text
stringlengths 425
134k
|
|---|
”Neger”, råbte vi med tydelig diktion ind over plankeværket til knægten, der sad og legede med sine plastikbiler på græsplænen. Jeg har ingen anelse om, hvorfor vi råbte, men Ole Jensen, en af vor gode veninders far, trillede op på siden af os, rullede vinduet ned og forklarede os, at det skulle vi ikke gøre én gang til. Han forklarede det med en sådan diktion og knurrende bestemthed, at jeg ikke siden har kaldt nogen for neger.
Det er mere end 30 år siden, og jeg ved nu, at knægten på den anden side af plankeværket var hudfarvet og formodentlig stadig er det. Han var bare den eneste i det 70’er klondike, jeg er vokset op i, med dén hudfarve, så for vores sanseapparater stak han ud i mængden. De øvrige, omkring 2.500 sognebørn, som må have beboet de nybyggede pløjemarker dengang, havde i øvrigt hver deres særegne og individuelle hudfarve, blot inden for et andet spektrum.
Farveblyanter som racismens tjener
I bogen Det Virkelige Menneske kan man på side 182 læse, at vores sanseapparat er i stand til at skelne mellem 7,500.000 farvenuancer. Et veludviklet voksent ordforråd består af omkring 80.000 ord, og da vi heldigvis taler om andet end farver, er kun en brøkdel af dem reserveret farvebetegnelser. Den virkelighed, vores sanseapparat har adgang til, er alt for omfattende til, at vores symbolske system kan ramme hovedet på sømmet hver gang.
Derfor er både sproget og mine farveblyanter strukturelt racistiske og potentielt undertrykkende – eller det er der i hvert fald nogle, der påstår. Særligt hvis jeg kombinerer lyden ”hudfarve” med den blyant, som hverken er lyserød eller orange eller gul, men et eller andet i den retning, som jeg altså bare ikke har den præcise betegnelse for
Når forskellen mellem den mangfoldighed af nuancerede indtryk mit sanseapparat kan modtage, og det, jeg med mit grovkornede ordforråd og langt under 7,500.000 mio farveblyanter er i stand til at udtrykke og tegne, er så stor, er det svært at være politisk korrekt. Verden kommer til mine sanser i én kontinuerlig strøm, men de ord jeg kommunikerer med kommer med mellemrum; (de) (optræder) (diskontinuert).
Jeg gør, på den ene side, hvad jeg kan for ikke at genere andre mennesker, men jeg kan ikke gengive og kommunikere verden i størrelsesforholdet 1:1. På den anden side går jeg benhårdt ind for de grundlæggende individuelle rettigheder, herunder ytringsfrihed. Jeg mener ikke, at man med henvisning til kulturel praksis eller traditioner kan tillade sig at bestemme, hvilke relationer et andet menneske kan eller skal indgå i, ej heller at man kan bestemme hvilke livsmuligheder, andre skal have lov til at afsøge og udfolde.
Jeg ved også at andre er uenige med mig, og at de fælles rammer for udfoldelsen under alle omstændigheder er noget, der er til evig diskussion. Derfor går jeg går som både borger og lærer ind for, at der skal kunne oplyses om alt og at alt skal kunne vendes og drejes i min stue og i mine timer, lige fra Pippi Langstrømpes familierelationer, Muhammedtegner og Islams rolle i indskrænkningen af kvinders rettigheder til kolonialistisk hykleri, uhyrligheder og konsekvenser. Og jeg vil kunne citere fra Dræb ikke en Sangfugl og Huckleberry Finn, hvis jeg finder det oplysende.
Jeg kan se af debatten, at undervisere på amerikanske universiteter i den politiske korrektheds navn og misforståede hensyn, er blevet fyret for langt mindre, end jeg udsætter mine elever for. Det er et angreb på intet mindre end de grundlæggende frihedsrettigheder, som verdens øgede frihed og fremgang er bygget på – dem, som i sin tid kvinderettighedsforkæmperne og Martin Luther King henviste til og bad om at blive omfattede af.
Jomfruhinder
Jomfruhinder og Hijab hedder en bog af Mona Eltahawy, hvori jeg oplyses om, at man i det arabiske samfund ”anser det for en mindre katastrofe, om pigen døde, end hvis hun mistede sin mødom” og videre at mødomme tilhører familier og ikke individer (side 107). Det blev jeg ikke bare en smule forundret over, jeg blev indigneret og finder det fuldstændig utilstedeligt, men på den anden side hørte jeg for nyligt, at en pæn portion kvinder tilhørende den muslimske trosretning får rekonstrueret jomfruhinden, inden de gifter sig.
Og hvorfor er det nu, at jeg blander farveblyanter sammen med kvindelige kønsdele? Ja, jeg havde heller ikke lige set det komme. Men for at få lidt mere greb om, hvad jomfruhinder egentlig er, greb jeg ud efter bogen Kvinde kend din krop, hvor jeg først og fremmest blev klogere på jomfruhinder, men siden stødte på følgende overskrift ”Ræk mig den hudfarvede blyant” i delafsnittet, ”Magt, privilegier og undertrykkelse” i kapitlet ”Feminisme”, hvor identitetspolitikken udfolder sig uden hæmninger.
Der læser jeg, at der er alt for få sko i str. 42 til kvinder på markedet. Og jeg får at vide, at sproget afslører vores normer, hvilket jeg godt kan følge, men så læser jeg følgende, hvorefter jeg overvejer om det nu også var så god en idé at købe bogen til min teenagesøn, for hvorfor skal jeg lade ”feminister” plante dette arvesyndens frø i hans bevidsthed.
”Normen for, hvad man kalder hudfarvet, bliver synlig i det øjeblik, en person med mørk hudfarve beder om den hudfarvede og får stukket en lyserød farveblyant i hånden. Igen kan man se, hvordan det normale bliver skabt ved, at man ekskluderer noget som værende unormalt eller forkert. Ligesom en fod, der ikke har ”den ”rigtige” størrelse, er ekskluderet fra skobutikkerne, er den mørke hudfarve ekskluderet fra et fælles begreb om, hvilken farve en hudfarvet blyant har.
Normer kan skabes på mange måder. En måde, som i eksemplet med hudfarven er, at dem der er flest, bestemmer over dem, der er få. I Danmark er folk med lys hud flest, og derfor skabes en struktur i sproget, hvor lys hudfarve er lig med, slet og ret, hudfarve. Man kan sige, at majoriteten får retten til at definere, hvad der er normalt ud fra gruppens egne fællesstræk. Men for at skabe en forestilling om, hvad der er rigtigt og normalt, har man brug for en modsætning, som er forkert og unormal.” (s. 27f, mine fremhævelser)
Pointen i ræsonnementet er selvfølgelig, at det barn (eller den pædagog) i børnehaven, der udvalgte den lyserøde blyant, da hudfarven blev efterspurgt, afslørede sig som en del af en hegemonisk majoritet, som ubevidst viderefører århundreders vesteuropæiske, racistiske og imperialistiske undertrykkelse. Det er bare ikke det eneste, der sker; det er ikke sproget, der skaber verden og vores opfattelse. Verden har haft temmelig stor indflydelse på, hvordan hjernen har udviklet sig og hvordan den fungerer, og det er snarere denne udvikling og funktion, som sproget afspejler. Og hvordan, vender jeg tilbage til.
Feminisme og racisme blandes sammen i en sproglig diskurs, som, mener jeg, fjerner fokus fra kampen for lige rettigheder, og flytter det til et spørgsmål om undertrykkende sprogbrug; om hvem der krænker hvem, hvem der skal tages særlige hensyn til, om ”trigger warnings” er nødvendige, om vi skal have ”safe spaces” og mere ”affirmative action”. Mona Eltahawy peger i sin kamp på en helt ufattelig disrespekt for kvinders menneskeværd og rettigheder i Mellemøsten, som enhver, der er rundet af de værdier, der ligger i Menneskerettighedserklæringen fuldstændig entydigt ville tage afstand fra og bekæmpe, hvis de var direkte vidner til det. Men den politisk korrekte diskurs resulterer i, at hun også skal kæmpe mod tanken om en magthaverisk strukturel racisme indlejret i sprogbrugen.
Eltahawy gør selvfølgelig opmærksom på højrefløjens dyrkere af ”kultursammenstødet” på den ene side, som opmuntrede bader sig i enhver kritik af diverse praksisser med konnotation til islam, men på den anden side finder vi de politisk korrekte, som hun adresserer på følgende måde:
”På den anden side står de vestlige liberale, som med god grund fordømmer imperialisme, men samtidig ikke kan se den kulturelle imperialisme, som de selv praktiserer, når de lukker munden på folk, der kritiserer kvindehadet. De opfører sig, som om de gerne vil beskytte min kultur og min tro og glemmer, at de selv er i sikkerhed for de voldshandlinger, jeg taler om. De kan ikke selv se deres egen privilegerede og nedladende indstilling, og de tror, at de kan vurdere, hvad der er ”autentisk” i min kultur og tro. Hvis højrefløjen er drevet af en skjult racisme, lider venstrefløjen af en indirekte racisme, som de bruger til at begrænse min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil sige.” (s. 32f, min fremhævelse).
Som det fremgår af citatet er Eltahawy ganske klar over, at intentionerne hos vestens politiske korrekte er de bedste. Men problemstillingen antyder indirekte, at det er temmelig påtrængende at skelne mellem intentioner og resultater, hvor resultatet af den politiske korrekthed er, at praksis med børnebrude, polygami, diskriminerende lovgivning, omskæring får lov at fortsætte uantastet.
Mona Eltahawy speaking at the Personal Democracy Forum 2011 at New York University’s Skirball Center for the Performing Arts. Photograph taken on 6 June 2011 by Esty Stein for Personal Democracy Forum.
Det virkeligt ekskluderende i denne sammenhæng er citatet fra ”Kvinde kend din krop”, der udpeger en sprogbrug som ”syndig”, samtidig med at minoriteten udpeges, hvorved den forskel man egentlig gerne så udvisket understreges. Og at eksklusion som resultat af denne sproglige ”overfølsomhed” – eller ligefrem berufsverbot – skal tages helt bogstaveligt viser efterhånden flere sager fra amerikanske universiteter.
Men der mangler belæg for præmissen i ”farveblyantsargumentet”. Sproget er ikke vedtaget af en flok europæiske mænd engang i tidernes morgen. Sproget har udviklet sig fra en tid længe inden verden var opdelt i civilisationer – måske endda fra før virkeligt distinkte forskelle i hudfarve op stod – og afspejler i højere grad vores hjerners natur, hvorfor kulturen snarere afspejler sig denne hjernens natur, end hjernen (i dette tilfælde) afspejler kultur.
Kognitive kategorier
Sproget er ikke opfundet, men har udviklet sig, og afspejler således vort sanseapparats og kognitive systems måder at virke på. De fleste sprogbrugere er ikke magthavere. Alt efter hvor de befinder sig, er de en del af en minoritet eller majoritet, men at se dem som undertrykkere er lige så fornærmende og generaliserende, som nogle af Lars Hedegaards udtalelser om muslimer – eller Ahmad Mahmouds mors kostelige bemærkning om danskernes hudfarve: ”De er urene og deres hud er rød med pletter, fordi de spiser svinekød og drikker.” (Sort Land s. 160).
Identitetspolitikkens fundament opløser sig, når man forstår, hvorledes hjernens naturlige kategoriseringssystem fungerer. Filosoffer og naturhistorikere havde længe problemer med at få verden sat i system, fordi verden er et stort kontinuum uden klare grænser: hvornår stopper dalen, og hvor begynder bjerget, hvad skal man kalde et pattedyr, der lægger æg, og hvorfor er der kødædende planter og fugle, der ikke kan flyve, men pattedyr, der kan? Og så alle de farver, de har …
Psykologen Eleanor Rosch fandt i en række forsøg mellem 1973 og 1975 ud af, hvordan det er, vi ordner verden i vores hoveder. Du kan læse historien i Det Virkelige Menneske (kapitel 5), men kort fortalt, så er det normale det, der er mest af eller optræder hyppigst i en hjernes omgivelser. Det betyder, at kvindefødder i størrelse 42 hverken er forkerte eller ekskluderede, de optræder bare ikke så hyppigt, at de er blevet en regelmæssighed i vores kognitive apparat eller at det kan betale sig at have sko til dem stående i butikkerne. Hvilket i øvrigt ser ud til at ændre sig fremover at dømme efter pigernes stigende højde, så er det blot et spørgsmål om tid, førend det er størrelse 44, der er for få af. Hvilket i øvrigt viser, at den politisk korrekte sprogrøgter aldrig vil kunne komme sit ”problem” til livs, men kun forskubbe det.
Størrelser findes på et kontinuum, en skala, og derfor ser man allerede her, det dialektiske element i identitetsargumentet opløse sig. Der er ingen reel sammenhæng mellem forkert og unormal. En struds er ikke forkert, men det faktum, at den ikke kan flyve, gør den til en unormal fugl.
I 1969 afkræftede antropologerne Brent Berlin og Paul Kay Benjamin Whorfs tese, om at sproget er fuldstændig afgørende for vores opfattelse af verden. De fandt ud af, at lige meget hvor vi kommer fra, og hvor mange farvebetegnelser vi har i vores respektive sprog, så er der én bestemt blå, én bestemt rød og én bestemt gul farve, vi synes, er det bedste eksempel blandt de mange øvrige blå, røde og gule nuancer. Det var denne type forsøg Rosch fortsatte, og hun undersøgte, om der var lignende ”bedste eksempler” inden for 10 andre kategorier. Det var der.
Rosch bad f.eks. sine forsøgspersoner vurdere hvilken af 55 fugle, der var den mest fuglede fugl. Det viste sig at være den amerikanske udgave af rødhalsen, som er meget udbredt i USA. I Danmark kunne det meget vel vise sig at være Solsorten, da den med sine 4,4 mio eksemplarer er den hyppigst forekommende fugl (knapt så mange Gråspurve). Forsøgspersonerne vurderede fuglene på en skala fra 1 til 7, og som noget af det mindst ”fuglede” fandt de strudsen.
Videnskabeligt baserede argumenter bider jo ikke på alle, men heldigvis er der belæg for Rosch teori i Biblen. I 3de Mosebog, kapitel 11, vers 19, kan vi se, at de gamle kategoriserede flagermusen på linje med storken, hejren og hærfuglen og altså ikke med pattedyrene, som vi gør i dag. Flagermusen flyver, og det har været et mere distinkt karakteristika for patriarkerne, end det at den føder levende unger og har mælkekirtler.
Prototypeeffekten
Man kan derfor tale om, at kognitive kategorier breder sig som ringe i vandet ud fra et ”bedste eksempel”, som gerne er det, der optræder hyppigst i vores sanser, og resten kategoriseres så ud fra deres sammenlignelighed med det bedste eksempel. Med andre ord, vi systematiserer ikke verden i dialektiske modsætninger, sådan som ”Kvinde kend din krop” antyder. Ifølge den kognitive semiotik (tegnlære) og semantik kan vi snarere forstille os cirkulære og mere kontinuerligt organiserede kategorier, og der hvor pattedyrenes og fuglenes cirkler mødes og måske overlapper, svæver altså flagemusen rundt og undrer sig over sådan noget som næbdyret, og et andet sted på cirklen står en pingvin og spekulerer på hvorfor monstro, sælen ikke rejser sig op.
Ud fra det bedste eksempel opstår et interessant fænomen, der kaldes ”prototypeeffekten”, der siger lidt om, hvor fleksibel og skematisk vores kognition er. Det bedste eksempel er delvist defineret af vores omgivelser, hvilket betyder solsortene ikke er det bedste eksempel, hvis fuglene skal være sådan nogle, der spiser ådsler på den afrikanske savanne.
Vi har den ”cirkulære” kategoristruktur, som forklaret ovenfor, men der er også et hierarki med over-, basis- og under-kategorier. Dyr er en overkategori, hvori vi bl.a. finder fugle og hunde, der er basiskategorier med hver deres underkategorier af mere eller mindre gode eksempler: i underkategorierne finder vi således pingviner, strudse, solsorte og fra tid til anden en flagermus og collien, schæferen, puddelen i underkategorien for hundenes vedkommende.
Prototypeeffekten opstår, når ordet fra basiskategorien optræder i en sætning: Det kunne være ”hyrden kaldte på sin hund og gik ud til sine får”, hvor det er meget usandsynligt, at der popper et billede af en springende Mops eller en Grand Danois op i hovedet på os. Det er nok snarere billedet af en mellemstor hund, der dukker op i forestillingen, og skulle man være ekspert på området eller ligefrem hyrde, dukker der en helt specifik hunderace op, som kunne være Islandsk fårehund. Hvis man ikke aner, hvad en hund er, så har hjernen ikke noget at arbejde med, og så dukker der ingenting op ved lyden af ordet hund.
Det forekommer mig, at vi kan forklare børnehavens farveblyantskvaler med prototypeeffekten. Hudfarven er basiskategori og i underkategorien findes så alle de farver, som hud kan have (sammenlign f.eks. med jordfarver: hvorunder vi finder okker, gul okker, umbra, sienna, brændt umbra, rå sienna osv. Her vil så prototypeeffekten afhænge af, om vi befinder os i Canada eller Saudi Arabien). Og nu spørger jeg så: ”hvis alle børnene lige har set James Camerons Avatar og sidder og tegner avatarer, hvad er det så for en farve, der efterspørges med betegnelsen hudfarve?”
Indhold og udtryk, essens og attribut
Det er attributterne og ikke de indre egenskaber – som f.eks. den iboende menneskelige værdighed – der ryger i sanserne og dernæst kogniteres og grupperes. Da Ole Jensen (jf. den indledende anekdote) irettesatte os knægte, håber jeg, at det dybest set var fordi, vi råbte af drengen på den anden side af plankeværket, og at han havde gjort nøjagtig det samme, hvis vi havde råbt ”pattebarn”. For vi råbte fuldstændig umotiveret og uprovokeret, og måske gjorde vi ham nervøs og ængstelig for, hvad vi kunne finde på en anden gang. Og den slags har ingen ret til.
Illustration fra romanen Huckleberry Finn, hvor Huck Finn ender i et dilemma: skal han følge sin kristne opdragelse og angive den undvegne slave, Jim (Hucks bedste ven), til sin ejer eller følge sin samvittighed og bryde loven. Fantastisk højtlæsningsbog der giver noget at tænke over.
Men der, hvor vi voksede op, var der vel nærmest kun centrum og periferi, de røde med pletter og så ham, men ingen af os var forkerte. Blot havde vi forskellige attributter. Men erstatter vi vores fælles menneskelighed med attributterne, det være nok så ”dybe” attributter, såsom køn, national, politisk og religiøs overbevisning, og enten lader os krænke af andres udtalelser og holdninger til disse eller på den anden side, som den politisk korrekte gør det, søger at skærme andre fra dem, så sniger censuren sig ind i vores hverdag. Og kommunikationen – dialogen, diskussionen og den demokratiske samtale – vil lige så langsomt bryde sammen. Det redskab, vi har til at beskytte os mod forfølgelse og krænkelse af selve vores menneskelighed på baggrund af attributterne har vi allerede i FNs Menneskerettighedserklæring.
Der står udtrykkeligt i afsnit 2, at ingen må forskelsbehandles på baggrund af attributterne, og så er det da helt bagvendt, at det netop er med henvisning til disse mere eller mindre tilfældige attributter såsom køn, race, religiøs overbevisning etc., at man vil gøre forskel, dertil kræve særlige hensyn og ”affirmative action”.
Efterhånden som man rejser ud i verden kan man forestille sig, at vores kategoriseringer overlapper hinanden således at ”det bedste eksempel” i en familie, i en region, i en kultur bliver mere og mere perifert i den næste cirkel – og den hudfarvede blyant changerer fra den ene nuance til den næste. Hvis vi integrerer denne evolutionsteoriske udlægning af normalbegrebet i vores tankegang, som Dennis Nørmark og jeg argumenterede for i Det Virkelige Menneske, bliver denne (altså tankegangen) næsten ligeså fleksibel og flydende som virkeligheden selv, og vi kan slippe ud af den politiske korrektheds ukorrekte dialektik, og erstatte den med noget, vi kunne kalde genuin kulturforståelse.
Fri mig fra disintegration
Sjovt nok havde Samuel P. Huntington – ham bag beskrivelserne af Civilisationernes Sammenstød – øje for den politisk korrekte disintegrationen allerede inden identitetspolitik blev mainstream et essay fra 1993 pegede han temmelig præcist på, hvordan kravene om særlige hensyn og “affirmative actions” vil undergrave sig selv – og os andre. Jeg vil slutte med ham:
“The essence of the American creed has been equal rights for the individual, and historically immigrant and outcast groups have invoked and thereby reinvigorated the principles of the creed in their struggles for equal treatment in American society. The most notable and successful effort was the civil rights movement led by Martin Luther King, Jr., in the 1950s and 1960s. Subsequently, however, the demand shifted from equal rights for individuals to special rights (affirmative action and similar measures) for blacks and other groups. Such claims run directly counter to the underlying principles that have been the basis of American political unity; they reject the idea of a “color-blind” society of equal individuals and instead promote a “color-conscious” society with government-sanctioned privileges for some groups. In a parallel movement, intellectuals and politicians began to push the ideology of “multiculturalism,” and to insist on the rewriting of American political, social, and literary history from the viewpoint of non-European groups. At the extreme, this movement tends to elevate obscure leaders of minority groups to a level of importance equal to that of the Founding Fathers. Both the demands for special group rights and for multiculturalism encourage a clash of civilizations within the United States and encourage what Arthur M. Schlesinger, Jr., terms “the disuniting of America.””
Fri mig fra civilisationernes sammenstød. Fri mig fra den politiske korrektheds forskelsbehandling og snigende censur. Fri mig fra farve-bevidsthed. Free your mind.
Udgivet i psykologisk, samfundsk | Tagget affirmative action, censur, Dennis Nørmark, Det Virkelige Menneske, Eleanor Rosch, Feminisme, hudfarve, kognitive kategorier, Kvinde kend din krop, menneskerettigheder, Mona Eltahawy, politisk korrekt, prototypeeffekt, Samuel P. Huntington, strukturel racisme, trigger warning | 192 svar
Uopdragelse
Udgivet den 20. juli 2015 af Lars Andreassen
1.762
Vi hører jævnligt, at niveauet daler i uddannelsessystemet, derfor må det blive lettere at tage en uddannelse. Men vi hører også om unge mennesker, der føler sig pressede i uddannelsesverdenen, som stresses, demotiveres, dropper ud, deprimeres og får angstneuroser. Det er et paradoks. Ny bog om hysteriske børn forklarer, hvordan to så modstridende tendenser kan være sande på samme tid.
Af Lars Andreassen
Stå fast smækker han op på bordet: Svend Brinkmanns opgør med vores ulideligt, selvoptagede trang til personlig udvikling og evig bevægelse. Vi rodfæstes aldrig, hvis vi konstant tænker på selvudvikling, er Brinkmanns efterhånden velkendte pointe, og når ikke vi har rødder, mister vi evnen til at forpligte os til en opgave eller andre mennesker. Vi bliver rådvilde og uden retningsgivende moralske pejlemærker. Vi kan ikke stå fast.
”Interessant”, bemærker jeg og peger på bogen. ”Provokerende”, svarer han, den om-en-uge pensionerede lærer. ”Den er et opgør med alt, hvad jeg er uddannet inden for”, uddyber han.
Det er vinter og vi er på vej mod pisterne i Matrei med hver vores elevflok. Han fra en folkeskole i Kolding og jeg med Egå Ungdoms-Højskole. På den anden side af midtergangen sidder jeg med en nyligt udkommet bog fra det Aarhusianske forlag Plurafutura, Hvorfor bliver vores børn små tyranner? af den tyske børnepsykiater og familieterapeut, Michael Winterhoff. Også den handler om identitets- og selvudvikling, men børnenes og ikke de voksnes.
Udvikling, opdragelse og dannelse er ikke bare ”hot stuff” i Danmark, og Winterhoffs bog er, som Brinkmanns, en bestseller i sit hjemland.
Winterhoff stiller et simpelt spørgsmål: hvad sker der, når børn tildeles ansvaret for deres egen personlige udvikling, og hans svar er skræmmende.
Diagnose eller uopdragelse
Jeg har ikke læst Brinkmanns bog (endnu), men som en del af trioen bag bøgerne om Uren Pædagogik er han ikke ukendt blandt højskolefolk. Og meget kontroversielt udtalte han i Højskolebladet for nogle år siden, at vi af og til gemmer dårlig moral bag psykiatriske diagnoser:
“Hvis vi for eksempel ikke længere kan forstå dovenskab som en last, et moralsk problem eller som en måde til at genoplade batterierne, men kun som en medicinsk tilstand, så er der altså centrale dimensioner af den menneskelige tilværelse, som vi ikke længere kan forstå, og så får vi et dilemma – især i forhold til at tage ansvar.”
Det udsagn har jeg altid set som modigt, og Brinkmann har siden da stået på min liste over helte.
Antallet af psykiatriske diagnoser er steget helt uhyggeligt siden 2. Verdenskrig, det ved enhver (ellers kan du læse om det i ovenstående link til Højskolebladet eller her hos den norske filosof Lars Fr. H. Svendsen). Der er helts sikkert flere – og meget komplicerede – årsager til stigningen, som dog på mange måder også er paradoksal, fordi den følger en generel stigning i folkesundhed og levealder.
Men Winterhoff antyder i sin bog – eller jeg læser det ud af den – at den praksis, hvormed vi omsætter vores opdragelsesidealer kan føre til reaktioner og adfærdsformer, der ligner de diagnoser, der er i stigning, såsom angst, depression, ADHD og ADD.
Et eksempel fra bogen illustrerer pointen, altså Winterhoffs, det værste eksempel ganske vist, men så rækker det også med et enkelt. Sara gider ikke altid lave sine lektier, hun gider heller ikke øve sig på violin, et instrument, hun selv har ønsket at lære at spille. Det er der i sig selv ikke noget usædvanligt i, men pigen bliver aggressiv, råber og sparker ud efter sin mor, når hun beder hende om at passe sine pligter – pålagte såvel som selvvalgte – og kaster sågar med ting, og helst ting, hun ved moderen sætter pris på.
Saras forældre ville, som alle andre bevidste forældre, have et selvstændigt og myndigt barn med en stærk personlighed, og derfor var rationalet bag deres opdragelse, at barnet skulle have lov til at udvikle sig helt på egen hånd uden at rette sig efter andre mennesker. I børnehaven bestemte hun selv, hvad tøj hun ville have på, og faldt kammeraterne ikke i hendes smag, blev de aldrig mere inviteret med hjem.
Ingen har nogensinde fortalt Sara, hvad der var rigtigt og forkert. Som Winterhoff skriver, troede forældrene at de gav hende en antiautoritær opdragelse, hvilket de vel egentlig også gjorde, men mere korrekt er det nok at sige, at de skabte et rum uden autoriteter omkring Sara. Et rum, hvor hendes ego kunne udfolde og udvikle sig fuldstændigt uhæmmet uden hensyn til andre. Et rum uden regulering, uden opdragelse – et rum, hvor alt var til forhandling.
Problemet med Sara er, som i Winterhoffs øvrige casestories, at forældrene glemte at spørge sig selv om, hvad konsekvenserne af denne uopdragelse mon kunne være. De ville jo det rigtige og forsøgte at fjerne enhver forhindring for Saras personlige udvikling. De skabte en curlingbane for barnet milevidt fra et klassisk hegeliansk dannelseideal, hvor identiteten netop formes i “kampen” med arbejdet og bestræbelserne på at opfylde sit potentiale som socialt væsen.
Winterhoff påpeger, at et barn slet ikke har den fornødne psykiske modenhed til at magte tilværelsen alene. Man ”tilskriver barnet […] en selvstændig personlighed, om det slet ikke kan have på så tidligt et stadium.” (side 31).
Virkeligheden er en Blachman
Første del af konsekvensen af den manglende adfærdsregulering er, at barnet fastholdes i en tidlig psykisk fase, skriver Winterhoff. Den nemlig, hvor barnet tror, at den ganske verden er skabt for at tilfredsstille barnets behov. Forældre forveksler barnets infantile og uhæmmede viljestyrke med en stærk personlighed, og resultatet er et totalt uhæmmet ego.
Den anden del af konsekvensen er selvsagt et hensynsløst og asocialt barn. Et barn, der ikke kan udsætte sine behov, et barn der ikke kan sidde med fingeren i vejret og vente på, at de andre taler færdigt – eller bare sidde stille – et barn uden evne til at forpligte sig på en opgave, pålagt eller selvvalgt, eller på andre mennesker. Et barn som bliver stiktosset og hysterisk, når det bliver bedt om at udsætte sine behov, disciplinere sig, tage hensyn og passe sine pligter.
Hovedpointen i Winterhoffs bog – et træk, der går igennem alle hans cases – er den, at de børn, der opdrages i den antiautoritære selvudviklings navn, oplever en form for almægtighed, og at de kan kontrollere verden omkring sig, og i det øjeblik de møder modstand, opstår så problemerne. Modstanden består helt simpelt i mødet med andre mennesker, der også skal tages hensyn til, og i at man skal leve op til krav og standarder sat af andre, f.eks. i børnehaven eller uddannelsessystemet.
Jeg kommer til at tænke på Pink Floyds “The Wall” fra 1979, når jeg læser Winterhoffs bog. “Hey teacher, leave them kids alone” og We don’t need no Education” sang Roger Waters og opsummerede vel her 68-generationens opgør med autoriteterne. Copyright tror vi nok tilhører Pink Floyd Music, Ltd.
Pludselig optræder virkeligheden uden for hjemmets (underlige blanding af curlingbane og konfliktfyldt forhandlingsrum) som Blachman i X-faktor, som nogen eller noget, der pludselig bryder med egoets forestilling om omnipotens og smadrer det uregulerede barns forestilling om, at det kan alt.
Den ”stærke personlighed” (som blot var infantil utilpasset vilje) bryder sammen, identiteten vakler, og barnet skal nu til revurdere sig selv og sine evner, og det er selvsagt angstprovokerende. Og svaret er i mange tilfælde ikke, at individet er ramlet ind i en eksistentiel krise, men en psykisk sygdom, og nu begynder jagten på en diagnose, som kan føre til den behandling, der fikser problemet.
Måske er det ikke fordi, kravene i uddannelsessystemet er for høje eller urimelige, at nogle unge bukker under, men fordi de ganske enkelt ikke er vant til at møde krav stillet af andre end dem selv. Det er en tanke, man får, når man læser Winterhoffs bog, som således kan være med til at forklare, hvordan vi på en og samme tid kan diskutere dalende niveauer i uddannelsessystemet samtidig med, at vi konstaterer, at flere og flere unge mistrives i samme system. Gymnasierne ansætter psykologer til at hjælpe de unge gennem kriserne og på universiteterne er det studenterpræsterne, der hjælper til.
Indrestyret eller ydrestyret
Det er hårdt at få at vide, at man ikke kan synge, når man hele sit liv har troet, at man kunne, fordi ingen har villet, evnet eller haft mod til at fortælle en, at det kunne man ikke. Og desuden heller ikke haft modet, viljen eller evnen til at stå fast over for barnet og fortælle det, at lektierne skal laves, pligterne gøres og fritidsinteressen passes også de dage, hvor man egentlig ikke har lyst.
Brinkmanns bog er så provokerende for læreren fra Kolding, som jeg deler bus med, fordi Brinkmann taler for mere ydre-styring af børnene, og det er i modsætning til de pædagogiske idealer, denne lærer, som skal pensioneres, når han vender hjem igen, har praktiseret under. Det er et paradigme-skifte i folkeskolen, Brinkmann lægger op til, fordi vi altid har lagt vægten på barnets personlige udvikling og at denne skulle komme indefra.
Ingen af os kan være uenige i målet med vores dannelse og opdragelse: anti-autoritære, selvstændigt tænkende og kreative unge mennesker med de bedst tænkelige muligheder for at udvikle sig selv, sammen med andre – og at de er indrestyrede. Men vejen der til kan, skal og bør ikke være uden forhindringer og koncentreret aktivitet, og så går gennem gennem en gradvis nedtrapning af den ydre styring og tildeling af ansvar i takt med barnets og den unges mentale modning og udvikling af færdigheder og kompetencer.
Udgivet i filosofisk, pædagogisk, psykologisk, samfundsk | Tagget Dannelse, diagnoser, frafald, Lars Andreassen, Michael Winterhoff, opdragelse, Svend Brinkmann, Uddannelse | 1.762 svar
Religion, Tillid & Kritisk Sans
Udgivet den 17. december 2014 af Lars Andreassen
69
Ny forskning antyder at kritisk sans og tillid er meget tæt associeret. Er man meget kritisk, er det fordi man ikke rigtigt stoler på afsenderen af det, man forholder sig kritisk til. Er man tillidsfuld, er man ikke speciel kritisk. Hvad kunne det gå hen og betyde for den demokratiske samtale – og for lærer-elev forholdet?
Vi må formode, at langt de fleste danskere har kritisk sans. Hvis man tvivler på sandheden af det udsagn, kan det 1) hænge sammen med at vi ikke bruger den, eller 2) at vi har tillid til afsenderen af de udsagn eller agenten for de handlinger, vi burde forholde os kritisk til.
Jeg kom på sporet af mekanismerne bag den kritiske sans, da jeg i november 2014 faldt over en kapitel om religion i Hjernen: Fra Celle til Samfund. Jeg var godt inde i et forløb på Egå Ungdoms-Højskole, jeg kalder Hjern & Sans, og fandt her en rimelig overskuelig artikel, der fortalte om kontrolgrupper, og hvordan man når frem til distinkte og signifikante resultater i hjernescanningsforsøg. Godt til den almene dannelse af eleverne, og samtidig med virkelig interessante resultater, der lægger op til både diskussion og spekulation.
Egentlig handlede kapitlet om ”Den Religiøse hjerne: om Bøn og Følelsen af Guds Nærvær.” Det er skrevet af Postdoc Uffe Schjødt fra Religionsvidenskab på Aarhus Universitet.
Det social-kognitive netværk
I kapitlet forklarer Schjødt i første omgang, hvordan man ved tidligere forsøg har kortlagt det, man omtaler som det social-kognitive netværk. Det fandt man ved at fortælle personerne i et skanningsforsøg, at de spillede et spil mod henholdsvis et rigtigt kødeligt menneske og mod et computerprogram. I virkeligheden spillede alle hele tiden mod computerprogrammet, men når forsøgslederne bildte forsøgspersonerne ind, at de spillede mod en person var der aktivitet i parasingularis, et område forrest i hjernen, som grænser op til Singularis, samt et område i den bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS). Det er områder, vi ved, har at gøre med opfattelse og genkaldelse af kropslige bevægelser (kropssprog), hvoraf vi ofte udleder andres intentioner, og med omsorg, opmærksomhedsskifte og kontrol af emotioner (se figur 1).
Figur 1. Det social-kognitive netværk – sådan nogenlunde. Parasingularis (forrest på venstre hjerne). Bagerste del af Korteks Singularis og Precuneus, samt Superior Temporal Sulcus (STS på højre hjerne). Min illustration.
På baggrund af disse undersøgelser opstillede Schjødts hold et eksperiment, hvor de bad en række indremissionske personer om at 1) bede en improviseret bøn i hjerneskanneren. At ligge i en skanner er en noget kunstig situation, men forsøgspersonerne blev udvalgt, fordi de fortalte, at de ofte kunne finde på at bede en improviseret bøn på cyklen eller i bussen til og fra arbejde. De var altså vant til at bede i meget forskellige situationer og derfor regnede forskerne med, at den hjerneaktivitet, de ville kunne registrere, svarede til den normale aktivitet ved disse menneskers bøn.
I skanneren skulle forsøgspersonerne også 2) ønske til julemanden, de skulle 3) bede fadervor og 4) fremsige en børneremse. De forskellige opgaver skulle gøre det muligt at se forskel på forsøgspersonernes hjerner, når de følte guds nærvær og når de ikke gjorde det.
Gud er en ven
Det interessante ved forsøgsresultaterne var, at de ligner dem fra computerspilsforsøget. For de indremissionske forsøgsdeltagere er julemanden lige så meget kød og blod som computeren, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveres, når de beder en personlig bøn til gud.
Selvom både juleønskerne og bønnen kan ses som personlige henvendelser til et væsen af nogenlunde samme ontologiske status – i hvert fald for en ikke-religiøs – er der altså signifikant forskel på hjerneaktiviteten hos indremissionske.
En lignende forskel gjorde sig gældende mellem børneremsen og Fadervor. Børneremsen lirede man af, som om der ikke var nogen modtager, hvorimod det social-kognitive netværk aktiveredes mærkbart ved fremsigelsen af Fadervor – dog knap så signifikant som ved den personlige bøn.
Kritisk sans er et spørgsmål om tillid
I et efterfølgende forsøg ville Schjødts gruppe undersøge hvilken rolle vores forventninger kan have i forbindelse med forbøn. Man ved fra hypnose og placeboforskning, at vores forventninger til behandleren har ret stor betydning for oplevelsen af behandlingens virkning. Det er derfor nærliggende at spørge, om den religiøse oplevelse kan påvirkes af personens forventninger til afsenderen i forbindelse med forbøn?
Hvis du får at vide, at personen der beder for dig er kendt for at udvirke mirakler, hvordan vil det så påvirke dig? Det var spørgsmålet. Og til denne undersøgelse benyttede man 18 medlemmer fra en frikirke med karismatisk praksis, samt 18 ikke-religiøse mennesker.
Der var selvfølgelig ingen udslag hos de ikke-religiøse. Dem kan du bede nok så meget for, de er ligeglade, de har ingen forventninger til at overnaturlige væsner kan hjælpe med noget som helst; om du så har ry for at stå i direkte kontakt med Kristus.
Hos de frikirkelige var det imidlertid en anden sag. I forsøget havde man fået den samme ”almindelige” kristne til at indlæse 3 bønner for forsøgspersonerne. Imidlertid fortalte man personerne i skanneren, at afsenderne var forskellige, nemlig en ateist, en kristen og en kendt helbreder. (se figur 2).
Figur 2. Forreste venstre del af prefrontal korteks, hvor Schjødt fandt øget aktivitet, når forsøgspersonerne var skeptisk indstillede over for bønnernes virkning. Det er et område, man mener er med til at holde umiddelbare sansninger op mod vores erfaringer af verden. Min illustration.
Hvis det er den kritiske sans dette forsøg har fat i, så var der fuldt blus på hos de frikirkelige, når ateisten bad for dem – og det manglede vel bare. De kunne heller ikke helt sænke den kritiske barriere over for den ”lunkne” kristne (man ved jo aldrig helt om de folkekirkelige virkelig tror på gud eller ”noget større” eller om de måske bare har sten i skoene). Men når den ”karismatiske” helbreder tog ordet, så faldt alle barrierer, og de kastede sig ud i troens 70.000 favne. Men husk, det var den samme, der bad bønnerne, så forskellen må komme inde fra forsøgspersonerne selv og deres forventninger til bønnens virkning.
Politisk tilhørsforhold sløver kritisk sans
Forskerne ville med dette forsøg undersøge, hvordan følelsen af guddommeligt nærvær opstår. Det er mig, der spekulerer videre og taler om kritisk sans. Forskere må af en eller anden grund ikke spekulere. Filosoffer må spekulere ud af det blå, men naturvidenskabsfolk må ikke spekulere ud fra empirisk data. Hvad siger det, om kritisk sans og kritisk tænkning?
Jeg vil spekulere, ekstrapolere og generalisere. Er det sådan at disse forsøg kan sige os noget om politisk tænkning.
Kritisk sans synes at hænge sammen med tillid. Det virker jo indlysende, at du ikke føler trang til at være kritisk, hvis du i forvejen stoler på et menneske, hvad enten det skyldes personligt kendskab eller personens gode ry og rygte.
Børn stoler umiddelbart på deres forældre og ville være ilde stedt, hvis ikke de gjorde det – eller hvis de rent faktisk ikke kan stole på deres forældre. Er der skepsis, så er der også mistillid. Det er interessant i en pædagogisk sammenhæng og ikke mindst i et lærings-perspektiv. Det her synes nemlig at antyde, at lærerens autoritet kan have sit udspring i elevens tillid. Hvis læreren altid viser eleven, at han eller hun er der for elevens skyld, og hvis eleven tør stole på, at det læreren vil med eleven, også er til elevens bedste, så følger autoriteten heraf og miraklet kan opstå.
Men hvad så med politikken? For ikke længe siden offentliggjorde Anders Samuelsen en undersøgelse vedrørende partilederes troværdighed. Historien var vist den, at han altid scorede lavt i troværdighed, når de andre partier lavede lignende undersøgelser. Så måtte Liberal Alliance jo lave deres egen, og tænk om ikke det viste sig, at Anders Samuelsen betragtes som den mest troværdige partileder af Liberal Alliances medlemmer (se figur 3).
Figur 3. Anders Samuelsens undersøgelse af partiledernes troværdighed i følge deres partimedlemmer. Undersøgelsen viser at Liberal Alliances vælgere er dem, der har størst tiltro og tillid til deres partiformand. Eller at Liberal Alliance har de mindst kritiske vælgere. Skemaet er, i oplysningens tjeneste, planket fra Anders Samuelsens facebookside.
Problemet er bare, at alle de andre partiledere også betragtes som de mest troværdige af deres respektive partiledere. Og det er et problem – hvis altså mine spekulationer og generaliseringer har noget på sig – for så har den kritiske sans ringe kår i politik, og hvis den kritiske sans har ringe kår, så har det bedste argument det også. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, men lader i stedet barrieren falde, når dem, vi i forvejen tror os enige med, udtaler sig.
Men lad os se på den lyse side og lade konklusionen være den, at vi kan forbedre demokratiet. Det kræver blot lidt kritisk sans. Og den kunne vi forsøge at forbedre ved at kaste et slør ud over afsenderen. Når du hører et politisk udsagn, så lad som om, du ikke ved hvorfra det kommer og forhold dig udelukkende til ordene og argumenterne.
Udgivet i filosofisk, pædagogisk, psykologisk, samfundsk | Tagget Anders Samuelsen, Egå Ungdoms-højskole, guds nærvær, Hjern & Sans, kritisk sans, skepsis, social-kognitive netværk, tillid, Uffe Schjødt | 69 svar
Teenagere SKAL sove længe
Udgivet den 18. november 2014 af Lars Andreassen
448
De unge på Egå Ungdoms-Højskole sover ikke længe, de får bare dækket deres naturlige søvnbehov. Og sådan burde det være alle andre steder i uddannelsessystemet. Man bør således ikke tøve et sekund med at ændre ungdomsuddannelsernes mødetider i forbindelse med en kommende reform. Resultatet vil være glade, mere motiverede og lærevillige elever.
”Har fornøjelsen af at være formand for en skole, der planlægger evidensbaseret fremfor bare at følge gamle vaner”, skrev Dennis Nørmark i en statusopdatering om søvn-politikken på Egå Ungdoms-Højskole.
En stor del af Danmarks befolkning diskuterede teenageres søvnmønstre i begyndelsen af november 2014. Det hele begyndte med Signe Gads læserbrev i Politiken, hvorefter debatten bredte sig til Jyllandsposten, Reporterne på Radio24syv (11/11), Ekstrabladet, TV2; ja, og tænk engang, til Norge. Og selvfølgelig alle med den let provokerende vinkel, at de unge får lov at sove længe. Men sådan er det ikke, vi giver dem blot en mulighed for at få dækket deres naturlige søvnbehov: Det manglede da bare.
Jeg har lavet en lille forespørgsel blandt vores nuværende elever om deres søvnmønstre. Desværre har ikke alle svaret – og en enkelt ikke-teenager har sneget sig ind (i gruppen af dem, der går i seng mellem midnat og 01.00). Desuden stillede Jyllands-Postens Edith Rasmussen i et interview det intelligente og relevante spørgsmål, om vi havde spurgt vores forhenværende elever, om deres erfaringer med søvnmønstrene, når de efter at have været på Egå Ungdoms-Højskole fortsætter i arbejde eller på en ungdomsuddannelse. Det har vi ikke, men det må vi til at gøre.
Mangel på søvn er tortur
Mangel på søvn ødelægger hukommelsen og koncentrationsevnen, hæmmer (eller ødelægger) hjernens udvikling. Desuden er søvnmangel associeret med fedmeproblemer, hjertekarsygdomme og depression. Og så er det et yndet tortur-middel at tage søvnen fra folk.
Tænk, hvis vi kunne ændre noget her i verden blot med henvisning til det meningsfulde og behagelige? Det kan man ikke, og det gjorde vi heller ikke. Vi ændrede mødetiderne, fordi vi døjede med søvndrukne elever. Og sådanne er svære at oplyse og danne, og da netop oplysning til livet er formålet med en højskole, måtte vi gøre noget. Nu spiser vi morgenmad fra klokken 9.00 til 9.45, og begynder undervisningen klokken 10.00.
Det er flere år siden nu, og jeg husker ikke de præcise omstændigheder. Pludselig var der bare en del viden, der dukkede op på samme tid og fik en løsningsmodel til at materialisere sig. Bevæggrundene var de følgende:
Samfundet havde udviklet sig fra et landbrugs- og industrisamfund til et videns- og servicesamfund.
Vi fik ny viden om teenagehjerner.
Og endelig faldt vi over Camilla Krings artikel om søvnmønstre og eksamensresultater.
Disse tre faktorer gjorde os i stand til at ændre på tingene. Ikke alle ansatte på skolen var lige begejstrede for idéen, men det blev besluttet at vi skule forsøge os. Samfundet havde ændret sig på en sådan måde, at det ikke længere gav mening at insistere på at møde klokken 8.00.
Samfundsforandringerne
At samfundet har forandret sig vidste vi selvfølgelig allerede fra sociologibøgerne (vi kunne dog også bare have kigget ud af vinduerne), men nu kunne vi bruge den viden konkret. Der er absolut ingen grunde til at holde fast i gamle mødetider af hensyn til arbejdsmarkedet.
Jeg undrer mig, når folk taler om mælkespændte yvere og 8-16 samfundet i debattens kommentarspor. Hvor var disse mennesker i samfundsfagstimerne – eller lå timerne måske mellem klokken 8.00 og 10.00 – eller har de bare ingen vinduer?
Der er vendt op og ned på tingene, de sidste 150 år. Claire Chevallay har fotograferet Isabella K. Hübshcmann (før og efter den post-industrielle tid), og leget med det vores mørkekammer.
Maskinerne har overtaget i landbruget, der står ingen køer og lider. Mange industriarbejdspladser er rykket ud af landet. Og pga. af transport-revolutionen kører industriens input og output konstant rundt på veje og skinner med det, der skal benyttes og afsættes. De er for længst gået væk fra det her med store lagerpladser og vareindleveringen er løbende.
På vej mod mere søvn, godt humør og bedre livskvalitet. Kristine Goul fandt en løbende pige på en mark – eller sendte hende selv afsted.
Der er ganske enkelt ikke tale om et monomant, ensrettet arbejdsmarked længere. Det kan jo ikke være dem, der serverer aftenkaffen på plejehjemmet, eller sygeplejerskerne på natholdet, ambulancekørerne, politiet, folk i detailhandlen eller dem, der lukker supermarkederne klokken 21.00, man tænker på, når man hævder, at vi gør de unge en bjørnetjeneste, forkæler dem, fortsætter curling-kulturen, og hvad der nu ellers har lydt af indvendinger. Langt hen ad vejen er det kun dags- og uddannelsesinstitutioner, der kører efter den gamle industrimodel.
Den værste indvending, jeg har hørt, kom fra provokatøren, den konservative folketingskandidat, Mads Holger på Radio24syv (se ovenstående link), som hævdede, at nu foregik undervisningen på elevernes præmisser. Til det må jeg blot svare, at undervisningen nu foregår på læringens præmisser, før var det på søvnens, og det var der ikke megen mening i.
Teenagehjerner
Endelig hørte jeg hjerneforskeren Christian Gerlach om teenage-hjerner på et seminar om netop disse. Med evolutionsteorien i bagagen – og selvfølgelig hjerneforskningen ovenpå – kunne han fortælle, at teenagehjerner har en anden emotionel og kognitiv profil end børn og voksnes. De er, på grund af hormonelle forandringer – eller forandringer i hjernens signalstoffer – mere risikovillige og mindre modtagelige for straf; eller deres konsekvensberegnings-aggregat er ude af balance, hvilket jeg tror, de fleste forældre til teenagere har oplevet.
Det er der gode grunde til. Vores evolution har maget det sådan, at det er i disse år, de unge skal forberede sig på at forlade hulen og lære at stå på egne ben. Og så er det faktisk smart, hvis man tør lidt mere, end man gjorde i barndommen. Det skaber selvstændighed – og dem, der i fortiden var emotionelt overstyrede og dumdristige, sorterede evolutionen fra. Det er også i disse år, de unge skal danne deres identitet, og som sociologibøgerne i tilgift kan berette, er identitetsarbejdet i den postindustrielle samfund en temmelig omfattende opgave. Og så det er godt at være vågen.
Man kan håndtere alle de æbler det skal være, bare man man har fået tilstrækkelig søvn. Johanne Blåbjerg fanget og puttet i kameraet af Nanna Lykkegaard Andersen.
Det sociale fylder ekstra meget i teenageårene. Det er nemlig også i disse år – eller det synes evolutionen – at de unge skal finde sig en mage og sende generne videre. Deres hjerner reagerer kraftigere på ansigtsudtryk, end de gør hos os andre, hvilket betyder, at de konstant er opmærksomme på, hvordan de vurderes af andre – sikkert også som et led i identitetsdannelsen – og det er forbundet med stor fare at falde igennem de sociale fællesskaber og ende som ensom. Det er med andre ord ikke lige så vigtigt, hvad en voksen mener, som det er at gøre sig godt blandt jævnaldrende.
Altså konkluderede vi, at vi kunne tale stolper op og stolper ned om det vigtige i at møde til undervisningen, være vågen og derfor gå tidligt i seng osv. De unge kunne skam godt se fornuften i det hele, sagde ja, og lovede forbedringer, men når det kom til handling – ja, så var de ikke helt vågne. Men indsigterne fra Gerlach forklarede os således, hvorfor alle vores hidtidige pædagogiske tiltag, samtaler og dialoger med de unge ikke rigtig gav resultat. Det er ikke sådan, at de unge mangler fornuft og kognitive evner, de virker fint om eftermiddagen og til fællesmøderne. Der er bare noget andet, der tæller mere.
Søvnmønstre
Der findes ikke A- og B-mennesker, er en anden indvending. Det er ikke videnskabeligt bevist, er der nogen, der siger. Camilla Kring vil sige noget andet. Og under alle omstændigheder har vi forskellige søvnmønstre gennem livsaldrene, hvilket man blandt andet kan læse om i Peter Lund Madsens bog om hjernen, hvis man da ikke har småbørn eller bedsteforældre, man kan iagttage det hos. Variation er den grundlæggende præmis i evolutionstanken. Ingen mennesker er ens. Og vi ved, at hjernens udvikling er dybt afhængig af søvn.
Mystisk og ukendt, og sådan skal det være. Foto af Bitten Højgaard Jensen.
En af de slående ting Camilla Kring skriver, er, at de fleste unge mennesker synes at trives bedst mellem klokken 9.00 – 01.00. Hvilket stemmer ret godt overens med vores erfaringer – og i øvrigt den lille uvidenskabelige forespørgsel, jeg har foretaget blandt vores nuværende elever (se illustration ovenfor).
Og eleverne, ja, de er gladere, de lytter og deltager, og har – efter deres eget udsagn – bedre indlæring. Vi har jo ikke tests på en Højskole, for os er det vigtigste at tingene giver mening, for gør de det, så kommer også lysten og nysgerrigheden. Og sover man tilstrækkeligt, ja så har man endda en chance for at huske, hvad man har lært.
Hvordan kan vi kalde os voksne og ansvarlige med denne viden, og samtidig tvinge teenagere til at stå op efter omkring 6 timers søvn for at nå på gymnasiet til klokken 8.00, hvor de fleste dernæst spilder de to første timer?
(ovenstående er mine personlige betragtninger og ikke nødvendigvis udtryk for skolens eller mine kollegaers syn på sagen)
Himmelrummet og spisesalen på Egå Ungdoms-Højskole, hvor vi spiser morgenmad fra 9.00 til 9.45 og derefter mødes til morgensamling og fællessang klokken 10. I baggrunden ses den bygning, der huser vores Teatersal, vores design- og musiklokaler. Sætter man sig på bænken på billedet kan man se ind over Århus midtby og Århusbugten.
Udgivet i filosofisk, pædagogisk, psykologisk, samfundsk, videnskabsk | Tagget B-mennesker, Camilla Kring, Christian Gerlach, Dennis Nørmark, Egå Ungdoms-højskole, Gymnasiereform, hjernemadsen., Mads Holger, Peter Lund Madsen, Signe Gad, søvnmangel, Søvnmønstre, Teenagere | 448 svar
Venstrefløjter og samtaledemokrati
Udgivet den 23. maj 2014 af Lars Andreassen
26
Når jeg hører aktivisternes fløjter på 1. maj, forstår jeg dem på den ene side udmærket. Hvorfor egentlig tale, når ikke der lyttes. På den anden side finder jeg dem infantile og latterlige. De er latterlige som børn, der plager livet af deres forældre. På den tredje side opfører politikerne sig som forældre, der uden nærmere omtanke lover deres krævende poder, at de kan få alt, hvad de peger på og dertil et rent miljø og et lykkeligt liv.
Det hele koster gratis – det var der i hvert fald en del politikere, der sagde op til valget i 2011. Gadelys, varme hænder, velfærdsrobotter, lækker lydløs asfalt, kloaker i den rigtige størrelse, daginstitutioner, fritidstilbud, kræftbehandling, insulin og hjerteoperationer, metro, skolereform og specialtilbud, letbane og bedre psykiatri, el-busser og betalingsringe, vindmøller og medier via døgnåbne biblioteker.
Vi kan få det hele og alle skal ha’ (undtaget dem fra Polen og Rumænien af), og siger man noget andet, er man velfærdsslagter. Og dem fra andre lande i Europa, end det der er dansk, er løndumpende, asocialister på vej mod laveste fællesnævner. Og skulle man være født endnu længere væk må man finde sig i vilkårene, bide tænderne sammen, få syet tøjet til os og se at få samlet de iPhones vores børn skal have i julegave eller tage imod vores klager over manglende service i de internationalt selskaber.
Så var det, at en eller anden gammel debat fra efterkrigstiden fandt vej fra det bagerste af hovedet. En gammel diskussion om demokratiets væsen. Den mellem Hal Koch og Alf Ross. Om samtalen og metoden. Hvad blev der er samtalen. Og hvad var det, vi skulle med den. Det var noget med at demokratiet som metode – det at vi fra tid til anden kan sætte kryds på en stemmeseddel – ikke havde forhindret tyrannerne i at vinde terræn og magt, og at vi derfor var nødt til konstant at holde samtalen ved lige for sammen at vurdere og diskutere den politiske udvikling.
Det fordomsfulde verdenskort. Er det sådan, vi efterhånden ser verden fra fløjtelandet Danmark. En verden befolket af danskere, parasitter og tjenere.
Der var engang, hvor man diskuterede demokratiets form, indretning og væsen. Hvor man gjorde andet end sig selv og sine egne krav gældende. Eller er jeg bare en nostalgisk kulturpessimist. Uanset hvad, synes jeg nok, der kan være grund til lige at overveje samtalens muligheder – eller rettere de mulige konsekvenser af ikke-samtalen, af fløjterne, råbekoret og de med-sig-selv-talende politikere bag Christiansborgs tykke mure og fladskærmens magiske glas.
Det er en kendt sag, at diktatorer har det med at rage til sig. For paranoia og enhver pris og på alle andres bekostning. Og vidste man det ikke kan man kan man opdatere sig i artiklen Diktatorer og bladguld. Heri fortælles det, at vi alle har en lille potentiel bedrevidende diktator boende i os, og det, denne lille besserwizzer ønsker sig allermest, er at få ret; ikke at blive modsagt. Hvis man bare holder sin kæft og giver ham ret i alt, så vokser han og bliver stor og alfaderlig. Så stor og alfaderlig, at han skal have et kæmpe palads, luftbårne transportmidler og fri adgang til hvad som helst. Nå ja, og så deler man rundhåndet ud til diverse kammerater.
Hvis ikke, vi fra tid til anden modsiges, bliver vi til små megalomane diktatorer. Hvis vi altid omgiver os med folk, der mener det samme som os selv, bliver vi mere og mere rabiate. Hvis vi altid render rundt blandt ligesindede, får vi samme vokabular og bliver fremmede for de skævsindede. Man får tunnelsyn. Det er det, der sker i fagmiljøer og ekspertmiljøer.
Da formanden for Folkehøjskolernes Forening, Helga Kolby Kristiansen for ikke så længe siden gjorde en socialminister (det var Annette Vilhelmsen) opmærksom på, at Højskolerne er rimeligt gode til at skabe mønsterbrydere og hjælpe til med at bryde den sociale arv og sådan, svarede ministeren – altså socialministeren – høfligt tilbage, at højskolerne ikke var hendes område. Tak for snakken!
For at undgå tunnelsyn eller det, der er værre, kan man sige, at det er ens forbandede demokratiske pligt at lade sine holdninger udfordre og at kende til modpartens argumenter – og verdenssyn. Følgelig kan man også sige, at det ens forbandede demokratiske pligt at udfordre modpartens holdninger og perspektiv på sagerne og verden. Men man kan jo drikke nogle forbandede øl, mens man udfordrer den anden og sig selv. Og i øvrigt inviterer den tredje med i fællesskabet omkring samtalen. Det er nemlig i alles interesse, at ingen Kim Jong-Un, Breivik eller Bin Laden får lov at sidde isoleret og udvikle deres helt egne paranoide universer og forestillinger om politiske virkemidler.
Det falder i øvrigt fint i tråd med Folkehøjskolernes formål: livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse.
Konsekvenserne af selvvalgt (eller pålagt) ikke-oplysning kan måske illustreres med ekstremismebarometeret, hvor vi forestiller os et spektrum af holdninger fra moderate, sammensatte og nuancerede holdninger på midten over yderfløje (som måske griber til fløjter) til de helt ekstreme og rabiate holdninger (som bakkes op med vold). Skemaet kan selvfølgelig dække over ethvert holdnings-, teori-, fagfælleskab eller fangruppe.
For at holde diskussionen i det politiske kan man forestille sig en person, der melder sig ind i et politisk parti og derigennem møder en masse ligesindede, flinke mennesker, fakta og teorier tilegnes, der er spændende debatter og man finpudser sine egne holdninger og en identitet dannes og anerkendelse vindes. Det er fedt.
Men der er en fare for at vi i vores nye fællesskab en dag opdager, at vores tidligere forestillinger om, hvad der kunne være normalt at mene rykker sig. Det normale er relativt til de omgivelser, man befinder sig i. Og pludselig har vi rykket os. De holdninger, vi før i tiden anså for gennemsnitlige, normale og moderate ligger nu i det yderste af skalaen og det, man engang opfattede som en yderlig position, befinder sig nu på den nye skalas midte.
Der var engang, vi i den danske mainstreamkultur beundrede polens fagbevægelse Solidaritet og deres kamp mod tyranni. Vi jublede med dem, da Solidaritets formand og frontmand i frihedskampen, Lech Walesa, som fik Nobelsfredspris og blev præsident. Senere bød vi dem velkomne i EU. Blot for få år siden ville vi ikke drømme om, at generalisere og omtale dem som uhæderlige skattesnydere, løndumpende og dovne mennesker, som kun er ude på, at udnytte det danske velfærdssystem på en sådan måde, at den polske ambassadør må bede os om at styre os. Hvad skete der lige der.
Da Danmark i sin tid fik Grundlov og folkestyre, fik vi noget, vi skulle være fælles om. Selvfølgelig er der grænser for, hvor mange vi kan være solidariske med, og tage vare på egne problemer, men vi kan godt tage højde for andre befolkningers udgangspunkt. Vi har alle brug for at vores holdninger og synspunkter fra tid til andet får et realitetstjek. Og det får de, når vi taler med hinanden, om det, vi hver især, synes er vigtigt. Det er nok værd at huske på.
Udgivet i psykologisk, samfundsk | Tagget demokrati, ekstremismebarometer, samtaledemokrati | 26 svar
Du kan da ikke bruge din kniv som tandstikker!
Udgivet den 1. marts 2014 af Lars Andreassen
64
Det går kun én vej, og det er tilbage. Det har været holdningen hos førende intellektuelle lige fra Platon skrev sine værker for omkring 2.500 siden og til nu – og vil sikkert være det et stykke ind i fremtiden. Det går ad H til er vor kulturs grundlæggende myte: Kristendommen holdes oppe af idéen om apokalypsen og den efterfølgende frelse for de rettroende. I 1755 skrev den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), at der ikke findes noget sådant som civilisationernes fremskridt. Tværtimod, mente han, at alle kulturens dårligdomme netop blev grundlagt med civilisationens fødsel. Han tager fejl. Det 21nde århundrede kan blive det blodigste nogensinde, skriver den engelske historiker Timothy Garden Ash (født 1955). Men også han tager fejl – med mindre, selvfølgelig, han opfatter fred som et tilbageskridt. Verden er blevet bedre og mere fredelig siden de første civilisationer.
Der skal mange sider til førend vi bliver tilstrækkeligt overbevist om, at vold og konflikt er på tilbagetog, men se de vigtigste pointer http://edge.org/conversation/mc2011-history-violence-pinker
Det dokumenterer Harvard-psykologen Steven Pinker med allerstørste grundighed i bogen The Better Angels of Our Nature. På bogens 841 sider (eksklusiv noter og henvisninger) har han samlet alt, hvad vi kan tænkes at vide om vold siden tidernes morgen. Først i form af arkæologiske vidnesbyrd og senere statistikker fra kriminologiens verden. Chancerne for at dø en voldelig død har siden civilisationernes fødsel været for nedadgående. Og det i en sådan grad, at der er flere steder på jorden, hvor det faktisk nærmest er umuligt at dø voldeligt. Man skal vende tilbage til natursamfundet, hvis man virkelig er opsat på en voldelig død.
Hvad kan det skyldes. Det er ikke sådan, at den menneskelige natur har ændret sig mærkbart, men vi har fundet på stadig smartere måder at organisere os på. Smartere på den måde at forstå, at våben og vold bliver mindre og mindre nødvendigt for at opretholde tilværelsen. Og så skyldes det, at vi siden oplysningstiden har levet efter den forestilling at alle mennesker af naturen er født lige og frie. Siden den gang er vi sluppet af med diverse uhyggelige strafformer og torturmetoder. Vi er blevet civiliserede. I dag handler det for flere og flere mere om, hvordan vi kan, skal og bør leve, end det handler om at holde sig i live.
Vi har altid kunnet få fantasien i sving, når vi skulle finde på måder at pine hinanden på. Forestil dig at blive ristet i en jerntyr eller trukket ihjel. Det er straks vanskeligere at forestille sig verden blive bedre.
Ifølge Pinker er verden blevet fredeligere gennem tre bestemte udviklingsprocesser.
1) Den første kalder han pacifikationsprocessen, som går ud på, at tyranniske typer ragede magten til sig og bankede alle andre på plads. Det gav ikke den brede befolkning fede liv med rettigheder og selvbestemmelse, men det skabte alligevel en vis orden sammenlignet med naturtilstanden.
2) Den anden er civilisationsprocessen, som består af tre ting
2a) Vi fik bedre manerer. Vi blev mindre dyriske og mere menneskelige.
2b) Flere krigsherrer blev mere magtfulde og vi fik egentlige statsdannelser.
2c) Den teknologiske og økonomiske revolution. Den industrielle revolution, som langsomt tog sit afsæt i 1700-tallet gjorde det muligt at forøge den personlige velstand gennem teknologiske nyskabelser og ikke blot ved at røve naboens landbrugsjord. Vi gik fra et nulsumsspil til et plussumsspil.
3) Endelig er der den humanistiske revolution. Den hvori vi bliver stadigt mere bevidst om, at et menneske er et menneske og at mennesker skal behandles humant. Ingen har ret til at eje et andet menneske eller på anden måde undertrykke dem.
De gode manerer
Vi kender de fleste historier, Pinker bringer på banen. De kan ikke overraske os, men gode manerer, hvordan har de bidraget til en mindre voldelig verden. Lad os se nærmere på 2A), hvor det er evnen til selvbeherskelse, selvbegrænsning og selvdisciplin, der er det fremherskende. Det er en indre kraft, der er med til at adskille os fra andre dyr (og børn), som jo ikke – eller kun i mindre grad – er i stand til at beherske sig selv og udsætte deres behov.
Hvem gider se en film, der begynder hvor eventyret slutter. De fleste elsker en gang biografvold og selvtægt. Her er det Ruben, der har ladet sig inspirere af Mercedesbanden fra Luc Bessons film Taxi fra 1998.
I 1530 udgav Desiderius Erasmus en bog om gode manerer, som gennem to årtier lå på de europæiske bestsellerlister, hvorfor man må formode, at den har haft indflydelse. Folk var simpelthen for klamme den gang og det måtte der rettes op på. On civility in boys hed bogen. Heri kan man blandt andet læse, hvad det var folk i middelalderen skulle holde op med. Her er et uddrag af listen med civiliserende råd:
Gør ikke trapper, korridorer, skabe eller vægtæpper beskidte med urin eller andet affald.
Rør ikke dine ædlere dele med de bare hænder under tøjet.
Tag ikke tøjet af foran andre, når du skal lave afføring.
Puds ikke din næse i dugen, i dine fingre, i ærmet eller i hatten.
Tilbyd ikke dit brugte lommetørklæde til andre.
Det er usømmeligt, når du har pudset næse, så at åbne lommetørklædet og stirre på det som om perler og rubiner var faldet ud af dit hoved.
Spyt ikke i vaskeskålen, når du vasker hænder.
Spyt ikke længere, end du kan dække det med din fod.
Vend dig bort, når du spytter, så du ikke rammer andre.
Og hvis noget slimet falder til jorden fra dig, så træd på det, så det ikke vækker afsky hos andre.
Vær ikke den første til at tage af fadet, når I skal spise.
Kast dig ikke prustende og smaskende over maden som en gris.
Lad være med at dreje fadet, så de største stykker vender mod dig selv.
Slug ikke maden som en krokodille på vej i fængsel, og prop ikke munden så dine kinder spiler ud som blæsebælge.
Du skal ikke tage mad fra fadet med din ske, når først du har haft den i munden.
Det, du har haft i munden, skal du ikke lægge tilbage på tallerknen.
Og lad være med at tilbyde andre mad, du allerede har bidt i.
Stang ikke tænder med din kniv.
Skuffende – ikke sandt. De mennesker, der lever i pagt med naturen – eller i ikke-statslige samfund – er også tættere på en voldelig død.
Man kan jo heller ikke rense tænder med en kniv, siger du måske og tænker på de her rundede, uskarpe knive, vi nu om stunder benytter ved måltiderne. Men i 1500-tallet var det dolken, man havde fremme ved spisetid, så man kunne skære kød fra stegen og få det over på tallerknen. Og blev man uvenner over noget, havde man altid et dødbringende våben ved hånden. Det blev for meget og efterhånden fandt man på at bruge gafler, og man opfandt specielle knive uden spids som kunne bruges ved måltiderne.
Måske kender du Johannes V. Jensen historie om tre landsknægte en oktobernat på en skænkestue ved Aalborgvejen i Himmerland. De ”geraadede […] i Strid over et eller andet, der er af Vigtighed for en Landsknægt.” Som landsknægte bæres våbnene tæt til kroppen, men løst, og inden længe har to af dem trukket blank. ”Jørgen var forbitret og bestemt paa at dræbe Modstanderen. Det var med en Følelse af noget grænseløst urimeligt og naturstridigt, at han i et pludseligt Nu, vidste sig udækket, saa den onde Klingespids – han tænkte sig lynsnart og med al sin Vilje Muligheden af Naade – og i dette Nu følte han Spidsen hurtigt gaa gennem Tøjet, Stikket, den isnende Skæren og en smertelig Vaande dybt ud i Ryggen. Først nu kom det, han vilde, at bøje sig til Siden; i det samme svandt kraften af hans Ben, og han faldt. Men da den anden trak Klingen ud, krummede han sig sammen med et kort Skrig.
Saa gik de to deres Vej videre mod Nord og lod ham ligge med et dødeligt Stiksår gennem Lungen.”
Ja sådan kunne det gå blandt uciviliserede landsknægte. En pludselig og frem for alt voldelig død, fordi man bringer sig i slagsmål over et eller andet ubetydeligt, man har ladet træde sin ære for nær.
Det kan virke som nogle mærkelige påbud, Erasmus gav i 1530, men de fortæller os noget om, hvad der var normalt at gøre. Og ser man nærmere på dem, så handler de fleste om, at kontrollere sine umiddelbare impulser eller instinktive handlinger: ”Styr dine lyster; udsæt tilfredsstillelsen; tag hensyn til andres følelser; lad være med at være en bonderøv; distancer dig fra din dyriske natur.” Og skulle man overtræde nogle af normerne er det på sin plads med skamfølelse – en følelse, som moderne pædagogik og opdragelsesmetoder har forsøgt at udrense; og da det måske er den vigtigste følelse for sociale dyr, har det haft store negative konsekvenser.
Reaktionært gode manerer
En stigning i antallet af mord pr 100.000 efter, at 68’erne befriede os for det borgerlige samfunds kvælende normer. Mest markant i USA, men stigningen kunne også bemærkes i Canada.
Lyder det reaktionært og tilbageskuende – eller bare som noget, vi er ude over i den civiliserede verden? Måske. Men en af de mere bemærkelsesværdige historier i Pinkers bog, er hvordan man kunne registrere en stigning i mordraten i USA og Vesteuropa efter hippiernes opgør med de reaktionære kræfter i det borgerlige samfund og det efterfølgende fokus på selvrealisering. ”[T]he psychological change toward greater self-control and interdependence – came under steady assault under in the counterculture of the generation that came of age in the 1960s. […] Sanity was denigrated, and psychosis romanticized, in movies such as A Fine Madness, One Flew Over the Cuckoo’s Nest, King of Hearts, and Outrageous. And then of course there were the drugs.” (side 132). Ungdoms-kulturen og tidens rockidoler hylede det spontane, det hovedløse og den tidlige død.
Også i Europa bemærker man en stigning i mordraterne efter ungdomsoprøreret. I det lange historiske perspektiv er der dog blot tale om en krusning. Omend en bemærkelsesværdig krusning.
Men det at kunne kontrollere sine instinkter og udsætte sine behov har været en væsentlig faktor i civilisationsprocessen og udviklingen af en mere fredelig kultur. En anden faktor har været overgangen fra en kultur styret af forestillingen om ære og oprejsning til værdighedskultur. I æreskulturen er man hurtig til at gribe til hævn, for eksempel med den dolk eller daggert, man alligevel sidder og renser tænder med efter måltidet. I værdighedskulturen holder man på former og værdighed ved at kontrollere sine emotionelle udbrud. Det giver plads til den kølige fornuft og en fredeligere hverdag.
Og det kræver mere energi og anstrengelse at blokere impulserne – det kan hjerneforskerne måle. Det afsløres i den lille tøven, man kan iagttage, når folk overvejer, om de skal lyve for at slippe for konsekvenserne af en umoralsk handling eller et regelbrud. Det er nemmere for os at sige sandheden, fordi vi ved, hvad vi har gjort; sværere er det at skulle undertrykke den. Impulskontrol kræver en smule ekstra, hvilket følgende lille øvelse, kaldet stroopopgaven, kan illustrere.
I stroopogaven bliver forsøgspersonen forholdsvist hurtigt præsenteret for farveord, som han eller hun skal angive hvilken farve ordet er skrevet med, og ikke hvilken farve ordet benævner. De fleste er så vant til bogstaver og ord, at de lige må tøve engang for at få styr på, at ordet grøn er skrevet med blåt. Impulsivt vil vi svare grøn. Her fra Hjernen – fra celle til samfund (side 49).
Der er selvfølgelig mere end gode manerer og selvkontrol på banen, når det drejer sig om at skabe gode og fredelige samfund, og du kan læse om det i Pinkers ekstremt velskrevne og tankevækkende – og til tider provokerende – bog. Men lad os slå det fast: ”Even some of the hardest-headed crime statisticians have thrown up their hands and concluded that much of the explanation must lie in difficult-to-quantify cultural and psychological changes.” (side 149).
Udgivet i psykologisk, samfundsk | Tagget Desiderius Erasmus, Fred, gode manerer, høflighed, Johannes V. Jensen, mordrater, On Civility in Boys, selvkontrol, Steven Pinker, The Better Angels of Our Nature, Timothy Garden Ash | 64 svar
En tur bort fra nuet
Udgivet den 13. september 2013 af vidanserforlidt
99
Jeg vil med overskriften in mente starte med at fortælle om noget, der allerede er sket – et stykke tid før nu. En aften for nogle uger siden befandt jeg mig på en højskole, hvor jeg havde brugt det meste af dagen på at spille glamrock. Det var gået hen og blevet festligt, og selvom festlighedernes væsentlige omdrejningspunkt på det rytmiske musikkursus stadig var musikken, så lod det til, at stemningen i den lille cigaretrygende klynge (hvor jeg havde tilbragt det meste af aftenen), var gået hen og blevet filosofisk.
af Rasmus Kjær, forfatter til Selvhjælp på Hovedet
I hvert fald fik én af mine medrygere lyst til at indvie os i en indsigt, som han for nylig havde erhvervet sig. ”Nu har jeg faktisk interesseret mig for filosofi i nogle år, og nu er jeg er kommet frem til den indsigt, at der vel egentlig ikke eksisterer andet end det, der er lige nu og her. Lige meget hvad kan vi ikke ændre ved fortiden, og fremtiden den er jo først lige om lidt”.
Wooow! Vi råbte alle sammen skål og skyndte os at suge ekstra hårdt i cigaretten. Det virkede som det helt rigtige at gøre. All in, lige nu. Men i virkeligheden synes jeg, det er et tåbeligt og om ikke andet, ubrugeligt postulat. Jeg synes heller ikke, der er tale om et særligt originalt postulat. Faktisk oplever jeg hele tiden skriverier, udsendelser, kursustilbud og også en god portion fuldemandssnak, hvor nuet hyldes som kur imod næsten al dårligdom i verden. Og skulle jeg kort have glemt, hvor vidunderligt nuet er, så minder svigermors boghylder mig om det. Her vrimler det med titler, der opfordrer mig til at være mere tilstede her og nu. ”Lev i nuets kraft”, ”Grib nuet”, ”Nyd nuet”, ”Mærk livet – elsk med nuet”.
“Hvad nu hvis vi bare er sådanne små tingester, og vi bare ligesom er en del af et så stort univers, at vi ikke engang ved det findes?” Spørger det ene insekt. “Mand, det er bare så dybt,” replicerer et andet. Fra Dreamworksproduktionen Antz, 1998.
Vi er med andre ord godt og grundigt fedtede ind i opmærksomhed på nuet, og hvis vi ikke griber nuets glæder nu, risikerer vi tilsyneladende at blive enten rigtig kedelige eller rigtig ulykkelige. For skal vi tro de selvhjælpsforfattere, som mest ihærdigt prædiker nuet, ja så er nuet det eneste, som er reelt eksisterende. Hvis man er til stede i nuet, opfatter man livet mere intenst. Den der er til stede i nuet bruger ikke tiden på at ærgre eller bekymre sig. Den der dyrker nuet fuldkomment vil være mere fokuseret i mødet, nyde ferien mere og hygge sig mere til familiemiddagen.
Mange er ifølge NUHUU-bøgerne alt for optagede af at føle had, skyld eller sorg på grund af tidligere tiders hændelser. Hændelser de alligevel ikke er i stand til at ændre på i dag. Eller også gruer de for eller har forventninger til en fremtid, de alligevel ikke ved noget sikkert om. Hvis disse mennesker i stedet koncentrerede sig fuldt ud om at leve livet i nuet, ville de også blive bedre til at reagere hurtigt på de udfordringer forskellige livssituationer måtte byde dem. Som blandt andre Eckhart Tolle, der har skrevet bestselleren ”Nuets kraft” skriver, må vi dels løsrive os fra den psykologiske tid, der får os til at tænke på andet end nuet (når manden på intim wellness date med konen ikke kan tænke på andet end, om han når hjem til landskampen) og dels gøre op med afhængigheden af urets tid, som hvis vi fortaber os i den (når kalenderen styrer, hvad vi skal bruge kvalitetstid på og hvornår) udvasker glæden ved at indstille sindet på at være til stede i nuet.
Den samme over tid
Det er noget vrøvl. Vores opmærksomhed på fortid og fremtid er så langt fra ødelæggende for vores evne til at begribe verden her og nu. Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid? Hvis ikke jeg kæder begivenheder sammen i fortid, nutid og fremtid, hvordan er det så muligt at forstå deres betydning fra øjeblik til øjeblik, og hvordan skulle nogen i etisk forstand kunne forpligte sig på en fælles sag over tid, hvis det ikke var for evnen til at huske fejltagelser og håbe på noget bedre. No regrets tatoveres på kroppe (ikke kun Stig Tøftings) som en påmindelse om, at vi ikke kan ændre ved fortiden. Til gengæld kan vi ved at fortryde tage ved lære af fortidens fejl. Fortrydelse, anger og skam er ikke kun negative følelser, som vi for alt i verden må navigere uden om. De er udtryk for, at vi over tid er i stand til at tage ansvar for vores handlinger. Hvor meget det end må skuffe populærvidenskabelige udgaver af positiv psykologi og letkøbt mindfulness, hvor nuet er gud, er de en del af en selvhjælpstrend, som hverken forholder sig til realitet eller etik. Som mennesker er vi i stand til at vedkende os moralsk ansvar for andre mennesker, netop fordi vi forstår os selv over både fortid, nutid og fremtid. Det er i det hele taget et menneskeligt vilkår at forstå handlinger ind i tidslige forløb.
Hvordan skal vi overhovedet forstå os selv, som det samme menneske over tid, hvis det ikke er fordi, vi er i stand til se alle vores valg og handlinger som en del af den selv samme persons historie over både fortid, nutid og fremtid?
Filosoffen Paul Ricoeur har illustreret det sidste med henvisning til jægerens forfølgelse af et dyrespor. Sporet kan være et aftryk i sneen, afkradset bark på en stamme eller afføring på jorden. Sporet, der både er fysisk og tingsligt, eksisterer her og nu, mens jægeren ser på det. Omvendt er det netop afsat af et dyr, der ikke længere er der, og det vidner også om i hvilken retning dyret har bevæget sig og hvor jægeren i en nær fremtid kan finde det. Med andre ord tillægger jægeren en række observationer betydning som et samlet hændelsesforløb i fortid, nutid og fremtid. Det gør jægeren ved på baggrund af den fysiske virkelighed at konstruere en fortælling. Den fysiske begivenhedskæde bliver sammenbragt i en fortalt tid. Det er det særlige ved fortællingen. Den er i stand til at forene forskellige hændelser og forskellige menneskeliv i en og samme historie. Det er ifølge Ricoeur derfor, vi er i stand til at forstå os selv som den selv samme person over tid, selvom vi hele tiden foretager nye valg, møder nye mennesker og forandrer os. Det er i kraft af vores fortælling, at vi bliver vores tidligere handlinger skyldige. Det er fordi jeg fremstår med en fortælling, at jeg bliver et menneske, som andre kan regne med. Det er også derfor, vi er i stand til at erkende vores ansvar og forpligtelse på fællesskabets traditioner og fremtidige vækst. Uden blik for nutid og fremtid mister vi også blikket for moralske forpligtelser i forhold til andre mennesker. At være forpligtet på noget eller nogen er vel netop at vedkende sig et ansvar for en fælles fremtid.
Et håb i nuet
Hvis ikke man på en eller anden måde tror på, at man kan ændre tingenes tilstand fra det, der er her og nu, vil enhver handling synes både menings- og betydningsløs. Hvorfor skulle vi foretage os noget som helst med mindre vi på en eller anden måde håbede på en god effekt af handlingen. Jeg rækker hånden ud efter kagen for at få stimuleret mit sukkerbehov, få en smagsoplevelse, behage den vært som har serveret den og tage del i den hyggelige sammenkomst. Jeg dukker op til debatmødet om det bekymrende ved højreaktivismens udbredelse for at lære noget nyt, pleje et netværk, påvirke det danske debatklima, deltage i et fælles statement og skabe en ny politisk mentalitet. Jeg håber og tror på, at det ikke er frugtesløst. Håbet er knyttet til troen på, at vi under opmærksomhed på fortiden kan agere i nutiden med henblik på en bedre fremtid. Håbet er vigtigt, fordi det ikke blot grundes i naiv og lykkesøgende positivitet. Håbet er vigtigt fordi det også udtrykker mangel, lidelse eller konflikt i nuet.
Forestillingen om, hvordan det konkrete håb korresponderer med menneskets handlingsliv har ikke mindst været fremhævet af filosoffen Ernst Bloch, der forstod vores evne til at anticipere eller foregribe fremtiden som nøglen til menneskelig udvikling (Bloch, 1982). Personlig udvikling og fællesskabsdannelse hænger her tæt sammen med evnen til også at skue ud i og håbe på fremtiden. Bloch var i det hele taget ikke begejstret for nutiden, måske fordi hans eget liv bød på bitre erfaringer med to smertelige verdenskrige. Nuet betragtede Bloch som en både ubegribelig og lidelsesfuld størrelse. Det er fremmedgørende, fordi nuet altid lige er forsvundet. Vi kender hverken verden eller os selv lige nu. Lige nu er altid lige forsvundet. Nuet byder i denne optik ikke på hverken frelse, fred, lykke eller velvære, som man ellers skulle tro ved læsning af eksempelvis Tolle. Mennesket lider ifølge Bloch i store dele af tilværelsen. Vi har svært ved at begribe os selv, vi fejler, vi svigter vores egne idealer om mellemmenneskelig adfærd, vi skuffes over at blive udnyttet, vi mangler midler, vi tvinges til at sælge vores arbejdskraft osv. På trods af dette skeptiske syn på nuet (som måske også er lidt patetisk) er Bloch kritisk optimist, for som mennesker er vi ofte bevidste om vores lidelser og bliver derfor også opmærksomme på lidelsernes mulige fravær. Lidelsen reflekteres i os som en længsel mod noget andet, end det der eksisterer i nuet. Det er denne forventning om det bedre, som Tolle og andre Nu-entusiaster tordner imod. Bloch derimod mente, at denne lidelsesfulde længsel vidnede om, at mennesker vil mere end at eksistere som den samme tingslige enhed hele livet. Vores livsbane kan ikke sammenlignes med en sten, der kastes gennem luften. Når vi indser, at noget kunne være anderledes, bekræfter vi den potentielle indflydelse på vores eget liv og bliver derfor i stand til at planlægge fremtiden.
For fremtiden vil jeg måske derfor klemme læberne bare en anelse blødere om cigaretten, når en ven i festligt lag hylder nuet, om ikke andet så for at klemme nogle vrisne citater fra to døde filosoffer ud gennem mundvigen.
Rasmus Kjær er cand. mag i filosofi og pædagogik, foredragsholder og konsulent i Folkehøjskolernes Forening. Han har skrevet en masse om menneskelig dannelse og udvikling, heriblandt bøgerne Selvhjælp på hovedet og Pragmatisk pædagogik fra forlaget KLIM.
Udgivet i filosofisk, gæstebloggen, psykologisk | Tagget Eckhart Tolle, Ernst Bloch, Håb, Identitet, moralsk ansvar, nuet, Paul Ricoeur, Pragmatisk pædagogik, Rasmus Kjær, Selvhjælp, Selvhjælp på hovedet, Stig Tøfting | 99 svar
Vindruen og tryllestaven – om menneskets særkende I
Udgivet den 31. maj 2013 af Lars Andreassen
41
Forskning sår tvivl om forskellen på mennesker og aber. Bortset fra omfanget af kropsbehåring. I et studie fra 2011 viser Martin Schmelz, at chimpanser kan tænke sig frem til, hvordan andre aber opfatter verden, og hvilke afgørelser de måtte vælge at træffe på baggrund af deres opfattelse. Lyder det som noget, du troede, at kun mennesker var i stand til? Og i så fald, hvad er det så, der gør os mennesker helt anderledes
Jeg er ikke blot overrasket, men også imponeret. Og jeg undrer mig: Hvis aber kan så meget, hvad er det så, der gør os mennesker unikke? Hvorfor er det kun os, der har skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, parlamenter, hjertestartere og dialyseapparater.
Efter en række spekulative overvejelser er jeg kommet frem til, at den virkeligt afgørende forskel på mennesker og vores nærmeste slægtninge ligger deri, at vi kan interessere os for tryllestave og det, andre gør med tryllestave. Altså pinde; vi mennesker fascineres af udklædte folks pindegestik. Det har været umuligt (i mit tankeeksperiment) at påvise samme fascination hos aber. Aber foretrækker så langt vindruer, bananskiver og lignende.
Lad os se nærmere på, hvad det er, chimpanser kan med deres hoveder, inden vi ser nærmere på, hvad det er ved tryllestaven, der sådan betager os.
At skille bevidstheden fra sanserne
Det eksperiment, Schmelz sammen med sine kollegaer udførte, er så spidsfindigt og sindrigt, at det knapt lader sig beskrive med ord, og derfor har de lagt en lille video på nettet, så man med egne øjne kan se opstillingen (her kan du se, hvad du skal bruge, hvis du vil afprøve forsøget hjemme).
For at udføre forsøget skal du, til at begynde med, bruge et par aber (gerne flere) og en smal bordplade, i hvilken du i den ene ende laver et hul, som kan rumme en vindrue. I hullet placerer du nu en vindrue, mens den ene af dine forsøgsaber (abe 1) kan se det. Så dækker du hullet (med vindrue i) med et smørebræt, hvorefter du i den anden ende af bordet placerer yderligere en vindrue, som du ligeledes dækker med et smørebræt. Da der ikke er et hul i den ende af bordet, skråner brættet en anelse; nok til at du vil slutte at der ligger noget under, selvom du så bordet fra den side, hvorpå brættets kant hviler.
Når du er kommet så langt, skjuler du opstillingen for abe 1, og skubber bordet over til forsøgsabens modstander (abe 2), som indtil nu ikke har set, noget af det, du har lavet. Abe 2s opgave er nu, at tilkendegive, hvilken af de to smørebrætter, det vil være mest interessant at flytte. Det, der ligger plant, eller det, der skråner en anelse. Og klart nok – det ville du også have gjort – vælger abe 2, det skrånende bræt – og belønnes med vindruen. Chimpansen fatter umiddelbart, at der er en årsag til at brættet skråner en anelse, og at sandsynligheden for at der gemmer sig noget dér, er større end sandsynligheden for at der gemmer sig noget under det bræt, der ligger fladt på bordet. Det er egentlig imponerende allerede her.
Det helt vilde sker imidlertid, når du nu igen lukker udsynet for abe 2 og skubber bordet hen til abe 1 og fjerner det bræt der blokerede dennes udsyn. I mellemtiden har du dog sat en skydelåge op for de to brætter, der nu begge ligger fladt på bordet – hvoraf det ene dækker over det lille hul med vindruen i. Abe 1 kan altså ikke se bordet for skydelågen, men den kan vælge mellem brætterne ved at skyde lågen til den ene eller den anden side. I denne opstilling har Abe 1 ikke set, hvilket af brætterne abe 2 valgte, alligevel vælger abe 1 i lidt mere end halvdelen af forsøgende det bræt, der aldrig har skrånet. Man må formode, at abe 1 tænker, at abe 2 har tænkt, at der gemte sig noget under det skrånende bræt, hvorfor det bræt, der har ligget fladt ned hele tiden, nu må være det mest interessante. Eller abe 1 tænkte, at da abe 2 ikke så dig skjule vindruen i hullet, kunne den heller ikke vide, at der var en vindrue, hvorfor den vælger at se bag det skrånende bræt, som formodentlig dækker over noget, siden det sådan skråner.
Det er vildt, og Schmelz holder sig heller ikke tilbage i konklusionen:
”Hvis vi definerer tænkning som at drage en slutning uden adgang til sanseinformation, så kan vi konkludere at tænkning ikke er forbeholdt mennesket alene, men tænkning over andres [tænkning] er det heller ikke.”
Det er det her, tænkning over andres tænkning, der er for vildt. Man kan måske også sige det således: Det mennesket har, som chimpanserne ikke har, er ikke-hår.
Tryllestaven
Det er ikke desto mindre meget betydningsfuldt ikke at have hår. Det må vi konkludere al den stund, forsøget ikke forklarer, hvorfor vi aldrig har observeret chimpanser lave skoler, marker, plantager, veje, broer, flyvemaskiner, havenisser, retssystemer, parlamenter, hjertestartere og dialyseapparater.
Aberne har på nuværende tidspunkt siddet længe nok i deres forsøgsbure. De trænger til en tur i byen. Vi tager til trylleshow med klovnen Raffus (se fra 2.48 minutter). Raffus har en fantastisk tryllestav, med hvilken han tryller en hvid fjerdusk frem. Eller rettere, en temmelig stor del af hans publikum, som er i børnehavealderen (nogenlunde samme aldersgruppe, som vores chimpanser), er temmelig skeptiske og mener, at Raffus blot har trukket fjerdusken ud af tryllestaven. Raffus benægter og forsøger sig endnu engang. Desværre er publikum meget årvågne og mindst én opdager, at han bag om ryggen blot stopper fjerdusken op i tryllestaven, mens han med sin ordstrøm ihærdigt forsøger at aflede opmærksomheden fra sit snyderi.
Han er afsløret. Alligevel fremturer han, og påstår at han kan trylle en farve på den hvide fjerdusk. Publikum kan dog ikke blive enige om en farve, og Raffus skærer igennem og siger, at han da bare kan trylle den om til alle farver. I fællesskab fremsiger klovnen og publikum en trylleformular og fjerdusken har nu alle farver.
Men ingen får den angiveligt mangefarvede fjerdusk at se. Hurtigt fremsiger Raffus trylleformularen og fjerdusken er atter hvid. Der lyder igen høje protester fra det årvågne publikum; de vil se fjerdusken. De er bestemt ikke overbevist om Raffus evner som tryllekunster. ”Nårh, I vil have jeg skal tjekke farverne,” udbryder Raffus, ”men det kan jeg jo bare gøre ved at kigge ned i røret.” Igen protesterer publikum, men Raffus er ligeglad og sætter tryllestaven op til øjet, mens han i samme bevægelse trækker en mangefarvet fjerdusk ud af røret og holder den op med den anden hånd.
Mens jeg begejstret står og klapper, ikke mindst af Raffus evne til at holde børnenes opmærksomhed fanget, kommer jeg i tanke om aberne. De er væk. Kort efter finder jeg den ene i en gardinstang og den anden ved resterne fra en frugtskål i et lille te-køkken. Raffus har ikke kunnet holde på deres opmærksomhed. Hvorfor har aberne mistet interessen så hurtigt, når nu børnene vedblev at være optaget af trylleshowet?
Jeg har kun et fornuftigt svar på det spørgsmål, og det har jeg fundet hos Michael Tomasello, som var en af kollegaerne på Schmelz’ forsøg, men han er ikke bare det: Han er en af de gamle, en af de store autoriteter og allerede i 1999 i bogen The Cultural Origins of Human Cognition konkluderede han: ”Der er kun en enkelt stor forskel [mellem mennesker og aber], og det er det faktum, at mennesker ”identificerer” sig med artsfæller på en meget dybere måde, end andre primater.” (side 14).
Turbolæring og fællesskab
Vi mennesker har en mere udtalt evne til at sætte os i andres sted, end andre arter har. Det er den evne, der holder børnene fanget af Raffus tryllerier. Det er ikke så meget, det han gør med sine rekvisitter, men de forventninger, han vækker hos børnene, og deres reaktioner på hans handlinger. Raffus trylleshow er ikke magi, men en leg mellem bevidstheder; hans og børnenes. Og mon ikke det er fordi, man ikke kan spise bevidstheder, at aberne fandt andet at tage sig til? Var der væltet vindruer og rosiner ud af Raffus tryllestav, skulle de nok være blevet. Evnen til at sætte sig i andres sted – og lysten til det – har gjort det muligt for os at udvikle store symbolske systemer, såsom sprog, matematik og musik, hvilket igen har sparket til den kulturelle udvikling, som igen ligger pres på vores kognitive og mentale udvikling.
Det, der har båret forandringen af menneskene og gjort os så forskellige fra vores fætre og kusiner, har kun et muligt svar, mener Tomasello, og det er social og kulturel transmission. Og det biologiske pres der opstår på baggrund af denne evne vedrører evnen til at forstå kulturelle normer og sociale koder. Kort sagt fællesskaber. De hjerner, der bedst forstår de kulturelle og sociale koder, er dem, der klarer sig bedst.
Vores udprægede evne til at sætte os i andres sted gør os umiddelbart i stand til at forstå, hvad andre vil. Med en smule erfaring – altså som voksne – kan vi derfor vurdere om et barns aktiviteter vil føre til det ønskede mål. Og hvis ikke kan vi gå ind og rette aktiviteten. Modificere eller forbedre redskabet – eller blot brugen af det – og på den måde opstår den kulturelle udvikling. ”The rate of development was undetectably slow at the beginning,” skrev Jared Diamond i 1997, ”when hundreds of thousands of years passed with no discernible change in our stone tools and with no surviving evidence for artifacts made of other materials. Today, technology advances so rapidly that it is reported in the daily newspaper.” Hver eneste generation bliver en smule klogere og kan lære deres børn at benytte de nu endnu mere avancerede redskaber og teknologier. Og de børn, der forstår at udpege de bedste forbilleder og tage ved lære af dem får opnår en umiddelbar fordel.
Man ser ikke det her hos aber, at de for alvor giver lærdom videre fra generation til generation. Abeunger må nøjes med at efterabe, derfor udvikler de ikke kultur. Egernaber er temmelig kloge, f.eks. er de klar over, at det bliver nemmere at knække en palmenød, hvis man ligger den til tørre noget tid. Hvordan de har fundet ud af det, og hvordan de har bevaret den viden, kan jeg ikke svare på, men når nøden har tørret, bringer aben den til værkstedet, hvor den skal knækkes. Det gøres med bestemte stentyper. Men det kan tage op til 8 år for en ung egernabe at lære kunsten. Den må nemlig selv finde ud af det. Når et menneske ser et andet menneske i gang med et eller andet fatter det umiddelbart intentionerne hos den denne – formålet med handlingerne. Og hvis handlingerne viser sig tossede i forhold til målsætningen, begynder vi straks at justere den andens adfærd. På den måde lærer vi i turbofart. Og det er det, der gør hele forskellen. Det hedder læring og samarbejde. Eller med et andet ord, vi godt kan lide: Højskole.
Udgivet i psykologisk, videnskabsk | Tagget chimpanser, egernaber, forskel mellem mennesker og aber, klovnen Raffus, kulturel transmission, kulturel udvikling, læring, Martin Schmelz, Michael Tomasello | 41 svar
At læse Søren Kierkegaard og lære at læse ham gennem Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen
Udgivet den 3. maj 2013 af vidanserforlidt
3
Først en opfordring til alle: ateister, agnostikere, katolikker, protestanter, lutheranere, calvinister, baptister, pinsefolk, konservative, liberale, libetarianere, kollektivister og individualister uanset hvilken boks du enten bliver puttet ind i, eller du selv har placeret dig i – begynd at læse Søren Kierkegaard. Ikke læse om ham (undtaget her), men læse det han selv skrev og begynd med ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himmelen” (herefter ”Liljen”).
Aksel Tarras Madsen, Finansanalytiker med passion for Kierkegaard.
Med de tekster begynder ens Kierkegaardlæsning med det centrale i forfatterskabet, nemlig evangeliet; kristendommen. Den der er fremmed overfor kristendommen og ateisten vil sige: ”netop, det er derfor Kierkegaard er uinteressant.” Men nej, det er netop derfor Kierkegaard er interessant. Fordi han evner, som ingen anden, at tydeliggøre, hvad et menneske er, og hvad menneskelivet består af, hvad evangeliet er, og hvordan vi kan leve dette liv i sand individuel frihed. Dermed sagt, at hvis man vil læse Kierkegaard, som en filosof der – måske nok – havde en kristen side, men også havde så meget andet – der kan tale til mennesker af i dag – så kan man vælge den tilgang – men det var aldrig Kierkegaards egen tilgang (se f.eks. ”Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed” og ”Om min Forfatter-Virksomhed”).
Kierkegaard skelner selv mellem sine opbyggelige skrifter og de pseudonyme, ikke som to uafhængige forfatterskaber, men sådan at hele forfatterskabet skal ses som én bevægelse mod det, at blive sig selv overfor den Absolutte. Det er ved spørgsmålet om, hvorvidt kristendommen er kernen i hele forfatterskabet eller ej, at Kierkegaardreceptionen splittes i forskellige skoler og opfattelser. Mit udgangspunkt er, at Kierkegaard skræller alle udenomsaktiviteterne væk, så alene muligheden mellem troen eller afvisningen af troen står tilbage; at hele forfatterskabet peger hen imod troen på Gud åbenbaret som mennesket Jesus Kristus. Kierkegaards anliggende var at stille mennesket i et eksistensforhold ind for Gud. I dette eksistentielle forhold ligger menneskets inderste erkendelse og hemmelighed. Det er dette forhold, der på smukkeste vis folder sig ud i Kierkegaards forskellige taler om liljen og fuglen.
Kierkegaard skriver 3 steder om ”Lilien og Fuglen”. Udover ”Liljen” (bind 14) skriver han i ”Opbyggelige Taler i forskellig Aand: anden afdeling. Hvad vi lære af Lilierne paa Marken og af Himmelens Fugle. Tre taler” (bind 11), samt i ”Christelige Taler: Første Afdeling. Hedningenes Bekymring” (bind 13). Mine henvisninger er til Gyldendals udgave af Kierkegaards Samlede værker fra 1962. På sks.dk er alle Kierkegaards værker tilgængelige.
Hvorfor læse Kierkegaard og hvordan
Kierkegaard skal du læse for din egen skyld. Formålet med sand humaniora er, at opbygge det enkelte menneske. Humaniora skal bevare kulturen, sikre erindringen, vise ”det større,” der er udenfor en selv, bevare ideerne, pege på sandheden og dermed give grundlaget for at bevare den enkelte som den enkelte. Det enkelte menneske må finde, hvor i tilværelsen det står. Her er Kierkegaard en hjælp, fordi han skrev til ”hiin enkelte” – hvilket ret beset er en kristen præmis. Kristus henvender sig altid til den enkelte, aldrig til flokken, flertallet eller masserne. Evangeliet er ikke kollektivt, det er altid individuelt.
Kierkegaard skriver i ”Liljens” forord, at han alene skriver til ”hiin Enkelte, hvem jeg med Glæde og Taknemmelighed kalder min læser” (Bind 14, s. 127). Derfor kræver det, at læse Kierkegaard en anden læsemåde, end vor normale forhastede, hvor hurtighed er en kvalitet. I vort samfund, skal alt gå hurtigt, være nyt, ikke vanskeligt og ikke kræve en indsats af vedkommende. I dag sættes ens egen lyst lig ens behov – og de fordres opfyldt nu. Det er den kollektive tilgang, hvor alle går i samme retning. Kierkegaard anviser en anden vej, han viser, hvordan den enkelte kan træde ud af det kollektive og blive sandt menneske.
Det moderne menneske sidestiller det at få egne umiddelbare behov og lyster tilfredsstillet i nuet, som værende lig det at leve i nuet og være ansvarlig for sig selv. Begynder man derimod at læse Kierkegaard, åbner der sig et andet syn på tilværelsen. Begynder man at læse ”Liljen” bliver man konfronteret med holdninger og synspunkter, der er aldeles uacceptable. Uacceptable dengang Kierkegaard skrev og i dag. Vi møder et ”du skal,” der kræver lydighed, tavshed (stilhed), udholdenhed, tålmodighed. Men dette imperativ er forudsætningen for selverkendelsen i nuet, livet i dag, sand trøst, og sand glæde i nuet. Læser man langsomt, kan Kierkegaard nemlig vise én, at det at erkende, hvem man er, hvor man er, og hvordan man står som menneske i mødet med tilværelsens problemer og modgang – kan være en langt mere radikal frigørende position, end den vi, i vor ufrie tryghedssøgende kollektivistiske uselvstændige tilgang, opfordres til af ”masse-menneskene.”
Kierkegaards eminente psykologi udfolder sig i alle hans værker, med det formål at afdække og beskrive alle facetter af menneskelivet. Livet der udfolder sig i spændingsforholdet mellem det, at Gud blev menneske og dermed en af os – og at vi kan vælge at leve vort liv i forhold til det grundlag (nemlig, at Gud blev menneske) eller vi kan leve uden det grundlag. Kierkegaard evner at afdække det egentlige indhold i vore bekymringer, håb, ønsker, drømme, skuffelser, angst, begær, ambitioner, behov som ingen anden. Ved at læse ham kan man få hjælp til at forholde sig til alle facetterne af menneskelivet, forholde sig til de valg, der skal træffes.
Kierkegaard skal læses langsomt. Intet af Kierkegaard kan læses hurtigt. At læse Kierkegaard er et opgør med fortravletheden, med det forjagede, med det overfladiske. Læs derfor Kierkegaard langsomt – give ham tid til at vise dig, hvad hans tekster formår – alene til personlig opbyggelse.
At læse ”Lilien paa Marken og Fuglen under Himlen”
”Liljen” begynder med en Bøn, hvor Kierkegaard fremhæver og pointerer ens eget ansvar, ens egen opgave, den enkeltes mulighed og hvor Kierkegaard vil vise, ”hvad det er at være Menneske” – hvilket er vanskeligt i det moderne samfund, hvor ”Menneske-Vrimlen” dominerer. Her peger Kierkegaard i 1849 på det forhold, at masse-mennesket, det kollektive, altid vil føre den enkelte væk fra ”Fordringen til det at være Menneske.” Og fordringen består i ”Taushed, Lydighed, Glæde!” lærer vi af liljen og fuglen ved at iagttage dem (Bind 14, s.129).
Teksten, fra Mattæusevangeliet 6.24-34, som Kierkegaard lader sig inspirere af lyder: ”Ingen kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se til himmelens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og dog giver jeres himmelske Fader dem føden; er I ikke meget mere værd end de? Og hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livsvej? Og hvorfor er I bekymrede for klæder? Læg mærke til liljerne på marken, hvorledes de vokser, de arbejder ikke og spinder ikke; men jeg siger jer, at end ikke Salomon i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende? Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ”Hvad skal vi spise?” eller: ”Hvad skal vi drikke?” eller: ”Hvad skal vi klæde os i?” Thi efter alt dette søger hedningerne, og jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.”
Lære tavshed
Kierkegaard peger på, hvor vanskeligt det er at blive menneske når der ikke er ro, men snarere uro i ”menneskevrimlen.” I selskab med mennesker, især mange mennesker, finder vi aldrig ud af, hvem vi er – derfor vil Kierkegaard, at vi tager Ordet alvorligt og faktisk helt konkret lærer noget af, at iagttage en blomst i skoven og en fugl. Vi skal lære af dem. Bogstaveligt. Det første er at lære tavshed. Stilhed. I skoven er der stilhed og ro. Der, hvor menneskene er, er der uro, aktivitet. Er det eneboeren, han anpriser? Nej, det er at vi vælger stilheden, der hvor vi nu engang er. Vi skal lære af blomsten og fuglen: uanset hvor de er, er de, som de er. Blomsten blomstrer (smukt) i skoven eller på en mødding. Den er ikke kun smuk, hvis omgivelserne er smukke. Fuglen synger smukt i skoven, den synger smukt, hvor den er. Den synger smukt selv om ingen vil lytte, selv om dumme børn smider sten efter den. Hverken Liljen eller Fuglen lader sig forstyrre af det, der er omkring dem. De har lært at tie. De har lært tavshed.
Hvad er så tavshed? Det er begyndelsen. Det at tie er forudsætningen for at kunne høre. ”Thi vistnok er det Talen, der udmærker Mennesket fremfor Dyret, og da, hvis Nogen saa vil, langt fremfor Lilien. Men fordi det er et Fortrin at kunne tale, deraf følger ikke, at det ikke skulde være en Kunst at kunne tie… fordi dette hans Fortrin saa let frister ham, derfor er det en stor Kunst at kunne tie. Men det kan han lære af de tause Læremestre: Lilien og Fuglen.” (B14,s.135).
Det at kunne høre, er forudsætningen for at lære. Det er en enkel almengyldig sandhed, som i den ophidsede skoledebat i 2013 nærmest er glemt. At mennesket har vanskeligt ved at tie stille, er endnu tydeligere i dag, hvor enhver mening skal høres og hvor menneskevrimlen bestemmer, hvad der lige nu er den herskende sandhed. Kierkegaard viser, at vi begynder med at tie og være tavse overfor Gud, og dermed har vi slået hul på fordringen om at blive menneske. Hvor vi i dag altid fremfører alle vore ønsker, den ene samfundsgruppe stiller krav overfor den anden, børn beder deres forældre om det ene og andet, så skriver Kierkegaard: ”og således er det; at bede er ikke at høre sig selv tale, men er at komme til at tie, og at blive ved at tie, at bie, til den Bedende hører Gud” (B14,s.136).
Som menneske lærer vi aldrig os selv at kende, hvis vi konstant taler og kræver det ene og andet. Vi lærer os selv at kende ved at kunne tie stille og vente (bie). Det er et opgør med vor egen hektiskhed, her kan vi aldrig ”bie” eller vente på noget, men alt skal ske nu. Kierkegaard viser at ved det at bie, kan man finde fred; fred med sig selv, med sine egne dæmoner. I stilheden ligger freden skjult. Evangeliets Gud er skjult. Skjult i stilheden, i roen. Det kræver dog, at den enkelte søger stilheden gennem at tie stille. Det var ikke Nietzsche, der slog Gud ihjel, men larmen i samfundet og den moderne kirke. Så når Kierkegaard udlægger ”søg først Guds rige” – så er det ”først” at kunne tie stille før noget andet.
Det ville jo også være rart, hvis flere baserede deres udtalelser i det offentlige rum på personlige overvejelser frem for blot at være en del af den larmende menneske-vrimmel. Eller at flere blot holdt helt mund.
Dermed lære lydighed
Når vi har lært at tie stille kan vi lære lydighed: ”at blive taus, er den første Betingelse for i Sandhed at kunne Lyde.” Uroen i og omkring os er en hindring for at lære lydighed. ”Var der aldrig saaledes Taushed omkring Dig og i Dig, saa lærer Du heller aldrig Lydighed. Men har Du lært Taushed, saa gaaer det nok med at lære Lydighed” (B14, s.148). Hvorfor skal vi lære lydighed? Hvad skal vi bruge lydighed til i 2013? Lydighed er jo et ord, der vrænges ad i år 2013. Lydighed er et ord, som ikke må anvendes og fordi det er gået tabt, er meget godt tabt. Børn skal være lydige overfor deres forældre. Det lærer de ved at tie stille. Ro er forudsætningen for sandt fredfyldt samvær også mellem forældre og børn – også i 2013. Lydighed fordrer, at der er autoritet tilstede. Hvor autoriteten er nedbrudt eller ikke anerkendes, så forsvinder den, men den erstattes ikke, den går tabt og tabet skaber uro, fjendskab og splid i stedet.
Når en moderne forældre ikke ønsker at være en autoritet, når den moderne lærer ikke tør (eller kan være) en autoritet, så er det naturlige forhold mellem forældre og børn, mellem lærer og elev ikke erstattet af noget andet. Det er gået tabt. Og i det tab, taber vi os selv. Er der ikke ro omkring én selv, lærer vi aldrig lydighed – og så kan vi heller ikke fastholde ”fordringen til det at være menneske.”Vi skal altså lære lydighed, fordi liljen og blomsten er vore læremestre. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en, men tavsheden er forudsætningen for stilheden i en. Og gennem tavshed omkring en, kan tavsheden, stilheden også findes i en. Tavsheden i dig forudsættes af stilhed omkring dig – log ud, log af.
Liljen og fuglen er ubetingede lydige. De blomstrer og synger uanset omstændighederne. De er ikke halvhjertede i modsætning til menneskene, som Kierkegaard skriver: ”hvad de fleste Mennesker forstaa sig bedst paa: Halvhed.” Så viser lydighed helhed. ”Du skal elske” siger evangeliet. Dette imperative ’skal’ er fordringen for det menneskelige. Men elske kan du ikke gøre halvt. Enten elsker du eller også elsker du ikke. Eller med Kierkegaard: at liljen er dejlig uanset omgivelserne. Den står, hvor den står – og er dejlig hvor den står. Den er lydig, hvor den står. ”Thi Liljen er, trods Omgivelsen, sig selv, fordi den er Gud ubetinget lydig.” Ved at være tavs, ved at finde stilheden og i stilheden stå, hvor man står, kan man blive sig selv.
Fortvivlelsen
Men Kierkegaard kender mennesket og den fortvivlelse, som tilværelsen også rummer. Vi er jo ikke over-mennesker, der kan tie stille og finde ro og fred, men fortvivles over det ene og andet enten hos os selv eller hvad der rammer os af tilværelsen. ”Fortvivlelse forhindrer os selv i at blive, hvad vi kunde være blevet, om end kun et Øjeblik. Anderledes med Lilien; den var ubetinget lydig, derfor blev den sig selv i Deilighed, den blev virkelig hele sin Mulighed” (B14,s.151). Den blev hele sin mulighed. Det er det valg, vi har, det er den mulighed tilværelsen giver, at blive hele sin mulighed, det er det eksistentielle valg, i lydighed at blive det, der til fulde er din mulighed. Men i lydighed overfor Gud. I lydighed overfor det absolutte. Heri ligger det ”at blive sig selv.”
Det individuelle menneske stræber efter at være sig selv, men spejler sig hele tiden i sine omgivelser. I det tiden fordrer. Og fordi mennesket vil være sig selv i forhold til alt muligt andet, i forhold til menneskevrimlen, i forhold til støj og larm, bliver det aldrig sig selv – finder aldrig ind til sig selv. Nogle mennesker tror, de udtrykker sig selv gennem larm, råben og skrigen. Hvad enten det er religiøse tosserier eller politiske fantaster, der kræver det ene og andet af andre, latterlige mediefigurer, larmende demonstranter. Alle vil de hævde at udtrykke sig selv gennem det, de gør, men ret beset er de alle blot et spejlbillede af menneske-vrimlen, af den forvirrede larmende hob.
At blive hele sin mulighed, bliver fuglen også – når den rejser væk, netop når den har det godt – så rejser den – den ”slipper det Visse for at gribe efter det Uvisse.” Tilværelsens fremtid er uvis. Vi kender ikke dagen i morgen, men fuglen og liljen er lydige mod deres potentiale – de opfylder deres mulighed. Det kan de, fordi der ikke er noget halvt hos dem. Vi tør ikke gribe det uvisse for det visse, hvorfor vi misbruger øjeblikket.
Den Kristendom som Kierkegaard viser, er så radikalt anderledes end den pussenusse kristendom, der ikke forarger nogen – og som er tømt for både Gud og indhold, atden er pjat. I dagens Danmark er alle enten kristne, ateister, buddhister eller noget andet. Det er et fedt det hele. Der er nogle missionsbevægelser og frikirker, der er lidt mere pietistiske og sætter leveregler op for folk – så det får skin af helhed. I forhold til Kierkegaards lære er det at lege kristendom. Mennesket finder sig selv ved at acceptere sin stilling: at stå overfor det absolutte, accepterende den absolutte fordring ”du skal.” Hvorfor den, kristendommen, er et individuelt personligt anliggende.
Tavshed og lydighed fører til glæden.
I sidste del af ”Liljen” fører tavsheden og lydigheden frem til det sidste, der skal læres, nemlig: glæden. Glæden er, at hele vægten ligger på ”der er et Idag, det er, ja der falder et uendeligt Eftertryg paa dette er; der er et Idag – og der er ingen, slet ingen Bekymring for den Dag Imorgen” (B14, s.160). Vi lever i dag, og lærer vi tavshed og lydighed af liljen og fuglen, så lever vi, som var der ikke en dag imorgen. Ret beset ved vi ikke, om der kommer en dag imorgen. Vi har i dag, vi har nuet. Dagen imorgen kalder Kierkegaard for ”den usalige Dag, der er Snaksomhedens og Ulydighedens Opfindelse” og ved at være idag, lærer vi den sande glæde, der er ”i Sandhed at være sig selv nærværende” glæden er dermed ”den nærværende Tid” (s.160).
Afslutning
Ovenstående har alene set lidt på overfladen, dermed egentlig gjort vold på Kierkegaard og er et eksempel på, hvad han kalder ”mange syslerier i periferien.” Hensigten har været at vise en indgang til forfatterskabet, der ikke går over mange og store bøger om Kierkegaard og hans forfatterskab, men som ”hiin enkelte” selv kan begynde at læse til personlig opbyggelse. Og en indgang til forfatterskabet er at begynde med de opbyggelige tekster skrevet i eget navn og derefter tage fat på de pseudonyme.
Når der i medierne foregår en debat om, hvorvidt Kierkegaard er stor i udlandet eller ej (f.eks. JP den 14. april 2013). Så er den diskussion i princippet afsporet – for begynder du (”hiin enkelte”) at læser du ham langsomt i ro og stilhed, bliver han relevant – og bevægelsen væk fra masse-mennesket er begyndt og fordringen om at blive menneske på vej mod realisering. Men læser du ham alene for at kunne tale med i de pæne subintellektuelle cirkler, der synes at Kierkegaard er monumentalt hip i anledning af 200 året (f.eks. Mungo Parks opførsel af ”Forførerens Dagbog”), så vil han aldrig blive relevant, men kun måske interessant.
Udgivet i filosofisk, gæstebloggen, psykologisk | Tagget Fuglen på Himlen, Liljen på marken, lydighed, Søren Kierkegaard, tavshed | 3 svar
Vejen til et behageligt liv
Udgivet den 20. april 2013 af vidanserforlidt
26
Epikur (341-270 f.v.t.) opsummerer i nedenstående brev til Menoikeus sine tanker om vejen til et godt, sundt, behageligt og roligt liv. Det drejer sig om fravær af ulyst, om at have det behageligt; noget der er til at opnå, hvis man lever afbalanceret og sundt, lader være med at ønske sig det uopnåelige og afstemmer sine forventninger efter det mulige; hvis man sørger for at ens behov er små og forstår, at der er meget i denne verden, man ikke har indflydelse på.
Kære Menoikeus [1]
Lad ingen være længe om at søge visdom, når han er ung, eller træt i sin søgen, når han er gammel. Sjælens sundhed gælder alle aldre. Og at sige, at tiden til at studere filosofi endnu ikke er kommet, eller at den er forbi, er som at sige, at tiden for lykke endnu ikke er kommet, eller at den allerede er gået. Derfor bør både den gamle og den unge søge visdom. Den første [den gamle], for at han kan blive ungdommelig efterhånden, som alderen kommer over ham ved minderne om de goder, han har oplevet. Den anden [den unge] for, at han, mens han er ung, samtidig kan være erfaren, fordi han ikke frygter de ting, der skal komme. Vi skal altså øve os i de ting, der bringer lykke, fordi hvis den er på plads, så vi har alt, og hvis den er fraværende, så er alle vores handlinger rettet mod at opnå den.
Romersk marmorbuste af Epikur. Kopi af en original græsk. Epikur var hedonist, hvilket betyder, at han betragtede velbehag – åndeligt såvel som fysisk – som målet for tilværelsen. Men, man misforstår hedonismen, hvis man tror, det drejer sig om overfladisk nydelse. Et velbehageligt liv er et klogt levet liv.
De ting, jeg uophørligt har erklæret for dig, dem skal du gøre, og øve dig i dem, mens du anser dem for at være ingredienserne til den rette livsførelse. Først må du tro, at Gud[2] er et ukrænkeligt og saligt væsen – sådan som menneskehedens almindelige gudsbegreb er indskrevet i os; når du tror sådan, vil du ikke kræve noget af ham, som er fremmed for hans ukrænkelighed eller i modstrid med hans salighed. Tro kun det om ham, der både opretholder hans ukrænkelighed og salighed. Der findes guder, og erkendelsen af dem er åbenlyst, men de er ikke, som flertallet tror, og mange er ikke i stand til at bevare den rette tro og respektere de rette forestillinger om dem. Det er ikke den mand, der benægter flertallets gud[sbegreb], som er virkelig ugudelig, det er derimod den mand, der kræver af guderne, hvad flertallet tror, man kan kræve af dem. For de fordomme flertallet ytrer om guderne er ikke sande, men falske antagelser: F.eks. at gudernes hånd sikrer, at de største ulykker rammer de onde, og de største velsignelser de gode. Vi favoriserer egne dyder og tror, guderne glæder sig over det samme [som os] og afviser alt, hvad der ikke er af samme slags.
Væn dig til at tro, at døden ikke har betydning for os; evnen til at sanse medfører godt og ondt, men døden frarøver os al sansning, og derfor medfører den rette forståelse af døden, at den ikke har betydning for os. Vi kan leve behageligt på trods af livets dødelighed; ikke ved at tilføje livet en grænseløs tid, men ved at fjerne længslen efter udødelighed. For livet er ingen rædsel for ham, som til bunds har forstået, at livets ophør ikke medfører rædsel. Tåbelig er derfor den mand, der siger, at han frygter døden, ikke fordi det vil smerte, når den kommer, men fordi udsigten til døden smerter. Alt, hvad der ikke forårsager ubehageligheder, når det [faktisk] er her, kan kun medføre ubehag, når vi tænker på det.
Når vi derfor indser, at når vi er, så er døden – det mest forfærdelige af onder – her ikke, og når døden kommer, så er vi her ikke, forstår vi, at døden ikke er noget [betyder noget] for os. Den er ikke noget, hverken for de levende eller døde, for hos den levende er den ikke, og de døde eksisterer ikke længere.
Men her i verden, skyr nogle døden som det største af alle onder, og til andre tider anser de den som et pusterum fra livets onder. Den kloge mand misbilliger ikke livet, ej heller frygter han livets ophør. Tanken om livet støder ham ikke, men livets ophør betragtes ikke som et onde. Og som folk flest ikke blot vælger den største portion af mad, men den mest velsmagende, så vælger den vise at nyde den tid, der er mest behagelig, frem for den længste tid. Og den, der formaner de unge til at leve godt og den gamle at slutte det godt, taler tåbeligt; ikke blot på grund af det ønskelige i livet, men fordi samme øvelse på en gang lærer dig at leve godt og at dø godt. Meget værre er den, der siger, at det havde været godt ikke at være født, men når nu man er født, så at skynde sig gennem portene til Hades [dødsriget]. For hvis han virkelig mener det, hvorfor forlader han så ikke livet? Det ville være let for ham, hvis han virkelig var fast overbevist. Hvis han kun taler for sjov, er hans ord dårskab, som dem, der hører ham, ikke vil tro.
Vi må huske, at fremtiden hverken er afhængig af os, og ej heller helt uafhængig af os, så vi derfor hverken kan regne helt sikkert med det, der kommer, eller fortvivle over noget, som var det helt umuligt.
Want Need. En flise fra Cementmageren (bragt med Cementmagerens tilladelse), som meget fint opsummerer Epikurs pointe; det gælder om at skabe balance i mellem behov og ønsker.
Vi må også forstå, at noget begær er naturligt, andet uden indhold, og af de naturlige er nogle nødvendige såvel som naturlige [at opfylde] og nogle bare naturlige [men ikke nødvendige]. Og af de nødvendige behov er nogle nødvendige [at opfylde] for livslykken, nogle for at slippe for uro i kroppen, nogle for simpelthen at leve. Den, der har en klar og sikker forståelse af disse ting, vil navigere mellem sine lyster og modvilje for at sikre en sund krop og ro i sindet, og forstår tillige at dette er vejen til et velsignet liv. For målet med vores handlinger er at blive fri for smerte og frygt, og når vi har opnået det, stilner sjælens storme af. Vi ser, at det levende væsen [i fraværet af smerte og frygt] ikke har behov for at gå på jagt efter noget, der mangler, og heller ikke lede efter andre ting, som kan opfylde sjælens og kroppens goder. Når vi er forpinte på grund af fraværet af lystfølelsen [hedone: græsk for både lystfølelse og nydelse], da, og kun da, føler vi behov for nydelse. Derfor opfatter vi nydelsen som alfa og omega for det lykkelige liv. Lystfølelsen er det første gode, vi lærer at kende. Lystfølelsen er udgangspunktet for ethvert valg og ethvert fravalg, og det vi vender tilbage til, for så vidt som vi gør følelsen til den regel, hvorved vi bedømmer de gode ting.
Selvom lystfølelsen er vores primære gode og medfødt, vælger vi af den grund ikke enhver fornøjelse, men springer over mange af dem, såfremt et større ubehag følger af dem. Ofte opfatter vi smerter som bedre end fornøjelser, hvis konsekvenserne ved at udholde smerterne er en større [intens og langvarig] fornøjelse. Mens alle fornøjelser må betragtes som goder, fordi de er naturligt beslægtede med os, er det ikke alle fornøjelser, vi skal vælge, og skønt al smerte er af det onde, er det alligevel ikke al smerte, der skal undgås. Det er dog ved at måle den ene mod den anden, og ved at se på fordelene og ulemperne ved dem, at disse spørgsmål skal bedømmes. Nogle gange kan vi behandle det gode som et onde, og det onde, tværtimod, som et gode.
Vi betragter uafhængighed af ydre ting som et stort gode, ikke [forstået] sådan, at vi i alle tilfælde skal bruge lidt, men være tilfredse med lidt, hvis ikke vi har meget, idet vi er ærligt overbeviste om, at de der kræver mindst bedst nyder luksus. Og at alt hvad der er naturligt også er let at tilvejebringe, og kun det overflødige og værdiløse svært at vinde. En simpel livsførelse giver lige så meget glæde som en dyr, når først længslen efter [den dyre] er fjernet; vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber. At vænne sig selv til simpel og billig kost giver dig alt, hvad du behøver for sundhed, og gør det muligt for en mand at opfylde de nødvendige krav i livet uden at føle sig forsmået, og vi klarer os bedre, når vi med mellemrum nærmer os svære tider og gør os frygtløse overfor skæbnen.
Når vi siger, at nydelse er endemålet, mener vi ikke glæden ved den ødselhed eller glæden ved sanselighed, som nogle gennem uvidenhed, fordomme, eller forsætlig vildledning gør det. Med nydelse mener vi fravær af smerter i kroppen og af problemer i sjælen. Det er ikke en endeløs række af drukture og festivitas, ikke det seksuelle begær, ikke nydelse af god mad og andre delikatesser, der giver et behagelig liv, det er sobre fornuftsløsninger, gode begrundelser for hvert tilvalg og fravalg og bandlysning af enhver overbevisning, der oprører sjælen og tager den i besiddelse.
For alt dette er visdom [fronesis] begyndelsen og det største gode. Derfor er visdom en mere kostbar ting end selve filosofien, fra visdommen stammer alle de andre dyder, for med indsigten lærer vi, at vi ikke kan leve behageligt uden at leve klogt, ærværdigt og retfærdigt, ej heller leve klogt, ærværdigt og retfærdigt uden at leve behageligt. Dyderne hører efter deres natur med til at leve et behageligt liv, og de kan ikke adskilles fra et behageligt liv.
Hvem andre lever, efter din vurdering, bedre end en sådan mand? Han tror helligt på guderne, og er helt fri for frygten for døden. Han har klogt indset naturens begrænsninger, og forstår, hvor let gode ting kan opnås og ser, at både det ondes intensitet og varigheden er svag. Skæbnen, som nogle betragter, som det der bestemmer al ting, foragter han, han forstår, at nogle ting sker af nødvendighed, andre ved tilfældigheder, og nogle gennem vores egne handlinger. Han ser, at nødvendighed fritager os ansvar, og at tilfældighederne er uberegnelige, og at kun vore egne handlinger er vi fuldt herre over, og at det netop er derfor, at ros og ris knyttes til dem. Ja, det ville være bedre at acceptere myterne om guderne, end at underlægge sig skæbnens tyngde, sådan som naturfilosofferne har pålagt os. Myterne giver et svagt håb om, at vi kan undslippe [skæbnen], hvis vi ærer guderne, mens naturfilosoffernes nødvendigheder er døve for enhver bøn. Han anser heller ikke tilfældigheden for en guddom, som folk i al almindelighed gør, for i en guds handlinger er der ingen uorden, ej heller som en årsag – ganske vist en usikker en i så fald – fordi han ikke mener, at godt eller ondt udløses ved tilfældigheder for at velsigne livet, selvom de [tilfældighederne] dog udgør udgangspunktet for store goder og store onder. Han mener, at den kloges ulykke er bedre, end fjolsets fremgang. Kort sagt er det bedre, at handlinger som bedømmes vel ikke skylder tilfældigheden noget.
Ihukom disse og beslægtede forskrifter både dag og nat, både for dig selv og med en ligesindet, så vil du aldrig – hverken i vågen tilstand eller i drømme – blive forstyrret, men vil leve som en gud blandt dødelige. For mennesket mister al antydning af dødelighed ved at leve midt i udødelige velsignelser.
De bedste hilsner
Epikur
[1] Teksten er planket fra http://www.epicurus.net/en/menoeceus.html, et site, der indehaves af Vincent Cook. Om det er ham, der har oversat teksten fra originalsproget til engelsk melder historien ikke noget om. Tilgengæld kan det oplyses, at google-translate har oversat den fra engelsk, hvorefter den er bearbejdet af Lars Andreassen (som bestemt ikke er klassisk filolog), men fra Egå Ungdoms-Højskole, og endelig er teksten jævnført med Poul Helms oversættelse fra1956 i Epikurs filosofiske Breve og Hovedlærdomme. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck. Kbh.
[2] Betegnelsen gud bruges både i ental og flertal (hos de fleste græske tænkere); der er flere guder, men kun et gudsbegreb. Desuden er det sådan i Epikurs erkendelsesteori, at vi erkender via ”billeder”, der stammer fra(udsendes af) objekterne selv, hvilket betyder, at når vi har et begreb om gud – et ”billede” af gud – så må dette billede stamme fra gud. (se Helms 1956: side 35 note 2 og side 36 note 5).
Udgivet i filosofisk, psykologisk | Tagget antik filosofi, brev til Menoikeus, det gode liv, eksistentialisme, Epikur, filosofihistorie, græsk filosofi, Hedonisme | 26 svar
Det Usexede Skab – et forsvar for kernefamilien
Udgivet den 25. januar 2013 af Lars Andreassen
16
Er konkurrencen og kravene til produktivitet på arbejdsmarkedet i Danmark efterhånden så omfattende, så uomgængelige og så bydende, at vi ikke længere har tid til familie og børn, men med nødvendighed må fokusere på os selv og kun på os selv? Eller er det bare fordi, vi ikke vil begrænses i vores selvudfoldelse?
Af Lars Andreassen, Egå Ungdoms-Højskole
Skilsmissen er den mest karrierefremmende begivenhed, der er hændt i mit liv, erklærede den provokerende antropolog Dennis Nørmark, med hvem jeg har skrevet bogen Det Virkelige Menneske, engang. Underligt måske, men udtalelsen virkede mærkværdig neutral; som en tør konstatering af fakta. Nu hvor hver eneste dag ikke blev afbrudt af konstante familiære gøremål, var der mulighed for rigtigt at arbejde igennem.
Familielivet er fyldt med afsavn, kompromiser og tid, der skal bruges på alle andre, end en selv. Nørmarks tørre konstatering antyder derfor, at der ikke er plads til et både stimulerende, selvudviklende og eventuelt indbringende karriereforløb, samtidig med at børnene får opfyldt deres behov for omsorg, nærvær og stimulerende intellektuelle og kropslige udfordringer. Men helt ærligt, kan det passe, at der ikke er plads til familie, når arbejdet i høj-moderne samfund skal passes.
I landbrugssamfundet og langt ind i industrialiseringen var familien samfundets mindste produktionsenhed. På landet fordi hele familien hjalp til på gården. I industrialiseringen, fordi mor kogte kål og tørrede snottet af ungerne, mens far slæbte sække på havnen i 12-timers skift. Det har ændret sig. I konkurrencestaten er individet samfundets mindste produktionsenhed.
Kernefamilien er måske trængt i disse år – hvis ikke ligefrem under angreb. Men hvad presser den, hvor kommer udfordringerne fra. Danskeren skal være effektiv, således at Danmark bliver konkurrencedygtig. Effektiv – fit, lækker og tjekket – i en sådan grad, at det politiske er blevet mere privat, end nogen feminist nogensinde kunne have forestillet sig. Et spørgsmål er, om kravene til effektivitet på arbejdsmarkedet, og konkurrencen er så hård, at vi ikke længere har optimale betingelser for at reproducere os. Et andet spørgsmål, drejer sig om hvorvidt presset på familien kommer indefra i form af opskruede forventninger til et liv i medgang og lykke. Verdenssundhedsorganisationens WHO’s definition på sundhed kunne være et spejl på disse forventninger: ”Sundhed er en mental tilstand af fuldkommen fysisk, mentalt og socialt velvære og ikke blot fravær af sygdom og svagelighed.” Det er jo helt i hegnet – ren satire.
Parforholdets må-ikke
”Du kan ikke spise alene og du skal spise det partneren har lavet. Du kan ikke spise fedt hvis den anden er på slankekur. Du kan ikke forlange at få din forret i fred, når I spiser ude sammen. Du kan ikke pudse næse ved bordet. Du kan ikke læse avisen eller se fjernsyn, når du spiser. Du kan ikke gemme opvasken til senere, eller vaske elendigt op eller lade være med at bruge opvaskemiddel, drikke direkte fra kartonen, krumme uden at samle op nu og her. […] Du kan ikke lade være med at være opmærksom på om huset er rodet eller rent.”
Således skrev Nørmark i et lille blogindlæg på sin facebookside med henvisning til Laura Kipnis, der afmonterer de romantiske forestillinger, som knytter sig til det moderne parforhold. Musikeren Peter Sommer udtrykker sig efter sin skilsmisse således: ”En mands problem i et normalt forhold kan være, at han har svært ved at leve de der drifter ud. Man kan godt have behov for at være fucking ligeglad, ikke? Ikke stå til ansvar overfor nogen.”
Der er ingen, der gider være voksne, hvis voksen betyder, at man ikke kan få lov til alt. Man får her mistanken om, at det i virkeligheden ikke er karrierekravene, der presser, men derimod hverdagen og familielivets begrænsende trivialiteter, der irriterer. Mange højtuddannede beskæftiger sig i karrieren præcis med det de vil; sig selv og deres udfoldelse. Og anerkendelsen er umiddelbar på jobbet, hvor den kan være svær at mærke fra børn og ægtefælle – især, hvis man ikke er hjemme.
Men er det ikke latterlighed og smålighed, der trænger sig på og presser den moderne familie – lige så meget, som det måske er krav fra arbejdspladsen. Det er et paradoks, at vi på den ene side bekender os til demokrati og dermed til forestillingen om, at vi alle er lige og frie, og tager ansvar for os selv og hinanden, men samtidig ikke kan underordne os det fællesskab, som familien er.
Vi bekender os primært til demokratiet, fordi vi forbinder det med frihed. Men i det øjeblik vi ikke vil begrænse os i selvudfoldelsen – eller give den anden plads – afslører vi os selv som barnagtige og udannede. Det barnlige giver sig selv, det udannede viser sig ved, at vi tilsyneladende ikke fatter – fatter for alvor – at intet fællesskab kan bestå, der hvor enhver søger ubegrænset selvudfoldelse. Meget rammende skrev filosoffen Thomas Hobbes i 1651, at ”så længe alle holder fast på Retten til at gøre, som man vil, så længe vil alle også befinde sig i en Tilstand af Krig.”
Og lige på den anden side af barnligheden og småligheden venter så bruddet og skilsmissen. Ikke fordi vi ikke elskede hinanden, men fordi vi ikke kunne udholde lidt støv i krogene og kalkaflejringer i håndvasken. Eller fordi vi ikke kunne komme af sted på den nye Harley med ”drengene.” Man havde jo lige fået unger, og de skulle hjælpes med bleer og skolearbejde, og transporteres til klaver og fodbold. Nærmest i samme øjeblik, vi slipper af med den statslige absolutisme, vil vi selv have absolut uindskrænket magt.
Heroisk i sofaen
Forfatteren og journalisten, Rune Lykkeberg, beskæftiger sig indgående med disse demokratiets indbyggede paradokser i bogen Alle har ret. Det er stort at kæmpe for frihed og lighed, når man er undertrykt, men tilsvarende ynkværdigt at skulle tilpasse sit ego og sine personlige behov til andre, når friheden først er vundet. Vi vil have vores frihed. Vores helt egen frihed. Helt for os selv.
Når først det store slag for folkestyre og frihed er vundet, indfinder kampen om nullermænd, opvask og indkøb sig. Og den kamp kan næppe betragtes som ærefuld eller heroisk. Men hvor heroisk er det at drikke af kartonen og se TV, mens man spiser. ”I medgang og modgang,” burde måske udskiftes med ”i nullermænd og vasketøj til døden jer skiller.” Ikke særligt romantisk, men tættere på hverdagen i et frit og lige samfund.
Vi kvæler os selv i opskruede forestillinger om, hvad lykke er. Mon ikke det tilfredsstillende liv er det, der balancerer mellem hensyn til partneren, børnenes udvikling, karrieren og selvudviklingen. Vi taler om den lykkelige prostituerede – men sjældent om den lykkelige buschauffør, netop fordi vi ikke forventer, at han er lykkelig på jobbet. Men mon ikke chaufføren af og til er lykkelig, når han synker ned i sofaen ved siden af konen, børnene og blænder op for skærmen.
Og er det ikke der, i sofaen, at det sidste menneske skal kæmpe den sidste kamp, inden freden helt kan sænke sig. Den mod egoet og illusionen om det lykkelige liv. Det er en lille kamp, men hvem siger, at selvbegrænsningens kunst ikke er heroisk. Når han savner ”drengene” og drukturen, og hun tænker tilbage til en tid uden rynker og topmave, når man føler savnene, kompromiserne og fornemmer frihedens grænser, da er det, at valgenes tyngde mærkes. Og man finder ud af, om man er så solid, at man kan leve op til de valg, man har truffet.
Måske erkender vi, at vi sidder i sofaen af delvist praktiske grunde, men at sådanne kan være lige så gode som andre. Men er man i stand til stå ved de valg, man har truffet, forpligte sig til de konsekvenser, de måtte have, da er det, man bliver fri – som filosofferne har sagt – fordi man så løber efter sin egen næse og ikke alle mulige andres.
Du er Sisyfos, og sådan er det
Dagen efter, når vi sidder med den lille i armen og læser højt og kører hjem fra spejder med den store, mens ægtefællen steger lørdagskylling og lukker rødvin op, da må vi ihukomme Sisyfos på vej ned ad bjerget efter sin sten. For det er Sisyfos, vi er. Og som Camus (næsten) formulerede Sisyfos skæbne: ”Det kompromisfyldte familieliv synes ham hverken goldt eller ørkesløst. Hver nullermand på gulvet, hvert spor af tandpasta i håndvasken udgør en verden i sig selv. Bestræbelserne på at gøre selvstændige, tænksomme og ansvarlige individer af sine børn, er nok til at fylde et menneskehjerte. Man må tænke sig Sisyfos som et lykkeligt menneske.”
Og husk lige på, at Sisyfos dom gælder i al evighed. Dine valg er kun for resten af dit liv.
Pointen er klar nok, og har altid været det. Fra Epikur over stoikerne til Søren Kierkegaard og altså Albert Camus. Det er det, du har, der skal gøre dig tilfreds. Alt det, du ikke har, generer dig kun, når du tænker på det, når du læser om det i magasiner, hører om det i radioen og ser det på TV. Vi måler os selv på naboen, hvor vi i virkeligheden skulle måle os selv på vores handlinger, de løfter vi giver, og hvordan vi lever op til de løfter, som livets omstændigheder aftvinger os.
Det drejer sig om selvbegrænsningens kunst. Vi skal lære at styre os, og det kræver et vist arbejde, fordi vores hjerner er sådan indrettet, at de stræber efter den let tilgængelige nydelse. Det er hovedpointen i Peter Lund Madsens bog om hjernen, Dr. Zukaroffs Testamente. Men som den gamle filosof, Epikur, belærer os i sit Brev til Menoikeus, ”… vand og brød er kilde til den højeste nydelse, når de bliver bragt til sultne læber,” hvormed han mente, at den, som formår at begrænse sig også vil kunne leve sit liv uden at føle sig forsmået.
”Det er et godt liv, du lever min ven, uden tvivl det bedste i verden, hvis du bare er stærk nok til at leve det!” Sådan siger en omstrejfende rotte til Mosegris i Vinden i Piletræerne. Hav mod og styrke til familielivet, de afsavn det kræver, og de glæder det indebærer.
Udgivet i psykologisk, samfundsk | Tagget familie, karriere, selvudvikling, skilsmisse, smålighed | 16 svar
Seneste indlæg
Bliver man en bedre læge af at se på kunst
25. april 2016
Et Univers(itet) af Druk og et Liv i krise
13. december 2015
Jomfruhinder, farveblyanter og mit racistiske sprog
21. november 2015
Imperialismens kopernikanske vending
18. oktober 2015
Uopdragelse
20. juli 2015
Alt det gode i mit ho’ed
4. juni 2015
Tags
Ali Khamenei Barack Obama Christine Antorini Dannelse Debat demokrati DF Egå Ungdoms-højskole eksistentialisme Enhedslisten Esben Lunde Larsen Fareed Zakaria Feminisme FN fodbold Folkemøde Bornholm 2013 Francis Fukuyama Fred Frihed globalisering Gymnasiereform Historiens Afslutning Højskole internationalisering Iran Johanne Schmidt-Nielsen Kenneth Degnbol Kishore Mahbubani Konkurrencestat kritik Lars Andreassen Liberal Alliance Lighed. livsoplysning N.F.S. Grundtvig Oplysning Politik samfund sander jakobsen selvudvikling SF Søren Kierkegaard Uddannelse Venstrefløj vesten
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /var/www/vidanserforlidt.dk/public_html/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 405
Nye kommentarer
Shayla til Uopdragelse
sosyal medya bayilik paneli til Imperialismens kopernikanske vending
Isaac til Den 7. april mindes vi ofrene fra folkedrabet i Rwanda
TRAVESTIS LISBOA til Lige skævheder
situs judi bola terbesar di indonesia til Uopdragelse
Arkiver
Arkiver Vælg måned april 2016 (1) december 2015 (1) november 2015 (1) oktober 2015 (1) juli 2015 (1) juni 2015 (1) maj 2015 (1) marts 2015 (2) februar 2015 (2) januar 2015 (2) december 2014 (2) november 2014 (1) oktober 2014 (1) september 2014 (2) juni 2014 (3) maj 2014 (1) april 2014 (1) marts 2014 (2) februar 2014 (2) januar 2014 (1) december 2013 (2) november 2013 (2) oktober 2013 (1) september 2013 (2) august 2013 (3) juli 2013 (1) juni 2013 (1) maj 2013 (3) april 2013 (2) marts 2013 (2) februar 2013 (2) januar 2013 (2) december 2012 (3) november 2012 (2) oktober 2012 (1) september 2012 (1) august 2012 (1) juni 2012 (1)
Kategorier
Kategorier Vælg kategori Æstætisk (3) filosofisk (27) gæstebloggen (11) pædagogisk (14) psykologisk (11) samfundsk (50) videnskabsk (3) |
Kan man tvinge sig selv til at være kreativ - eller skal man bare vente på, at den kommer, den dér inspiration?
Faktisk er der forskning, der viser, at man præsterer bedst, når man er under pres - man får flere gode idéer, når man hænger helt ude på kanten. (Den er god nok - men pga. indbygget dovenskab gider jeg ikke lede efter referencen for dette studie). Tanken om, at man skal have et frirum for at få kreativiteten igang (....at ligge på sofaen med afslappende musik) holder bare ikke. Hvis vi for alvor frygter for vores liv, pibler det frem med gode idéer. Meget tankevækkende at vi måske kan komme længst med frygt.
Når nu at "forskning viser" at den menneskelige natur lægger op til, at vi skal presses for at præstere, giver det jo god mening at udpine de svage - så skal de nok få nogle gode idéer og lære at klare sig! Hvis bare de bliver sultne nok skal de nok blive kreative - eller hva'?
"Forskning viser" er altid en genial måde at afvise andre synspunkter, og som naturvidenskabskvinde elsker jeg den slags: Data skal være i orden. Der er dog en lille risiko for at verden ikke er helt sort-hvid.... (kun en lille). Muligvis viser studier, at "man" overordnet set præsterer bedre, når man er under pres - men derudfra kan man måske ikke konkludere at alle reagerer på den måde? Det er måske trods alt kun nogle personlighedstyper det gælder for?
Kan dog godt lide det kyniske i forskningsresultaterne. Survival of the fittest - og "så find dog på en løsning i stedet for at sidde og græde!" Ikke noget med forståelse for den stakkels lille Finn, der ikke kan løse sin opgave: En rask trussel om fyring kan måske speede ham lidt op.
Leave a Reply
You must be logged in to post a comment.
Det siger læserne....
Niels on Tanker fra en kommende ikke-troende præst
Search for:
Emner?
Har du en idé til et emne, det kunne være sjovt at dykke ned i, så skriv til mig på karinliltorp@gmail.com. Jeg vil så tage tråden op.... |
Når en verdensstjerne betræder et af de steder, som definerer Danmark allermest – og så endda næsten gratis, så dukker folk op. Sådan kunne det ses i fredags, da britiske Jessie J skulle spille Plænen i Tivoli op med sin pop.
Underholdningen var garanteret med lys- og sceneshow, og det var også helt sikkert, at der nok skulle blive sunget med på de største hits, som har fyldt godt på diverse charts, siden Miss J først bragede frem med ‘Do It Like A Dude’. Tesen blev bevist i samme øjeblik de første strofer af ‘Domino’ blev sunget.
Desværre er Tivoli sådan et spillested, som er udendørs, og som derfor er underkastet nogle regler for, hvor højt der må spilles. Og det er jo ikke fordi, man har behov for at få revet ørerne af, af ren bas, men det kunne være en fordel til en koncert, hvor man gerne vil synge med, at man kunne høre, hvad hovedrollen for aftenens event sang.
Vokalen blev overdøvet af musikken, som igen forsvandt i lyden af forlystelsesparken og de mange mennesker, der var kommet for at synge ‘Bang Bang’ i sommernatten. Det var heller ikke helt nemt for de fremmødte at få lov til at feste, da Miss J var i det snaksaglige hjørne den fredag aften.
Showet druknede for dem, der – ligesom jeg – stod længere tilbage på Plænen, i et hav af mobiltelefoner og selfiestænger, hvilket gjorde det svært at se. Alligevel giver popbaskerne godt humør, og man kan ikke fornægte, at de fleste forlod Tivoli med et smil på læben.
Se hele Martin Kleisbergs galleri fra koncerten HER
Tweet
Emmy Musse Mortensen
Anmelder med hang til tunge beats og intens stemning under liveperformances. Har garanteret dårligere smag end dig. |
Krisen i sundhedsvæsnet løses ikke med en krisekasse – der skal mere grundlæggende og langsigtede løsninger til.
Oprettet: 28.09.2021
Carsten Lorenzen
Krisen i sundhedsvæsnet løses ikke med en krisekasse – der skal mere grundlæggende og langsigtede løsninger til.
Det udtaler bestyrelsen for Dansk Sygeplejeråd, Kreds Nordjylland. Tirsdag diskuterede bestyrelsen det forslag om en krisekasse, regionernes chefforhandler Anders Kühnau netop har fremsat.
Anders Kühnau har ret i, at vi står midt i en sundhedsmæssig krise med blandt andet lange ventelister til planlagte behandlinger, høj arbejdsbelastning og dårligt arbejdsmiljø. Det har vi advaret om i årevis. Sundhedsvæsnet er blevet udsultet og underfinansieret gennem en årrække. Personalet er presset langt ud over det forsvarlige, og antallet af ubesatte stillinger bliver bare større og større.
Derfor kan Kühnaus forslag om at fjerne ventelisterne ved at give sygeplejerskerne flere penge for overarbejde ikke bruges. Det vil meget hurtigt gøre problemerne endnu værre, fordi sygeplejerskerne risikerer at blive slidt ned og søge væk fra faget.
Frem for at trække endnu hårdere på det nuværende personale, bør sygeplejerskernes grundløn forhøjes. Kun derved kan vi både rekruttere og fastholde sygeplejersker på sygehusene og i det øvrige sundhedsvæsen. Samtidig er det nødvendigt at sørge for, at der også i dagligdagen og på længere sigt er overensstemmelse mellem ressourcerne i sundhedsvæsnet og de opgaver, der skal løses.
Kravet om højere grundløn har vi fremført igen og igen. Senest ved vinterens overenskomstforhandlinger, gennem den ti uger lange strejke over sommeren og i forbindelse med, at regeringen og Folketinget trak mæglingsforslaget ned over hovedet på sygeplejerskerne. Desværre var vores oplevelse, at hverken Anders Kühnau, de øvrige arbejdsgivere eller politikerne lyttede i tilstrækkeligt omfang.
Det er selvfølgelig positivt, at både regioner og regeringen nu er villige til at se på, om der skal tilføres flere penge til sundhedsvæsnet. Derfor opfordrer kredsbestyrelsen for sygeplejerskerne i Nordjylland til, at Dansk Sygeplejeråd bliver taget med på råd, så vi i fællesskab kan finde langsigtede og holdbare løsninger på krisen i sundhedsvæsnet. |
Vi har et kæmpe udvalg af kvalitets produkter til lave priser til både private og erhverv, Vi har alt fra stikdåser, ledninger, gulvvarme til solceller, LED belysning, varmepumper, stærkstrømsmaterial, føringsveje og ventilation. Vi står tilrådighed med faglært rådgivning, hvis du har spørgsmål. Klik her for at går direkte til EL
Vi fører næsten alle mærker!
Bosch, Panasonic, Danfoss, Lauritz Knudsen, Devi, Osram, Philips, Dan Dryer, Metro, er bare en nogle få af de mærker du finder i vores store udvalg. Du finder kun kvalitets produkter, til lave priser.
Stort udvalg af vvs artikler til lave priser
Vi har også et kæmpe udvalg af vvs artikler til lave priser. Vores sortiment rækker lige fra håndvaske, toiletter, armatur til brusesæt. Vi har vandbeholdere, vekslere, ABS rør, fittings, pumper, isolering, varmeventilation, klimaanlæg og meget meget mere. Vi står tilrådighed med faglært rådgivning, hvis du har spørgsmål. Klik her for at gå direkte til VVS |
Denne vare kan du købe ved at besøge os i butikken, eller kontakte os på 86 89 10 66 eller mail@bolighuset-ry.dk.
Sender du en mail er varen først din, når en af vores sælgere har sendt dig en bekræftelse på dette.
Vi gør opmærksom på, at udsalgsvaren kan være anvendt i udstillingen og have mindre brugsspor. Udvalgte modeller er lagervarer i original emballage. Vi tager forbehold for udsolgte varer, mellemsalg, tastefejl og nuancering af farven på billedet kontra udsalgsvaren.
Levering/afhentning:
Det er muligt at hente møbler inden for butikkens åbningstid efter aftale.
Udsalgspriserne er ekskl. levering, udpakning/opstilling. Vi tilbyder gerne levering – Kontakt os på telefon eller mail og få et samlet tilbud.
Brug for hjælp:
Vi hjælper gerne med uddybende spørgsmål omkring varen og sender gerne flere oplysninger og billeder til dig. |
I ti år kæmpede politimand Erik Hauervig en daglig kamp mod prostitution og kvindehandel på Vesterbro i København. Hans krimier er baseret på virkelige hændelser, og han bliver regnet for en af Danmarks mest troværdige politikrimiforfattere. ”Tak for sidst” er en fortsættelse til ”Det onde netværk” og ”Nemesis”.
Unge nigerianske kvinder bliver lokket væk fra deres landsbyer i hjemlandet med løfte om arbejde i Europa, men hensynsløse bagmænd sender dem til et usselt og hårdt liv i prostitutionsmiljøet i Torino i Italien. Senere bliver kvinderne sendt videre til København, hvor bagmanden Sly afstraffer dem hårdt, hvis de ikke tjener penge nok.
For politifolkene på station City på Vesterbro betyder de afrikanske kvinder i gaderne ekstra arbejde – ud over at de har nok at se til, da en gruppe danske traumatiserede soldater hjemvendt fra Afghanistan gennemfører et stort og udspekuleret kup.
Et stykke tid efter kuppet står det klart, at en af soldaterne er blevet snydt på det groveste af sine kammerater. Derfor beslutter han sig for at sige ”tak for sidst” på en yderst raffineret måde, som koster dyrt.
”Tak for sidst” vil jeg beskrive som ”et blandingsprodukt” – og det er positivt ment. Det ene ”produkt” er en meget seriøs og grundig beskrivelse af politiets arbejde på Vesterbro i København med hovedvægten lagt på prostitution og kvindehandel. Det andet ”produkt” er et mere ”kulørt” produkt, der handler om planlægning, udførelse og resultat af et spektakulært kup mod en virksomhed i guld- og ædelstensbranchen. Tydeligt inspireret af kuppet mod ”Dansk Værdihåndtering” i 2008. Jeg synes vældig godt om begge ”produkter”.
Erik Hauervig beskriver på bedste vis, de problemer som politiet har at kæmpe med på Vesterbro, og man får et godt indblik i den forfærdelige tilværelse de afrikanske prostituerede har.
Samtidig hører man om samvittighedsløse bagmænd, som udnytter pigerne på det groveste.
Erik Hauervigs baggrund som politimand giver bogens beskrivelser af politiarbejdet en indlysende troværdighed.
Der er mange politifolk og prostituerede med i bogen. De mange personer skaber liv i bogen,men det er kun forholdsvis få af personerne, man for alvor lærer at kende, men dem kommer man også til at kende godt. Hovedpersonerne karakteriseres næsten udelukkende på handlinger og samtaler. Dog kan jeg ind imellem godt savne at høre noget mere om deres indre refleksioner.
Jeg savner også at høre mere om politifolkenes privatliv, da det jo også er med til at gøre demtil det, de er.
Den ”kulørte” side af bogen er særdeles spændende, og selv om jeg skriver ”kulørt”, ved vi jo fra virkelighedes kup mod ”Dansk Værdihåndtering” at meget af det, der er med i bogen, jo rent faktisk også kan ske i den virkelige verden. |
Selv- og medbestemmelse, samt gensidig respekt, er omdrejningspunktet i det daglige arbejde. Det er personalets opgave at hjælpe beboerne, hvor de ikke selv kan, men altid på en måde, hvor borgeren føler sig set, hørt og forstået.
Glæde og omsorg
Vi lægger vægt på glæde og omsorg i det daglige arbejde og i samarbejdet med de pårørende. Glade beboere, giver glade pårørende, og omvendt.
Midt i naturen
Birkholm ligger smukt placeret, midt i naturen. De grønne omgivelser giver ro og energi og Birkholms store have indbyder til gåture under de høje træer.
Månedsbrev
Hver måned laver Birkholm et lille nyhedsbrev. Læs om det som er sket i løbet af måneden og om det vi arbejder på skal ske. |
Jeg er født og opvokset ved den jyske vestkyst og har naturligt nok bevaret den særegne og barske natur og al dens skønhed for mit indre blik gennem hele mit liv.
Jeg fattede tidligt i min barndom og ungdom interesse for tegning, maling og keramik, der i første omgang var baseret i impressionistisk stil, inspireret af naturen.
Min far mente dog, at jeg burde finde mig et "rigtigt job", jeg kunne leve af, som han sagde det, og med respekt for den tids autoritet blev jeg frisør - et fag jeg dog altid har været glad for - men som naturligt nok tvang min interesse for kunsten noget i baggrunden i adskillige år.
Senere har jeg så genoptaget mit kunstneriske virke, men i mere ekspressionistisk stil, med baggrund i mine livserfaringer, hvor jeg gennem mine billeder lader mine tanker og følelser komme til udtryk.
Min kærlighed til Vestkysten fornægter sig dog ikke, som det også kan ses i flere af mine naturalistiske billeder.
Jeg håber, at jeg gennem mine billeder vil være i stand til at overføre mine tanker til lærredet og dermed til mine medmennesker.
Der er naturligvis en forklaring til de enkelte billeder, som jeg med glæde vil videregive til interesserede, i forhåbning om, at du måske i nogen udstrækning kan identificere dig med noget af det, jeg laver, og de tanker der ligger til grund herfor. |
Big Brother i form af en stadig mere magtfuld regering og en langt mere omfangsrig privat sektor vil stable protokollerne tårnhøje med begrundelser for at privatlivet skal vige for den nationale sikkerhed, for lov og orden.
William “Wild Bill” O. Douglas i Points of Rebellion.
Science fiction-filmen har givet os utallige mindeværdige skildringer af overvågning og de følelser af afmagt, paranoia og identitetsberøvelse, der ofte følger med denne indtrængende aktivitet. Betragter man genren overordnet, er det faktisk mere reglen end undtagelsen, at overvågning indgår som en del af det filmiske udtryk. I mødet med genrens scenarier og ikoniske lyd- og billeduniverser, er det interessant at se nærmere på, hvilken rolle plottet og historiens mange allegorier tjener i forhold til visualiseringen og den gennemslagskraft filmens univers kan have hos beskueren?
Det er disse spørgsmål, der her vil være omdrejningspunktet for at kigge nærmere på genrens fremstilling af forholdet mellem overvågning og teknologi, et motiv der kan spores helt tilbage til tidlige filmklassikere som eksempelvis Fritz Langs Metropolis (Tyskland, 1927) og William Cameron Menzies’ Things to Come (dansk titel: Krigen, der kommer, England, 1936) (fig.1).
Fig. 1: Overvågning af kosmos. Lige siden science fiction-filmens tidligste år har skildringen af synet og synsmaskiner været forbundet med magt og kontrol. Her skuer en ny menneske-civilisation bemestrende ud i verdensrummet i H. G. Wells filmatiseringen Things to Come fra 1936.
Især Langs film har haft en vedvarende stilistisk og tematisk effekt og kan på mange måder betragtes som en af de mest betydningsfulde forløbere til den moderne science fiction film i og med, at den både byder på en helstøbt visualisering af et fremtidigt samfund, nærmere betegnet en hierarkisk gigantby i året 2026, og samtidig præges af en særlig romantisk tone i sin skildring af både karakterer og miljø. Metropolis er et radikaliseret billede på klassesamfundet, hvor en privilegeret overklasse fra byens top monitorerer en slavebefolkning, der slider i de nederste katakomber. Men oprøret spirer, da den unge Freder (Gustav Fröhlich) møder den hjertevarme Maria (Brigitte Helm) og bliver vidne til en kolossal maskineksplosion, der dræber og sårer adskillige arbejdere. Allerede dette fremtidsscenarie er gennemsyret af en særlig iscenesættelse af overvågningsteknologiernes implikationer. Ti år før fjernsynet rent faktisk bliver udbredt, fremviser Metropolis mediet i form af en teleskærm, hvorigennem den teknokratiske byherre Fredersen (Alfred Abel) holder øje med sine undersåtter og kontrollerer deres arbejde for byens rige industrimagnater. Et mindeværdigt billede i billedet der tidligt dramatiserer skærmens nærmest forudbestemte teknologiske skæbne som ”en optisk videnskab, der er blevet solgt ud til overvågning og magthåndhævelse” (Stewart, 1985, p. 167 og Turner, 1998, p. 101).
Metropolis’ fremtidsvision blev til at begynde med ikke nogen publikumssucces. Det kan skyldes, at filmens plot fremstår forholdsvis forsimplet og sine steder tangerer det karikerede i skildringen af det dystopiske klassesamfund (overklassen er dekadent, underklassen uoplyste osv.) Det der dog sigende står tilbage som filmens mest markante træk, er dens visualiseringer af teknologiens rolle i et fremtidigt samfund og ikke mindst dens funktion som kontrolinstans. I dette perspektiv er det oplagt at se hele filmen som en monumental og modstridende skildring mellem rationalitet og irrationalitet. Det eksisterende klassesamfund består i filmens begyndelse under så bristefærdigt et højtryk, at det kun er et spørgsmål om tid, før det eksploderer og byen styrter i ruiner. Således portrætteres filmens to hovedantagonister Fredersen og hans allierede, den forskruede videnskabsmand Rotwang (Rudolf Klein-Rogge) også som besatte mænd, der desperat forsøger at overvåge og hindre enhver udvikling blandt byens beboere. Rotwang skaber endda i bedste Frankenstein-stil en mekanisk version af hans og Fredersens ungdomskærlighed, et kunstigt androgynt væsen, som skal anvendes til at manipulere masserne med. Magten får telenærvær gennem en robot og som værk af sin tid, står Metropolis også tilbage som en filmisk spejling af Weimarrepublikkens skrøbelighed og den gryende nationalsocialismes løfter om orden, kontrol og social infrastruktur.
Panoptiske fremtidsvisioner – 1984
Med dens omfattende visualisering af teknologiens moralske og magtbetonede implikationer for samfundet står Metropolis som en urfilm i forhold til science fiction-filmens optagethed af forholdet mellem menneske og maskine. Dens fokus på overvågningselementet indlejres og genbesøges også løbende i genren. Det bliver dog en romanfortælling og ikke en film, der kommer til at definere og veje tungt i forhold til dette særligt populære emne. Det drejer sig selvfølgelig om journalist og forfatter George Orwells Nineteen Eighty-Four (dansk titel: 1984), som siden udgivelsen i midten af forrige århundrede har været afgørende for, hvordan overvågning forstås og kritiseres som en uomgængelig del af det moderne samfund. Fortællingens beskrivelse af en trøstesløs og totalovervåget fremtid, hvor den ultimative magtinstans med kultlederen Big Brother som ikonisk kransekagefigur, altid holder øje med dig, har forplantet sig i den kollektive bevidsthed som et vedvarende skræmmebillede på, hvor destruktivt fænomenet kan være. Her ender det med, at hovedpersonen Winston Smith systematisk får udslettet sin selvstændige identitet gennem magtudøvelsen fra det tyranniske styre, en skæbne der illustrerer det absolut negative slutpunkt for overvågningssamfundet.
Hvad er det så for en type overvågning, vi konfronteres med i Nineteen Eighty-Four? Den er allestedsnærværende og katalysator for et totalitært samfund, der ikke tillader sine borgere nogen form for privatliv eller fritænkning. Ingen undgår den, og de tovejs-teleskærme der er monteret i alle hjem, på arbejdet og i det offentlige rum fungerer som manifestationer af, at medierne er fuldkommen integreret i magtelitens invasion af borgernes liv. Orwells dystopiske og totalitære science fiction i Nineteen Eighty-Four er måske mest interessant, fordi den har manifesteret sig som en særligt sejlivet forståelse af overvågning og har affødt en mængde beskrivende udtryk, som vi stadig anvender til at beskrive fænomenet. Tænk bare på uhyggeligt passende begreber som doublethink, thoughtcrime, Newspeak og memoryhole, for ikke at tale om den tendes, at fortællinger der er tilpas paranoiafremkaldende, bliver besmykket med adjektivet ”orwellsk”. Et konkret eksempel på bogens resonans og dens status som antitotalitær og administrationskritisk ”bibel” har man kunnet opleve for nylig, hvor den pludselig befandt sig øverst på bestsellerlisten, efter den nyindsatte amerikanske præsidents seniorrådgiver Kellyanne Conway anvendte begrebet alternative facts. Den nyvundne interesse for bogen har dog været et genkommende fænomen især i amerikansk kontekst. Efter Snowdens afsløringer i 2013 steg salget og det samme gjorde sig gældende under Reagan i start-1980erne, en præsident der faktisk gik under tilnavnet Big Brother (Flock, 2017).
Den seneste filmatisering af 1984 er den britiske instruktør Michael Radfords version og den har trods en ret gennemført visuel stil (der primært skal krediteres fotografen Roger Deakins), ikke ført et nær så omsiggribende kulturelt aftryk med sig, som bogen gjorde. Det skyldes sikkert, at Orwells bog spillede sit dystopiske plot op mod sin samtid og på den måde afspejlede en politisk situation, der sigende nok stadig var aktuel i 1984, hvor Radford skabte sin filmatisering, men på det tidspunkt også var blevet kørt igennem det populærkulturelle maskineri, så tilpas mange gange, at en filmatisering krævede noget helt særligt for at blive husket mere end romanen. Orwell skrev i øvrigt sin roman med udsigten til den kolde krig og det læses tydeligt i dens grundplot omkring de totalitære kæmpestater Oceanien (der følger en engelsk-socialistisk ideologi), Eurasia (der følger en ny-bolchevistisk ideologi), og Østasien (der følger en dødekultlignende ideologi). Disse tre supermagter fører en uendelig krig med hinanden, hvor der konstant skiftes allierede og hvor det ikke er muligt at anvende de atomare våben, som ellers besiddes, da krigens endeløse forløb er selve grundlaget for at holde arbejderklassen konstant beskæftiget og dermed situeret i bunden af samfundshierarkiet (Orwell, 2004).
Teknologien som trosretning – THX 1138
En film tager midt mellem de romantro filmatiseringer af Nineteen Eighty-Four bogens tema op til visuel revision. Det er George Lucas’ spillefilmsdebut THX 1138. Den binder på mange måder flere af de centrale omdrejningspunkter for den overvågningstematiserende science fiction-film sammen. For det første prøver den kræfter med et kanoniseret litterært forlæg uden at forfalde til en alt for repeterende oversættelse af romanen. I Lucas’ tilfælde er der nærmere tale om en form for palimpsest, altså en afart af originalfortællingen, hvor der gennem filmens audiovisuelle univers kan skimtes udvalgte orwellske inspirationer og hilsner, uden at filmens formål udelukkende bliver at levendegøre bogen som billeder og lyd. THX 1138 kan ses som et forsøg på at reflektere over og samtidig kondensere de overvågnings- og magtteknologiske aspekter, der er til stede i Orwells roman og det sker netop gennem filmmediets visionære kraft og dermed et brud med at skulle efterleve originalfortællingens forudbestemte handling (fig.2).
Fig, 2: I det dystopiske fremtidssamfund i George Lucas’ THX 1138 fungerer indbyggerne som hinandens mere eller mindre frivillige overvågningsinstanser. Her er det hovedpersonens samleverske LUH, der med bedrøvet mine følger med i hans arbejde, alt imens hun selv overvåges. Dette science fiction-scenarie er mere relevant end nogensinde, for overvågning er nu i høj grad blevet noget, som vi alle praktiserer og gennem netværk påvirker hinandens adfærd med.
Lucas’ film skildrer et overvågningssamfund, der på mange måder er sammenligneligt med den panoptiske totalitærstat i Nineteen Eighty-Four. Vi følger fabriksarbejderen THX 1138, en navnløs slave i et teknokrati, der fungerer efter så gennemkalkulerede mekanismer, at alt lige fra aftensmad til orgasmer reguleres efter nøje bestemte udregninger om optimal arbejdseffektivitet og personlig tilfredsstillelse gennem tankeløst forbrug. Alle skal blindt tjene tekno-guden OMM og skulle man føle den mindste fortvivlelse over sin automatiserede robot-tilværelse, er der stillet mekaniske skriftestole op i gangene på det underjordiske gigantkompleks, som huser fremtidens civilisation (fig.3).
Fig. 3: Teknologi og tro smelter sammen i THXs verden. Her har hovedpersonen sat sig i en af de mange offentlige skriftestole, der benyttes til at bekende sin utilstrækkelighed i forhold til den mekaniserede tilværelse, befolkningen er dømt til at leve.
Her kan man i bedste katolske stil indrømme sine utilstrækkeligheder og få syndsforladelse for dem ved at lytte til optagelsen af en entusiastisk båndstemme, der forkynder det teknokratiske evangelium: arbejd hårdt, forøg produktionen, forbrug mere etc. Religion spiller i det hele taget en central rolle i Lucas’ film, forstået på den måde, at det er et fænomen, som kan bruges til at institutionalisere folk i lige så høj grad, som det kan bruges til at besvare grundspørgsmålene omkring vores eksistens. OMM er en statssanktioneret guddom, der visuelt repræsenteres af en lysende reproduktion af den tyske maler Hans Memlings Kristus giver sin velsignelse fra 1478. Det er interessant, at Lucas har valgt netop dette maleri af den stirrende frelser som ikon for fremtidens teknokult. Memlings fremstilling af Kristus er netop karakteriseret ved at være så tilbageholdende som overhovedet muligt. I en traditionel historisk optik tolkes hans maleri ligefrem som skabelonpræget og ordinært, som kunsthistorikeren Erwin Panofsky skriver: ”Han begejstrer lejlighedsvis, forarger ingen og overvælder aldrig. Hans værker giver beskueren fornemmelsen af at være afledt af noget større” (Panofsky, 1953, p. 347). Kristus er på maleriet et anonymitetens ikon helt uden nogen religiøse attributter og fremstår derfor som en slags tomt tegn, hvori ethvert ideologisk indhold kan lejres. På denne måde er filmens iscenesættelse af Memlings billede et mindeværdigt eksempel på, hvordan kulturelle ikoner gennem reproduktion tømmes for deres oprindelige mening og besvangres med nye politiske betydninger og symbolsk magt. Denne hensigt er sikkert ikke tilfældig, da hele forskydningen af ikoners oprindelige betydning var et brandvarmt emne i samtidens popkunst og populærkultur. Tænk bare på kunstnere som Andy Warhol og Robert Rauschenbergs reproducerende leg med alt fra filmstjernefotos til billeder af Kennedy og Mao. Ikonernes kraft havde i den grad været til genforhandling i årene op mod Lucas filmdebut – både i et religiøst og politisk perspektiv (Se Lippard, 1982 og Crow, 1996).
Blændende hvidhed
Nivellering af tingenes symbolske værdier går igen i hele det stilistiske udtryk i THX 1138. Filmen vekselvirker mellem miljøer bestående af simple kubiske former og grænseløse ”ikke-steder” der er karakteriseret ved ikke at have nogen form for horisontlinjer eller pejlemærker og derved reducerer fortællingens karakterer til todimensionelle figurer. Denne effekt forstærkes af filmens monokrome farveholdning, der hovedsageligt består af blændende hvide billeder, en visuel iscenesættelse som endda føres videre i ekstreme lyssætninger, der sommetider får personerne til at fremstå som kridhvide konturløse skikkelser. Lucas’ dystopi repræsenterer til en vis grad en æstetisk modsætning til de science fiction-scenarier, vi senere finder i hans verdensberømte Stjernekrigsfilm og det er interessant, at samme instruktør udvikler så markante film, der spiller på to stilistiske yderpoler i genren: dels den minimalistiske iscenesættelse af et fremtidsunivers, som beskueren må uddrage ideologisk og kritisk betydning af og dels den monumentale iscenesættelse, hvor universet præsenterer beskueren for en totalvision spækket med multikulturelle detaljer. Dette modsætningsforhold mellem THX 1138 og Star Wars er dog langt fra fundamentalt. I Lucas’ storladne science fiction-epos er der nærmere tale om en ambitiøs modmyte, der sammenligneligt med debutfilmen iscenesætter teknologien som noget monstrøst og dehumaniserende (det galaktiske imperium og dødsstjernen), der skal overvindes ved hjælp af en fintuning af vores åndelige sensibilitet og dermed en bevidsthed om vores rolle her i verden (udtrykt gennem The Force, den ældgamle naturreligion, der dyrkes af de ædle Jediriddere). En af de mest markante forskelle på de to film er, at vi i THX 1138 præsenteres for en strømlinet og indoktrineret verden, hvorimod vi gennem hele Star Wars-serien i klassisk science fiction-tradition transporteres til et utal af fremmede og forskellige verdener – dog med det overhængende antagonistiske plotpunkt, at imperiets magtmotivation netop er at strømline alle disse civilisationer til lydige slavekolonier sammenlignelige med den jordiske robotcivilisation, vi er vidne til i debutfilmen – komplet med klonsoldater og racerenhed i befolkningen.
Centralt for begge disse typer science fiction-film er således de gennemstiliserede universer, et træk der både er det dragende element ved genren, men samtidig også dens måske mest komplekse kvalitet, for skabelsen af utopiske eller dystopiske fremtidsverdener er altid en spejling af vores egen verden. Kigger vi med denne refleksion nærmere på universet i THX 1138, så bliver det klart, at den ”hvide verden”, der portrætteres i filmen paradoksalt nok finder sine begrænsninger i det ubegrænsede. Det illustreres tydeligst i en midtersekvens, hvor THX er blevet arresteret på grund af sin manglende evne til at efterleve statens dehumaniserende krav (han har elsket med sin samlever). Fængslet han holdes indespærret i kendetegnes ikke ved de sædvanligvis tykke mure eller ubrydelige døre, men derimod ved dets grænseløshed. Fangernes opholdssted er et blændende hvidt tomrum uden andre fikspunkter, end de minimalistiske kasser, der gør det ud for deres senge. Der er således ingen måde, man kan orientere sig i rummet. Kontrollen fungerer på den måde, at man frarøver fangerne deres retningssans. Dette skræmmende scenarie er sigende for hele filmens fokus på selvdisciplinering, en yderst aktuel måde at iscenesætte overvågning på, da fænomenet i høj grad er blevet noget, vi selv medvirker til gennem de teknologier, vi dagligt benytter os af. I filmens univers er alle de kontrollerende anvendelser af teknologi blot radikaliseret gennem en statsorganiseret strukturalisering. Netværkets sladrende funktioner er nu systematiseret og sat i funktion, eksempelvis ved at give visse indbyggere den officielle opgave at spionere i de øvriges privat- og arbejdsliv (fig.4-5).
Fig. 4: Filmen igennem arbejder Lucas med en meget stor kontrast mellem skarpe motiver og billedelementer der er ude af fokus. Man bliver konstant konfronteret med enkelte, betydningsfulde motiver, som her det stirrende blik, men samtidig forbliver omgivelsernes afgrænsning sløret og udefinerbar. En visualisering af overvågningen og den systematiske kontrols lammende og retningsforstyrrende effekt.
Fig. 5: Filmens minimalistiske stil fungerer som en skræmmende iscenesættelse af det grænse- og identitetsløse. Tabet af retningssans er en af de meste effektive former for kontrol. Hvis man mister sin orientering, er det svært at finde motivationen til at ændre adfærd eller gøre oprør. Denne paradoksalt restriktive situation er også billede på filmens øvrige fremstilling af overvågning i form af monitoreringsskærme, der får karaktererne til at fremstå som abstrakte figurer tømt for enhver evne til at agere selvstændigt og frit.
Portrætteringen af de allestedsnærværende teknologier og den kridhvide hyperstilisering af miljøet i THX 1138 spiller også ind i en bredere forståelse af science fiction-filmen som en visualisering af den gennemmonitorerede og dermed også filmiske virkelighed, vi lever i. Helt fra begyndelse har vi en fornemmelse af, at det samfund THX lever i, er voyeuristisk i en sådan grad, at han rent faktisk lever i en film, eller måske mere præcist, at hans eksistens gradvist kommer til at minde mere og mere om en film. Konstant er der kameraer, som spionerer, skærme der viser og operatører som beder om afrapporteringer, close-ups eller lignende (Pye og Myles, 1979, p. 117). Overvågningen er på denne måde den direkte årsag til, men samtidig også effekt af det mekaniserede samfund. Man opfører sig simpelthen på en særlig måde med visheden om, at man hele tiden observeres. Denne skildring af billedteknologiens negative effekter sporer litteratur- og mediehistorikeren J. P. Telotte til en mere generel problemstilling i vores mediekultur. Inspireret af filosoffen og kulturteoretikeren Paul Virilio argumenterer han for, at science fiction-filmens skildring af mediernes transformationsprocesser i almindelighed og THX 1138s teknologispækkede univers i særdeleshed fremviser hvordan repræsentationer af virkeligheden har det med at substituere virkeligheden selv. Den mest overhængende fare ved en gennemgribende medialisering af vores samfund, bliver her diagnosticeret som en medfølgende virtualisering, altså et sammenbrud mellem virkelighedsplan og den kunstige tilværelse, som teknologien sætter i stedet. Telotte skriver:
Denne virtuelle verden, sat parallelt med virkelighedens verden, er begyndt at nedbryde distinktionerne og selv bryde sammen. Selv denne form for indsigt, som gentagne gange fremføres i filmens fortælling, bliver takket være vores egen uundgåelige medvirken i en medieret virkelighed, vores egen tendens til at ”blive film”, portrætteret som noget flygtigt. I en skelnen der tydeligt forklarer hans egen utilfredshed med den postmoderne forståelse af virkeligheden, forklarer kulturteoretikeren Paul Virilio hvordan ”udviklingen af nye, digitale visualiseringsteknologier og af kunstige synsformer” har resulteret i ”’virkelighedseffektens’ herredømme over virkelighedens grundprincipper”, det vil sige, en tendens til på et kulturelt niveau at acceptere den medierede virkeligheds ideologi, at omfavne det virtuelle i stedet for det virkelige. Han antyder, at den nuværende menneskelige kurs følger og efterlever denne filmiske ”effekt”
Telotte, 2000, p. 52.
I filmens univers bliver mennesket altså både offer for blikket og frarøvet muligheden for at reagere på det sete. THX 1138 præsenterer på denne vis ikke bare en omfattende kritik af det mediemættede samfund, men samtidig et interessant dobbeltfokus på overvågningens funktion: Den kan potentielt observere alle steder og alle hændelser, men kan samtidig være med til at forhindre andre i at se. I dette perspektiv handler overvågning ikke blot om at have en privilegeret adgang til verden, men om at opretholde et særligt synsregime, hvor magthaverne har rettighederne til at bestemme, hvem der ser og hvad de ser, en situation der senest er blevet højaktuel med whistleblower-fænomenet og hele dets problematisering af statslig organiseret spionage og den åbne adgang til private informationer. De to meste kendte kulturpersonligheder i denne sammenhæng er den tidligere CIA-ansatte Edward Snowden og computerhackeren Julian Assange, der trods deres vidt forskellige motivationer og aktiviteter begge repræsenterer den ”almindelige” borgers oprør mod et statsinstitutionaliseret misbrug af privat information og en systematisk fejlorientering i forhold til sikkerhedsrisikoer og omfanget af overvågning i vores digitale netværkssamfund (fig.6-7).
Fig, 6: ”Hvis du vil danne dig et billede af fremtiden, så forestil dig en støvle, der tramper på et menneskeansigt – for bestandigt.” Referencerne til nogle af de meste kendte passager og motiver i Nineteen Eighty-Four er fremtrædende i THX 1138. Lucas giver dog hele tiden scenarierne en ny dimension, så de bliver mere end blot illustrationer af Orwells kanoniserede roman. Her er det filmens hovedperson som ”slapper af” foran fremtidens ækvivalent til flow-tv: Et hologram af en politirobot, der kontinuerligt gennemtæver en ulydig borger med sin knippel. På filmens billedside væves medierepræsentationerne fuldstændig sammen karakterernes verden og det fremstår ofte som om, at filmens hovedperson blot er endnu et programmeret element i en gennemvirtualiseret verden.
Fig, 7: Da statsapparatet bliver bekendt med THXs afvigende adfærd, udsættes han for en række medicinske undersøgelser, der skal bestemme hans tilstand. Gennem hele filmen etableres en klinisk, distanceret og upersonlig tone i relationen mellem dette fremtidssamfunds udøvende magt og dets indbyggere.
Overvågningens teknokratiske logik
Den kritiske fremstilling af overvågningsteknologiernes magtudøvende og dermed psykologiske konsekvenser i THX 1138 er således uløseligt forbundet med den brede virkning medier har i vores daglige liv. Filmen er gennemsyret af de menneskelige transformationsprocesser, der afstedkommes af maskiner, kameraer og skærme og som handlingen skrider frem, får man en distinkt fornemmelse af, at begivenhedernes gang foregår efter nøje udregnede kalkuleringer og fastlagte skema. Det bekræftes også i filmens slutsekvens, hvor THX jages gennem den futuristiske undergrundsby af kromblanke politirobotter. Konstant holdes der øje med forløbet af denne desperate flugtaktion fra et centralt kontrolcenter og da de økonomiske omkostninger ved THXs oprør overstiger statens cost-benefit-beregning, indstilles jagten ganske enkelt! Sjældent har man været vidne til en mere antiklimatisk afrunding på en dramatisk actionsekvens, men slutningen er faktisk helt i filmens ånd. I Lucas’ fremtidsvision er overvågning og kontrol udelukkende motiveret af de røde tal på bundlinjen og en effektiviseringsideologi, der afkræver mennesket af opføre sig lige så forudsigeligt som mekanik. Som et videre led i denne teknologikritik udfordrer filmens fremtidsvision i det hele taget vores forhold til levende billeder og elektroniske medier ved at placere os i et gennemmedieret miljø. Den fremviser hvordan medier kan være med til at skabe en kunstig virkelighed, der i sidste ende kun refererer til sig selv. Den heftigste problematisering af dette forhold kommer til udtryk i det spirituelles transformation til teknologi. Når gud bliver et lysende elektronisk ikon med præprogrammerede svar, som i de automatiserede skriftestole, så bliver vi nødt til at stille os selv fundamentale spørgsmål om, hvad det er medier tilbyder os og ikke mindst hvilken effekt de har på vores overbevisninger. Med denne kritiske skildring af medierepræsentationer stiller THX 1138 automatisk et fundamentalt spørgsmål til overvågningens præventive funktion: Hvordan skal vi tolke dens adfærdsregulerende fremstillinger af virkeligheden?
Overvågningens mange samfundstruende aspekter fortsættes i en række markante science fiction-film i løbet af de næste par årtier. Skal man bestemme et fællestræk for de mest mindeværdige behandlinger af emnet, så drejer det sig om, at filmene spejler deres visualiseringer af overvågningen i de aktuelle politisk tilspidsede situationer, eller skaber dem som visionære kommentarer til teknologiske eller sociale tendenser.
Omdrejningspunktet i mange af 1970’erne og 1980’ernes science fiction-fremstillinger af overvågning har således ligesom i THX 1138 at gøre med forholdet mellem globale industrier og deres påvirkning af vores individuelle frihed og livsmuligheder. Overgangen til 1990’erne markerer en mere action-packed fokusering på overvågningsdimensionen i science fiction-filmen med Philip K. Dick-filmatisering i Paul Verhoevens ultravoldelige Total Recall (dansk titel: Sidste udkald, USA, 1990), hvor Arnold Schwarzenegger spiller en hemmelig agent, som under ny identitet overvåges af en korrupt regering i et fantastisk scenarie, der balancerer mellem drøm og virkelighed. I Fortress (dansk titel: Fangeborgen, Stuart Gordon, USA, 1992) er Christopher Lambert den uskyldigt dømte indsatte i et futuristisk fængsel af dehumaniserende og orwellske dimensioner og 1993 byder på Demolition Man (Marco Brambilla, USA), en campet fremtidsfortælling om den selvtægtstilbøjelige superbetjent John Spartans (Sylvester Stallone) kamp med sit ærkenemesis, den psykopatiske forbryder Simon Phoenix (Wesley Snipes). Filmen portrætterer et gennemkontrolleret Fagre nye verden-samfund, hvor indbyggerne er domesticeret til at opføre sig på særlige måder og alle handlinger monitoreres af en central politiorganisation. Et gennemgående træk i disse film er, at actionplottet trækker dem i retning af thriller-genren og overvågningstematikkerne bliver direkte forbundet til en refleksion over retsstatens rolle i samfundet og den udøvende magt der er forbundet med politi og forbrydelsesbekæmpelse. I senere 1990’er-produktioner som Gattaca (Andrew Niccol, USA, 1997), Dark City (Alex Proyas, Australien/USA, 1998), The Truman Show (Peter Weir, USA, 1998) og ikke mindst Lana og Lily Wachowskis science fiction-fænomen The Matrix skifter filmene stil til langt mere dystre og gennemparanoide scenarier, hvor hele universer viser sig at være skinverdener, der dækker over både biologisk determineret og metafysisk overvågning af individet. Inspirationen fra de tidlige science fiction-films gennemstiliserede og monumentale verdener er tydelig i disse film og med deres spil på genrehybriditet peger de frem mod en helt central fremtidsfilm om overvågning, nemlig Steven Spielbergs Minority Report fra 2002.
Øje for øje – Minority Reports okulare univers
Kan du se? Disse ord synes ladet med en ældgammel gru, talt med en røst så tidløs som tragedien.
Ed Park i Astral Weeks.
Spielbergs Minority Report er en adaption af Philip K. Dicks novelle The Minority Report fra 1956 og fusionerer både noir-kriminalfilmen og thriller-genren i sit spændingsplot. Fortællingen er ændret væsentligt fra Dicks original og i stedet for en afdanket, halvskaldet politichef følger vi nu den idealistiske, men plagede superbetjent John Anderton (Tom Cruise), der er leder for en særlig indsatsstyrke kaldet PreCrime. Året er 2054 og denne politiafdeling i Washington D. C. har stort set forhindret, at der bliver begået mord i hovedstaden gennem en kombination af tre synske orakler (passende navngivet Agatha, Arthur, Dashiell som en hilsen til krimi-genrens tre store mestre Christie, Conan Doyle og Hammett) og topmoderne overvågningsteknologi (fig. 8-9).
Fig. 8: I Minority Report har øjne en helt central rolle som både symbolsk og konkret billede på overvågningens omfattende konsekvenser for den enkelte borger i et retssamfund.
Fig. 9: Når en formodet forbryder arresteres som resultat af oraklernes synske overvågning scannes gerningsmandens øje for den fulde identitet og registrering. I fremtidens samfund ligger al personlig information lagret i den pågældende persons iris og kan på denne måde kaldes frem af scannere alle vegne, eller som her af ordensmagtens instrumenter. Øjnene er på en meget konkret og ganske paranoia-fremkaldende måde blevet sjælens spejl.
Dramaet tager fart da Anderton selv udpeges som gerningsmand i en mordsag. Nu står han pludselig konfronteret med retssystemets formodede ufejlbarlighed og den eneste måde han kan håbe på at bevise sin uskyld, er ved at flygte fra den ordensmagt, han tidligere selv repræsenterede. En hæsblæsende jagt følger, hvor den anklagede politimand må bryde ind i politihovedkvarteret og befri et af de tre orakler, for så at ekstrapolere de visioner, der kan rense hans navn. Gennem dette intense opklaringsarbejde viser det sig, at mordanklagen er bagvaskelse og del af en større konspiration, der skal sikre PreCrimes fremtid, trods systemets tvivlsomme omgang med retfærdighed og etik. Hovedarkitekten bag denne konspiration er Andertons chef og mentor Lamar Burgess (Max von Sydow), der skruppelløst har spillet på politimandens afsavn i forhold til hans lille søn, der flere år tidligere blev kipnappet og myrdet. Anderton har blindt troet på det præventive overvågningssystem, fordi det gav ham en følelse af forløsning i forhold til ikke at kunne opklare forbrydelsen om sin søns forsvinden.
I sin behandling af overvågningstemaet vender Minority Report med et lidt anderledes fortegn tilbage til THX 1138s kritiske interesse for virtuelle verdener og medierepræsentationernes magt. Det sker gennem en omfattende iscenesættelse af filmen-i-filmen, et motiv, der viser hvordan billedrepræsentationer er dybt forbundet til udredningen af kriminalsager og dermed disciplinering og retfærdighed, men også hvordan de fungerer til at indfange os gennem reklamer og offentlige mediefremstillinger. I det hele taget smelter den kommercielle verden på flere måder sammen med lovens i filmens mediemættede univers. I modsætning til THX-karakterens fortabelse i en gradvist mere artificiel verden, så starter Spielbergs hovedperson ud i en rolle, der er sammenlignelig med filminstruktørens, i og med at det er Andertons ekspertise i at organisere det visuelle output fra de tre synske orakler, der også gør ham i stand til at agere dommer og jury i de mordsager, PreCrime forhindrer.
Med denne position etableres allerede tidligt i filmen en lige dele virtuos og skræmmende visualisering af retsinstitutionernes afsporing gennem en enøjet fokusering på teknologiens ufejlbarlighed. Retsproceduren i PreCrimes sagsbehandling foregår eksempelvis ved, at Anderton gennemgår det projicerede bevismateriale foran et tribunal af dommere, mens han lirer juridisk formalia af, for at sikre sagens gnidningsløse gang frem mod en dom og dermed en arrestation – alt sammen før forbrydelsen er begået. Præsentationen finder endda sted på en sådan vis, at tribunalet kun kan se med fra skærme i den modsatte side af lokalet, således at de oplever bevisførelsen spejlvendt, en meget sigende iscenesættelse fra Spielbergs side, der understreger, at det er Anderton alene, der bestrider autoriteten til at vurdere det sete og dermed fælde dom. Overvågningens legitimitet og dermed også valideringen af det juridiske system kan nu gennem en teknologisk landvinding (der ret beset baserer sig på en biologisk anomali – oraklernes forsyn) pludselig afgøres af en enkeltperson. Således præsenterer filmen i hjertet af sit detektiviske plot et mytologisk scenarie, der skriger om hybris – for Anderton er ligesom sine medborgere blot et menneske (fig.10).
Fig. 10: Billederne ”skrubbes”. Sådan kalder PreCrimes ansatte det, når oraklernes syner sorteres for at finde frem til gerningsstedet. Scenerne med denne fysisk-digitale organisering af visionerne er blevet ikoniske inden for science fiction-genren og med god grund. De giver et uforglemmeligt billede af hele den utopiske ide om at kunne drive et retsvæsen så langt, at det kan våge over folks underbevidsthed og dermed forhindre forbrydelsen, før den sker. Et fremtidsscenarie der fungerer som en dyb kritik af hele overvågningens præventive funktion og sætter vores lovudøvende retsbegreber på spidsen.
Det juridiske hovmod og den problematiske alliance mellem retssamfund og overvågning som PreCrime repræsenterer i filmen rammes tidsnok af sit nemesis, da Anderton selv må tage flugten under anklage for mord. Nu splittes denne dubiøse ordensmagt ved pludselig at skulle jage sin egen posterboy og det er særligt her, man som filmtilskuer rammes af det actionfyldte drama på en ny måde. Nu begynder det erkendelsesmæssige opklaringsarbejde, hvor man virkelig får lov at stille spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at organisere overvågningens mange billedrepræsentationer. Det sørger Spielberg blandt andet for med en række veloplagte scener under politiets jagt på Anderton. Her flygter helten gennem er række kommercialiserede lokationer som eksempelvis den fuldt automatiserede bilfabrik, en forlystelsespark, hvor ens inderste ønsker bliver visualiseret i hologrammer og ikke mindst det historiske reklamemiljø over dem alle: arkaden.
Spielberg bruger dette gennemkommercialiserede scenarie til videre at understrege, hvordan reklamen nok adresserer og monitorerer os (politiet opsporer rent faktisk Anderton gennem øjenscanningerne), men i stedet for at aflæse vores inderste ønsker, så fremviser kakofonien af visuelle og auditive henvendelser i den holografiske reklamearkade, at et bombardement med information kræver organisering og at denne organisering i høj grad er forbundet til overvågning og magt. Dette forhold sporer filmhistorikeren Mark Garrett Cooper til en reevaluering af det klassiske panoptiske blik og dets disciplinerende funktion:
Vores øjne fanger os, fordi de ligesom resten af vores krop altid allerede er billeder, der er blevet katalogiseret af upersonlige institutioner. Jeremy Bentham kunne ikke have tegnet dette apparat; det kræver levende billeder for at gengive det. Minority Reports samlede vision minder om panoptikonets disciplinerende arkitektur gennem adskillelsen af synsakten fra det at blive set. Anderton kan ligeså lidt adressere annoncørerne som tilskueren kan se filmskaberne gennem skærmen. Men skærmen er ikke identisk med vinduesskodderne i Benthams tårn. Dens uigennemsigtige overflade akkumulerer evigt skiftende billeder. For at disciplinere må den overvågende instans først organisere denne billedstrøm. Så snart kontinuerlig observation er sikret, er det næste presserende anliggende at bestemme, hvad der vil være en passende organisering af billederne.
Cooper, 2003, pp. 39-40.
Cooper sporer altså et vedvarende panoptisk motiv hos Spielberg, men mere end en vanlig genudsendelse af Orwells dystopiske fortælling om totalovervågning handler det her om, at organiseringen af det visuelle virvar, nu står centralt for forståelsen af overvågning i vores digitale samfund. Billeder er magt og når selv vores øjne er billeder, så må selve kroppen hackes, for at slippe ud af det uendelige visuelle loop.
Det perverterede panoptikon
Den blændende visualisering af retsinstitutionernes afsporing gennem blind tro på teknologien står også centralt i en række scener fra PreCrimes fængselsafdeling. Hvis John Anderton (og dermed faderskikkelsen Lamar Burgess) er ordensmagtens ansigt udadtil, så repræsenterer organisationens højteknologiske fængsel og dets fangevogter en misledt og perverteret basis for den omfattende overvågning, der bedrives i jagten på det forbryderløse samfund. De er billedet på det amputerede panoptikon. Panoptikonet har en efterhånden omfattende kulturhistoriske betydning og er flere gange blevet genfortolket som model for relationerne mellem overvågning og disciplinering. Logikken bag det opdragende fænomen bliver hos den engelske filosof og samfundsreformator Jeremy Bentham netop illustreret gennem et moderne fængsel konstrueret således, at fangevogteren fra et centralt observationstårn kan holde øje med samtlige af de indsatte, uden de kan se ham fra deres celler placeret omkring tårnet. Benthams panoptikon er således ikke kun en visuel metafor for retsprocessens afsluttende opbevaring af den dømte, men også for den vedvarende disciplinering, der danner basis for vores moralske opførsel ude i samfundet. Derfor repræsenterer panoptikonet også det komplekse forhold, at lovlydig opførsel finder sted i grænseområdet mellem det personlige frie valg og officiel tvang.
Denne præventive funktion er ikke til stede i PreCrimes panoptikon. Her er den disciplinære orden sat ud af kraft og i stedet for institutionel overvågning af fangerne, fungerer fængslet som en rendyrket opbevaringsanstalt. Fangerne i de digitale sarkofager vender endda med front mod fangevogteren, så de primært bliver objekter for hans blik. De er tilmed udstyret med lysende teknologiske anordninger kaldet ”glorier”, hvis funktion er at hjernevaske den indsatte, en passende blasfemisk gadget, der både gennem funktion og navn understreger det moralsk forkastelige i et system, der dømmer folk skyldige, før de har begået ugerningen. I PreCrimes synsbesatte retsforståelse er panoptikonet reduceret til kamera og den dømte hensat til sin egen private film, i stedet for at indgå i en kollektivt disciplinerende observation (fig.11).
Fig. 11: Til slut indhenter den uundgåelige skæbne dog Anderton og han interneres i en af de lysende fængselsceller i PreCrimes gigantiske panoptikon. Kronraget og omgivet af blændende teknologi har han en slående lighed med hovedkarakteren i Lucas’ THX 1138. De tematiske sammenfald mellem de to film er mangfoldige og de visuelle motiver med filmen-i-filmen stiller med 30 års mellemrum mange af de samme vigtige spørgsmål omkring det virtuelle og konsekvenserne ved at konstruere kunstige virkeligheder.
Minority Report afsluttes med en traditionel Hollywood-happy ending. Fra den kaotiske situation, hvor Anderton er på flugt sammen med oraklet Agatha og afslutningsvis fængsles af PreCrime, så befries han og efter en konfrontation med Lamar Burgess, der ender med at tage sit eget liv, forenes han med sin kone og vi forlader dem, da de venter et nyt barn. De tre orakler løslades fra deres slavetilværelse og huses i en hytte på en fjern ø langt fra storbyen. Naturen affortrylles den guddommelige status og føres tilbage sin oprindelige gang, harmonien genoprettes. Filmens fremstillinger af PreCrimes perverterede institutionelle praksis står dog efterfølgende som en mindeværdig meditation over retssamfundets intrikate legitimeringer af overvågning. Med et hybris-nemesis-motiv i hjertet af plottet og en moralfortælling der henter sit grundstof i fordrejningen af det guddommelige, placerer Minority Report sig også centralt i forhold til det mytiske aspekt, der kontinuerligt har været til stede i Spielbergs filmiske univers. Lamar Burgess og hans vildledte protege John Anderton er begge klassiske mandlige control freaks, der bevidst eller ubevidst ønsker at bemægtige sig de naturbetonede (i dette tilfælde kvindelige) kræfter, som er forbundet til oraklets indsigt i fremtiden (fig.12).
Fig. 12: For at bevise sin uskyld er Anderton nødt til at befri oraklet Agatha fra sin plads i ”templet”, den dvaletank hun og hendes søskende opbevares i af ordensmagten for at udfolde deres synske evner i lovens tjeneste. Det er hendes bevidsthed Anderton bogstaveligt talt kan downloade sin uskyld fra, ved at finde den såkaldte minority report, som markerer en afvigelse i forudsigelsen af de morderiske gerninger. Lovens balance genoprettes ved, at oraklernes syner afslutningsvis reduceres til bevismateriale og ikke de guddommelige visioner, som systemet ellers har ophøjet dem til.
Hos Spielberg er det guddommelige inden for rækkevidde, men en higen mod at besidde det er altid forbundet med fordømmelse. Tænk bare på den perverterede naturs glubende hævn i Jurassic Park (USA, 1993), de begærlige nazisters kranke skæbne i Indiana Jones-filmene, eller for den sags skyld hele menneskehedens ditto i War of the Worlds (USA, 2005). Minority Report ender også passende med et epilogisk vue over det forladte PreCrime hovedkvarter, en scene der ufravigeligt leder tankerne mod den ikoniske afslutning af Raiders of the Lost Ark (dansk titel: Jagten på den forsvundne skat, USA, 1981), hvor pagtens ark og dens apokalyptiske kræfter gemmes væk i en gigantisk støvet lagerbygning. Overjordisk retfærdighedssans er ligesom overjordisk magt ikke ment for mennesker.
Spielberg sender således motiviske hilsner rundt omkring i sit oeuvre og orkestrerer i sin dramatiske undersøgelse af overvågning, magtforhold og menneskets moralske begrænsninger science fiction-filmens mest vedvarende fascinationskraft – potentialet til at levere et særligt visuelt tankegods, der kritisk kan spejle aktuelle samfundsudviklinger og evnen til på godt og ondt at indfange os i et mytologisk univers. Fremtiden er kommet for at blive.
* * *
Fakta
Peter Ole Pedersen har bogen Paranoia på film ude på forlaget Antipyrine. Den er del af filmbog-serien KOSMOS.
Litteratur
Cooper, Mark Garrett: ”The Contradictions of Minority Report” i Film Criticism, december, 2003, s. 24-41.
Crow, Thomas: Modern Art in the Common Culture, London: Yale University Press, 1996.
Flock, Elizabeth: “George Orwell’s ‘1984’ is a best-seller again. Here’s why it resonates now” i PBS Newshour, 25. Januar, 2017.
Lippard, Lucy R. (red.): Pop Art, London: Thames & Hudson, 1982.
Orwell, George: Nineteen Eighty-Four, Penguin Classics, New Edition, 2004 [1949].
Park, Ed: “Minority Retorts: Post-Cogging Spielberg’s Action Allegory” i The Village Voice, bind 47, hæfte 27, 2002, s. 43-44.
Pye, Michael og Myles, Lynda: The Movie Brats: How the Film Generation Took Over Hollywood, New York: Holt, Rinehart, 1979.
Stewart, Garrett: ”The ‘Videology’ of Science Fiction” i Shadows of the Magic Lamp: Fantasy and Science Fiction in Film, red. Slusser, George og Rabkin, Eric S., Carbondale: Southern Illinois University Press, 1985.
Telotte, J. P.: “The Problem of the Real and THX 1138” i Film Criticism, årgang 24, nr. 3, forår 2000, s. 45-60.
Virilio, Paul: Synsmaskinen, Rævens Sorte Bibliotek, 1989.
Peter Ole Pedersen
Født 1978. Ph.d. i Kunsthistorie. Museumsinspektør på Vejle Kunstmuseum. Har skrevet om kunst og film i en række forskellige sammenhænge. Redaktør for filmbogserien KOSMOS. Vinder af Bikubenfondens Visionspris 2019 med projektet Go Extreme, der retter fokus mod kunst og ekstremsport. |
End of preview. Expand
in Dataset Viewer.
README.md exists but content is empty.
Use the Edit dataset card button to edit it.
- Downloads last month
- 0