diff --git "a/data/train/da_ep-00-09-06.txt" "b/data/train/da_ep-00-09-06.txt"
new file mode 100644--- /dev/null
+++ "b/data/train/da_ep-00-09-06.txt"
@@ -0,0 +1,238 @@
+Hr. formand, jeg vil gerne nævne en ting, som jeg mener er vigtig: I går kom jeg til Strasbourg via flyvning nr. 165 Athen - Frankfurt med Olympic Airways. Da Olympic Airways' fly ankom til Frankfurt, blev det omringet af tyske politifolk. Der var ingen, der kunne tale andre sprog end tysk, og vi måtte ikke forlade maskinen, før vi havde vist vores pas til de tyske politifolk. Jeg gør opmærksom på, at både Grækenland, Tyskland og Frankrig er med i Schengen-aftalen. Det værste er, at dette ikke var nogen undtagelse, men er noget, som sker regelmæssigt, har vi fået at vide, i Frankfurt lufthavn med fly, som kommer fra Grækenland. Og som medlem af Europa-Parlamentet, hvor vi har haft så mange afstemninger om Schengen, betragter jeg det som både en fornærmelse og en nedvurdering af vores arbejde, når der eksisterer en lovgivning om personers frie bevægelighed, og den så i realiteten overtrædes systematisk af de tyske myndigheder. Eftersom dette også vedrører Europa-Parlamentets medlemmers bevægelighed, vil jeg anmode Parlamentets Præsidium om at tage de nødvendige initiativer til, at vi kan komme til Strasbourg som personer, der er medlemmer af Den Europæiske Union og af Schengen-aftalen.
+Hr. Alavanos, jeg er sikker på, at det mindste, vores formand vil gøre, er at videresende teksten til Deres indlæg til de tyske myndigheder og lufthavnsledelsen i Frankfurt. Jeg ved ikke, hvad der ligger bag den pågældende praksis, men vi skal i det mindste have nogle oplysninger, der kan være en slags forklaring, ellers må man holde op med denne procedure, som jeg er enig med Dem i ikke har meget med Schengen-reglerne at gøre.
+Hr. formand, i mandags rejste hr. Murphy, lederen af den britiske socialdemokratiske gruppe, i mit fravær og uden varsel spørgsmålet om min støtte til den danske antieurokampagne. Han var meget omhyggelig med ikke at anklage mig for noget, men det lykkedes ham alligevel at give det indtryk, at jeg på en eller anden måde er under mistanke. Jeg vil meget gerne have ført til protokols, at mit engagement i den danske folkeafstemning har været helt adskilt fra mit arbejde i Parlamentet, og at jeg aldrig har overtrådt nogen af Parlamentets interne regler. Til forskel fra den danske ja-kampagne kan nej-kampagnen ikke regne med tilskud fra skatteyderne eller Den Europæiske Union. Det er uhyrligt, at hr. Murphy forsøger at give indtryk af, at mine handlinger er under efterforskning, når han ikke kan fremlægge beviser eller fremsætte nogen anklager mod mig. Det kan ikke være rigtigt, at parlamentsmedlemmer skal udsættes for den type grundløse insinuationer. Jeg må insistere på, at hr. Murphy enten anklager mig direkte eller giver mig en undskyldning.
+Hr. Hannan, hr. Murphy bestemmer naturligvis selv, om og hvordan han vil svare Dem.
+Hr. formand, vi klager ofte over den måde, Rådet optræder på over for os. Jeg vil gerne fremhæve, at der fandt en episode sted med fuldstændigt omvendt fortegn i går under forhandlingen om de politiske prioriteringer i forbindelse med udenrigspolitikken. Vi fik en redegørelse fra rådsformanden og kommissæren, og disse redegørelser blev efterfulgt af en forhandling. Ved forhandlingens afslutning fik rådsformanden og kommissær Patten - på grund af formandskabets totale mangel på fleksibilitet - ikke mulighed for at svare på de mange spørgsmål, der var opstået under den ret heftige debat. Jeg forstår således ikke, at Parlamentet beklager sig over Rådets optræden. I går var rådsformanden til stede fra kl. 9.00 til kl. 19.00 - mens der ikke var særligt mange parlamentsmedlemmer til stede - og vi forhindrede faktisk både Rådet og Kommissionen i at svare på nogle meget vigtige spørgsmål, som vores kolleger stillede. Dette er efter min mening meget forkert, jeg vil endda sige, at det næsten grænser til uhøflighed.
+Hr. Dupuis, jeg tror ikke, at der var tale om en ufleksibel holdning fra det pågældende formandskabs side, men snarere, at der var tale om en misforståelse mellem formandskabet og repræsentanterne for Rådet og Kommissionen.
+Hr. formand, jeg er ret overrasket over det, jeg hørte fra vores engelske kollega, hr. Hannan, for i de danske medier har han ført sig frem som medlem af Europa-Parlamentet. Hvis han havde optrådt som privatperson, skulle han have ladet det skinne igennem i den danske kampagne. I det hele taget synes jeg, at hr. Hannan skulle blive hjemme i England og passe sine egne sager, så skal vi nok klare vores sager i Danmark. Vi har ikke brug for den slags mennesker, der spiller idiot i Danmark.
+Hr. formand, jeg vil ikke opholde salen for længe, men jeg mener, at hr. Hannan protesterer for kraftigt. Jeg fremsatte en simpel anmodning til formanden i mandags. Formanden var enig i min anmodning og henviste den til kvæstorerne. Men siden hr. Hannan er til stede i salen her til morgen, kan han måske garantere os, at han vil komme med et nyt indlæg i sin erklæring om økonomiske interesser med hensyn til, hvor pengene kommer fra. Det danske folk har ret til inden folkeafstemningen den 28. september at få at vide, hvor pengene til nej-kampagnen kommer fra.
+Vi kan ikke fortsætte denne diskussion, og vi kan heller ikke gøre Parlamentet til et led i den debat, der går forud for den danske folkeafstemning. Vi har allerede forstået, hvad spørgsmålet drejer sig om. Det er op til den enkelte at handle efter sin egen overbevisning.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0201/2000) af Watson for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets direktiv om ret til familiesammenføring (KOM(1999) 638 - C5-0077/2000 - 1999/0258 (CNS)).
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke fru Klamt, som oprindelig var ordfører for det udvalg, som jeg har æren af at være formand for, og som fik til opgave at se på dette område. Fru Klamt udførte et stort stykke arbejde med forslaget til Rådets direktiv om retten til familiesammenføring. Hun fortjener ros for sit arbejde, og jeg vil gerne lykønske hende med det. Jeg har overtaget dette overflødighedshorn som udvalgsformand, fordi fru Klamt efter afstemningen i udvalget ikke længere mente, at hun kunne støtte teksten i dens nuværende udformning, og derfor fremlægger jeg den for Parlamentet i dag. Jeg vil gerne rose Kommissionen for en ekstremt veldokumenteret og gennemarbejdet beretning, som er udformet på rekordtid i betragtning af den relative mangel på ressourcer i de pågældende tjenestegrene og de krav, som blev fremsat på topmødet i Tampere sidste år. Kommissionen har fremsat et glimrende direktivforslag, som gør det muligt for tredjelandsstatsborgere, der er lovligt bosat i en EU-medlemsstat, at bosætte sig i en anden medlemsstat, sådan som det kræves for at skabe et område med ægte frihed, sikkerhed og retfærdighed. Kommissionen har med rette udtalt, at et indvandrerstop, som var målet under tidligere drøftelser i EU, aldrig har været realistisk, og man har i stedet prøvet at fremsætte realistiske forslag til beskyttelse af tredjelandsstatsborgeres rettigheder i overensstemmelse med de mange internationale traktater, som medlemsstaterne har underskrevet, f.eks. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og de internationale klausuler fra 1966 om civile og politiske rettigheder samt økonomiske og sociale rettigheder. Det er tydeligt, at man erkender vigtigheden af lovlig indvandring. Man erkender ligeledes vigtigheden af familien som en enhed, ligesom vigtigheden af en vellykket integration af de tredjelandsstatsborgere, som er lovligt bosat i EU-medlemsstater, er hele grundlaget for disse forslag. I udvalget har vi overvejet en række stridsspørgsmål, ikke mindst spørgsmålet om retten til at familiesammenføre slægtninge i opstigende linje. Kommissionens forslag anerkender klart forskellen i den juridiske behandling af slægtninge i ned- og opstigende linje. I forbindelse med den internationale lovgivning skal FN-konventionen om barnets rettigheder naturligvis også nævnes. Ifølge denne konvention skal staterne sikre, at barnet ikke skilles fra sine forældre. Der findes ingen lignende konvention, som omhandler slægtninge i opstigende linje, men hvis vi ønsker at leve op til vores humanitære idealer, skal vi selvfølgelig give tredjelandsstatsborgere mulighed for at familiesammenføre slægtninge i opstigende linje. Dette er blevet diskuteret en del i udvalget. Det glæder mig at se, at der er fremsat en række ændringsforslag til den endelige betænkning, især ændringsforslag 18-23, som foreslår et kompromis i den forbindelse. Jeg vil gerne kort omtale nogle af de ændringsforslag, som fremsættes i udvalgets betænkning. Ændringsforslag 3 ser på behovet for oplysninger og erkender, at hvis Kommissionen effektivt skal kunne evaluere situationen i medlemsstaterne, skal man have flere oplysninger fra medlemsstaterne. Ændringsforslag 5 omhandler slægtninge i opstigende linje. Det er nu på en måde blevet overflødiggjort af kompromisforslag 18-23. Ændringsforslag 6 anerkender de problemer, som medlemsstaternes forvaltninger oplever i forbindelse med den arbejdsbyrde, som kravene til familiesammenføring medfører. Ifølge ændringsforslag 9 kan de enkelte medlemsstater indføre gunstigere bestemmelser end dem, der allerede findes i direktiverne, og de nye regler forringer ikke den nuværende beskyttelse. Ændringsforslag 11 omhandler det grundlag, hvorpå medlemsstaterne kan nægte et familiemedlem indrejsetilladelse, nemlig hvis det er begrundet i hensynet til den offentlige orden, den indre sikkerhed og den offentlige sundhed. Ifølge vores ændringsforslag skal en medlemsstat, der ønsker at nægte indrejsetilladelse på det grundlag, begrunde dette meget klart. Jeg vil ikke kommentere alle de 66 ændringsforslag i min betænkning, men jeg vil gerne understrege, at det er et meget kompliceret område. Parlamentet har haft relativt kort tid til at se på det, og det har da heller ikke været muligt i udvalget at nå til enighed om alle de nødvendige kompromiser for at opnå et positivt resultat. Jeg vil derfor kraftigt opfordre medlemmerne til nøje at overveje de ændringsforslag, som er blevet fremsat i plenarforsamlingen, med henblik på at opnå de kompromiser, som skal til, for at vi kan komme videre på en effektiv og humanitær måde.
+Hr. formand, som ordfører for Retsudvalgets udtalelse har jeg haft en forholdsvis let opgave i sammenligning med kollegerne i det korresponderende udvalg, og jeg vil gerne lykønske alle kollegerne i det korresponderende udvalg, selv om vi nu trods alt skal diskutere nogle kompromisændringsforslag i plenum. Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har for så vidt haft en let opgave, som det fremlagte direktivforslag juridisk set ikke skaber de store problemer for, og det politiske spillerum er heller ikke særlig stort. Jeg vil også gerne udtrykkeligt rose den logiske kvalitet i direktivforslaget, hvilket man jo ikke kan sige om alle direktivforslag fra Kommissionen. Med den nye artikel 63 i EU-traktaten er det nu et EU-anliggende at regulere spørgsmålet om familiesammenføring, og Fællesskabet må vedtage disse initiativer i overensstemmelse med de folkeretlige principper, især i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og de øvrige folkeretlige instrumenter, som vores udvalgsformand allerede har nævnt. Retten til beskyttelse af familien er en universel menneskeret. Den er udelelig og kan ikke forbeholdes unionsborgere alene. Det ville være en tvivlsom tilgangsvinkel, især i tider, hvor vi parallelt er i færd med at udarbejde et europæisk charter om grundlæggende rettigheder. Når nu familiesammenføringsområdet skal reguleres på fællesskabsniveau, skal vi også have lukket uforståelige og til dels absurde huller i den nuværende lovgivning. Det gælder især for unionsborgernes egen ret til at kunne leve sammen med deres familiemedlemmer fra et tredjeland i deres eget hjemland og ikke først kunne stifte familie sammen med dem, når de gør brug af deres ret til fri bevægelighed og slår sig ned i en anden stat i Den Europæiske Union. Set fra et retligt synspunkt kan dette direktiv derfor kun hilses velkommen, og man må håbe, at Kommissionens oprindelige forslag ikke bliver ændret i sin substans i Parlamentet og især ikke i Rådet.
+Hr. formand, principielt er alle enige om, at de åbne indre grænser nødvendiggør en indvandrings- og asylpolitik, som er harmoniseret på europæisk plan. Kommissionen har fremlagt det første forslag til et lovinitiativ på dette område, som omhandler retten til familiesammenføring. Desværre har den undladt at indarbejde dette direktivforslag i et samlet koncept. Hvad nytter det at vide, hvilke familiemedlemmer der har ret til at rejse ind i EU og blive her, hvis man ikke ved, hvilke indvandrergrupper og hvilke indvandringsgrunde der skal reguleres hvordan? Derudover skal vi her stemme om et lovforslag, som savner de absolutte grundlag. Vi har ikke nogen samlet vurdering af den demografiske udvikling, og vi ved heller ikke, hvilke følger dette lovforslag vil have for de enkelte medlemsstater. Den manglende samlede strategi og det manglende statistiske grundlag er desværre ikke de eneste kritikpunkter. Kommissionen blander indvandring af økonomiske årsager sammen med asyl. Jeg mener, at familiesammenføring for asylansøgere og flygtninge må reguleres på en anden måde end familiesammenføring for indvandrere. Der må gælde andre ordninger for den, som fordrives fra sit hjemland, end for den, som udvandrer af økonomiske grunde. Det er brug for en klar skelnen mellem asylansøgere og flygtninge på den ene side og indvandring, altså economic migration, på den anden side. Det giver mulighed for ordninger, som passer til menneskene og deres situation. De fleste af mine ændringsforslag tager sigte mod en sådan opdeling. Et andet problem i det foreliggende direktivforslag er udvidelsen af familiebegrebet. Også bedsteforældre, myndige børn og ugifte par skal have retskrav på familiesammenføring. Her viser dilemmaet sig - der mangler et samlet koncept for hele indvandringsområdet. Derfor er familiesammenføring i dag den eneste legale mulighed for indvandring. De foreslåede brede ordninger for familiesammenføring åbner for et ukontrollabelt misbrug. Prøv blot at spørge, hvem der efter hvilke kriterier skal afgøre, om et parforhold er et skinforhold med henblik på indvandring. Derfor kræver jeg i mange af mine ændringsforslag forrang for kernefamilien. En anden kardinalfejl består i, at Kommissionens forslag ikke indeholder nogen initiativer til integration. Man kan ikke hente mennesker til et fremmed land uden at skabe forudsætningerne for en fredelig og venskabelig sameksistens mellem udlændinge og indlændinge. Afslutningsvis må det fastholdes, at vi med et direktiv i den foreliggende form blokerer vejen for en saglig og effektiv diskussion om hele indvandringsområdet. Hvis borgerne føler, at de bliver væltet over ende af en indvandringsbølge, reagerer de med afvisning. Hvis vi skaber gennemsigtige, klare ordninger, vil integrationen af de fremmede møde større accept. Med moderate og gennemtænkte løsninger kan vi blive herre over både problemer som fremmedhad og problemerne med den skæve aldersfordeling i Den Europæiske Union. Dette direktivforslag er imidlertid så dårlig en start på dette, man kan tænke sig! Mange tak!
+Hr. formand, jeg beklager fru Klamts ord. Jeg vil gerne begynde med at lykønske Kommissionen og kommissær Vitorino med dette forslag, som jeg synes er meget komplet, godt udarbejdet og hensigtsmæssigt her næsten et år efter Tampere-topmødet. Det drejer sig om, at vi i dag i Europa-Parlamentet skal afklare, om vi ønsker, at de immigranter og flygtninge, som bor blandt os legalt, lever sammen med deres familier, med døren åben til et normalt liv og en fuld integration i vores samfund, eller om vi vil blive ved med at bidrage til mytedannelserne om, at der blandt os er midlertidige borgere, og hvis endelige skæbne er at vende tilbage til de hypotetiske hjem, de forlod. Jeg synes, emnet er tilstrækkeligt vigtigt til, at vi bør bestræbe os på at nå til enighed. Alle vi grupper var i udvalget enige, undtagen PPE-Gruppen. Jeg ville ønske, at vi i dag kunne sende det budskab til de mennesker, der bor blandt os, at de kan gøre det med anerkendt ret til at leve med deres familier. Hr. formand, min gruppe har disse hensigter, selv om jeg også gerne på min gruppes vegne vil bede Kommissionen om en ekstra gang at overveje et aspekt, der er medtaget i dette direktiv. De regler, vi drøfter i dag, har vi også anvendt på de personer, som er under subsidiær beskyttelse. Desværre er der ikke homogene kriterier i Den Europæiske Union, der er ikke nogen harmoniseret asylpolitik. Derfor er der meget forskellige forhold i mange lande, og på dette lille punkt er jeg enig med fru Klamt. Det handler ikke om, at disse personer skal afvises - de har ret til at leve sammen med deres familier - men om, at Kommissionen overvejer det en ekstra gang, og at de kunne komme med i et fremtidigt direktiv, som kunne medtage personer under midlertidig og subsidiær beskyttelse, i afventningen på den fremtidige harmonisering af Unionens asylpolitik. Derudover lykønsker jeg Kommissionen, og jeg håber, at den får en god og velnæret støtte i Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, ELDR-Gruppen støtter denne betænkning som et vigtigt led i skabelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og som opfølgning på topmødet i Tampere, der med rette prioriterede fastsættelsen af retten til fri bevægelighed for lovligt bosatte tredjelandsstatsborgere. Den uretfærdighed skal der gøres noget ved. Ligesom fru Terrón i Cusí er jeg overrasket over PPE-Gruppens standpunkt, da den normalt lægger stor vægt på familieværdier og så i dag underminerer familien ved at gå imod familiesammenføring, som vil bidrage til den sociale integration af disse lovligt bosatte indvandrere. Det virker helt bagvendt på os. Jeg vil komme ind på nogle specifikke punkter i betænkningen, for det første medtagelsen af modtagere af subsidiær beskyttelse. Vi afventer hr. Vitorinos udtalelser, men der går rygter om, at Kommissionen vil godkende ændringsforslag, som udelader disse modtagere. Det ville ELDR-Gruppen beklage, da vi mener, at modtagere af subsidiær beskyttelse bør medtages på samme måde som flygtninge. De er langtidsfastboende, det er ikke det samme som modtagere af midlertidig beskyttelse. Vi vil lytte til debatten, da det er vores inderste ønske at få de grundlæggende dele af dette forslag igennem. Med hensyn til slægtninge i opstigende linje anser vi ændringsforslag 20 for at være overflødigt, da forslagets artikel 9 om at anvende ikke-diskriminerende metoder til at vurdere alle ansøgere sikrer en generel rettighed. Vi er dog parat til at se på det, hvis det kan bidrage til vedtagelsen af betænkningen. Det er vigtigt at være helt på det rene med hensyn til ugifte partnere. Forslaget tvinger ikke medlemsstaterne til juridisk at anerkende ugifte par, men hvis de gør det, skal ugifte partnere behandles som ægtefæller. Der har været en masse vildledende oplysninger om dette, ikke mindst forårsaget af Det Konservative Parti i Det Forenede Kongerige, hvor formiddagspressens overskrifter taler om EU's uhyrlige sammensværgelse, der skal tvinge Det Forenede Kongerige til at acceptere flygtninges homoseksuelle kærester. Det er med til piske stemningen mod homoseksuelle op, og det beklager jeg dybt.
+Hr. formand, vi skal i dag stemme om en betænkning, som i nogle medlemsstater har ført til politisk opstandelse. I denne forbindelse har Kommissionen og kommissær Vitorino ydet et særdeles godt stykke arbejde, hvilket jeg på min gruppes vegne gerne vil takke for. Det Europæiske Råd bekræftede på sit særlige topmøde i Tampere, at Den Europæiske Union skal sikre, at tredjelandsborgere behandles retfærdigt. Kommissionen gennemfører denne beslutning. Dette direktiv er logisk i sig selv og bør gennemføres så hurtigt som muligt. Desværre var og er der stadig forbehold over for at medtage flygtninge med midlertidig opholdstilladelse i dette direktiv samt over for at anerkende forhold mellem to personer af samme køn som grundlag for en familiesammenføring. Denne diskussion viser endnu en gang, at integrations- og indvandringspolitikken desværre stadig er et kontroversielt emne i Den Europæiske Union. Men det er et vigtigt emne. Der skal trods alt skabes mulighed for, at familiemedlemmer til tredjelandsstatsborgere, som lever adskilt, kan bringes sammen. Principielt er det altså et anliggende, som bør støttes af alle, især når det drejer sig om børn, og netop disse børn - hvad enten der er tale om flygtningebørn eller indvandrerbørn - bør også have et fremtidsperspektiv i Den Europæiske Union. I den politiske diskussion skabes der tværtimod en stemning mod dette direktiv. Man må blot håbe, at flertallet i Parlamentet vil bære direktivet igennem i den form, som Kommissionen har fremlagt det. Jeg ved, at mine socialdemokratiske kolleger venter på en erklæring fra hr. Vitorino i håbet om, at man under pres fra nogle indenrigsministre i EU-staterne vil ofre flygtningene i dette direktiv. Jeg beklager denne beslutning, og at indenrigsministre åbenbart har mere at skulle have sagt her i Parlamentet end medlemmerne, som bør handle efter deres overbevisning. Derfor appellerer jeg endnu en gang til, at vi støtter dette direktiv fra Kommissionen og langt om længe sender et signal om en tidssvarende, moderne og human integrationspolitik. Jeg håber ikke, socialdemokraterne vil slå denne handel af med de konservative!
+Hr. formand, jeg vil gerne takke Kommissionen, som i denne sag har arbejdet med stor grundighed og leveret et afbalanceret forslag. Alt for ofte oplever vi, at debatten om indvandringspolitikken er følelsesladet, præget af voldsomme udfald og politiske strategier, hvilket forhindrer en objektiv og fremadrettet debat. Den foreliggende tekst behandler særdeles indgående spørgsmålet om retten til at leve sammen som familie og opstiller klare betingelser herfor, hvilket åbner mulighed for en reel debat om spørgsmålet. Teksten er ikke forudindtaget og betragter ikke, som det så ofte er tilfældet, dem, der ønsker at bo sammen med deres ægtefælle eller børn, med grundlæggende mistillid, men anerkender, at dette er en legitim ret. Denne ret bør dog aktuelt udvides til også at være gældende for eksempelvis homoseksuelle, idet vi bør sikre alle denne ret, som også understreget af en kollega i et tidligere indlæg især med sigte på asylsøgere. Kommissionens forslag anerkender ligeledes, at familiebegrebet i dag rummer flere familieformer, herunder forskellige former for samliv uden for ægteskab. Det er således ikke rimeligt at diskriminere indvandrere på baggrund af atypiske familiemønstre. Forslaget bidrager dermed til at give begrebet integration nyt indhold. Ved at sikre en harmonisering af medlemsstaternes lovgivning vil direktivforslaget sikre indvandrerne beskyttelse og stabilitet i retlig henseende, og det vil ikke mindst sikre, at indvandrerne i de enkelte medlemsstater ikke bliver kastebolde for skiftende politiske vinde. Det er således mit håb, at det foreliggende forslag kan tjene til inspiration for Kommissionens og Europa-Parlamentets fremtidige arbejde. Måske kan vi dermed i højere grad få sat fokus på lige rettigheder, på indvandrernes ofte positive bidrag til samfundet, på centrale spørgsmål i forbindelse med integration af indvandrere, på spørgsmål som bekæmpelse af arbejdsløshed, usikre ansættelsesforhold, vold og diskrimination, som ofte rammer indvandrere. Indvandring er ikke et problem. Vi bør til gengæld drøfte de reelle problemer. Nemlig den manglende balance mellem nord og syd, som ofte er baggrunden for, at mænd og kvinder flygter fra den yderste fattigdom. Vi må erkende, at strømmen af flygtninge, som søger mod Den Europæiske Unions medlemslande stort set har været stabil i de sidste to årtier. Strammer medlemsstaterne deres lovgivning på området, reducerer de således ikke antallet af indvandrere. De reducerer blot antallet af legale indvandrere og skaber et øget antal illegale indvandrere. Det foreliggende direktivforslag bygger på de førnævnte værdier og vil således indebære forbedringer for indvandrerne og disses familier, samtidig med at det vil have en væsentlig symbolværdi, når det gælder modtagelse og integration af indvandrere. Jeg håber, det må tjene som ledetråd for vores fremtidige arbejde.
+Hr. formand, kære kolleger, den foreliggende tekst fører os ud på et skråplan. Det samme gælder i øvrigt den samlede indvandringspolitik, som den udmøntes af EU's institutioner. Der kunne være grund til bekymring, hvis arbejdskraft i kapitalismens navn så at sige blev en importartikel, og arbejderne i den anledning blev skilt fra deres familier med rodløshed som en sandsynlig konsekvens. Det er imidlertid langtfra situationen i dag. Det, der i bedste fald var tænkt som et midlertidigt ansættelsesforhold, udvikler sig i retning af et permanent ophold. Det, der for den enkelte var en permanent løsning, udvikler sig til en permanent løsning for alle med tilknytning til den pågældende person. I første omgang for de nære slægtninge. Dernæst for en bredere familiekreds, og vi ved alle, at familien tæller mange medlemmer på grund af de sociale strukturer i oprindelseslandene, hvor den familieretlige stilling i øvrigt ofte kun er registreret i meget begrænset omfang. Fra den brede familiekreds, omfattende brødre, fætre, nevøer, forældre og bedsteforældre, går vi skridtet videre til den polygame familie. Og hvorfor vel begrænse os til slægtsbånd. Fra den polygame familie går vi skridtet videre til samlevende og, som foreslået af den foregående taler, hr. Sylla, går vi snart endnu videre og inkluderer også homoseksuelle forhold. Det turde være indlysende, at vi med denne politik bevæger os ud på et skråplan, som rummer betydelige risici. Vi skaber en situation i lighed med den, vi i øvrigt allerede ser tegne sig, hvor der er tale om indvandring i et omfang, som må betegnes som befolkning af områder. Denne indvandring er klart selvmorderisk for Europa. Men det er den politik, der føres af medlemsstaterne og af EU's institutioner. Den eneste reelle løsning består i systematisk familiesammenføring, men i hjemlandene. Samarbejdspolitikken bør styrke denne indsats. Det er på dette felt, midlerne bør anvendes.
+Hr. formand, jeg er nu som før bestyrtet over de 14 andre medlemsstaters vedvarende fordømmelse af Østrig. Om den foreliggende betænkning vil jeg gerne sige, at jeg beklager den måde, den er blevet behandlet på i det korresponderende udvalg, nemlig den måde, som har ført til, at ordføreren - hvilket er noget usædvanligt - i sidste ende ikke kunne identificere sig med resultatet og har trukket sit navn tilbage. Fornuftige og velbegrundede ændringsforslag fra ordføreren, som hun har genfremsat og begrundet i dag, og som jeg derfor kan referere til, men også fra andre udvalgsmedlemmer, har man - efter min mening af politiske og ideologiske grunde - ganske enkelt fejet til side og ikke behandlet seriøst. Når jeg skal bedømme denne manglende seriøsitet, henholder jeg mig bl.a. for Østrigs vedkommende til vedtagelsen på delstatsregeringschefernes konference den 17. maj 2000, hvor alle nye østrigske delstatsregeringschefer enstemmigt, på tværs af partigrænser, afviste direktivforslaget i denne form. Jeg beklager fremgangsmåden i udvalget, fordi jeg tror, at det netop på dette følsomme område er til mere skade end gavn at anvende sådanne bulldozermetoder.
+Hr. formand, hr. kommissær, det foreliggende dokument er ligesom betænkningen falsk varebetegnelse. Der står noget andet udenpå end det, som rent faktisk er indholdet i disse dokumenter. Vi ville med begejstring stemme for en familiesammenføring, for det er en yderst human ting, og den er også kernen i et integrationselement, men her drejer det sig om noget helt andet. Her drejer det sig om at tage hul på en samfundspolitisk diskussion om, hvorvidt den kreds af personer, som har ret til at følge efter, kan udvides til at omfatte andre end familien. De stiller her forslag om de ugifte partnere, deres forældre og børn, som skal følge efter, og De er ifølge forslaget tilfreds med vidneudsagn fra oprindelseslandet til dokumentation af et parforhold - hvordan det end ser ud. Det betyder så for de efterfølgende børn og forældre, at de får samme rettigheder som unionsborgere på uddannelses-, arbejds- og socialområdet. Menneskesmuglerne og dokumentfalsknerne vil takke Dem for, at De støtter dette forslag, og befolkningen - det kan De også være helt forvisset om - vil reagere med forargelse! De stiller endvidere forslag om ægteskaber med flere hustruer, den første hustru accepteres med børn og slægtninge i opstigende linje, men De siger også i dette dokument, at det naturligvis er muligt også at medbringe den anden hustru og hendes slægtninge, hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets tarv. Det spørgsmål, der melder sig, er spørgsmålet om, hvor meget mere døren skal slås op for en ukontrollabel indvandring. For os er det ikke noget acceptabelt forslag, der bliver diskuteret her. Der mangler et samlet koncept, der mangler talgrundlag, der mangler en differentiering, og De går også videre end Amsterdam-traktaten, som nemlig forlanger, at der skal tages hensyn til staternes integrationsevne. Vi vil kun støtte det foreliggende dokument, hvis vores ændringsforslag og vores politiske linje tages til følge! (Bifald fra højre)
+Hr. formand, i lyset af de seneste begivenheder i Dover, hvor 29 illegale indvandrere af kinesisk herkomst led kvælningsdøden, har spørgsmålet om illegal indvandring og foranstaltninger desangående fået ny aktualitet, og kravet om stillingtagen fra Den Europæiske Unions side melder sig med fornyet styrke. Der er tale om et følsomt emne, idet vi må drøfte spørgsmålet om udarbejdelse og harmonisering af den europæiske indvandringspolitik, et af de helt centrale emner i det 21. århundrede. Kommissionens forslag til direktiv om ret til familiesammenføring kommer således som kaldet, og jeg vil gerne takke Kommissionen og kommissær Vitorino for den foreliggende tekst. Retten til familiesammenføring er en væsentlig forudsætning for at etablere et normalt familieliv. Denne ret er ikke af ny dato, idet artikel 8 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettighederne fastslår familielivets ukrænkelighed. Der er ikke desto mindre tale om et følsomt emne, eftersom medlemsstaternes lovgivning på dette felt er særdeles uensartet, hvorfor suverænitetsspørgsmålet står centralt i denne sammenhæng. Det er netop udfordringen, når Europa-Parlamentet drøfter dette emne og skal forsøge at overvinde forskellighederne. Det direktivforslag, Europa-Parlamentet i dag skal tage stilling til, er efter min opfattelse et vægtigt dokument, som Europa-Parlamentet helhjertet og uden tøven bør støtte. Forslaget åbner nye og reelle muligheder, når det gælder spørgsmålet om legal indvandring, som for størstedelens vedkommende er begrundet i familiesammenføring. Direktivet er, som allerede understreget i dagens debat, væsentligt, fordi det som det første eksempel ligger i forlængelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere, når det gælder indvandringsspørgsmål. Jeg erindrer om, at den moderne verden ganske vist rummer utallige muligheder, men også en betydelig risiko for udstødelse af visse befolkningsgrupper, herunder udlændinge. Det er vores pligt som europæiske socialdemokrater at holde os dette for øje. Med Kommissionens forslag til direktiv om ret til familiesammenføring kan vi tage et væsentligt skridt i den rigtige retning, samtidig med at der ydes de fornødne garantier. Samtidig med at der ydes alle fornødne garantier. Det har aldrig været på tale eksempelvis at tillade polygame familiesammenføringer, som jeg har hørt talere anføre. Det er ikke korrekt. Lad det være understreget, at der er tale om den første tekst, som ligger i direkte forlængelse af Amsterdam-traktatens bestemmelser og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere i november 1999, for så vidt angår overflytning af områder fra tredje søjle (retlige og indre anliggender) til det overstatslige samarbejde. Der er tale om at definere retten til familiesammenføring netop som en rettighed, hvor den i dag opfattes som en forrettighed. Kære kolleger, udfordringen består kort sagt i at skabe et borgernes Europa som udgangspunkt for de fortsatte bestræbelser for europæisk integration. Det foreliggende forslag giver os nye muligheder i så henseende.
+Hr. formand, det foreliggende direktivforslag er efter min opfattelse et skridt i den rigtige retning. Der stilles imidlertid fortsat strenge krav, når det gælder proceduren for familiesammenføring. Efter min opfattelse burde vi fokusere på bekæmpelsen af arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold, og ikke på at afskære indvandrerne fra retten til at leve sammen med familien, såfremt de ikke kan godtgøre, at de besidder de fornødne ressourcer eller en passende bolig. For landenes egne statsborgere udvikler familiebegrebet sig langsomt, men det udvikler sig trods alt. Eksempelvis kan nævnes vedtagelsen af loven om registrerede parforhold i Frankrig. Når det gælder indvandrere, er familiebegrebet imidlertid særdeles usmidigt. I henhold til gældende lov bortfalder opholdstilladelsen således ved afbrydelse af samlivet, hvilket reelt er ensbetydende med et forbud mod skilsmisse. Og som tidligere omtalt i dagens debat anerkendes homoseksuelle forhold fortsat ikke. Med henvisning til ønsket om at bekæmpe polygami, henvises en indvandrers anden hustru eller samlever og dennes børn til et liv som illegale indvandrere og dermed et liv i største afhængighed af manden. En række forældede begreber kendetegner således fortsat debatten om familiesammenføringer og må ses som et udslag af en overdreven kontrol med indvandringen. Der kræves nytænkning på området. Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke tilfredshed med, at hr. Watsons betænkning og det tilgrundliggende udvalgsarbejde har sikret væsentlige forbedringer i forhold til den oprindelige betænkning udarbejdet af fru Klamt. Og lad mig så tilføje, at jeg næsten føler mig tilskyndet til at stemme for den foreliggende betænkning alene ud fra et anstændighedssynspunkt efter at have hørt de racistiske, reaktionære og ganske utilstedelige udtalelser fra hr. Gollnisch.
+Hr. formand, i modsætning til den meget udbredte opfattelse og i modsætning til debatten her i formiddag drejer dette direktiv sig ikke om at fastlægge en generelt bindende definition af begrebet familie for hele Den Europæiske Union. Der er tværtimod tale om at fastlægge nøjagtigt, hvem der på grundlag af slægtsmæssige forbindelser skal være berettiget til familiesammenføring i tilfælde af indvandring. At familier har ret til at leve sammen er helt ubestridt. Men det afgørende er netop, hvor grænsen for familien trækkes. Jeg har f.eks. en kone og to børn, og de har også børn, og jeg har søskende og onkler og tanter. Hvis man tæller alle dem sammen, som jeg lever tæt sammen med, er det 25. Hvis jeg, ærede hr. kommissær Vitorino, f.eks. søgte om asyl i Portugal, så ville jeg bestemt ikke kunne gøre krav på at bo dér med 25 familiemedlemmer. Der må altså være en fornuftig grænsedragning. Det er det afgørende problem i dette direktiv. Der må også skelnes mellem, om man opholder sig midlertidigt eller varigt i Den Europæiske Union. Her må jeg præcisere, at dette direktivforslag udvider familiesammenføringen i forhold til, hvad der hidtil har været almindeligt i Den Europæiske Union. Det er endnu et signal for tilvandring med naturligt betragtelige følger. I denne forbindelse er konsekvenserne nogle helt andre for stater med en høj indvandring, som f.eks. Østrig, Tyskland og Benelux-landene, end de er for stater som Portugal, Finland eller andre, som ikke har så meget at gøre med indvandring. Eftersom dette direktiv er forbundet med en dramatisk udvidelse af familiesammenføringen, en af de mest tungtvejende indrejsegrunde, kan vi ikke stemme for det. Derfor, hr. kommissær, nærer jeg, trods al respekt for Deres arbejde, det håb, at Deres forslag ikke får den nødvendige enstemmige tilslutning.
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med en varm tak til Europa-Kommissionen og specielt kommissær Vitorino for hans særdeles positive lovforslag, som skal regulere familiesammenføringsspørgsmålet. Endelig sker der noget i Europa efter årtiers ikkeeksisterende europæisk indvandrerpolitik, men især også efter så mange år, hvor europæerne har nægtet at tildele borgere fra tredjelande, som opholder sig lovligt i Den Europæiske Union, deres grundlæggende menneskerettigheder. Anerkendelsen af retten til et familieliv er en af de grundlæggende forudsætninger for, at flygtninge og indvandrere kan integreres i samfundslivet i det land, hvor de bor. Desværre forholder det sig sådan her i Parlamentet, at de, som er de første til at lovprise familien som den højeste værdi, er de samme, som underminerer den, som det netop sker i forbindelse med dette forslag til direktiv om familiesammenføring for flygtninge og indvandrere. Farisæisme og hykleri er de vigtigste kendetegn ved denne fløj af Parlamentet, og vi har oplevet det mange gange. Imidlertid vil jeg sige, at jeg forstår, hvorfor mange regeringer tøver over for dette direktiv, og min egen regering er ingen undtagelse. Lande som Tyskland, hvor der er millioner af flygtninge og indvandrere, vil skulle løfte en meget stor byrde. Samtidig vil jeg dog også gøre opmærksom på og understrege, hvor stort et bidrag indvandrerne leverer til den økonomiske udvikling i vores lande med deres arbejde og den skat, de betaler. Den sociale byrde, som forslagets kritikere taler om, kan reduceres, hvis flygtningene og deres familier får ret til at arbejde, sådan som Kommissionens forslag netop vil give dem. Til sidst vil jeg gerne præcisere, at dette direktiv opstiller minimumsbetingelser, og at regeringerne bevarer retten til at fastsætte bedre betingelser for familiesammenføring.
+Hr. formand, kære kolleger, for første gang i min tid som medlem af Europa-Parlamentet er jeg glad for at vide, at Rådet vil tage det hensyn til en vanvittig og farlig udtalelse fra Parlamentets side, som den fortjener, nemlig slet intet! Hr. kommissær Vitorino, trods al agtelse for Deres person, som jeg også har sagt gentagne gange her i Parlamentet - er Kommissionens forslag allerede præget af en skødesløs ignorance over for situationen netop i de medlemsstater, som i de forløbne år storsindet har givet mange flygtninge og asylansøgere gæste- og beskyttelsesrettigheder! De overbelaster vores samfund og risikerer dermed at gøde jorden for ting, som vi altid har bekæmpet her i Parlamentet. De liberale og socialdemokratiske medlemmer fra de store medlemsstater, for hidtil har jeg kun hørt talere fra de små medlemsstater fra denne side, må finde sig i at blive spurgt, om de overhovedet stadig har kontakt til vælgerne, om de har gjort sig konsekvenserne bevidst, og om de har forstået, at mere magt til Parlamentet i disse spørgsmål også fører et større ansvar med sig. De tider, hvor man uden konsekvenser kunne benytte dette forum til at give udtryk for sine drømme om en forbedret verden, er forbi! Jeg ville gerne se, hvordan De vil forsvare beslutningen i dag over for Deres borgere! I dag stemmer mange af Dem kun for dette forslag, fordi De allerede ved, at Rådet aldrig vil vedtage det i den form. Det synes jeg er uværdigt. Det er i modstrid med vores opgave, det er i modstrid med det mandat, vi har fået af vælgerne. Jeg vil gerne endnu en gang komme kort ind på det, som De sagde om ægteskaber med flere koner, og som De rystede på hovedet over. Prøv at læse artikel 5, stk. 2. Dér står der: Derfor er det forbudt at lade flere hustruer og deres børn følge efter, men en hustru og hendes børn kan følge efter. Det betyder, at jeg kan have giftet mig med nogen her i medlemsstaterne, og jeg kan i bestemte tilfælde hente mindst en hustru hertil. Det betyder altså, at det er tilladt. Sådan er det! Således kan man ... (Tilråb) ... nej, hvis De udlægger det juridisk, kan man fortolke det præcis sådan! Det giver frit slag for alle fortolkningsmuligheder. Her er der kun ét at gøre, nemlig at afvise forslaget!
+Hr. formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, er det første gang, hvor Europa-Parlamentet høres om et forslag fra Kommissionen til Rådet om et direktiv vedrørende lovlig indvandring af personer fra tredjelande. Det er derfor et tegn på de dybe institutionelle ændringer, der blev indført med traktaten, og som blev prioriteret højt på den europæiske politiske dagsorden af stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råd i Tampere. Kommissionen har ment, at det var gennem et forslag om familiesammenføring, at vi burde påbegynde denne udvikling, den store indsats med at skabe en fælles europæisk indvandringspolitik. Jeg vil gerne indledningsvis fortælle, hvorfor vi har valgt dette spørgsmål - for at svare på en kritisk bemærkning fra fru Klamt, som jeg uanset meningsforskelle gerne vil lykønske for det arbejde, som hun har udført som første ordfører for dette område. Jeg mener, at familiesammenføring er et begreb, der er i grundlæggende overensstemmelse med de folkeretlige forpligtelser, som alle medlemsstaterne har påtaget sig gennem flere årtier. Lige fra Verdenserklæringen om Menneskerettighederne til de internationale aftaler under FN fra 1966 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, i alle disse folkeretlige akter er beskyttelsen af familien en væsentlig bestanddel af sikringen af den sociale fred. Jeg tror ikke, at nogen kan benægte, at familiesammenføring også er et vigtigt redskab til integrering af indvandrere fra tredjelande i det samfund, der modtager dem. Dette er fortløbende blevet anerkendt af EU's forskellige organer, og siden 1993 har Rådet været optaget af familiesammenføringsspørgsmålet. Man må også rent kvantitativt erkende, at dette spørgsmål er relevant, fordi det i dag er en af de vigtigste kilder til indvandring til de europæiske lande. Det er ikke direktivet, der skaber denne indvandring. Det, som direktivet skal, er at regulere den virkelighed, der allerede eksisterer. Den, der ikke ønsker at forstå, at dette direktiv sigter mod at opstille retsregler til at imødegå en situation, der allerede eksisterer, og vil gøre Kommissionen ansvarlig for igangsættelsen af en ny indvandringsbølge, har derfor en urimelig opfattelse af den virkelighed, som vi beskæftiger os med. Kommissionen har således ment, at familiesammenføring burde prioriteres i forhold til andre former for lovlig indvandring. Der er ikke tale om en beslutning om indrejse og ophold af økonomiske årsager, om indvandring af arbejdskraft eller af studerende. Der er efter vores opfattelse tale om at fastlægge bestemmelser for en anderledes indrejseform, der modsvarer de værdier, som vi står for - ikke mindst beskyttelse af familien - og den strategiske politiske målsætning om at fremme integrationen af de tredjelandsstatsborgere, som allerede har lovligt ophold i Unionen, i de samfund, der modtager dem. Vi går ud fra et princip, der kan diskuteres, men som jeg, indtil det modsatte er bevist, tror lader sig opretholde, nemlig, at familiesammenføring er befordrende for indvandrerens personlige tryghed, eftersom familielivet altid udgør et vigtigt redskab til integrationen i værtslandet. Stats- og regeringscheferne var i Tampere enige om at lægge vægt på, at tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold i EU's medlemsstater skulle sikres en ligelig behandling, og ligeledes, at der parallelt hertil skulle udvikles en mere dynamisk integrationspolitik, der skal sigte mod, at tredjelandsstatsborgere får samme rettigheder og pligter som Unionens egne borgere. Det er disse værdier og politiske mål, ærede medlemmer, som Kommissionen har formuleret sit forslag på grundlag af, og jeg vil gerne fremhæve, at Kommissionen har foreslået et initiativ, hvor familiesammenføring opfattes som en rettighed. Det er imidlertid ikke en absolut rettighed for tredjelandsstatsborgere, der bor i EU-landene, og som bor her lovligt. Det er derimod en rettighed, der er underlagt betingelser af juridisk og materiel karakter, hvad angår fastlæggelsen af den status og de rettigheder, som tilkommer familiemedlemmerne i det land, hvor de har fået ophold. Jeg står til rådighed for en diskussion af dette forslag i alle dets aspekter, også da det franske formandskab jo har besluttet, at dette spørgsmål skal have en central placering i det halvår, som det er ansvarligt for. Vi for vores del er parat til så hurtigt som muligt at fremsætte et ændret forslag, så vi kan nå et positivt resultat i løbet af det franske formandskab. Jeg vil gerne takke alle de medlemmer af Parlamentet, som har deltaget i debatten. Der har både her og i Kommissionen været en levende, ja, undertiden ligefrem en lidenskabelig debat, fordi det jo handler om et følsomt tema, der selvfølgelig tydeligt må afspejle forholdene i de enkelte lande. Det er vanskeligt at finde et fælles europæisk berøringspunkt, men denne debat har dog alligevel et grundlæggende karaktertræk. Det er nemlig ikke mere en debat om hensigtserklæringer; det er en debat om regler, forpligtende retlige bestemmelser, der skal finde praktisk anvendelse. Det er derfor forståeligt, at det bliver en levende og lidenskabelig debat, hvor der kommer forskellige meninger til udtryk. Kommissionen vil tillægge de ærede medlemmers opfattelse den største betydning, og jeg vil gerne lykønske hr. Watson med det arbejde, han har udført ved at fremlægge en betænkning under de besværlige omstændigheder, som denne debat har udfoldet sig under. Jeg vil gerne over for de ærede medlemmer redegøre for Kommissionens holdning til de vanskeligste politiske spørgsmål i dette direktiv. For det første med hensyn til forslagets anvendelsesområde, hvor Kommissionen mener, at det også skal omfatte flygtninge, da det ikke ud fra et politisk synspunkt ville være forståeligt, at der skulle tilkomme økonomiske indvandrere en rettighed til familiesammenføring, som vi ikke anerkender for personer, der er anerkendt som flygtninge ifølge Genève-konventionen. Jeg erkender dog, at personer, der er under midlertidig eller subsidiær beskyttelse, må undtages. Der er ikke tale om en ændret grundholdning, idet jeg mener, at visse personer under midlertidig eller subsidiær beskyttelse også bør have ret til familiesammenføring. Jeg erkender dog, at den manglende harmonisering inden for EU på dette punkt og navnlig det forhold, at Kommissionens næste år agter at forelægge Parlamentet og Rådet et direktivforslag om midlertidig eller subsidiær beskyttelse, vil gøre det muligt at behandle retten til familiesammenføring i omtalte direktiv meget snart. Derfor er vi parat til at ændre forslaget, så personer under midlertidig eller subsidiær beskyttelse ikke er omfattet. Med hensyn til familiebegrebet vil jeg gerne sige meget klart, at Kommissionen i dette forslag ikke bevæger sig ud i nogen definition heraf. Dette forslag forudsætter til fulde, at den enkelte medlemsstat selv definerer, hvad der er en familie. Der er eksempelvis spørgsmålet om de papirløse forhold. Dette forslag siger ikke, at alle medlemsstaterne skal forpligte sig til at anerkende papirløse forhold og acceptere disse i alle sammenhænge. Det, som vi ønsker at sige, er blot, at i de lande, hvor papirløse forhold anerkendes på linje med ægteskabet, må disse papirløse forhold også anerkendes, hvad angår familiesammenføring for tredjelandsstatsborgere. Jeg vil derfor gerne klart sige, at der i dette forslag ikke er nogen hensigt om at befordre familiesammenføring af polygame familier. Undskyld, men teksten er tydelig nok! Det kan ikke lade sig gøre at skaffe endnu en hustru hertil! Og der er kun én undtagelsesbestemmelse, en bestemmelse vedrørende børn af andet ægteskab, hvis barnets tarv berettiger det. Hvordan skal man dog forklare, at man vil behandle børn af andet polygame ægteskab anderledes end børn af første ægteskab eller af et papirløst forhold? Jeg er ikke en omstyrter af moralske værdier, men jeg mener, at vi først og fremmest må tage hensyn til børnenes tarv. Hr. formand, Kommissionen er rede til at acceptere en række andre ændringer og modifikationer, hvad angår familiemedlemmers rettigheder samt betingelserne for familiesammenføring og præciseringen af disse og for, at den familiesammenførte kan få selvstændig status, og ligeledes, hvad angår procedurereglerne. Dette skal ske før afstemningen. Jeg vil gerne slutte af med at sige, at dette selvfølgelig er en øvelse, der vækker debat. Debatten med Rådet bliver ikke let, ligesom den ikke har været det med Europa-Parlamentet. Jeg respekterer alle de ærede medlemmers opfattelse. Jeg ser gerne, at Europa-Parlamentets udtalelse har så bred en opbakning som muligt, og jeg håber - uanset vores meningsforskelle, der er naturlige, ja, nyttige og af afgørende betydning for demokratiet - at vi alle, når dette direktiv er vedtaget, kan samle vores kræfter om at løse det væsentlige spørgsmål, som vi har på bordet, nemlig, hvordan vi skaber en klar og gennemskuelig retsorden, der sikrer integrationen af de lovlige indvandrere i værtslandene, fordi denne integration er nøglen til succes for en fælles indvandringspolitik i EU.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0207/2000) af Boumediene-Thiery for Udvalget om Borgernes Friheder og Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om gennemførelsen af direktiv 90/364, 90/365 og 93/96 (opholdsret) og om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed (KOM(1999) 127, KOM(1999) 372 - C5-0177/1999, C5-0178/1999 - 1999/0257 (COS)).
+Hr. formand, kære kolleger, indledningsvis vil jeg gerne takke alle, der har bidraget til denne debat. Inden jeg kommenterer betænkningen, vil jeg omtale et spørgsmål, som optager mig meget, og som efter min opfattelse udgør den centrale problemstilling i min betænkning og i øvrigt bør være afgørende for Deres stemmeafgivning. Vi må spørge, hvad der reelt ligger i begrebet unionsborgerskab? Er det blot et udtryk, som skal sælge det europæiske projekt, eller ønsker vi at give udtrykket et reelt indhold? For flertallet af EU's borgere er unionsborgerskab fortsat et begreb uden konkret indhold. Ønsker vi imidlertid, at EU skal være andet og mere end et stort frihandelsområde, må vi tage initiativer, som udvikler unionsborgerskabet fra abstrakt begreb til konkret element i hverdagen for alle, der har bopæl i Den Europæiske Union. Dagens debat skal således også ses i dette perspektiv. De direktiver, der aktuelt er undersøgt, omhandler unionsborgernes rettigheder, men der er også behov for justeringer, når det gælder tredjelandsstatsborgere. Betænkningen gør status, når det gælder personers ret til at færdes og opholde sig frit på hele Den Europæiske Unions område. Jeg henviser således til traktatens artikel 14 om fri bevægelighed for personer samt til artikel 17 og 18 om unionsborgerskab. Medlemslandene har gjort markante fremskridt for så vidt angår den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og kapital, men der er tydeligvis endnu lang vej igen, når det gælder personer. Et kort tilbageblik og kort om indholdet i de omhandlede direktiver. Den frie bevægelighed var oprindelig forbeholdt erhvervsaktive. I juni 1990 vedtog Rådet Kommissionens forslag til tre direktiver, som tog sigte på at udvide denne ret til at omfatte alle statsborgere i EU's medlemslande, erhvervsaktive såvel som personer uden for arbejdsstyrken. Det skal understreges, at jeg udelukkende fremdrager hovedlinjerne i de omhandlede direktiver. For så vidt angår pensionister eller andre personer uden for arbejdsstyrken gives der opholdstilladelse til personer, som er medlem af en sygesikringsordning og kan godtgøre, at de råder over tilstrækkelige økonomiske midler. For så vidt angår studerende kræves indskrivelse ved en anerkendt uddannelsesinstitution og medlemsskab af en sygesikringsordning. I begge tilfælde kan ægtefælle og mindreårige børn ledsage den pågældende og eventuelt tage arbejde. Det har imidlertid vist sig problematisk at gennemføre disse direktiver i national ret. Dels har der været tale om væsentlige forsinkelser, når det gælder medlemsstaternes gennemførelse af direktiverne. Dels har næsten alle medlemsstater gennemført de omhandlede direktiver på utilfredsstillende vis. Kommissionen har således indledt 14 overtrædelsesprocedurer i denne anledning. Kommissionen anfører, at "Unionens borgere som følge af en fejlagtig gennemførelse af direktiverne har set sig frataget visse af deres rettigheder eller konfronteret med uberettigede administrative vanskeligheder". Ser vi på de faktiske forhold, konstaterer vi, at retten til at færdes og opholde sig frit, som stadfæstes i Maastricht-traktaten, krænkes på grund af økonomiske hensyn. Kravet om tilstrækkelige økonomiske midler fortolkes restriktivt fra myndighedernes side. Hvilke indtægter skal medregnes ved vurderingen? Hvilken dokumentation skal der fremlægges? Hvorledes opgøres de økonomiske midler, hvis disse varierer og måske er afhængige af ægtefællens bidrag? Langsommelige og komplicerede godkendelsesprocedurer indebærer ofte, at det er nødvendigt at søge medlemsskab af en sygesikringsordning også i værtslandet. Er den pågældende person ikke lønmodtager, er det ofte vanskeligt at opnå opholdstilladelse, og ud over en ustabil jobsituation oplever den pågældende dermed en usikker situation for så vidt angår opholdstilladelse. Når det gælder særlige foranstaltninger, som begrundes i hensynet til den offentlige orden, gør Kommissionen status og påpeger en række tilfælde af kritisabel fortolkning af bestemmelserne. Eksempelvis at straffedom indebærer systematisk bortvisning og udvisning af landet. Hertil kommer, at de administrative procedurer er langsommelige - ofte af mere end seks måneders varighed - og kostbare, såfremt der kræves hyppig fornyelse af opholdstilladelsen. Denne er ofte kun gyldig i to år og ikke i fem år, som burde være hovedregelen. For at løse disse problemer foreslås bl.a. følgende foranstaltninger, idet jeg fortsat holder mig til de overordnede linjer. Først og fremmest foreslås det, at Kommissionen udarbejder et rammedirektiv, som tager udgangspunkt i den grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit, og som således ikke tager afsæt i forskellige personkategorier og disses rettigheder, hvilket uundgåeligt giver anledning til uklarhed. Det vil efterfølgende være muligt at iværksætte en række specifikke foranstaltninger med henblik på at bistå borgerne i henhold til deres konkrete situation. Det bør i forbindelse med en sådan revidering af de eksisterende direktiver sikres, at der skelnes mellem den grundlæggende ret til at færdes og opholde sig frit og alle former for økonomiske hensyn. Samtidig bør der gennemføres en reel forenkling af de administrative procedurer, og de fornødne dokumenter bør udstedes uden beregning. Som overgangsordning foreslås indført en opholdstilladelse med en gyldighed på et år. Der er behov for en harmonisering af de sociale sikringsordninger og pensionsordninger. Endelig må vi for så vidt angår særlige foranstaltninger, som begrundes i hensynet til den offentlige orden, henstille, at medlemsstaterne begrænser brugen heraf og undgår dobbeltstraf som følge heraf, ligesom visse personkategorier bør sikres beskyttelse mod udvisning. Lad mig afslutningsvis understrege følgende forhold. De omhandlede rettigheder bør knyttes til den enkelte person og følge denne. Tredjelandsstatsborgere, som på legal vis bor og arbejder i en af EU's medlemsstater, skal have de samme rettigheder som EU's statsborgere. Det er i øvrigt beklageligt, at Rådet ikke sikrer en opfølgning for så vidt angår dette forslag om statsborgerskab og bopæl. Jeg håber, De på dette grundlag vil støtte det foreliggende forslag, som tager klart afsæt i borgerens rettigheder for så vidt angår den frie bevægelighed og retten til frit at tage ophold, hvilket er en afgørende forudsætning for at give unionsborgerskabet reelt indhold. Vi oplever, at Europas fremtid er til debat. Vi drøfter et fremtidigt charter om grundlæggende rettigheder. Vi må derfor også støtte ethvert initiativ, som tager sigte på at skabe et område med frihed, retfærdighed og lighed, hvor alle, som bor eller er statsborgere i Den Europæiske Union og bidrager til den europæiske integration, sikres lige rettigheder. Vi oplever, at der er fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser. Det må være på tide, at personer sikres de samme rettigheder.
+Jeg vil gerne lykønske ordføreren. Der er tale om en længe tiltrængt gennemgang af en række direktiver om rettigheder for lovligt bosatte ikke-erhvervsaktive personer. Mit udgangspunkt er det samme som ordførerens, nemlig at vi bør give unionsborgerskabet reel betydning. Traktatens påstand om, at enhver borger skal have ret til frit at bevæge og bosætte sig inden for medlemsstaternes grænser, er stadig langt fra virkeligheden. Jeg henviser her til de erfaringer, som en række sprogstuderende fra andre medlemsstater har haft i min egen valgkreds. De modtog et standardbrev fra det lokale socialkontor, hvor de blev bedt om at komme til et totimers interview og medbringe så mange ting som muligt på en ikke-udtømmende liste over ca. 20 dokumenter, f.eks. pas, kontoudtog og husholdningsregninger, så man kunne "fastslå deres identitet". Da jeg forhørte mig yderligere om dette, fik jeg at vide, at det ikke var en EU-sag, da det samme brev ville blive sendt til beboere i Det Forenede Kongerige. Jeg kan nu ikke forestille mig, under hvilke omstændigheder det skulle ske. Og hvad der var endnu mere grotesk, så var tidsbegrænsningen på de to timer sat for at forhindre, at de fik en parkeringsbøde på den lokale parkeringsplads! Jeg vil ikke ønske for nogen andre borgere at blive behandlet på samme måde som disse studerende. Direktiverne, som omhandler ikke-erhvervsaktives ret til ophold, har haft en kedelig historie: manglende gennemførelse, overtrædelsesprocedurer, et utal af forskellige og besværlige krav. Det er lettere at transportere en sæk kartofler rundt i Europa, end det er for en borger at flytte. Hvis vi skal appellere til borgerne, og hvis den grundlæggende ret til fri bevægelighed skal have mening, er det på høje tid at gennemføre enkle og hurtige regler på dette område af fællesskabsretten. Først når det er sket, kan traktatens påstand om unionsborgerskab få reelt indhold.
+Hr. formand, vi taler vidt og bredt om menneskerettigheder i EU, men i praksis er det ofte sådan, at borgerrettigheder er ensbetydende med penge. Den, som har arbejde og kan forsørge sig selv, bliver beskyttet af lovgivningen, men der er store grupper af mennesker, der ikke har arbejde, og som derfor ikke har rettigheder. Det gælder f.eks. studerende, som skal bevise, at de har en rigtig studieplads, eller pensionister, som skal bevise, at de har deres pension eller egen formue med, hvis de flytter. Det kan også gælde borgere fra tredjelande og især familiemedlemmer, som er borgere fra tredjelande, og som ikke må flytte med, når familieforsørgeren får arbejde på den anden side af grænsen. Det betyder, at de økonomisk svageste stadig diskrimineres. I betænkningen foreslås der vigtige forbedringer for disse grupper, som i praksis er større, end man skulle tro. De skal have bedre muligheder for at flytte og udvidet ret til at bosætte sig i et andet land. I denne sammenhæng vil jeg yderligere pointere, at retten til fri bevægelse på arbejdsmarkedet og retten til at bosætte sig ikke er den samme sag. Der er i dag mange arbejdere, som arbejder på korttidskontrakter i andre medlemsstater, og som slet ikke får ret til at bosætte sig. For dem, som ikke har en fast indkomst eller på anden måde bliver forsørget, er retten til at bosætte sig desuden næsten lig nul. Arbejdskraftens fri bevægelighed er beskyttet af lovgivningen på det indre marked. For de fleste mennesker er det dog vigtigere, at deres opholdsret, inklusive retten til at blive boende, beskyttes. Det drejer sig om, at man ikke bliver tvunget til at flytte, selv om man ikke kan forsørge sig selv. Her er der brug for en radikal forbedring, og det ville være godt at tage fat på dette problem nu, hvor medlemslandenes økonomi ser ud til at være forbedret.
+ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. (DE) Hr. formand, betænkningen fra fru Boumediene-Thiery kommer ind på de problemer, som Kommissionen nævner i sin beretning om status for anvendelsen af bestemmelserne om opholdsret. Fru Boumediene-Thiery vil imidlertid gerne have anvendelsesområdet for opholdsretten i denne forbindelse udvidet til også at omfatte tredjelandsstatsborgere. Udvalget for Andragender er blevet bedt om at komme med en udtalelse, da der er tale om et særligt udvalg, som direkte beskæftiger sig med vores borgeres problemer. Der sker desværre fortsat alt for mange overtrædelser af rettigheder på grundlag af unionsborgerskabet, og derfor stemmer jeg udtrykkeligt for. For det første går det stadig trægt med at gennemføre de fællesskabsretlige bestemmelser om opholdsret. Især underordnede instanser i medlemsstaterne kender for det meste ikke de pågældende bestemmelser. For det andet opstår der gevaldige indskrænkninger på grund af problemer med anerkendelse af eksamensbeviser. Hvad nytte har jeg af en opholdsret, hvis jeg ikke har ret til at udøve mit fag i værtslandet? For det tredje opstår der problemer på grund af den manglende tilpasning af bestemmelserne om fri bevægelighed eller de sociale forsikringsordninger til et arbejdsmarked under forandring. Det kan jo ikke være rigtigt, at jeg ikke får udgifterne til lægehjælp i udlandet refunderet, bare fordi jeg ikke har den rigtige blanket! Hr. formand, vi har bestemmelser om unionsborgeres opholdsret i andre medlemsstater. Men de anvendes ikke fuldt ud. Der findes stadig tilfælde, hvor det gøres umuligt for en unionsborger at tage ophold i en anden medlemsstat. Lad os derfor opfordre medlemslandene i EU til straks at begynde at bruge de eksisterende fællesskabsretlige bestemmelser, før vi overvejer at udvide disse rettigheder til at omfatte tredjelande!
+Hr. formand, hvis de ændringsforslag, vi fremlagde til fru Boumedienes betænkning, ikke bliver vedtaget, vil min parlamentariske gruppe stemme imod af grunde, jeg mener er indholdsmæssige. De direktiver, vi drøfter i dag, handler om den fri bevægelighed og opholdstilladelse for studerende og personer, som har afbrudt deres erhvervsaktiviteter, eller som ikke er erhvervsaktive, og som derudover modtager invalide-, folke- eller underholdspensioner - de er alle fællesskabsborgere - og om de undtagelser, der er medtaget i andre direktiver om udvisning på grund af den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Problemet er, at fru Boumediene udvider disse direktivers anvendelsesområde til borgere fra tredjelande. F.eks. udvider beslutningens afsnit 20 familiesammenføring til ikke-fællesskabsslægtninge i ret op- eller nedstigende linje, som den fastboende ikke har ansvaret for, hvilket ville udvide adgangen ubegrænset. Ligeledes sidestillingen af par, der lever i ugift samlivsforhold med par, der lever i ægteskab, hvilket i tilfældet med fællesskabsborgere ikke ville skabe mange problemer på grund af lovgivningens mangfoldighed, men som i tilfældet med borgere fra tredjelande ville skabe problemer, fordi det ville være meget svært at bevise et stabilt samlivsforhold. Det ville give anledning til de såkaldte hvide ægteskaber eller proforma-ægteskaber med den efterfølgende svindel. På den anden side mener jeg, at al den snak, som drejer sig om indvandrede arbejdstagere, ikke hører hjemme i denne debat, ikke så meget på grund af indhold, men fordi det ikke hører med til behandlingen af disse direktiver. Som Kommissionen siger, er det nødvendigt at forbedre informationsniveauet, således at de europæiske borgere med lysende klarhed ved, hvilke rettigheder de har til frit at bevæge sig rundt i det indre marked - og det skal være med klare, præcise og konkrete regler og med muligheden for at kunne anvende de nye kommunikationsteknologier, som Internet, fjernsyn eller de lokale og regionale informationsmidler. Hr. kommissær, jeg synes ikke, det er nogen god idé, at svarene på parlamentarikernes spørgsmål kommer ud til de forskellige borgere via de kommunikationsmidler, man finder hensigtsmæssige. Jeg synes ikke, det er en særlig praktisk procedure, bl.a. fordi det nogle gange sker, at ikke engang parlamentarikerne læser disse svar. Det er ligeledes nødvendigt at fjerne den absurde papirdynge, der skal til, for at berettige pensionens betingelser og beløb. Jeg synes, at pensionisternes identitetskort eller anvendelsen af edb burde erstatte de besværlige bevisprocedurer. Og det samme gælder for de studerende. For at lette deres mobilitet skal man spare dem for unødvendige omkostninger og gøre deres ophold kompatibelt med deres studie- eller lærlingeperioder. Endelig vil jeg også understrege, at det ikke nytter noget at forbinde, som man gør i beslutningens afsnit 6, den offentlige orden til Schengen-området i et forslag, der er stilet til Den Europæiske Unions borgere, for hvem man ikke anvender Schengens acquis, men fællesskabsdirektiverne, navnlig dem, der gælder for den offentlige orden. Jeg mener, at det for at få opdateret denne lovgivning bliver nødvendigt at omarbejde teksterne via en ny forordning og forenkle de hindringer, der er for den fri bevægelighed og for fællesskabsborgernes bopæl.
+Hr. formand, kære kolleger, tillad mig at begynde med at takke EU-Kommissionen for dens vedholdende indsats for at holde opholdsretten inden for rammerne af den fri bevægelighed for personer i Europa højt på dagsordenen, nu også med disse to meddelelser om opholdsret. For det andet vil jeg lykønske ordføreren med hendes betænkning. Hun har valgt en bredere holdning, kære kollega Hernandez Mollar, til opholdsret for alle borgere, for de arbejdende, for personer fra tredjelande, hvor der for resten allerede ligger forslag på bordet. Min gruppe støtter denne holdning, for til trods for alle Kommissionens initiativer, til trods for Veil-betænkningen, til trods for handlingsprogrammet, til trods for lovgivningsinitiativerne, bliver forslagene liggende på Rådets bord uden ret meget fremgang. Jeg vil inden for rammerne af denne debat komme ind på fire specifikke punkter. For det første har det europæiske arbejdsmarked i den sidste tid haft større og større behov for mobilitet, der er flere og flere virksomheder, som ikke kan finde medarbejdere til deres ledige stillinger. Det er da uforståeligt, at der stadig findes så mange hindringer for den fri bevægelighed for personer og opholdsret, først og fremmest hvad angår midlertidige kontrakter, mennesker i deltidsarbejde og arbejdsløse, som søger arbejde i et andet land. For det andet forsvarer også min gruppe en åben vision om det europæiske borgerskab, og for os betyder det, at der - naturligvis på bestemte betingelser - også skal gælde opholdsret for ikke-arbejdende, pensionister og studerende. De hindringer, som nogle medlemslande i øjeblikket rejser, kære kolleger, får os alligevel til at konkludere, at nogle medlemslande slet ikke ønsker et europæisk borgerskab. For det tredje, et borgerskab der ikke diskriminerer afhængigt af familieform. Samboende, ugifte, også bøsser og lesbiske, i de lande hvor de samlivsformer er anerkendt, kære kolleger, skal også kunne gøre brug af opholdsret, ellers frakender vi tusindvis af mennesker retten til at leve i en familie. Og til sidst, en vision om borgerskab, der står åbent også for personer fra tredjelande, indbyggere i EU, legalt bosatte og varigt bosatte, uden diskrimination. Vi støtter således uden forbehold denne betænkning fra fru Boumediene. Vi håber, at Kommissionen vil blive ved med at påpege brudene og den beklagelige mangel på gennemførelse i medlemslandene, men jeg håber først og fremmest inderligt, at Rådet endelig påbegynder debatten om fri bevægelighed for personer.
+Hr. formand, der er gudskelov i løbet af de sidste 30 år sket en ændring i fællesskabsretten fra, at personers frie bevægelighed betragtes udelukkende som et økonomisk anliggende - funktionel bevægelighed - til, at den betragtes som en personlig ret. Det har betydet en masse store ord om borgernes Europa, men mentaliteten i medlemsstaternes forvaltninger har ikke ændret sig synderligt, som fru Wallis påpegede. Det betyder dog ikke, at jeg ikke kan se de økonomiske fordele ved den fri bevægelighed. Fru Boumediene-Thierys betænkning, som jeg gerne vil lykønske hende med, understreger, at man ved at lette bevægeligheden fremmer dynamik og økonomisk konkurrence. Så hvorfor ignorerer højresiden det? Men for De Liberale drejer det sig i virkeligheden om, hvorvidt medlemsstaterne tror på og respekterer tanken om et unionsborgerskab, som ikke blot tillader medlemsstaternes borgere og deres familier at bevæge sig frit, men som så vidt muligt også giver disse rettigheder til lovligt bosatte tredjelandsstatsborgere og deres familier, som desværre ikke er omfattet af Kommissionens beretning. Det er ekstremt irriterende, når Ministerrådet og de enkelte regeringer vrider hænder over den lave valgdeltagelse ved EU-valg, igangsætter kampagner om folkets Europa med balloner og plasticposer og forsøger at vinde borgernes stemmer i folkeafstemningskampagner, samtidig med at de holder fast i de bureaukratiske regler, når de samme borgere har den frækhed at forfægte deres lovlige ret til fri bevægelighed. De regler er alligevel alt for komplicerede. Vi har brug for en fuldstændig ændring for at gøre den uhindrede udøvelse af den frie bevægelighed mere strømlinet og krystalklar. Det er kun rimeligt. Som fru Wallis sagde, skal det være lige så let for folk at krydse grænserne, som det er for kartofler eller enhver anden vare.
+Hr. formand, vi støtter fru Boumediene-Thierys betænkning. Det er på tide, vi sikrer, at princippet om lige rettigheder respekteres. Det er på tide, vi bringer mistænkeliggørelsen af indvandrerne til ophør. Der er medlemsstater, som nægter studerende opholdstilladelse, uagtet at disse er indskrevet ved en anerkendt uddannelsesinstitution, med henvisning til, at de har skiftet studieretning eller ikke gør tilfredsstillende fremskridt. Sådanne anliggender burde henhøre under uddannelsesinstitutionernes kompetence. Den grundlæggende mistillid fostrer de mange foranstaltninger med baggrund i hensynet til den offentlige orden og den yderst kritisable anvendelse af dobbeltstraf. En lovovertrædelse straffes ikke blot med fængsel, men for udlændinges vedkommende også med systematisk udvisning. En sådan udvisning betegner en krænkelse af princippet om lighed for loven, jf. artikel 7 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Der er endvidere behov for at gøre det enklere at opnå og forlænge en varig opholdstilladelse for indvandrere. Usikkerhed med hensyn til opholdstilladelse er grobund for usikre ansættelsesforhold, diskrimination og udnyttelse. Endelig er det på tide, at vi udvikler et unionsborgerskab beroende på ophold og sikrer, at tredjelandsstatsborgere opnår stemmeret. Dette er en afgørende forudsætning, hvis vi vil bekæmpe fremmedhad og racisme i Europa.
+Hr. formand, som det allerede er blevet sagt af de ordførere, der talte før mig, er retten til fri bevægelighed - selv om den betragtes som et af de vigtigste aspekter af den grundlæggende ret til unionsborgerskab - en ret, der alt for ofte er udsat for mange begrænsninger, hvilket vi også kan se af det store antal andragender til Europa-Parlamentet om netop dette emne. Først og fremmest vil jeg gerne komme ind på et punkt, der lægges vægt på i betænkningen, nemlig nødvendigheden af at hindre alle de misfortolkninger og alt for snævre fortolkninger af begrebet "offentlig orden", som nogle medlemsstater praktiserer. F.eks. bør en person, der har boet i et land siden sin barndom - eller i hvert fald i mange år - og som derfor har nogle stærke kulturelle, sociale og familiemæssige bånd til dette land, ikke udvises, hvis ikke vedkommende har gjort sig skyldig i en forbrydelse, der reelt betragtes som alvorlig ifølge opholdslandets straffelov. Desværre er det meget ofte det modsatte, der er tilfældet. Et andet punkt, jeg gerne vil komme ind på, er medlemmerne af visse kongefamilier, f.eks. den italienske, som - selv om de bestemt ikke udgør nogen trussel for den nationale sikkerhed - ikke til fulde kan udøve deres legitime ret til fri bevægelighed. Efter min mening er tiden for alvor inde til, at vi tager disse spørgsmål ordentligt op og virkelig fjerner hindringerne for den frie bevægelighed, og det er netop - sådan som det blev sagt - fordi det måske er nemmere for kartofler eller varer at bevæge sig frit rundt i Europa, end det er for borgerne.
+Retten til fri bevægelighed og bosættelse er indeholdt i europæiske traktater og gælder alle borgere, og den må kun nægtes i undtagelsestilfælde, hvor der er tale om en egentlig trussel mod den offentlige orden. Så meget mere besynderligt er det derfor, at der 50 år efter underskrivelsen af Menneskerettighedskonventionen, som ironisk nok blev underskrevet i Rom, og et år efter Amsterdam-traktaten, som opretholder disse rettigheder, er én europæisk familie, som i øvrigt har været en del af kontinentets historie i tusind år, der nægtes de fundamentale rettigheder, som min kollega nævnte. Watson-betænkningen kræver retten til familiesammenføring, og Boumediene-Thiery-betænkningen kræver retten til fri bevægelighed og bosættelse, også for tredjelandsstatsborgere og dømte kriminelle. Den nævnte familie er kongehuset Savoyen i Italien, men den østrigske og græske regering begår også mindre overtrædelser over for deres kongehuse. Den 13. overgangsartikel i den italienske grundlov, som absurd nok kaldes en "overgangsartikel", selv om den stadig er i kraft efter 53 år, er ikke blot en overtrædelse af europæiske traktater, men også kønsdiskriminerende, idet den kun gælder mandlige kongelige efterkommere, uanset hvor langt ude, af det indskrænkede monarkis kong Victor Emanuel, som blev dømt skyldig i at have underskrevet uacceptable fascistiske love under krigen. Ironisk nok kan efterkommere af Mussolini ikke blot bo i Italien, men en af dem sidder faktisk i det italienske parlament. Den artikel er en skændsel, og den er forældet, og alle medlemmer af Parlamentet, også antiroyalisterne, bør sammen med mig opfordre den italienske regering til at tillade en uskyldig europæisk familie at vende tilbage til sit fødeland, hvor den ikke udgør nogen som helst trussel mod den offentlige orden eller stabilitet i Den Italienske Republik. Vi kan kun opfordre til, at alle europæiske borgere får flere rettigheder, hvis alle deres rettigheder gælder uanset oprindelse og uden at diskriminere. Denne sag rækker langt videre end til enkelte familier og rammer lige ned i EU's respekt for sine egne love og traktater. Enten har vi en Europæisk Union baseret på loven, eller også har vi ikke. Jeg vil derfor anbefale, at Parlamentet stemmer for mit ændringsforslag 14.
+Må jeg lykønske fru Boumediene-Thiery med hendes betænkning om særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. Det er en vældig god betænkning. Desværre kan jeg på to minutter kun nå at tale om nogle af dens mangler. For det første, at Kommissionen ikke har taget højde for de 12-14 millioner tredjelandsstatsborgere, som bor lovligt i EU, som udsættes for diskrimination, og som de facto kan bevæge sig frit uden for EU's østater, men ikke de jure, hvilket selvfølgelig skaber situationer, hvor de udnyttes på ulovlig vis. Med al respekt for ordføreren må jeg sige, at vi også har problemer med en række områder, som hun ikke har behandlet, f.eks. spørgsmålet om fodboldhooliganer. Jeg går generelt ind for den frie bevægelighed, men jeg mener, at den skal begrænses. Jeg mener normalt ikke, at personer, som ikke er tidligere straffede, skal forhindres i at bevæge sig frit, men Europa har et problem, som ignoreres på europæisk plan. Europol bør benyttes til at forhindre den frie bevægelighed for personer, som er dømt for fodboldrelaterede forbrydelser, for at sikre, at de ikke forårsager de samme optøjer som i forbindelse med tidligere verdensmesterskaber og europamesterskaber. Jeg mener også, at man skal håndhæve bestemmelserne af hensyn til den offentlige orden, når det gælder om at forhindre den frie bevægelighed for tyske nynazister, som i Danmark fremstiller materiale, der benægter, at Holocaust har fundet sted, med den klare hensigt at genimportere det til Tyskland, hvor det er ulovligt. Jeg håber, at den danske regering vil benytte bestemmelserne i dette tilfælde. Vi skal ligeledes sikre os, at systemet ikke misbruges. Jeg håber naturligvis, at den frie bevægelighed for personer, som er så uheldige at være hiv-positive, ikke på nogen måde begrænses af hensyn til den offentlige sundhed. Jeg er principielt enig med hr. Tannock. Selvfølgelig skal de kongelige familier i Europa have lov at bevæge sig frit. Men jeg er ikke enig i hans prioritering. I lyset af at vi ignorerer 12-14 millioner lovligt bosatte personers rettigheder, så er to familiers rettigheder relativt ubetydelige.
+Hr. formand, jeg vil gerne først udtrykke min enighed med alle dem, der har peget på, at det spørgsmål, som vi nu diskuterer, vedrører kernen i unionsborgerskabet. Vi kunne sige det sådan, at denne rettighed er med til at give unionsborgerskabsbegrebet et praktisk og konkret udtryk, hvor den store udfordring, som vi lige nu står over for, er at omsætte denne juridisk anerkendte rettighed til konkret virkelighed i borgernes hverdag. Jeg er også enig med dem, der har gjort opmærksom på, at gennemførelsen af disse direktiver er gået for sig særdeles langsomt og på en ligefrem ukorrekt måde i visse tilfælde. Vi er også nødt til at tage fat på de vanskeligheder, der er opstået ved gennemførelsen af direktivet om de særlige foranstaltninger med hensyn til unionsborgeres rejse og ophold, som er begrundet i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed, hvor der bør findes retningslinjer ikke blot for medlemsstaterne, som hidtil har fortolket direktivets bestemmelser ret forskelligt, men også for borgerne om de rettigheder, der tilkommer dem. Medlemsstaterne kan begrænse unionsborgernes ret til fri bevægelighed især, hvad angår indrejse til og udvisning fra deres territorium samt udstedelse og fornyelse af opholdstilladelse, hvis dette begrundes i hensynet til den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed. De må dog i et EU, der hviler på retsstatsprincipper, på respekt for menneskerettighederne og især på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og - inden længe - på et charter om de grundlæggende rettigheder, ikke misbruge disse beføjelser. Det har været i denne betydning, at disse undtagelsesbestemmelser for den fri bevægelighed har fået en restriktiv fortolkning. Til slut, hr. formand, vil jeg gerne udtrykke min enighed med hr. Hernández Mollar, der har støttet forslaget fra Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked med henblik på at samle de forskellige tekster i én direkte anvendelig forordning, som ville blive det første dokument om unionsborgerskabet, og som ville stille alle nødvendige oplysninger om de borgerlige rettigheder til rådighed ikke blot for borgerne, men også for de instanser i medlemsstaterne, der har til opgave at gennemføre den gældende lovgivning.
+Hr. formand, hr. kommissær, ligesom Hernández Mollar - som jeg gerne vil takke for hans begejstring for ændringsforslag 15, der er indgivet af mig personligt - er jeg også af den opfattelse, at dette dokument bør forkastes, hvis ikke PPE-Gruppens ændringsforslag bliver godkendt. Jeg er enig i ændringsforslag 14 af hr. Tannock, som går ind for fri bevægelighed for arvingerne til det italienske og græske monarki, og som rækker monarkiet en hjælpende hånd. Med ændringsforslag 15 rækker jeg personligt pensionisterne en hjælpende hånd, for selv om denne betænkning gør det lettere for tredjelandsborgerne at bevæge sig rundt i Europa, bevarer den EU-borgernes - og navnlig de handicappedes - bevægelsesvanskeligheder inden for EU. Da jeg skulle afsted fra Orio al Serio-lufthavnen ved Bergamo for at rejse til Strasbourg, mødte jeg en meget gammel pensionist - han var 80 år - der fortalte mig, at han gerne ville til Paris, hvor han kan bo hos sin datter, men at det ikke kan lade sig gøre, uden at han mister sin italienske pension, som er det eneste, han har at leve af. En anden, som er 100% invalid, fortalte mig, at han gerne ville til London, men at det ikke kan lade sig gøre, fordi han i så fald mister sin pension. Endelig var der en tredje, som fortalte mig - han var handicappet og sad endda i kørestol - at han gerne ville besøge sin bror, men hvis han gjorde dette, ville han miste støtten til sin handicaphjælper. Vores målsætning må derfor være, at der skal være fri bevægelighed i Europa for handicappede og pensionister.
+Hr. kollega Fatuzzo! De har fået mig til at overveje nøje, hvor jeg vil rejse hen, når jeg bliver gammel. Hr. kommissær Vitorino har ordet.
+Hr. formand, jeg vil gerne på Kommissionens vegne takke fru Boumediene-Thiery og alle, der har bidraget til denne debat. Indførelsen af unionsborgerskab har for Kommissionen betydet behov for nytænkning i retlig og politisk henseende. Kommissionen vil drage de heraf følgende konsekvenser, når det gælder lovgivningsinitiativer, og når det gælder den praktiske udmøntning i form af administrative procedurer. Kommissionen håber således, at Europa-Parlamentet vil støtte Kommissionens fremtidige initiativer i denne henseende. Hvad angår det foreliggende beslutningsforslag, vil jeg kommentere enkelte bemærkninger rettet direkte til Kommissionen. Jeg føler mig overbevist om, at de tre direktiver om opholdsret for personer uden for arbejdsstyrken har sikret tusindvis af unionsborgere opholdstilladelse, uden at dette har givet anledning til nævneværdige problemer. Imidlertid er der eksempler på kritisabel anvendelse af de omhandlede direktiver. Jeg kan forsikre, at Kommissionen altid griber ind og bestræber sig for at gøre dette på håndfast og konsekvent vis, om end denne indgriben ikke altid er synlig. Findes der i sådanne tilfælde ikke en løsning, tilgår der den pågældende medlemsstat en begrundet udtalelse fra Kommissionen. Hundredvis af klager fra borgerne finder således en tilfredsstillende administrativ løsning via udenretslige procedurer. Der er ganske vist også eksempler på, at medlemslandene i overdreven grad angiver hensynet til den offentlige orden som begrundelse for at udvise statsborgere fra andre medlemsstater. Jeg kan imidlertid forsikre, at antallet af sådanne tilfælde er nedbragt, og at Kommissionen i sådanne tilfælde konsekvent træffer de fornødne foranstaltninger i overensstemmelse med fællesskabsretten. Nøje overholdelse af fællesskabsretten er imidlertid ikke en tilstrækkelig garanti for, at der ikke sker krænkelse af unionsborgernes ret til fri bevægelighed, alene på grund af de mange hindringer for udøvelsen af den frie bevægelighed, som fortsat består som følge af fællesskabsrettens ufuldstændighed på dette felt. Kommissionens anden rapport om unionsborgerskab har påpeget sådanne mangler i fællesskabsretten. Det samme har den rapport, som Kommissionen i 1997 fik forelagt af Gruppen på Højt Plan vedrørende Fri Bevægelighed for Personer under forsæde af Simone Veil. Lad mig også minde om formiddagens debat om direktivet om ret til familiesammenføring og konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i Tampere. Det pålægges i den sammenhæng Kommissionen at fremsætte forslag til anerkendelse af vilkår for optagelse, indrejse og ophold samt forslag til lovligt bosatte tredjelandsstatsborgeres retsstilling i EU. Kommissionen arbejder for øjeblikket med disse spørgsmål. Kommissionen deler derfor også de synspunkter, der er fremført fra flere medlemmers side, når det gælder behovet for en gennemgribende revidering af de eksisterende tekster med henblik på at udarbejde et samlet retsforskrift, som sikrer uhindret udøvelse af retten til frit at færdes og tage ophold og udstikker betingelserne herfor. Denne revidering indgår i Kommissionens handlingsprogram for 2000 og er allerede under udarbejdelse. Der tages udgangspunkt i udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit, idet udøvelsen af disse rettigheder ikke som hidtil forbindes med de omhandlede personers økonomiske situation, men derimod forbindes med et begreb og en retsstilling, som følger direkte af unionsborgerskabet. Unionsborgerskabet nødvendiggør en fælles ordning vedrørende fri bevægelighed og ophold, hvis begrebet skal have reelt indhold i overensstemmelse med de politiske mål for det europæiske samarbejde.
+Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0196/2000) af Schörling for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (C5-0180/2000 - 1996/0304(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet.
+Hr. formand, jeg er meget glad for at være blevet betroet at være ordfører for andenbehandlingen om SMV-direktivet, som jeg mener udgør et vigtigt skridt mod en ny holdning i miljøpolitikken. Jeg vil takke alle kolleger i Miljøudvalget, Kommissionen og især det portugisiske formandskab for et udmærket samarbejde. Dette direktivforslag handler om strategiske miljøvurderinger (SMV), hvilket kort indebærer en systematisk proces for at identificere, analysere og bedømme påvirkningen af og den mulige indvirkning på miljøet af planer og programmer. Dette skal gøres på et så tidligt tidspunkt i planlægningen som muligt, bl.a. for at man kan finde alternative løsninger, inden man går videre i beslutningsprocessen. Der skal udfærdiges en miljørapport, som skal være tilgængelig for miljømyndigheder, offentligheden og miljøorganisationer, som også skal have tid til at reagere på rapporten. Dette er et meget vigtigt direktiv for hele Fællesskabets miljøpolitik, så man kan få et instrument, der gør det lettere at leve op til de forpligtelser, som er blevet fastsat i traktaten og i andre overenskomster om en holdbar udvikling og om, at forsigtighedsprincippet skal tages i betragtning. En moderne miljøpolitik, som lever op til sit navn, skal gøre alt for, at der ikke skal opstå miljøskader, og for at miljøet bliver mindst muligt påvirket. I dag er det ofte sådan, at man forsøger at identificere og reparere skaderne, efter at de er opstået. Vi skal lære allerede i planlægningsfasen at undgå og begrænse de negative følger og indvirkningen på miljøet ved hjælp af politiske områder, planer og programmer. SMV-direktivet udgør et meget vigtigt skridt i retning af en sådan holdning. Desværre er de politiske områder ikke med i dette direktivforslag, til trods for at de var med i Kommissionens oprindelige forslag fra 1991, og til trods for at alle forskere inden for området faktisk tager det for givet, at de politiske områder også skal omfattes af en SMV, en strategisk miljøkonsekvensvurdering. Det har ikke været muligt at opnå dette i Rådet, men Miljøudvalget har ment, at de politiske områder også skal medtages i den undersøgelse, der skal laves om fem år. Dette behandles i ændringsforslag 2 og 21. Et afgørende argument, da Kommissionen endelig fremlagde dette forslag i 1996, var, at bedømmelsen på projektniveau kommer alt for sent ind i beslutningsprocessen. Dette er faktisk et af hovedpunkterne i direktivet - at man skal komme tidligt ind i beslutningsprocessen. Ved førstebehandlingen havde Europa-Parlamentet ganske mange synspunkter. Man syntes, at forslaget gik i den rigtige retning, men at det var alt for mangelfuldt på mange områder. Parlamentet fremlagde 29 ændringsforslag, af hvilke 15 mere eller mindre går igen i den fælles holdning. For at en SMV skal blive et virkeligt brugbart instrument, skal rækkevidden i direktivet være tilstrækkelig stor, og miljørapporten og vurderingerne skal naturligvis være af meget høj kvalitet. Rådet har nu i den fælles holdning forværret teksten på en række områder, bl.a. netop med hensyn til direktivets rækkevidde og definitionen af, hvad der skal omfattes af direktivet. Selv Kommissionen var meget, meget kritisk over for denne fælles holdning, fordi den er blevet alt for begrænset i forhold til den oprindelige tekst. Miljøudvalget har forsøgt at genskabe lidt af balancen, bl.a. via ændringsforslag 6 og 7, som gør rækkevidden større, ved ikke kun at begrænse det til planer og programmer, der er knyttet til VVM-projektet. Det kan ikke tillades, at hele kategorier af planer og programmer undtages. Vi kan heller ikke acceptere, at finansielle planer og hele forsvarssektoren bliver undtaget fra SMV-vurderinger. Dette bliver behandlet i ændringsforslag 10, hvor der også står, at strukturfonde naturligvis også skal omfattes af SMV i næste omgang. Andre ændringsforslag, der forbedrer direktivet, handler om større åbenhed og indsigt og om, at man også skal samarbejde og rådføre sig med lande uden for Fællesskabet. Personligt er jeg meget overrasket over ændringsforslag 26 fra Nassauer og 29 andre medlemmer, som vil afvise den fælles holdning. I udvalgets behandling blev denne mulighed overhovedet ikke nævnt. Det er klart, at de er i deres fulde ret til at foreslå dette, men mener de virkelig, at EU's miljøpolitik er et udenomsværk, som ikke er forpligtende? Skal Europa-Parlamentet bare være ligeglad med traktatteksten, med enigheden fra Cardiff, med det femte miljøprogram osv.? Jeg synes faktisk ikke, at forslaget er rigtigt seriøst. Ændringsforslag 11 og 31 bekymrer mig også en smule. Især i ændringsforslag 11 står der, at medlemslandene skal definere, på hvilket niveau SMV skal udføres, hvis planer og programmer indgår i et hierarkisk system. Dermed stilles der faktisk spørgsmålstegn ved hele idéen med at oprette en SMV, så jeg håber, at disse ændringsforslag ikke bliver vedtaget.
+Hr. formand, dette er et lille, men betydningsfuldt skridt til at udvide medlemsstaternes forpligtelser til at foretage strategiske miljøvurderinger af planlægningsrammerne samt de faktiske planer, hvor en gennemførelse ville eller kunne have en betydelig negativ indvirkning på miljøet. Alle medlemsstaterne stemte for den fælles holdning, men visse af dem gjorde det klart, at de ikke ville gå ret meget længere. Det er vores opgave at præcisere og ændre på en ansvarlig måde, og på vegne af PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Schörling, med hendes arbejde og hendes høring af os. Vi vil dog afvise nogle af hendes ændringsforslag, navnlig dem, der forsøger at udvide systemet, så det omfatter alle økonomiske planer, forsvaret og civilforsvaret, høringer ud over, hvad der er rimeligt, samt de generelle politikker, hun netop har nævnt, og som mere ligner en ønskeseddel end egentlige forslag. Vi er dog enige i, at det ikke giver mening at udelukke projekter, som helt eller delvis finansieres af EU, navnlig strukturfondene, og vi er helt enige i, at det giver god mening at tale med nabostater uden for EU. Vi er enige i, at rapporteringen skal være tilstrækkelig, ikke blot om de miljørisici, som identificeres ved vurderingen, men også om, hvad man vil gøre for at mindske eller fjerne dem. Vi skal selvfølgelig også overveje ændringsforslag 26, som afviser den fælles holdning, på vegne af visse af vores tyske kolleger. Jeg forstår godt mine tyske og italienske kollegers betænkeligheder. De skyldes den måde, visse regeringer og lokale myndigheder har valgt at gennemføre vurderingerne på. Disse regeringer giver miljøvurderingen og Europa et dårligt ry på grund af deres egne fejltagelser, og de bør se nøje på deres interne politik. Det er imidlertid en nærhedsforanstaltning, som overlader detaljerne til medlemsstaterne. Det er ikke EU, som kontrollerer den lokale planlægning. Den sikrer dog, at planlægningen i forbindelse med vores respektive grænser tager højde for miljøet inden for og på tværs af grænserne, når man skal nå til enighed om planlægningsrammerne. Vi mener, at det er en god ting, og PPE-DE-Gruppen vil derfor ikke støtte ændringsforslag 26, men vil stemme for den fælles holdning. Vi vil så stemme for de ændringsforslag, som vi støttede i udvalget, og for et yderligere afklarende ændringsforslag, som er fremsat siden da, men vi vil gå imod de ændringsforslag, som vi mener går for vidt i forhold til, hvad der er ønskeligt, praktisk muligt og acceptabelt.
+Hr. formand, det direktiv, vi nu skal vedtage, udgør et vigtigt fremskridt. Pligten til at foretage en undersøgelse af indvirkningen på miljøet i en meget tidlig fase af den fysiske planlægning gør det nemlig muligt at tage fuldstændigt højde for miljøproblematikkerne, lige fra planerne og programmerne for fysisk planlægning udarbejdes. Unionen har endelig forstået, at den ikke længere skal nøjes med en efterfølgende udbedring af de skader, som en blind planlægning resulterer i, men at disse skader skal forebygges så tidligt som muligt. De ændringsforslag, der blev vedtaget i Miljøudvalget, har medført nogle betydelige forbedringer af Rådets fælles holdning. Man har for det første sagt, at hvis direktivets anvendelsesområde skal have en reel indflydelse på medlemsstaternes vaner, skal det være så omfattende som muligt. Jeg mener i den forbindelse, at de planer og projekter, der finansieres af strukturfondene, absolut bør falde inden for direktivets anvendelsesområde, eftersom de praktisk taget repræsenterer alle de gennemførte programmer, navnlig i de tilbagestående regioner. For det andet har man stadfæstet princippet om, at offentligheden og de organisationer, der har interesse heri, skal høres og informeres under hele vurderingsprocessen, hvilket også er i overensstemmelse med Århus-konventionen. Jeg er således af den opfattelse, at der alt i alt er tale om en god tekst. Jeg kan godt forstå bekymringerne hos de kolleger, som kommer fra lande med en føderal statsform, og som frygter, at de lokale myndigheder bliver overbebyrdet med arbejde. Jeg mener dog, at de foretagne ændringer, navnlig med ændringsforslag 19, 29 og 31, er tilstrækkelige til at undgå, at de to direktiver overlapper hinanden, og til derimod at sikre respekten for miljøet.
+Hr. formand, hver dag bliver vi gjort opmærksomme på, at miljøet ændrer sig. I søndags lyttede jeg til et svensk radioprogram, hvor det blev sagt, at man i det mellemste Sverige må indstille sig på, at nedbøren vil stige med 50% i de nærmeste par år. På en måde er miljøspørgsmålene altid med i den offentlige debat i dag. De skal derfor også på en bedre måde blive en del af det politiske arbejde. Derfor vil jeg lykønske fru Schörling med en rigtig god betænkning, som anfører, at miljøaspekterne skal medtages på et tidligt tidspunkt. Miljøspørgsmålene skal i princippet gennemsyre al virksomhed, måske frem for alt den økonomiske. Når det drejer sig om planer, byggeplaner osv., er det naturligvis passende, som det bliver foreslået i denne betænkning, at man tager hensyn til miljøaspekterne så tidligt som muligt, så man kan undgå at begå fejl, undgå øgede omkostninger og ramme plet så hurtigt som muligt. Jeg synes, at det er meget vigtigt og godt, at fru Schörling nævner, at direktivets rækkevidde bør øges. Det er passende, at økonomisk virksomhed kommer med i miljøvurderingen. Det er naturligvis klart for EU, som bruger en meget stor del af budgettet på landbrugsområdet og på regionalpolitikken, på strukturfondene, at disse områder bliver vurderet ud fra miljømæssige synspunkter. Vi kan ikke gå ind og gøre det med det samme, men så hurtigt som muligt, når der kommer nye planer. Det er urimeligt, at vi i dag støtter virksomheder med EU-midler inden for disse sektorer, som vi i andre sammenhænge bekæmper ud fra miljømæssige synspunkter. Vi skal forsøge at skabe et system, hvor vi tænker miljømæssigt fra starten, også når det handler om økonomiske spørgsmålsformuleringer. Dette er et stort og vigtigt spørgsmål. Jeg er klar over, at store dele af Parlamentet ikke er enig med mig, men jeg og min gruppe støtter fru Schörling fuldt ud i denne forbindelse.
+Hr. formand, jeg skal ganske kort tale om fire emner, som Miljøudvalget har drøftet meget. Vi går i grunden ind for Miljøudvalgets og ordførerens forslag. For så vidt angår medtagelsen af nogle af sektorerne i direktivet, navnlig udvindings- og forsvarsindustrierne, mener vi ikke, de kan holdes udenfor. Naturligvis med de forholdsregler, der er nødvendige. Jeg ønsker ligeledes at understrege medtagelsen af forvaltningen af vandressourcerne. I Spanien vil regeringen snart fremlægge en ambitiøs plan, den Nationale Vandplan, som uden tvivl vil få indvirkning på de steder, hvor den sættes i værk. Vi mener, det er absolut nødvendigt, at man foretager disse evalueringsundersøgelser. Offentlighedens rolle, gennemsigtigheden, er ligeledes meget vigtig for os. Der er et direktiv, 313, om retten til information, som medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder gang på gang har undladt at omsætte. Man bør ligeledes medtage undersøgelsernes kvalitet og emnet om sundheden blandt de betydningsfulde påvirkede sektorer. En god miljøkvalitet og et godt helbred er tæt forbundne med hinanden.
+Hr. formand, jeg er glad for denne mulighed for kort at bidrage til debatten og anerkende den positive rolle, Parlamentet har spillet ved at sætte de højeste standarder for miljøbeskyttelse. Der er selvfølgelig omkostninger forbundet med miljøledelse, men ligeledes et økonomisk udbytte, som det er svært at sætte tal på, men som ikke desto mindre er en realitet. Det foreslåede direktiv, som kræver, at der gennemføres en miljøvurdering, før der kan vedtages en lokalplan, giver god miljømæssig og økonomisk mening. Vi har alt for ofte set, at dyre udviklingsplaner ikke er blevet til noget på grund af miljømæssige overvejelser, som man ikke havde taget højde for i den indledende planlægningsfase. Endelig vil jeg gerne appellere til de professionelle planlæggere om at bruge deres sunde fornuft og tage hensyn til de offentlige repræsentanters og lokalgruppers meninger. Den firkantede måde, det hidtil er blevet grebet an på, har ikke altid opfyldt borgernes krav på dette vigtige område. Akademikerne må ikke få eneret på planlægningen. De folkevalgte medlemmer må være mere omhyggelige, når de fastlægger en udviklingspolitik, som i sidste ende påvirker unionsborgerne.
+Hr. formand, strategisk miljøvurdering er et instrument, som myndigheder kan benytte til at vurdere om planlagt politik, planer og programmer passer ind i konceptet om varig udvikling. Hermed opnår vi, at miljøet bliver bedre integreret i økonomien, når det tages i betragtning, at også de makroøkonomiske beslutninger skal være i overensstemmelse med en forudgående strategisk miljøvurdering. Det er derfor vigtigt, at offentlige ledelser fuldt ud indser, hvad fordelen er ved så vidt muligt at undgå miljøskader. Det er ligeledes vigtigt, at vi tydeligt fastlægger, for hvilke planer en miljøvurdering er nødvendig eller ej. Rådet har været intensivt beskæftiget med dette. Fremlæggelsen af politiske hensigter, herunder en miljøvurdering, for offentlige ledelser er en god ting. En offentlig ledelses beslutning kan i det tilfælde også være, at en plan, et program eller politiske hensigter ikke bliver til noget, men afblæses rettidigt, eller erstattes af et mere miljøvenligt alternativ. På den anden side er der en stor fare for, at der skal foretages en miljøvurdering for for mange planer og programmer. Hvis der gennemføres omfattende undersøgelser om planer og programmer, som næsten ingen miljøindvirkninger har, er det spildte ressourcer. Hvad der er værre er, at instrumentet som sådan derved svækkes. At involvere alle finansielle planer, som Miljøudvalget har foreslået, går i den henseende således for langt.
+Hr. formand, den bedste integrering af miljøanliggenderne på alle politikkens områder opnår vi ved at tage miljøsynspunkterne med i betragtning på så tidligt et stade af planlægningen som muligt. På denne måde undgår vi de problemer, som vi i øjeblikket har med at forene arealanvendelsen med erhvervslivets og borgernes forventninger. Der findes en strategisk miljøvurdering, som ud over den fysiske planlægning også berører programmer inden for bl.a. landbrugs-, transport-, turisme- og energiområdet. For at få alle disse væsentlige ting til at passe sammen og fungere på en bæredygtig måde både set ud fra et miljømæssigt og et socialt synspunkt, har vi behov for tilstrækkelig langsigtede planer. Langsigtede forstået på den måde, at de fungerer som reelle retningslinjer for forskellige foranstaltninger. I denne forbindelse må man takke betænkningens ordfører for et godt stykke arbejde. Det er ganske naturligt, at strukturfondsprogrammerne, planerne og foranstaltningerne er med, når vi behandler dette spørgsmål. Det er også vigtigt, at vi handler rigtigt på de forskellige niveauer, ikke for indviklet og bureaukratisk, men at vi hele tiden tager hensyn til den nye viden, der kommer frem. I den forstand er der måske opstået for stor frygt for overlapninger inden for initiativerne, men jeg håber, hvad dette angår, at der efter denne behandling kommer noget så godt som muligt ud af betænkningen.
+Hr. formand, kære kolleger, der er tale om et nyt instrument, som opfylder Amsterdam-traktatens artikel 6 om integration af miljøpolitikken i andre områder. Der er tale om en spæd spire, og vi ønsker alle, at det skal blive en succes. Jeg ønsker også, at det skal blive en succes hjemme hos mine borgere. Derfor stiller jeg nogle gange de spørgsmål, som de også stiller. Når jeg ser på Rådets forslag, går jeg ud fra, at en borger vil spørge: Hvordan kan det være, at man skal kontrollere noget, efter at Den Europæiske Union har udvalgt de planer og projekter, som skal finansieres af Den Europæiske Union selv? Det kan da ikke være rigtigt! Jeg er helt enig. Anvendelsesområdet skal udvides til områder, som finansieres af Den Europæiske Union. For det andet vil borgerne netop i Forbundsrepublikken Tyskland måske undre sig over, hvorfor der skal kontrolleres på delstatsniveau, på forbundsstatsniveau, på distriktsniveau og på kommunalt niveau, hvorved sagerne trækkes i langdrag. Det mener jeg ikke er forsvarligt. Det drejer sig om sagen og ikke om, at det samme bliver kontrolleret en gang til på hvert niveau. Derfor må vi tydeligt sige, at dobbeltarbejde skal undgås! Derfor støtter jeg udtrykkeligt ændringsforslag 31 af Guido Sacconi. Der er et tredje spørgsmål, som borgerne måske vil stille. Hvorfor sker der ikke noget, efter at man har kontrolleret og måske påvist bestemte konsekvenser? Derfor må vi gøre det klart, at ordningen er bindende. Det går ikke an, at man gennemfører en kontrol, hvorefter resultatet bliver arkiveret og forsvinder i arkiverne. Vi har brug for en bindende forpligtelse til at omsætte de resultater, der kommer frem. Derfor støtter jeg udtrykkeligt ændringsforslag 17 og 18, så vi kan få gennemført en større forpligtelse til at gennemføre miljøforanstaltninger efter kontrollen. Med disse bemærkninger ønsker jeg fru Schörlings betænkning held og lykke.
+Hr. formand, først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for hendes konstruktive, åbne og dialogvillige holdning over for alle de involverede parter - herunder Kommissionens tjenestegrene - som jeg håber gør det muligt, at vi alle endelig kan opnå et positivt resultat for dette direktiv. Derudover vil jeg fremhæve kvaliteten i den betænkning, som vi drøfter i dag, og jeg vil tale om, hvad der efter min mening udgør de største problemer, der er opstået i forbindelse med de forskellige forelagte ændringsforslag og indlæggene fra forskellige parlamentarikere, som jeg oprigtigt takker for deres synspunkter. Først og fremmest vil jeg blandt de vigtigste spørgsmål pege på de ændringsforslag, som betyder en udvidelse af det kommende direktivs anvendelsesområde. Den fælles holdning sondrer klart mellem de planer, hvortil den strategiske miljøvurdering er obligatorisk og de planer, hvortil det er nødvendigt at foretage en udvælgelse, en sigtning. Kommissionen går ind for dette forslag på den betingelse, at den fælles holdning forbedres, for ellers mener vi ikke, det vil være tilstrækkeligt. For det første bør der være en balance mellem de planer, der obligatorisk pålægges denne miljøvurdering, og de planer, der imidlertid skal underkastes en udvælgelse. For det andet skal direktivets anvendelsesområde under alle omstændigheder være tilstrækkeligt bredt og systematisk omfatte de planer, som har en betydningsfuld indvirkning på miljøet. Derfor støtter Kommissionen entusiastisk nogle af Europa-Parlamentets ændringsforslag, som udvider dette direktivs anvendelsesområde, og de gør det på en velafbalanceret måde, som f.eks. ændringsforslag 5, 2. og 5. del, som flere talere, f.eks. fru González, ud over ordføreren har henvist til, og hvor man foreslår også at medtage udvindingsaktiviteter, samt ændringsforslag 6. Imidlertid mener vi, at nogle ændringsforslag går for langt, når de kræver en strategisk miljøvurdering for planer, der temmelig sikkert ikke får nogen større indvirkning på miljøet. F.eks. ville ændringsforslag 5, 4. del, gøre disse evalueringer obligatoriske for alle planer i de sektorer, der fremsættes i direktivet. Ændringsforslag 10, 3. del, ville betyde en unødvendig byrde for medlemsstaterne. Nogle ændringsforslag begrænser anvendelsesområdet endnu mere, og de modsiger faktisk det, jeg lige har påpeget. Nogle ændringsforslag ville reducere anvendelsesområdet som ændringsforslag 3, der begrænser anvendelsesområdet til de planer, der er finansieret af Den Europæiske Union eller ændringsforslag 11 og 31, som gør det muligt for medlemsstaterne at vælge det planlægningsniveau eller -niveauer, hvorpå disse strategiske miljøundersøgelser skal udføres. På denne måde ville man udelukke en lang række planer med indvirkning på miljøet. Hvis Europa-Parlamentet nu vedtog disse ændringsforslag sammen med dem, der i anvendelsesområdet medtager de planer, som ikke har nogen betydningsfuld indvirkning, så tror jeg, vi i sidste ende ville få en internt usammenhængende tekst. Disse ændringsforslag ser ud til at være inspireret af angsten for at gentage vurderingen. En angst, der efter min mening ikke er tilstrækkeligt berettiget. Planlægningen plejer at blive gennemført på forskellige niveauer, hvor hvert enkelt niveau har sine egne specifikke træk. Gennemførelsen af evalueringer på forskellige planlægningsniveauer er ikke en gentagelse af evalueringen, navnlig med de beskyttelsesforanstaltninger, der allerede er medtaget i artikel 4, 5 og 10 i den fælles holdning, som netop har til hensigt at undgå disse gentagelser, som f.eks. hr. Lange henviste til. For det tredje vil jeg pege på de ændringsforslag, som fastsætter sigtningsprocedurerne og definitionen på rækkevidden af evalueringen - ændringsforslag 7, 8 og 13 - planlægnings- og programmeringsprocedurerne for sigtningen og for definitionen af evalueringens rækkevidde, som kræver, at der gennemføres en sigtning sag for sag, med offentlighedens deltagelse i alle tilfælde. Jeg tror, at målsætningen med sigtningen og med definitionen af evalueringens rækkevidde er hurtigt og effektivt at afgøre, hvilke planer og miljøproblemer der er de mest alvorlige. Det vil kræve praktisk erfaring at fastsætte den bedste måde at behandle disse emner på. Derfor mener vi, det er for tidligt at fastlægge, at alle forhold berettiger en sigtning og en bred rækkevidde. Og således mener vi, at medlemsstaterne vil kunne gå længere end direktivet kræver, når de indarbejder bestemmelserne om sigtningen og definitionen på rækkevidden i deres egne nationale lovgivninger, og i denne henseende kan vi ikke acceptere disse ændringsforslag. Vi kan heller ikke acceptere det ændringsforslag, der betyder en afvisning af den fælles holdning - ændringsforslag 26 - som modsiger andre forslag. Jeg tror ikke, det er nødvendigt at påpege, at dette direktiv om strategisk miljøvurdering er et nøgleinstrument til at integrere miljøet i politikkerne og til at fremme den varige udvikling i Den Europæiske Union. Jeg mener, at afvisningen af den fælles holdning ville betyde et hårdt slag mod disse principper, som ligger i hjertet af traktaterne, og som bør inspirere alle vores politikker. Jeg forstår, at det for nogen af Dem kan forekomme utilstrækkeligt, men man skal vide, at det perfekte nogle gange kan være det godes fjende. Jeg mener, der skal findes noget acceptabelt, som betyder et skridt frem, i stedet for at ende i en blokeringssituation. Hr. formand, efter nøje at have set på alle ændringsforslagene, kan jeg sige, at Kommissionen kan acceptere ændringsforslag 1, 5 (2. og 5. del), 6, 12, 28 (1. del) og 29. Ændringsforslag 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige, at den strategiske miljøvurdering ikke er nødvendig), 10 (1. og 2. del), 15, 17, 18, 20, 23, 24 og 25 kan accepteres i princippet, men med en vis omskrivning af formuleringen. Imidlertid kan Kommissionen under ingen omstændigheder acceptere ændringsforslag 2, 3, 4, 5 (1., 3. og 4. del), 7, 8, 9 (den del, der drejer sig om kravet om at berettige behovet for en strategisk miljøvurdering), 10 (3. del), 11, 13, 14, 16, 19, 21, 22, 26, 27, 28 (2. del), 30 og 31.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren, hr. Bouwman, for hans arbejde med i en lang periode at forhandle dette meget tilfredsstillende forslag, der - som alle kolleger har sagt hidtil - vil betyde en omfattende reduktion af forureningen som følge af ulovlig dumpning i Europas have. Lad os standse op og tænke over problemets omfang. Hr. Bouwman henviste med rette til Erika. Det var en tragedie af enormt omfang og med betydelige og måske varige konsekvenser, men olieforureningen fra Erika er ingenting i forhold til mængden af bevidste olieforureninger langs vores kyster. Det er det problem, som dette forslag er rettet imod. Jeg er glad for, at det sker ved at kræve, at medlemsstaterne tilvejebringer tilstrækkelige faciliteter i alle deres havne, at deres skibe og skibsførere tvinges til at benytte dem, at afgiftssystemet er retfærdigt og afvejet, og frem for alt at 25% af skibene inspiceres med henblik på at sikre, at kravene opfyldes. Jeg bifalder især evalueringen inden for tre år, da min eneste betænkelighed er, om medlemsstaterne faktisk gennemfører den lovgivning, de nu har tilsluttet sig. Som hr. Jarzembowski alt for godt ved, er der stadig adskillige medlemsstater, som ikke inspicerer 25% af skibene som led i havnekontrollen. Og hvis de ikke gør det, hvem siger så, at de vil rette sig efter den nye lovgivning? Det er vores udfordring til dem: at sikre, at de retter sig efter denne meget værdifulde aftale, som vi forhåbentlig vedtager i denne uge.
+Hr. formand, jeg vil gerne indledningsvis lykønske vores kollega, Theo Bouwman, med det foreliggende resultat. Der herskede længe en vis usikkerhed om udfaldet af forligsproceduren, men jeg synes, vi kan sige, at dette er en god dag for søfarten. Den foreliggende tekst kan ses som første skridt i retning af en samlet løsning på problemerne vedrørende forurening fra skibe, med Erikas forlis i frisk erindring. Teksten er i flere henseender også en løsning på et problem, som er endnu mere vidtrækkende, nemlig den ulovlige og økologisk hensynsløse adfærd, som består i dumpning af driftsaffald og lastrester, som indebærer, at kulbrinter og forskelligartet affald udtømmes i betydelige mængder langs vores kyster. Det skal heller ikke skjules, at teksten er en sejr for Europa-Parlamentet, som hermed har fået indført et realistisk afgiftssystem trods Rådets modstand. Princippet om, at forureneren betaler, kan ikke anvendes i disse tilfælde, eftersom forureneren ikke kan identificeres. Skal vi løse dette problem, må vi derfor indføre et generelt gældende afgiftssystem, som indebærer, at der opkræves en fast afgift uafhængigt af skibenes faktiske brug af havnenes modtagefaciliteter. Jeg har kæmpet for dette synspunkt, uagtet at den franske regering indtog et andet synspunkt og udtrykte forbehold i denne anledning. Jeg glæder mig således over det fælles udkast. Blot må det ikke blive ved ordene. Det er vigtigt, at beslutningen føres ud i livet, og at medlemsstaterne nøje kontrollerer dens gennemførelse. Jeg vil tilføje følgende i min egenskab af fransk medlem af Europa-Parlamentet og som et af de medlemmer, der har kæmpet for dette resultat på trods af mit lands tøvende holdning i denne sag. Den foreslåede løsning favoriserer klart de store havne på bekostning af mindre havne, som ikke har de fornødne modtagefaciliteter. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til eventuelt med midler fra strukturfondene eller via andre finansieringskilder at yde den fornødne støtte til medlemsstaterne med henblik på indretning af modtagefaciliteter også i de mindre havne. Det er værd at understrege, at de mindre havne ofte spiller en vigtig rolle, når det gælder fysisk planlægning, ligesom de spiller en vigtig økonomisk rolle på regionalt og lokalt plan. Sikrer vi, at de mindre havne opnår støtte til anlæggelse af modtagefaciliteter, vil det foreslåede direktiv efter min opfattelse sikre, at vi når de ønskede resultater.
+Hr. formand, først vil jeg lykønske ordføreren med en god beslutning. Jeg plejer ikke at gøre det offentligt her i Parlamentet, men når der er grund til det, takker jeg ordføreren og de andre, som har arbejdet med betænkningen. Som min kollega Stenmarck sagde, kender vi dette system fra østersøsamarbejdet. Siden marts 1998 har østersøanbefalingen forudsat et sådant system. Jeg vil dog sige, at til en vis grad er enigheden en skuffelse set fra et østersøperspektiv. Jeg vil også henvise til den lov, som vi har godkendt i Finland, hvor der står, at afgiften ikke må være afhængig af, hvor meget skibsaffald der afleveres i havn. I Finland har vi siden den 1. juni haft et sådan system for olieafgifter. I den forbindelse er enigheden en skuffelse. I de seneste dage har vi fået oplysninger om, at selv når det drejer sig om gråt vand og de eutrofierende forureninger, er forsætlige og uforsætlige udslip fra skibe den største forureningskilde i Østersøen. Vi er vant til, at princippet om, at den, som forurener, betaler, ikke gælder, når det drejer sig om olie, men også når det drejer sig om den øvrige eutrofiering, er der problemer. Vi ved, at alle har været udsat for et hårdt lobbyarbejde fra havneorganisationen i Europa, som hele tiden har været imod dette forslag. Resultatet er derfor rigtigt godt. Opfølgningen er dog yderst vigtig. Kommissæren har en erkendt stor interesse for havet og det rene miljø. Det er vigtigt, at der virkelig følges op på dette, så der kan vedtages eventuelle yderligere foranstaltninger efter behov. Dette er første skridt, men jeg konstaterer, at det er vigtigt, at vi har strengere bestemmelser for Østersøen, som måske endda er det allermest følsomme indhav i Europa.
+Hr. formand, Bouwman-betænkningen er resultatet af et langt forhandlingsforløb. Spørgsmålet har fået fornyet aktualitet i Frankrig med olietankeren Erikas forlis, om end den franske miljøminister ikke følte sig foranlediget til at afbryde sin ferie i den anledning. Den foreliggende betænkning bidrager til en løsning af problemerne i forbindelse med forurening af havene, idet den omhandler modtagefaciliteter til driftsaffald og lastrester fra skibe. Dumpning af disse former for affald har ikke mediernes bevågenhed i samme grad som skibsforlis, men det er ikke desto mindre den væsentligste forureningskilde, når det gælder havmiljøet. Det må imidlertid erkendes, at der ikke var behov for fællesskabsretlige bestemmelser på dette område, hvis medlemsstaterne havde truffet de fornødne foranstaltninger i henhold til den internationale konvention om forebyggelse af forurening fra skibe (Marpol). Det er ikke tilstrækkeligt at sætte skrupelløse kaptajner og redere under anklage, om end sådanne findes. Vi må erkende, at skibene ofte ikke har mulighed for at udtømme driftsaffald i havnene på grund af manglende modtagefaciliteter, ligesom der er store problemer forbundet med oplagring af affald, hvilket i sig selv stiller krav om anlæg til behandling af affald. Vi har dog vanskeligt ved at tro, at det skulle være så svært at pågribe skibe, der udtømmer affald i havet, i betragtning af at vi er i stand til at etablere satellitovervågning af landbrugsinstallationer. Vi stemmer imidlertid for den foreliggende betænkning, eftersom den styrker forureningsbekæmpelsen, og eftersom den udelukkende udstikker rammerne, mens det i et vist omfang overlades til medlemsstaterne selv at fastlægge de konkrete gennemførelsesforanstaltninger.
+Hr. formand, mine damer og herrer, det er mig en glæde i dag at deltage i debatten om vedtagelsen af direktivet om modtagefaciliteter i havne for driftsaffald og lastrester fra skibe. For det første vil jeg, som de tidligere talere allerede har gjort, lykønske ordføreren, hr. Bouwman, med det glimrende arbejde, han har udført. I løbet af denne tid har han været i stand til at kombinere beslutsomhed, fleksibilitet og intelligens for at opnå et acceptabelt resultat for alle institutionerne, som kan forbedre rengøringen af vores have. Jeg må f.eks. sige, at netop her i sommer var en af nyhederne i det land, jeg kender bedst, Spanien, at kysterne i syd var berørt af forurening fra rengøringen af bunden på nogle olietankere i internationale farvande. Dette er en af de 100.000 sager, som forekommer i løbet af året ved de europæiske kyster. Det handler om at se, hvordan vi, om ikke fuldstændigt stoppe - for jeg tror, at man dertil skal tage hensyn til havretten, som til en stor del tager udgangspunkt i, hvordan havene så ud i det 17. og 18. århundrede, hvor de intet havde at gøre med den nuværende situation - så i det mindste afhjælpe eller så meget som muligt begrænse, hvor det er muligt, disse meget skadelige virkninger på vores have. Jeg tror, vi er kommet til et punkt, der betyder et stort skridt fremad, og som på fornuftig vis vil forbedre havmiljøet over for nogle skibes forsætlige forurening - for ikke alle har denne praksis - i vores farvande. Alle støtter dette direktiv i sin nuværende udgave. Rederierne støtter det, fordi det vil gøre det muligt for dem at disponere over installationer til deres affald, som i nogle europæiske havne allerede findes, men desværre ikke i alle, navnlig i de små havne, hvor medlemsstaterne skal gennemføre en betydningsfuld investering. Havnene støtter det, fordi det vil gøre det muligt for dem at undgå, at deres investeringer i installationer af denne type betyder en konkurrencemæssig ulempe, som det desværre har vist sig at være nogle gange, eftersom der er havne, som gjorde sig store bestræbelser og andre, der ikke gjorde det. De mest engagerede sektorer støtter det på grund af problemet med affaldet og kampen for en varig udvikling. Jeg tror, at alle os, der er til stede her i Europa-Parlamentet og ligeledes repræsentanterne fra Rådet og Kommissionen kan tælle os selv blandt disse, ikke alene økologerne, men alle de personer, der er bekymret for denne type problemer. Vi mener, at spørgsmål som planlægningen af affaldshåndteringen, skibenes afleveringsforpligtelser, den forudgående varsling, kontrollerne - 25% af kontrollerne - en takstfastsættelse, som tilskynder til at anvende havneinstallationerne til at rense skibenes bunde, nødvendigvis vil bidrage til at reducere havforureningen. Og naturligvis støtter de tre institutioner, Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, direktivet, for vi ved, at det vil betyde noget positivt for vores borgere. Det ville have været beklageligt, hvis vi ikke havde været i stand til at opnå denne aftale, som alle havde ønsket og håbet. Jeg vil takke Rådet for dets fleksibilitet, dets konstruktive vilje, og ligeledes Europa-Parlamentet, navnlig ordføreren for det udførte arbejde i løbet af denne tid og forligsudvalget. Kommissionen har opnået nogle kompromiser, som har fremmet denne aftale, som betyder en specificering af, at "betydelig" betyder, at mindst 30% af havnenes rengøringsomkostninger for havnebundene bør være dækket generelt, ligegyldigt om man bruger disse havneinstallationer eller ej. Og hvis vi ser, at aktionerne i medlemsstaterne i løbet af de kommende tre år ikke er tilstrækkelige, og man ikke opnår de ønskede resultater, så forbeholder Kommissionen sig muligheden for at fremlægge et nyt direktiv, som klart fastlægger den minimumsprocentsats, som skal komme fra de generelle satser eller en obligatorisk sats i forbindelse med rengøring af de forskellige europæiske havne. Det er ligeledes Kommissionens ansvar at verificere, at denne kontrol på 25%, et andet nøgleelement i dette direktiv, bliver gennemført af medlemsstaterne. Jeg vil gerne endnu en gang takke Europa-Parlamentet for at holde fast ved behovet for en forstærket revisionsmekanisme til at revidere satssystemet, som uden tvivl vil gøre det muligt for os at komme videre og foretage en detaljeret undersøgelse af udviklingen af det nuværende system, som vi har sat i gang og af konsekvenserne for miljøet. Hr. formand, det er allerede blevet sagt i løbet af drøftelserne, at vi har lidt under chokket efter Erika-tragedien, men rengøringen af bundene betyder mere end en Erika om året ved de europæiske kyster. Derfor tager vi i dag et stort skridt fremad. Men derfor skal vi stadig fortsætte med de spørgsmål, der er forbundet med olietankerne og sikkerheden inden for handlen med forurenende stoffer som olien eller dens biprodukter. Det er spørgsmål, som vi håber ikke alene snart vil blive viderebehandlet her i Europa-Parlamentet og i Rådet, men ligeledes fuldført via supplerende initiativer, som ifølge Kommissionens meddelelse vil blive fremlagt snarest.
+Mange tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00. (Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.00)
+Fru formand, må jeg tage et øjeblik af Deres og Parlamentets tid og byde velkommen til en diplomatisk delegation fra Kasakhstan? De besøger Parlamentet i dag og i morgen for at gøre opmærksom på det tidligere sovjetimperiums atomprøvesprængningsprogram, som har haft en meget negativ betydning for deres land. De har oplevet 607 atomeksplosioner i atmosfæren mellem 1949 og 1990. Det har lagt dele af deres land totalt øde, og jeg håber, at Parlamentet vil lytte til, hvad de har at sige, på det seminar, som de holder i eftermiddag. Det er en kæmpeudfordring for dem at øge verdens opmærksomhed på dette problem, som stammer fra det tidligere Sovjetunionen. Vi skal også drøfte problemerne med den sunkne ubåd, hvilket er et andet atomlevn fra Sovjetunionen.
+Tak, hr. Provan, jeg skal med glæde byde denne delegation velkommen.
+Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens meddelelse om hr. Verheugens udtalelser om udvidelsen. Jeg byder Kommissionens formand, hr. Romano Prodi, velkommen. Jeg kan oplyse, at Kommissionens formand må forlade Europa-Parlamentet kl. 16.35, idet han skal deltage i millenniummødet i New York. Vi takker Kommissionens formand, fordi han har fundet tid til at deltage i denne debat, og jeg giver straks ordet til Kommissionens formand.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg ønskede personligt at afgive en meddelelse her i Parlamentet sammen med kommissær Verheugen for at gøre rede for den politiske betydning af hans interview den 2. september til Süddeutsche Zeitung og for den politiske betydning af en række efterfølgende pressemeddelelser. Kommissær Verheugen vil om lidt forklare Dem, hvad han sagde, og hvad der lå bag hans udtalelser. For mit eget vedkommende vil jeg gerne formelt bekræfte det ubetingede løfte, min Kommission har givet om at videreføre det fantastiske udvidelsesarbejde, over for Dem som parlamentsmedlemmer. Jeg har understreget flere gange, at udvidelsen er den vigtigste opgave, som Kommissionen har påtaget sig, idet den har forpligtet sig til at få udvidelsen på rette spor. Dette nye kapitel i Unionens historie skal skrives hurtigst muligt, hvilket er i overensstemmelse med de målsætninger, som Det Europæiske Råd og Kommissionen har sat sig, og som vi flere gange har gjort rede for her i Parlamentet. Som De ved, er der tale om en yderst kompleks operation set ud fra et politisk synspunkt, og med Deres kraftige og konstante støtte fortsætter Kommissionen med forhandlingsprocessen på en gennemsigtig og objektiv måde, hvor reglerne for det mandat, vi har fået, overholdes til punkt og prikke. Demokratierne i de lande, som bliver optaget i Unionen, er i færd med at gøre en kæmpe indsats, som vi hele tiden risikerer at undervurdere. Denne indsats skal dog modsvares af en stor politisk imødekommenhed fra vores side, og denne imødekommenhed skal komme til udtryk på mange måder. Det første udtryk for imødekommenhed, som jeg ikke kan lade være med at gentage endnu en gang, er, at Unionen skal være klar til at slå dørene op for de nye medlemmer senest den 1. januar 2003. Derfor er den vigtigste opgave, Unionen skal udføre for at skabe orden i eget hus, at man sidst på året i Nice skal nå frem til enighed om en institutionsreform af høj kvalitet, så vores system ikke bliver udvandet. Der er desuden et andet aspekt af den politiske imødekommenhed, som det er vores pligt at vise, nemlig at vi alle sammen skal gøre en indsats for, at der blandt borgerne bliver den størst mulige tilslutning til udvidelsen. Jeg frygter, at befolkningen endnu ikke er tilstrækkeligt overbevist om dennes fordele. Vores forsøg på at opnå en demokratisk støtte til dette historiske projekt er bestemt ikke et udtryk for, at vi ønsker at forsinke denne proces, men vidner derimod om, at vi gerne vil styrke den. Hvilke metoder og instrumenter, der er de rette til at sikre denne støtte i medlemsstaterne og i ansøgerlandene, er naturligvis et spørgsmål, som de selv skal afgøre. Navnlig de nationale procedurer for ratificeringen af udvidelsen er et spørgsmål, der henhører under den nationale kompetence. Det er bestemt ikke hverken Kommissionens eller kommissær Verheugens hensigt at blande sig i denne debat. Noget helt andet er, at vi dog alle sammen skal være med til at forklare vores medborgere, hvad det er, der står på spil. Det har altid været mit indtryk, at Parlamentet, som jeg står over for i dag, i høj grad bestræber sig på at gøre netop dette, nemlig på at forklare, forklare og atter forklare vores medborgere, at udvidelsen ikke er en trussel, men en på alle måder historisk lejlighed, navnlig når det gælder freden på vores kontinent. Alle kommissærernes oprigtige løfte om at gennemføre Kommissionens politikker er et kendetegn for mit formandskab, og Parlamentet ved, at hvis det bliver nødvendigt, kan jeg tage nogle passende instrumenter i brug for at sikre, at dette løfte bliver holdt. I det foreliggende tilfælde er jeg fuldstændig overbevist om, at Günter Verheugen er helt enig i Kommissionens politik, en politik, som Parlamentet har godkendt ved mange lejligheder. Jeg har således fuld tillid til, at han vil kunne sørge for en hurtig og positiv afslutning på udvidelsesforhandlingerne.
+Fru formand, mine damer og herrer, jeg er meget glad for denne forhandling, fordi den giver mig lejlighed til at komme med et uddybende og efter min mening også afsluttende ord om det interview, som har udløst denne storm. I dette interview gjorde jeg på personlig basis og i en rent tysk kontekst opmærksom på, at folkeafstemninger kan være nyttige for at inddrage borgerne i højere grad i forbindelse med store europæiske projekter, som ændrer statens forfatningsstruktur. Som eksempel nævnede jeg Maastricht-traktaten, ikke udvidelsen. Endelig sagde jeg også, at den tyske forfatning ikke giver denne mulighed. Ingen beklager mere end jeg, at denne udtalelse er blevet udlagt, som om jeg havde plæderet for en folkeafstemning om udvidelsen. Jeg præciserer hermed, at jeg ikke har rejst et sådant krav, hverken for Tyskland eller for noget andet land. Hvis man læser teksten objektivt og ikke støtter sig til andenhåndsberetninger, kan man ikke komme frem til noget andet resultat. Men hvad var det virkelige budskab? Budskabet var at sige, at vi ønsker udvidelsen, og vi ønsker den så hurtigt som muligt og så grundigt som nødvendigt. Mange, mange medlemmer her i Parlamentet ved, at jeg nu i et år lidenskabeligt har bestræbt mig på i direkte kontakt med borgerne i tiltrædelseslandene at gøre det klart, at vi virkelig ønsker disse nye medlemmer. Det, jeg forsøger at gøre, er at give en proces, som let kunne udarte i det rent tekniske, en sjæl. Vi vil sikre fred og stabilitet i hele Europa. Vi vil give unge demokratier en chance for at deltage i Europas politiske og økonomiske udvikling på lige fod. Vi vil styrke Europas rolle i den internationale konkurrence yderligere. Der findes ikke noget alternativ. Resultatet af udvidelsesforhandlingerne, siden Prodis Kommission trådte til, er positivt. De fremskridtsberetninger, som Kommissionen vil fremlægge til efteråret, vil vise, at ansøgerlandene har gjort væsentlige fremskridt og er ved at være modne til tiltrædelse. Kommissionen har i sinde til efteråret at foreslå nye elementer til forhandlingsstrategien, som skal gøre det muligt at føre forhandlingerne endnu hurtigere og tage hul på de substantielle centrale spørgsmål i forhandlingsprocessen. Jeg vil gerne slå fast, at disse fremskridt kun er mulige i et tæt samarbejde med medlemsstaterne og Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne udtrykkeligt takke Europa-Parlamentet for det fremragende samarbejde, og fordi det i hvert fald hidtil har støttet mig fuldt ud. Jeg anerkender også udtrykkeligt den positive rolle, som Europa-Parlamentet og dets medlemmer spiller i bestræbelserne på at oplyse menneskene i Europa om dette historiske projekt. Jeg har altid gjort mig til talsmand for at opnå en så bred støtte i befolkningen som muligt og at forklare de store fordele ved de nye medlemsstaters tiltrædelse i en bredt anlagt diskussion med borgerne. Vi må overbevise folk om, at udvidelsen vil bringe politiske og økonomiske fordele for begge sider fra starten af. Vi har brug for en bred demokratisk debat om dette historiske projekt. Det var denne grundtanke, der optog mig i interviewet. (Bifald) Det er bestemt ikke Kommissionens hensigt - og mindst af alt min - at indføre nogen form for nye politiske betingelser i forhandlingsprocessen eller i beslutningsprocessen. Strategien er fastlagt af Det Europæiske Råd. Kommissionen følger den nøje. Og som kommissionsformand Prodi allerede har sagt, er det en selvfølge, at tiltrædelsestraktaterne skal ratificeres i de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med det pågældende lands lovgivning. For mig at se fører det til tre konklusioner. For det første må vi gennemføre en bred kommunikationsoffensiv i medlemslandene og i tiltrædelseslandene. Kommissionen har allerede truffet de nødvendige forberedelser. For det andet bør vi, der hvor der optræder bekymringer og angst, ikke afvise dem, men tale åbent med borgerne; vi bør hjælpe dem ... (Bifald)... med at gribe de nye chancer og mestre de nye udfordringer. Jeg tænker især på grænseregionerne. Også her er Kommissionen ved at udarbejde et koncept. Og for det tredje må vi i forbindelse med emner, som er forbundet med angst og følelser - og den slags emner findes i udvidelsesprocessen, som f.eks. indvandring - gå frem med den størst muligt omhu og konduite. Men der findes måder og muligheder til at løse disse problemer. Og det må og vil der blive truffet beslutning om i en nær tidsmæssig og saglig sammenhæng med problemerne. (Bifald)
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg tror, at alle, der tror på mennesket lige fra første øjeblik i dets eksistens, bør sikres en ubetinget respekt, som vi ud fra et moralsk synspunkt skylder mennesket i dets helhed. Det er derfor nødvendigt med et klart og bestemt nej til forsøg, som indebærer, at menneskefostre ødelægges. Fosteret er allerede et menneskeligt væsen med en helt klar identitet, og ethvert indgreb, der er til skade for et sådant foster, må betragtes som en krænkelse af retten til livet. Parlamentet skal gentage det, som det allerede har sagt mange gange i de senere år, også her i maj. Det er umoralsk at bruge menneskefostre til forskningsformål, og det er netop de formål, som USA's præsident Bill Clinton har sikret offentlig finansiering af, og som Tony Blairs britiske regering har givet tilladelse til. Det lader desværre til, at handelsinteresserne fremmer en forskning, hvor man skyder nogle genveje og ser bort fra enhver beskyttelse af menneskelivet, som vi betragter som sådant lige fra undfangelsen. Menneskekroppen hører ikke ind under begrebet "at have", men ind under begrebet "at være", nemlig at være et levende menneske, og den må derfor ikke reduceres til blot at være en maskine af dele, led, væv og funktioner. Det, man ønsker at foretage, er næsten en form for rovdrift på livet, og det er det modsatte af den etiske kærlighed til mennesket og menneskekroppen, også på dette første stadium inden man kommer til verden, til den menneskelige verden, og bliver et levende menneske med den krop, som mennesket har. Det er således også sandt, at dem, der tager menneskefosteret og tømmer det for liv og for dets indre cellemasse, bilder os ind, at der ikke er nogen indeni, for hvis der var det, ville vedkommende fortjene kærlighed, eller - i en verden uden kærlighed - i det mindste respekt for den menneskelige værdighed, ellers ville verden ikke være andet end vold, brutalitet og kynisme. Kære kolleger, modstanden mod fosterdestruerende forsøg skyldes ikke blot et religiøst princip, men også et samfundsprincip, nemlig det totale forbud mod at gøre sig til herre over et andet menneske, og det er et princip, som stadig burde være kraftigt rodfæstet i vores samfund. Man kan ikke tillade, at et menneske får så meget magt over et andet menneske. Det betyder dog ikke, at vi er modstandere af forskning, tværtimod. Alternative forskningsmetoder er mulige, nemlig forskning i de stamceller, der findes hos voksne, og f.eks. i dem, der tages fra navlestrengen lige efter fødslen. Desuden forsker man allerede i voksne celler, og denne forskning er lovende. Mange forskere beskæftiger sig med et alternativ til kloning, og de er ved at danne nogle vigtige grupper for national forskning, som drejer sig om dette specifikke område. Endelig foreslår man at oprette et midlertidigt udvalg for at drøfte disse emner. Vi ønsker en uddybning af de nye spørgsmål, som biovidenskaben rejser, men det skal være klart, at der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved Parlamentets holdninger. Kommissionen skal tage udgangspunkt i disse holdninger, når den skal hjælpe os med at opstille nogle velunderbyggede retningslinjer.
+Hr. formand, i artikel 1 i charteret om de grundlæggende rettigheder hedder det, at menneskelig værdighed skal respekteres og beskyttes. Og i artikel 3 anføres for så vidt angår medicin og biologi, at følgende principper skal respekteres: forbud mod enhver form for eugenik, herunder især initiativer som tager sigte på udvælgelse af personer; forbud mod kommerciel udnyttelse af den menneskelige krop, herunder dele af denne; forbud mod kloning af mennesker med reproduktivt sigte. Sådanne højtidelige erklæringer rækker imidlertid ikke altid. Vi oplever en ganske fantastisk udvikling inden for de forskellige videnskaber. Videnskabelig forskning udvikler sig i et tempo, som gør det vanskeligt for lægmand, ja også for politikere, at følge trit. Teknovidenskaberne, som forener videnskab og teknologi, er inde i en rivende udvikling, som rejser etiske spørgsmål og har vidtrækkende konsekvenser. Dette gælder ikke mindst de seneste landvindinger inden for biovidenskaberne. I denne sammenhæng kan nævnes den britiske regerings lovgivningsinitiativ, som tager sigte på at tillade visse videnskabelige forskningsaktiviteter vedrørende terapeutisk kloning, herunder forskning omhandlende menneskeembryoner. Forslaget har fremprovokeret en strøm af reaktioner og bemærkninger af såvel positiv som negativ art. Nogle af de politiske grupper har foreslået, at Europa-Parlamentet i den anledning skulle vedtage en såkaldt "beslutning om uopsætteligt spørgsmål". Den Socialdemokratiske Gruppe er imidlertid af den opfattelse, at spørgsmål af denne art har vidtrækkende konsekvenser for det fremtidige samfund, for medicin og biologi og derfor fortjener en grundigere behandling i Europa-Parlamentet end den, der muliggøres i forbindelse med et beslutningsforslag, som vedtages i al hast. Europa-Parlamentet er ikke en forlystelsespark. Det gælder ikke om at være hurtigst på aftrækkeren. Formiddagens debat om et observationscenter for industrielle forandringer viste, at Europa-Parlamentet på få minutter er i stand til at træffe afgørelser om de mest forskelligartede anliggender. Den Socialdemokratiske Gruppe beklager denne form for afstemning, som mere ligner russisk roulette end seriøst parlamentarisk arbejde. Vi ønsker en grundig debat om dette vigtige anliggende. Vi ønsker en debat om de nye muligheder, der åbner sig takket være genteknologien, og om de grænser, der bør sættes på dette område. Disse spørgsmål berører flere af Europa-Parlamentets permanente udvalg. Problemstillingen er af tværfaglig art og bør behandles i et særligt midlertidigt udvalg, som bør have til opgave at hidkalde eksperter og arrangere høringer, hvor alle berørte parter kommer til orde, med henblik på ved grundigt forarbejde at sikre en objektiv debat, som ikke domineres af forudfattede meninger. Hr. formand, afslutningsvis anmoder jeg Dem og Europa-Parlamentets øvrige medlemmer om at sikre, at Europa-Parlamentet udfører et grundigt arbejde. Vi er parate til at trække vores beslutningsforslag tilbage, såfremt de øvrige grupper gør det samme, således at vi i stedet sammen kan prøve at skabe en holdbar løsning.
+Jeg bifalder kommissærens udtalelse og især, at den er så velovervejet. Den fremlagte ELDR-beslutning udtrykker samme holdning. Vi ønsker ikke en hurtig, uovervejet reaktion på hændelser, der har fundet sted i mit land, og udtalelsen fra den britiske regering. Dette er en alvorlig sag og afspejler borgernes dybe bekymring, men vi bør se på hele indholdet af den britiske udtalelse i lyset af nærhedsprincippet, som kommissæren omtalte. Det er kun et forslag, ikke en beslutning, og det følger en meget omhyggelig og velovervejet rapport fra embedslægens ekspertgruppe om kloning. Sagen har været under behandling i to år - for længe, siger nogle kommentatorer, når man tænker på de patienter, hvis liv måske kunne reddes af denne forskning, f.eks. kræftpatienter, patienter med Parkinsons sygdom eller organsvigt. Ekspertgruppen foreslår blot en udvidelse af eksisterende regler i Det Forenede Kongerige om, hvilke formål embryoner kan bruges til i forskningsøjemed. Jeg understreger, at dette er en udvidelse af eksisterende regler, som regulerer dette meget, meget ømtålelige område. Vi må respektere, at offentligheden nærer meget dybtgående og reelle betænkeligheder ved dette argument, og det er, hvad vi forsøger med vores beslutning. Den britiske regering har anerkendt dette i sit forslag, fordi det bliver genstand for en fri afstemning, muligvis senere i år. Selv om mit parti ikke er i regeringen, mener jeg, at den britiske regering har været meget velovervejet i sin reaktion. Jeg opfordrer Parlamentet til at være velovervejet i sin behandling af dette vigtige emne.
+Hr. formand, endnu en gang giver udviklingen inden for bioteknologien og dennes anvendelse på mennesker anledning til en grundlæggende etisk debat. To modsatrettede synspunkter gøres gældende. På den ene side modstanden mod en tingsliggørelse af mennesker - det konkrete tilfælde embryoner - og frygten for de mulige farer for samfundet, der følger i kølvandet på udbredelsen af eksempelvis kloningsteknikkerne. På den anden side kravet om, at mennesker, som er ramt af alvorlige og hidtil uhelbredelige sygdomme, har ret til at nyde gavn af den medicinske forsknings eventuelle landvindinger, og at denne ret bør stå over alle andre hensyn. Den britiske regering har, uden forudgående konsultationer desangående på internationalt plan, tilsyneladende lagt sig fast på sidstnævnte synspunkt og har erklæret sig velvilligt indstillet over for terapeutisk kloning. Beslutningen beror på den antagelse, at terapeutisk kloning er løfterig, altså kloning af udifferentierede embryonceller fra embryoner, som stilles til rådighed for forskning og produktion. Denne antagelse er givetvis begrundet. Dette ændrer dog intet ved den omstændighed, at menneskeembryoner hermed reduceres til et lager af celler til medicinsk brug, og at der vil blive produceret embryoner i første omgang med forskningsmæssigt sigte, men utvivlsomt også på længere sigt med produktion for øje. Det er efter min opfattelse vigtigt at påpege to forhold i denne sammenhæng. For det første erindrer jeg om Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, vedtaget i Oviedo i april 1997. Konventionen er på mange punkter lidet konkret, men den fastslår dog ganske klart i artikel 18, at det er forbudt at fremstille menneskeembryoner til forskningsformål. Der herskede indtil for ganske nylig enighed om denne holdning i på europæisk plan. Med den britiske regerings stillingtagen er dette ikke længere tilfældet. For det andet anfører mange eksperter, at der - som også påpeget af kommissæren for forskningsanliggender, hr. Busquin, for et øjeblik siden - er mulighed for at gå andre veje i bestræbelserne for at hjælpe mennesker, der lider af alvorlige sygdomme, hvis årsag skal søges i genetiske forhold, herunder veje, som ikke forudsætter produktion af embryoner ved kloning, men anvendelse af voksne celler. Hvis dette er tilfældet, hvorfor så vælge en radikal løsning, som er etisk og socialt angribelig? Kære kolleger, de nye landvindinger inden for genterapien er løfterige for menneskeheden, men rummer også betydelige risici og farer. Der er behov for klare retlige rammer og pejlemærker. Vi skal fastholde forbuddet mod kloning af mennesker, ikke indføre en sådan. Det er Europa-Parlamentets opgave at fastholde dette synspunkt, ikke ved overilede beslutninger, men ved at være konsekvent og forblive tro mod de hidtidige holdninger.
+Hr. formand, for mere end 200 år siden foreslog doktor Cabanis, en af oplysningstidens filosoffer, dristigt, at skaberværket burde gøres til genstand for visse justeringer. Der er lagt så mange kræfter i at forskønne og forbedre dyreracer. Er det så ikke urimeligt ganske at overse menneskeracen? Som om det var vigtigere at sikre store og stærke okser end sunde og livskraftige mennesker. Som om det var vigtigere at sikre vellugtende ferskner end vise og gode mennesker. I dag er hr. Cabanis' drøm ved at gå i opfyldelse. Under betegnelsen racehygiejne. Drømmen er et mareridt. Det antager mange former, den ene mere skræmmende end den anden. Vi kan nævne fosterdiagnostik som eksempel. Takket være denne teknologi kan embryoner med tre homologe kromosomer, trisomia 21, elimineres, så vi ikke skal bekæmpe sygdommen (Downs syndrom). Eller vi kan nævne de mange overskydende embryoner, der ligger nedfrosset. Eller vi kan nævne kloning af mennesker. Disse embryoner er imidlertid levende væsener, hvis liv er ukrænkeligt. Det er mennesker, vi taler om. Og vi har pligt til at sikre disse en værdig behandling. Hvad er vel de fine erklæringer om menneskerettighederne værd, hvis vi krænker den menneskelige værdighed i vores forskningslaboratorier? Kloning af mennesker er utvivlsomt ensbetydende med en ny form for slaveri, hvor lænkerne erstattes med reagensglas og slaveskibene med laboratorier. Fra skønånder iblandt os lyder det bebrejdende, at vi lægger den videnskabelige forskning hindringer i vejen, og hvad værre er hindrer behandlingen af de syge. Jeg må afvise denne form for psykisk terror. I øvrigt hælder jeg til den opfattelse, at forskningen for mange af dens udøvere blot er et påskud for bestræbelser på at gøre sig til skabningens herre. Og lad mig understrege, at jeg som ægtefælle til en læge gerne ser forskningsmæssige fremskridt. Det vil utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at styrke forskningsindsatsen med henblik på at skaffe differentierbare stamceller til terapeutiske formål primært fra voksne organer. Vi bør møde enhver, der søger at gøre sig til herre over skaberværket, med kravet om menneskelig værdighed, og vi bør utvetydigt forbyde kloning af mennesker.
+Hr. formand, kære kolleger, i sit indlæg gjorde vores kollega Fiori det efter min mening helt klart, hvad det drejer sig om. Han sagde nemlig tydeligt, at det, der er tale om her, er et lighedstegn mellem de religiøse principper - som han selv har - og samfundsprincipperne. Jeg mener til gengæld, at det, institutionerne bør slå fast, er princippet om verdslighed. De skal med andre ord slå fast, at det, som nogle mener er moralsk uacceptabelt, ikke behøver at blive betragtet som juridisk umuligt af den grund. De skal således slå fast, at der er forskel på juridiske bestemmelser og religiøse principper. Hvis vi ikke overholder dette princip, tror jeg, at vi kommer ud på et sidespor uden ende. Hr. formand, kære kolleger, for at komme tilbage til emnet er vi klar over, at når vi står over for noget nyt - også selv om det er noget lovende nyt, som kan kurere flere millioner menneskers sygdomme - udløses den normale og sædvanlige reaktion, sådan som det altid er tilfældet, nemlig et forbud, et korstog og et kampråb om at gå til angreb på de vantro, uden at man overhovedet spørger sig selv, om dette forbud fungerer - eller kunne fungere - og om vi er i stand til at sørge for dets overholdelse eller kontrollen med det. Det er den samme holdning, som man efterhånden længe har haft til nogle almindelige sociale fænomener, hvad enten det f.eks. drejer sig om abort, indvandring eller endda narkotika. Man forbyder det, og så vasker man sine hænder. Jeg er til gengæld af den opfattelse, at det er politikernes ansvar - selv om det måske er vanskeligere og mere komplekst - at styre visse fænomener, at sætte nogle grænser og at undgå lovløse tilstande. Dette er institutionernes opgave, uafhængigt af vores religiøse samvittighed, hvis vi ellers har sådan en. Netop derfor mener vi radikale fra Emma Bonino-Listen, at vi - med nogle få vanskeligheder - kan støtte Den Liberale Gruppes kompromis. Vi vil forsøge at mindske afstanden mellem videnskab og politik og mellem kultur og politik samt at administrere det nye på en verdslig måde med de kommende forsøg og eksperimenters pragmatisme uden straks at kaste os ud i nogle forbudskampagner - sådan som man altid gør - som vi i forvejen ved er ineffektive. Det, man er i færd med at gøre nu, er simpelthen at fremme den behandlingsturisme - præcis ligesom med ulovlig abort - hvor millioner af mennesker tager andre steder hen for at blive behandlet i al hemmelighed. Dette er yderst alvorligt, og det bekymrer mig, men de skal huske, at set ud fra et videnskabeligt og socialt synspunkt har en forbudsløsning aldrig fungeret. Jeg tror, at det er vores ansvar at sætte nogle grænser - eller påtage os den risiko at sætte nogle grænser - for de kommende eksperimenter, uden at vi behøver at gøre vores egne etiske principper - hvis vi ellers har sådan nogle - til samfundsprincipper. Institutionernes sande samfundsprincip bygger på verdslighed, forsøg og drøftelser.
+Hr. formand, undskyld mit fravær. Der var givet besked til mødeledelsen om, at jeg midlertidigt ville være forhindret i at deltage i mødet. Hr. formand, vi tager i min gruppe afstand fra den britiske regerings holdning til spørgsmålet om kloning af menneskeceller. Holdningen er efter vores opfattelse i strid med europæisk lovgivning på området, og den tager ikke hensyn til, at den europæiske etiske komité er i færd med at udarbejde en udtalelse om konsekvenserne af forskningen i kloningsteknologi. Vi går ind for et forbud mod enhver form for kloning af mennesker, og vi vender os imod enhver form for kommerciel udnyttelse af bioteknologiske opfindelser vedrørende kloning. Når disse grundlæggende principper er slået fast, skal det tilføjes, at debatten om holdningen til den bioteknologiske forskning endnu langtfra er afsluttet. Holdningen skal tage hensyn til de etiske aspekter. Men vi skal heller ikke bremse aktiviteter, som kan bedre menneskers helbredstilstand. Der er tale om særdeles følsomme spørgsmål af betydning for samfundsudviklingen, hvorfor vi i vores gruppe ikke ønsker disse spørgsmål hastebehandlet. Vi har til gengæld fra første færd støttet forslaget om nedsættelse af et midlertidigt udvalg om kloning og bioteknologi. Et sådant udvalg kan sikre, at de fornødne høringer finder sted, og sikre, at det fornødne beslutningsgrundlag bringes til veje. Vores gruppe har derfor undladt at underskrive de forslag til kompromisbeslutning, der er fremlagt i forbindelse med dagens debat. Vi stemmer hver især efter overbevisning på grundlag af de før skitserede principper.
+Hr. formand, i januar 1998 holdt vi en debat om Europarådets protokol, hvor der var optaget et forbud mod kloning af mennesker. Jeg udtrykte dengang frygt for, at lande som Det Forende Kongerige og Nederlandene, som dengang nægtede at underskrive protokollen, måske ikke ville udstede et så absolut forbud. Det er knapt to år siden. Nu vil den britiske regering imidlertid tillade terapeutisk kloning af embryoner til forskning. Jeg kan ikke undgå at have det indtryk, at man hver gang går et lille skridt videre. Først måtte der ikke, nu må der klones på terapeutisk basis, men ikke til reproduktiv brug. Som om det forklarer og retfærdiggør alt. Hvad er så den store forskel mellem terapeutisk og reproduktiv kloning af menneskelige embryoner? Og hvad skal der gøres, hvis der snart kommer pres for at anvende forskningens resultater i medicinalindustrien? Eller for at begynde at klone reproduktivt? Jeg ser hvert nyt menneskeligt liv som en gave fra Gud. Enhver form for menneskeligt liv skal behandles med respekt. Det er også den eneste måde at beskytte den menneskelige værdighed. Behandlingen af det menneskelige embryon som en brugsgenstand, angiveligt retfærdiggjort gennem det argument, at det handler om forskning, virker da også frastødende på mig. Især fordi der også er andre muligheder for at klone stamceller. Hvorfor træffes det valg så, til trods for alle de etiske protester, som kommer fra hele verden? Jeg opfordrer indtrængende den britiske regering til at genoverveje sin beslutning, og beder det britiske Parlament om ikke at støtte dette forslag.
+Hr. formand, en stolt mand vil spille Gud. Han nægter at anerkende, at han kun er en skabning. Han vil være skaberen. Denne sag er en kamp mellem skabelsen og menneskets opdagelser. Der findes i dag videnskabsfolk, der er så arrogante, at de allerede udtager patent på deres opdagelser, som om de har opdaget deres egen skabelse. Dr. William Hesseltine, som er direktør for Human Gene Sciences Inc., har allerede udtaget patent på 100 menneskelige gener, og hans selskab har indsendt ansøgninger på 8.000. Deres argument er, at kloning af mennesker er et helbredsspørgsmål. Mit argument i dag er, at kloning af mennesker er et spørgsmål om visse videnskabsfolks og deres selskabers velstand. Visse videnskabsfolk har taget vanviddet fra Hitlers fascisme fra slagmarken og er nu parat til at give det gyldighed i laboratoriet. Parlamentet skal afvise dette, og jeg vil stemme imod det i det britiske Parlament.
+Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, vi i PPE-DE-Gruppen er rystede over den britiske regerings planer om at klone menneskelige embryoner. Hidtil har alle ansvarlige i Den Europæiske Union været enige om, at kloning af menneskelige væsener under ingen omstændigheder må accepteres. Rådet, inklusive den britiske regering, vedtog i forbindelse med det femte rammeprogram for forskning enstemmigt en formulering, som udelukker kloning, også såkaldt terapeutisk kloning. I forbindelse med direktivet om patentering af bioteknologiske opfindelser vedtog Parlamentet og Rådet en tekst, som indeholder en meget omfattende udelukkelse af kloning af menneskelige væsener, da denne teknik er i strid med god moral og den offentlige orden. Kære hr. kommissær, i nogle reportager i pressen i de sidste dage og også i Deres tale var der nogle uklarheder med hensyn til det femte rammeprogram for forskning og især med hensyn til patentdirektivet. Man fik det indtryk, at det kun er reproduktive kloner, som udelukkes. Det er forkert! Jeg har været tæt involveret i udarbejdelsen af begge tekster, og begge direktiver udelukker både terapeutisk og reproduktiv kloning. Se nøje på dokumenterne, hr. kommissær, og få dette gjort klart, ellers får De ballade med Europa-Parlamentet. Og det tror jeg ikke, De ønsker. Nu bliver denne generelle enighed mellem staterne i Den Europæiske Union og institutionerne opsagt af regeringen i en enkelt medlemsstat. Vi som Parlament må modstå denne overtrædelse af tabu. Men det er også vigtigt, at vi ikke kun giver udtryk for vores mening, men at vores udtalelser også får konsekvenser. Derfor har vi i PPE-DE-Gruppen foreslået, at der i charteret om grundlæggende rettigheder optages et strengt forbud mod kloning af mennesker på alle stadier af deres udvikling. Endelig opfordrer jeg Kommissionen til strengt at gennemføre kravet i det femte rammeprogram for forskning om ikke at støtte nogen form for kloning af mennesker. Det betyder også at undgå tværsubsidier mellem forskningsinstitutionerne i Storbritannien. Den sikreste måde at opnå dette på er at sørge for, at de institutioner, som kloner på mennesker, overhovedet ikke får støtte fra Den Europæiske Union længere.
+Hr. formand, man bør lytte til, hvad kommissæren siger! Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, der er overhovedet ikke tvivl om, at bio- og genteknologien i dag spiller en væsentlig rolle. Den vil få endnu større betydning inden for forskningen og med alle sine anvendelsesmuligheder. Det er der heller ingen, som er i tvivl om. Men er håndteringen af dette vanskelige felt fuldt af forhåbninger og bekymringer også hævet over enhver tvivl? Det er jeg bange for, den ikke er. Det bedste bevis er debatten i dag. Parlamentet reagerer lynhurtigt på et lovprojekt i et medlemsland i Den Europæiske Union, som for få dage siden satte offentligheden i alarmberedskab. Og hvordan ser denne reaktion ud? Et enkelt blik på de foreliggende beslutningsforslag viser, at Europa-Parlamentet i skyndingen ikke kan gøre meget andet end at gentage sin holdning til kritiske områder inden for forskning i og anvendelse af bio- og genteknologien, en holdning, som det allerede har givet udtryk for flere gange. Det er ganske vist rigtigt, men det er ikke nok! Vi må gøre bio- og genteknikken, men især bioetikken, til et centralt tema for Europa-Parlamentet. Dette krav står jeg ikke alene med. Min gruppe står bag mig. Borgerne forlanger på dette område et mere fremsynet engagement fra vores side. Vi må ikke længere halte bag efter begivenhederne. Vi må ikke længere med tungen ud af halsen kommentere udviklinger, som allerede er langt fremskredne. Europa-Parlamentet skal vise veje, så bio- og genteknikken udvikler sig til en velsignelse for menneskeheden og ikke vender sig mod den ved at overskride etiske grænser. Derfor bør vi med stort flertal vedtage at nedsætte det foreslåede udvalg, som leverer fundamentet for en fremsynet lovgivning. Vi må være os bevidste, at bioteknologien er forbundet med den formentlig største revolution inden for medicin og teknik. Denne revolution må ikke være ledsaget af en ubekymret lovgivning. Vi må indhente råd fra de bedste eksperter og sørge for en sammenhængende lovgivning i staterne i Den Europæiske Union. Især spørgsmålene om etikken og beskyttelsen af menneskeværdigheden er så vigtige, at vi ikke må overlade dem til en splittet og måske sågar modsatrettet lovgivning i de enkelte stater. Vi må snarest behandle alle etiske spørgsmål inden for medicin, teknik og videnskab. Derfor skal det nødvendige udvalg i Europa-Parlamentet indlede sit arbejde så hurtigt som muligt. Vores afstemning vil være startskuddet til dette.
+Hr. formand, kære kolleger, bioteknologi er i øjeblikket en af de mest lovende teknologier og vil kunne give gennembrud i lægeverdenen. Hvis klonteknik standes i Europa, sker der da ikke kun det, at forskningen fortsætter andetsteds, f.eks. i USA, eller i værste tilfælde i lande med lavere etiske standarder end i EU? Eksperter, forskningsaktiviteter og beskæftigelse bevæger sig herved bort til udlandet. Desuden kommer produkterne alligevel på markedet i EU. Hvad handler det egentlig om, kære kolleger? Hvem er vi, der frakender mennesker retten til helbredelse? Er det ikke for nemt at forbyde en meget lovende potentiel teknologi af etiske årsager? Har hvert menneske ikke ret til sundhed og velvære? Hvem vover at klistre mandatet etik derpå? Jeg kan kun sige, at jeg sammen med Den Liberale Gruppe helhjertet støtter denne afgørelse.
+Hr. formand, vi er i den skrækkelige situation, at man i en af Den Europæiske Unions medlemsstater vil tillade terapeutisk kloning, hvilket vi altid har kritiseret. Borgerne i Den Europæiske Union forventer, at Europa-Parlamentet har en holdning til dette. Hvis man skjuler det ved at sige, I får bare en nervepille, vi opretter en diskussionsklub uden ende, et midlertidigt udvalg, så er det efter min mening uforsvarligt. Denne beslutning, som vil blive truffet inden for de kommende måneder, ja sågar inden for de kommende uger, må vi tage stilling til her og nu, og selvfølgelig også til de emner, som venter forude. Men lad os endelig ikke pynte på det ved ikke at tage stilling, ved at forsøge at gemme det i udvalgene og berolige befolkningen på den måde. Jeg tror, det er så vigtigt, det som sker nu. Hvis man accepterer terapeutisk kloning, åbner man Pandoras æske; dermed rykker mareridtet om det klonede menneske nærmere, skræddersyede mennesker. Den vilkårlige skelnen mellem reproduktive og ikke-reproduktive kloner er et semantisk trick. Betegnelsen terapeutisk kloning er lige så problematisk, for der kan ikke være tale om terapi. Kloner, også terapeutiske kloner, baner vejen for blot at se mennesket som biologisk materiale. Det er uansvarligt, forsætligt - jeg understreger forsætligt - at frembringe liv for at benytte det som forskningsmateriale. Det er i strid med menneskerettighederne. Det er også en krænkelse af den menneskelige værdighed, hvis vi målrettet fremstiller embryoner som reservedelslager. Derfor må Parlamentet gøre brug af sin mulighed for at handle. Hr. forskningskommissær, jeg forventer også i dag fra Dem en entydig erklæring om, hvad De har tænkt Dem at gøre, når en medlemsstat tilsidesætter Parlamentets og Rådets beslutninger. Vi har brug for et klart signal, og jeg tror, det ville være et politisk fattigdomstegn, hvis vi ud af loyalitet over for Blair kastede samtlige etiske betænkeligheder over bord.
+Hr. formand, hr. kommissær, kloning af mennesker med det formål at skabe et andet tilsvarende individ alene med forædling for øje bør selvsagt forbydes. Det er den holdning, Europa-Parlamentet hele tiden har indtaget, og jeg finder, det kan være på sin plads at erindre herom. Dagens debat drejer sig imidlertid om kloningsteknologi anvendt til terapeutiske formål, hvilket er et spørgsmål, som rummer mange aspekter. Spørgsmålet rummer medicinske aspekter. Der bør skelnes skarpt mellem terapeutisk kloning og reproduktiv kloning. Celleterapi synes at være en løfterig behandlingsform for patienter med genetisk betingede lidelser eller gennedbrydende lidelser som eksempelvis Alzheimers demens, Parkinsons sygdom eller forskellige former for cancer. Spørgsmålet rummer etiske og filosofiske aspekter. Hvilken værdi tillægger vi et embryon? Skal vi besvare dette spørgsmål, vender vi tilbage til de mange debatter, vi har haft om abort og kunstig befrugtning. Hvilken værdi tillægger vi de overskydende embryoner, som er et resultat af in vitro-fertilisation, og som er dømt til tilintetgørelse? Kunne de ikke blive til nyt liv? Spørgsmålet rummer økonomiske og sociale aspekter. Der er tale om en samfundsdebat. Hvilken holdning indtager man til disse spørgsmål i USA og i Japan? Europa må anlægge en global synsvinkel og tage højde for det forskningspotentiale, kloning med terapeutisk sigte rummer. Der er behov for en grundlæggende debat om disse spørgsmål. Vi støtter de forslag, der er fremsat i så henseende. Der er måske behov for i første omgang at præcisere, hvad vi vil forbyde, og dernæst fastsætte klare rammer for den virksomhed, vi tillader. Grænserne skal ubetinget præciseres. Holdningerne til disse spørgsmål er kulturbundne og varierer fra land til land. Det bør derfor være de grundlæggende principper, der bestemmer Den Europæiske Unions initiativer på dette område. Disse principper eksisterer. Det er principper som respekten for mennesket, respekten for livet, friheden, men også fremskridt til fælles gavn.
+Hr. formand, kloning og patenterbarhed er - og skal blive ved med at være - ulovligt for alt, hvad der har med mennesket at gøre. Der er ikke nogen forskel på terapeutisk kloning og reproduktiv kloning. Hensigten kan ikke hellige middelet, når det gælder den menneskelige værdighed, som man først og fremmest må respektere. Derfor kan man ikke på nogen måde retfærdiggøre brugen af menneskefostre til organfremstilling. Med brugen af disse fostre tilintetgør man nemlig noget, der kunne blive til et menneske, og dette er i klar modstrid med den værdi, man tillægger det erklærede mål om at beskytte andre mennesker. Det ville selvfølgelig være anderledes, hvis det udelukkende drejede sig om at bruge stamceller og ikke fostre. At forsøge at ændre de grundlæggende regler for livets oprindelse er efter vores mening forkert set ud fra et etisk synspunkt. Vi bør stoppe op og tænke over de mulige konsekvenser af, at man ødelægger det naturlige system. Vi bør også gøre brug af forsigtighedsprincippet, når det gælder terapeutisk kloning. Det er nemlig ikke tilfældigt, at der i det femte rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling for perioden 1998-2002 ikke er taget højde for finansieringen af projekter, som indebærer reproduktiv kloning af fostre, og at der heller ikke er taget højde for finansieringen af forskning i terapeutisk kloning. Da vi respekterer de forskellige holdninger på området, er det efter vores mening nødvendigt at fastlægge nogle etiske regler, som bygger på respekten for den menneskelige værdighed i den bioteknologiske sektor. Vi opfordrer Den Europæiske Gruppe vedrørende de Etiske Aspekter ved Videnskab og Ny Teknologi til at tage højde for de risici, der er forbundet med overskridelsen af visse tærskler, hvor alt tilsyneladende er tilladt, hvis man ikke respekterer den menneskelige værdighed. Som formand Prodi siger, er det ønskeligt, at europæerne vil samles omkring nogle fælles værdier. Kommissionen skal i den henseende fremme en åben debat, så vi kan finde den rette balance mellem de etiske regler, der tager udgangspunkt i vores afvisning af at udnytte menneskekroppen til kommercielle formål, og pligten til at opfylde behandlingskravene. Vi anmoder Kommissionen om at tage initiativ til en international konvention om brugen af levende materiale for at undgå, at der handles med menneskefostre, og at de bliver brugt til naturstridige formål. Hr. formand, kære kolleger, det er vigtigt, at vi ikke skaber en ny slags menneske, sådan som det tilsyneladende også er tilfældet med natur- og miljøkatastrofer.
+Hr. formand, det er ærgerligt, at der ikke er nogen af de britiske kolleger, som støtter regeringens holdning, der har taget ordet. Det ville have været interessant også at høre deres argumenter, for jeg kan tænke mig, at de har gjort sig deres tanker om det. I Storbritannien har embryonforskning frem til dets 14. dag jo været tilladt siden 1990. Jeg tror, det er en logisk konsekvens, hvis dette skridt nu blev fulgt af det næste. Hvorfor har Storbritannien en anden holdning end kontinentet? Det er da et interessant spørgsmål. Forskellen er åbenbart ikke afhængig af regeringen. Før var det en konservativ regering og nu er det en Labour-regering, og intet er forandret. Hvorfor er den offentlige mening i Storbritannien anderledes end på den anden side af kanalen? Det ville f.eks. være et spørgsmål, som det ville være passende at diskutere i denne forsamling, for vi er så privilegerede at have folkevalgte repræsentanter fra hele Den Europæiske Union. Det var min første bemærkning. Den anden bemærkning er, at jeg syntes vældig godt om det, som fru Bonino sagde. Det berører mig meget. Jeg ville også gå ind for, at vi i vores principper lader os lede af princippet om adskillelse af stat og kirke. Staten er ikke religiøs. Staten skal respektere religionen. Også jeg respekterer, at nogen er katolsk, protestantisk, jødisk eller noget andet. Men jeg forlanger også, at min mening bliver respekteret. Det kan man imidlertid kun inden for rammerne af princippet om adskillelse af stat og kirke. Dette krav på at være ufejlbarlig har allerede skadet Europa vanvittigt meget. Det bør vi forsøge at komme væk fra. Ingen har monopol på etik. Også de, som har en anden mening, er etiske. I øvrigt har vi gentagne gange oplevet, hvordan forbud er blevet opblødt i praksis. Det kan alle nævne eksempler på. Derfor er jeg fast overbevist om - uanset hvad vi vedtager - at viden vil finde sin egen vej i et åbent samfund i forbindelse med forskningen, som drives ud fra forskellige synsvinkler. I sidste ende kommer vi ikke uden om at håndtere denne viden ansvarligt på den måde, at vi forsøger at indgrænse den. Man kan godt kræve et forbud mod al forskning, Francis Wurtz. Men det er overordentlig naivt at tro, at dette forbud bliver overholdt. I sidste ende kommer vi ikke uden om at trække nogle grænser. Her har jeg det lige som mange andre. Alting stritter på mig ved tanken om, at man fusker og forsker med embryoner. Der er bestemt grænser. Men den praktiske erfaring viser mig, at man i sidste ende måske ikke kan gøre meget andet end at sætte nogle grænser for det hele. I øjeblikket er der ikke behov for handling. Vi har tid. Vi bør overveje meget nøje, hvordan vi forholder os til denne sag. Det har vi udvalg til, og nogle gange er det også nyttigt at læse en god bog.
+Det er en vigtig europæisk værdinorm, som vi alle ud fra en læg eller religiøs holdning påstår, at vi deler, at forsøg med mennesker kun må være til deres egen direkte fordel. Det er meget risikabelt at fjerne sig fra det princip, og her har vi helt klart fjernet os fra det. Vi må ikke foretage forsøg med mennesker på noget tidspunkt i deres udvikling, og vi må bestemt ikke masseproducere embryoner til forsøg. Næste trin bliver kommerciel udnyttelse, hvilket vores eget biopatentdirektiv tager højde for. Myndighederne i Det Forenede Kongerige anfører, at trods etiske tvivl er kloning af menneskeembryoner nødvendig, fordi det er den eneste måde at hjælpe patienter med forskellige sygdomme på. Mange forskere afviser dette og anbefaler mere forskning i voksenstamceller for at opnå de samme resultater med hensyn til at helbrede sygdomme. Kan vi ikke sammen finde en måde at behandle stamcelleforskningen på uden at foretage forsøg direkte på mennesker? Jeg håber, at Parlamentet er enig i, at Europa bygger på denne værdinorm.
+Dette er et følsomt emne, ikke mindst på grund af titlen "Kloning af mennesker". Stamcelleforskning ville være en mindre tendentiøs titel, men min hensigt er at bede om rolig eftertanke og overvejelse af fakta samt implikationerne for den menneskelige race, for vores helbred og velfærd, for videnskabens og sundhedsindustriens fremtid i Europa samt ikke mindst for vores åndelige velfærd. Så lad os få et par ting på det rene. Faktum er, at kloning af mennesker er forbudt i Det Forenede Kongerige. Der er ingen planer om at ændre på det, og industrien i Det Forenede Kongerige har ingen planer om at udføre kloning af mennesker nu eller i fremtiden. Brugen af embryonale stamceller i forskningen er en kortsigtet reaktion på forskningens behov for at finde nye måder at omprogrammere voksenceller på. Faktum er, at stamcelleforskning er underlagt en skrap lovgivning, og at den kontrolleres nøje af den meget respekterede myndighed for human befrugtning og embryologi (Human Fertilization and Embryology Authority). Det ville måske være en god idé, hvis medlemsstaterne fik noget lignende. Det er et faktum, at der er sket interessante fremskridt inden for forskningen i voksenstamceller, men det er stadig forbundet med betydelige ulemper i sammenligning med de embryonale stamcellers unikke karakteristika. Formålet med forskningen i embryonale stamceller er at finde måder at bruge voksenstamceller på, så man kommer ud over disse ulemper. Så dilemmaet er, om et embryon, som er under 14 dage gammelt, er et levende væsen med samme rettigheder som et levende menneske eller et foster. Uanset om det er rigtigt eller forkert, har denne type forskning været tilladt i Det Forenede Kongerige og USA i de sidste 10 år og med stort udbytte. Efter at have konsulteret eksperter verden over i månedsvis anbefaler forfatterne af Donaldson-rapporten da også, at denne forskning udvides til terapeutiske formål. Det er Deres valg, kære kolleger. De skal følge Deres samvittighed og Deres tro, men også overveje Deres næstes fremtidige velfærd. At pleje sin næste er også et kristent bud. Og han kan have Alzheimers eller Parkinsons sygdom eller sukkersyge.
+Hr. formand, det er et både alvorligt og vanskeligt spørgsmål, vi behandler. Det er fremprovokeret af den britiske stillingtagen. Det skal tilføjes, at national lovgivning varierer meget landene imellem på dette område, hvilket åbner mulighed for ukontrolleret anvendelse af de omhandlede teknikker. Som også påpeget af Françoise Grossetête for et øjeblik siden må vi imidlertid, når vi betragter disse anvendelser af kloningsteknologierne, spørge, hvilken værdi landene tillægger et princip som respekt for menneskelivet, fra embryonstadiet. Princippet følger af artikel 18 i Den Europæiske Konvention om Menneskerettighederne, som forbyder fremstilling af embryoner til human brug. De forskelligartede bestemmelser vidner om, at der er tale om en kompleks debat. Det er grund til at stille en række spørgsmål, som alle er nært forbundne. Hvordan definerer vi respekt for livet? Hvordan definerer vi forstadier til embryoner i modsætning til embryoner? Skal vi tillade forskning omhandlende embryoner, hvis denne har et terapeutisk sigte? Hvor hentes stamcellerne? Skal vi tillade kloning af embryoner? Hentes stamceller fra voksne væv såvel som fra fostervæv? Skal vi tillade frembringelse af embryoner med andet sigte end at give liv? Kan vi forsvare at fraskrive os muligheden for fortsat forskning på et område, som synes løfterigt, når det gælder bekæmpelsen af alvorlige sygdomme, som i dag er uhelbredelige? Det er store spørgsmål, og svarene har vidtrækkende konsekvenser. Det drejer sig om livets mening. Vi bør derfor etablere en dialog om disse spørgsmål, i første omgang i EU's institutioner. Jeg beklager derfor også, hr. kommissær, at Kommissionens formand i mandags fremførte sine synspunkter over for pressen, før de var kendt af Europa-Parlamentet. Jeg skal tilføje, at kommissionsformandens holdninger var både velovervejede og afbalancerede. Endvidere mener jeg, at Europa-Parlamentet med henblik på en sådan debat bør nedsætte et parlamentarisk ad hoc-udvalg, som i første række hurtigt bør tage initiativ til at høre eksperter fra forskellige miljøer i såvel Europa som USA. Der bør imidlertid også skabes en offentlig debat om disse spørgsmål. Jeg foreslår derfor, at der arrangeres europæiske kongresser om bioetik, ligesom jeg foreslår, at der oprettes et organ, som kan danne ramme om de aktiviteter, der pågår på dette felt. Dette også set i lyset af, at vi opretter adskillige observationscentre til ingen nytte. Jeg foreslår, at vi opretter et europæisk agentur for reproduktiv medicin og bioteknologi.
+Hr. formand, tillad mig at besvare det konkrete spørgsmål, der blev stillet af hr. Liese. Spørgsmålet omhandlede det femte rammeprogram. Svaret er klart. Rammeprogrammet omfatter ikke forskning omhandlende kloningsteknikker med reproduktivt eller terapeutisk sigte. Dette fremgår klart og udtrykkeligt af det femte rammeprogram, hvilket hr. Liese givetvis også ved - programmet er som bekendt underlagt den fælles beslutningsprocedure. Rammeprogrammet udelukker således for øjeblikket klart disse former for forskning. Jeg fandt det ønskeligt at præcisere dette forhold på foranledning af hr. Lieses spørgsmål. Hvad angår debatten om kloning ønsker Kommissionen, som også anført i mit indledende indlæg, at deltage i debatten sammen med Europa-Parlamentet. Der er, som det fremgår, tale om komplekse og interessante problemstillinger.
+Jeg har modtaget otte beslutningsforslag i henhold til artikel 37, stk. 2. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.
+Næste punkt på dagsordenen er spørgetid til Kommissionen (B5-0535/2000).Første del
+Spørgsmål nr. 41 af (H-0613/00): Om: Samarbejde med narkotikarådgivningsnetværk Siden 1998 er samarbejdet mellem Kommissionen og de netværk, den støtter, blevet væsentligt ringere: Kontrakterne mellem netværkerne og Kommissionen bliver ofte først udfærdiget, når de støttede projekter har været i gang i flere måneder. Alligevel fastholder Kommissionen, at projekterne påbegyndes, når der blot foreligger en foreløbig skriftlig besked. Acontobetalinger fra Kommissionen forsinkes til tider i årevis. Alle netværk er berørt og begrænses massivt i deres arbejde af den stadig mere omfattende administration og navnlig af de manglende betalinger fra Kommissionen. Nogle organisationer har endog måttet lukkes på grund af de forsinkede betalinger fra Kommissionen. Hvorfor er det i de seneste år ikke lykkedes Kommissionen at lade kontrakter og acontobetalinger tilgå de støttede netværk hurtigt og i takt med projekternes gennemførelse?
+Kommissionen deler det ærede medlems bekymringer om problemerne i forbindelse med kontrakter og betalinger til de narkotikarådgivningsnetværk, som støttes gennem fællesskabshandlingsprogrammet vedrørende forebyggelse af narkotikamisbrug. Der er flere grunde til disse problemer. For det første er det klart, at der har været et personaleproblem i Direktoratet for Sundhed i Luxembourg, som tager sig af dette arbejde. Kort sagt har der været for lidt personale til at tage sig af de komplekse procedurer og ofte uerfarne modtagere, som foreslår for mange små projekter. Situationen blev forværret sidste sommer, da der blev truffet en beslutning på baggrund af rapporten fra udvalget af uafhængige eksperter om at afslutte kontrakten med Kontoret for Faglig Bistand, som hjalp med implementeringen af programmet. For det andet gennemføres en lang række små projekter under narkotikabekæmpelsesprogrammet, hvilket lægger yderligere pres på de begrænsede ressourcer, vi har til rådighed. I løbet af de sidste fem år har de projekter, som Kommissionen har samfinansieret, været på 180.000 euro. For det tredje viser erfaringen, at deltagerne i netværket har haft meget lidt forståelse for Kommissionens kontrakt- og betalingsprocedurer. I mange tilfælde har Kommissionen derfor gentagne gange måttet rykke narkotikarådgivningsnetværkene for manglende dokumentation, som var nødvendig for at gennemføre kontrakter eller foretage betalinger. For det fjerde viser erfaringen med tilskud fra Fællesskabets budget samt kritik fra Revisionsretten, at der kan have været stillet strengere krav til dokumentationen for kontraktomkostninger, hvilket har haft indflydelse på betalingen. For at løse disse problemer er jeg ved at iværksætte en række forholdsregler. Kommissionens forslag til nye rammer og en ny strategi for folkesundheden understreger behovet for klarere målsætninger og mere effektiv styring med større vægt på hovedprioriteterne. Der vil derfor i fremtiden blive givet tilskud til færre, men større projekter, hvilket sikrer en mere effektiv udnyttelse af de menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at styre gennemførelsen af programmet. Som budgetmyndigheden har understreget gang på gang, skal vi være mere realistiske, når vi afsætter personale til projekter i fremtiden. Som De ved, er der også som resultat af Kommissionens gennemgang af personalebehovet for nylig ansøgt om yderligere stillinger hos budgetmyndigheden, herunder betydeligt flere stillinger i Generaldirektoratet for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse. Hvis budgetmyndigheden godkender det, vil en række af disse stillinger kunne allokeres til at tage sig af den type problemer, som vi diskuterer i dag. På grund af manglende erfaring med økonomistyring hos projektpartnerne vil der stadig være et stort behov for rådgivning og andre tiltag fra de begrænsede personaleressourcer. Direktoratet for Sundhed har til hensigt at iværksætte en informationskampagne, som skal hjælpe partnerne til bedre at forstå Kommissionens procedurer og krav. Med hensyn til bureaukratiet er de pågældende tjenestegrene i gang med at gennemgå deres dokumentationskrav med henblik på at forenkle og fremskynde betalingsprocedurerne, uden at det går ud over de nødvendige kontrolforanstaltninger. Som følge af de foranstaltninger, der allerede er truffet, er situationen bedret noget, og jeg forventer, at det vil fortsætte, så kontrakterne kan indgås hurtigere, og betalingerne foretages i overensstemmelse med Kommissionens 60-dages regel. Hvis De har flere punkter, De ønsker belyst, må De gerne give mig oplysningerne skriftligt, så skal jeg tage dem op med mine medarbejdere.
+Hr. kommissær, det glæder mig at høre, at der skal indledes visse initiativer. Jeg vil imidlertid gerne sætte spørgsmålstegn ved, at Kommissionen, når den opdager problemer med de partnere, som deltager i bestemte projekter, for mindst 50%'s vedkommende søger problemerne hos disse partnere. Jeg har informationer om, at også små projektpartnere meget kompetent ved besked om, nøjagtigt hvordan kontrakterne forløber, nøjagtigt hvad de skal indsende. Jeg har fået beskrevet et tilfælde, hvor de samme bilag blev indsendt tre gange, og hvor Kommissionen så stadig hævdede, at den aldrig havde fået disse bilag. Derfor vil jeg gerne endnu en gang plædere for, at der kommer helt klare og på forhånd fastlagte retningslinjer for ansøgningen. Jeg kender ikke kun disse problemer fra narkotikaområdet, men også fra mange andre partnere, som samarbejder med Kommissionen og søger at opnå en samfinansiering. Det er ikke kun på narkotikaområdet, det varer meget længe og er meget kompliceret, og jeg tror, at det ikke udelukkende skyldes inkompetente små projektpartnere, men også, at Kommissionen ikke har formuleret forudsætningerne klart. Et andet spørgsmål var, om man virkelig vil beskære de små organisationer i Den Europæiske Union, når det drejer sig om også i regionerne at støtte narkotikaprojekter med helt forskellige tilgangsvinkler, specielt på dette område, men også generelt. Jeg tror ikke, det kan dreje sig om kun at give store organisationer en mulighed for at skabe ændringer på dette område, det må tværtimod fortsat være målet at støtte forskellige organisationsstrukturer. Det er efter min mening en helt forkert måde at løse tingene på.
+Hvad angår det første spørgsmål, mener jeg ikke, som De siger, at problemet udelukkende er inkompetente projektpartnere. Det jeg siger er, at det er grunden til nogle af de problemer, der er opstået. Det er noget, der bekymrer mig, og som jeg prøver at ændre på ved at sikre, at der findes klare retningslinjer, som De foreslår, så vi er helt enige på det punkt. Med hensyn til projekternes størrelse er der siden 1996 udvalgt i alt 149 projekter til over 25 millioner euro med et gennemsnitsbeløb på 180.000 euro pr. projekt. Under den nye sundhedsstrategi vil vi nedsætte antallet af projekter og øge deres værdi og betydning, så vi kan udnytte vores begrænsede personaleressourcer mere effektivt. Det er ikke altid en selvfølge, at små projekter er bedre end store, men hvis personaleressourcerne udnyttes mere effektivt, vil det gavne de pågældende projekter.
+Spørgsmål nr. 42 af (H-0629/00): Om: Videnskabelig rådgivning vedrørende phthalater Vil Kommissionen nu udstede den erklæring, som blev vedtaget den 25. november af CSTEE (Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø) om denne komités syn på Kommissionens fejlfortolkning af den videnskabelige rådgivning vedrørende phthalater, idet der er henvist til denne erklæring i protokollen fra Den Videnskabelige Styringskomités møde den 10. december 1999)? Vil den oplyse, hvem i Kommissionen der er ansvarlig for, at man har undladt at følge den accepterede praksis, hvad angår offentliggørelse af samtlige protokoller, beretninger og erklæringer vedtaget af videnskabelige udvalg, og vil den oplyse, hvem der var ansvarlig for, at offentliggørelsen af hovedprotokollen fra CSTEE-mødet den 25. november 1999 blev forsinket helt til april 2000?
+Tak for denne lejlighed til at belyse den sag, som er emnet for Deres spørgsmål. Som angivet i referatet fra plenarforsamlingen i Den Videnskabelige Styringskomité (SSC) den 10. december 1999 informerede formanden for Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (SCTEE) SSE om, at SCTEE på sin plenarforsamling den 25. november 1999 havde til hensigt at føje en udtalelse til mødereferatet, som redegjorde for fortolkningen af dens udtalelse om phthalater i legetøj. Referatet fra det pågældende møde ville normalt være blevet godkendt ved den næste plenarforsamling i SCTEE, som fandt sted den 4. februar 2000. På det møde var der imidlertid flere komitémedlemmer, som fandt, at referatet generelt var for langt, og som krævede, at sekretariatet skulle følge det samme format som andre videnskabelige komitéer. Som følge heraf besluttede komitéen at udsætte godkendelsen af referatet til den næste plenarforsamling, hvor udkastet til en mere præcis udgave ville være tilgængeligt. Det forsinkede naturligvis godkendelsesprocessen til den næste plenarforsamling den 11. april 2000. Så snart det var godkendt, blev indholdet straks offentliggjort på Internettet - faktisk samme uge, som det er almindelig praksis i Kommissionen. Der er således ikke tale om, at mødereferatet ikke er blevet offentliggjort.
+Jeg takker kommissæren for hans svar, selv om jeg må sige, at fem måneder er lang tid at vente på et mødereferat. Det jeg siger nu er ikke rettet mod kommissæren selv, men jeg håber, at han er enig med mig i, at vores beslutninger skal bygge på forskernes oplysninger om risici, og hvordan de undgås. I dette tilfælde har forskningen ikke slået til. Den blev ikke evalueret af en peer-gruppe osv. Så hvad angik Den Videnskabelige Komité og formandens synspunkter, var det påfaldende, at hans råd - med hans egne ord - ikke berettigede et forbud. Forbuddet mod andre phthalater havde overhovedet intet at gøre med børns legetøj eller bideringe. Dette bragte til en vis grad forsigtighedsprincippet i miskredit. Det princip holder kun, hvis beslutningerne er videnskabeligt uangribelige. Det var en kedelig sag, og jeg håber, at Kommissionen er enig i, at både Kommissionen og Parlamentet kan lære en del af den.
+Jeg er helt enig med det ærede medlem i, at vores beslutninger skal bygge på forskningen, og det skete også i dette tilfælde. Den relevante komité udfærdigede sin rapport, som den skal ifølge sit ansvarsområde, som jo er risikovurdering. Informationen blev forelagt Kommissionen, da den er en af de EU-institutioner, som har ansvar for risikostyring. Kommissionen vurderede på baggrund af anbefalingen i de dokumenter, der blev sendt af den relevante komité, at phthalater i legetøj beregnet på at komme i munden udgjorde en umiddelbar og betydelig risiko for børn under tre år. Kommissionen foretog en klar vurdering i denne sag. Jeg sendte nødforslag til Kommissionen, som jeg har ret til i henhold til direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, og mine kolleger var enige i, at det var det rette at gøre under omstændighederne. Min kollega, kommissær Liikanen, har en mere langsigtet holdning til hele spørgsmålet om phthalater og blødgøringsmidler i legetøj osv. Jeg vil gerne gentage, at jeg er enig i, at vores beslutninger skal bygge på forskningen, og det skete efter min mening også i dette tilfælde.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 43.
+Spørgsmål nr. 44 af (H-0688/00): Om: Vandbehovene i Mellemøsten Den stadige stigning i vandbehovet i Mellemøsten spiller en vigtig rolle med hensyn til perspektiverne for samarbejdet og den indbyrdes forståelse mellem folkene i området. Styringsudvalget for den multilaterale arbejdsgruppe om vandanliggender (MWGMR) for området har efter en afbrydelse på tre år genoptaget sit arbejde i 1999 og har udarbejdet konkrete programmer med henblik på besparelser og udnyttelse af vandressourcerne i Mellemøsten, som modtager støtte fra Den Europæiske Union. For nylig blev vandproblemerne i Mellemøsten drøftet i samarbejdsrådet EU-Israel, og fra israelsk side blev der givet meddelelse om yderligere støtte til de pågældende programmer. Hvilken politik agter Kommissionen at føre på dette område med henblik på at fremme samarbejdet blandt folkene i området, således at man undgår konflikter i forbindelse med vandbehovene?
+Vand bliver af afgørende betydning for Mellemøsten i de kommende tiår. Regionen har den laveste vandmængde pr. person i verden, og mængden reduceres støt. Vand spiller også en hovedrolle i fredsprocessen i Mellemøsten, ikke kun i forhandlingerne mellem Israel og palestinenserne, men også mellem Israel og Syrien. Kommissionens politik fokuserer på forskellige aspekter af vandspørgsmålet i Mellemøsten, både sikkerhedsaspektet og de økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter. Retfærdige og omfattende vandaftaler mellem Israel og dets nabolande understøttet af effektivt regionalt samarbejde er nødvendige for at skabe varig fred i regionen. Kommissionen deltager aktivt i og er blandt hoveddonorerne til den multilaterale vandarbejdsgruppe som led i fredsprocessen i Mellemøsten. Som et konkret bidrag afsatte vi i 1999 yderligere 4 millioner euro til oprettelse af regionale vanddatabanker. Vi tilskynder også til etablering af en regional samarbejdsstruktur. Rådets særlige ekspertgruppe om vand i Mellemøsten har holdt møder med israelske, jordanske og palestinensiske vandmyndigheder og koordinerer aktivt EU's vandpolitik. Kommissionens politik har til formål at bistå regionen med at opnå bæredygtig forvaltning af de knappe vandressourcer kombineret med bistand til at udforske nye ressourcer. Den nuværende forvaltning af vandet og det nuværende vandforbrug i Mellemøsten kan ikke opretholdes. Det skønnes, at landbruget i den samlede Middelhavsregion tegner sig for over to tredjedele af det samlede nationale vandforbrug, men kun for en tredjedel af bruttonationalproduktet og beskæftigelsen. Denne ulighed er endnu større i Mellemøsten. Derfor har bistand til en reform af vandpolitikken i landene i Mellemøsten høj prioritet. Ved Euro-Middelhavskonferencen for udenrigsministre i Stuttgart i 1999 besluttede man at sætte vand på partnerskabets dagsorden. Det første resultat var, at der på Euro-Middelhavsministerkonferencen om lokal vandforvaltning i Torino i oktober 1999 blev vedtaget en handlingsplan til 40 millioner euro, som giver yderligere samarbejdsmuligheder på dette område. Der offentliggøres snart en meddelelse om forslag.
+Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar. Ud over at fremhæve problemets alvor og dets indvirkning på fredsprocessen i Mellemøsten ville jeg med mit spørgsmål også opfordre til, at man behandler mangelen på vandressourcer som et alvorligt politisk problem. Alle taler om de kommende kriser med hensyn til vand. Noget må der gøres. Mit spørgsmål til kommissæren er, hvilke initiativer man vil tage for at få nogle folkeretlige regler for forvaltning af vandressourcer, så man kan fjerne de brændpunkter for lokal eller regional konkurrence, som er forløberne for kriser og en særlig form for imperialisme. Selve svaret, som henviser til spørgsmålet vedrørende Israel og Syrien, går en smule videre end det, nemlig til Tigris og Eufrat, til Tyrkiet, Syrien og andre steder. Jeg mener, at der bør fastlægges folkeretlige regler for forvaltning af vandressourcer, som indeholder klare betingelser for alle de involverede lande med floder, som løber igennem mere end et land. Og det samme bør gælde for søer, som er omgivet af mere end et land.
+Kommissionen støtter vigtige vandprojekter i det palestinensiske område og Jordan gennem MEDA. Det seneste eksempel er EU's tilskud på 5 millioner euro til projektledelsen af programmet til vandsektorforbedringer i Storamman samt et stort lån fra Den Europæiske Investeringsbank. Bortset for vores støtte til den multilaterale vandarbejdsgruppe kan jeg nævne det treårige Euro-Middelhavshandlingsprogram vedrørende et vandinformationssystem. Europa-Kommissionen bidrog med 1,2 millioner euro til dets gennemførelse. Euro-Middelhavskonferencen om vandforvaltning i Marseille den 25.-26. november 1996 blev arrangeret på initiativ af Europa-Kommissionen og den franske regering med støtte fra byen Marseille. Det internationale vandkontor var ansvarligt for sekretariatet. Så Kommissionen har løbende været involveret i dette projekt og vil fortsat være det.
+Spørgsmål nr. 45 af (H-0689/00): Om: Transport af dyr Der er i løbet af året i medlemsstaterne blevet vist programmer i tv, hvoraf det fremgår, at transporten af levende dyr i EU er i modstrid med bestemmelserne i direktivet om transport af dyr og desuden krænker alle etiske principper. På hvilken måde agter Kommissionen at tilskynde medlemsstaterne til at kontrollere transporterne og kritisk undersøge de planlagte ruter til andre medlemsstater? Hvornår agter Kommissionen at fremsætte nye direktivforslag om transport af levende dyr? Da der eksisterer et fælles marked for fødevarer, hvordan tager Kommissionen da hensyn til, at de medlemsstater, som gennemfører transporten korrekt, har større udgifter end de stater, der til stadighed overtræder lovbestemmelserne? Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for at bringe de lange transporter til ophør og derimod privilegere transporter af frostvarer og forarbejdede produkter? Andel del
+Jeg er enig i, at det er bekymrende, at reglerne for transport af dyr ikke håndhæves i tilstrækkelig grad i visse områder. Medlemsstaterne har ansvar for den daglige håndhævelse af fællesskabslovgivningen, mens Levnedsmiddel- og Veterinærkontoret under mit generaldirektorat foretager bestemte kontroller og inspektioner for at kontrollere, at medlemsstaterne håndhæver fællesskabslovgivningen effektivt og ensartet. Disse kontroller har vist visse mangler i nogle af medlemsstaternes overholdelse af fællesskabslovgivningen. Der er derfor iværksat overtrædelsesprocedure mod visse medlemsstater i henhold til traktatens artikel 226, og andre er under overvejelse. Jeg vil om kort tid i årets sidste kvartal fremlægge en beretning for Rådet og Europa-Parlamentet om medlemsstaternes gennemførelse af fællesskabslovgivningen om beskyttelse af dyr. Beretningen viser, at medlemsstaterne i øjeblikket har problemer med at gennemføre fællesskabslovgivningen fuldt ud. I konklusionen har jeg tænkt mig at fremsætte forslag til, hvordan transporten af dyr kan forbedres, behandle de problemer, jeg har nævnt, sikre inspektion fra Levnedsmiddel- og Veterinærkontorets side samt iværksætte overtrædelsesprocedurer, hvis det er nødvendigt. Flere grundlæggende problemer i direktivet vil snarest muligt blive evalueret videnskabeligt, bl.a. data vedrørende transporttider, stress i forbindelse med læsning og aflæsning samt læsningstæthed. I denne forbindelse bør foranstaltninger til at fremme slagtning af dyr tættere på det sted, de er opdrættet, også undersøges. Lad mig konkludere ved at forsikre Dem, at dyrevelfærd står meget højt på Kommissionens dagsorden. Jeg glæder mig til at drøfte dette yderligere, når jeg fremlægger min beretning om transport i løbet af de næste par uger.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg takker for svaret, men vil gerne ganske kort konstatere, at nu, hvor EU er ved at udvide sig mod øst efter en meget hastig tidsplan, og der bl.a. fra de baltiske lande er blevet transporteret heste til EU-området - disse transporter har varet op til 100 timer - er det efter min mening ganske besynderligt, at vi samtidig kræver af ansøgerlandene, at de meget nøje overholder forskrifter og regler. Inden for vores eget område tillader vi jo forbrydelser som - som det er kommet frem i offentligheden - er ganske umenneskelige, når man tænker på det civiliserede Vesteuropa. Jeg vil gerne understrege dette og spørge, hvilken tidsplan vi nu reelt går frem efter med det for øje, at vores egne sager skal være i orden, inden de nye medlemslandes optages.
+Selv om jeg ikke kan give Dem en nøjagtig tidsplan, kan jeg forsikre Dem om, at der allerede er iværksat overtrædelsesprocedurer, og at flere er under overvejelse. Situationen overvåges konstant, jeg har haft en række drøftelser med generaldirektøren for mit generaldirektorat, som er transportekspert, og jeg trækker på hans ekspertise. De henviser også til vores forhold til ansøgerlandene. Kommissionen mener, at den mest effektive metode til opnåelse af en omfattende forbedring af standarderne for dyrevelfærd er at arbejde for international konsensus. De lange transporttider for heste har været drøftet med veterinærmyndighederne i de lande i Central- og Østeuropa, som i øjeblikket forhandler om medlemskab. En handlingsprotokol til forbedret beskyttelse af heste og æsler, der transporteres over lange afstande, blev vedtaget i april. De første resultater som følge af protokollens gennemførelse vil blive drøftet ved et særligt møde med alle de kompetente myndigheder i ansøgerlandene i slutningen af september i år. Så jeg kan forsikre Dem om, at dette spørgsmål har høj prioritet i min tjenestegren, og at vi vil overvåge det nøje og forfølge det aktivt.
+Hr. formand, det ville være interessant at høre, om Kommissionen også har i sinde at realisere forskning på dette område, vel at mærke efter bedste praksis -modellen. Vil De også skabe incitamenter for, at dyretransporter organiseres på en sådan måde, at de faktisk er udholdelige for dyret?
+Jeg har forstået på de oplysninger, jeg har fået fra min tjenestegren, samt de øvrige oplysninger, som er stillet til min rådighed, at der træffes de nødvendige forholdsregler. På det grundlag ændres direktivet, så det forbedrer beskyttelsen af dyr under transport, navnlig heste, i form af obligatorisk aflæsning og en fast hvileperiode for kommercielle transporter af heste, der passerer gennem et grænsekontrolsted i EU.
+Jeg vil gerne stille et beslægtet spørgsmål angående forbuddet mod Staffordshire terriere i Tyskland i henhold til deres lov om farlige hunde. Mange af mine vælgere i Det Forenede Kongerige skriver til mig i protest mod denne tyske lov, som forbyder visse hunderacer, der tilsyneladende ikke udgør nogen fare for den offentlige sikkerhed. I lyset af det europæiske projekt med pas til husdyr og husdyrs deraf følgende ret til at bevæge sig frit inden for EU har Kommissionen så lovhjemmel til at gribe ind og beskytte dyrenes velfærd og især disse husdyr i Tyskland? Ellers er der mulighed for, at disse dyr slagtes unødigt, og måske endda, at denne fine britiske hunderace bliver udryddet.
+Hr. kommissær, i henhold til forretningsordenen er det ikke et tillægsspørgsmål. Vi kan opfordre hr. Tannock til at formulere sit spørgsmål til næste møde, men hvis De ønsker at besvare det, kan De gøre det.
+Jeg må høfligt sige til det ærede medlem, at hvis jeg havde fået dette spørgsmål skriftligt, ville jeg nok bedre have kunnet give et udtømmende svar. Jeg har som kommissær ansvar for dyrevelfærd med kompetence til at behandle disse problemer i forbindelse med dyrevelfærd. Hvis jeg gøres opmærksom på sådanne sager, og de ligger inden for det relevante direktivs rammer, kan der gøres noget. Det eneste praktiske forslag, jeg kan komme med, er, at De skriver til mig og giver mig de relevante oplysninger. Så vil min tjenestegren undersøge sagen og tage sig af den.
+Hr. Tannock, De kan bilateralt give udtryk for Deres mening skriftligt, eller De kan gøre det offentligt i henhold til forretningsordenen, og så vil De få kommissærens svar. Mange tak, hr. Byrne, for Deres samarbejde med Europa-Parlamentet her i eftermiddag. Spørgsmål til hr. Vitorino
+Spørgsmål nr. 46 af (H-0600/00): Om: Meddelelse om børns rettigheder I en erklæring i Parlamentet i november 1999 i anledning af tiårsjubilæet for konventionen om barnets rettigheder meddelte Kommissionen, at den ville offentliggøre en meddelelse om børns rettigheder, og den bedes oplyse, om den nu er i stand til at give Parlamentet en fast dato for offentliggørelsen af denne meddelelse? Hvilke planer har Kommissionen om at samordne EU"s og medlemsstaternes deltagelse i FN's Generalforsamlings særlige session om børn (UNGASS), som finder sted i september 2000? Er Kommissionen enig i, at denne særlige samling gør det meget hastende at offentliggøre en meddelelse om børns rettigheder?
+Jeg henviser til det ærede medlems brev dateret den 20. juni, som hun og en række kolleger modtog fra formanden, hr. Prodi, om netop dette emne. I sit brev understreger formanden Kommissionens forpligtelse med hensyn til alle foranstaltninger, som beskytter børns rettigheder, og nævner en række eksterne og interne områder, hvor Kommissionen tager aktiv del i disse alvorlige sager. Formanden forsøgte imidlertid også at placere Kommissionens aktiviteter på disse og andre områder inden for rammerne af traktatændringen. Han anerkendte, at medlemsstaterne stadig har hovedansvaret for aktiviteter vedrørende børn på baggrund af, at der ikke er lovhjemmel i traktaten til, at fællesskabet kan beskytte barnets rettigheder ud over de eksisterende rammer. Inden for de eksisterende rammer har Kommissionen allerede iværksat en lang række initiativer til beskyttelse af børns rettigheder, f.eks. programmerne Daphne og Stop, som hører under mit ansvarsområde. Kommissionen har også aktiviteter i gang på det sociale og uddannelsesmæssige område med henblik på at forbedre børns situation. Kommissionen tog ligeledes initiativet til at medtage en særlig artikel om børns rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder, hvilket igen er tegn på, hvor stor vægt vi tillægger dette emne. I forslaget til artiklen inddrages hovedprincipperne fra New York-konventionen som retten til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres velfærd og tarv. Vi vil fortsat insistere på, at chartret forbyder børnearbejde. I sit brev udtrykte formanden ligeledes, at det ville være nyttigt, hvis Kommissionen evaluerede, om alle medlemsstaterne opfylder FN-konventionen om Barnets Rettigheder. Selv om alle medlemsstaterne har ratificeret konventionen, gennemføres den i vidt forskelligt omfang, og medlemsstaternes holdninger til, hvordan børns rettigheder beskyttes bedst muligt, er også vidt forskellige. Jeg er overbevist om, at en sådan evaluering kunne være et nyttigt bidrag til FN's Generalforsamlings særlige samling i september 2001. Kommissionen mener, at dens løbende aktiviteter til fordel for børn, dens aktive kamp for at medtage børns rettigheder i chartret om grundlæggende rettigheder samt dens støtte til idéen om den førnævnte evaluering beviser Kommissionens engagement på dette vigtige område.
+Som De ved, er jeg en stor beundrer af Dem, og jeg er sikker på, at det var lige så ubehageligt for Dem at skulle gentage Deres svar i dag, som det var for mig at høre det. Jeg kender til Deres personlige engagement, men De har faktisk ikke givet mig noget klart svar på, hvad Kommissionen egentlig har tænkt sig at gøre ved FN-konferencen, som finder sted om et par uger. Efter at have hørt om Kommissionens planer i forbindelse med dyrevelfærd, ville jeg ønske, at de havde lignende planer i forbindelse med børns velfærd. Jeg accepterer de lovrammer, som De skal holde Dem inden for, men kunne De f.eks. tilkendegive, at der vil være repræsentanter fra Kommissionen til stede på FN-konferencen i september? I hvilken kontekst og har de til hensigt at komme med indlæg ved konferencen?
+Det vil jeg med glæde besvare. Faktisk taler vi begge om det samme, nemlig FN's Generalforsamlings særlige samling om barnets rettigheder i september 2001, altså næste år. Da vi taler om den samling, må jeg svare, at vi bør undersøge, hvordan FN-konventionen om Barnets Rettigheder er blevet implementeret i medlemslandene. Denne undersøgelse kan afsluttes tids nok til at danne grundlag for EU's deltagelse i FN's Generalforsamlings særlige samling næste år. Jeg er sikker på, at vi kan regne med det kommende svenske formandskabs støtte i det første halvår af 2001. De har allerede gjort det klart, at barnets rettigheder får topprioritet. Så jeg mener, at jeg har gjort rede for, hvilke foranstaltninger vi agter at iværksætte og hvornår.
+Hr. formand, er kommissæren enig med mig i, at der synes at foregå et stigende misbrug af børn, og at det ligger inden for EU's ansvarsområde? Børn misbruges af mødre fra Øst- og Centraleuropa til at tigge på gaden i vores byer. De kommer for det meste til EU som flygtninge. Enten skal der drages omsorg for dem, eller også er deres tiggeri uberettiget, da de skulle modtage sociale ydelser fra staten. Det er måske noget, der skal tilføjes på listen over tilfælde af børnemisbrug, som vi i fællesskabet bør undersøge meget nøje.
+Jeg deler det ærede medlems bekymring på den måde, at tiggeri er en aktivitet, hvor børn sommetider af deres egen familie tvinges til at handle mod deres egen værdighed. Som De ved, er det først og fremmest medlemsstaterne, som har ansvar for at beskytte børns værdighed. Ikke desto mindre starter vi nu en drøftelse af et målrettet lovinitiativ, som skal definere listen over forbrydelser mod børn. Jeg vil se på Deres forslag med et åbent sind.
+Spørgsmål nr. 47 af (H-0606/00): Om: Pasfrihed i Schengenområdet Hvordan har pasfriheden inden for rammerne af Schengenaftalen efter Kommissionens opfattelse fungeret under EM i fodbold i lyset af de masseanholdelser, som fandt sted i Bruxelles og Charleroi?
+Det kan for det første konstateres, at mange af de personer, der var implicerede i begivenhederne i Bruxelles og Charleroi, kom fra en og samme medlemsstat, nemlig Storbritannien, som ikke er omfattet af Schengen-reglerne. Der er således tale om personer, som i forbindelse med deres rejser for at overvære fodboldkampe under europamesterskaberne 2000 har været underkastet den kontrol af personer, der findes sted ved Schengen-områdets ydre grænser. Der er endvidere grund til at erindre om, at den belgiske og den nederlandske regering i forbindelse med europamesterskaberne 2000 gjorde brug af en særlig beskyttelsesklausul, jf. artikel 2, stk. 2, i Schengen-konventionen, hvori det bestemmes, at en medlemsstat, såfremt den offentlige orden eller indre sikkerhed er truet - og faren for hooliganisme opfylder efter min opfattelse klart dette kriterium - kan træffe afgørelse om, at der for en begrænset periode indføres kontrol ved landets grænser - herunder også ved Schengen-områdets indre grænser - idet arten af denne kontrol i øvrigt afpasses efter den konkrete situation. Den belgiske og den nederlandske regering fulgte den procedure, der fastlægges i Schengen-aftalen for så vidt angår forudgående høring. Der blev midlertidig genindført kontrol ved de indre grænser, idet denne kontrol dog ikke var systematisk. Der var tale om målrettet kontrol bl.a. på grundlag af oplysninger modtaget fra andre medlemsstater - inden for rammerne af politisamarbejdet - om klubmedlemmer, som kunne udgøre en trussel mod den offentlige orden. Iværksættelsen af kontrol ved de ydre grænser og, som en midlertidig foranstaltning, ved Schengen-områdets indre grænser er ikke ensbetydende med, at grænserne lukkes og at personer, som ønsker indrejse med henblik på at overvære en fodboldkamp, systematisk afvises. I henhold til traktaten om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber sikres EU's borgere en grundlæggende ret til fri bevægelighed inden for medlemsstaternes område. Denne ret kan imidlertid begrænses af hensyn til den offentlige orden, men kun i individuelle tilfælde, nemlig for så vidt den pågældende person udgør en reel og tilstrækkelig alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser. Jeg vil derfor understrege over for spørgeren, at kollektive begrænsninger ikke er tilladt i henhold til fællesskabsretten. En person kan altså ikke tilbagevises ved grænsen med henvisning til, at denne er statsborger i en bestemt medlemsstat, eller at denne ønsker at overvære en fodboldkamp. Der er på denne baggrund påbegyndt en evaluering af samarbejdet medlemsstaterne imellem i lyset af de erfaringer, der er høstet i forbindelse med europamesterskaberne 2000. Det er målet om muligt at styrke samarbejdet både i lovgivningsmæssig henseende og for så vidt angår politisamarbejdet, når det gælder bekæmpelse af hooliganisme.
+Jeg takker kommissær Vitorino for svaret. Jeg holdt så godt jeg kunne med Portugal i Bruxelles på Kong Baudouin-stadionet, men til sidst vandt Frankrig i en kamp, hvor man faktisk må sige, at Frankrig havde det bedste hold. Jeg holdt dog med Portugal, så længe jeg kunne. Jeg takker som sagt for svaret, men jeg vil alligevel stille et tillægsspørgsmål. Mange mennesker synes, at det er modbydeligt, at der her i Europa er optøjer, hooliganisme, aggressivt sprogbrug og vold, som man f.eks. i USA ikke kender til i forbindelse med sportsbegivenheder. Jeg ved, at Storbritannien ikke er med i Schengen-aftalen, men det kommer måske en dag. Synes De, at de foranstaltninger, vi vedtager nu, er tilstrækkelige, og hvilken lære kan vi drage for fremtiden? Næste gang kommer Portugal måske endda i finalen.
+Jeg tror ikke, der hverken direkte eller indirekte er en sammenhæng mellem Portugals nederlag og hooliganismen. Sådan udviklede spillet sig nu engang, og undertiden er man mindre heldig. Hvorom alting er, ja, er det Portugal, som er værtsland i forbindelse med europamesterskaberne i 2004. Kommissionen har da også taget flere konkrete initiativer for så vidt angår politisamarbejdet med henblik på at afprøve nye samarbejdsmetoder og høste erfaringer i så henseende. Vi er i færd med at vurdere de omhandlede foranstaltninger. Så snart rapporten herom foreligger, vil vi overveje disse spørgsmål nærmere og tage de fornødne lovgivningsmæssige initiativer. Målet er klart. Vi ønsker vedtagelse af bestemmelser på europæisk plan, som styrker politisamarbejdet i forbindelse med bekæmpelsen af hooliganisme. I øjeblikket afventer jeg den omhandlede rapport. Så snart den foreligger, vil den selvsagt blive offentliggjort, og de konkrete foranstaltninger vil blive drøftet.
+Jeg har et tillægsspørgsmål, som også drejer sig om Schengen-aftalen og pasfriheden. Som kommissæren sikkert ved, vil de nordiske lande komme med i Schengen-aftalen i marts næste år. Der har været forlydender om, at de svenske borgere, som skal rejse inden for Schengen-området, også fremover skal have deres svenske pas på sig. De svenske id-dokumenter angiver nemlig ikke medborgerskab, hvilket kræves ifølge Schengen-aftalen. Det, som skulle være en Union med pasfrihed, bliver en Union med fortsat pastvang for de svenske borgere. Kan kommissæren bekræfte, at Schengen-aftalens regelsæt fortsat kræver, at svenskerne, efter at have tiltrådt aftalen, skal have pas med, når de rejser til Schengen-området? Hvad mener De om dette?
+Jeg mener, hr. Sjöstedt, at dette spørgsmål må ses i et andet perspektiv, nemlig at finde fælles normer for rejsedokumenter, hvad enten det er pas eller identitetskort. Sådanne fælles normer er omtalt i traktaten, og Kommissionen er langt i udarbejdelsen af et forslag om fælles normer for de nævnte dokumenter. Jeg kan ikke give Dem en fast tidsplan, altså, jeg kan ikke garantere, at disse dokumenter vil være indført, før den nordiske pasunion bliver en del af Schengen-samarbejdets fri bevægelighed. Jeg kan derimod garantere, at vi arbejder aktivt for at skabe ens standardmodeller for dokumenter, der vil løse problemer af den art, som De just har omtalt.
+Spørgsmål nr. 48 besvares skriftligt.
+Spørgsmål nr. 49 af (H-0692/00): Om: Det europæiske politiakademi Hvad er den aktuelle situation vedrørende planlægningen af et europæisk politiakademi hvad angår det virtuelle net for eksisterende faciliteter og oprettelsen af et konkret akademi på et konkret sted?
+Ved det europæiske topmøde i Tampere i oktober 1999 anbefalede man oprettelsen af et europæisk politiakademi til uddannelse af ledende politifolk, hvilket skulle starte som et netværk af eksisterende nationale uddannelsesinstitutioner. Der er sket betydelige fremskridt indtil videre. Det portugisiske formandskab fremsatte et forslag til rådsforordning i slutningen af juni 2000. Det franske formandskab har til hensigt at få vedtaget en rådsbeslutning i slutningen af året. Det ville gøre det muligt at få oprettet et politiakademi inden 2001, som nævnt i Kommissionens resultatliste for retlige og indre anliggender. En række medlemsstater går ind for at oprette et europæisk politiakademi som et permanent netværk af nationale uddannelsesinstitutioner. Andre medlemsstater betragter det nuværende formandskabs forslag om et netværk som en midlertidig foranstaltning inden oprettelsen af en permanent institution. Kommissionen har fra begyndelsen insisteret på, at det europæiske politiakademi skal gøres permanent efter at have fungeret som netværk i en indledende fase i overensstemmelse med konklusionen på topmødet i Tampere. Det har ført til et forslag til en forordning, som indeholder følgende plan. Fra januar 2001 oprettes det europæiske politiakademi som et netværk af nationale uddannelsesinstitutioner, det vil sige et virtuelt akademi. Det skal fungere på denne måde i tre år. Efter de tre år skal der træffes beslutning om, under hvilken form det skal fortsætte. Kommissionen holder dog fast på, at forslaget til forordning skal indeholde en klar forpligtelse til at gøre det europæiske politiakademi permanent efter nogle få år som netværk.
+Hr. formand, jeg takker kommissæren for det præcise svar og for hans store indsats i denne sag. Jeg er jo i mellemtiden blevet udpeget til ordfører for emnet, og her kommer vi sikkert til at arbejde tæt sammen for at fremme sagen. Mit spørgsmål er imidlertid, om Kommissionen fortsat har planer om at udarbejde en analyse om gennemførligheden af et egentligt akademi. For som De ved har Europa-Parlamentet krævet et faktisk og ikke et virtuelt akademi. Planlægger De at udarbejde en undersøgelse af realiseringschancerne? Det har De vores fulde støtte til.
+Der blev først foretaget en forundersøgelse af Rådets Generalsekretariat, som dannede udgangspunkt for Rådets nuværende forslag til beslutning. Men vi har til hensigt at fremme vores eget initiativ på området for at sikre os, at vi får alle de nødvendige oplysninger til at kunne gå et skridt videre så snart som muligt. Det er meget vigtigt at komme det skridt videre for at kunne gøre det europæiske politiakademi til en permanent institution. Kommissionen har ikke tænkt sig at opgive den idé.
+Mange tak for svarene her i eftermiddag, hr. Vitorino. Spørgsmål nr. 50 besvares skriftligt. Spørgsmål til fru Diamantopoulou
+Spørgsmål nr. 51 af (H-0647/00): Om: Social sikkerhed inden for rammerne af en styrket europæisk økonomi I det nyligt påbegyndte 21. århundrede vil en af Den Europæiske Unions vigtigste opgaver utvivlsomt være at sørge for at give den sociale dimension en rimelig plads i forhold til den økonomiske og politiske dimension. Fælles socialpolitiske mål skal opstilles og gennemføres for at sikre, at de europæiske borgere inddrages i den fortsatte integrationsproces og den forestående udvidelse. Kommissionen bedes derfor oplyse, om den påtænker en øget harmonisering af de stadig så forskellige socialsikringsordninger samt af de faglige kvalifikationer på alle områder. Er det korrekt at formode, at EU"s hidtil beskedne beføjelser inden for sociale anliggender og beskæftigelse vil blive udvidet i fremtiden?
+Hr. formand, det, som de to spørgsmål i bund og grund handler om, er, om der vil komme en yderligere harmonisering af socialpolitikken, og om Kommissionens kompetence vil blive udvidet til socialpolitiske spørgsmål. Jeg vil starte med at nævne den beslutning, som blev truffet af Rådet i Lissabon, hvor der er en klar omtale af behovet for at koordinere politikken for konkurrencedygtighed og politikken for social samhørighed, af behovet for en ajourføring af den sociale model og behovet for investeringer i mennesket og bekæmpelse af social udstødelse. I henhold til traktaterne har Kommissionen imidlertid ikke mulighed for at foreslå en politik for spørgsmål af socialpolitisk karakter. Men vi må dog sige, at Rådet efter Lissabon har givet udtryk for sit samtykke, har vedtaget en enig beslutning om et samarbejde på det socialpolitiske område og en udvidelse af fremgangsmåden med det åbne samarbejde til spørgsmål som social udstødelse og social sikkerhed. Den agenda, der blev foreslået i juli, og som blev udarbejdet via et særligt samarbejde med Parlamentet og ordføreren for Udvalget om Sociale Anliggender, fru Van Lancker, indeholder en nøjagtig beskrivelse af de foranstaltninger og aktioner, som vedrører socialpolitikken inden for traktatens rammer, ligesom det også klart tilkendegives, at man ikke vil tilstræbe en harmonisering af socialpolitikkerne. Dette kan forekomme umuligt. Men vores planer kan føres ud i livet ved hjælp af redskaber som den sociale dialog, strukturfondene, især Den Europæiske Socialfond, som råder over et stort budget, ved hjælp af mainstreaming, politisk analyse, forskning samt lovgivning. Kommissionen udsendte i juli 1999 en ny meddelelse med titlen "En samordnet strategi til modernisering af den sociale beskyttelse". Den indeholder to grundlæggende retningslinjer. Den ene er bekæmpelsen af social udstødelse, og den anden er det fremtidige samarbejde inden for social beskyttelse og pensionsordninger. For begge disse måls vedkommende omfatter Kommissionens prioriteringer lovgivning og anvendelse af sociale indikatorer, som er nødvendige for, at vi kan vurdere politikkerne, en konkretisering af mål vedrørende fattigdom og kultur - noget som vil blive drøftet under det franske formandskab - og enighed om visse krumtappe, som har betydning for pensionernes levedygtighed.
+Fru kommissær, mange tak for disse afklaringer. Lad mig formulere det, som jeg især ønsker mig, i et ekstra spørgsmål. I hvilket omfang forsøger Kommissionen fremover at arbejde i retning af, at de sociale sikringssystemer, faglige kvalifikationer, den sociale kompetence i det hele taget bliver harmoniseret? Det var yderst interessant at høre redegørelsen for den aktuelle situation og også udviklingen, som jo er mere positiv, end det har været tilfældet tidligere. Men jeg tror, at vi må overbevise befolkningen i Den Europæiske Union om, at etableringsfrihed ikke er et tomt ord, som i sidste ende kun gælder fuldt ud for turister, men at etableringsfrihed for de mennesker, som arbejder, etableringsfrihed for de mennesker, som har arbejdet - hvilket i første omgang vedrører forsikringssystemet og pensionssystemet - er en realitet og ikke blot et tomt ord. Jeg tror, at vi med forenede kræfter må forsøge at overbevise Rådet om, at der her skal føres en mere åben, mere fremskridtsvenlig og fremtidsorienteret politik.
+Hr. formand, jeg er ganske enig med det ærede medlems generelle holdning, men vil dog gøre opmærksom på de begrænsede spillerum, der er på europæisk plan for disse politikker, eftersom det er nationale politikker; for det andet vil jeg sige, at vores undersøgelser fortæller os, at der er så store forskelle i pensionssystemernes og de sociale sikringssystemers struktur og opbygning, at det er umuligt at tale om en harmonisering; for det tredje vil jeg, hvad angår arbejdstagernes rettigheder, når de bevæger sig imellem landene, sige, at der allerede findes to forordninger. Rådet (arbejds- og socialministrene) foretog i juli en tilbundsgående behandling af ændringen af forordningen om arbejdstagere, der bor i et land og arbejder i et andet, men jeg må understrege, at der er så store forskelle mellem landenes systemer, at vanskelighederne forbundet med en harmonisering som den, De foreslår, er næsten uoverstigelige.
+Hr. formand, fru kommissær, en harmonisering af socialsikringsordningerne forudsætter en finansiering af den sociale sikring eller i praksis en harmonisering af beskatningen, ikke bare med hensyn til de tekniske rammer, men også beskatningsniveauerne. Vi ved alle, at man politisk endnu ikke er nået til enighed om denne sag og at man temmelig sikkert ikke kommer det inden for en speciel kort tidsfrist. Derfor tror jeg, at en sådan "de små skridts politik" er helt på sin plads også i denne sag, og jeg vil gerne spørge om noget, der hører til en del af denne de små skridts politik, nemlig direktivet om et indre marked for supplerende pensioner. Direktivet skulle være kommet fra Kommissionen til behandling i Europa-Parlamentet allerede i juli, og nu har vi hørt, at det åbenbart rykkes til september. Det kan også være, at det ikke bliver behandlet under det franske formandskab. Kunne De give en aktuel redegørelse for dette direktiv om et indre marked for supplerende pensioner?
+Hr. formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at dette direktiv, som udarbejdes i samarbejde med andre direktorater og andre kommissærer, bl.a. for det indre marked og konkurrence, ikke er helt færdigt, men jeg vil kunne give Dem en mere komplet tekst under en af de næste mødeperioder. Vi er i den fase, hvor vi drøfter spørgsmålene.
+Spørgsmål nr. 52 af (H-0649/00): Om: Europæiske ikke-statslige organisationer på det sociale område De europæiske ikke-statslige organisationer på det sociale område udgør et vigtigt led mellem Europas borgere og Kommission, Parlament og Råd, hvilket i stigende grad erkendes i sammenhænge såsom socialpolitik, handel, udvikling og miljø. Hvilke planer har Kommissionen om at foreslå et retsgrundlag for den civile dialog mellem EU"s institutioner og det organiserede civile samfund?
+Der er ingen tvivl om, at et af de grundlæggende spørgsmål, som dukker op i forbindelse med udarbejdelsen af hvidbogen om den nye måde at styre på i Europa, "Udvidelsen af demokratiet i Europa", er den rolle, som borgernes samfund spiller i de nye måder, demokratiet fungerer på i Europa og i alle medlemslandene. Samarbejdsniveauet og de forskellige former for samarbejde mellem Kommissionen og de ikke-statslige organisationer fylder meget i alle de mapper, hvis programmer gennemføres via ikke-statslige organisationer, og jeg vil sige, at de har en særlig vægt inden for sociale spørgsmål. Som bekendt foregår der i dag en dialog på grundlag af det arbejdsdokument, som Kommissionen har fremlagt under titlen "Kommissionen og de ikke-statslige organisationer - opbygningen af et stærkere partnerskab". Målet er, at vi ved hjælp af denne dialog finder frem til nye forslag, som vedrører væsentlige spørgsmål af politisk karakter, men også spørgsmål af proceduremæssig politisk karakter som f.eks. organisationernes repræsentativitet og spørgsmål af proceduremæssig karakter som f.eks. støtte til organisationerne og deres funktion. Som et led i denne dialog mødtes jeg den 30. marts 2000 med medlemmerne af de europæiske ikke-statslige organisationers platform, hvor vi havde en dialog om to kategorier af emner. Den første var de forslag, som blev stillet - som var af stor værdi for den sociale agenda - og den anden var emner, som drejede sig om de ikke-statslige sociale organisationer på europæisk plan og deres repræsentativitet og organisering, deres økonomiske problemer og de særlige proceduremæssige vanskeligheder forbundet med at støtte dem samt kvaliteten af og normerne for de tjenester, som de ikke-statslige organisationer kan tilbyde. Og jeg må sige, at deres bidrag til denne dialog er af stor betydning. For nylig, i juni, fandt der et møde sted mellem Generalsekretariatets tværtjenstlige gruppe og platformene for de europæiske ikke-statslige organisationer, som beskæftiger sig med sociale og udviklingsmæssige spørgsmål, og vi tror, at denne dialog snart vil være fuldført, så Kommissionen efter at have vurderet det hidtidige samarbejde og den institutionelle ramme, som de ikke-statslige organisationer arbejder indenfor, vil kunne udarbejde et komplet forslag, hvorved deres institutionelle rolle og funktionsmuligheder vil blive befæstet.
+Jeg takker kommissæren, og jeg er helt enig i indholdet navnlig af første del af Deres svar. Jeg bifalder, at der gives tilskud til ikke-statslige organisationer gennem handlingsprogrammerne om udstødelse og ikke-diskrimination. Men jeg har et konkret spørgsmål: Hvorfor er det kun otte eller ni ikke-statslige organisationer, der, så vidt jeg er orienteret, modtager støtte under disse to programmer? For det andet mener de ikke-statslige organisationer, at de uretmæssigt nægtes adgang til kernebevillinger. Jeg har hørt, at de i stedet får projektbevillinger, og at 18 miljøorganisationer f.eks. modtager støtte fra Kommissionen til deres driftsomkostninger. Efter min mening er det nu to år efter budgetstoppet i 1998 på tide, at Kommissionen gør noget ved de helt klare behov, som europæiske ikke-statslige sociale organisationer har for kernebevillinger til dækning af deres driftsomkostninger.
+Som De ved, er der især i forbindelse med sociale spørgsmål og ikke-statslige organisationer visse regler om disse organisationers størrelse, deres repræsentativitet og deres resultater. Vi ved, at der på det sociale område findes et enormt antal ikke-statslige organisationer, og det er meget vanskeligt for Kommissionens Generaldirektorat at vide, hvilke af dem de kan samarbejde med. Undertiden er der forvirring på nationalt plan. Så vi har besluttet at fastsætte kriterier, ud fra hvilke vi kan udvælge de ikke-statslige organisationer, vi kan samarbejde med. Det er derfor, vi må have afklaret spørgsmålet om repræsentativitet og om det netværk, der skal etableres på europæisk plan.
+Spørgsmål nr. 53 af (H-0675/00): Om: Beskæftigelsen i Grækenland I mit spørgsmål (H-0778/99) om den græske handlingsplan for beskæftigelsen havde Kommissionen svaret, at "den græske regering anerkender i dag problemet i forbindelse med, at det ikke er muligt at registrere tilgangen og afgangen af de mennesker, der finder beskæftigelse. Derfor har den for det første forpligtet sig til at omorganisere landets offentlige beskæftigelsestjenester og for det andet til at skabe effektive centre for beskæftigelsesfremme - dette program er allerede begyndt, men ikke fuldført endnu. For det tredje har den forpligtet sig til at indføre et system med elektroniske beskæftigelseskort og at anvende egnede elektroniske systemer til at overvåge disse politikker". Hvad er udviklingen i arbejdsløshedsprocenten i dag i Grækenland, hvor langt er man kommet med gennemførelsen af de forpligtelser, den græske regering har indgået vedrørende ovennævnte, og kan Kommissionen i dag også oplyse de kvantitative resultater (det vil sige hvor mange arbejdsløse som nu er kommet i arbejde) på grundlag af de programmer, der er gennemført til fremme af beskæftigelsen?
+Ifølge tal fra Eurostat lå arbejdsløshedsprocenten i Grækenland på 10,7% i 1998 med en gennemsnitlig arbejdsløshedsprocent i Europa i samme periode på 9,9%. Eurostat har ikke på nuværende tidspunkt tal for Grækenland i 1999, men arbejdsløshedstallet er vurderet til 10,4% i 1999. Som det fremgår, mangler vi egnede statistiske oplysninger, som kan vise udsvingene i arbejdsløshedstallene, hvilket gør det vanskeligt at vurdere de anvendte politikker og foranstaltninger inden for rammerne af den nye handlingsplan for beskæftigelsen og de nye foranstaltninger, som den græske regering har bekendtgjort på grundlag af denne beskæftigelseshandlingsplan, og som bevæger sig i den rigtige retning. Der er indgået nogle vigtige forpligtelser, som for det første vedrører en indsats for at organisere og bringe Grækenlands statistiske tjenester og funktioner i overensstemmelse med de europæiske landes og med Eurostats tjenester, for uden den statistiske basis er det svært at gå i gang med specifikke politikker. For det andet forpligter man sig til at fremskynde omstruktureringen af de offentlige tjenester, beskæftigelsestjenesterne og de statistiske tjenester, og denne omstrukturering skal være gennemført inden udgangen af 2001. Kommissionen har ingen oplysninger om antallet af arbejdsløse, der er kommet i beskæftigelse gennem de forskellige beskæftigelsesprogrammer i Grækenland, og derfor har man også forpligtet sig til i samarbejde med Kommissionen at gennemføre en løbende evaluering af uddannelsesprogrammerne, så der sker en klar overvågning af personer, som gennemgår et uddannelsesforløb. Deres spørgsmål kommer samtidig med offentliggørelsen af henstillingerne til alle landene, og de mest basale henstillinger vedrørende Grækenland er reformer med hensyn til statistik, indikatorer, undersøgelser og beskæftigelsestjenester, en analytisk undersøgelse af de skattemæssige incitamenter til at være ubeskæftiget og af andre modsatte incitamenter med baggrund i fællesskabstilskud til at få arbejdsløse ind på arbejdsmarkedet, fremme af livslang uddannelse og arbejdsmarkedets parters deltagelse i denne proces, styrkelse af iværksætterånden, forenkling af procedurerne i forbindelse med oprettelse af nye virksomheder samt fremme af samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter om en mere tidssvarende organisering af ansættelsesforhold, samtidig med at man garanterer fleksibilitet og sikkerhed.
+Mange tak, fru kommissær. Jeg har omtrent de samme statistiske oplysninger, som De har, og sidder netop med Eurostats sidste rapport i hånden, fra den 5. september 2000. Tallene svarer næsten til Dem, De opgav. Det, jeg gerne vil fremhæve, er: Jeg har i mange år, længe inden Deres udnævnelse, fru kommissær, forsøgt at få at vide - eventuelt bare som et overslag - hvor mange der er kommet i arbejde som følge af beskæftigelsesaktioner, men det er endnu ikke lykkedes mig. Hvilke udsigter er der til, at vi kan få oplyst dette, måske bare i forbindelse med en enkelt aktion, hvis det ikke er muligt at få generelle tal? For det andet sagde De, at vi vil få resultater at se i slutningen af 2001. For mit vedkommende finder jeg det på nuværende tidspunkt fuldstændig uacceptabelt, at man drøfter noget ud fra data, som eksisterer for alle lande, for hver enkelt måned, samlede tal, tal for forskellige grupper - alle tal bortset fra Grækenland, hvor kolonnen er helt tom. Jeg undrer mig over, at vi kan drøfte noget som helst. Jeg beklager at måtte sige det på denne måde, men min tålmodighed er ved at være brugt op.
+Grækenland befinder sig i en overgangsperiode, som man kan sige svarer til den første fase af de politikker, som havde med landets optagelse i Den Økonomiske og Monetære Union at gøre. Der er ingen tvivl om, at landet er bagud i forhold til de øvrige lande på visse områder som dem, der her er nævnt. Jeg er enig med Dem i, at den del, der vedrører de statistiske oplysninger, har stor betydning, ikke kun af hensyn til evalueringen, men også af hensyn til de politikker, der skal føres. I handlingsplanen indgår en klar forpligtelse med hensyn til beskæftigelsen, henstillingerne drejer sig om dette konkrete mål, direktiverne, 2000-retningslinjerne for beskæftigelsen har det som en prioritet, og det er et af de spørgsmål, hvor den græske regering har forpligtet sig. Jeg håber, situationen ser bedre ud ved denne tid næste år.
+. Fru kommissær, personligt har jeg ikke noget imod Dem, men jeg må sige, at jeg overhovedet ingen sympati har for den græske regering, især hvad angår beskæftigelsesspørgsmål, og det skyldes resultaterne. Og jeg mener også, at Deres udtalelser indtil nu forklarer min mangel på sympati. Hvordan kan man føre beskæftigelsespolitik, når man ikke ved, hvordan beskæftigelsen er, når man ikke ved, hvor mange personer der er kommet i arbejde som følge af uddannelsesprogrammerne? Jeg vil gerne koncentrere mig om en enkelt ting og stille Dem et konkret spørgsmål, så vi undgår en alt for omfattende diskussion. Hvad mener De, og hvad foreslår De den græske regering, at der skal ændres med hensyn til uddannelse i perioden 2000 - 2006 set i forhold til den foregående periode, hvor vi alle har indtryk af, at det ikke gik så godt, selv om der ikke findes nogen nøjagtige tal. Men selv de oplysninger, der findes, viser, at situationen hele tiden forværres. Så hvad vil man ændre i tidsrummet 2000 - 2006?
+Først og fremmest vil jeg gøre opmærksom på, at de enkelte lande har forskellige udgangspunkter, som bunder i historiske og politiske forhold, og at alle landene i den kommende femårige periode, som indgår i den tredje EF-støtteramme, får en enestående chance for at evaluere strategier og midler. Hvad angår det konkrete uddannelsesområde, som De er inde på, har vi som bekendt i Grækenland EKEPIS, som er oprettet efter aftale med Kommissionen; det er et center for certificering, som har haft meget tilfredsstillende resultater og positive evalueringer, og det vil i den kommende periode afslutte certificeringsprocedurerne. Det skal altså certificere undervisere og programmer, noget som ikke har været gjort indtil nu. For det andet bør uddannelsesområdet og den retning, man ønsker at orientere det i, kædes sammen med de valg, landet træffer med hensyn til serviceområdet og informationssamfundet, det vil sige uddannelsens temagrundlag skal kædes sammen med de valg, landet ellers træffer. For det tredje skal etableringen af de beskæftigelsesfremmende centre fuldendes. Indtil videre er der oprettet 24. Der skal være mindst 100 i henhold til den nationale planlægning. Disse centre skal ikke have noget med de traditionelle tjenester for arbejdsløse at gøre, men skal anvende de modeller, vi også bruger i Den Europæiske Union i dag, og som er modeller for individuelle ydelser til de arbejdsløse. Og så skal planerne om det elektroniske beskæftigelseskort føres ud i livet, så man kan følge udviklingen. Det er de forpligtelser, der indgår i beskæftigelseshandlingsplanen for 2000. Der er midler til at gennemføre disse programmer, og det er min vurdering, at de i perioden 2000 - 2006 for uddannelsesområdets vedkommende skal orienteres mod de konkrete punkter, jeg her har nævnt.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 54. Spørgsmål nr. 55, 56 og 57 besvares skriftligt. Spørgsmål til hr. Fischler
+Spørgsmål nr. 58 af (H-0602/00): Om: Forsinkelser i forbindelse med udstedelse af "specificitetsattestering af levnedsmidler" Efter en lang forberedelsesproces, undersøgelser og drøftelse i den berørte italienske sektor blev der i 1994 udarbejdet en ansøgning vedrørende ren jomfruhonning i overensstemmelse med forordning 2082/1992/EF. Ansøgningen, som var ledsaget af et ønske om en "specificitetsattestering" blev forelagt af Sammenslutningen for Ren Jomfruhonning og fremsendt til Kommissionen af den italienske miljøminister den 8. september 1995. Først i august 1999 kom Kommissionens godkendelse, og dette kun takket være flere henvendelser fra den italienske regering og navnlig fra den italienske minister De Castro. Siden da har den pågældende forening imidlertid intet hørt. I betragtning af, at der er gået 11 måneder siden Kommissionen accepterede ansøgningen, og den pågældende forordning indeholder særlige tidsfrister for udstedelsen af attesten, bedes Kommissionen redegøre for, hvilke problemer, der har forhindret den officielle udstedelse af attesten, og hvilke foranstaltninger den agter at træffe for at løse dem?
+Hr. formand, mine damer og herrer, ansøgningen vedrørende ren jomfruhonning, som der her er tale om, er desværre ikke i overensstemmelse med kravene i de gældende bestemmelser i Fællesskabet. Især er anvendelsen af denne betegnelse i strid med det hidtidige direktiv 409 fra 1974. Derfor har man hidtil ikke kunnet imødekomme den italienske ansøgning om beskyttelse ved attestering af særlige fødevareegenskaber i henhold til forordning 2082. Men som De ved, er der stillet forslag om at ændre dette direktiv. Så snart Rådet og Parlamentet har ændret direktivet, og en sådan betegnelse dermed bliver lovlig, kan behandlingen af ansøgningen for den nævnte honning langt om længe afsluttes med et positivt resultat.
+De skal have mange tak for Deres nøjagtighed, hr. kommissær, men jeg må sige, at jeg ikke er tilfreds. For 11 måneder siden afgav Kommissionen trods alt positiv udtalelse, sådan som det fremgår af mit spørgsmål. Jeg er klar over, at man i mellemtiden har ændret den fælles holdning til direktivet, og at den først skal forelægges for Parlamentet. Det forekommer mig dog ikke, at henvisningen til forordning 2082/92 har noget at gøre med dette direktiv, men at direktivet og forordningen kan betragtes som to forskellige retningslinjer. Jeg beder Dem derfor om en forklaring i den forbindelse, for ellers kan jeg ikke give de italienske biavlere nogen god nyhed.
+Hr. formand, hr. medlem, det er ganske enkelt at afklare. Vi kan ikke give oprindelsesbetegnelse for et produkt, hvis en sådan betegnelse er i modstrid med en fællesskabsretlig bestemmelse. Derfor er det en forudsætning, at denne ændrede fællesskabsretlige ordning først træder i kraft, for så eksisterer denne modsætning ikke længere. Så har vi heller ingen problemer med at udstede den beskyttelse, som den italienske regering eller den berørte region ønsker.
+Spørgsmål nr. 59 af (H-0609/00): Om: EU-støtte til Coillte Ifølge Domstolens dom fra august 1999 har Coillte i perioden fra 1993 til 1999 uberettiget modtaget støtte til indkomstudligning i medfør af skovbrugsstøtteforordning 2080/92 i størrelsesordenen £6,5 millioner. EF-Domstolen statuerede, at Coillte, der er et irsk halvoffentligt selskab, som har til opgave at udvikle skovbruget, var en "offentlig enhed", hvorfor den ikke var støtteberettiget. Mener Kommissionen, at Coillte på baggrund af denne dom ikke længere er berettiget til at modtage yderligere udbetaling af £30,5 millioner som led i næste runde af støtteudbetalingerne til skovbruget i henhold til forordning 2080/92?
+Hr. formand, mine damer og herrer. Medlemmets spørgsmål går ud på, om virksomheden Coillte er berettiget til at modtage samfinansieret støtte til udligning af indkomsttab ved skovrejsningsinitiativer i henhold til forordning 2080 fra 1992 fra Landbrugsfonden - garantisektionen. Jeg vil gerne præcisere, at der ikke foreligger nogen afgørelse fra Domstolen i dette specielle spørgsmål. Det er imidlertid korrekt, at Kommissionen opfatter denne virksomhed Coillte som en statsvirksomhed, fordi denne virksomhed ejes af den irske stat. Derfor har den ikke krav på støtte til udligning af indkomsttab. Denne støtte er i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b, i skovrejsningsforordningen forbeholdt landmænd og andre privatretlige fysiske eller juridiske personer. Derfor har Kommissionen i sinde at afslå samfinansiering af den udbetalte støtte med tilbagevirkende kraft fra 1. august 1996. For årene 1997 og 1998 er der tale om et samlet beløb på ca. 4,8 millioner euro. Denne økonomiske korrektur har de irske myndigheder anfægtet i den såkaldte forligsprocedure. Forligsorganet er i færd med at behandle sagen og har endnu ikke afsluttet behandlingen af dette spørgsmål. Kommissionen forfægter i denne sag det standpunkt, at de irske myndigheder hidtil ikke har dokumenteret, at Coillte skulle klassificeres som en privatretlig virksomhed. Kommissionen kan heller ikke bekræfte hverken det af medlemmet nævnte beløb på 6,5 millioner pund eller beløbet på 30,5 millioner, som åbenbart vedrører kommende udbetalinger. Kommissionen vil imidlertid ved alle fremtidige ansøgninger indtage samme standpunkt, som den hidtil har forfægtet.
+Jeg er meget glad for at høre Kommissionens svar, fordi støtten til Coillte blev bevilget af staten. Coillte er et halvoffentligt selskab, som har til opgave at udvikle skovbruget. Det har faktisk brugt de penge, som det fik fra disse renteudbetalinger, på at opkøbe jord. Det er også interessant, at formanden, Ray MacSharry er tidligere EU-landbrugskommissær, og at han stadig nægter at anerkende, at Coillte er en offentlig virksomhed, og at den ikke er berettiget til denne støtte. Ved et møde med Coillte for nylig fik jeg at vide, at regeringen vil bestride denne beslutning. Jeg mener, at det ville være spild af skatteydernes penge, da det efter min mening er klart for enhver med blot et gran af sund fornuft, at de ikke er berettiget til pengene. Det forfærdelige er, at de har forhindret dem, der i forbindelse med affolkningen af landdistrikterne skulle have haft pengene til at sikre, at de, der mistede indkomster, faktisk fik pengene, og jeg vil gerne have Kommissionens forsikring om, at Coillte ikke får flere penge, for de er ikke berettiget til dem, og de skal betale dem tilbage. De siger nu, at staten må betale pengene tilbage, men det er også uacceptabelt.
+Hr. formand, jeg har egentlig ikke noget at tilføje. Det er netop Kommissionens holdning, som medlemmet her har fremstillet og forklaret. Der kan ikke være tvivl om, at en stat som stat og som i dette tilfælde eneejer af en virksomhed ikke er indkomstmodtager og derfor heller ikke kan opvise indkomsttab. Derfor er det klart, at disse midler skal betales tilbage, og at denne virksomhed heller ikke kan få nye støttemidler. Derudover kan jeg med hensyn til forligsproceduren fortælle Dem, at denne forligsprocedure ikke svarer til en voldgiftssag, men kun præsenterer holdningen hos en instans, som er skabt af Fællesskabet. Konklusionerne er imidlertid ikke bindende for Kommissionen, som vi jo også har drøftet flere gange her i Parlamentet. På den anden side står det naturligvis begge parter frit for at gå til EF-Domstolen, men det ligger uden for vores kompetence at træffe afgørelse om dette.
+Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 60.
+Spørgsmål nr. 61 af (H-0618/00): Om: Omkostninger ved udvidelsen og landbruget i Middelhavsområdet I betragtning af prognoserne og de seneste lovgivningsforslag vedrørende landbruget i Middelhavsområdet, der berører produktionen af bl.a. bomuld, ris, frugt og grøntsager, tomater, nødder og olivenolie, og som har alvorlige følger for beskæftigelsen og det sociale fremskridt i disse fattige områder i Europa, og i betragtning af de budgetmæssige planer for udvidelsen af EU, hvordan vil Kommissionen da undgå, at det i virkeligheden bliver landbruget i Middelhavsområdet, som i sidste ende kommer til at betale omkostningerne ved den kommende udvidelse?
+Hr. formand, jeg vil gerne sige, at jeg finder dette spørgsmål vigtigt, fordi det giver lejlighed til en præcisering. For her etableres der en sammenhæng mellem den måde, som de sydlige stater og de sydlige produkter behandles på, og så udvidelsen. Fru parlamentsmedlem, jeg kan virkelig forsikre Dem, at de planlagte reformer i de nævnte sektorer, som De har nævnt i Deres spørgsmål, virkelig ikke har noget med udvidelsen at gøre. Den tidsplan, der er planlagt, er nemlig et resultat af de forpligtelser, som Kommissionen har påtaget sig, efter at Rådet har udstedt de pågældende forordninger. De er et resultat af nødvendigheden af, at vi i fuldt omfang sikrer, at instrumenterne i den fælles landbrugspolitik er effektive under hensyntagen til markedsudviklingen. Kommissionens reformforslag skal i sidste ende være med til at realisere den europæiske landbrugsmodel i disse sektorer. Det drejer sig om at sikre bæredygtigheden i alle dens tre dimensioner. Vi vil bringe de økonomiske, de sociale og de miljøpolitiske målsætninger på disse områder i harmoni med hinanden. Beskæftigelsen og det sociale fremskridt især i landområderne i Middelhavsområdet spiller naturligvis en meget vigtig rolle i denne forbindelse. Da den fælles landbrugspolitik i henhold til Agenda 2000, som De ved, er baseret på to søjler, og gennemførelsen af de nye udviklingsplaner for landområderne, især i mål 1-områderne, yder et mærkbart bidrag til at nå disse mål, tror jeg også det er klart, hvilke konsekvenser det giver. I det finansielle overslag, som Det Europæiske Råd blev enigt om sidste år i Berlin, er der en skarp adskillelse mellem bindingen af midlerne til de 15 medlemsstater og de ekstra midler, som er afsat til tiltrædelseslandene. Derfor er der i øjeblikket slet ikke mulighed for at anvende midler, som er afsat til de 15 medlemslande, til udgifter til kommende medlemmer, altså til ansøgerlandene. Derfor er den bekymring, som bliver bragt til udtryk her, efter min mening virkelig ikke begrundet.
+Hr. kommissær, De kan eventuelt svare tydeligere på følgende spørgsmål, der er utroligt vigtigt for udvidelsen: Fællesskabslovgivningen, der skal gælde for ansøgerlandene fra og med det øjeblik, ansøgerlandene opnår tiltrædelse - det såkaldte acquis communautaire - omfatter det efter Deres opfattelse begrebsmæsssigt den hjælp og støtte, der finansieres af den fælles landbrugspolitik?
+Hr. formand, fru medlem, jeg går ud fra, at når De taler om støtten, mener De først og fremmest de direkte betalinger, som er indeholdt i markedsordningerne, og som der i forbindelse med udvidelsesdebatten er stor diskussion om. Principielt har De ret. I længden gælder samme acquis communautaire for alle medlemsstater. Derfor kan der også kun være en fælles landbrugspolitik, og ikke to forskellige. Men De ved selv udmærket - og det har jo hidtil været tilfældet ved udvidelser, med Spanien, med Portugal, med alle andre stater - at der i tiltrædelsestraktaten, som jo er primær lovgivning, findes overgangsordninger, og i disse overgangsordninger findes naturligvis også undtagelser fra acquis communautaire. Det er jo det, der er meningen med overgangsordninger. Derfor kan man først besvare spørgsmålet om, fra hvornår de nye medlemsstater faktisk i fuldt omfang modtager direkte betalinger, som de findes i de fælles markedsordninger, når udvidelsesforhandlingerne er afsluttet. For dette spørgsmål er jo netop en del af udvidelsesforhandlingerne.
+Spørgsmål nr. 62 af (H-0633/00): Om: Subsidier til tobaksdyrkning Tobaksdyrkning i Den Europæiske Union støttes med millioner af euro årligt, mens over en halv million EU-borgere årligt dør af sygdomme, der skyldes tobak. De subsidier, der gives til tobaksdyrkning, bør omfordeles således, at de nuværende producenter tilskyndes til at gå over til afgrøder, der er sundere end tobak. Hvordan vil Kommissionen i fremtiden ændre principperne for tildeling af strukturpolitiske subsidier, for at den omfattende tobaksdyrkning i Den Europæiske Union kan bringes til ophør? Hvad mener Kommissionen ville være en realistisk tidsplan for gennemførelsen af de nødvendige ændringer?
+Hr. formand, mine damer og herrer, den problemstilling, som medlemmet rejser, er efter min mening ikke ligefrem ny. Jeg minder Parlamentet om, at Kommissionen allerede i 1996 fremlagde en rapport om den fælles markedsordning for råtobak for Parlamentet og Rådet. I denne rapport blev der henvist til, at denne sektor bidrager afgørende til at opretholde livet i nogle til dels meget tilbagestående regioner i Fællesskabet, hvor der næsten heller ikke er nogen alternativer. På baggrund af den analyse, som den gang blev udarbejdet over de sociale og økonomiske konsekvenser af at afskaffe støtten til tobaksdyrkningen, blev denne mulighed forkastet. Den blev imidlertid også forkastet, fordi det blev dokumenteret, at dyrkningsstøtten praktisk talt ikke har nogen indflydelse på tobaksforbruget og dermed på sundhedsrisikoen i Fællesskabet. Efterfølgende blev der så gennemført en gennemgribende reform af tobakssektoren i 1998. De centrale punkter i reformen er følgende. For det første en forbedring af kvaliteten, især også omstilling til sorter med lavere tjære- og nikotinindhold. For det andet en intensivering af forskningen, som finansieres af Fællesskabets tobaksfond. Her er midlerne blevet fordoblet. En af de vigtigste opgaver for denne forskning er at undersøge mulighederne for at omstille fra tobaksdyrkning til andre aktiviteter. For det tredje indeholder reformen i forbindelse med omstilling til andre afgrøder en mekanisme, hvorefter kvoter bliver tilbagekøbt fra landmænd, som er villige til at opgive produktionen. Disse landmænd bliver altså faktisk tilbudt penge for at lette deres omstilling til andre produkter. Disse bestemmelser, som er indeholdt i tobaksmarkedsordningen, kan suppleres yderligere inden for rammerne af støtteforanstaltningerne for udvikling af landområderne. Til slut vil jeg også gerne sige, at Kommissionen naturligvis vil foretage en vurdering af de initiativer, som er blevet iværksat i forbindelse med reformen. Senest den 1. april 2002 vil vi forelægge en rapport om, hvordan den ændrede markedsordning fungerer, for Europa-Parlamentet.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg er taknemmelig for disse svar. Der er tale om at flytte støtten til andre produkter. Jeg har allerede flere gange fremsat disse kommentarer, da der trods alt er tale om en ting, der ryster menneskeheden i så høj grad som tobak, som dræber mange. Med hensyn til de analyser, De hentydede til, vil jeg gerne vide, hvilke objektive analyser de er baseret på, da jeg er bekymret for vores alles helbred og samtidig også for tobaksproducenternes eksistens. Deres næringsvej burde kunne ændres og holdes på et sådant niveau, at de kan producere ufarlige produkter til os alle sammen.
+Hr. formand, fru medlem, jeg beklager, at der ikke var nogen tolkning i begyndelsen. For at gøre det kort: Naturligvis sender jeg Dem gerne den analyse, som blev udarbejdet den gang. Man undersøgte også den sociale effekt, effekten på indkomsterne, i denne analyse. Jeg stiller gerne de ønskede bilag til Deres rådighed.
+Er kommissæren klar over, at forskning udført af det skotske institut for afgrødeforskning i Invergowrie i nærheden af Dundee viser, at tobaksplanter kan genmanipuleres til at acceptere indpodning til formering af mulige kræftvacciner? Det er faktisk temmelig ironisk. Ville det ikke være ønskeligt at omlægge den europæiske tobaksavl til sådanne gode formål og at fremme denne type forskning?
+Hr. formand, hr. medlem, jeg må helt ærligt sige, at jeg er ikke informeret om disse forskningsresultater, men det skyldes måske, at de først og fremmest er gjort ud fra sundhedsmæssige overvejelser og derfor hører til vores sundhedskommissærs ansvarsområde. Men jeg vil gerne informere mig om dem. Men uanset om disse resultater er positive eller mindre positive, må vi efter min mening - det må vi ikke glemme - egentlig overbevise rygerne om det, så de også er villige til at købe cigaretter, som opfylder disse forudsætninger. Det er ikke et problem for tobaksavlerne, for tobaksavlerne vil sikkert dyrke den tobak, som markedet forlanger. Måske er det i det hele taget det bedste at holde sig til, hvad jeg nu har gjort i 15 år - tidligere røg jeg også - nemlig helst slet ikke at ryge. Så opstår problemet kun i meget begrænset omfang.
+Hr. formand, sundhedspolitik er noget, vi alle prioriterer højt her i Parlamentet. Vi ved, at tobaksavlen er prioriteret forskelligt i medlemsstaterne. Derfor spørger jeg, selv om jeg var og er ikkeryger, om ikke Kommissionen mener, at der - hvis man i dag indstillede tobaksdyrkningen i Den Europæiske Union totalt, sådan som nogle kræver - alligevel ville blive røget, fordi røgvarerne ville komme ind i EU via import?
+Fru medlem, når man ser på handelsbalancerne på tobaksområdet, konstaterer man, at det allerede i dag er sådan, at en meget stor del af den tobak, som anvendes til cigaretproduktionen, bliver importeret. Forskellen er kun, at vi ved hjælp af den fælles markedsordning på en måde forsøger selv at producere en del af det, som alligevel bliver konsumeret, for ikke at importere det hele. Dermed får forskellige familier en chance for at få en indkomst ud af denne dyrkning. Jeg er fast overbevist om, at man kun kan få hånd om det sundhedsproblem, som uden tvivl findes i forbindelse med tobaksrygning, ved at gøre forbrugerne opmærksomme på, hvilke sundhedsmæssige konsekvenser tobaksrygning kan have. Kun hvis vi er i stand til at overbevise forbrugerne, vil tobaksforbruget falde. Det er en illusion at tro, at man kan styre dette spørgsmål fra udbudssiden. Økonomisk set lader det sig kun gøre fra efterspørgselssiden.
+Mange tak, hr. Fischler, for Deres svar. Spørgsmål 63 til 109 vil blive besvaret skriftligt. Hermed er spørgetiden til Kommissionen afsluttet. (Mødet udsat kl. 19.25 og genoptaget kl. 21.00)
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0214/2000) af Lienemann for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (C5-347/2000 - 1997/0067 (COS)).
+Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer, kære kolleger, jeg tror, at vi sammen har gjort nytte ved at udarbejde dette rammedirektiv om de vandpolitiske foranstaltninger. Vi har gjort nytte, vi har sammen skabt et kompromis, men det er et kompromis, der indeholder høje krav, som jeg mener vil gøre det muligt at foretage et stort kvalitativt og kvantitativt spring inden for vandforvaltning. De europæiske borgere skal på langt sigt kunne få kvalitetsvand overalt, hvad enten det er overflade- eller grundvand. Det har været muligt at opnå dette kompromis takket være et aktivt engagement, det styrkeforhold, som Europa-Parlamentet har skabt, og takket være mobiliseringen af alle grupper, i særdeleshed skyggeordførerne, som har støttet mig i dette vanskelige forlig, samt takket være hr. Provan, som er formand for vores delegation. Men jeg vil også takke de øvrige aktører, naturligvis Kommissionen, som har fungeret som mægler og teknisk fornyer, og som har gjort dette med stor stringens og effektivitet, samt kommissæren og Kommissionens tjenestegrene. Jeg vil også takke Rådet, i særdeleshed det portugisiske formandskab og hr. minister Pedro Silva Perreira, som har gjort denne aftale mulig. Jeg mener, at de krav, der stilles i dette direktiv, er væsentlig sværere at gennemføre for landene i Sydeuropa end for andre lande i Unionen, der har lettere adgang til vand. Hvor er der sket væsentlige fremskridt? For det første har dette direktiv en stor bindende lovgivningsmæssig værdi. For det andet i forbindelse med behandlingen af det spørgsmål, som vi i Parlamentet anser for det vigtigste, nemlig eliminering og fuldstændigt ophør af alle former for forurening med prioriterede farlige stoffer. Parlamentet ønskede, at dette direktiv skulle være i overensstemmelse med de forpligtelser, der er blevet indgået inden for rammerne af de internationale konventioner, især OSPAR, som det også angives i direktivet. De foranstaltninger, der er iværksat, gør det muligt løbende - hvert fjerde år - at udarbejde en liste over prioriterede stoffer, nemlig de prioriterede stoffer, hvis mængde skal reduceres, og de prioriterede farlige stoffer, som slet og ret skal fjernes. For det tredje er der det vigtige spørgsmål om grundvand. Det har været vanskeligt nøjagtigt at definere, hvad der menes med en god tilstand for grundvand. For at kunne præcisere dette begreb var det planlagt at udarbejde et "datterdirektiv", det vil sige et direktiv, der indeholder nærmere bestemmelser til rammedirektivet. Europa-Parlamentet frygtede lidt, at dette nye direktiv kunne medføre, at kravene til bekæmpelse af forurening og de øjeblikkelige foranstaltninger til hindring af forurening af grundvandet blev udskudt. Derfor har vi holdt fast ved og opnået, at det bliver angivet, først og fremmest hvis direktivet ikke vedtages af de europæiske folkevalgte, at medlemslandene fastlægger bestemmelser, der skal garantere en god tilstand for grundvandet. I de tilfælde, hvor medlemslandene ikke fastlægger bestemmelser - det er på en måde et damoklessværd - hvis man for forurenende stoffer når til 75% af niveauet i de gældende standarder for den gode tilstand for grundvand, skal medlemslandene foretage en tendensændring. Generelt tages der i direktivet højde for Parlamentets vilje til at sørge for, at medlemslandenes foranstaltninger gør det muligt at vende den opadgående kurve for forurening af grundvandet. Kære kolleger, jeg synes derfor, at vi således har opnået en ordning, der gør det muligt at opnå væsentlige fremskridt, og dette ikke kun for de overordnede principper, men også med en virkelig effektivitet i de beslutninger, der er taget. Vi skal ikke desto mindre alle være på vagt. Først og fremmest over for "datterdirektiverne", som vil afvige fra rammedirektivet. Vi skal være med til den fælles beslutning om listen over prioriterede stoffer og prioriterede farlige stoffer. Kommissionen har allerede udarbejdet den første beretning, og der er udnævnt en ordfører. Den anden store mobilisering i Parlamentet bliver indholdet i rammedirektivet om grundvand. Jeg mener, at vi kort sagt er kommet et godt stykke fremad. Vi skal følge vores fælles mobilisering, men jeg har på fornemmelsen, at Europa ved indgangen til det 21. århundrede med dette rammedirektiv indleder en ny tidsalder, hvor beskyttelsen af de grundlæggende ressourcer som vand bliver en af de offentlige aktioners prioriteter og en prioritet for alle aktører, det være sig bønder, industrivirksomheder eller forbrugere. Det er under alle omstændigheder formålet med direktivet, og jeg tvivler ikke på, at Kommissionen og medlemslandene vil sørge for dets gennemførelse.
+Hr. formand, med forligsresultatet om direktivet om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger vedtager vi et for Europa-Parlamentet hårdt, men vellykket 10 år langt arbejde, og alligevel står vi dermed igen ved begyndelsen af nye og mindst lige så vigtige opgaver. Siden slutningen af 1980'erne har Kommissionen fremsat en række forslag om revision af eksisterende direktiver, som var blevet nødvendig på grund af den videnskabelige og tekniske udvikling. Ved den første gennemgang konstaterede vi i Miljøudvalget, at hverken indhold eller definitioner var afstemt efter hinanden. Efter pres fra vores gruppe afholdt Europa-Parlamentets Miljøudvalg så i juni 1995 en eksperthøring om Den Europæiske Unions politik for vandbeskyttelse. Eksperternes udtalelser bekræftede vores bekymringer. Rådet og Kommissionen fulgte kravet om udarbejdelse af en omfattende europæisk vandbeskyttelseslovgivning. Det var her, idéen til det nuværende direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger blev født. I februar 1996 fremsatte Europa-Kommissionen sine forslag i form af en meddelelse. Hr. Florenz fra vores gruppe understregede Europa-Parlamentets målsætninger og manglerne i en meget omfattende betænkning. Forslaget fra Kommissionen fra december 1996, der blev udarbejdet under stort tidspres, blev udvidet ad to omgange efter Miljøudvalgets konfrontation med Kommissionen i 1997. Kommissionens endegyldige officielle forslag forelå så endelig i februar 1998. Takket være dette tætte samarbejde nærmede Parlamentet og Europa-Kommissionen sig hinanden lidt efter lidt. Det samme gjorde sig gældende for de intensive forhandlinger under Europa-Parlamentets første- og andenbehandling og under forligsproceduren. Jeg vil gerne rette en stor tak for det konstruktive samarbejde til de ansvarlige kommissærer Bjerregaard og Wallström og navnlig også de tjenestemænd i Kommissionen, der har været involveret. Fra Parlamentets synspunkt er det resultat, vi har opnået i dag, en stor succes, der havde været utænkelig for bare to år siden. Til succesen hører fjernelsen af den hidtil splittede EU-lovgivning inden for beskyttelse af vandløb, de pågældende vanddirektivers sammenhæng på EU-plan, den retlig bindende karakter for foranstaltningerne i henhold til artikel 4, den kortere frist for opfyldelse af direktivets mål, den tilfredsstillende omkostningsregulering også i Irlands tilfælde, indførelsen af den kombinerede fremgangsmåde, nemlig grænseværdier og kvalitetsmål for begrænsning af skadelige stoffer, væsentlige forbedringer med hensyn til kravene til beskyttelse af grundvand i forhold til den fælles holdning og endelig inddragelsen af målsætningen og definitionen fra OSPAR-konventionen uden tidsfrist. Jeg vil gerne endnu en gang understrege med al tydelighed, at dette anliggende er yderst vigtigt for os, at vi godt nok ønsker indholdsmæssig overensstemmelse med internationale konventioner og fællesskabslovgivningen, men ikke ønsker, at indholdet i internationale konventioner automatisk bliver nedfældet retligt bindende i fællesskabslovgivningen. Endelig skal garantien for medbestemmelse i fremtidige procedurer nævnes. Hvor glædeligt resultatet end er, så kan vi dog ikke hvile på laurbærrene. Nu skal direktivet om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger gennemføres. Jeg vil selvfølgelig også især takke det portugisiske formandskab og ganske særligt ordføreren, fru Lienemann. Vores fælles succes var kun mulig, fordi hun arbejdede utroligt engageret og meget energisk og ofrede meget tid herpå. Det var for mig et glædeligt samarbejde. Til Dem, fru Lienemann, og vores egne medarbejdere i Europa-Parlamentet skal der lyde en stor personlig tak.
+Hr. formand, jeg vil også gerne rette en særlig tak til betænkningens ordfører fru Lienemann, for vi har alle set, hvor engageret hun har været i dette arbejde. Desuden fik Parlamentet sine egne synspunkter ganske godt igennem, specielt den væsentlige ting, at vi endelig har fået udsigt til en situation, hvor farlige stoffer ikke længere kan udledes i grundvandet. Efter min mening burde det være helt indlysende, at når vi ved, at et stof er farligt, må det under ingen omstændigheder ledes ud i grundvandet, for vand er for mennesket en yderst vigtig kilde bl.a. til sundhed. Det er selvfølgelig bare beklageligt, at tidsfristerne for gennemførelse af forbud er urimeligt lange. Alt i alt må det siges, at på visse områder har vi haft fremgang inden for Den Europæiske Union. På mange områder har samfundene og industrien gjort deres del forholdsvis godt. Land- og skovbruget er stadig problemområder med deres diffuse forurening. De må tilføres flere ressourcer. For forbrugernes vedkommende er det naturligvis vigtigt, hvorledes forbruget styres, og her er skatter og afgifter af primær betydning. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå, at man i det hele taget kan mene, at vand skal være en fornødenhed, som betales af de fælles skattekroner, for kun gennem afgifter kan man lede forbruget i en rigtig fornuftig retning.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, for næsten 10 år siden på topmødet i Edinburgh sagde Kohl og Major til hinanden: Vi har ikke brug for en europæisk vandpolitik. Hvis spanierne vil forurene deres vand, så kan de bare gøre det. Men dereguleringens strøm har vendt sig. I 1996 foreslog Kommissionen det økologiske vanddirektiv. Men det var kun på fem sider. Nu foreligger et helt lovgivningsdokument: 60 sider og 90 siders bilag, takket være samarbejdet over partigrænserne, især mellem de forskellige grupper i Parlamentet, og jeg vil især takke fru Lienemann, men også Chris Davies fra Den Liberale Gruppe og fru Schleicher fra de kristelige demokrater. For De Grønne er dette dokument for 80% en succes. Vandprispolitikken er ikke en succes. Succesen er, at vi har fået et nyt princip om kemiske stoffer. Kemiske stoffer forbydes ikke længere, fordi de er farlige også for den menneskelige sundhed, men i henhold til et nyt princip om, at farlige stoffer ikke hører hjemme i vand. Det kan vi være stolte af.
+Hr. formand, forliget har været meget svært. Det skyldes, at sagen er både omfattende og meget teknisk kompliceret. Det skyldes også, at Parlamentet og Ministerrådet var langt fra hinanden, da forliget blev indledt. At resultatet alligevel er blevet så forholdsvis godt, skyldes primært det utrættelige og engagerede arbejde af ordfører Lienemann, som vi takker. Direktivet kunne selvfølgelig have været endnu stærkere og endnu bedre, f.eks. med hensyn til tidsrammerne. Det havde været ønskeligt. Samtidig er det tydeligt, at Europa-Parlamentet har vundet mest, og at Rådet har måttet give sig mest i den forhandling, som har fundet sted. Det tydeligste bevis er, at reglerne er bindende, hvilket Parlamentet har krævet. Til en vis grad udgør direktivet en ramme med et endnu uklart indhold. Det gælder ikke mindst udfasningen af farlige stoffer. Det spørgsmål må man arbejde videre med i datterdirektivet. Gennemførelsen og overvågningen af direktivet er afgørende for, hvordan det kommer til at fungere. Alt i alt er grunden lagt til en sammenhængende vandpolitik og til langsigtede forbedringer af vandkvaliteten. Vi vil derfor stemme for forslaget.
+Hr. formand, kære kolleger, først og fremmest vil jeg sige, at jeg holder dette indlæg på vegne af min kollega Cristina García Orcoyen, som ikke var i stand til at deltage i dette møde. Vedtagelsen i morgen af dette rammedirektiv vil betyde et stort skridt fremad på vejen mod samhørighed og harmonisering af medlemsstaternes lovgivning i forbindelse med vandenes kvantitet og kvalitet. I denne sidste etape af den lange parlamentariske proces, der er gået forud for dette direktiv, navnlig i løbet af forligsperioden, har Europa-Parlamentet kunnet forsvare sine argumenter over for Rådet uden skrammer. Ordførerens glimrende koordinering og viljen til forståelse, som alle de politiske grupper har vist, har muliggjort en endelig tekst, der er forstærket inden for de vigtigste aspekter, såsom målsætningernes retligt bindende virkning, uden at se bort fra medlemsstaternes forskellige problematikker. Således skal vi lykønske Rådet med at have været fleksibel over for de kritiske punkter, som Europa-Parlamentet har fremsat, og Kommissionen for sit effektive mæglingsarbejde. Fra og med i morgen åbnes en ny etape med udvikling af direktivet, som ikke er mindre vigtig, hvor Europa-Parlamentet stadig bør deltage aktivt via opfølgning og kontrol med opfyldelsen af målsætninger og frister og udarbejdelsen af betænkninger eller retsakter, der afledes af dette direktiv. Det vil kræve en forstærkelse af et af de svageste punkter, som er kommet frem i løbet af udarbejdelsen af direktivet: det absolutte behov for at kunne regne med større og bedre midler til teknisk rådgivning til emner, som ligesom dette kræver et meget særligt kendskab, og hvor en lille regnefejl kan få praktiske indvirkninger med store sociale og økonomiske omkostninger. Til sidst vil jeg gerne fremhæve det, som gør dette direktiv til et sandt værktøj for en bæredygtig udvikling: Den balance, der blev opnået ved at betragte vandet som økonomisk ressource af stor værdi og som vigtigt element til bevaring af Europas økosystemer. Økonomi og økologi, et binomium, der så ofte er blevet krænket, kan have et vigtigt fællespunkt i udviklingen af dette direktiv.
+Hr. formand, kære kolleger, direktivet om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger indeholder mange positive idéer til en integreret og helstøbt vandbeskyttelse. Målsætningerne er imidlertid stadig svage og uklare og ligger langt ude i fremtiden. Vi kan ikke vente 30 år på, at EF-Domstolen beslutter, om miljømålsætningerne nu er af bindende eller ikke-bindende karakter. Medlemsstaterne må hurtigt forbedre vores vandkvalitet, således at målene kan nås inden for 15 år. I forbindelse med vandbeskyttelsen har Parlamentet desværre bøjet sig for det industrielle landbrugs interesser og givet det ret til uformindsket forurening. Det er nu også op til medlemsstaterne at sørge for, at de eksisterende standarder ikke bliver opblødt. Det er også det, direktivet om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger vil blive målt på. Endnu et knæfald for det industrielle landbrug ville på langt sigt føre til en endegyldig ødelæggelse af vores vigtigste drikkevandsressourcer. Det glæder os dog, at det er lykkedes De Grønne at få et stort gennembrud med hensyn til emission af farlige stoffer, der nu skal identificeres på listen over prioriterede stoffer. Her må vi virkelig forsøge at leve op til OSPAR-bestemmelserne og undgå en ukalkulerbar høj risiko for miljøet og sundheden.
+Hr. formand, det kommende direktiv om rammerne for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger er baseret på det berettigede grundprincip, at borgerne i Det Europæiske Fællesskab har ret til rent drikkevand. Til det formål skal der træffes lovgivningsmæssige foranstaltninger. En fælles, enkel og afstemt fællesskabslovgivning om beskyttelse af vandløb og grundvandet skal hilses velkommen. Vigtige direktiver som f.eks. direktivet om beskyttelse af menneskelig ernæring, bortledning af byspildevand, plantebeskyttelse og nitrater bliver revideret og omdefineret efter både økologiske og oprindelsesmæssige kriterier. Opgaverne har altså en bred definition. Som landmand går jeg ind for at inddrage de faglige interesserepræsentanter i højere grad og medtage deres kritiske bemærkninger seriøst. Landbrugs-, skovbrugs- og fiskerisektoren og især gartnerisektoren bør også inddrages i beslutningsprocessen, således at man opnår den nødvendige kombination af frivillig selvforpligtelse og statslig regulering. Kravene om nulgrænseværdier kan næppe gennemføres udelukkende gennem lovgivningsmæssige foranstaltninger. Gennemførelsen af direktivet er en ægte udfordring for Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater. Jeg er enig med ordføreren: Det kan kun lade sig gøre i fællesskab!
+Hr. formand, fru kommissær, det var et meget turbulent nattemøde, hvor Parlamentet, Rådet og Kommissionen blev enige om en fælles vandpolitik for alle medlemsstater. Parlamentets helt store sejr består i, at direktivet får bindende virkning. Vi må jo huske på, at nogle medlemsstater til det sidste vægrede sig voldsomt mod at blive forpligtet til at omgås mere forsigtigt og miljøbevidst med deres egne vandressourcer fremover. Men medlemmerne af Europa-Parlamentet var - og det var meget positivt - helt enige på tværs af alle partigrænser: ingen fælles holdning uden retsgyldighed. Endnu en vigtig sejr for parlamentsmedlemmerne var beskyttelsen af grundvandet. Farlige stoffer skal være forsvundet fuldstændigt fra grundvandet senest 20 år efter direktivets offentliggørelse. Kan vi nå det? Det skal oplistes i et bilag til direktivet, hvilke farlige stoffer der er tale om. Og jeg er udmærket klar over, at der helt sikkert kommer hede diskussioner om det. Men jeg mener, at det store mål om at beskytte Europas grundvand og bevare det for vores efterkommere står uden for enhver diskussion. Man er begyndt at tænke i nye baner, og det er en meget stor sejr for politikerne, en meget stor sejr for vores børn!
+Jeg glæder mig over den positive afslutning på forligsproceduren om den vigtige betænkning, der behandler de mange tekniske vandpolitiske spørgsmål, en afslutning, som skyldes ordførerens, fru Lienemanns, stædighed, kompetence og initiativ. I de næste 25 år vil der i højere grad ske fremskridt på dette område inden for beskyttelse, den gode forvaltning og genskabelse af ressourcerne end inden for opdagelse og udnyttelse af nye forekomster. Jeg lægger vægt på betydningen af en ærlig vandforvaltning på to punkter: For det første ønsker jeg, at der fortsat foretages undersøgelser i de forskellige lande og på unionsplan om implementeringen af en forvaltning via et fælles system for "vand og miljø". For det andet skal man sørge for, at forslagene gennemføres i direktivet, ikke kun inden for Den Europæiske Union, men også i forbindelse med den bistand, som vi bevilger til tredjelande gennem"vandprojekter", der tager sigte på at skabe et hydrologisk økosystem, der omfatter landene i Unionen, men også de lande, der f.eks. deltager i Meda-aftalerne, som man skal tage hensyn til i projekterne i Middelhavshandlingsplanen og selv andre projekter, som Nilens område eller Schweiz.
+Hr. formand, det kompromis, der er opnået omkring teksten i det nye rammedirektiv om de vandpolitiske foranstaltninger, er altovervejende positivt, selv om det indeholder visse kritisable og kritiske aspekter, der dog endnu kan modificeres ved udarbejdelse af de forskellige undersøgelser, aktionsplaner og de forskellige lovgivningsprojekter, som den nu vedtagne tekst lægger op til. Det er positivt, at alle krav til vandtilstandsforvaltning er samlet i ét enkelt system, en vandområdeforvaltning baseret på geografiske og hydrologiske områder snarere end på administrative og nationale grænser, hvilket er særlig væsentligt for Portugal, hvor de vigtigste floder deles med nabolandet Spanien. Positivt er det ligeledes, at vand ikke er et gode, der kan markedsføres som de andre, hvilket naturligvis fordrer særlige foranstaltninger for at beskytte et gode, der er offentligt, samtidig med, at befolkningens interesser varetages, navnlig vandforsyningen til husholdningerne og familielandbruget. Godt nok nævner slutteksten, at medlemsstaterne kan tage hensyn til sociale og økonomiske samt geografiske og klimamæssige forhold i det givne område, hvilket åbner for en afpasning til de forskellige situationer i medlemsstaterne gennem undtagelsesbestemmelser, som dog kan vise sig utilstrækkelige for landbruget i det sydlige EU, herunder Portugal. Vi vil imidlertid f��lge direktivets praktiske gennemførelse nøje i de kommende år.
+Hr. formand, dette er et rammedirektiv med ambitiøse mål for beskyttelse og forbedring af vandkvaliteten under hensyntagen til princippet om, at "forureneren betaler". Vi får ikke det samlede overblik, før de relevante datterdirektiver er på plads i løbet af de næste par år. Inden 2010 skal medlemsstaterne sikre, at forbrugerpriserne på vand giver tilstrækkeligt incitament til en mere effektiv anvendelse af vandressourcerne. Den nye paragraf 4 i artikel 9 tillader Irland at fortsætte sin praksis med ikke at lægge vandafgifter på vand til husholdningsbrug. Det er kun muligt at regere med folkets opbakning, og i 2010 kan det meget vel være, at de irske vælgere kan acceptere vandafgifter. I øjeblikket er det spørgsmål meget kontroversielt. Jeg takker mine kolleger for deres forståelse, især fru Schleicher, som fremlagde vores sag med forståelse i alle faser, navnlig under forliget. Nærhedsprincippet følges nøje i Irland i forbindelse med vandafgiftspolitikken, men den offentlige mening ændrer sig sandsynligvis inden 2010. Hvis vi ikke til den tid har gennemført afgifter på vand til husholdningsbrug, kommer vi til at forklare os over for Kommissionen. Der er i Irland stigende forståelse for, at drikkevand er en knap ressource, og at der skal betales for alle ydelser, navnlig omkostningerne til distribution af rent vand til alle husholdninger. I øjeblikket er det finansministeren, det vil sige skatteyderne, som betaler for det, men der er mange, der ikke har gavn af det. Mange må betale for at få installeret deres egen vandpumpe i Irland, ligesom de må betale de dermed forbundne elafgifter. Mange deltager i vandgruppeordninger, som ikke er en del af den offentlige vandforsyning, og de skal hvert år betale i dyre domme for det privilegium at få leveret vand af temmelig tvivlsom kvalitet til deres hjem. Så det er et spørgsmål om retfærdighed og om at ændre den offentlige mening, og vi sætter pris på, at det overlades til den irske regering selv at træffe beslutningerne og selv at påvirke den offentlige mening.
+Hr. formand, jeg tror, vi i dag deltager i en betydningsfuld handling. Endelig er vi ved at nå enden af en lang vej, hvor der har været en lang kamp, nogle lange diskussioner, men til sidst nogle positive aftaler og konstruktive holdninger i de tre institutioner, Rådet, Parlamentet og Kommissionen, hvilket har gjort denne aftale mulig. Som med alle aftaler vil nogen synes, at det er for lidt, andre igen vil synes, det er for meget, men der er en mellemvej, en acceptabel balance for de forskellige interesser og synspunkter hos dem, der har arbejdet i al denne tid. Derudover har De udført et seriøst stykke arbejde om et emne, der er utroligt kompliceret. På min kollega, fru Wallströms vegne vil jeg gerne takke for lykønskningerne fra fru Lienemann, der som ordfører for hele dette arbejde har spillet en hovedrolle og udført en stor opgave med den ihærdighed og den udholdenhed i sine principper, som kombineret med en dosis realisme gør det muligt at nå frem til denne aftale. Som hun selv påpeger, og det er jo ikke nogen mindre betydningsfuld sag, så ser man i et emne som vandet Europas mangfoldighed med vidt forskellige karakteristika blandt landene. I nogle af dem ligger store udstrakte flader med under 400 millimeter regn om året, det vil sige halvtørre områder, mens gennemsnittet i andre områder rigeligt overstiger 2.500 eller 3.000 millimeter. Indfaldsvinkelen til dette direktiv, hvor vandet behandles som et hele, en total strøm uden sondring mellem overflade- og grundvand, hvilket har været den fejl, man har begået i lang tid, er den rigtige indfaldsvinkel, og den betyder et skridt fremad. Bestræbelserne på at holde vores vandressourcer i Den Europæiske Union så rene som muligt eller så lidt forurenet som muligt er en nøglebestræbelse, hvis vi vil garantere en velafbalanceret udvikling, en bæredygtig udvikling og et Europa, der er beboeligt for de kommende generationer. Her må jeg sige, at nogle af medlemmerne for et øjeblik siden henviste til samtaler mellem to europæiske ledere. Ja, der skal nok være dem, der stadig kan forurene deres vandressourcer, men der er også nogen, som har forurenet dem i lang tid, f.eks. med enorme svinefarme. Jeg vil ikke gå i dybden med dette, men nogle gange er det bedre at feje for egen dør, før man kritiserer andre. Hr. formand, jeg vil gerne påpege, at det vigtige i dette direktiv er den opfølgning og den videreførelse, det vil få. En opfølgning og en videreførelse, som ud fra fleksibiliteten og den realistiske problemstilling, der skinner igennem i alle dets artikler, uden tvivl vil gøre det muligt for os at garantere renholdelsen af vores vande. Dette er noget, der er absolut vigtigt, for hvis der ikke er rent vand, så er der så afgjort heller ikke liv.
+Hr. formand, jeg vil gerne spørge Kommissionen, hvad der sker med direktivet om økologisk vandkvalitet fra 1991, som Europa-Kommissionen til dato ikke har trukket tilbage officielt. Jeg har en bøn til både formanden for Parlamentet og Rådet og Kommissionen: Teksterne er for så vidt stadig mangelfulde, idet fagtermerne på de pågældende sprog ikke er på plads. Jeg vil gerne anmode om, at dette bliver gennemgået endnu en gang, for termerne er helt specielle i de enkelte lande. Det er et problem, som oversætterne ikke kunne løse, fordi teksterne er så fagspecifikke. Det ville være skidt, hvis de nødvendige rigtige udtryk mangler i lovteksterne. Jeg vil gerne anmode om, at dette bliver gennemgået endnu en gang. Alene i den tyske udgave har jeg fundet mere end 20 punkter. Jeg sender det gerne til Dem med henblik på en gennemgang.
+Hr. formand, hvad angår direktivet om vandenes økologiske kvalitet, som jeg tror, det ærede medlem taler om, så indføjer dette rammedirektiv alle de vigtigste elementer af forslaget om vandenes økologiske kvalitet, og jeg har forstået, at det nu er blevet trukket tilbage. Hvis det ikke skulle være tilfældet, så vil det blive trukket tilbage i den nærmeste fremtid. Hvad angår problemet med oversættelse, som De henviser til, så er det et meget vigtigt element, for termerne er rigtig nok meget tekniske på dette område, og det er afgørende at disponere over en korrekt oversættelse. Jeg vil ganske enkelt videregive disse bemærkninger til de kompetente tjenester og navnlig til oversættelsestjenesten, således at den eventuelt kan foretage en mere detaljeret revision af de konkrete termer og af de definitioner, der er med i direktivet.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0212/2000) af Florenz for Europa-Parlamentets Delegation til Forligsudvalget om Forligsudvalgets fælles udkast til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om udrangerede køretøjer (C5-258/2000 - 1997/0194 (COD)).
+Hr. formand, jeg vil gerne indlede med at benytte lejligheden til at takke mine kolleger for deres tapre og store indsats! Det har jo ikke været let hele tiden, det er for så vidt aldrig helt let med mig! Men jeg er Dem meget taknemmelig for, at vi har overstået det hele. De europæiske institutioner traf for nogle år siden den rigtige beslutning om at beskæftige sig med privatbilismen. Vi startede i den forbindelse med bilerne og olien og er nu nået til spørgsmålet om, hvad vi gør med de 9 millioner biler, der hvert år ender på lossepladsen. Og i nat skal vi også tale om dæk, og en eller anden dag kommer vi helt sikkert også til at tale om, hvordan vejene skal se ud i fremtiden, for de støjer nemlig alt for meget. Jeg mener, at der skal ske noget i denne sag i betragtning af de 9 millioner biler, der hvert år forlader trafikken, og de ca. 45 millioner liter olieaffald. Kommissionen har, synes jeg, godt nok fremsat et noget planøkonomisk forslag med nogle efter min mening også forældede miljøpolitiske idéer. Det er imidlertid heldigvis blev revideret under de tre behandlinger, og vi har i dag et forslag, der går i den rigtige retning. Vi må tænke på, at 80% af miljøforureningen stammer fra kørslen, 19% fra fabrikationen af bilerne og kun 1% fra skrotningen af bilerne. Altså skal vi også i denne sag prioritere tingene rigtigt. Derfor mener jeg, at vi gør rigtigt i at begynde med værdierne for udstødningsgas og kvalitetsstandarderne for brændstof, og i dag har vi sluttet af med spørgsmålet: Hvordan håndterer vi de udrangerede køretøjer? Vi har indført faste kvoter - uden dem går det ikke. Men Europa-Parlamentet skulle også have udvist mod til at træffe en modig beslutning med hensyn til en virkelig ny bil, en bil, der fremover ikke vejer 1.500 kg, men måske kun 1.000 kg, og hvis De ser det som 300.000 kg i hele dens levetid, så er det de egentlige miljøpolitiske fordele, De får ved denne bil. Vi har på grund af Kommissionens forslag desværre ladet os overtale til gamle kvoter, der nærmest fremmer blikpladebiler og ikke de moderne, alsidige materialebiler, der bliver meget lettere. Men sådanne materialebiler af plastik, glasfiber, eller hvad det nu måtte være, har ikke samme genanvendelseskvalitet, de kan ikke genanvendes. Hvilke dele af f.eks. en airbag ville De helt ærligt genanvende? Dette instrument har redningsfunktion, ikke genanvendelsesfunktion. Derfor ville et modigt skridt i retning af en særlig kvote for virkelig lette biler være på sin plads. Det skridt har vi desværre ikke taget, hvilket jeg beklager overordentligt meget. Et centralt punkt, og virkelig også et stridsspørgsmål her i Europa-Parlamentet, var spørgsmålet om omkostningerne. Kommissionen sagde meget hurtigt, at producenterne skal bære alle omkostninger fremover. Det er ved første øjekast en virkelig god idé. Men i sidste ende vil det ramme forbrugerne, for det er sådan, man sætter konkurrencen ud af spillet. Og det er det generelle punkt, jeg kritiserer direktivet for. Vi har godt nok helt klart pålagt producenterne omkostningerne nu, men de har ikke længere nogen konkurrenter og vil fremover foreskrive, hvad det skal koste at genanvende biler, og det er netop det, der er forbrugerfjendtligt. Der skal være mere marked på dette område, ikke mindre. Det er en forkert beslutning, som jeg beklager meget, for den vil få konsekvenser. Vi ser det allerede i forbindelse med computere - dette direktiv ligger jo klar. Det næste bliver græsslåmaskinerne, derefter knallerterne, så møblerne, og en eller anden dag spørger jeg mig selv, hvem vi giver de gamle veje til, når de er blevet for støjende, og hvem der skal betale for det. Så enkelt er det altså ikke med fordelingen af omkostninger. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at det forholdt sig anderledes, men jeg accepterer flertallets beslutning. Det er rigtigt at indføre forbud mod metaller, fordi vi ud over videnskabelige resultater også skal have et forbud på langt sigt. Vi har gjort undtagelser, der skal gennemgås af Kommissionen om tre år, for Kommissionen har det øverste ansvar for at træffe de rigtige beslutninger på dette område om tre år med hjælp fra det videnskabelige råd. Jeg tror, den vil gøre det. Alt i alt mener jeg, at direktivet, bortset fra omkostningspunktet, er en succes, et skridt fremad. Jeg vil gerne takke Kommissionen, jeg vil gerne takke Rådet og endnu en gang mine kolleger. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Dem!
+Hr. formand, jeg kan sende takken tilbage til hr. Karl-Heinz Florenz. Jeg mener også, at Parlamentets delegation i høj grad har fået renset luften under forligsproceduren og fremlagt et virkelig godt resultat. I den forbindelse er der to aspekter, der er særligt vigtige for mig. For det første er det lykkedes os at præcisere, at udrangerede køretøjer skal skrottes forskriftsmæssigt i hele Den Europæiske Union fra slutningen af næste år. Det vil sige, at der ikke længere vil forekomme situationer, hvor køretøjer bliver skrottet illegalt, bliver stillet i skovene eller eksporteret til Østeuropa på en eller anden måde. Nej, de skal skrottes forskriftsmæssigt af dertil godkendte virksomheder på stedet. Det er for mig at se en central, stor succes for direktivet. Det andet vigtige punkt - og nu drejer det sig ikke om omkostningerne og konkurrencen, her har vi været lidt uenige og i sidste ende løst problemerne ganske fornuftigt og udarbejdet et kompromis, som alle parter kan tilslutte sig - er for mig, at vi har fastlagt i direktivet, at nye bilers genanvendelighed skal dokumenteres ved typegodkendelsen. Vi opfordrer i direktivet Kommissionen til at ændre direktivet om typegodkendelse således, at nye biler fremover skal konstrueres genanvendelsesvenligt. Det er det afgørende! Dermed kommer vi væk fra end of pipe-teknologien, vi kommer altså væk fra altid at skulle overveje, hvad vi skal gøre med den rest, der bliver tilbage. Nej, vi skal allerede fra starten, på konstruktionsstadiet, tænke på, at biler skal genbruges og skrottes ligesom andre produkter. Det er den rigtige vej at gå, og derfor glæder det mig, at vi har udarbejdet direktivet således.
+Hr. formand, kompromiset er en stor succes for beskyttelsen af miljøet og forbrugerne. Det er første gang, producentansvar på affaldsområdet overhovedet bliver debatteret, og det skal hilses velkomment, at producentansvaret virker hurtigt. Det kompromis, der er fundet frem til med hensyn til tungmetaller, er også et kæmpeskridt hen imod en økologisk politik om stofstrømme. Jeg mener, at dette resultat, der også er fremragende set ud fra et grønt synspunkt, bidrager til, at vi får et innovationsskub i retning af mere genanvendelige biler i bilsektoren. Kompromiset er imidlertid også en lussing til vores forbundskansler og især til den tyske bilindustri, navnlig Volkswagen, der desværre har forsøgt at forhindre dette bildirektiv. Jeg håber også, at hr. Florenz drager en lære af debatten og virkelig forsøger at handle på forbrugernes vegne i forbindelse med direktivet om elektronisk skrot, hvor det jo igen handler om producentansvar, og at vi ikke lader os presse af særskilte industriinteresser.
+Hr. formand, i vores gruppe er vi ganske godt tilfredse med resultatet af forliget, selv om man selvfølgelig altid kan gå lidt længere. Vores mål har hele tiden været så hurtigt som muligt at få et fuldstændigt system til indsamling af udrangerede køretøjer med høje krav til genanvendelse og forbud mod farlige materialer. Vi har også villet have et fuldstændigt producentansvar, så det er producenterne, som har det økonomiske ansvar for indsamlingen. Når denne beslutning er taget, vil vi om nogle år måske nærme os det, vi har villet opnå. Det bemærkelsesværdige i forligsprocessen er, at Parlamentet desværre har bremset denne udvikling mod producentansvar i stedet for at tilskynde til den. Det er meget bekymrende, hvis Parlamentet skifter rolle og ikke længere har rollen som tilskynder, men i stedet overlader denne rolle til modparten.
+Hr. formand, som ordføreren og hr. Lange allerede har sagt, er denne positive afslutning på lovgivningsprocessen ikke alene nyttig på grund af direktivets indhold, men også, fordi vi indleder en ny proces, og fordi der er udsigt til en gradvis tilpasning af hele produktionsprocessen i en så vigtig sektor som bilsektoren samt til en ændring af køretøjernes konstruktion og et valg af nye materialer og komponenter, som muliggør et reelt genbrug. Ikke alene får man hensynet til produktionssektoren og miljøbeskyttelsen til at gå op i en højere enhed, men går - i en så vigtig sektor, hvilket jeg gerne vil gentage - også i en retning, der i sin tid blev defineret som en miljøvenlig omlægning af økonomien. Dette resultat blev dog først opnået efter en vanskelig forhandling med bilproducenterne, som til sidst gik med til at påtage sig det økonomiske ansvar for skrotningen fra 2007. Endelig er det efter min mening vigtigt også at understrege et andet aspekt, som i højere grad er af rent politisk og institutionel karakter. Hvis vi skal sige det rent ud, er vi alle klar over, at vi indledte forligsproceduren med nogle meget afvigende holdninger - og endda med en vis form for interinstitutionel spænding mellem Parlamentet og Rådet - samt at der var store nationale forskelle, både med hensyn til erfaringer og interesser. Men med alle deltagernes indsats og ansvarsfølelse nåede vi alligevel frem til enighed om et særligt spørgsmål, der var meget kildent og vigtigt, og hermed føjede vi endnu en sten til den europæiske konstruktion. Når man tænker på den mere generelle debat, der finder sted i denne tid, er dette resultat slet ikke så dårligt.
+Hr. formand, fru kommissær, med hensyn til bilvragene har vi opnået et godt kompromisresultat. For første gang er producentansvaret fastlagt klart i den europæiske lovgivning. I 1994 ved emballagedirektivet var der tale om et fælles ansvar mellem staten og producenterne. Det har i praksis vist sig, at det ikke virker. Men nu får producenterne ansvaret for bilvragene. Det er godt, for derved får fabrikanterne interesse i at producere deres biler således, at de er nemmere at genbruge. Desværre står der i teksten, at producenten er helt eller for en væsentlig del ansvarlig. Det bevirker, at der nationalt opstår afvigende systemer, og det er ikke godt, for det betyder ikke et indre marked. I direktivet om elektronisk og elektrisk affald skal det fastsættes bedre. Vi skal være på vej imod individuelt producentansvar. Mit eget land, Nederlandene, har også meget at lære.
+Hr. formand, det er rigtigt, og det har jeg også sagt, at lovgivningsproceduren har været lang og svær. Vi må huske på, at Kommissionens oprindelige forslag blev fremlagt i juli 1997. I løbet af denne forlængede procedure og på trods af lovgivningens kompleksitet har man kunnet løse en række problemer takket være medlovgiverne og endnu en gang aftaleviljen blandt de tre institutioner. Derfor er jeg glad for aftalen om en fælles tekst, der blev opnået den 23. maj i år i forligsudvalget. Jeg vil gerne navnlig takke ordføreren, hr. Florenz, og medlemmerne fra forligsudvalget. Jeg er overbevist om, at den fælles tekst udgør en god balance mellem behovet for at garantere et højt niveau for miljøbeskyttelse og de forskellige parters legitime interesser. Imidlertid vil jeg gerne understrege tre meddelelser, som Kommissionen vil udsende, når direktivet bliver vedtaget. De tre meddelelser har til hensigt at foretage nogle absolut nødvendige præciseringer, set ud fra Kommissionens synspunkt. For det første pålægger den bestemmelse, der står i artikel 5, stk. 1 ikke medlemsstaterne at etablere forskellige indsamlingssystemer med krav om særlig finansiering, men den gør det muligt for dem at anvende eksisterede systemer til indsamling af affald. For det andet, hvad angår artikel 5, stk. 3, er det op til medlemsstaterne at afgøre, hvilke producenter, forhandlere og modtagere som skal registreres i overensstemmelse med rammedirektivet om affald eller i et nyt særligt etableret register. For det tredje vil jeg afklare, at artikel 7, stk. 1, hverken fastlægger yderligere krav, betingelser eller kriterier i forbindelse med de tekniske inspektioner af køretøjerne. Generelt set udgør denne tekst et vigtigt skridt mod en varig produktion og et varigt forbrug, en model til kommende fællesskabsinitiativer inden for området strømme af specifikt affald som f.eks. direktivet om elektroniske og elektriske rester, som der er blevet henvist til. Mange tak, hr. formand, jeg lykønsker endnu en gang alle talerne og navnlig ordføreren, hr. Florenz, med det udførte arbejde.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0187/2000) af Lucas for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om lufttransport og miljø: Frem mod en bæredygtig udvikling (KOM(1999) 640 - C5-0086/2000 - 2000/2054 (COS)).
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at lykønske Kommissionen med en meget betimelig og vidtrækkende meddelelse, som udtrykkeligt anerkender lufttransportens kraftigt stigende påvirkning af miljøet, samt at denne tendens ikke er bæredygtig. Før jeg går over til forslagene i min betænkning, ville det være en god idé at gennemgå nogle af debattens hovedpunkter. Problemet kan grundlæggende udtrykkes meget enkelt: Luftfarten vokser i et tempo, som ikke er bæredygtigt. Den er en alvorlig trussel mod miljøet, og ikke nok med, at den udgør et problem, vi subsidierer faktisk den sektor, hvilket gør situationen meget værre. Med hensyn til luftfartens vækst forventes lufttrafikken at blive fordoblet i løbet af de næste 15 år. Det er et mareridt at tænke på, hvad det betyder i form af flytæthed og overbelastning af miljøet. Lad os se på en sag, som jeg er bekendt med fra Det Forenede Kongerige. Regeringens egne lufttrafikprognoser, som blev offentliggjort i juni i år, viser, at det samlede passagertal i Det Forenede Kongeriges lufthavne stiger fra 160 millioner i 1998 til 400 millioner i løbet af godt 20 år. Denne stigning på 240 millioner svarer til fire nye lufthavne på størrelse med Heathrow eller otte nye lufthavne på størrelse med Gatwick. Miljøkonsekvenserne af en sådan udvidelse er naturligvis helt uacceptable, og disse prognoser viser blot, hvor meningsløst det er at forvente, at luftfarten kan fortsætte sin eksponentielle vækst. Hvilke konsekvenser har denne vækst for miljøet? Hvad angår støj, ved vi, at for almindelige menneskers vedkommende, opvejes de ændringer, der er indført for at gøre de enkelte fly mindre støjende, faktisk næsten af støjgenernes øgede hyppighed. Hvad angår udledning af gasser osv., er luftfarten faktisk verdens hurtigst voksende kilde til drivhusgasser, som forårsager klimaændringer. Det drejer sig måske kun om 3% af den samlede udledning, men det tal forventes globalt at stige til 15% eller mere inden 2050. Man skulle tro, at med alle de miljøproblemer kombineret med en forventet vækst, som helt klart ikke er bæredygtig, så ville der være blevet iværksat nogle foranstaltninger til at modvirke den eksponentielle vækst i denne sektor, men det er langtfra tilfældet. Tværtimod tilskynder den globale luftfartspolitik faktisk til uhindret vækst i denne sektor. Luftfarten modtager enorme tilskud. I modsætning til motorkøretøjer og tog betales der ikke skat af brændstof til fly. Man har faktisk beregnet, at den europæiske luftfartssektor modtager ca. 30 milliarder euro i tilskud om året. Jeg vil lige nævne nogle af hovedpunkterne i min betænkning ganske kort: Hvad angår støj, har de nuværende støjstandarder for nye fly faktisk været i kraft siden 1977, og der er derfor et presserende behov for skrappere standarder. Jeg anbefaler, at EU benytter Verdenssundhedsorganisationens retningslinjer for støj til at udarbejde nye retningslinjer for støjniveauer om dagen og om natten inden 2003. Hvad angår udledningen, ville et opnåeligt mål for de udviklede lande være inden 2012 at reducere udledningen af drivhusgasser fra luftfarten med 5% i forhold til 1992, altså inden for den første budgetperiode i henhold til Kyoto-protokollen. Det ville være første skridt på vejen til at ændre den nuværende situation, hvor den internationale luftfart er fritaget for forpligtelser. Hvad angår tilskud, fremgår det klart af betænkningen, at vi principielt støtter beskatning af flybrændstof på internationalt plan, men vi er klar over, at der er politiske problemer forbundet hermed, fordi det skal aftales internationalt i ICAO. I lyset af de politiske problemer foreslår vi i stedet en miljøafgift efter princippet om, at "forureneren betaler". En sådan afgift ville faktisk være et mere raffineret instrument, da den netop kan beregnes, så den afspejler både den anvendte mængde brændstof og den genererede mængde forurening ved indregning af flymotorens effektivitet. De politiske problemer i forbindelse med indførelse af en sådan foranstaltning ville også være løst, da EU er i sin fulde ret til at lægge afgifter på alle fly, der starter fra en lufthavn i EU. Sidst, men ikke mindst, vil De høre luftfartsselskaberne udtale, at det alt sammen er godt nok, men det hører under den internationale instans ICAO. Fordi der er tale om en international instans, arbejder den meget langsomt, og princippet i Kommissionens meddelelse, som jeg tilslutter mig i min betænkning, er, at nogle af de mere industrialiserede lande, f.eks. EU, kan indføre skrappere standarder hurtigere end andre, f.eks. udviklingslandene. Det betyder ikke, at ICAO skal nedlægges. I stedet får ICAO større fleksibilitet, hvilket er helt i overensstemmelse med andre internationale organisationer, som gør helt det samme. Luftfartsselskabernes reaktion er at spørge, hvorfor det skal gå ud over dem. Det gør det jo overhovedet heller ikke. Luftfartsselskaberne er sluppet af sted med ikke at betale i over 50 år. Samtidig vil andre medlemmer af Parlamentet straks sige, at de foranstaltninger, som jeg foreslår, vil være ødelæggende for Europas luftfartssektor. Det er noget vrøvl. En miljøafgift af den type, som jeg har beskrevet, får ikke nogen negativ indflydelse på konkurrenceevnen, fordi den pålægges alle luftfartsselskaber, som benytter en lufthavn i EU, uanset oprindelse. De påstår, at det vil være ødelæggende for den europæiske økonomi, og det er også noget vrøvl. Luftfartssektoren er ansvarlig for nogle arbejdspladser, men vi må ikke glemme, at ved at pålægge luftfarten afgifter skaber vi tusinder af job i andre sektorer. Så jeg anbefaler Dem at stemme for denne betænkning.
+Hr. formand, jeg vil gerne begynde med at sige, at alle Parlamentets medlemmer bekymrer sig meget om miljøet, uanset hvad ordføreren og medlemmerne af De Grønne siger. Miljøhensyn skal imidlertid afvejes i forhold til luftfartsindustriens behov for at sikre dens fremtidige succes. Jeg var skuffet over Kommissionens beretning, ikke mindst fordi den var så negativ over for luftfarten. Desværre gør det samme sig gældende for ordførerens betænkning. Jeg vil gerne bistå medlemmerne ved at påpege følgende: Lufttransporten genererer direkte 25 millioner arbejdspladser over hele verden. I Det Forenede Kongerige drejer det sig om næsten 500.000 arbejdspladser. Det Forenede Kongerige transporterer for 35 milliarder engelske pund eksportvarer, hvilket sikrer uovertruffen adgang til det globale marked, og bidrager med ca. 3 milliarder pund om året til statskassen. Hvis disse tal ganges med antallet af lande i EU, kan man forstå, hvor vigtig denne industri er for vores økonomier. Med hensyn til miljøet bruger luftfarten mindre end 8% af den jord, der kræves til jernbanerne, og mindre end 1% af den jord, der kræves til vejene. I praksis er luftfarten bortset fra søtransporten den eneste form for international transport, som nu transporterer en tredjedel af alle varer på verdensplan. I de sidste 15 år er CO2-emissionen reduceret med 70% og mængden af uforbrændte kulbrinter med 85%. Luftfarten tegner sig kun for 2,5% af CO2-emissionen. Der findes kortsigtede løsninger, f.eks. på de 44% forsinkelser, som skyldes styringen af lufttrafikken, og de 30 flaskehalse, som forekommer over Frankrig, Italien, Spanien og dele af Tyskland. De nationale regeringer skal gøre noget nu. De skal også gøre noget ved byggeplanlægningen omkring eksisterende lufthavne og tage ansvaret for deres tidligere beslutninger. At tro, at enten skat på benzin, som internationalt er fritaget for skat for luftfartsindustrien, eller moms på billetter eller flykøb er løsningen, er forkert. Industrien betaler allerede sine infrastrukturafgifter, hvoraf nogle går til miljøforbedringer. Den er ikke subsidieret. Til sidst vil jeg sige, at hvis fru Lucas' forslag bliver vedtaget, vil de decimere luftfartsindustrien: luftfarten, turismen, erhvervslivet og rumfartsindustrien. Tilhængerne ville elske at afskaffe billige flyrejser. Kort sagt ville det medføre, at Europa ikke længere var konkurrencedygtig, og give amerikanerne og de oversøiske transportfirmaer en urimelig konkurrencefordel. Jeg håber, at Kommissionen i fremtiden vil gennemtænke sine forslag grundigere. Ellers kommer medlemmerne måske til at opleve, at det ikke længere er muligt at flyve til og fra Bruxelles eller Strasbourg eller for den sags skyld på ferie med et europæisk luftfartsselskab.
+Hr. formand, indledningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Lucas. Min gruppe har ikke stillet yderligere ændringsforslag til drøftelse i plenum. Vi er meget enige i linjen i betænkningen, og jeg vil også tage lidt afstand fra fru Fosters bemærkninger om, at Kommissionens forslag eller forslagene i betænkningen er en katastrofe for luftfarten. Jeg mener ikke, at man skal forsøge at standse en god miljøpolitik med den slags trusler. Kommissionens meddelelse om luftfart og miljø er et skridt i den rigtige retning mod bedre europæiske regler. Det er nødvendigt i betragtning af luftfartens vækst og dermed også den voksende miljøbelastning, som flyvningen forårsager. Vi støtter derfor hovedlinjerne i Kommissionens forslag. PSE-Gruppen støtter med glæde nødvendigheden af at fastsætte europæiske regler for luftfartsindustrien og lade den være med til at betale for den miljøforurening, som også luftfarten forårsager. Vi ønsker ikke, og det sagde fru Lucas allerede, en særstilling for luftfarten. Men i dag er vi stadigvæk i gang med at udarbejde rammerne. Hvilke betingelser skal de europæiske regler opfylde? Derefter afventer vi i spænding yderligere forslag om regler og lovgivning. Heri kommer detaljerne og de præcise normer også frem. Hvilke udgangspunkter har PSE-Gruppen? Vi mener i hvert fald, at lufttrafikkens hurtige vækst kræver flere og bedre togalternativer, f.eks. på de korte afstande. Jeg mener, at overgangen fra en transporttype til en anden, som er mere miljøvenlig, er meget vigtig. Vi mener ikke, at kapacitetsvæksten i luftfarten er ubegrænset. For det andet slår vi til lyd for europæiske støjnormer. Af hensyn til borgerne, men også for at forebygge konkurrence mellem bestemte lufthavne. Nattestøj skal efter vores mening have ekstra opmærksomhed, og ligesom fru Lucas mener vi også, at Verdenssundhedsorganisationens normer skal ligge til grund ved udarbejdelsen af normerne og de mere detaljerede regler. Vi forventer da også ambitiøse forslag fra Kommissionen. Det tredje punkt vedrører naturligvis emissioner, udledningen af forurening. Efter vores mening skal der også gøres noget i den forbindelse. Derfor går vi i princippet ind for en afgift på flybrændstof. Der er imidlertid rejst tvivl om gennemførligheden af de idéer og forslag. Vi slår, ligesom i betænkningen, til lyd for internationalt samråd og nærmere undersøgelse. Fordi resultatet af den undersøgelse er usikkert, er vi tilhængere af, at der skal være noget at falde tilbage på, som nævnt i betænkningens punkt 20 i form af en europæisk miljøafgift. I den sidste ende drejer det sig om, at vi gennemfører Kyoto-aftalerne, og luftfarten skal bidrage væsentligt hertil. Vi foretrækker gode globale aftaler om støj og emissioner, men hvis de ikke opnås, udelukker vi bestemt ikke en europæisk politik. Jeg mener, at det også er et vigtigt element i betænkningen. Vi mener, at det er godt formuleret. Vi håber, at et internationalt samråd fører til resultater. Hvis det ikke er tilfældet, mener vi, at vi om nogle år også må have mod til at tale om europæiske regler.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes betænkning. Luftfarten vokser faktisk hurtigt. Jeg er enig med fru Foster i, at luftfarten er en vigtig økonomisk sektor, en sektor, som yder tjenester, der til en vis grad er uerstattelige. Men det er også meget klart, at sådan en sektor har flere negative miljøvirkninger, nemlig støj og luftforurening, og at vi skal anspore sektoren til så aktivt og hurtigt som muligt at gøre noget ved det, mere end tilfældet er nu. Både Kommissionens meddelelse og fru Lucas' betænkning angiver, i hvilken retning det kan og skal ske. Jeg vil fremhæve et par punkter. Det er klart, og det har hr. Wiersma allerede sagt, at de forskellige transportmåder, vej, tog osv. og også luftfart skal behandles så vidt muligt på samme måde. Det er ikke tilfældet i øjeblikket. Det er der specifikke grunde til, men det skal der gøres noget ved. Det er efter min mening endvidere klart, at ved løsningen af problemerne vedrørende afgift på flybrændstof, støj, standarder osv. skal vi i øjeblikket foretrække en global løsning. En regional løsning er i øjeblikket at foregribe tingene, og jeg er glad for, at ordføreren på enkelte punkter også har ændret sin oprindelige tekst i den retning. Jeg mener ikke, at EU skal træffe unilaterale foranstaltninger, om jeg så må sige, på nuværende tidspunkt. I øjeblikket er der vigtige forhandlinger i gang, som vi stadigvæk håber, fru kommissær, vil føre til et godt resultat. Det er et vigtigt punkt. Et andet vigtigt punkt er, at støjen skal bekæmpes med en pakke af foranstaltninger. Derfor mit ændringsforslag om at specificere disse foranstaltninger. Jeg har endvidere stillet et ændringsforslag om at udvikle en fælles målemetode, så konkurrencen mellem de forskellige lufthavne, som hr. Wiersma talte om, begrænses. Vigtigt er naturligvis, at konkurrencen mellem lufthavnene ikke foregår på bekostning af de borgere, som bor i nærheden, og miljøet. Jeg mener, at det er et vigtigt punkt, og at der derfor er brug for europæiske regler for at forebygge konkurrence mellem de forskellige lufthavne.
+Hr. formand, i øjeblikket er brændstofspriserne i Det Forenede Kongerige betydeligt højere end i noget andet EU-land. Det er især problematisk for landets randområder. Det betyder en uforholdsmæssig konkurrenceforvridning for lokale firmaer i randområderne, som konkurrerer med store multinationale selskaber i Det Forenede Kongerige. Det er en vigtig advarsel om, hvordan brændstofskatterne kan forvride de lokale økonomier. Jeg mener ikke, at der findes gode miljøargumenter for at prøve at trænge det meste af Det Forenede Kongeriges befolkning sammen i det sydøstlige hjørne af landet. Jeg gik ikke ind i politik for at gentage fordrivelserne fra det skotske højland. Når det er sagt, så er det selvfølgelig absurd at fritage luftfarten for pligten til at mindske udledningen af drivhusgasser og nedbrydningen af ozonlaget, og det er også en god ting at forsøge at opnå en ligelig beskatning på tværs af EU, som fru Lucas har gjort, i stedet for groft at forvride forholdet mellem forskellige dele. Jeg har meget store forbehold med hensyn til, hvordan det kommer til at fungere i praksis, men vi bør bifalde princippet i fru Lucas' betænkning.
+Hr. formand, bekæmpelsen af støjforurening og gasudledning er en god sag, som vi støtter, for den følger målsætningen om befolkningens sundhed og kvaliteten af miljøet. Reduktionen af denne støjforurening eller disse gasudslip skal dog begrænses til en grundig undersøgelse af tekniske løsninger, der er til gavn for alle. Den skal ikke være et skalkeskjul for skattemæssige mål eller for en udvidelse af Kommissionens beføjelser. Kommissionen bør snarere begrænse sig til at varetage sine funktioner, som allerede er temmelig omfattende, på en ordentlig måde. Under disse omstændigheder kan vi ikke acceptere indførelsen af denne miljøafgift. Dette første skridt mod en europæisk afgift vil kun endnu en gang gå ud over forbrugerne, uden at et eneste af de formål, der er angivet i betænkningen, opfyldes. De europæiske befolkninger er allerede hårdt presset skattemæssigt og på et tidspunkt, hvor landene forsøger at sætte skatten ned, risikerer en europæisk afgift at sætte de europæiske virksomheder i en vanskelig situation i forhold til deres konkurrenter, særligt de amerikanske eller andre, med en lang række uheldige konsekvenser for beskæftigelsen til følge. Det kan vi ikke acceptere. Derudover kræver vi respekt for landenes skattemæssige subsidiaritet. Europa skulle i stedet for på kunstig vis at puste sit budget op med denne afgift bruge denne subsidiaritet bedre og samtidig respektere den enkeltes selvstændighed. Landenes politiske afhængighed er især knyttet til deres skattemæssige frihed. Miljøafgiften løser intet. Det er udelukkende en ideologisk foranstaltning uden direkte konsekvens for miljøet. Vi foretrækker en rationel foranstaltning, der respekterer den enkeltes interesser, og som er positiv for den økonomiske udvikling i en større respekt for miljøet.
+Hr. formand, PPE-Gruppen støtter initiativet fra Europa-Kommissionen og næstformanden, fru Palacio, om også inden for lufttransporten at skabe overensstemmelse mellem på den ene side borgernes og virksomhedernes interesse i mobilitet og på den anden side en så lille påvirkning af miljøet som mulig. Udvalget har også truffet sin beslutning ud fra den betragtning, hvor vi sandfærdigvis hellere må sige, at vi måtte omskrive fru Lucas' betænkning helt, da den var baseret på fuldstændig irreelle forestillinger. Men de fleste af os blev så alligevel enige. Sommeren har endnu en gang vist, hvor vigtig lufttransporten er for borgerne, når de skal rejse til deres feriedestination. Især for børnefamilier er fly det hurtigste og mindst nervebetonede transportmiddel, når man skal til solbeskinnede øer. Det danner samtidig grundlaget for virksomheder og arbejdspladser i mange dele af Den Europæiske Union. Også forretningsrejsetransporten og luftfragttransporten på internationale strækninger er uundværlig for handlen og økonomien. På den anden side har lufttransporten selvfølgelig en negativ indvirkning på miljøet i form af udledning af gasser og flystøj. Vi må sørge for at mindske denne indvirkning på miljøet, men bør dog her skelne mellem sundhedsskader i lufthavne og forringelse af folks velbefindende. Hvis vi overtager WHO-bestemmelserne, frygter jeg, at vi ikke må arbejde mere i aften, for 10 timer i Europa-Parlamentet er næppe foreneligt med WHO-bestemmelserne. Tag den nu derfor lidt med ro! PPE-Gruppen kræver i hvert fald, at standarderne for flystøj, som det ville være hensigtsmæssigt at regulere i ICAO-regi på grund af lufttransportens globale karakter, reduceres betydeligt, og at mere støjende fly udelukkes fra at lande i europæiske lufthavne efter en kort overgangsfrist. Vi håber - og det kæmper vi for - at medlemsstaterne giver Europa-Kommissionen et klart mandat. Hr. formand, hvis vi ikke skulle opnå resultater på ICAO-plan, så må vi selv handle, for Europa er tæt befolket, og vi har ikke de samme afstande som i Amerika eller Afrika. Vi skal beskytte vores borgere mod overflødig støj.
+Hr. formand, vi ved, at emissioner fra transport er et af de største miljøproblemer, og de har også vist sig at være et af de vanskeligste at fjerne. Det hænger jo sammen med, at transporten vokser endog hurtigere end økonomien. I den forstand er problemerne med lufttransporten endnu større, fordi der må findes globale løsninger på dem. På den anden side har vi hørt, at Kyoto-protokollen ikke omfatter emissioner fra lufttransport. Også i det direktiv om emissionslofter, som nu er til behandling, er lufttransportens problemer udeladt. Når vi er i denne situation, må vi virkelig lægge store anstrengelser i det arbejde, som man udfører i ICAO og i dens udvalg om miljøbeskyttelse, som udarbejder internationale miljønormer. Det er blot beklageligt langsommeligt, men vi må kunne skabe tilstrækkeligt ambitiøse mål og forhandlingsmandater, således at vi herigennem kan komme fremad. Efter min mening er det slet ikke nogen dum idé, at de udviklede, industrialiserede lande, bl.a. Den Europæiske Union, viser et godt eksempel på dette område. Det er vigtigt med en udvikling af motorteknologien, for der er ikke udsigt til, at transportmængden mindskes. Der må anvendes forskellige forskrifter, miljøafgifter, gebyrer og også administrative midler, f.eks. en regulering af afgangs- og ankomsttider, og der må tages hensyn til, at der udover lufttransport i de områder, hvor store afstande ikke er en hindring for dette, eksisterer banetransport, og den bør udvikles.
+Hr. formand, jeg vil gerne fremhæve de målsætninger, der er fremkommet i denne betænkning, om at anvende effektive, alternative transportmidler i stedet for de korte flyvninger. F.eks. frembyder højhastighedstog, og i nogle tilfælde også skibstransport over korte afstande, et mere miljøvenligt alternativ til de korte flyvninger. Dette er nødvendigt både af hensyn til kødannelse på flyvepladserne og også af miljøårsager. En erstatning af de korte flyvninger med alternative transportformer giver plads til de lange flyvninger, som der ikke er noget alternativ til. Inden sommerferien behandlede vi i Parlamentet flere betænkninger, som tog sigte på at forbedre konkurrenceevnen for jernbanerne og søfarten. Ud over en forbedring af jernbanernes og søfartens konkurrenceevne er der også behov for andre foranstaltninger. En mulighed er den skitserede miljøafgift for lufttransport. Den bør indføres således, at den belaster de lange, uundgåelige flyvninger mindre end de korte flyvninger, som der findes et mere miljøvenligt alternativ til.
+Hr. formand, fru kommissær, kære kolleger, denne betænkning er den tredje i serien om situationen i luftfarten. Mens de forrige to i højere grad vedrørte friheden og vækstmulighederne i luftfarten, belyser denne betænkning skyggesiden. Med rette efter min mening. Jeg ved, behandlingen af Atkins-betænkningen allerede angav, at de foranstaltninger, som i øjeblikket forberedes for luftfarten, kun er midlertidige løsninger. En permanent løsning af problemerne om trængsel og overlast, bl.a. for miljøet, kan ikke forventes heraf. Denne betænkning rækker ud over den nærmeste fremtid. Det lykønsker jeg fru Lucas med. Angivelsen af de grænser, som lufttrafikken skal arbejde inden for i både pladsmæssig og miljøteknisk henseende, er ikke overflødig luksus. Det kræver imidlertid tilstrækkelig viden og alternativer. På begge punkter kan der opnås store fremskridt. Det skal dog ikke afholde os fra allerede nu at udarbejde retningslinjer for fremtiden og også kræve dette i international sammenhæng. Denne betænkning er en god begyndelse, især i retning af Kommissionen. Til trods for vores positive holdning over for denne betænkning, er der et par elementer, som efter min mening ikke hører hjemme i en betænkning som denne. Jeg henviser til ændringsforslagene, som er indgivet af De Grønne og regionalisterne. De virker meget sympatiske, men de ting kan bedre gennemføres af medlemsstaterne.
+Hr. formand, Parlamentet kan ikke fungere, hvis luftfarten ikke eksisterede. Det ville nogle ikke være kede af. Men vi skal bruge al vores opmærksomhed for at kompensere for virkningerne af sektorens hurtige vækst på miljøet. Jeg vil gerne endnu en gang understrege et par ting. Efter min mening skal EU støtte ICAO-processen. Kun i international sammenhæng kan man drøfte skærpede regler for den støj, som fly producerer. Men man skal være forsigtig. Forslag om nye normer har nemlig store følger for hele den europæiske luftfartsindustri. Konkret ville en væsentlig strengere norm end den eksisterende betyde, at af den nuværende europæiske flåde på 3.300 fly skal 1.067 fly erstattes. Sådan en hurtig og forceret udskiftning gør erstatning med nye fly praktisk talt umuligt, bl.a. på grund af den lave produktionskapacitet for nye fly. Der er kun to fabrikanter. Det er ikke vanskeligt at forestille sig følgerne for den europæiske luftfart. Den europæiske luftfart ville være nødt til at overlade en del af markedet til konkurrenterne, og spørgsmålet er, om det tjener vores sikkerhed. Desuden medfører det et væsentligt fald i beskæftigelsen med alle dertil knyttede problemer. Flypriserne stiger. Jeg er udmærket klar over, at det for nogle ville være et fremskridt, men tænk på, at det for flypassageren på de korte afstande, i modsætning til det som en af mine kolleger sagde lige før, som vi alle helst ser i tog, ikke kollegaen, men flypassageren på de korte afstande, at der for ham endnu ikke er et rigtigt alternativ. Medlemsstaterne og især mit eget land, Nederlandene, er meget langsomme, når det drejer sig om at anlægge højhastighedsjernbaner, som kunne være et godt alternativ på de korte afstande. Der skal udøves stort pres på flyfabrikanterne for at gøre maskinerne renere og mere støjsvage. De nye normer kan derfor ikke udsættes i al evighed. Det forsøges i international sammenhæng, men vores tålmodighed har grænser. Til sidst udviklingen af støjsvage lufthavne. Jeg mener, at målingerne skal gennemføres helt objektivt, og at man ikke kun skal tage udgangspunkt i de omkringboendes klager. Der skal indføres en international standard, men de lufthavne, som slet ikke forårsager overlast for de omkringboende, de skal fritages for ikke at bremse dem i deres udvikling.
+DE). (ES) Fru formand, fru kommissær, jeg tror, vi alle er overbevist om, at vi har pligt til og bør beskytte miljøet og bidrage til den bæredygtige udvikling med en miljøpolitik, som efter Amsterdam-traktaten har fået større betydning. Jeg er enig med Kommissionen i at udarbejde strengere regler om støj, og jeg er ligeledes enig i fastsættelsen af overgangsbestemmelser for at tilfredsstille behovet i de regioner, som står over for problemer med støjforurening. Vi mener også, det er vigtigt, at vi på det 33. ICAO-møde i efteråret 2001 deltager samlet og taler med en enkelt stemme, for Unionen skaber uden tvivl styrke og i emner, der er så vigtige som en styrkelse af reglerne mod støj, er det meget nødvendigt. Det ville ligeledes være vigtigt at anmode Kommissionen om at fremlægge forslag til at indføre økonomiske incitamenter, der sigter på at opnå et fald i de negative effekter for miljøet. Men vi er ikke enige, når det drejer sig om en unilateral fastsættelse af skatter på benzin, for en unilateral beslutning uden støtte fra ICAO ville få en minimumseffekt på miljøet, skabe problemer af juridisk art, være skadeligt for de europæiske luftfartsselskabers konkurrenceevne og dernæst for brugerne, som ville blive pålagt større afgifter. Det ville også være vigtigt, før man træffer nogen form for foranstaltninger med hensyn til vedtagelsen af skatter på luftfartsindustrien, at man gennemførte en undersøgelse om, hvilke omkostninger og fordele sådanne foranstaltninger ville få. For at afslutte vil jeg gerne fremhæve den betydning, en effektiv forvaltning af luftfartsindustrien ville få for faldet af de forurenende faktorer, hvor industrien lægger vægt på at forbedre forvaltningen af lufthavnene og klart satser på at etablere et fælles europæisk luftrum, hvorved vi også uden tvivl ville bidrage til at reducere forureningen af miljøet.
+Hr. formand, ærede kolleger, jeg giver fru Lucas anerkendelse for hendes betænkning. Jeg mener hendes oprindelige version. Hun har ret i sin betoning af, at lufttransportens hastige vækst i fremtiden gør det nødvendigt at iværksætte foranstaltninger til kontrol af dens følgevirkninger. Det er bæredygtig udvikling, når vi nedbringer emissionerne og mindsker støjen. Betænkningen fik da også støtte fra alle i udvalget. De ændringsforslag, der er stillet til betænkningen, kaster imidlertid barnet ud med badevandet. Den oprindelige betænkning er en naturlig fortsættelse af EU's tidligere lovgivning, men hvis ændringsforslagene bliver vedtaget, betyder det store økonomiske tab for de europæiske selskaber, som har truffet deres investeringsbeslutninger i overensstemmelse med EU-lovgivningen. F.eks. er tidshorisonten for støjreducerende investeringer lang. Fra beslutningen til arbejdets udførelse går der op til to år. Men nu ville man blive nødt til om fire år at skrotte fortræffelige maskiner, der netop er ændret i overensstemmelse med kapitel 3. Borgere og virksomheder i Fællesskabet skal kunne stole på lovgivningen, for en konstant flytten rundt på målstolperne udvander planerne på langt sigt. De udgifter, det medfører, svækker lufttransportens konkurrenceevne i området i forhold til selskaber uden for EU, og samtidig vanskeliggør de i virkeligheden indførelsen af miljøvenlig teknologi i EU' s luftfartselskaber. Hvor er den økonomiske realisme, når man i miljøbeskyttelsens navn kræver ny teknologi til at erstatte stadig anvendelige og velfungerende maskiner? Dette belaster tværtimod miljøet, da man må fremstille materiel og bygge maskiner, inden den økonomisk set optimale levetid for det eksisterende materiel er udløbet. Desuden belaster skrotningen af de anvendelige maskiner miljøet yderligere. Udformningen af minutiøse nye bestemmelser vedrørende støj fra fly kommer til at foregå globalt og anført af ICAO, og den langsigtede samfundsprojektering og -planlægning indtager således også en nøgleposition. Til sidst vil jeg yderligere minde om, at en forøgelse af afgiften på brændstof til lufttransport ville medføre yderligere belastninger for indbyggerne i de tyndtbefolkede lande. Der er langt til fjerne steder.
+Hr. formand, mine damer og herrer, først og fremmest vil jeg lykønske fru Lucas med den betænkning, som ligger til grund for vores drøftelser i dag. Som vi alle ved, har miljøkonsekvenserne fra lufttrafikken i den senere tid været et emne af største interesse. På lokalt niveau domineres drøftelserne om udvikling af lufthavnene mere og mere af miljøhensyn, som drejer sig om støjbegrænsninger og forbedring af luftkvaliteten i lufthavnenes omgivelser. Mange borgere, der bor i disse områder, mener, at det ville være muligt at gøre meget mere for at forbedre deres situation, og det er, hvad de kræver. Derudover giver indvirkningen på klimaændringen fra gasser fra lufttrafikken på langt sigt i dag uden tvivl grund til bekymring i verden ligesom indvirkningen fra andre former for emissioner. Af alle disse grunde er det nødvendigt at gøre noget ved lufttransportproblemet set ud fra et miljømæssigt synspunkt, og det skal ske på en global og sammenhængende måde, det vil sige, at man også skal tage hensyn til de aspekter, der er forbundet med lufttransportvirksomhed. Vi må prøve at forlige interesser, som ikke altid er lette at forsone, for i forbindelse med lufttransporten findes der uden tvivl økonomiske interesser, der karakteriseres ved høje investeringsomkostninger, som kræver lang levetid til afskrivning. F.eks. kræver et fly en levetid, der er meget længere end nogen anden form for investering for at få en passende afskrivning. Dertil er det nødvendigt med stabile driftsforhold uden omskiftelser eller forandringer, som ændrer spillereglerne, og som kan få katastrofale økonomiske konsekvenser for luftfartsselskabernes funktion. En sektor med stor vækst, og som er baseret på utroligt dyre teknologier, får umiddelbar indvirkning på beskæftigelsen i de dermed forbundne sektorer som forsknings- og industrisektorerne og også på turistsektoren. Efter min mening er det at forsøge at beskytte miljøet ved blot at bremse væksten i luftfartssektoren og i luftfartsindustrien ikke nogen farbar vej frem, som vi kan overveje. Men der er ingen tvivl om, at borgerne, ikke alene dem, der bor i omegnen, og som mere direkte lider under visse former for forurening som støjforurening eller endda forurening på grund af emissioner, men også borgerne generelt, som ønsker livskvalitet og en varig udvikling har ret til at afkræve os handlinger og aktiviteter, som garanterer den måde at vokse på, som bør være den europæiske model. Kommissionen anfører i sin meddelelse om luftfartstransport og miljø, at luftfartsindustrien bør fordoble sine bestræbelser på at forbedre miljøkvaliteten i de nye fly, der bygges. Hvis det nuværende vækstniveau fastholdes, vil der ikke blive foretaget de nødvendige forbedringer, der gør det muligt at kompensere for den miljøindvirkning, som væksten i luftfartstrafikken sandsynligvis vil medføre. Jeg ved, at denne påstand ikke falder i god jord i mange dele af sektoren, men på mellemlangt og langt sigt er der uden tvivl ikke andet at gøre end at finde et alternativ, hvis vi ikke vil have, at luftfartstransporten bliver til et offer for sin egen succes. Men Kommissionen er også klar over, at lufttransportsektoren har fuldstændig ret i, at det er nødvendigt at gennemføre en seriøs og dybtgående undersøgelse af, hvilke økonomiske og sociale indvirkninger sådanne miljøforanstaltninger vil få, før man gennemfører dem. Jeg har indtryk af, at dem, der er mest bekymret for miljøet nu til dags lidt efter lidt, men mere og mere accepterer, at man, når man udvikler en bestemt miljøpolitik, er nødt til at tage hensyn til balancen mellem omkostningen og effektiviteten i de foreslåede foranstaltninger. Den betænkning, vi har foran os, behandler disse vigtige aspekter og tager hensyn såvel til behovet for at forstærke miljøbeskyttelsen ud over de rutinemæssige bestræbelser som til faktoren lønsomhedsanalyse. Og jeg vil takke fru Lucas for hendes bestræbelser på at udvise fleksibilitet, eftersom det via hendes ændringsforslag fremgår, at det ikke lige præcis er den betænkning, hun havde ønsket sig. Men hun søger et kompromis, som gør det muligt at få den vedtaget i Europa-Parlamentet. Det, der f.eks. siges om brændstof, synes jeg er en fornuftig måde at fremstille dette problem på, som uden tvivl ikke kan løses inden for det europæiske område, men det skal ske på globalt plan inden for området verdensomspændende luftfart og inden for ICAO. For det er i denne industri, mine damer og herrer, på luftfartsområdet, at globaliseringen ses tydeligere end noget andet sted, og det er her, at disse spørgsmål skal løses. Jeg vil gerne takke ordføreren, fordi hun i betænkningen støtter Kommissionen og sige, at vi befinder os i en svær fase i debatten om nye normer vedrørende støj og om et regelsæt, som gradvis fjerner de mest støjende fly inden for ICAO-området. Ved talrige lejligheder har vi fastslået vores præference for en international løsning på disse problemer, og Kommissionen har med tilfredshed kunnet konstatere den positive udvikling i USA's holdning i forbindelse med den standardiseringsproces, som finder sted i ICAO. Jeg må sige, at regelsættet om de såkaldte hushkits vedrørende de mest støjende fly, som i sin tid blev vedtaget af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, netop var baseret på, at USA ensidigt havde vedtaget foranstaltninger uden for ICAO. Der er ingen tvivl om, at dette arbejde skal udføres i ICAO-regi. Vi skal gennemføre koordineringen af de forskellige medlemsstaters foranstaltninger inden for rammerne af CAEP, eftersom det er medlemsstaterne, der har sæde i ICAO, og jeg håber, at Europa-Parlamentet støtter initiativer som f.eks. et fælles luftrum, som hr. Ojeda henviste til, og som helt afgjort også får konsekvenser for besparelsen på brændstof, hvis det da kan gennemføres, og en forbedring af tildelinger og generelt forvaltningen af slots'ene. Hr. formand, endnu en gang tak for de bestræbelser, alle har gjort sig for at prøve at opnå en tekst, der er realistisk og fleksibel, og som kan accepteres af de forskellige parter. Vi afventer Europa-Parlamentets afstemning, som Kommissionen så absolut vil tage meget hensyn til.
+Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0218/2000) fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om Rådets fælles holdning (C5-0220/2000 - 1997/0348(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 92/23/EØF om dæk til motorkøretøjer og påhængskøretøjer samt om montering heraf (Ordfører: De Roo).
+- (NL) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, støj fra bildæk. Støj er et undervurderet miljø- og sundhedsproblem. En tredjedel af de europæiske borgere generes af det og klager over det. For 10 år siden var det en fjerdedel af borgerne. Støjproblemet tiltager, især støj fra vej- og lufttrafikken. Under førstebehandlingen reagerede Parlamentet med urette ikke på Komissionens slappe forslag. Der var f.eks. ikke medtaget en revisionsklausul i Kommissionens forslag. Alle miljøforslag fra Kommissionen indeholder en revisionsklausul. Men ikke i dette forslag. Det er heller ikke overraskende, for det er lavet af GD for Erhverv. I Rådet er dette miljøspørgsmål med urette behandlet af ministrene for økonomi og det indre marked. Det skulle have fundet sted i Rådet (miljø). Miljøudvalget har med 32 stemmer mod 10 foreslået 4 ændringsforslag. For almindelige personbiler foreslår vi, at grænsen skal være 2 decibel lavere. Det uafhængige tyske prøveinstitut TÜV har afprøvet mange eksisterende bildæk. De opfyldte alle de slappe støjgrænser, som Rådet foreslår. En nedsættelse på 2 decibel er teknisk muligt uden at bringe sikkerheden i fare. Det bekræftes af eksperter fra det svenske institut for vej og trafik. For varevogne og lastbiler foreslår miljøudvalget også en nedsættelse på 2 decibel. Varevogne og lastbiler larmer mere end almindelige biler. Derfor er det også på dette punkt vigtigt at gøre fremskridt, og jeg håber, at nogle af kollegerne fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristlige Demokrater) og De Europæiske Demokrater kan få sig selv til at stemme for. Dækindustrien får indtil oktober 2005 til at opfylde de strengere støjgrænser. Det må være tilstrækkeligt. Naturligvis er det nødvendigt med længere tid for at nedsætte støjen fra vejtrafikken. Hviskeasfalt, sådan som vores flamske venner kalder det, eller ZOAB, meget åben asfaltbeton, som vi kalder det i Nederlandene, er 20 decibel støjsvagere end en vej med brosten. Brosten findes ikke mere på motorvejene, men en reduktion på 3-5 decibel er mulig ved at indføre hviskeasfalt overalt. Ved behandlingen af støjdirektivet vil vi vende tilbage til disse støjproblemer. Hviskeasfalt og en reduktion af støj fra dæk kan give en reduktion på 6 decibel. Det lyder ikke af meget, men man skal tænke på, at decibel er en logaritmetabel. Det betyder, at støjen mere end halveres, uden at der køres mindre. Biler forårsager mange miljøproblemer. Parlamentet fik for mere end 10 år siden indført den første generation af katalysatorer og for to år siden den anden generation i Langen/Hautala-betænkningen om auto-olieprogrammet. Luftforureningen fra biler og lastbiler nedsættes dermed i 2005 og 2007 med 70-90%. Genbrug af gamle biler er fastsat godt i Florenz-betænkningen. Så er der to store miljøproblemer tilbage, som skal behandles på europæisk plan. Det første er støj, det har jeg allerede sagt nok om, og det andet er CO2-problemet, drivhuseffekten. Med hensyn til CO2 foreslår Miljøudvalget, at Kommissionen indgiver et lovforslag om at nedsætte dæks rullemodstand med 5%. Det betyder endvidere, at der skal anvendes 5% mindre brændstof, og at CO2-emissionen også nedsættes med 5%. Jeg vil gerne have en positiv reaktion fra Kommissionen.
+Hr. formand, hr. kommissær, jeg er personligt ret ligeglad med, i hvilket generaldirektorat direktivet bliver diskuteret. Jeg er ikke jurist, jeg kan ikke vurdere det. Det står fast, at der hidtil ikke er blevet taget tilstrækkeligt hensyn til miljøet. Bilindustrien og dækindustrien har netop i de seneste tre dage her i Europa-Parlamentet signaleret, at de udmærket er i stand til at gøre både det ene og det andet netop i forbindelse med bildæk. For min gruppes vedkommende drejer det sig i dag ikke så meget om, hvorvidt det er 3, 4 eller 1 decibel, men vi vil gerne understrege, at vi ønsker at udøve en positiv handlingstvang på dækindustrien, at den skal gøre mere her. Også autoolieindustrien, bilindustrien og genbrugsindustrien har gjort meget muligt i forbindelse med privatbilismen. Dækindustrien har her holdt sig i baggrunden i vid udstrækning. Det vil vi nu indhente. Vi bliver uden tvivl også nødt til at tale om andre vejbelægninger i Europa på et eller andet tidspunkt. Jeg mener, at der er tale om en positiv handlingstvang. Her vil jeg gerne straks komme nogle af mine kolleger i forkøbet, der af og til optræder som vittige hoveder og siger, at hr. Florenz om muligt vil have 2 decibel mindre, men til gengæld accepterer 10 m længere bremseafstande. Selvfølgelig vil vi beholde standarderne! Vi forventer innovation. Vi forventer, at dækindustrien ansætter unge ingeniører og langt om længe imødekommer borgernes berettigede krav om ikke at blive udsat for så meget støj dér, hvor de bor. Det er en opgave, vi har helliget os, og jeg håber på Kommissionens samarbejdsvilje. Det er muligt, og vi vil se om et eller to år, at industrien kan nå vores mål inden 2005. Hvis det ikke skulle ske, er jeg den allerførste til at indrømme, at vi så må afstikke nogle noget større rammer. Men vi er nødt til at have handlingstvang her, og det vil vi kæmpe for i disse dage.
+Hr. formand, hr. kommissær, det er jo en kendt sag, at De ikke er så skeptisk over for biler og også gerne vil køre bil. Så ville det jo være dejligt, hvis ens egen bil forårsagede 40% mindre støj og samtidig brugte 5% mindre brændstof og dermed også udledte mindre CO2 - alene takket være nye dæk. Det er den vej, vi bør gå. Der findes allerede nu dæk, der både med hensyn til rullestøj og rullemodstand, der er ansvarlig for brændstofforbruget og CO2-udledningen, ligger langt under de værdier, der foreslås i den fælles holdning. Der findes sågar dæk, der tildeles miljømærket Blauer Engel i Forbundsrepublikken Tyskland, fordi de er så forbilledligt støjsvage og har et så lille forbrug. Nu er disse dæk ikke særlig usikre. Tværtimod! Michelin- og Dunlop-dæk har sågar kortere bremseafstand og er tilmed støjsvage og har et lille forbrug. Her må jeg spørge mig selv, hvorfor Europa-Parlamentet ikke skulle udvise modet til at sige: Det, der allerede er teknisk muligt, kræver vi for alle dæk i år 2005, især for dæk til personbiler. Derfor vil jeg gerne udtrykkeligt anmode om, at vi vedtager ændringsforslag 1, i hvilket vi kræver grænseværdier for ikke alene rullestøj, men også rullemodstand, og især ændringsforslag 2 - mere støjsvage dæk. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, kære kolleger, at forhandlingerne jo ikke er overstået endnu. Vi skal forhandle med Rådet i Forligsudvalget, og så må vi se, hvad der kommer ud af det. Men vi skal også have manøvreringsplads.
+Hr. formand, inden jeg kommer ind på emnet dækstøj, vil jeg gerne komme med en mere generel udtalelse til Kommissionen. De fremsætter alt for mange lovforslag, og når det gælder lovgivning er kvalitet normalt omvendt proportional med kvantitet. Vi taler om at gøre mindre, men at gøre det bedre. Faktisk gør vi mere, men gør det dårligere. Men nu til dækkene. Da jeg ankom til Parlamentet, forestillede jeg mig ikke, at jeg skulle komme til at forsvare Kommissionens holdning, men Kommissionen har virkelig gjort sit hjemmearbejde. Den har haft samråd med branchen. Den har fremsat et forslag med udfordrende, men opnåelige mål, som beskytter miljøet, samtidig med at der tages hensyn til trafikanternes og dækproducenternes interesser. Nogle af vores kolleger forsøger at sabotere dette omhyggelige stykke arbejde ved at forlange tilfældige og uovervejede decibelreduktioner. I visse tilfælde er deres tal opnåelige, i andre tilfælde er de ikke. Men de har glemt, at ændringer i produktionsspecifikationerne for dæk påvirker ikke blot støj, men også vejgreb, sikkerhed, brændstofsøkonomi, pris og holdbarhed. De ender måske med at få mindre støjende dæk, som er dyre, som ikke holder ret længe, og som får bilerne til at skride ud og køre ind i træer! Jeg siger det ligeud. Flere trafikanter vil blive dræbt, hvis hr. de Roos ændringsforslag vedtages. De vælgere, jeg repræsenterer, vil ikke takke os. Vi opstiller alt for snævre forskrifter. Det er vores opgave at opstille brede lovrammer i offentlighedens interesse. I stedet forsøger vi at regulere et meget teknisk og komplekst erhvervsudviklingsprogram i mindste detalje, hvilket vi hverken har tid til eller er kvalificerede til. Jeg opfordrer mine kolleger til at afvise ændringsforslagene og støtte Kommissionens forslag.
+Hr. formand, jeg bifalder dette forslag. Det har længe været påkrævet. Ændringsforslagene fra mine kolleger hr. de Roo og hr. Lange er bestemt et skridt i den rigtige retning. Siden direktivet blev offentliggjort i 1997, har dækproducenterne gjort en del for at opfylde Kommissionens standarder. Jeg forstår hr. de Roos ønske om at højne standarderne yderligere. Men jeg må alligevel mane til forsigtighed. For det første er dækstandarderne ikke det eneste problem. Vejbelægningens beskaffenhed er lige så vigtig og under visse omstændigheder, f.eks. i særligt støjbelastede byområder, måske endnu vigtigere end at prøve at ændre dækstandarderne. I mange tilfælde er det en bedre løsning at ændre vejbelægningen og ikke dækstandarderne. For det andet - og det er efter min mening af største betydning - er der behov for at afveje problemet med dækstøj og dæksikkerheden. I aften forsøger vi at få vedtaget nye dækstandarder for at reducere dækstøj, men vi gør overhovedet ingen fremskridt med hensyn til standarderne for vejgreb. På trods af at Det Forenede Kongerige for et godt stykke tid siden har fremsat forslag herom, er de endnu ikke blevet vedtaget eller overvejet seriøst. Mangelen på fælles standarder for dæksikkerhed efterlader en uacceptabel usikkerhed med hensyn til dette afgørende spørgsmål. Jeg er derfor særligt betænkelig ved de mulige virkninger af ændringsforslag 3 og 4 og deres betydning for dæksikkerheden, navnlig for køretøjer som busser og lastbiler. Jeg må derfor sige, at jeg personligt ikke kan tilslutte mig hr. de Roos ændringsforslag 3 og 4. De er forhastede, og jeg vil opfordre Kommissionen til at afvise dem.
+Hr. formand, hr. kommissær, min tak til hr. de Roo for hans arbejde. Formindskelsen af enhver form for støj er en betydningsfuld sag både for menneskers helbred og for deres trivsel. Derfor forholder jeg mig meget positivt til Rådets fælles holdning om støj fra dæk. Jeg er her ikke som talsmand for dækindustrien, men som en, der har fulgt området meget tæt, og jeg vil alligevel udtrykke min bekymring for ændringsforslagenes indvirkning. Dækindustrien er et område med yderst hård og verdensomspændende konkurrence, hvor man udfører et meget grundigt udviklingsarbejde, og på grund af dækteknologiens natur avancerer man med små, men sikre skridt. Situationen bliver dog urimelig, hvis man stræber efter for hurtige ændringer, som det ser ud til denne gang. Hvis man går for hurtigt frem, betyder det store tekniske vanskeligheder for industrien og unødige ekstraudgifter, som afspejler sig i prisen på produkterne. Forbrugeren er altid den, der betaler. En tilstrækkelig overgangsperiode sikrer, at man kan tage hensyn til de nye krav, når man udvikler dæk. At gøre det på en anden måde ville være ressourcespild, da udviklingsarbejdet for en ny dækmodel i gennemsnit varer fra tre til fire år. Særlig problematisk bliver sagen af, at dæk er en meget følsom helhed, hvad angår ligevægten af dets egenskaber. Det er faktisk ikke blot sort og rundt, som en lægmand tænker. Når man forbedrer én egenskab ved et dæk påvirker det de andre egenskaber negativt, hvorfor projekteringen af et dæk virkelig er en optimering af kompromiser. F.eks. holder et bredt dæk godt på asfalt, men det kommer let i aquaplaning. På sne virker et smalt dæk til gengæld godt. Hvis man forbedrer et dæks støjegenskaber væsentligt, forringer det frem for alt dækkets vejgreb i vådt føre. Jeg ønsker, at mine nærmeste frem for alt skal køre på sikre dæk. Jeg ville ønske, at dækindustrien og EU's lovgivere ville finde hinanden og skabe en realistisk tidsplan for de gode målsætninger, der er fremsat i denne betænkning.
+Hr. formand, dette forslag til direktiv har til formål at begrænse rullestøj fra dæk på vejen, uden at vejgrebet, vejsikkerheden og bremseegenskaberne derved mindskes. I udarbejdelsen af dette forslag har Kommissionen rådført sig med adskillige uafhængige producenter, som længe har samarbejdet med eksperter fra medlemslandene for at finde et passende hårdhedsniveau, der udtrykkes i decibel, for de forskellige dæktyper til biler, varevogne og lastbiler. Takket være eksperternes forudgående grundige undersøgelse har medlemslandene ensstemmigt ved en fælles holdning godkendt det foreslåede hårdhedsniveau. Europa-Parlamentet var tilfreds med hårdhedsniveauet i forslaget og indgav ikke ændringsforslag. Først skal det bemærkes, at kvaliteten af vejbanen i stor udstrækning - indtil 6 decibel - er skyld i den støj, der skabes ved dækkenes kontakt med vejbelægningen. Det skal også bemærkes, at Kommissionen fortsætter med foranstaltningen, der blev introduceret for to år siden, om bekæmpelse af de forskellige støjkilder, hvilket omfatter alle Unionens områder. Ved andenbehandlingen er der indgivet fire ændringsforslag. Ændringsforslag 2, 3 og 4 foreslår at sænke grænseværdierne med 2 decibel. Hvis en reduktion på 2 decibel blev gennemført i dag, ville mere end 70% af de nuværende dæk i handlen ikke leve op til kravene. Producenterne ville således være tvunget til hurtigt at ændre dækkets struktur og gummiets hårdhed og herved mindske vejgrebet. Så længe kravene til vejgreb ikke bliver overholdt, kan disse tre ændringsforslag ikke accepteres. Denne sammenhæng mellem støjen og dækkene, dækkenes vejgreb og brændstofforbruget er netop essensen af indholdet i ændringsforslag 1. Der søges i øjeblikket efter enighed om indholdet i en arbejdsgruppe i FN's Økonomiske Kommission for Europa, en arbejdsgruppe, der bliver fulgt af Europa-Kommissionens tjenestegrene. Dette emne bliver også diskuteret inden for rammerne af Transatlantic Business Dialogue for at fremme skabelsen af en global standard, nemlig Global Type Standard, GTS 2000. Kommissionen følger dette arbejde og har intentioner om at overføre resultaterne heraf til direktiv 92/23/EØF for at fastslå den korrekte balance mellem sikkerhed, støj og rullemodstand. Den foreslåede tidsplan er dog desværre alt for stram. Hele problemets kompleksitet og det store udvalg af berørte produkter skal overvejes nøje. Derfor angives det i artikel 3, sådan som det fremgår i den fælles holdning, at kravene om vejgreb og rullemodstand bliver integreret i kravene om støj i tidsplanen, der er udvidet med henholdsvis 24 eller 36 måneder, efter ikrafttrædelsen af direktivet. Ændringsforslag 1, som endnu en gang foreslår at lovgive to gange inden for en frist på et år efter ikrafttrædelsen af direktivet, kan ikke accepteres. På grund af kompleksiteten i målemetoderne til vejgreb på tør og våd vej og til rullemodstand og på grund af det store udvalg af produkter vil resultaterne af eksperternes arbejde ikke være til rådighed før 2002. Kommissionen vil da kunne ændre det nuværende direktiv og integrere vejgrebet på tør og våd vej og rullemodstanden for alle typer dæk.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0168/2000) af Bakopoulos for Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om nittende ændring af Rådets direktiv 76/769/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om begrænsning af markedsføring og anvendelse af visse farlige stoffer og præparater (azofarvestoffer) (KOM(1999) 620 - C5-0312/1999 - 1999/0269(COD)).
+Hr. formand, det forslag til direktiv, vi behandler i dag, vedrører begrænsning af markedsføring og anvendelse af azofarvestoffer, der bruges til farvning af tekstiler og lædervarer. Begrundelsen for denne begrænsning er en underbygget mistanke om, at disse stoffer er kræftfremkaldende. Direktivets bilag indeholder en liste over tekstiler og lædervarer, hvor anvendelsen af disse mistænkelige stoffer forbydes. Mange lande har allerede indført disse forbud i deres lovgivning, og de fleste virksomheder med hjemsted i Den Europæiske Union er underlagt et sådant forbud. Imidlertid er det nødvendigt med et direktiv, som kan harmonisere det indre marked, så man undgår ensidige bestemmelser. Endelig indeholder direktivet naturligvis også en analysemetode til påvisning af de azofarvestoffer, hvis anvendelse forbydes. Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik har accepteret det princip, som direktivet bygger på. De ændringsforslag, som er vedtaget enstemmigt, er således af forbedrende karakter. Jeg vil nøjes med at omtale to af disse. Det er Miljøudvalgets holdning, at listen over de produkter, hvori man forbyder anvendelsen af azofarvestoffer, og som indgår i bilaget til direktivet, ikke bør være vejledende. Den bør være lukket, komplet, utvetydig og nominel. Herved undgås egenrådige tolkninger af direktivet og større variationer i anvendelsen, hvilket ville være i modstrid med det indre markeds princip, som direktivet netop sigter på at beskytte. Dette er, hvad ændringsforslag 3 drejer sig om. Den anden ting, jeg gerne vil omtale, er ændringsforslag 2, som indfører betragtning 7a, hvormed håndknyttede ægte tæpper undtages fra direktivet. Undtagelsen bygger på den kendsgerning, at det på grund af disse tæppers håndlavede karakter i sagens natur er umuligt at foretage stikprøvekontrol. Og en kontrol af hvert enkelt tæppe ville påføre produktet væsentlige skader, især i de tilfælde - og det er temmelig mange - hvor vi har at gøre med kunsthåndværk eller kunst. Det anbefales imidlertid, at importørerne udvikler et kvalitetsmærke. Fru Roth-Behrendt og fru Müller har inden for fristen stillet et ændringsforslag 6, som er en omformulering af den første betragtning 7a, hvori de foreslår en dato, efter hvilken ægte tæpper ikke længere skal undtages fra direktivets bestemmelser. Den dato, der foreslås, er den 1. januar 2006. Jeg finder dette forslag fornuftigt og anbefaler en vedtagelse. Endelig har fru Ferrer, ligeledes inden for fristen, stillet ændringsforslag 7, som foreslår tilføjelsen af endnu et stof, ud over de to, som foreslås med ændringsforslag 4, til listen over de 21 azofarvestoffer i bilaget. Det stof, som fru Ferrer foreslår, er imidlertid allerede omfattet af bilaget. Der er tydeligvis tale om en fejltagelse i dette tilfælde, hvorfor jeg ikke anbefaler en vedtagelse.
+). (ES) Hr. formand, hr. kommissær, dette er en lille og ydmyg betænkning, en direktivændring, som jeg imidlertid tror er et vigtigt og betydningsfuldt eksempel på, hvordan tilvænnings- og deklareringspolitikken i Europa har opnået stor fremgang, og mange gange kommer normen efter, at samfundet selv har klaret problemet. Den kendsgerning, at praktisk talt alle landenes fabrikanter og producenter har afskaffet de produkter, som man nu har til hensigt at forbyde, viser, at vi er ved at nå frem til mange områder af modenhed, hvor det ideelle ville være ikke at skulle lave regler og ikke befinde os i situationer som denne. Derfor vil jeg gerne fremhæve, og have det ført til protokols, at der skal arbejdes i henhold til denne formel og om muligt i et fuldt udviklet samfund og i en fuldt udviklet industri. Jeg synes, at udelukkelsen af ægte tæpper er glimrende, for jeg tror, det er godt, at fleksibiliteten til fordel for kunsten og for æstetikken kommer med i et lovgivningsmaskineris ånd, som mange gange glemmer det, der er småt og detaljen. På den anden side og så vidt jeg ved, spiser mennesker ikke gulvtæpper, og derfor kunne man undgå den risiko. Jeg gentager, at jeg da synes, det er positivt, at vi arbejder for at komme videre, at samfundet går forud for os, og at det eneste vi gør er at ratificere det, som allerede er blevet anerkendt.
+Hr. formand, som svar på ordførerens indlæg vil jeg gerne præcisere én ting: Ændringsforslagene til denne betænkning er fremsat af mig. Jeg vil blot korrigere det, fordi det var fru Roth-Behrendt, der blev nævnt. Azofarvestoffer er farvestoffer, der frigør kræftfremkaldende aromatiske aminer ved berøring med hud eller mundhule hos mennesker. Det er også grunden til, at nogle medlemslande har udstedt foreløbige bestemmelser om beskyttelse af forbrugerne, og at Kommissionen tog det initiativ, som vi forhandler om her i aften, og i hvilket azofarvestofferne nu skal forbydes i hele EU og ved import fra tredjelande. Forslaget fra Kommissionen har dog nogle huller med hensyn til sikkerheden, som efter min mening skal lukkes. Det er også det, mine ændringsforslag, som blev vedtaget med stort flertal i udvalget, tager sigte på. For os handler det først og fremmest om at medtage yderligere to aminer på forbudslisten, fordi de nu er blevet kategoriseret som kræftfremkaldende. Den påtænkte generelle beskrivelse af anvendelsesområdet har heller ikke tilstrækkelig bindende karakter. Vi ønsker en klart defineret, udtømmende oplistning, fordi der dermed skabes retssikkerhed og klarhed. Med det frivillige kvalitetsmærke og overgangsfristen 1. januar 2006 er det også lykkedes os at tage hensyn til de særlige problemer, der hersker inden for branchen for ægte tæpper, og alligevel også inddrage håndknyttede ægte tæpper i direktivet på mellemlangt frist. Vi har også givet mulighed for, at der kan anvendes to metoder, der tager højde for materialernes forskellige krav til testmetode, indtil nye afprøvningsmetoder er blevet godkendt. Samlet set fjerner vi med godkendelsen af disse ændringsforslag, der er blevet vedtaget i udvalget med stort flertal, samtlige uklarheder og punkter med ikke-bindende karakter i direktivet. Det opfylder dermed de krav, der skal stilles til det på grund af de faktiske sundhedsrisici.
+Hr. formand, jeg vil gerne takke medlemmerne for deres interesse for dette emne og især ordføreren hr. Bakopoulos for hans konstruktive arbejde. Visse azofarvestoffer i tekstiler og læder udgør en kræftrisiko for forbrugere og arbejdere, som det er blevet fremført. Efter at Den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø havde bekræftet denne risiko, fremsatte Kommissionen i december sidste år et direktivforslag, som begrænser markedsføring og brug af visse azofarvestoffer, som kan udgøre en kræftrisiko, hvis de kommer i nær kontakt med huden. Kommissionens direktivforslag ville indføre et forbud mod brug af visse azofarvestoffer i tekstil- og lædervarer, som kommer i nær kontakt med huden. De pågældende farvestoffer er xylidiner, som kan udskille alle de 21 kræftfremkaldende aminer, som er nævnt i direktivforslaget. Desuden må tekstil- og lædervarer, som er farvet med disse xylidiner, ikke forhandles. Direktivforslaget angiver de testmetoder, der skal anvendes for at vise, at bestemmelserne overholdes. Forslaget omhandler ikke blot beskyttelse af forbrugernes og arbejdernes helbred. Det berører også det indre marked. I øjeblikket er det indre marked opdelt, da visse medlemsstater allerede har indført nationale forbud. Direktivforslaget ville medføre en harmonisering af medlemsstaternes regler. Jeg vil gerne understrege, at forslaget bygger på resultaterne af uafhængige undersøgelser af risici forbundet med azofarvestoffer samt omkostninger, fordele og handelsvirkninger som følge af de foreslåede restriktioner. Det tager også højde for udtalelser fra den kompetente videnskabelige risikokomité. Jeg mener, at det er afbalanceret forslag. Kommissionen kan ikke godkende de ændringsforslag fra Parlamentet, som vil udvide forbuddet ved at erstatte den foreslåede liste over eksempler på produktkategorier med en udtømmende liste ved at medtage andre varer end tekstil- og lædervarer og ved at medtage andre amider. Jeg taler her om ændringsforslag 3, 4 og 7 fra Miljøudvalget. Kommissionen mener ikke, at det ville være berettiget ud fra den nuværende viden om risiciene. Kommissionen kan heller ikke godkende ændringsforslag, som indfører endnu en overensstemmelsestest. Det drejer sig om ændringsforslag 5 fra Miljøudvalget. Det ville gøre det vanskeligere for leverandørerne, især i den tredje verden, at vise, at de overholder reglerne, da Kommissionens foreslåede metode er den metode, der er mest udbredt og accepteret. Kommissionen kan dog gå med til, at man kan indføre en mere pålidelig standardiseret testmetode, når en sådan bliver tilgængelig. Kommissionen kan principielt godkende, at håndlavede orientalske tæpper undtages fra listen over eksempler på produktkategorier, der er omfattet af direktivforslaget, da risikoen ved disse tæpper sandsynligvis er lav. Men Kommissionen kan ikke godkende, at undtagelsen kun er midlertidig. Lad mig opsummere vores holdning: Vi kan godkende ændringsforslag 1 fra Miljøudvalget. Vi må afvise seks ændringsforslag, nemlig ændringsforslag 2, 3, 4, 5, 6 og 7 fra Miljøudvalget, men Kommissionen kan principielt godkende dele af ændringsforslag 3. Vi vil gerne fortsætte dialogen med Parlamentet. Jeg er sikker på, at vi kan finde en konstruktiv løsning.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.
+Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0220/2000) af Glase for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen om sort arbejde (KOM(1998) 219 - C4-0566/1998 - 1998/2082(COD)).
+Hr. formand, denne betænkning er Parlamentets udtalelse vedrørende en meddelelse fra Kommissionen om problematikken med sort arbejde. Man beskæftiger sig med emnet på europæisk plan, fordi problemet ikke kun vedrører et enkelt land, men derimod alle medlemslande. Hvad handler det i virkeligheden om? Sort arbejde har alvorlige nationaløkonomiske og samfundspolitiske konsekvenser i medlemslandene. Sygesikringer, pensionssystemer og skattesystemet mister hvert år milliarder. Arbejdstagerne er på ingen måde forsikret eller sikret. Tanken om en moderne slavehandel med fatale følger for de berørte trænger sig i høj grad på. De, der lader sort arbejde udføre for sig, kan på ingen måde stille garantikrav og har heller ikke andre sædvanlige forretningsmæssige rettigheder. De berørte tror, de opnår en fordel derved, men skader kun sig selv og også samfundet. Nu er det i sagens natur og pr. definition vanskeligt at registrere sort arbejde i alle lande. Ud fra langtidsundersøgelser og vurderinger kan man gå ud fra, at alt i alt 28 millioner personer arbejder sort. Omfanget af sort arbejde udgør nu 15% af EU's bruttonationalprodukt. Den samlede sektor vokser tre gange så hurtigt som den officielle økonomi. I denne meddelelse har Kommissionen vanskeligt ved at analysere og foretage de nødvendige skridt med henblik på at dæmme op for sort arbejde. Parlamentet har arbejdet længe og intensivt med denne problematik og oplistet en række årsager, der har en mangedobbelt og gensidig virkning. I næsten alle undersøgelser blev der opført en for stor skatte- og afgiftsbelastning som årsag. Udvalget oplister dog yderligere årsager som f.eks. fattigdom, useriøse udbudsprocedurer, dumpingpriser i forbindelse med underentreprenører, ufleksible arbejdsretlige bestemmelser og en dårlig administration og endelig en tydelig tendens til ikke længere at opfatte sort arbejde som illegalt og i strid med loven. Udvalget har dog vist i forbindelse med fastlæggelsen af konklusionerne, at det repræsenterer flere forskellige holdninger, hvilket skyldes store forskelle i vægtningen af årsagerne. Jeg tror imidlertid, at målet forener os, at det blot er midlet, der skiller os ad. De konklusioner, udvalget vedtog på sit sidste møde, vedrører kravet om en - så vidt muligt - eksakt opgørelse i de berørte sektorer og de vigtigste persongrupper, inddragelse af arbejdsmarkedets parter i aktive foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde, hensyntagen til emnet i de nationale beskæftigelsesprogrammer samt kontroller og sanktioner, når der konstateres sort arbejde. Som præventiv foranstaltning anser flertallet i udvalget dog en mindskelse af skatte- og afgiftsbelastningen for udslagsgivende, og det samme gør sig gældende for en nedsættelse af momssatsen ved arbejdsintensive tjenesteydelser, sådan som det også allerede er muligt efter Rådets beslutning af 28. februar i år og også allerede bliver praktiseret i ni lande. Det er også vigtigt at finde en løsning på områder, der hidtil ikke har fungeret tilfredsstillende, f.eks. i forbindelse med direktivet om grænseoverskridende tilrådighedsstillelse af arbejdstagere og erhvervsmæssigt husligt arbejde, der fortrinsvis udføres af kvinder. På de fem minutter, jeg har fået tildelt, kan jeg kun nævne nogle enkelte vigtige punkter i betænkningen. Problemet har mange aspekter og skal også behandles ud fra mange aspekter. Derfor kræver udvalget, at Kommissionen og de enkelte medlemslande alt efter deres kompetence, men især med stor beslutsomhed, tager Parlamentets forslag op og går aktivt ind i sagen. Jeg håber, vi kan demonstrere stor tilslutning til betænkningen, en effektiv beslutsomhed fra Parlamentets side. Jeg vil gerne takke alle mine kolleger for et godt samarbejde, især skyggeordføreren, Karin Jöns, for altid at stå til rådighed til samtaler. Afslutningsvis, hr. formand, vil jeg gerne gøre opmærksom på en trykfejl. I konklusionernes artikel 25 har udvalget tydeligt formuleret retten til sagsanlæg gennem organisationer. Det skal revideres i den seneste tekst, vi har foran os. Ordene "ad rettens vej" skal derfor slettes og erstattes af "sagsanlæg gennem organisationer". Så er det helt i overensstemmelse med udvalgets vilje og afstemningen. Mange tak for Deres opmærksomhed!
+Hr. formand, det er en meget nyttig betænkning om et meget vigtigt emne. Der er visse dele af den, som jeg ikke bryder mig om, f.eks. artikel 13, som fremmer skattekoordinering. Jeg vil fremlægge et ændringsforslag om det, da det er et emne, der, som ordføreren ved, står de britiske Konservatives hjerte meget nær. Men hovedindholdet i betænkningen er meget godt. Kommissionen har også offentliggjort sin årsberetning i dag, hvilket blev omtalt i dagens Financial Times under den vidunderlige overskrift "Bruxelles kræver arbejdsmarkedsreform" (Brussels demands labour reform). Jeg vil referere ganske kort fra artiklen: "I sin landevurdering vil Kommissionen sige til Frankrig, at det ligesom Tyskland må reducere "skattetrykket" på arbejdskraften og reducere "virksomhedernes administrative byrde". Alt, hvad der fremmer arbejdskraftens fleksibilitet, liberaliserer erhvervslivet og reducerer byrderne på virksomhederne, er helt sikkert godt for de landes økonomier og for bekæftigelsen. Men det har også betydning for problemet med sort arbejde. Jo højere skatter, desto mere bureaukrati og desto større incitament til sort arbejde. Jeg vil gerne komme med endnu en bemærkning. De lande, som har mest sort arbejde, kan meget vel være de lande, som også har de højeste officielle arbejdsløshedstal, hvilket giver den største regionale udligningsstøtte. Det er helt urimeligt, og det er i alles interesse at gøre noget ved det. En god begyndelse ville være at reducere skatten og bureaukratiet. Jeg opfordrer medlemsstaterne til at følge Komissionens råd og også tage Glase-betænkningen til efterretning.
+Hr. formand, kære kolleger, behovet for handling, hvad angår sort arbejde, er åbenlyst i alle medlemsstater, for det, man hidtil har opnået i forbindelse med bekæmpelsen heraf, er endnu ikke optimalt. Så meget desto mere glæder jeg mig over Kommissionens meddelelse om sort arbejde, for den sætter gang i diskussionen på europæisk plan. Dermed er jeg fremme ved et af de centrale krav i fru Glases virkelig glimrende betænkning. Vi må medtage bekæmpelse af sort arbejde i den europæiske beskæftigelsesstrategi uden begrænsninger. Når vi behandler et problem, der er så komplekst, må vi udveksle viden og erfaringer, lære af hinanden og altid søge at anvende den bedste praksis, som er vores beskæftigelsesstrategis gode motto. Vi bliver nødt til at beskæftige os indgående med sort arbejde for at kunne imødekomme de forskellige årsager effektivt. Jeg vil gerne advare mod, at man forenkler tingene. På vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe vil jeg gerne gøre indsigelse mod tre forenklinger med det samme. Det første punkt vedrører den gamle påstand om, at sort arbejde først og fremmest skyldes for høje skatter og afgifter. Kære kolleger i den konservative lejr: Så simpelt er det ikke! Lad os f.eks. tage Østrig og Italien. I Østrig er skatterne væsentligt højere end i Italien. Alligevel er der langt mere sort arbejde i Italien. Høje skatter og sociale bidrag er således kun én blandt mange årsager. Eller se på Skandinavien. Her er skatterne og de sociale bidrag lidt højere endnu. Omfanget af sort arbejde er derimod forholdsvist lille. Det betyder vel, at hyppigheden af sort arbejde også har noget at gøre med graden af den sociale accept, det vil sige med det sociale sammenhold i et samfund. Sort arbejde må ikke blive ved med at være en gentlemanforseelse. For det andet vil jeg gerne tilbagevise argumentet om, at en fleksibilisering af arbejdsmarkedet begrænser sort arbejde. Dette påståede vidundermiddel fungerer ikke. Det lærte vi i Thatcher-æraen i Storbritannien. Dengang voksede omfanget af sort arbejde, selv om arbejdsmarkedet blev mere fleksibelt, selv om de sociale bidrag blev nedsat. Altså virker fleksibilisering jo kun, hvis de sociale standarder kan forblive tilsvarende høje. For det tredje er sort arbejde ikke først og fremmest et resultat af illegal indvandring fra tredjelande. Tværtimod, det er for størstedelens vedkommende vores egne borgere, der arbejder sort. Vi har - det viser fru Glases betænkning - brug for et fornuftigt policy mix på nationalt og europæisk plan. Dette skal også omfatte solidarisk ansvar fra det offentliges side i hele EU, således at der slet ikke kan gives ordrer til virksomheder, hvis pristilbud helt åbenlyst er baseret på sort arbejde. Ligeledes har vi brug for et solidarisk ansvar hos virksomheder over for deres underentreprenører. Kære kolleger, vi ønsker imidlertid også retten til sagsanlæg gennem organisationer, som især kunne hjælpe fagforeningerne med at lægge sag an mod virksomheder, der er under mistanke for ikke at lade deres ansatte registrere eller kun registrere dem delvist.
+Hr. formand, jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at takke vores kollega Glase for de gode resultater i hendes betænkning. Der er tale om en yderst kompleks betænkning, som jeg i udvalget af flere grunde betegnede som forsigtig. Den er nemlig forsigtig af nødvendighedsgrunde, da beskæftigelsespolitikken er medlemsstaternes område og dermed ikke hører ind under Europa-Parlamentets - og således EU's - reelle og egentlige kompetenceområde. Vi står således over for en egentlig vanskelighed, der skal overvindes, og som ikke er uden betydning. Som vores kollega fra PSE-Gruppen sagde for lidt siden, gælder det i dag om at udarbejde en ny strategi med den komplekse indfaldsvinkel, at den skal omfatte hele arbejds- og beskæftigelsesspørgsmålet. Det skal være en strategi, hvor man ikke mindst opfordrer medlemsstaterne til at offentliggøre deres situation, når det gælder beskæftigelse og sort arbejde. Selv i dag råder vi ikke over nogen detaljerede oplysninger for alle medlemsstaterne. Vi kender således ikke problemets omfang i alle medlemsstaterne, og vi har heller ikke noget indgående kendskab til dette, når det drejer sig om de lande, der ønsker at komme med i EU. Det er et komplekst problem. Det udgør en procentdel, som vokser år for år, og som stiger i forhold til bruttonationalproduktets vækst, nemlig 15%, og denne procentdel er et yderst væsentligt gennemsnit for EU-landene, hvilket bør give os stof til eftertanke. For os alle er sort arbejde dog pr. definition en forkert handling over for dem, der har brug for arbejde, også ud fra et skattemæssigt synspunkt, da skatten skal sikre solidariteten. Der er således tale om en krænkelse af samfundets interesser, og som lovgivere er det netop vores opgave at gøre noget ved dette, for så vidt som vi har den direkte kompetence på området. Jeg er dog af den opfattelse, at betænkningen indeholder nogle fornuftige fingerpeg, f.eks. nogle aktive procedurer, der kan anvendes til bekæmpelsen af det store problem, som sort arbejde udgør. Jeg har stillet nogle ændringsforslag, som ordføreren allerede har godkendt, og som jeg derfor ikke vil komme nærmere ind på. I den tid, jeg har tilbage, vil jeg blot sige et par ord om et ændringsforslag, der ligger mig særligt på sinde, og som jeg tror, man har haft lidt vanskeligt ved at vurdere objektivt, nemlig ændringsforslaget om sort børnearbejde, som jeg kort vil gøre rede for. Man påstår, at der ikke finder børnearbejde sted i Europa, eller at det måske - sådan som det er blevet sagt - finder sted i Italien og i de sydlige lande. Det er ikke rigtigt! Der finder børnearbejde sted overalt, nemlig blandt indvandrere og folk fra tredjelande og blandt alle de unge, som går ud af skolen, inden de fylder 18. De bliver udnyttet og underbetalt, og de får ingen uddannelse. Dette udgør således et alvorligt problem med udnyttelse og sort arbejde, for de har ikke nogen uddannelse, som de kan vise et papir på og få en passende løn for. Endelig er der også børn under 15 år, der arbejder sort! Vi skal således ikke lade, som om problemet ikke eksisterer i Europa, for det gør det, og i den forbindelse tror jeg også, at Parlamentet har et afgørende ord at skulle have sagt - og dette uden tøven - så det bekræfter sin sociale, demokratiske og politiske indstilling.
+Hr. formand, når vi taler om sort arbejde, må vi ikke glemme tilfældet med bygningsarbejderne, der er de mest udsatte for dårlige vejrforhold og arbejdsulykker, og at vores diskussioner drejer sig om pariaerne i beklædningsindustrien, der er frataget social status og herunder ofte opholdstilladelse. Hertil skal tilføjes de små håndværk i den nye økonomi, hvor arbejdstid, fritid og lønninger er underlagt usikkerhedens tilfældigheder og en skånselsløs fleksibilitet. Vi taler alt i alt om en form for udnyttelse af arbejdskraft, som utvivlsomt er skadelig for de offentlige finanser på grund af tab i skatteindtægter og bidrag, men vi må aldrig glemme, at vi taler om en udstødelse, som mellem 10 og 28 millioner borgere i Unionen ifølge Kommissionen lever under. Vi skal i stedet for at stemple disse ofre beskæftige os med en specifik form for arbejdsgiverovertrædelse. At skære dem, som tilbyder disse former for arbejde, og dem, som accepterer dem, over en kam er upassende og endog chokerende. Betænkningen kommer ikke helt uden om denne bebrejdelse, og det gør Kommissionens meddelelse for øvrigt heller ikke. Hvad kan man gøre? Skal det sorte arbejde integreres i arbejdsmarkedet, eller skal man tilpasse dette til de superfleksible former for arbejde? Jeg er bange for, at forslagene om at sænke skatterne og afgifterne og om at øge fleksibilitet på arbejdsmarkedet kun medfører endnu flere forstyrrelser på arbejdsmarkedet med risiko for til sidst at lovliggøre disse nye typer af superfleksibilitet. Som det angives i betænkningen, fremmer fattigdom fremgangen i den sorte økonomi og tvinger lønmodtagere og selvstændige arbejdere til at acceptere den. Den indædte kamp for skabelsen af kvalitetsaktiviteter og -arbejdspladser, opmærksomhed på arbejdsforhold og begrænsning af usikkerheden er de mest sikre midler til at begrænse det tiltr��kkende ved sort arbejde i alle sektorer. Det er også nødvendigt med foranstaltninger for at undgå, at en række betingelser for underleverance og tildeling af kontrakter for offentlige projekter fører de selvstændige arbejdere eller de små virksomheder til ulovligt at søge efter avancer, som tilbudsgiverne har gjort uopnåelige for dem. Man skal ikke lovgive mindre, men snarere styrke de administrative midler til kontrol af arbejde. I en række lande er det ifølge arbejdsloven muligt at ændre enhver ulovlig kontrakt til en fuldtidskontrakt på ubestemt tid. Det vil helt sikkert være en meget aktiv politik og en kraftig opfordring til de pågældende arbejdsgivere om at få bragt situationen i orden.
+Hr. formand, der findes forskellige typer sort arbejde. Det kan være svært at trække grænsen mellem sort og hvidt arbejde. Nogle gange får enkeltpersoner skyld for at arbejde sort for at undgå at betale skat. De alvorlige tilfælde af sort arbejde drejer sig om organiseret sort arbejde. Det drejer sig da ofte om mange arbejdere, og årsagen er, at der findes arbejdsgivere, som organiserer, leder og fordeler dette sorte arbejde for at holde lønomkostningerne nede og betale så lidt som muligt i skat. Dette er selve kernen. På mange måder er organiseret sort arbejde kendt, både blandt befolkningen og hos myndighederne. I de tilfælde, hvor man ikke griber ind over for sort arbejde, kan det skyldes, at arbejdsløsheden er høj, og at fattige mennesker ikke har noget alternativ til at blive udnyttet af sorte arbejdsgivere. Der findes endda et skattemæssigt argument, som spiller en stor rolle for Glase. Dette er allerede blevet diskuteret. Jöns konstaterede helt korrekt, at i de områder og lande, hvor skattetrykket er ganske højt eller endda meget højt, hvor arbejdsmarkedet er velorganiseret, og hvor arbejderne har stærke fagforeninger, findes der næsten ikke sort arbejde, i det mindste ikke som organiseret sort arbejde. Hvis Glase og hendes gruppe vil sænke skatten for at gøre sort arbejde mindre lønsomt, svarer det nærmest til, at de vil legalisere de økonomiske beregninger for sort arbejde og gøre dem til gældende regel. Det svarer til at forhøje fartgrænserne i trafikken for at reducere antallet af fartovertrædere eller at legalisere handlen med narko for at reducere den illegale narkohandel. Jeg blev meget chokeret, da jeg læste ordførerens oprindelige betænkning, i hvilken hun foreslog, at det skulle være obligatorisk for alle arbejdere på de europæiske arbejdspladser at bære et elektronisk kort, så myndighederne altid havde kontrol med dem. Jeg mener, at det er arbejdsgiverne, som organiserer produktionen og ansætter arbejdstageren. Hvis nogen skulle tvinges til at bære elektroniske kort, er det netop disse arbejdsgivere, som har ansvaret for arbejdet. Jeg og min gruppe mener, at kampen mod arbejdsløshed og fattigdom er den bedste, faktisk den eneste, måde at bekæmpe sort arbejde ordentligt på, i det mindste organiseret sort arbejde. Bedre lønninger er et meget bedre middel mod sort arbejde end lavere skatter og andre indrømmelser over for uansvarlige arbejdsgivere.
+ES) Hr. formand, jeg tror, vi skal begynde med ikke alene at glæde os over kvaliteten i fru Glases arbejde, men ligeledes over, at dette emne er kommet til Europa-Parlamentet. Vi befinder os i et Europa, der kommer tættere og tættere på sine borgere, og derfor kan det ikke undlade at bekymre sig for beskæftigelsen, for beskæftigelsen er et gode, som på samme måde som helbredet i grunden bekymrer alle borgere, og jeg turde endda sige, at det navnlig gælder de borgere, som ikke har et godt helbred, fordi de har mistet det, eller fordi de eventuelt aldrig har haft et godt helbred. Her kommer så spørgsmålet: Har dem, der arbejder på det grå marked, med sort arbejde eller ifølge den mest normalt accepterede benævnelse, med ikke-opgivet arbejde virkelig et passende arbejde? Jeg mener ikke, dette er det rette øjeblik til at opremse, hvilke skader ikke-opgivet arbejde betyder for de offentlige skattekister og for dem, der udfører arbejdet på grund af deres egen usikre situation ligesom for andre arbejdstagere, om de så er konkurrenter eller ej eller for samfundet generelt. Hvad angår de økonomiske årsager til ikke-opgivet arbejde, arbejdstagernes højere indtægter, de sikre muligheder for at spare skatten og sociale sikringsbidrag eller faldet i virksomhedens omkostninger, så har dette at gøre med dens opståen og med en vækst, der er betydningsfuldt hurtigere end væksten i den lovlige eller officielle økonomi. Hvis jeg ganske kort skal komme ind på de sektorer eller grupper, hvor det ikke-opgivne arbejde kan have de største ekspansionsmuligheder, er det hensigtsmæssigt at medtage situationer med dobbeltarbejde, som suppleres med indtægter, der tjenes på det arbejde, der er ulovligt, inaktive personers arbejde i situationer med større midlertidig fleksibilitet og situationen med de arbejdsløse, der søger en supplerende indtægt og eventuelt giver afkald på et arbejdstilbud. Man bør ligeledes tage hensyn til situationen med illegal immigration, som ikke må udføre andet arbejde. Ved siden af disse let synlige situationer findes der også betydningsfulde formodninger i tilfælde med produktiv decentralisering, outsourcing eller udlicitering, som på en mindre direkte og mindre synlig måde kan skabe formodede ikke-opgivne jobs. En situation, som bør forebygges, og som jeg ønsker at tage frem, er situationen med de nye arbejdsformer på Internettet, telearbejde og deltidsarbejde, som kan være et let område at gennemføre ikke-opgivet arbejde på. Det er nødvendigt at forebygge, hr. formand, for Europa skal satse på kvalitetsjobs, der er stabile og sikre, og det ikke-opgivne arbejde er hverken stabilt eller sikkert, og naturligvis er det heller ikke solidarisk.
+Hr. formand, vi bør glæde os over Kommissionens beslutning om at tage spørgsmålet om den usynlige sektor op, og jeg vil gerne komplimentere ordføreren, som har formået af kaste lys over flere sider af dette så sammensatte spørgsmål. Og på grund af spørgsmålets aktuelle karakter vil jeg gerne komme med to bemærkninger. Spørgsmålet er ikke bare et specielt spørgsmål, det er meget centralt og vedrører effektiviteten af beskatnings-, socialsikrings- og arbejdsmarkedspolitikkerne. Med den voldsomme udbredelse af den usynlige sektor i industrilandene, der er sket, er dette ikke længere et fænomen, som er specielt for landene i den tredje verden, hvor Den Internationale Arbejdsorganisation for en snes år siden skabte begrebet "den usynlige sektor", som ikke nødvendigvis er det samme som "sort" arbejde. Det er en fejltagelse, som jeg vil bede Kommissionen tage i betragtning. Vi er således faktisk vidner til dannelsen af to produktionssystemer og to samfundsmodeller. Et, hvor producenterne handler ud fra en analyse af de ansvar og de omkostninger, som systemet kræver, og et andet, hvor de handler til skade for de førstnævnte og for samfundet som helhed. Der bør ikke herske nogen tvivl om, at europæiske initiativer inden for arbejdsmarkedet, socialsikringen og beskatning kun kan lykkes, hvis der findes egnede løsninger på dette problem. Spørgsmålet er således af lige stor interesse for arbejdsgivere, arbejdstagere og det øvrige samfund. For det andet synes jeg, det kendetegner en svaghed i måden at løse problemet på, at man blot generelt henviser til den usynlige sektor eller til visse generelle grupper, selv om man udmærket godt er klar over, at den usynlige sektor ikke kan bekæmpes som et ensartet fænomen, men kun gennem en varieret politik, som tilpasses sektorer og undersektorer og de forhold, hvorunder den trives, og deres særlige kendetegn. De forskellige grupper, der er berørt, såsom indvandrere, minoriteter, børn, kvinder og personer, der har sekundære erhverv, kan ikke behandles på samme måde. Der er også en usynlig sektor, som trives, og tilfælde, som kun delvist udgør en usynlig sektor. Så er der spørgsmålet om det fiktive, selvstændige arbejde og visse nye former for beskæftigelse. Det er nødvendigt med innoverende løsninger på alt dette, og forbud er ikke tilstrækkeligt.
+Hr. formand, den gode nyhed er, at man bliver ved med at arbejde i Europa. Den dårlige nyhed er, at der bliver arbejdet, men i større og større omfang sort. Sort arbejde er ikke en gentlemanforseelse. De selvudnævnte helte ved stambordene, der bryster sig af at snyde staten, skal udstødes. Hvis der går arbejdspladser tabt i f.eks. Tyskland på grund af illegalt arbejde, betyder det for hver titusinde arbejdspladser omkring 240 millioner D-mark i form af tabt skat og tabte sociale sikringsbidrag. Anne Glase anslår i sin virkelig gode og velovervejede betænkning omfanget af sort arbejde i EU til at udgøre mellem 10 og 20% af bruttonationalproduktet. Personer, der arbejder sort, skal ikke kun findes blandt de arbejdsløse, ikke kun blandt de illegale indvandrere, der må lide under dem, der nyder godt af arbejdsløsheden. De skal også findes blandt deltidsarbejdere, der også er aktive ved computeren om aftenen og natten, ligeledes blandt selvstændige, der arbejder ved siden af uden at lade det registrere. Dette rammer små og mellemstore virksomheder, der holder sig til loven, i modsætning til de illegalt arbejdende konkurrenter. På denne måde kan der hverken sikres arbejdspladser eller skabes nye. Hvad skal vi gøre? For det første skal bedrageriet med ydelser retsforfølges, med bødestraf for dem, der arbejder sort, og for dem, der giver andre sort arbejde. De, der stiller arbejdstagere til rådighed uden arbejdstilladelse, skal udelukkes fra offentlige ordrer. Derudover skal de kunne regne med fængselsstraf. For det andet er det nødvendigt med gennemgribende kontroller fra myndighedernes side, også på tværs af grænserne. Ordensmyndigheder skal samarbejde med arbejdstilsyn, skattemyndigheder, udlændingemyndigheder, helst i ekspertgrupper. For det tredje skal incitamentet til bedrageri mindskes. Skatter og afgifter for virksomheder skal nedsættes betydeligt. Momssatsen i forbindelse med arbejdsintensive tjenesteydelser skal sænkes. For det fjerde er det især vigtigt at føre bevidstgørelseskampagner, hvor alle relevante målgrupper bliver overbevist om, at sort arbejde skal bekæmpes. Sort arbejde anretter ekstreme skader på økonomien og samfundet. Illegalt er asocialt!
+Jeg vil gerne takke fru Glase for hendes udmærkede betænkning. Kommissionen åbnede debatten med sin meddelelse om sort arbejde fra foråret 1998. Det glæder os at se, at den har givet anledning til debat i både EU's institutioner og medlemsstaterne. Tiden er nu kommet til at høste frugterne af denne debat. Jeg er derfor meget tilfreds med, at Parlamentet tager emnet op nu. Kommissionens meddelelse fokuserede på en politisk strategi til at løse dette store problem. Den understregede behovet for en integreret indsats mod sort arbejde, som omfatter både forebyggende foranstaltninger og sanktioner. Disse retter sig mod de to aspekter af sort arbejde: På den ene side kan det ses som enkeltpersoner, der udnytter systemet og derved underminerer solidariteten, og på den anden side som resultatet af større fleksibilitet på arbejdsmarkedet og langsom gennemførelse af eksisterende lovgivning. Jeg er glad for, at Parlamentet er enig i Kommissionens analyse. Parlamentet lader også til at dele den holdning, at hovedindsatsen skal ske på medlemsstatsplan. Det er nemlig kombinationen af situationen på arbejdsmarkedet, af skatten og de sociale ydelser samt den sociale accept, der bestemmer omfanget af sort arbejde. Derfor kan indsatsen på fællesskabsplan kun blive minimal og skal målrettes direkte mod de områder, hvor EU kan have indflydelse. Kommissionen er også overbevist om, at sort arbejde skal behandles inden for rammerne af Luxembourg-processen. Vi mener, at de nationale handlingsplaner for beskæftigelse aktivt skal tage højde for sort arbejde. Vi samarbejder med medlemsstaterne om at sikre, at det sker. Vi bifalder Parlamentets støtte hertil. Kommissionen kan dog spille en rolle ved at udvikle standardmetoder til at beskrive og registrere omfanget af sort arbejde og til at vurdere dets betydning for økonomien og den sociale solidaritet. Det var det, vi gjorde, i vores meddelelse fra 1998, og det vil vi blive ved med. Kommissionen er faktisk i gang med en undersøgelse af forskellige foranstaltninger til bekæmpelse af sort arbejde i udvalgte medlemsstater med henblik på at definere effektive politiske tiltag. Resultatet af denne undersøgelse bliver fremlagt ved en konference i slutningen af året. En årlig overvågning og registrering af problemet ville imidlertid være administrativt tung uden at tilføje ret meget nyt. Vi må ikke glemme, at sort arbejde er et rodfæstet fænomen. Ændringer tager tid. For at beholde emnet på dagsordenen og sikre, at udviklingen registreres, foreslår vi, at der rapporteres hvert tredje år. Kommissionen er enig i Parlamentets analyse, som viser, at selv om kvinder ikke udgør flertallet af dem, der udfører sort arbejde, så er de ofte udsat for større usikkerhed og udnyttelse. Kommissionen vil så vidt muligt fortsat overvåge sitationen og rapportere om den inden for rammerne af eksisterende beretninger om ligestillingsprincippet. Det er meget vigtigt for fortsat at kunne indføre og styrke ligestillingen mellem mænd og kvinder.
+Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00. (Mødet hævet kl. 23.45)
\ No newline at end of file