Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 2

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Petersen-Norup

Johanne Petersen-Norup

2023-04-22T23:24:41+02:00

fri anvendelse

Sin største indsats lagde Johanne Petersen-Norup i DF. Her sad hun i 25 år i Københavns-kredsens bestyrelse og var i tre år kredsens formand, ligesom hun i ti år var sekretær i DFs hovedbestyrelse. I 1910 stiftede hun foreningen International fredsvenlig Ungdomsgruppe, der var et forsøg på at samle ungdommen i Skandinavien, i flere europæiske lande og i Amerika. I 1914 fik foreningen navnet Pax og en mere formel og selvstændig status. Pax var den første forening, der tog fredsarbejdet op blandt skolebørn, og de næste år fik den et betydeligt antal medlemmer i København og i de større provinsbyer. Medlemmerne blev fortrinsvis rekrutteret blandt børn og unge fra familier af radikal eller socialdemokratisk observans, og som var tilknyttet DF. Fra 1914 blev der arrangeret samaritterkurser, hvor medlemmerne kunne deltage, ligesom der var mulighed for at dyrke idræt inden for foreningens rammer. Der blev arrangeret rejser til udlandet, særlig til det øvrige Skandinavien, og afholdt møder med foredrag og underholdning. Johanne Petersen-Norup så ikke mindst sin forening som et modstykke til de militaristiske ungdomsbevægelser, som var i voldsom vækst i årene omkring Første Verdenskrig. Hun ville lære de unge at elske deres land og vise, at børn udmærket kunne være glade over at samles uden eksercits. Trods rosende ord fra ledende medlemmer i DF måtte hun jævnligt opfordre til øget opbakning, og i 1919 klagede hun over, at DF ikke tog forældreskabet for ungdomsforeningen på sig. De aldrende medlemmer i den mandsdominerede forening havde vanskeligt ved at få kvinder, børn og unge med i arbejdet, men så med uvilje på andre konkurrerende fredsforeninger. I 1927 ophørte Pax med at reklamere i DFs tidsskrift Fredsbladet, men foreningen eksisterede til midten af 1930’erne. Johanne Petersen-Norup var medlem af Kvindernes Fredsforbund, som blev stiftet 1916, og fra 1930 formand for denne lille udbryderforening. Herudover havde hun en omfattende journalistisk virksomhed og redigerede fra 1914 til 1930 Paxs blad. Hun meldte Pax ind i Danske Kvinders Nationalråd (DKN) og var medlem heraf fra 1914, ligesom hun var aktiv i DKNs presseudvalg og fredsudvalg. Desuden var hun korrespondent for Svensk Damtidning og en meget benyttet taler og propagandist for fredssagen. Hun talte fx for studerende i London, Stockholm og Californien og for Oslo Fredsforbund i Nobelinstituttet. Som flere af de øvrige inden for fredssagen var hun engageret i Det Radikale Venstre. Johanne Petersen-Norup var en kosmopolitisk orienteret kvinde med stor viden og sans for det internationale samarbejde og formidlingen af det. Hun havde gode kontakter til betydningsfulde politikere, men holdt sig selv i baggrunden. Hun beskrives som energisk og dygtig, vågen, rådsnar og hjælpsom og i usædvanlig grad sine venners ven. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Koch_Schi%C3%B8ler

Anna Koch Schiøler

2023-04-22T22:59:52+02:00

fri anvendelse

Anna Koch Schiøler var midt i 40’erne, da hun forlod en tilværelse som husmoder for at gøre sig gældende som journalist, forfatter og redaktør af Dansk Kvindesamfunds (DK) blad, Kvinden og Samfundet. Hun voksede op sammen med tre søskende i en intellektuelt og kulturelt inspirerende præstefamilie. Faderen var kirkehistoriker, og Anna Koch Schiølers tvillingebroder Hans Koch blev også teolog og kendt som skarpsleben debattør og redaktør. Familiens døtre fik imidlertid ingen formel uddannelse. Deres skolegang foregik i hjemmet, hvor faderen og skiftende lærerinder underviste dem, og Anna Koch Schiøler huskede sig selv som luddoven. Både hun og hendes fader morede sig langt bedre, når de gik i haven og plantede blomster, har hun fortalt. Hun giftede sig som 32-årig og levede derefter i en årrække som husmoder. I 1912 tog hendes liv en ny vending. Hendes lillesøster, forfatteren Lucie Hørlyk, døde, og Anna Koch Schiøler besluttede at skrive den roman færdig, som søsteren var midt i. Den udkom 1913 med titlen Meta Linde, født Hauch. Kort tid inden var Anna Koch Schiølers ægteskab gået i stykker, og hun måtte ud og tjene penge. Hun blev ansat på Hovedstaden, et nystartet kristeligt-nationalt dagblad, hvor hun fik sit virke som journalist 1912-19. Her vandt hun sig et navn som teater- og litteraturanmelder og skribent af socialt engagerede artikler om kvinders og børns vilkår. 1919 blev hun konstitueret som redaktør på det økonomisk vaklende blad og blev dermed den første kvindelige chefredaktør på et københavnsk dagblad. Men økonomien stod ikke til at redde, og allerede det følgende år blev bladet nedlagt som selvstændig avis og sammenlagt med Kristeligt Dagblad. På det tidspunkt var Anna Koch Schiøler allerede håndplukket til det, som skulle blive hendes væsentligste indsats. Mens hun endnu var ansat på Hovedstaden, havde hun 1919 afløst forfatteren Gyrithe Lemche som redaktør af Kvinden og Samfundet, en post, som hun bestred helt frem til 1936. Det var et markant redaktørskift. Lemche var revser og ildsjæl, og hun var en af kvindesagens mest kendte pionerer. Anna Koch Schiøler var mere nøgtern i sin stil, og hun så de vanskeligheder, som en ny tid stillede DK overfor. Stemmeretten var vundet, og kvindebevægelsen havde ikke længere så stor opmærksomhed i offentligheden, der fortsat var i chok over Første Verdenskrig. DK måtte i højere grad satse på de unge, mente Anna Koch Schiøler, og hun støttede aktivt den nye generation af kvinder, der begyndte at gøre sig gældende med Aagot Lading som én af frontfigurerne. Der blev dannet ungdomskredse i DKs regi, fra 1933 formelt godkendt som en del af foreningens organisation, og i 1936 pegede Anna Koch Schiøler på Lading som sin efterfølger på redaktørposten. Ungdommen var Anna Koch Schiølers ene hjertebarn, den internationale kvindesag det andet. Hun havde altid rejst meget, interesserede sig levende for kvinders vilkår i andre kulturer og formidlede dette vide udsyn i talrige foredrag og artikler. Hun var medlem af DKs delegation på kongresserne i International Woman Suffrage Alliance (IWSA) i Rom 1923, Berlin 1929 og Istanbul 1935; alliancen arbejdede bl.a. for kvindernes stemmeret i de lande, hvor den endnu ikke var indført. Det internationale arbejde blev svækket under 1930’ernes verdenskrise og fascismens fremmarch, og hun var en af de ivrigste fortalere for, at man skulle sikre kvindesagens fremtid ved at slå IWSA sammen med International Council of Women og således samle kræfterne i én stor organisation. Arbejdet med søsterens bog havde vakt Anna Koch Schiølers trang til selv at skrive skønlitteratur. Hun debuterede i 1917 med Jørgen Bugge, et skuespil, som både tematiserer lykkekravet i det moderne ægteskab og individets forpligtelse til at engagere sig i samfundet. Stykket blev opført på Dagmarteatret og Århus Teater, men fik en blandet modtagelse og blev ingen publikumssucces. Det var som roman- og novelleforfatter, at Anna Koch Schiøler blev kendt i sin samtid. Romanerne var Familien Hoff, 1918, Ungdom, 1919, Undervejs, 1921, Jutta Ranov, 1931, og Land Forude, 1943. Desuden skrev hun noveller til dagblade og magasiner. Et udvalg af dem er udgivet i Ceylonperler og andre Fortællinger fra 1929. 1927 kom det historiske værk Romanovernes Rusland 1914-1918, og 1947 fik hun udgivet Krigen mellem Mand og Kvinde, en kultur- og religionshistorisk gennemgang af forholdet mellem kønnene gennem tiderne. Her hævdede hun, at alle religioner på nær kristendommen sætter skel mellem mand og kvinde; Jesus taler som den eneste religionsstifter ikke om køn, men om mennesker. Anna Koch Schiølers hovedværk er Kaaregaarden, 1925, en bredt anlagt slægtsroman, der foregår i det danske bondesamfund fra midten af 1800-tallet. Den skildrer brydningerne i samfundet mellem traditionen og det moderne, mellem hensynet til slægten og individets trang til udfoldelse. Romanen er udkommet i adskillige udgaver, senest i 1982. Forfatterskabet fik mange pæne ord fra anmeldere, som roste dets menneskeskildring og fremstilling af brydningerne i tiden. Men de kritiserede det for en pen, der løb for let, så romanerne ikke var tilstrækkeligt gennemarbejdede. Hendes forfatterskab var meget udbredt i samtiden, og Kaaregaarden er stadig kendt og læst. Kvinders vilkår som mennesker og som samfundsborgere var den røde tråd, der gik gennem Anna Koch Schiølers produktion som journalist, redaktør og forfatter. Radikal i sine meninger, men konservativ i sit hjerte, sagde man om hende. Hun talte for, at man måtte gå utraditionelle veje for at frigøre kvinder fra husholdningsarbejdet, fx gennem kollektiv vask og madlavning, men hun mente samtidig, at familien skulle være samfundets fundament. Kvindesagen var for hende først og fremmest et spørgsmål om medmenneskelighed og retfærdighed: “Ære være den Gaardmandshustru, som ser ud over sin egen Havehæk og opdager, at Sognet trænger til hende,” sagde hun. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Vibeke_Sperling

Vibeke Sperling

2023-04-22T23:21:40+02:00

fri anvendelse

I 1998 blev Vibeke Sperling, som den første kvinde, udenrigsredaktør for et stort, landsdækkende dagblad. Dette på trods af at hun ikke er uddannet journalist og aldrig fik gjort sin universitetsuddannelse færdig. Barndomshjemmet i Ålborg bar præg af forældrenes vidt forskellige baggrund. Faderen, en forarmet tysk adelsmand, var meget klassebevidst og konservativ, mens moderen kom fra et solidt socialdemokratisk miljø, hvor man gerne havde set, at hun fik en uddannelse. I stedet giftede hun sig med byens libertiner, blev hjemmegående og fik tre børn, hvoraf også Ruth S. blev journalist. Da Vibeke Sperling var fem år, blev forældrene skilt, og børnene flyttede til Skive med moderen, der fik job på telefoncentralen. I 1963 blev Vibeke Sperling klassisksproglig student fra Viborg Katedralskole, hvorefter hun var au pair i Rom et år. I 1964 begyndte hun at læse klassisk arkæologi på Århus Universitet. Et års studieophold i Tyrkiet vakte hendes sociale engagement, og interessen for andre kulturer blev yderligere styrket gennem rejser i Central- og Østeuropa og et sommerjob som rejseleder, bl.a. i det tidligere Jugoslavien, hvor hun lærte sig serbokroatisk og deltog i selvforvaltningsmøderne i hotelkomplekset. Vibeke Sperling, der som store dele af den danske venstrefløj blev dybt fascineret af den jugoslaviske samfundsmodel, begyndte at læse slaviske sprog og var 1974-78 undervisningsassistent på Århus Universitet og Roskilde Universitetscenter. Da hun derefter fik en stilling som Østeuropamedarbejder på Information, forlod hun universitetet uden kandidateksamen. Studenterpolitisk havde hun bl.a. været aktiv som international sekretær i Studenterrådet i 1968, hvor der også opstod antiautoritære oprør i Østeuropa. Året efter blev den østtyske dissident Wolf Biermann udnævnt til æreskunstner af Studenterforeningen i Århus. Da han ikke kunne få tilladelse til at rejse til Danmark og modtage prisen, var Vibeke Sperling blandt dem, der smuglede et bånd med en sang, han havde komponeret til lejligheden, ud af Østtyskland. Partipolitisk tilsluttede hun sig Venstresocialisterne, der blev dannet i 1967. Hun valgtes på den første kongres til hovedbestyrelsen og repræsenterede ofte partiet på møder rundt omkring i Europa i disse år. Ligesom resten af venstrefløjen var Vibeke Sperling imod, at Danmark trådte ind i EF i 1973, fordi hun mente, at EF cementerede delingen af Europa. Siden østblokkens sammenbrud i 1989 har hun imidlertid været blandt fortalerne for en heling af Europa gennen udvidelse af EU. Vibeke Sperling var ansat på Information 1978-87, fra 1983 som chefredaktør i et meget vellykket teamwork med Torben Krogh. 1981-82 var hun korrespondent i Moskva, og hun måtte før afrejsen over hals og hoved gifte sig med sin kæreste, fotografen Lars Lauridsen, for at familien kunne få visum. På grund af skattelovgivningen, som ikke var indrettet til, at kvinden tjente mest, blev de skilt igen og måtte siden bo adskilt, når de arbejdede i Moskva. Vibeke Sperling tog ofte sin datter med på arbejde, og russerne, der var vant til mandlige journalister, blev mere åbne, når de skulle forholde sig til en kvinde med et barn. Hendes kritiske og dybdegående analyser af Sovjetsamfundet og ikke mindst synliggørelsen af den systemkritik, der faktisk foregik, betød en højnelse af Østeuropadebatten på den danske venstrefløj i 1980’erne. I 1987 søgte Vibeke Sperling orlov for at arbejde som Sovjetmedarbejder på Danmarks Radios (DR) Orientering. Hun fik nej og sagde op. Det nye job gav hende rig mulighed for at rejse i Øst- og Centraleuropa i en periode, hvor alt i disse lande ændrede sig. Da hun 1993-97 var udstationeret i Moskva for Radioavisen og Orientering, følte hun det som et privilegium at kunne sidde i første parket og følge en nations fødsel og formidle processen til den danske offentlighed. Vibeke Sperling har altid meget bevidst forsøgt at give sine interview og reportager et præg af den hverdag, almindelige mennesker lever i. Frem for at søge bekræftelse har hun opsøgt det overraskende, fx ved at stille spørgsmål til folk på gaden, hvor der altid er nogen, der siger noget uventet. Hendes store kontaktnet afspejler sig også i de bøger, hun har skrevet og bidraget til, bl.a. DRs udgivelser Jugoslavien i stykker, 1992, og Sovjetimperiet i opløsning, 1991, der bygger på radioudsendelser fra de pågældende lande. Vibeke Sperlings journalistiske integritet har skabt en respekt om hende, der går på tværs af politiske skel og har medført, at Det Udenrigspolitiske Selskab bad hende blive redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs. Her fik hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2s udenrigspolitiske magasin Udefra, og siden 1998 har hun været udenrigsredaktør på Politiken. Vibeke Sperlings dækning af østeuropæiske forhold, som har haft afgørende betydning for en kvalificeret debat i den brede offentlighed, førte til, at hun modtog Publicistprisen i 1990. Hun fik Den Berlingske Fonds Journalistpris i 1992. Vibeke Sperling er en udpræget europæer. Hendes mange udlandsrejser og utallige kontakter har præget hende meget dybt, måske dybere end hendes erfaringer herhjemmefra. Hun føler sig mere “vi” med europæere end med mange danskere og er overbevist om, at fremgang i Øst- og Centraleuropa og den tredje verden forudsætter europæisk samarbejde. Vibeke Sperlings styrke udspringer af kombinationen af professionel integritet og politisk engagement, som har betydet, at hun i hele sin journalistiske karriere har haft en enestående gennemslagskraft i den danske offentlighed. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karin-Lis_Svarre

Karin-Lis Svarre

2023-04-22T23:15:58+02:00

fri anvendelse

Karin-Lis Svarre er en af de få danske kvinder med en topkarriere i internationale organisationer. Hun voksede op i Vordingborg som den yngste af tre børn, hvoraf en ældre broder var død, inden hun blev født. Hendes overlevende storebroder druknede som 18-årig, og tragedierne prægede familien. Forældrene drev en velrenommeret guldsmedebutik, og hun var meget overladt til sig selv. Hun kompenserede ved at være overdrevent flittig og dygtig i skolen. I det hele taget har hun livet igennem været det, amerikanerne kalder en “overachiever”, altid dygtig, flittig, ambitiøs og med orden i sit faglige arbejde. Efter studentereksamen fra Vordingborg Gymnasium 1965 læste Karin-Lis Svarre samfundsfag ved universiteterne i Edinburgh, Berkeley og København Men journalistikken trak, og 1969-72 var hun journalistelev ved Sjællands Tidende. Her giftede hun sig med en journalistkollega og fik sønnen Peter. Efter et kort stop på Kristeligt Dagblad kom hun efter et års journaliststudier på World Press Institute i Minnesota, USA, i 1974 til Politiken, som hun forlod i 1977 til fordel for TV-Avisens udlandsredaktion. På tv markerede hun sig som en saglig og kompetent journalist. Hun dækkede et meget bredt felt inden for udenrigsjournalistikken og var i flere år studievært og senere redaktionssekretær, men hendes store interesse har altid været udviklingspolitik og forholdene i den tredje verden. Hun producerede en række dokumentarprogrammer fra især Afrika under yderst vanskelige arbejdsforhold. Bag den elegante, feminine overflade gemmer der sig en meget sej kvinde, der arbejder sig igennem problemerne ved hjælp af kølig strategi mere end temperamentsfuld konfrontation. Temperamentet mangler ikke, men det er til daglig kontrolleret. Til gengæld kan man opleve det for fuld udblæsning, når konkurrencemennesket Karin-Lis Svarre i sit privatliv giver efter for sin spillernatur, hvad enten det drejer sig om bridge, roulette eller slalom. Det første ægteskab holdt ikke. I begyndelsen af 1980’erne mødte Karin-Lis Svarre den 20 år ældre Stig Andersen, der havde en international karriere i FN bag sig. De flyttede sammen og giftede sig i 1984. Han var en stor støtte både privat og fagligt med sin store viden fra mange års udviklingsarbejde, og ægteskabet var meget lykkeligt. Efter hans død i 1986 flyttede hun til Bangkok og ernærede sig freelance, bl.a. som korrespondent for Danmarks Radio og projekttilknyttet FN. 1991-93 var hun tilbage i Danmark som informationschef for Dansk Flygtningehjælp, og det skulle blive det første skridt på den bane, hun siden har fulgt. I årene 1993-96 havde hun som direktør ansvaret for at opbygge det nordisk finansierede efteruddannelsescenter for journalistik i det sydlige Afrika, Nordic/SADC Journalism Centre i Maputo, Mozambique, en meget vanskelig opgave, hvor hun fik brug for al sin takt, sine evner ved forhandlingsbordet plus sin strategiske og administrative kunnen. Behovet for disse talenter blev ikke mindre, da hun i 1996 blev hentet til FNs fødevareorganisation FAO som informationsdirektør ved hovedsædet i Rom. Hendes første opgave som chef for et par hundrede medarbejdere fra hele verden blev præsentationen af FAOs internationale topmøde med deltagelse af en række statsoverhoveder få måneder efter sin tiltræden. I 1999 kastede hun sig ud i en ny stor opgave som informationsdirektør for Institute for Democracy and Electoral Assistance med hovedkvarter i Stockholm, noget nærmere den ødegård i Småland, der i mange år har været fristedet mellem slagene. 1973 var Karin-Lis Svarre blandt redaktørerne af interviewsamlingen Kvinder og politik, og hun har foruden en række bøger om tredjeverdensforhold, bl.a. Thailand, 1992, skrevet Den amerikanske kogebog, 1984, sammen med Stig Andersen. Hun modtog Henni Forchhammers Rejselegat for Kvinder 1977. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Wilhelmine_Zahle

Wilhelmine Zahle

2023-04-22T23:22:59+02:00

fri anvendelse

Wilhelmine Zahle kom fra en velstillet borgerfamilie i København og blev i 1870 venstrepolitikeren og bladudgiveren P.Chr. Z.s tredje hustru. Fra 1871 var parret bosat i hans valgkreds i Ringsted, og samme år grundlagde han Folketidende for Midtsjælland, som han frem til 1879 udgav og redigerede. Wilhelmine Zahle deltog aktivt i arbejdet på bladet og begyndte i 1875 at udgive og redigere et lille skrift Fredagen Ugeblad for Qvinder, Danmarks første kvindesaglige blad. Hun må have haft sin mands fulde opbakning til sin virksomhed og sin kvindepolitiske holdning, for han optræder med større indlæg i bladets spalter, ligesom dets mange underretninger om kvindesagens tilstand i udlandet må skyldes, at hun havde adgang til en dagbladsredaktion. Tilknytningen til det dengang unge Dansk Kvindesamfund var tydelig, blandt skribenterne ses fx Fredrik Bajer. Wilhelmine Zahles hovedærinde var at støtte kvinders adgang til uddannelse. Hendes grundholdning var for sin tid radikal; hun ønskede fuld, altså også politisk, ligestilling. Der var ingen forbindelse mellem hende og svigerinden Natalie Z., tidens største autoritet på kvindeuddannelse. Forholdet mellem Natalie og P.Chr. Z. var dårligt, og svigerinderne har ikke været enige kvindepolitisk. I 1876 indkaldte Wilhelmine Zahle til et kvindemøde i Ringsted om et af tidens brændende spørgsmål, uddannelse af lærerinder til landsbyskolens børn. Mødet resulterede i stiftelse af Dagmarsamfundet, og året efter kunne hun begynde undervisningen af landets første hold forskolelærerinder i den del af sit hjem, hun indrettede til Dagmarsminde Quindehøiskole. Samtidig overtog P.Chr. Z. redaktionen af Fredagen, der blev videreført uden undertitel. Sammenligner man indholdet fra de første år med det senere, ses hans indsats mere at trække på rutine fra udvælgelse af dagbladsstof, mens Wilhelmine Zahle i højere grad fremskaffede originalartikler. Hun skrev selv ret sjældent, men netop fra 1877 findes et par artikelserier fra hendes hånd: Kvindens Samfundsstilling og Fordomme mod Kvindens Uddannelse. Bladet fik en vis udbredelse på landsplan, det talte bl.a. dronning Louise blandt sine holdere, og tilstrømningen af elever til kvindehøjskolen var stor. Allerede i 1879 opgav hun imidlertid sine projekter for at følge sin mand til præstekaldet i Rubjerg i Nordjylland, da han brat opgav det politiske arbejde, der ikke havde givet ham den forventede indflydelse. I 1881 var præsteparret tilbage på Sjælland, i Vallensved ved Næstved, men Wilhelmine Zahle genoptog ikke forbindelsen til Dagmarsamfundet, der som det eneste af hendes tiltag endnu eksisterede. Hun brugte nu sin energi på filantropi og tog bl.a. såkaldt faldne kvinder fra Københavns slum i huset. I 1890 blev hun fejlagtigt forvekslet med sin steddatter, der også hed Vilhelmine, og som da udgav Vildsomme Veje, den første danske fortælling med lesbisk tema. Wilhelmine Zahle var idérig, dristig og med evne til at få vide kredse i tale, men hendes offentlige virke blev for kort til at sætte sig varige spor. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kristine_Bardenfleth

Kristine Bardenfleth

2023-04-22T22:47:51+02:00

fri anvendelse

Kristine Bardenfleths hjem var grundtvigsk og tilhørte frimenigheden i Balle ved Vejle. Moderen var datter af N.F.S. Grundtvigs efterfølger som præst ved Vartov, og faderen var minister for kirke- og undervisningsvæsen 1894-99. Kristine Bardenfleth havde tre søskende, bl.a. Karen B., der rejste til Indien som missionær, og den senere kabinetssekretær Gunnar B., som livet igennem var hende en trofast og forstående støtte. Hun tog almindelig forberedelseseksamen fra Vejle Døtreskole, var på husholdningsskole i Århus og to vintre på Askov Højskole. Under et ophold i England 1916-17 forstærkedes hendes tidlige ungdoms trang til at blive diakonisse, men efter sine forældres ønske fik hun først sin sygeplejerskeuddannelse i Vejle 1918-21 og indtrådte så 1922 som prøvesøster i Diakonissestiftelsen. I 1925 blev hun indviet til diakonisse. 1923-26 var Kristine Bardenfleth udstationeret ved Esbjerg hjemmesygepleje og fandt her det arbejde, hun mest havde ønsket sig, samtidig med at hun var aktiv i søndagsskolen og i KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). I 1926 blev hun udnævnt til leder af Marthahjemmet på Nørrebro, der siden 1915 havde været en økonomisk selvstændig institution under Diakonissestiftelsen. Hjemmet, der var oprettet af Anna Sørensen i 1886, var blevet en stor institution, der rummede vuggestue, børnehave, fritidshjem, optagelseshjem og poliklinik for børn. Desuden varetog det hjemmesygepleje, og om vinteren var der bespisning af syge i kvarteret. Det var et omfattende arbejdsområde og et stort administrativt embede. Kristine Bardenfleth fik bolig i huset og levede således døgnet rundt midt i sin gerning. Hun indførte hurtigt en række moderniseringer i huset, fik bl.a. indlagt fjernvarme, men nok så væsentlig var hendes altid positive, optimistiske grundholdning. Ved Alvilde Ræders afgang i 1938 som forstanderinde for Diakonissestiftelsen blev Kristine Bardenfleth hendes efterfølger, enstemmigt indstillet af Søsterrådet og fortrolig med alle sider af diakonissens gerning. Hun tiltrådte, mens stiftelsen havde det største antal søstre nogensinde, ca. 450, og følgelig også det mest vidtspændende arbejdsfelt, samtidig med at en større byggeperiode var ved at nærme sig sin afslutning. Muligvis har Kristine Bardenfleths opvækst i grundtvigske kredse spillet en rolle for hendes holdning til lederskab og intern disciplin, for det er givet, at med hende blæste mildere vinde i den måske lidt stivnede, gamle stiftelse. Og der blev brug for hendes motto, det fortrøstningsfulde citat: “Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.” Kristine Bardenfleths første år som forstanderinde blev urolige. Anden Verdenskrig og årene efter med dyrtid og rationering var en vanskelig periode. Diakonissestiftelsen skjulte i de sidste besættelsesår adskillige, der var gået under jorden, gemte dem blandt patienterne eller som personale, og lige før Befrielsen indlagdes en del torterede danske fra Vestre Fængsel. Begge dele medførte belastning af alle involverede, og Kristine Bardenfleths stærke, kristne personlighed kombineret med hendes lyssyn gjorde hende i disse år elsket af alle, klippen i stiftelsens liv. Siden Sophie Zahrtmanns forstanderperiode 1891-1914 har næppe nogen haft tilsvarende indflydelse. Under Besættelsen indledtes et samarbejde mellem stiftelsen og det offentlige hospitalsvæsen, idet Frbg. Hospital, der havde fået ca. 100 senge beslaglagt af besættelsesmagten, i 1940 anmodede Diakonissestiftelsen om at afgive senge til en fødeafdeling for kommunens kvinder. I november samme år kunne fødeafdelingen tages i brug, hvilket bl.a. betød, at den supplerende barselpleje i sygeplejerskeuddannelsen herefter kunne finde sted på stiftelsen. Det nye samarbejde gav tillige Diakonissestiftelsens anstrengte økonomi et kærkommet tilskud og førte efter krigen til samarbejde med andre dele af den offentlige hospitalsadministration. Under krigen forårsagede det efterhånden også overbelægning på hospitalet, overbelastning af personalet og forøgede udgifter. Tilgangen af nye søstre faldt i disse år, og Diakonissestiftelsen måtte i efterkrigsperioden trække sig bort fra flere gamle arbejdsområder og reorganisere andre. Kristine Bardenfleth var en fremragende organisator og en smidig og klog forhandler. I hendes sidste embedsperiode blev det omsider muligt at gennemføre en længe næret plan om opførelse af et søsterhus til de pensionerede søstre. Huset fik navnet Søster Sophies Minde efter Zahrtmann. Grundstenen blev nedlagt af Kristine Bardenfleth, og huset indviet i 1954, året før hun på grund af svigtende helbred trak sig tilbage som forstanderinde. Hendes fratræden blev i Diakonissestiftelsens interne blad kaldt “tragedien”, men den mildnedes, da hun som pensionist påtog sig at rejse rundt til de udstationerede søstres arbejdssteder og således optræde som forbindelsesled mellem dem og stiftelsen. Ved sin fratræden modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Conring

Louise Conring

2023-04-22T23:02:53+02:00

fri anvendelse

Louise Conring var et skrøbeligt lille barn, der først sent lærte at gå, og som tilbragte de fleste af sin barndoms vintre i sengen. Hun blev født i sine morforældres hjem på Rungstedgård, og her tilbragte hun somrene med moderen og sine søskende, efter at faderen i 1829 var blevet toldkontrollør i Rendsborg. Familien faldt aldrig til i hertugdømmerne, og Louise Conring kom på grund af sit dårlige helbred meget lidt i skole. Moderen underviste selv de to døtre i bibelhistorie og fransk, resten tog forskellige lærere og lærerinder sig af i hjemmet. I 13-års alderen fik hun trang til at gå i kirke, fik lov af sin lidt forbløffede moder og blev derefter regelmæssig kirkegænger. Hun så det selv som “Helligaandens Virkning i det døbte Barns Hjerte”. I 1839 døde moderen, og måske under indtryk af sorg og ensomhed følte Louise Conring nu trang til mere kristendomskundskab og fik hos en stedlig præst en undervisning og konfirmationsforberedelse, der kom til at præge hende resten af livet. Hun “indviedes i Gudfrygtighedens Hemmeligheder”, skrev hun senere. 1848-51 var Louise Conring i København, og det blev tre lykkelige år. Hun kom i kredse, der stod enkedronning Caroline Amalie nær, og blev af hende opfordret til at deltage i det velgørenhedsarbejde, som velstillede kvinder på det tidspunkt udførte i hovedstaden, bl.a. i Dronning Caroline Amalies kvindelige Plejeforening og i Børneplejeforeningen. Efter nogle trange år i Neustadt, hvor faderen 1841 var blevet toldforvalter, blev Louise Conring i 1855 udnævnt til den nyoprettede stilling som inspektrice ved Fødselsstiftelsen, der dengang var ansvarlig for ca. 400 børn. Fødselsstiftelsen ønskede et kvindeligt tilsyn med de børn, der var i privat pleje ude i byen, og med de mødre med børn, der opholdt sig i stiftelsen. Louise Conring blev den første kvinde i Danmark, der modtog en sådan udnævnelse, og havde hun ikke fra sit tidligere velgørenhedsarbejde fået indblik i den elendighed, der herskede blandt de dårligst stillede i storbyen, så fik hun det nu. Og nøden var voksende, ofte følte hun, at hun ikke magtede byrderne. Hun fik hjælp og støtte fra sognepræst ved Garnisons Kirke Nicolai Gottlieb Blædel og hans hustru Henriette og fra Mandagskredsen hos enkedronning Caroline Amalie, hvor hun traf prinsesse, senere dronning Louise. I Neustadttiden havde Louise Conring sat sig ind i filantropen Amalie Sievekings arbejde blandt Hamburgs fattige og pastor T. Fliedners virksomhed i diakonissehuset i Kaiserswerth, som han sammen med sin hustru Friederike havde stiftet i 1836. Hun følte sig tiltrukket af den kvindelige diakoni, der i denne periode under indflydelse af den stærke vækkelse i Tyskland og af Fliedners eksempel førte til oprettelse af adskillige lignende stiftelser, få år senere også i Norge og Sverige. Hun skød imidlertid tankerne om selv at gøre en indsats som diakonisse til side, fordi hun stadig sloges med sit svage helbred. I 1861 begyndte prinsesse Louise at lede efter en dansk kvinde, der kunne påtage sig at føre diakonien til Danmark. Blædel anbefalede hende bl.a. Louise Conring, og efter en studierejse til diakonissehuset i Stockholm sagde Louise Conring ja til at gå videre med arbejdet. Opfordringen var hende en ubeskrivelig glæde, skønt manglende tillid til egen formåen sled på hende i de ca. halvandet år, hun 1862-63 tilbragte som prøvesøster ved tyske diakonissehuse. I marts 1863 blev hun som den første danske kvinde indviet til diakonissegerningen af Fliedner selv i Kaiserswerth. Formentlig var Louise Conring ikke den bedst egnede frontfigur. Hun døjede livet igennem med sit afvisende væsen over for fremmede, og hun var ude af stand til at gå på kompromis med sin overbevisning. Dertil kom, at hun knyttede sig tæt til ganske få på bekostning af andres adgang til hendes fortrolighed. Men hun var principfast, havde menneskeforstand, en ukuelig arbejdsevne og tænkte i store linier. På trods af sit væsen var hun en glimrende fundraiser, og hun vandt i sit 28-årige virke de mange diakonissers ubetingede tillid. Hendes æstetiske sans var et aktiv, hun skabte tradition for smukke rammer og venlige interiører i hospital og moderhus. Begyndelsen var beskeden. I maj 1863 indviedes den danske diakonissestiftelse i et rummeligt stuehus i Frbg. Smallegade mellem grønne marker og med plads til 8-10 patienter. Fra Stockholm kom en diakonisse som Louise Conrings hjælper, og i løbet af de første to år voksede antallet af danske prøvesøstre til seks. Men begyndelsen var også besværlig. Den kvindelige diakoni, hvis oprindelse går tilbage til oldkirken, kan karakteriseres som social-filantropi, der ikke blot rummer konkret hjælp ved sygdom og nød, men tillige sjælepleje. Der aflægges intet klosterløfte, men diakonissen indvies til et arbejde, der gensidigt forpligter hende og moderhuset. Dette bånd kan begge parter bryde, hvis det ønskes, indtil 1969 fx ved ægteskab. Grundvolden er den evangelisk-lutherske kirke og dens trossætninger. Ikke desto mindre fandt nyskabelsen ikke bred tilslutning fra danske præster. Et moment, der nok ikke skal undervurderes, var, at bevægelsens udspring var tysk og stemningen i Danmark op til den anden slesvigske krig 1864 meget tyskfjendtlig. Sjællands biskop H. Martensen afslog at træde ind i bestyrelsen og svarede sin kollega i Viborg Otto Laub, der spurgte, om tendensen ikke var “katoliserende”, at han selv ville indtage en afventende stilling: “Det normale vilde være, at der først skulde fremstaa en Mand, der var begejstret for Sagens Fremførelse i vort Fædreland.” Martensen blev dog senere sagen en trofast støtte. Mange andre sluttede sig til, bl.a. biskop G.P. Brammer i Århus, der i 1863 udsendte en lille bog, hvis indtægter skulle gå til Diakonissestiftelsen. Endvidere udgav pædagogen Maria Bojesen 1863 en pjece om Kaiserswerth, og ikke mindst kammerherre P.H. Classen stillede sig til rådighed. Men diakonissen var en nyskabelse, og Louise Conrings dragt vakte opsigt, hvor hun færdedes. Ti år efter den spæde begyndelse kunne prinsesse Louise nedlægge grundstenen til det store bygningskompleks på Peter Bangsvej, og tre år efter i 1876 kunne Diakonissestiftelsen flytte ind i sit blivende hjem. Allerede et par år efter åbningen i 1863 havde Louise Conring måttet finde større lokaler, og det må først og fremmest tilskrives hende og hendes uforlignelige støtter, dronningen og Diakonissestiftelsens præst og bestyrelsesformand Harald Stein, at bestyrelsen lod sig overtale til at gå ind i endog meget store byggeplaner. Disse omfattede opførelse af en kirke i forbindelse med moderhuset, et foretagende, som stiftelsen ikke selv havde mulighed for at finansiere. Emmauskirken blev, og er stadig, en privat kirke under folkekirkens tilsyn og åben for alle, hvilket styrkede Diakonissestiftelsens bånd til det omgivende samfund. Hvor Louise Conring i de første år gang på gang tænkte stort og måtte kæmpe mod bestyrelsen og sagens øvrige støtter, viste det sig, at hun havde haft ret. Det nye hospital havde 60 senge, i huset boede 20 søstre, men Diakonissestiftelsens arbejde rakte allerede da langt ud i det omgivende samfund. Den første station, begyndelsen til menighedsplejen, blev oprettet i Århus 1872, og samtidig var søstre blevet udstationeret på sygehuse rundt om i landet. Der var børnehjem i Sorø, sygehjem for kronisk syge i København, et hjem for tjenestepiger og en gratis pigeskole. I alt var 28 diakonisser i arbejde ved 10-års jubilæet i 1873, i 1880-81 var antallet steget til 86. En af Louise Conrings yndlingstanker, et hjem for faldne kvinder, blev overtaget af hendes trofaste veninde Thora Esche. Økonomien bag de mange initiativer var og blev det springende punkt, men dels modtog Diakonissestiftelsen efterhånden store testamentariske gaver og årlige beløb fra kilder, der strakte sig fra kongehus til jævne borgere, dels optog mange præster sagen og foranstaltede kollekt i kirkerne til fordel for den. Louise Conring var en fremragende administrator, der forstod at samarbejde med de regnskabskyndige mænd, der i tidens løb stillede sig til hendes rådighed. Hun overlod ret hurtigt ledelsen af sygeplejen til en af de først uddannede diakonisser, den begavede søster Anna Buch, som hun knyttede sig tæt til. I forholdet til Buch lå kimen til den interne strid i Diakonissestiftelsens tidlige historie. Buch spærrede andre adgangen til Louise Conring, hendes arbejdsområde blev for stort, og hun og hospitalets læge J.A. Holstein forligedes dårligt. Da Holstein i 1880 satte sin stilling ind på at få Buch flyttet til andet arbejde og blev støttet af Stein, nægtede Louise Conring at følge bestyrelsens henstilling. Dronning Louise forsøgte forgæves at mægle. Udfaldet blev, at såvel Holstein som Stein forlod Diakonissestiftelsen. Sagen, der var omtrent samtidig med en strid om grænserne for en diakonisses blufærdighed ved pleje af mandlige patienter, skadede Diakonissestiftelsens omdømme, så meget mere som der ved samme tid rejste sig kritik af diakonissernes mangelfulde oplæring i sygepleje. Retrospektivt fortæller striden især om Louise Conrings styrke og suverænitet. Da sagen om Buch blussede op igen i 1889, denne gang under pressens bevågenhed, følte Louise Conring, at hun måtte trække sig fra forstanderposten. Først efter klog og kærlig indgriben fra dronning Louises side lod hun sig overtale til at ændre visse arbejdsforhold og blive på sin post. Louise Conring var, så længe hun levede, diakonissesagens bannerfører frem for nogen og derfor uundværlig. Hun efterlod sig ved sin død i 1891 en livskraftig institution, der på folkekirkelig grund spredte sit arbejdsnet ud over hele landet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Catherine_Dijoud

Catherine Dijoud

2023-04-22T22:58:29+02:00

fri anvendelse

Catherine Dijoud, der var fransk af fødsel, tilhørte en velhavende familie bosat i den sydøstlige del af Frankrig. I stedet for det verdslige livs goder, som hendes herkomst kunne tilbyde, foretrak hun i lighed med en af sine søstre at gå i kloster. I 1853 indtrådte hun som prøvesøster i Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund, der havde hovedsæde i Chambéry nær hendes fødeby. Da hun året efter blev optaget som novice, fik hun søsternavnet Marie-Placide. Inden for ordenssamfundet blev hendes virke sygeplejen, og hun var bl.a. med til at pleje kolerapatienter under en epidemi i 1854. Da religionsfrihed blev en grundlovssikret rettighed i Danmark 1849, besluttede Skt. Joseph Søstrene som det første katolske ordenssamfund efter Reformationen at oprette en mission her. I 1856 blev Catherine Dijoud sammen med tre andre søstre sendt til Danmark. Hendes opgave var med sin erfaring i sygeplejen at grundlægge et hospital. De fire søstre blev med skib sendt til Danmark, og efter en udmattende rejse ankom de til København en tidlig majmorgen. De var klædt i civilt tøj, fordi man ikke så særlig venligt på katolikker i Danmark, men tilskyndet af det kølige klima tog de mod til sig og iførte sig den varme ordensdragt. En dansk konvertit, lærerinden frk. Lohse, havde foranlediget, at søstrene kom til Danmark, men arrangementet beroede på den misforståelse, at søstrene og den katolske menighed gensidigt havde opfattelsen, at den anden part var velhavende. Sandheden var, at begge parter var ubemidlede, og søstrenes første år blev derfor trange. I første omgang flyttede de ind i nogle fugtige kælderværelser på Skt. Annæ Plads. Ud over lidt syning var der ikke mange muligheder for at tjene til livets ophold. Søstrene klarede sig dog, fordi velgørerinder som grevinde Caroline Holstein-Ledreborg og baronesse Julie Løvenskiold hjalp dem de første år. Dertil kom en række pengedonationer fra udlandet. I 1859 havde de samlet midler til at købe et hus på Toldbodvej, og her indrettede de et kloster samt en skole. Flere søstre kom efterhånden til, og i 1868 blev det, der startede som en mission i Danmark, en selvstændig provins i ordenssamfundet med eget noviciat. Der gik 19 år, før Catherine Dijoud fik et hospital. I denne periode var hun sygeplejerske i private hjem, og i kortere perioder plejede hun franske patienter på Frederiks Hospital. Dertil tilbød hun og andre af søstrene deres hjælp, da krigen mellem Danmark og Tyskland brød ud i 1864, men de fik afslag, fordi man var bange for katolsk propaganda. Catherine Dijoud fik dog lov til at pleje nogle katolske tyske soldater på Sølvgades Kaserne. I 1870 rejste hun til Karlsruhe i et halvt år for at pleje sårede franske fanger under krigen mellem Frankrig og Tyskland. Da hun vendte tilbage, havde provinsialpriorinden søster Marie de Jesus for en personlig arv købt en grund til et hospital i Griffenfeldsgade. Gennem pengeindsamlinger i ind- og udland lykkedes det efterhånden at skaffe byggemidler, og grundstenen til Skt. Josephs Hospital blev lagt 1873. Der var oprindelig projekteret med et stort hospital, men i første omgang tillod midlerne kun en smal toetagers bygning, der mest lignede en skorsten. I 1874 flyttede Catherine Dijoud, som blev tituleret mère Placide, ind i det endnu ufuldendte hospital som priorinde. Stillingen indebar, at hun både var leder af hospital og søsterkommunitet. De begrænsede midler gjorde, at Catherine Dijoud og nogle få andre søstre selv fuldførte det indvendige håndværksarbejde og dertil skaffede inventar via annoncering. I 1875 åbnede hospitalet, hvor der var adgang for alle uanset religiøs overbevisning, men ikke uden vederlag, eftersom pengene skulle forrentes. Der var kun seks sengepladser, og selv disse var det svært at finde patienter til de første år, fordi folk var fyldt med mistro og angst for det katolske. Den dårlige belægning medførte, at økonomien vaklede, og hospitalet overlevede kun, fordi lensgrevinde Holstein-Ledreborg og kammerherreinderne Adelaide Oxholm og Polly Berling trådte til med donationer i form af penge, fødevarer og inventar. Da folks mistro havde lagt sig, begyndte patienterne at komme, og Catherine Dijoud søgte 1879 myndighederne om tilladelse til en offentlig indsamling i den hensigt at udvide hospitalet, men fik afslag. Berling trådte atter til og skænkede 60.000 kr. til en ny bygning på tre etager, der blev indviet 1882. Hospitalet rummede nu 90 patienter og var konkurrencedygtigt med byens øvrige, fordi søstrene arbejdede gratis. Allerede før 1890, hvor hospitalet fik fastansatte læger, gav Catherine Dijoud en række speciallæger indlæggelsesret til hospitalet, fx øre-, næse- og halslæger. Det var en modig beslutning, fordi specialisering af lægevirksomhed ikke var anerkendt på daværende tidspunkt, hvor opfattelsen var, at lægers arbejde bestod af medicin og kirurgi. Dertil var det en fremsynet beslutning, fordi speciallægevirksomhed blev et væsentligt eksistensgrundlag både for Skt. Josephs Hospital og de hospitaler, søstrene efterfølgende byggede. Af den første officielle beretning om hospitalet fra 1894 fremgår det, at lægebehandlingen var ledet af de bedste og dygtigste inden for den danske lægestand. I 1897 blev sengetallet øget til 130, og samme år indledtes et samarbejde med Kommunehospitalet og Frbg. Hospital, hvorfra man modtog patienter betalt af kommunen. Hospitalet var herefter fuldt belagt og dertil velanskrevet og anerkendt i det danske samfund. I alt byggede søstrene ni hospitaler i perioden 1875-1908. Catherine Dijoud, der var priorinde frem til sin død i 1897, var en pioner inden for hospitalsadministration. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en mild og opofrende kvinde, der var sygeplejerske med liv og sjæl, og som med klogskab og utrættelighed stod bag opbygning og drift af Skt. Josephs Hospital. Det var et værk, der kom i stand, fordi hun forstod at overvinde modstanden i et forbeholdent dansk samfund, der trods alt havde brug for søstrenes filantropiske indsats. Den franske regering tildelte i 1895 Catherine Dijoud la medaille de bienfaisance for hendes opofrende gerning. To år efter døde hun som den sidste af de fire første søstre. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Victoria_Jensen

Victoria Jensen

2023-04-22T23:04:56+02:00

fri anvendelse

Victoria Jensens moder blev tidligt alene med fem børn i små kår. Hun var en skrøbelig, men viljestærk, troende kvinde, der ved at oprette en lille opsynsskole i hjemmet på Nørrebro sørgede for sig og sine. Victoria Jensens tidligste erindring var koleraåret 1853, hvor vogne med stabler af sorte kister kørte gennem gaderne, og hendes moder passede kolerapatienter. En lillesøster døde af skarlagensfeber, og Victoria Jensen var selv dødssyg af kopper. Som voksen pige mindedes hun sin moders omhyggelige pleje og gjorde god brug af denne erfaring i sine huslige pladser. Ganske ung blev hun påvirket af sognepræsten Rudolph Frimodt, der fra 1865 var Indre Missions leder i København Efter nogle år som husholderske i Holbæk, hvor hun tilfældigt hørte om Diakonissestiftelsen, begyndte hun 1874 sin uddannelse på stiftelsen. Hun følte, at diakonien måtte være Guds vilje med hende og bevarede livet igennem en stærk følelse af kald. Efter tre måneder blev hun optaget som prøvesøster på stiftelsen. Få dage efter sendtes hun til Randers Sygehus, hvor hun med en meget spinkel erfaring fra hospitalssygepleje skulle overtage ledelsen af afdelingen der sammen med diakonisse Anna Marie Boyesen, der havde to års erfaring fra sygehusarbejde. Boyesen blev i de følgende to år Victoria Jensens læremester. I 1876 blev Victoria Jensen kaldt til en stilling som oversygeplejerske på Frbg. Hospital, der dengang var et lille sygehus med plads til 50 patienter. De næste 38 år kom hun til at stå i spidsen for sygeplejen ved Frbg. hospitalsvæsen. I 1877 blev hun indviet til diakonisse, og stiftelsen var livet igennem hendes hjem. Victoria Jensen kom til sin gerning på hospitalet i en vanskelig periode, hvor den nye sygepleje afløste det gamle stuekoneprincip, og de små blandede sygehuse blev til specialiserede afsnit i store hospitalsenheder. Den udvikling gennemløb Frbg. Hospital i Victoria Jensens funktionstid, og det blev hende, der systematiserede en moderne sygeplejerskeuddannelse på stedet. Hun var med til at organisere afdelinger for bl.a. medicin, kirurgi og nerve- og sindssygdomme, og i 1903, da hospitalet tog de nuværende bygninger på Nordre Fasanvej i brug med plads til 6-700 patienter, stod hun klar med en stab af unge sygeplejersker, som hun havde antaget og uddannet. Victoria Jensen ydede en fremragende indsats, især på uddannelsesområdet, hvilket Dansk Sygeplejeråd (DSR) påskønnede ved at udnævne hende til æresmedlem. Da pioneren på sygeplejeuddannelsesområdet Charlotte Munck i 1912 skrev om fordelene ved centralisering af uddannelsen, nævnte hun Frbg. Hospital som et eksempel og tilføjede “under Søster Viktorias kloge og dygtige Ledelse”. Victoria Jensen var den fødte diplomat, en smidig forhandler og et fordomsfrit menneske, der respekterede enhver alvorligt ment overbevisning. Hun arbejdede helst i det stille, bag kulisserne. Sent på dagen i al slags vejr, ofte indhyllet i sit store grå sjal og med paraply, var hun på vej rundt til samtlige afsnit på hospitalsterrænet for at se, om alt stod vel til. Hvor hun følte, det var rigtigt, søgte hun ved bøn og salmesang at hjælpe en døende, men hun trængte sig aldrig på. Da søster Sophie Zahrtmann i 1914 trak sig tilbage som forstanderinde ved Diakonissestiftelsen, var dets hospital midt i en reorganisering af sygeplejen, og bestyrelsen bad Victoria Jensen vende hjem. Valget var logisk, da Victoria Jensen var en kapacitet på området, men hun var fyldt 67 år og allerede da stærkt gigtplaget. I første omgang sagde hun derfor nej, men efter svære overvejelser bestemte hun sig til at forlade det hospitalsvæsen, som hun elskede og havde været med til at opbygge. Hun tog dette skridt af loyalitet mod sit moderhus, men betingede sig en kort funktionstid, mere end fem år ville hun ikke påtage sig. Det blev fem vanskelige år under Første Verdenskrig med dyrtid og manglende balance i Diakonissestiftelsens regnskab. Da forstanderindens administrative byrder efterhånden var blevet for omfattende for én person, havde bestyrelsen i 1913 besluttet, at stiftelsens førstepræst fremover skulle fungere som forstander, sideordnet forstanderinden. Victoria Jensen havde fra Frbg. Hospital de nødvendige erfaringer, og hendes samarbejde med den nytiltrådte forstander L.J. Koch blev en problemfri overgang til den nye ledelsesform. Diakonissestiftelsens hospital var på det tidspunkt et blandet sygehus, og den medicinske afdeling, som Victoria Jensen så som forudsætning for en alsidig sygeplejerskeuddannelse, var det ikke økonomisk muligt at oprette i hendes tid, om end hun fik sat sit stempel på planerne, som hendes efterfølger Alvilde Ræder senere realiserede. Uddannelsesreformen kom i Victoria Jensens periode til også at omfatte de unge piger, der var sygeplejeelever på Diakonissestiftelsen, og fra 1917 fik disse “hjælpesøstre” samme sygeplejerskeuddannelse som de vordende diakonisser. Den blev efter samråd med DSR i 1918 treårig, og det blev med tiden stadig mere væsentligt for stiftelsen, at husets uddannelse var på højde med de bedste i landet. Uddannelsen var herefter på alle punkter i overensstemmelse med de krav, som DSR stillede. Victoria Jensen var omkring århundredskiftet drivkraften i Ydre Missions oprettelse af et hospital i Indien. Hun var med i udvalget for Indre Missions Nyborgmøder og i 1904 aktiv i den nystiftede Kristelig Forening for Sygeplejersker. Der var tre bærepiller i Victoria Jensens liv: diakonien, sygeplejen og hedningemissionen. Inden for dem alle påtog hun sig store opgaver. Hun satte sig spor i sygeplejerskeuddannelsen, der rakte ud over hendes egen tid og modtog ved sin afgang i 1919 Fortjenstmedaljen i guld. Som pensionist skrev hun nogle erindringsskitser, der i uddrag blev publiceret i Den danske Diakonissestiftelses Aarbog 1929-30. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Caroline_Johansen

Caroline Johansen

2023-04-22T23:05:20+02:00

fri anvendelse

Caroline Johansen blev født i Sverige, hvor faderen var møller. Af natur var han en glad mand, livlig og heftig, men afholdt af alle. Moderen var meget stille, efter eget udsagn blev hun omvendt som 25-årig. Gennem moderen hørte Caroline Johansen om hedningemissionen og om Christine Johansen, kaldet Søster Sara, den første kvinde, som Det Danske Missionsselskab (DMS) havde udsendt som missionær i 1888. 16 år gammel mistede hun sin fader, og herefter måtte hun og hendes søskende klare sig selv. Hun tog til Danmark, hvor hun uddannede sig til sygeplejerske inden for Dansk Røde Kors og fik ansættelse i Århus. Herfra søgte hun DMS om at blive missionær i Indien. Men bestyrelsen i DMS var ikke afklaret i spørgsmålet om kvindelige missionærer, da man var bange for, at kvinder ikke kunne tåle klimaet, og at de ville gifte sig. I mellemtiden rejste hun til England for at lære sprog. I 1889 var præsten Jens Vahl blevet ny formand for DMS. Vahl var positiv over for at udsende kvindelige missionærer, og han ønskede at gøre Kina til en ny missionsmark. Sagen endte således med, at Caroline Johansen blev antaget, ikke til Indien, men til Kina. I slutningen af 1892 forlod Caroline Johansen Danmark sammen med Johannes og Ellen Nyholm, som de første danske missionærer i Kina. Men ægteparret Nyholm måtte hurtigt tage hjem igen på grund af sygdom og nåede aldrig i arbejde. Under udrejsen og den første tid i Hangzhou i Midtkina fik hun ansvaret for medicinkassen, intet andet. I slutningen af 1893 ankom præsten Conrad Bolwig og hustruen Minna. I de to første år gik tiden hovedsagelig med sproglæsning og forhandlinger mellem nordmænd og danskere om arbejdsområder. Men til møderne var hun forment adgang som kvinde. 1894 stødte præsten Henrik Knudsen til, og han og Caroline Johansen blev straks indtaget i hinanden. Kort forinden havde hun efter brevveksling med DMS fået stemmeret i de sager, der angik danskere. Hun ønskede at tale til Kinas kvinder, hvad Bolwig og nordmændene satte sig imod. “Hvordan kan nogen beskylde mig for manglende Ansvar? Naar der kun er mandlige Tilhørere til de mandlige Missionærer? Er det ikke Mangel på Ansvar at lade Kvinderne dø uden at kende Frelsens Vej?,” spurgte hun. Caroline Johansen ville gerne oprette et gadekapel for kvinder, fordi der ikke var ro i hjemmene, men Bolwig tillod kun husbesøg. I 1894 brød krigen mellem Japan og Kina ud, og sammen med en norsk kvinde rejste Caroline Johansen til Lüshun, det tidligere Port Arthur, i Manchuriet for at pleje sårede kinesiske soldater. Caroline Johansen blev således den første danske missionær i Manchuriet, som i de næste 50 år skulle blive den vigtigste danske missionsmark i Kina. Efter et kort ophold i Shanghai, hvor hun var med til at starte et Røde Kors hospital, vendte hun sammen med Henrik Knudsen, som hun blev gift med i 1895, tilbage til Lüshun. Her oprettede hun en Røde Kors afdeling og oplevede en kort, lykkelig tid. Da ægtefællen 1896 pådrog sig en leversygdom, tog parret tilbage til Danmark, hvor Caroline Johansen blev præstekone først i Sønderho, hvor ægtefællen fik kald 1897, og fra 1905 i Ørum. Caroline Johansen, der havde trodset krige og sygdomme i Kina, bukkede 1918 under for den spanske syge. Senere fik mandlige missionærer æren af at have været de første i Nordkina. Men Caroline Johansen var på stedet allerede i 1894, et år før dem. Dansk Kinamission begyndte således med en kvinde, Caroline Johansen, og sluttede med en kvinde, Ellen Nielsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Lyngby

Eva Lyngby

2023-04-22T23:26:41+02:00

fri anvendelse

Eva Lyngby var efternøler i en søskendeflok på fire piger. Faderen, der var sognepræst i Skt. Pauls Kirke i Århus, var i første omgang skuffet over “nok en pige”. I fortrydelse over sin egen holdning gav han hende mellemnavnet Benedicte, der betyder den velsignede. Hun var en gave fra Gud og skulle ikke vokse op som uønsket. Eva Lyngby blev da også familiens solstråle i et hjem præget af stærkt sammenhold og værdier som pligtfølelse, orden og flid. Præstegården var rammen om stor gæstfrihed, der omfattede mange af tidens betydeligste mænd. Det var faderen magtpåliggende, at døtrene fik en uddannelse, og stort frisind udviste han også med hensyn til deres offentlige fremtoning, fx fik de stik imod tidens normer lov til at cykle. Han havde et dårligt helbred og så gerne Eva Lyngby godt i vej, inden han døde. Hun selv fandt derfor, at kravene til hende var store. Forældrene flyttede til København i faderens sidste leveår, mens den 15-årige Eva Lyngby blev tilbage i Århus for at fuldende sin skolegang. Grundet faderens død fik hun ikke studentereksamen som påtænkt, men realeksamen fra Århus Katedralskole 1914. Herefter flyttede hun over til moderen og tog arbejde på et forsikringskontor. I de følgende år blev Eva Lyngby til trods for sin opvækst i et højkirkeligt hjem grebet af Indre Missions tanker, som de blev formidlet af ungdomspræsten Olfert Ricard og lægprædikanten Frida Thomsen. Trods indvendinger fra familie og venner, der bragte mange andre uddannelsesmuligheder i forslag, var resultatet, at hun følte et kald til at blive diakonisse og sygeplejerske. Hun valgte Diakonissehuset Skt. Lukas Stiftelsen (SLS), fordi man her havde det særlig strengt, og denne livsform kaldte på noget i hende. Hun indtrådte i 1916, 18 år gammel. De følgende år gennemgik hun både søster- og sygeplejerskeuddannelsen. I denne periode markerede hun sig som en kompetent og dygtig sygeplejerske, der altid var herre over situationen, og dertil blev hun fremhævet for den ånd, hun overalt førte med sig. Disse kvaliteter gjorde, at forstanderskabet og søsterledelsen i 1921 overlod hende ledelsen af søstereleverne. I 1923 blev Eva Lyngby indviet som søster. Året efter blev hun enstemmigt valgt som forstanderinde for hele institutionen. Eva Lyngby afløste SLSs grundlægger Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm og blev dermed den første forstanderinde, der var diakonisse. Hun var kun 26 år. Et stort ansvar var lagt på hende, og hun fik til fulde brug for sine administrative evner for at få institutionen til at fungere. Til trods for sin unge alder måtte hun også påtage sig rollen som “moder” for alle søstrene og skabe dem et fælles hjem. Eva Lyngby fik i modsætning til stedets tidligere forstanderinde et fortrinligt samarbejde med og en stærk støtte fra SLSs forstander pastor Paul Müller. Eva Lyngbys tid som forstanderinde var frem til 1950’erne præget af stigende søstertal og betydelige udvidelser af institutionen. Under hendes ledelse flyttede SLS i 1932 til et nyt moderhus i Hellerup. I tilslutning hertil blev der opført spædbørnehjem, børneoptagelseshjem, præste- og lægeboliger og et hjem for ældre søstre. Dertil kom et stort moderne hospital med egen sygeplejeskole, der frem til 1945 var for søsterelever, herefter også for almindelige elever. Diakonissehuset var etableret på et tidspunkt, hvor socialpolitik endnu var et uopdyrket felt, men i Mellemkrigstiden grundlagdes velfærdsstaten, og social forsorg blev et offentligt anliggende. Eva Lyngby bifaldt denne udvikling, som hun opfattede som ansporende for den private filantropi, SLS stod for. Fx tog hun initiativ til søstrenes store indsats inden for ældreomsorg, hjemmesygepleje og menighedspleje. Under faderens langvarige sygeleje havde Eva Lyngby lært at omgås det lidende menneske. Hun kom derigennem til at se sygeplejen som en livsgerning, et kald, der ikke lod sig forene med almindelig lønarbejdermentalitet. Derfor var hun i en debat i 1938 dybt uenig i Dansk Sygeplejeråds (DSR) stærke fokus på lønforhold, og hun stillede spørgsmålstegn ved, om diakonisser skulle være medlem af fagforeningen. Hun var dog på linie med DSR i uddannelsespolitikken og opbyggede en af landets bedste sygeplejeskoler. Allerede i 1925 ændrede hun SLSs toårige overvejende praktiske sygeplejerskeuddannelse til en systematiseret treårig uddannelse med vægt på teori såvel som på praksis. Denne uddannelsesplan betegnede DSRs senere formand Charlotte Munck som et storartet pionerarbejde. Reformen blev i første omgang ikke mødt med lige stor forståelse inden for institutionens egne rammer, hvor man mente, at sygepleje læres ved sengen og ikke på skolebænken. Uanset denne kritik gennemførte Eva Lyngby den nye uddannelsesplan. I 1940 overlod hun sygeplejeskolens ledelse til Elna Krogh Nielsen, der bl.a gennem indførelse af yderligere teorikurser fra 1942 fastholdt skolens fremtrædende placering. En anden mærkesag for Eva Lyngby var rekruttering af nye søstre. Gennem foredrag og artikler gjorde hun meget for at oplyse unge kvinder om kaldet til diakonissegerningen. Den efterhånden stærkt faldende tilgang af nye søstre bekymrede hende meget. I forlængelse heraf var et mål i hendes virke også at yde en indsats på det kirkelige område og at gøre diakonissesagen kendt nationalt såvel som internationalt. Det gjorde hun gennem et betydeligt antal taler og artikler og i kraft af bestyrelsesposter i Folkekirkeligt Filantropisk Forbund 1932-43, Kristeligt Pressebureau 1946-51, den internationale diakonissesammenslutning Diakonia 1947-54, Det Lutherske Verdensforbund 1952-57 og Det Mellemkirkelige Råd 1954-63. Disse engagementer medførte en betydelig rejseaktivitet i ind- og udland. Trods travlhed havde hun megen kontakt til sin familie, og hun blev bl.a. et forbillede for niecen Benedicte Ramsing, der fik en karriere meget lig hendes egen. Til Eva Lyngbys sorg konverterede niecen dog til katolicismen og blev således ikke diakonisse, men Skt. Joseph-søster. Efter 41 år som forstanderinde fratrådte Eva Lyngby i 1965 og afløstes af Signe Krogh. Hun boede fortsat på SLS til sin død i 1975. Hendes sidste år var præget af alvorlig sygdom. Eva Lyngby beskrives som en visionær, myndig og værdig personlighed. Hun skiltede ikke med sine følelser, men under det alvorlige ydre vidste alle, at der boede varme og dybde. Hun besad forudseenhed og administrativ dygtighed, dertil en evne til at føre ordet, der kunne gøre mangen en præst misundelig. Eva Lyngby fik Florence Nightingale Medaljen i 1957, Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1932 og blev ridder af Dannebrogordenen 1960. 1965 blev hun æresmedlem i SLSs bestyrelse. Om stiftelsen skrev hun Hvad er Sankt Lukas Stiftelsen, 1954, og Forstanderinden fortæller, 1973. Dertil var hun forfatter til en lang række avis- og tidsskriftsartikler og medforfatter til flere bøger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Nielsen

Ellen Nielsen

2023-04-22T23:10:34+02:00

fri anvendelse

Ellen Nielsen nedstammede på mødrene side fra en adelig familie i Tyskland. Hendes mormoder, født von Wulff, blev under uopklarede omstændigheder "sat ud" og kom som ganske lille sejlende med båd til Danmark. Familiens gådefulde oprindelse optog Ellen Nielsen lige så meget som fattigdommen i hjemmet, en spåntækt hytte med lergulv. Faderen var en drikfældig skorstensfejer, der forsømte sit arbejde, og moderen passede kreaturer, får og heste for en proprietær. Ellen Nielsen var den yngste af seks søskende. Hun hjalp moderen med dyrene og elskede friluftslivet. Tidligt red hun heste til vands og deltog i malkning, fåreklipning og andet arbejde på en nærliggende herregård. Hun frygtede sin fader, men elskede og beundrede sin moder. Under dennes sidste sygdom blev Ellen Nielsen bevidst om sin kristne tro. Da moderen døde i 1890, måtte Ellen Nielsen ene sørge for begravelsen, hvor hele egnen mødte op til spisning. Det blev siden et kendetegn for hende, at hvad hun gjorde, det gjorde hun stort. Efter moderens død tog Ellen Nielsen til København, hvor hun ernærede sig som strygejomfru. Hun fik sin gang i KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) og bistod bl.a. Thora Esche i dennes redningsarbejde blandt "faldne kvinder". I 1893 henvendte Ellen Nielsen sig til bestyrelsen i KFUK angående muligheden for at blive udsendt som missionær. Også en anden ung kvinde, Kathrine Nielsen, havde meldt sig i samme ærinde. Da det var en hjertesag for KFUKs bestyrelse at få udsendt kvinder, henvendte man sig til Det Danske Missionsselskab (DMS) og forespurgte, om selskabet ville udsende de to kvinder. DMS, der var delt i spørgsmålet om kvindelige missionærer, svarede, at man ikke kunne tage stilling til anmodningen, før kvinderne havde fået en grundig uddannelse. Med støtte fra KFUK blev hun da optaget på N. Zahles Seminarium, hvor hun tog lærerindeeksamen 1897. Efter hendes eksamen henvendte KFUK sig på ny til DMS, der året efter besluttede at udsende Ellen Nielsen og Kathrine Nielsen til Kina. De to kvinder blev hermed KFUKs første kvindelige missionærer, og de følgende 50 år vedblev KFUK med at støtte hende. Ellen Nielsen fik ophold i Dagushan i det sydlige Manchuriet, hvor hun blev til sin død 62 år senere, kun afbrudt af korte ophold i Danmark. Hun ankom til Manchuriet fire år efter, at den første dansker Caroline Johansen i 1894 havde startet sin kortvarige missionærvirksomhed dér. Perioden var fra først til sidst præget af krige og lokale røverfejder. Dertil kom 14 års japansk besættelse 1931-45, efterfulgt af sovjetisk besættelse og en borgerkrig, der endte med kommunismens sejr i 1949. Hermed indtrådte det største systemskifte i Kinas historie. 1903 startede Ellen Nielsen en pigekostskole med tre elever. Betingelsen for at blive optaget var, at eleven ikke måtte have bundne fødder. Senere gjorde en reformvenlig embedsmand brug af hendes evner i en kampagne mod bundne fødder, og hermed indledte Ellen Nielsen den kvindefrigørelse, der har sat sig spor langt op i nutiden. Kostskolen voksede og blev udvidet med mellemskole og seminarium. 1915 oprettede hun den første børnehave i provinsen med tilhørende seminarium. Men allerede i 1911 havde hun grundlagt en industriskole ikke bare for enker, men også for arbejdsløse familiefædre. Her blev landbrug, silke- og frugtavl samt alle slags håndværk inddraget i undervisningen. Men dertil behøvedes jord, og for at få lov til at købe og eje jord blev Ellen Nielsen kinesisk statsborger i 1931. Med al sin foretagsomhed ved landbrug, industri og skolevæsen blev hun genstand for respekt og beundring. Ud over skolerne, der havde hver sin rektor, stod hun i spidsen for et kollektiv af familier og enlige, der i 1939 rummede mere end 300 personer. Hver arbejder fik syv dollars om måneden foruden kost og gratis skolegang for børnene. Området gik under navnet N-familiens landsby og var stort set selvforsynende. Ellen Nielsen følte, at hun gennem sine projekter fik oprejsning for sin fattige barndom og på denne måde kunne føre traditionen videre fra sin adelige mødrene familie. Men samtidig delte hun ligeligt ud af avl og udbytte. Med købet af ferieøen Ludao sørgede hun for, at de ansatte kunne tage på ferie. Ellen Nielsen blev kendt som en særpræget kvinde og igangsætter over hele det nordøstlige Kina. Gennem sin kristne tro fandt Ellen Nielsen fred med Gud og fred i sindet. Da kommunisterne under borgerkrigen i 1947 beslaglagde jord og ejendom, privat tøj og personlige ejendele, udviste hun ro og handlekraft. Hun blev sat i husarrest, dømt som godsejer og folkefjende og fik frakendt al ejendom. Hendes to danske medarbejdere Astrid Poulsen og Nanny Brostrøm blev sat i fængsel. Enkerne og de arbejdsløse måtte fra da af klare sig selv, mens de kinesiske medarbejdere, på nær nogle få, endte i arbejdslejre, hvor de siden døde. Da de tre danskere blev frigivet efter 14 dage, fik de overladt et enkelt rum uden noget andet end det tøj, de gik og stod i, men kinesiske venner kom til hjælp. Efter 1950 var Ellen Nielsen den eneste danske missionær i Kina, efter at bl.a. Marie Nielsen og Karen Gormsen var blevet tvunget ud. Ellen Nielsen fik et par køer tilbage, og en trofast medhjælper hjalp hende, så hun kunne sælge mælken og således opfylde kravet om at producere. Hun fik utallige besøg af soldater stationeret i Dagushan og af arbejdere. Hun sang for dem og talte til dem og med dem. Da hun blev næsten blind, fik hun hjælp af spredtboende kinesere. Efter hendes død i 1960 blev hendes hjælpere arresteret, og Ellen Nielsen blev stemplet som kontrarevolutionær. 20 år senere blev hun i lighed med andre danske missionærer rehabiliteret. Erklæringen herom blev trykt og læst op sammen med en mindeartikel i et lokalt blad. Den kinesiske kirke omtaler hende i dag med stor respekt. I begyndelsen af 1990'erne rejste myndighederne i Dagushan en mindesten for Ellen Nielsen som anerkendelse af hendes store betydning i både åndelig og verdslig henseende. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sofie_Petersen

Sofie Petersen

2023-04-22T23:24:39+02:00

fri anvendelse

Sofie Petersen blev født i Maniitsoq (Sukkertoppen) som den næstyngste af en søskendeflok på i alt otte. Faderen var overkateket i Kangaamiut. Frygt for komplikationer i forbindelse med fødslen gjorde, at Sofie Petersen blev født uden hans tilstedeværelse. Det førte til en særlig tilknytning til faderen, som følte, at datteren var kommet faderløs til verden. Tidligt var Sofie Petersen fortrolig og tryg ved hans arbejde som præst, og allerede som barn ønskede hun at følge i hans fodspor. I barndomslegene spillede hun altid rollen som præst. Sine barnesko trådte Sofie Petersen i Nanortalik. Efter endt grundskole kom hun på realskole i Nuuk (Godthåb). 1975 tog hun hf-eksamen fra Birkerød Statsskole og søgte derefter ind på Ilinniarfissuaq (Grønlands Seminarium), hvor hun studerede halvandet år. En dag blev hun kaldt ind til rektor. Han havde hørt, at hun ville være præst og opfordrede hende til at søge ind på det teologiske studium ved Københavns Universitet. I 1986 kunne hun som den første grønlandske kvinde tage den fulde teologiske embedseksamen fra universitetet. Året efter blev hun ordineret i Sisimiut (Holsteinsborg) Kirke. 1987-90 var hun præst i Maniitsoq, hvorefter hun flyttede til Ilulissat (Jakobshavn), hvor hun virkede som præst og institutionsbestyrer frem til sin udnævnelse til biskop. Hun blev bispeviet i Nuuk 1995. Med udnævnelsen af Sofie Petersen fik Grønland sin første kvindelige biskop, ligesom hun blev den anden biskop, efter at Grønland var blevet selvstændigt bispedømme i 1993. Den første biskop var Kristian Mørch. Sofie Petersen blev samtidig den anden kvindelige biskop i rigsfællesskabets historie; blot en måned før var Lise-Lotte Rebel blev bispeviet som den første kvinde herhjemme. At Sofie Petersen kun 39 år gammel blev biskop i det unge bispedømme, har hun selv beskedent henført til “grønlandske omstændigheder”. Sofie Petersens daglige arbejde har bestået i ledelsen af bispekontoret, som varetager administrationen af den grønlandske kirkes vejledning af præster i bispedømmet. Ved højtider og festlige lejligheder har hun forestået gudstjenester, og på opfordring har hun udført vielser og begravelser. Desuden udfører hun sjælesorgsarbejde som almindelige præster. Sofie Petersen er en glad og positiv biskop, der grundlæggende fokuserer på tilværelsens lyse sider. Men hun negligerer ikke af den grund de negative. Hun har været en ivrig bidragyder til debatter i medierne, bl.a. om selvmord, og her har hun fremført, at vi ikke i tilstrækkelig grad påtager os ansvaret for hinanden og vore omgivelser. De mange tilfælde af incest, som i Grønland ofte får selvmord som konsekvens, har hun været stærkt påvirket af, og hun har hævdet, at vi ikke er gode nok til at tage vare på vore børn. I sine etiske holdninger har hun været på linie med sine danske kolleger Kjeld Holm i Århus stift og Jan Lindhardt i Roskilde stift, og hun har især pointeret, at vi i vores omgang med naturen lokalt såvel som globalt er blevet for individualistiske og egoistiske. Af væsen er hun mere redebygger end offentlig person, og hun har derfor ikke været så glad for den mediebevågenhed, som hører med til stillingen. Sofie Petersen virkede 1983-86 som sekretær i Den Grønlandske Kirkesag, og siden 1989 har hun været medlem af Den Grønlandske Oversættergruppe, som i Det Danske Bibelselskabs regi oversætter Det Nye Testamente til grønlandsk. 1996 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Benedicte_Ramsing

Benedicte Ramsing

2023-05-03T11:19:41+02:00

fri anvendelse

Benedicte Ramsing var den yngste i en søskendeflok på to piger og to drenge. Faderen var cand.polit. og ansat som funktionær i postvæsenet, mens moderen tog sig af hjemmet. Begge forældre havde et aktivt forhold til folkekirken, moderen bl.a. som medlem af det stedlige menighedsråd. Benedicte Ramsing anlagde tidligt en religiøs livsstil med forbillede i mosteren Eva Lyngby, der var forstanderinde ved Skt. Lukas Stiftelsen. I familien havde man derfor en positiv forventning om, at hun skulle blive diakonisse. Hendes liv tog dog en anden og i familiens øjne ikke helt så positiv kurs. Dette skift tog sin start, da Benedicte Ramsing efter realeksamen fra Gentofte Statsskole i 1927 var blevet skoletræt. Hun fravalgte derfor at blive student, hvilket forældrene ellers havde ventet. På foranledning af fastrene Margrethe R., Hedvig R. og Augusta R. blev det i stedet arrangeret, at hun 1928 kom på en katolsk klosterskole i Bruxelles, ledet af Les Dames du Sacrè Coeur. Hendes fastre, der alle var lærerinder, var til familiens sorg konverteret til katolicismen. Margrethe og Hedvig var endda gået så vidt, at de var blevet Skt. Joseph Søstre. Benedicte Ramsings forældre havde dog intet imod, at hun kom på klosterskole, da de følte sig sikre på hendes religiøse ståsted. På skolen var Benedicte Ramsing efter eget udsagn inkarneret protestant, men efterhånden blev hun grebet af den katolske troslære, og en beslutning om at konvertere tog form. Fastrene fik hende til at udskyde afgørelsen, fordi hendes ældste broder var blevet alvorligt syg. Hun rejste derfor hjem med uforrettet sag i 1930 og fik arbejde som kontormedhjælper i Landbrugsministeriet. Broderen døde i 1931, det var et lammende slag for familien, og bedre blev det ikke, da Benedicte Ramsing konverterede året efter. Den uholdbare familiesituation gjorde, at hun fik behov for at flytte hjemmefra. Hun opgav en drøm om at blive lærerinde og bestemte sig for at blive sygeplejerske. 1933-36 uddannede hun sig på Amtssygehuset i Gentofte, og herefter besluttede hun at gå i kloster. Det var en vanskelig beslutning, men hun valgte at følge sit kald og håbede, at familien med tiden ville forstå hende. I 1937 fulgte Benedicte Ramsing i to af sine fastres fodspor og blev optaget i ordenssamfundet Skt. Joseph Søstrene af Chambéry, en fransk orden etableret i Danmark 1856. Hun fik søsternavnet Benedicte og valgte selv at få sin søsteruddannelse i ordenens moderhus i Chambéry, Frankrig. Den livsform, hun dermed påtog sig, indebar mange begrænsninger på et personligt plan, men samtidig gav den hende en enestående mulighed for faglig udfoldelse. I 1939 vendte hun tilbage til Danmark og fik stilling som sygeplejelærer ved Skt. Josephs Sygeplejeskole i København, en privat sygeplejeskole tilknyttet Skt. Josephs Hospital og drevet af søsterordenen. Med stor entusiasme påtog hun sig stillingen og fik på få år uden officiel lederkompetence forbedret og systematiseret skolens middelmådige uddannelse. Søsterledelsen havde øje for hendes evner og satsede på hende som skolens fremtidige leder. 1944-45 finansierede de, at hun blev uddannet som sygeplejelærer på Kursus ved Århus Universitet for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker. Under uddannelsen deltog hun bl.a. i den svenske greve F. Bernadottes aktion på karantænestationen i Padborg april 1945. Kurset indebar, at hun blev i stand til at forbedre den teoretiske undervisning på Skt. Josephs Sygeplejeskole, ligesom hun systematiserede elevernes praktiske turnus. På kurset stiftede hun desuden bekendtskab med og tilsluttede sig det amerikanske syn på sygepleje som en akademisk disciplin. Denne tilgang tog man generelt afstand fra i Danmark, hvor man mente, at et for stærkt fokus på det boglige var en trussel mod kaldstanken i sygeplejen. I samme periode begyndte hun at etablere et fagligt netværk, bl.a. med sygeplejepionerer som undervisningsleder Ellen Broe og forstanderinde ved Skt. Lukas Stiftelsens Sygeplejeskole Elna Krogh Nielsen. Det var faglige kontakter, der kom til at udvikle sig til livslange venskaber. I 1947 blev Benedicte Ramsing forstanderinde ved Skt. Josephs Sygeplejeskole. 1948-49 foranledigede søsterledelsen, at hun kom til at studere sygepleje ved the Catholic University of America i Washington DC. Studiet blev skelsættende for hendes uddannelsesplanlægning, fordi hun af den amerikanske professor i sygepleje Loretta Heidgerken lærte om unitsystemet, en uddannelsesmodel, der integrerede teori og praksis. Benedicte Ramsing indførte i 1950 systemet på sygeplejeskolen, og hun udviklede det betragteligt de følgende 20 år. Det betød, at uddannelsen på skolen allerede fra begyndelsen af 1950’erne var på højde med de reformer, den samlede danske sygeplejeuddannelse undergik i 1957. I 1964 fik hun et legat fra verdenssundhedsorganisationen WHO til at besøge en række universiteter og sygeplejeskoler i Canada og USA. Besøget gav fornyet inspiration og medførte, at Benedicte Ramsing samme år inddrog den amerikanske sygeplejeteoretiker Virginia Hendersons behovsteori i sin uddannelsesplan. Samtidig flyttede hun uddannelsens fokus fra hospitalssygepleje til samfundssygepleje, og derfor blev humanistiske og samfundsvidenskabelige fag tilføjet. Dermed var uddannelsen så meget forud for sin tid, at den i indhold og timetal svarede til den uddannelsesreform, der fandt sted 1979. Hendes ultimative mål blev dog først nået i 1990, da grunduddannelsen af sygeplejersker blev et studium, der året efter blev komplementeret med oprettelsen af ph.d.-uddannelsen i sygepleje. Benedicte Ramsing førte Skt. Josephs Sygeplejeskole frem til en eliteskole. Hendes lederstil var autoritær, men kærlig og medmenneskelig. Hun fastholdt vedvarende skolens kristne værdier, fx gennem sin undervisning i etik, men også på et praktisk plan ved at lade gravide elever gennemføre uddannelsen, en praksis, der var helt på tværs af landets øvrige skoler. Sine idéer om sygeplejeuddannelse formidlede hun gennem en lang række foredrag og tidsskriftsartikler, fx Unitsystemet tilpasset danske forhold, 1954, og Vover vi at sige sandheden, 1962. I 1955 udgav hun lærebogen Anatomi og fysiologi, der kom i 5. udg. 1975. I sygeplejekredse lyttede man opmærksomt til hendes idéer, men uden at indføre dem. Det skyldtes til dels en vis skepsis over for det amerikanske, men mest af alt, at uddannelsen var kostbar. Skt. Joseph Søstrene betalte selv de merudgifter, uddannelsen medførte, og den mulighed havde en offentlig skole ikke. I Dansk Sygeplejeråd (DSR) var man opmærksom på Benedicte Ramsings kapacitet. Her var hun medlem af DSRs repræsentantskab 1963-69 og af hovedbestyrelsen 1966-69. Dertil inddrog rådet hende i en række faglige udvalg, bl.a. redaktions- og presseudvalget 1955-68 og public relation-udvalget i forbindelse med den nordiske sygeplejerskekongres i København 1958. Sin største indsats ydede hun i vurderingsudvalget 1965-69, hvor Krogh Nielsen var formand. Udvalget udgav to rapporter, hvor de dels vurderede reformen af sygeplejerskeuddannelsen i 1957, dels gav et forslag til en ændret grunduddannelse, der var meget lig uddannelsen på Skt. Josephs Sygeplejeskole. Samme uddannelsesidéer dannede grundlag for det forslag til en ændret sygeplejerskeuddannelse, der blev afgivet i Indenrigsministeriets betænkning af 1975. Sidstnævnte forslag blev forkastet af økonomiske årsager. Af ukendte grunde henviste man ikke direkte til Benedicte Ramsing i denne betænkning. Sideløbende med sit arbejde som skoleforstanderinde var Benedicte Ramsing aktiv i ordenssamfundets interne anliggender og ledelse. Hun holdt foredrag, oversatte religiøse tekster, underviste i teologi og skrev artikler, fx Tanker om ordenslivet, 1963. I 1969 blev hun valgt som generalpriorinde med sæde i Rom, og hun blev den første ikke-franske generalpriorinde i ordenens 300-årige historie. Benedicte Ramsing kom dermed til at stå i spidsen for den fornyelse, Skt. Joseph Søstrenes Ordenssamfund gennemgik i 1970’erne, som følge af det 2. Vatikankoncils dekreter. Fornyelsen medførte, at søstrene ophævede den stramme klosterklausur og vendte tilbage til den udadvendte livsform, der kendetegnede ordenen ved dens grundlæggelse i 1600-tallet, men i en form tilpasset vor tid. Benedicte Ramsing fik med posten som generalpriorinde den stilling, hun kom til at holde mest af. Her fik hun brug for alle sine evner sprogligt, organisatorisk og menneskeligt. Arbejdsdagen var lang og opslidende, ikke mindst på grund af en omfattende rejseaktivitet til ordenens provinser verden over. I 1980 fratrådte hun og tog fat på en aktiv pensionisttid, hvor hun bl.a. 1984-87 tog kursus i teologi for lægfolk i Århus. Den opgave, der kom til at optage hende mest, var dog oversættelsen af det romerske breviar Tidebog fra latin til dansk. Da Tidebog udkom i 1987, var hun alvorligt syg, og året efter døde hun. Benedicte Ramsing var en banebrydende pioner inden for søsterliv og sygepleje. Med samfundets behov og forandringer for øje var hun vedvarende i front for den udvikling, søsterorden og sygepleje undergik. Hun var en stærk, intelligent og magtfuld personlighed, og hendes liv var præget af en jernvilje til at gennemføre det, hun satte sig for. Hun var respekteret for sin medmenneskelighed og faglige indsigt, og hun fastholdt de værdier, der historisk knytter søsterliv og sygepleje sammen, som udtrykt i hendes motto: “kærlighed er tjeneste”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Ramsing

Margrethe Ramsing

2023-04-22T23:21:26+02:00

fri anvendelse

Margrethe Ramsing var den tredjeældste i en søskendeflok bestående af seks piger og syv drenge. Forældrene var nært knyttet til den danske folkekirke og gav deres børn en kristen opdragelse. Margrethe Ramsing og hendes søstre Augusta Utke R. og Hedvig R. blev familiens udbrydere, idet de konverterede til katolicismen. Margrethe Ramsing og Hedvig gik tilmed i kloster. I begyndelsen af 1890’erne tog faderen Margrethe Ramsing og Augusta med til en række foredrag af en fransk dominikanerpræst père H. Lange. Både indremissionske og grundtvigianske præster advarede imod disse arrangementer, fordi de kunne true ubefæstede sjæle. Da Margrethe Ramsing viste stor interesse, blev faderen ængstelig og satte en stopper for deltagelsen i foredragene. Margrethe Ramsing opsøgte dog på egen hånd père Lange, som hun førte samtaler med og lånte bøger af, et initiativ, der på den tid blev opfattet som en stor dristighed. Da hendes engagement blev opdaget, blev en protestantisk præst sat til at bringe hende på bedre tanker. Det var forgæves, hun konverterede i hemmelighed 1893, 22 år gammel. En konversion var dengang en social skandale, en sorg og skændsel for familien, og der gik mange år, før faderen rakte hende en forsonende hånd. Forældrene sendte hende til en pension i Chambéry, Frankrig. Det hed sig, at hun skulle lære fransk, men motivet var at undgå, at hun påvirkede de yngre søskende i katolsk retning. Under udlandsopholdet lod Margrethe Ramsing sig optage i det franske ordenssamfund Skt. Joseph Søstrene. Hun indtrådte i søstrenes noviciat i Bellecombette 1899 og fik her søsternavnet Marie Emmanuel. Efter endt noviciat kom hun tilbage til København og blev lærerinde ved Skt. Joseph Søstrenes pigeskole på Toldbodvej. Skolen, der var den første af en række franske skoler ejet og drevet af søstrene, var åbnet med støtte af en dansk konvertit Polly Berling i 1858, to år efter søstrenes ankomst til Danmark. I 1915 flyttede skolen til nye og større bygninger på Østerbro og fik navnet Institut Saint-Joseph. I tilknytning til skolen lå søstrenes danske hovedkloster, det såkaldte provinsialhus, hvor søster-lærerinderne boede. Øverste leder af søsterkommunitet og skole var priorinde mère Suzanne Thérèse Castonnier. Det var sandsynligvis hende, der satsede på Margrethe Ramsing som leder. Omkring 1915 blev Margrethe Ramsing udnævnt til leder af skolen, og ved mère Suzannes død 1925 blev Margrethe Ramsing valgt som priorinde og fik dermed selv titlen mère. Søsteren Hedvig afløste hende som skoleleder. Et væsentligt anliggende for Skt. Joseph Søstrene var, at deres skoler opnåede anerkendelse i det danske samfund. Disse skulle være blandt de bedste, og derfor var søstrenes faglige uddannelse og skolens undervisningsplaner kontinuerligt i fokus. For Margrethe Ramsing indebar denne politik, at hun læste til lærerinde ved N. Zahles Seminarium, og omkring 1911 tog hun også studentereksamen som privatist. Sideløbende hermed blev hun hurtigt en central person i søsterordenens skolepolitik. Hun stod bag, at Institut Saint-Joseph fik eksamensret til almindelig forberedelseseksamen 1915 og til mellemskole- og realeksamen 1923. På skolen etablerede hun også et toårigt studenterkursus, der på grund af for ringe tilgang dog kun fungerede 1915-20. Sideløbende med skolearbejdet havde Margrethe Ramsing en periode ansættelse ved hoffet, hvor hun underviste den katolske prinsesse Margrethe, datter af prins Valdemar og den franske prinsesse Marie af Orléans. Prinsesse Margrethe var med på det første hold studenter, der dimitterede fra Institut Saint Joseph. Prinsessen kendte i forvejen Margrethe Ramsings søster Augusta Utke K., der var hendes hofdame, og nu opstod et varmt venskab mellem Margrethe Ramsing og hendes kongelige elev. Margrethe Ramsing var priorinde frem til sin død 1942. Hun beskrives som en levende, myndig og faglig særdeles kompetent person, der gjorde meget for at forbedre søstrenes faglige uddannelse og altid havde et vågent øje for apostolisk arbejde. Hun var også en dygtig pædagog, der uden anstrengelse vandt børnenes hjerter og tillid. Hendes liv og værk var kendetegnet ved, at hun altid var parat til noget nyt, når hun indså, at det var et fremskridt og et moralsk gode. Margrethe Ramsing var en pioner på skoleområdet, og hun formåede at forene søsterlivet med en usædvanlig personlig karriere, hvilket inspirerede niecen Benedicte R. til at følge hendes livsvej. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Alvilde_R%C3%A6der

Alvilde Ræder

2023-04-22T23:22:43+02:00

fri anvendelse

Alvilde Ræder blev født og voksede op på herregården Palstrup i Midtjylland, ældst af syv søstre, hvoraf Karen R. senere blev landsformand for KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Hjemmet var kristent, og for at Alvilde Ræder kunne komme til at gå til konfirmationsforberedelse hos lederen af Indre Mission (IM) Vilhelm Beck, der dengang var sognepræst i Ørslev på Sjælland, tilbragte hun en tid hos slægtninge på Kragerupgård ved Slagelse. Den nære kontakt til IMs formand og hans hjem kom til at præge hende resten af livet, og da hun som voksen gerne ville arbejde blandt trængende mennesker, blev hun af Beck rådet til at henvende sig til Marthahjemmet på Nørrebro. Hjemmets stifter Anna Sørensen havde fra 1897 knyttet nærmere kontakt til Diakonissestiftelsen ved at overdrage ansvaret for vuggestuen og håndgerningsskolen for børn til to søstre derfra. Alvilde Ræder kom ind i arbejdet med de mange børn, der daglig færdedes i Marthahjemmet, og deltog også i søndagsskolens virksomhed. Samarbejdet med søstrene i Marthahjemmet førte til, at Alvilde Ræder i 1901 søgte ind som prøvesøster på Diakonissestiftelsen, hvor hun 1908 blev indviet til diakonisse. Efter godt et års uddannelse blev hun 1902 sendt til kvindehjemmet Sichar ved Århus, der i 1898 på stifteren Marie Johanne Jensens initiativ var overtaget af Diakonissestiftelsen. Sichar var det første redningshjem for kvinder i Norden, der optog et blandet klientel, og ikke blot prostituerede, men også alkoholikere, vagabonderende og straffede kvinder kunne optages på hjemmet. Her tilbragte Alvilde Ræder tre år under krævende forhold, der gav hende indsigt i de ringest stillede kvinders liv. I 1905 blev hun kaldt tilbage til Diakonissestiftelsen for at deltage i et nyoprettet kursus i sociallovgivning. Hun fik tilbud om at fungere som forstanderinden Sophie Zahrtmanns sekretær og samtidig assistere ved oplæringen af nye søstre. I de næste godt tre år fik hun under Zahrtmanns stærke påvirkning et værdifuldt indblik i stiftelsens udstrakte virksomhed og en nær personlig kontakt til de unge prøvesøstre. Men arbejdet blev afbrudt, da Alvilde Ræder blev alvorligt syg og i nogle år var mere eller mindre uarbejdsdygtig. Da hun endelig i 1912 var blevet raskere, blev hun sendt til Moltkes Sygehjem ved Ruds Vedby som lærerinde for epileptiske piger og fik her seks lykkelige år, hvor hendes pædagogiske evner kom til fuld udfoldelse. I 1918 fik hun overdraget den betydningsfulde opgave som rejsesøster, hvor hun talte Diakonissestiftelsens sag over hele landet og knyttede personlig kontakt til mennesker i alle samfundslag. Alvilde Ræder fik for en kvinde af sin tid og baggrund en sjælden og værdifuld indsigt i det danske samfund. Hun var således veludrustet til at overtage posten som forstanderinde for Diakonissestiftelsen, da den i 1919 ved Victoria Jensens afgang blev hende tilbudt. Med Første Verdenskrigs ophør og Alvilde Ræder rykkede nye tider ind på Diakonissestiftelsen, men den blev fortsat ledet i søster Sophies ånd. Moderhus og hospital stod foran udvidelse, og arbejdet i det i 1920 genvundne Sønderjylland skulle organiseres. Formanden for De danske Plejeforeninger i Nordslesvig Marie Skau Petersen udvirkede allerede i 1919, at fem søstre kunne sendes derned. Dette var den danske kirkes første organiserede arbejde i Sønderjylland, og det var en økonomisk belastning for stiftelsen, der ikke tog betaling for det udførte arbejde. Samarbejdet med Mariaforbundet, der var blevet indledt i 1914 i forbindelse med praktisk-sociale kurser for menighedsarbejdere, blev udvidet, og 1919-46 overtog søstre fra Diakonissestiftelsen helt denne undervisning. Samtidig var sygeplejerskeuddannelsen under fortsat reorganisering, foranlediget af Dansk Sygeplejeråds (DSR) krav om en treårig elevtid. Først i 1925, da Diakonissestiftelsen efter endnu en byggeperiode omsider fik den medicinske afdeling, der havde været forgængeren søster Victorias hjertesag, havde stiftelsen forudsætningerne for at opfylde DSRs uddannelseskrav. I 1922 nedlagdes grundstenen til et nyt moderhus, muliggjort bl.a. af en landsindsamling til formålet. Det var ikke mindst Søsterrådets fortjeneste, at de mange penge til det omfattende byggeri blev bragt til veje ved indsamlinger, basarer og lignende. De første seks år af Alvilde Ræders forstandertid var således præget af gennemgribende forandringer, men skønt hendes fysiske kræfter aldrig var store, overkom hun det hele. Hun viste sig at være en fremragende administrator, der også forstod at organisere sin egen tid. Jernflittig, i nær personlig kontakt med alle sine medarbejdere, også gennem besøg og brevveksling med de udstationerede, holdt hun sin indsigt i alle arbejdsområder ved lige. Hun var åben om sine hensigter og holdninger, kunne være skarp, men havde humor, et livligt gemyt og en levende interesse for samfundet uden for stiftelsen. Alvilde Ræder var æresmedlem af DSR og modtog kort før sin afgang i 1938 Fortjenstmedaljen i guld. Herefter tog hun ophold på Diakonissestiftelsens rekreationshjem Vedbygård og varetog i adskillige år et mindre krævende arbejde der. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kamilla_Skule

Kamilla Skule

2023-04-22T23:14:46+02:00

fri anvendelse

Da Kamilla Skule i 1921 ville være missionær, mødte hun ingen opbakning fra sit hjem. I sin dagbog skrev hun, at forældrene ikke lukkede op, da hun kom for at besøge dem. Men de mødte dog op, da hun rejste ud. Kamilla Skule voksede op i København, hvor faderen var vaskemester. Efter lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1916 underviste hun et par år ved Københavns kommunale skolevæsen. Herunder oplevede hun et kristent gennembrud og følte et kald til at blive missionær, især efter at hun havde mødt missionæren Johanne Svanenskjold, der siden 1906 havde virket i Syrien for Østerlandsmissionen (ØM). Da Kamilla Skule var blevet antaget som missionær, kom hun på et missionsskolekursus i England og et franskkursus i Paris. Det var vigtigt, at hun kunne undervise i fransk, da Syrien var fransk mandatområde. I 1922 blev hun udsendt til Syrien af ØM. ØM, der var stiftet i 1898, havde i 1903 gjort Kalamundistriktet i Syrien til sin centrale missionsmark. Kamilla Skule fik sit arbejde ved skolerne i Nebk under Svanenskjolds ledelse. Foruden en pigeskole var der en fortsættelsesklasse, hvorfra ØM rekrutterede deres lærerinder. I 1924 åbnedes et skolehjem for piger, der ikke boede i Nebk. I ØMs pigeskoler var der både kristne og muslimske elever. Der blev lagt vægt på bibelhistorie og katekismus foruden de almindelige skolefag. Skolerne var med til at give pigerne selvværd i det muslimske samfund, hvor de var undertrykte og uoplyste. I 1925 gjorde druserne, et syrisk blandingsfolk med arabisk sprog og egen religion, oprør mod franskmændene. Nebk blev centrum for druserne og de bander, der sluttede sig til dem og hærgende drog rundt i Kalamun og brandskattede byerne. Gentagne gange blev Nebk bombet af franskmændene, og en stor flok kvinder og børn søgte ly hos missionærerne i skolehjemmet. Midt i den urolige og angstfyldte tid skrev Kamilla Skule i sin dagbog, at hun følte en indre fred i bevidstheden om at have valgt den rette gerning. Oprøret sluttede med, at den franske hær indtog Nebk, og som straf for byens støtte til oprørerne, blev den plyndret. Det gik også ud over pigeskolen, mens skolehjemmet gik fri. I 1927 rejste Kamilla Skule på hjemmeophold. Allerede på vejen hjem længtes hun tilbage og mest efter lærerinderne, som hun havde fået et godt forhold til. Elevtallet i skolen i Nebk nåede efterhånden op på over 300. Da Danmark blev besat af tyskerne i 1940, var Kamilla Skule atter på hjemmeophold og derfor afskåret fra at rejse ud igen før Befrielsen i 1945. Svanenskjold rejste hjem for at blive i 1946, og Kamilla Skule overtog da lederskabet af pigeskolerne. Foruden at være ansat af ØM blev hun også knyttet til Kvindelige Missions Arbejdere (KMA), et selskab, der var stiftet i 1900. Efter Anden Verdenskrig blev Syrien selvstændigt. Det betød forandringer, også på skoleområdet. Der skulle nu undervises efter regeringens skolebøger. I 1948 kom der forbud mod at undervise muslimske børn i kristendom. Året efter standsede undervisningen af muslimske børn, og ØMs skoler optog nu kun kristne børn. Men i 1952 beordrede et regeringsdekret privatskoler til at optage alle elever, der meldte sig, både kristne og muslimer. Kun de kristne elever måtte dog deltage i kristendomsundervisningen. ØM besluttede så igen at tage muslimske børn ind, og der blev stor tilstrømning. Foruden den til tider vanskelige opgave at stå for skolearbejdet fik Kamilla Skule i 1958 en ledende stilling som formand for Missionærrådet, som var forsamlingen af danske missionærer i Kalamundistriktet. I den egenskab kom hun til at spille en central rolle i forbindelse med overdragelsen af missionærskolerne til den syriske kirke og stat. I 1959 tilsluttede ØMs menigheder sig Den nationale evangeliske Synode for Libanon og Syrien, dvs. fællesskabet af evangeliske kirker i landet, og Kamilla Skule var sammen med en mandlig kollega forhandler vedrørende ØMs integration i synoden. Blandt ØMs venner i Danmark var der en del utilfredshed hermed, men Kamilla Skule var meget positiv: “Tendensen herude er alle steder: at lade landets egne børn komme til så snart som muligt. Det betyder ikke, at vi skal forlade arbejdet, men blot at vort arbejde fremover bliver tilrettelagt af de evangeliske kirkers råd.” Den højtidelige overdragelse af ØMs arbejde til synoden fandt sted i 1960. Overdragelsen fandt sted samtidig med, at den syriske regering havde bestemt, at syrere med universitetsuddannelse eller i hvert fald studentereksamen skulle overtage ledelsen af skolerne. Det var en bestemmelse, der gav store problemer, da det var svært at finde kristne kvinder med de nødvendige kvalifikationer. Missionærerne blev nu “fraternal workers”, dvs. medhjælpere i synodens tjeneste. Kamilla Skule glædede sig til at få mere tid til bl.a. at besøge gamle skolepiger, men da hun fik sæde i flere af synodens komitéer med en del rejseri til følge, blev det ikke til så meget. Missionærernes samarbejde med synoden og den syriske regering holdt ikke, og i 1964 måtte de danske missionærer forlade Syrien. Men da var Kamilla Skule allerede i Danmark, efter at hun havde foretaget en længe ønsket rejse til Iran og missionen dér. Efter 40 års tjeneste i Syrien kom hun hjem for at blive i begyndelsen af 1962 og blev knyttet til ØMs hjemmearbejde. Hun var også rejseleder på flere ture til Mellemøsten. I 1959 blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Svanenskjold

Johanne Svanenskjold

2023-04-22T23:15:57+02:00

fri anvendelse

Johanne Svanenskjold voksede op som enebarn i et embedsmandshjem på Frbg. Det kristne var ikke fremtrædende i hjemmet, men man gik dog regelmæssigt i kirke. Da Johanne Svanenskjold var 14 år, søgte hendes syge fader hjælp i Norge, hvor han blev plejet af en kristen kvinde. Da han skrev hjem, at han var lykkelig, fordi han havde fået fred med Gud, mente Johanne Svanenskjold og hendes moder, at han var blevet skør. Nogle år efter hans død, da Johanne Svanenskjold var 16 år, blev også hun troende. Johanne Svanenskjold, der blev uddannet som privatlærerinde på N. Zahles Skole, blev i 1897 huslærer hos provst Georg Andreas Olsen i Ulfborg, en slægtning af missionæren Einar Prip. Her oplevede hun et åndeligt gennembrud, der førte til, at hun oprettede en søndagsskole og udførte andet ungdomsarbejde i Ulfborg. Moderen flyttede over til hende, og de planlagde at rejse til Paris. Imidlertid følte Johanne Svanenskjold sig kaldet til at blive missionær, men fandt det svært at fortælle det til moderen. Men moderen berettede, at Gud allerede havde sagt til hende, at hun skulle opgive sin datter, fordi hun skulle være missionær. Da provstens datter Helga Prip-Olsen i 1901 rejste med missionærparret Maria og Oluf Høyer til Hebron i Palæstina, fulgte Johanne Svanenskjold med som hendes lærerinde med støtte fra Kvindelige Missions Arbejdere (KMA). KMA var blevet stiftet året før efter svensk forbillede af kvinder fra højere sociale lag. Det var nyt, at kvinder optog et selvstændigt missionsarbejde ved siden af de eksisterende missionsselskaber. Fra 1903 arbejdede Johanne Svanenskjold som lærer og siden forstander for kvækernes pigeskole i Brumana i det nuværende Libanon. Hun var i besiddelse af fremragende pædagogiske og administrative evner og kom desuden til at beherske arabisk. Efter kontakt med to missionærer fra Østerlandsmissionen (ØM), Prip og R. Fox Maule, kom hun på deres opfordring i 1906 til det nuværende Syrien. ØM, der var stiftet ved Prips udrejse 1898, havde fra 1903 sin missionsmark i ørkenbyerne nord for Damaskus. Sammen med Prip og Fox Maule må Johanne Svanenskjold anses for grundlægger af ØM, for med hende åbnedes vejen ind til den muslimske kvindeverden. Johanne Svanenskjolds moder havde fulgt ØM med interesse fra starten. Da nu hendes eneste barn blev knyttet til den, rejste hun ud for at følge arbejdet på nærmeste hånd og støtte det. Hun blev hos datteren indtil 1910, da hun rejste hjem på grund af sygdom og kort efter døde. Johanne Svanenskjolds opgave i Syrien blev at føre tilsyn med ØMs pigeskoler i Nebk, Deratije og Jabrud samt 1907-12 i Karjaten i Kalamundistriktet. Begyndelsen i Nebk var hverken nem eller lovende, bl.a. på grund af muslimernes modstand mod at sende piger i skole. Det var en indgroet opfattelse, at når piger lærte at læse og skrive, ville de bruge deres viden til at skrive trylleformularer. Det blev de lokale kvinder, der gav stødet til, at pigerne efterhånden blev sendt i skole. Pigeskolernes gode udvikling skyldtes i høj grad Johanne Svanenskjold, der havde venner både blandt syrere og de franske delegerede, da Syrien senere kom under fransk mandat. Under hendes ledelse blev undervisningen varetaget af skiftende syriske lærerinder. Fra 1911 fik hun også assistance af forskellige kvindemissionærer, der var udsendt af KMA. Johanne Svanenskjold fulgte undervisningen og underviste selv de ældste klasser i engelsk. Hun lærte de enkelte børn at kende, besøgte hjemmene og tog sig også af lærerinderne og underviste dem i pædagogik. Hun indførte ugentlige og månedlige lærerindemøder, hvor både skolespørgsmål og åndelige spørgsmål blev diskuteret. Med sit heftige gemyt kunne hun virke sårende, men hurtigt fik hun med sin oprigtighed en forsoning i stand, og hun blev betragtet med både ærefrygt og ærbødighed. Efterhånden som skolerne voksede, var problemerne med at få lærerinder en stadig bekymring for Johanne Svanenskjold. Derfor startede hun i 1913 en toårig fortsættelsesklasse, der skulle uddanne lærerinder til ØM. Under Første Verdenskrig gik tyrkerne, som havde magten i Syrien, ind i krigen på Centralmagternes side. Alle skoler i forbindelse med fjendtlige magter blev lukket, og de danske missionærer rejste hjem. Det meste af tiden under det ufrivillige hjemmeophold var Johanne Svanenskjold syg. Ved krigens afslutning blev tyrkerne drevet ud af Syrien, der nu blev fransk mandatområde. 1919 rejste Johanne Svanenskjold til Libanon og deltog i hjælpearbejdet dér, indtil hun året efter kunne vende hjem til Nebk. Med sig bragte hun hundredvis af Røde Kors-kasser med tiloversblevet tøj fra hæren, der blev syet om og delt ud. Til de piger i fortsættelsesklassen, som boede uden for Nebk, iværksatte hun bygningen af et skolehjem. Lærerindernes Missionsforbund skaffede pengene, og i 1924 stod hjemmet færdigt. Samme år måtte Johanne Svanenskjold dog rejse hjem på grund af svær sygdom, men 1926 vendte hun tilbage til sit kære Nebk. Det blev til 41 år i Syrien, inden hun i 1946 kom til Danmark for at blive. Efter hendes afrejse overtog Kamilla Skule ledelsen. I 1960’erne blev skolerne overdraget til den syriske stat og dermed en del af grundlaget for skoleuddannelsen i det moderne Syrien. Johanne Svanenskjold nærede stor kærlighed til det folk, hun virkede blandt, især de undertrykte kvinder. Ved siden af sit øvrige arbejde havde hun også håndarbejdsklasser, hvor hun underviste kvinderne, så de selv blev i stand til at tjene penge. Hun var vellidt af befolkningen og gjorde meget for at sætte sig ind i deres tankegang. Hun skrev en række små bøger med nogle meget fine, indfølende skildringer af kvinder og børn, bl.a. Billeder fra Syrien, 1909, En syrisk Kvinde 1933, En træt lille Fyr, 1933, og Skjulte Skatte, 1950. Desuden i 1925 K.M.A.s Arbejde gennem femogtyve Aar 1900-1925 sammen med Ulla Fugl. I 1953 blev Johanne Svanenskjold optaget som stiftsdame på Vallø. Hun havde haft to alvorlige hjerneblødninger, og man optog normalt ikke syge mennesker, men Johanne Svanenskjold var ikke vant til at give op, og hun erklærede: “Det er min ret at blive optaget. Ellers sagsøger jeg Vallø!” Så blev hun optaget. Da hun døde 86 år gammel, var dødsannoncen underskrevet af ØM, som hun havde ønsket det. ØM havde været hele denne pionermissionærs liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ruth_Vermehren

Ruth Vermehren

2023-04-22T23:20:05+02:00

fri anvendelse

Ruth Vermehren voksede op i et kunstnermiljø. Faderen var kunstmaler, og hun var barnebarn af den kendte portrætmaler Fr. V. Hendes opvækst var præget af en dyb kirkelighed, og allerede da hun gik til konfirmationsforberedelse, besluttede hun, at hun ville være præst. Efter at have taget studentereksamen fra N. Zahles Skole 1914 begyndte hun at læse teologi. Af økonomiske grunde afbrød hun dog ret hurtigt sine studier for at blive sekretær i Danmarks Kristelige Studenterforbund, men i 1923 tog hun studierne op igen og bestod embedseksamen i 1927. 11 år før var Rigmor Larsen som den første kvinde blevet teologisk kandidat, og der var nu en håndfuld kvindelige studerende på fakultetet. Men kvinder havde fortsat ikke adgang til at blive præster i folkekirken, og kampen for at at blive ordineret blev en livsopgave for Ruth Vermehren. Som teolog viede hun hele sit liv til fangerne i de kbh.ske kvindefængsler, heraf de første ti år som ulønnet medhjælper for fængselspræsten. Samtidig virkede hun fra 1929 som vikar for ham under ferier, et arbejde, hun dog blev betalt for, og holdt regelmæssige gudstjenester i fængselskirken. Men som hun selv udtrykte det: “uden at bryde Alterringen”, for så længe hun ikke var ordineret, kunne hun hverken uddele nadver eller døbe fangernes børn. Og det følte hun var vanskeligt, især fordi hun måtte skuffe mange af de kvindelige fanger, der havde været udsat for misbrug og vold og var utrygge ved en mandlig præst, men havde tillid til hende. Ruth Vermehren var en ildsjæl, der allerede som studerende deltog i den offentlige debat om ordination af kvinder, især efter 1921, da man i forbindelse med loven om lige adgang til offentlige embeder havde undtaget kvindelige præster. Hun foreholdt modstanderne, at man ikke kunne finde noget principielt i Det Nye Testamente, der talte imod kvindelige præster og fastholdt, at udelukkelsen af kvinderne alene beroede på den kirkelige praksis. Hun blev bakket op af kvindeorganisationerne, der med særligt henblik på hende anmodede både Kirkeministeriet og fængselsdirektøren om at oprette en fast stilling som kvindelig fængselspræst. Hun ansøgte selv flere gange om at blive ordineret, men fik afslag. Da fængselspræsten skulle pensioneres i 1937, foreslog også han, at der skulle oprettes en stilling til Ruth Vermehren som præst for de kvindelige fanger. Men det eneste, der blev opnået, var, at hun i 1938 blev ansat som honorarlønnet assistent efter de mange års frivillige arbejde. Hun måtte samtidig supplere sin indtægt som lærer ved Statens Institut for Talelidende, efter at hun havde bestået talelærereksamen i 1934. Først i slutningen af 1944 blev der oprettet en fuldtidsstilling til hende som forsorgssekretær ved Statens Kvindefængsel. Ruth Vermehren var aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og var efterhånden blevet en efterspurgt prædikant ved DKs gudstjenester i forbindelse med bl.a. landsmøder og sommerlejre. Her blev hun rost for sine klare prædikener, der viste, sagde man, hvor nødvendigt det var at få kvindelige præster, der kunne udlægge Guds ord for kvinder. Kirkeminister Vilhelm Fibiger var imidlertid fortsat afvisende og erklærede i 1940 i Kristeligt Dagblad, at så længe han var kirkeminister, ville der ikke blive tale om at give kvinder adgang til præsteembedet. Men Ruth Vermehren gav ikke op og udviste stort mod, da hun samme år uden tilladelse assisterede ved uddeling af nadveren under en gudstjeneste i Vangede Kirke, hvor hun var gæsteprædikant. Det udløste en mediestorm og en klage til kirkeministeren, som gav sognepræsten en næse og lod ham vide, at den slags skabte uorden i kirken. Ruth Vermehren debatterede sagen offentligt med bl.a. redaktøren af Præsteforeningens Blad Paul Nedergaard. I anledning af sin 50-års fødselsdag i 1944 udtalte Ruth Vermehren i et interview, at hun følte, at hun stod ret alene blandt de kvindelige teologer, fordi de fleste havde opgivet og var søgt ind i andre erhverv. Selv mente hun, at det var kampen værd, og hun tilsluttede sig rektor Aagot Ladings opfattelse af, at modstanden fra kirkelig side bundede i et primitivt syn på præstegerningen som “en kønsbunden Funktion af magisk Karakter”. En henvendelse i 1944 fra 16 kvindelige teologer til de danske biskopper med et ønske om, at Ruth Vermehren kunne ordineres, blev afvist. Men efter megen tovtrækkeri blev hindringerne omsider overvundet, og under kirkeminister Carl Hermansen vedtoges i 1947 en lov, der gav kvinder adgang til at blive ordineret. Året efter blev Ruth Vermehren, Edith Brenneche Petersen og Johanne Andersen ordineret af Fyns biskop H. Øllgaard i Skt. Knuds Kirke i Odense som de første tre kvindelige præster i Danmark. Ruth Vermehren virkede herefter som fængselspræst ved Københavns Kvindefængsel 1949-64, da hun gik på pension. Ved sin afsked blev hun udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Zahrtmann

Sophie Zahrtmann

2023-04-22T23:23:01+02:00

fri anvendelse

Sophie Zahrtmann var midterbarnet i en søskendeflok på syv i præstegården i Hatting ved Horsens, og hun forblev præstedatter hele sit liv, idet kirken var og blev det centrale for hende. Faderen stammede fra en præsteslægt, historiemaleren Kristian Z. var hendes fætter, og selv fik hun som ung pige med kunstneriske evner undervisning i tegning og maling. I 1855 måtte hendes søster opereres på Frederiks Hospital, og Sophie Zahrtmann modtog gennem søsterens beretning efter indlæggelsen to dybe indtryk. Søren Kierkegaard døde på hospitalet under søsterens ophold, og hendes beskrivelse af den dødssyge digter vakte Sophie Zahrtmanns interesse for hans skrifter. Desuden havde hun oplevet Ilia Fibiger som overvågekone, “opofrende og stille” i et arbejde, der ikke var sædvane for en dame. I 1858 mistede Sophie Zahrtmann sin moder, og et ønske om at finde beskæftigelse uden for hjemmet begyndte at tage form, men hun måtte love faderen at blive hjemme for den yngste søsters skyld. Præstegården fik i 1864 krigen på nærmeste hold, og Sophie Zahrtmann følte nederlaget som en “nagende, svidende Smerte”, hun aldrig forvandt. Få dage før faderens pludselige død i 1867 nåede hun at få hans tilladelse til at søge ind som diakonisse. I de fire år der gik, inden hun realiserede sine planer, var hun lærerinde for to næsten blinde børn på en herregård ved Århus. Under arbejdet med børnene udviklede hun evnen til mundtligt at udtrykke sine tanker og fremlægge et stof, hvilket senere blev af stor værdi. I 1872 begyndte Sophie Zahrtmann sin uddannelse i diakonissehuset i Strasbourg. Hun bortvalgte Diakonissestiftelsen på Frbg., da hun trængte til at opleve større forhold, og efter den fransk-tyske krig 1870 og Elsass’ indlemmelse i Tyskland mente hun at kunne møde forståelse for sin sorg over tabet af Sønderjylland der. Hun blev godt seks år i udlandet, bl.a. udstationeret på et stort hospital i Neuchatel, og tilbragte en tid på diakonissehuset i Paris. Men det var moderhuset i Strasbourg og dets nationale og kristelige liv, der prægede hende varigt, og her blev hun i 1877 indviet til diakonisse. I 1879 kom Sophie Zahrtmann til Diakonissestiftelsen og fik straks overdraget arbejdet som vejleder og lærer for den voksende flok af unge prøvesøstre. Den praktiske indskoling fik hun ret hurtigt sat i system. Den oplæring, hun selv havde modtaget, blev tillempet danske forhold og kom til at præge Diakonissestiftelsen langt op i dette århundrede. Men det lå tungt med den teoretiske side, dels fordi Sophie Zahrtmann ikke selv havde modtaget nogen egentlig teorioplæring, dels fordi de nye søstre ikke ankom i hold, men enkeltvis, og der ikke var tid til at sørge for hver enkelts undervisning. Hendes samvær med de unge i de såkaldte bibeltimer og i “kaldstimerne”, hvor hun satte dem ind i diakonissens ansvar, var af uvurderlig betydning for institutionen og for hver enkelt søster. Hun kunne både lytte til og tale med den enkelte, og hun blev i løbet af kort tid det samlende midtpunkt i huset. Få eller ingen har som hun haft indflydelse på Diakonissestiftelsens indre liv. Hun anslog en ny tone, muligvis et romantisk, mytisk element, men hun forkyndte evangeliet i handling og satte kirkens gerning i centrum. Faderens ret dogmatiske oplæring fornægtede sig aldrig, men omsattes af hans datter i en praksis, der strakte sig til at lære klokkeren ved Emmauskirken på Diakonissestiftelsen at ringe på samme måde som i hendes barndoms kirke. Sophie Zahrtmann blev forstanderinde ved stifteren Louise Conrings død i 1891, og hendes tid blev præget af oprettelse af store filialer, flere sygehjem og børnehjem, et epileptikerhjem, et sanatorium og et redningshjem for vildfarne kvinder. Stiftelsen spredte sit virke ud over landet, og Sophie Zahrtmann holdt forbindelse til de udstationerede søstre gennem breve, ligesom hun stod i et nært forhold til de nordiske diakonissehuse. Ikke overraskende forsøgte hun at etablere kontakter i Sønderjylland syd for grænsen. Patienter derfra kom i stort tal til hospitalet og blev ofte hjulpet gratis, og sønderjyske sygeplejersker fik deres uddannelse i huset. Søsterkredsen voksede fra 185 til over 300 i Sophie Zahrtmanns tid, og hospitalet fik flere tilbygninger. Fra 1903 begyndte hun systematisk at indføre forbedringer i sygeplejerskeuddannelsen. Ingeborg Schrøder, der havde virket som lærerinde i en årrække, blev leder af de unge søstres uddannelse, og der blev oprettet efteruddannelseskurser for de udstationerede søstre. I 1909 begyndte man at samle tilgangen af søstre i to hold om året, men først i 1913 var dette endelig en kendsgerning. Uddannelsen var nu toårig, et halvt år med overvejende teoretisk undervisning, herunder også i de almindelige skolefag, et års sygehusarbejde og endelig endnu et halvt års teori. Dertil kom så for de vordende diakonisser et par års udstationering og endnu et halvt års teoretisk oplæring. Hvor Conring i Diakonissestiftelsens etableringsfase arbejdede hånd i hånd med dens bestyrelse, var Sophie Zahrtmanns holdning, at bestyrelsen skulle inddrages så lidt som muligt. Trods sit elskelige væsen var hun en stærk leder, der blev mødt med respekt. Selv ønskede hun at fremtræde som en blandt mange og brød sig fx ikke om at bære Fortjenstmedaljen i guld, som hun modtog i 1911. At hun ønskede de mange søstre bredere indflydelse på ledelsen kom til udtryk, da hun i årene efter århundredskiftet fik oprettet Søsterrådet, der med tiden fik stor indflydelse på bestyrelsens beslutninger i større sager. Ved sin afgang i 1914 flyttede hun til Diakonissestiftelsens hjem Salem i Gentofte, hun ønskede ikke at stå i vejen for den nye ledelse med forstanderinde Victoria Jensen i spidsen, men modtog søstrenes valg af hende til Søsterrådet med glæde. Som pensionist skrev hun bl.a. 1918 sin forgænger Conrings levnedsskildring og sine egne erindringer fra barndom og ungdom, trykt i Den danske Diakonissestiftelses Årbog 1959-60. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lone_Bastholm

Lone Bastholm

2023-04-22T22:47:57+02:00

fri anvendelse

Lone Bastholm blev født i Grønland, hvor hendes forældre arbejdede som læge og sygeplejerske. Familien flyttede snart efter til Danmark, men glemte fødselsattesten. “Et barn er født, vist nok et pigebarn,” stod der på den eftersendte attest. Og det er, har Lone Bastholm siden sagt, desværre den eneste gang, der har været tvivl om den ting, for i hendes barndom lærte piger at være flittige og venlige, og undgå vrede og aggressivitet. Barndomshjemmet var præget af interesse for kultur, nysgerrighed over for livet samt respekt for andre mennesker og deres holdninger. Med denne ballast kastede Lone Bastholm sig ud i en karriere, der er blevet kaldt “en serie flotte salto’er i dansk kulturliv – i flyvende trapez og uden sikkerhedsnet”. Efter studentereksamen fra Frbg. Gymnasium i 1953 studerede Lone Bastholm fransk på Sorbonne og klassisk ballet i Paris. Atter hjemme i Danmark arbejdede hun i nogle år freelance som danserinde, bl.a. ved Pantomimeteatret i Tivoli. 1960-65 var hun ved Odense Teater, først som elev, siden som skuespiller, inden hun flyttede med sin norske ægtefælle Eigil Nansen til Oslo, hvor hun læste teaterhistorie på universitetet og arbejdede som instruktørassistent på Oslo Ny Teater. I 1969 blev hun skilt, flyttede til København og arbejdede som speaker ved Danmarks Radio. Hun tog bifag i teatervidenskab ved Københavns Universitet 1972 og redigerede i en årrække radioprogrammet Dramatisk forum. I 1976 debuterede hun som sceneinstruktør med den norske forfatter Bjørg Viks debatstykke Om fem kvinder, og i de følgende år instruerede hun adskillige skuespil med kvindepolitisk indhold med Jøsses piger på Århus Teater i 1978 som et af højdepunkterne. Samtidig høstede hun ros for vellykkede instruktioner af den svenske forfatter, hendes senere ægtefælle P.O. Enquists dramatik, bl.a. Chez nous, 1977, på Værkstedsteatret i Odense og Tribadernes nat for Radioteatret året efter. I 1978 blev Lone Bastholm skuespilchef på Det Kgl. Teater, en post med tradition for øretæver. Teatret var i disse år udskældt af pressen for at være elitært og konservativt. Samtidig havde skuespillet dårlige scenevilkår, ligesom økonomien skrantede. Mens Lone Bastholm var skuespilchef, blev der foretaget en større ombygning af Gamle Scene, og skuespillet var derfor i et par år henvist til at spille i Stærekassen, der blev karakteriseret som Europas grimmeste og mest uanvendelige skuespilhus. Samtidig fik Lone Bastholm dog en gammel drøm opfyldt, idet der blev etableret en ny intimscene, Gråbrødrescenen, i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade. Ombygningen var ledsaget af krav om besparelser på teaterdriften, og chefgruppen mødte voldsom kritik. Lone Bastholm lærte i de år at “barske sig op” og træffe ubehagelige beslutninger, men samtidig pointerede hun vigtigheden af at hæge om sin sårbarhed og tilføre ledelsesrollen både mandlige og kvindelige egenskaber. Det sidste har hun skrevet om i Kvindens plads, en antologi fra 1984 om kvindelige ledere. Trods alle besværligheder gik det godt for skuespillet i hendes tid som chef. Publikum strømmede til, repertoiret var alsidigt med både klassiske og moderne stykker, såvel danske som udenlandske. Unge skuespillere og nye instruktører inspirerede til en fornyelse af skuespillet bort fra den traditionelle, naturalistiske stil. Fra de år kan nævnes Nils Schous skuespil Marx og Coca Cola på Gråbrødrescenen i 1981, Astrid Saalbachs Dansetimen, 1986, i Line Kroghs instruktion og adskillige opsætninger af den svenske forfatter L. Noréns stykker. Opførelsen af P.O. Enquists dramatik står som højdepunkter fra disse år, især Fra regnormenes liv, der 1981 var åbningsforestilling på Gråbrødrescenen. Lone Bastholm var skuespilchef i otte år og blev ridder af Dannebrogordenen i 1985. Da hun gik af året efter, karakteriserede hun sine arbejdsår på teatret som de morsomste og mest interessante i sit liv, men også som meget slidsomme. Hun advarede mod de store økonomiske nedskæringer, som hun mente ville gøre det umuligt at opretholde kvaliteten i teatrets arbejde. Lone Bastholm skiftede atter spor og blev i 1986 presse- og kulturråd ved den danske ambassade i Paris. Her blev hun leder og koordinator af de mange projekter, der var planlagt i anledning af det dansk-franske kulturår, som erhvervslivet ventede sig meget af. Det blev kun til knap to år på posten, idet det nyoprettede TV2 i 1988 lokkede med en stilling som fiktionschef. Lone Bastholm kunne ikke modstå den udfordring, det var at bygge en ny institution op. Hun havde ambitioner om, at kanalen skulle være opsøgende og nyskabende inden for dansk tv-fiktion, men blev snart klar over, at økonomien hindrede det. En stor del af indtægterne skulle skaffes via reklamer, og hun gjorde sig til talsmand for at opbløde de stramme regler for varighed og placering af reklameblokke. Fra 1993 har hun fungeret som kulturredaktør på kanalen og her tilrettelagt udsendelser af høj lødighed om kunst og kunstnere, bl.a. et meget rost portræt af Ghita Nørby i 1994 og en udsendelsesrække om Det Kgl. Teater bag kulisserne Tyl, sved og tårer, sendt i 1999. Lone Bastholms karriereforløb har ikke været planlagt. Men hun har haft en usædvanlig evne for det, hun kalder serendipity, et udtryk, der kommer fra et eventyr om to prinser, der drog ud fra landet Serendipi og klarede sig godt i verden, fordi de mødte alt fremmed og uventet med den ballast, de havde med sig hjemmefra. Således har Lone Bastholm også været i stand til at bruge sine kvaliteter og erfaringer fra et alsidigt liv som udøvende, formidlende og administrerende i dansk kulturliv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Susanne_Bier

Susanne Bier

2023-04-22T22:50:55+02:00

fri anvendelse

Susanne Bier tilhører den nye generation af kvindelige filminstruktører, der er uddannet på Den Danske Filmskole. Efter at have bestået studentereksamen i 1978 tog hun til Israel, hvor hun dels studerede religion på Hebrew University, dels arkitektur på kunstakademiet i Jerusalem. Senere studerede hun arkitektur ved Architectural Association i London. 1983-87 gennemførte hun instruktøruddannelsen ved Den Danske Filmskole i København Hun bestod eksamen med glans, idet hun ved en festival for filmskolefilm 1987 i München vandt førsteprisen for sin afgangsfilm De saliges ø, et psykologisk drama med en stærkt religiøst farvet problematik. Efter denne succes blev Susanne Bier headhuntet til Sverige, hvor hun instruerede sin første spillefilm Freud flytter hjemmefra. Den handlede om en jødisk familie på godt og ondt og havde den stærke moder, spillet af Ghita Nørby, i centrum. Filmen, der hårfint balancerer mellem tragedien og farcen, havde premiere i Danmark 1991 og regnes for en af 1990’ernes bedste film. I Sverige mødte Susanne Bier sin senere ægtefælle, skuespilleren Philip Zandén, hvis følsomt komiske talent har beriget de fleste af hendes film. Den næste spillefilm Det bli’r i familien fortsatte udforskningen af komplekse, tabuiserede familierelationer, bl.a. et incestforhold mellem broder og søster, men var knap så stilsikker som debutfilmen. Efter de to familiedramaer skiftede hun i 1997 genre til den psykologiske thriller Sekten efter Juliane Preislers roman Dyr, en film om psykologisk-religiøse magtrelationer. Det religiøse har ikke været fremmed for Susanne Bier, der selv kommer fra en stor jødisk familie. Sit folkelige gennembrud fik hun i 1999 med den romantiske komedie Den eneste ene. Filmen blev lagt stort an med musik af Thomas Helmig og med aktuelle prisvindende skuespillere, bl.a. Sidse Babett Knudsen og ikke mindst Niels Olsen som ægtemanden med den lave sædkvalitet. Filmen er blevet en helt usædvanlig publikumssucces og 1990’ernes mest sete dansksprogede voksenfilm. Den er mindre dyb og foruroligende end de tidligere film og har ikke undgået folkekomedieklichéer, men den har ramt præcist med sin sorte humoristiske fabuleren over 1990’er-temaer som livskvalitet, bryllupper og ønskebørn. Ud over spillefilmene har Susanne Bier lavet tv- og reklamefilm, bl.a. den meget populære filmserie for fiskebranchen om Gunnar og Minna med Kirsten Lehfeldt og Niels Olsen. Susanne Bier er en filminstruktør af international stil og format. Mens familiedramaerne havde et vist selvbiografisk udgangspunkt, er de senere værker mainstreamfilm, der afprøver forskellige genreformler. Hendes film bygger på egne idéer, men har oftest været baseret på romanforlæg og andres manuskripter. Trods fokus på familien og stærke følelser er der ikke tale om melodramaer. Derimod har farcen og grotesken været de foretrukne stillejer. Stærkt står de mere eller mindre despotiske moderskikkelser, oftest spillet af Nørby med hidtil usete facetter. Susanne Bier har fremvist den midaldrende kvindekrop med sans for både det groteske og det livsbekræftende i den kvindelige iscenesættelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Clason

Charlotte Clason

2023-04-22T23:09:40+02:00

fri anvendelse

Charlotte Clason nedstammer fra en slægt af arkitekter på fædrene side. Hun voksede op i Stockholm, gik på balletskolen på Kungliga Operan 1935-40 og blev matematisk student i 1947. Hun begyndte herefter at læse kunsthistorie på universitetet, men efter et år søgte hun ind på en malerskole. I 1949 tog hun til København for at gå på grafikeren Erik Clemmesens tegneskole og på Kunstakademiet hos maleren Aksel Jørgensen. Året efter blev hun gift med den danske arkitekt Gunnar Bertelsen. På Det Kgl. Teaters malersal, hvor hun var søgt hen for at få nye opgaver, mødte hun sin senere ægtefælle, scenografen Erik Nordgreen, og blev hans elev og assistent. Hun assisterede ham bl.a. ved udformningen af skiltene til Smøgen i Tivoli og med tegninger til hans meget omdiskuterede scenografi til Shakespeares Kong Richard III på Det Kgl. Teater i 1951. I 1958 debuterede Charlotte Clason med egne kostumetegninger til forestillingen Den trojanske krig finder ikke sted af J. Giraudoux på Det Ny Teater. Året efter tegnede hun kostumer til Adam Oehlenschlägers Aladdin eller den forunderlige lampe på Det Kgl. Teater, hvor Nordgreen havde scenograferet og John Price iscenesat. Som selvstændig scenograf debuterede hun i 1964 med Shakespeares Helligtrekongersaften på Det Kgl. Teater, ligeledes iscenesat af Price. Forinden havde hun tegnet kostumer til flere forestillinger, hvor Price både havde iscenesat og scenograferet. 1964 lavede hun endvidere kostumer til M. Petipas ballet Svanesøen, indstuderet af Nina Anisimova. 1961-66 var hun kostumeassistent og 1966-77 kostumier på Det Kgl. Teater, og hun arbejdede også for de tre landsdelsscener i Odense, Ålborg og Århus, på flere store teatre og på ganske små scener i København og for flere turnéforestillinger bl.a. på Det Danske Teater. I 1975 lavede hun scenografien til koreografen Eske Holms første danseforestilling Amor og Psyke i Pakhus 13., og året efter fik hun af Det Kgl. Teater et legat til en studierejse til New York. Hun gentog i 1980 samarbejdet med Holm, idet hun lavede scenografien til hans og forfatterne Jesper Jensens og Klaus Rifbjergs musical Sejrsfesten med musik af Anders Koppel, der blev opført i et telt i Fælledparken. Desuden lavede hun scenografien til Palle Jacobsens ballet Anno 20 på Pantomimeteatret i Tivoli. I flere år lavede hun kostumerne til Københavns kommunes festlige og folkelige friluftsforestillinger på Parkteatret, hvor Nordgreen lavede dekorationerne. De smukke balletkostumer, som Charlotte Clason i 1975 lavede til Flemming Flindts ballet De fire årstider på Det Kgl. Teater, blev taget med, da Flindt i 1981 blev leder af balletten i Dallas, USA. I 1988 skabte hun scenografien til García Lorcas Bernardas hus på Det Kgl. Teater, hvor hun lod de sortklædte kvinder være lukket inde mellem hvide stenvægge midt i sydens truende hede. Året efter blev forestillingen vist på Akureyri Teater i Island. Blandt Charlotte Clasons mange arbejder er nogle særlig bemærkelsesværdige. Det gælder hendes sorte, grå og råhvide kostumer med påtrykte grafiske mønstre til A. Bergs opera Woyzeck, der i 1971 blev opført på Det Kgl. Teater med maleren Carl-Henning Pedersens farvestrålende dekorationer, og ligeledes hendes scenografi til P.O. Enquists Til Fædra på Det Kgl. Teater i 1980, hvor hele Fædras følelsesmæssige konflikt blev samlet i hendes blodrøde kostume. Hun samarbejdede i 1983 med komponisten Per Nørgaard om den fantasifulde og “crazy” scenografi til hans opera Det guddommelige Tivoli for Den Jydske Opera i Cirkusbygningen. Til den japanske forfatter Y. Mishimas Marquise de Sade på Aveny Teatret, 1989, lavede hun pragtfulde store kjoler og vægge af japansk inspirerede og fint dekorerede skærme. Endelig lavede hun i 1993 scenografien til den svenske filminstruktør Ingmar Bergmans opsætning af tv-spillet Scener fra et ægteskab til teaterversionen på Det Danske Teater. Både det store udstyrsstykke og det beskedne, men præcise scenebillede har hun mestret. Hun har også arbejdet for film og tv og lavede bl.a. kostumerne til Henning Carlsens film Oviri om den franske maler Gauguin i 1986 og til Gustav Wieds Skærmydsler til tv-teatret i 1952. Charlotte Clason har fra 1958 til 1993 tegnet kostumer og lavet scenografi til omkring 75 teaterforestillinger og arbejdet med 45 iscenesættere. Hun har i sit arbejde som kostumetegner og scenograf kombineret hele sit livs viden om arkitektur, male- og tegnekunst med sin kærlighed til teatret og dets kunstnere, ikke mindst til danserne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Julie_Hansen

Julie Hansen

2023-04-22T22:52:07+02:00

fri anvendelse

Julie Hansen kom fra en musikalsk familie, der helt fra hendes barneår var forbundet med glade melodier og en munter livsførelse. Alle fem søskende havde arvet faderen H.C. Lumbyes musikalske talent. Den elegante storesøster Caroline (g. Recke-Madsen) kom til balletten som seksårig og blev siden skuespiller. Det var ved en forestilling forud for hendes bryllup, at Julie Hansen som 16-årig første gang sang offentligt. Både Caroline og lillesøsteren Amalie komponerede siden melodier til Folketeatret, hvor Julie Hansen blev en af de førende skuespillere. De mindre brødre Georg og Carl Lumbye fulgte begge i faderens fodspor som komponister og dirigenter. Julie Hansen indgik fra 1851 i sin senere ægtefælle, teaterdirektør H.W. Langes ensemble ved Casino, 1855-56 ved Hofteatret og endelig fra 1857 ved Folketeatret, hvor hun deltog i teatrets åbningsforestilling En lille Heks. Sammen med Louise Holst, Harald Kolling og Otto Zinck udgjorde hun i mange år ensemblets grundstamme. Skønt hun lagde ud som sangerinde og skuespiller i ungpigeroller, bragte hendes kraftige statur og komiske talent hende tidligt over i de koneroller, der blev hendes speciale. Kort før Enevældens afskaffelse i 1849 blev også det kongelige monopol på teatervirksomhed i København brudt. De nye privatteatre appellerede nu med lystspil og folkekomedier til et bredere publikum, og det var i disse forestillinger, Julie Hansen skabte sine populære og lune karikaturer af den kbh.ske borgerkone. Størst succes havde hun i rollen som Madam Krøier i Store Bededagsaften, et stykke, der især blev kendt på grund af netop hendes præstation. Københavnerne kaldte hende ved kælenavnet Tulle og lo, så snart hendes stemme lød fra kulissen. Man overgav sig til det muntre glimt i de runde øjne og den sænkede dobbelthage, der ikke kunne skjule, at Julie Hansen med årene blev en stor dame. Som Langes enke arvede hun i 1873 teaterprivilegiet, men bortforpagtede det dog straks. Da hun siden søgte om forlængelse, fik hun afslag. Men den nye indehaver af privilegiet forpligtedes til varigt at betale vederlag til Julie Hansen, der derved fik befæstet den særlige position i Folketeatrets ensemble, som fik forfatteren Herman Bang til i teatertidsskriftet Da Capo at kalde hende “Fruen i Huset”. Hun forlod Folketeatret i kortere perioder på grund af uenighed med skiftende ledelser. I 1889 kom det til et endeligt brud, hvorefter hun og hendes anden ægtemand, der var en ubetydelig skuespiller, i stedet gik til Casino. Her var der først kun engagement til hende et par år, og det blev derfor på Dagmarteatret, hun i 1891 fejrede sit 40-års jubilæum. Senere spillede hun igen på Casino, men trak sig tilbage og blev klasselotterikollektrice et halvt år før sin død. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Astrid_Henning-Jensen

Astrid Henning-Jensen

2023-04-22T22:56:52+02:00

fri anvendelse

Efter realeksamen i 1931 var Astrid Henning-Jensen skuespiller, bl.a. på Alléscenen og Riddersalen, hvor hun mødte sin kommende ægtefælle Bjarne H.-J., der senere blev en central figur i besættelsestidens blomstrende danske dokumentarfilm. Astrid Henning-Jensen begyndte at arbejde som hans assistent i 1940. I 1945 kom hendes første selvstændige instruktøropgaver, dokumentarfilmene Skibet er ladet med og Dansk Politi i Sverige. Med filmatiseringen i 1946 af Martin Andersen Nexøs roman Ditte Menneskebarn, der var instrueret af Bjarne H.-J., assisteret af Astrid Henning-Jensen, fik parret deres internationale gennembrud. Filmen fortæller om et fattigt, “uægte” barns skæbne som offer for et socialt uretfærdigt samfund. Med sin dramatiske realisme og sine fine barneskuespillere, og ikke mindst Tove Maës’ hudløse fremstilling af hovedpersonen, var filmen et friskt pust efter Anden Verdenskrig, i tråd med den italienske neorealisme. Parrets første fællesfilm De pokkers Unger, 1947, regnes som den første danske børnefilm. Også Kristinus Bergman, 1948, et psykologisk kriminaldrama i film noir-stil efter den norske forfatter A. Omres roman af samme navn, fik en meget positiv modtagelse. I kortfilmen Palle alene i verden, 1949, efter Jens Sigsgaards og Arne Ungermanns børnebog, spillede sønnen Lars hovedrollen. Filmen var instrueret af Astrid Henning-Jensen alene, og den var fotograferet af Annelise Reenberg, der ved flere lejligheder arbejdede sammen med Astrid Henning-Jensen. Også denne film har opnået klassikerstatus, og den vandt flere priser ved filmfestivalen i Cannes. Ægteparret fortsatte samarbejdet som manuskriptmedarbejdere på hinandens film. I 1951 blev Astrid Henning-Jensen inviteret til Norge for at lave filmen Kranes konditori efter den norske forfatter Cora Sandels roman, og den blev indledningen til hendes karriere som soloinstruktør af voksenfilm. Paw, 1959, indbragte hende endnu engang international anerkendelse. Filmen om et naturbarns møde med dansk provinsidyl diskuterede racisme, før ordet var blevet almindeligt i den danske offentlighed. Filmen blev nomineret til en Oscar som bedste udenlandske film og belønnet af Europarådet for at bidrage til fred mellem nationerne. Med filmen Utro, 1966, efter Tove Ditlevsens roman To, som elsker hinanden bragte hun, uden dog at markere sig særlig stærkt, en kvindesynsvinkel ind i den nybølge, der i 1962 indledtes med Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts film Weekend. Tove Ditlevsen betegnede i sin vanligt pointerede stil filmen som en kastreret udgave af sit manuskript. Vinterbørn, 1978, efter Dea Trier Mørchs socialrealistiske succesroman blev Astrid Henning-Jensens andet folkelige gennembrud i en relativt høj alder. For denne film modtog hun Sølvbjørnen i Berlin og desuden den katolske jurys særpris. Med sin historie om en række kvinder på en fødeafdeling lagde Vinterbørn sig i forlængelse af rødstrømpebevægelsens slogans om “Søstersolidaritet” og “Kvinde kend din krop”, bl.a. vistes en autentisk optagelse af en fødsel. Med sin diskussion af etiske spørgsmål er filmen også et klassisk dansk drama, på en gang folkeligt og problemorienteret. I et interview lagde Astrid Henning-Jensen dog afstand til, hvad hun betegnede som rødstrømpebevægelsens fokusering på kvinders fortrinsret. Hun argumenterede i en mere borgerlig humanistisk ånd for, at både mødre og fædre skulle påtage sig ansvaret for at få børn, også selvom de var misdannede. Filmen giver en god karakteristik af ufølsomme overlægeautoriteter og medfølende sygeplejersker, men er selv ikke uden en vis paternalisme over for de ugebladslæsende kvinder fra de lavere klasser. Også Øjeblikket, 1980, behandler et tabuiseret kvindeområde, her af mere tragisk karakter, nemlig brystkræft med dødelig udgang. I 1986 filmatiserede hun med stor succes Tove Ditlevsens selvbiografiske Barndommens gade med Sofie Gråbøl i hovedrollen og med musik af Anne Linnet. Den seneste film Bella, min Bella, 1996, om en enlig moder og hendes datter blev ikke vel modtaget og kritiseret for at være ude af trit med tiden. Ind imellem spillefilmene har Astrid Henning-Jensen lavet en række kort- og dokumentarfilm, bl.a. Trods alt, 1991, for Rehabiliteringscentret for Torturofre. Hun var endvidere instruktør på radioserien Karlsens kvarter, der blev udsendt 1967-84. Selv har hun spillet enkelte filmroller, bl.a. i Lars von Triers Forbrydelsens element, 1984. I selvbiografien Da verden var vores, 1999, har Astrid Henning-Jensen til Barbara Gress kærligt, men ikke uden humor og skarphed, berettet om mennesker, hun har kendt. Astrid Henning-Jensen har et stort navn i dansk filmhistorie. Det skyldes bl.a., at Efterkrigstidens forhåbning om, at dansk film skulle rejse sig fra den kunstneriske bølgedal, som Morten Korch-filmene stod som eksponent for, i høj grad var knyttet til ægteparret Henning-Jensen. Astrid Henning-Jensen og Alice O’Fredericks, de to største kvindelige filminstruktører i Danmark, repræsenterede i 1950’ernes filmdebat henholdsvis de bedste og de værste tendenser i dansk film, en modsætning, som i historiens lys fremtræder mindre skarp. Astrid Henning-Jensen nyder stor international anerkendelse, hvilket i høj grad hænger sammen med hendes films humanistiske livsindstilling. I internationale leksika er hun stort set alene om at repræsentere danske kvindelige instruktører. Kunstnerisk har hun dog i perioder haft svært ved at leve op til renomméet. Hun har selv modigt udtalt, at man altid skal vurderes på det sidste, man har skabt og ikke på, hvad man har lavet tidligere. Det er dog ikke retfærdigt over for dette engagerede, om end ujævne livsværk. De forskelligartede og til dels modstridende vurderinger af flere af hendes film skyldes, at hun har en tendens til at tippe over i det sentimentale. Men som helhed er filmene kompetente og tager engageret fat om tabubelagte emner, og Astrid Henning-Jensen er forblevet tro mod det engagement og den realisme, der var grundlaget for de tidlige succeser. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Holst

Louise Holst

2023-04-22T22:55:33+02:00

fri anvendelse

Fra Folketeatrets åbningsaften i 1857 til hun døde af sygdom kun 43 år gammel, var Louise Holst en overordentlig populær skuespillerinde på teatret. Sammen med Harald Kolling, Otto Zinck og Julie Hansen dannede hun grundstammen i teatrets ensemble, og som den eneste virkede hun ved Folketeatret uden afbrydelser. Teaterdirektør H.W. Lange havde hentet hende på Århus Teater, hvor hun havde virket siden sin debut i 1855 som Margrethe i Abekatten. I Folketeatrets første periode stod Louise Holst lidt i skyggen af teatrets absolutte primadonna Agnes Nyrop, men efter dennes skift til Det Kgl. Teater blev repertoiret lystigere, og Louise Holst fik sit første speciale som den muntre, kløgtige unge pige, soubretten. Hun var fra starten under vejledning af den omhyggelige og nuancerede personinstruktør Frederik Høedt, og det var med til at forme hendes stil. Mens mange af hendes samtidige havde en stiliseret optræden, var Louise Holsts stil utvungen, realistisk, nuanceret og nærværende. Dertil kom et dejligt lune og skælmeriet i de fængslende øjne, der gjorde sig, først i ungpigerollerne og siden i de komiske karakterskildringer. Hun giftede sig i 1861 med den teaterglade premierløjtnant Frits H. De to børn kom særdeles hurtigt efter hinanden, og endnu mens de var helt små, deltog ægtefællen ved Dybbøl i 1864, og få år senere gjorde han tjeneste i Algeriet. I 1870’erne skrev han imidlertid en lang række meget succesfulde lystspil med gode roller til hustruen og fik således direkte betydning for den lettere del af hendes i øvrigt brede repertoire. Det Kgl. Teater havde endnu eneret på det klassiske og store dele af det nye dramatiske repertoire, men da man forkastede Bjørnstjerne Bjørnsons Leonarda, spillede Folketeatret det, og Louise Holst blev den første fremstiller af denne rolle. Hendes rolle som Baronesse d’Ange i Plet af A. Dumas d.y. var uden tvivl hendes største præstation. Skønt hun i ungdommen især havde fremstillet de djærve piger og koner, beherskede hun nu den elegante dame og forstod med små overgange, betoninger og pauser at gengive et komplekst, varieret og stærkt sind. I sin korte karriere nåede hun at spille tæt ved 300 roller, og man sagde om hende, at det eneste, hun aldrig spillede, var “père noble”, den ældre fader. Så sent som ved Folketeatrets 25-års jubilæum i 1882 var Louise Holst en skuespiller i udvikling, som man ventede sig meget af. Trods hendes tidlige død, gav hendes store spændvidde og umådelige popularitet hende en plads blandt privatteatrenes betydeligste skuepillerinder. Hendes død blev et dobbelt tab for Folketeatret, fordi den samtidig fratog ægtemanden skrivelysten. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Annelise_Hovmand

Annelise Hovmand

2023-04-22T22:55:50+02:00

fri anvendelse

Da Annelise Hovmand i 1957 trådte frem i offentligheden med spillefilmsdebuten Ingen tid til kærtegn, der indbragte hende en Bodil-pris, havde hun stået i lære i filmbranchen i en halv snes år. Efter studentereksamen kom hun ind som journalistelev på dagbladet Nationaltidende, hvor hun bl.a. fik overladt filmstoffet. Under et besøg på filmselskabet Palladium blev hun så fascineret af atmosfæren og arbejdsformen, at hun begyndte som volontør og scriptgirl. Senere blev hun assistent hos instruktøren og producenten Johan Jacobsen, som hun i 1951 flyttede sammen med. Gennembrudsfilmen var inspireret af hendes egne problemer som udearbejdende moder med skiftende arbejdstider. Fra et tidligere ægteskab havde hun sønnen Mads. Samlivet og samarbejdet med den 14 år ældre Johan Jacobsen fik afgørende betydning for Annelise Hovmands karriere. Han var en af dansk films mest respekterede filminstruktører af klassikere som fx den tredobbelt Bodilbelønnede Soldaten og Jenny, 1947, der argumenterer for afkriminalisering af abort, og besættelsestidsfilmen En fremmed banker på, 1959, som Annelise Hovmand var produktionsleder på. Johan Jacobsen havde i 1950 grundlagt sit eget filmstudie Flamingo Film og producerede her fem af Annelise Hovmands i alt otte spillefilm. Hendes produktion for Flamingo Film var præget både af kunstneriske ambitioner og nødvendigheden af at tjene penge til selskabet. Den omfattede folkelige succeser som Krudt og klunker, 1958, og Gøngehøvdingen, 1961, filmen om modstandsbevægelsen Frihedens pris, 1960, og Sekstet, 1963, der repræsenterede den nye filmbølge, og som hun selv betegnede som “mit mislykkede mesterværk”. Annelise Hovmand var i begyndelsen af 1960’erne formand for Sammenslutningen af danske filminstruktører og deltog i arbejdet med udformningen af Filmloven af 1964, der øgede støtten til filmproduktion. Baggrunden herfor var dels, at dansk filmproduktion var i vanskeligheder på grund af konkurrencen fra amerikansk film og fra tv, dels at der nu i samfundet var en generel opfattelse af, at filmen var en kunstart på linie med andre kunstarter, som også fik støtteordninger i disse år. I et interview fra 1967 overvejede Annelise Hovmand om det organisatoriske arbejde havde været umagen værd, idet det tog tid og kræfter og gik ud over hendes eget arbejde. I hvert fald førte den nye filmlov ikke til nogen opblomstring for parret Jacobsen-Hovmand og deres filmselskab. Tværtimod var midten af 1960’erne præget af nedgang både på det private og det professionelle plan. I 1965 gik parret hver til sit, og året efter blev Flamingo Film solgt efter fiaskoen med Johan Jacobsens Søskende efter H.C. Branners roman. De måtte opgive den planlagte produktion af en film over Karen Blixens bog Den afrikanske farm med den britiske skuespiller Vanessa Redgrave i hovedrollen. Annelise Hovmand havde skrevet manuskriptet sammen med Blixens broder Thomas Dinesen, der var hendes onkel. I 1967 flyttede Annelise Hovmand til Næstved, hvor hun havde fået bevilling til Næstved Bio. Hendes produktion blev herefter mere sporadisk. I 1966 var den folkelige, næsten farceagtige film Nu stiger den om opfinderen J.C. Ellehammer kommet. Denne film nød godt af den nye filmstøtte, men gav alligevel underskud. Den halvdokumentariske Et døgn med Ilse, 1971, var en af de mange film, der blev lavet efter ophævelsen af forbudet mod billedpornografi i 1970. Filmen, der handlede om en strippers liv, havde islæt af pornofilm, men diskuterede frem for alt frigørelsens omkostninger for den kvindelige hovedperson. Annelise Hovmands sidste biograffilm var Høfeber, 1991, efter Leif Panduros roman af samme navn. I 1980’erne var Annelise Hovmand involveret i to kvindehistoriske tv-serier. 1981 instruerede hun sammen med filminstruktøren Li Vilstrup første afsnit af den meget omtalte serie Krigsdøtre. Det var et kollektivt kvindeprojekt i fem afsnit, hvoraf Kirsten Thorup havde skrevet første og femte afsnit, som tog udgangspunkt i en 5. klasse i 1950’erne og førte personerne op i 1970’erne. I 1988 instruerede hun endnu en historisk føljeton To som elsker hinanden i fire afsnit efter Grete Povlsens dokumentariske roman om ægteparret Viggo og Ingeborg Stuckenberg. Emnet har formentlig interesseret Annelise Hovmand personligt, da hun jo selv havde levet i et kreativt parforhold. Men hun delte ikke Ingeborg Stuckenbergs skuffende oplevelse af, at manden havde udgivet deres fælles roman i sit eget navn alene. Filmparret Hovmand-Jacobsen instruerede ikke sammen, men havde en klar arbejdsdeling i forbindelse med hinandens film. I et interview fra 1956 kaldte Annelise Hovmand Johan Jacobsen for “en rigtig blåstrømpe”, og også efter bruddet omtalte hun ham som “en dygtig mand, der stod bag mig”. Faktisk brugte han i perioden 1957-63, der var Annelise Hovmands mest produktive periode, mere tid på at producere hendes film end på at instruere sine egne. Hvor Ingen tid til kærtegn betragtede den kreative kvindes problem med at være både kunstner, hustru og moder fra det frustrerede barns side, anskuede tv-serien 30 år senere de samme problemer i moderens perspektiv. Ingeborg Stuckenberg kæmpede med formuleringerne, mens børnene sloges på gulvet og måtte sendes ud med barnepigen. Den poetisk-realistiske tv-serie bandt en smuk sløjfe på Annelise Hovmands produktion af menneskeligt og moralsk engagerede film og tv-serier, der tilføjede både nybølgen og pornobølgen en kvindelig optik og rakte ind i den nye kvindebevægelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bodil_Kjer

Bodil Kjer

2023-04-22T22:49:42+02:00

fri anvendelse

Allerede som seksårig deklamerede Bodil Kjer vers for sine stolte forældre og deres gæster, og hun besluttede tidligt, at hun ville være skuespiller. Familien tilhørte det velstillede borgerskab i Odense og havde ingen indvendinger, da Bodil Kjer året efter realeksamen fra Skt. Knuds Gymnasium begyndte på Odense Teaters elevskole. Hun fandt dog uddannelsen mangelfuld og blev 1936 optaget på Det Kgl. Teaters elevskole. Hun kom til teatret, fortalte hun siden, som et meget ungt, naivt menneske, “lutter bollefjæs og kalveskanker” og vandrede forknyt rundt uden at turde spørge nogen om, hvor hun måtte sætte sig og spise sin madpakke. Hendes talent og skønhed kunne man dog ikke overse, og allerede som elev debuterede hun i en rolle som ung sårbar pige i en skilsmissefamilie i Inger Bentzons Hvo som forarger, 1937. Stykket fik en blandet modtagelse, men Bodil Kjer blev rost for sin præstation. Hun blev engageret ved Det Kgl. Teater efter elevtiden og havde rollen som Antonie i Henrik Hertz’ Sparekassen, 1940, hvor hun spillede sammen med Mogens Wieth, som blev hendes faste scenepartner i 1940’erne og 1950’erne. I sine første år ved teatret havde Bodil Kjer dog kun få og små ingenueroller, fordi hun var klemt af to andre skuespillere, den noget ældre Karin Nellemose og den lidt yngre Ingeborg Brams. I stedet indledte hun en filmkarriere, som hurtigt gjorde hende kendt. Hendes smukke udseende kombineret med intelligens og karakter slog godt igennem på biograflærredet i roller som ung pige i det moderne samfund, fx i En ganske almindelig Pige, 1940, som barnepige i Vi kunde ha’ det saa rart, 1942, og i titelrollen i Elly Petersen, 1944, om en pige fra provinsen, der prøver lykken i hovedstaden. I årene efter Anden Verdenskrig blev Bodil Kjer teatrets førende karakterskuespillerinde i moderne rollefag og udviklede sit talent for at spille på modsætningerne i sit væsen; hun forstod på samme tid at udtrykke nærhed og distance, erotik og blufærdighed, jordbunden ligefremhed og kølig elegance, komik og tragik. Skelsættende var hendes rolle som sexet tjenestepige i T. Wilders Paa et hængende Haar og titelrollen i Jean Anouilhs Eurydike, 1946. Sidstnævnte var instrueret af Sam Besekow, som her indledte et mangeårigt, vellykket samarbejde med Bodil Kjer. Samme år spillede hun prinsessen i Holger Drachmanns Der var engang, men den romantiske pastiche lå ikke godt for hende. Hun udtalte med vanlig åbenhjertighed og sikker kritisk sans, at det stykke var noget værre møg, og fik for en gangs skyld dårlige anmeldelser. Derimod befæstede hun sin position som førende skuespillerinde i moderne dramatiks fremstilling af den lidelsesfulde, angste kvinde i kamp med sig selv. I Kjeld Abells Dage paa en Sky, 1947, blev hendes monolog om atomfaren symbol på Efterkrigstidens angst. I 1951 spillede hun med stor gennemslagskraft societykvinden Celia i T.S. Eliots Cocktail party, en karakter, hun videreførte som overklassefruen Tordis Eck i Abells Den blå pekingeser, 1954. Hun fortsatte sin filmkarriere i Soldaten og Jenny, 1947, en rolle, som gav hende dansk filmhistories første Bodil-pris. Den var stiftet af danske filmmedarbejdere året før og var opkaldt efter fagets to store damer, Bodil Ipsen og Bodil Kjer selv. Hendes komiske talent kom til udfoldelse i lystspillet Min kone er uskyldig, 1950, og året efter spillede hun musen Polyhymnia i operettefilmen Mød mig på Cassiopeia, en rolle, som gav hende nok en Bodil. Derefter fulgte en pause på 17 år, hvor hun ikke fik tilbud om filmroller, hun kunne acceptere. Fra 1955 var Bodil Kjer i fem år tilknyttet Det Ny Teater, lokket dertil af teaterchefen Peer Gregaard. Han havde engageret nogle af landets bedste teaterfolk og spillede international, vægtig, fortrinsvis moderne dramatik. Her fik hun gode arbejdsår sammen med bl.a. Wieth og Ebbe Rode, hyppigt med Besekow som instruktør. Hendes roller som Maggie i Tennessee Williams’ Kat på et varmt bliktag, 1956, Temple Drake i W. Faulkners Messe for en skøge, 1958, og Marguerite Gautier i Abells Kameliadamen fra 1959 viste hendes evne til at fremstille komplicerede kvindeskikkelser både i kraft af det sagte og det usagte. Også i lystspil fejrede hun triumfer, fx i Anouilhs Toreadorvalsen, 1957, og hun viste sin styrke i klassikerne i Shakespeares Trold kan tæmmes, 1959. I 1960 vendte Bodil Kjer tilbage til Det Kgl. Teater, nu som dets primadonna i ordets egentlige betydning: den fremmeste skuespillerinde. Hun spillede 1961 klassikere som Tjekhovs Tre søstre, hvor hun fik scenen til at vibrere af tilbageholdt lidenskab, og Shakespeares Macbeth. Som Indras datter i Strindbergs Et drømmespil, 1967, kom forestillingen til at centrere sig om hendes smerte. Det komplicerede, moderne kvindeliv fremstillede hun gennem så forskellige skikkelser som underklassepigen Maggi i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, 1962, og den nervøse, flagrende, bange bourgoisikvinde i E. Albees Kasse – Mao – Kasse fra 1971. Der var langt mellem de gode roller i 1970’erne. Bodil Kjer overvejede altid nøje, hvilke roller hun ville spille og sagde jævnligt nej. “Men det glemtes hurtigt, når man havde fået Bodils ’Ja’. Så var al usikkerheden forsvundet, og hendes loyalitet overfor forestillingen og teatret kendte ingen grænser,” sagde Gregaard om hende. 1977 spillede hun den djærve Rosa i E. Filippos Lørdag-søndag-mandag, der viste hendes store talent for komik, som ophævede grænserne mellem finkultur og det folkelige. Samme år fejrede hun sit 40-års skuespillerjubilæum med rollen som Deborah i Eugene O’Neills Byg dig kun slot på slot. I tv og på film kunne man se hende i Leif Panduros Bella, 1970, som neurotisk overklassekvinde i Strømer, 1976, som gav hende en Bodil, og som afdanket danserinde i Lille spejl, 1978. Bodil Kjers status nærmede sig i disse år kanoniseringens, som sammen med hendes ry for eksklusivitet kunne være grunden til, at hun ikke fik flere tilbud om roller. Men 1980’erne og 1990’erne blev frugtbare år. I 1980 var hun og Rode på turné med Kære løgner, en brevdialog mellem dramatikeren Bernard Shaw og skuespillerinden Stella Patrick Campbell. Hun spillede Sarah Bernhardt i Memoir i 1984, mens Den enestående Dorothy Parker, 1988, viste hendes unikke talent for at forene komediennen og tragediennen i en monolog, der boblede af selvironi og overbærende, men bidsk humor. Hun spillede titelrollerne i N. Wrights Mrs. Klein, 1990, i H. Brochs Zerline, 1994, og i 1997 fik hun publikum op af sæderne i en 20 minutter lang, stående ovation, da hun fejrede sit 60-års skuespillerjubilæum med A.R. Gurneys Kærestebreve sammen med Rode, hvor de var et ældre par, der læser breve op fra et langt livs venskab og kærlighedsforhold. Også i film og på tv gjorde Bodil Kjer sig gældende som den ene af søstrene i Babettes gæstebud, 1987, og som den gamle bryggerfrue i fjernsynsserien Bryggeren fra 1997. Samme år udkom hendes erindringer Et offentligt fruentimmer, formet som en samtale mellem hende og journalisten Marie Tetzlaff, hvor man får indtryk af et begavet menneskes livslange karriere på scenen, fortalt med humor og vid. Bodil Kjer har modtaget mange hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1952 og Teaterpokalen samme år. Hun blev udnævnt til Studenterforeningens æreskunstner 1957 og modtog Henkel-Prisen 1965 og igen i 1990. Hun er dekoreret med medaljen Ingenio et arti i 1951, blev ridder af Dannebrogordenen 1966, ridder af 1. grad i 1976 og kommandør i 1994. I 1997 modtog hun en Æresbodil for sine mange, uforglemmelige præstationer. “Både humorens, intelligensens og erotikens gesandter bar gaver til hendes vugge, og hun har forstået at skøtte dem,” skrev en anmelder allerede 1951, for “hvad gør det, at man ser ud som et eventyr, når man kan fylde det med virkelighed.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_Knudsen

Mette Knudsen

2023-04-22T22:59:43+02:00

fri anvendelse

Det var i hovedrollen som en frigjort, men frustreret ung kvinde i Christian Braad Thomsens debutfilm Kære Irene, at Mette Knudsen i 1971 trådte frem i offentligheden. Herefter foretrak hun imidlertid at stå bag kameraet. Efter studentereksamen i 1962 uddannede hun sig som korrespondent og tilbragte nogle år i Paris, hvor hun arbejdede som sekretær på den danske ambassade og desuden som mannequin hos franske modehuse. Hjemme igen arbejdede hun på Det Danske Filminstitut som fransk korrespondent og læste fransk og filmvidenskab på Københavns Universitet, hvor hun i løbet af 1970’erne blev færdig som cand.mag. Som et af ungdomsoprørets resultater var det i begyndelsen af 1970’erne blevet lettere at komme til at lave film. Filmskolen tilbød kortere grundkurser i elementær filmproduktion, og Det Danske Filminstituts workshop bevilgede råfilm og udlånte udstyr til amatører med noget på hjerte. Disse muligheder blev benyttet af mange kvinder og også af Mette Knudsen, der 1971 debuterede som instruktør med gæstearbejderfilmen Fremmed. Året efter lavede hun sammen med instruktørerne Li Vilstrup og Dola Bonfils debatfilmen Kvinden og fællesmarkedet. Det store folkelige og internationale gennembrud kom med den feministiske satiriske filmkomedie Ta’ det som en mand, frue, 1975, som Mette Knudsen skrev og instruerede sammen med Vilstrup og Elisabeth Rygård i produktionskollektivet Røde Søster. Filmen er bygget op over en midaldrende husmoders bevidstgørelsesproces, spillet af Tove Maës. Filmens clou er hallucinationen, hvor husmoderen Ellen Rasmussen oplever den omvendte verden: mandlige sekretærer læser ugeblade, og kvindechauvinister forfører kønne unge mænd. Filmen var også på den tekniske side en gennemført kvindeproduktion, fotograferet af Katia Forbert Petersen. Mette Knudsens andet store rødstrømpeprojekt, kavalkadefilmen Rødstrømperne, 1985, er baseret på klip fra den lange række af agitatoriske, dokumentariske og eksperimentelle film, som med udgangspunkt i rødstrømpebevægelsen blev lavet i løbet af 1970’erne, bl.a. på filminstituttets workshop. Filmen indeholder bl.a. optagelser fra kvindehusbesættelser, kvindelejren på Femø og kvindefestivaler. Andre historiske dokumentarfilm var Tjenestepiger, 1984, for Husligt Arbejderforbund og Frihed, Lighed, Stemmeret, 1990, for Kvindeligt Arbejderforbund. Fødslen af sønnen Martin i 1982 satte sig spor i filmen Lasse Lasse Lille, 1993, der fokuserede på den enlige udearbejdende moders problemer. For tv har hun iscenesat Er det løgn, hva’ jeg si’r?, 1978, og Bank under bordet, 1983, om vold i parforholdet. Som oftest har hun arbejdet kollektivt, især sammen med Rygård. Senest har hun i 1997 skrevet og instrueret spillefilmen Skat, det er din tur, hvor hun igen har anvendt formlen med ombytning af kønsrollerne. Mette Knudsen har sammen med Braad Thomsen og Jan Aghed redigeret antologien Politisk filmkunst, der udkom 1973, og hun var redaktør på det socialistiske tidsskrift Politisk Revy 1973-75. Hun har haft tillidshverv som bestyrelsesmedlem i Plum Fonden og på Statens Filmcentral, hvor hun 1986-90 også var ansat som programredaktør. 1975-78 var hun filmkonsulent på Danmarks Radio, men blev afskediget på grund af sine bestræbelser for at skaffe film på skærmen, som gav et mere realistisk billede af kvinder end tvs sædvanlige. Hun har gjort en stor indsats for at gøre opmærksom på kvindelige instruktørers vanskeligheder i en filmbranche, der er domineret af mænd, ikke blot på den kreative side, men også inden for de offentlige bevilgende instanser. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen-Lise_Mynster

Karen-Lise Mynster

2023-04-22T23:12:39+02:00

fri anvendelse

Da Karen-Lise Mynster blev optaget på Statens Teaterskole som 20-årig, sagde hun, at hun ville bruge sit talent til at afspejle tilværelsen. Dette har siden været den røde tråd i en karriere, som afspejler et stort og alsidigt talent, funderet i et samfundsmæssigt og kvindesagligt engagement, der altid har været politisk, men aldrig er blevet doktrinært. Karen-Lise Mynster tog musiksproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole i 1972 og begyndte samme år på teaterskolen. Efter elevtiden var hun fra 1975 engageret ved Ålborg Teater i et par år, hentet dertil af Leon Feder, som var kendt for sin evne til at opspore og tiltrække unge talenter. Det blev fortrinsvis til mindre roller, men i 1978 slog hun igennem som Eliza i Det Danske Teaters opsætning af musicalen My Fair Lady og høstede ros for flere andre store roller, bl.a. i Elsa Gress’ revy Mandefald på Bristol Teatret 1978, og Svendborgrevyen Rottefælden 1979. Desuden tog hun initiativ til den samfundskritiske cabaret Vi længes sikkert mod noget andet med tekster af Bertolt Brecht, Harald Herdal og L. Forsell. Hun modtog LOs Kulturpris i 1982 for sin rolle som tillidskvinde i fjernsynsserien Krigsdøtre, og samme år stod hun på scenen i Margareta Garpes og Suzanne Ostens kønspolitiske revykomedie Jøsses piger på Det Kgl. Teater. I den forbindelse udtalte hun sin sympati for kvindebevægelsen og tilføjede, at “målet må selvfølgelig være, at vi skaber et menneskesamfund med samme muligheder for begge køn”. Karen-Lise Mynsters talent spænder vidt, og hun har ydet fine præstationer i musical, revy, kabaret og på film og teater, hvor hun mestrer både tragedie og komedie i såvel det klassiske som det moderne repertoire. I klassiske skuespil har hun ofte tolket sine roller, så de fremstår i ny belysning. Det så man bl.a. i Henrik Ibsens Hedda Gabler på Det Danske Teater i 1990, hvor længsel efter frihed blev det bærende i hendes fremstilling af titelpersonen. Men det er i højere grad hendes talent for at fortolke kvindeskikkelser i moderne dramatik, der har gjort hende til en enestående skuespiller. Blandt hendes væsentlige roller er den kvindelige bryder i Claire Luckhams skuespil om kønskampen Trafford Tanzi, der opførtes 1984 i Saltlageret, og samme år høstede hun anerkendelse både som sanger, danser og skuespiller for sin fremstilling af frelserpigen Sarah Brown i musicalen Guys and Dolls på Det Kgl. Teater. I L. Noréns München-Athen på CaféTeatret i 1986 havde hun den kvindelige hovedrolle i stykket om et ungt par, der under en togrejse afslører deres smertefulde ensomhed trods mange års samliv med hinanden. Den undertrykte smerte i det tilsyneladende pæne, normale liv var også det bærende i hendes tolkning af andre kvindeskikkelser, fx den kølige, succesrige Julia i Noréns Skyld i kærlighed, 1993 på Rialto, og samme år i Dorrit Willumsens Så længe smerten er usynlig i Radioteatret. I Jess Ørnsbos Klubben, 1995 på Bådteatret, så man hendes talent fra en helt anden side i en vellykket blanding af komik, tragik og skærende melodrama. Karen-Lise Mynster har spillet med i adskillige film, bl.a. Verden er fuld af børn, 1980, hun var den selvstændige landmandskone i Der er et yndigt land, 1983, og den frihedssøgende kvinde i titelrollen i Sofie, 1992. Desuden har hun haft hovedroller i familiefilm som de tre film om Krummerne, 1991-94, og i filmatiseringen af Dennis Jürgensens roman Kærlighed ved første hik, 1999. Trods et talent, der spænder over mange forskellige udtryksformer, er det dog teatret, der står hendes hjerte nærmest: “Det smukkeste ved teatret er efter min mening, når du kan give publikum oplevelsen af både gråden og latteren i deres egen sjæl på samme tid,” har hun sagt. Karen-Lise Mynsters engagement har også udmøntet sig i den kulturpolitiske debat, og hun har især markeret sig i kampen for at bevare det lukningstruede Rialto Teatret på Frbg. “Dansk teaterpolitik er kortsigtet og rastløs, styret af luner,” lød hendes kritik i den forbindelse, og hun argumenterede for, at det er vigtigt at bevare små, velfungerende scener med mod til at eksperimentere, både med moderne teater og nytolkninger af det klassiske repertoire. Dette mod viste hun selv, da hun i 1999 optrådte på Café Liva med Tågænger, en kabaret med tekster af Tove Ditlevsen, udvalgt og sammensat af Karen-Lise Mynster. Et enigt anmelderkorps var bevæget og begejstret for hendes formidling af teksterne, som ramte midt ind i mange af de normer, som hverdagslivet omgives af, og som fortalte væsentlige ting om kvinders livserfaringer. Året efter debuterede Karen-Lise Mynster som instruktør i Ibsens Vildanden. Heri gjorde hun barnet Hedvig til stykkets bærende figur. Karen-Lise Mynster har modtaget adskillige priser, bl.a. Henkel-Prisen i 1984, Tagea Brandts Rejselegat i 1989 og Teaterpokalen 1995. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karin_Nellemose

Karin Nellemose

2023-04-22T23:05:53+02:00

fri anvendelse

“Kære Nelle, du har vandret gennem teaterhuset med et lys omkring dig. Du har været gratie i sjæl og sind, du er blevet spændende, let, lødig og graciøs,” sagde Clara Pontoppidan, da hun i 1968 overrakte Karin Nellemose sit teaterlegat for et virke ved Det Kgl. Teater, der kom til at strække sig over næsten 60 år. Karin Nellemose var den ældste af tre søskende. Broderen blev billedhugger og søsteren balletdanser. I familien regnede man børnenes kreative og musiske talenter for at stamme fra morfaderen, en svensk skrædder, der var indvandret til København, hvor han bl.a. syede kjoler til hoffet. Men også Karin Nellemoses forældre var interesserede i musik og teater, og allerede som otteårig var hun med dem i Det Kgl. Teater, en oplevelse, som gjorde stort indtryk på hende. Faderen døde, da hun var 13 år, og moderen klarede herefter dagen og vejen på en lille enkepension og ved at udleje tre af værelserne i familiens femværelsers lejlighed. Efter skolegang hos de katolske nonner i den franske skole på Østerbro begyndte Karin Nellemose at læse hos skuespilleren Holger Gabrielsen, som året efter opfordrede hende til at søge ind på Det Kgl. Teaters elevskole, hvor hun var elev 1924-26. Derefter blev hun engageret af teatret og debuterede 1926 som Thilde i Edvard Brandes’ Haardt imod haardt. Hun blev fremhævet for sin alfeagtige ynde og for sit smukke sprog, og dermed var hendes rollefag afgjort. I de følgende år spillede hun altid ingenuen, den smukke, unge, renhjertede pige, men det lykkedes hende hyppigt at tilføre rollerne en ekstra poesi. Det så man fx i hendes fortolkning af prinsessen i Holger Drachmanns Der var engang, i rollen som Hermia i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm og i Molières Fruentimmerskolen, 1932. I hendes spillestil så man en klar linie tilbage til navne som Betty Hennings og Anna Bloch. Samtidig blev hun landskendt og elsket for roller i film, fx Præsten i Vejlby, 1931, og i de populære Nøddebo Præstegaard, Barken Margrethe af Danmark fra 1934 og Livet paa Hegnsgaard, 1938. På Det Kgl. Teater havde Karin Nellemose kastet lange blikke efter en smuk ung cellist, der kvitterede for blikkene med et marcipanbrød, fordi han var for genert til at erklære sig. De blev gift, fik en datter, der også blev skuespiller, og delte i et halvt århundrede privatliv og arbejdsplads med hinanden. Karin Nellemose udviklede sit talent i det moderne rollefag og blev en glimrende karakterskuespiller i roller med sære kvindeskikkelser, som tilværelsen havde slået i stykker. Hun udtrykte både lidenskab og smerte som Constance Leth i Kaj Munks Egelykke, 1940, og lod neuroserne blomstre som Blanche Dubois i Tennessee Williams’ Omstigning til paradis, 1949. I Eugene O’Neills Lang dags rejse mod nat, 1957, var hun den ensomme, ulykkelige morfinist Mary Tyrone, en præstation, som gav hende Teaterpokalen samme år. Samtidig var hun en ypperlig fortolker af klassiske roller, hvor enten hendes underfundige lune eller sans for barok komik kunne komme til sin ret. Hendes geniale nytolkning i 1935 af Grete i Johan Herman Wessels Kærlighed uden strømper dannede skole, og hun viste barsk komik som smedemadam Smith i C. Hostrups Genboerne, 1968. Hun mestrede dog også komikken i moderne dramatik, fx som påklædersken i Ernst Bruun Olsens Donna Johanna, 1971, og som den snerpede Miss Furnival i P. Schaffers Komedie i mørke. I 1968 modtog hun Henkel-Prisen for denne evne til at forny sit spil fra lysalf over komik til de neurotiske, skæve eksistenser. Gennem årene kom Karin Nellemoses smukke distinkte sprog til sin ret i radioen i oplæsninger af bl.a. H.C. Andersen og Herman Bang. Samtidig fortsatte hun sin karriere som populær fjernsynsskuespiller, fx som den døvstumme morder i Leif Panduros krimiserie Ka’ De li’ østers? Også for de yngre generationer blev hun folkeeje i sin ganske uforglemmelige rolle som Misse Møhge i fjernsynsserien Matador, 1978-82, hvor hun med lune og brod fremstillede en forskruet gammeljomfru, kuet af sin skrappe moder og provinsbyens snævre rammer for passende kvindelig opførsel. Karin Nellemose modtog mange legater og hædersbevisninger for sit kunstneriske virke, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat i 1942. Hun var dekoreret med medaljen Ingenio et arti 1939, blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen 1959 og til ridder af 1. grad i 1965. Indtil 1981 havde Karin Nellemose aldrig spillet teater uden for Det Kgl. Teaters regi, men det år tog hun springet til Det Ny Teater, hvor hun spillede sammen med Marguerite Viby i farcen Ved hanegal. To år senere optrådte hun for sidste gang på Det Kgl. Teater i En stakket frist, som dermed blev afslutningen på en lang, smuk karriere i nationalscenens tjeneste. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Agnes_Nyrop

Agnes Nyrop

2023-04-22T23:10:09+02:00

fri anvendelse

Agnes Nyrop debuterede allerede som toårig. I barneårene optrådte hun jævnligt sammen med sin to år ældre søster Louise på faderen H.W. Langes provinsteatre og på Casino, hvor han var direktør. Fra 13-års alderen var hun elev hos skuespilleren Frederik Høedt, der forblev hendes støtte gennem mange år. Som kun 15-årig fremsagde hun prologen ved Folketeatrets åbning i 1857 og spillede efterfølgende hovedrollen i åbningsforestillingen. Mørk, smuk og temperamentsfuld som hun var, vakte hun begejstring, og i syv år var hun den foretrukne heltinde i teatrets folkelige repertoire. I 1864 blev Agnes Nyrop som den første fra de kbh.ske privatteatre engageret som kgl. skuespiller, og man ventede, at hun sammen med Josephine Eckardt og Betty Hennings skulle løfte arven efter den netop afgåede Johanne Luise Heiberg. På Det Kgl. Teater fortsatte succesen takket være udseendet, den dybe stemme og stærke udstråling, om end kritikerne efterlyste en bedre skoling, og allerede i begyndelsen af 1870’erne blev rollerne færre. Kritikerne anså hendes temperamentsfulde brug af virkemidler som et udtryk for manglende evne til at kontrollere finere nuancer i en tid, hvor spillestilen bevægede sig fra det svulstige, deklamatoriske hen imod et mere realistisk formsprog, som Agnes Nyrop synes at have haft svært ved at tilpasse sig. Hun havde dog gennem årene enkelte store succeser specielt i roller, der skildrer den stærke kvinde som fx Hjørdis i Henrik Ibsens Hærmændene på Helgeland. Hendes afskedigelse i 1896 blev begrundet med, at den kraftige stemme og voldsomme gestik, der havde været anvendelig i heltinderollerne, ikke egnede sig til fremstilling af de ældre kvinder, hendes alder og figur nu henviste hende til. Agnes Nyrops ægtefælle var først en meget succesfuld operasanger, men hans stemme falmede hurtigt, og han blev fra 1884 sanglærer og klasselotterikollektør. I 1885 blev parret separeret, og de delte børnene mellem sig, således at den ældste, sønnen, boede hos Agnes Nyrop og døtrene hos faderen. Den yngste Margrethe debuterede på Det Kgl. Teater i 1893 og fortsatte siden i en kortvarig karriere på Dagmarteatret. I forbindelse med Kvindernes Udstilling i 1895 deltog Agnes Nyrop i udstillingskomitéens dramatiske afdeling og fremsagde prologen ved afdelingens aftenunderholdning på Dagmarteatret. Hun skrev essays og digte, men meget lidt blev offentliggjort. Trykt blev dog to erindringsessays Mine Læreaar hos Frederik Høedt i JuleKalender, 1887, og Da min Fader Kammerraad Lange aabnede Casino i Skuespillerforeningens Julebog, 1893. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ghita_N%C3%B8rby

Ghita Nørby

2023-04-22T23:10:16+02:00

fri anvendelse

Ghita Nørby er blevet kaldt stjernen i dansk film, dansk teaters førstedame, vores største skuespillerinde. Hendes talent har været anerkendt, siden hun var ganske ung. Men der er langt fra den søde, unge pige i 1960’ernes danske folkekomedier til de facetterede og stærke kvindeportrætter, som hun har fremstillet op gennem 1980’erne og 1990’erne. Allerede som barn ville Ghita Nørby være skuespiller, men sagde det ikke til nogen og nøjedes med at følge prøverne på Det Kgl. Teater, hvor hendes fader var kgl. kammersanger. Hendes barndomshjem var trygt og borgerligt med stor sans for kunst og skønhed, men konflikter var ilde set. Pigebørn skulle helst være søde, glade og uden kanter, og hun har siden gennem en livslang proces arbejdet med at genfinde de mørke, genstridige sider af sin personlighed. Ghita Nørby gik i H. Adlers Fællesskole, men forlod gymnasiet som 17-årig uden eksamen og sneg sig til prøvefilmning på Nordisk Film. Forældrene blev forfærdede over dette brud på hjemmets normer og sendte hende skyndsomst på højskole i Askov. Ghita Nørby så det i begyndelsen som en forvisning, men opholdet modnede hende, styrkede hendes selvtillid og udvidede hendes horisont. I 1954 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole sammen med bl.a. Birgitte Price. Efter elevtiden fortsatte de begge på teatret, hvor Ghita Nørby spillede Johanne i Eventyr på fodrejsen, 1956. Samtidig indledte hun en karriere som filmskuespiller, først i Ung leg, 1956, siden i en lang række folkekomedier, fx Vagabonderne på Bakkegaarden, 1959, og Baronessen fra benzintanken, 1960. Hun havde sit kønne udseende imod sig og var i disse år ved at gro fast i roller som sød, smuk og naiv ung pige. Instruktøren Erling Schroeder kunne imidlertid se talentet bag facaden. Han hentede hende til Alléscenen, og her udviklede hun sig til karakterskuespiller i en række fine rollefortolkninger i moderne teater, bl.a som Jo i S. Delaneys En duft af honning, 1960. Derefter spillede hun ved forskellige privatteatre og fortsatte filmkarrieren, der dog blev nedtonet under nogle års ophold i Italien med ægtefællen, sangeren Dario Campeotto. Fra 1970 var Ghita Nørby atter ansat på Det Kgl. Teater. Samme år høstede hun megen ros for sin hovedrolle som stripteasedanserinde i P. Barnes’ skuespil Den herskende klasse. Et nyt højdepunkt blev nået, da hun i 1973 spillede Célimène i Molières Misantropen. Den blev instrueret af den svenske mesterinstruktør Ingmar Bergman, som allerede dengang kunne se, at Ghita Nørby havde potentialet til at blive skuespiller af internationalt format. Blandt hendes største præstationer er Fra regnormenes liv, hvor hun i 1982 afløste Price som Johanne Luise Heiberg, og rollen som Martha i Hvem er bange for Virginia Woolf?, som hun siden 1983 har spillet i flere omgange sammen med Frits Helmuth. Ham spillede hun også sammen med i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1987. I 1986 fortolkede hun med bravur rollen som dronning Elisabeth i Schillers Maria Stuart. Også 1990’erne bød på præstationer af stort format, bl.a. i Ernst Bruun Olsens Betty Nansen på Betty Nansen, 1991, og rollen som Gertrud i den svenske dramatiker L. Noréns Sommer, 1993. Adskillige af Ghita Nørbys store teaterpræstationer er nået ud til et stort publikum gennem turnéer. Men folkeeje blev hun i film og på fjernsyn, hvor hendes spændvidde er gået fra børnefjernsyn med Jess Ingerslev og Tom McEwan til TV-Teatrets Riget i Lars von Triers instruktion 1994 og 1997. Hun blev kendt for roller i Leif Panduros Bertram og Lisa, 1975, og Louises hus, 1977, og senere fulgte hele Danmarks befolkning hende lørdag efter lørdag som den kloge Ingeborg Skjern i Lise Nørgaards fjernsynsserie Matador. Også hendes filmkarriere viser hendes store spændvidde. Fra 1960’ernes folkekomedier er hun gået over til fremstillinger af komplekse kvindeskikkelser, fx i Max von Sydows filmatisering fra 1988 af Herman Bangs roman Ved vejen, og året efter i rollen som Regitze i Kaspar Rostrups Dansen med Regitze efter Martha Christensens roman. Lige så stor en præstation ydede hun som jiddisch mama i Susanne Biers svenske spillefilm Freud flytter hjemmefra, der havde dansk premiere i 1991, ligesom hun på flydende svensk klarede rollen som Karin Åkerblom i Bergmans selvbiografiske Den gode vilje, 1991-92, med Bille August som instruktør. Hendes evne til at trænge helt ind i en rolle og fremstille en personligheds paradokser så man i hendes psykologisk geniale tolkning af Marie Hamsun i J. Troells Hamsun fra 1996, mens anmelderne igen kom med smukke roser for hendes præstation i Her i nærheden, 2000, hvor Rostrup atter filmatiserede et værk af Martha Christensen med Ghita Nørby og Frits Helmuth i hovedrollerne. Sammen med veninden Vibeke Cristofoli har hun desuden været instruktør på Rialto Teatret i 1990 med Vi, Théo og Vincent van Gogh. I 1992 iscenesatte Ghita Nørby Ludvig Holbergs Barselsstuen på Det Danske Teater og sammen med Cristofoli Shakespeareforestillingen Othello på Gladsaxe Teater. De søde piger fra benzintanken og Bakkegården ligger milevidt fra den modige Regitze og den desperat kæmpende moder i Her i nærheden. Men de har det fælles, at de er fremstillet med al Ghita Nørbys solidaritet og indlevelse. Hun står aldrig ved siden af sine karakterer og udstiller dem, men tager altid rollerne på sig og arbejder seriøst med dem. Hun har altid forsvaret folkekomedierne ved at pege på latterens nødvendighed, og de bedste blandt dem er gået over i filmhistorien som klassikere. Det er dog i hendes roller i 1980’erne og 1990’erne, at hun for alvor har vist sit format og talent til at fremstille komplekse, modne kvindeskikkelser med al deres lidenskab, kærlighed, dæmoni samt lyse og mørke sider. Hendes personer er ofte desperate kvinder, stride kællinger, rå madammer, kærlighedssøgende mennesker, men de er altid vedkommende, og gennem dem har Ghita Nørby sagt kolossalt meget om kvindeliv i vores kultur. Mod, indsigt, fordybelse, professionalisme og arbejdsdisciplin har været nogle af nøgleordene i hendes kunstneriske udvikling. Ghita Nørbys mod har imidlertid ikke kun været professionelt, men også stærkt personligt. Det viste sig, da hun valgte at være åben om en kræftsygdom og fortælle om sine tanker og følelser i den forbindelse. Dermed blev hun en støtte og hjælp for mange kvinder i samme situation, som oplevede at få sat ord på en kaotisk og tabuiseret del af deres liv. Også på andre områder har Ghita Nørby markeret sig. Hun har iltert og energisk deltaget i den offentlige debat om ledelse og arbejdsforhold på Det Kgl. Teater, og siden 1997 har hun været formand for Dyrefonden. Hun har bidraget til en antologi om døden At sige verden ret farvel, 1995, til Amnesty Internationals bog om menneskerettigheder Flammer for frihed, 1998, til festskrifter for instruktøren Sam Besekow og skuespillerkollegaen Ebbe Rode. Desuden har hun skrevet forord til en ny udgave af Marie Hamsuns erindringer Under guldregnen, 1996. Ghita Nørby har modtaget et væld af priser for sin kunst, bl.a. Henkel-Prisen 1971, Teaterpokalen 1973, Tagea Brandts Rejselegat 1974 og Modersmål-Selskabets Pris 1998, ligesom hun har fået flere Bodil- og Robert-priser for bedste kvindelige hovedrolle. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1973, ridder af 1. grad 1983 og kommandør i 1996. I 1995 udkom hendes erindringer Mine egne veje, formet som en samtale mellem hende selv og Niels Birger Wamberg. “Min indfaldsvinkel er bestandig den, at det gerne må gøre ondt, være afsindigt vanskeligt, være – ja, konkret livsfarligt,” siger hun heri om sin kunstneriske skaben. Privat har livskunstneren Ghita Nørby dog lært at følge rådet om at lade skvalderkålen stå og i stedet fodre havens fugle. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Alice_O'Fredericks

Alice O'Fredericks

2023-04-22T23:06:17+02:00

fri anvendelse

Efter at Alice O'Fredericks' forældre var blevet skilt, flyttede hun med moderen til København, hvor hun gik i skole og derefter arbejdede på kontor i et forsikringsselskab. Det var måske den fortrolighed med moderne kommunikationsteknologi, som hendes fader som telegrafist havde bibragt hende, der gjorde, at hun ikke som de fleste andre unge kontorpiger nøjedes med at drømme i biografens mørke, men selv ville “til filmen”. Som 18-årig opsøgte hun den kendte instruktør Benjamin Christensen og medvirkede som letpåklædt statist i hans berømte stumfilm Heksen, 1922. Samtidig blev hun ansat som sekretær og scriptgirl. I 1922 startede hun eget filmselskab sammen med skuespilleren Johannes Meyer og spillede i flere film, bl.a. en Fy og Bi-film. I 1926 vandt hun en konkurrence om et manuskript til Fy og Bi-filmen Filmens Helte, der instrueredes af Lau Lauritzen. Herefter fungerede hun som dennes instruktørassistent og manuskriptforfatter. Alice O'Fredericks debuterede som instruktør i 1934 med farcen Ud i den kolde Sne sammen med Lau Lauritzen jun., et samarbejde, der fortsatte i en lang række film, først på Palladium, men fra 1937 på ASA. På de fleste af de over 70 film, Alice O'Fredericks instruerede, havde hun en medinstruktør, Jon Iversen på de første Morten Korch-film og Ib Mossin, der fortsatte instruktionen af både Morten Korch- og Far til fire-film efter Alice O'Fredericks' død. Hendes debut som eneinstruktør var i 1943 med debatfilmen Det brændende Spørgsmål om retten til fri abort efter Thit Jensens skuespil Storken, og herefter stod hun som eneinstruktør af 22 film. I 1958 fik hun biografbevilling til Grøndal Teatret. Sin sidste film instruerede den da gigtplagede Alice O'Fredericks fra kørestolen i 1967. Alice O'Fredericks' liv er i høj grad flettet sammen med filmens historie i Danmark. Da hun blev født, blev de første film vist i København. Før Første Verdenskrig havde Danmark en af verdens førende filmindustrier, men efter krigen dominerede amerikansk film det danske marked. Fy og Bi-filmene, der fungerede som Alice O'Fredericks' springbræt til filmbranchen, var dog netop en stor succes i 1920’erne. Med lydfilmen blev lystspillet med indlagte sangnumre 1930’ernes og parret Alice O'Fredericks' og Lauritzen jun.s foretrukne genre. Evergreenen Æh-bæh-buh, det er sjovt at være lille stammer fra deres film Kidnapped, 1935. Sin yndlingsskuespillerinde Marguerite Viby instruerede Alice O'Fredericks i en af parrets mest roste film Frøken Vildkat, 1942. Det var en forvekslingskomedie med rødder i stumfilmsfarcen, og i lighed med tidens amerikanske screwball-komedier lå vægten på samspil, vittig dialog og erotisk intrige. Kvinderne var moderne og selverhvervende, således som de fx fremstilledes af den amerikanske skuespiller Katharine Hepburn. Instruktørparret arbejdede også i krimigenren. I anden halvdel af 1940’erne lavede Alice O'Fredericks alene eller sammen med enten Lauritzen jun. eller Jon Iversen en række problemorienterede dramaer, mere eller mindre pakket ind som lystspil og folkekomedier. Efter abortfilmen fulgte i 1944 Elly Petersen, en skildring af husassistenter, baseret på Mogens Klitgaards roman, og i 1945 Affæren Birte om seksualforbrydelser. Filmen Vi vil ha et barn, 1949, der handlede om fødsel og moderskab, vakte opsigt med sin autentiske optagelse af en fødsel. Filmen var en succes i flere europæiske lande, vandt guldmedalje på filmfestivalen i Venedig, men blev forbudt i USA som “sexfilm”. Samme år kom Det gælder os alle om Dansk Røde Kors’ indsats for børn efter Anden Verdenskrig og i 1950 I gabestokken om tuberkuloseramte. Baggrunden for problemfilmene var ikke blot skærpelsen af de sociale spændinger i Efterkrigstidens Danmark, men også at der blev givet indirekte statsstøtte til filmproduktion gennem fritagelse for skat til denne type film. For Socialdemokratiet lavede Alice O'Fredericks i 1951 propagandafilmen Frihed forpligter. Den sidste periode i Alice O'Fredericks' karriere blev præget af de store folkelige succeser, dels seriefilmene efter Morten Korchs romaner, hvor den første De røde heste kom i 1950, dels Far til fire-filmene, der indledtes i 1953. De to folkekomedieserier spejler hver især tendenser i tiden, længslen tilbage til et præindustrielt bondesamfund og udflytningen til forstædernes rækkehuskvarterer. De første af de i alt 13 Morten Korch-film, som hun instruerede, er ikke kun nostalgiske og sentimentale folkekomedier, men også veldrejede farverige historier fra et Danmark “ude på landet”. I forbindelse med disse film har komponisten Sven Gyldmark givet os en uforglemmelig sangskat, som fx Se det summer af sol over engen skrevet til Tove Maës i filmen Mosekongen, 1950, og Poul Reichhardts Er du dus med himlens fugle, som han sang i Vagabonderne på Bakkegården, 1958. De sidste film, der er frit opfundne historier i Korchs navn, udvander forlægget. Alice O'Fredericks var den første i den relativt lange række af danske kvindelige filminstruktører, der bl.a. omfatter Bodil Ipsen, Astrid Henning-Jensen og Annelise Reenberg. Amerikanske Dorothy Arzner og tyske Leni Riefenstahl, der begge debuterede som instruktører nogle år før Alice O'Fredericks, er de internationale forbilleder. Alice O'Fredericks' vej til filmen gik gennem mesterlære, en periode, der strakte sig over 16 år, fra hun var 18 til hun var 34. Hun var faktisk 43 år, før hun alene stod for instruktionen. Instruktørpar er ikke særlig almindeligt, men hendes mangeårige partner Lau Lauritzen jun. arbejdede ofte sammen med en kvindelig medinstruktør. Hun er den danske filminstruktør, der har lavet flest film, og med filmen De røde heste står hun også for dansk films største publikumssucces. Så mødes vi hos Tove, 1946, er blevet udnævnt til den første danske kvindefilm, idet den er skrevet og instrueret af tre kvinder, foruden Alice O'Fredericks selv Grethe Frische og Kate Rosén. Med et teselskab for tidligere klassekammerater som ramme skildrer filmen træfsikkert, hvorledes frimodige selverhvervende kvinder, her en filminstruktør, en skuespiller og en journalist, forvandles til utroskabsplagede hustruer, og den sammensætter en broget buket af episoder fra Efterkrigstidens kvindeliv inden for alle klasser. Filmens egen holdning til kvinder er dog tvetydig. Alice O'Fredericks' talerør, den bukseklædte filminstruktør Lis, udtaler arrogant, at hun ikke ved noget så åndssvagt som damete, og en af ægtemændene karakteriserer selskabet som en flok pludrende høns, uden at disse udsagn egentlig dementeres i filmen. Filmen kan også ses som Alice O'Fredericks' filmiske manifest, idet Lis formulerer programerklæringen, at film skal handle om “rigtige Mennesker” og ikke om “Prinsessen og det halve Kongerige”. Farcefiguren Kitty erklærer derimod, at “vi vil ha’ elegante Lystspil”, en genre, Alice O'Fredericks da havde lagt bag sig. Det var problemfilmene, der havde hendes hjerte på dette tidspunkt, og i mange af disse tematiserede hun de klassiske kvindeproblemer som ægteskab, kvindearbejde, forførelse, abort og fertilitet og forholdt sig indfølende til kvinders livsomstændigheder, men hun satte ikke spørgsmålstegn ved de etablerede kønsroller. Hendes populistiske feminisme fremgår bl.a. af abortfilmen, der tidstypisk argumenterer på baggrund af racehygiejniske teorier og ikke for kvindens ret til at bestemme over sin egen krop, og abort bør derfor tillades, alene fordi kvinden er blevet forført af en mand med dårlige gener. Alice O'Fredericks fik ikke selv børn, men hun skabte en række filmbørn, først og fremmest Lille Per i Far til fire-filmene. I Elly Petersen sætter flokke af løbende børn Ellys uønskede graviditet i relief og skaber samtidig miljø og bevægelse i billedet. Alice O'Fredericks fik drøje ord med på vejen fra de fleste anmeldere, der kritiserede hendes letbenede lystspil og samlebåndsproducerede familiefilm. Både de borgerlige filmkritikere, der ville højne dansk filmkultur, og de socialistisk orienterede kritikere, der var optaget af at forsvare filmen som en kunstart, gjorde Morten Korch-filmene til syndebuk for dansk films angiveligt lave niveau. Alice O'Fredericks har ikke lavet indiskutable kunstneriske succeser, selvom hendes seriøse drama Husmandstøsen, 1952, efter den svenske forfatter Selma Lagerlöfs novelle, godt kan måle sig med Bjarne Henning-Jensens klassiker Ditte Menneskebarn, 1946. Men hendes ry er knyttet til Morten Korch, et navn, der jo stadig skiller vandene, og som i slutningen af 1990’erne er blevet aktuelt igen med Lars von Triers nyfilmatisering for tv. Med den postmoderne æras mere afslappede og nysgerrige holdning til populærkulturen er anerkendelsen af Alice O'Fredericks' professionalisme og forståelsen for hendes filmkulturelle betydning dog voksende. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Olesen

Kirsten Olesen

2023-04-22T23:06:27+02:00

fri anvendelse

Der er milevidt fra den snusfornuftige og jordbundne Agnes fra Korsbæk til den græske kongedatter Medeas tragiske skikkelse, besat af had og hævntørst. Men det er blot to af de meget forskellige kvindeskikkelser, som Kirsten Olesen har fremstillet, og som har fået publikum og anmeldere til at se hende som sin generations største skuespillerinde. Det var tilsyneladende en tilfældighed, der bragte Kirsten Olesen ind på denne livsbane. Efter studentereksamen fra Horsens Statsskole i 1968 søgte hun ind på seminariet, et valg, som blev billiget af hendes forældre, for de lagde stor vægt på, at deres to døtre fik gode, solide uddannelser. Kirsten Olesen kom ikke ind i første omgang, fordi hun var for ung, så hun hoppede på toget til Fyn og gik til optagelsesprøve på Odense Teaters elevskole, som antog hende. Bortset fra skolekomedier havde hun på det tidspunkt aldrig før set en teaterscene, og forældrene prøvede forgæves at tale Kirsten Olesen fra hendes “nykker”. Efter elevtiden 1968-71 var hun en sæson tilknyttet den opsøgende teatergruppe Banden, men flyttede derefter til København, hvor hun spillede ved forskellige privatteatre og var på turné med Det Danske Teater. Hun gjorde sig bemærket med flere gode præstationer, bl.a. i Den gode doktor 1974 på Det Danske Teater, Tennessee Williams Flyvende sommer i 1976 på Hvidovre Teater og Sven Holms Struensee var her på Folketeatret 1977. Hendes egentlige gennembrud blev titelrollen i den klassiske tragedie Elektra i Birgitte Prices instruktion på Strøghusteatret 1977, en præstation, som med et slag forlenede hende med stjernestatus. “Det største talent siden Ingeborg Brams,” skrev en af de begejstrede anmeldere. Kirsten Olesen nåede dog ikke at gro fast i rollefaget som klassisk tragedienne, for i de følgende år markerede hun sig med helt anderledes roller i film og på fjernsyn. For sin præstation i Henning Carlsens Hør, var der ikke en som lo, 1978, fik hun en Bodil-pris, og samme år spillede hun Kirsten i Bille Augusts Honningmåne og Agnes i fjernsynsserien Matador 1978-82. Her var hun egentlig tiltænkt en mindre væsentlig rolle som stuepigen, der lader sig forføre af den glatte tjener Boldt, men hendes stærke potentiale fik Lise Nørgaard til at gøre Agnes til en af seriens bærende karakterer, der ender som succesrig forretningskvinde med sønner i privatskole og kompagniskab med bymatadoren Mads Skjern. I 1979 blev Kirsten Olesen engageret ved Det Kgl. Teater, og her har hun været siden med afstikkere til Det Danske Teater og Aveny Teatret samt til radio, fjernsyn og film. Siden da har hun befæstet sin position som en af de fremmeste skuespillerinder inden for den klassiske tragedie, bl.a. titelrollen i Euripides’ Medea i Lars von Triers tv-version 1988, Iokaste i Sofokles’ Ødipus 1990 og atter som Medea i Det Danske Teaters turnéforestilling fra 1994. “Et kraftværk af følelser,” har anmelderne skrevet om hendes evne til at fremstille kvindeskikkelser, helt besat af sorg og lidenskab. Hendes repertoire har også omfattet væsentlige præstationer i forskellige Shakespeareforestillinger, titelrollen i Schillers Maria Stuart, 1986, flere opsætninger af Strindbergs skuespil og hovedroller i Henrik Ibsens Rosmersholm, 1988, og i Fruen fra havet, 1992. Her har hun vist sin styrke i at fremstille psykologisk komplekse kvinder, og hun har udviklet sit talent til ikke blot at udtrykke de store passioner, men også til at beherske antydningens kunst. “Klassisk i sit format, moderne i sine virkemidler,” som det kom til udtryk i en af hendes store succeser: Eugene O’Neills Sorg klæder Elektra, 1991, og i tv-versionen af Karen Blixens Sorgagre fra 1987. Kirsten Olesen er aldrig groet fast i noget bestemt rollefag. Hun har bestandig udvidet sit virkefelt og demonstreret en vilje til at gå stadig dybere ind i sine karakterer. Det gælder ikke mindst i de moderne skuespil, hvor hun hyppigt er blevet fremhævet for sin evne til at fremstille kvinder fra vor tid med alle de konflikter og brudflader, som nutidigt kvindeliv er præget af, bl.a. i L. Noréns Natten ler, 1982, i Holms Jeres Majestæt, 1988, og i Tjekhovs Kirsebærhaven, 1995, hvor hun gjorde den fallerede Ranevskajas skæbne nutidig. Samtidig har hun opdyrket sit talent for det komiske, fx i A. Ayckbourns Lykken om halsen, 1987, i B. Strauss’ Besøgende, 1990, og i A. Ostrovskijs En slyngels dagbog, 1991. I midten af 1990’erne havde nogle af hendes roller antydningen af en søgen, men 1996 nåede hun et nyt højdepunkt som malerinden Galactia i H. Barkers Scener fra en henrettelse. Hun fik ros for en præstation, som kaldtes “den foreløbige kulmination i en karriere med mange højdepunkter og enkelte faldgruber”. Nu vidnede hendes spil om et talent, der var både modnet og frisat. Hun har fortsat flyttet grænserne for sin formåen, bl.a. i O’Neills marathonforestilling Sælsomt mellemspil, 1999, i Turbinehallerne, hvor hun var på scenen i over fem timer. Året efter tog hun en ny genre op, da hun sammen med Kurt Ravn tog på turné med Landsteatrets Stephen King-gyser Misery. Her benyttede hun hele sit register for det psykologisk sammensatte i sin fremstilling af en tidligere sygeplejerskes pendlen mellem grusomhed, vanvid, kærlighedslængsel, snuhed, ømhedstrang og selvglæde. Kirsten Olesen har modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Henkel-Prisen 1977. I 1985 hædredes hun med Tagea Brandts Rejselegat og 1991 med Teaterpokalen, de danske teaterjournalisters største pris. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1988, ridder af 1. grad i 1997. Hun har været medlem af Teaterrådet 1984-88, et udvalg, som rådgiver kulturministeren om støtte til teatergrupper, hun sad i bestyrelsen for Det Kgl. Teater 1992-96 og er formand for Olaf Poulsens Minde, et legat, som uddeles til scenekunstnere med betydning for dansk teater. Det har været Kirsten Olesens holdning, at alle må tage et medansvar for samfundet. Selv har hun været medlem af arbejdsudvalget for Flygtning ’90-kampagnen og vicepræsident for Kræftens Bekæmpelse siden 1994. Kirsten Olesen har status som en af nutidig dansk teaterhistories allerbedste skuespillerinder på linie med Ghita Nørby. Det er en position, der bunder i hendes konstante arbejde med sit talent, sit udtryk og med at flytte sine grænser, et projekt, der ikke blot involverer hendes professionelle liv, men hele hendes personlighed. “Jeg synes det er et stadigt arbejde at skulle acceptere det klonede væsen, sammensat af så meget forskelligt, som er mig,” har hun sagt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Clara_Pontoppidan

Clara Pontoppidan

2023-04-22T23:27:13+02:00

fri anvendelse

“Den første store, alvorlige Karakterskuespillerinde, det danske Teater har kendt,” sagde teaterkritikeren Frederik Schyberg om Clara Pontoppidan, da hun 1942 blev udnævnt til Studenterforeningens æreskunstner. Det var en anerkendelse af hendes nyskabelse i en teatertradition, hvis kvinderoller hyppigt havde været indsnævret til bestemte typer, fx den unge uskyldige pige, den passionerede elskerinde eller den komiske gamle morlil. Med Clara Pontoppidan fik dansk teater en stor skuespillerinde, der kunne fremstille nuancerede, psykologisk troværdige mennesker på godt og ondt. Clara Pontoppidans forældre blev tidligt skilt, og hun voksede op i kummerlig fattigdom med moderen som eneforsørger. Det var en barndom præget af dårlig ernæring, hyppige besøg hos pantelåneren og flytning til stadig uslere boliger. Som syvårig begyndte hun som balletbarn på Det Kgl. Teater og kunne dermed forsørge sig selv. Hun stod på scenen første gang i 1892 som reserveengel i Sylfiden og havde siden flere småroller, hvor man bemærkede hendes mimiske talent. Sideløbende med balletuddannelsen lod man hende gennemgå teatrets elevskole med elevkammerater som Poul Reumert, der skulle blive hendes partner på scenen i adskillige forestillinger, og Asta Nielsen, med hvem hun bevarede et livslangt venskab. Hun debuterede i 1901 som Tove i Holger Drachmanns Gurre, efterfulgt af adskillige mindre roller, hvor hun blev oplært i den naturalistiske spillestil, som blev grundlaget for hendes udvikling. I 1905 blev Clara Pontoppidan engageret af Dagmarteatret, hvor hun var de næste 20 år, afbrudt af enkelte sæsoner ved andre teatre. Her stod hun de første år i skyggen af skuespillerinden Anna Larssen Bjørner. Deres talenter var beslægtede, men Clara Pontoppidan var for lille og tynd til de traditionelle elskerinderoller. Hun udviklede derfor sit eget speciale, der bestod i at fremstille de skæve, sære og fortrykte skikkelser. Hun var den åndssvage dreng i A. Daudets Pigen fra Arles i 1905, og året efter havde hun sin første karakterrolle som den værkbrudne Marie i Niels Nielsen. I stedet for en rørende romantisk pigeskikkelse, der talte til det sentimentale, skabte hun et blegt, forgræmmet barn med skrabet hår og kuet blik. Det viste hendes store talent for at give et psykologisk troværdigt portræt gennem en tilsyneladende enkel maskering, som fremhævede både det sagte og det antydede. “Jeg elsker at spille bag masker. Først dér tør jeg skabe,” sagde hun siden. Allerede i 1902 havde Clara Pontoppidan spillet i Shakespeares En Skærsommernatsdrøm, hvor hun havde fremstillet Puk som en lys og poetisk alf. I 1910 spillede hun atter rollen, denne gang på den nyåbnede friluftsscene i Dyrehaven. Her skabte hun sin egen fortolkning af alfen, som nu blev til en blanding af faun og trold, et legesygt væsen med en smittende skoggerlatter. Det var en revolution af rollen, og Clara Pontoppidans fortolkning kom til at danne skole. Det blev imidlertid i tre sæsoner fra 1914 på Alexandrateatret, senere Betty Nansen Teatret, at Clara Pontoppidan for alvor slog igennem i store kvinderoller, bl.a. i J. Galsworthys En virkelig Dame, 1914, og året efter som Marguerite Gautier i A. Dumas d.y.s Kameliadamen. Højdepunktet var dog hendes fremstilling af pubertetstidens følelseskaos hos pigen Wendla i F. Wedekinds Vaarbrud, 1915, næsten som et varsel om, at Clara Pontoppidans teaterkarriere fortsat skulle gå i retning af de skæve roller. I disse år blev hun kendt langt ud over Københavns grænser. Filmen var blevet et populært medie, og Clara Pontoppidan blev en af dens første, store stjerner. Med sine sjælfulde øjne og sin udtryksfulde mimik var hun et fund for stumfilmen, især da det viste sig, at hun havde råstyrke og mod nok til branchen. Man indspillede stort set alle scener uden brug af stuntmen, så hun lod sig fire ud fra høje huse, flød i iskoldt vand og blev slået ned af fæle skurke. Hun indspillede over 60 stumfilm, hvoraf flere er regnet blandt filmhistoriens klassikere, fx August Bloms Den hvide Slavehandlers sidste Offer fra 1911 og Carl Th. Dreyers Blade af Satans Bog, udsendt 1921. Efter skilsmisse fra sin første ægtefælle traf Clara Pontoppidan i 1919 lægen Povl P., giftede sig med ham og adopterede et par år senere to forældreløse engelske drenge. Hun fremhævede altid siden sit familieliv og lykkelige ægteskab som den nødvendige ballast for sin karriere på scenen. Det Kgl. Teater engagerede hende 1925. Her var Bodil Ipsen den store stjerne, og Clara Pontoppidan videreudviklede sit talent for karakterroller. Som ingen anden kom hun til at beherske antydningens og nuancernes kunst. Hun gik altid i dybden med karaktererne og arbejdede minutiøst med de mindste detaljer. Hendes roller i slutningen af 1920’erne var et galleri af store præstationer, mange af dem groteske, ondskabsfulde eller undertrykte kvinder. “Skuespilkunst er kampen for større forståelse af selv de vanskeligst forståelige,” blev hendes motto for den humanistiske teatertradition, hun repræsenterede, hvor hun lagde vægt på altid at forklare og forsvare sine kvindeskikkelser, ikke ved at forskønne dem, men ved at fremstille det almene i det sære. Det kom til udtryk i hendes fremstilling af dronning Caroline Mathilde i Sven Langes En Dag paa Hirschholm Slot i 1926 og i Kaj Munks En Idealist, 1928, hvor hendes Salome under al sin ondskab var en forpint og ensom paria. I 1936 var hun den excentriske Kathrine af Nederbayern i Kjeld Abells Eva aftjener sin Barnepligt og året efter Kragen i Johannes V. Jensens Darduse. Højdepunkterne i sin karriere nåede hun i disse år med titelrollen som den lille, grå lærerinde i Abells antifascistiske stykke Anna Sophie Hedvig, 1939, og som Enkefru Tang i Knud Sønderbys skuespil om besættende kærlighed En Kvinde er overflødig, 1942, en rolle, som gav hende en Bodil-pris for bedste kvindelige hovedrolle, da stykket blev filmatiseret i 1957. I 1953 døde Clara Pontoppidans ægtefælle, og året efter mistede hun sin yngste søn. Hun fortsatte stædigt med at gå på arbejde, men var længe mærket af sin sorg. Inden den ramte hende, var hun begyndt at udgive sine erindringer, og skriveprocessen blev hende nu en hjælp. Erindringerne blev udgivet i fire bind 1949-63 under titlen Eet liv – mange liv. De udkom i en bearbejdet udgave 1965-68 og er blevet kaldt den væsentligste udgivelse på området siden Johanne Luise Heibergs memoirer. Clara Pontoppidan medvirkede i over 150 hørespil, mange af dem roller, som hun havde spillet på scenen. Flere af dem blev ligeledes filmatiseret, fx hendes rolle som Sara Levin i Henri Nathansens Indenfor Murene, som hun havde spillet første gang på teatret i 1946, og som lagde gaderne øde, da TV-Teatret udsendte den i 1963. Samme år blev hun folkeeje i filmkomedien Støvsugerbanden, hvor hun var et af medlemmerne i en bande pensionister med speciale i røverier. I 1966 fejrede hun sit 65-års jubilæum i en festforestilling, hvor hun sammen med Reumert spillede Indenfor Murene, og fem år senere gik hun på scenen til sit 70-års jubilæum med bl.a. Gustav Wieds Skærmydsler, som hun gennem årene havde spillet i flere forskellige opsætninger. Clara Pontoppidan modtog medaljen Ingenio et arti 1931, fik Fortjenstmedaljen i guld 1948 og blev kommandør af Dannebrogordenen i 1959. Hun modtog mange andre hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat 1937, ligesom hun blev den første modtager af Ole Haslunds æresbolig i 1972. Ved hendes 80-års fødselsdag i 1963 stiftede en række kolleger et legat, som bærer hendes navn og som hvert år uddeles til en skuespiller. I 1973 tog Clara Pontoppidan afsked med teatret i en tv-transmission En aften på Det Kongelige Teater. Her afsluttede hun forestillingen med Puks epilog, næsten en menneskealder efter, at hun med den samme rolle havde været med til at ændre dansk teaterhistorie. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_Price

Birgitte Price

2023-04-22T23:27:23+02:00

fri anvendelse

Birgitte Prices karriere er blevet kaldt en af de mest uortodokse og overraskende i Efterkrigstidens danske teater. Hun blev tidligt fremhævet som en af sin generations mangfoldigste skuespillerinder og fik dernæst ros som en dygtig instruktør. År senere, da hun sad som en af de første kvindelige topchefer i dansk teaterverden, blev karakteristikken udvidet med, at hun var professionel og en god ambassadør for sine planer; stædig, men smidig; kontant, men lydhør. “Hun kan gå igennem enhver mur,” skrev et dagblad. Denne mangfoldighed udsprang af hendes trang til fornyelse og selvstændighed, som flere gange fik hende til at forlade det sikre og vante. I Birgitte Prices trygge, solide barndomshjem var der ingen traditioner for kunstnerdrømme. Hun blev student 1952 fra Ordrup Gymnasium, var efter eget udsagn en pæn ung pige, “sprød og lige til at puste væk”, og planlagde at læse sprog eller musik. Inden da gik hun til prøvefilmning i håb om at tjene lidt penge som statist, men blev i stedet engageret til at spille den letlevende Alice i Lau Lauritzen jun.s Farlig ungdom fra 1953. Samme år blev hun landskendt som den kønne unge Søs i den første Far til fire-film. 1954 blev hun optaget på elevskolen ved Det Kgl. Teater og engageret ved teatret, da hun var færdiguddannet to år senere. Hendes alsidige talent for både skuespil, sang og dans gav hende adskillige roller i de følgende år, men hun følte sig arbejdsmæssigt hæmmet af, at hun var gift med en af teatrets mest markante instruktører John P., som havde været hendes lærer på elevskolen. Derfor forlod hun 1965 sin sikre ansættelse til fordel for skiftende engagementer ved forskellige kbh.ske privatteatre og TV-Teatret. Hun udviklede sig hurtigt til en glimrende karakterskuespiller og mestrede især moderne, komplicerede kvinderoller. Blandt hendes største præstationer fra disse år var Dario Fos En fod i hånden i 1966 på Folketeatret, E. Albees Utryg balance året efter på Det Ny Teater og G. Feydeaus Damen fra Natcaféen på Det Ny Scala i 1968. Fra fjernsynet kendte man hende som tandlægefruen i Leif Panduros tv-spil fra 1966 I stykker, fra hans krimiserie Ka’ De li’ østers, 1967, og fra E. Ionescos Kongen skal dø, der blev sendt som tv-teater 1970. Tilbage på Det Kgl. Teater fra 1970 havde Birgitte Price store roller i E.A. Whiteheads Alpha Beta, 1973, som Siri von Essen i P.O. Enquists Tribadernes nat, 1976, i Henrik Ibsens Fruen fra havet, 1977, og Gengangere året efter. På det tidspunkt havde hun atter foretaget et spring, idet hun 1977 var debuteret som instruktør på Strøghusteatret med Euripides’ tragedie Elektra. “En ny instruktør er født, det mest sjældne og mest tiltrængte i dansk teater,” stod der i en anmeldelse, og i de følgende år slog hun sit navn fast som talentfuld instruktør med fx Henri Nathansens Indenfor murene, 1980, Catherine Hayes To søstre, 1983, Strindbergs Et drømmespil på Det Kgl. Teater i 1989 og Medea på Det Danske Teater i 1994. I 1985 var Birgitte Price blevet chef for TV-Teatret, som skulle nå ud til et stort og blandet publikum. Det ville hun gøre ved at øge antallet af forestillinger, gerne ved hjælp af sponsorstøtte, og ved især at satse på et klassisk, populært repertoire. Der var megen diskussion af hendes kunstneriske linie, men hun vandt respekt for sin organisatoriske flair og for sin evne til at blive hørt i Danmarks Radios (DR) store maskineri. Ros fik hun for forestillinger som fx Karen Blixens Sorgagre, 1987, Lars von Triers Medea, 1988, og Gun Jönssons iscenesættelse af Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan samme år. I længden spændte DRs sparekrav ben for hendes ambitioner, og hun forlod stillingen i 1989. Hun havde savnet levende teater og erkendte, at “TV-mediet kan rokke os, men bruges mere til at distrahere os”. Næste post blev chefstillingen for Det Danske Teater 1991-94. Her fortsatte hun med at sætte det sikre og populære i centrum, en linie, hun videreførte som skuespilchef på Det Kgl. Teater fra 1994. Det viste sig bl.a. i valget af nationalklenodiet Elverhøj som den forestilling, der skulle være teatrets bidrag til Kulturby ’96. Stykket blev spillet som friluftsforestilling i Dyrehaven og tiltrak et stort publikum. Nok vakte hendes repertoire kritik i teaterkredse, men hun fik ros for sine evner som problemknuser i en organisation med mange stridigheder. Birgitte Price var fra 1980 medlem af Teaterrådet, der stod for instillingerne til Kulturministeriet om økonomisk støtte til børneteater og opsøgende teater. Hun sad en årrække i Socialdemokratiets kulturudvalg, og hun var præsident for den danske afdeling af ITI, en international kunstnersammenslutning, som arbejder på tværs af lande- og faggrænser. Hun modtog adskillige priser, bl.a. Henkel-Prisen 1969, Tagea Brandts Rejselegat i 1972 og Olaf Poulsens mindelegat 1980 for sine oplæsninger af klassiske danske forfattere. Hun blev ridder af Dannebrogordenen i 1973, ridder af 1. grad 1990. Sygdom tvang Birgitte Price til at forlade Det Kgl. Teater i 1996. Hun døde året efter, og som mindeudsendelse i tv kunne man se hende i en af hendes yndlingsroller fra 1980, nemlig som Murielle i Simone de Beauvoirs monolog Jeg vil ikke være alene, hvis budskab er kvinders forpligtelse til selvstændighed for at kunne være hele mennesker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Annelise_Reenberg

Annelise Reenberg

2023-04-22T23:24:54+02:00

fri anvendelse

Annelise Reenberg var Danmarks første kvindelige filmfotograf. Hun var uddannet som teknisk fotograf på Burmeister & Wain (B&W) og begyndte 1943 som fotografassistent på filmselskabet Saga Studio. Som datter af skuespilleren Holger R., der også havde en biografbevilling til Fasan Bio i København, var det oplagt for Annelise Reenberg at søge ind som filmfotograf. Hendes moder, der ligeledes var skuespiller, støttede hende i det utraditionelle erhvervsvalg og trak på sine egne kontakter i filmbranchen. En af dem var instruktøren, produktionslederen og direktøren Poul Bang på Saga, der blev Annelise Reenbergs mentor og senere ægtefælle. Læretiden på B&W havde rustet hende til de fysisk krævende og til tider faretruende fotografopgaver. Da Bang i 1946 rejste til Nordisk Film, fulgte Annelise Reenberg med og fik her sit gennembrud som fotograf på Astrid og Bjarne Henning-Jensens succesfilm De pokkers unger, 1947, samt Astrid Henning-Jensens Kristinus Bergman, 1948, og Palle alene i verden, 1949. For den sidste modtog hun i 1949 en Bodil-pris som bedste fotograf. Bangs og Annelise Reenbergs fællesprojekt To i en by om den selverhvervende hustrus problemer blev ikke realiseret. I 1949 vendte Bang og med ham Annelise Reenberg tilbage til Saga, hvor Annelise Reenberg også begyndte at instruere, samtidig med at hun fortsat fotograferede. Første film var Historien om Hjortholm, 1950, en hjemstavnskomedie, der var Sagas svar på filmselskabet ASAs kæmpesucces med den første Morten Korch-film. Annelise Reenberg kan i det hele taget ses som Sagas svar på Alice O’Fredericks, der var tilknyttet ASA. Ikke blot iscenesatte hun i lighed med O’Fredericks en lang række folkekomedier med landlig baggrund, hun stod også for en serie familiefilm med børn i hovedrollerne, nemlig Min søsters børn-filmene, der blev indspillet 1966-71. Ikke alle hendes film var dog folkekomedier. Hun instruerede også flere psykologiske dramaer over kvindeskæbner, bl.a. 24 timer, 1951, om en kvinde, spillet af Astrid Villaume, mellem to mænd, den stilfærdige ægtemand og den flamboyante koncertpianist. Også i Fra den gamle købmandsgård, 1951, en vellykket dansk hyggefilm, fristes kvinden, igen spillet af Villaume, af det eventyrlige, men vælger det trygge. Hendes store aften, 1954, er en rigtig kvindefilm, dvs. en film beregnet for det kvindelige publikum. I denne Askepothistorie møder en ekspeditrice i en modebutik, spillet af Helle Virkner, sin prins i skikkelse af Poul Reichhardt, der forvandler hende fra grå mus til modeprinsesse ved hjælp af de varer, hun indtil da kun var en underbetalt sælger af. Populærkulturelle film er tit i eftertiden blevet kritiseret for at være eskapistiske, men retrospektivt spejler de ofte deres samtid præcist. I 1960’erne blev Annelise Reenbergs kvindelige figurer således mere rebelske og indtog hidtil mandlige bastioner. I Baronessen fra benzintanken, 1960, optræder skuespilleren Ghita Nørby som en kæk, olieindsmurt baronesse, og i stedet for opslugt at beundre sig selv i de fine kjoler, således som 1950’er-ekspeditricen i Hendes store aften gjorde, opfører Nørby en veritabel farce, da hun første gang tvinges i et par stiletsko som led i forvandlingen fra mekaniker i kedeldragt til baronesse i strutskørt. Denne modsætning prægede også Annelise Reenbergs eget liv: På trods af at hun var en overallklædt, robust kvinde, der ikke blot slæbte rundt på det tunge filmudstyr, men også håndterede millionbudgetter, insisterede samtidens journalister på, at hun var blid, feminin og beskeden. I lystspillet Peters baby, 1961, anvendte hun igen Nørby som sin hovedperson, en kunstmaler i Paris, der bliver gravid efter en affære med vennen Peter. Hun planlægger at bortadoptere barnet for at fortsætte sin karriere. Typisk for folkekomedien er det dog den borgerlige moral, der vinder, og hun ender med at acceptere sin rolle som moder. Også i andre film forudanes det kommende ungdomsoprør, som fx den samfundssatiriske komedie En ven i bolignøden, 1965, hvor en gruppe af meget forskellige borgere, der har det til fælles, at de er enlige og boligløse, besætter et slot. Det er karakteristisk for folkekomedien, at den står på den lille mands side mod magthaverne, og dette mønster finder vi også i Min søsters børn-serien, hvor de snusfornuftige unger, anført af barnestjernen Pusle Helmuth, sejrer over den tørre, akademiske professoronkel. Året 1968 markerede Annelise Reenberg med den temmelig surrealistiske Min søsters børn vælter byen, hvor Helmuth tryller elefanter ind på villavejen og bringer en række legendariske kbh.ske figurer til live, såsom Absalon, lurblæserne osv. Et af filmens komiske højdepunkter er, da Helmuth bliver sendt til en psykiater i skuespilleren Dirch Passers skikkelse. Annelise Reenberg sluttede sin karriere i 1971. En H.C. Andersen-film, som hun skrev manuskript til i 1958 forblev urealiseret. Som mange instruktører af populærkulturelle film fik hun ofte en hård medfart af filmkritikken, men hendes film var meget kompetent instruerede, atmosfærefyldte, godt timede og med gode skuespillerpræstationer. Annelise Reenbergs karriere tog sin begyndelse i 1940’erne i de for dansk filmproduktion gunstige tider under Besættelsen, og afslutningen falder sammen med ophøret af den private filmindustris epoke. Hun var en af de bærende kræfter i filmselskabet Saga og havde i over 20 år en kontinuerlig produktion på en film om året, alle genrefilm, hvis varemærke var den populære familiefilm. Til de samtidige ugebladsjournalisters fortvivlelse var Annelise Reenberg meget lidt meddelsom om sit privatliv. Det eneste, de fik ud af hende, var, at hun havde tre katte og boede sammen med sin moder. Hun og Bang giftede sig få måneder før hans død i 1967. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lise_Ringheim

Lise Ringheim

2023-04-22T23:25:28+02:00

fri anvendelse

Lise Ringheim var blot 17 år, da hun under Besættelsen debuterede som jazzsangerinde på National-Scala. Teatret var hende ikke fremmed. Også en søster gik til scenen, og faderen var impressario og skuespiller. I 1948 blev hun optaget på Det Kgl. Teaters elevskole, og fra 1950 var hun engageret ved teatret, hvor hun kom til at virke størstedelen af sit liv. Lise Ringheims talent strakte sig fra klassiske roller over operetter og revy til moderne dramatiks fremstilling af mennesket imellem det realistiske og det absurde. Hendes spil var båret af intelligens, vid og humor, og hun mestrede en dobbelthed, som antydede en vibrerende følsomhed og lidenskab lige under den kølige, kontrollerede overflade. Der gemte sig ofte kaos under alt det ordentlige, og der var som regel brod i humoren. Dermed blev hun en ypperlig fremstiller af moderne kvindeliv, og hun regnedes blandt de fremmeste fortolkere af den engelske dramatiker H. Pinters flydende verden mellem virkeligt og uvirkeligt, hvor identiteten opløses, og mennesker iscenesætter sig selv via vekslende roller, fx i hans Gamle dage fra 1972 og Andre steder et par år senere. Hendes roller var hyppigt båret af ironi eller dobbeltbundet humor, fx Plastic-Vivi i Ernst Bruun Olsens Teenagerlove, 1962, Laska i P. Barnes' groteske komedie Leonardos sidste nadver, 1971, eller hendes spil i Sven Holms Jeres Majestæt, 1988. Hun mestrede også det klassiske rollefag, hvor hun ofte gav karakteren ny tolkning. Det så man 1973 i Johan Herman Wessels Kærlighed uden strømper, hvor hendes lange, sammensnerpede Mette osede af undertrykt erotik, en dobbelthed, som også kom til udtryk i hendes Arsinoë i Molières Misantropen i Sam Besekows opsætning 1963 og igen 1973 i den svenske instruktør Ingmar Bergmans fortolkning. Hendes gode sangstemme var et aktiv i mange revyer og operetter, fx i det engelske makkerpar Gilbert og Sullivans satiriske operette Pinafore, 1955, og hun var en glimrende fortolker af Bertolt Brechts og Poul Henningsens viser. Radioføljetonen Karlsens kvarter gjorde hende til folkeeje. Her spillede hun sammen med Henning Moritzen i 700 afsnit, der kom til at strække sig over 13 år. Hun var fast medlem af holdet i fjernsynets populære ugesatire Hov-hov, hvor bl.a. Johannes Møllehave, Paul Hammerich og Benny Andersen leverede teksterne. Lise Ringheim var tilknyttet Ordrup-kredsen, en af Efterkrigstidens markante politiske og intellektuelle grupperinger. Her traf hun forfatterne Kjeld Abell, H.C. Branner, Knud Sønderby og ikke mindst Mogens Fog, der kom til af betyde meget for hende. Hun var i Sovjetunionen med en ungdomsdelegation i 1954 og var livet igennem aktiv på venstrefløjen og i græsrodsbevægelser som fx fredsbevægelsen og kampagnen mod atomkraftværket Barsebäck. I midten af 1950'erne havde hun truffet skuespilleren Henning Moritzen. Det blev indledningen til et 40 år langt og lykkeligt parløb, både professionelt og privat, hvor gensidig respekt, ligeværdighed og jævnbyrdig balance var sat i højsædet. Lise Ringheim satte familien højt og hægede om privatlivet med datteren, ægtefællen og hans søn fra første ægteskab. Ægteparret spillede hyppigt sammen på scenen, og 1975-80 valgte de at forlade Det Kgl. Teater for at søge ny inspiration på Det Ny Teater, i revy på Bornholm og med deres egen, turnerende forestilling. Lise Ringheim modtog mange priser, bl.a. Bodil-prisen 1960 for sit spil i filmen Den sidste vinter, Tagea Brandts Rejselegat 1967 og Henkel-Prisen 1978. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1966, ridder af 1. grad i 1990. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lise_Roos

Lise Roos

2023-04-22T23:24:16+02:00

fri anvendelse

Lise Roos blev født ind i en filmfamilie. Faderen Karl R., der døde, da hun var ti år, skrev i 1936 sammen med filminstruktøren Theodor Christensen den første danske filmteoretiske bog Film. Moderen Louise R. var mangeårig filmarkivar på Det Danske Filmmuseum. Farbroderen Jørgen R. var en betydelig filminstruktør, og broderen Ole R. fortsatte familietraditionen og blev instruktør. På trods af Lise Roos' faste beslutning om ikke selv at blive filminstruktør eller at gifte sig med én blev hun begge dele. Først uddannede hun sig dog til børnehavelærerinde og arbejdede i en periode med psykotiske børn på statshospitalet i Glostrup. Det var på teaterscenen, Lise Roos først trådte frem i rampelyset. Sammen med filminstruktøren Franz Ernst grundlagde hun i 1963 Surpriseteatret, der spillede revyer efter collageprincippet, dvs. med anvendelse af både nye og gamle tekster, der blev ironiseret over. Andre medlemmer af gruppen var forfatterne Poul Borum og Inger Christensen. Revyen Mennesket i kønssamfundet var et tidligt forsøg på at revidere de fastlåste kønsroller. I forestillingen ironiseredes bl.a. over Viggo Stuckenbergs digt For to som elsker hinanden. Revyen blev rost i pressen for sin sikre og elegante stil, men vakte også forargelse ved at berøre homoseksualitet, ikke mindst chokerede Lise Roos' vise Jeg kan bedst li’ piger. I 1966 var hun initiativtager til Christianshavnergruppen, hvis første forestilling havde premiere i 1969, og som var inspireret af amerikansk undergrundsteater og af Odin Teatret. Fra slutningen af 1960’erne arbejdede Lise Roos dog med film. I 1967 filmatiserede hendes ægtefælle, filminstruktøren Sune Lund-Sørensen hendes historie Trommen, der havde premiere året efter, og i 1968 skrev og instruerede hun selv børnefilmen Sofus. I 1969 indledte hun spillefilmstrilogien om pigen Stine. I den første Hej Stine! er Stine otte år. Denne film blev i 1973 fulgt op af I din fars lomme og i 1980 af Sådan er jeg osse, hvor Stine er blevet 18 år. Ved at anvende improviseret dialog og den samme pige i hovedrollen, Stine Sylvestersen i forskellige aldre, udforskede Lise Roos grænsen mellem fiktion og dokumentarisme, den genre, hvor hun ydede sin mest markante indsats. Ligesom flere andre kvindelige filminstruktører, bl.a. Astrid Henning-Jensen, tog hun således sine første skridt i filmbranchen med børnefilm, dvs. film om og for børn, bygget på egne erfaringer og præget af hendes faglige kendskab til børns udvikling. I dokumentarfilmene Pigen Silke, 1971, og Eline, 1972, der blev rost for at vise det normale barns udvikling, var det hendes egne børn, kameraet fulgte. De to film blev som størstedelen af hendes film udlejet af Statens Filmcentral og var henvendt både til fagfæller og til det brede publikum. En af Lise Roos' kongstanker var, at børn skulle have mulighed for at udvikle sig uden indblanding fra velmenende pædagoger. Blandt hendes mest bemærkelsesværdige film var Kan man klippe i vand, 1983, hvor hun og instruktørkollegaen Anne Vinterberg fulgte børnene i en børnehave i en periode, hvor alle tidsplaner var blevet ophævet, og det indkøbte legetøj fjernet. Kønsdebatten tog hun op igen omkring 1970, bl.a. med filmen Hendes verden, produceret for Arbejderbeskyttelsesfonden. Lise Roos var sig yderst bevidst, at hun var kvinde i et mandsdomineret filmmiljø, og hun var ikke bange for at tage ordet “mandschauvinist” i sin mund. Hendes slagfærdighed fremgik af selvkarakteristikken “den hellige enfoldighed: Kvinde, Kunstner og Enlig Mor”. På den anden side understregede hun, at hun selv havde haft gode betingelser for at producere film, idet hun modtog både manuskriptstøtte og produktionsstøtte til sine spillefilm. Desuden havde hun talrige opgaver for både Statens Filmcentral og tv. Som enlig mor til to børn lagde hun dog distance til rødstrømpebevægelsen, som hun anklagede for ikke at være tilstrækkeligt optaget af børns og mødres situation, og rødstrømpebevægelsens kvindefilmmiljø kritiserede hun for ikke at kende sine egne rødder, nemlig den stærke danske tradition af kvindelige filminstruktører. Det var en kritik, der havde den personlige baggrund, at Lise Roos følte, at hendes egen produktion blev overset i bevægelsens satsning på mere direkte feministiske film. En række marginaliserede og undertrykte grupper fik stemme gennem Lise Roos' kamera, fx dokumentarfilmene Den tid den sorg, 1987, om ældre og bofællesskaber og Kolonihaven,1990, der skildrede nogle grønlændere i Danmark. Der var ikke noget patetisk over hendes socialt engagerede film. Filmen om et “olde-kolle” fulgte et aktuelt projekt og gav konkrete handlingsanvisninger, det var en gør-det-selv-film, der som de fleste af hendes film blev fulgt op af trykt materiale. I 1990’erne udfoldede hun sin socialt bevidste dokumentarfilmstil i en række serier, der gav hende et stort publikum på TV2. I Familien Danmark, 1994, byttede to familier, den ene fra Christiania, bolig i en uge. Frikvarteret, 1995, skildrede gymnasieskolen. Den lidet idealiserede skildring, som bl.a. kom til udtryk i seriens motto “Vi er de børn, du ikke må lege med” vakte en del debat. Hun benyttede her en karakteristisk collagestil, hvor fluen-på-væggen-optagelser blandedes med iscenesatte samtaler og børnenes egne hjemmevideooptagelser. Derimod blev traditionelle interview og kommentarer undgået. Lise Roos afsluttede i 1977 sin markante filmiske indsats for det almindelige menneske og hverdagslivet med en serie interview med ansatte på kommunikationsvirksomheden Dafolo i filmen Fik du set det du ville ...? og den selvbiografiske Portræt af et menneske, hvori hun har opsummeret sit livsværk. Lise Roos' heftige engagement i sin samtid gav sig også udtryk i mange indlæg i dagspressen, især omkring børns forhold og de statslige filminstitutioner. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helle_Ryslinge

Helle Ryslinge

2023-04-22T23:22:40+02:00

fri anvendelse

Helle Ryslinge fik i 1986 et stort folkeligt gennembrud som instruktør med debutfilmen Flamberede hjerter, der indbragte hende såvel en Bodil-pris som en Robert-pris for årets bedste spillefilm. Indtil da havde det dynamiske multitalent været rundt i mange hjørner af det alternative teater-, musik- og filmmiljø. Efter en læreruddannelse og to afskedigelser fra skolevæsenet på grund af sin hippie-livsstil, skiftede hun klasseværelset ud med teaterscenen, idet hun gennem sin ægtefælle Tom Nagel Rasmussen i 1968 kom ind som skuespiller på børneteatret Comedievognen. Men hun ville noget andet end at spille børneteater og fortsatte i andre teatergrupper, bl.a. Secret Service, Solvognen, Jomfru Ane Teatret og Troels Triers revyshow. Hun arbejdede også som skuespiller i andre sammenhænge, bl.a. medvirkede hun i Jytte Rex’ film Achilleshælen er mit våben, 1979. I 1979 slog Helle Ryslinge igennem med two-women-showet Dameattraktioner, som hun og skuespilleren Anne Marie Helger rejste landet rundt med. Her hudflettede de to komikere de samfundsskabte kvindeidealer og ikke mindst kvinderne selv, der villigt tog dem på sig. Crazyshowet dannede udgangspunkt for filminstruktøren Christian Braad Thomsens film Koks i kulissen, 1983, som Helle Ryslinge og Helger spillede hovedrollerne i og også var manuskriptmedarbejdere på. Helle Ryslinge komponerede desuden musikken. Sammen med Helger har hun udviklet en stil, der har rødder tilbage til 1800-tallets angelsaksiske varietégenre, burlesken, en særlig type show, hvor satire kombineres med striptease. Stilen er karakteriseret ved provokerende erotiske poseringer og ved kostumer, der på en gang er ekstravagante og frivole. De burleske skuespillerinder smider borgerskabet grovhederne lige i synet. Denne stil videreførte Helle Ryslinge i Flamberede hjerter, som hun både instruerede og skrev manuskript til. Filmen indledtes med skuespilleren Kirsten Lehfeldts sangnummer, hvor hun som sexet sygeplejerske satiriserede over kirurgens præstationsbehov i dobbelt forstand. Burlesken fik dog følgeskab af en vis melankoli over kærlighedens trange vilkår. Satiren ramte ikke blot mandschauvinisten, men også kvinders fascination af machoen. Heller ikke “de frelste” fra de alternative miljøer gik ram forbi. Hendes næste film var Sirup, 1990, hvor hun ligeledes havde skrevet manuskriptet. Det var endnu en komedie om hendes egen generation, denne gang med en mandlig hovedperson, en charlatan i kunstmiljøet, og med Lehfeldt i den kvindelige hovedrolle. I 1994 skabte hun filmen Carlo og Ester, der var provokerende ved at vise den fysiske kærlighed mellem to gamle mennesker. I 1990’erne har Helle Ryslinge desuden spillet hovedrollen som den arbejdsløse Viggos kone Oda i Erik Clausens arbejdsløshedsfilm De frigjorte, 1993. Hun har ligeledes instrueret flere teaterstykker, bl.a. på Svalegangen i Århus. 1996 lavede hun novellefilmen Ølaben, en barsk satire over alkoholisme. Helle Ryslinge har været en af fornyerne af den danske folkekomedie og en af dansk films få auteurer, dvs. instruktører, der skriver manuskripter til deres egne film og har et personligt budskab. Som skuespiller har hun ud over de burleske figurer inkarneret en række hudløse, tidstypiske kvindetyper. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nina_Schi%C3%B8ttz

Nina Schiøttz

2023-04-22T23:13:11+02:00

fri anvendelse

Nina Schiøttz tog realeksamen på Maglegårdsskolen i Gentofte. Hendes forældre tog hende ofte med i teatret, og det vakte tidligt hendes interesse for scenen. Allerede som 13-årig vidste hun, at hun ville lave noget med teater. Det var især kostumer og hatte, der tændte hendes interesse. Men det var mødet med scenografen Helge Refn, der gjorde udslaget. Da der ikke var nogen scenografuddannelse dengang, søgte hun i 1959 ind på Kunsthåndværkerskolen og gik to år på modelinien og tre år på reklamelinien. Hun gik i klasse med den senere dramatiker Leif Petersen, der bragte hende i forbindelse med Studenterscenen og instruktøren Klaus Hoffmeyer. Det førte til, at hun i 1965 tegnede plakaten til Jess Ørnsbos debutstykke Dværgen, der blev væk, der blev opført på Studenterscenen . Nina Schiøttz debuterede i 1966 hos Arne Skovhus med scenografien til Dronningmøllerevyen Ta’ billetten instrueret af Lulu Ziegler, og hun har lige siden været travlt optaget af at lave scenografi. I begyndelsen skabte hun scenografien til det politiske teater under Skovhus’ ledelse på Fiolteatret, der først holdt til i Fiolstræde, senere på Halmtorvet, hvor det lille rum i Kødbyen med de faste bærende søjler var en stærk udfordring. Her lavede hun bl.a. i 1970 scenografien til stykket Orden hersker i Berlin i Skovhus’ instruktion, og i 1972 til den spændende ungdomsforestilling Alice i underverdenen, instrueret af Hanne Lindorff. Til denne forestilling havde hun skabt en dekoration i sølv, sort, hvidt og “fnysende ung pink” og med meget fantasifulde kostumer. Hendes forestillingsplakater var så gode og iøjnefaldende, at de også blev hængt op i mange hjem. Nina Schiøttz har lavet scenografi på alle tre landsdelsscener, bl.a. til Bertolt Brechts Det gode menneske fra Sezuan, 1976, i Ålborg og Leif Petersens Revolution forbudt, 1973, i Århus, begge instrueret af Asger Bonfils, og musicalen West Side Story, 1983, instrueret af Bjarne Sloth Thorup i Odense. På Det Kgl.Teater har hun bl.a. lavet Egon Wolffs Papirblomster, 1976, instrueret af Carlo M. Pedersen og Finn Methlings Naboerne, 1979, instrueret af Mogens Pedersen. På Folketeatret udførte hun i 1975 scenografien til Kjeld Abells Melodien, der blev væk, instrueret af Palle Kjærulff-Schmidt, med en kubistisk inspireret og meget “Abellsk” scenografi. Ligeledes på Folketeatret lavede hun scenografien til musik- og familieforestillingen Nattergalen, 1998, skrevet, bearbejdet og instrueret af Preben Harris, bygget over H.C.Andersens eventyr og med musik af Sebastian. Her var et gyldent eventyrslot og “kinesiske” kostumer, og hele sceneteknikken blev taget i brug til bjerge med vandfald og en kunstig sø. På Den Jyske Opera lavede hun scenografi til Mozarts opera Figaros bryllup instrueret af Mogens Pedersen til turné i 1996. Til Det Danske Teaters turnéer med Shakespeares Romeo og Julie, 1988, instrueret af Ib Thorup, og Holger Drachmanns Der var engang, 1995, instrueret af Mogens Pedersen, viste hun med sin scenografi de mest raffinerede løsninger på turnéteatrets daglige arbejde med at pakke hele forestillingen ud og ind. Hun har også arbejdet på gruppeteatre og intimscener. En bemærkelsesværdig forestilling var Jorden rundt i 80 dage, 1981, bygget på J. Vernes roman og instrueret af Kjærulff-Schmidt, på det gamle Hippodromen, hvor der både var en elefant, et tog, en kuldamper og en indisk bålbrænding med på den diminutive scene. En af de mere usædvanlige opgaver var scenografien til den gamle operette Styrmand Carlsens flammer, 1990, instrueret af Peter Langdal i Cirkusbygningen med Stillehavsøen liggende midt ude i den “vandfyldte” manege på en dreje- og elevatorscene. Her kunne hun bruge lidt af den store sejlererfaring, hun havde erhvervet, da hun i 1982 sejlede over Stillehavet. Hun har også lavet scenografi til flere revyer, bl.a. EEC-revy på Fiolteatret 1972 og til Bornholmerrevyen Mågen letter, 1998,instrueret af Waage Sandø, og hun har en særlig sans for at give revyens idé det helt præcise udtryk i dekoration og kostumer. Nina Schiøttz har været medlem af Teaterrådet 1984-88, af Nordisk Teater og Danse-komité 1989-94, af bestyrelsen for Folketeatret 1984-94 og igen fra 1997, af bestyrelsen for Hotel Pro Forma fra 1991 og for Sammenslutningen af Danske Scenografer. Hendes teaterplakater har været udstillet på Svalegangen i 1968, og hun har endvidere haft en meget rost udstilling af skitser og tegninger til Det gode menneske fra Sezuan i Galleri Admiral i 1977. Desuden har hun udstillet tegninger til flere af sine forestillinger på Folketeatret i 1996 og på Svanekegården på Bornholm i 1997. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_S%C3%B8nck

Grethe Sønck

2023-04-22T23:19:14+02:00

fri anvendelse

Grethe Sønck har gjort sig gældende i dansk underholdning i over 50 år. Hun har især slået sit navn fast som revyskuespillerinde og danskpopsangerinde, men talentet spænder vidt: Hun synger jazz og swing, har spillet med i en snes film og haft adskillige roller på teater, især i lystspil og musicals. Alt sammen båret af talent, en stor personlighed og hårdt arbejde, for hun er selvlært og har aldrig fået nogen egentlig uddannelse inden for sang eller skuespil. Grethe Sønck blev født i Vestjylland, men voksede op i København Forældrene blev skilt, hvorefter moderen forsørgede familien med rengøringsjob og ved at have pensionærer, mens stedfaderen Thorvald Søncksen tjente til dagen og vejen ved at spille harmonika på værtshuse. Grethe Sønck forlod skolen efter konfirmationen og arbejdede de følgende år med rengøring og i forretning for at bidrage til hjemmets økonomi. Det var et gæstfrit hjem med masser af musik, og Grethe Sønck blev opfordret til at gøre sin gode sangstemme til sin levevej. I 1946 vandt hun en amatørkonkurrence i Hollænderbyen på Amager, og året efter blev hun engageret som sangerinde på restaurant Sommerlyst på Dyrehavsbakken. De følgende år slog hun igennem som jazzsangerinde i Sverige, hvor hun optrådte i folkeparker og på National i Stockholm. Efter at have giftet sig i 1952 blev hun hjemmegående, fordi ægtefællen ikke ønskede, at hun skulle optræde. Ægteskabet holdt ikke, så i 1958 gik hun til mikrofonprøve på Danmarks Radio (DR). Her traf hun Volmer-Sørensen, og det blev indledningen til et 24 år langt parløb, undertiden i strid kuling, men kendetegnet ved to stærke personligheder, der i høj grad forstod at støtte og inspirere hinanden professionelt og privat. Samtidig genoptog Grethe Sønck sine internationale engagementer. Hun var fx på turné med sangduoen Nina og Frederik, medvirkede ved verdensudstillingen i Bruxelles 1958 og optrådte for fyrsteparret af Monaco ved en stor gallaforestilling i Monte Carlo. Da hun fortrinsvis sang jazz, sagde hun kun tøvende ja til at synge Klaus Jørgen om en stakkels malkepige, der efter 15 år stadig venter på brev fra Amerika fra sin svigefulde kæreste. Sangen blev en stor succes, også i USA. Den har fulgt Grethe Sønck siden, har indbragt hende en guldplade og blev indledningen til hendes karriere som danskpopsangerinde. I 1962 blev hun engageret til Cirkusrevyen og viste hurtigt sit store talent i denne genre. Revyen i Nykøbing F. havde hende på scenen første gang i 1969, og fra 1972 var hun del af revyens faste trup med ægtefællen som direktør. Under navnet Revykøbing trak de fulde huse i en periode, hvor branchen ellers skrantede. Fra 1976 etablerede de sig på Amagerscenen med lystspil og vinterrevyer, og i 1979 overtog de den økonomisk truede Cirkusrevy, som blev bragt på fode gennem forestillinger, der var præget af bred folkelig underholdning og flot opsætning. Blandt Grethe Søncks bedste sange fra disse år var Noget om masker, 1972, Et sødt gammelt par i 1977 samt Ida og Bent Froms pensionistvise Livets gang fra 1980. Filmbranchen fik også øjnene op for Grethe Søncks gennemslagskraft. Det blev bl.a. til hovedroller i John Prices filmatisering af Holger Drachmanns skuespil Der var engang, 1966, og i Bent Christensens Naboerne fra samme år med Leif Panduro som manuskriptforfatter samt biroller i adskillige film, fx Olsen Banden, 1968, og Midt i en jazztid, 1969. Volmer-Sørensen døde i 1982 få uger inden premieren på årets Cirkusrevy, men det lykkedes at gennemføre årets forestillinger med Grethe Sønck som kunstnerisk leder, en post, hun bestred i de kommende to sæsoner. Siden fortsatte hun som revystjerne i Cirkusrevyen og Nykøbing F. men også rundt omkring i landet, bl.a. på Sans Souci i Kolding og Holstebrorevyen. Gennem årene har hun medvirket i over 50 revyer, og i 1993 blev hun hædret for sin indsats med Bakkens Oscar. Samtidig har hun spillet med i danske familiefilm som Krummerne, 1991, og Olsen Bandens sidste stik, 1998, og hun har slået sit navn fast som teaterskuespiller. Det er blevet til flere hovedroller på Amagerscenen, bl.a. i Sne på taget, 1983, i Noël Cowards Min kone spøger, 1987, og i G.S. Kaufmann og M. Harts Du kan ikke tage det med dig, 1988. Hun har spillet Henriette i C. Hostrups Eventyr på fodrejsen på ABC teatret i 1993 og Magdelone i Ludvig Holbergs Den Stundesløse på Aalborg Teater 1994. Også for de yngre generationer er hun blevet folkeeje via tv, især i den populære Gæt & grimasser. 1997 havde Grethe Sønck 50-års jubilæum og blev fejret med to store shows i Cirkusbygningen, arrangeret af Radiounderholdningsorkestret og DR, der udgav en cd fra begivenheden. To år senere var der gallaforestilling i Nykøbing F., hvor man fejrede hendes 70-års fødselsdag. Overskuddet gik til Volmer-Sørensens Mindelegat, som hun har bestyret, siden det blev oprettet 1982. Det direkte møde med publikum har altid været det centrale i Grethe Søncks mangesidede karriere. Hun har optrådt i hver en krog af landet og har altid lagt vægt på underholdning, som hverken måtte være blasfemisk eller plat. “Ægte folkelighed er måske noget med at nå ud over scenekanten, ud til publikum, blive holdt af af publikum og holde af publikum,” har hun sagt, og hun er fortaler for, at god, dansksproget popmusik skal have større bevågenhed i medierne og kulturpolitikken. I 1995 udkom Hele Danmarks Grethe, hvor Grethe Sønck med stort fortælletalent beretter om sit liv og sin karriere, hvis foreløbige højdepunkt var, da hun i 2000 blev ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Vera_Volkova

Vera Volkova

2023-04-22T23:23:47+02:00

fri anvendelse

Vera Volkova blev født i Skt. Petersborg, men kom via Shanghai og London til København, hvor hun blev den kvinde, der har fået størst kunstnerisk indflydelse på Den Kgl. Ballet i 1900-tallet. Det var en enorm bedrift, ikke alene fordi hun var kvinde i et mandsdomineret miljø, men tillige fordi hun var russer i et ekstremt nationalbevidst balletkompagni. Vera Volkovas baggrund var den lavere landadel med forbindelser til det kejserlige russiske hof, hvor hendes onkel var zarfamiliens læge. Hendes barndom blev tilbragt i privilegerede rammer med undervisning i en skole for adelige frøkener og eventyrlige fridage med varm chokolade på Skt. Petersborgs boulevardcaféer. Alt dette skulle imidlertid få en ende, da hendes fader omkom som officer under Første Verdenskrig, ligesom alle familiens privilegier og ejendomme blev konfiskeret af bolsjevikkerne efter revolutionen i 1917. Under det ny sovjetregime og familiens ændrede kår lykkedes det alligevel Vera Volkova at forfølge en drøm om at danse ballet. Som teenager, en relativt sen alder for en balletdanser, startede hun sin træning på A. Volinskys koreografiske skole, hvor hun i årene 1920-25 arbejdede intenst under den store russiske pædagog Agrippina Vaganova, der eksperimenterede med udviklingen af det træningssystem, der senere skulle danne skole i hele Sovjetunionen. Som mange andre russiske dansere ønskede Vera Volkova at slutte sig til S. Diaghilevs Les Ballets Russes i Europa, og hun forsøgte at slippe ud af Sovjetunionen via Shanghai, hvor hun strandede i 1929. Diaghilev døde samme år, og hun valgte at blive i Kina, hvor hun begyndte sit arbejde som pædagog. Her mødte hun også sin mand, den engelske maler og arkitekt Hugh Finch Williams. Sammen flyttede de i 1937 til London, hvor hun i 1939 åbnede en balletskole i West Street, der skulle blive legendarisk, og hvor hun intenst trænede og formede den berømte britiske ballerina Margot Fonteyn. Vera Volkova blev den pædagog, der fik størst indflydelse på britisk ballets dansere i denne periode, hvor hun også blev en af koreografen F. Ashtons kunstneriske sparringspartnere. Presset af lederen af Sadler’s Wells Ballet Ninette de Valois opgav Vera Volkova en yderligere karriere i engelsk dans og tiltrådte i 1950 stillingen som leder af balletten ved La Scala i Milano. Året efter blev hun inviteret til København som gæstelærer af balletmester Harald Lander. Hun ankom netop som skandalen omkring balletmesteren, der stod anklaget for embedsmisbrug, var på sit højeste. Mens Lander forlod landet, blev Vera Volkova på Det Kgl. Teater som lærer. Hun var i en periode kunstnerisk rådgiver for Det Kgl. Teaters direktør og var med i det kunstneriske råd, der ledede balletten efter Frank Schaufuss’ afgang som balletmester i 1956. Vera Volkova repræsenterede i høj grad det kunstneriske udsyn, danserne på Det Kgl. Teater i Landerårene havde eftersøgt. Hun havde endvidere både visioner og kontakter, og det var hendes idé og ved hendes mellemkomst, at Ashton i 1956 kom til København, hvor han skabte sin lyriske version af S. Prokofjevs Romeo og Julie, den første vestlige version af helaftensballetten. Hendes nære forståelse med den amerikanske koreograf G. Balanchine bragte også en serie af hans væsentligste værker på repertoiret, ligesom hendes private kontakt med den amerikanske koreograf J. Robbins bragte også ham til København Men Vera Volkova var først og fremmest pædagog. Hun reorganiserede undervisningen på Det Kgl. Teaters balletskole og ændrede den daglige træning for balletten, hvis dansere pludselig skulle rustes til at møde internationale, tekniske standarder. Hun påvirkede nænsomt den danske Bournonvillestil ved at udvikle eksempelvis koreografiens tåspidsarbejde og andre teknikaliteter, alt dog inden for stilistiske og musikalske rammer. Ikke mindst via sine elevers arbejde og videreførelse af hendes kunstneriske ekspressive idealer fortsatte hendes indflydelse på Den Kgl. Ballet årtier efter hendes død i 1975. Erik Bruhn, Henning Kronstam, Peter Martins, Peter Schaufuss og Kirsten Simone var blandt hendes fremmeste danske elever, ligesom de udenlandske dansere og koreografer Fonteyn, R. Nurejev, J. Neumeier og J. Cranko også var eksponenter for hendes arbejde. Hendes elev S. Williams blev en af School of American Ballets førende lærerkræfter, ligesom Kronstam, der kom til at lede både Den Kgl. Ballet og balletskolen, også fortsatte det pædagogiske arbejde, som hun karakteriserede som bindeleddet mellem fortid og fremtid: “Dansehistorikere interesserer sig for i går, jeg interesserer mig for i morgen.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Liva_Weel

Liva Weel

2023-04-22T23:17:14+02:00

fri anvendelse

Liva Weel voksede op som datter af en politibetjent på Vesterbro. Senere i livet nægtede hun at synge ufordelagtigt om politiet. Hendes musikalske talent var tydeligt fra den tidligste ungdom. Ved et tilfælde kom Liva Weel i hænderne på den strenge sangpædagog Hedevig Quiding. Faderen havde opklaret et tyveri hos hende, og som tak tilbød hun at undervise hans datter i sang. Liva Weel havde en stor stemme og fik en klassisk sanguddannelse, især elskede hun at synge Schubertlieder, opera og operette, mens hun akkompagnerede sig selv på klaver. Quiding, der var en fremragende lærer, kunne med det samme høre, at Liva Weel var et særligt talent, og hun sørgede for, at hun kom til at give en koncert i Politikens Hus i 1917. Anmeldelserne var gode og førte til, at hun aflagde prøve for direktør Harald Stabehl på Odder Sommerteater. Ingen kunne ane, at debuten i Odder, hvor den 19-årige Olivia Olsen sang sine første revyviser, var en teaterhistorisk begivenhed. Umiddelbart efter fulgte et engagement i Nykøbing F., hvor hun bl.a. optrådte i operetten Den glade Enke. Olivia blev nu til Liva. I København blev man hurtigt klar over, at der var noget særligt i gang i Nykøbing F. Quiding arrangerede et møde med direktør Frede Skaarup på det berømte Scala Teater. Liva Weel sang for, men teatrets ledelse var ikke begejstret. Imidlertid så forfatteren Alfred Kjærulf, at hun havde et særligt komisk talent, og hun blev engageret til Scala Revyen 1918, hvor hun i løbet af kort tid blev teatrets førende kunstner. Folk strømmede til, og det blev efterhånden svært for kritikerne at finde nye superlativer om hendes præstationer i de imponerende og overdådige revyer. Teaterskribenten Carl Gandrup var måske den, der bedst udtrykte, hvad der greb tilhørerne ved Liva Weel, da han i 1924 skrev: “Se Liva Weel og dø. Gud forbarme sig, sikke et Talent, hvilken Sangstemme og hvilket Humør. Ikke en Stavelse, ikke den usseligste lille Konsonant gaar tabt. Denne Viseforedragskunst er – i sin Genre – det højeste Mesterskab, den mest straalende og lydefri Fuldkommenhed, der nogensinde er set og hørt Herhjemme.” I tidsskriftet Teatret skrev journalisten Andreas Vinding samtidig, at hun var et “fuldendt Produkt af den Tid, vi lever i ... det sande udtryk for vor Drøm og Begær.” Liva Weel var dog ikke et produkt af de brølende 1920’ere, selvom noget af hendes særlige musikalitet var i overensstemmelse med perioden. Hendes vitalitet og gemyt var typisk københavnsk, hun var djærv og kraftig i sit sprog, en klovn med barok humor, og dansk i al sit væsen. Hun var et talent, der spændte over alle menneskesindets afskygninger og samtidig en karakterskuespillerinde og diseuse. Liva Weel havde temperament, men blev hurtigt god igen. Hun kunne være chokerende vulgær og til tider dæmonisk. Når hun i revyerne sang en politisk vise, var det med fuld dækning, personen og teksten blev ét. Var Liva Weel blevet født med et andet og større modersmål, var hun blevet verdensberømt. Da den tyske teatermand M. Reinhardt så hende på Scala, ville han have hende til udlandet, men Liva Weel blev på Scala Teatret i over ti år, hvor hun dannede par med den mandlige hovedkraft Carl Alstrup. Fra Scala-årene kan nævnes en lang række forestillinger, hvor hendes talent forgyldte en enestående periode i dansk teaterhistorie: Jomfruburet, Mascot, Bajaderen, Den lille Prinsesse og København i Kikkerten. Regnbuen, 1924, indeholdt en række sange, som hun gjorde til evergreens, bl.a. Eskimoer, Han har min Sympathi og Det var et Pust fra Pustervige. Det samme gjaldt revyen Rosen blusser, 1925, med sangene Adrienne og La Garconne. I 1929 medvirkede hun i Nørrebro-revyen Paa Ho’det, men vendte tilbage til Scala i 1930 til teatrets sidste forestilling Punktum-Finale. I 1930 indbød Det Kgl. Teater Liva Weel til rollen som Pernille i Ludvig Holbergs Den Stundesløse, men det blev kun til dette ene gæstespil. Hun ville hellere spille revy, og det kom hun til. I slutningen af 1920’erne lærte hun forfatteren Poul Henningsen at kende, hvilket kom til at sætte dybe spor i hendes videre karriere, da han skrev en række af de sange, man i dag forbinder med Liva Weel. I 1932 medvirkede hun i PH-Revyen Paa Halen, og derfra stammer viserne Sig de Ord, Du ved og Ta’ og kys det hele fra mig. Et andet højdepunkt var revyen Dyveke i Riddersalen 1940, umiddelbart efter den tyske besættelse, hvor Poul Henningsen skrev teksten til Kai Normann Andersens melodi Man binder os på Mund og Haand. Denne gribende vise og filmmelodien Glemmer du har eftertiden især knyttet til Liva Weels navn. Med Poul Henningsens tekster blev hendes foredrag til stor og tidløs kunst. I erindringsbogen Livas regeringstid, der udkom kort efter hendes død i 1952, skrev Poul Henningsen: “Hvad hun bød os af befriende latter, dyb stilhed, menneskeskildring, svigtende hukommelse, beåndet skønhed og trist forfald – kan vi kun så godt som (u)muligt referere.” 1930’erne blev travle år for Liva Weel. Hun spillede revy på Apollo Teatret, i Cirkus Revyen, på Bellevue, i Stig Lommer Revyen og endelig i Aage Stentofts Leve de Nordiske Piger, 1939. Samtidig betød 1930’erne en lang række teaterroller, fx Tordenskjolds Tøs, Lysistrate, Madame sans Gêne, Pygmalion, Grevinde Danner, Den skønne Helene, Guldfisken og Diktatorinden. Liva Weel indspillede kun et begrænset antal film, men de har gjort hendes kunst kendt for eftertiden, og i Normann Andersen havde hun en genial komponist, der skrev musik til de fleste af hendes film. Den mest kendte er Odds 777, 1932, med Glemmer du og Gaa med i Lunden. Her kan man opleve den unge Liva Weel, og det nærmeste en senere tid kommer det talent, der blomstrede i 1920’ernes Scalarevyer. I 1933 indspillede hun filmen De blaa Drenge, hvor melodien Kammerat vær en Mand er blevet stående. I 1937 kom Frøken Møllers Jubilæum, en noget ujævn film, der imidlertid belyser hendes særlige klovnetalent. Også 1940’erne blev travle år. Hun sang dronningen i Styrmand Karlsens Flammer 1945 medvirkede i Cirkus Revyen 1946 og i Tivoli Revyen 1947 og tog på provinsturné med skuespillet Min Kone spøger. Da hun 1948 optrådte i Nørrebrorevyen, tiljublede pressen hendes viser, og i 1950 hentede Ib Schønberg hende til Bakkerevyen til et sidste livtag med revygenren. Det var her, hun sammen med Schønberg sang visen om fru Melloni Sikke’t par. I 1950 gav teaterdirektør Arne Weel sin tidligere kone en lille rolle i filmen Smedestræde 4, hvori man fik et sidste fint glimt af en alt for tidligt ældet Liva Weel. I årene 1951-52 blev det til enkelte radioudsendelser og nogle genindspilninger på grammofonplade af 1920’ernes Scalasuccesser. Hendes visekunst er rigt repræsenteret på lp-plader, optaget i årene 1919-52. TV-serien Kald mig Liva fra 1992 med Ulla Henningsen i titelrollen vakte fornyet interesse for Liva Weels kunst og liv. Liva Weel var af natur et generøst menneske. Hun tjente mange penge, men brugte dem hurtigt og havde ikke økonomisk sans. Hun hjalp mennesker i nød og var på mange måder et elskeligt menneske. Poul Henningsen skrev, at noget satanisk og guddommeligt stredes i hendes væsen, men at hun samtidig var primitiv, sund og robust af natur. I sine sidste år gik hun fysisk i forfald. Hun blev afhængig af spiritus, og i en periode brugte hun så megen medicin, at det blev skæbnesvangert for hendes indlæringsevne. En medfødt brok forhindrede, at hun kunne indtage fast føde. Til sidst blev hun opereret, men døde af sygdommen. Liva Weel fik i 1941 Tagea Brandts Rejselegat og året efter Teatermedarbejderforeningens Teaterpokal. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lily_Weiding

Lily Weiding

2023-04-22T23:17:21+02:00

fri anvendelse

Lily Weiding debuterede 1942 uden uddannelse som Emily i T. Wilders Vor By på Frbg. Teater. Hun blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole året efter og blev efter endt elevtid i 1945 ansat på teatret. Men allerede i 1947 forlod hun teatret på grund af manglende opgaver. I de følgende år foldede talentet sig ud på forskellige kbh.ske scener. En stor poetisk præstation var således den frustrerede præstedatter Alma i Tennessee Williams Flyvende sommer på Riddersalen i 1949. Samme sted var hun i 1956 fortryllende i Den sovende prins, og på Frbg. Teater var hun en poetisk Anja i Tjekhovs Kirsebærhaven. I Shakespeares Som man behager på Odense Teater i 1958 var hendes Rosalinde så fremragende, at hun gentog rollen på Det Kgl. Teater, hvortil hun nu blev knyttet frem til 1966. Selvom Lily Weiding her fik store roller inden for både det klassiske og moderne repertoire, fandt hun ikke de udfoldelsesmuligheder, hun havde brug for. Til gengæld havde hun en ikke ringe andel i Ernst Bruun Olsens succes på Det Ny Teater, hvor hun i 1966 spillede arbejderkonen Ellinor i Bal i den borgerlige og i 1968 titelrollen i Hvor gik Nora hen, da hun gik ud. På Bristol Teatret var Lily Weiding under sin mand Morten Grunwalds ledelse teatrets førstedame, og hun spillede her i såvel det klassiske som moderne drama. Hun var en kølig Hedda i Henrik Ibsens Hedda Gabler, 1971, en vittig Alice i Dürrenmatts Play Strindberg, 1973, og uhyggelig som den skizofrene titelfigur i P. Zindels Frøken Reardon drikker lidt, 1973. I Ibsen- og Strindbergrepertoiret fornyede hun figurerne med moderne ironiske virkemidler, fx demonstrerede hun som fru Alving i Ibsens Gengangere et intelligent spil med underfundig sans for tekstens undertoner. Lily Weiding påtog sig også instruktionsopgaver i disse år, bl.a. S. Becketts Mens vi venter på Godot og American Buffalo. Med Grunwalds overtagelse af Betty Nansen Teatret i 1980 fik hun ligeledes betydelige roller som fx produceren i Bruun Olsens Prometeus i saksen, 1981, hvor et vittigt spil viste hendes originalitet. I de senere år har Lily Weiding med stor elegance varetaget det ældre rollefag. Som moderen i P.O.Enquists Tupilak, 1993, viste hun en arketype ved sit absurde spil med pludselige skift, og i 1997 var hun fremragende i Astrid Saalbachs to skuespil Morgen og aften og Aske til aske – støv til støv, begge på Husets Teater. Et af hendes væsentligste virkemidler er den store beherskelse af stemmen, der kan være tørt konstaterende, vittig eller lunerig. Hun er en karakterskuespiller, der plejer sit talent. Med sine begrænsninger inden for den rumlige figurtegning er hendes force talentets spændvidde, gående fra naturalisme, psykoanalyse frem til en absurd spillestil, der gør hende til en moderne skuespiller i dybeste forstand. Hun har sædvanligvis kun spillet én eller to roller pr. sæson, og på denne måde har hun haft tid til et privatliv og samvær med børn og børnebørn. Hun er tildelt flere priser, bl.a. Holger Gabrielsens Æreslegat 1956 og samme år Teaterpokalen, Läkerols Kulturpris 1963, Henkel-Prisen 1966, Tagea Brandts Rejselegat 1970 og Olaf Poulsen-Legatet 1973. Hun udnævntes 1968 til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anja_Andersen

Anja Andersen

2023-04-22T22:54:50+02:00

fri anvendelse

I 1960’erne var det danske kvindelandshold blandt verdens bedste, men herefter faldt niveauet brat, og i 1987 ville Dansk Håndbold Forbund af både økonomiske og sportslige grunde nedlægge landsholdet. Nedlæggelsen blev i sidste øjeblik afværget, da entreprenørfirmaet Højgaard & Schultz meldte sig som sponsor, og derefter stod en række talentfulde unge kvinder klar til at spille holdet tilbage i første række på internationalt plan. Den centrale profil i denne proces var Anja Andersen, som i 1998 blev kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller af læserne af det internationale håndboldforbunds blad World Handball Magazine. Hun har i 1990’erne været den kontroversielle drivkraft på et landshold, som har opnået usædvanlig stor sportslig og mediemæssig succes. Anja Andersen blev født i en elitesportsorienteret familie, idet begge hendes forældre har været landsholdsspillere i håndbold. Idrætsudøvelse med fokus på resultater har været en del af hendes hverdag, fra hun var ganske lille, og hun blev som femårig medlem af håndboldklubben Stjernen i Odense. Desuden gav faderens arbejde som halinspektør hende rige muligheder for selv at træne. Efter at have spillet på klubhold i bl.a. Ikast og Viborg debuterede Anja Andersen på landsholdet i 1989. Hun udviklede et kompromisløst forhold til sin sport, og dette har talrige gange givet anledning til sammenstød og konflikter med holdkammerater, trænere og ledere, som ikke på samme måde var indstillet på en total satsning både på og uden for banen. Hendes karriere har således også været historien om en række fyringer og udelukkelser fra de hold, hun har spillet på, mest dramatisk umiddelbart efter at hun med landsholdet havde vundet sølvmedaljer ved Verdensmesterskabet (VM) i 1993. Hun vendte dog tilbage til landsholdet efter nogle få måneder og blev igen den spiller, som var afgørende for den lange række af sejre og medaljer, som kvindelandsholdet har opnået gennem 1990’erne. Anja Andersen, der siden 1990 har været professionel håndboldspiller i Norge og Tyskland, har konstant sat spørgsmålstegn ved kvindeidrættens status og form. Hun har ofte hævdet, at hendes aggressive adfærd på banen kun er blevet straffet af håndbolddommere, fordi hun er kvinde. Desuden har hun argumenteret for, at dommerstanden burde professionaliseres for at sikre, at dommerne bliver i stand til at følge med i den udvikling, som spillerne gennemgår i takt med deres professionalisering. På det håndboldmæssige plan har hun været fortaler for de legende og tekniske elementer i håndboldspillet, bl.a. ved at samle et såkaldt Dream Team, bestående af en række af verdens bedste spillere, som i opvisningskampe har forsøgt at spille håndbold ud fra ovennævnte tankegang. Anja Andersen har beskrevet sit syn på håndboldspillet i bøgerne Mit håb om frihed, 1997, og Drømmen er mit mål, 1998, og hun har stået bag oprettelsen af sommerhåndboldskoler for børn i Danmark i 1998 og 1999. Efter at have været med til at sikre Danmark Europamesterskabet 1994 og igen 1996, hvor hun blev kåret som turneringens bedste spiller, samt vinde guld ved De Olympiske Lege i Atlanta 1996 og VM 1997, holdt Anja Andersen pause fra landsholdet det meste af 1998-99 for at koncentrere sig om klubhåndbold. Hun havde da spillet 133 landskampe og scoret 725 mål. Med sine klubhold er hun blevet mester og pokalvinder, og hun har vundet Europacup for pokalvindere med TuS Walle Bremen 1994 og Bækkelaget 1998. Af helbredsmæssige årsager besluttede Anja Andersen at afslutte sin karriere som håndboldspiller i 1999. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Greta_Andersen

Greta Andersen

2023-04-22T22:54:55+02:00

fri anvendelse

Greta Andersen var en succesfuld repræsentant for det konkurrenceorienterede svømmemiljø for kvinder, som Ingeborg og Ellen Paul-Petersen skabte omkring deres skole, Paul Petersens Gymnastik Institut, og Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG). Her fik en lang række kvinder i 1930’erne og 1940’erne en uddannelse, som kunne bruges i forbindelse med en idrætskarriere på eliteniveau og efterfølgende som udgangspunkt for en erhvervskarriere som svømme- og gymnastikinstruktør. Samtidig var Greta Andersen en af de første danske kvinder, som blev involveret i elitesportens videnskabeliggørelse, der tog fart omkring 1950. Mellemkrigstidens debat om, hvorvidt kvinder overhovedet burde deltage i konkurrenceidræt, ændrede sig på dette tidspunkt til en diskussion af, hvordan man kunne sikre kvinderne de bedst mulige sportslige resultater. Greta Andersen begyndte som 16-årig at svømme i svømmeklubben Triton med den tidligere olympiske medaljevinder Else Jacobsen som træner. I 1946 skiftede hun til DKG, hvor hun fik Ingeborg Paul-Petersen som træner og blev klubkammerat med to senere olympiske medaljevindere Karen Margrethe Harup og Fritze Nathansen. Samme år blev Greta Andersen optaget på Paul-Petersens Gymnastik Institut, hvor hun blev uddannet svømme- og gymnastiklærerinde 1946-47. Sædvanligvis var der flere års ventetid, før man kunne blive optaget på instituttet, men da Ingeborg Paul-Petersen under ansøgningssamtalen fik øje på den guldnål fra Dansk Svømme- og Livredningsforbund, som Greta Andersen havde opnået, fik hun lov at begynde på instituttet med det samme. Uddannelsen som svømmelærerinde kunne hun dog først bruge efter afslutningen på sin svømmekarriere, idet hun ellers ville blive betragtet som professionel og dermed udelukket fra at deltage i konkurrencesvømning. Hvor hun under Else Jacobsen først og fremmest havde arbejdet med de fysiske elementer i svømningen, lagde hun nu vægten på teknikken, udviklede sin svømmestil og nåede hurtigt et internationalt niveau. I 1947 deltog Greta Andersen i Europamesterskabet (EM) i Monaco, hvor hun fik bronze i 100 m crawl og deltog på det vindende hold i 4x100 m crawl. Forud for De Olympiske Lege (OL) i London i 1948 blev hun betragtet som favorit til at vinde 400 m crawl, hvilket blev yderligere understreget, da hun begyndte sin deltagelse i OL med at vinde guldmedalje i 100 m crawl. Imidlertid besvimede hun i bassinet i det indledende heat i 400 m-løbet og måtte bjærges i land. Denne situation, som blev behandlet udførligt i den danske presse, forklarede hun i sin selvbiografi En svømmepiges med- og modgang, 1952, således: “De sidste dages nervepirrende begivenheder havde fremskyndet den månedlige utilpashed, vi kvinder er behæftet med, hvad der stjal så godt som alle mine kræfter og gav mig både hoved- og mavepine.” Danmarkshistoriens mest omtalte menstruation forhindrede hende dog ikke i nogle få dage senere sammen med bl.a. Harup at deltage på 4 x100 m-holdet, som vandt sølvmedaljer, og ved hjemkomsten fra London blev de danske svømmepiger gjort til genstand for den helt store folkelige modtagelse. I 1949 satte Greta Andersen sin eneste verdensrekord med tiden 58,2 sek. på 100 yards crawl, og efter et længere ophold i USA i foråret 1950 deltog hun i EM samme år og sikrede sig tre medaljer, heraf en af guld på 400 m. I perioden op til OL i 1952 søgte hun med lægehjælp ad medicinsk vej at rykke tidspunktet for sin menstruation, så det ikke faldt sammen med konkurrenceperioden, og ifølge selvbiografien havde indsprøjtningerne “den eftertragtede virkning, men samtidig lammede de mine arme og ben”. Resultaterne i Helsingfors var da også skuffende med en ottendeplads i 400 m crawl samt en fjerdeplads med stafetholdet. I midten af 1950’erne emigrerede Greta Andersen til USA og bosatte sig i Californien, og hun blev senere amerikansk statsborger. Her indledte hun en ny karriere som professionel havkapsvømmer. Med sine seks ture over Den Engelske Kanal i perioden 1957-65 er hun den kvinde, der oftest har svømmet over kanalen. I årene 1957-59 vandt hun kapsvømningen over kanalen i åben konkurrence, hvor både mænd og kvinder deltog, og hendes vindertid fra 1958 på 10 t. og 59 min. var rekord for kvinder. I 1959 blev hun af Los Angeles Times udpeget som årets sportskvinde, og i 1969 blev hun optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, USA. Sammen med sin mand John Sonnichsen åbnede hun i 1960 en svømmeskole, som eksisterede indtil 1980. Her var hun en af pionererne inden for babysvømning, og hun fortsatte som svømmeinstruktør efter lukningen af skolen. Ud over de nævnte resultater vandt Greta Andersen i sin karriere ni individuelle danske mesterskaber, flere holdmesterskaber samt fire individuelle skandinaviske titler. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Birkmose

Else Birkmose

2023-04-22T22:51:01+02:00

fri anvendelse

Else Birkmose blev i årene omkring 1960 betragtet som verdens bedste kvindelige håndboldspiller og var ikke mindst anerkendt for sin store tekniske kunnen og for sit taktiske overblik. Hun var sammen med landstræner Jørgen Absalonsen den drivende kraft bag den udvikling af dansk kvindehåndbold fra motionsspil til en egentlig sport på et højt teknisk, fysisk og taktisk niveau, som fandt sted i slutningen af 1950’erne. Else Birkmose blev introduceret til håndboldspillet i 1944-45, da håndboldspillerne fra Handelstandens Gymnastikforening (HG) trænede på hendes skole på Amager. HG var i 1950’erne og 1960’erne det dominerende hold i dansk kvindehåndbold sammen med FIF fra Frbg., og Else Birkmose debuterede i 1947 på HGs førstehold. Med HG vandt Else Birkmose en lang række danske mesterskaber i perioden 1951-65, og i årene fra slutningen af 1950’erne deltog HGs kvinder i turneringer i Østeuropa. Erfaringen herfra var baggrunden for foreningens internationale satsning, hvor man takket være en garantisum fra seniorafdelingen samt overskuddet fra bankospil i sæsonen 1964-65 kunne tilmelde foreningens kvindehold til Europacupturneringen. Else Birkmose var nøglespilleren, da HG ved at besejre Spartacus, Budapest, i finalen som det første danske kvindehåndboldhold vandt en Europacup. Også det følgende år spillede HG sig frem til finalen, der dog endte med et nederlag mod det østtyske hold SC Leipzig. Else Birkmose debuterede på landsholdet i 1948 og spillede i de følgende 14 år 63 landskampe og scorede 109 mål. Hun udviklede sig til at blive den centrale spiller også på landsholdsplan og var bl.a. med til at vinde det nordiske mesterskab fem gange. Ved det første verdensmesterskab i håndbold for kvinder i Jugoslavien 1957 blev det til en femteplads, 1962 i Rumænien fik Danmark sølvmedaljer. Herefter indstillede Else Birkmose sin aktive landsholdskarriere, men overtog året efter som den første kvinde i samarbejde med Birgitte Wilbek posten som landstræner og varetog dette arbejde indtil 1965. Desuden fungerede hun i en årrække som holdleder for HGs bedste kvindehold. Else Birkmose deltog i ledelsesarbejde i Københavns Håndbold Forbund 1954-62, bl.a. som bestyrelsesmedlem 1957-58. I 1959 modtog hun Dansk Håndbold Forbunds guldnål og blev dermed den første aktive spiller, som opnåede denne udmærkelse. Samtidig tildeltes hun B.T. s guldmedalje for den største danske idrætspræstation i 1958 på baggrund af sin indsats i landskampen mod verdensmestrene fra Tjekkoslovakiet. I sit civile liv var Else Birkmose sekretær, uddannet og til 1965 ansat i forsikringsselskabet Nye Danske. Herefter flyttede hun til dagbladet Aktuelt, hvor hendes mand Grimur Gunnarsson var sportsredaktør, og arbejdede her til sin pensionering i midten af 1990’erne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Stefanie_Fryland_Clausen

Stefanie Fryland Clausen

2023-04-22T23:04:26+02:00

fri anvendelse

Stefanie Fryland Clausen var den første danske kvinde, der fik en guldmedalje ved De Olympiske Lege (OL). Grundlæggeren af de moderne lege P. de Coubertin havde været imod kvinders deltagelse i de olympiske konkurrencer, da han mente, at kvindeidræt var unaturlig, “det mest uæstetiske syn mennesker kunne betragte”, og frygtede, at det ville føre til feminisering og undergravning af den ædle sport. Hans holdninger var udtryk for det generelle syn på kvindelige idrætsudøvere. Trods modstanden har kvinder siden 1900 deltaget i OL, i begyndelsen fik de dog kun adgang til få discipliner, fx tennis, golf, bueskydning og kunstskøjteløb. Fra Danmark deltog kvindegymnastikhold med opvisninger både i Athen 1906 og London 1908, den første kvindelige konkurrencedeltager var tennisspilleren Sophy Carlheim-Gyllemskiöld, der opnåede en sølvmedalje i Stockholm 1912. Ved OL i Antwerpen 1920 bestod det danske kvindehold af to tennisspillere og to svømmere, hvoraf Stefanie Fryland Clausen sejrede i tårnspring på otte m. Dermed blev hun ikke blot den første danske kvinde, som fik en olympisk guldmedalje, men leverede også dansk svømmesports første OL-guld. Hun vandt konkurrencen i strakt udspring fra tårnet og overgik alle forventninger, idet hun tidligere kun havde vundet et enkelt dansk mesterskab i udspring fra tremetervippen i 1918. Efter sin sejr udtalte hun om sin forudgående træning: “Jeg havde fakstisk ikke Tid til noget andet, ikke engang til at forelske mig.” Stefanie Fryland Clausen var medlem af Kvindelig Idrætsforening (KI). Gymnastik var den største aktivitet i foreningen, men kvinderne kunne også dyrke boldspil og svømning. Et af formålene med dannelsen af KI i 1906 var netop at tilbyde medlemmerne et alsidigt idrætsliv, der ikke var domineret af rekordjageri. Alsidighed blev stillet som et krav for opstilling til konkurrencer, og derfor skulle Stefanie Fryland Clausen deltage i kvindegymnastikholdets forberedelser til OL, selvom hun ikke var med i opvisningen. Efter 1920 stillede hun ikke op ved flere konkurrencer, men fortsatte dog som medlem i KI og havde ofte det ærefulde hverv som fanebærer ved højtidelige begivenheder. Med sin præstation gjorde hun kvinder synlige såvel i idræt som i det offentlige liv generelt. Hun bidrog således til at ændre sin samtids normer for kvindelighed, og med den enkeltstående bedrift skrev hun sig ind blandt pionererne i dansk idrætshistorie. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Fjellerup

Eva Fjellerup

2023-04-22T23:01:54+02:00

fri anvendelse

Eva Fjellerup voksede op i Blovstrød nord for København Som femårig begyndte hun at svømme og blev i den første tid undervist af 1930’ernes stjerne Ragnhild Hveger, der spåede hende en fremtid som olympisk svømmer. Men Eva Fjellerup skiftede til moderne femkamp. Denne meget hårde idrætsdisciplin er en moderniseret udgave af tidligere tiders militære strabadser udtrykt i disciplinerne kårdefægtning, crawlsvømning, pistolskydning, terrænløb og ridebanespringning. Femkamp var en ny idræt for kvinder, men den havde været på det olympiske program for mænd siden 1912. Eva Fjellerup blev student fra Holte Gymnasium 1981 og tog højere handelseksamen på Lyngby Statsskole 1983. Som 16-årig debuterede hun på det danske kvindelandshold i 1978, men stod i en årrække i skyggen af en anden femkæmper Pernille Svarre. I 1987 flyttede Eva Fjellerup til Stockholm, hvor hun gennemgik en treårig uddannelse som idrætskonsulent. Under opholdet i Sverige, som blev støttet af eliteidrætsorganisationen Team Danmark, gjorde hun store sportslige fremskridt, idet hun blev trænet af den ungarske fægtemester og svenske landholdstræner B. Rerrich. Sit første verdensmesterskab (VM) vandt hun 1990, og med tre efterfølgende VM-titler i 1991, 1993 og 1994 blev hun verdens mest vindende udøver af moderne femkamp. Hun vandt World Cup-turneringen 1994 og 1996, VM for Masters i 1997 og en lang række danske og nordiske mesterskaber. I lyset af denne succes udviklede hun sig fra en tilbageholdende person, som havde det bedst med at komme listende fra baglinien, til en målbevidst, velforberedt og ambitiøs vinder. Hun blev i medierne fremstillet som en superkvinde; smuk, sportslig, velformuleret og med overskud til både sport og arbejde. Eva Fjellerup har engagereret sig i kampen for at opnå bedre arbejdsforhold for eliteidrætsudøvere og været udøverrepræsentant i det nationale og internationale forbund for moderne femkamp, medlem af Team Danmarks Aktivkomité og bestyrelsesmedlem i Sportsudøverforeningen. Hun har bl.a. kæmpet for at få femkamp på det olympiske program for kvinder. Det lykkedes ikke i forbindelse med De Olympiske Lege i Atlanta 1996, til gengæld kvalificerede hun sig til at deltage i sin favoritdisciplin fægtning. Hun har desuden været talsmand for, at danske eliteidrætsfolk bør have bedre økonomiske vilkår. Team Danmark dækker kun dele af de udgifter, der er forbundet med idrætsudøvelsen, og beløbene modsvarer fx ikke tabt arbejdsfortjeneste. Selv var Eva Fjellerup trods støtten fra Team Danmark nødt til at have erhvervsarbejde, som kunne kombineres med hendes idrætsliv. Hun har bl.a. arbejdet i en børnehave, som reklamesælger og som studievært i Danmarks Radios B&U Sport. Efter afslutningen af sin professionelle idrætskarriere er hun blevet konsulent i afdeling for personlig udvikling af erhvervs- og idrætsfolk i virksomheden Cultivator Denmark. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Inge_Halkier

Karen Inge Halkier

2023-04-22T22:48:39+02:00

fri anvendelse

Karen Inge Halkier begyndte at dyrke atletik som 16-årig i idrætsforeningen Skovbakken i Århus. Her viste hun hurtigt store evner ikke mindst inden for atletikkens styrkekrævende discipliner, og på baggrund af en efter tidens forhold meget stor og målrettet træningsindsats udviklede hun sig i løbet af nogle få år til at blive enerådende i kuglestød og diskoskast i Danmark. De næste henved 20 år var hun i en klasse for sig, og med sine 15 danske mesterskaber i diskos 1957-73 og 17 i kuglestød i perioden 1956-72 er hun den danske idrætsudøver, der har vundet flest mesterskaber i træk i en enkelt disciplin. Hun deltog i diskoskast ved De Olympiske Lege (OL) i 1960. Ud over at vinde det nordiske mesterskab i kuglestød i 1961 og 1963 har hun sat fem danske rekorder i kuglestød og syv i diskoskast. Karen Inge Halkiers vedholdenhed i idrætskarrieren kan genfindes i hendes arbejdsliv og i leder- og instruktørgerningen, og hendes konsekvente kobling af fritid og arbejde i idrættens tjeneste giver mindelser om det liv, som pionererne blandt de danske gymnastiklærerinder levede i perioden indtil Anden Verdenskrig. Som dem har hun på flere områder taget skridt til fornyelse af idrætslivet. Karen Inge Halkier tog studentereksamen på Marselisborg Gymnasium 1956, blev uddannet som lærer på Århus Seminarium 1960 og underviste derefter to år på en skole i Viborg. 1962-63 gennemførte hun idrætsuddannelsen på Danmarks Højskole for Legemsøvelser, det nuværende Institut for Idræt ved Københavns Universitet, hvor hun har været ansat siden. I 1969 afsluttede hun sit hovedfag i idræt med specialet Idrætskvinders fysiske ydeevne før og under svangerskab. Denne afhandling markerede en gryende interesse for at undersøge kvindespecifikke forhold i forbindelse med hård fysisk træning. 1964-74 var hun med i ledelsen af Dansk Atletik Forbund som formand for kvindeatletikudvalget og senere som formand for instruktionsudvalget; men ellers har hendes indsats væsentligst rettet sig mod motionsidrætten og idræt for børn, ældre og handicappede. Hun var en af foregangskvinderne for motionsbevægelsen i Danmark, da hun i 1971 blev ansvarlig for uddannelsen af de første TRIM-ledere, og hun virkede som lederinstruktør i TRIM frem til begyndelsen af 1980’erne. På dette tidspunkt havde hun tillige på opfordring af formanden Bodil Eskesen udviklet uddannelsen af instruktører i Dansk Handicap Idræts-Forbund, og fra 1983 har Karen Inge Halkier været initiativtager til adskillige udviklings- og forskningsprojekter, hvor idræt er brugt som led i arbejdet med autistiske børn og unge. Erfaringerne herfra har dannet grundlaget for en pædagogisk udviklingsmodel og en formaliseret uddannelse for personale, der arbejder med autister. I 1987 blev hun lic.pæd. på en afhandling om autistiske børns udvikling gennem idræt, og hun har i forbindelse med disse projekter produceret 12 videofilm. Karen Inge Halkier har desuden udgivet en lang række bøger, bl.a. Skoleatletik og idrætsskader fra 1973 og Handicappede i skole og idræt, 1975. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lis_Hartel

Lis Hartel

2023-04-22T22:50:11+02:00

fri anvendelse

Heste og ridning spillede en stor rolle i Lis Hartels barndomshjem i Hellerup. Interessen fik hun og søsteren Tove (g. Jorck-Jorckston) fra moderen Else H., der i mange år underviste døtrene. Da Lis Hartel giftede sig, var det også med en hesteinteresseret mand. Ridekarrieren begyndte i Sportsrideklubben København i 1934, hvor hun deltog i både spring- og dressurkonkurrencer, og hun vandt sine første danske mesterskaber (DM) i dressurridning 1943 og 1944. Derefter blev hun så hårdt ramt af polio, at hun aldrig genvandt sin fulde førlighed. Hun var da gravid med sit andet barn, og ingen regnede med, at hun kunne genoptage ridningen. Men med stærk vilje og karakterstyrke kæmpede hun mod sygdommen, og efter to et halvt år lykkedes det hende at sætte sig i sadlen igen. Fra 1951 blev Lis Hartel trænet af berider Gunnar Andersen, som fik stor betydning for hendes internationale gennembrud ved De Olympiske Lege (OL) i Helsingfors 1952. Her vandt hun en sølvmedalje på hesten Jubilee. Det var første gang, at kvinder havde adgang til den olympiske skoleridning. Tidligere havde sporten været forbeholdt “gentlemen” og officerer, men nu deltog kvinder og mænd i samme konkurrence, og det var en sensation, at Lis Hartel kom på andenpladsen. I 1954 opnåede hun den uofficielle verdensmesterskabstitel, officielle verdensmesterskaber i skoleridning blev først afholdt fra 1966, og hun vandt OL-sølv på Jubilee igen i 1956. På denne hest vandt hun yderligere fire DM-titler 1952-54 og 1956, og hun fik den sidste DM-sejr i 1959 på hesten Limelight. Derefter fortsatte hun endnu en årrække, men havde uheld med sine heste, og resultaterne udeblev. Efter at hun selv var stoppet som konkurrencerytter, har hun hjulpet mange unge ryttere på vej, især for OL-deltageren Nils Haagensen fik hun stor betydning som træner. Lis Hartels internationale sejre skabte stor opmærksomhed i verdenspressen, og hendes livs- og sygdomshistorie var med til at øge ridesportens popularitet. Hun blev inviteret til at give opvisninger over hele verden, og gennem opvisningerne indsamlede hun store beløb til Poliofonden. Hendes præstationer havde således stor betydning for polioramte og andre handicappede. I Holland er et poliocenter opkaldt efter hende. Lis Hartel blev som den første skandinav optaget i The International Women’s Sports Hall of Fame i New York 1994. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Margrethe_Harup

Karen Margrethe Harup

2023-04-22T22:50:13+02:00

fri anvendelse

Karen Margrethe Harup er på mange måder en typisk repræsentant for den generation af danske kvindelige svømmere, som havde deres storhedstid i årene under og umiddelbart efter Anden Verdenskrig. Med udgangspunkt i Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG) og Paul Petersens Institut, hvor Ingeborg Paul-Petersen begge steder var en ledende skikkelse, udvikledes fra 1920’erne et eksperimenterende og eliteorienteret kvindeidrætsmiljø. På trods af vanskelige træningsbetingelser og yderst begrænset økonomisk og praktisk støtte fra Dansk Svømme- og Livredningsforbund formåede man her at skabe en række kvindelige svømmere, som nåede frem i allerførste række, også på internationalt plan. Det fik antallet af danske kvindelige svømmere, der deltog i De Olympiske Lege (OL), til at udvikle sig fra to i 1920 over et højdepunkt med 12 i 1936 og til otte såvel i 1948 som i 1952. Karen Margrethe Harup, som blev kaldt Lasse, beretter i sin selvbiografi Lasse fortæller, 1950, at hun blev inspireret af radioreportagen fra OL i Berlin 1936, hvor den 12-årige Inge Sørensen vandt bronzemedalje i 200 m brystsvømning. Det gjorde særligt indtryk på hende, at hendes fader efter udsendelsen sagde: “tænk, hvis det var ens egen datter.” Samme efterår deltog hun i De Unges Svømning, arrangeret af Politiken, og faderen havde lovet hende, at hun måtte blive medlem af en svømmeklub, hvis hun fik en fin placering. Hun var blandt de ti bedste og fik en sølvnål og blev herefter meldt ind i DKG. I 1939 fik hun sit gennembrud som svømmer og blev en del af den trup, som Danmarks Olympiske Komité mente kunne komme i betragtning til det planlagte OL i Helsingfors 1940, der imidlertid blev aflyst på grund af udbruddet af Anden Verdenskrig. Hun modtog efter udtagelsen et gratis månedskort til Østerbro Svømmehal for at kunne intensivere sin svømmetræning. I begyndelsen af 1940 blev svømmehallen lukket på grund af mangel på brændsel til opvarmning; men de bedste konkurrencesvømmere, deriblandt Karen Margrethe Harup, fik lov til fortsat at benytte det uopvarmede bassin, hvor vandtemperaturen efterhånden nåede ned på 14 grader. På trods af de meget ustabile træningsforhold var de danske svømmepiger også i årene under krigen i stand til at hævde sig internationalt. Karen Margrethe Harup var således med til at sætte verdensrekord på 4x100 yards i 1943 med tiden 4,05,7 min. Desuden deltog hun i en lang række opvisninger rundt om i landet, hvor de bedste svømmepiger konkurrerede mod stafethold sammensat af lokale svømmere. “Jeg følte mig som cirkusartisten, der indbyder stærke mænd blandt publikum til at komme ind i manegen og prøve kræfter med sig – der manglede kun savsmuldet og hornorkestret,” skrev hun. Svømmepigerne havde dog ikke selv økonomisk gevinst ud af opvisningerne, idet amatørreglerne blev strengt håndhævet. 1940-44 blev Karen Margrethe Harup uddannet som buntmagersyerske og derpå optaget på Paul Petersens Institut, hvor hun gennemførte en uddannelse som svømme- og gymnastiklærer 1944-46. Ingeborg Paul-Petersen lod Karen Margrethe Harup nøjes med at betale halv pris, 25 kr. om måneden, fordi hun var glad for at have en elitesvømmerske som hende på sit institut. Men da hun havde færdiggjort sin uddannelse, vendte hun tilbage til sit gamle fag som buntmagersyerske, idet amatørreglerne gjorde det umuligt for hende at arbejde som svømmelærer, hvis hun fortsat ville deltage i konkurrencesvømning. Efter at have vundet fire sejre inden for et døgn ved Grand Prix svømmestævnet i Paris i 1946 blev Karen Margrethe Harup tildelt Idrætsbladets pris som årets danske topscorer. Med prisen fulgte et rejselegat på 500 kr., og da de danske svømmehaller lukkede i marts 1947 på grund af brændselsmangel, rejste hun til Norge i tre uger for at træne. Vanskelighederne fortsatte hele foråret. For overhovedet at kunne træne måtte hun først tage til Helsingborg, og siden, da det blev varmere i vejret, og Østerbro Svømmehal genåbnede, kunne hun kun få plads her klokken syv om morgenen. På trods af disse langtfra ideelle forhold satte hun sammen med Grete Sønnesen og Fritze Nathansen verdensrekord i 3x100 m holdmedley med tiden 3,26,6 min. i 1947, og senere på året vandt Karen Margrethe Harup guld i 100 m rygcrawl og 400 m crawl ved Europamesterskabet i Monaco. Det gav anledning til, at Viggo Barfoed alias Ærbødigst i Berlingske Tidende digtede: “Når en ny Europamester man kaarer,/Så svømmer hele Holdet i Taarer./Der synes dog Grund til at skraale,/At Karen Margrethe er flink til at crawle.” Hun var desuden med på det vindende hold i 4x100 m crawl og blev dermed den centrale figur på det danske hold, der kunne rejse hjem med Bredius-pokalen som den bedste svømmenation. Efterfølgende modtog hun B.T.s guldmedalje for årets bedste danske sportspræstation i 1947. Også ved OL i London 1948 var Karen Margrethe Harup den mest vindende danske kvinde med guldmedalje i 100 m rygcrawl og sølv i 400 m crawl og 4x100 m crawl sammen med bl.a. Greta Andersen. Undervejs til disse resultater satte hun fire olympiske rekorder, en præstation, der endnu ikke er overgået af nogen anden dansk OL-deltager. I foråret og sommeren 1949 turnerede hun i fem måneder i en række europæiske lande og gav svømmeopvisninger, og hun afsluttede samme år sin aktive svømmekarriere med et nordisk mesterskab i rygcrawl. Herefter blev hun ansat som svømmelærer ved Østerbro Svømmehal, og hun har arbejdet som svømmelærer indtil pensionsalderen. I 1975 blev Karen Margrethe Harup optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale i USA. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ragnhild_Hveger

Ragnhild Hveger

2023-04-22T22:55:56+02:00

fri anvendelse

Tilnavnet Den gyldne Torpedo fik Ragnhild Hveger af avisen The Times på grund af sin overbevisende indsats ved Europamesterskabet (EM) i svømning i London i 1938, og dette tilnavn illustrerer rammende den respekt, som hun var omgivet af som svømmer i en klasse helt for sig selv i perioden 1937-43. Hun var i sin samtid beundret for sin rytmiske og glidende svømmestil, hvor ikke mindst hendes benspark var særdeles effektive. Men hun er også et eksempel på et enestående talent, som måtte betale en høj pris for at udnytte sine særlige evner. Hendes forældre lagde i ungdomsårene stærkt pres på hende, for at hun skulle fastholde en ensidig satsning på svømningen, selvom hun gerne ville være sygeplejerske. Og da Danmarks Olympiske Komité manglede penge til at finansiere den danske deltagelse ved De Olympiske Lege (OL) i 1936, måtte den 15-årige Ragnhild Hveger holde for og stille op til opvisninger, stævner og verdensrekordforsøg: “Jeg husker endnu den uhyggelige stilhed, der var i hele hallen, når jeg ikke havde sat verdensrekord. Hvor dumt det måske lyder, så lå jeg i vandet og fik dårlig samvittighed. Jeg følte, jeg havde svigtet publikum.” Ragnhild Hveger begyndte at svømme i Helsingør Svømmeklub i 1932 og vandt det følgende år sin første sejr ved et svømmestævne i Helsingborg. I 1935 vandt hun sit første Danmarksmesterskab samt to nordiske mesterskaber og blev samme år kåret som Årets Fund af Idrætsbladets læsere. I 1936 satte hun den første af sine 44 verdensrekorder, hvoraf hovedparten var i crawl, og samme år vandt hun sølvmedalje ved OL i Berlin. Efter at have sat 11 verdensrekorder i 1937 blev hun tildelt B.T.s guldmedalje for årets største idrætspræstation, og i 1938 vandt hun tre gange guld ved EM. Ragnhild Hveger havde som størstedelen af datidens kvindelige svømmestjerner Ingeborg Paul-Petersen som træner i en periode og blev også uddannet som svømmelærer på Paul Petersens Institut i begyndelsen af 1940’erne. Hun sluttede herefter første del af sin svømmekarriere, da hun i foråret 1943 rejste til Kiel og arbejdede en periode som svømmelærer der. Ragnhild Hvegers forældre og broder var tilknyttet det danske nazistparti, og som følge heraf var hun efter Befrielsen i 1945 interneret i seks uger, inden hun blev frifundet. Denne ydmygende oplevelse prægede hende stærkt, og hun var gennem flere år ugleset i det danske svømmemiljø. I stedet arbejdede hun nogle år i Sverige som svømmelærer, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark i 1948. Her blev hendes amatørstatus gjort til genstand for omfattende undersøgelser i Dansk Svømme- og Livredningsforbund og i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) Amatør- og Ordensudvalg, og hun blev erklæret professionel og idømt en toårig karantæne, som udløb i slutningen af 1950. Herefter kunne Ragnhild Hveger atter deltage i konkurrencer, og ved OL i Helsingfors i 1952 blev det til en femteplads i 400 m crawl, i øvrigt i en tid som var bedre end sølvmedaljetiden fra 1936. På trods af hendes omdiskuterede status i dansk idræt i årene efter krigen var svømningen hendes rette element og fristed, og i 1953 fortalte hun: “I det daglige føler jeg, at jeg er andre mennesker langt underlegne på alle måder. Kun i vandet får jeg bugt med mine mindreværdskomplekser. Der er vist få, idrætten har betydet så meget for, rent menneskeligt, som for mig. Hver eneste sejr, hver rekord, jeg har vundet, har været en slags moralsk rygstød.” Ragnhild Hveger fortsatte sin aktive karriere indtil EM i 1954, hvor hun i den for en elitesvømmer høje alder af 33 år opnåede en femteplads. Herefter var hun svømmelærer i Østerbro Svømmehal indtil 1975. I 1966 blev hun optaget i svømmesportens Hall of Fame i Fort Lauderdale, USA, og i 1992 ved indvielsen af Københavns renoverede idrætspark blev hun som en af ti danske idrætsfolk optaget i Parkens Hall of Fame. Ved DIFs 100-års jubilæum i 1996 blev hun udpeget som århundredets kvindelige sportsnavn i Danmark. Ragnhild Hveger vandt i alt 20 individuelle danske mesterskaber og fem individuelle nordiske mesterskaber, hvortil kommer tre europæiske titler fra 1938 samt sølvmedaljen fra OL i 1936. Ved siden af sine 44 verdensrekorder satte hun 52 danske rekorder i svømning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Jacobsen

Else Jacobsen

2023-04-22T23:01:36+02:00

fri anvendelse

Else Jacobsen blev i 1927 den første dansker, der satte verdensrekord i svømning, og hun var den første danske kvinde, som opnåede national heltestatus på baggrund af sine idrætspræstationer. Hun blev både som aktiv og som svømmetræner en foregangskvinde for den række af kvindelige danske svømmere, som hævdede sig på internationalt plan i perioden 1927-54. Mange af de kvindelige elitesvømmere var i perioder tilknyttet Dansk Kvinde-Gymnastikforening (DKG) og uddannede sig som svømme- og gymnastiklærere på Paul Petersens Institut, hvor Ingeborg Paul-Petersen begge steder var en ledende skikkelse. Else Jacobsen blev som 12-årig meldt ind i DKG, og allerede som 16-årig vandt hun sit første danske mesterskab, og samme år satte hun verdensrekord, da hun vandt 200 m brystsvømning ved det nordiske mesterskab i Norge. Herefter blev Else Jacobsen med ét slag det store kvindenavn i dansk idræt, og forhåbningerne til hende var store før De olympiske Lege (OL) i Amsterdam 1928. På dette tidspunkt fandtes der ingen svømmehal i København, men DKG bevilgede Else Jacobsen og to andre svømmere 150 kr., så de kunne få råd til at rejse til Malmø og træne indendørs der, indtil det danske havvand blev tilstrækkeligt varmt til, at de kunne træne i det. Else Jacobsen måtte dog skuffende nøjes med en fjerdeplads ved OL. I 1930 åbnede den første danske offentlige svømmehal Østerbro Svømmehal, og Else Jacobsen var en af de svømmere, der havde stor gavn heraf. Nu var mulighederne for systematisk træning året rundt til stede, og i foråret 1932 satte hun fire verdensrekorder. Herefter forventede man, at hun uden besvær ville sikre Danmark en guldmedalje ved OL i Los Angeles samme år. Danmarks Olympiske Komité havde imidlertid ikke penge til at sende deltagerne så langt væk, og kun en storstilet pengeindsamling blandt dansk-amerikanere i USA, organiseret af filmstjernen Jean Hersholt, muliggjorde dansk deltagelse. Prisen for denne hjælp var, at de olympiske deltagere på deres togtur gennem USA måtte stille op til en næsten endeløs række af receptioner og middage. Dette i forbindelse med den lange sejltur over Atlanten, hvor træningsmulighederne var yderst begrænsede, havde stor indflydelse på deres træningstilstand, og resultaterne ved OL i 1932 blev da også i almindelighed betragtet som utilfredsstillende. For Else Jacobsens vedkommende blev det til bronze i 200 m brystsvømning, hvilket både personligt og nationalt var en stor skuffelse. Efter løbet udtalte "den nedtrykte Svømmerske": "Fire Aars Slid for at skaffe Danmark en Guldmedalje, og saa kun Nummer tre." Efter hjemkomsten udgav hun sin dagbog om turen til OL Med Else til Los Angeles, 1932, og for sine præstationer blev hun tildelt B.T.s guldmedalje. Året efter modtog hun af Dansk Idrætsforbund Nathansens Mindepokal. I 1933 blev Else Jacobsen uddannet som gymnastik- og svømmelærer ved Paul Petersens Institut og ville herefter begynde at arbejde som svømmeinstruktør, hvad der ifølge amatørreglerne indebar, at hun måtte stoppe som konkurrencesvømmer. B.T. tilbød hende imidlertid ansættelse på bladet på så lempelige vilkår, at hun samtidig kunne fortsætte sin svømmekarriere med henblik på deltagelse ved OL i 1936. Efteråret 1933 satte hun sin sjette og sidste verdensrekord; men efter en række sammenstød med svømmeledere, bl.a. Ingeborg Paul-Petersen, indstillede hun sin aktive karriere i 1934. Herefter fungerede hun som privat svømmeinstruktør, indtil Svømmeklubben Triton året efter blev stiftet som en sammenslutning af hendes privatelever og af 20 utilfredse svømmere, som havde meldt sig ud af Gymnastik- og Svømmeforeningen Hermes, heriblandt hendes senere mand Willy Baade. Else Jacobsen arbejdede som instruktør i Triton indtil sin død i 1965, bl.a. som træner for OL-guldmedaljevinderen Greta Andersen, og hun var i samme periode autoriseret svømmelærer i Østerbro Svømmehal. Ved OL i 1952 og 1960 deltog hun som leder for de danske svømmere. Svømningens status i Danmark som et særligt kvindeligt område af idrætten forklarede Else Jacobsen i forbindelse med de danske kvindelige svømmeres store succes ved OL i 1948 således: "Jeg tror, det hænger sammen med, at Pigerne fik Inspiration hos dem, der først naaede frem. Paa den Maade har vi presset os selv til at yde mere og mere." Hun var en pioner inden for eliteidrætten både som nationalt idol, kvindelig idrætsudøver i verdensklasse og den første kvinde, der måtte forsøge at forene de modstridende krav, en idrætskarriere og en civil karriere stillede. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_Jacobsen

Mette Jacobsen

2023-04-22T23:02:22+02:00

fri anvendelse

Mette Jacobsen, som er Danmarks gennem tiderne mest vindende svømmer, har i sin karriere nydt godt af den støtte, som danske eliteidrætsudøvere har kunnet opnå, siden Team Danmark blev stiftet i 1985. Hun har med målrettet planlægning, opbakning fra sin familie og Team Danmark-støtte siden 1988 haft mulighed for at kombinere uddannelse, svømmekarriere og privatliv trods en meget omfattende trænings- og turneringsvirksomhed. Hvor tidligere generationers kvindelige svømmere i reglen forlod idrætten til fordel for arbejde, familie eller uddannelse, eller som Susanne Nielsson i 1970’erne opgav at få en uddannelse, har Mette Jacobsen sideløbende med svømningen taget HF-eksamen i 1996 og påbegyndt fysioterapeutuddannelsen i 1998. Mette Jacobsen er vokset op i en svømmeinteresseret familie, hvor begge forældre samt hendes broder har været konkurrencesvømmere, og faderen Per J. var hendes træner indtil 1993. Hun begyndte at svømme som seksårig i Nakskov Svømmeklub, der holdt til i en lille svømmehal med fire 25 m-baner, indrettet i et nedlagt elektricitetsværk. Allerede fra tiårs alderen deltog hun på klubbens bedste konkurrencehold, og i 1986 vandt hun sin første danske mesterskabstitel som en del af Nakskovs hold i 4x100 m crawl og har siden vundet 103 Danmarksmesterskaber. 1987 satte hun den første af sine 118 danske rekorder, og efter at have deltaget ved De Olympiske Lege (OL) i 1988 med en individuel 11. plads i nordisk rekordtid i 200 m crawl blev hun kåret til Årets Fund af Politiken. I 1989 vandt hun sine første medaljer ved et internationalt stævne, da hun ved Europamesterskabet (EM) vandt bronze i såvel 200 m crawl som i 200 m butterfly.Ved verdensmesterskabet (VM) i 1990, afholdt i januar 1991, fik Mette Jacobsen to bronzemedaljer, og ved EM i 1991 var hun den store triumfator med tre guldmedaljer og en bronzemedalje. De følgende to år var hendes resultater noget skuffende, bl.a. ved OL i 1992, og i 1993 blev det konstateret, at hun led af astma, en sygdom hun fortsat lider af, men som hun på grund af medicinsk behandling nu i mindre grad er plaget af. Dog blev hendes deltagelse ved OL i 1996 til dels ødelagt af sygdommen. Siden 1994 har Mette Jacobsen været tilknyttet det Team Danmark-støttede elitetræningscenter i Ishøj, hvor hun træner under sportschef Jens Glavind, som også er hendes samlever. EM i 1995 blev den helt store succes for hende, da hun som den første svømmer nogensinde opnåede fem individuelle medaljer, heraf to af guld, og ved kortbane-VM samme år blev hun den første danske verdensmester i svømning, da hun sejrede i 200 m rygcrawl. I 1996 var Mette Jacobsen en af de fem nominerede ved kåringen af århundredets kvindelige idrætsnavn i forbindelse med Danmarks Idræts-Forbunds (DIF) 100-års jubilæum, og at den endelige hæder tilfaldt 1930’ernes svømmestjerne Ragnhild Hveger er et godt udtryk for det høje niveau, dansk kvindesvømning har haft gennem store dele af århundredet. Mette Jacobsen har i 1998 og 1999 sat to Europarekorder, begge gange i 200 m butterfly på kortbane, hvor den seneste af rekorderne sikrede hende guldmedaljen ved kortbane-VM i 1999. Samme år sikrede hun sig sin 12. individuelle medalje ved EM og blev dermed sammen med Kristina Egerszegi fra Ungarn den mest vindende svømmer overhovedet ved disse mesterskaber. Mette Jacobsen har udmærket sig ved en usædvanlig succesfuld svømmekarriere, hvor hun har formået at holde sig på toppen i en meget lang årrække på trods af helbredsproblemer. Desuden er hun en alsidig svømmer, idet hun har vundet internationale medaljer i tre af de fire anerkendte svømmearter, crawl, rygcrawl og butterfly. Hun fik i 1991 B.T.s guld for årets idrætspræstation, og både i 1991 og 1995 blev hun kåret til årets idrætsnavn af DIF, Team Danmark og Jyllands-Posten. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jenny_Kammersgaard

Jenny Kammersgaard

2023-04-22T22:49:13+02:00

fri anvendelse

Langdistancesvømning i havet blev en populær idræt i Danmark efter Første Verdenskrig. 1918 afholdt man den første svømmekonkurrence fra Knippelsbro til badeanstalten Helgoland i Svanemøllebugten, en distance på godt fem km. Konkurrencen blev en årligt tilbagevendende begivenhed indtil 1924, og det var ikke mindst kvindelige svømmere, som gjorde sig gældende. De følgende år kastede kvinderne sig over stadig større udfordringer; Edith Jensen svømmede over Øresund i 1927, mens Lilli Andersen i 1936 blev den første, der havde held til at svømme over Storebælt. På dette tidspunkt trådte Jenny Kammersgaard ind på scenen og blev hurtigt det store navn inden for langdistancesvømning. Jenny Kammersgaard lærte at svømme som 17-årig og svømmede allerede i 1936 18 km fra Snaptun til Horsens og senere samme år fra Langeland til Korsør. Forfatteren og journalisten Niels Anesen blev opmærksom på hendes muligheder og fik med Politiken som sponsor organiseret en række langdistancesvømninger. Gennem avisens massive omtale kunne hele landet følge med i forberedelsen og gennemførelsen af svømmeturene. Ikke mindst hendes to forsøg på at krydse Kattegat fra Sjællands Odde til Grenå i sommeren 1937 fik stor opmærksomhed. Ved det mislykkede første forsøg var det lægen i ledsagebåden, som gentagne gange krævede, at Jenny Kammersgaard skulle opgive. Han mente, at hendes præstation efter omtrent 19 t. i havet var langt over grænsen for, hvad den kvindelige krop kunne tåle. Ifølge Jenny Kammersgaard foregik forhandlingerne således: “De maa op, Jenny, vi vil ikke risikere Deres Hjerte. De ved nok selv, De ikke har det godt nu,” sagde lægen H.P. Præst, men hun svarede: “Aah, I Idioter, I kender ikke mit Hjerte. Det gaar aldrig i staa.” Først da Niels Anesen lovede, at der ville blive tale om at gøre et nyt forsøg, indvilligede hun i at blive trukket op af vandet. En måned senere prøvede Jenny Kammersgaard igen med en anden læge i ledsagebåden, og denne gang lykkedes det at svømme fra Odden til Sangstrup Klint lidt nord for Grenå. Denne tur, som varede godt 29 t., gjorde hende til en international berømthed, og hun modtog bl.a. et telegram fra Hitler, hvori han ønskede hende til lykke med den enestående sportspræstation. Da hun kort tid efter var i Berlin, inviteret af et tysk forlag, holdt rigssportsfører H. von Tschammer und Osten en tale, hvor han bragte en hilsen fra Hitler, som mente, Jenny Kammersgaard måtte være en fisk, når hun kunne svømme så langt. Herefter blev det aftalt, at tyske videnskabsmænd skulle undersøge hende for at finde hemmeligheden bag hendes bedrift. Undersøgelsen blev dog udsat, og hun fik derfor ikke at vide, om hun var et menneske eller en fisk, som hun selv sagde. Fra sin hjemby Horsens modtog Jenny Kammersgaard 2.000 kr., som skulle bruges til at tage en svømmelæreruddannelse. Sammen med Niels Anesen rejste hun i tiden efter Kattegatsvømningen rundt i landet og holdt mod betaling foredrag om sin svømmetur, og i 1937 udgav de bogen Svømmeturen. Hun tjente desuden penge på at optræde i reklamesammenhænge og var således i stand til at gøre et erhverv ud af sin sport. Som en yderligere understregning af hendes popularitet komponerede Aage Stentoft en Jenny Kammersgaard-vals. Det følgende år svømmede hun fra Gedser til Warnemünde på 40 t. og 17 min. I luftlinie er der 52 km mellem de to byer, men på grund af strøm og afdrift blev hendes tur 110 km, hvilket er den længste distance, som er præsteret af en dansk svømmer. Jenny Kammersgaard blev uddannet som svømmelærerinde på Friedrich Wilhelms universitet i Berlin 1940-42. Herefter fortsatte hun med langdistancesvømningen, bl.a. 75 km i Gudenåen i 1943. I 1950 og 1951 svømmede hun over Den Engelske Kanal og i 1959 fra Læsø til Frederikshavn. Senere kastede hun sig over rekordsvømning i koldt vand og svømmede 200 m i tiliset vand på 7,13 min. i 1972, 400 m på 12,54 min. i 1976. I samtiden imponerede Jenny Kammersgaard ved sin evne til at udholde lave vandtemperaturer i lange perioder, mens hendes svømmeteknik bestod i en meget simpel brystsvømning i langsomt tempo, hvor hovedet blev holdt over vandet hele tiden. Med sine formidable maratonpræstationer satte hun spørgsmålstegn ved det billede af kvinder som væsener med en særlig begrænset fysisk kapacitet, som igennem 1930’erne blev fremført inden for dele af idræts- og lægeverdenen. Jenny Kammersgaard arbejdede i en årrække som syerske, hvorefter hun begyndte at undervise i svømning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lilly_Kelsby

Lilly Kelsby

2023-04-22T22:49:23+02:00

fri anvendelse

Ved Idrætsforeningen Spartas stævne på Østerbro Stadion i 1929 så man for første gang i Danmark kvinder deltage i en atletikkonkurrence. Disciplinen var 5x60 m stafetløb, og Politiken skrev dagen efter om “Et overflødigt Dameløb og et sørgeligt Uheld”, idet en af deltagerne var faldet og havde brækket lårbenet. Trods den offentlige modstand voksede antallet af deltagere hurtigt, og det fik i 1932 gymnastikinspektør Else Thomsen til at rejse en voldsom kritik af kvindeatletikken, som hun mente var i modstrid med det særligt kvindelige. Op gennem 1930’erne og ind i 1940’erne var kvindeatletik en omstridt idræt. I 1944 blev der imidlertid indført danske mesterskaber for kvindelige atletikudøvere. Lilly Kelsby var som et af de første store navne i dansk kvindeatletik medvirkende til, at atletik efterhånden blev anerkendt som en idræt også for kvinder. Hun voksede op i en arbejderfamilie med ni børn, og det var på opfordring af en broder, som havde set kvindeatletik på banerne ved Genforeningspladsen, at hun i 1942 meldte sig ind i Arbejdernes Idræts Klub. På det tidspunkt var kvindelige atletikudøvere udelukket fra at træne på Østerbro Stadion, som var forbeholdt de mandlige udøvere. Lilly Kelsby viste sig hurtigt at have store evner som kaster, og i 1946 blev hun nummer tre i såvel spydkast som kuglestød ved Danmarksmesterskabet (DM). I det følgende tiår var hun enerådende i spydkast og vandt DM ni gange i perioden 1947-56. Desuden vandt hun fire danske mesterskaber i slyngbold. I 1947 satte hun den første af i alt syv danske rekorder i spydkast, hvortil kommer en enkelt Danmarksrekord i slyngbold fra 1951, i øvrigt den sidste rekord, som blev anerkendt i denne disciplin. Hun kvalificerede sig til deltagelse ved De Olympiske Lege (OL) i London i 1948 efter at have sat dansk rekord i spydkast med 42,17 m, og her vandt hun som den første og hidtil eneste danske kvinde en atletikmedalje ved OL, da hun opnåede bronze i spydkast. 1950 deltog hun i Europamesterskabet (EM) med en sjetteplads som resultat, og ved OL i Helsingfors i 1952 førte hun en overgang spydkastkonkurrencen og satte med sit indledende kast på 46,23 m som foreløbig eneste dansker olympisk rekord i en atletikdisciplin. Hun bevarede rekorden i syv minutter, hvorefter den blev slået af tjekkoslovakken Dana Zatopekova, og Lilly Kelsby endte sluttelig på femtepladsen. Også EM i 1954 blev hun udtaget til, men forud for OL i Melbourne i 1956 viste hun en noget svingende form. Imidlertid satte hun to måneder før legene sin syvende og sidste danske rekord i spydkast, hvorefter der var mange fortalere for, at hun burde udtages til at deltage i OL. Dette blev til hendes store skuffelse ikke tilfældet, idet Danmarks Olympiske Komité i forbindelse med OL 1956 var meget restriktiv i sine udtagelseskrav på grund af de store udgifter, der var forbundet med den lange rejse til Australien. Fra 1957 boede Lilly Kelsby og hendes mand i Vallensbæk i sommerhalvåret, og i disse perioder henlagde hun sin træning til den hjemlige have, hvor hendes hund fik til opgave at hente spyddet efter kastene. Hun fortsatte som aktiv på nationalt plan og var så sent som 1964 med i finalerunden i spydkast ved DM. Lilly Kelsby har størstedelen af sit voksenliv været hjemmegående husmoder, men arbejdede nogle år i slutningen af 1950’erne som pakker på rugbrødsfabrikken EKA, indtil hun måtte stoppe på grund af gigt i hænderne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lene_K%C3%B8ppen

Lene Køppen

2023-05-23T16:12:52+02:00

fri anvendelse

Lene Køppen blev tidligt introduceret til idrættens verden, idet hendes fader Erik Køppen spillede på fodboldlandsholdet. Som otteårig var hun med, når moderen spillede badminton med sine veninder. Efter et par år droppede Lene Køppen badminton til fordel for svømning, men vendte senere tilbage til ketsjerspillet for som 17-årig at spille sig ind i den internationale badmintonelite. Lene Køppen deltog 12 gange ved de uofficielle verdensmesterskaber All England og vandt to All England-titler i damesingle 1979 og 1980. Desuden erobrede hun 25 nordiske mesterskaber i damesingle, damedouble og mixed double og blev Europamester i damesingle 1978 og 1982. Da det første officielle verdensmesterskab (VM) i badminton afholdtes i 1977 vandt hun damesingle og mixed double sammen med Steen Skovgaard. Lene Køppen sluttede idrætskarrieren som 30-årig i 1983. I løbet af 1970’erne professionaliseredes eliteidrætten. Den første store pengeturnering i badminton Masters Games blev gennemført i 1979. Lene Køppens sejr i damesingle gav 56.000 kr. til Dansk Badminton Forbund, under 10% gik til hende selv. Siden vandt hun mange store turneringer, men trods de voksende muligheder for at leve af pengepræmierne valgte Lene Køppen sideløbende med sin idrætskarriere at uddanne sig til og arbejde som tandlæge. Hun tog eksamen få uger efter VM-sejrene i 1977. Som halvprofessionel har hun indtaget en særlig plads i idrætshistorien, idet mange af hendes efterfølgere i den danske elite har satset på et professionelt idrætsliv. For Lene Køppen var det imidlertid vigtigt at forberede sig på tiden efter badmintonkarrierens ophør og ikke lade idrætten fylde hele livet. Hun var udsat for usædvanlig stor mediebevågenhed, og hun blev meget bevidst om at trække et skarpt skel mellem idrætsudøveren Lene Køppen og privatpersonen. “Jeg fik som regel en fin presse. Men der var visse blade, der fokuserede mere på mit udseende end på det, det drejede sig om: spillet,” har hun fx udtalt. Også på dette punkt adskiller hun sig fra senere eliteidrætsfolk, der i stigende grad har ofret privatlivets fred for at opnå stjernestatus. Lene Køppen er en del af en stolt dansk badmintontradition, som siden idrætsgrenens organisering i 1930’erne har haft adskillige kvinder i verdenseliten, bl.a. Tonny Ahm, der vandt sit første All England-mesterskab i 1939, og Camilla Martin, der blev verdensmester i 1999. Lene Køppen har markeret sig i dansk badmintonhistorie ved at blive den første verdensmester i damesingle og mixed double. Hun har fået adskillige hædersbevisninger, bl.a. modtog hun i 1981 som den første kvinde Nordens fornemste idrætspris Volvo-Pokalen og i 1985 det internationale badmintonforbunds ærestegn. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Lachmann

Karen Lachmann

2023-04-22T23:03:38+02:00

fri anvendelse

Fægtning blev tidligt en anerkendt idræt for kvinder i Danmark og leverede sammen med tennis og svømning de første danske kvindelige konkurrencedeltagere til De Olympiske Lege (OL). Det var en sport for de bedrestillede lag i Københavns-området, idet fægtetræning krævede individuel og derfor dyr instruktion. Den franskfødte fægtelærer L. Mahaut tilbød undervisning på sit private institut Salle d’Armes Mahaut fra århundredskiftet, og kvinderne kunne desuden fægte i Københavns Dame Fægteklub, stiftet 1898. Da Karen Lachmanns moder giftede sig for anden gang med litograf Aksel L., blev hun og hendes to søstre adopteret ind i en velhavende jødisk familie. De tre piger kastede sig over hver sin idræt, ridning, tennis og for Karen Lachmanns vedkommende fægtning på fleuret, den disciplin, som Ellen Osiier i 1924 havde vundet OL-guld i. I årene 1931-36 var Karen Lachmann medlem af fægteklubben Cirklen og herefter til sin død af Trekanten. Karen Lachmann deltog ved OL fire gange og nåede hver gang til den afsluttende finalerunde, første gang i 1936 med en femteplads som resultat. Yderligere opnåede hun, inden Anden Verdenskrig satte en stopper for fægtning på internationalt plan, at vinde bronze for hold ved Verdensmesterskabet (VM) i 1937. Under krigen var hun en periode medlem af Dansk Fægte-Forbunds ledelse. Årene efter krigen var sportsligt set hendes bedste, og sammen med bl.a. Grete Olsen vandt hun VM for hold i 1947 og 1948 og fik individuelt sølv både ved OL i 1948 og ved VM i 1949. Karen Lachmann havde en svag ryg og blev flere gange opereret for diskusprolaps; mest omfattende i 1950, hvor hun som en af de første danskere fik opereret et stykke knogle fra skinnebenet ind i ryggen. På trods af dette var hun i stand til at vende tilbage på højeste niveau med endnu en VM-sølvmedalje i 1951, bronzemedalje ved OL i 1952 samt individuelt VM-guld i 1954. I perioden 1951-57 vandt hun hvert år det danske mesterskab, hvorefter hun i 1958 måtte gennem endnu en større operation. Det lykkedes hende imidlertid atter at vende tilbage til fægtesporten og sikre sig et sidste individuelt dansk mesterskab i 1959. Karen Lachmann var i 25 år medlem af Trekantens bestyrelse, som formand i perioden 1955-62, og hun blev valgt ind i Dansk Idræts-Forbunds (DIF) bestyrelse 1962, samme år som hun døde. I 1948 modtog hun som den første oberst H. Sanders mindepokal fra DIF. Karen Lachmann var uddannet som sekretær og var i mange år ansat ved Københavns Universitets farmakologiske institut. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Susanne_Lindberg

Susanne Lindberg

2023-04-22T23:28:05+02:00

fri anvendelse

Susanne Lindberg opnåede i 1890’erne verdensberømmelse for sine præstationer som cykelrytter og skrev sig således ind i dansk idrætshistorie. Hun voksede op i et grundtvigiansk miljø. Hendes fader Niels L., der var valgmenighedspræst i Kerteminde, havde tidligere været huslærer for N.F.S. Grundtvigs søn F.L. Grundtvig. Fasteren Elise L. oprettede en skole i Sønderjylland. Som barn var Susanne Lindberg tæt knyttet til broderen Jak. Kr. L., der skulle blive en fremtrædende nationaløkonom. Efter faderens død i 1886 flyttede familien til København, hvor hun gik på Kunstakademiet for at blive uddannet til maler. Idræt udvikledes i sidste halvdel af 1800-tallet som et primært maskulint anliggende, hvorimod gymnastik var en mere acceptabel aktivitet for kvinder. I 1890’erne begyndte mænd i de brede befolkningslag at cykle, og snart kom også kvinderne med. Cykling, ridning, svømning og andre idrætter var dog ifølge datidens opfattelse upassende og farlige aktiviteter for kvinders krop og psyke, hvis de blev dyrket på “uheldig Maade”, dvs. med konkurrence for øje. Måske har dette været i Susanne Lindbergs tanker, da hun i foråret 1895 sneg sig til at deltage i de mandlige cykelrytteres træning i Dansk Bicycle Club (DBC). Senere samme år deltog hun for første gang i et cykelløb, DBCs Stjerneløb, hvor hun ganske uventet blev nummer fem af de 25 deltagere. De følgende to år stillede Susanne Lindberg op i en del løb på lige fod med de mandlige cykelryttere, bl.a. de såkaldte Esbjergløb, som havde København som start og mål. I 1895 gennemførte kun seks af de 34 deltagere. Susanne Lindberg nåede som den syvende til Esbjerg, men måtte på grund af uheld give op på hjemturen. To år senere blev hun placeret som nummer 17 ud af 27 gennemførende ryttere, og hun fik en guldmedalje for denne præstation. Størst opsigt, også langt ud over Danmarks grænser, vakte hendes verdensrekord 1897 på 1.000 km i tiden 54 t. 18 min. I mere end to døgn cyklede hun rundt på de sjællandske landeveje, mens et hold på 25 pacere, deriblandt adskillige af tidens dygtige cykelryttere, skiftedes til at sørge for, at hun holdt tempoet oppe. Hendes forlovede, senere ægtefælle, Charles Hansen betalte for løbets udgifter, som bestod i forplejning og overnatning til pacerne på Damhuskroen i Rødovre, og en forklaring på, at Susanne Lindberg blev accepteret i cykelsportsmiljøet, kan være, at Charles Hansen var en af 1890’ernes bedste landevejsryttere og desuden idrætsleder. Ud over hende var der kun ganske få kvindelige cykelryttere, bl.a. Johanne Jørgensen, der i 1890 debuterede på Ordrupbanen og i de følgende år satte Danmarksrekord både i 6- og 12-timers løb. Som det var karakteristisk for de første idrætskvinder, stoppede Susanne Lindberg sin karriere, da hun i 1899 blev gift, og hun helligede sig derefter familielivet. Hun var angiveligt meget stolt over at kunne tilbagevise påstandene om, at cykelsport var usund for kvinder, idet hun fik syv børn, hvoraf flere blev ivrige idrætsfolk. Hendes præstationer var et markant udtryk for den begyndende kvindeemancipation i slutningen af 1800-tallet, og det må have været et ganske overvældende syn for samtidens kvinder at se hende race afsted. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Susanne_Nielsson

Susanne Nielsson

2023-04-22T23:11:10+02:00

fri anvendelse

Med svømmeren Susanne Nielsson indledtes en ny epoke i dansk kvindesvømning, baseret på en omfattende og systematisk træning. Allerede tidligere i 1900-tallet havde kvindesvømningen en storhedstid med svømmere som Else Jacobsen, Ragnhild Hveger og Inge Sørensen, ligesom danske kvinder efter Susanne Nielssons svømmekarriere har været i den internationale svømmeelite med Mette Jacobsen som den mest vindende danske kvinde gennem tiderne. Susanne Nielsson voksede op i Malling syd for Århus i en familie, hvor alle dyrkede svømning i Aarhus Gymnastikforening (AGF), hendes moder havde bl.a. været Danmarksmester. AGFs ledere så tidligt Susanne Nielssons store talent for sportsgrenen, og som 12-årig vandt hun sit første danske mesterskab (DM). I 1973 ansatte AGF den norske træner Hallbjørn Stenhaug, som indførte helt nye træningsmetoder. Stenhaug var med undtagelse af en kort afbrydelse i 1978 Susanne Nielssons træner til og med De Olympiske Lege (OL) 1980. Hendes træning blev udvidet fra tre-fire til 12 gange om ugen med en daglig træningsmængde på 10-12 km og enkelte dage helt op til 20 km. Hun var den første danske svømmer, som trænede så omfattende, systematisk og disciplineret, og resultaterne udeblev ikke. Inklusive DM på kortbane vandt hun i alt mere end 90 Danmarksmesterskaber i perioden 1974-83. De største sejre var sølvmedaljen i 200 m brystsvømning ved Europamesterskabet (EM) for juniorer 1975, en tilsvarende placering i 200 m brystsvømning ved EM 1977, bronze i 200 m brystsvømning ved verdensmesterskabet 1978 og bronze i 100 m brystsvømning ved OL 1980. Derudover satte hun over 100 danske rekorder, hvoraf to var uofficielle verdensrekorder. Da Susanne Nielsson var færdig med folkeskolen, forhandlede AGF sig på hendes vegne frem til en lærlingekontrakt med sportstøjfirmaet Hummel. Hun gik på handelsskole og fik ud over lærlingelønnen et tillæg samt mulighed for at træne og deltage i stævner efter behov. Hun afbrød dog senere uddannelsen. AGFs forsøg på at hjælpe Susanne Nielsson i gang med uddannelse og arbejde har paralleller til det arbejde, som idrætsorganisationen Team Danmark siden 1985 har udført for at støtte eliteidrætsudøvere. Susanne Nielsson havde ligesom Stenhaug oprindelig ønsket at slutte svømmekarrieren efter OL i 1980, men uden den daglige træning tog hun voldsomt på i vægt. Det motiverede hende til at fortsætte sin sport, og hun formåede at holde sin position i dansk svømning, indtil hun i 1983 stoppede definitivt. Herefter har hun haft forskellige job, bl.a. som livredder, svømmeinstruktør og receptionist. Selvom de personer, som omgav Susanne Nielsson, prøvede at optimere både hendes svømmekarriere og fremtidsmuligheder, har hun efterfølgende været kritisk over for forløbet: “Jeg rettede mig efter, hvad de voksne omkring mig sagde. Jeg var meget uselvstændig og fulgte bare med. Da jeg blev ældre, blev jeg desuden udsat for et meget stærkt pres fra Dansk Svømme-Forbund, AGF, Stenhaug og af min mor. Og så følte jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at stoppe,” har hun udtalt. Også journalisternes vedvarende interesse har formodentlig været anstrengende, ikke mindst fordi forholdet mellem Susanne Nielsson og hendes træner blev fremstillet som særdeles konfliktfyldt. Set i bakspejlet har hun fortrudt, at hun i de unge år satsede så hårdt på svømningen, “for man har kun ét liv,” som hun har sagt, og der var meget, der skulle indhentes, da idrætskarrieren var forbi. Hun vurderer således selv, at hun betalte en meget høj pris for at gennemtrumfe den jernhårde træningsindsats, der gjorde hende til et af dansk brystsvømnings største navne nogensinde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dorthe_Rasmussen

Dorthe Rasmussen

2023-04-22T23:21:33+02:00

fri anvendelse

Dorthe Rasmussen var blandt de første danske kvinder, der løb langdistanceløb, og hun blev i 1980’erne og 1990’erne en del af den internationale elite. Da kvinder begyndte at dyrke atletik i 1920’erne, fik de ikke megen anerkendelse og accept. De kunne kun deltage i ganske få discipliner, og især tog det lang tid, før de fik adgang til de lange udholdenhedskrævende løb. Ved De Olympiske Lege (OL) var de første danske kvindelige atletikudøvere med i 1948. Maratonløb kom på kvindernes program ved OL i Los Angeles 1984, og Dorthe Rasmussen, der deltog som eneste kvindelige danske atletikudøver, stillede op i denne disciplin og opnåede en 13. plads. Dorthe Rasmussen begyndte som barn at dyrke atletik i Glostrup Idræts Club efter at have deltaget i skolestævner og oplevet, at hun havde talent som løber. 1974 vandt hun som 14-årig sit første danske mesterskab i 3.000 m løb og blev dermed den hidtil yngste atletikmester. Tre år senere blev hun junior-Europamester i 1.500 m løb. På det tidspunkt var hun allerede begyndt på maraton, og hun deltog derefter i mange store maratonløb med den bedste tid på 2 t. 29 min. 34 sek., som rakte til en fjerdeplads i London Maraton 1989. 1992 blev hun igen udtaget til OL, hvor hun stillede op i 10.000 m løb. Samme år var hun hovedkraften bag den danske sølvmedalje i maratonstafetløb ved verdensmesterskaberne. Hun var målrettet og energisk i sin træning og vandt mere end 30 danske mesterskaber. Hendes mere end 20 år lange idrætskarriere varede til 1995, da hun valgte at stoppe på grund af de skader, hun havde pådraget sig gennem de sidste to år. I en kort periode gik Dorthe Rasmussen på sygeplejeskole, men studiet harmonerede ikke med hendes idrætsliv. I stedet tog hun på college i USA 1979-80, hvor idræt var integreret i uddannelsen, og hun blev individuel amerikansk collegemester. Da hun kom hjem, læste hun til husholdnings- og ernæringsøkonom på Suhr’s Seminarium og blev færdiguddannet 1985. Dorthe Rasmussen har formået at gøre idræt til sit erhverv. Hendes største indtjeningskilde var i en årrække pengepræmier og sponsorer. I 1986 åbnede hun en butik for løbeudstyr i Århus sammen med sin samlever og træner Dan Engell, senere oprettede de firmaet Ronhill til import af løbetøj. Efter Engells død i 1998 har Dorthe Rasmussen videreført firmaet selv. Sideløbende underviste hun i kostvejledning, udgav bogen Mad for sportsfolk, 1989, og blev 1995 ansat på løbskontoret i idrætsforeningen Sparta, hvor hun også er medlem af bestyrelse, forretningsudvalg og løbsledelse. I 1996 valgte hun under stor mediebevågenhed som den første danske eliteidrætsudøver at springe ud som lesbisk. Danmarks Radio bragte indslag både i en sportsudsendelse og i TV-Avisen. Hendes motiv til at stå frem offentligt var et ønske om, at det ville hjælpe andre homoseksuelle til at vedkende sig deres seksualitet. Dorthe Rasmussen modtog Den gyldne pigsko 1989 som årets bedste danske atletikkvinde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inge_S%C3%B8rensen

Inge Sørensen

2023-04-22T23:19:23+02:00

fri anvendelse

Ved De Olympiske Lege (OL) i Berlin 1936 vandt den 12-årige Inge Sørensen en bronzemedalje i brystsvømning. Med denne opsigtsvækkende præstation blev hun både genstand for en national hyldest og for en diskussion om nedre aldersgrænser for deltagelse i konkurrencer. Journalisten Gunnar Nu Hansen gav hende tilnavnet Lille henrivende Inge, og i Danmark samledes befolkningen omkring radioapparaterne for at høre hans reportager i den første direkte transmission af en udenlandsk idrætsbegivenhed. Inge Sørensen voksede op i Skovshoved nord for København og svømmede allerede som helt lille i det nærliggende Øresund. Som otteårig begyndte hun at svømme i Dansk Kvindegymnastikforening, hvor hendes gymnastiklærerinde fra skolen var svømmetræner. Træningen foregik bl.a. i Københavns første svømmehal Østerbro Svømmehal, der blev bygget i 1929-30. Hun blev som mange af Mellemkrigstidens succesfulde kvindelige svømmere trænet af Ingeborg Paul-Petersen, der var leder af Paul Petersens Institut. Inge Sørensen var talentfuld, og hun konkurrerede tidligt med de voksne svømmere. Hun blev bakket op af sine forældre, som lærte hende, at det var lige så vigtigt at kunne tage et nederlag med et smil som at yde en fin præstation. Sit gennembrud fik hun som 11-årig, hvor hun præsterede meget fine tider i brystsvømning. Hun vandt ni danske mesterskaber i årene 1936-44, blev nordisk mester i 1937 og 1939 og Europamester 1938. Hun satte 14 danske rekorder i 200, 400 og 500 m brystsvømning og tre verdensrekorder. Ved OL i Berlin i 1936 var Inge Sørensen med som yngste deltager. Da hun vandt bronze i finalen, fik Danmark sin første medalje, og hendes præstation vakte en enorm opsigt både i Berlin og Danmark. Ved hjemkomsten blev idrætsfolkene, og især svømmepigerne Inge Sørensen og Ragnhild Hveger, hyldet af 30.000 mennesker, som havde taget opstilling ved Enghave Station, hvor Berlinekspressen holdt. Senere gik turen til Sønderstrand Badeanstalt, hvorfra Inge Sørensen sejlede til mere hyldest i hjembyen Skovshoved. Undervejs stod folk i tusindvis langs ruten og vinkede til den olympiske heltinde. Et par dage senere udgav musikeren Carl Viggo Meincke slageren Lille henrivende Inge. Med sin rene ungdommelighed blev Inge Sørensen gjort til et nationalt symbol i en tid med oprustning og truende ydre fjender. Men succesen havde også en negativ side. I forlængelse af hendes præstation rejste idrættens ledere og kritikere en debat om aldersgrænsen for deltagelse i konkurrencer. Dansk Idræts-Forbund (DIF) vedtog i november 1936 et forslag fra formanden generalmajor Holten Castenschiold om at fastsætte en nedre aldersgrænse på 16 år for deltagelse i konkurrencer. Inge Sørensen fortsatte dog sin succesfulde svømmekarriere, så øjensynligt havde DIF svært ved at føre sin beslutning ud i livet. Inge Sørensen blev uddannet fra Ester Berners Institut for dans, ballet, gymnastik og svømning i 1946 og underviste herefter i gymnastik og svømning både i privat regi og foreninger. Efter at hun 1948 var blevet gift med ingeniøren Janus Tabur, bosatte de sig på grund af hans arbejde først i Sydafrika, siden i Canada og fra 1951 i USA. Inge Sørensen underviste i gymnastik og svømning i de forskellige lande, hun boede i, men stoppede, da hun fødte sit første barn i 1952. Hun fortsatte dog med at svømme på fritidsbasis, indtil hun måtte holde op på grund af pandehulebetændelse. Inge Sørensen nåede toppen af sin karriere, allerede da hun var et barn. Og netop hendes barnlige uskyld førte til et så markant gennembrud i medierne, at efterfølgende generationer stadig ved, hvem “Lille henrivende Inge” er. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Trangb%C3%A6k

Else Trangbæk

2023-04-22T23:14:17+02:00

fri anvendelse

Som barn og ung i Viborg Gymnastik Forening (VGF) fik Else Trangbæk grundlagt sit stærke engagement i idræts- og foreningslivet. Kulturen her var præget af medansvar og tro på den enkeltes betydning for tingenes tilstand og mulige forandring. Da VGF i 1960 som en af de første foreninger tog kvindelig idrætsgymnastik på programmet, deltog Else Trangbæk fra starten. Hun vandt sit første af seks danske mesterskaber i ottekamp 1964 og har derefter vundet over 20 danske mesterskaber i enkeltdiscipliner. Ved De Olympiske Lege i Mexico 1968 blev hun Danmarks første kvindelige konkurrencegymnast. Bortset fra en kort pause i 1971, hvor hun fik sit første barn, var hun med ved samtlige landskampe og deltog i alle nordiske-, Europa- og verdensmesterskaber i perioden 1963-72. Mens Else Trangbæk var elitegymnast, blev hun bank- og handelsuddannet. Senere tog hun studentereksamen 1974 på Statens Kursus og læste derefter idræt og historie på henholdsvis Danmarks Højskole for Legemsøvelser (DHL) og Københavns Universitet. Efter at være blevet cand.mag. i 1980 blev hun ansat som adjunkt på DHL, hvor hun 1989-95 ledede forskningsafdelingen. Fra 1992 var hun tillige leder af Center for Idrætsforskning under Københavns Universitet, og da DHL blev en del af universitetet, fik hun 1998 stillingen som lektor ved det nye Institut for Idræt. Else Trangbæk har været en af drivkræfterne i opbygningen af den humanistisk- samfundsvidenskabelige idrætsforskning i Danmark. I 1984 tog hun initiativ til oprettelsen af Dansk Idrætshistorisk Forening – Krop og Kultur, som hun var formand for indtil 1996. Dansk Idræts-Forbund (DIF) havde allerede i 1959 oprettet Idrættens Forskningsråd for at koordinere den spirende idrætsforskning. Her blev Else Trangbæk medlem 1989, og i begyndelsen af 1990’erne lykkedes det at overbevise kulturminister Jytte Hilden om nødvendigheden af at tilføre rådet flere ressourcer. Else Trangbæk blev i 1996 formand for det omstrukturerede Idrættens Forskningsråd. I sin egen forskning har hun koncentreret sig om to hovedområder: gymnastik- og idrætshistorie samt køns- og kvindehistorie og udgivet adskillige bøger og artikler på begge felter. 1987 blev hun lic.phil. på afhandlingen Mellem leg og disciplin om gymnastikken i Danmark i 1800-tallet, og hun var redaktør af og medforfatter til DIFs 100-års jubilæumsskrift Dansk idrætsliv, 1995. Else Trangbæk har også engageret sig i den frivillige idræt som formand for Rødovre og Omegns Gymnastikforening 1980-86, medlem af adskillige udvalg i DIF og af Kulturministeriets eliteidrætsudvalg 1981-83. Hun var blandt initiativtagerne til de første seminarer om kvinder og idræt i 1982, der førte til nedsættelse af en arbejdsgruppe i DIF om emnet, hvori hun deltog i 1983-87. Endelig spillede hun en central rolle i udarbejdelsen af DIFs rapport Idrætten mod år 2000, 1992. Else Trangbæks store arbejdsindsats bærer præg både af hendes indgående kendskab til alle facetter af den idrætsverden, hun har beskæftiget sig med som gymnast, leder og forsker, og af hendes vilje og evne til at skabe forandring. Hun fik Gerlevprisen i 1990 og DIFs kvindeidrætspris i 1994. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Magdalena_Andersdatter

Magdalena Andersdatter

2023-04-22T22:54:48+02:00

fri anvendelse

Magdalena Andersdatter var norsk og kom til Færøerne omkring 1616. Da hendes første ægtemand døde, drev hun deres købmandsforretning videre, indtil hendes skibe forliste, hvorved hun kom i stor gæld. En tid boede hun hos venner i Bergen. Ca. 1616 giftede hun sig med færingen Mikkjal Joensson og rejste til Færøerne med ham. De har sandsynligvis lært hinanden at kende, da han som ung studerede i Bergen. Fra at være borgerske i en handelsby med omkring 6.000 indbyggere kom Magdalena Andersdatter til bygden Lamba, som næppe bestod af mere end en gård. Hendes nye ægtemand var langt ældre end hun og enkemand. På gården var nogle af hans børn fra første ægteskab og andre slægtninge foruden tjenestefolk. Joensson var en velhavende mand, som i kraft af sin store jordejendom efterhånden fik tillidsposter som sysselmand og lagrettemand. Forholdet mellem Magdalena Andersdatter og hendes mands slægtninge var ikke godt, og med årene forværredes også forholdet mellem ægtefællerne indbyrdes, og som noget usædvanligt i færøsk retshistorie blev deres stridigheder i flere tilfælde indbragt for retten. Magdalena Andersdatter følte sig uretfærdigt behandlet og svigtet af sin mand, hvad enten han mødte i retten på hendes vegne, fx i sager om ærekrænkelse, eller som hendes modpart. Hun klagede over, at han traf afgørelser og økonomiske dispositioner uden om hende og i nogle tilfælde krænkede hendes ejendomsret. Året 1633 synes at have været særlig turbulent, og Magdalena Andersdatter havde planer om at rejse bort. Men hun fik ikke tilladelse til at forlade landet, før hun havde modtaget sin dom for bagvaskelse af landfogeden, som var en af de mest indflydelsesrige øvrighedspersoner. Hun havde nemlig beskyldt landfogeden for at have solgt en båd, som hendes mand havde lånt ham. Hun hævdede, at det var hendes båd, som hun skulle bruge i tilfælde af sørøveroverfald, men både ægtefællen og fogeden affejede hendes påstand. Samtidig modtog hun en stævning fra sin ældste stedsøn, hvori hun blev anklaget for at nægte sine hjemmeboende stedsønner adgang til at spise ved deres faders bord og deltage ved husandagten. Desuden beskyldte han hende for at forringe faderens formue ved at stikke hoser, smør m.m. af den fælles husholdning til side. Da Magdalena Andersdatter ikke mødte på tinge, skete der ikke mere. Og udrejseforbudet til trods rejste hun året efter først til Bergen for at sætte sin søn Jonas i latinskole og derfra til København, hvor hendes datter var gift. Ved den lejlighed indleverede hun en klage over landfogeden til kongen og de danske myndigheder. Fogeden blev gjort bekendt med hendes klage, og på et tingmøde i 1635 forhørte han sig hos hendes mand, om det var med hans vilje, at Magdalena Andersdatter var rejst til Danmark for at indgive klage over ham. Ægtefællen svarede, at han havde givet hende lov til at rejse til Bergen, men ikke til København Magdalena Andersdatter var hjemme igen på Færøerne i 1638 og til stede på det tingmøde, hvor hendes mand bekræftede, at bådsalget var gået rigtigt til, samt at han frivilligt og ikke under fogedens tvang, som hun havde påstået, havde ladet halvdelen af gården overgå til sin søn. Joensson anførte, at han ikke havde været i stand til at drive gården alene under hendes ulovlige udlandsophold i flere år, men tilføjede, at hun skulle være velkommen hjem igen på betingelse af, at hun opførte sig bedre end før, da hun havde "løbet efter hannem om Nattetide udi hendes bare Serk med et Hvalspjud og vilde have stukket hannem ihiel". Der var også andre forhold, som han for skams skyld ikke ville nævne. Den samme vinter var Magdalena Andersdatter igen i København, hvor hun på ny klagede til kongen over fogeden på Færøerne, især over hans behandling af sagen om hendes store båd. I sin svarskrivelse anførte fogeden, at "Bonde er Bos Værge", dvs. at han ikke anerkendte, at båden var hendes særeje. Derefter forsvinder sporene af Magdalena Andersdatter. Sandsynligvis vendte hun aldrig tilbage til Færøerne, hun kan have tilbragt resten af sin levetid hos sin datter i København Magdalena Andersdatter udgør en undtagelse fra reglen om, at kvinder i 1600-tallet næsten udelukkende nævnes i forbindelse med sædeligheds- og tyverisager. Der har sikkert været delte meninger om hendes person i samtiden, og det er uklart, om hun har inspireret andre til at stille spørgsmålstegn ved øvrighedens embedsførelse eller ved kvinders rettigheder. Men i eftertiden har hendes skæbne fængslet mange. Færøske historieskrivere i midten af 1800-tallet har fremhævet hende som en folkelig heltinde: "Selv Kvinderne ville ikke med Taalmodighed taale nogensomhelst Underkuelse." I 1890'erne vendte den daværende dommer på Færøerne sig skarpt mod tidligere tiders idealisering af hendes oprør og affejede hende som "et ondsindet Fruentimmer, som har ført en aldeles uberettiget Klage over Fogden og Mandens Slægt". 1900-tallets forfattere har forsøgt at anlægge en psykologisk betragtning på baggrund af hendes herkomst og senere liv som venne- og frændeløs i et fremmed land uden sin mands opbakning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_Andersen

Signe Andersen

2023-04-22T23:09:43+02:00

fri anvendelse

Signe Andersens politiske karriere blev kort, men spektakulær. Allerede som ganske ung blev hun optaget af socialismen, og endnu mens hun boede på fødeøen Fyn, forsøgte hun at bringe en hensygnende socialdemokratisk forening i Svendborg til live igen. I adskillige år efter hendes afrejse til København fulgte foreningen hendes venstreoppositionelle linie. Det politiske engagement fortsatte hun, da hun kom til hovedstaden, hvor hun fik arbejde som hjælpelærerinde på Elisabet Ouchterlonys småbørnsskole på Frbg. Ouchterlony, der i 1871 havde været en af initiativtagerne til Dansk Kvindesamfund (DK), havde oprindelig tilsluttet sig Venstre, men var under indtryk af en stor strejke i 1885 blevet overbevist socialist. I slutningen af 1880’erne flyttede de sammen, og det var således to politisk bevidste og ligesindede kvinder, der i nogle år skulle danne bofællesskab. Også religiøst delte de opfattelse, de var således begge medlemmer af Københavns. katolsk-apostolske menighed. I 1888 deltog Signe Andersen som den første kvinde efter Jaquette Liljencrantz i en socialdemokratisk kongres og valgtes som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, opstillet af provinsafdelingerne. Ved valget til hovedbestyrelsen i 1889 kom hun ind som ordinært medlem, denne gang valgt for København Hun sluttede sig her til oppositionen, der var anført af de revolutionære socialister Gerson Trier, som var suppleant til hovedbestyrelsen, og Nicolaj L. Petersen. Samme år startede de to mænd det socialistiske ugeblad Arbejderen, og Signe Andersen skrev en række indlæg i bladet. I løbet af 1889 skærpedes modsætningsforholdet mellem hovedbestyrelsens flertal og oppositionen i spørgsmålene om deltagelse i den internationale socialistkongres i Paris og et eventuelt samarbejde med borgerlige partier i forbindelse med det kommende valg. I en artikel i Arbejderen, der i øvrigt konsekvent brugte en meget moderne ortografi, kritiserede Signe Andersen i skarpe vendinger sine partifæller. Ikke blot anklagede hun dem for deres valgsamarbejde med de borgerlige partier, hun hævdede også, at de “i deres agitasjon (havde) forstået at skjule sosialismens kærne, fortie dens mål eller omtale det som noget, der lå så langt ude i en fjærn fremtid, at ingen behøvede at frygte derfor”. Hovedbestyrelsen krævede nu, at hun tilbagekaldte sine “ærerørige Beskyldninger”, men det afviste hun. Som hun selv udtalte i et indlæg i Arbejderen: “Hvad jeg har skrevet er min mening, og den står jeg ved.” På et efterfølgende partimøde blev hun stemt ud af hovedbestyrelsen. Sagen gav genlyd, også uden for socialdemokratiske kredse, og affødte bl.a. en ironisk kommentar i Kvinden og Samfundet, DKs blad. Umiddelbart efter blev hele redaktionen bag Arbejderen ekskluderet af partiet, og i solidaritet med sine fæller meldte Signe Andersen sig ud af Socialdemokratiet. Da de ekskluderede i 1890 stiftede Det revolutionære socialistiske Arbejderparti, tilsluttede hun sig dette og blev medlem af centralkomitéen. Hun fortsatte her, indtil både partiet og Arbejderen blev nedlagt i 1893. Også på det lokale plan var Signe Andersen politisk aktiv. Sammen med Ouchterlony og medlemmer af Arbejderens redaktion havde hun allerede i 1889 været blandt de drivende kræfter i stiftelsen af Socialistisk Vælger- og Diskussionsforening på Frbg., og hun blev medlem af bestyrelsen. Anført af bestyrelsens revolutionære medlemmer havde foreningen vedtaget en resolution om kun at støtte socialistiske kandidater ved rigsdagsvalget. Da Arbejderens redaktion få uger senere blev ekskluderet af Socialdemokratiet, blev det imidlertid bifaldet af vælgerforeningen, skønt to af de ekskluderede var medlemmer af dens egen bestyrelse. Som konsekvens heraf meldte Signe Andersen og Ouchterlony sig ud af foreningen, der i øvrigt ændrede navn året efter til Socialdemokratisk Vælgerforening. I 1890 døde Ouchterlony. Signe Andersen, der var indsat som hendes universalarving, levede sine sidste år hos en broder, der var urmager i Tranebjerg på Samsø, og blev boende her også efter hans død i 1925. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Beenfeldt

Henriette Beenfeldt

2023-04-22T22:48:13+02:00

fri anvendelse

Henriette Beenfeldt var optaget af to store politiske bevægelser: fredssagen og retsstatstanken. Efter udbruddet af Første Verdenskrig 1914 blev arbejdet for freden særdeles aktuelt, og både Henriette Beenfeldt og hendes ægtefælle var fra omkring 1916 aktive i Dansk Fredsforening (DF), stiftet af Fredrik Bajer 1882. Også i Danske Kvinders Fredskæde, fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), var Henriette Beenfeldt tidligt med. KILFF var en dansk sektion af Women’s International League for Peace and Freedom, der var stiftet på en kvindefredskongres i Haag 1915. Omkring 1918 deltog Henriette Beenfeldt i DFs diskussioner om holdningen til andre fredsforeninger, særlig KILFF, der af flertallet blev betragtet som en konkurrent og splittende faktor i fredsarbejdet. I DFs organ Fredsbladet argumenterede hun forgæves for det hensigtsmæssige i, at der ikke kun eksisterede én stor forening. Hun mente tværtimod, at DF burde bakke op om flere foreninger, således at forskellige målgrupper kunne nås, og sagen styrkes bredt. I modsat fald ville “de som ikke har sluttet sig til en Sag, altid bliver taget til Indtægt af deres Modstandere”. Formanden Niels Petersen fandt Henriette Beenfeldts indstilling skadelig for DF, og herefter synes hun at have lagt hele sit fredsarbejde i KILFF. 1918-21 sad Henriette Beenfeldt i KILFFs bestyrelse, fra 1921 var hun bestyrelsesmedlem i Københavns-kredsen, hvor hun med stor dygtighed var formand 1925-28 efter Clara Tybjerg. Efter at have nedlagt formandshvervet fortsatte Henriette Beenfeldt fra 1928 som menigt medlem af KILFFs bestyrelse. I en årrække var hun foreningens repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd. Gennem årene samledes en stor vennekreds i hendes hjem til møder og studiekredse, fx havde en indsamling af brugt linned til wienerbørn efter Første Verdenskrig base i hendes stuer. Ved forberedelserne til Kvindernes Fredsdag, der fra 1918 blev afholdt hvert andet år, og hvor der blev samlet penge ind, mødtes alle distriktslederne hos Henriette Beenfeldt under festlige former. Henriette Beenfeldt blev tidligt optaget af retsstatstanken og den amerikanske økonom H. Georges idé om, at statens udgifter skulle finansieres ved beskatning af jord. Georgismen fik afgørende indflydelse på Retsforbundet, der blev stiftet 1919 med frihandel og fuld grundskyld på partiprogrammet. Bevægelsens stærke individualisme og ønske om uafhængighed af staten passede Henriette Beenfeldt godt. Hun var opstillet for partiet ved en række folketingsvalg 1926-47, men opnåede ikke valg i det lille parti. Efter Anden Verdenskrig kom Henriette Beenfeldts fredsidealer i opposition til den gruppe i partiet, som i 1949 tilsluttede sig, at Danmark indgik i NATO. Ud fra sit radikale pacifistiske synspunkt var hun imod oprustning og fandt, at den havde en skadelig virkning på folkets mentalitet. Henriette Beenfeldt var en debatskaber. Hun startede ofte længerevarende meningsudvekslinger som regel om kvindesaglige emner. Således gik hun imod den såkaldt kvindelige værnepligt, som krævede obligatorisk husholdningsundervisning for alle unge kvinder, ligesom hun udtalte afsky for den måde, hvorpå tyske mødre blev kommanderet til at føde børn til kanonføde. Henriette Beenfeldts markante synspunkter på kvinders stilling var provokerende, men også forfriskende, og hun er blevet beskrevet som et fint, rigt begavet og hjertevarmt menneske. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Beinta_Broberg

Beinta Broberg

2023-04-22T22:54:29+02:00

fri anvendelse

Beinta Broberg er en af de mest kendte kvinder på Færøerne, men hendes berømmelse beror især på skildringer af hende i sagn, romaner og på film. Den historiske person er blevet overskygget af de mytiske og fiktive fortællinger om hende. Hun giftede sig inden for en kort årrække omkring 1700 med tre præster, som alle fik en krank skæbne, og denne kendsgerning har givet inspiration til flere forfattere. Sagnlitteraturen kaldte hende Illa Beinta (Den onde Beinta) og gav hende skyld for sine to første ægtemænds død og for, at den sidste blev sindssyg. Hun behandlede sine underordnede dårligt og ansås for at øve trolddom. I 1900-tallet har to færøske forfattere skrevet romaner med Beinta Broberg som hovedperson. Hans A. Djurhuus’ Beinta, som udkom i 1927, skildrer hende som en ulykkelig kvinde, der forvoldte ulykker for sine ægtemænd uden dog direkte at være skyld i dem. Barbara af Jørgen-Frantz Jacobsen, som er den betydeligste af de to romaner, udkom posthumt i 1939. Modellen for titelpersonen er forfatterens kusine Estrid Bannister Good, og hovedpersonernes navne er fiktive. Men handlingen i romanen er henlagt til Beinta Brobergs tid og miljø og skildrer hendes møde og samliv med sin sidste ægtemand. Her tolkes hun som et naturbarn, som lever sine følelser ud uden skyld i den sorg, hun forvolder sine medmennesker. Drejebogen til den danske filminstruktør Nils Malmros’ film Barbara, 1997, følger Jørgen-Frantz Jacobsens roman. Embedsmændene på Færøerne var ofte danskere, men de fleste blev på Færøerne resten af deres liv. Sammen med præster og storbønder udgjorde de den herskende klasse. Beinta Broberg var født i en sådan familie. Begge hendes forældre kom fra Danmark. Hendes første ægtemand, som var enkemand og havde en søn, var præst i Norðoyggjar. Han døde, da de havde været gift i ca. fem år. Beinta Broberg blev ikke, som det ellers var sædvane, gift med efterfølgeren i embedet. Hun boede på præstegården i det såkaldte nådens år, som præsteenker var berettiget til, og giftede sig herefter med den næste præst, der fik embede på Færøerne. De flyttede ind i præstegården i Vágar, men også han døde få år efter giftermålet. Den tredje ægtemand var Peder Arhboe, efterfølgeren i Vágar pastorat. Han blev fradømt sit embede i 1718 på grund af forskellige stridigheder med lokalbefolkningen. Af de undersøgelser, der gik forud for fradømmelsen, får man indtryk af, at han var psykisk syg. De levede derefter i fattige kår i Vágar til deres død. Beinta Broberg fik en søn og tre døtre, hvoraf man kun kender navnet på den ene. De samtidige kilder belyser udelukkende hendes liv indirekte og giver ikke noget fingerpeg om hendes aktive medvirken i begivenhederne. Snarere får man indtryk af en kvinde, som har handlet i overensstemmelse med det, man kunne forvente af kvinder på den tid. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dyveke

Dyveke

2023-04-22T23:00:56+02:00

fri anvendelse

“I Herrens aar 1516 blev en skriver ved navn Hans hængt på mistanke om tyveri. Men da Dyveke fik dette at vide, skal hun hulkende have udbrudt, idet hun slog sig for brystet: ‘Hans død har jeg stor del i, Gud tilgive mig i sin naade!’.” Sådan berettede karmelittermunken Poul Helgesen i sin berømte Skibykrønike, forfattet 1519-34. Den Dyveke, han skrev om, var kong Christian 2.s elskerinde og datter af den i samtiden forhadte Sigbrit Villoms, også kaldet Mor Sigbrit. Da Christian og Dyveke i 1507 mødte hinanden, var han 26 år og tronfølger. Det skete i Bergen, hvor han, der året før af sin fader kong Hans var indsat som regent i Norge, søgte at få brudt de stærke nordtyske Hansestæders dominans over handelslivet her. Dyveke og Sigbrit, der stammede fra Amsterdam, havde en krambod, hvor de som så mange andre enlige kvinder på den tid ernærede sig som høkersker, en art småhandlende. Christian blev åbenbart hurtigt nært knyttet til Dyveke, for han tog hende og Sigbrit med sig først til Oslo og siden, da han i 1513 efterfulgte faderen på tronen, til København De blev installerede på Hvidøre nær Skovshoved, men senere flyttede kongen dem ind i en gård på Amagertorv. Sigbrit fik god brug for sine evner som handelskvinde, da hun på et tidspunkt blev en af Christian 2.s nærmeste rådgivere, ja, måske endda den nærmeste. Det forhold, at kongen knyttede så stærke bånd til en borgerlig, der desuden både var kvinde og udlænding, var helt uacceptabelt for rigets øverste mænd, adelen og rigsrådet. Hun fik af Christian 2. tildelt en magt, som ingen borgerlig tidligere havde haft, og adelen gjorde, hvad den kunne for at formindske hendes indflydelse. Dyveke blev betragtet som den, der bandt Christian 2. og Sigbrit sammen, og der blev derfor gjort forsøg på at skille Dyveke fra kongen. De holdt imidlertid sammen, fra de mødte hinanden til hendes død i 1517. Forholdet kom således til at vare i ti år og fortsatte efter kongens giftermål i 1514 med den tysk-romerske kejser Maximilians sønnedatter Elisabeth. Datidens ægteskaber mellem fyrstelige var først og fremmest resultat af politiske og territoriale overvejelser og ikke af kærlighed. Modsat kirken havde det verdslige samfund nok accepteret, at fyrster havde elskerinder, men et forhold, der havde så mange politiske overtoner som Christian 2.s og Dyvekes, mødte fordømmelse alle vegne fra. Det vakte ikke bare uro blandt de danske adelige, men gav også anledning til et storpolitisk opgør, hvor udsendinge fra kejser Maximilian i 1516 kom til Danmark for at forlange, at Dyveke øjeblikkelig skulle forlade landet. Budskabet lød, at der ville ske hende en ulykke, hvis kongen ikke sendte hende væk. Trods disse trusler opretholdt kongen sit forhold til hende, og han nægtede at sende hende eller Sigbrit ud af landet. Dyveke døde pludselig i 1517, og det satte gang i spekulationerne. For hvem var skyld i hendes død? Var det kejseren, der havde gjort alvor af sin trussel? Var det adelen, der forsøgte at bryde båndet mellem kongen og Sigbrit? Eller var det måske en forsmået tilbeder i skikkelse af adelsmanden Torben Oxe, der gav hende forgiftede kirsebær som hævn for, at hun ikke ville vide af ham? Den sidste forklaring er siden blevet grebet og ført videre til nutiden, næret af romantiske forestillinger, der får frit spil, når kilderne er sparsomme, og hovedpersonen var en ung, smuk kvinde med stor indflydelse på kongen af Danmark. Tradition eller romantik, skyldig eller ej, Oxe blev dømt og henrettet. Dyveke er i tidens løb blevet opfattet både som skøge og madonna. Hun er på den ene side fremstillet som en uskyldig, ung pige, der blev ofret på griskhedens alter af sin egen moder, og på den anden side som en beregnende, løsagtig kvinde, der forheksede alle de mænd, hun mødte, og førte dem i ulykke. Det skrev krønikeskriveren Poul Helgesen i 1500-tallet, og det skriver historikere og fortællere stadig. Den virkelige historie om Dyveke gemmer sig sandsynligvis som i så mange andre tilfælde et sted midt imellem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emili_G%C3%B8tzsche

Emili Gøtzsche

2023-04-22T23:08:44+02:00

fri anvendelse

Emili Gøtzsche var uforfærdet og aktiv. Livet igennem var hun en smuk og statelig kvinde, der mødte sympati, hvor hun end kom. Selvom hun havde en aristokratisk baggrund og var vokset op i et herregårdsmiljø på Viborgegnen, færdedes hun utvungent i alle samfundslag og brugte ud fra sit alvorligt kristne sindelag sine kræfter til fordel for andre mennesker. I 1886, da Emili Gøtzsche var 23 år, overværede hun et flerdages møde i Indre Missions (IM) hus Bethesda i København Mange hundrede deltog i mødet, hvor man drøftede, hvordan kirkens budskab kunne nå byens hastigt voksende befolkning. Inspireret af diskussionen grundlagde tre yngre kvinder, baronesse Thea von Ripperda, Inger Marie Schiøler (g. Macleod) og Emili Gøtzsche endnu samme år Foreningen til Opførelse af smaa Kirker i København (FOSK). Foreningen organiserede indsamlinger over hele landet, særlig blandt ugifte kvinder, og kunne i 1889 få indviet Bethlehemskirken på Nørrebro som distriktskirke under Skt. Johannes Kirke. Emili Gøtzsche deltog, støttet af sin moder og mormoder, i arbejdet med at organisere kredse, der ville bidrage til foreningens arbejde. Hun stod også for forhandlingerne med de meget afvisende kirkelige myndigheder om ansættelse af den unge, idealistiske teolog Jul. Ifversen som præst ved Bethlehemskirken. Myndighederne fandt, at det ikke var en opgave for unge piger at bygge kirker og stifte menigheder. 26 år gammel giftede Emili Gøtzsche sig med Henning G., der i 1888 blev sognepræst i Ødsted ved Vejle. 1896 fik han kald i Voldum ved Randers, og i 1912 overtog han embedet i Vissenbjerg på Fyn, hvor ægtefællerne boede, indtil han blev pensioneret i 1927. Både Emili Gøtzsche og hendes mand var meget flittige mennesker og skabte alle de steder, de boede, et smukt og aktivt hjem, der var et fuldgyldigt udtryk for det bedste i dansk præstegårdskultur. Han studerede og var foregangsmand inden for landbrug og ivrig havedyrker med sjældne planter og frugter i haven. Hun læste græsk, udnyttede havens produkter i sin husholdning og fyldte stuerne med blomster. Begge besøgte fattige, syge og gamle i deres sogn for at bringe opmuntring og trøst, i nogle tilfælde også materiel og økonomisk hjælp. Mange møder blev holdt i præstegården, og Emili Gøtzsche holdt søndagsskole for børn og missions- og sykreds for kvinder. Både hendes svigerfader biskop G. og hendes svoger biskop Johannes G. var ledende skikkelser i IM, og også Emili Gøtzsche og ægtefællen var navnlig i det første præstekald knyttet til missionen. Senere havde de også forbindelse til grundtvigske kredse. Emili Gøtzsche ydede også uden for hjem og sogn en væsentlig indsats. Hun var 1911-28 formand for præstekonekonventet, og det tilskrives hendes frisind, at alle kirkelige retninger blev repræsenteret både i mødeprogram og blandt deltagerne. Hun fortsatte tillige som medlem af FOSK, om end hun i 1889 trak sig ud af bestyrelsesarbejdet. En helt særlig betydning fik hun imidlertid som den første formand for Det Danske Missionsselskabs (DMS) kvindeudvalg, en post, hun bestred 1913-33. Udvalget var et samlende organ for landets efterhånden mange kvindemissionskredse, der både var andagts- og arbejdsfællesskaber. Man sang, bad og læste højt om mission, og der blev strikket og syet forskellige håndarbejder, som blev solgt til opkøbere eller ved lokale basarer. Indtægterne gik primært til DMS. De første kvindekredse var stiftet allerede i 1860'erne efter norsk forbillede, men i mange år vakte initiativet modstand blandt DMSs mandlige ledere. Pengemangel fik dem imidlertid til at skele til Norge, hvor kvindekredsene stod for 80% af det nationale missionsselskabs budget. I 1906 opstod kravet om et dansk kvindeudvalg på landsplan. Syv år senere gav DMSs bestyrelse efter, og et kvindeudvalg blev oprettet. Det fik ni medlemmer, deriblandt Emili Gøtzsche, der nogle år forinden havde stiftet kvindekredsen i Voldum, og på udvalgets første møde valgtes hun til formand. Som formand førte Emili Gøtzsche en omfattende korrespondance med missionærer i Indien, Kina og andre steder og indbød dem til sit hjem, når de var i Danmark. Herigennem bidrog hun til at knytte kontakt mellem de udsendte missionærer, særlig kvindelige missionærer, og de kredse, der ville støtte dem åndeligt og pekuniært. Antallet af kvindekredse steg støt i hendes formandstid og havde rundet 500, da hun trådte tilbage. Ved sin afgang blev hun valgt til livsvarigt medlem af udvalget. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Hansen

Marie Hansen

2023-04-22T22:49:54+02:00

fri anvendelse

Marie Hansen voksede op på et husmandssted med tre tdr. land på Stevns. Hendes fader arbejdede på en gård i nærheden, og moderen passede bedriften. Efter konfirmationen kom Marie Hansen ud at tjene, indtil hun i 1915 giftede sig og blev husmandskone i nabobyen Gevnø. Samtidig med at ægteparret overtog hendes mands fødehjem på ti tdr. land, blev han indkaldt til sikringsstyrken i forbindelse med Første Verdenskrigs udbrud. Hun måtte da alene klare stedet det første halvandet år og blev ligesom moderen husmand af gavn. Husmændene var fra begyndelsen af århundredet begyndt at organisere sig i foreninger, der i 1910 sluttedes sammen i De Samvirkende Danske Husmandsforeninger (DSDH), og Marie Hansen og hendes mand var med i Lyderslev Husmandsforening i flere år. De små familiebrug fremmede et tæt samarbejde mellem ægtefællerne. Da der omkring 1920 startede en husholdningsbevægelse både inden for landboforeningerne og i byernes middelklasse, var DSDH derfor ikke straks med på, at der var tale om et selvstændigt område, som kvinderne skulle lede. Ganske vist oprettedes 1921 det første lokale husholdningsudvalg under De Samvirkende Sjællandske Husmandsforeninger, men det blev forestået af formanden for husmandsforeningen. Samtidig kom der en rubrik for hjemmenes verden i medlemsbladet Husmanden, og i 1925 ansattes den første husholdningskonsulent. Sagen fangede Marie Hansens interesse og gjorde hende til et aktivt foreningsmenneske, og hun var i 1927 med til at oprette et lokalt husholdningsudvalg. Men først da staten i løbet af 1930’erne påtog sig en række udrednings- og oplysningsopgaver, primært gennem Statens Husholdningsråd (SHR) fra 1935, indså DSDH, at de måtte opbygge en landsdækkende organisation for at blive tilbørligt repræsenteret i disse nye organer. Formanden N.P. Andreasen mente, at kvinderne bedst selv kunne varetage opgaven, og pegede i 1937 på Marie Hansen, der var den eneste kvindelige distriktsformand, som leder af det nye De samvirkende danske Husmandsforeningers Husholdningsudvalg (DSDHH). For at hun kunne komme til at stå i spidsen for en kvindeorganisering, blev det samtidig understreget, at formanden for de lokale husmandsforeninger ikke var selvskreven formand for et husholdningsudvalg. DSDH værdsatte husholdningsarbejdet, som øgede deres medlemstal og aktiviteter betydeligt. I Marie Hansens formandsperiode frem til 1960 steg antallet af husholdningsudvalg fra 870 til 1.300 og antallet af konsulenter fra otte til 33. Men kvinderne kæmpede sig kun langsomt frem mod større indflydelse i DSDH, selvom det i 1945 blev præciseret, at mænd og kvinder i princippet havde lige indflydelse på organisationens ledelse. I 1951 holdt husholdningsudvalgene deres første selvstændige landsmøde under stor opmærksomhed fra de øvrige kvindeorganisationer, der var synligt imponeret af de seje, arbejdsomme og sparsommelige husmandskoner med Marie Hansen i spidsen. Det første landskursus fulgte i 1956, og her blev der fremsat ønske om en mere selvstændig stilling med egen kasse og flere midler. Oplysning, uddannelse og kursusvirksomhed havde Marie Hansens store interesse. Hendes indgang til organisationsarbejdet var egne erfaringer som pige på landet med alt for hårdt og rutinepræget arbejde ude og inde. Hun kæmpede for, at husmandsbørn skulle få samme muligheder som gårdmandsbørn og børn i byerne, og opfordrede stærkt de unge på landet til at bruge de uddannelsesmuligheder, der var. Marie Hansen var medlem af Det Kgl. danske Landhusholdningsselskabs udvalg for unge pigers huslige uddannelse og af DSDHs udvalg for ungdomsarbejde, ligesom hun sad i Præstø amts ungdomsskolenævn. 1938 kom hun med i den af Statsministeriet nedsatte Husholdningskommission, som udarbejdede forslag til en samlet plan for husholdningsundervisning på alle niveauer af uddannelsessystemet, og hun var ligeledes medlem af det udvalg, der udarbejdede den pædagogisk skelsættende blå betænkning, undervisningsvejledningen til Folkeskoleloven af 1958. Her var hun trods betænkeligheder med til at anbefale en særlig huslig linie i de nye 8. og 9. klasser. Den største organisatoriske indsats lagde hun dog i SHR som medlem 1940-60. Da rådet efter Anden Verdenskrig fik del i Marshallhjælpen, medvirkede hun i en undersøgelse af mulighederne for at forbedre landbokvinders arbejdsvilkår. I samarbejde med arkitekter blev der tegnet husmandsbrug med indlagt vand og plads til badeværelse. Oprettelse og indretning af nye husmandsbrug var en mærkesag ikke kun for Marie Hansen, men for hele husmandsbevægelsen. Også på andre kvindepolitiske områder var der bud efter hende. Under Besættelsen var hun medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, der indsamlede og omfordelte klude, tøj og frugt. Hun repræsenterede DSDHH i landbokvindernes verdensorganisation Associated Country Women of the World og deltog i planlægningen af dens verdenskongres i København 1950. Ved udnævnelsen af Lis Groes til minister i 1953 overtog Marie Hansen formandsposten i Forbrugerrådet, som hun ledede til 1955, og hun var formand for Nordens Landbokvinder 1955-57. Marie Hansen fik med sin stærke vilje og energi placeret husmandskvinderne i de officielle demokratiske organer og gav dem mæle og ansigt. Under hendes ledelse blev uddannelsesmulighederne bedre, arbejdet rationaliseret og kvalificeret, så også det lille landbrugs kvinder fik mulighed for at deltage i det faglige arbejde, nationalt og internationalt. Samtidig var hun tro mod sit miljø og blev altid ved med at være den samme. Kort efter hendes tilbagetræden begyndte den talmæssige tilbagegang for husmandsbrugene, men traditionen, som hun var med til at grundlægge, lever stærkt videre i Dansk Familielandbrug, som DSDH har kaldt sig siden 1993. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ane_Jensen

Ane Jensen

2023-04-22T23:02:37+02:00

fri anvendelse

Ane Jensen giftede sig 1841 med gårdmanden på en nyudflyttet fæstegård Nørremosegård i Trunderup ved Kværndrup på Fyn. Hendes velstående forældre på en hoverifri gård var ikke mildt stemt over for partiet og var ikke videre hjælpsomme imod dem. Med dygtighed og energi arbejdede Ane Jensen og hendes mand sig frem til relativt gode kår, og også hendes børn, hvoraf de to ældste døde som små, måtte hænge i; om sommeren var alle i gang fra fire morgen til ni om aftenen med en times middagspause. Børnenes undervisning foregik i vinterhalvåret, men Ane Jensen ville ikke sende dem i sognets skole, hvor degnen var en tidligere underofficer, hvis undervisning var præget af gold udenadslæren. Hun besluttede selv at undervise sine børn og fik uventet støtte hertil fra skolemanden Christen Kold, som oprettede en højskole i 1851. Hun var i sit barndomshjem vokset op med vækkelse, og hun havde lært ham at kende gennem sin og sin mands tilknytning til Ryslinge menighed, hvor grundtvigianeren Vilhelm Birkedal var blevet præst 1849. Gennem Kolds fortælling for børnene under hans gentagne besøg på gården blev hun klar over bibel- og historiefortællingens betydning i undervisningen og blev selv en dygtig fortæller og underviser, og hendes skole dannede begyndelsen til Trunderup Friskole, en af de første friskoler i landet. Som en af de første kvinder af bondestanden offentliggjorde hun et debatindlæg i tidsskriftet Budstikken 1859, hvor hun skrev om børneopdragelse og forkyndelse. I 1852 blev Jens J. valgt til Folketinget og sluttede sig tæt til N.F.S. Grundtvig og Det nationale Venstre. I 1860 var Ane Jensen på besøg hos sin mand i København og hævdede i en diskussion med folketingsmanden Jens Jørgensen, at kvinder også skulle have mulighed for at komme på højskole. Dette var både han og hendes mand uenige i, og sammen gik de til Grundtvig for at lade ham afgøre spørgsmålet. Jens Jørgensen indledte med, at det drejede sig om en kone, der ikke var til at styre. Hun ville have, at også pigerne skulle på højskole. Ane Jensen begrundede sin opfattelse med, at pigernes undervisning nødvendigvis måtte være på højde med karlenes for at sikre fundamentet for både ægteskabet og børneopdragelsen. Grundtvig faldt længe i dybe tanker, og hans pibe gik ud. Endelig løftede han hovedet og sagde: “Konen har Ret, Pigerne bør ogsaa paa Højskole.” I sommeren 1861 oprettede Jens Schjørring den første pigehøjskole i Sødinge ved Ryslinge med bl.a. Ane Jensens ældste datter som elev. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Therese_Keyper

Therese Keyper

2023-04-22T22:49:26+02:00

fri anvendelse

Therese Keyper voksede op på Midtsjælland i Haslev-Freerslev præstegård. Hjemmet var præget af et rigt kulturliv, og flere i slægten var professionelle musikere. Hun fik ingen formel uddannelse, men fra sine helt unge år var hun tænksom og vidende og udtrykte sig klart og skarpt. Siden skulle hun vise, at hun også forstod at fængsle sine medmennesker fra en talerstol, påvirke dem og omsætte sine tanker til handling. 22 år gammel blev Therese Keyper gift med sin 14 år ældre fætter Christian K., der da var kaptajn i ingeniørkorpset. Ægteparret, der boede på Frbg., sluttede sig til menigheden ved Skt. Johannes Kirke på Nørrebro, hvor Rudolph Frimodt var præst. Den var i 1861 blevet indviet som den første sognekirke uden for Københavns volde, hvor en stor del af byens voksende arbejderbefolkning fik deres hjem i nyopførte boligkarreer. 1865 oprettedes Københavns Indre Mission (IM) med Frimodt som den første formand. Therese Keyper arbejdede i sin nye sognekirkes menighedspleje, mens hendes mand var økonomisk og teknisk rådgiver for pastor Frimodt ved opførelsen af Skt. Stefans Kirke og Skt. Jakobs Kirke. I 1873 udsendtes den lille bog Om Præster og Kirker i Kjøbenhavn under pseudonymet A..... D.., dvs. Asinus Dei, Guds Æsel. Heri beskrives den mangelfulde kirkelige betjening i de overvældende store sogne som fx netop Skt. Johannes, der i 1872 havde 40.000 indbyggere. Forfatteren hævdede, at menigheden nu svigtede kirken, fordi kirken havde forsømt menigheden. Ingen tænkte på, at skribenten kunne være en kvinde. Først mange år senere afsløredes det, at Therese Keyper var forfatter til bogen, som ridsede et program op for det private initiativ, der fra 1880’erne og frem blev kendt som den kbh.ske kirkesag. En helt særlig betydning fik Therese Keyper som initiativtager til en ny form for danske søndagsskoler for børn. Foruden metodistkirkens søndagsskoler kendtes i forvejen en søndagsskolebevægelse, grundlagt af skoleinspektør Axel V. Jacobsen i 1869. Inden for IM havde man næret uvilje mod idéen om søndagsskoler for børn, men 1875 oprettede Therese Keyper i samarbejde med IM en søndagsskole efter engelsk forbillede. Inspirationskilden var en længerevarende rejse i Storbritannien, hvor hun bl.a. havde stiftet bekendtskab med de engelske søndagsskoler. Herhjemme arbejdede hun sammen med fire andre kvinder, hvoraf de to en tid havde medvirket i Københavns metodistiske søndagsskoler. Antallet af såvel Axel V. Jacobsens som IMs søndagsskoler voksede hurtigt i de følgende år. I 1882 stod de to søndagsskolebevægelser omtrent lige og repræsenterede hver ca. 3.000 børn og 200 lærere. Flere forsøg på samarbejde mellem dem mislykkedes, og efterhånden dominerede IMs. Allerede i 1876 udkom en særlig Søndagsskolesalmebog, der både indeholdt gamle danske salmer og en række religiøse sange, oversatte eller nydigtede. På titelbladet angives fire navne, men efterladte breve tyder på, at Therese Keyper var den egentlige redaktør, formodentlig i et samarbejde med præsten F.V. Andersen, som hun havde kendt fra sin tidlige ungdom. Også i forbindelse med et nodehefte til sangbogen var hun den drivende kraft, ligesom hun stod for udgivelsen af pjecerne Vejledende Vink for Søndagsskolelærere efter A. Rowland, 1883, og Forberedelsestimer for Søndagsskolelærere og Ledere af Børnegudstjenester, 1888. Therese Keyper var desuden primus motor i indførelsen af ugentlige møder for de mange nye søndagsskolelærere. IM opgav kun nølende forestillingen om, at kvinder ikke burde tale ved kirkelige møder, og i første omgang kunne man kun godkende, at kvinder tog ordet i mindre kredse, eller når der ikke var mænd til stede. Stilfærdigt forsvandt modstanden over for Therese Keyper, der formåede at samle flere hundrede søndagsskolelærere. IMs landsformand Vilhelm Beck afviste betænkelighederne ved at sige, at hun prædikede bedre end de fleste præster. Therese Keyper var sammen med sin mand medlem af bestyrelsen for IM i København fra 1876 til 1889, da hun gik ud, formentlig på grund af sygdom. Begge sad de i det søndagsskoleudvalg, foreningen nedsatte i 1879, og i de første år fungerede Therese Keyper som sekretær og varetog bl.a. forbindelsen til England. 1878 deltog ægtefællerne i KFUMs (Kristelig Forening for Unge Mænd) verdenskonference i Genève. De blev grebet af, hvad de mødte, og ønskede, at der blev dannet en tilsvarende forening herhjemme. På deres anbefaling imødekom Frimodt, der tidligere havde været skeptisk over for tanken, et ønske fra en forening af unge mænd om at stifte KFUM i Danmark. Foreningen fik pastor Vilhelm Schousboe som den første formand. Therese Keyper og hendes mand forblev knyttet til Skt. Johannes Kirke til omkring århundredskiftet, men efter at være flyttet til Valby sluttede de sig til menigheden ved Jesuskirken, hvor Henry Ussing var præst. Han var en af de mange teologiske studenter, der havde været søndagsskolelærer under Therese Keypers ledelse. Støttet af sin mand formåede den iderige, energiske Therese Keyper at skabe røre og fornyelse i væsentlige dele af det kbh.ske kirkeliv, bl.a. ved at knytte forbindelse til den engelsktalende verden. Mange inden for IM accepterede kun tøvende at give hende ansvar, men så fremtrædende personligheder som Frimodt og Beck anerkendte fordomsfrit hendes evner og gav hende mulighed for en arbejdsindsats, som var ganske ekstraordinær for hendes tid og kirkelige miljø. Kamma Struwe: Kirkerevolution i 1890’erne, 1995. Paul Holt: Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark gennem 100 år, 1961. Orla Møller: Søndagsskolen, 1951. Julius Steen: Et Liv under Guds Naade, 1931. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Andrea_Lindkvist

Andrea Lindkvist

2023-04-22T23:28:12+02:00

fri anvendelse

Andrea Lindkvists moder døde, da hun var i konfirmationsalderen. Som 18-årig fik hun plads i Lyngå præstegård og tjente senere på Store Lundgård i Jebjerg, inden hun 1892-96 lærte mejeribrug på Christianslund ved Randers. Ved sit giftermål flyttede hun til Sjælland som en veluddannet landhusmoder med flere kvalifikationer, end ægtefællens gartneri gav hende mulighed for at udnytte. Til gengæld brugte hun sine evner til at få en organisation for landhusmødre i gang. Omkring 1920 var der både på land og i by bestræbelser på at dygtiggøre husmødrene. Overgangen fra selvforsynings- til forbrugerhusholdning stillede nye krav, som blev skærpet af problemerne med at skaffe varer under og efter Første Verdenskrig. Initiativet til landbokvindernes sammenslutning udgik fra Magdalene Lauridsen, Ankerhus Husholdningsseminarium, og Rebekka la Cour Madsen, Baungård Husholdningsskole. Andrea Lindkvist var ikke sen til at følge opfordringen op og stiftede i Frue sogn i Roskilde en af landets første husholdningsforeninger, som hun var formand for 1920-23 og igen 1928-31. I 1921 blev De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH) formelt stiftet, og Andrea Lindkvist blev valgt til formand og bestred posten frem til 1934, hvorefter hun blev udnævnt til æresmedlem. Husholdningsforeningerne ønskede en tæt tilknytning til landboforeningernes arbejde. Dette ønske forelagde Andrea Lindkvist på De Sjællandske Landboforeningers delegeretmøde i 1922 med det resultat, at foreningerne året efter oprettede et husholdningsudvalg, som hun blev medlem af. la Cour Madsen fik samtidig etableret husholdningsudvalg i De Jydske Landboforeninger, men herefter valgte de hver sin organisationsstrategi. Andrea Lindkvist holdt på en selvstændig husholdningsorganisation, der kunne samle kvinder på tværs af skellet mellem gårdmænd og husmænd. la Cour Madsen satsede derimod på en organisering sammen med mændene i landboforeningen for derigennem at ligestille kvinders og mænds arbejde i gårdmandsmiljøet. Uenigheden førte i første omgang til splittelse mellem de jyske husholdningsudvalg og DSDH og senere til opdeling af husholdningsudvalgene efter deres tilhørsforhold til henholdsvis landboforeninger og husmandsforeninger. DSDH fik stor udbredelse på Sjælland, Sydfyn og i Sydvestjylland, men blev ikke en landsdækkende forening. Organisationen havde 1921 1.500 medlemmer og voksede kraftigt frem til 1930, hvor der var 8.500 medlemmer. I begyndelsen af 1930’erne bevirkede landbrugskrisen, at medlemstallet gik noget tilbage, men det stabiliseredes igen midt i årtiet. Med statstilskuddet til ansættelse af konsulenter i 1928 blev det muligt at udvide oplysnings- og undervisningsaktiviteterne. Fra 1928 var Andrea Lindkvist medlem af Organisationernes Fællesudvalg for Husholdning og 1932-33 DSDHs repræsentant i udvalget, der forberedte oprettelsen af Statens Husholdningsråd. Hun deltog således i opbygningen af de paraplyorganisationer på husholdningsområdet, som lagde grunden til et nationalt samarbejde på tværs af skellene mellem land, by og klasser. Landboforeningernes tidsskrift Vort Landbrug udgav fra 1922 Tidsskrift for Husholdning, og Andrea Lindkvist var med i fællesudvalget for bladet, som blev et seriøst fagligt forum for husholdningssagen på landet. Som aktiv skribent i bladet kom hun i høj grad til at formulere den overordnede målsætning. Hun beskæftigede sig i sin formandsperiode særligt med den økonomiske og tekniske side af husholdningen og var bl.a. med til at organisere konsulentarbejdet og gennemføre en række undersøgelser. Bredere samfundsmæssige og kulturelle perspektiver var derimod ikke så fremtrædende. Andrea Lindkvist deltog i ægtefællens gartneri og engagerede sig også organisatorisk som medlem af Fællesrådet for Havebrug og Gartneri. Husholdning og havebrug var i de første årtier af 1900-tallet tæt forbundne, og gartneri blev opfattet som et arbejdsfelt, hvor kvinder, særligt fra husmandsbrug, kunne gøre sig gældende, bl.a. ved at udnytte egne havesager i en økonomisk og sund kost under anvendelse af nye konserveringsteknikker. Endelig var Andrea Lindkvist medlem af Frue sogns hjælpekasse 1925-29 og 1926-30 tillige af menighedsrådet. Hun tilhørte den generation, som gjorde husholdning til et fag og et felt for kvindeorganisering og spillede en central rolle i DSDHs etablering. I husholdningssagen repræsenterede hun en samarbejdslinie, ikke kun mellem kvinder og mænd i landbruget, men også mellem gårdmands- og husmandsmiljøet, og hun havde med sin placering i gartnerierhvervet et godt udgangspunkt for at skabe kontakt mellem de to grupper. Hun gik af som formand i 1930’ernes kriseperiode, netop da husmandsforeningerne etablerede deres selvstændige husholdningsudvalg, og polariseringen mellem gårdmænd og husmænd tog til. Inden da havde hun gjort en solid indsats for landbokvinderne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_N%C3%B8rreg%C3%A5rd

Anna Nørregård

2023-04-22T23:10:25+02:00

fri anvendelse

Herregården Petersgård i Sydsjælland var rammen om Anna Nørregårds barndom og første ungdom. Hendes moder var i mange år enke med fire unge døtre. Hun blev senere gift med guvernør F. Feddersen og dermed stedmoder for hans fire børn. Disse børn og unge voksede op i et hjem, der var levende optaget af alt, hvad der rørte sig i samtiden, politisk og kulturelt. Ikke mindst tog familien del i det grundtvigske kirke- og menighedsliv på egnen. En huslærer stillede store krav til børnene og førte dem på mange felter frem til studentereksamensniveau. I 1862 blev Anna Nørregård forlovet med den unge teolog Jens N., som var knyttet til N. Zahles Skole som lærer. De blev gift i 1864, nogle dage før han tog af sted til Dybbøl som officersaspirant. Han kom velbeholden hjem, men var dybt præget af nederlaget. Der opstod hos de unge en drøm om et arbejde, som kunne være med til give det danske folk troen på sig selv tilbage. Muligheden kom, da han blev opfordret til at starte en grundtvigsk højskole i den egn nær Århus, hvor Lars Bjørnbak havde begyndt et højskolearbejde, der med vægt på ren kundskabstilegnelse ivrigt bekæmpede de grundtvigske idéer. Stedet, der blev valgt til højskolen, var den lille by Testrup, lidt sydvest for Århus. Det unge par var i økonomisk henseende bedre stillet end mange andre, der startede nye højskoler. Herregården Petersgård var blevet solgt, og Anna Nørregård fik sin fædrenearv udbetalt. For denne kunne familien bygge det første beskedne skolehus. Højskolen åbnede i 1866 med 20 elever. Eleverne blev indkvarteret på gårdene i omegnen. Anna Nørregård fik følgelig ikke fra starten til opgave at etablere en skolehusholdning, men kunne mere hellige sig eleverne. Det blev hovedsagelig på sommerpigeskolen, hun lagde sit arbejde. Her underviste hun hver dag i litteratur, sang og sammen med sin søster Elisabeth (g. Nørregård) i håndarbejde. Anna Nørregård tog aktivt del i egnens sociale liv. Og hun levede intenst med i tidens politiske røre, ligesom hun var meget optaget af kvindebevægelsen. Hun var en af de første højskolekvinder, der læste den engelske filosof J.S. Mills bog Kvindernes Underkuelse fra 1869, og som søgte at formidle og diskutere tankerne i den. Hun var ikke altid enig med sin mand, hverken politisk eller kvindesagligt. Gamle elever fortalte, hvorledes de to og de øvrige lærere ikke var bange for med humør at diskutere deres uenigheder ved middagsbordet, mens eleverne lyttede og lærte. Principielt var der ingen uenighed. Med sin ildsjæl harmedes hun over, hvad hun opfattede som uretfærdig modstand, og gjorde alt, hvad hun kunne, for at styrke sin mand i de politisk bevægede år. Det hed sig, at hvor Jens N. kunne stå mod en strøm, var Anna Nørregård tilbøjelig til at gå lige imod den, ivrig og modig som hun var. Tilslutningen til og respekten omkring deres arbejde var dog større end modstanden, og det var lykkelige år for dem begge. I 1870 blev der bygget til, bl.a. en kostafdeling med tilhørende elevværelser. Anna Nørregård påtog sig overopsynet med den voksende husholdning, men overlod den praktiske side til en økonoma. Men der var arbejde nok endda med det stigende antal elever og medarbejdere. I 1872 fødte hun sit første barn. De følgende år fik hun yderligere tre. Skolen voksede støt. Det samme gjorde hendes arbejdsbyrde. Testrup Højskole blev mere og mere det kulturelle midtpunkt på egnen, flere og større møder afholdtes der, og hendes kræfter var ikke uopslidelige. Det viste sig, at hun var bærer af familiesygdommen tuberkulose, som førte til hendes død i 1880. Søsteren Elisabeth, der altid havde været parat til at komme og hjælpe, havde plejet Anna Nørregård den sidste tid. Efter dennes ønske blev hun i hjemmet og tog sig af børnene. Halvandet år efter blev Elisabeth og Jens N. gift. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_N%C3%B8rreg%C3%A5rd

Elisabeth Nørregård

2023-04-22T23:10:27+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Nørregård voksede op i en stor søskendeflok på herregården Petersgård i Sydsjælland i et meget levende hjem. Familien tog del i det grundtvigske menighedsliv på egnen og var optaget af, hvad der rørte sig politisk og kulturelt i tiden. Det var en opvækst, der kom Elisabeth Nørregård, hendes søster Anna (g. Nørregård) og hendes stedsøster Anna Margrete Feddersen til gode senere i livet, idet de alle tre fik livsvarig tilknytning til Testrup Højskole. Sammen med sin mand Jens N. havde Elisabeth Nørregårds søster i 1866 været med til at oprette Testrup Højskole lidt sydvest for Århus. I 1880 døde Anna N. af tuberkulose, og efter hendes ønske blev Elisabeth Nørregård på Testrup for at tage sig af de fire endnu små børn. Fra skolens start havde Elisabeth Nørregård ofte hjulpet til, bl.a. med at undervise i håndarbejde. Hun var således ikke ukendt med højskolelivet. Men sit egentlige hjem havde hun indtil 1880 i København, hvor hun i en årrække samlede unge piger til daglig undervisning. Hun fik nu sit hjem på Testrup og blev halvandet år efter søsterens død gift med Jens N. Det var ikke uden ængstelse, at Elisabeth Nørregård gik ind på at videreføre Anna N.s arbejde. Den store skolehusholdning omfattede på dette tidspunkt omkring 150 mennesker plus flere ugentlige, offentlige møder. Elisabeth Nørregård gik mere direkte ind i husholdningen, end søsteren havde gjort. Ved at opøve ledelses- og samarbejdsevner, lære sig at organisere og altid at bevare overblikket blev hun børnenes og skolens rolige midtpunkt, som alle søgte, når der opstod konflikter. Når samarbejdet mellem Jens N. og ungdomsvennen Christoffer Bågø blev så godt, skyldtes det i høj grad hende, hvis råd begge lyttede til. Bågø havde været med fra starten og var i 1871 blevet gift med Elisabeth Nørregårds stedsøster Anna Margrete. Jens N. og Bågø var enige i det væsentlige, men på mange måder var de modsætninger og tog ofte livtag med hinanden. Elisabeth Nørregård var som sin søster optaget af kvindebevægelsen. Inspireret af to svigerinder Astrid Stampe Feddersen og Mathilde N. meldte Elisabeth Nørregård og Jens N. sig ind i Dansk Kvindesamfunds Århuskreds, da denne oprettedes i 1886, og siden hen i Beringkredsen. Der var langt til læge og sygehus, og det blev nødvendigt, at en af de faste beboere kendte til sygepleje. Under et ophold i København fik Elisabeth Nørregård lov at arbejde på Kommunehospitalet en tid for at udvide sin kunnen, hvilket blev til gavn for både skolen og sognet. Hun var med til at oprette en sygeplejeforening og senere et lille privat børnehjem, som blev hendes hjertebarn. Med sin stilfærdige karakterstyrke blev Elisabeth Nørregård gennem 27 år en lige så betydningsfuld og afholdt partner i højskolens og sognets liv, som søsteren havde været. Uden hende havde Jens N. næppe haft mod til at fortsætte skolearbejdet. I 1908 solgte ægteparret højskolen og bosatte sig i Holte. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rigmor_Pinstrup

Rigmor Pinstrup

2023-04-22T23:27:01+02:00

fri anvendelse

Rigmor Pinstrups barndomshjem i Valsgård nord for Hobro var en del af et åbent og aktivt bondemiljø. Faderen var sognefoged, moderen en udadvendt kvinde med gymnastikken som hjertesag. Rigmor Pinstrup var eneste pige i børneflokken på tre og måtte lægge det meste af sin ungdoms arbejdskraft i hjemmet, da moderen var svagelig og døde som 45-årig. Men naturligvis skulle Rigmor Pinstrup på højskole. Det blev Antvorskov Højskole i 1925 og Ry Husholdningsskole i 1927. En tid var Rigmor Pinstrup desuden ung pige i huset hos forstanderen på Danebod Højskole, hvad der gav hende en livslang interesse for Sønderjyllands særlige problemer. Rigmor Pinstrup havde arvet moderens interesse for gymnastik og ledede i mange år gymnastikken i sognet. Det var hendes store ønske at komme på gymnastikhøjskole, men helbredet var ikke godt nok. Hun blev i stedet gårdmandskone på Møldrupgård ved Arden og fik i hurtig rækkefølge fem børn. Men det var ikke nok for Rigmor Pinstrup, der havde en stærk trang til at komme ud og virke i samfundet. En kort periode var hun folketingskandidat for De Uafhængige, inspireret af Knud Kristensen og hans arbejde for den sønderjyske sag. Det blev imidlertid for husholdningssagen, hun kom til at yde sin store indsats. Ligesom sin mand var Rigmor Pinstrup aktiv i landboforeningen, og i 1936 blev hun Ålborg amts repræsentant i bestyrelsen for Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg (FJLH), hvor hun i 1948 afløste Rebekka la Cour Madsen som formand for organisationens 50.000 medlemmer. I Rigmor Pinstrups 22 år lange formandsperiode frem til 1970 faldt antallet af tjenestepiger i landhusholdningerne drastisk. Det blev derfor en påtrængende opgave for FJLH at formidle viden om ny husholdningsteknologi på foreningens mange udstillinger og i dens hovedkvarter i Skanderborg, hvor Rigmor Pinstrup arbejdede tæt sammen med chefkonsulent Kristine Andersen. Særlig kendt blev Foreningen af jydske Landboforeningers Køkkensæt, et elementkøkken, udviklet i samarbejde med lokale håndværkere og første gang demonstreret på ungskuet i Horsens 1949. Køkkensættet, der blev perfektioneret i de følgende år, vandt stor udbredelse og inspirerede til den senere udvikling af præfabrikerede køkkener. Da FJLH i 1962 rykkede ind i større lokaler i eget hus, gav det bl.a. plads til en stor permanent udstilling af hårde hvidevarer. Rigmor Pinstrup repræsenterede FJLH i Statens Husholdningsråd 1960-70, Forbrugerrådet, hvor hun var næstformand i ti år og formand 1965-66, Nordens Landbrugskvinder og Kvindekommissionen. Blandt hendes øvrige tillidshverv var formandskabet for Landbrugsministeriets produktivitetsudvalgs husholdningsudvalg fra 1955 og for De Samvirkende Danske Landboforeningers Husholdningsudvalg fra 1967 særligt væsentlige. Efter at have overladt ledelsen af FJLH til Bente Busk Laursen i 1970 tilbragte Rigmor Pinstrup sine sidste år som husmoder på Møldrupgård. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1977. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sylvia_Pio

Sylvia Pio

2023-04-22T23:27:04+02:00

fri anvendelse

Sylvia Pio blev født i landflygtighed i USA. Hendes fader, den socialistiske organisator og medstifter af Socialdemokratiet Louis P., havde af den danske stat fået en sum penge til at begynde et nyt liv i Amerika. Moderen, der også havde været aktiv i den tidlige socialistbevægelse, var fulgt efter, og sammen slog de sig ned i Chicago, hvor Sylvia Pio blev født i et hjem mærket af fattigdom. Hendes barndom og ungdom blev præget af faderens store engagement i den sag, han var forhindret i at kæmpe for i sit hjemland. Et af de væsentligste omdrejningspunkter i hendes liv blev rehabiliteringen af den fader, hun syntes, det gamle fædreland havde handlet ilde imod. Som 24-årig mødte hun Eggert Knuth, som var på rejse i USA, efter et kort bekendtskab blev de gift i 1903, og Sylvia Pio tog med til Danmark som lensgrevinde til Knuthenborg på Lolland. I ægteskabet, hvor der fødtes to børn, brugte hun en stor del af sin tid på velgørenhed og på at oparbejde den dannelse, som den klasse, hun havde giftet sig ind i, krævede af hende. Ægteskabet holdt ikke. Efter ca. ti år opløstes det, og hun giftede sig igen i 1917 med skuespilleren Johannes Poulsen. Dette forhold var barnløst og blev opløst fem år efter. Sylvia Pio glemte aldrig sin socialistiske baggrund, og i 1920 anmodede hun om indmeldelse i Socialdemokratiet under navnet Fru Johannes Poulsen. Det blev begyndelsen til den kamp, hun førte for at få sin faders aske til Danmark og for at få hans navn rehabiliteret i socialdemokratiske kredse. Det lykkedes i forbindelse med Socialdemokratiets 50-års jubilæum i 1921, bl.a. ved partiformanden Th. Staunings hjælp. Ham havde Sylvia Pio indledt en korrespondance med, da hun efter sin første skilsmisse måtte føre sag for at bevare forældremyndigheden over sine børn, og det udviklede sig til et kærlighedsforhold, der varede resten af hendes liv. Efter sin anden skilsmisse i 1922 slog hun sig ned i Genève for at give sine børn den bedste uddannelse. Her førte hun et fashionabelt liv i selskab med fremtrædende internationale politikere, der kom til Folkenes Forbund. I 1923 opnåede Sylvia Pio, der var grebet af den russiske revolution og de kommunistiske idéer, at få indrejsetilladelse til Sovjetunionen, og hun opholdt sig et par år i Moskva, hvor hun forsøgte at skabe eksportfremstød for russiske kniplinger og kunsthåndværk. Forbindelsen med Stauning gav også mulighed for, at Sylvia Pio kunne realisere en af de idéer, hun havde fået på sine rejser rundt om i Europa: en socialdemokratisk kvindebevægelse, som partiet ellers havde næret en stor modvilje mod. Uformelt havde en række fremtrædende socialdemokratiske kvinder, bl.a. Margrethe Høst Neerup, Edel Saunte og Sylvia Pio, dannet en kvindekreds. I 1928-29 lykkedes det Sylvia Pio at overtale Stauning til at acceptere dannelsen af kvindeudvalg, der skulle samle, oplyse og aktivere kvinderne om partiet. I løbet af kort tid voksede antallet af kvindeudvalg, men kvindernes ønske om et koordinerende forum blev dog ikke godtaget af partiledelsen i første omgang, og i begyndelsen mødtes formændene for de kbh.ske kvindeudvalg i Sylvia Pios dagligstue. Men i 1930 formaliseredes arbejdet i Kvindeudvalgenes Klub (KUK), som Sylvia Pio var formand for til sin død i 1932. Som Pios datter, Staunings nære veninde og gift ind i overklassen udsprang Sylvia Pios politiske dannelsesrejser og ophold på forskellige kursteder nok lige så meget af nødvendighed som af lyst til fornyelse. Grevinde og socialist var trods alt en vanskelig livsposition, som ikke ret mange i hendes samtid kunne forliges med. De sidste år af hendes liv blev præget af sygdom og delvise lammelser. På sin sidste store rejse ledsagede hun Stauning til Island i forbindelse med Altingets 1000-års jubilæum i 1930. Hun døde som 53-årig i sit hjem i Hellerup efter kort tids sygdom. Partiet holdt fanevagt, og Stauning talte ved bisættelsen. Sylvia Pio havde da nået sine centrale livsmål: at få familienavnet renset og skaffe kvinder en bredere platform i partiet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Richter

Ingeborg Richter

2023-04-22T23:25:16+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Richter kom fra et hjem, hvor faderen, der var provst, var stærkt engageret i socialt-kristeligt arbejde, og moderen havde en varm interesse for husholdning. Familien flyttede jævnligt i forbindelse med faderens skiftende embeder, og Ingeborg Richter tog almindelig forberedelseseksamen i Nordby på Fanø, inden familien 1901 bosatte sig i Skads herred og tre år senere i Brønshøj i København Hun var elev på Askov højskole 1907-08 og 1910-13 lærerinde ved Dronning Caroline Amalies Asylskole i København Efter sit giftermål flyttede hun til Jylland, hvor hendes mand var fuldmægtig og senere dommer, først i Holsted 1913-36, siden i Kolding 1936-38 og sluttelig i Holstebro. Hendes eget lykkelige familieliv gav hende overskud til at arbejde for andre hjem uden dog at forsømme sit eget. I 1921 blev hun formand for den meget aktive Holsted Husmoderforening og bestred dette hverv gennem de følgende ti år. Det blev starten på en central indsats for De Danske Husmoderforeninger (DDH), hvor hun var hovedbestyrelsesmedlem gennem to årtier fra 1925. I 1931 blev hun tillige landsformand og bevarede denne post indtil sin pludselige død i 1945. Ingeborg Richter overtog landsformandsposten på anbefaling af sin forgænger Carla Meyer, som havde bemærket hendes sunde dømmekraft, redelige upartiskhed og varme interesse for sagen. Året før Ingeborg Richter blev formand, havde hun for første gang holdt tale på DDHs landsmøde. Her fortalte hun om sin opfattelse af foreningens arbejdsmåde, idet hun fremhævede de dygtige og samfundsinteresserede husmødre som dem, der ville få mest ud af DDH og selv være til støtte for foreningen. Hun lagde vægt på, at medlemmerne kunne se kernen i arbejdet, give nye idéer og impulser, komme med forstandig kritik, og at de havde vilje til at arbejde for sagen. Denne linie forfulgte Ingeborg Richter senere som organisationsleder. På det ideologiske plan betonede hun især, at DDH var en selvstændig organisation, der omfattede husmødre af alle samfundslag uanset politiske og religiøse anskuelser. Hovedparten af medlemmerne var middelklassekvinder med en kristen og borgerlig baggrund. Ideologisk betød forestillingen om DDH som samlingspunkt for alle danske kvinder dog mere, særligt under Besættelsen. Medlemmerne så hende som “Typen paa den ideelle Husmoder” med en både beskeden og repræsentativ fremtræden, som vandt sympati. Hun var altid den samme, hvad enten hun talte i en lille lokalforening, på landsmøderne eller på de store nordiske møder. Hun havde let ved at komme i kontakt med sine tilhørere og vinde deres forståelse og opbakning, og allerede i løbet af sine første formandsår fik hun husmødrene til at tage mere aktivt del i det organisatoriske arbejde. Antallet af medlemmer og lokalforeninger voksede hurtigt. I 1930 talte DDH 50 lokalforeninger og 10.000 medlemmer, i 1945 var der 145 lokalforeninger og ca. 25.000 medlemmer. Som provinsbo kunne Ingeborg Richter ikke deltage i det daglige sekretariatsarbejde, men hun formåede at uddelegere arbejdet og forestod et ualmindelig godt samarbejde på kryds og tværs mellem hovedbestyrelsen, landskomitéen og sekretariatet. Som DDHs formand fik Ingeborg Richter en række tillidshverv. Organisationen var tilsluttet Nordens Husmoderforbund, og 1937-39 bestred hun formandsposten her ved siden af det hjemlige arbejde. Hun var også medlem af Statens Husholdningsråd gennem de første vigtige år fra oprettelsen i 1935 til sin død ti år efter. Rådet videreførte nogle af de mærkesager inden for oplysning og forbrug, som DDH havde taget op. Undervisning var et andet område, der var højt prioriteret af organisationen, og Ingeborg Richter deltog i Statsministeriets Husholdningskommission af 1938, som skulle fremsætte en samlet plan for husholdningsundervisningen i Danmark på alle niveauer. I 1934 havde DDH selv oprettet Marthaforbundet, som tilbød et treårigt praktisk og teoretisk kursus i husgerning for unge piger, og i 1941 stiftedes en ungdomsskole på Håndværkerskolen i Sønderborg, hvor 14-18-årige piger gennem fem måneder blev undervist dels i almentdannende fag som dansk og historie, dels i husgerning, barnepleje og sundhedslære. Ingeborg Richter ventede sig meget af skolen, som hun var næstformand for, men skolens arbejde blev vanskeliggjort af forholdene under Anden Verdenskrig og måtte til slut helt indstilles. Oprettelsen af en universitetsuddannelse i husholdning var et fælles projekt inden for husholdningssagen, og 1941-45 deltog Ingeborg Richter i det forberedende udvalgsarbejde, der i 1945 førte til Specialkursus for Husholdning ved Århus Universitet. Hun repræsenterede også DDH i Husassistentkommissionen af 1942, der var nedsat af Socialministeriet. Kommissionens opgave var at “undersøge Omfanget af en evt. Mangel paa Husassistenter” og pege på både årsager og løsninger. Et af problemerne var de manglende regler for husassistenternes arbejdstid og ferie. Ingeborg Richter havde den grundholdning, at hjemmene er for komplicerede og levende til, at arbejdet i dem kan indrettes som på en fabrik eller et kontor. Hun appellerede især til gensidig forståelse mellem husmoder og medhjælper og mente, at Husassistenternes Fagforening optrådte stærkt partipolitisk og til hinder for et godt samarbejde. Ingeborg Richter var tillige medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste fra 1940, og i denne fællesorganisation ydede hun og DDH en indsats under de særlige vanskeligheder i krigsårene. I artiklen Hjemmet og det huslige Arbejdes Udvikling i antologien Kvinden i Danmark, 1942, udviklede Ingeborg Richter sin opfattelse af husmødrenes og mødrenes centrale samfundsmæssige betydning. Kort før sin død redigerede hun De danske Husmoderforeninger gennem 25 Aar, 1945, hvor hun sluttede med ordene: “... det, vi stræber efter i vore Husmoderforeninger, (er) ikke alene det praktiske og økonomiske, men vi vil gerne i Kontakt med det aandelige Liv, der rører sig omkring os, og som ikke mindst Mødrene bør kende og tage Del i nu, Verden skal genopbygges.” Tonen er både værdig og tillidsfuld, og med god grund. Hun tegnede DDH i en periode, hvor oprustningen om den danske familie og ønsket om at understrege kvindens ansvar for opgaverne i familien stod højt på dagsordenen og blev taget op i statslige institutioner og råd på bl.a. DDHs initiativ. Hun og hendes organisation ydede en stor indsats for at gøre husmødre til ansvarlige medborgere og støtter for danskheden under Besættelsen, og i 1945 kunne hun se sin indsats som uproblematiseret fremgangsrig og meningsfuld. Midt i et samfund, der bestod af klasser og livsformer med helt forskellige vilkår og kultur, hævdede hun det almene familiesynspunkt og var på den måde med til at formulere en særlig gensidig forbindelse mellem husmødre og velfærdsstaten, som overlevede hende i årtier. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Schr%C3%B8der

Charlotte Schrøder

2023-04-22T23:13:34+02:00

fri anvendelse

Charlotte Schrøder voksede op i København fra toårs alderen. Hendes holstenske, men stærkt dansksindede fader døde, da hun var syv år. Moderen blev trods beskedne kår et meget levende samlingspunkt for de fem børn og åbnede huset for deres venner, bl.a. den kreds af unge teologer, der kaldtes Lille Theologicum. Hjemmet var stærkt nationalt orienteret og præget af grundtvigsk kirkelighed, holdninger, som Charlotte Schrøder fastholdt livet igennem. Fra hun var 11, til hun var 17 år gammel, tilbragte hun somrene på grundtvigske præstegårde, først hos sin onkel P.A. Fenger, siden hos Eline og F. Boisen og i Jutta Bojsen-Møllers hjem. Disse ophold var en af de forudsætninger, hun byggede på, da hun udviklede sin rolle som højskolemoder. Hendes forlovelse som 17-årig med moderens yndling i de unges kreds, Ludvig S., skete efter længere overvejelser om, hvorvidt hun nu også holdt nok af ham, men da forbindelsen var sluttet, blev den uforbeholden som vel de færreste. Charlotte Schrøder havde ingen formel uddannelse, var endda i flere år på grund af et dårligt knæ blevet undervist hjemme af sin kun få år ældre broder og havde derudover kun nogen undervisning i musik og håndarbejde. Men hun viste en tidlig åndelig modenhed, som tillod hende, med behørig kvindelig ydmyghed, at advare sin forlovede mod påvirkninger fra en mørkere kristendom end den, der havde præget hjemmet. Typisk for hendes forventninger til sin livsgerning var det, at en udsigt i 1861-62 til, at hendes tilkommende skulle blive lærer i realfagene på Rødding Højskole, fik hende til at gøre indvendinger. En stilling som højskoleforstander smagte mere af en præstegerning. Ved sit giftermål blev Charlotte Schrøder forstanderfrue på Rødding Højskole. Men det var først efter oprettelsen af Askov Højskole i 1865, at hun inspireret af Christen Kolds tanker om højskolen som et hjem opbyggede den rolle som højskolemoder, der skulle blive modelskabende i højskolehistorien: forstanderens kone som sin mands medhjælper og sine egne børns moder, men også som moder for højskolens elever, lærer i særlige kvindefag, leder af højskolens husholdning og værtinde ved større møder og festarrangementer. Hun fortalte i et brev til Frederikke Pio i november 1865 om sine “store Sønner” højskoleeleverne, der ofte var adskillige år ældre end hun selv og morede sig “over, at saadan en ung én som jeg, sér med et moderligt Blik på saadan nogle gamle Knægte”. Oplæring i landhusholdning, som var en forudsætning for at kunne lede skolens husholdning, fik Charlotte Schrøder fra omegnens landbokoner. En stor hjælp med sin egen voksende børneflok fik hun fra sin moder, der efter få år slog sig fast ned i Askov og blev der til sin død i 1897. Et led i Charlotte Schrøders udformning af højskolen i hjemlighedens ånd var at koble private familiefester som barnedåb og bryllupper sammen med skolelivet og dets fester for elever og gæster. Man har sagt, at hun “samlede på fester”. Hun var ikke uden forfængelighed, skal man dømme efter hendes ungdomsbreve, og rollen som værtinde for halvoffentlige møder tillod hende at stå frem for store forsamlinger, ikke i “ukvindelig” emanciperet skikkelse, men som tjener for sin mands, nationens, Vorherres og den åndeligt udviklede kvindeligheds sag. Sidstnævnte søgte hun også vedholdende at fremme over for kvindelige elever og egne døtre ved kravet om deres omhyggelige uddannelse til et aktivt kvindeliv i åndeligt levende hjem. Gennem lærerkurser på Askov traf Charlotte Schrøder en række af tidens fremskridtskvinder. Sammen med nogle af disse og sine døtre deltog hun i 1886 i et kursus i hygiejne i Lund, Sverige, for at dygtiggøre sig til at undervise højskolepigerne. Ifølge datteren Ingeborg Appel bar hun reformdragt i en årrække. Charlotte Schrøders arbejde på Askov Højskole foregik i en tid med stærke nationale følelser og politiske modsætninger. Med sit dybe engagement for Sønderjylland var hun med i fronten af højskolebevægelsens arbejde for danskheden. Derimod skabte hendes positive holdning til militær og forsvarssag hende store problemer. Hun måtte gå til sengs med nervesammenbrud, da hun på et møde i Askov 1882 havde anbefalet de såkaldte kanonkvinders indsamling, som ikke faldt i god jord der på stedet. Samstemmende vidnesbyrd vil hævde, at de danske højskolers ubestridte førstemand i højskolernes første storhedstid ikke havde haft evner og sind til at klare sin opgave, hvis ikke Charlotte Schrøder havde været der. Bl.a. kunne hun i bogstavelig og overført betydning lægge hånden på hans arm og dermed lukke dampen ud af ham, når han ville forløbe sig, og hun vandt de mennesker for den fælles sag, som hans væsen stødte fra den. Trods mange helbredsproblemer ydede Charlotte Schrøder i en lang årrække en betydelig professionel indsats i højskolens tjeneste. Hun blev forbillede for mange kvindelige elever, og frem for alt blev hun skaber af den rolle som højskolemoder, som forstanderkoner i generationer, om end med stigende frustrationer i takt med samfundets kvindefrigørelse, udfyldte som et uundværligt led i den klassiske højskoles funktionsmåde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jutta_Kloppenborg_Skrumsager

Jutta Kloppenborg Skrumsager

2023-04-22T22:59:38+02:00

fri anvendelse

Jutta Kloppenborg Skrumsager voksede op i et stærkt grundtvigiansk og dansksindet hjem i Sønderjylland. Faderen markerede sig i kirkelig henseende og var aktiv nationalt, politisk og kulturelt. Ligesom sine brødre Hans Diderik K.-S. og Niels Skrumsager engagerede Jutta Kloppenborg Skrumsager sig som voksen i den dansk-nationale sag. Efter et ophold på Askov højskole 1895-97 tog hun en uddannelse som fysioterapeut på Abr. Clod-Hansens massageklinik i København I 1898 blev hun gift med bogtrykker Andreas Madsen. Skønt gift Madsen lod hun sig fortsat omtale ved sit pigenavn. Hendes engagement tændtes for alvor under Første Verdenskrig. I sit hjem i København gav hun husly til mange unge sønderjyder, som var flygtet til Danmark for at undgå at deltage i krigen på tysk side. Straks efter våbenstilstanden i 1918 indledte hun en omfattende foredragsvirksomhed, og arbejdet koncentreredes nu om den forestående afstemning og Sønderjyllands længe ventede genforening med Danmark. Hun ledede i 1920 de såkaldte afstemningsskibe Dronning Maud og Dannebrog, som befordrede danske stemmeberettigede til afstemningsstederne. Ved den efterfølgende genforeningsfest på Dybbøl fik kongen overrakt en kopi af de to guldhorn fra Gallehus. Idéen var fostret af Jutta Kloppenborg Skrumsager. Politisk stod Jutta Kloppenborg Skrumsager omkring 1920 sine brødre nær. De arbejdede for, at Flensborg skulle høre med til den nordlige afstemningszone, hvor man på forhånd kunne være sikker på, at der ville være flertal for et dansk tilhørsforhold. Men Flensborg kom til at tilhøre den sydlige afstemningszone og forblev tysk, og efter 1920 måtte de dansksindede her og andre steder syd for den nye grænse indstille sig på livet som nationalt mindretal. Det var samtidig en tilværelse i et krigshærget Tyskland med en udpræget social nød. Nøden var generel, men ramte ikke mindst de åbenlyst dansksindede, der i nogen grad blev forfulgt og udelukket fra at drage fordel af visse sociale foranstaltninger. Der var derfor i høj grad brug for sammenhold, hvis de ikke skulle føle sig tvunget til at opgive deres nationale identitetsfølelse. Det var på dette område, Jutta Kloppenborg Skrumsager ydede sin hovedindsats som én af de fremmeste forkæmpere for danskheden syd for den nye grænse. Ved indsamlinger skaffede hun midler til køb af det tidligere hotel Holsteinisches Haus i Slesvig by, som i 1923 blev indviet under navnet Slesvighus. Hun var i 1915 blevet medlem af hovedbestyrelsen i Sønderjysk Samfund, et tillidshverv, hun bestred til sin død i 1950. Hun stiftede i denne egenskab den selvstændige støtteforening Slesvighus, som drev stedet frem til 1940. Slesvighus indeholdt foruden en større foredragssal en kirkesal, et bibliotek samt skole- og læsestuer. Huset rummede desuden restauration og hotel, herunder et herberg for spejdere, vandrefugle og studenter, samt lokaler for den danske presse. Slesvighus blev derved et dansk-kulturelt centrum og et fristed for landsdelens danske mindretal. For Jutta Kloppenborg Skrumsager var det især vigtigt at skabe de bedst mulige rammer for det åndelige liv. Det danske menighedsarbejde i landsdelen havde hendes store interesse, og hun havde gerne set, at kirkesalen i Slesvighus var blevet større og smukkere. Når dette ønske ikke blev opfyldt, havde det ikke alene økonomiske årsager, det var også på grund af sognepræstens “kirkelige Beskedenhed”, som han selv udtrykte det. Dertil kom, at Jutta Kloppenborg Skrumsager ikke havde udelt opbakning til sit kulturhus. Ikke mindst nord for grænsen frygtede man, at Slesvighus skulle blive en anstødssten for tyskerne, en provokation, som kunne vække til fornyet national kamp i hele regionen. På det sociale område ydede Jutta Kloppenborg Skrumsager sin vel nok største indsats med stiftelsen af et rekreationshjem. I 1931 arvede hun sit fødehjem Bennetgård, og fem år senere havde en kreds af kvinder med hende selv i spidsen omdannet gården til et rekreationshjem for dansksindede syd for grænsen. Rekreationshjemmet var en selvejende institution, som hvilede på indsamlede midler, om end det også fik en vis støtte af Grænseforeningen og af Danske Kvinders Slesvigske Forening. I begyndelsen havde hjemmet kun åbent om sommeren, men efterhånden formåede man også at holde Bennetgård åbent om vinteren og kunne således modtage ca. 300 gæster årligt. Jutta Kloppenborg Skrumsager havde gennem hele sit voksenliv sin faste adresse i København, men om sommeren boede hun selv på Bennetgaard, der i det daglige blev ledet af en bestyrer og to medhjælpere. Hjemmet, hvis virksomhed strakte sig ud over Jutta Kloppenborg Skrumsagers levetid, fik også en samlende og kulturel betydning som et centrum for sønderjydernes arbejde for det danske mindretal syd for grænsen. Dette arbejde blev bakket op fra mange sider, bl.a. af de sønderjyske husmoderforeninger, der i de nationalt bevægede år omkring 1950 samlede nedfaldsfrugt og kogte marmelade til hjemmet og sydslesvigerne der. Da Bennetgård blev indviet som rekreationshjem 1936, modtog Jutta Kloppenborg Skrumsager Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Foruden medlemskabet af Sønderjysk Samfunds bestyrelse sad hun en længere årrække i Grænseforeningens hovedbestyrelse og havde desuden bestyrelsesposter i Fonden af 4. April, Landsforeningen til Dødsstraffens genindførelse i Danmark, ligesom hun var medlem af udvalget for udgivelse af den sønderjyske Trap. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maren_Splids

Maren Splids

2023-04-22T23:21:45+02:00

fri anvendelse

Maren Splids' liv blev bestemt af en hekseproces, der blev rejst mod hende i 1637, hvor hun levede som ung velanskreven borgerkone i Ribe, og som endte med hendes død på bålet i 1641. Sagen er et af de mest åbenbare eksempler på, hvordan en trolddomsproces kunne omskabe et absolut uskyldigt menneske til en heks. I 1636 blev Didrik, en fattig skrædder i Ribe, ramt af en mærkelig sygdom med stærke mareridt, lang tids stumhed og voldsomme krampeanfald. Under et sådant anfald i marts 1637 kastede han med høje skrig en stor mystisk materie op, som efter konens og naboers vidnesbyrd for rundt i et bækken som et levende væsen. Naboerne, lensmanden, biskop og præster mente, at Didriks sygdom ikke kunne være naturlig, men at han måtte være forgjort. Præsterne anbefalede derfor, at der blev holdt offentlig bøn i byens kirker for at anmode Gud om at afsløre de skyldige troldfolk. Didrik kom derefter i tanke om, at Maren Splids, konen til hans succesrige konkurrent i skrædderfaget, 13 år tidligere under et skænderi havde lovet ham en ulykke. Maren Splids og hendes mand Laurits Splid var ret velstående og agtede borgere i Ribe, og hun reagerede prompte ved at gå til biskop og præster og klage over Didriks bagvaskelser, skaffede sig ikke mindre end fem vidnesbyrd om sin gode vandel i Ribe såvel som i sit fødesogn Grimstrup, og hendes sognepræst bevidnede, at hun gennem årene flittigt havde søgt kirken og regelmæssigt gået til skrifte. Didrik turde da heller ikke i begyndelsen direkte anklage hende, hvad der overhovedet kunne være en bekostelig og risikabel sag, men bryggede nye rygter mod hende, som hendes ægtemand og værge forsøgte at stoppe på bytinget ved at stævne Didrik for bagvaskelse. På et retsmøde i juni 1637 trådte Maren Splids selv frem og erklærede, at Didrik havde løjet hende på som en skælm og æreskænder, og tilføjede, at “dersom hendes klæder var skåret som hans, ville hun dræbe ham med egen hånd, og dersom hun gjorde det, ville han ikke være så ilde faren som hun, efterdi han ville så lyve hende hæder og ære fra”. Hendes hidsige udfald var ganske præcist, at få ry som troldkvinde satte ikke blot liv, men også æren og den evige salighed på spil. Efter endnu et par retsmøder syntes sagen at være gået i sig selv igen. Men i slutningen af 1639 fik Didrik foretræde for Christian 4. på Haderslevhus og klagede sin sag for ham. Kongen beordrede sagen genoptaget. Maren Splids opfordredes på et nyt retsmøde i Ribe til at forsvare sig ved kirkenævn. Det betød, at hun skulle finde 15 mænd, der ville sværge hende fri for trolddom, og da det ikke lykkedes, nedsatte byfogeden et nævningeting til at dømme i sagen. Didrik fremførte nye vidner, folk, der nu mente at finde forklaring på årgamle skader og elendigheder, og i april 1640 lagde Didrik og et af vidnerne “deres hænder på Maren Splids hoved, og fuld og fast sigtede hende (...) at hun havde forgjort dem med hendes trolddomskunst”. Samme dag kendte de 15 nævninge hende skyldig. Sagen blev, som det var lovbefalet i forbindelse med dødsstraf, appelleret til Ribe Rådstueret, som havde landstingsstatus. Hendes mand havde, højst usædvanligt, hyret en prokurator, og sammen fremlagde de et fremragende forsvarsskrift, hvorefter rådstueretten i juli underkendte nævningetingets afgørelse, altså en frifindelse. Nævningene appellerede imidlertid til rigets øverste domstol Kongens Retterting, og i begyndelsen af 1641 blev Maren Splids ført til hovedstaden og indsat i Blåtårn. To mænd blev sat til at vogte over hende dag og nat, sikkert for at hun ikke skulle begå selvmord. Efter trekvart år, hvor meget tyder på, at man mod loven har brugt tortur under de forhør, hun blev underlagt, opgav hun og leverede den tilståelse, hun udæskedes. I oktober kendte rettertinget Maren Splids skyldig i “sig med trolddom at have befattet”, en kendelse, som indebar dødsdom. Dagen efter blev hun, som det var sædvane, lagt på pinebænken. Under torturen angav hun seks andre kvinder, hvad der førte til flere nye processer, hvoraf den ene endte med dødsstraf. Efter rettertingsdommen blev Maren Splids ført tilbage til Ribe. Her blev hun brændt på galgebakken i november. Blev Maren Splids ikke gammel, fik hun et langt efterliv. Først i Ribe og omegn, hvor utallige og uhyrlige beretninger om hendes hekserier verserede endnu i slutningen af 1700-tallet, da Ribepræsten David Grønlund i irritation over alt vrøvlet satte sig for at skrive hendes og andre Ribehekses historie på basis af “authentique Documenter”, dvs. retsprotokoller og tingbøger. Omtrent 200 år senere blev hun for 1970’ernes kvindebevægelse et billede på brutaliteten i fortidens kvindeundertrykkelse, beskrevet bl.a. i Gretelise Holms bog Maren Splids, 1981. Men samtidig blev Maren Splids som “heksen” overhovedet anvendt positivt som emblematisk frontfigur i kvindekampen, fx af tidsskriftet Maren Splids, der i årene 1974-75 blev udgivet af Dansk Kvindesamfunds Esbjergkreds. Ole Degn: Rig og fattig i Ribe 1-2, 1981. Axel Steensberg (red.): Dagligliv i Danmark 1620-1720, 1969. J.C. Jacobsen: Danske domme i trolddomssager i øverste instans, 1966. David Grønlund: Historisk Efterretning om de i Ribe By for Hexeri forfulgte og brændte Mennesker, 1780. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Wulff

Henriette Wulff

2023-04-22T23:24:02+02:00

fri anvendelse

Henriette Wulff, det ældste af fire børn, voksede op i en officersslægt. Faderen, der var kommandør for Søkadetkorpset, havde en litterær åre. Han skrev selv forskellige mindre arbejder og virkede som oversætter af T. Moore og Byron, ligesom han fuldendte P. Foersoms oversættelse af Shakespeare. Hans fordanskning af Englands store dramatiker fik den unge H.C. Andersen, der på det tidspunkt især forsøgte sig som skuespilforfatter, til at opsøge ham, men der kom også andre skønånder og kunstnere i hjemmet, der var en af hovedstadens litterære saloner. Af børnene fik især Henriette Wulff interesse for litteratur og kunst, og hendes tidlige forståelse for H.C. Andersens forfatterskab bandt digteren og borgerdatteren sammen i et livsvarigt venskab. Hendes livlige intelligens, sans for sprog og politiske interesser førte trods mangelfuld undervisning til, at hun lærte at læse tyske, engelske og franske forfattere på originalsproget. Desuden dyrkede hun malerkunsten og blev på en rejse til Dresden vistnok undervist af landskabsmaleren J.C. Dahl. Hun var svagelig, ganske lille og pukkelrygget, men hendes stærke vilje gjorde hende til et dominerende og forkælet midtpunkt i hjemmet, hvor hun overtog husførelsen efter moderens død og søsteren Idas giftermål. Især broderen Christian W. ofrede sig for hende og var hende en stor støtte. Hendes handicap forhindrede hende ikke i at blive en af tidens mest berejste kvinder. Med Christian, der var i marinen som sin fader, tog hun til Harzen og Dresden i 1830. 1834-35 gik rejsen til Italien med den anden broder Peter W., som også var søofficer. 1843-45 boede hun hos venner i Portugal, og i sommeren 1850 foretog hun på foranledning af H.C. Andersen en rejse op gennem Sverige. Samme efterår fulgtes hun med Christian til Vestindien og rejste, tilskyndet af eventyrdigterens svenske veninde, forfatterinden Fredrika Bremer, alene videre til USA, hvorfra hun vendte hjem i 1852. Igen i vinteren 1853-54 var hun med Christian i Italien, og i efteråret 1855 drog de atter udenlands, først til Vestindien, derefter til USA. Her havde hun den store sorg at miste sin broder, der døde af gul feber i South Carolina. Henriette Wulff var med sit heftige temperament et engageret menneske, der levede med i tidens frihedsstrømninger. Ikke mindst Napoleon var et beundret forbillede for både hende og H.C. Andersen. Hun begejstredes over digterne, der rundt om i Europa satte deres liv på spil i kampen mod tyranni og enevælde, og havde portrætter af sine helte H. Heine, V. Hugo og Byron hængende på væggen. Selv fik hun gennem sin brevskrivning og via hjemmet betydning for flere af tidens kulturpersonligheder. Men allermest engagerede hun sig i H.C. Andersen. Lige fra begyndelsen troede hun på hans digteriske evner og beundrede ham grænseløst, om end hun også drillede ham i spøg, når hun fandt ham sentimental. Venskabet indledtes 1822 og varede med små uoverensstemmelser til hendes død 1858. Den adskillelse, som begges hyppige rejseaktivitet medførte, gav anledning til en omfattende brevveksling, der byggede på venskab, gensidig beundring og fælles glæder. Deres forhold var trygt, og, som de altid selv understregede, kærligt og fortroligt som mellem søster og broder. Korrespondancen giver ikke blot et nøje indblik i H.C. Andersens livsforløb i en vigtig årrække, men tegner også et indgående portræt af Henriette Wulff selv. Digteren vidste, hvor han havde hende. Hun afholdt sig ikke fra at sige sin mening om hans værker, hvis der var noget, hun ikke brød sig om. Omvendt øste hun ud af sin begejstring, når hans geni foldede sig helt ud som i rejsebogen En Digters Bazar, 1842. Men eventyrene indtog dog førstepladsen hos hende, og at hun var dybt fortrolig med dem, viste hun ved bestandig at vende tilbage til dem. Der var dog også divergenser mellem dem. Som ægte demokrat var Henriette Wulff totalt usnobbet og skosede H.C. Andersen for hans ydmyghed over for fyrstelige personer. Den store digters beskedenhed var efter hendes mening ude af proportion. “– at De kan føle Dem glad og hædret ved – ja det staar der – at sidde ved Kongen af Preussens Bord (...) sætter De da virkelig en Tittel, Penge, Fornemhed, Held blodt i de ydre Forhold over Genie – Aand – Sjælens Gaver?” Derimod var de enige om, at København var en kedelig by og det danske klima også i åndelig forstand uudholdeligt. Efter såvel broderens som begge forældres død besluttede Henriette Wulff sig for at emigrere til Amerika, tiltrukket af den individuelle frihed i det demokratiske land og af livet i et varmere klima. Gennem Bremer havde hun truffet det amerikanske socialistpar Marcus og Rebecca Spring, og det var meningen, at hun skulle bo hos dem på Eaglewood ved New York, indtil hun fandt et egnet sted for sig selv. I 1858 gik hun om bord på udvandrerdamperen Austria, men nogle dage før ankomsten til New York, brød skibet i brand og gik ned med 452 passagerer. Kun 90 overlevede. Blandt de omkomne var Henriette Wulff. H.C. Andersen var rystet i sin sjæls inderste og havde i årevis mareridt ved tanken om sin søsterlige venindes skæbne. I mindedigtet I det brændende Skib, paa det rullende Hav skildrede han lige efter hendes død hendes betydning for ham og tilføjede: “Du var mig mere god, end jeg det fortjente.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_%C3%98rsted

Sophie Ørsted

2023-04-22T23:23:12+02:00

fri anvendelse

Sophie Ørsted voksede op sammen med broderen Adam Oehlenschläger på Frbg. Slot, hvor faderen var fuldmægtig i slotsforvaltningen. Hans milde, kunstneriske gemyt og moderens stærke, fromme følelser prægede hjemmet, som udviklede børnenes fantasi med højtlæsning og komediespil. En lillesøster, der lå syg med vand i hovedet indtil sin død som femårig, forårsagede dog en stadig dybere nedstemthed hos moderen. Sophie Ørsted og hendes broder levede i et tæt fællesskab, og da han kom i skole i København, delte han sin ny viden med hende, men bortset herfra lærte hun kun husførelse af sin moder. Sophie Ørsted blev betragtet som en stor skønhed, der skabte sin egen stil i væsen, klædedragt og livsførelse. Når dertil kom hendes nære forhold til broderen, der blev dansk romantiks førende digter, og hendes poetiske sind, der åbnede sig lidenskabeligt hengivent i samtaler om kunstneriske og filosofiske emner, var det naturligt, at rollen som muse for en række af periodens fremtrædende kulturpersonligheder tilfaldt hende. Ægteskabet med den prominente og hårdtarbejdende jurist, senere statsminister A.S. Ø. sikrede hendes sociale position, men hendes dårlige helbred og utilbøjelighed til erotisk samliv betød, at hun forblev barnløs. I modsætning til Friederike Brun og Kamma Rahbek holdt hun ikke salon eller dyrkede sine kunstneriske talenter; hun læste ikke meget, skrev nødigt og forstod af fremmedsprog kun lidt tysk. Alt, hvad der kunne løfte sindet, begejstrede hende, men hun manglede lyst og evne til selv at frembringe noget og foretrak at lytte til og tale med nogle få udvalgte mænd i sin daglige omgang. Dobbeltrollen som husmoder og muse beskrev hun selv med ordene, at hun var skabt til to ting, “Opvartningspige paa Bellevue og Kejserinde af Rusland.” Sophie Ørsted fulgte nøje med i broderens digteriske udvikling og havde en sikker vurdering af både hans og andre kunstneres værker. Hendes breve indeholder stedvis en selvstændigt opfattet og formuleret kunst- og litteraturkritik, som Oehlenschläger lyttede opmærksomt til. Hans første trykte digt, der i 1800 kom i tidens betydeligste litterære månedsskrift Minerva, var til hende: “Sophie, Dyden brænde i dit Bryst / Med Guddoms klare, skjønne Lue!,” skrev han med den tids brug af begrebet “dyd” som summen af det gode, sande og skønne. Sophie Ørsteds tidligste beundrere var A.C. Gierlew og Martin Lehmann, men forholdet til digterne Jens Baggesen og F.C. Sibbern blev de væsentlige. Jens Baggesen mødte Sophie Ørsted, da han efter seks år i udlandet havde efterladt sin hustru i Frankrig for at tage på et kort forretningsbesøg i København Han blev stormende forelsket og opslog fra november 1806 til maj 1807 sit standkvarter i familien Ørsteds dagligstue, hvorefter han og Sophie Ørsted levede lykkeligt opslugte af litteraturen og hinanden med A.S. Ø. som velvillig deltager, når hans embedsforpligtelser tillod det. Sophie Ørsted forsonede Jens Baggesen med både Goethe og Oehlenschläger, som han af forskellige grunde havde haft et modsætningsforhold til, og blev inspirationskilden til et mægtigt opsving i hans digtning; under og i forlængelse af samværet udgav han en række betydelige værker bl.a. Skiemtsomme Riimbreve, 1806, og Nye blandede Digte, 1807, Giengangeren, 1807, og Nyeste blandede Digte, 1808, hvori han ofte skildrede Sophie Ørsted, under navnet Lilia, og deres samliv. Efterhånden følte omgangskredsen, at intimiteten i forholdet overskred grænserne for god tone. Baggesen blev i satiriske epigrammer kaldt en “Skjødehund i Ørsteds Fruerbuur,” og selv kronprinsen, den senere Frederik 6., forhørte sig om situationen. Efter afrejsen fra København udgav Jens Baggesen på tysk digtsamlingen Heideblumen, 1808, som var tilegnet Sophie Ørsted med indledningsdigtet Til Lilia, skrevet på hendes 25-års fødselsdag. Hans uhæmmede åbenmundethed var formentlig årsagen til den kulde, Sophie Ørsted modtog ham med, da han i 1811 igen kom til København Efter Jens Baggesen fulgte Sibbern, der studerede hos A.S. Ø. “Sophie maa have en om sig altid til at lade gaae efter alt, hvad hun önsker, ledsage hende hvorhen hun vil, og kort være hendes Villies Tjener,” skrev hendes svoger H.C. Ø. Også Sibbern forelskede sig lidenskabeligt i Sophie Ørsted, de forenedes i beundringen for Goethe, og hun brevvekslede fortroligt med ham under hans store udlandsrejse 1811-13, men nogen erotisk betagelse fra hendes side var der denne gang ikke tale om. Sibbern udøste sin håbløse længsel i romanen Efterladte Breve af Gabrielis, som han skrev og læste op for Sophie Ørsted kort efter sin hjemkomst, men først udgav i 1826. Sophie Ørsteds helbred blev stadig svagere og en baderejse med ægtemanden i 1814 kunne ikke kurere hendes underlivssygdom. På gravstenen mindedes hun som “Sjælen i sin Kreds.” Oehlenschläger erindrede hende siden i digtet Mit Fødested paa Vesterbro, 1847: “Sophia! hele Kredsen kjær, / Du spøgte, / Og som en Musa varmt og blidt / Begeistred Du Din Broder tidt.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Om_Dansk_Kvindebiografisk_Leksikon

Om Dansk Kvindebiografisk Leksikon

2023-04-22T23:28:50+02:00

fri anvendelse

Dansk Kvindebiografisk Leksikon er et enestående nationalbiografisk værk. Her finder du biografier om betydningsfulde kvinder, der ikke eller kun kort er biograferet i andre værker. Værket udkom i årene 2000-2001 i fire bind: tre alfabetiske bind samt det tværgående tematisk organiserede 4. bind Alle Tiders Danske Kvinder. Samtlige 1922 biografier er i dag tilgængelige på lex.dk Dansk Kvindebiografisk Leksikon er udarbejdet som en udbygning og delrevision af 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, som blev skrevet i perioden 1975-1984 og i dag også findes på lex.dk. I 2001 erhvervede KVINFO de digitale ikke-kommercielle rettigheder og kunne således i perioden 2001 til oktober 2022 stille værket gratis til rådighed for offentligheden, udstyret med en række avancerede søgemuligheder. I oktober 2022 lanceredes Dansk Kvindebiografisk Leksikon som det 13. værk på lex.dk, hvor det fortsat stilles gratis til rådighed for alle. I forbindelse med flytningen til lex.dk er mange af artiklerne beriget med illustrationer, ligesom der nu linkes til artikler i Den Store Danske, hvor man får baggrundsviden om fx organisationer, partier og virksomheder.