text
stringlengths 332
1.04M
|
|---|
Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøger den nyindsatte amerikanske præsident Donald Trump, må han bringe forsvaret for menneskerettighederne op som en del af samtalen.
Det mener Amnesty International, som forud for Lars Løkkes besøg i Det Hvide Hus den 30. marts har kontaktet statsministeren og opfordret ham til at tale med en stærk stemme i forsvaret for menneskerettigheder, retssikkerhed og det internationale samarbejde, når han mødes med USA’s præsident Donald Trump.
”I Amnesty International vækker det stor bekymring, at præsident Trump på de få måneder, han har været i embedet, både gennem dekreter og politiske udmeldinger har svækket menneskerettighederne på flere områder og dæmoniseret mennesker på flugt og andre minoriteter over en kam. Vi håber, at du vil opfordre den amerikanske præsident til at respektere menneskerettighederne uden nogen former for forskelsbehandling og til ikke at angribe det grundlag, som den internationale retsorden – og borgernes grundlæggende rettigheder – er baseret på”, skriver Amnestys danske generalsekretær Trine Christensen i brevet.
Indrejseforbud, tortur og Guantánamo
I brevet til Lars Løkke Rasmussen fremhæver Amnesty blandt andet det såkaldte Muslim Ban, som blokerer indrejse til USA for borgere fra Syrien, Yemen, Iran, Somalia, Sudan og Libyen, og Trumps udtalelser om, at waterboarding og andre voldsomme torturmetoder bør være tilladt.
”Jeg håber, det er et emne, du vil spørge ind til og tage klart afstand fra for at understrege, at brug af tortur og mishandling aldrig kan accepteres. Trumps udtalelser om atter at gøre brug af Guantánamo, der er blevet symbol på uretfærdighed over hele verden, vil ligeledes være en dybt skadelig udvikling”, skriver Trine Christensen, der også fremhæver Trumps forbud mod at støtte organisationer, der oplyser om abort, og byggeriet af olierørledningen Dakota Access Pipeline (DAPL) i strid med ønskerne fra USA’s oprindelige befolkning.
Mexico på ruten
Danmarks traditionelt stærke stemme for menneskerettighederne er der også brug for, når statsministeren få dage senere mødes med Mexicos præsident Enrique Penã Nieto, mener Amnesty.
Her opfordrer Amnesty Lars Løkke Rasmussen til at genoptage dialogen fra sidste års møde i København om at styrke indsatsen mod tortur og forsvindinger samt at styrke efterforskningen af den seneste tids mange drab på journalister. |
Dette websted bruger cookies og tredjeparts tjenester. Nødvendige cookies er som standard aktiv. Indstillinger Bekræft cookies
Nødvendige cookies
Nødvendige cookies hjælper med at gøre en hjemmeside brugbar ved at aktivere grundlæggende funktioner såsom side-navigation og adgang til sikre områder af hjemmesiden. Hjemmesiden kan ikke fungere ordentligt uden disse cookies. Disse cookies gemmes i 30 dage.
Statistikcookies
Disse cookies giver os mulighed for at tælle besøgende og trafikkilder, så vi kan måle og forbedre ydeevnen af vores hjemmeside. De hjælper os med at finde ud af, hvilke sider der er mest og mindst populære samt hvordan de besøgende bevæger sig rundt på hjemmesiden. Alle oplysninger, som disse cookies indsamler, er aggregerede og derfor anonyme. Hvis du ikke tillader disse cookies, vil vi ikke have information om, hvornår du har besøgt vores hjemmeside.
Tracking Cookies
Annonceringscookies
VSD vil måske præsentere dig for annoncer for andre sider med henblik på at markedsføre ydelser, artikler eller arrangementer. Disse cookies bruges til at gøre de annoncer, der vises, mere relevante for dig og dine interesser. De har også til formål fx at forhindre, at den samme annonce bliver ved med at dukke op. Hensigten med disse annoncer er udelukkende at gøre dig opmærksom på relevante tilbud fra VSD. VSD sælger ikke dine data til tredje part. Der henvises til vores privatlivspolitik for yderligere oplysninger. |
FSC®-mærkning af en tryksag sikrer, at papiret stammer fra bæredygtigt skovbrug, at dyr og planteliv bliver beskyttet, og at de mennesker, der arbejder i skoven er sikret uddannelse, sikkerhedsudstyr og ordentlig løn.
Mix kredit
FSC-mærket mix kredit dækker over tryksager produceret på FSC-mærket papir – foruden 100 % genbrugspapir. Her skal du i stedet vælge "FSC genbrug".
Logo på din tryksag
Hvis du vælger FSC mix kredit på din tryksag, vil din rådgiver kontakte dig for placering af logo. Der følger nemlig en række regler for placering heraf. |
Solen i vort solsystem kører på brint og har gjort det i ganske mange år. Gasarten brint betragtes derfor ofte som fremtidens energiform. Den nedbrydes nemlig til rent vand, som jo ikke skader miljøet.
Men brint er ikke bare brint. Alt afhænger nemlig af, hvor den stammer fra, og hvordan den fremstilles…
Der er megen fokus på udfasning af fossile brændstoffer i disse år. Og erstatte dem med vedvarende energi stammende fra sol og vind.
Årsagen er den simple, af afbrænding af fossile brændstoffer som kul, olie og gas udleder store mængder kuldioxid , CO2, til atmosfæren.
Og CO2 er en kraftig drivhusgas. Det vidste den svenske videnskabsmand Arrhenius allerede i 1896. CO2 er således stærkt medvirkende til den globale opvarmning, som udgør en trussel mange steder.
Global opvarmning
Dels for isbjørnene i Arktis, hvor bjørnenes eksistensgrundlag – isen – er ved at forsvinde. Og dels i troperne, hvor selv mindre stigninger af havniveauet kan være fatale på steder som eksempelvis Maldiverne. De små og lave øer oversvømmes helt enkelt.
Da der ikke udledes klimaskadelig CO2 ved afbrænding af brint, ses denne gasart ofte som fremtidens energi. For når først man får lært at spalte brint fra havvand, er resurserne jo ubegrænsede.
Men så langt er vi desværre ikke kommet endnu, og det er emnet for denne artikel. Vi er langt fra nået dertil, at der kommer mere ud af brintudvindingen, end der skal tilføres af energi for at få den til at ske.
Brint er ellers universalbrændstoffet i hele universet. Solen eksempelvis forbrænder eller omdanner brint til helium i et omfang, vi her på Jorden slet ikke kan fatte. Men uden denne forbrænding af brint ville der ingen energi være til os på den Blå Planet – i form af livgivende lys og stråling.
Brunkul og sortkul
Den australske energigigant AGL har netop meddelt, at man planlægger en produktion af brint på sit store kulanlæg ved Loy Yang A i staten Victoria. Her vil man omdanne miljøfjendsk kul til miljøvenlig brint.
– Men hvordan gør man egentlig det, og er det nu en miljøvenlig produktion?
Kul består primært af kulstof, men indeholder også mange andre stoffer. Et af disse stoffer er brint, som imidlertid ikke er umiddelbart tilgængeligt i kullene. Først skal kullene afgasses, så de frigjorte forbindelser kan reagere med vand, og først da får vi den frie gasart brint.
Og kul er ikke bare kul. Det kender vi selv herhjemmefra, hvor brunkul i tidligere tider var et vigtigt brændsel. I modsætning til det langt mere energirige sortkul, også kaldet stenkul. Koks er afgasset sortkul, som derefter brænder renere med mindre slagger end sortkullet selv.
Det korte af det lange er, at kul indeholder gasser, mens koks er det samme bare afgasset. Afgasningen sker under iltfri forhold.
Afgasning
Alle fossile brændstoffer – det være sig kul, olie eller gas – stammer fra nedbrudte plantedele. Gennem millioner af år udsættes disse for højt tryk og megen varme, så den døde biomasse indeholder stedse mindre kulstof og færre organiske planterester.
Undervejs falder indholdet af ilt og brint, mens andelen af kulstof stiger. Kullet vil dog stadig indeholde både kulstof, ilt, kvælstof og svovl, som frigives til atmosfæren under afbrænding. Det resulterer i røg, der regner tilbage til jorden som sur salpetersyre og svovlsyre.
Det er disse stoffer, som har stået bag forsuringen af svenske og norske vande – primært bragt dertil med vinden fra industriområder i England og Nordeuropa.
Den sure nedbør sænker vandets pH til kritisk lave værdier, hvor fisk og andet liv i vandet ikke længere kan eksistere. Hvis de ikke dør direkte af det, hindrer det sure vand formeringen hos flere fiskearter. Og så uddør den pågældende art jo til sidst.
Men tilbage til produktionen af miljøvenlig brint ud fra miljøskadelig kul. Når man forbrænder et fossilt brændstof som eksempelvis kul, produceres der varme og kuldioxid som slutprodukt af forbrændingen. End of the road.
Forgasning er i stedet en omdannelse af faste brændstoffer som eksempelvis kul og olie til brændbare gasser – her blandt andet brint. Det forholder sig sådan, at brændsler som træ, tørv, brunkul og stenkul kan forgasses fuldstændigt, så kun asken bliver tilbage.
Men hvis disse brændsler ophedes uden adgang til ilt, sker der en afgasning: Tjære og gas drives ud, mens koks eller trækul bliver tilbage. Gasudbyttet kan øges ved at sende vanddamp og lidt luft igennem det glødende lag. Herved kan processen nærme sig en total forgasning.
Forgasning i gasgenerator
De resulterende gasser er ikke helt oxiderede, hvorfor de kan afbrændes og bruges som brændstof. Denne forgasning kendes fra Anden Verdenskrig, hvor der var udbredt mangel på benzin til datidens biler. Kloge hoveder fandt da på at montere deres biler med såkaldte gasgeneratorer, som i princippet var kakkelovne monteret bag på bilen.
Man fyrede med små stykker træ, som forgassede i kakkelovnen og dannede gas ved den ufuldstændige forbrænding. Denne gas blev renset og brugt som brændstof, hvilket ikke var ret effektivt. Men det virkede, og man havde jo ikke andre muligheder.
Den udvundne gas bestod primært af kulilte og en del andre gasarter, som sodede systemet ved forbrænding. Der måtte derfor indkobles forskellige filtre og kølere, inden den rensede gas nåede motoren og blev forbrændt her. Man regnede med, at der skulle omkring 2,5 kg bøgebrænde til for at opnå samme effekt som 1 liter benzin. Det var lidet effektivt.
Brunkul bare bedst
Den målrettede produktion af brint ud fra kul starter derfor med en delvis oxidation eller forbrænding. Kullene tilføres en smule luft, hvilket resultater i produktion af CO2 på vanlig forbrændingsvis.
Denne kuldioxid reagerer via vanddamp med det tilbageværende kul og danner nu kulmonoxid (kulilte) samt den ønskede brint, der siden kan brændes af – med vanddamp som eneste og helt uskadelige slutprodukt.
Processen foregår lettest og mest effektivt med brunkul, som er lettere at forgasse end stenkul. Medvirkende hertil er blandt andet, at brunkul allerede eller stadig indeholder en smule brint.
Slutproduktet brint er i sig selv et rent og miljøvenligt brændstof, da afbrænding af brint udelukkende resultater i dannelse af uskadelig vanddamp. Men hele den her beskrevne proces frem til slutproduktet brint er ganske energikrævende og resulterer derfor i udledning af den uønskede drivhusgas CO2.
– Så hvorfor vil man nu alligevel i Australien til at bøvle med denne ret besværlige proces?
Overvejelserne down under går på, at man ved at producere brint centralt og i store mængder på et enkelt sted kan begrænse forureningen og CO2-udledningen meget mere, end man ville kunne, hvis den udledte CO2 i stedet kom decentralt fra en masse biler – der kører rundt på gas, diesel eller benzin udvundet af olie fra undergrunden.
Men det helt store og overordnede regnestykke skal der nok blive mange og meget delte meninger om. De er der allerede.
© 2019: Steen Ulnits
Pejsefoto: Jørgen Stybe – Tegning: Gunnar Johnson
Efterskrift: Der er næppe tvivl om, at fremtidens produktion af brint vil blive mere effektiv og miljøvenlig, end den er i dag. Men indtil da kan udvinding af brint fra kul måske være et skridt på vejen. Mener altså den australske energigigant AGL i staten Victoria.
Andre mener, at denne teknologi blot vil være endnu en forsinkende hindring på vejen mod udvikling af bæredygtig energi i form af eksempelvis vindmøller og solceller.
Læs om Biobrændsel, dets muligheder og faldgruber i artiklen her.
Mars – den røde planet
Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje. – specielt naturligvis når planeten er tættest på Jorden i sit omløb om Solen.
Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.
Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, vor naboplanet til den anden side, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid.
Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.
Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.
Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars – med Curiosity Rover som den mest kendte og den, der har sendt os nogle helt fantastiske billeder af Mars og sig selv til Jorden.
Mars og minutterne
Den røde planet Mars ligger ganske vist relativt tæt på Jorden, men relativt er jo relativt. Da Jorden og Mars senest var i konjunktion, som det hedder – på hver sin side af Solen – var afstanden enorm. Eksempelvis i april 2013, hvor afstanden var 364 millioner kilometer. I juni 2015 – efter endnu et omløb om Solen – var afstanden 384 millioner kilometer.
Det modsatte er tilfældet, når planeterne er i opposition – når begge befinder sig på samme side af Solen. Da kan afstanden blive så kort som 93 millioner kilometer, hvilket var tilfældet i 2014. Rekorden faldt i 2003, hvor afstanden var helt nede på 56 millioner kilometer. Det var den korteste afstand i næsten 60.000 år!
Set fra Jorden er forskellene markante. Med det blotte øje kan man herfra tydeligt se forskel på, om planeterne er i opposition eller konjunktion. I opposition syner Mars langt større og lyser et klarere rødt, end når planeterne er i konjunktion. I sidstnævnte tilfælde ses Mars tæt på Solen eller er gemt bag den og umulig at spotte.
De næsten ufattelige afstande betyder, at radiosignaler tager 4 minutter om at nå fra Jorden til Mars, når afstanden er kortest. Og 4 minutter at nå tilbage igen. 8 minutter i alt, hvis en tekniker på Jorden giver kameraet på Curiosity Mars besked om at tage et billede og sende det hjem til Jorden. Plus tiden til de mange og uundgåelige missede opkald.
– Mars, are we reaching you…?
Når Mars er længst væk – i konjunktion – tager det typisk radiosignaler fra Jorden 20 minutter at nå til Mars. Og 20 minutter at nå tilbage igen. Plus endnu flere fejlslagne opkald, da radiobølgerne nu skal rundt om Solen. Med de elektromagnetiske problemer, der uundgåeligt følger heraf.
Da vi ikke selv kan flyve med lysets hast, tager det typisk mindst 9 måneder at nå fra Jorden til Mars. Det regner man med på NASA’s Goddard Space Flight Center. Her siger man også, at der kun er et “vindue” til opsendelse hver 26. måned. Kun da står Mars og Jorden placeret optimalt i forhold til hinanden og den tid, det tager et rumfartøj at nå derop.
Så har man sagt pænt farvel til familie, venner og Jord efter en festlig nytårsaften, kan man i bedste fald træde ud i det røde støv på Mars omkring oktober samme år.
En dag på Mars er for øvrigt omtrent lige så lang som en dag på Jorden. Men et år på Mars – en solomsejling so to speak – tager det dobbelte: To jordår. Så er tallene på plads.
– It’s a long way if you want to go to Mars…
“Jordprøver” fra Mars
For nylig blev amerikanske NASA og europæiske ESA enige om at undersøge, hvorvidt det er muligt at bringe “jordprøver” fra Mars tilbage til Jorden. Nu har ESA givet europæiske Airbus en kontrakt på 5,2 millioner dollar til at designe et koncept for en ny Fetch Rover – et rumkøretøj, der skal kunne indsamle jordprøver på den røde planet.
Rumfartsselskabet har valgt Airbus’ team i Stevenage, England, fordi de her allerede er i fuld gang med Exo Mars Roveren, der forventes klar i 2021. I modsætning til Exo Mars og alle dens videnskabelige instrumenter er Fetch Rover’s eneste opgave at finde og indsamle de prøver, som NASA’s Mars 2020 Rover forbereder og efterlader.
Men det betyder ikke, at design af køretøjet vil blive enkelt. Mars 2020 vil bore og grave huller til over 30 jordprøverør, som den efterlader på forskellige lokaliteter. Fetch Rover, som planlægges at ankomme til Mars i 2026, skal kunne spore prøverørene på stor afstand, køre autonomt ud til deres placeringer, hente dem op med en robotarm og derefter bringe dem tilbage og ombord på retur-raketten. Fetch Rover skal kunne plotte og planlægge sin kørselsrute alene hver eneste dag.
Ben Boyes, der leder det såkaldte “gennemførlighedshold” hos Airbus, forklarer:
– Det vil være en relativt lille Rover – omkring 130 kg tung. Men kravene er meget store. Køretøjet skal dække store afstande ved hjælp af en høj grad af autonomi og planlægge sin egen vej fremover dag efter dag.
Det vil tage køretøjet omkring 150 dage at samle alle de beholdere, som Mars 2020 efterlader rundt omkring på den røde planet. Derefter skal den finde tilbage til den raket, den selv landede med. Her skal den aflevere prøverørene til raketten og efterfølgende filme det, når raketten starter igen – med kurs mod Jorden. I bedste fald vil vi måske kunne se den første rødstøvede lift-off fra Mars inden for mindre end et årti!
Raketten vil derefter mødes med et andet fartøj, der er i kredsløb om Mars, for at bringe prøverne tilbage til planet Jorden. Alt dette vil naturligvis kun ske, dersom det føromtalte “gennemførlighedshold” hos Airbus får udviklet den nødvendige teknologi. Og mener, at projektet overhovedet lader sig gøre.
Fantastisk, når og hvis det kan.
Blodmåne og Mars i opposition
Det astronomiske begreb “opposition” kan lyde fint og videnskabeligt. Men det er ganske det samme som det engelske “opposition”, der jo betyder modsat eller over for.
For astronomer betyder det, at to planeter står ret over for hinanden – på samme side af Solen, som de begge roterer omkring. I vort tilfælde, at Jorden og Mars befinder sig på samme side af Solen. At afstanden til Mars derfor er den korteste i dette omløb om Solen. Jorden, der kun bruger den halve tid på et solomløb, har da overhalet Mars med en hel omgang.
I daglig tale kan man nøjes med at konstatere, at Mars lige nu er rigtig tæt på Jorden og derfor meget synlig. Faktisk er den så tæt på og syner lige så stor på nattehimlen som den største af alle planeter i vort solsystem – gasgiganten Jupiter. Nyd den, når den står op ved 22.30 tiden hver aften.
Fredag den 27. juli blev en af de helt store dage i 2018, hvor ellers vejret var med os, og man interesserer sig for den slags. Der skete nemlig hele tre ting den aften:
1) En total måneformørkelse var netop den aften synlig fra Danmark. Formørkelsen startede ved 21.30 tiden, alt efter hvor i landet man befandt sig. Da stod Månen op, og da var den i nogle timer frem badet i et smukt rødt lys. Heraf navnet “blodmåne”.
2) Mars er i opposition og dermed meget tæt på Jorden. Den står op ved 22.30 tiden og lyser så rødt på sydhimlen, at man ikke kan være i tvivl. Den syner da næsten lige så stor som gasgiganten Jupiter. Blot er den rød og ikke hvid.
3) Den internationale rumstation ISS valgte at passere hen over såvel Mars som Månen klokken 22.30. En tur, der typisk tager fire minutter. Mars var på det tidspunkt og flere steder i landet endnu ikke kommet højt nok op over varmedisen efter hedebølgen, men heldigvis kom ISS forbi igen kort efter midnat.
Da kunne man se både blodmånen, Mars i opposition – og ISS suse forbi med 26.000 km i timen. På én og samme tid. På en nøje afgrænset del af himmelrummet.
Vi var mange, der brugte nogle sene aftentimer på dette fascinerende sceneri.
Det var Tid til Forundring!
© 2018 Steen Ulnits
Læs mere i artiklen “Er himlen nu altid blå?“
Solsystemet
Det kan ind imellem være lidt svært at hitte rede i alle planeterne i vort solsystem – specielt da hvis man ikke lige beskæftiger sig med dem til hverdag. Også selv om man til daglig jo selv bor på én af dem…
Højaktuelt er det blevet her i 2015, hvor vi har været i nærkontakt med den yderste af alle vore planeter – Pluto – og har diskuteret, om det nu også er en rigtig planet. Med alt, hvad dertil hører. Der har sågar været stemt om Plutos status blandt både rumforskere og lægmænd!
Men hvorom alting er, så er verdensrummet ufattelig stort. Der er umanérlig langt til Solen, som er centrum i vort eget lille solsystem, der kun er ét blandt uendeligt mange andre og ofte langt større. Men ikke nok med det.
Astronomer har længe vidst, at verdensrummet konstant udvider sig. At vi hele tiden er på vej væk fra hinanden. Men ingen har kunnet give noget svar på, hvor vi så er på vej hen. For hvad gemmer der sig uden for noget, der er uendelig stort? Og skulle det engang vise sig at have en ende, hvad gemmer der sig så på den anden side? Det er sådanne spørgsmål, der kan gøre svage karakterer religiøse…
For overblikkets skyld – primært mit eget – har jeg derfor samlet de vigtigste oplysninger om de otte (eller ni) planeter i vort eget lille solsystem. De er rubriceret med navn, størrelse og historie samt vigtigst af alt: Afstand til Solen. Det kan måske give en smule indsigt i, hvor vi befinder os, og hvad vi egentlig har gang i her på Jorden.
Men lad os allerførst starte med sagens kerne:
Solen
Diameter: 1.392.000 km
Afstand fra Jorden: 150 mio. km
Overfladetemperatur: 5.507 grader Celsius
Solen er centrum for det solsystem, vi selv og Jorden befinder os i. Det er Solen, der giver os lys og varme her på Jorden. Uden den ville der være kulsort og isnende koldt på vor lille Blå Planet.
Uden de livgivende solstråler ville der hverken være øjne, som kunne se, eller planter, der kunne fotosyntetisere – som via sollys, vand og kuldioxid kunne danne organisk stof, der bliver første led i fødekæderne. Med ilt som det altoverskyggende biprodukt, der tillader os at leve og ånde frit på Jorden.
Solen er enorm og udgør ikke mindre end 99,8 % af solsystemets samlede masse. Planeterne – selv de største som Jupiter og Saturn – er således som støvkorn at regne i sammenligning med den mægtige Sol. Det er derfor også Solens tiltrækningskraft, der – trods den næsten ufattelige afstand hertil – står for ⅓ af tidevandskræfterne. Vor egen lille Måne står for de andre ⅔.
75% af Solens masse udgøres af det lette grundstof brint, mens helium udgør de resterende 25 %. Solens hvide farve skyldes dens overfladetemperatur på over 5.000 grader. Solen er populært sagt hvidglødende, men syner gul fra Jorden om dagen og rød morgen og aften. Dette skyldes spredning af lyset i vor tynde atmosfære.
Solens konstante og massive kernereaktioner udsender energi i form af lys og magnetisk stråling. Solen er en magnetisk aktiv stjerne, der vedligeholder et stærkt og skiftende magnetfelt, som varierer fra år til år, og som skifter retning nogenlunde hvert ellevte år omkring solpletmaksimum.
Solens magnetiske felt har flere virkninger – i form af synlige solpletter på Solens overflade, pludselige soludbrud (“flares”) og konstante ændringer i den solvind, som transporterer materiale gennem hele solsystemet. Voldsomme soludbrud kan genere såvel radiokommunikation som elforsyning her på Jorden.
Solaktivitetens direkte virkning på Jorden ses som polarlys (nordlys og sydlys), hvor Jordens magnetfelt afbøjer solvinden. Herved frigives energi i form af lys i primært grønne og gule farver. Polarlys forekommer kun i et smalt bælte i det moderate nord og syd. Ikke som ofte troet længst mod nord eller længst mod syd.
Merkur
Diameter: 4.879 km
Rotation: 58,65 timer
Omløbstid om Solen: 88 døgn
Afstand fra Solen: 46-70 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 10 i 1974.
Merkur er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den græske gud for handel og kommunikation. Det var også ham, der førte de døde til underverdenen ved at krydse de dødes hav.
Merkur er den inderste planet i vort eget solsystem – dertil den mindste. Merkur er kun lidt større end vor egen Måne, men den er uhyre kompakt og har en magnetisk kerne af jern. Astronomerne regner med, at den ydre klippekappe må være sprængt bort efter ét eller flere massive sammenstød med meteorer.
Merkur er ikke noget rart sted at være. Planeten har således ingen atmosfære – intet vejr og vind eller noget til at holde på varmen. Temperaturen svinger derfor mere end 600 grader mellem nat og dag – fra 425 graders varme om dagen til 175 graders frost om natten, der er utroligt lang, idet planeten roterer ganske langsomt. Dagene er tilsvarende lange og altid glohede på grund af den korte afstand til Solen.
Himlen er altid sort på Merkur – dag som nat. Dette på grund af den manglende atmosfære, der ikke kan reflektere eller bryde det indkommende sollys.
Venus
Rotation: 243 døgn
Diameter: 12.104 km
Omløbstid om Solen: 225 døgn
Afstand fra Solen: 108 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 2 i 1962.
Venus er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter kærlighedens gudinde Venus. Den kaldes også for Morgenstjernen eller Aftenstjernen, da den står lavt på himlen og kun kan ses lidt før solopgang eller lidt efter solnedgang.
Venus har næsten samme størrelse som Jorden, og mange forskere mener, at klimaet på Venus oprindelig har været nogenlunde det samme som på Jorden. De forekommende gundstoffer er da også de samme.
Men planeten Venus er i dag en af de mest ugæstfri af alle planeter i vort solsystem. En løbsk drivhuseffekt har bragt temperaturen op på mere end 450 graders varme, og dens skoldhede atmosfære består af tyk, koncentreret svovlsyre under højt tryk.
Det er en kombination, der ikke tillader hverken biologisk liv eller nogen grundig udforskning af overfladen. Alt materiel holder max nogle få timer, før det bryder sammen. Men meget tyder på, at der tidligere har været have på Venus, og at der dengang også kan have været liv på planeten.
Jorden
Diameter: 12.746 km
Omløbstid om Solen: 365 døgn
Rotation: 23 timer og 56 minutter
Afstand fra Solen: 150 millioner km
Første gang fotograferet af Explorer 6 i 1959.
Placeret midt mellem Venus, der er for varm til biologisk liv i vor egen forstand, og Mars, der er for kold, ligger den blå planet Jorden. En kontrolleret drivhuseffekt har på Jorden hævet temperaturen omkring 40 grader over det oprindelige.
En middeltemperatur på 15 plusgrader er præcis nok til, at vand på Jorden kan optræde i alle dets tre tilstandsformer – som fast is, flydende vand og vanddamp. Temperaturen på Jorden veksler mellem minus 90 og plus 60 grader.
Det er ilt og vand, der er udgangspunkt for alt det liv, som gør Jorden til noget ganske enestående i vort solsystem – det hidtil eneste sted, hvor der findes biologisk liv, som vi kender og forstår det. Millioner af års udvikling har her skabt en tæt økologisk balance mellem de mange forskellige livsformer, der hver især indtager en helt speciel økologisk niche, hvor de fungerer og interagerer med hinanden.
Da Jorden roterer omkring en akse, som hælder lidt, får vi skiftende årstider på den nordlige og sydlige halvkugle. Kun på Ækvator har man samme indstråling af sol hele året og derfor en stabil temperatur året rundt.
I fast kredsløb om Jorden finder vi Månen, hvis tiltrækningskraft sammen med Solens er ansvarlig for det tidevand, der veksler regelmæssigt, to gange dagligt.
På planeten Jorden er himlen sort om natten, men blå om dagen. Det skyldes den tætte atmosfære af primært kvælstof og ilt, som sammen med vanddampen bryder og spreder sollyset.
Da Jorden suser gennem verdensrummet med godt og vel 100.000 kilometer i timen, bør det ikke undre, når det engang imellem blæser lidt nede ved land og vand…
Mars
Diameter: 6.778 km
Omløbstid om Solen: 687 døgn
Rotation: 24 timer og 37 minutter
Afstand fra Solen: 207-249 millioner km
Første gang fotograferet af rumsonden Mariner 4 i 1964.
Mars er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter Mars, der er krigens gud. Navnet er nærliggende, da planeten Mars netop er rød – hvilket jo er farven på såvel blod som aggression. Farven er synlig med det blotte øje.
Som den fjerde planet fra Solen og som nabo til Jorden ligger den røde planet Mars, der er omkring halvt så stor som Jorden. Den ligger længere væk fra Solen, end Jorden gør, og klimaet er derfor langt koldere. Således er middeltemperaturen godt 60 graders frost med maksimumtemperaturer på 20 graders varme og minimumstemperaturer på 140 graders frost.
Mars har således et anderledes gæstfrit klima end Venus, og der planlægges derfor en bemandet mission hertil inden for de næste årtier. Inspirerende er også atmosfæren på Mars, som består af 95% kuldioxid. Selv om Mars i dag er en knastør og gold planet, formoder man, at der tidligere har været såvel floder som have på Mars. Terrænet vidner i hvert fald herom – med spor efter gamle kystlinjer og udtørrede flodlejer.
Der findes en smule vanddamp i atmosfæren, hvilket kan ses som højtliggende skyer. I dalene kan der forekomme tynd tåge, og jorden dækkes om vinteren af et tyndt lag frost. Kort sagt forhold, der minder ganske meget om dem, vi har på Jorden. Den megen kuldioxid i atmosfæren fryser til sne, der skiftevis dækker den sydlige og nordlige polkappe.
Middeltrykket på Mars er under 10 millibar – mod 1.000 her på Jorden. Store støvstorme kan komme med kort varsel og dække alt med et tyndt lag uhyre fint støv, som kommer ind overalt. Støvet er et stort problem for de køretøjer, det allerede er lykkedes os at landsætte på Mars.
Jupiter
Rotation: 10 timer
Diameter: 139.822 km
Omløbstid om Solen: 12 år
Afstand fra Solen: 741-816 mio. km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 10 i 1973.
Jupiter er den største af alle planeter i vort solsystem. Deraf navnet, som er taget fra den øverste af alle de romerske guder. Himmelguden også kaldet. Romernes svar på grækernes Zeus og til dels vor egen Thor.
De foregående fire planeter – de inderste i vort solsystem – kaldes klippeplaneter, da de er relativt små og primært består af jern og mineraler. De næste fire kaldes i stedet gasgiganter, da de primært består af gasskyer om en mere eller mindre kompakt kompakt kerne.
Jupiter er en sådan “gasgigant”, der trods sin luftige karakter vejer godt 300 gange så meget som Jorden. Den har ingen fast overflade, hvor man kan landsætte et fartøj, så vi må nøjes med at betragte Jupiter på afstand. Men det rækker også til at iagttage de imponerende vejrfænomener, der udspiller sig i den tætte gassky. Således har man i mere end 300 år kunnet iagttage én og samme støvstorm rase i et område mange gange større end Jorden – synlig som en gigantisk rød plet!
Jupiter har en lille kerne af klippe i midten, men består ellers primært af lette gasser som brint og helium. Tungere gasser som methan og ammoniak forekommer også – vanddamp ligeså. Trods den lille kerne har Jupiter et meget kraftigt magnetfelt – det kraftigste i vort solsystem. Det er næsten 15 gange stærkere end Jordens, som er nummer to i rækken.
I toppen af Jupiters tætte skydække ligger temperaturen omkring 160 graders frost. I centrum af Jupiter er trykket flere tusinde atmosfære, og temperaturen ligger på den gode side af 1.000 grader. Det er således ikke her, menneskeheden skal gøre sig forhåbninger om at etablere sig engang i fremtiden…
Jupiters mange måner er et kapitel for sig og på mange måder mere spændende end planeten selv. Til de fire mest kendte måner hører Europa, Io, Ganymedes og Callisto, som astronomen Gallileo allerede opdagede i 1610 – ud af Jupiters i dag 63 kendte måner.
Der knytter sig store forhåbninger til især Europa, efter at man har registreret op til 200 km høje søjler af udspyet vand fra den ellers tilisede måne. Dette kunne danne basis for en senere landgang på Europa.
Saturn
Rotation: 10 timer
Diameter: 116.464 km
Omløbstid om Solen: 30 år
Afstand fra Solen: 1,3-1,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Pioneer 11 i 1979.
Saturn er kendt siden Oldtiden og opkaldt efter den romerske gud for dyrkning, høst og frugtbarhed. De gamle grækere og romere betragtede Saturn som den sjette planet i rækken, og ugens sjette dag kaldes stadig for Saturday på engelsk.
Saturn er utvivlsomt den smukkeste af alle planeterne i vort solsystem. Dens fantastiske ringe er kendt af hvert et barn, selvom kun de færreste har set dem i virkeligheden – igennem et teleskop, hvor ringene ellers er ganske synlige. Uden for de smukke og utroligt skarpt afgrænsede ringe af sten og is finder vi Saturns mange måner, hvoraf Titan er den største i vort solsystem – dertil den eneste med en tæt atmosfære.
Saturn er en gasplanet som Jupiter, men noget mindre. Den er dog stadig omkring 100 gange tungere end Jorden. Det meste består af brint, og der er ikke nær samme vejrmæssige aktivitet på Saturn som på Jupiter. Periodiske hvirvelstorme forekommer dog, men varer ikke så længe som på Jupiter. Temperaturen i de øverste skylag på Jupiter ligger på 190 minusgrader.
Saturn er med sine ringe utvivlsomt den af alle planeter i vort solsystem, som har pirret vor fantasi mest. For hvordan er al denne kosmiske skønhed dog opstået, og hvordan bliver den holdt vedlige?
Uranus
Rotation: 16 timer
Diameter: 50.724 km
Omløbstid om Solen: 84 år
Afstand fra Solen: 2,7-3,0 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1986.
Uranus er opkaldt efter den græske gud Uranus, der var himlens gud. Til trods for sin høje status blev han dog kastreret af sine egne sønner, titanerne. Måske derfor det rolige klima på planeten…
Planeten Uranus er en stor og fredsommelig kugle af gas og is, der dog adskiller sig fra de øvrige planeter ved at ligge ned og nærmest rulle rundt om Solen i sit kredsløb. Hvor de øvrige planeter alle roterer om en akse, der fortrinsvis er lodret, roterer Uranus om en akse, der næsten er vandret.
Uranus er en af de mest rolige planeter i hele solsystemet. Der er ingen storme, og temperaturen er stort set den samme over hele planeten året rundt. Som den eneste af de fire store planeter producerer Uranus ikke energi i sit indre. Den energi, der strømmer ud fra planeten, svarer derfor ganske til den energi, planeten modtager fra Solen. Dette er årsagen til, at der ikke forekommer storme på Uranus.
Uranus er – som naboen Neptun – en såkaldt isgigant. Middeltemperaturen ligger en smule under 200 minusgrader, og der forekommer en del is. Planeten har ingen fast overflade, men adskiller sig fra gasgiganterne Jupiter og Saturn ved at indeholde flere tunge grundstoffer.
Uranus er omgivet af en halv snes tynde og mørke ringe, der dog slet ikke minder om Saturns. Deres farve gør dem vanskelige at se og udforske i selv de kraftigste teleskoper.
Neptun
Rotation: 18 timer
Diameter: 49.244 km
Omløbstid om Solen: 165 år
Afstand fra Solen: 4,5 milliarder km
Første gang fotograferet af rumsonden Voyager 2 i 1989.
Neptun er kendt fra Oldtiden og opkaldt efter havets gud Neptun. Datidens astronomer kunne næppe have forestillet sig, hvor godt dette navn passer på netop denne planet!
Hvor naboen Uranus er stille, kold og rolig, hersker der nemlig kaos i Neptuns blå atmosfære. Nogle af solsystemets mest voldsomme storme huserer således på Neptun, hvis største måne Triton tilmed er et af de koldest kendte steder i vort solsystem. Alligevel overrasker Triton med geysere, som spyr deres indhold op til otte kilometer ud i rummet.
Neptun selv er – ligesom naboplaneten Uranus – en isgigant uden fast overflade. Middeltemperatur ved skytoppene ligger på minus 220 grader . Neptun er lidt mindre end Uranus, men da den indeholder flere tunge grundstoffer end denne, er den noget tungere.
Rumsonden Voyager registrerede ved sin passage af Neptun i 1989 en mørk plet med vindhastigheder på op til 2.000 kilometer i timen – den højeste vindhastighed, man nogensinde har målt noget sted. Da Hubble rumteleskopet fotograferede Neptun fem år senere, var den mørke stormplet væk – erstattet af en ny længere nordpå.
De store storme kan vare i op til ti år. Energien til de kraftige orkaner kommer fra Neptuns indre, hvor der produceres så meget varme, at planeten udstråler dobbelt så meget, som den modtager fra Solen.
Neptun har det mærkeligste magnetfelt i hele solsystemet. Centrum for feltet ligger langt væk fra planetens centrum, og den magnetiske nordpol ligger tættere på ækvator end på polen.
Neptuns karakteristiske blå farve skyldes planetens store forekomster af frossen methan. Farven har givet været medvirkende til navngivningen!
Pluto
Rotation: 6,4 døgn
Diameter: 2.390 km
Omløbstid om Solen: 249 år
Afstand fra Solen: 4,4-7,3 milliarder km
Første gang fotograferet af New Horizons i 2015.
Navngivet af en lille engelsk pige, som kendte til den græske gud Pluto og syntes, at navnet ville passe godt på den nye planet længst ude i vort solsystem.
Helt ude forbi de store gasplaneter ligger et område kaldet Kuiperbæltet. Her er det ganske koldt, for det er nemlig over 30 gange så langt væk fra Solen som Jorden. Herude på kanten af vort solsystem finder vi Pluto – den yderste planet af slagsen.
Havde New Horizons ikke timet sin rejse og ankomsttidspunkt rigtigt, kunne rejsen ud til Pluto være blevet næsten dobbelt så lang. Nu tog den kun 9,5 år. Verdensrummet er i sandhed stort…
Pluto er med sin middeltemperatur på 240 minusgrader et af de koldeste steder i vort solsystem – tæt på det absolutte nulpunkt, der som bekendt er minus 273 grader Celsius. Pluto er derfor det eneste sted, hvor gassen methan forekommer som fast, frossent stof.
Det har i mange år været diskuteret, om Pluto nu også er en rigtig planet og dermed den niende og sidste i vort solsystem. Meningerne er delte, og afgørelsen afhænger helt af definitionerne.
Faktum er, at Pluto ikke er en planet af samme format som de øvrige planeter – at dens bane omkring Solen er mere uregelmæssig end de øvriges, da omløb og rotation i vid udstrækning er styret af dens måner, der er forholdsmæssigt store af måner at være.
Eris
I 2005 opdagede man tilmed Eris, der er større end Pluto, og som befinder sig endnu længere ude i Kuiperbæltet. På mange måder minder de to planeter ganske meget om hinanden. Skal Pluto derfor have status som den niende planet i vort solsystem, så er det mere end svært at finde argumenter for ikke også at kalde Eris den tiende. Og så er der jo ved at gå inflation i det hele!
Såvel Pluto som Eris opfører sig på mange måder som rigtige planeter. De er runde, og de er i kredsløb om Solen. Men de er ganske små, og de har ikke evnet at rydde op i deres baner – at trække løse elementer til sig og fusionere med dem – som de store planeter har. De fleste astronomer kan dog blive enige om at kalde både Pluto og Eris for “dværgplaneter”!
© 2015 Steen Ulnits
© 2013 Steen Ulnits - Fisheries biologist, M.Sc. - Skytten 116, Fiskergaarden - DK-8920 Randers NV - Denmark - tel.: 23 32 89 88 - e-mail: steen@ulnits.dk |
Nu hver respekt tilstand nødvendigvis har en række særlige faciliteter og tjenester, hvis opgaver omfatter forebyggelse af terrortrusler og for at sikre borgernes sikkerhed. Oftest, de ansatte i sådanne organer gøre deres arbejde "med et brag", men nogle gange tingene bevæger sig i andre scenarier som følge af forskellige faktorer, der vanskeliggør opfyldelsen af deres faglige opgaver.
1. CIA Fiasco
En af de største fiaskoer i historien om amerikanske efterretningstjeneste er forsøget af den væbnede revolution i Cuba.
Marts 17, 1960 det år præsident for USA Dwight D. Eisenhower godkendt udarbejdelsen af en væbnet invasion af Cuba, det endelige mål, som var at vælte politiske regime Fidel Castro. Operationen med kodenavnet "Pluto" udarbejdet omhyggeligt: den blev oprettet en særlig militær enhed, bestod udelukkende af cubanere, der er uenige med Castros politik - det såkaldte Brigade 2506.
Det samlede antal hold ikke overstiger 1.200, men hver soldat fik et tal startende fra 2000 til fjenden indtryk af, at angriberne mere end det faktisk er. snedig plan en landing operation, hvorefter de vigtigste kræfter (Brigade 2506) var at lande i Svinebugten (Svinebugten), og på dette tidspunkt en afdeling af 168-mi "kommandosoldater" har ramt en distraherende slag i området Pinar del Rio er blevet udviklet ( provinsen Oriente).
Træning i hemmelighed varede mere end et år, og at der den 15. april 1961 bombningen startede, har ikke givet de ønskede resultater, og derefter om natten den 16. april kunne amerikanerne ikke fra borde afledningsangreb løsrivelse af 168-mi mand - Strand i landingsområdet omhyggeligt patruljeret.
Allen Dulles
Efter dette, det område af Svinebugten flyttede de amerikanske Navy styrker og fly, blev landing af de vigtigste overfald udført i tre retninger - Red Beach (Playa Larga), Blå strand (Svinebugten) og Green Beach (25 km fra Blue). I Cuba undtagelsestilstand blev erklæret, og Castro tilhængere var i stand til hurtigt at organisere forsvaret.
Militære operationer varede flere dage og resulterede i den fuldstændige nederlag de invaderende styrker. Ud over 114-års-død, et mislykket kupforsøg i Cuba vendte til USA en betydelig forværring af forholdet til Sovjetunionen, tab af omdømme og betydelige økonomiske tab - USA betalte Cuba 53 mio $ CIA-direktør Allen Dulles, der ledede operation i lang tid skulle retfærdiggøre sig selv før. regeringen i sådan en dumt mislykkedes operation.
2. Drift gidsel redning Beslan
Disse dage alle blev sort, ikke kun for de russiske efterretningstjenester, der har undladt at forhindre dødsfald af tre hundrede mennesker, men også for hele landet.
September 1, 2004 første år i skolen nummer 1 i Beslan (Nordossetien) begyndte såvel som i tusindvis af skoler i hele Rusland: klædt skoleelever, deres forældre, buketter af blomster, smiler lærere tager deres første klasse ... Og endte to og en halve dage senere, smerte, blod, og for mange af de tilstedeværende på festivalen of Knowledge - død.
Terroristerne kørte op til bygningen af skolen om morgenen under åbningen linje - skydning i luften revolvermænd vogtede omkring 1.100 mennesker i bygningen. Hovedparten af gidsler i de vigtigste gymnastiksalen, de andre terrorister spredt over spisestuen, brusere og fitnessrum. Som det fremgår af undersøgelsen af tragedien, kriminelle vidste grundigt grundplan, der giver dem mulighed for at operere præcist og hurtigt - hele capture processen varede ikke mere end et par minutter. Militante omhyggeligt forberedt til drift: fremstille flere bomber, oplagret nok våben og ammunition, som tillod dem lidt tid til at give et væbnede afvise forsøg fra sikkerhedsstyrkerne til at kæmpe mod bygningen og gidslerne.
Basayev
Klimaks kom på den tredje dag af opholdet for børn, forældre og lærere på skolen: omkring en time på dagen i gymnastiksalen, hvor de fleste af gidslerne var konsekvent to kraftige eksplosioner umiddelbart efterfulgt af terroristerne åbnede ild mod de redningsfolk, der evakuerede ligene. Efter 25-30 minutter efter eksplosionerne operationelle og kampgrupper Special Purpose Center of FSB indtog positioner, men barrikaderede terrorister ved hjælp af "menneskelige skjold" af vinduet gidsler Mere om en time tillod ikke sikkerhedsstyrkerne til at begynde angrebet.
Nogle inkonsistens i aktionerne af retshåndhævelse og uheldige situation kostede 334 personer, 186 af dem - de børn i skolealderen. Et af de mest omstridte spørgsmål i aktionerne af sikkerhedsstyrkerne under stormen på skolen var brugen af kampvogne og flammekastere - mange hævdede senere, at det var højeksplosivt skaller og brand kostede et stort antal gidsler.
Ansvaret for angrebet overtog en af lederne af den selvudråbte tjetjenske republik Itjkeria Basayev.
3. Angrebet på tvillingetårnene den 11. september 2001
Terrorangrebene den 11. september 2001 (eller 9/11) - nok den mest spektakulære fiasko af amerikanske efterretningstjenester i kampen mod terrorisme. Nu begivenhederne i den berygtede dag genstand for hundredvis af bøger, film, utallige artikler, og hver journalist og forsker har sin egen version af, hvad der skete.
Hændelsen med fire fly opererer på almindelige kommercielle flyvninger, endte et mareridt, der kostede næsten tre tusinde (2 977 ofre og 19 selvmordsbombere). Passagerfly blev taget til fange næsten samtidig, hvilket indikerer, at den er rimelig og sammenhængen i militante. Det vigtigste mål for kriminelle var tårnene i World Trade Center - i sammenbruddet af bygninger i New York og dræbte 2606 mennesker. En tredje fly styrtede ned i bygningen af Pentagon og den fjerde styrtede ned i en mark i sydvest Pennsylvania, som besætning og passagerer forsøgte at generobre kontrollen over flyet, hvilket får Boeing 757-200 styrtede ned i 240-ka km fra Washington.
Det antages, at formålet med den fjerde gruppe af militante var Capitol, fordi, taler indbyrdes, terroristerne kaldte målet "Juridiske Fakultet".
Efter de tragiske begivenheder i USA begyndte storstilet omorganisering af sikkerhedsstyrkerne og revision af de foranstaltninger, der er truffet for at sikre den nationale sikkerhed.
Zacarias Moussaoui
Spørgsmål til CIA og FBI, regeringen og almindelige amerikanske borgere havde mange. For eksempel, hvordan CIA berømt for sit netværk af agenter har formået proshlyapil forberedelse af en sådan storstilet terrorangreb? Hvorfor medlemmer af en gruppe af militante, der tilhører en radikal islamisk organisation "Al Qaeda" er ikke blevet identificeret endnu, når ind i landet? Hvorfor anholdelse af fire uger før 11. september en af deltagerne i udarbejdelsen af en terrorhandling Zacarias Moussaoui var nogen grund til storstilet afprøvning af indvandrere, og mange andre.
4. gidseltagningen ved OL i München 72
De olympiske lege i München vil blive husket i hele verden til gode, men ikke strålende atletiske præstationer og høje scores, og død af de israelske OL-hold atleter.
Arrangøren af kidnapningen og senere mord på deltagerne gjort den palæstinensiske terrororganisation "Sorte September".
I nat den 4. og 5. september otte medlemmer af "Sorte September" infiltreret den olympiske by. Nå lejlighederne, hvor vi boede israelske dommere og sport embedsmænd, har militante fanget flere wrestlere og vægtløftere, de forsøgte at modstå, men til ingen nytte.
I første omgang blev oprørernes handlinger ikke rettet mod den obligatoriske ødelæggelse af gidsler - de formodes at udveksle israelerne om flere medlemmer af radikale grupper i forvaring: en af dem var den berygtede par, Andreas Baader og Ulrike Meinhof - grundlægger og leder af terrororganisationen "Rød Armee Fraktion".
Under samtalerne, terroristerne afviste tilbuddet "ubegrænsede mængder af penge" fra regeringen i Tyskland og optioner udveksle gidsler til fremtrædende politikere og bureaukrater.
Når endelig blev der indgået en aftale om flyvningen er militante i Kairo, terroristerne og deres gidsler blev taget med helikopter til Fuerstenfeldbruck lufthavn, hvor tyske efterretningstjenester forventes at gennemføre en operation for at redde de atleter. Som et resultat af ukoordinerede handlinger snigskytter og politi, at situationen i lufthavnen gik ud af kontrol: i vilkårlige fyring dræbte fem af de otte krigere, elleve israelske atleter og en politimand.
Under efterforskningen af terrorangrebet forsøgte den tyske regering til at skjule nogle af de grimme beviser for uagtsomhed og manglende sammenhæng af sikkerhedsstyrkerne. For eksempel er den tyske ambassade i Beirut modtaget oplysninger om forberedelsen af palæstinensiske radikale "nogle hændelse" ved OL more 14 august, 1972 året, og denne information er blevet overdraget til statens sikkerhed. Desuden blev det afsløret, at en gruppe af militante var dårligt forberedt, vidste ikke terrænet, og endda næppe kunne få i München for natten på et hotel - med passende overvågning af det tyske politi og sikkerhedsfolk i tragedien kunne have været undgået helt.
5. Siege Mount Carmel
I historien om FBI nogle store sejre og nederlag monstrøse, og en af de store fejl "Feds" anses for at være en dårlig storm herregården Mount Carmel, beskæftigede medlemmer af den religiøse sekt "Branch Davidian".
Historien om en radikal religiøs organisation begyndte i 1934, året for den "Syvende Dags Adventistkirken" adskilt gruppe af systemkritikere, førte hende Victor Guteff, indvandrer bulgarsk oprindelse. Sekterikere afgjort på en bakke nær Texas byen Waco, og kaldte deres bosættelse "Mount Carmel" til ære for Mount Carmel, ligger i Israel.
Talrige stridigheder i 1980'erne førte til en splittelse i bevægelsen, og derefter mellem lederne af de to grene af kampen fandt sted - der kan genoplive de døde sekterisk, og han var nødt til at kombinere davidiantsev. Men en af dem (Vernon Howell, senere tog han navnet David Koresh) i stedet for tilbedelse til politiet, beskylder en anden (George Rodin) vanhelligelse af grave. Han blev frikendt, men snart alligevel tordne i fængsel for det brutale mord på en økse. I spidsen for sekten endelig fik David Koresh.
Han etablerede på det område af samfundet er praktisk talt en diktatur ubetinget underordne alle medlemmer af sekten. Så begyndte han at opkøbe hele partier våben end tiltrukket sig opmærksomhed fra FBI. I nogen tid ser ham, og derefter Præsidium Intelligence tog beslutningen om at anholde David Koresh for ulovlig besiddelse af våben, herunder - anti-tank-riffel. Februar 28., 1993, året det første mislykkede forsøg på at tage de "Mount Carmel" kræfter 76 FBI-agenter er blevet udført, men på grund af uagtsomhed af journalister om den forestående operation kom til sekterikerne, og de havde tid til at forberede grundigt, for at opfylde de "Feds" kraftig beskydning .
De efterfølgende belejring godser varede 50 dage, og den 19. april i overfald, hvor kampvogne, helikoptere og omkring 700 sikkerhedspersonale og militær, 82 sekt medlemmer (inklusive børn op til tre år) var involveret døde efter branden boet kun venstre ni mennesker, der blev arresteret straks. Ifølge nogle rapporter, davidiantsy selv satte ild til "Mount Carmel."
FBI har gentagne gange blevet kritiseret for drift og uskyldige ofre, som nemt kunne undgås ved at arrestere David Koresh under hans daglige jogging udenfor ejendommen. |
Måske er du professionel brolægger, eller måske er du bare en handy gør-det-selv-mand. Det kommer sig ikke så nøje, hvem du er, men hvis du har udsigt til at skulle lægge en ny terrasse i fremtiden, er det altafgørende, at du bruger en fliseløfter under byggeprocessen.
Det kan være yderst slidsomt for din krop at bygge en terrasse. Der skal nemlig flyttes mange tunge fliser og sten i byggeprocessen, og rigtig mange oplever, at det giver smerter i ryggen samt andre steder i kroppen, hvis man ikke får løftet ordentligt.
Faktisk kan du mere eller mindre undgå de farlige tunge løft og dermed skåne din ryg. De dansk producerede Nissen fliselæggere og fliseløftere er nemlig fremstillet, så du nemt kan flytte rundt på belægningen i forskellige størrelser.
En fliseløfter kan i visse tilfælde bære helt op til 120 kg., hvilket naturligvis vil være en alt for tung belastning for dig at løfte alene. Med andre ord er det et must have for dig, hvis du vil have mest muligt ud af din krop – også når du er færdig med at lægge terrassen.
En fliseløfter kan selvfølgelig også bruges til omlægning af haven samt andre arbejdsopgaver, der kræver tunge løft. |
En pludselig brændende motivation for endelig at få smidt de overflødige kg! Det resulterer i at du begynder at træne og spise sundt fra den ene dag til den anden.
Efter 2-4 uger med træning hver dag, intet hvidt brød (eller andre kulhydrater for den sags skyld) og en overflod af grøntsager, begynder du at miste fodfæstet. Du kommer ikke af sted til din planlagte træning og det har været en lang dag på job, så aftensmaden ender med at blive noget let og hurtigt take-away.
Du bliver irriteret og frustreret over dig selv, for ”nu gik det jo lige så godt, men nu er det hele ødelagt og så kan det også være lige meget”.
Alt træning bliver herefter undladt og du går tilbage til den samme livsstil du havde før – Måske endda med et par ekstra kg på sidebenene og med tanken om at du ikke kan ændre noget, det er simpelthen umuligt.
Hvis du kan nikke genkendende til bare noget af ovenstående så læs videre om hvordan du starter dit vægttab.
Do something – Not everything
Den største udfordring vi oplever når folk sætter sig et mål for, er at de starter for hårdt ud og laver en komplet make-over af deres livsstil, fra den ene dag til den anden, imens motivationen er høj.
Du tænker måske: ”Hvis man har et mål, skal man da også gøre alt hvad man kan for at nå det” – Både og!
Når det kommer til et vægttab, så er det ikke så simpelt som så. Der er en grund til at ovenstående scenarie forekommer igen og igen. Det er ikke fordi motivationen eller intentionen ikke er god nok, snarere tværtimod. Man vil det ofte for meget og glemmer at livet kan ”ramme” og at i sidste ende er man bare et menneske.
På et tidspunkt bliver man syg, ens børn bliver syge, man får travlt på job, man sover dårligt, man skal til et arrangement osv. Alt dette medfører ofte et brud på rutinen og hvis man kun kan overskue at cykle, så længe der er medvind, så kommer det virkelig til at gå op ad bakke når livet rammer for fuld skrue.
For så snart det ikke går perfekt længere og man ikke kan nå 2 timers træning og man ikke længere kan holde sig fra slik-skabet, så mister de fleste momentet og motivationen, og står tilbage med en tom følelse af at have fejlet – Selvom det måske kun er ”gået galt” én dag.
Derfor bør de fleste mennesker starte med at ændre små ting ad gangen. Gør noget som er overskueligt, og som med 90-100% sikkerhed kan holdes, også i svære perioder. Det kan være noget så simpelt som at spise én cherrytomat om dagen. Hvis man godt kan lide tomater og køber en pakke med 20, så vil de fleste tænke ”hvor er det nemt’ – SUPER! Så gør det og så bygger vi på med to cherrytomater, og ser hvordan det går. Også nemt? Fint vi spiser to cherrytomater og én snackgulerod om dagen og sådan kører det videre.
På den måde opnår man succes, i stedet for at man gør noget som ikke er holdbart, og fører til at man til sidst fejler. Den bedste motivation man kan få er nemlig når det man sætter sig for lykkes.
Hvor skal jeg starte? Kost, træning, motion, søvn?
Der er mange faktorer der spiller ind på hvordan ens krop og sind har det, så det kan være svært at ændre det hele på én gang. Her kommer derfor forslag på hvilke tiltag du kan gøre, og hvad vi mener du bør fokusere på først:
1. Skab bevidsthed og overblik over din kost og hverdag
For at kunne ændre vaner, er man nødt til at kende sit standpunkt. Læs dette blogindlæg og få gode tips til hvordan du gør dette: disse 3 trin gør dit vægttab nemmere
2. Vær på forkant og forbered dig
Pak dit træningstøj og hav det med i tasken
Lav mad til flere dage, så du ikke kommer til at gå efter den nemme løsning (take-away)
Lav en madpakke på det tidspunkt der passer dig bedst
Undgå at komme bagud i skolen/på arbejdet/med projekter – Stress i hverdagen fører ofte til nemme og mindre rationelle beslutninger.
Hav sunde snacks i skabe/køleskabet, så du er klar til de tidspunkter hvor du har svært ved at modstå fristelser
3. Spis LIDT flere grøntsager/LIDT mindre mængder stivelse og fedt
Igen så bare gør det til en lille ting, til at starte med, i stedet for at revolutionere hele køleskabet. Grøntsager indeholder relativt få kalorier i forhold til hvor meget de fylder i maven, hvilket gør dem til en ideel fødevare at spise mere af. Omvendt med stivelse og fedt er, at de ofte indeholder store mængder kalorier, fordelt på relativt lidt mad og mæthed.
Et hurtigt eksempel:
100g ukogt pasta = 360kcal
65g mørk chokolade 70% = 360 kcal
900g rå gulerod = 360 kcal
Hvad tror du at du bliver mest mæt af? Det betyder ikke at du skal undvære fedt og stivelse, men at det kan være en god ide at spise flere grøntsager. 😊
4. Lav træningsaftaler - Med en ven, en personlig træner eller du kan prøve holdtræning
Det vigtigste redskab for at komme af sted til træning er forpligtelse. Hvis du har en aftale med en ven, så er der større sandsynlighed for at dukke op.
Vælger du at tage skridtet videre og modtage professionel hjælp fra en personlig træner, har du endnu større grad af forpligtelse og det nemmere at starte med den korrekte træningsmængde, så du ikke brænder ud.
Holdtræning er også noget der gør det nemmere at komme afsted til træning og gøre det til en vane, især hvis det foregår som et forløb, et eksempel kunne være en Bootcamp, hvor du er en del af et fællesskab.
Take-Home Message
Det korte af det lange: Start simpelt og småt!
Bliver din nye livsstil for restriktiv, firkantet og overvældende, så kommer det IKKE til at holde. Find nogle enkelte punkter som DU kan tage udgangspunkt i, og byg videre derfra, Så kommer vægttabet helt af sig selv. Hvis det hele stadig virker uoverskueligt, så tag kontakt til en person med ekspertise indenfor området, som kan vejlede og hjælpe dig i mål.
Hvis du vil høre lidt om hvordan vi hos Unlimited Performance kan hjælpe dig, så tøv ikke med at sende os en mail på info@unlimitedperformance.dk . Vi er mere end glade for at sende en besked tilbage og invitere dig til en gratis samtale.
Oliver
Oliver Thorgaard har flere års erfaring inden for styrketræning og er uddannet Diplomtræner. Derudover er han også ernæringscoach. Olivers passion for træning har givet ham en placering i fitness-kategorien Men’s Physique Junior.
Han har arbejdet som personlig træner i Fitness DK og er nu havnet hos Unlimited Performance. Her er han med til at gøre hverdagen lettere for folk. Han brænder for at hjælpe andre – ikke kun med deres krop, men også deres mindset. På den måde opnår hans klienter nemlig et vedvarende resultat og en forbedret livskvalitet. |
Vi gør opmærksom på, at vi i forbindelse med den sædvanlige administration af opholdet på Idrætshøjskolen Aarhus foretager elektronisk behandling, herunder pligtmæssig videregivelse, af de personoplysninger som er nødvendige i medfør af Databeskyttelsesforordningens artikel 6 om almindelige personoplysninger, artikel 10 straffeattester og eventuelt artikel 9 om særlige personoplysninger.
Ved tilmelding giver du dit samtykke, i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 6 stk. 1 pkt. a, samt artikel 9 stk. 2 pkt. a til, at vi kan behandle dine personoplysninger for at kunne opfylde Idrætshøjskolens forpligtigelser i forhold til dit ophold og din deltagelse på skolen.
Videregivelse af personoplysninger vil i den forbindelse kunne ske til:
Danmarks Statistik
Kulturministeriet/Undervisningsministeriet
Skolens revisor
Videregivelse af dine personoplysninger udover hvad der er beskrevet ovenfor vil kræve et nyt konkret samtykke.
Vi vil løbende slette personoplysninger, som ikke er nødvendige for at vi kan opfylde vores forpligtelser i forhold til dit ophold og din deltagelse på skolen.
Sletning af personoplysninger vil blive foretaget efter de almindelige forældelsesregler, der gælder i Danmark.
Hvis vi af en eller anden grund må opbevare personoplysninger ud over forældelsesfristen, vil vi informere dig om det.
Du kan til enhver tid trække dette samtykke tilbage ved at sende os en mail til: data@ihaarhus.dk med besked om, at du trækker dit samtykke tilbage. Hvis du trækker samtykket tilbage må du regne med, at det vil betyde, at dit ophold på Idrætshøjskolen Aarhus skal bringes til ophør da Idrætshøjskolen ikke vil kunne leve op til dennes forpligtelser som højskole.
BETALING
Betaling for tilmelding til højskoleopholdet fra 17/3 – 23/3 foregår i henhold til en betalingsopgørelse, du vil modtage på email. Ved afmeldelse af opholdet indtil 8 uger før kursusstart, returneres 50% af dit indbetalte beløb for opholdet.
Betaling for tilmelding til La Santa fra 24/3 – 31/3 foregår i henhold til en faktura, som du modtager på email. Tilmelding til La Santa er bindende og den fulde betaling opkræves ved afmeldelse.
AFLYSNING AF KURSUS
Gennemførelse af hvert enkelt kursus afhænger af antallet af tilmeldinger. Ved evt. aflysning af et kursus vil tilmeldte deltagere få besked senest fire uger før og refunderet deres fulde indbetaling. |
Hvis Dronningen ikke magter at sige det, så må jeg jo holde en tale. Jeg gider ingen quasi-konfrontationer. Hvis vi taler politik, så taler vi politik, og så har jeg så sandelig noget at skulle have sagt.
Vi har valget mellem at affinde os med det, eller finde os til rette i det. Vi lever i et samfund, hvor ikke alle deler den samme religion, ej heller kultur, traditioner, etnicitet, seksualitet, forhistorie eller fremtid deler vi. Vilkårene og skæbnerne deler vi ikke. Skattekronerne og skattegoderne deler vi tilmed ikke.
Men på trods og på tværs af forskelligheder, tilhørsforhold og klasser har vi alle noget til fælles. Nemlig fællesværdierne, det danske sprog og nationen. Og vi er alle forpligtet over for den. Derfor hedder vi Nationalpartiet.
Vi er nationens parti. Vi er ikke et borgerligt parti, vi er et borgernes parti, og vi har indtaget midten for at kunne arbejde os i retning af fornuften. Vi er en platform for uafhængige stemmer, der ikke råber i bankernes mikrofoner. Der ikke råber i våbenhandlernes mikrofoner, der ikke råber i islamisternes mikrofoner. Der ikke råber i islamofobernes mikrofoner. Vi er Danmark.
Nogen borgere og borgerlige lever endnu i parallelsamfund, selv om mange muslimer fra min generation allerede er en aktiv del af vores multikulturelle og dermed multietniske og multireligiøse og multiseksuelle samfund. Det kunne nogle borgerlige tage ved lære af.
Grundpræmissen for ethvert samfund er vel, at det er inkluderende. Og jeg må sige, at jeg er stolt af de borgere, som har formået at navigere i politikernes spind og mediernes spinderier, beskyttet vores fælles værdier og agtet at opfatte os med en anden baggrund som medborgere. Og jeg må sige, at jeg er stolt af de, som har brudt den sociale og historiske arv.
Vi må huske, at krig, mennesketab, besættelse, fordrivelse, forringet sociale, sproglige, religiøse og kulturelle standarder, samt dårligere vilkår for at tilpasse sig, idet flygtninge og efterkommere af dem ikke har haft et permanent levested de sidste to-tre generationer, ikke har gjort dem til undermennesker, men til folk med en særlig historie og dens uomgængelige konsekvenser.
Det værste ved en diaspora er som regel de første tusinde år. Hvis de etablerede politikere bliver ved med at være så tungnemme, så kan det nemt tage totusinde år. Vi er anden generation, altså de første i dette land efter vores forældre, og vi er villige til at engagere os i samfundet og tage vores del af ansvaret allerede nu. Dette er ikke et ærinde for 3. 4. eller 5. generation.
I Nationalpartiet ser vi ingen grund til at udskyde den naturlige udvikling blandt minoriteterne. Derfor tilskynder vi, og vi opfordrer borgerne til at støtte os i at forene de forskellige mennesker i vores samfund frem for at bidrage til polariseringen, stigmatiseringen, marginaliseringen, det ubegrundede had, frygten og splittelsen.
Jeg mener ikke, at alle journalister og politikere helt bevidst konspirerer imod muslimer og flygtninge, jeg mener faktisk det modsatte. At alt for få er bevidste nok til at manøvrere uden om faldgruberne i denne diskurs. Hvis vi handler når og der frem for at handle nu og her, så får vi franske tilstande, så får vi spanske tilstande, så får vi engelske tilstande.
Vi kan ikke løse flygtningeproblemet med en valgplakat, sådan som nogen partier tror. Vi kan ikke løse en humanitær krise ved at skære i kontanthjælpen. Hvem som kunne bringe menneskehedens forfald i fuld firspring blot ved at være usympatisk, smålig og nærig, ak ja og atter ak.
I et nordisk skær er Danmark efterhånden blevet til en belemrende lillebror, som gylper i tide og gylper op i utide og vækker én om natten og stadig tisser i sengen og skider i bukserne og skal have ble på og smitter alle med børneorm og vræler og falder i brønden og leger med de slemme drenge og laver ulykker, og så må storebror Norge og storebror Sverige tage ansvaret for den åndssvage pubertetsplagede lillebror, som de fleste voksne allerede har opgivet.
F.eks. er Sverige, i modsætning til Danmark, ikke en del af NATO og dermed ikke en del af den militære koalition, som smider bomber ned i hovedet på civile. Alligevel tager Sverige imod flygtninge, og senest har Sverige anerkendt Palæstina, selv om de ved, at israelerne ikke har tænkt sig at slå koldt vand i blodet lige foreløbigt. Men de sender et vigtigt signal til deres indbyggere og samler befolkningen ved at anerkende deres minoriteter.
Færøerne har også meddelt, at de er villige til at tage imod flygtninge, alt imens vore politikere fastholder, at vi skal skære i kontanthjælpen, således Danmark ikke vil være et attraktivt land for flygtninge. Det er det, vi fortæller folk, vi kaster bomber ned i hovedet på. Hvad med om vi skar ned på bombefly?
I øvrigt skal vi passe på med at skære for meget i kontanthjælpen. Vi risikerer nemlig, at Danmark heller ikke vil være et attraktivt land for de danskere, som har førsteretten til de sociale ydelser, og så har Dansk Folkeparti altså svigtet deres vælgere.
Vi må have én ting helt på det rene. Alle samfund er sociale sektorer. Definitionen på et samfund er den sociale sektor. Den vil altid være der, om det så var et postulatkalifat, vi kan ikke skære der. Hvis vi begynder på det, kan vi lige så godt afvikle velfærdsstaten. Men heller ikke det kan stoppe flygtningestrømmen.
Mange flygtninge og efterkommere af dem føler sig dobbelt fremmedgjort, religiøst og etnisk. I Danmark kan vi forstå stress på arbejdspladsen, og vi kan forstå, at det kan være svært at blive forælder, men vi kan ikke forstå krigstraumer, og hvad det vil sige at grave små børn op af ruinerne.
De etablerede politikere siger, vi skal have flygtninge i arbejde. Hvad med om de fandt et arbejde til de øvrige borgere først.
Det er meget selvoptaget og ignorant at fremstille flygtninge som velfærdsturister. Når de etablerede politikere taler om flygtninge, så taler de også om mine bedsteforældre og forældre og søskende og onkler og tanter og fætre og kusiner.
I dag vil jeg benytte lejligheden til selv at tale om en af dem. Han blev født i en flygtningelejr i Syrien. I løbet af de sidste år var han med sin øvrige familie nødsaget til at flygte til den flygtningelejr i Libanon, hvor min mor blev født, og hvor mine bedsteforældre og onkler endnu bor. Efter en tid flygtede han fra flygtningelejren i Libanon og fik for ganske nylig asyl i Danmark med kone og barn. Han fik også kontanthjælp.
Han begik selvmord for to uger siden. Det er naturligvis ikke noget, det danske samfund kan stilles til ansvar for. Men sjovere er det altså heller ikke at komme til Aarhus.
Vi skal ikke have en strammere flygtningepolitik. Vi skal stramme op i vores flygtningepolitik. Vi må skelne mellem den gruppe flygtninge og fremmedarbejdere, som kom i den sidste halvdel af det forrige århundrede og så den flygtningestrøm, som er kommet efter år 2000 fra Irak, Syrien, Afghanistan og Libyen, for den har vi selv været med til at skabe.
For ikke at tale om den palæstinensiske flygtningestrøm, som vi som en del af verdenssamfundet har forsømt for længst. I krigstid kan borgerne være nødsaget til at skulle slæbe de døde, og selv om vi i Danmark er så heldige, at vi ikke skal slæbe de døde, så er der altså andre forpligtelser, der venter, om end vi ikke har bedt om det, om end det bliver lidt bøvlet.
Flygtningestrømmen skal privatiseres for alvor. Det er allerede ved at ske i Furesø kommune, hvor man har taget imod en håndfuld af de 12.000 flygtninge, man regner med får opholdstilladelse i Danmark. Fem har på nuværende tidspunkt lejet sig ind hos lokale borgere frem for at være isoleret på et asylcenter, indtil de ryger ud i en boligblok. Ikke al integration kan ske institutionelt.
Hvis en flygtning er tilknyttet en dansk familie, vil vedkommende automatisk blive bedre integreret. Det er menneskelig interaktion, der batter. Hvis der skal stilles flere krav til flygtninge, må vi som borgere stille flere krav til os selv. Altså må vi som borgere være indstillet på at hjælpe de flygtninge, der kommer til landet.
Flygtningevenner fra Borup er et ganske opløftende eksempel på, hvordan vi kan tage ansvar som borgere. På Fanø er det også gået rigtig godt med en håndfuld flygtninge. Erfaringen er, at det er nemmere for en lille by med 350 indbyggere at møde 16 flygtninge som medmennesker, end det er inde i København eller i Aarhus. Det er bevist i Borup, på Fanø og i Furesø Kommune.
Flygtninge har fået et bedre indtryk af borgerne og nationen, mens borgerne har fået et bedre indtryk af, hvad det vil sige at være flygtning.
Det mellemmenneskelige møde skaber gensidig forståelse og en grobund for sameksistens. Betonblokkene i vores land er ikke blevet omvandrende flygtningelejre i løbet af to døgn. Det er noget, der er sket gennem årene, og som samfund har vi et ansvar for, hvordan det står til derude.
I alt for mange år har det været nemt og belejligt for staten at mase flygtninge ind i de samme boligblokke. Og hvad er problemet egentlig med det, når der er stålvask, varmt vand i hanen og glas i vinduerne. Ser I, vi har selv været med til at skabe de parallelsamfund. Derfor foreslår Nationalpartiet, at flygtninge skal have et forbud imod at tilslutte sig de omvandrende flygtningelejre i vores land.
De skal til lokalsamfundene, hvor de kan være nyttige på lokalt plan frem for at være i blokkene i de omvandrende flygtningelejre og være uduelige på landsplan. Og de skal præsenteres offentligt i beboerhusene til en omgang fællesspisning, og de skal have småkager og rene sokker.
Ikke nok med at det skaber bedre integration, så skaber det også omsætning i de lokalsamfund, der halter bagud. Vi har 87.000 ledige boliger i udkantsdanmark, som egner sig til formålet. Vi kan vende flygtningestrømmen fra at være en katastrofe til at være noget fordelagtigt for vores samfund og for de flygtninge, der skal blive en del af det.
I Nationalpartiet har vi ikke tiltro til de etablerede partier, når det kommer til flygtningespørgsmålet, Islam som en subkultur i samfundet, samt de omvandrende flygtningelejre i vort land. Hverken deres løsningsforslag eller deres forklaringsmodeller løser eller forklarer noget som helst.
Derfor har vi i Nationalpartiet taget disse problemstillinger op som vores mærkesager. Vi skal ikke sidde i små klubber. Hvis vi skal være en del af samfundet, så skal vi være en del af Tinget.
Vi kan skabe forbindelsen mellem de omvandrende flygtningelejre og det omgivende samfund. Gennem tiden har mange officielle personer spurgt, hvorfor personer med muslimsk baggrund ikke tager ansvar, hvorfor de ikke melder sig ind i samfundet. Det gør vi nu ganske formelt og officielt.
I Nationalpartiet bærer vi bevisbyrden for vores egne overbevisninger. Men vi bærer altså ikke bevisbyrden for politiske modstanderes beskyldninger. Vores anskuelser er så indlysende, at vi er villige til at gå på kompromis med vores retssikkerhed og lade enhver tvivl komme anklageren til gode, hvis tvivlen på noget som helst tidspunkt kan ligges til grund for borgernes vurdering.
Men vi går ikke på kompromis med vores værdier for at pynte os med privilegier på skatteborgernes regning. Vi har betalt vores egne jakkesæt og vores egne underbukser. Vi ligger ikke og trækker snot ud af næsen på skattevæsenet. I Nationalpartiet handler vi af nødvendighed.
Det har virkelig været et fugleklatternes år på parnasset. Socialdemokraterne er måske endnu demokrater. Men det socialpolitiske aspekt er pist væk. SF kunne hedde SFO. Liberal Alliance skifter snart navn til Saxo Bank. Venstre kunne lige så vel hedde Højre. De Radikales og De Konservatives argumenter ligger også lige til højrebenet. Selv Enhedslisten er blevet splittet. Vi er det politiske alternativ, selv om vi ikke hedder Alternativet.
Vi er ikke fjender af de etablerede partier. Vi har arbejdet os op fra den samme demokratiske grundsten og fundet et ståsted. I modsætning til visse andre har vi tilmed fundet et ståsted, som vi kan stå inde for. Selv om politiske modstandere kan have en række overdrevne synspunkter, så udelukker det ikke, at de kan have ét argument, som er reelt og sandt. Vi synes bare ikke, at det er blevet formuleret endnu, og netop det vil vi samarbejde om. Altså er vi snarere medspillere end modspillere.
Det skal benævnes, at imamerne kan være lige så velartikulerede og manipulerende på arabisk, som en etableret politiker kan være på dansk. Det er ikke gedehyrder, der står og bræger. Det kan godt være, vi synes, at de lyder som får, men det er de altså ikke.
Hizb ut-Tahrir taler om muslimerne, som om vi smeder rænker mod dem, og ikke har opdaget, at muslimernes omdømme allerede er fordømt. De taler om Guden, som om de har talt med ham. De forsvarer profeten Muhammed, som havde han været et sagesløst barn i Aishas arme. De bringer skam over den islamiske kulturarv, når de reducerer den til sharia.
Hizb ut-Tahrir er en minoritet i minoriteten. Et segnende segment, en vabel eller en vorte i samfundet, som er blevet skånet for lægens kniv, fordi den er affældig og på vej til at blive en uduelig fregne. Jeg kender deres tilhængere. Bandemedlemmer og selvbestaltede båtnakker. Et forbandet bundt hyklere. Og så har de et par veltalende talsmænd. De kan tale herfra og til dommedagen, de tiltaler os ikke. Gud fader til hest. Koranen advarer mod grupperinger og kulter som Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat. Et dogme er et dogme, så om de tror på et evigt blødende helvede, må de være nødsaget til også at tro, at det netop er skabt til godtfolk som dem, hvis de så sandfærdigt vil gøre muslimerne en tjeneste, så er de altså forbeholdt retten til at sluge deres tunger for bestandigt.
De etablerede politikere holder borgerne for nar med deres såkaldte italesættelser. Vi vil egentlig bare snakke om tingene. Når jeg er i dialog med borgerne og med mine jævnaldrende på landets uddannelsesinstitutioner, så fortæller de mig, at de ikke kan forstå politikkerne for bare spind.
Nationalpartiet ønsker at være et forståeligt parti. De etablerede partier har meget kort tid til enten at finde nogle argumenter med slag og godaw i eller fyre deres spindoktore og ansætte os i deres sted, medmindre de vil hives rundt i manegen af Nationalpartiet.
Vi har en større tiltro til de tosprogede, end vi har til de enøjede. Der skal ikke nye boller på suppen. Der skal ny suppe på bollerne. Vi er efter de, som går med tørklæde. Det vil klæde os, om vi tør være efter de, som går med skyklapper.
Vi vil beskytte minoriteterne imod unødig og usaglig mediehetz, og vi vil kritisere dem på saglig vis, når det bliver aktuelt. De etablerede politikere går på kompromis med vores fællesværdier, når ytringsfriheder bliver et påskud for offentlig mobning. Når demokrati bliver et påskud for krig. Når religionsfrihed kun gælder for ateister. I Danmark betyder ytringsfriheden, at vi helst skal kunne ytre os konsekvensfrit. Vi kan jo altid åbne munden, vi kan nærmest ikke lade være. Forstå mig ret, men det har altid en konsekvens.
Jeg synes ikke, at man skal gå ind i den her diskussion, hvis ikke man er indforstået med de dertil hørende risici. Så synes jeg, man skal debattere noget andet. Jeg påberåber mig ikke ytringsfriheden. Jeg siger lige præcis, hvad der passer mig, og så tager jeg konsekvensen af mine ytringer.
Jeg ved udmærket godt, hvad det koster at ytre sig, og I kan bare komme an. Jeg underkaster mig sharialoven og janteloven på samme tid og sted. Jeg skal ikke tro, at jeg ved noget, som I ikke ved. Og slet ikke, hvis det er åbenlyst. De, som definerer ytringsfriheden på den yderste højrefløj, siger, at man har ret til at blive fornærmet, så længe man ikke tyer til vold. Men når den almindelige borger bliver fornærmet over muhammedtegningerne eller ser dem som unødvendige, så har de ikke lov til bare at være fornærmede. Så bliver de beskyldt for, at de ønsker at indskrænke ytringsfriheden.
Vi ønsker ikke at indskrænke ytringsfriheden. Hvis ytringsfriheden giver retten til at kritisere islam og Rusland, så må ytringsfriheden vel også give retten til at kritisere ytringsfriheden. Altså ønsker vi at udvide den. Hvorom alting er, stoler jeg personligt ikke på ytringsfriheden. Jeg har fået bank siden, jeg lærte at tale, og det har ikke ændret sig, hvilket min moder kan bevidne.
Jeg kan ikke kræve af en ekstremist, at vedkommende skal svare tilbage med et digt. Gid det var så vel. Men digtet er jo farlig for hvem, det bliver skrevet om. Satiren er farlig for hvem, der bliver til grin. Maleriet er farligt for hvem, der bliver portrætteret, hvis der ligger en kritik i det.
Jeg ser ingen grund til at male verden lyserød. De dersens kunstnere sætter deres kunst højest, de vil være åh så kontroversielle, og når de endelig bliver det, når deres kunst afføder reaktioner, så er det pludselig ikke kunst mere. Så er det bare et harmløst digt, ikke noget af betydelig alvor, bare satire, sjov og spas, ikke noget at blive sur over. Men kunsten er en væbnet kamp i sig selv.
Hvis vi ønsker at bekæmpe ekstremisterne, må vi forvente, at ekstremisterne også vil bekæmpe os, og det bliver ikke på lige vilkår. Det er jo ikke en håndboldkamp.
Det nærmede sig bagvaskelse, da Pia Kjærsgaard kaldte mig terrorsympatisør, fordi jeg sagde, jeg forstod Omar Hamid El-Hussein, som skød omkring sig ved Krudttønden og Synagogen. At forstå er ikke det samme som at sympatisere, medmindre man ikke ved noget om det danske sprog.
Jeg er forhindret i at sympatisere med Omars myrderier alene af den grund, at jeg ikke er morder. Men vi har haft den samme opvækst, den samme baggrund. Vores problemer startede ikke i 0. klasse på Møllevangsskolen. Det er en generationsfortælling, hvor vilkårene er blevet forværret generation for generation.
Vores bedsteforældre var førstegangsflygtninge fra Palæstina omkring den israelske stats oprettelse i 1948. Vores forældre blev født i flygtningelejre i Libanon og i de omkringliggende arabiske lande. Vores forældre var andengangsflygtninge til Europa i 80’erne. Vi bliver født i blokkene i de omvandrende flygtningelejre.
Jeg siger blot, at jeg ved, hvad han var for en bengel. For vore politikere og journalister kunne Omar lige så vel have været en elefant med et stormgevær. Medier og magthavere indoktrinerer den danske befolkning, som imamer nede i kældermoskeer indoktrinerer unge muslimer. For de skaber frygt, og de taler så meget om terror, men de laver stort set ikke andet end at udsætte os for psykisk terror.
I Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England, Frankrig og selv i Israel kan angreb og ofre næsten tælles på to hænder. Det kan de ikke i Palæstina, det kan de ikke i Afghanistan, det kan de ikke i Irak, det kan de ikke i Syrien, det kan de ikke i Libyen.
Det er bedrøveligt, når Danmark bliver angrebet, men det må være en konsekvens, der relaterer sig til vores egne handlinger ude i den vide verden. Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, det falder altså tilbage indenrigspolitisk.
Det svarer lidt til at forrette sin nødtørft, mens man står på hænder. Man rammer altså sig selv i hovedet. Vi kan ikke ledsage den amerikanske besættelsesmagt i Irak og i Afghanistan og myrde flere hundrede tusinde civile og fordrive millioner, uden at der kommer flygtninge ud af det, og uden at en marginaliseret muslim vil gøre noget ved det.
Så længe vi er villige til at sende droner ind over Afghanistan, så vil nogen være villige til at tage våben i hånden. Begge handlinger er voldelige og kriminelle, men dronerne er mere dødbringende. Jeg ved, man ikke bare kan ændre på koalitioner, alliancer, udenrigspolitik. Men vi må være indforstået med, at vores handlinger ude i den vide verden påvirker minoriteternes syn på det danske samfund.
Mellemøsten er ikke længere flere tusinde kilometer væk. Mellemøsten er lige her i kraft af de etablerede minoriteter samt den vedvarende flygtningestrøm, som vi selv har været med til at skabe sammen med arabiske konger, som ikke engang kan holde sig oven på deres kameler.
Hvordan kan den danske stat være en del af en militær koalition imod Islamisk Stat, samtidig med at den danske stat samarbejder med Saudi Arabien og Emiraterne, som helt åbenlyst er af samme opfattelse som Islamisk Stat og derfor sponserer med penge og våben. Det må anses for at være spild af skatteborgernes penge.
Tyrkerne er også en del af koalitionen imod Islamisk Stat, men tyrkerne forholder sig fuldstændigt passivt, når kurderne bliver myrdet helt tæt op ad den tyrkiske grænse. NATO hævder at have sponseret demokratiske oprører i Levanten. Men er det de demokratiske oprører eller de intolerante jihadister, som har fremfærd i Levanten? Hvis NATO havde støttet demokratiske oprører i Levanten, så havde de støttet kurderne, som må skønnes at være de mest sekulære i regionen.
Hvis argumentet er, at vi har interveneret i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien for at skabe demokrati, så kan det snildt konstateres, at det har været en fiasko. Det eneste, vi har opnået, er en flygtningestrøm, som ikke stopper foreløbigt, samt at have destabiliseret sikre og velfungerende stater, selv om præsidenterne i de pågældende nationer kan have været nogle despoter, hvilket de har til fælles med flere vestlige statsledere, så har de jo kunnet beskytte deres borgere og samfund imod islamiske militser og alment anarki.
Vi har brændt deres matrikelkort og deres kirkebøger, så det er ikke så mærkværdigt, at de klamrer sig til Koranen. Vi har slukket for strømmen, vi har slukket for varmen, vi har stjålet olie, vi har stjålet vand.
Vi er i gang med at afcivilisere dele af Mellemøsten, som vi afciviliserede dele af Afrika. Næste gang vi vil skabe demokrati i Mellemøsten, kan vi passende forsøge i Israel. Det er ikke fordi, at jeg med disse udtalelser tror, at jeg har opfundet den dybe tallerken. Jeg har bare fyldt den med suppe, og nu skal der altså smages på den.
Vi er en krigsførende nation. Vi er en del af terrorapparatet. Vi er en del af NATO. Vi er en brigade i den amerikanske hær. Det kræver erkendelse, inden vi overhovedet kan tale om løsninger.
I en lufthavn mødte jeg engang en israelsk mand. Vi faldt i snak, og han spurgte, hvor jeg havde rejst i min barndom. Jeg svarede, at jeg stort set kun havde rejst til flygtningelejre i Syrien og i Libanon for at besøge familiemedlemmer, og han svarede, at han stort set kun havde set Libanon gennem et sigtekorn.
På samme vis ser vi også kun Mellemøsten gennem vores sigtekorn. Flere og flere amerikanske soldater indrømmer, at krigen er gået ud over civile, og at flere soldater sågar har dræbt civile for sjov. Flere og flere israelske soldater siger fra over for militærets måde at behandle palæstinenserne og er gået sammen i en organisation, som hedder ‘Break the silence’.
Og når jeg har mødt andre israelske soldater på strande i Thailand eller på skipister i Italien, så har de haft næsen helt nede i cokeposen. Ydermere nægtede en hel israelsk militær efterretningsenhed at adlyde ordrer under det sidste bombardement af Gaza. 43 blev afskediget og efterladt til evig fordømmelse for at have trodset en militærstat.
Der findes noget underdanigt, svagt og servilt i mennesket, som ledere altid kan tale til. Men når politikere udtaler sig vulgært og uværdigt og inkompetent og tarveligt og usympatisk, så tilsværter de ikke kun deres eget ry. Da tilsværter de også borgernes ry.
En højreorienteret nordmand ved navn Anders Behring Breivik myrdede over 60 mennesker på en ø i Norge, hvor en socialdemokratisk lejrtur blev afviklet. Breivik begik sine mord under påskud om at forsvare kristenkulturen, som er en værdi, han altså deler med den almindelige nordmand. Dermed begik han også sine handlinger under påskud om at forsvare den almindelige nordmand, mens den reelle bevæggrund for handlingen var en subjektiv værdi, som han deler med de færreste i samfundet, men som han naturligvis har tolket ind i fællesværdien for at understøtte den.
Som vestlige medier er vi i stand til at skelne fascistiske tendenser, voldelige og paramilitære grupperinger. Selv enkeltpersoners ubehjælpelige handlinger kan vi skelne fra kristenkultur, når det drejer sig om vestlige terrorister. Selv udviser vi så stor forståelse og empati og er godgørende og storsindede i en udstrækning, så det nærmest bliver gerningsretfærdigt og autistisk, at vi kan finde på at krone vores egne voldsmænd med sindslidelsen. Vores terrorister handler som regel uagtsomt uden politisk eller religiøst motiv. Mens muslimske terrorister rutinemæssigt handler fuldstændig fortsætligt og i overensstemmelse med den islamiske kultur.
Hvorom alting er, køber vi altså ikke Breiviks argument om at ville forsvare kristenkulturen, da det ville være aldeles skadeligt og generaliserende for kristenkulturens omdømme, såvel som det ville have været for de folk, som bekender sig til den.
Som vestlige medier er det ej heller vanskeligt for os at skelne mellem Ku Klux Klan og den almindelige kristne, eller den israelske stat og den almindelige jøde. Men når det kommer til Islamisk Stat, Al Qaeda, Taleban eller andre islamisk funderede og småfascistiske tros- og bandegrupperinger, så kan vi pludselig ikke skelne mellem dem og den almindelige muslim, og enkeltpersoners ubevingede handlinger bliver fremstillet med islam som motiv, bare gerningsmanden har et efternavn, der lyder lidt fynsk.
Vi skaber konstant paralleller mellem islamiske terrorgrupper og almindelige muslimer, hvad end det er minoriteter i Vesten eller hele befolkninger i Mellemøsten, uagtet at den almindelige muslim afskyer disse terrororganisationer, lige så meget som den almindelige kristne afskyer Breivik og Ku Klux Klan.
Den retorik og dehumanisering, som muslimerne bliver udsat for i dag på gaden og i massemedierne, minder til forveksling om den, jøderne blev udsat for allerede før Holocaust. De mennesker, som hjalp med at skjule og transportere jøderne, blev af alle andre end af nazisterne selv betragtet som hæderlige mennesker, mens de mennesker som i dag transporterer muslimer til sikre lande og skjuler dem for krigens rædsler i Mellemøsten og forfølgelsen af enhver, som går Islamisk Stat imod, bliver kriminaliseret og betegnet som menneskesmugler.
Dengang var der kun nogle tusinde jøder i Danmark alt i alt, men flygtningestrømmen og minoritetstallet i dag er betydeligt mere omfattende, når det kommer til muslimer. Jeg forstår ganske udmærket, at jøderne dagen i dag er i allerhøjeste alarmberedskab og har været det siden Krystalnatten, for de blev forfulgt, diskrimineret, myrdet, tortureret, spærret inde i arbejdslejre og gasset, da de blev svagelige. Men det var altså ikke araberne, der gjorde det.
Antisemitismen er et europæisk fænomen, og de europæiske medier tager fat, hvor de slap, når det kommer til at tilsvine en folkegruppe, for araberne er også semitter. Muslimerne kan blive ofre for den europæiske antisemitisme, som jøderne blev det. Vi er et broderfolk.
Teksten, jeg vil læse op nu, er en leder bragt i morgenavisen Jyllands-Posten den 15. november 1938:
“Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå Tyskernes animositet overfor jøderne, også hvis man ser bort fra de raceteorier, der betyder så meget i den nationalsocialistiske verdensopfattelse.
Selv herhjemme, hvor jøderne aldrig har nået en så dominerende stilling som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere år bemærket deres uheldige egenskaber. Der er mange jøder, som har vist sig at være gode danske mænd, der er utallige jøder, som stille og hæderligt passer deres dont uden at gå nogen for nær – men der er også påfaldende mange jøder, som på en lidet tiltalende måde er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer og måske ikke mindst i de uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere år. Også indenfor dansk forretningsliv optræder der jøder, hvis metoder ikke er nogen pryd for standen.
Men det, som vi herhjemme har set af jødernes uheldige sider, er kun en svag afglans af deres virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Også der må man naturligvis gøre undtagelser for de utallige jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk krav og derfor står i skærende modsætning til de racefæller, som har ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og måske navnlig i de politiske bevægelser yderst til venstre. Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde, som ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, som på samme måde gjorde Munchen til et slagtehus.
Vi ved, at titusinder af jøder fordømmer de jødiske forretningshajer, de jødiske pornografispekulanter og de jødiske terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de erfaringer, som tyskerne – sammen med andre fastlandsfolk – har gjort med hensyn til jøderne, danner en vis basis for deres følelser.
Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder.“
Fra folkeskolen lærer vi i undervisningen, at islam er en dogmatisk lovreligion uden den mindste form for fritænkning. Modsat kristendommen og jødedommen fremstilles islam som afskåret fra Europas historie. Vi lærer, at kristendommen er meget mere end bare en religion. Den er skam facetteret og rummer kultur, litteratur, filosofi og sågar kunst og arkitektur. Vi lærer om Kierkegaard, der skrev om tvivl, Løgstrups tillidsopfattelse, og vi hører om Luther og slår en latter over reformationen.
Vi starter ikke med de pædofile præster, heksebrændingerne og den spanske inkvisition i Nederlandene. Men når det kommer til islam, hører vi blot om 9/11, Osama bin Laden og sharia. Her findes ingen platforme for fritænkning. Det er som om, vor uddannelsessystem og vore politikere, journalister og historikere abonnerer på samme firkantede tolkning af islam som de mørkeste mørkemænd.
Gennem historien er der skrevet et hav af islamisk religionsfilosofi og religionskritik på arabisk. Men stort set ingenting er oversat og tilgængeligt på dansk. Slet ikke i undervisningen. Har man mon glemt andalusiske Averröes, som i middelalderens Spanien gik ud med en fatwa om, at filosofi og islam skam hører sammen. Hans budskab var, at Koranen tilskynder til kritisk refleksion over tro. Han havde stor indflydelse på måden, europæere kom til at forstå og læse græsk filosofi.
Også under Abbaside-kalifatet var interreligiøs sameksistens en realitet. Perioden betragtes som islams guldalder, og her blomstrede kulturlivet, hvad angår både filosofi, videnskab, litteratur, arkitektur, astronomi og kunst.
De, som oversatte den græske filosofi og videnskab, var muslimer, som samarbejdede med kristne og jøder, hvor politikere og journalister og undervisere er dvaske og dovne og sendrægtige hvad angår de historiske og førpolitiske forhold. Men jeg kender historien. Vi har ikke med et folkeslag at gøre. Vi har at gøre med en civilisation, hvis tankegods ligger til grund for den europæiske renæssance.
Den arabiske civilisation er den eneste civilisation, som målrettet har sat sig for at oversætte en tidligere civilisations værker, altså grækernes.
Den gensidighed, der har været i kulturudviklingen og kulturudvekslingen op igennem historien, er ikke blevet videreformidlet i tilstrækkelig grad i nyere tid. Ydermere er den arabiske udvikling blevet svækket af den vedvarende vestlige imperialisme og de dertilhørende interesser, krige, aristokrati samt herregårdsfamiliernes gemene hegemoni.
Datidens Mellemøsten og Vesten har begge taget afrikanere til fange og fragtet dem i sejlskibe og kølhalet dem og trukket dem i jernkæder efter kameler tværs over den store [?] og aktiveret dem med piskeslag ved soklen til pyramider og katedraler og voldtaget de smukkeste kvinder og børn og drænet dem for modermælk og tårer.
De tog guldet og afgrøderne, og de døde af de samme kønssygdomme. De lærte hinanden smuglerruterne og de sorte huller i havet. Det var vel sådan, de fandt ud af, at jorden ikke var flad. De pegede Columbus i den rigtige retning og forærede ham et kompas og en sørøverkikkert.
Hellige bøger, stoffer, krydderier, silke, ædelstene flød fra Nilen og Sortehavet og hele vejen rundt om Middelhavet til Venedig og Firenze. Modsat det danske samfund, som prøver at tage patent på universelle værdier, har den arabiske civilisation med glæde, måske med en vis gerningsretfærdighed, delt ud af værdierne og værdipapirerne.
Mange muslimske storbyer var i perioden videnscentre, altså til oplysning og kulturel dannelse. Den vigtigste omstændighed i den tid var borgernes ret til religionskritik uden frygt for repressalier, hvilket ikke var sikret andre steder i Europa på daværende tidspunkt. Og hvad med sufismen, som er en gren inden for islam, der prioriterer den åndelige udfoldelse højere end dogmer og ritualer.
Med Rumi i spidsen blev der skrevet blasfemiske digte, filosoferet, drukket rødvin i stride strømme og danset rundtossedans. Det var også i denne periode, de fire retsskoler inden for islam blev grundlagt og hadithen samlet. En række fortællinger om profeten og hans sædvaner, der skulle supplere Koranen, og som genremæssigt ligner de bibelske evangelier. Disse tiltag gjorde helt selvfølgelig religionen til genstand for fortolkning.
Reaktionerne på udgivelsen af min digtsamling tyder på, at de fleste danske muslimer ikke er bekendte med denne del af den islamiske historie. Dette kan man undre sig over, eftersom det første ord fra Koranen, der blev åbenbaret for profeten Muhammed, var ‘læs’. Dette kan selvfølgelig begrænses til Koranen og de religiøse skrifter, men er efter min mening også en klar opfordring til at søge viden og uddannelse som et fundament i sit religiøse liv, ligesom man så det i Abbaside-kalifatet og i Andalusien.
Derfor kræver det selvfølgelig, at vi får implementeret disse emner i undervisningen, så vi kan give vores unge et ordentligt fundament for hver deres orientering. Det er næppe et kalifat, der i dag er blevet etableret i dele af Irak og Syrien af Islamisk Stat. Det er nærmere hundrede forskellige militser, der bekriger hinanden internt, samtidig med at de bekriger regimet og de internationale krigstogter.
De sande ofre i denne katastrofe er de flygtninge, der kommer til Europa.
Hvis man læser filosofi eller religionsvidenskab på et dansk universitet i dag, er risikoen for, at man kommer ud fem år senere og intet aner om islamisk filosofi eller religionskritik ret overhængende.
Det danske uddannelsessystem er præget af en eurocentrisk, imperialistisk, kolonialistisk orientalisme, når det kommer til islam som religion og kultur. Der findes talrige eksempler på dette.
Tag bare en af religionsfilosofiens grundbøger på dansk, skrevet af tre af landets mest anerkendte religionshistorikere. Der står følgende i bogen:
»Religionsvidenskab er et produkt af det, man med Max Weber ville kunne kalde for den vesterlandske rationalitet.«
Igen bliver der taget patent på universelle værdier. I denne grundbog får man det indtryk, at det kun er inden for kristenkulturen, altså i Vesten, at man er kommet på den tanke at tilføre fænomenet religion en kritisk videnskabelig, filosofisk tolkende og individuel behandling. Jesus ved roret. I citatet her ser vi et klassisk eksempel på den institutionaliserede fremmedgørelse af islam.
Det er den eurocentrisme, der konstant retfærdiggør måden, vi taler om islam som en fremmed og en trussel i den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det er også derfor, vi den anden dag i Berlingske Media kunne læse, at kristendommen er bedre end islam.
Eurocentrisk fundamentalisme ekskluderer al tænkning, der ikke er europæisk eller vestlig. Det er en gammel imperialistisk skik, som er ideologisk og uforsonlig i sin kerne.
Pensummet i uddannelsessystemet må suppleres af religionskritiske tekster, skrevet af islamiske fritænkere. Det er forstemmende og foruroligende, at vi ikke har suppleret religionsfaget med tekster af religionskritiske muslimske tænkere. Minoriteter eller ej, i det mindste på gymnasieniveau. Det er uanstændigt og uforsvarligt, at uddannelsesinstitutionerne har forholdt eleverne en sådan viden.
Hvis vi derimod foreholdte vores elever denne viden, ville det betyde, at unge ville stifte bekendtskab med en anden form for islam, end den som fundamentalisterne abonnerer på, på begge sider af det politiske landskab. De vil lære historien og vide, at islam også er litteratur, åndsfrihed, etik, debat, filosofi, videnskab, astronomi, arkitektur, kunst, hed sex og doggystyle.
Det vil nemlig ikke kun nuancere ikke-muslimers syn på islam, men også muslimernes egen forståelse af deres religionshistoriske ophav. Averröes udfordrer den ortodokse autoritære læsning af Koranen. Den åbenhed har vi brug for i dag. Det kan minde muslimer og islamofober om, at Koranen kan fortolkes forskelligt.
Selvkritikken i de muslimske miljøer i Danmark er jo nærmest død. Når jeg tænker på en af mine muslimske venner fra det besatte Palæstina og en eller anden baryler fra Gellerupparken, så kan jeg ikke drage nogen som helst parallel udover øjenbrynet.
For mange muslimer udgør islam et livsgrundlag, uden at de selv ved, hvad islam rummer. Kritikken går ikke hovedsageligt på den ufaglærte underklasse eller forældregenerationen i de omvandrende flygtningelejre. Men i høj grad på den nye middelklasse af veluddannede muslimer, der den dag i dag opfatter islam som noget, der helst ikke skal debatteres, men som en diamant, de skal værne om. Det er et symptom på åndelig stagnation.
Uvidenheden hersker. Hvor mange danske muslimer og ikke-muslimer, både unge og ældre, kender til den rigdom, der findes i det islamiske tankegods? Det miljø af danske muslimer, som jeg selv tilhører, er ekstremt bagud, hvad angår kendskab til egen historie og religion. Og især selvkritikken af religionen.
Islam er blevet til noget, man zapper forbi på saudiske tv-kanaler, og så følger man med i, hvad en tilfældig saudisk lærd siger, er forbudt og påbudt. Islam er i dag reduceret til en åndsforladt ideologi og i bedste fald en stærkt forsimplet udgave af et mere komplekst trossystem.
Af islamofoberne, men også af visse muslimer selv. Med uddannelsesinstitutionerne, politikerne og journalisterne er vi i fuld gang med et overgreb på den islamiske fritænkning. Unge muslimer og ikke-muslimer skal præsenteres for nye og gamle ideer og tolkninger af religionen, som forældregenerationen på grund af deres lave uddannelsesniveau ikke har formået at give deres børn.
Eller skal alle projekter, der vedrører muslimer, være med udgangspunkt i den halvkriminelle, svigtede og identitetsforvirrede 2. g’er?
Den diskussion er hermed død og vil for hvem, der bringer den på banen, forårsage skam, sort uheld, paradentose, tandpine, fodsvamp og tinnitus. Islam rummer intellektuelle strømninger, og der er ingen grund til at fordumme en rig og begavet kulturarv.
Hvis muslimer møder islamiske fritænkere i skolesystemet, vil det sandsynligvis bekæmpe ekstremisme. Moderate muslimer står i dag svagt i kampen mod ekstremismer. De har få argumenter. Ekstremisterne kender ofte deres religiøse tekster ret godt, fordi de kan læse og skrive arabisk. I modsætning til de moderate, som er mindre velbevandrede i den litteratur, som kan virke som ammunition mod ekstreme tolkninger af islam. Derfor er det også vigtigt at få implementeret kvalificeret modersmålsundervisning fra folkeskolen og frem.
Dette for at ruste vores unge med pennen frem for sværdet. Mange muslimer står også dårligt i den offentlige debat og venter nærmest på, at der kommer en ny islamhadsk udmelding, de kan være forurettede over i fællesskab.
Den der krænkeridentitet, som mange muslimer dyrker, hvor det mindste pip fra en hillbilly-præst i USA, der truer med at brænde Koranen af, kan få dem op at ringe, er dybt skadelig. Muslimer ville hvile mere i deres tro og ikke lade sig provokere så nemt, hvis de vidste, hvor højt der egentlig er til loftet i den kritiske islamiske debattradition.
Første skridt må være, at vores undervisningsminister træder i karakter og nuancerer pensummet om islam i uddannelsessystemet. Og hvis hun ikke helt ved, hvordan hun skal gebærde sig, så er vi i Nationalpartiet villige til at assistere hende.
Dernæst må den muslimske middelklasse forstå, at deres kulturelle og religiøse arv rummer langt mere åndelig og intellektuel rigdom end en himmel og et helvede, forbud og påbud og troende og vantro.
Det er ikke indoktrinering, vi mangler. Det er modersmålsundervisning i islamisk filosofi og religionskritik, vi mangler. Og eventuelt kan vi starte kvalificerede friskoler med danske og arabiske undervisere, og før det bliver aktuelt, vil jeg opfordre alle arabisktalende til at lære at læse, forstå og skrive.
Det går ikke at have 22 tosprogede fra den samme boligblok i den samme skoleklasse. Der må være en større fleksibilitet i forhold til fordelingen af de tosprogede. Danske forældre trækker også deres børn ud af skoler med en overrepræsentation af tosprogede. Altså, skaber de også et parallelsamfund.
Flere partier ønsker at lukke ekstreme moskeer og koranskoler, selv om det er ulovligt. Vores forslag er at rykke modersmålsundervisning og undervisning i islamisk filosofi og religionskritik over i folkeskolen. På den måde kan vi holde øje med, hvad der sker i vores egen skolegård.
Jeg kender flere muslimske forældre, som ønsker at lære deres børn det arabiske sprog, islamisk filosofi og religionskritik. Men som ikke tør sende deres børn til koranskoler.
Vi samler befolkningen ved at samle børnene i folkeskolen. Hvis vi ville implementere disse ting i folkeskolen, så ville koranskolerne miste rigtig mange elever.
Antiradikalisering er ikke noget, man taler om i Statsministeriet, medmindre man ønsker at afradikalisere sine embedsmænd. Det er heller ikke politiets opgave eller Kriminalforsorgens opgave.
Jeg kender Staten og dens tjenestemænd fra pat til PET. Hvis de instanser træder i kraft, er det allerede for sent. Antiradikalisering finder sted i folkeskolen og på de socialpædagogiske områder. Den eneste måde, hvorpå vi kan styrke vores samfund, er ved at styrke vores uddannelsessteder.
Vi skal bruge langt flere ressourcer i skolerne og på de socialpædagogiske områder frem for at overlade utilpassede unge til Kriminalforsorgen, arresthusene og politiet. Jo lavere den kriminelle lavalder er, jo hurtigere har vi givet afkald på vores unge. Jo højere den kriminelle lavalder er, jo længere tid har vi til at rette op på vores unge. Og hvis de som 25-årige stadig går rundt i bander, begår røverier og slår folk halvt fordærvede for en pakke smøger og truer den almindelige borgers tankefrihed, så skal de have, så hatten passer.
Vi har ikke tid til at døje med dem i vores generation. Vi må tænke langsigtet og hjælpe vores unge langt mere kvalificeret ind til 18-årsalderen og ellers rense ud i vores udskud.
Jeg er villig til at fortælle politiet, hvor hælernes kælderrum er, hvor der bliver solgt hash og våben og narko og små piger i Aarhus og omegn. Jeg er villig til at være stikker hos politiet med udgangspunkt i områderne inden for postdistrikterne 8210 og 8220, og jeg skal være den første til at udpege en håndfuld af mine egne fætre og folk i periferien af min familiekreds, såfremt skattevæsenet er villig til at krydsrevidere billagsdanmark.
Specialskolerne skal ikke være steder, hvor de unge bliver sat til at onanere. Jeg kender pillerne og pornobladene, og det er selvfølgelig bedre end at sidde og skære i sig selv. Men altså, Integrationsministeriet er et pseudoministerium, der lige så godt kunne hedde Parkeringsministeriet. For de arbejder med ting, der skulle være løst i socialministeriet og i undervisningsministeriet.
De socialpædagogiske opholdssteder skal heller ikke bare være steder, hvor de unge bliver sat til at kløve brænde og flise træer i kontorpersonalets haver, og hvor bureaukratiet er farligt for sjælen.
Gennem min barndom og min tidlige ungdom har jeg boet på ikke færre end seks socialpædagogiske opholdssteder, heriblandt sikrede og særligt sikrede anstalter, hvor vores unge bliver dopet af psykiatere og smidt i isolation på baggrund af petitesser.
Min partiformand Kashif Ahmad har arbejdet på socialpædagogiske opholdssteder, så vi har det lidt fra to vinkler.
Staten Israel har sin berettigelse. For engang var jøderne alene mod resten. Men de israelske statsmænd har ikke formået at forvalte en stat hensigtsmæssigt i et svært terræn, og der var en grund til, at Albert Einstein nægtede at være en del af staten.
Israel har udviklet sig til en kolossal hær med et meget lille land. De jødiske værdier, staten Israel skulle grundlægges på, blev for det første grundlagt på andres forfald. Ydermere blev de i vedvarende forsøg på at udvide staten Israel overskygget af magt, kontrol, undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had, som helt naturligt forårsagede vold, had, racisme og fanatisme hos den undertrykte modpart.
Der findes ingen tostatsløsning. Der findes blot én enstatsløsning, lige for alle.
Zionismen opstod som en konsekvens af forfølgelse. Nu har zionisterne glemt deres bevæggrund. Zionister emigrerer til bosættelser, og palæstinensere deporteres til flygtningelejre. Besættelsen dehumaniserer palæstinenserne, men også israelerne selv.
Jerusalem er et FN-mandat. Alligevel opfører israelerne sig som om, at de ejer byen. I medierne hører vi om den såkaldte konflikt mellem israelere og palæstinensere, men kan man kalde det en konflikt, når en af verdens stærkeste militærmagter angriber en forsvarsløs og civilbefolket ghetto med krigsskibe, luftvåben, artilleri og elitesoldater?
Det er mord og massakrer, uanset hvor mange nytårsraketter Hamas sender ind over grænsen. Og hvor går grænsen? Hvor går grænsen for den israelske stats besættelsespolitik? Hvor går grænsen for den israelske stats bosættelsespolitik? Hvor går grænsen for den israelske stats erobringspolitik? Hvor går grænsen for nedrivelsen af palæstinensiske ejendomme? Hvor går grænsen for tyveriet af palæstinensiske territorier? Hvor går grænsen for tyveriet og ødelæggelsen af palæstinensiske ressourcekilder? Hvor går grænsen for brud på international lovgivning og diverse konventioner? Hvor går grænsen for krigsforbrydelser? Hvor går grænsen for ulovlige fængslinger uden rettergang? Hvor går grænsen for tortur og voldtægt af fængslede børn og voksne? Hvor går grænsen for kontrolposterne? Hvor går grænsen for den israelske mur? Hvor går grænsen for blokaden af Gaza? Hvor går grænsen for luftangreb? Hvor går grænsen for døde? Hvor går grænsen for den hvide fosfor? Hvor går grænsen for børn, der skal graves fri af ruinerne? Hvor går grænsen for vetoretten?
Hvis israelerne vil føre krig, må de overholde krigens love. De kan ikke tillade sig at bombe en hel bydel for at ramme en gruppe Hamas-tilhængere. Det er ulovligt i krig. Så har de det valg at sende landtropper ind i Gaza. Selv om det kræver et mandsmod, de israelske teenagesoldater måske ikke har. Selv om det er sværere at myrde sine medmennesker til fods, end det er fra luften. Selv om det er sværere at se sine medmennesker falde til jorden, end det er at se røgen stige til vejrs.
Og jeg vil fastslå, at den grundlæggende årsag til konflikten ikke er Hamas. Hamas blev grundlagt i 1987. Den israelske hær har været voldelig siden 1948. Den radikalisering af palæstinensere, der finder sted i de besatte områder, er en konsekvens af besættelsen. Den almindelige palæstinenser var ikke udpræget religiøs før besættelsen.
PLO, som heller ikke var en religiøst funderet bevægelse, har i mange år prøvet at forhandle sig til en løsning. Israel har svaret med stødt stigende undertrykkelse, flere bosættelser og luftangreb. Derfor kan det vel ikke overraske nogen, at nogle palæstinensere i desperation tyer til nytårsraketter og religion efter mere end 60 års besættelse.
Da jeg rejste ind i Israel spurgte en israelsk soldat, hvorfor jeg sympatiserede med palæstinenserne. Og jeg svarede, ‘af samme grund som jeg sympatiserer med jøderne’, og så lukkede han mig ind.
I Danmark bliver jeg spurgt, om jeg sympatiserer med Hamas, og det gør jeg ikke af samme grund, som jeg heller ikke sympatiserer med den israelske, skinreligiøse, højreorienterede, militarisme. Den israelske stat bør retsforfølges for krigsforbrydelser, så de involverede magthavere kan stilles til ansvar med henblik på at rense det jødiske. Vi må skelne mellem israelere, jøder og zionister.
Man kaldte ikke jøderne terrorister, da de under Anden Verdenskrig gravede tunneler for at smugle mad og våben ind og ud af fangelejrene og ghettoerne. Hvorfor kalder man så palæstinenserne terrorister, når de gør det samme? Den almindelige palæstinenser bekæmper ikke jødedommen, sådan som medierne bilder os ind. Den almindelige palæstinenser bekæmper besættelsen og undertrykkelsen, som uheldigvis gemmer sig bag jødedommen, lige som Islamisk Stat gemmer sig bag islam.
En hund tilhørende en israeler blev engang ramt af en nytårsraket. Det kom på forsiden af Israels mest populære avis. I samme avis blev en gruppe dræbte palæstinensere nævnt med få linjer på side 16. Men jeg formoder, at det var en højtelsket familiehund, og dyrevelfærden er så sandelig vigtig.
Israel ønsker at være et demokrati. Det skal vi hjælpe dem med at blive ved at kritisere dem uden at dehumanisere dem.
Hvis Dronningen ikke magter at sige det, så må jeg jo holde en tale. Jeg gider ingen quasi-konfrontationer. Hvis vi taler politik, så taler vi politik, og så har jeg så sandelig noget at skulle have sagt.
Vi har valget mellem at affinde os med det, eller finde os til rette i det. Vi lever i et samfund, hvor ikke alle deler den samme religion, ej heller kultur, traditioner, etnicitet, seksualitet, forhistorie eller fremtid deler vi. Vilkårene og skæbnerne deler vi ikke. Skattekronerne og skattegoderne deler vi tilmed ikke.
Men på trods og på tværs af forskelligheder, tilhørsforhold og klasser har vi alle noget til fælles. Nemlig fællesværdierne, det danske sprog og nationen. Og vi er alle forpligtet over for den. Derfor hedder vi Nationalpartiet.
Vi er nationens parti. Vi er ikke et borgerligt parti, vi er et borgernes parti, og vi har indtaget midten for at kunne arbejde os i retning af fornuften. Vi er en platform for uafhængige stemmer, der ikke råber i bankernes mikrofoner. Der ikke råber i våbenhandlernes mikrofoner, der ikke råber i islamisternes mikrofoner. Der ikke råber i islamofobernes mikrofoner. Vi er Danmark.
Nogen borgere og borgerlige lever endnu i parallelsamfund, selv om mange muslimer fra min generation allerede er en aktiv del af vores multikulturelle og dermed multietniske og multireligiøse og multiseksuelle samfund. Det kunne nogle borgerlige tage ved lære af.
Grundpræmissen for ethvert samfund er vel, at det er inkluderende. Og jeg må sige, at jeg er stolt af de borgere, som har formået at navigere i politikernes spind og mediernes spinderier, beskyttet vores fælles værdier og agtet at opfatte os med en anden baggrund som medborgere. Og jeg må sige, at jeg er stolt af de, som har brudt den sociale og historiske arv.
Vi må huske, at krig, mennesketab, besættelse, fordrivelse, forringet sociale, sproglige, religiøse og kulturelle standarder, samt dårligere vilkår for at tilpasse sig, idet flygtninge og efterkommere af dem ikke har haft et permanent levested de sidste to-tre generationer, ikke har gjort dem til undermennesker, men til folk med en særlig historie og dens uomgængelige konsekvenser.
Det værste ved en diaspora er som regel de første tusinde år. Hvis de etablerede politikere bliver ved med at være så tungnemme, så kan det nemt tage totusinde år. Vi er anden generation, altså de første i dette land efter vores forældre, og vi er villige til at engagere os i samfundet og tage vores del af ansvaret allerede nu. Dette er ikke et ærinde for 3. 4. eller 5. generation.
I Nationalpartiet ser vi ingen grund til at udskyde den naturlige udvikling blandt minoriteterne. Derfor tilskynder vi, og vi opfordrer borgerne til at støtte os i at forene de forskellige mennesker i vores samfund frem for at bidrage til polariseringen, stigmatiseringen, marginaliseringen, det ubegrundede had, frygten og splittelsen.
Jeg mener ikke, at alle journalister og politikere helt bevidst konspirerer imod muslimer og flygtninge, jeg mener faktisk det modsatte. At alt for få er bevidste nok til at manøvrere uden om faldgruberne i denne diskurs. Hvis vi handler når og der frem for at handle nu og her, så får vi franske tilstande, så får vi spanske tilstande, så får vi engelske tilstande.
Vi kan ikke løse flygtningeproblemet med en valgplakat, sådan som nogen partier tror. Vi kan ikke løse en humanitær krise ved at skære i kontanthjælpen. Hvem som kunne bringe menneskehedens forfald i fuld firspring blot ved at være usympatisk, smålig og nærig, ak ja og atter ak.
I et nordisk skær er Danmark efterhånden blevet til en belemrende lillebror, som gylper i tide og gylper op i utide og vækker én om natten og stadig tisser i sengen og skider i bukserne og skal have ble på og smitter alle med børneorm og vræler og falder i brønden og leger med de slemme drenge og laver ulykker, og så må storebror Norge og storebror Sverige tage ansvaret for den åndssvage pubertetsplagede lillebror, som de fleste voksne allerede har opgivet.
F.eks. er Sverige, i modsætning til Danmark, ikke en del af NATO og dermed ikke en del af den militære koalition, som smider bomber ned i hovedet på civile. Alligevel tager Sverige imod flygtninge, og senest har Sverige anerkendt Palæstina, selv om de ved, at israelerne ikke har tænkt sig at slå koldt vand i blodet lige foreløbigt. Men de sender et vigtigt signal til deres indbyggere og samler befolkningen ved at anerkende deres minoriteter.
Færøerne har også meddelt, at de er villige til at tage imod flygtninge, alt imens vore politikere fastholder, at vi skal skære i kontanthjælpen, således Danmark ikke vil være et attraktivt land for flygtninge. Det er det, vi fortæller folk, vi kaster bomber ned i hovedet på. Hvad med om vi skar ned på bombefly?
I øvrigt skal vi passe på med at skære for meget i kontanthjælpen. Vi risikerer nemlig, at Danmark heller ikke vil være et attraktivt land for de danskere, som har førsteretten til de sociale ydelser, og så har Dansk Folkeparti altså svigtet deres vælgere.
Vi må have én ting helt på det rene. Alle samfund er sociale sektorer. Definitionen på et samfund er den sociale sektor. Den vil altid være der, om det så var et postulatkalifat, vi kan ikke skære der. Hvis vi begynder på det, kan vi lige så godt afvikle velfærdsstaten. Men heller ikke det kan stoppe flygtningestrømmen.
Mange flygtninge og efterkommere af dem føler sig dobbelt fremmedgjort, religiøst og etnisk. I Danmark kan vi forstå stress på arbejdspladsen, og vi kan forstå, at det kan være svært at blive forælder, men vi kan ikke forstå krigstraumer, og hvad det vil sige at grave små børn op af ruinerne.
De etablerede politikere siger, vi skal have flygtninge i arbejde. Hvad med om de fandt et arbejde til de øvrige borgere først.
Det er meget selvoptaget og ignorant at fremstille flygtninge som velfærdsturister. Når de etablerede politikere taler om flygtninge, så taler de også om mine bedsteforældre og forældre og søskende og onkler og tanter og fætre og kusiner.
I dag vil jeg benytte lejligheden til selv at tale om en af dem. Han blev født i en flygtningelejr i Syrien. I løbet af de sidste år var han med sin øvrige familie nødsaget til at flygte til den flygtningelejr i Libanon, hvor min mor blev født, og hvor mine bedsteforældre og onkler endnu bor. Efter en tid flygtede han fra flygtningelejren i Libanon og fik for ganske nylig asyl i Danmark med kone og barn. Han fik også kontanthjælp.
Han begik selvmord for to uger siden. Det er naturligvis ikke noget, det danske samfund kan stilles til ansvar for. Men sjovere er det altså heller ikke at komme til Aarhus.
Vi skal ikke have en strammere flygtningepolitik. Vi skal stramme op i vores flygtningepolitik. Vi må skelne mellem den gruppe flygtninge og fremmedarbejdere, som kom i den sidste halvdel af det forrige århundrede og så den flygtningestrøm, som er kommet efter år 2000 fra Irak, Syrien, Afghanistan og Libyen, for den har vi selv været med til at skabe.
For ikke at tale om den palæstinensiske flygtningestrøm, som vi som en del af verdenssamfundet har forsømt for længst. I krigstid kan borgerne være nødsaget til at skulle slæbe de døde, og selv om vi i Danmark er så heldige, at vi ikke skal slæbe de døde, så er der altså andre forpligtelser, der venter, om end vi ikke har bedt om det, om end det bliver lidt bøvlet.
Flygtningestrømmen skal privatiseres for alvor. Det er allerede ved at ske i Furesø kommune, hvor man har taget imod en håndfuld af de 12.000 flygtninge, man regner med får opholdstilladelse i Danmark. Fem har på nuværende tidspunkt lejet sig ind hos lokale borgere frem for at være isoleret på et asylcenter, indtil de ryger ud i en boligblok. Ikke al integration kan ske institutionelt.
Hvis en flygtning er tilknyttet en dansk familie, vil vedkommende automatisk blive bedre integreret. Det er menneskelig interaktion, der batter. Hvis der skal stilles flere krav til flygtninge, må vi som borgere stille flere krav til os selv. Altså må vi som borgere være indstillet på at hjælpe de flygtninge, der kommer til landet.
Flygtningevenner fra Borup er et ganske opløftende eksempel på, hvordan vi kan tage ansvar som borgere. På Fanø er det også gået rigtig godt med en håndfuld flygtninge. Erfaringen er, at det er nemmere for en lille by med 350 indbyggere at møde 16 flygtninge som medmennesker, end det er inde i København eller i Aarhus. Det er bevist i Borup, på Fanø og i Furesø Kommune.
Flygtninge har fået et bedre indtryk af borgerne og nationen, mens borgerne har fået et bedre indtryk af, hvad det vil sige at være flygtning.
Det mellemmenneskelige møde skaber gensidig forståelse og en grobund for sameksistens. Betonblokkene i vores land er ikke blevet omvandrende flygtningelejre i løbet af to døgn. Det er noget, der er sket gennem årene, og som samfund har vi et ansvar for, hvordan det står til derude.
I alt for mange år har det været nemt og belejligt for staten at mase flygtninge ind i de samme boligblokke. Og hvad er problemet egentlig med det, når der er stålvask, varmt vand i hanen og glas i vinduerne. Ser I, vi har selv været med til at skabe de parallelsamfund. Derfor foreslår Nationalpartiet, at flygtninge skal have et forbud imod at tilslutte sig de omvandrende flygtningelejre i vores land.
De skal til lokalsamfundene, hvor de kan være nyttige på lokalt plan frem for at være i blokkene i de omvandrende flygtningelejre og være uduelige på landsplan. Og de skal præsenteres offentligt i beboerhusene til en omgang fællesspisning, og de skal have småkager og rene sokker.
Ikke nok med at det skaber bedre integration, så skaber det også omsætning i de lokalsamfund, der halter bagud. Vi har 87.000 ledige boliger i udkantsdanmark, som egner sig til formålet. Vi kan vende flygtningestrømmen fra at være en katastrofe til at være noget fordelagtigt for vores samfund og for de flygtninge, der skal blive en del af det.
I Nationalpartiet har vi ikke tiltro til de etablerede partier, når det kommer til flygtningespørgsmålet, Islam som en subkultur i samfundet, samt de omvandrende flygtningelejre i vort land. Hverken deres løsningsforslag eller deres forklaringsmodeller løser eller forklarer noget som helst.
Derfor har vi i Nationalpartiet taget disse problemstillinger op som vores mærkesager. Vi skal ikke sidde i små klubber. Hvis vi skal være en del af samfundet, så skal vi være en del af Tinget.
Vi kan skabe forbindelsen mellem de omvandrende flygtningelejre og det omgivende samfund. Gennem tiden har mange officielle personer spurgt, hvorfor personer med muslimsk baggrund ikke tager ansvar, hvorfor de ikke melder sig ind i samfundet. Det gør vi nu ganske formelt og officielt.
I Nationalpartiet bærer vi bevisbyrden for vores egne overbevisninger. Men vi bærer altså ikke bevisbyrden for politiske modstanderes beskyldninger. Vores anskuelser er så indlysende, at vi er villige til at gå på kompromis med vores retssikkerhed og lade enhver tvivl komme anklageren til gode, hvis tvivlen på noget som helst tidspunkt kan ligges til grund for borgernes vurdering.
Men vi går ikke på kompromis med vores værdier for at pynte os med privilegier på skatteborgernes regning. Vi har betalt vores egne jakkesæt og vores egne underbukser. Vi ligger ikke og trækker snot ud af næsen på skattevæsenet. I Nationalpartiet handler vi af nødvendighed.
Det har virkelig været et fugleklatternes år på parnasset. Socialdemokraterne er måske endnu demokrater. Men det socialpolitiske aspekt er pist væk. SF kunne hedde SFO. Liberal Alliance skifter snart navn til Saxo Bank. Venstre kunne lige så vel hedde Højre. De Radikales og De Konservatives argumenter ligger også lige til højrebenet. Selv Enhedslisten er blevet splittet. Vi er det politiske alternativ, selv om vi ikke hedder Alternativet.
Vi er ikke fjender af de etablerede partier. Vi har arbejdet os op fra den samme demokratiske grundsten og fundet et ståsted. I modsætning til visse andre har vi tilmed fundet et ståsted, som vi kan stå inde for. Selv om politiske modstandere kan have en række overdrevne synspunkter, så udelukker det ikke, at de kan have ét argument, som er reelt og sandt. Vi synes bare ikke, at det er blevet formuleret endnu, og netop det vil vi samarbejde om. Altså er vi snarere medspillere end modspillere.
Det skal benævnes, at imamerne kan være lige så velartikulerede og manipulerende på arabisk, som en etableret politiker kan være på dansk. Det er ikke gedehyrder, der står og bræger. Det kan godt være, vi synes, at de lyder som får, men det er de altså ikke.
Hizb ut-Tahrir taler om muslimerne, som om vi smeder rænker mod dem, og ikke har opdaget, at muslimernes omdømme allerede er fordømt. De taler om Guden, som om de har talt med ham. De forsvarer profeten Muhammed, som havde han været et sagesløst barn i Aishas arme. De bringer skam over den islamiske kulturarv, når de reducerer den til sharia.
Hizb ut-Tahrir er en minoritet i minoriteten. Et segnende segment, en vabel eller en vorte i samfundet, som er blevet skånet for lægens kniv, fordi den er affældig og på vej til at blive en uduelig fregne. Jeg kender deres tilhængere. Bandemedlemmer og selvbestaltede båtnakker. Et forbandet bundt hyklere. Og så har de et par veltalende talsmænd. De kan tale herfra og til dommedagen, de tiltaler os ikke. Gud fader til hest. Koranen advarer mod grupperinger og kulter som Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat. Et dogme er et dogme, så om de tror på et evigt blødende helvede, må de være nødsaget til også at tro, at det netop er skabt til godtfolk som dem, hvis de så sandfærdigt vil gøre muslimerne en tjeneste, så er de altså forbeholdt retten til at sluge deres tunger for bestandigt.
De etablerede politikere holder borgerne for nar med deres såkaldte italesættelser. Vi vil egentlig bare snakke om tingene. Når jeg er i dialog med borgerne og med mine jævnaldrende på landets uddannelsesinstitutioner, så fortæller de mig, at de ikke kan forstå politikkerne for bare spind.
Nationalpartiet ønsker at være et forståeligt parti. De etablerede partier har meget kort tid til enten at finde nogle argumenter med slag og godaw i eller fyre deres spindoktore og ansætte os i deres sted, medmindre de vil hives rundt i manegen af Nationalpartiet.
Vi har en større tiltro til de tosprogede, end vi har til de enøjede. Der skal ikke nye boller på suppen. Der skal ny suppe på bollerne. Vi er efter de, som går med tørklæde. Det vil klæde os, om vi tør være efter de, som går med skyklapper.
Vi vil beskytte minoriteterne imod unødig og usaglig mediehetz, og vi vil kritisere dem på saglig vis, når det bliver aktuelt. De etablerede politikere går på kompromis med vores fællesværdier, når ytringsfriheder bliver et påskud for offentlig mobning. Når demokrati bliver et påskud for krig. Når religionsfrihed kun gælder for ateister. I Danmark betyder ytringsfriheden, at vi helst skal kunne ytre os konsekvensfrit. Vi kan jo altid åbne munden, vi kan nærmest ikke lade være. Forstå mig ret, men det har altid en konsekvens.
Jeg synes ikke, at man skal gå ind i den her diskussion, hvis ikke man er indforstået med de dertil hørende risici. Så synes jeg, man skal debattere noget andet. Jeg påberåber mig ikke ytringsfriheden. Jeg siger lige præcis, hvad der passer mig, og så tager jeg konsekvensen af mine ytringer.
Jeg ved udmærket godt, hvad det koster at ytre sig, og I kan bare komme an. Jeg underkaster mig sharialoven og janteloven på samme tid og sted. Jeg skal ikke tro, at jeg ved noget, som I ikke ved. Og slet ikke, hvis det er åbenlyst. De, som definerer ytringsfriheden på den yderste højrefløj, siger, at man har ret til at blive fornærmet, så længe man ikke tyer til vold. Men når den almindelige borger bliver fornærmet over muhammedtegningerne eller ser dem som unødvendige, så har de ikke lov til bare at være fornærmede. Så bliver de beskyldt for, at de ønsker at indskrænke ytringsfriheden.
Vi ønsker ikke at indskrænke ytringsfriheden. Hvis ytringsfriheden giver retten til at kritisere islam og Rusland, så må ytringsfriheden vel også give retten til at kritisere ytringsfriheden. Altså ønsker vi at udvide den. Hvorom alting er, stoler jeg personligt ikke på ytringsfriheden. Jeg har fået bank siden, jeg lærte at tale, og det har ikke ændret sig, hvilket min moder kan bevidne.
Jeg kan ikke kræve af en ekstremist, at vedkommende skal svare tilbage med et digt. Gid det var så vel. Men digtet er jo farlig for hvem, det bliver skrevet om. Satiren er farlig for hvem, der bliver til grin. Maleriet er farligt for hvem, der bliver portrætteret, hvis der ligger en kritik i det.
Jeg ser ingen grund til at male verden lyserød. De dersens kunstnere sætter deres kunst højest, de vil være åh så kontroversielle, og når de endelig bliver det, når deres kunst afføder reaktioner, så er det pludselig ikke kunst mere. Så er det bare et harmløst digt, ikke noget af betydelig alvor, bare satire, sjov og spas, ikke noget at blive sur over. Men kunsten er en væbnet kamp i sig selv.
Hvis vi ønsker at bekæmpe ekstremisterne, må vi forvente, at ekstremisterne også vil bekæmpe os, og det bliver ikke på lige vilkår. Det er jo ikke en håndboldkamp.
Det nærmede sig bagvaskelse, da Pia Kjærsgaard kaldte mig terrorsympatisør, fordi jeg sagde, jeg forstod Omar Hamid El-Hussein, som skød omkring sig ved Krudttønden og Synagogen. At forstå er ikke det samme som at sympatisere, medmindre man ikke ved noget om det danske sprog.
Jeg er forhindret i at sympatisere med Omars myrderier alene af den grund, at jeg ikke er morder. Men vi har haft den samme opvækst, den samme baggrund. Vores problemer startede ikke i 0. klasse på Møllevangsskolen. Det er en generationsfortælling, hvor vilkårene er blevet forværret generation for generation.
Vores bedsteforældre var førstegangsflygtninge fra Palæstina omkring den israelske stats oprettelse i 1948. Vores forældre blev født i flygtningelejre i Libanon og i de omkringliggende arabiske lande. Vores forældre var andengangsflygtninge til Europa i 80’erne. Vi bliver født i blokkene i de omvandrende flygtningelejre.
Jeg siger blot, at jeg ved, hvad han var for en bengel. For vore politikere og journalister kunne Omar lige så vel have været en elefant med et stormgevær. Medier og magthavere indoktrinerer den danske befolkning, som imamer nede i kældermoskeer indoktrinerer unge muslimer. For de skaber frygt, og de taler så meget om terror, men de laver stort set ikke andet end at udsætte os for psykisk terror.
I Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Holland, England, Frankrig og selv i Israel kan angreb og ofre næsten tælles på to hænder. Det kan de ikke i Palæstina, det kan de ikke i Afghanistan, det kan de ikke i Irak, det kan de ikke i Syrien, det kan de ikke i Libyen.
Det er bedrøveligt, når Danmark bliver angrebet, men det må være en konsekvens, der relaterer sig til vores egne handlinger ude i den vide verden. Hvad vi foretager os udenrigspolitisk, det falder altså tilbage indenrigspolitisk.
Det svarer lidt til at forrette sin nødtørft, mens man står på hænder. Man rammer altså sig selv i hovedet. Vi kan ikke ledsage den amerikanske besættelsesmagt i Irak og i Afghanistan og myrde flere hundrede tusinde civile og fordrive millioner, uden at der kommer flygtninge ud af det, og uden at en marginaliseret muslim vil gøre noget ved det.
Så længe vi er villige til at sende droner ind over Afghanistan, så vil nogen være villige til at tage våben i hånden. Begge handlinger er voldelige og kriminelle, men dronerne er mere dødbringende. Jeg ved, man ikke bare kan ændre på koalitioner, alliancer, udenrigspolitik. Men vi må være indforstået med, at vores handlinger ude i den vide verden påvirker minoriteternes syn på det danske samfund.
Mellemøsten er ikke længere flere tusinde kilometer væk. Mellemøsten er lige her i kraft af de etablerede minoriteter samt den vedvarende flygtningestrøm, som vi selv har været med til at skabe sammen med arabiske konger, som ikke engang kan holde sig oven på deres kameler.
Hvordan kan den danske stat være en del af en militær koalition imod Islamisk Stat, samtidig med at den danske stat samarbejder med Saudi Arabien og Emiraterne, som helt åbenlyst er af samme opfattelse som Islamisk Stat og derfor sponserer med penge og våben. Det må anses for at være spild af skatteborgernes penge.
Tyrkerne er også en del af koalitionen imod Islamisk Stat, men tyrkerne forholder sig fuldstændigt passivt, når kurderne bliver myrdet helt tæt op ad den tyrkiske grænse. NATO hævder at have sponseret demokratiske oprører i Levanten. Men er det de demokratiske oprører eller de intolerante jihadister, som har fremfærd i Levanten? Hvis NATO havde støttet demokratiske oprører i Levanten, så havde de støttet kurderne, som må skønnes at være de mest sekulære i regionen.
Hvis argumentet er, at vi har interveneret i Irak, Afghanistan, Libyen og Syrien for at skabe demokrati, så kan det snildt konstateres, at det har været en fiasko. Det eneste, vi har opnået, er en flygtningestrøm, som ikke stopper foreløbigt, samt at have destabiliseret sikre og velfungerende stater, selv om præsidenterne i de pågældende nationer kan have været nogle despoter, hvilket de har til fælles med flere vestlige statsledere, så har de jo kunnet beskytte deres borgere og samfund imod islamiske militser og alment anarki.
Vi har brændt deres matrikelkort og deres kirkebøger, så det er ikke så mærkværdigt, at de klamrer sig til Koranen. Vi har slukket for strømmen, vi har slukket for varmen, vi har stjålet olie, vi har stjålet vand.
Vi er i gang med at afcivilisere dele af Mellemøsten, som vi afciviliserede dele af Afrika. Næste gang vi vil skabe demokrati i Mellemøsten, kan vi passende forsøge i Israel. Det er ikke fordi, at jeg med disse udtalelser tror, at jeg har opfundet den dybe tallerken. Jeg har bare fyldt den med suppe, og nu skal der altså smages på den.
Vi er en krigsførende nation. Vi er en del af terrorapparatet. Vi er en del af NATO. Vi er en brigade i den amerikanske hær. Det kræver erkendelse, inden vi overhovedet kan tale om løsninger.
I en lufthavn mødte jeg engang en israelsk mand. Vi faldt i snak, og han spurgte, hvor jeg havde rejst i min barndom. Jeg svarede, at jeg stort set kun havde rejst til flygtningelejre i Syrien og i Libanon for at besøge familiemedlemmer, og han svarede, at han stort set kun havde set Libanon gennem et sigtekorn.
På samme vis ser vi også kun Mellemøsten gennem vores sigtekorn. Flere og flere amerikanske soldater indrømmer, at krigen er gået ud over civile, og at flere soldater sågar har dræbt civile for sjov. Flere og flere israelske soldater siger fra over for militærets måde at behandle palæstinenserne og er gået sammen i en organisation, som hedder ‘Break the silence’.
Og når jeg har mødt andre israelske soldater på strande i Thailand eller på skipister i Italien, så har de haft næsen helt nede i cokeposen. Ydermere nægtede en hel israelsk militær efterretningsenhed at adlyde ordrer under det sidste bombardement af Gaza. 43 blev afskediget og efterladt til evig fordømmelse for at have trodset en militærstat.
Der findes noget underdanigt, svagt og servilt i mennesket, som ledere altid kan tale til. Men når politikere udtaler sig vulgært og uværdigt og inkompetent og tarveligt og usympatisk, så tilsværter de ikke kun deres eget ry. Da tilsværter de også borgernes ry.
En højreorienteret nordmand ved navn Anders Behring Breivik myrdede over 60 mennesker på en ø i Norge, hvor en socialdemokratisk lejrtur blev afviklet. Breivik begik sine mord under påskud om at forsvare kristenkulturen, som er en værdi, han altså deler med den almindelige nordmand. Dermed begik han også sine handlinger under påskud om at forsvare den almindelige nordmand, mens den reelle bevæggrund for handlingen var en subjektiv værdi, som han deler med de færreste i samfundet, men som han naturligvis har tolket ind i fællesværdien for at understøtte den.
Som vestlige medier er vi i stand til at skelne fascistiske tendenser, voldelige og paramilitære grupperinger. Selv enkeltpersoners ubehjælpelige handlinger kan vi skelne fra kristenkultur, når det drejer sig om vestlige terrorister. Selv udviser vi så stor forståelse og empati og er godgørende og storsindede i en udstrækning, så det nærmest bliver gerningsretfærdigt og autistisk, at vi kan finde på at krone vores egne voldsmænd med sindslidelsen. Vores terrorister handler som regel uagtsomt uden politisk eller religiøst motiv. Mens muslimske terrorister rutinemæssigt handler fuldstændig fortsætligt og i overensstemmelse med den islamiske kultur.
Hvorom alting er, køber vi altså ikke Breiviks argument om at ville forsvare kristenkulturen, da det ville være aldeles skadeligt og generaliserende for kristenkulturens omdømme, såvel som det ville have været for de folk, som bekender sig til den.
Som vestlige medier er det ej heller vanskeligt for os at skelne mellem Ku Klux Klan og den almindelige kristne, eller den israelske stat og den almindelige jøde. Men når det kommer til Islamisk Stat, Al Qaeda, Taleban eller andre islamisk funderede og småfascistiske tros- og bandegrupperinger, så kan vi pludselig ikke skelne mellem dem og den almindelige muslim, og enkeltpersoners ubevingede handlinger bliver fremstillet med islam som motiv, bare gerningsmanden har et efternavn, der lyder lidt fynsk.
Vi skaber konstant paralleller mellem islamiske terrorgrupper og almindelige muslimer, hvad end det er minoriteter i Vesten eller hele befolkninger i Mellemøsten, uagtet at den almindelige muslim afskyer disse terrororganisationer, lige så meget som den almindelige kristne afskyer Breivik og Ku Klux Klan.
Den retorik og dehumanisering, som muslimerne bliver udsat for i dag på gaden og i massemedierne, minder til forveksling om den, jøderne blev udsat for allerede før Holocaust. De mennesker, som hjalp med at skjule og transportere jøderne, blev af alle andre end af nazisterne selv betragtet som hæderlige mennesker, mens de mennesker som i dag transporterer muslimer til sikre lande og skjuler dem for krigens rædsler i Mellemøsten og forfølgelsen af enhver, som går Islamisk Stat imod, bliver kriminaliseret og betegnet som menneskesmugler.
Dengang var der kun nogle tusinde jøder i Danmark alt i alt, men flygtningestrømmen og minoritetstallet i dag er betydeligt mere omfattende, når det kommer til muslimer. Jeg forstår ganske udmærket, at jøderne dagen i dag er i allerhøjeste alarmberedskab og har været det siden Krystalnatten, for de blev forfulgt, diskrimineret, myrdet, tortureret, spærret inde i arbejdslejre og gasset, da de blev svagelige. Men det var altså ikke araberne, der gjorde det.
Antisemitismen er et europæisk fænomen, og de europæiske medier tager fat, hvor de slap, når det kommer til at tilsvine en folkegruppe, for araberne er også semitter. Muslimerne kan blive ofre for den europæiske antisemitisme, som jøderne blev det. Vi er et broderfolk.
Teksten, jeg vil læse op nu, er en leder bragt i morgenavisen Jyllands-Posten den 15. november 1938:
“Når man har fulgt jødespørgsmålet i Europa i årtier, kan man til en vis grad forstå Tyskernes animositet overfor jøderne, også hvis man ser bort fra de raceteorier, der betyder så meget i den nationalsocialistiske verdensopfattelse.
Selv herhjemme, hvor jøderne aldrig har nået en så dominerende stilling som i de mellemeuropæiske lande, har man i de senere år bemærket deres uheldige egenskaber. Der er mange jøder, som har vist sig at være gode danske mænd, der er utallige jøder, som stille og hæderligt passer deres dont uden at gå nogen for nær – men der er også påfaldende mange jøder, som på en lidet tiltalende måde er blevet forgrundsfigurer i svindelaffærer og måske ikke mindst i de uappetitlige pornografi- og fosterdrabsaffærer, som er forekommet i de senere år. Også indenfor dansk forretningsliv optræder der jøder, hvis metoder ikke er nogen pryd for standen.
Men det, som vi herhjemme har set af jødernes uheldige sider, er kun en svag afglans af deres virke i de mellemeuropæiske og østeuropæiske lande. Også der må man naturligvis gøre undtagelser for de utallige jøder, der opfylder ethvert rimeligt etisk krav og derfor står i skærende modsætning til de racefæller, som har ført an i det tvivlsomme forretningsliv, i den tvivlsomme forlystelsesindustri og måske navnlig i de politiske bevægelser yderst til venstre. Det var ikke russere, men jøder med russiske navne, som druknede Rusland i blod. Det var ikke en ungarer, men en jøde, som ledede den kortvarige, blodige rådsrepublik i Budapest. Det var ikke en tysker, men en jøde, som på samme måde gjorde Munchen til et slagtehus.
Vi ved, at titusinder af jøder fordømmer de jødiske forretningshajer, de jødiske pornografispekulanter og de jødiske terrorister. Men alligevel kan det ikke benægtes, at de erfaringer, som tyskerne – sammen med andre fastlandsfolk – har gjort med hensyn til jøderne, danner en vis basis for deres følelser.
Man kan indrømme Tyskland, at det har ret til at skille sig af med sine jøder.“
Fra folkeskolen lærer vi i undervisningen, at islam er en dogmatisk lovreligion uden den mindste form for fritænkning. Modsat kristendommen og jødedommen fremstilles islam som afskåret fra Europas historie. Vi lærer, at kristendommen er meget mere end bare en religion. Den er skam facetteret og rummer kultur, litteratur, filosofi og sågar kunst og arkitektur. Vi lærer om Kierkegaard, der skrev om tvivl, Løgstrups tillidsopfattelse, og vi hører om Luther og slår en latter over reformationen.
Vi starter ikke med de pædofile præster, heksebrændingerne og den spanske inkvisition i Nederlandene. Men når det kommer til islam, hører vi blot om 9/11, Osama bin Laden og sharia. Her findes ingen platforme for fritænkning. Det er som om, vor uddannelsessystem og vore politikere, journalister og historikere abonnerer på samme firkantede tolkning af islam som de mørkeste mørkemænd.
Gennem historien er der skrevet et hav af islamisk religionsfilosofi og religionskritik på arabisk. Men stort set ingenting er oversat og tilgængeligt på dansk. Slet ikke i undervisningen. Har man mon glemt andalusiske Averröes, som i middelalderens Spanien gik ud med en fatwa om, at filosofi og islam skam hører sammen. Hans budskab var, at Koranen tilskynder til kritisk refleksion over tro. Han havde stor indflydelse på måden, europæere kom til at forstå og læse græsk filosofi.
Også under Abbaside-kalifatet var interreligiøs sameksistens en realitet. Perioden betragtes som islams guldalder, og her blomstrede kulturlivet, hvad angår både filosofi, videnskab, litteratur, arkitektur, astronomi og kunst.
De, som oversatte den græske filosofi og videnskab, var muslimer, som samarbejdede med kristne og jøder, hvor politikere og journalister og undervisere er dvaske og dovne og sendrægtige hvad angår de historiske og førpolitiske forhold. Men jeg kender historien. Vi har ikke med et folkeslag at gøre. Vi har at gøre med en civilisation, hvis tankegods ligger til grund for den europæiske renæssance.
Den arabiske civilisation er den eneste civilisation, som målrettet har sat sig for at oversætte en tidligere civilisations værker, altså grækernes.
Den gensidighed, der har været i kulturudviklingen og kulturudvekslingen op igennem historien, er ikke blevet videreformidlet i tilstrækkelig grad i nyere tid. Ydermere er den arabiske udvikling blevet svækket af den vedvarende vestlige imperialisme og de dertilhørende interesser, krige, aristokrati samt herregårdsfamiliernes gemene hegemoni.
Datidens Mellemøsten og Vesten har begge taget afrikanere til fange og fragtet dem i sejlskibe og kølhalet dem og trukket dem i jernkæder efter kameler tværs over den store [?] og aktiveret dem med piskeslag ved soklen til pyramider og katedraler og voldtaget de smukkeste kvinder og børn og drænet dem for modermælk og tårer.
De tog guldet og afgrøderne, og de døde af de samme kønssygdomme. De lærte hinanden smuglerruterne og de sorte huller i havet. Det var vel sådan, de fandt ud af, at jorden ikke var flad. De pegede Columbus i den rigtige retning og forærede ham et kompas og en sørøverkikkert.
Hellige bøger, stoffer, krydderier, silke, ædelstene flød fra Nilen og Sortehavet og hele vejen rundt om Middelhavet til Venedig og Firenze. Modsat det danske samfund, som prøver at tage patent på universelle værdier, har den arabiske civilisation med glæde, måske med en vis gerningsretfærdighed, delt ud af værdierne og værdipapirerne.
Mange muslimske storbyer var i perioden videnscentre, altså til oplysning og kulturel dannelse. Den vigtigste omstændighed i den tid var borgernes ret til religionskritik uden frygt for repressalier, hvilket ikke var sikret andre steder i Europa på daværende tidspunkt. Og hvad med sufismen, som er en gren inden for islam, der prioriterer den åndelige udfoldelse højere end dogmer og ritualer.
Med Rumi i spidsen blev der skrevet blasfemiske digte, filosoferet, drukket rødvin i stride strømme og danset rundtossedans. Det var også i denne periode, de fire retsskoler inden for islam blev grundlagt og hadithen samlet. En række fortællinger om profeten og hans sædvaner, der skulle supplere Koranen, og som genremæssigt ligner de bibelske evangelier. Disse tiltag gjorde helt selvfølgelig religionen til genstand for fortolkning.
Reaktionerne på udgivelsen af min digtsamling tyder på, at de fleste danske muslimer ikke er bekendte med denne del af den islamiske historie. Dette kan man undre sig over, eftersom det første ord fra Koranen, der blev åbenbaret for profeten Muhammed, var ‘læs’. Dette kan selvfølgelig begrænses til Koranen og de religiøse skrifter, men er efter min mening også en klar opfordring til at søge viden og uddannelse som et fundament i sit religiøse liv, ligesom man så det i Abbaside-kalifatet og i Andalusien.
Derfor kræver det selvfølgelig, at vi får implementeret disse emner i undervisningen, så vi kan give vores unge et ordentligt fundament for hver deres orientering. Det er næppe et kalifat, der i dag er blevet etableret i dele af Irak og Syrien af Islamisk Stat. Det er nærmere hundrede forskellige militser, der bekriger hinanden internt, samtidig med at de bekriger regimet og de internationale krigstogter.
De sande ofre i denne katastrofe er de flygtninge, der kommer til Europa.
Hvis man læser filosofi eller religionsvidenskab på et dansk universitet i dag, er risikoen for, at man kommer ud fem år senere og intet aner om islamisk filosofi eller religionskritik ret overhængende.
Det danske uddannelsessystem er præget af en eurocentrisk, imperialistisk, kolonialistisk orientalisme, når det kommer til islam som religion og kultur. Der findes talrige eksempler på dette.
Tag bare en af religionsfilosofiens grundbøger på dansk, skrevet af tre af landets mest anerkendte religionshistorikere. Der står følgende i bogen:
»Religionsvidenskab er et produkt af det, man med Max Weber ville kunne kalde for den vesterlandske rationalitet.«
Igen bliver der taget patent på universelle værdier. I denne grundbog får man det indtryk, at det kun er inden for kristenkulturen, altså i Vesten, at man er kommet på den tanke at tilføre fænomenet religion en kritisk videnskabelig, filosofisk tolkende og individuel behandling. Jesus ved roret. I citatet her ser vi et klassisk eksempel på den institutionaliserede fremmedgørelse af islam.
Det er den eurocentrisme, der konstant retfærdiggør måden, vi taler om islam som en fremmed og en trussel i den sikkerhedspolitiske dagsorden. Det er også derfor, vi den anden dag i Berlingske Media kunne læse, at kristendommen er bedre end islam.
Eurocentrisk fundamentalisme ekskluderer al tænkning, der ikke er europæisk eller vestlig. Det er en gammel imperialistisk skik, som er ideologisk og uforsonlig i sin kerne.
Pensummet i uddannelsessystemet må suppleres af religionskritiske tekster, skrevet af islamiske fritænkere. Det er forstemmende og foruroligende, at vi ikke har suppleret religionsfaget med tekster af religionskritiske muslimske tænkere. Minoriteter eller ej, i det mindste på gymnasieniveau. Det er uanstændigt og uforsvarligt, at uddannelsesinstitutionerne har forholdt eleverne en sådan viden.
Hvis vi derimod foreholdte vores elever denne viden, ville det betyde, at unge ville stifte bekendtskab med en anden form for islam, end den som fundamentalisterne abonnerer på, på begge sider af det politiske landskab. De vil lære historien og vide, at islam også er litteratur, åndsfrihed, etik, debat, filosofi, videnskab, astronomi, arkitektur, kunst, hed sex og doggystyle.
Det vil nemlig ikke kun nuancere ikke-muslimers syn på islam, men også muslimernes egen forståelse af deres religionshistoriske ophav. Averröes udfordrer den ortodokse autoritære læsning af Koranen. Den åbenhed har vi brug for i dag. Det kan minde muslimer og islamofober om, at Koranen kan fortolkes forskelligt.
Selvkritikken i de muslimske miljøer i Danmark er jo nærmest død. Når jeg tænker på en af mine muslimske venner fra det besatte Palæstina og en eller anden baryler fra Gellerupparken, så kan jeg ikke drage nogen som helst parallel udover øjenbrynet.
For mange muslimer udgør islam et livsgrundlag, uden at de selv ved, hvad islam rummer. Kritikken går ikke hovedsageligt på den ufaglærte underklasse eller forældregenerationen i de omvandrende flygtningelejre. Men i høj grad på den nye middelklasse af veluddannede muslimer, der den dag i dag opfatter islam som noget, der helst ikke skal debatteres, men som en diamant, de skal værne om. Det er et symptom på åndelig stagnation.
Uvidenheden hersker. Hvor mange danske muslimer og ikke-muslimer, både unge og ældre, kender til den rigdom, der findes i det islamiske tankegods? Det miljø af danske muslimer, som jeg selv tilhører, er ekstremt bagud, hvad angår kendskab til egen historie og religion. Og især selvkritikken af religionen.
Islam er blevet til noget, man zapper forbi på saudiske tv-kanaler, og så følger man med i, hvad en tilfældig saudisk lærd siger, er forbudt og påbudt. Islam er i dag reduceret til en åndsforladt ideologi og i bedste fald en stærkt forsimplet udgave af et mere komplekst trossystem.
Af islamofoberne, men også af visse muslimer selv. Med uddannelsesinstitutionerne, politikerne og journalisterne er vi i fuld gang med et overgreb på den islamiske fritænkning. Unge muslimer og ikke-muslimer skal præsenteres for nye og gamle ideer og tolkninger af religionen, som forældregenerationen på grund af deres lave uddannelsesniveau ikke har formået at give deres børn.
Eller skal alle projekter, der vedrører muslimer, være med udgangspunkt i den halvkriminelle, svigtede og identitetsforvirrede 2. g’er?
Den diskussion er hermed død og vil for hvem, der bringer den på banen, forårsage skam, sort uheld, paradentose, tandpine, fodsvamp og tinnitus. Islam rummer intellektuelle strømninger, og der er ingen grund til at fordumme en rig og begavet kulturarv.
Hvis muslimer møder islamiske fritænkere i skolesystemet, vil det sandsynligvis bekæmpe ekstremisme. Moderate muslimer står i dag svagt i kampen mod ekstremismer. De har få argumenter. Ekstremisterne kender ofte deres religiøse tekster ret godt, fordi de kan læse og skrive arabisk. I modsætning til de moderate, som er mindre velbevandrede i den litteratur, som kan virke som ammunition mod ekstreme tolkninger af islam. Derfor er det også vigtigt at få implementeret kvalificeret modersmålsundervisning fra folkeskolen og frem.
Dette for at ruste vores unge med pennen frem for sværdet. Mange muslimer står også dårligt i den offentlige debat og venter nærmest på, at der kommer en ny islamhadsk udmelding, de kan være forurettede over i fællesskab.
Den der krænkeridentitet, som mange muslimer dyrker, hvor det mindste pip fra en hillbilly-præst i USA, der truer med at brænde Koranen af, kan få dem op at ringe, er dybt skadelig. Muslimer ville hvile mere i deres tro og ikke lade sig provokere så nemt, hvis de vidste, hvor højt der egentlig er til loftet i den kritiske islamiske debattradition.
Første skridt må være, at vores undervisningsminister træder i karakter og nuancerer pensummet om islam i uddannelsessystemet. Og hvis hun ikke helt ved, hvordan hun skal gebærde sig, så er vi i Nationalpartiet villige til at assistere hende.
Dernæst må den muslimske middelklasse forstå, at deres kulturelle og religiøse arv rummer langt mere åndelig og intellektuel rigdom end en himmel og et helvede, forbud og påbud og troende og vantro.
Det er ikke indoktrinering, vi mangler. Det er modersmålsundervisning i islamisk filosofi og religionskritik, vi mangler. Og eventuelt kan vi starte kvalificerede friskoler med danske og arabiske undervisere, og før det bliver aktuelt, vil jeg opfordre alle arabisktalende til at lære at læse, forstå og skrive.
Det går ikke at have 22 tosprogede fra den samme boligblok i den samme skoleklasse. Der må være en større fleksibilitet i forhold til fordelingen af de tosprogede. Danske forældre trækker også deres børn ud af skoler med en overrepræsentation af tosprogede. Altså, skaber de også et parallelsamfund.
Flere partier ønsker at lukke ekstreme moskeer og koranskoler, selv om det er ulovligt. Vores forslag er at rykke modersmålsundervisning og undervisning i islamisk filosofi og religionskritik over i folkeskolen. På den måde kan vi holde øje med, hvad der sker i vores egen skolegård.
Jeg kender flere muslimske forældre, som ønsker at lære deres børn det arabiske sprog, islamisk filosofi og religionskritik. Men som ikke tør sende deres børn til koranskoler.
Vi samler befolkningen ved at samle børnene i folkeskolen. Hvis vi ville implementere disse ting i folkeskolen, så ville koranskolerne miste rigtig mange elever.
Antiradikalisering er ikke noget, man taler om i Statsministeriet, medmindre man ønsker at afradikalisere sine embedsmænd. Det er heller ikke politiets opgave eller Kriminalforsorgens opgave.
Jeg kender Staten og dens tjenestemænd fra pat til PET. Hvis de instanser træder i kraft, er det allerede for sent. Antiradikalisering finder sted i folkeskolen og på de socialpædagogiske områder. Den eneste måde, hvorpå vi kan styrke vores samfund, er ved at styrke vores uddannelsessteder.
Vi skal bruge langt flere ressourcer i skolerne og på de socialpædagogiske områder frem for at overlade utilpassede unge til Kriminalforsorgen, arresthusene og politiet. Jo lavere den kriminelle lavalder er, jo hurtigere har vi givet afkald på vores unge. Jo højere den kriminelle lavalder er, jo længere tid har vi til at rette op på vores unge. Og hvis de som 25-årige stadig går rundt i bander, begår røverier og slår folk halvt fordærvede for en pakke smøger og truer den almindelige borgers tankefrihed, så skal de have, så hatten passer.
Vi har ikke tid til at døje med dem i vores generation. Vi må tænke langsigtet og hjælpe vores unge langt mere kvalificeret ind til 18-årsalderen og ellers rense ud i vores udskud.
Jeg er villig til at fortælle politiet, hvor hælernes kælderrum er, hvor der bliver solgt hash og våben og narko og små piger i Aarhus og omegn. Jeg er villig til at være stikker hos politiet med udgangspunkt i områderne inden for postdistrikterne 8210 og 8220, og jeg skal være den første til at udpege en håndfuld af mine egne fætre og folk i periferien af min familiekreds, såfremt skattevæsenet er villig til at krydsrevidere billagsdanmark.
Specialskolerne skal ikke være steder, hvor de unge bliver sat til at onanere. Jeg kender pillerne og pornobladene, og det er selvfølgelig bedre end at sidde og skære i sig selv. Men altså, Integrationsministeriet er et pseudoministerium, der lige så godt kunne hedde Parkeringsministeriet. For de arbejder med ting, der skulle være løst i socialministeriet og i undervisningsministeriet.
De socialpædagogiske opholdssteder skal heller ikke bare være steder, hvor de unge bliver sat til at kløve brænde og flise træer i kontorpersonalets haver, og hvor bureaukratiet er farligt for sjælen.
Gennem min barndom og min tidlige ungdom har jeg boet på ikke færre end seks socialpædagogiske opholdssteder, heriblandt sikrede og særligt sikrede anstalter, hvor vores unge bliver dopet af psykiatere og smidt i isolation på baggrund af petitesser.
Min partiformand Kashif Ahmad har arbejdet på socialpædagogiske opholdssteder, så vi har det lidt fra to vinkler.
Staten Israel har sin berettigelse. For engang var jøderne alene mod resten. Men de israelske statsmænd har ikke formået at forvalte en stat hensigtsmæssigt i et svært terræn, og der var en grund til, at Albert Einstein nægtede at være en del af staten.
Israel har udviklet sig til en kolossal hær med et meget lille land. De jødiske værdier, staten Israel skulle grundlægges på, blev for det første grundlagt på andres forfald. Ydermere blev de i vedvarende forsøg på at udvide staten Israel overskygget af magt, kontrol, undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had, som helt naturligt forårsagede vold, had, racisme og fanatisme hos den undertrykte modpart.
Der findes ingen tostatsløsning. Der findes blot én enstatsløsning, lige for alle.
Zionismen opstod som en konsekvens af forfølgelse. Nu har zionisterne glemt deres bevæggrund. Zionister emigrerer til bosættelser, og palæstinensere deporteres til flygtningelejre. Besættelsen dehumaniserer palæstinenserne, men også israelerne selv.
Jerusalem er et FN-mandat. Alligevel opfører israelerne sig som om, at de ejer byen. I medierne hører vi om den såkaldte konflikt mellem israelere og palæstinensere, men kan man kalde det en konflikt, når en af verdens stærkeste militærmagter angriber en forsvarsløs og civilbefolket ghetto med krigsskibe, luftvåben, artilleri og elitesoldater?
Det er mord og massakrer, uanset hvor mange nytårsraketter Hamas sender ind over grænsen. Og hvor går grænsen? Hvor går grænsen for den israelske stats besættelsespolitik? Hvor går grænsen for den israelske stats bosættelsespolitik? Hvor går grænsen for den israelske stats erobringspolitik? Hvor går grænsen for nedrivelsen af palæstinensiske ejendomme? Hvor går grænsen for tyveriet af palæstinensiske territorier? Hvor går grænsen for tyveriet og ødelæggelsen af palæstinensiske ressourcekilder? Hvor går grænsen for brud på international lovgivning og diverse konventioner? Hvor går grænsen for krigsforbrydelser? Hvor går grænsen for ulovlige fængslinger uden rettergang? Hvor går grænsen for tortur og voldtægt af fængslede børn og voksne? Hvor går grænsen for kontrolposterne? Hvor går grænsen for den israelske mur? Hvor går grænsen for blokaden af Gaza? Hvor går grænsen for luftangreb? Hvor går grænsen for døde? Hvor går grænsen for den hvide fosfor? Hvor går grænsen for børn, der skal graves fri af ruinerne? Hvor går grænsen for vetoretten?
Hvis israelerne vil føre krig, må de overholde krigens love. De kan ikke tillade sig at bombe en hel bydel for at ramme en gruppe Hamas-tilhængere. Det er ulovligt i krig. Så har de det valg at sende landtropper ind i Gaza. Selv om det kræver et mandsmod, de israelske teenagesoldater måske ikke har. Selv om det er sværere at myrde sine medmennesker til fods, end det er fra luften. Selv om det er sværere at se sine medmennesker falde til jorden, end det er at se røgen stige til vejrs.
Og jeg vil fastslå, at den grundlæggende årsag til konflikten ikke er Hamas. Hamas blev grundlagt i 1987. Den israelske hær har været voldelig siden 1948. Den radikalisering af palæstinensere, der finder sted i de besatte områder, er en konsekvens af besættelsen. Den almindelige palæstinenser var ikke udpræget religiøs før besættelsen.
PLO, som heller ikke var en religiøst funderet bevægelse, har i mange år prøvet at forhandle sig til en løsning. Israel har svaret med stødt stigende undertrykkelse, flere bosættelser og luftangreb. Derfor kan det vel ikke overraske nogen, at nogle palæstinensere i desperation tyer til nytårsraketter og religion efter mere end 60 års besættelse.
Da jeg rejste ind i Israel spurgte en israelsk soldat, hvorfor jeg sympatiserede med palæstinenserne. Og jeg svarede, ‘af samme grund som jeg sympatiserer med jøderne’, og så lukkede han mig ind.
I Danmark bliver jeg spurgt, om jeg sympatiserer med Hamas, og det gør jeg ikke af samme grund, som jeg heller ikke sympatiserer med den israelske, skinreligiøse, højreorienterede, militarisme. Den israelske stat bør retsforfølges for krigsforbrydelser, så de involverede magthavere kan stilles til ansvar med henblik på at rense det jødiske. Vi må skelne mellem israelere, jøder og zionister.
Man kaldte ikke jøderne terrorister, da de under Anden Verdenskrig gravede tunneler for at smugle mad og våben ind og ud af fangelejrene og ghettoerne. Hvorfor kalder man så palæstinenserne terrorister, når de gør det samme? Den almindelige palæstinenser bekæmper ikke jødedommen, sådan som medierne bilder os ind. Den almindelige palæstinenser bekæmper besættelsen og undertrykkelsen, som uheldigvis gemmer sig bag jødedommen, lige som Islamisk Stat gemmer sig bag islam.
En hund tilhørende en israeler blev engang ramt af en nytårsraket. Det kom på forsiden af Israels mest populære avis. I samme avis blev en gruppe dræbte palæstinensere nævnt med få linjer på side 16. Men jeg formoder, at det var en højtelsket familiehund, og dyrevelfærden er så sandelig vigtig.
Israel ønsker at være et demokrati. Det skal vi hjælpe dem med at blive ved at kritisere dem uden at dehumanisere dem. |
Den britiske dramatiker Michael Frayns prisbelønnede skuespil, baseret på den historisk begivehed i København i 1941 under den tyske besættelse:
Mødet mellem Niels Bohr og den tyske Werner Heisenberg.
I Tyskland var Heisenberg leder af nazisternes atomprogram, der kunne lede til udviklingen af en tysk atombombe. Bohr var halvt jøde, og tyskerne have besat Danmark. Skuespillet baserer sig på Niels Bohrs og Werner Heisenbergs forskellige synspunkter om ansvar og skyld.
Efter mødet sluttede deres tætte venskab. Heisenberg gav efter krigen selv udtryk for, at han havde moralske skrupler, men Bohr var af den modsatte opfattelse. Mødet fandt sted på Niels Bohrs bopæl, Carlsbergs æresbolig, og skønt de to herrer var gode venner blev mødet meget kort., og hvorfor talte de aldrig sammen igen?
Nu er de begge døde, men sammen med Bohrs kone, Margrethe, mødes de igen for at finde svaret på den store spørgsmål: Hvorfor kom Heisenberg til København?
Skuespillet er fiktion, da ingen ved, hvad der blev diskuteret på mødet, men dialogen er baseret på historiske personer og kendsgerninger. Heisenberg arbejdede sammen med Niels Bohr i København i tre år fra 1924 på udviklingen af komplimentaritetsprincippet og ubestemthedsprincippet.
”Copenhagen” havde premiere i London i 1998, og blev opført i København året efter, og spillede et helt år på Broadway fra 2000. NørregadeTeatret lave en semi-staged udgave af det berømte skuespil.
Medvirkende:
Christiane G. Koch er Margrethe Bohr, Mads Knarreborg er Werner Heisenberg og Frank Rubæk er Niels Bohr. |
Dette er en super nem opskrift på kartoffel blinis. Den består egentlig kun af 3 ingredienser, hvoraf den ene er en rest kartoffelmos. Så der er altså heller ikke noget, der går til spilde! 😉
Hvis man ikke lige har en rest kartoffelmos, kan man også bruge kogte kartofler, som moses eller rives, og man kan selvfølgelig også bare koge noget nyt.
I øvrigt gør kartoffelmosen som hovedingrediens, at disse blinis pandekager er glutenfri. 🙂
Den nemme opskrift på kartoffel blinis
Udover kartoffelmos skal der kun bruges:
Cremefraiche
Og æg.
Mængden af de andre ingredienser afhænger selvfølgelig af mængden af kartoffelmos, og hvor flydende ens kartoffelmos er i forvejen. (Min kartoffelmos bliver ret fast, når den har været i køleskab) Til en stor grydeskefuld kartoffelmos skal ca. bruges 1 æg og 1 spsk cremefraiche. Prøv dig evt. lidt frem. Start med lidt og tilføj mere hvis du synes dejen skal være tyndere. Den skal bare have konsistens som en godt tyk pandekagedej. Er dejen blevet for tynd, eller vil man spæde lidt op, så man får flere blinis pandekager, kan man godt tilføje lidt mel. (Glutenfrit om nødvendigt)
Hvis man bruger en rest kartoffelmos til sine blinis pandekager, er det sandsynligvis allerede fint krydret. Bruger man “ren” kartoffelmos, kan man jo krydre med salt og peber, og andet hvis man har lyst. Eller man kan i stedet tilføje sukker og vanilje, og bruge opskriften til dessert blinis!
Blinis pandekagerne steges i lidt fedtstof, ved middel varme. På en blinis pande, hvis man har det. En normal pande kan også sagtens bruges. Så laver man bare passende runde klatter med lidt afstand imellem.
Når blinis pandekagerne har fået nok på den ene side, kan man vende dem uden de går i stykker. Så hvis de knækker, skal de altså have lidt mere. Bliver de for mørke inden de er færdige, må man skrue lidt ned for varmen. Efter de er vendt, steges de selvfølgelig også brune på den anden side.
De færdige kartoffel blinis lægges på et fad eller en tallerken, som man evt. kan dække med et lag alufolie. Så kan de holde sig varme, indtil man har fået lavet dem alle sammen færdige.
Servering
Blinis bliver nok oftest brugt som forret.
En oplagt mulighed er jo at servere sine kartoffel blinis med laks og/eller stenbidder rogn, lidt cremefraiche, finthakket rødløg og citronsaft. Måske med lidt rucola, eller lignende salatblade, under.
Andre muligheder kunne f.eks være guacamole og cremefraiche, Tzatziki, peberrodscreme eller hytteost, toppet med finthakket rødløg, peberfrugt og/eller tomat, bacontern, og måske lidt karse eller purløg.
Så om man er til fisk eller ej, synes jeg altså sagtens, man kan finde en virkelig lækker måde at toppe disse nemme kartoffel blinis på! 😉 |
Værdien af tradition kombineres med den moderne livsstil i dette naturlige hvide frottéhåndklæde med en kant af linnedblanding og elegant dekorativ blonder til en lurvet chic stil.
Lethed , frihed, elegance og renhed er nøgleordene for dette produkt af den ædle charme og det dyrebare stof .
Dette linned er faktisk absolut modernitet , et valg at leve det moderne liv for dem, der ønsker at tilbringe et øjeblik med total frihed, hvilket fører til skabelsen af et autentisk og håndlavet produkt af højeste kvalitet .
Materialets naturlige ufuldkommenhed betegner således værdien af enkelhed , omgivet af et elegant og delikat håndværk til en sublim og suggestiv sensorisk oplevelse.
Artiklen blev født med respekt for miljøet og tog naturen som en livsstil for at opnå en balance mellem vitale energier i et harmonisk sæt forfining, natur og velvære, hvor miljømæssig bæredygtighed bliver en måde at være. For dem der lever nutiden med morgendagens øjne, for dem der lever verden som et endeløst og frit rum, der ikke har brug for ord.
Foranstaltninger:
60 x 100 cm
Sammensætning:
Stof: 100% bomuld
Kant: 50% linned og 50% bomuld
Blonder: 100% polyamid
Nyttige tip:
Vask produktet separat med vand og neutral sæbe ved højst 40% C, bleg ikke, blød ikke og vrid ikke med hånden.
Vi anbefaler strygning ved lave temperaturer og ingen direkte udsættelse for sollys for at bevare integriteten af farven og den naturlige fiber.
NB: nuancer og variationer over tid og mellem emnerne betragtes som produktets særlige egenskaber, da det er lavet med naturlige materialer. Vores linned er uendelig modernitet. Et valg af moderne livsstil, baggrund for livets rytme. Dedikeret til dem, der lever deres oplevelser med rummet som et øjeblik med ren frihed, på udkig efter en konkretitet, der skal gå sammen med en stil uden kompromiser. |
Webkirke er ikke en ny kirke, men et netværk og fællesskab på tværs af ståsted, hvor den bibelske fortælling er grundlaget for inspiration og retning.
Webkirke er for dig der er nysgerrig på hvad den kristne tro kunne gøre for dig eller som har spørgsmål om liv, tro og eksistens og som måske har det svært med de etablerede kirkestrukturer. Vi ønsker at inspirere dig til en levende kristen tro, eller vise vej til hvad den tro kan gøre for dig.
Webkirke ønkser at være et åbent fællesskab online - og offline. Webkirke kan sammenlignes med en åben Facebookgruppe hvor alle kan deltage og være med. Projektet er funderet på den kristne tro og forankret i Adventistkirken i Danmark som et tilbud på tværs af ståsted. Lad os høre fra dig om du har spørgsmål eller ønsker at tale med en præst. Du kan skrive til os på kontakt@webkirke.dk
Mød webkirke teamet
Her kan du læse mere om os, hvordan ting produceres og hvordan du selv kan engagere dig.
Visionsgruppe
Landsdækkende team
Planlægning
Teknik
Deltag i Webkirke
For at fastholde og udvikle webkirkens vision, består den daglige visionsgruppe kun af 3 personer. Alle strategiske tanker er dog forankret i en langt større gruppe der giver råd, vejledning og refleksion.
Visionsgruppen består af:
Jan-Gunnar Wold – er præst og webkirkens daglige leder. For Jan-Gunnar står hensynet og kærligheden til det enkelte mennesket altid i centrum.
Henrik Jørgensen – er præst og daglig leder af webkirkens kursusportal Inspirate.dk. Henrik har en passion for at se Guds kærlighed igennem Bibelens store fortælling.
Line Neesgaard – arbejder med design og medieproduktion og har i en årrække være levende engageret i utraditionelle kirkefællesskaber. Line brænder for at kommunikere ubetinget kærlighed til hele mennesket, ikke bare vores logik og tanke.
Planlægning og produktion af webkirke foregår med deltagelse af mange personer i hele Danmark. Vi arbejder med nogle web værktøj hvor vi sammen planlægger indholdet. Optag af sang og musik er specielt opmuntrende. I webkirke har mange fundet en anledning til at bruge de kunstneriske evner for at komme ud til et bredere publikum.
Alle programmer dannes ved fælles planlægning hvor nogle koordinatorer sørger for at de enkelte dele kommer på plads. Følgende personer koordinerer tema, indhold og struktur: Caroline Ludqvist (Gudstjenester), Henrik Jørgensen (Rundbordsamtaler), Line Nielsen (Aftenkirke), Anita Dahl/Peter Larsen/Hanne Krøll/Benjamin Lundqvist (sang & musik), Simon Falk (musik research aftenkirke).
Webkirken online laves flere steder i landet og involverer mange teknikere. Der er studiofaciliteter i Nærum, Silkeborg, Frederikshavn og Næstved. Leder af teknikerholdet er Mikael Lundqvist. Mikael både optager og redigerer og står for alt det praktiske med at få udsendelser hjem til dig på din skærm.
Derudover er der teknikere i hele landet, der aktivt bidrage med både optag og redigering. Alle samarbejder med en fælles online produktionsplan og en FTP server for at udveksle materiale.
Tekniker holdet består af Mikael Lundqvist, Linea Christiansen, Benjamin Lundqvist, Dennis Møller, Rasmus Hauvre, Elena Møller, Erik Marcussen, Andreas Møller Hansen.
De fleste som arbejder med webkirke, gør det i sin fritid. Og da vi ikke har et centralt produktionssted, kan alle deltage, uanset hvor man befinder sig fysisk. Det har hele tiden været et krav for at deltage, at man har lyst til at engagere sig. Skulle du sidde med en fornemmelse af at du gerne ville deltage, men ikke helt ved hvordan, skal du kontakte os på kontakt@webkirke.dk!
Vi har brug for at fylde endnu flere opgaver indenfor teknik, lyd og lys, post-production, research, evangelister, sang- og musikudøvere, planlægning og marketing. |
På Københavns Universitet har vi siden midt i 80’erne haft en uddannelse i sproglig rådgivning. Den findes ikke andre steder i landet. Den består af 4 kurser på i alt 1 års studier og er placeret ved Danskfaget.
Siden slutningen af 80’erne har der indgået et praktikelement i uddannelsen. Praktikken er decentralt organiseret: Praktikpladserne vælges og skaffes af de studerende. Dette medfører at der sker en meget direkte feedback til studiet fra de studerendes erhvervsinteresser og fra organisationernes behov for sproglig rådgivning. Denne feedback har sammen med andre justeringer allerede for mere end 10 år siden medført en række væsentlige ændringer i forhold til det billede af den sproglige rådgivning som var gængs i 70’erne og 80’erne.
Sproglig rådgivning classic: oversættelse
Op gennem 70’erne og 80’erne fremkom en del populære bøger, især fra sprogfolk, med kritik af det offentlige sprog og med anvisninger på hvorledes man udtrykte tingene enklere, effektivere, mere økonomisk og demokratisk. Her kan fremhæves Erik Hansens Ping & pampersprog (1971), Hansen & Møller Og uden omsvøb, tak (1981).
Sproglig rådgivning revised: forvaltning som diskurs
Det er Leif Becker Jensen Kancellistil eller Anders And-sprog? (1998) som beskriver den sproglige rådgivnings anden fase hvor de modstandere som den sproglige rådgivning er oppe mod, diagnostiseres realistisk, og hvor den sproglige rådgivning classic’s teori og praksis diskuteres.
Resultatet af refleksionen er ikke at opgive den sproglige (gen)opdragelse af de offentligt ansatte. Men ved at forklare hvorfor det går så trægt, kan man både mentalhygiejnisk afklare sine eventuelle frustrationer som underviser, og forberede mere effektive fremstød og opstille mere realistiske mål.
Sproglig rådgivning unlimited: alle organisationer, alle formål
I den undervisning som foregår i dag på studiet, indgår de to tidligere faser af den sproglige rådgivning. Der fokuseres ikke mere særligt på de tre størrelser i venstre kolonne. De indgår som en del af det der nu prioriteres, og som her står i højre kolonne:
Sproglig rådgivning classic og revised
Sproglig rådgivning unlimited
de offentlige organisationer
alle organisationer
sprogligt-stilistiske faktorer
kommunikation
tekstbeskrivelse og revision.
tekstproduktion
De traditionelle prioriteringer i den sproglige rådgivning i venstre kolonne indgår stadig, men har fundet en naturlig, begrænset plads i en uddannelse som skal kunne føre til job inden for området organisationskommunikation.
Alle organisationer
Enhver organisation har behov for at gøre sig forståelig på en hensigtsmæssig måde. Det gælder ikke kun en kommune, men fx også en fagforening, en medicinalvirksomhed og et politisk parti.
Når man bevæger sig bort fra den traditionelle sproglige rådgivnings område, bliver kommunikationens værdiaspekter mere iøjnefaldende: Enhver organisation har en kultur hvori der indgår en ideologi, dvs. en teori om verdens beskaffenhed og en etik. Enhver tekst og andet som udgår fra organisationen, vil også skulle udbrede denne ideologi. Derfor skal en sproglig rådgiver være uddannet i kulturanalyse og ideologikritik.
Men han eller hun skal også stadig til fulde beherske den tekniske kritik af kommunikationens sprogligt-stilistiske faktorer.
Fra sproglig stil til kommunikation
Sproglig rådgivning classic udsprang af sprogligt-stilistiske iagttagelser og blev i høj grad offentligt markedsført og konkret praktiseret af sprogfolk som kom fra en syntaktisk baseret sproguddannelse og –forskning. Man havde fødderne solidt plantet i sætningsanalysen.
Men de sprogligt-stilistiske mangler som er noget af det første man bemærker ved en tekst som er uhensigtsmæssig, er næsten altid symptomer på informationsproblemer: Udvalget af informationer og strukturen imellem dem er uhensigtsmæssig. Hvis man koncentrerer sin rådgivning til sprogligt-stilistiske problemer, så begrænser man sin opgave til at levere overfladeændringer i de tekster som organisationen allerede har produceret.
Det er en værdifuld kompetence at have for en sproglig rådgiver at kunne nøjes med at revidere stilen i allerede foreliggende tekster. Jensen Kancellistil eller Anders And-sprog? kan læses som et stærkt indlæg for den påstand at selv en minimal ændring i en offentlig organisations stilistiske praksis er et stort skridt fremad – i betragtning af den betydelige modstand man er oppe imod.
Men samtidig er det klart at det ikke er et tilfredsstillende program for en uddannelse i sproglig rådgivning at man kan rette stil i allerede foreliggende tekster. Man skal selvfølgelig være i stand til at skrive en tekst fra scratch, enten fordi den tekst der allerede foreligger, er så elendig at den kun kan bruges som én af flere kilder til en ny tekst, eller fordi der slet ikke foreligger en tekst man kan revidere i. Man skal kunne skrive en velfungerende tekst i en helt ny situation.
Fra sprogbeskrivelse til tekstproduktion
I en undervisning hvor produktionen står i centrum, skal der trænes i situationsanalyse, udvalg af relevante informationer, opbygning af informationsstruktur og sammensætning af informationer så der fremkommer en god tekstkomposition. Der skal også trænes i kulturanalyse og rådgivningsteknikker.
Den sproglige rådgivers kernekompetencer
En sproglig rådgiver skal kunne levere en afsenderidentificeret teknisk kritik – og løse de tekstlige mangler eller tilfredsstille de tekstlige behov som den måtte afsløre.
Men den sproglige rådgiver skal også kunne levere strategiske kommunikationsråd til organisationen, dvs. råd om hvilke værdier og opfattelser der skal udsendes bag alle de konkrete kortsigtede formål som dagens mange små og store tekster kan have. For at kunne give råd om dette skal hun både beherske den komparative og den arbitrære ideologikritik:
Den komparative ideologikritik skal afdække om organisationens offentlige, erklærede værdier og opfattelser også praktiseres i gerninger, herunder den sprogbrug organisationen anvender. Enhver modstrid her vil underminere organisationens image, både internt over for ansatte og eksternt i offentligheden. Den komparative ideologikritik skal danne basis for råd om hvorledes man undgår modstrid mellem ord og gerning, og hvordan man bedst sikrer at de to støtter hinanden.
Den arbitrære ideologikritik skal afdække hvilke værdier og opfattelser organisationen ønsker at udtrykke. Dette vil svare til organisationens mission og vision. Opstilling, vedtagelse og ændringer af virksomhedens ideologi vil bl.a. forudsætte en kulturanalyse af organisationen. Den arbitrære ideologikritik skal også danne basis for råd om hvorledes organisationens ideologi mest hensigtsmæssigt styrkes og udbredes internt og eksternt. |
For en uges tid siden så vi den nye 2023 Ducati Diavel V4 præsenteret online, i det næstsidste afsnit af Ducati World Première 2023, og i morgen går webseriens sidste afsnit Ducati World Première – Episode 7 | Next Gen Freedom i luften.
MagaCin har siden føljetonens første afsnit med den hemmelighedsfulde titel The Unexpected siddet klar ved tasterne for at holde de af vores læsere som ikke selv havde mulighed for at overvære online præsentationerne af Ducati’s 2023 nyheder opdateret.
Men det bliver desværre nok lidt problematisk, at videreføre den praksis i morgen.
MagaCin rejser til EICMA
For i morgen mandag d. 7. November drager MagaCin’s skribenter afsted til efterårets store mc-messe EICMA i Italien, hvor vi med egne øjne skal se, røre ved og prøvesidde en lang række af det kommende års nyheder.
Det glæder vi os naturligvis til.
Men rejseaktiviteten betyder også, at vi 7.-9. November kommer til at sidde væsentligt mindre bag tastaturet end normalt.
Vi gør naturligvis vores bedste for også at bringe det sidste afsnit af Ducati World Première 2023 her på siden samme dag som det frigives, hvis det overhovedet er muligt, men kan ikke love noget.
Links til online præsentationen af Next Gen Freedom
Derfor opfordres MagaCin’s læsere til på egen hånd, at holde sig opdateret på hvilken 2023 nyhed Ducati præsenterer i morgen under titlen “Næste Generations Frihed” enten på Ducati.com eller på Ducati’s YouTube kanal.
Derudover opfordres læserne til 8. November fra tidlig formiddag sammen med de mere end 15.000 andre følgere, at holde et vågent øje med MagaCin’s Facebook side, hvor vi traditionen tro vil gøre vores bedste for at streame live fra flest mulige mærkers præsentationer af 2023 nyheder, og som sædvanlig deler nogle opslag fra turen til EICMA.
Herunder den fulde programoversigt for Ducati World Première 2023 the web series, hvor du også finder links til føljetonens foregående afsnit. |
Kl. 03.15 var Københavns latinerkvarter indhyllet i kraftig røg, og der var åbne flammer på taget af den fløj af Regensen, som vender ud mod Krystalgade.
HT-busser blev kørt i stilling for at evakuere beboere på Regensen.
Regensen – Collegium Regium, eller Kongens Kollegium – opførtes i 1620’erne på initiativ af kong Christian IV ved Rundetårn i Købmagergade med sidefløje mod Store Kannikestræde og Krystalgade.
Regensen er Danmarks næstældste kollegium og fra gammel tid det mest prestigefyldte stundenterkollegium.
Den gamle bygning gik til ved Københavns brand i 1728, hvorefter Regensen få år senere blev genopført.
Kl. 03.40 kunne det efter at politiet havde foretaget navneopråb konstateres, at alle kollegianere var reddet ud i god behold. Flere kollegianere gik i vinterkulden rundt i nattøj eller badekåber.
Samtidig mentes det fastslået, at branden var opstået på et af kollegieværelserne. Også beboeren af dette værelse var blevet reddet.
Lidt før kl. 04 var branden ved at være under kontrol.
Brandleder Magnus Mattson siger, at der var kraftig ildløs i taget, da de første slukningskøretøjer fra Københavns Brandvæsen ankom til Regensen kort før kl. 03.00.
“Vi var bange for, at der kunne være nogen tilbage inde i bygningerne, så vi satte straks alle disponible ressourcer ind på at sikre, at alle var kommet ud,” siger Mattson til Ritzau.
Røgdykkere gennemgik ét for ét alle Regensens værelser.
Branden blev meldt under kontrol knap en time efter, at alarmen var gået.
Magnus Mattson kunne ikke sige noget om brandårsagen, men fortæller, at brandvæsenet samarbejder med politiet om at finde ud af, hvordan branden er opstået.
Stud. polit. Anne Louise Grinsted, der er Regensens klokker, som kender brandrullen og ved, hvor brandalarmen sidder, var ikke i tvivl om, at det var alvor, da alarmen gik.
“Jeg vidste med det samme, at det var alvor. Jeg kunne lugte røgen og for ud på gangen, hvor jeg sammen med andre begyndte at buldre på dørene for at få folk ud,” siger Anne Louise Grinsted til Ritzau.
Ifølge Regensens brandplan skal beboerne samles i den indre gård, når alarmen lyder. Samlingen af kollegianere i gården bar præg af, at de var kommet hurtigt ud af deres værelser. De stod i nattekulden og skuttede sig i nattøj og badekåber.
Anne Louise Grinsted synes, at det er “lidt surt”, at det historiske kollegium nu er blevet hærget af brand.
“Regensen var lige blevet renoveret, og vi har haft stilladser stående siden maj. De stod for at skulle pilles ned, fordi håndværkerne stort set var færdige. Alle kollegianere glædede sig, fordi det mildest talt har larmet en del,” siger hun.
Da det stod klart, at ingen tilsyneladende var kommet noget til, gav flere af de studerende kollegianere tidligt torsdag morgen udtryk for, at de var bange for, hvad der var sket med deres eksamensopgaver og specialer. De var lagret i computerne på deres værelser. /ritzau/ |
I 2017 lancerede Færøerne Google Sheep View for at få Google Street View til Færøerne. Projektet lykkedes. Her et år efter har færøske får med hjælp fra Google fået dækket både veje og stier med Sheep - Street View. Det blev en af verdens mest omtalte kampagner og har resulteret i en voldsom øgning af turismen til Færøerne.
Udfordringen.
Kampagnen løste en udfordring, men skabte samtidig en ny. Der kommer nu mere end dobbelt så mange turister for at besøge de atten små øer, som der er færinger og de taler naturligvis ikke færøsk.
Turisterne øger truslen mod det i forvejen lille sprog, der kun tales af ca. 70.000 mennesker i verden. Men faktisk vi turisterne gerne lære lidt af det lokale sprog, når de besøger Færøerne. Det er bare ikke muligt. For Google Translate oversætter ikke færøsk.
Løsning
Den færøske statsminister sendte et åbent brev til Google og og en række medier, hvori han anmodede dem om at tilføje det færøske sprog til Google Translate. Google ignorerede henvendelsen.
Så endnu en gang måtte vi løse problemet selv. Vi udviklede en kopi af Google Translate med en enkelt forskel. I stedet for, at man får en autogenereret tekst tilbage, får man en film, hvor en færøsk frivillig oversætter det ønskede. Verdens første LIVE video oversættelsessystem.
Filmene gemmes i en database, der gror jo flere oversættelser der laves. Brugere der ønsker en oversættelse som tidligere er blevet lavet, får naturligvis præsenteret den film, der allerede er lavet.
Paradoksalt nok anvender systemet automatisk Google Translate til at oversætte alle brugernes sprog til engelsk, så de færøske oversættere får leveret russiske og kinesiske anmodninger på engelsk.
For at skabe kendskab til systemet udsendte vi en pressemeddelelse via PR bureauer i London, New York, Berlin og København. På kort tid trak historien om Færøernes kamp mod Google overskrifter i mange af verdens største medier.
Herefter sørgede den konstante strøm af nye oversættelsesfilm, der blev delt på nettet for at skabe nye besøgende, der bad om nye oversættelser, der igen blev delt og som igen genererede nye besøgende. En god cirkel.
Resultat
PR-indsatsen nåede et globalt reach på 1.4 milliarder mennesker fordelt på mere end 200 nyheds historier. Cirka 611.000 steder er Faroe Islands Translate nævnt på nettet og den estimerede PR-værdi beløber sig til 150 mio. DKK.
Systemet genererede over 1.3 millioner oversættelser til mennesker i 181 forskellige lande. Og 41 % af den samlede færøske befolkning blev involveret i kampagnen.
Siden kampagnelanceringen 4. Oktober, har der været en stigning på 78 % i sessions på visitfaroeislands.com sammenlignet med året før. Stigningen i de prioriterede markeder (Norden, Tyskland, England og USA) har været 115 %.
Antallet af besøgende til Færøerne fra 4. Oktober til i dag, målt igennem lufthavnen, er steget 29 % sammenlignet med året før.
Men måske allerbedst: Den kolossale internationale nyhedsdækning og opmærksomhed var nok til at fange Googles opmærksomhed. Vi arbejder nu sammen om at tilføje færøsk til Google Translate.
Alle filmoversættelserne ligger fortsat tilgængelige, så det færøske sprog for altid vil kunne opleves på FaroeIslandsTranslate.com |
End of preview. Expand
in Dataset Viewer.
README.md exists but content is empty.
Use the Edit dataset card button to edit it.
- Downloads last month
- 0