diff --git "a/data/train/da_ep-00-10-26.txt" "b/data/train/da_ep-00-10-26.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-10-26.txt"
@@ -0,0 +1,133 @@
+I løbet af den sidste tid er der, som De ved, blevet begået attentater mod synagoger i flere europæiske lande. Der er på grund af budgetafstemningen ikke planlagt fremlæggelse af hastebeslutninger under oktobermødeperioden. Til gengæld mener jeg med denne erklæring at kunne fordømme disse utilbørlige handlinger på vegne af Europa-Parlamentet, som altid har forfægtet respekten for religionsfrihed og tolerance mellem alle samfund. I går modtog vi sammen med nogle af vores kolleger, der er særligt berørt af deres arbejde i Europa-Parlamentet, repræsentanterne for de største religiøse samfund i Frankrig, eftersom det er det land, der har oplevet den mest foruroligende voldsbølge i denne henseende, og efter dette møde har vi udsendt en fælles opfordring for at fordømme disse kriminelle handlinger, for at understrege vores fælles årvågenhed over for enhver form for øget racisme, antisemitisme og fremmedhad og vores vilje til at samarbejde om en gensidig respekt og en bedre kontakt på tværs af nationalitet og religiøs overbevisning mellem de borgere, der bor i vores medlemslande. De ved, at Europa-Parlamentet fra 1985 var initiativtager til de tre institutioners fælles erklæring om bekæmpelse af racisme og fremmedhad. Siden er vores tiltag blevet udvidet med utallige aktioner og initiativer, hvoraf den sidste retsakt er EU's charter om grundlæggende rettigheder. Vi fortsætter utrætteligt denne aktion. (Bifald)
+Fru formand, mit indlæg drejer sig om situationen i Elfenbenskysten. I denne uge er der ikke debat om aktuelle og uopsættelige spørgsmål. I går gav befolkningen i Elfenbenskysten igen, efter Serbien, et eksempel på engagement og på forsvar af demokratiet ved at modsætte sig et militærkup og et lusket valg. Jeg mener, at De bør sende hr. Laurent Gbagbo, valgets sejrherre, et budskab om solidaritet og støtte fra Europa-Parlamentet.
+Hr. Barón Crespo, jeg vil med glæde foretage dette skridt.
+Forslag til ændring til sektion I, II, IV, V, VI, VII og VIII i forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 - Europa-Parlamentet, Rådet, Domstolen, Revisionsretten, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget og Ombudsmanden Inden afstemningen (De Grønne åbnede gule paraplyer med påskriften "Climate Change") Formanden. Selv om den gule farve står godt til den blå, som er på vores stolesæder, beder jeg Dem om at lukke Deres paraplyer igen, således at afstemningen om vores budget kan gennemføres med den ønskelige værdighed for Europa-Parlamentet. Wynn (PSE), formand for Budgetudvalget. (EN) Fru formand, som De sagde før, vil dette blive en lang proces. Vi foretrækker normalt at strømline budgetafstemningerne, således at vi kan komme igennem dem så hurtigt som muligt. Men vi har en masse ændringsforslag ved denne lejlighed. Samtidig med at jeg respekterer folks demokratiske ret til at stille ændringsforslag, vil jeg godt have lov til at advare medlemmerne af Parlamentet om, at vi, hvis vi skal til at stemme om nogle af de ændringsforslag, der ikke falder inden for den generelle rammeaftale mellem grupperne, vil begynde at overskride lofter, og at vi så må standse afstemningen. Næsten alle kategorier mangler margener. Hvis denne afstemning ikke går, som vi havde planlagt, så må De være klar over, at jeg måske vil rejse mig, eller at fru Haug måske vil rejse sig for at sige, at vi må standse afstemningen. Så kan vi vurdere, hvad vi kan stemme om. Jeg har to anmodninger. Den ene er til vores kolleger i Landbrugsudvalget, som har fremsat over 30 ændringsforslag. Ændringsskrivelsen vil blive fremsat inden andenbehandling, hvorefter vi vil træffe den endelige beslutning om landbrugsspørgsmålene. Hvis jeg kunne bede Dem om at trække disse ændringsforslag tilbage, ville det spare os en masse tid. Jeg vil også anmode hr. Heaton-Harris og hans kolleger om at trække deres 33 ændringsforslag tilbage. Også dette ville spare os en hel masse tid. Jeg må sige, at de 33 ændringsforslag er langt bedre end de 393, der blev fremsat af hr. Heaton-Harris og hans kolleger i udvalget. Så vi må være taknemmelige for, at der kun er 33, men jeg ville sætte pris på, hvis han trak dem tilbage. Det ville sætte betydelig skub i denne proces.
+Fru formand, efter hr. Wynns iagttagelse om det antal ændringsforslag, som mit udvalg måtte eller ikke måtte have fremsat, er det kun fair at understrege, at dette er en del af den demokratiske proces, og hvis vi ikke er her for at stille spørgsmål ved og rejse sager, hvad er vi her så for?
+hovedordfører. (DE) Fru formand, nu er der imidlertid et spørgsmål, vi ikke har fået svar på, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er parat til at trække sine forslag tilbage. Det er jeg meget interesseret i at få svar på, for det er det allerstørste problem. For hvis vi godkender et eneste forslag - De ved det, parlamentsmedlemmerne ved det, jeg har sagt det mere end én gang - så overtræder vi så at sige allerede den interinstitutionelle aftale, fordi vi så har overskredet betalingsmargenen. Kan De måske spørge en fra Landbrugsudvalget igen?
+Fru formand, jeg forstår ordførerens bemærkninger, men når vi stemmer om forslagene fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, stemmer vi ikke kun om penge, men også om en bestemt retning. Det understreges her, hvad det er, Landbrugsudvalget vil, og vi ser os desværre ikke i stand til at trække disse forslag tilbage, vi vil derimod stemme om dem, og så må vi se, hvad Parlamentet får ud af det. Vi fra Landbrugsudvalget anser det, der kommer til udtryk heri, for fornuftigt og kan derfor ikke trække forslagene tilbage. Jeg håber, at jeg også taler på de andre koordinatorers vegne i denne forbindelse.
+Svaret er tydeligt. Fru Haug, De vil præsentere os for nogle kompromisforslag, tror jeg.
+Fru formand, som alle de tidligere år og som ved alle andre budgetprocedurer skal vi selvfølgelig stemme om et par tekniske ændringer på forhånd. Der blev forhandlet med alle grupper i sidste øjeblik, og som ordfører vil jeg gerne foreslå et par tekniske ændringer til fem punkter. Det drejer sig i første omgang om budgetpost B3-300, om informationstiltagene. Her er grupperne blevet enige om at budgettere med 50% på budgetposten og beholde 50% i reserverne og ikke, som det tidligere blev besluttet ved afstemning, overføre det hele til reserverne. Det samme gør sig gældende for budgetpost B3-306 for informationsprogrammet Prince. Her ønsker vi også 50% til budgetposten og 50% til reserverne. Ved budgetpost B5-312 - Lægemiddelagenturet i London - er der tale om, at vi nu vil betale 1,3 millioner mere til agenturet i London, fordi vi har indset, at agenturet nu står over for en større opgave med sjældne lægemidler. Det vil sige 1,3 millioner ekstra til Lægemiddelagenturet. Den fjerde post vedrører den såkaldte resultatreserve. Her har vi med den tekniske ændring, efter vi vedtog denne resultatreserve i Budgetudvalget, overført to poster til reserverne, som der slet ikke stod nogen penge på længere, men kun en p.m.-påtegning. Der er her tale om budgetpost B7-5211 og B7-547, som vedrører samarbejdet med Østersøregionen og den civile administration på Balkan. Den sidste post, der hører til i denne kompromispakke, som grupperne har udarbejdet, er A-3027, nemlig Det Internationale Center for Europæisk Uddannelse. Her skal alt budgetteres på bugetposten, det vil sige, at der ikke skal være nogen reserve længere, og samtidig skal bevillingerne øges med 300.000 euro til 1,8 millioner. Det var de tekniske ændringer. Det er der indgået aftale om med grupperne, og jeg vil gerne bede Dem om at lade det komme før afstemningen om budgettet, så vi kan gå over til afstemningen med pakken.
+Fru formand, kære kolleger, hvad angår administrationsbudgettet, er sagen noget enklere, men også her bliver vi eventuelt nødt til at foretage en teknisk ændring, alt efter hvad Europa-Parlamentet vedtager. Jeg vil også gerne bede Dem støtte, at vi ændrer budgetpost A-206, erhvervelse af fast ejendom, alt efter hvilke ændringsforslag der bliver vedtaget, således at vi ikke overstiger vores egen begrænsning på 20% af de samlede administrative udgifter. Jeg mener, at det er skik og brug her i Europa-Parlamentet, og det ville glæde mig, hvis der kunne opnås tilslutning til det.
+Jeg har modtaget et forslag om samlet forkastelse af budgettet for regnskabsåret 2001 stillet af hr. Wurtz.
+Fru formand, resultatet af den kommende afstemning er kendt på forhånd, men vi ønsker at give en forhåndsmeddelelse. Det reelle problem, som vores beslutning berører, vil følge os gennem hele budgetproceduren og endnu videre. Så hvis vores bekymringer viser sig at være begrundede, håber jeg blot, at alle de kolleger, der deler vores ambitioner for Europa, vil mødes med os på broen uanset udfaldet af dagens afstemning.
+Jeg vil således sætte forslaget til samlet forkastelse af forslaget til Den Europæiske Unions almindelige budget under afstemning, for hvilket, minder jeg Dem om, der kræves kvalificeret flertal. (Parlamentet forkastede forslaget) Inden afstemningen om ændringsforslag 19
+Fru formand, vi har stemt i kategori 1. Det er et ændringsforslag fra Den Liberale Gruppe om at forhøje tobaksstøtten med 5 millioner euro. Jeg konstaterer samtidig, at der er forslag om at nedsætte budgettet. Spørgsmålet er, hvordan det hænger sammen, og det er i hvert fald slet ikke klart for mig, hvorfor denne forhøjelse i kategori 1 er foreslået som følge af De Liberales forslag, hvorefter nogle medlemmer af samme gruppe under ændringsforslag 6, 4, og 9 foreslår at fjerne hele budgettet. Det er enten et eksempel på liberalistisk politisk handlen, hvor den venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør, eller også er det manglende koordination. Vi kan altså ikke det ene øjeblik stemme for en forhøjelse og derefter for en nedsættelse. Det ligner ærligt talt vælgerbedrag.
+Der er ikke længere noget grundlag for sådanne kommentarer. Inden afstemningen om ændringsforslag 929
+Fru formand, hr. Maat vil muligvis sige det samme som jeg. Vi talte nemlig sammen i morges. Budgetudvalgets ændringsforslag 929 vedrører to budgetposter på udgiftsområde 1b. Her drejer det sig om de unge landmænd og de miljømæssige tiltag. Jeg vil nu stille det mundtlige ændringsforslag, at vi ændrer budgetposten lidt. Vi giver de unge landmænd 10 millioner mere og sletter til gengæld de 10 millioner under de miljømæssige tiltag. Det er budgetneutralt, men vi er kommet Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i møde.
+Fru formand, jeg kan blot meddele Dem, at Landbrugsudvalget støtter ordførerens forslag fuldt ud.
+Vi har altså modtaget en anmodning om at stille et mundtligt ændringsforslag. Hvem gør indsigelse imod, at dette ændringsforslag tages i betragtning? (Eftersom mere end 12 medlemmer gjorde indsigelse, erklærede formanden det mundtlige ændringsforslag for afvist).
+Fru formand, så må vi desværre stemme om Budgetudvalgets ændringsforslag således, som det forelå i Budgetudvalget. De ved alle, at der desværre ikke er nogen margen, og da slet ikke i 1b. Her er der nemlig en nulmargen. Betænkning (A5-0300/2000) af Haug for Budgetudvalget om udkast til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 - Sektion III - Kommissionen (C5-0300/2000 - 1999/2190(BUD)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0292/2000) af Ferber for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2001 (C5-0300/2000 - 1999(2191(BUD)) Sektion I - Europa-Parlamentet Sektion II - Rådet Sektion IV - Domstolen Sektion V - Revisionsretten Sektion VI - Det Økonomiske og Sociale Udvalg Sektion VII - Regionsudvalget Sektion VIII - Den Europæiske Ombudsmand (Forslaget til beslutning vedtoges)Om ændringsforslag 3
+Fru formand, hvad angår det næste ændringsforslag, der er fremsat af EDD-Gruppen, kunne jeg godt lide at vide, om De kunne give os en afklaring, for sådan som jeg ser det, betyder det, at vores rejseudgifter, hvis vi stemmer for dette ændringsforslag, vil blive refunderet til kostpris, og hvis vi stemmer imod dette ændringsforslag, vil vi bevare den gældende rejsegodtgørelse. Jeg vil blot checke, om dette virkelig er tilfældet, for det kunne ændre den måde, hvorpå folk vil stemme.
+Kære kollega, alle vores kolleger kan læse.
+Fru formand, det er halvtredsindstyvende gang, at min kollega, Jens-Peter Bonde, stiller dette forslag. Kunne vi ikke give ham et program til hans computer, så han ikke behøver at skrive det selv hver gang? Det ville lette arbejdet for ham. (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0251/2000) af Rühle for Budgetudvalget om forslag til EKSF's aktionsbudget for 2001 (KOM(2000 360 - C5-0340/2000 - 2000/2060(BUD)) (Forslaget til beslutning vedtoges)Betænkning (A5-0236/2000) af Colom i Naval for Budgetudvalget om den interinstitutionelle aftale om finansieringsoversigter (Forslaget til beslutning vedtoges) Formanden. Jeg gratulerer alle vores ordførere. Jeg gratulerer også udvalgsformændene og alle de, der har bidraget aktivt til dette flotte resultat.
+Fru formand, mit navn figurerer som underskriver af forskellige ændringsforslag til denne betænkning. Jeg vil gerne forsikre Parlamentet om, at jeg ikke har underskrevet nogen ændringsforslag. Jeg har ikke sluttet mig til den italienske delegation ved denne lejlighed.
+Det vil blive rettet, fru Lambert, og jeg foreslår nu, at vi går over til afstemningen. Inden afstemningen om ændringsforslag 60
+Fru formand, i ændringsforslag 60 er der begået en lille regnefejl, som bør rettes, og som vedrører Nederlandenes pæretærskler: I stedet for 243 ton skulle der stå 279 ton. Jeg foreslår Dem blot denne lille rettelse, hvis ingen gør indsigelse. (Parlamentet erklærede sig enigt i at tage det mundtlige ændringsforslag i betragtning) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0276/2000) af Nicholson for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om yderligere tekniske foranstaltninger til genopbygning af torskebestanden i Det Irske Hav (ICES-afsnit VIIa) (KOM(2000)0190 - C5-0219/2000 - 2000/0071(CNS)) (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0284/2000) af Cushnahan for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om første og anden årsrapport fra Kommissionen om det særlige administrative område Hongkong (KOM(1998) 0796 - C4-0100/1999 og KOM(2000) 0294 - C5-0500/2000 - 1999/2000(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0296/2000) af Van Hecke for Udvalget om Udenrigsanliggender, Menneskerettigheder, Fælles Sikkerhed og Forsvarspolitik om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om samarbejde med AVS-stater, der er involveret i væbnede konflikter (Hughes-proceduren) (KOM(1999) 0240 - C5-0115/1999 - 1999/2118(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag (B5-0804/2000) af Gawronski m.fl. for PPE-DE-Gruppen, Sakellariou m.fl. for PSE-Gruppen, Malmström og Haarder for ELDR-Gruppen, Frassoni og Wuori for Verts/ALE-Gruppen, Di Lello Finuoli, Boudjenah og Manisco for GUE/NGL-Gruppen om gennemførelse af budgetposterne vedrørende demokrati og menneskerettigheder til dækning af støttekampagner til fordel for et moratorium for dødsstraf (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0270/2000) af Moreira Da Silva for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens meddelelse om EU's politikker og foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissionerne: Mod et europæisk klimaændringsprogram (KOM(2000) 0088 - C5-0192/2000 - 2000/2103(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0271/2000) af Moreira Da Silva for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens grønbog om handel med emissioner af drivhusgasser inden for Den Europæiske Union (Hughes-proceduren) (KOM(2000) 0087 - C5-0193/2000 - 2000/2104(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Beslutningsforslag (B5-0803/2000) af Jackson for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Kommissionens strategi med henblik på Haag-konferencen om klimaændringer (COP6) (Forslaget til beslutning vedtoges) Fælles beslutningsforslag om oversvømmelserne i Italien og Spanien (Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0197/2000) af Lund for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om en EF-strategi for hormonsystemforstyrrende stoffer, en række stoffer, der mistænkes for at forstyrre hormonsystemet hos mennesker og vilde dyr og planter (KOM(1999)0706 - C5-0107/2000 - 2000/2071(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) STEMMEFORKLARINGER- Budget 2001
+Fru formand, til min store beklagelse måtte jeg stemme imod budgettet, da de poster, der skal forbedre levevilkårene for de ældre og pensionisterne, er komplet utilstrækkelige og faktisk slet ikke eksisterer. Jeg kunne desuden se, at adskillige af disse midler er sat af til de velkendte EF-handlingsprogrammer. Jeg mener ikke, at disse programmer spiller den nyttige rolle, de burde spille for fællesskabsmidlernes anvendelse. Den Europæiske Union bør efter min mening fuldstændigt ændre sin måde at bruge de 15 EU-landes penge på.
+Hvis Europa-Parlamentet var et parlament, og hvis Europa var mere end en monetær frihandelszone, så ville det europæiske budget udgøre langt mere end 1% af BNP. Et sådant budget ville få til opgave at harmonisere de sociale sikringssystemer og iværksætte koordinerede offentlige politikker på energi- og transportområdet. Det ville hente sine midler fra en samlet kapitalbeskatning. Men der er ingen grund til at drømme. Vores dages Europa er domineret af det neoliberale dogme, der vil reducere den offentlige støtte og strukturfondene til det absolutte minimum. Man prioriterer "strukturreformer", der i realiteten forsøger at privatisere og deregulere det, der endnu er reguleret, snarere end at kontrollere de flygtige kapitalbevægelser. Dette budgets egentlige overraskelse vedrører de eksterne aktioner, hvor egoismen og gerrigheden hersker. Europa bærer et særligt ansvar for Balkanlandene og det sydlige Middelhavsområde. På trods af at relativt små bidrag fra vores rigeste lande kunne spille en strategisk rolle for freden og udviklingen i disse regioner, har man valgt betydelige nedskæringer, hvilket minder om en farlig strudsepolitik. Derfor har vi stemt for forslaget om forkastelse af dette budget og imod de foreslåede retningslinjer.
+I budgetafstemningen har vi generelt stemt imod udvalgets forslag om at hæve landbrugsudgifterne i kategori 1. Det har vi gjort, fordi vi mener, at EU's penge kan bruges bedre på andre områder, hvor der virkelig er brug for dem. Det er ikke rimeligt, at ca. halvdelen af Unionens samlede budget hvert år bruges på at støtte produktion og eksport af landbrugsprodukter. Den nuværende fælles landbrugspolitik er ikke bare kostbar for Unionen, men bidrager også til højere forbrugerpriser. Eksportstøtten betyder, at EU's fødevareoverskud dumpes til lave priser på verdensmarkedet, hvilket medfører, at fødevareindustrien f.eks. i mange udviklingslande bliver stillet betydeligt ringere i konkurrencen. At Unionen desuden bidrager til tobaksdyrkning er specielt bemærkelsesværdigt. EU's virksomhed og budget bør i stedet indrettes efter grænseoverskridende problemer, som medlemsstaterne ikke selv kan løse. EU's landbrugspolitik i form af støtte til eksport og produktion bør derfor afvikles og til en vis grad erstattes af støtte til biologisk diversitet og miljøvenlige foranstaltninger. I spørgsmålet om de eksterne foranstaltninger i kategori 4 har vi valgt at stemme efter en linje, der ikke forudsætter en revision af den finansielle oversigt. For os er støtte til en demokratisering og genopbygning af Balkanlandene en af EU's vigtigste prioriteringer. Det er specielt vigtigt, at vi kan tilbyde støtte til en forbedring af situationen i Serbien. Det er uheldigt, hvis man allerede nu kræver en revision af den finansielle oversigt. Hvis det finansielle overslag revideres, tror vi, at der er en betydelig risiko for, at EU's udgifter generelt stiger, hvilket ikke er acceptabelt i øjeblikket. Parlamentet bør derfor arbejde på at bevare den interinstitutionelle aftale og på at holde budgettet inden for rammerne af det finansielle overslag. Vi mener, at man i stedet kan tage midler til Balkan fra de programmer i kategori 4, som i øjeblikket desværre ikke udnyttes fuldt ud. Der kan også frigøres midler gennem en mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet.
+Jeg bifalder anerkendelsen i Parlamentet af, at selv om Lobby for kvinderne i Europa er anerkendt som en værdifuld lobbygruppe, der taler visse kvinders sag, er der andre lobbygrupper for kvinder, som fortjener og bør modtage både finansiel og politisk støtte på europæisk plan. Ingen i Europa-Parlamentet ville støtte diskrimination eller vold mod kvinder. Vi må huske på, at det at nægte kvinder at blive hørt er en form for vold imod dem. Også i år fastslog Budgetudvalget, at der var tale om en monopolsituation med denne fond under A-3037, hvilket er uacceptabelt inden for Den Europæiske Union, og budgetposten bør åbnes til også at omfatte andre kvindegrupper. Som det ser ud nu, er og forbliver Lobby for kvinderne i Europa enemodtager fra denne budgetpost for kvindegrupper. Andre kvindeorganisationer, der repræsenterer mange tusinde europæiske kvinder, er således ikke støtteberettigede og forbliver urepræsenteret. Demokratiet og subsidiaritetsprincippet kan ikke være tjent med, at Lobby for kvinderne i Europa har monopol på og kontrol med alle kvinders budgetpost. Hvis der skal gives et fair og lige udtryk for de europæiske kvinders røster, må der sættes en stopper for denne monopolistiske finansiering. Det er enhver valgt repræsentants pligt at sikre, at de stummes røst bliver hørt klart og tydeligt. Hvis de europæiske kvinders forskellige røster skal høres, må der sættes en stopper for denne monopolistiske finansiering. Vi må bestræbe os på at opretholde de europæiske idealer om rummelighed og demokrati og stå imod presset fra de grupper, der ønsker at bevare en anti-europæisk monopolistisk kontrol.
+Vi mener, at der absolut ikke skal slås hul i budgetloftet. For at få tilstrækkelig finansiel dækning til øget bistand til Balkan skal medlemsstaterne omdisponere midler fra det disponible budget. Hvis medlemsstaterne har den rette vilje, mener vi, at de kan finde disponible midler, der ikke udnyttes i det budget, man tumler med i dag.
+Parlamentsmedlemmerne fra Liga Nord stemte imod budgetforslaget. Det gjorde vi ikke, fordi vi er modstandere af den europæiske idé, men for at give udtryk for vores uenighed i den forkerte måde, man gennemfører denne idé på. Selv om man højtideligt stiller borgerne en Union i udsigt, som er opmærksom på deres krav og behov, viste afstemningen i dag det modsatte. Kære kolleger, vi ved alle sammen, at den vestlige del af Posletten for nylig blev ramt af oversvømmelser, der kostede menneskeliv og forårsagede alvorlige materielle skader. Der kan ganske vist ikke gøres noget ved disse skader, men det er alligevel nødvendigt og rimeligt at yde støtte. Parlamentet - som altid er lydhørt over for de krav, der fremsættes af befolkninger uden for EU - viste sig dog at være fjendtligt indstillet over for sine egne ulykkesramte medborgere, da det forkastede de ændringsforslag, som tog sigte på at bevilge nogle få millioner euro til disse medborgere. Derfor stemmer vi imod forslaget. Betænkning af Haug (A5-0300/2000)
+Jeg har stemt imod Haug-betænkningen, ligesom jeg har stemt for min gruppes forslag om at forkaste det almindelige budget for 2001. For det første fordi størrelsen af EU's budget ikke svarer til De 15's omfattende økonomiske behov og slet ikke til de mest tilbagestående landes og regioners. For det andet fordi de nye bevillinger til genopbygningen i Jugoslavien - som er nødvendige og burde være mere rundhåndede - stammer fra en betydelig nedskæring i bevillingerne til levnedsmiddelhjælpen, landbruget, de sociale udgifter osv., i stedet for at der var tale om en yderligere stigning i budgettet. Det burde EU's lande i øvrigt gøre på grund af deres moralske og fysiske deltagelse i ødelæggelsen af det tidligere Jugoslavien. For det tredje fordi budgettet stadig er et instrument til at implementere en politik, som er karakteriseret ved sociale og udviklingsmæssige mangler, og som ikke reformeres til trods for de fortsatte advarsler på grund af euroens fald.
+Vi svenske og danske socialdemokrater har i dag stemt for Parlamentets forslag til EU's budget for regnskabsåret 2001. Budgettet skaber en rimelig balance mellem behovet for budgetdisciplin og EU's mulighed for at gennemføre vigtig virksomhed. I proportionalt forhold til medlemslandes økonomi indebærer Rådets forslag det mindst omfattende budget i mere end 10 år. Parlamentet ønsker at hæve det noget, men vi har stadig en god margen op til loftet. Det er tilmed lykkedes Parlamentet at gennemføre en del vigtige prioriteringer - ikke mindst en øget satsning på bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom, en række vigtige spørgsmål vedrørende miljø og ligestilling mellem mænd og kvinder m.m. Vi har stemt imod højrepartiernes angreb på Life-programmet og Lobby for kvinderne i Europa. Vi er fast besluttet på at finde de midler, der kræves for at kunne give stærk støtte til genopbygning og demokratisering af Balkan, nu også i Serbien. Derfor opfordrer vi Rådet til at reagere positivt på Parlamentets initiativ til en fælles og langsigtet løsning, inden den endelige budgetafgørelse træffes i december. Det er ikke noget mål i sig selv at revidere loftet for eksterne foranstaltninger (udgiftskategori 4), men vi er villige til at gøre det, hvis det er nødvendigt for at hente de nødvendige midler til Balkan. Vi stiller os kritiske over for omfanget og udviklingen af EU's landbrugspolitik. Den skal gennemgå en mere omfattende reform fremover bl.a. for at give plads til EU's udvidelse. EU's landbrugspolitik er alt for dyr. Vi er stærkt kritiske over for overproduktionen af landbrugsprodukter og over for det faktum, at EU bruger informationsmidler til at sælge dette overskud. Vi er også meget kritiske over for den omfattende støtte til tobaksproduktionen, som efter vores mening strider direkte imod EU's øgede ambitioner på sundhedsområdet. På det punkt har vi stemt for de ændringsforslag, der direkte sigter mod at afskaffe tobaksstøtten. Vi vil også understrege, hvor vigtigt det er, at gennemførslen af EU's budget effektiviseres, så vi kan angribe det store efterslæb, der findes på visse områder. Budgetsystemet skal hurtigt forbedres og moderniseres ligesom metoderne for åbenhed, revision og politisk kontrol. Vi har selv fremsat forslag om den såkaldte Østersøbudgetpost, men vi accepterer, at den indtil videre lægges på is, mens vi venter på en samlet løsning på problemerne inden for udgiftskategori 4. Parlamentet har derimod med glæde accepteret Kommissionens forslag om at indrette nye underbudgetposter for lokalt og regionalt samarbejde i Østersøområdet inden for rammerne af før-tiltrædelsesstøtte under Phare. Vi har også stemt for en stigning i budgettet til venskabsbysamarbejdet, som vi betragter som et vigtigt program for at fremme samarbejdet på lokalt plan inden for Unionen.
+Det budget, som Parlamentet vedtog i dag under førstebehandlingen, er hverken godt eller skidt. Det skal siges, at det er et budget, der er blevet bedre hen ad vejen, og det er også sket takket være indsatsen fra de forskellige politiske grupper, som overbeviste ordføreren om, at hun skulle tage den ufleksible holdning, hun havde i begyndelsen, op til fornyet overvejelse. Uden at foreslå uforholdsmæssigt store og urimelige stigninger er det alligevel lykkedes Parlamentet at råde bod på Rådets meget indskrænkede indfaldsvinkel ved vedtagelsen under førstebehandlingen i juli. Midlerne til nogle af medlemsstaternes vigtige økonomiske sektorer, såsom landbruget samt strukturpolitikken og udenrigspolitikkerne, har igen fået en meget mere passende størrelse, der gør det muligt for Kommissionen at fuldføre sine forpligtelser. Vi glæder os endnu en gang over Parlamentets åbenhed over for et initiativ, der efter vores mening fortjener Parlamentets opmærksomhed. Her tænker vi særligt på det nye pilotprojekt, som skal finansiere informationskampagner til bekæmpelse af pædofili. I budgettet for 2001 er der stadig nogle uklare poster med en vilkårlig finansiering af en lang række foreninger og kulturcentre, hvis reelle nødvendighed der efter vores mening ikke er noget fuldstændigt bevis for. Desuden er der stadig lange skygger efter den revidering af de finansielle overslag, som Parlamentet har bedt om længe for at kunne foretage en ny indsats i Balkanområdet, også i Serbien. Vi er klar over, at når først alle de muligheder, der er til rådighed, er blevet udtømt - lige fra en omfordeling af midlerne til brugen af en fleksibilitetsmargen - er en sådan revidering den eneste udvej, hvis vi skal kunne løse vanskelige og uforudsigelse opgaver. Vi ønsker dog ikke, at denne revidering skal føre til nye store nedskæringer inden for landbrugssektoren, hvad der rent faktisk er fare for. Vores gruppe vil sørge for, at dette ikke sker, og også derfor indtager vi en forsigtig holdning til Haugs betænkning om budgettet for 2001, idet vi undlader at stemme. Betænkning af Ferber (A5-0292/2000)
+Hvad angår rejsegodtgørelser for Europa-Parlamentets medlemmer, fastholder vi vores standpunkt om, at der kun skal udbetales rejsegodtgørelser på baggrund af faktiske udgifter til rejser i forbindelse med udøvelsen af vores mandat. Vi har derfor stemt for ændringsforslag 3 fra EDD-Gruppen, hvor dette kræves.
+Partiet Venstre er tilhænger af, at det igangværende arbejde om en ny medlemsstatut snarest fører til en løsning, der også indebærer, at refusion af rejseudgifterne afspejler de reelle omkostninger. Det er løsningen på problemet - ikke ubehjælpsomme bemærkninger til budgettet.
+Den offentlige sektor i medlemsstaterne har i flere år været genstand for store nedskæringer. Det er i den forbindelse beklemmende at se, at der i Den Europæiske Unions budget findes utroligt mange uudnyttede ressourcer, og at der i visse tilfælde forekommer rent sløseri. Når nu f.eks. Europa-Parlamentet inddrager sine fredagsmøder i Strasbourg, sparer man 1 million euro. I Europa-Parlamentet presses der også hårdt på for at få indført bidrag til europæiske politiske partier. Det er interessant at bemærke, at EU-partierne tydeligvis ikke kan få deres medlemspartier eller de enkelte medlemmer til at betale en afgift for medlemskabet af EU-partiet, men at man i stedet tvinges til at gennemføre finansieringen af EU-partierne med offentlige midler. Det viser noget om, hvor lav motivationen er til dette EU-projekt - til og med blandt politisk aktive borgere. I øvrigt protesterer vi imod den store udstrømning af penge, der sker i EU via landbrugsbidrag, regionalstøtte, driften af økonomiske og sociale udvalg osv. De offentlige midler, der bruges af EU, kan anvendes bedre i medlemsstaterne. Betænkning af Rühle (A5-0251/2000)
+Vi har selvfølgelig stemt imod EKSF-budgettet, der, indtil EKSF-traktaten udløber, fortsætter med at fungere som et bombardement af tilskud til aktionærer i jern- og stålindustrien. Der er allerede doneret betragtelige summer til arbejdsgiverne i denne sektor, som skal gøre det muligt at omstille sig til nye attraktive sektorer, mens mange arbejdere - hvis arbejde er blevet nedlagt - stadig er arbejdsløse. Selv om man i dette projekt har planlagt at ofre en vis sum på socialhjælp, er der ikke givet nogen som helst præcise tal på trods af, at man mindst burde garantere, at alle de arbejdere, der bliver berørt af kommende arbejdsnedskæringer, får fuld løn indtil pensionsalderen.
+Fru formand, kære kolleger, EKSF-traktaten udløber snart. Ikke desto mindre har man i Tyskland et kulkompromis, der løber indtil 2005. Jeg går ud fra - og jeg håber, Kommissionen forholder sig konstruktivt til nogle passende løsninger - at vi udfylder de tre år mellem 2002 og 2005 med overgangsbestemmelser. Alligevel vil jeg gerne understrege med al tydelighed med hensyn til tiden efter 2005, at vi ikke kan have en energisokkel på 10% i EU's medlemsstater, der er fritaget for ethvert konkurrencetilsyn fra Den Europæiske Unions side. Det er ikke en holdbar løsning. Den vil skade Den Europæiske Unions konkurrencepolitik og samtidig fordyre energien, netop også som følge af støtten til vedvarende energi, som vil skade industriområdet Europa i sidste ende. Betænkning af Clegg (A5-0298/2000)
+Fru formand, frøken Giuseppina Cardazzi, som er en ældre og syg dame, men som er interesseret i elektronikkens verden og i Internettet, også fordi hun ikke kan bevæge sig, bad mig om at hjælpe hende med at forstå den elektroniske kommunikation, da hun gerne ville købe en computer og have en internetopkobling via telefonnettet. Hun stillede mig følgende spørgsmål: "Når jeg nu ikke har så mange penge, eftersom jeg har nogle store medicinudgifter, er det så ikke muligt at få en gratis internetopkobling?" "Jo", svarede jeg hende, og det var derfor, at jeg stemte for Cleggs betænkning. Den gør det nemlig muligt at komme ind på internetsiderne og betale en lavere pris for opkoblingen til et net, som allerede eksisterer.
+.- (PT) Med den begrundelse, at det er nødvendigt at fremme konkurrencen, står vi over for endnu et angreb på den offentlige telekommunikationssektor for en række basale tjenesteydelser, der er af afgørende betydning for befolkningerne, uden at dette betyder nogen som helst forbedring af den offentlige service, der ydes. Som det nævnes i betænkningen, gør ubundet adgang til abonnentnettet det muligt for nye operatører at konkurrere med de anmeldte operatører ved at udbyde højhastighedstransmissionsydelser til åben opkobling til Internettet og til multimedieapplikationer baseret på digital abonnentledningsteknologi, samt taletelefonitjenester, hvor man anvender infrastrukturen i de lokale net, der allerede er installeret af andre operatører, almindeligvis den offentlige sektor. På den anden side varsler den hast, hvormed man som opfølgning på beslutningerne fra topmødet i Lissabon vil foretage denne liberalisering af den særdeles rentable telekommunikationssektor, ikke noget godt for forsvaret af forbrugernes og sektorens arbejdstageres interesser, hvilket ligeledes retfærdiggør, at man stemmer imod.
+Vi stemmer imod denne betænkning, selv om den blot fremtræder som en simpel formalitet i liberaliseringen af telekommunikationsmarkedet. Ændringsforslagene tilføjer intet ud over et par yderligere lovord til konkurrenceevnens påståede dyder. "Adgang til abonnentnet" kræver faktisk, at de offentlige virksomheder hurtigst muligt udarbejder nogle tilbud for udlejning af det offentlige telefonnet. 20-30% af handlen bliver således på ny udbudt på det private marked. Mange har allerede forudset dette direktiv, som f.eks. France Télécom. Ud over nye krav til personalet i især erhvervstjenesten vil forskelsbehandlingen øges for brugerne. Reguleringen af området ved hjælp af loven om højst mulig indtjening medfører, at der skabes mere eller mindre rentable zoner inden for det landsdækkende netværk. Det er nødvendigt at indføre en offentlig europæisk tjeneste på højt niveau, som inkluderer mobiltelefoni og Internettet, og som opfylder lønmodtageres og brugeres fundamentale behov. Denne politik ville sætte en stopper for den udbredte liberalisme, der befinder sig vel under det franske formandskab.
+For at give især de nationale parlamenter en ordentlig mundkurv på har Europa­Kommissionen som led i sit regulerings- og liberaliseringsvanvid i stedet for et direktiv stillet forslag om en umiddelbart bindende forordning, som Parlamentet og Ministerrådet skal piske igennem i huj og hast, således at den kan træde i kraft allerede den 31. december i år. Det er første gang, jeg oplever en sådan kraftpræstation. Hastværket er mistænkeligt, fordi den foreslåede ubundtede adgang til abonnentnet vil føre til den umulige situation, at udbyderne finansierer deres egne konkurrenter, især i lande som Luxembourg, hvor telefonabonnementet holdes på et lavt niveau af sociale årsager. 480 francs pr. måned dækker ikke omkostningerne. Det må antages, at udbyderne bliver nødt til at overlade tilslutningen til deres konkurrenter til endnu lavere og ikke omkostningsdækkende priser. På kort sigt vil de vel endda lokke med gratis samtaler, hvilket selvfølgelig vil resultere i en absolut ruinerende konkurrence, som den lille forbruger må betale for i sidste ende. Det, der foreslås her, er en regulær ekspropriation hos de hidtidige udbydere, der mister store summer penge - i mit lille land ca. 1 milliard francs - der selvfølgelig kommer til at mangle til moderniseringen af fastnettet, bortset fra at der selvfølgelig ikke er nogen operatør, der er dum nok til at investere i modernisering af et net, som han skal finansiere sine konkurrenter med. Og så er der også et problem med beskyttelsen mod aflytning. Hvis der på den hidtidige operatørs ca. 50 centraler i mit lille land må færdes 20 eller flere konkurrenter, så bliver det et farvel til fortrolige samtaler og sikkerhed på disse centraler. Jeg går også ind for en liberalisering af hensyn til forbrugerne. Men hvis liberaliseringen tillader udvækster som dem, jeg lige har illustreret, og som egentlig bør interessere hr. Monti som konkurrencekommissær, vil jeg ikke længere være med og har derfor også stemt imod betænkningen.
+Liberaliseringen på telekommunikationsområdet trives allerede rigtig godt i EU-landene. Nu står endnu en del af netinfrastrukturen til diskussion, nemlig tilslutningen af abonnenter og kunder til datatransmissionsnettet. Det er en logisk konsekvens af den hidtidige liberaliseringspolitik. Men netop fordi det handler om abonnentkredsløb, skal der i særlig høj grad tages hensyn til kundernes interesser. Når det med liberaliseringen af abonnentnet egentlig handler om at sætte gang i fremtidens hurtige Internet (høje transmissionshastigheder og lave lokale telefontakster er afgørende i denne forbindelse), så må der også sikres nogle grundlæggende ydelser for alle borgere gennem en udvidelse af selskabernes forpligtelse til at stille universelle tjenesteydelser til rådighed, f.eks. en inddragelse af den "normale internetforbindelse" senest i 2002 og af det hurtige Internet senest i 2005 i de universelle tjenesteydelser, og der skal stilles mindstekrav til servicekvalitet, forbrugerbeskyttelse, indhold og særlige takster for bestemte sociale grupper (handicappede, modtagere af socialhjælp og indkomstsvage grupper samt beboere i randområder osv.). Da dette ikke kan garanteres med denne betænkning, har jeg stemt imod den. Betænkning af Jové Peres (A5-0273/2000)
+Fru formand, også i dette tilfælde måtte jeg til min store beklagelse stemme imod. Hvorfor stemte jeg imod, ikke mindst som repræsentant for Pensionistpartiet? Det gjorde jeg, fordi der er nogle ting, som har været forsvundet i et stykke tid fra mine ældre og pensionerede venners bord, og som man ikke ser mere, nemlig tomater, ferskener, pærer, appelsiner, citroner, grapefrugter osv. Den middelhavskost, som er så kendt i Italien, er ved at forsvinde. Hvorfor det? Fordi EU ikke er i stand til at fremme dyrkningen af og handlen med frugttræernes produkter. Vi bør efter min mening ændre vores kvotesystem fuldstændigt og endelig beslutte os for at give støtte til alle de landmænd, der ønsker at øge deres landbrugsproduktion.
+. De danske socialdemokrater har stemt imod en betænkning, der vil hæve støtten til producenterne af forarbejdede frugter og grøntsager. Vi støtter i stedet Kommissionens forslag, der vil ophæve besværlige administrative procedurer og gøre ordningerne mere enkle og fleksible. Kommissionen har faktisk været venlig over for producenterne. Den har foreslået en mindre begrænsning i det store "tag-selv-bord", som ordningen har været hidtil. Vi støtter således Kommissionens reformbestræbelser og går imod yderligere favorisering af denne sektor.
+Under påskud af at løse visse spørgsmål om frugt og grøntsager foreslår Kommissionen betydelige ændringer i de relevante forordninger, uden at rapporten om resultaterne af de tidligere forordninger, som blev taget i anvendelse allerede i 1997, er gjort definitiv. Kommissionens argument om, at delspørgsmål vil blive justeret gennem de foreslåede ændringsforslag, er fuldstændigt hyklerisk og desorienterende, eftersom den samlede, fælles markedsordning for forarbejdede frugter og grøntsager ændres med de foreslåede ændringsforslag, og den bliver meget værre for de små og mellemstore dyrkere og meget bedre for industrien og de multinationale selskaber. Man foreslår at ophæve mindsteprisen for industritomater og dobbeltkernede ferskener under påskud af at ville betale støtten direkte til producenten. Selv om denne pris ikke yder producenten fuld eller tilfredsstillende beskyttelse, er den dog en ganske lille sikkerhedsventil. I stedet for at Kommissionen foreslår, at den bliver forbedret, så den effektivt kan sikre landbrugets indkomst, foreslår den at afskaffe den og lade industrien intensivere sin udnyttelse af bønderne og hærge deres slid og produktion. I stedet for at Kommissionen foreslår at forøge kvoterne betydeligt, foreslår den tværtimod, at de bliver erstattet med et grænsesystem, så landbrugerne lokkes af de tilskud, der er nedværdigende minimerede på grund af medansvarlighedsbøderne, til at producere mængder, der ligger over grænserne, blot for at industrien efter forgodtbefindende kan overtage dem. Det er underforstået, at der hverken er noget sikkert marked for de mængder, som bønderne producerer, der ligger over grænserne, eller nogen mindstepris. De bliver således ændret til endnu et våben i hænderne på industrien så den kan afpresse landbrugerne og fastsætte priserne på den samlede mængde på usle niveauer, også på de mængder, der ligger inden for grænserne. Kvoterne og grænserne minder om "Skylla og Kharybdis", og en ændring af dem gør blot ondt værre. Hvis man kombinerer de uacceptabelt lave, nationale grænser, som decimerer tilskuddene, med de foreslåede reduktioner af tilbagetrækningsmængderne til 5% for citrusfrugter, 8,5% for æbler og pærer og 10% for de øvrige frugter og grøntsager af den omsættelige mængde, kan man let forstå, at der ikke bliver nogen udvej for afsætning for meget store kvanta af alle de forarbejdningsegnede frugter og grøntsager, hvilket vil medføre en samlet nedgang i priserne, og at de rådner op på markerne og kooperativernes pakkecentraler, hvilket vil tvinge landbrugerne til at rykke deres afgrøder op med rode. Endelig har Kommissionen med hensyn til fastsættelsen af tilskuddenes størrelse grebet de konjunkturmæssige, internationale prisstigninger på de forarbejdede frugter og grøntsager i den sidste handelsperiode som en chance til at fastsætte de tilskud, som skal være gældende i mange år, nemlig indtil den næste forordningsændring, på lave niveauer. Forslagene om frugt og grøntsager indplaceres inden for den bredere, landbrugsfjendske ramme, som EU bevæger sig, idet den forfølger landbrugerne. Denne forfølgelse er specielt hård for Sydens produkter og de små og mellemstore dyrkere. Der er ikke brug for forbedrende indgreb i de katastrofale forslag, sådan som Parlamentets betænkning argumenterer. Det er påkrævet med en lodret og absolut forkastelse af disse forslag og et ufravigeligt krav om en nyorientering af landbrugspolitikken til gavn for landbrugerne og landet.
+For at sikre arbejdsroen i byerne er prisen på fødevarepakken holdt kunstigt nede i årevis. Landbrugsvirksomhederne kunne kun overleve gennem udvidelser og mekanisering. Det har gjort dem meget afhængige af lånt kapital. Der omsættes mange penge i landbrugssektoren, men det er åbenbart ingen garanti for en god indtægt og virksomhedskontinuitet. Min gruppefælle, hr. Salvador Jové, ved alt om de små sydeuropæiske landmænds og landarbejderes dårlige stilling. Inden for det eksisterende system af betydelige landbrugssubsidier søger han et flertal for et kompromis, som i højere grad sikrer denne gruppe af landmænds overlevelsesmuligheder. Jeg er enig med ham, hvis det fører til indtægtsstøtte til mennesker med en for lav indtægt. Mit forslag er færre penge til landbruget, men flere til de fattigste inden for landbruget. I den forbindelse kan Europa ikke opkræve flere skattepenge for derefter at støtte de rigeste og mest rentable virksomheder. Den voksende nederlandske drivhussektor, som på få hektar opnår et stort udbytte af grøntsager, frugt og blomster, er meget stærkere stillet end korn- og malkekvægssektoren. Da det nu af bilag III fremgår, at drivhussektoren ikke har gavn af den foreslåede støtteordning for grøntsager og frugt, trækker jeg foreløbig min kritik tilbage.
+. (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da den lever op til forventningerne hos de portugisiske grøntsags- og frugtavlerforeninger, som har krævet en radikal ændring af den fælles markedsordning for frugt og grøntsager, da de finder, at den er yderst skadelig for de nationale interesser. Tabet af 70% af kvoten for tomater i indeværende år og risikoen for at miste mere end 10% af den resterende kvote næste år gjorde det bydende nødvendigt for det portugisiske landbrug at få revideret denne markedsordning inden årets udgang. I nævnte betænkning stilles der forslag om en række punkter, som er i overensstemmelse med den europæiske produktions interesser i almindelighed, og med den portugisiske i særdeleshed. Det drejer sig om følgende: den manglende fleksibilitet i den nuværende ordning for forarbejdede tomatprodukter, niveauet af de garanterede mængder for forarbejdede tomatprodukter, pærer og små citrusfrugter, kompleksiteten i driftsfondsordningen og forvaltningen af eksportrestitutionerne. Det er nu absolut nødvendigt, at den portugisiske regering står fast og kæmper hårdt for de særlige nationale interesser for hvert af disse punkters vedkommende. Det ville være helt grotesk og ydmygende, hvis Europa-Parlamentets holdning skulle vise sig at være mere beslutsom og mere tilpasset de portugisiske interesser end vores egen regerings. Betænkning af Nicholson (A-0276/2000)
+Fru formand, jeg er som bekendt meget interesseret i alle forslag om fiskeri af forskellige typer fisk og i de forslag, hvor man ved at gøre fiskenettenes masker større giver de små fisk mulighed for at overleve, leve længere og også selv blive ældre og måske pensionister. Det er dog kun en af grundene til, at jeg ikke stemte imod dette forslag. Hvorfor stemte jeg ikke imod? Fordi jeg undlod at stemme, da jeg er af den opfattelse, at der i dette tilfælde mangler subsidiaritet, sådan som vores kollega Bushill-Matthews og englænderne sagde. Det er et fiskerispørgsmål, som vedrører briterne, belgierne, franskmændene og irerne. Jeg kan ikke se, hvorfor de ikke selv kan få lov til at bestemme over deres fisk og deres fiskeri. Betænkning af Cushnahan (A5-0284/2000)
+Fru formand, en af mine mange ældre og pensionerede venner i Italien, men også i andre lande, er kineser. Denne kinesiske pensionist, som bor i Hongkong, og som jeg læste hr. Cushnahans betænkning for, sagde til mig: "Det er jo en glimrende betænkning! Den kommer ind på mange ting, men der står ikke noget om, hvordan vi ældre har det i det særlige administrative område Hongkong." Selv om jeg stemte for dette dokument, vil jeg derfor gerne understrege i min stemmeforklaring, at det næste gang ville være hensigtsmæssigt at undersøge og vurdere, hvordan de ældre pensionister lever i Hongkong i forhold til de ældre pensionister i Den Kinesiske Folkerepublik, så man kan se, om denne genforening har været gavnlig eller skadelig for dem. Betænkning af Van Hecke (A5-0296/2000)
+Fru formand, det er meget vigtigt, at Den Europæiske Union tager sig af indbyggerne i AVS-landene, det vil sige i Afrika, Vestindien og Stillehavslandene. Som repræsentant for Pensionistpartiet er jeg personligt interesseret i, hvordan de ældre har det i disse områder. Selv om jeg er enig i det, der står i begrundelsen på side 20, nemlig at det er nødvendigt med nogle initiativer, der omfatter uddannelsesprogrammer, fattigdomsafhjælpning og en styrkelse af de demokratiske institutioner og parlamenterne, må jeg sige, at der desværre ikke er taget højde for dette punkt i forslagene. Jeg tror kun, at vi kan hjælpe disse stater ved at forbedre levevilkårene for alle deres indbyggere, både de unge, arbejdstagerne og også - hvilket ligger mig meget på sinde - de ældre og pensionister, som bor i AVS-landene.
+Det er glimrende, at EU tager samarbejdet med de AVS-stater, der er involveret i væbnede konflikter, op til revision. Det er vigtigt at sikre sig, at bistandsmidler ikke misbruges til militære formål. Bilateralt og gennem Kommissionen skal medlemsstaterne dog have mulighed for at give støtte til opbygningen af demokrati i diktaturer. Man må kunne uddanne folk i god regeringsførelse for at bekæmpe korruption, ligesom man må kunne støtte oppositionspartier. Vi kan derfor ikke støtte punkt 4, hvor det anføres, at bistand kun kan bevilges, hvis det pågældende land har en god regeringsførelse og respekterer menneskerettighederne og retsstatsprincipperne. Moratorium for dødsstraf (B5-0804/2000)
+Hvad angår dødsstraf, er min holdning i dag den samme, som den var dengang i 1981, da præsidentkandidaten François Mitterrand modigt erklærede sig imod, hvorefter han afskaffede den, da han først blev valgt som præsident! Jeg var allerede imod i 1981! Jeg er selvfølgelig fortsat imod i 2000! Selv om jeg virkelig forstår følelser og reaktioner fra familier til ofre for ofte forfærdelige kriminelle handlinger, kan en stat ikke anvende vold for at afskaffe volden, det har den ikke ret til! Eftersom vi i øvrigt ved, at dødsstraf ikke har nogen afskrækkende virkning, er det fuldstændigt uacceptabelt, at lande, hvoraf nogle kalder sig civiliserede (f.eks. USA), fortsætter med at gøre massivt og systematisk brug af den og herved løber en stor risiko for at begå uoprettelige juridiske fejl. Derfor stemmer jeg for opfordringen til et moratorium. Betænkning af Moreira Da Silva (A5-0270/2000)
+Problemet med temperaturstigningen på vores planet tager eksplosive dimensioner. Den er et resultat af ophobningen af gasser, såsom kuldioxid, i atmosfæren, som intensiverer drivhuseffekten. Knap tre år efter mødet i Kyoto vurderer det Europæiske Miljøagentur, at hvis det nuværende tempo i emissioner fortsætter i EU, vil man ikke kun miste formindskelsen på 8% i CO2-emissionen i perioden 1990-2010, men vi får ligefrem en stigning på 6%, mens forudsigelserne i USA er endnu værre. Problemets kerne er, at alting, selv miljøets og klimaets tilstand, bliver underlagt kapitalismens alter, der udbytter de rige produktionskilder og kræver superprofitter. Det er altså helt naturligt, at vi kræver, at de, som fremkalder problemet, også betaler for dets løsning. Kommissionens udtalelse er falsk, eftersom den ikke nævner specifikke politikker og foranstaltninger til at mindske emissionen af drivhusgasser, men begrænser sig, som ordføreren rigtigt bemærker, til at præsentere en organisationsplan og en generel liste over banale politikker og foranstaltninger. Den genformulerer standpunktet om, at energiskat eller skat på mineralske brændstoffer er EU's grundlæggende strategi til at formindske de gasser, som skaber drivhuseffekten. Vi er uenige i denne foranstaltning, for med en fordrejet anvendelse af det under alle omstændigheder hykleriske princip "forureneren betaler" overføres omkostningerne til en sænkning af emissionerne direkte til forbrugerne, det vil sige til lønarbejderne. Fordi problemet er så presserende, kunne man måske diskutere indførelsen af en energiskat på mineralske brændstoffer, men kun som en supplerende foranstaltning inden for en samlet politik og foranstaltninger til at formindske CO2-emissionerne og med den nødvendige forudsætning, at skatteindtægterne udelukkende skal lette situationen for lønarbejderne. Vores faste synspunkt er, at man hovedsagelig skal opnå en mindskelse i emissionerne af kuldioxid og andre drivhusgasser med udgifter, som de virkelige forurenere (det vil sige de store industrier) skal betale på bekostning af deres store profitter. Vi er i øvrigt enige i ordførerens standpunkt om den klare prioritet, som de vedvarende energikilder skal have, samt støtten til de offentlige transportmidler. Vi vil ligeledes gerne påpege vores absolutte modstand mod handel med forurenende stoffer mellem virksomheder og stater som umoralsk og ineffektiv. Vi er helt uforstående over for, at det er muligt, at der udvikler sig et helt marked, som flytter forurening som en handelsvare, og hvor visse virksomheder i stedet for at mindske deres egne CO2-emissioner køber den overskydende overskridning fra andre virksomheder, som har overskredet deres grænser. Under kapitalismen, hvor alt kan sælges og købes, kan selv dette åbenbart forekomme. Selv om Grækenlands Kommunistpartis medlemmer af Europa-Parlament er modstandere af Kommissionens udtalelse, sætter vi pris på visse af ordførerens positive bemærkninger, og af den grund undlader vi at stemme imod betænkningen, men afholder os fra at stemme.
+Opvarmningen af jorden og ekstreme vejrforhold skyldes i stigende grad industrien, landbruget og transportsektoren. Til trods for det har de rigeste landes regeringer med den største udledning af fossile forbrændingsprodukter undladt at reducere denne udledning drastisk. Ordføreren siger ganske rigtigt, at Kommissionens oprindelige forslag er utilstrækkeligt. Kyoto gik ud fra, at de rige lande selv holder deres luft ren, selv om de i begrænset omfang må overføre den udledning, som de hjælper med at reducere andre steder, til deres egen resultatliste. Medlemsstaterne skal reducere deres udledning af CO2 og andre drivgasser drastisk ved at koncentrere sig om vedvarende energi, offentlig transport og reducering af biltrafikken. Den stærkt stigende og billige godstransport ad veje fører især til flytning af den forurenende industri fra rigere til fattigere lande. Atomenergi er ikke et alternativ, fordi den også opvarmer jorden, udleder drivgasser og efterlader andre affaldsprodukter, som er vanskelige at nedbryde. Jeg er bange for, at den kommende klimakonference misbruges til at lette den tidligere aftalte reduktionspligt på 5,2% for de rige lande. Handel med emissionsrettigheder er måske et interessant eksperiment, men det er ikke en rigtig løsning. Betænkning af Moreira Da Silva (A5-0271/2000)
+Vi stemmer for enhver form for skat eller afgift, der rammer de store industrivirksomheder, som er de hovedansvarlige for forureningen i almindelighed og for luftforureningen i særdeleshed. Vi har dog afholdt os fra at stemme, ikke på grund af den planlagte skats tilfældige karakter, men derimod især på grund af alle de forsøg på at knibe udenom, der gør, at denne skat risikerer at blive en beskeden ydelse til gengæld for retten til at forurene. For virkelig at undgå forurening er der brug for bindende foranstaltninger, der går så vidt som til at beslaglægge den forurenende virksomhed, og som ingen virksomhed kan undsige sig. Men ud over punktforanstaltningerne er luftforureningen et verdensomspændende problem, der berører hele det menneskelige samfund, og som kun kan løses på en tilfredsstillende måde af samfundet, hvis det har kontrol over økonomien og ikke har kapløbet om privat indtjening som eneste drivkraft.
+Jeg er meget interesseret i at afgive min stemmeforklaring om denne betænkning og forklare, at jeg trods alt stemte for. Jeg vil nemlig gerne spørge Dem, fru formand - og jeg spørger også mig selv - om vi er helt sikre på, at de klimaændringer, der finder sted, skyldes mennesket, industrialiseringen og emissionerne af skadelige stoffer i atmosfæren. Var der måske ikke jordskælv, øsende regn og diverse katastrofer for 1000 eller 2000 år siden, da industrierne ikke eksisterede? Hvornår fandt syndfloden sted, fru formand? Hvor mange industrier var der dengang, og hvor mange biler kørte der rundt? Jeg vil derfor gerne have, at vi for alvor spørger os selv, om disse klimaændringer skyldes den moderne levemåde og industrierne.
+Det er vigtigt, at Europa-Parlamentet endnu en gang har set nærmere på og udtalt sig om årsagerne til klimaændringerne på vores jord. Det drejer sig her faktisk om et alvorligt problem på meget kort sigt, der angår os alle på én gang, fordi vi alle trækker vejret og fordi storme, store regnmængder og vandmangel i forskellig grad berører alle kontinenter. Det er altså nødvendigt med oplysning til de udviklede lande, der forurener, og de mindre- eller underudviklede lande, som kommer til at forurene! Alt det, der peger i retning af folkeoplysning, er således nyttigt og peger i den rigtige retning. Derfor er vores beslutning, som jeg har stemt for, så vigtig.
+Bekæmpelsen af drivhuseffekten er en af de industrialiserede landes største udfordringer og en pligt over for især befolkningerne i den tredje verden, der allerede betaler for resultaterne af klimaopvarmningen med deres liv. At acceptere oprettelsen af et marked for CO2-emissionsrettigheder på internationalt plan er at tillade de vestlige lande at skille sig af med deres ansvar ved at købe fiktive emissionsrettigheder af Rusland eller ved at finansiere projekter i de sydlige lande uden den mindste sammenhæng med deres behov for udvikling eller mulighed for at kontrollere, at emissionerne virkelig reduceres. Forureningen er ikke en vare. At gøre den til en indtægtskilde er at give frit løb for alle former for overtrædelse. Forslaget til beslutning foreslår at godkende iværksættelsen af et sådant system, på trods af at "de tekniske og juridiske aspekter ikke er blevet undersøgt" og at "det ikke er bevist, at systemet fungerer og er effektivt"! Der foreslås ikke nogen kontrol- eller sanktionsmuligheder. I øvrigt skal udviklingen af atomenergien og kulstofdræn tages ud af udregningerne for emissionssænkningerne. Den Europæiske Union skal uden tøven skaffe sig midler til at overholde deres løfter ved at vedtage et ambitiøst europæisk program for bekæmpelse af drivhuseffekten af en helt anden størrelsesorden end den foreslåede beslutning om politikker og foranstaltninger. Unionen har især kompetence til at skride ind over for transportsektoren. Betænkning af Lund (A5-0197/2000)
+Fru formand, jeg må sige, at jeg undlod at stemme om hr. Lunds betænkning. Jeg undlod at stemme, fordi jeg kunne se, at man i denne betænkning - og for øvrigt også i mange andre - ikke lægger nok vægt på forskning og ikke gør en tilstrækkelig indsats for denne, sådan som det var tilfældet med den betænkning, der tog sigte på at bekæmpe endokrine sygdomme. I Bergamo, hvor jeg kommer fra, er der desværre mange mennesker, som lider af en sygdom i skjoldbruskkirtelen, man ikke kender årsagen til. Man burde bruge pengene på at fastlægge og samordne udgifterne til forskningspolitikken i alle EU's 15 medlemsstater. Vi skal spare og ikke bruge flere penge end nødvendigt!
+Kort sagt konkluderes det i det netop vedtagne beslutningsforslag om hormonsystemforstyrrende stoffer, at man ved alt for lidt om de skadelige virkninger, at Parlamentet kræver mere forskning, og at der skal træffes foranstaltninger på grundlag af forsigtighedsprincippet. Selv om jeg stemte for beslutningsforslaget, har jeg et par bemærkninger. Jeg er enig med ordføreren i, at argumenterne i denne debat skal være baseret på kendsgerninger. Jeg deler imidlertid ikke hans mening om, at foranstaltningerne skal afspejle borgernes bekymring. Den almindelige borger er for det meste ikke i stand til at foretage en god risikobedømmelse. I det moderne samfund med alle dets forbrugsvarer og mange apparater er der brug for materialer og stoffer med meget specifikke egenskaber. Alle mennesker, eller om De vil, næsten alle mennesker accepterer og anvender disse produkter. Stofferne og materialerne i disse produkter medfører imidlertid risici. Som alle ved, er livet fyldt med risici og usikkerhed. Kunsten er at omgås disse risici og denne usikkerhed fornuftigt. Videnskaben er endnu ikke nået så vidt, at en direkte forbindelse mellem disse kemiske stoffer og ændringerne i den menneskelige hormonhusholdning kan dokumenteres klart og overbevisende. Alligevel er jeg glad for opmærksomheden om dette emne. Disse stoffers mulige virkninger er ikke ubetydelige. Hvis det virkelig er sådan, at disse kemiske stoffer forårsager en stigning i bestemte kræfttyper, nedsætter frugtbarheden eller truer fostrene, så skal der gribes ind. Det er vigtigt at beskytte menneskeliv. I den forbindelse er det godt, at der skabes klarhed om disse stoffer. I overensstemmelse med forsigtighedsprincippet skal farlige stoffers, materialers og produkters eventuelle skadelighed have et videnskabeligt grundlag. I den forbindelse er begrænsning og accept af en bestemt risiko meget vigtig. Jeg er ikke tilhænger af simpelthen at forbyde stoffer for at udelukke enhver risiko. Faren er, at der åbnes en heksejagt på forskellige stoffer uden videnskabeligt grundlag. Endvidere er omvendt bevisbyrde ikke på sin plads. For at anvende forsigtighedsprincippet rigtigt skal vi endvidere vide, hvilke skadelige virkninger eventuelle alternativer har.
+Generelt er Grækenlands Kommunistpartis medlemmer af Europa-Parlamentet enige i rammerne for de elementer, som skal være indeholdt i det 6. program for forskning, eftersom alle de oprindelige mål, såsom nedsættelse af udvalg, udvikling af forsøg, forbedring af overvågningen af de hormonforstyrrende stoffer i miljøet osv., går i den rigtige retning. Men vi vil gerne fokusere på at fastsætte en generelt accepteret definition af begrebet hormonforstyrrende stoffer, i hvilken der efter vores mening også bør inkluderes påvirkningen af udsendt radioaktivitet (ulykker, radioaktive rester af fredelige eller militære grunde, uden hindring og uden adgangsbetingelser for konstituerede forskergrupper til industrielle anvendelser). Dens indflydelse på en heldig udgang af kræft i skjoldbruskkirtelen er et faktum, ligesom f.eks. ved anvendelsen af bomber med svækket uran i Jugoslavien. Desuden bør der fastsættes mere specifikke rammer for forskning, standardisering af forsøg og samarbejde mellem forskellige videnskabelige grupper indbyrdes, så vi kan opnå troværdige resultater. Man skal desuden sikre og styrke arbejdet i retning af en præcis udforskning af de stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende, måske med en lovgivningsramme. Bevidstgørelse af den offentlige mening, forbrugerne samt dem, som er beskæftiget inden for erhverv, hvor de kan blive udsat for eventuelle hormonforstyrrende stoffer (landmænd, industriarbejdere og andre arbejdere) bør være noget, som ligger os grundlæggende på sinde, hvis vores arbejde skal lykkes. Desuden er det påkrævet, at vi aktiverer princippet om forebyggelse, som er indeholdt i artikel 130P i EU-traktaten (kontrol og tilbagetrækning af kendte hormonforstyrrende stoffer eller stoffer, som er under mistanke for at være hormonforstyrrende, og udvikling af uskadelige, alternative stoffer).
+At vedtage et forslag til beslutning om en fællesskabsstrategi for endokrine forstyrrelser er det mindste, man kan gøre på et komplekst område, hvor der ikke findes nogen lovgivning. At registrere og undersøge dette fænomen vedrørende forstyrrelse af mennesker og dyrs endokrine systemer, stadfæste undersøgelser, påvise årsagsforbindelser mellem visse produkter og visse kendte afvigelser hos mennesket eller hos dyreracer (lavere frugtbarhed, visse former for misdannelser, kræft osv.) er en nødvendig begyndelse, hvis forsigtighedsprincippet overholdes, samtidig med at der stilles krav om gennemsigtighed, hvilket teksten fuldstændig mangler. Faktisk handler de private og offentlige beslutningstagere ikke uden påvirkning fra opinionen. Listerne over produkter, der mistænkes for at give endokrine forstyrrelser, skal bringes til offentlighedens og de professionelle sundhedsmedarbejderes kendskab, efterhånden som nye produkter opdages. Hvis der skal gennemføres undersøgelser for at finde frem til farerne ved de stoffer, der forårsager endokrine forstyrrelser, må de firmaer, der anvender mistænkelige produkter, anerkende de normer, der gælder for lægemidler, hvilket især betyder, at de skal bevise disse produkters uskadelighed, så længe de betragtes som mistænkelige af de europæiske ekspertgrupper. Vigtigheden ligger altså i at foreslå en lang række bindende love, der gør det muligt at forbyde disse produkter inden for de kommende år.
+Afstemningen er afsluttet.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0283/2000) af Peijs for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om detailbetalinger i det indre marked (KOM(2000) 0036 - C5-0103/2000 - 2000/2018(COS)).
+Fru formand, i 2002 får alle borgere i eurozonen euroen, og de forventer visse fordele af den nye møntenhed. Fordelene fås ikke uden videre, der skal gøres noget for at opnå dem. Kommissionens meddelelse om detailbetalinger skal ses i lyset heraf. Hvad skal der gøres for at sikre, at de europæiske borgere, som opgiver deres egen mønt, faktisk drager fordel af den ny mønt? Vi skal simpelthen gøre overførslerne billigere, hurtigere og mere sikre. Jeg forventer derfor helt klart, at Kommissionen lynhurtigt omsætter de forslag om ændring af direktivet af 1997, som jeg stiller i min betænkning på vegne af Parlamentet, i en formel ændring af direktivet. Hvad drejer det sig om? Hovedproblemet er, at overførslen af små beløb stadigvæk fører til stor irritation hos de små og mellemstore virksomheder og de individuelle borgere. Årsagen er de høje omkostninger, og den tid det koster. Jeg konkluderer, at direktivet af 1997 ikke har fungeret godt nok. Der skal ske mere. Forbrugerne og de små og mellemstore virksomheder profiterer ikke tilstrækkeligt af det indre marked, som fuldendes med indførslen af euroen. I denne betænkning fremsættes som en løsning, at infrastrukturen for den grænseoverskridende betalingstrafik skal forbedres betydeligt. Det viser sig, at flere handlinger i øjeblikket udføres manuelt, og det fører til store omkostninger og lang ekspeditionstid. Jeg anmoder derfor bankerne om på kortest mulig sigt at træffe alle nødvendige foranstaltninger, så behandlingen af grænseoverskridende betalinger automatiseres fuldstændigt og derved bliver langt billigere. I min betænkning nævner jeg bl.a. systemer som IBAN, SWIFT, STEP 1 og IPI. Disse systemer gør betalingstrafikken mellem banker i forskellige lande nemmere, hurtigere og billigere. Bankerne skal i den forbindelse kommunikere med deres kunder for at få dem til at forstå, at deres IBAN-nummer i fremtiden også skal angives på deres brevpapir ved siden af momsnummeret. Denne standardiseringsproces kan ikke finde sted uden koordinering. Derfor har vi indgivet et ændringsforslag, som opfordrer ECB til at påtage sig denne koordinering meget hurtigt i forbindelse med bankens ansvar for betalingssystemer i henhold til traktaten. Vi anmoder ECB om at tage sig af to ting. For det første udviklingen af et europæisk standardformat for dataoverførsel. Det kan gøres meget hurtigt, for formatet eksisterer allerede. Det skal erstatte det nationale format, som på nuværende tidspunkt anvendes overalt. For det andet at indføre et europæisk banknummer, f.eks. IBAN. Et vigtigt punkt i den forbindelse er, at sådanne harmoniserede formater skal anvendes af alle i eurozonen. Man kunne overveje at gøre dem obligatoriske, hvis det ikke går tilstrækkelig hurtigt. Denne automatiserings- og standardiseringsproces skal ifølge min betænkning være afsluttet tre måneder før indførelsen af eurosedlerne og -mønterne. Det ville være ideelt. Bankerne mener fortsat, at det er umuligt. For at være rimelig foreslår jeg, at bankerne skal være klar 1. januar 2002. På den måde kan forbrugerne, i det øjeblik de får euroen, med det samme profitere af ændringerne i den grænseoverskridende betalingstrafik. En samlet udgiftsreduktion for overførsler til omkring kostprisniveauet for indenrigsbetalinger opnås ikke kun gennem bankernes indsats. De har brug for medlemsstaternes hjælp. Indtil nu har medlemsstaterne forpligtet bankerne til at indberette grænseoverskridende betalinger over 12,50 euro til deres centralbank af hensyn til betalingsbalancestatistikkerne. Det arbejde kan ikke standardiseres og udføres derfor manuelt. Det er meget kostbart og helt overflødigt med ét marked og én mønt. I Frankrig ajourfører man heller ikke, hvor mange franc der overføres fra Paris til Auxerre. Hvorfor skulle man? Endvidere er volumen og antallet af detailbetalinger kun en ubetydelig procentdel af de samlede overførsler. Jeg er overbevist om, at der ikke er indvendinger imod at afskaffe indberetningspligten i forbindelse med det samlede beløb i direktivet, nemlig 50.000 euro. De manglende oplysninger til betalingsbalancestatistikkerne på grund af denne ændring er minimale. En ændring, som er nært knyttet hertil, er, at garantien for tilbagebetaling forhøjes til 50.000 euro. I øjeblikket belønnes bankerne nærmest, når de mister kundernes penge. Overfører man 30.000 euro, og banken mister disse penge, skal den kun betale kunden 12.500 euro tilbage. Banker må naturligvis ikke miste penge, og de skal stå garant for deres organisation. Derfor foreslår vi at forhøje grænsen for garantien for tilbagebetaling til 50.000 euro, beløbet i direktivet. Bankerne siger, at de aldrig mister noget, så det kan aldrig blive et problem. Som sidste punkt jeg vil give forbrugerne flere muligheder for at overføre penge. Det vedrører forbrugere i nød eller uden bankkonto. Jeg anmoder Kommissionen om at undersøge, hvorvidt virksomheder som Moneygram og Western Union også kan omfattes af det andet bankdirektiv. Herigennem kan disse virksomheder etablere sig i hele Unionen, selv om de ikke er banker. Disse virksomheder skal naturligvis opfylde de samme strenge krav til sikkerhed og hvidvaskning. Jeg håber, at denne betænkning stimulerer bankerne tilstrækkeligt til at fortsætte ad innovationsvejen imod en bedre fungerende grænseoverskridende betalingstrafik. Men for at give bankerne absolut sikkerhed og klarhed i forbindelse med deres store investeringsprogrammer forventer jeg, at Kommissionen omgående ændrer direktivet.
+Fru formand, siden åbningen af grænserne mellem Den Europæiske Unions medlemslande har et stigende antal firmaer udnyttet de muligheder, dette fælles marked giver. Ved denne lejlighed må vi konstatere, at varetransporten på den ene side har fået væsentlig bedre betingelser, men at de dermed forbundne pengeoverførsler på den anden side har været underlagt meget store hindringer og omkostninger. Den første undersøgelse, der blev foretaget på dette område på foranledning af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, viste, at omkostningerne i gennemsnit udgjorde 25%, i enkelte tilfælde endda 75%, ved grænseoverskridende overførsler på over 1.000 D-mark. De må forstå, at det først og fremmest er de små og mellemstore virksomheder, der berøres heraf. Det mål, vi hele tiden havde som medlemmer af Europa-Parlamentet i forbindelse med åbningen af markederne mellem Den Europæiske Unions medlemslande, var ikke at give de store virksomheder adgang til markedet - det havde de jo allerede haft længe - men derimod at åbne dette store europæiske marked for små og mellemstore virksomheder. Derfor er jeg vores ordfører Karla Peijs overordentlig taknemmelig for den hårdnakkethed, med hvilken hun i mange år har forsøgt at nå dette mål, nemlig at reducere omkostningerne til overførsler mellem Den Europæiske Unions medlemslande. Jeg må konstatere, at der allerede er sket en del på området, at de gennemsnitlige omkostninger til overførsel er væsentligt lavere end ved åbningen af grænserne mellem medlemslandene, men jeg konstaterer med lige så stor tydelighed, at de stadig er alt for høje, og at der må ske mere på dette område. Bankerne fortæller os gang på gang, og det med en vis berettigelse, at de nødvendige instanser til at foretage sådanne overførsler, girosystemerne, der findes på de enkelte nationale markeder, endnu ikke er etableret i fuldt omfang på europæisk plan. Her ligger et stort stykke arbejde foran os. Jeg siger det ikke alene til Den Europæiske Centralbank, men også til de forskellige banksammenslutninger, vi har i Den Europæiske Union: Det, vi tilstræber, er ikke, at der kun skal være ét overførselssystem, hvilket ville være et monopol, men at der mellem de forskellige overførselssystemer, der etableres af forskellige banker og bankgrupper, skabes en konkurrencesituation, som så i sidste ende kommer borgerne og de små og mellemstore virksomheder til gode.
+Fru formand, ordførerens betænkning skal virkelig hilses velkommen, fordi den præciserer problemerne med grænseoverskridende pengeoverførsler. Det forventes jo af pengeoverførslerne, at de styrker den økonomiske integration i Den Europæiske Union og ikke kommer sand i maskineriet. Men det gør de stadig den dag i dag, for de mange klager, der fremføres af små og mellemstore virksomheder, og borgernes klager over de høje overførselsgebyrer for småbeløb står ganske enkelt på dagsordenen. Vi har endog kendskab til tilfælde, hvor gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler er steget efter euroens indførelse, og det ikke bare med et lille beløb. Den månedlige check til datteren eller sønnen, der opholder sig i et EU-land, de grænseoverskridende pengeoverførsler for bøger eller tjenesteydelser, hoteller eller rejser bliver belastet yderligere, selv om grænsehandlen kunne organiseres mere effektivt og billigere. Man taler sågar om muligheden for at reducere omkostningerne med 90%, selv om de finansielle institutter gang på gang understreger, at den høje omkostningsfaktor ligger i behandlingen af overførslen og ikke i den tekniske operation i forbindelse med den grænseoverskridende pengeoverførsel. Alligevel ville det være fint, hvis der samtidig med TARGET-systemet til store betalinger var blevet indført et TARGET-system for detailbetalinger af småbeløb, for teknisk set ville det være muligt, blot mangler den afgørende vilje, som var til stede for de store betalingers vedkommende. Vi i Europa-Parlamentet har i udvalgsarbejdet også beklaget meget, at man ikke har taget imod Den Europæiske Centralbanks tilbud. Også her tilslutter vi os Den Europæiske Centralbanks erklæringer om, at det skal være sådan på et tidspunkt, at grænseoverskridende overførsler til et EU-land ikke er dyrere end overførsler inden for et enkelt EU-land. Vi har i årevis presset på for at få en harmonisering af bestræbelserne. For det er jo virkelig muligt at skabe et hurtigt, sikkert og billigt system, og heldigvis er de finansielle institutter også på vej - de er godt på vej. Men det ville være godt, hvis vi kunne udnytte overgangsperioden. De mange klager fra opbragte borgere taler for sig selv, og jeg må sige, at de netop i denne tid selvfølgelig ikke er særligt velegnede til at øge accepten af Den Monetære Union. Det politiske mål er klart og støttes af Den Europæiske Centralbank: Der bliver brug for et europæisk område til pengeoverførsler, hvor alt fungerer lige så godt som i et enkelt EU-land. Små kunder er lige så meget en del af det indre marked som store kunder, her bør der ikke forskelsbehandles. Jeg mener dog også, at regeringerne har en opgave her, og støtter ordførerens betænkning. Indberetningskravet vedrørende betalingsbalance bør samtidig afskaffes for grænseoverskridende betalinger af småbeløb under 50.000 euro. Stikprøver er som regel tilstrækkelige. Den Europæiske Centralbank kunne hjælpe på dette område, nemlig med at gennemføre et fælles europæisk dataformat til pengeoverførsler og med hjælp til gennemførelse af et fælles europæisk bankkontonummer inden for det internationale IBAN-system. Her er det vigtigt, at alle aktører gør, hvad også Den Europæiske Centralbank skal gøre i henhold til traktaten, nemlig fremmer gnidningsfrie betalingssystemer. Europa-Kommissionen har ikke ret til at fastlægge størrelsen af bankgebyrerne, men den kan arbejde på at nedsætte overførselsgebyrerne. I Unionen er der gebyrer, der er meget forskellige, men også til dels ensartede. Dermed bidrager de til at indskrænke den frie bevægelighed på det indre marked. Jeg mener, at Kommissionen hurtigere end tidligere omsider skal fremlægge resultatet af undersøgelserne af, hvorvidt der foreligger kartellignende aftaler mellem bankerne. Her er det vigtigt - og det påpeges med rette i betænkningen - at forbrugerne er indstillet på at anvende elektroniske betalingsmidler, og vi kræver fremskridt på dette område, så der også her virkelig kan gennemføres en interoperabel standard for flere valutaer til elektroniske overførsler. Denne fremgangsmåde, der hidtil har været mulig i Luxembourg, Frankrig og Tyskland, skal udbygges og udvides til at omfatte hele EU. Jeg mener, at betænkningen er af central betydning, når borgerne og de små og mellemstore virksomheder virkelig skal integreres i euroområdet, og accepten af Den Økonomiske og Monetære Union skal øges. Vi har brug for sikkerhed, hurtighed og lave omkostninger. At leve i Den Monetære Union betyder også at kunne regne med velfungerende grænseoverskridende pengeoverførsler - det er mottoet for de resterende 432 dage!
+Fru formand, jeg vil gerne tilslutte mig ordførerens klare ord og udmærkede betænkning. Jeg er endvidere meget glad for, at Kommissionen, især hr. Bolkestein og også hr. Monti, gør denne sag til en prioritet. Forbrugerne og virksomhederne er i stigende grad utilfredse med prisniveauet for udgifterne ved grænseoverskridende banktransaktioner i det indre marked. Det er meget forståeligt. Forbrugerne betaler alt for meget for alle grænseoverskridende banktransaktioner, også for kontanter, bevillingsoverførsler, kreditkort og checks. For store beløb er der et forfinet netværk, hvor overførsler gennemføres lige så hurtigt og billigt som indenrigsoverførsler. De private kan imidlertid stadigvæk ikke regne med tilstrækkelig støtte, nedsættelse af udgifterne og effektiv behandling af de små beløb. Derfor understreger jeg endnu en gang nødvendigheden af effektive, sikre og billige tjenester i forbindelse med detailbetalinger i det indre marked og også parallelt med indførelsen af euroen. Accepten af euroen afhænger især af, om forbrugerne og virksomhederne er i stand til at anvende eurozonen som intern betalingszone. At forbrugerne accepterer euroen er meget, meget vigtigt. Når euromønterne og -sedlerne introduceres den 1. januar 2002, skal forbrugerne anvende mønterne meget, og hvordan skal vi forklare, at der er anvendelsesforskelle, selv om der er én mønt i én eurozone. Idéen om, at overførsler i to deltagende eurolande ikke længe anses som en international transaktion, hvor der er indblandet internationale omkostninger, men som en national transaktion, skal være et fælles gode overalt. Ved fuldendelsen af det indre marked er de høje bankomkostninger en hindring. Forbrugerne hindres i at handle internationalt. De tager f.eks. ikke et abonnement på en udenlandsk avis, hvis de internationale udgifter er dobbelt så høje som prisen på avisen. Ved fri bevægelighed for kapital med den fælles mønt må der ikke være hindringer eller store forskelle. Formålet skal være et indre marked for betalinger, hvor der gælder de samme betingelser og omkostninger for grænseoverskridende betalinger som for indenrigstransaktioner. Det er i vores øjne den eneste logiske følge af det indre marked og én fælles mønt. Til den fri bevægelighed for mennesker i eurozonen hører et fleksibelt arbejdsmarked. Hvis der stadigvæk er betalingsforbindelser med hjemlandet, må det ikke være en hindring for at arbejde i udlandet. Det er en kendsgerning, at bankerne i hele eurozonen var meget tilbageholdne i forbindelse med implementeringen af direktivet om grænseoverskridende detailbetalinger. Efter implementeringen var en stor del af problemerne endnu ikke løst. Nu, hvor omstillingen kommer tættere og tættere på, er det virkelig på tide, at både bankerne og medlemsstaterne foretager sig noget. Bankerne skal forpligtes til at implementere de eksisterende normer for kontonummerering og betalingsvejledninger. I disse tider med moderne teknologi kan den elektroniske motorvej være løsningen. Måske, nej, det er bestemt på tide, at der oprettes en internetbank, som ikke beregner gebyrer.
+Fru formand, betænkningen af fru Peijs om detailbetalinger i det indre marked genoptager Europa-Parlamentets gamle krav vedrørende de høje gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler inden for Unionen. Det er fuldstændig korrekt. Disse gebyrer er høje, og vi ved godt hvorfor. Sammenkoblingen af de forskellige bankers datasystemer mellem de forskellige medlemslande er dårlig, hvilket kræver kostbare manuelle operationer for at overføre penge fra et nationalt system til et andet. Der ligger således heri ikke nogen djævelsk manøvre fra bankernes side, men blot en teknisk realitet, der for øjeblikket holder stand, men som nødvendigvis vil udvikle sig i den rigtige retning med tiden. Jeg tror altså, at man må relativisere problemet. Det er så meget desto mere nødvendigt at relativisere det, fordi de grænskeoverskridende pengeoverførsler udgør en meget lille del af de samlede overførsler. Ifølge de dokumenter, som jeg har konsulteret, udgør de 0,2-0,04%. I alle tilfælde er det virkelig en mikroskopisk del. Og alligevel tillægger Europa-Parlamentet og Kommissionen det en meget stor betydning. Hvorfor? Mit første svar er, at det er, fordi de europæiske institutioner har tendens til at fremme alt, hvad der er grænseoverskridende, og det er, når alt kommer til alt, naturligt nok. Men det skulle alligevel ikke være nødvendigt, at denne hang til det grænseoverskridende ender med at forfordele en ganske lille minoritet på bekostning af hovedparten af borgerne. I det omfang de investeringer, der mærkbart letter omkostningerne ved grænseoverskridende pengeoverførsler, ikke er rentable, fordi de afskrives på et for lille antal betalere, må man konkludere, at hvis de blev gennemført under disse betingelser, ville deres omkostninger blive fordelt på de samlede bankkunder, der intet har at gøre med dette problem. Jeg tror, at denne konsekvens alt andet lige ikke er særlig ønskelig. Politisk er den meget tvivlsom. Og endvidere skal man holde op med at bilde folk ind, at det, der er dyrt af tekniske grunde, med ét ville kunne blive gratis, fordi man har vedtaget et direktiv herom. Jeg vil gerne gøre opmærksom på den grundsætning, som man lærer på første årgang af økonomistudiet: Der er ikke noget måltid, der er gratis. Der er en anden årsag, fru formand, til Europa-Parlamentets vedholdenhed. Peijs-betænkningen nævner det selv i betragtning D i forslaget til beslutning. Jeg citerer: "De høje gebyrer for grænseoverskridende pengeoverførsler ødelægger forbrugernes tillid til euroen". Men hvorfor skulle de dog ødelægge forbrugernes tillid til euroen? Jeg har lige vist Dem, at de to problemer i hvert fald tilsyneladende i det mindste ikke hænger sammen. I virkeligheden har man for nogle år siden, ingen ved hvorfor, men måske for at få folk til lettere at acceptere euroen, fået borgerne til at tro, at den slags gebyrer ville forsvinde fuldstændigt med indførelsen af den fælles valuta. Jeg har medbragt en lille brochure til Dem, der er blevet uddelt i millioner af eksemplarer på offentlige steder i Frankrig, bl.a. på postkontorer, og her er, hvad jeg læser i kapitlet "vekselgebyr": "i euroområdet vil vekselgebyrerne forsvinde". Selvfølgelig er det korrekt i ordets egentlige forstand, men den naive læser, der ikke var specialist på området, troede, at alle gebyrer i forbindelse med grænseoverskridende overførsler ville forsvinde, mens vekselgebyrerne i virkeligheden kun udgjorde en ganske lille del, blot nogle få procent. Vi står altså nu over for konsekvenserne af en tvangsmarkedsføring, der blev brugt til at sælge euroen. Det får mig til at konkludere omkring denne sag om grænseoverskridende pengeoverførsler, men også, fru formand, generelt omkring euroen, at man kan fornægte virkeligheden med ord, man kan bilde folk noget ind, men før eller siden vil ens tilnærmelser og løgne falde tilbage på en selv.
+Fru formand, i den foreliggende betænkning bemærker man i næsten alle punkter den resolutte karakter, som kendetegner fru Peijs. Med rette tager hun fat i banksektoren og formaner den, for mens de vigtigste teknikker og normer er disponible, lykkes det ikke at lempe den grænseoverskridende betalingstrafik for beløb under 50.000 euro. Man kunne fristes til at tro, at de kommercielle banker ikke har interesse i at modernisere den nuværende arbejdsmetode. Jeg støtter den tosporede politik, som ordføreren vil anvende for at aktivere de langsomme banker. Pres udelukkende gennem lovgivning er efter min mening ikke tilstrækkeligt, og det er mindre effektivt end pres ved at give konkurrerende alternativer fri bane for overførsel af penge inden for eurozonen. Kommissionen burde tænke alvorligt over sidstnævnte mulighed, for jeg går ud fra, at Kommissionen også foretrækker at opnå en nedsættelse af gebyrerne gennem øget konkurrence. Ét punkt er efter min mening lidt overdrevet. Kravet om at ligestille gebyrerne for overførsel af penge inden for eurozonen med dem for overførsel i en medlemsstat kan medføre, at taksterne for indenrigsoverførsler stiger. Især i Nederlandene, hvor det i mange år har været almindeligt, at forbrugerne ikke betaler for indenrigsoverførsler. På trods af denne indvending vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Peijs, med hendes energiske indsats i denne sag.
+Fru formand, hr. kommissær Bolkenstein, min kollega fru Peijs' foreliggende betænkning, som er udarbejdet med stor fagkundskab, er meget vigtig for forbrugerne i euroområdet og for tilliden til euroen. Det er sjældent, at der her i Parlamentet hersker så stor enighed om, hvor vigtig den foreliggende betænkning er. Jeg kan således også tilslutte mig bekymringerne hos alle de kolleger, der har haft ordet før mig, og til det, de har sagt tidligere. I morges skrabede euroen bunden igen. I formiddags blev euroen noteret til kurs 0,8240 over for den amerikanske dollar. Det er ny bundrekord. Vi har altså stadig meget at gøre på dette område, men politikernes ressourcer og instrumenter er utilstrækkelige i denne sag om detailbetalinger i det indre marked. Jeg vil takke Kommissionen for, at De er påbegyndt retlige foranstaltninger mod 120 banker og bankforeninger på grund af mistanke om karteller for gebyrer opkrævet ved valutaveksling i euroområdet. Dette er en meget god foranstaltning fra Kommissionen. På den anden side har jeg lidt forståelse for bankerne. Selv om vi nu i Europa-Parlamentet kritiserer bankerne, bør vi forstå, at grænseoverskridende betalinger kun udgør 6% af de totale bankoverførsler, så udviklingen af denne sektor er efter bankernes opfattelse en dyr investering i forhold til den opnåede fordel, når man altså ser det fra bankernes synsvinkel. For øvrigt er den største omkostning ved de grænseoverskridende bankoverførsler den manuelle håndtering, og den bør vi snart beslutte at skille os af med. Som fru Randzio-Plath sagde, kan vi ikke via politiske beslutninger få bankerne til at nedsætte gebyrerne. Det, vi kan gøre, er at tvinge og presse Den Europæiske Centralbank til umiddelbart at indkalde bankerne til møde i standardiseringsgruppen, hvor der træffes beslutninger om de tekniske anliggender med henblik på nedsættelse af omkostningerne. Vi kan ikke tvinge bankerne til at udøve tabsgivende virksomhed, men vi kan som politikere støtte hr. Radwans og fru Peijs' ændringsforslag, som de har stillet på PPE-DE-Gruppens vegne. Disse ændringsforslag indebærer, at der gribes ind allerede før udgangen af næste år, og at man gerne ser eksistensen af disse standarder, når euromønterne og -sedlerne tages i brug.
+Fru formand, det er en kilde til dyb beklagelse, at vi i et Parlament, hvor godt og vel 85% af medlemmerne har sat deres politiske omdømme på spil for den fælles valuta, ikke har en større mødedeltagelse ved drøftelsen af denne valutas ydeevne. Vi ved, at det er 17 gange dyrere at foretage en grænseoverskridende overførsel i euroområdet, end det er at foretage en sådan i en medlemsstat. De folk, der sluttede sig til euroen, var af den opfattelse, at hvis den ikke gjorde andet, så ville den i det mindste gøre det nemmere og billigere for dem at tage deres penge med til udlandet. Vi oplever, at dette ikke er tilfældet. Denne lovede gevinst er ikke blevet nogen realitet, og som Kommissionen oprigtigt indrømmede, da denne betænkning blev drøftet i udvalget, er der ikke forventning om nogen forbedring af situationen efter indførelsen af sedler og mønter. Dette er endnu et slag for en valuta, der allerede kæmper for sit liv, en valuta, der sætter en ny bundrekord på det internationale marked næsten hver uge, en valuta med en bankdirektør, der konstant er i ilden for sine uovervejede kommentarer til pressen, og en valuta, hvor Europas folk ved den eneste lejlighed, hvor de er blevet bedt om at afgive deres stemme om at være med eller ej, stemte "nej" ved den nylige folkeafstemning i Danmark. Vi får nu at vide, at de trykkeriarbejdere, der er ansvarlige for trykning af sedlerne, truer med at gå i strejke. Og frem for alt selv den mest grundlæggende gevinst, som eurotilhængerne lovede Europas folk, de lavere omkostninger i forbindelse med pengetransaktioner, er ikke blevet nogen realitet. Hvad er fordelene for folk i euroområdet ved denne valuta, der er blevet dem prakket på af den politiske elite i Europa? Dette projekt handler ikke om økonomi. Dette projekt handler ikke om at give europæiske borgere praktiske fordele. Det er og bliver et skridt på vejen mod skabelsen af Europas Forenede Stater, et politisk projekt. Vi ser, at det ikke har held til at levere nogen fordele til det regulære flertal af almindelige mennesker i euroområdet.
+Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil også gerne indlede med en hjertelig tak til fru Karla Peijs for hendes betænkning og hendes hårdnakkethed, når det drejer sig om at skabe resultater for borgerne. Den 1. januar 2002 bliver euroen også en realitet for borgerne, og det sker på den måde, at de kommer til at gå med euroen i pungen. I dag udgør gebyrerne for en grænseoverskridende overførsel på 100 euro på euromarkedet i gennemsnit 17,10 euro, det vil sige flere gange gebyret for nationale overførsler. Euromarkedet vil også fremover blive opfattet som et indre område, og borgerne kan ikke forstå, at en overførsel fra München til Salzburg er væsentlig dyrere end en overførsel fra München til Kiel i dette område, hvor risikoen for valutakurssvingninger bortfalder, og de elektroniske betalingsmidler i stigende grad bliver en selvfølge takket være netbankerne. Borgerne skal informeres om fordelene ved euroen, og det samme gør sig gældende for de mellemstore virksomheder, netop fordi vi har problemer med accepten af euroen for øjeblikket, og mange har en følelse af, at det er de store virksomheder og bankerne og ikke de almindelige borgere, der har gavn af euroen. Efter min mening kan man heller ikke argumentere med, at der kun foretages meget få grænseoverskridende eurooverførsler til udlandet i euroområdet i dag. Her er vi tilbage ved diskussionen om hønen og ægget. Vi i Bruxelles oplever jo selv som parlamentsmedlemmer, og det gælder også vores medarbejdere, at vi ikke foretager nogen grænseoverskridende overførsler på grund af de høje eurogebyrer. Jeg er fast overbevist om, at antallet af overførsler vil stige eksplosionsagtigt, hvis priserne falder, og at folk vil benytte denne mulighed. Det glæder mig, at Kommissionen opretholder presset på bankerne og muligvis øger det med sin procedure mod 120 banker. Også Den Europæiske Centralbank bør øge presset yderligere. Fru Peijs' og mit forslag tager også sigte på at forene bankerne omkring et bord, ikke for at udarbejde retningslinjer, men fordi vi ikke kan øge presset yderligere fra politisk side. Vi ønsker heller ingen prisregulering på dette område, men vi bør dog som minimum koordinere tingene. ECB er prædestineret til at fremme fælles dataformularer og fælles bankkontonumre i Europa. Jeg håber ligeledes, at de lave priser ikke kommer pludseligt om først fem år, men derimod successivt, og at de første fremskridt vil være synlige allerede i 2002. Endelig har vi nået målet, hvis bankerne reklamerer med at tilbyde kunderne lave gebyrer på grænseoverskridende overførsler. Så har vi et ægte marked på dette område.
+Fru formand, jeg vil tale engelsk i mit svar til fru Villiers, der har talt om fordelene og de mulige ulemper ved euroen. Det er et meget omdiskuteret emne for tiden, men det falder ikke inden for mit ansvarsområde. Så jeg vil informere min kollega, hr. Solbes Mira, der er ansvarlig for makroøkonomiske spørgsmål, om fru Villiers bemærkninger. Jeg har ingen ønsker om at tilføje noget til indeværende debat. Jeg ønsker ikke at forplumpre den. Fru formand, indledningsvis vil jeg gerne takke fru Peijs mange gange for hendes udmærkede betænkning om oprettelsen af et fælles og ensartet betalingsområde. Efter fuldendelsen af det indre marked og indførslen af den fælles mønt er det endnu mere end før nødvendigt med et fælles betalingsområde. Grænser må ikke spille nogen rolle i fremtiden. På langt sigt må der slet ikke være forskelle mellem grænseoverskridende betalinger og indenrigsbetalinger. Realiseringen af denne målsætning kommer til at koste EU mange års arbejde. I den forbindelse henleder jeg Deres opmærksomhed på datoen den 1. januar 2002. Denne dato skal anses for at være en meget vigtig og symbolsk milepæl i opbygningen af EU. Det siger jeg også til fru Villiers. På denne dato, 1. januar 2002, får alle borgere i eurozonen de samme mønter og sedler i deres pung. Efter det europæiske pas er dette det andet mærkbare og dagligdags bevis på, at vi alle tilhører Unionen. Vi skal derfor gøre alt for at få denne nye fase til at lykkes. Hvis systemerne for gennemførelsen af grænseoverskridende betalinger bliver lige så dyre som nu, bringes troværdigheden af det nye mønt- og seddelsystem i tvivl. Derfor er det meget vigtigt, at der i god tid før 1. januar 2002 træffes en række foranstaltninger, så disse finder anvendelse, når de nye mønter og sedler indføres. Kommissionen undersøger nøje alle forslag i betænkningen. Parlamentet vil især se nærmere på problemerne med hensyn til konkurrencen. I den forbindelse vil jeg til fru Kauppis og fru Randzio-Plaths bemærkninger, sidstnævnte har desværre måttet forlade mødet, sige, at Kommissionen har undersøgt eventuelle aftaler mellem bankerne. Undersøgelsen fandt sted i februar 1999. Kommissionen har sendt klager til banker i seks medlemsstater. Det skete i juli i år, og medlemsstaterne er Portugal, Irland, Belgien, Finland, Nederlandene og Tyskland. Procedurerne i den forbindelse er sat i værk. Undersøgelsen af de beregnede gebyrer ved grænseoverskridende betalinger foregår i øjeblikket. Mere generelt mener Kommissionen, at den teknologiske udvikling gør det muligt at intensivere konkurrencen inden for betalingstrafikområdet. For konkurrence fører naturligvis til lavere udgifter. Dette emne får vi lejlighed til at behandle på en stor rundbordskonference, som finder sted den 9. november i år i Bruxelles. Kommissionen fremlægger endvidere i sommermånederne i 2001 en beretning om forbedringerne af den grænseoverskridende betalingstrafik. I den beretning, det siger jeg nu meget direkte til fru Peijs, fremlægges der lovforslag om ændring af direktivet af 1997, som trådte i kraft sidste år. Jeg siger det direkte til fru Peijs, fordi jeg ved, at hun sætter pris på et klart svar på dette punkt. Jeg lover hende altså, at Kommissionen, når den beretning er udarbejdet - og det bliver ikke pr. omgående, som fru Peijs anmoder om, men i hvert fald forholdsvis hurtigt - fremlægger lovforslag herom. Ved den lejlighed behandles endvidere nedsættelse af tidsfristen for grænseoverskridende overførsler, som der anmodes om i fru Peijs' betænkning. I øjeblikket finder allerede i 85% af tilfældene overførsler af penge sted inden for tre dage. Det drejer sig naturligvis om at øge de 85% til 100%. I den forbindelse forsøger Kommissionen at påvirke bankerne. Endnu en gang, det vil tage nogen tid, men fru Peijs' forslag om at reducere perioden til halvdelen udtaler Kommissionen sig om til næste sommer. I ordførerens betænkning understreges endvidere de statistiske indberetninger, som bankerne skal afgive ved alle grænseoverskridende overførsler. Disse indberetninger har medlemsstaterne og ikke Kommissionen gjort obligatoriske. Vi mener, at denne samling af statistiske oplysninger om den indre betalingstrafik i Unionen er et levn fra fortiden, som ikke længere kan forsvares i et integreret fælles område, og som udgør en hindring for, at markedet kan virke godt. Jeg håber derfor, at medlemsstaternes hurtigt aktualiserer deres systemer for indsamling af statistiske oplysninger. Kommissionen støtter ligeledes helt Parlamentets forslag om at fremme elektronisk betaling. I den forbindelse er det dog vigtigt, at den tekniske og juridiske sikkerhed sikres, især med hensyn til den såkaldte direkte debitering. Kommissionen er derimod ikke enig i betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, for dette udvalg anmoder os om at tage et lovgivningsmæssigt initiativ for at ligestille omkostningerne for grænseoverskridende betalinger med omkostningerne for indenrigsbetalinger. Vi er naturligvis enige i princippet, men ikke i den foreslåede fremgangsmåde. Som alle ved, er vi tilhængere af fri konkurrence, men ikke af administrativ prisregulering. Som hr. Blokland ganske rigtigt bemærker, kan sådan en foranstaltning komme til at virke stik modsat, for gebyrerne for indenrigsbetalinger ville stige med det samme. Jeg tror ikke, at de forbrugere, der aldrig foretager grænseoverskridende betalinger, sætter pris på det. Hermed er jeg kommet til afslutningen på mit korte indlæg om Kommissionens hensigter i forbindelse med fru Peijs' betænkning. Jeg håber, at Deres anmodninger, som især er henvendt til bankverdenen, vil blive hørt. Kommissionen og ECB fører en permanent og ofte vanskelig dialog med bankvæsenet for at opnå klare resultater, og Deres støtte i den forbindelse er meget velkommen.
+Fru formand, for at berolige kommissæren. Retsudvalgets betænkning er ikke medtaget som dokument i beretningen fra EMAC. Parlamentet er helt enig med Dem.
+Fru formand, jeg takker fru Peijs for den sidste bemærkning, som accepteres som sådan af Kommissionen, så i den forbindelse kan vi fortsat konkludere, at Kommissionen - i alle henseender - støtter fru Peijs' betænkning.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i aften kl. 18.00. (Mødet udsat kl. 13.00 og genoptaget kl. 15.00)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0267/2000) af Montfort for Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi om forslag til Rådets afgørelse om et flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterånd (2001-2005) (KOM(2000) 256 - C5-0274/2000 - 2000/0107(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, vi har hver især vores egen liste over tilbagevendende skuffelser inde i hovedet, skuffelser, man ikke kan gøre noget ved, men som man fra tid til anden må tage op på ny for at bevise, at man ikke giver op, og at afmagt ikke altid, eller i hvert fald ikke endnu, er lig med ligegyldighed. Da jeg hørte nogle af mine udvalgskollegers indlæg, de, der har frekventeret dette forum gennem længere tid end jeg, fik jeg det indtryk, at gennemførelsen af det flerårige program til fremme af initiativ og iværksætterånd, som Parlamentet påtager sig for fjerde gang, tilhørte denne kategori. Alle gode intentioner er velkomne, fortalte man mig i hovedtræk, men lad os i modsætning til, hvad der er sket indtil videre, sørge for, at den næste betænkning om emnet ikke skal gøre samme konstateringer som den foregående, for der er ikke blevet ændret noget helt konkret for de europæiske virksomheder. Den tekst, som forelægges Dem i dag, har således ambitioner om at ændre det, der var en øvelse i obligatoriske figurer til en lovende eksamen i frie figurer, som Den Europæiske Union, hvis den ellers er klar over, hvilken plads og rolle den skal udfylde i aktionen, kan anvende sine skjulte reserver på. Den tid, hvor forsvaret af virksomheder og især små og mellemstore virksomheder lignede en fagforeningskamp, er fuldstændigt forbi, ikke blot fordi der kun er en håndfuld uforbederlige tilbage, der endnu udelukkende ser virksomheden gennem klassekampens farvede briller, men især fordi vi alle her ved indgangen til det tredje årtusinde godt ved, i hvor høj grad problemerne med beskæftigelse og social samhørighed vil blive afgørende for vores samfund, og at virksomheden har en fremtrædende plads i denne problematik. Det er faktisk ikke spildt at gøre opmærksom på, at virksomheden såvel på det økonomiske som på det sociale plan indtager førstepladsen. Som den største skaber af beskæftigelse og som primus motor i den sociale integration har den ligeledes lidt efter lidt opnået en ledende status inden for uddannelse - af de unge - og efteruddannelse, og desuden inden for regionaludvikling, hvor den i sidste ende er det mest effektive værktøj. I bevidstheden om denne konstatering har De 15 på topmødet i Feira i juni måned vedtaget Europæisk charter for små virksomheder, hvis eksistens i dag lader os ane gennemførelsen af et mærkbart fremskridt. Charteret har, ud over at det udgør et ubestrideligt grundlag for opbygningen af en egentlig virksomhedspolitik for virksomhedernes skyld, den kæmpe fordel, ikke at reducere vores plan til kun at omfatte de små virksomheder, men at gøre disse til midtpunktet for vores tanker, den referenceenhed, som vi først og fremmest skal referere til. Parlamentet, som er sammensat af valgte medlemmer, der regelmæssigt må ud i terrænet, har pligt til tydeligt at udtrykke dette valg, der på samme tid giver udtryk for en objektiv virkelighed og peger på en metode, der som den eneste kan rumme virksomhedernes forskellighed på ordentlig vis. De små og mellemstore virksomheder er ikke et multinationalt selskab i miniatureudgave, lige så lidt som det for øvrigt er tilstrækkeligt at ekstrapolere vanskelighederne i en lille virksomhed kvantitativt for at forstå de store enheders problemer korrekt. Det synes ikke desto mindre at være god politik at foretrække en pragmatisk og nærliggende løsning, der sætter den lille virksomhed i centrum af aktionen, snarere end et forslag, der under foregivelse af at undgå spredning af midlerne, kun tjener til at producere passende statistikker, hvis konkrete anvendelse ville være fuldstændigt umulig. Jeg lykønsker således mig selv med, at Industriudvalget enstemmigt har vedtaget at fremme en sektorspecifik tilgang til virksomhedsspørgsmålet, hvilket er et uundgåeligt valg, hvis man så præcist som muligt vil afdække de reelle og specifikke behov for virksomheder, hvis forskellighed stemmer dårligt overens med en horisontal tilgang til problemet, som er for utilstrækkelig til at være effektiv. Det er sandt, at begreberne præstationssammenligning og idéudveksling i absolut forstand er helt igennem interessante, men man må ikke tro, at man blot via denne udvej kan intervenere positivt i virksomhedernes dagligdag. Så hvad kan der gøres? Man kan begynde med tre enkle idéer: Først kan man, i stedet for at give efter for en slags modvilje mod at nå direkte ud til det størst mulige antal virksomheder, bruge de eksisterende netværk, hvis kendskab til virkeligheden gør dem til uundværlige partnere i udviklingen, men også i en effektiv iværksættelse af en virksomhedsrettet politik. Det er grunden til, at betænkningen understreger nødvendigheden af at knytte handelsmiljøerne og de repræsentative organisationer for virksomhederne meget tæt sammen, fordi vi kan lære meget af dem og derved undgå af uvidenhed at forvandle en god idé til en dårlig beslutning. Derefter skal man sørge for ikke yderligere at komplicere virksomhedernes adgang til kapital, især de mindste af dem. Selv om man her berører en nøglefaktor for virksomhedernes opstart, udvikling, overtagelse, overdragelse og endog overlevelse, så udløser et vist antal beslutninger, der enten er truffet eller er på nippet til at blive det, nogle bekymringer, hvad enten det drejer sig om den obskure omfordeling af Den Europæiske Investeringsbanks og Den Europæiske Investeringsfonds respektive opgaver eller om forslaget til direktiv om bankernes egenkapital, som vi skal overbevises om ikke har nogen smertelig indvirkning på virksomhedernes muligheder for at optage lån. Under alle omstændigheder synes det absolut nødvendigt på et tidspunkt, hvor økonomien i endnu højere grad end tidligere baseres på viden og teknologiske fremskridt, at Kommissionen sørger for at fremme og bevare tilbuddene til de mest modige, de mest kreative og til dem, der løber en risiko, og at se iværksætterånden omdannet til noget konkret. Endelig skal man, eftersom iværksætterånden er uløseligt forbundet med begrebet ansvarlighed, klart fastlægge, hvad de skjulte europæiske reserver kan bestå af på det virksomhedspolitiske område. Den politiske kurs er underlagt staternes ansvar. Det er Rådet, der satte denne kurs i Feira via Europæisk charter for små virksomheder. Ved at yde en fælles indsats for at samordne de politikker, der er defineret på dette område og taget i anvendelse af medlemsstaterne, og i særdeleshed ved at satse på at nedbryde alle de tekniske og administrative barrierer, der unødigt bebyrder vores velfungerende virksomheder, ville dette tiltag finde en mesterlig løsning. Jeg håber, at Parlamentet under sin afstemning i plenum vil gentage det enstemmige resultat, der blev opnået i Industriudvalget. Det ville således sende et klart og stærkt signal, som virksomhederne har behov for. Kære kolleger, jeg takker Dem på forhånd for den støtte, som De vil yde min betænkning. Hr. kommissær, jeg ved, at jeg kan regne med Deres indsats og Deres beslutsomhed i forbindelse med iværksættelsen af dette program. Det er nødvendigt at knytte det til andre fællesskabsprogrammer og udarbejde en årlig statusopgørelse med henblik på en eventuel tilpasning. Således kan vi i fællesskab leve op til de to udfordringer, der hedder fuld beskæftigelse og social samhørighed. Jeg takker Dem på vegne af alle virksomhederne, men også på vegne af vores samfund.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne indlede med at lykønske fru Montfort med hendes betænkning og takke for det virkelig gode samarbejde. Det har virkelig været underholdende. Europa har jo det mål at blive nr. 1 økonomisk set, og det kan det flerårige program bidrage til. Det er dog især vigtigt, at man fremmer iværksætterånden i samfundet, at de unge i højere grad overvejer at blive selvstændige, at arbejde i mindre virksomheder. Her må vi gå aktivt ind på et område, der navnlig omfatter uddannelse. Indtil for ikke så længe siden overvejede mange unge at arbejde enten i staten eller i større, statslignende virksomheder efter studiet, efter uddannelsen. Her gælder det om at bevirke en ændring. Men den mærker vi også allerede - mange unge grundlægger også nye nystartede virksomheder, og vi bør fremme denne iværksætterånd. Men helt konkret har jeg tre bemærkninger til programmet. For det første begiver Kommissionen sig ud i fremover at fremme politikker, at definere virksomhedsvenlige politikker. Til det formål vil man indføre en benchmarkingproces, der helt sikkert er en interessant idé. Vi må dog helt sikkert også sørge for, at den er effektiv. For øjeblikket er det meningen, at processen skal foregå mellem EU og medlemsstaterne, hvilket afgjort ikke giver det rigtige billede. Hvis jeg tager mit hjemland, Tyskland, som eksempel, gengiver en fælles statistik for Tyskland ikke situationen i regionerne. Der er f.eks. temmelig store forskelle på forholdene i Bayern og Mecklenburg-Vorpommern. Eller lad os tage London eller Skotland. Her er det nødvendigt at differentiere yderligere, regionerne skal inddrages, hvis man ønsker et retvisende billede af de virksomhedsvenlige politikker. For det andet overvejer Kommissionen at trække sig lidt ud af støtten til de små og mellemstore virksomheder. Det er helt sikkert også noget, der er en diskussion værdigt. Støtten til små og mellemstore virksomheder bør nemlig måles på sin effektivitet, og derfor kan man rejse spørgsmålet, om det er muligt på europæisk plan i denne form. Men hvis man trækker sig tilbage på europæisk plan, må man give regionerne bedre muligheder. I denne forbindelse bør de minimis-regelen under alle omstændigheder undersøges, og forordningen om gruppefritagelse for små og mellemstore virksomheder bør også revideres. For det tredje vil jeg gerne komme ind på traditionelle virksomheder og e-handel. Vi skelner altid mellem ny og gammel økonomi. Hjemme i Bayern findes der en virksomhed, en snedker, der nu realiserer 70% af sin omsætning via Internettet. Er det gammel eller ny økonomi? Jeg mener, vi bør sammenlægge de to områder, så også det normale, traditionelle økonomiske område bliver ny økonomi. I den forbindelse har jeg to bønner til kommissæren. Den ene går ud på, at Kommissionen kan gå ind for helt konkret at udvikle software, der er egnet til de små og mellemstore virksomheder, og som kan anvendes af de små og mellemstore virksomheder set ud fra et størrelses- og omkostningsmæssigt synspunkt. De store softwarepakker til industrien er for komplekse og dyre til SMV-området. Det andet er, at Generaldirektoratet for Erhverv, der er et resultat af sammenlægningen af generaldirektoraterne for SMV og for industri, i stadig stigende grad skal tage SMV-emner op og også have en watchdog-funktion i hele Kommissionen, hvad angår anliggender på SMV-området. Direktoratet bør gennemgå samtlige love og meddelelser fra Kommissionen med henblik på SMV-emner. Endelig kunne jeg også godt tænke mig, at det, Kommissionen fremover tilbyder de små og mellemstore virksomheder i form af støtteprogrammer, præsenteres således, at man ser det fra et kundeperspektiv, at det altså til enhver tid kan gennemskues af de små og mellemstore virksomheder.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger. Som medlem igennem 11 år er jeg en af dem, der ved, at debatterne i Parlamentet om de små og mellemstore virksomheder hverken er nye eller sjældne. Det skal siges, at mere end 99% af virksomhederne ifølge Den Europæiske Unions kriterier kan betragtes som små og mellemstore virksomheder, hvilket i øvrigt ikke er specielt underbygget, men er et bevis på den europæiske forvirring omkring konceptet og derfor forklarer en hel del usikkerhed. Lad os huske på, at det første fælles handlingsprogram blev vedtaget i 1983, det vil sige for 17 år siden. Vores ordfører, fru Montfort, har igennem de seneste uger gjort et glimrende stykke dybdegående arbejde i et tæt samarbejde med alle sine kolleger. Hun har gennemskuet de punkter i Kommissionens tekst, der manglede klarhed, og de store tidsforskydninger mellem løfter og realiteter. Vi har fulgt hendes arbejde, som har bestået i at præcisere tingene og forsøge at udarbejde en mere præcis klassificering af de forskellige former for små og mellemstore virksomheder, mikrovirksomheder og håndværksvirksomheder. Det er i øvrigt med samme formål, at vi selv, og jeg selv, har fremsat og støttet en serie konkrete og stærke forslag til, på området for små og mellemstore virksomheder, at gå fra tale til handling ved at give dem mulighed for innovation og elektronisk handel i form af forenkling af visse toldformaliteter, udligning af visse administrative og lovgivningsmæssige skævheder, udvidelse - hvilket er vigtigt - af adgangen til risikovillig kapital, udvikling af de europæiske informationscentre for at styrke deres information og støtte til virksomhederne og reorientering af rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling mod en større åbenhed over for de kreative små og mellemstore virksomheder. Hvad angår mig selv, har jeg sammen med mine venner ønsket at sætte fokus på håndværks- og mikrovirksomheder, jeg har bedt om, at miljømålsætninger og bæredygtig udvikling tages i betragtning, som det sig hør og bør, og at de små og mellemstore virksomheders adgang til de nye kommunikations- og informationsteknologier fremmes. Jeg har også bedt om, at man støtter de aktioner, der er forbeholdt specifikke grupper og områder som f.eks. kvinder, unge og samfundsøkonomiske områder, uden at glemme lønmodtagernes overordnede deltagelse i livet i disse små og mellemstore virksomheder. Eftersom de små og mellemstore virksomheder er hovedkilden til at skabe såvel kvalitativ som kvantitativ beskæftigelse, spiller de faktisk en afgørende rolle for den sociale samhørighed og for regionalplanlægningen. Derfor er det mere end vigtigt at få udryddet de utallige hindringer for deres udvikling og etablere de nødvendige uddannelser. Jeg håber altså, fru ordfører, at et massivt stemmeflertal for Deres betænkning vil gøre det muligt endelig at tage et kvalitativt spring fremad, og at visse lidt for liberale ændringer for øvrigt vil blive forkastet, nemlig dem, der vil reducere antallet af støtteprogrammer og dem, der foreslår, at man skaber et nyt observationsorgan. Hvis jeg skal sammenfatte det hele i fire ord, hr. formand, vil jeg sige - og det er mig, der siger det - mindre ideologi og mere handling.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, som har udarbejdet en meget grundig betænkning. Det er også meget nødvendigt, hvis virksomheden Europa skal stå klar i 2005, og hvis vi vil gøre EU til den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensøkonomi i verden. Gennem ændringer af betænkningen i udvalget, bl.a. gennem mit forslag, understreges det, at det flerårige program skal anvendes som middel til at fremme økonomisk vækst, fuld beskæftigelse og social samhørighed. Det er vigtigt at fremhæve dette i informationer og oplysninger, for det kan ikke understreges nok, at iværksætterånd og virksomhedsklima begge er meget vigtige faktorer. Derfor skal opmærksomheden i højere grad rettes mod uddannelse af unge, men der skal endvidere være permanent videreuddannelse af personalet i små og mellemstore virksomheder. I dag slår jeg især til lyd for systematisk at fjerne så mange hindringer som muligt, hvis ikke alle, i forbindelse med realiseringen af det indre marked for at gøre de små og mellemstore virksomheders konkurrenceevne optimal, så de kan videreudvikle sig på en dynamisk og vedvarende måde. Jeg har endvidere altid været tilhænger af, at dette baseres på en effektiv og pragmatisk politik. Jeg er glad for kollega Caudrons sidste sætning, som lyder, at der skal gøres mindre ved ideologi og mere ved en effektiv og pragmatisk politik, hvilket betyder, at alt administrativt besvær reduceres til et absolut minimum. Her skal udgangspunktet være, at toldformaliteterne i EU i første instans forenkles, for forskellen i udgifterne mellem medlemsstaterne på det skattemæssige, sociale, administrative og forvaltningsmæssige område er en stor hindring for ligestillet adgang til det indre marked. Endelig, hr. formand, slår jeg endvidere til lyd for, at der tages hensyn til den kommende udvidelse af EU. En effektiv implementering af acquis communautaire er nødvendig for at sørge for, at udvidelsen bliver en succes, både for medlemsstaterne og ansøgerlandene.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil først og fremmest også gerne lykønske vores kollega, fru Elisabeth Montfort, med kvaliteten af den betænkning om et flerårigt program til fremme af initiativ og iværksætterånd (2000-2005). Den omhu, hun har lagt i behandlingen af forslagene og de samråd, som hun har gjort sig den ulejlighed at have med utallige interesserede parter, har været medvirkende til at kunne definere og optimere iværksættelsen af dette program på en mere effektiv måde. Jeg vil her gerne understrege et antal hovedpunkter, der bør optage os, hvis vi vil forbedre den europæiske støtte til virksomheden inden for denne nye økonomi, som kaldes "vidensøkonomi". Kan vi give en bedre støtte til det, som formand Prodi i et indlæg for nylig har kaldt "Den Europæiske Virksomhed"? Først og fremmest skal enhver virksomhed tages med i betragtning i denne sammenhæng. Selvfølgelig er der de store virksomheder, lad os sige de, der omfatter flere tusinde mennesker. Hvad dem angår, skal vi ikke blot tage højde for, hvad de tilfører markedsøkonomien, beskæftigelsen og den deraf resulterende indtjening, men også, hvad de tilfører af ny viden via deres støtte til programmer for anvendt forskning og til iværksættelse af og spredning af nye virksomheder. Deres kontakter til forskningslaboratorier, som tit er offentlige, gør det uden tvivl ofte muligt at supplere de offentlige finansieringer, hvilket der ofte er et stort behov for, og at gøre nogle opdagelser. Det sømmer sig altså at være opmærksom på vores positive særforanstaltninger på dette område. Lad os gå over til de små og mellemstore virksomheder og industrier samt mikrovirksomhederne. Som hr. Caudron sagde, udgør disse 98% af vores økonomiske struktur. Her findes det største potentiale for tilpasning. Jeg ville kalde dem veritable økonomiske og innovative kommandotropper, der befinder sig i forreste række og er meget udsatte for de risici, der følger med at være en virksomhed. Vi må udvise særlig omsorg for disse virksomheder og sørge for at udarbejde konkrete handlingsplaner, som er lette at følge for virksomhederne. For det andet vil jeg ikke vende tilbage til de aktioner, der er bevaret i betænkningen, som for øvrigt er resultatet af en evaluering, der blev foretaget sidste år. De vil dog konstatere, at man alligevel genoptager det essentielle i de gamle temaer: forenkling af støtteformaliteter, som stadig er for tunge - ja, jeg vil endda sige kvælende - for de små og mellemstore virksomheder; hjælp til finansiering og fremskaffelse af risikovillig kapital til sikring af en bedre stabilitet; støtte til forskning inden for de nye teknologier; etablering af en europæisk referenceramme via BEST-proceduren og støtte til kommunikation og information. Disse virksomheder skal sikres i deres eget miljø, hvad enten det er geografisk eller teknologisk. Man skal støtte deres handlingsplaner, fremme en lokal udvikling med udgangspunkt i såvel materielle som menneskelige lokale ressourcer og fremme deres samarbejde med de lokale myndigheder. På disse områder skal vi støtte ikke blot virksomheder med en klassisk opbygning, men også de halvoffentlige virksomheder og dem, der hører til den såkaldte solidariske økonomi, og som arbejder mere og mere for en bedre stabilitet og en øget beskæftigelse. For det tredje skal vi mobilisere de skjulte europæiske reserver. Det kunne især dreje sig om iværksættelse af et europæisk netværk, såvel fysisk som elektronisk, hvor små og mellemstore virksomheder kunne deltage, hente informationer, udveksle viden ved hjælp af passende mekanismer og etiske foranstaltninger og få del i de bedste af de tilbud, som Den Europæiske Union vælger at iværksætte for at støtte dem. Det forekommer mig faktisk indlysende, at man ikke kan tillade, at alt inden for dette område styres fra Bruxelles. Vi må iværksætte nogle markedsundersøgelser og nogle delegationer, som snart Kommissionen, snart Parlamentet eller Rådet står i spidsen for på regionalt plan, som Majo-betænkningen slog til lyd for for helt nylig. Det er også nødvendigt at vælge nogle interventionstemaer. De er lette at finde, især inden for emner som informationssamfundet, den meget omtalte bæredygtige udvikling, miljø, rene teknologier, økoteknologier, nye energiformer og nye materialer. Dette europæiske støttenetværk burde forsyne et vist antal centre, som f.eks. de europæiske informationscentre, med et kvalitetsstempel. At arbejde i et sådant kvalitetsstemplet europæisk netværk kunne for de små og mellemstore virksomheder og industrier, hvis synergien findes, uden tvivl betyde, at de slipper for at danne et konsortium med flere virksomheder fra forskellige lande i Unionen, hvilket ofte fører til, at de laver en kunstig konstruktion og udarbejder tunge sagsmapper med masser af komplikationer til følge. Jeg ville virkelig ønske, at Kommissionen nedsatte en arbejdsgruppe omkring dette emne med deltagelse af motiverede parlamentsmedlemmer. For det fjerde og sidste vil jeg gøre opmærksom på, at man skal tage forslagene om et europæisk forskningsrum, som vi er ved at sætte i værk, med i sine betragtninger. Samtidig foreslår vi iværksættelse af et europæisk rum for innovation, og jeg er ordføreren taknemmelig for at have accepteret at indlemme dette forslag i sin betænkning. Vi skal endelig også tage højde for resultaterne af kollokviet "Forskning og forvaltningspraksis", der blev afholdt i sidste uge i Bruxelles, under ledelse af Center for Teknologiske Fremtidsstudier i Sevilla, samt opfølgningen på dette kollokvium, for der er utallige sammenfald med det emne, som vi har til behandling i dag. Endelig er jeg overbevist om, at tiden er inde til i Europa-Parlamentet, for at hjælpe os i vores valg af og opfølgning på aktioner, at oprette et egentligt europæisk parlamentarisk kontor til vurdering af videnskabelige og teknologiske projekter, i lighed med dem man har i de nationale parlamenter, og som ville være kontaktleddet mellem disse. Vores formand, fru Fontaine, anmoder os i dag om, som ansvarlige for STOA, at sende en støttemeddelelse til EPTA, en organisation, der er specialiseret i teknologivurdering i Europa og grundlagt under ledelse af vores kollega, hr. Barón Crespo, som mødes i Berlin den 10. november. Men STOA er ikke et egentligt godkendt organ, og vi har nogle præcise forslag til dette emne. Fru Montfort, vores gruppe yder en massiv støtte til Deres betænkning.
+Hr. formand, hr. kommissær, enhver lille og mellemstor virksomhed, både på produktionsområdet og tjenesteydelsesområdet, kan kun overleve på markedet, hvis den har fyldte ordrebøger. Og fyldte ordrebøger har den kun, hvis der er ordregivere, som man groft sagt kan inddele i tre kategorier: for det første de store virksomheder, for det andet de private forbrugere og for det tredje det offentlige. Heraf følger, at det kun går de små og mellemstore virksomheder godt, hvis arbejdsløsheden er lav, og hvis det offentlige er gældfrit på alle områder og råder over tilstrækkeligt mange penge til investeringer. I forbindelse med de små og mellemstore virksomheder vil jeg gerne især henlede opmærksomheden på de rent faktisk små og allermindste virksomheder, da de selvfølgelig er underlagt særlige og vanskelige betingelser, især på produktionsområdet. Disse virksomheder råder meget sjældent over deres eget forsknings- og udviklingspotentiale, hvorfor faren for at blive afkoblet, hvad angår nye produkter og videreudvikling af produkter, faren for at bruge forældede teknikker og faren for ikke at tilpasse sig kravene om en stadig bedre kvalitet er særlig stor. Desuden opleves meget ofte den variant, at mulighederne for at få støtte, der findes i tilstrækkeligt omfang her, ikke udnyttes nok på grund af utilstrækkelige kvalifikationer hos ledelsen. Og her er der ikke engang taget højde for de centrale problemer, som endnu ikke er blevet løst: permanent underkapitalisering, meget dårlig adgang til lån på grund af mangelen på de sædvanlige bankgarantier, regionalt begrænsede markeder og svigtende betalinger. Det betyder, at det er nødvendigt med en målrettet politik for de små og mellemstore virksomheder, der på den ene side skaber ensartede støtteprogrammer, men på den anden side også tager hensyn til de specifikke interesser og problemområder afhængigt af virksomhedernes størrelse, strukturer, produktionslinjer osv. Fru Montforts betænkning er en væsentlig forbedring af Kommissionens rapport. Man skulle næsten tro, fru Montfort, at De selv var en engageret ejer af en mindre virksomhed. Deres betænkning er glimrende. Alligevel kunne jeg godt tænke mig, at mindst to nationaløkonomiske tendenser var kommet tydeligere til udtryk, nemlig for det første en styrkelse - jeg siger ikke en afløsning, men derimod en styrkelse - af den efterspørgselsorienterede økonomiske politik i forhold til den udbudsorienterede og for det andet en forskydning af vægtningen i investeringsstøtten hen imod investeringer med henblik på udvidelse og noget mindre hen imod investeringer med henblik på rationaliseringsforanstaltninger. For det modsatte betyder, at skatteyderne stiller skattepenge til rådighed, og at virksomhederne bruger dem til rationaliseringer. Så sætter de de mennesker, der tidligere arbejdede, på gaden og siger til skatteyderne, at de skal overveje, hvad der skal ske med denne frigjorte arbejdskraft. Det kan da ikke v��re grundtanken i de nationaløkonomiske overvejelser! Det er muligt, at det forekommer absolut acceptabelt rent driftsøkonomisk set ud fra indtægtsforventninger, men ikke rent nationaløkonomisk. Jeg mener, at Europa-Parlamentet har et nationaløkonomisk ansvar, der går forud for det driftsøkonomiske ansvar.
+Hr. formand, det flerårige program sørger for en europæisk ramme for udvikling af medlemsstaternes erhvervslivs innovationspotentiale og konkurrenceevne. Herved får nærhedsprincippet den opmærksomhed, som det efter vores mening skal have. Vi støtter den opmærksomhed, som ordføreren, fru Montfort, giver de små, mellemstore og mikrovirksomhederne, samt ydelsen af fortrinsberettiget støtte til unge startende erhvervsdrivende. Ordføreren nævner en række nøglepunkter for at forstærke det europæiske erhvervsliv. Således slår hun til lyd for virksomhedernes tilslutning til den nye informations- og kommunikationsteknologi. Spørgsmålet er så, hvordan det flerårige program i den forbindelse bidrager til styrkelsen af virksomhedernes konkurrenceevne. Hvordan det end hænger sammen, skal Kommissionen spille en stimulerende rolle ved udvekslingen af regional erfaring og bedste praksis på dette område. Et andet nøglepunkt, som fru Montfort nævnte, er forbedring, det vil sige forenkling af lovgivningen og reglerne i medlemsstaterne. Vi går altid ind for at nedbryde unødvendige administrative barrierer for erhvervslivet. Et tredje problem, hr. formand, er beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder på EU-plan. Vi peger især på patent på softwareinnovation. Virksomhederne har brug for klarhed. Sagt på en anden måde: Kan det stadigvæk betale sig at investere i denne sektor? I den forbindelse er spørgsmålet, om Europa er bagud i forhold til USA netop på grund af det manglende europæiske patent på software. Endelig, hr. formand, vil praksis på det nationale og regionale plan være afgørende for nærværende flerårige programs succes. Efter vores politiske opfattelse hører virksomhedsinitiativerne hjemme på det plan. EU-støtte til sådan en iværksætterånd er altid velkommen.
+Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, jeg kommer selv fra en smedevirksomhed og er vokset op dér. Jeg ved, hvilke problemer en lille virksomhed har. Derfor vil jeg gerne lykønske hr. Liikanen, for der er i dag lykkedes noget, som har særlig stor betydning for de små virksomheder og for vores mange enkeltmandsvirksomheder. Opdelingen giver konkurrencen nye chancer og derfor gunstige indkøbsmuligheder og gode chancer for nye virksomheder for at klare sig på dette område. Når man ser, at der er bevilget ca. 230 millioner euro til programmet, og når man dividerer dette beløb med de 16 millioner små og mellemstore virksomheder, der er i Den Europæiske Union, giver det 3 euro om året pr. virksomhed. Det er netop grunden til, at programmet er så vigtigt. Det sender nemlig nogle signaler, de rigtige signaler, hvilket også er meget vigtigt for parlamentsmedlemmerne her. Dette gælder f.eks. vores Euro Info-centre. Min kontaktperson er hr. Leitner, og hvis jeg får et problem med min støtte, et problem med de europæiske institutioner, så kan jeg sige til min virksomhed, at dér sidder en mand, der er kompetent på området og ved besked, og som meget hurtigt kan informere om offentlige udbud, om støtteprogrammer, om forskning og infrastruktur. Det er glimrende for Europa, fordi der kan ydes fagligt korrekt, kompetent og hurtig hjælp. Netop for de små virksomheder er det ekstremt vigtigt, at hjælpen kommer hurtigt. For en lille virksomhed er de tre eller seks måneder, den må vente på oplysninger, eller den tid, der går, indtil der kommer et program, uendelig lang tid. Det vil sige, jo mindre virksomheden er, desto hurtigere er processerne, og med de nye teknikker bliver processerne selvfølgelig endnu hurtigere. Vi ved alle, at vores liv er blevet mere hektisk på grund af mobiltelefoner, e-mails og Internettet, og det giver selvfølgelig helt nye muligheder. Derfor er det vigtigt, at vi også i forbindelse med finansieringen sørger for, at virksomhederne får adgang til kapitalmarkedet, ikke kun på børserne. Det skal især være sådan, at et projekt i en enkeltmandsvirksomhed eller en virksomhed med under 250 medarbejdere ikke kun er muligt med sikkerhedsstillelser med 120's sikkerhed, det bør også være muligt at blive finansieret på grundlag af en god idé. Desværre er vi stadig alt for langt væk fra denne tankegang i Europa. Det, vi har brug for, er flere specialister, der hjælper vores virksomheder i vanskelige processer på europæisk plan. Jeg kan blot nævne standarderne som eksempel. En lille virksomhed ved i princippet ikke meget om, hvordan en standard bliver til, og hvordan man gennemfører den på europæisk plan. Derfor er grupperinger som NORMAPRE meget vigtige, fordi også en lille virksomhed hurtigt og effektivt kan hente knowhow, fordi der kan ligge tilsvarende tilbud på Internettet, og fordi det ganske enkelt er en hjælp i det daglige arbejde. Et af de vigtigste punkter er dog skatteprocenten. Når vi ser, at USA har en gennemsnitssats på 30%, og vores ligger på 45%, så må vores små virksomheder ganske enkelt være 15% mere produktive for at tjene det samme, eller arbejde 15% mere. Derfor bør vi gøre det til vores sag at nedbringe skatteprocenten så meget som muligt med slankere love med slim benchmark og best practices for således at skabe nogle enkle og gode rammer for vores virksomheder.
+Hr. formand, jeg vil også gerne tilslutte mig den tak, man har rettet til fru Montfort for hendes glimrende arbejde. Den debat, der har fundet sted i Industriudvalget, og som Parlamentet forhåbentlig vil føre ud i livet med sin afstemning, har efter min mening været yderst nyttig og nødvendig for, at der i det flerårige program, vi nu skal vedtage, bliver tilstrækkeligt med plads til og opmærksomhed om de små og mellemstore virksomheder og navnlig mikrovirksomhederne og håndværksvirksomhederne, som er så vigtige for EU's økonomi. Ud fra dette synspunkt kan vi efter min mening ikke se med positive øjne på, at der i Kommissionens program er meget lidt plads til og opmærksomhed på navnlig mikrovirksomhederne, selv om begreberne mikrovirksomhed og håndværksvirksomhed har vundet kraftigt frem i de senere år. Vi skal tværtimod gøre en større og bedre indsats for de små virksomheder og mikrovirksomhederne, og denne indsats skal ikke mindst være konkret, når vi taler om informations- og vidensbaseret økonomi samt forskning og innovation. Jeg mener i den forbindelse, at dette flerårige program nødvendigvis kun kan være det første skridt, hvorefter det er nødvendigt at fortsætte med en konkret indsats - og her er jeg enig i det, som vores kollega Rübig sagde for lidt siden - f.eks. ved at fremme netværket af Euro Info-centre, som er et vigtigt aspekt og en vigtig støtte i indsatsen for at fremme EU's små og mellemstore virksomheder, og som efter min mening også bør have en rolle som koordinator på lokalt plan af de allerede eksisterende europæiske netværk. Desuden bør der i EU's indsats konkret tages højde for nogle præcise kvoter, som er forbeholdt de små virksomheder og mikrovirksomhederne til alle de aktiviteter, der har at gøre med forskning, innovation, eEurope-projektet osv.
+Hr. formand, denne betænkning er en ode til iværksætterånden, men bag de lyriske udtryk uddeles der tilskud og støtte fra de europæiske institutioner, for det er sandsynligt, at iværksætterånden har brug for klingende opmuntring. I begrundelsen tales der om de små og mellemstore virksomheder, idet der lægges vægt på, at det lige så vel kan dreje sig om virksomheder, der maksimalt beskæftiger 500 lønmodtagere, som om håndværkere, der kun beskæftiger to eller tre personer, og at de tilsammen udgør mere end 99% af Unionens virksomheder. Men hvor mange af de små og mellemstore virksomheder er i virkeligheden datterselskaber af store industrielle koncerner? Og hvordan fordeles tilskuddene mellem disse og håndværkerne? Betænkningen siger ikke en lyd herom, for dette ville føre til en anerkendelse af, at fremmaningen af de små virksomheder blot er en demagogisk undskyldning for at støtte de store. Nationalstaterne og endog de regionale eller lokale myndigheder bliver allerede brugt som gigantiske finanspumper, der skal dræne skatteydernes penge, det vil sige de skattesummer, der pålægges hovedparten af befolkningen inklusive de mest socialt belastede, og som ender i de store virksomheder og derfra går i ejernes og aktionærernes lommer. Perspektivet for de europæiske institutioner begrænser sig til en yderligere styrkelse af de chokerende uretfærdige overførsler, selv om mange millioner mennesker selv i den rige del af kontinentet, som Unionen udgør, lever i fattigdom. Hvis De tillader, hr. formand, vil jeg svare fru Montfort, at det er den store arbejdsgivergruppe, der dagligt praktiserer klassekamp mod arbejderne, og at den minoritet, som hun hentydede til, forsvarer arbejderklassens interesser.
+Hr. formand, jeg vil indlede med at tilkendegive en interesse. Jeg er den fraværende leder af en meget lille virksomhed, vores familievirksomhed i London. Jeg vil ikke fortælle, hvad den laver. Det kunne udgøre en form for reklame, men den blev grundlagt af min far, Francis Chichester, og jeg er meget stolt af den. Den gør det også muligt for mig at komme her og udføre arbejde for folk i min valgkreds. Jeg vil gerne bifalde enhver foranstaltning, der lige som dette forslag og denne betænkning angiver vores støtte på europæisk plan til SMV's og navnlig små virksomheders betydning. Jeg vil gerne lykønske fru Montfort med det store arbejde, hun har lagt i sin betænkning, der, så vidt vi har hørt, nyder bred støtte i hele Parlamentet. Efter min mening er det bedste, der kan ske for små virksomheder, at myndighederne lader dem være i fred og afholder sig fra fristelsen til at forsøge at finde vindere. Mangfoldighed og sikkerhed i form af antal, hvorfra vinderne selv vil vise sig, er den bedste vej frem. Jeg mindes, hvad kommissæren sagde til os for et år siden om erfaringen i USA, hvor de ikke er bange for at lide nederlag, og de tror på det gamle skotske ordsprog, der lyder: "Hvis man ikke har succes med det samme, så forsøg, forsøg igen". Det er vigtigt at finde en mellemproportional, at undgå at have en stadig situation, hvor folk lider nederlag på andres bekostning. Jeg har en formodning om, at de virkelige hindringer og hurdler, som små virksomheder har at kæmpe med, er at finde inden for andre områder af europæisk og national lovgivning, hvor de står over for store byrder hvad angår administration, beskatning og regulering. De forekommer i sandhed uforholdsmæssigt meget tyngende for små virksomheder. Jeg så for nylig på de formularer, der kræves for at udfylde selvangivelser for små virksomheder i Det Forenede Kongerige, og deres detailgrad fordrer stor koncentration med at afgive det rette svar. Lad mig slutte af med at sige, at det vigtigste for små virksomheder, den bedste medicin for dem, efter min mening er konkurrence. Det er vejen til effektivitet, nyskabelse og lønsomhed.
+Hr. formand, det er vigtigt at betone den prioritering, som det nye, flerårige program til fremme af initiativ og iværksætterånd tildeler de små og mellemstore virksomheder. Vi ved alle, at klimaet i dag er yderst vanskeligt for disse virksomheder. Nærmere bestemt tillader min erfaring inden for udgiver- og boghandlerområdet mig ikke at være særlig optimistisk, for jeg kender de store, nogle gange uoverstigelige, problemer, som disse virksomheder står over for netop på grund af deres ringe størrelse. Det flerårige programs økonomiske begrænsninger betyder efter min mening, at man blot anerkender problemet og giver det et positivt, politisk stempel og opmuntring, uden at det er i stand til at hjælpe væsentligt eller endsige at afværge de tendenser, som i dag hersker inden for økonomien, og som bogstaveligt knuser de små størrelser inden for alle områder. Alle er vi jo enige om, at de små og mellemstore virksomheder er en tank for nye talenter, nyskabende idéer, afprøvning af nye produkter og tjenesteydelser og uafhængig skaberånd. Men hvor mange af dem kan udnytte disse elementer, der er værdifulde ikke kun for økonomien og samfundet, men også for den europæiske civilisation, til en virkelig virksomhedsudvikling? Meget få. De små og mellemstore virksomheders udklækningsanstalt indeholder tusindvis af skrøbelige forsøg, som forsyner de store virksomheder med arbejdskraft og idéer. Den konkurrence, som de står over for, er enorm, og selv om de klarer skærene på produktionsniveau ved meget ofte at præsentere nye, originale og fantasifulde forslag, hvad kan de så gøre med hensyn til distributionsnettene, marketing og reklame for deres produkter? Distribution er i vore dage yderst kompliceret og udgiftskrævende. Det kræver store varepartier og en god organisation og overskrider ofte de små og mellemstore virksomheders muligheder. Reklame er i de fleste tilfælde uden for rækkevidde på grund af omkostningerne. De opkøb, som vi i de senere år har set tiltage enormt i omfang inden for mange grene, mejer bogstavelig talt disse forsøg ned, sætter en stopper for deres skabende kurs og renser klimaet for skabende konkurrence, så kun de konventionelle varer, som adlyder ensformigheden, bliver tilbage på markedet.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg bifalder dette dokument, og jeg glæder mig over, at fru Montfort har kunnet henlede vores opmærksomhed på de små og mellemstore virksomheders vigtige indsats i Europa. Jeg spørger faktisk mig selv, hvor længe vi skal vente på, at EU får beføjelse til at ændre de bestemmelser, der gælder for små og mellemstore virksomheder i hele Europa, og jeg spørger ikke mindst mig selv, hvornår det klima vil ændre sig, som i 40-50 år med venstrefløjsregeringer - eller overvejende venstrefløjsregeringer - har ødelagt de europæiske virksomheders iværksætterånd. I mange af vores lande betragtes dem, der starter som selvstændige, undertiden ikke som nogle, der i det mindste skaber en arbejdsplads - nemlig deres egen - men som forbrydere, udbyttere, tyveknægte eller skattesvindlere. Man burde fritage de nye virksomheder for skatter og afgifter i mindst fem år, og man burde give de unge, der udfører arbejdet, en ældre rådgiver, som kan videregive sin erfaring. Og med hensyn til det aspekt, som jeg kender mest til, nemlig pensioner og social sikring, burde man mindst give de selvstændige erhvervsdrivende det samme, som man giver de ansatte. I mange af vores 15 medlemsstater får de selvstændige erhvervsdrivende en lavere pension, en lavere sygesikring og en lavere arbejdsulykkesforsikring end de ansatte i den private sektor. Det er ikke rimeligt, og derfor støtter jeg denne betænkning!
+Hr. formand, efter min mening har fru Montforts meget omfattende betænkning tilføjet Kommissionens oprindelige dokument betydelig styrke. Jeg er en konstruktiv kritiker af nogle af hr. Liikanens bestræbelser - jeg mener ikke, at det første dokument, vi fik forelagt, virkelig var så fokuseret, som det burde have været. Fru Montfort har sat værdifuld fokus på de væsentligste problemer, som små og mellemstore virksomheder står over for. Jeg vil især gerne nævne nyskabelsen i Udvalget om Industripolitik, Eksterne Økonomiske Forbindelser, Forskning og Energi, der afholdt en høring om de spørgsmål, der var rejst i fru Montforts betænkning. Jo mere vi får folk fra små og mellemstore virksomheder over Parlamentets tærskel for at tale med os om problemerne, jo bedre er vi i stand til at gøre vores arbejde. Det er noget, som Udvalget om Industripolitik bør gøre på regelmæssig basis fra nu af. I mine afsluttende bemærkninger i denne debat vil jeg gerne vende tilbage til dette spørgsmål om fokus. Problemet i små og mellemstore virksomheder er, at de ikke har mange ressourcer til at indhente informationer, til at finde ud af, hvilke støttemuligheder og hvilken hjælp der findes, og til at udføre den form for administrative opgaver, der i stadig højere grad bliver pålagt dem af nationale regeringer. En ting, vi bør se på, er den måde, hvorpå vi gør information tilgængelig for dem. Det, jeg frem for alt ønsker, at kommissæren skal se på i den række af foranstaltninger, vi har foreslået her, er at gøre adgangen til støtte og information nem og hurtig, således at erhvervsdrivende vil være i stand til at bruge informationen effektivt. Vi ved, at der findes en masse tilgængelig hjælp over hele Den Europæiske Union. Folk taler altid om at hjælpe små og mellemstore virksomheder, som hr. Caudron, der er en veteran i denne proces, har mindet os om, men vi ved også, at der er mange virksomheder, der ikke benytter sig af den hjælp, der findes. Et fokuseret, effektivt, målrettet og enkelt sæt af foranstaltninger er det, vi har brug for, hvis dette program virkelig skal have den virkning, som det bør have.
+Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke ordføreren, fru Montfort og Europa-Parlamentets udvalg for det arbejde, de har lagt i forslaget til beslutning. Jeg takker Dem ligeledes for Deres støtte til Kommissionens forslag. Det flerårige program for initiativ og iværksætterånd er et vigtigt støtteværktøj for de europæiske virksomheder. Det henvender sig hovedsageligt til små og mellemstore virksomheder. Det er de små virksomheder, der lider mest under de hindringer, der lægges i vejen for iværksætterkulturen. De rammes hårdt af procedurerne for bindende forvaltningspraksis. Derfor må vi i første række tænke "småt" - "think small first". Dette er også hovedprincippet for Europæisk charter for små virksomheder. Vi anerkender det ændringsprincip, der vedrører charteret. Mange ændringsforslag vedrører mikro- og håndværksvirksomhederne. Vi er glade for den støtte, der således tildeles dem. Det skal der tages højde for ved iværksættelsen af programmet, men der er ingen grund til at nævne det særskilt i lovteksten. For at nå de mål, der blev sat på topmødet i Lissabon for iværksætterkulturen og omlægningen til et informationssamfund for alle, har vi brug for dynamiske og konkurrencedygtige virksomheder. Kun sådanne virksomheder kan tilbyde flere og bedre job. Vi kan kun sætte en stopper for den sociale udstødelse, hvis vi råder over konkurrencedygtige virksomheder. Vi har brug for iværksættere fra alle samfundslag. Flere kvindelige iværksættere, flere unge iværksættere og flere iværksættere fra samfundslag, der ikke er repræsenteret i det omfang, de fortjener det. Alle disse grupper har en særlig plads i det flerårige program. Virksomheder i udvikling har brug for en passende form for finansiering for hver etape i deres livscyklus. Men markedet har nogle huller, der skal udfyldes, særligt i opstartsfasen. Udvidelsen og bæredygtigheden har førsteprioritet i vores samlede arbejde. Parlamentsmedlemmerne har skrevet under på disse principper. Vi er ligeledes overbevist om deres vigtighed. Vi ønsker et lille antal effektive projekter, og dette er langt at foretrække for en spredning af aktiviteterne. Jeg ville være Dem taknemmelig for at støtte dette tiltag. Takket være vores BEST-procedure vil Kommissionen identificere og iværksætte de bedste fremgangsmåder. Vi vil skabe stor opmærksomhed om resultaterne og holde Parlamentet underrettet. På den anden side skal vi tænke meget nøje over, hvilke niveauer for europæisk forvaltningspraksis, der passer bedst til det ene eller det andet initiativ. Vi har ikke til hensigt at blande os i aktiviteter, der ville vinde ved at blive gennemført på nationalt plan. Men vi støtter velvilligt - i det omfang, vi har brug for det - medlemsstaternes deltagelse, hvad angår at yde støtte og informere vores virksomheder om adgangsvilkår for det europæiske marked. Programmet sørger for, at netværkene leverer denne information. I de samlede bestræbelser har vi brug for virksomhedsrådene og andre interessegrupper. Vi er i færd med at forbedre vores rådsstruktur for at kunne holde en konstant kontakt til disse markedsdeltagere. Hr. formand, de europæiske virksomheder har brug for et godt iværksættermiljø for at udvikle sig. Det flerårige program vil bestræbe sig på at forbedre de små og mellemstore virksomheders modus operandi. Jeg takker Dem for, at De støtter os i dette arbejde. Endelig bifalder jeg idéen om at iværksætte et årligt møde for at udarbejde en statusopgørelse over, hvor langt man er nået med programmet. Med hensyn til statusopgørelsens udformning er jeg fuldstændig åben for forslag. Lad os tænke over det.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 18.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0287/2000) af Karamanou for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udkast til handlingsplan for Albanien og naboregionen (7886/2000 - C5-0305/2000 - 2000/2158(COS)).
+Hr. formand, på Europarådets møde i Tampere konkluderede og betonede man behovet for et samarbejde mellem oprindelses- og modtagerlandene for indvandrere og flygtninge, og inden for denne ramme udarbejdede Rådets Gruppe på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration seks handlingsplaner, bl.a. handlingsplanen for Albanien og naboregionen. Det er tydeligt, at det er handlingsplanens grundlæggende mål at standse indvandringen til EU-landene samt en repatriering af alle dem, som ulovligt opholder sig inden for Unionens grænser. Derfor indeholder handlingsplanen hovedsageligt foranstaltninger, som sigter på at kontrollere og afværge indvandrerstrømmen. Et samarbejde med tredjelande kan helt sikkert bidrage til at fjerne de årsager, som fremkalder bølger af flygtninge og indvandrere, uden at det dog betyder, at arbejdet i den retning kan fritage Unionen fra de internationale forpligtelser om at beskytte dem, som har behov, og at yde hjælp til at bekæmpe årsagerne til udvandringen. Det er nyttigt for de europæiske borger at indse, at jo større velstandskløften mellem Unionens lande og vores naboer bliver, desto mere stiger indvandrerpresset. Hverken en befæstelse af grænserne eller politiets bekæmpende foranstaltninger kan afskære vejen for dem, som gør krav på en andel af den velstand, som alle vi andre nyder. Ændringen af Europa til en fæstning kan få menneskesmuglernes tariffer til at stige, men den kan ikke standse den ulovlige tilgang, så længe der ikke findes en lovlig vej for indvandring. Derfor skal vi give Albanien al mulig hjælp til at bekæmpe fattigdommen, til at forbedre levestandarden og beskæftigelsesmulighederne, til at konsolidere de demokratiske institutioner samt at styrke respekten for menneskerettighederne, især mindretallenes, kvinders og børns rettigheder. Episoderne mod det græske mindretal i Chimara forleden gør det endnu mere påkrævet, at man fremmer demokratiseringsforanstaltningerne og styrker institutionerne og respekten for menneskerettighederne i Albanien. Vores grundlæggende mål må være at fremskynde tempoet for landets økonomiske og sociale udvikling og at sikre samarbejde og fredelig sameksistens med nabolandene. Kun sådan kan vi bryde den ring af fattigdom og vold, som skaber indvandrer- og flygtningestrømmene. Valget af en afskrækkelsespolitik passer ikke sammen med det nuancerede syn, som gerne skulle opfylde den højtstående gruppes arbejde, eller med konklusionerne fra Tampere, hvor der betones en absolut respekt for retten til asyl på basis af den fulde anvendelse af Genève-konventionen. Albanien har kun ganske få erfaringer med asylspørgsmål og har endnu ikke udviklet de nødvendige instrumenter til at undersøge asylansøgninger. Det kan således endnu ikke anses for et sikkert land for flygtninge, og det er naturligvis heller ikke i stand til økonomisk, politisk og socialt at løfte disse opgaver, ifølge FN's Flygtningehøjkommissærs konstateringer. Det største problem ligger selvfølgelig i dag i det politiske systems skrøbelighed i Albanien, parlamentets svage rolle, den dårlige situation inden for lov- og retssystemet og mangelen på statslig administration og planlægning. Landet er kendetegnet ved mangel på sikkerhed i mange regioner, stor kriminalitet, især med hensyn til narko- og våbenhandel. Derfor må man regne med, at samarbejdet med den albanske regering om implementeringen af de foreslåede foranstaltninger bliver særdeles vanskeligt. Der sker naturligvis visse forsøg på at forbedre situationen. Men, som det viste sig ved det nyligt overståede kommunalvalg, mangler Albanien stadig en demokratisk kultur efter at være kommet ud af en lang periode med isolation, og på det område skal arbejdet koncentreres. Et andet problem er integrationen - gennem specifikke foranstaltninger - af de albanere, som lovligt opholder sig i medlemsstaterne. Min betænkning tager hensyn til alle disse problemer og foreslår bl.a. en gradvis implementering af de i handlingsplanen foreslåede foranstaltninger, en undersøgelse af behovene, sådan som det sker i første del, og som viser os, hvad der er de mest presserende problemer, f.eks. skal økonomien og de demokratiske institutioner først udvikles og infrastrukturen i Albanien opbygges, inden Unionen skrider til underskrivning af repatrieringsaftaler for flygtningene og indvandrerne. Jeg vil især betone behovet for, at man træffer foranstaltninger til at forbedre den indenlandske sikkerhed, at styrke dialogen mellem europæere og de lokale myndigheder i Albanien og med hensyn til Kommissionen og Rådet, at man fremmer specifikke aktioner for et samarbejde mellem de albanske, italienske og græske myndigheder. Samtidig kræves der koordinerede aktioner med størst muligt samarbejde med Europol for at sætte en stopper for de grupper, der står bag hvid slavehandel og kvindeprostitution, og for de kriminelle nets handlinger i forbindelse med menneskehandel og deres udnyttelse af sort arbejde og prostitution. Endelig vil jeg gerne give udtryk for min støtte til det forberedende arbejde for indgåelsen af en stabilitetspagt og partnerskabsforhold mellem Unionen og Albanien.
+Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne starte med at give udtryk for min undren over, at Kommissionen har tilladt, at Rådets Gruppe På Højt Plan gør det arbejde, som den egentlig selv skulle have gjort efter mødet i Amsterdam. Jeg synes, det er ærgerligt, selv om det, gruppen har gjort, ikke er forkert, fordi den tager fat det rigtige sted og forsøger at pege på de rigtige løsningsmuligheder. Som fru Karamanou allerede har sagt, har Albanien siden jerntæppets fald, det jerntæppe, der hang så tungt over Albanien, været et af de vigtigste oprindelses- og gennemgangslande for EU's emigranter. Det skaber selvfølgelig problemer. Vi har imidlertid også et andet problem i Albanien. Et betragteligt antal albanere forlader deres hjem på grund af usikkerheden i deres eget land, på grund af de sociale problemer, på grund af de forældede samfunds- og familiestrukturer. De forlader landet, og dermed går en del af landets fremtid tabt. Vi må hjælpe med at skabe situationer i dette land, som får folk til at blive, vi må være med til at garantere sikkerhed, skabe arbejdspladser og sørge for, at folk ikke søger uden for landets grænser. Vi må selvfølgelig også forhindre, at Albanien i stigende grad bliver en transitplads for flygtninge, narko og handel med kvinder. Det er et land, hvor mange er indblandet, og hvor også mange naboer får beskidte fingre. Derfor må vi hjælpe landet. Vi gør det som Europæisk Union. Vi uddanner politiet. Vi hjælper dem i forbindelse med toldprocedurerne, men problemet er, at der er så meget uorden i landet, at tingene skrider meget langsomt fremad, trods regeringens anstrengelser. Jeg vil kun sige én ting, kære fru Karamanou: Hvis Albanien ikke er et sikkert oprindelsesland, og vi behandler de albanske flygtninge anderledes end andre, kan Albanien heller ikke kræve, at vi indleder en associerings- og stabiliseringsproces med dem. For tingene er endnu ikke så vidt, men jeg mener dog, at man er kommet videre. For mig er Albanien et land, man kan lade folk vende tilbage til. Dér bliver befolkningen ikke forfulgt. Det er endnu ikke alt sammen lyserødt, men det er bedre, end De har beskrevet!
+Hr. formand, handlingsplanen konstaterer i en analyse, at status quo i Albanien er bekymrende. De mangelfulde sociale, økonomiske og politiske forhold kombineret med den manglende eller mangelfulde retssikkerhed og den organiserede kriminalitet fører til migration i massivt omfang. Albanien er et vigtigt gennemgangs- og oprindelsesland for emigration til Den Europæiske Union. På den anden side oplever man også positive bestræbelser på at fremme demokratiseringsprocessen og samfundsudviklingen, som vi skal og vil støtte. En begrænsning af emigrationen til EU fra og gennem Albanien er det primære mål i handlingsplanen. Til det formål bliver der brug for foranstaltninger i to forskellige retninger. For det første skal de positive kræfter i Albanien støttes, for det andet skal der skabes retlige instrumenter for emigrationen fra denne region, der begrænser eller forbyder illegal emigration og menneskehandel samt de dermed forbundne former for kriminalitet såsom sort arbejde og prostitution. Vi har brug for præventive tiltag, der er skræddersyet til Albanien, og som udgør en hjælp i forbindelse med opbygningen eller genopbygningen af landet, for på den måde at skabe muligheder for et menneskeværdigt liv i regionen. På denne måde ville mange bevæggrunde til at udvandre, søge om asyl og flygte forsvinde. Men på den anden side har vi også brug for stringente, fælles retlige instrumenter i forbindelse med emigration i hele Den Europæiske Union. Disse retlige instrumenter kan dog ikke omfatte en legalisering af kriminelle handlinger. Bander af menneskesmuglere er ikke servicegrupper, der på forbilledlig vis redder mennesker fra forfølgelse fra totalitære staters side. Betalte menneskesmuglere, der som oftest er indblandet i omfattende organiseret grænseoverskridende kriminalitet, laver grusomme forretninger på grund af folks lidelser og håb og yder ingen ædelmodig, humanitær indsats. Fru Ilka Schröders offentliggjorte forslag om at bevilge EU-støtte til menneskesmuglerne må også i denne forbindelse fordømmes som kontraproduktivt og menneskeforagtende. De har sikkert ret, fru Karamanou, for menneskesmuglerne er ikke den egentlige årsag. Den egentlige årsag er imidlertid heller ikke Den Europæiske Union. Den egentlige årsag er tilstanden i oprindelseslandene. Jeg hilser handlingsplanen velkommen, men kan dog ikke tilslutte mig fru Karamanou, der i sin betænkning ikke betegner illegal grænseoverskridelse som en kriminel handling, men altså betegner den som legal. For at kunne bekæmpe årsagerne og ikke fortsat kun symptomerne har vi brug for hjælp i de pågældende regioner og bestemmelser for hele dette komplekse område af indvandring, asyl og krigsflygtninge i Den Europæiske Union i form af løsninger, der ikke alene tilgodeser emigranterne, men også modtagerlandene. (Bifald)
+Hr. formand, jeg er af en anden opfattelse end vores kollega Pack, da jeg mener, at jo flere grupper, der tager sig af Albanien, jo bedre er det. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder er et forum, hvor dette spørgsmål kan drøftes, for der er ikke tale om nogle spørgsmål, som kan løses på kort tid, men derimod om spørgsmål, som vi måske vil skulle behandle i flere årtier. Derfor ville det være hensigtsmæssigt, at den handlingsplan, som vi sidder med nu, og som vores kollega Karamanou efter min mening har behandlet på en glimrende måde, blev opdelt i foranstaltninger, der kan gennemføres på kort tid, foranstaltninger, der kan gennemføres på mellemlangt sigt, og foranstaltninger, der følger af historien, som vi har kæmpet mod i de sidste 500 år, og som vi fortsat vil kæmpe mod i flere hundrede år endnu. De juridiske instrumenter hører ind under foranstaltningerne på mellemlangt sigt, mens de ærlige toldbetjente og ikke-korrupte dommere også er et økonomisk spørgsmål, som det tager årtier at løse. I de seneste par dage har der gudskelov været nogle positive tegn fra Balkanlandene, og de vedrører også Albanien indirekte. I betænkningen kommer man ind på en usædvanlig ting - for at gøre det kort vil jeg kun nævne et enkelt aspekt - nemlig at handlingsplanen for Albanien og naboregionen er blevet udarbejdet af en arbejdsgruppe. Dokumenterne bliver derfor sendt fra den ene instans til den anden, og Europa-Kommissionen har f.eks. nægtet at offentliggøre den rapport, der bl.a. omhandler Delegationen til Bistand for Toldvæsenet, som albanerne har udarbejdet. Dette er således en anden fare, der er forbundet med det albanske spørgsmål, nemlig at man får en mistanke om, at nogen ønsker at skjule noget og dække over noget, som faktisk ikke eksisterer. Hvis man kender noget til albanske forhold, er man klar over, at det ikke er særlig diplomatisk at nævne hovedpersonerne i det lokale offentlige liv, ligesom det er sandt, at der kan ske meget i forbindelserne mellem de lande, som er i en overgangssituation, og den industrielle verden, der spiller rollen som støtteyder. Men eftersom det hele er temmelig klart og gennemsigtigt, netop når det gælder støtten til albanerne, hr. formand, er jeg af den opfattelse, at en offentliggørelse af alle dokumenterne ville være en ærlig politisk handling, så man undgår spekulationer. Det overordnede spørgsmål er naturligvis at yde den størst mulige støtte til Albanien for at bekæmpe kriminalitet og gøre livet mere tåleligt for befolkningen, hvilket også ville mindske emigrationen.
+Hr. formand, dette er en glimrende betænkning med en human indstilling, men formålet er imidlertid at standse menneskestrømmen fra og gennem Albanien. EU har skaffet sig en ganske trist flygtningepolitik, der primært handler om at lukke vores grænser. Men hvordan skal det foregå? Hvorfor flygter mennesker? De flygter selvfølgelig fra undertrykkelse, terror og krig, men de flygter også fra kaos og fattigdom. Menneskets længsel efter et bedre liv i morgen, et bedre liv for sig selv, men måske først og fremmest for sine børn, er en af de absolut vigtigste og stærkeste drivkræfter. Vi kan ikke bare lukke døren for alle de mennesker, der forsøger at komme ind. Vi skal finde bedre metoder. De hårde metoder, politiet, kan vi bruge, når det drejer sig om handel med børn og kvinder samt slavearbejde. Jo tættere grænser vi forsøger at skabe, desto mere vanvittige flygtningesmuglinger vil vi se. Det er selvfølgelig ikke muligt umiddelbart at finde en løsning på hele problemet, men på sigt handler det om at skabe en verden med en rimelig grad af retfærdighed, tryghed og fremtidsmuligheder. Det gælder både for den albanske befolkning og for befolkningen fra andre lande, som via Albanien forsøger at nå frem til det himmerige, som Den Europæiske Union fremstår som. Vores forfædre drog til USA for at - som de troede - skabe sig et liv i frihed. Vi forsøger at standse dem, der gør det samme i dag. Det er meget trist at indse, at vi i dag i Vesteuropa forsøger at skabe love, der straffer dem, der gemmer Anne Francks ufødte barnebarn. Det er helt utroligt, at vi har nået dette niveau. Lad os forsøge at se sandheden i øjnene. Vi vil aldrig kunne leve i fred og frihed og med velstand og retfærdighed, hvis vi har denne forfærdelige uretfærdighed over for den allernærmeste nabo til Den Europæiske Union.
+Hr. formand, hr. kommissær, De Grønne fra Verts/ALE-Gruppen vil gerne lykønske fru Karamanou, ordføreren, med hendes betænkning, som er meget korrekt. Det er faktisk sådan, at der skal træffes foranstaltninger i forbindelse med flytning, flytning af nød, og at årsagerne skal fjernes. Jeg understreger især kvinders og børns situation i Albanien. For det første er det dramatisk, hvor mange unge mennesker, der forsvinder, bortføres og ufrivilligt og nogle gange frivilligt drager bort. Der er ingen børnerettigheder i Albanien, ingen legeforanstaltninger, ingen kvinderettigheder, stor aggression imod kvinder inden for familien fra mandens, ægtemandens side, ingen rettigheder for dyr og slet ingen menneskerettigheder. Situationen i landsbyerne er elendig på det økologiske plan, affald deponeres overalt, vandet kan ikke altid drikkes, og elektricitetsforsyningen fungerer dårligt. Folk håber naturligvis på en bedre politisk repræsentation, men der er stadigvæk mange mennesker, der er bange for alt muligt, bange for voldsudbruddene, som finder sted en gang i mellem. Der er endvidere en kløft mellem donorerne, os alle sammen, Europa og USA, som giver penge, udarbejder projekter og lign., og folk i området. Noget andet, som jeg vil understrege, er problemet med hjælpen til albanske ofre for kvindehandel. De vender tilbage til deres land, men der er ingen krisecentre. ICMC hjælper ofre fra bl.a. Montenegro, men ikke albanske piger, der vender tilbage fra Italien, Grækenland, Tyskland, Belgien osv. Der skal svares på nødråbet fra ngo'erne, kvinde-ngo'erne. Der er endvidere risiko for, at pigerne gribes igen af trafikanterne og sendes tilbage til bestemmelseslandene. Økonomien skal aktiveres i kombination med en god økologisk politik. Der skal gøres noget ved skoler og børnepasning. Der skal ydes støtte til ngo'erne. Der gøres meget godt, IOM udfører et udmærket stykke arbejde, de europæiske politistyrker ligeså, og KFOR er til stede, men den lokale befolkning skal endvidere samarbejde om udviklingen af deres land. Forbryderne skal straffes. Fru Karamanou, tillykke med den omfattende og brede indfaldsvinkel i Deres betænkning.
+Hr. formand, jeg vil allerførst gerne komplimentere min kollega Anna Karamanou for kvaliteten af hendes arbejde. Jeg vil især gerne påpege hendes bemærkning om, at handlingsplanen især bør beskæftige sig med at give beskyttelse til forfulgte borgere, med de fortsatte overtrædelser af menneskerettighederne og ikke med at begrænse eller standse indvandringen til Unionens lande. Det er et faktum, hr. formand, at Albanien som land og som samfund står over for voldsomme problemer. De økonomiske, sociale og politiske forhold, der hersker i landet, driver dets borgere til at søge tilflugt i udvandring som bogstaveligt talt den eneste mulighed og håb for deres og deres familiers overlevelse. Situationen blev forværret, da handlinger fra politiske kræfter, som rundhåndet blev støttet af EU, i 1997 førte til pyramidefænomenet og fik den folkelige opsparing til at forsvinde ud i den blå luft og samtidig hermed enhver troværdighed i den albanske stats struktur og organisation. Denne situation førte til den folkelige opstand, som faktisk afskaffede den albanske stat, og som fremkaldte enorme sikkerhedsmæssige, politiske og økonomiske problemer for de albanske borgere. Uhyre store mængder våben faldt i hænderne på ukontrollable grupper, som meget hurtigt indgik i organiserede, kriminelle grupper af mafiatypen. Hele situationen er blevet forværret af begivenhederne i Kosovo og NATO's bombardementer, som har skærpet problemerne i regionen. At lukke øjnene for denne tilstand og forsøge at rejse mure rundt om ens paradis for ligesom at beskytte det mod nabolagets desperate mennesker er en holdning, der både er umenneskelig og kortsynet. Ethvert menneske vil selvfølgelig gerne bo i sit eget fædreland, hvis det altså kan bo der i sikkerhed og værdighed. Men på den anden side findes der ikke nogen kraft, som kan standse desperate mennesker. Det ville være godt, hvis vi forlod vores undertrykkelsesforanstaltninger og bevægede os i to retninger: For det første hvis vi hjalp Albanien til at sætte nyt liv i sin økonomi og genvinde sin befolkning, og for det andet hvis vi legaliserede de albanske indvandreres tilstedeværelse i vores lande i stedet for at behandle dem som vilddyr og lade dem arbejde sort, hvis vi anvendte dem i aktiviteter, hvor vi har brug for dem. Der findes arbejder f.eks. i Grækenland, som ikke kan udføres, hvis de albanske indvandrere rejste deres vej, især inden for landbruget. Lad os altså udnytte de bilaterale aftaler, som på en lovlig og klar måde skal fastsætte arbejderne, opholdstiden, opholdsstedet, lønnen, timerne, arbejdsforholdene og den sociale beskyttelse, så indvandrerne kan få lov til at fremstå som en styrke, der vil få vores landes økonomier til at blomstre, og som vil bidrage til venskab og samarbejde befolkningerne imellem og ikke til en kultur med nationalistiske og koldkrigsagtige forfølgelser.
+Hr. formand, kære medlemmer, jeg vil først gerne komplimentere fru Karamanou for hendes arbejde i et virkeligt meget ømtåleligt og vigtigt spørgsmål. Jeg er af den mening, at blandt mange spørgsmål er der to grundlæggende, som vi skal beskæftige os med. Det første angår strukturerne og procedurerne i Albanien, og det er blevet meget mere intenst i dag efter de seneste begivenheder og handlinger under kommunalvalget. Handlinger, som især var vendt mod det græske mindretal, som lever i Albanien. Disse handlinger dokumenterer, at det må være en målsætning for EU, at der bliver oprettet strukturer, så de demokratiske spilleregler bliver respekteret og mindretallenes rettigheder anerkendt og respekteret i Albanien. Det andet spørgsmål er det virkeligt enorme og meget komplekse spørgsmål om udvandring. Det er et meget vigtigt spørgsmål, som tager form under påvirkning af historiske, sociale, politiske og økonomiske faktorer. Problemets sammensætning gør det nødvendigt at behandle det med en sammensat politik. En politik, hvor der ikke findes forenklinger, og som på den ene side fører til dannelsen af en lovramme, for en lovramme er et vigtigt element for stater, men af en lovramme, som er dynamisk, og som giver en løsning på problemet og ikke begrænser sig til simple, restriktive handlinger, selv om de måtte være en følge eller et resultat af anvendelsen af loven. Jeg tror, at vi nu er kommet til det punkt, hvor vi kan godkende disse foranstaltninger og stille krav om dem. Vi er kommet til et tidspunkt, hvor forholdene er modne, og alle anerkender, at hvis vi gør det, tilbyder vi en meget stor tjenesteydelse.
+Hr. formand, jeg glæder mig over udarbejdelsen af en handlingsplan for Albanien, og jeg glæder mig også over det engagement, fru Anna Karamanou har lagt for dagen med sin betænkning. Ved hjælp af analysen af den politiske og økonomiske situation i Albanien får vi mulighed for at pege på årsagerne til immigration og træffe de rigtige foranstaltninger. Jeg vil dog gerne påtale, at denne handlingsplan og også de andre handlingsplaner, der er blevet udarbejdet, især er præget af foranstaltninger til kontrol og bekæmpelse. Albanien er et af verdens fattigste lande og har selv modtaget hundredtusinder af flygtninge. Vi oplever for øjeblikket en stærk strøm af hjemvendende flygtninge, som egentlig står i en situation, der er præget af mangel på sikkerhed, lov og orden. Der sendes mennesker tilbage, som til dels er blevet integreret godt. Unge mennesker må afbryde deres uddannelse og går en usikker fremtid i møde. Det er en uklog politik. Reintegrationen af flygtningene skal derfor ske under menneskeværdige og sikre betingelser. For at sikre dette er det absolut nødvendigt at udarbejde planer for en koordineret tilbagevenden og især inddrage ikke-statslige organisationer og internationale organisationer. Jeg vurderer stadig situationen i Albanien som meget alvorlig på grund af den politiske ustabilitet, krænkelsen af lovene og den ekstremt omfattende kriminalitet. År efter år, især om sommeren, risikerer tusindvis af mennesker at miste livet på vej til EU. Hundredvis af disse flygtninge omkommer i havet. Det reelle antal døde får vi aldrig kendskab til. Den 7000 km lange italienske grænse i havet er vanskelig at kontrollere og giver smuglerbander, der opererer med en usædvanlig menneskeforagt, et enormt arbejdsområde. Kriminelle, der udnytter flygtningenes nød, skal straffes. Det gælder om at skride ind over for menneskehandel, især handel med små børn, udnyttelse af mennesker til sort arbejde og prostitution, på allerhårdeste vis. Men de, der tror, at en bekæmpelse af smuglervirksomhed i sig selv vil bidrage til at forhindre illegal indvandring, tager fejl. Vi har brug for en intensivering af dialogen mellem de forskellige forhandlings- og rådgivningsinstanser og en bedre koordinering. Kun på den måde kan vi i fællesskab bidrage til en bekæmpelse af menneskesmuglernes udnyttelse af flygtninge. Fællesskabet skal hjælpe Albanien i dets bestræbelser på at styrke retsstaten, og netop i forbindelse med den finansielle støtte - det vil jeg gerne understrege - må vi ikke lade Albanien og regionen stå alene tilbage. Afslutningsvis opfordrer jeg ved denne lejlighed igen Rådet til at træffe nogle foranstaltninger, således at vi opnår en fuldstændig ensretning af politikken vedrørende indvandring, asyl og bekæmpelse af menneskehandel.
+Hr. formand, bistand til Albanien og naboregionen er meget vigtig for stabiliteten i Europa. Det er nødvendigt at rodfæste demokratiet og etablere en retsstat. Vi kan ikke glemme folk, der er i nød, for det er vores pligt at støtte dem efter bedste evne. Stabiliteten i området kan øges ved hjælp af handlingsplanen for Albanien og naboregionen. Det vigtigste må ikke være, hvordan vi begrænser migrations- og flygtningestrømmen, men hvordan forholdene i området kan forbedres, således at folk kan blive boende i deres hjem. Albanien og især Kosovo er imidlertid ikke fredelige områder endnu, så hjemsendelse af flygtningene bør ske efter nøje overvejelse, således at deres sikkerhed ikke sættes i fare. Kosovoalbanernes situation har længe været meget svær, og det er en stor lettelse, at deres rettigheder endelig bliver erkendt. Men det er lige så vigtigt at sikre rettighederne for minoriteterne i Kosovo, for serbere og romanibefolkningen. At genetablere forsoning mellem folkegrupperne er en langsommelig, men helt nødvendig proces. Det er kun tilgivelse, der kan skabe et revolutionerende fundament for den fremtidige udvikling. Økonomisk vækst kan gøre det muligt at overvinde vanskelighederne i kriseområdet. Det er ikke nok alene at yde bistand, vi har også brug for aktiviteter på græsrodsniveau og opbakning af folks selvvirke. Fælles forretninger binder folk fredeligt sammen. Det er kendt, at penge beroliger. Her har betydningen af EU's Cards-program en nøgleposition, for uden en fungerende administration fungerer intet. Vi skal hjælpe dem til at hjælpe sig selv. Lige nu har området brug for at blive styret af en faderlig hånd. EU har som partner på Balkan et stort ansvar for områdets fremtid. Vi skal kaste vores egoisme i brokkassen og vise, at vores skæbner er bundet sammen.
+Hr. formand, da jeg for over to måneder siden foreslog, og det blev accepteret af ordføreren, som jeg gerne vil benytte lejligheden til at lykønske for hendes arbejde, at der til artikel 6 i betænkningen blev tilføjet en omtale af nødvendigheden af, at de nationale mindretal i Albanien opnår større sikkerhed og beskyttelse, tænkte jeg naturligvis på det generelt negative arkiv over dette lands opførsel over for mindretallene inden for dets territorium, og i særdeleshed det græske mindretal. Men jeg må indrømme, at jeg aldrig havde forestillet mig, at vi i praksis så hurtigt skulle få en bekræftelse på de albanske myndigheders negative fremgangsmåde, da de med deres utilslørede vold og valgsvindel mod de græske mindretals kandidater og vælgere under det nyligt afholdte kommunalvalg, sådan som det også fremgik af de officielle, internationale observatørers objektive vidnesbyrd, viste, at Albanien desværre kun minimalt respekterer selv dets mest elementære forpligtelser inden for rammerne af dets kurs mod EU. Og det på et tidspunkt, hvor Albanien selv stiller krav om, at det internationale samfund griber ind, sågar med våben, for at beskytte de undertrykte, albanske mindretal i tredjelande, samtidig med at landet kræver, at alle menneskerettigheder skal sikres for de albanske indvandrere, også de ulovlige indvandrere. Et krav, som vi alle bedømmer som hensigtsmæssigt, og som vi rigtigt nok også skal bestræbe os på at tilfredsstille. Tilfældet med Grækenland er karakteristisk, for selv om det på mange måder og overdådigt har støttet den albanske stat efter kommunismens fald og gæstfrit har modtaget og tolereret tusindvis af albanske indvandrere og ulovlige indvandrere, ser man alligevel det talrige og historiske, græske mindretal i Albanien blive forfulgt systematisk og dets grundlæggende menneskelige, politiske og kulturelle rettigheder blive overtrådt den ene gang efter den anden. På foranledning af de uacceptable begivenheder i Chimara gør alle disse ting det efter min mening påkrævet, at vi opmærksomt vurderer Albaniens evne og vilje til at acceptere de anerkendte, europæiske kriterier for menneskerettigheder og demokratiske friheder, og de tvinger os følgelig til, at vi på tilsvarende vis overvejer og tilpasser vores generelle holdning, vores handlingsplaner og vores mangfoldige ydelser til dette land, indtil det får revideret sin politik.
+Hr. formand, jeg er af samme opfattelse som vores kollega Dimitrakopoulos, der så rigtigt sagde, at det centrale spørgsmål i forbindelse med Albaniens vanskeligheder - både de økonomiske og sociale vanskeligheder og dem, der vedrører den interne sikkerhed - er, at det gælder om at hjælpe landet med at genindføre en retsstat, sørge for borgernes sikkerhed og genskabe institutionernes og de lokale myndigheders autoritet. Det er klart, at vi aldrig vil kunne løse problemerne uden en sådan forbedring af demokratiet i dette land, når man tænker på de seneste valgbegivenheder og på den valgsvindel, man har klaget over. Jeg er glad for, at man i betænkningen endelig tager højde for og opprioriterer to punkter, som ligger os italienere meget på sinde. Det første punkt er, at et ustabilt Albanien er ensbetydende med et ustabilt Balkan, hvilket igen er ensbetydende med et ustabilt Europa. Det er noget, som vi alle skal være bevidste om. Det andet punkt, som er lige så rigtigt, er, at det ikke kan passe, at det udelukkende er Italien og Grækenland, der skal finde en løsning på det indvandringspres og den kriminelle bølge, som kommer fra Albanien. Der er blevet sagt mange ord om solidaritet og imødekommenhed, men jeg vil gerne minde om, at den eneste ægte solidaritet hidtil har været den, der er kommet fra den italienske grænsebefolkning og de lokale myndigheder. Jeg har ikke set nogen reel solidaritet fra Europas side, når det gælder om at løse et folks vanskeligheder i fællesskab. Det, som jeg til gengæld finder uacceptabelt i denne betænkning - og det vil jeg sige helt ærligt - er, at man forveksler årsag med virkning. Man forveksler nemlig proceduren for en moderat visumudstedelse - og således muligheden for indvandring - med årsagen til den illegale indvandring. Det er lige omvendt! Vi må ikke forveksle årsag med virkning! Jeg finder det navnlig uacceptabelt og negativt for Albanien, at man på en eller anden måde ønsker at sende et signal om tolerance over for illegal indvandring. Det har Albanien ikke brug for. Albanien har brug for vores konkrete økonomiske støtte og for vores reelle solidaritet, men landet har også brug for fasthed, for det skal - med vores støtte - selv begynde at genopbygge en retsstat.
+Hr. formand, for mange i EU ligger Albanien langt, langt væk, længere væk end Langbortistan, selv om albanerne er et af de ældste europæiske kulturfolk. De kæmpede i Middelalderen mod den osmanniske invasion og har som europæere sat sig til modværge langt op i nyere tid. De har i særlig grad lidt under europæisk ignorering. I det 19. århundrede gav man alle folk på Balkan nogle fremtidsperspektiver, nemlig ved Berliner-Kongressen i 1878. Albanerne blev nærmest fejet af bordet i Berlin, man tog ikke hensyn til dem, og i det 20. århundrede led de voldsomt under en af de skrækkeligste ideologier i det 20. århundrede, nemlig socialismen og kommunismen i deres særligt brutale form. Derfor har vi i dag et europæisk ansvar for dette europæiske Albanien. Derfor glæder jeg mig over tiltagene i betænkningen og handlingsplanen. Vi må dog erkende, at vi ikke må arbejde med flere standarder. Man har talt meget om mindretalsrettigheder. Jeg vil gerne sige, at vi med rette kræver mindretalsrettigheder af albanerne. Men så må vi også indføre dem i hele Den Europæiske Union. Det er ikke lykkedes os. Vi har ingen europæiske standarder for beskyttelse af mindretal. I alle Albaniens nabolande - bortset fra Kosovo, hvor albanerne udgør flertallet - har vi albanske mindretal, og her kan vi vise, hvad mindretalsstandarder i EU vil sige. Jeg vil sige endnu en ting, nemlig at jeg ligesom hr. Liese mener, at vi har brug for en byrdefordeling inden for asyl- og flygtningepolitikken. Men problemet er, at det netop er det, vi har kæmpet for, og vi har hverken her i Europa-Parlamentet eller i Den Europæiske Union opnået flertal for en byrdefordeling efter kvoter. Vi ser i netop Albaniens tilfælde, at det kan ramme enhver medlemsstat på et eller andet tidspunkt. Derfor er det vigtigt, at vi ikke længere prøver at behandle symptomerne, men derimod omsider skaber en solidarisk asyl- og flygtningepolitik med faste kvoter og en stabil byrdefordeling, før katastrofen sker.
+Hr. formand, i konklusionerne fra Rådet i Tampere krævedes stærkere eksterne aktiviteter inden for retlige og indre anliggender. Den foreliggende handlingsplan er en central foranstaltning til styrkelse af eksterne aktiviteter. Store institutionelle ændringer, som skyldes Amsterdam-traktaten, har påvirket administrationen af asyl- og migrationsanliggender. Fællesskabet er nu i stand til at opfylde kravene fra Det Europæiske Råd ved at anvende sine nye, udenrigspolitiske beføjelser og programmer for udenrigsanliggender. I forbindelse med stabiliserings- og associeringsprocessen diskuteres migrationsanliggender med albanerne som ligeværdige partnere. Tilsvarende diskussioner bør indledes i hele regionen. Efter 1991 er der bevilget i alt 750 millioner euro til Albanien i forskellig form for støtte alene inden for rammerne af Phare-programmet. I løbet af de seneste to år er der desuden gennem Echo-programmet bevilget 250 millioner euro i humanitær bistand til landet. Retlige og indre anliggender udgør en vigtig del af Cards-programmet, Phares efterfølger. Vi vil gerne fremhæve, at vi fuldt ud bakker op om den samordnede opfattelse, som Gruppen på Højt Plan vedrørende Asyl og Migration har, og dens stræben efter at gribe ind over for faktiske årsager til tvangsflytninger. Rådet (almindelige anliggender) vedtog de fem første handlingsplaner allerede i oktober sidste år, og det drejede sig om Somalia, Sri Lanka, Afghanistan, Marokko og Irak. Handlingsplanen vedrørende Albanien og naboregionen blev vedtaget i juni sidste år, og den er nummer seks i rækkefølgen. Det Europæiske Råd i Tampere opfordede Rådet og Kommissionen til at udarbejde en rapport om arbejdsgruppens fremskridt i december i år. Rapporten handler detaljeret om handlingsplanen for Albanien og naboregionen. Rapportudkastet bliver behandlet i dag i Rådet. Kommissionen deltog aktivt i udarbejdelsen af rapporten. Jeg takker ordfører fru Karamanou og hele udvalget for denne særdeles grundige betænkning, og jeg håber, at Rådet tager hensyn til de holdninger, som betænkningen foreslår. Jeg vil gerne fremkomme med endnu tre aspekter, som Kommissionen anser for at være meget vigtige. For det første går Kommissionen ind for en objektiv holdning til de foranstaltninger, som foreslås i handlingsplanen, og til gennemførelsen af disse. I den henseende er vi enige med ordføreren. For det andet ser situationen vedrørende handlingsplanens målsætninger for år 2000 ret godt ud. Kommissionen har deltaget i udarbejdelsen af udsigterne for gennemførelsen af handlingsplanen. Vi takker også medlemsstaterne for deres indsats i dette arbejde. Som jeg allerede har konstateret, stræber Fællesskabet efter at gennemføre støtteprogrammet så effektivt som muligt. Dette er ved at udvikle sig til at få højeste prioritet blandt alle Unionens aktiviteter. For det tredje og sidste skal handlingsplanen og proceduren for dens gennemførelse betragtes regionsvis. Stabilitetspagten for det sydøstlige Europa tilbyder os et fortræffeligt forum til dette. Stabilitetspagtens parter er fremkommet med flere udtalelser, som peger i denne retning. Vi kan således være mere optimistiske end før med hensyn til topmødet i Zagreb i næste måned.
+Mange tak, hr. kommissær Liikanen. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 18.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0269/2000) af Wuermeling for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd: Bedre lovgivning 1998 - Et fælles ansvar (1998) (KOM(1998) 715 - C5-0266/2000 - 1999/2197(COS)) og om Kommissionens rapport til det Europæiske Råd: Bedre lovgivning 1999 (KOM(1999) 562 - C5-0279/1999 - 1999/2197(COS)).
+Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg vil gerne indlede med at takke Dem for, at De stadig deltager i forhandlingen denne torsdag eftermiddag. Jeg vil også gerne rette en stor tak til mine kolleger i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender for den konstruktive og grundige diskussion, vi havde om dette emne. Jeg er også meget taknemmelig for de videregående bidrag fra de rådgivende udvalg og vil gerne give udtryk herfor over for hr. van den Berg fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og hr. Candal fra Udvalget for Andragender. Vi har virkelig haft en meget seriøs og også meget selvkritisk forhandling om kvaliteten af den europæiske lovgivning og anvendelsen af subsidiaritetsprincippet. Hvilke konklusioner har vi draget? Vi har konstateret, at kvaliteten af lovgivningen lader noget tilbage at ønske, især set ud fra borgernes synspunkt. Her oplever man undertiden frustrationer, men også en følelse af at være fremmed over for den europæiske lovgivning, og vi vil gerne opfordre ikke kun os selv, men også de øvrige fællesskabsinstitutioner til ikke at vige tilbage for det møjsommelige pillearbejde, til at arbejde præcist og også stille den nødvendige tid og de nødvendige medarbejdere til rådighed. Det er dog ikke kun kvaliteten af lovgivningen, der er afgørende, vi har også brug for en vis klogskab, når det handler om kvaliteten af lovgivningen, for det er ikke alle problemer i Europa, der samtidig udgør et problem for Den Europæiske Union. Vi tilslutter os udtrykkeligt det, Kommission redegør for i sine strategiske målsætninger for 2000-2005, i henhold til hvilke vi skal begrænse os til vores centrale opgaver. Det er dog undertiden en smertelig proces at opgive ting, man har beskæftiget sig med. Desværre er der også nogle meget nye eksempler på, at det ikke altid lykkes Kommissionen og Europa-Parlamentet. De husker sikkert bestemmelserne om stiger, som vi beskæftigede os med for ikke så længe siden. Jeg vil gerne minde Dem om standarderne for de organisationer, der foretager skibsinspektioner - jeg håber ikke, jeg giver oversætterne problemer - og jeg vil gerne minde Dem om forslaget til et direktiv om omgivende støj, der faktisk tager sigte på at udarbejde støjkort for hele Den Europæiske Union. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender opfordrer indtrængende Kommissionen til at modstå det lovgivningspres, som det selv kritiserer. Det er ingen undskyldning for at gøre ting, som egentlig er overflødige. Men selvfølgelig opfordrer vi også os selv til at omgås sparsomt med europæiske bestemmelser. Her får vi hjælp fra subsidiaritetsprincippet, der ifølge Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender også skal anvendes ved beslutningen om, hvorvidt en bestemt materie skal gøres til genstand for lovgivningen for det indre marked. Dette princip skal også finde fuld anvendelse i forbindelse med grøn- og hvidbøger samt handlingsprogrammer. Det kan ikke være rigtigt, at Den Europæiske Union gør krav på at have kompetencen på alle områder. Også her er det nødvendigt med en konkret bemyndigelse og en seriøs gennemgang af subsidiaritetsprincippet. I denne forbindelse har vi også diskuteret en tendens, som bekymrer os, nemlig tendensen til, at der træffes flere og flere beslutninger væk fra de institutioner, der egentlig har den demokratiske legitimering. De første overvejelser i Kommissionens grønbog om god regeringsførelse gør os noget betænkelige. Hvis der altså skal dannes omfattende netværk, hvis der fortsat skal udstedes "blød" lovgivning, hvis Kommissionen skal vedtage fortolkningsretningslinjer, hvis mange ting skal reguleres gennem aftaler mellem de involverede, så kan det alt sammen godt have sin berettigelse, men det kan ikke begrænse lovgiverens ansvar. Vi anmoder her indtrængende Kommissionen om at respektere den klare fordeling af kompetenceområder mellem EU og medlemsstaterne og mellem institutionerne. Vi ønsker med denne betænkning at sende et signal til borgerne om, at vi tager klagerne over den manglende kvalitet af lovgivningen og klagerne over overregionalisering og centralisme alvorligt. Jeg anmoder Dem om at hjælpe med at sende dette signal og om at stemme ja til betænkningen fra Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender.
+Hr. formand, jeg vil gerne starte med på min gruppes vegne at lykønske ordføreren med hans betænkning, der efter hans mening helt sikkert er virkelig god, konsistent og omfattende. Min gruppe har dog stillet virkelig mange ændringsforslag i udvalget og i plenarforsamlingen, og det skyldes ikke, at de så at sige anfægter betænkningens kvalitet, men derimod at vi - især med hensyn til subsidiaritetsprincippets rækkevidde - har en anden politisk opfattelse. Vi ønsker en stærk Union, der påtager sig de opgaver, der kommer, i fuld udstrækning, der skaber et velfungerende indre marked og rent faktisk gør det muligt at styrke den sociale og regionale samhørighed. Handlinger på fællesskabsplan skal være mulige alle de steder, hvor der derigennem kan skabes en bedre, en højere europæisk merværdi. Styrken ved fælles handlinger skal understreges i særlig grad netop nu. For det første fordi vi især med henblik på den forestående udvidelse i høj grad har brug for en stærk Europæisk Union, hvis vi ønsker at hjælpe de kommende medlemsstater og deres befolkninger, og også hvis vi ønsker at bestå alle de prøver, vores medlemsstater vil blive udsat for. For det andet bør netop vi i Europa-Parlamentet betone det fælles europæiske og fællesskabet, og det netop i en tid, hvor vi må konstatere, at dette engagement aftager hos regeringerne i mange medlemsstater, og kortsigtet, egoistisk nationalisme og enegang griber mere og mere om sig. Men netop hvis man ønsker, at den fælles skaberkraft skal være til stede i alle centrale og vigtige europæiske anliggender, og at borgerne skal acceptere og tilslutte sig den, er det helt sikkert nødvendigt, at vi mere end nogensinde før koncentrerer os om det væsentlige og sletter noget af det, vi har på dagsordenen nu. Jeg er også overbevist om, at hvis vi kan blive enige om det nødvendige og det rigtige, så klarer vi tingene i det enkelte tilfælde og kan fjerne det overflødige fra dagsordenen. Det er helt sikkert lettere at træffe pragmatiske beslutninger i det enkelte tilfælde end i forbindelse med generelle betænkninger og principielle forhandlinger. Det gælder især for subsidiaritetsprincippet, men helt sikkert også for lovgivningens kvalitet. I stedet for at diskutere abstrakt om generelle principper, skulle vi hellere i det enkelte tilfælde og oftere her i Europa-Parlamentet gøre os nogle tanker om det nødvendige i flere projekter og også bruge mere tid og kapacitet på den lovgivningsmæssige kvalitet.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Wuermeling, for den måde, han har udarbejdet sin betænkning på. Det er et forholdsvis vigtigt emne, selv om man i første omgang ikke skulle tro det i betragtning af de få tilstedeværende. Parlamentet producerer, i overført betydning, europæisk lovgivning på samlebånd. Alt for tit må vi imidlertid konstatere, at den europæiske lovgivning forfattes i et alt for teknisk, juridisk og indviklet sprog, i sådan en grad at den europæiske lovgivning bliver uanvendelig, hvorved formålet, nemlig at gøre lovgivningen i EU gennemskuelig og klar, ikke opnås. Europæisk lovgivning skal være et fleksibelt og håndterligt middel, som gennem nærheds- og proportionalitetsprincippet også bliver tilgængelig for den almindelige borger. Med glæde fastslår jeg, at ændringsforslag 3, 4, 5 og 6, som jeg stillede, er godkendt af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Med disse ændringsforslag slår jeg til lyd for en konstant evaluering af nærhedsbetænkningerne, og at det jævnligt undersøges, om disse svarer til de aktuelle forhold, og at det først grundigt skal undersøges, om visse forordninger og/eller direktiver er nyttige. Jeg slår endvidere til lyd for, at der ved ændringer af eksisterende EU-lovgivning fremlægges lovgivningsforslag, hvorved ændringsforslagene integreres i de eksisterende direktiver eller forordninger. Endelig er jeg tilhænger af oprettelsen af en resultattavle for overflødig lovgivning. Det er helt klart, at overflødig lovgivning skal supprimeres, for det er ikke tilstrækkeligt at begrænse inflationen i lovgivningen. Reglerne skal endvidere være klare, og de heraf følgende forpligtelser skal være nemme at forstå. Jeg håber derfor, hr. formand, at denne betænkning vedtages uændret i forhold til den, som Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har udarbejdet, og at den bliver et anvendeligt middel til at forenkle den europæiske lovgivning, samt at gøre den gennemskuelig og hensigtsmæssig.
+Hr. formand, det er mig en stor glæde at få lejlighed til at kommentere denne betænkning af hr. Wuermeling og det grundlæggende underliggende spørgsmål om at gøre vores lovgivning i Europa til god lovgivning og klar lovgivning. Jeg lykønsker hr. Wuermeling med hans betænkning. Etienne Dumont og hans store engelske mester, Jeremy Bentham, var tilbøjelige til at påstå, at eftersom love altid til en vis grad udgør en tvang, så er de altid til en vis grad et onde. Det kan være, at de er nødvendige onder, når de regulerer endnu større onder, men de bør kun gøre det proportionalt i forhold til det onde, de står over for, og som skal behandles. Vi kan acceptere dette punkt, og denne betænkning afspejler den ånd ved at kræve, at man søger at nå frem til klar lovgivning, enkel lovgivning og proportionalitet i retsmidlerne for at nå det offentlige mål. Herudover rejser betænkningen, og det er vigtigt, spørgsmålet om subsidiaritet, der til en vis grad er kontroversielt her i Parlamentet i aften. Subsidiaritet kommer i sandhed fra pave Pius IX's arbejde og derfor fra en fjende af den benthamitiske tilgang til loven. Men her mødes to forskellige tanketraditioner. Det er ikke godt at fjerne beslutningstagningen fra det mest lokale plan, hvor den kan udøves effektivt, hvad enten dette er på individuelt plan, i familien, landsbyen, byen eller noget andet. Jeg modtager nu og da breve. Ja, så sent som i sidste uge modtog jeg et fra en af mine vælgere, der bor i en fjern del af det vestlige højland i Skotland. Han sagde til mig: "Hvad er det I folk derude foretager jer? I 2000 år eller mere har folk trygt drukket vand fra bækkene (de små floder), og nu har man forbudt dem at gøre det. Man påtvinger dem omstændelige vandrensningordninger til ingen verdens nytte." Jeg hører lignende ting fra indbyggerne på øen Islay, hvor man føler sig krænket over forslaget fra et fint internationalt organ om beskyttelse af den lokale sælkoloni, for folk dér har taget sig bedre af sælerne i de sidste 2000 år, end vi mener, at en finere organisation vil kunne gøre det i fremtiden. Det er allerede blevet sagt. Lovgivning bør laves nær ved folket, og lokal viden bør altid anvendes, når denne er den mest relevante viden, frem for den fine overordnede ordning. Det er imidlertid også sandt, at der er nogle kollektive goder, der kun kan forfølges på det mest overordnede niveau, og der er rigtignok aspekter af miljøbeskyttelse, artsbeskyttelse, det indre markeds lovgivning, lovgivning mod protektionisme og lovgivning til styring af Internettet, som kun kan behandles på et plan, der som minimum er så overordnet som det europæiske plan. Subsidiaritetsprincippet, når det udlægges rigtigt, peger os i begge retninger: at træffe beslutninger på det lavest mulige plan, men erkende, at det lavest mulige plan reelt også kan være et meget højt plan, når kollektive goder er på spil, som ville gå tabt, hvis de ikke beskyttes på samme vilkår alle steder. Så det gør denne vægt på subsidiariteten meget vigtig. Jeg mener, at min ven, hr. Medina, og hans kolleger har uret, når de siger, at dette kun er et politisk princip. Det er et forfatningsmæssigt princip, og som alle forfatningsmæssige principper har det på det ene side en politisk indvirkning, når vi, den lovgivende myndighed, beslutter, hvilken lovgivning vi vil lave, men det har på den anden side også en juridisk indvirkning, når det kommer til spørgsmålet om, hvordan domstolene bør fortolke og anvende lovgivningen. Må jeg endelig anbefale ændringsforslag 1 for Parlamentet, hvori Kommissionen og Den Europæiske Union anmodes om at tage det seriøst, at vi ud over Unionen af stater også har autonome, selvstyrende samfund inden for disse stater. Jeg repræsenterer Skotland her i Parlamentet. Skotland og England dannede Det Forenede Kongerige ved traktat i 1707 og har opretholdt det siden da. I 290 år har skotsk ret, der forblev et adskilt korpus midt imellem det kontinentale Europas civilret og Englands og Amerikas sædvaneret, bevaret et adskilt system, men er udelukkende blevet lovgivet fra Westminster. Vi har i det seneste år skabt et skotsk parlament. Skotsk privatret er kommet hjem, og skotsk strafferet er kommet hjem. Det ville da være ironisk, at vi på selvsamme tid, hvor vi har opnået dette, ville være nødt til at overføre hele den lovgivningsmæssige myndighed over privatretten og straffe- og handelsretten til Unionen. Jeg tror ikke, at det er, hvad der er hensigten, eller det, der vil ske. Men det er vigtigt at holde sig subsidiaritetsinteresserne under medlemsstatsniveau og mellem medlemsstater og Unionen i erindring, og der er ingen verdens grund til, at det forfatningsmæssige princip, der er på spil, ikke kan fortolkes bredt og generøst på alle niveauer i denne store Union.
+Hr. formand, jeg tror, at vi skal lykønske os selv med kvaliteten af denne betænkning. Nærhedsprincippet er et koncept, der ofte virker lidt uklart for vores medborgere, men vær forvisset om, at de ved at sætte pris på en korrekt anvendelse af det. Hr. Wuermelings flotte præsentation af nærhedsprincippet er garanti for en beslutningstagning på det mest relevante, nære plan. Vi ville faktisk gerne, at Kommissionen gav os flere detaljer omkring den korrekte anvendelse af dette princip på hvert forslag med henblik på at udarbejde en egentlig statusopgørelse i forbindelse med årsrapporten. Det ville også være yderst interessant, hvis Kommissionen ville gøre status over lovgivningen set i lyset af dette princip for at gøre den enklere, mere gennemsigtig, mere effektiv og mere relevant ved at fjerne de overflødige bestemmelser, som denne betænknings stk. 6 opfordrer til. Som eksempel kan nævnes direktiv 79/409, der har foranlediget indgivelse af en skriftlig erklæring om forvaltning af vilde fugle, som allerede er underskrevet af utallige kolleger. Det er vigtigt at revidere en sådan lovgivning, når den ikke længere lever op til sin hovedmålsætning, når den er forældet og utilstrækkelig og derfor kilde til tvister, der er lige så skadevoldende, som de er upopulære. Selv om jeg deler ordførerens tanker om kvalitetslovgivning, er jeg endnu mere tilhænger af den sande komplementaritet, der skal være mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter. Det er faktisk vigtigt at invitere dem til at deltage fuldt ud i en bedre implementering af nærhedsprincippet. Hvem kan bedre end de vurdere, hvad de er i færd med at iværksætte effektivt på nationalt plan, og hvad der fortjener en drøftelse på europæisk niveau? Regeringskonferencen giver statslederne, som denne betænkning er stilet til, en god lejlighed til at vurdere de foranstaltninger, som skal træffes både på europæisk og på nationalt niveau. Til slut vil jeg sige, at selv om jeg finder visse ændringsforslag meget konstruktive, undrer jeg mig over logikken i andre forslag, der synes at ignorere virkeligheden og vigtigheden af et princip, der er slået fast i EF-traktaten.
+Hr. formand, hr. Wuermeling har gjort et førsteklasses stykke arbejde med denne betænkning. Ved forelæggelse af en betænkning, der opfordrer til enklere og klarere lovgivning, har han helt bestemt måttet sammenholde sine forventninger til dette med kvaliteten af det arbejde, han selv udførte. Betænkningen er en model for koncis og klar koncipering, og jeg håber, at kollegerne vil tage den meget alvorlig. Jeg vil gerne understrege de ting, der er blevet fremsat om subsidiaritet, men jeg vil gerne placere dem inden for den bredere ramme af reformen af Europa-Kommissionen. Det fremgår ret klart af alle de meddelelser, vi har set, og navnlig af den betydning, som Kommissionen med rette tillægger det at sammenholde beføjelser med ressourcer, at Kommissionen selv erkender, at den må producere mindre lovgivning, og at den må tænke på at give flere ressourcer til håndhævelse af det, den hidtil har produceret. Vi har nok for meget lovgivning på plads nu, som ikke bliver håndhævet ordentligt. Hvis vi har lovgivning, som ikke bliver ordentlig håndhævet, er den overhovedet ikke effektiv. Vi bør se på dette som en del af den gennemgang, der her opfordres til. Jeg tillægger dette punkt stor betydning, og jeg bifalder især den vægt, som hr. Wuermeling har tillagt de kontrolaspekter, der skal varetages af de nationale parlamenter. Et af de væsentlige problemer i Den Europæiske Union, og det har en særlig indvirkning på dette udvalg fra et indre markedssynspunkt, er det, der nu bredt går under betegnelsen gold-plating af EU-lovgivning. Det er ikke nok, at Kommissionen bare ser på omsætningen til national lovgivning. Den må også se på, hvad de nationale parlamenter har gjort med denne lovgivning. Der er mange eksempler, hvor vi ser, at et forholdsmæssigt enkelt stykke lovgivning vedrørende det indre marked - en fælles standard, et fælles princip - er blevet overkompliceret og overhåndhævet på nationalt plan og har forårsaget betydelige vanskeligheder. Jeg vil bede Kommissionen om at se alvorligt på dette problem med overdreven gold-plating. Lad os tage, skal vi sige seks klare eksempler og se på, hvordan de er blevet omsat i detaljen, hvordan de fungerer i landene, og hvordan de bliver håndhævet og foretage en virkelig klar og gennemsigtig vurdering af lovgivningens effektivitet, for hvis lovgivningen ikke er effektiv, har vi alle spildt vores tid.
+Hr. formand, jeg vil allerførst nævne hr. MacCormicks venlige henvisning til mit indlæg i Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. Hr. MacCormick hævder - og det er i øvrigt sandt - at jeg sagde, at subsidiaritetsprincippet ikke var et juridisk princip, men et politisk princip. Efter at have gennemgået betænkningen meget omhyggeligt er jeg nået til den konklusion, at det ikke engang er et politisk princip: Det er et teologisk princip. Hr. MacCormick har selv lige sagt, at princippet blev fremsat af en pave, og det er klart, at det er præget af teologiske overvejelser. Jeg vil minde om, at en stor hollandsk jurist, Hugo de Groot, bedre kendt som Grotius, en af grundlæggerne af inernational ret, i det 17. århundrede advarede teologerne om at holde sig fra det juridiske område med den berømte sætning "silete, theologi, in munere alieno". Jeg vil på dette tidspunkt gerne udtrykke min sympati og beundring for og min medfølelse med Kommissionen, fordi den er nødt til at leve med denne type principper. Artikel 5, stk. 2, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab er der ingen, der forstår. Denne definition er en cirkulær definition og ikke en juridisk definition. Den anfører, at "på de områder, som ikke hører ind under dets enekompetence, handler Fællesskabet, i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, kun hvis og i det omfang målene for den påtænkte handling ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne og derfor, på grund af den påtænkte handlings omfang eller virkninger, bedre kan gennemføres på fællesskabsplan". Det er der ingen, der forstår. Og der er heller ingen, der forstår protokollen til Amsterdam-traktaten, der skal definere subsidiariteten, og heller ingen, der forstår erklæring 30. Den stakkels Kommission har gjort en meget prisværdig indsats med dokumenterne "Bedre lovgivning 1998" og "Bedre lovgivning 1999", hvori den forsøger at være imødekommende over for disse tåbeligheder, som regeringerne har vedtaget i traktaten om Den Europæiske Union og i den tilknyttede protokol. Betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked vakte ikke begejstring hos udvalgsmedlemmerne. Beviset er, at ud af udvalgets 17 medlemmer stemte otte for, mens ni undlod at stemme. Der var altså flere stemmeundladelser, end der var stemmer for. Årsagen til de mange stemmeundladelser er, at vi socialdemokratiske medlemmer af udvalget - og andre medlemmer - var skeptiske over for indlæggets overvurdering af begrebet subsidiaritet. Begrebet subsidiaritet er i henhold til betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked et begreb, der er hævet til skyerne, og som teologisk princip går det derfor ud over Fællesskabets område. Vi har stillet 12 ændringsforslag til betænkningen fra Retsudvalget. Vi støtter også ændringsforslag 13 fra Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppe. Vi håber, at Parlamentet kan acceptere vores ændringsforslag, og hvis det er tilfældet, stemmer vi for. I modsat fald ser vi os nødsaget til at stemme imod.
+Hr. formand, de ord, jeg vil sige i dette korte indlæg, tager sigte på at støtte hr. McCormicks ændringsforslag, som efter min mening her har den fordel, at det fastslår, at subsidiaritetsprincippet ikke bare er et retsligt og måske også teologisk princip, men at det uden tvivl også er et princip med en meget stor eksistentiel rækkevidde, hvilket vil sige, at det har umiddelbar forbindelse til borgernes dagligdag. For hvad er staten - eller under alle omstændigheder et styrende organ - hvis den ikke er resultatet af en frihedspagt mellem borgerne? Hvis staten således er en frihedspagt, skal den være garant for borgernes forsøg på at opfylde deres egne behov og ikke være en magthaver. Hvis staten er garant og ikke magthaver, fremgår det umiddelbart heraf, at man i hr. Wuermelings betænkning, hvor man ønsker at overlade beslutningerne til medlemsstaterne i henhold til subsidiaritetsprincippet, yderligere skal sikre, at samme proces følges af medlemsstaterne selv. Subsidiaritetsprincippets anerkendelse skal således sikres helt ned til de mindste samfund, selvstyrende myndigheder, mellemliggende enheder, samfundsenheder, familier og borgere, som er de eneste reelle magthavere i den lovgivnings- og forvaltningsmæssige indsats. Derfor vil jeg med dette indlæg gerne give udtryk for min særlige støtte til ændringsforslag 1 til punkt 11 b, som er stillet af hr. McCormick, og som efter min opfattelse på en hæderlig og fornuftig måde foreslår, at subsidiaritetsprincippet ikke skal betragtes som et teologisk princip, men netop som et forfatningsmæssigt princip.
+Hr. formand, sandheden er, at der med denne betænkning og med nogle udtalelser er sket noget, som beviser, hvor vanskeligt det er at lovgive eller bare behandle betænkninger i Parlamentet. Jeg udarbejdede en udtalelse inden for rammerne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, som i princippet var knyttet til denne betænkning, men det viser sig, at den vedrørte en anden betænkning om Slim-initiativet. Uanset årsagerne til denne fejl er det helt sikkert, at den er begrundet i den strøm af initiativer, som Kommissionen tager med hensyn til lovgivning. Kommissionen er bevidst om fællesskabslovgivningens svagheder, og derfor udgiver den løbende dokumenter, hvoraf det fremgår, at der skal lovgives bedre, eller at lovgivningen skal forenkles. Det var det, jeg henviste til i betænkningen om Slim-initiativet, for fællesskabslovgivningen, og det har hr. Medina netop vist os ved at læse nogle artikler af traktaten op, er vanskelig at forstå, selv for eksperterne. Hr. formand, alle de overvejelser, som jeg gjorde mig i forbindelse med Slim-initiativet, kunne overføres til dette her. Og det siger jeg som repræsentant for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål, som er det udvalg, der er mest bekymret over, hvordan lovgivningen griber om sig, og over reglernes manglende gennemskuelighed. På den anden side får den smule tillid, som vi kan have til en forbedring af lovgivningen, os ikke til at fortolke subsidiaritetsprincippet på samme måde som PPE, Parlamentets højrefløj. Hvis denne tankegang blev bragt til sin yderste konsekvens, kunne vi anmode om, at det, som staten kan gøre, ikke skulle gøres af Fællesskabet. I samme ånd har vi lige hørt hr. Mauro argumentere for, at familierne skal gøre det hele, at kommunerne skal gøre det hele, og at enhver form for forvaltning skal forsvinde. Og det ville være et anarki, som vi naturligvis ikke går ind for.
+Hr. formand, jeg vil allerførst bede Dem, Kommissionen og alle mine kolleger undskylde, at jeg kommer for sent, men jeg kommer fra et andet møde, og jeg kunne ikke nå frem før. Forskellige talere fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti har allerede givet udtryk for gruppens holdning. Jeg vil derfor sammenfatte vores synspunkter. For det første mener jeg naturligvis, at Kommissionens arbejde er prisværdigt og ofte yderst vanskeligt. I dette dokument, som hedder "Bedre lovgivning", er der knap nok to afsnit om subsidiaritet. Det har naturligvis at gøre med de vanskeligheder, der er forbundet med dette princip, som vi har endt med at betegne som teologisk. Jeg mener imidlertid, at det er vigtigt at påpege, at det er et princip, der kan gøres gældende ved Domstolen, eftersom det er medtaget i traktaten. Det er rigtigt, at vi endnu ikke har haft nogen sag baseret på overtrædelse af subsidiaritetsprincippet, men det findes, og det kan vi ikke se bort fra. Sagt på en anden måde, hr. formand, er subsidiaritetsprincippet sandsynligvis det princip, der omfatter, inddrager og resumerer det europæiske projekt, for i sidste ende er det ikke andet end den politiske vilje, som er indeholdt i traktaten. Vurderingen af subsidiaritetsprincippet afhænger helt af den til enhver tid herskende politiske vilje. Derfor er der visse aspekter af betænkningen, som ikke begejstrer mig, for jeg ville gerne have haft en mere fællesskabsvenlig betænkning, hvad angår det indre marked, og især på dette punkt er det naturligvis ikke i den retning, vinden blæser i betænkningen. I øvrigt, hr. formand, indeholder betænkningen andre spørgsmål, som ikke er på samme plan. Kodificeringen og forenklingen er vigtige spørgsmål, prisværdige, men de drejer sig kun om god juridisk teknik. Jeg vil derfor anmode Kommissionen om, at den til næste år udarbejder en rapport om anvendelsen af subsidiaritetsprincippet med alle dets følgevirkninger og en anden rapport om anvendelsen af forvaltningsteknikker og god lovgivning.
+Hr. formand, jeg vil gerne sige tak, fordi jeg som ordfører for denne betænkning må sige noget kort om ændringsforslag 8 fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe. Der er blevet talt meget om, at subsidiaritetsprincippet er et teologisk princip. Jeg vil gerne minde om en tale, som pave Johannes Paul II. holdt for fire uger siden, og hvor han gav udtryk for sin store glæde over, at subsidiaritetsprincippet bliver anvendt politisk. Jeg vil gerne råde alle mine kolleger til at følge dette kloge råd.
+Det var ikke et forslag til proceduren, men jeg mener, at De som ordfører har lov til at udtale Dem for at forklare dette punkt. Jeg giver ordet til kommissæren.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede mit indlæg med at takke ordføreren, hr. Wuermeling, og Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked for deres arbejde med at skabe bedre lovgivning. Det, vi her har med at gøre, er et yderst vigtigt spørgsmål. Vi må for det første altid spørge os selv, om vi har brug for lovgivning til at løse et problem. For det andet, hvis vi har brug for lovgivning, bør det så være på europæisk eller nationalt plan? For det tredje, hvis vi beslutter at lovgive på europæisk plan, hvordan kan vi så garantere, at lovgivningen er enkel, klar og omsættelig? For det fjerde, er der en anden måde end lovgivning, hvorved vi kan nå det samme mål på europæisk plan, såsom "blød" lovgivning, adfærdskodekser eller samregulering? Jeg er også enig med betænkningen og de synspunkter, der er kommet til udtryk i debatten her, om, at udvidelsen vil udgøre en væsentlig udfordring, hvad angår lovgivningens kvalitet, på grund af de økonomiske, sociale og retlige problemer, som de nye medlemsstater vil bringe med sig. Dette må respekteres, og det må der tages hensyn til af EU-lovgiverne. Subsidiaritet, proportionalitet, lovgivning af bedre kvalitet, enkel lovgivning, øget kodificering. Alt dette bør blive væsentlige politiske spørgsmål, som vi vil fokusere på. En sådan gennemgang af den eksisterende fællesskabslovgivning er ofte en meget nyttig eksersits, idet den viser, at det ikke altid er nødvendigt at lovgive på fællesskabsplan, eller at en lov er for detaljeret til lovgivning på fællesskabsplan. Jeg ønsker ikke at indlede en dyb diskussion om subsidiaritetens teologiske eller politiske historie. Det, der er vigtigt for EU-institutionerne, er, at vi har et stærkt engagement til at forbedre lovgivningens kvalitet, navnlig hvad angår subsidiaritet. Kommissionen gør både politiske og interne bestræbelser på at indarbejde subsidiaritet i vores forslag til lovgivning. Initiativet til at udarbejde en hvidbog om styreformer er f.eks. et forsøg på at fremme subsidiaritetsprincippet på alle niveauer. Ordføreren nævnte spørgsmålet om henstillinger til "blød" lovgivning eller andre aftaler. Det er efter min mening nogle meget vigtige spørgsmål at drøfte. Jeg ser her nogle af Deres kolleger, som spillede en vigtig rolle i forbindelse med forordningen om informationssamfundet og Internettet. Er det muligt at lovgive om spørgsmålene, når teknologien udvikler sig med en så stor fart? Er der risiko for, at vi vil bremse udviklingen, hvis vi lovgiver? Er der risiko for, at teknologien vil udvikle sig så hurtigt, at problemet vil have ændret sig, inden lovgivningen er klar? Det er et område, hvor vi må se på spørgsmålene med et meget åbent sind. Jeg vil indtage en meget personlig holdning ved at sige, at der kan være nye styreformer, hvor regulering og selvregulering kan komplettere hinanden og ikke være alternativer. Men en ting, der er vigtig for frivillige aftaler eller selvregulering er, at de skal implementeres. Vi må vide, at de bliver håndhævet, vi må vide, hvordan vi kan overvåge, at det, der er aftalt, er sket. Så er det vigtigt at se, hvad der bør være Europa-Parlamentets rolle i diskussionerne. Der kan måske være åbne diskussioner, debatter eller dialog, som garanterer, at Europa-Parlamentet deltager i debatten. Men jo mere, vi går i detaljen med informationsteknologien, den hurtige udvikling på Internettet, jo mere overbevist bliver jeg imidlertid personligt om, at detaljeret lovgivning ikke er svaret på dette problem, eller, hvis det er svaret på noget, så er det ikke det problem, som informationsteknologien står over for. Der er også andre områder af det indre markeds lovgivning, som er meget kompliceret. Jeg vil blot nævne såkaldte fodgængervenlige biler, som Kommissionen vil drøfte om et par uger. Dette direktiv kunne være 64 sider langt, yderst detaljeret, matematisk og omfatte en masse ingeniørekspertise. Er det et område, hvor vi bør søge detaljeret regulering med garantier, som vil blive implementeret overalt, eller bør vi overveje en frivillig aftale som alternativ, når blot den kan håndhæves og overvåges? Det er denne form for debatter, vi har brug for at føre i de næste par år. Jeg håber, at denne betænkning, som vi kommissærer fik forelagt sidste år, i fremtiden vil omfatte subsidiaritet, bedre regulering og vurdering af alternativer i fuld respekt for Rådets og Parlamentets lovgivende kompetence. Jeg vil endelig tage højde for den kritik, som vi har set i Parlamentets betænkning. Den er koncis og klar. Jeg vil overbringe budskabet til mine kolleger i Kommissionen, og Kommissionen vil gøre sit bedste for at reagere positivt på disse ved forberedelsen af den næste rapport. Jeg håber, at vi kan fortsætte denne debat, således at den ikke kun er en rutinesag på dagsordenen for torsdag eftermiddag, men en del af den centrale debat om fællesskabslovgivning som helhed.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 18.00. (Mødet udsat kl. 17.27 og genoptaget kl. 18.00)
+(Forslaget til beslutning vedtoges) Betænkning (A5-0287/2000) af Karamanou for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udkast til handlingsplan for Albanien og naboregionen (7886/2000 - C5-0305/2000 - 2000/2158(COS)) (Forslaget til beslutning vedtoges) Sylla (GUE/NGL). (FR) Hr. formand, undskyld at jeg afbryder mødet, men de nyheder, vi får fra Elfenbenskysten, er yderst alvorlige. Der er i dette øjeblik udbrudt en ny borgerkrig mellem tilhængerne af Gbagbo og Ouattara, og eftersom vi her til morgen bad formanden overbringe vores lykønskninger til de kandidater, der havde udnævnt sig selv, synes jeg, at vi snarere burde anmode om og holde fast i vores ønske om afholdelsen af demokratiske valg, som indbefatter samtlige partier, der blev udelukket af militærjuntaen, for at undgå at se denne region synke uafværgeligt ned i den mest totale balkanisering.
+Mange tak for Deres meddelelse, hr. kollega! Jeg vil videregive det til formanden, hvis De er indforstået hermed. Betænkning (A5-0269/2000) af Wuermeling for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om Kommissionens rapport til Det Europæiske Råd: Bedre lovgivning 1998 - Et fælles ansvar (1998) (KOM(1998) 715 - C5-0266/2000 - 1999/2197(COS)) og om Kommissionens rapport til det Europæiske Råd: Bedre lovgivning 1999 (KOM(1999) 562 - C5-0279/1999 - 1999/2197(COS)). (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer Betænkning af Peijs ( A5-0283/2000)
+Jeg har stemt for betænkningen, selv om der er nogle ændringsforslag, jeg ikke er kommet igennem med, fordi den også omhandler de for store veksel- og overførselsomkostninger i euroområdet. Kommissionen advarede den 4. juli banker i Belgien, Finland, Portugal og Irland på grund af konkurrencefjendtlige fremgangsmåder i forbindelse med deres vekselgebyrer for valutaer i euroområdet. Kommissionen sendte klagepunkter til næsten 120 banker og banksammenslutninger. Bankerne fik indsigelsesfrist til begyndelsen af oktober, men det blev dog i den forbindelse gjort klart, at Kommissionen ville idømme strenge straffe for aftaler om fastsættelse af gebyrer, der kunne stå i vejen for indførelsen af eurosedler og -mønter og skade forbrugerne. Siden den 1. januar 1999 har valutakurserne været uigenkaldeligt fastlåst. Det er forståeligt, at borgerne er skuffede over de vedvarende høje gebyrer, da bankerne ikke længere står over for valutakursrisici efter dette tidspunkt. Disse gebyrer findes stadig, både ved veksling af kontanter og ved grænseoverskridende pengeoverførsler. I betragtning af, at vi nu lever i et fælles marked med en fælles valuta, er det uacceptabelt, at vi stadig har disse alt for høje gebyrer. Hvis denne tilstand fortsætter, kunne det påvirke borgernes indstilling til og accept af euroen i negativ retning. Hvis bankerne ikke deltager og fortsat opkræver høje gebyrer i euroområdet, er der stor risiko for, at forbrugerne sætter spørgsmålstegn ved euroens hensigtsmæssighed og formål. Jeg opfordrer bankerne til hurtigst muligt at gennemføre de standarder, som Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) har udviklet, og som fører til en direkte og automatisk overdragelse af grænseoverskridende betalingsanvisninger mellem bankerne. En undersøgelse i de 11 eurolande har vist, at forbrugerne stadig skal betale et gebyr på gennemsnitlig 17,10 euro for en overførsel på 100 euro mellem medlemsstaterne. Dette uacceptable forhold skal der rådes bod på hurtigst muligt. Banker og kreditinstitutter skal yde en langt større indsats med henblik på at sænke omkostningerne til overførsel af småbeløb mellem medlemsstaterne. Jeg kræver eftertrykkeligt, at overførslerne bliver billigere, mere effektive og pålidelige.
+Efter euroens indførelse har alle bemærket, at det er blevet dyrere at hæve penge på bankkontoen, når man er i udlandet. Den gamle vekselkursforskel mellem køb og salg er erstattet med et fast gebyr, for hver gang man hæver på kontoen. Endvidere bliver det dyrere at få den fælles mønt i andre lande end bopælslandet, når der om 15 måneder i 11 medlemsstater indføres de samme mønter og pengesedler. Samme irritationsmoment opstår på grund af de høje bankomkostninger ved små betalinger til udlandet. For indbyggerne i vores lande opretholdes de samme grænser, også når staterne overdrager mange af deres beføjelser til EU, og de nationale banker sluttes sammen over grænserne. Bortset fra UEN-Gruppen, som har gjort sig til talerør for de franske banker, siger alle andre grupper i dag, at det ikke kan være rimeligt. Men hvad gør vi ved det? Hr. Bolkestein svarer, at han vil løse problemet gennem undersøgelse og fri konkurrence i stedet for prisregulering. Hans passivitet er den bedste garanti for vedvarende udgifter og irritation. Så længe formålet med banker kun er at opnå stort udbytte, og de ikke underkastes demokratisk kontrol, fortsætter denne uholdbare situation. Betænkning af Karamanou (A5-0287/2000)
+Hr. formand, vi har forberedt Karamanou-betænkningen meget omhyggeligt i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Jeg vil gerne takke fru Karamanou for den umage, hun har gjort sig i den forbindelse. Vi har her indgået kompromiser, der ikke altid har været tilfredsstillende for os, men som stort set har været acceptable. Derfor er det så skrækkeligt, at betænkningen fuldstændig er blevet forvandlet til en ideologiseret betænkning på grund af et uacceptabelt ændringsforslag - nr. 18 - fra fru Ludford. Derfor måtte vi forkaste betænkningen, og jeg vil gerne sige til Den Liberale Gruppe, at det vil skade samarbejdet i Europa-Parlamentet på langt sigt, hvis der gang på gang stilles venstreorienterede ændringsforslag fra liberal side i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender gennem fru Ludford! Jeg mener ikke, at det er et grundlag for et fornuftigt samarbejde!
+Hr. Posselt, det var alt sammen meget interessant, men det har ikke ret meget at gøre med Deres stemmeafgivelse! Alligevel afbr��d jeg Dem ikke. (Mødet hævet kl. 18.36)
\ No newline at end of file