Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 3

Follow

Alexandra Institute 28

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elise_S%C3%B8rensen

Elise Sørensen

2023-04-22T23:19:19+02:00

fri anvendelse

I en alder af 50 år og uden tidligere at have sat sig mange spor i sit virke som sygeplejerske udtænkte Elise Sørensen 1953 en opfindelse, som blev revolutionerende for mennesker med en colostomioperation, dvs. en tarmoperation, der via en kunstig åbning i tarmen fører afføring direkte ud på patientens mave. Hidtil havde patienterne været henvist til mere eller mindre primitive hjælpemidler, som indebar bælter, spænder, gummibeholdere samt lugte og lyde, der gjorde det næsten umuligt at leve et normalt liv. Elise Sørensen blev uddannet i Holbæk og i Viborg. I sit arbejde som hjemmesygeplejerske fra 1929, 1935-57 ved Ordrup-Skovshoved sygekasse, havde Elise Sørensen mødt mange colostomiopererede mennesker. Lige siden elevtiden havde hun interesseret sig for patienters psykiske vanskeligheder og især haft medfølelse med dem, der fik foretaget colostomi. En helt personlig oplevelse satte hende i gang, idet hendes søster Thora S. som 32-årig fik foretaget en tarmoperation. Søsterens vanskeligheder med de forhåndenværende hjælpemidler fik Elise Sørensen til at eksperimentere med fremstillingen af en colostomipose. Undervejs løb hun ind i mange besværligheder, men med stor stædighed og med hjælp fra bl.a. Teknisk Hjælp for Ubemidlede og Dansk Sygeplejeråds (DSR) advokat kunne hun i 1954 anmelde patent nr. 86860: Colostomipose af væsketæt, tyndt, elastisk plademateriale. Centralt for patentet var, at posen langs alle sine kanter var hermetisk lukket, fx ved svejsning, og klæbelaget så kraftigt, at posen kunne fastholdes til bæreren udelukkende ved hjælp af klæbelaget. Næste skridt var at få sat colostomiposen i produktion, og Elise Sørensen henvendte sig 1954 til plasticfabrikant Aage Louis-Hansen fra Dansk Plastic Emballage. I første omgang blev hun afvist, men fabrikantens kone Johanne Louis-Hansen, som i sin tid som sygeplejeelev havde været i kontakt med mange stomiopererede, kunne se perspektiverne og fik overtalt sin mand. Sammen med søsteren mødte Elise Sørensen en silende regnvejrsdag op på fabrikken, hvis værkfører gik i gang med at fremstille de første poser. De var håndlavede og blev bl.a. afprøvet af søsteren. Kort efter bad Elise Sørensen fabrikken om yderligere forsyning. I denne omgang håndlavede værkføreren 952 poser, som Elise Sørensen sørgede for blev afprøvet af patienter på forskellige institutioner. I forbindelse med et interview i Tidsskrift for Sygeplejersker i 1955 opgav hun sin adresse og lovede at stille et antal colostomiposer gratis til rådighed for andre sygeplejersker, så de kunne afprøve dem på flere patienter. Udgifterne til fremstillingen afholdt hun selv, og det var håbet om at kunne hjælpe patienterne og ikke fortjenstmuligheden, der var drivkraften i hendes bestræbelser. Herefter gik det stærkt. Colostomiposen fungerede efter hensigten, og efterspørgslen var stor. I 1955 underskrev hun og Aage Louis-Hansen en licensaftale, der lød på, at Elise Sørensen skulle have syv øre for hver stomipose, der blev produceret, og i den årrække licensaftalen løb, blev det til mange penge. I 1963 blev Elise Sørensen af DSR, efter opfordring fra mange kolleger, valgt til Årets Sygeplejerske for sin opfindelse. På grund af sygdom var hun ikke i stand til at møde op, og prisen blev i stedet overrakt hende på det hospital, hvor hun var indlagt. Hun blev desuden udnævnt til æresmedlem af Foreningen for Colostomiopererede. Livet igennem kæmpede hun med depressioner, og allerede i 1957 havde hun måttet opgive sit arbejde på grund af svigtende helbred. I 1977 døde hun på det psykiatriske hospital Dianalund, hvor hun havde tilbragt sine sidste år. Colostomiposen hører til de epokegørende danske opfindelser på verdensplan. For Elise Sørensen betød den, at hun realiserede sit mål i en grad, hun næppe havde kunnet forestille sig. Samtidig blev opfindelsen den direkte årsag til grundlæggelsen af den verdensomspændende virksomhed Coloplast med ca. 1.200 ansatte og en omsætning på mange mio. I 1997 fejrede virksomheden 40-års jubilæum og i den anledning udkom jubilæumsskriftet Coloplast 40 år, hvori Elise Sørensen krediteres for sin andel i virksomhedens udvikling. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maren_S%C3%B8rensen

Maren Sørensen

2023-04-22T23:19:25+02:00

fri anvendelse

Maren Sørensens forældre var hedebønder i Oksbøl ved Varde. Fire år gammel kom hun i pleje hos sine bedsteforældre, der var på aftægt hos farbroderen Elias S. Han var metodist, meget religiøs og prædikede helvedes forbandelser over livets glæder, bl.a. brændte han Maren Sørensens kludedukke, som han mente var afgudsdyrkelse. Hun var stærkt knyttet til bedstefaderen, der havde været vandrelærer i dansk, historie og religion, og han lærte hende kunsten at fortælle. Da hun var ti år, vendte hun hjem til sin moder og søskende og et liv med hårdt fysisk arbejde. Som 12-årig besluttede hun at tjene Gud ud fra en opfattelse af kristendom som glæde. Da hun fem år senere passede sin døende moder, bestemte hun sig for at lære sygepleje. Efter en tid på Janderup Højskole blev hun 1905-06 uddannet på Skt. Lukasstiftelsen samt en periode på Blegdamshospitalet. 1906-09 var hun sygeplejerske i Strøby på Stevns. Inspireret af Højskolebladet meldte hun sig til et ugekursus på menighedsskolen på Liselund ved Slagelse, stiftet af frimenighedspræsten Niels Dael i 1909. Mødet med Dael og senere frimenighedspræst L.B. Poulsen, der talte om de folkelige og kirkelige forhold i Sønderjylland, blev afgørende for Maren Sørensen. Hun kom i kontakt med Visby og Daler Sygeplejeforening på Tønderegnen og blev rejsende sygeplejerske i 11 år. Samtidig deltog hun i det nationale arbejde, især med ungdommen. Efter opfordring fra Den Nordslesvigske Kvindeforening tog hun 1912 til Flensborg for at virke, hvor sønderjyderne havde mest brug for hende. Hun slog sig ned i Holbøl og oprettede året efter Dansk Sygeplejeforening i Flensborg. Da Første Verdenskrig brød ud, meldte hun sig til frivillig krigstjeneste og deltog i sygeplejearbejdet uden smålig skelen til nationalitet og med en ukuelig vilje til at skaffe hjælp i form af mad og tøj. Selvom hun plejede mange krigsfanger af både fransk og russisk herkomst, undgik hun at blive fængslet og udvist for fraternisering med fjenden. “Min Sympati er min egen / hører til et neutralt Land,” skrev hun i Kvindernes Digt fra Soldaterhæfte, 1915. Hendes gerning udsprang således mere af en medmenneskelig forpligtigelse end af en national indstilling. I 1920 blev Maren Sørensen leder af det nybyggede Børnenes Helsehjem i Vilstrup syd for Haderslev, som bl.a. Marie Skau-Petersen var en af drivkræfterne bag. Her fik omkring 300 svage sønderjyske børn ophold i sommerperioden. Med faglig og menneskelig dygtighed ledede hun børnehjemmet i 26 år. Om vinteren arbejdede hun blandt de sydslesvigere, der trods den dybe skuffelse over afstemningen i 1920 ønskede at bevare danskheden. Det kunne kun opnås ved, at de levede et dagligliv sammen med danskere, mente Maren Sørensen, der 1922-40 tilbragte vinteren i Valsbøl lige syd for 1920-grænsen. Hun tog rundt til syge og plejede dem, ikke kun fysisk, men også med sang og bibellæsning. Efterhånden mødte flere og flere op, og der blev afholdt en form for gudstjeneste. I 1923 fik hun indrettet en mødesal på Lorenz Jepsens gård i Valsbøl, og i 1930 byggede hun forsamlingshuset Valsbølhus med kirkesal, sygestuer, sløjdlokale og bolig til hende selv. Byggeriet var finansieret af gaver, og da hun, der selv arbejdede gratis, ønskede at være uafhængig af organisationer, havde hun afslået at søge støtte fra de nationale foreninger. Indvielsen blev forestået af Dael i forbindelse med et tredages møde, hvor 800 mennesker deltog. Selvom Maren Sørensen i praksis havde fungeret som præst og afholdt gudstjeneste, kunne hun ifølge loven ikke blive ordineret. Den teologiske embedseksamen, som kvinder fra 1904 havde fået adgang til at aflægge, medførte ikke ret til præsteembede. Da loven om lige adgang for kvinder og mænd til tjenestestillinger og hverv kom i 1921, blev undtagelsesbestemmelsen vedrørende præsteembederne stående. Mens en intensiv debat om kvindelige præster bølgede frem og tilbage i 1920’erne og 1930’erne, udøvede Maren Sørensen i lighed med Ane Marie Petersen, Ruth Vermehren og Jørgine Abildgaard i praksis præstegerning. I 1940 blev Maren Sørensen formodentlig som den første kvinde i Danmark ordineret som præst af Dael i Havrebjerg Frimenighedskirke. Det var dog en ordination som frimenighedspræst og altså uden for folkekirken. Anden Verdenskrig gjorde det umuligt for hende at virke i Valsbøl, og hun fik forbud mod at krydse grænsen. Efter krigen vendte hun tilbage, men forholdene var blevet meget forandrede. I 1947 vedtog Rigsdagen endelig loven om kvinders adgang til at blive præster. 1948 ansatte Dansk Kirke i Udlandet en dansk præst, og Maren Sørensen trak sig tilbage til Vilstrup, mens hendes nære medarbejder sygeplejerske Kathrine Bøjlesen fortsatte som leder af Valsbølhus. Maren Sørensen var på en gang mild og stærk, fysisk utrættelig og med en klippefast vilje. Hun spurgte ikke om tro eller nationalitet og havde et forhold til Gud, der gjorde, at hun godt kunne overtræde regler, hvis hun var overbevist om, at det var rigtigt at gøre det. Hun arbejdede med et mod og en uforfærdethed og en offervilje, der gjorde hende vellidt blandt mange. Og hun var sjælen og drivkraften bag Valsbølhus, der fungerede som samlingssted og hjemsted for et dansk kirkeligt, folkeligt og socialt arbejde. I 1934 blev hun æresmedlem af Dansk Sygeplejeråd og 1952 ridder af Dannebrogordenen. Maren Sørensen indtalte i sine sidste år sine erindringer på bånd, der udsendtes 1956-57 i Danmarks Radio. I 1982, 100-året for hendes fødsel, afsløredes på Folkehjem i Åbenrå et portræt, malet af Viggo Kragh-Hansen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lena_Tidemand

Lena Tidemand

2023-04-22T23:14:08+02:00

fri anvendelse

De mest intense 16 år af Lena Tidemands virke som sygeplejerske giver mindelser om Karen Blixens valgsprog: “At ride godt, skyde godt og tale sandhed.” Lena Tidemand var modig indtil det dristige, men også yderst samvittighedsfuld. Florence Nightingale-medaljen for ekstraordinær indsats under krig, som hun modtog, da den første gang blev uddelt i 1920, var velfortjent. Da hun senere deltog i nødhjælp til hungerramte i Sovjetunionen, skete det med retfærdighedssans og pædagogik, egenskaber hun også fik brug for i Mongoliet, ligesom færdighederne i at ride og skyde. Hendes opvækst i et borgerligt bymiljø synes ikke at kunne skabe en sådan amazone, men familien havde måske mere udsyn end de fleste. Faderen sejlede til slutningen af 1880’erne, moderen var født i Königsberg, det nuværende Kaliningrad i Rusland, og boede ved giftermålet i London; Lena Tidemands udmærkede engelsk, tysk og fransk kan være lært hjemme. Der var ti børn, født med ca. et års mellemrum, og Lena Tidemand har formentlig hjulpet til med plejen af de yngre søskende og af bedstemoderen, der flyttede ind som 85-årig. Skønt familien havde tjenestefolk, blev hun boende hjemme, til hun var midt i 20’erne. I 1912 flyttede Lena Tidemand til fasteren Marie T., en selvstændig dame, der havde virket på Jonstrup Seminarium, men nu levede af sin formue i en stor villa på Frederiksberg med et par halvvoksne plejedøtre. Samme år begyndte hendes rejseliv. Under Balkankrigen 1912-13 var hun i Grækenland med Dansk Røde Kors (DRK), og efter udbruddet af Første Verdenskrig 1914 tog hun i foråret 1915 tjeneste ved Den danske Hjælpeambulancekomité. Hun begyndte på dens flodambulance i Frankrig, men ville nærmere fronten, og det næste år arbejdede hun for komitéen i Serbien og på lazarettet i Skt. Petersborg. I oktober 1916 meldte Lena Tidemand sig hos amerikanerne, der indtil USA 1917 trådte ind i krigen, var beskyttelsesmagt for tyske krigsfanger og civilinternerede i Rusland. Iført to pelse og med pistol i bæltet begav Lena Tidemand sig i 40 graders kulde til sit distrikt i Basjkortostan ved Urals fod. Hun skulle tage sig af 3.000 deporterede civile tyskere, spredt i hytter i 30 forskellige landsbyer, samt den indfødte befolkning. Hun indrettede et lille hospital, men tog også ud på sygebesøg, hvor hun ofte måtte fungere som læge, da der ikke var nogen i 300 km's omkreds. Der var malaria og plettyfus, desuden dysenteri, som hun selv blev smittet med, og hun prøvede at lære befolkningen hygiejne og lusebekæmpelse. I 1917 blev de internerede beordret til et endnu mere øde område, og hun tog den lange vej til Moskva, hvor det midt under den russiske revolution lykkedes hende at få beslutningen omstødt. Da der i 1918 kom 1 mio. rubler fra Tyskland til de internerede, transporterede hun pengene rundt. En flok tjekkere, løsladte krigsfanger, der kæmpede på den hvide side i den borgerkrig, som udbrød efter afslutningen på verdenskrigen, overfaldt hende med bajonetter og revolvere, men hun gav dem kun et mindre beløb og hævdede, at der ikke var mere. “Resten var skjult paa min Person,” som hun skrev i en indberetning, hvor det tydeligt mærkes, at det nager hende at have afleveret noget overhovedet. Efter at skiftevis røde og hvide tropper havde beslaglagt og bestjålet hospitalet, tog Lena Tidemand i april 1919 til Omsk for at skaffe de internerede hjælp og vendte derfra tilbage til Danmark. Ved hendes afrejse blev hospitalet beskrevet som mønstergyldigt, og hun som en dygtig leder, sygeplejerske og diagnostiker. I 1920 udpegede Dansk Sygeplejeråd (DSR) Lena Tidemand som deltager i et internationalt kursus i socialt og sygdomsforebyggende arbejde, som Røde Kors udbød. På kurset i London, der varede ca. et år, specialiserede hun sig i hygiejne og småbørnspleje, og i 1921 blev hun Danmarks første sundhedsplejerske. Hun blev tilknyttet den kommunale hjemmesygepleje i København og holdt foredrag i DSR-regi, men der var ikke tale om nogen egentlig stilling. I 1922, da der var hungersnød i Ukraine, tog hun derfor igen af sted med DRK. Sammen med bl.a. lægen Carl Krebs åbnede hun bespisningssteder i hele Volgadistriktet, hvor der boede mange tyskere, og uddelte medicin, vaccine og sædekorn til ca. 100.000 mennesker. I 1923 blev hun tillige tilknyttet Fridtjof Nansen og den mission, han ledede for Folkenes Forbund i området, og fortsatte her, da engagementet i DRK ophørte. Mens Lena Tidemand var i Ukraine, overvejede DRK at bede hende tage sig af hygiejniske og sociale forhold på Grønland, men igen blev der ikke oprettet en reel stilling. Efter endnu et stipendium til spædbarnspleje i London begyndte et nyt kapitel i Lena Tidemands rejseliv; i 1927 sluttede hun sig til Krebs’ danske ekspedition i Mongoliet. Den officielle del af ekspeditionen 1923-26 var afsluttet, men Krebs havde slået sig ned i en smuk dal, hvor hans gård var samlingssted og udgangspunkt for mange forskelligartede aktiviteter. Lena Tidemand bevægede sig uforfærdet rundt på hesteryg og virkede som sundhedsplejerske og jordemoder. Hun sendte artikler til danske aviser og dameblade, velskrevne og livlige ligesom dem, hun gennem årene havde sendt til Tidsskrift for Sygepleje og DRKs tidsskrift. Lena Tidemand skrev ud fra en mere etnografisk end sygeplejemæssig vinkel og med humor, medfølelse og forståelse, hvor svære ting og sælsomme skikke hun end mødte. Og mongolerne har kunnet se den danske sygeplejerske fordrive tiden, fx indtil en fødsel gik i gang, ved at gå “en lille Tur ud med Bøssen” og i “mit første Skud til en Fisk” nedlægge en kæmpelaks. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gertrud_Vedel

Gertrud Vedel

2023-04-22T23:17:10+02:00

fri anvendelse

Opvæksten i det højskoleprægede grundtvigianske præstehjem i Torstrup ved Varde satte sit præg på Gertrud Vedels voksne liv. Faderen gik ofte på husbesøg, arrangerede ungdomsmøder, bibellæsning og foredrag, og både broderen Anders V., senere forstander på Krabbesholm Højskole, og Gertrud Vedel blev engageret i folkeoplysningsarbejdet. Som 21-årig tilbragte hun vinterhalvåret på Askov Højskole. Gertrud Vedel blev uddannet sygeplejerske under Røde Kors og arbejdede syv år på hospital. Hendes karriere som sygeplejerske sluttede brat i 1912, da hun som ugift blev gravid med en patient og straks blev afskediget fra sin stilling. Vreden over at blive afskediget og følelsen af at være uretfærdigt behandlet glemte Gertrud Vedel aldrig. Hele sit liv følte hun en moralsk forpligtigelse til at forsvare ugifte mødre. I begyndelsen af 1920’erne var hun indædt modstander af et regeringsforslag om offentligt tilsyn med ugifte mødres opdragelse af deres børn. I et skarpt indlæg i Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet kritisererede hun tanken om, at samfundet skulle tage ansvaret for børnene fra de ugifte mødre, når samme samfund for en stor del var skyld i, at der blev født så mange børn uden for ægteskab, fordi den offentlige moral ikke var ens for mænd og kvinder. Selv tog Gertrud Vedel sin datter ud af skolen, fordi hun ikke ville udsætte sit barn for hentydninger til, at hendes moder ikke var gift. Hun underviste datteren hjemme efter den italienske pædagog Maria Montessoris metoder. Efter at Gertrud Vedel blev tvunget til at opgive sygeplejen, tog hun den etårige uddannelse på Jordemoderskolen i 1915 og blev ansat som distriktsjordemoder i Kavslunde ved Middelfart. Hun blev i denne stilling, indtil hun gik på pension i 1947. Det blev her i den fynske stationsby, hun kom til at lægge sin livsgerning som en dygtig og respekteret jordemoder, kendt for at kræve ro ved fødslerne, men også som en diskussions- og stridslysten dame med usædvanligt progressive holdninger i seksuelle spørgsmål. Der udgik en sprudlende kraft og energi fra den spinkle kvindeskikkelse, ofte klædt i grå spadseredragt og med brune snørestøvler. Til Den Almindelige Danske Jordemoderforenings (DADJ) landsmøde i 1930 udarbejdede hun sammen med kredslæge Frederik Ingerslev et forslag om, at jordemødre skulle afhøre piger og unge kvinder, der havde været udsat for en seksualforbrydelse. De kvindelige jordemødre ville langt bedre end mandlige politibetjente kunne udføre opgaven. Forslaget blev sendt til Danske Kvinders Nationalråd, men DADJ måtte trække oplægget tilbage, fordi der alligevel ikke var tilstrækkelig interesse blandt jordemødrene. Gertrud Vedel skrev flere artikler om seksualreformbevægelsen, bl. a. i tidsskriftet Radikal Ungdom, og holdt foredrag om prævention, men var som de fleste jordemødre på den tid modstander af abort. At hun offentligt talte om, at hun havde et barn uden for ægteskab, vakte imidlertid også rigelig forargelse hos de fynske bondekoner. Gertrud Vedel var fagligt aktiv. I 1919 blev hun medlem af bestyrelsen i Odense-Assens Amters Jordemoderforening, og hun var formand her 1921-33. Hun var med i hovedbestyrelsen for DADJ 1927-30, tre turbulente år i organisationen, hvor skænderier og beskyldninger fyldte luften ved møderne. Gertrud Vedel blev en meget central skikkelse i konflikterne. Hendes angreb på navngivne personer, især professor Erik Hauch, der havde været formand 1911-21, og foreningens første kvindelige formand Johanne Petersen, var voldsomme. På landsmødet i 1930 afgik den samlede bestyrelse med undtagelse af Gertrud Vedel, som nægtede at forlade sin post med den begrundelse, at hun i 1927 var lovligt valgt for en seksårig periode. Der skulle en retssag til for at få hende til at acceptere, at hun ikke længere var medlem af hovedbestyrelsen. Få år senere blev hun hovedinitiativtager til Den Frisindede Danske Jordemoderforening, men foreningen blev ikke den kvindepolitiske platform, som hun og hendes tilhængere havde håbet på. I sin formandstid i kredsforeningen skrev Gertrud Vedel selv alle mødereferater til Tidsskrift for Jordemødre, og ved at referere møderne meget udførligt fik hun sine ofte provokerende budskaber, fx om kvindepolitiske emner og om fredssagen, ud til en større kreds. Hun gik så vidt som til at oplæse artikler fra Kvinden og Samfundet og derefter referere indholdet. Det endte med, at kredsforeningen blev splittet, og den gruppe, som ikke gouterede Gertrud Vedels facon, dannede Odense Amts Jordemoderforening af 1929. Hun fortsatte som formand for den gamle forening indtil 1933 og havde den bag sig i sin kritik af landsforeningen. Hendes sidste kontrovers med DADJ drejede sig om sundhedsplejen, der blev indført i 1937 og placeret hos sygeplejerskerne. Gertrud Vedel, der mente, at området burde være jordemødrenes ansvar, angreb offentligt formanden Anna Herlevsen og bestyrelsen for at have svigtet i denne vigtige sag. Gertrud Vedel tog ekstra undervisning i fysiologi og gav massage på Middelfart Sygehus. Hun holdt foredrag om afspænding, og i 1922 udkom hendes bog Afspændingsøvelser, illustreret med fotografier af hendes datter. Sammen med Ingerslev udgav hun i 1932 digtsamlingen Bittens Vers. Politisk tilsluttede hun sig Det Radikale Venstre og blev 1943 indvalgt i Gamborg sogneråd. Hun var særdeles aktiv i byens foreningsliv, oprettede bl.a. en læsekreds og gik sin ugentlige runde med bøger. Som den gode taler, hun var, tog hun ordet ved enhver lejlighed, fx huskes hun som fast taler ved den årlige generalforsamling for Middelfart Venstreblad. I overensstemmelse med partilinien var hun pacifist og næstformand for Middelfartkredsen af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Gennem sit jordemoderarbejde havde hun kontakt til egnens kvinder, og flere år efter at hun var blevet pensioneret, cyklede hun rundt til sine gamle patienter og agiterede for fredssagen. Næppe nogen anden jordemoder har været så elsket og så hadet blandt sine fagfæller som Gertrud Vedel. Hun var en hensynsløs kritiker og en stædig frontkæmper. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/J%C3%B8rgel_Wegener

Jørgel Wegener

2023-04-22T23:17:18+02:00

fri anvendelse

Det har været tradition på Jordemoderskolen i mere end 100 år, at de nyuddannede jordemødre stillede op til fotografering. Den klassiske opstilling var i gården på den gamle fødselsstiftelse i Bredgade med de nye jordemødre i deres hvide stivede kjoler på de toppede brosten, mens lægerne i deres sorte habitter og hatte stod på trappen hævet et par meter over de hvidklædte kvinder. Ser man nøjere efter, opdager man på nogle af de gamle fotografier en lille væver dame, klædt i sort på trappen mellem de alvorlige mænd. Med en selvbevidst mine læner hun sig frem over rækværket og kigger direkte ind i kameraet hen over hovederne på de nye jordemødre. Det er Jørgel Wegener, Fødselsstiftelsens overjordemoder. Jørgel Wegener blev jordemoder, da hun var blevet enke som 26-årig. Efter fire års ægteskab stod hun alene med sit knap treårige barn, uden uddannelse og tvunget til at finde et levebrød. Det var hendes egen jordemoder, der rådede hende til at søge ind på Jordemoderskolen. Det var usædvanligt, at en ifølge kolleger så “fin og dannet” dame blev jordemoder på den tid, hvor det hovedsageligt var kvinder fra landalmuen eller byens underklasse, der tog sig af fødselshjælpen. I 1866 fik Jørgel Wegener sin eksamen og blev straks knyttet til Fødselsstiftelsen og Jordemoderskolen som vikar for overjordemoderen Johanne Welding. Hun oparbejdede samtidig en privat jordemoderpraksis, som hun drev, til hun i 1874 blev udnævnt til overjordemoder. Overjordemoderen skulle sørge for, at eleverne blev oplært, og hun underviste selv i de praktiske håndgreb ved en fødsel på en model af en gravid kvinde. Ligeledes underviste hun de unge lægekandidater i praktisk fødselshjælp. Jørgel Wegener er den første jordemoder, der kan forbindes med begrebet karriere. I slutningen af forrige århundrede var jordemødre kvindelige fødselshjælpere, der arbejdede hårdt for ringe betaling. Stillingen som overjordemoder indebar en vis autoritet. Som overordnet for såvel jordemodereleverne som lægekandidaterne på Fødselsstiftelsen blev hendes ordrer adlydt. Med sit rolige og bestemte væsen lykkedes det Jørgel Wegener at sætte sig i respekt hos elever og læger, og blandt jordemødre huskes hun for den kærlige måde, hvorpå hun lærte dem at hjælpe patienterne. Hun er desuden blevet fremhævet som den, der sammen med professor Asger Stadfeldt gennemførte antiseptikken på Fødselsstiftelsen i 1870, da hendes stilling som overjordemoderens vikar allerede gav hende en nøgleposition. Ung og velbegavet, som hun var, inddrog hun ivrigt nye videnskabelige metoder i fødselshjælpen. En krise i jordemoderfaget opstod i 1883, da professor Leopold Meyer fremkom med overvejelser om, hvorvidt læger som et led i kampen mod den frygtede barselfeber skulle overtage ledelsen af fødslerne. Han var 14 år efter indførelsen af antiseptikken kommet til den konklusion, at det nok var umuligt at oplære jordemødre, især de ældre, i de nye metoder og “den videnskabelige Haandvask”. Meyers synspunkt udløste en række protester, og i Hospitalstidende tog flere læger afstand fra tanken om “at afskaffe” de danske jordemødre. Jørgel Wegener blandede sig i debatten som den eneste ikke-læge og påpegede bl.a. problemet med at få læger til at bruge de mange timer, som jordemødre sad hos de fødende. Hun gjorde desuden opmærksom på, at der også blandt lægerne fandtes personer, som ikke overholdt antiseptikken, og at en pålidelig jordemoder kunne være fuldt så kyndig som mange læger. Den respekt, der stod om hendes person, gav hendes ord vægt, og hendes indlæg satte punktum for diskussionen. Samtidig begyndte en ny fase i dansk jordemodervæsen, der indledtes med debat om en uddannelsesreform for Jordemoderskolen og nødvendigheden af forbedringer i jordemødrenes kår. Jørgel Wegener var stadigvæk overjordemoder, da et cirkulære i 1895 med ændringer af optagelseskriterier til skolen understregede, at jordemodereleverne ikke som tidligere nødvendigvis skulle være gifte kvinder eller selv have født børn. På Fødselsstiftelsen havde Jørgel Wegener ikke alene fødeafdelingen under sig, men førte også tilsyn med barselsafdelingen, hvortil kom undervisningen på Jordemoderskolen. På fødeafdelingen gjorde hun tjeneste dag og nat, og det var en stor lettelse, at der i 1882 blev ansat en reservejordemoder og to år senere oprettet en plejemoderstilling på barselsafdelingen. Aflastningen hjalp hende til at genvinde sit helbred, der var begyndt at vakle under den store byrde, som det tredobbelte ansvarsområde var for hende. Men arbejdsbyrden steg hurtigt igen, efterhånden som både fødslernes antal og kravene til antiseptikken voksede. I 1900 ansattes endnu en reservejordemoder på stiftelsen. Fødselsstiftelsen blev en del af Rigshospitalet, da det blev taget i brug i 1910, og Jørgel Wegener gik samtidig på pension. Ved overflytningen blev hendes stilling delt i to overjordemoderstillinger, en for Jordemoderskolen, besat af Johanne Rødtness, og en for den afdeling, hvor de medicinske kandidater blev uddannet i fødselsvidenskab, med Augusta Lützhøft-Petersen i spidsen. Jørgel Wegener havde trods sympati for sagen ikke overskud til at deltage i den organisering af jordemødrene, der resulterede i oprettelsen af Den Almindelige Danske Jordemoderforening 1902. Men som en af de første danske jordemødre, der udtrykte sig skriftligt om fødselsteoretiske emner, skrev hun med jævne mellemrum velformulerede artikler i Tidsskrift for Jordemødre, der blev udgivet fra 1890. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld i 1903 som anerkendelse af sin store indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Weiergang

Else Weiergang

2023-04-22T23:19:57+02:00

fri anvendelse

Else Weiergang voksede op uden for Vordingborg som den ældste af syv søskende, der alle fik en uddannelse. Moderen havde før giftermål været ekspedient i en blomsterforretning, mens faderen, der var uddannet urmager, bl.a. etablerede eget telefonselskab, en sodavandsfabrik samt en imprægneringsanstalt for telefonpæle. Efter at have forladt skolen tog Else Weiergang til England, hvor hun passede et hjerneskadet barn. Tilbage i Danmark uddannede hun sig til sygeplejerske på Vordingborg Sygehus og arbejdede derefter med psykiatriske patienter på Oringe Statshospital. Senere lærte hun barnepleje på Dronning Louises Børnehospital under overlæge Svenn Monrad. Opholdet her fik stor betydning for hendes videre karriere, og i slutningen af 1920’erne uddannede hun sig på Monrads opfordring til sundhedsplejerske i England, da der på dette tidspunkt ikke eksisterede en sundhedsplejerskeuddannelse i Danmark. 1929 til 1935 iværksatte Sundhedsstyrelsen en forsøgsordning med sundhedsplejersker. Baggrunden var, at Danmark i forhold til de øvrige skandinaviske lande havde en væsentlig højere spædbørnsdødelighed. Forsøget skulle afklare, om sundhedsplejerskers personlige råd og vejledning til mødre i hjemmene var et effektivt middel til at nedbringe den kedelige statistik. Desuden skulle det belyse, hvilke faktorer der kunne være årsager til den høje dødelighed. Som en af de første tre sundhedsplejersker blev Else Weiergang ansat i Holbæk amt. Hun bosatte sig i Holbæk, midt imellem de ti sogne, hun i de følgende seks år fik sin gang i. Ofte cyklede hun 45 km om dagen, og hun blev tidligt fortaler for, at sundhedsplejersker i landdistrikter skulle have adgang til bil. Else Weiergang brændte for sagen og det enkelte barns velfærd. Som pioner måtte hun gå varsomt til værks, når hun første gang besøgte et hjem. I foredrag og interview beskrev hun, hvordan hun igen og igen måtte forklare om baggrund og formål med sundhedsplejerskens arbejde, da mange familier troede, hun kom for at inspicere. Men tanken om kontrol lå hende fjernt. Det drejede sig om råd og vejledning, som mødrene frivilligt kunne tage imod gennem deres barns første leveår, og Else Weiergang havde forståelse for, at såvel faderen som bedstemødrene havde et ord at skulle have sagt, når familien besluttede, om den ville drage nytte af sundhedsplejersken. På baggrund af udenlandske erfaringer havde Sundhedsstyrelsen regnet med, at omkring 60% af familierne ville modtage sundhedsplejersken. I Else Weiergangs første fem år i Holbæk lykkedes det hende at blive modtaget i 99% af hjemmene. Allerede i forsøgsperioden reddede ordningen i landdistrikterne mindst 600 spædbørns liv. Det var Else Weiergangs fortjeneste, at Holbæk amt opretholdt ordningen, efter at forsøget sluttede i 1935. I de følgende to år fortsatte hun ikke bare sit arbejde i de ti forsøgssogne, men udvidede området til hele amtet. En række husholdningsforeninger foreslog hende at afholde kurser for spædbørnsmødre i hvert sogn og besøge de mødre, der måtte ønske det. Det var anstrengende, men også en tilfredsstillelse, at så mange ønskede hendes vejledning. Da Landstinget i 1936 nedsatte et udvalg til at gennemgå lovforslaget om en permanent sundhedspleje, blev Else Weiergang indkaldt som sagkyndig. Levende fortalte hun de 15 landstingsmedlemmer om, hvordan hun havde overvundet frygten for kontrol og overbevist skeptikere om ordningens værdi. Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar, der gav kommuner statsstøtte til ansættelse af sundhedsplejersker, blev vedtaget i 1937. Også hos medicinaldirektør Johannes Frandsen i Sundhedsstyrelsen nød Else Weiergang stor anseelse. Da Sundhedsstyrelsen i samarbejde med Den Almindelige Danske Lægeforening skulle udmønte loven til retningslinier, var det atter hende, der blev kaldt til København I 1938 flyttede Else Weiergang til Århus, hvor hun blev den første ledende sundhedsplejerske i landet. I de næste 20 år var hun ikke kun leder for sundhedsplejerskerne i kommunen, men underviste tillige i de praktiske fag på sundhedsplejerskeuddannelsen, der 1938 var blevet etableret ved Århus Universitet. Her sørgede hun for, at de studerende fik en veltilrettelagt praktik og udformede i forbindelse hermed retningslinier for, hvilke kvalifikationer en sundhedsplejerske skulle bedømmes på i det praktiske. I dette arbejde havde hun en fin fornemmelse for at støtte den enkeltes egenskaber. Samtidig udtrykte hun med myndig autoritet, at det var sundhedsplejerskens ansvar at gribe familien rigtigt an, så mødrene fulgte hendes råd. I 1939 blev Else Weiergang medlem af Undervisningsrådet for Sundhedsplejerskeuddannelsen og havde i mange år et tæt samarbejde med undervisningsleder Elisabeth Larsen. Hun fortsatte ivrigt sin foredragsvirksomhed både for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), husholdningsforeninger og lægekredsforeninger. I 1946, da hun blev formand for Dansk Sygeplejeråds Kategoriudvalg for Sygeplejersker i forebyggende Arbejde, gik hun ind i debatten for at få nedsat antallet af børn pr. sundhedsplejerske. I 1958 fratrådte hun sin stilling af helbredsmæssige grunde og levede herefter en tilbagetrukken tilværelse. I arbejdet for at udbrede kendskabet til og accepten af sundhedsplejerskeinstitutionen i Danmark har Else Weiergang spillet en væsentlig rolle. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_With

Elisabeth With

2023-04-22T23:23:35+02:00

fri anvendelse

Elisabeth With blev født i Løsning præstegård i Østjylland, men i 1898 flyttede familien til København, da faderen blev sognepræst ved Davidskirken på Østerbro. Hun gik i Marie Kruses Skole, hvorfra hun i 1911 tog studentereksamen. Efter nogle år som lærerinde, bl.a. i London, uddannede hun sig til sygeplejerske på Rigshospitalet 1913-16 og specialiserede sig derpå som røntgensygeplejerske. 1918-23 var Elisabeth With igen i udlandet. Hun brændte som en del andre unge efter at komme ud og se sig om. Første Verdenskrig var netop sluttet, hun meldte sig til britisk Røde Kors og arbejdede som sygeplejerske på A.P. Bernstorff, der sejlede mellem Danzig og Leeds med engelske krigsfanger. Herefter var hun ansat ved hospitaler i Skotland og England, indtil hun i 1919 rejste til Indien for at arbejde som privatsygeplejerske hos en engelsk officersfamilie. Så først gik rejsen tilbage til Danmark, og her blev det hjemmesygeplejen, specielt barselspleje, der fangede Elisabeth With. Fra 1924 var hun ansat som barselssygeplejerske i Københavns kommune, og hun arbejdede en årrække i det udprægede fattigkvarter omkring Adelgade og Borgergade. I de følgende år blev Elisabeth With mere og mere interesseret i organisationsarbejde. Hun kom i begyndelsen af 1930’erne i repræsentantskabet for den kommunale sygeplejerskeforening og bestyrelsen for Dansk Sygeplejeråds (DSR) Københavns-kreds. I 1934 indvalgtes hun i DSRs repræsentantskab og blev formand for udvalget for hjemmesygeplejersker. Året efter toppede hendes fagpolitiske karriere, da hun valgtes til formand for DSR. I hendes formandstid frem til 1941, da hun af helbredsmæssige grunde måtte videregive hvervet til Maria Madsen, stod foreningen midt i store omvæltninger, og der var voldsomme interne diskussioner blandt medlemmerne. Elisabeth With blev den samlende kraft i en turbulent tid, men hun fandt det umuligt vedblivende at passe to job, da hun i sin formandsperiode stadig var ansat i den kommunale sygepleje på halv tid. Hun havde aftalt med Københavns kommune, at hun efter den anden periode som formand i DSR skulle tilbage til hjemmesygeplejen, som hun opfattede som sin livsstilling. I 1932 var DSRs to første, meget markante formænd, Henny Tscherning og Charlotte Munck, begge døde. Under Gustava Hjorts midlertidige formandskab høstedes frugterne af deres arbejde, da sygeplejerskeuddannelsen i 1933 blev statsautoriseret, og organisationens struktur med amtskredsinddeling blev ændret radikalt året efter. Elisabeth With kunne derfor tage nye opgaver op, og hun måtte først og fremmest forholde sig til de krav om skærpelse af DRSs fagforeningsprofil, der kom fra oppositionen omkring kommunisten Elna Hiort-Lorenzen. Elisabeth With foreslog, at sygeplejerskernes løn- og ansættelsesforhold blev fastsat efter samme regler, som gjaldt for etaternes tjenestemænd. Det drejede sig om otte timers arbejdsdag, om sygeplejerskernes ret til at gifte sig uden at miste stilling og avancementsmuligheder samt om ret og frihed til at tage bolig uden for sygehusene. Hun tillagde selv det, at man ikke boede på sin arbejdsplads stor betydning. Det var ikke det hele, der lykkedes, men grunden var lagt, og godt hjulpet af Elisabeth Withs forhandlingsevner fik DSR sin første kollektive overenskomst i 1938. Den blev indgået med Sygehusforeningen i Danmark, omfattede samtlige sygeplejersker ved provinsens sygehuse og indebar, at alle sygeplejersker fremover blev ens aflønnet. Tidligere havde de ansatte på provinssygehusene fået mindre i løn, selvom de havde samme uddannelse, arbejde og ansvar. Et andet af hendes initiativer var forslag om en statsautoriseret arbejdsløshedskasse, det blev realiseret i 1942. I hendes formandsperiode styrkedes såvel det almentdannende som specialiseringen i uddannelsen, da forskolen for sygeplejeelever på Rødkilde Højskole blev oprettet i 1936, og Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker begyndte i 1938, udgangspunktet for Danmarks Sygeplejerskehøjskole i Århus. Også i det nordiske sygeplejerskesamarbejde var Elisabeth With en fremtrædende person. 1935-48 sad hun som den ene af tre danske repræsentanter i arbejdskomitéen under Sygeplejerskernes Samarbejde i Norden. I perioden 1935-39 var hun næstformand for komitéen. Efter sin fratræden som formand for DSR blev hun indvalgt i dets hovedbestyrelse og sad der til 1946. Fra 1942 og til hun blev pensioneret i 1952, virkede hun som bestyrer ved Københavns kommunes rekreationshjem, Næsseslottet i Holte. Ved Elisabeth Withs tiltræden som formand blev der indvarslet en ny tid. Hun udsprang af det samme sociale miljø som de foregående, men hun tilhørte en ny generation. Hun udviste respekt for sine forgængere og deres arbejde, men mente på den anden side, at DSR måtte tilpasses nye tider. Således radikaliserede hun tonen i sin hilsen i Tidsskrift for Sygepleje ved årsskiftet 1936-37, hvor hun manede til sammenhold, thi 12.000 kvinder ville det ikke være let at komme udenom. I sin relativt korte formandsperiode byggede hun bro mellem det forgangne og det kommende. Elisabeth With blev ridder af Dannebrogordenen i 1953. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nielsine_Wollesen

Nielsine Wollesen

2023-04-22T23:23:48+02:00

fri anvendelse

Nielsine Wollesen, 20 år gammel giftede gårdmandsdatteren Nielsine Wollesen sig i 1864 med en skomager. Året før var hendes forældre blevet skilt, og i 1879 døde hendes fader på fattiggården. Efter seks års ægteskab besluttede Nielsine Wollesen sig for at blive jordemoder, og i 1871 dimitteredes hun fra Jordemoderskolen på Fødselsstiftelsen. Hun startede sin karriere som reservejordemoder i Ringkøbing amt. Her skulle hun træde til ved kollegers vakance og var forpligtet til at flytte bolig efter amtets krav, når en anden jordemoder ikke kunne passe sit distrikt. Ved siden af sit reservejordemoderarbejde havde hun tilladelse til at have private patienter med risiko for at blive upopulær hos sine kolleger, fordi hun tog fødslerne og dermed indtjeningen fra dem. Efter et par år i Sunds lykkedes det i 1873 Nielsine Wollesen at avancere til distriktsjordemoder i Vinding. Som så mange andre jordemødre flyttede hun og familien ind i en gammel jordemoderbolig med tilhørende landbrug, en ko, et par får og en gris. Vand måtte hentes en km væk. Om vinteren smeltede familien sne til vand. Nielsine Wollesen beklagede sig over den elendige bolig, og det lykkedes hende at formå amtet til at bygge en ny. Ringkøbing amt var et af de dårligste i landet med hensyn til jordemodervæsen. Egnen var tyndt befolket og folk fattige, hvilket betød dårlige indtægtsmuligheder. Ofte måtte Nielsine Wollesen af sted på ufarbare veje i al slags vejr i åben hestevogn. Ifølge en søn, der ofte så moderen komme hjem med en 50-øre indbundet i en knude i et lommetørklæde, skønt den højeste pris for en fødsel var seks kroner, fik hun dog tit gaver af taknemmelige patienter, såsom æg, fårelår, brød og flæsk. Omkring 1884 blev Nielsine Wollesen distriktsjordemoder i Holstebro. Det var betydeligt mere attraktivt at være ansat i byområder, hvor afstandene ikke var så store som i landdistrikterne, og der var flere fødsler. Hun havde mange kunder både i Vinding og i Holstebro, og desuden en del åreladninger og kopsætninger, en velkommen ekstra fortjeneste for jordemødrene. Metoden lærte de på Jordemoderskolen af de unge lægekandidater, og i den instrumentkasse, Nielsine Wollesen fik som flidspræmie ved sin eksamen, lå remedierne til behandlingerne. Distriktsjordemødrenes vilkår skulle afgøres lokalt via forhandlinger med amter og kommuner som regel med embedslægerne som mellemmænd. I Ringkøbing amt var jordemødrenes vilkår i slutningen af 1800-tallet usædvanligt dårlige. Det var på den baggrund, at Nielsine Wollesen besluttede at forsøge at samle sine kolleger i en faglig organisering. Sammen med kollegaen, distriktsjordemoderen på Holmsland Bolette Barbesgaard, tog hun initiativet til at stifte Ringkøbing Amts Jordemoderforening i 1891. Det var den første fagorganisation for jordemødre i Danmark, og den blev et forbillede for de kreds- og amtsforeninger, der i de næste 10-15 år stiftedes rundt om i landet, og som kom til at danne grundlag for stiftelsen af landsforeningen Den Almindelige Danske Jordemoderforening i 1902. Nielsine Wollesen blev kredsforeningens første formand og arbejdede vedholdende for foreningens beståen. Hendes klogskab og ihærdighed samt hendes store interesse i at skaffe jordemødrene bedre livsforhold gjorde hende særdeles egnet til organisationsarbejdet. Allerede i Vinding havde hun vist sig som en kvinde med kampvilje, og det var en stor sejr for hende, at hun overtalte amtet til at opføre en ny jordemoderbolig. I det hele taget bevirkede den fælles front, som jordemødrene dannede, at myndighederne i Ringkøbing amt optrådte mere humant og velvilligt over for dem. I løbet af 1890’erne var Nielsine Wollesens mand flyttet fra hende og havde bosat sig hos en søn, der var dyrlæge på Sjælland. Selv tog hun sin afsked i 1914, men da det var umuligt at formå nogen anden til at søge Askø distrikt i Maribo amt, tog hun imod stillingen som distriktsjordemoder på øen. Hermed kunne hun supplere sin, selv efter tidens standard, meget dårlige pension med en lille årsløn og undgå udsigten til en alderdom i armod. Det er også i det lys, at man skal forstå et indlæg, hun i 1908, 64 år gammel, skrev i Tidsskrift for Jordemødre. Her foreslog hun, at en gruppe ældre jordemødre for at få de små pensioner til at slå til skabte et hjem i fællesskab og sammen dyrkede have og eventuelt havde hønsehold. Hvis nogen blev syge, kunne raske kolleger yde den pleje, som ellers ville være vanskelig at få. Yderligere kunne man tage ældre og syge mennesker i logi for en mindre betaling. “Som en Begyndelse til Hønseriet giver jeg vederlagsfrit nogle Høns, jeg har. Lad os sætte Ryggene sammen; mange Bække smaa gør en stor Aa.” Hendes forslag forblev en idé, selv blev hun på Askø, hvor hun døde i 1927 som 83-årig efter mere end 56 års pligttro arbejde som jordemoder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ida_%C3%98rskov

Ida Ørskov

2023-04-22T23:23:10+02:00

fri anvendelse

Ida Ørskov blev student fra N. Zahles Skole 1941. Hendes interesse for naturvidenskaben blev tidligt vakt, bl.a. af en engageret kemilærerinde, og det var således naturligt for hende at vælge lægestudiet. Gennem sin studiekammerat og senere ægtefælle Frits Ø., som var søn af Statens Seruminstituts direktør, fik hun indblik i arbejdet med bakteriologiske problemer, og hun skabte sig i tæt samarbejde med sin mand en videnskabelig karriere som leder af coliafdelingen på instituttet. Ida Ørskov tog kandidateksamen fra Københavns Universitet 1948 og blev i 1950 ansat som heldagsassistent i seruminstituttets internationale Salmonella Central, hvis leder Fritz Kauffmann var verdenskendt for sit arbejde med tarmbakteriers antigene, dvs. immunsystemstimulerende, egenskaber og berømt som en inciterende igangsætter af videnskabeligt arbejde. Ida Ørskovs disputats Om Klebsiella fra 1956 var en af de første videnskabelige afhandlinger, som påviste forekomst af bakterie-krydsinfektioner på hospitalsafdelinger. Sammen med sin mand udforskede hun virulensfaktorer og andre overfladeegenskaber, specielt hos colibakterier, og 1964-92 ledede de coliafdelingen, som samtidig var verdenssundhedsorganisationen WHOs Internationale Escherichia Central; under denne kom senere en national Salmonella Central og en international Klebsiella Central. Coliafdelingens centrale plads i den verdensomspændende interesse for infektioner med colibakterier både hos mennesker og dyr indebar meget nære kontakter til væsentlige forskningslaboratorier rundt om i verden. Efter opfordring tilbragtes 14 måneder i J. Lederbergs laboratorium i Madison, USA 1956-57. Lederberg fik 1958 Nobelprisen for sin medvirken ved de første forsøg inden for bakteriegenetik. Hans interesse i samarbejdet var begrundet i colilaboratoriets teknikker til præcis inddeling af colibakterier i talrige velkarakteriserede typer. Det genetiske aspekt blev herefter væsentligt i colilaboratoriets arbejde. Fremhæves må også et nært samarbejde med Max Planck Institut für Immunbiologie i Freiburg, Tyskland, som varede lige til 1992. Bl. a. herfra kom også en række yngre forskere til København for at lære hos Ida Ørskov og Frits Ø. En fælles interesse i et betydningsfuldt coli-overfladeantigen, K1, var basis for en nær kontakt med J. B. Robbins på USAs National Institutes of Health (NIH), der indebar, at ægteparret i perioden 1977-82 samlet opholdt sig i over et år som gæsteforskere på NIH. Ved deres afgang fra seruminstituttet i 1992 afholdtes et internationalt symposium, hvor bidragyderne var nogle af deres internationalt kendte samarbejdspartnere fra Finland, Tyskland og USA. Ida Ørskovs publikationsliste omfatter næsten 200 arbejder, de fleste skrevet sammen med Frits Ø., og for to tredjedeles vedkommende tillige i samarbejde med kolleger fra næsten alle egne af verden. Ægteparret har sagt, at deres videnskabelige tilværelse har være en ublandet fornøjelse, et ufatteligt rigt liv, og sammenfattet det i Goethe-citatet: “Wir sind dabei gewesen.” De tildeltes Paul Ehrlich Prisen 1965, selv fik Ida Ørskov Tagea Brandts Rejselegat 1978. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/J%C3%B8rgine_Abildgaard

Jørgine Abildgaard

2023-04-22T22:53:59+02:00

fri anvendelse

Jørgine Abildgaards livsværk var Snoghøj Gymnastikhøjskole. I 30 år var hun sammen med Anna Krogh forstander på den første og hidtil eneste gymnastikhøjskole for kvinder. Deres værk fik stor betydning for kvindegymnastikkens udvikling i Mellemkrigstiden. Begge Jørgine Abildgaards forældre havde været på højskole, og med sig ind i ægteskabet tog de oplevelserne og livsånden fra højskolerne. I flere år efter konfirmationen boede Jørgine Abildgaard hjemme og var både karl og pige på gården. Hun var en fysisk robust og aktiv pige, der elskede at køre et firspand. At hun skulle på højskole, som forældrene havde været, var selvklart, og i vinteren 1910-11 var hun på Sorø. Det var her, hun besluttede, at hun ville være gymnastik- og højskolelærerinde. Hun gik straks i gang og tog i 1911 på et privat delingsførerkursus hos Olaf Schrøder i Odense. Herefter begyndte hun at undervise hjemme i sognet. Men efter et par år ville hun videre. Det blev til tre vintre på Askov Højskole. Den første var vinteren 1915-16, hvor det især var Ingeborg Appel, der inspirerede hende til et fortsat arbejde med gymnastikken. Det betød, at hun vinteren efter tog den etårige uddannelse som gymnastiklærer på Statens Gymnastikinstitut. Dermed var hun gymnastiklærerinde. For at blive højskolelærerinde vendte hun tilbage til Askov i vintrene 1917-18 og 1918-19 og fik det, skolen kaldte Askovuddannelsen. Der var ingen eksamen eller rettigheder knyttet til den uddannelse, men den var, hvad mange lærere ved de frie skoler havde med i rygsækken. Opholdet på Askov tændte også en anden glød i Jørgine Abildgaard, der holdt livet igennem. Det var engagementet i den sønderjyske sag. Hun blev stærkt grebet af sønderjydernes kamp for at få det gamle land igen. Endelig mødte hun på Askov Krogh, der delte hendes interesse og begejstring for gymnastik. De var begge dygtige og efterspurgte gymnastikledere. Da Hadsten Højskoles leder af delingsførerafdelingen P. Lauridsen i 1920 skulle finde nogle, der kunne stå for uddannelsen af kvindelige delingsførere, valgte han naturligt nok at spørge Jørgine Abildgaard og Krogh. Hermed indledtes et samarbejde, der kom til at vare til 1955. Ønsket om at uddanne kvindelige delingsførere til at stå for gymnastikken i foreningerne rundt omkring i landet førte i 1925 til, at de to kvinder købte Snoghøj Fiskerhøjskole og omdannede den til gymnastikhøjskole. Mange så med skepsis på deres projekt, men skolen voksede sig større og større, og dens betydning for kvindegymnastikkens udvikling er uomtvistelig. Jørgine Abildgaards store inspiration inden for gymnastikken blev den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hun så hendes gymnastik første gang, da Idrætshuset i København blev indviet i 1914. Siden den dag var det den form for gymnastik, Jørgine Abildgaard dyrkede, underviste i og værnede om. Björksténgymnastikken blev Snoghøjs, og intet sted i Norden var man så tro mod de björksténske idéer som her. Jørgine Abildgaard betragtede gymnastiklæreren som kunstneren, der kunne forme i levende kroppe. Gymnastikken skulle genrejse den kvindetype, der var i slægt med det gamle nordiske kvindeideal, en kvindekarakter, der var præget af udholdenhed, mildhed, fromhed og viljekraft. Filosofien var, at kvinden gennem øvelse på ligevægtsbom lærte at balancere i alle livets forhold. Den styrke, hun opnåede gennem træning i salen, kunne bruges også udenfor. Og pigerne løftede hovederne og nærmest svævede hen over gulvet, når de gik under fanen. Gymnastikken måtte aldrig være et mål i sig selv. På Snoghøj blev den koblet med en national tankegang og et kristent livssyn. Sammen med Krogh udgav Jørgine Abildgaard i 1928 en bog med Snoghøjgymnastik Øvelser til Kvindegymnastik. Hendes Digte udkom 1936 og prædikensamlingen Min Sjæl lov Herren 1940. Jørgine Abildgaard havde fra ganske ung søgt en mening med livet. I perioder var hun fortvivlet over, at hun ikke fandt vejen. Men i slutningen af 1920’erne mødte hun højskoleforstander Aage Møller og dermed hans syn på kristenliv og højskole. Det førte til, at kvinderne på Snoghøj i 1933 byggede en kirke som en vigtig del af højskolen. Jørgine Abildgaard begyndte at hjælpe de stedlige præster, når de holdt gudstjeneste i kirken, men i midten af 1930’erne overtog hun selv hele gudstjenesten. Det skete ikke uden en svær beslutningsfase, for kvindelige teologer måtte på det tidspunkt ikke fungere som præster. Jørgine Abildgaard var ikke engang teolog, men alligevel begyndte hun i det stille sin gerning mere end ti år, før kvinder fik tilladelse til at gå på prædikestolen. Hendes pionerindsats på det område var medvirkende til, at debatten for og imod kvindelige præster blussede op efter Anden Verdenskrig. Når Jørgine Abildgaard var rundt i gymnastikforeningerne for at holde delingsførermøder, ville hendes gamle elever også have hende til at stå for søndagens gudstjeneste. Til det skulle de bruge en kirke, og når præsterne nægtede det, blev provst og i sidste ende biskoppen indblandet. Selvom loven om kvindelige præster blev vedtaget i 1947, havde Jørgine Abildgaard stadig problemer, fordi hun ikke var ordineret. I 1951 meldte menigheden og Jørgine Abildgaard sig på råd af biskopperne Carl W. Noack og H. Øllgaard ud af folkekirken, og i stedet dannede de deres egen frimenighed. I 1955 kom det til et brud mellem Jørgine Abildgaard og Krogh. Den konkrete anledning var uenighed om afskedigelsen af læreren Solvejg Bording, men elevtallet var dalende, gymnastikken havde overlevet sig selv, bygningerne var nedslidte. Højskolen var i 1953 blevet omdannet til en selvejende institution med bestyrelse og repræsentantskab, der ønskede, at begge forstandere skulle trække sig tilbage og overlade pladsen til yngre kræfter. Det var bl.a. med til at optrappe konflikten, som endte med, at Krogh flyttede i 1955. Jørgine Abildgaard prøvede i endnu et par år at holde højskole, men hun manglede sin livsledsagerske, og i 1958 gav hun op. Hun flyttede til Støvring og døde i 1962, midt i arbejdet med at skrive sine erindringer. Elevforeningen udgav manuskriptet efter hendes død under titlen Erindring og vision. Både Jørgine Abildgaard og Krogh blev 1954 udnævnt til riddere af Dannebrogordenen for deres indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Albrektsen

Anna Albrektsen

2023-04-22T22:54:10+02:00

fri anvendelse

Anna Albrektsen og hendes fire søskende voksede op på en mindre gård på Vestsjælland i et fattigt landbomiljø. Børnene kom i friskole i det nærliggende Lille Egede og senere på højskole; broderen Albrekt A. var siden selv forstander for Hjørlunde Højskole i en årrække. Anna Albrektsen var på Vallekilde Højskole i 1875, og kort efter startede hun sin egen friskole på Ulkestrup Mark ved Mørkøv. I løbet af 1880’erne engagerede hun sig mere og mere i samfundsspørgsmål og skrev bl.a. en lang række artikler til Holbæk Amts Dagblad, ligesom hun holdt historisk-politiske foredrag i egnens foredragsforening. Omkring 1880 gjaldt hendes engagement et børnehjem. Gennem en søster, der arbejdede på Kindstrup Børnehjem ved Middelfart, var hun blevet opmærksom på, at forstanderen mishandlede børnene. Hun opsøgte derfor vidner og skrev om forholdene på hjemmet til Københavns kommune, der benyttede hjemmet. Forstanderen anklagede hende for injurier og krævede en erstatning på 500 kr. samt betaling af sagsomkostninger, men forgæves; efter tre og et halvt år forelå der en dom med frifindelse af Anna Albrektsen. Myndighederne vidste, at hun havde rørt ved et ømtåleligt problem. Området var kun ufuldstændigt reguleret, men i 1888 kom der endelig en lov om tilsyn med plejebørn. Også andre sager optog Anna Albrektsen, fx advarede hun i 1885 befolkningen mod at søge en omrejsende missionær, der hævdede at kunne helbrede gennem mirakler. Mest kendt blev hun imidlertid for sit sammenstød med regeringen. I provisorieårene, da konseilspræsident J.B.S. Estrup tilsidesatte Grundloven og regerede landet via foreløbige love, kom det i 1883 i Jyderup til håndgemæng mellem Venstremænd på den ene side og Højretilhængere og politi på den anden. Ved højesteretsdommen, der afsluttede sagen, blev 15 mænd, fortrinsvis husmænd og tjenestekarle, idømt fængselsstraffe samt betaling af sagsomkostninger. Dette provokerede Anna Albrektsen til at skrive en artikel, der blev bragt i Holbæk Amts Dagblad i 1886. Under overskriften “Jyderupsagen” beklagede hun, at det kun var “de smaa”, der blev dømt, mens “de store” gik fri, og hun kritiserede i skarpe vendinger Estrups regimente. Få dage efter offentliggørelsen modtog hun en stævning. I retten blev hun anklaget for at have fornærmet ministeriet og ophidset én klasse mod en anden, og hun fik desuden en påtale for sin manglende kvindelige tilbageholdenhed og beskedenhed. Sagen blev behandlet på to retsmøder, hvor Anna Albrektsen selv førte sin sag og med stor indsigt afviste rettens påstande. Aviser ud over hele landet refererede fra retsmøderne, støtte til den anklagede var der derimod ikke meget af. Hun blev idømt to måneders fængsel. Forud for afsoningen skrev hun heftet En Proces, 1886, der især omhandler børnehjemssagen, men også rummer en appel til Estrupregeringen om at indføre nævningeretten for derigennem at opnå mere retfærdige domme. De anstrengende begivenheder og fængselsopholdet gav Anna Albrektsen et knæk, som hun aldrig forvandt. Tre år efter fængselstiden var hun så nervesvækket, at hun blev indlagt på sindssygehospitalet i Holbæk. Hun slap aldrig ud igen. Eftermælet har givet hende en vis oprejsning. Ved hendes død i 1936 bragte Holbæk Amtstidende en stort opsat artikel, hvor hun i overskriften kaldtes “En af Estruptidens Martyrer”. Der stod nu respekt om Anna Albrektsen, der havde forsvaret de små i samfundet og sat herredsfogeden til vægs. En senere tid har gennem hendes efterladte breve og papirer fået adgang til et øjebliksbillede af provisorietiden, skildret af en kvinde, der var stærkt engageret i sit samfund. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Alma_Andersen

Alma Andersen

2023-04-22T22:54:48+02:00

fri anvendelse

Alma Andersen voksede op på Djursland, hvor faderen var lærer. I 1913 tog hun eksamen som husholdningslærerinde fra Ankerhus Husholdningsseminarium i Sorø, og året efter blev hun medforstander på Vivild Højskole på Djursland, hvor hun virkede frem til 1917. 1918-28 var hun lærer og til dels også sekretær ved Grundtvigs Højskole, som dengang lå i Lyngby. Her mødte hun Gyrithe Lemche, der i 1920’erne var formand for Dansk Kvindesamfunds (DK) Lyngbykreds. Venskabet med hende styrkede den interesse, Alma Andersen havde for kvindernes uddannelse og ligestilling i samfundet, et engagement, der prægede hende resten af livet. 1928-38 var Alma Andersen lærer ved Købmandsskolens Kvindeafdeling. Samtidig blev hun lærer ved Husassistenternes Fagskole i sundhedslære og regning. Fagskolen, der var grundlagt 1906 af Københavns Tjenestepigeforening, senere Husassistenternes Forbund (HF), med Marie Christensen i spidsen, var i 1926 blevet en selvejende institution, der det følgende år flyttede til et nyopført moderne hus i Fensmarksgade, tegnet af arkitekten Ingrid Møller Dyggve. I 1938 afløste Alma Andersen, der havde deltaget levende og dygtigt i fagskolens liv, Andrea Jørgensen som forstander, en stilling, hun bestred frem til 1958. Med hendes tiltrædelse løsnedes tilknytningen til HF. Forbundet bevarede dog tre pladser i skolens bestyrelse, mens DK, Handelsministeriet og Københavns kommune hver havde en enkelt repræsentant. Selvom Alma Andersen ikke havde rødder i fagbevægelsen og Socialdemokratiet, blev hun godt modtaget som forstander. Hun udvidede sit timetal på skolen og underviste i budgetlægning, husholdningsregnskab, kostberegning og sundhedslære og deltog desuden flittigt i den almendannende del af skolens liv. Hun havde ikke kun sin faglige ballast, men også sine erfaringer fra højskolearbejdet at trække på, og som forstander forstod hun at kombinere elementer fra både høj- og fagskolemiljøet på heldig vis, ligesom hun havde talent for at knytte medarbejdere og elever personligt til sig. DK havde fra skolens start bakket op om idéen om en faglig uddannelse i husholdning, og det var denne linie, Alma Andersen fortsatte. Som repræsentant for fagskolen blev hun medlem af Statsministeriets Husholdningskommission af 1938. Kommissionen skulle fremsætte en samlet plan for kvinders uddannelse i husholdning, bl.a. overveje en fælles organisering af husmødrenes og husassistenternes udannelse. Alma Andersen så fagskolen som et led i en sådan større plan og arbejdede for, at skolens undervisning indholdsmæssigt svarede til den, der blev givet på andre husholdningsskoler. Fagskolen hævdede dog fortsat et vist særpræg ved at råde over særlige faciliteter, hvor eleverne fik øvelse i det praktiske arbejde, bl.a. en spisesal og et vaskeri. Hjemmets økonomi, budgetlægning og regnskab var Alma Andersens speciale. Sammen med Ellen la Cour Overgaard udgav hun Hjemmenes Økonomi, 1937, og stod desuden for nogle selvstændige publikationer, bl.a. Regnskabsbog for Husmoderen, der blev udgivet samme år. Også i sin faglige linie lagde hun vægt på den økonomiske side af husførelsen og havde generelt en rationel og videnskabeligt funderet tilgang til husholdningslæren. Målsætningen var, at husmødre og husassistenter ikke blot skulle lære at udføre deres arbejde på fyldestgørende vis, men også tilegne sig en sådan færdighed og effektivitet, at de ville få “Frihed til at pleje andre Interesser” og ikke blev “Slaver af trivielt Arbejde”, som hun formulerede det. Alma Andersen var 1938-49 medlem af DKs styrelse og udnyttede sine regnskabsmæssige kvalifikationer som en pligtopfyldende og troværdig kasserer. Hun var desuden medlem af udvalget for den videnskabelige husholdningsuddannelse og var med til at samle penge ind til det Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet, der blev oprettet i 1945. I 1953 indtrådte hun i repræsentantskabet samme sted. Alma Andersen mente, at tyngdepunktet i DKs arbejde med husmødrenes supplerende undervisning måtte lægges på det teoretiske plan, så ernærings- og hygiejnevidenskabens nye resultater kunne udnyttes. Hun var med til at udarbejde studiekredsmateriale om disse emner, ligesom hun var en søgt og flittig foredragsholder. Hun var desuden formand for DKs hygiejneudvalg og en af initiativtagerne til Danske Kvinders Hygiejneudvalg, 1937, der talte repræsentanter fra en lang række organisationer. Børneforsorg var et andet af hendes interesseområder. Med henvisning til den oprindelige fundats havde DK og en række andre kvindeorganisationer i årevis kæmpet for at få en kvindelig forstander for pigehjemmet Kong Frederik den Syvendes Stiftelse i Jægerspris eller i det mindste et kvindeligt bestyrelsesmedlem. I 1939 gav forhandlingerne omsider resultat, og Alma Andersen indtrådte samme år som den første kvinde i bestyrelsen, først som suppleant og fra 1957 som fast medlem. Året efter tog hun initiativ til oprettelse af Børneforsorgsseminariet i Jægerspris. Af hendes øvrige tillidshverv kan nævnes hendes deltagelse i repræsentantskabet for Kvindernes Bygning fra 1938 og bestyrelsesposten i Danske Kvinders Nationalråd 1946-48. Hun var tillige kirkeligt engageret og var 1949-57 medlem af Simeons sogns menighedsråd. I 1954 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingefred_Juul_Andersen

Ingefred Juul Andersen

2023-04-22T23:09:25+02:00

fri anvendelse

Ingefred Juul Andersen voksede op på Mosegården, en slægtsgård gennem fire generationer på Nordvestfyn. Såvel slægtens kvinder som mænd var aktive Venstrefolk og havde tæt tilknytning til den grundtvigske højskoleverden, således blev broderen Sigurd J.A. en fremtrædende højskolelærer. Efter skolen kom Ingefred Juul Andersen på Nørre Åby Efterskole og var derefter selv flere gange på højskole, bl.a på Askov 1918-19. Højskoleopholdene og forældrenes forbillede fik hende til at søge en livsgerning med et åndeligt indhold, men først efter nogle år, hvor hun var kokkepige hjemme, begyndte hun den husholdningsfaglige uddannelse, som siden førte hende ind i et bredt arbejde for husholdningssagen. Hun blev skolekøkkenlærerinde 1922 og uddannede sig 1922-24 til husholdningslærerinde på Ankerhus Husholdningsseminarium hos Magdalene Lauridsen, som Ingefred Juul Andersens moder allerede havde et personligt forhold til. 1924-27 fortsatte hun som lærer på Ankerhus, samtidig med at hun var ansat som konsulent for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger. Hun opholdt sig på Ankerhus i de år, da der kom fart i uddannelsen og organiseringen af landhusmødrene, og hun fastholdt kontakten med skolen resten af sit liv. Således var hun formand for foreningen Ankerhus og medlem af den selvejende institutions bestyrelse 1955-71. Husholdning og landbrug hang tæt sammen i Ingefred Juul Andersens liv. Et par år efter moderens død i 1925 tog hun tilbage til Mosegården, som hun ved faderens død en halv snes år senere købte. Hun kunne ikke bære, at slægtsgården skulle sælges og drev selv de 65 tdr. land videre ved hjælp af bestyrer, fodermester, karl og husbestyrerinde. Hendes forankring i det fynske tilskyndede hende til et stort lokalt og regionalt engagement, som i vidt omfang lå i forlængelse af forældrenes. Således blev hun i 1927 formand for Dansk Kvindesamfunds kreds i Balslev-Ejby, som moderen havde stiftet, og hun videreførte familiens socialpolitiske arbejde bl.a. som formand for Nørre Åby Børnehjem. Men Ingefred Juul Andersen lagde først og fremmest sine kræfter i husholdningssagen som formand for Vends Herreds Husholdningsforening og næstformand i De Samvirkende Danske Landboforeningers Husholdningsudvalg på Fyn. Det var især oplysningsarbejdet, der interesserede hende, og hun holdt en række radioforedrag 1940-44. Også politisk blev hun aktiv, inspireret af Bodil Kochs Folkevirke, der under og efter krigen arbejdede for kvinders øgede politiske deltagelse. Ingefred Juul Andersen blev medredaktør af foreningens blad I Dag, senere Folkevirke, og prøvede inden for sit parti Venstre at få kvinderne til at forstå nødvendigheden af et politisk engagement. 1946-50 var hun medlem af Balslev-Ejby sogneråd, og i 1947 valgtes hun til Landstinget, hvor hun sad til dets opløsning ved grundlovsændringen i 1953. På Christiansborg lå hendes virke også inden for undervisnings- og husholdningsområdet, og hun blev i kraft af sin store viden og grundige forberedelse en respekteret politiker. For at få bedre tid til arbejdet i Landstinget forpagtede hun gården ud og drev selv kun en frugtplantage. I 1930 var Ingefred Juul Andersen en af initiativtagerne til Foreningen af danske Husholdningslærerinder, som hun var en energisk formand for 1933-52, kun afbrudt af en sygdomsperiode 1935-37. Det førte en række andre tillidsposter med sig både i det nordiske husholdningsarbejde, hvor hun gjorde en stor indsats som formand for den danske afdeling af Nordisk Samarbejdskomité for Husholdningsundervisning, og i statslige udvalg og kommissioner, fx Husholdningskommissionen af 1938 og udvalget, der forberedte oprettelsen af Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet fra 1934. I 1948 blev hun tillige medlem af Statens Husholdningsråd (SHR), og da Karen Braae trak sig tilbage som formand i 1952, var Ingefred Juul Andersen med sin husholdningsfaglige og politiske baggrund en oplagt formandskandidat. Hendes formandsperiode 1952-60 blev vanskelig, fordi rådets oprindelige struktur som politisk paraplyorganisation passede stadig dårligere til en voksende statsinstitution. Hun styrkede det udadvendte informationsarbejde rettet mod den brede befolkning ved kvartalsvise orienteringsmøder og oprustning af tidsskriftet Faglige meddelelser. Med Marshallhjælpen blev der råd til nybyggeri og store ernæringskampagner midt i 1950’erne. Ingefred Juul Andersens samarbejdsvilje over for handel og industri skabte desuden goodwill fra erhvervslivet. I 1956 flyttede SHR til nye lokaler på Amagerfælledvej med plads til flere aktiviteter. Forventningerne var store, men i årene 1954-59 var der også skarp kritik af SHR i dagspressen. Især Husmoderens 2 minutter, et radioprogram, som hele rådets arbejde ofte blev identificeret med, blev latterliggjort. SHR blev kastebold for politiske interesser, og også Ingefred Juul Andersens eget parti kritiserede rådet. Der blev nedsat en kommission, der skulle stille forslag om ændring af loven om SHR. Ingefred Juul Andersen var medlem af kommissionen, men da rådet i 1960 blev omorganiseret, blev hun erstattet som formand af Karen Harrekilde Petersen. Disse år i politisk stormvejr klarede Ingefred Juul Andersen med rolig værdighed. Hun fortsatte i SHR frem til sin død i 1971 dels som repræsentant for de husholdningspædagogiske foreninger, dels som formand for vaskeri- og renseriankenævnene, oprettet 1952 og 1953 som et nyt forsøg på at løse tvister mellem markedets parter. Ingefred Juul Andersen videreførte loyalt og effektivt den arv, hun havde fra sine samfundsengagerede forældre. Hun havde en stor arbejdsevne, faglig dygtighed og evne til at følge med og finde nye veje. Med sin hjælpsomhed, munterhed og idealistiske indstilling fik hun mange venner. I 1955 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Ankersted

Karen Ankersted

2023-04-22T23:09:49+02:00

fri anvendelse

Karen Ankersted var gårdmandsdatter, men voksede, fra hun var et halvt år, op hos en plejemoder i København, Hanne Kopp. Plejemoderen var lærerinde, og Karen Ankersted skulle selv komme til at følge samme bane. I sommeren 1877 var hun elev på Testrup Højskole, derefter uddannede hun sig til privatlærerinde på N. Zahles Skole og tog efterfølgende lærerindeeksamen i 1881. 1883-88 var hun lærerinde ved Borgerdydskolen på Christianshavn, og med tiden fik hun fast ansættelse ved Københavns kommunale skolevæsen. Fra 1883 var hun ansat ved Gasværksvejens Skole, senere Haderslevgades Skole, indtil hun i 1916 på grund af sygdom begyndte at nedtrappe sin undervisning. Karen Ankersted var engageret i sin faggruppes arbejdsforhold. Fra starten i 1891 var hun medlem af Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), hvor faglige spørgsmål, arbejdsvilkår og lærerinders løn i forhold til læreres var på dagsordenen. I nogle måneder 1905-06 og igen 1910-12 var hun formand for foreningen. Karen Ankersted var delegeret og suppleant i Danske Kvinders Nationalråd. Hun var forkæmper for kvinders rettigheder, men ingen radikal kvindesagskvinde. Som mange kolleger i KKL var hun aktiv i socialt og filantropisk arbejde for skolebørn. Hun var formand for Fælleskomitéen for Feriebørns Landophold, bestyrelsesmedlem i Feriesanatoriet for svagelige Kommuneskolebørn og i Dansk Børnetandpleje. Fra 1917 var hun desuden medlem af bestyrelsen for Københavnske Kvinders Kaffevogne, der gjorde en omfattende indsats for at få arbejdere til at drikke kaffe i stedet for alkohol. Hun var med i bestyrelsen for Foreningen til Gadefærdselens Betryggelse, ligesom hun arbejdede for kontrol med biografernes repertoire. Endelig var hun fra 1916 medlem af menighedsrådet for Solbjerg Kirke. Karen Ankersted var tidligt med i konservativt arbejde. I 1909, da kvinder for første gang deltog i kommunalvalg, blev hun medlem af Frbg. kommunalbestyrelse for Højre sammen med Ellen Branth. Karen Ankersted blev genvalgt, indtil hun udtrådte i 1919 efter at være blevet rigsdagsmedlem. I de første år var det særligt skolespørgsmål og sociale foranstaltninger for udsatte grupper, der optog hende. I 1910 indførtes kommunal skoletandpleje på Frbg. som det første sted i landet og i tæt samarbejde med Dansk Børnetandpleje. Også kirtelsyge børns ferieophold støttede hun, ligesom hun sad i udvalg om legater og alderdomsunderstøttelse. Sit kendskab til skoleforhold brugte hun i Københavns Amts Skoleråd 1912-18. Efter kommunalvalget i 1917 kom hun desuden i budget-, social,- og fattigudvalget. 1909-17 var hun medlem af fattigkommissionen. Efterhånden fik hun gennem dygtigt og samvittighedsfuldt arbejde en bedre stemmemæssig placering og mere betydningsfulde udvalgsposter. Inden for sit parti deltog Karen Ankersted som pligttro bestyrelsesmedlem i Højres Arbejder- og Vælgerforening, fra 1915, da partiet skiftede navn og program, i Københavns amts Konservative Vælgerforening. I 1918, da kvinder også havde fået stemmeret ved rigsdagsvalg, kom hun i Folketinget, valgt i Århus amt, mens de tre andre nyslåede kvindelige folketingsmedlemmer opnåede valg i København Sammen med den meget yngre Mathilde Malling Hauschultz udgjorde hun kvinderepræsentationen i Det Konservative Folkeparti. Ved valget i april 1920 blev hun ikke genvalgt til Folketinget, men blev i august samme år valgt til Landstinget, hvor hun sad til sin død året efter. Hendes karriere i landspolitik blev derfor kort, og sygdom i de sidste år bidrog til, at hun ikke kom til at spille nogen fremtrædende rolle. I Landstinget stod det sociale område og uddannelsesspørgsmål også centralt i hendes virksomhed. Hun var partiets ordfører i behandlingen af lovforslag om tilsyn med børn og værgerådsforsorg og desuden ordfører i sagen om kvinders adgang til tjenestemandsstillinger, ligesom hun talte for samme pension til kvinder og mænd. Karen Ankersted var dybt konservativt tænkende, fædrelandssindet og altid tro mod sin overbevisning. Hendes taler havde noget friskt over sig, selvom hun var en jævn og stilfærdig natur. Som lærerinde i en af de første generationer af uddannede kvinder ydede hun en pædagogisk og socialfilantropisk indsats, og hun greb muligheden for politisk aktivitet, så snart den bød sig. Ved alvorligt og samvittighedsfuldt arbejde udfyldte hun sin plads uden dog at efterlade sig markante spor. Hun tilhørte en generation af borgerlige kvinder, der så det som deres opgave at indføre et moralsk opdragende og filantropisk aspekt i politik. Karen Ankersted støttede sig ikke til kvindebevægelsen, i stedet var det lærerindens faglige og sociale holdninger, hun bragte med sig i de første år, kvinder deltog i politik. Ellen Strange Petersen (red.): Kvinderne og valgretten, 1965. Alfred Bindslev: Konservatismens Historie i Danmark fra 1848 til 1936, 1936-37. Tidens Kvinder 46/1921. Nationaltidende 7. november 1921. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Appel

Ingeborg Appel

2023-04-22T23:09:52+02:00

fri anvendelse

Da ægteskabsritualet af 1897 i 1912 skulle revideres, foreslog Ingeborg Appel den biskop, der stod for arbejdet, at skriftstedet “bærer hverandres Byrder” fremover kom med i præstens tale til parret. Hendes ønske, som blev efterkommet, hang sammen med hendes erfaringer fra både forældrenes og eget ægteskab, hvor ægtefællernes jævnbyrdige samarbejde var et bærende element. Samarbejdet med Jacob A. om ledelsen af Askov Højskole fra 1906 til 1928 blev Ingeborg Appels hovedindsats. Men dertil fornyede hun selvstændigt undervisningen på flere felter. Allerede som barn var Ingeborg Appel sammen med sine søskende blevet draget ind i højskolens praktiske arbejde. Og hun var tidligt indstillet på, at hun ville være højskolelærer. Sommeren 1885 var hun elev på Vallekilde Højskole, hvor hun mødte den svenske gymnastik, som her blev introduceret for kvinder af Sally Högström. Ingeborg Appel blev optaget af dens frigørende elementer, og trods sine kun 17 år begyndte hun allerede den følgende vinter at undervise i gymnastik på Askov. I årene 1887-89 uddannede hun sig som en af de første danske kvinder på Gymnastiska Centralinstitutet i Stockholm. Tilbage i Askov blev hun fast ansat som leder af højskolens kvindegymnastik. Forskellige gymnastiksystemer for piger og kvinder var fra slutningen af 1850’erne blevet introduceret i private skoler og institutter. Det blev imidlertid højskolernes og i særdeleshed Ingeborg Appels fortjeneste, at den svenske gymnastik blev udbredt til kvinder på landet. Stadig flere landbopiger, der tidligt var mærket af hårdt fysisk arbejde, fik glæde af gymnastikken enten som højskoleelever, eller ved at Ingeborg Appel uddannede gymnastikledere til det folkelige foreningsarbejde ude i sognene. Også på andre felter udførte hun et pionerarbejde, idet hun tog sundhedslære, herunder seksuallære op. Hun gav desuden forberedende undervisning til kommende sygeplejersker på et tidspunkt, hvor sygeplejehøjskolerne endnu ikke var oprettet. I 1906 overtog Ingeborg Appel og hendes mand ledelsen af Askov Højskole efter hendes forældre. Begge ville have foretrukket at forblive lærere, men følte, at de var forpligtet til at videreføre arbejdet. Selvom de ikke gik til det med samme begejstring som første generations højskolefolk, påtog de sig det alligevel ikke blot som en opgave, men også som en gave og lagde alle deres evner og hele deres sjæl i det. Ved siden af undervisningen og de efterhånden fem børn blev Ingeborg Appel højskolens myndige husmoder og organisator af gæstebesøg, store møder osv. Dertil overvågede hun skolens daglige gang, sørgede for, at hendes mand ikke blev bebyrdet med sager, hun kunne klare, tog sig af de unge ugifte lærere, som ifølge stedets skik hørte til forstanderhjemmet, og af den efterhånden store, praktisk arbejdende medarbejderstab. Hver aften gik hun en runde til syge elever. I Jacob A.s to ministerperioder 1910-13 og 1920-24 fungerede Ingeborg Appel som forstander. Så stor var hendes arbejdsevne, at hun uden at indskrænke sin undervisning eller sin ledelse af den store husholdning kunne påtage sig forstanderskabet. Hun fik i disse perioder et tættere forhold til eleverne og til de lærere, hun søgte råd hos. Det viste sig, at Ingeborg Appel havde fremragende administrative evner, og at hun kunne holde inspirerende taler. I disse perioder stod ægtefællerne i daglig brevveksling med hinanden for fortsat at dele dagens hændelser og rådføre sig med hinanden om de nødvendige beslutninger på hver sin post. Ingeborg Appel var et udpræget etisk og religiøst menneske med en stærk og sammensat personlighed. Der var over hendes liv en stor selvfølgelighed. Hun vidste, fra hun var barn, hvilken vej hun skulle gå. Som ung kunne hun være ængstelig for, om hun kunne klare opgaven. Trods en del udlandsrejser var Askov, dvs. hjemmet, højskolen og sognet, hendes verden. Hendes kærlighed til stedet var så stærk, at hun sjældent i det daglige så længere ud. Denne afgrænsning gav hende sammen med selvfølgeligheden efterhånden en stor styrke og en udstråling af tryghed, som mange søgte ind under. Men den betød også, at hun manglede sans for, at andre mennesker måske ikke så let kunne finde deres vej i en stadig mere kompleks verden. Hun stillede hele livet store krav til sig selv og til andre. Mennesker, der ikke kom hende nær, følte mest kravene og så kun alvoren hos hende. De savnede ofte nogle nuancer i hendes menneskelige indsigt. Men eleverne på hendes undervisningshold, de elever og husfolk, der boede hos forstanderparret, kendte Ingeborg Appels andre sider, hendes evne til at lytte, hendes hjælpsomhed og hendes talent for at skabe liv og fest omkring sig. Og familien og sognets ensomme kendte til hendes omsorg og kærlighed. Ingeborg Appels forhold til sin tids kvindebevægelse var præget af både tilslutning og forbehold. Hun fremhævede ofte Dansk Kvindesamfunds store arbejde og betydning for kvinderne, men hun ønskede ikke at være medlem. Dels ville det give hende yderligere arbejde, dels var hun ikke enig i alle foreningens standpunkter. Som ung mente hun nok, at kvinderne skulle stile mod kommunal valgret, men at de endnu var for uoplyste til at få stemmeret til Rigsdagen. Hun fastholdt ligeledes livet igennem, at den traditionelle arbejdsdeling mellem kønnene i det store og hele var den rette, og hun gav sin mand medhold i, at han var den, der forsørgede familien. Hendes løn blev sat i banken hver måned, uanset de som unge lærere kunne have svært ved at få det til at løbe rundt. Disse penge blev siden brugt til børnenes uddannelse. Samtidig var hun meget optaget af, at kvinder skulle have lige rettigheder og lige muligheder for at bruge deres evner. Hendes råd til de kvindelige elever blev præget af kompromis. Hun opfordrede dem til uddanne sig og tage arbejde uden for hjemmet, men helst i nærheden af dette og gerne i forlængelse af deres arbejde som mødre og husmødre. Trods sine forbehold blev Ingeborg Appel banebrydende med hensyn til nye udfoldelsesmuligheder for gifte kvinder, først og fremmest dog ved sit eget eksempel. Ingeborg Appel tog sig derimod tid til bestyrelsesarbejde i en del humanitære foreninger, således i sognets sygeplejeforening og i amtets plejehjemsforening samt i Sønderjydsk Skoleforening. Fra 1932 til 1941 var hun medlem af højskolens bestyrelse, og i 30 år medlem af valgmenighedens bestyrelse. Hun blev hædret med forskellige medaljer, således Fortjenstmedaljen i guld i 1939. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Arnesen

Marie Arnesen

2023-04-22T23:09:56+02:00

fri anvendelse

Marie Arnesens fader, den lærde islandske filolog Paul A., opdrog sine børn uanset køn til at efterleve en streng arbejdsmoral, som indebar boglig skoling i barndommen og selvstændig livsvirksomhed siden hen. Ligesom søsteren Benedicte Arnesen Kall blev Marie Arnesen huslærerinde. Medens Marie Arnesen var ansat på en sjællandsk herregård, blandede hun sig i 1845 i en politisk strid om forholdet mellem dansk og tysk i Slesvig-Holsten. Stridens hovedperson var den tyske digter og historiker E.M. Arndt, som i Augsburger Allgemeine Zeitung havde offentliggjort et brev fra en slesvig-holstener, der opfordrede Tyskland til at tage herredømmet over Slesvig-Holsten og i øvrigt omtalte danskerne ringeagtende. Arndt havde for egen regning tilføjet, at tyskerne let kunne fordrive det danske mindretal fra Slesvig. Marie Arnesen kritiserede i et privat brev til Arndt, at han udtalte sig om danskerne og den danske sag i hertugdømmerne uden at kende til forholdene og i fornærmende vendinger, og hun opfordrede ham til at offentliggøre hendes brev. Da han ikke efterkom opfordringen, indsendte hun det selv til Fædrelandet, hvor det blev trykt under navnet Valgerda, som Marie Arnesen kendte fra de islandske sagaer, og som også hendes faster bar. At en ung pige ytrede sig offentligt i en kontroversiel politisk strid, vakte stærkt delte meninger. På det tredje store nationale møde på Skamlingsbanken ved Kolding fremhævede politikeren Laurids Skau indlægget i sin tale som et vigtigt tegn på, at danske kvinder kunne gå med i kampen for modersmålet og fædrelandet. Omvendt latterliggjorde et indlæg i Berlingske Tidende den tanke, at unge piger skulle kunne udtale sig om offentlige forhold og kaldte det et skridt på vejen til kvindeemancipation. J.L. Heiberg bidrog til pseudonymets berømmelse ved at skrive komedien Valgerda, 1847, hvor han digtede videre på brevepisoden: En ung mand er blevet betaget af den ukendte kvinde bag Valgerdas brev og tror at have fundet hende i en intellektuelt politiserende og praktisk orienteret ung pige på en herregård, som han derfor overilet vil fri til. Han bliver dog i tide klar over, at han foretrækker hendes stilfærdige, men mere dybtfølende kusine. Heiberg sympatiserede med den fædrelandssindede og frimodige Valgerda og ønskede at vise, at kvindelig selvstændighed ikke behøvede at være i modstrid med kvindelighedens sædvanlige væsen. Han havde dermed gjort kvindeemancipation til hovedtemaet i Valgerda, og det foranledigede senere Mathilde Fibiger til at bede ham udgive Clara Raphael, 1851, som for alvor satte kvindeemancipationen på dagsordenen. Marie Arnesen levede i øvrigt tilbagetrukket; hun var ugift og beskæftigede sig med socialt arbejde som ulønnet underviser i asylskolerne. Hun skrev yderligere nogle få avisindlæg om nationale og kvindesaglige spørgsmål. I 1864 offentliggjorde hun et indlæg i Fædrelandet imod Danmarks nærmere tilknytning til Tyskland, i 1880 skrev hun samme sted imod hustruvold, ligesom hun bidrog til den diskussion om vielsesritualet, som en anden tidlig kvindesagsforkæmper Pauline Worm havde været med til at rejse; Marie Arnesens indlæg udkom som flyveskrift med titlen Svar paa Spørgsmaal, fremsatte i Roskilde Konvent i Anledning af Vielses-Ritualet, 1880. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mary_Atlung

Mary Atlung

2023-04-22T23:09:59+02:00

fri anvendelse

Mary Atlung levede hele sit liv i den veluddannede middelklasse og var ærkekøbenhavner. Hun tog specialkursus i husholdning, regnskabsføring og budgetlægning og fattede tidligt interesse for at udnytte teknik og system i husarbejdet. Hun deltog i forelæsninger på Polyteknisk Læreanstalt for at uddanne sig inden for elektronik. Desuden foretog hun studierejser til Norge og Tyskland, hvor hun sammenlignede husholdningernes elektricitetsanvendelse. Gennem foredrag, demonstrationer og artikler argumenterede hun for, at elektricitet gjorde husarbejdet hurtigere og mere hygiejnisk. Når husmoderen kunne beherske husarbejdet i stedet for, at det beherskede hende, kunne hun få overskud til andre interesser og udnytte sine rettigheder som samfundsborger. Mary Atlung blev teknisk konsulent for Københavns Husmoderforening (KH) og fra 1926 ansat af De Danske Husmoderforeninger (DDH) i samarbejde med elværkerne som konsulent i husholdningselektricitet, belysning i hjemmet og regnskabsføring. Hun arrangerede elektricitetsudstillinger over hele landet og blev kendt som “den elektriske Husmoder”. Hun underviste også kommende elektroingeniører på Polyteknisk Læreanstalt. I 1924 var Mary Atlung blevet medlem af bestyrelsen for KH, og hun var sammen med formanden Karen Braae fortaler for foreningens udmeldelse af DDH i 1929. Mary Atlung mente, at KH som den største og mest markante kreds i DDH fik for lidt indflydelse og betalte for højt et kontingent. Forskellene mellem storby og provins var store, provinsen mere konservativ. Hun betonede, at KHs formål også omfattede personlig udvikling og samfundsmæssigt engagement. Da KH efter udmeldelsen fik sit eget blad, var hun først i redaktionsgruppen og senere redaktør for Vi Husmødre, som hun gjorde perspektivrigt og debatskabende. 1938 overtog hun formandsposten, som hun bestred i over 20 år til 1958. Det var en sejr for Mary Atlung, at en kreds af damer i hendes lokalområde Lyngby-Tårbæk på et møde i 1939, hvor hun holdt foredrag og demonstration, anmodede om optagelse i KH som lokalkreds. I begyndelsen af 1940’erne opstod der en ny strid med DDH, der beskyldte hende for at optræde som repræsentant for foreningen i sit oplysende arbejde, selvom hun ikke var medlem. I 1940 blev hun medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, og hun sad tillige i sognerådet i Lyngby-Tårbæk 1937-43 for Socialdemokratiet. Mary Atlung repræsenterede en socialliberal, kvindesagsvenlig linie inden for husmoderforeningerne. Hun delte tidens tekniske fremskridtsoptimisme og overførte den til en mobilisering af husmødres krav om lettelse af husarbejdet og om statslig kontrol af varer, priser og husholdningsredskaber. Foruden Elektrisk Mad, 1930, udgav hun flere mindre kogebøger og pjecer, og hun var redaktør af jubilæumsskriftet Københavns Husmoderforening 1917-42. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hedevig_Bagger

Hedevig Bagger

2023-04-22T22:47:35+02:00

fri anvendelse

Hedevig Bagger voksede op på Christianshavn. Hendes fader døde, da hun var fire år gammel, og en søster blev på grund af moderens trange kår anbragt i farbroderens hjem i Sorø. Hedevig Bagger fik sin skolegang på Døtreskolen til Frederik d. 6.s Minde. Efter at have arbejdet nogle år som privatlærerinde, bl.a. hos en jysk præstefamilie, fik hun lyst til at studere videre. 1873 tog hun lærerindeeksamen ved Femmers Kvindeseminarium. De følgende tre år studerede hun fransk, dels privat, dels ved Københavns Universitet, hvor hun blev en af de første kvindelige studerende. 1876 tog hun institutbestyrerprøven med fransk som hovedfag og sigtede mod at blive leder af en højere pigeskole. I 1878 fik hun imidlertid et stipendium til en studierejse til Frankrig og mødte her sin kommende ægtefælle, skolelederen So- phus B. I 1870’erne begyndte børnehaveidéen at vokse frem i Danmark: Den første børnehave blev oprettet af Erna Juel-Hansen i 1871, og i slutningen af 1870’erne påbegyndte Dorothea Stahlschmidt en omfattende børnehave- og uddannelsesvirksomhed i Store Kongensgade 31. Sammen med Juel-Hansen og Stahlschmidt blev Hedevig Bagger pioner for den danske børnehaves første bølge, da hun i 1880 oprettede en børnehave i tilknytning til sin mands privatskole på Frbg. Hedevig Baggers interesse for den tyske pædagog F. Fröbel og for småbørnsundervisning blev støttet af ægtefællen, som med iver havde studeret forskellige pædagogiske retninger. Sophus B. måtte imidlertid opgive sin skole og fik ansættelse i det kommunale skolevæsen, mens Hedevig Bagger fortsatte børnehaven sammen med en mindre pigeskole, hun havde overtaget. Fra 1885 begyndte hun at tilbyde uddannelseskurser af kortere eller længere varighed afsluttende med en prøve. De første syv år blev der uddannet 27 børnehavelærerinder, og indtil uddannelsen blev gjort toårig i 1915 uddannede hun fire-fem børnehavelærerinder om året. Hedevig Baggers uddannelsesinstitution fik 1904 navnet Frøbelseminariet, og fra 1906 modtog seminariet statstilskud. Børnehave og seminarium flyttede i 1892 til Vodroffsvej og i 1908 til Åboulevarden, hvor der blev plads til både seminarium, øvelsesbørnehave og børnehave. Hedevig Baggers børnehave flyttede siden til Frederiksborgvej og Frøbelseminariet på Frbg., og de er de eneste af den første bølges institutioner, der har overlevet. Hedevig Bagger havde stiftet bekendtskab med børnehavesagen og Fröbels tanker om børneopdragelse og folkebørnehaven på studierejser til Tyskland. Idéen med folkebørnehaven var at hæve de lavere klasser gennem et undervisnings- og opdragelsestilbud. I Tyskland blev der dannet foreninger for folkeopdragelse, der stod bag oprettelsen af børnehaver i byerne. Børnehaverne, der skulle være et bedre tilbud end de tidligere børneasyler, fokuserede ud over opsyn på det pædagogiske arbejde med småbørn. Sammen med ægtefællen søgte Hedevig Bagger at omplante de Fröbelske tanker til dansk grund og udfoldede i den forbindelse en betydelig agitationsvirksomhed. I 1899 stiftede ægteparret Dansk Frøbelforening (DF) og to år senere Folkebørnehaveforeningen af 1901 (FBF). Foreningerne udgav bladet Dansk Frøbeltidende, der først var et tillæg til Damernes Blad, men 1901-19 et selvstændigt tidsskrift under Hedevig Baggers redaktion. Bladet, der gav et bredt indblik i foredrags- og foreningsvirksomheden og i børnehavesagen i ind- og udland, bidrog sammen med ægteparrets øvrige udadvendte virksomhed til, at børnehaveinstitutionen blev placeret i det pædagogiske landskab.Tidsskriftet fortsatte i 1919 under navnet Vore Børn med Sophus B. som redaktør. Af DFs program fremgår det, i hvor høj grad Hedevig Bagger fandt, at FBFs primære opgave var at påvirke asylerne til at indføre og praktisere Fröbelpædagogikken. Foruden alment at udbyde en småbørnslærerindeuddannelse afholdt Frøbelseminariet helt op i 1930’erne også seksugers kurser for asylmedarbejdere, hvormed de ville bidrage til asylernes gradvise omdannelse til folkebørnehaver. FBF, der var organiseret i lokalafdelinger, stod i de følgende år for oprettelse af børnehaver i forskellige kvarterer i København Den første folkebørnehave blev grundlagt i 1901 efter indsamlinger og med arbejderbevægelsens støtte i tilknytning til Folkets Hus på Enghavevej. På grund af stor søgning fik den meget hurtigt en filial i Valdemarsgade. I årene 1901-19 blev der oprettet 14 folkebørnehaver, hvoraf syv måtte lukke igen. Det skyldtes problemer med at skaffe lokaler, men den høje betaling på to kr. om måneden og den korte åbningstid på fire timer gjorde det også svært at tiltrække den befolkningsgruppe, som institutionerne egentlig var tiltænkt. I foreningens regi oprettedes også 1903 en søndagsbørnehave for døvstumme børn og i 1905 en børnehave for russisk-jødiske emigranters børn. De Baggerske folkebørnehaver flyttede efter den faglærte arbejder til Københavns. nye kvarterer, og i slutningen af 1990’erne var ni børnehaver stadig i funktion. Hedevig Bagger adskilte sig væsentligt fra Anna Wulff, der grundlagde det andet børnehaveseminarium i 1906. For Wulff var folkebørnehaven et heldagstilbud, der rettede sig imod de socialt svage grupper i samfundet, og arbejdet blev varetaget af uddannet personale. Hedevig Bagger markerede stærkt, at hun ønskede at opbygge en egen dansk retning af børnehaven, og hendes tanker afveg på væsentlige punkter fra Fröbels. Hans antiautoritære budskab, at barnet var subjekt og en hel person, der med sin indfaldsvinkel til verden også kunne lære den voksne noget, vandt ingen genklang hos Hedevig Bagger. I hendes opfattelse var barnet objekt i forældres og pædagogers opdragelsesarbejde, og hun fortolkede Fröbel som systemernes mand. Selvom hun gav udtryk for, at indlæringen burde foregå under legende former, understregede hun pædagogens kontrollerende funktion i forhold til børnene. Børnehaven kom for Hedevig Bagger nærmest til at blive en forskole, og materialerne, som hun omarbejdede og agiterede stærkt for, brugte hun til en fornyelse af begynderundervisningen. Hedevig Bagger var en viljestærk kvinde, der dog ikke syntes grebet af den tyske Fröbelbevægelses idéer om, at kvindelige værdier kunne blive et fornyende element i opdragelse og undervisning. I 1919 udtalte hun om den korte arbejdstid på fire timer i folkebørnehaven, at den passede for “unge Piger af god Familie, der bor frit hjemme og som gerne vil have saadan en lille daglig Gerning. For dem synes jeg, at Børnehavegerningen er et meget passende Virkefelt”. I 1891 udgav Hedevig Bagger bogen Den Danske Børnehave, og samme år skrev hun indlægget Om Uddannelsen af Smaaskolelærerinder til tidsskriftet Vor Ungdom 4/1891. I 1916 udgav hun biografien Friedrich Frøbel, og i 1920 Smaabørnslærerinden i Hjemmet, Asylet og Folkebørnehaven. Ligesom ægtefællen var hun medlem af repæsentantskabet for Allgemeiner Kindergärtnerinnen-Verein i Eisenach og havde nære kontakter med engelske og amerikanske børnehaveorganisationer og norske småskolekredse. Efter hendes død videreførte Sophus B. seminariet, der blev solgt til Jens Sigsgaard i 1941. Hedevig Bagger modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1924. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Valborg_Battaglia

Valborg Battaglia

2023-04-22T22:47:59+02:00

fri anvendelse

Valborg Battaglia voksede op København i en familie med italienske rødder. Hun tog almindelig forberedelseseksamen og 1908 lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium. Derefter blev hun ansat på skolen, hvor hun underviste både på seminariet og i den højere pigeskole indtil 1913. Samtidig fortsatte hun med at uddanne sig og tog både den praktiske og teoretiske del af faglærereksamen i naturhistorie 1912, ligesom hun rejste til Stockholm for at studere svensk småbørnsundervisning. Da hun kom hjem, søgte hun ind ved Københavns kommunale skolevæsen, hvor hun blev vikar ved Sundholm Skole og i 1919 fastansat. Valborg Battaglia var blevet boende hjemme, og efter faderens død i 1913 flyttede hun og moderen til en mindre lejlighed. Først 1924, da også moderen var død, søgte hun en større virkekreds. Hun havde meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) 1923. I den forbindelse mødte hun skolekøkkeninspektør Sofie Rasmussen, der kraftigt opfordrede hende til at gøre karriere inden for skolevæsenet. I 1928 søgte og fik Valborg Battaglia stillingen som skoleinspektør ved Jagtvejens Skole, trods sin relativt unge alder. Hun var ansat på skolen og boede i inspektørboligen frem til 1936. 1934-36 blev hun medlem af Fælleslærerrådet, der var et tilsynsførende organ under Magistraten. Hun blev også valgt ind i bestyrelsen for Københavns Skoleinspektørforening 1932-36. Begge organer var repræsenteret i forskellige skoleudvalg sammen med skoledirektionens medlemmer. Da viceskoledirektør Nikoline Helms i 1934-35 blev syg, opfordredes Valborg Battaglia til at fungere i hendes sted. Hun accepterede modstræbende, og da Helms i 1936 trak sig tilbage, var Valborg Battaglia den eneste ansøger til stillingen, kraftigt opfordret af skoledirektør Thorkild Jensen på grund af sin “pædagogiske Interesse, grundige Administration, naturlige Myndighed, gode Humør og Evne til at behandle Mennesker”. Valborg Battaglia blev dermed den tredje kvinde, der blev viceskoledirektør, efter at Mathilde Jensen i 1917 som den første var blevet udnævnt. Valborg Battaglia stræbte ikke efter at gøre sit navn kendt, men at udføre det daglige arbejde i overensstemmelse med sine idealer. Besættelsen medførte praktiske problemer på skolerne, hvis bygninger kunne inddrages til andre formål af tyskerne, og det krævede stort diplomati af Valborg Battaglia og skolernes ledelse at tackle denne situation. I 1950 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Hun trak sig tilbage i 1952 på grund af alder og blev efterfulgt af Philippa Hanssen, der havde vikarieret i de sidste år under Valborg Battaglias sygdom. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hedvig_Baumgarten

Hedvig Baumgarten

2023-04-22T22:48:00+02:00

fri anvendelse

Hedvig Baumgarten blev så at sige født til at gøre sig gældende i spørgsmål vedrørende lærerinders uddannelsesforhold og livsvilkår. Hun var ældste barn af Nicolai Femmer, der ledede Danmarks første kvindeseminarium. Hendes moder Elise Femmer fortsatte sit erhvervsarbejde som gift og opnåede efter tidligt at være blevet enke med små børn en slutstilling som viceskoleinspektør i Københavns kommunale skolevæsen. Hedvig Baumgarten gentog sin moders karrieremønster og udvidede det med et stort fagpolitisk engagement, først og fremmest i Københavns Kommunelærerindeforening (KKL). Efter almindelig forberedelseseksamen tog Hedvig Baumgarten i 1895 lærerindeeksamen fra Femmers Kvindeseminarium. Hun blev ansat i Københavns kommune, fra 1918 som viceinspektør ved Sundbyvester Skole, hvorfra hun tog sin afsked i 1943. Ved hendes død skrev hendes mangeårige skoleinspektør i en sjældent personlig nekrolog i Københavns Kommuneskole, at “hendes fremragende Arbejde for Lærerstanden i København havde kostet hende en Karriere, som hun var egnet og forudbestemt til frem for nogen”. For Hedvig Baumgartens fagforeningsarbejde var ikke velset på rådhuset. Her blev hendes navn i listen over ansøgere til et skoleinspektørembede i 1916 af skoledirektøren udstyret med det spørgsmålstegn, der var ensbetydende med manglende indstilling til stillingen. Dette på trods af, at hendes papirer var ledsaget af anbefalinger fra en lang række af den kbh.ske skoleverdens særdeles kompetente personer. Hedvig Baumgarten blev medlem af KKLs bestyrelse i 1916, 25-året for foreningens stiftelse, på et tidspunkt, hvor den var ved at udvikle sig til en egentlig fagforening. 1918 blev hun næstformand, 1920-23 formand. Det var i hendes formandstid, at KKL formelt blev anerkendt som forhandlingspartner på linie med Danmarks Lærerforening (DLF) og Københavns Kommunelærerforening, den lidt yngre sammenslutning af mandlige lærere. Hun sad i ledelsen, mens Lønningskommissionen af 1917 arbejdede, og da ligelønsprincippet for offentligt ansatte blev indført i 1919. Og hun var hovedkraften bag fremskaffelse af materiale fra KKL til Thora Pedersen, der som eneste kvinde og repræsentant for DLF havde sæde i kommissionen. Samarbejdet mellem Dansk Kvindesamfund og KKL havde altid været nært og var i årene 1917-23 et tæt parløb med Anna Westergaard og Hedvig Baumgarten i spidsen, først for lovens vedtagelse, derefter i kampen for princippets fastholdelse, da kravet om forsørgertillæg til mænd underminerede ligelønnen. Hedvig Baumgartens argeste modstander blev Københavns skoleborgmester Ernst Kaper, der aldrig havde lagt skjul på, at han var fjende af ligelønnen. I skrift, både i dagspressen og i fagblade, og i tale argumenterede Hedvig Baumgarten imod ham. Hendes talmateriale vedrørende hovedstadskommunens udgifter til lærerindelønninger virkede så meget mere overbevisende, som borgmesterens udregninger viste sig at være behæftet med grove fejl. I protest mod hans argumentationsform meldte samtlige kommunelærerinder sig i 1922 ud af Pædagogisk Selskab, hvor han var formand. Ved overenskomstforhandlingerne i 1923 lykkedes det Hedvig Baumgarten at holde ham fast på lovens bogstav i de endelige forhandlinger om lærerlønninger. Sejren var hårdt vundet, men beskrivelsen af et offentligt møde om Kvinden og Ligelønnen i marts 1923, hvor Kaper var hovedtaler og endte med at måtte liste ud ad en bagdør, gik pressen rundt. Hedvig Baumgarten havde indkaldt alle sine støtter fra kvindebevægelse og lærerindeforening og sad “i rolig Sejrsglæde og skuede ud over sine Tropper”. Året før dette bråvallaslag led Hedvig Baumgarten sin formandstids største nederlag. Hun havde i forbindelse med lønkampen fået et nært samarbejde med Københavns Kommunelærerforening, og så det som en fordel, om den og KKL blev slået sammen i én stærk fagforening. Forhandlingerne stod på over et par år, og efter lange og grundige overvejelser bakkede en urafstemning i lærerindeforeningen formanden op. Til gengæld faldt forslaget, da det kom til afstemning hos lærerne. Et meget lille flertal ønskede ikke at samarbejde med de kvindelige lærere, de så ligelønsprincippet som en trussel mod deres egne økonomiske vilkår. Hedvig Baumgarten havde været for tidligt ude, først i 1967 fandt sammenslutningen sted. Men som et delresultat af forhandlingerne blev Københavns Kommunelærerforenings medlemsblad Københavns Kommuneskole fra 1922 fællesorgan for begge foreninger. Hedvig Baumgarten videreførte sit fagpolitiske arbejde i DLF som formand for Københavns-kredsen 1930-33 og som menigt bestyrelsesmedlem frem til 1943. 1931-34 var hun desuden formand for Viceinspektriceforeningen. Hedvig Baumgarten var en fin pædagog og en indsigtsfuld debattør og skribent. Hun fik, fra sin relativt beskedne placering, takket være bl.a. sin utrættelige energi og sin humørfyldte diskussionsform, indflydelse på mange danske kvinders livsvilkår i det offentliges tjeneste. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eline_Begtrup

Eline Begtrup

2023-04-22T22:48:18+02:00

fri anvendelse

Eline Begtrup var præstedatter fra Birkerød, den næstyngste af ni børn. Faderen var ældre og svagelig og tog derfor ikke megen direkte del i børnenes opdragelse. Men han var retlinet og frisindet og prægede dermed børnene. Fra sin moder arvede hun veltalenhed og livlighed. Hendes nærmeste legekammerat i barndommen var broderen Holger B., med hvem hun opretholdt en tæt forbindelse livet igennem. Eline Begtrup fik ikke nogen egentlig uddannelse. Hun tog almindelig forberedelseseksamen, som hun senere supplerede med selvstudium og mange kurser, især inden for naturfagene. I 1886 kom Eline Begtrup til Askov, hvor Holger B. var lærer på højskolen. Hun blev leder af Askov Friskole og senere tillige timelærer på Askov Højskole i zoologi og engelsk. Trods sin anerkendte faglige og pædagogiske kompetence fik Eline Begtrup ikke fast ansættelse på højskolen, da hun i 1892 søgte om det, kun tilbud om at fortsætte som hidtil. Grunden var, at det ikke var velset, dels at hun som kvinde ønskede at undervise på vinterskolen for unge mænd, dels at Darwins udviklingslære var grundlaget for hendes naturopfattelse. Udviklingslæren blev af den daværende lærerstab stort set tiet ihjel. Eline Begtrup derimod, fast forankret i sin kristentro, havde mod til at lade sine elever få del i sit fags nyeste resultater og diskutere det for mange af dem påtrængende spørgsmål om tro og viden. Hun fik livsvarige venner blandt eleverne, bl.a. den senere forfatter Martin Andersen Nexø. Da broderen i 1895 flyttede fra Askov for at oprette Frederiksborg Højskole, valgte Eline Begtrup også at rejse. Hun blev lærer på Ry Højskole, men drømte om at få et mere selvstændigt arbej- de. Efter samråd med sin broder oprettede Eline Begtrup i 1897 Levring Højskole i nærheden af Kjellerup. Broderen rådede til etablering af en vinter-pigehøjskole, men Eline Begtrup ønskede en traditionel højskole med unge mænd om vinteren og unge piger om sommeren. Omegnens folk var villige til at tegne aktier i skolen, og broderen hjalp også til økonomisk i starten. Som skolens medforstander, nærmest pro forma, var den lokale pastor Frederik Bruun en støtte den første tid. Kun få elever boede de første år på skolen, men alle spiste deres måltider dér. Eline Begtrup stod selv for skolens bygge- og driftsregnskab, den daglige ledelse og med hjælp af en pige også for selve husholdningen. Dertil havde hun hovedparten af undervisningen, bistået af en mandlig lærer om vinteren og en kvindelig om sommeren plus en del timelærere. På ét væsentligt punkt afveg Levring fra de øvrige højskoler, idet Eline Begtrup næsten fra starten forsøgte sig med forlænget undervisning for unge piger, der på de traditionelle højskoler kun blev tilbudt tre måneders undervisning om sommeren, mens unge mænd fik fem måneder om vinteren. Undervisningen for unge piger løb fra første maj til første november afbrudt af seks ugers høstferie. Projektet lykkedes i nogen grad, men en del af pigerne vendte ikke tilbage efter høsten. Eline Begtrup begrundede forsøget med, at unge piger havde krav på samme mulighed som unge mænd for at øge deres indsigt og udvikle deres intelligens. Indholdet i undervisningen afveg også en del fra andre højskolers, idet hun ud over undervisning i historie, litteratur og naturvidenskab tog emner op som kvindernes frigørelse, socialisternes og anarkisternes fremtidsdrømme, afholdssagen og fredssagen. De første år på Levring Højskole var anstrengende og økonomisk anspændte, men også gode år. Der stod respekt om Eline Begtrups arbejde. Hun kunne samle omkring 900 mennesker til sine efterårsmøder. Hun var åben og munter med en udtalt selvironi og var trods en vis kantethed i sit væsen afholdt af sine elever. Skolen fik statsstøtte fra 1899, og økonomien bedredes. Der byggedes til i de følgende år, og flere elever kom til at bo på selve skolen. Men skolen kom aldrig for alvor ind i en sikker gænge. I løbet af nogle år måtte den overgå til at være ren pigehøjskole, og som sådan stabiliseredes den nogenlunde. Da Eline Begtrup i 1905 bortforpagtede skolen, skyldtes det i første række samarbejdsvanskeligheder med pastor Bruun, i anden række tiltagende tunghørhed. De følgende år levede hun af at være foredragsholder, bortset fra årene 1907-08, hvor hun var knyttet til broderens højskole. I 1909 fortog hun en rejse til USA, som hun havde besøgt nogle gange tidligere, bl.a. for at studere pædagogiske systemer. Herefter forsøgte hun igen at drive Levring Højskole, nogle år alene, andre med en medforstander. I 1917 måtte hun give endeligt op og sælge skolen. Der kom for få elever, og hendes hørelse blev stadig mere svækket. Hun måtte igen leve af sin foredrags- og skribentvirksomhed og af med mellemrum at undervise på nogle få højskoler, bl.a. Snoghøj og Krabbesholm. Et årstid før hun døde, tog hun fast ophold på Snoghøj Højskole. Hun var en flittig skribent i Kvinden og Samfundet, Højskolebladet og Dansk Udsyn. Og hun udgav flere bøger. Naturen og vi udkom i 1911, Carl v. Linné i 1914 og Dyresjælen i 1916. Ved siden af denne virksomhed var hun aktiv i Dansk Kvindesamfund, først som formand for Kjellerupkredsen frem til 1906, senere som stifter og bestyrelsesmedlem af Hillerødkredsen. Eline Begtrup var en højt begavet, selvbevidst kvinde, der søgte at flytte nogle af de grænser, der var sat for datidens kvinder. Hun bremsedes adskillige gange, men hun var ukuelig. Trods tiltagende døvhed og i sine senere år næsten blind forblev hun til det sidste aktiv og åben over for nye tanker og nye mennesker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Annestine_Beyer

Annestine Beyer

2023-04-22T22:50:51+02:00

fri anvendelse

Annestine Beyer blev som ung ansat ved Døtreskolen af 1791, en af den sene oplysningstids velanskrevne pigeskoler. Hun gik ind i arbejdet med en vældig energi, sprængfuld af pædagogiske idéer og reformiver og var en tid ved at sætte skolens leder frk. Mammen helt ud af spillet. Annestine Beyer var belæst, påvirket af de store tyske pædagoger J.H. Pestalozzi og F. Fröbel, og ikke mindst af deres tanker om det lille barns første undervisning. Hun var desuden overbevist om, at pigers undervisning skulle være til livsvarig gavn, en sum af brugbar viden uanset det senere livsforløb. Da Københavns skoledirektion i 1845 for at højne undervisningens kvalitet oprettede en institutbestyrerprøve, som blev gjort obligatorisk for vordende privatskoleledere, indså Annestine Beyer, at der ville opstå et behov for prøveforberedende undervisning, specielt af kvinder, der drev langt de fleste af Københavns mange private skoler. Allerede i februar året efter udsendte hun i samarbejde med daværende skolebestyrer Emil Bojsen det første program for Den højere Dannelsesanstalt for Damer. Den nye institution fik til huse hos Døtreskolen, hvor Annestine Beyer fortsat arbejdede, og dens lærerkræfter bestod, foruden af de to ledere, af akademisk uddannede mænd, latinskolelærere og universitetsansatte, flere af dem senere mangeårige censorer ved institutbestyrerprøven. Dermed var den første kompetencegivende boglige uddannelse for danske kvinder en kendsgerning, og frem til omkring 1860 kom flertallet af eksaminerede institutbestyrerinder fra dannelsesanstalten, bl.a. Natalie Zahle. Hun og EB bevarede også senere en vis forbindelse med hinanden, og Zahle forsøgte på et tidligt tidspunkt i sin skolevirksomhed at knytte Annestine Beyer til sin lærerstab, netop med henblik på elementarundervisningen. Det varede imidlertid kun kort, de var både af temperament og indstilling meget forskellige. Annestine Beyer var klart emancipatorisk i sit sigte med lærerindeuddannelsen, Zahle længe mere pragmatisk, bl.a. kritisk over for, at religionen ikke var den bærende kraft i Annestine Beyers undervisning. I 1859 fik kvinder adgang til at aflægge lærerindeeksamen. I foråret 1860 henvendte den unge Emma Holmsted (g. Hørup) sig til Annestine Beyer og spurgte, om hun ville påtage sig at læse hende og en veninde Hedvig Rosing op til den første eksamen, der skulle afholdes om efteråret. Som 15 år før slog den nu 65-årige Annestine Beyer til. Hun fik skolemændene Godfred Bohr og N. Femmer til at påtage sig undervisningen i henholdsvis historie, geografi og regning, en teolog tog sig af religion, og da hendes elever sammen med endnu to unge kvinder bestod eksamen, var det første lille kuld lærerinder til undervisning i den offentlige skole udklækket. Lærergruppen fortsatte samarbejdet, og i februar 1861 blev Beyers, Bohrs og Femmers eksamensforberedende kursus åbnet, samtidig med at Zahle opbyggede sin lærerindeuddannelse. Ingen af kursets lærere var seminarieuddannede, og kun Annestine Beyer havde erfaring med undervisning af voksne kvinder og som vejleder i pædagogik. De første år blev præget af eksperimenter, men her som hos Zahle lykkedes pionerarbejdet, og lærerindeuddannelsen blev i de første tiår lagt i faste rammer, fik et omfang og et indhold, der hurtigt skabte respekt hos skolefolk og myndigheder. Kurset havde i et halvt århundrede til huse i Gothersgade 8 hos Døtreskolen. I 1870 udvidedes det med en gren til uddannelse af privatlærerinder, en fortsættelse af Annestine Beyers vejledning af aspiranter til institutbestyrerprøven. Til kurset blev i årenes løb knyttet en række fremragende lærere, bl.a. landstingsmanden Herman Trier og pædagogpioneren Kirstine Frederiksen. Annestine Beyer var på flere punkter pædagogisk nyskabende. Fagene praktisk og teoretisk pædagogik blev varetaget af hende selv, der her livslangt udøvede en pionerindsats. Praktisk undervisningsfærdighed var ikke højt i kurs i Danmark midt i forrige århundrede, der var fx ikke øvelsesskoler knyttet til alle mandlige statsseminarier. Heller ikke Zahle betragtede evnen til at lære fra sig som noget tillært. Den var snarere naturgiven, en kunst, der kun dårligt kunne tilegnes. Først med loven om læreruddannelse fra 1894 blev praktisk undervisningsfærdighed et obligatorisk fag, og der etableredes øvelsesskoler ved alle seminarier. Ud over den pædagogiske disciplin kom endnu et par fag til at bære præg af Annestine Beyers indsats. Hun hævdede allerede i sit første kursusprogram, at modersmålet og historieundervisningen burde være bærepiller i al kvindelig undervisning, fra barneskole til lærerindeuddannelse. Heller ikke dette synspunkt var overensstemmende med den datidige pigeskoleundervisning, hvor fremmedsprogsindlæringen både i grammatik og litteratur var langt mere omfattende end modersmålsundervisningen. Annestine Beyers omfangsrige og grundige danskundervisning var formentlig især Fröbelinspireret, og den kom til at præge adskillige bestyrere af store pigeinstitutter og dannede således skole. Ikke mindst Zahle tog ved lære og gjorde begge disse fag til det centrale på alle trin i sit skoleimperium. Men også hos Annestine Beyer-eleverne Louise Westergaard og Emilie Løbner slog den igennem, for øvrigt stærkt støttet af Københavns første skoledirektør V.A. Borgen, der på mange områder var enig med Annestine Beyer i hendes undervisningsplaner. På endnu et punkt skilte Annestine Beyer sig ud fra den dominerende holdning i midten af 1800-tallet. Hendes elevers pædagogiske eksamenspapirer er ofte præget af et nøgternt syn på skolepiger, en realistisk indsigt i, hvad der lod sig praktisere i en privat pigeskole, og et skarpt blik for, hvad den voksne kvinde en dag kunne have behov for, hvis hun blev nødt til at forsørge sig selv. Den emancipatoriske synsvinkel er overraskende tydelig i mange af dem, ligesom respekten for nøjagtig viden i modsætning til poetisk føleri. Annestine Beyer fortsatte med at undervise højt op i årene. Hendes tørre humor kom til udtryk også skriftligt, når hun ikke nøjedes med at rette formelle fejl i danske stile, men gik ind i debat om holdninger og lidt for flotte udsagn, og hendes små kvindesaglige foredrag krydrede mangt et frikvarter. Ved hendes 80-års fødselsdag i 1875 stiftede kolleger og elever et legat i hendes navn til en friplads til en trængende studerende, og dem var der tilsyneladende altid nok af omkring Annestine Beyer. Hun levede i mange år hos en gift søster sammen med endnu en søster, ugift og lærerinde som hun selv. Annestine Beyer var respekteret som pædagog i sin samtid. På trods af sin udpræget emancipatoriske indstilling ønskede hun ikke at være forgrundsfigur, har måske hverken kunnet eller villet gå på kompromis med sit for en skoleleder så kontroversielle kvindebillede. Men hun var igangsætteren, den første i rækken af fremragende kvindelige pionerer, der skabte den danske lærerindeuddannelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Vibeke_Bjernum

Vibeke Bjernum

2023-04-22T22:51:05+02:00

fri anvendelse

Vibeke Bjernum, der voksede op på Frbg. sammen med en ti år ældre broder, blev student fra Ingrid Jespersens Skole i 1939. I 1946 blev hun cand.mag. i historie, gymnastik og geografi fra Københavns Universitet og derefter ansat som den eneste kvindelige lærer ved Frbg. Gymnasium. I 1957 flyttede hun til den nyoprettede Virum Statsskole. 1966 blev hun rektor på Gentofte Statsskole, hvorfra hun tog sin afsked i 1984. Hun blev hurtigt en markant skikkelse i den danske gymnasieverden, kendt som debattør og fornyer, og for ikke at stille sig tilfreds med tingenes tilstand, hvis hun kunne se, at noget kunne forandres til det bedre. Allerede i 1950’erne indførte hun basketball som disciplin på Virum Statsskole og dermed i den danske gymnasieskole. I den forbindelse udarbejdede hun sammen med den senere direktør for gymnasieskolerne Rikard Frederiksen skolelovene for basketball og blev medstifter af Virum Statsskoles Basketballklub, senere Virum Basketballklub. Vibeke Bjernum havde under sine studier boet på Kvinderegensen og kendte herfra eforen Elisabeth Hude, der også var formand for foreningen Kvindelige Akademikere. Hun opfordrede i 1952 Vibeke Bjernum til at organisere en erhvervsvejledning for gymnasiets piger, således at de kunne få kontakt med en kvindelig akademiker og en studerende fra Kvinderegensen i det fag, de ønskede at studere. Det blev for Vibeke Bjernum starten på de mange års arbejde med erhvervsorientering og studievejledning. Samtidig med at hun fik en ordning sat i værk på Frbg. Gymnasium, arbejdede hun på mange fronter med at udbrede sine tanker. Hun etablerede studiekredse for gymnasielærere fra hele landet, skrev kronikker om behovet for at hjælpe de unge til at træffe et realistisk erhvervsvalg og var i 1962 medstifter af Foreningen for Lærere i Gymnasiet i Erhvervsorientering, hvis formand hun var indtil 1966. Senere blev hun æresmedlem af foreningen. Hun holdt desuden radioforedrag, deltog i internationalt udviklingsarbejde, var redaktør og medforfatter til talrige bøger og pjecer og skrev selv den første bog om studieteknik på dansk Kortfattet studieteknik for H.F. og gymnasiet, 1967. Bogen blev solgt i mere end 100.000 eksemplarer og senere oversat til engelsk. Det var altid et hovedformål for Vibeke Bjernum at vejlede eleverne i effektiv indlæring og i at vurdere egne evner, således at det efterfølgende studium eller skoleforløb kunne gennemføres uden tidsspilde, og så frafald kunne begrænses. På trods af den store aktivitet, Vibeke Bjernum udfoldede på området, fandt hun dog ikke selv, at det gik tilstrækkelig hurtigt med at få indført erhvervsorientering i gymnasiet. Det var en vigtig grund til, at hun i 1966 søgte rektorstillingen på Gentofte Statsskole. Samme år blev hun medlem af studieplansudvalget for Højere Forberedelseseksamen (HF). HF blev indført på Gentofte Statsskole i 1969. Der indførtes forsøg med introduktionskurser i 1. g og 1. HF, og skolen blev den første i landet, der fik en samfundsfaglig gren. I 1970’erne voksede forsøgsaktiviteterne. En ung lærergruppe fik Vibeke Bjernums opbakning til at søge nye veje. Det mest omfattende udviklingsarbejde var de strukturforsøg, der fandt sted omkring 1980, og som betød, at de traditionelle stamklasser efter 1. g blev afløst af grenklasser, der var sammensat efter elevernes fagvalg. Dette var en naturlig følge både af det tværfaglige samarbejde, der havde været afprøvet på skolen, og af Vibeke Bjernums stadige ønske om at give eleverne den bedst mulige forberedelse til deres senere uddannelse. Også forsøg med gruppeeksamen blev gennemført. Gentofte Statsskole blev under hendes ledelse reelt et forsøgsgymnasium, om end uden direkte status som et sådant. På alle områder, også i de administrative opgaver, som fornyelserne førte med sig, inddrog Vibeke Bjernum de involverede lærere, et forhold, der nok var medvirkende til, at ikke mindre end fem af lærerne fra Gentofte Statsskole, heraf to kvinder, senere blev rektorer. Vibeke Bjernums vigtigste indsats som rektor var at gøre Gentofte Statsskole til en af de skoler i landet, hvor der skete flest fornyelser i årene omkring 1980. Alle forsøg blev omhyggeligt beskrevet og evalueret, men blev til hendes store skuffelse voldsomt kritiseret af Bertel Haarder, da han i 1982 blev undervisningsminister. Vibeke Bjernum havde ellers i hele sin aktive periode i den danske gymnasieskole en usædvanlig gennemslagskraft, kunne skaffe kontakter til erhvervslivet, formulere sig klart og præcist og var altid parat til at give bolden videre, når hun havde sat spillet i gang. Da hun selv blev rektor i 1966, var der kun tre kvindelige gymnasierektorer i landet: Margrethe Friis, Edele Kruchow og Dorette Glud. Vibeke Bjernums selvfølgelige og sikre optræden i jobbet blev inspiration for mange yngre kvinder og var utvivlsomt medvirkende til, at antallet af kvindelige rektorer i den danske gymnasieskole i 1980’erne voksede betragteligt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Blicher

Karen Blicher

2023-04-22T22:51:26+02:00

fri anvendelse

Karen Blicher blev privatlærerinde fra N. Zahles Skole i 1883 og underviste herefter samme sted 1883-98 og igen 1901-03. Hos Natalie Zahle færdedes hun i et aktivt kvindefagligt og -sagligt miljø, hvor husgerning både var på dagsordenen og på skemaet. Karen Blicher mente dog, at undervisningen i højere grad burde tage sigte på pigernes fremtid i hjemmet og så gerne en ny, regulær uddannelse, der kunne kvalificere til undervisning i skolekøkkener. I 1899 tog hun det norske statskursus for skolekøkkenlærerinder i Oslo. Samme år var hun på studierejse i Tyskland og deltog desuden i arbejdet for at etablere et kursus for skolekøkkenlærerinder på Danmarks Lærerhøjskole, den første læreruddannelse i faget herhjemme. Kurset blev afholdt ved N. Zahles Skole, indtil man i 1904 oprettede en skolekøkkenafdeling i lærerhøjskolens lokaler i Odensegade. Karen Blicher blev udnævnt til inspektør og havde sit hjem samme sted frem til 1925, da hun af helbredsgrunde opgav sin stilling. Hun var en myndig og dygtig leder og viste et enestående klarsyn, da hun sammen med Eline Hansen lagde retningslinierne for undervisningen, som i store træk er fulgt lige siden. Efter en studierejse til USA i 1903 introducerede hun individuel undervisning som supplement til den gængse opdeling af elever i “familier”. Den såkaldte laboratorieundervisning skulle give det enkelte barn mulighed for at arbejde selvstændigt og eksperimenterende. Karen Blicher udtalte sig sjældent offentligt, men deltog aktivt i den interne faglige debat, bl.a. i Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder og i Pædagogisk Selskab. I 1913 udgav hun sammen med Sofie Rasmussen den fremragende Lærebog i huslig Økonomi for Begyndere. Den blev fagets grundbog for de næste generationer og udkom i 22. udg. i 1968. Den uddeltes gratis til eleverne i kommuneskolerne og fik plads i mange hjem. Sammen med læge Caroline Steen udgav hun desuden Vore daglige Levnedsmidler, 1915. Bogen var den første pædagogiske gennemarbejdning af husholdningslæren, der endnu var en ung videnskab. Gennem hendes indsats blev den nye viden formidlet, så den også var praktisk anvendelig. Bogen fandt udmærket anvendelse ved såvel folkeskoler som på fortsættelseskurser og husholdningsskoler og kom i 6. udg. i 1930. Gennem disse lærebøger var Karen Blicher med til at give faget en sikker faglig ballast og identitet. Karen Blicher gjorde sit fag kendt og nyttigt i mange sammenhænge. Sammen med professor Christian Jürgensen oprettede hun det første kursus i madlavning for læger og senere et lignende for sygeplejersker og udbredte således budskabet om ernæringens betydning til den voksende sundhedssektor. Gennem årene deltog hun desuden i forskellige internationale kongresser for hygiejne og husholdning. Også på det mere beskedne plan havde hun sans for formidlingens betydning; fx lod hun lærere fra andre fag prøvesmage resultaterne fra undervisningen i skolekøkkenet for herigennem at opnå forståelse for husgerningen som skolefag blandt kolleger, der måske kunne have deres tvivl om fagets betydning. På opfordring af Dansk Kvindesamfund (DK) udnævntes Karen Blicher i 1916 til medlem af Prisreguleringskommissionen. Den skulle sikre befolkningens forsyning med fødevarer under de vanskelige forhold under og efter Første Verdenskrig, og hun repræsenterede dygtigt husmødrenes, forbrugernes og husholdningsundervisningens interesser, indtil kommissionen afsluttede sit arbejde i 1921. Viden om ernæring og husholdning havde vist sig særdeles nyttig for samfund og stat, og nødvendigheden af at have uddannede kvinder på området førte til nedsættelse af Undervisningsministeriets husholdningskommission, hvor Karen Blicher var medlem 1918-20. Denne kommissions arbejde vedrørte uddannelse af husholdningslærerinder og husholdningsledere og beskikkelse af et fagligt tilsyn med skolekøkkenerne landet over. Karen Blicher var både kvindesagligt og samfundsmæssigt engageret. Hun var et mangeårigt og trofast medlem af DK og med i bestyrelsen for Danske Kvinders Nationalråd 1930-34. Politisk tilhørte hun Det Radikale Venstre og stillede op for partiet som kandidat i København ved det første folketingsvalg med kvindevalgret i 1918, dog uden at blive valgt. Karen Blicher var en faglig kapacitet og dygtig organisator. Hun brød sig ikke om at stå i forreste række, men forstod at vælge sig de ypperste samarbejdspartnere og bragte bedst sine evner til udfoldelse i indsatsen for en fælles sag. Måske af samme grund opnåede hun ikke den store virak om sin i øvrigt statelige person, men vandt dog megen respekt for sit både solide og betydningsfulde bidrag inden for det husholdningsfaglige, hygiejniske og pædagogiske arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Juliane_Blicher-Hansen

Juliane Blicher-Hansen

2023-04-22T22:51:29+02:00

fri anvendelse

Juliane Blicher-Hansen tilbragte sin barndom og tidlige ungdom i Middelfart, hvor hendes fader i 1856 var blevet distriktslæge. Det blev især moderens slægt med skolemanden Johan og skuespillerne Kristian og Karl Mantzius, der kom til at præge Juliane Blicher-Hansens opvækst. I 1873 blev hun gift med den 13 år ældre lærer på den nyoprettede Ryslinge Højskole, Rasmus Hansen, og hun synes i sjælden grad at have fundet en livsledsager, der delte hendes anskuelser. Han var kaptajn i hæren, veteran fra 1864 og havde været højskolelærer i Rødding syd for grænsen, hvorfra han blev forvist i 1873. Som hun var han levende optaget af de grundtvigske skoletanker og af tidens kunstneriske og litterære strømninger. Dertil kom deres fælles interesse for kvindesagen. 1877-83 var Rasmus Hansen forstander på Ryslinge, og i en periode var kvindesagspioneren Ida Falbe-Hansen huslærerinde i præstegården i Ryslinge. Hun og Juliane Blicher-Hansen blev nære venner og udarbejdede sammen planerne til en kvindeskole, der kombinerede højskoleundervisning med videregående faglig uddannelse af unge kvinder. Det var en af tidens ønskedrømme at forene det gode hjems almendannende påvirkning med oplæring i et fag og indsigt i den verden, der rørte sig uden for hjemmet, på teatre, i litteraturen og i det nordiske kultursamarbejde. At Juliane Blicher-Hansens morbroder Johan Mantzius i 1868 oprettede det skolehjem i Birkerød, der senere blev Birkerød Statsskole, har ligeledes været en stærk inspirationskilde. I 1884 lejede Juliane Blicher-Hansen og ægtefællen ejendommen Vældegaard i Gentofte og åbnede Vældegaard Kvindeskole. Falbe-Hansen blev ansat som lærer, og dermed var forbindelsen til Dansk Kvindesamfund etableret fra skolens start, og den blev fortsat, da hun efter det første år på grund af sygdom måtte overlade sin post til den senere skoleleder Marie Mørk. Vældegaard var dengang en landlig idyl, men så nær hovedstaden, at forstanderparret kunne benytte tidens toneangivende kunstnere og litterater som foredragsholdere, ligesom kvindesagens spidser alle kom til at optræde derude. Et levende grundtvigsk kristenliv udfoldede sig på skolen, styrket ved tilstedeværelsen 1885-92 af Ryslingepræsten Vilhelm Birkedal, der valgte at tilbringe sit otium på Vældegaard. Elevtilstrømningen var stor, især af landbokvinder, præste-, lærer- og gårdejerdøtre. Nogle af dem uddannede sig til lærerinder i landsbyskolen, andre fulgte undervisningen på det nærliggende Ordrup Gymnasium og tog studentereksamen, mens de fleste efter Vældegaards undervisningsplaner tog almindelig forberedelseseksamen. Med tiden blev der skabt stærke nordiske kontakter, ikke mindst kom der mange norske elever, og nordiske kunstnere var hyppige gæster på skolen. Overalt i det store hus var Juliane Blicher-Hansen den samlende kraft, den milde og stærke højskolemoder, et midtpunkt også i de fester, der gik ry af. Blandt lærerne var periodisk en af skolelærerlitteraturens bannerførere Zakarias Nielsen, og tilskyndet af ham overlod Rasmus Hansen fra 1897 styret til Juliane Blicher-Hansen for selv at hellige sig sit skønlitterære forfatterskab. I 1900 lagde hun skolevirksomheden om med åbningen af Vældegaard Husholdningsskole eller Hjem og Husmoderskole, som den også blev kaldt. Den gamle tanke om at forene hjemmet og skolen blev bevaret, hun påtog sig ansvaret for en undervisning, der var hendes speciale, men sørgede samtidig for lærere til fx sprogfag og historie. Selv opnåede hun stipendier til nogle studieophold i Norge, der dengang var foregangsland i husholdningsundervisningen. Omstillingen lykkedes over al forventning. Fra 1901 efter Rasmus Hansens død var Juliane Blicher-Hansen eneforstander, assisteret af sin datter Astrid, og først i 1921 slap hun roret. En kulturskribent spurgte i 1925 i Politiken ved Vældegaards 25 års jubilæum, om dog ikke litteraturhistorien engang ville give Juliane Blicher-Hansen en plads ved siden af salonværtinden Kamma Rahbek, for “en Fest i dette Hjem var som en Vandring på høje, rene Tinder, en Beruselse i Ordenes Skønhed, Vers, aandfulde Dialoger, beaandede Samtaler mellem Ligestillede”. Det var måske rimeligere at skrive hende ind i uddannelseshistorien: Juliane Blicher-Hansen arbejdede i 38 år som leder af et af de få længerevarende forsøg på at forene højskoletanke med faglig uddannelse. Samtidig lykkedes det hende at bringe grundtvigsk menighedsliv og kvindesag under samme tag. Til hendes 70-års dag 1919 blev udgivet et lille hyldestskrift fra nordiske digtervenner, Fru Juliane Blicher Hansen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Blom

Johanne Blom

2023-04-22T22:51:35+02:00

fri anvendelse

Johanne Blom var det næstyngste af ti børn i en dansksindet familie i Sønderjylland. Begge forældre og flere søskende døde af tuberkulose, og Johanne Blom blev forældreløs som 11-årig. Hun kom i huset hos bekendte, indtil hun i 1880 rejste til København for at gå på N. Zahles Skole, hvorfra hun tog lærerindeeksamen i 1884. Hun boede resten af livet på Østerbro, en tid sammen med en svigerinde Camilla B., der var enke, og siden med lillebroderen Christian B., mens han studerede medicin, men for det meste alene. Johanne Blom underviste først på Caroline Amalies Asylskole og fik i 1887 ansættelse ved Københavns kommunale skolevæsen. Hun var især optaget af husholdning og håndgerning, fag, som mange lærerinder sammen med kvindebevægelsen i disse år søgte at styrke. Med ændringen af skoleloven i 1904 blev håndgerning obligatorisk, og Johanne Blom fungerede 1906-28 som censor ved lærerindeeksamen. I 1916 udnævntes hun til den nyoprettede stilling som håndarbejdsinspektør for landets folke- og realskoler og siden også gymnasiet. Hun blev dermed sammen med Eline Hansen, der i 1910 var blevet skolekøkkeninspektør, en af de første kvindelige overordnede embedsmænd i Undervisningsministeriet. Hendes hovedopgave blev at få skoler og borgmestre til at bevilge penge og skabe rammer om undervisning i håndarbejde samt at få lærerinderne til at opkvalificere sig. Det næste årti rejste hun landet rundt, dels for at inspicere, dels for at arrangere kurser, hvor hun selv instruerede i faget. Som pioner inden for håndarbejdsundervisningen placerede Johanne Blom sig centralt i den kønspolitiske debat, og hun engagerede sig desuden bredt i kvinde- og kirkesag. Hun sad i bestyrelsen for Foreningen til Opførelsen af smaa Kirker i København i 1890’erne og stiftede Dansk Paramenthandel, der solgte tekstiler til kirker. Hendes lejlighed blev brugt som salgssted. I kvindevalgretskampen var hun med fra begyndelsen og deltog personligt i den af Dansk Kvindesamfund (DK) organiserede underskriftsindsamling, der i 1888 resulterede i, at 20.000 kvinder krævede valgret. I 1905 blev hun medlem af det nyoprettede værgeråd, og da den kommunale valgret for kvinder blev en realitet i 1908, stillede hun op for en tværpolitisk borgerliste og blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i 1909. Ud fra sin kristen-etiske grundholdning ønskede hun at gå på tværs af de hårde fronter mellem de borgerlige partier og Socialdemokratiet, der havde blokeret Borgerrepræsentationen i mange år. Listen blev støttet af Kristne Kvinders Vælgerforening og Uafhængig Vælgerforening. Det var den eneste liste, der turde opstille en kvinde som spidskandidat ved det første kommunalvalg med kvindelig stemmeret. Johanne Blom genvalgtes tre gange, indtil hun 1919 selv trak sig tilbage midt i valgperioden. Hun blev den mest markante af de syv første kvindelige borgerrepræsentanter, fordi hun kom til at sidde med den afgørende stemme mellem de to fløje og i flere tilfælde kunne stemme forslagene hjem efter eget hoved. Hun fulgte socialdemokraterne og de radikale i skole- og socialpolitiske spørgsmål, Højre i de øvrige sager. Johanne Blom talte ikke ofte, men når hun gjorde, var det på baggrund af konkrete erfaringer med byens hårde sociale problemer, som hun kendte af selvsyn. Hun var respekteret for sine holdninger, især i udvalgsarbejdet omkring skole- og socialpolitik. Ved valget i 1917 fik Socialdemokratiet absolut flertal, så Johanne Blom mistede sin centrale position. Hun blev erstattet af Thora Daugaard, da hun trak sig i 1919, men listen opnåede ikke genvalg i 1921. Selvom kvinderne i Borgerrepræsentationen generelt fulgte partilinien, kunne de dog i enkeltsager stå sammen, som fx da Johanne Blom sammen med Julie Arenholt fra Det Radikale Venstre og Gerda Welding fra Venstre støttede en anmodning fra DK om at forlænge ansættelsen af de to kvindelige betjente, der var optaget i korpset på prøve i 1914. Første Verdenskrig forværrede nøden blandt de fattige, Borgerrepræsentationen måtte med Johanne Bloms stemme oprette folkekøkkener og skolebespisning, hvad der skærpede politikernes interesse for husholdningsspørgsmål. Efter krigsafslutningen i 1918 nedsattes med Johanne Blom som formand en husholdningskommission, der i sin betænkning fra 1920 anbefalede obligatorisk skolekøkkenundervisning og desuden støttede de idéer om en videnskabeligt baseret husholdningslæreruddannelse, som DK med Birgitte Berg Nielsen i spidsen var fortaler for. I 1914 var Johanne Blom desuden blevet udpeget til medlem af den anden ædruelighedskommission, hvor højskolelærer Astrid Hostrup også sad. De blev dermed de første kvinder i en offentlig kommission. Efter et langt arbejdsliv tog Johanne Blom sin afsked som statstjenestemand i 1928. I samtidens satire var hun en kendt figur, der gik under navnet Missionsdamen i den kulturradikale presse. Hun var handlekraftig og så de muligheder, valgretten gav hende for at opfylde sine personlige ambitioner og realisere sine idéer. Hendes styrke som enegænger var egne livs- og arbejdserfaringer, en stærk religiøsitet og tro på kvinders aktive rolle i samfundet. Hun fik den nødvendige base af politiske kontakter i Borgerrepræsentationen og i DK, der brugte og støttede hende i karrieren som håndarbejdsinspektrice og på de senere kommissionsposter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_Bohn-Jespersen

Gerda Bohn-Jespersen

2023-04-22T22:53:04+02:00

fri anvendelse

Gerda Bohn-Jespersen var ud af en stor søskendeflok. Hendes fader var en driftig foregangsmand inden for skov- og klitvæsen, der havde stilling først på Bornholm, siden rundt om i landet, bl.a. Thisted. I 1907 tog Gerda Bohn-Jespersen almindelig forberedelseseksamen som privatist, hvorefter hun uddannede sig til lærerinde og tog faglærerindeeksamen i håndarbejde. Fra 1917 var hun ansat ved Statens Haandgerningskursus for Lærerinder og 1922-59 seminarielærer ved N. Zahles Seminarium. Desuden var hun assistent i Håndarbejdstilsynet, ligesom hun underviste i kjolesyning ved De kommunale Fortsættelseskurser. I hjemmet på Nørre Farimagsgade holdt hun kurser til faglærerindeeksamen og blev senere husket for bemærkninger som “Er De god til Matematik?” og “Husk at De skal være Lærerinder, ikke Syersker eller Dameskrædderinder.” I 1932 tog Gerda Bohn-Jespersen på studietur til Nürnberg og Wien for at se på håndarbejdsundervisningen i Tyskland, især Rosalie Schallenfelds udbredte metode, der byggede på forestillingen om, at systematisk indlæring af tekstile teknikker har indflydelse på karakterdannelsen. Sine indtryk fra rejsen beskrev hun i en artikel i Bog og Naal1932. Formålet med undervisningen var ifølge Gerda Bohn-Jespersen “at gøre Børnene selvstændige, udvikle deres Fantasi og aandelige Evner”. Midlerne var en omfattende lærerindeuddannelse, der skulle lægge vægt på fagets pædagogik, faglig litteratur og ikke mindst en systematisk og godt opbygget undervisning med samtale og selvstændighed i centrum. I 1934 udgav hun sit livsværk Pædagogisk-faglig Vejledning i Haandarbejde til brug for undervisningen på seminarierne og ved faglærerindeeksamen. I forordet pointerede hun, at det, der interesserede hende, var et dybtgående pædagogisk og fagligt studium, og at vejledningen gerne skulle være til nytte for prøvede såvel som uprøvede lærerinder. Håndarbejdsinspektør Birgitte Schou (g. Buhelt) understregede i bogens andet forord vigtigheden af, at der ved undervisning i håndarbejde lå praktisk øvelse, pædagogisk indsigt og teoretisk viden bag, og hun anbefalede bogen som en stor hjælp til alle kvindelige seminarieelever og håndarbejdslærere. I anmeldelsen i Bog og Naal komplimenterede Anna Thomsen Gerda Bohn-Jespersens lærebog for de gode arbejdstegninger og veludførte fotografier og spåede den en lang levetid. Det kom til at passe, idet den blev meget benyttet de næste godt 50 år, så meget, at den i skoleregi blev opfattet som en bibel og stadig er at finde i mange håndarbejdslokaler. Selvom bogens intention var at opprioritere det pædagogiske stof, havde netop denne side svært ved at slå igennem, mens den faglige metode vandt indpas overalt. I 1960 blev der tilføjet et kapitel om kjole og maskinsyning for 8. klasse. I 1969 udkom den for sidste gang i 10. udg. I 1974 skrev Gerda Bohn-Jespersen i tidsskriftet Håndarbejde i skolen om håndarbejdsundervisningen for 50 år siden, og i 1978 bidrog hun med en artikel om sin fader til samlingen Skovens folk fortæller. Hun var et fåmælt og beskedent menneske, og hendes tilbageholdenhed kom til at stå i stærk kontrast til den udbredelse, hendes håndarbejdsbog fik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Boje

Anna Boje

2023-04-22T22:53:08+02:00

fri anvendelse

Fra 1870 og fremefter blev der gjort forskellige forsøg på at holde højskole i København De mislykkedes. Hvad der glippede for andre, lykkedes imidlertid for Anna Boje. I 1898 fik hun etableret begyndelsen til en livsduelig grundtvigsk pigehøjskole i hovedstaden. Anna Boje bestemte allerede som helt ung, at hun ville være lærer. Hun tog i 1882 privatlærerindeeksamen, som hun supplerede med et langvarigt ophold i Paris, hvor hun kom under indflydelse af jesuitterne. Sidst i 1880’erne blev hun imidlertid privatlærer for sognepræst Fr. Jungersens børn, og i dette hjem blev hun stærkt grebet af N.F.S. Grundtvigs tanker. Da Fr. Jungersen med familien flyttede fra Vig til København for at blive præst for den i 1890 nystiftede Københavns Valgmenighed, flyttede Anna Boje med. I 1893 tog hun lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium og blev senere ansat ved Frbg. kommunale skolevæsen. Sideløbende med sit skolearbejde var hun et meget aktivt medlem både af Københavns Valgmenighed og af Københavns Højskoleforening. I nogle år arbejdede hun ulønnet som bogholder for valgmenigheden og var samtidig medlem af bestyrelsen i højskoleforeningen. Det var fra disse to foreninger, især fra Fr. Jungersen og højskoleforeningens første formand, folketingsmedlem Harald Holm, at Anna Boje fik tilskyndelse og støtte til sit fremtidige skolearbejde. I første omgang samlede hun unge piger mellem 14 og 18 år på sit værelse til samtaler og oplæsning og erfarede, dels at der i ungdommen var grobund for en menneskeligt dannende oplysning, dels at der skulle en grundig undervisning til, hvis pigerne skulle klare sig senere i livet og gøre brug af nogle af de muligheder, der i disse år åbnedes for kvinder. Tilskyndet af Fr. Jungersen stiftede hun Ungdomsforeningen af 1898, der bragte dette arbejde ind i faste rammer. I bestyrelsen sad bl.a. Natalie Zahle og Th. Moltke. På dette tidspunkt var der kun lidt foreningsarbejde for unge i gang, og den kommunale fortsættelsesundervisning var knap begyndt. Det var fra dette ungdomsarbejde, Anna Bojes højskole fik sit udspring. Københavns Valgmenigheds nye bygning på Forhåbningsholms Allé stod færdig i 1905, og her fik hun lokaler til sin pigehøjskole. To år senere åbnedes i forbindelse med højskolen et hjem, hvor der var kost og logi ikke alene til eleverne, men også til unge piger, der kom til byen for at arbejde. Med det bofællesskab, der her etableredes, blev Anna Bojes højskole mere lig de grundtvigske højskoler på landet end de senere byhøjskoler. Det var især unge piger fra den lavere middelklasse og fra arbejderklassen, som ikke havde råd til at besøge landets højskoler, Anna Boje gerne ville tilbyde undervisning. Og hun indså, at skulle forældrene fra jævne hjem lade deres døtre gå på højskolen i et halvt eller helt år, skulle der også tilbydes undervisning i fag, der senere kunne føre til et erhverv. Hun optog derfor efter mange overvejelser handelsfag på skoleplanen, således at de, der ønskede det, efter højskoleopholdet kunne gå videre på en handelsskole. Undervisningen i handelsfagene var valgfri. De egentlige fag var som på landets øvrige højskoler historie og litteratur, der betragtedes som mest velegnede til at udvikle elevernes evner til selvstændig tænkning. Derudover undervistes bl.a. i dansk stil, engelsk, geologi, fysik, sundhedslære, religionshistorie og syning. Skolen startede med 24 timer ugentlig i syv måneder, senere udvidedes til 36 timer i ni til ti måneder. Skolepengene var meget lave, idet det var Anna Bojes ønske, at betalingen ikke skulle overstige, hvad den kommunale aftenundervisning kostede. Hun fik knyttet en stab af meget dygtige lærere til skolen, bl.a. litteraturhistoriker Axel Olrik, højskoleforstander Hans Rosendal og statsgeolog V. Milthers, der alle i de første år, indtil skolen fik statsstøtte fra 1908, underviste gratis. Selv arbejdede hun ulønnet på højskolen hele sin forstandertid, idet hun for ikke at belaste skolens økonomi unødvendigt og for at kunne uddele flest mulige fripladser beholdt sit arbejde som kommunelærer. Først når dette hver dag var slut, tog hun fat på højskoletimerne. Undervisningen i de forskellige fag fik hurtigt ry for at være fuldt på højde med, hvad der blev tilbudt på byens bedste skoler. Især berømmedes Anna Bojes litteraturundervisning. Da Anna Boje i 1921, 60 år gammel, blev syg, var der som frygtet af både hende selv, lærerne og eleverne ingen til at føre arbejdet videre. Hun døde efter et års sygdom. De unge lejede for egen regning skolelokalerne en tid i håb om, at der ville komme en arvtager til hendes arbejde. Således som skolen var organiseret, baseret på et ulønnet forstanderembede, måtte den imidlertid stå og falde med hendes person. Anna Boje var en højt begavet, varmhjertet og handlekraftig personlighed med en stærk nationalfølelse. Hun vandt ikke alene sine elevers respekt, men også deres tillid i en sådan grad, at mange af dem også i årene efter skoleopholdet søgte råd og vejledning hos hende. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maria_Bojesen

Maria Bojesen

2023-04-22T22:53:09+02:00

fri anvendelse

Maria Bojesen var næstældst i en søskendeflok på fem, fire piger, der alle blev lærerinder, og en dreng, der blev præst. Sammen med sin ældste søster Christiane B. havde Maria Bojesen i nogle år et pigeinstitut i Fåborg, hvortil de knyttede en “Legeskole”, det første danske forsøg på at holde børnehave. I 1833 søgte og opnåede Maria Bojesen bevilling til pigeskolehold i København Samme år var hun blevet gift, og hun var samtidig begyndt at studere fransk hos en af universitetets professorer. Hun var således fra sin ungdom en for sin tid sjældent emanciperet kvinde, selverhvervende og gift kone under uddannelse. I 1835 forliste hendes mand under en sejlads ud for Norge, et tab, Maria Bojesen havde svært ved at komme over. Hendes tidligere sognepræst biskop J.P. Mynster anbefalede hende da at besøge en gammel forhenværende lærerinde, der trængte til hjælp. Og konfronteret med virkelig nød fandt Maria Bojesen, hvad der senere skulle blive hendes kald: at virke for bedre forhold i alderdommen for enlige kvinder, specielt for tidligere lærerinder. Foreløbig drev hun en privat pigeskole til 1848, hvorefter hun opbyggede en lille dannelsesanstalt for unge piger, der ønskede at blive lærerinder. Her vejledte hun aspiranter til den institutbestyrerprøve, som Københavns skoledirektion havde oprettet i 1845, og senere til lærerindeeksamen, og hun hører således sammen med Annestine Beyer og Natalie Zahle hjemme blandt de første pædagogpionerer, der forsøgte at skabe en målrettet boglig uddannelse for kvinder. Maria Bojesens arbejde med opdragelse og undervisning medførte, at hun oversatte en del børne- og ungdomsbøger fra engelsk, bedst kendt i dag er Robin Hood. I 1852 udsendte hun efter en rejse til England pjecen Nogle ord om Queen’s College, landets første kvindeseminarium. Hendes hovedværk var den over tusind sider store lærebog Rejse igjennem Danmark, 1856. Værket, en gennemgang af Danmarks historie og geografi, blev almindeligt anerkendt og benyttedes til undervisning, og det indbragte hende i 1860, så vidt vides som den første kvinde, medaljen Ingenio et arti og den tilsvarende svenske Litteris et artibus. Sandsynligvis stod Grevinde Danner med sin omfattende interesse for pigeopdragelse bag tildelingen. I øvrigt blev Maria Bojesens arbejdskraft mere og mere viet velgørenhed. I 1863, da Diakonissestiftelsen oprettedes, udsendte hun en pjece om diakonissesagen, og i årene efter allierede hun sig med kvinder som Jutta Bojsen-Møller og maleren Elisabeth Jerichau Baumann om stiftelsen af Foreningen til Lærerinders Understøttelse. For at skaffe startkapital gennemrejste Maria Bojesen Frankrig, England og Skotland, og ved en basar indbragte salget af de værdigenstande, hun havde hjembragt, 10.000 kr., en i datiden imponerende sum. Foreningen blev stiftet i 1867, men da Maria Bojesen var uenig med de andre stiftere om princippet for forsørgelse, måtte hun forlade bestyrelsen. De ønskede understøttelse, mens Maria Bojesen i dette som i andre forhold fulgte sit motto: Hjælp til Selvhjælp. Året efter lykkedes det hende at samle interesse og midler nok til oprettelse af Forsørgelsesforeningen for Lærerinder, der økonomisk hvilede på princippet om selvforsikring fra ungdommen gennem små løbende indbetalinger og en høj forrentning. I 1878 var Maria Bojesen medstifter af Hvilehjemmet for Lærerinder på det dengang landlige Frbg. Såvel forsørgelsesforeningen som hvilehjemmet stod under kgl. protektion. Maria Bojesen stiftede sammen med sine søstre og broderen, der alle var ugifte, et legat, der ved den sidstes død tilfaldt forsørgelsesforeningen. På hendes grav på Frbg. Kirkegård rejste kolleger og elever en mindesten. Maria Bojesen var en ilter person, med en god forstand og en legendarisk arbejdsevne, som hun bevarede langt op i alderdommen. Hun har næppe været let at samarbejde med, og hun havde ingen tilknytning til de øvrige grupper omkring etableringen af den første lærerindeuddannelse. Ikke desto mindre har hun ydet en pionerindsats i forbindelse med kvindelig læreruddannelse og i spørgsmålet om enlige kvinders betryggelse af deres alderdom. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Solvejg_Bording

Solvejg Bording

2023-04-22T22:52:26+02:00

fri anvendelse

Da Solvejg Bording var lille pige, lå hun aften efter aften i sin seng og fortalte sine søskende lange, spændende, fortsatte historier, som hun selv fandt på. Hun var en mesterlig fortæller, og den evne bevarede hun livet igennem. Hun skrev også meget, blandede sig jævnligt i den folkelige debat i foreningsblade og presse, ligeledes med stort talent. Fra hun var ganske ung, gav hun gerne sin mening til kende først og fremmest om gymnastiske forhold: forskellen på mands- og kvindegymnastik, gymnastikkens betydning i folkeopdragelsen og vigtigheden af at bevare den björksténske gymnastik. Da den tyske gymnastikpædagog H. Medau efter Anden Verdenskrig for alvor fik fodfæste i de folkelige gymnastikforeninger, lød Solvejg Bordings advarende røst i Ungdom og Idræt, 1947: “Medaugymnastikken i nazismens tjeneste var slet og ret et hensigtsmæssigt middel til at ægge den legemlige tiltrækningskraft og dermed fremme antallet af hitlerbørn. Det er den slags kropbevægelser, der almindeligvis hører hjemme paa 3die rangs varieteer, og som vi vel egentlig ikke har noget andet ord for end liderligt.” Som altid var hendes pen skarp og præcis og hendes standpunkter provokerende, så debatten bølgede i uger. Både som højskolelærer og senere som valgmenighedspræst var hun meget ofte på farten som foredragsholder. Solvejg Bording voksede op på Ry Højskole, hvor hendes fader var forstander, så hun fik højskolerne og de folkelige bevægelser ind med modermælken. 18 år gammel meldte hun sig i 1925 som elev på det allerførste sommerhold på Snoghøj Gymnastikhøjskole, der var ledet af Jørgine Abildgaard og Anna Krogh. Sammen med 59 andre unge kvinder tilbragte hun sommeren i en nærmest euforisk stemning. Hun fortsatte til Askov Højskole på vinterholdet 1925-26. Her mødte hun en af tidens pionerer inden for kvindegymnatik Ingeborg Appel og tog på hendes foranledning i 1928 den etårige uddannelse på Statens Gymnastikinstitut. Den store inspirationskilde i Mellemkrigstiden var den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hun bragte kvindegymnastikken væk fra den spændte stillingsgymnastik og fokuserede på bevægelsen og glæden. Det var indlysende for hende, at mænd og kvinder ikke var skabt til at lave den samme form for gymnastik. Allerede på Snoghøj havde Solvejg Bording udøvet hendes gymnastik, idet Abildgaard og Krogh nærmest forgudede Björkstén, og i 1932 fik hun lejlighed til at studere hos mesteren selv i Finland. Så var hun udlært og blev efter et par korte ansættelser på Ry Højskole og Egå Efterskole lærer på Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1933. Solvejg Bording kunne sit håndværk og blev hurtigt en dygtig og respekteret underviser. Hun krævede meget af sig selv og sine elever. For Krogh og Abildgaard var det en stor hjælp at få en lærer med et så udpræget organisatorisk talent. Snart var hun med til at lave dagsøvelser og opvisningsprogrammer. Det var også hende, der til langt ud på natten lagde skema og hjalp Krogh med de administrative opgaver på kontoret. Solvejg Bording blev af de fleste betragtet som kronprinsesse til Snoghøj. Men sådan kom det ikke til at gå. I 1933 byggede forstanderparret en kirke til højskolen som et synligt symbol på, at kristendom og folkelighed skulle forenes. Det var der stor enighed om fra starten. Men med årene blev Solvejg Bording stærkt kritisk over for, at Abildgaard inddrog det kristelige mere og mere i højskolen på det folkeliges bekostning, og Abildgaard fyrede hende i 1955. Det førte til et brud mellem Abildgaard og Krogh og dermed til Snoghøj Gymnastikhøjskoles endeligt. Efter en periode som lærer på sin broder Frede B.s højskole i København tog Solvejg Bording til USA, hvor hun i halvandet år underviste på John C. Campbells Folk Highschool. Hun var meget optaget af det amerikanske undervisningssystem og havde planer om at blive, men blev kaldt hjem til Danmark i 1959. Lolland-Falsters Valgmenighed søgte en afløser for Johanne Andersen, hvis ansættelse i 1947 havde åbnet vejen for ordination af kvindelige præster i Danmark. Menighedsrådet ville gerne have en kvinde igen, og Solvejg Bording tog en såkaldt bispeeksamen og blev derefter ordineret i Maribo Domkirke i 1959. I 1965 blev hun ansat af Københavns Valgmenighed, men hun slap ikke sin gamle menighed i Nørre Ørslev, da den på grund af økonomiske vanskeligheder blev lagt ind under København Det betød en del rejseri, men det passede hende godt. Hun var en rastløs sjæl, ustandselig på farten til gudstjenester, på foredragsturné eller rejser til udlandet. I 1963 udgav Solvejg Bording en prædikensamling Som det lyder for mig. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Braae

Karen Braae

2023-04-22T22:53:30+02:00

fri anvendelse

Da Karen Braae havde afsluttet skolegangen i Aalborg højere Pigeskole, stod der ingen uddannelsesmuligheder åbne for piger på hendes hjemegn, hvor hendes forældre insisterede på, at hun blev. Hun måtte derfor fægte sig igennem som uuddannet lærerinde, bl.a. på sin gamle skole. Senere flyttede hun til Ollerup Højskole, hvor hun underviste lærernes børn og blev støttet i sin lyst til uddannelse af Nanna Kristensen-Randers, en af landets første kvindelige jurister. I 1908 blev Karen Braae optaget på Danmarks Lærerhøjskole, hvorfra hun to år senere tog eksamen som faglærerinde i engelsk og skolekøkken. Hun ville bruge sin uddannelse, også selvom hun giftede sig i 1911 og fik et par børn de følgende år, det skulle ikke blot være en “pyntetitel”. Karen Braae fik i 1910 ansættelse som lærerinde ved de kommunale fortsættelseskurser i København, hvor hun underviste i fem år og kom ind i et meget inspirende miljø af husholdningspionerer som Eline Hansen og Karen Blicher. Selv har hun sagt, at de år lærte hende meget. Hendes elever, unge kvinder i alderen 15 til 25 år, kom fra alle samfundslag, fire aftener om ugen mødte de til denne helt frivillige undervisning, veloplagte og ivrige efter at lære, selvom de fleste havde en lang arbejdsdag bag sig på kontor eller lager. Karen Braae blev for alvor overbevist om, hvor vigtigt det var, at kvinder fik undervisning i husførelse, børnepasning, økonomi og alt, hvad der hørte til for at blive en dygtig husmoder. Da Københavns Husmoderforening (KHF) blev stiftet i 1917 på Thit Jensens initiativ, blev Karen Braae medlem af bestyrelsen og næstformand, 1922-24 og igen 1930-36 var hun foreningens formand. Som nyvalgt formand skrev Karen Braae en kronik i Dagens Nyheder om Huslighed eller Selverhverv. Her argumenterede hun for, at husmødre skulle have et beløb til privat forbrug og ikke være afhængige af mandens nåde og velvilje. Husmoderens økonomiske afhængighed og deraf følgende uselvstændighed var et problem, der optog Karen Braae meget. I et interview i anledning af hendes 50-års fødselsdag sagde hun, at husmødre burde have hustruløn, “Ikke som en Naade, men som en Ret!” Da paraplyorganisationen De Danske Husmoderforeninger (DDH) i 1920 blev stiftet med KHFs formand Carla Meyer i spidsen, blev KHF naturligvis medlem. Men foreningen meldte sig ud igen i 1929, fordi den følte sig stækket af de mere konservative provinsforeninger, og Karen Braae blev i anden omgang en markant formand for en udbryderforening, der især profilerede sig på forbrugerspørgsmål. Karen Braae var meget bevidst om, at husmødrenes og hjemmenes problemer var en del af samfundets problemer. Derfor faldt det naturligt, at hun også blev kommunalpolitiker. Det begyndte med arbejde i den radikale vælgerforening i København, 1924 og 1926 var hun folketingskandidat, og i 1925 blev hun valgt til Borgerrepræsentationen, hvor hun sad som et meget aktivt medlem indtil 1935. Hun havde utallige tillidshverv, bl.a. som viceformand og kommunalrevisor, ligesom hun repræsenterede kommunen i en række bestyrelser. Men trods de mange nye opgaver var husholdningsproblemerne stadig hendes hjertesag. Da hun som ny borgerrepræsentant blev spurgt, hvad der stod på hendes ønskeseddel, lød svaret: en forbedret levnedsmiddellovgivning, en skrappere kontrol med fjerkræ, en sikkerhed for, at hovedstaden kun fik mælk fra tuberkulosekontrollerede besætninger, og et kommunalt mælkelaboratorium. Alt dette og meget mere fik hun rig lejlighed til at beskæftige sig med i sine sidste aktive arbejdsår. Et af de mange udvalg, hun var medlem af, var nemlig Indenrigsministeriets udvalg vedrørende oprettelse af en forsøgs- og oplysningsinstitution på husholdningsområdet. Det blev nedsat i 1931, da husholdningsorganisationerne ikke længere selv kunne imødekomme det stigende behov for forsøgsvirksomhed og derfor gik sammen i et krav om en statslig forsøgsstation. Arbejdet resulterede i loven om Statens Husholdningsråd (SHR) i 1935, og Karen Braae, der havde været sekretær for udvalget, blev udnævnt til både formand og daglig leder. Med sin sædvanlige energi og sit store organisationstalent kastede hun sig ud i opgaven med at få det nystartede råd til at fungere, og hun stod i spidsen for rådet frem til 1952, hvor hun blev afløst af Ingefred Juul Andersen. Trods store vanskeligheder nåede hun i sin 17-årige periode som formand for SHR at se mange af sin ungdoms idéer realiseret. De ydre rammer for SHR var i begyndelsen beskedne, medarbejderne var få, og den årlige bevilling på 20.000 kr. satte grænser for aktiviteterne. Men arbejdet voksede støt og sikkert og det samarbejde, som SHR ifølge loven var forpligtet til at praktisere, blev stadig stærkere. Mens det gik hurtigt med at få et venskabeligt og frugtbart samarbejde med landbrug og havebrug, så tog det længere tid med handel og industri, der de første år så med nogen skepsis på den nye institution. Men det lykkedes, ikke mindst takket være Karen Braaes forhandlingstalent og store interesse for sagen. Under Anden Verdenskrig førte knaphed på varer og energi til nye opgaver og forøgede bevillinger for SHR, der bl.a. bidrog til statens krigsberedskab ved at udarbejde kostvejledninger for hæren og for befolkningen i tilfælde af evakuering og katastrofer. I 1948 blev loven om SHR revideret. De tre hovedformål: forsøgsarbejde, oplysning og forbrugerpolitik blev fastholdt, men med vægten på det sidste. I disse år var fokus i husholdningssagen ved at dreje fra husmoderen på landet til forbrugeren i byen, og udviklingen afspejlede sig bl.a. i oprettelsen af Forbrugerrådet i 1947. Denne udvikling var helt i Karen Braaes ånd, og som den eminente taler og skribent hun var, levede hun også fuldt op til rådets formidlingsforpligtelser. Hun havde redigeret KHFs blad Husmoderen fra starten i 1918 og været redaktør på Politiken 1929-35 med husholdningsstof som speciale. Af hendes store kogebogsforfatterskab kan nævnes Diætetisk Kogebog, 1918, Daglig Mad, 1919, og Hvad faar jeg for mine Penge?, 1930. SHRs forsøgsresultater blev publiceret i månedsskriftet Faglige Meddelelser samt i en lang række pjecer, radioudsendelser og foredrag, alt sammen aktiviteter, som Karen Braae var den drivende kraft i. En samlet fremstilling af hele husholdningsområdet leverede hun som hovedredaktør af Dansk Husmoderleksikon, der udkom 1948-49. Som formand for SHR blev Karen Braae igen medlem af en næsten endeløs række af kommissioner, nævn og udvalg, fx Priskontrolrådet, Det Erhvervsøkonomiske Råd, udvalget angående oprettelse af en videnskabelig husholdningshøjskole, Husassistentkommissionen, Nationalkomiteen for Husholdningsundervisning og udvalget for Fællesnordisk Husholdningsforskning. I 1939 blev den 6. internationale kongres for husholdningsundervisning holdt i København med Karen Braae som præsident, et udtryk for, at hun også stod stærkt i det internationale husholdningsfaglige samarbejde. Ved sin pensionering i 1952 blev hun udnævnt til kommandør af Dannebrog som den anden kvinde efter justitsminister Helga Pedersen. I et tilbageblik fra pensionistårene sagde Karen Braae om omkostningerne ved sit offentlige liv, at hun havde følt “fængslet i arbejdets glasbjerg, hvor man altid kunne kontrolleres udefra – men aldrig bryde ud og være helt sig selv, som det er ethvert menneskes inderste trang”. Sit privatliv hægede hun om. Hun inviterede ikke pressen på besøg i sit hjem og omtalte sjældent sin familie og sin egen husholdning. Det nærmeste, man kommer, er en udtalelse til en avis om, at hr. Braae ikke spiste øllebrød. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrete_Bredsdorff

Margrete Bredsdorff

2023-04-22T22:52:58+02:00

fri anvendelse

Margrete Bredsdorffs barndomshjem tilhørte et konservativt officers- og godsejermiljø og havde tætte forbindelser til farbroderen, godsejer Sigismund Lunn på Knabstrupgård ved Holbæk. Hun blev uddannet på N. Zahles Skole, men fik ikke den lærerindeuddannelse, hun havde ønsket sig, da uddannelse var forbeholdt hendes fire brødre. Forældrene havde sluttet sig til den gammelgrundtvigske kirkelige retning, men et højskoleophold for Margrete Bredsdorff, som var på tale, var alligevel for fremmed for hjemmet og dets kreds, også under indtryk af tidens stærke politiske modsætninger mellem Højre og Venstre. Det var som privatlærerinde i maleren Viggo Pedersens hjem, at Margrete Bredsdorff først mødte den folkelige grundtvigianisme og besøgte en højskole, og da hun flyttede med familien til Hillerød, traf hun sin senere mand Thomas B., der var lærer på Frederiksborg Højskole. Sammen oprettede parret, der giftede sig i 1900, Roskilde Højskole i 1907. Da havde hun allerede født fire børn, og som hun senere skrev, så var det “en stor Byrde at blive Husmoder paa en Højskole, naar man selv har Børn. I det lange Løb blev jeg vel alligevel mere Mor end Højskolemor; men der kommer let en Splittelse i ens eget Sind”. Som højskolemoder ledede hun husholdningen, økonomi og madplan, med 20 piger ansat. Desuden underviste hun på sommerskolen pigerne i kvindehygiejne og håndarbejde. Umuligheden af at forlige sin egen families konservative standpunkter med sin mands radikale politiske synspunkter var en stor omkostning for den slægtsbevidste Margrete Bredsdorff, der var stærkt bundet til sin families traditioner og samtidig ubrydeligt loyal mod sin mand. Da Thomas B. døde i 1922, videreførte Margrete Bredsdorff i en årrække skolen som grundtvigsk folkehøjskole med først Anders Vedel, dernæst Jens Rosenkjær og fra 1927 sin kun 26-årige søn Morten B. som medforstander. Hendes dilemma mellem at være moder og højskolemoder, mellem slægtsfølelse og grundtvigsk folkeoplysning, kom i denne periode måske til udtryk i hendes holdning til den senere forstander for Rødding Højskole Hans Lund. Som betingelse for at blive forstander for Roskilde Højskole havde han nemlig i 1922 stillet krav om, at hun skulle trække sig helt ud af dens ledelse. Det kunne hun ikke; hun måtte holde på skolen, indtil den ældste søn kunne overtage den. I 1930 måtte hun med sorg sælge skolen til AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund), der videreførte den som arbejderhøjskole. Hun flyttede derefter til København, hvor hun levede resten af sit liv som pensionist. Margrete Bredsdorff var en højt begavet, meget smuk kvinde med et unervøst gemyt. Hendes udprægede selvbevidsthed byggede både på egne fortjenester og på slægtens position og traditioner. I sin splittethed mellem slægt og ægtemand var hun den loyale hustru, og hun kæmpede efter hans død for, at hans livsværk i grundtvigsk folkeoplysning kunne fortsættes af hendes søn. I 1923 udgav hun et udvalg af ægtefællens foredrag og artikler under titlen Thomas Bredsdorff. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Isabelle_Brockenhuus-L%C3%B8wenhielm

Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm

2023-04-22T22:54:33+02:00

fri anvendelse

Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm var ældste datter af en fynsk godsejer. Til trods for tidens normer om, at en adelig frøken ikke beskæftigede sig med praktisk og manuelt arbejde, men tværtimod lod sig opvarte, elskede hun fra sine tidligste barneår praktisk husligt arbejde. Det boglige havde derimod ikke hendes store interesse. Ved faderens død måtte godset afhændes, og familien flyttede til København Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm, der i kraft af sit miljø var dygtig til fransk, begyndte at give fransktimer, men det var ikke nok til at udfylde hendes liv, og hun tilbød den lokale sognepræst sin hjælp i menighedsplejen. Her fik hun øjnene op for de sørgelige forhold, tidens arbejderbørn voksede op under, overladt som de var til gadens fristelser og tiggeri. Det blev hende magtpåliggende at få disse børn væk fra gaden, og hun tog derfor initiativ til at oprette en arbejdsstue for fattige børn, den tids form for fritidshjem. I første omgang opsøgte Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm mødrene med et tilbud om at tage vare på børnene uden for skoletiden. Til hendes overraskelse blev tilbudet afvist, fordi familien var afhængig af barnets indtægt. Hun fik først mødrenes accept, da hun stillede dem i udsigt, at børnene fik en mindre indtægt gennem forarbejdning af småting. 1886 åbnede hun to arbejdsstuer for småpiger i en lejet toværelses lejlighed i Elmegade på Nørrebro. Huslejen skaffede hun via donationer fra tidens velhavere. Børnene fik hver lørdag trefjerdedel af lønnen med hjem, mens resten blev sat i Sparekassen. Det opsparede beløb fik barnet udbetalt ved konfirmationen, hvor Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm desuden bekostede en del af konfirmationsudstyret. Arbejdsstuerne var fra starten en stor succes, og allerede i foråret 1888 lejede hun større og bedre lokaler i ejendommen Nørre Allé 11. Den frivillige medarbejderstab voksede, og det blev nødvendigt at danne en bestyrelse. I løbet af de næste år udvidede Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm institutionen til også at omfatte børnehave, søndagsskole og plejehjem for spædbørn og i 1894 et lille sygehus samt en sygeplejeskole. Det var tidens mangelfulde hospitalsforhold, der fik hende til at foreslå bestyrelsen, at man åbnede et kristent sygehus af høj standard og tilknyttede dette en etårig sygeplejerskeuddannelse for unge kristne kvinder. Hun var dermed blandt de første, der oprettede en formaliseret uddannelse i teoretisk og praktisk sygepleje i Danmark. Hun tog selv et seks måneders kursus i sygepleje på Kommunehospitalet for at danne sig en mening om, hvordan sygepleje bedst læres. Hun ansatte dertil en uddannet sygeplejerske til at hjælpe sig med at lede sygeplejen og forestå elevernes uddannelse. Efterhånden kom Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm i økonomiske vanskeligheder. Hendes egne midler var opbrugt, selv hendes klosterhæving fra Vallø adelige jomfrukloster. Men hun fandt på råd, og det havde grund i, at hendes virksomhed fra starten havde til formål at yde børn og syge den bedste pleje i “Jesu Kristi Kærlighed” og at samle og uddanne unge kvinder, der ønskede at arbejde i barmhjertighedens tjeneste. Hun fik nemlig den idé, at institutionen kunne overleve, såfremt man omdannede den til diakonissehus. I 1899 opsøgte hun pastor Vilhelm Kold fra Indre Mission (IM) og tilbød samarbejde på dette grundlag. Planen lykkedes, og i 1900 blev Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS) grundlagt. Den nydannede bestyrelse købte ejendommen på Nørre Allé og byggede den om, så der blev plads til et stort hospital. Skt. Lukas var den anden diakonissestiftelse i Danmark, den første blev oprettet i 1863 af Louise Conring. Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm blev diakonissehusets første forstanderinde, men et paradoks er det, at hun aldrig selv blev diakonisse. Det skyldes angiveligt, at bestyrelsen ikke kunne enes om, hvilken gejstlig person der skulle indvie hende. En anden mulig forklaring er, at diakonissegerningen ikke var forenelig med hendes familiære forhold. Hun havde dels en adoptivdatter Karin B.-L., dels stærke bånd til søsteren Christine B.-L. Sidstnævnte var fra starten involveret i Isabelle Brockenhuus-Løwenhielms arbejde og viceforstanderinde en lang årrække på SLS. Hun blev af ukendte grunde heller ikke diakonisse. Den nye stiftelse havde i første omgang nogle trange år, fordi gælden var stor og tilgangen af søstre sparsom. Isabelle Brockenhuus-Løwenhielms stilling kom også til at vakle, fordi hendes økonomiske dispositioner ikke altid var velovervejede. Men efterhånden løste problemerne sig. I 1905 begyndte SLS at udsende søstre til menighedsplejen og andre sygehuse, og samme år åbnede stiftelsen et børneoptagelseshjem. I 1906 blev de første seks søstre indviet. Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm var frem til dette tidspunkt alene om at lede SLS, men i 1906 tiltrådte provst Peter Emil Blume som præst for huset, og i 1910 fik det sin første forstander i Eduard Frederik Eilschou Holm. Han blev i 1915 afløst af pastor Paul Müller. SLS var nu over sin begynderfase, og søsterskaren voksede støt. Pladsen blev igen for trang, og i 1918 købte stiftelsen en grund på Bernstorffsvej i Hellerup til et nyt diakonissehus. Efter 24 år som forstanderinde fratrådte Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm i 1924 på grund af helbredsproblemer af fysisk og psykisk art. Det var hendes egen beslutning, men bestyrelsen bakkede den kraftigt op og gav hende en rundhåndet pension. Hun afløstes af søster Eva Lyngby. Kort tid efter sin afgang flyttede Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm i egen bolig med sin søster og adoptivdatter. Måske fortrød hun sin mere eller mindre frivillige afgang, i hvert fald blev hun bitter på SLS og demonstrerede det ved at nægte at støtte en pengeindsamling til det nye diakonissehus. Det satte gang i en offentlig polemik om, hvad der rent faktisk lå bag hendes afgang. Nogle mente, at hendes hang til enevælde og ansvarsløs disponering var gået over gevind, andre, at hendes samarbejde med Müller ikke fungerede. Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm blev stiftelsen mildere stemt efter nogle år, og hun deltog i grundstensnedlæggelsen til den nye SLS i 1930. I 1932 blev det nye diakonissehus indviet, men uden Isabelle Brockenhuus-Løwenhielms deltagelse. Hun var syg og døde få dage efter. Omdrejningspunktet i Isabelle Brockenhuus-Løwenhielms virke var at hjælpe samfundets svagest stillede. Hun var en pioner inden for diakonalt arbejde og sygeplejerskeuddannelse. Hendes værk kom i stand i kraft af hendes stærke personlighed og et stort administrativt talent. Her sparede hun hverken sig selv eller sine medarbejdere, men hun underlagde sig heller ikke gerne andres meninger. Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm var overordentlig stiftsdame i Vallø, fik Fortjenstmedaljen i guld 1906, blev æresmedlem af Dansk Sygeplejeråd 1923 og af SLSs bestyrelse 1931. I 1900 skrev hun sammen med pastor Kold St. Lucas Søstrenes A-B-C. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tine_A._Br%C3%B8ndum

Tine A. Brøndum

2023-04-22T22:53:29+02:00

fri anvendelse

Da Tine A. Brøndum som den første kvinde og som den hidtil yngste i 1996 blev valgt til næstformand i LO, var det i mange henseender en utraditionel fagforeningspolitiker, der dermed kom ind i organisationens øverste ledelse. Hun er født i Helsingør som den ældste af fire søskende og voksede op i Østjylland. Hendes moder var eneforsørger, og familien måtte flytte rundt i landet, alt efter hvor moderen dengang kunne få arbejde som køkkenassistent. Tine A. Brøndum nåede at skifte skole ti gange, før hun som 14-årig kom ind på Tvindskolen i Ulfborg. Efter i et par år at have arbejdet som rengøringsassistent, fabriksarbejder og hjemmehjælp fik hun i 1984 arbejde som pædagogmedhjælper. Kun kort tid efter sin ansættelse valgtes hun til tillidsrepræsentant, fordi “ingen andre gad”, som hun har selv har udtrykt det, og hun i øvrigt “kæftede op” om pædagogmedhjælpernes urimelige forhold. Det blev starten på hendes faglige karriere i det venstreorienterede Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF). Selv var hun på dette tidspunkt medlem af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Herefter gik det stærkt, og allerede i 1986 blev hun formand for PMFs afdeling på Frbg. Fra 1992 lagde Tine A. Brøndum imidlertid sine kræfter i LO, idet hun blev formand for LO-Storkbh., sammenslutningen af kbh.ske fagforeninger, hvor hun bl.a. gjorde en stor indsats for at bilægge striden mellem den venstreorienterede og den socialdemokratiske del af fagbevægelsen. DKP-medlemskabet var i 1988 opgivet og blev tre år senere erstattet med en socialdemokratisk partibog. 1995 blev hun ansat som LO-sekretær med ansvar for arbejdsmiljø, ydre miljø, social-, ligestillings- og familiepolitik, forskning og teknologi samt for ungdomsarbejdet. Da hun året efter stillede op til næstformandsposten i LO, blev valget imødeset med stor spænding. Ville det lykkes den rapkæftede unge kvinde, der ikke kom fra et af de gamle LO-forbund, men fra den offentlige sektor, og som ikke havde lagt skjul på sine venstreorienterede sympatier, at vinde denne høje LO-post? Med støtte fra kvinderne, ikke mindst Kvindeligt Arbejderforbund, men også fra det stærke Dansk Metalarbejderforbund, blev hun valgt med et sikkert flertal og slog sin modkandidat, den garvede LO-sekretær Ib Wistisen. Dermed blev der skrevet LO-historie. Hun er gået ind i ledelsen med den opfattelse, at fagbevægelsen har brug for ny inspiration, der skal komme fra andre end de traditionelle fagforeningsfolk, og at organisationen derfor skal være mere lydhør, især over for de unge, der ikke blot vil have mere i lønningsposen, men stiller andre krav, bl.a. om tid til familie og børn. Tine A. Brøndum repræsenterer en ny stil i LO, som hun vil gøre mindre pæn og mere farlig. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Magnhild_Bukdahl

Magnhild Bukdahl

2023-04-22T22:53:42+02:00

fri anvendelse

I vinteren 1916 indledte en norsk og en dansk gymnasiast på vegne af deres elevforeninger i henholdsvis Stavanger og Ribe en brevveksling, der blev begyndelsen til 66 års frugtbart fællesskab. Pigen var Magnhild Bukdahl, den unge mand hendes senere ægtefælle Jørgen B. Hun voksede op mellem seks søskende i en lærerfamilie i Vestnorge, han var sildefødning i et grundtvigsk lærerhjem i Askov. Efter studentereksamen i 1917 blev Magnhild Bukdahl i 1922 lærer fra seminariet i Elverum, studerede derefter kunsthistorie ved universitetet i Oslo og ernærede sig som vikar ved forskelligt undervisningsarbejde. Hun indledte allerede i disse år sin karriere som kunst- og kulturskribent, som kvindesaglig debattør i bl.a. Norges Kvinder og Tidsskrift for Husmødre og som foredragsholder. Da Magnhild Bukdahl og Jørgen B. giftede sig i 1925, vidste de begge, at de gik ind til en økonomisk usikker fremtid. Ingen af dem fuldendte universitetsstudierne, og hun lagde drømmen om at blive digter på hylden. De blev gensidigt hinandens bedste støtte og kritiker, og skønt hun altid stod for det hjemlige og senere for pasning af de to ønskebørn, som de efter ti års ægteskab tillod sig at få, blev ægtefællen ved at tilskynde hende til at skrive, ligesom han delte hendes kvindesaglige engagement. I 1933 flyttede familien til Askov, hvor de af deres nære ven, højskolens mangeårige forstander J.Th. Arnfred, købte et lille træhus Bjerget på det højeste punkt i det flade, sydvestjyske land omkring Askov. Husnavnet blev i de følgende årtier anledning til mange spøgefulde bemærkninger om andre niveauforskelle, for på Bjerget kom og gik i en lind strøm nordiske kunstnere og højskolefolk, europæiske kulturpersonligheder og højskoleelever gennem den altid åbne havelåge. Magnhild Bukdahl var i en årrække lærer ved Væveskolen i Askov i nært samarbejde med lederen Paula Trock. Hun blev fast anmelder ved dagbladet Vestkysten og en af Dansk Kvindesamfunds flittigste foredragsholdere, ligesom Danmarks Radio og Københavns kvindelige Diskussionsklub havde bud efter hende. Hun fortsatte med at publicere både i Danmark og Norge, skrev bl.a. til Højskolebladet og en lang række provinsaviser i begge lande. Hun skrev på norsk og forblev norsk, men hendes budskab var nordisk. Først og fremmest krævede hun efter skæbneåret 1933 med Hitlers magtovertagelse i Tyskland en skærpet bevidsthed om demokratiets sårbarhed og nødvendighed. Hun skrev om det nordiske folkelige samarbejde som et udgangspunkt for en større europæisk mellemfolkelighed og på kristent grundlag om en udvidelse af demokratiopfattelsen, der bl.a. måtte hvile på ligestilling mellem mennesker, herunder også mellem de to køn. Det var hendes overbevisning, at kvinder ville kunne påtage sig opgaver i samfundet, som ikke blev løst, og at mange kvindeevner gik tabt, fordi de forblev uudviklede. Disse budskaber gik igen i Magnhild Bukdahls pædagogisk fremragende kunst- og kulturformidling: Kunsten gav alle mulighed for at se tilværelsen i andre belysninger end den daglige, gennem sit udtryk kunne en kunstner få indflydelse på sin samtid. Derfor var det en demokratisk pligt at forholde sig til kunst. Budskabet var klart i Magnhild Bukdahls mange produktive år, og man kan kun beklage, at hun aldrig fik ro til at samle sig om et større arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Liss_Burmester

Liss Burmester

2023-04-22T22:53:43+02:00

fri anvendelse

Som barn gik Liss Burmester til gymnastik hos Agnete Bertram, der i 1920’erne og 1930’erne skabte sin egen stil inden for kvindegymnastikken. Allerede i skoletiden underviste Liss Burmester sine kammerater i gymnastik, og nogle år senere stod hun selv for en fornyelse af kvindegymnastikken. Hun fik realeksamen fra Den Classenske Legatskole i København, og efter et opgivet forsøg på at blive sygeplejerske uddannede hun sig med økonomisk støtte fra sin broder Willy B. til gymnastik-, danse- og svømmelærerinde på Paul Petersens Institut 1936-38. Her var undervisningen inspireret af en ny retning inden for tysk kvindegymnastik, udviklet af H. Medau. Medaugymnastikken var karakteriseret af totalbevægelser, ofte med brug af håndredskaber som køller og bolde til forlængelse af kroppens bevægelser. Efter eksamen underviste Liss Burmester på danseskoler og i foreninger, ligesom hun oprettede private hold. Samtidig videreuddannede hun sig hos tre forskellige gymnastikpædagoger, som hver især prægede hendes faglige udvikling. Hun var på universitetet i Helsingfors hos Hilma Jalkanen, og i to år studerede hun hos Else Hamburger, som havde et gymnastikinstitut i København Desuden fulgte hun kurser i rytmisk dans hos finnen Maggi Grippenberg. I 1941 var hun klar til at oprette sit eget gymnastikinstitut, som ca. 1950 blev udvidet med en treårig uddannelse for gymnastiklærerinder. Fordi Liss Burmester havde oplevet spændinger i lænd og nakke hos sig selv og andre gymnaster, ønskede hun at finde frem til en gymnastik, som kunne modvirke kropslige skavanker. Kroppens balance, tyngde og elasticitet var vigtige faktorer i hendes gymnastik, som hun kaldte bevægelseskultur, og som andre ofte har kaldt jazzgymnastik. Den omfattede grundøvelser, fritstående øvelser og fri bevægelse med musikledsagelse, som ofte var jazz og rytmisk musik. Grundøvelserne var fx rulninger og kolbøtter, der skulle give smidighed, kraft, behændighed og forebygge infiltrationer i nakke, skuldre og lænd. De fritstående øvelser var karakteriseret af gennemløbende bevægelser, “kropsbølger”, startende fra fodleddene gennem knæled, hofteled til hvirvelsøjlens led. Bevægelserne blev ofte understreget ved hjælp af håndredskaber som rytmepinde, tamburiner og tøndebånd. Den frie bevægelse såvel som de gymnastiske serier med navne som Bjerggedernes Dans, Furioso og Energico havde et stærkt dramatisk udtryk. Dansk gymnastik var inde i en periode, hvor det var svært at trække publikum til opvisningerne. Men når Liss Burmesters meget dygtige elitehold var på programmet, kom der altid mange og begejstrede tilskuere. Hendes gymnaster vakte ikke alene opsigt i kraft af de nye og dramatiske bevægelser, men også på grund af deres påklædning: tætsiddende sorte gymnastikdragter, sorte netstrømpebukser og sorte gymnastiksko med en effektfuld turkis sål. Da eliteholdet i begyndelsen af 1950’erne deltog i en opvisning, arrangeret af Dansk Gymnastik-Forbund, rejste der sig stærk kritik af, at et privat hold var med på den organiserede idræts stævne. Liss Burmester dannede herefter foreningen Elbe med sin mand Erik Sjøqvist som formand. Hun var 1961 sammen med bl.a. Nina Velin initiativtager til gymnastikkonkurrencer for hold, den såkaldte Grand Prix-gymnastik, som i mange år afholdt tv-transmitterede stævner i Tivolis koncertsal. På opfordring af rektor Erik Hohwü-Christensen underviste Liss Burmester i gymnastik på Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1963-70. Det traditionelt store fag var i krise, og hun fik til opgave at give de kvindelige studerende gymnastikglæden tilbage. Det løste hun bl.a. ved at indføre båndmusik i stedet for den traditionelle klaverledsagelse. Desuden holdt hun hvert år sommerkursus på Krogerup Højskole, hvor mange tusind danske og udenlandske gymnastiklærerinder gennem årene deltog. 1980 overdrog hun Liss Burmester Skolen til sin assistent gennem mange år Bente Lauritsen, men fortsatte i endnu fem-seks år som lærer og censor på den nu toårige faglæreruddannelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Busk

Karen Busk

2023-04-22T22:53:45+02:00

fri anvendelse

Karen Busk fik som ung en praktisk huslig uddannelse og ønskede selv at medvirke til at kvalificere især landbokvinder til deres arbejde i husholdningen. Hun giftede sig ind i en politisk aktiv slægt med flere rigsdagsmænd og startede i 1907 sammen med sin mand, der var havebrugskandidat og stærkt engageret i forsøgsvirksomhed, Aarslev Havebrugsskole på Fyn. Selv var hun optaget af anvendelsen af haveprodukter i husholdningen og agiterede for henkogning og anden brug af frugt. 1917 oprettede hun en husholdningsskole i tilknytning til havebrugsskolen. Som forberedelse hertil gæstede hun 1916 Ankerhus Husholdningsseminarium for at deltage i Marie Kroghs undervisning i ernæringsfysiologi. Trods sin korte faglige uddannelse udbød Karen Busk overvejende teoretisk undervisning. Det viste sig imidlertid at være vanskeligt at skaffe elever til denne type skole, så husholdningsskolen måtte nedlægges i 1927, havebrugsskolen i 1932, hvorefter ægteparret levede af handelsgartneri. Karen Busk blev ledende i husholdningsarbejdet på Fyn. Da organiseringen af kvinderne inden for landboforeningerne startede i begyndelsen af 1920’erne, var Karen Busk og jyden Rebekka la Cour Madsen de drivende kræfter. Karen Busk blev i 1922 formand for et husholdningsudvalg under Odense Omegns Landboforeninger, der som den første landboforening besluttede at optage kvinder som medlemmer og dermed lagde ansvaret for husholdningsarbejdet i hænderne på kvinderne selv. I 1925 nedsattes De fynske Landboforeningers Husholdningsudvalg (DFLH), og Karen Busk var formand for dette indtil 1954. Under hendes ledelse udfoldede der sig et omfattende oplysnings-, undervisnings- og undersøgelsesarbejde. Der blev ansat konsulenter til kost- og vareundersøgelser, demonstrationer og kursusundervisning, ikke mindst af unge piger. I 1947 var der 4.200 medlemmer i DFLH. Karen Busk var desuden fra 1943 formand for Husholdningsorganisationernes Fællesudvalg, der forsøgte at etablere et samarbejde mellem husmødre på tværs af land og by og klasseskel. Hun var stærkt optaget af forsøgsarbejde og varekvalitet, og Danske Husmødres Forbrugerråd, senere Forbrugerrådet, der blev oprettet i 1947, fortsatte linien i dette arbejde. Karen Busk var tidligt aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK). Hun var formand for Årslevkredsen fra stiftelsen i 1908 og senere tillige for Sønder Næråkredsen, 1924-27 var hun fynsk distriktsformand og dermed medlem af DKs fællesstyrelse. I 1940 trådte hun ind i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, der under Besættelsen forsøgte at skaffe bl.a. levnedsmidler og tøj til de mest trængende. Endelig deltog hun i Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, som oprettedes i 1915 som reaktion på Første Verdenskrigs udbrud, og som netop på Fyn havde en særdeles aktiv kreds, ledet af Benny Cederfeld de Simonsen. I såvel husholdnings- som kvindesaglige sammenhænge var Karen Busk en flittig debattør og skribent, der regelmæssigt leverede artikler til Tidsskrift for Husholdning og Fyns Stifts Landbrugstidende. Hun forsøgte at sammenkæde DKs og landbokvindernes arbejde for husholdningssagen i to artikler i Kvinden og Samfundet 1924-25. Her skrev hun, at husmødre gennem at dygtiggøre sig praktisk og teoretisk ville få større arbejdsglæde, mere herredømme over arbejdet og højne deres menneskeværd. Uddannelse og oplysning så hun som forudsætningen for, at kvinder kunne hævde sig i samfundet og det politiske liv. I anledning af 30-året for oprettelsen af den første husholdningsskole gjorde hun status over resultaterne og måtte konstatere, at husholdningsskolerne endnu ikke havde fået samme brede betydning for landbohjemmene som landbrugsskolerne. Hun gik stærkt ind for den teoretiske undervisning, det praktiske mente hun bedst kunne læres i hjemmene. I 1934 deltog hun i en debat om husmoderløn og argumenterede her for, at husarbejdet havde betydelig samfundsøkonomisk værdi i større husholdninger og børnefamilier. Endelig bidrog hun til antologien Kvinden i Danmark, 1942, med et afsnit om landbokvinders historie, som hun skrev ind i landbrugshistorien generelt. Omlægningen fra selvforsyning til forbrugerhusholdning så hun som en stor omvæltning for husmødrene, en vej, som betød tab af vigtig produktion, men også mulighed for tilegnelse af nye kompetencer og samfundsdeltagelse. “Kræfter øges ved at bruges,” var Karen Busks slagord, der ikke mindst gjaldt for hende selv. Med udgangspunkt i landhusmoderens selvstændige og betydningsfulde stilling forstod hun at placere sig centralt og blev en kendt og respekteret figur, først og fremmest på Fyn, men også på landsplan. Hun havde magtfulde politiske og faglige netværk, der gav hende indflydelse også ud over, hvad hendes egen position betingede. I hendes sidste år mistede landhusholdningen terræn over for byernes forbrugerhusholdning. Da var hendes kamptid imidlertid forbi. I 1959 flyttede hun fra Årslev, hvor hun havde boet i 52 år, til en slægtning i Kirke Såby ved Lejre. De sidste fem år af sit liv tilbragte hun på plejehjem i Odense. Karen Busk blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1955 og modtog Det Kgl. danske Landhusholdningsselskabs største sølvbæger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Marie_B%C3%B8rup

Anne Marie Børup

2023-04-22T22:54:23+02:00

fri anvendelse

Anne Marie Børup voksede op i Enslev på Randersegnen i en søskendeflok på syv. Hendes fader Marius Lind var lærer og desuden kirkesanger og organist. Hjemmet var præget af musik og sang, og børnene lærte tidligt at spille og synge. Forældrene var begge politisk engagerede, faderen i partiet Venstre og moderen som medlem af Det Radikale Venstre. Disse politisk forskellige ståsteder gav ikke anledning til mislyde i hjemmet. Tværtimod betragtede forældrene hinanden som jævnbyrdige. Moderen var tillige meget aktiv i Dansk Kvindesamfund, og karakteristisk for forældrenes forhold var, at faderen som noget naturligt også var medlem. Anne Marie Børup fik som stor pige lov til at hjælpe med undervisningen i skolen. Ofte var det hende, der havde diktat med klassen, mens faderen fik sig en pibe tobak eller gik ind for at tale med sin hustru. Forældrene forestillede sig, at Anne Marie Børup skulle på seminarium, men hun stykkede i stedet sin uddannelse sammen af forskellige kurser, rejser og ansættelser. På et kursus på Askov Højskole i 1906 stiftede hun bekendtskab med kvindegymnastikken. Den var dengang stort set en kopi af mændenes øvelser, men for kvinderne var det befriende at komme i en gymnastikdragt, hvor de kunne røre sig frit og føle kræfterne vokse ved armgang i bom, klatren i tov og spring over redskaber. Ingeborg Appel var den inspirerende leder, der så kvindegymnastikken som et middel til kvindens frigørelse. Anne Marie Børup var begejstret, og hun vendte tilbage til Askov på endnu et månedskursus og en sommerskole. Herefter var hun sikker på, at hun ville være gymnastiklærerinde, og hun tog på et kursus hos Olaf Schrøder i Odense i 1908. Nu kunne hun begynde at undervise i gymnastik, og hun blev som 20-årig ansat på Hovedgård Realskole ved Horsens. På skolen lærte Anne Marie Børup sig engelsk med det klare mål at rejse til USA. Hun havde hørt om den danske højskole Grand View College i Des Moines, Iowa, og ønskede brændende at få lov at undervise på stedet. Muligheden bød sig, faderen lånte hende rejsepenge, og i 1910 tog hun af sted. Det blev til to år i Amerika, hvor hun dels tjente penge som tjenestepige i syv forskellige hjem, dels underviste på kurser på højskolen i vinterperioderne. Efter hjemkomsten til Danmark tog Anne Marie Børup det etårige kursus på Statens Gymnastikinstitut 1912-13. Det var dengang den højeste uddannelse, man kunne få i gymnastik. Som nyuddannet gymnastiklærerinde fik hun først ansættelse på Th. Langs Skole i Silkeborg i to år. Herefter fulgte ansættelser på en lang række skoler i kortere eller længere perioder fortrinsvis i Århusområdet. Men det er inden for det folkelige foreningsarbejde, at Anne Marie Børup først og fremmest har sat sig spor. Under sit ophold på Statens Gymnastikinstitut hørte Anne Marie Børup første gang om de såkaldte delingsførermøder. En af hendes veninder fortalte begejstret om disse fester, hvor delingsførere mødtes to eller tre dage, gjorde gymnastik, hørte foredrag, dansede folkedans og legede sanglege. Da Anne Marie Børup kom til Silkeborg, blev hun snart en del af denne folkelige tradition. Hun var lærer på nogle af de første delingsførerkurser for kvinder på Hadsten Højskole fra 1913. Siden brugte hun en stor del af sit liv på at uddanne og videreuddanne gymnastikledere på weekendkurser og månedskurser, 1930-56 underviste hun således en gang årligt på Himmerlands Ungdomsskole, og hver sommer fra 1938 til 1954 stod hun for Rødding Højskoles delingsførerafdeling. Men Anne Marie Børup ledede også selv gymnastikhold. Hendes navn er usvigeligt knyttet til Aarhus Gymnastik Forening (AGF), hvor hun havde gymnastikhold i næsten 50 år, 1912-58. Det folkelige foreningsarbejde var normalt ulønnet, men hun fik i vinterhalvårene betaling for sit arbejde i AGF. Det gjorde, at hun med en klasselotterikollektion som supplement var sikret brød på bordet. For AGF betød det, at de havde en leder, der i mere end en menneskealder nærmest var foreningen på gymnastikområdet. Anne Marie Børup sagde også ja til at lede hold ved specielle lejligheder. I 1939 stod hun for det danske kvindehold ved den store Lingiade i Stockholm, og lige efter Anden Verdenskrig ledede hun på Erik Flensted-Jensens opfordring kvindernes opvisninger på hans gymnastikhold, der rejste rundt i USA i et lille års tid. Anne Marie Børups indsats for den danske kvindegymnastik er legendarisk. Fra 1912 var hun med til at udvikle og fastholde den position, kvindegymnastikken efterhånden fik. Inspirationen til gymnastikken kom først og fremmest fra den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hun mente, at gymnastikken for kvinder skulle væk fra mandsgymnastikken og i stedet tage udgangspunkt i kvindens psyke og anatomi. Derfor drejede hun gymnastikken væk fra det spændte, stive og kraftbetonede og tilførte i stedet bevægelsen og æstetikken. Anne Marie Børup deltog i adskillige af Björksténs kurser. En senere inspirationskilde var den tyske gymnastikpædagog H. Medau. I perioden 1938-39 besøgte hun tre gange hans skole for at lære hans specielle måde at koble musik og bevægelse. Det var et område, som Anne Marie Børup før nogen anden tog op i den folkelige gymnastik. Ved det store Dybbølstævne i 1928 brugte hun som den første musik til enkelte af sine øvelser med Else Bartholdy, en anden pioner på området, ved klaveret. Det vakte megen modstand, og hun blev beskyldt for at ødelægge gymnastikken. Men det varede ikke længe, før andre hold tog hendes idé op. Musikken bredte sig hurtigt, bl.a. fordi Anne Marie Børup begyndte at udgive hefter med musik til gymnastik, kaldet De grå hefter. Siden udkom Gymnastikmusik 1-8, 1947-55. Ved siden af musikhefterne udgav hun i 1926 6 Dagsøvelser til Brug i Kvindegymnastikken og i 1946 sin øvelsesbog Kvindegymnastik. Anne Marie Børups store popularitet som gymnastikleder førte til, at hun i 1923 som den første kvinde blev valgt ind i De danske Skytte- og Gymnastikforeningers Overbestyrelse. En anden tillidspost, som det folkelige gymnastikarbejde førte med sig, var hvervet som redaktør af tidsskriftet Ungdom og Idræt. For at fremme kvindesiden havde man siden 1922 haft Jørgine Abildgaard som kvindelig medredaktør. Den post overtog Anne Marie Børup 1930-65. Hun har udgivet en digtsamling Fra Vang og Veje, 1947, og sine erindringer De mange år, 1970. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gudrun_Chemnitz

Gudrun Chemnitz

2023-04-22T23:00:19+02:00

fri anvendelse

Gudrun Chemnitz er først og fremmest blevet kendt for sit omfattende arbejde for Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning). Desuden for sit engagement i menighedsrepræsentantskabet i Nuuk (Godthåb), hvor hun i mange år har været medlem. Gudrun Chemnitz er ud af en kendt præstefamilie. Faderen Karl C. blev 1911 uddannet som præst ved Ilinniarfissuaq (Grønlands Seminarium). Fra et tidligere ægteskab medbragte han tre børn, og med de tre, han fik med Margrethe Høegh, nåede familien op på otte medlemmer. Det lå faderen stærkt på sinde, at børnene skulle have en uddannelse, og han ansatte danske huslærere til undervisning af de små. I 1931 flyttede familien fra Alluitsoq (Lichtenau) til Nanortalik og senere i 1938-39 til Danmark i et år, hvor Gudrun Chemnitz gjorde sin entre i folkeskolen. Tilbage i Grønland begyndte hun i 1944 på pigeefterskolen i Aasiaat (Egedesminde), hvorfra hun tog den toårige pigeefterskoleeksamen i 1946. På foranledning af skolens forstander Mikael Gam, den senere Grønlandsminister, kom hun året efter på Stevns Højskole, hvor andre fremtrædende grønlændere havde gået. Opholdet banede vej for optagelse på Th. Langs Seminarium i Silkeborg, hvorfra hun tog forskolelærerindeeksamen i 1951. Danmarksopholdet afsluttedes med et sommerkursus på Snoghøj Gymnastikhøjskole. Efter fem år i Danmark vendte Gudrun Chemnitz tilbage til Nanortalik og arbejdede som lærerinde. I 1952 fik hun stilling i Aasiaat, hvor boligen skulle deles med kollegaen og fætteren Jørgen C. Fællesskabet viste sig holdbart, og året efter blev de gift og flyttede til Nuuk. Indtil 1976 var Gudrun Chemnitz ansat ved øvelsesskolen ved Ilinniarfissuaq, hvor ægtefællen siden blev skoleinspektør, og ved Ukaliusaq skole. Parret fik i hurtig rækkefølge ti børn, der blev passet af en hushjælp, mens Gudrun Chemnitz underviste. Ved siden af skolearbejdet blev Gudrun Chemnitz involveret i kvindeforeningsarbejde i APK, der 1948 var blevet stiftet med hendes svigermoder Kathrine C. som formand. Gudrun Chemnitzs indsats rettede sig i første omgang mod småbørnsfamilierne. Med hjælp fra den danske kvindeforening Folkevirke iværksattes udlån af vugger til nyfødte, ligesom der blev afholdt kurser med tilrejsende konsulenter i småbørnshygiejne og -ernæring. Desuden skabtes der mulighed for, at grønlandske kvinder kunne komme på kurser i Danmark. I 1965 blev Gudrun Chemnitz valgt til formand for APK efter sin svigermoder, en post, hun bestred til 1976. Under hendes formandskab udvidede kvindeforeningerne tydeligt deres virkefelt på det samfundspolitiske område. I 1967 blev der afholdt et boligseminar, der fik stor betydning ved at formulere og kritisere udviklingen i det moderne boligbyggeri ud fra de kvindelige brugeres synspunkt. Spørgsmålet om abortlovgivning blev taget op af APK i slutningen af 1960’erne. Det var et emne, der hidtil havde været behandlet i Grønlands Landsråd af et udvalg udelukkende bestående af mænd. Efter en livlig debat kunne landsrådet vedtage loven om fri abort i 1973. Desuden oprettede de lokale afdelinger af APK mødreklubber, hvor børnene kunne blive passet, mens mødrene gik til møde eller på arbejde. En milepæl for Gudrun Chemnitz blev indvielsen i 1977 af Arnat Ilinniarfiat (Kvindehøjskolen) i tilknytning til Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut (Holsteinsborg). I det meste af hendes formandstid havde APK arbejdet på at realisere tanken om en kvindehøjskole, og i 1968 havde foreningen på sit landsmøde startet en indsamling til formålet. Byggeriet var anslået til at koste 2,5 mio. kr., og Grønlands Landsråd havde som betingelse for støtte krævet, at APK selv skulle indsamle 6% af byggesummen, et mål, som foreningen nåede i midten af 1970’erne. Det var således en stor dag, da Arnat Ilinniarfiat kunne indvies med Cecilie Lund som leder. Formålet med kvindehøjskolen var at uddanne kvinder i de traditionelle grønlandske færdigheder, således at kendskabet til grønlandsk kunsthåndværk og husflid kunne bevares. Allerede som barn havde Gudrun Chemnitz været interesseret i husflid, inspireret af moderen, der bl.a. havde lært uldbehandling af islandske gæstelærere. Efter sin afgang som formand var Gudrun Chemnitz 1976-95 ansat som husflidskonsulent for APK, hvor hun bl.a. beskæftigede sig med mulighederne for at producere produkter af moskusokseuld. Desuden redigerede hun en række bøger om skindbehandling og fremstilling af senetråd. Gudrun Chemnitz har været medlem af menighedsrepræsentantskabet i Nuuk siden 1967, 1971-75 og 1979-95 som formand. Hun har været en utrættelig fortaler for opførelse af en ny kirke i forstaden Nussuaq, der efterhånden har flere indbyggere end selve Nuuk. Indtil videre har resultatet været, at kirkegrunden er blevet indtegnet i lokalplanen for området. Sammen med sin mand har hun også videreført udgivelsen af julehæftet Juullisiutit, der fra 1904 har været økonomisk støttet af Den Grønlandske Kirkesag. Siden 1958 har hun endvidere arbejdet freelance for Grønlands Radio, og hendes stemme er blevet kendt over hele Grønland. I radioen har hun især deltaget i produktionen af programmer som morgenandagt, morgengymnastik, børnetime og skoleradio samt udsendelser med fokus på kvinder. Desuden har hun fundet tid til at oversætte et par bøger til grønlandsk, bl.a. af den svenske forfatter Elsa Beskow. Som energisk samfundsdebattør har hun i de grønlandske medier især diskuteret grønlandsk husflid, kvinderoller, sociale spørgsmål og den kristne tro. 1988 var hun redaktør af Arnat Ilinniarfiat 1977-1987, kvindehøjskolens jubilæumsskrift. Gudrun Chemnitz er vellidt af mange i både Grønland og Danmark, hvor hun er blevet kendt som iværksætter og ikke mindst som en vedholdende fortaler for bevaringen af de traditionelle kvindefærdigheder. Gennem sit mangeårige engagement i kvindespørgsmål, husflid og menighedsarbejde har hun været en uudtømmelig ressource, der til trods for en stor børneflok altid har haft tid til at bidrage til foreningslivet. I 1982 blev hun tildelt Danmarkssamfundets Æresplakette, 1982 Tørsleff & Co.s Husmoderlegat og 1991 Den Grønlandske Kulturpris. I 1975 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birthe_Christensen

Birthe Christensen

2023-04-22T23:00:26+02:00

fri anvendelse

Birthe Christensen, der blev født uden for ægteskab, voksede op hos sine bedsteforældre i Tåstrup. Som femårig mistede hun kontakten med sin moder, som da flyttede fra hjemmet. Birthe Christensen bestemte sig tidligt til at blive lærer. Efter almindelig forberedelseseksamen kom hun på Akademisk Kursus og blev student i 1945. Studierne på Københavns Universitet i historie og kristendomskundskab finansierede hun som kirkesanger og lærervikar. De sidste studieår boede hun på Kvinderegensen, hvor hun bl.a. mødte Vibeke Bjernum, som hun senere kom til at arbejde tæt sammen med. 1954 blev Birthe Christensen cand.mag. og derefter ansat på Rysensteen Gymnasium, en gammel pigeskole med tradition for kvindelige ledere. I 1970, da rektorstillingen blev ledig, var det lærernes og elevernes fælles ønske, at Birthe Christensen, der i en række år havde været inspektor, skulle være den nye rektor. Københavns kommunale skolevæsen fulgte indstillingen, og med hendes udnævnelse nåede kvindeandelen af landets ca. 100 rektorer op på fire. I 1994 tog hun sin afsked på grund af alder. Sammen med Bjernum arrangerede Birthe Christensen i 1950’erne private studiekredse i erhvervsorientering for pigerne i gymnasiet. Gennem foreningen Kvindelige Akademikere fik gymnasieeleverne lejlighed til at møde kvindelige studerende og unge akademikere i disses hjem, og de fik derigennem indsigt i såvel studie- som arbejdsforhold inden for de fag, de havde lyst til at give sig i kast med. Birthe Christensen ønskede også at give pigerne forbilleder. De skulle se, at det var muligt både at gennemføre et studium og at klare sig i konkurrencen med mændene. I 1962 var Birthe Christensen medstifter af Foreningen for erhvervsorientering i gymnasiet. Hun sad i foreningens bestyrelse fra dens oprettelse og blev æresmedlem ved dens 25-års jubilæum. I 1950’erne arbejdede hun tillige med at oprette elevråd på skolen. Da hun selv blev rektor, fulgte hun dette op med en forældreforening, fordi mange af skolens elever var førstegenerationsgymnasiaster. Hun fandt det vigtigt, at forældrene forstod deres børns hverdag og de krav, skolen stillede til dem, og hun ønskede ligeledes, at skolen skulle blive en integreret del af Vesterbromiljøet. Det elitære præg, som gymnasiet endnu havde i 1970’erne, skulle ikke afholde velbegavede unge fra ikke-studievante miljøer fra at søge optagelse. Af samme grund brugte hun mange kræfter på at etablere et reelt samarbejde med folkeskolerne på Vesterbro. Rysensteen Gymnasium blev den første gymnasieskole i København, der arrangerede elevdage med orientering om gymnasiet for folkeskoleelever. En særlig interesse viede Birthe Christensen de svage elever, ikke mindst indvandrereleverne, som gymnasiet kendte til allerede fra 1970’erne, da mange unge polakker kom til skolen. Birthe Christensen blev kendt for sin åbne og utraditionelle ledelsesform. Lærere og elever kunne altid frit komme på kontoret. Tonen var ens over for alle, direkte og uhøjtidelig. Det vakte altid almindelig munterhed, når hun på grund af sin ringe højde brugte telefonbøger som skammel, når hun besteg skolens talerstol. Men hun kunne “nå op”, ikke blot i direkte forstand. Rysensteen Gymnasium blev i Birthe Christensens tid bygget om til et moderne gymnasium, og hendes bestræbelser på at gøre skolen attraktiv for de unge på Vesterbro har båret frugt. Rysensteen opfattes som bydelens lokale gymnasium, ikke mindst takket være Birthe Christensens deltagelse i sociale aktiviteter på Vesterbro, bl.a. som medlem af Byfornyelsesrepræsentantskabet, som medlem af bestyrelsen og æresmedlem af Vesterbros Idrætssamvirke og som bestyrelsesmedlem i kulturværkstedet Dagmar. Hun er en af de skoleledere, der mest bevidst og succesrigt har arbejdet på en demokratisering af den danske gymnasieskole. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Martha_Christensen_-_gymnastikl%C3%A6rer

Martha Christensen

gymnastiklærer

2023-04-22T23:09:31+02:00

fri anvendelse

Med sit lange virke som lærerinde inden for såvel pigegymnastikken i skolen som den frivillige gymnastik var Martha Christensen med til at udbrede den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björksténs kvindegymnastik i Danmark i første halvdel af 1900-tallet. Hun havde et vidtforgrenet netværk og blev en central personlighed i det stærke, nordiske kvindelige gymnastikmiljø. Martha Christensen startede sin lærerindegerning med et år på en lille forberedelsesskole til Viborg Katedralskole . Derefter tog hun 1907-08 som så mange andre unge i samtiden på højskole, og valget faldt på Askov. Her stiftede hun bekendtskab med den svenske gymnastik gennem højskolemoderen Ingeborg Appels inspirerende undervisning. På højskolen uddannede eleverne sig til gymnastikledere med henblik på foreningsarbejde hjemme i sognene. Efter højskoleopholdet tog Martha Christensen uddannelse som gymnastiklærerinde på Olav Schrøders Gymnastikinstitut i Odense, og på denne baggrund blev hun 1909 ansat på byens førende pigeskole Louise Wintelers Skole, det senere Skt. Knuds Gymnasium. Hun videreuddannede sig fortsat og blev 1920 faglærerinde i naturhistorie fra N. Zahles Seminarium, hvorefter hun fik fastansættelse på Skt. Knuds Gymnasium i 1924 og var adjunkt her 1936-42. Som led i skolegymnastikkens udvikling havde statens gymnastikinspektion siden 1908 haft kvindelige medhjælpere til at føre tilsyn med pigegymnastikken. Martha Christensen var ansat som medhjælper med ansvar for de fynske skoler fra 1923, og 1936 udvidedes hendes arbejdsområde, så hun blev vicegymnastikinspektør for alle gymnasieskoler i landet samt for real- og folkeskoler i provinsen. Der var tale om en nyoprettet stilling, der havde været efterspurgt af Nordisk Forbund for Kvindegymnastik (NFK) siden 1935. Da hun 1942 fik arbejde på N. Zahles Seminarium, flyttede hun til København og stiftede bo med en anden af gymnastikkens kvindelige pionerer Sigrid Nutzhorn. Nutzhorn havde undervist på N. Zahles Seminarium siden 1899 og var præsident for NFK i en årrække. Martha Christensen blev pensioneret fra seminariet i 1960. Martha Christensen havde også et stort engagement i foreningsgymnastikken. Hun supplerede sin gymnastikuddannelse med mange kurser i både ind- og udland, navnlig i Finland hos Björkstén, som for de danske gymnastiklærerinder var den store fornyer. Ifølge Björkstén var det nødvendigt at udvikle en særlig kvindegymnastik, som var i harmoni med kvinders natur. Sammen med sine kolleger arbejdede Martha Christensen for at omplante Björksténs kvindegymnastik til danske forhold. Hun var aktiv i Odense Kvindelige Gymnastikforening (OKG), hvor hun blev valgt til bestyrelsen i 1922, var formand 1924-42 og desuden underviste. I 1927 gæstede Björkstén, som Martha Christensen løbende var i kontakt med, OKG for at give opvisning med sine gymnaster. Med dannelsen af NFK i 1922 blev et stærkt samarbejde mellem de nordiske gymnastiklærerinder etableret. Forbundets formål var at udbrede den Björksténske kvindegymnastik, og Martha Christensen blev en central person i forbundet som næstformand 1937-49 og formand 1949-62. Desuden underviste hun på forbundets kurser, holdt oplæg om pige- og kvindegymnastik og skrev artikler i tidsskriftet Nordisk Kvinnogymnastik. Blandt Martha Christensens øvrige tillidshverv var formandskab for N. Zahles Seminarieforening, og hun fungerede i en årrække som censor ved kvindeseminarierne og ved Danmarks Højskole for Legemsøvelser 1943-57. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1949 og blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1956. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Christiansen_-_h%C3%B8jskoleforstander

Margrethe Christiansen

højskoleforstander

2023-04-22T23:09:36+02:00

fri anvendelse

Margrethe Christiansen med kaldenavnet Pip, der fulgte hende livet igennem, voksede op på Askov Højskole og bestemte tidligt, at hun ville være højskolelærer, således som hendes moder Ingeborg Appel en generation tidligere havde besluttet det for sit vedkommende. Margrethe Christiansen tog almindelig forberedelseseksamen i 1912 og var derefter elev på Askov og siden på Sörängen Folkhögskola i Sverige. Derefter opholdt hun sig en vinter i København, hvor hun boede sammen med faderen Jacob Appel, der i disse år var kultusminister. Her gik hun til sang- og musikundervisning og læste tysk ved siden af. Ved senere ophold i København tog hun i 1919 faglærereksamen i dansk og tysk, som hun supplerede med et studieophold i Tyskland. Sidst på året blev hun gift med C.P.O. C., der siden 1913 havde været historielærer på Askov. Parret overtog en af højskolens elevhusholdninger, og Margrethe Christiansen begyndte kort efter selv som lærer på højskolen med dansk som hovedfag. Samtidig fornyede hun undervisningen i håndarbejde og var senere med til at oprette organisationen Højskolernes Håndarbejde i tæt samarbejde med bl.a. søsteren Charlotte Rud. Margrethe Christiansen blev som sin mand en fremragende lærer, evnede ikke alene at opretholde stedets høje niveau, men også at tilpasse dette til en ny tids elever. Askov var hendes liv, fyldte hendes bevidsthed. Hendes forpligtethed over for og kærlighed til stedet var lige så stor som formødrenes. Det kan derfor ikke have været let for hende, da hendes fader, som hun følte sig stærkt knyttet til, i 1928 bad et andet lærerpar Karen og J.Th. Arnfred om at overtage forstanderposten efter sig, formentlig i overensstemmelse med lærerkredsens ønske. Margrethe Christiansen og hendes mand fortsatte dog loyalt deres arbejde under Arnfreds ledelse. En brevveksling nogle år senere mellem de to parter viser imidlertid, at problemerne ikke var overvundet. De dukkede frem igen, da Margrethe Christiansen og C.P.O. C. i 1934 efter lange overvejelser tog imod et tilbud om at overtage Frederiksborg Højskole. De to par fik dog med stor gensidig respekt og selvindsigt arbejdet sig igennem krisen, og venskabet bevaredes. Under Margrethe Christiansen og C.P.O. C.s ledelse blev Frederiksborg Højskole, fra 1937 kaldet Grundtvigs Højskole, atter en stor og god skole, efter at den havde skrantet en del år. Margrethe Christiansen påtog sig ledelsen af den store husholdning og overtog desuden hele administrationen. Hun ønskede, at skolen ligesom i Askov skulle være et hjem for såvel eleverne som for ugifte lærere og medarbejdere. Ved siden af dette havde hun undervisning og som regel et dagligt foredrag for samtlige elever. I 1934 optog højskolen for første gang unge piger på vinterskolen, og for disse holdt hun særlige timer om kvindens stilling og lærte dem i andre timer at forstå og holde af musik. Men ellers koncentrerede hun sig om litteraturundervisningen og om en foredragsrække om N.F.S. Grundtvig. Hun så det som sin største opgave gennem undervisningen at fremhæve de bestandige værdier og bærende traditioner, trofasthed, pligtfølelse og ansvarlighed. Margrethe Christiansen havde både evnen og viljen til at leve op til højskolearven og traditionen og samtidig ligesom sin mand give de øvrige lærere frihed til at finde deres form. Traditionen kunne imidlertid, måske fordi den var omplantet og ikke groet frem på stedet, af og til virke tyngende på andre, forekomme uden selvfølgelighed. Margrethe Christiansen følte selv, at den lige vej frem var sværere at finde for tredje generations end for første og anden generations højskolefolk. Der krævedes en stadig større forståelse af menneskers forskelligartethed og af et samfund under hastig forvandling, og dermed kunne kraften til handling svækkes. Men Margrethe Christiansen skulle vise sig at have kræfter nok. Og hun fik brug for dem. Hendes mand fik i 1936 et hjerteanfald og skulle derefter så vidt muligt skånes, så hendes indsats blev af største betydning. Margrethe Christiansen var en særpræget og sammensat personlighed. Hun havde et trofast sind, besad omtanke og medleven. Hun var intens og grundig i alt, hvad hun foretog sig, og havde et mægtigt gåpåmod. Hun stred altid med at finde sammenhæng og mening i livet, ville gerne ordne og bringe på plads, ikke blot problemer og begreber, men også mennesker. Dette sidste kunne føre til en noget firkantet opfattelse og karakteristik af andre, en lejlighedsvis tilbøjelighed til at sætte folk i for snævre båse. Men som helhed var hun et frisindet og åbent menneske. C.P.O. C. døde i 1951. Parret havde trukket sig tilbage en måned før hans død, og en efterfølger var fundet. Det kan være hovedårsagen til, at Margrethe Christiansen ikke fortsatte ledelsen af skolen alene, men det spillede tillige ind, at hun selv var fysisk ret svag, og måske også, at hun var kvinde. Hun fik imidlertid endnu 20 virksomme år. Fra 1952 til 1957 underviste hun på Bordings Friskole, senere på Snoghøj Højskole. I 1961 var hun en tid leder af en højskole i Oldenburg. Sideløbende hermed skrev hun artikler og holdt foredrag. Hovedværkerne i hendes forfatterskab er to biografier om hendes forældre. I 1967 udkom Ingeborg Appel og Askov og i 1970 Jacob Appel, en mand og hans arv. Margrethe Christiansen blev i 1961 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Christiansen_-_seminarieforstander

Margrethe Christiansen

seminarieforstander

2023-04-22T23:09:37+02:00

fri anvendelse

Margrethe Christiansen voksede op sammen med to brødre på Samsø. Hun besluttede tidligt at blive børnehavelærerinde og blev 1920 optaget på Frøbelseminariet i København under Hedevig og Sophus Baggers ledelse. Med eksamensbeviset i hånden gjorde hun det, som hun senere altid advarede sine elever imod at gøre, nemlig straks at blive børnehaveleder og springe mellemledene over. I 1922 blev hun således leder af Folkebørnehaven Frederiksholm og 1924-26 af Den danske Folkebørnehave i Tønder. Men da hun allerede på dette tidspunkt havde planer om at starte et børnehaveseminarium, ønskede hun at lære mere. Efter et toårigt ophold i Frankrig blev hun leder af en privat børnehave i Risskov, fra 1930 af Folkebørnehaven Hjarnøgade i Århus, hvor der også blev optaget fritidshjemsbørn. I 1933 startede Margrethe Christiansen sammen med seminariekammeraten Annalis Pape Jydsk Børnehave-Seminarium (JBS). Det første år var der fem elever, der mødtes i børnehaven fra kl. 17 til 20. Senere måtte Margrethe Christiansens private dagligstue også tages i brug. JBS var det første børnehaveseminarium uden for hovedstaden, og tilgangen voksede. Efter forskellige lejemål flyttedes seminariet i 1939 til en 31/2 værelses lejlighed i Borggade. JBS blev nu en selvejende institution med en bestyrelse bestående af overlærer Gerhardt Lynge og docent H. J. Hansen, der havde været lærere på seminariet fra 1933, og som blev trofaste sparringspartnere for Margrethe Christiansen. I 1937 blev JBS statsanerkendt og modtog dermed en vis støtte. Alligevel var det svært at få økonomien til at hænge sammen, og lærerne besluttede at undervise for ingen eller en meget lille løn, indtil forholdene i midten af 1940’erne bedredes. Den pædagogiske linie på JBS var præget af den såkaldte vækstpædagogik, der havde rødder i den tyske pædagog F. Fröbels tanker, men som i øvrigt var åben og modtagelig for tidens strømninger. Margrethe Christiansen så klart betydningen af, at også de store børn og unge havde uddannede lærere og lærerinder til at beskæftige sig i fritiden. Derfor blev der fra 1943 oprettet en linie for fritidshjemslærere, hvor især erfaringer fra spejderarbejde blev inddraget. I 1942 rettede de daværende fire seminarieforstandere en henvendelse til Undervisningsministeriet med henblik på at få udarbejdet fælles retningslinier for undervisningen af børnehavepædagoger, da der på dette tidspunkt endnu ikke fandtes nogen lovgivning på området. Et udvalg til udarbejdelse af en betænkning blev nedsat, og Margrethe Christiansen kom med i udvalgsarbejdet. Da betænkningen kom i 1948, havde hun bl.a. sat sit præg ved, at etik og kristendomskundskab var blevet obligatorisk undervisningsstof. Fagenes mål og indhold samt regler for afsluttende prøver var også blev fastsat, ligesom de økonomiske forhold var blevet væsentligt forbedrede ved, at man nu gav tilskud pr. dimitteret elev. Margrethe Christiansen var en meget udadvendt person, der udfoldede en stor foredragsvirksomhed, bl.a. i Norge, og helst talte om betydningen af opdragelse og om uddannelse af børnehavelærerinder. Også internationalt arbejde var hun levende optaget af gennem Organisation Mondiale pour l’Education Pré-Scolaire,Verdensorganisationen for Småbørnsopdragelse, og hun foretog mange studierejser. Margrethe Christiansen var desuden i en lang årrække leder i Det Danske Pigespejderkorps og medlem af korpsrådet. Endvidere var hun medlem af flere bestyrelser, bl.a. Dansk Røde Kors i Århus amt. Et stort arbejde blev også lagt i søndagsskolen i Århus Domkirke, hvor hun var en inspirerende og fantasirig lærer. Det var dog i de pædagogisk-faglige organisationer som Dansk Børnehaveråd og Landsforeningen Forebyggende Børneværn samt i bestyrelser for børnehaver, at hendes store pædagogiske og organisatoriske evner kom til glæde og gavn. Men først og sidst brugte hun sine evner, initiativrigdom og energi på seminariet, som i slutningen af 1940’erne sprængte alle rammer. Egen bygning og dertil hørende øvelsesinstitutioner: vuggestue, børnehave og fritidshjem i lyse, sunde omgivelser var en kongstanke og hjertesag for Margrethe Christiansen. I 1952 købte JBS en grund på Fuglesangs Allé, og året efter kunne en stolt forstander byde dronning Ingrid velkommen til indvielsen af Dronning Alexandrines Børnehave, der var en pædagogisk rigtig og fornøjelig institution, inspireret af Margrethe Christiansens studierejser til bl.a. Østrig, Belgien, Sverige og Finland. Derefter gjaldt det kampen om den hårdt tiltrængte seminariebygning, kapital at bygge for og byggetilladelse. Margrethe Christiansen kastede sine sidste kræfter ind i dette slidsomme arbejde, og endelig i 1955 kunne hun tage det første spadestik. Året efter rejste hun til Trondheim som deltager i en nordisk børnehavekongres, men rejsen tog voldsomt på hendes i forvejen sparsomme kræfter, hun kom syg hjem og døde kort efter. Margrethe Christiansen nåede derfor ikke at se sit livsværk fuldført. På JBS blev der efter en indsamling opstillet en mindesten og en mindeplade til erindring om en stor personlighed og et uegennyttigt menneske, der fik afgørende betydning for dansk børneforsorg. Seminariet eksisterer stadig i dag under navnet Jydsk Pædagog-Seminarium. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thora_Constantin-Hansen

Thora Constantin-Hansen

2023-04-22T23:02:54+02:00

fri anvendelse

Thora Constantin-Hansen var yngste barn af ni i et nationalt sindet kunstnerhjem, der trods relativ fattigdom dannede en levende, varm ramme om de mange børns opvækst. Familien hørte til den grundtvigske valgmenighed i Vartov, og børnene blev hjemmeundervist, først og fremmest af moderen. Den ældste søster Kristiane Konstantin-Hansen blev gobelinvæver og aktiv i Dansk Kvindesamfund, søsteren Elise Konstantin-Hansen en anerkendt dyremaler, men Thora Constantin-Hansen var “en stor Læsehest” og blev kun 15 år gammel optaget på N. Zahles privatlærerindekursus. Efter halvandet år, hvor hun ikke mindst prægedes af Bertha Hahns religionstimer og Henriette Skrams historieundervisning, kom hun en sommer på Askov Højskole og derefter ud som huslærerinde. Senere blev hun ansat ved en privat drengeskole i København Hjemmet ramtes i Thora Constantin-Hansens ungpigeår af sorger. Faderen blev dement, en broder druknede, en søster blev sindssyg, og Thora Constantin-Hansen var tidligt overladt til sig selv. I 1896 blev Thora Constantin-Hansen knyttet til Samfundet for Vanføre (SV), senere Samfundet og Hjemmet for Vanføre, stiftet af præsten Hans Knudsen i 1872. I 1893 havde forstanderinden for SV Johanne Petersen stiftet Hjemmet for Vanføre, så de ofte multihandicappede børn og unge kunne bo sammen, mens de oplærtes, dels i SVs eget værksted, dels hos håndværksmestre ude i byen. Efter loven var disse elever fritaget for undervisningspligt, men Johanne Petersen fandt dette uforsvarligt, da eleverne for engang at kunne klare sig selv ville få brug for almindelig skolelærdom. Det var således på hendes initiativ og i tæt samarbejde med hende, at Thora Constantin-Hansen i 1896 begyndte dette skolearbejde. Hjemmet for Vanføre modtog i de første årtier ikke offentlig støtte. Den tilknyttede børneskole opnåede dog med Thora Constantin-Hansen som leder i 1898 anerkendelse og tilskud fra Københavns kommunale skolevæsen. Betingelsen var, at skolen blev underkastet offentligt tilsyn, og at lederen tog lærereksamen. Efter råd fra pædagogen Ida Falbe-Hansen fik hun eksamenskommissionens tilladelse til at gå op uden forberedelse og aflagde eksamen 1898. Thora Constantin-Hansen var stærkt optaget af eksperimenterende undervisning, tilpasset det enkelte barn. Målet var at gøre eleverne selvhjulpne, fysisk som intellektuelt, og inspirationen kom bl.a. fra hendes barndomserfaringer. Moderens undervisning havde været fri for tvang, og hun huskede dette frivillighedens princip som en stærk drivkraft. I de første år måtte hun flere gange sætte sin stilling ind på at få lov til at håndhæve sine principper, men fra 1900, da Niels Bang blev viceskoledirektør i København, fik hun en forstående chef og dermed arbejdsfred. Dog ikke på hjemmefronten. Uroen skyldtes paradoksalt nok, at arbejdet lykkedes over al forventning, og at både Johanne Petersen og Thora Constantin-Hansen tilskyndet af succesen gik videre i deres krav om rettigheder for vanføre børn og unge. Og i den fælles kamp for vanføresagen kom de i stigende grad til at anskue mål og midler forskelligt. Johanne Petersen blev forkæmper for en skole, der nøje fulgte folkeskolen, Thora Constantin-Hansen stadig mere overbevist om, at det enkelte barns behov var altafgørende. I 1918, efter 22 års pionergerning, tog hun konsekvensen og forlod institutionen. I tiden før Første Verdenskrig havde Thora Constantin-Hansen både på skrift og i tale informeret om sine undervisningserfaringer. I 1914 studerede hun Arbejdsskolens metoder hos J. Ligthart i Holland og England og hørte for første gang om den italienske børnehavepioner Maria Montessori. Thora Constantin-Hansen havde i vanføreundervisningen erfaret, at børnene ved at bruge deres sanser og opøve deres muskler kunne udvikle sig intellektuelt, når de fik behov for det. Nu så hun, hvor vidt Montessori kunne bringe normale børn mellem tre og syv år, og fik lejlighed til at afprøve hendes undervisningsmateriale. Under Første Verdenskrig underviste hun de yngste børn i vanføreskolen, der efterhånden havde ca. 100 elever, efter Montessoris principper. Hun samarbejdede i disse år med den senere forstander for Egelundshuset Johs. Rosbach, der var ansat som lærer i SV. I 1917 stiftedes Det danske Montessori-Selskab i Thora Constantin-Hansens hjem, blandt medstifterne var psykoanalytikeren Sigurd Næsgaard. Året efter blev Thora Constantin-Hansen en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Montessoriskolen Egelundshuset ved Frederikssund, men valgte, efter et års forløb, ikke at lægge sin arbejdskraft dér. I 1919 arbejdede hun med hjemskoleundervisning i Sønderjylland og fik i 1920 mulighed for i samarbejde med daværende skoleinspektør G.J. Arvin at oprette en Montessoribørnehave ved Skolen på la Coursvej på Frbg. I 1921 fik hun ministeriel støtte til et længere kursus i London, ledet af Montessori, og oprettede derefter sin egen hjemskole i Himmelev ved Roskilde fjord, et minibørnehjem, der på adskillige områder samarbejdede med Egelundshuset. Børnene kom fra børnehjem, familiepleje eller direkte fra familien, som fx den etårige Leif Panduro i 1924. Blandt hendes første elever og medarbejdere var Sofie Madsen, der allerede i 1924 begyndte sit banebrydende arbejde med autistiske børn, også hun i Himmelev og i samarbejde med Thora Constantin-Hansen. 1930-39 drev Thora Constantin-Hansen en lille skole i Ågård ved Kolding, hvor bl.a. to af hendes tre plejebørn var blandt eleverne. I 1939 vendte hun tilbage til København Thora Constantin-Hansen bidrog såvel gennem adskillige tidsskriftsartikler og småskrifter, bl.a. i Højskolebladet, som ved en udstrakt foredragsvirksomhed til den pædagogiske debat. Hun oversatte og udgav bøger om Montessoripædagogik, bl.a. Bogen om Montessori, 1950, og hun skrev børnebøger og levnedsskildringer samt sine erindringer Et Skoleliv i Strid og Fred, 1935. Hun slap aldrig sin barndoms tilknytning til de Kold-Grundtvigske friskoletanker, men tog afstand fra den “halvtvang”, der i denne periode blev dominerende i friskolen. Thora Constantin-Hansen var pioner og på mange måder forløber for de pædagogiske nyskabelser i årtierne 1910-30. Hendes økonomiske forhold var altid vanskelige, bl.a. på grund af myndighedernes skeptiske holdning til hendes eksperimenter. Sofie Madsen: Et tilbageblik, 1978. Elise Konstantin-Hansen: Små kapitler af et langt liv, 1935. Gerda Svanenskjold: Samfundet og Hjemmet for Vanføre, 1929. Sigurd Næsgaard: Egelundsskolen, 1926. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Eckardt

Margrethe Eckardt

2023-04-22T23:01:00+02:00

fri anvendelse

Margrethe Eckardt tog 1879 uddannelse som privatlærerinde og 1892 lærerindeeksamen fra N. Zahles Skole, hvorefter hun underviste på Th. Langs Skoler i Silkeborg. 1897-1916 virkede hun i Københavns. kommunale skolevæsen, samtidig med at hun videreuddannede sig til talepædagog ved at følge kurser i stemmedannelse hos rektor Scharff i Flensborg 1907-08 og hos professor E. Engel i Dresden 1910-12. Engel repræsenterede en ny linie inden for læren om stemmedannelse, og Margrethe Eckardt blev så begejstret for hans teorier, at hun i 1912 efter endt uddannelse dannede Selskabet til Udbredelse af Professor Eduard Engels Stemmedannelseslære, der blev den første talepædagogiske forening i verden. Her var hun formand 1912-19 og igen 1923-29. Selskabet tog udgangspunkt i bevarelsen af sproget ud fra æstetiske principper, og det primære mål var snarere at lære alle mennesker med et dårligt sprog en pæn og nydelig udtale end at afhjælpe deciderede talelidelser forårsaget af forskellige sygdomme og medfødte handicap. Der blev lagt stor vægt på træning gennem tungebevægelser, højtlæsning og recitation. Officielt var der stor begejstring for Engels metoder, fx måtte alle telefonistinder i København gennemgå et kursus før ansættelse. En af Margrethe Eckardts hovedtanker var, at alle skulle kunne tale sproget smukt, og hun medvirkede til at få indført taleundervisning af lærerstuderende på seminarierne. Da Døvstummeinstituttet i 1916 blev delt i to, blev Margrethe Eckardt forstanderinde for det nyoprettede Statens Institut for Talelidende, en stilling, hun bestred til sin afsked i 1929. Hun fik dog hurtigt problemer med den nye generation af talepædagoger, hvoraf de fleste havde en pædagogisk eller lægevidenskabelig uddannelse bag sig og var inspireret af nye udenlandske strømninger, der havde basis i patologien. I disse teorier var hovedmålet at få folk til at tale forståeligt, fysiologien og fonetikken blev hermed det primære, mens det æstetiske blev sekundært. Konflikten blev voldsom, idet Margrethe Eckardt ikke ville rokke sig, men i stedet overvejede at rejse en folkebevægelse til støtte for sin linie. De unge talepædagoger ville på deres side ikke indordne sig under metodetvang gennemtrumfet af en, efter deres mening, dårligt uddannet kvinde med forældede faglige principper. Der fulgte derfor en lang periode med magtkampe og intriger, før Engelsiden, og dermed Margrethe Eckardt, røg ud på et sidespor. Det endte så galt, at skolen næsten ingen elever havde, lærerne var indbyrdes uenige, og Margrethe Eckardt blev 1929 afskediget i unåde og uden pension. Desuden blev hendes selskab til udbredelse af Engels lære langsomt, men sikkert opslugt af Talepædagogisk Forening, som med Viggo Forchhammer i spidsen stiftedes i 1923. Margrethe Eckardt, der sjældent nævnes i den audiologopædiske faghistorie, viede sit liv til taleundervisning og metoder, der var nye, revolutionerende og anerkendte, da hun indførte dem. Således banede hun vejen for grundlæggelsen af det statslige arbejde med talelidelser. At hun ikke selv kunne se noget positivt i den videre udvikling i faget og senere blev en stædig og bitter gammel dame, bør ikke overskygge den betydning, hun reelt havde i begyndelsen af sit virke. Efter sin afskedigelse foretrak Margrethe Eckardt at bo i Fåborg, hvor hun døde i 1948. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Enemark

Inger Enemark

2023-04-22T23:04:38+02:00

fri anvendelse

Inger Enemark blev født i 1897 i Høgelund, en lille landsby en halv snes kilometer vest for Haderslev. Efter krigen i 1864 var Sønderjylland kommet under tysk styre. Da hun mange år senere så tilbage, fastslog hun, at hendes barndom og tidlige ungdom var blevet så præget af den nationale kamp under fremmedherredømmet, at den havde været bestemmende for hendes tankegang, sindelag, psyke og hele væremåde. Barndommen var lykkelig. Hjemmet var dansksindet, og blandt de lyse minder var vinteraftenerne, hvor faderen læste højt af B.S. Ingemanns historiske romaner, og hvor børnene lærte at synge efter sønderjydernes Blaa Sangbog. Da Inger Enemark var seks år, kom hun i skole. Der var ca. 80 elever i den toklassede landsbyskole, flertallet var fra dansksindede hjem, og den unge lærer, der ikke kunne et ord dansk, var en energisk repræsentant for bestræbelserne på at fortyske landsdelen. Men hjemme lærte hun at læse og skrive dansk. To sønderjyske førere kom til at øve indflydelse på Inger Enemarks livsbane, redaktøren af Flensborg Avis Jens Jessen og redaktøren af Hejmdal, den senere minister H.P. Hanssen. I 1906 døde Jens Jessen, og det gjorde et uudsletteligt indtryk på den niårige pige, da hun oplevede sønderjyske bønder, heriblandt hendes fader, græde ved det triste budskab. Da hun kort før udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 hørte H.P. Hanssen tale i Haderslev ved det årlige møde for landsdelens dansksindede, besluttede hun, at hun ville arbejde for denne sag. Et andet minde for livet fik hun senere samme år. Man havde valgt den 16-årige pige til at gå til kasernen i Haderslev for at skaffe oplysninger om, hvad tyskerne havde gjort ved hendes broder og dennes kammerat, der begge var fremtrædende danske og ved krigsudbruddet blev arresterede af den forhadte gendarm. Trods brutal afvisning lykkedes det for hende at komme ind til de fangne og kunne hjemme berette, at de levede, men sad fængslet under usle forhold. Inger Enemark fik arbejde på egnen som hushjælp, men sneg sig senere over landegrænsen og kom til København, hvor hun i sommeren 1918 gennemgik et kursus på Dansk Kunstflidsforenings skole. Efter krigens slutning tog hun hjem til Sønderjylland. Hun deltog her i mange af begivenhederne i forbindelse med Genforeningen i 1920. Samme år blev hun indmeldt som den første kvindelige elev på Tønder Seminarium. Her fik seminarielærer Claus Eskildsen, der i 1936 udgav bogen Dansk Grænselære, indflydelse på hende, og hun besluttede, at hun selv ville arbejde for det danske mindretal syd for den nye grænse og søge stilling på den nyoprettede Duborgskole i Flensborg. Men seminarieforstander Emil Albeck opfordrede hende til at blive i Tønder, og efter at have taget lærereksamen i 1923 blev Inger Enemark ansat som timelærerinde og fra 1926 som lærerinde på seminarets øvelsesskole. I 1945 blev hun lærerinde på selve seminariet og endelig udnævnt til lektor samme sted i 1958. Hun supplerede sin lærereksamen med årskursus og ledede gennem årene en lang række kurser i gymnastik og svømning. Hun underviste desuden i skrivning. Hitlers magtovertagelse i januar 1933 gav ny kraft til tyskheden i grænselandet. På baggrund af nazistiske trusler mod grænsen reagerede den sønderjyske ungdom med store stævner i Tønder og på Dybbøl i maj-juni. Her deltog henholdsvis 10.-15.000 og 35.-50.000 unge, heriblandt Inger Enemark. 1933 blev også året, da lærer Peter Marcussen stiftede Det unge Grænseværn (DUG), der havde til formål at samle ungdommen til værn om dansk kultur og styrkelse af det nationale sindelag både i Sønderjylland og det øvrige Danmark. Inger Enemark blev valgt ind i foreningens ledende organ Fællesrådet, da det konstituerede sig på Christian 10.s fødselsdag i stiftelsesåret. Hun blev en effektiv arbejdskraft inden for organisationen og forblev medlem af ledelsen frem til 1950, da aktiviteterne var ved at ebbe ud. Inger Enemark var en efterspurgt taler, og hun stod for et af de officielle indlæg, da DUG kort efter stiftelsen blev præsenteret for den danske offentlighed ved et stort møde i Idrætshuset i København 1934-36 deltog hun i DUGs arbejde for at få opført foreningens første vandrerhjem, Grænsehjemmet i Kollund, og hun var i 1935 leder af en landsindsamling til fordel for hjemmet. Sine mange taler gennemarbejdede hun på forhånd, af og til holdt hun dem med stort held på sønderjysk, og hun efterlod sig ikke mindre end 57 sirlige manuskripter med taler, opbevaret i stilebogsomslag. I 1939 og 1942 blev den daværende kronprinsesse Ingrids to feriehjem for sønderjyske børn indviet, og Inger Enemark blev indvalgt i den lærergruppe, der medvirkede ved udvælgelsen af børnene, og som i øvrigt deltog i det praktiske arbejde på feriehjemmene. Under Besættelsen blev hun opsøgt af professor Ole Chievitz, der fik hende med i modstandsbevægelsen som medlem af Ringen. Hun var også politisk engageret og i 1945 opstillet som folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, dog uden at blive valgt. 1955-63 var hun medlem af bestyrelsen for Idrætshøjskolen i Sønderborg. Hun bestred desuden bestyrelsesposter i Dansk Gymnastiklærerforening og forsamlingshuset Tønderhus. Inger Enemark ejede en naturlig myndighed, der blev udviklet sammen med hendes faglige dygtighed. Hun vidste, hvad hun ville, og havde sine meningers mod. En rap replik hjalp hende ofte til at sætte sin vilje igennem. Tønder Seminarium blev hendes faste ståsted livet igennem, og det var herfra, hun førte den nationale kamp, der i 1962 blev belønnet med udnævnelsen til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eline_Eriksen

Eline Eriksen

2023-04-22T23:04:48+02:00

fri anvendelse

Eline Eriksen var fra et fattigt landbohjem på Djursland og kom efter sin konfirmation ud at tjene. Hendes energi og praktiske dygtighed medførte, at hun fik betroede stillinger i større landhusholdninger, og hun blev tillige uddannet som mejerske. Som 25-årig blev hun gift og fik tre børn, men efter ti års ægteskab rejste manden alene til USA. Skilsmisse blev der ikke tale om. Eline Eriksen stod nu alene tilbage med børnene og klarede sig ved at drive pensionat og vaskeri i Thorsager på Djursland. “De ringe Dage” kaldte hun senere selv denne periode, der ikke blev lettere af, at hendes ene datter døde som femårig. I 1893 kom hun ved hjælp af en yngre broder, der var lærer på egnen, til Sorø Højskole som kokkepige. I denne stilling kunne hun have sine børn hos sig, og det skulle vise sig, at hendes dygtighed og menneskelige omsorg herefter kom til fuld udfoldelse. Højskolemoderen Jutta Bojsen-Møller blev året efter landsformand for Dansk Kvindesamfund (DK), der havde planer om unge kvinders huslige uddannelse. Hun foreslog en anden medarbejder på skolen Magdalene Lauridsen at oprette en husholdningsskole for unge kvinder i lighed med landbrugsskolerne for unge mænd. Magdalene Lauridsen gik ind på forslaget under forudsætning af, at den mere erfarne og praktisk dygtige Eline Eriksen ville gå med til forehavendet. Det gjorde hun, og allerede i 1895 begyndte Sorø Husholdningsskole i lejede lokaler med Magdalene Lauridsen som ejer og forstander og Eline Eriksen som medforstander. Det blev et lykkeligt samarbejde, hvor Eline Eriksen forestod undervisningen i køkkenet med stor dygtighed og samtidig var en rigtig “skolemoder”, mens Magdalene Lauridsen tog sig af administrationen, planlagde fagområdet og udviklede nye fag. Den nye skole lykkedes, og allerede i 1897 stod en helt ny bygning klar, etableret gennem et lokalt aktieselskab. Der var nu plads til 50 elever på kurser både sommer og vinter, og skolen opnåede at få et mindre statstilskud. I 1902 grundlagde Magdalene Lauridsen Ankerhus Husholdningsseminarium, og efter nogle års samarbejde mellem de to skoler overtog Eline Eriksen fra 1906 alene ledelsen og ejerskabet af Sorø Husholdningsskole. Hun forstod at knytte dygtige lærere til skolen og vinde sine elevers fortrolighed og tillid. Under hendes ledelse blev Sorø Husholdningsskole en af de mest ansete og samlede omkring 2.300 elever fra hele Norden, men hun stod livet igennem i skyggen af Magdalene Lauridsen, der blev det store navn i husholdningssagen. Efter Eline Eriksens død blev skolen videreført af Elisabeth Vestergaard. Eline Eriksen var påvirket af Indre Missions formand Vilhelm Beck, der var præst på hendes hjemegn, og havde hele livet stærke religiøse og sociale interesser. 1906-12 var hun hovedbestyrelsesmedlem i Danmarks Afholdsforening, og hun var desuden medlem af menighedsrådet i Sorø. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bodil_Farup

Bodil Farup

2023-04-22T23:04:00+02:00

fri anvendelse

Bodil Farup voksede op som den ældste af tre søskende i et trygt hjem. Hun blev student fra Århus Katedralskole i 1924 og lærer fra N. Zahles Seminarium i 1927. Derefter studerede hun i to år i Frankrig og England og var lærer ved Københavns kommunale skolevæsen 1929-39. Fra starten af sin karriere viste hun fremragende pædagogiske evner, og hun opfattede adfærdsforstyrrelser hos eleverne som en udfordring til at finde ud af, hvad der var baggrunden for deres opførsel, og derudfra samarbejde med hvert enkelt barn. Hendes indsigtsfulde arbejde som lærer førte hende til Skolepsykologisk Kontor, hvor hun var ansat 1939-50. Sideløbende hermed studerede hun ved Københavns Universitet og afsluttede det nyetablerede psykologistudium i 1945 som en af de første fem cand.psych.-er. I 1946 studerede hun tidens nye udvikling i børnepsykologi i Schweiz, Sverige og England. I de følgende år begyndte hendes mangeårige og meget frugtbare samarbejde med overlæge Preben Plum, og i kælderlokaler under Rigshospitalets børneafdeling arbejdede hun med legeterapi, som hun kendte fra udlandet og med brændende interesse udbredte herhjemme. Hun havde en bemærkelsesværdig intuition og levende fantasi i samvær med børn og var en mester i at forstå deres meddelelser gennem legen. Som den første kliniske psykolog forelæste hun sidst i 1940’erne ved Københavns Universitet. I disse år var hun også på studierejse i Boston, USA, hvor hun mødte kendte og progressive børnepsykologer. I 1950 deltog Bodil Farup efter en personlig invitation fra præsident H.S. Truman i en amerikansk konference om børn og unge. Efterfølgende bevilgede Rockefeller Foundation midler til oprettelse af Københavns Universitets Børnepsykologiske Klinik, som især skulle behandle adfærdsforstyrrede børn. Her var Bodil Farup leder fra starten i 1950, og da klinisk psykologisk behandling tidligere altid havde været under lægelig ledelse, opbyggede hun fra grunden psykologernes selvstændige kliniske arbejde. Med engagement og stor viden gjorde hun den kliniske børnepsykologi kendt og attråværdig for mange unge psykologer, og bl.a. Birthe Kyng, Wenja Rothe, Lise Østergaard og Reimer Jensen blev tæt knyttet til klinikken. I 1950’erne samarbejdede hun med Nic Waal fra Oslo i en undersøgelse af astmabørn fra Rigshospitalets børneafdeling. Hendes forelæsninger vakte stor interesse og var enestående ikke alene på grund af hendes strålende pædagogiske form, men i høj grad også på grund af det nye psykoanalytisk orienterede indhold, et emneområde, som de førende eksperter på universitetet ikke ville vide af. Hun var optaget af Anna Freuds psykoanalytiske retning, og hun begyndte selv at gå i psykoanalyse hos Sigurd Næsgaard og senere hos Niels Nielsen fra Göteborg, men hun gennemførte ikke analysen og var i nogen udstrækning selvlært i psykoterapi af børnene og i samarbejdet med deres forældre. Hun fremhævede børns undervurderede indlevelsesevner og betydningen af ægtheden i forældrenes tusindvis af signaler til dem. Kvindernes voksende ligestilling så hun som et vigtigt fremskridt, der medvirkede til afskaffelsen af den patriarkalske familie. I stedet håbede hun, at den nye familie, der fungerede som en enhed, kunne give børnene en social opdragelse, som de forrige generationer havde savnet. Med stor succes arrangerede hun månedlige lørdagskonferencer, hvor mange psykologer, børnelæger og psykiatere fra hele landet samledes til faglige drøftelser. Den børnepsykologiske klinik indgik senere i Københavns Universitets Institut for Klinisk Psykologi. Hun var medlem af bestyrelsen for den nyoprettede Dansk Psykologforening 1947-50 og i 1951 konsulent for verdenssundhedsorganisationen WHO og FNs uddannelsesorganisation UNESCO. Bodil Farup var grundlægger af dansk klinisk børnepsykologi, og hele den første generation af børnepsykologer var hendes elever. Som et handlingens menneske var hun karrieren igennem tæt på børnene og havde altid selv børn i behandling. Hun formidlede enkelt og klart sin omfattende viden og erfaring i talrige foredrag og blev kendt i offentligheden for sin helhjertede indsats for børnesagen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elise_Femmer

Elise Femmer

2023-04-22T23:04:06+02:00

fri anvendelse

Elise Femmer var ældst af 11 søskende i skovfogedboligen på Knuthenborg. Som tiårig blev hun sendt som kostelev til et pigeinstitut i Maribo, og efter syv års skolegang arbejdede hun som privatlærerinde. I 1869 kom hun til København for at læse til lærerinde på Beyers, Bohrs og Femmers Kursus, det senere Femmers Kvindeseminarium. Hun var en af N. F.s dygtigste elever i hans hovedfag, regning, ung, glad og musikalsk med en dejlig sangstemme, og i 1871 blev hun og den næsten 30 år ældre kursusbestyrer gift. Fra 1873 til 1880 fødte hun fire børn, alle piger, hvoraf den ældste Hedvig ligesom forældrene gjorde karriere i skoleverdenen. Elise Femmer var i sine ægteskabsår til en vis grad fri for husmoderforpligtelser, fordi N. F.s søster fortsatte som familiens husholderske. Hun kunne derfor straks gå ind i seminariets arbejde, dels som regnelærer, dels som medarbejder i administrationen, og fra 1873, få måneder efter sit første barns fødsel, blev hun ansat som timelærerinde i Københavns kommunale skolevæsen. Samtidig fortsatte hun som sin mands højre hånd indtil hans død i 1888 og fik stor indflydelse på arbejdsklimaet på seminariet, der i disse år blev respekteret og anset og fik søgning af studerende fra hele landet. Hun tog sig med enestående hjælpsomhed og gæstfrihed af ikke mindst de dårligst stillede kursister, samtidig med at hjemmet stod åbent for en kreds af kulturradikale personligheder, hvoraf mange var knyttet til kurset som lærere. Efter N. F.s død stod Elise Femmer alene med ansvaret for skolen, hvis ry i så høj grad var knyttet til hans navn, og for de fire børn. Hun valgte at afhænde seminariet og hellige sig arbejdet i kommuneskolen, hvor hun i 1891 avancerede til viceinspektrice på Larslejstræde Skole. Hun tog sin afsked i 1910. Hendes arbejdsbyrde havde altid været stor og blev næppe mindre, da hun blev viceinspektrice. Hun havde tillige sæde i flere udvalg under Københavns skoledirektion, således ved revisionen af læseplanerne i forbindelse med Skoleloven af 1899 og ved en omlægning af viceinspektricernes arbejdsområde. I 1897 kom hun på finansloven med et årligt beløb på 300 kr., et udtryk for påskønnelse af hendes arbejde i børneskolen og af ægtefællens og hendes indsats for lærerindeuddannelsen. Elise Femmer var medhjælpende hustru, men skabte sig også en selvstændig karriere, som hun formåede at videreudvikle efter sin mands død. Velbegavet og myreflittig nøjedes hun ikke med at gå ved hans side, men satte sit eget personlige spor. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Augusta_Fenger

Augusta Fenger

2023-04-22T23:04:07+02:00

fri anvendelse

Augusta Fenger var nummer tre i en søskendeflok på 12 i et kærligt hjem, hvor børnene fik lov at udfolde sig, og familiesammenholdet var stærkt. Hun legede mest med sine brødre og fulgte sin fader i hælene overalt på gården. Med tiden tog hun del i driften og lagde her grunden til sin interesse for botanik og zoologi. Men noget egentligt arbejde udførte hun ikke, så da faderen foreslog hende at rejse til København og læse til lærerinde, fulgte hun hans råd, der formentlig også var økonomisk begrundet. Hun var da fyldt 33 år og følte ingen speciel trang hverken til uddannelse eller til lærergerning. Men beslutningen blev vendepunktet i hendes liv. Efter to års undervisning tog Augusta Fenger i 1878 lærerindeeksamen på N. Zahles Skole og blev ansat på skolen. Allerede i 1880 kom hun ind ved Københavns kommunale skolevæsen, hvor såvel lønnen som den personlige frihed var større. Her oplevede hun, først på Gasværksvejens, senere på Ryesgades Skole, livet i byens slumkvarterer. Rystet over i vintermånederne at sidde med en flok sultne børn, der var for trætte til at interessere sig for noget som helst, skrev hun et indlæg i Nationaltidende, der blev begyndelsen til, hvad hun i løbet af få år fik sat i system som Friskolebørns Bespisning. Foreningen var den første af sin art, men den åbnede borgerskabets og senere også kongehusets øjne for datidens mange nødlidende børn og medførte oprettelsen af andre filantropiske tiltag, specielt med sigte på hjælp til mødre og børn. Skolevæsenet i hovedstaden var på det tidspunkt inde i en rivende udvikling på grund af det stærkt voksende indbyggertal, og efter 1881 opførtes alle nye friskoler, som de kommunale skoler for ubemidledes børn dengang kaldtes, med lokaler til skolebespisning. Augusta Fengers ansættelse i det offentlige skolevæsen varede til 1904, da hun forlod det til fordel for en stilling i H. Adlers Fællesskole, hvor hun havde haft timer fra skolens start i 1893. Og her fandt hun hos en progressiv skoleleder og i en kreds af meget forskellige, men entusiastiske kolleger sin største arbejdsglæde som lærer i zoologi og religion. Hun skrev lærebøger i begge fag, særlig må Sundhedslære til Skolebrug, 1886, fremhæves. Bogen blev til i samarbejde med hendes kollega og bofælle Marie Topsøe, og den kom i 14 oplag frem til 1930. Den blev undervejs revideret sammen med Thea Manicus-Hansen, den kollega, der efter Topsøes død i 1894 stod Augusta Fenger nærmest og senere kom til at dele hjem med hende i over 20 år. Augusta Fenger udgav også L. Stremmes Skrivesystem, der længe blev meget benyttet, og underviste selv i skrivning på Femmers Kvindeseminarium. Skønt hun fra begyndelsen af sit arbejdsliv havde virket for forandringer i byens store, gammeldags skolevæsen, nød hun respekt hos skoledirektionen, der i 1894 indstillede hende som nummer et til stillingen som Danmarks første kvindelige skoleinspektør. Magistraten foretrak imidlertid den seks år yngre Henriette Petersen. Senere sagde Augusta Fenger nej til et tilbud om forstanderposten ved det nyoprettede forskoleseminarium ved Femmers Kvindeseminarium, men var i over 20 år censor ved forskolelærerindeeksamen. At hun ikke blev skoleinspektør, var hendes livs skuffelse, men trods det skrev den gamle Augusta Fenger i sine posthumt udgivne Erindringer, 1932, at hun på sin beskedne plads havde været et lykkeligt menneske, bedre egnet til at blive sat i gang end til at sætte andre i gang. Og dog satte netop hun mange og meget i gang. I 1891 var hun medstifter af den forening, der fik størst betydning for ligestillingen af mandlige og kvindelige lærere, Københavns Kommunelærerindeforening. Hun var medlem af den første bestyrelse, fungerede en periode i 1894 som dens formand og fik gennem den sæde i det udvalg, der gennem en årrække forberedte nye læseplaner for Københavns kommuneskoler. Fra 1894 deltog hun i forberedelsen af Kvindernes Udstilling, hun var en af drivkræfterne bag lærerindernes byggeforening og oprettelsen af Herberg for Hjemløse Kvinder i Læssøesgade. Hun var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær. Som lærer for en af kongehusets døtre fik hun adgang til kongefamilien, og gennem den kom hun ind i det arbejde, som hun viede mange kræfter de sidste 30 år af sit liv. Dansk Røde Kors, dengang Det røde Kors, var et lidt hensygnende foretagende, men gennem oprettelse af dameafdelinger kom der liv i foreningens arbejde, og det blev Augusta Fenger, der tog sig af store dele af organiseringen. Fra omkring århundredskiftet redigerede hun sammen med bl.a. forfatteren Massi Bruhn Grankogler, et julehefte med især danske bidrag af en vis kvalitet. Ind imellem de mange arbejdsopgaver måtte hun give efter for sin rejselyst, hun var bl.a. i USA tre gange. I 1924 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Augusta Fenger virkede som lærer, til hun var 85. De mange filantropiske gøremål og den meget benyttede pen slap hun først ved døden to år senere. Hun var en af en flok begavede, arbejdssomme og initiativrige, men nøjsomme kommunelærerinder, der åbnede nye veje i undervisningen, ikke mindst af piger, og satte sig blivende spor i det omgivende samfund. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Benedicte_Gregersen

Marie Benedicte Gregersen

2023-04-22T23:08:03+02:00

fri anvendelse

Marie Benedicte Gregersen voksede sammen med tre søskende op i en lægefamilie på Frbg. Hun blev student fra Århus Katedralskole i 1920 og begyndte at læse medicin ved Københavns. Universitet. Efter nogle år afbrød hun studierne og tog 1927 lærereksamen fra N. Zahles Seminarium. 1930-31 var hun på studieophold i Zürich. 1934-37 arbejdede hun som den første kvindelige inspektør i Overinspektionen for Børneforsorgen, som dermed imødekom et gammelt ønske fra kvindebevægelsen. Desuden var hun den første pædagogisk uddannede inspektør i Overinspektionen. Ved siden af sit arbejde oversatte hun uddrag af H. Hanselmanns Opdragelsesvanskeligheder, 1934, og 1936 den svenske politiker Alva Myrdals Bybørn. I 1937 oprettede hun Børneobservationshjemmet for vanskelige og nervøse børn på Frbg., som hun blev leder af. I 1944 blev Marie Benedicte Gregersen udpeget til forstanderinde for det nyoprettede Social-Pædagogisk Seminarium (SPS) i Århus, der ligesom Sofie Rifbjergs Kursus for Småbørnspædagoger blev banebrydende for en ny pædagogik. Initiativtagerne til seminariet var en lille kreds af børnehavelærerinder i Århus, bl.a. Karen Skytte, der blev støttet af lokale politikere og socialarbejdere. SPS blev hermed det andet seminarium i provinsen, efter at Jydsk Børnehave-Seminarium var blevet etableret 1933 med Margrethe Christiansen som leder. SPS blev en selvejende institution med læge Erik Strömgren som formand indtil 1950, hvorefter sociallæge Helge Kjems tog over. De økonomiske rammer var meget beskedne, idet den primære indtægt var elevernes betaling. Fra 1946 modtog SPS statstilskud. Endvidere fik seminariet forskellige, men uregelmæssige tilskud fra kommunen. Disse forhold gjorde det vanskeligt at få betalt lærerlønninger til tiden eller i det hele taget. Ved sin tiltræden havde Marie Benedicte Gregersen allerede markeret sig i den offentlige debat gennem nogle år. Hun havde bl.a. skrevet en række tidsskriftsartikler om især vanskelige børn og i 1944 bogen Eine Kinderpsychose. Hun var en af de første, der introducerede nye psykologisk baserede opdragelsestanker i Danmark, og i forlængelse heraf støttede hun den opfattelse, at det var barnet, der skulle skabe sit eget liv, da “menneskenes børn går rundt med en mængde uforløste muligheder, og ( ...) disse muligheder ødelægges ved en forkert opdragelse.” Derfor skulle barnets evne til selvrealisering fremhæves, og hovedvægten i undervisningen blev lagt på psykologi, frit skabende arbejde og den af Astrid Gøssel udviklede bevægelseslære. SPS begyndte med 12 elever, men nåede hurtigt op på det dobbelte. Seminariet holdt de første fem år til i forskellige lånte lokaler, indtil det i 1949 flyttede til en lejlighed på Rødkløvervej. I forbindelse med seminariet oprettede hun også en lille velrenommeret øvelsesbørnehave med egen have på Lauge Kochs Vej, et sted, hvor den børneglade Marie Benedicte Gregersen gerne opholdt sig, når tiden tillod det. I forlængelse af hendes reformpædagogiske opdragelsessyn fik hver elev udleveret sin egen nøgle, så biblioteket, værkstederne og musikinstrumenterne kunne benyttes når som helst. Det var centralt for hende, at eleverne blev motiveret til at forholde sig selvstændigt og kritisk til undervisningen, for “de unge må ikke antage noget i undervisningen som et princip eller et dogme. Så vidt, det overhovedet er dem muligt, må de nøje veje og kritisere alt det, de hører.” I 1947 og frem til midten af 1950’erne optog man også elever, der fik en uddannelse som fritidshjemslærere. I 1948 kom en betænkning om børnehaveseminarier, efter at MG sammen med landets fire andre seminarieforstandere havde rettet henvendelse til Undervisningsministeriet om en fælles lovgivning for området. 1953 kom en bekendtgørelse, og samlet blev fagenes mål og indhold samt regler for eksaminer fastsat. Det medførte en større ensartethed i uddannelsen på landsplan, men der var stadig plads til, at det enkelte seminarium kunne bevare sit særpræg. Samtidig blev de økonomiske forhold væsentligt forbedrede. I årenes løb rettede Marie Benedicte Gregersen sammen med sine kolleger adskillige henvendelser til Undervisningsministeriet for at skabe forståelse for, at uddannelsen burde blive treårig. Det skete dog først i 1969 efter hendes død. Marie Benedicte Gregersen havde en del udenlandske kontakter, bl.a. til Norge og Sverige, hvilket også medførte, at adskillige norske elever kom til seminariet i efterkrigsårene, hvor uddannelsespladserne i Norge var få. Igennem Organisation Mondiale pour l’Education Pré-Scolaire, Verdensorganisationen for Småbørnsopdragelse, skabtes også forbindelser, der gjorde det lettere at tage på studierejser. Marie Benedicte Gregersen var desuden aktiv i Socialpædagogisk Forening og i Dansk Børnehaveråd, hvor hun kæmpede for, at arbejdet med børn blev værdsat politisk, pædagogisk og lønmæssigt. Hun var en pioner inden for dansk børnehaveforsorg. Trods et svageligt helbred kæmpede hun for sagen for barnets skyld. Hendes store familie støttede hende i arbejdet, og hun hentede desuden styrke i musik, malerkunst og litteratur. Efter hendes død i 1960 blev Birgit Begtrup ny forstander for seminariet, der eksisterede indtil 1990. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maren_Grosen

Maren Grosen

2023-04-22T23:08:12+02:00

fri anvendelse

Maren Grosen var det ældste barn i en grundtvigsk gårdmandsfamilie. Trods pengeknaphed kom børnene, syv drenge og tre piger, i friskole. Det var en opvækst præget af “det levende ord”, hvilket senere dannede grundlag for, at Maren Grosen kunne opbygge en sygeplejeforskole på Testrup Højskole, og som den første fik held til at kombinere højskoletanken med en faglig uddannelse. Som ung tjente hun i huset hos Kristian Hanssen Nørremølle i Sønderjylland, en broder til politikeren H.P. Hanssen. Sønderjyllands sag både før og efter Genforeningen i 1920 fik herigennem hendes store interesse. I 1904 tog hun en gymnastikuddannelse på Vallekilde Højskole, hvor en broder Uffe G. senere blev forstander. Efter at have haft huslige pladser begyndte hun 1914 sin sygeplejerskeuddannelse ved Kommunehospitalet i Århus. Her fortsatte hun som assistent, indtil hun blev oversygeplejerske på Hammel Sygehus i 1920. I 1927 opfordrede Dansk Sygeplejeråd (DSR) Maren Grosen til at opbygge en sygeplejeforskole på Testrup Højskole. DSR havde købt højskolen af Kristian Tårup med tanke på eleverne fra landets små provinssygehuse, der ikke havde økonomisk mulighed for at etablere egne forskoler som de store hospitaler. Cornelia Petersen, den egentlige initiativtager til forskolen på Testrup, anbefalede Maren Grosen på grund af hendes pædagogiske evner og hele personlighed. Af betydning for beslutningen om at påtage sig stillingen som skoleleder var også en tilskyndelse fra Charlotte Munck, DSRs næstformand. I et brev til Maren Grosen skrev hun, at det var vigtigere at hjælpe unge til at udøve god sygepleje end selv at udøve den. I august 1927 flyttede Maren Grosen til Testrup, hvor Tårup fortsatte som forstander de første år, mens hun blev tituleret oversygeplejerske. Ingrid Kaae ansattes fra begyndelsen som instruktionssygeplejerske, og det blev indledningen til et livslangt og lykkeligt samarbejde mellem hende og Maren Grosen. Efter Tårups afsked i 1930, blev Maren Grosen forstander, og lærerparret Elin Appel og Erik Dahlerup varetog derefter de almindelige højskolefag. Testrup blev den første af efterhånden ti sygeplejehøjskoler, bl.a. Rødkilde, der åbnede 1936 med Maria Madsen som leder. Grundtanken i sygeplejehøjskolen var gennem undervisning og dagligt samvær at fremme de unges udvikling samt at give dem et bedre og mere ensartet grundlag, inden de begyndte deres praktiske uddannelse på hospitalerne. Sygeplejehøjskolen kom fagligt til at betyde meget for elevuddannelsen, og den var forudsætning for, at statsautorisationen i 1933 kunne få gennemslagskraft. Opholdet var af fem måneders varighed, og der blev undervist både i almindelige højskolefag og i sygepleje. Testrups to første hold var på 70 elever, men holdene blev hurtigt større. Det var i høj grad Maren Grosens fortjeneste, at det lykkedes at kombinere de to skoleformer, og hun blev indbegrebet af forskolen i højskolen. Som leder nærede hun dyb ydmyghed over for de stillede krav og en varm kærlighed til arbejdet. Hun underviste selv i sygeplejens historie og etik samt i teoretisk og praktisk sygeplejelære. På et møde for oversygeplejersker i 1937 sagde hun i foredrag om skolens pædagogik, at det var den ånd, i hvilken et emne blev behandlet, der afgjorde, om det hørte hjemme på en højskole. Som årene gik, kom spørgsmålet om vægtningen af det faglige og det almene dog flere gange til debat. Både i sin fratrædelsestale i 1947 og senere i 1951 ved Kursus for Hjemmesygeplejersker gav hun udtryk for sin bekymring over udviklingen. Med den stigende rationalisering og effektivisering mente hun, at der var risiko for, at sygeplejen blev afsjælet og mekanisk. Denne holdning deltes af mange menige sygeplejersker, mens især forstanderinderne ønskede, at det faglige skulle danne grundlag. Maren Grosen fastholdt idéen om forskolen i højskolen til sin sidste tale i 1961. Indtil 1958, da en ny uddannelsesreform trådte i kraft, begyndte en meget stor del af de kommende sygeplejersker deres uddannelse på en sygeplejehøjskole. Maren Grosen sad i bestyrelsen for DSR 1927-34, og hun var blandt initiativtagerne til Kursus for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker ved Århus Universitet, der startede 1938 som forløberen for Danmarks Sygeplejerskehøjskole. Forud for Testrup Sygeplejehøjskoles 25-års jubilæum i 1952 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen samt æresmedlem af DSR. For Maren Grosen var målet med højskolen ikke at gøre noget færdigt, men snarere at sætte i gang. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eline_Hansen

Eline Hansen

2023-04-22T22:51:57+02:00

fri anvendelse

Eline Hansen tog som 16-årig fra Assens til København og var 1876-77 elev på N. Zahles privatlærerindekursus, hvor hun tidligt blev optaget af kvindesagen. Hun blev dernæst lærerinde ved Sæby Realskole. 1883 tog hun eksamen som lærerinde og underviste 1884-89 ved Aarhus højere Pigeskole, ledet af Albertine Sørensen. Allerede da var hun en udpræget personlighed, der forstod at gøre sig gældende både i og uden for skolen. 1889-1910 var hun ansat ved Københavns kommunale skolevæsen. Eline Hansen så skolen som et område, hvor kvindesagen havde store opgaver, både i arbejdet for den voksende lærerindegruppes lige vilkår og uddannelse og for skolepigernes undervisning. Hun var tidligt engageret i at få indført de praktiske fag, håndarbejde, gymnastik og skolekøkken, som skolefag for piger. Det blev dog skolekøkkensagen, der blev hendes egentlige arbejdsområde, og i dette valg blev hun inspireret og opmuntret af husholdningspioneren Birgitte Berg Nielsen. I 1897 betalte Københavns kommune Eline Hansen for at blive uddannet til skolekøkkenlærerinde på det norske statskursus i Oslo. Hun bestod eksamen med udmærkelse og tog desuden et kort kursus i kemi på Landbohøjskolen. Herefter underviste Eline Hansen som et forsøg børn på Københavns kommunes fortsættelseskursus i huslig økonomi, men forudsætningen for fagets fremtidige succes og udbredelse var en øget tilgang af lærerinder. Sammen med to kolleger, Marie Jespersen og Therese Stamer, indgav hun i 1898 et andragende til Rigsdagen om støtte til et kursus for uddannelse af skolekøkkenlærerinder. Forslaget blev anbefalet af Københavns Kommunelærerindeforening og foreningen Den danske Pigeskole samt underskrevet af 1.600 mænd og kvinder. Eline Hansens netværksarbejde var væsentligt for sagens usædvanligt hurtige gennemførelse: etårige skolekøkkenkurser ved Danmarks Lærerhøjskole fra 1901 efter forsøg med to firemåneders kurser 1899-1900 og 1900-01. Eline Hansen var lærer i pædagogisk vejledning og skolekøkkenmetodik ved kurset til sin død i 1919 og gjorde sammen med inspektøren Karen Blicher en pionerindsats for at udvikle en både praktisk og teoretisk-systematisk undervisningsform i faget. Også med Sofie Rasmussen, som både var kollega, ven og bofælle gennem mange år, havde Eline Hansen et tæt samarbejde. Som led i forberedelserne havde hun med kommunal og statslig understøttelse foretaget studierejser for at undersøge skolekøkkenundervisning i Belgien, Tyskland, England og Skotland, lande, hvor faget allerede var praktiseret i årtier. Hun skabte sig hermed en bred international orientering og det bedst mulige faglige grundlag for sit videre arbejde. Eline Hansen agiterede levende og klart i såvel pædagogiske som kvindesaglige kredse for skolekøkkenundervisningen som et socialt og sundhedsmæssigt spørgsmål, særligt for byernes nye arbejderklasse. Hun mente tillige, at undervisning i faget ville give alle piger lyst til og forståelse for det huslige arbejde og vække respekt i samfundet for, hvad kvinders arbejde i hjemmene var værd. Gennem en fælles huslig opdragelse håbede hun desuden på, at kvinder fra forskellige samfundslag på tværs af skellet mellem tjenestepiger og husmødre ville få respekt for hinandens arbejde. Først og fremmest havde Eline Hansen dog blik for skolekøkkenfagets pædagogiske kvaliteter, som hun overbevisende demonstrerede med eksempler fra sin egen undervisning, der lyste af en dygtig lærers målrettede arbejde, dyb forståelse for børn samt af lærers og elevers fælles begejstring for faget. Hun argumenterede for, at skolekøkken skulle have en central plads i folkeskolen: “Intet andet Fag er som Skolekøkkenundervisningen egnet til at samle de spredte Kundskaber fra Skolen; hvert Fag har Bud til Skolekøkkenet.” Derfor kæmpede hun også for, at underviserne skulle være uddannede lærerinder, der kunne forbinde skolekøkken med skolens andre fag og øvrige pædagogiske arbejde. Praktisk færdighed i madlavning var mindre vigtigt end dygtighed i at undervise, og det ville hæve fagets betydning i børnenes øjne, at lærerinden var sidestillet med de andre lærere. 1904-10 var Eline Hansen medlem af Københavns Skoledirektions første stående udvalg af lærere og lærerinder, og 1905-09 formand for Københavns Kommunelærerindeforening. Med denne position havde hun stor indflydelse på skolekøkkenfagets hurtige udbredelse i kommunen. 1908 kæmpede hun energisk en lønforhøjelse igennem til lærerinderne, og med sin kloge optræden og store forhandlingsevne bidrog hun væsentligt til det gode resultat. Som tak indsamlede kollegerne penge til en fond, der oprettede en feriekoloni for kbh.ske skolepiger ved hendes fødeby Assens. Hun var bestyrer for fonden og tilbragte sine ferier med skolepigerne. I 1910 blev hun den første skolekøkkeninspektrice i Københavns kommunale skolevæsen. Hun udarbejdede her i sit klare og knappe sprog fremragende pædagogiske undervisningsvejledninger og planer for skolekøkkenernes indretning, som holdt sig i årtier. Som engageret og hjælpsom lærer og vejleder satte hun sit stærke præg på den første generation af skolekøkkenlærerinder og påså med ukuelig arbejdsiver, at alt gik, som det skulle. Eline Hansen var meget aktiv i kvindebevægelsen. Hun var 1886 medstifter af Dansk Kvindesamfunds (DK) kreds i Århus og blev senere formidler mellem kredsene i Århus og København 1893-1903 var hun medlem af DKs styrelse og sekretær for forretningsudvalget. Ved et stabilt og samvittighedsfuldt arbejde bar hun sammen med formanden Jutta Bojsen-Møller DK igennem en tid, hvor en ny landsorganisering skulle finde fodfæste. Eline Hansen var særlig engageret i stemmeretskampen og afløste 1909 Vibeke Salicath som formand for Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund. Desuden deltog hun 1899 i dannelsen af Dansk Kvinderaad, senere Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og var i dets styrelse i flere år. Hun var ligeledes med i DKNs sundhedsudvalg, oprettet i 1911, og ledede på dets initiativ demonstrationskurser for ubemidlede husmødre 1915-16. Ved International Woman Suffrage Alliance’s store kongres i København 1906 fungerede hun som tolk og skaffede sig mange udenlandske kontakter. Til sin død virkede Eline Hansen som kendt international kontaktperson til udlandet for de bevægelser, hun deltog i. Således udførte hun under Første Verdenskrig et stort arbejde for at knytte og vedligeholde forbindelsen mellem tyske og engelske kvinder. I krigsåret 1915 deltog hun i den internationale kvindefredskongres i Haag. Da hun kom hjem stiftede hun sammen med Thora Daugaard, Clara Tybjerg, Louise Wright og Eva Moltesen Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, hvor hun blev kasserer. Eline Hansen var tidligt politisk interesseret. Hun var formand for den radikale vælgerforening, og ved det første folketingsvalg med kvindevalgret i 1918 var hun opstillet som kandidat i København og anbefalet af DK, uden dog at blive valgt. Hun var ikke udpræget partigænger og lagde først og fremmest sin indsats i foreninger, også filantropiske. Børnesagen havde således hendes varme opmærksomhed. Foruden arbejdet med feriekolonien var hun med til at arrangere børnehjælpsdage. Desuden deltog hun i arbejdet med bespisning af patienter under den spanske syge i 1918. Eline Hansen var en energisk og trofast deltager i en række af tidens bevægelser. Hun var med til at opbygge foreninger, institutioner og kontaktnet. Som glødende fortaler for stemmeretten mente hun, at “Vil Kvinderne have Rettigheder, maa de ogsaa tage deres Del af Pligterne!” Bedst huskes hun dog som pioner inden for skolekøkkenundervisning. Hun ydede et væsentligt bidrag til at etablere et pædagogisk værdifuldt fag i overensstemmelse med folkeskolens overordnede målsætning og med kvalificerede lærerinder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Trier_Hansen

Ingeborg Trier Hansen

2023-04-22T23:14:19+02:00

fri anvendelse

I 1884 viste et hold karle for første gang i Danmark den svenske gymnastikpædagog P.H. Lings øvelser på Vallekilde Højskole. Og fra det tidspunkt blev Ingeborg Trier Hansens liv også gymnastikken. Hun var den ældste af forstander Ernst og Marie Triers fire døtre. Moderen døde, da hun var fem år gammel, og kort efter døde to af hendes søstre af hjernebetændelse. Da hun ofte led af hovedpine, var faderen bange for, at han også skulle miste hende. Derfor blev hun skånet for boglige pligter og i stedet sendt ud i naturen for at styrke og hærde sin krop. På den måde udviklede hun både sine fysiske kræfter og en stor kærlighed til naturen. Faderen giftede sig igen, men også dette ægteskab blev kort, og stedmoderen døde, da Ingeborg Trier Hansen var 13 år gammel, og den unge pige måtte nu være sin faders støtte. Trier, der var en ildsjæl og en foregangsmand på mange områder, havde startet sin højskole i 1865. Da to af hans lærere, Andreas Bentsen og N.H. Rasmussen, i 1882 kom hjem fra en nordisk gymnastikfest i Stockholm og begejstret fortalte om Lings nye gymnastik, forstod Trier, at den svenske gymnastik kunne være et led i “folkeopdragelsens tjeneste”. Han lod opføre et øvelseshus på højskolen, tegnet af arkitekt Martin Nyrop, hvori de unge karle kunne øve deres gymnastik. Men også pigerne skulle ifølge Trier have mulighed for at dyrke denne gymnastik, og i sommeren 1884 begyndte den svenske gymnastiklærerinde Sally Högström at undervise pigerne på højskolen, herunder Ingeborg Trier Hansen. Da det på dette tidspunkt stadig virkede provokerende, at kvinder lavede gymnastik, modtog Trier trusselsbreve, der lovede ham bål og brand. Alligevel bad han Högström om at komme tilbage året efter, og denne gang skulle hun også undervise et lille hold i kommando og teori. Ingeborg Trier Hansen var med på holdet sammen med bl.a. Charlotte Bonnevie, der fra 1887 kom til at undervise i gymnastik på N. Zahles Skole, og Ingeborg Schrøder (g. Appel), der overbeviste sin fader, forstander Ludvig Schrøder om, at Högström måtte til Askov Højskole og undervise sommeren efter. Vallekilde kom derfor til at mangle en gymnastiklærerinde i sommeren 1886, og Ingeborg Trier Hansen fik kun 18 år gammel overladt hvervet, der egentlig kun var tænkt som en midlertidig ordning. Men undervisningen gik over al forventning, og hendes begejstring for og kærlighed til gymnastikken var så brændende, at det gik som en leg. Hun blev således den første danske kvinde, der ledede en Lingsk gymnastik, og hun gjorde det til sin død med en tro på, at gymnastikken kunne bruges i en dannelse af det hele menneske. Da Overbestyrelsen for De danske Skytteforeninger begyndte at afholde delingsførerkurser på Vallekilde, overværede hun som den eneste kvinde undervisningen. Her udbyggede hun sit kendskab til Lings gymnastik, kom dybere ind i teorien og var med i den tilpasning af de svenske kommandoer og øvelsesstof, der de første år var nødvendig for at finde et fælles dansk udtryk. Hver vinter kom ca. 40 unge piger fra omegnen til gymnastik hos Ingeborg Trier Hansen på Vallekilde, og sæsonen sluttede med en lille privat opvisning for særligt indbudte. I 1885 blev Niels Hansen, broder til Povl Hansen, der var lærer på skolen og senere giftede sig med Ingeborg Trier Hansens søster Sigrid T.H., ansat som havekarl på højskolen. Snart forlovede Niels Hansen og Ingeborg Trier Hansen sig, og det var meningen, at det unge par skulle købe gård, og Ingeborg Trier Hansen begyndte at indstille sig på en kommende tilværelse som gårdmandskone. Men da faderen ikke kunne undvære hende på højskolen, overtalte han parret til at slå sig ned der. Niels Hansen blev avlsbestyrer og holdt også enkelte foredrag på højskolen om landbrugsemner. Ægteparret flyttede ind i et rummeligt hus, kaldet Hytten, som Nyrop også havde tegnet. Her åbnede Ingeborg Trier Hansen dørene både dag og aften, og skulle en elev sidde i fred og ro og skrive brev eller læse, søgte han eller hun over i Hytten om dagen. Aftenerne rummede mange aktiviteter: håndarbejde, brevskrivning, skakspil og husflid, men først og fremmest sang, oplæsning eller samtale om dagens foredrag. Der kunne være et halvt hundrede elever til stede i stuerne på en almindelig aften. Især efter faderens død i 1893, hvor Sigrid T.H. og Povl Hansen overtog ledelsen af højskolen, så Ingeborg Trier Hansen det som sin opgave at få samlet op på dagen. Var der noget, der trængte sig på, så var det hos hende, at tingene blev vendt. Stor var derfor sorgen, da hun døde i 1904 i en alder af kun 35 år. Ved hendes begravelse i Vallekilde Korskirke deltog op mod 1.000 mennesker, der ville vise hende den sidste ære. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jetta_Hansen

Jetta Hansen

2023-04-22T22:52:06+02:00

fri anvendelse

Jetta Hansen voksede op i sin moders familie, som dengang ejede en af de største rederi- og købmandsvirksomheder på Færøerne. Det færøske samfunds ændring til et fiskerisamfund i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet medførte dybtgående forandringer. En stor del af befolkningen blev lønarbejdere i fiskeindustrien, og mange mænd tog på fiskeri i et farefuldt farvand med risiko for skibsforlis. Sociale problemer som drikkeri fulgte i kølvandet på de nye livsvilkår. Også det religiøse liv ændrede sig, og den gamle kristentro, hvor religiøsiteten var en integreret del af hverdagen, blev for mange afløst af en mere personlig kristendom. Indre Mission (IM) kom til Færøerne gennem danske præster, og Jetta Hansens fødeby Vágur var et af de steder, hvor den fik stor betydning. Hendes fader, der kom fra Danmark, forliste med sit skib, da hun var to år. Jetta Hansen, der var enebarn, boede derefter sammen med sin moder hos sine bedsteforældre, der tilhørte de førende nyomvendte i IM. Jetta Hansen tog realeksamen i Tórshavn i 1909 og ville gerne have haft studentereksamen for at kunne studere medicin, men opgav, da hendes bedstefader ikke mente, at det var noget for piger. Hun arbejdede med forskelligt socialt og kristeligt arbejde, inden hun blev optaget på Femmers Kvindeseminarium i København, hvor hun tog lærereksamen i 1918. Hun kom aldrig til at arbejde som lærer, men helligede sig arbejdet i KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Efter kurser på menighedsskolen Marthabo blev hun i 1920 ansat som KFUK-sekretær på Færøerne og udstationeret i sin hjemby, hvor den første færøske KFUK-afdeling var blevet stiftet i 1912. Hun bosatte sig dog snart i Tórshavn, som lå mere centralt, og hvor de fleste unge boede. I den første tid lejede foreningen lokaler, men i 1922 købte Jetta Hansen personligt den britiske konsulbolig med tilhørende jord. Hendes familie kautionerede for lånet. Bygningen blev i 1928 overtaget af KFUK. Her var der pensionat for unge piger, og herfra foregik alle de aktiviteter, som KFUK organiserede, bl.a. kristelige møder, pigespejderarbejde og sommerlejre. Jetta Hansen var sekretær i KFUK til 1948. Selvom hun ikke var stifter af foreningen, bliver hun fremhævet som en pioner, der med sit organisationstalent gjorde KFUK til en afgørende faktor i færøsk kristeligt ungdomsarbejde. Hun var suppleant i menighedsrådet i Tórshavn 1925-41 og medlem 1941-48. I 1948 rejste hun til Danmark og boede resten af sit liv sammen med sin veninde, lægen Meta Nielsen, der havde praksis i Randers. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sigrid_Trier_Hansen

Sigrid Trier Hansen

2023-04-22T23:14:20+02:00

fri anvendelse

Sigrid Trier Hansen voksede op på sin fader Ernst Triers folkehøjskole i Vallekilde. Som ganske lille mistede hun sin moder. 19 år gammel giftede hun sig med Povl Hansen, mangeårig lærer på skolen og efter Triers død forstander. Således blev hun højskolemoder fra 1894 til 1923. Allerede som 14-årig viste Sigrid Trier Hansen talent som skuespiller. Faderen imødekom hendes ønske om at uddanne sig som skuespiller, men udtrykkeligt kun med henblik på at virke som oplæser i højskolens tjeneste. Hun fik således 1889-90 en vinters undervisning hos skuespilleren Peter Jerndorff. Hendes store sangstemme, “en gevaldig kraftig Røst, der hørtes videnom,” var en arv fra hendes moder. Et glimt af hendes musikalske vitalitet giver datteren Ingeborg: Sigrid Trier Hansen kunne komme ind i gymnastiksalen til børn og legekammerater, springe op på plinten og synge rheinlænderpolka m.m., alt imens hun lærte børnene dansene. Sine opgaver som højskolemoder og -lærer samt moder til 12 børn klarede hun ved en fast planlægning af sin dag, herunder en halv time i stilhed for låst dør, før hun, med sit eget udtryk, tog “Gimlesmilet” på og modtog skolens gæster. Landskendt blev Sigrid Trier Hansen som oplæser og senere også som foredragsholder. På grund af sin jødiske afstamning og hjælp til tyske jødiske flygtninge måtte hun under Anden Verdenskrig flygte til Sverige, hvor hun gennemførte en omfattende foredragsvirksomhed på svenske højskoler og fik tilnavnet Mor Danmark. Ud over en ukuelig munterhed og smittende livsglæde var det kendetegnende for hende, at hun ubekymret sagde sandheder til forsamlinger og enkeltpersoner. “Tit har jeg under hendes Talerstol ligefrem gyst for, hvad hun turde sige,” skrev pastor H. Helweg. Hendes sans for dramatisk effekt prægede hendes beretninger mere end forpligtelse på facts. Sigrid Trier Hansens hjælpsomhed var legendarisk. Hvor hun ikke selv slog til, krævede hun andres hjælp uden persons anseelse. Og hun gav sin sidste øre til bekymring for sine nærmeste. Således var det både af nød og af lyst, når hun stadig som 80-årig gennemførte foredragsturnéer trods et svækket helbred. Sigrid Trier Hansens gudstro var stærk og uortodoks og dannede baggrund for hendes ubekymrethed i livsudfoldelsen. De gode gerninger var ikke bodsgerninger; hun levede sit liv som et barn under Gud Faders nåde, hedder det i flere udsagn. Adspurgt, hvad hendes mand sagde, da hun kom hjem med et plejebarn til de fem-seks børn, hun havde i forvejen, svarede hun: “Han har altid ladet mig spille mit Orgel fuldt ud.” Det gjorde hun livet igennem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Philippa_Hanssen

Philippa Hanssen

2023-04-22T22:50:03+02:00

fri anvendelse

Philippa Hanssen voksede op på Frbg. i en familie præget af skoleverdenen. Faderen var leder af kommunens internatskole for skulkende drenge og aktiv i dannelsen af Københavns Kommunelærerforening i 1895. Efter skolegang på Karen Kjærs Skole søgte hun ind på Femmers Kvindeseminarium, hvor hun tog lærereksamen i 1920. Samme år blev hun knyttet som vikar til Københavns kommunale skolevæsen og arbejdede på forskellige skoler, indtil hun 1923 blev fastansat på Ny Carlsbergvejens Skole. Her traf hun sin ægtefælle sanglærer Ejner H., der ligesom hun selv var stærkt engageret i skolens arbejde. 1923-24 videreuddannede hun sig på Danmarks Lærerhøjskole i fonetik og sproghistorie, som hun 1930-32 fulgte op med kurser i engelsk. Ved siden af den daglige undervisning søgte hun at opbygge inspirerende rammer for forældrenes kontakt med og forståelse for skolens hverdag og gjorde her et pionerarbejde. Hun arrangerede forældrekredse med månedlige foredrag om pædagogik, festlige sammenkomster og skolekomedier. I 1930’erne gik Philippa Hanssen ind i fagligt arbejde, da hun 1932 kom i bestyrelsen for Københavns. Kommunelærerindeforening (KKL), hvor hun 1934-39 var formand. Her skabte hun respekt om sin person ved det omhyggelige forberedelsesarbejde, som hun lagde til grund for sine udvalgs- og ledelsesposter. 1936-39 var hun som den første kvinde formand for Fælleslærerrådet, der var et tilsynsførende organ under Magistraten. Københavns. Kommunelærerforening kunne have indstillet en mand, men i samarbejde med KKL valgte de Philippa Hanssen, hvilket blev opfattet som en sejr for lærerinderne. Som formand blev hendes engagement og forhandlingsevner solidt afprøvet. Hun var i 1930’erne endvidere medlem af Pædagogisk Selskabs bestyrelse. Under Anden Verdenskrig strakte Philippa Hanssens aktiviteter sig også uden for skolens rammer, idet hun 1940-45 var aktiv i Danske Kvinders Beredskab. Her ydede hun en stor indsats ved at planlægge og uddanne de første udrykningshold, der hjalp mennesker i nød på grund af Besættelsen. Hun måtte dog holde en pause i 1943, da hendes mand blev alvorligt syg og døde. Da tyskerne arresterede det danske politi i 1944, husede hun flere politifolk i sin lejlighed, mens hun fortsatte med det daglige arbejde på skolen. I 1947 fik Philippa Hanssen stillingen som skoleinspektør ved Nørre Allés Skole, hvor hun flyttede ind i embedsboligen. Hun blev dermed også medlem af Københavns Skoleinspektørforening. I 1952 blev hun hentet ind i skoledirektionen som konstitueret viceskoledirektør for Valborg Battaglia, der var sygemeldt i flere perioder, og ved hendes afgang i 1955 søgte Philippa Hanssen stillingen. Ud over hende var der kun en anden ansøger, en mand, hun fik stillingen og havde et tæt samarbejde med skoledirektør Olaf Petersen, som hun i en kort periode i 1959 var konstitueret for. Som viceskoledirektør havde hun det pædagogiske og praktiske tilsyn med en tredjedel af samtlige skoler i København, hvilket betød, at hun ved siden af det administrative arbejde i skoledirektionen i Nyropsgade, tog ud på skolerne og overhørte undervisningen, talte med inspektører og lærere om deres forhold og eventuelle problemer. Derudover havde hun tilsynet med de fem kommunale gymnasier, eksaminer, prøver m.v. Skoledirektørerne deltog også i studierejser til de nordiske lande. Philippa Hanssen var et udadvendt selskabsmenneske, og hun fik glæde af sine sprogtalenter, når hun tog sig af de gæstelærere, der kom fra udlandet, og som ofte boede privat hos hende under deres ophold. I sine ferier deltog hun i sprogkurser i England og Tyskland, hvor hun kombinerede interessen for sprog med klassisk musik, selvom tysk på grund af krigsårenes erfaringer ikke var et populært sprog i lærerkredse. Hun arbejdede frem til sin 70-års fødselsdag i 1968, men nåede kun at få tre måneders otium inden sin død i 1969. Philippa Hanssen blev den sidste i en ubrudt række af kvindelige viceskoledirektører, siden stillingen blev oprettet i 1917 og besat med Mathilde Jensen. Først i 1982 fik København igen en kvindelig viceskoledirektør, Mimi Rahr. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Harrekilde-Petersen

Karen Harrekilde-Petersen

2023-04-22T22:51:43+02:00

fri anvendelse

Karen Harrekilde-Petersen var nummer tre af fire søskende i købmandshjemmet i Køng på Sydsjælland. Da faderen døde kun 43 år gammel, stod moderen uden uddannelse og med ansvaret for børnene. Familien flyttede til Tåstrup, og moderen åbnede en chokoladebutik i Roskilde, mens hun samtidig uddannede sig til massøse. Karen Harrekilde-Petersen blev nok for livstid præget af sin barndoms oplevelser. Hun lignede sin stærke moder, ville have en uddannelse og være selvforsørgende. Mens hendes to søstre giftede sig tidligt, gik Karen Harrekilde-Petersen i gartnerlære. Men det var ikke nok. I 1924 søgte hun optagelse på Ankerhus Husholdningsseminarium. Den legendariske forstander Magdalene Lauridsen var betænkelig, fordi Karen Harrekilde-Petersen ikke vidste meget om husholdning og aldrig havde været pige i huset. Men hun blev optaget, i 1926 fik hun eksamen og blev konsulent i De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger. I 1929 tog hun på et par års studieophold i Canada og USA. Der læste hun ved universiteter i Toronto, Winnipeg og Iowa. Hun kom meget fattig hjem og arbejdede som husholdningslærerinde, indtil hun i 1936 blev ansat i det nyoprettede Statens Husholdningsråd (SHR). I de næste ti år deltog hun sammen med formanden Karen Braae og sekretariatslederen Astrid Stoumann i opbygningen af SHR. Karen Harrekilde-Petersen fik herved en bred organisatorisk og faglig indsigt i husholdningsområdet, som kom hende til gode, da hun i 1945 blev udnævnt til inspektør for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet, og da hun selv blev formand for SHR 1960-64. I årene som konsulent i SHR medvirkede Karen Harrekilde-Petersen ved udgivelsen af to meget brugte lærebøger, Husholdning paa Landet, 1941, og Køkkenbog for unge Piger, 1943. Med etableringen af Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet i 1945 fik kvindeorganisationerne et længe næret ønske opfyldt. Idéen om en videnskabelig husholdningsuddannelse var blevet lanceret i 1890’erne af Birgitte Berg Nielsen, der fik Dansk Kvindesamfund til at arbejde for sagen. Siden kom der også opbakning fra husholdningsorganisationerne, og i 1933 blev der nedsat et landsudvalg, der skulle virke for at få uddannelsen placeret ved det nye universitet i Århus. Der blev dog ikke tale om en kandidatuddannelse, men om et femmåneders, fra 1948 seksmåneders, overbygningskursus for husholdnings- og skolekøkkenlærerinder. I stillingen som inspektør blev det Karen Harrekilde-Petersens opgave at lede den praktiske opbygning og udvikling af kurset i samarbejde med de mange organisationer, der udgjorde kursets repræsentantskab. Hun forvaltede stillingen med autoritet og gennemslagskraft helt frem til sin pensionering i 1972. Kurset havde fra starten en fin søgning, også fra de andre nordiske lande, og blev i 1970 udvidet til ti måneder og to linier: ernæring og samfunds- og forbrugerøkonomi. Karen Harrekilde-Petersen havde stadig udlængsel og eventyrlyst, og i 1955 tog hun et års orlov for at arbejde som husholdningsekspert ved et projekt, drevet af FNs fødevareorganisation FAO i Thailand. Hun var den første danske husholdningslærer, der blev ulandsarbejder. Og hun gjorde det igen senere, hvor hun i en alder af 66 år af det danske Udenrigsministerium blev udnævnt som forstander for Karen College i Kenya. Karen Harrekilde-Petersen var også aktiv inden for Foreningen af danske Husholdningslærerinder, bl.a. som bestyrelsesmedlem 1936-40. Da foreningen i 1980 fejrede sit 50-års jubilæum, fik hun overrakt Mor Magda-Prisen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Hasselriis

Ingeborg Hasselriis

2023-04-22T22:50:17+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Hasselriis kom fra et praktisk hjem, hvor faderen var ingeniør og senere fabriksdirektør. Han var præget af seks års ophold i Frankrig og tog senere initiativ til at oprette en afdeling af Alliance française i Århus og var fransk og belgisk konsul. Ingeborg Hasselriis blev sammen med sin et år ældre søster Ellen H. nysproglig student fra Århus Katedralskole i 1911. Manglende økonomisk mulighed for videre studier gjorde, at de to søstre blev ekstraordinære assistenter på Statsbiblioteket i Århus 1912-16. Efter sommerferien 1916 havde familien som følge af det økonomiske opsving i forbindelse med Første Verdenskrig fået råd til at lade dem studere ved Københavns Universitet. Begge søstre læste dansk som hovedfag, tysk og engelsk som bifag, og i 1923 blev de kandidater. I studietiden var de medarbejdere ved Ordbog over det Danske Sprog. Ellen H. blev senere lektor ved Rysensteen Gymnasium, og en anden søster Gudrun H. valgte også en pædagogisk løbebane, idet hun blev skoleinspektør ved Frederiks Allés Skole i Århus. Familiesammenholdet søstrene imellem var stærkt, hvilket bl.a. fremgår af, at Ingeborg Hasselriis delte hjem med Ellen H. fra 1916 og indtil dennes død i 1951. Fra 1955 og resten af sit liv boede hun sammen med Gudrun H. Efter pædagogikum på Marie Kruses Skole blev Ingeborg Hasselriis i 1923 ansat som adjunkt ved det nystartede Sundby Gymnasium, der året efter blev flyttet til Christianshavn og fik navnet Christianshavns Gymnasium. Hun brød sig ikke om den slappe ledelse af Sundby Gymnasium, hvor Vilhelm Rasmussen var rektor, men satte til gengæld stor pris på Fr. Bøgh som en myndig rektor på Christianshavns Gymnasium. I 1928 og igen i 1937 og 1938 var Ingeborg Hasselriis på flere kortvarige studieophold i Berlin og München for at opnå øget beherskelse af tysk. Hun blev udnævnt til lektor på Christianshavns Gymnasium i 1938. I 1940 blev Ingeborg Hasselriis rektor for Nørre Gymnasium på Nørrebro efter Knud Thejll, der havde siddet på posten 1923-40. Den tyske besættelse betød en konflikt mellem hendes engagement i danskheden og Sønderjylland, som hun havde overtaget fra faderen, der var født i Åbenrå, og hendes interesse for tysk sprog og kultur. Hun tog klart stilling til fordel for danskheden og lod det præge livet på skolen, fx indførte hun “sønderjyske aftener”, hvor forskellige kulturpersonligheder talte om et nationalt emne, og man sang ikke længere tyske sange. Ved truslen om tyske razziaer gik Ingeborg Hasselriis rundt på skolen og indsamlede illegalt materiale og lod det destruere. Samtidig med at hun havde dette engagement, var det hende magtpåliggende at sørge for, at elever fra nazistiske hjem ikke blev chikaneret. Mod slutningen af krigen, da nogle af eleverne deltog i illegalt arbejde, blev skolens elevkartotek opbevaret hos Ingeborg Hasselriis' rengøringshjælp på Christianshavn, og forsømmelsesprotokollerne blev ikke ført. Ingeborg Hasselriis oversatte selv illegalt materiale fra svensk og maskinskrev en illegal bog om tyskernes adfærd i Polen. I sit hjem husede hun ved flere lejligheder flygtninge. Den største udfordring efter Besættelsen var at skaffe skolen nye og tidssvarende lokaler, helst på en helt ny grund, da den gamle var for lille til en moderne skole. Ingeborg Hasselriis arbejdede ihærdigt for sagen, uden at det dog lykkedes hende at trænge igennem hos myndighederne. Det betød, at skolen mistede tiltrækningskraft over for mulige ansøgere, og elevtallet dalede. Først i 1971 blev skolen fra Karen Kjærs gamle bygninger flyttet til Mørkhøj. I begyndelsen af sin tid som underviser havde Ingeborg Hasselriis oplevet disciplinære problemer med eleverne, men hun havde målbevidst hærdet sig og var som rektor en meget myndig person, der krævede orden og disciplin af både elever og lærere. Hun var dygtig i sine fag og stillede meget høje faglige krav til sine lærere og elever. Lærerne var gennemgående trygge ved at have en fast ledelse, men mange elever brød sig ikke om hendes autoritære optræden, hverken som lærer eller som rektor. Næppe mange af hendes elever har senere kunnet bruge hende som pædagogisk forbillede. Hun var engageret i alt, hvad hun foretog sig, og det betød, at hun kunne finde på at bede en elev ind på sit kontor for at fortsætte en interessant diskussion fra en klasse. Hendes optagethed af kunst og kultur gjorde, at hun selv underviste de ældste elever i verdenslitteratur, uden at det stod på den ministerielle timeplan. Hun støttede også helhjertet fransk- og tegnelæreren Valborg Stens forsøg med undervisning i billedkunst, noget der kan opfattes som en forløber for den senere indførelse af faget formning og kunstforståelse i gymnasiet. Ingeborg Hasselriis var en veluddannet kvinde med personligt mod og med stærke holdninger. Hun ledede Nørre Gymnasium gennem de vanskelige besættelsesår. I en periode, hvor skolens fysiske rammer var helt utidssvarende, fastholdt hun bestandigt de høje faglige krav til undervisningen. Hun gik af som rektor i 1960. 1953 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Aase_Hauch

Aase Hauch

2023-04-22T22:56:47+02:00

fri anvendelse

Aase Hauch voksede op i Jonstrup, hvor hendes fader var lærer på seminariet. Det betød, at hun allerede som barn og ung levede i et miljø, hvor interessen for børn og diskussioner om opdragelse og pædagogik var en naturlig del af dagligdagen. Efter at være blevet student fra Lyngby Statsskole i 1936 var hun et år i Vedersø præstegård hos Lise og Kaj Munk som “litterær barnepige”. Derefter valgte hun at uddanne sig til børnehavelærerinde på Kursus for Småbørnspædagoger, hvor hun blev inspireret af og nært knyttet til Sofie Rifbjerg, der havde startet kurset i 1928. Resten af livet arbejdede hun med småbørnspædagogik, og hun blev en af initiativtagerne til Danmarks, og dermed verdens, første lilleskole. Efter endt uddannelse blev Aase Hauch i 1939 ansat som leder af børnehaven på Ingrid Jespersens Skole. I 1946 åbnede hun sin egen børnehave i sit hjem i Brønshøj. Denne lille, private børnehave blev kendt og besøgt af mange både danske og udenlandske pædagoger på grund af den nye form for småbørnspædagogik, som hun praktiserede. Hun ønskede at skabe et “børnested” med et mindre stift system, end tidens børnehaver normalt kendte til, og lagde stor vægt på at udvikle børnenes kropslige og musisk-kreative evner, som alle senere har erkendt er særdeles vigtige for børns udvikling. Det var de samme principper, hun slog til lyd for på Kursus for Småbørnspædagoger, da hun i 1949 blev lærer der, og som blev fulgt op, da hun udnævntes til leder af de nyoprettede efteruddannelseskurser for børnehave- og fritidspædagoger på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) og derved fik stor indflydelse på udformningen af en moderne småbørnspædagogik i Danmark. I 1949 startede Aase Hauch sammen med sin mand Erik Kaufmann og en kreds af gode venner og meningsfæller Friskolen af 1949. Hun ville nok selv mene, at det ikke er korrekt at fremhæve hendes indsats frem for vennernes. Alle i gruppen var pædagogisk interesserede, om end med forskellige indfaldsvinkler. De tilhørte de kulturradikale kredse af borgerskabet, flere af dem havde deltaget i modstandsbevægelsen, og de delte skuffelsen over, at 1930’ernes demokratiske signaler og nytænkningen på det pædagogiske område udelukkende havde sat sig spor i børnehavekredse. Samtidig var deres egne børn ved at nærme sig skolealderen, og de ønskede at give børnene en bedre skolestart end den, de mente, de store kbh.ske kommuneskoler kunne byde på. Lilleskolen var dog næppe blevet den succes, den blev, uden Aase Hauchs indsats. Hvor andre i kredsen kunne bidrage med teoretisk viden om bl.a. musik, psykologi og bevægelsespædagogik, så havde hun sine erfaringer fra børnehaven og evnen til at kombinere en høj grad af professionalisme med en smittende begejstring samt et ukueligt mod til at starte på bar mark og gøre radikalt op med “skolen som kundskabspumpe”. Hun troede på sin sag og havde de kræfter og det overskud, der skulle til for at få skolen i gang. Både praktisk og i diskussioner med skeptikerne var hun “rorsmanden” på holdet. I den lille skoles første bestyrelsesprotokol lyder formålet i al beskedenhed: “Vi vil fortsætte den opdragelse, vi har påbegyndt i hjemmene, vi vil begynde ganske beskedent og så se, hvordan sagerne udvikler sig.” Og “sagerne” udviklede sig! Lilleskolebevægelsen tog fart, ikke mindst op igennem 1960’erne og 1970’erne. I 1998 var 47 skoler medlemmer af Lilleskolernes Sammenslutning. Men nok så vigtigt er det, at de tanker, der lå bag den første lilleskoles oprettelse, efterhånden vandt gehør i brede skolekredse, således at den offentlige skole i dag rummer meget af det, Aase Hauch og hendes venner i sin tid savnede. Som en af de ivrigste forkæmpere for en rigere børnekultur har Aase Hauch siden 1940’erne været en central person, både i praksis som inspirator og, ofte sammen med sin mand, som debattør. Hun har været der, hvor tingene skete, haft mod til at føre sine idéer ud i livet og har samtidig kunnet bevare en rolig, frisindet, aldrig doktrinær holdning. Få har som hun været med til at forandre danske børneinstitutioner til det, hun kaldte “børnesteder”. Det var nødvendigt, for som hun og hendes mand skrev i radiogrundbogen Børnene i velfærdssamfundet, 1964, så har samfundet forandret sig så betydeligt, at familien ikke længere alene kan bære hovedansvaret for børnenes opvækst: “Der skal andre og nye kanaler til at lede børnene ind i samfundet,” bl.a. skolen, som er “landets første og største børneinstitution”. Ved hendes afsked fra DLH i 1984 udgav kolleger festskriftet Småbørn i menneskehænder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mathea_Haunstrup

Mathea Haunstrup

2023-04-22T22:56:44+02:00

fri anvendelse

Mathea Haunstrup var elev af N. Zahles privatlærerindekursus og tog institutbestyrerprøve i 1884. I 1888 supplerede hun med lærerindeeksamen og blev derefter knyttet til Københavns kommunale skolevæsen, hvor hun i 1903 udnævntes til inspektrice ved Frankrigsgades Skole. Hun blev hermed Danmarks anden kvindelige skoleinspektør efter Henriette Petersen, udnævnt 1894, og i modsætning til hende fik Mathea Haunstrup samme løn som sine mandlige kolleger. 1910 flyttede hun til Sundholm Skole, som hun ledede frem til 1929. Hun var i en årrække medlem af Skoleinspektørforeningens stående udvalg til udarbejdelse af nye læseplaner for det kbh.ske skolevæsen. Også senere havde hun sæde i forskellige faglige udvalg under skoledirektionen i forbindelse med indførelse af pædagogisk reformarbejde. Mathea Haunstrup hørte til kredsen om Henriette Nathan, initiativtageren til Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), og var nært knyttet til bl.a. Augusta Fenger og Henriette Petersen. Hun var som de medstifter af foreningen i 1891 og medlem af dens første bestyrelse. I slutningen af 1894 afløste hun Fenger som formand, og hun sad på posten til 1900 og var den første, der bestred hvervet over en længere årrække. I hendes formandstid intensiveredes kampen for en forbedring af de kbh.ske lærerinders økonomiske vilkår. Under lønforhandlingerne i 1898-99 anmodede KKL om, at lærerinders slutløn blev forhøjet, så forskellen på læreres og lærerinders samlede indtjening blev mindre. Efter forhandlinger med Borgerrepræsentationens lønudvalg og en del omtale af sagen i aviserne lykkedes det at få slutlønnen sat op. Da lærernes løn imidlertid samtidig steg, og man holdt fast ved en stejlere stigningstakt for dem, var det noget af en pyrrhussejr, men foreningens repræsentanter var dog for første gang nået frem til forhandlingsbordet. Mathea Haunstrup havde et klart blik for de sociale vanskeligheder, som mange hårdtarbejdende kommunelærerinder led under i det daglige, og ikke mindst spørgsmålet om anstændige boliger til en rimelig husleje trængte sig på. Hun udkastede en plan om at opføre et Lærerindernes Hus, og det lykkedes hende at engagere den velhavende justitsråd N. Josephsen så meget i planen, at han lovede at skænke KKL en byggegrund, hvis foreningen selv kunne skaffe midler til opførelse af huset. Med Mathea Haunstrup som formand stiftedes De kbh.ske og frbg.ske Kommunelærerinders Byggeforening, der blandt sine formål havde oprettelse af friboliger til et antal gamle, nødstedte lærerinder, herunder også tidligere privatlærerinder. At netop denne kategori af lærerkræfter blev tilgodeset, var på det tidspunkt et fornemt bevis på solidaritet: Uanset formel uddannelse var en lærerinde en kollega. I 1900 blev en boligblok med 32 veludstyrede lejligheder indviet på Mariendalsvej. Mathea Haunstrup fik senere sæde i repræsentantskaberne for Arbejdernes Byggeforening og for Kvindernes Bygning. Fra 1898 arbejdede KKL med forslag til nye læseplaner i Københavns kommuneskoler, et af mange tegn på, at foreningen i pædagogisk henseende var både forudseende og progressiv. Det havde desuden vakt harme, at byens skoledirektion i de forudgående år havde indført såvel en ny håndarbejdsmetode som husgerning i skolerne hen over hovedet på den ekspertise, som de kvindelige lærerkræfter rent faktisk repræsenterede i netop disse fag. Fra starten var det klart, at begge discipliner måtte reorganiseres, men under indtryk af lovgivningsarbejdet op til vedtagelsen af Skoleloven af 1899 tillige, at store ændringer i alle skolens læseplaner forestod. HM modtog som formand i 1900 en opfordring fra skoledirektionen om at sammenstille et udvalg på fem lærerinder til det stående læseplansudvalg. Det var første gang, der fra arbejdsgiverside blev rettet henvendelse til foreningen om bistand i faglige spørgsmål. Hun fik sammen med bl.a. Fenger og Henriette Petersen sæde i det første udvalg, der sad frem til 1908, og de tre gode samarbejdspartnere og venner sluttede som regel deres ugentlige kommissionsmøder med en tur på konditori, hvor de gennemgik mødet og “gav enhver af Deltagerne, hvad der tilkom ham eller hende af Sukker eller Kanel”, som Fenger skriver i sine erindringer. HM udarbejdede i disse år sammen med bl.a. Fenger antologier til brug i fagene dansk og religion, således Salmer samt bibel- og kirkehistoriske Vers og Sange til Skolebrug i 1902 og Digte for danske Skolebørn i 1906, et par småbøger, der dengang var noget relativt nyt, og som opnåede stor udbredelse. I 1912 var hun medforfatter af læsebogssystemet ABC, Børnenes danske Læsebog. Mathea Haunstrups største fortjeneste var at samle de kbh.ske lærerinder til kamp for standens højnelse, socialt såvel som fagligt, i en tid, hvor borgerskabets kvinder ikke nødvendigvis så med venlige øjne på medlemskab af en fagforening. I hendes formandstid steg organiseringsprocenten i KKL fra 52 til 75%. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emma_H%C3%B8rup

Emma Hørup

2023-04-22T22:55:07+02:00

fri anvendelse

Emma Hørup voksede op i København som den mellemste i en børneflok på fem. Moderen var født Drachmann, og hendes søskende og søskendebørn kom til at spille en stor rolle i Emma Hørups liv. Faderen var en streng, men fremsynet officer og gymnastikinspektør, der lagde vægt på, at ikke blot sønnerne, men også hans tre døtre fik en uddannelse, så de kunne forsørge sig selv. Emma Hørup søgte N. Zahles kursus for privatlærerinder, og hun var derefter i nogle år huslærer forskellige steder i landet. 1859 blev der imidlertid åbnet mulighed for, at kvinder kunne tage lærerindeeksamen. Der fandtes ifølge sagens natur endnu ingen seminarier for kvinder, men Emma Hørup tog sammen med en kollega privat undervisning hos N. Femmer, Annestine Beyer og Gotfred Bohr, og hun blev derved en af de første elever fra det, der senere skulle blive kendt som Femmers Kvindeseminarium. Hun var blandt de fire første kvinder, der i efteråret 1860 gik til eksamen, og hun bestod den som den bedste. Efter sommerferien 1861 blev hun ansat på Sølvgades Skole. Men i 1864 blev hun viceskoleinspektør for pigeskoleafdelingen på De forenede Kirkeskoler, som netop var blevet samlet i en ny skolebygning i Nørregade. Det var en rig legatskole, som hvert år optog 30 af de dygtigste elever fra kommunens skoler. Augusta Fenger, der 1879 vikarierede for Emma Hørup, skriver: “Det var en Fryd at se ud over den Række intelligente Ansigter med ivrige straalende Øjne i den store Pigeklasse i Kirkeskolen.” Emma Hørups ansættelse skete, selvom bestyrelsen for skolerne var gjort bekendt med, at hun i 1862 havde forlovet sig. Men da hun i 1867 skrev til bestyrelsen og spurgte, om der var noget til hinder for, at hun giftede sig, fik hun til svar, at hvis ikke hendes pligter ved skolen lod sig forene med hendes gifte stilling, ville bestyrelsen gøre brug af sin ret til at opsige hende. Det blev dog ikke aktuelt. Den forlovede var Emma Hørups fem år yngre fætter stud.jur. Viggo H. Året efter at han i 1867 var blevet kandidat, giftede de sig, og han flyttede ind hos hende på kvisten i Nørregade. Han bidrog til den sparsomme husholdning ved at manuducere til dansk juridisk eksamen, og de havde som noget enestående i tiden hver sin økonomi. Alligevel måtte han lide den tort, at skoleinspektørens børn råbte “jordemodermand” efter ham. Det blev et brydsomt ægteskab. Mens Emma Hørup passede sin skole og snart også to små børn, forberedte han sin politiske karriere, og i 1872 forelskede han sig i deres fælles kusine Henriette Steen. Forholdet varede til hendes død i 1894, så der blev tidligt tæret på ægteskabets indre liv. Alligevel fastholdt de det som ramme for børnenes opvækst og af hensyn til den ydre respektabilitet, som deres erhverv nødvendiggjorde. Der er heller ikke tvivl om, at hun livet igennem omfattede ham med sin kærlighed og beundring. Hun var en gæstfri værtinde for hans politiske og litterære venner, og hendes kulturelle viden og politiske engagement gjorde hende til en aktiv og ligeværdig samtalepartner. Ikke desto mindre kaldte hun ham “fatter” og underordnede sig fuldstændig hans karrierehensyn. Sønnen Svend var en forknyt dreng, som havde brug for al hendes støtte, fx lærte hun sig latin for at kunne læse med ham. Han klarede med nød og næppe at blive student, men i 1888 fik han et psykisk sammenbrud og måtte indlægges på Kommunehospitalets 6. afdeling. I de følgende år boede han hjemme, skrev lidt i Politiken og ville være kunstner, men det krævede moderens bedste kræfter at holde ham psykisk på plads. I 1893 sagde hun sin stilling på De forenede Kirkeskoler op, så hun kunne tage sig af ham de sidste par år, han levede. Det var en svær tid, også udadtil på grund af de politiske forhold. Emma Hørup var en dygtig og realistisk indstillet lærer, og hun engagerede sig i tidens spørgsmål om pigers og kvinders uddannelse, bl.a. gik hun ind i spørgsmålet om metodisk håndarbejdsundervisning. Desuden skrev hun jævnligt under forskellige mærker i ægtefællens blade, først Morgenbladet, siden Politiken, bl.a. om bøger, kvinde- og opdragelsesspørgsmål og sociale forhold. Ved Ibsenfesten i 1898 talte hun i Kvindelig Læseforening om den norske forfatters betydning for kvinderne. Men ellers skyede hun offentlig fremtræden, og selvom hun i 1880’erne var medlem af Dansk Kvindesamfund, var hun ingen organisationskvinde. Fra de senere år i 1890’erne blev forholdene bedre. Politiken voksede og blev en kilde til velstand, og Hørup blev en af københavnernes yndlinge. De kunne indrette sig standsmæssigt og købe sommerstedet Lystofte i Brede. Viggo H. døde som trafikminister i den første Venstreregering i 1902, og hun havde en lang enkestand, hvor hun lærte sig italiensk og modtog gamle venner fra kamptiden såvel som de ny, som datteren Ellen H. bragte til huse. Titlen som gehejmerådinde, som hun havde ret til at bære som enke efter en minister, der var død i embedet, benyttede hun ikke. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hanna_Irgens

Hanna Irgens

2023-04-22T23:01:33+02:00

fri anvendelse

Hanna Irgens var datter af en driftig blikkenslager og fabrikant, der var født i Holtaalen i Norge og havde lært blikkenslagerhåndværket i England. I 1791 nedsatte han sig i København med en stor forretning i Købmagergade og havde netop oprettet et glasværk i Køge, da han døde i 1811. Hanna Irgens og hendes søster, som også havde mistet moderen, måtte nu sørge for sig selv, Hanna Irgens som institutbestyrerinde 1815-45 i Næstved. Arbejdet som lærerinde gav hende dannelsesmæssig baggrund for og tid til et større forfatterskab, der omfatter tre romaner, tre novellesamlinger, en digtsamling, et lystspil og en række digte og fortællinger, offentliggjort i tidsskrifter og antologier. Hun havde en ydmyg holdning til sin skribentvirksomhed; den udsprang af hendes trang til “underholdende Sysselsættelse i eensomme Timer”, skrev hun i forordet til debutromanen Familien v. Hejdenforsth, 1822, hvor hun også ligeud forklarede, at skrifterne blev offentliggjort, fordi hun “deri troede at see en ny Erhvervskilde”. Hanna Irgens udgav sine bøger under eget navn indtil de to sidste romaner. Hendes gennemslagskraft i de litterære kredse var ikke stor, de sjældne anmeldelser var negative. Poul Martin Møller skrev om digtsamlingen Orfanina, 1822, at den “overveiende Deel indeholder sande Bagateller, ikkun Prosa, kantet med taalelige Riim”, og at skildringer af dydens løn og lastens straf var alt for “hyppige, trættende og trivielle”, så ingen ville føle sig fristet til at læse forfatterindens romaner. Hanna Irgens debuterede i 1817 med et 30 strofer langt digt Tør vel min Harpes brustne Strenge klinge, en hyldest til Luther i anledning af Reformationens 300-års fest, trykt i Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. Herefter ventede hun fem år, før hun i 1822 udsendte debutromanen og tre andre bøger, digtsamlingen Orfanina, lystspillet Moses i Tønden og novellesamlingen Originale Fortællinger og Eventyr. Familien v. Hejdenforsth er Hanna Irgens' første betydelige værk, og ligesom Elisabeth Hansens Dido og Don Pedro, der kom året før, en højdramatisk og gotisk kærlighedshistorie, som udspilles i eksotiske omgivelser ved udenlandske fyrstehoffer. Men kompositorisk og sprogligt er Hanna Irgens med sin litterære dannelse forgængeren langt overlegen. Bogen handler om de ulykker, et forkert ægteskabsvalg fører med sig, og er en brevroman i stil med Rousseaus Julie ou La nouvelle Héloïse, 1761, og Germaine de Staëls Delphine, 1802. Den unge grev Bernau gifter sig overilet med den væsentligt ældre, smukke og umoralske Angelique, men finder ud af, at det er hendes datter, den blide og beskedne Rosalie, han elsker. I jalousi forgifter Angelique datteren, Bernau skyder sig i fortvivlelse, hvorefter de elskende endelig kan forenes i kisten. Fortællingen er solidt komponeret, men handling og karakterer er ensporede; Angeliques breve, som udstiller hendes sorte sjæl, er de morsomste. Teksten bæres af helten Bernaus lidenskabelige, håbløse, stærkt erotisk farvede kærlighed til og forherligelse af madonnafiguren Rosalie og af vreden mod den jaloux moderfigur. Digtsamlingens titel Orfanina, dvs. forældreløs, henviser til Hanna Irgens' følelse af sorg og afmagt ved tabet af forældrene. Det er en heterogen samling af enkle fire- eller otteliniede rimede strofer, dels lejlighedsdigte til søsteren, dels fortællende digte, der har kærlighedens forhindring som hovedtema. Originale Fortællinger og Eventyr indeholder tre farverige historier i E.T.A. Hoffmanns stil, men indledes med en nutidshistorie, der er en bitter kommentar til den uforsørgede middelklassekvindes situation. I de følgende år udkom Hanna Irgens' fortællinger især i den århusianske bogtrykker A.F. Elmquists Læsefrugter, men hun satte også sine digte i musik til forskellige sangbøger; digtet Den lille Pietro fra Orfanina hørtes i en periode ofte i København I novellesamlingen Euphrosyne, 1824, er mislykkede pardannelser atter temaet i et par af historierne. Kornblomster fra 1832 indeholder to fortællinger, hvoraf den sidste, Innocentia har romanlængde. Den begynder som en gentagelse af debutromanen med konfliktfyldt kærlighed, her en incesthistorie, i de højeste udenlandske kredse, men midt i det ujævnt komponerede forløb udvikler der sig en mere realistisk sidehistorie om en ambitiøs borgerdatter. Beskrivelsen af forholdet mellem adel og borgerskab er nærværende og sprogligt klarere end de øvrige ofte højstemte passager. Romanen Maren, Hersilie og Theckla eller to borgerlige Familiers huuslige Færd, 1837, udkom under pseudonymet Christiane Clasen, som er navnet på den jordemoder, der fortæller historien om tre af de borgerdøtre, hun har hjulpet til verden. Det er en hverdagsrealistisk roman, der foregår i en by på Midtsjælland, som kunne være Næstved, og hvor moralen er, at den mest huslige og beskedne af de tre kvinder klarer sig bedst. Historien interesserer sig dog mere for de to andre og især Hersilie, der er blevet så dannet, at hun ikke vil giftes med en håndværker, men også keder sig som guvernante og derfor tager gift, en tidlig dansk udgave af G. Flauberts Madame Bovary. Hanna Irgens' sidste roman De Holmer, 1838, der udkom under pseudonymet Hermann Lange, gennemspiller atter brudevalgstemaet med en madonnaagtig heltinde. Skønt Hanna Irgens kendte den familiebundne middelklassekvindes sociale udsathed af egen erfaring og også flere gange brugte typen i samfundskritisk øjemed, fastholdt hun alligevel denne kvindetype som sit ideal, fordi blid, kvindelig uskyld for hende syntes at være forudsætningen for fremkomsten af den stærke mandlige erotik, som det var hendes egentlige lyst at beskrive. I Hanna Irgens' tekster virkeliggøres den erotiske tiltrækning mellem mand og kvinde gennem blikket, den eneste fysiske kontakt med det andet køn, der stod hende selv som ugift lærerinde åben. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Martha_Jacobsen

Martha Jacobsen

2023-04-22T23:02:20+02:00

fri anvendelse

Martha Jacobsen tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1916 og året efter eksamen som skolekøkkenlærerinde fra Danmarks Lærerhøjskole (DLH). I 1918 blev hun ansat ved Københavns kommunale skolevæsen og arbejdede herefter som lærer i nogle år. I 1925-38 var hun vejleder i undervisningsfærdighed ved skolekøkkenafdelingen på DLH, og 1926-33 var hun tillige assistent for kommunens skolekøkkensinspektør Sofie Rasmussen og havde som sådan ansvar for at føre tilsyn med de kommunale aftenkurser i husgerning. I 1938 døde Thyra Hansen, der var inspektør for DLHs skolekøkkenafdeling, og Martha Jacobsen, der i perioder havde vikarieret for hende, overtog nu hendes stilling og bestred den frem til sin død i 1954. Samtidig med udnævnelsen til inspektør blev hun tilsynsførende ved skolekøkkenundervisningen i købstæderne og virkede som sådan indtil 1942.Husgerning blev ved loven af 1937 et obligatorisk fag for piger i folkeskolen i hele landet. Den følgende periode var præget af en udbygning af faget og stillede store krav til skolekøkkenlærerindeuddannelsen, som fra 1938 også blev udbudt ved Ribe Seminarium og senere desuden på N. Zahles Seminarium. Som medlem af den danske nationalkomité for husholdningsundervisning fra 1939 og Undervisningsministeriets Husholdningsudvalg af 1942 var Martha Jacobsen med til at præge denne udvikling. Også på andre felter var hun aktiv i skolekøkkenlærerindernes faglige uddannelse og organisering. I 1942 var hun med til at igangsætte korte efteruddannelseskurser for sine kolleger, og samme år var hun initiativtager til oprettelsen af Danmarks Skolekøkkenlærerindeforening. 1936-54 var hun formand for Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder. Hun var tillige medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet, formodentlig i omtrent samme periode.Årene 1940-50 bød på vanskelige ydre betingelser. Under Besættelsen var arbejdet besværliggjort af rationeringer, men ved en uhyre arbejdsindsats fra Martha Jacobsens side blev DLHs undervisning hvert år gennemført, også i 1945 da skolens bygning blev overtaget af tyskerne, og skolekøkkenafdelingen måtte finde andre lokaler. DLH flyttede i 1949 til Emdrupborg, hvor Martha Jacobsen gjorde et dygtigt arbejde for at indrette tidssvarende lokaler med plads til såvel klasseundervisning, gruppeundervisning som demonstrationer foruden laboratoriefaciliteter i et vist omfang. Hun indtog en central position inden for husholdningsfaget i en periode, da det var inde i en ny udviklingsfase. I takt med udbygningen af faget i folkeskolen, nye uddannelsesforhold og ændrede arbejdsbetingelser stod hun for en faglig oprustning, både når det gjaldt uddannelsesniveauet og kollegernes organisering. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emilie_Jansen

Emilie Jansen

2023-04-22T23:02:29+02:00

fri anvendelse

Emilie Jansen tog lærerindeeksamen i 1887 på Beyers, Bohrs og Femmers Kursus og blev umiddelbart efter ansat på kurset, der siden skiftede navn til Femmers Kvindeseminarium. Efter N. Femmers død i 1888 blev seminariet overtaget af S.L. Tuxen. Han fungerede imidlertid kun som forstander i tre år. Allerede i 1891 blev Emilie Jansen, 27 år gammel, udnævnt til leder for den institution, hvor hun kom til at virke hele sit arbejdsliv. Som medforstander fik hun teologen J.Th. Huus, efter hans død i 1909 endnu en teolog, Einar Lund. Selv regerede hun altid helst bag kulisserne, personligt beskeden som hun var. Emilie Jansen var et sjældent administrativt talent, med blik for tidens skiftende behov. En af hendes første større ændringer blev at nedlægge privatlærerindekurset, som seminariet oprindeligt var bygget op omkring. Men da hun i 1891 indtrådte i ledelsen, var privatlærerinder ved at blive overflødige. Det velstillede borgerskabs pigebørn blev nu sendt i skole, der var efterhånden mange gode at vælge imellem, og hjemmeundervisningens tid, med vægt på fremmedsprog, tegning og pianospil, var forbi. Lige så klart så hun nogle år senere det voksende behov for uddannelse af lærerinder til landsbyskolen og begyndte at arbejde med planer om at udvide virksomheden med et forskolelærerindeseminarium. Der fandtes fra 1891 et privat forskoleseminarium ved Th. Langs Skoler i Silkeborg, fra 1893 tillige et statsligt i Vejle, men at vælge hovedstaden som hjemsted for en uddannelse af især landbokvinder var en risikabel satsning. Gennem lærerinden Augusta Fenger, der underviste i skrivning på seminariet, kom Emilie Jansen i forbindelse med Kirstine Frederiksen, hvis idéer gik i samme retning, og i fællesskab fik de i 1901 etableret Københavns Forskoleseminarium som en del af Femmers Kvindeseminarium. Det dristige initiativ lykkedes, ligesom det lykkedes for Emilie Jansen og hendes medforstandere at føre seminariet igennem den krise, som nødvendigvis måtte indtræffe i en institution, hvis ry i så høj grad hvilede på stifterens person. Med Emilie Jansens egne ord om Femmer: Hun “greb, hvad der laa i Tiden, og greb det i det rigtige Øjeblik”. Men hendes arbejdsbyrde har været kolossal – også fordi en ny lov om læreruddannelse i 1894 medførte krav om oprettelse af øvelsesskoler ved alle seminarier – og blev jo ikke mindre, da hun ved Kirstine Frederiksens pludselige og alt for tidlige død i 1903 måtte overtage eneansvaret for forskolelærerindeuddannelsen. Ikke blot administrativt, men også menneskeligt fulgte Emilie Jansen i sin læremesters spor. Hun kom fra beskednere kår end de fleste af datidens andre fremtrædende kvindelige pædagoger, og hun færdedes det meste af livet tilsyneladende i meget snævre cirkler. Hun levede i sit barndomshjem i Store Kongensgade indtil sin moders død i 1914 og vandrede hver dag rundt om hjørnet til seminariet i Gothersgade. Hun var, som Femmer havde været, i sjælden grad opmærksom på de vanskeligheder, hendes seminarieelever måtte have at slås med, både sociale, økonomien var jo ofte ringe, og faglige. Hun kunne berolige den ængstelige og få den alt for flittige til ikke at slide sig helt op. Hun tog sin afsked i 1924, men døde allerede året efter, 61 år gammel. Hun modtog Fortjenstmedaljen i guld 1916. Emilie Jansens stilfærdige, ihærdige og medmenneskelige indsats prægede nogle tiårs lærerindeuddannelse, hun skabte trygge rammer om den og stod selv, med sit administrative og pædagogiske virke i en moderne uddannelsesinstitution, som bærer af en svunden tids kvindedyder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Jensen_-_l%C3%A6rer

Anna Jensen

lærer

2023-04-22T23:04:53+02:00

fri anvendelse

Da Anna Jensen var to år gammel, døde hendes moder. Faderen giftede sig igen året efter, og hun voksede op med en stedmoder. Familien var økonomisk i stand til at give Anna Jensen en skolegang ud over det sædvanlige, og som ung pige rejste hun fra Fredericia for at lære sprog på internationale skoler i Genève og Paris. Som 20-årig vendte hun hjem og blev ansat som huslærerinde på godset Biskopstorp på Fyn hos baron F.A.L.A. Reedtz-Thott. Her underviste hun i syv år, indtil hun rejste til København for at uddanne sig til lærerinde på Femmers Kvindeseminarium, hvorfra hun tog eksamen i 1894. Anna Jensen underviste først et år ved Frk. Hoff Hansens private realskole for piger i Helsingør, bl.a. i fransk og tysk, før hun 1898 søgte ind ved Københavns kommunale skolevæsen, hvor man endnu ikke havde undervisning i fremmedsprog. Efter at have arbejdet som timelærer i fire år blev hun i 1903 fastansat ved Jagtvejens Skole. I 1911 søgte hun stillingen som viceskoleinspektør ved Kapelvejens Skole, hvor hun arbejdede indtil 1917. De mange sociale problemer, som skolerne kæmpede med i hverdagen, fik Anna Jensen til at involvere sig i lokalt hjælpearbejde på Nørrebro, hvor hun også boede. Hun var kredsbestyrer i Københavns Understøttelsesforening 1906-17 og sad i bestyrelsen for Københavns Kommunelærerindeforenings Kolonier, der fordelte feriepladser til bydelens børn. Under Første Verdenskrig forstærkedes nøden yderligere, og skolerne i de hårdest ramte kvarterer, bl.a. på Nørrebro, organiserede derfor skolebespisning og anden hjælp til nødstedte familier. Ud over sit sociale engagement var Anna Jensen desuden kvindesagligt og fagligt aktiv. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) indtil 1916 og 1906-17 medlem af bestyrelsen for Københavns Kommunelærerindeforening (KKL), hvor hun 1915-17 var en respekteret formand. Endvidere var hun 1910-17 medlem af skolevæsenets stående udvalg af lærere og lærerinder. Omkring 1920 engagerede hun sig i fredsarbejde, og hun afløste Eline Hansen i ledelsen af Danske Kvinders Fredskæde, det senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Kvindeorganisationerne arbejdede i disse år for opvurdering af de kvindelige fag: husholdning og håndarbejde. I 1913 pressede DK på for at få Borgerrepræsentationen til at støtte og udvikle kurser i kjolesyning på fortsættelseskursus for unge piger. Det var en undervisning, der lå efter den lovpligtige skolegang, og som skulle styrke kvindernes rolle i familien. Samme år blev Anna Jensen udpeget af Borgerrepræsentationen til at foretage en studierejse med henblik på at undersøge sykurser i udlandet. Hendes udlandserfaringer gjorde hende velegnet til den usædvanlige opgave, og hun tog til Berlin, München, Karlsruhe, Bruxelles og London, hvor hun overværede undervisningen i både offentlige og private skoler. I en fyldig og meget positiv rapport analyserede og beskrev hun, hvad hun havde set. Samtidig formulerede hun et konkret forslag til, hvordan man kunne indrette lignende sykurser i København, tilpasset de lokale forhold og ønsker. Det førte til, at sykurser i 1914 blev sat i gang med Anna Jensen som ansvarlig for den praktiske gennemførelse og ledelse. Som følge af sine mange tillidshverv var Anna Jensen en velkendt skikkelse inden for skoleverdenen, da hun som den første kvinde i 1917 blev udnævnt til viceskoledirektør. Lærerinderne og DK havde længe presset på for at få en kvinde ind i skolevæsenets ledelse, og da det besluttedes at forøge antallet af viceskoledirektører fra to til tre, benyttede myndighederne lejligheden til at imødekomme kravet. Hermed skabte man en tradition for kvindelige viceskoledirektører, der først blev brudt i 1968 ved Philippa Hanssens afgang. Ud af ret få ansøgere var Anna Jensen en klar favorit til posten i kraft af sine årelange og alsidige erfaringer. Hun var desuden kendt i skoledirektionen for sit “myndige Væsen og som en Administrator med betydelige Forhandlingsevner”. Viceskoledirektørerne havde ansvaret for det praktiske og pædagogiske tilsyn med hver sin tredjedel af skoledistrikterne, der var i fortsat vækst. Stillingen var ikke på forhånd defineret som et særligt kvindeligt tilsyn, men i kraft af sit køn fik Anna Jensen også som særligt hverv tilsyn med håndarbejdsundervisningen. København kom hermed på linie med skolerne i resten af landet, som i 1916 havde fået Johanne Blom som håndarbejdsinspektør. Som viceskoleinspektør havde Anna Jensen haft bolig på skolen, men efter udnævnelsen til viceskoledirektør måtte hun i begyndelsen arbejde hjemme i lejligheden på Åboulevarden. Først året efter blev der plads til et kontor på Rådhuset. Foruden at aflægge besøg på skolerne og inspicere undervisningen var Anna Jensen ledende i den pædagogiske udvikling af kommuneskolen i de faste udvalg, der var sammensat af repræsentanter fra inspektør- og lærerorganisationerne. I 1919 tog hun på studierejse for at undersøge, hvordan man praktisk og pædagogisk havde indrettet småbørnsundervisning og håndarbejde i Sverige. Til sin afgang i 1930 var hun virksom i arbejdet med revision af de ældste klassers læseplan. Hun blev efterfulgt i embedet af Nikoline Helms. Anna Jensen var den første kvinde, der opnåede en toplederstilling i det kommunale skolehierarki. De vigtigste byggesten i karrieren skabte hun ved at placere sig centralt i de kvinde- og organisatoriske netværk, som hun havde etableret ved siden af sit daglige, hårde arbejde på skolen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Laura_Jensen

Laura Jensen

2023-04-22T23:04:50+02:00

fri anvendelse

Laura Jensens tilværelse, der i sig selv var helt uden ydre begivenheder, formede sig med en sjælden målrettethed. Som barn af det solide kbh.ske borgerskab blev hun meldt ind i Marie Kruses Skole (MKS) i 1876, og fra første dag legede hun institutbestyrerinde Marie Kruse med sine dukker og med hvem, der ellers ville lege med. Hele resten af hendes liv var skolen et og alt for hende. Efter endt skolegang på MKS på Frederiksberg Allé 16 gik hun en etage op på samme adresse og fortsatte i Marie Kruses Formiddagsundervisning for unge Piger, særlig Privatlærerinder. Hun var i nogle år privatlærerinde på Vesterbro i Frk. Lihmes Skole, tog 1896 lærereksamen på N. Zahles Seminarium og aflagde to år senere institutbestyrerprøve. Efter et år som lærerinde i London kom hun tilbage til MKS som lærerinde og blev i 1899 forfremmet til inspektrice. Da Kruse gik på pension i 1902, overdrog hun skolen til Laura Jensen som personlig gave stort set kvit og frit, og det vil sige ikke alene bygningen, men alt, hvad der hørte til: lærerkollegium, tavlekridt, dyr i sprit etc. Hun kunne nu kalde sig institutbestyrerinde og blev dermed selvskrevent medlem af lederteamet i Bestyrerforeningen for de højere Pigeskoler i København og på Frbg. Dette var opfyldelsen af det, der for Laura Jensen siden barndommen havde været alle ønskers mål. For hende var lærer- og skoleledergerningen et ægte kald. Skolen forblev resten af hendes liv det eksistentielle omdrejningspunkt. Hun boede, så længe moderen levede, sammen med hende på tredjesalen, var indehaver, chef og skolemoder. Det gav hende livsfylde, og, som hun selv sagde ved afskeden i 1937, hendes liv havde været rigt, fordi det var styret af et kald og et meningfyldt arbejde til gavn for samfundet, den enkelte og i tjeneste for den opvoksende generation. Laura Jensen følte, at den storsindede gave var himmelsendt. En grænseløs taknemmelighed over for Kruse gav sig udslag i en målrettet og aldrig svigtende loyalitet over for de værdier og holdninger både til liv, skole, Gud, konge og fædreland, som hun fik i arv fra forgængeren, en arv, som hun “Fuld af Arbejdsiver, Pligttroskab og Idealisme forvaltede i den faste Beslutning at føre Kruses Livsværk videre i hendes Aand”. I 1908 indførte MKS gymnasium og pigeskoleeksamen. I den anledning udnævnte Laura Jensen sig selv til rektor, 11 år før kvinder officielt fik tilladelse til at blive rektorer. Dette kunne hun gøre i kraft af sin stilling som monark i det private skoleunivers’ indskrænkede enevælde. Selvom hun ikke var cand.mag. og i øvrigt så stort på, at pædagogikum var blevet obligatorisk i 1908, underviste hun kun i gymnasiet. Det gjorde hun fortrinligt, men med en svag tilbøjelighed til fagtyranni. “Engelsk var det, man først læste på,” hed det. Helstøbthed og stærk ansvarsfølelse over for tilværelsen, eleverne og skolearbejdet er ord, der går igen i omtalen af Laura Jensen. Hendes retlinethed og kamp mod sædernes forfald, pyntesyge og overfladiskhed var udsprunget af en ægte bekymring for, at sløseri, slaphed og slendrian og løsere omgangsformer skulle bidrage til fædrelandets fordærv. Laura Jensens personlige integritet og retsfølelse aftvang respekt. Den ægte borgerlige konservatisme blev hendes og skolens adelsmærke til alle forældres største glæde. Man vidste, hvor man havde hende. I utallige hyldesttaler blev hun rost for sin store omsorg for udviklingen af den enkeltes karakter og for sin kompromisløshed i den permanente modstand mod alt, hvad der ikke levede op til skolens motto: “Ej at synes – men at være.” Laura Jensen blev anset for at være streng, men med sit dadelfri levned og sin majestætiske skønhed gjorde hun et positivt og eksemplarisk indtryk på både elever og forældre. Som sin forgænger omfattede hun eleverne med moderlig omsorg, kendte navn på hver enkelt, som hun gav hånd hver dag ved morgensangen, og hun fulgte levende med i pigernes privatliv, så de ikke lod sig rende over ende af tidens ekstremismer og løsagtigheder. I 35 år stod hun ikke bare i spidsen for MKS. Hun var skolen og førte den så effektivt videre, at MKS i 1950’erne var den ene ud af de tre private kbh.ske pigeskoler, der var tilbage fra gamle dage. I 1937 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Det meste af sin løn og sluttelig hele sin formue anbragte hun i Laura Jensens Fond til Fordel for Lærere og Lærerinder ved MKS. Hun blev bisat på Assistens Kirkegård et stenkast fra Kruse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hanne_Jenssen

Hanne Jenssen

2023-04-22T23:04:57+02:00

fri anvendelse

Lærerdatteren Hanne Jenssen blev født i 1874 i det sønderjyske Bådsbøl-Ballum, der dengang var under tysk styre, i et harmonisk og stærkt dansksindet hjem. Hendes fader havde adskillige præster og lærere blandt sine forfædre, mens moderen kom fra en vestslesvigsk storbondeslægt. Der blev født otte børn i ægteskabet, men de fire døde af en af datidens store plager, difteritis, som man ikke kendte virksomme midler imod. Som så mange andre unge sønderjyder emigrerede to brødre for at undgå den tyske værnepligt, og tilbage i hjemmet blev de to døtre Hansigne Lorenzen og den fire år yngre Hanne Jenssen. De velbegavede kvinder blev kendte navne, Hanne Jenssen for sin nationale og sociale indsats, søsteren for sit arbejde med de gamle Tønderkniplinger og for sin digtning. Hanne Jenssen kom på dansk højskole, først Høng Højskole ved Slagelse og derefter på den vestjyske Hoven Kvindehøjskole, hvor hun blev stærkt påvirket af Christen Kolds skoletanker. I Hoven blev hun uddannet til vinterlærerinde, en stillingstype, der var opstået som følge af den særlige vestjyske skoleordning. Som vinterlærerinde underviste man alene i vinterhalvåret og havde begrænset undervisningskompetence. Efter en vinter som privatlærerinde i Horne ved Varde vendte Hanne Jenssen hjem til Bådsbøl-Ballum, hvor hun dels hjalp sin svagelige moder med husførelsen, dels praktiserede sin nyerhvervede viden med stor energi. Hun fik samlet sognets unge piger til gymnastik, og det var noget ganske nyt for de fleste. I undervisningen indgik skjolddans, og pigerne lavede selv skjolde og sværd af malet blik og træ. Hanne Jenssen spillede på sin violin til de dansendes taktfaste tramp, og opvisningerne blev en stor succes. Hanne Jenssen var med i hele det danske ungdomsarbejde, som voksede frem omkring århundredskiftet. Man dansede folkedans, opstillede tableauer, gerne med et nationalt eller historisk motiv, og spillede dilettantkomedier, det sidste, fordi de tyske myndigheder havde udvist de professionelle danske skuespillere. Der var ofte bud efter Hanne Jenssen, som kunne hjælpe med gode idéer, og som altid havde violinen med. Det var en folkelig, national indsats, som kom til at strække sig ud over sognegrænsen, og hun havde både held og humør til at gennemføre arbejdet. Hun var den første i sognet, der “red på cykel”, og hun havde også en let hestevogn, så hun havde ikke svært ved at komme rundt. Jævnsides med det efterhånden omfattende ungdomsarbejde interesserede Hanne Jenssen sig for afholdssagen, og hun var medstifter af Nordslesvigs Afholdsforening. 1911-20 var hun sekretær i hovedbestyrelsen. Da hendes moder døde 1898, fortsatte hun med at styre huset for faderen til hans død 1907, kun afbrudt af et Københavns-ophold 1901, hvor hun fik en søn, der blev bortadopteret. Efter faderens død flyttede hun til Haderslev, hvor hun sammen med ungdomsveninden Cecilie Lund skabte et hjem for sin søstersøn Hans Lorenzen, der gik på latinskolen. Frk. Lund, som hun altid blev kaldt, var datter af en velhavende gårdejer og kreaturhandler. Efter sin faders død var hun blevet velhavende og byggede Villa Vesta i Haderslev. Hun passede husførelsen, mens Hanne Jenssen varetog sine interesser. “Jeg vil hellere holde en tale end lave mad!” som hun sagde. De påtog sig aldrig lønnet arbejde, men levede af de arvede midler, som også rakte til megen privat godgørenhed. Hanne Jenssens navn er først og fremmest knyttet til det omfattende foreningsarbejde, hun udførte. Under fremmedherredømmet gav det specielle vanskeligheder, fordi myndighederne chikanerede det danske kulturarbejde. Fx måtte kvinder, elever og lærlinge hverken være medlemmer af politiske foreninger eller overvære deres møder. Foreningsloven i 1908 ophævede dog denne særstilling for kvinderne, mens den blev opretholdt for personer under 18 år. Haderslev Ungdomsforening, som Hanne Jenssen stiftede allerede 1908, fik derfor det uskyldige formål “at fremme Selskabeligheden”, skønt den reelt havde nationalpolitisk sigte. Hun blev formand og bestred hvervet til 1925, hvor hun blev æresmedlem. 1907 var hun med i et omfattende forarbejde for Den Nordslesvigske Kvindeforening. Året regnes for stiftelsesåret, men først 1910 fandt den officielle grundlæggelse sted. I 1912 blev Hanne Jenssen sekretær, og fire år efter kom hun ind i bestyrelsen og blev en meget aktiv næstformand. Efter Genforeningen i 1920 fortsatte hun ihærdigt sit nationalpolitiske arbejde, nu ofte med særligt sigte på det danske mindretal syd for den nye grænse. I 1922 var hun med til at stifte Den Sydslesvigske Kvindeforening, og i 1937 blev hun æresmedlem samme sted. Foreningen havde hjemsted i Sydslesvig og ydede forskellige former for social hjælp. Dansk Forsvarsforbund, en upolitisk sammenslutning, der krævede Danmarks forsvar styrket, særlig ved landegrænsen, var hun formand for 1925-36 og herefter næstformand. Desuden sad hun i Grænseforeningens hovedbestyrelse 1933-34, var medlem af Den Sønderjydske Fonds Amtskomité og af bestyrelserne i Louiseforeningen, Flensborg-Samfundet, Foreningen Dannebrog, og Flensborg Børns Ferierejser. Lokalt havde hun bl.a. ledende poster i Dansk Kvindesamfund og Danmarks Naturfredningsforening. Hanne Jenssen var medudgiver af trebindsværket Sønderjydske Kvinder under Fremmedherredømmet, 1930-44, og de første årgange af Slesvigske Kvinders Julebog, der udkom fra 1936. Hun skrev selv adskillige bidrag til disse udgivelser. Desuden forfattede hun kapitlet om Slesvigske Kvinder i antologien Kvinden i Danmark, 1942, skrev avisartikler og var en efterspurgt foredragsholder. Politisk var hun konservativ. Hun var medlem af den lokale vælgerforenings bestyrelse 1920-29, lod sig overtale til at opstille som folketingskandidat i Åbenråkredsen til valget 1920, og hun var medstifter af Konservative Kvinders Læsekreds i 1937. Men hun var ikke mere partibundet, end at hun i et brev, skrevet en måned før hun døde, erklærede: “Det sydslesvigske Spørgsmaal er stadig brændende. Denne gang vælger jeg den Mand, der vil gøre Sydslesvig frit, ligemeget hvilket Parti han tilhører. Sydslesvig er for mig et saa livsvigtigt Spørgsmaal, at jeg siger skidt med Partiet.” For sit uselviske virke gennem et langt liv modtog Hanne Jenssen i 1935 Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Efter hendes død blev der stiftet en Hanne Jenssen Komité i Haderslev, der fortsatte hendes arbejde med at skaffe midler til det danske mindretal i Sydslesvig. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helene_Johannsen

Helene Johannsen

2023-04-22T23:05:17+02:00

fri anvendelse

Helene Johannsen nedstammede både på fædrene og mødrene side fra gamle embedsmands- og præsteslægter i hertugdømmerne. Hun var den yngste i en søskendeflok på fem, tre ældre brødre og en søster, der døde, før Helene Johannsen lærte hende at kende. Moderen døde kort efter Helene Johannsens fødsel, et forhold, hun endnu som 80-årig så som afgørende for sit liv: “Helene rimer på alene.” Hun tilbragte barndommen i Helsingør sammen med den stærkt dominerende fader, plaget af ensomhed og utilfredshed over ikke at måtte bruge de evner, hun vidste, hun havde, til andet end klaverspil. Længslen efter at bryde ud af miljøet og af den traditionelle kvinderolle kommer tydeligt til udtryk i de dagbøger, hun førte, fra hun var 14, til hun var 30 år gammel, udgivet 1999 med titlen Oberstens datter. I 1892 fik Helene Johannsen overtalt sin far til at forlade provinsbyen og flytte til Bülowsvej på Frbg. Hos sine veletablerede og indflydelsesrige brødre Frits J. og W. J. traf hun mange af tidens fremtrædende personligheder inden for videnskab og kunst, og hun deltog utrætteligt i alt, hvad hovedstaden i 1890’erne kunne byde det bedrestillede borgerskab af adspredelser i form af teaterforestillinger, koncerter, middagsselskaber, baller, velgørenhedsbasarer m.m. Men stadig plagedes hun af intet at bestille for alvor. Ved at true med, at han ikke ville kunne overleve, at hun forlod hjemmet, forpurrede faderen 1896, at hun blev ansat som privatlærerinde i Jylland, og først i 1900 lykkedes løsrivelsen så vidt, at hun kunne rejse til England som guvernante hos en adelig familie. Opholdet varede tre år og gav hende mulighed for at leve et betydeligt friere liv end det, hun havde kendt hjemmefra. Faderen døde i 1902, og kort efter Helene Johannsens hjemkomst døde også den yngste broder, der havde været stationsforstander i Laven. Helene Johannsen flyttede til Silkeborg for at kunne støtte sin svigerinde og dennes børn. Hun havde allerede, før hun rejste til London, haft kontakt med Th. Lang, som hun nærede stor beundring for, og fik nu ansættelse som lærer og hurtigt også som inspektrice ved Th. Langs Skoler. I 1908 vendte hun tilbage til København, tog faglærerindeeksamen i tysk og fransk, supplerede uddannelsen med studier ved Berlins universitet og Sorbonne, og ansattes ved Karen Kjærs Skole, hvor hun fra 1912 var forstanderinde for gymnasiet. Som næsten 50-årig tog hun i 1922 studentereksamen. Helene Johannsen var flere gange under Karen Kjærs sygdomsperioder konstitueret som rektor, og i 1926 udnævntes hun til rektor for Falkonergårdens Gymnasium, som dengang var et statsgymnasium for piger. Helene Johannsens ansættelse betød en modernisering af skolen. Mens forgængeren Helene Rump havde haft som mål at uddanne “fromme, stærke kvinder” og stedse talte “hjemmets sag”, var det Helene Johannsens udtalte ønske at støtte de unge piger i deres personlige udvikling. Hun opfordrede dem til at vælge det rette erhverv. De skulle turde tage deres liv i egne hænder og blive stærke nok til at stå alene i livet. Ved siden af de skemabundne timer indførte Helene Johannsen mange fællestimer med alment dannende indhold i form af foredrag om aktuelle emner. Således optræder Poul Henningsen på listen over foredragsholdere så tidligt som i 1928. Teaterforestillinger og musikfremførelser forekom i Helene Johannsens tid jævnligt på skolen, ekskursioner og udenlandsrejser blev almindelige, der oprettedes en elevforening, afholdtes skolefester, åbne forældremøder og hyggeaftener med de ældste elever. Også administrativt og ledelsesmæssigt ændrede Helene Johannsen stilen på gymnasiet. Som nyt motto for skolen indførte hun et latinsk citat, som hun oversatte til: “Enighed i det væsentlige, frihed i det uvæsentlige, god vilje i alt!” Hun afskaffede den tidligere praksis med at opføre alle opnåede eksamenskarakterer i skoleprogrammerne, nøjedes med at lade hver enkelt elevs endelige eksamensresultat komme til offentlighedens kendskab, tog sig selv af eftersidninger og kontakt til hjemmene. Fra 1937 og til sin afgang i 1943 lod hun sine meget personlige og højt priste dimissionstaler aftrykke i skoleprogrammerne. Helene Johannsen var selv en særdeles dygtig sproglærer, men det var især som en frisindet, forstående og virksom skoleleder, hun pristes, da hun gik på pension i 1943 og i den anledning modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Hendes liv blev langt, og hun fik den karriere, hun fra sin tidlige ungdom havde ønsket sig. Hun skabte den selv imod alle odds, men ikke uden personlige omkostninger. De kom til udtryk i hendes stadige omtale af sin egen ensomhed og i andres karakteristik af hende som en særpræget og lidt besværlig personlighed. De sidste mange år af sit liv delte hun bolig med en god veninde, Astrid Arup, der var lærerinde på Skolen for Vanføre. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nicoline_Kirkegaard

Nicoline Kirkegaard

2023-04-22T22:49:37+02:00

fri anvendelse

Nicoline Kirkegaard var født i et lærerhjem i Spentrup ved Randers og uddannede sig omkring 1878 selv til lærerinde. Hun blev en af de få kvinder i tiden, der forenede ægteskab og selvstændigt arbejde. I 1882 blev hun gift med en lærer og fortsatte med at undervise, og tre år efter tog ægteparret til Århus, hvor de sammen oparbejdede og grundfæstede Kirkegaards Mellem- og Realskole. Ved siden af underviste Nicoline Kirkegaard i religion og historie. Parret drev skolen frem til 1920, da deres søn Einar K. overtog ledelsen. Som nogle af de første skoleledere i provinsen indførte de i 1893 fællesundervisning for drenge og piger. Nicoline Kirkegaard blev efterhånden moder til ti børn, og midt i det hele debuterede hun i 1894 som forfatter med et digt i Århus Stiftstidende. I 1899 udkom hendes første roman Provstinden, og derefter skrev hun flittigt og skabte efterhånden et stort folkeligt forfatterskab. Over 20 romaner og et par skuespil blev det til. Arbejdsfællesskabet med ægtefællen er nok en væsentlig del af forklaringen på, at det lod sig gøre. Skolearbejdet gav hende på én gang et egetværd, men lå samtidig i forlængelse af det traditionelle ægteskabsmønster i den bondekultur, hun kom fra, hvor mand og kone var fælles om at drive bedriften. Og selvom det kun var småpenge, hun tjente ved sit skriveri, har den store produktivitet alligevel betydet noget i det daglige, hvor de mange munde skulle mættes. Så hun skrev af både lyst og nød. I en karakteristik af Nicoline Kirkegaard som lærerinde hed det, at hun underviste “paa sin ejendommelige, stilfulde Maade og forstod at vække kønne Tanker” i eleverne. I romanerne genlyder de voldsomme følelser, som de begyndende ændringer i kønsrollerne udløste. På den ene side drejer hendes romaner sig om konflikten mellem den kvindelige selvudfoldelse og det gamle landbosamfunds snævre rammer for individet. På den anden side er der mere på spil end i fx Bolette Sørensens tilsvarende, men mere opbyggelige romaner. Fra den første roman til den sidste med titlen Kvinderænker, 1923, er der en bestemt mennesketype, der i forskellige variationer går igen: en hekseagtig, forfængelig, pragtsyg og hensynsløs kvinde, som på mange måder skotter til barndomsegnens myter om digterpræsten Steen Steensen Blichers hustru Ernestine Juliane. Uanset om handlingen er henlagt til begyndelsen af 1800-tallet som i Selvejerbondens Datter, 1905, eller den foregår i et kunstnermiljø omkring 1900 som i Kolde Hjerter, 1907, gemmer der sig i de fatale kvindeskikkelser en moderne identitetskrise, hvor bestræbelsen på et eksistentielt “selveje” bliver destruktiv, da den ikke kan finde socialt råderum. Nicoline Kirkegaards romaner blev meget populære. Til dels i kraft af de spændende og farverige handlinger, men nok også på grund af den nervøse kredsen om den farlige kvindelighed. Romanerne udkom i flere oplag, nogle blev endda oversat til tysk, og så sent som i 1950’erne blev de mest populære genudgivet på Hus og Hjems Forlag. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Kj%C3%A6r

Karen Kjær

2023-04-22T22:49:46+02:00

fri anvendelse

Karen Kjærs far var provst i Skjern, og livet igennem var hun dybt forankret i den kristne tro. Når vigtige beslutninger skulle træffes, søgte hun altid svaret i sit “lønkammer”. Efter faderens død flyttede moderen i 1872 med syv børn til Nørrebro, hvor Karen Kjær gik på Marie Kruses Skole. Hun var lærerinde for børn og voksne på N. Zahles Skole 1878-88 og igen 1891-92. I 1881 tog hun lærerindeeksamen og i 1883 institutbestyrerprøven. I 1887 oplevede hun den store sorg, at hendes forlovede, stud.med. Niels Frederik Læssøe, pludselig døde, 24 år gammel. Det betød, at hun i et par år var i tvivl om, hvad hun skulle foretage sig. Hun overvejede at studere medicin, tog derfor matematisk-naturvidenskabelig studentereksamen fra N. Zahles Skole i 1891 og senere filosofikum, men besluttede sig så for at koncentrere sig om lærergerningen. I 1892 fik hun mulighed for at købe Emilie Løbners Højere Pigeskole på Nørrebrogade, der nu fik navnet Karen Kjærs Skole. Den havde 44 elever, men blev hastigt udvidet. Karen Kjær virkede som en magnet på unge piger og deres forældre i kraft af sin personlige udstråling. I skoleåret 1892 blev skolen flyttet til Fælledvej 21. Dette år havde den 66 elever; allerede året efter var tallet fordoblet til 112. Det blev hurtigt nødvendigt at skaffe skolen en egen bygning, og det skete i 1897, hvor den nyopførte skole i Gartnergade 15 blev taget i brug. Byggeriet blev muliggjort med økonomisk støtte fra industrilederen G.A. Hagemann. Det stadigt stigende elevtal i forbindelse med udvidelsen af fagrækken krævede imidlertid, at skolen igen måtte ekspandere i 1904 og 1913. Derefter var der ikke mere plads på grunden. Elevtallet blev ved med at vokse og nåede tæt på 500. Karen Kjær havde resten af sin levetid bopæl på skolen sammen med sin moder og søsteren Nico K., som i en årrække underviste på skolen. Det var et grundlæggende synspunkt hos Karen Kjær, at piger burde have samme uddannelse som drenge, men også at de to køn udviklede sig forskelligt, og at deres uddannelsesforløb derfor skulle afspejle dette. Piger burde ikke gå til eksamen i 15-års alderen, da deres uddannelse krævede længere tids ro og fred i arbejdet. Hun lovede i sit første skoleprogram fra 1892, at hun ville arbejde for, at skolen skulle udvikle sig til at omfatte almindelig forberedelseseksamen og anden videregående undervisning for unge piger. Og hun arbejdede dynamisk for at opfylde dette løfte. Allerede i 1895 blev der første gang afholdt almindelig forberedelseseksamen, svarende til realeksamen. I stil med sit forbillede Natalie Zahle forsøgte Karen Kjær at skabe en institution, der dækkede hele skoleforløbet fra børnehave til afsluttende eksamen. I tilknytning til skolen blev der oprettet en børnehave. Skolen afsluttedes med 11. klasse. Eleverne kunne således gå i skolen, fra de var fire til 18-19 år. Hun gav tillige sin skole en overbygning, der optog elever, der ville uddanne sig til børnehavelærerinder. I 1899 blev der tilmed oprettet et ottemåneders fortsættelseskursus. Det var beregnet for unge piger, der ønskede videregående uddannelse, uden at skulle aflægge afsluttende eksamen. Indholdet var først og fremmest sprog- og kulturfag, men der blev også undervist i håndarbejde og husgerning. I 1899 havde Karen Kjær som en af de første i landet introduceret faget huslig økonomi, der bestod af teoretisk og praktisk husgerning. Det blev placeret i 8. og 9. klasse. Faget blev senere kaldt kvindelig husgerning. Motivet til at indføre det i fagrækken på en højere pigeskole var, at det ville “yde en Støtte for Udviklingen af de unge Pigers praktiske Dygtighed, Haandelag og Interesse for huslige Sysler”. Til brug for undervisningen i huslig økonomi blev der i 1900 bygget et skolekøkken i bygningen. Denne nyskabelse var på det tidspunkt så epokegørende, at dagspressen refererede begivenheden. Karen Kjær arbejdede energisk for bedre vilkår for lærere og elever og var derfor et aktivt medlem af forskellige foreninger, der varetog disse opgaver. Skolen blev tidligt medlem af Bestyrelsesforeningen for Pigeskoler i København og paa Frbg. og af Den danske Pigeskoles Pensionskasse. Karen Kjær var desuden medlem af bestyrelserne for Pigeskolernes Faglærerindeeksamen 1905-12 og for Pædagogisk Selskab 1900-07. I 1907 var hun blandt initiativtagerne til De forenede Pigeskoler. Det var en selvejende institution, der bestod af en række kbh.ske pigeskoler, og hvor Karen Kjær var formand fra 1907-18. Et bærende synspunkt i sammenslutningens arbejde var, at man afviste mellem- og realskolen, da disse eksaminer betød et afbræk i det langsigtede arbejde med unge kvinders uddannelse. I stedet fik man gennem en henvendelse til Rigsdagen indført en pigeskoleeksamen, der blev aflagt efter det fyldte 17. år, dvs. efter afslutningen af 11. klasse. Sammenslutningen tog sig også af løn og ansættelser, disciplinærsager m.v. ved de tilsluttede skoler, og den forberedte på langt sigt overgangen til statens overtagelse af de private pigeskoler. I 1909 blev der oprettet nysprogligt gymnasium på Karens Kjærs Skole. De første studenter blev dimitteret i 1912, og matematisk linie blev indført i 1915. Karen Kjær lagde stor vægt på, at skolen var indrettet efter børnenes behov. Og hun krævede “samme Hensyn overfor Pigeskolen som overfor Drengeskolen, og jeg kræver det med saa meget større Vægt, som jeg er sikker paa, det er et retfærdigt Krav, som Tiden mere og mere vil forstaa”. Det betød, at hun insisterede på, at eleverne mødte til undervisningen hver dag. Også på andre måder søgte hun at etablere en tættere kontakt mellem skole og hjem. Hun fandt, at karaktersystemet var et onde, og i modsætning til andre skoler, der gav daglige karakterer, indførte Karen Kjær derfor, at hjemmene fire gange om året fik et skriftligt vidnesbyrd om, hvordan det gik børnene på skolen. Hun indførte også i århundredets begyndelse forældremøder, hvor man orienterede om og diskuterede forhold af almen interesse i forbindelse med skolegangen. I forordene til sine programmer udtalte Karen Kjær sig om alle forhold, der havde med skolen og eleverne at gøre. Hun mente bl.a., at det ville være en fordel, om korsettet ikke blev anlagt så tidligt, som det var almindeligt. Samme hensyn til pigernes kropslige udvikling gjorde, at hun i en årrække indførte en daglig gymnastiklektion, der først var på 30 min., senere 40. Denne nyskabelse måtte dog opgives på grund af modstand fra hjemmene. I 1916 blev Karen Kjær som en af de første kvinder her i landet udnævnt til rektor. I 1919 måtte hun, ligesom en lang række andre privatskoleledere, opgive at fortsætte som ejer af skolen. Den økonomiske byrde blev for tung. De fem yngste klasser forblev en privat forberedelsesskole, men de ældste klasser blev overtaget af staten, og skolen fik navnet Nørre Gymnasium. Karen Kjærs Skole. Undertitlen blev bevaret til 1971, hvor Nørre Gymnasium blev flyttet til Mørkhøj. Karen Kjær led i en længere årrække af dårligt hjerte og døde i 1923 af en hjerneblødning. Som skoleleder var hun overordentligt afholdt, både af elever og lærere. Hun var en af de sidste store kvindelige skoleledere inden for den danske private pigeskole, der også selv påtog sig det økonomiske ansvar for en stor institution. Karen Kjær var en fremsynet leder og en smidig og effektiv administrator, der havde selvstændige synspunkter på skolen – og på pigeuddannelsen. En stilfærdig, men fast ledertype, der var afholdt af alle, der kom i berøring med hende, fordi man kunne have tillid til hende, og alle blev taget lige alvorligt. Hun fulgte med tiden og indrettede sin skole efter den. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Krogh

Anna Krogh

2023-04-22T22:59:17+02:00

fri anvendelse

Anna Kroghs barndomshjem var altid fyldt med mennesker. Hendes fader var mejerist på Bøgballe Mejeri ved Horsens, og der var mange folk ansat. Begge forældre havde været på højskole, og de ønskede at give de unge ansatte sunde interesser, så der blev holdt studiekredse, arrangeret teaterture og udflugter, som Anna Krogh og hendes broder også deltog i. Gymnastikken blev tidligt en stor del af hendes liv. I skolen underviste en korporal fra hæren, og børnene eksercerede. Siden overtog uddannede seminarielærere undervisningen. I sin fritid gik Anna Krogh også til gymnastik, stadig hos mænd, da der var meget få kvindelige gymnastikledere. Men hun uddannede sig i 1909 til delingsfører hos Olaf Schrøder i Odense og tog derefter hjem og begyndte at undervise i gymnastik. Hun blev mere og mere optaget af det og tog derfor på højskole for at lære mere, først en vinter på Uldum i 1911-12, siden to vintre på Askov i 1914-16. Her fik hun Ingeborg Appel som lærer. Appel var pioner på området, og for hende var gymnastikken et led i kvindens frigørelse. I 1916 skulle Anna Krogh hjem og giftes med sin forlovede, men han døde, og hun tog efter Appels råd i vinteren 1917-18 på Statens Gymnastikinstitut for at få yderligere uddannelse i gymnastik. Derefter blev Anna Krogh ansat som lærerinde på Sorø Højskole i to år. Hun blev hurtigt en meget efterspurgt leder ved delingsførermøder og kurser rundt i hele landet. Derfor spurgte P. Lauridsen, der var leder af Hadsten Højskoles delingsførerafdeling, hende i 1920, om hun sammen med Jørgine Abildgaard ville stå for kvindernes uddannelse. De to havde mødt hinanden på Askov det sidste år, Anna Krogh var der, og deres samarbejde på Hadsten blev begyndelsen til et 35 år langt fællesskab. I de følgende år voksede deres popularitet, og samtidig øgedes behovet for at få et uddannelsessted for kvinder, ledet af kvinder. Anna Krogh og Abildgaard fostrede planer om en sådan højskole. De fik moralsk støtte fra deres gamle gymnaster og økonomisk støtte fra Anna Kroghs fader og dermed mod og råd til at købe Snoghøj Fiskerhøjskole og omdanne den til gymnastikhøjskole i 1925. Anna Krogh og Abildgaard blev begge godkendt som forstandere. I 30 år drev de skolen sammen. De begyndte med 60 elever i 1925, og da der var flest, var de 190. Det betød, at der gentagne gange blev bygget til. Det var i høj grad Anna Krogh, der stod for den side. Hun var den praktiske, administratoren. Med en indædt stædighed kunne hun forfølge en sag, få pengene til at slå til og håndværkere og ansatte til at bestille noget. Hun bestyrede regnskab og husførelse, når hun ikke underviste i gymnastik eller anatomi. Inspirationen til Snoghøjgymnastikken kom fra den finsk-svenske gymnastikpædagog Elli Björkstén. Hendes gymnastik var som en åbenbaring for både Anna Krogh og Abildgaard, og de forfægtede Björksténs teorier og øvelser med en kærlighed og veneration, der medførte, at Snoghøj Gymnastikhøjskole nok var det sted i landet, der længst og med størst ihærdighed holdt fast i den björksténske gymnastik. Et vigtigt anliggende for såvel Björkstén som forstanderinderne på Snoghøj var, at gymnastikken ikke måtte være et mål i sig selv. For Anna Krogh og Abildgaard blev det overordnede mål tæt knyttet til den sønderjyske sag, det nordiske og et kristent livssyn. Anna Krogh betragtede ikke sig selv som kvindesagskvinde, men ville til stadighed udvikle kvinden både i gymnastiksalen og i foredragssalen. Når hun skulle forklare besøgende om ånden på Snoghøj, yndede hun at bruge skolens arkitektur som billede på det, hun og Abildgaard ønskede at give pigerne. I forhallen var der fire døre: den ene gik til gymnastiksalen, den anden til foredragssalen, den tredje til kirken og den fjerde til spisestuen, der stod som symbol for hjemmet. Alle fire sider var vigtige i en kvindes liv, her skulle hun udvikles og styrkes, så hun kunne blive en ligeværdig partner for manden. Anna Krogh og Abildgaard fungerede som én organisme. De gik ens klædt, havde samme frisure og sagde hellere vi end jeg. Anna Krogh var praktikeren, der førte Abildgaards idéer ud i livet. Det var hende, der havde den tætteste kontakt til eleverne. Hendes gymnastik var grundig, hun kunne håndværket, hvor Abildgaard var kunstneren og også betragtede sig selv som sådan. Da Snoghøj Gymnastikhøjskole i 1950 fyldte 25 år, blev dagen fejret med en stor fest. Det var deres karrieres højdepunkt. Elevtallet var kort forinden toppet med 190 elever, men i årene derefter gik det hastigt ned ad bakke. Andre gymnastik- og idrætshøjskoler så dagens lys, Björksténgymnastikken blev efter Anden Verdenskrig hastigt fortrængt af den tyske Medaugymnastik og andre gymnastiksystemer. Den sønderjyske sag, som både Anna Krogh og Abildgaard engagerede sig voldsomt i, mistede sit tag i de unge piger. De havde vanskeligt ved at identificere sig med den gamle grænsestrid. Et andet problem var af mere privat karakter. I 1933 var Solvejg Bording blevet ansat på Snoghøj, og gennem årene voksede samarbejdet og venskabet mellem hende og Anna Krogh. Hun var for Anna Krogh kronprinsesse til Snoghøj, men Abildgaard havde en anden opfattelse og endte med at fyre Bording. Det førte til et brud mellem Anna Krogh og Abildgaard i 1955. Deres veje skiltes, og Anna Krogh flyttede ind på Snoghøjgård, der var naboejendom til højskolen. Her boede hun til sin død i 1985. Anna Krogh og Abildgaard var hver for sig, men især sammen to stærke personligheder, der med mod, initiativ og sammenhold skabte en skole for unge kvinder i en tid, hvor det var usædvanligt, at kvinder gik i spidsen. Deres personlige opgør og den bitre strid, der fulgte, gjorde, at deres pionerindsats aldrig har fået den omtale, den fortjente. Sammen udnævntes de i 1954 til riddere af Dannebrogordenen for deres indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_Krogh

Signe Krogh

2023-04-22T22:59:20+02:00

fri anvendelse

Signe Krogh var den ældste i en søskendeflok på seks. Hun voksede op i landsbyen Høndrup ved Hobro, hvor forældrene havde en gård. Hjemmet var knyttet til Indre Mission. Børnene fik en opdragelse præget af omsorg og ansvarlighed for næsten. Signe Krogh tog i 1942 almindelig forberedelseseksamen på et kursus i Vebbestrup. En fremsynet lærer havde sørget for denne mulighed, og han opmuntrede de bedste elever til at søge gymnasiet. Derfor gik Signe Kroghs videre vej til Ålborg Katedralskole, hvor hun tog studentereksamen i 1945. Umiddelbart herefter blev hun optaget på det første hold almindelige sygeplejeelever, man uddannede på Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS). Under uddannelsen, som hun afsluttede i 1948, følte Signe Krogh et kald til at blive diakonisse. Hun indtrådte som søsterelev ved SLS det følgende år og blev indviet som diakonisse i 1955. Efter nogle års arbejde som sygeplejerske på SLSs hospital videreuddannede hun sig i 1958-59 på Institut for Syge- og Sundhedsplejersker ved Århus Universitet, hvor hun valgte linien for ledelse. I 1964 blev hun leder for prøvesøstre og søsterelever og assistent for stiftelsens forstanderinde Eva Lyngby. Ved dennes afgang i 1965 blev Signe Krogh indsat som forstanderinde og sad på denne post til 1988. Signe Kroghs lederskab var kendetegnet ved stor omsorg for den enkelte søster og for helheden. Hun havde en stærk tro på diakonissesagen til trods for, at tilgangen af nye søstre var meget begrænset op gennem 1970’erne og 1980’erne. Hun fastholdt modsat andre diakonissehuse traditioner som dragtens udseende og kravet om, at søstrene forblev ugifte. Uden for SLS markerede hun sig med stort engagement og energi i diakonale og folkekirkelige sammenhænge, såvel nationalt som internationalt. Det vidner hendes mange rejser og bestyrelsesposter om. Hun var næstformand i Dansk Diakoniråd 1968 og formand 1971-88, medlem af bestyrelsen for Østerlandsmissionen 1970-75, af styrelsen for Folkekirkens Nødhjælp 1974-88, af præsidiet for de europæiske diakonissesammenslutninger Kaiserswerthergeneralkonferenz 1975-82 og Diakonia. Signe Krogh blev ridder af Dannebrogordenen 1995. Hun har skrevet en række artikler bl.a. om diakonisagen i SLSs årsberetninger og i den årlige Hilsen fra Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Kruse

Marie Kruse

2023-04-22T22:59:24+02:00

fri anvendelse

Marie Kruse blev født i grænselandet mellem dansk og tysk og voksede op i en politisk turbulent periode, der kulminerede med tabet af Sønderjylland i 1864. I kampen for danskheden havde faderen været en frontfigur og bl.a. sammen med pastor G.Fr.A. Graae i 1852 grundlagt den første dansksprogede skole i Flensborg. Her blev alle hans børn elever. Det stærkt patriotiske miljø kom til at sætte et dybt præg på Marie Kruse, der meget tidligt lagde udprægede boglige evner og interesser for dagen. Fra skolestart læste hun ubesværet både dansk og tysk. Efter konfirmationen søgte hun privatundervisning i fransk, engelsk og italiensk. Hun kom i huset hos professor Christian Flor. Han betalte sammen med H.N. Clausen og flere andre efter Marie Kruses faders død for hendes ophold og uddannelse som privatlærerinde på N. Zahles Skole 1860-62. I 1865 supplerede hun sin lærerindeuddannelse med institutbestyrerprøven og flyttede derefter sammen med Louise Thomsen, der drev en lille skole for døtre af tidligere danske officerer i Slesvig og Holsten. Efter Thomsens død 1869 fortsatte Marie Kruse på forældrekredsens opfordring skolen under navnet Marie Kruses Skole (MKS), oprindeligt beliggende på Vesterbrogade 57, fra 1879 i en ny bygning i Absalonsgade 3, opført af Marie Kruse med dennes halvbroder Carl K. som bygmester og J.E. Gnudtzmann som arkitekt. Der var nu 146 elever. I 1886 flyttede skolen til en større bygning på Frederiksberg Alle 16 med samme arkitekt og bygmester. Da Marie Kruse takkede af i 1902, havde skolen 336 elever og var blevet en af de største og bedste højere pigeskoler i landet. Som skoleleder var Marie Kruse stærkt præget af den 15 år ældre Natalie Zahle, med hvem hun forblev nær veninde resten af livet. Marie Kruse ønskede som Zahle at selvstændiggøre kvinderne gennem en egentlig uddannelse, der om nødvendigt kunne gøre dem selvforsørgende. Med robust strenghed og høje krav til den enkeltes selvdisciplin ansporede Marie Kruse pigebørnene til at udvikle “udfarende” egenskaber, der endnu ikke på den tid ansås for at være nødvendige eller naturlige. Men hvor denne proces hos Zahle i nogen grad for en periode udfoldedes inden for skolens mure, var den ikke nogen hemmelighed hos Marie Kruse. Synet på kvindens rolle i familie og samfund havde ændret sig en del, da hun kom til. Kravet til eleverne om at udvikle en mere moderne, flerfoldig karakter fik i stigende grad opbakning fra borgerskabets forældre, og det kom skolen til gode i de årtier, hvor Marie Kruse satsede hårdt. Den moderne pige skulle lære at stå på egne ben, og der blev slået ned på de “åndssløve, ugidelige” og dem, der ikke ville noget med deres tilværelse. Det kan derfor synes paradoksalt, at der ikke blev afholdt eksamen på MKS. Men det kolliderede med Marie Kruses opfattelse af skolen som et hjem uden for hjemmet, der byggede på den naturlige disciplin i familien: at høre efter og gøre hvad der blev sagt. I denne tankegang havde også ønsket om at beskytte pigerne, især i den vanskelige alder, en fremtrædende plads. Endemålet var at gøre eleverne i stand til “med den Ballast, Skolen gav dem, med de Evner, de havde, og med den Selvdisciplin og rette Indstilling, der var blevet dem indprentet i ’Skolehjemmet’, at finde et nyttigt Virke i Samfundets og Fædrelandets Tjeneste”. Fædrelandskærlighed var et vigtigt tema i undervisningen. Marie Kruse opfattede sin skole som en påmindelse til det kbh.ske borgerskab om aldrig at glemme sønderjyderne og som en slags pædagogisk “hvad udad tabes, skal indad vindes”-institution. Derfor indgik Sønderjyllands historie med megen vægt i pensum. I forlængelse heraf var Marie Kruse medstifter af Sønderjysk Samfund i 1884 og senere fra 1898 i en længere årrække bestyrelsesmedlem. Det lå Marie Kruse meget på sinde, at lærerinder ikke skulle lide nød efter endt gerning, og derfor oprettede hun Pensionskassen ved MKS som en udløber af Foreningen til Lærerinders Understøttelse, i hvis bestyrelse hun fik sæde. I 1872 var hun desuden medstifter af Kvindelig Læseforening, hun var tidligt medlem af Dansk Kvindesamfund og aktiv i Den danske Pigeskole, men hun ytrede sig aldrig offentligt om noget emne. Til gengæld førte hun sig med livfuldhed og sin særegne charme frem i den kreds af notabiliteter, omfattende også adskillige radikale og frisindede mænd fra kunst, erhvervsliv og videnskab, som hun samlede om sig i privaten på skolen og senere i sit otium på Gammel Kongevej 133. Hun boede fra 1870 til sin død i 1923 sammen med sin søster Adele K. Da Marie Kruse i en alder af 60 trak sig tilbage i 1902, overdrog hun skolen som personlig gave til sin tidligere elev Laura Jensen. Siden 1867 havde Marie Kruse, hvis helbred altid havde været svagt, lidt af tuberkulose, men der var andre forhold, der motiverede hende til at søge et så tidligt otium. Der var udviklingen på det skolepolitiske område, som hun ikke mente at kunne omstille sig til, specielt pressede kravet om indførelse af almindelig forberedelseseksamen og studentereksamen sig på. Antagelig har hun også følt, at en voksende optagethed af det religiøse aspekt af tilværelsen ville komme til at stå i vejen for hendes skolearbejde. Hendes fem kvarter lange privataudiens hos paven i 1903 – hendes livs oplevelse – antyder, at denne interesse bar over mod katolicismen. Da en kræftsygdom forværredes samtidig med det endegyldige tab af Flensborg ved folkeafstemningen om Sønderjylland i 1920, delte hun ud af sine ejendele og lod alle personlige papirer destruere. Marie Kruses ildhu, energi, organisatoriske kraft og respektindgydende lederevner blev nærmest legendariske. “Streng var hun, men mange af os kom ligefrem til at elske denne Disciplin, fordi vi efterhaanden lærte at forstaa, at det var til vores eget bedste,” skrev Laura Jensen. Strengheden udsprang ikke af magtbrynde, men af en stærkt udviklet ansvarsfølelse over for arbejdet. Marie Kruse modtog i 1894 Fortjenstmedaljen i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Th._Lang

Th. Lang

2023-04-22T23:03:48+02:00

fri anvendelse

Da Th. Lang var seks år, mistede hun sin elskede fader, der resten af livet stod for hende som et ideal. Hun var født som første barn i hans andet ægteskab, stærkt knyttet til sine to yngre brødre og til et par af de voksne søstre fra faderens første ægteskab, men med et problemfyldt forhold til sin temperamentsfulde moder. Hun blev hjemmeundervist af moderen med lidt assistance fra faderens efterfølger, økonomien var efter hans død yderst anstrengt, dog var hans venner blandt funktionærerne på Vemmetofte Kloster trofaste mod hans børn og hjalp, hvor de kunne. Som 16-årig kom Th. Lang til København som elev på Louise Westergaards privatlærerindekursus og derefter ud som huslærerinde i syv år. Hun forsøgte på egen hånd at videreuddanne sig, men en ung lærerinde, hvis stilling var midt mellem familiemedlem og tyende, havde ikke megen tid til sin rådighed. 1881-82 var hun elev på N. Zahles Skole og modtog der sin første pædagogiske inspiration, ikke mindst fra Natalie Zahle som skoleleder. I efteråret 1882 tog hun eksamen for umiddelbart derefter at overtage en pigeskole med 16 elever i Silkeborg. På stationen blev hun modtaget af den unge forældreløse pige, Anna Høltzermann, der senere skulle blive hendes livsledsager og medbestyrer. Th. Lang kom med tomme hænder, med hovedet fuldt af pædagogiske idéer, en god forstand og en vældig energi. Hun var et livligt temperament, men havde i sine huslærerår lært at være diplomat, og det, samt hendes pædagogiske og administrative evner, var vel årsagen til, at hun så hurtigt blev respekteret i Silkeborg. Begyndelsen var beskeden, men i løbet af de første to år fik Th. Lang styr på en støt voksende pigeskole, hun blev opfordret til at bygge eget skolehus og fik overdraget den sidste af de såkaldte kongelige grunde, udlagt 40 år tidligere af Christian 8. til nybyggere i Silkeborg. I 1886 indviedes den første af hendes mange bygninger, der i dag kranser Skoletorvet. Arkitekten var, som ved alle hendes senere byggeforetagender, Anton Rosen, kendt bl.a. fra Palads Hotel. Th. Lang handlede stort, når hun skred til virkeliggørelse af sine idéer. Skolen havde på det tidspunkt godt hundrede elever, der var etableret en overbygning til uddannelse af privatlærerinder, og i 1887 fik hun dimissionsret til almindelig forberedelseseksamen. Snart efter fulgte en kostafdeling for udenbys elever, forskolelærerindeseminariet i 1891, i 1896 lærerindeseminariet og i 1907, året, hvor Th. Lang kunne fejre 25-års jubilæum i Silkeborg, dimissionsret til studentereksamen og Fortjenstmedalje i guld. Bag succeshistorien lå kamp og strid, med ensomhed og længsel efter et fællesskab med andre ligesindede i København, byen, der havde hendes hjerte, fra hun kom der som ung. Og kamp for at skaffe midler til det stadigt voksende skolehus. Allerede 1884-85 mødte hun hos et par af Silkeborgs fremtrædende borgere, justitsråd, bankdirektør Oscar Lund og købmand C.S. Knap, den udstrakte økonomiske hjælp, der muliggjorde hendes byggearbejder. Deres primære interesse var det unge bysamfunds vækst, men de havde begge blik for, hvad uddannelsesmuligheder på stedet betød. Høltzermann lånte hende sin beskedne fædrenearv. Den blev nogle gange i årenes løb tilbagebetalt og lånt igen, for i over 30 år sad Th. Lang med en ofte tyngende bankgæld. Periodisk havde hun vanskeligheder med det socialdemokratiske bystyre, der hellere støttede etableringen af offentlige end af private skoler, og som behandlede hende med en smålighed, der kunne grænse til chikane. I 1891 etablerede Th. Lang som den første i Danmark den forskolelærerindeuddannelse, der tog sigte på undervisning af landsbyskolens yngste børn og på oplæring af den kvindelige landboungdom i håndarbejde. Hun havde fra slutningen af 1880’erne sæde i adskillige uddannelsespolitiske udvalg, således også i den ministerielle kommission, der planlagde forskolelærerindeuddannelsen. Da kultusminister C. Goos fremlagde lovforslag om et statsligt kvindeseminarium for begge lærerindeuddannelser, vejrede Dansk Kvindesamfund (DK) og tusinder af lærerinder morgenluft ved udsigten til opfyldelse af deres mangeårige ønske om en statslig lærerindeuddannelse, og Th. Lang drev i 1891-92 på ministerens opfordring, hvad vi i dag ville kalde lobbyvirksomhed blandt rigsdagsmænd. Samtidig modtog hun ministeriets tilsagn om forstanderposten ved det kommende seminarium. Lovforslaget faldt imidlertid, og resultatet af de politiske forhandlinger blev oprettelse af Statens Forskoleseminarium i Vejle med Rasmus Holm som leder. Der fulgte nu nogle vanskelige år for Th. Lang og hendes forskoleseminarium, men omsider gav ministeriet hende i 1896 dimissionsret til begge seminarieuddannelser. Samarbejdet mellem hende og Holm fungerede upåklageligt, og hendes afsmag for politiske kandestøberier, parret med overbevisningen om, at skolefolk burde blande sig i døgnets strid, kanaliserede hendes energi i retning af faglig og social organisering. Hendes deltagelse i udvalgsarbejder havde skaffet hende mange venner, hun mødtes overalt med tillid og respekt: i ministeriet, hvor hun livsvarigt havde nære kontakter til overordnede embedsmænd, i kvindebevægelsen, i brede lærerindekredse og blandt kvindelige skoleledere, ikke mindst den meget ældre Louise Winteler i Odense. Med hende som formand stiftede Th. Lang i 1893 foreningen Den danske Pigeskole (DDP), selv redigerede hun i 21 år medlemsbladet Bog og Naal. Hun påtog sig foredragsturnéer rundt i landet for DK for at agitere for faget husgerning, hun var medstifter af Pigeskolernes Hjælpe- og Pensionskasse i 1906, senere formand, og medstifter i 1905 af en faglærerindeeksamen til videreuddannelse af kvindelige lærere. Gennem DDP organiserede Th. Lang den første udveksling af lærere og elever mellem de nordiske lande. Inspirationen til dette initiativ kom fra Askov-forstanderen Ludvig Schrøder, med hvem hun havde et vist samarbejde. Blandt sine venner og samarbejdspartnere talte Th. Lang lærerinden Augusta Fenger, småbørnspædagogen Kirstine Frederiksen, litteraturhistorikeren Ida Falbe-Hansen og skolelederen Laura Engelhardt, mens forholdet til Zahle og kredsen om hende med årene kølnedes en smule. Zahle satte ikke pris på DDP, der mindede for meget om en fagforening. Th. Lang hørte til det slægtled af lærerinder, for hvem arbejde og liv gik op i en højere enhed. Hun og Høltzermann levede og virkede midt i skolen sammen med kostskoleeleverne. Hun ønskede at forene opdragelse og undervisning, og hverdag og fest skulle være fælles. Skolen blev et kulturelt midtpunkt i byens liv, Th. Langs udstrakte gæstfrihed bragte kulturpersonligheder til stedet, og fra omkring århundredskiftet blev hendes beskedne feriebolig ved Svejbæk endnu en attraktion. På et andet væsentligt område var liv og arbejde forenet. I 1889 fik Th. Lang for første gang statsstøtte til en studierejse. Sammen med Winteler studerede hun i fire måneder småbørnspædagogik i Tyskland og Schweiz og lærerindeuddannelse i Frankrig. Det blev signalet til en ekstensiv rejseaktivitet over hele Europa, altid en blanding af ferie og studier. Rejselivet opfyldte hendes behov for ny viden, naturoplevelser og kunstneriske indtryk, hun vendte forfrisket tilbage til Silkeborg og tog med tiden del i byens liv som medlem af børneværn og menighedsråd. I 1918 var hun valgmand for Venstre ved det første landstingsvalg med kvindelig deltagelse. Samme år blev skolen en selvejende institution, Th. Lang ønskede at bevare dens særpræg som fri, kristen skole og var derfor ikke interesseret i, at det offentlige overtog den. I 1927 blev hendes niece Karen Linderstrøm-Lang hendes efterfølger som seminarieforstander og rektor for gymnasieskolen, hvorved et længe næret ønske gik i opfyldelse. Th. Lang var på det kvindelige uddannelsesområde, hvad Zahle havde været et halvt århundrede før, den store initiativtager, skaber af et levedygtigt skoleimperium. Hun bragte ny inspiration til barneskolen og lærerindeuddannelsen og formidlede kontakt på tværs af landegrænser. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gudrun_Vang_Lauridsen

Gudrun Vang Lauridsen

2023-04-22T23:16:48+02:00

fri anvendelse

Gudrun Vang Lauridsen mistede sin moder som fireårig. Faderen var først lærer på Gedved Seminarium, siden realskolelærer i Brædstrup og landinspektør i Silkeborg. Hun kom i kommuneskole og gennemgik Silkeborg Realskole samtidig med, at hun passede husholdningen hjemme. En tid var hun i huset hos valgmenighedspræst Karl Povlsen i Ryslinge, hvilket ligesom et tremåneders ophold på Askov Højskole 1896 fik stor betydning for hende, da hun begge steder blev stærkt præget af det grundtvigske miljø. 1903 tog hun lærerindeeksamen på Silkeborg Seminarium, hvorefter hun blev ansat ved Jelling Seminariums kommunale øvelsesskole under forstander Hemming Skat Rørdam. Hun trak sig tilbage, da hun i 1907 blev gift med ingeniør Olav V. L. Han kom fra en indflydelsesrig gårdmandsslægt, og hans fader var nationalbankdirektør og grundlægger af margarinefabrikken Alfa i Vejen. I 1909 overtog Olav V. L. ledelsen af fabrikken, hvorefter ægteparret bosatte sig i villa Vangen i Vejen. Gudrun Vang Lauridsen boede nu i nærheden af Askov og havde tæt forbindelse med det intellektuelle og kvindesaglige miljø omkring højskolen. Allerede fra sin tidligste ungdom havde hun interesse for samfundsspørgsmål. I sine første år som ung frue var hun engageret i stemmeretskampen, og hun blev i 1914 formand for Valgretsforeningen for Vejen og Omegn, der i 1919 omdannedes til Dansk Kvindesamfunds (DK) Vejenkreds, som Gudrun Vang Lauridsen ledede til sin død i 1941. Hendes første offentlige optræden var ved Grundlovsfesten i Skibelund Krat 1915, hvor hun talte om kvindernes glæde over at have opnået valgret. I hendes formandsperiode havde Vejenkredsen et for dens størrelse usædvanligt højt aktivitetsniveau. Den afholdt i 1920 DKs årsmøde for således at markere Sønderjyllands genforening med Danmark, og i 1930 arrangeredes Danske Kvinders Udstilling i Vejen, en storstilet dokumentation af kvinders indsats i hjemmet, erhvervslivet og kunsten. Sit sociale engagement viste Gudrun Vang Lauridsen ved at lade sig vælge som medlem af hjælpekassen i Vejen 1921-29, fra 1923 som formand. 1925-33 var hun desuden medlem af sognerådet for Venstre, og hendes kendskab til skoleforhold førte til medlemskab af Vejen skolekommission 1929-37. I 1934 kom Gudrun Vang Lauridsen i Landstinget som suppleant. Hun opfattede sig som husmødrenes repræsentant og var heri inspireret af Magdalene Lauridsen, forstander for Ankerhus Husholdningsseminarium. Lauridsen, der var kusine til Gudrun Vang Lauridsens mand, agiterede stærkt for, at kvindelige politikere skulle tage husholdning på programmet. Gudrun Vang Lauridsen var medlem af det udvalg, der behandlede loven om oprettelse af Statens Husholdningsråd 1935, og hun fulgte rådets indstillinger, da der var forhandlinger om ændring af loven i 1937-38. Hendes erfaring med skolespørgsmål førte hende ind i udvalg om tilskud til ungdoms- og aftenskoler 1935, og hun støttede den frivillige ungdomsundervisning, hvor husholdning var et vigtigt tilbud til de unge piger. I diskussionen op til den nye folkeskolelov, der blev vedtaget 1937, kom hun i modsætningsforhold til DK i spørgsmålet om afskaffelse af forskolelærerinder. Hun mente, at disse etårigt uddannede kvinder ydede en god pædagogisk indsats, mens DK ud fra fagpolitiske motiver ønskede, at alle lærerinder på linie med lærerne skulle gennemgå den fulde treårige uddannelse. I hendes rigsdagsperiode havde befolkningsspørgsmålet høj prioritet på den politiske dagsorden. Mødrenes uddannelse til og ansvar for moderskabet lå hende stærkt på sinde. Hun deltog bl.a. i udvalget vedrørende bekæmpelse af sygelighed og dødelighed blandt børn i det første leveår, som førte frem mod etableringen af sundhedsplejerskeordningen 1937. I spørgsmålet om svangerskabsafbrydelse fulgte hun sin partifælle Inger Gautier Schmit, der ud fra en religiøs og etisk indstilling var imod liberalisering af adgang til abort. De repræsenterede begge en borgerlig familiebevarende linie, der ønskede at understøtte kvindens position som centrum i hjemmet. På Rigsdagen rostes Gudrun Vang Lauridsen for at tale klart og tillidsvækkende på en måde, der fængslede tilhøreren. Hun virkede i en periode, hvor Venstre gik tilbage. Partiet blev på den ene side presset af nye grupperinger som Det frie Folkeparti og Landbrugernes Sammenslutning, der stod for en ren gårdmandspolitik, som skræmte byvælgerne væk, på den anden side af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, der tilsammen erobrede flertallet i såvel Folke- som Landsting. Gudrun Vang Lauridsen havde rødder både i en urbant præget overklasse og i landbruget, og med sit fokus på familien og hjemmet supplerede hun partilinien med samlende og almene værdier, indtil hun gled ud af Landstinget ved valget i 1939 og et par år efter døde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Magdalene_Lauridsen

Magdalene Lauridsen

2023-04-22T23:25:34+02:00

fri anvendelse

Magdalene Lauridsens forældre tilhørte to betydningsfulde bondeslægter på Vejen- og Kjellerupegnen. Moderen var uddannet som mejerske og havde været elev på Askov Højskole, faderen havde studeret land- og havebrug. Magdalene Lauridsen var den ældste af otte børn. I 1879 flyttede familien til Astrup i Midtjylland, hvor de skabte et veldrevet landbrug og et for tiden helt specielt haveanlæg. Magdalene Lauridsen kom tilbage til Sønderjylland, da hun som 17-årig fik plads hos farbroderen Johannes L., der havde overtaget slægtsgården Grønvang. Her lærte hun at føre en stor landhusholdning samtidig med, at hun var sommerelev på Askov Højskole i 1892 og gennemgik en række kurser på Jenny la Cours væveskole. I 1893 rejste Magdalene Lauridsen til Sorø Højskole, hvor hun mødte Jutta Bojsen-Møller, der fungerede som højskolemoder på stedet. Bojsen-Møller blev i 1894 landsformand for Dansk Kvindesamfund, der bl.a. arbejdede på at forbedre unge kvinders uddannelse på det huslige område. Hun inspirerede Magdalene Lauridsen til at oprette en husholdningsskole i Sorø, hvad hun indvilgede i under forudsætning af, at højskolens kokkepige Eline Eriksen også ville medvirke. Danmarks første husholdningsskole begyndte i 1895 i lejede lokaler i Sorø med Magdalene Lauridsen som forstander og ejer og Eline Eriksen som medforstander. Magdalene Lauridsen havde i forvejen studeret denne skoleform i Sverige og Norge, og det var hende, der organiserede undervisningsplaner og fag. Skolen blev en succes, fik hurtigt egne lokaler ved hjælp af et lokalt aktieselskab og blev et forbillede for en række husholdningsskoler, som blev oprettet i de følgende årtier. I 1899 fik Magdalene Lauridsen stipendium til at studere undervisning af voksne kvinder i husgerning i England. Her stiftede hun bekendtskab med vandrekurser, hvor lærerinder med udstyr rejste fra det ene undervisningssted til det andet. Denne billige og fleksible, men også anstrengende undervisningsform introducerede hun i Danmark, og da kurserne hurtigt blev en landsdækkende succes, opstod der mangel på lærerinder. De Samvirkende Sjællandske Landboforeninger, der havde påtaget sig organiseringen af kurserne, opfordrede Magdalene Lauridsen til at uddanne vandrelærerinder. Da dette ikke kunne lade sig gøre på husholdningsskolen, købte hun i 1902 en parcel på 25 tdr. land vest for Pedersborg Sø og lod opføre den første bygning i det kompleks, der senere fik navnet Ankerhus Husholdningsseminarium. Hun fortsatte foreløbig samarbejdet med Eline Eriksen, men i 1906 solgte hun sin andel i Sorø Husholdningsskole til hende og oprettede Ankerhus Husholdningsskole i tilknytning til seminariet. Behovet for uddannede husholdningslærerinder førte til, at der i 1905 oprettedes to seminarier i København af Birgitte Berg Nielsen og Ingeborg Suhr Mailand, men Magdalene Lauridsen lagde gennem hele sin karriere stor vægt på, at de uddannede lærerinder skulle have kendskab til forholdene i landhusholdninger, især til havesagers dyrkning og anvendelse. Hun etablerede et stort haveanlæg ved Ankerhus, stærkt inspireret af sin barndomshave i Astrup, og blev i perioden 1904-07 en landskendt foredragsholder om anvendelse af frugt og grønsager i husholdningen samt om oprettelse af såkaldte andelsfrugterier. Hun udgav i 1906 Frugt- og Grøntbogen og i 1932 Havesagers Anvendelse. Uddannelsen til husholdningslærerinde på de tre seminarier var i begyndelsen af rent privat karakter. I 1918 nedsattes en kommission under Undervisningsministeriet med håndgerningsinspektrice Johanne Blom som formand og lederne af de tre husholdningsseminarier blandt medlemmerne. Den afgav betænkning i 1920, og fra 1923 indførtes ensartede bestemmelser for uddannelse og eksamen. Under denne proces førte Magdalene Lauridsen en indædt kamp for sin “Uddannelse paa Landet”. Hun insisterede på, at der skulle være et seminarium placeret på landet med havebrug og visse landbrugsområder som undervisningsfag. Hun vandt omsider gehør for sine synspunkter, og seminariet blev gennem statslån stærkt udvidet og godkendt med havebrug som supplerende fag. Betænkningen anbefalede tillige, at husgerningsundervisning blev obligatorisk i folkeskolen, og Magdalene Lauridsen arbejdede i mange år for at få faget indført i landsbyskolen, der haltede bagefter byskolerne. I 1934 indrettede hun et “Landsbyens Skolekøkken” på Ankerhus som model for denne undervisnings rammer, og der var i en årrække kurser til uddannelse af skolekøkkenlærerinder på Ankerhus. Hun var i 1927 blevet Undervisningsministeriets tilsynsførende for ungdoms- og aftenskolens husgerningsundervisning og blev i 1938 medlem af Statsministeriets Husholdningskommission. Denne kommissions arbejde resulterede i 1942 i en samlet lov for hele husholdningsområdet, hvor såvel husholdningsskolernes som seminariernes stilling blev lovfæstet og husgerningsundervisning i folkeskolen gjort obligatorisk. Der blev nedsat et permanent husholdningsudvalg og oprettet stillinger som inspektører for de respektive skoleformer. Med denne lov blev alle de områder, som Magdalene Lauridsen havde ydet en pionerindsats på, lovfæstet og statsstøttet. Under Første Verdenskrig blev Magdalene Lauridsen desuden udpeget til medlem af Indenrigsministeriets Overordentlige Kommission til fordeling og rationering af varer. Hun repræsenterede her med stor succes og offentlig bevågenhed landbokvindernes interesser over for industriens. Kommissionsarbejdet medførte, at hun blev landskendt, og tillige, at hun indså nødvendigheden af, at husmødrene blev mere politisk bevidste. I 1920 fremsatte hun derfor forslag om oprettelse af et husholdningsministerium, der skulle varetage husholdningernes interesse, især fordi kvinderne endnu ikke var politisk modne og kun i meget ringe grad repræsenteret på Rigsdagen efter det første valg med kvindedeltagelse i 1918. Forslaget blev ivrigt debatteret i pressen, men aldrig effektueret. I egentlig partipolitik blandede Magdalene Lauridsen sig ikke, men flirtede ofte med en journalistisk karakteristik af sit politiske ståsted: “Hun er født Venstre, har radikale anskuelser, konservative tilbøjeligheder og socialistiske sympatier.” I forbindelse med folketingsvalget i 1929 søgte hun at få bragt sit husøkonomisk-politiske program ind på Rigsdagen gennem en særlig opstilling af kandidater i tilslutning til de bestående partier. Aktionen blev en fiasko, idet de opstillede kandidater alle trak sig, og Magdalene Lauridsen kom i modvind hos bl.a partiet Venstre. Parallelt med denne indsats for at befæste faget økonomisk og politisk udførte Magdalene Lauridsen et stort organisationsarbejde. 1906 tog hun initiativ til Foreningen af Husholdningslærerinder og -lærere (FHL), som hun var formand for til 1921, og hun var stærkt engageret i nordisk samarbejde på det huslige område. Som nævnt besøgte hun allerede i 1890’erne husholdningsskoler i Sverige og Norge, og i 1909 tog hun initiativ til afholdelse af Det første Nordiske Forhandlingsmøde om Husholdningssagen. Mødet blev afholdt på Sorø Akademis Skole med over 100 deltagere fra Norge, Sverige, Finland og Danmark. Det blev en stor succes og indledningen til et samarbejde, der fortsat består. Med basis i FHL arbejdede Magdalene Lauridsen desuden for organisering af husmødrene, især landhusmødrene. Rebekka la Cour Madsen, der tidligere havde været lærerinde på Ankerhus, havde da allerede i 1908 oprettet Malt Herreds Husholdningsforening på Vejenegnen. I 1919 udsendte Magdalene Lauridsen en skriftlig opfordring til alle sognerådsformænds koner om at oprette en husholdningsforening i deres sogn. Hun stiftede selv Sorø Husholdningsforening, og allerede i 1921 kunne disse foreninger slutte sig sammen i De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, som Andrea Lindkvist blev landsformand for. I dette arbejde kom Magdalene Lauridsen i stærk modsætning til De Danske Husmoderforeninger, der i 1920 havde organiseret sig med Carla Meyer som formand. Magdalene Lauridsen ville ikke gå sammen med disse i en fælles, landsdækkende organisation på grund af, at husmoderforeningerne væsentligst var placeret i byerne. Denne indstilling medførte, at der ikke kunne etableres en slagkraftig og landsdækkende husmoderorganisation. Magdalene Lauridsen havde været medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) siden 1890’erne og var i en årrække formand for lokalafdelingen i Sorø. Hun kæmpede ihærdigt for kvindernes rettigheder, især valgret og ret til ordination som præst i den danske folkekirke. Men hendes opfattelse af husmoderen som hjemmets bærende kraft og administrator, der kom til udtryk i en sentens, hun ofte anvendte: “Som Husmoder saa Hjem,” kom til at betyde en afstandtagen fra DK, som Magdalene Lauridsen efterhånden anså for kun at være de selverhvervende kvinders organisation. Hun brød derfor i 1935 med organisationen efter 40 års medlemskab. Derefter var hun i 1936 med til at etablere Hjemmenes Forbund, der bl.a. gik ind for at sidestille de hjemmearbejdende husmødre med de selverhvervende. I sit private liv kom Magdalene Lauridsen ud for stormfulde perioder. Under ophold i England i 1900 fødte hun datteren Margaret. Faderen Peter Dam var gift, havde på det tidspunkt fire børn i ægteskabet og fik to til. I 1910 døde hans kone, og året efter giftede Magdalene Lauridsen sig med ham. Der var nu i alt syv børn i familien, og begrebet Mor Magda opstod. Dam oprettede et forskoleseminarium med tilhørende børneskole i nærheden af Ankerhus, som Magdalene Lauridsen omdannede til bibliotek og børnehave efter hans død i 1918. Hun sikrede seminariets fremtid ved i 1939 at overdrage det til en selvejende institution. Hun forblev dog som dets leder, indtil hun fyldte 70 år i 1943, og som formand for bestyrelsen til sin død i 1957. Hendes stedsøn Folmer Dam efterfulgte hende som forstander for seminariet i en ledelsestrojka med Marence Tarp, der havde været Magdalene Lauridsens højre hånd fra 1923, og Johanne Wille Jørgensen, der havde opbygget skolens husholdningslaboratorium. Datteren Margaret L. blev forstander for husholdningsskolen. Magdalene Lauridsen var i hele sit liv stærkt socialt engageret, og havde øje for de fattigste i samfundet. På seminariet var der fx indrettet et lokale, “Hjerterummet”, hvor landevejens farende svende altid var sikre på et måltid mad. Sine mange børn, tidligere elever og familiemedlemmer var stedse omfattet af hendes omsorg. Hun modtog i 1933 Fortjenstmedaljen i guld og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskabs lille sølvbæger, i 1943 fik hun selskabets største sølvbæger, og i 1950 blev hun udnævnt til Storridder af den Islandske Falkeorden. På Ankerhus er der indrettet mindestuer for Magdalene Lauridsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Laursen

Ellen Laursen

2023-04-22T23:25:38+02:00

fri anvendelse

Som barn i Horsens gik Ellen Laursen i søndagsskole. Her hørte hun om missionærernes arbejde, og hun fik den opfattelse, at det måtte være det højeste mål for enhver kristen at blive missionær. Men da hun samtidig mente, at en missionær måtte være fejlfri, anså hun det for umuligt selv at blive det. I 1941 tog hun lærereksamen fra Gedved Seminarium, hvorefter hun fik ansættelse ved Outrup Hovedskole, derefter Horsens kommunale Mellem- og Realskole. I løbet af 1944 skete der store omvæltninger i Ellen Laursens liv. Drømmen om en missionærgerning var blevet holdt levende ved, at hun gennem sine ungdomsår havde været penneveninde med en indisk hindupige. Det førte til intense studier af hinduismen. Da hendes yngre broder Gunnar L. besluttede sig til at rejse til Nigeria for Dansk forenet Sudanmission, meldte hun sig som ansøger hos Dansk Santalmission, der siden 1867 havde drevet missionsvirksomhed blandt santalerne i Indien og Bangladesh. Ellen Laursen blev antaget og kom i 1946 på missionsskole i Skotland. Det, at to unge i Horsens skulle rejse ud som missionærer, resulterede i dannelsen af 10-12 missionskredse, idet KFUMs (Kristelig Forening for Unge Mænd) og KFUKs (Kristelig Forening for Unge Kvinder) vandreklub, som de begge var med i, besluttede at følge dem i arbejdet. Ellen Laursen fik fra 1946 sin gerning som lærer i Vestbengalen ved Narainpur pigekostskole, grundlagt i 1924 af Signe Kampp. 1951 blev hun leder, og det blev hende, der kom til at udbygge og præge skolen, som 1960 også fik gymnasium. Skolen havde i en årrække 6-700 elever, hvoraf mange boede i hostelbygninger på stedet. Halvdelen af pigerne kom fra familier med hinduistisk eller muslimsk baggrund. Da det undertiden var svært at skaffe veluddannede kristne lærere, ansatte Ellen Laursen også hinduer. Hun tog mange initiativer til at forbedre skolens økonomi og fysiske forhold. Hun fik således opført nye skolebygninger, boliger til elever og medarbejdere og et forsamlingshus. Da stedets kirke efterhånden blev for lille, tog hun initiativ til opførelse af en ny kirke, der blev indviet 1972. Et vandtårn med rissilo gav mulighed for indlagt vand, og køkkenet blev udstyret med biogasanlæg. For at skabe et økonomisk grundlag satte Ellen Laursen gang i en produktion af mursten, der blev lavet af cement og gratis slagger fra jernbanen. Hun startede desuden en produktion af sukkerrør, ris, linser og oliefrø. Endelig fik hun venner i Danmark til at sponsorere skolepiger fra fattige hjem. Ellen Laursen forlod Indien efter 35 år i 1981. Hun døde året efter i Århus efter svær sygdom. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_Lebrecht-Nielsen

Gerda Lebrecht-Nielsen

2023-04-22T23:25:41+02:00

fri anvendelse

Gerda Lebrecht-Nielsen var købmandsdatter og tog selv handelseksamen 1911, men skiftede siden spor og læste til lærerinde på Th. Langs Seminarium, hvor hun i 1916 fik sin eksamen. Hun og hendes mand, der også var lærer, flyttede efter brylluppet til Ålborg og blev begge ansat ved det kommunale skolevæsen. Byen manglede skolekøkkenlærerinder, og efter opfordring fra skolekommissionen tog hun 1920-21 årskursus for skolekøkkenlærerinder på Danmarks Lærerhøjskole (DLH) i København og kom hermed ind på det fag, hun resten af sit liv viede det meste af sin tid. Tilbage i Ålborg fik hun straks arbejde på Danmarksgades Skole. Året efter fik hun sønnen Karl Bent, der senere skulle blev landskendt som digteren Morten Nielsen. Fra 1926 underviste hun på Ryesgades Skole, hvor hun blev til 1963, de sidste år som overlærer. I 1926 blev hun tillige medarbejder ved Aalborg Amtstidende, hvor hun redigerede husholdningsstoffet. I 1942, da det første videreuddannelseskursus for skolekøkkenlærerinder fandt sted, deltog Gerda Lebrecht-Nielsen i stiftelsen af Danmarks Skolekøkkenlærerindeforening (DSL), den senere Hjemkundskabslærerforeningen, som den drivende kraft. Skolekøkkenlærerinderne havde tidligere haft Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder som forum. Denne forening havde imidlertid base i København, og der havde allerede i flere år været ønsker fremme om en faglig sammenslutning for isolerede lærerinder i provinsen. Netop i denne tid, da skolekøkkenfaget fik landsdækkende udbredelse, var det desuden vigtigt for skolekøkkenlærerinderne at markere sig som selvstændig gruppe, idet de konkurrerede med husholdningslærerinderne om de mange nye stillinger. Den nye forening deltes i syv kredse ud over landet, og Gerda Lebrecht-Nielsen blev med det samme valgt til formand for Ålborgkredsen. Hun blev tillige landsformand og beklædte denne post helt frem til 1967, selvom hun da havde været på pension gennem fire år. En af DSLs mærkesager var ansættelse af en faginspektør for skolekøkken i lighed med ordningen for andre særfag. Det blev opnået i 1950. En anden mærkesag var indførelse af ensartet timereduktion for alle lærere i husgerning landet over med henblik på at skabe mere homogene arbejdsforhold. Desuden arbejdede man bl.a. for at etablere kursus- og efteruddannelsesvirksomhed og studierejser for medlemmerne, og i midten af 1950’erne søgte foreningen at skaffe sig indflydelse på, hvordan en ny skolekøkkenuddannelse på folkeskoleseminarierne skulle tilrettelægges. DSL vandt hurtigt stor tilslutning i den voksende gruppe af skolekøkkenlærerinder, i 1958 var der ca. 600 medlemmer, og Gerda Lebrecht-Nielsen var med sin utrættelige energi og sit vågne øje for problemer og deres løsning en respekteret landsformand. Gerda Lebrecht-Nielsen redigerede 1946-67 foreningens blad Skolekøkkenet, der udkom med 11 årlige numre. Her fik hun brug for sin journalistiske erfaring og udførte et sejt fodarbejde for at få de praktiske og økonomiske forhold omkring bladet til at køre. Hun var selv en meget flittig skribent og gjorde en stor indsats for at formidle både viden og fagpolitiske nyheder. Ikke mindst personstoffet, jubilæumsomtaler og nekrologer, formidlede hun på en levende og smuk personlig måde. Hun opfordrede ustandseligt sine medlemmer til at uddanne sig og deltage i debatten og påtalte det ansvar, den enkelte lærerinde havde over for faget og standen. De få avancementsstillinger på området forsvarede hun med næb og klør, men havde en lidt kortsigtet fagforeningsstrategi, da hun i 1961 skarpt kritiserede, at stillingen som leder for skolekøkkenafdelingen på DLH, der senest havde været besat af skolekøkkenlærerinden Kjerstine Nielsen, nu blev omdannet til en akademisk stilling. Skolekøkkenlærerinderne blev en lederstilling fattigere, men faget fik øget status. Gennem sin formandspost for skolekøkkenlærerinderne blev Gerda Lebrecht-Nielsen medlem af et meget stort antal bestyrelser, udvalg og kommissioner, hvilket peger på den gennemgribende organisering og samfundsmæssige betydning husholdning havde fået fra 1930’erne. Hun var medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet og beklagede meget, at skolekøkkenlærerinderne ikke brugte kurset i højere grad. Desuden var hun med i Nationalkomitéen for Husholdningsundervisning, Danske Kvinders Nationalråd og Nordisk Samarbejdskomité for Husholdning. Igennem disse organisationer deltog hun også i internationalt samarbejde. 1954-68 sad hun i Statens Husholdningsråd som repræsentant for de husholdningspædagogiske foreninger, og i en periode var hun også medlem af rådets radioudvalg, hvorfor alle radioprogrammer om husholdning blev optrykt i Skolekøkkenet. Desuden var hun kredsformand i Hjemmenes og Kvindernes Lytterforening. Endelig var hun personligt udpeget til Undervisningsministeriets stående husholdningsudvalg og medlem af fællesudvalget for unge pigers huslige uddannelse. Med sine mange poster inden for DSL samlede Gerda Lebrecht-Nielsen alle tråde i sin hånd og prægede stærkt foreningen både udadtil og indadtil. Hun fik om nogen gennem sit vedholdende og energiske arbejde skabt respekt om en kvindefaggruppe på vej mod en fælles faglig bevidsthed og en højere faglig standard. I 1960 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_Lehmann

Signe Lehmann

2023-04-22T23:25:46+02:00

fri anvendelse

Signe Lehmann fik en stimulerende opvækst takket være både skolegangen på N. Zahles Skole og den intellektuelle københavnerslægt, hun tilhørte. Faderen var en fremtrædende læge, broder til politikeren Orla L., og flere af Signe Lehmanns otte søskende kom på forskellig vis til at gøre sig gældende i samfundslivet. 1870-72, dvs. først da hun var i midten af 20’erne, gennemgik hun den toårige uddannelse på Musikkonservatoriet, som hendes yngre søster komponisten og sanglæreren Nanna Liebmann havde gennemgået før hende. Signe Lehmann var en flittig elev og havde bl.a. orgelspil som fag. Midt i 1870’erne foretog hun flere udenlandsrejser sammen med en veninde. I 1875 overtog hun ledelsen af musikskolen på N. Zahles Skole, det første år sammen med veninden og studiekammeraten Alexia Claudi, herefter alene. Signe Lehmann omfattede Natalie Zahle med venskab og hengivenhed, men tilhørte tilsyneladende ikke den snævre kreds af ansatte på skolen, der omgikkedes Zahle privat. Musikskolen var oprettet i 1869 af organisten Emil Hartmann på Zahles egen foranledning. Oprindelig tog den sigte på de lærerindestuderende, men da den først var etableret, kom også musikundervisningen i barneskolen i høj grad til at foregå i dens regi. Musikskolen havde god søgning i mange år og fortsatte efter Signe Lehmanns død. Hun stod selv for timerne i klaverspil, mens skolens øvrige lærerkræfter underviste i violin og solosang. Signe Lehmann udgav i 1889 samlingen 60 Fædrelandssange og Folkeviser til brug ved skolelærerindeeksamen. Med henblik på klaverundervisning i almindelighed udgav hun foruden en dansk bearbejdelse af Zweigles Klaverskole, 1898, i 1915 også Smaa 5-tonige Klaverstykker og Smaa 6-tonige Klaverstykker, som hun havde samlet og frit bearbejdet. Ligesom søsteren Nanna var hun aktiv i Musikpædagogisk Forening (MF) som bestyrelsesmedlem. Ved MFs første ordinære generalforsamling blev hun valgt som sekretær og fungerede som sådan i to længere perioder, 1899-1905 og igen fra 1915 og indtil kort før sin død 1920. Sideløbende med sit engagement i musikpædagogikken var hun oversætter af omkring ti bøger. Fx oversatte hun fra fransk to tidlige værker af R. Rolland, Over Kamp og Kiv, 1916, en samling polemiske artikler, og Tolstoi, 1919, en biografi om den store russiske digter. Fra tysk oversatte hun seks romaner af hjemstavnsforfatteren fra Ditmarsken, G. Frenssen. Den alsidige Signe Lehmann gjorde også en betydelig indsats ved at katalogisere bogsamlingerne i Dansk Tonekunstnerforening, på Musikkonservatoriet og i Kvindelig Læseforening, hvor hun desuden var bestyrelsesmedlem i en årrække. Signe Lehmann delte i en periode hjem med veninden Claudi. I 1875 adopterede hun en lille pige. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emilie_L%C3%B8bner

Emilie Løbner

2023-04-22T23:27:42+02:00

fri anvendelse

Emilie Løbner boede hos skolebestyrerinde Caroline Wroblewsky i København, fra hun var syv til 16 år. I 1850 tog hun navneforandring til Løbner efter sin adoptivfader, amtmand på Færøerne Emilius Marius L., der var død året før, og til hvis familie hun bevarede kontakten resten af livet. Efter endt skolegang underviste Emilie Løbner i Wroblewskys skole i ti år, og fra 1850 blev hun medbestyrerinde. På samme tid modtog hun videregående undervisning i Den højere Dannelsesanstalt for Damer samt hos Annestine Beyer privat. I 1858 aflagde hun institutbestyrerprøven, der gav ret til at lede en højere pigeskole. Samme år blev hun enebestyrer af Wroblewskys skole. Hendes eksamenspapirer dokumenterer sammen med hendes “Plan til en Pige Real-Skole”, at hun var fagligt veluddannet og pædagogisk progressiv. Skolen, der i 1873 fik navnet Frk. Løbners Skole, blev flyttet til større, tidssvarende lokaler på Nørrebrogade 9, hvor der blev plads til både skolegård og legestuer, og et ubrudt tiårigt skoleforløb blev gennemført inden for husets rammer. Hun indførte klasselærersystemet, afskaffede de ugentlige karakterer og placerede børnene efter alder i klasserne. Også fagrækken var progressiv med vægt på naturlære og naturhistorie samt en omfangsrig dansk- og historieundervisning. Elevtallet steg og nåede op på 100 elever, og Emilie Løbner samlede en skare velkvalificerede lærere om sig. Skolen var i en årrække Nørrebros betydeligste pigeskole. Fra 1873 udgav hun skoleprogrammer med alle relevante oplysninger om klasser, fag og lærere. Også på dette punkt hørte hun til de moderne skoleledere, der ønskede at informere om skolens liv. I 1892 solgte hun sin skole til Karen Kjær, efter at elevtallet de sidste år havde været vigende, bl.a. på grund af konkurrencen fra N. Zahles Skole på Nørrevold. De to skoler henvendte sig til samme elevkreds, men med udbygningen af det indre Nørrebro efter voldenes fald i 1852 blev det arbejderklassen, der ikke satte deres børn i privatskoler, der kom til at præge området. Desuden stillede tiden krav om eksamensskoler for piger, hvilket hendes efterfølger gennemførte, og dermed blev skolens overlevelse sikret. Den er i dag den ældste eksisterende pigeskole, videreført som gymnasium, nu Nørre Gymnasium, i 1971 udflyttet til Mørkhøj. Det er et spørgsmål, om Emilie Løbner med glæde så sin skole blive eksamensskole. Hun tilhørte det slægtled af kvindelige pædagoger, der ønskede en systematiseret og fagligt righoldig pigeundervisning, men decideret vendte sig mod drengenes latinskoler, terperiet og karaktertyranniet. Emilie Løbner videreførte og fornyede gennem 34 år en institution af betydning for en bydel og dens kvindelige ungdom. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rebekka_la_Cour_Madsen

Rebekka la Cour Madsen

2023-04-22T23:03:34+02:00

fri anvendelse

Rebekka la Cour Madsen voksede op på Næsgård Landbrugsskole på Falster, hvor faderen var forstander. I dette miljø fik hun som barn og ung stærke indtryk af tidens faglige og kulturelle liv. Næsgård var den førende skole på jordbrugsområdet, både hvad angik undervisning og forsøg, og havde nære relationer til landbrugets og industriens foregangsmænd. Også landhusmødrenes uddannelse optog kredsen bag skolen, der allerede 1856-67 havde forsøgt at organisere skolemæssig uddannelse af landmandsdøtre på Bjerregård på Falster. Rebekka la Cour Madsen fik privatundervisning i hjemmet og var 1893-94 elev på Vældegaard Kvindeskole. Inspireret af miljøet på Næsgård og tillige af sine ældre brødre fik hun lyst til naturfaglige studier og gennemførte 1897-99 et toårigt specialstudium med kemi og mikrobiologi som hovedemner ved Landbohøjskolen. Året efter tog hun Danmarks Lærerhøjskoles kursus for skolekøkkenlærerinder. I sin studietid færdedes hun naturligt i kredsen omkring højskolebevægelsen, hvorfra der var stærke bånd til Næsgård. Rebekka la Cour Madsen var derfor særdeles velkvalificeret, da hun i 1900 blev ansat på Danmarks første husholdningsskole i Sorø. Foruden at være en meget dygtig og entusiastisk lærerinde, der også mestrede fx undervisning i kemi, blev hun en væsentlig støtte for forstanderen Magdalene Lauridsen i oprettelsen af husholdningsaftenskoler, de såkaldte vandrekurser, der netop blev påbegyndt i 1900. Hun har i dagbogsnotater beskrevet, hvorledes disse kurser fra en meget beskeden start hurtigt blev landsdækkende. Hun fulgte med Magdalene Lauridsen, da denne i 1902 grundlagde Ankerhus Husholdningsseminarium og begyndte en mere systematisk uddannelse af lærerinder til vandrekurserne og de husholdningsskoler, der hurtigt fulgte efter Sorø. Allerede hjemme på Næsgård havde Rebekka la Cour Madsen truffet sin kommende ægtefælle Jens Kr. Madsen, som var elev der og kammerat med hendes ældre brødre. De læste samtidigt på Landbohøjskolen og blev gift i 1904, hvorefter de flyttede til Kærehave Husmandsskole ved Ringsted. Her underviste de begge, idet der allerede dengang var husholdningsundervisning på skolen. I 1906 købte de Baungård i Vejen for at oprette en såkaldt landhusholdningsskole. Idéen til en sådan skole, hvor landbopiger kunne lære både landbrug og husholdning, var introduceret af seminarieforstander Birgitte Berg Nielsen ved et møde på Askov Højskole og blev bakket op af interesserede venner fra egnen som Fr. Hansen, Askov Forsøgsstation, og Johannes Lauridsen, Grønvang. I løbet af de første fem-seks år af skolens virke viste det sig imidlertid, at eleverne ikke havde tilstrækkelig interesse for landbrugs- og havebrugsfagene, hvorfor man lidt efter lidt gik bort fra disse fag og drev en nogenlunde “ren” husholdningsskole, der dog ophørte efter 20 års forløb i 1926. I et foredrag på Askov Højskole i 1907 om Nutidens Krav til Kvinderne paa Landet agiterede Rebekka la Cour Madsen for nye veje til fremme af fagligt oplysningsarbejde, og i 1908 dannedes på hendes initiativ Malt Herreds Husholdningsforening, den første af sin art i landet. Hun var foreningens formand fra stiftelsen til 1935. Baungård Landhusholdningskole udviklede sig samtidig til et husholdningsforsøgscenter, hvor der blev iværksat kostundersøgelser og afprøvet husholdningsredskaber og -maskiner. I 1913 foretog ernæringseksperten Mikkel Hindhede sin første kostundersøgelse i Malt Herreds Husholdningsforening og boede under arbejdet på skolen. Der kom dog først gang i en landsdækkende organisering af husmødrene efter Første Verdenskrig, da Rebekka la Cour Madsen i 1921 sammen med Magdalene Lauridsen og Andrea Lindkvist var blandt initiativtagerne til De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH), som Malt Herreds Husholdningsforening tilsluttede sig. Men i de følgende år satsede Rebekka la Cour Madsen stærkt på en samlet organisering af kvinderne inden for de allerede eksisterende landboforeninger. Hun holdt i begyndelsen af 1920’erne foredrag med titlen Kan Landboforeningerne fremme Arbejdet for Husholdningens Økonomi ved de jyske og fynske delegeretmøder. Det førte i 1922 til nedsættelse af et husholdningsudvalg under landboforeningen i Odense med Karen Busk som formand, og 1923 blev Rebekka la Cour Madsen formand for den nyoprettede Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg (FJLH). Dette udvalg begyndte et meget omfattende arbejde for landhusmødrenes dygtiggørelse gennem oplysning om ernæring og økonomi, bedre indretning af hjemmene, specielt køkkenet, nye hjælpemidler og arbejdsmetoder. Rebekka la Cour Madsen havde tidligt øje for, at oplysningsarbejdet skulle præsenteres for så stor en kreds som muligt, og hun foranledigede, at der allerede ved ungskuet i Horsens i 1922 blev etableret en husholdningsfaglig udstilling med oplysninger om kost, tekniske hjælpemidler m.m. Det blev starten til et omfattende udstillingsarbejde på såvel lokale som regionale dyrskuer helt op til vor tid. Rebekka la Cour Madsen stod i spidsen for husholdningsarbejdet i Jylland i over 25 succesrige år, 1924-46 stærkt støttet af konsulenten Cathrine Holmsgaard. Da Rebekka la Cour Madsen i 1948 overlod ledelsen til Rigmor Pinstrup, var der mere end 50.000 medlemmer af de jyske husholdningsudvalg. Væksten havde ført til oprettelsen af et centralt kontor i Skanderborg, hvor der i 1928 med Holmsgaard som chef indrettedes en egentlig prøvestation for undersøgelser, Foreningen af Jydske Landboforeningers Forsøgskøkken. Rebekka la Cour Madsen blev også drivkraften i det landsdækkende samarbejde. FJLH sendte i 1923 en opfordring til De Samvirkende Danske Landboforeninger (DSDL) om at medvirke til, at husholdningskonsulenter kunne få statstilskud i lighed med landbrugets konsulenter i husdyrbrug og planteavl. Denne henvendelse medførte, at bestyrelsen for DSDL i 1925 nedsatte et husholdningsudvalg på fem medlemmer. Rebekka la Cour Madsen, der var det eneste kvindelige medlem, blev valgt til formand, en post, hun bestred indtil 1948. Oprindeligt var udvalgets arbejde begrænset til at fordele en årlig statsbevilling til husholdningslæreruddannelsen, men Rebekka la Cour Madsen udvidede virkekredsen til en lang række projekter af landsdækkende karakter, såsom konkurrencer om indretning af landbokøkkener, støtte til husholdningsudstillinger på dyrskuer, oprettelse af et husholdningslaboratorium, statsfinansiering af kurser for husholdningskonsulenter. Som udvalgsformand tog Rebekka la Cour Madsen i 1935 initiativ til at indmelde udvalget i Associated Country Women of the World, og hun deltog som dansk repræsentant i verdenskongressen i London i 1939. Rebekka la Cour Madsen var desuden 1922-26 redaktør af Tidsskrift for Husholdning, skrev en række fagbøger, bl.a. Kortfattede Hovedregler for Madlavning og Husholdning, 1906, og udgav i 1941 Slægtsminde om Albert Philip la Cour og Henriette Vilhelmine la Cour. I 1931, da behovet for systematiske undersøgelsesarbejder var blevet så stort, at samtlige husholdningsorganisationer gik sammen i et krav om oprettelsen af et statsligt forsøgscenter, blev hun medlem af den kommission, der blev nedsat for at undersøge sagen. Resultatet blev Statens Husholdningsråd, hvor hun havde sæde 1935-40. Rebekka la Cour Madsen blev en fornyende kraft i husholdningssagen. Takket være hendes indsats blev husholdningsudvalgene ligestillet, også finansielt, med landboforeningernes andre faglige udvalg, og denne struktur betød et mægtigt opsving for husholdningsarbejdet vest for Storebælt. Den var et udtryk for, at der var ved at opstå en ny, mere demokratisk balance mellem husbonden og husmoderen i dansk landbrug. Rebekka la Cour Madsen blev i 1951 tildelt Landhusholdningsselskabets største sølvbæger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helga_Mollerup

Helga Mollerup

2023-04-22T23:18:36+02:00

fri anvendelse

Helga Mollerup voksede op i et socialt engageret præstehjem i København Faderen H.P. M. var en ledende skikkelse inden for slummissionen og de store vækkelsesmøder ved århundredets begyndelse og desuden medstifter af Kirkens Korshær, der arbejdede for de dårligst stillede i samfundet. Helga Mollerup vidste tidligt, at hun ville arbejde med børn, og gennem bogen Biblioteker og Folkeopdragelse, 1916, af Valfrid Palmgren Munch-Petersen stiftede hun bekendtskab med de nye amerikanske børnebiblioteker. Efter nysproglig studentereksamen fra Nørre Gymnasium 1920 og filosofikum 1922 fra Københavns Universitet opsøgte hun stadsbibliotekar J. Aarsbo, som rådede hende til at tage en lærereksamen, fordi “ingen vil respektere et Menneske, der kun er Børnebibliotekar”. I 1924 tog hun lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium og studerede derefter et år ved Carnegie Library School i Pittsburg, USA. Da hun vendte hjem med en uddannelse som børnebibliotekar i bagagen, blev hun ansat som den første børnebibliotekar i København Helga Mollerups første opgave blev at føre tilsyn med arbejdet i byens tre børnelæsestuer, der lå i tæt befolkede kvarterer, passet af ringe aflønnede lærerinder, hvis kår hun forsøgte at forbedre. Selv blev hun først fast ansat fem år senere, da hun blev leder af det første egentlige børnebibliotek i Danmark i Lyrskovgade på Vesterbro. Hun gjorde børnebiblioteket til et fristed midt i storbyen ved at lægge vægten på det sociale biblioteksarbejde, som hun havde stiftet bekendtskab med i USA. Hun organiserede eventyrtimer med fortælling og oplæsning, og satte børnene i gang med at spille teater og musik. Nogle forældre var knap så begejstrede for, at børnene tilbragte så mange timer på biblioteket. Især pigerne havde pligter i hjemmet med indkøb og aftensmad. Men Helga Mollerups meget personlige og engagerede arbejde blev med taknemmelighed husket af mange børn, bl.a. af digteren Tove Ditlevsen. Efter Vesterbro blev Helga Mollerup 1940 ledende børnebibliotekar i Brønshøj. Fra 1949 var hun som børnebiblioteksinspektør ansvarlig for den nyoprettede institution Københavns kommunes børnebiblioteker. Hun udbyggede samarbejdet mellem skole- og børnebiblioteker og knyttede kontakt med pionererne inden for den begyndende læsepædagogik. I 1964 gik hun på pension. Børnelitteraturen lå Helga Mollerup stærkt på sinde, og hun gjorde sin indflydelse gældende i Danmarks Biblioteksforenings børnebogsudvalg. Hun udarbejdede børnebogskataloger og nedfældede sin markante opfattelse af de krav, der burde stilles til børnelitteraturen og børns læsning i værket Børns Yndlingsbøger, 1947. Bogen var det første forsøg i dansk biblioteksvæsen på at definere børns litteraturbehov på forskellige udviklingstrin. Hendes pionerindsats omfattede også børnebibliotekarernes særlige uddannelse, hvor hun fra starten i 1942 underviste på Statens Biblioteksskoles børnebibliotekarkurser. Her prægede hun mere end én generation af børnebibliotekarer. Hun var i den forbindelse medarbejder ved Lærebog i Biblioteksteknik og dansk Biblioteksvæsen, 2. udg. 1945. I sit arbejde var hun omgivet af gode kolleger, der loyalt stod sammen om børnebibliotekssagen. Alligevel måtte hun ind imellem kæmpe hårdt for sine idéer, der i begyndelsen virkede udfordrende på mange kolleger og besluttende myndigheder, men som kom til at bane vejen for det moderne børnebiblioteksarbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Mortensen

Johanne Mortensen

2023-04-22T23:18:46+02:00

fri anvendelse

Johanne Mortensen var pioner inden for mange områder. Hendes arbejde har måske ikke været så iøjnefaldende, men samlet set har hendes indsats været betydningsfuld. Hun voksede op i Skopun og var tredje generation efter de første, der bosatte sig i fiskerbygden. 1887 tog hun lærereksamen fra Færøernes Seminarium i Tórshavn, der var oprettet i 1870 i forbindelse med, at man reorganiserede skolevæsenet på øerne. Seminariet optog de første år kun mandlige elever, men i 1884 efterkom Ministeriet for Kirke og Undervisning en anmodning fra Færø Amts Skolekommission om at optage kvinder. Begrundelsen var, at der var for få ansøgere, fordi mænd kunne opnå bedre fortjeneste som fiskere end som lærere. Man regnede med, at flere kvinder ville søge optagelse, da de ikke havde andre muligheder for videregående uddannelse på Færøerne; fx optog realskolen i Tórshavn først kvinder i 1892. Dette viste sig at holde stik, og på det første hold af blandede elever, der dimitteredes, var de fire af fem lærere kvinder, deriblandt Johanne Mortensen. Hun var ansat ved Tórshavns Skole, indtil hun blev gift 1895. I 1891 var hun på et fem måneders ophold på Emdrupborg Højskole i Danmark og besøgte samtidig skoler i København Sammen med lærerinde Poulina Degn og sparekassedirektør C.C. Danielsen var hun 1894 med til at oprette Indre Missions første søndagsskole på Færøerne. Det havde fra ældre tid været almindeligt, at kvinder påtog sig at lære børn at læse. Denne tradition fortsatte i slutningen af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet, ofte ved, at gifte lærerinder som Johanne Mortensen hjemme holdt skole for de mindre børn. Hun underviste i næsten 35 år til kort før sin død 1930 de tre første klassetrin i sit hjem ved Sílá og udførte her et nyskabende pædagogisk arbejde. Fx inddrog hun forskellige fag i sin undervisning, der var baseret på tillid og uden brug af fysisk afstraffelse, og hun var elsket af sine elever. I perioder var hun tillige vikar ved kommuneskolen i bygden. Johanne Mortensen havde stor interesse i samfundsforhold og var den første færøske kvinde, der blev valgt, efter at kvinder havde fået kommunal valgret i 1908. Hun blev 1918 medlem af Froðba sogneråd, hvor hun sad til 1922. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_M%C3%B8ller

Birgitte Møller

2023-04-22T23:12:44+02:00

fri anvendelse

Birgitte Møller voksede op i de endnu landlige kbh.ske omgivelser ved Peblingesøen og siden på Østerbro som eneste pige i en søskendeflok på fem. Hun legede frit med brødrene og blev tidligt optaget af naturens verden. Hendes fader nærede kunstnerdrømme og tog hende med på museer og gallerier fra en tidlig alder. Efter konfirmationen kunne hun frit følge sin lyst til at dyrke sine interesser for bl.a. tegning, kunsthistorie og dyre- og plantelivet. Senere søgte hun ind på Femmers Kvindeseminarium, hvorfra hun dimitteredes 1880. Hun fortsatte sin uddannelse med videregående zoologiske og botaniske studier under vejledning af professorerne C.F. Lütken, Eug. Warming, R. Pedersen og R.S. Bergh. Som medlem af Kvindelig Læseforening kom hun i forbindelse med Kirstine Frederiksen, der optog hende i sin Diskussionklub for Damer. Her traf hun den 16 år ældre lærerinde Henriette Steen, som hun sluttede sig nært til. Steen bragte hende ind i en kreds af betydelige kulturpersonligheder fra det kulturradikale miljø og stimulerede hendes politiske interesse. Hun havde hidtil boet hos forældrene, men i 1885 flyttede hun ind i en kvistlejlighed oven over Steen på Østersøgade, og hun blev en fast deltager i dennes onsdagsmøder. I 1884 var Birgitte Møller blevet ansat på Hindegades Skole, 1890 flyttede hun sammen med Steen til Suhmsgades Skole, hvorfra hun blev pensioneret i 1913. Det var arbejderbørn fra brokvarteret, hun underviste, og hun gjorde det med venlig og rolig myndighed. Skolebøgerne i naturhistorie kunne hun ikke bruge, så hun underviste efter sine egne optegnelser om dyr og planter. Da zoologen P. Tauber så disse optegnelser, opfordrede han hende til at udgive dem som bog, og i 1893 udgav hun trebindsværket Dyrenes Liv med hovedvægten på biologiske beskrivelser af de danske dyr. Steens død i 1894 var et hårdt slag for Birgitte Møller. Hun var på flere studieture i ind- og udland, i 1896 på et længere krydstogt gennem Middelhavet og Sortehavet. 1897 købte hun et lille landsted i Birkerød, hvor hun kunne udfolde sin trang til selv at dyrke mark og have samtidig med, at hun arbejdede på sin næste bog Vilde Planter, der udkom 1900. Hun gav heri som den første i Danmark en populær biologisk beskrivelse af vore vilde planter ordnet efter voksested. 1916 udkom Træer og Buske i Danmarks Skove. Hendes bestyrelsesposter, der spændte fra kvindeforeninger over skolekommissionen for Birkerød til Dyrenes Beskyttelse, viser bredden i hendes engagement. De sidste år levede hun på den lille bondegård Havsgaard ved Emdrup. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bodil_M%C3%BCller

Bodil Müller

2023-04-22T23:12:31+02:00

fri anvendelse

Bodil Müller var den ældste af tre børn og voksede op i en solid borgerlig københavnsk familie. Faderen startede som selvstændig fabrikant af fiskenet og fik hurtigt succes. Han var charmerende, dominerende og udadvendt og lærte sine børn, at man skulle tage mod livets goder med tak, mens moderen var beskeden indtil det selvudslettende. Ifølge Bodil Müller har de to modstridende indflydelser kæmpet om magten i hendes sind hele livet. Hun fik pigeskoleeksamen og uddannede sig derefter til svømme-, gymnastik- og danselærerinde på Paul Petersens Institut. Sammen med sin yngre søster Anna startede hun sit eget institut, først i forældrenes spisestue, siden i lejede lokaler. Karrieren blev opgivet, da hun i 1935 giftede sig med forretningsmanden Svend Aage Corneliussen, kaldet Toll. I de næste mange år helligede hun sig familien med de efterhånden fire børn. I forbindelse med den fjerde fødsel havde en bekendt fortalt hende om de erfaringer med "naturlig fødsel", som man på det tidspunkt gjorde i England. Hun besluttede, at det skulle være hendes livsopgave at lære danske kvinder at føde så smertefrit som overhovedet muligt. Som 50-årig begyndte Bodil Müller at stykke en uddannelse sammen i afspændingspædagogik, et dengang næsten ukendt fag herhjemme, ved at tage kurser i bl.a. anatomi og musikforståelse. Allerede under uddannelsen underviste hun mange elever i fødselsforberedelse i sin spisestue, som hun lavede om til undervisningslokale. Umiddelbart efter afslutningen af uddannelsen indgik hun et frugtbart samarbejde med flere fødeafdelinger, bl.a. Skt. Lukas Stiftelsen, der sendte deres vordende mødre til hende. Ud over fødselsforberedelse arbejdede hun med afspænding for både mænd, kvinder og børn. Hun fik i stigende grad patienter med alvorlige spændinger henvist fra psykiatere og psykologer, og i 1971 oprettede hun på utallige opfordringer Afspændingspædagogisk Seminarium. Også det blev startet i hendes spisestue. Hun drev seminariet som rektor, til hun var 78 år i 1986, og fortsatte som formand for bestyrelsen til 1993. Først i 1998, da hun var 90 år, trak hun sig helt fra bestyrelse og undervisning på seminariet og helligede sig alene sine private elever. Siden 1993 har det båret navnet Bodil Müllers Afspændingspædagogiske Seminarium og ligget i Skovlunde. Bodil Müller har i alle årene været en utrættelig pioner inden for afspænding. Det var en stor personlig og faglig tilfredsstillelse for hende, da uddannelsen i 1989 blev statsanerkendt, og eleverne kunne få Statens Uddannelsesstøtte. Det første ægteskab var ikke lykkeligt. Til gengæld oplevede Bodil Müller den store kærlighed i sit andet ægteskab med Jørgen M., som hun traf, da hun var 63 år. Han tilbad, beundrede og støttede hende, og de fik 19 meget lykkelige år sammen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_M%C3%BCller

Gerda Müller

2023-04-22T23:12:34+02:00

fri anvendelse

Gerda Müller blev født i et åndsaristokratisk hjem i København som den ældste af seks børn. Faderen var en af Danmarks store arkæologer, en europæisk kendt videnskabsmand med embedsbolig i Prinsens Palæ i Frederiksholms Kanal. Både forældre og børn elskede deres hjem og dets smukke omgivelser. Afbrudt af studieophold i udlandet boede Gerda Müller i sit barndomshjem til 1921. Hun gik livet igennem sine egne veje, både med hensyn til sin kristne livsanskuelse og sit valg af uddannelse. Oprindelig havde hun ønsket at blive sygeplejerske, men det afviste faderen totalt. Han affandt sig derimod med hendes ønske om at uddanne sig til lærerinde, og efter en tid som huslærerinde og flere studieophold i England blev hun faglærer i engelsk. 1905-31 var hun ansat på Laura Engelhardts Skole, fra 1919 Rysensteen Gymnasium, der i 1903 havde dimitteret sit første studenterhold. Gerda Müller, der talte et meget smukt engelsk, vakte forbavselse med sin undervisning: hun talte udelukkende engelsk, fra hun kom ind i klassen, til hun var ude igen, og det var ikke almindeligt på den tid. Skolebestyrerinde Laura Engelhardt hørte til den kreds af kvinder, der i 1905 indbød til stiftelsen af Mariaforbundet (MF), en kristelig kvindeforening med tilknytning til Indre Mission og fra 1913 til KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). 1906 var Gerda Müller med i MF, og året efter blev hun valgt ind i bestyrelsen, hvor Eva Ussing var formand. Gerda Müller havde i 1901 mødt Henriette Oldenburg (g. Christiani), og de to kvinder begyndte allerede da at arbejde med tanker om pigeuddannelse, formentlig ansporet af, at ingen af deres højtuddannede fædre delte deres synspunkter. Efter at have studeret collegeliv i Oxford og pigeuddannelse i Sverige og Hamburg, fik Gerda Müller bestyrelsens tilslutning til at oprette MFs praktisk-sociale Kursus. Kurset, der var på tre, seks eller ni måneder, var for unge piger mellem 17-20 år og omfattede tre praktikenheder: husholdning, elementær barne- og sygepleje og teorifag, bl.a. kristendom, kunsthistorie, samfundsøkonomi, engelsk og sundhedslære. Undervisningen i barne- og sygepleje fandt sted på Diakonissestiftelsen og på børnehjem. Praktikken gjorde det nødvendigt at stille i hvid, vaskbar kjole og kappe, dermed indførtes en skoleuniform, som styrkede en fællesskabsfølelse, og Gerda Müller talte om “mine hvide piger”, praktikstederne om “Mariehøns”. Kurset viste sin eksistensberettigelse ved et stadig stigende elevtal. Det begyndte i 1914 med fem elever, 1918 var tallet vokset til 38 og ti år efter til 165. Parallelt hermed fik hun KFUK og MF til i samarbejde med Diakonissestiftelsen at oprette et kursus for menighedsarbejdere. Det fik lokaler i Diakonissestiftelsens bygning Marthabo og bestod 1915-60. Indtil 1921 var det ledet af Gerda Müller, derefter af diakonisser. I 1921 var halvdelen af KFUKs kvindelige sekretærer og desuden andre menighedsarbejdere uddannet her. MF indledte i 1923 et samarbejde med Det Wærnske Institut, som efter geheimekonferensrådinde Martha Wærn forvaltede en betydelig formue. Den skulle anvendes på undervisning af piger efter principper, der lå tæt på MFs, og instituttet ejede et stort hus på Kastanievej i det kvarter på Frbg., hvor Gerda Müller og Christiani boede. Gerda Müller var nemlig flyttet ind hos familien Christiani på Bülowsvej i 1921, og der blev hun boende i 32 år. Fra 1924 var Det Wærnske Instituts direktion formelt øverste myndighed for MFs praktisk-sociale Kursus, men Gerda Müller var som hidtil stort set enerådende. Fra 1935, og indtil hun trak sig tilbage, var den ene af instituttets to direktører hendes broder, læge Henning M. I 1924 indførtes et toårigt kursus, hvor 16-17-årige kunne optages. Et stigende antal elever kunne efter en udbygning af huset og efter oprettelse af en husholdningsskole 1927 på familien Christianis landsted, Baunehøj ved Jægerspris, være kostelever. Der var kun få pigekostskoler i Danmark, og Gerda Müller havde tidligt øje for, at det for mange familier kunne være et ønskværdigt tilbud. Gerda Müller havde en evne til at finde velkvalificerede medarbejdere. Inden for de rammer hun havde tilvejebragt, og efter det undervisningsprogram hun havde udformet, blev der skabt et miljø, som mange generationer af elever følte påvirkede dem for livet. Gerda Müller slap i 1930’erne de aktiviteter, hun havde haft uden for MF. Hun holdt op som lærer på Rysensteen Gymnasium og rejste ikke længere til udlandet. Hun holdt sine aktiviteter inden for MFs rammer med køb og udvidelse af ejendomme. I 1957 oprettedes Sygeplejehøjskolen på Kastanievej, der var en forberedelse til en egentlig sygeplejeuddannelse. Denne undervisning blev 1974 overtaget af hospitalerne, og sygeplejehøjskolen måtte nedlægges. Fra 1972 kunne unge mænd også optages på skolerne. Gerda Müller var ikke tilhænger af regnskaber, endsige budgetter, hun undgik helst at tale om penge. Det stillede sig imidlertid ikke i vejen for vækst, for hun havde den forunderlige og meget nyttige evne at kunne skaffe penge, når tiden var inde. I 1943 blev kurset statsanerkendt med statstilskud og underlagt tilsyn. Som selvejende institution fik MF 1956 en bestyrelse, håndplukket og selvsupplerende med Gerda Müller som formand. Men uanset status var hun enerådende. 86 år gammel fratrådte hun i 1968 posten som formand for bestyrelsen. Gerda Müller var i sin ungdom en oprører, der måtte kæmpe for at skaffe sig selv uddannelse. Siden blev hun forkæmper for at give andre unge kvinder en uddannelse, som satte dem i stand til at gøre gavn i eget hjem eller i erhverv. Hendes pædagogiske grundtanke var, at piger fra velstillede hjem skulle prøve praktisk arbejde, og hun søgte at skabe et kristent miljø og at give de unge sans for livsværdier. I 1938 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld, 1964 blev hun ridder af 1. grad af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Nathan

Henriette Nathan

2023-04-22T23:05:43+02:00

fri anvendelse

Henriette Nathan tog lærerindekursus ved N. Zahles Skole i 1874. Fra 1876 var hun ansat i Københavns kommunale skolevæsen ved Nansensgade Skole. Hun var et uhyre hjælpsomt menneske og sine venners ven, således kautionerede hun i 1893 hos skolevæsenet for en kvindelig kollega i øjeblikkelig pengetrang. Også på sin skole var hun værdsat og stod sig godt med både kolleger og foresatte. Men hun var utilfreds med sine løn- og arbejdsvilkår og deltog i de spredte aktioner, kbh.ske lærerinder iværksatte i slutningen af 1880’erne, fx underskriftsindsamlinger på anmodninger om forbedringer af ansættelsesforhold. Da disse anmodninger såvel som en henvendelse om at nedsætte et udvalg af lærerinder til udarbejdelse af en ny stærkt tiltrængt håndarbejdsplan blev afvist af skoledirektionen, tog hun initiativ til en faglig organisering. Henriette Nathan havde været studiekammerat med Marie Topsøe, der boede sammen med lærerinden Augusta Fenger, og fik gennem hende samlet en kreds af handlekraftige kolleger. I februar 1891 mødtes de i Henriette Nathans hjem, en taglejlighed på Nørre Voldgade, og mødet resulterede i stiftelsen af Københavns Kommunelærerindeforening (KKL). Før året var omme var 47% af Københavns kommunalt ansatte kvindelige lærerkræfter organiseret i foreningen. Ikke én kommuneskole i byen var urepræsenteret. Henriette Nathan blev første formand for sammenslutningen, hvis formål var at skabe en lærerindestand samt en hjælpekasse for kolleger, gamle som unge, der måtte trænge til støtte. Hendes tidligste henvendelser til myndighederne drejede sig om lån af skolelokaler til afholdelse af kurser for medlemmerne, et for datidens lærerinder karakteristisk andragende, stadig mere uddannelse var dem en hjertesag. Hun fik her opbakning fra sin skoleinspektør, der velvilligt indstillede til skoledirektionen, at “Lærerindeforeningen” kunne være på hans skole. Samarbejdet med Dansk Kvindesamfund (DK) var fra begyndelsen nært, der var sammenfald af nøglepersoner i begge foreninger, fx Anne Bruun og Louise Nørlund, og den første fælles henvendelse til regering og Rigsdag fra Henriette Nathans formandstid gjaldt oprettelse af et statsligt seminarium for kvinder, en af DKs tidligste mærkesager. Det var ikke Henriette Nathans hensigt at skabe en egentlig fagforening, men netop et pædagogisk forum, der kunne give lærerinder indflydelse på deres arbejdsmetoder og -vilkår. Hun evnede, elskværdig, velbegavet og diplomatisk, at holde godt 400 organisatorisk utrænede kvinder samlet om en fælles sag. Efter hendes alt for tidlige død skærpedes konflikterne, og KKL fik stor indflydelse i kampen for stemmeret og ligeløn. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Bransager_Nielsen

Anna Bransager Nielsen

2023-04-22T22:52:52+02:00

fri anvendelse

Anna Bransager Nielsen kom fra et hjem, hvor de seks børn lærte at arbejde hårdt, men hvor der også blev lagt vægt på åndelige værdier, uddannelse og politisk engagement. Både faderen og en broder N.P. Bransager var i hendes barndom og ungdom aktive i partiet Venstre, senere blev familien tæt knyttet til Det Radikale Venstre (RV). Anna Bransager Nielsen blev privat uddannet som husholdningslærerinde og tog særlige kurser i vask, strygning og borddækning. Hun var på højskole og husholdningsskole, inden hun i 1902 blev lærer på Sorø Husholdningsskole indtil 1906. Her fik hun kontakt med landbokvinder, som arbejdede for kvinders uddannelse i husholdning og desuden var tæt knyttet til både landboforeninger, højskolemiljø og kvindebevægelse. Efter sit giftermål i 1907 blev Anna Bransager Nielsen medhjælpende hustru på Lidsø på Lolland, hvor hendes mand var inspektør, men de havde begge lyst til at virke blandt ungdom og mod på at starte deres egen skole. I 1910 byggede de Haraldsborg Skole ved Roskilde Fjord. Med fra Sorø Husholdningsskole tog Anna Bransager Nielsen sin kollega Johanne Rasmussen, som blev hende en trofast medarbejder i 27 år. Oprindelig var skolen tænkt som både landbrugs- og husholdningsskole, men allerede i 1911 blev den en egentlig husholdningsskole, som gav faglig undervisning i alle opgaver for kommende husmødre eller medhjælpere under så hjemlige forhold som muligt. Skolen havde fra starten god søgning og blev i løbet af nogle år en af landets største husholdningsskoler. I 1913 opnåede den statstilskud. Anna Bransager Nielsen havde en fantastisk evne til at få de unge mennesker i tale og skabe hjemlige og festlige rammer om eleverne. Hun var sjælen og nerven i hele skolens liv og allestedsnærværende. Hendes elever satte pris på hendes arbejdsglæde, muntre lune og venlighed. Lærerne forstod hun at knytte sammen i et fælles harmonisk arbejde for skolens målsætning: at eleverne ikke kun skulle blive dygtige husmødre, men også gøre en indsats i det danske samfund og bruge de rettigheder, kvinder havde fået som borgere. Lærerne blev tildelt selvstændigt ansvar, men Anna Bransager Nielsen var selv den faste leder, der sørgede for upåklagelig orden overalt. Hun drev sin skole til sommeren 1954, hvor hun 78 år gammel solgte den til Roskilde kommune. Anna Bransager Nielsen besad store organisatoriske evner og havde en række tillidsposter, som hun dog fordelte over sit livsforløb, så hun kun havde ét større engagement ved siden af skolen ad gangen. Hun prioriterede altid de nærmeste krav højest. Hun havde en stærk tilknytning til det midtsjællandske og var overvejende lokalt orienteret i sine mange tillidshverv. Da Dansk Kvindesamfunds (DK) Roskildekreds blev stiftet 1915 som afløser for en lokalafdeling af Landsforbundet for Kvinders Valgret, som hun også havde været medlem af, blev hun dens første formand 1915-17 og 1919-22. Hendes formandsperiode var præget af husholdningssagen, som hun lokalt holdt foredrag og kurser om. Desuden deltog hun i en landsdækkende debat om tvungen huslig uddannelse for kvinder, som hun var tilhænger af. Hun forblev et trofast og aktivt medlem af DK og blev på sin 70-års fødselsdag æresmedlem af sin kreds. Anna Bransager Nielsen var højt værdsat blandt sine kolleger på husholdningsskolerne. I 1921 afløste hun Magdalene Lauridsen som formand for Foreningen af Husholdningslærerinder og -lærere, en post, hun bestred frem til 1928 og igen 1930-31. Hun trådte tilbage, da hendes mærkesag Lov om Statstilskud til Husholdningsskoler efter mange års kamp var blevet gennemført. I hendes sidste formandsperiode skete der en splittelse i foreningen. Foreningen af danske Husholdningslærerinder skilte sig i 1930 ud fra den hidtidige forstanderdominerede forening, som i 1932 tog navnet Foreningen af Husholdningsskoler. Anna Bransager Nielsen var tillige medlem af RV og havde tætte personlige kontakter til partiets inderkreds gennem sin ægtefælle, der blev folketingsmand, broderen, der var blandt initiativtagerne til oprettelsen af partiet, og søsteren Kirstine Bransager Timmermann, hovedbestyrelsesmedlem og kommunalpolitiker i Sorø. Anna Bransager Nielsen blev suppleant til Landstinget allerede i 1918 ved det første valg med kvindelig deltagelse. I 1929 blev hun sammen med fremtrædende husholdningskvinder fra andre partier, bl.a. Johanne Wille Jørgensen, opstillet på en liste, som skulle varetage hjemmenes og de husøkonomiske interesser på Rigsdagen. Initiativet blev imidlertid opgivet på grund af modstand fra partiernes ledelse. I 1938 modtog hun en opfordring til at gå ind i kommunalpolitik, blev opstillet på en sikker plads og var medlem af Roskilde byråd til 1946. I social- og sygehusudvalget gjorde hun med sin venlige og saglige fremgangsmåde et stort arbejde for sit parti. Derudover var Anna Bransager Nielsen en meget aktiv foredragsholder og skribent, der bl.a. hver uge havde en madspalte i Roskilde Tidende. Anna Bransager Nielsen byggede videre på den danske historie, kultur og den mindre landbofamilies nære arbejdsfællesskab og værdier. Lykke, fred, tryghed, hygge er de ord, der bruges om hendes Haraldsborg. Hun var tidens indbegreb af den gode husmoder, og med disse værdier gik hun ud i samfundet og gjorde en indsats for at gøre det mere hjemligt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_Berg_Nielsen

Birgitte Berg Nielsen

2023-04-22T22:50:36+02:00

fri anvendelse

Birgitte Berg Nielsen kom fra en slægt af politisk aktive Venstrefolk med farbroderen C. Berg og broderen Hagbart Berg blandt de mest fremtrædende, og hun vidste allerede som otteårig, at hun ville være lærerinde. Hun var elev på Askov Højskole 1877 og blev oplært som mejerske 1878-80. I 1882 blev hun lærerinde fra Femmers Kvindeseminarium og var de næste to år privatlærerinde. Birgitte Berg Nielsen havde en klar forståelse af de ændrede vilkår for kvinders arbejde og så, at der manglede uddannelsesmuligheder i husholdning. Allerede 1882-83 udviklede hun idéer om husholdningsskoler for kvinder på linie med mændenes landbrugsskoler. 1885-1906 var hun kommunelærerinde i København og blev her engageret i husgerningsundervisning som fortsættelsesundervisning for piger efter børneskolen. I 1891 og 1894 fremlagde hun de første planer herfor, som Københavns kommune så velvilligt på, men først realiserede i en noget anden form i 1898. Fra sine første år i København var Birgitte Berg Nielsen aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK). I 1885 gik hun ind i debatten om tjenestepigers forhold og uddannelse, og i årene herefter fik hun drejet husholdningssagen fra alene at være en social opgave til gavn for de få til også at være et alment folkeoplysende projekt. Hun blev husholdningssagens fremmeste ideolog og en uhyre aktiv fortaler for husholdningsundervisning, i såvel DK, som hun fik til at tage sagen op, som i højskolekredse, landmandsforsamlinger og afholdskredse. I en række fagblade argumenterede hun fremsynet og skarpsindigt med økonomiske, sociale og sundhedsmæssige begrundelser for, hvad huslig dygtighed var værd, og for, at huslig uddannelse var en opgave, som staten burde tage op. Birgitte Berg Nielsen så husholdningssagen som et led i kvindesagen. Kvinder var ikke fødte husmødre, men måtte “lære noget for at være noget”. Igennem både praktisk og teoretisk undervisning skulle kvinderne ikke alene lære om næringsrigtig kost afpasset efter de forskellige hjems økonomi, men også trænes i systematisk og logisk tænkning, så de kunne løse både hjemmets små problemer og samfundets større. Birgitte Berg Nielsen så ikke husarbejdet som særligt knyttet til kvinder og var i 1914 initiativtager til DKs forslag om obligatorisk undervisning i husgerning i folkeskolen for begge køn. I diskussionen om kvindelig værnepligt i form af tvungen husholdningsundervisning stod hun klart på frivillighedens princip. Birgitte Berg Nielsens hjertesag var en videnskabelig husholdningsafdeling ved Landbohøjskolen, som kunne ligestille husholdningen med det øvrige landøkonomiske arbejde og give et ernæringsvidenskabeligt, teknisk og økonomisk grundlag for arbejdet med husholdning. Forslag om en husholdningshøjskole og senere et husholdningsuniversitet arbejdede Birgitte Berg Nielsen på i årtier. I 1899 vedtog DK at støtte hendes forslag, og sagen blev flere gange rejst politisk uden resultat. Hun fortsatte ufortrødent med at arbejde og videreuddanne sig og deltog i det nyoprettede kursus for skolekøkkenlærerinder ved Danmarks Lærerhøjskole 1900-01 og studerede bl.a. kemi ved Landbohøjskolen 1903-06. Fra 1903 til 1915 var hun forstander for DKs husholdningskurser. Omkring århundredskiftet startede flere uddannelser for husholdningslærere, men hverken Danmarks Lærerhøjskole, der uddannede lærerinder til skolekøkkenundervisning i børneskolen, Suhr’s Seminarium, der satsede på byerne, eller Ankerhus Husholdningsseminarium, der var rettet mod landbefolkningen, levede op til Birgitte Berg Nielsens ønsker for det faglige niveau. Glimrende rustet uddannelsesmæssigt og administrativt åbnede hun i 1905 Birgitte Berg Nielsens Husholdningsskole og Husholdningsseminarium på Forhåbningsholms Allé 18 på Frbg. i tilknytning til Københavns Valgmenigheds bygninger. Husholdningsskolen afholdt en række kortere praktiske kurser med henblik på erhverv eller arbejde i eget hjem. På seminariet var kurset for husholdningslærerinder, der blev drevet i samarbejde med Landbohøjskolen, treårigt og dermed et år længere end de to andre husholdningsseminariers. Birgitte Berg Nielsen var i 1906 initiativtager til, og det første år formand for, Pædagogisk Forening for Husholdningslærerinder, som må ses som modtræk til Foreningen af Husholdningslærerinder og -lærere, oprettet samme år af Magdalene Lauridsen på Ankerhus. Da husholdningsskolerne opnåede et mindre statstilskud, blev Birgitte Berg Nielsen 1907 udnævnt til den første statskonsulent for husholdningsundervisning og første kvinde i en tilsynsstilling. I dobbeltstillingen som tilsynsførende og leder af sin egen skole kom hun i konflikt med de øvrige skoler og måtte trække sig tilbage 1908. Hun var medlem af den store husholdningskommission 1918-20, der udarbejdede nye retningslinier for husholdningslærerindeuddannelsen. Først 1924 blev der indført fælles statslige standarder for de tre seminarier, og uddannelsestiden blev sat til to år. Birgitte Berg Nielsen bibeholdt dog en overbygning på sin uddannelse med et ekstra års studier på Landbohøjskolen. Til Birgitte Berg Nielsens skole var der knyttet et husholdningslaboratorium, hvor hun foretog kemiske analyser af næringsindholdet i fødevarer, så på deres værdi i forhold til prisen og deres brugsværdi i husholdningen ved forskellige tilberedningsmetoder. Gennem rejser og spørgeskemaer indsamlede hun oplysninger fra husmødre om husførelse og kostforhold rundt om i Danmark. Hun mente, at husmødrenes erfaringer og gennemprøvede arbejdsgange burde bevares og være med til at udpege problemer, som forskningen skulle tage op. De indsamlede oplysninger dannede grundlag for kostberegninger og husholdningsbudgetter for forskellige husholdninger i forskellige sociale lag, fx publiceret i Danske Analyser af dansk Mad, 1924. Arbejdet i laboratorium og skole blev baggrund for en række undervisningsmaterialer og lærebøger, som Birgitte Berg Nielsen løbende reviderede. Nogle havde mere intern karakter, andre rettede sig mod en bredere kreds. Af de sidste kan nævnes Næringsmiddellære, 1920-25, Regnebog for Husholdningslærerinder, 1924, og Køkkenteori og 101 Skolekøkkenmiddage, 1927. Endelig udgav hun bøger om særlige diæter, Sukkersygekost, 1912, og Kulhydratfattig Kost, 1933. En række beretninger fra skolens undersøgelsesvirksomhed demonstrerede desuden hendes fortsatte faglige nysgerrighed og vældige arbejdsevne. Hun havde således store faglige og pædagogiske ambitioner med sin kendte og ansete skole, som hun ledede indtil 1948. Birgitte Berg Nielsen var også i andre sager aktiv i DK. Hun var i 1892 den kyndige og sikre hånd, der gennemførte en fælles landsorganisation, og blev dennes første landsformand 1892-93. Desuden var hun stærkt engageret i kvindernes valgret, forbedring af kvinders og børns levevilkår, ligeløn, retsstilling for børn født uden for ægteskab og optrådte ofte som skribent og debattør i disse sager. Økonomi interessede hende på mange planer. Hun deltog 1891-92 i kampen for oprettelse af lærerindeseminarier ud fra en grundig redegørelse for lærerinders økonomiske forhold. Senere lå arbejdet for at skaffe statstilskud og fripladser til husholdningselever hende meget på sinde. Sammen med sin mand kørte og vandt hun i 1897 en skattesag mod Københavns kommune, som ikke respekterede deres ægtepagt ved skatteansættelse. Denne dom hilste kvindebevægelsen som en sejr. I en årrække var hun desuden formand for foreningen Friskolebørns Landophold, der blev oprettet, efter at hun i årene 1892-1907 som columnist i Højskolebladet havde beskrevet fattige københavnerbørns vilkår. Birgitte Berg Nielsen satte frem for nogen husholdningssagen på dagsordenen gennem sin kamp for en høj faglig standard. I foredraget Kvindesag og Husgerning, 1920, gik hun ind for, at husholdning fra barneskole til universitetsniveau burde have samme uddannelse og forskning bag sig som andre fag. Hendes detaljerede planer for et husholdningsuniversitet rummede en alsidig forsknings-, forsøgs- og undervisningsvirksomhed inden for alle hjemmets arbejdsopgaver. Først i 1945 blev Specialkursus for Husholdning oprettet ved Århus Universitet, og så sent som i 1986 blev Forskningsinstitut for Human Ernæring åbnet ved Landbohøjskolen, sådan som Birgitte Berg Nielsen havde håbet på. Hun var viljestærk, udholdende og med en stor arbejdsevne, men på grund af sin skarpe og uforsonlige linie blev hun mere respekteret end elsket. Kun langsomt og i tillempet form blev dele af hendes store visionære projekt til virkelighed. Hun opnåede dog mange halve sejre. I 1930 udgav hun erindringsbogen 25 Aars Skolearbejde. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1946. Birgitte Berg Nielsens skoler blev videreført af datteren Rigmor B.N. 1948-57 og bestod til 1961. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Christa_Nielsen

Christa Nielsen

2023-04-22T23:06:13+02:00

fri anvendelse

Christa Nielsen tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium som 31-årig og uddannede sig herefter til skolekøkkenlærerinde på Danmarks Lærerhøjskole 1914-15. Efter en periode som vikar ved Københavns. kommunale skolevæsen blev hun timelærer ved Sundbyvester Skole og var 1919-33 fast ansat samme sted. Som lærer havde hun en naturlig myndighed og venlighed, som gjorde hende afholdt og respekteret. Hun havde fra starten en stærk interesse for skolekøkkenfaget, og i 1928 blev hun tillige udnævnt til tilsynsførende ved kommunens fortsættelseskursus i husholdning og madlavning. I 1933 efterfulgte hun Sofie Rasmussen som skolekøkkeninspektør i København og bestred denne post til 1952. Perioden var præget af stor fremgang for kommunens husholdningsundervisning både inden og uden for Folkeskolen, og Christa Nielsen var primus motor i det store udbygningsarbejde, der fulgte med. En af tidens store opgaver var at videreføre Sofie Rasmussens arbejde med at få ombygget kommuneskolernes gamle køkkener, så de var egnede til den nye såkaldte laboratorieundervisning, som Karen Blicher havde introduceret herhjemme. En anden opgave var at tilrettelægge skolekøkkenundervisningen for drenge, som var blevet indført i København i 1945 under stor diskussion. Christa Nielsen var tilhænger af projektet, men modstander af de betingelser, undervisningen havde i starten. Drengene fik kun et halvt år i husgerning, og timerne blev taget fra pigernes undervisningstid. Alligevel gik Christa Nielsen med stor iver i gang med tilrettelæggelsen og forsvarede konsekvent idéen, også over for modvillige skolekøkkenlærerinder med store og besværlige drengeklasser. Christa Nielsen var god til at fremlægge sit fags problemer set fra alle sider og evnede at være objektiv i sine bedømmelser, hvad der gjorde hende til en dygtig leder. Hun var også en stor støtte for skolekøkkenlærerinderne, som hun holdt god kontakt med gennem både møder og uformelle besøg. Hun kæmpede til stadighed for at forbedre sine kollegers uddannelses- og arbejdsvilkår, og hun var aktiv i Danmarks Skolekøkkenlærinde-Forening, som hun var med til at starte i 1942. Ti år efter blev hun hædret som Københavns-kredsens første æresmedlem. Også ved 50-års jubilæet i Pædagogisk Forening for Husholdnings- og Skolekøkkenlærerinder i 1956 blev hun udnævnt til æresmedlem. Ud over sit fagpolitiske arbejde havde Christa Nielsen gennem årene også andre hverv. 1938-39 var hun medlem af Statsministeriets Husholdningskommission, og 1939-40 sad hun som eneste kvindelige medlem i Undervisningsministeriets ungdomsudvalg, hvor hun særligt arbejdede for oprettelsen af ungdomsskoler for byungdom. Sammen med sin gode veninde Martha Jacobsen stod hun i årene 1939-53 for en række reviderede udgaver af den uundværlige grundbog Lærebog for Huslig Økonomi. Desuden var hun censor ved husholdningslærerindeeksamen. Christa Nielsen var en solid organisator og evnede at få opbygget og udvidet et administrationsapparat på sit felt. Med sin indsats for drengenes skolekøkkenundervisning var hun tillige med til at bane vejen for et tidligt skridt for ligestilling mellem kønnene på husholdningens område. Samtidig var hun en central forkæmper for skolekøkkenfaget og dets lærerinder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elna_Krogh_Nielsen

Elna Krogh Nielsen

2023-04-22T22:59:20+02:00

fri anvendelse

Elna Krogh Nielsen var ældst i en søskendeflok på fire piger og fire drenge. Hun voksede op i et indremissionsk hjem, hvor en kristen livsstil var en integreret del af hverdagen. Faderen var indremissionær og landssekretær for arbejdernes bibelkreds. Moderen var hjemmegående. Elna Krogh Nielsen tog realeksamen fra Brønderslev Realskole i 1926. Hun ville gerne have læst videre, men det var ikke muligt. Forældrene prioriterede i overensstemmelse med tidens normer sønnernes uddannelse. Efter realeksamen havde Elna Krogh Nielsen først en kontorplads i Hjørring, og derefter var hun defektriceelev på apoteket i Brønderslev. Som 18-årig bestemte hun sig for at blive diakonisse i ønsket om at være til gavn for mennesker. Faderen var i første omgang imod. Som socialdemokrat mente han, at diakonissehusene og deres private hospitaler kun var for de rige. Han accepterede dog valget og foranledigede, at Elna Krogh Nielsen søgte optagelse ved Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS), der var funderet i Indre Mission. Her indtrådte hun som søsterelev i 1928 og gennemgik først søsteruddannelsen, dernæst sygeplejerskeuddannelsen 1932-35. I 1937 blev hun indviet som diakonisse. De følgende år arbejdede hun på SLSs hospital, først som sygeplejeassistent og senere som afdelingssøster. I 1939-40 videreuddannede hun sig på det andet hold på Kursus ved Aarhus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker, etableret 1938. Hun valgte linien med undervisning, og det valg blev skelsættende for hendes videre karriere. Her fik hun den første inspiration til årtiers arbejde med at udvikle dansk sygeplejerskeuddannelse. Som lærerinde på Rødkilde Højskoles forskole for sygeplejeelever i sommermånederne efter uddannelsen fik hun yderligere inspiration af stedets lærerstab, Maria Madsen, Margrethe Kruse og Inger Gøtzsche. Ved hjemkomsten til SLS blev Elna Krogh Nielsen ansat som første uddannede instruktionssygeplejerske på stiftelsens velrenommerede sygeplejeskole, grundlagt 1894 af Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm. Daværende forstanderinde Eva Lyngby overlod med det samme skolens ledelse og udvikling til Elna Krogh Nielsen. Hun blev først formel leder af skolen i 1959, men fungerede som sådan fra 1940 og frem til sin afgang i 1981. Hendes første initiativ var indførelsen i 1942 af en ny og for tiden grænseoverskridende uddannelsesplan, der forøgede antallet af teoritimer og introducerede særskilte teorikurser. I 1946 skrev hun den første af en række artikler i Tidsskrift for Sygepleje om uddannelsen på stedet. Hun udviklede kontinuerligt uddannelsesplanen med stor opmærksomhed for, hvad der rørte sig ude i verden. Da loven om autorisation af sygeplejersker fra 1933 blev revideret i 1956, skulle der derfor kun foretages enkelte justeringer på SLS, før undervisningen var i overensstemmelse med de officielle krav. Skolen blev godkendt af Sundhedsstyrelsen i 1958 som en af de første af i alt 34 sygeplejeskoler. Gennem Elna Krogh Nielsens ledelse fasttømrede skolen sin status som en af landets bedste. Fra 1945 begyndte skolen at optage almindelige elever. Der var ingen problemer med rekrutteringen, og pladsen blev efterhånden for trang. SLS byggede derfor i 1967 en ny moderne sygeplejeskole, der var i drift til 1991. For at dygtiggøre sig foretog Elna Krogh Nielsen adskillige studierejser til sygeplejeskoler i Sverige, Finland, Norge og England. Desuden studerede hun i 1958-59 Educational programmes in nursing på Boston University, USA. 1962-64 læste hun som deltidsstuderende pædagogik og psykologi ved Danmarks Lærerhøjskole. I Dansk Sygeplejeråd (DSR) var man opmærksom på Elna Krogh Nielsens store viden om uddannelsesspørgsmål, og hun repræsenterede rådet i adskillige udvalg og blev desuden medlem af hovedbestyrelse og forretningsudvalg 1966-76. I 1967 stillede hun op som formandskandidat. Kirsten Stallknecht blev imidlertid valgt, hvilket Elna Krogh Nielsen ikke tog fortrydeligt op, tværtimod fik de et fortrinligt samarbejde i årene derefter. Som Elna Krogh Nielsen udtrykte det, har DSR altid haft den formand, der var brug for på det givne tidspunkt. Hendes største indsats i DSR blev lagt i de udvalg, der arbejdede med evaluering af og forslag til ændringer af grunduddannelsen. Hun var formand for vurderingsudvalget 1963-69, for syge- og sundhedsudvalget 1966-76 og blev derefter særlig sagkyndig i sager vedrørende uddannelse frem til 1980. Fra disse udvalg udgik to rapporter i henholdsvis 1966 og 1969, sidstnævnte med et detaljeret forslag til ændring af uddannelsen. På basis af dette arbejde blev Elna Krogh Nielsen medlem af Indenrigsministeriets uddannelsesnævn for revision af sygeplejerskeuddannelsen 1970-72, herefter dets særlige konsulent til 1974. Fra udvalget kom en betænkning i 1975, hvori man foreslog, at grunduddannelsen blev ændret fra en lærlingeuddannelse til et studium, men forslaget blev af økonomiske grunde ikke gennemført i første omgang. Endelig var Elna Krogh Nielsen medlem af sundhedsprioriteringsudvalget under Indenrigsministeriet 1974-77. Elna Krogh Nielsens værk inden for sygeplejen har været kendetegnet af en vedholdende argumentation for, at uddannelsen skulle udvikles i takt med et foranderligt samfunds behov. Sygeplejersker skulle ikke uddannes til gårsdagens samfund, men til fremtidens. Fundamentet burde være kristendommens næstekærlighedsbud, fordi patienten var det centrale, og dette måtte samfundets stigende krav om effektivitet ikke overskygge. Hun tog afstand fra tidens fastholdelse af lærlingesystemet ud fra argumentet, at man ikke kan være under uddannelse og regnes for en del af personalet på samme tid. I stedet mente hun, at uddannelsen skulle foregå i universitært regi og baseres på egen teori- og vidensudvikling. I 1990 kom den uddannelsesreform, der gjorde dansk sygepleje til et studium. Dermed virkeliggjordes de idéer, Elna Krogh Nielsen havde arbejdet for i årtier. I 1981 fratrådte hun sin stilling som skoleforstanderinde og påbegyndte en aktiv pensionisttilværelse. I 1983 var hun medforfatter af en rapport om etablering af det hospice på SLS, der blev åbnet 1992, ligesom hun fortsat har skrevet en lang række artikler i fagtidsskrifter og publikationer udgået fra SLS. Endvidere har hun taget kursus i teologi for lægfolk på åbent universitet i Århus 1985-89 og begyndte i 1996 at læse teologi ved åbent universitet i København KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Munk_Nielsen

Kirsten Munk Nielsen

2023-04-22T23:12:20+02:00

fri anvendelse

Kirsten Munk Nielsen kom fra et kultiveret præstehjem og fik en alsidig almen uddannelse. Som ung var hun på højskole, arbejdede som kontorist og tog ved siden af nysproglig studentereksamen som privatist i 1923. Hun aflagde eksamen som lærerinde på Tønder Seminarium i 1928 og blev året efter ansat på Blindeinstituttet på Refsnæs, hvor hun underviste frem til 1934. Herefter var hun kommunelærerinde, først en kort tid i Fåborg og senere i Odense. Inden da havde hun 1932-33 taget både skolekøkkenuddannelsen på Danmarks Lærerhøjskole og et kursus i finere madlavning på Suhr’s Husholdningsskole. Kirsten Munk Nielsen havde således en bred pædagogisk viden og erfaring, da hun i 1943 fik en krævende dobbeltstilling, dels som lærer og inspektør ved skolekøkkenlærerindeuddannelsen på kvindeseminariet i Ribe, dels som tilsynsførende for skolekøkkenundervisningen ved alle offentlige og private børneskoler uden for København Den sidste stilling havde husholdningsbevægelsens kvinder efterlyst i over 20 år. To år efter blev hun i 1945 tillige medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet. Arbejdet som tilsynsførende var særdeles omfattende, fordi faget ved skoleloven af 1937 var blevet gjort obligatorisk, mens der endnu både manglede skolekøkkenlærerinder og skolekøkkenfaciliteter landet over. Med sit udpræget beskedne væsen beklagede hun sig ikke selv over sin arbejdsbyrde, men Danmarks Skolekøkkenlærerindeforening, oprettet 1942, gjorde flere gange opmærksom på den dårlige normering af stillingen som tilsynsførende, og i 1950 blev den omdannet til en selvstændig inspektørstilling på fuld tid. Kirsten Munk Nielsen slog sig nu ned i København og koncentrerede sig frem til sin afgang i 1968 om den nærmest forcerede udbygning af faget i folkeskolen. I Kirsten Munk Nielsens vurdering af hver enkelt lærer, hun førte tilsyn med, var der oftest mere ris end ros, men hun var også et venligt menneske, der gav sig tid til at tale med folk, og bag kritikken lå en opfordring til personligt at dygtiggøre sig og følge med tiden. Selv havde hun en moderne indstilling. Hun gjorde op med førkrigstidens fokus på sparsommelighed, ligesom hun fx gerne havde set, at opvasken blev klaret af maskiner, så eleverne kunne anvende deres tid mere udbytterigt. De fysiske rammer for skolekøkkenfaget lå hende meget på sinde, og med inspiration fra studierejser i udlandet arbejdede hun sig i løbet af 1950’erne frem mod en køkkentype, som kunne stå mål med den moderne husholdningsteknologi og de nye pædagogiske metoder, om end hun ofte måtte kæmpe indædt med arkitekterne for at få sine idéer omsat i praksis. Desuden udarbejdede hun undervisningsplaner, der kunne formidle de nye ernæringsteorier til lærerinderne og rådgive om undervisningsmetoder i fagets omlægning fra skolekøkken til husgerning. Kirsten Munk Nielsen var af natur tilbageholdende, men stillede krav for sit fag, som hun gennem et kvart århundrede viede hele sin interesse og arbejdskraft. I hendes hoved var det ikke fagets arbejdsvilkår og status udadtil, men den enkelte lærerindes uddannelse og dannelse, der stod i centrum. I 1963 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kjerstine_Nielsen

Kjerstine Nielsen

2023-04-22T23:10:46+02:00

fri anvendelse

Kjerstine Nielsen vidste allerede fra seks-syvårs alderen, at hun ville være lærer. Hun gik i landsbyskole og sugede med stor nysgerrighed al viden til sig. Som ung pige var hun et år i huset hos et lærerpar og tog derpå til København, hvor hun i 1930 tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium. De næste par år var hun bl.a. på højskole i Tinglev og tog forskellige sprogkurser. 1932-33 gennemgik hun uddannelsen til skolekøkkenlærerinde og tog årskursus i svensk og tysk på Danmarks Lærerhøjskole (DLH). Hun blev herefter vikar ved Københavns kommunale skolevæsen og i 1937 fastansat ved Ny Carlsbergvejens Skole, hvor hun underviste i skolekøkken både i barneskolen og på aftenskolen og havde lærerstuderende i praktik. 1949 blev Kjerstine Nielsen medlem af Københavns Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse. Året efter blev hun næstformand, og 1951-54 var hun formand. Denne sidste post indebar, at hun samtidig var formand for Fælleslærerrådet i København, som var bindeled mellem de kvindelige og mandlige lærere. Som KKLs formand var hun tillige medlem af Danmarks Lærerforenings (DLF) hovedstyrelse og Lærerorganisationernes Samarbejdsudvalg, og i perioden 1953-55 sad hun i bestyrelsen for Nordens Lærerindeforbund. Med sit kyndige og samvittighedsfulde organisationsarbejde bidrog hun til opnåelse af vigtige resultater, bl.a. i forbindelse med lønforhandlinger, overlærerordningen, prøveudvalget for optagelse til 1. mellem og i forhandlinger om personsager. Ved siden af disse krævende tillidshverv var hun 1950-67 bestyrelsesmedlem i den danske Sonnenbergkreds, som hun var medstifter af. Kredsen arbejdede for at fremme den internationale forståelse mellem lærere i den anspændte atmosfære efter Anden Verdenskrig. I 1954 blev Kjerstine Nielsen ansat på DLH i to ledende stillinger på én gang, nemlig dels som pædagogisk inspektør og stedfortræder for rektor Ernst Larsen, dels som leder af skolekøkkenafdelingen. Hun havde da en ualmindelig omfattende pædagogisk, faglig og administrativ erfaring, som rektor havde fået øje på og ønskede at bruge, da DLH efter en ny læreruddannelseslov skulle tage sig af al videreuddannelse af lærere og derfor stod over for en omfattende udvidelse. Skolekøkken havde før kun været et fagtilbud på kvindeseminarier og DLH, men i 1955 blev faget oprettet ved alle seminarier. DLH fik dermed øget konkurrence på dette felt, og Kjerstine Nielsen indså klart, at skolekøkkenafdelingen måtte have et fagligt løft. Da hun ikke selv var videnskabeligt kvalificeret og heller ikke havde faget som særlig præference, gik hun med glæde over til fuldtidsarbejde som pædagogisk inspektør i 1961. Hendes afløser som forstander ved skolekøkkenafdelingen blev Bodil Hansen. Hun var videnskabeligt uddannet, men uden praktisk pædagogisk erfaring fra folkeskolen, og hendes udnævnelse til inspektør vakte af samme grund bestyrtelse blandt skolekøkkenlærerinderne. I hele sin tid som skolekøkkeninspektør, dvs. 1954-61, var Kjerstine Nielsen medlem af repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet. Hun fandt også tid til studierejser og var bl.a. i USA i 1958, hvor hun studerede opbygningen af skolekøkkenuddannelsen ved de amerikanske universiteter og også fulgte nogle kurser i ernæring. Fra 1958 til 1964 var hun i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd. 1961-74 koncentrerede Kjerstine Nielsen sig alene om arbejdet som pædagogisk inspektør. Efter en ny lov om DLH fra 1964 rangerede hun herefter på lige fod med administrator, og hendes stilling omfattede såvel selvstændig varetagelse af særlige pædagogiske opgaver som deltagelse i ledelsen af det pædagogiske arbejde, herunder tilrettelæggelse af kursusplaner og behandling af ansøgninger om optagelse. Sidstnævnte del af arbejdet bragte hende på hat med hele Danmarks lærerstand, og denne personlige kontakt var for hende det bedste ved stillingen. I en periode, der var kendetegnet af DLHs ekspansion og faglige udvikling, ledede hun forhandlingerne indadtil med institutterne og de otte provinsafdelinger, som på denne tid blev opbygget. Oprettelsen og driften af et kollegium i forbindelse med DLH blev også i praksis hendes sag. Udadtil stod hun for kontakten til skoler, DLF og forskellige myndigheder. Kjerstine Nielsen var en meget kompetent og loyal medarbejder og fungerede som DLHs trygge forbindelse til folkeskolen og DLF. Hun havde en sikker forståelse for, hvordan lærere og lærerorganisationer oplevede DLH i en tid, der var præget af videnskabeliggørelse og akademisk oprustning. Da DLH i 1963 blev en højere læreanstalt og ledelsesstrukturen blev ændret til et lærerråd, var Kjerstine Nielsen det eneste ikke-akademiske medlem. Siden indtrådte hun i konsistorium, da det blev oprettet i 1971 som DLHs nye ledelsesforum. Også i disse sammenhænge skabte hun med sine altid velgennemtænkte og realistiske oplæg respekt om stillingen som pædagogisk inspektør. Ved sin flid og sit sobre og samvittighedsfulde arbejde fik hun en umådelig mængde sager fra hånden. Men hun overså aldrig de menneskelige aspekter og viste venlig hjælpsomhed over for alle; hun blev karakteriseret som en god pædagog og en dygtig leder med stor forhandlingsevne, slagfærdighed og muntert lune. 1964 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mathilde_Nielsen_-_p%C3%A6dagog_og_kommunalpolitiker

Mathilde Nielsen

pædagog og kommunalpolitiker

2023-04-22T23:10:58+02:00

fri anvendelse

Det var børnene og deres mødre, der stod i centrum for Mathilde Nielsens livslange virke i børneforsorgen og i det politiske liv. Hun var nærmest født til at have med børn at gøre. Som den ældste i en flok på 12 var det hende, der skulle passe sine søskende, mens moderen arbejdede i marken, der hørte til husmandsstedet i Thy. Faderen var sømand, og familien kæmpede en sej kamp for eksistensen. Da Mathilde Nielsen var 13 år gammel, drog de til København, hvor faderen havde fået arbejde i Store Nordiske Telegrafselskab. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene og arbejdede i en årrække som strygerske. I den periode gjorde hun forgæves forsøg på at organisere kvinderne inden for faget. Først efter at være blevet gift og have fået to børn gik Mathilde Nielsen i gang med en uddannelse som børnehavelærerinde, og 1922 fik hun eksamen fra Frøbelseminariet. I de følgende år virkede hun som leder af forskellige kbh.ske børnehaver, bl.a. Skarøgades Frøbelske Folkebørnehave. Hun opfattede børneinstitutionerne som et led i opdragelsen, hvor barnet i pædagogiske hjemlige rammer skulle modnes til skole og samfund, og beklagede, at de nødtvungent var blevet sociale foranstaltninger for børn af enlige og udearbejdende mødre. Hendes håb var, at antallet af børnehaver blev udvidet, så også børn af hjemmearbejdende mødre kunne få den pædagogiske påvirkning, der var så udviklende for dem. Allerede før hun blev pædagog, havde Mathilde Nielsen fået praktisk føling med børnearbejdet. 1918 blev hun udpeget til værgerådsmedlem i København Værgerådene var blevet oprettet i forbindelse med Børneloven af 1905, og det blev i loven fastsat, at kvinder kunne få sæde i rådene. De havde til formål at tage sig af forbryderiske og forsømte børn. I forbindelse med Socialreformen i 1933 omdannedes værgerådene til børneværn, og Mathilde Nielsen var selvskreven til at fortsætte arbejdet her. Hendes intention var at tage ordet værne alvorligt: institutionerne under børneforsorgen skulle hjælpe og vejlede, ikke straffe. Men kampen mod værgerådenes og børneværnenes straffemyndighed var vanskelig, for flertallet af medlemmerne var mænd, der var konservative i deres opfattelse af børn og sociale forhold. Mathilde Nielsen var ligeledes aktiv i børneforsorgens organisationer. Hun var i 1926 medstifter af Landsforeningen Forebyggende Børneværn. Fra 1934 var hun landsforeningens sekretær, og efter i en årrække at have været næstformand blev hun i 1950 formand og beklædte denne post til kort før sin død. 1953-54 var hun endvidere som den første kvinde formand for Børnesagens Fællesråd og 1945-58 medlem af bestyrelsen for Barnets Hus. Hendes omsorg for mødrene kom bl.a. til udtryk i hendes indsats for Kvindehjemmet, hvor hun 1941 indtrådte i bestyrelsen og allerede året efter valgtes til formand, en post, hun bestred til sin død. Under hendes ledelse flyttede Kvindehjemmet i 1945 fra det gamle domicil i Læssøesgade til den store nye bygning på Jagtvejen, hvor det stadig har til huse. Politisk tilhørte Mathilde Nielsen Socialdemokratiet, som hun i 1915 var blevet medlem af, og hun deltog fra starten aktivt i partiforeningens arbejde. Her mødte hun sin anden mand, der fra 1918 havde været formand for foreningen, og som havde tilskyndet hende til at tage en uddannelse. 1935-54 var hun medlem af Borgerrepræsentationen, og også i denne sammenhæng var det børnenes og kvindernes vel, der optog hende. Gentagne gange slog hun til lyd for ordentlige offentlige legepladser til byens børn, ligesom hun gik ind for ansættelse af skolepsykologer. Både inden for kommunalpolitik og børneforsorg udførte Mathilde Nielsen et stort arbejde, og især dansk børneforsorg nød godt af hendes kolossale pædagogiske og organisatoriske indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Merete_Nordentoft

Inger Merete Nordentoft

2023-04-22T23:11:26+02:00

fri anvendelse

Inger Merete Nordentoft blev herostratisk berømt for en affære, som hun oprindelig ikke tilskrev nogen betydning, men betragtede som hørende til privatsfæren. Berømmelsen siger mere om den tid og det samfund, hun arbejdede for, end om hende selv. På fædrene side stammede Inger Merete Nordentoft fra Nordentoftgårdene uden for Thisted. Farfaderen var præst, og alle hans mange børn, pigerne inklusive, fik gode uddannelser, så da Inger Merete Nordentoft blev født, var slægten præget af præster, læger og dygtige, selverhvervende kvinder. Moderen kom fra Thisteds solide borgerskab og gennemlevede i løbet af sit ægteskabs første syv år at føde fem børn og miste de to ældste. Forældrenes ægteskab var uharmonisk, og da familien efter en flytning til Vordingborg blev opløst ved skilsmisse, valgte den niårige Inger Merete Nordentoft at bo hos sin fader, mens moderen tog til København med de to søskende. I 1915 giftede faderen sig igen, men den unge kone døde, og Inger Merete Nordentoft blev atter rykket op med rode, da faderen flyttede til Svendborg. I 1918 blev han anholdt, sigtet for bl.a. fosterfordrivelse, og efter dommen, der faldt i 1920, indsat til afsoning i Horsens Tugthus, hvor han sad i ti år. I Svendborg, hvor Inger Merete Nordentoft var anbragt hos en lærerfamilie, mens hun tog realeksamen, traf hun den nybagte lærerinde, senere chef for Det Danske Pigespejderkorps Elisabeth Flagstad og blev spejder med liv og sjæl. 1920 blev også for Inger Merete Nordentoft selv et genforeningens år. De følgende tre år boede hun i Tønder hos sin moder, der var blevet jordemoder, sine søskende og moderens nye ægtefælle, gik på byens lærerseminarium og var med til at grundlægge pigespejderarbejdet i Sønderjylland. Efter sin eksamen 1923 var hun lærerinde i skovridergården i Korinth på Fyn, hvor Flagstad netop havde åbnet sin spejderskole, og blev så i 1924 ansat ved Valby Skole. Midt i 1930’erne kastede hun sin energi på pædagogik og politik. Hun meldte sig ind i Socialdemokratiet, var medlem af Københavns Kommunelærerindeforenings (KKL) bestyrelse 1935-45, formand i de vanskelige år under Anden Verdenskrig 1939-45, i samme periode formand for Fælleslærerrådet i København og medlem af Nordisk Lærerindeforbunds bestyrelse. Desuden var hun medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og 1939-49 Danske Kvinders Nationalråds (DKN) repræsentant i The International Council of Women’s Education Committee. Inger Merete Nordentoft fik pædagogisk inspiration fra mange sider i disse år, fra de nordiske kolleger, fra progressive kræfter i USA og fra et tæt samarbejde med bl.a. Anne Marie Nørvig. Inger Merete Nordentofts kongstanke var individuel undervisning, en kontroversiel idé på et tidspunkt, hvor klasseundervisning stadig var en ønskedrøm i adskillige landsbyskoler, men det lykkedes hende at få oprettet studiekredse i de kbh.ske lærerorganisationers regi. Hun var indtrådt i udvalget til udgivelse af Psykologisk-pædagogisk Bibliotek, og i 1939 kom læsebogen Min egen Bog, som Inger Merete Nordentoft bidrog til og var medredaktør af, i 1942 Nu kan jeg læse. Størst indflydelse på hendes udvikling fik samarbejdet i gruppen omkring tidsskriftet Kulturkampen, 1935-39, med bl.a. Torben Gregersen, Elias Bredsdorff, Poul Henningsen og Martin Andersen-Nexø. I 1939 redigerede hun et særnummer om demokratiet og skolen. Inger Merete Nordentoft var ved Besættelsen i april 1940 stærkt engageret fagpolitisk, pædagogisk, i en større sammenhæng kulturradikalt i beredskabet mod nazismen, og i kampen for ligestilling mellem kønnene. Sommeren 1940 kom hun gennem Torben Gregersen i kontakt med Aksel Larsen, og gennem ham med den kommunistiske modstandsbevægelse. Desuden var hun fra starten i 1941 med i Dansk Studie Ring, siden kaldet Ringen, stiftet af bl.a. Frode Jakobsen og John Christmas Møller. Hun var tilknyttet Frit Danmarks lærergruppe og var bl.a. med til at skaffe jøder og kommunister til Sverige. Da Aksel Larsens netværk blev optrevlet efter hans arrestation, blev Inger Merete Nordentoft og den kommunistiske radiotelegrafist, hun husede, arresteret af Gestapo, og i marts 1943 idømtes hun fem måneders fængsel. Hun klarede sig igennem fængselstiden ved at færdiggøre Min ABC, 1-2, 1944, og fortsatte så i øvrigt sit illegale arbejde efter løsladelsen. I 1941 havde hun meldt sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), politisk stod hun herefter for en systemændring, og hendes lille skrift Opdragelse til Demokrati, der blev udgivet illegalt i 1944 må opfattes som hendes forberedelse af Efterkrigstidens kamp for et ændret samfund. I KKL murrede opstanden imod Inger Merete Nordentoft, adskillige medlemmer fandt illegalt arbejde uforeneligt med formandskabet i en tjenestemandsorganisation. Ikke desto mindre blev hun i februar 1945 udnævnt til efterfølger for den højt estimerede pædagog Margrethe Petersen som inspektør på Katrinedalsskolen i Vanløse, en udnævnelse, der var i direkte modstrid med daværende skoledirektør Thorkild Jensens indstilling. I oktober 1945 kom hun i Folketinget for kommunisterne, opstillet i Valby og valgt med 27% af kredsens stemmer. Også for partiet som helhed var valget i 1945 en markant sejr, idet DKP fik 18 mandater. Samme år havde hun udvidet sin husstand med et adoptivbarn. Kort efter meddelte hun i et lukket lærermøde på Katrinedalsskolen, at hun agtede at søge orlov fra sit embede, fordi hun var gravid. Hun havde ikke i sinde at gifte sig. Fire dage senere måtte hun stå skoleret for Thorkild Jensen. Gennem det næste år fyldtes aviser og tidsskrifter med Nordentoftsagen, og hun blev fordømt fra mange sider. Sagen udviklede sig til en principiel debat om kvinders ret til moderskab, uanset civilstand. Bl.a. skoledirektøren krævede hendes afsked, og sagen endte i Folketinget. Inga Dahlsgård, der var redaktør af DKs medlemsblad Kvinden og Samfundet, kaldte den rammende “en Hekseproces”, i øvrigt forholdt både DK og DKN sig passivt. Det gjorde KKL derimod ikke: To dage efter Inger Merete Nordentofts møde med skoledirektøren betegnede et flertal af KKLs bestyrelse hende i Berlingske Tidende som “samfundsskadelig”, og ved en senere afstemning blandt medlemmerne tog tre fjerdedele af dem afstand fra hende. Men ikke forældrekredsen ved Katrinedalsskolen. Der blev i slutningen af 1945 indsamlet næsten 800 stemmer for Inger Merete Nordentofts forbliven som leder, og ved en senere skriftlig afstemning blandt forældrene valgte 75% at lade deres børn forblive på Katrinedalsskolen, mens den sidste fjerdedel foretrak at flytte dem til en anden skole. Inger Merete Nordentoft skrev året efter i en kortfattet redegørelse, at hendes handlemåde måske kunne være en hjælp for andre ugifte mødre til at gennemføre et svangerskab og dermed nedbringe antallet af illegale aborter, der årligt kostede menneskeliv: “Det er ethvert voksent Menneskes Ret at leve sit Liv efter sin Overbevisning.” Set i et langt perspektiv blev Nordentoftsagen en fortsættelse af Inger Merete Nordentofts mærkesag som formand for KKL: ligestilling mellem kønnene i alle forhold. Inger Merete Nordentoft sad i Folketinget indtil 1953, da hun ikke ønskede genvalg. Hun var aktiv i skolespørgsmål, men blev i øvrigt generalist i folketingsarbejdet. Hun afløste 1945 Alvilda Larsen i finansudvalget og videreførte dermed DKPs linie med at bryde det mandlige monopol her. Desuden sad hun bl.a. i lønningskommissionen. Hun var respekteret fra alle sider og i kontakt med brede kredse i landet gennem sit arbejde i fx Frihedsfonden og sit medlemskab af landsledelsen i Danmarks Demokratiske Kvindeforbund, den danske afdeling af Fédération Démocratique Internationales des Femmes, der bl.a. arbejdede for fredssagen. Hun var medlem af centralkomitéen i DKP 1949-57. I hendes fortolkning var marxismen “kernen i en kæmpende humanisme”. Efter den 20. partikongres’ afsløringer fra Stalintiden og besættelsen af Ungarn i 1956 forsøgte hun at ændre DKPs holdning, men fik ikke én eneste stemme, da hun samme år stillede op til genvalg i centralkomitéen. I 1957 tog hun konsekvensen og meldte sig ud af partiet. Inger Merete Nordentofts største indsats var pædagogisk, og her, som i hendes politiske virke, var udgangspunktet kulturradikalismens idé om opdragelse til demokrati, skærpet af besættelsestidens erfaringer. Hun hentede inspiration fra mange sider, bl.a. i 1920’ernes og 1930’ernes reformpædagogik og i grundtvigske friskoleidéer. Målet var demokratisering af folkeskolen gennem enhedsskolen, dvs. afskaffelse af prøver og deling af børn i boglige og ikke-boglige klasser og den autoritære lærerrolles bortfald til fordel for en samarbejdsrelation mellem lærere og elever. Midlerne var individuel undervisning, gruppearbejde og børnenes træning i selvvirksomhed. Inger Merete Nordentoft opfandt ikke et pædagogisk system, men hun kombinerede eksisterende elementer og gjorde det med pragmatisk forståelse for det mulige, i opposition til tidens overvejende kristeligt-autoritære skolesyn. Hendes tanker fandt bl.a. udtryk i det lærebogsmateriale, hun lavede. Den såkaldte Emdrupplan, udarbejdet sammen med lærere fra Frit Danmark med Georg Christensen i spidsen i den sidste besættelsesvinter og publiceret i 1945, blev indsendt til Undervisningsministeriet, og Inger Merete Nordentoft fremlagde den igen i sin finanslovstale i Folketinget om efteråret. Planen, der senere delvis gennemførtes på Emdrupborg Skole under Nørvigs ledelse, blev det største forsøgsprojekt i folkeskolen med indflydelse langt ud i fremtiden. På Katrinedalsskolen lykkedes det Inger Merete Nordentoft at gennemføre en revideret udgave af planen 1950-58. Efter krigen var hun medforfatter til en række lærebøger, herunder læsebogssystemet På landet og i byen, 1950 og Litteraturbogen 1-2, 1955-58, og hun var bl.a. redaktør af udgivelsesserierne Børnenes Læsning og Klassens Bibliotek. Desuden medvirkede hun til udarbejdelsen af et værk om skolen under Besættelsen Og Hverdagen skiftede, 1946. Inger Merete Nordentoft var en fornem repræsentant for den kæmpende humanisme, intet samfund kan undvære. Hun satte sig blivende spor og døde alt for tidligt, kun 57 år, efter en lang kamp mod en svær cancer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edith_Norrie

Edith Norrie

2023-04-22T23:11:29+02:00

fri anvendelse

Edith Norries forældre var begge veluddannede og engagerede mennesker, der tog del i tidens debat. I et interview i Nationaltidende 1940 med overskriften “Jeg var alligevel ikke dum!” fortalte Edith Norrie om, hvor flovt det var for hende at få at vide af skolebestyrerinden, at når man var datter af Gordon og Charlotte N., kunne man ikke være bekendt at være oversidder. Da hun var barn, var ordblindhed, som hun led af, ikke anerkendt som en lidelse, der kunne gøres noget ved, og Edith Norrie følte sig underlegen både over for sine kammerater og lærere på N. Zahles Skole og måtte slutte skolegangen i 1904. Dernæst uddannede hun sig i London i calisthenics, dvs. engelsk kvindegymnastik, og gav undervisning i det 1906-10, efter at hun var vendt tilbage til København Samtidig tog hun privatundervisning i klaver hos Dagmar Borup og i sang hos Margrethe Boye Jensen og baronesse Lona Gyldenkrone samt i musikteori hos organist P.S. Rung-Keller. I 1931 aflagde hun Musikpædagogisk Forenings eksamen, og i 1934 studerede hun endvidere sang i Stockholm hos Anna Pettersson Norrie. Edith Norrie sang i Cæciliaforeningens store kor 1910-20 og i Madrigalkoret 1911-19; begge blev ledet af Rung-Keller. Da hun debuterede i 1913 ved en solokoncert med Borup som akkompagnatør, vurderede anmelderne imidlertid, at det næppe var som koncertsangerinde, hun skulle komme til at gøre sig gældende. Hun blev beskrevet som en ung dannet dame af god familie med en nydelig lille stemme og et troværdigt rørende foredrag. På trods af de nedvurderende anmeldelser optrådte hun efterfølgende ved flere koncerter i København og havde senere også en del radioudsendelser, den første i 1927. Nogle år forinden var hun flyttet til Haderslev, hvor hun hyppigt var solist ved velgørenheds- og kirkekoncerter i Sønderjylland. Her arrangerede hun også en soloaften med Johanne Stockmarr som akkompagnatør, og nu blev hendes “klokkerene Tone” og “poetiske og kultiverede Foredrag” fremhævet i anmeldelsen. Hun boede i Haderslev i 19 år, hvor hun ernærede sig ved klaver- og sangundervisning og i øvrigt blev en kendt skikkelse i byen, der bl.a. tog del i det nationale kulturarbejde efter Genforeningen 1920. Men det var som ordblindepædagog, at Edith Norrie fandt sit specielle virkeområde. Hun har beskrevet, hvordan hendes eget handicap for alvor gik op for hende, da hun i 20-års alderen skulle skrive kærestebreve til sin forlovede. Hun begyndte da at udarbejde teknikker, der kunne forbedre hendes stavning. Bl.a. vænnede hun sig til at opløse alle ord og føre dem tilbage til grundformen for dernæst at nå til at mestre bøjningen af dem i alle tider og former. Efter at hun 1935 havde aflagt talepædagogisk eksamen og fået lægelig autorisation til at undervise, begyndte hun at udarbejde sit eget undervisningssystem for ordblinde børn og voksne. Ud over at trække på sine ungdomserfaringer foretog hun en fonetisk videreudvikling af lærer Margrethe Marstrands såkaldte bogstavsættekasse med en billedtavle og bevægelige bogstavbrikker. Eleverne skulle endvidere anvende et spejl til registreringen af lydenes placering i munden. Edith Norrie underviste ordblinde og også nogle få nodeblinde i Haderslev i slutningen af 1930’erne, indtil hun 1939 flyttede til København og samme år etablerede Ordblinde-Instituttet, det første af sin art i Europa. I 1948 blev instituttet overtaget af Landsforeningen for Ordblindesagen i Danmark, der var blevet stiftet i 1943 af elever og forældre fra instituttet. Det blev statsanerkendt, og statsstøtten blev stærkt forøget. Edith Norrie fortsatte som instituttets forstander frem til 1955. Edith Norrie, der betragtede eleverne som patienter og selv færdedes på instituttet i hvid lægekittel, brændte for de ordblindes sag. Men de gode resultater, hun opnåede, gjorde også, at hun livet igennem kun anerkendte sin egen metode. Denne mangel på åbenhed over for andres erfaringer fik et antal af hendes medarbejdere, ledet af Erik Detlefsen og Eva Jacobsen, til at bryde ud og starte deres egen ordblindeskole i 1948, først under navnet Detlefsen og Jacobsens Ordblindeskole, fra 1963 Hovedstadens Ordblindeskole. Edith Norries skarpe standpunkter og lidet diplomatiske væremåde skabte samarbejdsvanskeligheder i adskillige situationer, men hun havde, måske på grund af sin opvækst i et lægemiljø, et gnidningsfrit og produktivt samarbejde med de førende lægelige autoriteter på området Knud Hermann og Henning Skydsgaard. Også som medlem af Talepædagogisk Forening gav Edith Norrie sine synspunkter klart til kende, da problemer omkring foreningens tilslutning til oprettelsen af et tysk ledet internationalt selskab for talepædagogik og stemme- og talefejl dukkede op på en generalforsamling i 1938. Formanden Henrik Bering Liisberg mente, at han havde fået garantier for, at de enkelte lande selv kunne beslutte deres politik over for jødiske medlemmer og foredragsholdere, hvilket Edith Norrie med sine erfaringer fra grænselandet stillede sig skeptisk overfor. Striden mellem Bering Liisberg og Edith Norrie fortsatte, hun klagede over ham til Den Almindelige Danske Lægeforening og Socialministeriet, og han karakteriserede hende over for ministeriet som autodidakt, hvilket efter hendes opfattelse sandsynligvis var årsag til bortfaldet af en vis statsstøtte til ordblindes undervisning. Bølgerne gik højt, og Edith Norrie meldte sig ud af Talepædagogisk Forening, mens Bering Liisberg trak sig tilbage fra sine tillidsposter i foreningen. Edith Norrie var også i en vis udstrækning nodeblind. Hun spillede som ung en del firhændigt med sin fader, og de undrede sig begge over, at hun altid måtte øve grundigt på sine stemmer, mens hendes fader læste noderne fra bladet. Efter sin succes med bogstavsættekassen til ordblinde prøvede hun også at udarbejde et system til afhjælpning af nodeblindhed og udgav i 1953 Node-Plast, en mappe med løse plastiknoder. Særlig i en periode i 1940’erne og 1950’erne beskæftigede hun sig med nodeblindhed, holdt foredrag og var sammen med bl.a. hørelærepædagog ved Musikkonservatoriet Margrethe Levinsen medarrangør af studiekredse om emnet. Edith Norrie udgav i 1939 en lille bog Om Ordblindhed og skrev adskillige artikler om såvel ord- som nodeblindhed, bl.a. Ord-, tal- og nodeblindhed i Musikpædagogen 1951 samt Behandling af ordblindhed i Nordisk tidsskrift for tale og stemme 1956. Kort før sin død færdiggjorde hun endvidere bogen Ordblindeundervisning med fonetisk sættekasse. Sættekassen blev oversat til bl.a. engelsk, og Edith Norries arbejde blev kendt adskillige steder i udlandet. I hendes sidste år var især forbindelsen med USA omfattende, og hendes arbejde blev omtalt i amerikanske tidsskrifter. Edith Norrie nåede ved store anstrengelser frem til selv at kunne stave og skrive, mens hendes læsefærdigheder forblev svage, fx kunne hun ikke støtte sig til et manuskript, når hun holdt foredrag. Hun ville gerne have haft en akademisk uddannelse, men det rakte hendes læsetempo ikke til. Derimod kunne hun som de færreste sætte sig ind i og finde løsninger på klienternes handicap, fordi hun selv havde problemet inde under huden. Hun hjalp mange børn og voksne i de ca. 25 år, hun virkede som ordblindelærer, og hendes sættekasse, der i dag findes på Dansk Skolemuseum, betragtes med rette som en klassiker inden for ordblindeundervisningen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sigrid_Nutzhorn

Sigrid Nutzhorn

2023-04-22T23:11:32+02:00

fri anvendelse

Sigrid Nutzhorn var i første halvdel af 1900-tallet levende engageret i at udvikle og forny pige- og kvindegymnastikken i Danmark. Hun voksede op i et grundtvigiansk og musikalsk miljø på Askov Højskole, hvor faderen var musik- og historielærer. Som barn overværede hun en gymnastikopvisning af mandlige, svenske studenter fra Lund, som turnerede i Danmark i 1885, og opvisningen gjorde et stærkt indtryk på hende. Da den svenske gymnastik samtidig blev indført på Askov Højskole, fik også de kvindelige elever lov til at deltage. Sigrid Nutzhorn var således vidne til den første opblomstring af kvindegymnastik på landet, og hun besluttede tidligt, at hun ville være gymnastiklærerinde. Sigrid Nutzhorn gik på den private, eksamensfrie skole i Askov, og efter et år som ung pige i huset hos storesøsteren Johanne, der var gift med statskonsulent Axel Appel, deltog hun på Askovs udvidede højskolekursus 1892-93. Derefter modtog hun i et par år privatundervisning i anatomi og gymnastik af Askovs højskolemoder Ingeborg Appel. Den første undervisningserfaring fik hun på Th. Langs Skoler i Silkeborg, hvor hun var gymnastiklærerinde 1895-97. Sigrid Nutzhorn brød sig hverken om Silkeborg eller om livet på skolens forskoleseminarium, som hun sammenlignede med en klostertilværelse under Th. Langs strenge opsyn, og hun forsøgte at få arbejde i København Da dette ikke lykkedes, rejste hun til Stockholm, hvor hun uddannede sig til gymnastikleder på Gymnastiska Centralinstitutet (GCI) 1897-99. Hjemme igen blev hun ansat på N. Zahles Skole i København, hvor hun efterfulgte gymnastiklærerinde Charlotte Bonnevie og var tilknyttet både gymnasieskolen 1899-1941 og seminariet 1900-45. De første år var hun tillige engageret i Københavns Kvindelige Gymnastikforening (KKG), hvor hun underviste i gymnastik og også var medlem af bestyrelsen. I de første årtier af 1900-tallet gennemgik gymnastiklærerinderne en professionaliseringsproces. Pige- og kvindegymnastikken blev i disse år et særligt fagområde for kvinder, og i 1908 blev Sigrid Nutzhorn og to andre gymnastiklærerinder K.S.A. Præstgaard og Else Thomsen ansat som de første kvindelige medhjælpere ved statens tilsyn med skolernes pigegymnastik. Indtil 1908 havde ca. 15 mandlige gymnastiklærere stået for hele tilsynet. Sigrid Nutzhorn førte sideløbende med virket på N. Zahles Skole tilsyn med pigegymnastikken i købstæderne indtil 1935. 1908-14 deltog hun i Undervisningsministeriets Kommission angaaende Pigegymnastik i Skolen, hvis arbejde resulterede i, at hun og gymnastikinspektør K.A. Knudsen udgav Legemsøvelser for Pigeskolen, 1913, som i mange år var lærebog på seminarier og andre uddannelsessteder. I 1906 besøgte den svensk-finske gymnastikpædagog Elli Björkstén KKG, og hendes besøg fik stor indflydelse på udviklingen af kvindegymnastikken i Danmark. Björkstén, som underviste i gymnastik på universitetet i Helsingfors, mente, at den herskende rationelle gymnastik, som blev udøvet af både kvinder og mænd, var for maskulin og kraftbetonet, og at det var nødvendigt at udvikle en kvindegymnastik i harmoni med kvinders natur. Sammen med Else Thomsen var Sigrid Nutzhorn i Helsingfors for at følge Björksténs undervisning ved universitetet. Med dannelsen af Nordisk Forbund for Kvindegymnastik (NFK) i 1922, hvor Sigrid Nutzhorn var blandt stifterne, tog gymnastiklærerinderne endnu et skridt henimod standens professionalisering. NFKs formål var at udvikle samarbejdet mellem Nordens gymnastiklærerinder samt at udbrede den Björksténske kvindegymnastik. Sigrid Nutzhorn var vicepræsident i NFK 1922-47 og præsident 1947- 59 og tillige formand for NFKs danske afdeling 1922-49. Björkstén og Sigrid Nutzhorn var nære venner, og Björkstén omtalte hende i en fødselsdagshyldest som forbundets åndelige leder. Sigrid Nutzhorn var en flittig skribent og foredragsholder, og hun var medredaktør af Gymnastisk Tidsskrift 1916-24. Hun var i en årrække formand for Svensk Sygegymnastikforening, en forening for de danske gymnastikledere, der var uddannet på GCI i Stockholm. Ligeledes var hun tilknyttet Statens Gymnastikinstitut, først som censor ved gymnastikeksamen 1914-42 og siden som lærerinde i musikteori og vejledning i musik til gymnastik 1941-50, et fag, som hun også udgav undervisningsmateriale til. Fra 1942 boede hun sammen med sin kollega vicegymnastikinspektør Martha Christensen. Sigrid Nutzhorn var en pioner i dansk kvindegymnastik i første halvdel af 1900-tallet, og hun deltog i alle stadier af den udvikling, som kvindegymnastikken gennemløb fra midt i 1880’erne. Ud over et dagligt virke som gymnastik- og seminarielærerinde havde hun stor indflydelse både på det statslige niveau og i gymnastikkens frivillige organisationer. Via opvæksten på Askov Højskole havde hun en stor kontaktflade til centrale gymnastik-, skole- og højskolepersonligheder. Af hendes omfattende brevveksling med søsteren Johanne Appel fremgår således både hendes sans for humor og ironi og den naturlighed, hvormed hun indtog sin position i samfundslivet. For sit mangeårige engagement fik hun tildelt Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1938. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inge_Oldenburg

Inge Oldenburg

2023-04-22T23:06:23+02:00

fri anvendelse

Inge Oldenburg blev hjemmeundervist på grund af en ryglidelse. Faderen var overlæge på Koldingfjord Sanatorium. Efter at have været på Borups Højskole og Mariaforbundets Kursus uddannede hun sig 1922-24 til børnehavepædagog på Fröbel-Højskolen (FH) under søstrene Anna og Bertha Wulffs ledelse. Efter sin uddannelse var hun 1925-27 sekretær på højskolen. I årene 1927-35 var hun medleder og senere leder af den nyoprettede Allehelgens Sogns Menighedsbørnehave, der sammen med omkring 25 andre børnehaver på dette tidspunkt blev drevet af Menighedsbørnehaverne. Inge Oldenburg var en meget aktiv formand for FHs Elevforbund, der allerede fra 1918 havde etableret sig med fagforeningslignende opgaver, fx at sikre uddannede børnehavelærerinders pædagogiske og økonomiske interesser. Da en egentlig fagforening blev forsøgt oprettet, var hun en af initiativtagerne til samarbejdet med pædagogerne Sophus og Hedevig Baggers seminarium, Frøbelseminariet. Inge Oldenburg blev brobygger mellem de to seminarier, og det var ikke mindst hendes fortjeneste, at fagforeningen Dansk Børnehaveråd (DBR) i 1932 kunne dannes efter et tungt forhandlingsforløb. DBR, der ved sin grundlæggelse havde 101 medlemmer, optog kun uddannede pædagoger, dvs. dem med en toårig uddannelse bag sig. Foreningen blev i 1973 sammen med Dansk Fritidshjemsråd og Dansk Barneplejeråd til Børne- og Ungdomspædagogernes Landsorganisation. DBRs opgave var fra starten at fastslå børnehavepædagogernes faglige særkende og at søge anerkendelse som forhandlings- og samarbejdspartner hos Overinspektionen for Børneforsorgen, der var Socialministeriets tilsynsmyndighed. Hermed blev det første initiativ taget til at udskille børnehavepædagogers interesse for løn- og arbejdsbetingelser fra børnehavesagen. At fremme børnehavesagen i Danmark, som formålsparagraffen lød, indbefattede nu også at skabe rimelige arbejdsforhold. Men debatten om, hvorvidt DBR skulle være en faglig forening eller en fagforening eksisterede længe. I 1937 afløste Inge Oldenburg den første formand Augusta Nimb, hvorefter den tidligere studiekammerat Margrethe Jensen i 1945 tog over. Børnehavepædagogers løn- og ansættelsesforhold lå på dette tidspunkt i meget løse rammer. Ud over Københavns kommunes lønregulativ var Menighedsbørnehavernes lønskala den eneste eksisterende, og den blev gennemført som første generelle lønskala sidst i 1920’erne. Skalaen blev forhøjet og vedtaget i 1939. I Inge Oldenburgs formandstid blev en del af forholdene forhandlet med bestyrelsesforeningen Landsforeningen Forebyggende Børneværn og andre ikke-offentlige instanser. Det blev således vigtigt for hende at opbygge et image, så myndighederne ville begynde at respektere foreningen som børnehavelærerindernes organisation. Først i 1945 afløste Socialministeriet de private foreninger som forhandlingspartner. I 1935 henvendte Befolkningskommissionen sig til DBR med opfordring til, at Inge Oldenburg fik sæde i underudvalget vedrørende børnehaver mv. Kommissionen indstillede i sin betænkning fra 1936 bl.a., at medarbejderne i børnehaverne skulle være uddannede, og statens tilskud til driften burde øges. Selvom indstillingerne ikke tilnærmelsesvis blev fulgt af lovgivningen, så blev placeringen af Inge Oldenburg, dels som formand for DBR og dels som kommissionsmedlem, af stor betydning for udviklingen af børnehavesagen i Danmark. I 1938 efterfulgte Inge Oldenburg Bertha Wulff som forstander for FH, en stilling, hun bestred indtil 1959, hvor hun blev børnehave- og fritidshjemsseminariernes konsulent i Undervisningsministeriet indtil sin pensionering i 1967. Allerede i begyndelsen af 1930’erne var hun blevet udset af søstrene Anna og Bertha Wulff til at blive seminariets kommende leder, og de opfordrede hende til at kvalificere sig til stillingen ved studierejser og anden efteruddannelse. I 1932 tog hun således på en fire måneders studierejse til Tyskland og England. Ved siden af arbejdet med at lede seminariet underviste Inge Oldenburg bl.a. i børnehavens historie og opdragelseslære. Under hendes periode som forstander trådte FH ind i en ny fase, hvilket tydeligt afspejlede sig i seminariets program. Der blev lagt større vægt på de studerendes skolemæssige baggrund, og seminariets kristne grundlag blev understreget. Samtidig var Inge Oldenburg blevet inspireret af den nye skolebevægelse og Kronborg Kongressen i 1929, hvor reformpædagogikkens pionerer O. Decroly, J. Piaget og Maria Montessori var blandt deltagerne. I 1930’erne, hvor netop reformpædagogikken satte sit præg på debatten, slog et generationsskifte for alvor igennem på både Frøbelseminariet og Fröbel-Højskolen. Eksistensen af et tredje seminarium, Seminarium for Småbørnspædagoger, grundlagt 1928 af Sofie Rifbjerg, førte også til, at seminariernes profilering og markering over for hinanden blev tydeligere. I forhold til Seminarium for Småbørnspædagoger, der repræsenterede de pædagogiske strømninger omkring den frie skole og kulturradikalismen, stod FH for en social-radikal linie, der havde aktivt socialt arbejde på kristent grundlag som udgangspunkt. Denne linie fik betydelig indflydelse på sociallovgivningen, idet den fandt politisk opbakning i den værnende børneforsorg. I 1942 henvendte lederne af de nu fire seminarier sig til Undervisningsministeriet, Jydsk Børnehaveseminarium i Århus var etableret i 1933 med Margrethe Christiansen som forstander. Seminarieforstanderne ønskede, at der blev udarbejdet en fælles betænkning for området, der siden starten omkring 1880 aldrig havde haft et officielt grundlag. Betænkningen vedrørende børnehavepædagoguddannelsen blev en realitet i 1948, og året efter kom der også fælles tilskudsregler. I bestræbelserne på at virkeliggøre et efteruddannelsestilbud for pædagoger og gøre uddannelsen treårig var Inge Oldenburg også meget aktiv. Den treårige uddannelse blev dog først indført i 1969 efter hendes pensionering. Hun kunne da glæde sig over, at mange års arbejde med at placere pædagoguddannelserne i lovgivningen og opnå 100% statsstøtte var lykkedes. Inge Oldenburg blev ridder af Dannebrogordenen i 1956. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Georgia_la_Cour_Pedersen

Georgia la Cour Pedersen

2023-04-22T23:03:37+02:00

fri anvendelse

Georgia la Cour Pedersen hørte til den kreds af unge embedsmandsdøtre, som blev optaget af det folkeoplysende arbejde, der blev sat i gang efter nederlaget i 1864. Allerede som barn var hun blevet fortrolig med de grundtvigske idéer, idet hendes fader som præst havde arbejdet med planer om oprettelse af en højere bondeskole. Under våbenhvilen i juni 1864 var Georgia la Cour Pedersen tilfældigvis på besøg på en gård, hvor højskoleforstander Ludvig Schrøder var indkvarteret. Hun hørte her med glæde hans udtalelser om, hvad højskolen kunne betyde også for unge piger. Da Charlotte og Ludvig Schrøder sommeren 1866 holdt deres første pigehøjskole på Askov, meldte Georgia la Cour Pedersen sig til denne. Det blev en oplevelse, der prægede hende for livet. Efter opholdet blev hun huslærer i tre år hos en familie på Djursland og boede derefter sammen med sin moder i Odder de sidste år, denne levede. Her fik hun en lille skole i gang for små børn og enkelte større piger. Georgia la Cour Pedersen var et meget selvstændigt menneske. Som ung vandrede hun ofte alene over lange afstande for at se eller gense mennesker og steder, åben for alt nyt. I 1870 besøgte hun Rødding Højskole, som fungerede som pigehøjskole sommer og vinter med Cornelius Appel som forstander. Da Appel i 1871 erfarede, at Georgia la Cour Pedersens moder var død, tilbød han hende en stilling som lærer. Hun sagde med glæde ja. Her blev hun i tre år, stadig mere optaget af det sønderjyske spørgsmål, og her lærte hun sin kommende mand Knud Pedersen at kende. Han havde enkelte timer på højskolen, men var i øvrigt huslærer for børn af danske forældre. Hans arbejde blev imidlertid stadig mere vanskeliggjort af de tyske myndigheder. Georgia la Cour Pedersen og Knud Pedersen besluttede da, at de kunne støtte danskheden i Sønderjylland ved at bygge et skolehjem lige nord for Kongeåen, som var den nye grænse. Skibelund nær Askov blev valgt, og her startede parret i 1874 en friskole, hvor dansk sprog og kultur holdtes i live uden nogen form for tyskfjendtlighed. Børn lige syd for grænsen blev dagelever, mens de børn, der boede lidt længere væk, fik ophold på skolen. Ægtefællernes samarbejde i skole og hjem beskrives som enestående. Friskolen fungerede frem til 1885, hvor de tyske myndigheder krævede, at forældrene i Sønderjylland tog deres børn hjem. Skolen forvandlede sig derefter langsomt til en efterskole, idet danske børn syd for grænsen nu blev elever efter konfirmationen. Skolen fik betydning for næsten alle hjem på Røddingegnen. I 1909 overdrog Georgia la Cour Pedersen og hendes mand skolen til deres børn, men begge fortsatte med at undervise, til de var langt op i årene, og begge nåede at opleve Genforeningen i 1920. Georgia la Cour Pedersen var klog, munter og hensynsfuld. Hun karakteriseres som en berigende personlighed at være sammen med for både børn og voksne. Hun var ikke alene en god lærer og fortæller, hun var også en fin skribent, der gennem breve, erindringer og biografier har givet os et levende og nuanceret billede af alle de mennesker, hun mødte på Skibelund Efterskole, på Askov og Rødding højskoler og blandt sin egen og sin mands slægt. Med Skibelund og dets Mindesmærker, 1904, og Mindeblade om Cornelius Appel, 1905, har hun efterladt os et stykke Danmarkshistorie fra en vigtig periode af landets liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.