Dataset Preview
The full dataset viewer is not available (click to read why). Only showing a preview of the rows.
An error happened while trying to locate the file on the Hub and we cannot find the requested files in the local cache. Please check your connection and try again or make sure your Internet connection is on.
Error code: UnexpectedError
Need help to make the dataset viewer work? Make sure to review how to configure the dataset viewer, and open a discussion for direct support.
text string |
|---|
Af Digte 1830 |
Dödningen |
et fyensk Folke-Eventyr |
» Mährchen noch so wunderbar, |
Dichterkünste machen’s wahr .« |
Göthe Som Barn var det min største Glæde at høre Eventyr, en stor Deel staae endnu ret levende i min Erindring, og nogle af disse ere kun lidet eller intet bekjendte; jeg har her gjenfortalt et, og dersom jeg seer det optaget med Bifald, vil jeg saaledes behandle flere, og engang levere en Cyclus af danske Folke-Eventy... |
Forfatteren Omtrent en Miil fra Bogense finder man paa Marken i Nærheden af Elvedgaard, en ved sin Størrelse mærkværdig Hvidtjørn, der kan sees fra selve den jydske Kyst. I gamle Dage skal der have været to, og man fortæller, at Fredrik den Anden har besøgt dette Sted, for at see denne Mærkelighed, og at de i denne An... |
Som ganske unge Spirer voxte disse Hvidtjørne i en lille Hauge, som laae der bag et fattigt Bondehuus; dengang var Elvedgaard et Nonnekloster rundtomkring omgivet med Voldgrave, hvoraf endnu en stor Deel er vedligeholdt. |
Det var en smuk August-Aften, Myggene opførte deres luftige Françaiser, og Frøerne sade som fugtige Spillemænd og qvækkede et lystigt Chor i deres dybe Orchester, Nonnerne havde just endt den fromme Aftensang og hver begav sig til sin Celle. Omkrandset af Skoven laae den lille Indsøe saa stille og speilklar ved Kloster... |
Der var allerede ganske mørkt i Klosteret, men fra den lille Hytte i hvis Have Hvidtjørnene vare plantede, flammede endnu Lampelyset gjennem de smaae Ruder. Indenfor de nøgne Leervægge laae en gammel Bonde paa Dødsleiet; hans Søn Johannes sad ved Sengen hos ham og trykkede den Døendes kolde, klamme Haand fast til sine ... |
Johannes græd høit, nu følte han sig med eet saa ganske ene i Verden; vel havde han mange Ligealdrende og Bekjendte der i Egnen, men der var jo ingen han ganske kunde slutte sig til, ingen, der ganske kunde dele hans Følelser. |
Dagen skinnede alt ind i Hytten og fandt Johannes sovende foran Faderens Dødsleie; han holdt endnu den Dødes kolde Haand fast i sin, og deilige, brogede Billeder fløi i Drømme forbi hans Sjæl. Han saae sin Fader frisk og sund; alt var lyst og smukt rundtomkring, og en deilig, men bleg og liigklædt Pige satte ham en Kra... |
Det var en Fredagmorgen de førte den Døde til sit sidste Hvilested; Johannes fulgte langsomt efter den sorte Kiste der gjemmede ham hans kjære Fader; Munken læste en latinsk Bøn og kastede Jord paa Kisten, da var det, som hans Hjerte skulde briste, men da Chor-Drengene sang og svingede Røgelsekarrene, saa den blaalige ... |
Tidlig den næste Morgen pakkede han sig en lille Byldt sammen, gjemte i sit Belte hele sin Arvepart, der bestod i 50 Rdlr., og med denne og en lille Pung, hvori var nogle Sølvskillinger, forlod han Huset for at drage ud i den vide Verden. – Veien gik over Kirkegaarden hvor han først tog Afsked med sin Faders Grav, en L... |
Det var en deilig Morgen, den duggede Kornmark straalte som et Hav af Guld i Morgensolen; langsomt steeg Taagerne fra Engen, og alle Blomsterne nikke i den friske Morgenvind, som de vilde ønske Johannes Velkommen i den frie Natur. Endnu engang dreiede han sig om paa Høien for at see den gamle, bekjendte Kirke, hvor han... |
Med Hovedet fuldt af brogede Drømme om den store deilige Verden han nu først ret skulde see, fjernede han sig alt mere og mere det kjære Barndoms Hjem. Gjenstandene blev snart nyere og fremmede Ansigter hilsede ham. Den første Nat indlogerede han sig i en Høestak paa Marken, og sov der som en persisk Fyrste i sit straa... |
Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle saa venligt den fremmede Vandringsmand med det aabne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte paa Altarbordet, men Johannes stod allene paa Kirkegaarden, saae de mange sjunkne Gra ve, der vare overgroede med høi... |
Ved Kirkegaardsporten stod der en gammel Tigger med et fromt ærværdigt Ansigt og lenede sig til sin Krykke, med ham deelte han den lille Rest han endnu havde af Sølvpengene i sin Pung, og gik saa roligt og fornøiet videre frem i den vide Verden. |
Ved Stranden fandt han en Skipper der laae seilfærdig, og for den lille Rest af sine Sølvpenge fik han ham til at tage sig med. Snart svulmede de hvide Segl for den friske Søevind; den deilige danske Kyst med sine Skove og Bakker fjernede sig mere og mere; Bølgerne væltede sig skumhvide mod Skibets Forstavn, og let som... |
»Jeg vil ikke forstyrre den Dødes Ro,« tænkte han, »kun laane Tag til Uveiret er draget over.« Stille sadde han sig i Krogen, og var nær falden i Søvn, men da Regnen hørte op og Stormen sagtnedes, hørte han det pusle ganske underligt ved Døren og to store mørke Skikkelser traadte ind, de nærmede sig den Døde og loe fæl... |
»I Jesu-Navn hvem er I!« raabte Johannes og traadte frem imod dem. »Hvorfor vil I forstyrre den Dødes Fred?« |
Mændene studsede, men efter nogle Øieblikke begyndte den ene ganske hæsligt at lee og sagde med en raae Stemme: |
»Hævn, min Broder! Hævn! – denne Døde skylder os 50 Rdlr., som vi laante ham for nogle Dage siden; det var paa Speculation, og han var da frisk som en Fugl i Luften, men saa gik han os igaar hen og vilde trække en lurvet Tigger-Dreng op, der var falden i Aaen, og blev der saa selv lidt for længe. Nu kan vi skyde en hvi... |
»Men om jeg nu træder frem i Morgen,« svarede Johannes, »og fortæller hvad I nu saa aabenhjertigt har sagt mig, hvad saa?« |
»Hvad saa!« svarede Manden, »ja, naar vi frygtede det, saa kneb vi Dig nu strax i Halsen, saa Øinene skulde staae ud af Hovedet paa Dig som paa en kogt Krebs! men det frygte vi ikke for; thi til Gavn kan det aldrig blive Dig, og en Ulykke vilde Du være vis paa!« |
Saaledes talede Manden og greb nu atter fat i Liget for at mishandle det; men Johannes traadte dristigt imellem og søgte med al sin Veltalenhed at forhindre det, men uden Nytte. |
»Min Vei gaaer ud i den vide Verden,« sagde han tilsidst, »jeg har hverken Fader eller Moder, og min hele Rigdom er 50 Rdlr.; saameget er det jo den Døde skylder Eder? Vil I nu ved Gud og alle Helgene love mig, ikke oftere at forstyrre hans Fred, saa vil jeg gjerne give Eder min lille Eiendom!« |
»I vil betale den Dødes Gjæld?« spurgte den ene og saae paa ham med store Øine. |
»Ja,« svarede Johannes, »naar jeg kun kan være vis paa at I vil forunde hans arme Legeme Ro, og ikke søge at forringe hans ærlige Rygte. Her er Pengene, men gjør først Eed over den Døde, og læg Eders Haand paa hans kolde Hoved!« |
Mændene adløde og forføiede sig snart veltilfredse hjem med Pengene; men Johannes lagde først Liget tilrette igjen paa Løibænken, og foldede dets kolde Hænder før han greb til Vandringsstaven og sagde den Døde Farvel. |
»See nu er jeg lettet for den Byrde!« tænkte han, »ingen Røver skal nu slaae mig ihjel for mine Penges Skyld, og jeg har ærligt betalt mit Nattely; vor Herre vil nu nok sørge for hvad der videre skal komme!« Rolig og tilfreds forlod han Vaabenhuset; Uveiret var draget over og Fuldmaanen skinnede hvid og klar fra den bl... |
»Jeg gaaer ud i den vide Verden,« sagde Johannes, »min Fader er død, og jeg er kun en fattig Knøs, men vor Herre, tænker jeg, hjælper mig nok! Fuglen synger og har dog hverken Korn eller Penge, og det gaaer mig ligesaadan.« |
»Min Vei gaaer ogsaa ud i den vide Verden,« sagde den Fremmede; »skal vi da ikke gjøre Følgeskab? To slaae sig altid bedre igjennem end een!« Rask gled Talen ham fra Tungen, Johannes følte sig underligt draget til ham, og snart vare de ret fortrolige og bekjendte med hinanden. |
Den Fremmede besad sjeldne Kundskaber, havde seet sig meget om i Verden; Johannes lyttede forundret til hans Tale, en heel ny Verden viste sig for ham, og Alt hvad han før kjendte, traadte nu frem i en ny og klarere Skikkelse. Han beskrev ham saa levende de uendelige, høie Bjerge med deres evige Iis og Snee; hvorlede... |
Aldrig havde Johannes tænkt sig Verden saa stor; jo mere den Fremmede fortalte, desto større blev den for ham; men som han meest undrede sig over dens Storhed, pegede den Fremmede mod Himlen, viste ham Solen, og udviklede hvorledes enhver Stjerne, der tindrede ham om Natten kun som en lille Prik, var en Klode, større o... |
Solen stod allerede høit da de gjorde Rast under et stort Træ; den Fremmede deelte sit lille Forraad med ham, der bestod i Brød og Viin; en saadan Drik havde han endnu aldrig smagt; det var ret en fornem Frokost i det Grønne. Skoven hvælvede sig som en Riddersal, og høit oppe i Galleriet, der var betrukket med ægte Grø... |
Vore Vandringsmænd havde næsten fortæret deres Frokost, da der nærmede sig en gammel, af Alderen krumtbøiet Kone; hun bar paa sin Ryg et Knippe Brænde, som hun havde samlet sig i Skoven, og støttede sig med den ene Haand paa en Krykkestok, men holdt med den anden tre store Riis af og Vidier . Langtsomt og stønnende skr... |
»Kold og hvid, varm og rød, |
Kongekrone eller Død« – |
og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, før den Gamle reiste sig, og forsikkrede at hun endnu aldrig havde været saa let paa det Been før, og bad ham, dog endelig at smøre det andet lidt med, for at hun ikke skulde komme til at hinke, men kunde blive lige rask paa begge Benene; ne... |
»Hvad vil Du med de Riis?« spurgte Johannes den Fremmede, som gjemte dem omhyggeligt i sin Randsel. |
»Bruge dem naar jeg bliver Kjærtesvend og skal ledsage min Dame;« svarede han, »o det var en ganske fortræffelig Fangst!« |
Henimod Aften traadte de ud af Skoven, og en stor viid Udsigt laae foran dem. |
»Hvilke sorte Skyer trække ikke op derude!« sagde Johannes, »det bliver vist Uveir til Natten.« |
»Sorte Skyer;« afbrød den Fremmede ham, »nei det er Bjerge, imorgen ville vi kunde være der.« |
Med hvilken Længsel stirrede ikke Johannes der hen og ønskede endnu i denne Aften at kunne være der, men den Fremmede fandt det rigtigst at de udhvilede sig i det nære Værtshuus, for at de med fornyede Kræf ter den næste Morgen kunde begynde deres Bjerg-Reise. |
I Kroestuen var der en stor, broget Forsamling, thi en Marionetspiller havde her paa nogle Tønder opreist sit lille Theater, og vilde give deilige Historie. Johannes og den Fremmede toge sig Plads imellem de andre Tilskuere, hvoraf nogle røge Tobak, og andre sladdrede ganske lystigt. En tyk Slagter som lod til at være ... |
Kong Ahasverus havde allerede ophøiet Ester til Dronning; Mardochæus var ført om paa en deilig hvid Hest og Haman hængt; nu kom den sidste Act hvor Jøderne skulde ihjelslaae alle deres Fjender; hu! hvor der var en Ødelæggen; Kongen og Dronning Ester sad midt paa Torvet paa en deilig Trone og de havde begge Guldkroner... |
Efterat have holdt et tarveligt Aftensmaaltid, lagde de sig til Ro, men de kunde ikke sove for en underlig Sukken og Stønnen, der syntes at komme fra Theatret; Marionetspilleren løftede Forhænget tilside, der laae alle Ridderne og Damerne, Kongen og Drabanterne, imellem hverandre og sukkede saa det skar ham i Hjertet, ... |
Ved næste Dag-Gry forlode de Værtshuset, for at begynde deres Bjergreise; det gik bestandigt Bakke op ad, gjennem Krat og Buske; snart antog Alt rundtom et vildere Præg; høie Fjeldstykker hang truende ud over deres Hoveder; Fodstien var saa snever, at Johannes svimlede og var styrtet ned i den frygtelige Kløft under si... |
Johannes var saa forundret over alt det Nye han saae og hørte, at han ikke kunde sige et Ord, men den Fremmede greb hans Haand og sagde: »see! kom ikke Sværdet mig nu ret til Pas? for disse Vinger skal vi faae Guld, og for Guldet et lystigt Maaltid!« |
End of preview.
- Downloads last month
- 2