatte kvinder, også i ledende stillinger. Det er imidlertid klart, at vi altid må have dette forhold med i vores overvejelser, når vi fører politik, og at vi altid bør medtage spørgsmålet om lighed og lige muligheder i kønnenes repræsentation som en praktisk og konkret størrelse i dagliglivet og i vores handlinger. Jeg mener, fru Izquierdo Rojo, i al åbenhjertighed og med fare for at blive betragtet som reaktionær, at der er grænser for den politiske voluntarisme i denne sag. Idet jeg tager højde for disse grænser, mener jeg, at det vil være en smule vanskeligt, når vi vurderer den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks nye organer, at sige til den militære komité eller til generalstaben, at de skal have en andel på 50% kvindelige militærfolk. Jeg tror, at det er lidt vanskeligt, fordi det helt præcist er medlemsstaternes afgørelse, om de har kvindelige generaler eller brigadechefer eller ej. Fru Izquierdo Rojo, jeg kan ikke se på sådan et spørgsmål udelukkende politisk korrekt i stedet for objektivt ærligt.
+Spørgsmål nr. 10 af (H-0276/00): Om: Inddragelse af forskningspartnere fra udviklingslandene i de af Fællesskabet finansierede miljøforskningsprogrammer Nøglen til fremgang i udviklingslandene ligger i muligheden for selv at blive inddraget i udviklingsarbejdet såvel ved konstateringen af problemerne som ved tilvejebringelsen af løsninger. Hidtil er der på fællesskabsplan taget meget lidt hensyn hertil i videnskabelige og teknologiske projekter for udviklingslandene. De fælles rammeprogrammer udstrækker sig ikke til udviklingslandene. Det betyder, at f.eks. nordafrikanske partnere ikke kan blive inddraget i videnskabelige og teknologiske miljøprojekter. Der er ganske vist ikke noget til hinder for deres forskningsaktivitet, men der er heller ingen finansieringsmuligheder, og udviklingslandene vil ikke blive optaget som partnere i konsortierne uden mulighed for at rejse penge hertil. Hvorfor er dette ikke muligt, når f.eks. Ruslands inddragelsesmuligheder er blevet udvidet? Skal denne problematik bl.a. anskues med de indvirkninger for øje, som f.eks. ørkendannelsen i Nordafrika eller problemerne i Middelhavet har for EU? Er EU villig til via adgang til økonomiske midler at overdrage et større ansvar til de lokale videnskabsmænd, således at arbejdet også bliver videreført, når den finansierende partner ikke længere er til stede? Er EU endvidere villig til at sikre, at projekter ikke bliver gennemført uden inddragelse af lokale videnskabsmænd?
+Europa-Parlamentet og Rådet vedtog i 1998 femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling, der skal løbe fra 1998 til 2002. Et af dette rammeprograms karakteristika er, at det indeholder en række tematiske programmer, der definerer prioriterede forskningsområder og horisontale temaer. Et af disse temaer bærer titlen "Befæstelse af EF-forskningens internationale rolle" og har som formål at fremme det videnskabelige og teknologiske samarbejde internationalt og bidrage til gennemførelsen af Fællesskabets udenrigspolitik på dette område. De generelle mål om internationalt videnskabeligt samarbejde fastslås også i dette rammeprogram, herunder støtte til udvikling af et Euro-Middelhavssamarbejde og bidrag til økonomisk, social og videnskabelig udvikling i udviklingslandene. I december 1998 vedtog Rådet også regler for deltagelse fra virksomheder, forskningscentre og universiteter ligesom regler for udbredelse af forskningsresultater ved gennemførelsen af femte rammeprogram. Hvad angår deltagelse fra juridiske enheder i tredjelande og internationale organisationer, er alle indirekte forskningsaktiviteter under de tematiske programmer åbne for forskningsenheder fra middelhavspartnerlande og udviklingslande, i princippet uden fællesskabsfinansiering - den eneste undtagelse angår situationer, hvor fællesskabsfinansieringen betragtes som helt vital for denne aktivitets formål. Artikel 6 tillader dog deltagelse fra tredjelande i specifikke forsknings- og teknologiudviklingsaktiviteter under programmet til befæstelse af EF-forskningens internationale rolle. I januar sidste år vedtog Rådet femte rammeprograms specifikke programmer, der som bekendt specificerer mål og aktiviteter for de forskellige kategorier af tredjelande. Hvad angår tredjelande fra Middelhavsområdet, er der blevet afsat et beløb på 55 millioner euro til forsknings- og udviklingsaktiviteter som f.eks. integreret forvaltning af kystzonen i Middelhavet, der omfatter miljøaspekter, vandforvaltning, forvaltning af naturressourcer, bevaring og restaurering af kulturarven, samfundsøkonomisk modernisering osv. Hvad angår udviklingslandene, er der et beløb på 210 millioner euro til specifikke aktiviteter, eksempelvis sådanne, der vedrører innovationsovertagelse, fremme af et bæredygtigt forhold mellem demografisk pres, fødevaresikkerhed og anvendelse og forvaltning af økosystemer, produktionsforbedring og forebyggelse af naturressourceødelæggelse. Herudover er der blevet oprettet en stipendieordning under et specifikt program, der gør det muligt for kandidater og ph.d.'er fra udviklingslande og fra lande i Middelhavsområdet at deltage i europæiske projekter. Der er ligeledes afsat midler til samordning med Fællesskabets tekniske bistandsprogrammer, herunder programmerne Meda og EDF, ligeledes for Latinamerika og Asien. Det er naturligvis Kommissionen, der tager sig af gennemførelsen af de tre nævnte beslutninger bistået af de givne programkomitéer. Indtil nu er der blevet indkaldt specifikke forslag orienteret mod udviklingslandene og landene i Middelhavsområdet med et budget på i alt 85,5 millioner euro.
+Hr. repræsentant for Rådet, tak for svaret. Jeg ønsker dog alligevel et svar, der er en anelse mere klart og mere præcist. Er situationen nu den, at udviklingslandene allerede i dette øjeblik kan ansøge om bevillinger? Tidligere har det faktisk ikke været sådan. På hvilken måde adskiller situationen sig f.eks. fra situationen inden for Østeuropas Intas- og Interreg-programmer?
+Da det drejer sig om spørgsmål, der specifikt vedrører Kommissionens kompetenceområde, er det eneste, jeg kan love, at jeg ud fra det supplerende spørgsmål, som De stiller, og inden for det område, som deres bekymringer gælder, kan forsøge at give et mere koncist svar, noget, som vi formodentlig må gøre skriftligt.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 11.
+Spørgsmål nr. 12 af (H-0277/00): Om: Spørgsmålet om fælles forsvar som emne for regeringskonferencen Der er fastlagt en "stram" dagsorden for regeringskonferencen, således at der fortrinsvis vil blive drøftet institutionelle spørgsmål. Det er en generel opfattelse, at Portugal har planer om på samlingen i juni at udvide denne dagsorden. Er denne opfattelse korrekt? Vil Portugal dermed også lade spørgsmålet om fælles forsvar indgå på listen over emner for konferencen?
+Hr. formand, hr. repræsentant for Rådet, man forbereder i øjeblikket et europæisk forsvar, og forskellige lande er med til at forberede det. Der er NATO-medlemslande og lande, der ikke er medlemmer af NATO. Hr. repræsentant for Rådet, tror De, at man kan skabe en forsvarsdimension for Europa, som er uafhængig af NATO, eller er alle disse nye organisationer i harmoni med grundstrukturerne i NATO?
+Hr. Seppänen, jeg er sikker på, at Deres spørgsmål rummer en klar misforståelse, medmindre der har været fejl i tolkningen. Vi taler ikke om forsvarspolitik. Vi taler om krisestyring, om det, der i dag er beføjelser, som er indeholdt i traktaterne, og vi taler altså ikke om nogen europæisk forsvarspolitik, vi taler ikke om at oprette en europæisk hær. Vi taler om krisestyring, humanitære aktioner, om det, der almindeligvis i EU-jargonen kaldes "Petersberg-opgaverne". Og i disse opgaver yder alle EU's lande et værdifuldt bidrag, også det land, som De selv kommer fra. Det, som vi vil nu, er ikke at oprette en europæisk forsvarspolitik, men en fælles sikkerhedskultur, der gør krisestyring mulig for os. Og på det punkt tror jeg ikke, at der er de store vanskeligheder. Vi håber, at vi kan forlige alle de forskellige kulturer, der findes inden for Unionen.
+Jeg takker Rådet. Jeg er dog lidt overrasket over svaret. Jeg opfattede det sådan, at man ikke kan handle, hvis det er et nationalt retssystem, som har dømt, fordi dette ville være at blande sig i nationale anliggender. På denne måde ophæves artikel 6 i Amsterdam-traktaten faktisk, det vil sige, hvis man handler ud fra nationale retssystemer. Det kan vel ikke være meningen, at en medlemsstat skal kunne gøre hvad som helst, bare den gør det gennem sit eget retssystem. Jeg vil også gerne spørge, om Rådet agter at se nærmere på denne sag og måske studere den lidt grundigere.
+De humanitære aktioner og krisestyring, der indgår i de Petersberg-opgaver, som Det Europæiske Råd i Helsinki omtaler, er aktioner, der kan gennemføres inden for EU's rammer, men vores hensigt er at sikre, at disse aktioner alle er forenelige med det, der i dag findes i nogle lande i EU og i NATO-landene. Hvorfor dét? Fordi de mekanismer og de midler, der findes til at styre disse kriser, ikke er umådelige; de er faktisk lige præcis i de fleste tilfælde NATO's midler. Det er midler til militær indsats og til varetagelse af sikkerhed, der i dag findes inden for EU og NATO, som skal benyttes. Det er vigtigt at sikre et effektivt samarbejde med alle NATO-landene; og når vi taler om NATO-lande, taler vi om landene uden for EU, især ansøgerlandene, f.eks. Tyrkiet, samt Norge og Island. Det er indlysende, at vi i en større sammenhæng, hvor vi også skal tage hensyn til operationernes omfang, også taler om USA og Canada. Det drejer sig altså om et udvidet samarbejde, der skal sikre en ansvarsfordeling mellem alle dem, der i dag har en målsætning og en forsvars- og sikkerhedsskultur, der ligner hinandens.
+Spørgsmål nr. 13 af (H-0283/00): Om: Krænkelse af udtryksfriheden Retten i Første Instans i Thessaloniki, som ledes af en enkelt dommer, forbød for nylig handlen med en bog af forfatteren Mimis Andrulakis, under henvisning til, at den er ugudelig. I artikel 6 i Amsterdam-traktaten hedder det, at Den Europæiske Union bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Desuden er Grækenland kontraherende part til Den Europæiske Konvention om Menneskerettigheder, som garanterer udtryksfrihed og religionsfrihed. Ud fra disse betragtninger og ud fra betragtningen om, at hjørnestenen af borgernes Europa er grundlæggende respekt for frihed, pluralisme og menneskerettighederne. Hvorledes er da Rådets holdning til en sådan foranstaltning, og agter den at henvende sig til de kompetente græske myndigheder for at få sat en stopper for forfølgelse af forfatteren og forbud mod hans bog?
+Hr. Mihail Papayannakis spørger Rådet om, hvordan det fortolker den afgørelse fra Retten i Første Instans i Thessaloniki, der har forbudt handlen med en bog af forfatteren Andrulakis under henvisning til, at den er ugudelig, og spørger, om Rådet agter at henvende sig til de græske myndigheder. Jeg vil gerne forklare, at Unionen ifølge artikel 6, stk. 1, i traktaten om EU, Amsterdam-traktaten, respekterer en række grundlæggende principper med henvisning til Den Europæiske Konvention til Beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder. Den bagvedliggende filosofi for denne artikel sigter på at iværksætte en slags politisk kontrol med medlemsstaternes handlinger og at sikre, at de demokratiske værdier og principper overholdes. Denne artikel sigter således mod at sikre et fælles sæt værdier. Artikel 6 kan dog ikke påkaldes for at udvirke en eller anden indblanding i medlemsstaternes indre anliggender, herunder på retsområdet. Unionen har ikke beføjelse til at gribe ind over for retsvæsenets virksomhed i medlemsstaterne, og Rådet kan derfor ikke blande sig i myndighedsafgørelser. Den foranstaltning, som Retten i Første Instans i Thessaloniki har truffet, og som er en foranstaltning, som en domstol i en medlemsstat har truffet i en konkret sag, har inden for det græske retsvæsen alle muligheder for at blive appelleret til højere retsinstanser. Skulle disse appelmuligheder blive udtømt, foreligger der altid mulighed for at indbringe sagen for Menneskerettighedsdomstolen.
+Mit tillægsspørgsmål drejer sig om, hvordan man skal fortolke beslutningen ved topmødet i Helsinki om militære, fredsbevarende samt fredsskabende operationer. Den beslutning giver jo også ansøgerlandene mulighed for at deltage i de militære strukturer, som EU skal opbygge. Gælder dette også for Tyrkiet, som jo har søgt om medlemskab? Indebærer dette, at man åbner en dør for et militært samarbejde mellem Tyrkiets og Den Europæiske Unions styrker i f.eks. fredsbevarende aktioner?
+Hr. Sjöstedt, staterne forpligter sig til at handle inden for den ramme, som traktaten afstikker for dem. Det er derfor, at de har underskrevet traktaten. Hvis der måtte forekomme en grov og vedvarende krænkelse af borgernes rettigheder, således som disse artikler definerer dette, er der selvfølgelig måder til at gribe ind over for staterne. Unionen råder over måder til at gribe ind over for staterne. Men lad os være konkrete. En sag som denne, i et demokratisk land som Grækenland, er en sag, der har alle betingelser for at blive pådømt og for at gå videre i det græske retssystem, indtil samme systems appelmuligheder er udtømt. I modsat fald ville vi virkelig gøre en sag til et fællesskabsanliggende, for hvilken der er en lang række appelmuligheder i et land, der fuldt ud overholder både menneske- og borgerrettighederne.
+Mange tak, hr. Seixas da Costa. Da spørgetiden til Rådet er udløbet, besvares spørgsmål nr. 14-31 skriftligt. Hermed er spørgetiden til Rådet afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.00 og genoptaget kl. 21.00)
+Hr. præsident, De har udtrykt ønske om at få ordet i forbindelse med et højtideligt møde i Europa-Parlamentet. Europa-Parlamentet har ikke på noget tidspunkt afslået et sådant ønske fra et medlemslands statschef, men har modtaget den pågældende på behørig vis og med agtelse for den pågældende person, for det høje embede, denne beklæder, og den nation, denne repræsenterer. (Kraftigt bifald) I samme ånd byder jeg Dem velkommen i Europa-Parlamentet i dag. Som det vil være Dem bekendt, har regeringsdannelsen i Østrig vakt betydeligt røre i alle EU's medlemsstater i årets første måneder. Det gælder både på regeringsniveau og i befolkningen. (Kraftigt bifald)Er der noget, der samler Europa-Parlamentets medlemmer uanset politiske og nationale forskelle, er det en fast tro på EU's grundlæggende værdier og en ubetinget modstand mod alle tendenser til racisme og fremmedhad. (Kraftigt bifald)Hr. præsident, vi ved, at De ikke bifaldt denne regeringskoalition med et højreekstremistisk parti, og at De gjorde en stor indsats for at finde en anden løsning ... (Tumult blandt yderste højre)... og vi ved, at De, før De accepterede den løsning, De fandt uundgåelig, krævede, at de berørte politiske ledere skulle forpligte sig til at respektere EU's grundlæggende værdier. Regeringen forpligtede sig hertil. (Bifald, og protest fra yderste højre)Europa-Parlamentet vil på denne baggrund og som et vidnesbyrd om vores nære relationer til og dybe respekt for det østrigske folk opmærksomt lytte til Deres budskab. Hr. præsident, vi er ikke i tvivl om, at De i denne forbindelse vil have i erindring, at et overvældende flertal af Europa-Parlamentets medlemmer gav udtryk for stærk bekymring, da Europa-Parlamentet vedtog sin udtalelse af 3. februar. Jeg vil hermed straks give Dem ordet. (Samtidig med at præsident Klestil gør sig klar til at tage ordet, forlader adskillige af Europa-Palamentets medlemmer fra venstrefløjen salen. Fru Muscardini udbryder: "Skulle det være demokrati, at man end ikke vil lytte til et indlæg ...")
+Inden jeg tager ordet, vil jeg gerne sige til det ærede medlem, at min principielle opfattelse af parlamentarisk demokrati er den, at man også lytter til den anden part i ro og orden, selv om man ikke er enig med den pågældende. (Kraftigt bifald) Fru formand, ærede medlemmer, ærede repræsentanter for Rådet og Kommissionen, mine damer og herrer, først vil jeg gerne sige tak til Dem, fru formand, og til medlemmerne af Europa-Parlamentet for lejligheden til at kunne tale til Dem her i dag. Jeg er kommet til Strasbourg for at bekræfte Østrigs faste tilknytning til Den Europæiske Union. De seneste opinionsundersøgelser viser, at fire femtedele af mine landsmænd siger ja til Østrigs medlemskab af Den Europæiske Union og fortsat vil gøre det. Det er for mig et meget vigtigt og et meget positivt signal. Jeg er kommet til Strasbourg for - idet jeg støtter mig til den holdning, mine landsmænd har - at afgive en klar bekendelse til Den Europæiske Union som et værdifællesskab. Jeg mener, at Østrig siden sin tiltræden gentagne gange har bevist sin europæiske bevidsthed og sit konstruktive medarbejde i Unionen. For få dage siden åbnedes i Wien Det Europæiske Kontor til Overvågning af Racisme og Fremmehad. Jeg deltog i åbningen efter indbydelse fra forvaltningsrådet og gav i min tale udtryk for fuld forståelse for den bekymring, at racisme, intolerance, fremmedhad og antisemitisme igen kunne vokse - ikke kun hos os, men også i andre lande og regioner i Europa. Jeg fremhævede, hvor vigtigt det også i dag er at gribe ind med det samme, hvor menneskets værdighed og menneskerettighederne er i fare. Vi må ikke tøve med at gribe ind over for enhver form for radikalisering og polarisering. Og vi skal beslutsomt imødegå dem, der gennem en opportunistisk, en populistisk politik forsøger at opflamme folks angst og bekymringer for at slå politisk mønt deraf! (Bifald) Netop ungdommen skal advares imod en sådan politik - og mod de farer, den kan medføre for deres egen fremtid. Det nuværende Østrig, som i 1945 genopstod på ruinerne efter Anden Verdenskrig, er blevet opbygget af en generation, som havde taget ved lære af de skrækkelige erfaringer fra den første halvdel af det 20. århundrede - af pessimisme og resignation, af viljen til at bruge magt og af modtageligheden over for gale idéer. Den anden republik blev fra begyndelsen præget af østrigernes stærke bekendelse til deres stat og båret af deres overbevisning om, at de aldrig mere ville lade sig forlede af nationalisme, ekstremisme og fremmedhad. I dag bor der ca. 800.000 udlændige i vores land - omtrent 10% af den samlede befolkning. I de forløbne årtier har Østrig taget imod i alt 1 million mennesker og integreret dem. Dermed har vi - i forhold til landets størrelse - givet flere flygtninge ophold end noget andet medlemsland i Den Europæiske Union. (Bifald) Jeg henleder opmærksomheden på flygtningestrømmene fra øst i 1945, fra Ungarn i 1956, fra Tjekkoslovakiet i 1968 og i det forgangne årti fra det tidligere Jugoslavien. Derudover kom der mange mennesker fra andre lande. Østrig har endvidere bistået jødiske emigranter fra det tidligere Sovjetunionen med at komme til Israel og andre lande eller blive hos os. Der har givet - hvad angår de senere år - også været mange forsømmelser, som vi i dag er blevet os mere bevidst. Jeg vil således ikke skjule min forlegenhed ved, at Østrig ikke - eller alt for sent - indbød de jødiske medborgere, der blev fordrevet i 1938, til at vende tilbage. Netop de har ofte, det har jeg ved flere lejligheder bevæget konstateret, bevaret en dyb kærlighed til deres tidligere hjemstavn. Der er endnu meget at gøre, når vi skal bearbejde vores fortid. Først når de historiske kendsgerninger er klart belyst, ofrene har fået erstatning, og det historiske ansvar fuldt ud er placeret, står vi igen på fast grund. Men som forbundspræsident er jeg også fast besluttet på at imødegå ubegrundet kritik af Østrig og østrigerne, at tilbagevise den eftertrykkeligt. Der er i de sidste uger blevet sagt og skrevet meget, som giver et vrængbillede af Østrig og ikke beskriver det i overensstemmelse med kensgerningerne - hvad enten det så skyldes ukendskab eller overfladiskhed. Derfor appellerer jeg til de politisk ansvarlige og tillige til medierne i Den Europæiske Union om - netop i lyset af de europæiske værdier, som med rette anses for at være fundamentet for den europæiske opbygning - ikke at miste påbuddet om objektivitet og om fairness af syne. Jeg mener, at det er i alle medlemsstaters interesse at gå ind for, at der gives et klart billede af den virkelige situation i Østrig, at kritik fjernes, at man søger mod det fælles og ad dialogens vej bidrager til overvindelsen af denne situation, der er vanskelig for alle. (Bifald) Jeg er endvidere overbevist om, at det er i Europa-Parlamentets interesse at sørge for, at arbejdet i de europæiske institutioner afvikles forsvarligt og i overensstemmelse med reglerne og dermed tillige for, at Østrigs fulde og uindskrænkede medarbejde sikres ... (Bifald) ... netop for så vidt angår de store spørgsmål, vi står over for, som udvidelsen af EU og reformen af institutionerne og den europæiske sikkerhedspolitik. Mine damer og herrer, Østrig er et stabilt demokrati og en velfungerende retsstat. Den østrigske forfatning bestemmer, at forbundsregeringen skal have forbundspræsidentens tillid. Det giver mig et særligt ansvar - også med hensyn til regeringens politik. Derfor har jeg sammen med formændene for de to regeringspartier udarbejdet en erklæring, som forpligter regeringen til at overholde de europæiske grundlæggende værdier og retsprincipper. Som forbundspræsident er det endvidere min opgave at repræsentere republikken udadtil. Allerede i 1992 og i 1998 har jeg her i plenum sagt, at Østrig - i kraft af sin historie og sin beliggenhed i Europas centrum - i særlig grad føler sig kaldet til at yde et engageret bidrag til fuldførelsen af den europæiske opbygning og til bevarelsen af freden. Der hersker ingen tvivl om, at Østrig har en særlig interesse i udvidelsen af Den Europæiske Union. På baggrund af samhørigheden med befolkningerne i det centrale og sydøstlige Europa gennem århundreder har vi erfaringer, som i dag kan være til særlig gavn for udvidelsen af Den Europæiske Union i hele Europas interesse. Vi ønsker ikke i længden at blive ved med at være en randstat i EU og bo ved en velstandsgrænse, der går tværs gennem Europa. Kun udvidelsen giver os den enestående lejlighed til i Europas centrum at udforme et område med fred, stabilitet og fremgang. Om få dage finder det næste årsmøde mellem de centraleuropæiske præsidenter sted i Ungarn. Af den første sammenkomst af denne art mellem fire præsidenter, som jeg indbød til for første gang i 1993 i Salzburg, er der i mellemtiden blevet en kreds på 12. Her drejer det sig også om de små og mellemstore staters stilling i Den Europæiske Union. Den er et af de centrale punkter, som lige fra begyndelsen har præget den europæiske integration. Den tid, hvor Europas historie blev bestemt af store magters dominans, ligger bag os. Netop Centraleuropa har en enestående mulighed for at blive det ny, større Europas hjerte, et levende fællesskab, der bygger på en fælles historie og fælles erfaringer, og som kan yde et særligt bidrag til fuldførelsen af Europa. For at det kommende større Europa kan bestå, skal det gøre sig sit fælles åndelige og kulturelle fundament helt klart. Alle Europas befolkninger skal bidrage med deres del. Således er også det "østrigske" i vores egen kultur i sidste instans resultatet af en rigdom, vi øser af europæiske kilder, af viden om det centraleuropæiske områdes betydning, af de historiske og menneskelige bånd til befolkningerne i denne region, af den føderalisme og subsidiaritet, der er levende praksis, og af den erkendelse, den fælles historie har givet os, at supranationalitet på ingen måde behøver at være lig med tabet af egen identitet. For at udvidelsen skal lykkes, må Unionen være i stand til at udvide sig. Med indledningen af regeringskonferencen for knap to måneder siden begyndte den anden fase af den interne reformproces. Østrig bifalder udtrykkeligt, at Europa-Parlamentet inddrages i regeringskonferencens arbejde. Allerede i forbindelse med de hidtidige reformer af Den Europæiske Union har det ofte været Parlamentet, som stillede de modigste og mest visionære forslag og dermed troværdigt understregede sit krav på at blive den parlamentariske motor for den europæiske integration. Blandt de store udfordringer, Den Europæiske Union står over for, er også sikkerhedspolitikken. I lyset af de frygtelige konflikter, som i de sidste år især har hjemsøgt den sydøstlige del af vores kontinent, er Europa nødt til at vokse sammen, også hvad fælles forsvar angår. Af Europa kræves der netop i forbindelse med den militære krisestyring i særlig grad troværdighed, beslutsomhed og styrke. Det glæder mig, at debatten om dette vigtige emne indledtes under det østrigske formandskab. EU-topmødet i Köln og Helsinki betød andre milepæle. Frem til Det Europæiske Råd i Nice gælder det om at skabe forudsætningen for, at Unionen kan omsætte sit ærgerrige mål med hensyn til krisestyringens europæiske kapaciteter til praksis. Østrig er rede til solidarisk at bære sin del af udviklingen af Den Europæiske Union hen imod et sikkerheds- og forsvarsfællesskab. Vi ved, at en unions sikkerhed er udelelig, og vi ved, at fremtiden også for vores eget lands sikkerhed ligger i, at vi handler sammen med og for hinanden. En anden særlig sag er for mig udarbejdelsen af et charter om EU's grundlæggende rettigheder, da der jo her er tale om helt væsentlige spørgsmål som beskyttelse og fremme af de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne og disses øgede kohærens og effektivitet. Også her viser det sig, at Østrigs holdning i mange henseender stemmer overens med Europa-Parlamentets holdning. I dag gælder det således om at uddybe Den Europæiske Union yderligere på vigtige områder og tilpasse den til det 21. århundredes krav. I centrum står fortsat den første fredelige demokratiske forening af vores kontinent. Det gør denne proces så unik, men tillige sårbar. Vi skal gøre den fundamentale betydning af videreførelsen af den europæiske integration for fred og stabilitet i hele Europa klar for dem, der allerede anser det fælles Europa for en selvfølge. Demokrati er altid møjsommeligt. Navnlig i den store europæiske sammenslutning fordrer det et aktivt engagement hos de europæere, hvis dom vi daglig må underkaste os. Fru formand, mine damer og herrer, den situation, Østrig befinder sig i for øjeblikket, er ubehagelig og skæbnesvanger for mit land og navnlig for de mennesker, der bor der. Men den er tillige ubehagelig og skæbnesvanger for de øvrige 14 medlemsstater i Den Europæiske Union. Der er ikke nogen som helst tegn på, at Østrig afviger fra den vej, det hidtil er gået, nemlig det parlamentariske demokratis og de europæiske værdiers vej. Derfor anmoder jeg Dem om sammen med mig, med os i fællesskab at søge og finde en vej ud af denne situation til den østrigske befolknings og tillige til Den Europæiske Unions bedste. Til slut vil jeg gerne endnu en gang sige tak for indbydelsen til at tale i Europa-Parlamentet. Jeg forsikrer Dem om, at Østrig også fremover af alle kræfter og med stor overbevisning vil gå i brechen for fuldførelsen af Europas opbygning og fredens bevarelse. Vi østrigere er begejstrede europæere, og det vil vi blive ved med at være! (Kraftigt og vedvarende bifald)
+Hr. præsident, tak for Deres tale, og tak fordi De med Deres ord også - som forventet - bekræftede Deres stærke personlige overbevisning i denne sag. Der vil blive mulighed for en mere uformel udveksling af synspunkter, når De om nogle timer mødes med mig og med formændene for de politiske grupper i et lukket møde. Jeg skal derfor ikke i detaljer kommentere Deres tale. Inden vi afslutter det højtidelige møde, vil jeg gerne påpege, at vores vagtsomhed ikke er rettet mod det østrigske folk som helhed. Vi respekterer og holder af det østrigske folk og ved, at det østrigske folk, som også understreget i Deres tale, hr. præsident, føler sig stærkt knyttet til Den Europæiske Union. Vores vagtsomhed er ikke partipolitisk. Den er ikke udtryk for et felttog mod meninger. Ej heller overses den særlige politiske situation i Østrig i forbindelse med det seneste valg. Vores vagtsomhed er heller ikke udtryk for indblanding. EU er nemlig ikke blot et marked, men et værdifællesskab, og det glæder mig, at De påpegede dette i Deres tale, hr. præsident. Det, der sker i et af medlemslandene, vil altid have betydning for de øvrige medlemslande. Vores bekymring og vagtsomhed grunder sig på et faktum og en erindring. Et faktum. At den østrigske regering omfatter et fremmedfjendsk parti. De understregede selv i Deres tale, hr. præsident, at De har forståelse for, at udsigterne til en mulig ny bølge af racisme, intolerance, fremmedhad og antisemitisme vækker bekymring. En erindring. Historiske begivenheder, som sønderrev Europa, og som må tilskrives den omstændighed, at folket og ikke mindst dets ledere ikke reagerede i tide. (Bifald)Erindringen om disse begivenheder forbyder os at lade højreekstremismen vinde indpas. (Bifald)Den værste trussel mod samfundet ville være et sådant skred i den kollektive bevidsthed. At vi vænner os til det uantagelige. At vi relativiserer det utålelige. (Bifald)Hr. præsident, tak for de svar, De i Deres tale gav på vores spørgsmål. Svar, som giver grund til at tro, at Østrig igen kan blive et fuldgyldigt medlem af Den Europæiske Union. Juridisk set har dette selvsagt hele tiden været tilfældet ... (Tumult blandt yderste højre)... men vi håber, hr. præsident, at det også igen må gælde vores tanker og vores hjerter. (Kraftigt bifald. Tumult blandt yderste højre)(Højtideligt møde hævet kl. 12.30)
+Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger: A5-0059/2000 af García-Margallo y Marfil for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om meddelelse fra Kommissionen: Etablering af en ramme for de finansielle markeder: en handlingsplan (KOM(99) 323 - C5-0114/99 - 1999/2117 (COS)); A5-0053/2000 af Kuckelkorn for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om et indre marked for supplerende pensioner - Resultater af høringerne i forbindelse med grønbogen om supplerende pensioner i det indre marked (KOM(1999) 134 - C5-0135/1999 - 1999/2131(COS)). Før vi begynder, vil jeg gøre Dem opmærksom på, at jeg, da dette er et aftenmøde, og vi har meget arbejde foran os, vil være meget striks med taletiden. Derfor vil jeg også bede Dem om at udvise en tilsvarende selvdisciplin, så vi kan slutte på et rimeligt tidspunkt.
+Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, hvis jeg i dag her og nu skulle nævne to komplicerede ting på det økonomiske område, ville jeg uden tvivl nævne følgende: konsolideringen af de finansielle markeder og tilnærmelsen af reglerne for direkte beskatning - nærmere betegnet for beskatning af opsparing - som er under debat. Den forhandling, som vi havde for nylig om institutter for kollektiv investering i værdipapirer, og de reaktioner, som betænkningen om pensionsfonde, som vi skal behandle bagefter, har fremkaldt, beviser, hvor komplicerede og vigtige disse ting er. De to områder, liberalisering af markedet for finansielle tjenesteydelser og beskatning, behandles i den handlingsplan, der er målet for min betænkning. Det er derfor rimeligt at takke alle grupperne for deres samarbejde og igen at erklære over for Kommissionen, at den kan regne med Europa-Parlamentets aktive samarbejde i forbindelse med iværksættelsen af denne plan, uden at vi giver afkald på vores beføjelser, men udøver dem ansvarligt. Handlingsplanens indviklede karakter svarer også til ambitionen i den rapport, som Kommissionen har forelagt, der omfatter 43 foranstaltninger, som vedrører alle sektorer på området (børser, banker, investeringsfonde, forsikringer osv.), og som er forbundet med det, der kaldes den nye økonomi, som - ifølge topmødet i Lissabon - er et af de midler, der skal til for at gøre ende på arbejdsløsheden i Europa. Hvad omfatter de foranstaltninger? Hvad er formålet med dem? Efter min mening kort sagt følgende: liberalisering af de finansielle sektorer og ajourføring af reglerne for tilsyn og kontrol for at opnå, at det europæiske finansielle marked bliver mindst lige så konkurrencedygtigt som USA's. I begrundelsen har jeg et stort afsnit, hvori de to typer markeder sammenlignes. Med henblik på at nå disse to mål foreslår Kommissionen en måde, der uden tvivl er diskutabel og risikofyldt: en hurtig lovgivningsprocedure, som på sin side kunne udtrykkes i tre handlinger. For det første en begrænsning af de bestemmelser, som det er nødvendigt at inddrage i en forordning eller i et direktiv, og som dermed kræver Parlamentets deltagelse. For det andet en begrænsning af de bestemmelser til definitionen af de generelle kriterier og grundlæggende principper, som skal fastlægges på området, idet Kommissionen gives mulighed for at videreudvikle dem. Og for det tredje vidtgående fortolkningsbeføjelser til Kommissionen. Jeg er ikke i tvivl om, at proceduren skal fremskyndes, hr. kommissær, men Parlamentet er ikke rede til at give afkald på beføjelser, som det har taget så lang tid at opnå. Derfor er en af de første opgaver, som vi sammen skal udføre, at finde frem til en model, der gør det muligt at nå begge mål. Med hensyn til liberaliseringen, som er den første af de opgaver, Kommissionen stiller sig selv, tager Kommissionen udgangspunkt i et præmis: en konsolidering af det indre marked for finansielle tjenesteydelser kræver fjernelse af hindringerne for, at det fungerer gnidningsløst. Vi kan ikke være mere enige. Den naturlige følge er, at det, for at markedet kan fungere, er nødvendigt at fjerne disse hindringer. Det er vi også enige i, men vi ved, at der er vanskeligheder forbundet med at følge denne vej, som skyldes behovet for at forene målet om liberalisering med målet om beskyttelse af investorerne. For det første identificeres hindringerne ikke. Hr. kommissær, det er ikke nok at kunne udlede dem ved at læse om de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået. Jeg ville personligt have foretrukket en fortegnelse over de nationale foranstaltninger, der i henhold til direktivet om finansielle tjenesteydelser i de enkelte lande hindrer, at markedet fungerer gnidningsløst. For det andet er den løsning, som Kommissionen har foreslået, ikke uden vanskeligheder. Det er helt absurd, at en finansiel institution er underkastet og skal kende 15 forskellige regelsæt, men det er mindst lige så absurd, at en investor - i det mindste en almindelig forbruger - kan erhverve tjenesteydelser uden at vide, hvilke retlige regler der gælder for dem, fra virksomheder, hvis solvens han intet kender til, og i tilfælde af tvist skal anlægge sag i et land, ved en domstol og efter en procedure, der er fremmed. Liberaliseringen skal derfor gennemføres parallelt med forøgelsen af kontrol- og skatteforanstaltningerne. Hvad angår kontrolforanstaltningerne, står vi over for et nyt problem: behovet for at tilpasse kompetencen og jurisdiktionerne hos myndigheder, der stadig er nationale, og som for størstedelens vedkommende anvender forskellige modeller, til en anden verden - præget af globalisering, international konkurrence og kapitalens frie bevægelighed. Og til sidst, hr. formand, er det min personlige overbevisning, at markedet for finansielle tjenesteydelser, hvis vi ikke ønsker, at liberaliseringen skal give anledning til konkurrenceforvridning og flugt til mildere klimaer i eller uden for Unionen, ikke vil kunne fungere ordentligt uden en vis tilnærmelse af de bestemmelser, der regulerer opsparingen. Det er de bekymringer, der gives udtryk for i min betænkning. Bekymringer, der er et udtryk for en konstruktiv interesse for at samarbejde med Kommissionen, som jeg altid har betragtet som Parlamentets loyale allierede, om udviklingen af et område, der er så enormt kompliceret.
+Hr. formand, ærede kolleger, supplerende pensioner i det indre marked optager i stigende grad de politiske forsamlinger både nationalt og europæisk. Alene den lange optakt til denne debat om en meddelelse fra Kommissionen viste, hvor sprængfarligt emnet er. Emnet "supplerende pension" er komplekst, idet det også inddrager socialpolitikken, virksomhedspolitikken, skattepolitikken og kapitalmarkederne. Siden grønbogen blev offentliggjort, har Kommissionen koncentreret sig om kapitalmarkederne og søgt det kortsigtede mål gennem harmonisering af tilsynsordningen for pensionsfondene under begrebet "et indre marked for supplerende pensioner". I den forbindelse definerer den begrebet pension temmelig letfærdigt og skaber dermed en retningsgivende definition for yderligere lovgivningsinitiativer på det skattemæssige og sociale område, giver endvidere stødet til europæisk lovgivning, som påvirker national jurisdiktion. Det er netop denne kortsynethed, jagten på hurtig succes uden langsigtede målsætninger, som jeg bebrejder Kommissionen, for målet og den europæiske merværdi for den europæiske borger, for virksomheder, arbejdstagere og pensionsmodtagere og pensionskasser er det grænseoverskridende medlemskab af en pensionsfond, der garanterer en ægte pension i det indre marked. Denne europæiske merværdi holder vi os for øje, når vi opfordrer Kommissionen til i forbindelse med fremtidige lovforslag at skelne mellem ren kapitaldannelse og pension, det vil sige at skelne mellem udbydere, der dækker biometriske risici, og dem, der blot anbringer kapital. Sammen med lovgiverne i mange medlemsstater fastholder vi det standpunkt, at der kun kan være tale om pension, når den sikrer dækning af livsrisici som invaliditet, hele levetiden og efterladte. Hvad betyder det så i enkeltheder? Dækning af hele levetiden vil sige, at pensionskassen er forpligtet til at betale mig en fastsat pension, så længe jeg lever. Den må altså hverken afspise den pensionsberettigede med et fast beløb eller afkorte hans pension, fordi han er blevet for gammel i henhold til beregningerne. Ydelser til efterladte dækker de efterladte - det vil sige familiemedlemmer, som har krav på afdødes pensionsudbetalinger og er afhængige heraf. Invaliditet sikres til gengæld af pensionsydelsen i tilfælde af fuldstændig eller delvis tabt arbejdsevne. Hvis vi virkelig ønsker at støtte de lovbestemte pensionsordninger med supplerende pensioner i det indre marked, må pensionsordningerne omfatte dækning af disse risici. Hvis der ikke tages hensyn til biometriske risici, kan man vel godt tale om alderdomsforsørgelse, men ikke om pensionsordninger. Men det går nemlig ikke kun at tale om pensionsordningernes kvalitet i Europa. Kravet om at have forskelligt definerede produkter og produktudbydere på forskelligt lovgrundlag handler først og fremmest om retssikkerhed i Europa og i medlemsstaterne og om bedre muligheder i forbindelse med den fremtidige integration af det indre marked. Ligebehandlingen af pensionsprodukter fra udbydere er netop i modstrid med hensigten om at indføre en supplerende pension i det europæiske indre marked. Her er det tydeligt, at Kommissionen først og fremmest er interesseret i at skabe det europæiske kapitalmarked. Dertil nogle argumenter: At gennemtvinge senere beskatning i alle medlemsstater gør ikke blot den supplerende pension mere aktiv, det er den principielle forudsætning for det ressourcebesparende, grænseoverskridende medlemskab. Det vil sige, at virksomhederne - store som små - ikke længere skal råde over 15 forskellige systemer til deres medarbejdere, men at det er tilstrækkeligt med en pensionsfond. Men senere beskatning betyder indtægtstab for medlemsstaterne. En skattepolitisk enighed mellem medlemsstaterne er kun mulig, såfremt EU entydigt definerer lovrammerne - med hvilket direktiv om dette emne, det nu må være - og indtægtstabet for medlemsstaterne begrænses. Derfor kræver vi, at der udarbejdes to direktivpakker: En til pensionsordninger med dækning af biometriske risici og en til alderdomsforsørgelse. Med begge er det så muligt at forsøge sig med fuldstændig europæisk integration. Når det drejer sig om pensionsordningerne, har vi gode muligheder for at nå det forløsende mål inden længe. Derfor bør man ikke lade sig overtale af banker og investeringsindustrien til at træffe hurtige og kortsigtede beslutninger. Kære kolleger, jeg anmoder om, at vi som medbestemmende beslutningstagere af fremtidige direktiver under afstemningen i morgen giver Kommissionen det rigtige signal om at sørge for stabilitet, når det gælder sikring af alderdommen i Europa, en fremtidig supplerende pension i det indre marked, som også fortjener navnet!
+Hr. formand, jeg skal, som De har sagt, på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked tale om Kommissionens meddelelse om handlingsplanen for etablering af en ramme for de finansielle markeder. Som hovedordføreren, hr. García-Margallo, har nævnt, er der på dette område to spørgsmål, nemlig for det første beskatningen - uden harmonisering af skatter og afgifter ville det være meget vanskeligt at få finansielle markeder på fællesskabsplan - og for det andet den retlige ramme. Hvad angår den retlige ramme, mener jeg, at der er et paradoks i denne sektor. Jo mere liberaliseret en økonomi er, jo mere nødvendigt er det med en stram regulering af de finansielle markeder. Den amerikanske økonomi, som sandsynligvis er en af de mest liberaliserede økonomier, der findes, er den, der fastsætter de mest detaljerede regler for de finansielle markeder. På side 18 i den spanske version af Kommissionens forslag siger Kommissionen efter at have anerkendt Parlamentets beføjelser gennem den fælles beslutningsprocedure i henhold til traktatens artikel 151, at det er nødvendigt at anvende meget fleksible procedurer gennem komitologien. I disse tilfælde plejer komitologien at bestå i at give med den ene hånd og tage med den anden. På det område er jeg helt enig i ordførerens konklusioner. Jeg mener, at det er nødvendigt med en meget klar lovmæssig udvikling, og jeg er sikker på, at Kommissionen kan regne med Parlamentets støtte til den lovmæssige udvikling. Som ordføreren sagde for et øjeblik siden, kan man ikke forvente at få investorernes tillid, forbrugernes tillid og i den sidste ende det finansielle markeds tillid, hvis de ikke har en klar retlig ramme. Den eneste måde at gøre det på er ved at erstatte de stive bestemmelser, der eksisterer i øjeblikket, med en klar fællesskabslovgivning, som skaber sikkerhed i denne så følsomme økonomiske sektor.
+Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske forbindelser, Forskning og Energi beklager, at der i handlingsplanen for de finansielle markeder ikke er skænket de problemer opmærksomhed, som erhvervslivet og særligt de små og mellemstore virksomheder har med finansieringen af grænseoverskridende aktiviteter. Mange virksomheder fra små firmaer i grænseområdet til store multinationale selskaber vil gerne behandle deres konti som en national konto. De ønsker f.eks. at kunne modregne en positiv saldo i land A med en negativ saldo i land B. Derved sparer de renter. De eksisterende regler forbyder eller vanskeliggør den slags cash management-teknikker. Bankerne har allerede indgående gjort Dem opmærksom på denne problematik. Jeg vil gerne på vegne af Industriudvalget spørge kommissæren, om det er muligt at nedsætte en forumgruppe, der skal undersøge de lov- og skattemæssige hindringer for virksomhederne, herunder særligt SMV, ved finansieringen af deres grænseoverskridende transaktioner i eurozonen og på den måde løse denne problematik. Det vil jeg gerne have svar på.
+Hr. formand, efter beslutningen af 3. december 1998, der ikke lader til at være nævnt i Kuckelkorns betænkning, er det endnu en gang vores opgave som Parlament at bede Kommissionen om så hurtigt som muligt at arbejde i retning af et direktiv eller - som hr. Medina Ortega så rigtigt bemærkede - i retning af en fællesskabslovgivning, hvor man samordner de forskellige nationale lovgivninger. Kommissionen virker lidt ligegyldig og lader til at være mere interesseret i et direktiv, der vedrører forsigtighedsbestemmelserne for pensionsfonde. Den er mere åben over for forskellige muligheder, men er ikke handlekraftig i den retning, når det gælder fjernelsen af hindringerne for arbejdskraftens mobilitet og koordineringen af beskatningsordningerne. Retsgrundlaget er meget vigtigt og naturligvis forskelligt. I betragtning af de forskellige domme fra Domstolen kunne artikel 47 og 55 være gældende for pensionsfondene, mens artikel 42 kunne være gældende for fjernelsen af hindringerne for arbejdskraftens mobilitet og artikel 94 for koordineringen af beskatningsordningerne. Jeg vil dog gerne understrege, at det er nødvendigt og hensigtsmæssigt, at man når frem til en fælles pakke, for kun på denne måde vil man reelt kunne få en samlet ramme, der også modererer nogle lovligt raske tiltag i flere ændringsforslag. Her tænker jeg særligt på de biometriske risici, der er et meget vigtigt aspekt, men som bør tages op på baggrund af punkt 7 og 8 i udtalelsen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Ved at gøre det obligatorisk for fondene at dække de biometriske risici risikerer man nemlig at gøre systemet meget stift. Jeg mener således, at det er korrekt at give særbehandling til de fonde, som også dækker de biometriske risici, mens enhver måde at gøre systemet stift på til gengæld udgør en egentlig risiko for, at der bliver en uheldig uligevægt for pensionsmodtagerne.
+Hr. formand, virkeligheden er, som den er. Eftersom 23% af den europæiske befolkning i dag er over 65 år, vil dette tal være 40% i 2025, og forholdet på fire arbejdstagere for hver pensionist vil i 2020 være to arbejdstagere for hver pensionist. Det viser, hvor tvingende nødvendigt det er at fremme udviklingen af effektive supplerende bidragsfinansierede pensionssystemer i Den Europæiske Union med henblik på at sikre et effektivt supplement til de offentlige pensionsordninger med løbende finansiering. Vi ved alle, at vores medlemsstater gennemfører modige strukturelle reformer, men det påhviler også Den Europæiske Union at intervenere på pensionsområdet, særlig i forbindelse med de supplerende pensionsordninger, for inden for rammerne af det indre marked at lette arbejdernes fri bevægelighed, oprette et veritabelt fælles kapitalmarked og sikre overholdelsen af lige løn for kvinder og mænd. Med dette formål for øje har Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ønsket at forene de supplerende pensioners sikkerhed og effektivitet for fremtidens pensionister. Det er endvidere en kendsgerning, at garantien for et højere sikkerhedsniveau for pensionsmodtagerne opmuntrer til en sund og ønskelig konkurrence mellem de europæiske pensionsfonde. Derfor vurderer vores udvalg, at direktivforslaget om Fællesskabets tilsynsregler over for pensionsfondene hurtigst muligt skal forelægges og vedtages, idet der tages højde for vores forhandlinger i dag, med seriøse garantier for ekstern og intern kontrol af de omhandlede fonde og beregning af deres forsigtighedsforpligtelse. I øvrigt er det for os et absolut krav, at mulighederne for overførsel og erhvervelse af pensionsrettigheder fra supplerende pensionsordninger i forskellige europæiske lande forbedres hurtigst muligt med henblik på at fremme arbejdernes fri bevægelighed. Det var Socialudvalgets udtalelse.
+Hr. formand, i denne debat vil jeg gerne allerførst sige, at vi inden for den nærmeste fremtid forventer at modtage et forslag til rammedirektiv for at sikre udviklingen af et veritabelt indre marked for supplerende pensionsfonde under anden og tredje søjle, mens den første søjle, der dækker de biometriske risici, naturligvis skal forblive hjørnestenen i Den Europæiske Unions sociale sikringssystem. Dette direktiv skal bl.a. fastlægge rammerne for fjernelse af hindringerne for det frie valg af pensionsfond, personernes fri bevægelighed, friheden til at tilbyde tjenesteydelser og dobbeltbeskatningsproblemet. Vi anbefaler en løsning baseret på princippet om, at bidragene er fradragsberettigede, og at de udbetalte supplerende pensionsydelser beskattes i henhold til de i bopælslandet gældende bestemmelser om indkomstskat. For så vidt angår det omstridte spørgsmål om, hvorvidt de supplerende pensionsordninger skal dække biometriske risici, vil jeg gerne understrege, at de pensionsfonde, der ikke dækker sådanne risici, ikke kan diskrimineres ud fra et skattemæssigt synspunkt i forhold til de fonde, der dækker sådanne risici. Med hensyn til tilsynsbestemmelserne skal disse være korrekt afpasset for at garantere fondenes sikkerhed. Så meget om den generelle ramme. Jeg vil gerne takke Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål for at have inddraget alle de rammende konklusioner fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder i beslutningsforslaget. Dette fører mig videre til betænkningen fra hr. García-Margallo y Marfil. For så vidt angår handlingsplanen med henblik på at uddybe det indre marked for finansielle tjenesteydelser, vil jeg gerne advare mod visse strateger, der vil tage liberaliseringen af sektoren for finansielle tjenesteydelser som gidsel, fordi de indledte tiltag vedrørende opsparingsbeskatning efter deres mening ikke er nået tilstrækkeligt langt. Tingene er, som de er, og vi skal huske på, at et indre marked for kapital og finansielle tjenesteydelser fint kan fungere uden beskatningsharmonisering. Med hensyn til de forslag, der forvirrer begreberne ambition og realitet, vil jeg gerne understrege, at oprettelsen af en børstilsynsmyndighed for EU absolut ikke har førsteprioritet, og da min taletid er udløbet, hr. formand, vil jeg afgive en stemmeforklaring i morgen for at sige det, jeg ikke nåede at sige her, for som ordfører for en udtalelse og taler for en anden betænkning er det virkelig umuligt at sige alt det, der skal siges, på to minutter.
+Hr. formand, ærede repræsentanter for Kommissionen og Rådet, ærede hr. Kuckelkorn, kære kolleger, først vil jeg takke Kommissionen for dens gode arbejde. Kommissionens meddelelse er liberal og fremtidsorienteret. Hvorfor skulle Europa-Parlamentet nu indtage en mindre liberal holdning og stemme for stagnerende strukturer? Vi bør ikke definere direktivets form og dækningsomfang for snævert. I stedet bør vi betragte emnet med åbenhed og ud fra et bredere perspektiv. Det er meget vigtigt, at vi ikke definerer arten og omfanget af risikodækningen for snævert. Vi bør i stedet være fordomsfri og se på spørgsmålet i et bredere perspektiv og tilskynde til etablering af nogle rammer, der er baseret på liberale markeder og livlig konkurrence mellem forskellige typer pensionsordninger. Det, vi bør fremme, er arbejdstagerens og arbejdsgiverens frie valg af den ordning, der passer dem bedst. Spørgsmålet om biometriske risici har vist sig at være ret så kontroversielt. Det er min faste overbevisning, at alle de forskellige pensionsordninger bør omfattes af det samme direktiv, så vi ikke beskytter visse typer ordninger fra konkurrence. Forbrugere og arbejdsgivere skal have ret til at vælge den form for pensionsordning, der passer dem bedst, og derfor bør ordninger, der dækker biometriske risici, behandles under det samme direktiv som ordninger, der ikke dækker disse risici. Begge etablerer en pensionsordning, men fokuserer på forskellige konkurrencemæssige fordele. Hr. Kuckelkorn, ingen her i Parlamentet er af den opfattelse, at supplerende pensioner ikke skal dække risikoen for et langt liv ved køb af en livrente eller et andet instrument. Det er ikke Den Europæiske Unions opgave at definere arten og omfanget af risikodækningen for andre biometriske risici. Men det bør bestemmes individuelt af hver enkel arbejdstager, som Kommissionen foreslår. At overlade denne form for beslutning til den enkelte er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Hvis man giver supplerende pensionsfonde frihed til at investere i en lang række instrumenter, øges den samlede investeringsporteføljes sikkerhed. Øget frihed fremmer kapitalmarkedets måde at fungere på og har en betydelig indvirkning på forøgelsen af den risikovillige kapital i Europa. Jeg går ind for idéen om, at vi som Europa-Parlament bør tilskynde til sund konkurrence og valgfrihed for den enkelte. Dette skal ikke blot føre til et indre marked for supplerende pensioner, men til hele lovpakken vedrørende finansielle tjenesteydelser.
+Hr. formand, socialdemokraterne støtter Kommissionens bestræbelser for at indføre et transparent og flydende indre marked for finansielle tjenesteydelser. Det er i de økonomiske aktørers og alle forbrugernes interesse, at omkostningerne i forbindelse med at rejse kapital og udgifterne til finansielle mellemmænd holdes på et minimum. De finansielle markeder i Europa lider for øjeblikket af en national opdeling, selv om vi er vidne til et generelt koncentrations- og internationaliseringsfænomen som følge af globaliseringen af det internationale finansielle system. Handlingsplanen vil ligestille det europæiske marked med det amerikanske marked. Det amerikanske markeds succes skyldes i vid udstrækning "dollarkongen". Det er derfor paradoksalt at konstatere, at nogle af de varmeste fortalere for den finansielle liberalisering på samme tid er imod euroen. Men den endelige indførelse af euroen i 2002 vil udløse en gennemsigtighed og konkurrence, der vil kræve, at de nationale markeder tilpasser sig hurtigere end forventet. Problemet er, at den lovgivende myndighed på nationalt og europæisk plan tøver med at få tilpasset det legale land til det virkelige land. Personligt er jeg ikke imod en hurtig lovgivningsprocedure på betingelse af, at en sådan ikke bliver en opgave for ukontrollerede teknokrater. Kommissionen kunne passende fremkomme med forslag ved at forenkle og kodificere de 11 direktiver vedrørende bankvæsenet, de otte direktiver omhandlende investeringsfondene og de 21 direktiver, der vedrører forsikringssektoren. I denne forbindelse rejses problemet om kohærente lovgivningsbestemmelser inden for finansverdenens forskellige sektorer og især problemet om overvågning og beskyttelse af almenvellet. John Kenneth Galbraith har fremført illusionen om, at penge og intelligens skulle være forbundne faktorer. Fortjenestens duft er så tillokkende, at finansverdenen har tendens til at fremkalde en kollektiv eufori, der ofte ender i finansiel krise. Kapitalens fri bevægelighed skal følges op af en effektiv lovgivnings- og tilsynsramme. Overvågningen af de forskellige markeder opdeles således efter land og sektor. På samme tid udviskes grænserne mellem banker, forsikringsselskaber, investeringsfonde og pensionsfonde som følge af fusionerne, opkøbene og koncentrationerne. Finland og Det Forenede Kongerige har taget konsekvensen heraf og indført en samlet tilsynsmyndighed for hele sektoren. I traktatens artikel 105, stk. 6, hedder det, at Rådet kan overdrage ECB specifikke opgaver i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og andre finansielle institutioner bortset fra forsikringsselskaber. Burde vi ikke benytte regeringskonferencen til at oprette den juridiske baggrund, der er nødvendig, for at Rådet kan overdrage ECB visse specifikke opgaver - ligeledes i forbindelse med tilsyn med forsikringsselskaber? For så vidt angår Kuckelkorn-betænkningen, må jeg lykønske dens forfatter med den ihærdighed, hvormed han taler for de supplerende pensioner og for, at disse rent faktisk skal være en anden søjle inden for alderdomssikring. Hr. formand, jeg vil gerne slutte af med at sige, at dette skal forstås således, at vi uden at skubbe forsikringsprodukterne til side skal favorisere de produkter, der dækker biometriske risici.
+Hr. formand, hr. kommissær, hvis Europa skal vokse, tiltrække kapital og skabe beskæftigelse, må det indre marked for finansielle tjenester realiseres. Hidtil har det mest været snak og alt for få konkrete foranstaltninger. I dag hindres det finansielle marked og derved væksten i Europa af et utal af forskellige nationale regler og administrative krumspring. Dette skader ikke blot virksomhederne, men naturligvis også Europas borgere. Udviklingen af Internettet betyder og kommer til at betyde meget for udbuddet af finansielle tjenester over grænserne. Frem for alt er det forbrugerne, som kommer til at drage fordel af denne udvikling, da de får adgang til flere valgmuligheder og lavere priser. Vi liberale ser ikke skatteharmonisering som en forudsætning for en fuldbyrdelse af et indre marked for finansielle tjenester, selv om en vis harmonisering kan vise sig at være nødvendig for at undgå en skadelig skattekonkurrence. Euroen har stabiliseret den økonomiske udvikling og givet bedre muligheder for at reducere omkostningerne for kapitalanskaffelse, hvilket er til fordel for såvel virksomheder som private husholdninger. Det er min klare opfattelse, at hvis EU skal kunne give Europas borgere vækst og kraft, skal alle medlemslande deltage i EU-projektet fuldt ud, det vil sige være medlemmer af ØMU'en. Romano Prodis udtalelse i dag til en svensk avis om, at Sverige skulle kunne stå uden for ØMU'en, er derfor overraskende både ud fra et økonomisk synspunkt og tvivlsomt ud fra et traktakmæssigt synspunkt. Vi hilser Kommissionens grønbog om liberalisering af de supplerende pensioner velkommen. Det er dog vigtigt at understrege, at pensionerne i Europa kendetegnes af en national mangfoldighed, og at man ikke behøver at harmonisere de forskellige systemer for at skabe et indre marked. Det er vigtigt, at et stort antal systemer kan eksistere side om side. Dette øger valgfriheden og mangfoldigheden. Derimod er det ønskværdigt at indføre en minimumsharmonisering med hensyn til medlemslandenes skattemæssige behandling af supplerende pensioner for at undgå dobbeltbeskatning. Jeg mener også, at medlemslandene selv må bestemme, hvordan systemet skal udformes, f.eks. om pleje af familiemedlemmer skal medregnes i pensionen. Det er et spørgsmål, som bedre kan løses på nationalt niveau. Et spørgsmål, som diskuteres meget i udvalget, er spørgsmålet om de biometriske risici. Der har været fremført synspunkter om, at kun de systemer, som dækker disse risici, skal omfattes af direktivet. Vi mener ikke, at det skal være sådan, specielt med hensyn til de små og mellemstore virksomheders mulighed for at fungere. Valgfrihed er godt. Afslutningsvis vil jeg lykønske hr. García-Margallo y Marfil og hr. Kuckelkorn for to betænkninger, der er vigtige for at skabe et konkurrencedygtigt Europa.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, siden ratificeringen af Fællesakten og på trods af De Grønnes advarsler opbygges markedet for finansielle tjenesteydelser uden en minimal harmonisering af bestemmelserne for beskatning af indtægter fra opsparing. Det, der måtte ske, er sket. De mest mobile faktorer har oplevet en skattemæssig dumping, mens de mindst mobile faktorer, nemlig arbejdskraften, har fået overført en større del af skattebyrden. Ansvaret for blokeringen af den i Monti-pakken planlagte skatteharmonisering bæres for øjeblikket af ét enkelt land, Storbritannien, der forsøger at skyde skylden på Luxembourg, på trods af at sidstnævnte er klar til at indgå et kompromis. Jeg vil gerne sige til vores britiske kolleger, at denne holdning forbitrer resten af Europa. Storbritannien er demokratiets og den moderne kapitalismes moder. Landets opmuntring til skattesvig har en ikke blot økonomisk og socialt, men også moralt korrumperende virkning. Det drager selve samfundsgrundlaget for den europæiske konstruktion i tvivl. Derfor har Verts/ALE-gruppen besluttet at sige nej til alle nye forslag om liberalisering af kapitalmarkederne, der ikke forudsætter, at Monti-pakken forudgående vedtages. Dette gælder i øvrigt Prodi-Kommissionens eget forslag, og det var det afgørende punkt i García-Margallo y Marfils betænkning om handlingsplanen for harmonisering af markedet for finansielle tjenesteydelser. Dette punkt er desværre blevet fordrejet af de af højrefløjen i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål fremsatte ændringsforslag.
+Hr. formand, med hensyn til supplerende pensioner er det afgørende, om man vil gøre alderdommen tryggere for pensionisterne, eller om man vil styrke kapitalmarkederne i Europa. Det er ikke bare to vidt forskellige målsætninger, men det er også svært at kombinere dem i ét og samme system. Kommissionens forslag og de to betænkninger, som vi drøfter i dag, prioriterer kapitalmarkedernes behov. Derefter håber man, at de markedsbaserede pensioner også vil vise sig at være gode for pensionisterne om 30 eller 40 år. Hvordan det går, ved vi dog ikke. Når man tænker på, hvordan Europa har forandret sig gennem de sidste 30 eller 40 år, og antager, at tingene vil forandre sig lige så meget i fremtiden, kan man se, hvor usikre sådanne forudsigelser er. Der er stor mangel på tryghed og solidaritet på pensionsområdet, fordi risikoen er så stor, og fordi man ikke kan få nok af tryghed og solidaritet. Derfor er de supplerende forsikringer et problem. De er jo meget mindre trygge end et grundlæggende pensionssystem, som er finansieret solidarisk. Jeg tror også, at der er behov for supplerende forsikringer og supplerende pensioner, men så burde disse være forpligtede til at investere i noget, som giver en stærk økonomi på langt sigt - i stedet for at de kortsigtede børskurser og den globale finanskapitalisme skal bestemme, hvordan fremtiden for pensionisterne skal se ud. Jeg mener også, at det ville være godt, hvis disse systemer for supplerende pensioner kunne administreres i fagligt regi som f.eks. solidariske pensionskasser, som det er tilfældet i nogle medlemslande. Selv om disse også er markedsbaserede, medfører de meget større stabilitet og tryghed end de private pensionsforsikringer. Nu ser det ud til, at vi får en liberal ordning på pensionsområdet i Europa, og så vil jeg råde mine vælgere til at lægge deres sparepenge i sikrere ting end private pensionsforsikringer. Til de unge vil jeg sige: Sats på uddannelse og kompetenceudvikling! Og til de ældre: Skaf en god og billig bolig til livets efterår! Vi politikere bør satse på en stærk og god grundlæggende pensionsordning.
+Hr. formand, Kommissionens grønbog har fået mange til at gribe til pennen. Så mange, at hensigten med grønbogen nærmest er sløret helt til i forslaget til beslutning. Det gælder også for ordføreren, hr. Kuckelkorn, der har gjort et meget stort arbejde, som jeg gerne vil takke ham for. Hans hensigt er i den sidste ende heller ikke kommet godt frem i forslaget til beslutning. Det er nu op til Parlamentet at sørge for en acceptabel helhed ved afstemningen i morgen. Det primære mål er, at arbejdstagere, når de flytter til en anden medlemsstat, kan tage deres supplerende pension med og udbygge den uden pensionsafbræk og med sikkerhed for værdien af de opbyggede pensionsrettigheder. Desværre er Kommissionen i øjeblikket ikke nået særlig langt med realiseringen af dette ønske. Der er langt igen, inden der er tale om en obligatorisk værdioverførsel mellem medlemsstaterne. Den første tærskel, der skal overskrides, er gensidig anerkendelse af tilsynsreglerne. Det kræver, at der er en klar adskillelse mellem pensionsfonde og kommercielle forsikringsselskaber. Pensionsfonde har pligt til at acceptere alle. En god pension dækker de biometriske risici. Forsikringsselskaberne har mulighed for at udvælge forsikringstagerne, og deres produkter dækker ikke biometriske risici. Fordi de dækkede risici ikke er identiske, vil myndighedernes tilsyn med pensionsfonde og forsikringsselskaber også være forskelligt. På baggrund af dette tilsyn er det forsvarligt, at begge har fuld investeringsfrihed. Det giver gennemsnitligt en højere forrentning. Vi skal undgå, at vi ikke for at opnå supplerende pensioner sender individuelle borgere ind i det store investeringsvildnis, hvor den slemme ulv lurer på deres penge, på grund af den lavere forrentning af pensionsfonde. Den anden tærskel omfatter medlemsstaternes skattesystemer. I betragtning af den stigende levealder i befolkningen er det ønskeligt, at skattesystemerne stimulerer supplerende pensioner. EET-modellen, hvor præmiebetaling er skattefrit, og pensionsudbetalingerne beskattes, opfylder dette kriterium og er endvidere almindelig i de fleste medlemsstater. Jeg håber, at Parlamentet og Kommissionen gør det indre marked for supplerende pensioner muligt langs disse linjer.
+Hr. formand, kære kolleger, sikring af pensionen er en yderst vigtig opgave i vores tid. Vi kan konstatere, at talrige pensionssystemer i de forskellige medlemslande, der er baseret på generationsaftaler, er i stadig større vanskeligheder. Derfor får den supplerende pension særlig stor betydning, og det er den, vi debatterer her i aften. Når vi taler om denne supplerende pension og pensionsfondene, må vi i forbindelse med ordningen først og fremmest sikre, at det fælles markeds bestemmelser tilgodeses, og at der ikke, som det ofte er tilfældet, opstår yderligere hindringer for den frie bevægelighed for personer i Det Europæiske Fællesskab. Vi kan konstatere, at det stadig er tilfældet for de talrige sociale sikringssystemer, og vi må undgå, at lignende hindringer kan opstå for den frie bevægelighed for personer inden for dette nye område. Derfor er det nødvendigt med visse fælles minimumsordninger. Vi har brug for visse mindsteregler til sikkerhed for pengeanbringelser, og vi forventer, at de pågældende forslag bliver fremlagt og forbedret. Det andet helt afgørende spørgsmål er den skattemæssige begunstigelse, som er mulig på tre forskellige måder: Ved indbetalingen, derefter i forbindelse med de påløbne renter og endelig ved udbetalingen. Det reguleres forskelligt i de forskellige medlemslande, og ønsker man, at disse fonde virkelig skal være kompatible på tværs af Det Europæiske Fællesskab, må vi nå frem til en fælles ordning. Det vil ikke være helt let. Vi ved alle, at der skal være enstemmighed i forbindelse med skatterne, men det er et af de grundlæggende krav, som vi må stille. Jeg kommer nu til opgavespørgsmålet, som vi diskuterer, nemlig: Hvad er pension? Hvad er pensionsfonde? Vi befinder os stadig midt i debatten, må jeg tilstå. Vores gruppe er heller ikke endnu nået frem til en endegyldig mening. Jeg kan med sikkerhed kun sige, at de biometriske risici må spille en rolle i et eller andet omfang i den samlede vurdering, det vil sige, uden hensyn til de biometriske risici kan de øvrige spørgsmål, som jeg har nævnt, heller ikke besvares. Men vi foreslår helt bevidst en åben formulering, nemlig den formulering, som hr. Ferri for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har valgt i punkterne 7 og 8. Jeg tror, at den formulering vil opnå den bredeste opbakning og gøre det muligt for os at komme videre, for det afgørende er, at vi nu får forelagt direktiverne. Jeg tror, at nogle af de spørgsmål, som vi diskuterer i dag, i sidste ende først bliver besvaret, når vi har mulighed for at bedømme dem i lyset af Kommissionens forslag, og det vil sige de konkrete direktivforslag.
+Hr. formand, som ordføreren, hr. Kuckelkorn, har sagt, må de statslige pensionsordninger under første søjle suppleres med yderligere erhvervsrelaterede pensionsordningsmodeller, som er effektive, som altså også udbreder retssikkerhed, og som virkelig lever op til kravet om en pensionsordning. Et direktiv må ikke benyttes til at profilere en form for sikring og samtidig sidestille pensionssikring med kapitaldannelsesprocesser, for produkterne til supplerende pension er nu en gang ikke normale investeringsprodukter. Derfor mener jeg virkelig også, at det er meget vigtigt, at vi har forskellig skattemæssig behandling i medlemsstaterne særlig for sådanne produkter, der også dækker biometriske risici. Med dagens debat er det derfor faktisk lykkedes os at få gang i en yderligere uddybning af det indre marked, for med det indre marked og euroen har vi nu skabt rammebetingelserne for, at udbyderne af finansielle ydelser i EU også virkelig kan handle effektivt, og samtidig bliver idéerne om finanslovgivning og finanstilsyn taget med i overvejelserne. Vi vil naturligvis ikke berøve udbyderne muligheden for at udnytte de forbedrede forretningsmuligheder. Men på den anden side ønsker vi også at sikre finansiel stabilitet og forbrugerbeskyttelsesinteresserne. På det europæiske topmøde i Lissabon blev betydningen af integrerede og effektive finansmarkeder på ny understreget og med rette, og også Europa-Parlamentet er interesseret i at overholde en stram tidsplan. Men i den forbindelse drejer det sig om med det indre marked og indførelsen af euroen for øje at gøre alt, specielt at forbedre kapitalgrundlaget for små og mellemstore virksomheder og højteknologiske virksomheder. Vi må gøre alt for, at vi også inddrager hensynet til foranstaltninger i en effektiv grænseoverskridende forbrugerbeskyttelses interesse. Det er derfor nødvendigt at nå frem til et forbedret samarbejde mellem regulerings- og tilsynsmyndigheder i europæisk målestok. Vi efterlyser også finansiel stabilitet, og her må man sige, at det øgede antal virksomhedssammenslutninger inden for finanssektoren i dag udgør et vigtigt problem. Vi må også henvise til OECD's rapporter, der klart henviser til de risici, der er forbundet med megamergers på dette område. Dannelsen af finanskonglomerater too big to fail begunstiger altså ikke kun moral hazard for de involverede institutter, men også den økonomiske politik og finanspolitikken i de involverede stater konfronteres med nye risici. Vi må gøre alt for, at der ikke sker en opblødning af den finansielle stabilitet, som fører til, at overskud fra virksomhederne udnyttes, mens eventuelle tab må bæres af skatteyderne. Det beklagelige ved konklusionerne fra topmødet i Lissabon er, at forbrugerbeskyttelse ikke umiddelbart bliver taget i betragtning. Uden pålidelige lovrammer, et maksimum af information og gennemskuelighed, men også ansvar til fordel for forbrugerne kan det indre marked ikke realiseres ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, på vegne af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance vil jeg sige min mening om det indre marked for supplerende pensioner. For det første vil jeg give udtryk for vores enighed i den fremstilling, der er baseret på de grundlæggende statslige systemers solidaritet mellem generationerne med tilføjelse af de supplerende kapitaliseringssystemer. Samtidig vil jeg gerne give udtryk for min enighed i det, hr. Kuckelkorn siger med hensyn til den vekselvirkning, der opstår mellem sociale sikringssystemer med dækningen af biometriske risici. Vi taler ikke om systemer til finansiel anbringelse, men om pensionsplaner. På den anden side er vi også enige i arbejdstagernes andel og i den presserende harmonisering af beskatningsreglerne. Det er imidlertid nødvendigt at tydeliggøre begrebet pensionsfond, således at det omfatter de supplerende sikringssystemer, som skal dække biometriske risici. Det er på den anden side nødvendigt at gøre det klart, at systemet i det indre marked vedrører alle arbejdstagere i Den Europæiske Union. Der er ikke bare lønmodtagere i Den Europæiske Union, men heldigvis også mange kooperative arbejdere. Der skal satses på kollektive ordninger, men ikke kun for virksomheder - noget som er behandlet i betænkningen - men også sektorbestemte, hvorved der tages hensyn til især de små og mellemstore virksomheder, som fru Plooij-Van Gorsel har gjort opmærksom på. Det er nødvendigt at tage højde for de store forskelle, der er inden for Unionen, hvad angår udviklingen af supplerende systemer. Derfor forstår og støtter vi regulerings- og kontrolsystemerne med henblik på beskyttelse af deltagernes rettigheder, men der skal, der hvor systemerne stadig ikke er særlig udbredte, lægges vægt på områder som information eller iværksættelse af nye planer. Endelig vil jeg understrege vores støtte til oprettelsen af en europæisk pensionsfond med deltagelse af erhvervslivets forskellige sektorer og pensionsudbyderne.
+Hr. formand, befolkningens aldring og faldet i antallet af arbejdstagere er kendsgerninger, som fremføres af Kommissionen og andre kolleger med henblik på at åbne vejen for pensionsfonde til de supplerende pensioner. Vækst- og jobskabelsesdynamikken fjernes. Med kapitaliseringsmekanismerne skal pensionsordningerne tilpasses til det indre marked og euroens indførelse. Denne tendens indebærer en risiko for, at et system baseret på privat forsikring progressivt kommer til at erstatte den sociale sikring. Sundhed og pension ville ikke længere være rettigheder, men goder underlagt markedets love. Pensionsfondenes strategi har som primært formål at rette opsparingen mod de finansielle markeder. Et sådant system er yderst farligt og dybt uretfærdigt, eftersom det favoriserer de rige, dem, der kan spare op, og lader de fattige tilbage med en elendig pension. I hr. Kuckelkorns oprindelige betænkning opfattedes pension først og fremmest som en social sikring mod visse vitale risici og derefter som en kapitaldannelsesproces. Men de vedtagne ændringsforslag, der uden forbehold understøtter kapitaliseringsmekanismerne, har ændret den grundlæggende. Derfor kan jeg ikke stemme for denne betænkning, der forringer Kommissionens tiltag. Vi mener derimod, at den sociale sikring skal holdes på et højt niveau og baseres på en solidaritet, der er uafhængig af finansiel rentabilitet. Systemet med løbende finansiering garanterer arbejdstagernes rettigheder, sikrer dem en pension inden for rammerne af en national solidaritet - en solidaritet mellem aktive og pensionister, mellem generationer, mellem kvinder og mænd, mellem den offentlige og den private sektor. Det skal tilstræbes at skaffe nye ressourcer og forbedre pensionernes købekraft ved hjælp af bidrag, der eventuelt kan opkræves på de finansielle produkter på samme niveau som dem, der opkræves på lønningerne. Arbejdsgiverbidragene bør knyttes til virksomhedernes beskæftigelsespolitik, og de virksomheder, der afskediger, bør pålægges en afgift.
+Hr. formand, efterhånden som de lægevidenskabelige fremskridt bidrager til en støt aldring af vores befolkninger, bliver pensionsbyrden over hele Unionen stadig mere bekostelig. I Det Forenede Kongerige, Chile og Singapore og i mindre omfang Nederlandene er byrden for staten og de efterfølgende generationer blevet lettet betydeligt gennem tilvejebringelsen af supplerende private og erhvervspensionsordninger som anden og tredje søjle, der omfatter fonde, der vokser for at levere pensionsydelser efter medlemmernes pensionering. Begge søjler har den fordel, at de er modstandsdygtige over for demografiske forandringer, og åbne ordninger navnlig i den tredje søjle, der ikke er begrænset til bestemte selskaber, øger arbejdskraftens mobilitet og investorernes valg og er meget mere overkommelige for små og mellemstore virksomheder. Jeg bifalder, at der er bred anerkendelse her i Parlamentet for at udvide disse supplerende ordninger til hele Europa, selv om der måtte være uenighed om deres præcise art og måden, hvorpå midlerne skal investeres. Efter min mening bør der straks gøres noget ved problemet, idet de senere års demografiske pres allerede skaber underskud i fordelingsordningerne i Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien. Det er endog blevet spået, at nogle lande, hvis den nuværende tendens fortsætter, vil komme til at stå over for udgifter på op mod 20% af deres BNP i de næste 10 år for deres pensionsforpligtelser. Der er naturligvis mange risici i forbindelse med investeringer i andele, men stagnerende økonomier er en endnu større risiko for Europa. Voksende pensionsfonde vil gøre vores økonomier dynamiske ved at tilvejebringe en masse ekstra kapital til investering ikke kun i EU, men også i nye markeder med bedre udsigter til fremtidig vækst og forrentning af den investerede kapital for vores pensionister. I tilfælde af definerede bidragsbaserede ordninger, som giver investoren en direkte andel i den nationale økonomis overordnede sundhed, vil der også være en følelse hos denne af at deltage i landets ve og vel. Statsordningen vil naturligvis forblive den primære mekanisme for den grundlæggende sikring af alderdommen. Men personligt ansvar og valg vil blive parolen for succes, hvis det kommende århundredes demografiske udfordringer skal imødegås med held. Derfor bør vi ikke være alt for konkrete med hensyn til spørgsmålene om biometriske risici eller investeringsstrategier. Vi har brug for brede lovgivningsmæssige rammer med bilaterale beskatningsaftaler, der vil sikre overførslen for de EU-statsborgere, der ønsker at arbejde i udlandet over hele Unionen, og som vil føre til et ægte indre marked for finansielle tjenesteydelser og give den europæiske investor det bedst mulige valg.
+Hr. formand, ærede kolleger, kernen i aftenens debat synes åbenbart at være, at uden klar og utvetydig afgrænsning af produkter, der dækker biometriske risici, således som ordfører Kuckelkorn foreslår, er det ikke muligt at skabe et fælles indre marked for supplerende erhvervsrelateret pension, i al fald ikke noget virkeligt indre marked. Vi har brug for en skattemæssig harmonisering som bro til et attraktivt indre marked. Vi har brug for senere beskatning, således som det også er foreslået i fuld enighed, fordi grænseoverskridende medlemskaber først da bliver attraktive. Hvorfor skal finansministrene betale to gange? Først må de betale for at afvige fra en forudbeskattet ordning og affinde sig med mindre skatteindtægter på et senere tidspunkt. Samtidig er de på den måde med til at betale for, at de muligvis er med til at begunstige utilstrækkelige produkter, der ikke forhindrer fattigdom i alderdommen, og måske skal de oven i købet betale en tredje gang, fordi de desuden skal finansiere fattigdom i alderdommen via de offentlige kasser. Sådanne finansministre skal endda muligvis betale endnu en gang, idet de må sige farvel til jobbet, fordi de bliver straffet for denne tåbelige fremgangsmåde. Derfor er debatten om valgfrihed for de forsikrede, således som den bliver forelagt for os i ændringsforslag 30, også en pseudodiskussion. Til de kolleger, der foreslår det, vil jeg sige, at det drejer sig om de selvsamme forsikrede, som De blot for få uger siden for størstedelens vedkommende forsvor skulle være i stand til at være med til at bestemme over fondsformuer, over anvendelsen af de indbetalte bidrag, som jo mange steder er en del af lønnen, og om hvilke de forsvor, at de, der handler for dem, kunne være med til at bestemme over en meningsfuld anvendelse af de pågældende fonde. Vi går stærkt ind for fri beslutningsret for Europas borgere, men så lad os også definere subsidiaritetsprincippet ordentligt. For subsidiaritet i henhold til den katolske sociallære betyder, at vi virkelig gør det muligt for de små enheder - familierne og flertallet af lønmodtagerne - at kunne sørge for deres egen alderdom, og så skal vi ikke tale så meget om enkelte udbyderes anlægsinteresser som kriterium, men i langt højere grad tale om, hvordan vi får fjernet hurdlerne for pensionsoptjeningsperioder. Vi skal tale om, hvorledes vi regulerer medbestemmelsesretten for de forsikrede og deres repræsentanter, og vi skal også tale om, hvorledes anlægskapitalen udnyttes på områder, hvor der så kan skabes meningsfyldte nye arbejdspladser.
+Hr. formand, denne betænkning foregiver at harmonisere de supplerende pensioner i Europa. Rent faktisk forsøger den at åbne de europæiske pensionssystemer for finansverdenen - hverken mere eller mindre. Den taler for udviklingen af et veritabelt indre marked for pensionsfonde, idet den påpeger den uundgåelige kapitalisering. Det kan i forbifarten bemærkes, at man, når det drejer sig om de magtfuldes finansielle interesser, ikke tøver med at glemme nærhedsprincippet til fordel for en enhedsmodel. Betænkningen fremsætter kyniske argumenter og vil fastslå idéen om, at kun kapitalisering vil gøre det muligt at beskytte de lavestlønnede bedre. I virkeligheden handler det ikke om at supplere de offentlige pensionsordninger, men derimod om progressivt at tømme dem for deres indhold. Arbejdstagerne ved imidlertid godt, at pension er en rettighed. De har kæmpet for at opnå den. Denne rettighed er bygget på solidaritet mellem generationer. Derfor vil de ikke under nogen omstændigheder spille deres pension på børsen. Magtfulde sociale bevægelser har allerede i flere lande sat sig imod lignende tiltag. Deres trusler har hidtil forhindret f.eks. den franske regering i at indføre pensionsfonde. Når vi stemmer imod en betænkning, der reducerer dette Parlament til lobby for den høje finansverden, er det i fuld overensstemmelse med denne tidligere, nuværende og kommende kamp og for at støtte den. Pensionisterne har behov for en tilstrækkelig, stabil og beskyttet pension. Det kan ingen pensionsfond eller børs nogensinde garantere. Som i så mange andre sammenhænge står valget her mellem at forhøje enkeltes fortjeneste og tilfredsstille alles behov.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi går alle ind for en fremtid for finansiering af pensionen, for en retfærdig, stabil generationsaftale for skabelse af en bæredygtig, klart defineret model baseret på tre søjler, der øger valgmulighederne for den enkelte og støtter arbejdskraftens bevægelighed. Vi siger alle ja til minimumsregler, fordi de øger bevægeligheden. Vi støtter alle klare minimumsregler i forbindelse med tilsynsreglerne. Alligevel er vi ikke enige om - og det beklager jeg - hvad vi forstår ved supplerende erhvervspension. Vi er heller ikke enige i spørgsmålet, om den supplerende erhvervspension supplerer den første eller den tredje søjle. Vi er ikke enige om arbejdstagernes muligheder for medindflydelse. Det har en årsag. Årsagen skyldes, at vi har forskellige systemer i alle lande, selv om vi har de samme overskrifter: forskellige skattebestemmelser, forskelligt omfang af ydelser, forskellige kulturer og en manglende bevægelighed. Derfor vil jeg sige Dem min mening: Jeg siger ja til et indre marked for finansielle tjenesteydelser, ja til en liberalisering af markedet, men i forbindelse med den supplerende erhvervspension må der findes beskyttelsesmekanismer for arbejdstagerne, den sociale markedsøkonomi må være en realitet. Derfor går jeg også ind for, at de tilbud på supplerende pension, der også omfatter biometriske risici, indebærer særlige fordele for de pensionsberettigede, og hele samfundet bør også prioriteres ved at tilgodese valgmuligheden over for de andre, fordi jeg ikke ønsker, at den, der er bevægelig, stilles ringere end den, der bliver hjemme!
+Hr. formand, jeg vil begynde med at ønske hr. Kuckelkorn tillykke, fordi jeg mener, at han har lavet en modig betænkning på baggrund af den trods alt meget stive og fastlåste tyske pensionssituation. Han vil klart tage skridt i retning af at udvikle et europæisk indre marked for de supplerende pensionsordninger. Jeg mener derfor, at han har fortjent ros. Jeg kommer fra et land, der har en meget betydelig anden søjle for supplerende pensioner. Næsten 90% af erhvervsbefolkningen i den private sektor har en lønrelateret pensionsordning. Den omfatter altså også de små og mellemstore virksomheder. De nederlandske tjenestemænds pensionsfond er med en formue på mere end 150 milliarder euro den største institutionelle investor af sin art på det internationale kapitalmarked. De nederlandske pensionsfonde tør i stigende grad foretage risikoinvesteringer. Næsten halvdelen af pensionsmidlerne blev i 1999 investeret i aktier, men på strenge vilkår. Men den gennemsnitlige forrentning i de sidste fem år var på ca. 15% i stedet for de 4%, som der altid regnes med. Det er påvist, at netop den obligatoriske deltagelse i kollektive pensionsfonde fremmer disse gode resultater. Spredningen over generationer og risici gør, at fondene kan investere så meget i aktier. Det giver pr. saldo den enkelte deltager en meget højere forrentning, end han eller hun alene kunne opnå gennem en spareplan eller investeringsfond. Det er derfor meget nødvendigt, at jeg hjælper fru Kauppi ud af drømmeverdenen om, at det er bedre for den individuelle arbejdstager at have frit valg. Det gælder også, hvis man hører til de heldige, der ikke har arvelige sygdomme, er unge og af mandligt køn, fordi vi kvinder, fru Kauppi, desværre får det endnu dårligere med individuelle engagementer, fordi vi gennemsnitligt lever længere end mænd. Jeg fraråder derfor også på det kraftigste, at man vedtager et princip om frit valg på europæisk plan. Overlad det til medlemsstaterne og det frie marked. Vedrørende et andet punkt, de biometriske risici, har andre talere sagt nok. Jeg tilslutter mig på det punkt helt hr. Kuckelkorn og vil dermed angive, at sådan en definition er meget vigtig, fordi vi forventer flere direktiver fra Kommissionen.
+Hr. formand, vi stemmer imod denne betænkning, der er en forsvarstale for de bidragsfinansierede pensionssystemer. Dette system tvinger de arbejdstagere, der ønsker at sikre sig en pension for at overleve, til at stille deres penge til rådighed for investeringsfonde, truster, forsikringsselskaber og andre private finansgrupper. Det lader i samme anledning pensionsbeløbene afhænge af finansmarkederne, det vil sige af spekulation. Endvidere får alle dem, hvis løn er for lav til, at de kan betale deres tribut til pensionsfondene, kun ret til en elendig pension. Anvendelsen af argumentet om den demografiske udvikling for at retfærdiggøre dette er rent bedrageri. Produktiviteten er tidoblet over et halvt århundrede, og hvis ikke dens frugter udelukkende var blevet omdannet til fordel for det private via virksomhedsejere og aktionærer, ville den give mulighed for at forhøje lønningerne og sikre alle en rimelig pension. Når pensionsordningerne med løbende finansiering er i vanskeligheder, er det ikke, fordi der er færre arbejdstagere i forhold til antallet af pensionister. Det er fordi, der er for mange arbejdsløse, og fordi lønningerne er så lave. Hvis pensionskasserne skulle give underskud, ville det være staternes opgave at tage over ved at tage de nødvendige midler fra de industrielle og finansielle grupper.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herre, pension, som vi taler om i dag, er et meget ømtåleligt område. Som ung repræsentant for Europa-Parlamentet er min interesse naturligvis rettet mod de unge, hvis pensioner er de mest usikre for tiden. Det gælder også her om at sikre frihed i Europa og at sørge for, at mennesker, specielt de unge mennesker, som er i bevægelse i Europa, ikke forfordeles i forhold til dem, der bliver hjemme hele deres liv. For ikke at tabe af syne, at vi ønsker sikre pensioner, gælder det også om at liberalisere finansmarkedet i Europa, at skabe en ramme for både at gøre det indre marked samt det tyske og det europæiske finansmarked konkurrencedygtigt i den globale konkurrence. Det Europæiske Folkeparti har ikke gjort det nemt for sig selv på dette område. Lige som tidligere har vi nogle hårde diskussioner. Det drejer sig især om den anden søjle, hvor vi har lært, at de statslige pensionsordninger under søjle et ikke er i stand til at yde mere, og vi derfor må styrke den anden søjle. Her kan man komme med to argumenter. For at styrke den anden søjle skal den være en ækvivalent til den første og opbygges på tilsvarende måde, det vil sige tage hensyn til biometriske risici. Eller man kan argumentere på følgende måde: Jeg må tillade nye produkter, for at dette område kan vokse effektivt og opnå tilsvarende afkast, for at der i fremtiden kan udredes en pension. Personligt foretrækker jeg, at vi rykker de biometriske risici frem i bevidstheden og netop sætter dem i centrum i forbindelse med Kommissionens arbejde det næste halve år. I forbindelse med de tre biometriske risici ligger min præference specielt ved dækning af hele levetiden, som efter min mening er urokkelig. Men vi bør ikke lægge os fast på et system i dag. Verden udvikler sig fortsat, finansmarkederne bevæger sig, og vi bør også være åbne over for nye tendenser. Vi må skabe plads for subsidiaritet i systemernes indbyrdes konkurrence, men også inden for skattelovgivningen. Jeg håber, at Kommissionen er i stand til at løse denne opgave.
+Hr. formand, mine damer og herrer, den supplerende pension og de supplerende pensionsordninger får naturligvis stadig større betydning, og markedet bliver stadig større på grund af den demokratiske udvikling. Arbejdstagernes øgede bevægelighed i Den Europæiske Union kræver en fælles lovramme for at kunne administrere de supplerende pensionsordninger. Men også inden for beskatningssystemerne må der bringes orden. I parentes bemærket kommer jeg naturligvis i tanke om, at Kommissionens forslag absolut kun er rettet mod en standardisering af investeringsbestemmelserne, og det er for lidt om emnet, emnet er altså misforstået i dette tilfælde! Hermed ønsker jeg blot at sige, at vi netop nu har mulighed for yderligere at videreudvikle det europæiske sociale system på en fornuftig måde. Husk på, at de supplerende pensionssystemer er systemer til forsørgelse i alderdommen. Det giver mening og er af mange grunde også absolut nødvendigt for fremtiden. Når pension er et vigtigt anliggende for os, og det er det, så skal der også være kvalitetsmæssig god dækning, så skal der tages hensyn til de biometriske risici. Kun kvalitetsmæssigt godt sikrede produkter kan inden for rammerne af den anden og tredje sølje også have en samfundsmæssig funktion for den europæiske sociale model. Ellers ville vi jo her kun tale om opsparingsforsikring, og det er jo virkelig ikke det samme, det er produktforfalskning! Lad derfor være med at støtte forestillingen om, at man må indsluse de eksisterende kapitalinvesteringsprodukter i den europæiske sociale model. Det kan sagen bestemt ikke være tjent med! Mine damer og herrer, specielt den sidste sætning tilegner jeg min kollega Balfe!
+Hr. formand, den stigende levealder i den europæiske befolkning bevirker, at vi får store problemer med at finansiere de lovpligtige pensionssystemer. De medlemsstater, hvor de supplerende systemer er underudviklede i forhold til de lovpligtige, føler smerten stærkest. Vi må desværre konstatere, at vi taler om flertallet af medlemsstaterne. Et udviklet kollektivt system for supplerende pensioner, obligatorisk, hvis en medlemsstat ønsker det, formindsker i høj grad afhængigheden af demografiske faktorer og gør pensionsfonden i stand til at profitere optimalt af de muligheder, som de finansielle markeder tilbyder. Opmærksomheden om de supplerende pensioner skyldes naturligvis ønsket om at gøre arbejdstagerne mere bevægelige og fleksible på det europæiske hjemmemarked og i eurozonen. Det er en filosofi bag ved Den Europæiske Union og Den Monetære Union, der kræver, at det indre marked udnyttes bedst muligt. I så fald skal man som arbejdstager kunne medtage sine opbyggede pensionsrettigheder til et andet EU-land. Det kræver, at der så hurtigt som muligt udarbejdes en lovramme på EU-plan. Hvorfor skal en tysk arbejdstager f.eks. vente i 10 år, inden han har opbygget en pension, og en nederlænder kun et år? På den måde hindres tyskeren meget i sin bevægelighed. Endvidere skal den skattemæssige behandling af pensioner under opbygning og ved udbetaling koordineres. Hr. kommissær, De beskæftiger Dem med skatterne, hvor langt er vi kommet på det område? Jeg er nødt til at sige, at det ved denne parlamentsbehandling ser ud, som om vi er i gang med en fuldstændig harmonisering i stedet for en koordination. Det sker desværre på bekostning af de medlemsstater, der allerede nu har orden i tingene. Nederlandene f.eks., der oprindeligt blev gjort til eksempel for alle andre medlemsstater, er nu efterhånden blevet til en sjælden mærkværdighed. Men det nederlandske system er et godt system, der lader ældre mennesker, efterladte og sårbare grupper på arbejdsmarkedet beholde selvrespekten. Det supplerende pensionssystem er baseret på kollektivitet og solidaritet. Det gør det muligt også for de små og mellemstore virksomheder og UK-kollegerne at forsikre de biometriske risici til relativt lave præmier. Betalbarhed og sikkerhed er det centrale, og det kan man ikke sige om forslagene fra nogle af kollegerne. Hr. Bolkestein, hvordan vil De føre diskussionen tilbage til essensen: mobile pensioner for mobile mennesker.
+Hr. formand, hvor længe skal arbejdstagerne blive ved med at ofre en tredjedel af deres løn på statslige pensionsfonde, fordi de håber på at få pension, når de bliver gamle, mens disse statslige pensionsfonde er så udspekulerede, at de er bedre til at få pensionerne til at forsvinde end tryllekunstneren Houdini? Fru Laguiller, det er rigtigt, at borgerne havde tiltro til staterne og regeringerne, og navnlig til venstrefløjsregeringernes løfter, men nu står de tomhændede tilbage! Hver dag spørger flere tusinde ældre, som har nået pensionsalderen, deres regeringer, hvor deres pensioner bliver af. Og regeringerne svarer: "I lever alt for længe, vi har ikke pengene mere!" De dækker således over sandheden. For hvad er sandheden? De har ødslet fondene væk, og de har raget arbejdstagernes penge til sig. De socialistiske regeringer og venstreorienterede forvaltninger, som burde have beskyttet arbejdstagernes alderdom, skulle skamme sig! Selv om der nu er en måde at bevare denne kapital og arbejdstagernes ansigts sved på, nemlig en kapitalisering af pensionsfondene, får vi at vide, at det skal man ikke gøre, for de nationale regeringer ønsker også at få fingre i de private pensionsfonde. Det er på tide, at man ændrer opførsel og giver kejseren det, der er kejserens, og folket det, der er folkets!
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, det drejer sig i Kuckelkorn-betænkningen om et meget vigtigt, ømtåleligt emne, nemlig om pension. I næsten alle medlemsstater er udformningen af pensionsordningerne baseret på tre søjler, nemlig på den lovbestemte pension, den erhvervsrelaterede pension og på den supplerende private pension. Det er allerede blevet sagt mange gange, at der på grund af tilbagegangen i fødselstallet i Den Europæiske Union er behov for handling for at sikre alderdommen mere effektivt. I alle medlemsstater diskuterer vi i øjeblikket, hvordan vi kan reformere pensionssystemet. I alle medlemsstaterne er man også enig om, at målet må være at sikre levestandarden også i alderdommen. Den lovbestemte pension vil på kort og længere sigt ikke længere kunne opfylde denne opgave alene. Derfor er det kun rigtigt at udbygge pensionsordningen i den anden søjle - det vil sige, i den erhvervsrelaterede - og den private pensionsordning. Kuckelkorn-betænkningen omhandler - hvilket jo allerede er blevet nævnt mange gange - pensionen under den anden søjle, det vil sige de erhvervsrelaterede pensionsordninger. Hvad forstår man under pensionsordning? Det er der forskellige meninger om, hvilket der jo også er redegjort for. I det følgende vil jeg begrænse mig til kun dette punkt. I et stort antal medlemsstater er pension ensbetydende med dækning af elementære livsfornødenheder. Denne indeholder en dækning af de såkaldte biometriske risici, finansiel sikring i alderdommen, i tilfælde af invaliditet eller af de efterladte i tilfælde af den forsikredes død. Konkret betyder det f.eks., at en arbejdstager, der bliver invalid som 35-årig som følge af en bilulykke, ikke kun får udbetalt sin hidtil indbetalte kapital, men også modtager en egentlig erhvervspension, fordi han bliver stillet, som om han havde arbejdet til sit 60. år. Det samme gælder for en 35-årig arbejdstager, der dør som følge af en bilulykke og efterlader kone og to børn. Ved dækning af de biometriske risici modtager de efterladte også i dette tilfælde en egentlig erhvervspension og ikke kun hans hidtil opsparede kapital. Vi må sikre, at der ved begrebet pension ikke kun forstås en opsparingsproces, for en kapitalinvestering ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, vi behandler et meget vanskeligt problem. Det beviser antallet af talere. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Kuckelkorn, for det store arbejde, han har gjort for denne betænkning. Jeg er lidt mindre tilfreds med hr. Kuckelkorn, når han indgiver ændringsforslag, og dem har han indgivet mange af, og de går videre end det mål, som vi her behandler, giver anledning til. Jeg mener, at der her må skelnes mellem to Kuckelkorner. Jeg mener, at de systemer, som vi skal tilstræbe i Europa, skal hvile på to ben. Det ene er det lovpligtige ben pay as you go-systemet, og det andet er det tilknyttede kapitaldækningssystem. Nu er problemet, at alle lande har forskellige udgangssituationer. Et land som Nederlandene har opnået en hvis ligevægt mellem disse systemer. Det gælder i mindre grad for andre lande. Også de lande, der næsten udelukkende har kapitaldækningssystemer, f.eks. Storbritannien, opfylder ikke forventningerne, fordi ganske vist er risikoen for staten meget lille, men dækningen af de pensionsberettigede er yderst ringe. Hvis det fryser i England, kan de f.eks. ikke betale deres regninger. Jeg mener heller ikke, at det er den rigtige måde at løse problemet på. Vi skal først og fremmest huske, at det drejer sig om mennesker, og ud fra den kendsgerning skal vi udvikle et system, der muliggør gode pensioner, og det skal vi så vidt muligt overlade til medlemsstaterne. Vi skal gribe ind så lidt som muligt. Vi skal tilbage til udgangspunktet, nemlig at hvis man flytter fra et land til et andet eller tager arbejde eller går på pension, skal man kunne tage pensionen med. Kommissionen har altid forsøgt det, og jeg mener også, at det er lykkedes for den. Jeg mener, at der mangler to ting. For det første en god dækning mellem den anden og den tredje søjle, for det tales der alt for lidt om. For det andet en beskrivelse af den første søjle. For den første søjle i det ene land er ikke den samme som i det andet land. Hvis vi nu kunne føre disse nærmere til hinanden, ville vi måske have meget færre problemer end i øjeblikket.
+Hr. formand, betænkningen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål tydeliggør, at der er behov for, at medlemsstaternes lovbestemte pensionsordninger, der er baseret på pay as you go-metoden, bliver suppleret med kapitalbaserede erhvervsrelaterede pensionsordninger eller andre supplerende pensionsordninger. Hr. Kuckelkorn har givet os en meget god analyse af situationen, hjertelig tillykke! Der er meningsforskelle mellem og internt i grupperne. Der er behov for kompromiser. Hvorfor skal systemer med og uden dækning af biometriske risici ikke medtages i et direktiv, men så behandles forskelligt i dette direktiv? Man kan på tværs af grænserne dække og begunstige arbejdende pensionsfonde eller lignende systemer, der dækker store dele af de nævnte risici, f.eks. gennem skattemæssige mindsteordninger. Det er i medlemsstaterne i forbindelse med de lovbestemte pensionsforsikringer udbredt at overveje en bidragsreduktion som f.eks. i Tyskland. Her skal der ske en udligning af ydelser ved hjælp af erhvervsrelaterede supplerende forsikringer. Det lovbestemte system indeholder selvfølgelig f.eks. også enke- og invalidepension. Vi har behov for tilsvarende ordninger for supplerende pensionsordninger, ellers vil det ikke længere være muligt at opnå nødvendige overenskomster om dette. Et andet stridsspørgsmål er medbestemmelsen. Jeg går ind for kompromiset "medvirken" i stedet for det ofte blokerende begreb "medbestemmelse". Vi må stræbe efter, at de begunstigede opnår minimumsrettigheder for medvirken, i det mindste i forbindelse med lukkede systemer som erhvervsrelaterede pensionsfonde, f.eks. via et investeringsudvalg, som fastsætter principperne for investeringspolitikken. Det haster med at få fastlagt retningslinjerne for fremtiden. For at sikre levestandarden i alderdommen er det stadig mere vigtigt med en supplerende selvpension. Menneskene har brug for tid til at opbygge denne pension. Dette er alternativet til pensionsmanipulationen og de mange finurligheder ved de lovbestemte systemer.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke begge ordførerne, hr. García-Margallo og hr. Kuckelkorn, for deres betænkninger og det arbejde, de har gjort. Jeg vil endvidere gerne takke alle de andre talere, og det er næsten 30, her i aften for deres indlæg og de spørgsmål, de har stillet. Det drejer sig om et vigtigt emne, både handlingsplanen om de finansielle tjenester og spørgsmålet om pensionerne, og det er inspirerende, at mange talere har deltaget i diskussionen. Med hensyn til Margallo-betænkningen skal jeg bemærke, at den efter Kommissionens mening er ligevægtig, og at der er god balance mellem et vigtigt politisk synspunkt og de tekniske foranstaltninger, der er nødvendige for at komme videre. Måske må jeg gøre et par bemærkninger herom, idet jeg samtidig håber, at jeg kan behandle nogle af de foreslåede ændringsforslag. Kommissionen glæder sig over den opmærksomhed, der gives nødvendigheden af, at kapitalmarkederne skal kunne fungere optimalt. Jeg henviser også til Parlamentets krav om strømlinede regler for notering på børsen, markedsmanipulation og revidering af direktivet om investeringsselskaber. Åbning af de finansielle markeder skal naturligvis ledsages af forbrugerbeskyttelse, og det er der i debatten i aften anmodet om. Det er altså parallelle processer, på den ene side liberalisering og på den anden side forbrugerbeskyttelse, og det er to målsætninger, som man vil møde overalt, hvor de finansielle markeder er til diskussion. Det er Kommissionens dobbelte målsætning. Vi har i den forbindelse også en række konkrete forslag. For det første bedre information til borgerne om finansielle produkter. For det andet bedre og mere klare klageprocedurer for borgere, der er utilfredse med finansielle udbydere fra udlandet. For det tredje en bedre koordination af de nuværende nationale regler om forbrugerbeskyttelse. For det fjerde den elektroniske handel, på engelsk e-commerce. Politikken og reglerne skal tage hensyn til dette uden at skabe unødvendige barrierer. På den anden side skal borgerne have samme grad af tillid og beskyttelse for handel online som for handel offline. Til sidst er det nødvendigt med en god tilsynsstruktur for at sikre vores institutioners finansielle soliditet. Betyder det nu en central tilsynsrolle for Den Europæiske Centralbank i Frankfurt? ECB mener ikke, at det er nødvendigt. Der er imidlertid et alternativ, nemlig konvergens af tilsynspraksis. Vedrørende dette punkt, hr. formand, vil jeg gerne henvise til en bemærkning af fru Randzio-Plath. Det er en vigtig bemærkning. Fru Randzio-Plath henviste til forlydender fra OECD, og hun har brugt ord som megarisiko. Jeg mener faktisk, at det er godt, at hun peger på de risici, der kan opstå i den finansielle samhandel. Hun pegede på store fusioner, der opstår, og uden at jeg nødvendigvis deler hendes synspunkt om risiciene, vil jeg gerne henvise til udtalelser fra hr. Lamfalussi, der er en kendt person i den europæiske finansverden. Han peger også på nødvendigheden af, at vi forbereder os på de finansielle risici, systemrisici, som vi konfronteres med. Det er et meget vigtigt emne. Jeg mener stadigvæk, at koordination, kooperation og tilpasning af tilsynspraksis er tilstrækkeligt til at kunne modstå risici, men endnu en gang og af hensyn til denne sag vil jeg henlede fru Randzio-Plaths og andre parlamentsmedlemmers opmærksomhed på en rapport, der for nylig er udarbejdet af hr. Brouwer, der er nummer to i den hollandske nationalbank. Denne rapport er udarbejdet på foranledning af Udvalget for Økonomiske og Finansielle Anliggender, der som bekendt er forportalen til ØKOFIN-rådet. Rapporten omhandler finansiel stabilitet. Rapporten offentliggøres, og man vil utvivlsomt kunne finde den på Internettet. Denne rapport drejer sig altså om det emne, som fru Randzio-Plath er så optaget af, og jeg anbefaler endnu en gang varmt, at Parlamentet læser denne rapport. Mange af de punkter, som jeg lige har nævnt, genfinder jeg i ordføreren, hr. Margallos, forslag til beslutning og også i mange af de foreslåede ændringsforslag. Sammenfattende vil jeg om dette punkt sige, at vi uden tvivl vil fortsætte debatten med hensyn til detaljerne, men vedrørende hovedpunkterne anser jeg Margallo-betænkningen som en glædelig bekræftelse af Kommissionens standpunkt. Nu nogle ord om den måde, hvorpå nogle af disse foranstaltninger skal realiseres, nødvendigheden af at se nærmere på vores regelgivningsteknik og den måde, regelgivningen opstår på. Alle enige i, at vi skal væk fra overkompliceret og fossil regelgivning. Med andre ord regler, der ikke kan holde trit med den hurtige udvikling. Den måde, som Den Europæiske Union, det vil sige samspillet mellem Kommissionen, Parlamentet og Rådet, udarbejder regler på, skal foregå hurtigere. Men hvordan? Det er der mange meninger om og også en del misforståelser, for når hr. Margallo fortæller mig, at Europa-Parlamentet ikke vil give afkald på rettigheder, som det netop har erhvervet, så er jeg naturligvis helt enig med ham. Jeg har selv været parlamentariker i lang tid, så jeg forstår udmærket hr. Margallos udtalelse. Det er heller ikke Kommissionens hensigt, selv om Kommissionen havde magt til det, hvilket ikke er tilfældet. Men vi skal alligevel arbejde hurtigere i vores stræben mod at udarbejde de nødvendige regler. Jeg anmoder Parlamentet om at overveje, hvordan det kan lade sig gøre hurtigere og bedre. Skal vi gøre mere brug af udvalgsprocedurer? Skal der lægges mere vægt på overensstemmelse mellem institutionerne efter førstebehandlingen? Under alle omstændigheder er det Kommissionens hensigt at informere Parlamentet og de kompetente udvalg hurtigere og bedre om kalenderne, så de i højere grad kan tilpasses hinanden, og vi derved øger tempoet med udarbejdelsen af den nødvendige regelgivning. Under alle omstændigheder vil jeg gerne holde Parlamentet underrettet om alle udviklinger vedrørende handlingsplanen. Hvert halve år sender vi en fremskridtsrapport til ØKOFIN-rådet, og jeg mener, at det vil være en god ting at drøfte disse rapporter med Parlamentet. Hr. formand, de fleste talere har været inde på spørgsmålet om pensionerne, og herom vil jeg gerne sige følgende. I Kommissionens meddelelse herom fremsættes der forslag på tre områder. Det første område omfatter gode regler for pensionsfonde, og her skal beskyttelsen af de pensionsberettigede være det centrale punkt. Der er ikke tale om at indføre regler, der kan true de fremtidige pensionisters rettigheder. Det er der ikke tale om. Ikke desto mindre skal reglerne om investering og forvaltning også kunne tjene andre interesser end beskyttelsen af de pensionsberettigede. Nyttesløse bestemmelser, der reducerer investeringernes resultater, vender sig i virkeligheden mod de pensionsberettigede og skal derfor afskaffes. For det andet er koordination af medlemsstaternes skattesystemer en betingelse for grænseoverskridende deltagelse. Fru Peijs har spurgt mig: Hvornår får vi mobile pensioner for mobile mennesker? Også andre medlemmer som f.eks. hr. von Wogau og hans kolleger har talt om nødvendigheden af at øge arbejdstagernes bevægelighed i den Europæiske Union. Det kræver, som allerede nævnt, ikke så meget harmonisering, et ord, man skal være varsom med, fordi det i bestemte medlemsstater vækker forkerte associationer. Jeg taler derfor hellere om koordination, koordination af skattesystemerne, der er forskellige med hensyn til taksterne. Koordination er en nødvendig betingelse for grænseoverskridende arbejdstagertrafik. Kommissionen forbereder i øjeblikket en forslag om en generel ramme, der skal gøre betaling af bidrag til erhvervspensionsinstitutioner, der ikke har kontor i en anden medlemsstat, nemmere. Denne generelle ramme er naturligvis også noget, som Parlamentet har bedt om gennem f.eks. hr. Medina Ortega, men også fru Peijs har peget på nødvendigheden af en generel ramme. Endvidere vil jeg gerne gøre opmærksom på Domstolens konstante retspraksis. Denne retspraksis har vist, at de for de grænseoverskridende bidrag og præmier gældende begrænsninger er i strid med traktaten. For det tredje tilstræber Kommissionen at fjerne de hindringer, der står i vejen for arbejdstagere, der flytter. Vi skal først og fremmest, sådan som det også meget rigtigt understreges i forslaget til beslutning, lette overførslen af rettigheder fra den ene medlemsstat til den anden, og det er naturligvis også meget vigtigt for arbejdstagernes bevægelighed. Hr. formand, med hensyn til forslaget til beslutning vil jeg gerne begynde med at bemærke, at Parlamentets støtte er af afgørende betydning, hvis vi skal føre disse forslag ud i livet. Jeg har derfor også med stor interesse gjort mig bekendt med det udmærkede arbejde af ordføreren, hr. Kuckelkorn, og af de kompetente udvalg, arbejde, der hidtil er udført på et meget bredt og teknisk meget indviklet område. Det er ikke undgået min opmærksomhed, at Parlamentet i forslaget til beslutning støtter den politik, som Kommissionen har foreslået. Med hensyn til forslaget til beslutning har jeg følgende bemærkninger. I forslaget til beslutning slås der til lyd for generel indførelse af den beskatningsmodel, der omfatter skattefritagelse af pensionsbidrag og fondens investeringsgevinster og beskatning af pensionsudbetalingen, og ønskeligheden heraf er også i aften understreget på ny af bl.a. hr. Blokland. Hr. Blokland har påpeget dette, og jeg mener, han har ret. Sådan står det også i forslaget til beslutning. En aftale om dette spørgsmål ville være en løsning af problemerne om enten dobbeltbeskatning eller ingen beskatning, som borgerne og medlemsstaterne er stillet over for i øjeblikket. Jeg vil dog gerne understrege, at det spørgsmål som bekendt helt og aldeles er underlagt medlemsstaternes kompetence og derfor ligger uden for Kommissionens kompetence. Men Kommissionen skal føre tilsyn med, at såfremt der også i fremtiden eksisterer forskellige systemer, må det ikke have negative følger for arbejdstagere, der udøver deres ret til bevægelighed i Unionen. Vedrørende ændringsforslagene vil jeg kraftigt påpege en ting, og det er anvendelsesområdet, på engelsk scope, anvendelsesområdet for det kommende forslag - for direktivet er endnu ikke færdigt - til et direktiv om regler for erhvervspensionsfondenes aktiviteter. Spørgsmålet er altså - og mange af Parlamentets medlemmer med fru Kauppi i spidsen har nævnt det i aften - spørgsmålet er: Skal det forslag, som vi om kort tid offentliggør, omfatte alle former for pensionsopsparing, eller skal det begrænses til kun at omfatte pensionsprodukter, hvor deltagerne forsikres mod biometriske risici? Mit svar på dette er som følger. Jeg håber det er klart? Det er nødvendigt med gode europæiske normer for alle former for pensionsopsparing. De normer vil adskille sig fra hinanden på nogle punkter alt efter de risici, der dækkes af institutionen. Men der er ingen tekniske grunde til ikke at medtage alle disse forskellige opsparingsformer i et og samme direktiv. Det er efter min mening forkert, og Den Europæiske Union pålægger sig derved kunstigt begrænsninger, hvis Kommissionen indskrænker det kommende direktiv til kun at omfatte pensionssystemer, der kun dækker biometriske risici, og udelukker andre pensionsformer, der ganske vist er rigtige pensionsforanstaltninger, fordi de ikke kan hæves inden pensionsdatoen, men som ifølge nogle af Parlamentets medlemmer ikke desto mindre skal udelukkes fra direktivet. Jeg mener, at det er forkert. Jeg mener, at Den Europæiske Union ikke gør sig selv nogen tjeneste, hvis direktivet begrænses til de biometriske risici, og jeg ser ærlig talt ikke nogen som helst grund til, at andre former for pensionsopsparing ikke medtages i samme direktiv, sådan som jeg lige har sagt. Medlemsstaterne får altså tilstrækkelige muligheder for at fremme bestemte pensionsprodukter f.eks. gennem skattelempelser. De kan endvidere kræve, at produkter, der udbydes på deres hjemmemarked, skal opfylde bestemte sociale kriterier. Det gælder også, hvis det drejer sig om leverandører med hjemsted i en anden medlemsstat. Arbejdstagere og arbejdsgivere i samme virksomhed eller sektor kan frit vælge alt efter fordele eller ulemper ved de produkter, der udbydes på deres marked. Medlemsstaterne har altså stadigvæk stor frihed til at indrette pensionssystemerne inden for medlemsstaten efter deres eget forgodtbefindende. Den frihed vil fortsat eksistere. Det, som Kommissionen tilstræber, er at skabe, jeg gentager, en ramme, som liberaliserer oprettelsen og virkeområdet for pensionsfonde til fordel for deltagerne i disse pensionsfonde. Vi skal således inden for Den Europæiske Union skabe denne juridiske ramme, der giver virksomhederne og fremtidens pensionister mulighed for på et gennemskueligt marked at vælge produkter, der tilbydes af institutioner, hvormed der føres et godt tilsyn. Et godt tilsyn er afgørende ligesom liberaliseringen af pensionsfondenes virkeområde. Det er ikke Kommissionens rolle at definere, hvad et pensionsprodukt er. Det er omfattet af nærhedsprincippet, og Kommissionen vil ikke foretage sig noget, som krænker dette princip.
+Hr. formand, jeg anmoder kommissæren om også at besvare min forespørgsel. Jeg har ventet på svar i halvanden time. Derfor vil jeg gerne nu have svar på mit spørgsmål om cash management og løsningen af denne problematik særligt for de små og mellemstore virksomheder.
+Hr. formand, jeg havde reserveret besvarelsen af fru Plooijs spørgsmål til bemærkningerne om betænkningen om det indre marked. Det betyder faktisk, at fru Plooij er nødt til at være til stede endnu længere på dette møde, end hun allerede har været. Det forekommer mig, at det er en interessant beskæftigelse. I den sidste ende er mange af de bemærkninger, der fremsættes på dette møde, også af interesse for fru Plooij, men nu hvor hun husker mig på sit spørgsmål, jeg gentager, som jeg ville svare på senere, vil jeg gerne sige, at det naturligvis er et spørgsmål for det indre marked. De små og mellemstore virksomheder støder faktisk på hindringer, når de arbejder over grænserne. Det er Kommissionen helt klar over. Formålet med det indre markeds virkningsområde er selvfølgelig at gøre det lettere for de små og mellemstore virksomheder at arbejde over grænserne. Den nye strategi for det indre marked omfatter ca. 100 foranstaltninger, og heraf er mange til fordel for de små og mellemstore virksomheder. Men hvis fru Plooij vil kontakte mig med konkrete problemer vedrørende de små og mellemstore virksomheder, der ikke behandles i den nye strategi for det indre marked, vil jeg gøre mit bedste for at tilfredsstille hende på de punkter.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0098/2000) af Palacio Vallelersundi for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked om meddelelse fra Kommissionen om strategien for EU's indre marked (KOM(1999) 464 - C5-0212/1999 - 1999/2167 (COS)).
+Hr. formand, Europa-Parlamentet skal igen udtale sig om Kommissionens meddelelse om opbygningen af det indre marked, denne gang i en ny version. En del af dens indhold har indflydelse på Økonomiudvalgets ansvarsområder. Det er de punkter, jeg vil tale om. For det første vil jeg generelt sige, at et af kritikpunkterne i forbindelse med tidligere versioner af dette dokument har mistet sin eksistensberettigelse. Af Europa-Parlamentets beslutning af 4. november 1999 fremgik det, at dokumentet var meget lidt konkret, at det ikke indeholdt konkrete aktioner. Denne nye version indeholder nu forslag, konkrete foranstaltninger. Lad os analysere indholdet af disse forslag, om end det bliver i generelle træk. På skatteområdet har Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål den holdning, at meddelelsen ikke er særlig ambitiøs, især i sammenligning med tidligere dokumenter. Vi er bevidste om de vanskeligheder, som skattepakken er stødt på, og om blokeringen af nogle af de områder, den dækker, men i en sådan situation er det nødvendigt med større politisk mod for at få gennemført forslag. I dokumentet savner vi det politiske mod, idet man i afsnittet om skat begrænser sig til at gentage tidligere løfter fra Kommissionen og endda glemmer nogle af Europa-Parlamentets forslag. Hvad angår konkurrencereglerne, er Kommissionen tilbøjelig til at gå i dybden med den igangværende reformproces, og det fortjener vores støtte. Hvad angår finansielle tjenesteydelser, skal det fremhæves, at der indtil videre er sket nogle fremskridt på området, men som det ses af den seneste resultattavle for det indre marked, er der stadig mange opgaver, der venter.
+Hr. formand, da jeg har forfattet udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, er det logisk, at mit indlæg har til formål at gøre opmærksom på de problemer, som strategien for udvikling af det indre marked kan foranledige set ud fra et socialt synspunkt. Vi tager udgangspunkt i en europæisk social model - som er en national model - og vi omdanner det samfunds økonomiske struktur. Mens vi gør det, frygter vi, at liberaliseringsindsatsen ikke opnår at omdanne essensen i den nuværende europæiske sociale model. Dette kommer til udtryk på nogle øjensynligt banale områder som transport i byområder. Hvis transporten i byområder ikke indgår i de politiske overvejelser og ikke reguleres af f.eks. lokale myndigheder, kan en enkel liberalisering gøre bevægeligheden for at komme på arbejde nærmest umulig. Vi har set eksempler, som det var tilfældet med Venezuela, hvor udelukkende privat transport førte til en voldsom social og økonomisk krise i landet. Liberaliseringen er forbundet med andre vanskeligheder. Når offentlige tjenesteydelser og offentlige virksomheder f.eks. bliver privatiseret, og de offentlige virksomheder herefter bliver kontrolleret af en privat sektor, som i realiteten erstatter et statsligt monopol med et privat monopol, kan det være, at der ikke er tale om en reel liberalisering. Liberalisering gennem privatisering af offentlige virksomheder kan ende med en konsolidering af dominerende holdninger og private monopoler, som - efter min mening - er mere skadelige end et monopol, der er skabt til fordel for almenvellet. Et andet aspekt - som vi netop har talt om under forhandlingen om Kuckelkorn-betænkningen - er behovet for at koordinere den sociale beskyttelse. Den sociale beskyttelse i et forenet indre marked kan ikke bare overlades til nærhedsprincippet. Og endelig mener jeg også, at samhørighedspolitikkerne er vigtige. Hvis der ikke er økonomisk og social samhørighed, hvis levevilkårene ikke udlignes i de forskellige regioner i Fællesskabet, kan vi risikere, at Den Europæiske Union bliver en uretfærdig Europæisk Union, hvor nogle regioner gør større fremskridt, mens andre bliver ladt tilbage. Det er grundlaget for de ændringsforslag, som fru Berger og jeg fremsætter, og som repræsenterer synspunkterne i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest takke for, at ordføreren udtrykkeligt nævnte Fiskeriudvalgets udtalelse, selv om vi må beklage, at den ikke har kunnet inddrages i betænkningen. Det siger jeg især, hr. kommissær, for at De kan videregive til Kommissionen og især til hr. Fischler, at den fælles fiskeripolitik er et af de få områder på fællesskabsplan, hvor der hidtil kun er taget meget få skridt for at fremme etableringen af et virkeligt indre marked. Denne manglende indsats beror på selve denne politiks oprindelse. Rådets gældende forordning nr. 3760/92 om en fællesskabsordning for fiskeri og akvakultur indførte en række undtagelser i forbindelse med det indre marked. Artikel 6 og 7 muliggør undtagelse fra princippet om fri adgang, idet de giver medlemsstaterne eneret til udnyttelse af deres fiskeressourcer inden for en grænse på 12 sømil fra kysten samt tillader en række privilegerede fiskerirettigheder gennem anvendelse af det såkaldte princip om relativ stabilitet, som fordeler udøvelse af fiskeriaktiviteter i nationale kvoter. Samtidig blev der indført et antal begrænsninger på udøvelse af fiskeriaktiviteter i visse områder kaldet boxes. Disse begrænsninger, der burde opretholdes midlertidigt, og som er blevet forlænget og er gældende indtil 1. januar 2003, var udformet som en mekanisme, der skulle gøre det muligt for medlemsstaterne at tilpasse sig de mere liberale konkurrenceregler i et hele tiden mere åbent og globalt marked. Der er gået over 30 år, siden disse begrænsninger blev vedtaget, og nu, hvor vi står over for en generel revision af alle den fælles fiskeripolitiks aspekter, som i henhold til forordningens bestemmelser bør foretages i 2002, er tiden - efter min mening - inde til at undersøge, om det er hensigtsmæssigt at afslutte denne overgangsperiode for tilpasning til den fri konkurrence, der er henvist til i nævnte forordning. Efter min mening, mine damer og herrer, skal fiskerisektoren og den fælles fiskeripolitik også indordne sig under det indre marked uden undtagelser. Derfor skal de grundlæggende principper og frihedsrettigheder, som traktaterne knæsætter, gælde fuldt ud også for fiskeriet, det vil sige, at den retlige ramme for den fælles fiskeripolitik skal tilpasses til den overordnede retlige ramme, som EF-bestemmelserne udgør.
+Hr. formand, på min gruppes vegne vil jeg gerne varmt bifalde fru Palacio Vallelersundis fremragende betænkning. Som hun sagde i sin indledning, har hun truffet den meget kloge beslutning at fokusere på, hvad der er de vigtigste spørgsmål for etableringen af det indre marked. Jeg vil gerne fokusere på et par af de væsentligste punkter, som hun kommer ind på. Det første er behovet for inden for Unionen at vurdere lovgivningens indvirkninger på virksomhederne. Det er særlig vigtigt, at vi anmoder Kommissionen om at forstærke sine aktiviteter, sikre en ordentlig konsekvensanalyse og vurdere den nye lovgivnings omkostninger for virksomhederne. Jeg vil sige til kommissæren, at vi ikke forventer dette gjort som noget, den kommer i tanker om bagefter, efter at alle afdelinger i Kommissionen har udviklet lovgivning. Det skal være en integreret del af politikken og lovgivningsprocessen. Han må sikre, at det fra nu af er et centralt mål at få det indre marked til at bevæge sig fremad. Vi var henrykte over at se et andet punkt på dagsordenen i Lissabon. Vores udvalg, ja og vores gruppe, har, siden dette nye Parlament trådte til sidste år, understreget behovet for at tilskynde til udvikling af små og mellemstore virksomheder over hele Den Europæiske Union. Fru Palacio Vallelersundis betænkning understreger en række vigtige punkter, såsom behovet for at gøre det billigere og hurtigere at etablere virksomheder og for at fjerne nogle af de barrierer, der forhindrer, at iværksættere nyder gavn af de risici, de løber ved at finansiere i etableringen af nye virksomheder. Jeg er skuffet over at se, at vores socialdemokratiske kolleger foreslår, at denne bestemmelse skal tages ud af dette forslag til beslutning. Jeg kan forsikre dem om, at vi vil gå meget kraftigt imod dette i morgen. Jeg opfordrer kollegerne til at forkaste det forslag. Jeg vil slutte af med at bekræfte, at Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked fortsat vil presse kraftigt på for at nå frem til en snarlig gennemførelse af det indre marked. Jeg hylder alle vores kolleger på tværs af de politiske grupperinger for den fart, hvormed vi har behandlet direktivet om elektronisk handel i denne uge. Jeg håber, at det er værdsat. Jeg håber, at det vil vise, at vi er rede til at arbejde hurtigt. Jeg håber, at vi sammen virkelig kan få det indre marked til at fungere så hurtigt som muligt.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Kommissionenes aktuelle strategi for den virkelige gennemførelse og forbedring af det indre marked har nu allerede flere gange været genstand for drøftelse i Europa-Parlamentet. Denne kontinuerlige drøftelsesproces er nu blevet sammenfattet i Palacio-betænkningen, og jeg vil gerne sige hende mange tak for dette arbejde, endda mange, mange tak, fordi jeg ved, at det ofte anses for et mindre iøjnefaldende arbejde, der ikke kræver tak, når man gør en indsats for at supplere og forbedre allerede eksisterende projekter. Store overskrifter får man jo kun, når man sætter nye projekter i verden. Men vi må ikke lægge det indre marked fra os som værende uinteressant. Indførelsen af euroen har allerede sat alle manglerne ved det indre marked i relief, og det vil blive endnu tydeligere for fremtiden. Overalt, hvor det indre marked ikke fungerer, svækkes Europa økonomisk og i sin troværdighed over for borgerne. Hvis det hjælper, at der igen pustes liv i projektet det indre marked, skal vi også godtage den nye emballage, Kommissionen har fundet frem til, selv om den på en del punkter forekommer mig lidt for konstrueret og for kompliceret. Det er vigtigt, at de foreslåede foranstaltninger iværksættes i en fart. Som Parlament - hr. Harbour var inde på det - har vi efter min mening ydet et vigtigt bidrag netop ved at vedtage den fælles holdning om elektronisk handel. Rådet er bagud på mange områder. Jeg tænker navnlig på så vigtige udkast til direktiver som direktiverne om ophavsrettigheder i informationssamfundet, fjernsalg og finansielle tjenesteydelser, hvor vi allerede har måttet vente længe på den fælles holdning. Hvis vi vil udforme det indre marked således, at det kommer borgerne så nær, at de oplever det, skal vi imidlertid også inddrage alle de dermed forbundne aspekter på lige fod. Det styrker det indre marked og sætter det i sidste instans i stand til at fungere, hvis aspekter som forbrugerbeskyttelse, beskæftigelsespolitik, social sikring, skatte- og afgiftspolitik, miljøbeskyttelse og regionalpolitik ikke opfattes som en modsætning, men inddrages straks fra starten. Med henblik herpå har vi stillet nogle ændringsforslag som et supplement til Palacio-betænkningen. Til slut en anmodning til kommissær Bolkestein: Fra Kommissionens erklæring om Echelon ved vi, at efterretningstjenesten i hvert fald i en af Unionens medlemsstater - jeg formoder, at det ikke er den eneste, der er nok flere - udfører aktiviteter med det formål, som også er tilladt i henhold til den nationale lovgivning, at beskytte en nations, en medlemsstats economic well being. Jeg synes jo, at sådanne lovbestemmelser også skal betragtes ud fra det indre markeds og en fælles europæisk økonomis, et fælles europæisk økonomisk områdes synsvinkel.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg kan kun have beundring for fru Palacios klare forslag til betænkning. Nøgleordene i Kommissionens meddelelse om EU's strategi for det indre marked er klart sammenfattet og understreget. Nogle af disse punkter vil jeg gerne fremhæve. Den dialog, som Kommissionen har lovet med borgerne og erhvervslivet, skal støttes, fordi forholdet mellem Kommissionen, Parlamentet og samfundet skal være interaktiv. For at holde trit med den nuværende lynhurtige teknologiske udvikling er en konstant dialog ikke kun ønskelig, men også nødvendig. Gennemsnitsborgeren har hidtil haft for lidt indsigt i, hvad det er, der driver Unionen, og hvilke fordele der kan hentes fra det europæiske samarbejde. Derfor er informationsaktiviteter meget vigtige, for Europa må ikke blive til et langtbortistan. Back to basics skal være spilleregelen. I eEurope-initiativet anbefales anvendelse og kendskab til Internettet og multimedier. Det er prisværdigt, men det er vigtigere, at der ikke kun skabes en ramme, men at undervisningen også får indhold. Jeg vil gerne gentage den franske præsidents ord ved åbningen af parlamentsbygningen. Jeg citerer: "Vi skal arbejde mod borgernes Europa, hvor alle føler sig engageret. Vi skal altså sørge for, at bygningen af dette store fælles hus, hvor enhver kan føle sig hjemme, bliver en succes, et hus, hvor alle lever sammen i solidaritet, men hvor man også bevarer sin egenart". For at realisere disse målsætninger skal beboerne lære deres hus at kende og ikke mindst at opleve det. Udbygningen af et rigtigt indre marked kræver først og fremmest, at man forsvarer de små og mellemstore virksomheders interesser. Men der er stadigvæk for mange hindringer. Virksomhedernes konkurrenceevne og dynamik er direkte afhængig af et lovgivningsklima, der fremmer investeringer, fornyelse og iværksætterånd. Til sidst kan jeg kun bekræfte nødvendigheden af SLIM. Lovgivningen skal forenkles og skæres til efter menneskemål. Flere overflødige love skal trækkes tilbage. Det anbefales, at der laves en måltavle over love, der tilbagekaldes.
+Hr. formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Under forhandlingen talte hr. Harbour om et ændringsforslag forelagt i mit og fru Bergers navn - ændringsforslag 2 til punkt 22, anden bindestreg. Hvis jeg ikke tager fejl, sagde hr. Harbour, at han er imod vores ændringsforslag. Jeg tror, at der er opstået lidt forvirring. I den spanske tekst, som jeg har, er der ikke noget problem. Ændringsforslaget er udarbejdet på basis af den tyske tekst, som giver nogen anledning til usikkerhed, fordi den refererer til aktieemissionsoptioner. Jeg kan forestille mig, at der i den engelske tekst, som hr. Harbour har, heller ikke er noget problem. Det eneste, der står i den spanske tekst, er "eliminar las barreras impuestas a los empresarios que capitalizan el valor de la empresa mediante la emisión de acciones en la bolsa". (fjerne hindringerne for arbejdsgivere, der omsætter firmaets værdi til rede penge ved aktieudstedelse på børsen). Hvis dette er den korrekte tekst, er der slet ikke noget problem, og i så fald vil jeg trække ændringsforslaget tilbage og blot anmode om, at den tyske version tilpasses til det, der står i den spanske tekst.
+Hr. formand, mange tak fordi De giver mig ordet i en sag, der ligger hele Kommissionen og naturligvis særligt undertegnede meget på hjerte, nemlig den nye strategi for det indre marked. Jeg vil begynde med at takke ordføreren, fru Palacio, for hendes store støtte af de mange foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået. Kommissionen føler sig styrket af denne vigtige støtte fra Parlamentet. Fru Palacio har fremhævet tre emner. For det første har hun understreget vigtigheden af det indre marked som platform i den verden, der er essentiel for konkurrenceevnen i den europæiske industri og tjenesteydelsessektor, og det har hun naturligvis ret i. Dette støttes endvidere af fru Berger, der har sagt, at det europæiske marked ikke er en gammel hat, som man bare kan tage af. Det indre marked er og bliver som platform i verden essentiel for den europæiske konkurrenceevne. Fru Palacios anden bemærkning vedrører bestemte kontradiktioner. Hun siger, at man ikke altid ved, hvad man skal gøre. Det er en alvorlig mangel, hvis det er rigtigt i fuldt omfang. Kommissionen tilstræber naturligvis intern konsistens mellem reglerne, men det er naturligvis muligt, at reglerne på bestemte områder er i konflikt med hinanden. Hvis det er tilfældet, vil Kommissionen gerne forbedre det. Jeg er fru Palacio og de andre kolleger taknemmelig for bemærkninger, der angiver konkrete kontradiktioner mellem reglerne, så Kommissionen kan gøre noget ved det. Fru Palacios tredje bemærkning drejer sig om kulturforandringen. Det er et vigtigt, men også meget vanskeligt emne. Det omhandler særligt, og det har fru Palacio også nævnt, hvorvidt der er risikovillig kapital til disposition. Der findes bankfolk i kapitalindustrien, der mener, at der er penge nok i Europa, men at der mangler iværksættere. Med andre ord er flaskehalsen ifølge disse bankfolk, som jeg netop har talt med, ikke, at der mangler risikovillig kapital, men at der mangler igangsættende erhvervsfolk, og det hænger sammen med den økonomiske kultur. Jeg er dog ikke enig med disse kritikere. Problemet har to sider. Dels skyldes det mangel på risikovillig kapital, særligt på grund af omkostningerne ved risikovillig kapital, dels skyldes det naturligvis også manglende iværksætterånd. Det hænger sammen med den økonomiske kultur i Europa, der stadigvæk betyder, at en konkurs for unge erhvervsfolk er en plet, der vil følge dem længe. I USA er en konkurs, som alle ved, noget, som man tager meget lettere på. Jeg er altså enig med fru Palacio i, at der skal ske noget for at fremme erhvervskulturen i Europa. Jeg formoder i øvrigt, at der i lyset af den udvikling, der kaldes den "nye økonomi", vil være stadigt flere unge mennesker, der får lyst til at starte deres egen virksomhed. Jeg kommer nu efter endnu en gang at have takket ordføreren, fru Palacio, til hr. Berenguers indlæg. Hr. Berenguer har sagt, at Kommissionen skal udvise mere politisk mod, særligt med hensyn til beskatningsproblemet. Mit svar til hr. Berenguer er, skal Kommissionen udvise endnu mere politisk mod? Det, som Kommissionen forsøger, er allerede så vanskeligt at få op og stå. Det gælder ikke kun for det emne, der blev behandlet tidligere i aften, nemlig koordinationen af skatterne, af skattelovgivningen med hensyn til pensionsbidragene. Det gælder også for den skattepakke, som min forgænger, hr. Monti, udarbejdede. I øvrigt bemærkede hr. Lipietz under behandlingen af det foregående emne, at han og måske også hans gruppe ikke var indstillet på yderligere liberalisering af de finansielle tjenesteydelser, hvis Monti-pakken ikke blev vedtaget. Jeg modsætter mig en sådan sammenkobling, der heller ikke finder støtte i den virkelige verden. Det ville med et engelsk ordsprog være det samme som cutting off your nose to spite your face, hvis Parlamentet, hvis Kommissionen sagde: Vi ønsker ingen fremskrift med hensyn til integrationen af de finansielle tjenesteydelser, hvis der ikke sker fremskrift med skattepakken. Jeg mener, at det vil være en forkert indstilling. Selv om hr. Berenguer naturligvis ikke har udtrykt det sådan, benytter jeg alligevel lejligheden til endnu en gang at understrege dette. Jeg spørger hr. Berenguer: Ønsker han, at Kommissionen skal udvise endnu mere politisk mod? Vi har allerede besvær nok med at opnå det, vi foreslår. Min indstilling er, at Kommissionen først skal opnå de ting, som den har sat sig for, og så kan vi gå videre. Hr. Berenguer har endvidere sagt, at der skal ske meget i spørgsmålet om de finansielle tjenesteydelser. Han har naturligvis ret. Hr. Berenguer kender naturligvis handlingsplanen for de finansielle tjenesteydelser, der blev vedtaget 13. maj 1999, og som består af 43 målsætninger. Dem forsøger vi at realisere, det vil sige, at vi forsøger at nå det, der skal nås i år. Jeg håber, at jeg på vegne af Kommissionen inden sommerferien kan fremlægge bestemte forslag vedrørende f.eks. pensionerne, som vi lige har talt om, men også om åbning af postmarkedet, den offentlige service for varer og tjenester, offentlige licitationer og meget mere. Vi er virkelig aktive på det område, der ligger hr. Berenguer så meget på hjerte. Nu kommer jeg til hr. Medinas bemærkninger. Han har sagt, at det, der truer med at ske i øjeblikket, er, at statsmonopolerne erstattes med private monopoler. Lad mig støtte hr. Medina. Det er naturligvis ikke meningen. Den, der erstatter et statsmonopol med et privat monopol, er ikke kommet et skridt videre. Det er bestemt ikke Kommissionens hensigt. Det er derimod Kommissionens hensigt at give det, som Rådet har besluttet i Lissabon, indhold. Det vil sige hurtigere åbning af markederne for gas, elektricitet, transport og post. Det forsøger Kommissionen at gennemføre, og det betyder også, at statsmonopolerne skal give plads til mere konkurrence på de områder, som jeg lige har nævnt. Men jeg gentager, erstatning af statsmonopoler med private monopoler er ikke noget, der tiltaler os. Herefter vil jeg komme ind på hr. Harbours bemærkninger. Han har ligesom hr. Beysen og fru Plooij meget rigtigt påpeget betydningen for de små og mellemstore virksomheder og på de omkostninger, der er forbundet med at drive disse virksomheder. Kommissionen er helt klar over, at f.eks. omkostningerne ved at starte en mellemstor eller lille virksomhed er meget større her end i USA. I USA, for nu at give et indtryk af omkostningsforskellene, tager det gennemsnitligt fem dage at oprette en virksomhed. I Europa tager det meget længere tid. Det kan tage helt op til fem måneder, hvilket er et forhold på 1 til 30. Det afspejler sig naturligvis i udgifterne. Når vi således taler om kultur, jeg vender mig på ny til fru Palacio, så må vi altså meget hurtigt gøre noget ved oprettelsesomkostningerne for små virksomheder. Hvis vi ikke gør det, taber vi selvfølgelig i konkurrencen med USA. Til sidst kommer jeg til fru Berger. Hr. Beysens spørgsmål har jeg allerede besvaret, da han talte om de små og mellemstore virksomheder. Jeg har allerede citeret fru Berger om den hat, som man ikke bare kan tage af. Det er et godt billedsprog, fordi Europas borgere faktisk har følelsen af, at det indre marked allerede eksisterer, det er blevet helt normalt, og det behøver man ikke at gøre mere ved. Det er helt forkert. Det indre marked er langt fra fuldendt. Vi er nødt til, og det gør Kommissionen også, at arbejde på det og forsvare det hver eneste uge, fordi det indre marked er under konstant pres, og medlemsstaterne falder tilbage i gamle protektionistiske vaner, som vi skal bekæmpe. Hun har med rette henvist til direktiver, der bliver liggende i Rådet. Vi kender alle eksempler på direktiver, der hænger både fem, 10 eller 15 år i luften, fordi de ikke vedtages af Rådet. Lad os håbe, at det ændrer sig. Hvis jeg må have lov til at belyse et af aspekterne i den forbindelse: Vi håber naturligvis alle, at det problem, der skiller Spanien og Det Forenede Kongerige vedrørende en kendt klippe i den sydlige del af denne verdensdel, endelig løses. I en bestemt artikel i en spansk avis har jeg læst, at det går den rigtige vej, og det vil fjerne hindringerne for et halvt dusin direktiver. Det venter vi alle på. Til sidst, med hensyn til Echelon kan jeg forsikre fru Berger om, at det emne ikke har noget at gøre med det indre marked, og at det ikke udgør nogen trussel. Hr. formand, det var mine bemærkninger. Må jeg endnu en gang takke Parlamentet og særligt ordføreren for den vigtige støtte, som Parlament har givet den nye strategi for det indre marked.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0099/2000) af Graça Moura for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om det europæiske sprogår 2001 (KOM(1999) 485 - C5-0278/1999 - 1999/0208(COD)).
+Hr. formand, fru kommissær Viviane Reding, ærede medlemmer, jeg kommer fra et land, hvis historie i de sidste 600 år har været nært forbundet med kendskab til fremmede sprog, talt de mest forskellige steder på vores planet. Portugiserne har altid måttet lære de folkeslags sprog, som de var i dialog med, og de bragte selv et europæisk sprog, portugisisk, ud til de fire verdenshjørner, hvor det i dag tales af 200 millioner mennesker. For mig er et initiativ som Det Europæiske Sprogår 2001 derfor både naturligt og indlysende i en tid, hvor Europa står over for et nyt tidehverv i sin historie, og hvor vi alle er fuldt bevidste om den overvældende rigdom, som de europæiske folks kulturelle og sproglige mangfoldighed udgør, og råder over en vidtgående begrebsudvikling, som Europarådet og også dette Parlament har støttet, der får os til at opfatte modersmålet som en af menneskets grundlæggende rettigheder. Det er i denne ramme, hvor historie og civilisation, de kulturelle processers dynamik og den juridiske virkelighed og nutidens naturlige forrang, som bør kombineres med et perspektiv på fremtiden, at forslaget om, at alle borgere i EU skal lære fremmede sprog rigtig sættes i relief. Med en dristig kampagne hævder Det Europæiske Sprogår den afgørende kulturelle dimension, der ligger i såvel den mundtlige som den skriftlige arv, som siden umindelige tider er blevet frembragt på alle de sprog, der tales i Europa. Kendskabet til fremmede sprog betragtes som et afsondret element af selve opbygningen af unionsborgerskabet, fordi denne færdighed åbner døren til bedre indbyrdes kendskab og fremmer tolerance og gensidig fortrolighed, af hvilken grund den også er af betydning i kampen mod racisme, fremmedhad, antisemitisme og andre uacceptable former for diskrimination. Det har også den økonomiske betydning på grund af de mangeartede faglige kvalifikationer, som beherskelse af fremmede sprog fører med sig, på grund af den adgang, som dette giver til videnskabelig og teknisk viden, og på grund af det våben, som det udgør i kampen mod arbejdsløsheden. I de mange ændringsforslag, som medlemmerne af dette Parlament har stillet til den oprindelige tekst, kom ikke kun disse bestræbelser til syne, men også overvejelser om en egentlig politik på dette felt, der, uden at støde sammen med subsidiaritetspincippet, har gjort det muligt at sikre kvalitet og effektivitet i kampagnen om fordelene ved indlæring af fremmede sprog, og at ramme forskellige målgrupper, især de ringest stillede dele af befolkningen. Den metodologi, jeg har fulgt i min betænkning, som i morgen vil komme til afstemning i Parlamentet, har bestået i ad helt og aldeles uformelle veje og gennem intensive og varierede kontakter med koordinatorerne for de politiske grupper i Parlamentets Kulturudvalg, med repræsentanter for det portugisiske formandskab og med kredse i Kommissionen systematisk at undersøge grænselinjen mellem det, der kunne accepteres af de berørte parter, og det der ville møde modstand. Der er således nået frem til en tekst, som vi kalder et kompromis, for der er al grunde til at antage, at den har overflødiggjort en eventuel andenbehandling eller et eventuelt forlig, altså en løsning, der tillader, at proceduren kan afsluttes ved førstebehandlingen, og at de forberedende foranstaltninger til Det Europæiske Sprogår kan træffes allerede i dette kalenderårs andet halvår, således at programmet kan træde i kraft straks ved begyndelsen af 2001. De sidste vanskeligheder tror jeg ganske givet ryddes af vejen af den erklæring, som vi alle håber fru kommissær Viviane Reding vil afgive. Det betyder ikke, hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, at vi befinder os i den bedste af alle verdener. Vi finder de i budgettet afsatte midler meget utilstrækkelige, vi mener, at der er aktioner i programmet, som afgjort må tillægges større betydning og udvikles videre, og vi forstår også, at der er en hel række aspekter, der ikke er medtaget, fordi de ikke så meget vedrører en sprogindlæringskampagne som den status, nogle europæiske sprog har, fordi de af en eller anden historisk eller politisk årsag er mindre talte eller mindre begunstigede i nogle medlemsstater. Der er god grund til, at fællesskabsinstitutionerne tager hensyn hertil, men det ændrer ikke ved, at kompromisteksten indeholder et enormt potentiale af gode resultater, eftersom den afspejler et ægte behov blandt Unionens borgere og direkte eller indirekte tilgodeser en god del af de store principper, der bør gælde på dette område. Af alle disse grunde, og idet jeg takker for samarbejdet med mine kolleger, det portugisiske formandskab og Kommissionen, henstiller jeg til kollegerne at stemme for beslutninger om Det Europæiske Sprogår i den version, der fremgår af kompromisteksten, hvis hovedlinje, jeg nu har fremlagt
+Hr. formand, kære kolleger, sjældent har der været vist så megen indsigt og fornuft af alle parter i Europa-Parlamentet, som vi har set i dag i forbindelse med denne debat. Det skyldes nok også emnet, hvis uopsættelighed og betydning alle vurderer lige højt. Vi ønsker at være godt forberedt til det europæiske sprogår. Derfor er alle tre institutioner kommet hinanden i møde og har sparet langvarige mæglinger. Jeg siger udtrykkelig tak til hr. Graça Moura for hans arbejde. Han har udført det på så fortræffelig vis, at alle koordinatorer i udvalget bare var nødt til at tilslutte sig ham. Jeg indrømmer, at hans charme givet også har spillet en rolle og så naturligvis hans sagkundskab! Hvad går denne aktion, vi nu støtter så ivrigt, ud på? Vi vil have vores medborgere til at forstå de fordele, det giver at kunne flere sprog. De forskellige sprog indgår i den kulturelle mangfoldighed, og hele vores kulturs rigdom åbner sig især, hvis man forstår sproget. At kunne læse og forstå et digt af Verlaine på fransk eller et af Heine på tysk eller et af Vasco Graça Moura på portugisisk er simpelthen vidunderligt! Men heller ikke i dagligdagen kommer man langt uden sprogkundskaber. Det indre marked åbner sig i sin helhed netop kun for den, der taler flere sprog. Som ordfører for Sokrates går jeg stærkt ind for, at navnlig det at lære det europæiske nabolands sprog skal spille en stor rolle også i sprogåret, og at der inden for sprogårets rammer skal gennemføres pilotprojekter om netop dette emne. Vi håber naturligvis alle, at de fastsatte foranstaltninger for sprogåret ikke er døgnfluer, men at de rækker langt ud over selve det år. Jeg ønsker dette år den succes, vi alle har brug for!
+Hr. formand, fru kommissær, med det europæiske sprogår 2000 skal vi nå flere mål, bl.a. en styrkelse af bevidstheden om den kulturelle rigdom, som den sproglige mangfoldighed i Den Europæiske Union betyder. Derudover skal en så stor del af befolkningen som muligt bibringes forståelse for fordelen ved at have kendskab til flere sprog, da det er et væsentligt element i den personlige udvikling, karrieren og bedre kommunikation. Det er i den forbindelse vigtigt for mig personligt, at budskabet ud over til skoleelever og studerende når ud til de målgrupper, der udgøres af de socialt dårligt stillede og indvandrerne, for at give dem fremtidsudsiger og -chancer. Udveksling af informationer, indsamling og bearbejdning af erfaringer samt udarbejdelse af nye, moderne metoder til at lette adgangen til sprog og gøre den mere effektiv er ligeledes et af de centrale punkter i dette projekt. Med den eksisterende budgetramme på 8 millioner euro er det desværre ikke muligt at lægge særlig vægt på og fremme mindretalssprogene, således som flere kolleger har krævet; der skal naturligvis tages hensyn til dem i de regioner, hvor de forefindes - dét ved jeg af egen erfaring, jeg kommer fra en region, hvor der er tre mindretalssprog. Formålet med dette sprogår er primært, som allerede nævnt, at opfordre Europas befolkninger til at lære flere sprog, dels til gavn for dem selv, dels som grundlag for bedre forståelse og et bedre samvirke i Den Europæiske Union. Det er på meget kort tid lykkedes at færdiggøre denne betænkning og nå frem til enighed om mere end 100 ændringsforslag. Alle involveredes smidighed og vilje til kompromis har været fortrinlig. Ordføreren, hr. Graça Moura, har været en særlig indsigtsfuld og engageret forhandler i dette projekts interesse. Jeg vil gerne sige mange tak og gratulere! Men trods alt det positive vil jeg imidlertid i denne sammenhæng også kristisere Rådet, som over for Parlamentet har ladet det skorte på den nødvendige tilforladelighed. For to uger siden nåede vi sammen med repræsentanter for Rådet, Kommissionen og Parlamentet til enighed, men den blev desværre draget i tvivl mandag i denne uge. Den fremgangsmåde kan vi ikke acceptere, og vi forventer, at Rådet enten giver sine repræsentanter et mandat i forbindelse med forhandlinger eller over for os bekræfter, at der vil være behov for yderligere samtaler. Derved kan vi for fremtiden tillige undgå unødigt tidsspilde. Jeg mener, det er vigtigt at komme hinanden i møde, og en vigtig støtte er kulturen, og væsentligt er sproget.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke hr. Graça Moura for et stort arbejde og den energi, han har lagt i udarbejdelsen af denne betænkning, og rette en tak til Rådet for dets imødekommenhed og til Kommissionen for dens formidlende rolle, ikke mindst i den sidste tid. Den Liberale Gruppe støtter meget gerne initiativer, som kan skabe større bevidsthed om den sproglige mangfoldigheds værdi i Den Europæiske Union. Det er vigtigt, at EU's borgere anspores til indlæring af fremmedsprog på et tidligt tidspunkt i skolen - og i øvrigt igennem hele livet. Sprogkundskaber er vigtige, for de europæiske sprog har stor betydning for Europas kultur og civilisation, og gode sproglige kvalifikationer er jo også en betingelse for, at arbejdstagere kan finde beskæftigelse i et andet EU-land end deres eget. Programmet om det europæiske sprogår er et glimrende udgangspunkt for at informere om de mange forskellige muligheder, der eksisterer for at lære fremmedsprog, og det er vigtigt. Hr. Graça Mouras forslag medtager de 11 officielle EU-sprog plus nogle andre sprog, som anerkendes af medlemsstaterne, heriblandt irsk og letzeburgesh. Den Liberale Gruppe finder også, at vi skal have de sprog med i programmet, som reelt findes i de respektive medlemsstater. Lad mig nævne sprog som det katalanske i Spanien og det frisiske i Holland som eksempler. Og til sidst: I programmet om det europæiske sprogår indgår hensyntagen til den forestående udvidelse af Unionen, noget vi i Den Liberale Gruppe anser for at være af afgørende betydning for alle EU-programmer. På vegne af gruppen kan jeg anbefale at støtte dette program.
+Hr. formand, jeg vil selvfølgelig også gerne takke ordføreren for hans fremragende og enestående arbejde. Jeg har dog et par bemærkninger til den europæiske kampagne om at lære europæere andre samfunds sprog. Vi er selvfølgelig alle overbevist om det nyttige heri. Det, som imidlertid ofte går galt med europæiske kampagner, og jeg har heldigvis ikke været politikker længe nok til ikke at vide, hvordan den almindelige borger ser på tingene, er, at de tit ikke er mere end et smukt udhængsskilt, som man kigger på, men som der ikke bliver meget tilbage af. Jeg vover da også at håbe, at denne kampagne byder på mere, og at det for en gangs skyld undersøges nærmere, hvorfor europæere har så vanskeligt ved at lære sprog, og på hvilke tidspunkter mennesker er i stand til at lære sprog. Jeg kommer selv fra et tosproget land, og jeg har selv konstateret, at nogle mennesker i det land aldrig lærer det andet sprog, at de undertiden i årevis følger sprogkurser, nogle i 12 år, men alligevel kan de ikke tale et andet sprog. Det er en forfærdelig konstatering. Jeg håber derfor, at man inden for rammerne af det europæiske sprogår finder frem til den bedste sprogmetode og først og fremmest, hvordan man på en moderne og tiltrækkende måde kan stimulere europæerne til at lære de andre europæeres sprog.
+Hr. formand, kære kolleger, den sproglige mangfoldighed er en kilde til kulturel rigdom. Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Graça Moura, for at have genoptaget denne dimension, der manglede så fælt i starten, for på stående fod at have påvist, at vi ikke kun står over for et teknisk informations- og kommunikationsproblem, for at have mindet os om, at sprogenes forskelligartethed er et produkt af den skriftlige og mundtlige civilisation. Man skal passe på med at tage udgangspunkt i en funktionalistisk og utilitaristisk indgangsvinkel til sprog, for en sådan indgangsvinkel tager ikke højde for, at sproget skaber tanker, og at tanker skaber statsborgerskab. Enhver bør efter min mening lære mindst to sprog for at kunne følge det europæiske demokratis dynamik og for at sikre de studerendes og arbejdstagernes mobilitet. Jeg spørger blot, hvilke andre midler vi har end gode ord og en lille smule penge til at føre denne politik ud i livet. Vi skal kunne tænke med vores modersmål, med eller på andre sprog. Som den gode franskmand, jeg er, er jeg overbevist om, at frankofonien går hånd i hånd med anvendelsen af fremmedsprog. Derfor skal vi overbevise forældre, undervisere og politikere om, at sprogundervisningen skal starte på grundskoleniveau eller allerede på førskoleniveau. Dette er også grunden til, at tolkning og oversættelse ikke længere, som det stadig er tilfældet, blot kan betragtes som nogle færdigheder, der følger med sproget. Vi kan ikke stille os tilfreds med at tale for sprogenes mangfoldighed og kræve respekt for forskellene. Det gælder et Europa, der påtager sig en identiteternes identitet og ikke blot en forskellenes gensidighed. Og dette leder os videre til debatten om de officielle EU-sprog og de anerkendte nationale og regionale sprog i alle nuværende og kommende medlemslande, især i forbindelse med den forestående udvidelse, der optager os i sproglig henseende. Den europæiske borger har også en arv, der begynder med oldgræsk og latin. Det understregede vi i udvalget, og vi må ikke miste disse sprog. Borgeren må ikke være uvidende om noget sprog. Han må ikke glemme immigranternes sprog, der er meget nærværende i vores lande, og heller ikke tegnsprog, der er det mest typiske mindretalssprog. Og efter min mening skal en vellykket oplysningskampagne naturligvis vise, at sprog bør læres og anvendes til at kommunikere med, men den skal også minde os om, at sprog ligeledes er glæde og leg.
+Hr. formand, først vil jeg også takke ordføreren for betænkningen, hr. Graça Moura, der har gjort et så godt stykke arbejde, at han opnåede Kulturudvalgets enstemmige støtte, og derefter vil jeg koncentrere mig om et enkelt punkt, nemlig at det ikke kun er nødvendigt at kunne andre sprog af menneskelige, kulturelle og politiske grunde, men det har også betydning som et element i den økonomiske dynamik. Betænkningen peger desuden på de mange ekspertudsagn om, at beherskelsen af modersmålet og et indgående kendskab til de klassiske sprog, navnlig latin og oldgræsk, fremmer indlæringen af andre sprog. Hertil vil jeg godt tilføje, at kendskabet til de klassiske sprog også fremmer kendskabet til vores eget modersmål. Sandheden af dette ses i den kendsgerning, som ikke mange er klar over, nemlig at f.eks. det engelske sprog indeholder mindst 75.000 ord af græsk oprindelse. Altså 75.000 engelske ord, der stammer fra klassisk græsk. Der er et tilsvarende antal ord af græsk oprindelse i fransk og i de fleste andre moderne sprog. Det er ligeledes en kendsgerning, at latin har en tilsvarende stor betydning i de fleste europæiske sprog. Viden er magt, mente den engelsk vismand Francis Bacon, og derfor øger kendskabet til de sprog, der danner grundlaget for de moderne europæiske sprog, vores almene viden og styrker den europæiske kultur, som foruden sin humanistiske værdi også er et våben, der skal sikre, at vi kan overleve og klare os som europæere i en globaliseret økonomi. I øvrigt har vores samtidige tyske professorer, Augustos og Werner Karl Heisenberg, karakteriseret det oldgræske og det moderne græske sprog som moderen, der giver næring til den globale menneskelige kultur. Jeg tror, at bevarelsen af latin- og oldgræskundervisningen i den almindelige skoleuddannelse vil ruste de nye generationer kulturelt til at modstå invasionen af det amerikanske kulturelle budskab - som ellers udjævner alle forskelligheder - så de kun vælger at bevare dets positive elementer.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg takker ordføreren for betænkningen. Det europæiske sprogår er vigtigt og støtteværdigt. Alle de europæiske sprog har altså samme kulturelle værdighed og værdi. Man kan sige, at sproget er alfa og omega. Modersmålet er ikke kun et kommunikationsmiddel: det er i virkeligheden mere end alt andet. Det er selve tankeprocessen. Sproget er den mest fredelige form for kommunikation. Selvstændighed er sprog, og sprog er selvstændighed. Kurderne er et folk uden deres egen stat og deres egne grænser. Sproget holder dem sammen. Sproget er en vældig kraft. Det er nationens vigtigste bånd. Stormagter og også mange mindre lande undertrykker ofte ved hjælp af sproget. Det er et middel til besættelse. I mit eget land har vi en sproglovgivning, der hører blandt de mest liberale i verden. Vi har set, hvordan vores lands officielle sprog to gange har været defineret som to fremmedesprog, først i begyndelsen af det sidste århundrede fik vi vores eget sprog, finsk, som officielt sprog. Derfor har vi garanteret mindretalssprogene en vigtig position. Den Europæiske Unions flersprogethed er således en rigdom. Samtidig er det også en ret for borgerne i hvert af medlemslandene. Flersprogetheden skal også bevares efter udvidelsen, det er der ingen hindringer for. Det er vildledende at anse flersprogetheden for dyr og ineffektiv. Tolkning er nemlig ikke dyr, den er det mest effektive praktiske fredsarbejde.
+Hr. formand, ud over at lykønske ordføreren vil jeg i denne forhandling fremhæve, at idéen til denne højtideligholdelse kommer fra Europarådet, en institution med en særlig interesse for de kulturelle og sociale aspekter af den gamle verden, som med sit initiativ til at øge kendskabet til og brugen af flere sprog blandt europæerne søger at styrke forståelsen, tolerancen og en større nærhed mellem borgerne. Når vi taler om de europæiske sprog, må vi ikke glemme, at begrebet ikke begrænser sig til staternes officielle sprog. I Europa tales der mange andre sprog, nogle over tusind år gamle, som baskisk i Baskerlandet eller gælisk, hvis oprindelse fortaber sig i fortiden, og andre som catalansk, galicisk eller alsacisk, der netop tales her i Strasbourg. Alle disse andre regionale sprog og mindretalssprog skal også have udbytte af dette initiativ, og i de organer, som staterne udpeger til at organisere deltagelsen i det europæiske sprogår, skal der også være repræsentanter for disse andre sprog, som også er europæiske, og som er essensen i og årsagen til vores fællesskabs store mangfoldighed. Desuden styrker indlæring af andre sprog bevidstheden om den kulturelle mangfoldighed og er med til at udrydde fremmedhad, racisme og intolerance, hvilket er en del af EU's regelværk og formål.
+Hr. formand, jeg vil takke Kommissionen og samtidig ordføreren, hr. Graça Moura, for at have accepteret så mange ændringsforslag, mange af dem åbne over for, at året udvides, og at det når ud til landdistrikterne og de mest ugunstigt stillede områder. Men samtidig vil jeg her gøre opmærksom på nogle bekymringer i forbindelse med den økonomiske begrænsning. Jeg går ind for, at der gives grønt lys for mange projekter, for det er klart, at kulturelle projekter tiltrækker masser af investeringer fra selvstyrende regioner og fra privat side, som vi ikke må gå glip af. Jeg vil også i denne tid, hvor følelserne mange gange går frem for retfærdigheden, anmode om, at man ikke støtter projekter, der er ensbetydende med udelukkelse og udnyttelse af sproget for at bekræfte holdninger, som mange gange har til hensigt at skabe splittelse mellem folk, når det er programmets formål at samle folk. Jeg ville også ønske, at man fra Den Europæiske Unions side begyndte at tage hånd om og kæle for sprog uden fædreland, modersmål, der i mange tilfælde hverken har skole eller undervisere, sprog, som tillige er spredt ud over hele det europæiske område, som ikke har en stat, der beskytter dem, og som aldrig kan blive officielle. Jeg taler om f.eks. rætoromansk eller jiddisch. Sprog, som desuden heller ikke har egne kommunikationsmedier. Blandt de mere end 150 sprog, der tales i Europa, burde der laves en liste over dem, der kun bringes videre fra mødre til deres børn, der kun tales i hjemmet, og som med den nuværende invasion af kommunikationsmedier og de officielle sprog i skolerne kun vil eksistere få år endnu. Jeg ville ønske, at det europæiske sprogår også ville åbne sig for dem, at der blev lavet en niche til dem for at forberede dem til andre programmer, der måtte komme i fremtiden.
+Hr. formand, mit indlæg henvender sig naturligvis til mine parlamentariske kolleger, eftersom det handler om sprog, men også til vores tolke, der giver dette Parlament liv, og naturligvis til ordføreren. Ikke fordi han er ordfører, men fordi han også er Parlamentets poet - og endda en poet, der taler mit modersmål perfekt, har jeg opdaget. Man kunne ikke have valgt en bedre ordfører. Når man som jeg kommer her som nyt parlamentsmedlem, opdager man, at Parlamentet beskæftiger sig med alt muligt. Chokolade, gamle biler, kvalificeret flertal, tørrede bønner, spanske linser - alt. Og derefter opdager man pludselig, at man skal beskæftige sig med det, der udgør Europas historiske kerne, kontinentets kulturelle kerne, nemlig sprogene. Når man tænker tilbage på tidligere tider, jeg tænker på renæssancen, en stor tid præget af udveksling og handel, har vi i dag ikke desto mindre stadig kulturen, arven fra den tid, og sådan vil det altid være. På det sproglige plan har Europa oplevet tider, hvor ét sprog var dominerende, latin og også fransk. I dag er det nærmere engelsk. Hvad vil vi så sige til vores medborgere med dette år 2001? Lad mig nævne et par emner. Først og fremmest at europæisk enhed ikke er ensbetydende med sproglig ensartethed. Dernæst at ethvert sprog skal respekteres og fortjener at blive understøttet og forsvaret. Det gør man for en masse andre ting som monumenter, genstande og sådan noget. Hvorfor ikke gøre det samme for det, som mennesket er bedst til at producere, og som er mest langtidsholdbart, nemlig måden at kommunikere med ligesindede på? Og endelig at ethvert sprog først og fremmest læres i familiens skød. Det er derfor, det hedder "modersmål", og derfor kan ingen stat have som direkte, indirekte, udtrykkeligt eller stiltiende formål at ødelægge eller lade et af sine modersmål forsvinde. Og endelig kan Europa ikke eksistere uden sin sproglige mangfoldighed, for vi er også et af de sjældne, måske det eneste parlament i verden, der udtrykker sig på 11 sprog i en sådan grad, at man nogle gange taler for at blive oversat og ikke for at blive hørt direkte. Det er op til os at etablere denne dialektik om den europæiske enhed og dens sproglige mangfoldighed.
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, en god betænkning, det må man sige. Også jeg vil gerne først takke hr. Graça Moura, men jeg vil også gerne fremhæve det gode samarbejde, der her har været mellem Råd, Kommission og Parlament, alt sammen i bestræbelsen på at få denne betænkning til afstemning i en fart. Det viser, at alle har indset, at det haster med at fremme de europæiske borgeres sprogkundskaber og tilskynde dem til også at lære nye sprog. Sprog genspejler Den Europæiske Unions mangfoldighed. At kunne tale med hinanden betyder at forstå hinanden, og det gør det tillige nemmere at opbygge sociale strukturer. Men vores kultur i Europa bygger - trods al mangfoldighed - på fælles historiske kilder, og vores sprog bygger på de klassiske sprog latin og græsk. At beherske dem letter generelt adgangen til de øvrige sprog. Min hjemegn er Trier - den grænser op til Luxembourg og Belgien, og der er heller ikke langt til Frankrig - og for os er det ret beset uomgængelig nødvendigt at have kendskab til nabosprogene. Mange arbejder i Luxembourg og handler med Belgien og Frankrig. Sprogkundskaber skal ikke blot ses ud fra det medmenneskelige aspekt, de udgør netop inden for rammerne af det indre marked og globaliseringen et ret betydeligt økonomisk potentiale. Hvis jeg vil åbne et marked, er jeg nødt til tale og kende markedspartnerens sprog. I nogle dele af vores region lærer børnene f.eks. nabosprogene gennem leg allerede i børnehaven. Børn lærer hurtigt, og jeg mener, at det må kunne udnyttes. Ud over en stort anlagt informationskampagne skal der også foreslås konkrete aktioner. Indlæringsforanstaltninger skal forbedres, lærerne skal uddannes og skoles i relevant omfang, og her må det ikke kun være afhængig af deres private interesser, om de videreuddanner sig eller ej. Lad os udnytte det europæiske sprogår til en bedre forståelse af Den Europæiske Union!
+Hr. formand, kære kolleger, jeg er meget glad for at kunne være til stede her i aften for at diskutere med Dem og især for at have haft lejlighed til at høre Deres indlæg. Først og fremmest fordi det behandlede emne sprog ligger mig meget på hjerte. Som luxembourger kommer jeg selv fra et område i Europa, hvor tresprogetheden lever i bedste velgående. Det er en form for laboratorium, der kunne bruges som udgangspunkt for andre, der ønsker at gøre det, vi alle vil gøre i det europæiske sprogår, nemlig fremme indlæringen af et modersmål samt to supplerende sprog. På den anden side står vi i en afgørende situation, hvor det ser ud til, at vi opnår enighed mellem Parlamentet og Rådet ved førstebehandlingen. Det er imidlertid af afgørende vigtighed, at vi når frem til denne enighed ved førstebehandlingen, da tidsplanen er meget stram. 2001 er lige rundt om hjørnet, og forberedelserne haster. Hvad vil vi opnå ved at afholde et europæisk sprogår? For det første er det vigtigt at gøre de europæiske borgere opmærksomme på den sproglige mangfoldighed og den rigdom, som denne mangfoldighed repræsenterer. Vi ved godt, at kulturel mangfoldighed måske er Europas største trumf, og vi skal støtte denne kulturelle mangfoldighed, der er baseret på sproglig mangfoldighed. Den Europæiske Unions forskellige sprog vil aldrig blive erstattet af ét enkelt sprog. Det er jeg helt overbevist om. Og selv om der er et sprog, der oftere og oftere anvendes som kommunikationssprog, er det fortsat nødvendigt at lære sprog for at kunne fungere i Den Europæiske Union. De har alle sagt det, og jeg støtter Dem. Dette fører mig videre til det andet store mål med det europæiske sprogår. Vi skal opmuntre borgerne til at lære sprog og gøre det gennem hele livet ved at starte meget tidligt - allerede i børnehaveklassen. Den sproglige indlæring er vigtig for den personlige udvikling og den interkulturelle forståelse. Det har nogle af mine kolleger allerede sagt. Sprog er et af de bedste våben i kampen mod fremmedhad. Det er også, som nogle allerede har nævnt det, afgørende i forbindelse med jobsøgning og for den enkeltes karrieremuligheder. Og det er alligevel ikke muligt at forudse alles behov. Ud over at give en grundlæggende uddannelse skal skolen derfor forberede den enkelte på livslang indlæring, og i denne forbindelse skal princippet om ét modersmål og to andre sprog understreges. Ét enkelt sprog er ikke tilstrækkeligt som baggrund for flersprogethed. Det europæiske sprogår er også den perfekte ramme for at udsende oplysninger om sprogindlæringsmetoder. Metoderne har udviklet sig i forhold til de traditionelle indlæringsmetoder, og der er gjort et stort stykke arbejde på dette område. Jeg mener, at dette år skal vise os de bedste fremgangsmåder og lære os, hvordan man kommer ud over en 100% teoretisk indlæring af sprog for at nå frem til en indlæring af det talte sprog. Det europæiske sprogår er endvidere et supplement til allerede eksisterende initiativer. Det henvender sig til hele den europæiske befolkning og tager form som en stor oplysningskampagne. For at lykkes skal vi på den ene side udvikle et image, logoer, sloganer og oplysningsmateriale. Men da der på den anden side er planer om at samfinansiere projekter, der fremlægges af regionale og lokale myndigheder samt sammenslutninger, vil jeg gerne over for de kolleger, der kommer fra grænseområderne, understrege, at det at lære nabolandets sprog bør være en af de store og slagkraftige faktorer, der skal sættes fokus på i dette sprogår. Året afholdes i tæt samarbejde med Europarådet, hvilket er yderst vigtigt. Europarådet har mange års erfaring inden for sprogundervisningsområdet, og det er derfor godt, at vi kan forene vores kræfter. Der er allerede etableret adskillige frugtbare kontakter, og den permanente udveksling af oplysninger mellem vores tjenestegrene er af afgørende betydning for gennemførelsen af sprogåret. Jeg vil nu gerne vende tilbage til denne aftens debat. Og allerførst vil jeg gerne takke vores ordfører, hr. Graça Moura, for det fremragende stykke arbejde, han har udført. Jeg glæder mig over den konstruktive ånd og det gode samarbejde, der er etableret mellem ordføreren og parlamentsmedlemmerne, parlamentsmedlemmerne og mine tjenestegrene og endelig mellem de to institutioner og Rådet. Jeg håber af hele mit hjerte, at dette vil gøre det muligt at føre initiativet ud i livet og nå til enighed ved førstebehandlingen for at kunne få sat året i gang. Ændringsforslagene er mange, men de har i mellemtiden kunnet samles sammen i et mere begrænset antal. Det er vigtigt at understrege, at de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet vedtager, også skal kunne accepteres af Rådet, så vi kan nå til enighed ved førstebehandlingen. Jeg har noteret mig mine kollegers interesse for de regionale sprog og mindretalssprogene. De ved i øvrigt godt, hvor meget disse sprog ligger mig på hjerte personligt. Men De ved ligeledes, at dette emne er meget følsomt i visse medlemsstater. Jeg mener, at definitionen af de omhandlede sprog som anført i artikel 1, ændringsforslag 15, giver en tilstrækkelig åbning, samtidig med at den giver mulighed for at nå til enighed med alle parter. Og tro mig, jeg har meget store forventninger til de debatter, der vil blive afholdt i året 2001, da disse debatter vil give os mulighed for at overvinde de vanskeligheder, den frygt, der stadig eksisterer i forhold til mindretalssprogene. Og det er mit ønske, at der ved udgangen af dette år ikke længere er modstand over for sprog, for - og dette er blevet sagt meget klart - der findes ingen små sprog, der findes kun modersmål, der alle er store sprog. Jeg regner derfor med, at disse debatter kan forberede fremtidige aktiviteter inden for dette område, og jeg vil endvidere gerne henlede opmærksomheden på de supplerende betragtninger, der tager højde for denne bekymring, nemlig ændringsforslagene 2, 3 og 4. Betragtningerne giver ligeledes mulighed for at tage højde for andre specifikke bekymringer - og mange af mine kolleger har allerede nævnt det - som de klassiske kulturer og sprog, der ikke vil blive glemt i det europæiske sprogår. Jeg vil ikke komme nærmere ind på ændringsforslagene 1 - 34, som vi er enige om, og som jeg støtter, og jeg starter igen ved ændringsforslag 35. I sit tekstforslag foreslog Kommissionen et begrænset antal undersøgelser, der er direkte forbundet med gennemførelsen af det europæiske sprogår. Parlamentsmedlemmerne har foreslået en lang række supplerende undersøgelser. Det er klart, at området sprogindlæring er et område under konstant udvikling, og at disse undersøgelser er nødvendige. Kommissionen kan derfor acceptere disse forslag i det omfang, der er tale om mulige temaer. Det europæiske sprogår er pr. definition et kortvarigt initiativ med et lille budget, for lille. De har rejst problemet, og alt kan ikke lade sig gøre inden for denne ramme, men der findes også andre muligheder, hvilket jeg vil komme tilbage til. Derimod er Rådet ikke klar til at acceptere en lang liste med undersøgelser, der ikke alle kan gennemføres inden for rammerne af det europæiske sprogår. Jeg tror imidlertid, at alle er enige om, at dette punkt ikke er en grund til ikke at opnå enighed ved førstebehandlingen. Derfor påtager jeg mig over for Dem, over for Parlamentet, følgende højtidelige forpligtelse: Kommissionen har noteret sig de mulige sprogundersøgelsestemaer, der nævnes i de ændringsforslag, Parlamentet har fremlagt i forbindelse med behandlingen af forslaget om det europæiske sprogår 2001. Kommissionen er opmærksom på sprogenes betydning for den europæiske integrationsproces og forpligter sig til at behandle disse temaer i forbindelse med sit undersøgelsesprogram, der gennemføres inden for rammerne af og i henhold til procedurerne for de forskellige programmer og aktiviteter, der kan iværksættes til dette formål, i overensstemmelse med artikel 8 i forslaget til afgørelse. Som ansvarlig kommissær for Sokrates-programmet, der bl.a. omfatter afsnittene Comenius, Lingua og Eurydice samt Leonardo og Kultur 2000, vil jeg gerne understrege, at dette program danner en passende ramme for at gennemføre følgende undersøgelser, der vil gøre det muligt at finde frem til de bedste fremgangsmåder i forbindelse med sprogundervisning og -indlæring samt grundene til, at sprogindlæring så ofte ikke lykkes. Undersøgelser af en forbedring af sprogundervisningens kvalitet i Unionen, der nævnes i ændringsforslag 35, del 2, og ændringsforslag 39, undersøgelser af de sproglige kontakter, der etableres ud fra indvandrersamfund, som nævnes i ændringsforslag 37, undersøgelser af mulighederne for at fremme forståelsen ved parallel undervisning i sprog inden for samme sprogfamilie, der nævnes i ændringsforslag 38. For så vidt angår fremme af tosproglige udgivelser, der nævnes i ændringsforslag 41, dækkes dette af Kultur 2000-programmet, og jeg vil personligt sørge for, at de projekter, der iværksættes inden for dette område, får den opmærksomhed, de fortjener. Endelig er det sandt, at udvidelsen af Unionen og stigningen i antallet af officielle sprog vil få visse konsekvenser, sådan som det fremføres i ændringsforslag 36. Dér er der imidlertid tale om et emne, der ligger uden for rammerne af det europæiske sprogår, og som desuden involverer alle tre politiske institutioner. Jeg forpligter mig således til at gøre alt, hvad der står i min magt, for at stimulere overvejelserne omkring dette punkt i den korrekte kontekst og håber at kunne regne med den nødvendige opbakning fra Europa-Parlamentet. Endelig vil jeg gerne sige et par ord om de ændringsforslag, der er blevet fremlagt på plenarmødet. Ændringsforslag 43 og 12 har samme indhold, men ændringsforslag 43 er formuleret bedre. Ændringsforslag 44, 45 og 46 er tekniske ændringsforslag, der har til formål at tilpasse teksten til komitologien, og de er derfor ikke noget problem. Dog vil ændringsforslag 47, 48, 49, 50 og 51, der bl.a. vedrører de regionale sprog og mindretalssprogene, ikke blive accepteret af Rådet, hvilket vi ved, eftersom vi allerede har haft denne debat i Kulturudvalget. Da disse ændringsforslag risikerer at sætte enigheden ved førstebehandlingen over styr, kan jeg ikke acceptere dem. Hr. formand, det er i korte træk vigtigt hurtigt at nå til enighed for at kunne iværksætte det europæiske sprogår. Jeg kan forsikre Dem om, at jeg har sat mig grundigt ind i Deres bekymringer, og jeg deler dem. Jeg er overbevist om, at teksten i størst muligt omfang vil tage hensyn til dem, og jeg vil også tage højde for dem i forbindelse med de øvrige aktiviteter og programmer, der giver os mulighed for at handle til fordel for fremme og indlæring af sprog, og det ikke blot i år 2001, men også i de kommende år, for år 2001 bliver blot et udgangspunkt for den engagerede kamp for, at alle modersmål skal anerkendes på europæisk niveau.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0100/2000) af Gröner for Europa-Parlamentets delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om oprettelse af EF-handlingsprogrammet for unge (C5-0116/2000 - 1998/0197(COD)).
+Hr. formand, jeg vil gerne sige tak til alle de kolleger, der har holdt ud så længe! Jeg er glad for det kompromis, der er indgået om EF-handlingsprogrammet for unge, og for resultatet af forligsproceduren. Der er ganske vist stadig uopfyldte ønsker, men Parlamentets delegation kan være tilfreds med de 520 millioner euro til løbetiden på syv år med en klausul om en ændring, når de central- og østeuropæiske ansøgerlande tiltræder. Jeg takker alle involverede for samarbejdet, navnlig kommissær Reding og hendes tjenestegrene, den portugisiske rådsformand Fontes, der nok ikke har haft det nemt med finansministrene, og for det input, der er kommet fra ungdomsforummet. Forhandlingerne om ungdomsanliggenderne strakte sig over ca. trekvart år. Det oprindelige kommissionsforslag, der ville sammenfatte de eksisterende programmer "Ungdom for Europa" og "Europæisk volontørtjeneste for unge" i et femårsprogram, er blevet ændret meget af os. Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport stillede under førstebehandlingen 61 ændringsforslag, som tog sigte på en afbalanceret vægtning af de forskellige programdele og på med et klart øget budget at få flere unge end de hidtil ca. 500.000 unge med i udvekslingen. Vi ønskede at forenkle forvaltningsstrukturerne og yde mere støtte til de dårligt stillede unge. Kommissionen overtog en del af Parlamentets ændringer, men Rådet kunne først i juni 1999 enes om en fælles holdning med 350 millioner euro til et femårsprogram. Under andenbehandlingen koncentrerede Parlamentet sig om 13 ændringsforslag, på væsentlige punkter om budgettet, i tilknytning til Sokrates og Leonardo om en løbetid på syv år og endelig i komitologispørgsmål om en fleksibel aldersgrænse og den sociale sikring. Umiddelbart efter andenbehandlingen indledte jeg uformelt forhandlinger med det finske rådsformandskab for ikke at spilde tiden og nå frem til, at programmet uden ophold skulle gælde fra det ny årtusindes begyndelse. Det skyldtes Rådet, at forligsproceduren først blev indledt under det portugisiske rådsformandskab. Rådet accepterede hverken vores budgetforslag på 980 millioner euro eller det velbegrundede kommissionskompromis på 765 millioner euro. På det andet møde i Forligsudvalget lykkedes det os efter vanskelige forhandlinger at nå til enighed i alle spørgsmål. Løbetiden på syv år med et budget på 520 millioner euro med en klausul om en ændring, når de central- og østeuropæiske lande tiltræder, var en succes for delegationen fra Europa-Parlamentet. En anden succes er det, at vi for de unge deltagere opnåede hjemlandets socialsikring, og at vi kunne få sygeforsikring i værtslandet, og ligeledes at aldersgrænserne håndteres fleksibelt og ikke stift. Som ordfører glæder det mig navnlig, at der med programmet for unge hejses et signal om, at programmet virkelig står åbent for alle unge. I programmet har vi givet både piger og drenge, studerende som arbejdsløse, samt unge fra både medlemslandene, ansøgerlandene og tredjelande muligheden. Vi har banet vejen for, at vi via Internet kan høre mere om de unges behov og idéer og indgå i en aktiv dialog med dem. Jeg spørger Dem: Findes der en bedre mulighed og en bedre reklame for de europæiske grundlæggende værdier? Klogt udnyttet kan programmet for unge bistå med at overvinde europatræthed, og som optimist tror jeg, at der med det kan vækkes begejstring for Europa. Jeg henstiller derfor til alle kolleger, at de udnytter de muligheder, som det ny program for unge indeholder. Jeg henstiller til Dem, at De stemmer for det fælles udkast om oprettelse af EF-handlingsprogrammet for unge.
+Hr. formand, kære kolleger, om en måned, den 9. maj 2000, fejrer Parlamentet halvtredsårsdagen for Robert Schuman-planen. På baggrund af denne historiske kendsgerning bør vores blik rettes fremad mod Det Europæiske Fællesskab i de næste 50 år. Når det næste store jubilæum fejres, vil vi imidlertid allerede ikke længere være med til at bygge videre på vores fælles hus Europa. Det skal så de gøre, der følger efter os. Vi er nødt til allerede nu at bane vejen for dem, der følger efter os. Vejen til en yderligere integration i Europa er det ny handlingsprogram for unge. Europas fremtid ligger hos ungdommen. Vi skal gøre alt for, at dagens ungdom vokser ind i Europas fællesskab, eller bedre endnu vokser sammen med det. Med henblik herpå var og er det uomgængelig nødvendigt at oprette et program, som giver alle unge - fru Gröner har allerede nævnt det - mulighed for at komme i kontakt med Europa uanset herkomst, forudgående skoleuddannelse, sprogkundskaber, studier eller uddannelse. Også det følgende punkt er en stor fornyelse af programmet for unge, nemlig at det er til rådighed for alle unge til forskel fra de allerede eksisterende programmer, som alle kun dækker et specielt område. Det nye program lukker så at sige et hul mellem de allerede igangværende ungdoms- og uddannelsesprogrammer. Både Parlamentet og Kommissionen og Rådet indså nødvendigheden af at oprette dette program, selv om der i forbindelse med den finansielle ramme - ordføreren har netop været inde på det - jo var betydelige hurdler, der skulle overvindes. Vi kan takke alle involverede parlamentsmedlemmers personlige indsats for, at der kunne indgås et kompromis om 520 millioner euro. Jeg vil gerne endnu en gang sige mange tak til alle, som under forligsproceduren har købslået om hver euro! Fru Gröner har allerede sagt, at selv om den finansielle ramme ikke lever op til de idéer, man havde om den, var der jo alligevel mange ændringsforslag, der blev overtaget. Det ny program er mere overskueligt og mere borgervenligt. Deltagernes sociale sikring er blevet forbedret. Programmet er blevet stærkt decentraliseret, så det også giver unge fra vores lokale kredse mulighed for at deltage i det. Vores gruppe stemmer for programmet, for at de unge ikke skal vente længere på deres program!
+Hr. formand, jeg er meget glad for også at tilkendegive min og min gruppes støtte til denne betænkning. Denne betænkning har været længe undervejs. Men det, at vi stadig er her så tidligt på morgenen, er en hyldest til ordførerens arbejde med dette program, ja og til kommissæren og det portugisiske formandskab - som har vist sig engageret i ungdommen, volontørtjenesten og i uddannelse i bredeste forstand. Den betænkning, vi nu står med, er meget mere målrettet med vægt på social beskyttelse og, som ordføreren har sagt, en mere fleksibel tilgang end i tidligere betænkninger. Vi har også flere penge i programmet i erkendelse af dets betydning. Vi vil altid anmode om flere penge. Budgettet er ikke tilstrækkeligt. Det er måske Parlamentets rolle at anmode om mere. Men vi kan være tilfredse med resultatet. Vi kan være sikre på, at, uanset hvor mange penge vi har i dette program, vil de være rettet mod unge, og de vil på langt sigt være penge, der er lagt godt ud. Jeg er enig med ordføreren i, at disse penge og dette program vil sikre, at indsatsen er målrettet ikke blot mod nogle små udsnit af samfundet, men, som kommissæren sagde i en tidligere rapport, mod alle dele af samfundet. Vi må sørge for dem, der vil nyde størst gavn, og dem, der har de største behov, og som ellers måske ville være udstødt af samfundet. Vi er henrykte over, at nogle af ansøgerlandene i Central- og Østeuropa også vil nyde gavn af det. Vi kan være tilfredse med vores indsats og glade for denne betænkning. Om syv år vil vi se tilbage på dagens ungdom, som har nydt godt af denne betænkning, og være tilfredse med, at dette var indledningen til reelle fremskridt.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Gröner for hendes store arbejde og det personlige, næsten lidenskabelige, engagement, hun har lagt i udarbejdelsen af denne betænkning. Tak til Rådet og til Kommissionen for deres medvirken til, at vi - langt om længe - nåede et godt resultat. Den Liberale Gruppe støtter med stor glæde de initiativer, som giver unge mennesker i Europa en mulighed for at erhverve kundskaber, færdigheder og kvalifikationer, som vil bidrage til at danne grundlaget for deres fremtidige udvikling. Programmets styrke er jo, at det gennem tværnationale udvekslinger fremmer ungdommens aktive bidrag til yderligere europæisk integration. Det vil også skabe forståelse for den kulturelle og sproglige mangfoldighed, som eksisterer inden for Den Europæiske Union. Jeg mener også, at programmet vil sikre en fortsat udbredelse af de grundlæggende værdier, som Den Europæiske Union er bygget på. Programmet vil indirekte, via det forøgede samkvem mellem unge i Europa, medvirke til bekæmpelse af fremmedhad og øge respekten for menneskerettighederne. Og til sidst: I EF-handlingsprogrammet for unge indgår også hensyntagen til den forestående udvidelse af Unionen, noget vi i Den Liberale Gruppe anser for at være af afgørende betydning for alle EU-programmer. Jeg vil anbefale, at vi støtter dette program.
+Hr. formand, jeg vil også rose betænkningen og takke fru Gröner for den fremragende indsats, hun har gjort. Det er en virkelig god betænkning. Ungdommen er den sektor i vores fællesskab, der så ofte bliver overset. Ja, i Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport er den - sammen med sporten - "Askepot"sektoren, når det gælder finansiering. Vi håber, at der vil blive rettet op på denne manglende balance. Det mangelfulde engagement i ungdomsanliggender, som vi oplevede fra Rådets side, da Europa-Parlamentet anmodede om 980 millioner euro, viser efter min mening denne alvorlige skævhed og en mangel på engagement fra Rådets side i en meget vigtig sektor. Faren her - ved de ændringer, der er foreslået, om at kombinere to programmer - Ungdom for Europa og Den Europæiske Volontørtjeneste - er, at flere gode dele i de to programmer kan risikere at gå tabt. Det håber jeg ikke sker. Vi bør medtage de bedste dele af disse fremragende initiativer i alle de programmer, vi måtte formulere i fremtiden. Det nye handlingsprogram for unge lægger vægt på udviklingsforbindelser med unge i ansøgerlande. Det er et fremragende initiativ. De broer, der bygges mellem unge, vil være de broer, der vil ende med at forene Europa. Aftalen om løbende at revurdere situationen er et initiativ, som jeg kan gå ind for. Når der er brug for flere midler, bør budgetterne ikke være urokkelige, men fleksible, således at de kan ændres i værdigt trængende unges bedste interesse. Hvilken værdigere sag kan der være end at støtte unge i Den Europæiske Union.
+Hr. formand, kære kolleger, god morgen, egentlig skulle alle politikere føle et ansvar for dette program og tage det særlig alvorligt. For uden overbeviste unge europæere, som senere kan videregive denne overbevisning, står det europæiske hus på lerfødder. Vi skal derfor gøre alt for at skabe forudsætninger for, at drenge og piger føler sig hjemme i Europa og lærer at respektere forskellene mellem os og sætte pris på dem. Dette program for unge er et vigtigt instrument til at lære at forstå hinanden og øve sig i tolerance. Aktiviteterne som frivillig inden for områderne miljø og kultur hjælper med til at lære den europæiske virkelighed at kende og til at erhverve sprogkundskaber. Kun kontakter med andre mennesker giver mulighed for at indøve demokratiske værdier og for at forstå, hvad europæisk borgerskab er. Det tjener dette program til. Jeg synes, at man i dette øjeblik bliver nødt til også at sige, at det er kommet på dagsordenen at udelukke unge fra Østrig fra at deltage i disse programmer som følge af såkaldte bilaterale sanktioner. Det er uansvarligt, og det skal bekæmpes af alle - først og fremmest af Europa-Parlamentet og af Kommissionen! Med det nye program har vi samlet og forbedret de hidtidige aktiviteter for unge. Takket være vores ændringsforslag har vi endvidere forbedret deltagernes sociale sikring. Det beløb, der nu er afsat, er naturligvis ikke tilstrækkeligt, selv om det i en fælles indsats lykkedes os at få mere, end Rådet ville give os. Men beløbet dementerer ret beset ministrenes skønmaleri! Alligevel er jeg sikker på, at vi vil få det bedste ud af det, og mange unge kan få fordel deraf. Jeg vil også gerne takke fru Gröner, fordi hun har påtaget sig dette besvær og trods alt med Rådet og Kommissionen er nået frem til et godt resultat. Mange tak, jeg ønsker alle held og lykke!
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, som en, der kom ind i politik gennem arbejdet med elever, unge og uddannelse, glæder jeg mig over, at handlingsprogrammet for unge yder et bidrag til fremme af et Europa præget af viden. Vi går ind for udvekslingsprogrammet, fordi det styrker den gensidige tillid mellem unge fra forskellige lande og fremmer den gensidige tolerance samt viljen til samarbejde og solidaritet. Det, der foregår inde i hovedet på de unge af i dag, er af særlig betydning for, hvorledes Den Europæiske Union og en europæisk bevidsthed udvikler sig og kommer til at fungere fremover. Jeg vil tage to artikler ud, først artikel 4, stk. 2, fordi den henleder opmærksomheden på, at det først og fremmest skal påses, at de unges adgang til programmerne er garanteret fri for enhver form for forskelsbehandling. Og dernæst artikel 2, stk. 1, fordi det deri hedder, at de unges forståelse for Europas fælles grundlæggende værdier udvikles, når de deltager i grænseoverskridende udvekslingsprogrammer inden for Fællesskabet, og dermed fremmes respekten for menneskerettighederne og bekæmpelsen af racismen. Jeg fremhæver disse to ting, fordi - som fru Pack allerede har været inde på - sanktionerne mod Østrig navnlig rammer kulturområdet og foranstaltninger dér, undervisningsområdet og det videnskabelige område samt det videnskabelige samarbejde. Dette paradoks viser, hvor ueuropæiske og i hvilken grad i modstrid med rets- og værdifællesskabet og hvor diskriminerende sanktionerne er. Vi siger ja til handlingsprogrammet for unge og nej til de grundløse sanktioner mod Østrig!
+- (FR) Hr. formand, jeg slutter mig til alle dem, der har takket ordføreren, fru Gröner, som har gjort et fremragende stykke engageret arbejde til fordel for unge. I denne forbindelse er hun blevet støttet markant af medlemmerne af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, som jeg også gerne vil takke for deres arbejde. EF-handlingsprogrammet for unge er et vitalt program for Unionen, som alle allerede har bemærket det, da der er tale om et unikt program, som alle unge uden undtagelse kan deltage i. Jeg vil gerne berolige de parlamentsmedlemmer, der har talt om eventuelle sanktioner. I forbindelse med EF-handlingsprogrammet for unge og iværksættelsen af programmet er der ingen sanktioner mod nogen, heller ikke mod de unge østrigere, der ikke vil blive diskrimineret. Programmets formål er omfattende og væsentlige for udviklingen af et europæisk statsborgerskab. Programmet favoriserer og understøtter efterstræbelserne efter og udviklingen af nyskabende aktioner på fællesskabsniveau og bidrager til at forbedre kvaliteten af aktioner til fordel for unge. Endvidere er det et godt instrument for en samarbejdspolitik og bidrager til den europæiske integrationsproces. Ud over at sikre en effektiv iværksættelse af programmet vil jeg over for Dem forpligte mig til at favorisere en proces for et struktureret og regulært samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at virke for udarbejdelsen af retningslinjer, der lever op til udfordringerne, og uden hvilke programmets effektivitet ville blive forringet. Hr. formand, jeg vil gerne have lov til at benytte lejligheden til at tale om den fremtidige ungdomspolitik. Jeg stod for første gang frem for Dem i september sidste år. Jeg talte om hvidbogen om Unionens ungdomspolitik, en prioritet. Jeg vil her gerne understrege denne hvidbogs rolle og den rolle som politisk katalysator, som ungdomspolitikken skal spille i fremtiden. Jeg vil gerne forberede hvidbogen på baggrund af en omfattende høring af de forskellige involverede aktører, og når man taler om involverede aktører, taler man først og fremmest om de unge. Det er grunden til, at jeg i anledning af Rådet (ungdom) den 23. november sidste år foreslog medlemsstaternes ungdomsministre at afholde nationale ungdomsmøder i det første halvår af 2000. Dette forslag fik en meget positiv modtagelse i samtlige medlemsstater, og gennemførelsen af disse nationale møder er i fuld gang. De fleste medlemsstater har allerede fastsat datoer og forsikret mig om, at disse dage bliver åbne for samtlige aktører og naturligvis også for medlemmerne af Europa-Parlamentet. Disse møder skal give de unge mulighed for at være aktive og give deres ønsker, forventninger og meninger til kende, men også deres anbefalinger til politiske aktioner inden for de områder, der vedrører dem. De forskellige nationale møder skal munde ud i et stort europæisk møde, der afholdes i starten af oktober måned under det franske formandskab. Samtidig med høringen af de unge ønsker Kommissionen at rådføre sig med de ungdomspolitisk ansvarlige på nationalt plan. Den ønsker, at disse i deres bidrag skal inddrage de lokale administrationers meninger og forventninger, der efter min mening spiller en afgørende rolle i forbindelse med ungdomspolitikken. For at gøre dette vil Kommissionen arrangere bilaterale forhandlinger med medlemsstaterne, der følges op af et seminar for ungdomslederne. Vi vil endvidere støtte os til de forskellige undersøgelser på ungdomsområdet, der gennemføres inden for rammerne af EF-handlingsprogrammet for unge, samt den pågående undersøgelse, der vedrører de unges situation og den europæiske ungdomspolitik. Endelig vil jeg gerne knytte Europa-Parlamentet til denne opgave. Samarbejdsbetingelserne skal fastlægges, men jeg kan allerede nu forsikre Dem om, at De vil blive inviteret til at deltage i det europæiske ungdomsmøde, og jeg skal regelmæssigt holde Dem informeret om sagen. Til slut vil jeg gerne understrege, at høringsprocessen, især høringen af de unge, ikke er en punktuel opgave, da hvidbogens udgivelse vil udgøre den anden etape i denne dialog med de involverede parter - en dialog, som jeg gerne vil have etableret på mere permanent basis. Mine damer og herrer, vejen er lang, men opmuntrende. Som mange allerede har understreget det, arbejder vi her ikke for politikken, men for Unionens fremtid. Og mit ønske er, at den debat, der udvikler sig i anledning af hvidbogens udgivelse, giver os mulighed for at styrke vores fælles handlekraft med henblik på at iværksætte en veritabel strategi for forøgelsen af værdien af de talenter, disse 80 millioner unge unionsborgere besidder, som vi har et stort ansvar for.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30. Før vi hæver mødet, vil jeg takke tolkene for deres generøse samarbejde i aften, hvor vi ikke har kunnet overholde tidsplanen. (Mødet hævet kl. 00.45)
\ No newline at end of file