diff --git "a/data/train/da_ep-00-09-20.txt" "b/data/train/da_ep-00-09-20.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-09-20.txt"
@@ -0,0 +1,142 @@
+Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 8. september 2000, for genoptaget.
+Fru formand, desværre fandt der en anden voldsepisode sted i Italien i går, idet en kristen lærer af jødisk oprindelse blev overfaldet og mishandlet af en flok naziskinheads i Verona. Den slags episoder bør efter min mening fordømmes med det samme, også af Parlamentet, for det kan ikke være rigtigt, at antisemitismen og racismen skal blusse op igen i Unionen. Jeg mener derfor, at Parlamentet på tværs af de politiske grupper bør sende et signal og give udtryk for sin solidaritet med denne lærer, som udelukkende blev overfaldet, fordi han er af jødisk oprindelse. Jeg vil gerne takke Dem, fru formand, og hele Parlamentet for den solidaritet, De vil give udtryk for.
+Tak, hr. Tajani, vi vil gøre vores yderste for at videregive denne fuldt ud berettigede protest.
+Fru formand, jeg bad om ordet for at tage det samme spørgsmål op. Jeg vil være Dem taknemmelig, hvis De vil gøre Dem til talsmand for Parlamentets bekymring, kraftige fordømmelse af denne handling og solidaritet med den unge katolske lærer, der blev overfaldet så groft på grund af sin jødiske oprindelse.
+Fru Paciotti, det gør jeg gerne helt frivilligt.
+Fru formand, ligesom vores kollega Tajani og alle de andre beklager jeg også det racistiske overfald på den kristne lærer af jødisk oprindelse, der fandt sted i mit land, nærmere betegnet i Verona. Der er tale om nogle uacceptable episoder, som man ikke blot skal beklage, men også straffe hårdt.
+Fru formand, jeg vil også gerne tilslutte mig hr. Tajanis ord, som er blevet gentaget fra flere sider og af forskellige partier. På vegne af den gruppe, jeg repræsenterer, nemlig Den Nationale Alliance, tilslutter jeg mig således med stor solidaritet den kraftige fordømmelse af nogle episoder, der gør os flove over at være europæere. Jeg tror, at Parlamentets lydhørhed, som er fælles for både højre- og venstrefløjen, kan bidrage til at bekæmpe og undgå nogle så skandaløse episoder for tid og evighed.
+Jeg vil gerne bemærke til forretningsordenen, at kvæstorerne har anbefalet, at parlamentsmedlemmerne næste år skal have diæter, hvis de er i Bruxelles. Jeg vil bede Dem, fru formand og medlemmerne af Præsidiet - jeg kan forstå, at det snart kommer på dagsordenen - overveje sagen meget nøje, før De træffer denne beslutning, fordi mødefri uger er en meget god idé. Der er meget stort behov for, at parlamentsmedlemmerne kan kommunikere langt mere effektivt med deres vælgere. Den meget lave valgdeltagelse ved valgene til Europa-Parlamentet viser, at det er tilfældet, og hvis vi tillader folk at komme her i løbet af de mødefri uger, er det stik imod deres formål. Det er vand på euroskeptikernes mølle, for de mener, at vores udgifter er for store, og at det er hykleri, når vi samtidig beder Kommissionen om at forbedre sig. Fru formand, jeg beder Dem og medlemmerne af Præsidiet om at overveje denne sag meget nøje og afslå kvæstorernes anmodning.
+Fru Morgan, jeg har endnu ikke modtaget kvæstorernes forslag. Derfor er forslaget endnu ikke opført på Præsidiets dagsorden. Så snart jeg modtager forslaget, vil Præsidiet naturligvis behandle det med største omhu.
+Fru formand, jeg henvender mig til mine kolleger og opfordrer Dem til virkelig at være meget opmærksomme på en demonstration, der starter i dag fra Bruxelles til Paris. Den er organiseret af Scientology under påskud af at være en maraton mod den religiøse intolerance i Frankrig. Jeg mener, det er en yderst farlig demonstration, i betragtning af at bekæmpelsen af sekter har gjort væsentlige fremskridt i mit land, og hvorfra jeg tror, at Europa fortsat har brug for at finde inspiration, det vil sige til værdier om verdslighed og tolerance, men en sand tolerance og ikke den form, som disse sekter udøver.
+Tak, fru Berès, for denne oplysning og denne redegørelse.
+Siden spørgsmålet har været rejst offentligt, vil jeg gerne have kvæstorernes anbefaling ført til protokols. Vi mener, at betegnelsen "mødefri uger" er uheldig. Det drejer sig om uger uden møder, hvor Kommissionen, Rådet og alle de andre institutioner, herunder de politiske grupper, arbejder hårdt. Hvis vi skal bede om yderligere beføjelser til Parlamentet i Nice, er det ikke ligefrem at foregå med et godt eksempel, hvis vi i fire uger sender hele Parlamentet væk fra det sted, de er valgt til at udføre deres arbejde. Som følge heraf mener vi, at de medlemmer - og der er mange af dem - som skriver betænkninger, er udvalgsformænd eller gruppeformænd og har gode grunde til at være her, med de formål skal kunne komme og udføre deres arbejde der, hvor de er valgt til at gøre det.
+Hr. Balfe, jeg tror ikke, vi skal starte en forhandling om dette spørgsmål her. Som jeg svarede fru Morgan - så snart jeg officielt har modtaget kvæstorernes forslag, vil Præsidiet behandle det med største omhu og i alle aspekter.
+Fru formand, vi vil om lidt lytte til en redegørelse fra Kommissionen om oliekrisen, og det glæder mig, at kommissæren er til stede. Vi ved alle sammen, at hun ikke kan blive her så længe, og at hun endnu i aften skal til Luxembourg for at deltage i Rådets (transport) møde. Det må imidlertid ikke afholde os fra at diskutere denne problematik grundigt og tilbundsgående, altså en længere diskussion, end hvad vi kan nå i den lille time, som er afsat dertil på dagsordenen. Jeg beklager ligesom mange kolleger, at vi skal afvikle dette punkt på så kort tid. Dette drejer sig om et problem, som har sat hele Europa i oprør i de seneste dage og måske også vil gøre det i de kommende dage. Det er virkelig alt for lidt tid, der er afsat dertil, og på mange kollegers vegne syntes jeg, at jeg offentligt måtte give udtryk for min utilfredshed dermed.
+Naturligvis, fru Thyssen, beklager jeg det ligesom Dem.
+Fru formand, jeg vil lige komme tilbage til problematikken omkring de "mødefri uger". Det drejer sig for mit vedkommende ikke om udbetalinger, men det er efter min mening fuldstændig vanvittigt, at der er placeret en mødefri uge lige inden vinterferien, som holdes i en række lande, eller karnevalsugen, hvor folk har fri mandag og tirsdag i en række medlemsstater. Når man nu skulle vælge en mødefri uge, skulle man have gjort det i den uge, hvor der holdes karneval, og ikke i ugen forinden. Fru formand, jeg beder Præsidiet om at se på det endnu en gang.
+Fru formand, en af vores kolleger har jo netop allerede gjort opmærksom på en antisemitisk hændelse. For at øge opmærksomheden omkring dette vil jeg gerne komme ind på nogle alvorlige episoder, der siden det sidste møde i Parlamentet har fundet sted i Tyskland, hvor der i sommer blev ført en omfattende debat om racisme. Jeg vil gerne komme med tre eksempler. Den 2. september blev en 50-årig tjener af kinesisk afstamning slået ned i München og hånet som udlændingesvin. Den 13. september blev en hjemløs fundet død. To skinheads tilstod at have slået ham ned. Han døde efterfølgende af disse spark og slag. For det tredje blev en person, hvis forældre stammer fra Tunesien, slået ned af højreradikale den 4. september. Det skete i Kassel. Jeg vil gerne påpege, at vi også her sørger over de døde, og jeg vil gerne opfordre til, at vi også gør det, når det drejer sig om mennesker, som vi ikke kender, og netop når det drejer sig om mennesker, der bliver dræbt ud fra politiske, specielt racistiske motiver. Jeg vil gerne have, at Parlamentet øger opmærksomheden omkring dette område, netop fordi vi i Tyskland har ført en debat om det.
+Tak, fru Schröder. Disse omstændigheder er beklagelige og bør straffes, og de kan kun give anledning til den største opmærksomhed.
+Der er foreslået følgende ændringer: Torsdag: Mødet starter med redegørelser fra Rådet og Kommissionen om terrorisme i Spanien. Vedrørende forhandlingen om racisme kan jeg oplyse, at GUE/NGL-Gruppen har indgivet en mundtlig forespørgsel til Kommissionen om voldshandlinger foretaget af højreekstremister i Tyskland. På grund af opførelsen af forhandlingen om terrorisme foreslår jeg, at hr. Titleys betænkning om adfærdskodeksen for våbeneksport, der i øjeblikket er opført som sidste punkt, bliver udsat til en senere mødeperiode. På grund af den lange dagsorden denne formiddag vil afstemningstiden blive udsat - det bør De være opmærksom på - til kl. 11.30. Det er ikke længere kl. 11.00, men kl. 11.30. Angående afstemningen er der opført to indstillinger ved andenbehandling, efter procedure uden forhandling, fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om transport af farligt gods ad vej (A5-0234/2000 af Dieter Lebrecht Koch) og om jernbanebefordring af farligt gods (A5-0229/2000 af Konstantinos Hatzidakis). Fristen for at stille forslag om forkastelse og ændringsforslag er fastsat til i eftermiddag kl. 16.00. Afstemningen om Anne-Karin Glases betænkning (A5-0220/2000) fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om sort arbejde blev udsat under mødeperioden i Strasbourg. Afstemningen vil finde sted i morgen. Er der indsigelser eller protester mod disse forskellige forslag?
+Fru formand, De sagde, at vi starter kl. 11.30 i morgen. Det er en meget ubehagelig overraskelse, for mange af os skal med fly, som vi med nød og næppe har kunnet nå med det tidligere afstemningstidspunkt, vores faste afstemningstidspunkt. Det er et stort problem, det er meget vanskeligt at få pladser i andre fly såvel om aftenen som den følgende dag. Derfor vil jeg gerne bede Dem om, at vi holder fast i afstemningstidspunktet, eller at De i modsat fald orienterer os tidligere. Jeg vil gerne bede om, at vi holder fast ved afstemningstidspunktet, altså kl. 11.
+En alternativ løsning er at begynde en halv time tidligere, kl. 8.30, og så holde afstemningen kl. 11.
+Ja, helt bestemt. Der er måske ikke grund til at stemme, hvis alle er enige i forslaget om at begynde i morgen kl. 08.30 og afholde afstemning kl. 11.00. (Forslaget vedtoges)
+Fru formand, De har anmodet parlamentsmedlemmerne om at komme med bemærkninger til dagsordenen. Jeg vil netop i den forbindelse sige, at jeg ikke har nogen bemærkninger til det faktum, at de kriminelle handlinger og racistiske forbrydelser, som ægte europæere har begået over for de fremmede, bliver behandlet i Parlamentet. Hvis jeg skal tro det ansvarlige udvalg i mit hjemland, drejer det sig om ca. 30 tilfælde om året ud af ca. 4 millioner forbrydelser, hvoraf 1 million begås af fremmede mod de indfødte. Jeg foreslår, at de to spørgsmål behandles samtidig. Jeg mener, det er et spørgsmål om retfærdighed. Da racisme desværre er et udbredt universelt problem, bør man også undersøge de kriminelle handlinger og forbrydelser med udspring i racisme, der begås af de fremmede mod europæerne.
+Ja, jeg tror, det er det bedste.
+Fru formand, jeg mener, at det ikke kun er vigtigt, at vi holder fast i den forhandling, der er foreslået til i morgen, om bekæmpelse af racisme. Hvad der er endnu mere vigtigt er, at mange af vores kolleger på nuværende tidspunkt er klar over, at intet land i Europa er beskyttet mod stigningen i den fremmedfjendske og populistiske stemme. Jeg ønsker, kære kolleger, at vi under forhandlingen i morgen ud fra det, som mange af vores kolleger har sagt i dag, kan blive enige om i det mindste én ændring, nemlig at intet parlamentsmedlem i Parlamentet må fremsætte racistiske udtalelser. Hvis det lykkes os at gennemføre dette - at ingen - allerede her i dette parlament - må fremsætte racistiske bemærkninger - vil vores ord og handlinger have meget større styrke. Jeg tror, det er det bedste svar at give til hr. Gollnisch.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om foranstaltninger som følge af oliekrisen og stigningen i oliepriserne.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg takker for, at De giver mig lejlighed til at tale her i Parlamentet, efter at jeg i går talte i to timer i Energiudvalget. Denne tid er kendetegnet ved de sidste 18 måneders stigning i oliepriserne, noget, der berører de europæiske borgere fuldt ud. Det er klart, at det vil være de mest ugunstigt stillede grupper og også nogle konkrete, særligt berørte sektorer, der kommer til at lide mest under denne stigning. Hvis en tønde råolie i begyndelsen af 1999 var noteret til omkring 10 dollars, er det et faktum, at den i øjeblikket koster mellem 33 og 35 dollars. Det er det højeste niveau siden Golfkrigen, et niveau, som et flertal af eksperterne mente ikke ville kunne nås, medmindre der var tale om geopolitiske kriser. Årsagen til denne stigning er meget indlysende: OPEC-landenes begrænsning af produktionen kombineret med et globalt økonomisk opsving og dermed en stigning i efterspørgslen. Denne stigning har en særlig indvirkning på Den Europæiske Union og især på euroområdet på grund af euroens stilling over for dollaren. Man må ikke glemme de følger, som denne stigning har, for den europæiske økonomiske udvikling. I praksis vurderer vi, at den i øjeblikket forårsager 1% af den aktuelle inflation, og en nedgang på ca. 0,3% i væksten. Nogle konkrete erhvervssektorer - landmænd, fiskere og speditører - er i vanskeligheder. Både producentlande og forbrugerlande har imidlertid den samme interesse, nemlig stabilitet, at priserne kan forudsiges. Det, vi alle sammen ønsker, er, at priserne fastlægges på et marked med fri konkurrence, og ikke, som det sker nu, efter et monopolstyret indtægtsskema på et rent ud sagt ikke særlig gennemsigtigt marked. På den anden side er Den Europæiske Unions afhængighed for øjeblikket på ca. 50%. Men sagen er, at vi i mangel af nye foranstaltninger vil nå op på 70% omkring 2020. Hvad angår olie, er afhængigheden af udlandet på 85-90%. Det fører naturligvis til en diskussion af vores stigende energiafhængighed af udlandet og dermed af vores sårbarhed på dette område. Der er nødvendigt at kontrollere vores ansvar og vores skæbne. Selv om Den Europæiske Unions muligheder er begrænsede på energiområdet, kan vi ikke sidde med hænderne i skødet i sådan en situation og acceptere, at den svækkes, der skal reageres. Derfor skal det være en prioriteret politik og desuden en fællesskabspolitik at garantere en tilstrækkelig uafhængighed og især en sikkerhed i Den Europæiske Unions energiforsyning. For lidt over et år siden, da jeg for første gang mødte Parlamentet som fremtidig energiansvarlig, sagde jeg meget tydeligt, at der efter Kommissionens mening var to afgørende elementer, som skulle behandles i de kommende år. På den ene side strategisk at fremme dialogen om energipolitik i internationale fora og især med de store producent- og forbrugerlande og på den anden side at tilpasse vores prioriteringer for bedre at kunne klare ændringerne ved ugunstige energikonjunkturer, som den nuværende. Kommissionen har til hensigt at opfylde disse grundlæggende mål, og den har allerede arbejdet i flere måneder med dem. Kommissionen er praktisk talt færdig med udarbejdelsen af en grønbog om forsyningssikkerhed og om Kyoto-aftalerne, det vil sige betingelserne for emissioner i energisektoren, en grønbog, der vil blive vedtaget inden årets udgang. Den vil forhåbentlig blive udgangspunkt for en bred dialog, for en bred debat med de implicerede parter for at undersøge de enkelte energikilders rolle og placering i de kommende 20-30 år. Desuden skal vi fremme dialogen på internationalt plan på kort sigt, intensivere den med producentlandene for at overbevise dem om, at prisstabilitet er i alles interesse - et synspunkt, som de selv har givet udtryk for - og forelægge målet med et prisniveau. På den anden side skal der tages højde for den geopolitiske sammenhæng, som vi bevæger os inden for, især fredsprocessen i Mellemøsten og den komplicerede politiske situation i hele området. Den Europæiske Union skal sende et tydeligt og energisk budskab til alle OPEC-landene og understrege behovet for, at der træffes passende foranstaltninger for at opnå det, som de selv har angivet som et passende mål, nemlig olieprisernes tilbagevenden til et rimeligt leje. Det skal siges, at vi er den største nettoimportør af olie og den næststørste forbruger på verdensplan. Den Europæiske Union har derfor midler og grunde til at blive hørt, men de politiske midler er måske ikke tilstrækkelige. Men ud over denne dialog med OPEC må det ikke glemmes, at vi skal bevare og styrke vores strategiske forbindelser med Rusland, og det ville være hensigtsmæssigt at overveje, hvilke midler der er nødvendige for at modernisere produktions- og distributionsforholdene i det land, der, læg vel mærke til det, er verdens tredjestørste olieproducent og med hensyn til gas har en helt afgørende position. Den Europæiske Union bør gøre fælles front og tale med én stemme. Medlemsstaternes spredte initiativer kan ikke være andet end ufuldstændige og endvidere mindre produktive, end hvis vi er i stand til at tale med én stemme. Hvad angår afgifterne, som er blevet diskuteret meget på det sidste, forstår Kommissionen uroen i de erhvervssektorer, der er mest berørt af den uventede stigning i oliepriserne. I den forbindelse opfordrer vi medlemsstaterne til at etablere og fastholde den sociale dialog med alle de implicerede parter for at finde løsninger, som er hensigtsmæssige og i overensstemmelse med fællesskabsretten. En af de ting, vi kan lære af de blokader, som har lammet den økonomiske aktivitet i forskellige stater, er behovet for at forbedre koordineringen mellem medlemsstater og naturligvis med Kommissionens støtte. Som det allerede er blevet bekendtgjort, fru formand, mine damer og herrer, vil jeg om nogle minutter forlade dette møde for at tage til Luxembourg, hvor ministrene for transport holder et ekstraordinært rådsmøde. Af såvel økonomiske som miljømæssige årsager bør medlemsstaterne ikke give efter for presset og ændre deres samlede oliepolitik på mellemlangt sigt. Afgiftsnedsættelser eller støtte, der effektueres igennem længere tid, ville simpelthen svare til, at skatteindtægterne blev overført til OPEC-landene, og det ville ganske enkelt være et forkert signal at sende til dem. Det er imidlertid muligt, at den meget vanskelige situation, vi nu står i, kræver, at de kompetente offentlige myndigheder på kort sigt træffer nogle støtteforanstaltninger. Der er faktisk allerede indgået nogle aftaler. Jeg vil dog sige, at foranstaltningerne udelukkende bør være forbigående, og de bør under alle omstændigheder være i overensstemmelse med kompetencereglerne og ikke bryde det indre markeds interne regler. Vi skal finde en fælles målsætning for sigtet med brændstofafgifter og undgå utilfredhed, som den, der kan udledes af aktioner og udtalelser i de forskellige stater i Unionen. Hvad tjener det f.eks. til at tale om miljøafgifter på europæisk plan, hvis vi ikke hurtigt kan tilnærme de særlige afgifter og momsen inden for Unionen? Mine damer og herrer, i denne forbindelse må jeg sige, at en formindskelse af de særlige afgifter til fordel for landevejstransporten kun kan være en meget kortsigtet foranstaltning, kun nogle måneder, og den kan på ingen måde forlænges, for det ville være i direkte modstrid med målene om fremme af alternative transportformer, f.eks. jernbanetransport, det ville være imod vores mål fra Kyoto, og det ville uden tvivl være det samme som at modsige det, der hidtil har været de overordnede linjer i Den Europæiske Unions transportpolitik. Kommissionen er overordentlig bekymret over de alvorlige anslag mod den frie bevægelighed, som har fundet sted ved flere lejligheder i denne tid. Vi mener, og det vil jeg godt slå fast, at ingen social gruppe kan tage hele samfundet som gidsel. Men jeg talte om støtte, og jeg vil sige, at der skal brydes med konkurrenceforvridende praksis, og den form for praksis finder sted i brændstofsektoren. Hvilken mening har det, at der i Den Europæiske Union er en så mærkbar forskel i priserne - før afgifter - på olieprodukter, som den, der er i øjeblikket, i visse tilfælde bare der passeres en grænse? Kommissionen har til hensigt at gå videre med de kontakter, den har fået til medlemsstaterne, for at afsløre eventuel praksis, der er i modstrid med konkurrencereglerne. Enhver aftale mellem virksomheder eller ethvert misbrug af en dominerende position skal straffes strengt. Desuden skal spørgsmålet om konkurrence mellem multimodale sektorer undersøges, så der kan findes løsninger på europæisk plan. Men vi må ikke narre os selv, mine damer og herrer, der er tale om aktioner på kort sigt, som kan afhjælpe den aktuelle krise, men som på ingen måder fjerner det ubestridelige faktum, at vores økonomi er sårbar over for udsving i energipriserne. Ganske vist mindre sårbar end for 25 år siden, men alligevel sårbar. I Den Europæiske Union er olieforbruget på 12 millioner tønder om dagen, og det vil være på lidt over 13 i 2020. Det er sandsynligt, at prisen pr. tønde under normale økonomiske forhold på langt sigt ikke kommer ned under 20 dollars - og naturligvis under ingen omstændigheder ned på det, som den var for 18 måneder siden, nemlig 10 dollars. Vi skal tage fat på denne afhængighed og denne situation med to grundlæggende aktionsområder: diversificering af vores energikilder og energibesparelse. Når vi taler om diversificering af vores energikilder, kræves der en langsigtet debat. Den kommende grønbog om forsyning vil bidrage til den. Jeg vil gøre det helt klart, at vedvarende energikilder er et tydeligt og afgørende bidrag i fremtiden, hvad angår diversificering af energikilderne, men vi kan ikke på nuværende tidspunkt give afkald på nogen form for energi. Styring af efterspørgslen og energibesparelse er det andet område, som der på langt sigt skal fokuseres på. Hvad angår olien, er vi i dag 50% mere effektive end for 25 år siden, men jeg vil sige, at jeg er bevidst om, at transportsektoren på dette område stadig skal gøre en særlig indsats. Mere end 90% af stigningen i olieforbruget i Unionen fra nu af og til 2020 kan i princippet tilskrives transportsektoren. Derfor er der behov for en hvidbog om transportpolitik, som søger en justering af transportformerne, styrkelse af de transeuropæiske net, eliminering af flaskehalse, fremme af jernbanetransport, flodtransport og søtransport over korte afstande, fremme af effektiv og mindre forurenende transport i byerne, rationalisering af brugen af den klassiske bil, fremme af innovative forskningsprojekter om renere brændstof og bevidstgørelse og undervisning af førere. Det er nødvendigt, at der også træffes foranstaltninger i forbindelse med fremstilling og besparelser i denne sektor, som er et af de områder, hvor energiforbruget er størst, for ikke at tale om fremme af konkurrencen i gassektoren og brug af gas som et konkurrerende og alternativt produkt til olie. Kort sagt, fru formand, mine damer og herrer, er det klart, at vi kun kan overvinde den nuværende krise med sammenhængende, velkoordinerede og multifunktionelle strategier. Desværre råder vi ikke over et universalmiddel til løsning af dette problem på kort sigt, men heldigvis har den aktuelle krise vist os den eneste vej, der gør det muligt at overvinde den: at fremme konkurrencen på vores markeder, at fastslå vores fælles tilstedeværelse på internationalt plan, at koordinere vores aktioner, at tilpasse vores prioriteringer til de nye energimæssige mål og at optræde samlet på afgiftsområdet. Under den vanskelige konjunktur, som vi befinder os i, forventer borgerne af os, at vi omsætter disse mål til en håndgribelig virkelighed ved at tænke på ikke blot det umiddelbart forestående, men på mellemlangt og langt sigt.
+Fru formand, fru kommissær de Palacio, jeg takker kommissærerne for denne stillingtagen, som har vist realisme. Man må blot spørge sig selv, om vi altid behøver at komme ud i en krise, inden vi begynder at tale om nye, gode strategier. Intet ville nu være lettere end at kræve, at alle Unionens medlemslande flot sænkede beskatningen af olieprodukterne, indtil tøndeprisen på råolie forhåbentlig vender tilbage til omkring 22-25 dollars. Lige så let ville det være nu at meddele medlemslandene og deres finansministre, at der ikke var grund til at røre ved afgifterne overhovedet. Årsagen til dette er på kort sigt vanskeligheden ved at kompensere for skatteprovenuet og på langt sigt den forbrugshæmmende virkning ved afgifter, hvormed vi forsøger at påvirke den fremtidige situation for vores miljø. Noget må der imidlertid gøres. Folk har fået nok, og frem for alt er det umiddelbare eksistensgrundlag for visse erhvervsgrupper, som kommissæren var inde på, kommet alvorligt i fare, jeg nævner som eksempel fiskerne, landbrugerne og chaufførerne. På længere sigt sætter prisniveauet for energi fra olie stadig mere gang i inflationen og truer hele EU-området med et økonomisk bagslag. Unionens medlemslande må nu finde en fælles kurs såvel på kort som på langt sigt. Enkeltlandes forskellige foranstaltninger, når de er under pres, vanskeliggør blot situationen og forvrider konkurrenceforholdene. Ansvaret for foranstaltningerne ligger klart hos de nationale regeringer. Foranstaltningerne på kort sigt er de vanskeligste. Det er naturligvis centralt at føre nære forhandlinger med OPEC-landene om en yderligere forøgelse af olieproduktionen, hvis det overhovedet er muligt, og en lettelse af situationen gennem udbuddet af denne. Det er måske alligevel vanskeligt at opnå hurtige resultater. Så er meget eksakte foranstaltninger, f.eks. hvad angår afgifterne på dieselbrændstof og fyringsolie, inden for mulighedernes rammer, hvis de gennemføres på fælles plan. Årsagerne til krisen findes ud over på udbudssiden muligvis også inden for strukturen i raffineringsindustrien, i oliemarkedets natur, den fulgte praksis på futures-markedet - samt i visse landes eller områders olieoplagringspolitik. Det er blevet hævdet, at raffineringsindustrien allerede er på så få hænder, at der er opstået en kartellignende situation på markedet. Jeg vil ikke selv hævde, at det er sådan, men der er grund til at undersøge sagen. Det er et spørgsmål, om Unionen kan forhandle sig frem til en strategi for tilstrækkelige olielagre såvel inden for sit eget område som med USA, for åbenbart får formindskelsen af USA's lagre og deres øjeblikkelige behov for at genopbygge lagrene spotprisen på olie til at stige yderligere. Ruslands, den største olieproducents, dårlige produktionsapparat blev allerede nævnt i kommissærens indlæg. Er det nu ikke tid til - spørgsmålet må selvfølgelig frem for alt stilles til Rusland, men også til os - at indlede foranstaltninger, som vil opmuntre til investeringer i den russiske olieproduktion? På langt sigt vil den vedholdende høje pris på olie, som Saudi-Arabiens tidligere olieminister sheik Yamani vurderede det, føre til anvendelsen af andre energiformer. Med et glimt i øjet sagde han, at stenalderen ikke sluttede med, at stenene slap op. Det væsentlige er nu imidlertid Unionslandenes evne til at reagere på kort sigt. Er det virkelig sådan, at en forholdsmæssigt lige stor nedsættelse af beskatningen på brændsel frem til midten af næste år, vedtaget af de nationale regeringer, inden for hele Unionen er umulig?
+Fru formand, mine damer og herrer, fru næstformand for Kommissionen, på dette punkt er der et europæisk problem: Vi har ikke en europæisk politik på området, og det har næstformanden erkendt. Og desuden er dette en politik, der kræver stor vedholdenhed og også investeringer og ressourcer, for energiproblemet bekræfter det gamle mundheld om "ude af øje, ude af sind", det vil sige, at når forholdene er normale, er der, som fru de Palacio har nævnt, tilbøjelighed til et stigende forbrug, og i et samfund, hvor bilen er hellig, betyder det en tendens til større afhængighed. På mellemlangt og langt sigt mener jeg, at det katalog, som kommissæren har forelagt på linje med det, som Kommissionen allerede havde foreslået, skal bibeholdes, følges og fremmes ved at drage nytte af de vedvarende energikilders udvikling, reducere afhængigheden af olien og f.eks. opnå, at opdelingen af visse nationale markeder nedbrydes, og jeg tænker f.eks. på udviklingen af jernbanetransporten som et supplement og et alternativ til udviklingen af landevejstrafikken. Men alt det kan ikke bringe os ud af den nuværende situation. Vi har nemlig behov for at gennemføre en virkningsfuld politik, men samtidig står vi i øjeblikket i en særligt vanskelig situation, fordi der er en række erhvervsgrupper, som står i en meget ugunstig situation, og da der i Europa er ved at udvikle sig protestformer på fællesskabsplan, har det ført til en situation med blokader og uro og med spredte reaktioner fra vores regeringers side. Jeg vil kort nævne, at der i den sidste tid på grund af en strammere budgetstyring er blevet talt om at lette afgiftstrykket. Så kan folk ikke forstå, at det ikke kan gælde olieprodukter. Det er en reaktion, som vi skal forstå, og samtidig skal vi forklare vores borgere årsagerne til vores valg. Det er rigtigt, at det er nødvendigt at træffe kompenserende foranstaltninger. Det er af største vigtighed, at vi opnår en større gennemsigtighed og gennemfører antitrustforanstaltninger, hvilket er Kommissionens opgave, for der er nogle, der vinder: OPEC har forøget prisen, men den løber ikke af med mere end 5-6 dollars pr. tønde. Og især skal vi forsøge at opnå, at vores regeringer reagerer samlet, og at vi ender med en europæisk energipolitik, som stemmer overens med det fælles økonomiske og sociale samarbejdsområde.
+Fru formand, fru kommissær, De sagde det ganske tydeligt: Vi er stadig sårbare. Energi er ikke billig. Det er en knap vare. Vi har åbenbart glemt, at en tønde olie engang kostede 10 dollars. De sagde også, fru kommissær, at vi i 18 måneder har set disse priser stige, og derfor undrer det mig, at man ikke før har stukket alle disse lærde europæiske hoveder og alle disse magtfulde europæiske hoveder sammen for allerede i begyndelsen, da priserne begyndte at stige, at finde ud af, hvordan det skulle fortsætte, og hvordan det ikke kunne fortsætte, og hvordan vi eventuelt kunne undgå at nå til det punkt, hvor vi nu er. De sagde også, fru kommissær, at vi skal reagere som en front, men vi ser nu, at hvert land har fået "den franske syge". Vi ser, at der internt ikke er nogen som helst sammenhæng, hverken med hensyn til reaktionerne på de protester, der er, ofte protester, som jeg udmærket kan forstå, med hensyn til forsvaret af den fælles valuta eller eksternt med hensyn til vores holdning over for OPEC. Vi må alligevel sige, at en oliepris på 10 dollars pr. tønde er lige så unormal som en pris på 35 dollars, og at De godt ved, at en oliepris på 10 dollars måske er behagelig for os, men ikke holdbar på verdensplan. Det er ting, som vi åbenbart alle sammen har glemt i øjeblikket. Jeg synes ikke, at vi må gøre det længere. De skitserer hovedtrækkene i Deres meddelelse, som De offentliggjorde i den første uge af september. Det er gode politikker: transportpolitik, energipolitik og miljøpolitik. Jeg håber, at De kan skabe nogenlunde enighed i aften i Luxembourg, for nu må vi ud af krisen, og vi må sørge for, at den næste krise bliver mindre dyb og kommer mindre hurtigt, end vi eventuelt kunne forvente. I hvert fald må der tages europæiske initiativer, i det mindste samarbejde for, som De også sagde, at hjælpe de dårligst stillede. Derfor tror jeg, at nedsættelsen af det almene afgiftstryk, således som mit parti i Belgien foreslår, er bedre end det specifikke afgiftstryk på brændstoffet. Vi må bestemt ikke sige til folk, at energi kan blive billig, for det ville være et helt forkert budskab.
+Hr. formand, vi burde slet ikke undre os over, at vi nu igen er midt i en oliekrise. Dette er den tredje oliekrise, og siden 1979 er der ikke rigtig foretaget andet inden for energipolitikken end rene forsømmelser. Der er blevet talt meget om at gå over til en bæredygtig energipolitik, men der er blevet gjort meget lidt for det. Jeg hilser med glæde de tanker, som kommissæren her har fremsat. Trafikministrene har nu virkelig lejlighed til at foretage en regulær U-vending inden for energipolitikken mod en bæredygtig energiøkonomi. Landevejstransporterne er forøget fra en andel på 50% i 1980 til en andel på 85% i 2000. Hvis vi nu generelt sænkede afgifterne på brændstof, ville det jo i store træk være det samme, som hvis man på narkotikamarkedet sænkede prisen på heroin. Slutresultatet ville helt sikkert blive, at afhængigheden af narkotika ville blive større end før og krisen dybere end før. Den slags fejl bør vi ikke lave nu. Atomkraft er heller ikke noget alternativ i denne situation, for kun 10% af elektriciteten produceres af olie, og desuden bygger alt udviklingsarbejde af f.eks. nye køretøjer på, at biler i fremtiden måske snarere vil køre på brint, men bestemt ikke på atomkraft. Vores gruppe har i dag foreslået et sådant helhedsprogram som et nyt energipolitisk program for Den Europæiske Union. Vi ønsker at indlede realiseringen af det allerede med budgettet, vi foreslår en ny budgetlinje med navnet "Nye energikilder". Vi ønsker bl.a. at fremme energibesparelse og en bedre byggeteknik for huse. Vi ønsker også, at Den Europæiske Union skal have bemyndigelse til at stå for den nye energipolitik. Vi kræver, at energi kommer med i oprettelsestraktaten som et kapitel for sig og understreger, hvor vigtigt det er at komme væk fra kravet om enstemmighed i forbindelse med afgifter. I snart 10 år har man forsøgt at få gennemført en fælles energibeskatning i den Europæiske Union. Kommissærer er kommet og gået, men dette problem er forblevet uløst. På kort sigt skal de umiddelbare ofre for oliekrisen hjælpes, men det skal gøres meget velovervejet og målrettet.
+Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, det er mit indtryk, at denne såkaldte oliekrise afslører adskillige strukturelle problemer, som Unionen og De 15 bør overveje uden skyklapper og tabuer. Det første problem angår vores forbindelser til Syden, i dette tilfælde til producentlandene. Var Europa bekymret i begyndelsen af sidste år for de katastrofale konsekvenser for økonomien og en række europæiske befolkninger af, at en tønde kostede under 10 dollars? Man talte om en god nyhed, selv om den var lige så foruroligende som nyheden om en tønde til 34 dollars. Det er nødvendigt, at der mellem dem og os bliver skabt et reelt partnerskabsforhold på langt sigt. Og derefter bør man se på alle de andre grunde til den aktuelle situation, spekulationerne, de amerikanske aktiers utilstrækkelighed og euroens fald. Det andet problem, som i mine øjne afsløres af denne krise, er en utilstrækkelig konsekvens i vores valg af politikker inden for Unionen. Man taler i dag om at prioritere skinner på vej og om at kaste sig over kombineret vej- og jernbanetransport. Det er grundlæggende. Det er et sandt samfundsvalg, en handling om økologisk ansvarlighed i ordets stærkeste betydning. Men i hvor lang tid har man ikke gjort det absolut modsatte ved at gennemføre vejtransport frem for jernbanetransport? Europa er så ringe forberedt til denne ændring, at man endnu i dag stadig udskifter lokomotiverne mellem Frankrig og Italien, fordi de to landes elektricitet ikke passer sammen. Det tredje problem, som på overbevisende vis illustrerer denne krise, er den store vanskelighed, som de europæiske ledere har med at træffe foranstaltninger mod de krav, som vores samfund stiller. De har ikke set, eller de har ikke ønsket at se, de alvorlige problemer, som denne stigning i brændstofprisen har skabt for de personer, der er tvunget til at bruge deres bil eller til at anvende fyringsolie. Borgerne vil ikke bære byrden af dette konjunkturelle chok, og de rejser sig mod landenes overbærenhed med olieselskaberne, selv om disse praler med uhørte fortjenester. Der vil komme større og større pres for en skattelettelse på brændstoffer og en konsekvent beskatning af selskabernes overskud. Størstedelen af min gruppe har den holdning, at De 15 bør iværksætte radikale foranstaltninger på det økologiske plan med en effektiv fremhævelse af jernbanerne for i den aktuelle situation at leve op til de berettigede sociale forventninger. Hr. formand, ved dette gør de også Europa en tjeneste, som jeg tror, det i øjeblikket har stort behov for.
+Hr. formand, den høje stigning i olieprisen har sine grunde, men man kan frygte, at Europa ikke er klar over det, for det har et stort ansvar herfor. Den første af disse grunde er stigningen i produktionspriserne, der skyldes det oligopol, som producentlandene omhyggeligt har skabt. Det mindskede udbud forværres af blokaden mod Irak, hvor den umoralske og uretfærdige vedholdenhed måske er i de amerikanske olieselskabers interesse, men ikke i de europæiske selskabers interesse. Den anden grund er euroens devaluering, som alle de europæiske valutaer har del i. Den var på 1,18 dollar ved indførelsen. Den er ikke på mere end 0,85 dollar i dag. Man havde lovet en stærk valuta. Man har løjet, og regningen er blevet større. Den tredje grund er landenes stigende, ja endog vanvittige, beskatning, og denne socialistvenlige politik er blevet fortsat, i de tilfælde hvor den ikke har været indført, af de konservative regeringer. Den fastholdes under presset fra de økologiske grupper, der er modstandere af bilen, for bilen er lig med individuel frihed. Det er denne beskatning, som tre-, fire- eller femdoble produktionsprisen. Tilpasning af vores udenrigspolitik til USA's udenrigspolitik, euroens devaluering, beskatningen, der forværres af pres fra økologiske bevægelser: Dette er de tre grunde til stigningen, som vi beklager, men som vores institutioner har et stort ansvar for.
+Hr. formand, fru kommissær, i de sidste 14 dage har vi oplevet en sand "eurotumult" om transport: mangel på benzin, vejspærringer, samfundsprotester, lammede regeringer. Man skulle virkelig tro, at vi var tilbage i 1973 efter den første oliekrise. Dette dog uden at regne med den voldsomme stigning i prisen for en tønde råolie og euroens frie fald, på trods af de orakler, som de såkaldte europæiske eksperter er kommet med. Denne krise, der dog i det store og hele var forudsigelig, er lige så meget olieproducenternes ansvar som regeringens ansvar. Mange forskellige løsninger er blevet foreslået, for situationen og dens årsager er forskellig fra land til land. Disse løsninger er ofte indlysende eller klare - enkelte gange ideologiske som loft over salg af køretøjer eller økologisk afgift - men ingen af dem er en universalløsning - det må De huske - og kan ikke alene løse situationen. Lad os huske på, at spørgsmålet om brændstoffer hovedsageligt har betydning for valutaen og beskatningen, skønt det smitter af på den fysiske planlægning. For hvis denne krise rammer selskaberne, rammer den også de selvstændige specielt dem i landområderne, hvor bilen stadig ofte er det eneste kommunikations- og transportmiddel. Denne situation er en konsekvens af en fortsat nedlukning af de offentlige tjenesteydelser, der ikke bliver erstattet af private udbydere, der ofte er for optaget af at søge efter en maksimal rentabilitet. Angående beskatningen, mønten og den fysiske planlægning bør disse politikker komme fra hvert enkelt medlemsland og kun derfra, og dette skal ske i henhold til det hellige subsidiaritetsprincip. Til sidst ønsker vi, at der kommer en mindre beskatning på brændstof, for den er alt for hård ved borgerne både de selvstændige og virksomhederne, men yderligere veje åbner sig for vores lande. Unionen bør frit lade dem vælge deres relevante politik. Sådan er det for besparelser på energi, for supplerende genanvendelige energiformer, for genskabelse af balance mellem fragt med jernbane og fragt ad vandvej eller endnu mere for udviklingen af den kollektive trafik og for at forbedre kontakten til landområderne.
+Hr. formand, vi oplever faktisk den tredje oliekrise. Men der er en graverende forskel i forhold til de to andre oliekriser. Det var politiske kriser, der blev skabt kunstigt i 1973 og 1979 i forbindelse med shah-styrets fald. Der har i næsten 15 år været entydige henvisninger og undersøgelser - f.eks. Global 2000, rapporten til Jimmy Carter - der siger, at der ved årtusindeskiftet vil blive virkelig knaphed på råstoffer. Det vil nemlig betyde, at den nuværende tredje oliekrise bliver en permanent krise. Det har ikke noget at gøre med, at prisen på kort sigt muligvis falder igen, men den vil på langt sigt stige permanent. Ligeledes viser Colin J. Campbells undersøgelse, at - de, som er interesseret, kan få et eksemplar af mig - det bliver knapt med råstoffer - jordolie - i de første år af det 21. århundrede, og det er fordi, produktionskurven har overskredet maksimalpunktet. Derfor tror jeg ikke, at demonstrationer vil føre til noget, for man kan ikke presse mere saft ud af en citron, end der er i den. Vi vil få jordolie, men ikke på de billige betingelser. Det vil sige, at prisen på jordolie i fremtiden vil stige til 40 til 60 dollars. Det er der lavet tilstrækkeligt mange undersøgelser om. Selv om de skulle være fejlagtige, er vi nødt til at respektere dem og analysere dem nu. Heller ikke en afgiftsnedsættelse vil ændre noget ved, at oliepriserne alligevel stiger igen. Det er heller ingen OPEC-krise, for kun 40% af den producerede olie kommer fra OPEC, de sidste 60% kommer fra ikke-OPEC-lande. Hvis det blot drejede sig om en krise, der var skabt kunstigt, kunne der kompenseres gennem de andre olieproducenter.
+Hr. formand, lad os sætte tingene i perspektiv. Krisen har ikke samme omfang som i 1970'erne. Det er mere en skatteyderkrise end en energikrise. Det er uacceptabelt, at regeringerne lægger skylden på OPEC, på olieselskaberne, på fredelige demonstranter, på andre politiske partier eller på EU for protester over, at afgiftsniveauet er for højt. I Det Forenede Kongerige udgør afgiften 75% eller tre fjerdedele af prisen på en liter benzin eller diesel, og det er alene regeringens ansvar. Energiudbuddet er mere fleksibelt end efterspørgslen. Det lærte vi i 1970'erne, hvor højere priser førte til produktion på flere oliefelter, men ikke til et lavere forbrug i transportsektoren. Høje afgifter øger indtægterne, men nedsætter ikke forbruget. Ikke desto mindre kommer prisstigningerne og afgiftsprotesterne på et godt tidspunkt og minder os om Europas afhængighed af importeret energi og om de vanskeligheder, vi står over for, hvis vi skal nå vores mål på miljøområdet, f.eks. en reduktion af CO2-udledningen. Hvis energiafgifter skal bruges til at opnå miljømæssige forbedringer, skal politikken være gennemsigtig og konsekvent, så vi får folket med os. Hvor politikken opfattes som uretfærdig og inkonsekvent, som i Det Forenede Kongerige, opnår de protesterende bred folkelig opbakning. At sætte brændstofpriserne så meget op, at man mister konkurrenceevnen, samtidig med at man reducerer afgifterne på energiforbruget til husholdningsbrug, er en vanvittig politik og dårlig økonomi. Vi må ikke lade os lokke af argumenter om harmonisering af afgifterne, for harmoniserede afgifter under socialdemokraterne går kun én vej, og det er op. Det er ikke, hvad skatteyderne og forbrugerne i EU ønsker.
+Hr. formand, den voldsomme stigning i prisen på olieprodukter viser, hvor nødvendigt det er, at euroen reelt bliver en international valuta. Amerikanerne er som os udsat for en eksplosion i producentpriserne. Eftersom prisen på en tønde olie betales i dollars, er virkningen af stigningen mere alvorlig for de lande, hvis valuta har tabt terræn over for dollaren. Det er tilfældet med euroen, med den danske krone, med det engelske pund og med mange andre valutaer. Fru de Palacio nævnte, at Europa er verdens største olieimportør. Det er ikke godt, at verdens største importør fortsat betaler for importen i dollars. Socialdemokraterne beder Kommissionen opfordre de europæiske olieimportører til at indgå kontrakter i euro. Et sådant initiativ har chance for at lykkes. Producenterne ved, at dollaren ikke vil falde over for euroen. For producenterne kunne kontrakter i euro blive en forsikring mod en uundgåelig konjunkturændring i USA. En enkelt bemærkning om pengepolitikken. ECB har netop retfærdiggjort stramningen af de officielle rentesatser med det inflationspres, der er opstået ved udviklingen af oliepriserne og valutakurserne. I følge ECB kan pengepolitikken ikke afhjælpe denne situation på kort sigt. Den økonomiske politik kan ikke længere afhjælpe stigningen i oliepriserne og døjer derudover også med stigningen i pengeomkostningerne. ECB mener, at importeret inflation er lig med inflation, der skal bekæmpes. Hr. formand, jeg vil afslutte med at sige, at hverken stigningen i investeringsomkostningerne eller stramningen af borgernes købekraft kan sænke olieprisen. I stedet for at dæmpe inflationsfeberen, risikerer ECB's behandling så ikke at gøre den europæiske økonomi syg?
+Hr. formand, de nuværende benzin- og dieselpriser truer i høj grad transportvirksomhedernes eksistens. De er ikke acceptable. Jeg mener, at vi midlertidigt bliver nødt til at sænke de forskellige afgiftsbyrder til et økonomisk og socialt tåleligt niveau. Vi må huske på, at det er ikke os, der fastsætter afgifterne! Vi har som Europæisk Union fastsat minimumsafgiftssatser for motorkøretøjer og afgifter på mineralolie. Det er medlemsstaterne, der har spillerum. Det har de i høj grad udnyttet. Nu, hvor der er krise på grund af disse høje jordoliepriser, skal medlemsstaterne sænke dem og koordinere dem. Det kan ikke forsvares, at den ene regering med rette eller med urette giver efter, men den anden regering ikke gør det, og at der opstår konkurrenceforvridning mellem virksomhedsejere fra A-land og B-land. De får de samme priser på det samme marked, men de har forskellige omkostninger. En sådan situation er ikke acceptabel for transportsektoren! Fru næstformand, tag til Luxembourg, og sig til trafikministrene, at vi for det første skal have en koordineret adfærd. For det andet er det nødvendigt at reducere omkostningerne inden for transportsektoren. For det tredje er vi ikke interesseret i trafikministrenes tomme løfter, der i løbet af 14 dage igen trækkes tilbage af finansministrene. Det, som de 15 medlemsstater beslutter i aften eller i løbet af de kommende dage, skal også gælde! Det skal realiseres. Ministrenes forkludrede adfærd - nogle er bekymret for transportsektoren, andre vægrer sig ved at sænke eller ændre afgifterne - er ikke acceptabel! (Bifald fra højre)
+Hr. formand, vi har gået i søvne i årtier. Det britiske Konservative parti gør det stadig, men nu er det på tide at vågne op. Vi har to valgmuligheder. Den ene er dårlig, nemlig at vælge den kortsigtede løsning at reducere afgifterne og fralægge os vores ansvar som regering. Vi kan ikke undgå den anden mulighed og spørgsmålet: Hvordan udnytter vi en begrænset ressource i en situation med stigende efterspørgsel og øgede krav til miljøet? Det rationelle valg er at stoppe den ødsle brug af benzin og diesel og ændre offentlighedens og bilisternes adfærd. Lad os sætte hastighedsgrænserne ned og håndhæve dem. Vi må blive mindre afhængige af importerede olieprodukter. Vi må bruge alternative brændstoffer - biodiesel, brændselsceller, gas og elektriske biler. Lad os justere det femte rammeprogram midtvejs i retning af mere forskning i og udvikling af disse alternativer. Lad os øge budgettet, ændre beslutningen om programmer som Save og Altener. Der er ikke behov for nye budgetposter. De findes allerede. Lad os afsætte flere penge til dem. Lad os forhandle, men som Den Europæiske Union, for stabilitet er ikke blot i de olieimporterende landes, men også i de olieeksporterende landes interesse. Held og lykke i Luxembourg, fru kommissær.
+Hr. formand, ja, De har ret, fru de Palacio - dialog, ja. Ja, vi skal forhøje beløbene, ja, vi er imod karteller og monopoler. Det er alt sammen rigtigt. Men løsningen på problemet er ikke, som der her blev spøgt med fra min venstre side, at sænke afgifter eller andre ting. Det opnår de slet intet med. OPEC og donorlandene vil straks bore videre i dette hul. De lægger politisk og økonomisk pres på os. Hvad stiller vi op imod det? (Tilråb fra hr. Jarzembowski) Har vi sænket vores forbrug? Nej. Hr. Jarzembowski, der lige har talt - han kan skrige højt, det kan jeg i øvrigt også - siger, at trafikken skal omlægges. Vi har mere transport på vejene end for bare 10 år siden. Lad os langt om længe ændre det! Lad om omlægge transporten. Lad os gøre alvor af at omlægge transporten til skinner og vand. Lad os gøre os mindre afhængige. Lad os f.eks. udarbejde en fælles energipolitik. De, fru de Palacio, og vi bør forlange, at en fælles energipolitik indføres i traktaten. Den har vi stadigvæk ikke. Altså, hvem har hidtil forhindret det? Lad os f.eks. koble gaspriserne fra oliepriserne, fru de Palacio. Det kan De gøre sammen med Kommissionen. Hvorfor er gaspriserne koblet til oliepriserne? Det er der ingen grund til. De første, som kan gøre det, er Dem! Det kan vi alle gøre. Vi har en masse, som vi kan gøre, og som medlemsstaterne hidtil ikke har gjort. Disse muligheder kan vi udnytte. Jeg er desværre for hurtig for oversætterne, det vil jeg gerne undskylde for. Det, som vi skal gøre i øjeblikket, er ikke at skændes med højre, venstre, i midten og oppe og nede. OPEC-landene står ved siden af, smiler blidt og hæver priserne. (Tilråb fra hr. Jarzembowski) Vi må være enige, også i Rådet (transport) - og vil De, hr. Jarzembowski, råbe lidt mindre højt og langt om længe foretage Dem noget i Deres Trafikudvalg!
+Hr. formand, jeg vil takke for indlæggene fra alle de medlemmer, der har deltaget i debatten, og sige, at der i vid udstrækning er stor enighed i måden at anskue problemet på. 10 dollars pr. tønde olie var en usædvanlig lav pris, og den havde desuden negative virkninger på vores økonomier, selv om det kan synes vanskeligere at forklare. På den anden side er 35 dollars pr. tønde en pris, som vi ikke kan bære. Derfor skal der omgående gøres forsøg på at få OPEC til at forøge produktionen for at mindske presset på priserne, således at det "objektive niveau" virkelig bliver en realitet, og markederne stabiliseres. Vi må ikke igen - som ordføreren for Den Socialdemokratiske Gruppe sagde for et øjeblik siden - lade det, der er ude af øje, være ude af sind, for det er nødvendigt med en længerevarende aktion. I Generaldirektoratet for Energi har vi siden november arbejdet på en strategi på mellemlangt sigt på energiområdet, og derfor vil vi inden for de kommende uger forhåbentlig kunne forelægge et kvalitetsdokument. Vi søger en løsning på mellemlangt sigt kombineret med en ny undersøgelse af Unionens transportpolitik, for der er ingen tvivl om, at energidelen har meget at gøre med transport. En stor del af vores energi går netop til denne konkrete sektor. Det kræver, at energipolitikken koordineres. Jeg kunne godt tænke mig, at den blev et fællesskabsanliggende, men vi bør i det mindste koordinere Unionens staters energipolitik. Det er også nødvendigt fortsat at gøre fremskridt med transportpolitikkerne, og vi bør i forbindelse med en krise som denne undgå pludseligt at ændre vores transportpolitik og vores energipolitik, som er blevet fastlagt i løbet af de senere år. Der må være et minimum af sammenhæng. Derfor kan vi ikke bruge metoden med nedsættelse af afgifterne som en løsning på denne omstændighedsbetingede stigning i oliepriserne. Et land kan måske i meget begrænset omfang tage den metode i anvendelse, især fordi der kan være en undtagelse i kulbrintedirektivet. Man kunne måske tænke på nogle forslag som f.eks. at udskyde de grønne afgifter, men det vi ikke ville kunne gøre er at planlægge én ting og gøre det modsatte. Der skal som sagt være et minimum af intern sammenhæng i vores politikker. Energi- og transportpolitikkerne er politikker på mellemlangt og langt sigt, som ikke kan ændres på grund af presset fra nogle meget konkrete forhold, som jeg er sikker på vil ændre sig inden for halvandet til to år, selv om prisen helt sikkert ikke vil falde til 10 dollars pr. tønde olie igen. Disse foranstaltninger på langt sigt kan imidlertid ikke fritage os fra vores nuværende ansvar, fælles ansvar, som går fra sikring af den frie bevægelighed til opfyldelse af fællesskabsbestemmelserne. Men det er også regeringernes ansvar at træffe foranstaltninger, der gør det muligt at afhjælpe vanskelighederne, finde løsninger for de mest berørte sektorer. Konkret er der tale om transportsektoren, og nu håber jeg, at Rådet (transport) når frem til nogle aftaler. Der er også problemer i fiskeri- og landbrugssektoren, og vi må ikke glemme, at en række andre sektorer er berørt af disse vanskeligheder. Der skal arbejdes med spørgsmål som energibesparelse, vedvarende energi, forskning i biobrændstof eller anvendelse af biomasse. Og inden årets udgang forelægger vi nogle bestemmelser om bygninger, så Parlamentet kan behandle dem. Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er uden videre nødt til at forlade Dem, for jeg kommer allerede lidt for sent til Rådet (transport) i Luxembourg.
+Mange tak, fru kommissær. Der findes dog ting her i livet, der er værre, end at et par ministre skal vente på Dem. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0225/2000) af Hernández Mollar for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om Den Portugisiske Republiks initiativ med henblik på vedtagelse af forslag til Rådets afgørelse om oprettelse af et sekretariat for de fælles tilsyns-/kontrolorganer vedrørende databeskyttelse, der er oprettet i henhold til konventionen om oprettelse af en europæisk politienhed (Europol-konventionen), konventionen om brug af informationsteknologi på toldområdet og konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne i Kongeriget Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Den Franske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser (Schengen-konventionen) (7381/2000 - C5-0230/2000 - 2000/0804(CNS)).
+Hr. formand, jeg er ikke i tvivl om, at lovgiverne i de nye kommunikationsteknologiers tidsalder, i Internettets tidsalder, som vi siden dette nye århundredes begyndelse har levet i, står over for en meget spændende udfordring: at beskytte mennesker imod indblanding og krænkelse af privatlivets fred, deres værdighed og deres omdømme. Beskyttelsen af disse rettigheder er anerkendt i utallige verdensomfattende lovtekster som verdenserklæringen om menneskerettighederne, tværnationale lovtekster som den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder eller nationale lovtekster som staternes forfatninger, men den lovgivningsmæssige spredning på dette område kræver en indsats med hensyn til harmonisering og ensretning af kriterierne. Størstedelen af landene er ved at indlede en lovgivningsproces for at forebygge krænkelse af personers grundlæggende rettigheder, som omfatter retten til privatlivets fred, og i udkastet til chartret om grundlæggende rettigheder anerkendes denne ret også udtrykkeligt i artikel 8. Vi står altså over for en lovgivningsmæssig udfordring af største vigtighed, som skal regulere respekten for den ret og de undtagelser, som det i et demokratisk samfund er nødvendigt at fastlægge for, som der står i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder, at garantere den offentlige tryghed og forebygge uro eller forbrydelse. Den betænkning, som jeg forelægger for Parlamentet, har til formål at analysere nogle af de mange aspekter, som dette lovområde omfatter. Oprettelsen af et fælles sekretariat for de tre kontrolorganer vedrørende beskyttelse af data fra Europol, Schengen og toldinformationer under tredje søjle og inden for rammerne af politisamarbejdet og det strafferetlige samarbejde i henhold til afsnit VI i traktaten. Rådets forslag til afgørelse er et fint forslag, men det er efter min mening forsigtigt, og det mangler noget i formuleringerne. På dette følsomme område vedrørende databeskyttelse skal vi opnå to grundlæggende mål: gennemsigtighed i det fremtidige sekretariats funktioner og uafhængighed under udførelsen af opgaverne. Jeg mener, at hverken det ene eller det andet sikres fuldt ud med Rådets forslag, og derfor har jeg stillet nogle ændringsforslag, som praktisk talt er blevet vedtaget enstemmigt i Udvalget om Borgernes Friheder. Jeg spørger mig selv, om det er positivt for denne gennemsigtighed med tre fælles organer til databeskyttelse under tredje søjle. Det tror jeg ikke. Derfor mener jeg, at det endelige mål bør være at oprette et fælles organ, som arbejder under en fælles lovgivningsramme inden for Den Europæiske Union, og at dette fælles organ udstyres med sit eget budget og personale og tillige sætter sig ud over opdelingen i søjler, idet den mulighed, som gives i artikel 42 i traktaten om Den Europæiske Union, skal udnyttes. Parlamentet, mine damer og herrer, undersøger og diskuterer nu de følger, som afsløringen af et muligt spionnet kaldet Echelon-systemet har haft for de personlige og økonomiske forbindelser i Den Europæiske Union, og det undersøger også en forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af oplysninger i Fællesskabets institutioner. Desuden undersøger vi nu dette forslag om tredje søjle. Som det vil fremgå, drejer det sig om forskellige sider af samme sag. Derfor mener jeg, at Parlamentet skal gå længere end Rådets afgørelse, der som sagt er mangelfuld, på områder som valg og udnævnelse af sekretæren, dennes afskedigelse eller garantien for tavshedspligt under udøvelsen af arbejdet. Uafhængighed er et andet grundlæggende element, som Rådets forslag ikke sikrer tilstrækkeligt. Den institution, der skal garantere dets uafhængighed, er Parlamentet gennem den demokratiske kontrol, som det skal udføre i henhold til lovgivningen. Derfor bør det fælles organ i fremtiden udnævnes af Parlamentet, og sekretariatet for de tre organer ville have større uafhængighed, hvis personaleudgifterne og de udgifter, der er nødvendige for dets finansiering, afholdes over sektion 8B i Den Europæiske Unions almindelige budget, som jeg foreslår, og ikke over Rådets budget. Lad os ikke narre os selv, finansiel uafhængighed er afgørende for at sikre uafhængighed i udførelsen af opgaverne. Mine damer og herrer, vi lovgiver om noget, der er grundlæggende for vores personlige, økonomiske og handelsmæssige relationer i fremtiden. Udfordringen består i at skabe balance og forenelighed imellem retten til privatlivets fred og retten til fri information. Indførelsen af ny teknologi, af computere og af telekommunikation har nedbrudt barrierer og har overskredet grænser. Der er tale om en autentisk revolution inden for de økonomiske, sociale eller personlige forbindelser, som rent faktisk griber ind i borgernes dagligdag: sundhed, reklamer, banktransaktioner eller endog aspekter, der vedrører sikkerhed eller beskyttelse af borgerne og af staterne selv, kan blive bragt i uorden, hvis der ikke er nogen bestemmelser, der sikrer korrekt transmission, opbevaring og lagring af de data, som i dag cirkulerer fuldstændig frit, og som ikke er fritaget for den alvorlige fare, som vilkårlig brug af dem udgør.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg vil gerne begynde med at lykønske min kollega hr. Hernández Mollar for den fremragende betænkning, som han har lagt frem, som PPE støtter, og som har fundet næsten enstemmig støtte i Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder. Den udgør kun et lille skridt fremad, men viser dog begyndelsen på en harmoniseringsstrategi, som vi håber er i gang i den tredje søjle. Vi tager således de første skridt på vejen mod en harmonisering med oprettelsen af et fælles sekretariat for de forskellige kontrolorganer. Vi håber, at der på mellemlangt sigt kan vedtages en forordning med fælles kontrolnormer og ét eneste kontrolorgan. Dette er særdeles vigtigt for at sikre respekten for borgernes grundlæggende ret til privatliv, under opretholdelse af det juridiske princip om lige og ens behandling af alle borgere, hvor normer anvendes og fortolkes efter samme kriterier, så der på denne måde opnås samme niveau for databeskyttelse. Der er faktisk intet, der berettiger eksistensen af tre forskellige kontrolorganer. I dag er der ud over de nationale kontrolorganer også disse tre fælles kontrolorganer, hver med sit eget sekretariat. Man må derfor spørge, om dette system virkelig sikrer en effektiv beskyttelse. Det tror jeg ikke. Disse tre organer må derfor hurtigst muligt smeltes sammen til ét eneste, der har status som juridisk person og har sit eget budget, hvilket vil sikre dets upartiskhed og uafhængighed i forhold til de andre institutioner, således som hr. Hernández Mollar netop så udmærket har redegjort for. Det drejer sig om at forsvare borgernes interesser og rettigheder. Det er ligeledes bydende nødvendigt, at der skabes en fælles lovgivningsramme inden for Unionen, der kan give borgerne tilstrækkelig sikkerhed, så personlige data ikke udbredes og misbruges, og så de huller, der måtte være, bliver dækket. De forskellige medlemsstaters forfatninger anerkender retten til privatlivets fred, og Unionen fastslår i udkastet til et charter om de grundlæggende rettigheder udtrykkeligt i artikel 8 borgerens ret til beskyttelse af de personlige data, der vedrører denne. Eksistensen af forskellig lovgivning skaber imidlertid en del vanskeligheder, som dog kan overvindes gennem vedtagelse af minimumsstandarder, der kan føre til en harmonisering, således at respekten for borgernes grundlæggende rettigheder sikres, herunder deres ret til privatliv og retten til ytrings- og informationsfrihed.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, samfundets og det økonomiske livs stigende kompleksitet, understøttet af en stadig mere magtfuld teknologi, skaber ny risiko for manglende beskyttelse og trusler mod borgernes personlige rettigheder, hvilket gør det nødvendigt at etablere mekanismer, der kan forebygge eventuelle krænkelser af disse rettigheder. Det nuværende system til beskyttelse af privatlivets fred, som skal sikre alle borgeres umistelige ret til privatliv i forhold til automatiseret behandling af deres personlige data, anses i vid udstrækning for utilstrækkeligt, fordi der stadig, ud over de nationale kontrolorganer, findes hele tre fælles kontrolorganer i EU, hver med sit sekretariat. Imod denne mangfoldighed af overvågningsorganer, der betyder mangel på effektivitet, sætter det forslag ind, som Rådet på portugisisk initiativ har besluttet, om at oprette ét eneste sekretariat for de tre fælles myndigheder til kontrol af databeskyttelse. Det drejer sig under de nuværende omstændigheder afgjort om en løsning, der vil formindske de ulemper, som følger af, at der i Unionen findes tre myndigheder til at kontrollere databeskyttelse. Man må da også hilse ordførerens forslag velkomment om at oprette én eneste myndighed til databeskyttelseskontrol, med ét sekretariat, og som har status som juridisk person og sit eget budget. På denne måde skabes ideelle betingelser for at nå den opstillede målsætning om at beskytte privatlivet og borgernes personlige frihedsrettigheder uden samtidig at være til hinder for den fri bevægelighed for information, som er jo er kendemærket for de moderne samfund. Ordføreren erkender det vanskelige i at oprette en fælles myndighed i EU på kort sigt, og han giver i sin betænkning udtryk for, at det må kunne lade sig gøre på mellemlangt sigt inden for den tredje søjle. Idet jeg lykønsker ordføreren med hans arbejde, tillader jeg mig at henlede opmærksomheden på risikoen for, at oprettelsen af denne myndighed bliver udskudt i lang tid. Måske havde det været klogere, om betænkningen havde angivet en bestemt, rimelig frist for oprettelsen af denne myndighed, da det ville give ordførerens og Europa-Parlamentets forslag større styrke.
+Hr. formand, hr. ordfører, jeg bifalder ethvert initiativ til forbedring af databeskyttelsen for borgerne i Den Europæiske Union. Med Europol-konventionen, Schengen og samarbejdet på toldområdet er der dog store problemer. Et af dem er den mangelfulde beskyttelse af de data, der indsamles og viderebehandles i institutioner. At det foreslåede sekretariat i den forbindelse skal være uafhængigt af de institutioner, der skal overvåges, som f.eks. budgettet angiver, er for mig en naturlig ting. Alligevel kan jeg ikke godkende Mollar-betænkningen. Jeg spørger mig selv, hvorfor en sammenlægning af de hidtidige databeskyttelsessekretariater i ét sekretariat med en fælles generalsekretær skal føre til en bedre databeskyttelse, i og med at der sikkert vil være en besparelse på området. Når man sammenlægger dem, er der stadig ingen garanti for, at databeskyttelsen så også bliver bedre. Set ud fra et samlet politisk synspunkt tolker jeg Portugals initiativ samt betænkningen som endnu et skridt i retning af en bedre koordinering af Schengen og Europol. I den forbindelse overstiger problemerne, der optræder på grund af de nævnte aftaler, langt den mangelfulde databeskyttelse. Både Europol og Schengen bidrager i afgørende grad til en isolering af Fort Europa. Grundlæggende menneskerettigheder som retten til fri bevægelighed, asylret eller i mange tilfælde blot den simple ret til menneskelig værdighed krænkes, og det støtter og kontrollerer disse institutioner. Derfor kan jeg ikke godkende en eventuel let forbedring, der i sidste ende bidrager til at legitimere institutionerne. Ud fra en kritisk grundholdning over for Europol og Schengen generelt og med det i tankerne, at én generalsekretær i stedet for tre ikke er ensbetydende med bedre databeskyttelse, vil jeg afholde mig fra at stemme.
+Hr. formand, i denne betænkning behandles spørgsmål af meget stor betydning for personlig integritet og databeskyttelse. Inden for EU opbygges der i dag omfattende personregistre, hvori man gemmer meget følsomme personoplysninger. Samtidig er det åbenlyst, at tilsynet med og sikkerheden ved disse registre er alt for ringe. GUE/NGL-Gruppen er naturligvis positivt indstillet over for at forbedre databeskyttelsen og tilsynet. Vi støtter derfor tanken om at indføre en enkelt, uafhængig tilsynsmyndighed med tilstrækkelige beføjelser og ressourcer. Vi ser således positivt på grundtankerne i denne betænkning, men ønsker dog at påpege, at det er vigtigt, at denne tilsynsmyndighed opbygges på grundlag af den kompetence, medlemsstaterne har på området. En ny tilsynsmyndighed skal kunne dække alle relevante registre, også Eurodac-registret, som spiller en central rolle inden for EU's asylpolitik. Flygtninge er en særligt udsat gruppe, og registeroplysninger kan være den direkte grund til en udvisning med store konsekvenser for asylsøgeren. Derfor er det af stor betydning at kunne sikre, at registret indeholder korrekte oplysninger, at asylsøgeren bliver informeret om sine rettigheder, og at der findes ankemuligheder. Desuden skal Sirene-strukturen i Schengen-aftalen dækkes af en ny tilsynsmyndighed. Inden for den helt ukendte Sirene-struktur kan stort set alle personoplysninger med kort varsel sendes rundt mellem medlemsstaterne. Her blander man også almindelige politiopgaver med anliggender, der vedrører statssikkerhed og flygtningepolitik. Hele Sirene-strukturen lider af en betydelig mangel på tilsyn og parlamentarisk kontrol. Vi har allerede gjort os vigtige erfaringer på dette område med hensyn til håndteringen af Schengen-aftalens store personregister, SIS. De erfaringer er desværre meget nedslående. Tilsynsmyndigheden, JSA, joint supervisory authority, har haft helt utilstrækkelige ressourcer. JSA er desuden blevet nægtet adgang til vigtig information i SIS. Det fremgår af JSA's første årsrapporter. Trods de vanskelige arbejdsbetingelser påviser JSA alvorlige brister i SIS, f.eks. fejlagtige registeroplysninger, medlemsstater, som ulovligt kopierer oplysninger, og manglende rutiner for adgang til registre. Dette er helt uacceptabelt. For at opnå en velfungerende databeskyttelse kræves der mere end et velfungerende tilsyn. Der er brug for mere grundlæggende forandringer angående reglerne for registrene. Det er et krav, at registre over kriminelle adskilles fra registre over flygtninge og statssikkerhed. Disse forskellige områder må ikke have fælles strukturer og registre. Tilsynet og den parlamentariske kontrol skal styrkes, ikke mindst når det gælder Sirene og Schengen. Desuden skal der sættes tydelige grænser for, hvad der må registreres i Europols efterforskningsregister på grundlag af Europol-konventionens artikel 10, stk. 1. I dag går registrets beføjelser langt ud over det nødvendige. Personer, som ikke er mistænkt for kriminalitet, kan registreres, og følsomme personoplysninger om politisk og religiøs overbevisning samt seksuel orientering kan registreres. Det er ikke rimeligt! Den personlige integritet og retssikkerheden må sættes i centrum.
+Hr. formand, jeg takker min kollega Hernández Mollar for et værdifuldt stykke arbejde med udarbejdelsen af betænkningen. I spørgsmålet om databeskyttelse skal der skabes et vanskeligt kompromis mellem beskyttelsen af privatlivet, borgernes sikkerhed og stabiliteten inden for det indre marked. Grundforudsætningen for et fungerende marked inden for et Europa uden indre grænser er, at data bevæger sig uhindret og hurtigt. Da den visuelle kontrol med varers og tjenesteydelsers bevægelser er fjernet, er betydningen af den såkaldte usynlige kontrol blevet vigtigere år for år. En hurtig udveksling af informationer myndighederne imellem er den eneste mulighed for at forhindre kriminelle i at drage fordel af den frie bevægelighed. Niveauet af databeskyttelse i vores dages bitstrømme er endnu ikke tilstrækkelig højt i Den Europæiske Union. Retten til brevhemmelighed, som er en af de grundlæggende menneskerettigheder, trues bl.a. af efterforskning og af kriminel aktivitet inden for de elektroniske postsystemer. Specielt den hastige vækst inden for den elektroniske handel medfører nye trusler mod borgernes datasikkerhed. F.eks. er tyveri af kreditkort eller misbrug af personlige underskrifter i kraftig vækst på datanettene. Desuden er de databaser, der oprettes i markedsføringsøjemed, og som indeholder personlige oplysninger om personers levevis og forbrugsvaner, ofte i strid med de grundlæggende rettigheder til beskyttelse af privatlivet. Det er fornuftigt at antage, at man ved hjælp af centralisering kan effektivisere arbejdet hos de databeskyttelsesmyndigheder, der arbejder i EU. Oprettelsen af en fælles myndighed for Europols arbejde, toldkontrol og almindelige EU-borgeres grundlæggende rettigheder er en fortræffelig ting. Samtidig må man dog sikre, at der er de nødvendige ressourcer til rådighed. Arbejdsmængden forøges med hastig fart. Man må have afklaret, hvorledes man kan effektivisere samarbejdet om databeskyttelse mellem det sekretariat, der skal oprettes, og de nationale myndigheder. Databeskyttelsesmyndighedernes uafhængighed er nøglen til et vellykket stykke arbejde. Ved kontrol er der altid tale om en vanskelig tolkning, som flere aktører, nu alene styret af økonomiske interesser, ønsker indflydelse på. Af denne grund bør myndighederne handle i nært samarbejde med EU og med de nationale domstole. Europa-Parlamentet bør nøje overvåge arbejdet og ansvarligheden i det sekretariat, der skal oprettes, netop ud fra en neutral synsvinkel.
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, Kommissionen vil gerne først takke ordføreren, hr. Hernández Mollar, for den fremragende betænkning, som han har udarbejdet, og bekende, at vores deltagelse i denne debat er blevet gjort meget let af den enkle grund, at vi i det store og hele deler og tilslutter os de synspunkter, som hr. Hernández Mollar lægger frem. Kommissionen glæder sig over det initiativ, som den portugisiske regering har taget, da vi mener, at det udgør et bidrag til, at vi i betragteligt omfang kan rationalisere den administrative støtte til de myndigheder, der er ansvarlige for kontrol og sikkerhed i databeskyttelse, og som er oprettet under Europol-konventionen, informationssystemet på toldområdet og Schengen-aftalen. Kommissionen deler ordførerens synspunkt om, at der bør oprettes et fælles kontrolorgan for databeskyttelse for disse tre interventionsinstrumenter, fordi en sådan fælles myndighed vil sikre større sammenhæng i gennemførelsen af de principper, der gælder på databeskyttelsesområdet inden for såvel Schengen-aftalen og konventionen på toldområdet som Europol-konventionen, ligesom den vil begrænse uønsket dobbeltarbejde. Kommissionen tilslutter sig ligeledes den opfattelse, at der skal søges opstillet en række fælles almene principper for databeskyttelse, der skal gennemføres så ensartet som muligt inden for hele den tredje søjle. Der er faktisk nu et hul i Fællesskabets retsorden på dette område. Vi glæder os over det forhold, at en ekspertgruppe under Rådet er begyndt at diskutere disse fælles almene principper, og vi glæder os også over, at det franske formandskab har tilkendegivet, at det har denne sag som en af dets prioriteringer. Man må erkende, at det ikke er nogen let opgave, ikke kun på grund af den sofistikerede teknologi, men også fordi det er særlig vigtigt at finde en afbalanceret løsning mellem garantien og beskyttelsen af borgernes friheder og rettigheder på den ene side og på den anden side de nødvendige instrumenter til at sikre, at den demokratiske legalitet respekteres, og at bekæmpelsen af den grænseoverskridende og den organiserede kriminalitet foregår effektivt. Jeg er overbevist om, at vi må begynde med at definere disse fælles principper, som derpå må indføjes i de forskellige juridiske instrumenter, der skal vedtages i de kommende år inden for den tredje søjle. Dette betyder også - som flere medlemmer allerede har gjort opmærksom på - at der såvel i Europol-konventionen som i Schengen-aftalen skal indføres klare og gennemskuelige principper for demokratisk og retslig kontrol, der kan sikre de grundlæggende værdier, som en union baseret på retsstatens principper må bygge på. Hvad angår denne betænkning, er det vanskeligste spørgsmål, den rejser, måske at beslutte, om der skal oprettes en særlig budgetpost til det fælles sekretariat. Kommissionen er enig med ordføreren, når han siger, at det er meget vigtigt at sikre dette sekretariats uafhængighed i forhold til Rådet. Selv om dette spørgsmål eventuelt først kan afgøres endeligt på længere sigt, går vi derfor ind for, at der oprettes en særlig budgetpost. Vi forstår imidlertid godt, at Rådet især er bekymret for, om oprettelsen af en ny budgetpost kan betyde forsinkelser i oprettelsen af det fælles sekretariat. Kommissionen forstår derfor, at Rådet af praktiske grunde ønsker at benytte allerede eksisterende finansieringsformer, om end kun som en foreløbig foranstaltning. Skulle Rådet beslutte sig herfor, tilslutter Kommissionen sig hr. Hernández Mollars forslag, altså, at det følger ordførerens betragtninger og gør det klart, at disse finansielle foranstaltninger blot er midlertidige og under forudsætning af, at der oprettes et fælles kontrolorgan for databeskyttelse dækkende de tre konventioner. Til slut vil jeg gerne sige, at jeg er glad for, at denne betænkning og de principper, som den afspejler, har fået en så bred opbakning i Europa-Parlamentet.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0219/2000) af Pirker for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om oprettelse af "Eurodac" til sammenligning af asylansøgeres og visse andre udlændinges fingeraftryk (Fornyet høring) (8417/2000 - C5­0256/2000 - 1999/0116(CNS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, næsten præcis på dagen kan vi fejre et 10-års jubilæum. På omtrent denne dag for nøjagtig 10 år siden begyndte diskussionen om, hvilket land der i virkeligheden skal være ansvarligt for behandlingen af en asylansøgning. Dublin-konventionen kom i stand. Indtil nu er det ganske vist ikke lykkedes os at gennemføre Dublin-konventionen i virkeligheden, det vil sige at etablere et egnet kontrolinstrument. Vi har godt nok i årevis talt om, at vi har brug for sådan et instrument. Men det er bare ikke lykkedes hidtil, og i morgen har vi en enestående mulighed for virkelig at gennemføre Eurodac. Det ville glæde mig. Det ville også glæde mange rådsformænd, der er tiltrådt i mellemtiden, og alle har lovet, at de vil prioritere det højt at forsøge at få Eurodac realiseret. Det er en lang historie, som vi her har med at gøre, og det drejer sig om et vigtigt punkt. Hvorfor har vi brug for Eurodac? Hvad kan Eurodac? Eurodac er en ordning, der har til formål at sammenligne fingeraftryk og er egnet til at fastslå, hvilket land der var det første, som flygtningen fik kontakt med, og hvilket land der dermed er ansvarligt for behandlingen af asylansøgningen, hvilket også bevirker, at byrderne fordeles blandt de europæiske stater. Og det er et instrument, der naturligvis også har til formål at fastslå, om en ansøger allerede tidligere har søgt om asyl. Det vil sige, det er også et instrument til bekæmpelse af misbrug og til bekæmpelse af illegitimitet, et instrument, som vi ubetinget vil have og har brug for. Det er - som nævnt - en lang historie, og det blev sidst diskuteret i Parlamentet i december 1999. Vi var enige et langt stykke ad vejen. For det første var vi enige om, at Eurodac skal realiseres, og for det andet, på hvilke betingelser det skal gennemføres. Frem for alt er vi gennemgående enige med hr. kommissær Vitorino, som jeg også gerne vil takke, fordi han har gjort alt for langt om længe at få Eurodac realiseret. Vi har her fastlagt, at gennemførelsesbeføjelserne i overensstemmelse med traktaten ligger hos Kommissionen. Men umiddelbart efter vores beslutning holdt Rådet møde i december og kuldkastede på fuldkommen uforståelig vis de forslag, der var kommet fra Kommissionen og fra Parlamentet, og påtog sig beføjelserne på de vigtigste områder. Det har ført til - fordi det er en væsentlig ændring - at der skal være en fornyet høring i Parlamentet, det vil sige, at vi endnu en gang skal beskæftige os med det, ganske vist kun med de pågældende punkter. Det er artikel 22 og 23 og ikke, hvad der ligger derudover. Det har vi også begrænset os til i udvalget, lige med undtagelse af fru Boumediene-Thiery, der har indledt en ny diskussion. Jeg mener ikke, at hun dermed rammer plet. Formålet var udelukkende at beskæftige os med artikel 22 og 23. Ifølge de nye idéer er det planen, at Rådet igen skal have fuld beslutningsdygtighed på de vigtigste områder i gennemførelsesforskrifterne, nemlig på de områder, hvor det drejer sig om registrering, videregivelse og sammenligning af fingeraftryk, hvor det drejer sig om at blokere oplysninger fra asylansøgere, og hvor det drejer sig om at udarbejde statistikker over asylansøgere. I udvalget er vi enstemmigt enige om at følge vores gamle forslag og afvise det, som Rådet har foreslået. Hvorfor? Af to ganske væsentlige årsager. Den første årsag er, at denne fremgangsmåde strider mod EF-traktatens artikel 202, hvor det som princip er fastsat, at gennemførelsen af de forskrifter, som Rådet beslutter, skal overdrages til Kommissionen. Det er vigtigt i netop det tilfælde. Kommissionen kan handle væsentligt mere uafhængigt - nemlig uafhængigt af diverse nationale interesser - og reagere objektivt og gennemføre disse bestemmelser. Derfor støtter vi det som Parlament. Vi er også imod Rådets forslag af en anden årsag. Det handler nemlig mod Parlamentet, fordi det holder Parlamentet udenfor, fordi komitologiproceduren ikke længere eksisterer, og vi ikke længere har de nødvendige informationer til rådighed og ikke er integreret. Dette forslag vil indskrænke og reducere Parlamentets rettigheder. Af disse to ganske vægtige grunde går vi ind for det, som Kommissionen og hr. kommissær Vitorino har foreslået, nemlig at gennemførelsen overdrages til Kommissionen, og jeg beder Dem alle om at være til stede i morgen under afstemningen. Vi tager dermed et skridt i retning af mere sikkerhed for Europa, et skridt mod misbrug. Udnyt denne mulighed, og udnyt denne mulighed til langt om længe at få Eurodac realiseret!
+Jeg vil meget gerne støtte hr. Pirkers udtalelser. Som tidligere minister for indvandring og asyl i Det Forenede Kongerige er jeg meget opmærksom på, at forvirringen om, hvilket land der skal behandle en bestemt ansøgning, har været et enormt problem, der har skabt store gnidninger mellem medlemmerne af EU. Medmindre det løses omgående, vil det fortsat være en kilde til gnidninger i udvidelsesprocessen. Dublin-konventionen har altid været vigtig, men på grund af manglerne i konventionen, og fordi vi ikke har administreret den korrekt, er der opstået problemer, som kan true nogle ansøgeres og enkeltpersoners menneskerettigheder. Alle de lande, som underskrev FN-konventionen i 1951, kender udmærket kriterierne for, om en person skal tildeles den yderst værdifulde og betydningsfulde flygtningestatus, og jeg håber, at vi aldrig kommer til at gøre noget her, som påvirker retten til at ansøge ud fra de kriterier. Med den nye teknologi, de nye rejsemuligheder og folk, som ønsker at misbruge systemet ved hjælp af den teknologi, bliver det imidlertid sværere og sværere for myndighederne at behandle folks sager korrekt og retfærdigt. Eurodac skal fungere sideløbende med reformen af Dublin-konventionen, og jeg er lidt bekymret over Rådets hidtidige holdning. Hr. Pirker talte om forsinkelserne og de utallige gange, dette vitale problem har været taget op. Min holdning er klar: Hvis Rådet vil forbeholde sig ret til at forholde denne demokratiske instans, nemlig Parlamentet, oplysninger fra Eurodac, så er det uacceptabelt. Derfor er der så meget mere grund til at tage denne sag meget alvorligt, til at vi skal løse problemet, og til at Parlamentet fortsat skal spille en stor rolle i fremtiden med hensyn til at føre tilsyn med og overvåge de vitale spørgsmål i forbindelse med tildeling af flygtningestatus til dem, der ansøger herom. Jeg støtter hr. Pirker fuldt ud og håber, at der nu vil blive taget beslutsomme skridt til at afslutte sagen i alles interesse.
+Hr. formand, som ordføreren, hr. Pirker, sagde, har Parlamentet allerede udtalt sig mere end en og to gange om forslaget til Eurodac-konvention. Sidste gang udtalte det sig om det samlede forslag, og jeg mener, at den holdning, som Parlamentet indtog, var en holdning, der lå meget tæt på det, som Den Socialdemokratiske Gruppe ønskede. I forbindelse med Eurodac-konventionen vil jeg forsvare den holdning, som Parlamentet allerede vedtog for to måneder siden. Jeg mener altså, at vi nu høres om en ændring, som Rådet indfører i denne skrivelse, og som har indvirkning på allokeringen, på tildelingen af beføjelser i denne retsakt udarbejdet af Rådet. Det fremgår af traktaten, at Kommissionen bør påtage sig gennemførelsesbeføjelserne - også hvad angår Eurodac - og det fremgår også, hvordan Parlamentet kan udøve kontrol med det, som Kommissionen laver. Vi mener stadig, at det er meget lidt, og vi håber, at vi i det mindste på det lovgivningsmæssige område og med hensyn til kontrol kan få nogle flere beføjelser. Derfor vil min gruppe i morgen ved afstemningen undlade at stemme i forbindelse med alle de ændringsforslag, der ikke har betydning for denne ændring i Rådets skrivelse til os. Vi vil undlade at stemme i forbindelse med de ændringsforslag, som vi mener allerede er blevet vedtaget af Parlamentet, og som allerede er inddraget i den foregående betænkning fra Parlamentet. Vi vil undlade at stemme af årsager, der nok er meget forskellige fra hr. Pirkers årsager til at stemme imod, men vi vil undlade at stemme for at holde fast ved den holdning, som Parlamentet har givet udtryk for én gang. Jeg vil derimod på vegne af min gruppe støtte de ændringsforslag, som hr. Pirker har stillet, på grund af det, jeg allerede har sagt, fordi jeg mener, at det foregående forslag var bedre, fordi jeg mener, at Kommissionen bør gennemføre dette forslag. Jeg håber, at den gør det under hensyntagen til det, som Parlamentet allerede havde besluttet, og jeg synes, at det er vigtigt, at afstemningen i morgen bliver et udtryk for Parlamentets stærke støtte til det foregående forslag. Hr. formand, vi er ved at udvikle tredje søjle på grundlag af politikker, der har været mellemstatslige, og som skal til at være fællesskabsanliggender. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at Parlamentet støtter disse første skridt, og at det støtter Kommissionen i at udøve de funktioner, som den har i henhold til traktaten.
+ELDR-Gruppen støtter fuldstændig hr. Pirker i, at traktatens artikel 202 skal følges og Kommissionen have beføjelse til at gennemføre forordningen. Han har fuldstændig ret, når han siger, at Kommissionen bedre kan indtage en upartisk holdning uden hensyn til nationale særinteresser, og at den derfor bedre kan træffe passende foranstaltninger til databeskyttelse. For det andet har Parlamentet trods sine uoverensstemmelser med Kommissionen fra tid til anden bedre mulighed for at udøve demokratisk overvågning, hvis Kommissionen har gennemførelsesbeføjelser, end hvis Rådet har det. Det skyldes forskriftsudvalgsproceduren, som tilsammen med den interinstitutionelle aftale berettiger Parlamentet til at modtage udkast til gennemførelsesbestemmelser. Og når, ikke hvis, vi når til en fælles beslutning på dette område, giver det Parlamentet mulighed for at kræve, at Kommissionen tager gennemførelsesbestemmelserne op igen, hvis de går for vidt. Det ville være dumt af Parlamentet at sætte vores lid til Rådets gode vilje i stedet for de rettigheder, vi har, hvis Kommissionen har gennemførelsesbeføjelserne. Derfor vil min gruppe afstå fra at stemme om nogle af de væsentlige ændringsforslag, som ville ændre væsentlige dele af Eurodac-forordningen. Min gruppe støttede disse ændringsforslag, da der blev fokuseret på indholdet, men på nuværende tidspunkt er det bedre at koncentrere sig om, hvorvidt Kommissionen eller Rådet skal have gennemførelsesbeføjelser, så det tydeligt og enstemmigt fremgår, at Parlamentet bakker op om Kommissionen. Det er det eneste, vi skal koncentrere os om nu, og vi føler nok desværre, at Parlamentets holdning skal barberes ned til kun at omfatte hr. Pirkers indlæg om udvalgsprocedurer.
+Kære kolleger, vi står i dag foran en procedure, som er noget usædvanlig, og som fortjener at blive udlagt i detaljer, således at vi hver især kan stemme på baggrund af et fuldt kendskab til de eksplicitte og implicitte satsninger i denne sag. I november sidste år vedtog et flertal i Europa-Parlamentet en betænkning om oprettelse af Eurodac. Efter denne afstemning har Rådet ændret sit lovforslag med en erklæring om, at Eurodac-systemet til sammenligning af fingeraftryk skulle udvikles og forvaltes af Rådet og ikke af Kommissionen. Denne vigtige ændring er baggrunden for, at betænkningen på ny behandles i Europa-Parlamentet. Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender mener, at opgaven med at forvalte denne nye Eurodac-struktur burde tilfalde Kommissionen og ikke Rådet. Faktisk har Kommissionen med rette gjort gældende, at forvaltningen af et fællesskabsprogram som Eurodac burde tilfalde Kommissionen, som er den eneste EF-institution i Unionen, og i hvert fald ikke Rådet, som er en mellemstatslig instans. Vi støtter fuldt ud Kommissionen i disse synspunkter. Desværre har det nye forslag, som er til behandling i dag, på ingen måde taget højde for de ændringer, som blev vedtaget i Europa-Parlamentet. Hvad enten det drejer sig om den fastlagte minimumsalder for at kunne blive registreret i Eurodac-basen, om sletning af data, når man har opnået en anerkendt retsstilling, eller om udtrykket "bosiddende i et tredjeland" snarere end "fremmed", har Rådet ikke fundet det nødvendigt at tage højde for Europa-Parlamentets udtalelse, og det er herefter blevet støttet af Kommissionen, der heller ikke har taget denne udtalelse til sig. Det er med henblik på denne situation, at jeg i dag anmoder om, at vi på ny foretager den afstemning, som Europa-Parlamentet var så forstandig at foretage sidste år. For at gøre dette må vi stemme om den tekst, der er godkendt af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder, som indeholder ændringerne omkring minimumsalderen på 18 år, sletning af data for enhver ansøger, der har opnået retsstilling, og omkring brugen af udtrykket "bosiddende i et tredjeland" og ikke "fremmed". Vi skal altså stemme imod de ændringer til betænkningen, som PPE, som ordføreren er medlem af, foreslår. Det er faktisk vanskeligt for mig at forstå, hvordan man kan forholde sig tavs og anse det for lovligt at tage fingeraftryk på unge på 14 år, hvilket er i modstrid med alle gældende internationale traktater, især om barnets rettigheder. Hvad angår sletning af data, drejer det sig om et rent logisk tiltag. Når ansøgeren en gang har opnået retsstilling, er der faktisk intet, der retfærdiggør, at man beholder dennes personlige oplysninger og fingeraftryk. Det er det samme som at betragte vedkommende som potentiel lovbryder. Beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der ligger os så meget på sinde, kommer ikke blot til udtryk i det fremtidige charter, men også i enhver europæisk tekst, hvor vi skal forsvare dem årvågent. Det tærer på Europa-Parlamentets troværdighed hos dem, der allerede har meget svært ved at have tillid til os. For vores medborgere er det uforståeligt, og i hvert fald forbavsende, at Europa-Parlamentet på ét tidspunkt erklærer sig for en tekst og nogle måneder senere slår om og stemmer for en radikalt ændret betænkning. Hvordan kan vores vælgere have tillid til en sådan vendekåbe af et Parlament, der ikke kan holde stand mod Kommissionen og Rådet, der dog ikke har den parlamentariske legitimitet, som vi er i besiddelse af. Det er derfor, kære kolleger, at jeg i dag anmoder Dem om med vores afstemning at stadfæste den afstemning, vi foretog i november, og at vedtage betænkningen, som den er blevet Dem forelagt af udvalget. Europa-Parlamentet vokser således i kraft af dets kohærente og uforanderlige holdninger.
+Hr. formand, dagens forhandlinger er en fælde, hvor man beder os om at ændre eller ikke ændre et system, nemlig Eurodac, som vores gruppe er imod i sin helhed. Eurodac er en del af et globalt forsøg på at kriminalisere og undertrykke indvandrerne og jordens forfulgte mennesker. Det viser det liberale Europas sande ansigt, når det opfører sig som et belejret fort. Hvordan kan man tro, at man via en repressiv lovgivning kan forhindre jordens udsultede i at komme til Europa, selv med livet som indsats, som man så det for nylig i Dover eller i Gibraltar. Vi ved alle, at det tværtimod er dette repressive arsenal, der tvinger tusindvis af fremmede ud i illegal indvandring og ulovligheder, og som gør, at de bliver ofre for menneskesmuglere og slavehandlere eller skrupelløse chefer, der udnytter deres arbejdskraft. Det er via en massiv regulering af de illegale indvandrere, at man kan sætte en stopper for disse ulykkelige smuglerier. Det er dette repressive arsenal, der vil skade vores egne frihedsrettigheder, hvilket f.eks. kommer til udtryk i det franske formandskabs forslag, der er til afstemning, som har til hensigt at straffe enhver borger, der kommer en illegal indvandrer til hjælp. Det er på grund af dette arsenal og dette tiltag, at et fireårigt barn af tamilsk afstamning i dag, i Frankrig, er lukket inde sammen med sin mor på et asylcenter i Aranc, mens de venter på en afgørelse fra indenrigsministeren og højst sandsynligt en udvisning. Computerregistrering af fingeraftryk er et anslag mod den personlige frihed. Det sætter systematisk asylansøgerne i et dårligt lys. Det sætter spørgsmålstegn ved ukrænkeligheden af de dokumenter, som er i hænderne på de organer, der er udset til at behandle deres ansøgninger. Det krænker flygtningenes retlige beskyttelse ved også at omfatte unge på 14 år. Det overtræder verdenserklæringen om barnets rettigheder og især paragraf 10. Hvem blandt os her ville vove at tage fingeraftryk på et barn på 14 år? Eurodac-projektet kriminaliserer de indvandrere, der befinder sig uden papirer og uden status, hvilket ofte skyldes en divergerende lovgivning i de forskellige europæiske lande. I realiteten overtræder det alle de internationale konventioner til beskyttelse af menneskerettighederne. Med dette projekt gør Fort Europa sig skyldig i at undlade at hjælpe flygtninge i fare. Vel ikke forbavsende for et liberalt Europa, der udstyrer Ankaras diktatur med kamphelikoptere, samtidig med at det afviser de kurdiske flygtninge! Mine kære kolleger, på et tidspunkt, hvor en bølge af racisme og fremmedhad skyller ind over vores kontinent, og samtidig med, at man diskuterer udformningen af et charter om grundlæggende rettigheder, bør De forkaste Eurodac, med eller uden ændringer. Det gælder vores frihedsrettigheder.
+Hr. formand, kære kolleger, på vegne af de radikale parlamentsmedlemmer fra Emma Bonino-Listen vil jeg gerne give udtryk for vores store bekymring og kraftige modstand mod et Europa, som - ikke mindst med den gradvise oprettelse af det såkaldte område med frihed, retfærdighed og sikkerhed - fortsætter ad den mellemstatslige bane, hvor udelukkende de indskrænkende og frihedsbegrænsende aspekter integreres, og hvor man på en farlig måde krænker unionsborgernes og tredjelandsborgernes rettigheder. Eurodac-sagen er et godt eksempel på dette. Uden på nogen måde at have fastlagt en europæisk politik for politisk asyl har medlemsstaterne nemlig ved Rådets hjælp oprettet Dublin-konventionen, som lovliggør medlemsstaternes videregivelse til hinanden af asylansøgerne og af behandlingen af disses ansøgninger om politisk asyl i medlemsstaterne. For at gøre konventionen operativ gik Rådet ind for at oprette Eurodac-systemet, som det i starten overlod til Kommissionen. Herefter var Rådet dog så smart at foretage et yderligere træk, nemlig at udvide registreringen af fingeraftryk til også at omfatte illegale indvandrere, hvorved Rådet fratog Kommissionen dens administrative opgaver og overtog disse direkte. Med hensyn til hele denne situation var det rigtigt gjort af Udvalget om Borgernes Friheder at give Kommissionen disse opgaver tilbage med hr. Pirkers betænkning og at foretage andre grundlæggende ændringer, som vi støtter fuldstændigt. Når det er sagt, er vi dog ikke enige i den bureaukratiske og indskrænkende grundholdning, som Rådet støtter og Kommissionen bærer over med, og som bygger på Dublin-konventionen og Eurodac-systemet. Vi stemmer derfor ja til de grundlæggende ændringer, som Udvalget om Borgernes Friheder har foretaget, men vi stemmer nej til forslaget til lovgivningsmæssig beslutning, der i høj grad giver frit spil til dette absurde juridiske system, som indebærer, at vi på EU-plan skal foretage en systematisk registrering af flygtninge og illegale indvandrere. Det er grotesk set ud fra et juridisk, politisk og menneskeligt synspunkt.
+Hr. formand, ærede medlemmer, jeg agter ikke at udtale mig om den indholdsmæssige side af dette forslag til forordning, som jo har været genstand for en meget grundig gennemgang og diskussion i både udvalg og plenarforsamling, kulminerende med afstemningen om Parlamentets udtalelse i november sidste år. Det er derimod - i samklang med ordføreren, hr. Pirker, og også med Kommissionen - på sin plads at give udtryk for, at vi ikke forstår, hvorfor Rådet i den nye tekst forbeholder sig udøvelsen af visse gennemførelsesbeføjelser og fraviger det tidligere fastsatte, hvor disse beføjelser lå hos Kommissionen. Det er vi dels nødsaget til, fordi Parlamentet, som det allerede er blevet sagt, får sine rettigheder beskåret, navnlig retten til at blive holdt informeret. Kommissionen er således i almindelighed forpligtet til at orientere Parlamentet om arbejdet i komitéerne og om de forslag eller foranstaltninger, der fremlægges over for Rådet i henhold til bestemmelserne i komitologiafgørelsens artikel 7. Med den nye tekst indskrænkes denne rettighed tydeligvis betragteligt. Der er endvidere i denne overdragelse af beføjelser tale om manglende juridisk sammenhæng, men frem for alt om et manglende juridisk grundlag. Komitologiafgørelsens artikel 1 er ikke blevet overholdt, og traktatens artikel 202 overtrædes også, thi der siges intet om, hvad det er, der i dette specifikke tilfælde skal begrunde den valgte fremgangsmåde. Vi for vores vedkommende holder os fortsat til den almindelige opfattelse af, hvad der er Kommissionens opgaver. Som traktaternes vogter kan Kommissionen, som er autonom og på lige lang afstand af de forskellige medlemsstater, bedre end medlemsstaterne overvinde skillelinjer - især de nationale - og udarbejde fyldestgørende beskyttelsesstandarder for behandlingen af spørgsmål, der vedrører de grundlæggende frihedsrettigheder. Rådet har givet udtryk for sin mistillid. Det er ikke for at være grov, men måske er man ude efter en tvist om dette spørgsmål, og det kan let tænkes, at der vil ske henvendelse til Domstolen for at forsinke den globale gennemførelse af de nye EU-bestemmelser, der er undervejs om asylretten. I politik er det en gang imellem sådan, at det, der ligner, faktisk er det, der er! Det er, hr. kommissær, desværre - og det er ikke Deres skyld - en sag, hvor De ikke kan berolige os.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissær Vitorino for hans arbejde. Jeg taler for flere medlemmer i denne side af Parlamentet, når jeg siger, at der er flere problemer med denne betænkning. Vi er ikke 100% tilfredse. Vi ville ønske, at vi ikke var på dette trin i dag, men min holdning, og den deler jeg med flere kolleger, er, at vi ikke ønsker, at asylansøgere skal betragtes som kriminelle. Kriminelle får taget fingeraftryk, og vi bør ikke automatisk eller på anden måde gå ud fra, at asylansøgere hører til i samme kategori. Mange af dem flygter fra terror, fra tortur og fra andre oplevelser. Vi vil sikre, at de ikke udsættes for tilsvarende oplevelser ved vores grænser. Jeg er enig med hr. Kirkhope i, at der er gnidninger og problemer i systemet, som skal løses. Vores kolleger har nævnt spørgsmålet om at tage fingeraftryk på 14-årige, hvilket er et meget følsomt og følelsesbetonet emne. I denne side af Parlamentet er vi realistiske. Derfor ønsker vi de sikkerhedsforanstaltninger, som er medtaget i betænkningen. Derfor foretrækker vi parlamentarisk kontrol i spørgsmålet om Kommissionen versus Rådet. Vi mener, at Parlamentet er til for at beskytte borgerne og sikre, at asylpolitikken gennemføres så retfærdigt som muligt. Med disse forbehold, og jeg ved, at jeg taler på vegne af flere kolleger, følger jeg fru Terróns forslag. Vi ønsker Kommissionen held og lykke med dette arbejde.
+Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen vil for det første gerne takke Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og særlig hr. Hubert Pirker for den hurtighed, hvormed man har udtalt sig under andenbehandlingen af Eurodac-projektet, og for kvaliteten af de fremlagte forslag. Jeg vil gerne begynde med at erindre om, at Det Europæiske Råd i Tampere ønskede Eurodac oprettet hurtigst muligt. Man kan derfor nu slutte, at Kommissionen og Europa-Parlamentet har gjort deres del af arbejdet i et fint tempo. Det, som i dag ligger på bordet, er blot en ny høring om komitologispørgsmålet. Jeg vil ikke igen udtale mig om det indholdsmæssige i forbindelse med Eurodac-systemet, men jeg vil gerne, og særlig over for fru Boumediene­Thiery, minde om, at Kommissionen i fortsættelse af debatten i Europa-Parlamentet fremlagde et modificeret forslag. Selv om dette ændrede forslag ikke indeholdt alle Europa-Parlamentets forslag, må man dog anerkende, at adskillige af Europa-Parlamentets idéer kom med i Kommissionens ændrede forslag. Kommissionen skal derfor om det eneste spørgsmål, som vi har tilbage at behandle, det vil sige komitologien, over for Parlamentet gentage de synspunkter, som den har givet udtryk for over for Rådet, nemlig, at vi er uenige i Rådets beslutning om at forbeholde sig udøvelsen af størsteparten af gennemførelsesbeføjelserne på dette område. Dette forhold var væsentligt i de forpligtelser, som Kommissionen har påtaget sig over for medlemmerne, over for Europa-Parlamentet, hvad angår de forudsætninger, som der var for vores deltagelse i Eurodac-systemet. Et af de afgørende elementer er jo, at der, hvis det forvaltes og gennemføres af Kommissionen, er sikret en effektiv kontrol fra Europa-Parlamentets side, og at noget af den usikkerhed, der findes omkring Eurodac-systemets beskaffenhed, vil kunne afhjælpes gennem disse to organers samvirke: Kommissionen, der forvalter og gennemfører, og Europa-Parlamentet, der udøver den demokratiske kontrol. For det andet mener vi, at Rådets beslutning ikke er rimeligt begrundet i de principper og kriterier, der ligger under komitologibestemmelserne. Vi agter derfor at blive ved med at give vores opfattelse til kende over for Rådet om, at alle vil vinde ved, at den valgte løsning bliver den, som Kommissionen altid har kæmpet for. Endelig vil jeg gerne over for Parlamentet endnu en gang klargøre, at vi ikke har ligget på den lade side på grund af denne tvivl eller denne fortolkningsstrid omkring Eurodac. Kommissionen har fremlagt et arbejdsdokument, som den også har tilsendt Europa-Parlamentet, om revision af Dublin-konventionen, og vi mener, at overvejelserne om utilstrækkeligheder og fejl i Dublin-konventionen netop viser, at der er behov for en asylpolitik i EU. Jeg har i særlig grad lyst til at meddele Dem, at Kommissionen netop i dag har virkeliggjort en meget vigtig del af mandatet fra Tampere på asylområdet ved at vedtage et direktivforslag om minimumsregler for den fælles procedure i behandlingen af asylansøgninger. Dette betyder, at vi ikke arbejder med fragmenter, men at vi er ved at lægge et puslespil. Og i dette puslespil indgår revisionen af Dublin-konventionen, den beslutning, som vi netop i dag har taget om at foreslå et forslag om minimumsregler for den fælles asylprocedure, og ligeledes arbejdet med den tekniske forberedelse af Eurodac-systemet, som ikke har ligget stille, men som går videre, og som naturligvis først kan omsættes i praksis, når der findes et klart og uangribeligt lovgrundlag til at føre Eurodac ud i livet på. Endnu en gang vil jeg gerne takke - også de medlemmer, der har været kritiske over for Kommissionen - for den støtte, som adskillige grupperinger har givet til, at det bør være Kommissionen, der forvalter og gennemfører Eurodac-systemet. Vi er parat til at tage denne udfordring op, såfremt Rådet lytter til os.
+Hr. kommissær, før De forlader lokalet, vil jeg bede Dem komme herhen, så jeg kan tage Deres og måske hr. Pirkers fingeraftryk. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0222/2000) af Skinner for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om anden ændring af direktiv 89/655/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet (Andet særdirektiv i henhold til artikel 16 i direktiv 89/391/EØF) [KOM(1998) 678 - C4­0707/1998 - 1998/0327(COD)].
+Hr. formand, det første spørgsmål, man må stille om denne betænkning er, hvorfor behøver vi dette direktiv? Det er meget interessant, når man ser på statistikken, for så fremgår grundene helt klart. Næsten 10% af alle arbejdsulykker skyldes fald fra højder. En ud af 10 af de ulykker medfører varig invaliditet eller død. I hele EU sker der hvert år ca. en halv million fald fra højder på arbejdspladsen. 300.000 af disse fald medfører sygemeldinger på mere end tre dage og 40.000 alvorlig personskade. Desværre medfører 1.000 fald døden. Mange af disse ulykker - hvoraf mange kan undgås - sker på grund af forkert anvendelse af stilladser og stiger. I Det Forenede Kongerige har Health and Safety Executive, det organ der behandler arbejdsulykker, skønnet, at ca. 30% af alle ulykker på stiger sker på grund af forkert anvendelse af stigerne. Denne statistik er indsamlet af branchen og andre, og der er ikke tale om fejl ved udstyret. Tal, der for nylig er offentliggjort af det Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur i Bilbao, viser, at der er stor forskel på antallet af fald fra højder i de forskellige medlemsstater. Det viser, at sundheds- og sikkerhedsniveauerne ikke er ens for alle arbejdere i EU. Derfor er der brug for minimumsforskrifter for at beskytte arbejderne mod fald fra højder. De nuværende personlige og økonomiske omkostninger for de berørte arbejdere og deres familier og for branchen og social- og sundhedsvæsenet berettiger en lovgivning på dette område. Der bruges millioner af pund på pleje af arbejdere, som kommet til skade eller blevet syge. Det kan stort set undgås. Der er flere grunde til at gennemføre denne lovgivning. Det er et ændringsforslag til et eksisterende direktiv om de generelle mimimumsforskrifter for arbejdsudstyr under arbejdet. Et forslag om at medtage stilladser i et tidligere ændringsforslag til direktivet blev afvist af Parlamentet takket være mange af mine kolleger i den anden side af salen. Det endeligt vedtagne direktiv omfattede kun to bestemte typer arbejdsudstyr: mobilt udstyr og løfteudstyr, som også er meget vigtige områder. Dette direktiv vil korrigere denne alvorlige udeladelse. Hvis vi ikke medtager fald fra højder, vil det helt sikkert medføre flere fald. Hvis Parlamentet afviser denne tilføjelse, må det selv svare for følgerne. Kommissionen havde oprindeligt til hensigt at fremlægge et forslag til et stilladsdirektiv. Men fordi alvorlige fald fra højder ikke kun sker fra stilladser, er det blevet udvidet til at omfatte beskyttelse af arbejdere mod alle typer fald fra højder. Selv om fald fra højder sker under omstændigheder, hvor der ikke er stiger eller stilladser involveret, fokuserer forslaget på stilladser, stiger og nedfiring med reb, som De kan læse. De nuværende regler i mange medlemsstater gælder kun byggeindustrien, så et andet vigtigt punkt er, at forslaget nu udvides til at gælde andre sektorer. Da der hersker en vis forvirring på dette punkt, er det også vigtigt at understrege, at forslaget er baseret på artikel 138, tidligere artikel 118, litra a, som fastsatte minimumsforskrifterne for at sikre en bedre beskyttelse af arbejdernes sundhed og sikkerhed. Det drejer sig ikke om konstruktionen eller udformningen af arbejdsudstyr, men om de sundheds- og sikkerhedsrisici, som arbejderne udsættes for ved at bruge udstyret. For mig at se er der nogle af medlemmerne, som har lidt svært ved at forstå det. Vigtigheden af, at dette direktiv omfatter arbejde i højden, er helt klar. Nogle medlemmer har sat spørgsmålstegn ved lovgivningens gyldighed, og det har de selvfølgelig lov til. Men i modsætning til, hvad der er blevet sagt, lægger forslaget ikke blot op til at oplære folk i at bruge stiger, og det forbyder heller ikke brug af stiger. Det handler derimod om sikker brug af stiger og andet udstyr. Jeg kunne godt lide at vide, om kritikerne af denne betænkning nogensinde har arbejdet på en byggeplads, sådan som mange af os har. Jeg kunne godt lide at vide, om de ville acceptere, at der er mange, som ved nøjagtigt, hvad denne lovgivning kan medføre. Endelig bifalder jeg af de ændringsforslag, som jeg først har set i dag, ændringsforslag 22 og 25. Ændringsforslag 22 som alternativ, hvis ændringsforslag 5 ikke bliver vedtaget, og ændringsforslag 25, som en betragtning, da det falder helt i tråd med min betænkning. Men af hensyn til konsistensen og rammedirektivet, som ligger til grund for hele denne lovgivningsproces, kan jeg ikke godkende de øvrige ændringsforslag.
+Hr. formand, jeg føler mig forpligtet til, og jeg ønsker at gøre det på en god måde, at begynde med at lykønske ordføreren, hr. Skinner, med hans modtagelighed, med hans fremragende betænkning og med hans vilje til at acceptere de - efter min mening gennemarbejdede - forslag fra den gruppe, som jeg har æren af at tale på vegne af. Det betyder, at vi har en tekst, som der er stor enighed om, og ikke kun blandt de største grupper, for det drejer sig om en enighed, der er opstået ved hjælp af den konstante dialog, der har været med arbejdsmarkedets parter, arbejdsgivere og arbejdstagere via fagforeningerne. En enighed, som efter min mening er nødvendig på et område, hvor det er arbejdstagernes sikkerhed, sundhed, integritet og selve liv, der står på spil. For ganske få dage siden gik jeg en tur i min hjemby, Vigo, i Galicien i den nordøstlige del af Spanien, og jeg fik lejlighed til at studere et stort skilt ved en byggeplads. Det var et arbejde, der gik ud på at renovere en gammel plads i den historiske bydel, og på skiltet stod der følgende: "Dette firma overholder loven. Det anvender sikkerhedsudstyr. Hvis De ikke kender det, må De ikke gå ind på byggepladsen. Giv venligst besked om enhver risikabel situation. Hjælp os med at overholde de lovmæssige forpligtelser om beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed". Jeg nævner indholdet af dette byggepladsskilt og af rådene og forskrifterne for de for byggepladsen uvedkommende personer og for dem, der er beskæftiget på byggepladsen, fordi jeg synes, at det sammenfatter anvisningerne på en god politik for sundhed på arbejdspladsen. En god politik for sundhed på arbejdspladsen skal begynde med at være af forebyggende karakter, og idéen om forebyggelse har meget og skal have meget med bevidstgørelse at gøre, ikke blot af arbejdstagere og arbejdsgivere, men af samfundet som helhed. Vi hører desværre hver dag om arbejdsulykker. Vi ved godt, at nulrisiko ikke eksisterer, men vi er også bevidste om, at samfundet ikke bør opgive indsatsen for at forhindre, at risikoen bliver til en ulykke. Hvis der sker en ulykke, kan ansvaret måske være arbejdsgiverens, fordi han endnu ikke er blevet overbevist om, at sikkerhedsudgifterne er en investering. Eller måske arbejdstagerens, fordi han har ladet hånt om risikoen, på grund af manglende forudseenhed, eller fordi han ikke har truffet passende sikkerhedsforanstaltninger, især i bygge- og anlægssektoren, hvor den midlertidige karakter af arbejdet eller sektorens egen midlertidighed - en sektor, der skaber overgangen mellem en primæraktivitet, fortrinsvis landbrug, og industri- eller servicesektorer - i endnu højere grad gør sikkerhedsforanstaltninger tilrådelige. Eller måske også myndighedens eget på grund af utilstrækkelighed, som giver sig udslag i ineffektivitet, hos tilsynsførende, rådgivere og kontrollanter, der har til opgave at informere, rådgive og eventuelt sanktionere overtrædelser af arbejdsmarkedslovgivningen. Sundhed og sikkerhed på arbejdet og især der, hvor risikoen er meget høj, er hele samfundets og alle de implicerede sektorers ansvar, og hele samfundet skal tage sin del af ansvaret og overholde sine forpligtelser. Arbejdsgiveren burde opfatte udgifterne til arbejdssundhed som en investering. Arbejdstageren bør skærpe sine sikkerhedsforanstaltninger ved at kræve og forsvare brug af forebyggelse, værnemidler og fornuftige arbejdsgange i virksomhederne. Staterne og regeringerne burde tilpasse foranstaltningerne til fremme af forebyggende midler, til kontrol af ulykkesforebyggende foranstaltninger og også til erstatning af de administrative og politiske metoder til hindring af arbejdsulykker. Det ville være hensigtsmæssigt at erstatte den gamle sanktionsmetode, som har vist sig at være utilstrækkelig og ineffektiv, med tilskyndelsesmetoden, opmuntringen, ved intensivering af aktionen i alle de virksomheder eller bedrifter, som har den højeste ulykkeshyppighed og også ved begunstigelser og fordele for de virksomheder, der har den laveste ulykkeshyppighed og større udgifter til forebyggelse og bevidstgørelse. Kommissionen og Rådet burde også fastsætte minimumsbetingelser, som nogle måske vil opfatte som strenge, men som gør det muligt at forbedre arbejdsforholdene og beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed ved at harmonisere lovgivningen på et marked med fri bevægelighed for arbejdstagere. På denne måde vil de europæiske borgere få opfattelsen af et Europa, som er tættere på dem, og som beskæftiger sig med deres problemer, med de ting, som bekymrer og interesserer dem.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at lykønske ordføreren, hr. Peter Skinner, for hans indsats for at moderere og forlige de forskellige interesser, for at Parlamentet kan yde et positivt og enigt bidrag til at forbedre dette fremragende forslag fra Kommissionen. Mangelfuld organisering af arbejdet, manglende individuelle og kollektive sikkerhedsanordninger, ringe uddannelse og et stort antal selvstændige er de vigtigste årsager til de mange ulykker og dødsfald i denne sektor. Bygge- og anlægssektoren er klart farligere end andre lignende sektorer. I århundredets anden halvdel er aktiviteten steget med voldsom hast, og der kaldes konstant gæstearbejdere og underentreprenører til. Ud over de allerede nævnte forhold bliver kommunikations- og organisationsproblemerne værre, og man tenderer til at negligere de kollektive sikkerhedsforhold på byggepladsen og til at forflygtige ansvaret. Man kan ikke for tit gøre opmærksom på, at alle direktiverne om arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og især direktiv 89/655/EØF om ansvar er i kraft, således at det er arbejdsgiveren, bygherren, der bærer ansvaret ved ulykker, men også for at forebygge dem. Den sikkerhedsansvarlige på selve byggepladsen har pligt til at foretage risikovurdering og sikre sig, at der bliver ført kontrol med det sikkerhedsudstyr, som benyttes af alle dem, der har adgang til byggepladsen, uanset deres funktion, tilknytning eller arbejdstid. Risikovurderingen har bevæget sig fremad med sneglefart i EU, hvor denne anden revision dog er et positivt tegn, som vi varmt ønsker at støtte og fremme. Selv ud fra en økonomisk analyse er det bekymringsvækkende at konstatere, at der i EU i 1996 ud af 100.000 arbejdstagere var 4.229, der havde mere end tre dages sygefravær på grund af arbejdsulykker. Det år var der 4.700.000 ulykker. Tallet på dødsulykker var, selv om der er blevet registreret en nedgang på 13%, som ikke er uden forbindelse med Fællesskabets indsats mellem 1994 og 1996, stadig så højt som 5.549 i 1996. Det antages, at tabet for den europæiske økonomi det år var på 146 millioner tabte arbejdsdage. Det er i særlig grad relevant for diskussionen om det direktiv, som jeg har nævnt, at byggesektoren, skønt den ikke registrerer det største antal ulykker, har de fleste dødsulykker, og at den på dét punkt kun kan sammenlignes med landtransportsektoren. Europa kan ikke være den mest avancerede sociale model i verden og tillade, at mennesker regnes for så lidt, og at menneskeliv reduceres til et tal. Mænd, især unge under 25 år, er de største ofre for arbejdsulykker, men dødsrisikoen stiger med alderen og er højest for dem, der er mellem 55 og 64 år, højere i mindre virksomheder (indtil 50 ansatte) og for selvstændige, der står for en forekomst på 73,1% af det samlede antal. Vi må derfor træffe foranstaltninger over for et erhverv præget af hurtig nedslidning, hvor der skal ses på uddannelsen af de unge, tværfaglige løsninger for oplæring og faglig uddannelse samt kvaliteten af de SMV, der findes i visse sektorer. Siden den berømte undersøgelse i 1907 i USA, har identifikation, obligatorisk registrering, dødsårsag, arbejdsgivers alder, arbejdstagers alder, arbejdsgiver, navn, omstændigheder, ulykke alt sammen været genstand for analyse for at beregne omkostninger og investeringer, der bedre beskytter arbejdstagerne ... (Formanden afbrød taleren)
+Hr. formand, som flere talere allerede har nævnt, så er fald fra højder en af de alvorligste grupper af arbejdsulykker vi har, og med denne betænkning, som er led i en udbygning af direktivet om sikkerhed og sundhed i forbindelse med brug af arbejdsudstyr, tager vi fat på at gøre noget ved problemet. På vegne af ELDR-Gruppen vil jeg gerne sige, at vi samlet set betragter resultatet som et fremskridt. De regler, vi her lægger op til at indføre, virker i hovedtræk klare og ser samtidig ud til at respektere hensynet til, at virksomhederne skal kunne få reglerne til at virke i praksis og i dagligdagen. For vi skal huske på, at selv om formålet med det vi vedtager er nok så godt og prisværdigt, så er det ikke sikkert, at konsekvenserne altid bliver, som vi håber på, og derfor må det altid være en målsætning, at vi formulerer så enkle og præcise regler som muligt og sikrer, at der er plads til den fleksibilitet, som er nødvendig på arbejdsmarkedet. Denne balance mellem ønsket om klare regler og behov for fleksibilitet og forskellighed synes jeg, at vores ordfører Peter Skinner har stræbt efter at finde, og det skal han have mange tak for, og i det hele taget skal han have tak for sin konsensussøgende måde at arbejde på. Til gengæld tror jeg, at det i fremtiden også vil være vigtigt, at vi arbejder på at nedbringe ulykkesrisikoen ved at få større viden om, hvordan disse ulykker sker. Hvor mange ulykker drejer det sig om? Hvornår sker de? Hvordan sker de? Hvad kan vi gøre for at forhindre dem? Jeg tror, at det arbejde, der er igangsat med Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur i Bilbao, vil kunne bidrage positivt til en nedgang i ulykkestallene, ved at vi finder svarene på disse spørgsmål og anvender dem konstruktivt. Det er en rigtig vej at gå: myndighederne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter.
+Hr. formand, fru kommissær, vi har her at gøre med en betænkning, hvorom alle har udtalt, hvor nyttig og nødvendig den er. Det drejer sig naturligvis om sikkerheden i forbindelse med brug af stiger, stilladser og tov, arbejde i højden, men af og til også med en farlig dybde ved siden af én. Baggrunden for betænkningen er naturligvis de mange ulykker og også det uhensigtsmæssige ved de hidtidige direktiver. Derfor er det nyttigt og nødvendigt, at der findes en sådan betænkning, selv om det har varet længe, men al æren tilkommer hr. Skinner for, at det i hvert fald omsider er lykkedes ham. Alligevel er det i en vis forstand en problematisk betænkning, ikke at der gøres noget ved sagen, men at den sektor, som vi taler om, også er temmelig forskelligartet. Vi har at gøre med mennesker, som arbejder inden for servicesektoren, inden for vedligeholdelsessektoren, malere og vinduespudsere. Arbejde i højden sker ikke altid i længere tid, men ofte midlertidigt. Det vil sige, at de definitioner, som vi anvender, ikke skal være vage, men konkrete. At de udtalelser, som vi fremsætter, skal kunne håndhæves, og det er langtfra altid tilfældet. Jeg har allerede sagt, at nogle definitioner er vage. Jeg tænker på definitionen af "kortvarig" og "ringe risiko". Det er at opstille for mange regler, når det f.eks. drejer sig om risikovurderinger, selv om det gælder i forbindelse med to mennesker. En del af disse har vi kunnet drøfte med hinanden i udvalget, og de er fjernet fra betænkningen, hvilket har ført til en forbedring. Det er jeg meget glad for, og sådan bør vi fortsætte. Lad os lige se på en række aspekter som f.eks. et stilladsgulv, naturligvis skal dette fastsættes, men det kan ikke altid være ubevægeligt, det skal dog ikke kunne forskyde sig. Det skal undgås, at rullestilladser bevæger sig, men det kan ikke altid oplyses på en tilstrækkelig måde. Man kan ikke sætte lyssignaler op overalt. Bærbare stiger skal forankres og stå sikkert, men det skal dog være til at arbejde med. Derfor har vi foreslået, at der anmodes om delt afstemning for en række ændringsforslags vedkommende, således at alle har chancen for at foreslå forbedringer af disse sårbare dele af direktivet.
+Hr. formand, jeg er oprørt over at se, at spørgsmålet om faldulykker på arbejdspladsen kan skabe så meget modstand og ikke kan løses noget hurtigere. Ordføreren gør endda selv opmærksom på, hvor presserende situationen er, eftersom han regner med 500.000 ulykker hvert år bare på dette område, som fører til mindst 40.000 alvorlige skader og omkring tusind døde. Men byggeindustrien modsætter sig enhver form for tvang, hvilket ordføreren ikke undlader at gøre opmærksom på, og med et slag undgår betænkningen omhyggeligt at sætte spørgsmålstegn ved virksomhedernes ansvar. Det er ikke desto mindre stilladser og andre systemers tekniske mangler, og især de dårlige arbejdsvilkår, arbejdstempo og -tider, der er kilden til disse arbejdsulykker. Betænkningen anmoder om, at arbejdsgiverne tager forholdsregler for om ikke at sætte en stopper for, så i det mindste at begrænse, dette blodbad. Hvis man besluttede sig for en hasteløsning, der er bindende for arbejdsgiverne, ville jeg skrive under med det samme, men jeg tvivler på, at det er muligt i betragtning af, i hvor høj grad Europa-Parlamentet tager hensyn til arbejdsgivernes interesser. Og i mellemtiden fortsætter mange tusinder af lønmodtagere med at ofre deres helbred og nogle gange deres liv på kapitalismens alter.
+Hr. formand, vi bifalder og værdsætter det arbejde, som vores kollega Skinner har udført. Vi er dog af den opfattelse, at når man tænker på forudsætningerne for og ikke mindst virkningerne af dette emne, kunne der godt have været lidt mere gennemslagskraft, også i betragtning af, at der er gået 11 år siden vedtagelsen af det første direktiv om emnet og i betragtning af manglerne i det direktiv, som blev vedtaget for fem år siden for at ændre det første direktiv. Vi er naturligvis klar over, at man i sine holdninger er mere eller mindre lydhør over for disse spørgsmål, også her i Parlamentet, og vi er klar over de tvivlsspørgsmål, der eksisterer om en strengere lovgivning eller større omkostninger for virksomhederne. For at sige det med ordførerens ord skal vi dog spørge os selv, hvor meget en arbejdstagers liv eller invaliditet er værd. Arbejdsulykker er nemlig stadig er stort problem på arbejdsmarkedet i alle EU-landene, selv om det ikke er lige udtalt i alle sektorer. Dette skyldes uden tvivl en lang række faktorer, der trækker i forskellig retning, når det gælder fænomenets vækst eller reduktion, men vi står nu over for en ubestridelig skade, som gælder for alle medlemsstaterne, nemlig et trist bevis på, at ud af de samlede ulykker tegner fald fra højder sig for hele 10%. Det skal siges, at Det Økonomiske og Sociale Udvalg i sin udtalelse om emnet så afgjort gjorde klart og korrekt rede for ikke alene problemets omfang, men også og ikke mindst for løsningerne. Dette grundlag blev naturligvis anvendt af vores kollega Skinner, både når det gælder kravet om at styrke terminologien på området, om at få indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og om at sørge for uddannelse og specifik information til arbejdstagerne. Det skal dog også siges, at løsningen ligeledes indbærer, at Kommissionen udarbejder og opstiller nogle mere detaljerede og mere bindende retningslinjer på forebyggelsesområdet. Disse retningslinjer skal i øvrigt gøre det muligt at fjerne opdelingen af kompetenceområder, når det gælder dette emne, og samtidig skal der ud over de strengere kontroller tages højde for et system med belønnende foranstaltninger, navnlig for de små og mellemstore virksomheders vedkommende, så der sker en reel og effektiv gennemførelse af bestemmelserne om sikkerhed på arbejdspladsen.
+Hr. formand, først vil jeg gerne takke hr. Skinner for hans flotte betænkning om dette komplicerede emne om sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsudstyr og ligeledes for hans velvilje til at komme ind på vigtige holdninger i PPE-DE-Gruppen. Hr. Pérez Álvarez har jo formuleret det. Jeg synes ikke om alle punkter. Til andenbehandlingen er der et vis behov for korrektioner, men samlet set vil PPE-DE-Gruppen acceptere den. I dens nuværende form tager den allerede højde for indvendinger fra små og mellemstore virksomheder og kræver sagkundskab, naturligvis kun i forbindelse med opstilling af stiger og stilladser som arbejdspladser. Som i alle lovtekster på nationalt plan - og i øvrigt også på regionalt plan - findes der sikkert formuleringer, som man kan grine af, hvis det ellers overhovedet er til at grine af. Jeg holdt op med at grine, da jeg læste og nu også hørte om den europæiske statistik over arbejdsulykker. Jeg vil ikke komme ind på nærmere detaljer. Det er allerede sket mange gange. Men jeg vil gerne sige noget helt principielt. Ikke blot sikkerhedsforanstaltninger koster noget. Løn under sygdom, sygedagpenge, invalidepension, enkepension og pension til forældreløse børn betyder høje drifts- og nationaløkonomiske udgifter. Her viser produktiviteten sig i en moderat socialpolitik. I den forbindelse er det bedre, billigere og mere menneskeligt at forebygge end at føre efterfølgende socialpolitik. Man skal ikke først dække brønden, når barnet er druknet, men forhindre, at barnet falder i brønden! "Men subsidiariteten" siger mange. Dette princip betyder ikke, at Europa overhovedet ikke må handle! Jeg kan bedst lide definitionen i Quadragesimo anno: Subsidiaritet - i tvivlstilfælde har den mindste enhed fortrinsret, og det samme gør sig gældende for løsninger mellem arbejdsmarkedets parter i forhold til statslige eller - og det siger jeg supplerende - EU-bestemmelser. Men hvis den mindste enhed ikke kan udføre sin opgave til fælles bedste, skal den største enhed springe til. Af denne grund blev der især i 1980'erne fastsat europæiske minimumsstandarder i EU-traktaterne, da det overvejende var kristelige demokrater og konservative, der regerede i Europa. Altså er det også et kristeligt demokratisk anliggende. Bestemmelser om sikkerhed på arbejdspladsen har i øvrigt været internationalt organiseret siden den industrielle revolution i det 19. århundrede. Den betydningsfulde konservative britiske statsmand Benjamin Disraeli var en af fædrene til sikkerhedsbeskyttelse. Det kontinentale Europa har overtaget disse love fra England og også forankret dem i internationale konventioner lige fra begyndelsen. I det 21. århundrede er den europæiske sociale dimension især blevet nødvendig i betragtning af globaliseringen og europæiseringen. Vi ønsker en europæisering af økonomien. Vi har Den Økonomiske og Monetære Union. En ren regionalisering eller sågar provinsialisering af socialpolitikken kan ikke være svaret. Minimumsstandarder betyder subsidiaritet. Hvert land kan selv udforme sine regler for sikkerhed på arbejdspladsen, hvis de europæiske minimumsregler overholdes. Vi fra PPE-DE-Gruppen er imod europæiske maksimalstandarder. I Tyskland udfyldes rammen af retsakter indgået af arbejdsmarkedets parter. Der findes tyske standarder, arbejds- og sikkerhedsstilladser. Der findes vedtægter som retsakter fra branchesammenslutningerne, og så kommer loven om forebyggelse af ulykker. Hvis man vil, kan man i øvrigt også her udøve stilistisk og anden kritik på mange praktiske forskrifter, hvis man går i detaljer. Men jeg siger Dem, en millimeter af sådanne praktiske reguleringer er for borgerne i medlemsstaterne og arbejdstagerne vigtigere end 1000 kilometer flotte citater og fine ideologier!
+Hr. formand, som der står i ordførerens gode betænkning, afspejler de tal, som Det Europæiske Agentur for Sikkerhed og Sundhed på Arbejdspladsen med sæde i Bilbao for nylig offentliggjorde, nogle meget forskellige resultater for arbejdsulykker i de forskellige medlemsstater, hvilket skyldes, at disse ikke anvender ensartede statistiske kriterier. Det er derfor påkrævet, at der fastlægges harmoniserede regler på fællesskabsplan, som gør det muligt at sammenligne dataene og evaluere resultaterne af de enkelte europæiske staters, samfunds eller regioners forebyggende politikker for at sikre, at der ikke er første- og andenrangsarbejdstagere, men at de alle beskyttes af regler og sikkerhedskrav af samme kvalitet. Det er også sandt, at der er brug for flere arbejdstilsynsinspektører, for at virksomhederne overholder reglerne tilstrækkeligt, men det er ikke mindre sandt, at de offentlige institutioner og virksomheder bør foregå med et eksempel i den forbindelse, og alligevel er der i dag stadig mange aktiviteter og arbejdspladser i offentligt regi, der ikke har de planer for forebyggelse af arbejdsrisici, som fællesskabsdirektiverne foreskriver. Jeg vil derfor opfordre alle europæiske ledere af offentlige bedrifter til at gøre en indsats for at være de første, der overholder lovgivningen, således at lederne af private virksomheder ikke kan undskylde sig med den institutionelle skødesløshed.
+Jeg er meget glad for at følge efter min kollega, Philip Bushill-Matthews, fordi jeg er enig med ham i mange af hans udtalelser. Jeg synes ikke, at dette forslag taler til hverken EU's eller Parlamentets ære. Hvis EU og Parlamentet vil tages alvorligt af europæerne, er det netop denne type lovgivning, som vi skal holde os fra, for vi ved alle, at sundhed, sikkerhed og arbejdsmiljø har høj prioritet i alle medlemslandene, og sådan skal det også være. En europæisk standard på dette område har derimod ingen berettigelse. Der er ingen grund til, at medlemsstaterne nødvendigvis skulle kunne klare dette problem mere effektivt i fællesskab end hver for sig, og først og fremmest er der ingen grund til at interessere sig så nøje for de almindelige aspekter af folks arbejdsliv. Det giver ingen mening at lovgive om, hvordan EU's borgere skal klatre på stiger. Det bør ikke være en prioritet for Parlamentet. Det er for detaljeret til, at Parlamentet skal indblandes i det, og det vil kun føre til latterliggørelse af EU, fordi det netop er den form for indblanding, der er så upopulær blandt mange af EU's borgere. I stedet for denne type indblanding bør vi tage os af de problemer, hvor medlemsstaterne kan samarbejde på en konstruktiv måde og udvikle fælles standarder. En fælles og ensartet og centraliseret standard om, hvordan man klatrer på stiger, er unødvendig, og det er uønsket indblanding i arbejdsmiljøet. Vi må have tillid til, at EU's borgere selv kan beslutte, hvordan de vil klatre på stiger. Det er efter min mening ikke nødvendigt at gennemføre en risikovurdering, hver gang man skal bruge en stige. Som alle, der arbejder i hjemmet, ved, er det meget almindeligt at bruge stiger, og ja, der sker ulykker, men jeg mener ikke, at denne type direktiv nogensinde vil kunne forhindre de ulykker. Det vil blot øge EU's bureaukrati for erhvervslivet, som i forvejen er ved at blive kvalt i bureaukrati. Som mange af mine kolleger har sagt, er tiden kommet til ændringer. Tiden er kommet til, at Parlamentet begynder at tage sig af de spørgsmål, som ligger EU's borgere på sinde, og holder op med at tage sig af detaljerede spørgsmål, som ikke på nogen måde kan bidrage til at forbedre arbejdsmiljøet. Der sker faktisk bare det, at EU bringes i miskredit, og at erhvervslivet pålægges endnu flere omkostninger og endnu mere bureaukrati, som de har dårligt råd til.
+Jeg vil gerne udtrykke min forbløffelse over de to taler, vi lige har hørt fra hr. Bushill-Matthews og fra fru Villiers. De fremsætter en selvopfyldende profeti. De beklager, at Europa-Parlamentet anses for at tage sig af bagateller og skabe bureaukrati, og alligevel bruger de deres tid på at udsende pressemeddelelser, som beskriver meget vigtige dele af sundheds- og sikkerhedslovgivningen som bagateller og bureaukrati. Det er ikke underligt, at de britiske medier fremstiller sagen, sådan som de beskriver den. Dette er en meget vigtig arbejdsmiljølov, som bygger på den lovgivning, vi har vedtaget på europæisk plan i de sidste 20 år. Det er ikke en bagatel for familierne til de 500.000, som hvert år falder ned fra højder under arbejdet. 300.000 af de ulykker er så alvorlige, at arbejderne bliver sygemeldt fra arbejdet i mere end tre dage. 40.000 af de fald er meget alvorlige, og 1.000 medfører døden. Prøv at sige til de pågældendes familie, at det er en bagatel. Det er det ikke. Det er meget vigtigt, og den ene undersøgelse efter den anden, bl.a. i Eurobarometer, og undersøgelser af små og mellemstore virksomheder, bl.a. gennemført af den forrige britiske regering, har vist, at de små og mellemstore virksomheder selv anerkender vigtigheden af en god arbejdsmiljølovgivning. Jeg beklager, at der ikke længere er konsensus om denne vigtige politik, og at det skyldes et mindretal i Det Europæiske Folkeparti. Det er virkelig yderst beklageligt, og vi bør alle på tværs af hele det politiske spektrum gøre det klart, at vi ikke vil finde os i sådan en opførsel fra det mindretal. Det beskrives som bureaukratisk. Men læs selve direktivet, læs forslaget. Er det besværligt? Er det byrdefuldt? Kræver det detaljerede og omfattende risikovurderinger, før arbejdet i højden udføres? Nej, det er et direktiv, der er meget let at læse, forstå og gennemføre, og sådan skal det beskrives. Det skal beskrives som et direktiv, der udgør et værdifuldt bidrag til at forhindre ulykker og død i EU. Jeg henstiller til Dem ikke at bidrage til denne bagatellisering og så komme her og udtrykke en hyklerisk overraskelse over, at denne institution latterliggøres. Det er Dem, der er skyld i det. Hold venligst op med det.
+Hr. formand, til at begynde med vil jeg gerne sige, at min delegation ikke vil afslå at godkende Skinner-betænkningen om anden ændring af direktivet om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhedsbeskyttelse. Sundhedsbeskyttelse af arbejdstagere - og det er det, der er det væsentlige - ligger os alle på sinde. Ingen vil udsætte sig selv for at blive bebrejdet for at være asocial, og minimumsforskrifterne på europæisk plan har da også uden tvivl deres berettigelse. Desuden er det i overensstemmelse med EU-traktaten, og vi viser dermed ordføreren behørig respekt. Men det er ikke til at forstå, hvorfor EU-parlamentsmedlemmer den ene gang efter den anden bevæger sig ind i det dilemma, at de enten udsætter sig for at blive bebrejdet for at være asociale, eller også bliver de til grin. Det er vel ikke til at forstå, at en borger, der er i stand til at tænke selv, skal være underlagt bestemmelser om, hvordan han kravler op ad en stige, eller hvordan han kommer ned fra den, at en risikovurdering skal finde sted, inden stigen benyttes, at to personer helst ikke må stå på stigen samtidig, eller sågar, at opholdet på en stige skal begrænses til 30 minutter eller - en særlig finesse - til 25% af den samlede arbejdstid. Skinner-betænkningen vil gå over i Parlamentets historie som stigebetænkningen, og borgerne i Den Europæiske Union vil med rette spørge, om vi ikke har noget bedre at tage os til end at fastsætte selvfølgeligheder, der egentlig er sund fornuft og hverken hører hjemme i et EU-direktiv eller i en dertil hørende betænkning fra det medbestemmende Parlament! Det er jo ikke første gang, at betænkninger med et socialt element indeholder disse absurditeter. Hvis parlamentsmedlemmer skal bryde deres hoveder med, hvordan europæernes fysiske tilstand er, for at kunne fastsætte standarder for gennemsnitsstørrelser på traktorsæder, eller på hvilke betingelser klasetomater kan markedsføres, vil et parlamentsmedlems erhvervsfunktionsprofil, men også de europæiske institutioners berettigelse, komme til at stå i et dårligt lys, bortset fra at sådanne detaljer og reguleringsvanviddet også kan virke mod hensigten. Her er nationale forskrifter om arbejdstageres sikkerhed i øvrigt ikke undtaget. Når det drejer sig om at ansætte lærlinge, er den slags sikkerhedsbestemmelser trods alle finansielle incitamenter ofte medvirkende til ikke at ansætte dem og bidrager dermed til ungdomsarbejdsløsheden i stedet for at afhjælpe den. Derudover kan man i forbindelse med Skinner-betænkningen stille det principielle spørgsmål, hvad Europa skal gøre og ikke gøre. Det vil sige, det drejer sig om kompetencespørgsmålet og en meningsfuld subsidiaritet. Denne debat kan og må vi ikke længere vige uden om. Det har ikke kun noget at gøre med regeringskonferencen og Den Europæiske Unions organisation, som der skal findes en tilfredsstillende løsning på med henblik på den forestående udvidelse. Dette spørgsmål har noget at gøre med den højt besungne accept af unionen hos borgerne. Vi har brug for mere Europa i forbindelse med indre og ydre sikkerhed, mere Europa for at repræsentere vores interesser i den globale konkurrence, i den monetære politik og i gennemførelsen af det indre marked. Men vi har ikke brug for et Europa, der begrænser ansvaret hos regeringerne, de lokale myndigheder og endelig hos den enkelte og umyndiggør ham. Jeg ser derfor denne betænkning som en anledning til at understrege kravet om en debat om kompetencer, når regeringskonferencen er afsluttet.
+Hr. formand, vi skal være helt klar over, at der ikke findes nogen her i Parlamentet, som ønsker at gøre andet end godt. Vi skal være klar over, at ingen her i Parlamentet ønsker andet, end at antallet af ulykker, ikke mindst dødsulykker, skal falde på alle arbejdspladser rundt om i dette fine Europa og i vores medlemsstater. Lad os så samtidig gøre det helt klart for hinanden - her henvender jeg mig til en række tidligere talere - at man kan komme frem til forskellige svar på spørgsmålet om, hvad der er det rigtige politiske beslutningsniveau, hvor disse vigtige beslutninger skal træffes. Efter at have lyttet til hr. Hughes, har jeg meget stor tiltro til, at den britiske Labour-regering og ligeledes andre i England er dybt engagerede i disse spørgsmål. Efter at have lyttet til fru Menrad har jeg stor tiltro til, at de tyske kristelige demokrater er dybt engagerede i disse spørgsmål i Tyskland. Jeg kan garantere for, at samtlige syv rigsdagspartier i Sverige, ikke mindst mit eget kristeligt demokratiske parti, tillægger dette stor betydning. I denne sammenhæng kan jeg også garantere for, at de faglige organisationer og opinionen i al almindelighed er meget engagerede og vil indføre lovgivning, som vil føre til en væsentlig reduktion af antallet af dødsfald inden for dette område. Hvad er det så, hr. formand, der gør, at vi tror, at lige netop Europa-Parlamentet på dette plan med over 15 nationale rigsdage og parlamenter, skulle være det rette beslutningsforum? Lad mig udtrykke min tvivl om, hvorvidt dette spørgsmål i henhold til subsidiaritetsprincippet, eller nærhedsprincippet, egner sig til at blive behandlet netop her i Europa-Parlamentet. Man kan læse indenad i f.eks. ændringsforslag 14, punkt 4.2.2: "Løse stiger sikres mod udskridning før ibrugtagning, enten ved at vangerne fastgøres foroven eller forneden eller ved hjælp af en skridsikker anordning eller ved hjælp af en anden lige så effektiv metode. Først og fremmest skal der gøres alt, hvad der er muligt for at fastgøre stigen stabilt. Adgangsstiger skal være af en sådan længde, at vangerne rager tilstrækkeligt langt ud over adgangsplatformen. Sektionerne i stiger bestående af flere sektioner skal være sikret under brugen." Hr. formand, dette er en yderst prisværdig og velmenende tekst. Jeg kan garantere for, at hjemme i Mora i Dalarne, hvor jeg bor og lever, og i den svenske rigsdag og ligeledes i alle andre nationale parlamenter, pusler man med disse spørgsmål. Er det rigtigt af Europa-Parlamentet i henhold til subsidiaritetsprincippet fra Maastricht- og Amsterdam-traktaterne at lovgive på dette meget detaljerede niveau? Det, vi bør gøre i stedet, er at sigte mod måldirektiver. På den måde kan vi lade medlemsstaterne selv, deres befolkninger og deres valgte repræsentanter i de nationale parlamenter og regeringer have ansvaret for, at der findes forskrifter, som betyder, at arbejdslivet ikke indeholder unødvendige risici. Lad dem bestemme, hvordan reglerne skal udformes for at gennemføre direktivets krav bedst muligt. Der lovgives, og der findes allerede nationale love på dette område. Arbejdsmarkedets parter er også meget aktive. De svenske kristelige demokrater vil stemme imod denne betænkning med udgangspunkt i subsidiaritetsprincippet.
+Jeg vil gerne takke hr. Skinner for hans behændige udformning af en række kompromiser, som skaber en fin balance mellem de forskellige interesser. Det har ført til et dokument, som tydeligvis har opnået stor billigelse, hvilket er noget af en bedrift, når det gælder dette meget vigtige politiske spørgsmål. Teksten er et godt svar til hr. Bushill-Matthews' vælgere på, hvad EU gør for dem. Den er konkret, og den berører folks dagligliv. Dette direktiv bygger i virksomhedernes terminologi ikke kun på social solidaritet og social retfærdighed, men også på konkurrenceparametre. Det er derfor, vi forsøger at hjælpe ansøgerlandene med at udvikle og gennemføre en arbejdsmiljøpolitik. En sådan arbejdsmiljøpolitik står øverst på Kommissionens sociale dagsorden. Ud over at udføre opgaverne på den dagsorden begynder vi nu også at udarbejde en meddelelse om arbejdsmiljø samt fremtidige arbejdsmiljøstrategier. Europa-Parlamentet har mange nye idéer, og vi ser frem til Deres bidrag til meddelelsen. Hvis vi går over til den aktuelle tekst, er der tale om den anden ændring af direktiv 89/655/EØF om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdstagernes brug af arbejdsudstyr under arbejdet. Det har til formål at forhindre fald fra højder ved at opstille minimumsforskrifter for brug af det relevante arbejdsudstyr, f.eks. stiger og stilladser. Fald fra højder tegner sig for over 10% af arbejdsskaderne, og et ud af 10 fald medfører varig invaliditet eller død. Det er et meget alvorligt problem, som er meget bekosteligt for erhvervslivet og samfundet, og hvad der er endnu vigtigere, forårsager lidelse og menneskelige tragedier for dem, det rammer direkte, og deres familier. Det aktuelle forslag er et meget vigtigt skridt i retning af at gøre noget konkret ved det. Jeg bifalder Deres brede opbakning. Det er tydeligt, at der ikke kun er tale om bureaukrati. Da mit svar skal handle om de tekniske detaljer ifølge reglerne for denne procedure, må jeg holde mig til den skrevne tekst. Med hensyn til ændringsforslagene og idéerne bag ændringsforslagene godkender vi med glæde ændringsforslag 2, 3, 4, 9, 11, 15, 20 og 22, som de er. Kommissionen er enig i principperne bag ændringsforslag 10, 13, 14 og 18 og i teksten i de fleste forslag. Vi foreslår dog en række ændringer eller tilføjelser, hovedsagelig for at sikre os, at vi har taget højde for alle potentielle situationer og ikke skaber utilsigtede huller i det sikkerhedsnet, som dette initiativ skal opstille. Hvad angår ændringsforslag 10, er vi enige i, at der skal medtages en henvisning til en forudgående risikovurdering, men vi foretrækker en anden ordlyd, som fastslår omstændighederne for brugen af stiger. Ligeledes er vi enige i ønsket i ændringsforslag 13 om sikre, at der ikke er et underforstået krav om at bruge mobile platforme, men vi mener bedst, vi kan opnå det ved at beholde den oprindelige ordlyd og muligvis tilføje ordene "af passende dimensioner". Ændringsforslag 14 vil også forbedre direktivet, men for at undgå enhver risiko for andre fortolkninger i fremtiden, foretrækker vi en mindre ændring af ordlyden, så man beholder kravet om, at sektionerne i stiger med flere sektioner ikke må bevæge sig i forhold til hinanden. Det skyldes, at selv de mindste bevægelser, som ikke har indflydelse på stigens sikkerhed, kan få arbejderen til at miste balancen og falde. Vi er enige i grundidéen bag ændringsforslag 18 og henvisningerne til sikring af gulvene og forhindring af uventede bevægelser. Men vi må gå imod henvisningen til "de belastede flader", da de vil skabe forvirring om, hvad der menes med "gulv". Vi må også gå imod henvisningen til planker, der udgør stilladsgulvet, da det indebærer, at stilladser, som benytter præfabrikerede brædder, ikke er omfattet. Ændringsforslag 16 og 19 kræver også kun små ændringer for at undgå fortolkningsproblemer på et senere tidspunkt. Endelig kan vi ikke godkende ændringsforslag 1, 5, 6, 7, 8, 21, 23, 24, 25 og 26. Det er ikke et spørgsmål om politisk uenighed, men simpelthen om, at ændringsforslag 6 og 7 ændrer godkendte standardtekster, mens de øvrige ændringsforslag er gentagelser af noget, der står andre steder. Vi må tilstræbe, at EU-lovgivningen bliver så ligetil som muligt, og undgå enhver inkonsekvens i den overordnede ramme. Det er særligt vigtigt på arbejdsmiljøområdet, hvor virksomhederne har svært ved at gennemføre reglerne, fordi de er så indviklede. Med hensyn til ændringsforslag 1 er spørgsmålet allerede omfattet af teksten. Ligeledes er definitionen af "kollektive sikkerhedsforanstaltninger for fald" i ændringsforslag 8 ikke nødvendig. Disse sikkerhedsforanstaltninger er allerede nævnt i det tilgrundliggende direktiv, og der er ingen fare for begrebsforvirring. Ændringsforslag 21 er også unødvendigt, da dette område allerede er omfattet af direktiv 92/57/EØF, og det henviser til en bestemt paragraf. Hvis vi gentager noget, der allerede er defineret, er der mulighed for forskellige fortolkninger. Ændringsforslag 5 er omfattet af ændringsforslag 22, som godkendes, som det er. Ændringsforslag 6 omfatter oplæring, som allerede er en del af betragtning 7, og forskning, der ligger uden for direktivets anvendelsesområde. Desuden benytter betragtning 7 en standardformulering. Der er således flere grunde til ikke at godkende ændringsforslag 6. Ændringsforslag 7 slår til lyd for en ændring af artikel 2, stk. 3. Det er en standardformulering, og Kommissionen kan derfor ikke godkende en ændring af den. Ændringsforslag 23 kan Kommissionen ikke støtte, da spørgsmålet om bedriftssundheds- og sikkerhedsudvalg er tilstrækkeligt behandlet i rammedirektivet, og ifølge det hører detaljerede bestemmelser ind under nærhedsprincippet for alle medlemsstater. Ændringsforslag 24 og 25 må afvises, fordi oplæring allerede er tilstrækkeligt dækket, især efter ændringsforslag 16, 19 og 22. På trods af den enkle udformning af ændringsforslag 26 kan Kommissionen ikke støtte det, da vi foretrækker at definere omstændighederne for brug af stiger. Sammenfattende vil jeg gerne udtrykke glæde over, at vi er enige i alle hovedpunkterne, og at vi kun er uenige om nogle få tekniske spørgsmål. Jeg vil gerne gentage min værdsættelse af Deres store arbejde, som vil forbedre arbejdernes beskyttelse på dette område. Vi kommer til at forbedre beskyttelsen med dette initiativ.
+Hr. formand, jeg er glad for at se, at traditionen med at tale til kommissæren lever endnu. Jeg er særligt tilfreds med hendes kommentarer. Jeg håber, at Parlamentets ændringsforslag bliver vedtaget i morgen, og det er jeg sikker på, at de bliver, trods de parlamentsmedlemmer, som ikke vil være med, og at vi får en interessant diskussion med Rådet. Mon kommissæren ikke ligesom jeg beklager den måde, betænkningen er blevet behandlet på, hvor dele af den, f.eks. stiger, er blevet taget ud af sammenhængen, og af visse medlemmer, f.eks. hr. Bushill-Matthews, omtalt som, om ikke barnlige, så i hvert fald overflødige. Fru kommissær, jeg håber, at De er enig i, at dette er en traktatsforpligtelse, som vi alle skal se på. Grundlaget er artikel 138, tidligere artikel 118, litra a, og hvis jeg ikke tager fejl, skal vi se på omkostningerne, både til administration og andet, for små og mellemstore virksomheder ifølge traktaten. Denne lovgivning er til gavn for de små og mellemstore virksomheder, men endnu vigtigere er den til gavn for de arbejdere, som skal anvende udstyret. Derfor har vi denne lovgivning, og den skal gennemføres i hele EU. Hvis hr. Bushill-Matthews havde været her, da jeg begyndte, ville han have hørt nogle af de argumenter for, hvorfor det er vigtigt at have en EU-lovgivning. Det er et stort problem, når man ikke hører argumenterne, men blot fremfører sine egne ladede tanker. Det er faktisk en skam, og jeg håber, at fru Villiers vil komme igen og måske besøge vores udvalg, så hun også kan høre noget af debatten om denne betænkning, for jeg lagde mærke til, at hun forsvandt kort efter, at hun havde givet sin mening til kende. Måske kommer vi også alle til at læse om det i aviserne. Endelig vil jeg gerne sige til hr. Bushill-Matthews, som er til stede, at journalisten ved Daily Mail, som De sendte Deres pressemeddelelse om denne betænkning, ringede til mig og spurgte om et bestemt ændringsforslag, som indeholdt Deres formuleringer og ord. Han sagde, at det var den del af direktivet, som ikke gav mening. Måske skulle De irettesætte ham i stedet for os andre.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0217/2000) af Jonathan Evans for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse om konkurrenceregler vedrørende horisontale samarbejdsaftaler (C5-0304/2000 - 2000/2154(COS)).
+Hr. formand, må jeg starte med at sige, at overskriften på vores debat uden tvivl har fået mange Daily Mail-journalister til at savle, men de spørgsmål, vi skal behandle, er fundamentale og rammer lige ned midt i det, EU handler om, nemlig udviklingen af et ægte, indre marked. For hvis vi opnåede et ægte, indre marked, ville vi måske ikke blot opnå større enstemmighed her i salen, men vi ville også tjene vores vælgeres interesser ved at sikre, at der opnås egentlig økonomisk fremgang i Europa. Derfor hører denne lovgivning hjemme i den sammenhæng. Konkurrencepolitikken er vigtig for denne dagsorden på en række punkter. Jeg bifalder, at kommissæren har taget initiativet om gennemførelsen af statsstøttepolitikken, som vi skal drøfte i den anden mødeperiode i Strasbourg i forbindelse med en anden betænkning, som jeg har forelagt Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål. Det andet hovedområde, som kommissær Monti har været travlt beskæftiget med, er moderniseringen af selve konkurrencepolitikken. Vi venter på resultatet af kommissærens gennemgang af over 100 svar på hans hvidbog om reform af konkurrencebegrænsningerne og misbrug af markedsstyrke. Tidligere i dag hørte jeg, at vi måske får resultatet inden månedens udgang, så måske hører vi mere fra kommissæren, når den tid kommer. Den reform, vi har foran os, er ifølge Kommissionen en del af den overordnede reformplan. I den sammenhæng vil jeg gerne sige til kommissæren, at erhvervslivet har en række krav. Det gælder i høj grad de krav, som Kommissionen søgte råd om, nemlig om de gældende forordninger er blevet for legalistiske, for bureaukratiske og kan forenkles. Jeg er ikke i tvivl om, at kommissæren med sine forslag opnår denne forenkling. Erhvervslivet ønsker større tillid til hele den vifte af nye mekanismer, kommissæren fremlægger som led i Kommissionens overordnede reformpakke. Jeg vil derfor gerne vide, hvordan Kommissionen ser på netop denne reform, som ikke er kontroversiel, på baggrund af den overordnede reform af konkurrencepolitikken. Den er jo, sagt på en pæn måde, lidt mere kontroversiel. Jeg vil gerne komme ind på nogle af de enkeltheder i de enkelte forslag, som Kommissionen har bedt Parlamentet kommentere. For det første bifalder jeg denne proces. Kommissæren opfordrer Parlamentet til at udtrykke sine meninger om den rapport, der blev udarbejdet i april i år. Jeg er grundlæggende er enig i, at reformen skal gennemføres, men der er en række områder, hvor jeg mener, at Kommissionen skulle have tænkt nærmere over sagen. For det første vil jeg gerne have kommissæren til at forklare, hvorfor der er forskel på behandlingen af horisontale og vertikale hindringer. Jeg vil gerne høre fra kommissæren, om han på længere sigt har til hensigt at specificere flere undtagelseskategorier i lovgivningen. Jeg har sagt, at erhvervslivet går kraftigt ind for, at varigheden af undtagelserne på forsknings- og udviklingsområdet skal forlænges op til 10 år. Da Kommissionens egne rapporter tydeligt viser, at der generelt ikke indgås horisontale samarbejdsaftaler imod forbrugernes interesser, ville det glæde mig at høre, hvad kommissæren mener om netop det punkt. Det ville også glæde mig at få opklaret Kommissionens holdning til underleverancer, ikke mindst fordi, det er et spørgsmål, som bekymrer hr. Berenguer Fuster. Jeg ved, at han har stillet ændringsforslag i den forbindelse. Det ligger mig særligt på sinde at sikre, at vi træffer alle de nødvendige forholdsregler for at undgå en renationalisering af EU's konkurrencelovgivning, og det ville glæde mig at høre, hvilke garantier kommissæren kan give os på det område. Endelig ville erhvervslivet foretrække en længere overgangsperiode, ligesom man gerne så, at Kommissionen så på andet end blot markedsandele ved en vurdering af markedsstyrken. Det, Kommissionen foreslår, kan være tilstrækkeligt i denne sammenhæng, men at bestemme markedsstyrken ud fra markedsandele alene er en alt for upræcis videnskab.
+Hr. formand, hr. kommissær, hr. ordfører, mine damer og herrer, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, hr. Evans, for hans betænkning og også for hans indlæg her, der allerede sætter denne betænkning og Kommissionens meddelelse i en større kontekst med henblik på den nødvendige reform af konkurrencepolitikken. Vi er bekendt med forandringstempoet i verdensøkonomien, og det samme gør sig derfor gældende for den stigende betydning af forskning og udvikling, betydningen af samarbejde mellem virksomheder og nødvendigheden af specialiseringer i virksomheder og derfor også af specialiseringsaftaler. Konkurrence er for os ikke et mål i sig selv, men et middel med vækst og beskæftigelse for øje, og den, der ligesom Kommissionen og os står inde for et velfungerende indre marked i overensstemmelse med modellen for den sociale markedsøkonomi, går ikke ind for grænseløs konkurrence, men for en konkurrence inden for rammerne af de nødvendige politiske principper med ansvar for fremtiden og for vores medmennesker. Det blev allerede i dag sagt, at reformen er meget velkommen, og at samarbejdet mellem virksomheder er nødvendigt, at meddelelsen giver virksomhederne større frihed i deres samarbejdsaftaler, og at den fører til en forenkling, fleksibilisering og liberalisering. Det har vi på aktivsiden. Men vi har også kritik og ønsker. Nogle af dem har ordføreren berørt. Jeg vil gerne uddybe dem endnu en gang. For det første, hr. kommissær, mener vi, at folk kræver retssikkerhed i forbindelse med øget ansvar. Jeg spørger derfor mig selv, om den forskellige behandling af horisontale og vertikale begrænsninger virkelig fører til mere retssikkerhed, eller om det ikke ville være bedre med en gruppefritagelsesforordning for begge. For det andet kræver vi, at anvendelsen af resultaterne ikke begrænses til fem år, men derimod udvides til 10 år. Vi opfordrer Dem til ved medtagelse i retningslinjerne at gøre det entydigt klart, at gensidige eller blot ensidige underleveranceaftaler - kort betegnet som leverancer til kolleger - ikke er omfattet af forbuddet i artikel 81, stk. 2, og vi mener - ligeledes i betænkningen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål - at De bør overveje definitionen på markedsandel. Hvilket marked mener vi? Indkøbsmarkedet, salgsmarkedet, det internationale marked, det regionale marked? Enhver ved, at markedet for de pågældende virksomheder ændrer sig til stadighed, og vi er også bekymrede for, at der med retningslinje 122 og 141 fastsættes en vilkårlig grænse for markedsstyrken på 15%. Vi mener, at det er nødvendigt at udvide denne markedsstyrke, ligesom overgangsordningerne skal udvides til mindst to år, så målsætningerne kan realiseres.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil først og fremmest lykønske hr. Evans med hans fortrinlige betænkning og igen nævne den høje grad af overensstemmelse, der har været imellem os, når vi har analyseret samtlige reformer af Fællesskabets konkurrencelovgivning og de sociale følger af konkurrencen. Det er rigtigt, at det som følge af en hensigtsmæssig konkurrencepolitik er forbrugerne, borgerne som helhed, der begunstiges mest. Lad os ikke se denne bestemmelse som noget, der udelukkende optager virksomhederne, alle borgere interesserer sig for den. Vi er også enige i at vurdere Kommissionens forsøg på modernisering og reform af Fællesskabets konkurrencelovgivning positivt. Vi bør lykønske hr. Monti og hele Kommissionen med deres mod til at gennemføre en reform, som Kommissionen er opsat på, og som blev iværksat for flere år siden. Jeg har tidligere haft lejlighed til i andre indlæg at sige, at den efter min mening ikke bare er nødvendig, men at den også går i den rigtige retning. Den vej, som Kommissionen har valgt, er en god vej. Næsten 40 år efter at Fællesskabets konkurrencelovgivning blev taget i anvendelse, var den begyndt at vise tegn på udmattelse. Der er ingen tvivl om, at de konkurrenceregler, som er omfattet af traktaten og af den afledte ret, har bidraget afgørende til, at konkurrencekulturen bredte sig, samtidig med at de har været af afgørende betydning for gennemførelsen af det indre marked. På den anden side har Kommissionens beslutninger og Domstolens retspraksis fået en velfortjent anseelse for at nå det mål. Men vi må ikke glemme, at de regler til at begynde med var regler, som var fremmede for europæisk ret. Den europæiske juridiske tradition, særligt den kontinentale, var mere fokuseret på spørgsmålet om illoyal konkurrence. Spørgsmålet om fri konkurrence blev importeret fra USA. En spansk magister i handelsvidenskab - professor Garrigues - sagde meget billedligt, at de amerikanske soldater, som kom til Europa for at kæmpe under Anden Verdenskrig, i rygsækken havde antitrustlovgivningen. De positive aspekter kunne imidlertid ikke skjule nogle svagheder, som ofte var blevet fremsat af eksperterne. Måske vedrørte den mest velbegrundede kritik reglernes manglende fleksibilitet. Det er rigtigt, at det måske til at begynde med var nødvendigt at indføre så strenge regler, for der skulle tages nye regler importeret fra USA i anvendelse, i overensstemmelse med den kontinentale juridiske tradition. Jeg vil gerne indskyde, at det ikke er underligt, at hr. Evans' vurderinger og overvejelser ikke ligefrem deles af hans parlamentariske gruppefælle, hr. Karas. Hr. Evans optræder mere som en angelsaksisk jurist, hvorimod hr. Karas har vist, at han har overvejelser, der er normale for kontinentale jurister. Jeg mener, at denne reform går mere i retning af angelsaksisk ret, og jeg er, til trods for at jeg er en kontinental jurist, enig i den. Jeg er ikke så nervøs for retssikkerheden som andre. Det er under alle omstændigheder rigtigt, at det, der var acceptabelt for 20-30 år siden, ikke nødvendigvis er acceptabelt i dag. I dag er det indre marked en realitet, og konkurrencekulturen er tilstrækkeligt udbredt. Ændringen var altså nødvendig. Det er ikke længere muligt at anvende nogle konkurrenceregler, som ikke tager den økonomiske analyse og markedsstyrken i betragtning. Hvad angår de vertikale begrænsninger, er de nye gruppefritagelsesforordninger og retningslinjerne for deres anvendelse allerede blevet vedtaget. Nu er det tid for reformen af de horisontale begrænsninger. På dette område forelægger Kommissionen os nu to forslag til forordning, et, der drejer sig om forsknings- og udviklingsaftaler, og et andet, der drejer sig om regulering af specialiseringsaftalerne, samt nogle direktiver. Det skal nævnes, som det bliver i betænkningen, at der nu kan konstateres en forskel i behandlingen af de vertikale og de horisontale begrænsninger, da der for de vertikale begrænsningers vedkommende var én forordning og nogle retningslinjer, som dækkede alle de muligheder, der var reguleret i nævnte forordning. For de horisontale begrænsningers vedkommende er der imidlertid nogle retningslinjer, som i høj grad er bredere end de to konkrete forhold, der reguleres af de to forslag til forordning. De Europæiske Socialdemokraters Gruppe har stillet Parlamentet fem ændringsforslag, som udtrykker nogle af vores bekymringer. Blandt dem vil jeg gøre opmærksom på vores bekymring over mangelen på behandling af krisekarteller, som var omfattet af den tidligere lovgivning, og som her er forsvundet uden tilstrækkelig berettigelse. Jeg anmoder Dem derfor om at stemme for ændringsforslagene. Alt i alt, mine damer og herrer, vil Kommissionen som følge af reformen kunne koncentrere sig om at holde øje med, hvordan de, der har markedsstyrke, optræder, for deres optræden er virkelig skadelig for konkurrencen og markedet. Vi er som sagt enige i denne holdning. Det ser ud til, at vi endelig vil kunne sige farvel til den manglende fleksibilitet, til formalismen og goddag til den økonomiske analyse i den europæiske konkurrenceret.
+Hr. formand, med de forslag, som vores ordfører hr. Evans formulerer i den forhandlede betænkning, beder han Kommissionen om at slække på de konkurrenceregler, som han fremfører for de horisontale samarbejdsaftaler mellem virksomheder, som fungerer på samme markedsniveau. Det fremstår således, at Kommissionen er opfyldt af mere seriøse, antimonopolistiske indstillinger end Europa-Parlamentet til trods for det faktum, at der logisk set burde ske det modsatte. Europa-Parlamentet bør være mere følsomt over for de sociale følger af konkurrencepolitikken. Så meget desto mere som selv om vi har den strengeste antimonopolistiske lovgivning, så er det, som karakteriserer den virkelighed, vi lever i, de store monopolvirksomheders misbrug af deres dominerende stilling på markedet, de daglige initiativer til fusioner, sammenlægninger og opkøb af gigantiske virksomheder og skabelsen af monopolistiske komplekser på verdensplan, hvilket næsten altid følges af tusindvis af afskedigelser og enorme følger for beskæftigelsen og fører til monopolistisk udnyttelse af de rigdomsskabende kilder, markederne og forbrugerne. Netop denne virkelighed burde gøre os mere årvågne og mere seriøse for, at man ikke så de horisontale samarbejdsaftaler få den skæbne at blive resultater af fusionernes og de lodrette begrænsningers kontrol. Ud fra disse vurderinger kan vi ikke stemme for Kommissionens forslag, som skal løsnes fra politikkens begrænsninger.
+Hr. formand, først vil jeg gerne lykønske hr. Evans med kvaliteten og vigtigheden af hans betænkning. Jeg vil desuden gerne give udtryk for Kommissionens tilfredshed med den konstruktive opmærksomhed, som Parlamentet altid viser de emner, der vedrører konkurrencen. Vi ser netop konkurrencen som et vigtigt instrument i forbindelse med den sociale markedsøkonomi, som hr. Karas omtalte, og hvis endelige mål er at beskytte forbrugerne, sådan som hr. Berenguer Fuster understregede. Hr. Berenguer Fuster har fået helt rigtigt fat i den indfaldsvinkel, Kommissionen ønsker at følge, nemlig en større opmærksomhed på den økonomiske analyse ved konkurrencepolitikkens gennemførelse. Som hr. Karas, hr. Evans og andre spurgte om, forsøger vi dog at forene dette aspekt med den størst mulige retssikkerhed for virksomhederne. Debatten i dag drejer sig om et vigtigt aspekt af vores forsøg på at modernisere konkurrencepolitikken. Kommissionen har både foretaget en ændring af gruppefritagelsesforordningerne for forsknings- og udviklingsaftaler samt specialiseringsaftaler og udarbejdet et udkast til retningslinjer for anvendelsen af artikel 81 på horisontale samarbejdsaftaler. Kommissionen ønskede på denne måde at kodificere retspraksis og praksis på området, sådan som den har udviklet sig under vurderingen af de enkelte sager i alle disse år, uden at der dog af den grund skal foretages nogen radikal ændring af vurderingskriterierne for de horisontale samarbejdsaftaler ifølge fællesskabsretten. Disse tekster har således til formål at skabe klarhed omkring de kriterier, der følges, når konkurrencepolitikken gennemføres på dette område, og bestemt ikke at ændre kriterierne. Jeg vil gerne understrege dette aspekt, fordi Kommissionens forslag har været udsat for kritik. Man mener, at det dækker over en gennemgribende ændring af indfaldsvinkelen for de horisontale samarbejdsaftaler. Der er dog tale om en argumentation, som er helt ubegrundet. Det er den almindelige opfattelse, at aftaler mellem konkurrenter risikerer at begrænse konkurrencen i meget større grad end andre former for aftaler. Dette er uden tvivl tilfældet, når det gælder de aftaler mellem konkurrenter, der tager sigte på at fastsætte priser, fordele markedet eller begrænse produktionen. Det er bestemt ikke vores hensigt at få nogen til at tro, at de horisontale aftaler, som medfører nogle alvorlige ulemper for konkurrencen, ikke bliver behandlet med lige så stor strenghed i fremtiden. Da der mangler nogle grundlæggende restriktioner, er det dog nødvendigt at undersøge aftalerne i deres økonomiske sammenhæng, så det kan konstateres, om de er årsag til skadevirkninger på markedet. Det, der er brug for, er snarere at ajourføre og skabe større klarhed i bestemmelserne for horisontale aftaler, og det er der to hovedårsager til. Den første årsag er, at eftersom disse bestemmelser er et svar på den nuværende økonomiske situation, skal virksomhederne reagere på det voksende konkurrencepres og tilpasse sig til et marked, som er i konstant udvikling. Et samarbejde er ofte en måde, hvorpå man kan dele risici, spare penge, være fælles om knowhow og være hurtigere til at lancere innovationer på markedet. Samarbejdet er navnlig et vigtigt instrument for de små og mellemstore virksomheder. Forbrugerne vil kunne få gavn af disse økonomiske fordele, såfremt der opretholdes en reel konkurrence på markedet. Den anden årsag, som har fået os til at tage lovgivningen på dette område op til revision, er, at indførelsen af nogle klare bestemmelser er afgørende for vores bestræbelser på at modernisere konkurrencepolitikken, og ordføreren hr. Evans har til fulde forstået disse bestræbelsers omfang. Det er jeg ham taknemmelig for, ligesom jeg er taknemmelig for hans henvisning til statsstøtte, som er et andet og ikke mindre væsentligt aspekt af konkurrencepolitikken. Den indfaldsvinkel, der følges, er magen til den, der blev vedtaget for nylig i forbindelse med de vertikale aftaler, og den har hovedsagelig to formål, nemlig at undgå, at Generaldirektoratet for Konkurrence skal undersøge nogle sager, som ikke har indflydelse på konkurrencepolitikken, og at give virksomhederne mulighed for selv at fastlægge, om en aftale er konkurrencebegrænsende eller ej, og om den kan blive genstand for en fritagelse. Forslaget til beslutning viser, at Parlamentet er enigt i denne reforms målsætninger. De spørgsmål, der rejses - både af Dem og fra andre sider - udgør nogle yderst værdifulde forslag. Jeg kan allerede i dag fortælle Dem, at jeg har til hensigt at følge størstedelen af disse forslag. Jeg vil navnlig anbefale Kommissionen at rette sig efter Deres udtalelse, når det gælder tre vigtige punkter om gruppefritagelsesforordningerne. For det første bør den maksimale varighed af fritagelsen for forsknings- og udviklingsaftaler forlænges til en periode, der er længere end de nuværende fem år. Det er dog nødvendigt at nå frem til et kompromis mellem virksomhedernes interesse i at udnytte resultaterne af deres forskning og den offentlige interesse i at sikre konkurrencen på de nye markeder. Jeg vil derfor foreslå, at fritagelsens varighed forlænges til syv år i stedet for 10 år. For det andet bør restriktionerne i forbindelse med muligheden for, at parterne udnytter resultaterne af de forsknings- og udviklingsprojekter, de har gennemført i fællesskab, begrænses mest muligt, så man fremmer udbredelsen af viden, hvilket igen er gavnligt for den tekniske og økonomiske udvikling. På baggrund af Deres bemærkninger vil jeg dog foreslå, at disse restriktioner almindeligvis kun er gældende i det omfang, de vedrører virksomheder, der ikke er direkte konkurrenter. For det tredje bør overgangsperioden forlænges. Man kunne i den forbindelse følge eksemplet med gruppefritagelsesforordningen for de vertikale aftaler og forestille sig en periode på 18 måneder. Hvad retningslinjerne angår, vil vi uden tvivl være i stand til at efterkomme Deres ønske om en skarpere skelnen mellem retningslinjerne for horisontale aftaler og retningslinjerne for vertikale aftaler og om en større klarhed for behandlingen af industrileveranceaftaler. Kommissionen har til hensigt at vedtage den endelige udgave af gruppefritagelsesforordningerne og retningslinjerne inden årets udgang. På denne måde vil man nemlig ikke blot undgå et retligt tomrum, når de nuværende forordningers gyldighedsperiode udløber, men også give et væsentligt bidrag til, at fællesskabspolitikken bliver ved med at være tidssvarende. Hr. formand, der var forskellige andre vigtige og interessante punkter, som blev taget op. Jeg har ikke tid til at komme ind på dem alle sammen, men jeg vil dog gerne fremsætte et par bemærkninger. Hr. Theonas, De talte om virksomhedssammenslutninger. De har uden tvivl lagt mærke til Kommissionens omhyggelige udøvelse af sine beføjelser, når det gælder kontrollen med virksomhedssammenslutninger. Sådan som forordningen kræver, holder vi os strengt til kriteriet om at forbyde virksomhedssammenslutninger, hvis disse skaber eller styrker en dominerende stilling. Ofte er dette ikke tilfældet, og ofte eksisterer denne risiko ikke, også fordi virksomhederne, som er klar over dette krav, opfylder dette på en undertiden meget, meget effektiv måde. Hr. Evans rejste spørgsmålet om underleverancer. Jeg er enig i, at industriens leveringsaftaler skal behandles yderligere i retningslinjerne. Det vil ske i kapitlet om produktionsaftaler. Krisekarteller, hr. Berenguer, tager direkte sigte på at sænke produktionen og hæve priserne, og de har derfor altid en begrænsende effekt på konkurrencen. Det betyder ikke, at sådanne karteller ikke kan undtages i henhold til artikel 81, stk. 3. Det ville dog kun være muligt efter en individuel undersøgelse af sagen og aftalen. Derfor ville det være uhensigtsmæssigt at medtage dem i retningslinjerne. Til sidst, hvordan passer alt dette så ind i den overordnede moderniseringsplan? For det første kan jeg over for hr. Evans bekræfte, at jeg forventer, at Kommissionen kan vedtage et forslag til en forordning om reform af forordning 17 af 1962 inden udgangen af denne måned. Den reform omfatter afskaffelse af oplysningssystemet. Men hr. Karas, det vil ikke svække selskabernes retssikkerhed. For at sikre dette er Kommissionen i gang med afklare sine gældende substansregler. Vi har allerede gjort det for distributionen - vertikale aftaler - og nu er vi i gang med de horisontale aftaler. Vores gruppefritagelsesforordninger og -meddelelser vil præcisere indholdet af reglerne, og det betyder, at selskaberne mere sikkert kan vurdere deres aftaler i overensstemmelse med den generelle modernisering. Det kan ikke kaldes en renationalisering af konkurrencepolitikken, men i endnu højere grad end hidtil vil det betyde øget samarbejde med de nationale konkurrencemyndigheder og domstole i bestræbelserne på at gennemføre de fælles konkurrenceregler.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0215/2000) af Wijkman for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til sikring af, at miljøaspektet tilgodeses i udviklingslandenes udviklingsproces (C5-0283/2000 - 1999/0020(COD)).
+Hr. formand, den forordning, vi nu skal diskutere, vedrører forudsætningerne for, at vi inden for Unionens bistandspolitik skal tage større hensyn til det fysiske miljø og naturressourcerne i forbindelse med forskellige udviklingsprojekter. Det er et vigtigt spørgsmål. Vi ved nemlig, at økonomisk vækst ofte kan have negative konsekvenser for miljøet, enten gennem udnyttelse af naturressourcerne eller ved selve den industrielle produktion eller der, hvor produkterne anvendes. Miljøskaderne har negative konsekvenser for sundheden. De risikerer at udhule den biologiske mangfoldighed, men kan også føre til skader, der på længere sigt bringer natursystemernes produktionsevne i fare. Når, og hvis, dette sker, påvirker det også vores økonomiske sundhed. Ved at tænke forebyggende og ved at vælge metoder og teknikker, der ødelægger miljøet mindst muligt, kan vækst forenes med hensyntagen til miljøet. Dette er vigtigt i vores egne lande, men vi har lang vej endnu i Den Europæiske Union. Det er naturligvis også vigtigt i udviklingslandene, ikke mindst i sammenhæng med det udviklingsarbejde, der udgår fra Den Europæiske Union. Når man ønsker at integrere miljøhensyn, er der bl.a. brug for et omfattende metodeudviklingsarbejde og for demonstrationsprojekter, men også for træning og uddannelse af både Kommissionens personale og det relevante personale i modtagerlandene. Den forordning, vi diskuterer nu, indeholder detaljerede bestemmelser for dette, og der stilles et pænt stort beløb til rådighed. Hr. formand, Parlamentet har to gange tidligere behandlet denne sag. Sidste gang var der betydelige forskelle mellem vores synspunkter og det forslag, som Rådet vedtog. Forligsproceduren blev indledt, og vi ser resultatet her i dag. Med udgangspunkt i Parlamentets synspunkter mener jeg, at vi skal være meget tilfredse med resultatet af denne forligsprocedure. På vigtige punkter har vi opnået det, vi stræbte efter. Lad mig nævne tre vigtige områder: For det første er budgettet næsten fordoblet sammenlignet med det oprindelig beløb. Vi er gået fra 50 millioner euro til 93 millioner euro. For det andet var graden af medlemsstaternes indblanding i selve aktiviteterne et centralt spørgsmål. I den forbindelse var det Parlamentets udgangspunkt at vælge den mindst mulige indblanding, det vil sige, at Kommissionen får hovedansvaret for selve aktiviteten og for den efterfølgende evaluering. Det kompromis, vi har nået, indebærer, at der kun blive tale om medbestemmelse for aktiviteter til over 2,5 millioner euro, det vil sige, at her findes der et krav om aktiv medvirken fra medlemsstaternes side. Efter min mening er dette en udmærket ordning. Hvis vi ønsker, og det burde vi, at forenkle og afbureaukratisere bistanden og dermed mindske afstanden mellem løfter og forpligtelser på den ene side og de gennemførte aktiviteter på den anden, er mindre indblanding i den operative virksomhed fra medlemsstaternes side en klar forudsætning. I kraft af det forlig, vi er nået frem til, har vi taget et pænt skridt i denne retning. For det tredje krævede vi ved andenbehandlingen, at forordningen ikke skulle være tidsbegrænset. Det vil sige, at denne type aktiviteter skal planlægges på meget langt sigt. Da aktiviteterne nu skal evalueres efter fire år, hvor man så skal træffe beslutninger om fremtiden, mener jeg dog, at vi skal være tilfredse. Efter evalueringen har vi alle muligheder for at fastlægge endnu mere detaljerede retningslinjer for disse vigtige aktiviteter. Min anbefaling, hr. formand, er således, at Parlamentet bør godkende resultatet af forligsproceduren.
+Hr. formand, i dette udkast til forordningen drejer det sig om en af de første forordninger inden for udviklingspolitik, der vedtages ved fælles beslutningstagning. Europa-Parlamentet levede op til sit større ansvar, som det har i kraft af øget beslutningsmagt. Mange har ment, at denne forordning skal afsluttes så hurtigt som muligt, og Europa-Parlamentet må derfor tage afstand fra mange af dens ændringsforslag. Den løsning, som vi valgte, var uden tvivl den rigtige. Vi kunne opnå nogle forbedringer i dette forslag til forordningen. En af de vigtigste forbedringer - ordføreren har jo allerede nævnt den - er en tilstrækkelig finansiering af de mulige aktiviteter, der påtænkes med denne forordning. Den opnåede forøgelse af midlerne fra 50,4 millioner euro til 93 millioner euro, altså faktisk en fordobling, er et flot resultat, også selv om vi ved, at det er nødvendigt med et meget større beløb i betragtning af, hvor vigtigt dette emne er for vores fremtid. Men det fører til en mere generel og politisk diskussion, der naturligvis sprænger rammerne for denne forordning. Med vores ændringsforslag kunne vi opnå adskillige ændringer i artikel 3, der beskæftiger sig med, hvilken type foranstaltninger der skal gennemføres. Jeg er ked af, at Europa-Parlamentets ændringsforslag ikke blev vedtaget. Heri blev det krævet, at man om nødvendigt giver afkald på bankgarantier eller kreditsikkerhed for at gøre udbuddet for ansøgerne og målgruppen så stort som muligt. Trods alt mener jeg, at det er et flot resultat for Parlamentet og også et flot resultat for ordføreren.
+Hr. formand, otte år efter Rio-konferencen, hvor De Forenede Nationers stater anerkendte, at miljø og udvikling er uløseligt forbundne størrelser, vedtager Den Europæiske Union endelig nogle forordninger for at integrere miljøet i udviklingslandenes udviklingsprojekter. Selv om man kan være tilfreds med den økonomiske indsats, der blev vedtaget under forliget - hvilket jeg på min gruppes vegne gerne vil takke ordføreren for - så er og bliver dette budget beskedent i forhold til de betragtelige behov og de endnu større forventninger hos de involverede befolkninger. Er det ikke at bøde på sin egen dårlige samvittighed, når man giver lidt over 15 millioner euro over en periode på seks år til udviklingslandene i Afrika, Caribien og Sydamerika på trods af kendskabet til den økonomiske, økologiske og sociale situation i disse fattige lande? Denne budgetpost, der har til hensigt at fremme fuld integration af miljøet i udviklingsprojekterne, skal på ingen måde signalere, at det miljømæssige aspekt skal opgives i andre projekter. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at den bæredygtige udvikling, hvilket fuldt ud omfatter miljøet, i højere grad end nogensinde er den eneste udviklingsmodel, der kan modsvare kravene fra både de fattige lande i syd og de svækkede lande i nord.
+På vegne af Kommissionen vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Wijkman, og medlemmerne af forligsdelegationen med udarbejdelsen af dette kompromisforslag, som Rådet allerede har vedtaget. Kommissionen støtter den foreslåede forordning. Den anser den for at være et værdifuldt instrument til gennemførelse af strategiske aktiviteter og pilotaktiviteter på miljøområdet. Det er naturligvis et supplement til de øvrige instrumenter, som Kommissionen har til sin rådighed. Heldigvis er vores aktiviteter på miljø- og udviklingsområdet ikke begrænset til denne forordnings anvendelsesområde. Vi gør miljøet mere strømlinet med alt, hvad vi foretager os. Vi har derfor til hensigt at bruge det strategisk, idet vi især fokuserer på støtten til de forskellige internationale miljøkonventioner. Planerne for finansiering af projekter, der opfylder forordningens målsætninger, er allerede fremskredne. Når den er formelt vedtaget, og midlerne stillet til rådighed, vil vi færdiggøre aftalerne til gennemførelse. Men tiden kommer til at være imod os, da vi hastigt nærmer os finansårets slutning. Jeg vil gerne endnu en gang takke Parlamentet for dets arbejde for vedtagelsen af denne forordning og den interesse, som mange af medlemmerne har udvist. Jeg er overbevist om, at forordningen bliver et nyttigt redskab til at sikre, at miljøaspektet tilgodeses fuldstændigt i udviklingssamarbejdet.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0216/2000) af Fernández Martín for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om aktioner til fremme af bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene (C5-0284/2000 - 1999/0015(COS)).
+Hr. formand, med denne betænkning om forordningen om bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene og med den foregående betænkning forelagt af hr. Wijkman udøver Parlamentet i dag, og i morgen med den tilhørende afstemning, for første gang sine nye beføjelser til fælles beslutningsprocedure på samarbejds- og udviklingsområdet. Proceduren afsluttes efter lang tid, for vi har brugt næste tre år på første- og andenbehandlingen og på forligsforhandlingen. Som ordfører vil jeg give udtryk for min tilfredshed, for jeg mener, at den lange tid har været frugtbar, fordi den har gjort det muligt at opnå en aftale om den tekst til forordning, som jeg i dag anmoder Parlamentet om at støtte. Til at begynde med var vores holdninger meget langt fra hinanden. Uenighederne mellem Parlamentet og Rådet drejede sig hovedsageligt om den budgetmæssige finansiering af programmet, om tidsplanen og om komitologien. Parlamentet havde allerede ved de tidligere behandlinger foreslået talrige ændringer, som Rådet og Kommissionen havde gjort til deres, og jeg skal sige - det skal indrømmes - at Kommissionens forvaltning af det foregående program, den høje grad af gennemførelse og de gode resultater har ført til, at ordføreren med Udvalget om Udviklings opbakning har kunnet overbevise Rådet om nødvendigheden af at opretholde programmet med en finansieringsgrad, der er tilstrækkelig til at sikre, at det bliver en succes. De tropiske skove og deres forskellige funktioner og nytte for menneskeheden kan i høj grad bidrage til opnåelsen af Unionens mål, ikke blot hvad angår udvikling og miljø, men også hvad angår målene om fattigdomsbekæmpelse og bæredygtig økonomisk og social udvikling. Med denne forordning tilvejebringer Den Europæiske Union passende finansiel og teknisk støtte til bevarelse og bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene, således at skovene kan udfylde deres funktion som skabere af velstand og social udvikling med de bæredygtige miljøkriterier, som forventes af dem på lokalt, nationalt og globalt plan. I forordningen står der, at bæredygtig skovforvaltning bør være møntet på forbedring af befolkningernes levestandard og velfærd inden for grænserne af økosystemernes bæreevne, samtidig med at de naturlige aktiver og deres biologiske diversitet bevares. Det skal ske ved at tilskynde til, at de befolkninger, der er afhængige af skovene, og de lokale samfund deltager aktivt i udviklingen af de nationale politikker og i planlægningen af udviklingen. Derfor er det nødvendigt at forbedre koordineringen og informationsstrømmen mellem Kommissionens forslag - de forslag, som Kommissionen forelægger i de kommende år - og medlemsstaternes for at opnå mere sammenhængende aktioner og dermed en bedre udnyttelse af ressourcerne. På det budgetmæssige område kan vi glæde os over, at vi, efter de generelle begrænsninger, som genopbygningsplanerne for Kosovo har indebåret, i dag kan råde over en tildeling på 249 millioner euro, når udgangspunktet i Rådets oprindelige forslag var 9 millioner euro for en periode på seks år, fra nu til 2006. Det vil muliggøre en finansiering, der er tilstrækkelig til at opfylde målene med mindst samme effektivitet, som det var tilfældet for den periode, der slutter nu. Hvad angår komitologien, er den divergerende holdning, som Parlamentet, særligt Udvalget om Udvikling, har i forhold til Rådets, imidlertid velkendt. Vi er mere tilbøjelige til at give Kommissionen større beføjelser på dette område. Vi har ikke været i stand til at opnå en aftale, for denne aftale afhænger af en samlet vurdering af problemet. Men Udvalget om Udvikling kan i det mindste være tilfreds med, at der i dette spørgsmål om komitologi er opnået en aftale, der gør det muligt at fastlægge de nødvendige budgetoverslag og en tidsplan, som er påkrævet for at sikre en præcis information om de strategiske retningslinjer og prioriteringerne for udøvelse af aktiviteterne i de kommende år. Det er kort sagt, hr. formand, en god aftale for et godt program til bevarelse af tropiske skove.
+Hr. formand, dette udkast til forordningen om foranstaltninger til fremme af bæredygtig forvaltning af tropiske skove og andre skove i udviklingslandene er ikke kun indholdsmæssigt meget tæt forbundet med den tidligere forordning. Også det politiske pres og de politiske argumenter, der fremsættes for at piske denne forordning igennem så hurtigt som muligt, minder temmelig meget om det, vi oplevede i forbindelse med det tidligere diskuterede udkast til forordningen. Trods alle ulykkesprofetier har vi også i dette tilfælde besluttet os for et forlig, og indholdsmæssigt har vi - det mener jeg - dog forbedret forordningen væsentligt. Den aktive deltagelse fra de lokale fællesskaber og fra den umiddelbart berørte befolkning i udviklingen af national skovpolitik og udviklingsplanlægning er nu en af målsætningerne i forordningen, og for mig er det et væsentligt indholdsmæssigt fremskridt. Det er lykkedes Europa-Parlamentet at tilvejebringe en passende finansiering. Rådet foreskrev i dets forslag en latterlig finansieringsramme på 63 millioner euro i perioden fra 2000 til 2006. Parlamentet havde forlangt 249 millioner euro for den samme periode og også opnået det, og det har hermed også helt klart givet udtryk for, at det ikke er acceptabelt for os, at genopbygningen på Balkan, hvor nødvendig den end er, spilles ud mod udviklingspolitikken og udviklingssamarbejdet i Den Europæiske Union. Det er vigtigt, at Kommissionen hvert år informerer Parlamentet om de retningslinjer og prioriteringer, som den udarbejder. Sammen med artikel 11 i forordningen, der foreskriver en årlig rapporteringsforpligtelse om finansierede projekter og foranstaltninger, er det vores udgangspunkt for rettidigt at kunne påpege, at udviklingen går i en uheldig retning.
+Hr. formand, jeg er af den opfattelse, at man selvfølgelig skal sørge for bevarelsen af de tropiske skove ved at yde støtte, bidrag osv., men at det ikke mindst skal ske - og det er, hvad jeg godt kunne lide ved denne forordning - ved at inddrage lokalbefolkningerne og give dem nogle idéer til en virkeligt bæredygtig forvaltning af og fremtid for skovene. Jeg vil gerne minde om, at man i bladet Nature for nogle få år siden kunne læse om en undersøgelse af en peruviansk skov og af den bedste måde at udnytte denne på. I denne skov var der en fantastisk biodiversitet, sådan som det altid er tilfældet med den slags skove. Der var hele 270 plantearter på én hektar, mens der hos os praktisk taget kun er en seks-syv stykker pr. hektar skov. Denne rige biodiversitet - som i øvrigt ikke kun gælder planteriget - giver en økonomisk indtjening, som i sig selv er virkeligt imponerende. Der er dog flere måder at opnå denne indtjening på. Man kan f.eks. fælde alle træerne og sælge træet, hvilket giver 5.000 franske francs plus 15.000 francs for arealets anvendelse til græsning - sådan som det oftest er tilfældet - eller til dyrkning. Eftersom denne jord er fattig på humus, vil den meget hurtigt blive genstand for ørkendannelse. En metode, der til gengæld kan vare i mange år, er at udnytte de goder, som denne jord kan tilbyde, f.eks. frugter og underskovens produkter, og at foretage en kontrolleret fældning, der giver en årsindtægt på 2.000 francs, men som varer ved, og som praktisk taget varer evigt. Med dette eksempel ønsker jeg blot at fortælle, at jeg tror meget på princippet om at yde service, give teknisk information og fremsætte forslag til disse befolkningers fremgangsmåde, så det bliver dem selv, der støtter deres egne skove, fordi de er overbeviste om, at denne måde er bedre for dem end at foretage de fældninger, som er ved at ødelægge utroligt mange af disse områder, der er værdifulde for atmosfæren på vores planet. Jeg vil slutte af med en aforisme fra Maos lille røde - som man ikke læser i mere, men som stadig kan være nyttig nogle gange - hvor der står, at man ikke skal give fiskeren fisk, men lære ham, hvordan han bliver bedre til at fiske.
+På vegne af Kommissionen vil jeg gerne lykønske ordføreren med denne forordning. Jeg lykønsker hr. Fernández Martín og de øvrige medlemmer af forligsdelegationen med deres bestræbelser på at opnå en tilfredsstillende udformning af forordningen om tropiske skove. Kommissionen støtter den foreslåede tekst. Ligesom med miljøbudgetposten agter vi at bruge budgetposten for tropiske skove strategisk og sideløbende med aktiviteter finansieret i henhold til andre instrumenter, som står til Kommissionens rådighed. På internationalt plan regner jeg med, at denne forordning bliver et vigtigt redskab for EU til at fremme konklusionerne fra FN's regeringsforum om skove. Dette område er, som det tydeligt fremgår, af afgørende betydning for biodiversiteten, for klimaet og for vores samvittighed, når det gælder at overlade en Jord med disse kvaliteter til fremtidige generationer. Ingen, der har haft den store oplevelse at være i en rigtig tropisk skov, vil nogensinde glemme det, og vi må bestemt ikke nægte vores børn den oplevelse. Endnu en gang lykønsker jeg Parlamentet med denne vellykkede forordning, og jeg vil også gerne udtrykke min værdsættelse af Parlamentets indlæg i forbindelse med første og anden behandling af forordningen.
+Mange tak, hr. kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5­0227/2000) af Ferrer for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om komplementariteten mellem Fællesskabets og medlemsstaternes politik på området for udviklingssamarbejde (KOM(1999) 218 - C5­0179/1999 - 1999/2156(COS)).
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, den stigende fattigdom til trods for den gradvise stigning i bruttonationalproduktet på verdensplan i løbet af de seneste årtier, medlemsstaternes tendens i øjeblikket til at skære ned på midlerne til offentlig udviklingsstøtte til direkte investeringer, hvoraf kun 1% går til de mindst udviklede lande - hvilket forøger den kløft, der adskiller disse lande fra de rige lande eller udviklingslandene - og overbevisningen om, at globaliseringsprocessen kan forøge vanskelighederne for de fattige lande, er alle sammen faktorer, der gør det klart, at det er bydende nødvendigt at forbedre politikkerne inden for udviklingssamarbejde. Også hvad angår demokrati og overholdelse af menneskerettighederne, er vi meget langt fra de ønskelige parametre: Statskup, vold, krig og krænkelse af menneskerettighederne er stadig en del af hverdagen i de mindst udviklede lande, og det er derfor på sin plads at bidrage til at rette op på det. I denne forbindelse er det absolut nødvendigt at styrke komplementariteten i de politikker inden for udviklingssamarbejde, som Fællesskabet og medlemsstaterne fører. For det første fordi komplementariteten gør det muligt at drage nytte af den synergi, som er resultatet af et koordineret sigte med de aktioner, som ikke bare Den Europæiske Union, men alle de internationale donorer, skal gennemføre, hvilket vil forbedre disse aktioners virkning. For det andet fordi det gør det muligt at give medlemsstaternes udviklingsbistand en merværdi, hvilket vil være medvirkende til at sikre en optimal udnyttelse af de ressourcer, der skal anvendes til udviklingsbistand, og at opnå bedre resultater. For det tredje fordi det medvirker til at forbedre Den Europæiske Unions image og gøre dens udviklingspolitik mere troværdig, hvilket vil give den mulighed for at udøve den politiske indflydelse, der tilkommer den som verdens største bistandsyder - husk på, at mellem halvdelen og to tredjedele af udviklingsbistanden kommer fra Den Europæiske Union - en indflydelse, som såvel de ikke-statslige organisationer som modtagerlandene ville ønske var mere udtalt på grund af Den Europæiske Unions større engagement i spørgsmål som social retfærdighed og menneskelig udvikling. Endelig er en styrkelse af komplementariteten vigtig, fordi det af unionstraktaten klart fremgår, at medlemsstaterne og Fællesskabet skal samordne deres politik for udviklingssamarbejde og føre samråd om deres bistandsprogrammer. Derfor skal Kommissionens meddelelse om komplementariteten mellem Fællesskabets og medlemsstaternes politik på området for udviklingssamarbejde bifaldes, da de foranstaltninger, der foreslås i den, kan bidrage til at rydde de hindringer af vejen, som udelukker reelle fremskridt på dette område. Generelt kan det siges, at Udvalget om Udvikling og jeg selv er enige i de store linjer i dokumentet og i de foranstaltninger, der foreslås i det. Alligevel vil jeg præcisere nogle ting: for det første mener jeg, at Kommissionen burde have taget højde for, at komplementariteten ikke er et isoleret fænomen, men skal indgå som led i en overordnet strategi, der også omfatter koordinationen og kohærensen, da kohærensen er uløseligt forbundet med koordinationen og komplementariteten, og uden koordination er komplementaritet ikke mulig. Derfor mener jeg, at det for reelt at forbedre virkningen af de europæiske udviklingspolitikker og sikre Unionens troværdighed ville have været meget mere hensigtsmæssigt og overskueligt, hvis disse aspekter var blevet behandlet samlet inden for rammerne af meddelelsen om udviklingspolitikken, for det ville i højere grad have betonet, at disse elementer er uløseligt forbundne og væsentlige for formulering af en udviklingspolitik i overensstemmelse med Unionens mål. Den anden ting, jeg vil præcisere, vedrører begrebet komplementaritet, som ikke skal forstås som et forsigtighedsprincip med det formål at sikre medlemsstaternes kompetence på dette område, men som bevis på en politisk vilje til at forene kræfterne for at opnå yderligere fremskridt i virkeliggørelsen af målsætningen for politikken inden for udviklingssamarbejde. Derudover bør kravet om enhed, kohærens og effektivitet i forbindelse med Unionens indsats på det udenrigspolitiske område - som ligeledes er indeholdt i traktaten - udvides til at omfatte udviklingspolitikkerne, da de er en integreret del af Unionens udenrigspolitik. Derfor må Kommissionen tage initiativet og tage et stort skridt i den retning, så Den Europæiske Union får mulighed for at fastsætte Den Europæiske Unions strategiske prioriteringer for udviklingsbistand. For det tredje må jeg sige, at foranstaltningerne til styrkelse af komplementariteten i sig selv næppe vil fremkalde de ønskede resultater. For at de kan opnås, er det en forudsætning, at Rådet har den politiske vilje til at gå videre med større integration med hensyn til samarbejde, for det, der har gjort det umuligt at gøre fremskridt med hensyn til komplementariteten, har især været det faktum, at medlemsstaterne definerer deres politikker inden for udviklingssamarbejde mere i henhold til deres geografiske, strategiske og økonomiske interesser og deres koloniale fortid end under hensyntagen til Unionens mål på udviklingsområdet. Endelig skal det understreges, at vi mener, at Kommissionen, ud over de operationelle foranstaltninger til forbedring af forvaltningen af programmerne, som Udvalget om Udvikling som sagt i princippet er enigt i, burde tage ansvar for analyse og forslag, en absolut forudsætning for at sikre, at Unionen kan målrette bistanden ikke blot for at fremme den økonomiske vækst i modtagerlandene, men for at denne vækst når ud til alle befolkningslag, hvorved den opfylder sine forpligtelser til at fremme folkenes udvikling og dermed styrke sin indsats for freden, da fred uden udvikling altid vil være skrøbelig. Under alle omstændigheder og kort sagt vil jeg understrege formålstjenligheden i denne meddelelse - om end vi ville ønske, at den havde været en del af en samlet pakke - og rimeligheden i foranstaltningerne, der sammen med de foranstaltninger, som Udvalget om Udvikling foreslår i min betænkning, forhåbentlig bidrager til at målrette aktionen med henblik på en bedre operationel forvaltning. Under alle omstændigheder skal det igen understreges, at Rådet bør vise politisk vilje, for uden den kan vi vanskeligt gennemføre princippet om komplementaritet.
+Hr. formand, jeg vil gerne lykønske fru Ferrer med en velafvejet betænkning. Det er vigtigt, at vi erkender EU's rolle og omfanget af dens muligheder for indflydelse; vi efterlyser kohærens og koordination. Samtidig vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med, at man anerkender betydningen af de ikke-statslige organisationers arbejde og tager det i betragtning i udviklingssamarbejdet med det mål at styrke det civile samfund gennem dette samarbejde. Jeg anser det også for et sundt udgangspunkt, at man anbefaler at udføre koordinationen inden for rammerne af strategier valgt af de berørte lande selv. Når vi taler om udviklingssamarbejde, er det sundt i samme åndedræt at minde om, at udviklingssamarbejde ikke er noget mål i sig selv. Målet er, at udviklingslandene selv bliver i stand til at klare deres egne anliggender, tage ansvaret for deres egen udvikling samt fungere som samfund på retfærdig vis. Og i samme udstrækning som vi selv vanskeliggør disse muligheder, skal vi rette op på sagen. På EU-niveau bemærkes det bl.a. ved, at vi med vores politik ikke opmuntrer til at leve baseret på ét produkt. Kun lande, hvis egen økonomi er i orden, kan drage nytte af globalisering. De udviklingslande, som satser på ét produkt, kommer til at stå over for en vanskelig situation. På EU-niveau må vi også sørge for, at vores værdier afspejles i vores politik for udviklingssamarbejde. Der skal være plads til at stille betingelser. Således må vi ikke støtte lande, som ikke udviser interesse for deres borgeres menneskerettigheder og for demokrati. I andre tilfælde må man begrænse sig til humanitærhjælp. Jeg anser det også for strengt nødvendigt, at EU på samme måde som en justitsombudsmand får en menneskerettighedsombudsmand, hvis opgaver skal omfatte kontrol med menneskerettighedssituationen i udviklingslandene. På EU-niveau skal vi være vel vidende om bistandens politiske indflydelse, da vi allerede af erfaring ved, at bistand kan være skadelig. I virkeligheden er risikoen temmelig stor. Der må udvikles en bistand, som af natur er konfliktafværgende, ikke konfliktnærende. Bistanden bør rettes mod at komme de værst stillede til gavn. Man bør kunne forudse kriser forårsaget af miljøproblemer og bør ikke yde bistand på en måde, der fremmer kampen om naturrigdomme. Man må lære at identificere de samfund, hvor risikoen for vold hænger sammen med terror fra statens side. Ved allokering af bistand må man tage hensyn til, at den ikke støtter udemokratiske voldsstrukturer. Ved at stille betingelser for bistanden kan man forhindre visse gruppers undertrykkelse og korruption. Jeg ved, at sagen ikke er enkel, og at det at stille betingelser er møjsommeligt og svært, men at man ved såkaldte positive betingelser kan få gennemført meget. Det har erfaringen vist. Derfor bør EU ikke vige uden om dette.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi ville gerne inden denne forhandling have stillet Rådet et spørgsmål - og det forsøgte vi, men uden held - om komplementaritetspolitikken. Det har ikke været muligt, men det er beklageligt, for det er rigtigt, hr. kommissær, at det ikke kun er Dem, men også medlemsstaterne og Rådet, som har noget at skulle have sagt i denne sag. Under alle omstændigheder mener jeg, at den betænkning, som fru Ferrer har forelagt for os her i eftermiddag, er en god betænkning, og, som hun også har sagt, ville vi gerne have haft et samlet dokument. Vi behandler udviklingspolitikken i brudstykker, og det forhindrer os nogle gange i at få et samlet overblik. Men hendes betænkning er under alle omstændigheder et vigtigt bidrag. Denne betænkning har en betydning, der rækker ud over det materielle område, som politikken for udviklingsbistand vedrører. Komplementariteten mellem Fællesskabets bistandspolitik og medlemsstaternes er, ud over et krav i henhold til traktaten, et uvurderligt instrument til at sikre, at Unionen og dens medlemsstater følger den samme vej på bistandsområdet. Socialdemokraterne mener, at politikken for udviklingsbistand generelt bør være spydspidsen i Fællesskabets indsats udadtil, og alligevel eksisterer denne komplementaritet ikke bortset fra nogle pilotprojekter. En mekanisme, der ville gøre det muligt at maksimere såvel ressourcerne afsat til bistand, der bliver færre og færre, som de politiske resultater af en fælles indsats, udnyttes ikke, og det til trods for de gentagne anmodninger fra Parlamentet og de gentagne afgørelser fra selve Rådet, som til syvende og sidst har ansvaret for dette område. Komplementariteten giver sig i øjeblikket udslag i den operationelle koordination på området og i komitologiproceduren i Bruxelles. Hvad angår førstnævnte, har jeg allerede nævnt, at den kun anvendes i forbindelse med nogle pilotprojekter. Hvad angår komitologien, vil jeg give et eksempel, der viser, at den heller ikke fungerer: Latinamerikaudvalget har kun holdt møde to gange i år i stedet for de månedlige møder, der var det normale, og som ville være nødvendige, for at det kunne fungere. Nogle af de programmer, som det har vedtaget, f.eks. det regionale program for genopbygning af Mellemamerika efter orkanen Mitch, er endnu ikke blevet iværksat. Der er en udtalt mangel på politisk vilje til at gennemføre de foranstaltninger, som vi vedtager i Parlamentet, og det giver sig udslag i ineffektivitet i forfølgelsen af vores politiske mål, i en fremskridende lammelse af de europæiske institutioners funktion og i et dårligt image, der, som den foregående taler sagde, nogle gange kommer til offentlighedens kundskab. Komplementariteten med medlemsstaterne, kohærensen mellem fællesskabspolitikkerne og koordinationen mellem tjenesterne bør være grundlaget for politikken for udviklingsbistand, for at denne politik når det minimum af effektivitet, som Parlamentet kræver. Der er problemer med de store forskelle i instrumenter og det store antal procedurer, men den største vanskelighed er den manglende politiske vilje. Staterne skal, som det er blevet sagt før, se ud over deres egne præferencer - som i mange tilfælde afspejler deres interesser for gamle kolonialistiske strukturer eller for andre ting - og engagere sig i et fælles europæisk projekt. Hvis vi ikke følger denne politik, vil vi ikke blive effektive i udviklingssamarbejdet. Kommissionen har nu mulighed for at inddrage disse elementer i sin reform, og Rådet har et historisk ansvar for at engagere sig i definitionen og gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne. Begge institutioner kan regne med Den Socialdemokratiske Gruppes faste støtte, hvad angår politikken for udviklingsbistand. Politikken for komplementaritet mellem de nationale politikker og fællesskabspolitikken har 16 aktører i alt (15 + 1). Kohærensen mellem fællesskabspolitikkerne og koordinationen mellem Kommissionens tjenester har til formål at skabe det, som vi ønsker skal være Unionens politik inden for udviklingssamarbejde med sigte på at gøre bistanden fra Europa mere effektiv ved at sikre en optimal udnyttelse af såvel de menneskelige som de økonomiske ressourcer og samtidig forbedre Den Europæiske Unions image og på den måde bidrage til en større effektivitet og til, at Unionen får en mere fremtrædende rolle i det internationale samfund. Vi håber, at alt dette indføres med reformen, og at vi kan tale om kohærente, komplementære og koordinerede politikker for at opnå større effektivitet.
+Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, fru Ferrers betænkning behandler Kommissionens meddelelse om komplementariteten mellem Fællesskabets og medlemsstaternes politik på området for udviklingssamarbejde. Ligesom hun beklager jeg, at vi behandler dette særskilt. Faktisk burde vi have en grundig debat om en global strategi for vores samarbejde med landene i Syden med de tre dele: komplementaritet, samordning og samhørighed, de tre områder, hvor Europa så ynkeligt udviser forsømmelighed, for øvrigt både vi og medlemsstaterne, fordi de europæiske medlemsstater simpelthen ikke ønsker det og hellere vil hyppe deres egne neokoloniale kartofler. Fællesskabets manglende effektive udviklingssamarbejde er derfor et glimrende alibi, som medlemsstaterne taknemmeligt bruger til ikke at lade det ende med komplementaritet og i hvert fald ikke med samordning og samhørighed. Nogle medlemsstater synes absolut, at Fællesskabet ikke bør føre nogen udviklingspolitik, men at de bare skal overlade det hele til medlemsstaterne. Vi deler absolut ikke denne mening. Den, som oprigtigt bekymrer sig om retfærdige verdensforhold med hensyn til udvikling, bør indrømme, at det ikke er udviklingsrelevansen, der er afgørende for medlemsstaternes politik, men meget ofte deres egne strategiske og kommercielle interesser. I bedste fald forsøger de at mindske konsekvenserne eller komme sig af den økonomiske politik, som de rige lande får dem til at føre med hensyn til globaliseringen, vores behov for råstoffer, mineraler, olie osv. Selvfølgelig ønsker vi, at de fattige lande optages i verdens almene økonomiske og kulturelle udviklinger i den pågældende befolknings interesse og ikke blot i den industrialiserede verdens interesse. Derfor må vi af med disse neokoloniale forhold og med forbindelser, som opretholder afhængighed og ødelægger omgivelserne. Vi må af med fattigdommen i verden. Med henblik herpå er en global multilateral strategi nødvendig. Det kræver først og fremmest koordinering af medlemsstaternes og Fællesskabets udviklingspolitik, i hvert land, i hvert modtagerland og på internationalt plan. Efter vores opfattelse er dette vigtigere end komplementaritet. En bedre koordineret politik ville uden tvivl have en meget større virkning. Uoverensstemmelsen mellem det store beløb, vi anvender til vores europæiske bistand, mere end halvdelen af al bistand i verden, og dennes ringe politiske virkning f.eks. for at gøre en ende på grove krænkelser af menneskerettighederne og væbnede konflikter, er virkelig rystende. Selv hvis der fandt koordinering og komplementaritet sted i modtagerlandene, hejser donorlandene også der hellere et nationalt flag. Er Rådet virkelig rede til at ændre komitologisystemet? For mig er det en ufravigelig betingelse. Uddelegeringen af ansvar fra EU til vores delegationer på stedet udgør en seriøs udfordring for Kommissionen. Hvis dette ikke bliver en succes, kan man være sikker på, at modstanderne af den fælles udviklingspolitik absolut vil insistere på en afskaffelse. Med hensyn til koordinering på det internationale plan ønsker vi en europæisk politik, som kan være forskellig fra IMF's og Verdensbankens politik. Vi vil ikke være Bretton Woods-institutionernes vedhæng. Vi vil være med til at styre i verden. Derfor må disse medlemsstater fortælle deres vælgere noget andet, end at det kun går galt i Europa. De må hurtigst muligt erkende deres egen andel i disse fiaskoer. Men vi må også gøre noget.
+Hr. formand, vi er enige med ordføreren, når hun siger, at Den Europæiske Unions politik på udviklingssamarbejdsområdet i henhold til artikel 177 i traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber skal være et supplement til medlemsstaternes politik. Af denne artikel fremgår det, at der ikke er tale om en erstatning af medlemsstaternes udviklingspolitik. Den Europæiske Unions bistandspolitik afgøres af 15 medlemsstater og finansieres med overførsler fra medlemsstaterne i henhold til EU-traktaten. I teorien kunne en handlekraftig og tydelig udviklingssamarbejdspolitik - med en ditto gennemførelse - baseres på dette solide grundlag. I praksis lader begge imidlertid en del tilbage at ønske. Således udgør f.eks. udbetalingerne et problem. Der kan inden for Rådet (udviklingssamarbejde) globalt skelnes mellem to holdninger: holdningen hos de nordlige medlemsstater, som betragter udviklingssamarbejde som et fuldgyldigt politisk område, og som stort set er af den opfattelse, at EU's udviklingssamarbejde sakker bagud, og holdningen hos de sydlige medlemsstater, som højst betragter udviklingssamarbejde som et instrument for de udenlandske og økonomiske forbindelser. Disse forskelle skubbes temmelig let til side i den af ordføreren og Kommissionen foreslåede komplementaritet og koordination på EU-niveau. Årsagen til den af ordføreren og af Kommissionen nævnte mangel på "politisk vilje" hos Rådet og medlemsstaterne findes derfor i denne fundamentale forskel i holdningen til udviklingssamarbejde. Herved er det på EU-plan umuligt at udvikle en sammenhængende plan på dette område. Endelig beskriver traktaten EU's udviklingssamarbejde som komplementært til medlemsstaternes bistand. Efter vores opfattelse betyder dette, at Kommissionen skal handle, hvor den har en merværdi i forhold til medlemsstaterne, såsom yde akut bistand i nødsituationer, tænk på naturkatastrofer og krige. Programmer på langt sigt kommer derimod bedre til deres ret inden for bilaterale, ofte historiske, forbindelser mellem udviklingslande og medlemsstater. Kommissionen skal i hvert fald ikke optræde som en 16. bilateral donor, hvilket jo sker i praksis. Den Europæiske Union kan godt være behjælpelig i forbindelse med koordinationen af bistanden fra medlemsstaterne og gribe ind, når medlemsstaterne ikke træffer foranstaltninger. Vi tilslutter os således til en vis grad betydningen af europæisk koordination og komplementaritet, men drager ikke deraf den konklusion, at EU-koordination af udviklingssamarbejde tilføjer noget til det, som virkelig bør være målsætningen: Koordination, som omfatter alle relevante donorer, helst under modtagerlandets ledelse, eller, hvis dette ikke kan lade sig gøre, under FN's eller Verdensbankens ledelse. Vi vil indtage denne holdning i diskussionen om koordination og komplementaritet.
+Hr. formand, den gode betænkning, som min landsmand fru Ferrer forelægger i dag, tager fat på et problem, der har vist sig ved mange lejligheder, og samtidig på det påtrængende behov for at få det løst og for at åbne nye perspektiver i det samlede Europas forhold til den tredje verden. Det problem, som jeg taler om, er det, der repræsenterer den mærkbare mangel på afstemning og koordination i politikken og i aktionen, som, hvad angår udviklingssamarbejde, er blevet fastlagt mellem Den Europæiske Union og medlemsstaterne på den ene side og mellem nogle af de selv samme stater på den anden. Det, der er blevet beskrevet og beklaget af mange kompetente folk og særligt af de organisationer, der arbejder på det område - men også af vores eget Parlament - er, at de forskellige medlemsstater igennem årene på samarbejdsområdet har optrådt egenhændigt, ofte i henhold til deres egne nationale idéer og interesser, nogle gange mere utilsløret end andre, men i hvert fald uden at der har været en mærkbar indsats, ikke engang gensidig information og endnu mindre en indsats for koordination, kohærens, rollefordeling. Der har altså manglet en indsats for at rationalisere og effektivisere, således at de altid begrænsede ressourcer, der er til rådighed, ikke forspildes, men skaber det bedst mulige resultat. I øvrigt er det først for nylig, at der er blevet gjort den indsats, der var nødvendig for, at fællesskabspolitikken på dette område var rimeligt koordineret med den, som hver af de 15 medlemsstater førte, selv om det ganske vist ikke udelukkende drejede sig om det område, vi beskæftiger os med. Det var temmelig trist at se, hvordan der herfra blev iværksat aktiviteter fra Fællesskabets side, som nogle gange ikke engang tog hensyn til den viden, der var, om det, som man i de enkelte medlemsstater gjorde for de pågældende lande eller sektorer. Resultatet var og er i høj grad endnu en spredning af aktiviteterne, en tilsløring af mange af dem, for ikke at sige en gentagelse af og nogle gange modsætning mellem det, de forskellige gjorde. En tåbelighed, ja en ren katastrofe. Denne situation var naturligvis uholdbar og endnu et problem, der skulle løses, men nødvendigheden af, at det skal være sådan, er blevet endnu mere åbenbar og påtrængende, når selve den europæiske integration, reformerne og Unionens fremskridt gør det absolut påkrævet at optræde på den internationale scene med én stemme, som ét land, når iværksættelsen af en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er uomgængelig for vores projekts levedygtighed. Efter vores mening er det, som vi i Europa kan gøre med hensyn til udviklingssamarbejde ikke andet end en væsentlig del af denne fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det understreger fru Ferrer, idet komplementaritetens nøglebegreb fremhæves i indledningen af hendes betænkning. Det er naturligvis ikke første gang, vi taler om dette spørgsmål i Parlamentet. De skavanker, som vi havde vurderet, var for åbenbare til, at de ikke allerede var blevet klarlagt ved tidligere forhandlinger. Men nu hvor vi tilpasser os til en virkelighed, som efter min mening er særligt påtrængende, men også særligt gunstig, tager vi et stort skridt fremad, og det gør vi netop på et tidspunkt, hvor såvel Kommissionen som Rådet synes at være overbevist om, at der skal træffes konkrete foranstaltninger for at gøre en ende på den tidligere situation og gennemføre en kohærens, der kan sikre, at de ressourcer, som Europa afsætter til udviklingssamarbejde, bliver væsentligere set i såvel kvalitativt som kvantitativt perspektiv. Desuden vil vi på den måde opnå, at Europa kommer til at spille en noget mere afgørende rolle i forbindelse med den udfordring, som optager os så meget, og som går ud på at skabe en mere retfærdig og afbalanceret og dermed mere stabil verden.
+Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil sige det samme som de foregående talere, for man kan desværre ikke skjule det: Det europæiske udviklingssamarbejdes offentlige renommé står ikke i forhold til det enorme bidrag, som EU selv og dets medlemsstater yder i støtte til de sydlige lande. Selv om Den Europæiske Union er langt den største bidragyder, står dens indsats med urette langt tilbage i forhold til de store multilaterale organisationer som FN og Verdensbanken. Ca. 60% af al støtte kommer fra de europæiske pengekasser. Komplementaritet, kohærens og koordinering er de berygtede tre K'er, som diskussionen om europæisk udviklingssamarbejde derfor drejer sig om. Ikke mindst Kommissionens kassebeholdning, der åbenbarede betydelige beløb, der ikke var givet ud, har på ny antændt reformdebatten. Teoretiske afhandlinger bringer os ganske vist ikke meget videre. Det må heller ikke underkendes, at der er gode resultater, som ikke skal skjules. Frem for alt skal praksis ændres, og her er der behov for en behørig grad af politisk vilje hos alle implicerede. Lad os som eksempel tage Mozambique og ECHO's indsats. Allerede da stormflodskatastrofen satte ind i begyndelsen af februar, hjalp ECHO de hårdest sårede mennesker med 750.000 euro. Siden blev der stillet yderligere 9,65 millioner euro til rådighed som nødhjælp, og derudover skal 21 millioner euro gå til finansiering af følgerne på mellemlangt sigt. Også medlemsstaterne reagerede hurtigt. Samlet set beløber hjælpen fra Den Europæiske Union og medlemsstaterne sig til 85 millioner euro, mens FN anslår bidraget på verdensplan til kun 115 millioner euro, inklusive de europæiske midler. Det, der mangler, er de ovennævnte tre K'er. Kohærens kan kun opnås, hvis strategier og foranstaltninger er afstemt efter hinanden. Komplementaritet og koordinering er vigtige forudsætninger for synergieffekter. Sameksistensen af multilateralt og bilateralt udviklingssamarbejde, der ikke kun ses i Mozambique, fører derimod til fuldstændigt overflødige produktionstab, hvilket jeg kunne konstatere under mit besøg for få uger siden. Ferrer-betænkningen indeholder en lang række forslag og krav, der skal støttes ubegrænset. Jeg vil især fremhæve tre punkter. Komplementaritet, kohærens og koordinering skal sammenlægges til en fælles strategi, da de betinger hinanden. De politisk ansvarlige og det civile samfund i samhandelslandene skal ligesom de stedlige EU-delegationskontorer styrkes i deres beslutningskompetence, som det allerede nu sker med udformningen af de nationale indikativprogrammer i AVS-samarbejdet. Det forudsætter også et bedre samarbejde mellem delegationerne i Den Europæiske Union og udenrigstjenesterne i medlemsstaterne, og det skal Rådet sørge for. Det vil være på sin plads med større bestræbelser for ikke blot at fremme koordineringen mellem det europæiske plan og medlemsstaterne, men også gøre den gældende i de internationale fora. Den, som skaffer den største del af pengene til udviklingssamarbejdet, har også krav på synlig hensyntagen i den operationelle praksis og i den offentlige varetagelse. Der er absolut positive tiltag til alt det, men de skal videreudvikles og indgå i et logisk fælleskoncept. Fortidens byrder fra kolonitiden eller geostrategiske interesser i de enkelte medlemsstater må overvindes. Den største hurdle for en tilfredsstillende praksis af de tre K'er er den manglende politiske vilje i medlemsstaterne, der forsømmer en virkelig interesse i effektivt, afstemt udviklingssamarbejde og dermed svækker det europæiske renommé og forhindrer en optimering af de udviklingspolitiske muligheder, hvilket ikke mindst falder tilbage på dem selv. I de europæiske hovedstæder bør man lære, at de ved at styrke det europæiske renommé også kan styrke deres eget image.
+, Kommissionen. (EN) Jeg mener, at komplementariteten og EU-koordinationen hører til vores vigtigste redskaber til at effektivisere udviklingssamarbejdet i EU. Jeg bifalder derfor fru Ferrers betænkning. Parlamentet og Kommissionen nærer de samme betænkeligheder og er enige om fremgangsmåden. Vi er enige i, at vi nu vil se resultater. Der er behov for at øge den interne EU-koordination land for land og sektor for sektor i overensstemmelse med retningslinjerne om operationel koordination fra 1998. Vi må hjælpe vores partnere og styrke EU-koordinationen med henblik på bredere global koordination blandt donorerne, det være sig Verdensbanken, FN-organisationer eller bilaterale statslige og ikke-statslige organisationer. Kommissionen har allerede taget det første skridt. Vi har vedtaget en harmoniseret ramme for udarbejdelse af landestrategidokumenter. Vi vil benytte denne ramme i forbindelse med fremtidige programmer. Landestrategidokumenterne skal fungere som retningslinjer for revisionen af bistandsprogrammerne. De kommer til at angive, hvordan EU's bistand passer sammen med andre donorers aktiviteter. Disse landestrategidokumenter er det første praktiske redskab, ikke blot til forbedret donorkoordination og komplementaritet, men også til at opnå overordnet sammenhæng mellem udviklingssamarbejdet og EU's øvrige politik. Landestrategidokumenterne skal også styre os i den rigtige retning, så vi kan opnå en optimal arbejdsdeling mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Sammen kan vi reagere på de fleste grundlæggende behov hos vores partnere i udviklingslandene. Overgangen til sektorbaserede programmer vil i høj grad lette denne proces. Jeg håber også, at den vil føre til større omkostningseffektivitet. Hvis det skal lykkes, kræver det, at medlemsstaterne sammen deltager i processen. Det kvantitative aspekt af, hvor meget de enkelte medlemsstater yder, er også en del af vores kollektive succes eller fiasko. Lad mig kommentere et par ting i betænkningen. For det første har jeg bemærket, at komplementariteten på flere punkter i forordningen er sat i et større perspektiv i forbindelse med behovet for større konsekvens i EU's forskellige handlingsplaner. Det er jeg enig i. Derfor taler vi om de tre K'er: komplementaritet, kohærens og koordination. Behandlingen af spørgsmål om kohærens, som vi ofte har diskuteret, ligger nu i Generaldirektoratet for Udvikling. Det har fungeret på den måde siden begyndelsen af denne måned, og vi benytter os af det, og andre må også gerne gøre det, hvis der opstår kohærensproblemer. Jeg vil også lige nævne, at det i dag er en stor dag for kohærensen i vores udviklings- og handelspolitik. Kommissionen, som har talt om kvotefri eller toldfri adgang til stort set alle produkter fra de mindst udviklede lande, har besluttet at slette ordet "stort set". Fra i dag har Kommissionen en klar politik. Det er nu op til medlemsstaterne at føre den ud i livet. Vi tilbyder kvotefri, toldfri adgang for alle produkter fra de mindst udviklede lande. Det er en meget god beslutning. For det andet bifalder jeg Deres ønske om at styrke koordinationen mellem Fællesskabet og medlemsstaterne i internationale fora og på internationale konferencer. I Kommissionen deler vi Deres bekymringer. Det er altafgørende, at vi forbedrer EU's effektivitet og synlighed på internationalt plan. Det har vist sig ved flere konferencer. Vi arbejder godt sammen, og vi repræsenterer en konstruktiv og progressiv styrke på globalt plan. Jeg er blevet indbudt til at deltage i udviklingsudvalget i Verdensbanken. Det har ingen kommissær prøvet før. Til maj næste år arrangerer vi her i Parlamentet sammen med Unctad en konference om de mindst udviklede lande, og den 28. september arrangerer vi sammen med WHO og UNAIDS en konference om malaria, hiv/aids og tuberkulose - de tre alvorligste smitsomme sygdomme. Vi samarbejder også godt med vores partnere på multilateralt plan. For det tredje bifalder jeg med hensyn til henstillingerne i forslaget til beslutning Deres støtte på navnlig to vigtige områder: for det første menneskelige ressourcer og for det andet styringskomitéernes rolle i udviklingssamarbejdet. Mangelen på menneskelige ressourcer er et alvorligt og reelt problem, som alt for længe er blevet overset. Nu spøger det igen og kræver handling. I Kommissionen arbejder vi fortsat på at forbedre effektiviteten i tjenestegrenene. Vi er i gang med en radikal ændring af vores procedurer, men det er ikke nok. Vi har også brug for menneskelige ressourcer, som modsvarer vores programressourcer og ambitionsniveau. Her er Deres støtte afgørende, når der skal træffes beslutninger om budgettet. Hvad angår udvalg i medlemsstaterne, som parallelt med Kommissionen arbejder på at styre og gennemføre udviklingsprogrammerne, mener vi, at deres vigtigste rolle bør være at drøfte politiske prioriteringer og generelle strategier med os. Det skal ikke være at styre processen ned i mindste detalje eller at undersøge individuelle projekter, som det desværre stadig er tilfældet. Vi må finde frem til en mere effektiv måde at samarbejde på. Parlamentets støtte er også afgørende. Under diskussionen her kom det frem, at visse medlemsstater ønsker at afvikle det, vi gør sammen. Det mener jeg er en dårlig idé. Under alle omstændigheder bifaldt medlemsstaterne den overordnede programerklæring, som danner grundlaget for vores arbejde. Vi har også en klar forpligtelse over for den niende EUF og det økonomiske perspektiv. Sammenlignet med andre vigtige donorer på verdensplan støttes Kommissionen og det, vi sammen udretter i EU, på en meget mere forudsigelig og sund måde. Det lægger også et stort ansvar på vores skuldre, men det vigtigste er, at vi ikke blot er den største, men også den mest forudsigelige og stabile donor at samarbejde med. Til slut vil jeg gerne igen takke ordføreren for hendes glimrende arbejde. Det er en meget nyttig betænkning, og jeg er fast besluttet på at arbejde videre med komplementaritet og vil bruge de nye redskaber, der står til vores rådighed: landestrategidokumenterne, de nye og forbedrede programsystemer og mere effektiv styring af ekstern bistand, herunder større ansvar for vores delegationer i tredjelande. Jeg er overbevist om, at Europa-Parlamentet vil yde os den nødvendige støtte i disse bestræbelser. Jeg ser frem til et fortsat åbent og konstruktivt samarbejde med Dem. Reformprocessen er nu i gang. Vi ved, hvilke slag der skal udkæmpes, og med Deres hjælp kan vi også vinde dem. I dag kan vi være stolte over, at vi gør alt dette, og forhåbentlig får vi også grund til at være stolte i fremtiden.
+Mange tak, hr. kommissær Nielson. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.00. (Mødet udsat kl. 19.55 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0228/2000) af Souchet for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning nr. 3448/93 om en ordning for handelen med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter (KOM(1999) 717 - C5-0095/2000 - 1999/0284(CNS)).
+Hr. formand, det forslag til forordning, der er forelagt os, angår den særlige handelsordning med tredjelandene om produkter, som ikke er opført i bilag 1, hvis hovedbestemmelse fastlægger eksportrestitutioner for landbrugsprodukter, der indgår i en vare. Traktatens bilag 1 definerer produktlisten, der er som skabt til at være genstand for en FMO under den fælles landbrugspolitik. Dette gælder basislandbrugsprodukter og produkter i første forarbejdningsled. Produkterne uden for bilag 1 er dem i andet forarbejdningsled. Det problem, der nu kommer helt frem i lyset, og som Fællesskabet skal tage stilling til allerede i år, er restitutionernes utilstrækkelighed i forhold til behovet som følge af de bundne satser, som Fællesskabet har fastlagt inden for rammerne af Marrakech-aftalen. Man kan ikke sige, at Kommissionen har udvist nogen overvældende opfindsomhed i jagten på løsninger på dette svære problem, hvilket har store omkostninger for vores producenter og forarbejdningsvirksomheder inden for landbrugsvarer. Ud over at man slet og ret har fjernet visse produkter fra restitutionsberettigelseslisten, hvilket skaber store forvaltningsmæssige problemer i de involverede sektorer, er vi blevet præsenteret for en samlet løsning som sædvanlig, nemlig en udvidelse af proceduren for aktiv forædling, der gør det muligt at importere landbrugsråvarer til såkaldte verdensmarkedspriser, når blot de forarbejdede produkter, i hvilke de indgår, reeksporteres. Man har ikke lavet nogle seriøse undersøgelser af alternative løsninger til aktiv forædling. De perspektiver, som nogle medlemslande og heriblandt Tyskland og Østrig har åbnet op for, er blevet afvist på stedet, eftersom ethvert alternativt forslag på forhånd er erklæret inkompatibelt med de begrænsninger, som vi har lagt os fast på i GATT. Under disse betingelser bliver vi selvfølgelig nødt til først og fremmest at tage størrelsen af den involverede sektor og eksportomfanget i betragtning. Den stærkt stigende eksport af forarbejdede produkter uden for bilag 1 repræsenterer alene 25% af den totale eksport af produkter fra den samlede landbrugs- og fødevaresektor, og 2,5 millioner jobs vidt fordelt på vores forskellige territorier afhænger alene af denne sektor. For disse produktioner er en ekstra adgang til aktiv forædling i det mindste en delvis løsning, der hurtigt kan tages i brug, og som gør det muligt i første omgang at garantere konkurrenceevnen for produkter uden for bilag 1 i mangel af alternative forslag. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har overvejet, at de supplerende gennemførelseskriterier for aktiv forædling skulle fastsættes, således at firmaerne havde en effektiv mulighed for at søge hjælp heri inden for de fastlagte grænser i de foreløbige opgørelser, således at man kan opretholde et tilstrækkeligt antal restitutioner til de virksomheder, der ikke har mulighed for at gøre brug af dem, enten for at undgå GMO'er, i mangel af disponible råvarer på verdensmarkedet eller i mangel af mandskab eller nødvendige infrastrukturer. Når dette er sagt, så er der en række ulemper og risici ved aktiv forædling. Først og fremmest en principiel ulempe, nemlig at aktiv forædling i sig selv udgør en omgåelse af fællesskabspræferencen. For den europæiske landbrugs- og fødevareindustri skal tilskyndes til at foretrække råvarer med oprindelse inden for Fællesskabet. Dette indebærer, at aktiv forædling på trods af den foreslåede udvidelse absolut må forblive en sekundær ordning og ikke udvikle sig til et strukturelt værktøj, men derimod være en sidste løsning, som kun skal iværksættes, når der er et reelt underskud af restitutioner. Derfor foreslår vi en række ændringer, der skal ses ud fra en global synsvinkel, og som forsøger at styrke denne sekundære karakter af en aktiv forædlingsordning. Vi forudser, at enhver udvidelse af den aktive forædlingsordning skal være genstand for rammebestemmelser og en meget stram opfølgning. Derfor er vi fortalere for en kvoteordning. Og derfor foreslår vi også, at Kommissionen fremlægger en nøje interimsbetænkning i Europa-Parlamentet ved udgangen af det første år for iværksættelsen af den nye ordning med særlig vægt på de enkelte, involverede FMO'er. Vi råder således over et opfølgnings- og kontrolinstrument, der vil gøre det muligt for os at sikre, at udvidelsen af den aktive forædlingsordning forbliver begrænset og udelukkende angår de mængder, der virkelig er brug for, at den ikke har nogen negativ indvirkning på vores råvareproducenter, og at den ikke koncentreres på nogle få FMO'er med risiko for at destabilisere dem. En anden ulempe ved aktiv forædling er dens særlige kompleksitet og de omfattende procedurer, der især er et problem for de små og mellemstore virksomheder. Det er altså nødvendigt at fremme sidstnævntes adgang til restitutionerne, der er knap så besværlige at forvalte, og i denne forbindelse fritage dem for forelæggelse af licenser på op til 50.000 euro om året, hvis beløb kan varieres. Lad os huske på, at restitutionerne og særligt dem for forarbejdede fødevarer langt fra kun er forbeholdt store virksomheder. De spiller en vigtig rolle for de små og mellemstore virksomheder. Dette er de bærende elementer i en egentlig overvågningsmekanisme, som vi finder er uundværlig for at sikre os, at udvidelsen af den aktive forædlingsordning fungerer i overensstemmelse med de målsætninger, som vi har sat os for at kunne godkende den. Men det spørgsmål, som vi i dag behandler som en hastesag, vil ikke finde frem til nogen bæredygtig løsning på længere sigt, medmindre Fællesskabets forhandlere ved udløbet af de næste FMO'er modtager nogle klare instruktioner, der skal sørge for, at der bliver taget tilstrækkeligt højde for interessen for vores produktioner uden for bilag 1, og at de stærke bånd, som vores forarbejdningsindustrier har knyttet til vores landbrugsråvareproducenter og deres regioner, kan blive bevaret og udviklet.
+Hr. formand, Kommissionens planer om at nedskære eksportrestitutionerne vil koste EU's fødevareproducenter ca. 145 millioner euro om året. Det er særligt utilfredsstillende, at beslutningen om indførelsen af disse nedskæringer er taget uden om Parlamentet. Eksportrestitutioner er ikke eksportstøtte. Det er en kompensation til fødevareindustrien for indkøb af råmaterialerne i EU til en højere pris, end der kunne opnås på verdensmarkedet. Det er forbavsende, at Kommissionen har udvalgt netop tysk frugtyoghurt, skotsk whisky og medicinalvarer til disse nedskæringer, tilsyneladende af den ene grund, at de anses for at være rige industrier, som ikke fortjener støtte. Andre sektorer, f.eks. pasta, konfekture og visse mejeriprodukter, som også modtager eksportrestitutioner, er gået nogenlunde fri. Det er dybt uretfærdigt. Nedskæringerne er ødelæggende for EU's erhvervsliv, og de vil betyde en forringelse af vores konkurrencefordel i landbrugsfødevaresektoren samt mistede arbejdspladser. Kommissionens plan om at kompensere de fødevareproducenter, som mister eksportrestitutionerne, ved at opmuntre dem til at søge støtte til aktiv forædling af en række varer fra lande uden for EU, er både forvirret og tåbelig. Ordningen tilskynder ikke blot producenterne til at importere korn og andre råmaterialer fra lande uden for EU - igen en direkte ulempe for vores hårdtprøvede landmænd - men skaber også en masse bureaukrati, som stort set vil udelukke små og mellemstore virksomheder fra ordningen. Kommissionen skal udtænke et nyt system. Disse fødevareproducenter, som på grund af værdiforbedringen af deres produkter udgør en vital del af EU's landbrugsøkonomi, skal have en kompensation, der svarer nøjagtigt til værdien af de eksportrestitutioner, som de har mistet. Alt andet vil betyde, at EU's fødevareproducenter mister deres konkurrenceevne på verdensmarkedet. Eksportrestitutioner er vigtige for at sikre international konkurrence på forarbejdede fødevarer uden for bilag I. Desuden køber fødevareproducenterne i EU ca. to tredjedele af deres landbrugsprodukter i de 15 medlemsstater. Dette bevidste angreb på eksportrestitutioner uden for bilag I underminerer landmændene yderligere, og de oplever i forvejen den værste lavkonjunktur i flere årtier. Det er også et direkte angreb på den hurtigst voksende eksportsektor i EU, nemlig forarbejdede fødevarer. Vi har ifølge GATT-Uruguay-runden forpligtet os til en nedskæring af eksportrestitutionerne på 36% i løbet af seks år, og den periode nærmer sig sin afslutning. Men disse nedskæringer bør ikke på en så vilkårlig måde rettes mod et lille antal industrier, sådan som Kommissionen har valgt at gøre det. Adgang til støtte til aktiv forædling er en meget utilfredsstillende og kortsigtet løsning. Jeg lykønsker hr. Souchet med den gode betænkning på trods af Kommissionens uforsonlighed i denne sag. Han har grundlæggende ret, når han beskriver Kommissionens forslag som en midlertidig foranstaltning. Der er ingen tvivl om, at hele systemet nu skal afskaffes og bygges op igen på en meget mere fornuftig og mindre kompliceret måde i overensstemmelse med kravene fra WTO og GATT.
+Hr. formand, det område, som dette forslag omhandler, er yderst vanskeligt. Det er nok at nævne, at ordningen med aktiv forædling et brud på princippet om europæisk præference eller ordningen med fællesskabspræference, om De vil. Det drejer sig om et meget vanskeligt område, og desuden er det ekstremt kompliceret og tungt at iværksætte ordningen med aktiv forædling, og dermed er den til skade for mange små og mellemstore virksomheder. På dette vanskelige område skal vores beslutninger, som politikere, tage sigte på at opretholde den europæiske fødevareindustris konkurrencedygtighed i verden og på at styrke de snævre forbindelser, der er mellem forarbejdningsindustrierne og råvareproducenterne. Det største ansvar på det område falder på Kommissionen. Der kræves en Kommission, som er kreativ, fleksibel, i stand til at vurdere markedernes udvikling, afmålt og samtidig opfindsom. En Kommission, der forstår at prioritere den europæiske landbrugsmodel og beskyttelsen af de små, men hvis jeg skal være ærlig, er det eneste, som Kommissionen har vist på dette område indtil videre, dens evne til at skabe uigennemsigtighed, dens vilkårlige lovgivningarbejde og ikke meget andet. Hvad angår Europa-Parlamentet, hr. formand, har såvel Landbrugsudvalget som dets formand, hr. Graefe zu Baringdorf, arbejdet seriøst og klogt med denne vanskelige betænkning. Hr. Souchet har udarbejdet en fremragende betænkning, et ordførerskab, som jeg lykønsker ham med. Hans forslag er fornuftige, særligt dem der går ud på at begrænse og rationalisere brugen af ordningen med aktiv forædling ved at tilpasse den til udviklingen på markederne og til de lovgivningsmæssige og budgetmæssige faktorer. Det er alt sammen fornuftigt ligesom hans krav om fritagelse af de små eksportører. Derfor mange tak til ordføreren og til Europa-Parlamentet, og jeg håber, at Kommissionen forbedrer sit arbejde på dette område.
+Hr. formand, Kommissionen foreslår ændringer af ordningen for handel med forarbejdede landbrugsprodukter. Formålet er at ophøre med restitutionerne og begrænse brugen heraf ved hjælp af certifikater. Bagved ligger der to udviklingsforløb af fundamental betydning: På den ene side er der det pres, liberaliseringen af verdenshandlen skaber for en formindskelse af eksportstøtten, og på den anden side EU's interne budgetpres, som især har at gøre med varetagelsen af de eksterne forbindelser. Fødevareindustrien og i sidste instans landbrugerne kommer til at betale regningen. Allerede nu presser markedets situation den europæiske producent op mod væggen. Desuden stiger omkostningerne bl.a. på grund af forhøjede udgifter til brændstof og øgede miljømæssige og andre forpligtelser. Produktionens rentabilitet vakler, og for at sige det lidt groft, rejser det spørgsmålet: Er der nogen fornuft i at fortsætte med landbrugsproduktion i Europa? Udvalgets og Det Europæiske Liberale og Demokratiske Partis Gruppes udgangspunkt er, at EU skal sikre rentabiliteten for produktionskæden. Kommissionen foreslår selektive svækkelser. Vi befinder os trods alt i en meget vanskelig situation. Det er muligvis nødvendigt at gå sådan til værks, men der skal være visse principper i denne sag. I ændringerne må man tage hensyn til de små firmaer, som opererer på området. F.eks. kan der i det land, jeg repræsenterer, simpelthen ikke eksistere store eksportforetagender på grund af det lille befolkningsgrundlag. Der bør være fleksibilitet i fastsættelsen af grænser for eksportsrestitutionsproceduren. Derfor er udformningen af ændringsforslag 8 begrundet. Den skaber fleksibilitet særligt for de små foretagender. Jeg vil også gøre opmærksom på, at hvis man erstatter tildelingen af eksportrestitution med intern forarbejdning og ekstra procedurer, rammer følgerne så ujævnt, at transportomkostningerne medfører en stor belastning i de afsidesliggende EU-lande. Derfor er jeg enig med ordføreren i, at vi ikke i længden kan arbejde efter denne procedure. Der er nemlig tale om en midlertidig løsning. Vores gruppe støtter de ændringsforslag, udvalget har stillet.
+Hr. formand, da Kommissionens forslag blev fremlagt, måtte vi gnide øjnene en ekstra gang. Aktiv forædling, hvad vil det så sige? Da jeg satte mig noget mere ind i emnet, blev jeg meget forbavset over, hvad det handlede om. Det har stået klart indtil nu. Industrien køber produkter, der fremstilles i EU. Den bliver så med eksportrestitutioner sat i en situation, hvor den skal konkurrere på det såkaldte verdensmarked. Men nu siger Kommissionen, at pengene ikke rækker længere, fordi vi i Marrakech indgik en forpligtelse, og nu skal vi finde en løsning. Da kommer De på den tanke og siger: Godt, industrien køber ikke længere landbrugsråstoffer på EU-markedet, men køber dem på verdensmarkedet, som EU på sin side nu eksporterer råvarer og råstoffer til, og ligeledes har EU ansvaret for verdensmarkedspriserne med sin dumping. Nu skal industrien kunne købe dér, de indenlandske produkter går i stå, og af disse produkter laver den så forædlingsprodukter og markedsfører dem på verdensmarkedet. Først anså vi det slet ikke for muligt. Vi har så beskæftiget os meget aktivt med det i udvalget, men dette synspunkt, som jeg nu forklarer Dem, er det, som Kommissionen har ønsket. Vi har så forsøgt at diskutere, om det ikke også er muligt at købe produkter inden for EU til verdensmarkedspris, ligesom den kemiske industri og den farmaceutiske industri kan, for at de produkter, som for en del er her til overflod - selv om vi samlet set ikke producerer overskud, men inden for bestemte områder er der overflod - i det mindste kan begrænses. Men nej, det ville de ikke inddrage i forhandlingerne i WTO-regi. Der blev foreslået en tilsyneladende elegant løsning, der modarbejder WTO-forhandlingerne en smule. Der er en passus i begrundelsen i denne forordning, der siger, at fællesskabspræferencen må ikke snigløbes, og det må heller ikke føre til forstyrrelser på det europæiske marked. Hvis jeg køber produkter, som er her i overflod, et andet sted, så kan jeg jo ikke gå ud fra, at det ikke vil føre til forstyrrelser på markedet! Det forekommer mig at være en nødløsning, som min gruppe således ikke kan acceptere. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse over for ordføreren. Hr. Souchet er en mand, der altid går i brechen for de landbrugsmæssige interesser, efter min opfattelse nogle gange noget traditionelt, men jeg vil gerne give udtryk for min respekt for Dem. De har ydet en stor indsats for landbruget i Europa, og ud fra den betragtning godkender vi også ændringsforslagene, som vi har stillet i udvalget. Vi godkender Deres betænkning. Men vi afviser den lovgivningsmæssige beslutning. På dette punkt må vi i det mindste sige nej, fordi vi samlet set ikke anser det for en velovervejet og fornuftig løsning, fordi vi alt i alt også mener og frygter, at priserne inden for EU endnu en gang vil komme direkte under pres med denne mekanisme. Vi vil føre den næste prisdiskussion og den næste diskussion om, hvorvidt priserne på vores produkter inden for EU ikke er sat for højt. Men egentlig skal vi diskutere, om ikke udsalgspriserne på verdensmarkedet kræver en prisdiskussion, for under disse forudsætninger kan ingen i verden producere på økologisk og socialt fornuftige betingelser.
+Hr. formand, ordføreren, fru Souchet, kommer med visse rigtige påpegninger af de følger, som de foreslåede ændringer af forordning 3448/93, som regulerer ordningen for handel med visse varer fremstillet af landbrugsprodukter, vil bevirke. Det betyder, at hvis de foreslåede ændringer bliver godkendt, og hvis færdigforarbejdningsordningen til reeksport bliver åbnet endnu mere, så vil den allerede dekadente fællesskabspræference i praksis blive ophævet, det vil blive vanskeligere at afsætte Fællesskabets forarbejdede produkter på de internationale markeder, og de små og mellemstore forarbejdningsenheder, som er afhængige af Fællesskabets landbrugsproduktion og Fællesskabets eksportstøtte, vil blive ramt, mens de store forarbejdningsindustrier, som kan sikre sig billige råstoffer fra tredjelande, vil blive begunstiget. Disse følger er især negative for Middelhavslandene, bl.a. Grækenland, eftersom de i særdeleshed er produktionslande for disse produkter, og de fleste forarbejdningsenheder i disse lande er små eller mellemstore. Det ville være en provokation, når der er skabt en så ubehagelig situation, hvis vi godkendte de foreslåede ændringer af forordningen, selv hvis vi kun gjorde det midlertidigt, altså indtil WTO-aftalen er blevet færdiggjort, under påskud af at ville sikre beskæftigelsen og merværdien. Selv om vi er enige med ordføreren i mange af hendes konstateringer, er vi uenige i hendes konklusion om at åbne færdigforarbejdningsordningen til eksport, også selv om denne åbning har midlertidig karakter, netop fordi vi mener, at vi under de nuværende forhold til trods for midlertidigheden vil få en fastlåst og forværret situation.
+Hr. formand, ifølge denne forordning er Kommissionen i klemme med et begrænset budget i en kompleks helhed, der består af tre årsager: for det første garantipriserne for de landbrugsprodukter, som kommer fra europæisk område; for det andet eksportrestitutionerne til virksomheder, som afsætter disse landbrugsråstoffer i forarbejdet form på verdensmarkedet; for det tredje aftalerne inden for rammerne af WTO. Med rette konstaterer ordføreren, hr. Souchet, at det ikke så meget er det begrænsede budget som WTO's regler, der spiller Kommissionen et puds. Ved en mangel på råstoffer på det indre europæiske marked kan fødevareindustrien indføre dem fra verdensmarkedet uden told og derefter aktivt forædle dem, således som det hidtil er sket. Men forordningen ændrer den aktive forædlings karakter. Det er ikke længere mangelen på råstoffer, der legitimerer anvendelsen af aktiv forædling, men økonomiske motiver, nemlig at nå op til WTO-loftet. Forestil Dem nu, at der er et overskud af korn på det indre marked, mens loftet for restitutioner er nået. Aktiv forædling åbner da døren for importen af korn fra verdensmarkedet. Faren for, at forholdet mellem fødevareindustrien og landmændene ændrer sig fra, at de er partnere, til, at de er konkurrenter, er derefter ikke utænkelig. Europæiske landmænd er ikke blot producenter af landbrugsprodukter, men i mange tilfælde er det også dem, som opretholder vores kulturlandskab. Og det har sin pris. Denne pris, som også påvirker fødevareindustrien, må vi sandelig være klar over. Det kræver kreativitet inden for Verdenshandelsorganisationens stramme rammer at finde gode løsninger for landmændene og industrien. At nogle industrier i den forbindelse mister deres eksportrestitutioner, er uundgåeligt. En række industrier forarbejder kun en ringe del af landbrugsprodukterne i deres slutprodukt. Så meget mere som de hvert kvartal fremlægger høje overskudstal, synes jeg, det er uberettiget, at de tør klage. Men små eksportører fortjener derimod større beskyttelse. De ændringsforslag, som har deres interesser i tankerne, får vores støtte. Ligesom ordføreren opfordrer vi Kommissionen til at holde godt øje med ligevægten mellem landbruget og fødevareindustrien i Europa under de kommende forhandlinger inden for rammerne af WTO.
+Hr. formand, Kommissionens forslag om at nedsætte eksportrestitutionerne for varer fremstillet af landbrugsprodukter og lette adgangen for aktiv forædling indebærer betragtelige farer. Jeg vil blot fremhæve tre. Den første er, at dette forslag ikke så meget er begrundet i de restriktioner, der er påtvunget af WTO, men i de velkendte budgetrestriktioner, som EU i øjeblikket undergår, navnlig fordi der skal overføres midler og ressourcer til eksterne forpligtelser, som EU har påtaget sig, først og fremmest i Kosovo. Det er ikke disse målsætninger, som det drejer sig om. Dem må man leve op til på en gennemskuelig måde i forbindelse med de store diskussioner om EU's politiske valg. Det, der ikke er rigtigt, er, at man for lidt mere end et år siden vedtog de finansielle overslag indtil 2007, og at man nu, efter få måneders forløb, er i færd med at fjerne ressourcer, der var bestemt til landbruget. Den anden fare er, at den stadig mere hyppige praksis med aktiv forædling kan føre ud i den ekstremt farlige situation, at vi holder op med selv at fremstille mange landbrugsvarer, fordi det bliver mere fordelagtigt at importere dem som råvarer, forædle dem og reeksportere dem. Der vil dog kun være fordele for visse samfundsgrupper, mens det for landbruget vil blive en katastrofe. På langt sigt vil EU som helhed blive ekstremt sårbar, altså afhængig af ekstern tilførsel i en så strategisk sektor som forsyningen med fødevarer. Det er således en fejltagelse, hvis man tror, at praksisen med aktiv forædling skulle være en varig løsning. Den tredje fare har at gøre med forhandlingsstrategien i millenniumrunden. Kommissionen har i denne uge vedtaget et dokument om konkurrencedygtighed inden for eksportsektoren, som er udtryk for dens principielle holdning til de forskellige former for eksportstøtte. Og dens holdning er ganske klar. EU vil fremover ikke kunne acceptere, at der inden for WTO kun sker nedbringelse af støtte til eksportrestitution, idet enhver form for støtte, der benyttes af vores vigtigste konkurrenter på de internationale markeder, skal fjernes, lige fra eksportkreditter til fødevarestøtte og statslige handelsselskaber. Alt dette skal "på bordet" og nedbringes ifølge GATT's regler. EU's holdning er særdeles korrekt på dette felt. Al slags støtte, der har lignende virkninger, bør udsættes for WTO's bestemmelser, og ikke kun den restitutionsordning, som EU benytter. Og det er i denne sammenhæng, hvor EU er i gang med at lægge pres udadtil i forbindelse med forhandlingerne i GATT, i WTO, at jeg finder det forkert, at man nu har fremsat dette forslag. Afslutningsvist vil jeg gerne takke hr. Dominique Souchet for det enorme arbejde, som han har udført, og som vi er meget glade for.
+Hr. formand, samtidig med at jeg lykønsker hr. Souchet med hans arbejde, vil jeg udtrykke min skuffelse og bekymring over Kommissionens forslag til at reducere støtten til fødevareindustrien med 145 millioner euro om året. Forslaget har alvorlige konsekvenser for Irlands mejerisektor og vil medføre, at den mister handel, specielt inden for forarbejdning af mejeriprodukter. Jeg støtter fuldt ud ordførerens forslag om, at denne foranstaltning kun skal være midlertidig, og at der skal ydes tilskud til at mildne indvirkningen på de sektorer, der er værst ramt. Jeg nævner Irlands mejerisektor som eksempel, og jeg vil bede kommissæren se specielt på den sektor. Jeg støtter også bestemmelserne i hr. Souchets betænkning, hvor der står, at vi skal sikre, at den europæiske landbrugs- og fødevareproduktionsmodel nyder respekt. Det er kun ret og rimeligt, at vi som led i WTO-millenniumrunden forhandler en ny lovramme for eksport eller produkter, der ikke er omfattet af bilag I. Hr. Souchet har ret i, at beslutningen om at skære i eksportrestitutionerne for visse produkter er uacceptabel, fordi disse ordninger oprindeligt bidrog til forvaltningen af det indre marked. Denne situation var i øvrigt godkendt af Verdenshandelsorganisationen. Jeg mener, at forslaget om en supplerende ordning for råvarer, som er omfattet af aftaler om aktiv forædling, ikke vil være tilstrækkeligt til at dække fødevareindustriens forsynings- og eksportbehov. På langt sigt må EU udvise større årvågenhed, når det gælder verdenshandlen, som er under behandling nu, og hvordan beslutningerne påvirker vores producenter og landmænd. Det har tit nok vist sig, at vores konkurrenter på verdensmarkedet, især USA og New Zealand, ikke altid føler sig lige så forpligtede til at overholde reglerne som EU-landene. I forbindelse med den foreslåede udvidelse af EU med de central- og østeuropæiske lande er det vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at opfylde vores målsætning, som selvfølgelig er at udvikle landbruget som en vigtig og konkurrencedygtig deltager i verdenshandlen. Vores konkurrenter har allerede vist deres forhandlingsevner på dette afgørende område af den internationale politik.
+Hr. formand, man tror ikke sine egne øjne, når man læser, hvad Kommissionen foreslår som løsning på disse problemer, som jo blev berørt og diskuteret! Det er absolut rigtigt, hvad hr. Souchet som ordfører og hr. Graefe zu Baringdorf som formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter tidligere har sagt om dette emne. Jeg støtter det helt klart. Men på den anden side er der ingen tvivl om, at flaskehalsen i budgettet og også de særlige WTO-aftaler i sidste ende netop udgør en helt ny udfordring i forbindelse med eksportrestitutionerne. Hvem havde for bare et år siden troet, og jeg henviser især til, at vi konfronteres med denne problemstilling, at vi må afveje interesserne i forarbejdningen af landbrugsprodukter mod landmændenes produkter. Hvis Kommissionen nu prøver at finde en løsning på at afskaffe denne eksportflaskehals på produkter, der ikke er anført i bilag 1, så gør den vel det, der er nødvendigt. Ganske vist er der i Kommissionens forslag ikke engang en indikation af, at man er bevidst om de problemer, som råstofproducenterne har, det vil sige landmændene. Jeg er fuldstændig enig med hr. Souchet. Mange tak for det store arbejde med betænkningen. Heri beklages det med rette, at Kommissionen ikke tilbyder nogen handlingsalternativer. I den forbindelse kan der heller slet ikke være nogen tvivl om, at disponibiliteten af råstoffer til konkurrencedygtige priser ikke må begrænses, og at landbrugspolitikken i sidste ende heller ikke alene kan klæbe fastlåst til råstofproducenternes beskyttelse. Men der må netop heller ikke være en ensidig byrde for landbruget eller sågar for enkelte produkter. Der er landbrugsprodukter, der i sidste ende nærmest selv finansierer deres eksportrestitutioner, og det er gennem producenternes afgifter, altså landmændenes. Sådan er det f.eks. med sukker. Landmændenes afgifter bliver helt principielt opført på indtægtssiden i EU-budgettet, og også disse afgifter nedsættes, hvis eksportrestitutionerne reduceres. Som sagt gælder dette især for sukker. Jeg mener, at der skal tages særlig højde for det her. Jeg mener, det er nødvendigt at prioritere dette højt i forbindelse med eksportrestitutionerne.
+Hr. formand, jeg vil allerførst give ordføreren, hr. Souchet, en stor kompliment for hans betænkning, for det var kun muligt at give ét svar på Kommissionens forslag, som ikke var et godt forslag: et kraftigt parlamentarisk svar. Det foreligger nu. Det er jeg overordentlig glad for. Samtidig giver det også lejlighed til at håndtere den situation, som vi nu befinder os i. For faktisk tvinges vi på to punkter til at tilpasse ordningerne, og sommetider må vi arbejde på en måde, som vi ikke ønsker. Det første punkt er de aftaler, som er indgået inden for rammerne af WTO, og det andet er budgettet. Jeg vil komme kort ind på begge to, idet jeg begynder med WTO's regler. På en rystende måde bliver det tydeligt, i betragtning af prisniveauet i Den Europæiske Union, men også uden for den, at vi stadig har brug for restitutioner, og det viser også, at der stadig er for stor forskel på producenternes og landmændenes magt på verdensplan og den magt, som de, der afsætter deres produkter, har. Så længe det forholder sig således, kan vi faktisk ikke undvære restitutioner. Det må også blive overordentlig tydeligt under de kommende WTO-forhandlinger. Det andet punkt er budgettet. Det forekommer mig ikke at være det rette argument at bruge dette med hensyn til ordningen for restitutioner og forarbejdede landbrugsprodukter. Hvorfor ikke? I en række år har det allerede været således, at Den Europæiske Union betaler penge tilbage til medlemsstaterne, fordi de simpelthen ikke kan anvendes alle sammen. Det kan ikke være argumentet. For det andet har Parlamentet, også ved hjælp af betænkningen om budgettet for 2001, der er vedtaget i Landbrugsudvalget, klart tilkendegivet, at der er muligheder inden for rammerne af de finansielle aftaler fra Berlin. For det første er der for en række eksportcertifikaters vedkommende foreslået fem millioner ekstra til korn i form af alkoholholdige drikkevarer, 10 millioner ekstra til korn og ris, 11 millioner til sukker og isoglukose og 11 millioner til forarbejdede mejeriprodukter for at løse dette problem. Pengene er der altså, og derfor må det kunne løses. Tilbage står dog den kendsgerning, at landbrugspolitikken i princippet er til for landmændene. Desuden er den indført med henblik på de europæiske landdistrikter. At denne ordning er nødvendig, viser også, at forarbejdningsindustrierne i Europa og landmændene er tæt forbundet. På denne baggrund er en midlertidig ordning absolut nødvendig. Men jeg må dog i den forbindelse sige, at forarbejdningsindustrien helt klart skal have besked om, at man først og fremmest er henvist til at bruge produkter, som også dyrkes inden for Den Europæiske Union. Desuden vil jeg også opfordre Kommissionen til meget udtrykkeligt at tage hensyn til de små og mellemstore virksomheder. I mange regioner, hvor landbruget er udbredt, er der i forvejen ikke så stor beskæftigelse, og netop disse virksomheder må også kunne klare sig med den slags ordninger, og der må derfor gerne lægges ekstra vægt på disse.
+På vegne af Kommissionen og navnlig min kollega, hr. Liikanen, vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Souchet, og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg håber, at Deres anstrengelser vil føre til konsensus og dermed muliggøre en hurtig gennemførelse i begyndelsen af det nye budgetår. Vi er alle enige om behovet for at fremme konkurrencevilkårene for EU's industri for forarbejdede fødevarer. Eksportrestitutioner er et vigtigt middel til at opretholde industriens konkurrenceevne ved at kompensere for de høje priser for basale landbrugsprodukter i EU. Men både budgetbegrænsninger og forpligtelser i henhold til WTO lægger stort beslag på de restitutioner, der er til rådighed, og de vil ikke længere være tilstrækkelige til at dække industriens eksportmuligheder. Derfor har Kommissionen inden for rammerne af en pakke med forskellige afvejede foranstaltninger foreslået en supplerende ordning for støtte til aktiv forædling, som vil bidrage til at kompensere for industriens tab af international konkurrenceevne. Kommissionen kan godkende de stillede ændringsforslag 2, 6, 10, 13 og 15. Kommissionen er i store træk enig i formålet med ændringsforslag 1, 3, 7, 8, 9, 11 og 14, men anser dem ikke for helt hensigtsmæssige af en række grunde. Angående WTO-forhandlinger kræves der et særligt mandat fra Rådet, og derfor synes denne forordning ikke at være det rette middel til at fastslå EU's holdning. Det drejer sig om det første af ændringsforslagene. Desuden kan visse af ændringsforslagene medføre en øget administrativ byrde i forbindelse med gennemførelse og kontrol, som er ude af proportioner. Det gælder ændringsforslag 3, 11 og 14. Grænsen for, hvornår småeksportører skal undtages fra certifikatsystemet for eksportrestitutioner er allerede sat op til 50.000 euro, hvilket gælder ændringsforslag 7 og 8. Den resterende fleksibilitet i 2000-budgettet er allerede opbrugt, hvilket gælder ændringsforslag 9. Endelig er Kommissionen ikke villig til at godkende ændringsforslag 4, 5, 12 og 16 og dele af ændringsforslag 1. Generelt støtter Kommissionen ikke diskriminering af enkeltprodukter med hensyn til adgang til støtte til aktiv forædling. Det gælder dele af ændringsforslag 1, 4, 12 og 16. Desuden er det ikke muligt at benytte C-sukker i forarbejdede eksportprodukter under de nuværende forhold, hvilket gælder ændringsforslag 12. Operatører, som importerer produkter under ordningen om tilskud til aktiv forædling, får ingen restitution for eksport af forarbejdede varer, så forudsætningen i ændringsforslag 5 er forkert.
+Hr. formand, tillad mig at komme med to bemærkninger til Kommissionen. For det første har kommissæren sagt "i betragtning af de høje landbrugspriser i EU". Måske kunne Kommissionen vænne sig til sprogreglerne "i betragtning af de dumpede lave verdensmarkedspriser", fordi vi ellers giver indtryk af, at landbrugspriserne er for høje inden for EU. Nej, de er for lave på verdensmarkedet, for det kan ikke lade sig gøre at producere til den pris. For det andet er dette en betænkning i henhold til artikel 37. Vi forbeholder os ret til - jeg vil tale med de andre grupper om det - at henvise den til fornyet udvalgsbehandling, fordi det, som De nu har sagt, og som De accepterer, naturligvis lader Landbrugsudvalgets anstrengelser løbe helt ud i sandet. Så vil vi højst sandsynligt være nødt til at gå i forhandling. Jeg siger det blot som et incitament. Kollegerne her i Parlamentet vil så under forhandlingerne kunne sige, hvad de mener om det. Jeg vil blot gøre opmærksom på det. Hr. formand, mange tak, fordi De gav mig mulighed for det!
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 11.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0253/2000) af Wallis for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked om forslag til Rådets forordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (KOM(1999) 348 - C5-0169/1999 - 1999/0154(CNS)).
+Hr. formand, jeg vil først tale på vegne af udvalget og derefter på vegne af min gruppe. Ved fremlæggelsen af denne betænkning for plenarforsamlingen på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender er der mange, jeg bør og vil takke, men der er én, hvis inspiration jeg gerne vil nævne særskilt, for jeg håber, at den vil være udgangspunkt for vores debat i aften. Da jeg var ung jurist i London i begyndelsen af 1980'erne, var jeg så privilegeret at arbejde sammen med en ældre tysk kvinde, som var en af de bemærkelsesværdige tysk-jødiske indvandrere, som kom til London i de første krigsår og blev medlem af den engelske advokatstand. Denne fantastiske kvinde tog ikke blot eksamen som engelsk advokat ud over sin eksamen fra Tyskland, men som en sand europæer af sin generation opnåede hun også en doktorgrad fra Sorbonne på en afhandling om fælles anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Hun fik mig til at interessere mig for dette område af juraen, og efterhånden som hun gik af og overdrog sin praksis til mig, blev jeg stadigt mere bekendt med Bruxelles-konventionen, efter at den trådte i kraft i Det Forenede Kongerige. Jeg håber, at hun ville sætte pris på, hvor langt vi er nået, og at det nu er muligt for jurister i EU at flytte og arbejde i andre medlemsstater af eget valg og ikke tvunget af omstændighederne, og at vi med denne forordning tager endnu et skridt i den rigtige retning og giver EU-borgerne større adgang til retfærdighed i hele Europa. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige noget om, hvor vigtigt det er, det vi laver her. Den oprindelige EF-konvention om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser fra 1968 var en vigtig milepæl på dette område af international privatret, og den markerede et skridt væk fra det tidligere sammensurium af først og fremmest bilaterale traktater mellem forskellige lande. For første gang skabte EF ved hjælp af en mellemstatslig konvention en speciel, enestående og omfattende ordning til anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Vi medvirker nu til at sætte den næste milepæl i den proces. Vi har været vidner til, at konventionen blev til en fællesskabslov, en forordning, som med ét slag ændrede et område, der hidtil havde hørt under international privatret, til fællesskabsret, og endnu vigtigere, til det indre marked. Det er derfor meget passende, at det er vores udvalg med dets nye kompetence til at bygge bro mellem de forskellige retssystemer i det indre marked, som har fået til opgave at arbejde med den nye Bruxelles-forordning. Udvalget har under hele processen bestræbt sig på at påpege og belyse vigtigheden af det indre marked i dette forslag, hvilket giver os mulighed for endnu bedre end før at sikre, at vores virksomheder og borgere kan have tillid til, at de kontrakter og forpligtelser, som de indgår på tværs af EU, håndhæves inden for procesrettens bestemmelser om retternes kompetence og fuldbyrdelse af retsafgørelser. Vi er på vej til et civilretssystem, som vil sikre let og sikker adgang på tværs af medlemsstaterne, og vi er endelig ved at virkeliggøre det område af frihed og retfærdighed, der blev foreslået i Tampere. Det, der har optaget udvalget mest, har selvfølgelig været, at dette forordningsforslag falder sammen med væksten i e-handlen, som i sig selv åbner enorme muligheder for erhvervslivet og forbrugerne i det indre marked. Udvalget har, som Kommissionen ved, kæmpet længe og hårdt med spørgsmålene i artikel 15 og 17 i forordningsforslaget, det vil sige de områder, hvor der opstår uenighed mellem en virksomhed og en forbruger om, ved hvilken ret eventuelle tvister skal afgøres. Disse to artikler skal i en hvilken som helst kombination læses sammen. Kommissionens forslag er på linje med tidligere lovgivning om forbrugerbeskyttelse, idet alle tvister i henhold til artikel 15 skal afgøres ved forbrugerens domstol, men man er villig til at gøre det til et generelt princip, at kontrakter, der indgås på tværs af landegrænser, skal høre under denne kategori. Udvalget har forsøgt at finde en måde at beskytte Europas voksende e-handelssektor og især små virksomheder mod at skulle forholde sig til 15 forskellige retssystemer. Udvalget har derfor med et lille flertal valgt muligheden i artikel 17, litra a, som modificerer det generelle princip i artikel 15. Modificeringen gør det muligt for parterne i en kontrakt mellem en virksomhed og en forbruger at vælge sælgerens værneting. Det mente man ville bevare parternes kontraktfrihed, men der var endnu en ting i det, som jeg vil tale om nu. Jeg mener, at udvalgets mest fundamentale bidrag til denne debat bliver, at sådanne tvister bilægges ved en alternativ ordning eller uden om retten. Der var bred enighed om, at det var den bedste måde at neutralisere de vanskelige drøftelser af værnetingsvalget på. Der er ingen tvivl om, at Bruxelles-konventionen betød et enormt skridt i retning af en forenkling af værnetingsreglerne i forbindelse med grænseoverskridende tvister, men de er stadig enhver advokats drøm og enhver procesparts mareridt. De har ikke gjort det lettere at få en retsafgørelse. Udvalgets mål er at skabe et enkelt og effektivt system til bilæggelse af grænseoverskridende tvister. Det skal ske ved at indføre et alternativt tvistbilæggelsessystem, og vi bifalder, at Kommissionen allerede arbejder på dette. Der var også enighed i udvalget om, at der stadig er grund til at være bekymret over lovgivningens indvirkning på EU's e-business. I overensstemmelse med direktivet om elektronisk handel har vi derfor bedt om en revision hvert andet år. Jeg har nu været inde på de vigtigste aspekter. Jeg vil gerne slutte med at takke mine kolleger i udvalget og især vores formand, som uanset vores uenighed på andre punkter brænder lige så meget for dette område af juraen, som jeg selv gør. Men min største tak går til udvalgssekretariatet og til Robert Bray for al hans hjælp og hans gode råd i denne proces.
+Hr. formand, jeg vil gerne starte med at lykønske ordføreren med hendes fremlæggelse af en meget retfærdig og afvejet betænkning. På vegne af Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender er det mig en fornøjelse at fremsætte denne udtalelse for min kollega, fru Hazan, som desværre ikke kan være her i aften. I udvalget finder vi det vigtigt at komme med en positiv reaktion på Kommissionens forslag, som sigter mod en næsten automatisk anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser mellem medlemsstaterne. Forordningen bygger ikke blot på juridisk samarbejde mellem staterne, den er også et forsøg på at sætte EU-borgerne i centrum. Borgerne og ikke blot erhvervslivet, pengeinstitutioner og andre, som måske kun er motiveret af profit. Udvalget mener også, at den bestemmelse i forordningen, som har til formål at beskytte den svageste part i et kontraktsforhold, bør godkendes. Det vil betyde, at forbrugerne, arbejderne og forsikringsbranchen beskyttes af effektive EU-forordninger, som automatisk kan gøres gældende på tværs af medlemsstaterne. Som følge heraf er der ingen gyldig grund til, at elektronisk handel ikke skal være omfattet af forbrugerbeskyttelsesreglerne. Ordføreren har nævnt dette, men den elektroniske handel er et område i v��kst. En skelnen mellem rettighederne for dem, der handler på Internettet, og dem, der handler i forretningerne, er stik imod det værdifulde arbejde, som Europa-Parlamentet og EU som helhed allerede har udført for at beskytte borgernes rettigheder. E-forbrugerne ligesom alle svage kontraktsparter og alle EU-borgere i øvrigt fortjener og bør have ret til at få deres sag prøvet. Endelig bifalder udvalget indførelsen af alternative tvistbilæggelsessystemer og håber, at denne forordning kan træde i kraft hurtigst muligt.
+Hr. formand, tillad mig at indlede med nogle ord i min egenskab af formand for Retsudvalget. Jeg har sjældent følt mig så stolt over dette hverv, som jeg er i dag med hensyn til denne betænkning over det udvalgsarbejde, der er udført igennem et år. Et år, der ikke er ensbetydende med manglende interesse fra Parlamentets side, tværtimod, der har været en ivrig og frugtbar debat mellem udvalgets medlemmer og med de akademiske miljøer og alle de involverede parter. Jeg lykønsker uforbeholdent fru Wallis med, at hun som ordfører har muliggjort dette arbejde, og jeg takker naturligvis Retsudvalgets sekretariat for dets arbejde, og især vil jeg, ligesom fru Wallis, takke hr. Bray for det arbejde, han har udført. Vi har været uenige, hr. formand, men jeg er sikker på, at uanset hvilket resultat Parlamentet når frem til i morgen, vil Retsudvalgets overvejelser have fremmet denne sag betydeligt. Jeg fortsætter nu, hr. formand, på vegne af PPE-Gruppen. Som De ved, og ordføreren har allerede nævnt det, drejer hovedspørgsmålet sig om den kompetente domstols afgørelse om aftaler indgået med forbrugere på Internettet. Jeg er igen stolt, for betænkningen er afbalanceret og nuanceret. Der foreslås pragmatiske løsninger, som kan forbedre forbrugerbeskyttelsen og samtidig sikre, at virksomhederne, især de små og mellemstore, som er dem, der udgør den europæiske sociale struktur, tilbyder deres varer og tjenesteydelser til forbrugerne med bopæl i det indre marked. Det er hensigtsmæssigt, at det indre marked er et ægte hjemmemarked for såvel virksomhederne som forbrugerne. Hvad angår forbrugeren, foreslås det at udvide anvendelsesområdet for den særlige ordning til at omfatte dem, der indgår fjernaftaler i det indre marked, uden at der skelnes mellem målrettede eller ikke målrettede aktiviteter, og som ordføreren har understreget, omfatter forordningen udenretslig bilæggelse af tvister. Hvad angår fremme af grænseoverskridende elektronisk handel, foreslås det at give virksomhederne tilladelse til på nogle meget specifikke og meget restriktive betingelser at indføre værnetingsklausuler, som forbrugeren ville kunne acceptere. Jeg er overbevist om, hr. formand, at Parlamentets udtalelse vil få reel indflydelse på Rådet (retlige anliggender). Faktisk har Parlamentet, som fru Wallis sagde, gjort det, som hverken Kommissionen eller Rådet har turdet gøre: Det har indledt en realistisk debat om det væsentlige, om forbrugerbeskyttelse i det 21. århundrede, ikke forbrugerbeskyttelse i det 19. århundrede, heller ikke i det 20. århundrede, med alle de involverede parter og under hensyntagen til alle de implicerede interesser. Ved at undersøge denne sags historie bliver man klar over, at Kommissionen i sit forslag har begrænset sig til at udarbejde et udkast til revision af Bruxelles-konventionen, som blev udarbejdet af et ekspertudvalg før Amsterdam-traktatens ikrafttræden, det vil sige, da dette var et mellemstatsligt spørgsmål meget tæt på folkeretten. Desuden, hr. formand, har dette udvalg arbejdet alene, uden nogen gennemsigtighed, uden interministerielle høringer og uden høring af de involverede miljøer. Det er klart, at Retsudvalget, i betragtning af de ringe institutionelle beføjelser, som Parlamentet, selv efter Amsterdam, råder over på dette område, håbede, at Rådets endelige vedtagelse af forordningen ville være en ren formalitet. RIA-Rådets tydelige vægring ved at indlede en debat om dette spørgsmål forklarer, hvorfor Parlamentet på det seneste er blevet udsat for alle mulige former for pression. Efter mere end et års diskussioner i Retsudvalget kan jeg ganske enkelt sige, at de argumenter, der er blevet fremført mod dets betænkning, er uberettigede og mere er resultatet af intimidering eller demagogi end af dybtgående overvejelser. Lad os kort opholde os ved det. Nogle forsøger at gøre debatten politisk i håb om, at der derved sker en opdeling mellem højre og venstre. De forsøger at tage forbrugeren som gidsel ved at sige, at betænkningen ville mindske forbrugerbeskyttelsen. Det er et argument, der er lige så demagogisk, som det er uberettiget, og som til syvende og sidst støtter sig på en gammeldags, ikke særlig effektiv, beskyttelse, der desuden er baseret på et nationalistisk perspektiv og er i modstrid med den europæiske integration. De vedtagne løsninger er meget mere beskyttende end dem, som Kommissionen har foreslået, eller - og her er jeg uenig med fru Wallis - dem, der er blevet forelagt for Parlamentet, som i realiteten begrænser beskyttelsen til udelukkende at omfatte forbrugere, der er tilmeldt eller objektiveret på en internethjemmeside af en virksomhed. Der er også blevet fremført pseudojuridiske argumenter som formodet uforenelighed med direktivet om urimelige kontraktvilkår eller med Domstolens retspraksis. Der er ingen uforenelighed med hverken det ene eller det andet, og tillad mig at citere den rapport, som generaldirektionen SANCO omdelte den 20. december 1999, hvor det bekræftes, og jeg citerer på fransk, fordi det er den eneste original, der findes: "Les clauses attributives sont donc possibles et licites, au titre de cette proposition, pour autant que certaines conditions soient garanties." (Værnetingsklausulerne er således mulige og lovlige i henhold til dette forslag, under forudsætning af, at visse betingelser er opfyldt). Og den fortsætter: "Il importe dès lors que le consommateur soit clairement informé avant de conclure le contrat." (Det er nødvendigt, at forbrugeren fremover er klart informeret, før han indgår en aftale). Netop derfor, hr. formand, stiller Retsudvalget strenge krav om gennemskuelighed. Derfor er det ikke rigtigt, at denne betænkning er i modstrid med et efterstræbt mål for Fællesskabet. Endelig, og dette er måske det mest kyniske af argumenterne, bliver der sagt: "Dette skaber vanskeligheder for de små og mellemstore virksomheder, men de kan forsikre sig". Det svarer til at sige: "Det er ikke nødvendigt med brandstationer i byer eller i storbyer. Hvis et hus brænder ned, må ejerne være forsikrede". Det er nødvendigt at lave en god lovgivning, som er afbalanceret for alle. Selv om jeg har været sammen med fru Wallis om dette eventyr, er jeg altså uenig i hendes løsning, for jeg mener, at hendes løsning, når alt kommer til alt, ikke beskytter forbrugeren bedre, da den begrænser sig til at beskytte de forbrugere, som en virksomhed har henvendt sig til. Spørgsmålet om en aktiv eller en passiv side, om en målrettet eller ikke målrettet aktivitet, ville en advokat kunne koge suppe på i årevis om, hvilket værneting der finder anvendelse. Til sidst, hr. formand, mener jeg, at Parlamentet i dette spørgsmål om civilretligt samarbejde skal sende et klart signal til Rådet og til Kommissionen, om at det ikke vil acceptere at blive afvist eller manipuleret med af dogmatiske argumenter, som repræsenterer rene nationalistiske interesser. Tværtimod har Parlamentet på grund af dets grundige arbejde her en oplagt chance for at vise, at der kan findes pragmatiske og fornuftige løsninger for at bringe ligevægten tilbage i dette forslag, og det er uanset resultatet på plenarmødet i morgen.
+Hr. formand, vi ved alle, at udviklingen af mulighederne for at handle på Internettet kan betyde store fordele: nye muligheder for små virksomheder og mindre internetvirksomheder samt åbning af det indre marked for forbrugerne på tværs af alle de 15 medlemsstater. Det kan betyde lavere priser. Det kan give øgede valgmuligheder, og det går vi alle ind for, men vi ved også fra undersøgelser foretaget af nationale forbrugerråd, især i min medlemsstat, at forbrugerne endnu ikke har tilstrækkelig tillid til den nye teknologi på dette område. Det glæder mig, at virksomhederne erkender, at det er afgørende for væksten af netværket af små e-handelsvirksomheder at opnå forbrugernes tillid. Virksomhederne erkender, at det er en forudsætning for at overtale forbrugerne til at handle på Internettet, og det er derfor vores fornemste opgave at være med til at skabe den tillid, som vil gavne erhvervslivet ved at øge dets kundekreds og markedsandel. Desværre var det i debatten i udvalget på nogle områder et spørgsmål om internetvirksomhederne over for forbrugerne. Begge parter kan få gavn af, at vi her bruger vores sunde fornuft. Vi kan kun udnytte det fulde potentiale af den elektroniske handel mellem forbrugere og internetvirksomheder, hvis forbrugerne har tilstrækkelig tillid. Vi må overbevise forbrugerne ved at sikre deres rettigheder, og de skal efter min gruppes mening have ret til at få en sag prøvet ved en domstol i deres eget land. Nogle har den holdning, at forbrugerne kun køber cd'er, bøger og billige varer på Internettet, men vi ved jo, at den elektroniske handel snart vil udvikle sig på en sådan måde, at de kommer til at købe finansielle ydelser, og de kommer til at købe biler. I min valgkreds vil de købe billigere biler i Frankrig og Nederlandene. Det drejer sig om store beløb, og når vi opfordrer flere forbrugere til at handle på Internettet, må vi altså også give dem ret til at anlægge sag ved en domstol i deres eget land og ikke forvente, at de, og især de mindre velhavende forbrugere, skal få en sag prøvet ved en domstol i udlandet. Vi ved, at reguleringen af den elektroniske handel i både erhvervslivets og forbrugernes interesse kræver nye metoder. Det kræver en fundamental juridisk ramme med helt nye løsninger, som der ikke er lovgivet om, og derfor støtter jeg fru Wallis' forslag: Vi skal se på mulighederne for alternative systemer til bilæggelse af tvister, vi skal se på, hvordan vi måler forbrugernes tillid (trustmarks), støtter de små virksomheder i frivilligt at overholde god forretningsskik og finder gensidigt tilfredsstillende måder at bilægge tvister på. Internetudbyderne skal inddrages i det. America Online har f.eks. sit eget forretningsprogram, hvor det garanterer forbrugerne juridisk hjælp til at få adgang til domstolsprøvelse over for virksomheder, der benytter dem som udbyder. I virkeligheden er ingen af disse systemer på plads i Europa, de er faktisk ikke udviklet endnu. Selv i USA, hvor kun 8% af Webstederne har trustmarks, er der stadig store problemer med at opnå adgang til domstolsprøvelse. Alternative systemer til bilæggelse af tvister må altså ikke træde i stedet for egentlige retsmidler. Forbrugeren må ikke miste sin ret til at anlægge sag på grund af indholdet i en kontrakt, som det er tilføjet i betænkningen fra Udvalget om Retlige Anliggender. Der skal arbejdes mere på dette område. Vi skal skabe tillid, men indtil de nye systemer er på plads, er der ingen grund til, at forbrugerne ikke skal have de samme rettigheder ved handel på Internettet som uden for. Jeg kan ikke fratage mine vælgere deres ret til at anlægge sag ved deres egne domstole. De har ret til deres eget retssystem, og det må vi fortsat støtte. Min gruppe støtter ikke værnetingsklausuler, for vi mener, at de er i modstrid med lovgivningen om urimelige kontraktsbestemmelser, idet de skaber en betydelig ubalance i parternes rettigheder og pligter i henhold til kontrakten til skade for forbrugeren. Det kan efter vores mening forårsage øget retsusikkerhed, flere retssager og måske flere penge til juristerne, men det er hverken i erhvervslivets eller forbrugernes interesse. Jeg er meget glad for, at sammenslutningen af arbejdsgiverorganisationer (CBI) i mit land bakker op om fru Wallis' forslag. Det er godt, fordi det gør det lettere for os at garantere erhvervslivet og forbrugerne, at en retssag er en nødløsning, og at vi kan finde bedre måder at bilægge eventuelle tvister på. Jeg beklager, at nogle medlemmer af Udvalget om Retlige Anliggender synes at have glemt, at det er vores udvalgs ansvar at beskytte forbrugerne. Det er derfor forkert, at vi reagerer på udfordringerne fra den nye verden med elektronisk handel ved at forsøge at begrænse deres rettigheder. Det er et forkert signal at sende til forbrugerne. Det fremmer ikke udviklingen af e-business, og det betyder, at vi ikke kommer til at udvikle den elektroniske handel mellem forbrugere og internetvirksomheder. Jeg beder derfor om, at vi bruger vores sunde fornuft i denne debat. Jeg ved, at ingen lovgivning er perfekt. Vi kæmper alle for at vedtage en korrekt lovgivning på området for elektronisk handel og for at opnå den rette balance mellem selvjustits og kontrol, som giver et minimum af garantier. Derfor mener jeg også, at en revision hvert andet år er en god idé. Det vil give os mulighed for at se på lovgivningen, dens konsekvenser for små og mellemstore virksomheder og forbrugerne. Det er en glimrende idé at oprette en database over retsafgørelser. Nu skal vi arbejde på at finde en måde at bilægge tvister på. Det må ikke ske på forbrugernes bekostning.
+Udtalelsen om denne betænkning drejer sig om artikel 15 og 17. Jeg taler nu på vegne af min gruppe om de ændringsforslag, der er stillet af dem og andre politiske grupper. Vores fælles mål er at prøve at finde en afvejet metode til at beskytte forbrugerne og skærme de små og mellemstore virksomheder mod medlemsstaternes forskellige retssystemer. Problemet er blevet blæst helt ud af proportioner. Der er langt imellem tvister mellem forbrugere og internetvirksomheder på tværs af landegrænser, og vi håber, at de fleste af dem nu helt vil forsvinde takket være alternative tvistbilæggelsessystemer. I de tilfælde, hvor sagerne rækker videre, er forbrugeren den svage part. De større virksomheder har råd til juridisk bistand. De kløgtige og fornuftige små og mellemstore virksomheder kan tegne en forsikring for et moderat beløb. Det efterlader de godtroende virksomheder, som kan blive indblandet i en transaktion uden for deres medlemsstat. Under disse omstændigheder er det ikke urimeligt at bygge på det tidligere indhold af artikel 15, at bruge ordene "rettet mod" og at erkende, at dette begreb også findes i amerikansk retslære og benyttes af WIPO. Det er ikke let, men det er blevet brugt, og der findes ingen nemme løsninger på dette område. Det giver sammen med en ændring af artikel 17, som muliggør alternative tvistbilæggelsessystemer, men respekterer eksisterende forbrugerrettigheder i form af direktivet om urimelige kontraktsbestemmelser, en meget mere fleksibel og juridisk sikker pakke, som vil fremme tilliden. Det er et tegn på, at vi har opnået en balance i ændringsforslagene, at de støttes af sammenslutningen af arbejdsgiverorganisationer i mit land og for en stor del også af forbrugerorganisationerne. De foretrækker i hvert fald denne pakke frem for udvalgets. I mit tidligere indlæg omtalte jeg ikke Parlamentets rolle i denne lovgivningsproces. Vi skal spørge om råd. Vi ved fra det, kommissær Byrne har sagt om emnet, at han ikke vil godkende den type formulering, som udvalget har foreslået til artikel 17, litra a. Jeg mener, at kommissær Vitorino er enig heri. I Rådet udtrykker Det Forenede Kongerige samme holdning. Det er usandsynligt, at det franske formandskab, som netop fokuserer på forbrugeranliggender, vil indtage en anden holdning. Man kan sige, at fordi vi kun skal spørges til råds, kan vi sige, hvad vi har lyst til. Vi signalerer blot en politisk retning, men det er vigtigt, at vi signalerer en juridisk sikker og fleksibel løsning, og ikke en løsning, der vil skabe lige så mange problemer, som den løser. Parlamentet bør opføre sig ansvarligt som en moden lovgiver, ikke som et trodsigt barn. Vi har mulighed for at bygge videre på de betydelige resultater, som udvalget allerede har opnået i sin betænkning. Jeg håber, at vi kommer til at gå endnu videre.
+Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Wallis, for hendes udholdenhed. Det har været et langt, sejt træk. Europa-Kommissionen har fremsat et forslag, som skal sikre forbrugernes ret til at anlægge sag ved deres egne nationale domstole i tilfælde af tvister, der opstår ved elektronisk handel over landegrænsen. Ændringsforslagene fra Udvalget om Retlige Anliggender ville gøre denne ret til genstand for urimelige vilkår, og jeg kan ikke støtte dem. Ændringsforslagene ville få betænkningen til at hælde i retning af internetvirksomhederne og ikke forbrugerne. Forbrugerne kan inden indgåelsen af kontrakten erklære sig indforstået med, at de ikke må anlægge sag mod den anden part ved domstolene i de medlemsstater, hvor de har hjemsted. Det væsentligste problem ved denne fremgangsmåde er, at den forudsætter, at forbrugerne nærlæser kontrakten, og at de forstår konsekvensen af at frasige sig retten til at anlægge sag ved en domstol i deres eget land samt forskellene med hensyn til omkostninger, retssystemer, valg af sprog osv. Det er usandsynligt, at den gennemsnitlige forbruger forstår og er opmærksom på det, og vi kan ikke gå ind for, at deres rettigheder afskaffes på denne måde. Jeg er enig med fru Wallis i, at kommissær Byrne gjorde ret i ikke at ville godkende dette, og jeg håber, at kommissær Vitorino har det på samme måde, for det ville være et katastrofalt resultat. Udvalget indvilligede dog i at sammenholde dette med internetlovgivningen. Ifølge forslaget skal hovedoplysningerne i sagsakterne i medlemsstaterne ved hjælp af en standardformular kopieres til en central database, så interesserede kan få elektronisk adgang til dem. Et sådant system vil også fremme konvergens og koordination af de forskellige nationale retssystemer og gøre det muligt for parterne at kontrollere deres handelspartneres og leverandørers forhold, hvilket er vigtigt i forbindelse med handel på Internettet. Jeg bifalder i høj grad idéen om en database over retsafgørelser på EU-plan, og jeg håber, at vi kan vedtage denne betænkning.
+Jeg vil gerne lykønske fru Wallis med udarbejdelsen og fremlæggelsen af hendes betænkning. Jeg bifalder i det store hele betænkningen, og jeg vil nu fokusere på ændringsforslag 20, betragtning 26 (ny), som angiver, at Kommissionen vil oprette en central elektronisk database over sager og retsafgørelser på EU-plan. Dette er begrundet meget klart i betænkningen. Den er borger- og forbrugerorienteret, og jeg vil kraftigt opfordre kommissæren til at overveje dette forslag positivt, netop fordi det er så borger- og forbrugerorienteret, og fordi vi nu lever i et globalt netværk med en global økonomi og globale selskaber. Men vi har endnu ikke skabt en infrastruktur, så den ændrede og udvidede Bruxelles-konvention kan blive til gavn for EU-borgerne og -forbrugerne og tiltrække investeringer udefra. Det er nødvendigt at oprette en database over retsafgørelser. Idéen stammer fra en irsk jurist, Twinkle Egan, som har arbejdet flittigt på dette initiativ i flere år. Med fare for at gentage mig selv vil jeg sige, at en sådan database bliver til gavn for borgerne. Systemet har den fordel, at det allerede er blevet gennemgået af mange velrenommerede institutioner, herunder Det Internationale Advokatsamfund. Systemet har yderligere den fordel, at det kan udvides og tilpasses det internationale retssystem i den globale verden, vi nu lever og handler i. Systemet vil give EU-borgerne og andre hurtig og let adgang til officielle og ajourførte oplysninger om grænseoverskridende sagsanlæg, som de har en lovlig interesse i. Det vil også effektivisere afsigelsen og fuldbyrdelsen af retsafgørelser i EU.
+Hr. formand, vi må konstatere, at fru Wallis har udført et meget stort stykke arbejde, og at der er blevet gjort et forsøg på at bevare en vis balance i denne meget komplekse betænkning, idet vi nu prøver at beskrive nogle kommende scenarier, som er yderst vigtige for os alle. Debatten her i aften er tilsyneladende teknisk, men den dækker i virkeligheden over nogle meget vigtige politiske aspekter. Vi skal bl.a. fastlægge nogle grundlæggende bestemmelser for markedets måde at fungere på og for forholdet mellem to af markedets vigtige aktører, nemlig serviceudbyderen og forbrugeren. Det er for nemt bare at sige, at vi skal beskytte forbrugerne, og at den gældende lov og den kompetente ret altid og under alle omstændigheder er dem i det område, hvor forbrugeren er bosiddende. Markedet - og ikke mindst den nye økonomis marked - er i virkeligheden et komplekst system, hvor stive regler bliver fejet af banen af aktørernes handelsforbindelser og af de mange forskellige måder, man kan indgå en handel på. Her fra Bruxelles kan vi alle sammen købe en vare i Hong Kong via Internettet og få den leveret i Buenos Aires. At tro, at vi kan vedtage en forordning med en fast regel for, hvilken ret der er den kompetente, hvilken lov der gælder, og hvor forbrugeren er bosiddende, er efter min mening ikke noget, der konkret kan lade sig gøre. Hvis køberen er en person, der er bosiddende i Italien, kunne denne sandsynligvis have interesse heri, for når man tænker på vores langsommelige civile retssystem, kunne vi sandsynligvis have interesse heri. Efter vores opfattelse kræver markedet dog nogle hurtige løsninger på eventuelle stridigheder, nemlig at disse overlades til alternative retssystemer og sagkyndiges mægling. I dag er der nye aktører inde i billedet, når det gælder om at opstille regler på verdensmarkedet. Her tænker jeg f.eks. på den indflydelse, de store law firms og global players har i de internationale handelstransaktioner. Det er dem, der fastlægger nye regler og nye måder at løse stridigheder på. Den mundtlige ret, der gælder for markedernes fleksibilitet og det konkrete tilfælde, træder i stadig større grad i stedet for den skriftlige ret. Markedernes globalisering fører til en lang række retsformer, som skabes af de samme samfundsgrupper som dem, der bruger dem. Disse er et udtryk for markedets konstante behov for udvikling og vækst. Der opstår en vekselvirkning mellem regulering og selvregulering. De principper om suverænitet og territorial afgrænsning, som de nationale stater bygger på, er reelt ved at blive svækket. Hvordan tror De, at virksomhederne - ikke mindst de små og mellemstore virksomheder - vil reagere over for nogle stive og begrænsende regler? Enten driver de ingen handel uden for deres eget lands grænser for ikke at løbe ind i nogle alt for store retsudgifter, eller også imødegår de risikoen for stridigheder ved at sætte priserne op. Dem, der i den sidste ende betaler prisen for dette i form af højere priser og et mindre udvalg af varer og tjenesteydelser, er netop forbrugerne, som vi forgæves beskytter i vores lovgivning. Vi vil desuden hæmme den økonomiske udvikling og den stigning i beskæftigelsen, som den nye økonomi tilsyneladende giver mulighed for. Det er, hvad nogle i Parlamentet ønsker, og i dag har de med deres ændringsforslag udelukkende givet udtryk for demagogiske holdninger. Det vil vi ikke være med til, også fordi vi i det direktiv om elektronisk handel, der blev vedtaget for et par måneder siden, tog højde for nogle regler for indgåelsen af onlineaftaler og slog gyldigheden af det indre markeds principper fast, nemlig rule of origin og on country control. Min gruppe støtter derfor fuldstændigt Retsudvalgets holdning - som netop går i retning af en større fleksibilitet - og retter en sidste opfordring til Parlamentet om, at det efterhånden er nødvendigt med nogle globale løsninger på markedets retsspørgsmål, og det er det i endnu højere grad, hvis vi fastlægger regler for netop den nye økonomi. Det er naturligvis nødvendigt, at EU foreslår sin egen model, men vi skal være klar over, at den risikerer at få en ringe effekt, hvis ikke der indgås en global aftale.
+Hr. formand, hr. kommissær. I modsætning til mange andre kolleger har jeg ikke for vane rutinemæssigt at takke ordføreren. Jeg gør det kun, når der er grund til det. I dag er der grund til at takke Diana Wallis, fordi hun har udvist en engels tålmodighed og en okses udholdenhed med udarbejdelsen af denne betænkning - virkelig en engels tålmodighed og en okses udholdenhed! Flertallet i ELDR-Gruppen står bag hende og de ændringsforslag, hun har stillet i gruppens navn, hvilket jeg gerne vil understrege. Jeg vil også gerne påpege, at diskussionen til en vis grad har været frustrerende. Havde man lagt den samme energi i at udvikle systemer, som skaber tillid, i stedet for at drive lobbyvirksomhed, hvilket til tider er sket på en lidt uklog måde, tror jeg, at der allerede ville være sket meget for at skabe den tillid og det system af tillid, der er nødvendigt, for at forbrugerne skal turde begynde at handle. I denne forbindelse er den vægt og det pres, som ordføreren og Parlamentet lægger på mekanismer til bilæggelse af stridigheder i forbrugerspørgsmål, af stor betydning. Det er vigtigt, og jeg tror ikke, at der var blevet lagt samme vægt på dette spørgsmål uden dette arbejde. Vi ved alle, hvilket man har gentaget utallige gange, at den største strid har stået om, hvilket værneting der skal være gældende for den elektroniske handel. Det er et spørgsmål, der vil skabe præcedens, og det er grunden til, at vi ser en så kraftigt lobbyvirksomhed. Det er et spørgsmål, som vi vil blive stillet over for mange gange, jeg tænker på skattespørgsmål, jeg tænker på cyber crime. Vi må afgøre spørgsmålet om værneting. Jeg synes, at meget tyder på, at vi fremover må have klarere regler for netop værneting. Vi kan ikke i lige så høj grad gå ud fra, hvor tingene er sket. Det fremgik også i går på seminaret om cyber crime. Hvor er værnetinget? Derfor er det i dag er vigtigt at slå fast, at det i sidste ende er forbrugerens værneting, der har det sidste ord. Til sidst vil jeg spørge dem, der vil støtte udvalgets flertal ved afstemningen: Hvordan kan de se forbrugerne i deres hjemland i øjnene, når disse forbrugere mærker, at flertallets holdning i praksis fører til, at man formenes adgang til sit hjemlands domstole? Jeg vil slutte i det bibelske hjørne. Jeg mødte en gang en gammel mand, som sagde: "Jeg er overbevist om, at når jeg taler med min gud, kan jeg tale mit modersmål, men jeg håber også, at det samme vil gælde for de domstole, som jeg måtte blive indkaldt for."
+Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger og takke fru Wallis for hendes enorme arbejde med denne meget vanskelige opgave, og jeg vil også gerne støtte min kollega, Pat Gallagher, og min anden irske kollega, Nuala Ahern, med hensyn til oprettelsen af en central elektronisk database over sager og retsafgørelser på EU-plan som foreslået af den irske advokat, Twinkle Egan. Men når vi ser på de problemer, der er opstået i forbindelse med denne betænkning, og når vi ser på de forskellige holdninger - de såkaldte purister på vegne af forbrugerne og de andre såkaldte purister på vegne af erhvervslivet og den elektroniske handel - glemmer vi undertiden, at mange små og mellemstore virksomheder selv er forbrugere, der skal handle med større virksomheder eller leverandører, og som fortjener samme beskyttelse, som jeg ville få "som enkeltperson" eller enhver anden som individuel forbruger. Derfor er der inden for de nye rammer allermest behov for sikkerhed, hvad angår den tilgængelige beskyttelse og ansvaret hos de mennesker, som handler på Internettet. Jeg har undersøgt anden lovgivning for at se, hvilke analogier og fordele vi kan uddrage deraf. Under de forskellige forsikringsdirektiver kræves det f.eks. af ikkenationale forsikringsselskaber, at de har en agent i hver medlemsstat til at behandle forsikringsskader i den pågældende medlemsstat. Hvorfor ikke opstille lignende krav til handelsvirksomheder på Internettet? Under direktivet om forbrugerkredit kræves det ligeledes, at leverandøren af en tjeneste skal informere forbrugeren om visse rettigheder og tilskud samt visse fortrydelsesklausuler. Det er ikke vanskeligt også at overføre den type ideologi til et direkte forhold mellem forbruger og tjenesteudbyder. Derfor skal vi i dag frem for alt have denne forordning på plads. Der er ingen grund til at udsætte det yderligere. Der er ingen grund til at forplumre sagen. Vi skal sætte EU, som sakker bagud med hensyn til elektronisk handel og internetvirksomheder på verdensplan, i stand til at lave nye ordninger om handel på Internettet og beskyttelse af forbrugerrettigheder, og vi skal sikre, at EU indtager sin retmæssige plads blandt de store inden for handel på Internettet og e-business. Det er derfor vigtigt, at vi støtter den generelle udtalelse fra Udvalget om Retlige Anliggender og som foreslået af fru Wallis om de områder, hvor der har hersket en del uenighed. Jeg har bemærket mig, hvad kommissær Byrne netop sagde om andre muligheder i sin tale. Ingen forbruger "som enkeltperson" eller som virksomhed kan nægtes den endelige ret til at anlægge sag, men det betyder ikke, at det skal være den første løsning, der vælges. Der skal være enighed på lokalt plan om en tvistbilæggelsesmekanisme, som kan reducere omkostningerne til at afgøre forbrugertvister, for som det er påpeget af mange talere i aften, er der også ekstraomkostninger forbundet med bilæggelse af tvister. Endelig vil jeg gerne endnu en gang takke ordføreren og Kommissionens repræsentanter for deres arbejde og minde alle medlemmer om, at der findes andre muligheder i henhold til Bruxelles-konventionen, og at vi kan etablere de mekanismer. Lad os vedtage denne betænkning og så foretage ændringer på andre områder, efterhånden som det bliver nødvendigt.
+Som fru Wallis alt for godt ved, er jeg ikke enig i en række af de ting, hun har sagt i sin tid som ordfører for denne vigtige betænkning, men jeg vil gerne have ført til protokols, at jeg sætter stor pris på det meget omfattende arbejde, hun har lagt i denne opgave for Parlamentet. Som talsmand for det britiske Konservative parti og Udvalget om Retlige Anliggender vil jeg gerne begynde med at tilslutte mig de bemærkninger, som formanden for udvalget, fru Palacio, har fremsat. Denne debat er en del af en proces, som er et led i den såkaldte amsterdamisering af Bruxelles-konventionen. Det er en usædvanlig proces, men en proces, hvor Parlamentet klart må give udtryk for, at Bruxelles-konventionen ikke blot skal ændres til en forordning, men også ajourføres, så den opfylder vores dages krav. Konventionen er gammel. Den er fra før, mit land blev medlem af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Den stammer fra en tid før Internettet, ja, endda før pc'en kom på markedet. Det er derfor tragisk, at Kommissionen og Rådet har været så bange for at se den moderne verdens realiteter i øjnene, for det er en verden, som er på vej væk fra nationale retssystemer og hen til en verden af netværk. I en verden af netværk hjælper den traditionelle værnetingsbaserede bilæggelse af tvister ikke forbrugerne og de handlende, når noget går galt. Derfor skal værnetingsaspektet og -argumenterne ud af tvisterne. Alternative tvistbilæggelsessystemer, der er en form for ægte privatret, som parterne og lovgiverne enes om, skal være det første og vigtigste middel til at bilægge tvister. Det må ikke blot være et skridt, som forbrugeren tager, før han skuffet må søge tilflugt til sit eget retssystem, for i så fald vil et væld af små og mellemstore virksomheder boykotte handel på Internettet og dermed mindske deres egen lønsomhed og deres bidrag til samfundet og statskassen. Det vil betyde en kraftig reduktion af EU-borgernes valgmuligheder og dermed deres livskvalitet og levestandard. Jeg hører mine modstandere sige: Der kommer lord Inglewood, som repræsenterer de reaktionære kræfter, som går imod Fællesskabets ærefulde forbrugerbeskyttelsestradition, og som går imod de detaljerede bestemmelser i den eksisterende forbrugerbeskyttelseslovgivning i EU. Hvis jeg må tage det sidste punkt først, så argumenterer jeg sådan, fordi den eksisterende lovgivning ikke længere opfylder forbrugernes behov. Nye love erstatter jo de gamle, og hvis forbrugerbeskyttelseslovgivningen trænger til at strammes op, så kan og vil de tidligere lovgivere jo heller ikke stoppe de lovgivere, der følger efter dem. Når det er tid til forandring, er det tid til forandring, og det er det nu. Verden forandrer sig. Vi skal forandre os med den, og ingen steder ses det tydeligere end i den debat, vi har haft, om det såkaldte målrettede Websted. Det er en selvmodsigelse, da Internettet er et butiksvindue, som åbnes ved hver opkobling til netværket, og at påstå, at et Websted kan være rettet mod nogle og ikke andre, er sprogligt letkøbt, det giver ingen mening kommercielt, og det vidner om manglende teknologisk indsigt. Vi har i morgen mulighed for at stemme for det 21. århundrede, dets forbrugere, handlende og borgere ved at stemme for udvalgets betænkning, eller vi kan se på fremtiden og så vende den ryggen og finde en smule trøst i det forrige århundrede ved at stemme for ændringsforslagene. I min delegation og i denne gruppe stemmer vi for det 21. århundredes løsninger på det 21. århundredes problemer og støtter udvalgets betænkning.
+Hr. formand, jeg respekterer Deres formandskab, og det står jeg fast på, men jeg gad vide, hvordan De vil retfærdiggøre, at De angiver en taletid og så ignorerer den fuldstændigt for flere taleres vedkommende. Jeg skal ikke opkaste mig til dommer over de tidligere talere eller indholdet af deres bemærkninger, men hvis folk har fået tildelt en taletid på tre minutter, og de så får 50% mere, er det en fornærmelse mod tidligere talere, som strengt har overholdt deres taletid. Hvordan forklarer De, at De har besluttet at se stort på taletiden?
+Jeg blæser ikke på tiden, og det irriterer mig, at min tolerance misbruges. Medlemmerne har generelt overholdt taletiden, og de har i hvert fald givet udtryk for deres synspunkter. Jeg tager ansvaret for denne uregelmæssighed, som vil vise sig at være positiv, for vi vil vinde tid - hvis vi ikke spilder den på bemærkninger til forretningsordenen - og det vil ikke skabe præcedens.
+Hr. formand, kære kolleger, må jeg først og fremmest understrege, at min kollega, fru Wallis, ikke har sparet på bestræbelserne for at kunne forelægge denne betænkning til drøftelse. Det forslag, der er vedtaget i udvalget, er efter min opfattelse et eksempel på ligevægt, når det gælder om at tage hensyn til alle parters interesser, både på de små og mellemstore virksomheders side og på forbrugernes side. Det ville være ærgerligt, hvis denne ligevægt blev forstyrret af afstemningen i morgen, og for øvrigt kan jeg næsten ikke tro, at Rådet vil kunne tilslutte sig de foreliggende ændringsforslag. Lad mig lige forklare hvorfor. Terminologien i det forslag, som nu foreligger, er tydelig. Vi taler om contracts concluded at a distance, en terminologi, som selv for en lægmand syntes at være meget tydeligere end directed activities, således som det nu foreslås i ændringsforslaget. Lad mig på ny illustrere dette med et eksempel. En fransk vinbonde anbefaler sin mousserende vin på fransk. En fransk forbruger vil her være beskyttet af Bruxelles-konventionen, fordi vinbondens activities er purposely directed in a substantial way, men de engelske, belgiske og italienske forbrugere vil ikke nyde nogen beskyttelse, for aktiviteterne blev ikke foretaget direkte eller målrettet med henblik på disse forbrugere. Følgen er, at der vil herske stor juridisk usikkerhed, og at der vil blive udkæmpet forskellige procedurer ved domstolene, hvor man for de enkelte tilfældes vedkommende skal undersøge, om aktiviteterne var målrettede eller ej. For det andet synes jeg, at det er meget vigtigt, at der i betænkningen gives mulighed for, at parterne selv kan indføje en beføjelsesklausul i deres kontrakt. Den kontraktmæssige frihed er et vigtigt grundbegreb. Hvis man fratager en part den kontraktmæssige frihed og som følge deraf den grundlovsmæssige ret til at gå til domstolen, forudser jeg, at der vil blive indledt forskellige retssager på grund af nægtelse af retten til at anlægge sag ved en domstol. Jeg tror, at Bruxelles-konventionen strategisk er af meget stor betydning for udviklingen af den elektroniske handel inden for det elektroniske marked, og at den også vil have betydelig indflydelse på, om små og mellemstore virksomheder klarer sig. Jeg håber derfor, at denne betænkning, således som den er vedtaget i udvalget, i morgen vil blive vedtaget uændret på plenarmødet.
+Hr. formand, som jeg tidligere har sagt her i Parlamentet, er jeg så heldig at arbejde i det meget interessante Udvalg om Retlige Anliggender som en af de få ikke-jurister i udvalget. Diana Wallis er en fremtrædende international jurist og har derfor været ideel til at arbejde med denne meget komplicerede sag. Jeg vil gerne takke hende for den måde, hun har gjort det på, og fordi hun så åbent har delt sin viden med os. Jeg har bestemt lært meget af det. Jeg vil gerne vende tilbage til noget, jeg synes er helt centralt. Som min kollega, lord Inglewood, sagde, prøver vi at afspejle en ny verden, hvor vi ønsker, at små virksomheder skal have gavn af det stærkeste internationale markedsføringsredskab, som vi nogensinde har haft. Vi ønsker, at mange af de virksomheder, skal bruge Internettet til at sælge deres varer og ydelser til forbrugere i hele EU. Mange af de små virksomheder har ingen eksporterfaring, de har ikke noget netværk af advokater, og de vil selv være usikre på, hvordan de skal behandle forbrugerklager. Udvalgets endelige forslag rammer den helt rigtige balance. Lad mig gøre det helt klart, at det, vi har foreslået i betragtningerne om alternative værnetingsløsninger, ikke er beregnet på større virksomheder. Store og også mellemstore virksomheder har kontorer i hele Europa, de har advokater, og de kan tage sig af forbrugerne i den henseende. Forudsætningen om, at forbrugerne skal kunne anlægge sag ved en domstol i den stat, hvor de har deres bopæl, gælder stadig. Når man lytter til nogle af talerne i aften, skulle man tro, at den mulighed var ved at blive afskaffet. Fru Ahern, som desværre ikke er her, har sagt, at det ville være katastrofalt, hvis udvalgets betænkning blev vedtaget. Det er jeg helt uenig i. Det, vi har gjort, er at tilbyde små virksomheder en alternativ løsning. De kan tilbyde forbrugerne et alternativt værneting, men kun hvis nogle meget specifikke betingelser er opfyldt. Der er indbygget en dobbelt sikkerhed, for de skal være enige om at anvende en alternativ tvistbilæggelsesmekanisme, før de kan bruge den alternative klausul, og forbrugerne skal også informeres meget klart om betingelserne, før de accepterer dem. Mine damer og herrer, lad os se på denne onlineverden. De, som har prøvet at handle på Internettet, ved, at man informeres om betingelserne, og at man skal acceptere dem. Man skal trykke på en knap og klikke med musen, det er en bevidst beslutning. Hvor mange af Dem læste det med småt, sidste gang De fik Deres gas- eller elektricitetsregning, læste betingelserne? Hvor mange af Dem var klar over, at De accepterede dem? Når det gælder den nye internetverden, skal vi tænke anderledes. Vi tænker som i den gamle verden her. Visse af vores kolleger tænker som i den gamle verden. Det, vi skal gøre i morgen, er at godkende udvalgets betænkning og komme videre. Vores rolle som erfaren lovgiver er at tænke i nye baner, fremme forandring og ikke nødvendigvis, som lord Inglewood sagde, blot holde os til det kendte og accepterede.
+For ca. 18 måneder siden vedtog Rådet med lukkede øjne et udkast til den nye Bruxelles-forordning, som i bund og grund blåstemplede gamle principper angiveligt for at anvende dem på moderne forhold, men uden overvejelser, uden egentlig debat og uden at konsultere nogen. Jeg håber, uanset resultatet af afstemningen i morgen, at både Kommissionen og Rådet vil notere sig de meget omfattende drøftelser, vi har haft i Parlamentet, som har taget højde for både erhvervslivets og forbrugernes interesser. Jeg er uenig med fru Wallis i, at vi skal give op nu, bare fordi David Byrne har kritiseret det, man er nået frem til i Udvalget om Retlige Anliggender. I stedet mener jeg, at det er vores demokratiske pligt at kæmpe for det, der efter vores mening er den rigtige løsning for forbrugerne og den elektroniske handel i EU, uanset om hr. Byrne kan lide det eller ej. Jeg går helt ind for den konklusion, man er nået frem til i Udvalget om Retlige Anliggender. Det er en fornuftig balance mellem forbrugerbeskyttelse på den ene side og en sikring af, at de samme forbrugere har adgang til lave priser og et stort udvalg på et ægte konkurrencemarked, på den anden. Vi skal, i en ny æra, hvor den fysiske placering ikke længere har nogen betydning, beslutte, ved hvilken domstol en eventuel tvist skal bilægges. Den mest pragmatiske og fornuftige løsning er at overlade det til forbrugerne og erhvervslivet selv at træffe det valg, og det giver i hvert fald erhvervslivet og forbrugerne den størst mulige sikkerhed. Det afskaffer ikke forbrugernes eksisterende rettigheder. Det giver dem valgmuligheder, og det afspejler deres forbedrede status i den nye internetverden, hvor de har mere magt og flere valgmuligheder end nogensinde. Hvis de små virksomheder fortrænges fra markedet på grund af Kommissionens forslag, eller hvis vi vedtager fru Wallis' ændringsforslag i morgen, er det forbrugerne, der bliver taberne, fordi de bliver prisgivet de store, globale selskaber, og de går glip af de lave priser, som de fortjener i den nye internetøkonomi. Og hvad der er endnu vigtigere, truer det også den nye økonomi og e-økonomien i EU. Vi er desværre langt bagefter USA, og hvis vi vedtager fru Wallis' ændringsforslag i morgen, bliver vi ved med at være bagefter USA. Hvis vi vedtager Kommissionens forslag, får vi den værst tænkelige situation. Vi får usikkerhed og juridiske risici for erhvervslivet uden egentlig forbrugerbeskyttelse, fordi retten til at anlægge sag ved en domstol i ens eget land er en illusion, hvis man ikke kan fuldbyrde dommen uden at skulle til udlandet, og medfører den samme ulejlighed, som hvis man skulle have anlagt sagen i udlandet. Udvalget om Retlige Anliggender har foreslået en pragmatisk løsning. Den skaber en fornuftig balance i et vanskeligt spørgsmål, og jeg vil appellere til Parlamentet om at støtte det forslag, som Udvalget om Retlige Anliggender har stillet.
+Hr. formand, ærede medlemmer, Kommissionen vil gerne først udtrykke sin glæde over, at dets forslag har gjort sig fortjent til den opmærksomhed og omhu, som Parlamentet har lagt i alle sine forslag, men også det arbejde af høj kvalitet og stort engagement, som ordføreren, fru Diana Wallis, har fremlagt, og som jeg særlig gerne vil lykønske, og endelig også den indsats, som Udvalget om Retlige Anliggender har ydet med fru Ana Palacio i spidsen. Amsterdamiseringen af Bruxelles-konventionen prioriteres som bekendt højt af det franske formandskab. Set med Kommissionens øjne drejer det sig om at tilvejebringe et juridisk instrument med klare, gennemskuelige bestemmelser, som alle accepterer, så der kan ske en harmonisk udmøntning i praksis af princippet om gensidig anerkendelse af retsafgørelser, hvilket naturligt forudsætter en debat om fastlæggelsen af de principper og bestemmelser, der skal gælde for retternes kompetence i medlemsstaterne ved grænseoverskridende retssager. Denne forordning sigter derfor bredt. For det første indeholder den et princip, som jeg tror er alment accepteret i dag, nemlig, at kompetencen tilkommer domstolene i den medlemsstat, hvor sagsøgte har hjemme. Med henblik på større smidighed og for bedre at imødekomme de særlige forhold, der gør sig gældende for parterne i en konkret tvist, opstiller forordningsforslaget alternative kompetencebestemmelser, først og fremmest med hensyn til værnetinget i den medlemsstat, hvor aftalen indgås, eller hvor den skadevoldende handling foregår. Den opstiller ligeledes bestemmelser om kompetence med henblik på beskyttelse af de svagere parter i forbrugeraftaler, forbrugerne, men det vender jeg nærmere tilbage til senere, og også f.eks. arbejdstagere og forsikrede, der anses for den svageste part i de aftaleforhold, som de indgår i. Der tilkommer disse parter, i øvrigt under bestemte betingelser, ret til at indbringe en sag for domstolene i deres hjemland. Dette er det overordnede retsgrundlag. Min opfattelse - som jeg finder det vigtigt at klargøre over for Parlamentet - er, at den foreslåede forordning er et horisontalt instrument, der har generel anvendelse for retsafgørelser såvel i borgerlige sager som i handelssager og både inden for og uden for det aftaleretlige område. Det bør derfor ikke overses, at vi på det aftaleretlige område er i færd med at behandle generelle retsregler for aftaler mellem virksomheder, mellem virksomheder og forbrugere samt mellem privatpersoner indbyrdes. Derfor bliver visse særlige aftaletyper behandlet særskilt. Når dette er sagt, vil jeg gerne lægge vægt på, at denne forordning ikke blot angår nye regler for elektronisk handel, om end jeg erkender, at det er ganske naturligt, at debatten i særlig grad har polariseret sig omkring dele af forordningens bestemmelser herom. Det må også med det samme siges, at det er en helt enorm fordel, at gennemførelsen af en forordning på dette område hører under det civilretlige samarbejde. Lad os imidlertid nu se på det spørgsmål, der har givet anledning til de største lidenskaber i denne debat, og som vedrører forbrugeraftaler afsluttet ad elektronisk vej, altså ændringsforslagene til artikel 15 og 17. For det første vil jeg på Kommissionens vegne gerne sige, at hensigten med det forslag, som vi har fremlagt til fastlæggelse af bestemmelserne vedrørende kompetence, ikke er at foretrække retssager frem for alternative ordninger for bilæggelse af tvister; det er ikke et dogmatisk forslag, der skal hævde rettens vej som den eneste, og som forkaster ordningerne for udenretslig bilæggelse af tvister. Tværtimod. Kommissionen deler medlemmernes opfattelse af, at den udenretslige bilæggelse af tvister nok i stadig større omfang, men netop især med hensyn til elektronisk handel, utvivlsomt og i de fleste tilfælde er en bedre løsning end en retssag. Ikke blot fordi der ved disse aftaler i dag, sådan som vi kender dem, kun er tale om mindre beløb, men også og især fordi den hastighed, hvormed disse aftaler afsluttes ad elektronisk vej, står i modsætning til den overdrevne formalisme og den langsommelighed, der normalt kendetegner de domstole, der skal medvirke til bilæggelse af disse tvister. Kommissionen kan derfor ikke genkende sig selv i det portræt, som man måske vil tegne af den som en dinosaur fra 1800-tallet eller, om man vil, endnu ældre - da der jo, som De ved, ikke mere fandtes dinosaurer i 1800-tallet - en dinosaur, der indædt går imod alternative ordninger for bilæggelse af tvister, og som er manisk besat af, at der altid og til alting skal bruges domstole. Det er ikke Kommissionens holdning, og jeg mener ligefrem, at det særdeles intense arbejde, som vi har udført - og som jeg senere vil omtale i detaljer - for at fremme alternative ordninger for bilæggelse af tvister på fællesskabsplan, helt konkret og bedre end blot retoriske erklæringer viser, at vi i praksis arbejder for at få gennemført alternative ordninger for bilæggelse af tvister. Vi er ydermere overbevist om, at det kan lade sig gøre at anvende den nye kommunikationsteknologi, Internettet, den nye idé om netværk og informationsstrømme til gavn for udenretslig bilæggelse af tvister. Det er derfor, at jeg mener, at svaret på de udfordringer, som vi her står over for, ikke drejer sig om dogmatisk at vælge bestemte juridiske løsninger, men derimod om vores evne til at skabe troværdighed omkring de alternative ordninger for bilæggelse af tvister og skabe tillid hos forbrugerne og virksomhederne på dette forretningsområde til disse alternative ordninger. Den største hyldest til denne debat er formodentlig, at det om nogle år kan hedde sig, at vi har brugt meget tid på juridiske diskussioner, der senere i praksis har vist sig ikke at have nogen betydning overhovedet. Den største hyldest er altså, at vi kommer til den erkendelse, at det faktisk lader sig gøre at opbygge en ordning for bilæggelse af tvister, der stort set overflødiggør diskussionen om adgang til domstolene. Men hvorfor kan vi ikke blot undlade at diskutere spørgsmålet om gældende værneting? Kommissionen deler faktisk den holdning, at reglen bør være udenretslig bilæggelse, men mener, at der netop for at tilskynde til anvendelse af denne udenretslige fremgangsmåde må findes klare principper for alternativet hertil, altså anlæggelse af sag ved en domstol. Der må derfor findes bestemmelser om domstolenes kompetence i de tilfælde - som Kommissionen håber kun bliver få - hvor den anden fremgangsmåde ikke er mulig eller ikke giver tilfredsstillende resultater. Hvad angår forbrugeraftaler, har Kommissionen således har gavn af debatten i Udvalget om Retlige Anliggender og mener, at den anden halvdel af ændringsforslag 23 indeholder et princip, der er væsentlig klarere end det oprindelige forslags. Begrebet "virksomhed målrettet mod" er tvetydigt og medfører fortolkningsproblemer, hvor vi vil havne i endeløse diskussioner om, hvad der er positive, aktive og passive Websteder. Vi mener derfor, at det med fordel kan erstattes af begrebet om "fjernsalg", og vi er parat til at indføje det i det ændrede forslag. Det har imidlertid to konsekvenser for artikel 15. For det første må den udformes således, at dens anvendelsesområde ikke begrænses til aftaler, der er indgået fra forbrugerens bopæl, hvilket jo er en umulig betingelse at stille ved aftaler, der indgås ad elektronisk vej. Derfor mener vi ikke, at den første del af ændringsforslag 23 kan opretholdes. For det andet er det vigtigt at præcisere, at artikel 15 på grund af den ændring, som jeg har omtalt, også omfatter aftaler indgået ansigt til ansigt. Jeg tænker her på den situation, hvor sælger, selv om han er blevet kontaktet af forbrugeren eksempelvis via Internettet, har bevæget sig hen til forbrugerens bopæl for dér at indgå aftalen, ligesom de aftaler, hvor forbrugeren ved initiativ fra den anden part, fra medkontrahenten, er blevet tilskyndet til ligefrem at forlade den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, for at indgå aftalen, således som f.eks. i de aftalesituationer, der gør sig gældende ved rejser organiseret af udbyderne selv. Forudsat disse to præciseringer mener vi, at begrebet "fjernsalg" er væsentlig mere hensigtsmæssigt for de forhold, som vi hér har med at gøre. Til gengæld finder vi større vanskeligheder med ændringsforslag 24 vedrørende artikel 16. Efter vores opfattelse vil dette forslag indebære anvendelse som almindelig regel, at kompetencen ligger hos en ret i den stat, hvor sagsøgte har bopæl, og ophæve alle de bestemmelser om værneting, der i dag er fælles retsbestemmelser for EU og for medlemsstaterne til gavn for forbrugerne. Efter min mening vil en sådan ændring i øvrigt overflødiggøre enhver bestemmelse for forbrugerkontrakter, ikke mindst artikel 15 selv, og jeg tror desuden virkelig, at det vil stille forbrugerne ringere end en lønmodtager, der er bundet af en business to business-kontrakt, og som kan vælge mellem retterne, hvor sagsøgte har bopæl, og hvor aftalen udføres. Jeg må sige det samme om det ændringsforslag, der sigter mod at liberalisere Bruxelles-konventionens bestemmelser om værneting i forbrugerkontrakter. Jeg taler nu om artikel 17. Ændringsforslag 26 kan efter Kommissionens opfattelse ikke godtages, eftersom de foreslåede bestemmelser efter vores mening systematisk vil blive indført af leverandøren, uden at der naturligvis er nogen forudgående fri og individuel forhandling fra forbrugerens side. Den nye artikel 17a) har til hensigt at erstatte den sikkerhed, som domstolene giver, med ordning for udenretslig bilæggelse af tvister med forpligtende virkning. Spørgsmålet om den bindende virkning er meget vigtigt. I min fortolkning skaber forslaget en obligatorisk voldgiftsordning til bilæggelse af disse forbrugertvister. Voldgift er efter min opfattelse normalt underlagt mere komplekse procesbestemmelser end de bestemmelser, der gælder for domstolene, og jeg tror, at den løsning, som dette forslag lægger frem, vil medføre juridiske vanskeligheder med hensyn til lovgrundlag og gennemførelse af voldgiftskendelserne. Kommissionens bekymringer på dette punkt angår også ændringsforslag 39, som flere medlemmer har stillet. Vi forstår formålet med dette ændringsforslag, som fastsætter, at parterne frit kan aftale, at der skal benyttes udenretslig bilæggelse af tvister, og hvor en sådan bestemmelse er bindende for begge parter. Leverandøren kan således afvise handlen, hvis forbrugeren ikke accepterer dette vilkår, idet det antages - og jeg ved ikke om juris tantum eller juris et de jure - at dette på ingen måde vil stride mod direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår. Dette ændringsforslag indebærer, tror jeg, tilsvarende juridiske vanskeligheder. Jeg vil ikke gå nærmere ind på den deri indeholdte påstand, om, at der aldrig kan blive tale om et urimeligt kontraktvilkår, men jeg mener ærlig talt, at man ved at henvise til den bindende karakter af beslutningen om ADR-instans for begge parter, altså også for forbrugeren, gør det til en regel, at udenretslig bilæggelse af tvister skal vælges frem for domstolene. En sådan løsning vil i øvrigt også støde på problemer i forhold til visse medlemsstaters forfatning, der ikke tillader, at man ikke kan få prøvet sin sag ved domstolene, også selv om det kun er som sidste instans, og den vil også give anledning til fortolkning om, hvad der retsspørgsmål, og hvad der er realitetsspørgsmål i denne type aftaler, hvilket efter min opfattelse vil være til skade for ordningens effektivitet og smidighed. Kommissionen mener, at denne forordning ikke bør afhænge af, om der vedtages en pakke foranstaltninger om retslige eller udenretslige ordninger ved elektronisk handel mellem virksomheder og forbrugere. Vi er overbevist om, at det arbejde, som vi allerede har sat i gang, vil gøre det muligt på kort tid at etablere ordningerne for udenretslig bilæggelse af tvister og hurtigt at løse de problemer, der er forbundet med elektronisk handel. Jeg erindrer om revisionen af Kommissionens anbefaling af 1998 om principperne for organer til alternativ bilæggelse af tvister, der jo ligger til grund for det allerede etablerede såkaldte EEJ-net, European Extra-Judicial Network. På samme måde arbejder Kommissionen inden for eEurope-initiativet, som blev lanceret af Det Europæiske Råd i Feira, aktivt på at formulere forslag til adfærdskodekser, trust marks og udenretslige procedurer i forbindelse med udenretslig bilæggelse af tvister ved elektronisk handel, ligesom den har mandat til at udarbejde en grønbog udelukkende om de alternative metoder til bilæggelse af tvister, sådan som det blev besluttet på Rådet (justitsministrene) i maj. Alt dette er ved at blive udført, alt dette ligger inden for vores arbejdshorisont på kort sigt. Også med hensyn til behandlingen af mindre tvister, de såkaldte small claims, har vi sat arbejdet i gang i overensstemmelse med mandatet fra Tampere for at lette og fremskynde behandlingen af grænseoverskridende tvister, der kun omhandler mindre beløb eller beløb, som der ikke er uenighed om. Vi er således overbevist om, at de initiativer, der er i gang, og som grundigt skal diskuteres med det civile samfund, med de berørte parter, med industriens, handlens og forbrugernes organisationer samt selvfølgelig med Europa-Parlamentet, vil gøre det muligt på kort sigt at få en juridisk referenceramme for stabile ordninger for alternativ bilæggelse af tvister. Vi mener derfor, at det af hensyn til færdiggørelsen af dette arbejde vil være en fordel, hvis forordningens ikrafttræden kan udsættes nogle måneder. Vi foreslår seks måneder efter dens kundgørelse. Ikke blot for, at aktørerne kan lære denne forordning at kende i detaljer, men også så det igangværende arbejde med alternative ordninger til bilæggelse af tvister kan blive afsluttet. Afslutningsvist vil Kommissionen gerne sige, at den tilslutter sig ændringsforslag 3, 27 og 30 om indførelse af trustbestemmelser, hvor der dog nok er behov for nogle terminologiske præciseringer, ændringsforslag 22 om gruppeforsikringsaftaler, ændringsforslagene 28, 29, 33 og 34, der inddrager notarerne blandt de myndigheder, der kan medvirke i fuldbyrdelsesproceduren, ligesom ændringsforslagene 18 (delvist) og 29, mens vi har vanskeligt ved at acceptere artikel 55, der ved tvangsfuldbyrdelse ønsker at ligestille en udenretslig tvistafgørelse med en afgørelse fra en instans med offentlig beføjelse. Hr. formand, jeg beder om undskyldning for, at jeg har været mere kedsommelig, end jeg plejer at være, men respekten for gyldige argumenter og især for kritikkens lidenskabelighed fortjener et åbenhjertigt svar fra Kommissionen, der gerne vil sige, at den har lært af denne lovgivningsproces, og at den er sikker på, at dette arbejde ikke standser her.
+Mange tak, hr. Vitorino, for Deres omfattende indlæg. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen, torsdag, kl. 11.00. (Mødet hævet kl. 23.15)
\ No newline at end of file