diff --git "a/data/train/da_ep-00-05-15.txt" "b/data/train/da_ep-00-05-15.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-05-15.txt"
@@ -0,0 +1,91 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 4. maj 2000, for genoptaget.
+Mine kære kolleger, som De ved, blev livet for indbyggerne i Enschede i Nederlandene lørdag vendt til rædsel. Eksplosionen i et fyrværkerilager har allerede krævet mindst 16 menneskeliv, mere end 600 er sårede, og tilstanden for seks af dem er kritisk, og adskillige er stadig meldt savnet. Godt 400 huse blev ødelagt ved eksplosionen, og mere end tusinde blev beskadiget. Det er en af de værste katastrofer i Nederlandenes historie siden Anden Verdenskrig. Jeg har over for de nederlandske myndigheder givet udtryk for min egen og Europa-Parlamentets dybe medfølelse. I dette sorgens øjeblik går vores inderligste tanker til ofrene, deres familier og ligeledes til redningsholdene, som ikke sparer sig nogen ulejlighed. Jeg opfordrer Dem, mine kære kolleger, til at iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
+Fru formand, på vegne af de 31 medlemmer, der i Nederlandene er valgt til Europa-Parlamentet, vil jeg takke Dem mange gange for de ord, som De netop udtalte, og for den respekt, som Parlamentet har udtrykt for ofrene for den store katastrofe i Enschede og for deres pårørende. Fru formand, jeg har på de 31 medlemmers vegne egentlig ikke så meget at tilføje til Deres ord. Jeg vil dog lige understrege, hvor rørte vi er, ikke blot på grund af det, som De netop sagde, og den stilhed, der blev iagttaget, men også på grund af den øjeblikkelige assistance hen over grænserne ved afhjælpningen af nøden efter denne katastrofe. Øjeblikkeligt kom tyske kolleger deres nederlandske venner til hjælp for at udføre det ofte farlige arbejde, som var nødvendigt ved bekæmpelsen af katastrofen. Også de tyske hospitaler er involveret i behandlingen af de kvæstede, hvoraf et stort antal stadig er indlagt på hospitaler. Jeg synes, det er et eksempel på europæisk solidaritet, som vi går ind for her i Parlamentet. På de 31 medlemmers vegne vil jeg også takke Kommissionen, som med det samme gav udtryk for medfølelse i et brev fra hr. Prodi til Enschede kommune. Jeg vil gerne bede Kommissionen om at overveje at undersøge, hvordan den selv kan spille en rolle i forbindelse med afhjælpningen af nøden og med henblik på at forebygge den slags frygtelige katastrofer, som har ramt så mange borgere. Jeg takker Dem mange gange på de 31 medlemmers vegne for Parlamentets medfølelse og ser i Parlamentet den virkelige repræsentant for den europæiske solidaritet, som er så nødvendig for denne verdensdel.
+Jeg takker Dem, hr. Oostlander.
+Den 7. maj 2000 ramte den mest blinde og brutale terrorisme på ny Spanien i form af mordet på José Luis López de Lacalle, som var journalist og medstifter af Forum Ermua, som er de intellektuelles fredsbevægelse i Baskerlandet. Terroristerne ville ramme et af demokratiets mest værdifulde goder, nemlig ytringsfriheden. Dette forum blev oprettet, efter ETA i juli 1997 havde myrdet Miguel Ángel Blanco Garrido, som var kommunalbestyrelsesmedlem i Ermua. Det har til formål at bevise, at forsøg på at skræmme og afpresning ikke kan få samvittigheden til at tie stille. José Luis López de Lacalle kæmpede hele livet for at forsvare friheden og demokratiet. Efter at have tilbragt fem år i Francos fængsler faldt han for et andet diktaturs kugler, nemlig terrorismens diktatur. Samme dag fordømte jeg på det kraftigste denne barbariske handling og gav udtryk for min egen og Europa-Parlamentets oprigtige medfølelse med hans familie og solidaritet med den avis, han arbejdede for. Jeg gav ligeledes udtryk for vores ubetingede støtte til den spanske regerings kamp mod terrorismen.
+Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen på mødet den 11. maj, er omdelt. Torsdag: Under punktet Menneskerettigheder kan der være fem underpunkter, men vi har kun fire. Vi har således mulighed for at tilføje et nyt underpunkt, og jeg har modtaget tre forslag. Et forslag fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og TDI-gruppen, som ønsker at få optaget et nyt underpunkt "Tunesien"; fra PPE/DE-gruppen, som ønsker at få optaget punktet "Sikkerhed for tilskuere og forebyggelse af fodboldvold under det kommende Europamesterskab" og fra Gruppen Union for Nationernes Europa, som ønsker at få optaget et nyt underpunkt "Situationen for flygtninge fra Bhutan i Nepal". Jeg sætter disse forslag til afstemning i den rækkefølge, jeg har modtaget dem, men først ønsker hr. Cohn-Bendit at få ordet for at støtte forslaget fra GUE-gruppen, Gruppen De Grønne og TDI-gruppen.
+Fru formand, kære kolleger, associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Tunesien trådte i kraft den 1. marts 1998. Siden har der ikke en eneste gang været en større debat om Tunesien eller en uopsættelig debat. Hver gang har en gruppe indfundet sig og sagt: "Ja, det er vigtigt, men forstår De, hr. Ben Ali er ved at gøre sig gældende". Vi har alle i aviserne læst oplysningerne om menneskerettighedernes og ytringsfrihedens vilkår i Tunesien. Jeg finder det skandaløst, at hver gang vi forsøger at drøfte det, griber de tunesiske parlamentarikere og den tunesiske regering ind. Jeg finder det skandaløst, at et af de to store partier endnu en gang forsøger at få debatten og den uopsættelige debat om de grundlæggende friheder i Tunesien forpurret. Derfor opfordrer vores gruppe alle til at holde op med at lytte til lederne af de to store partier og i stedet opføre sig modent, ikke lade sig påvirke og beslutte endelig at få en debat om situationen i Tunesien. Lad os få en uopsættelig debat, så vi kan se, hvor mange der går ind for menneskerettighederne, og hvor mange der udelukkende anvender dem i deres eget partis interesse og bliver taktiske, når situationen er vanskelig. Idet jeg går imod taktik i forbindelse med Tunesien og ind for en ærlig og åben debat, anmoder jeg Dem om at stemme for en uopsættelig debat og lade menneskerettighedssituationen i Tunesien indgå heri.
+Fru formand, mit indlæg bliver ikke polemisk, men konstruktivt. Jeg tror, at tiden er inde til at få en sådan debat om menneskerettighederne i Tunesien. Den bør finde sted i denne uge, fordi retssagen mod Taoufik Ben Briks bror har fundet sted i Tunis i dag, og fordi en delegation af parlamentsmedlemmer fra min gruppe, Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, Gruppen De Grønne og Den Socialdemokratiske Gruppe, i morgen vender tilbage fra Tunis. Det er ligeledes i denne uge, vi får besøg af formanden for Det Tunesiske Menneskerettighedsforbund og måske af hr. Taoufik Ben Brik selv. Hvis man tager disse forhold og vigtigheden af Europa-Parlamentets beslutning om at sætte noget i gang for at få hr. Ben Brik på fri fod, tror jeg, at det er særligt velkomment, at vi optager dette punkt på dagsordenen.
+Fru formand, først og fremmest vil jeg sige, at vi på grund af den respekt, vi skylder hinanden, ikke burde skabe en falsk polemik blandt os. For menneskerettighederne skal ikke alene forsvares, når vi kommer her, de skal forsvares uafbrudt, og jeg tror, at vi alle står sammen i denne kamp. Der findes ikke betydningsfulde forskelle mellem os. Det ville have været passende, hvis vi tidligere, da Den Socialdemokratiske Gruppe fremsatte et spørgsmål til uopsættelig behandling om situationen i Tunesien, kunne have regnet med stemmerne fra de tilstedeværende, der i dag protesterer, for vi fik ikke dette uopsættelige spørgsmål vedtaget. Men som den første taler i mødesalen i Bruxelles, der anmodede Dem, fru formand, om på alles vegne at skrive til præsident Ben Ali fra Tunesien, vil jeg gerne påminde om, at vi nu skal vente på, at Tunesiens præsident svarer Dem som højeste repræsentant for Europa-Parlamentet. For det andet vil jeg påpege, at spørgsmålet om vores forbindelser til Tunesien ikke afsluttes med et uopsætteligt spørgsmål. Det er et langt vigtigere og mere omfattende emne, og min gruppe er i dag blevet enig om at fremsætte en mundtlig forespørgsel til Kommissionen og til Rådet for at få igangsat en væsentlig debat om dette emne. Hvis hr. Cohn-Bendit f.eks. ønsker en grundig debat om dette spørgsmål, synes jeg, at han burde støtte vores forslag, således at vi kan få det med på den næste dagsorden.
+Tak, hr. Barón Crespo. Jeg tror, at Parlamentet har fået oplysninger nok til at kunne stemme. (Forslaget forkastedes) Nu forslaget fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti om fodboldvold.
+Fru formand, jeg vil gerne takke min egen gruppe for, at den har ladet dette forslag komme så langt. Det sker ikke så tit, at vi drøfter hastesager, der kan ændre tingenes tilstand til det bedre. Vi er altid så bagstræberiske og taler om ting, som vi faktisk ingen indflydelse har på. I næste måned, inden vi igen holder møde i Strasbourg, starter EM i fodbold. Flere, deriblandt det belgiske politiforbund, har allerede omtalt en række problemer, og man har i adskillige lande vist dokumentarprogrammer om forskellige fodboldkampe og sikkerhedsforholdene i forbindelse med Euro 2000. Jeg ved, at dette betragtes som et menneskerettighedsspørgsmål, og det handler da også om almindelige menneskers rettigheder. Alle fodboldtilhængere har ret til at gå ind og se en fodboldkamp og gå derfra igen uden at blive truet med vold, uden ballade på gaderne og uden at blive uretmæssigt chikaneret af mennesker, som ingen af os på noget tidspunkt ønsker at møde, nemlig fodboldhooligans. Det er, hvad dette forslag handler om, og jeg håber virkelig, at medlemmerne vil støtte det. (Forslaget vedtoges)
+Fru formand, i sidste måned kunne de fire afstemninger om fredagen ikke finde sted, fordi der var anmodet om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer var til stede, og det var det ikke. Nu tror jeg ikke, at dette er det rette sted at føre en diskussion herom. De, som har taget initiativ dertil, har sendt et brev til alle medlemmer for at præcisere, hvad der var hensigten med denne aktion, og hvad der ikke var det. Vi har naturligvis alle sammen i næste måned chancen for at udtale os om denne fredag, fordi der så tales om mødekalenderen for 2001. Men det betyder, at vi stadig har et problem på kort sigt, nemlig hvad vi vil gøre på fredag. Nu har Parlamentets Præsidium også taget dette problem op, og hvis jeg har forstået det rigtigt, har Præsidiet henstillet til Formandskonferencen om ikke at foretage afstemninger på fredag. Jeg har forstået, at der ikke er talt herom på Formandskonferencen. I betragtning af, at det naturligvis er op til Parlamentet at fastsætte dagsordenen, vil jeg gerne foreslå, at alle afstemninger, som er planlagt for fredag, simpelthen finder sted på torsdag, for hvad man end måtte mene om, hvad der skete i sidste måned, tror jeg, at hvis vi kan undgå det, er det naturligvis den bedste måde. Så kan vi i næste måned udtale os om, hvad vi skal gøre på langt sigt.
+Tak, fru van der Laan. Som De kan se, er dette en opfordring til at møde talstærkt op fredag for at stemme.
+Jeg henvender mig til min højtelskede veninde Mary Banotti for at spørge, hvordan det går med dansk tv her i bygningen. Vi er jo et af de små lande, der altid bliver undertrykt, men vi vil gerne kunne se dansk tv, så vi kan følge med i, hvad der sker. Vi er Europas vigtigste land, vi er simpelthen de bedste - se blot, hvem der vinder sangerkonkurrencen! Men vi kan ikke følge med i, hvad der sker. Hvad vil du gøre ved det, Mary?
+Tak, hr. Blak. Fru Banotti svarer Dem om lidt.
+Fru formand, dette er et tilbagevendende punkt. Vi kunne ikke høre tolken. Så kære Freddy, jeg forstod ikke et ord af, hvad du sagde - men jeg er sikker på, at det var godt!
+Hr. Blak vil forklare Dem det.
+Fru formand, jeg vil blot sige følgende: Sidste år afviste vi på demokratisk vis med stort flertal her i Europa-Parlamentet et ændringsforslag om at undlade at holde møde om fredagen. Vi besluttede os for at afholde fredagsmøderne og sagde: "Vi sætter de punkter på dagsordenen om fredagen, der ikke er kontroversielle, men som dog skal behandles, og som man også kan behandle fornuftigt med et noget mindre antal tilstedeværende." Sidste fredag misbrugte et mindretal en bestemmelse i forretningsordenen til så at sige at sabotere fredagsmødet og forhindre afstemningerne. Det er efter min mening at misbruge en rettighed, som i sig selv er fornuftig, for flertallet af Europa-Parlamentet traf trods alt beslutning om fredagsmøderne sidste år. I Bruxelles stemte vi næsten enstemmigt om disse emner, der så ikke blev sat under afstemning fredag - herunder det vigtige emne Etiopien. Det havde vi også kunnet stemme næsten enstemmigt om fredag, og jeg vil gerne anmode mine kolleger om at lade være med at sabotere på denne måde, om at lade os arbejde og diskutere i fred og ro, hvordan vi skal udforme vores arbejde. Men lad dem, der gerne vil arbejde her om fredagen, arbejde i fred og ro. Til sidst blev afstemningerne gennemført, fordi de, der havde anmodet om at få konstateret, om der var et beslutningsdygtigt antal til stede, selv slet ikke længere var til stede og derfor ikke kunne deltage i afstemningen.
+Mine kære kolleger, De er sikkert klar over, at vi ikke bør begynde at drøfte dette følsomme spørgsmål. Jeg vil give ordet til endnu to kolleger, og derefter går vi i gang med dagsordenen.
+Fru formand, jeg tror, at der for lidt siden var tale om en misforståelse. Fru van der Laan talte om det forslag, som Præsidiet har stillet Formandskonferencen. Jeg har forstået, at Formandskonferencen ikke har talt yderligere derom. Hvad fru van der Laan siger, er ikke, at vi nu skal have en bedømmelse af en aktion om anvendelsen af forretningsordenen. Jeg vil ikke tale om misbrug, for så ville jeg ikke vide, hvad disse paragraffer ellers kan bruges til. Det drejer sig om, at et forslag fra Præsidiet nu også fremlægges her. Jeg synes da ikke, at et forslag fra Præsidiet uden videre kan skubbes til side, og vi vil have, at det simpelthen også drøftes, og at det sættes under afstemning.
+Mine kære kolleger, jeg giver nu ordet til hr. Wiebenga, da han var formand på mødet den sidste fredag i mødeperioden, og han kan forklare Dem, at vi har overvejet dette spørgsmål i Præsidiet.
+Fru formand, for de medlemmer, som ikke ved det, vil jeg gerne på forhånd sige, at jeg ikke hører til den aktionsgruppe, som i sidste måned satte denne fredagsaktion i gang, men jeg var faktisk mødeformand og havde således med sagen at gøre. Jeg vil gerne erindre om, og jeg må godt sige det her, fordi jeg også har sagt det uden for Præsidiet, at jeg har forelagt dette spørgsmål for Præsidiet, for Dem og mine kolleger i Præsidiet, og i den forbindelse nævnte jeg på kort sigt fire muligheder for fredagsmøderne, inden vi træffer beslutning om mødekalenderen for år 2001, for så kan vi naturligvis selv bestemme her på plenarmødet. Den første mulighed er helt at stoppe med fredagsmøderne. Den anden mulighed er et fredagsmøde med en fyldt dagsorden og afstemninger kl. 12.00, ved middagstid eller lignende. Den tredje mulighed er at afholde forhandlinger om fredagen, men uden afstemninger, og derefter afholde afstemningerne i Bruxelles eller på senere møder. Den fjerde mulighed er at fortsætte som nu. Det er at afholde nogle mindre forhandlinger om fredagen og derefter afslutte disse med afstemninger. Det er tydeligt, at der i forbindelse med denne sidstnævnte mulighed igen vil blive anmodet, for øvrigt af andre medlemmer end mig, om at få fastslået, om det fornødne antal medlemmer er til stede, og at vi således igen ikke kan foretage afstemning på fredag. Fru formand, det er ikke Præsidiet, men Formandskonferencen, der har kompetence i dette spørgsmål. Hvad De end mener herom, hvad enten De er for eller imod fredagen, og hvad enten De er for eller imod Strasbourg, synes jeg, at det i øjeblikket er det bedste for Parlamentet, hvis vi ikke hver fredag skændes om, hvorvidt det fornødne antal medlemmer er til stede, hvilket jeg også har sagt i Præsidiet, og hvis vi ikke opfører afstemninger på dagsordenen for fredagsmøderne.
+Mine kære kolleger, Formandskonferencen, der holder møde på torsdag, vil under alle omstændigheder behandle spørgsmålet og se, om der er grund til at bibeholde afstemninger om fredagen. Jeg gør ligeledes opmærksom på, at Præsidiet skal gennemgå en rapport fra hr. Provan. Den vedrører de interne ændringer af Parlamentets procedurer, og struktureringen af fredagsmøderne, som hr. Wiebenga lige har nævnt, indgår naturligvis i disse overvejelser. Hvis De alligevel vil fortsætte med at diskutere dette, har jeg ingen indvendinger. De vil alle blive hørt i forhold til forslagene til ændring.
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Jeg beklagede mig blot over elektronikken her på stedet. Jeg kunne ikke høre tolken, og jeg er sikker på, at visse andre medlemmer tidligere har haft problemer med tolkningen. Jeg tror, at jeg på et tidspunkt fik tolket til svensk, og jeg kunne slet ikke høre hr. Blak. Det var bare det, jeg ville påpege. Jeg tror, at fru Banotti har nævnt det, men da jeg ikke kunne høre hende, fordi jeg fik tolket hendes indlæg til svensk, er jeg ikke rigtig klar over, hvad hun sagde.
+Tak, fru Ahern, vi skal sørge for, at den slags ikke gentager sig.
+Fru formand, en bemærkning til forretningsordenen. Det er samme punkt, og for en gangs skyld er jeg enig med fru Ahern. Det må være første gang!
+Fru formand, jeg vil gerne knytte an til det, fru van der Laan sagde. Hun bebudede fredag i sidste mødeperiode, at der nu altid - så længe fredag endnu er mødedag - skal anmodes om at få konstateret, om der er et beslutningsdygtigt antal til stede, det vil sige, den gruppe, der anmodede om det sidste gang, erklærede selv, at formålet kun var destruktion og ikke fornuftigt arbejde. Det kan Præsidiet ikke lade passere, for plenarforsamlingen har besluttet, at fredag er mødedag - det har hr. Posselt påpeget - og det kan heller ikke Præsidiet sætte ud af kraft. Det kan ikke være rigtigt, at vi på den måde lader os præsentere af nogle mennesker, der hidtil kun sjældent har været til stede om fredagen, og som giver et elendigt billede i offentligheden. Ved afstemningen ved navneopråb kl. 10.00 var der dårligt nok en eneste af de 30 forslagsstillere til stede. Det er helt klart en fremgangsmåde, vi ikke kan tolerere!
+Fru formand, jeg vil gerne på en eller anden måde svare på det, min kollega lige har sagt. Jeg hører faktisk til dem, der går ind for møder om fredagen, og som mener, at det er vigtigt at bibeholde dette møde ligesom møderne alle ugens andre dage. Jeg vil gerne tilføje, at visse medlemmer, som med rette har anmodet om, at der skal være et beslutningsdygtigt antal til stede for at kunne holde disse møder korrekt, var til stede under hele afstemningen. Det er således forkert at sige, at visse medlemmer saboterer disse møder. Der er medlemmer af Parlamentet, der er her fra mandag til fredag, og om fredagen lige til mødets slutning.
+Fru formand, jeg kan fuldstændigt tilslutte mig de bemærkninger, som hr. Wiebenga fremsatte. Vi må i hvert fald engang se nøje på den måde, vi har udformet fredagen. Men jeg siger, også fordi der i medierne er opstået en række misforståelser, at jeg ikke hører til dem, som vil finde en løsning på diskussionen om "Strasbourg" ad bagvejen, men at jeg hører til dem, som gennem en afstemning vil undersøge, om vi i Strasbourg med en fyldt dagsorden kan holde en god mødedag her sammen med også vores franske kolleger. Disse to ting ville jeg sige. Men det betyder også, og det kan jeg ikke lade være med at sige her, at alle de kolleger, som kritiserede mig sidste gang, fordi jeg kritiserede dem, ikke må have forladt salen inden kl. 12.00, den sidste afstemning var efter kl. 12.00. Det gjorde mig meget ondt, for ved afstemningen ved navneopråb var aktivisterne, proeuropæerne fra mit eget land, men også et stort antal antieuropæere, desværre ikke længere til stede. Se blot på den sidste afstemning ved navneopråb. Lad os i en god diskussion se på denne mødeperiodes udformning på en fair måde.
+Fru formand, efter fru Oomen behøver jeg ikke sige så meget mere. Jeg håber blot, at De vil forstå dette. Den nederlandske gruppe, som på denne måde har sat fredagen under diskussion, har ikke gjort det, fordi man er imod Strasbourg eller lignende. Det er først og fremmest sket, fordi disse fredagsmøder gang på gang kritiseres utroligt meget, og samtidig, fordi de fleste af os hellere vil arbejde i vores eget land om fredagen. Fordi vi i forvejen opholder os temmelig meget i Bruxelles og Strasbourg og også har brug for tid til at tale med vores vælgere. Jeg tror, at en seriøs diskussion om denne fredag er tvingende nødvendig, og den må ikke forveksles med strasbourgdiskussionen. Det er en diskussion om spørgsmålet, om vi tilrettelægger vores arbejde effektivt og godt, og om vi også har tid til at arbejde hjemme i vores eget valgdistrikt. På den baggrund støtter jeg denne aktion.
+Som jeg har sagt, er der åbnet for disse overvejelser med gennemgangen af hr. Provans rapport.
+Fru formand, kære kolleger, jeg er en af dem, som blev her hele fredagen. Det er let at checke, fordi vi havde elektronisk afstemning. Det drejer sig faktisk ikke om sabotage, men om at vi tager Parlamentet så alvorligt, at vi synes, at det er pinligt, at der kun er 70 parlamentsmedlemmer til stede, når vi stemmer om vigtige ting som f.eks. skolemælk eller Etiopien. Dette har også i mit hjemland, Sverige, skabt stor debat. Det handler om, at vi skal have en seriøs debat i gang om disse emner. Enten gør vi fredag til en rigtig arbejdsdag, eller også dropper vi den!
+Fru formand, jeg vil fatte mig i korthed, og for øvrigt mener jeg, at vi måske skal tage en grundigere diskussion på et andet tidspunkt. Jeg er blandt dem, der mener, at fredagen bestemt kan blive ved med at være arbejdsdag. Muligvis kunne man finde løsninger, der indebar en debat og ikke nødvendigvis en afstemning. Vi er nemlig alle klar over, at fredagen er en særlig dag, også på grund af mulighederne for forbindelse til Kommissionen og derfor for politisk arbejde i vores egen interesse som europaparlamentarikere i forhold til vores oprindelseslande. Men i det øjeblik vi tager denne diskussion, er det vigtigt, at kollegerne undlader at benytte lejligheden til en ekstern udnyttelse af Parlamentets rolle eller ikke-rolle, når vi betragter handlingen, der skal foretages. Visse eksempler på handlinger, som skaber genklang og giver vores lande og vores vælgere et indtryk af, at man i virkeligheden pjatter og ikke arbejder i Europa-Parlamentet, er i hvert fald skadelige, hvad målet, vi sætter os for at nå, så end er. Derfor ønsker jeg mig, at vi med ansvarsfølelse når frem til det øjeblik, hvor vi kan afslutte denne debat, så vi alle undgår at bevæge os i en retning, som ingen ønsker.
+Hr. Wiebenga, De har selv sagt det, og som jeg selv har sagt til Dem, er vi nu ved at finde de bedste løsninger.
+Fru formand, det eneste, som jeg har bedt om, er, om De kan sætte under afstemning, for vi taler nu om punktet "arbejdsplan" for dette plenarmøde, at vi ikke stemmer på fredag?
+Nej, fru van der Laan, De burde vide, at i henhold til forretningsordenen burde denne anmodning have været indgivet i overensstemmelse med formkravene eller rettidigt, hvilket ikke har været tilfældet. Jeg kan derfor ikke sætte den under afstemning. Jeg har nu kun tilbage at opfordre til at møde talstærkt op på fredag, afstemning eller ej. Jeg regner med Dem alle, om ikke for andet så af hensyn til de tilhørere, der er til stede under vores drøftelser
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0115/2000) af Jeggle for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om Kommissionens forslag om fastsættelse af priser for landbrugsprodukter (KOM(2000) 77 - C5-0121/2000 til C5-0126/2000 - 2000/0045(CNS) til 2000/0050 (CNS)).
+Fru formand, ærede hr. kommissær, ærede kolleger, jeg ønsker for Dem, at De har haft en vidunderlig weekend, at De har haft mulighed for at rekreere Dem et eller andet sted i Europa i vores fabelagtigt smukke og navnlig intakte kulturlandskab, som vores landmænd har plejet ansvarsfuldt og kærligt. Således kan vi påbegynde forhandlingen om vores betænkning om fastsættelse af landbrugspriserne 2000/2001 fulde af optimisme. Tidligere har denne betænkning altid været genstand for heftige debatter om landbrugets indtægtssituation. Afgørelserne i forbindelse med Agenda 2000 har fastlagt mange ting, ikke altid ubetinget til fordel for landbruget. Det foreliggende forslag fra Kommissionen indeholder også en række punkter, der igen vil føre til et indtægtstab for landbruget. Det vender jeg mig helt entydigt imod med min betænkning. Ifølge Kommissionens forslag skal forhøjelsen af interventionspriserne for korn nedsættes yderligere ad to omgange og derefter fastsættes. Kommissionens forslag om at nedsætte de månedlige forhøjelser ville bevirke en yderligere substantiel forringelse af landbrugsindtægterne. I den forbindelse forkaster vi også den skærpelse af interventionskriteriet, som Kommissionen påtænker at foretage. En eventuel nedsættelse af minimumsvandindholdet forringer sikkerhedsnettet i form af interventioner og øger antallet af kornsorter, der principielt er udelukket fra interventionsordningen. Et tredje punkt - her ser det efter de sidste pressemeddelelser ud til, at Rådet er slået ind på Landbrugsudvalgets kurs - vedrører den nedbringelse af landbrugsbudgettet med 300 millioner euro årligt til fordel for EU's udenrigspolitik, som fru Schreyer har planlagt, også på baggrund af, at der endnu ikke er ekstra penge til rådighed til de store skader i skovene. Jeg vil gerne endnu en gang sige det klart og tydeligt: Uanset hvor vigtigt EU's engagement på Balkan er, er landbrugsbudgettet ikke en uudtømmelig kilde, af hvilken vi kan finansiere alle andre ønskværdige politikker. Landbrugsbudgettet er hverken en selvbetjeningsbutik eller en indbringende malkeko. Når fru Schreyer siger, at de 300 millioner euro jo ikke kommer fra den direkte støtte, så er det ligegyldigt, da hver eneste euro også er nødvendig og velanbragt i landbrugspolitikkens anden søjle, nemlig søjlen til fremme, udvikling og bevarelse af landdistrikterne. Allerede nu befinder vores landmænd sig i en usikker situation på en måde, som burde gøre os betænkelige. De strukturelle forandringer er ikke i sig selv noget dårligt, men snarere følgen af en betydelig forbedring af uddannelserne, altså af viden, kunnen og teknikker. Men hvis de bedrifter, vi har kategoriseret som overlevelsesdygtige ud fra et politisk synspunkt, i stigende grad lukker, og hvis landmændene klager over utålelige arbejdsbelastninger, så er der noget, der ikke længere stemmer, og måske er der også noget, der ikke længere stemmer med vores politik. Det er vores opgave at skabe konkrete og pålidelige - eller tillad mig at bruge et ord fra vores definition på moderne landbrug - det er vores opgave at skabe bæredygtige rammebetingelser og ikke fortsat at skrue de små skruer fast. Vi har jo allerede skruet de store godt fast. Der er nogle grundlæggende ting, vi skal ændre i vores landbrugspolitik på langt sigt! Vi har brug for en ny vision til vores landmænd, som er fremtidsorienteret og tager højde for fremtidige krav. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om og i hvilket omfang den er parat til at godkende de ændringsforslag, vi har vedtaget enstemmigt i vores udvalg. Baggrunden for mit spørgsmål er selvfølgelig muligheden for en eventuel henvisning til fornyet udvalgsbehandling i tilfælde af, at Kommissionen ikke er parat til at godkende de punkter, som er vigtige for Parlamentet. Her drejer det sig især om kornets vandindhold og de månedlige forhøjelser. På den anden side underkender jeg ikke, at budgetåret begynder den 1. juli, og at en henvisning til fornyet udvalgsbehandling eventuelt vil medføre, at Rådet ikke kan træffe en beslutning i tide, hvilket igen vil skade landbruget. Noget sådant vil jeg absolut forhindre! Jeg indledte min tale med at minde Dem om det europæiske kulturlandskabs skønhed. Jeg vil gerne slutte med sætningen: "Essen und Trinken hält Leib und Seele zusammen" (mad og drikke forener krop og sjæl). Det må vi ikke glemme, heller ikke i forbindelse med vores politiske overvejelser og beslutninger!
+Fru formand, et overvældende flertal i Budgetudvalget er af den opfattelse, at vi med hensyn til landbrugspriserne for næste år må fastholde det, som blev fast aftalt i Berlin. Hverken mere eller mindre. Det er allerede svært nok for nogle landbrugssektorer. I forskellige europæiske lande er store grupper af landmænd i vanskeligheder. Der findes megen stille fattigdom i øjeblikket. Indtil nu har landbrugsbudgettet været født under en heldig stjerne, som det ser ud nu. Forholdet mellem euroen og dollaren falder heldigt ud for budgettet, selv om visse tal er foruroligende. Intet siger imidlertid, at det for altid vil være tilfældet. Alligevel har Kommissionen allerede fremsat forskellige forslag med henblik på eventuelt at drage fordel af landbrugsbudgettet. Sommetider er disse diskussioner koncentreret om sukkersektoren, sommetider om andre sektorer i landbrugsbudgettet. Budgetudvalget mener, at vi skal holde os til det, som blev aftalt på plenarmødet for nogle måneder siden, nemlig at det aldrig må være sådan, at landbrugsbudgettet kommer til at tjene som primær kilde for finansieringen af Den Europæiske Unions eksterne aktioner. Det vil budgettet holde fast ved. For det andet synes Budgetudvalget, at Kommissionen hurtigst muligt skal fremlægge forslag med hensyn til reformen af sukkersektoren. Når vi i september eller oktober i år taler om strukturen for budgettet for 2001, er det uundværligt at vide, hvad Kommissionen agter at gøre med hensyn til sukkersektoren. For forholder det sig ikke sådan, at sukker faldt uden for Berlin-aftalerne? Og hvis vi skal kunne bedømme budgettet for 2001 ordentligt, må vi vide dette. Jeg håber, at kommissær Fischler i eftermiddag kan oplyse, hvornår han tror, han kan fremlægge reformforslagene om sukker.
+Fru formand, hr. kommissær, ærede kolleger, hvis landmændene får at vide gennem pressen, at Europa-Parlamentet diskuterer landbrugspriserne for produktionsåret 2000/2001, vil mange helt sikkert nære forhåbninger om, at det dog eventuelt handler om prisforhøjelser. Men det er ikke tilfældet! Der er faktisk tale om de forslag, som Kommissionen forelægger for os efter reformerne i Agenda 2000. Her vil jeg gerne rette en stor tak til ordføreren, fru Jeggle, for hendes arbejde. Indtil nu har det heddet "år efter år", når vi har skullet debattere fastsættelsen af landbrugspriserne. År efter år har det været en duel på ord, og for så vidt hilser jeg det nu velkomment, at forslagene om faste priser for flere år virkelig kan give landmændene nogle noget mere pålidelige referencerammer for deres produktplanlægning. Dog vil jeg gerne advare mod, at Rådets, Kommissionens og Parlamentets årlige tilbageblik på den måde således måske ikke får en passende anerkendelse. Markedssituationen, udsigterne for de enkelte sektorer samt udviklingen i landbrugsindtægterne og også beskæftigelsen skal fortsat måles og vejes hos de europæiske institutioner hvert år. Forslagene om en fastsættelse af de institutionelle priser og månedlige forhøjelser vedrører de allerede nævnte produkter. De fleste priser er fastsat i Agenda 2000, men i forbindelse med de månedlige forhøjelser for korn foreslår Kommissionen at nedbringe dem med 7,5%. Jeg vil gerne tage ordførerens idé op. Nedbringelsen af de månedlige forhøjelser for korn kan efter vores gruppes mening ikke forsvares, og det skyldes ikke mindst, at Kommissionens forslag modarbejder afgørelserne fra Berlin om Agenda 2000. Vi bør ikke sætte landmændenes indtægter yderligere under pres på en meningsløs måde. Nu er der et aktuelt spørgsmål, jeg er interesseret i, hr. kommissær Fischler: Sidste uge diskuterede vi endnu en gang med fru Schreyer i plenarforsamlingen, om disse 300 millioner euro for 2001/2002 til hjælp til genopbygning i Kosovo nu virkelig kan tages fra landbrugsbudgettet. Jeg kender argumentet om, at vi ville tjene det ind gennem valutakursmekanismen. Vi hørte også disse sloganer, da det handlede om sukkermarkedsordningen. Men har jeg forstået pressen rigtigt, at Rådet i begyndelsen af sidste uge alligevel forkastede Kommissionens fremgangsmåde? Jeg tydede meddelelsen i pressen således, at vi ikke vil være med til det, og det vil jeg gerne høre Deres svar på. Ellers begynder vi en diskussion her og diskuterer realiteterne bagefter. Personligt kunne jeg i det mindste virkelig godt lide Rådets forklaring.
+Fru formand, kære kolleger, at tale om en pakke for landbrugspriser giver ikke mere ret megen mening, da der med den fælles landbrugspolitik fra 1992 blev etableret en gradvis overgang til en støtteordning for producentpriser til en direkte støtteordning, der i højere og højere grad skal adskilles fra de producerede mængder. Og da Agenda 2000 har genoptaget og understreget denne kurs, sker fastsættelsen af landbrugspriserne stadigvæk for flere år. Hvis det imidlertid skal blive ved med at være muligt at regulere, står det alligevel fast, at det hovedageligt skal ske inden for rammerne af de forpligtelser, der blev aftalt i Berlin, og som dækker perioden. Derfor er jeg nødt til sammen med mine kolleger i Landbrugsudvalget at gå imod Kommissionens forslag om at nedsætte de månedlige forhøjelser for korn i to etaper på hver 7,5%. Det samme gælder for vandindholdet i korn. Aftalen fra Berlin skal blive ved med at være vores grundlag. Denne principielle holdning blev vedtaget i Seattle af Den Europæiske Union over for dens handelspartnere og -konkurrenter i Verdenshandelsorganisationen. Det ville være logisk også at indtage denne holdning i vores drøftelser af spørgsmålene i den fælles landbrugspolitik. Unionen skal overholde sine forpligtelser for at gøre det muligt for landmændene at få en stor synlighed i den politik, der vedrører dem, og således drive deres landbrug så hensigtsmæssigt som muligt. Derfor forekommer det mig ligeledes, at det haster med at løfte sløret for tanken om at få landbrugssektoren til at yde et bidrag til fordel for Kosovo. Jeg opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til hurtigt at fremsætte sit forslag om en reform af den fælles markedsordning for sukker.
+Hr. formand, Budgetudvalgets og Den Liberale Gruppes opfattelse stemmer næsten overens. Det er et rent tilfælde. Jeg vil derfor ikke gentage, hvad jeg sagde i de første to minutter. Alle de punkter, som jeg har nævnt, støttes også af Den Liberale Gruppe. Jeg vil gerne tilføje endnu en række punkter. Vi lever i en tid, hvor landbrugsbudgettet er overordentligt stramt. Der behøver ikke ske ret meget med dollar-euro-forholdet, før vi kommer ud i store vanskeligheder. Så skal Kommissionen vælge, hvad den vil gøre med de penge, der er til rådighed. Der er imidlertid også en anden stor potentiel mangel. Vi har i de forløbne år været ude for udbrud af epidemier af smitsomme dyresygdomme. Vi har oplevet BSE-krisen i Europa. Vi har oplevet svinepestepidemier i forskellige europæiske lande. Alle disse epidemier har kostet det europæiske budget milliarder. Disse har indtil nu kunnet blive finansieret af andre kategorier end landbrugsbudgettet. I Berlin blev det aftalt, at dette ikke længere kan være tilfældet. Hvis jeg kender landbrugsbudgettet godt, står der imidlertid kun en konto deri på omkring 100 millioner euro til bekæmpelse af dyresygdomme. Det er meget lidt i sammenligning med, hvad der hidtil har været nødvendigt til bekæmpelsen af udbrud af epidemier med smitsomme sygdomme. Derfor anmoder Den Liberale Gruppe udtrykkeligt Kommissionen om hurtigst muligt at fremsætte forslag med henblik på at kunne klare eventuelle kalamiteter. En af mulighederne er eventuelt et forsikringssystem i hele Europa, det ville også være godt for de lige konkurrenceforhold. Hvad vi gerne ville have, er, at Kommissionen sender os noget inden budgetforhandlingerne, for at vi kan tage det i betragtning under drøftelserne om budgetterne for år 2001.
+Hr. formand, ærede kolleger, vedtagelsen af landbrugsprispakken 2000/2001 er forbundet med forpligtelsen til at spare 300 millioner euro på landbrugsbudgettet og anvende de frigjorte midler til genopbygningen i Kosovo. I betænkningen påpeges det i den forbindelse med rette, at Kommissionen bør fremlægge et passende samlet forslag i form af en konkret plan for Parlamentet, før der kan accepteres yderligere forslag om besparelser. Spørgsmålet om finansieringen af hele reformpakken spiller uden tvivl en afgørende rolle. Det er dog efter min mening ikke tilstrækkeligt, at vi altid først og fremmest taler om en reduktion af udgifterne og indtægterne og samtidig overdrager stadig flere opgaver til Kommissionen, hvilket selvfølgelig heller ikke reducerer udgifterne. Kommissionen bør tage udgangspunkt i realiserbare mål frem til 2006 og udlede behovet for finansielle midler derefter. Som et resultat af Agenda 2000 måtte de europæiske landmænd acceptere en indtægtsnedgang på 5 milliarder euro. Landbrugsbudgettet er dermed fastlagt til 50,5 millioner euro, og det bør det også blive ved. For at nå målet bør Kommissionen efter min mening opfordres til at fremlægge en beretning om omkostningsudviklingen i landbrugssektoren. I dag afvikles der flere handler på ét sekund, end der før blev afviklet på én dag. I den forbindelse er forandring den eneste konstant. Det er landbrugspriserne, der ændrer sig særlig hurtigt. I 1999 faldt priserne på vegetabilske produkter i EU 4%, priserne inden for den animalske produktion 6%. Som følge af den store overproduktion faldt priserne på svinekød 9%. Hvad angår alle vigtige landbrugsprodukter såsom mælk, oksekød, korn og svinekød, tager den internationale valutaturbulens til og reducerer landmændenes indtægter yderligere. Man har derfor stadig langtfra besvaret spørgsmålet, hvorfra Den Europæiske Unions landmænd skal få deres indtægt fremover. På et mættet marked kan der kun sælges billigt fremstillede produkter. Prisnedsættelserne vil ødelægge landmændenes eksistens i Europa og dermed aflaste markedet for en tid. Efter de strukturelle forandringer vil de overlevelsesdygtige landbrugsbedrifter øge deres produktion yderligere og presse verdensmarkedet med stadig større slagkraft. En ny priskrig til føre til en ny omfordeling af markederne. Den kommende udvikling vil vise, om reformen af EU's landbrugspolitik med Agenda 2000 kan realisere det samlede mål eller ikke.
+Hr. formand, selv om der i Agenda 2000 fastsættes parametre for landbruget i perioden frem til 2006, er den årlige prispakke stadig meget vigtig. Jeg er helt enig med dem, der tidligere i dag udtrykte deres forbehold for Kommissionens forslag vedrørende kornsektoren. Det glæder mig at se, at kommissær Fischler overværer denne debat. For landmændene bør markedsprisen udgøre den reelle værdi af deres arbejde og ikke, hvad de ofte opfatter som social støtte til produkterne af deres arbejde. Vi ønsker imidlertid ikke på nogen måde at forklejne de generelt positive resultater af reformen af den fælles landbrugspolitik som vedtaget i Agenda 2000 og anerkender, at landmændene ikke kan klare sig uden indkomststøtte. Ikke desto mindre må jeg indrømme, at jeg er lidt bekymret over en situation, hvor landbrugsprodukter fra vores landmænd skal sælges til priser, der ligger under produktionsomkostningerne. Dette er ofte tilfældet. I den forbindelse skal landbrugsstøtten - som er betydelig, eftersom den udgør næsten 50% af hele budgettet - også betragtes som støtte til forbrugerne. Beskæftigelsesniveauet uden for landbrugssektoren og EU's og medlemsstaternes tiltag med henblik på at reducere arbejdsløsheden udgør en alvorlig trussel mod bæredygtigheden i Europas traditionelle familielandbrug. I de seneste uger har der været en del snak om at revidere det landbrugsbudget, som blev vedtaget i Berlin for få måneder siden. Jeg har på fornemmelsen, at de, der kun går op i bogføring, slet ikke forstår, hvad der foregår ude i den virkelige verden. Jeg må advare om, at hvis vi ikke passer på og viser større forståelse for, hvilken unik og uerstattelig position landmændene indtager i samfundet, vil fremtidige generationer og parlamentsmedlemmer være nødt til at træffe foranstaltninger for at redde landbruget. Derfor forsøger vi at regulere den ubalance mellem land- og bydistrikter, som har fået lov at udvikle sig over en årrække. Husk på, at det ikke er landmændene, der har skabt disse store samfundsmæssige problemer. De skyldes derimod manglende visioner hos politikerne og planlæggerne. Lad os se med friske øjne på, hvordan vi bedre kan sikre, at landbruget på langt sigt overlever som et erhverv med ansvar for fødevaresikkerheden, idet landmændene spiller en unik rolle som forvaltere af miljøet.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg lykønske fru Jeggle med den betænkning, hun har udarbejdet, for det udførte arbejde og for at have opnået næsten enstemmighed i støtten til sin betænkning i Landbrugsudvalget. Og jeg vil også lykønske Kommissionen med at have indført flerårighed i forslagene. Selv om det kan virke som en gentagelse af det, der allerede er blevet sagt, så kunne jeg godt tænke mig at man, når det drejer sig om korn, tog hensyn til og igen overvejede såvel vandindhold som de månedlige prisforhøjelser, eftersom det er emner, der kan skade os betydeligt. Der er også et andet spørgsmål, og jeg skulle mene, at det drejer sig om noget meget alvorligt: Hver gang, der opstår et problem i Den Europæiske Union eller i Unionens politiske synspunkter - synspunkter, som jeg ikke betvivler - gælder det om at fjerne midler fra landbrugsbudgettet. Dette er noget, der bekymrer os alvorligt, eftersom budgetkommissæren har understreget, at hun har tænkt sig at fjerne 300 millioner fra sukker for at bruge dem til Kosovo. Der er også andre sager, som jeg gerne vil fremhæve, og som ikke står i prisforslaget, nemlig min bekymring for sektoren for skalfrugter, hasselnødder og mandler. Denne sektor har for indeværende store problemer, eftersom forbedringsplanerne, som Kommissionen har bevilget, i nogle tilfælde afsluttes. Eftersom de ikke er blevet færdigrevideret, og indtil problemet i skalfrugtsektoren bliver løst, burde man endnu en gang overveje at forlænge disse forbedringsplaner, indtil man finder et passende sted til dem, og det burde være den fælles markedsordning for frugt med en ægte differentieret behandling. Der er andre ting, der bekymrer mig, og som heller ikke står opført, som f.eks. spørgsmålet om asparges til forarbejdning. I artikel 10, stk. 3, i forordningen for frugt og forarbejdede grøntsager forudser man nogle forhøjede støtteordninger. Denne støtte afsluttes nu, den afsluttes efter denne sæson. Hvad har Kommissionen tænkt sig at gøre, for at disse støtteordninger kan følge konkurrencen i Europa og stadig blive givet til aspargesproducenterne? Hvad angår spisedruer, udløber støtteordningerne til saftproduktion, som er medtaget i den fælles markedsordning for vin, den 31. juli. Efter min mening ville det være hensigtsmæssigt, at man i den næste ændring af den fælles markedsordning for frugt tog dem med i betragtning. Men efter udløbsdatoen, det vil sige fra den 31. juli, hvad skal vi så gøre, indtil de nye reformer med støtteordninger til forarbejdning af spisedruer bliver vedtaget? Har man tænkt sig at forlænge dem? Hvad har man tænkt sig at gøre? Forordning 2275 forudser ligeledes hjælp til at fremme sektoren for blomster og planter, og disse støtteordninger udløber også. Hvordan skal vi gøre det, eftersom Rådet har bedt Kommissionen om at foretage en undersøgelse om udviklingen i støtteordningerne for enten at berettige eller ikke berettige disses fortsættelse? Jeg tror, at man muligvis burde forlænge forordning 2275, mens vi afventer denne undersøgelse, som vi endnu ikke ved noget om, og indtil man bagefter har truffet de passende foranstaltninger i forbindelse med reformudkastet. Falder dette sammen med Kommissionens planer? Det er vigtige sektorer, fordi de har indflydelse på meget specifikke områder.
+Hr. formand, ærede kommissær, mine kolleger, Agenda 2000 skabte en vis form for stabilitet i EU's landbrugspolitik. Jeg mener, at det er meget vigtigt og betydningsfuldt, at vi kan se støt fremad helt til år 2006. Det faktum, at der er afveget fra Berlin-aftalen - beløbene er yderst væsentlige for landbruget, på fællesskabsplan er de forsvindende små - det principielle spørgsmål, at der afviges fra det aftalte, er en meget alvorlig sag. Europa-Parlamentet skal træffe beslutninger om en ny kontinuerlig landbrugspolitik efter 2006. Med en form for politik, hvor der afviges fra det aftalte, kan en sådan stabilitet og ånd, hvorved man sammen kan se langt ind i fremtiden, ikke skabes. Ét aspekt, som ser ud til at være glemt, er den hverdagsrealitet, som landbruget i dag lever i. Udgifterne inden for landbruget er steget betydeligt. Priserne på brændsel er steget, og det generelle omkostningsniveau stiger hele tiden. Et andet aspekt er, at planteavlerne lige som levnedsmiddelindustrien har satset meget på god kvalitet. På kvalitet, for at vi kan slippe for de skandaler, der har tilsvinet den europæiske landbrugsmodel. I sidste ende bliver det navnlig planteavlerne, der må betale for disse omkostninger. Planteavlerne har for deres del gjort alt det, de kan, og som er deres pligt. Man kan håbe, at også den anden part holder fast i de aftaler, som er indgået i fællesskab.
+Hr. formand, med sine forslag til Rådet fastsætter Kommissionen ikke priserne på landbrugsprodukterne og tilskuddene, selv om det er de ord, den bruger. Efter vores mening vil den blot gøre opmærksom på de priser og tilskud, der skal gælde i perioden 2000-2001 i overensstemmelse med de gældende forordninger, og højst ændre på nogle månedlige forhøjelser i forbindelse med interventionspriserne for de produkter, der stadig er omfattet af denne ordning. Vi vil dog benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at priserne og tilskuddene er fastfrosset for mange landbrugsvarers vedkommende for 12. år i træk, f.eks. for fåre- og gedekød, mens de falder for andre produkter, samtidig med at produktionsomkostningerne hele tiden stiger, og dette medfører en nedgang i nettoindkomsten i landbruget, hvilket også fremgår af Eurostats tal. Spørgsmålet er, hvad landmændene gør ved dette. For det andet overlader begrænsningen af interventionerne landmændene til den urørlige handelsindustris nåde, når virksomhederne køber fra producenten til minimale priser og sælger videre til ofte mangedoblede priser. Så selv om de nominelle produktionspriser er faldet, i mange tilfælde meget brat, er forbrugerpriserne steget. Der foregår altså en udplyndring af producenten og udplyndring af forbrugeren af hensyn til deres beskyttelse, som Den Europæiske Union hævder at give. Spørgsmålet er, hvad landmændene og forbrugerne gør ved det. Vil de udvide deres kamp? For det tredje bliver tilskuddene ophævet af de lave kvoter og de tilintetgørende præmier, som fremkommer. Dette gælder også for 1999-høsten. På denne måde bliver tilskuddene en dyrt betalt gevinst. Et himmelråbende eksempel er olivenolie, som vedrører mit land, også den del af landet, jeg kommer fra, nemlig Lesbos. Man havde meddelt, at tilskuddet for 1998-1999 ville ligge på 460 drakmer, men det endte med, at producenterne, et år senere, fik 330 drakmer. Det samme er tilfældet med bomuld, hvor mindsteprisen er 101 euro for 100 kg, men af medansvarlighedsgrunde får den græske producent under 65 euro. Vi har følgende bemærkninger til betænkningens indhold: Hvad angår korn, er vi imod reduktionen af den månedlige forhøjelse af interventionsprisen. Det burde være en forøgelse. Vi må også gøre opmærksom på, at interventionsordningen på denne måde undergraves yderligere, og man er tilsyneladende ved at afskaffe den for korn, sådan som det er sket med andre produkter. Vi er også uenige i, at den månedlige forhøjelse skal udbetales i november, da høsten i Grækenland ligger i juni. Også for ris' vedkommende foreslår vi, at interventionen indledes fra den 1. oktober eller november i stedet for den 1. april, da vores producenter ellers vil være prisgivet handelsindustriens grådige profitjagt i seks måneder ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil gerne støtte fru Jeggles betænkning og hendes indlæg ved at stille nogle ret enkle spørgsmål. Hr. kommissær, jeg tror, at det er i Deres interesse at udnytte den støtte, som medlemmerne af Parlamentet giver Dem, til at forsøge at bibeholde Deres landbrugsbudget. Når man ser, hvordan pengene bliver brugt og omdirigeres for at finansiere andre aktioner, kan man spørge sig selv, om vi stadigvæk har tilstrækkelige midler til at føre en EU-landbrugspolitik efter udvidelsen og i øvrigt sikre udviklingen i landområderne. Når de vil reducere vandindholdet i korn, hvor mange millioner drejer det sig så om på EU-niveau? Og hvordan vil disse millioner blive anvendt? Glem ikke, at det vil være de mellemstore regioner, der først vil komme til at lide herunder. Det bliver ikke de gode, store kornområder, men de områder, som har en middelproduktion, og hvor mange landmænd for tiden er i vanskeligheder. Hvis jeg gør status over landbrugsområderne, kan jeg konstatere, at det er i disse små og mellemstore landbrug, der ikke er sørget for afløsning, og at børnene søger en fremtid andre steder end i landbruget. Jeg tror derfor, at en sådan politik kræver omtanke, hr. kommissær. Og De har vores støtte. Landbrugsbudgettet skal tjene til at fremme udviklingen på landet, at styrke støtten til familielandbrugene, som er berørt heraf, snarere end bestå i budgetforanstaltninger, der netop har til formål at foretage besparelser. Hr. kommissær, vi har stor tillid til Dem. Vi taler med hjertet: Det er familielandbruget, vi ønsker at forsvare her i Parlamentet.
+Idet jeg lykønsker fru Jeggle med hendes betænkning, burde der ud fra et teknisk synspunkt ikke være kommentarer til det debatterede forslag, fordi det hele bevæger sig inden for den logik, der har styret Agenda 2000-processen, en filosofi præget af støtte til indkomsterne, uden at der, efter vores mening, endnu er indledt en uddybende diskussion af kravene til landbrugsbedrifterne om at virkeliggøre de programmæssige og produktivitetsmæssige valg i forhold til den igangværende globalisering af markederne. Vi vil gerne kraftigt understrege følgende, nemlig at landbruget bevæger sig som et økonomisk system, og vi i dette øjeblik er vidner til en Europæisk Union, hvis tyngdepunkt er ved flytte sig hen imod en accept af offentlige indgreb uden en definition af de vejledende og generelle linjer, som gør det muligt for landmændene at se det, som bliver deres fremtid. Landmændene gennemlever i øjeblikket ikke lykkelige tider. Man får indtryk af, at der er et ønske om at bevare vores sektor med stadig mindre økonomisk produktivitet. Beviset kommer også fra de seneste begivenheder i forbindelse med WTO-forhandlingerne, og det drejer sig om eksempler, vi har set i de seneste måneder. For det første er der indgrebet til fordel for Kosovo for at finansiere hjælpen i regionen - en uomtvistelig prioritet, dog iværksat med diskutable tidsfrister og på diskutable vilkår. For det andet er der forslaget om nedskæringer i kornsektoren, som mine kolleger allerede har været inde på. Til sidst er der den tid, der er gået med at vente på at se, hvilket forslag der kommer i sukkersektoren. At forsvare den europæiske landbrugsmodel, som er synonym med landbrugsvirksomhed, betyder også at afværge opgivelsen af denne aktivitet og betyder en mulig og sandsynlig forhøjelse af beskæftigelsesniveauet. Vi landmænd er vokset op med Den Europæiske Union, og vi vil gerne fortsætte med at vokse sammen med den.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først vil jeg gerne lykønske vores ordfører, fru Jeggle, med det arbejde, som hun har udført, og sige, at denne prispakke faktisk ikke mere har den betydning, som den havde tidligere, eftersom der heldigvis er sket en udvikling hen imod, at landbrugspolitikken fremlægges og fastsættes på mellemlangt sigt. Det er derfor, at vi for nylig har gennemført en reform af Agenda 2000. Denne prispakke består kun i årlige justeringer, som de umiddelbare forhold gør nødvendige. Den aktuelle prispakke kommer på et tidspunkt, hvor Kommissionen har lovet at fremlægge reformforslag for flere sektorer, heriblandt ris, sukker, frugter og grøntsager samt spiseolie, og jeg håber, at det vil ske. Der er særlig ét område, som jeg gerne vil fremhæve, nemlig frugter og grøntsager, hvor der er et problem, som er specielt mærkbart i mit eget land. Vi er alle klar over, at den nuværende ordning for forarbejdede tomater er urimelig. Kvoterne mellem medlemslandene ændres hvert år under betingelser, hvor man ikke tager højde for uforudsigelige forhold af klimatisk eller markedsmæssig karakter, hvilket medfører en permanent ustabilitet i sektoren. Derfor har Europa-Parlamentet i forbindelse med fru Ayuso González' betænkning for ikke så længe siden vedtaget, at der skal oprettes garantitærskler for medlemslandene, hvor Kommissionen så blev anmodet om meget hurtigt at fremlægge disse forslag. Sagen er imidlertid, at Kommissionen ikke har fremlagt noget som helst i prispakken, der kan rette op på situationen, og der kan heller ikke iagttages noget hastværk hos Kommissionen med hensyn til at komme med et forslag. Mit eget land risikerer, hvis forslaget om den fælles markedsordning ikke hurtigt vedtages, at miste 10% af sin kvote, hvilket jo er ganske uacceptabelt. Jeg vil derfor gerne spørge om, hvorfor det portugisiske formandskab ikke har taget initiativ til, at der hurtigt blev fremsat et forslag, og jeg forstår heller ikke, hvorfor man benytter det argument, at "man ikke kan lave en tomatreform, fordi der ikke er penge", når man bruger dem, vi har, til andre ting, der ikke har noget med landbruget at gøre såsom finansieringen i Kosovo.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne indlede med at rette en hjertelig tak til Dem, fru Jeggle, for Deres betænkning. Det er trods alt den første, De har fremlagt for Europa-Parlamentet. Ligeledes vil jeg gerne takke medlemmerne af Landbrugsudvalget og også de andre udvalg, der har deltaget aktivt i forhandlingerne, mange gange for det konstruktive samarbejde. Det glæder mig, at Parlamentet giver Kommissionen ret i de centrale aspekter i dens forslag, nemlig at vi har brug for mere kontinuitet og derfor også en flerårig fastsættelse af priserne. Lad mig først komme ind på konteksten og indholdet i de forslag, vi har stillet. Det er fuldstændig korrekt, at prispakken ikke mere har den betydning, den havde tidligere. Som en logisk konsekvens af den flerårige prisfastsættelse, vi har valgt for Agenda 2000, har Kommissionen derfor nu også foreslået at fastsætte fælles priser og beløb for de sektorer, for hvilke det overhovedet stadig er nødvendigt, på ubegrænset tid. Det giver vores landmænd væsentligt mere stabile rammebetingelser for en langfristet planlægning. Det er dog ikke principielt udelukket, at der eventuelt senere sker ændringer. Den eneste undtagelse i vores forslag til denne flerårige prisfastsættelse vedrører sukkersektoren, hvor den nuværende produktionskvoteordning - som de fleste her formentlig vil vide - udløber ved udgangen af produktionsåret 2000/2001. Derfor ville det ikke være passende at foretage en ændring her, eftersom priserne for det sidste år skal fastsættes nu. Derfor foreslår vi også, at de nuværende sukkerpriser for det sidste år i den nuværende produktionskvoteordning bibeholdes. Nu til de enkelte ændringsforslag: Med ændringsforslag 4 vil man bibeholde de månedlige forhøjelser uændret. Dette forslag kan jeg - og det siger jeg helt åbent - ikke tilslutte mig, for det er ikke korrekt, når man her påstår, at den nedsættelse, vi foreslår, er i modstrid med de beslutninger, der blev truffet i Berlin. Tværtimod, den er en logisk konsekvens af beslutningerne fra Berlin! I Berlin blev det nemlig besluttet at bibeholde ordningen med de månedlige forhøjelser. Det har imidlertid ikke noget at gøre med tilpasningen af beløbene. Tidligere foretog vi praktisk taget også tilpasninger mere eller mindre hvert år. På den anden side vil jeg også gerne advare lidt mod at tro, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at foretage denne tilpasning, for der er én ting, De må tænke på: Hvis den manglende tilpasning medfører, at tilstrømningen til markedet forstyrres, at kornet tilbageholdes i forventning om højere reports, vil landmændene miste mere om foråret ved markedsføringen, end de vil vinde ved disse større månedlige forhøjelser. Derfor kan jeg ikke acceptere forslaget. Med hensyn til det andet spørgsmål, ajourføringen og styrkelsen af kvalitetskriterierne, vil jeg gerne sige, at man jo har diskuteret det i måneder nu. Der har i mellemtiden, eftersom kompetencen jo udelukkende ligger hos Kommissionen - det vil jeg også gerne understrege - fundet en afstemning sted i det kompetente forvaltningsudvalg. Dermed er debatten egentlig afsluttet, for Kommissionens forordning 824/2000 blev udstedt allerede den 19. april. Jeg mener ikke, vi bør indlede debatten igen. Derfor kan jeg ikke tilslutte mig ændringsforslag 2 og 5. Når nu vandindholdet bliver bragt ind i diskussion her, vil jeg gerne påpege, at kornpriserne blev fastsat i Berlin, men ikke vandpriserne! 14,5% vand er det indhold, der i dag accepteres som den højst tilladte værdi efter almindelig forretningsskik. Det er ikke et problem, der er specifikt for landmændene. Hvis nu en landmand er uheldig og har et noget højere vandindhold i sit korn, behøver han jo kun at afholde udgifterne til tørring, og dermed er problemet løst! Men vi kan ikke længere acceptere, at der i vores interventionslagre ligger korn, der ikke er i overensstemmelse med almindelig international forretningsskik. Jeg har desværre også et problem med optagelsen af sennepsfrø i støtteordningen, som foreslås i ændringsforslag 1 og 3, fordi det ikke ville være i overensstemmelse med Marrakech-aftalen. Det ville være i modstrid med fredsklausulen, ifølge hvilken der ikke må optages nye produkter i støtteordningen. Nu til ændringsforslag 6 og 7, hvor det vel er nødvendigt at præcisere tingene. For det første har finansieringen af udenrigspolitiske foranstaltninger for produktionsåret 2000/2001, som vi diskuterer nu, på ingen måde noget at gøre med fastsættelsen af sukkerpriserne. For det andet præjudicerer reduktionen af den øvre grænse under overskrift 1a, der foreslås for år 2002, heller ikke foranstaltningerne i en eller anden bestemt produktionssektor. For det tredje vil jeg gerne sige noget om år 2003 og de efterfølgende år, som fru Jeggle også var inde på: Her har Kommissionen besluttet, at eventuelle midler kun må anvendes, når den politiske situation i Serbien har ændret sig grundlæggende. Når dette er tilfældet, vil Kommissionen i forbindelse med kontrollen af det finansielle overslag i år 2002, som blev besluttet i Berlin, afgøre, på hvilken måde den vil tage hensyn til et muligt behov. Kommissionen har udtrykkeligt besluttet heller ikke at præjudicere noget i denne sag på dette tidspunkt. Derudover har Kommissionen besluttet, at penge fra overskrift 1a generelt kun kan anvendes, hvis de øvrige finansieringskilder ikke er tilstrækkelige, hvilket der på nuværende tidspunkt på ingen måde er tale om. Fru Jeggle, De har foreslået, at man som minimum gør midlerne i 1 b - altså midlerne til udvikling af landdistrikter - anvendelige, og De forbandt det med stormkatastrofen i Baden-Württemberg. Det er et problem, der stikker langt dybere, for her havde Kommissionen oprindeligt foreslået netop denne mulighed for at overføre midler fra den ene deloverskrift til den anden. Det blev dog forkastet af Parlamentet. Derfor er en sådan overførsel ikke mulig på grund af den nuværende finansforordning og den interinstitutionelle aftale. Med hensyn til fru Keppelhoffs spørgsmål om, hvad ØKOFIN egentlig virkelig har besluttet, vil jeg gerne sige følgende: De forslag, fru Schreyer har stillet ØKOFIN, blev forkastet i første omgang. Men for øjeblikket befinder man sig jo stadig i en diskussionsfase. Den konkrete budgetdebat om budgettet for 2001 kommer jo først senere. Forkastelsen vedrører ikke primært og ikke alene dette 300 millioner-spørgsmål, men samlet set forholdt ØKOFIN sig negativt over for forslagene. Ændringsforslag 8, som især hr. Mulder har gjort opmærksom på, omhandler en undersøgelse af alternativer til finansiering af skader i forbindelse med et muligt udbrud af dyresygdomme. Denne undersøgelse bør - som hr. Mulder har påpeget - også indeholde muligheden for en forpligtende forsikringsordning. Vi vil lade en sådan undersøgelse foretage. Jeg må dog meddele Dem, at resultaterne først kan blive præsenteret i slutningen af året. Før får vi ikke resultaterne fra dem, der foretager undersøgelsen. Jeg tilslutter mig også den holdning, der kommer til udtryk i ændringsforslaget, om, at producenterne bør påtage sig et større ansvar for de finansielle aspekter i udryddelsen af dyresygdomme. Sagen henhører dog i princippet under medlemsstaternes ansvarsområde. Derfor kan vi i første omgang kun foretage en evaluering af, hvilke muligheder der findes på fællesskabsplan for at støtte medlemsstaterne i dannelsen af sådanne ordninger. Under alle omstændigheder bør denne sag behandles som led i revisionen af veterinærlovgivningen, der for øjeblikket foretages af det ansvarlige Generaldirektorat for Sundhed og Dyresundhed. Fru Redondo har stillet nogle spørgsmål vedrørende markedsordningen for frugter og grøntsager, vedrørende nødder, vedrørende prydplanter, og parlamentsmedlem Cunha har stillet et spørgsmål vedrørende forarbejdede tomater. Kommissionen vil, sådan som det er påtænkt, i år forelægge en beretning om, hvordan markedsordningen for frugter og grøntsager fungerer. I denne beretning vil vi ikke alene inkludere friske frugter og grøntsager, men også forarbejdede frugter og grøntsager og dermed også forarbejdede tomater. Vi forventer, at denne beretning vil foreligge i begyndelsen af andet halvår i år. Hvad angår støtten til prydplanter - nærmere betegnet, fru Redondo, reklamen for prydplantesektoren - er det korrekt, at Kommissionen foretager en kontrol her. Det forlangte man også af os ved ordningens indførelse, og afhængigt af udfaldet af bedømmelsen vil vi fremsætte et forslag i tilstrækkelig god tid til, at støtten ikke afbrydes.
+Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0124/2000) af Schierhuber for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1251/1999 om indførelse af en støtteordning for producenter af visse markafgrøder for at medtage hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-0280/1999 - 1999/0236(CNS)) og om forslag til Rådets forordning om den fælles markedsordning for hør og hamp bestemt til fiberproduktion (KOM(1999) 576 - C5-028/1999 - 1999/0237(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, ved første øjekast forekommer hør- og hampsektorens betydning måske ikke at være så åbenlys især for de kolleger, der ikke beskæftiger sig så intenst med landbrug. Hør og hamp er i Europa meget traditionsrige afgrøder, der dog i tidens løb har mistet noget af deres popularitet, og hvis rige anvendelsesmuligheder først nu er ved at blive genopdaget. Det er netop denne landbrugsniches muligheder for at udvikle fremtidsorienterede produkter, vi skal fremme på europæisk plan. Isoleringsmateriale til huse, fyldstof til karosserier til køretøjer og presplader til møbelfremstilling er blot nogle få eksempler på en moderne teknik. Fremstillingen af disse materialer af fornyelige råstoffer skal udgøre et ægte alternativ til syntetisk fremstillede stoffer og dermed også blive en ny, attraktiv indtægtskilde for landmændene som råstofleverandører. Nødvendigheden af at foretage en reform er især begrundet ud fra det misbrug og den svindel, der har fundet sted i forbindelse med præmiedyrkning i de seneste år. Jeg forkaster absolut denne præmiejagt, og det er nødvendigt med en konsekvent kontrol af, om loven overholdes. Dog skyder Kommissionens forslag efter min mening lidt over målet. Lad mig kort præsentere de grundlæggende overvejelser, der ligger bag min betænkning: Arealbetalingen skal fastsættes til henholdsvis 126 euro pr. ton og 600 euro pr. hektar og kun udbetales, når det er bevist, at der har fundet leverancer til forarbejdningsindustrien sted. Arealbetalingen fastlægges som led i forordningen om støtteordningen for producenter af afgrøder, og derfor skal denne forordning også tilpasses de nye særlige forhold i forbindelse med hør og hamp. Det er derfor indlysende, at denne forordnings planer over regionale basisarealer skal udvides med hør- og hamparealerne. Da hør og hamp overvejende dyrkes til nonfoodformål, og der ikke er tale om overproduktion, bør der ikke være forpligtelse til braklægning, da braklægningsarealerne tjener som instrument til at regulere markedet i tilfælde af overskudsproduktion. Den forarbejdningspræmie, som skal udbetales til den første forarbejdningsvirksomhed, gives kun, når der kan forelægges bevis for forarbejdning inden for 18 måneder. Da denne præmie skal tage højde for sektorens rentabilitet, foreslår Landbrugsudvalget at fastsætte 120 euro pr. ton for lange fibre og 70 euro pr. ton for korte fibre for hamp. Her er det selvfølgelig ikke kun præmien for de lange fibre, men også præmien for de korte fibre, der skal sikres varigt, da det netop er de korte fibre, der har afgørende betydning for de innovative projekter. Hr. kommissær, de nationale maksimumsmængder, EU's maksimumsmængder, som Kommissionen foreslår, skal overvejes endnu en gang. Medlemsstaternes maksimumsmængder bør beregnes på grundlag af den eksisterende forarbejdningskapacitet og tilpasses med den planlagte forarbejdningskapacitet, for hvilken der allerede er indledt irreversible investeringer. Lad mig sige et par ord mere om hamp, da der gang på gang opstår misforståelser: Risikoen for dyrkning til narkotikaformål er ikke til stede i Europa, og udnyttelsen af hampfrø bestemt til konsum er stærkt rodfæstet i de forskellige regioner. De eksisterende kontrolmekanismer og gældende grænseværdier er efter min mening tilstrækkelige til at sætte en stopper for dyrkning af hamp med henblik på fremstilling af stimulerende stoffer. Der har udviklet sig specialiteter i de enkelte europæiske regioner såsom hampolie eller hampøl, der bidrager til en berigelse af den regionale identitet gennem en fødevarekæde. Hr. formand, jeg vil gerne påpege endnu en gang, at hør- og hampsektoren i sin multifunktionalitet er så afgørende for det europæiske landbrugs fremtid og for landmændenes fremtid som råstofleverandører til fremtidige områder, at en reform, der - indrømmet - er nødvendig, ikke må gøre hele sektoren urentabel. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har vedtaget denne betænkning med meget stort flertal. Derfor vil jeg gerne rette en hjertelig tak til alle parlamentsmedlemmer, der har støttet mig under udarbejdelsen af betænkningen!
+Hr. formand, den foreliggende betænkning af fru Schierhuber viser, at når noget går galt i en bestemt ordning i Europa, er det i høj grad muligt ved hjælp af nye forslag alligevel at sørge for, at en bestemt ordning bibeholdes, i dette tilfælde for hør. Hør er lige som hamp et specielt produkt med en lang europæisk forhistorie. Bare den kendsgerning, at både de bukser og den jakke, som jeg har på i dag, er lavet af lærred og hør, tilmed forarbejdet i Flandern, dyrket i Frankrig og for en del forarbejdet i Zeeland, viser, hvilken tradition dette produkt har. Grunden til, at vi må føre denne forhandling, er, at ordningen er kørt af sporet. Vi ved alle sammen, hvad der er sket med de korte hørfibre. Vi ved også, at denne afsporing fandt sted i Sydeuropa. Vi må være rede til at foretage en justering af politikken. Men det, der nu sker med kommissionsforslaget, betyder faktisk, at barnet kastes ud med badevandet. Der sker en overtrædelse. Samtidig er det i høj grad muligt at skærpe ordningen for hør og hamp således, at vi kan nøjes med et normalt budget som i de forløbne år og ikke desto mindre alligevel beholde en rentabel dyrkning i Europa. Jeg siger dette, fordi det drejer sig om en gammel dyrkning, men også fordi denne finder særlig anvendelse både inden for fremstillingen af lærred og beklædning og til nonfoodformål, tænk blot på bilers instrumentbrætter og kofangere, og samtidig er den også en virkelig tilføjelse til politikken vedrørende landdistrikterne. Et meget specielt produkt, som skaber en temmelig stor merværdi og beskæftigelse. Netop disse tre facetter må få os til at hæge meget mere om en god ordning. Derfor støtter jeg helhjertet fru Schierhubers betænkning. De beløb, som hun har nævnt, betyder en fortsat rentabel dyrkning og ligeledes en god forarbejdning. Hvad vi har brug for, er en skærpet kontrol med denne forarbejdning for at sørge for, at misbrug ikke på ny forekommer i fremtiden. Jeg vil slutte med en historisk oversigt. Mit land har oplevet Firsårskrigen med Spanien, og denne blev afsluttet med freden i Münster. De mennesker, som dengang sad med ved bordet, kom fra den sydlige del af Nederlandene, det vil sige det nuværende Belgien, den nordlige del af Nederlandene, det vil sige det nuværende Nederlandene, og Spanien, og alle tre havde lærredsjakker på. Højst sandsynligt fremstillet i Flandern og dyrket i Nordfrankrig og i Belgien. En konflikt i 80 år har ikke kunnet ødelægge hørdyrkningen ved Nordsøkysten. Det må da ikke være sådan, at den nuværende ordning går til grunde på grund af et lille fejltrin i Spanien, som i mellemtiden er blevet rettet og har ført til en minimalisering af dyrkningen dér til 50.000 hektar. Jeg ville ønske, at denne historiske erkendelse af freden i Münster også kommer til udtryk i en ny hørordning for Europa.
+Hr. formand, vi er enige i målsætningerne, som Kommissionens forslag efterstræber i den nye støtteordning for hør og hamp: at fastlægge regler for og afbalancere markederne, simplificere den fælles landbrugspolitik og undgå bedrageri. Men vi er ikke enige i den måde, hvorpå man har valgt at gennemføre dem. Og det er vi ikke, fordi vi mener, at dette forslag, hvis de ændringsforslag, som Landbrugsudvalget har fremsat, og som forbedrer teksten, ikke bliver accepteret, kan føre til et fuldstændigt ophør af hør- og hampproduktionen i små og mellemstore landbrug, og som en alternativ afgrøde i visse af Unionens områder. Hr. kommissær, vi mener ikke, det er acceptabelt, at man vil afslutte dyrkningen af en afgrøde i en bestemt sektor, fordi man vil sætte en stopper for bedrageriet. Jeg tror, at det er på tide at minde om, at den bedste bekæmpelse af bedrageri opnås ved en fuldstændig gennemsigtighed i de offentlige støtteordninger og i de undersøgelser, som igangsættes for at afsløre bedrageriet. Afsløring af bedragernes fulde navn er den eneste måde, hvorpå man kan undgå, at alle landbrugere og hele landbrugssektoren betaler konsekvenserne for, at nogle få spekulerer i bedrageri. Medtagelsen af hør og hamp i den generelle ordning for markafgrøder kræver en fastlæggelse af et samlet udbytte for alle områder i Den Europæiske Union. Tilstedeværelsen af forskellige udbytter i områder i nord og i syd, i Unionens forskellige regioner, kan gøre, at der opstår stor diskrimination i hektarstøtten til denne afgrøde. Derfor anmoder vi om, at man accepterer medtagelsen af en gennemsnitsydelse for alle Unionens regioner, som bliver gennemsnitsydelsen for den type korn. I forbindelse med støtte til forarbejdning mener vi, at det er absolut uhensigtsmæssigt, at der skal være en overgangshjælp til forarbejdning af korte fibre, som Kommissionen foreslår, der afsluttes i år 2006. Vi mener, at det bør være en varig hjælp, og at den bør afbalanceres og tilpasses støtten til forarbejdning af lange fibre, som den eneste måde, hvorpå man kan garantere den afsætning, som de korte fibre har i en industrisektor, der virkelig er et alternativ til de syntetiske produkter. Hr. kommissær, vi er fuldstændig enige i behovet for stabilisatorer for denne afgrøde, men vi er under ingen omstændigheder enige i de garanterede nationale beløb, som Kommissionens forslag fastsætter. Vi mener, at de er helt upassende, og at de går imod den reelle situation i hvert enkelt land. Derfor beder vi Dem ligeledes vurdere og overveje det forslag, som Landbrugsudvalget har fremlagt. Endelig vil jeg sige til Dem, at vi er helt enige i, at der skal være kontrolforanstaltninger i denne sektor. Derfor mener vi, det er absolut nødvendigt, at der altid og under alle omstændigheder findes en salgskontrakt mellem landbrugeren og den person, der forarbejder varen. Derfor stemte vi imod ordførerens betænkning, da hun ønskede, at disse kontrakter skulle forsvinde. Der findes ikke noget bedre bevis på, at afgrøden er blevet solgt og forarbejdet, end en kontrakt.
+Hr. formand, ærede kommissær, jeg takker ordfører Schierhuber for denne betænkning også af den grund, at her er der taget specielt hensyn til forædlingen i de lande, der som medlemmer af EU også har startet på høravl. Det er ganske naturligt, at der også er set på markederne, og at man dermed også har forstået, at en støtteordning til forædlingen og understregningen af den er særdeles vigtig, specielt når der er tale om hør, som kan anvendes i bygninger og som isoleringsmateriale. Jeg vil også tilslutte mig fru Rodríguez Ramos' forrige indlæg, hvor hun talte om gennemsnitshøster. Gennemsnitshøsterne for hør og hamp ligger tæt på hinanden over hele Europa både i nord og syd. Der er ikke store forskelle. Men forskellene, hvad angår korn, er meget store. Derfor er det ved en så lille produktion, som hamp og hør udgør af hele landbrugsproduktionen, urimeligt, at de perifere områder - regionerne ved Middelhavet og i Norden - skal prioriteres forskelligt ved tildelingen af hektarbaseret støtte. Det er derfor, ændringsforslag 38 er særlig fornuftigt. Jeg støtter det og håber, at det får bred opbakning navnlig af den grund, at landene ved Middelhavet og i Norden ikke ved denne produktionsform skal havne i en anden situation end de centrale EU-regioner.
+Hr. formand, det glæder mig at få mulighed for at tale til Parlamentet i denne meget vigtige sag. Det er vigtigt at understrege, at misbrug af midler på ét område ikke bør forhindre fortsat fornyelse på andre områder. Fremragende støtteordninger er allerede under udarbejdelse og bør støttes. I en ustabil landbrugssektor og med et stigende marked for naturfibre bør man bevare de indtjeningsmuligheder, som produktionen af hør og hamp repræsenterer. Dermed får landmændene mulighed for at dyrke nye afgrøder - noget, de ofte er blevet opfordret til af regeringerne i de enkelte medlemsstater og af Europa-Parlamentet - hvilket betyder nye beskæftigelsesmuligheder. I mit hjemland, Wales, er man allerede ved at etablere hørforarbejdningsvirksomheder med EU-støtte. Betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter omfatter desuden ændringsforslag, der skal udvide støtten til produktion af hør og hamp på arealer uden markafgrøder, hvorved man kan dyrke andre afgrøder i de områder i Den Europæiske Union, som ikke kan få økonomisk støtte under den nuværende ordning. Dette er et meget vigtig spørgsmål, da det påvirker tusindvis af hektar i Europa med dårlige produktionsmuligheder. F.eks. er 80% af arealet i mit hjemland, Wales, uden markafgrøder. Her betyder en stor gennemsnitlig regnmængde, at jorden er ideel til at dyrke kort spindhør, men alligevel kunne man ikke søge EU-støtte i henhold til de tidligere bestemmelser. Landets perifere placering, noget, som andre her i Parlamentet allerede har understreget, og det faktum, at de små familielandbrug skal konkurrere på et stort marked, kombineret med et stærkt pund har betydet, at området har mistet 80% af sine indtægter på mindre end tre år. Betydningen af støtte til hørproduktionen i disse områder i EU kan ikke overvurderes. I den forbindelse vil jeg gerne takke ordføreren, fordi han accepterede vores ændringsforslag. Vi afviser desuden kvoter for og et loft over støtten til denne produktion, da det vil begrænse mulighederne for at dyrke nye afgrøder og skabe beskæftigelse i dårligt stillede regioner. Vi mener også, at der bør være balance mellem støtten til landmænd og støtten til forarbejdningsvirksomheder. Ordføreren, fru Schierhuber, har indvilliget i at yde 600 euro pr. hektar i direkte støtte til producenterne, forudsat at producenten, inden for 18 måneder efter ansøgningen om støtte, kan dokumentere over for de ansvarlige myndigheder, at han har leveret hørfibrene til en forarbejdningsvirksomhed. Vi mener også, at hvis der efter den angivne frist ikke kan forlægges tilstrækkelig dokumentation for de ansvarlige myndigheder, bør støtten falde til det niveau, som gælder for braklægning. Jeg vil gerne lykønske ordføreren og opfordrer Europa-Parlamentet til at støtte betænkningen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
+Hr. formand, for det første vil jeg takke fru Schierhuber for det udførte arbejde. Hendes største fortjeneste er at fremsætte fornuftige elementer i et forslag, som overhovedet ingen sund fornuft har i sig. Det er rigtigt, at den gældende støtteordning skaber utilstrækkelige kontrolforanstaltninger, og disse mangler er blevet udnyttet af visse personer for at opnå støtte ved at omgå loven. Naturligvis krævede denne situation nogle ændringer, der logisk set burde have koncentreret sig om at styrke kontrollerne. Men vi har endnu en gang fået mulighed for at iagttage den særlige måde, som Kommissionen bruger til at opfylde sine forpligtelser til at fremsætte lovgivningsforslag. Kommissionens forslag følger en forbløffende linje: I stedet for at forstærke kontrolmekanismerne fjerner den støtten til kortfiberhør. Helt ærligt, så anvender Kommissionen hermed en praksis som lægen, der for at kurere en migræne foreslår at amputere hovedet. Derudover ville Kommissionens forslag, hvis det gennemføres, være skyld i, at dyrkningen i nogle medlemsstater ophører, hvilket vil få negativ indflydelse på et betydeligt antal landbrugere, som havde fundet en alternativ afgrøde i en ikke-overskudsproduktion, som ikke skulle bruges til fødevarer. I f.eks. Spanien er alt det hør, der dyrkes, praktisk talt af korte fibre, eftersom varmen og mangelen på nedbør begrænser plantens udvikling. På den anden side gør jordens tørhed om sommeren det praktisk talt umuligt at hive planten op med rod for at få lange fibre. Derudover tilpasser kortfiberhørren sig perfekt til sandbankeforhold, den har et betydningsfuldt marked og i hvert fald teoretisk er det den type produkter, som man hævder at fremme. Hvis man fjernede støtten til kortfiberhørren, ville det blokere for anvendelsen af innovative, ikke-fødevaremæssige landbrugsprodukter, hvilket ville få stor indflydelse på regioner med mindre nedbør og med sværere betingelser. Hermed foreslår Kommissionen at koncentrere støtten i områder med bedre betingelser og tage støtten fra de mindre gunstigt stillede. Her vil jeg gerne påminde Kommissionen om traktatens artikel 158 (den tidligere artikel 130 A), som kræver, at den økonomiske og sociale samhørighed forstærkes, at forskellene mellem udviklingsniveauerne i de forskellige regioner og de mindre gunstige regioners tilbagestående position, herunder i landdistrikterne, reduceres. Endelig mener jeg, at det er afgørende, at Kommissionens forslag ikke kommer videre, men under alle omstændigheder ville sidestillingen med ordningen for markafgrøder skabe nogle uretfærdige situationer via anvendelsen af betingede udbytter på grund af tørkesituationer. I denne henseende synes jeg, at fru Rodríguez Ramos' ændringsforslag er en god løsning på dette problem.
+Hr. formand, de arealer, hvor der dyrkes hørfibre og hamp, er i de forløbne år udvidet betydeligt som følge af præmiejagten i medlemsstater såsom Storbritannien og Spanien. Producenter i disse lande ødelagde deres høst, mens de inkasserede præmien for dyrkningen. Med rette sætter Rådet en stopper for denne form for misbrug af fællesskabspenge gennem en ændring i forordningen for hørdyrkning. Den oprindelige målsætning for produktionsstøtte er at støtte den traditionelle dyrkning af hørfibre, som først og fremmest forekommer i Belgien, Frankrig og Nederlandene. Det er meget vigtigt, at dette mål ikke tabes af syne. Ligestilling af støtten til korte og lange hørfibre, således som Budgetudvalget foreslår i sin udtalelse, afviser vi derfor. Produktionsomkostningerne for lange hørfibre er højere end for korte hørfibre og hamp. Netop i forbindelse med varianten med korte fibre har landbrugere med urette inkasseret præmier. Vi kan gå med til forslaget om at lade hørdyrkningen falde ind under den almindelige støtteordning for markafgrøder. Men støtteniveauet for korn er for lavt for lange hørfibre og tilskynder således producenter til ikke at dyrke denne hørvariant. Derfor er vores godkendelse af betænkningen afhængig af, om støtten til producenter af lange hørfibre bliver dobbelt så stor som støtten til korn. Så længe støtten til forarbejdningsvirksomhederne afhænger af, om de forarbejder korte eller lange hørfibre, kan denne differentiering i støtten til producenten udeblive. Forhøjet støtte til producenten skal dog ledsages af følgende tre kontrolforanstaltninger: for det første en obligatorisk kontrakt med en forarbejdningsvirksomhed, som for sit vedkommende skal bevise, at hørren er forarbejdet, for det andet en kvote pr. medlemsstat, delt op i lange hørfibre, korte hørfibre og hamp, for det tredje anvendelsen af certificeret såsæd. Til sidst gør jeg opmærksom på, at denne forordning på grund af den fremskredne sæson først kan træde i kraft fra sæsonen 2000-2001.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi står med et forslag fra Kommissionen om reformen af den fælles markedsordning for hør og hamp i dennes to aspekter. For det første berettiger Kommissionen behovet for reformen ud fra en stigning i budgetudgifterne. Jeg tror ikke, at dette er den bedste måde til at prøve at berettige behovet for en reform, som jeg i øvrigt er enig i. Blandt de målsætninger, som vi bør tage hensyn til, når reformen skal gennemføres, lige som at forenkle og tilpasse støtteordningen, er også forbedringen af kontrollen, noget, som vi bagefter glemmer. Kommissionens forslag giver en god, sammenhængende og præcis analyse af Den Europæiske Unions sektor. Det understreger betydningen af hør- og hampproduktionerne, set såvel fra et økonomisk som fra et økologisk synspunkt. Imidlertid forekommer de overvejelser, som Kommissionen gør sig i forbindelse med hampfibrene og de korte hørfibre, mig ikke særligt realistiske, såvel hvad angår disses fremtidige lønsomhed som forhøjelsen af disses afsætning. Men det, der forekommer mig mindst hensigtsmæssigt, er forslaget vedrørende støtten til forarbejdningen. I dette tilfælde vil jeg gerne henlede opmærksomheden på den stigende omsætning, denne type fibre har, hvilket flere af de tidligere talere også har anført. Hvis vi slog ind på denne vej, ville Den Europæiske Union, som allerede er i underskud, hvad angår anvendelsen af disse fibre, i det mindste i nogle lande være fuldstændig på bar bund. I dag læste jeg i en af de spanske aviser, at en af de selvstyrende regioner har reduceret dyrkningen af korte hørfibre med over 95%. Sådan lyder erklæringerne fra den ansvarlige minister for landbruget i denne region. Dette er uundgåeligt, hvis denne ændring gennemføres. Hvad angår betalingen til forarbejdning, så kan jeg ikke være enig i det forslag, som Kommissionen fremsætter, både hvad angår sondringen mellem korte fibre og lange fibre, og ligeledes hvad angår det, den foreslår for hamp. Jeg kan ikke se, at vi har fået forelagt nogen præcis udregning, der berettiger de forskellige præmiers beløb. Jeg kan heller ikke se nogen præcis udregning, der berettiger de garanterede maksimumsbeløb såvel på europæisk niveau som på de forskellige nationale niveauer. Derfor vil disse beløb blokere for udviklingen i Den Europæiske Union, hvad angår de lange og de korte fibre og hamp. På den anden side kan jeg også godt se, at det er svært at anvende støtteordningen for denne sæson, sæsonen 2000-2001, eftersom vi allerede er nået langt ind i året. Jeg synes, fru Schierhubers forslag er velafbalanceret. Det er blevet vedtaget med flertal i Landbrugsudvalget, og det er det, vi bør vedtage som grundregel.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes håndtering af denne meget komplicerede sag, hvor både producerende og ikke-producerende medlemsstater har udtrykt betydelige forbehold i forbindelse med Kommissionens forslag. Kommissionens forslag om at integrere dyrkningen af hør og hamp i støtteordningen for producenter af markafgrøder hilses i store træk velkommen. Støtte til enkelte områder er på linje med holdningen om, at producenterne bør handle i henhold til markedets efterspørgsel i stedet for at lade sig styre af landbrugsstøtten. Jeg har imidlertid ikke i sinde at gentage de mange forbehold over for forslagene, som mine kolleger allerede har udtrykt. Det skal bemærkes, at hør og hamp er miljøvenlige afgrøder. Sammenlignet med almindelige afgrøder som olieholdige frø og korn kræver de færre kemikalier og mindre gødning. Fornyelige råvarer som hør og hamp kan desuden erstatte syntetiske fibre fremstillet af olie eller andre mineralske ressourcer. En øget aktivitet inden for dyrkning af industrielle afgrøder og muligheden for en mere varieret opdyrkning bør derfor hilses velkommen. Jeg vil imidlertid gerne rejse spørgsmålet om støtteberettigelse, som tilsyneladende er et særligt problem i Det Forenede Kongerige. Det meste af hør- og hampdyrkningen i Det Forenede Kongerige foregår på arealer, som ikke er støtteberettigede. Så vidt jeg kan forstå, udgør Kommissionens forslag en trussel mod dyrkningen af hør og hamp i Det Forenede Kongerige og efterlader forarbejdningsvirksomhederne uden indenlandske forsyninger af råmaterialer. Det foreslås, at man i forbindelse med dyrkningen af hør og hamp skal se bort fra støttekriterierne, så disse afgrøder kan dyrkes på alle arealer, dog uden at øge basisarealet. Det giver mulighed for udvidelse, hvis markedsforholdene tilskynder til vækst, og nye producenter kan dermed komme ind på markedet. Det ville være rart, hvis Kommissæren ville kommentere dette spørgsmål, når han skal tale i forbindelse med denne sag.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg takke ordføreren, fru Schierhuber. Jeg har indtryk af, at netop den slags emner lige er noget for hende. Jeg kan blot sige, at jeg i store træk tilslutter mig hendes betænkning. Jeg tror faktisk, at det var på tide, at Kommissionen greb ind i støtteordningen for hør og hamp. I tilfælde af omfattende svig og misbrug, al den slags ting, kan det kun medvirke til, at landbrugspolitikken får et dårligt ry, og det skal undgås. Derfor er det berettiget, at Kommissionen har grebet ind. Der er imidlertid på dette stadium også en anden grund til, at det er klogt af Kommissionen at lægge særlig vægt på dette emne. For jeg er stadig af den opfattelse, at det er nødvendigt at udvikle andre landbrugsafgrøder end de sædvanlige, som findes i øjeblikket. Hør og hamp er typisk afgrøder, som kan bruges til at finde nye markeder for nye landbrugsprodukter. "Agrificatie" er det gode nederlandske ord for det, og jeg vil om lidt undersøge, hvordan det oversættes til de forskellige sprog. I forskellige lande er der allerede taget opmuntrende initiativer på dette område, og der er også foretaget store investeringer. Jeg tror, at Kommissionen først og fremmest må sørge for, at investeringer, som allerede er foretaget i fabrikker og i forarbejdningsmateriale, udnyttes fuldt ud. Jeg mener altså ikke, at det er absolut nødvendigt at knytte bestemte kvoter til bestemte lande. Det skal knyttes mere til den fastlagte anvendelseskapacitet. Der er imidlertid én ting, der ikke står i forordningen. Det er en stor fordel for kommissær Fischler. Det koster ham ikke en øre. Hvorfor overvejer han ikke at gøre brugen af disse produkter, som fremstilles af hør og hamp, obligatorisk? Gennem en bestemt lov kunne man af hensyn til miljøet sige: De skal fremstille instrumentbrætter til biler af det og det produkt. Måske kan der komme et smukt samarbejde ud af det med miljøkommissæren, for jeg har indtryk af, at hun på andre områder modarbejder landbruget temmelig meget. Måske kan dette ændres i den rigtige retning gennem dette initiativ.
+Hr. formand, hr. kommissær Fischler, det ser ud til, at Kommissionen har fremsat et klogt forslag, men det er ikke noget klogt forslag. Det forhindrer muligvis svindelen, fordi der ikke længere er incitament til at indkassere den høje arealbetaling i stedet for braklægningspræmier eller kornpræmier. Problemet er bare, at hvis De så forbinder det med størrelsen af kornpræmien og braklægningspræmien, vil der ikke længere blive dyrket hør og hamp i EU, så er sagen klaret. Hvis De indfører forarbejdningspræmier, som der efter Deres mening ikke kan svindles med - det kan der i øvrigt godt, men lad os bare antage, at der ikke kan - er resultatet imidlertid muligvis, at råvarerne bliver dyrket uden for EU og importeret. Hvis vi vil sikre hørdyrkningen her, må vi gøre præcis det, der foreslås her, det, ordføreren har foreslået, nemlig at gå tilbage til kornpræmiens størrelse. Hvis det så bevises, at der har fundet en forarbejdning sted, indføres den tilsvarende fordobling, og dette bevis kræver ikke særlig mange kontroller, fordi beviset skal forelægges af dem, der vil have disse præmier. Jeg vil gerne sige følgende vedrørende maksimumsmængderne: Den kendsgerning, at budgettet er vokset som følge af svindel, og Kommissionen ikke har gjort nogen særlig hæderlig figur ved kontrollen heraf, kan ikke godkendes. Selvfølgelig må vi rette op på det igen, og de penge, der er fosset ud på grund af svindel, skal selvfølgelig føres tilbage, men det samlede budget for denne vigtige, miljøvenlige dyrkning skal forhøjes, og derfor er de kvoter, der fastlægges nu, uegnede til formålet. Hr. Fischler, jeg er spændt på, om De godkender de forslag, som ordføreren - og jeg vil gerne takke hende for betænkningen - har fremsat. De ved, hvilken procedure vi befinder os i. Hvis De siger, at De ikke kan godkende dem, vil vi reagere på det i morgen, og så må vi forhandle om dette kloge forslag fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter på et andet plan.
+Hr. formand, støtteordningen for hør og hamp har udviklet sig til den rene præmiejagt. Ordningen er blevet groft misbrugt, så det nærmest ligner kriminalitet, og det bør stoppes. Støtten til hamp har i en årrække været meget højere end støtten til andre afgrøder. Hektarstøtten til hamp er over dobbelt så høj som hektarstøtten til korn. Det betyder, at selv om der næsten ingen lovlig anvendelse er for hamp, er arealet, som bruges til hampdyrkning, steget til det firedobbelte det sidste år. Ønsket om at bevare den høje hektarstøtte til hamp er i virkeligheden et meget besynderligt samarbejde mellem dem, der vil have legaliseret hash på den ene side, og spekulanter i EU-tilskud på den anden side. I virkeligheden er det nemlig umuligt at se forskel på den cannabinolfrie hamp og den hamp, der bruges til fremstilling af hamp. Kommissionen foreslår, at hampstøtten skal reduceres i tre faser til det støtteniveau, der er fastsat for korn. Jeg havde helst set, at støtten blev nedsat til støtteniveauet for korn med det samme, men jeg kan godt leve med Kommissionens forslag. Det giver landmændene tid til at omstille sig. Jeg kan derimod ikke leve med den indstilling, der er kommet fra Landbrugsudvalget. Det kan ikke være i overensstemmelse med moderne, fremadrettet og udvidelsesorienteret landbrugspolitik at foreslå, at overgangsordningen yderligere forlænges. Det er med andre ord "helt ude i hampen", og det vil jeg stemme imod. For hør foreslår Kommissionen også en begrænsning i muligheden for præmiejagt, og også her går udvalget ind for en forbedring af ordningen. Jeg mener omvendt, at støtten skal begrænses. Det skal være markedet og forbrugerne, der bestemmer, hvad der skal produceres, ikke tårnhøje EU-tilskud.
+Hr. formand, ærede parlamentsmedlemmer, jeg vil gerne rette en særlig tak til ordføreren, fru Schierhuber, for hendes omfattende undersøgelse af situationen og den fremragende betænkning. Vi har ført debatten om reformer inden for hør og hamp bestemt til fiberproduktion i nu snart fem år, hvis man tager år 1996 og de forslag, Kommissionen fremsatte dengang, som udgangspunkt. I stedet for den reform, der dengang blev foreslået af Kommissionen, skærpede Rådet imidlertid kun kontrollerne. Det gav godt nok et væsentligt større administrativt arbejde, men den forventede nødvendige effekt udeblev i vid udstrækning, for præmiejagten finder stadig sted, og dyrkningsarealerne er steget fra ca. 100.000 hektar til 240.000 hektar, hvilket har medført, at budgetudgifterne til denne sektor praktisk taget er blevet mere end fordoblet. Det forslag, De sidder med i dag, har tre hovedmål: Det skal sætte en stopper for præmiejagten én gang for alle. Kommissionen vil fremme udviklingen af landdistrikterne ved at støtte de traditionelle dyrknings- og produktionsmetoder, og den vil i en begrænset periode hjælpe landmændene med at finde nye, rentable afsætningsmuligheder og med at udbygge afsætningschancerne. For vi må ikke stikke os selv blår i øjnene! I betragtning af de alle steder velkendte budgetproblemer skal sektoren i højere grad orientere sig efter markedet. Og hvad der er endnu vigtigere: Efter beslutningerne i Berlin er der ikke planer om nye midler til støtte til nye produkter. Sådanne nye produkter er måske absolut interessante for landbruget, men vores budskab skal være ærligt: Målet med sådanne innovative tiltag må også først og fremmest være rentabilitet. Kommissionen har gennemgået Parlamentets ændringsforslag omhyggeligt. Vi kan i det mindste acceptere mange af dem ud fra deres indhold, mens der er andre, vi ikke kan acceptere i deres nuværende form, men som indbyder til overvejelse. Og så er der andre, vi desværre ikke kan acceptere. Hvad angår det første forslag om inddragelse af hør og hamp bestemt til fiberproduktion i ordningen for afgrøder, er jeg parat til at acceptere ændringsforslag 2, der omhandler formuleringen af målene, og ændringsforslag 1 i hovedtræk. Idéen om at fordoble hektarstøtten, når det bevises, at stråene er forarbejdet til fibre, forekommer mig ved første øjekast at være meget forførende, hr. Graefe zu Baringdorf. Den er imidlertid efter min mening dømt til at mislykkes. Vi ville nemlig på den måde de facto først og fremmest skabe et nyt incitament til en ny præmiejagt, og i sidste ende ville man helt sikkert blive henvist til kontroller, der allerede har vist sig ikke at være effektive nok. Derfor er jeg ikke indforstået med ændringsforslag 3, 9, 10 og 12 og af lignende grunde heller ikke med ændringsforslag 38. I ændringsforslag 4 gives der dog udtryk for bekymring over bestemmelserne om støtteberettigede dyrkningsarealer, som især parlamentsmedlemmerne Adam og Wyn har været inde på. Jeg er enig med dem i, at vi har brug for en hensigtsmæssig løsning her, og derfor kan jeg principielt tilslutte mig ændringsforslag 4. Det samme gør sig gældende for ændringsforslag 37, der går i samme retning. Ændringsforslag 7, 8 og 15, der omhandler undtagelser fra bestemmelserne om ordningen for visse afgrøder i forbindelse med basisarealer og braklægning, kan accepteres, for så vidt de er i overensstemmelse med Agenda 2000, men kun inden for disse rammer. Efter min mening er de egentlig slet ikke nødvendige mere, da der overalt blandt basisarealerne findes arealer, hvor der kan dyrkes hør og hamp, uden at man af den grund ville blive nødt til at indskrænke dyrkningen af andre afgrøder. Alligevel kunne det give anledning til problemer i nogle områder. Vi forsøger at finde en løsning for at mindske de vanskeligheder, der muligvis kan optræde her. Jeg kan acceptere ændringsforslag 6, hvad angår hamp. Dog kan såkaldt ulovlige arealer slet ikke længere kontrolleres, sådan som det anbefales i det mindste implicit i ændringsforslag 5 og 16. Jeg kan ikke acceptere disse ændringsforslag. Men kunne dog godt indarbejde fleksibilitet i et vist omfang dér, hvor der skal realiseres et højt kontrolniveau. Derfor kan jeg trods alt erklære mig indforstået med disse ændringsforslag og med ændringsforslag 14 i hovedtræk. På grund af risikoen for at skade hamps image foreslår Kommissionen et forbud mod anvendelse af hamp og hampfrø i fødevarer, selv om de sorter, der skal anvendes hos os, ikke indeholder stimulerende stoffer. Det er et brændvarmt politisk spørgsmål, som man helt sikkert kan fortsætte diskussionen om. I den nuværende fase vil jeg dog ikke erklære mig indforstået med ændringsforslag 11, 13 og 32. Men målsætningen i sig selv er klar. Jeg går over til det andet forslag, forslaget om forordningen om den fælles markedsordning for hør og hamp bestemt til fiberproduktion. Forarbejdningsstøtten skal stå i et fornuftigt forhold til produktionsudgifterne og tage hensyn til produkternes markedsværdi. Forarbejdningsstøtten til hør med lange fibre forårsager nu engang større omkostninger. Den skal derfor adskille sig fra støtten til hør med korte fibre og til hampfibre. Det tilladte maksimumsindhold af urenheder skal ligeledes fastsættes, fordi støtten skal fremme produktion af fibre af høj kvalitet og ikke det affald, der følger i kølvandet på fibrene. Politikken inden for denne sektor skal være entydig. Vi kan kun acceptere investeringer i produkter, der er rentable under markedsbetingelser. Dette princip gælder også her. Derfor kan jeg ikke erklære mig indforstået med ændringsforslag 18 og 34, selv om de absolut indeholder stof til yderligere overvejelse. Jeg er imidlertid indforstået med de overvejelser, der ligger til grund for ændringsforslag 23, 25 og 26, det vil sige en tilnærmelse af støttebeløbene og fastlæggelse af støttens størrelse afhængigt af kontrolresultatet. De grænser, der er givet i medfør af budgettet, må dog ikke overskrides. Det andet vigtige emne er de nationale garantimængder. I betragtning af de velkendte problemer med at kontrollere høstresultaterne er disse mængder absolut uomgængelige. Med Kommissionens forslag begrænses faren for misbrug til forarbejdningsstadiet, uden at der skal fastlægges kvoter for de enkelte forarbejdningsvirksomheder og dermed uden de ulemper, sådanne kvoter ville medføre for et ekspanderende marked. En garanteret maksimumsmængde for hele Fællesskabet ville ikke være nogen løsning. Erfaringen viser, at det kun fører til strid mellem medlemsstaterne og gør det vanskeligt at finde frem til en virkelig løsning. Den årlige fordeling af de garanterede maksimumsmængder på medlemsstaterne, hvor grundlaget er den ikke-kontrollerbare forarbejdningskapacitet, er virkelig ikke et alternativ, der kan anvendes i praksis. Derfor kan jeg ikke acceptere ændringsforslag 20, 21, 27 til 30 og 35. Men idéen om at indføre en slags newcomer-kvote og hvert år fordele dem på de medlemsstater, hvor der på det pågældende tidspunkt kun foregår en lille eller slet ingen hør- og hampproduktion, er efter min mening yderst interessant. Jeg accepterer ændringsforslag 24 og 33 i de tilfælde, hvor landmanden og den første forarbejdningsvirksomhed er identiske. Hvad angår import af hamp og hampfrø, er jeg enig i, at vi har brug for en løsning, der er anvendelig i praksis. Jeg kan dog ikke erklære mig indforstået med ændringsforslag 22 og 31 i deres nuværende form, fordi det implicit siges, at der ikke længere skal foretages nogen som helst kontrol. Endelig er jeg med hensyn til tidsplanen også parat til at acceptere ændringsforslag 17 og 36, ifølge hvilke de nye bestemmelser først skal træde i kraft den 1. juli 2001. Men hektarstøtten til den næste kampagne vil så skulle fastsættes i år efter den gældende ordning. I dette tilfælde ville jeg så være bundet af de tal, der er indeholdt i budgettet for 2001. En reform af denne sektor er absolut nødvendig! Jeg tror, De er enig med mig. Vi skal orientere sektoren "hør og hamp bestemt til fiberproduktion" efter markedet, så den kan yde et effektivt, uomtvisteligt og nyttigt bidrag til erhvervslivet og ikke længere være udsat for offentlig kritik. Under disse omstændigheder bør det efter min mening ligge Dem på sinde at vedtage beslutningen denne uge, så også Rådet kan træffe en beslutning hurtigst muligt. På den måde kan vi undgå problemer på markedet, der ellers ville optræde i produktionsåret 2000/2001, hvis støttens størrelse ikke ligger fast inden 1. august. Jeg kan alligevel - og det har jeg sagt til Dem - acceptere 13 af ændringsforslagene, og jeg har også i forbindelse med mange andre forslag kraftigt understreget, at jeg godt nok ikke kan acceptere dem i deres nuværende form, men at de til dels absolut indeholder stof, der giver anledning til yderligere overvejelser, også debatter, som jeg vil iværksætte i Rådet. Men fordi problemerne på markedet bliver virkelig graverende, hvis vi ikke skaber en ordning i tide, skal vi enten træffe midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, hvor der tages højde for budgetoverslagene for 2001, eller også får vi en høst, hvor producenterne ikke ved, hvilken støtte de kan få. Vi bør virkelig ikke lade den situation opstå. Vi vil ikke kunne forklare producenterne og heller ikke forarbejdningsvirksomhederne, hvorfor de skal lide under, at det ikke lykkes os at træffe en beslutning om et forslag, der har foreligget her i Europa-Parlamentet i trods alt allerede otte måneder.
+Hr. formand, lad mig stille endnu et spørgsmål til kommissæren: Hr. kommissær, De har talt om de nødvendige kontroller i forbindelse med forarbejdningspræmien, der også skal finde sted. Hvis man nu binder vores forslag - nemlig forslaget om at fordoble hektarpræmien, når beviset er forelagt - til beviset for forarbejdningspræmien, der jo også skal forelægges, og knytter begge dele til hinanden - det står der jo ikke noget om i betænkningen - så garanteres den nødvendige kontrol for begge former for præmie, og landmændene lades ikke ude af betragtning. Hvis De gennemfører Deres projekt som planlagt, fjerner De grundlaget for hør- og hampdyrkningen i Europa, og det er ikke et spørgsmål om kontrol.
+Jeg vil gerne starte med det andet spørgsmål fra ordføreren. Hvis jeg har forstået, hvad det handler om her, taler vi først og fremmest om den såkaldte newcomer-kvote. Jeg har sagt, at vi er parate til at acceptere en sådan newcomer-kvote. Vedrørende det første spørgsmål fra hr. Graefe zu Baringdorf vil jeg gerne sige, at det gør mig ondt, men det, De foreslår, er for øjeblikket også en betingelse, nemlig at denne kontrol bliver foretaget. Det forholder sig nu engang sådan, at den nuværende ordning ikke fungerer, og derfor mener jeg, at vi må ændre ordningen. Derfor ønsker jeg ikke, at vi nu vender fuldstændig op og ned på ordningen. Hvis vi til dels vender tilbage til den gamle ordning, kan jeg ikke se, hvor succesen skulle komme fra, og hvorfor det så skulle fungere bedre end tidligere.
+Mange tak, hr. kommissær Fischler. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted tirsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0130/2000) af Rothley for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og ændring af direktiv 73/239/EØF og 88/357/EØF (fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv) (C5-0111/2000 - 1997/0264(COD)).
+Hr. formand, jeg skal, og jeg kan fatte mig i korthed. Vi kan i denne uge for første gang vedtage en retsakt i Den Europæiske Union, der er kommet i stand på Europa-Parlamentets initiativ, og som Kommissionen og Rådet gudskelov har deltaget positivt i. Der er tale om en forbedret beskyttelse af ulykkesofre i Den Europæiske Union. Vi har med dette direktiv løst en stor del af de problemer, der normalt opstår i forbindelse med en ulykke, der sker i et andet land. Jeg vil dog se ind i fremtiden, før jeg ser tilbage. Der foreligger, ærede hr. kommissær Bolkestein, et udkast til et femte direktiv. Jeg har udarbejdet det, og det vil snart ligge på Parlamentets bord. Jeg håber meget, at vi også kan få et tæt samarbejde i denne sag. Det femte direktiv er altså allerede på vej. Vi vil - det hører også med til at se ind i fremtiden - i begyndelsen af juni afholde en kongres om en anden vigtig sag på Det Europæiske Retsakademi i Trier, nemlig om en reform af bestemmelserne om personskader, og muligvis fører det igen til et initiativ fra Parlamentets side. Det vil sige, at vi ønsker at bringe en vis dynamik ind i diskussionen om en bedre beskyttelse af ulykkesofrene. Jeg ville være Dem, hr. kommissær, meget taknemmelig, hvis vi kunne gøre det i fællesskab. Jeg ville være Dem taknemmelig, fordi De har ydet et vigtigt bidrag til diskussionen - og dermed ser jeg tilbage - om det fjerde direktiv. Der var nemlig det store problem, om direktivet skulle finde anvendelse, hvis ulykken havde fundet sted i en EU-medlemsstat. Jeg har aldrig forstået baggrunden for, at Kommissionen dengang vægrede sig stivsindet i begyndelsen, hvilket logisk, politisk og retligt set var ubegrundet. Gudskelov banede De vejen, da vi diskuterede det i slutningen af sidste år her i Europa-Parlamentet, så vi kunne finde frem til en mulighed. Nu skal direktivet finde anvendelse i alle lande, som er med i ordningen med det grønne kort, og dermed dækkes immervæk ca. 90% af alle ulykker, som europæere kan være involveret i. Nu, hvor jeg er ved tallene: Alene i Den Europæiske Union - tredjelandene er ikke regnet med - drejer det sig om ca. 500.000 ulykker pr. år, som vi fremover kan behandle væsentligt lettere. Tidligere havde man det problem, at man måtte klare sig på et fremmed sprog, med en fremmed lovgivning osv. Det har til dels trukket ud i evighed. Når man ser på de andragender, der er blevet fremsendt til Europa-Parlamentets Udvalg for Andragender, fordi behandlingen af trafikulykkerne i et andet land har taget flere år, så er jeg helt sikker på, at vi med dette direktiv tager et ganske afgørende skridt fremad. Selvfølgelig kan vi ikke ændre noget på den lovgivning, der skal finde anvendelse, og den retlige kompetence, men med vores forslag om, at alle forsikrede skal have en skadesbehandlingsrepræsentant i alle andre lande, med denne ordning kan vi immervæk sandsynligvis behandle 90% af alle trafikulykker, der sker i et andet land, til ulykkesofrenes tilfredshed. Det er et meget stort skridt fremad. I den debat, vi havde, var der nogle uafklarede spørgsmål. Jeg beklagede noget, og det er blot et punkt, jeg gerne vil nævne, at erstatningsorganerne - og det var jo Kommissionens idé - skulle svækkes lidt efter lidt i løbet af den politiske diskussionsproces. I sidste ende fandt vi alligevel en tilfredsstillende løsning, men om tre eller fire år vil vi undersøge, hvad dette direktiv har resulteret i, og så om nødvendigt foreslå en forbedring. Sammenfattende vil jeg gerne sige, at der takket være Deres intervention, hr. kommissær, er sket et vigtigt fremskridt, hvad angår dette direktiv, og det vil jeg gerne takke Dem for mange gange. De har overvundet modstanden i Deres egen Kommission. Det var en storartet præstation, mange, mange tak for det! Jeg håber, at vi, hvad angår beskyttelsen af ulykkesofrene og forbedringen af den, også får et godt samarbejde fremover.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg takker hr. Rothley for det arbejde, han har udført, fordi denne foranstaltning sætter en stopper for en række foruroligende og pinlige situationer, som er blevet skabt i vores Fællesskab. Det fælles udkast, som Forligsudvalget har godkendt, er utvivlsomt et stort skridt fremad for vores Fællesskab. Men selv om jeg har stemt for, må jeg sige, at jeg blev meget forundret over det svar, jeg fik fra Kommissionen på min forespørgsel angående et problem, der ikke er direkte forbundet med spørgsmålet om ulykker i udlandet, men som i hvert fald refererer til forsikringssektoren. Det er en sektor, i hvilken jeg mener, der i Italien forekommer sager, man næsten ikke kan forstå, hvorfor jeg bliver i tvivl om, hvorvidt inspektionsinstituttet for fagforeninger virkelig fungerer her i Parlamentet. Jeg har rettet en forespørgsel til Kommissionen, hvor jeg opfordrede den til at gribe ind over for et virkelig forkasteligt aspekt vedrørende de forsikringsselskaber, som kræver, men intet giver til borgerne i Fællesskabet. Der blev i Napoli afholdt en konference på initiativ af ACI, hvor flere kendte jurister deltog, fordi det er sket, og det sker, at forsikringsselskaberne får de italienske borgere til at betale forskellige præmier alt efter deres bopæl, idet de hævder, at de skal have refunderet udgifterne, hvor antallet af ulykker er større. Derfor spørger jeg mig selv, og jeg spørger Parlamentet, om det er muligt, at der er en tydelig diskrimination af borgere i samme stat og i Det Europæiske Fællesskab. Det er rigtigt, at man i visse områder sikkert kan registrere et større antal ulykker, og det er også rigtigt, at når man er en del af samme stat og af samme fællesskab, bliver det, som hænder, delt mellem borgere i den samme zone, i det samme område, i det samme land, i det samme fællesskab. Hvad betalingen af præmierne angår, forekommer der nogle virkelig rædselsvækkende og utrolige ting: I en by som f.eks. Alessandria betaler man mindre end halvdelen af, hvad man betaler i byer som Napoli eller Catania. Derfor tror jeg, at vi som Parlament ud over at udvikle foranstaltninger af denne slags, lige som den, der blev præsenteret i Rothley-betænkningen, bør forsøge at gribe yderligere ind for at imødegå en åbenbar diskrimination af borgere fra samme område, idet vi samtidig retter en opfordring til forsikringsselskaberne: Hvis der eksisterer en obligatorisk oprettelse af forsikring, bør det også være obligatorisk for forsikringsselskaberne at forsikre borgerne. I visse regioner i Italien sker det faktisk, at forsikringsselskaberne nægter at forsikre de italienske borgere - dette er en meget alvorlig erklæring. Hvad dette punkt angår, vil jeg forsøge at gentage min forespørgsel, hvor Kommissionen har svaret, at Europa-Parlamentet ikke er kompetent på dette område. Hvis vi er kompetente nok til at lovgive på området, som Rothley-betænkningen gør, med hensyn til forholdene mellem de forskellige medlemslande, tror jeg dog, at vi skal rette en kraftig og bestemt opfordring til forsikringsselskaberne for at undgå den tydelige diskrimination, så alle betaler de samme præmier, så når man indkasserer, betaler man også, og således at denne sektor bliver forbedret og på en eller anden måde bliver bragt i overensstemmelse med vores samfunds ændrede krav. Idet jeg ønsker alt dette, erklærer jeg mig en stor tilhænger af denne betænkning, og jeg takker endnu en gang hr. Rothley og Kommissionen for deres indsats for vores befolkning og opfordrer til, at man snarest muligt griber ind på dette område.
+Hr. formand, jeg vil gerne på Kommissionens vegne udtrykke en dybfølt tak til hr. Rothley, ordføreren, som i betydeligt omfang har bidraget både intellektuelt og politisk til det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv. Hr. Rothley var så utrolig venlig at takke Kommissionen for dennes arbejde. Kommissionen har måske nok været konstruktiv i forbindelse med formuleringen af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv, men som hr. Rothley sagde, var det en reaktion på et initiativ fra Europa-Parlamentet. Kommissionen takker ham for dette initiativ. Jeg vil gerne sige, at Parlamentets vedtagelse af det fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv hilses velkommen af Kommissionen. Som hr. Rothley pointerede, sker der årligt mere end 500.000 ulykker, som involverer motorkøretøjer fra forskellige medlemsstater. Det nuværende erstatningssystem for mennesker indblandet i en ulykke uden for deres hjemland virker imidlertid ikke tilfredsstillende. Det nye direktiv skal sikre forbedrede oplysninger, enklere procedurer og en hurtigere afgørelse af alle krav. Disse spørgsmål vedrører på en meget direkte måde borgerne i alle medlemsstaterne, og tiltaget vil således bringe Den Europæiske Union tættere på Unionens borgere. Som jeg lige har nævnt, var Kommissionens forslag en reaktion på et parlamentarisk forslag, hvor Parlamentet gjorde brug af sine nye beføjelser i henhold til traktatens artikel 192. Jeg vil gerne endnu en gang takke Parlamentet og selvfølgelig hr. Rothley, men også det ansvarlige udvalg og dets formand, fru Palacio Vallelersundi, for de konstruktive drøftelser under første- og andenbehandlingen af direktivet og de efterfølgende forhandlinger under de uformelle triloger. Hr. Rothley annoncerede et femte direktiv. Han sagde, at der snart bliver afholdt en konference i Trier om dette direktiv, og han har anmodet Kommissionen om at hjælpe med at manøvrere det gennem lovgivningsproceduren. Det er måske en anelse tidligt at drøfte det femte direktiv nu, men jeg vil gerne benytte lejligheden til at forsikre hr. Rothley om, at Kommissionen i forbindelse med det videre lovgivningsarbejde, som Parlamentet måtte deltage i, vil indtage den samme konstruktive holdning som under arbejdet med det fjerde direktiv. Endelig gør hr. Bigliardo opmærksom på, at præmierne for motorkøretøjsforsikringer i Italien varierer fra region til region afhængig af antallet af ulykker. Han protesterer mod denne differentiering i præmierne i forskellige regioner i Italien på basis af frekvensen af ulykker og ønsker, at Kommissionen griber ind. Jeg skal oplyse hr. Bigliardo om, at dette er en sag, som ikke vedrører dette direktiv. Strengt taget kunne jeg standse her, men hans kommentar fortjener et mere detaljeret svar. Jeg vil derfor gerne sige, at hvis situationen havde været den, at forsikringspræmierne havde været anderledes for italienske statsborgere end for franske eller tyske statsborgere bosat i Italien, ville Kommissionen have kunnet gribe ind. Man kan ikke kræve, at franske eller tyske statsborgere bosat i Italien skal betale en anden præmie end italienske statsborgere. Det er klar diskrimination. Men dette er ikke tilfældet. Præmierne varierer efter antallet af ulykker i hver region og er derfor ens for italienere og udlændinge. Præmierne vedrører de forskellige områder i Italien. Jeg tror ikke, at Kommissionen har mulighed for at gribe ind i denne sag. Det er et spørgsmål om, hvordan forsikringsselskaber beregner deres præmier, og såfremt der er et objektivt grundlag for at kræve en højere præmie i en særlig region, er Kommissionen magtesløs. Hvis hr. Bigliardo ønsker at underbygge sin påstand nærmere, vil jeg se frem til at modtage en skrivelse og besvare denne. Men hvis han vil have et konkret svar nu, må det være, at Kommissionen ikke kan gribe ind.
+Mange tak, hr. kommissær Bolkestein. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted tirsdag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0114/2000) for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udviklingssamarbejde med Sydafrika (5095/2/2000-0100/2000 - 1999/0070(COD)) (Ordfører: Martínez Martínez).
+Hr. formand, kære kolleger, Udvalget om Udvikling og Samarbejde vedtog for nogle dage siden enstemmigt den indstilling, som vi i dag fremlægger for Europa-Parlamentet. Før dette havde jeg gjort mig store bestræbelser på at lette og rationalisere sagsbehandlingen af sagen, da jeg mente, at det at stemme om Europa-Parlamentets og Rådets nye forordning om udviklingssamarbejdet med Sydafrika var et vigtigt og presserende spørgsmål. Det var vigtigt, fordi Sydafrika er et af de lande, der modtager flest bidrag fra Den Europæiske Union til landets udviklingsproces. Det var presserende, fordi forordningen, som havde været gældende i de sidste fem år for at få dette samarbejde til at fungere, var udløbet den 31. december 1999, hvorefter de forskellige igangværende procedurer ikke har haft den passende juridiske dækning. Det er stadig bekymrende, at vi har kunnet komme i denne situation. Faktisk tog Europa-Parlamentet den første tekst, som Kommissionen havde foreslået, op til overvejelse i første halvdel af 1999 og vedtog desangående seks ændringsforslag og sendte dem videre til Rådet for at afvente dets reaktion. Her skete så forsinkelsen, eftersom Rådet ikke brugte mindre end otte måneder på at fortælle os sin holdning. Dermed røg vi uden for den tidsplan, som vi havde forudset, og så blev det juridiske tomrum, jeg netop omtalte, skabt. Endelig fremlagde Rådet sit forslag. Teksten medtog de fleste af de ændringsforslag, som Europa-Parlamentet havde vedtaget under førstebehandlingen, og navnlig forstærkede Rådet henvisningerne, der gik ud på at bekæmpe fattigdommen og nå de internationale udviklingsmål, som blev fastlagt på grundlag af De Forenede Nationers konventioner og resolutioner. Udvalget om Udvikling og Samarbejde mente i forbindelse med Rådets forslag, at det var nødvendigt at prøve at undgå en forlængelse af sagsbehandlingen med en tredjebehandling. Det vil sige, at vi havde tænkt os at acceptere alt det, vi mente var fornuftigt, og begrænse vores ændringsforslag til det, der var absolut nødvendigt, og selv det med stort mådehold. Der var lige to spørgsmål tilbage, som er blevet til ændringsforslag, og som vores udvalg fremlægger som en indstilling til vedtagelse i plenarforsamlingen. Det første spørgsmål drejer sig om komitologi. Rådet ønskede, at ekspertudvalget skulle kontrollere alle samarbejdsprojekterne med Sydafrika, når det drejede sig om projekter, der havde et budget på over 3 millioner euro. Vi mente derimod, at dette udvalg mere burde være der til at orientere og kontrollere de store retningslinjer i udviklingssamarbejdet med Sydafrika og til kun direkte at kontrollere projekter af større rækkevidde, hvorefter de projekter, der omfattede mindre beløb, ville følge de almindelige procedurer, som er Kommissionens ansvar. Da alle punkter var vurderet, forhøjer vores ændringsforslag, som vi i dag fremlægger for Dem til afstemning, Rådets forslag fra 3 til 5 millioner, hvorved staternes udvalg får langt færre projekter at beskæftige sig med, og den kan således bruge tiden mere på helheden i en så betydningsfuld aktivitet. Det andet forslag drejer sig om budgetrammen for udviklingssamarbejdet mellem Den Europæiske Union og Sydafrika for den syvårige periode, inklusiv år 2000, som den forordning, vi drøfter, omfatter. I de fem foregående år udgjorde denne budgetramme 125 millioner euro årligt. Rådet nedsatte i sin rolle som den, der begrænser budgetterne, denne tildeling i sit forslag og fastlagde det til 112,5 millioner årligt. Vi for vores del bekræftede, at det ikke er politisk acceptabelt at sende et signal om nedskæring og på samme tid undertegne en stor samarbejds-, handels- og udviklingsaftale med Sydafrika. Tværtimod burde vi i det mindste holde fast ved og om muligt forøge, om end det var rent vidnemæssigt, disse budgetposter på trods af, at vi deler bekymringen, hvad angår de disponible ressourcer. Endelig blev forslaget, der blev vedtaget i Udviklingsudvalget, og på hvis vegne jeg henvender mig til Dem, yderst fornuftigt: de 123,5 millioner, som var tildelt for år 2000, og 127 for hvert enkelt af de efterfølgende seks år, indtil det når op på det samlede beløb for en budgetramme på 885,5 millioner euro for de syv år, som forordningen er forudset at skulle gælde. Vi synes, at begge ændringsforslag er velovervejede. Målet er at undgå at ryge ind i en tredjebehandling, at få afsluttet den nuværende utålelige situation med juridisk tomrum og at give vores udviklingssamarbejde med Sydafrika et betydningsfuldt politisk skub. Ved nu at bede om Deres støtte til vores forslag håber vi, at den sunde fornuft og den mådeholdenhed, som Europa-Parlamentet beviser at indehave, får Rådets forståelse. På samme måde håber vi, at sådanne forslag kan accepteres af Kommissionen på trods af, at dens forslag, 25 millioner til spørgsmålet komitologi og 850,5 millioner til budgetrammen, er noget anderledes end de forslag, vi fremlægger for Dem. Hvis der ikke findes en sådan forståelse, vil det alene være Rådets og Kommissionens ansvar, hvis vi skulle i gang med en tredjebehandlingsprocedure, med de konsekvenser, som mangelen på juridisk dækning kunne få for de igangværende projekter inden for vores udviklingssamarbejde med Sydafrika. Det selvsamme beløb til budgetrammen, som Kommissionen foreslår, og som ligger ualmindelig tæt på vores eget forslag, burde under alle omstændigheder være kommet til Udviklingsudvalget i tide til en eventuel behandling i Europa-Parlamentet og især med visheden om, at hvis vi accepterede forslaget, så ville Rådet ligeledes have accepteret det.
+Hr. formand, mine damer og herrer, den betænkning om Unionens udviklingssamarbejde med Sydafrika, som vi debatterer her, og som jeg gerne vil gratulere ordføreren med mange gange, er foruden indholdet et imponerende eksempel på Rådets forhalingstaktik over for Europa-Parlamentet. I og for sig er der tale om en uproblematisk forordning og egentlig også en uproblematisk betænkning. At Unionen fremmer udviklingssamarbejdet med henblik på, at Sydafrika får en fremragende position på subkontinentet, er der aldrig blevet sat spørgsmålstegn ved. I overensstemmelse hermed handler det fortrinsvis om at forny retsgrundlaget for dette samarbejde, da den foregående forordning udløb i december 1999. Vores tidligere kollega Fassa fremlagde betænkningen til førstebehandling i maj sidste år. Rådet godkendte næsten alle ændringsforslag. Alligevel spørger jeg mig selv, hvorfor årets fælles holdning i Rådet først blev meddelt Parlamentet officielt i marts i år. Det har ordføreren jo også påpeget. En sådan forhalingstaktik, der måske kan forklares med, at der samtidig finder forhandlinger sted om en handelsaftale med Sydafrika, forbløffer mig dog gang på gang. Man spørger sikkert også sig selv i Sydafrika, hvilke konklusioner man skal drage af Rådets adfærd. Derfor vil jeg gerne rette en stor tak til ordføreren for, at vi her i hasteproceduren nu kan have betænkningen på plenarforsamlingens dagsorden allerede i maj og således undgå eventuelle problemer som følge af et manglende retsgrundlag i vores udviklingssamarbejde. Indholdsmæssigt er der nogle uklarheder, der er blevet afklaret på forhånd under uformelle forhandlinger med Rådet, således at betænkningen kan begrænses til to punkter: en forhøjelse af det samlede budget til 885,5 millioner euro for perioden 2000-2006, et krav, der normalt fremsættes af Parlamentet, og som er nødvendigt. For det andet er den tærskelværdi på 5 millioner euro, som vi nu har opnået, efter min mening et godt kompromis. Små projekter kan planlægges og gennemføres effektivt af de institutioner og organisationer, der er på stedet. Den øvre grænse på 5 millioner euro giver tilstrækkeligt stort spillerum. Med disse bestræbelser har ordføreren på sin side gjort alt, hvad han kan, for at fremlægge en saglig korrekt betænkning til forordningen. Jeg håber meget, vi kan undgå risikoen for en tredjebehandling, hr. kollega. For så vidt vil jeg gerne foreløbig sige hjertelig tillykke! Denne betænkning får dog sin fulde betydning i forbindelse med de andre bestræbelser på at opnå et styrket samarbejde med Sydafrika, frem for alt den nævnte handelsaftale. Unionen har fortsat den allerstørste interesse i en stabil udvikling i Sydafrika, ikke kun for menneskene dér, men også af hensyn til udviklingen i nabolandet nord for Limpopo. Afslutningen på den lovgivningsmæssige diskriminering af befolkningsflertallet og afholdelsen af demokratiske valg, dét har sydafrikanerne allerede opnået. I dag handler det om, at retsstaten og retsstatsprincipperne skal styrkes yderligere. Alle befolkningsgrupper og alle ansatte i staten skal først og fremmest føle sig forpligtede over for denne retsstat, ikke længere som før kun over for deres egen befolkningsgruppe eller de personlige omgivelser, som det handler om at tage sig af. Politisk set honorerer Unionen ikke kun resultatet af den hidtidige reformproces med denne nye forordning. Forordningen er også forbundet med tydelige forventninger til fremtiden, der indbefatter en gennemførelse af lov og ret i alle dele af landet. Jeg læser med bekymring beretninger om misbrug af skattepenge på provinsplan. Jeg hører med ubehag, at korruption også griber om sig i politiet, at politiet retligt har frit spillerum i landzoner og i townships, hvor de fattigste fattige er udsat for banders forgodtbefindende. Omvendt murer de mennesker, der har noget at miste, sig inde og hyrer dem, der før havde kvalificerede stillinger i hæren og politiet, med henblik på deres sikkerhed. På den måde opstår der igen et samfund delt i to klasser, og det endda på det følsomme område indre sikkerhed. Siden lov og ret de facto er blevet sat ud af kraft i nabolandet Zimbabwe, har stemningen blandt de kommercielle farmere syd for Limpopo været på nulpunktet. Endnu et afgørende punkt i vores forventninger til Sydafrika er, at landet skal være forbillede og stabilisator for naboerne mod nord. Jeg forventer af den sydafrikanske regering, at den også efterkommer sit regionale ansvar. Lige så tydeligt som den af os alle højt skattede tidligere præsident Mandela ytrede sig om begivenhederne i Zimbabwe, bør også præsident Mbeki tage stilling. At lade tingene ske eller hvidvaske tingene hjælper ikke farmerne, og det hjælper heller ikke dem i Zimbabwe, der i hundredtusindvis er afhængige af en velfungerende infrastruktur på farmene. Mad, boliger og til dels også hospitaler og skoler står til rådighed for arbejderne på farmene og deres familier. I store områder i Sydafrika er der tale om lignende forhold. Selvfølgelig er det ikke forbilledlige strukturer, men før man fjerner disse strukturer, skal man sikre, at de, der skal nyde godt heraf, får noget bedre i stedet. Sydafrika skal også af hensyn til landet selv påvirke Mugabe massivt nu, ellers bliver det selv truet af en bølge af hungersnødsramte flygtninge om kort tid, hvis såsæden på farmene ikke kan blive bragt ud nu. I dette land er det ikke kun randen, der ville blive sat under pres, men også tilliden i vigtige dele af befolkningen, der kunne sikre ernæringsgrundlaget, ville blive brudt i alvorlig grad. Det kan ikke være i Sydafrikas interesse, det kan heller ikke være i vores interesse! Unionen viser med denne forordning, at den fortsat prioriterer den økonomiske, politiske og samfundsmæssige reformproces i Sydafrika højt. Den sydafrikanske regering har brug for alle samfundsgruppers permanente tillid til udviklingen i landet. Jeg håber også, at man noterer sig disse forventninger i Pretoria! PPE-DE-gruppen stemmer for betænkningen.
+Hr. formand, jeg vil også gerne varmt lykønske ordføreren, som har vist et enormt engagement i forbindelse med denne betænkning. Mange tak for det. Der er tydeligvis tale om en meget alvorlig situation. Forordningen vedrørende Sydafrika udløb den 31. december 1999. Som ordføreren antyder, er dette et spørgsmål, der skal behandles snarest, så retsgrundlaget for vores vigtige arbejde i Sydafrika er på plads. Denne budgetpost er Europa-Parlamentets værk. Jeg var budgetordfører i 1994, da Udvalget om Udvikling og Samarbejde fastlagde budgetposten. Vi ønskede at yde praktisk og konkret bistand i forbindelse med overgangen til et frit og demokratisk Sydafrika. Det var helt klart en af de mest opløftende begivenheder i nyere tid. Nu står Sydafrika, og den nye præsident Thabo Mbeki, over for nye udfordringer, som efter min mening kræver et vedvarende samarbejde med Den Europæiske Union. Som andre allerede har sagt, er dette er ikke tiden til at forhale denne sag med petitesser, hvilket har været tilfældet fra Rådets side. Det er heller ikke tiden til at score politiske point for andre institutioner i Den Europæiske Union. Faktisk er det mit indtryk, at Rådet på kynisk vis har foranstaltet denne forsinkelse på otte måneder i forhold til førstebehandlingen for at kunne stå bedre i forhandlingerne med Sydafrika om udviklings- og handelsaftalerne. Dette har sat livsvigtige programmer på spil, og yderligere forsinkelser nu vil forstærke indtrykket i Sydafrika af et EU, der først og fremmest tænker på egne interesser. Her efter diskussionen om ouzo og grappa er der fare for at sende et meget dårligt signal til Sydafrika. Vi er nødt til at træffe nogle beslutninger. Vi kan ikke risikere endnu en forsinkelse. Jeg er f.eks. yderst bekendt med den Sydafrikanske Menneskerettighedsfond. Den ville komme i fare. Programmet for the Foundation for Cultural Initiatives og the South African Labour Development Trust samt politiarbejdet i Den Østlige Kapprovins - alle disse programmer ville komme i fare ved yderligere forsinkelser. Hvis man ikke når til enighed om en forordning, og der opstår endnu en forsinkelse, vil det også påvirke nye programmer. Selv budgettet for 2000 på 1,54 millioner euro ville man ikke kunne disponere over. Lad os få på det rene, hvad det er, der er tale om. Der er tale om vandforsynings- og sanitetsprogrammer, som er af afgørende betydning for en forbedring af livskvaliteten for mennesker i townships og landdistrikter. SADC's hiv-/aidsprogram, som overalt betragtes som et af de mest effektive programmer i Den Europæiske Union, vil komme i fare. Vi risikerer at sætte den økonomiske udvikling i Den Østlige Kapprovins og samarbejdet med undervisningsministeriet i Den Østlige Kapprovins på spil. Vi risikerer, at støtten til programmer for socialt boligbyggeri i Sydafrika kommer i fare. Som ordføreren sagde, er vi her i Parlamentet nødt til at gøre vores yderste for, at disse penge så hurtigt og effektivt som muligt kan komme det sydafrikanske folk til gode. Europa-Parlamentets holdning er og har altid været realistisk og moralsk rigtig. Jeg er imidlertid meget bekymret over den elendighed, der muligvis vil opstå som følge af endnu en forsinkelse. Som sædvanlig bør vi slå fast, at vi i Udvalget om Udvikling og Samarbejde betragter det budgetbeløb, som vi har foran os her, som vejledende. Vi ser det kun som et udgangspunkt og ikke som noget, vi ikke har tænkt os at ændre, når vi får det til behandling i udvalget. Det er første år med vores handelsaftale med Sydafrika. Hvordan ville det se ud, hvis vi ikke fuldt ud yder den lovede bistand og lever op til vores forpligtelser? Vi skal fortsat støtte landet i dets bestræbelser på at slippe helt af med apartheidens tunge arv. For at kunne det er vi nødt til at have en forordning så hurtigt som muligt. Jeg håber, at vi, efter vi har hørt kommissæren, vil få mulighed for at drøfte hans holdninger yderligere og diskutere de dybt bekymrende spørgsmål, som vil opstå, hvis denne forordning forsinkes yderligere.
+Hr. formand, i Sydafrika er apartheid afskaffet, men endnu ikke forsvundet. Således er indkomstforskellene mellem befolkningsgrupperne stadig foruroligende. Også med hensyn til boliger, undervisning og sundhedsvæsen er det dramatiske efterslæb langtfra indhentet. Frustrationerne herover tiltager, at dømme efter det uhørte antal forbrydelser og den ekstreme vold både inden for hjemmets fire vægge og uden for. Mens de vil slippe væk fra fortiden, spærrer de vejen mod deres egen fremtid. Udviklingsstrategien skal derfor frem for alt sigte mod at gøre en ende på apartheidens skævvridning. Ellers kommer der ikke nogen stabilitet i landet, udenlandske investorer bliver afskrækket, og landet vil forblive fattigt, selv om det kan være rigt. Selvfølgelig er det frem for alt Sydafrika selv, som skal se at få orden i sagerne, men Europa skal og kan yde et betydeligt bidrag til udviklingsprocessen. Samarbejdsaftalen fortjener derfor vores støtte på grundlag af de 885,5 millioner, som vores udmærkede ordfører har foreslået. Udarbejdelsen af forordningen er alt for længe blevet forhalet af Rådet. Alt tyder på, at det har knyttet en forkert forbindelse med forhandlingerne om handelsaftalen. Medlemsstaternes inddragelse gennem udvalget skal i højere grad fokusere på strategien og det vejledende program end på de særskilte projekter. Et tærskelbeløb på 5 millioner forekommer mig yderst rimeligt. Men dette fritager imidlertid ikke Den Europæiske Union for at overvåge alle projekter nøje, også de mindste, og ligeledes at evaluere dem i tide. Kommissionens delegation skal være tilstrækkeligt udrustet til at kunne gøre dette selvstændigt og professionelt. Sydafrika har enorme udviklingsmuligheder. Der er så meget, som der hidtil kun er så få, der har høstet fordel af. Økonomisk vækst er nødvendig, men ikke nogen tilstrækkelig forudsætning for udvikling. Det drejer sig om en bedre fordeling og en rigtig anvendelse af midlerne til alle samfundsmæssige behov. Apartheidstyret er afskaffet, nu skal også selve apartheiden afskaffes.
+Hr. formand, jeg vil godt starte med også at takke og lykønske ordføreren. Jeg støtter kraftigt hans mål om, at denne forordning skal træde i kraft hurtigst muligt uden nogen tredjebehandling. Ordføreren har valgt en meget storsindet fortolkning af Rådets uforklarlige forsinkelse på otte måneder i besvarelsen af Parlamentets seks ændringsforslag under førstebehandlingen. Hvis der forelå bevis for, at Rådet bevidst havde holdt forordningen tilbage for at tillægge den større vægt i forbindelse med forhandlingerne om det bredere handels- og udviklingssamarbejde, ville der i høj grad være anledning til bekymring. Men for at vende tilbage til sagens kerne så er det helt uacceptabelt, at EU foreslår en budgetnedskæring i forhold til tidligere år, især på dette tidspunkt i vores samarbejde med Sydafrika. Der er en meget stor risiko for at øge sydafrikanernes skepsis over for EU. Lad os ikke glemme, at dette kommer lige oven på de langvarige og ofte bitre forhandlinger om handels- og samarbejdsaftalen, hvor EU bar sig skammeligt ad. I en lang række tilfælde var det EU's modvilje mod at forbedre markedsadgangen for sydafrikanske landbrugsvarer, der næsten spændte ben for hele aftalen, og det ville derfor være yderst uheldigt at følge op på dette med endnu en æreløs handling. Muligvis er der i andre lande en forestilling om, at Sydafrika efterhånden er blevet et veludviklet land, som egentlig ikke har brug for disse midler. Lad os imidlertid ikke glemme, at mange sydafrikanere til trods for de store fremskridt, Sydafrika har gjort, stadig lever i stor fattigdom uden arbejde, jord eller en ordentlig bolig. Det anslås, at 42% af de sorte sydafrikanere er arbejdsløse mod blot 4% af de hvide. En fjerdedel af skolerne har ikke vand inden for gåafstand. Halvdelen af alle sydafrikanske husstande klassificeres som fattige. 65% af de voksne sydafrikanere er analfabeter, og 10 millioner sydafrikanere lever i tilfældige skure eller på jord, som de hverken ejer eller lejer. Lad os heller ikke glemme, at Kommissionen og Rådet afviste ideen om et særskilt nyt finansielt instrument, der skulle yde støtte til de omkringliggende lande, som skal tilpasse sig den nye struktur, der er resultatet af handels- og samarbejdsaftalen. Jeg ser ikke helt så fortrøstningsfuldt på denne sag, som ordføreren gør, og jeg havde foretrukket en særskilt post på budgettet, som havde været lettere at få øje på og overvåge. Det er tydeligt, at der vil være behov for store summer til at lette overgangen for disse lande. Alene tabet af toldindtægter er i nogle tilfælde meget stort. I Swaziland udgør disse indtægter f.eks. op til 40% af statens indtægter. Trods de udfordringer, Sydafrika selv står over for, viser landet allerede stor vilje til at støtte nabolandene i regionen, eksempelvis ved at gå med til en højst asymmetrisk liberaliseringsaftale med de andre SADC-lande til gavn for disse lande. Den Europæiske Union bør udvise samme storsind. Den bør leve op til sine oprindelige finansielle løfter over for Sydafrika og yde en væsentlig bistand til nabolandene i overgangsperioden.
+Hr. formand, det har varet et år, men nu er tiden så endelig inde til, at vi under andenbehandlingen taler om forordningen om udviklingssamarbejde med Sydafrika. Det er på høje tid, for siden udgangen af 1999 har det europæiske genopbygnings- og udviklingsprogram for Sydafrika ikke haft noget retsgrundlag. Kontinuiteten af udviklingsforbindelsen står dermed på spil. Jeg takker derfor ordføreren for den ihærdighed, hvormed han er gået til værks. Hans kritiske bemærkninger om de otte måneder, som Rådet anså for nødvendige for at formulere sin holdning, deler jeg. Med rette bemærker han, at der skal skelnes mellem denne forordning og aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Europa og Sydafrika. Udviklingssamarbejde og handel har ganske vist i høj grad med hinanden at gøre, men må ikke spilles ud mod hinanden. Forsætlig forhaling af godkendelsen af disse forordninger ville vidne om et ringe ægte engagement i Sydafrika. Rent bortset fra spørgsmålet om, hvor ærlig den europæiske forhandlingsposition er på handelsområdet. Desuden passer en sådan holdning ikke til den strategi med hensyn til Sydafrika, som Kommissionen giver udtryk for i sit landestrategidokument 2000-2002. Deri lægges der både vægt på fattigdomsbekæmpelse og forbedring af infrastrukturen. I anledning af dette strategidokument undrede jeg mig imidlertid over, hvorfor Den Europæiske Unions udviklingsinstrument kun indirekte er taget op deri. Kunne Kommissionen komme ind på dette? Desuden vil jeg gerne af Kommissionen have at vide, hvorvidt Sydafrikas kvalificerede Lomé-medlemskab overlapper det europæiske genopbygnings- og udviklingsprogram. Jeg er for øvrigt Kommissionen meget taknemmelig for den store mængde af overskuelig information med hensyn til Sydafrika på Internettet. Et eksempel, der bør følges i forbindelse med fastlæggelsen af en strategi over for andre lande! Til sidst en enkelt bemærkning til ordføreren: Jeg kan forestille mig, at han gør en indsats for opretholdelsen af budgettet på 910 millioner euro til udviklingssamarbejdet med Sydafrika. Alligevel synes jeg selv, at dette er mindre vigtigt i betragtning af de begrænsede finansielle midler til udenrigspolitikken og de store udfordringer i andre dele af verden. Det vigtigste er kvaliteten af samarbejdet med Sydafrika. Denne kan efter min mening i øjeblikket betegnes som god, bestemt også på grund af de regionale projekter, som er finansieret i de forløbne år. Derved kan Sydafrikas nabolande også drage fordel af europæiske udviklingsprojekter. Det ser ud til, at kohærens og konsistens efterhånden vinder terræn i Den Europæiske Unions udviklingspolitik.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren, ikke kun for hans arbejde i forbindelse med udarbejdelsen af betænkningen, men også for hans håndtering af den enestående situation, Udvalget om Udvikling og Samarbejde og Parlamentet har befundet sig i. Det er et sørgeligt udtryk for arbejdsgangen i de europæiske institutioner, at den nu endelig fem måneder efter udløbet af retsgrundlaget for Rådets forordning forelægges for Parlamentet, efter at der har været en forsinkelse på otte måneder, inden Rådet reagerede på Parlamentets førstebehandling, som ordføreren og stort set alle andre talere allerede har bemærket. Det kan da ikke fortsætte på denne måde. Det er interessant at bemærke, at halvdelen af betænkningen består af procedurespørgsmål, som ordføreren har måttet pløje sig igennem. Nu hvor vi har fået den retur, er det rart at se, at Rådet har vedtaget essensen af de fleste af vores ændringsforslag. Især er det gl��deligt, at Rådet har givet bekæmpelse af fattigdom topprioritet. Det skulle være med til at styrke samarbejdet mellem Sydafrika og Europa. Jeg har lige tilbragt en uge i Sydafrika, hvor man i høj grad værdsætter EU's indsats for at stabilisere landets skrøbelige demokrati. Kun hvis der sker en hurtig forbedring i levestandarden, specielt når det gælder sundhed, uddannelse og beskæftigelse, kan stabiliteten opretholdes. Der var modvilje mod visse nationalstater på grund af forsinkelserne i forbindelse med den nye handelsaftale, især med henblik på spiritusnavne. Vi gør meget for Sydafrika, og jeg håber, at Præsident Mbeki til gengæld vil arbejde for fred i regionen. Jeg tænker her især på Zimbabwe. Ordføreren antyder i sin betænkning, at forordningen kan være blevet forsinket, fordi den er blevet brugt som forhandlingsobjekt. Det kan i høj grad give anledning til bekymring. Måske vil Kommissionen komme med en kommentar hertil. Jeg vil også gerne høre Kommissionens mening om, hvordan vi kan strømline systemet. Ved sidste møde i Strasbourg behandlede vi en anden forordning, som også var udløbet i december. Dette bør ikke ske. Jeg støtter kraftigt ordførerens forslag om, at Kommissionen burde beskæftige sig med centrale emner såsom vigtigheden og den samlede virkning af programmet i forhold til de aftalte mål frem for individuelle programmer. Jeg så også gerne, at de delegeredes kontorer blev styrket med flere og bedre medarbejdere, så overvågningen og vurderingen blev håndteret mere effektivt. Denne forordning vil uden tvivl påvirke nabolandene, og jeg håber, Kommissionen tager dette i betragtning. Ordføreren har været banebrydende, når det gælder komitologi, og det lover godt for fremtiden. Vi kristdemokrater støtter forordningen, men vi ønsker, at vi hurtigt kommer ud af det ingenmandsland, vi befinder os i. Vi ønsker ikke, at uenighed om budgetterne skal stå i vejen for ratificeringen.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, Sydafrika har i de seneste år taget et historisk skridt med afskaffelsen af apartheid og indførelsen af et nyt politisk system, der bygger på retsstatsprincipper, respekt for menneskerettighederne og demokrati. Når befolkningen i Sydafrika har genfundet frihedens vej, skyldes det selvfølgelig hovedsageligt dens stædighed, dens mod og ledernes mod, men også, det må siges, den politiske og økonomiske støtte, som Den Europæiske Unions medlemsstater har ydet til reformprocessen i Sydafrika. Det er klart, at den samarbejdsaftale, der blev underskrevet den 10. oktober 1994, var et stærkt budskab, som vi sendte til dette folk, der var knust af sin historie. Jeg må tilstå, at de langsomme forhandlinger i Rådet i forbindelse med fornyelsen af den har forbavset mig lidt. Vores pligt til velbegrundet solidaritet med dette land bør og kan ikke ofres til fordel for nationale handelsinteresser. Det skal undgås, at uoverensstemmelserne i forbindelse med handelsaftalen, som jeg vil erindre om, at et stort flertal her i Parlamentet i oktober sidste år udtalte sig positivt om, hindrer, at denne samarbejdsaftale vedtages. En sådan holdning ville ligne en beklagelig afpresning og ville ikke være i overensstemmelse med ånden bag de nye partnerskabsaftaler med AVS-landene, det vil sige indgåelse af en kontrakt, der respekterer hver enkelt partners identitet, kultur og værdighed. Vedrørende den del i denne aftale, der vedrører det regionale samarbejde, vil jeg fra min side henlede Rådets og Kommissionens opmærksomhed på de risici for økonomisk destabilisering, som denne aftale og i endnu højere grad handelsaftalen med Sydafrika kan medføre. Vi skal være særligt årvågne over for de følger, som disse aftaler kan have på den stadigvæk skrøbelige ligevægt inden for Den Sydafrikanske Toldunion. Jeg tænker også på Namibia og Swaziland eller Lesotho og Botswana, som langtfra får det samme støttebeløb fra Europa. Det forekommer mig således, at det haster for Den Europæiske Union med at træffe forholdsregler for at nå frem til en aftale med myndighederne i disse lande for at afhjælpe en eventuel skade. Til sidst vil jeg samtidig med, at jeg lykønsker ordføreren med hans klarsyn og forhandlingstalenter, give udtryk for, at jeg er fuldstændig enig med ham i nødvendigheden af hurtigst muligt at udfylde det nuværende retslige tomrum, således at disse aftaler endelig kan træde i kraft. Det haster med at få gjort en ende på disse lange måneders tøven og forsinkelse, som bliver opfattet som et negativt signal af det unge sydafrikanske demokrati, som forventer noget andet af Europa end stramme beregninger for at bevare nogle bestemte interesser.
+Hr. formand, jeg skammer mig over for Sydafrika, og jeg er åbenbart ikke den eneste. I årevis har vi været med til at støtte kampen mod apartheid, og begejstret har vi hilst dette nye Sydafrika velkomment. I 1995 blev landet vores vigtigste partner inden for udviklingssamarbejdet. At dette land fik mest støtte fra Europa, var forsvarligt. Sydafrika skulle jo og skal stadig være drivkraften i udviklingen i Det Sydlige Afrika og Centralafrika. Men det varede for længe, inden programmerne kom i gang, og da datoen for retsgrundlaget udløb, havde vi ikke nogen ny forordning klar med henblik på vores udviklingssamarbejde. Ordføreren har i sin udmærkede betænkning kraftigt gjort opmærksom på den dato, der udløb den 31. december 1999. Rådet havde brug for ikke mindre end otte måneder til at indtage en holdning. Det var naturligvis ikke på grund af dybe meningsforskelle, men, som adskillige af vores kolleger allerede har sagt her, fordi udviklingspengene blev brugt som et pressionsmiddel til at sikre de europæiske handelsinteresser og gennemtvinge en handelsaftale, idet vores famøse stærke drikke skulle sikres. Vi er dybt beskæmmede over en sådan studehandel. Der er endnu en grund til at skamme sig. En del af de penge, som vi i de europæiske lande vil anvende på genopbygningen af Kosovo, tages fra udviklingssamarbejdet med Sydafrika. I stedet for en stigning på 1% for at kompensere for inflationen og for at nå beløbet på 885,5 millioner euro, hvilket vores ordfører også foreslår, foreslås en nedsættelse på 10%. Jeg synes, dette er beskæmmende. Endelig har kommissær Schreyer foreslået 850 millioner euro eller 121 millioner om året, 5 millioner mindre til bekæmpelse af fattigdommen, selv om vi anser denne fattigdomsbekæmpelse for at være så vigtig. Hr. formand, hr. kommissær, vi vil selvfølgelig godkende ændringsforslagene fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Fattigdom er uretfærdig. Vi vil have, at Kosovo genopbygges. Vi vil gerne finansiere dette, men ikke med de penge, som er bestemt for fattigdomsbekæmpelse. Det er uetisk. Også det andet ændringsforslag støtter vi. Det forekommer måske mindre vigtigt, men jeg synes, at midlerne i forbindelse med proceduren skal bibeholdes. Hvis vi forpligter vores udvalg til at beskæftige sig med de individuelle programpunkter, er der meget mindre tid og energi til at beskæftige sig med det samlede programs effektivitet. Derfor støtter vi begejstret ordføreren.
+Hr. formand, først vil jeg takke hr. Martínez Martínez for hans intense arbejde med denne forordning. Europa-Parlamentet kan umuligt gå med til, at udviklingsstøtten til Sydafrika reduceres med 10%. Selvfølgelig beklager jeg dybt, at Rådet har syltet denne presserende sag i otte måneder, så det retlige grundlag for udviklingssamarbejdet har manglet siden årsskiftet. Forholdet mellem Den Europæiske Union og Sydafrika må ikke blive skadet. Sydafrika bør - og skal - være EU's største og bedste ven i Afrika. Sydafrika spiller nemlig en helt afgørende rolle for hele kontinentets fremtid. I en tid med omfattende krige på det afrikanske kontinent, f.eks. i Congo, Angola, Eritrea, Etiopien, Sierra Leone, Uganda, Rwanda, Algeriet - for ikke at tale om den seneste tids voldsomme uro og det had, som præsident Mugabe har fremkaldt i Zimbabwe - udgør Sydafrika og landets bemærkelsesværdigt stærke demokratiske institutioner en stabiliserende og konstruktiv faktor, der skal føre Afrika mod en lysere og mere fredelig fremtid. Sydafrikas konstitution er stærk og har en klar forpligtelse over for frihed og menneskerettigheder. Landet har en forfatningsdomstol, hvis afgørelser respekteres af præsidenten, der er blevet gennemført frie valg, pressen kan arbejde frit, og landets store forsoner og landsfader Nelson Mandela forlod præsidentembedet under fredelige og ordnede forhold. Sandhedskommissionen, som ledes af den anglikanske biskop Desmond Tutu, har stræbt efter ægte forsoning i dette land. På Kairo-konferencen tidligere i år mellem EU og Afrika betegnede Sveriges statsminister mødet som "startskuddet til noget nyt og stort". Dette "nye og store", hvor Afrikas og Europas lande mødes på et nyt og ligeværdigt plan og ser fremad i stedet for at hænge fast i kolonitiden, forudsætter et demokratisk og forsonet Sydafrika. Sydafrika er en nødvendig demokratisk motor for hele det sydlige Afrika og for hele Afrika. Landet kan vise, at frihed samt demokratiske og etiske, stærke moralske værdier fører længst i Afrika.
+Hr. formand, kære kolleger, Parlamentet skal udtale sig om indstilling ved andenbehandling af den forordning, der udgør retsgrundlaget for samarbejdet mellem EU og Sydafrika. Som det vil være medlemmerne bekendt, har EU's Ministerråd i september sidste år vedtaget aftalen om handel, udvikling og samarbejde på grundlag af Kinnock-betænkningen, hvis handelsdel trådte i kraft i januar i år. En af aftalens afgørende dele vedrører vin, og Sydafrika har i kraft af den aftale, der blev til på topmødet i Berlin i marts 1999, forpligtet sig til inden for 12 år endegyldigt at høre op med at benytte visse af Fællesskabets oprindelsesbetegnelser, herunder "portvin" og "sherry", betegnelser, som landet uberettiget benytter. Efter nogle knaldromanagtige episoder, flere på hinanden følgende udskydelser og forhalingsmanøvrer fra de sydafrikanske forhandleres side om, hvorledes den til aftalen hørende lovgivning skal udformes, er de to parter endelig blevet enige om, at der inden udgangen af juni i år skal foreligge nye bestemmelser for omtalte vinaftale til ikrafttræden den 1. september i år. Jeg har imidlertid fået underretninger om, at sydafrikanerne stadig skaber problemer med hensyn til en udfærdigelse af teksten, der er i overensstemmelse med aftalen i Berlin, og at de forsøger at få vinspørgsmålene ført over under TRIPS, et WTO-aftaleområde, som EU ikke mener yder tilstrækkelig beskyttelse for Fællesskabets oprindelsesbetegnelser. Der synes i øvrigt at være tale om en holdning, der er samstemt med andre producentlande på de nye kontinenter, eftersom de var i gang med at forhandle bilaterale aftaler om vin med EU, men med ét har skiftet standpunkt og nu vil udskyde det hele. På denne baggrund kan jeg derfor ikke være enig med ordføreren, når han som et bevis på god vilje beder Parlamentet om snarest muligt at godkende denne forordning uden at knytte nogen forbindelse til den handelsmæssige side af aftalen om handel, udvikling og samarbejde. Jeg er ikke enig, fordi EU's indrømmelser hele tiden netop ikke har været andet end et kæmpestort bevis på god vilje, og dét så meget, at vi i modstrid med, hvad der var meningen, er gået med til at sætte aftalens handelsdel i værk, uden at aftalen om vin var fastlagt. Det er på tide at sige stop! Samarbejdet forudsætter en positiv holdning med god vilje og ansvarlighed fra begge de samarbejdende parters side. Da dette ikke har været tilfældet, kan jeg derfor ikke med god samvittighed støtte ordførerens opfattelse.
+Hr. formand, Kommissionen værdsætter ordførerens eminente arbejde og hilser anbefalingen af Rådets fælles holdning, som afspejler Parlamentets vilje til at hjælpe det nye Sydafrika, velkommen. Vi er også bekymrede over forsinkelserne i forbindelse med vedtagelsen af forordningen og er enige i, at en hurtig vedtagelse af forordningen om det europæiske program til genopbygning og udvikling nu er ved at være kritisk og nødvendig. Det ville være et signal til Sydafrika om, at vi arbejder målrettet på en effektiv implementering af aftalen om handelsudvikling og samarbejde og ønsker at forhindre nye spændinger i forbindelse med endnu ikke afklarede spørgsmål vedrørende vin og spiritus samt fiskeri. Hvis Fællesskabet ikke får vedtaget forordningen i tide, er vores udviklingsprogram for i år i fare, og tilliden til os undermineres. Vi er også fuldstændig enige med ordføreren om, at Rådets fælles holdning indeholder nyttige forbedringer til Kommissionens forslag. Hvad angår komitologi og de finansielle rammer, mener vi imidlertid, at den fælles holdning er utilstrækkelig og ikke kan følges. Hvad angår ændringsforslag 1, vedrørende artikel 8, stk. 5 og 6, om komitologi, er forslaget om en grænse på 5 millioner euro ærligt talt noget skuffende i forhold til vores foreslåede niveau på 25 millioner euro. Vi foreslog dette niveau for at kunne benytte de dedikerede ressourcer på en mere effektiv og nyttig måde og tage os af strategiske spørgsmål frem for detaljerne i forbindelse med det enkelte projekt. Men i Sydafrikas tilfælde er vi parate til at acceptere en grænse på 5 millioner euro alene af den grund, at beslutningen ikke skal forhales. Af vores programdiskussioner med den sydafrikanske regering fremgår det, at der bliver tale om et begrænset antal større sektorprogrammer, som vi under alle omstændigheder mener bør diskuteres med medlemsstaterne. Et niveau på 5 millioner euro giver os mulighed for at gøre hurtige fremskridt i forbindelse med mindre projekter, f.eks. forberedelser eller pilotaktiviteter. Men vi skal gøre det klart, at der ikke bør skabes præcedens for, at Rådet kan fastsætte lave grænser for komitologi. Jeg ønsker, at der fortsat skal være mulighed for at øge grænsen for den sydafrikanske budgetpost i fremtiden, hvis det bliver nødvendigt. Hvad angår ændringsforslag 2, artikel 10, stk. 1, om den finansielle ramme, har Kommissionen på den ene side været klar over behovet for at respektere de politiske forpligtelser i handels- og udviklingsaftalen om fortsat at yde assistance til Sydafrika, men på den anden side skal vi tage højde for den meget vanskelige budgetsituation, som de nye forpligtelser om assistance til Balkan har skabt. Som følge heraf er Kommissionen nået til enighed om de nødvendige budgetreguleringer, som tager højde for de nye behov. Der har været tale om en meget vanskelig proces, som har krævet en hårfin afbalancering af de politiske prioriteter på tværs af EU's regionale programmer. Vi forestiller os imidlertid, at niveauet for Sydafrika vil stabilisere sig på omkring 122 millioner euro om året, og at det globale tal bliver ca. 850,5 millioner euro i perioden 2000-2006. Dette ligger under Deres forslag på 885,5 millioner euro, men væsentligt over de 787,5 millioner euro, som Rådet foreslog. Sydafrikaprogrammet er faktisk et af dem, der er mindst berørt af de foreslåede ændringer inden for overskrift IV, og justeringen vil ikke have indvirkning p�� beskaffenheden og omfanget af det påtænkte program. Jeg forstår Deres stærke ønske om ikke at reducere beløbene til udviklingsstøtte til Sydafrika. Imidlertid finder jeg det absolut nødvendigt, at forordningen vedtages i tide, så vi sikrer en uafbrudt implementering af aktiviteterne i Sydafrika. Situationen er kritisk, det er ikke en normal rutinesituation - men desværre er det den situation, vi står over for, og jeg føler en forpligtelse til at gøre mit yderste for at sikre enighed mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen om den forslåede fremgangsmåde. Jeg vil derfor meget gerne drøfte sagen igen med Udvalget om Udvikling og Samarbejde i Parlamentet og inden da søge at få svar fra medlemsstaterne. Med dette for øje ville jeg sætte pris på, om Parlamentet ville overveje en udsættelse af afstemningen om ændringsforslag 2, så disse diskussioner kan finde sted. Det er den sikreste måde at mindske risikoen for en meget mere alvorlig og længere forsinkelse, der kan underminere tilliden til vores samarbejde med Sydafrika.
+Hr. formand, De har lyttet til kommissærens anmodning om at udsætte afstemningen, det vil sige, at afstemningen så ikke skulle finde sted i morgen. Jeg må give udtryk for min forlegenhed over for en sådan situation, for vi har alle meget travlt og det, Kommissionen kommer og siger til os, det er, at eftersom vi har meget travlt, skal vi køre meget langsomt. Af principielle årsager vil jeg aldrig nægte at diskutere tingene endnu en gang. Jeg må først og fremmest takke de forskellige gruppers talsmænd for den støtte, de har givet. Jeg tror, de giver deres støtte til et meget beskedent forslag fra udvalget, næsten en kritisk støtte, for det, der skulle gøres, det var at gå længere, end Udvalget om Udvikling og Samarbejde har besluttet at gøre. Jeg gentager: I princippet ville jeg ikke være imod, men jeg tror ikke, at Europa-Parlamentet går ind for at udsætte afstemningen. Og jeg føler ikke for indeværende, at Europa-Parlamentet har viljen til at udsætte afstemningen. Det ville betyde en invitation til kommissæren til at møde i Udviklingsudvalget i næste uge og udsætte vores afgørelse til juni. Jeg ville ikke modsætte mig det, jeg forkaster ikke den mulighed. Men jeg må sige, hr. formand, at det bekymrer mig dybt, at man nu pålægger Europa-Parlamentet ansvaret for at forlænge noget, som alle har forlænget. Alle har forlænget denne proces: Rådet og Kommissionen. Og nu forsøger man at lægge pres på Europa-Parlamentet og siger, at hvis vi ikke accepterer Rådets holdninger eller Kommissionens holdninger, så vil udviklingsprogrammerne blive lammet, hvilket er frygteligt. Og jeg er enig i, at hvis samarbejdsprogrammerne lammes, så vil det være forfærdeligt. Men, hr. formand, vi må se, hvem der udøves pres over for, og hvem der får pålagt ansvaret for at forlænge denne proces og gå i gang med en tredjebehandling. Hr. formand, jeg vil derfor bede Dem om at se på, om det i morgen ville være hensigtsmæssigt at rådføre sig med Europa-Parlamentet om, hvorvidt der skal stemmes om vores holdninger eller ej. Hvis vi stemmer om dem i morgen, bliver det Rådet og Kommissionen, der må påtage sig ansvaret for ikke at forlænge en situation, der skaber alvorlige problemer for Sydafrika og for vores egen værdighed. Men vi må spørge os, om vi alene er her for at acceptere det, som på det ene eller det andet tidspunkt og med mere eller mindre pres foreslås af Rådet eller Kommissionen. Hvis det er tilfældet, er der ikke brug for Europa-Parlamentet, og så ville vi miste al vores institutions værdighed. Derfor er jeg ikke imod, at man udsætter afstemningen endnu en måned. Jeg tror, det er meget farligt at forlænge denne proces, men under alle omstændigheder skal det ikke være vores ansvar. Ansvaret skal tilfalde dem, der har fået sagen til at vare indtil nu, og som ser ud til at ville have den til at vare endnu længere, eventuelt fordi man er ved at forhandle om spørgsmålet om oprindelsesgarantier for vin og alkohol.
+Der er tale om en misforståelse. Kommissæren kan tale for sig selv, men Kommissionen bad ikke om en udsættelse af afstemningen. Kommissionen gav blot udtryk for et standpunkt i forhold til ændringsforslag 2, sådan som jeg forstod det. Måske vil kommissæren selv forklare, hvad det var, han sagde.
+Som formanden sagde, er det fuldstændig rigtigt, at jeg ikke er i stand til at forlange noget som helst, og det ville heller ikke være i tråd med min egen fornemmelse og forståelse for forholdet mellem Kommissionen og Parlamentet, hvis jeg gjorde det. Jeg sagde, at jeg ville sætte pris på det, hvis Parlamentet overvejede muligheden af at udsætte afstemningen. Afgørelsen ligger helt og holdent hos Parlamentet, som den skal. Jeg føler imidlertid, at jeg over for Parlamentet har en forpligtelse til at gøre det krystalklart, at jeg ser en reel fare for, at dette ender med en lang, besværlig udsættelse - hvilket ville skabe forsinkelser i vores nuværende aktiviteter i Sydafrika. Mine udtalelser skal udelukkende ses i lyset af ønsket om at minimere den risiko. Afgørelsen ligger som sagt helt og holdent hos Parlamentet.
+Forhandlingen er afsluttet. Et eventuelt forslag om at udsætte afstemningen skal fremsættes umiddelbart før afstemningen, som finder sted tirsdag kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 20.50) MØDET MANDAG DEN 15. MAJ 2000 1 Genoptagelse af sessionen 1 Arbejdsplan 2 Landbrugspriser 6 Fiberproduktion: Producentstøtte og fælles markedsordning 13 Ansvarsforsikring for motorkøretøjer 20 Udviklingssamarbejde med Sydafrika 23
\ No newline at end of file