Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 2

Follow

Alexandra Institute 28

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Broe

Ellen Broe

2023-04-22T22:54:35+02:00

fri anvendelse

Ellen Broe var den yngste i en søskendeflok på tre piger. Hun tog realeksamen fra Horsens Statsskole i 1916. Som 19-årig søgte hun ind som sygeplejeelev på Bispebjerg Hospital. Grunden var ikke lyst til sygeplejen, men hun ville gerne rejse, og sygeplejerskeuddannelsen gav denne mulighed. Forstanderinde Charlotte Munck afviste i første omgang Ellen Broe med begrundelsen, at hun var for ung. Hun rejste da til England og bosatte sig hos sin søster, der var engelsk gift. I 1921, seks måneder før hun fyldte de 22 år, der var optagelseskravet, blev Ellen Broe antaget som sygeplejeelev på Bispebjerg. Hun afsluttede uddannelsen i 1924 og supplerede herefter med barselspleje ved Otto Møllers Fødeklinik. Opmuntret af Munck besluttede hun at påbegynde det rejseliv, hun drømte om. 1925-27 var hun ansat som privatsygeplejerske hos en engelsk børnefamilie i Marokko, derefter arbejdede hun i Paris og Holland, indtil hun ved Muncks mellemkomst i 1930 blev sygeplejerske ved Presbyterian Hospital i New York. Ellen Broe afsluttede sit ophold med at tage sundhedsplejerskeeksamen. Den ekspertviden, Ellen Broe havde skaffet sig i udlandet, var der stort behov for i Danmark, hvor sygeplejerskeuddannelsen var under stærk kritik og videreuddannelser slet ikke fandtes. Hun blev derfor en eftertragtet person, da hun vendte hjem i 1930, fordi hendes fader var alvorligt syg. Hun tog i første omgang en stilling som afdelingssygeplejerske på Folkekuranstalten ved Hald. I 1931 blev hun ansat på tuberkulosestationen i København Her var hun med til at sætte stationens distriktssygepleje i system. I 1933 blev hun oversygeplejerske ved medicinsk afdeling på det nye Sundby Hospital. Hun blev i denne stilling til 1938 og fik et fortrinligt samarbejde med afdelingens overlæge H.C. Gram. Han var også uddannet i Amerika, og netop af den grund fandt de fælles fodslag, da de organiserede afdelingen efter amerikansk forbillede. I samme periode blev Ellen Broe involveret i Dansk Sygeplejeråd (DSR), hvor hun i 1934-35 var medlem af udvalget for supplerende uddannelse og 1934-50 af byggeudvalget. I 1935 var Ellen Broe, bl.a. i samarbejde med Eli Magnussen fra Sundhedsstyrelsen, blevet involveret i etableringen af en videreuddannelse for sygeplejersker. Hensigten var i første omgang at uddanne sundhedsplejersker, idet et forsøg med en sundhedsplejerskeordning havde vist et signifikant fald i børnedødeligheden. Det førte til vedtagelse af Lov om Bekæmpelse af Sygelighed og Dødelighed blandt Børn i det første Leveaar i 1937. De krav, denne lov stillede til uddannelse i sundhedspleje, medførte sammen med et stigende behov for generel efteruddannelse, at Sundhedsstyrelsen tog initiativ til ved Aarhus Universitet at oprette Kursus for Sundhedsplejersker og for ledende og undervisende Sygeplejersker, forløberen for Danmarks Sygeplejerskehøjskole, der åbnede i 1938. Ellen Broe blev sammen med Elisabeth Larsen og Ellen Margrethe Schrøder udpeget som undervisningsledere, og de fik som forberedelse finansieret et års studier ved Teacher’s College ved Columbia University, New York 1936-37. Ellen Broe, der skulle have ansvar for lederuddannelsen, studerede organisation og administration af sygepleje, og under opholdet blev hun bekræftet i, at den amerikanske uddannelsesmodel, sygepleje som et studium, var forbilledlig. Efter sin hjemkomst slog hun et slag for denne model i Tidsskrift for Sygepleje i artiklen Vi efterlyser Fremtidens Sygeplejersker. Her hævdede hun, at standen talte for mange sygeplejersker, der var dårligt rustede personligt som fagligt. Man burde propagandere for at få kvinder med en højere skoleuddannelse ind i faget. Artiklen udløste en følelsesladet debat om den rette indstilling versus boglige forudsætninger i sygeplejefaget. Ellen Broe var undervisningsleder 1938-51, travle år, hvor hun søgte at føre sine faglige visioner ud i livet gennem udvikling af kurset og omfattende skribent- og foredragsvirksomhed. Et væsentligt aspekt i hendes undervisning var sygeplejens historie, som hun fandt vigtig for faglig forståelse og udvikling. I 1941 var hun forfatter til et lærebogskapitel om sygeplejehistorie i 5. udg. af DSRs Lærebog og Haandbog i Sygepleje. I 1958 skrev hun lærebogen Sygeplejens historie og fortsatte udvikling, der kom i flere oplag. Fra 1938 var Ellen Broe involveret i arbejdet med at forbedre grunduddannelsen som medlem af DSRs udvalg til udarbejdelse af et forslag til en minimumsundervisningsplan for sygeplejeelever. Udvalgets arbejde dannede grundlaget for Sundhedsstyrelsens vejledende retningslinier for undervisning af sygeplejeelever i 1939. I 1941 nedsatte DSR et undervisningsudvalg, der skulle evaluere grunduddannelsen og komme med forslag til ændringer. Ellen Broe var fra starten med i udvalget og 1943-46 dets formand. Herfra kom i 1946 Betænkning vedrørende Ændring af Sygeplejeuddannelsen i Danmark. Den kom til at danne basis for den ændrede grunduddannelse i 1957. Ellen Broe fortsatte i DSRs undervisningsudvalg, fra 1949 uddannelsesudvalg, frem til 1950. Dertil var hun medlem af uniformskomitéen 1939-50. I kortere perioder havde hun orlov, fx ledede hun i april 1945 en gruppe sygeplejersker, der deltog i hjælpearbejde ved Dansk Røde Kors’ (DRK) karantænestation i Padborg. I 1947 var hun på studieophold ved universiteter i USA og Canada og i 1950 i USA. I 1940’erne blev Ellen Broe medlem af den danske Florence Nightingale Komité og fra 1947 af International Council of Nurses’ (ICN) Education Committee. Inden for Sygeplejerskers Samarbejde i Norden (SSN) var hun i 1948 initiativtager til oprettelse af et uddannelsesudvalg og fra 1949-50 dets første formand. Denne internationale interesse blev springbrættet til Ellen Broes videre karriere. I 1951 fik hun en nyoprettet stilling som direktør for ICNs uddannelsesafdeling Florence Nightingale International Foundation (FNIF) med sæde i London. Under hendes ledelse udarbejdede FNIF adskillige rapporter om sygeplejeuddannelsen på forskellige niveauer, og hun var også drivkraften bag de to første internationale seminarer i sygeplejeforskning i Sèvres ved Paris 1956 og i New Delhi 1960. Desuden stod hun bag udarbejdelsen af en biobibliografi af Florence Nightingale. Hun brugte mere end halvdelen af sine år i ICN til at besøge og vejlede sygeplejeorganisationer i alle verdensdele, specielt i den tredje verdens lande, hvor der var stort behov. I 1962 forlod Ellen Broe sin stilling i ICN og vendte tilbage til Danmark. Efter en tiltrængt hvileperiode blev hun i 1963 ansat som sygeplejekonsulent i DRK, hvor hun fik til opgave at ansætte personale på det nye danske hospital i Zaire. Dertil ydede hun vejledning til personalet og hjalp med opbygningen af stedets plejeuddannelser. Hjemme havde Ellen Broe mindre opgaver for DRK, og i 1966 tilrettelagde og ledede hun SSNs første nordiske forskningsseminar i København Da Ellen Broe fratrådte stillingen i DRK 1971, fik hun organisationens hæderstegn Pro Humanitate. Pensionisttiden startede hun med at være medstifter af en seniorsammenslutning for sygeplejersker, der i 1982 blev lagt ind under DSR. Ellen Broe skrev en lang række artikler om sygeplejeuddannelse og sygeplejeforskning i inden- og udenlandske fagtidsskrifter. Hun var en pioner på uddannelsesfeltet, og for denne indsats blev hun i 1961 belønnet med Florence Nightingale Medaljen. Hendes liv og værk viser, at hun med ildhu forfulgte sine mål. Hun karakteriseres som en stærk personlighed, der tjente som et forbillede for mange af sine samtidige. Kristendommen havde dertil stor betydning for hende, og på et tidspunkt konverterede hun til katolicismen. Sine sidste leveår tilbragte hun på Liobasøstrenes plejehjem i København KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Milma_Broe

Milma Broe

2023-04-22T22:54:36+02:00

fri anvendelse

Milma Broe voksede op under jævne kår i et borgerligt miljø på Ærø. Her var de fleste mænd søfolk, også hendes fader, og i det daglige var såvel barndomshjemmet som øsamfundet i det hele taget kvindernes ansvar. Det lærte hende, at kvinder kunne leve selvstændigt, og den erfaring baserede hun sit eget liv på. De sociale skævheder i samfundet fik hun tidligt øje for. Hun læste med indlevelse Pelle Erobreren af Martin Andersen Nexø og følte en kraftig indignation, da hendes fader blev fyret fra sin arbejdsplads. Som stor pige flyttede hun med familien til København, hvor hun inden længe fik kontakt med folk i Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). I 1936 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Efter at have færdiggjort sin skolegang kom hun i lære som laborant. Mens de udenrigspolitiske spændinger voksede, Anden Verdenskrig brød ud, og Danmark blev besat, brugte den unge Milma Broe al sin fritid på politisk arbejde, dels i sin fagforening, dels som formand for DKU-afdelingen på Vesterbro, da hun som 18-årig flyttede hjemmefra. Som færdiguddannet laborant flyttede Milma Broe i 1941 til Århus, hvor hun blev ansat i et frøfirma. På dette tidspunkt angreb Tyskland Sovjetunionen, hvorefter Folketinget ved lov forbød kommunistisk virksomhed. Det fik dog ikke Milma Broe til at skifte livsstil og interesser, hun skabte i løbet af kort tid kontakt til århusianske partifæller og DKU-ere og blev impliceret i kommunisternes illegale arbejde. Herefter blev hun kontaktet af David Hejgaard, DKPs ansvarlige for det illegale arbejde i Midtjylland. Han havde udset sig hende som sekretær og kurer og kom på denne måde til at gøre brug af hendes store netværk, selvom han i første omgang bebrejdede hende, at hun havde knyttet forbindelserne på egen hånd. Til at begynde med hentede hun illegale blade og bøger samt bragte beskeder til og fra København, men senere rejste hun også frem og tilbage med sprængstoffer i sin kuffert. Hun fik en vigtig position i modstandskampen som forbindelsesled mellem Hejgaard og det illegale miljø i Århus. Kurervirksomheden gav hende mere magt og indsigt, end kvinder typisk fik i modstandskampen, men opgaven betød også, at hun skulle holde lav profil, kende sin plads i hierarkiet og underordne sig sin chef. Det var svært for den udadvendte Milma Broe, der altid havde været både selvstændig, frimodig og initiativrig. Samarbejdet med Hejgaard ophørte i slutningen af 1942, da Milma Broe blev arresteret. Hun blev dog frikendt og løsladt igen, men arrestationen havde skabt for megen opmærksomhed om hendes person til, at hun kunne beholde sine gamle arbejdsopgaver. Hun fortsatte imidlertid modstandsarbejdet i en sabotagegruppe, i begyndelsen uden den kommunistiske byledelses viden, men senere med dens accept. I maj 1943 blev hendes forlovede Willy Schmidt skudt under en sabotageaktion. I affekt placerede hun en tidsindstillet bombe på et tysk værnemagtshjem, og ved kærestens begravelse, der fik karakter af en demonstration med tusindvis af århusianere som deltagere, holdt hun en tale, hvori hun vedgik sig sin tilknytning til modstandskampen og tryllebandt forsamlingen med sin ungdom og glød. Disse modige aktioner bragte hende på kant med byledelsen, der mente, hun handlede dumdristigt. Om sommeren udløste den voksende folkelige modstand omfattende proteststrejker i de store byer. Under folkestrejken i Århus indtog Milma Broe en central placering som organisator og taler, og for de strejkende blev hun symbolet på den kæmpende by. Herefter mistede hun kontakten til DKP, hun havde gentagne gange optrådt fandenivoldsk og måtte gå under jorden i København Milma Broe var en fremragende agitator, og hun gav sig i kast med illegale aktiviteter, der var ganske atypiske for kvinder i modstandsbevægelsen. Men hun var blevet for dumdristig og måske også for letsindig og magtfuld til igen at kunne indordne sig i bevægelsens hierarkiske systemer. I København arbejdede hun i Studenternes Efterretningstjeneste, indtil hun i efteråret 1944 fødte en søn. Den sidste del af Besættelsen boede hun på Langeland. Hun ville med sit barn gerne have ro omkring sig. Mens hun boede der, lykkedes det hende dog at få kontakt til DKP igen, og hun skrev et par artikler til Trods Alt, kommunisternes illegale månedsblad i Odense. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne-Lise_Christensen

Anne-Lise Christensen

2023-04-22T23:00:25+02:00

fri anvendelse

Anne-Lise Christensen voksede op i et kærligt, borgerligt hjem og var i mange år enebarn. Hun begyndte skolegangen i Kalundborg, men da faderen skulle avancere, lod han sig af hensyn til hendes uddannelse forflytte til Hillerød, hvor der var gymnasium. Fra 3. mellemskoleklasse gik hun på Frederiksborg Statsskole og blev student herfra i 1945. Hun bestod filosofikum ved Københavns Universitet i 1946. Samme år blev hun gift med en studenterkammerat, fik sit eneste barn i 1947 og opgav samtidig sit ønske om at studere litteratur. Parret boede de første 13 år i en længe af svigerforældrenes gård med stutteri i Kvistgård i Nordsjælland. Anne-Lise Christensen havde stor glæde af at deltage i livet på den nærliggende Krogerup Højskole, og hun var desuden aktiv i Folkevirke. Både hun og hendes mand var optaget af tidens politiske og kulturelle strømninger uden at være medlem af noget politisk parti, men de holdt det kommunistiske dagblad Land og Folk, og hun var medlem af Helsingørkredsen under det kommunistisk dominerede Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. I 1952 deltog de på Askov Højskole i Nordisk Sommeruniversitets første møde, hvor stemningen var entusiastisk, og bl.a. Niels Bohr og Mogens Fog holdt foredrag. Anne-Lise Christensen har fortalt, at hun da følte, at noget tændte i hende, og at hun måtte i gang med et studium. Samme år begyndte hun at studere psykologi ved Københavns Universitet, og i 1954 opholdt hun sig et år som Visiting Research Fellow på Harvard University i Boston, USA, hvor hendes mand var gæsteforsker. Ved forelæsningerne følte hun det, som om himlen var blevet åbnet, og under opholdet startede et livslangt, inspirerende venskab med den internationalt kendte neuropsykolog J.S. Bruner. I 1957 blev Anne-Lise Christensen cand.psych. fra Københavns Universitet. Straks efter eksamen deltog hun i et kursus i psykoanalyse, da universitetet dengang helt så bort fra dette fagområde. Psykologen Lise Østergaard stod for kurset og inspirerede hende til at gå videre med klinisk psykologi. Hun var derefter ansat på Rigshospitalets psykiatriske afdeling og i Mødrehjælpen, indtil hendes mand i 1959 fik en stilling på Århus Universitet. Hun flyttede med og blev klinisk psykolog på Psykiatrisk Hospital i Risskov og året efter på Kommunehospitalet i Århus. Her fik hun et frugtbart samarbejde med professor og overlæge i neurokirurgi Richard Malmros, der gav hende frie og stimulerende forhold at forske under. Da den russiske professor i neuropsykologi A.R. Lurias Higher Cortical Functions in Man udkom i 1966, blev den skelsættende for hendes karriere. Med sin opfattelse af, at udviklingen af menneskets højere hjernefunktioner er betinget af hjernens stadige samspil med omverdenen, brød Luria med tidligere teorier, og Anne-Lise Christensen forstod straks, at denne holistiske model gav forklaring på mange af de problemer, som hun netop arbejdede med hos de neurokirurgiske patienter. Sammen med flere klinisk arbejdende læger, bl.a. overlæge i neurologi Mogens Dalby, fordybede hun sig i Lurias metode med henblik på at anvende den i praksis. I 1969 blev hun chefpsykolog på Psykiatrisk Hospital i Århus, og her opbyggede hun fra grunden Klinisk Psykologisk Afdeling. Samtidig blev hun lektor i medicinsk psykologi ved lægestudiet på Århus Universitet. På en verdenskonference i London i 1969 mødte hun Luria, som foreslog hende et studieophold på hans laboratorium ved den neurokirurgiske universitetsafdeling i Moskva, og efterfølgende modtog hun en invitation fra det russiske sundhedsministerium. I 1970 opholdt hun sig knap en måned hos Luria og arbejdede daglig tæt sammen med ham. Da hun kom tilbage til Århus, skrev hun bogen Luria’s Neuropsychological Investigation, 1974, og den blev udgivet med accepterende forord af mesteren selv og oversat til en række sprog, inklusive russisk. I 1973 og 1975 var hun atter på studiebesøg hos Luria. Efter sin mands pludselige død i 1980 flyttede hun til København Gennem årene havde hun haft regelmæssig kontakt med Rigshospitalets psykiatriske afdeling, og her blev hun forskningspsykolog 1981-85 og arbejdede videre med Lurias metode. Samtidig holdt hun stribevis af gæsteforelæsninger i store dele af verden. På denne tid var amerikanerne kommet længst med genoptræning efter hjerneskader, og Anne-Lise Christensen gik med ildhu ind for at opbygge et genoptræningscenter på Rigshospitalet. Det lod sig ikke gennemføre, men ved en kolossal indsats lykkedes det på Københavns Universitet under faget psykologi at etablere Center for Hjerneskade. Her var hun direktør 1985-98. Centrets hjerneskadede elever gennemgår flere måneders individuel genoptræning, og Anne-Lise Christensen har på grundlag heraf været med til at bevise, at beskadigede hjerners funktion på denne måde kan retableres i betydelig grad, en konklusion, der står i direkte modsætning til tidligere antagelser. I 1992 blev hun adjungeret professor i psykologisk rehabilitering ved Københavns Universitet. Da amterne oprettede videnscentre, blev hun i 1993 faglig leder af Videnscenter for Hjerneskade. Hun har i en lang årrække ivrigt deltaget i internationalt organisatorisk arbejde inden for neuropsykologi og har bl.a. arrangeret seks internationale konferencer i København Hun blev æresdoktor ved Lunds Universitet i 1994 og ridder af Dannebrogordenen 1989. Anne-Lise Christensen har livet igennem haft en brændende interesse for psyken i forbindelse med hjernens funktion. Talentfuldt har hun grebet givne muligheder for at samarbejde med progressive neuropsykologiske forskere i USA og Europa, og hun er blevet internationalt kendt som en fremragende formidler af Lurias arbejde. Desuden har hun ihærdigt brugt sin store viden til en banebrydende klinisk indsats for genoptræning af mennesker med hjerneskader. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Christensen

Ellen Christensen

2023-04-22T23:00:28+02:00

fri anvendelse

Ellen Christensen voksede op i en velhavende familie, og efter endt skolegang uddannede hun sig som sygeplejerske. Under den tyske besættelse af Danmark var hun ansat som operationssygeplejerske på Bispebjerg Hospital. I de første besættelsesår blev hun tilsluttet og efterhånden medleder af en gruppe under modstandsorganisationen Frit Danmark. Gruppen var hovedsageligt beskæftiget med produktion og distribution af illegale blade. Jødeforfølgelserne i oktober 1943 blev anledningen til, at hun for alvor engagerede sig i illegalt arbejde, og i tiden frem til Befrielsen ydede hun en betydningsfuld og mangesidig modstandsindsats. Bispebjerg Hospital var gennem nogle uger et vigtigt opholdssted for jødiske flygtninge, og herfra blev deres videre transport til Sverige organiseret. Ellen Christensen deltog utrætteligt i dette humanitære hjælpearbejde, og efter den vellykkede aktion for at redde de danske jøder fortsatte hun sit illegale virke, bl.a. i samarbejde med andre ansatte på hospitalet. Sårede sabotører blev behandlet og skjult, og Ellen Christensen fik efterhånden mangeartede forbindelser inden for modstandsbevægelsen og opbyggede et vidtstrakt kontaktnet. Herved fik hun en central placering. Hun var forbindelsesled mellem en af de største og sikreste illegale ruter til Sverige og de modstandsfolk og allierede flyvere, der skulle af sted. Samtidig fortsatte hun med illegal bladvirksomhed, deltog i våben- og sprængstoftransporter, advarede modstandsfolk, der var kommet under mistanke, og blev en mester i at skaffe falske identitetskort, rationeringsmærker, våben og andet nødvendigt til modstandsarbejdet. Dette arbejde blev efterhånden så krævende, at hun i sommeren 1944 tog orlov for helt at kunne hellige sig de illegale aktiviteter. Da hendes kæreste, sabotøren Jørgen Haagen Schmidt, kaldet Citronen, i september 1944 blev alvorligt såret af tyskerne, plejede hun ham dagligt. Skjulestedet blev ransaget af Gestapo en nat i oktober, og det udviklede sig til en voldsom og timelang ildkamp, hvorunder Citronen blev dræbt. Med nød og næppe lykkedes det Ellen Christensen at undslippe, men under aktionen havde Gestapo fundet hendes falske identifikationskort, og hun blev nu stærkt eftersøgt. Hun måtte derfor leve under jorden resten af Besættelsen, og selvom hun fortsatte sit modstandsarbejde, undgik hun arrestation. Efter krigen påtog Ellen Christensen sig flere gange at arbejde for Røde Kors i udlandet, bl.a. i Grækenland, indtil borgerkrigen brød ud i 1946, og i Israel under Seksdageskrigen i 1967. For den aktive indsats under Besættelsen og for den humanitære hjælp til danske jøder, sabotører og allierede soldater modtog hun i 1953 Florence Nightingale Medaljen, som hun i 1972 overdrog til Frihedsmuseet. Ellen Christensen havde selv et usentimentalt forhold til sin indsats under Besættelsen. Det kolossale pres, hun havde levet under, satte sig alvorlige spor i hendes fysiske og især psykiske tilstand, men i lighed med mange andre tidligere modstandsfolk talte hun sjældent om sine oplevelser. Hun tilbragte sine sidste år i Karolinelundscentret i Gjern. Ved sin død gjorde hun Citronens datter til universalarving. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Dahlerup

Johanne Dahlerup

2023-04-22T22:58:00+02:00

fri anvendelse

Johanne Dahlerup kom fra landet, men orienterede sig hurtigt mod byen, tog realeksamen fra Præstø i 1913 og lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium 1917. Hun supplerede sin uddannelse med eksamen fra Statens Gymnastikinstitut 1918. Efter vikariater i Jylland var hun 1919-25 ansat ved Københavns kommunale skolevæsen. I 1923 giftede hun sig ind i en intellektuel embedsmandsfamilie, og i dette miljø traf hun bl.a. politikeren Elin Appel, der blev hendes svigerinde. Johanne Dahlerup tog sin afsked i 1925, da hun fik sit første barn, og indtil alle tre børn nåede skolealderen, helligede hun sig alene sin husmodergerning. Fra den første dag hun opgav sit selverhverv, satte hun sig målbevidst for at uddanne sig i husholdning og blive en god arbejdsgiver for sine tjenestepiger. Hun opfattede sit eget hjem som et demokratisk samfund, hvor ingen enkelt person var enevældig, men hvor alle måtte lære at se problemerne fra de andres side. Denne tilgang til arbejdet i hjemmet så hun selv som baggrunden for den position, hun senere fik i politik og foreningsliv. Gennem deltagelse i folkeskolens nyoprettede forældreråd fra 1933 blev Johanne Dahlerups politiske interesse vakt, og hun meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti. Her gjorde hun lynkarriere. To måneder efter at hun var gået ind i en studiekreds, var hun selv leder, og inden året var omme, blev hun opstillet til den konservativt dominerede kommunalbestyrelse på Frbg., valgt som suppleant og af kommunalbestyrelsen udpeget som tilsynsførende ved et børnehjem. I 1939 var hun opstillet til både Folke- og Landsting i Østre Storkreds og opnåede at blive suppleant til Landstinget i perioden op til Anden Verdenskrig, da konservatismen stod stærkt. 1940 trådte hun ind som stedfortræder og var medlem, indtil den otteårige valgperiode udløb 1947. Hermed havde den konservative Landstingsgruppe for første gang to kvindelige medlemmer, idet Johanne Dahlerups indtræden var udløst af, at Lisbet Hindsgaul rykkede frem til den sikre plads som tingvalgt medlem. 1952-53 var Johanne Dahlerup suppleant i Folketinget. På Christiansborg var det foruden husholdningsspørgsmål skole- og børneområdet, der optog hende. Hun støttede arbejdet for en udvidelse af den offentlige skolebespisning under krigen, var sit partis ordfører ved behandlingen af loven om forebyggende børneværn fra 1945 og var medlem af Kommissionen vedrørende ungdomsskoler, aftenskoler og ungdommens fritidsbeskæftigelse 1948. Som ordfører ved behandlingen af loven om husholdningsskoler og -seminarier 1946-47 talte hun for indførelsen af ungdomsskoler for ufaglærte, en sag, der for hende særlig gjaldt husgerningsundervisning for unge piger. På forbrugerområdet deltog hun bl.a. i udvalgsarbejdet om standardisering af mål og vægt i samlingen 1948-49. Johanne Dahlerup var i begyndelsen af 1930’erne blevet medlem af De Danske Husmoderforeninger (DDH), som da havde fundet sin organisatoriske form som landsforening for husmødre fra byernes borgerskab. Fra 1944 var hun næstformand i Frbg. Husmoderforening og blev et år senere formand. Kort efter kom hun i DDHs hovedbestyrelse og valgtes efter Ingeborg Richters pludselige død i 1946 til landsformand. Denne post udfyldte hun dygtigt i mere end 25 år frem til 1962, især i kraft af flid og et stort organisationstalent. DDH var i denne periode præget af et velorganiseret oplysnings- og uddannelsesarbejde blandt unge piger og voksne kvinder og af deltagelse i det omfattende netværk af institutioner og organisationer, som i årene før krigen var blevet etableret på husholdningsområdet. I Johanne Dahlerups formandsperiode øgedes medlemstallet med 75%, fra 25.000 til ca. 43.000. Hun deltog i utallige agitations- og diskussionsmøder og blev en dreven forhandler. Dette udnyttede hun i de tillidsposter, hun havde som formand for DDH, bl.a. som medlem af Statens Husholdningsråd 1946-60 og af Priskontrolrådet 1947-55. Hun var dermed i en vigtig periode centralt placeret i opbygningen af forbrugerarbejdet, og hendes politiske og organisatoriske arbejde supplerede fint hinanden. Efter Anden Verdenskrig, da internationalt samarbejde blev udbygget på en række fronter, var hun meget optaget af at etablere kontakter med husmødre verden over. Husmødrenes samarbejde i Nordens Husmoderforbund havde hendes store interesse, og hun var formand for dette både 1947-49 og 1960-64. Hun kom også til at spille en fremtrædende rolle i den internationale husmoderorganisation Associated Country Women of the World. Efter at have forladt Folketinget var hun 1953-59 vicepræsident i verdensorganisationen, og hun var indtil 1962 medlem af hovedbestyrelsen. Hun blev ærespræsident for DDH 1964 og ridder af Dannebrogordenen 1960. Johanne Dahlerup tog aldrig sit standpunkt ud fra kvindesagen. Hun mente, at kvindespørgsmålet ville være løst, når kvinder blev betragtet slet og ret som mennesker. Alligevel var det kvindernes opgaver som husmødre og mødre, der optog hende stærkest og kædede hendes politiske og organisatoriske arbejde sammen. Hun stod som en markant repræsentant for bestræbelserne på at gøre kvinder til aktive samfundsborgere i en tid, hvor den traditionelle husmoder var ved at have udspillet sin rolle. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Dahlerup

Karen Dahlerup

2023-04-22T22:58:01+02:00

fri anvendelse

Karen Dahlerup blev kendt i den brede offentlighed, da hun i 1975 blev udpeget til formand for det nyetablerede ligestillingsråd. Opgaven med at igangsætte en koordineret statslig ligestillingsindsats fik hun efter at have varetaget en række organisatoriske hverv inden for Socialdemokratiet, hvor hun også beskæftigede sig med kvinde- og ligestillingsspørgsmål. Hun voksede op i en arbejderfamilie, der lagde vægt på, at de tre døtre skulle have en uddannelse. Efter at have taget mellemskoleeksamen blev hun uddannet som defektrice på et apotek, hvor hun var ansat 1937-43. Hun giftede sig i 1942 og havde i årene efter sit første barns fødsel i 1943 forskelligt aftenarbejde, bl.a. på fabrik og ved telefonvæsenet. 1959-63 var hun ansat som kontorleder i begravelsesvæsenet i Glostrup og 1973-82 i Arbejdsdirektoratet. I 1963 afløste Karen Dahlerup Grethe Hækkerup som Socialdemokratiets kvindesekretær, en post, hun beholdt til 1970. I denne periode sad hun også i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse. Hun var redaktør af bladet Frie Kvinder 1966-70 og formand for partiets familieudvalg 1967-74. Hun var modstander af den beslutning, der blev truffet på partikongressen i 1969, om at nedlægge de socialdemokratiske kvindeudvalg, der havde til formål at dygtiggøre og interessere kvinder for politik. Efter at have været opstillet i en årrække blev hun valgt ind i Folketinget 1970. Frem til valget i 1971 rejste hun spørgsmål om ligeløn, barsel og sundhedspolitik. Hun blev genvalgt i perioden 1977-81 og var medlem af finansudvalget 1979-81. I 1973 og 1983 blev hun i nogle perioder indkaldt som suppleant i tinget, og hun var medlem af Europaparlamentet 1979-80. I 1981 kritiserede hun de politiske partier for at opstille kvinder på dårlige pladser, selvom hun tidligere havde haft den holdning, at kvinder kunne komme ind i politik, hvor de selv ønskede det. I forlængelse af sit partipolitiske arbejde udtalte Karen Dahlerup sig om betydningen af kvinders økonomiske selvstændighed, og hun understregede, hvor vigtigt det var, at kvinder uddannede sig. Hun slog også på behovet for daginstitutioner, om end hun ikke var nogen stor tilhænger af vuggestuer. Endelig var hun optaget af mænds ligestillingsproblemer og blev i 1973 rost af Foreningen Far for at tale deres sag i forhold til ugifte fædres ret til forældremyndighed. Karen Dahlerup tog initiativ til igangsættelse af en kvindekommission inden for Socialdemokratiet, som blev forløber for den store kvindekommission, som statsminister J.O. Krag nedsatte i 1965 med Edel Saunte som formand. Her var hun medlem frem til kommissionens afslutning i 1974 og blev udpeget til formand for dens familieudvalg 1967-74. Kommissionens hovedforslag var oprettelsen af et permanent ligestillingsorgan, men der kunne ikke skabes flertal for dette i Folketinget, bl.a. fordi flere mindretalsudtalelser angående rådets sammensætning gav uklare signaler til politikerne. Statsminister Poul Hartling sendte derefter forslaget til høring i ministerierne. Under den efterfølgende socialdemokratiske regering oprettede statsminister Anker Jørgensen Ligestillingsrådet administrativt og udpegede Karen Dahlerup som formand. Rådet havde i starten ikke noget selvstændigt budget. Alle medarbejdere og herunder også Karen Dahlerup var udlånt fra stillinger i ministerierne. Landets økonomisk udsatte situation med energikrise og stigende arbejdsløshed var også medvirkende til en vis tilbageholdenhed i ligestillingspolitikken. Der kom offentlige nedskæringer, især på daginstitutionsområdet i 1975. Karen Dahlerup forholdt sig som den loyale partiarbejder, hun var, ikke kritisk til regeringens politik. Hun mente således ikke, at nedskæringerne på daginstitutionsområdet kunne tolkes som et ligestillingsproblem. Da Arbejdsministeriet i 1978 udsendte det såkaldte børnepasningscirkulære, ifølge hvilket kvinder med børnepasningsproblemer kunne fratages arbejdsløshedsunderstøttelsen, nøjedes Ligestillingsrådet med at beklage, at det ikke havde fået det til høring forinden. Rådet markerede sig imidlertid på den høje kvindearbejdsløshed samt på spørgsmålet om kvinderepræsentationen i offentlige råd og udvalg. Det fik også mange henvendelser fra enkeltpersoner, og i dets første år bestod arbejdet primært i at behandle disse klager, som rådet imidlertid sjældent kunne stille noget konkret op med. I 1978 blev rådet lovfæstet samtidig med vedtagelsen af Lov om ligebehandling. Dette gav Ligestillingsrådet en række opgaver i forhold til at fortolke praksis for overholdelsen af lovgivningen og fungere som høringsinstans angående dispensationer til at særbehandle det ene køn. Karen Dahlerup var formand frem til 1982, hvor hun selv anmodede om at blive fritaget for jobbet. Det skete efter, at hun var røget ud af Folketinget ved valget i slutningen af 1981. Karen Dahlerup engagerede sig i slutningen af 1980’erne i lokalpolitik og var viceborgmester i Løkken-Vrå kommune 1986-89. Hun var medlem af en række bestyrelser og udvalg og modtog i 1976 prisen som Årets Igangsætter, som var indstiftet af Politikens lokalaviser. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Agnethe_Davidsen

Agnethe Davidsen

2023-04-22T22:58:25+02:00

fri anvendelse

Agnethe Davidsen voksede op i Nuuk (Godthåb) hos sine bedsteforældre i et kærligt, men strengt hjem med meget ansvar og mange pligter. “Først pligt, så fornøjelse,” som mormoderen lærte den lille Agnethe Davidsen, der hver dag måtte tidligt op for at kløve brænde og hente kul og vand. I skoleferierne arbejdede hun i en børnehave, og glæden ved børnene udviklede sig til ønsket om at blive børnehavelærerinde. Men da der ikke fandtes noget børnehaveseminarium i Grønland på dette tidspunkt, startede hun 1964 med et år i huset. Derefter var hun et år i Red Barnets børnehave og et år i Røde Kors’ døgninstitution. Hendes lyst til at færdiguddanne sig i Danmark kolliderede imidlertid med hendes behov for at blive i Nuuk af familiemæssige årsager. Allerede som 16-årig havde hun mødt sin kommende mand Aqqaluartaaq D., som hun giftede sig med i 1966. Familien talte da også sønnen Søren. Agnethe Davidsen besluttede derfor at sikre sig en uddannelse, der var kortere end børnehavelærerindeuddannelsen, og valget faldt på en ni-måneders uddannelse inden for handel og kontor. I 1969 rejste hun fra ægtefællen og sine nu to børn til Ikast, hvor hun 1970 tog handelseksamen. Ved hjemkomsten fik hun arbejde i landsretten i Nuuk til 1979, hvor hun overtog kredsdommerembedet i Nuuk kredsret. Årene som kredsdommer 1979-83 og igen 1989-93 gav hende et dybt og indgående kendskab til byen, uden at hun af den grund følte, at arbejdet i det lille samfund gav hende modstandere. Det forsonende element i det grønlandske retssystem, at alle dømte skal bringes tilbage til samfundet, passede hende godt. Med Agnethe Davidsens udtalte sociale engagement var det ikke underligt, at hun også gik ind i politik. I 1983 blev hun suppleant for Hans Pavia Rosing for det socialdemokratiske parti Siumut i Landstinget. Senere samme år blev hun udpeget til at varetage posten som landsstyremedlem for sociale anliggender og blev dermed det første kvindelige landsstyremedlem. Da Landsstyret imidlertid blev væltet i 1984 på grund af fiskeriaftalen med EF, havde Agnethe Davidsen endnu ikke fået tilstrækkeligt fodfæste som landspolitiker til at blive valgt til Landstinget, men i 1995 opnåede hun valg. I 1989 blev hun indvalgt i Nuuk kommunalbestyrelse for Siumut og fungerede i perioden 1989-91 som 2. viceborgmester. Ved valget i 1991 sikrede hun sig posten som 1. viceborgmester indtil 1993, hvor hun blev hovedstadens anden kvindelige borgmester efter Laannguaq Lynge, der beklædte posten 1991-93. Som borgmester har Agnethe Davidsen opnået et stadigt stærkere mandat og oplevet en stigende popularitet. Agnethe Davidsen har igennem årene i kommunal- og landstingspolitik haft en række indflydelsesrige poster. Hun er bl.a. blevet kendt for sin store indsats i Landstingets finansudvalg og som formand for Nuuk kommunes økonomiudvalg. Siden 1990 har hun været medlem af Siumuts hovedbestyrelse og forretningsudvalg. Desuden har hun fra 1985 været formand for Grønlands Radios styrelse, fra 1993 medlem af Den Grønlandske Retsvæsenskommission og 1989-93 næstformand i KANUKOKA (De Grønlandske Kommuners Landsforening). Endvidere har hun siden 1995 været medlem af turismeselskabet Tikilluarits bestyrelse i Nuuk samt kommunens repræsentant i det offentlige boligselskab INIs bestyrelse. Agnethe Davidsen har haft den holdning, at det er vigtigt med kvinder i grønlandsk toppolitik, da kvinder som ledere og politikere ofte er mere humanitært tænkende. Selv har hun hyppigt stillet op som taler ved 8. marts, kvindernes internationale kampdag, og ved SORLAKs (Grønlands Ungdoms Fællesråd) arrangementer, bl.a. et fakkeltog mod vold 1997, og ved enhver sportslig begivenhed for børn og unge i kommunen, og hun har været en ivrig forkæmper for planerne om afholdelse af Arctic Winter Games i 2002 i Nuuk. Agnethe Davidsens engagement for at sikre, at Nuuk kommunes mange sager også blev støttet i Landstinget, gjorde, at hun i årene 1995-97 besad en række dobbeltposter i både Landsting og kommune. Hun har kæmpet for at løse hovedstadens alvorlige boligproblemer og sikre familiernes vilkår, men også deltaget i bestræbelserne på at udvide samhandelen med andre lande, ikke mindst de arktisk-canadiske naboer. I et samfund, der kæmper med livsstilssygdomme, alkoholmisbrug, vold og incest, har hun i særlig grad været optaget af at forbedre børn og unges vilkår, bl.a. ved bedre uddannelse af institutionernes personale. På grund af sin politiske indsats på den magtfulde position som Nuuks førstedame blev hun 1997 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. Samme år trak hun sig fra det landspolitiske arbejde for at hellige sig kommunalpolitik på fuld tid. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helle_Degn

Helle Degn

2023-04-22T22:57:44+02:00

fri anvendelse

Helle Degn voksede op på Amager i et familiemiljø, som ikke var åbent for politiske diskussioner. Hendes fader var prokurist og hendes moder hjemmearbejdende. 17 år gammel meldte Helle Degn sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), og efter et brud med forældrene flyttede hun hjemmefra. I første omgang gik hun ikke ind i selve Socialdemokratiet, fordi hun var afskrækket af Per Hækkerups hårde partidisciplin og debatform. Hun arbejdede sig fremad i partimaskineriet og blev næstformand i ungdomsforeningen, kom i vælgerforeningen og dernæst i dens bestyrelse. 1966-71 gennemførte hun læreruddannelsen på Blågård Seminarium, men på grund af sin politiske karriere har hun kun arbejdet få år som folkeskolelærer. Helle Degn var medlem af Tårnby kommunalbestyrelse 1969-72 og blev i 1971 valgt ind i Folketinget, hvor hun bortset fra perioden 1975-77 har siddet siden. Hun var da 24 år gammel og tingets yngste medlem. Hun var gravid, da hun blev valgt, og på hendes initiativ blev der i 1972, kort før hun fødte, gennemført barselsorlov til kvindelige folketingsmedlemmer. Ved valget i 1971 steg kvindeandelen i den socialdemokratiske gruppe fra 11% til 17%, og de yngre, nyvalgte kvinder kom i de følgende år til at præge både partiet og folketingsgruppens arbejde. Foruden Helle Degn talte de så markante personer som Ritt Bjerregaard, Birte Weiss og Inge Fischer Møller. Den nye kvindegeneration markerede som politikertyper og ud fra deres kvindepolitiske strategier en fornyelse i forhold til de kvinder, som tidligere havde været fremtrædende i partiet. I den periode, hvor Helle Degn gjorde karriere, var det en fordel at være kvinde, men ligesom andre kvindelige politikere er hun blevet udsat for stereotypisering og latterliggørelse. Helle Degn valgte en dobbeltstrategi for sit politiske arbejde og har både beskæftiget sig med uden- og indenrigspolitik. Indenrigspolitisk har hun arbejdet med uddannelse, økonomi og kvinde- og ligestillingspolitik. Som ung politiker markerede hun sig ved at være meget kritisk over for EF og NATO, men skiftede synspunkt i 1989. Helle Degn var med i Danmarks delegation til FNs kvindekonference i Mexico 1975, København 1980, Nairobi 1985 og Beijing 1995. I forlængelse af disse konferencer har hun flere gange stået i spidsen for tværpolitiske dagsordensinitiativer i Folketinget, der har lagt op til en styrkelse af ligestillingsindsatsen. Hun har også været aktiv i Danske Kvinders Nationalråd, hvor hun var medlem af styrelsen 1977-83. I 1982 udpegede statsminister Anker Jørgensen hende til formand for Ligestillingsrådet. Denne post havde hun frem til 1987, hvor den borgerlige regering udnævnte den konservative Grethe Fenger Møller. Som rådsformand talte Helle Degn stærkt for nedsættelse af arbejdstiden frem for deltid, bl.a. fordi det sidste gjorde kvinder økonomisk afhængige. I tiåret for Ligestillingsrådets oprettelse gav hun i 1985 en nøgtern vurdering af rådets arbejde, hvor hun på den ene side pegede på den øgede opmærksomhed om den politiske kvinderepræsentation, men på den anden side mente, at ligestillingslovgivningen havde manglet slagkraft, bl.a. fordi interessemodsætningerne i Danmark var så stærke, at andre hensyn end ligestilling kom til at veje tungere. Helle Degns nære venskab med Bjerregaard har ført til, at hun ofte er blevet sat i bås med denne. Hun mener selv, at hun har betalt en høj pris for dette venskab. Da der i 1984 skulle vælges to næstformænd for Socialdemokratiet, stillede hun op, men tabte til Weiss. Helle Degn var blevet bragt i forslag af partiets ligestillingsudvalg og herunder specielt af Bjerregaard, som på dette tidspunkt havde tabt terræn internt i partiet. Under Socialdemokratiets formandsopgør støttede Helle Degn Poul Nyrup Rasmussen. Helle Degns politiske karriere nåede sit foreløbige højdepunkt, da hun i 1993 blev udpeget som minister for udviklingsbistand i Nyrup Rasmussens første regering. Ministerposten var vanskelig at bestride, fordi den var oprettet i forbindelse med en tvedeling af Udenrigsministeriet, og den var klart underordnet selve udenrigsministerposten. Det vakte heftig diskussion, da uoverensstemmelser om, hvilket ministerium der skulle stå for administrationen af miljø- og katastrofefonden førte til, at Helle Degn tilbagekaldte et brev, som miljøminister Svend Auken havde sendt. Samarbejdet med embedsmændene forløb heller ikke uden problemer. De kritiserede hende anonymt i pressen for at mangle format og for at rejse for meget. Det stærkt mandsdominerede ministerium havde øjensynligt vanskeligt ved at acceptere en chef med en klar kvindepolitisk profil. Dertil kom, at bistandsområdet med den ekstra ministerpost blev genstand for en højere grad af politisk kontrol, og at Helle Degn skabte en større åbenhed i forhold til ulandsorganisationer og erhvervsliv. Efter 20 måneder på posten blev hun skiftet ud i 1994. Helle Degn blev derefter formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og som den første kvinde valgt til posten som præsident for Organisation for Security and Cooperation in Europe’s (OSCE) parlamentariske forsamling og formand for den danske OSCE-delegation. Fra 1995 var hun formand for den socialistiske gruppe. I 1997 blev hun udpeget til Woman of the Year af American Biographical Institute, som består af amerikanske bladudgivere. Helle Degn var papirløst samlevende med en arkitekt gennem 25 år, og sammen fik de to børn. Hun insisterede i sine unge år på, at der også skulle være tid til familielivet ved siden af den politiske karriere. Det lod sig bl.a. gøre, fordi forholdet byggede på en ligelig arbejdsdeling i hjemmet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gunhild_Due

Gunhild Due

2023-04-22T23:00:39+02:00

fri anvendelse

Gunhild Due voksede op i et landarbejdermiljø på Randersegnen og gik i landsbyskolen i syv år, indtil hun fik arbejde som pige på en gård. Hun giftede sig som 19-årig med en landarbejder. Senere flyttede hun til Koldingegnen, og de mange proprietærgårde og store klasseforskelle her var medvirkende til, at hun engagerede sig i kampen for de små i samfundet. Sin tidligt vakte glæde ved litteratur formidlede hun fra 1956 gennem foredrag i radio og tv, og, som hun selv har fortalt, “jeg rejste rundt og fortalte især husmandskoner om de bøger, jeg havde læst.” I denne periode meldte hun sig ind i den lokale socialdemokratiske partiforening, men der skete ikke meget der, og da Socialistisk Folkeparti (SF) blev dannet i 1959, blev hun opfordret til at være stiller og kom på den måde med i det nye parti. SF var en udspaltning af Danmarks Kommunistiske Parti, og det nye parti havde både brug for personer, der ikke havde været kommunister, og for aktive kvinder. Gunhild Due blev i 1961 medlem af SFs hovedbestyrelse, hvor hun sad til 1965 og igen 1968-70. Hun blev endvidere medlem af Folketinget 1964-71. Som eneste kvinde i folketingsgruppen havde hun hårde betingelser, men det lykkedes hende ved en ihærdig indsats at gøre sig gældende. Hun lagde et stort arbejde i at rette op på sin sparsomme uddannelsesbaggrund og lære hele det politiske og administrative system at kende. Det aktive politiske liv langt fra hjemmet betød, at hun måtte undvære familien det meste af ugen, og indebar også, at hendes ægtefælle måtte gå på deltid for at kunne tage sig af børnene og hjemmet. Gunhild Due sad i Folketinget i en opbrudsperiode, hvor en række velfærdsreformer blev planlagt, og der var råd til at stille krav om udbygning af offentlige initiativer inden for uddannelse, kultur og i socialsektoren. På grundlag af egne erfaringer kunne hun give sin fremstilling af vilkårene for de dårligst stillede landboere en overbevisende og gribende form, som fik alle til at lytte. Hun arbejdede fortrinsvis med traditionelle kvindeemner som uddannelse, sociale forhold og sammenhængen mellem familieliv og arbejdsmarked, men gav som repræsentant for den nye socialistiske venstrefløj en anderledes vinkel på disse politikområder. Hun støttede bl.a. udbygningen af børnehaver og fritidshjem, ikke kun i byerne, men også på landet, da hun mente, at en stor del af børnene her havde et uerkendt behov for pasning. Husmoderafløsning, der i denne periode blev til hjemmehjælp i kommunalt regi, var ligeledes blandt hendes mærkesager. Hun gik især i brechen for uddannelse og ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de kvinder, som skulle varetage de nye opgaver, og kæmpede i det hele taget for gode kvindelige arbejdspladser i den offentlige sektor. 1965 blev Gunhild Due medlem af Kvindekommissionen, som i det følgende årti lagde det lovgivningsmæssige grundlag for, at kvinder i stort tal kunne sluses ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Hun deltog i et kvindenetværk, der på tværs af partierne arbejdede for kvinders ligestilling på skatteområdet, med bl.a. den socialdemokratiske Lis Groes. Flere af kvinderne kendte hun fra Dansk Kvindesamfund (DK), hvor hun 1965-66 var medlem af forretningsudvalget. Hun havde dog også andre samarbejdspartnere. I spørgsmålet om ligeløn, som hun havde kæmpet for fra starten af sit politiske liv, fik hendes ord fornyet vægt omkring 1970, da der samtidig var stor opbakning til dette krav fra den nye kvindebevægelse og kvinderne i fagbevægelsen. Hun tildeltes i 1970 DKs Mathildepris for sin indsats for ligelønnen. I debatten om redegørelsen for den kulturpolitiske situation, som den radikale kulturminister K. Helveg Petersen fremlagde i 1969, tog Gunhild Due i sin ordførertale udgangspunkt i kunstneres evne til at stille spørgsmål ved vedtagne sandheder og beskrive nye sammenhænge. Hun så heri en mulighed for, at alle kunne blive aktive deltagere i udformningen af en fælles fremtid, hvis der blev bedre adgang til oplysning, uddannelse og kunst. Hun lå tæt på den socialdemokratiske kulturpolitik, men havde dertil sin forankring i en folkelig landlig tradition. Med denne baggrund gik hun ind i de nye kulturråd, som blev oprettet i 1960’erne, bl.a. som medlem af Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1967-69 og af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1967-73. Gunhild Due kørte træt af Folketingsarbejdet ved sprængningen af SF i 1967, hvor det nye parti Venstresocialisterne blev dannet. Hun ville lade andre kræfter komme til, men fulgte dog op på nogle af de områder, hun havde arbejdet med, bl.a. som medlem af det centrale uddannelsesråd 1973-76 og Statens Museumsnævn 1986-88. Efter sin udtræden af Folketinget i 1971 gik hun ind i kommunalpolitik. Hun blev medlem af Kolding skatteråd fra 1970 og var 1978-90 medlem af byrådet, hvor hun fortsatte sit kulturpolitiske arbejde. Som medlem af økonomiudvalg, teknisk udvalg og trafikudvalg bidrog hun desuden til projekter, der var afgørende for byens fremtid, bl.a. en affaldsplan, der gjorde Kolding til foregangskommune, og en plan, der sikrede et fredeligt bycenter. Gunhild Due er en af de få kvinder fra et landarbejdermiljø, der har siddet i Folketinget. Den sympati og respekt, hun opnåede i vide kredse, skyldtes især hendes ligefremme og oprigtige personlighed. Hun har været en “folkets stemme” i bedste forstand. I det politiske arbejde forsøgte hun at radikalisere de idealer, som både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre i princippet stod for, og hun var således med til at bringe SF ind på midten af dansk politik. Denne linie var for dele af partiet ikke tilstrækkelig socialistisk, og det var medvirkende til, at hun forlod landspolitik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anette_Faaborg

Anette Faaborg

2023-04-22T23:04:30+02:00

fri anvendelse

Anette Faaborg blev den første kvindelige konservatorierektor i Danmark. I perioden 1972-81, da hun beklædte stillingen ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg, nåede dog også Anne-Karin Høgenhaven og Elisabeth Sigurdsson at blive rektorer for konservatorierne i København og Århus. Anette Faaborg blev født på Østerbro, og hun og hendes tre søstre gik i Ingrid Jespersens Skole. Her blev hendes musikundervisning hos pianisten og musikpædagogen Carl Maria Savery, der formåede at sætte musikken i centrum i skolemiljøet, af stor betydning for hendes musikalske udvikling. Efter sin musiksproglige studentereksamen kom hun ind på Musikkonservatoriet, hvor hun 1962-65 havde Georg Vásárhelyi som lærer i sit hovedfag, klaver. Derefter blev hun uddannet som hørelærepædagog hos komponisten Jørgen Jersild og tog eksamen i 1967. Allerede i konservatorietiden fik Anette Faaborg job på Danmarks Radio, først som morgenspeaker på det nye P3 samt som producent af børneudsendelser, hvor hun læste højt, sang og spillede guitar, og fra 1963 som speaker i det unge tv-medie. Da hendes mand i 1968 blev ansat i det nyoprettede Vestjysk Kammerensemble, fra 1984 Esbjerg Ensemble, flyttede familien til Esbjerg, hvor Anette Faaborg kom til at undervise i hørelære på byens konservatorium og i 1969 blev docent. Som rektor i en periode med trusler om nedlæggelse af konservatoriet måtte hun på barrikaderne, men hun havde en god sag, og med argumentet om konservatoriets afgørende betydning for hele egnens musikliv, og også med støtte i Konservatoriernes Fællesråd, red institutionen stormen af. Efter rektortiden var hun i en seksårs periode delvis frikøbt fra sit docentur, fordi hun involverede sig i etableringen af et stort musikhus i Esbjerg; hun var således formand for støtteforeningen Musikhusets Venner og sad også i bestyrelsen for det aktieselskab, der byggede huset. Da musikhuset med Anette Faaborg som konferencier blev indviet i 1997, havde hele processen med privatindsamling af 30 mio. kr. og realiseringen af byggeriet varet i 14 år, og Anette Faaborg var med fra start til slut. Hendes to døtre havde efter studier i Århus slået sig ned i København, og da Anette Faaborg blev skilt i 1995, rykkede hun teltpælene op og tog til hovedstaden på lykke og fromme. Den første tid fastholdt hun sin docentstilling og pendlede til Esbjerg, men efter et lille års tid blev hun tilbudt stillingen som konstitueret leder af Dansk Musikinformations Center (MIC), der blev oprettet 1979 og har til formål at informere om dansk musik og musikliv såvel inden som uden for landets grænser. Med sine rige administrative erfaringer og sit store netværk af professionelle kontakter fandt hun her sin ønskearbejdsplads. Efter et år som konstitueret blev hun 1997 ansat som leder, og hendes energi og evner for personalepleje har efter en økonomisk oprydningsperiode bl.a. udmøntet sig i oprettelsen af en imponerende homepage med stadig opdaterede oplysninger, der såvel nationalt som internationalt kan danne en solid indgang til information om dansk musikliv i hele dets bredde. Anette Faaborg var medlem af TV2’s bestyrelse i tv-stationens første otte år. Hun blev udnævnt som Årets Esbjergenser i 1985 og modtog Ingrid Jespersens Legat i 1987. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirstine_Fiil

Kirstine Fiil

2023-04-22T23:01:43+02:00

fri anvendelse

Kirstine Fiil var under den tyske besættelse af Danmark medlem af modstandsgruppen Hvidsten. Gruppens arbejde og tragiske skæbne var ikke enestående i dansk modstandshistorie, men den blev et kendt symbol på en opfattelse af modstandskampen som en folkelig bevægelse i samarbejde med de allierede. Kirstine Fiil var ældste datter på Hvidsten Kro, som hele familien deltog i driften af. Hjemmet var grundtvigiansk og nationalt, og når døtrene serverede på kroen, var de klædt i nationaldragt. Efter at have været i huset i nogle år giftede Kirstine Fiil sig i 1939 med Peder Bergenhammer Sørensen, der også blev inddraget i arbejdet på kroen. Parret bosatte sig i Tulles Hus, som faderen havde bygget ved siden af kroen til Kirstine Fiil, der blev kaldt Tulle. Huset blev hovedkvarter for Hvidstengruppens arbejde. I Besættelsens første år blev der holdt nationale dagligstuemøder på kroen, men i marts 1943 blev Kirstine Fiils fader af Ole Geisler, der var Jyllandschef for den hemmelige britiske militærorganisation Special Operations Executive (SOE), opfordret til at hjælpe med modtagelse af våben nedkastet fra flyvere. Efter accept fra hustruen Gudrun gik han ind i modtagelsesarbejdet sammen med resten af familien og en række folk fra egnen. Som familien var fælles om at drive kroen, blev den også fælles om modstandsarbejdet. Fra marts til oktober 1943 modtog gruppen nedkastede faldskærmsfolk og containere med våben og sprængstof. Herefter lå modtagelserne stille indtil marts 1944, da man frygtede, at tyskerne var kommet på sporet af modtagelsespladsen. Kirstine Fiil deltog sammen med sine yngre søstre aktivt i det illegale arbejde. Det var kun Hvidstengruppens mænd, der forestod modtagelsesarbejdet i felten, og den fulgte dermed den almindelige kønsarbejdsdeling i modstandsbevægelsen. Men søstrene Fiil deltog i planlægningen, opsøgte skjulesteder, fungerede som kurerer og ydede hertil et betydningsfuldt omsorgsarbejde, når de modtog mændene efter de natlige aktioner. Kirstine Fiil husede flyvere og jøder, der skulle sendes videre til Sverige, modstandsfolk og desuden faldskærmsfolk, som hun gjorde en indsats for at forberede på at kunne klare sig under forholdene i Danmark. Det var illegale aktiviteter, som tyskerne i august 1943 havde indført dødsstraf for. Hvidstengruppen og dens arbejde blev optrevlet af Gestapo i begyndelsen af 1944, efter at to faldskærmsagenter under tortur havde røbet vigtige dele af SOEs danske kontaktnet. I marts blev Kirstine Fiil arresteret sammen med sin fader, mand, broderen Niels og lillesøsteren Gerda. Moderen og den yngste søster slap for arrestation, og det samme gjorde søsteren Rita, der nogle måneder før havde giftet sig og var flyttet. Resten af Hvidstengruppen blev arresteret i løbet af den følgende uge. Kun ét medlem nåede at flygte. Ved arrestationen måtte Kirstine Fiil forlade sin knapt toårige datter, som hun under det følgende års fangenskab var stærkt plaget af længsel efter. Efter nogle måneders fængselsophold i Århus og Horserød blev de 14 medlemmer af Hvidstengruppen indsat i Vestre Fængsel. Midt under den københavnske folkestrejke i juni 1944 blev de stillet for en krigsret, der afsagde domme fra dødsstraf til to års tugthus. Lillesøsteren idømtes to års ungdomsfængsel, selv fik Kirstine Fiil en dødsstraf ændret til livsvarigt tugthus. Den 29. juni blev de otte dødsdømte henrettet. Den dag mistede Kirstine Fiil sin fader, mand og broder. Da meddelelsen om henrettelserne nåede ud til Københavns befolkning, udbrød der generalstrejke. Det var en opmuntring, der bar hende gennem disse dage og gav hende kræfter til at skrive et protestbrev til den tyske rigsbefuldmægtigede W. Best. Sammen med søsteren og de fire overlevende mænd fra Hvidstengruppen blev hun midt i juli transporteret til Tyskland. Her blev søstrene skilt, og Gerda blev efter kort tid sendt tilbage til Danmark og benådet. Med den livsvarige dom måtte Kirstine Fiil tilbringe de første tre måneder i straffearrest, hvilket betød enecelle og forbud mod at komme på gårdture, læse og arbejde. Derfor var det en kolossal opmuntring, da hun i november kom til at dele celle og de uhyrlige forhold med fire andre danske kvinder, bl.a. Monica Wichfeld. På grund af russernes fremrykning blev hun sammen med sine medfanger i februars kulde transporteret til et fængsel ved Leipzig. Wichfeld overlevede ikke transporten. Gennem Røde Kors (RK) forsøgte Kirstine Fiils moder gang på gang at få datteren benådet, og det lykkedes i begyndelsen af april 1945. Få dage efter blev Kirstine Fiil sammen med sine medfanger kørt hjem i de hvide busser, hvormed svensk RK evakuerede nordiske koncentrationslejrfanger. Eftersom hun var benådet, fik moderen og søsteren tilladelse til at hente hende i Padborg og bringe hende hjem til Hvidsten. I 1946 blev Kirstine Fiil gift med den tidligere kz-fange Olaf Møller, der var ansat i forsvaret. De bosatte sig i Hvidsten, hvor hun genoptog sit arbejde på kroen. Parret fik en datter, som de mistede kun ni måneder gammel. Efter i en årrække at have flyttet rundt på grund af hans arbejde, vendte de tilbage til Hvidsten, hvor hun boede til sin død i 1983. Kirstine Fiil nægtede efter krigen at modtage erstatning fra staten, da hun var af den opfattelse, at hun og hendes familie havde deltaget i modstandsarbejdet af pligt, frivilligt og i fuld erkendelse af risikoen. Med en ukuelighed og en optimisme, der virkede smittende på andre, havde hun stået krigens oplevelser og tab igennem. Men de psykiske langtidsvirkninger kom til at præge hendes liv i årene, der fulgte. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jakobine_Fleischer

Jakobine Fleischer

2023-04-22T23:01:56+02:00

fri anvendelse

Jakobine Fleischer stammede fra en velbeslået familie, og både morfaderen og farfaderen havde været storfangere. På fædrene side havde hun danske aner. Som barn kom hun meget i hjemmet hos den danske maler Emanuel A. Petersen, der opholdt sig med sin familie i Qasigiannguit (Christianshåb) 1927-28. Hun blev veninde med datteren Inger, og på den måde fik hun sit første kendskab til det svære danske sprog. Det fik hun meget glæde af senere, da hun kom til at bestride mange dobbeltsprogede poster. I 1933 blev Jakobine Fleischer sendt til den nystiftede efterskole i Aasiaat (Egedesminde), hvor hun gik i to år. Dengang var det kun ganske få grønlandske piger, der fik mulighed for at læse videre efter folkeskolen. Jakobine Fleischer underviste i folkeskolen i Qasigiannguit, indtil hun 1937 giftede sig med Karl F. Efter giftermålet flyttede parret til Aasiaat, hvor han blev ansat som tømrer i Den Kgl. Grønlandske Handel. De første mange år var hun hjemmegående husmoder og passede den voksende børneflok. I disse år havde hun mange unge grønlandske piger i sit hjem, som hun oplærte i husførelse, madlavning, børnepasning og ikke mindst i håndarbejde. I 1957 blev hun ansat som syerske på Aasiaats sygehus og var der i ni år. I 1948 var Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) blevet stiftet med Kathrine Chemnitz som formand, og i 1953 var Jakobine Fleischer med til at oprette en lokalafdeling i Aasiaat. Fra stiftelsen sad hun i bestyrelsen for Aasiaatafdelingen, 1966-70 som formand. Hun gjorde en stor indsats for at få almindelige grønlandske kvinder til at blive medlemmer. De første APK-afdelinger havde ellers været præget af, at medlemmerne var kvinder med uddannelse eller kvinder, der var gift med indflydelsesrige mænd. De tidlige medlemmer var således præget af dansk livsstil, og de beherskede det danske sprog, ligesom danske kvinder ofte var repræsenteret i de større byer. Det var bl.a. på denne baggrund, at Jakobine Fleischer senere blev udnævnt til leder på Arnat Ilinniarfiat (Kvindehøjskolen), så hun kunne fortsætte den linie, hun havde lagt i APK, og som gik i retning af en selvstændig grønlandsk identitet. APK blev en vigtig brik i kvindernes løsrivelse fra hjemmet, og mange senere kommunalpolitikere og socialarbejdere fik gennem foreningernes aktiviteter og kurser, bl.a. i familieplanlægning, et første indblik i samfundsforhold. 1970-79 var Jakobine Fleischer timelærer i folkeskolen, samtidig med at hun underviste i håndarbejde i aftenskolen. Ligeledes var hun aktiv i bestyrelsen for Brugsen i Aasiaat. Indtil 1977 var der ikke politiske partier i Grønland, men APK arbejdede i FNs internationale kvindeår 1975 målrettet på at få valgt kvinder til kommunalbestyrelserne. Jakobine Fleischer kom på denne baggrund i kommunalbestyrelsen, som en af de tre første kvinder i Aasiaat kommune. Hendes mærkesag var socialpolitik. Netop i disse år var debatten om eftervirkningerne af bykoncentrationen, der var påbegyndt i 1960’erne, på sit højeste. Aasiaat var blevet særlig hårdt ramt med mange tilflyttere i forbindelse med, at et stort antal bygder var blevet nedlagt. I bygderne havde folk været selvforsynende med fangst og fiskeri, men i byen havde familieforsørgerne i de ofte børnerige familier ikke mange chancer for at få arbejde. Selvom der var blevet bygget små boligstøttehuse til den hastigt voksende befolkning, var der boligmangel, og tilflytterne blev derfor samlet i grupper i de alt for trange huse, hvorved der opstod socialt belastede boligkvarterer. Jakobine Fleischer fik i denne periode betydelig indflydelse på hjælpen til disse mennesker, og i sine fire år i kommunalbestyrelsen udførte hun en stor indsats for at forbedre deres vilkår. I 1979 afløste Jakobine Fleischer Cecilie Lund som leder af Arnat Ilinniarfiat, der 1977 var etableret i tilknytning til Knud Rasmussens Højskole i Sisimiut (Holsteinsborg). Højskolen var blevet til på APKs initiativ med det formål at dygtiggøre unge kvinder i den traditionelle grønlandske bearbejdning og syning af alle slags skind. Hun stod i spidsen for skolen frem til 1983 og udførte sit arbejde med stor dygtighed, respekteret og vellidt af sine elever. I 1994 blev hun tildelt en hædersbevisning fra APK som en anerkendelse af hendes indsats for det grønlandske samfund. Hele sit liv beskæftigede Jakobine Fleischer sig med al slags håndarbejde. Hun strikkede, broderede og designede til sin familie og til den store vennekreds, som nød godt af hendes kreativitet. I en generation, der ikke havde store chancer for uddannelse, og som samtidig havde mange pligter i hjemmet, blev hun et lysende eksempel på en grønlandsk kvinde, der alligevel fandt overskud til at blande sig i samfundsforhold. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kate_Fleron

Kate Fleron

2023-04-22T23:01:58+02:00

fri anvendelse

Kate Fleron voksede op som enebarn i en velstillet konservativ familie på Frbg., hvor kulturel bevidsthed og nationalfølelse var blandt hjemmets bærende værdier. Inspireret af morfaderen Ferdinand Bauditz besluttede hun sig allerede i en tidlig alder for at blive journalist, en beslutning, hendes forældre efter kort tids skepsis bakkede op. Hun fik en meget fri opdragelse og forlod barndomshjemmet med en bevidsthed om, at hun ikke ønskede et kvindeliv i traditionel forstand. Frem for at blive gift og få børn ville hun have selvstændighed, og denne prioritering blev bestyrket af forældrenes skilsmisse i Kate Flerons ungdomsår. Efter studentereksamen fra Marie Kruses Skole 1928 blev hun journalistelev ved Nordsjællands Venstreblad i Hillerød og, da læretiden var udstået, ansat ved den konservative avis Nationaltidende, hvortil hun var knyttet i perioden 1930-42. Nyhedsjournalistikken var på dette tidspunkt mændenes domæne, og hun fik tildelt kvindestoffet i avisen. Da Aage Schoch 1934 tiltrådte som chefredaktør for avisen, gjorde han hende ansvarlig for lægestoffet, og hun fik derved mulighed for at bryde med den traditionelle kønsarbejdsdeling. Da Danmark 1940 blev besat af tyskerne, var Kate Fleron blandt en gruppe af medarbejdere på Nationaltidende, der med Schoch i spidsen besluttede sig for at markere en kritisk holdning til besættelsesmagtens indgreb og politik. Trods censuren slog den oppositionelle tone igennem, og reaktionerne udeblev heller ikke. Ved årsskiftet 1941-42 blev chefredaktøren afskediget på foranledning af værnemagten, og kort efter blev Kate Fleron præsenteret for uacceptable ændringer af stofområde og lønforhold. At denne slet kamuflerede fyring havde baggrund i hendes antityske holdninger, vedstod formanden for avisens bestyrelse senere. Efter afskedigelsen ernærede hun sig i en periode som freelancejournalist og forfatter, en velkendt erhvervskombination for skrivende kvinder i tiden. Kate Fleron fik sine artikler afsat til ugeblade og forfattede to bøger Afsporet Ungdom, 1942, og Vi er Ungdommen, 1943, der omhandlede ungdommens problemer. Bøgerne gav anledning til heftig debat om sex og moral og skabte stor forargelse i tiden. I december 1942 blev Kate Fleron kontaktet af en tidligere kollega Ole Kiilerich. Begge stod for nationale grundholdninger og støttede Det Konservative Folkeparti. Hun havde i flere år været aktiv i partiets vælgerforening, og han var en af kræfterne bag Frit Danmark, et illegalt blad, der var udkommet første gang i april. Det blev stiftet af konservative og kommunistiske kredse med John Christmas Møller og Aksel Larsen som de oprindelige initiativtagere. Visionen var at skabe et tværpolitisk blad, der kunne være organ for en bred national samling. Frit Danmark blev senere Frihedsrådets talerør og et af de største illegale blade herhjemme. Da Kiilerich opsøgte Kate Fleron, var en del af folkene bag bladet enten arresteret eller på flugt fra politiet. Selv var han også på flugt, og han bad Kate Fleron om at afløse ham som konservativ repræsentant i redaktionen, et hverv, hun indledte januar 1943. Arbejdet bestod i at indsamle stof og skrive artikler, men snart kom hendes illegale aktiviteter også til at indbefatte støtte til faldskærmsfolk og koordinering af skjulesteder til folk under jorden. I den illegale verden var hun kendt under dæknavnet Frøken Krog, og med tiden fik hun i kraft af sit engagement i bladets hovedledelsesmøder kontakt til mange centrale personligheder i det organiserede modstandsarbejde. Hendes journalistiske arbejde blev i foråret 1944 udvidet med redaktionen af Frit Danmarks ugentlige nyhedstjeneste. Yderligere redigerede hun i denne periode bogen 29. August 1943, der var skrevet på grundlag af autentiske beretninger om forløbet i forskellige provinsbyer af de strejker, som resulterede i regeringens tilbagetræden og samarbejdspolitikkens ophør. Kate Flerons bedrifter under krigen er i høj grad bemærkelsesværdige, og hun fik sæde i Frihedsbevægelsens Samråd, der i sommeren 1945 afløste Frihedsrådet. Hun var engageret i et vigtigt opinionsdannende blad og deltog i møder, hvor praktiske og organisatoriske spørgsmål blev besluttet. I september 1944 blev hun taget af Gestapo. Hun blev indsat i Vestre Fængsel og efter adskillige uger overført til fangelejren Frøslev i Sønderjylland. Efter trekvart år i fangenskab slap Kate Fleron ud af lejren i april 1945 og oplevede den tyske kapitulation i frihed. De sidste krigsår blev hun kæreste med Schoch, der også var blevet en central skikkelse i modstandskampen, og med ham fik hun et barn efter krigen. Det fik hende dog ikke til at opgive sine forbehold over for ægteskabsinstitutionen. Principfast og med sine meningers mod fødte hun datteren uden for ægteskab og klarede sig alene de første ti år af barnets liv. Hun var dog fortsat tæt knyttet til Schoch. Familien holdt bl.a. fælles ferier, og i slutningen af 1950'erne flyttede de sammen. Efter Befrielsen fortsatte Frit Danmark som månedsblad, og fra 1945 og indtil det lukkede i 1982, var det Kate Fleron, der sad i redaktørstolen. Det blev et opinionsdannende tidsskrift, politisk og økonomisk uafhængigt, behandlede både inden- og udenrigspolitiske emner og var et forum for kontroversielle synspunkter. Var engagementet i Frit Danmark uforandret, ændrede kvinden i redaktørstolen sig på mange måder. Hun, der tidligere havde haft borgerlige sympatier, placerede sig efter krigen til venstre for midten og var i en årrække meget tæt på Danmarks Kommunistiske Parti uden dog at være medlem. På visse områder var hendes synspunkter yderst radikale, som da hun i starten af 1970'erne forsvarede den tyske terroristgruppe Rote Armee Fraktion. Denne udvikling var et resultat af oplevelserne under Besættelsen. Kate Fleron var stærkt påvirket af fællesskabet i modstandsbevægelsen, som hun så som en fødselshjælper for en ny national og social solidaritet. Hun skuffedes derfor over, at de borgerlige kammerater under indtryk af den kolde krig indtog en anti-kommunistisk holdning og arbejdede for en tilbagevenden til det traditionelle partisystem. Nationalfølelse vedblev at være et grundlæggende element i Kate Flerons liv og ligeledes hendes kønsbevidsthed. I 1942 udsendte hun i samarbejde med den konservative politiker Lisbet Hindsgaul Kvinden i Danmark, et værk med bidrag af ca. 30 kvindelige forfattere. Bogen var en bekendelse til kvindesagen og en status over hidtil opnåede resultater. 1945 udgav Kate Fleron Kvinder i Modstandskampen, som havde til formål at skildre nogle af de danske kvinder, der deltog i det illegale arbejde. Selv beskrev hun her sit ophold i Frøslevlejren. I efterkrigstiden har hun været medlem af de kvindedelegationer, der blev udsendt som observatører 1951 til det krigshærgede Nordkorea og 1971 til Vietnam, og hun har bl.a. i kraft af sit medlemskab af Kvindernes Demokratiske Verdensforbund, stiftet 1945 af europæiske kvinder, der havde været i kz-lejre, gæstet flere andre, især socialistiske, lande. Blandt de mange øvrige tillidshverv kan nævnes hendes medlemskab af det internationale tribunal, der trådte sammen i København 1972 for at undersøge krigsforbrydelser i Indokina. Samme år modtog hun PH-Prisen, og hun har fået flere udenlandske hædersbevisninger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ester_Frandsen

Ester Frandsen

2023-04-22T23:04:18+02:00

fri anvendelse

Gårdmandsdatteren Ester Frandsen bevægede sig inden for det landlige, radikale og grundtvigske skolemiljø. Hun tog almindelig forberedelseseksamen og forskellige kurser i småbørnsundervisning og virkede herefter som lærerinde, først et par år på en privatskole og senere på Osted Fri- og Efterskole 1933-35. Fra 1936 var hun gårdmandskone på Skovledholm ved Lejre. Gården havde seks ansatte, som hun skulle sørge for foruden mand og børn. Vinteren 1936-37 deltog hun derfor i et madlavningskursus i Lejreegnens Husholdningsforening for at lære at holde hus med penge, tid og kræfter og give alle en rigtig kost. Det udbytterige kursus blev hendes indgang til et aktivt arbejde for husholdningssagen. Hun blev medlem af den lokale bestyrelse i 1937 og formand for den lokale husholdningsforening i 1945. Både Ester Frandsen og hendes mand var aktive i Det Radikale Venstre, og hun var medlem af Osted sogneråd 1950-58. Som lokalpolitiker beskæftigede hun sig især med børn og unge, bl.a. som formand for børneværnet. Allerede fra de sidste år af Besættelsen var hun med i Folkevirke, en nystartet tværpolitisk kvindeorganisation, stiftet af Bodil Koch, der sigtede på at gøre kvinder til aktive samfundsborgere og deltagere i landets genopbygning efter krigen. Hun deltog i højskolekurser og studiekredsarbejde, var medlem af forretningsudvalget for Folkevirke fra 1953 og var aktiv helt frem til 1992. Hun var tillige involveret i lederarbejde i Folkevirkes bedsteforældre- og børnebørnlejr 1982-91. Ester Frandsen blev i 1952 medlem af bestyrelsen for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH), fra 1954 som næstformand. Hun havde derfor både politisk erfaring og et internt kendskab til DSDHs arbejdsformer og mål, da hun i 1958 nedprioriterede sit partipolitiske arbejde og valgte at bruge mere af sin tid på arbejdet for husholdningssagen. Da foreningen Danmarks Folkelige Broderier var blevet stiftet, sad hun i bestyrelsen som DSDHs repræsentant og deltog i et omfattende arbejde med at indsamle gamle håndarbejder, som blev udstillet lokalt og nu findes på Nationalmuseet. Fra midten af 1950’erne var Ester Frandsen med i Fællesudvalget for huslig uddannelse, i perioden 1965-75 som formand. Udvalget var nedsat af en række kvinde- og husholdningsorganisationer med det formål at etablere en huslig uddannelse til brug i såvel hjem som erhverv. Hun blev involveret i oprettelsen af køkkenlederuddannelsen, der bestod i en kontraktligt sikret uddannelse i private hjem kombineret med praktik i institutionskøkkener og teoretiske kurser på husholdningsskoler. Køkkenlederuddannelsen blev startet 1963-64 og blev i 1989 godkendt af Undervisningsministeriet. I 1966 blev Ester Frandsen formand for DSDH efter pioneren Ellen Villemoes Andersen, som hun havde haft et tæt og inspirerende samarbejde med. Hun bestred denne post til 1980. I hendes formandsperiode var landbruget inde i en voldsom strukturomlægning, præget af ny teknologi, nedlægning og sammenlægning af brug og øget urbanisering. Denne udvikling opslugte både landbrugsjord og den landbokultur, som Ester Frandsen og DSDH havde deres rødder i. Da hun startede som formand for landsforeningen, som meget bekvemt for hende havde hovedkontor i Roskilde, havde den 282 lokalforeninger og 26.800 medlemmer. Da hun sluttede, var antallet af lokalforeninger 221 og medlemstallet reduceret til 14.000. Landhusmødrenes problemer skiftede karakter, og Ester Frandsens svar herpå var at prioritere de kulturelle og samfundsmæssige sider af landbokvindernes arbejde. Effektivt husholdningsarbejde blev dog ikke mindre vigtigt i en tid, da de stadigt færre landbokvinder enten blev udearbejdende eller var mere aktivt med i det udendørs landbrugsarbejde. Forbrugerarbejdet fik dermed øget betydning også for landhusmødrene, og Ester Frandsen var medlem af Statens Husholdningsråds forretningsudvalg 1968-80 og af Forbrugerrådet 1970-81. Hun deltog også i det store arbejde i Forbrugerkommissionen 1970-77, som lagde grunden til moderne forbrugerbeskyttelse. Ester Frandsen tog på de mange poster, hun fik igennem DSDH, et solidt tag med arbejdet for kvinders og særlig landhusmødres forhold. 1958-81 sad hun i styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd og fulgte dermed det brede kvindearbejde i Danmark. Endvidere var hun medlem af Ligestillingsrådet 1978-81. Det internationale arbejde fyldte meget blandt hendes tillidsposter, og hun formåede at skabe gode kontakter ud over landets grænser. Hun var medlem af Danidas råd 1972-81, af styrelsen for Kvindernes Ulandsudvalg 1976-82 og af det danske udvalg under FNs fødevareorganisation FAO 1968-80. Endelig var hun repræsenteret ved den danske delegation ved FNs kvindekonference i 1980 i København Ester Frandsen var bredt og alsidigt interesseret og engageret, og denne udvidede horisont var vigtig i organisationsarbejdet og det politiske arbejde, som ændrede sig hastigt i hendes lange aktive periode. Hendes sigte var at få kvinder og folkelige organisationer til at tage del i samfundets udvikling og hendes liv er et levende eksempel på, hvordan dette mål kan realiseres. Ester Frandsen blev ridder af Dannebrogordenen i 1980. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Johanne_Frydensberg

Anna Johanne Frydensberg

2023-04-22T23:04:25+02:00

fri anvendelse

Anna Johanne Frydensberg voksede op på godset Gårdbogård i Nordjylland. Hendes fader var landbrugsfagligt særdeles foretagsom og også politisk engageret. Efter sit giftermål med officeren P.E. F. boede hun på Frbg., og hun blev i Mellemkrigstiden en af Det Konservative Folkepartis (DKF) markante kvindeprofiler. Da kvinder havde opnået valgret til Rigsdagen i 1915, stiftede Anna Johanne Frydensberg sammen med bl.a. Charlotte Norrie Kvinde-Vælger-Klubberne, et netværk for Højre- og Venstrekvinder. Målet var gennem oplysningsvirksomhed at kvalificere medlemmerne til at bruge deres nyvundne politiske rettigheder. Anna Johanne Frydensberg afløste Norrie som formand i 1920 og ledede klubberne til 1925, da de blev nedlagt. I samme periode indledte hun et langvarigt engagement i Danske Kvinders Konservative Forening (DKKF), oprettet i 1914 som den første partipolitiske kvindeorganisation. 1921 overtog Fritze Teisen i forbindelse med et generationsskifte formandskabet, Anna Johanne Frydensberg blev bestyrelsesmedlem, i 1926 næstformand og 1930-48 formand. Ved sin afgang på grund af helbredsproblemer udnævntes hun til æresmedlem. DKKF var projekteret som en landsdækkende organisation, men blev allerede i 1915 en afdeling af Den konservative Vælgerforening for København og Frbg. Gennem studiekredse og foredrag skolede foreningen medlemmerne til politisk deltagelse, og den var især inden etableringen af partiets kvindeudvalg i 1936 samlingsstedet for aktive konservative kvinder. 1928-46 var Anna Johanne Frydensberg medlem af Frbg. kommunalbestyrelse. Partiets stærke stilling i kommunen var med til at placere hende som medlem af en række betydningsfulde udvalg, der dog alle tilhørte de kulturelle, sociale, skole- og sundhedsmæssige områder, hvor kvindelige politikere som regel gjorde sig gældende. I 1937 blev hun rådmand som den første konservative kvinde og den første uden for København, hvor Alvilda Harbou Hoff bestred hvervet fra 1925. Rådmanden var valgt af kommunalbestyrelsens midte, kunne fungere på lige fod med borgmesteren og være stedfortræder for denne. Anna Johanne Frydensberg fik sæde i en række institutionsbestyrelser, og hendes arbejde havde i det hele taget nærmest embedsmandskarakter i den sidste halvdel af hendes kommunalpolitiske karriere. I 1926 var hun opstillet som folketingskandidat, 1939 blev hun suppleant i Landstinget, men tættere nåede hun ikke på Rigsdagen. Til gengæld var hun centralt placeret i partiet som medlem af repræsentantskabet fra 1927 og af hovedbestyrelsen 1935-38. Anna Johanne Frydensberg var blandt de konservative medlemmer af Dansk Kvindesamfund (DK), der i begyndelsen af 1930’erne tog initiativ til en landsdækkende partipolitisk organisering. Bestræbelserne resulterede i, at DKF oprettede et centralt styret kvindeudvalg under ledelse af Lisbet Hindsgaul, som samtidig meldte sig ud af DK. Anna Johanne Frydensberg gjorde hende ikke følgeskab, og en vis rivalisering mellem det nye kvindeudvalg og DKKF var medvirkende til, at hun først blev medlem af udvalget i 1940, hvor hun til gengæld trådte ind som næstformand. Hun var tillige aktiv for kvindesagen som formand for erhvervskvindeklubben Zonta 1941-42, medlem af bestyrelsen for Kvindernes Bygning, og i 1940 kom hun i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste. Ved DKFs 20 års jubilæum i 1936 gav hun udtryk for det i partiet udbredte synspunkt, at kvinder tenderer mod konservatisme, fordi der er en sammenhæng mellem hjemmets værdier og mærkesager som social ansvarlighed, nationalisme og forsvarsvilje. Selv engagerede hun sig ved siden af parti- og kvindepolitik som bestyrelsesmedlem i Dansk Røde Kors’ samaritterforening 1916-30, Dansk Forsvarsforbund 1925-29 og Foreningen til unge Kvinders Oprejsning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Pia_Gjellerup

Pia Gjellerup

2023-04-22T23:15:24+02:00

fri anvendelse

Pia Gjellerup voksede op på Frbg. som den yngste af to søstre. Hun kommer fra en akademisk baggrund og blev student fra Metropolitanskolen 1978. Efter at have forsøgt sig som ingeniørstuderende på Danmarks Tekniske Højskole et par år fulgte hun i sin faders fodspor og blev cand.jur. fra Københavns Universitet i 1985 og advokat i 1990. Det blev dog ikke den juridiske løbebane, men den politiske karriere, hun forfulgte i de følgende år. Allerede som studerende var Pia Gjellerup politisk aktiv i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU). Med udgangspunkt i partiets ungdomsorganisation har hun skabt en politisk karriere, hvor hun har arbejdet sig op gennem partihierarkiet for hurtigt at ende på en vægtig ministerpost. Hun var formand for DSU på Frbg. 1982-84 og socialdemokratisk medlem af kommunalbestyrelsen fra 1982 til 1987. Her var hun politisk ordfører 1985-87 for den socialdemokratiske gruppe. I 1985 blev hun opstillet som folketingskandidat på Frbg., og i 1987 blev hun valgt ind i Folketinget. På trods af at hun var ung, hun var netop fyldt 28 år, da hun kom i Folketinget, blev hun ikke betragtet som uerfaren. Hun blev straks valgt til folketingsgruppens bestyrelse, tre år senere, i 1990, blev hun gruppesekretær og formand for skatteudvalget. Disse poster beholdt hun, til hun efter valget i 1993 udnævntes til justitsminister. Denne lynkarriere syntes at skulle få en brat afslutning, da hun efter kun to måneder på justitsministerposten valgte at gå af, fordi der kom oplysninger frem om uregelmæssigheder i regnskabet på DSUs kursuscenter Solhavegården inden for perioden 1989-93, hvor hun havde været formand for kursuscentrets bestyrelse. Det var udslagsgivende for hendes beslutning, at en sådan sag ville være en belastning både for hende selv, for ministeriet og for partiet i kølvandet på den såkaldte Tamilsag, der førte til den borgerlige regerings afgang og rigsretssag mod justitsminister Erik Ninn-Hansen. Pia Gjellerup blev senere renset for medansvar i sagen, og hendes karriere fortsatte. I 1994 blev hun formand for den socialdemokratiske folketingsgruppe, indtil hun efter valget i 1998 endnu engang blev udnævnt til minister, denne gang for Erhvervsministeriet. Hun havde på forhånd ikke noget indgående kendskab til dansk erhvervsliv, men satte sig på sædvanlig facon grundigt ind i sit nye stofområde og gik målrettet og pragmatisk i gang med at føre erhvervspolitik. Det er ikke forløbet helt uden kritik, men hun har dog også høstet megen anerkendelse, bl.a. for gennemførelsen af Dankortloven, der gav mulighed for handel med Dankort via internet. Forhandlingerne mellem sagens hovedparter, Finansrådet og Dansk Handel og Service, var brudt sammen, men det lykkedes Pia Gjellerup sammen med det af hende nedsatte udvalg og gennem sejt arbejde at nå frem til et resultat og dermed vise, at det rent politisk kunne lade sig gøre at løse problemet. Pia Gjellerup er respekteret som en saglig, grundig og dygtig politisk håndværker, “en god problemknuser” er hendes skudsmål blandt politikerkolleger. Under Socialdemokratiets formandsopgør tilhørte hun Poul Nyrup Rasmussen-fløjen, og hun er fortsat at finde blandt hans støtter. Hun har siden været centralt placeret i partiet, og som medlem af det magtfulde økonomiudvalg har hun tilhørt regeringens inderkreds. Hun har dog også engageret sig i mere kontroversielle diskussioner i partiet. Således er hun sammen med bl.a. Jytte Hilden og Erling Olsen forfatter af debatoplægget Hilden and the Hackers, eller som det officielt hed Velfærdssamfundets anden etape, der blev bragt i Det Fri Aktuelt i 1996, og som vakte stor opstandelse i partiet. Hun har formået at forene målrettet politisk rugbrødsarbejde med fremadrettede politiske diskussioner. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Toni_Gr%C3%B8n

Toni Grøn

2023-04-22T23:08:21+02:00

fri anvendelse

Lige fra sin pure ungdom var Toni Grøn knyttet til arbejderbevægelsen. Hendes tysk-italienske familie var i begyndelsen af 1920’erne, da hun var godt ti år, indvandret fra Tyskland til Danmark, hvor de slog sig ned i Esbjerg. Allerede i 1924 blev hun medlem af den socialdemokratiske ungdomsorganisation De Unges Idræt, siden fulgte medlemskab af Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, og 1930 blev hun optaget i Socialdemokratiet. I Esbjerg arbejdede Toni Grøn dels som husassistent, dels som ægpakkerske. I 1935 flyttede hun til København, hvor hun året efter blev gift. Hun fik arbejde i virksomheden Lykkeberg Sild og blev med det samme medlem af Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) Københavns afdeling 1. 1937 blev hun ansat på afdelingens kontor for kontrol af arbejdsløse medlemmer, og dette blev starten på hendes livslange engagement i fagbevægelsen: 1941 valgtes hun på en ekstraordinær generalforsamling til sekretær for afdelingsbestyrelsen, i øvrigt fordi den hidtidige sekretær var kommunist, og hun beholdt denne post til 1953, kun afbrudt af et enkelt år efter Anden Verdenskrig. Hun var i 1943 blevet valgt til næstformand og faglig sekretær i afdelingen, og 1953 overtog hun posten som afdelingsformand. 1948 var Toni Grøn blevet medlem af KADs hovedbestyrelse. 1968 valgtes hun til næstformand i KAD og fratrådte samtidig som afdelingsformand. 1971 efterfulgte hun Edith Olsen som KADs forbundsformand, en post, hun bestred frem til 1978, hvor hun trak sig tilbage på grund af alder. Hun udnævntes da til æresmedlem af forbundet. Fra 1972 var hun tillige medlem af LOs forretningsudvalg. Arbejdsløsheden i 1970’erne, der i høj grad ramte ufaglærte kvinder, var medvirkende årsag til den kraftige vækst i KADs medlemstal, der i hendes formandsperiode steg fra 57.000 til 87.000. Både som afdelingsformand og som forbundsformand støttede og videreførte Toni Grøn Edith Olsens kamp for ligeløn. Efter hver overenskomstforhandling beklagede hun, at ligelønskravet igen var blevet solgt, og i 1959 udtalte hun ligefrem, at hun håbede, Folketinget ville indføre ligelønnen ved lov. Kampagnen for ligeløn førtes fra begyndelsen af 1970’erne af mange forskellige kvindeorganisationer og -grupper. Især rødstrømpebevægelsen skabte med sine utraditionelle aktionsformer og store mediebevågenhed øget opmærksomhed om spørgsmålet. KAD ønskede dog ikke at alliere sig med denne nye kvindegruppe, og Toni Grøn udtalte i KADs medlemsblad, at “vi aldeles ikke tænker på at gå i samarbejde med rødstrømper.” Andre af fagbevægelsens kvinder, bl.a. formanden for De kvindelige Bryggeriarbejderes Fagforening i København Margit Fogh Jensen, sluttede dog aktivt op om de nye initiativer. Danmarks indtræden i EF i 1973 indebar bl.a., at Folketinget ville blive tvunget til at indføre ligeløn ved lov for at opfylde Romtraktatens bestemmelser. Op til overenskomstforhandlingerne førte KAD en intensiv kampagne for ligeløn, og omsider bar bestræbelserne frugt; efter årtiers kamp indførtes i 1973 lige løn for lige arbejde. Frierierne til KAD fra henholdsvis Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund og Dansk Metalarbejderforbund om at indgå i et industriforbund blev afvist lige så kategorisk som rødstrømperne. Toni Grøn udtalte, at hun gerne ville samarbejde med dem, men hun “troede ikke på mændene”, for hidtil havde de efter hendes mening ikke været solidariske. Sideløbende med sin faglige karriere var Toni Grøn engageret i partipolitik. I 1937 var hun med til at danne en socialdemokratisk klub i KADs Københavns afdeling 1. Det skete som et modtræk til den kommunistiske indflydelse, der var begyndt at gøre sig gældende i afdelingen. Hun var aktiv i klubben til sin død. 1950 valgtes hun ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad til 1970. Hun var i samtlige år medlem af skoleudvalget og i en lang årrække medlem af hospitalsudvalget. Efter sin afgang som forbundsformand i 1978 fortsatte hun sin faglige aktivitet: hun var i 1981 med til at starte Pensionist- og Efterlønsklubben under Københavns afdeling 1, og i en årrække var hun klubbens formand. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lilli_Gyldenkilde

Lilli Gyldenkilde

2023-04-22T23:08:35+02:00

fri anvendelse

Som barn af en enlig moder voksede Lilli Gyldenkilde op hos bedsteforældrene i et farverigt, socialdemokratisk arbejdermiljø i Horsens. Efter konfirmationen flyttede hun til København og boede hos sin moster, senere hos venner. I 11 år arbejdede hun som montrice på radiofabrikken Eltra, hvor hun lærte sammenholdet mellem arbejderkvinder at kende. Efter to kortvarige ægteskaber og to børnefødsler, rejste hun som enlig moder tilbage til Horsens og fik arbejde på fjernsynsfabrikken Arena. Opløsningsmidler på fabrikken gav hende imidlertid eksem på hænderne, og som 27-årig blev hun invalidepensionist efter først at have forsøgt sig med andre typer arbejde. I 1967 blev hun gift med Jørn G. og fik endnu et barn. Hun startede en lokalafdeling af spejderorganisationen Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund og var leder 1973-74. Lilli Gyldenkilde havde været medlem af arbejderbevægelsens ungdomsorganisationer De Unges Idræt og Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. I 1960’erne begyndte hun igen at interessere sig for politik. Hun blev først medlem af Socialdemokratiet, men var i opposition til partiets forvaltning af velfærdssamfundet og dets EF-venlige linie. I 1971 meldte hun sig derfor ind i Socialistisk Folkeparti (SF), inspireret af landarbejderkonen Gunhild Due. Fra 1972 var hun medlem af bestyrelsen for den lille Horsenskreds og 1974-77 formand. Desuden blev hun i 1974 medlem af partiets amtsbestyrelse, hvad der førte til en plads i hovedbestyrelsen 1976-90. Det var en urolig periode for partiet, hvor kampen mellem “strammere” og “slappere” var hård. Lilli Gyldenkilde talte med begge parter og lagde stor vægt på det sociale liv i partiet. 1977 kom hun hovedkulds ind i Folketinget, da Horsenskredsens kandidat havde trukket sig på grund af sygdom. Skønt partiet stod til tilbagegang, blev hun som eneste kvinde i amtet valgt ind på et tillægsmandat. Det var kvindeoprørets storhedstid, hvor kvindegrupperne i partiet kæmpede sig frem til den største indflydelse i noget parti hidtil, dels med ligeretsprogram fra 1974, dels med kønskvotering til poster i partiet 1977. Lilli Gyldenkilde blev i den første svære tid som folketingspolitiker bakket op af en trofast kvindegruppe i Horsens, og SFs to stærke profiler Gert Petersen og Ebba Strange blev hendes faste støtter. Efterhånden fik hun flere ordførerskaber og god kontakt med pressen. Arbejdsmarkedsforhold, især kvinders, var hendes hovedinteresse. Fra 1979 var hun arbejdsmarkedspolitisk ordfører, og 1981-94 var hun medlem af arbejdsmarkedsudvalget, hvor hun bl.a. sammen med den konservative Grethe Fenger Møller arbejdede for indførelse af ligestillingskonsulenter. I denne periode var økonomisk demokrati til debat, og Lilli Gyldenkildes erfaringer fra fabrikken Arena i Horsens, hvor en udenlandsk overtagelse førte til mislykkede forsøg med folkeaktier, fik hende til at kæmpe ekstra for denne idé. Hun gik desuden ind for orlovsordninger og uddannelse som delvis erstatning for den passiviserende udbetaling af dagpenge til arbejdsløse og var utrættelig i modstanden mod forringelser af dagpengereglerne. Som medlem af socialudvalget blev afskaffelsen af den laveste invalidepension hendes mærkesag, ligesom hun argumenterede for bedre vilkår for revalidering, især for enlige kvinder. I kommunaludvalget arbejdede hun for større bloktilskud og imod decentralisering for at undgå sociale forringelser. En operation for brystkræft i 1982 fik Lilli Gyldenkilde til at omprioritere sine livsopgaver og opprioritere det politiske arbejde. Hun tog derfor imod SFs plads i Folketingets Præsidium. Denne fremtrædende post, som hun overtog efter Strange, beklædte hun 1982-94, og hun fik her en række vigtige udenrigspolitiske erfaringer og kontakter. Hun var tillige medlem af Nordisk Råd 1984-91. Efter Berlinmurens fald 1989 ændrede Lilli Gyldenkilde indstilling til EU. Ud fra en langsigtet målsætning om at skabe et samlet Europa af både øst og vest stillede hun i 1994 som kritisk tilhænger op til Europaparlamentet og blev valgt med 119.000 personlige stemmer, hvilket var en stor sejr både for hende selv og for SF. Som medlem af arbejdsmarkeds- og socialudvalget var hun parlamentets kontaktperson til den internationale arbejdsorganisation ILO. I beskæftigelsesudvalget forsøgte hun at give danske erfaringer med arbejdsløshedsbekæmpelse videre, hvilket var til stor inspiration for de øvrige lande. Desuden var hun medlem af kvindeudvalget, som i denne periode først og fremmest indsamlede og formidlede information om kvinder i de forskellige EU-lande. Hun sad i Europaparlamentet til 1996, hvor hun måtte nedlægge sit mandat på grund af sygdom. Gennem deltagelsen i 20 udsendelser i tv-brevkassen Spørg Lilly og Kirsten i 1996-97, hvor også Kirsten Jacobsen fra Fremskridtspartiet medvirkede, vandt Lilli Gyldenkilde stor sympati gennem sin ligefremme menneskeforståelse på tværs af politiske meningsforskelle. Sygdommen har siden været anledning til en række foredrag og en skribentvirksomhed om kræftsyges forhold og behandling. 1999 udgav hun bogen Tanker ved et køkkenbord med en stærk kritik af det danske sundhedssystem. SF satsede i den periode, hvor Lilli Gyldenkilde kom i Folketinget, på at profilere sig på den intellektuelle og teoretisk prægede venstrefløj. Hun havde kun få uddannelsesmæssige forudsætninger, men hendes erfaringer gav hende en anden form for indsigt, som hun kunne bruge både i folketingsgruppen og i kontakten med vælgerne. Hun forstod også at skabe personlige netværk og formaliserede samarbejdsrelationer på tværs af partierne. Efter de kommunistiske staters sammenbrud i 1989 blev også den danske venstrefløj omorganiseret, og SF fremstod som et mere midtsøgende parti. Ikke mindst Lilli Gyldenkilde blev i denne proces særdeles respekteret og afholdt både som person og politiker. Med sin ligefremme facon og sit solide arbejde viste hun, at en socialistisk politik kan føres inden for demokratiske rammer. I 1992 udgav hun i samarbejde med Mette Bock erindringsbogen Fra fabrik til Folketing,1992. Lilli Gyldenkilde blev tildelt SiD Horsens’ Kulturpris 1991 og Horsens Kommunes Ligestillingspris 1992. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lycinka_Hansen

Lycinka Hansen

2023-04-22T22:52:13+02:00

fri anvendelse

Både som bogbinderiarbejder og som syerske gjorde Lycinka Hansen en stor indsats for at organisere sine arbejdskammerater. I sine bestræbelser for at organisere de kvindelige bogbinderiarbejdere blev hun kraftigt støttet af sin mand, der 1891-92 var formand for Bogbinder-Svendeforeningen af 1873. Fra 1880’erne blev kvinder i stigende grad ansat som hjælpearbejdere på bogbinderierne. Bogbindersvendenes forening tog i 1887 initiativ til at få dem organiseret, og samme år stiftedes Forening for de kvindelige Arbejdere i Bogbinderfaget. Den fik imidlertid kun kort levetid. De menige medlemmer af svendeforeningen nærede ikke megen sympati for kvindernes sag, og da bestyrelsen for svendeforeningen i 1891 på et møde forelagde et forslag om optagelse af fagets kvinder i foreningen, gik bølgerne så højt, at man måtte slukke lysene for at bringe gemytterne til ro. Da et fornyet forslag om optagelse af kvinderne året efter blev nedstemt, valgte bestyrelsen med Lycinka Hansens mand i spidsen at træde tilbage. Herefter tog kvinderne sagen i egen hånd, og de følgende år gjorde Lycinka Hansen sammen med en håndfuld af fagets kvinder et stort arbejde for at organisere kvinderne.1896 stiftedes Den kvindelige Forening af Bogbinderiarbejdere, og på den stiftende generalforsamling blev hun valgt til formand. Allerede et par måneder senere vedtog Bogbinderforbundet på sin kongres, at der kun måtte være én afdeling af forbundet i hver by, og hvor der før havde været modstand mod kvinderne, kom sagen i de følgende år til at dreje sig om sammenslutning af den mandlige og kvindelige afdeling i København 1898 blev Den kvindelige Forening af Bogbinderiarbejdere sluttet sammen med Bogbinder-Svendeforeningen af 1873. Dermed ophørte Lycinka Hansens formandsperiode. Hun havde på de forberedende møder modsat sig sammenslutningen ud fra den betragtning, at det fortsatte organiseringsarbejde bedst kunne varetages af en kvindelig forening, og at det derfor endnu var for tidligt at slutte de to foreninger sammen. Hun var dog fortsat aktiv i forbundet, bl.a. som suppleant til hovedbestyrelsen 1898-1900, og på forbundskongressen i 1900 repræsenterede hun Københavns-afdelingen. Hun var en fremragende agitator, og samme år var hun på en rejse i provinsen for at hverve nye medlemmer. Organisering var, som hun udtalte ved et agitationsmøde i 1904, “Udtrykket for den inkarnerede Egenkærlighed, parret med Offervilligheden for andre.” Nekrologen i Bogbinderi-Arbejderen tilskriver hende ikke uden grund en stor del af æren for, at kvinderne i faget var så godt organiserede. Fra 1900 gik Lycinka Hansen ud af bogbinderfaget og blev syerske. Syerskerne var vanskelige at få kontakt til, fordi mange af dem udførte arbejdet i deres hjem, men også her gjorde hun en stor indsats for kvindernes organisering. 1900-05 var hun formand for Damekonfektionssyerskernes Fagforening, og 1904-05 formand for Syernes Forbund, en sammenslutning af syerskefagforeninger. Da spørgsmålet om særlige beskyttelseslove for kvinder og børn, bl.a. forbud mod børnearbejde og kvinders natarbejde, blev rejst i Folketinget i 1900 i forbindelse med en revision af Fabrikloven var Lycinka Hansen en af de arbejderkvinder, der i modsætning til Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt Arbejderforbund støttede forslaget. Hun hævdede, at de kvindelige fagforeningsfæller, der var modstandere af forslaget, i virkeligheden kæmpede for “Kvindesagskvindernes” krav om retten til arbejde. Dette krav var netop ikke relevant for arbejderkvinderne, som jo i reglen var nødt til at arbejde. Hun mente i øvrigt, at forbudet mod børnearbejde ville give flere arbejdspladser til kvinder. Hun så forslaget som et første skridt på vejen til beskyttelse af både kvinder og mænd. Lycinka Hansen var også aktiv i det partipolitiske arbejde, og 1903 og 1906 valgtes hun som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun repræsenterede København I forlængelse af sit faglige kvindepolitiske arbejde var hun også aktiv i valgretsspørgsmålet, og talte bl.a. ved et møde 1906 om kvinders valgret i Politisk Kvindeforening, stiftet to år før af bl.a. Anna Hude. Lycinka Hansens navn er også knyttet til hendes meritter som sangskriver. Utallige er de møder, jubilæer og fester, hvor hendes viser blev sunget. Mange af dem blev offentliggjort i fagbladet, og også i Bogbinderforbundets festskrift findes hendes velskrevne, slagkraftige sange, der manede til kamp for socialisme og sammenhold. Et par af hendes viser fandt også vej til de første udgaver af Arbejdersangbogen. Efter sin mands død rejste Lycinka Hansen tilsyneladende i 1908 til Chicago i USA, hvor hun skal have fristet en kummerlig tilværelse. I et højstemt hyldestdigt, skrevet af en landsmand i Chicago, blev hun beskrevet som en vildfugl, der stred for sit brød “paa vort nye Lands Grund”, men som aldrig kunne glemme “den gamle Rede ved Øresund.” Det vides med sikkerhed, at hun 1919 vendte tilbage til sit gamle kvarter, Nørrebro i København, hvor hun døde året efter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nelly_Hansen

Nelly Hansen

2023-04-22T22:49:58+02:00

fri anvendelse

Fra slutningen af 1800-tallet og 40 år frem dukkede Nelly Hansens navn op i alle de sammenhænge, hvor kvinderne kæmpede for deres rettigheder: fagbevægelse, kvindebevægelse og politik. Hun kom som ganske ung fra Sverige til København og fik arbejde som tobaksarbejderske. Tobaksfaget var en af de industrigrene, hvor kvinderne tidligst fandt beskæftigelse, og op imod århundredskiftet udgjorde kvinderne halvdelen af arbejdsstyrken. Nelly Hansen engagerede sig tidligt i det fagpolitiske arbejde. Under sit pigenavn Nelly Lagesen var hun 1887 medstifter af De kvindelige Tobaksarbejderes Fagforening, hvor hun blev medlem af bestyrelsen. Samme år stiftedes Tobaksarbejderforbundet i Danmark, og det blev i formålsparagraffen fastslået, at forbundet skulle omfatte alle mandlige og kvindelige tobaksarbejdere. Tobaksarbejderforbundet blev hermed det første blandede forbund. I 1888 deltog Nelly Hansen og et andet medlem af kvindeforeningens bestyrelse Elna Nielsen som de første kvinder på forbundets kongres. Og som den første kvinde valgtes Nelly Hansen til medlem af forbundets hovedbestyrelse, i øvrigt med det højeste stemmetal. 1890 drog hun udenlands. Det var oprindelig hendes tanke at tage til USA, men hun gjorde ophold i England, hvor hun blev i to år. Vel tilbage i Danmark genoptog hun arbejdet som tobaksarbejderske og sin faglige aktivitet. Den kvindelige forening var i 1890 blevet slået sammen med de mandlige tobaksarbejderes fagforening Enigheden, og på generalforsamlingen i 1894 indvalgtes Nelly Hansen i bestyrelsen. På forbundskongressen i 1895 kom hun igen i hovedbestyrelsen. I lighed med Thea Tønder, der mange år senere blev medlem af Tobaksarbejderforbundets hovedbestyrelse, var også Nelly Hansen ene kvinde i en mandsstærk forsamling. Hun var en hyppigt anvendt taler, og ved møder for arbejderkvinder videregav hun sine iagttagelser og erfaringer om de engelske arbejderkvinders forhold. Sideløbende med det faglige arbejde engagerede Nelly Hansen sig i kvindebevægelsen. Hun tilsluttede sig Kvindelig Fremskridtsforening (KF), der blev stiftet i 1885 af en række udbrydere fra Dansk Kvindesamfund (DK), som var utilfredse med, at DK var veget tilbage for at kræve valgret. Den nye forening fremførte politiske krav og havde nær kontakt med fagbevægelsens kvinder, således var fremtrædende KF-ere som Matilde Bajer, Johanne Meyer og Line Luplau hyppige talere ved de kvindelige fagforeningers foredragsaftener. Nelly Hansen var også aktiv i Kvindevalgretsforeningen (KVF), der stiftedes i 1889, og som også talte arbejderkvinder blandt sine medlemmer. I KF og KFVs fælles blad Hvad vi vil opfordrede Nelly Hansen og andre faglige kvinder netop arbejderkvinderne til at tilslutte sig valgretsforeningen. Hun blev selv medlem af KVFs styrelse, hvor hun profilerede sig på sin baggrund som tobaksarbejderske og sit politiske ståsted. Da hun som repræsentant for De samlede Kvindeforeninger, en sammenslutning af KF, KVF og kvindefagforeninger, talte ved en grundlovsfest i 1890, sagde hun bl.a., at “vi vil, baade Mand og Kvinde, enes om at afryste Kapitalismens Aag.” Efter at Nelly Hansen var blevet gift i 1893, opgav hun sit arbejde. Men hendes kvindepolitiske engagement forblev usvækket. I 1891 var hun blevet medlem af DK. 1899 deltog hun i International Council of Women’s kongres i London, hvor hun i en tale gennemgik de danske kvindelige fagforeningers historie. Uddrag af hendes tale blev bragt i Vestsjællands Social-Demokrat, som hendes mand var redaktør for. 1902 flyttede ægteparret til Esbjerg, da han blev journalist ved Vestjyllands Social-Demokrat. Her genoptog Nelly Hansen både sin fag- og kvindepolitiske aktivitet. Hun fik arbejde som bogholder ved avisen og meldte sig straks ind i Hermes, som var den lokale afdeling af HK (Handels- og Kontormedhjælperforbundet). 1908-12 var hun medlem af bestyrelsen, fra 1908 som næstformand. 1906 var hun kommet ind i DKs fællesstyrelse som repæsentant for Esbjerg. Hun påtog sig at danne nye kredse i Jylland og var derfor en meget aktiv foredragsholder. DK havde i 1906 omsider indføjet kravet om valgret i formålsparagraffen, og på Nelly Hansens forslag blev det i 1908 vedtaget, at kravet også skulle indskrives i kredsforeningernes vedtægter. 1909 deltog hun i den internationale kvindevalgretsorganisation International Woman Suffrage Alliance’s kongres i London, men året efter trådte hun ud af DKs fællesstyrelse. Nelly Hansens mand forsvandt i 1910 uden at efterlade sig spor, og hendes egen færden i de følgende år fortaber sig også i det uvisse, men hun opholdt sig i perioder i udlandet. I 1924 vendte hun tilbage til Danmark fra USA og ernærede sig herefter som klasselotterikollektrice i København Hun havde tidligt sluttet sig til Socialdemokratiet og var 1898-1903 som en af de yderst få kvinder medlem af partiets hovedbestyrelse. Før hende havde der kun været Jaquette Liljencrantz og Signe Andersen, Nina Bang blev medlem 1903. Efter hjemkomsten blev Nelly Hansen aktiv i Socialdemokratisk Kvindeforening og var i nogle år medlem af foreningens bestyrelse. I samme periode opstod tanken om dannelse af socialdemokratiske kvindeudvalg, og det lykkedes 1928-29 Sylvia Pio at få Socialdemokratiets formand Th. Stauning til at acceptere idéen. I modsætning til Pio, der havde det østrigske socialdemokratis kvindeudvalg som forbillede, ønskede Nelly Hansen, at man brugte den svenske model, hvor foreningerne var mere selvstændige, og hun var i den anledning i Sverige for at studere forholdene der. Hun var i 1929 medunderskriver på et forslag om kvindeudvalg i den lokale vælgerforening og blev selv medlem af udvalget, der som formand fik den aktive Astrid Skjoldbo. Nelly Hansen fortsatte sit arbejde i udvalget til 1930, men herefter levede denne tidligere så dynamiske kvinde en tilbagetrukket tilværelse. De sidste måneder af sit liv tilbragte hun på et sygehjem i Søllerød. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margit_Heilesen

Margit Heilesen

2023-04-22T22:56:27+02:00

fri anvendelse

Margit Heilesen kom fra en borgerlig familie, der talte flere naturvidenskabsmænd. Hendes fader var engageret i internationalt jødisk samarbejde og hendes moster Fanny Hannover Cohen særdeles aktiv i filantropisk arbejde. Margit Heilesen blev student fra N. Zahles Skole 1908, og indtil hun blev gift i 1912 studerede hun romansk filologi ved Københavns Universitet. Hun fik fire drenge i et ægteskab, hvor hun delte en række interesser og foreningsaktiviteter med sin mand. Allerede 1911 kom hun med i afholdsbevægelsen, både i Studenternes Afholdsforening og i Københavns Afholdsforening. Fra 1929 var hun medlem af bestyrelsen for Danske Afholdsvenners Rednings Arbejde. Margit Heilesen var desuden fra 1935 medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks Afholdsforening. Ved siden af sit engagement i afholdsbevægelsen var Margit Heilesen aktiv i fredssagen. Ved den internationale kvindefredskongres i Haag 1915, hvor Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF) blev stiftet, skulle Margit Heilesen have være med sammen med bl.a. Thora Daugaard og Clara Tybjerg. Men den nærmeste familie nedlagde forbud, da Haag var krigsområde, og Margit Heilesen ventede barn. Da Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), efter kongressen blev stiftet som en dansk sektion under WILPF, var Margit Heilesen med fra starten. Ægtefællen, der var radikal politiker og bestyrelsesmedlem i Dansk Fredsforenings (DF) Københavns-kreds 1912-20, holdt i KILFFs første år en række forelæsninger om internationale retsforhold for foreningens inderkreds. I KILFF formuleredes fredssagen mere radikalt og internationalt end i den mandsdominerede og aldersstegne DF. Desuden kædede man fredsarbejdet sammen med kampen for kvinders rettigheder og kravet om kvinders øgede indflydelse på statens anliggender. I 1920 stillede Daugaard en side til rådighed for KILFF i bladet Tidens Kvinder, som hun var redaktør af. Margit Heilesen blev redaktør af denne side indtil 1924, da foreningen fik sit eget organ Meddelelsesblad for Danske Kvinders Fredskæde, fra 1926 Fred og Frihed, hvor hun blev en flittig bidragyder. 1918-31 og igen 1945-53 var hun medlem af hovedbestyrelsen og fra 1921 næstformand i KILFF. Ved sin afgang 1953 blev hun udnævnt til æresmedlem af foreningen. Hun var desuden i en lang årrække rådgivende medlem af den internationale hovedbestyrelse i WILPF. Sit politiske ståsted fandt Margit Heilesen i Det Radikale Venstre, der havde dansk neutralitet som udenrigspolitisk linie og en pacifistisk politik, som ikke mindst blev støttet af partiets kvindelige medlemmer. 1919-24 var hun formand for Københavns Radikale Vælgerforenings 1. kreds og 1924 opstillet til Folketinget i Københavns-kredsen, ved senere valg i Hjørringkredsen, uden dog at blive valgt. Margit Heilesen var alsidigt engageret i flere af de betydningsfulde sociale bevægelser fra århundredets begyndelse, og hun forstod at holde de forskellige sager og foreninger sammen til et hele, fx agiterede hun for afholdssagen i fredsarbejdet og i partiet. Med sin gode uddannelse og brede orientering ydede hun en solid indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jona_Henriksen

Jona Henriksen

2023-04-22T22:57:02+02:00

fri anvendelse

Jona Henriksen blev født ind i politisk arbejde. Hun voksede op i et miljø, som var præget af både social og national bevidsthed. Hendes fader var en central person i arbejdernes fagforening i Tórshavn, desuden formand for den lokale socialdemokratiske vælgerforening og aktiv i kommunal- og landspolitik i henved 30 år. Moderen var med til at oprette den nationale ungdomsforening Merkið. Jona Henriksen blev nysproglig student 1946. I 1950 blev hun ansat i Føroya Banki i Tórshavn, hvor hun blev til 1967, da hun på opfordring blev sekretær for KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) på Færøerne, en heldagsstilling med mangeartede pligter og ansvarsområder. Jona Henriksen blev tidligt medlem af den socialdemokratiske vælgerforening og var i perioden 1954-65 foreningens første og eneste kvindelige bestyrelsesmedlem. Derudover har hun i tidens løb påtaget sig mange forskellige opgaver inden for partiet. I 1968 blev hun medlem af Tórshavns byråd og blev straks udpeget til formand for skole- og socialudvalget, men hun protesterede mod udelukkende at få tildelt disse traditionelle kvindeområder. Resultatet blev, at hun også fik flere andre poster, bl.a. i finans- og byplansudvalget. Et år var hun formand for det tekniske udvalg. Selvom hun var glad for byrådsarbejdet, søgte Jona Henriksen ikke genvalg i 1972. I 1978 var Jona Henriksen den ene af to kvinder, som blev indvalgt i Lagtinget. Den anden var Karin Kjølbro. Tidligere havde kvinder kun haft sæde i tinget som suppleanter. Malla Samuelsen blev som sådan i 1964 det første kvindelige lagtingsmedlem. Selv havde Jona Henriksen siden 1962 været lagtingskandidat i flere omgange, og hun kom i 1975 ind som suppleant. I 1978 blev også Ingrið Sondum suppleant, og disse tre kvinder, der repræsenterede to forskellige partier, stillede forslag om nedsættelse af et ligestillingsudvalg. Forslaget gik igennem, og udvalget blev nedsat i 1982, men der skulle gå endnu 12 år, inden man fik en færøsk ligestillingslov og et ligestillingsråd. Jona Henriksen blev ikke genvalgt i 1980, men fik dog sæde i Lagtinget som suppleant; først i 1988 gled hun helt ud af tinget. Hun har altid været kvik i replikken og besiddet en selvironi, som også har fungeret som en forsonende beskyttelse mod den ofte kvindefjendske og nedladende tone, hun ligesom andre af de første kvindelige politikere blev udsat for. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ada_Bruhn_Hoffmeyer

Ada Bruhn Hoffmeyer

2023-04-22T22:54:38+02:00

fri anvendelse

Allerede i barndomsårene interesserede Ada Bruhn Hoffmeyer sig for arkæologi, og efter hun var blevet student fra Roskilde Katedralskole 1929, valgte hun at studere klassisk arkæologi og blev mag.art. i 1936. 1934-39 var hun beskæftiget med forskelligt museums- og biblioteksarbejde på Ny Carlsberg Glyptotek, samtidig med at hun foretog adskillige studierejser i Europa for midler bevilget af Ny Carlsbergfondet, fx fik hun et studieophold ved det svenske arkæologiske institut i Rom. Som resultat heraf skrev hun bl.a. Oltos and Early Greek Vase Painting, 1943. Det var nærmest et tilfælde, at Ada Bruhn Hoffmeyer i 1939 fik ansættelse som museumsassistent ved Tøjhusmuseet, hvor hun i 1942 blev inspektør og leder af afdelingen for blanke våben og harnisker. Derefter koncentrerede hun sin forskning om middelalderlige våben. Det viste sig, at hendes baggrund som klassisk arkæolog gik fint i spænd med det våbenhistoriske; i 1954 blev hun dr.phil. på afhandlingen Middelalderens tveæggede sværd. 1946-62 var hun på flere studieophold i Europa og USA, finansieret af danske og udenlandske legater, bl.a. fik hun tildelt Carl Jacobsens Museumsmandslegat 1951. Hun var meget flittig og publicerede mange afhandlinger i fagtidsskrifter om våbenhistoriske emner, samtidig med at hun skrev kronikker og artikler i dagblade, dels baseret på sin faglige viden, dels om aktuelle spørgsmål. Endvidere skrev hun flere leksikonartikler, bl.a. til Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder, og i 1965 bidrog hun til sin gamle skoles historie med bogen Roskilde Katedralskole gennem tiderne. Hun var en af de mest synlige medarbejdere ved Tøjhusmuseet, både fordi hun var en kompetent forsker inden for sit fagområde, og fordi hun var kvinde, ansat i en for sit køn usædvanlig stilling; nogle af de mandlige kolleger fandt hende måske for ambitiøs. I museumshistorisk sammenhæng må det fremhæves, at hun var den første, der virkede aktivt for, at museerne skulle have særlige udstillingsfaciliteter for børn. Interne vanskeligheder på museet og et deraf følgende dårligt samarbejdsklima bidrog til, at hun lod sig pensionere i 1959. Ada Bruhn Hoffmeyer havde også fundet tid til kvindepolitisk virksomhed, bl.a. som næstformand i Dansk Kvindesamfunds Frbg.-kreds og suppleant i hovedstyrelse 1952-56. Fra 1962 var Ada Bruhn Hoffmeyer sammen med sin mand bosat i Spanien, og i 1963 blev hun direktør for Instituto de Estudios sobre Armas Antiguas i Cáceres. Fra denne periode stammer et omfattende forfatterskab om spanske våben på engelsk og spansk, hvoraf de vigtigste værker er Military Equipment in the Manuscript of Scylitzes in Biblioteca Nacional, 1966, Arms and Armour in Spain i to bind, 1972 og 1981, og From Medieval Sword to Renaissance Rapier, 1980. Desuden var hun redaktør af Gladius, et fransksproget våbenhistorisk tidsskrift, æresmedlem af forskellige lærde societeter i Spanien og Italien og korresponderende medlem af flere våbenhistoriske selskaber. Hun var også tilknyttet UNESCOs spanske nationalkommission. Ada Bruhn Hoffmeyer var en af sin tids fornemste eksperter på blanke våben; hun var internationalt orienteret og meget estimeret, ikke mindst i de sydeuropæiske lande, mens det måske kneb mere for danske kolleger fuldt ud at acceptere hendes betydning for den våbenhistoriske forskning. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Grete_Holmsgaard

Anne Grete Holmsgaard

2023-04-22T22:55:10+02:00

fri anvendelse

Anne Grete Holmsgaard voksede op sammen med en fire år ældre broder i et stabilt hjem på Fyn. Begge hendes bedstemødre havde som enlige mødre måttet klare deres børns opvækst ved stor arbejdsindsats og sparsommelighed. Hendes forældre arbejdede godt sammen, og de fastholdt begge deres tidligt indlærte flid og spartanske levemåde. Trods de dårlige tider lykkedes det dem i slutningen af 1930’erne at erhverve en lille forretning. Ifølge Anne Grete Holmsgaard selv har hendes socialistiske overbevisning rod i indignationen over de hårde økonomiske vilkår, hendes familie tidligere måtte leve under. Anne Grete Holmsgaard gik først i landsbyskole, senere i centralskole i Munkebo nær Odense og blev student fra Odense Katedralskole i 1967. Overgangen til gymnasiet rystede hende, da hun her oplevede, at hun tilhørte en håndfuld af underklassens dygtige børn, som var tålt, men ikke velkomne. Hun følte sig i opposition til lærerne og var efter 1. g med i tidens sprudlende antiautoritære oprør både i og uden for skolen, og hun færdedes hjemmevant bl.a. i Huset i Odense. Familien havde fjernsyn allerede fra 1956, og udsendelserne fra de alvorlige kriser i Ungarn, Cuba, Congo og Vietnam greb hende og fyldte hende med sympati for alle undertrykte, ikke mindst i den tredje verden. Hun var med til at samle underskrifter mod krigen i Vietnam og deltog i den anden store protestmarch mod atomvåben i 1961. Efter studentereksamen tog hun på Kunsthøjskolen i Holbæk og kørte senere sammen med nogle kammerater i en gammel bil til Indien, hvor hun oplevede den umådelige fattigdom på nærmeste hold. 1969 begyndte hun at studere psykologi ved Københavns Universitet, afbrudt af nye rejser i Sydøstasien og erhvervsarbejde med stofmisbrugere i politiets Klub 47. I 1974 skiftede Anne Grete Holmsgaard til historie og samfundsfag på Roskilde Universitetscenter (RUC), hvor der fandtes mange projekter om arbejderklassen og studier med direkte relevans for samfundet. Hun kom straks i studienævnet og blev i stigende grad politisk engageret. På RUC flokkedes entusiastiske mennesker fra den politiske venstrefløj, og hun fandt sit ståsted hos Venstresocialisterne (VS), hvis praktiske politik hun tilsluttede sig, mens hun ikke interesserede sig synderligt for partiets ideologi. I 1976 meldte hun sig ind i VS og tog da et spring i sin udvikling ved aktivt at gå ind i partiets flade struktur og selvstændigt arrangere møder og lejre. Som reaktion på undervisningsminister Ritt Bjerregaards beslutning om at nedskære RUCs samfundsvidenskabelige uddannelse deltog hun i protestaktioner og holdt i 1977 for første gang en stor politisk tale for 15.000 studerende på Rådhuspladsen. Hun studerede i flere år på RUC, men sluttede uden eksamen, da politik nu var blevet hendes “fag”. Efter at rødstrømperne i VS havde kæmpet hårdt for at få kvindelige folketingskandidater, blev Anne Grete Holmsgaard opstillet, til trods for at hun aldrig havde været aktiv i kvindebevægelsen, men for partiets flertal var hun dermed mindre truende end målbevidste feminister som fx Karen Jespersen. Hun kom ind i Folketinget 1979 og fik hurtigt stor indflydelse som politisk ordfører fra 1982 og medlem af finansudvalget 1983. Da Preben Wilhjelm og Steen Folke i 1984 skulle forlade Folketinget på grund af partiets regel om, at man højst kunne besidde samme tillidspost i syv år, blev hun efter at have demonstreret stor gennemslagskraft i valgkampen den selvfølgelige arvtager efter de afgåede frontfigurer. Inden for VS tilhørte hun gruppen De Røde Realister, der ønskede at samarbejde med de andre socialistiske partier, fx om en konstruktiv holdning til erhvervslivets problemer. Det bragte hende efterhånden i modsætning til flertallet af partifællerne, og hun gik i 1986 over til Socialistisk Folkeparti, som hun siden har været medlem af og siddet i hovedbestyrelsen for 1988-92. I 1987 forlod hun Folketinget, som hun har betegnet som den bedste skole, hun har gået i, fordi hun her gennemgik en værdifuld læreproces i dialog og lydhørhed over for kritik. I Folketinget havde Anne Grete Holmsgaard også arbejdet med trafikpolitik, og hun tog 1987 imod et tilbud om en konsulentstilling i De Danske Statsbaner, hvor hun var kontorchef 1988-95. De sidste år havde hun orlov, efter at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1993 overraskende udpegede hende til formand for Ligestillingsrådet som afløser for Grethe Fenger Møller. Udnævnelsen brød med traditionen for, at rådets formand kom fra regeringspartiet, og Anne Grete Holmsgaard benyttede sin større bevægelsesfrihed til at sætte en ny ligestillingspolitisk dagsorden og ruske op i den administrative struktur. Bl.a. stillede hun i erkendelse af, at det var yderst vanskeligt at få fædre til at tage børnepasningsorlov, det kontroversielle forslag at yde dem en større økonomisk kompensation, end mødre kunne opnå. Og hun startede den proces, der i 1996 førte til nedsættelse af et udvalg, hvis Betænkning om det fremtidige ligestillingsarbejde og dets organisering, 1999, skal danne grundlag for en reorganisering af statslig ligestillingspolitik. Da havde Anne Grete Holmsgaard forladt Ligestillingsrådet, efter at hun i 1995 søgte og fik den krævende stilling som direktør for Danmarks Tekniske Universitet. Hun har været medlem af Teknologinævnet 1990-94 og af IT-Sikkerhedsrådet fra 1995. I 1996 blev hun formand for Energimiljørådet, og også her har hun anlagt en pragmatisk linie ved at støtte det frie valg af transportmiddel og følgelig opstille beskedne mål for begrænsning af benzinforbrug. Hendes bemærkelsesværdige karriere, som hun har gennemført uden akademiske eksamener, er båret af et usvigeligt engagement og et ihærdigt og målrettet arbejde for på en gang realistiske og progressive resultater. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grete_H%C3%A6kkerup

Grete Hækkerup

2023-04-22T22:56:02+02:00

fri anvendelse

Som datter af den radikale bladpioner og medstifter af Det Radikale Venstre Nicolaj Hurup voksede Grete Hækkerup op i et politisk engageret hjem, hvor begge forældre også var optaget af kvindesagen. Men partipolitisk gik hun sine egne veje, for under indtryk af krisen og arbejdsløsheden i 1930’erne sluttede hun sig til Socialdemokratiet. Efter at have taget studentereksamen fra Horsens Statsskole i 1934 havde hun forskelligt kontorarbejde, bl.a. i Københavns skattedirektorat, hvor hun mødte sin ægtefælle Per H., der havde studenterjob i direktoratet. I de første år efter giftermålet helligede hun sig sit erhvervsarbejde og de efterhånden tre børn. Men efter at familien i 1950’erne flyttede til Nordsjælland, og børnene var vokset til, fulgte hun sin mand, der havde skabt sig en solid position i Folketinget, ind i politik, i første omgang som sognerådsmedlem i Lillerød 1954-63. Hendes kvindepolitiske engagement havde gjort hende til formand for Socialdemokratiets lokale kvindeudvalg, og i 1953 valgtes hun til formand for kvindeudvalget i Hillerødkredsen, som hun ledede til 1965. Hun var rejsesekretær med kvindeudvalgsarbejdet i hele landet som arbejdsområde fra 1958 til 1962, da hun blev ansat som sekretær på partikontoret. 1957-61 var hun tillige medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg. Fra 1962 havde Grete Hækkerup været folketingskandidat, hun blev valgt 1964, faldt i 1966, kom ind som suppleant i 1970 og genvalgtes derefter frem til 1981. 1971 udpegedes hun til Folketingets første næstformand. Som sådan afløste hun undertiden den siddende formand, den radikale Karl Skytte, og hun vakte respekt ved sin rolige måde at lede de undertiden ophedede folketingsmøder på. Hun fortsatte sit kvindepolitiske arbejde, bl.a. som formand for et udvalg, der skulle undersøge, om det var lykkedes at styrke ligestillingen i partiet, som det var besluttet i forbindelse med nedlæggelse af de socialdemokratiske kvindeudvalg i 1969. Op til kongressen 1973 fremlagde udvalget en rapport, der dokumenterede, at kvinder stadig var uforholdsmæssigt ringe placeret i partiorganisationen og anbefalede mindstemål for kvinderepræsentationen på valglister såvel internt som ved offentlige valg. Det var forventet, at Grete Hækkerup skulle efterfølge Skytte som formand i 1978. Socialdemokratiet foretrak imidlertid K.B. Andersen, hvad der var en stor skuffelse ikke blot for hende selv, men også for de mange, der i lyset af ligestillingsbestræbelserne gerne havde set en kvinde på denne post. Ud over sit politiske virke havde Grete Hækkerup en række tillidsposter, bl.a. som medlem af Statens Husholdningsråd 1959-68 og Foreningen Nordens hovedstyrelse 1959-80. 1961 blev hun udpeget til at repræsentere Socialdemokratiet i AOFs (Arbejdernes Oplysningsforbund) forretningsudvalg, efter at partifællen Klara Dupont i en periode havde været eneste kvinde. Endvidere havde hun fremtrædende poster inden for børne- og ungdomsforsorgen, bl.a. som medlem af Landsnævnet for Børne- og Ungdomsforsorg 1967-73. På hendes 60-års fødselsdag i 1974 oprettedes Grete og Per Hækkerups Uddannelsesfond, hvis midler skulle anvendes til uddannelse af tillidsmænd og -kvinder. Det Hækkerupske hjem, hvor også hendes fader tilbragte sine sidste år, havde med hende som samlingspunkt tidligt åbnet sig gæstfrit for unge socialdemokrater både fra ind- og udland. Ægtefællens død i 1979 efter lang tids sygdom ramte hende hårdt. Hun fik dog den tilfredsstillelse, at deres to ældste sønner Klaus H. og Hans H. som politikere videreførte familietraditionen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mimi_Jakobsen

Mimi Jakobsen

2023-04-22T23:02:26+02:00

fri anvendelse

Mimi Jakobsen voksede op i et politisk aktivt hjem først på Amager, senere i Gladsakse. Hendes fader var socialdemokratisk folketingsmedlem og borgmester i Gladsakse. Han stiftede senere partiet Centrum-Demokraterne (CD). Moderen var uddannet porcelænsmaler, men var hjemmearbejdende fra Mimi Jakobsens fødsel. Selv har hun været kommunalpolitiker i otte år, folketingsmedlem i over 20 og minister i knap ti. I 1989 blev hun partiformand for CD og dermed den første kvinde i dansk politisk historie i spidsen for såvel partiorganisation som folketingsgruppe. Selvom denne strømlinede karriere ligger i selvfølgelig forlængelse af opvækstmiljøet, var det ikke den purunge Mimi Jakobsens ambition at blive politiker. Det skortede ikke på interesse, men hun var genert og tilbageholdende og kunne ikke se sig selv stå frem og holde politiske taler. Desuden var barndommens og ungdommens oplevelser af de mere brutale sider af politik, ikke mindst pressens behandling af politikere og dettes påvirkning af familielivet, afskrækkende. Mimi Jakobsen gav sig efter studentereksamen 1967 fra Gladsaxe Gymnasium i kast med en undervisnings- og forskningskarriere og begyndte at læse fonetik og tysk ved Københavns Universitet. Efter afslutningen af første del blev hun ansat som undervisningsassistent på Institut for Fonetik og Germansk Filologi og underviste her 1975-78. Men politikken indhentede hende alligevel. Først i form af den praktiske organisatoriske hjælp hun ydede ved anmeldelsen af CD i 1973. Da partiet var kommet i Folketinget, og kommunalvalget derefter stod for døren, indvilligede hun i at opstille både til kommunalbestyrelsen i Gladsakse og som folketingskandidat i Nykøbing F.-kredsen. At hun stadig ikke helt kunne forbinde sin egen person med politikerrollen, viste sig ved, at hun begge gange sagde ja, fordi hun ikke regnede med at blive valgt. Hun tog fejl og fik aldrig afsluttet sine studier, efter at hun i 1974 blev medlem af kommunalbestyrelsen og i 1977 af Folketinget. Selv da hun i 1982 blev opfordret til at blive kulturminister i Poul Schlüters firkløverregering, takkede hun i første omgang nej, men blev presset til at acceptere af sin fader, partiformanden. Da CD ikke kom med i regeringen efter valget i 1988, besluttede Mimi Jakobsen sig til igen at prøve kræfter med et job uden for politik og sagde ja til et tilbud om at blive administrerende direktør for Landsforeningen til Bekæmpelse af dissemineret Sclerose. Dette hverv bestred hun i tre år ved siden af sit folketingsmandat, men måtte derefter opgive det på grund af det tidkrævende arbejde som partiformand. Politisk gik Mimi Jakobsen i de første år i sin faders fodspor. Hun var medlem af lokalbestyrelsen for Aktive Lyttere og Seere fra 1976 og formand for Komitéen for Aktiv Skolepolitik, der var stærkt kritisk over for socialdemokratisk og radikal skolepolitik. Men op gennem karrieren har hun i stigende grad markeret sig som en selvstændig og markant politiker, der har forstået at bruge midterpositionen i det danske politiske spektrum til at give sit parti indflydelse ikke mindst på regeringskonstellationerne i 1990’erne. Hun var således medvirkende til, at Socialdemokratiet i 1993 kunne overtage statsministerposten efter 11 års borgerligt styre. Selv blev hun ved denne lejlighed vicestatsminister og kom i spidsen for et nydannet ministerium for erhvervspolitisk samordning. I 1996 trådte CD ud af regeringen i protest mod et finanslovsforlig med Socialistisk Folkeparti. Mimi Jakobsen er i mindre grad kendt for politiske mærkesager og en fasttømret ideologisk position end for at forfølge mere generelle politiske ledetråde, der placerer hende mellem den borgerlige og den socialdemokratiske fløj. På den ene side trækker hun på barndommens socialdemokratiske opvækst i sin opfattelse af et fælles socialt ansvar, der indebærer, at samfundet skal tage hånd om de svage, herunder flygtninge. Disse erfaringer fik hun lejlighed til at udmønte i sin tid som socialminister 1986-88. På den anden side har hun placeret sig solidt i den borgerlige lejr i sin åbenlyst erhvervsvenlige politik og konsekvente afvisning af samarbejde med venstrefløjen. Men først og fremmest er hun kendt for sin politiske tæft og personlige fortolkning af politikerrollen. Med sin ligefremme, ærlige og slagfærdige form ønsker hun at gøre politikeren til en person, som almindelige mennesker kan identificere sig med, og at gøre politik tilgængelig, nærværende og forståelig for menigmand. Mimi Jakobsen har ikke været kvindepolitisk aktiv, og hun er erklæret modstander af kønskvotering. Alligevel har hun ligesom sin ministerkollega Marianne Jelved fra Det Radikale Venstre udmærket sig ved som partileder at udpege lige så mange kvindelige som mandlige ministre fra sit parti. Desuden har hun vist sig som et barn af den kvindepolitisk mobiliserede generation ved at insistere på at kombinere sit politiske arbejde med et familieliv. Hun har født to børn i løbet af sin karriere, det første i 1982, godt tre måneder inden hun blev udnævnt til kulturminister. Det andet fik hun i 1989, kort før hun blev valgt til formand for sit parti, og mens hun endnu var administrerende direktør i Scleroseforeningen. Disse offensive forsøg på at ændre en grundfæstet politisk kultur har ofte givet hende en ublid medfart i pressen, men også været med til at rejse diskussionen om arbejdsbetingelserne for forældre i politik. Mimi Jakobsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1984, kommandør af 1. grad 1997 og har desuden modtaget flere udenlandske ordener. Hun udgav i 1993 Politik i virkeligheden. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marianne_Jelved

Marianne Jelved

2023-04-22T23:02:35+02:00

fri anvendelse

Marianne Jelved voksede som den ældste af tre børn op i en arkitektfamilie i Charlottenlund, blev student fra Statens Studenterkursus på Frbg. i 1964 og tog lærereksamen fra Hellerup Seminarium i 1967. I 1969 giftede hun sig med Jan Jelved, som også var lærer. Sammen fik de, der begge havde været gift før og havde børn fra tidligere ægteskaber, en datter. Marianne Jelveds offentlige liv et faldet i to faser. Den første omfatter hendes lærergerning i København 1967-75, dernæst i Jyllinge til 1989. I 1976 blev hun lærerrådsformand på Jyllinge Skole og to år senere fælleslærerrådsformand i Gundsø kommune, 1981-87 var hun desuden formand for bestyrelsen i Dansklærerforeningens folkeskolefraktion. Samtidig videreuddannede hun sig til cand.pæd. 1979 og underviste i en årrække som timelærer på Danmarks Lærerhøjskole. Hun var således en meget aktiv person, der ud over den daglige undervisning og sit vidtfavnende faglige engagement også forfattede undervisningsmateriale, fx Danskbogen 3-5, 1988-90, og var redaktør af Meddelelser fra Dansklærerforeningen 1975-82. Den anden fase omfatter hendes politiske virke i Det Radikale Venstre (RV). Det startede med en række tillidsposter i partiet, indtil hun i 1982 blev medlem af kommunalbestyrelsen i Gundsø og straks valgtes til viceborgmester. I 1987 kom hun i Folketinget. Her har hun haft en kometkarriere, hvis foreløbige højdepunkt var udnævnelsen til Danmarks første kvindelige økonomiminister i 1993 og fra 1994 tillige vicestatsminister og minister for nordisk samarbejde. Allerede efter små ni måneder i Folketinget overtog hun posten som gruppeleder for de radikale efter Niels Helveg Petersen, der blev minister i 1988, og hun beholdt den, da RV gik ud af regeringen i 1990. Det gjorde hende til partiets ubestridte leder. De to livsfaser, som umiddelbart forekommer at ligge langt fra hinanden, har en række lighedspunkter. For det første overlapper de i tid. Marianne Jelved startede sin politiske karriere, mens hun stadig var lærer, og førte sin sidste klasse til eksamen så sent som i 1989, to år efter at hun var kommet i Folketinget. For det andet er drivkraften bag både hendes pædagogiske og politiske engagement et ønske om at skabe forandringer, der forbedrer levevilkårene i samfundet, og en tro på, at det er muligt ved en personlig indsats. Endelig har hun ofte givet udtryk for, at det både i politik og undervisning drejer sig om at sætte ting i gang og se resultater, være ansvarlig, åben og skabe tillid. Begge steder er det vigtigt, at man ved præcist, hvor man har hinanden, og at man er loyal. Marianne Jelved er kendt for at have gjort posten som radikal gruppeformand til en magtfuld bastion. Hun havde det afgørende ord, da RV efter i en årrække at have støttet den borgerlige regering i 1993 vendte tilbage til det traditionelle samarbejde med Socialdemokratiet. Selvom hun ikke er fagøkonom, har hun som økonomiminister formået at skabe respekt om sin embedsførelse og sine resultater. Hun har brugt sin lægmandsposition til at stille spørgsmål til traditionelle økonomiske sandheder som fx sammenhængen mellem nedsættelse af dagpengene og fald i arbejdsløsheden. Til trods for at økonomerne har sagt, at det er umuligt, har hun insisteret på at ville fjerne underskuddet på de offentlige budgetter og sænke arbejdsløsheden uden at opgive overskuddet på betalingsbalancen. I sin bog Alt har sin pris, 1999, der også fortæller om opvækst og karriereudvikling, argumenterer hun for, at de danske EU-forbehold står i vejen for et fortsat højt velfærdsniveau. Også ved andre lejligheder har hun med fortrydelse fortalt om oplevelsen af at blive udelukket fra de øvrige økonomiministres forhandlinger i forbindelse med indførelsen af den europæiske møntunion. Marianne Jelved går ikke efter de spektakulære politiske manifestationer og er tilbagevendende blevet kritiseret for ikke at kunne erobre stemmer og profilere RV i medierne. Som politiker besidder hun snarere sansen for de umærkelige ændringers betydning og evnen til at få det taktiske spil til at fungere. Hun tillægger den politiske proces stor betydning og har insisteret på retten til at rejse spørgsmål, fx om velfærdsstatens fremtid uden at have svarene parat for derved at sætte en demokratisk debat i gang. Marianne Jelved har gennemført et generationsskifte i sit parti ved efter valget i 1998 at placere to unge kvinder Elsebeth Gerner Nielsen og Margrethe Vestager i regeringen. Dermed har hun også ændret kønsbalancen og gjort RV til det første parti med overvægt af kvinder på ministerniveau. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Jensen_-_fagforeningskvinde

Anna Jensen

fagforeningskvinde

2023-04-22T23:05:26+02:00

fri anvendelse

Som ganske ung kom Anna Jensen fra sit hjem i Sydsjælland til København, hvor hun fik arbejde som herreskrædder. I 1893 meldte hun sig ind i De kvindelige Herreskrædderes Fagforening (KHF). Fra omkring 1900 tog hun i perioder aktivt del i bestyrelsesarbejdet, bl.a. som revisor i 1906, men hun påtog sig også det slidsomme agitationsarbejde, både i porten uden for systuerne og på trappegangene. 1909 blev hun medlem af bestyrelsen, og 1915 valgtes hun til foreningens næstformand. Da Anna Johansen i 1923 ikke ønskede at genopstille til formandsposten, blev Anna Jensen valgt. Agitationen fortsatte ufortrødent, ligesom også de mange forhandlinger om prisaftaler med de enkelte arbejdsgivere. I 1925 iværksatte arbejdsgiverne en stor lockout, der også kom til at omfatte de kvindelige herreskræddere; virksomhederne lukkede, og medlemmerne måtte gå uden arbejde i de syv uger, lockouten varede. Ved bestyrelsesvalget i 1930 opstillede både Anna Jensen og Anna Johansen til formandsposten, og resultatet blev, at Anna Johansen valgtes med stort flertal. Det kom efterfølgende til heftige skænderier og indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling, idet en del af medlemmerne anklagede bestyrelsen for valgfusk; de hævdede, at optællingen af stemmesedler ikke var gået rigtigt til, og at det i virkeligheden var Anna Jensen, der havde fået flest stemmer. Ved den ekstraordinære generalforsamling holdt hun sig i baggrunden; resultatet blev imidlertid, at Anna Johansens valg opretholdtes. Anna Jensen fortsatte som menigt medlem af bestyrelsen, uhyre aktiv og loyal, men på ingen måde ukritisk. Allerede i 1919 var hun blevet medlem af Dansk Skrædderforbunds (DS) hovedbestyrelse, og hun fortsatte både her og i fagforeningsbestyrelsen, til hun som 74-årig nedlagde sine tillidshverv i 1941. Hun var dog stadig frem til sin død i 1961 en aktiv deltager både i afdelingens og skrædderforbundets generalforsamlinger. Som der står i nekrologen i forbundets medlemsblad Stof og saks, gav hun “sin mening til kende, skarpt og hvast hvis det passede hende, og det gjorde det ofte”. Hun blev i 1941 udnævnt til æresmedlem af DSs hovedbestyrelse. I lighed med mange af sin samtids fagforeningskvinder var Anna Jensen også partipolitisk aktiv. Hun var medlem af bestyrelsen for den lokale socialdemokratiske vælgerforening. Vælgerforeningen opstillede hende som kandidat til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og hun valgtes ind som suppleant i 1919, 1923 og 1927. 1913 var hun blevet medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun sad i 24 år frem til 1937. Hun var her i selskab med andre faglige kvinder, bl.a. den tidligere formand for KHF Andrea Brochmann samt Anna Johansen, som hun i hvert fald her havde et godt samarbejde med, endvidere Helga Larsen, formand for Det kvindelige Bryggeriarbejderforbund og Alvilda Andersen, formand for Kvindeligt Arbejderforbund. Det første udvalg, Anna Jensen blev medlem af, skulle udarbejde forslag til ansættelse af kvinder i Københavns politi. Dansk Kvindesamfund (DK) havde rejst sagen allerede i 1910, og Borgerrepræsentationen vedtog 1914 at ansætte to kvindelige betjente. Hun blev siden medlem af budgetudvalget. Netop under budgetforhandlingerne tog hun hyppigt ordet, veltalende og skarpt, og ofte i forbindelse med skoleforhold. Hun anbefalede bl.a. etablering af skoler med fællesundervisning af drenge og piger. 1916-21 var hun medlem af Den overordentlige Kommission, der var nedsat af Indenrigsministeriet 1914 for at sikre befolkningens forsyning med varer under Første Verdenskrig. Efter pres fra DK udvidedes den rent mandlige kommission 1916 med tre kvinder, Magdalene Lauridsen, der repræsenterede landhusmødrene, Anna Jensen, der skulle tale byhusmødrenes sag, og Karen Blicher som repræsentant for husholdningsuddannelserne. Anna Jensen hørte ikke til de mest fremtrædende af arbejderbevægelsens kvinder. Men gennem 40 år ydede hun en væsentlig indsats for den kvindelige fagbevægelse, og hendes utrættelige arbejde for at organisere syerskerne bidrog til at føre KHF frem til en solid position. Og med sit tidlige og langvarige virke i Borgerrepræsentationen må hun henregnes til en af Socialdemokratiets kvindelige pionerer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Fanny_Jensen

Fanny Jensen

2023-04-22T23:05:31+02:00

fri anvendelse

Fanny Jensen kom fra et udpræget socialdemokratisk hjem og var fra sit 18. år med i politisk arbejde. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, indtil hun blev gift meget ung. Fra 1911 fik hun arbejde på Emil Møllers Telefonfabrikker, senere Kirks Telefonfabrikker, i Horsens, og hun kom hurtigt ind i fagforeningsarbejdet. Allerede i 1912 blev Fanny Jensen formand for Horsensafdelingen af Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), 1915 blev hun medlem af KADs hovedbestyrelse og kort efter af forretningsudvalget. De samvirkende Fagforbund (DSF) indstillede hende i 1925 som medlem af Arbejdsrådet, et rådgivende organ under Socialministeriet, hvor hun sad frem til 1931. 1921-25 og 1929-31 var hun tillige byrådsmedlem for Socialdemokratiet og blev herefter udset til posten som bestyrerinde på De Gamles Hjem i Horsens. Hun udførte i denne stilling et så stort socialt arbejde, at partiet for alvor fik øje på hende. I 1935 forlod Fanny Jensen sin hjemby for at blive forbundssekretær og blev ved sin afrejse udnævnt til æresmedlem af KADs Horsensafdeling. Hun kom til København i en vanskelig periode med stor arbejdsløshed og uro på arbejdsmarkedet. Internt i KAD var der uenighed mellem kommunister og socialdemokrater, ikke mindst i Københavns afdeling 1, hvor Fanny Jensen var stationeret. De interne stridigheder tilspidsedes ved rod i regnskaberne og uenighed om strejkespørgsmål. Som forbundssekretær og tillige næstformand blev hun hurtigt Alvilda Andersens nære medarbejder. Under de vanskelige overenskomstforhandlinger i 1936-37 havde Fanny Jensen demonstreret betydelige forhandlingsevner, så hovedbestyrelsen konstituerede hende uden tøven som forbundsformand efter Alvilda Andersens død 1937, og hun blev valgt med akklamation på næste kongres i 1938. Indtil 1947 var hun forbundsformand for ca. 30.000 medlemmer. Som KAD-formand var hun medlem af DSFs forretningsudvalg 1940-47. Desuden kom hun i 1939 ind i Arbejds- og Forligsnævnet, som skulle afgøre stridigheder på arbejdsmarkedet ved tvungen voldgift under krigen, da man ikke kunne føre arbejdskampe. På den første kongres efter krigen vedtog KAD efter mange års diskussion at sætte ligeløn på programmet og bidrog dermed til, at DSF i 1951 medtog ligeløn og lige dyrtidstillæg som generelle overenskomstkrav. Fanny Jensen fortsatte sin partipolitiske karriere som medlem af Borgerrepræsentationen 1943-47. Hun blev valgt ind i Folketinget 1947 og blev som trænet i fagforenings- og kommunalbestyrelsesarbejde straks udpeget til minister. Fanny Jensen blev den anden kvindelige minister i Danmark efter Nina Bang, men hun var første arbejderkvinde i en regering og fik i den anledning meget stor offentlig opmærksomhed. Hendes udnævnelse blev set som en anerkendelse af den indsats, kvinderne og særligt arbejderkvinderne havde ydet under krigen. Den skulle samtidig være et plaster på såret for ledende kvindelige socialdemokrater. De var ved partiets kongres i 1945 ikke blevet opstillet på sikre pladser, hvorfor der ved valget senere på året ikke kom en eneste socialdemokratisk kvinde ind i Folketinget, skønt antallet af kvindelige medlemmer i øvrigt efter en stor kampagne steg fra to til otte. Fanny Jensen blev af nogle betragtet som et kvindeligt gidsel i en regering, som havde brug for legitimation over for de kvindelige vælgere, der var blevet politisk vakt under krigen. Hun var minister uden portefølje “med særligt Henblik paa Hjemmenes, Husførelsens og Børnenes Interesser inden for sociale og forsyningsmæssige Omraader og paa selverhvervende Kvinders Interesser”. Socialministeriet stillede lokaler til rådighed for hende og en lille stab, og hun var konsultativ minister for Arbejdsministeriet og Handelsministeriet, men havde ikke selvstændigt lovinitiativ. Inden valget havde Fanny Jensen talt skarpt imod Venstreregeringens håndtering af forsyningssituationen, der indebar knappere rationer til landets egen befolkning af hensyn til fremme af eksporten. Arbejderbefolkningen havde derfor store forhåbninger til hende, men hun havde ikke magt at stille bag sine krav, måtte snart forsvare statens samlede interesser og blev derfor kritiseret, stærkest af kommunisterne. På Christiansborg gjorde hun dog hele tiden opmærksom på kvindernes synspunkter og kæmpede for husmødrenes rettigheder som forbrugere. Også boligsagen arbejdede hun for i en tid med voldsom boligmangel. De sager, hun fik størst indflydelse på, drejede sig om kvinders og børns stilling i familien, særligt enlige og fraskilte mødres problemer. Der blev indført husmoderafløsning, og fædrenes bidrag til børnene blev hævet. Børnetilskud skulle gøre det lettere for kvinder at blive hjemme og derved mindske efterspørgslen på vuggestuer og børnehaver. Statens Husholdningsråd, hvor hun havde været medlem for AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) 1942-46, blev styrket, og hun tog initiativ til forøgelse af Mødrehjælpens bevillinger. I hendes ministertid nedsatte Justitsministeriet en ny svangerskabskommission. Hun argumenterede i den forbindelse for udvidet adgang til svangerskabsafbrydelse som et middel til at nedsætte antallet af illegale aborter og støttede også senere som folketingsmedlem forslaget om, at man kunne bevilge abort på grundlag af kvindens sociale situation. Men på grund af den voldsomme modstand fra konservative og kirkelige kredse kom den såkaldte sociale indikation heller ikke med i svangerskabsloven fra 1956. Fanny Jensens ministerium havde for vagt og bredt definerede opgaver. Regeringens opbakning viste sig hurtigt at være uforpligtende, og hendes virksomhed kom i høj grad til at ligge i den personlige kontakt med befolkningen. Hun blev populær i denne funktion. I sin korte ministertid havde hun 429 møder rundt om i landet og modtog dagligt en række henvendelser om store og små kvindeproblemer. Var det således ikke de store opgaver “Fru Fanny” løste, passede hun sit embede med aldrig svigtende takt og værdighed og trak i mange tråde rundt om i ministerierne. Ved regeringsomdannelsen i 1950 bad hun selv om sin afsked, fordi hun ikke kunne få bedre vilkår at arbejde under. Først i 1966 forsøgte man sig igen med et særligt kvindeministerium, nu for “familiens anliggender” under Camma Larsen-Ledet. Men det blev fremover en uskreven regel, at der var mindst en kvinde i hver regering. I 1950 var det Bodil Koch, der udnævntes til kirkeminister. Fanny Jensen er blevet karakteriseret som en typisk repræsentant for den danske husmoder, hyggelig, venlig, hjælpsom og med begge ben på jorden. Skønt hun med sin baggrund i fagbevægelsen først og fremmest talte arbejderkvindernes sag, lagde hun i sin ministertid vægt på det, der kunne samle kvinder fra alle samfundslag. Ved husmødrenes verdenskongres, afholdt af Associated Country Women of the World, i 1950 fremhævede hun kvinders fællesskab som mødre og deres betydning for demokratiet: “Vi må gøre os klart, at de frie, demokratiske nationers fortsatte eksistens netop afhænger af dette: At hver enkelt borger – og især mødrene – forstår, og forklarer vore unge, den dybe værdi i vor fælles leveform.” Efter sin afgang som minister fortsatte hun i Folketinget til 1953. Året efter trak hun sig også fra sine tillidsposter i KAD og udnævntes til æresmedlem. Herefter helligede hun sig familien og engagerede sig socialt og i oplysningsvirksomhed. Hun har bl.a. ydet en betydelig indsats i kirkelige velfærdsinstitutioner og været et energisk medlem af bestyrelsen for Kristeligt Pressebureau. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Jensen

Margrethe Jensen

2023-04-22T23:04:52+02:00

fri anvendelse

Margrethe Jensen blev uddannet som børnehavepædagog på Fröbel-Højskolen i årene 1922-24 under søstrene Anna og Bertha Wulffs ledelse. “Klassekæmperne” kaldte hendes årgang sig, og den rummede markante personligheder som Inge Oldenburg. De forærede det bestandigt lokalesøgende seminarium startkapitalen til en byggefond, men først 51 år senere i 1975 kunne de overvære nedlæggelsen af grundstenen til et nyt seminarium i Roskilde. Efter uddannelsestiden arbejdede Margrethe Jensen som assistent ved Den Kellerske Åndssvageanstalt i Brejning ved Vejle, indtil hun i 1926 blev leder af den nyoprettede Absalon Sogns Menighedsbørnehave på Vesterbro, som Folkebørnehaveforeningen af 1915 stod bag. Hun gik under navnet Tante Margrethe og blev kendt for sit arbejde med at skabe en levende kontakt mellem børn, medarbejdere, forældre og sogn. En gang om måneden mødtes hun med børnehavens kvindelige støttekreds, og hun var i en årrække medlem af menighedsrådet. Sideløbende med sit pædagogiske arbejde havde Margrethe Jensen et stærkt fagligt engagement. Hun blev 1937 bestyrelsesmedlem af fagforeningen Dansk Børnehaveråd (DBR), der var stiftet i 1932, og var 1945-60 landsformand. 1954-61 var hun endvidere formand for det nystiftede forbund Den forebyggende Børneforsorgs Personaleorganisation, der havde til formål at skaffe de tre fagforeninger DBR, Dansk Barneplejeråd og Dansk Fritidshjemsråd forhandlingsret med Socialministeriet, hvilket blev opnået i 1954. DBR udgjorde godt halvdelen af forbundets ca. 4.000 medlemmer, der alle var uddannede. I Margrethe Jensens formandstid blev børnehavesagen placeret i de offentlige myndigheders bevidsthed, idet både pædagogers løn- og ansættelsesvilkår såvel som organisationens krav til institutionernes normering og pladsforhold blev forhandlet. Helt afgørende for børnehavens udvikling var de tilskudsordninger, der i løbet af 1940’erne blev etableret, hvorefter de offentlige tilskud for heldagsbørnehaver udgjorde 70%, for halvdagsbørnehaver 35%. Men Margrethe Jensen var ikke tilfreds med de resultater, der blev nået. I sine årsberetninger understregede hun, at forhandlingerne ikke havde givet nok hverken i forhold til børnenes eller personalets vilkår. “Vi kan jo ikke fremvise lig,” var hendes barske bemærkning ved en forhandling om bedre pladsforhold til børnene over for en uforstående forhandlingspartner. Margrethe Jensen var ikke bare optaget af løn- og ansættelsesforhold, men også af spørgsmålet om fagets udvikling og pædagogernes personlige dannelse. Det var således magtpåliggende for hende, at der blev etableret en videre- og efteruddannelse for pædagoger. Hun fastholdt børnehavens oprindelige idé som en pædagogisk støtte til familien, men forholdt sig åbent og undersøgende til den diskussion om børnehavens udformning, som blev rejst både her og i udlandet. Margrethe Jensens arbejde var båret af samarbejdsvilje og grundig forberedelse, og hendes evne til at lytte skabte løsninger, som mange følte sig omfattet af. Hun var udholdende i de til tider seje forhandlinger både inden for organisationerne og med myndighederne. Fra 1926, da hun startede som børnehaveleder på Vesterbro, og til sin pensionering i 1961 levede Margrethe Jensen i bofællesskab med lederen af Enghave Sogns Menighedsbørnehave Gerda Steensgaard. Derefter krævede hjemmetilværelsen imidlertid mere plads, og Steensgaard flyttede til egen lejlighed. Indtil sin død var Margrethe Jensen levende optaget af den faglige debat, litteratur og samfundsforhold. Hun blev aktiv som frivillig medarbejder i Kirkens Korshærs varmestue i Saxogade, et arbejde, der også indebar ferieophold i Vestjylland med varmestuens hårdt belastede mænd. Hendes indsats var præget af et dybt engagement i mennesket og en levet kristendom, hvor næstekærlighed og en ægte interesse for andres vel kom til udtryk i handling. I alle sine arbejdsår havde hun ikke en eneste sygedag. Margrethe Jensen blev ridder af Dannebrogordenen i 1957. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marianne_Jensen

Marianne Jensen

2023-04-22T23:04:53+02:00

fri anvendelse

Marianne Jensen blev som den yngste af en søskendeflok på ti forkælet og beundret. Familielivet gjorde hende selvsikker og gav hende en god ballast, således at hun som 11-årig i 1961 kunne forlade barndomshjemmet i Ilulissat (Jakobshavn) for at gå på kostskole i Nuuk (Godthåb), noget, man opfordrede intelligente børn til i 1960’ernes Grønland. Som den yngste i kostskolens regelmæssige og beskyttede miljø strøg hun gennem skolen med tårnhøje karakterer, og 16 år gammel kunne hun som den første grønlandske American Field Service (AFS) student sejle til USA. Mødet med en bedrestillet farmerfamilie og chokket over det lille, meget fordomsfulde samfund i Oklahoma indgød hende en stærk sans for retfærdighed og medmenneskelighed, som hun siden har opsummeret i sit slogan: Gensidig tolerance, gensidig tillid og gensidig respekt. I 1967 tog hun highschooleksamen. Efter opholdet i USA fortsatte hun til Danmark, hvor hun 1970 tog studentereksamen fra Gladsaxe Gymnasium og begyndte at læse fransk og medicin ved Københavns Universitet, men bl.a. på grund af faderens død vendte hun 1973 tilbage til Ilulissat. 1973-85 arbejdede hun som timelærer ved skolerne Atuarfik Mathias Storch og Atuarfik Jørgen Brønlund, og i samme periode blev hun gift med personalechef Søren Peter J., med hvem hun fik tre børn. 1981-85 var hun desuden fjernstuderende ved Jelling Statsseminarium. Efter lærereksamen i 1985 blev hun ansat ved Atuarfik Mathias Storch, fra 1988 som overlærer. Marianne Jensens politiske og sociale interesse havde allerede spøgt i form af engagementer i AFS og Røde Kors i Ilulissat, ligesom hun havde været formand for sportsforeningen og med til at reetablere lokalbladet Iluliarmioq. Trangen til at værne om familielivet holdt hende imidlertid tilbage fra egentligt politisk arbejde indtil 1989, hvor hun stillede op til kommunalvalget for det socialdemokratiske Siumut og efter et succesrigt valg påtog sig borgmesterposten i sin hjemkommune, der kæmpede med en stor gæld til Landsstyret. I forbindelse med den krævende post som borgmester opgav hun sin lærerstilling. Den politiske karriere tog for alvor fart fra 1991, hvor hun blev udpeget til landsstyremedlem for kultur, undervisning og kirke, fra 1993 også for forskning, og til samarbejdsminister for nordiske anliggender. Marianne Jensen og Henriette Rasmussen, der blev landsstyremedlem samme år, blev således de første kvinder i Landsstyret efter Agnethe Davidsen, der var medlem 1983-84. Som landsstyremedlem for kulturen var Marianne Jensen bl.a. aktiv i arbejdet med at oprette kulturhuset i Nuuk, der 1997 blev indviet under navnet Katuaq. Valget i 1995 stabiliserede Marianne Jensens politiske karriere og gjorde hende til landstingsmedlem for Diskokredsen samtidig med, at hun overtog det sprængfarlige sundhedsområde som landsstyremedlem for sundhed, miljø og forskning og igen blev udnævnt til samarbejdsminister for nordiske anliggender. I det nordiske samarbejde var hun særdeles aktiv, men også det circumpolare samarbejde optog hende. Sundhedsvæsenet blev som et af de sidste store områder overført til Grønland i 1992 efter 13 års Hjemmestyre. Skønt overtagelsen udløste et forøget bloktilskud, blev området alligevel en øretævernes holdeplads. De fleste tog Marianne Jensen med fatning: påtaler om budgetoverskridelser, anklager for manglende hjemtagelse af psykiatriske patienter samt den konstante klage over mangel på uddannet sundhedspersonale. Støt lagde hun en kurs, som et enigt sundhedspersonale solidarisk bakkede op. Inden for områderne miljø og forskning kom der mange nye tiltag fra den flittige og engagerede minister, der har brændt for at se Grønland som en ligeværdig partner i internationalt samarbejde, og som har troet på værdien af åbenhed, ærlighed og offentlig debat, også om ømtålelige og tabuiserede politiske emner. Det har ikke været nogen let kurs at vælge, ligesom det har været vanskeligt at være ene kvinde i grønlandsk toppolitik. Efter et par stormfulde år 1997-98, hvor kritikken til tider blev personlig, som det ofte sker over for viljefaste kvindelige politikere, tog Marianne Jensen konsekvensen og stoppede sin tiårige karriere i toppolitik i 1998. Også et ledelsesskift i Siumut samt problemer i ægteskabet bidrog til beslutningen. Marianne Jensen er en politiker, der har brændt for at forbedre vilkårene for især børn og unge, syge og socialt belastede grupper, og som stærkt har ønsket at gøre det unge Hjemmestyre til en succes. At denne samfundsengagerede kvinde vil vende tilbage til politik eller engagere sig i samfundslivet på anden vis er sikkert. Men i hvilken form, det vil ske, er det endnu for tidligt at spå om. Marianne Jensen blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen i 1996. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Jespersen

Karen Jespersen

2023-04-22T23:05:08+02:00

fri anvendelse

Karen Jespersen voksede op i et arbejderhjem i Københavns indre by og blev som mange andre kvinder i hendes generation familiens første akademiker. I 1966 tog hun studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium og blev herefter immatrikuleret på Københavns Universitet, hvorfra hun dimitteredes som cand.mag. i historie og arkæologi i 1977. Hun var med i rødstrømpebevægelsen fra begyndelsen og kom første gang på avisernes forsider, da hun på Rådhuspladsen 1. maj 1970 erobrede talerstolen fra LO-formanden Thomas Nielsen for at stille krav om ligeløn. Den nye kvindebevægelse var karakteriseret ved en flad beslutningsstruktur, men Karen Jespersen blev en af dens vigtigste uformelle ledere og satte afgørende præg på teoriudviklingen. Hun talte bl.a. for, at man skulle mobilisere kvinder fra alle klasser. I en kronik fra 1971 skrev hun: “Er det mon derfor for optimistisk at håbe på, at dette at arbejderklassens kvinder nu for alvor er begyndt at røre på sig vil kunne blive indledningen til et virkelig dybtgående kvindeoprør.” Denne linie fortsattes i arbejdet med at redigere og bidrage til et par af bevægelsens banebrydende bøger Kvinder på fabrik og Med søsterlig hilsen, begge fra 1971. For Karen Jespersen blev rødstrømpebevægelsen det politiske afsæt for hendes stærke engagement i Venstresocialisterne (VS). Hun var bl.a. folketingskandidat for partiet i 1980, men tilhørsforholdet blev med årene mere og mere nedtonet, indtil hun til sidst meldte sig ud. Politik forblev imidlertid omdrejningspunktet i hendes virke. Som freelanceskribent i studietiden og redaktør af venstrefløjens velanskrevne tidsskrift Politisk revy 1974-77 kom den politiske journalistik til at falde for som en mere og mere naturlig levevej. 1978 blev hun ansat som politisk reporter ved Information, hvor hun var indtil 1984. Avisen var i denne periode ofte læreplads for journalistiske talenter, og for Karen Jespersen førte det til en ansættelse ved TV-Avisen på Danmarks Radio (DR) 1984-88. Her blev hun landskendt og både frygtet og elsket, fordi hun var skolet fra tiden på Politisk revy og Information til at fastholde den udførlige politiske analyse til fordel for det hurtige indslag. Bl.a. kom hun ud i voldsom modvind i forbindelse med afsløringer af et planlagt regeringsindgreb over for kommunerne i 1985. Karen Jespersen var fortsat personligt engageret, men blev i stadig stigende grad professionel. Kvindekampen ebbede ud i løbet af 1980’erne, og det blev nu især hendes socialpolitiske interesser, der dominerede. Sammen med sin mand Ralf Pittelkow, som hun havde mødt i VS 1972, skrev hun flere politisk analyserende bøger, bl.a. Et bedre Danmark, 1985, og Det røde flertal, 1987. I 1988 forlod hun DR for at blive ansat på det dengang nye TV2, et skifte, der ifølge hende selv indebar større frihed til at dyrke de journalistiske kriterier frem for public service-forpligtelsen. Ansættelsen varede dog ikke længe. I 1980’erne havde Karen Jespersen meldt sig ind i Socialdemokratiet, og hun blev 1990 folketingsmedlem for Amagerkredsen. På trods af sin bopæl i Allerød blev hun meget hurtigt identificeret med området, bl.a. fordi hun markerede sig som modstander af Øresundsbroen, og hun flyttede efter nogle år til Dragør. Ved regeringsskiftet i 1993 blev hun socialminister, en post, som hun måtte forlade året efter ved en regeringsomdannelse i forbindelse med Centrum-Demokraternes indtræden i regeringen. Allerede otte måneder senere blev der dog ved en ny ministerrokade igen plads i Socialministeriet, og det var oplagt, at Karen Jespersen efter sin succesfulde første ministerperiode vendte tilbage. Som folketingsmedlem og minister har hun nedtonet sine kvindepolitiske interesser. Det har været socialpolitikken og reformerne af velfærdsstaten, der talte mest, men de feministiske holdninger var ikke glemt. Hun var regeringens delegationsleder ved FNs fjerde verdenskvindekonference i Beijing i 1995, og hun udførte dette hverv ved med stor elegance at forene græsrøddernes synspunkter med det politisk realisable. Hendes svendestykke har været den socialreform, der trådte i kraft i 1998. Meget typisk for hende har hun håndfast taget udgangspunkt i den arbejderklasse, hun selv er kommet fra, og de dyder, der gælder i den brede befolkning. Alle skal arbejde, og det skal kunne betale sig, kunne gå hen at blive hendes valgsprog. Hun har indført, at man skal arbejde for bistandshjælpen. Kun de allersvageste skal hjælpes, men de skal til gengæld hjælpes ordentligt. I 1999 udmøntede hun sine socialpolitiske idéer i bogen Opgør med den nye fattigdom. Karen Jespersens politiske udvikling har fulgt en strømning i tiden, hvor man i stadig højere grad lytter til græsrødderne. Dette demokratiseringsprojekt opstod på den yderste venstrefløj i 1970’erne, men er siden slået igennem i de traditionelle politiske partier, inklusive Socialdemokratiet, der har givet hende mulighed for at prøve at realisere sin ungdoms politiske idéer. Hun har manifesteret sig som en populær socialminister, hvis engagement af de fleste oplevedes som dybfølt og ægte. Det blev derfor mødt med beklagelse i den sociale sektor, at Karen Jespersen ved en ministerrokade i 2000 skiftede til Indenrigsministeriet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Johansen

Elisabeth Johansen

2023-04-22T23:05:23+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Johansen blev født i i Uummannaq (Umanak), i en familie, der siden den spæde begyndelse for grønlandsk medindflydelse havde været aktiv i politik. Således var hendes fader Johan Henningsen medlem af Forstanderskaberne i Grønland, der blev oprettet i 1862-63, senere et markant medlem af Grønlands Landsråd, da det blev oprettet i 1911. Som typisk for piger af velstillede grønlandske familier blev Elisabeth Johansen efter sin skolegang kiffaq, dvs. ung pige i huset, hos en dansk familie i byen. I 1923 blev hun tilbudt at rejse med familien til Danmark som barnepige. Her opfordrede fruen i huset hende til at uddanne sig som jordemoder, hvilket ikke var helt fremmed for familien. Elisabeth Johansens bedstemoder, som hun var opkaldt efter, fungerede selv som jordemoder, dog uden at have en formel uddannelse. Efter et års ophold i Uummannaq vendte Elisabeth Johansen derfor tilbage til Danmark i 1925 for at påbegynde jordemoderuddannelsen. Faderen var skeptisk, da han mente, at hun ikke ville kunne klare sig med sin utilstrækkelige skolegang, men Elisabeth Johansen sled med studierne og det danske sprog. I 1931 kunne hun tage jordemodereksamen fra Rigshospitalet, hvor hun som den første grønlænder opnåede at få højeste karakter. Samme år vendte hun som 23-årig tilbage til barndomsbyen for at virke som jordemoder. At bestride dette arbejde i Nordgrønland krævede en stærk og alsidig kvinde, og forholdene på tidens sygehuse gjorde, at Elisabeth Johansen også måtte assistere lægen under de kirurgiske indgreb, der foregik under temmelig primitive forhold. Som en naturlig del af jobbet måtte hun ligeledes fungere som økonoma, kok og tolk på sygehuset. I 1938 giftede Elisabeth Johansen sig med Kristian J., og parret flyttede til bygden Ukkusissat, hvor ægtefællen avancerede til handelsforvalter, og hun fortsatte sit arbejde som jordemoder. I 1946 flyttede de til bygden Illorsuit, hvor de boede frem til 1958. Jordemoderarbejdet implicerede her, at familiens privatbolig blev brugt til konsultationer og til sengeliggende patienter. I lokalsamfundet var ægteparret særdeles aktive, Elisabeth Johansen bl.a. med syning af grønlandske nationaldragter. I 1956 etablerede hun en kvindeforening i bygden. Da ægtefællen døde i 1958, flyttede hun og de nu fem børn tilbage til Uummannaq, hvor skoleforholdene for børnene var bedre end i bygderne. På samme tid blev hun af Grønlands Arbejder Sammenslutning (GAS) samt fisker- og fangerorganisationerne opfordret til at stille op til Grønlands Landsråd, det øverste politiske organ for Grønland frem til 1979. Hun var før blevet opfordret, men havde på grund af sine mindreårige børn afslået. Ved valget i 1959 stillede hun dog op, og som den første kvinde valgtes hun til Grønlands Landsråd for Uummannaq distrikt. Det skete godt ti år efter, at de grønlandske kvinder i 1948 havde opnået valgret og valgbarhed, men ved det første valg med kvindelig deltagelse i 1951 var der ingen kvindelige kandidater. Forud for sin valgsejr havde Elisabeth Johansen ført en meget aktiv valgkampagne, og hun var den første politiker i Grønland, der rejste rundt for at holde valgtaler, hvilket foregik med hundeslæde og båd. Da Grønlands Landsråd blev nedlagt i 1979 i forbindelse med indførelsen af hjemmestyreordningen, kunne det konstateres, at hun havde været det eneste kvindelige medlem af landsrådet. Elisabeth Johansen sad i landsrådet indtil 1975, og i denne periode var det især beslutninger vedrørende Grønlands modernisering, udtrykt i betænkningerne G-50 og G-60, der var på dagsordenen. Hendes mærkesag blev modstand mod betænkningerne, der lagde op til en befolkningskoncentration i byerne og lukning af et stort antal bygder. Hun frygtede konsekvenserne af, at frie fangere og fangerfamilier blev forflyttet og koncentreret i højhuse i de større byer, hvor de skulle være lønarbejdere. Det var en frygt, der siden viste sig begrundet, idet mange af nutidens sociale problemer i Grønland har rod i disse omvæltninger. Som den eneste politiker stemte hun også imod fødestedskriteriet, der betød, at tilrejsende danskere fik en højere løn end grønlændere for samme arbejde. På det sociale område bekæmpede hun ihærdigt spiritusmisbrug, der var et udtalt problem i forbindelse med storbylivet. I 1969 blev Elisabeth Johansen medlem af Udvalget vedrørende grønlandske kvinders forhold, der var nedsat af Statsministeriet under Kommissionen vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Udvalget, der bl.a. talte Agnethe Nielsen og Guldborg Chemnitz, kunne i 1975 udsende fire dobbeltsprogede publikationer om de grønlandske kvinders livsbetingelser. Samme år forlod Elisabeth Johansen landsrådet efter en lang og arbejdsom indsats. Hun havde da nået pensionsalderen. På trods af en tiltagende øjensygdom fortsatte hun alligevel med at markere sig i politik, bl.a. da de grønlandske partier blev stiftet i 1977. Ved den lejlighed tilsluttede hun sig det socialdemokratiske Siumut og forblev medlem til sin død i 1993. I forbindelse med sin langvarige politiske indsats modtog hun flere udmærkelser, bl.a. blev hun ridder af Dannebrogordenen 1973, udnævnt til æresborger i Uummannaq 1981 og tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv 1989. Som eneste kvinde i landsrådet gennem 16 år blev hun en banebryder, der i kraft af sit engagement, sit mod og sin intelligens kom til at præge den tid, hun levede i. Sin interesse for politik videregav hun til sine børn. Således blev både Severin J. og Lars Emil J. politikere. Fra alle sider i det politiske spektrum blev Elisabeth Johansen respekteret for sit dygtige politiske håndværk, sin ihærdighed og sine meningers mod. I forbindelse med sin modstand mod fødestedskriteriet blev hun kendt som “det eneste mandfolk” i Grønlands Landsråd, en karakteristik, der af eftertiden er blevet fastholdt som udtryk for hendes arbejdsindsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gudrun_Johansen

Gudrun Johansen

2023-04-22T23:05:24+02:00

fri anvendelse

De normer og værdier, som prægede Gudrun Johansens barndomshjem og opvækst, virkede befordrende for de valg, hun traf i sit voksne liv, men var i andre henseender barrierer, hun måtte bryde. Faderen var officer, meget videnskabeligt interesseret og arbejdede i mange år som geodæt i den danske hær. Hun mistede tidligt sin moder, og faderen opdrog hende strengt, krævende og i en yderst kønstraditionel ånd. Således nægtede han at imødekomme hendes ønske om at blive student. I 1930 blev hun havebrugskandidat på Landbohøjskolen, og først efter at være flyttet hjemmefra tog hun studentereksamen på kursus i 1933. Hun fortsatte med at læse botanik på Københavns Universitet og arbejdede ved siden af studierne fra 1931 som assistent ved Statens plantepatologiske Forsøg i Lyngby. Da Danmark blev besat, opholdt hendes forlovede sig i Grønland, hvor han som geolog deltog i en ekspedition. De genså først hinanden efter krigen. I besættelsestidens første år nærede Gudrun Johansen et stærkt ønske om at yde en indsats i modstandskampen. I 1941 deltog hun i demonstrationerne mod regeringens forbud mod kommunistisk virksomhed efter Tysklands angreb på Sovjetunionen, og hun meldte sig ind i adskillige foreninger i håb om at komme i forbindelse med folk, der lavede illegalt arbejde. Rekrutteringen til modstandsbevægelsen skete i bestemte miljøer, der især i Besættelsens første år var knyttet til de politiske yderfløje. Først i 1943 bar initiativerne frugt, da Gudrun Johansen via Dansk Samling blev rekrutteret til distribution af illegale blade. Bladarbejdet var så krævende, at hun midlertidigt måtte afbryde studierne, og gradvist blev hun inddraget i et mangesidigt modstandsarbejde. Illegaliseringen af hendes liv tog særlig fart, da den stærkt eftersøgte sabotør Hans Edward Teglers, som var leder af en gruppe tilknyttet den borgerligt nationale Holger Danske-organisation, flyttede ind hos hende. Han gav hende en række efterretningsopgaver, og i efteråret 1944 blev hun leder af Gruppe Lange, opkaldt efter hendes dæknavn Frk. Lange. Hun måtte nu også opgive sit arbejde og blev fuldtidsillegal. Trods sit køn og sit lille, spinkle og nærsynede udseende nød Gudrun Johansen stor respekt som leder, og snart blev hun valgt som afdelingsleder og fik kommandoen over 34 unge modstandsmænd. Det var helt usædvanligt, da kønsarbejdsdelingen var udpræget i alle dele af modstandsbevægelsen. Lægger man hertil karakteren af det illegale arbejde, som hendes grupper udøvede, var hendes lederposition unik. Det var hold up-aktioner for at skaffe våben, indbrud for at tilvejebringe oplysninger og nødvendigt materiel, sabotager og likvideringer. Hun oplevede, at folk i modstandsbevægelsen var kritiske over for, at en kvinde udøvede en sådan lederfunktion, og en personkonflikt i hendes afdeling udviklede sig til at blive et principspørgsmål om kvinders ret til at være afdelingsledere i Holger Danske. Med opbakning fra et stort flertal i sine grupper fastholdt Gudrun Johansen sin lederpost, hvilket i høj grad skyldtes hendes handlekraft, koldsindighed og snarrådighed, som selv modstanderne måtte erkende hun besad. Hendes afdeling foretog 50-60 aktioner, heraf en række sabotager og seks likvideringer, i perioden fra november 1944 til Befrielsen. Hun deltog selv i alle faser af aktionerne. Sabotagen var rettet mod virksomheder, der producerede radiosendere, luftværnskanoner og lignende til tyskerne, og likvideringerne var af stikkere og af ledende personer i terrorgruppen E.T., der var en specialafdeling af tyskernes danske hjælpepoliti Hipokorpset. Frihedsrådet, modstandsbevægelsens politiske ledelse, havde i efteråret 1943 tilladt stikkerlikvideringer, der blev betragtet som nødværge og krigshandlinger. Det var meget psykisk belastende at gennemføre likvideringerne, og Gudrun Johansen følte et tyngende ansvar for at undgå at begå fejl. Af sine kammerater blev hun karakteriseret som usentimental og frygtløs, hvad angik hendes eget liv. Men hun frygtede, at der skulle ske noget med de unge mænd, som hun havde ansvaret for. Af de 34 i hendes afdeling endte fire i fængsel, og fire blevet henrettet. Selv undgik hun arrestation. Befrielsesdagene måtte hun opleve fra sygesengen, da hun 5. maj blev involveret i et biluheld, der gjorde hende ukampdygtig i de første uger efter tyskernes kapitulation. Efter krigen genoptog Gudrun Johansen sine studier og blev i 1947 mag.scient. i botanik. Hun giftede sig i 1949 med sin forlovede gennem mange år og rejste med ham til Brasilien, hvor hun levede til sin død i 1983. Overgangen til efterkrigstilværelsen var vanskelig for hende. I lighed med de fleste aktive og illegale modstandsfolk mente hun, at jo mindre man talte om krigen, jo lettere ville det være at vende tilbage til et normalt liv. Først efter mange år genoptog hun kontakten med kammeraterne fra modstandskampen og måtte konkludere, at det havde været en fejlagtig og for nogle endog en skæbnesvanger vurdering. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lillian_Knudsen

Lillian Knudsen

2023-04-22T22:59:41+02:00

fri anvendelse

Lillian Knudsens forældre var ufaglærte arbejdere, og den faglige og politiske holdning var klar: faderen var socialdemokrat, og en onkel var formand for den lokale afdeling af Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Efter 8. klasse gik hun ud af skolen, og allerede som 17-årig blev hun gift og fik sit første barn. I 1964 tog hun arbejde som ufaglært på Bates Sækkefabrik i Nørresundby. Her lagdes grunden til det faglige og det kønspolitiske engagement. I 1966 blev Lillian Knudsen talskvinde for sit skiftehold, og det blev indledningen til hendes indædte kamp for ligeløn, et elementært krav, som hun har ført med sig helt op til sin position som forbundsformand. I 1971 flyttede hun til København og blev ansat til at gøre rent i flyene i Københavns Lufthavn. Også på denne arbejdsplads blev hun tillidsrepræsentant, først for rengøringspersonalet, fra 1975 var hun fællestillidsrepræsentant for hele ISS-koncernens lufthavnsgruppe. Herefter kom der for alvor gang i den faglige karriere. Lillian Knudsen havde i en periode været revisor i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 1, og på generalforsamlingen i 1977 valgtes hun til afdelingsformand, en tillidspost, der året efter bragte hende videre til KADs hovedbestyrelse og forretningsudvalg. 1985 afløste hun Ruth Løjbert som forbundsformand. Lillian Knudsen blev formand i en periode med konjunkturnedgang, hvor helt op til 20% af forbundets medlemmer var arbejdsløse. I erkendelse af, at ufaglærte kvinder er den mest sårbare gruppe på arbejdsmarkedet, har uddannelse været et af nøgleordene for hende. For at dæmme op for arbejdsløsheden iværksatte KAD i 1986 de såkaldte amtsprojekter, i første omgang i Vejle og Fyns amter, der omfattede kursusforløb, hvor arbejdsløse kunne hente styrke og mod til at gå i gang med en yderligere erhvervsrettet uddannelse. I 1991 blev projektet og dermed kurserne landsdækkende. Forbundets kontorer var spredt over flere ejendomme i Ewaldsgade på Nørrebro. For at lette kommunikationen mellem de forskellige afdelinger og give plads til staben, der næsten fordobledes som følge af aktivitetsudvidelser, især på felterne uddannelse, arbejdsmiljø og social sikring, tog Lillian Knudsen initiativ til opførelse af et nyt forbundshus på Applebys Plads. Der blev ved projekteringen lagt vægt på, at hendes ledelsesfilosofi, som bygger på åbenhed og synlighed, afspejlede sig i arkitekturen, der blev præget af åbne rum, farveglæde og moderne kunst. Ved indvielsen i 1993 fik KAD rammer, der markerede selvbevidstheden hos det store kvindeforbund på henved 95.000 medlemmer, der er enestående ikke blot i Danmark, men også internationalt. Lillian Knudsen har benyttet sin magtfulde position i fagbevægelsen til at tale kvindernes sag. Ligeløn, ligestilling, orlov og nedslidning hører til de mærkesager, hun har fremført både offentligt og i samspil med de mandlige LO-ledere. Hun har ikke lagt skjul på, at hvis KAD skulle deltage i et samarbejde på tværs i LO, eventuelt i karteller, skulle ligestillings- og familiepolitik indgå som væsentlige elementer i dette samarbejde. I modsætning til andre kredse i fagbevægelsen, bl.a. Margit Vognsen, næstformand i Forbundet af Offentligt Ansatte, og mange menige medlemmer af KAD, har Lillian Knudsen ikke principielt været modstander af udlicitering, når dette blot skete i samspil mellem det offentlige og private og med krav til både de politikere, der ønskede at udlicitere, og til de virksomheder, der fik arbejdet. Hun har bl.a. haft et nært samarbejde med ISS, der er en af de private virksomheder, hvor mange af KADs medlemmer er ansat. I kraft af sin position har Lillian Knudsen haft en lang række tillidshverv. Som forbundsformand har hun været født medlem af LOs udvalg vedrørende familie-, social- og ligestillingspolitik. Som LO-repræsentant er hun dommer i Arbejdsretten, og hun er endvidere stedfortræder i Rigsretten, udpeget af den socialdemokratiske folketingsgruppe. Lillian Knudsen har ikke gjort en hemmelighed af, at hun er socialdemokrat og i sit faglige arbejde har befundet sig bedst sammen med meningsfæller. KAD har da også været et af de forbund, der har haft et tæt samspil med Socialdemokratiet. Lillian Knudsens åbenhed for, hvad der rører sig i samfundet, har også omfattet globale spørgsmål som fx bæredygtig udvikling for mennesker og miljø. Hun er udadvendt, charmerende, men også kontant. På trods af sin fremtrædende position har hun ikke glemt, hvordan man svinger en kost, og hun har tilbragt en række somre som chauffør, kuffertslæber og praktisk hjælp for en gruppe danske cykelentusiaster på tur gennem Europa. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Liselotte_Knudsen

Liselotte Knudsen

2023-04-22T22:59:42+02:00

fri anvendelse

Liselotte Knudsen voksede op i Fredericia. Hun tog realeksamen i 1955 og blev derefter udlært på kontoret i en engrosvirksomhed. Imidlertid videreuddannede hun sig til lægesekretær og arbejdede som sådan fra 1961 på Sønderborg Sygehus, hvor hun blev tillidskvinde. 1970-74 var hun socialdemokratisk medlem af Sønderborg kommunalbestyrelse. I 1976 blev hun formand for Handels- og Kontormedhjælperforbundets (HK) afdeling i Sønderborg, en post, hun beholdt til 1981. Hun indvalgtes 1973 i HKs hovedbestyrelse og blev 1977 medlem af forretningsudvalget. Det store spring kom i 1981, hvor hun som den første kvinde i forbundets dengang godt 80-årige historie blev næstformand. Det var en krævende opgave, Liselotte Knudsen hermed påtog sig, og som hun er blevet genvalgt til lige siden. Med erfaringer fra både det private og det offentlige arbejdsmarked, fra fagligt og politisk arbejde samt mange kurser var hun særdeles godt rustet til opgaven. Dertil kunne hun regne med loyal støtte fra sin ægtefælle, også når det drejede sig om det rent praktiske arbejde med børn og hus. Liselotte Knudsen er med ildhu gået ind i arbejdet med at forbedre forholdene for kvinderne. Ca. 75% af HKs medlemmer var og er kvinder, men det var mænd, der ved hendes tiltræden som næstformand besatte hovedparten af de ledende poster. Det betød, at spørgsmålet om ligeløn, som er et af de sorte kapitler i fagets historie, og vanskeligheden med at få familie- og arbejdsliv til at hænge sammen, ikke blev behandlet med tilstrækkelig seriøsitet i forbundets ledelse. Som andre kvinder i forbundets historie har hun skullet bruge tid og energi på at skaffe plads til disse særlige problemer. I starten sad hun alene med ni mænd i forretningsudvalget. Det var nødvendigt for hende at lære at slå i bordet, når mændene tog ordet ud af munden på hende eller behandlede hendes sagsområder nedladende. Hun fik dog skabt respekt om sin person, og hun har efterhånden fået gennemført de fleste af sine projekter. Med tiden er kvinder blevet bedre repræsenteret i forbundet. Hvor de i 1973 udgjorde knap 10% af hovedbestyrelsens medlemmer, var deres andel i 1999 vokset til 41%. Dertil er stadig flere kvinder blevet ansat på forbundets kontorer, og et velfungerende kvindenetværk er blevet etableret. Ikke mindst som formand for HKs ligestillingsudvalg fra 1981 til udvalgets nedlæggelse i 1997, hvor ligestillingen integreredes i alle HKs arbejdsområder, og som medlem af LOs ligestillingsudvalg har Liselotte Knudsen gjort en stor indsats for kvindepolitiske målsætninger. Et væsentligt skridt i ligelønsspørgsmålet var afgørelsen i Danfoss-sagen. HK havde i 1987 anlagt sag mod virksomheden for overtrædelse af ligelønsloven, idet gennemsnitslønnen for mænd var 6,85% højere end for kvinder. Sagen indbragtes for EF-Domstolen, der i 1989 fastslog, at det var arbejdsgiverens opgave at bevise, at lønforskelle ikke var kønsdiskriminerende. Det kunne Danfoss ikke, og virksomheden blev dømt. I 1990 ansatte HK som det første forbund en ligestillingskonsulent. Sideløbende med kvindepolitiske spørgsmål har Liselotte Knudsen beskæftiget sig med fysisk og psykisk arbejdsmiljø på virksomhederne, herunder også spørgsmål om sexchikane, og hun har i denne sammenhæng prøvet at få kvinderne til at være mere selvbevidste og udfarende. Hun var formand for HKs kulturudvalg fra 1985, indtil dette blev nedlagt i 1997, og er endvidere formand for HKs teknologi- og miljøudvalg samt for kursusudvalget. Liselotte Knudsen er bl.a. medlem af Arbejdsmiljørådet, Teknologirådets repræsentantskab, Mødrehjælpens bestyrelse og styrelsen for Danske Kvinders Nationalråd. Hun er et åbent og muntert menneske med et smittende gåpåmod. Modstand slår hende ikke ud, og det har ikke lagt en dæmper på hendes kamplyst, at hun i 1993 tabte valget om HKs formandspost til den mandlige kandidat John Dahl. Tværtimod føler hun, at kamp og modstand øger hendes indsigt og dermed hendes styrke. I 1994 tildeltes hun Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elsebeth_Kock-Petersen

Elsebeth Kock-Petersen

2023-04-22T22:59:53+02:00

fri anvendelse

Elsebeth Kock-Petersen blev født i København, hvor hendes fader var præst på Nørrebro, moderen hjemmegående. I 1967 blev hun student fra Nørre Gymnasium, 1973 cand.jur. fra Københavns Universitet. Efter sin kandidateksamen var hun først ansat i Kommunernes Landsforening. I 1979 skiftede hun til Udenrigsministeriets kontor for menneskerettigheder. Hun blev for alvor kendt af den brede offentlighed som minister i flere af 1980’ernes borgerlige regeringer. Allerede i sin gymnasietid var hun politisk aktiv i Venstres Ungdom, i løbet af 1970’erne udbyggede hun sin politiske karriere, og i 1979 blev hun indvalgt i Venstres hovedbestyrelse. Hun var folketingskandidat fra 1971, opstillet i skiftende kredse, og opnåede første gang valg i 1975, da statsminister Poul Hartling efter to år med en smal Venstreregering sikrede partiet en stor valgsejr. Elsebeth Kock-Petersen mistede sit mandat i 1977. Først i 1984, efter at hun 1982 var blevet udnævnt til kirkeminister i den første regering under Poul Schlüters ledelse, opnåede hun igen valg og var medlem af Folketinget til 1990. Elsebeth Kock-Petersen var altså et kendt ansigt internt i Venstres organisation, da hun som 33-årig blev kirkeminister. Hun var en ligefrem og udadvendt person, der altid var parat med en bramfri replik. Den friske og djærve facon kom også de første Schlüterregeringer til gavn, og Elsebeth Kock-Petersen var med til at give kulør og gejst til den borgerlige firkløverregering, som fik en parlamentarisk barsk start. Posten som kirkeminister havde hun indtil 1984, hvor Schlüter foretog en regeringsrokade, der bl.a. indebar, at Elsebeth Kock-Petersen blev socialminister. Ved en ny rokade i 1986 måtte hun forlade Socialministeriet. Hun fik tilbudt Boligministeriet, men takkede nej. Denne post havde ikke hendes interesse. Hendes nej til hvervet som boligminister vakte opsigt, men afslaget viste noget om hendes kompromisløshed. Ved dannelsen af VKR-regeringen i 1988 fik Elsebeth Kock-Petersen atter tilbudt en ministerpost, nu som chef for det nyligt etablerede Sundhedsministerium. Denne gang sagde hun ja, men allerede året efter forlod hun regeringen med den begrundelse, at hun nu ville skifte livsspor og hellige sig familielivet med de to små børn på fuld tid. Elsebeth Kock-Petersen var gennem hele sit politiske virke bevidst om sit liberale udgangspunkt og havde som overordnet målsætning at forsvare det enkelte menneskes frihed i forhold til systemet. I et interview i forbindelse med afgangen som minister udtalte hun, at hun nu ville væk fra Time Manager-livet og i stedet satse på kvindelige værdier som livskvalitet. Familien flyttede til Jyderup, men efter et par års forløb blev Elsebeth Kock-Petersen skilt fra sin mand og flyttede med børnene til England. Hun blev kommandør af Dannebrogordenen i 1984. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ester_Larsen

Ester Larsen

2023-04-22T23:03:10+02:00

fri anvendelse

Ester Larsen blev født i København i 1936, faderen var agronom, moderen sygeplejerske. I 1955 blev hun student fra Rysensteen Gymnasium, fire år senere fik hun lærereksamen fra Frbg. Seminarium, hvorefter hun var ansat som folkeskolelærer på Frbg. 1959-63, indtil hun med sin familie flyttede til Fyn. Mens børnene var små, var hun hjemmegående husmoder, samtidig med at hun læste dansk ved Odense Universitet. Disse studier afsluttede hun i 1974, hvor hun blev cand.phil. 1974-78 var hun ansat som gymnasielærer på Fyns Studenterkursus og Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Ester Larsens karriere som Venstrepolitiker havde sit udspring på Fyn. Første trin var medlemskabet af Kerteminde kommunalbestyrelse 1974-89. Også amtsrådet på Fyn har nydt godt af hendes politiske indsats. Hun kom ind første gang i 1978 og sad der indtil 1989, da hun af statsminister Poul Schlüter blev hentet ind i regeringen som sundhedsminister. Ester Larsen udtalte ved sin tiltræden, at Sundhedsministeriet siden oprettelsen i 1987 kun havde været i hænderne på kvindelige ministre, nemlig Agnete Laustsen og Elsebeth Koch-Petersen, og at det havde haft det udmærket dér. Den stilfærdige, men principfaste minister var i sin embedsperiode frem til 1993 med til at gennemføre det frie sygehusvalg for borgerne på tværs af amtsgrænser, en liberal grundtanke, som det passede den holdningsprægede Ester Larsen godt at få gennemført. Efter sin afgang som minister fortsatte hun sit kommunal- og amtskommunale arbejde på Fyn og blev samtidig formand for Fyns amtsråds sygehusudvalg. Ved valget i 1994 kom hun i Folketinget og fik her bl.a. hvervet som formand for sundhedsudvalget. Foruden sit engagement for Venstre i folkevalgte organer på såvel lokalt som på landsplan har Ester Larsen også varetaget organisatoriske opgaver for partiet. Hun har således været medlem af Venstres hovedbestyrelse 1986-89, 1988-89 var hun landsformand for det liberale oplysningsforbund LOF, efter at hun en årrække havde været forretningsudvalgsmedlem. Ester Larsen har også deltaget aktivt i kulturlivet på Fyn, bl.a. som medlem af Odense Teaters bestyrelse. Ved siden af det politiske arbejde har den flittige fynbo også fået tid til at være redaktør af en række litterære antologier samt medforfatter til lærebogssystemet Digtning og dansk, 1987. Ester Larsen blev Kommandør af Dannebrogordenen i 1990. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_Louw_Larsen

Gerda Louw Larsen

2023-04-22T23:28:37+02:00

fri anvendelse

Umiddelbart efter at have taget realeksamen i 1945 blev Gerda Louw Larsen ansat i Københavns Telefon Aktieselskab, hvor hun arbejdede til 1958. Hendes interesse for samfundsmæssige problemer førte til, at hun i 1961 tog socialrådgivereksamen fra Den Sociale Højskole. Hun var først ansat i Mødrehælpen 1961-65, derefter i Københavns Kommunes Socialdirektorat, hvor hun, bortset fra en enkelt afbrydelse 1971-72, har haft sit virke i enkerådgivningskontoret. Hun har også engageret sig organisatorisk inden for sit fag, bl.a. som formand for Københavns Socialpædagogiske Seminarium 1978-97 og for Landsforeningen af Bestyrelser for Socialpædagogiske Seminarier 1980-94. Gerda Louw Larsen blev tidligt politisk interesseret, og som 16-årig var hun rasende over, at hun endnu ikke havde stemmeret. Hun blev medlem af Socialdemokratiet og startede sin politiske karriere i 1953 som medlem af Utterslevkredsens kvindeudvalg. 1957-70 var hun medlem af vælgerforeningens bestyrelse, fra 1960 som bestyrelsens sekretær. Fra 1962 stillede hun op til Borgerrepræsentationen, og i 1970 blev hun valgt. I kraft af sit arbejde var hun stærkt interesseret i ældreomsorg, og hun blev formand for kommunens plejehjemsudvalg og for integreringsudvalget, der skulle forberede gennemførelsen af den nye bistandslov i 1976. 1971 udpegedes hun til at efterfølge Karen Dahlerup som Socialdemokratiets kvindesekretær, men allerede året efter trådte hun tilbage, fordi arbejdet som borgerrepræsentant var for krævende. 1976 valgtes hun som den første kvinde til formand for Borgerrepræsentationen. Med den stærke partifælle overborgmester Egon Weidekamp som mod- og medspiller lykkedes det hende ved sin saglighed både at skabe respekt om sin person og at give formandsposten et afbalanceret politisk indhold. Men de politiske slagsmål, også internt i partigruppen, gjorde det svært for hende at fastholde den saglige linie, og hun genopstillede ikke ved valget i 1982. Gerda Louw Larsen var i 1980 blevet medlem af Mediekommissionen, og i 1982 tog hun imod kulturminister Lise Østergaards tilbud om posten som formand for Kulturministeriets forsøgsudvalg vedrørende lokalradio og -tv. Også her kom hun i modvind. I 1985 beskyldte bl.a. Centrum-Demokraterne (CD) hende for at drive personlig kulturpolitik, fordi hun som udvalgsformand undlod at lægge bånd på en række nærradioer, der opfordrede til aktioner og blokader mod den borgerlige regerings indgreb i overenskomstforhandlingerne. Det blev mere end antydet, at hun burde trække sig som formand, en opfordring, som CD-eren Mimi Jakobsen, der havde afløst Østergaard som kulturminister, støttede. Gerda Louw Larsen forblev dog som formand, indtil udvalget i 1987 havde afsluttet sit arbejde. 1989-91 var hun formand for programrådet i Danmarks Radio. Det sociale engagement fortsatte hun bl.a. som formand for Socialt Boligbyggeris Ungdomsklubber 1987-94. Hun har endvidere bidraget til faglige udgivelser, bl.a. som medforfatter af Hverdagens jura, 1972 og 1973, hvor hun tog sig af den sociale del, og af Sociallovgivningens ABC, 1974. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helga_Larsen

Helga Larsen

2023-04-22T23:03:12+02:00

fri anvendelse

Helga Larsen var så at sige barn af den tidlige kbh.ske arbejderbevægelse, idet hendes enlige moder havde været aktiv i fagbevægelsen i et forsøg på at organisere sine kolleger, de kvindelige bryggeriarbejdere. Hjemmet var fattigt, fra hun var ni år, måtte Helga Larsen bidrage til dets opretholdelse og arbejde seks timer dagligt efter skoletid på et maskinstrikkeri, og det lykkedes hende ikke som voksen at få råd til en faglig uddannelse. Hun fulgte så i sin moders fodspor og blev bryggeriarbejderske, og allerede i 1903 valgtes hun til kasserer i det nystiftede Kvindelige Bryggeriarbejderforbund for København og Omegn. Fagforeningsarbejdet kostede hende i de første år en række arbejdspladser, men gav hende også et fast ståsted i Socialdemokratiet. Helga Larsen blev gift i 1907 og nedlagde i den forbindelse i 1906 sit hverv som kasserer i fagforeningen. To år senere henvendte hendes tidligere kammerater sig til hende og opfordrede hende til at overtage formandsposten, og skønt hendes mand ikke sympatiserede med hendes fagpolitiske arbejde, slog hun til. Fra 1909 havde hun tillige sæde i hovedbestyrelsen for Dansk Bryggeri-, Brænderi- og Mineralvandsarbejderforbund. Disse tillidsposter beholdt hun til 1927, da den samlede hovedbestyrelse efter et mistillidsvotum måtte træde tilbage på grund af en lånesag, hvor medlemmerne ikke var blevet fuldt informerede, og hvor også Helga Larsen havde lånt et mindre beløb. Kendelsen var en sorg for både fagforeningen og Helga Larsen selv, der var blevet højt respekteret for sin indsats i en vanskelig tid, præget af verdenskrig, arbejdsløshed, konflikter og økonomisk krise. Fra 1913-44 sad Helga Larsen i Borgerrepræsentationen for Socialdemokratiet, og 1944-46 var hun rådmand for Magistratens 2. afdeling, udpeget af gruppen som Thea Tønders efterfølger. 1933-35 var hun tilsynsførende ved Københavns kommunale børneforsorg og fra 1934 forstander for kommunens husvildeforsorg. Dette lokalpolitiske arbejde for de dårligst stillede i hovedstadskommunen var altid hendes hjertesag. Også landspolitisk gjorde Helga Larsen sig gældende. I 1918 indvalgtes hun i Folketinget som den ene af de første fire kvinder, der kom ind efter grundlovsændringen i 1915, som gav kvinder ret til at deltage i rigsdagsvalgene. Foruden Helga Larsen selv indvalgtes to fra Det Konservative Folkeparti og en fra Det Radikale Venstre. Hun blev den første arbejderkvinde i Rigsdagen og var frem til 1936 den eneste kvinde i den socialdemokratiske folketingsgruppe. I perioden 1920-29 opstillede partiet end ikke andre kvindelige folketingskandidater. Ikke overraskende kom Helga Larsen i Folketinget til at beskæftige sig med sine hidtidige hovedområder: Bedre forhold for arbejderfamilier og især for de enlige mødre og deres børn. Allerede i sin jomfrutale i oktober 1918 anslog hun sit hovedtema, da hun talte om forebyggende børneforsorg. I 1919 forelagde hun lovforslag om ratifikation af den internationale arbejdsorganisation ILOs konvention, vedtaget samme år i Washington, om forbud mod kvinders natarbejde. I overensstemmelse med den daværende familiepolitiske linie i Socialdemokratiet hævdede Helga Larsen, at mandlige arbejdere burde aflønnes, så de kunne forsørge en familie og hustruen koncentrere sig om hjemmet, og hun påpegede, at især børnene blev ramt af moderens natarbejde. Det var den linie, der i disse år blev fulgt af hele den europæiske fagbevægelse. Dansk Kvindesamfund og Kvindeligt Arbejderforbund gjorde i fællesskab indsigelse mod ratifikationen og hævdede, at arbejderbeskyttelseslove med specielt sigte på de kvindelige arbejdere yderligere ville problematisere disses forhold på arbejdsmarkedet. Også Helga Larsens partifælle, landstingsmedlem og formand for De kvindelige Trykkeriarbejderes Fagforening Henriette Crone, vendte sig stærkt mod ratifikationen. Helga Larsens stillingtagen var bestemt af hendes stærke loyalitet over for partiet, men formentlig også af en personlig overbevisning, der hvilede på hendes egne barndomserfaringer. Helt i tråd med sine øvrige arbejdsområder påtog hun sig i 1920’erne ordførerskabet ved forelæggelse af lovforslag om bekæmpelse af arbejdsløsheden. I 1937 nedlagde hun imidlertid sit folketingsmandat for helt at hellige sig det sociale og politiske arbejde i Københavns kommune. Hun sad i en årrække i bestyrelsen i Københavns-kredsen for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, men havde i øvrigt ingen forbindelse til den organiserede kvindebevægelse. Helga Larsen var et stilfærdigt, hårdt arbejdende menneske, der politisk vandt respekt gennem sit solide, velunderbyggede arbejde og med årene blev mødt med stor tillid. Hun hører hjemme blandt de politiske pionerkvinder, der var med til at bevise, at valgretsforkæmperne havde haft ret i deres påstand om, at også kvinder evnede at sætte sig ind i vanskelige problemstillinger, selv når de, som Helga Larsen, manglede enhver uddannelsesmæssig forudsætning. Hun satte ikke spørgsmålstegn ved fagbevægelsens mandlige selvforståelse, og hun ønskede ikke at ændre rollefordelingen i samfundet. Hun gjorde en stor indsats for de dårligst stillede og betragtede sit arbejde som en velsignelse, men hun så klart, at ikke mange arbejderkvinder med fabriksjob og småbørn ville have kræfter tilovers til organisatorisk arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tove_Lindbo_Larsen

Tove Lindbo Larsen

2023-04-22T23:28:06+02:00

fri anvendelse

Tove Lindbo Larsen voksede op på Frbg. og tog efter realeksamen husholdningslærerindeeksamen 1951 på Suhr’s Seminarium. Inspireret af sin lærer Lis Groes udvidede hun sin interesse fra madlavning og levnedsmidler til også at omfatte samfunds- og forbrugerforhold. 1951-53 blev hun underviser på Mariaforbundets husholdningsskole og konsulent for Frbg. kommune 1953-56 i samarbejde med Ellis Tardini. Som diætkonsulent på Rigshospitalets børneafdeling 1958-61 var hun med til at udvikle et særligt arbejdsområde for diætister. Mens hendes to børn var små, underviste hun i ernæring og diætetik på en række uddannelsessteder, bl.a N. Zahles Seminarium 1958-71 og Københavns Fagskole for Plejepersonale 1967-71. Ved siden af disse deltidsstillinger påtog hun sig en række faglige og politiske opgaver. Allerede fra 1953 var hun medlem af Socialdemokratiet. Såvel hendes mand som svigerfaderen, der i en årrække var folketingsmedlem, støttede hendes politiske engagement. Gennem sin uddannelse og erhvervserfaring havde hun stor viden om forbrug og ernæring, og disse områder blev hendes indgang til politik og hendes mærkesager gennem et langt politikerliv. Tove Lindbo Larsen blev medlem af bestyrelsen for Hovedstadens Brugsforening i 1969 og var det eneste kvindelige medlem i bestyrelsen for FDB (Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger) 1972-81, de sidste tre år tillige næstformand. Netop i denne periode markerede FDB sig stærkt med en nyformuleret kunde- og varepolitik, som hun fik væsentlig indflydelse på. Det nye program var igennem en lang demokratisk proces i FDB og fik stor betydning både for personalet, medlemmerne og forbrugerdebatten. 1968-81 repræsenterede hun AOF (Arbejdernes Oplysningsforbund) i Statens Husholdningsråd, ligesom hun i flere perioder havde sæde i Forbrugerrådet, Statens Levnedsmiddelråd og Monopolrådet. Hun var således repræsenteret i de centrale politiske fora, hvor hendes mærkesager blev forhandlet. Fagligt var Tove Lindbo Larsen aktiv som formand for Husholdningslærerforeningen 1973-79. Hun havde som mål at omdanne den faglige standsforening til en moderne fagforening, og det lykkedes i hendes formandsperiode at få den sammensatte gruppe af husholdningslærere organiseret i henholdsvis Statstjenestemændenes Centralorganisation, Lærernes Centralorganisation og Fællesrådet for danske Tjenestemands- og Funktionærorganisationer, ligesom der blev oprettet en arbejdsløshedskasse. 1990 modtog hun Jydepotteprisen for denne indsats. Hun var også formand for Nordisk Samarbejdskomité for Husholdningsundervisning 1976-79 og arbejdede for en nordisk akademisk videreuddannelse inden for husholdningsområdet, hvad der imidlertid ikke lykkedes. En autoriseret uddannelse til diætist var hun dog senere med til at kæmpe igennem, og hun blev æresmedlem af Foreningen for kliniske Diætister i Danmark 1998. Denne alsidige indsats for husholdning, forbrug og ernæring kombinerede Tove Lindbo Larsen med et politisk arbejde i Socialdemokratiet. Hun blev i 1966 formand for Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, København, der var et fælles organ for de kbh.ske socialdemokratiske kvindeudvalg, og sad på denne post, indtil kvindeudvalgene blev nedlagt på partikongressen i 1969. Tove Lindbo Larsen var medlem af Folketinget 1971-73. Jordskredsvalget i 1973 gav tilbagegang for partiet og hun kom ikke ind, men hun var folketingsmedlem igen 1977-87 og 1988-98. I sit parti var hun solidt placeret i næstforreste række som medlem af folketingsgruppens bestyrelse 1978-81 og 1982-87. 1981 blev hun kirkeminister og minister for Grønland, men måtte træde tilbage i 1982, da den konservative Poul Schlüter afløste Anker Jørgensen på statsministerposten. Tove Lindbo Larsen havde været medlem af Grønlandsudvalget, og hendes store interesse for Grønland kom hende til gode som minister, hvor hun lagde vægt på at få hjemmestyreordningen fra 1978 til at fungere. I sine sidste perioder som folketingsmedlem sad hun i trafikudvalget og arbejdede især for hovedstadens interesser, bl.a. i sagen om Ørestaden, anlæg af en metro og spørgsmålet om udlicitering af HT (Hovedstadens Trafikselskab), men hun blev hun først og fremmest kendt på Christiansborg som forbrugersagens faste og årvågne talskvinde. Hun var formand for Folketingets erhvervsudvalg 1979-81 og i en årrække endvidere medlem af Europaudvalget med forbrug, ernæring og sundhed som speciale. I 1984 havde hun sin store andel i vedtagelsen af en dansk ernæringspolitik, som var med til at bane vejen for en større forståelse for ernæringens samfundsmæssige betydning og siden blev et vigtigt redskab i reguleringen af den offentlige kostforplejning samt oplysning til befolkningen. Tove Lindbo Larsen har beklædt en række andre tillidsposter, bl.a. som mangeårig næstformand og formand i Pensionisternes Samvirke i Danmark og forbrugerrepræsentant i Bikuben, den senere BG Bank. Hun har i hele sit virke taget parti for den svage part, hvad enten det var forbrugerne, grønlænderne eller pensionisterne. Som politiker har hun været fleksibel og samarbejdssøgende uden at fravige sin faste kurs eller svigte sit sociale menneskesyn og har herved vundet stor tillid og respekt. Hun har været med til at ændre husholdning fra en privatsag til et samfundsanliggende, reguleret gennem lovgivning og varetaget af professionelle statslige institutioner. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Lund_Lorentzen

Anna Lund Lorentzen

2023-04-22T23:26:23+02:00

fri anvendelse

Anna Lund Lorentzen og Grethe Bartram blev som de eneste kvinder dømt til døden under retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark. Mod sin vilje blev Anna Lund Lorentzen benådet og kom til at afsone den livsvarige straf indtil 1956, hvor hun blev løsladt. Anna Lund Lorentzen tog en uddannelse i restaurationsfaget og arbejdede i denne branche fra sit 18. år. I en ung alder indgik hun et ægteskab, som ikke holdt længe. Allerede i midten af 1930’erne fattede hun sympati for nationalsocialismen og var tyskvenligt indstillet uden dog nogensinde at melde sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti. I 1943 forelskede hun sig stærkt i den to år yngre Jørgen Lorentzen, og de flyttede sammen. Han var medlem af det danske nazistparti og tog i 1944 tjeneste i det tyske efterretningspoliti E.T., hvor han hurtigt blev leder af en aktionsafdeling, som fik tilnavnet Lorentzenbanden. Efter i kort tid at have været ansat som sekretær i E.T. blev Anna Lund Lorentzen fuldt medlem af Jørgen Lorentzens afdeling, der havde til opgave at foretage anholdelser, gennemføre foreløbige afhøringer af personer med tilknytning til modstandsbevægelsen og afhente illegale lagre, når de blev opdaget. Gruppen arbejdede meget effektivt og foretog mellem 600 og 800 anholdelser i perioden fra december 1944 til maj 1945. Under anholdelser og afhøringer anvendte gruppens medlemmer vold og forestod egentlige mishandlinger; de videregav mange anholdte til det tyske sikkerhedspoliti og udførte flere drab i forbindelse med anholdelser eller gengældelsesaktioner. Anna Lund Lorentzen deltog overordentlig aktivt i afhøringerne, opfordrede og opmuntrede til mishandlinger, som hun også selv udførte. Under retssagen efter Besættelsen vurderede man, at hun havde været Jørgen Lorentzens højre hånd og næstkommanderende. Da Befrielsen kom 5. maj 1945, stak hun og Jørgen Lorentzen af sammen med flere af gruppens medlemmer og gemte sig i et sommerhus i Asserbo. De blev imidlertid opdaget af modstandsbevægelsen, som arresterede dem under en voldsom ildkamp, hvorunder Anna Lund Lorentzen blev såret og mistede sin højre arm. Ved Københavns Byret blev hun i 1947 dømt til døden sammen med ni af gruppens medlemmer. Resten fik fra livsvarigt til otte års fængsel. Under den efterfølgende ankesag ved landsretten forholdt Anna Lund Lorentzen sig helt tavs efter at have udtalt, at hun mente sig dømt på forhånd. Efter at landsretten havde stadfæstet dommene, appellerede alle de dødsdømte bortset fra Anna Lund Lorentzen til Højesteret. Det var ikke, fordi hun angrede, men hun fandt en livsvarig fængselsstraf grusommere end dødsstraf og ønskede at følge sin elskede Jørgen Lorentzen, som hun regnede med ikke ville blive benået, i døden. I Danmark var der ikke siden 1861 henrettet en kvinde, og Justitsministeriet fandt, at henrettelsen af en kvinde ville føles stødende i store dele af befolkningen og være pinlig og ubehagelig for dem, der skulle udføre eksekutionen. Anna Lund Lorentzen anmodede imidlertid om, at dommen blev fuldbyrdet og henviste bl.a. til, at loven måtte være lige for mænd og kvinder. Hendes ønske blev ikke imødekommet, og straffen blev ændret til livsvarigt fængsel. Kort tid inden Jørgen Lorentzen blev henrettet i maj 1949, indgik Anna Lund Lorentzen ægteskab med ham, og hun afsonede sin straf indtil 1956, da hun blev løsladt. Hun udvandrede til Tyskland, hvor hun skabte sig en ny tilværelse som tysk statsborger og modtog krigsinvalidepension fra den tyske stat. Hun engagerede sig stærkt i humanitært hjælpearbejde for krigsskadede børn og blev kendt for dette arbejde under tilnavnet The Angel of Mercy of Children. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hedda_Lundh

Hedda Lundh

2023-05-10T10:28:20+02:00

fri anvendelse

Hedda Lundh voksede op i et middelklassehjem på Sjælland. Som den sidstfødte i familien fik hun i barndomsårene større frihed end sine to ældre søstre. Hun var faderens “dreng”, en af 1920’ernes drengepiger, havde kortklippet hår, klatrede i træer og gik til spejder, alt sammen med forældrenes accept og opbakning. Igennem sin opvækst fik hun en bevidsthed om, at der ikke var forskel på, hvad de to køn måtte og kunne udrette, og med denne bevidsthed som rettesnor har hun levet sit liv. Hedda Lundh fik sin studentereksamen i 1940 fra Aurehøj Gymnasium et par måneder efter de tyske troppers besættelse af Danmark, begyndte herefter at studere litteratur på Københavns Universitet og giftede sig sidst på året. I sommeren 1942 flyttede hun med sin mand til Århus, hvor han havde fået arbejde, og det blev i denne by, at hun for alvor blev involveret i modstandskampen. Hun havde i en kort periode deltaget i fremstilling af illegale blade i København, og få uger efter ankomsten til Århus kom hun i kontakt med en lokal modstandsgruppe. Forbindelsen til miljøet fik hun på universitetet i Århus, hvor hun videreførte sine studier. Denne gruppe fremstillede også blade, men de illegale aktiviteter greb hurtigt om sig. Hedda Lundh blev aktiv som jernbanesabotør i en sabotagegruppe, der bl.a. rummede hendes mand og adskillige studerende fra universitetet, og snart blev hendes hjem brugt til opbevaring af sprængstoffer og nødovernatning for folk, der var gået under jorden. Hendes gruppe var på dette tidspunkt meget selvstændig. Senere blev den via en lokal storsabotør tilknyttet en større modstandsorganisation for til sidst at komme under engelsk kommando. Udviklingen fra egenrådigt at planlægge aktionerne til at være en del af et større netværk var almindelig for sabotagegrupperne, men Hedda Lundhs gruppe var bemærkelsesværdig på grund af sin kønssammensætning og arbejdsfordeling. Foruden hende selv talte den også en anden kvinde, og de to planlagde og udførte de forskellige aktioner på lige fod med mændene, og denne struktur opretholdtes, også da gruppen blev underlagt ledelse ovenfra. At Hedda Lundh via sabotageaktionerne opnåede stor viden om sprængstof understregedes af, at hun i 1944 blev bedt om at være sprængstofekspert for en anden modstandsgruppe, der ganske unikt udelukkende bestod af kvinder. Efter ordre fra England forberedte kvindegruppen under Hedda Lundhs ledelse en storstilet aktion mod telefonnettet i Århus, men aktionen blev dog afblæst inden udførelsen på grund af invasionen i Normandiet og verdenskrigens videre forløb. Hedda Lundh fik med sine aktiviteter i modstandskampen mere indsigt og ansvar end flertallet af de kvindelige frihedskæmpere. I foråret 1944 fungerede hun som telefonkontakt i modstandsorganisationen, således at en del kommunikation kom til at foregå via hende, og hun var den eneste, der vidste besked med, hvornår folk skiftede tilholdssted, og hvor de opholdt sig. Herved kunne man i en tid, hvor Gestapo var i færd med at optrevle store dele af modstandsbevægelsen i Jylland, reducere risikoen for, at anholdte talte over sig. Men ordningen betød samtidig, at Hedda Lundh kom til at besidde en større viden end sine kammerater, og at det ville være fatalt, hvis hun blev taget af tyskerne. I juli 1944 undgik hun og hendes mand ved tilfældighedernes spil en omfattende tysk aktion, hvor hovedparten af deres sabotageorganisation og hendes kvindegruppe blev arresteret. Kort tid herefter lykkedes det dem at flygte til Sverige, hvor de opholdt sig indtil Befrielsen i maj 1945. Efter krigens afslutning genoptog Hedda Lundh sine universitetsstudier og blev i 1952 mag.art. i litteratur. Samtidig var hun freelancejournalist, 1949-60 med bopæl i Paris, hvor hun dækkede kulturstof for Social-Demokraten og arbejdede for den danske ambassades pressetjeneste, ligesom hun underviste ved parisiske gymnasier. I 1962 ansattes hun som adjunkt ved sit gamle gymnasium Aurehøj. Med sin stærke udstråling og et særegent intuitivt pædagogisk talent blev hun en sent glemt lærer, der kunne gøre litteraturundervisningen umådelig spændende. Hun var i slutningen af 1970’erne blandt initiativtagerne til, at der i Dansklærerforeningen blev afholdt en række kvindekurser, som banede vejen for nye metoder i undervisningen. Desuden har hun i tilknytning til fredsorganisationen Nej til atomvåben udarbejdet undervisningsmateriale til brug i gymnasiet, bl.a. Tiden har travlt, 1987, og publiceret undersøgelser af behandlingssystemet for landsforeningerne Sind og Pårørende til sindslidende, bl.a. Udskrevet B og hvad så?, 1991. I årtier undgik Hedda Lundh at tænke på eller tale om sit liv under Besættelsen. I begyndelsen af 1990’erne fik hun i samtale med en psykiater at vide, at mange modstandsfolk med alderen kom til at lide af søvnløshed og depression, og selv følte hun sig unormalt træt. Disse oplysninger fik hende til at søge pension fra Frihedsfonden, og i denne anledning måtte hun konstatere, at hendes egen og modstandskvindernes historie generelt var blevet reduceret til et billede af den omsorgsfulde værtinde, der stoppede sokker og passivt ventede på, at manden skulle vende hjem fra sine store bedrifter. Hun fandt da tiden moden til at give sin version af begivenhederne. Beslutningen resulterede i et program i Danmarks Radio, dediceret til de anonyme kvinder, der var aktive under Besættelsen, men er blevet glemt i værkerne om modstandsbevægelsen. Udsendelsen blev sendt på befrielsesdagen i 1995 under titlen En kvindelig jernbanesabotør. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Mac

Elisabeth Mac

2023-04-22T23:08:54+02:00

fri anvendelse

Den unge kvinde, der i 1910 var hovedarrangør af den internationale socialistiske kvindekongres i København, vakte beundring for sin myndighed, veltalenhed og sprogbegavelse. Der var ingen tvivl om, at Elisabeth Mac måtte have en strålende politisk fremtid foran sig. Hun var udgået af en småborgerlig middelstandsfamilie. Ikke desto mindre indledte hun sit politiske engagement på den yderste venstrefløj, og i den korte årrække hun var virksom, kom hun både fagligt og politisk til at indtage en fremtrædende position. Elisabeth Mac fik en kontoruddannelse og siden arbejde som kontorassistent. Hun sluttede sig tidligt til fagbevægelsen og blev medlem af Kontormedhjælpernes Afdeling i København, en afdeling under Centralorganisationen af danske Handels- og Kontormedhjælperforeninger (HK). Ved sine talrige, velformulerede artikler i fagbladet Dansk Handels- og Kontormedhjælper-Tidende gjorde hun sit navn kendt, og herudover var hun en fremtrædende agitator og taler, “livlig og med det særegne agitatoriske Point, der altid sikrer hende en interesseret Tilhørerkreds”, som fagbladet engang skrev om hende. 1909 foretog hun en vellykket agitationsrejse til Fyn og Jylland og var med stor succes hovedtaler på et medhjælperstævne på Skamlingsbanken. Året før var det på en generalforsamling blevet besluttet, at de kbh.ske afdelinger af HK skulle slås sammen under navnet Handels- og Kontormedhjælpernes Fagforening. Elisabeth Mac deltog ivrigt i diskussionen, hun havde altid været en af fortalerne for, at forbundet åbent skulle markere sit tilhørsforhold til den øvrige fagbevægelse, og at ordet fagforening skulle indgå i organisationens navn. Hun blev nu medlem af bestyrelsen og fra 1910 næstformand i den nydannede afdeling. 1909 havde hun deltaget som dansk repræsentant i den engelske medhjælperkongres, og hun skrev efterfølgende en række artikler til fagbladet om kongressen og om engelske arbejdsforhold. Da den internationale medhjælperkonference i 1910 blev afholdt i København, var Elisabeth Mac den ene af de danske repræsentanter. På denne konference var hun selv en af talerne, og samtidig fungerede hun som tolk. Som nygift i 1910 optrådte hun igen som en af hovedtalerne ved et stævne, hvor emnet var kravet om sommerferie. Men da Handels- og Kontormedhjælpernes Fagforening på en generalforsamling i 1911 besluttede at vende tilbage til det neutrale navn medhjælperforening, valgte hun sammen med den øvrige bestyrelse at træde tilbage. Dette blev afslutningen på hendes faglige virke. Sideløbende med det faglige arbejde var Elisabeth Mac politisk aktiv. Hun var først en af de førende agitatorer for Socialistisk Ungdomsforbund (SUF) og profilerede sig klart som anarkist. Bl.a. talte hun i 1907 ved den anarkistiske redaktør Sophus Rasmussens båre. Han havde begået selvmord, da han som kulmination på politiets årelange forfølgelse havde dræbt en politibetjent. I 1908 gik Elisabeth Mac imidlertid over til Socialdemokratiet. Hun havde i SUF mødt sin kommende ægtefælle Reinhold M., og det skulle få konsekvenser for hendes videre politiske løbebane. Sammen med ham stiftede hun oplysningsforeningen Socialistklubben, der ved en aggressiv og effektiv agitation skulle udkonkurrere og splitte ungsocialisterne. Hun var ligeledes med i Socialdemokratisk Ungdomsforbund, der var stiftet af en gruppe SUF-udbrydere, og hun valgtes i 1909 til forbundets næstformand. Hun gik også aktivt ind i kvindearbejdet, og da de socialdemokratiske kvinder i 1908, stik imod partiets ledelse, stiftede en særskilt kvindeforening Socialdemokratisk Kvindeforening blev Elisabeth Mac den første formand. Hun sad på denne post til 1910, og i den række af fremtrædende kvinder, der efterfulgte hende, var bl.a. foreningens mangeårige formand Andrea Brochmann. I sin egenskab af kvindeforeningens formand blev Elisabeth Mac i 1910 hovedarrangør af den anden internationale socialistiske kvindekonference, der fandt sted i København med deltagelse af 99 faglige og politiske kvinder fra arbejderbevægelsen i 17 lande. Fra dansk side deltog lidt over 30 kvinder. Den første socialistiske kvindekonference var blevet afholdt i 1907 i Stuttgart, hvor Det internationale Kvindesekretariat stiftedes med den tyske socialdemokrat Clara Zetkin som leder. Det var således hende, der var præsident for kvindekonferencen i København, og den sprogkyndige Elisabeth Mac var konferencens vicepræsident. På de danske kvinders vegne aflagde hun beretning om den socialistiske kvindebevægelse i Danmark. Et af konferencens vigtige resultater var indstiftelsen af en international kvindedag, der skulle bruges til agitation for at få flere kvinder med i organisationerne og til en fælles manifestation af arbejderkvindernes krav, bl.a. stemmeret og valgbarhed til parlamenter. Den internationale kvindedag er siden blevet afholdt hvert år, efterhånden fastlagt til 8. marts. Kvindekonferencen fandt sted umiddelbart før den internationale socialistiske kongres, hvor Reinhold M. deltog som delegeret og referent til Social-Demokraten. Men allerede i 1912 førte han an i et nyt splittelsesforsøg i Socialdemokratisk Ungdomsforbund. Resultatet var imidlertid, at han denne gang måtte forlade partiet. Og med ham forsvandt også Elisabeth Mac fra den politiske arena. 1918 fødtes parrets eneste fællesbarn, og knap et år efter sønnens fødsel døde hun, kun 33 år gammel. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_Madsen

Mette Madsen

2023-04-22T23:09:03+02:00

fri anvendelse

Mette Madsen blev født i en nordjysk landmandsfamilie. Hele sit liv har hun haft Nordjylland som base og udgangspunkt, og gennem årene er hun blevet en markant skikkelse i landsdelen. Skolegangen afsluttedes i 1940 med eksamen fra Åbybro Realskole, og i 1942 blev hun kun 18 år gammel gift med den 19 år ældre landsretssagfører Gunnar M. Sammen med ham og hans tre børn fra et tidligere ægteskab levede Mette Madsen et godt familieliv. Hun var hjemmegående husmoder, men fik også tid til at pleje sine poetiske evner som satirisk medarbejder ved Aalborg Amtstidende 1958-67 og herefter ved Vendsyssel Tidende. Desuden var hun medarbejder ved Blæksprutten fra 1964. Ligesom de andre kvinder i familien havde hun altid skrevet digte, og i 1973 udgav hun digtsamlingen Hen på eftermiddagen, der i 1982 blev fulgt af Sommerens veje. Begge handler om kvindeliv og kærlighed i forskellige afskygninger. I 1997 udkom erindringerne Husk nu at neje, der beskriver den trygge barndom og opvækst i datidens knaphedssamfund og udviklingen af en voksende selvforståelse. Mette Madsens politiske karriere tog fart, da hun i 1971 blev valgt til Folketinget, opstillet for Venstre i Nordjyllands amtskreds. Hun var et af amtets folketingsmedlemmer frem til 1987. I løbet af de mange år på Christiansborg opnåede hun flere tillidsposter, fx var hun i flere år medlem af folketingsgruppens bestyrelse og af partiets hovedbestyrelse. Desuden var hun medlem af Folketingets præsidium 1981-84. Hun har haft mange forskellige politiske interesseområder, men kultur- og kirkeområderne har været de dominerende. Blandt hendes mange opgaver inden for det kulturelle felt såvel lokalt som på landsplan var formandskabet for Det Kgl. Teaters tilsynsråd 1978-84. Også kirkelige emner havde den grundtvigianske nordjydes store bevågenhed, og hun var derfor en oplagt kandidat til kirkeministerposten i 1980’ernes borgerlige regeringer. I 1984 afløste hun partifællen Elsebeth Kock-Petersen som minister og lagde frem til 1988 et stort engagement og arbejde i Kirkeministeriet. Ud over kirke- og kulturstof havde også udenrigs- og forsvarspolitik hendes interesse, og hun var medlem af forskellige udvalg under Europarådet samt af NATO-landenes rådgivende parlamentariske forsamling 1979-84. Da hun 1982 valgtes til formand for forsamlingens kulturudvalg, blev hun under stor mediebevågenhed NATOs første kvindelige udvalgsformand. At hun samtidig blev den første dansker på formandsniveau, var der mindre interesse for. Mette Madsen har beskrevet sin politiske karriere frem til ministerudnævnelsen i Og så er der kaffe, 1992, der også er et forsvar for de folkevalgte mod den efter hendes mening urimelige kritik i medierne. Mette Madsen var kendt som en altid smilende og yndefuld kvinde, og hendes parti havde i mange år stor glæde og gavn af hendes evner for satiriske versemål, idet hun var fast forfatter til flere af partiets landsmødesange. Mette Madsen blev kommandør af Dannebrogordenen i 1985 og har modtaget en række udenlandske ordener. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thyra_Manicus-Hansen

Thyra Manicus-Hansen

2023-04-22T23:17:22+02:00

fri anvendelse

Thyra Manicus-Hansens fader var telegrafbestyrer i Store Nordiske Telegrafselskab og var gennem sin karriere udstationeret i flere lande rundt om i verden. Familien måtte naturligvis følge ham, og da Thyra Manicus-Hansen blev født, var han netop blevet ansat som stationsbestyrer i Vladivostok i Rusland. Senere havde han stilling i Frankrig og England, hvor Thyra Manicus-Hansen således tilbragte sin barndom og ungdom. I 1892 blev faderen pensioneret, og hele familien rejste till København Seks år efter blev Thyra Manicus-Hansen ansat som malerinde på Den Kgl. Porcelainsfabrik. Dermed fulgte hun den samme vej som en del andre af borgerskabets døtre. Mange af dem havde fået en kunstnerisk uddannelse som led i deres almendannelse, og det kunne være adgangsbilletten til en ansættelse på porcelænsfabrikken, der foretrak at ansætte unge piger fra såkaldt gode familier og i øvrigt anbefalede dem at bo hjemme, da lønnen ellers ikke slog til. Thyra Manicus-Hansen selv boede som voksen sammen med søsteren Xiane, der også arbejdede på porcelænsfabrikken i en årrække. For kvinderne selv var det ganske prestigefyldt at blive ansat på Den Kgl. Porcelainsfabrik.Virksomheden nød internationalt ry, eksporterede varer af høj kunsthåndværksmæssig værdi til store dele af verden og talte ikke blot det danske kongehus, men også mange af det øvrige Europas fyrste- og kongehuse blandt sine kunder. Men lønningerne var katastrofalt lave, og da de unge malerinders høflige henvendelser til direktionen forblev frugtesløse, indså de, at de måtte slutte sig sammen, hvis de skulle forbedre deres løn- og arbejdsvilkår. Thyra Manicus-Hansen blev en af drivkræfterne bag organiseringen, og 1905 stiftedes Keramisk Malerforening af en kreds på ca. 80 malerinder fra Den Kgl. Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl. Thyra Manicus-Hansen blev foreningens formand. At de unge kvinder organiserede sig i en fagforening, faldt ikke i god jord hos fabrikkens direktion. Som modtræk ansatte man en direktrice, der skulle overvåge afdelingen og fremprovokere en konflikt, som kunne give direktionen anledning til at slå hårdt igen. Lejligheden bød sig, da Thyra Manicus-Hansen nægtede at udføre en efter hendes mening urimelig ordre. Hun blev på stedet ikke blot afskediget, men også bortvist fra arbejdspladsen. Direktionen havde imidlertid gjort regning uden vært. Da Thyra Manicus-Hansen forlod fabrikken, fik hun følgeskab af 40 malerinder, der i sympati med deres formand nedlagde arbejdet. De blev efterfølgende afskediget allesammen. Men efter tre dages forhandlinger måtte direktionen bøje sig, alle 40 blev genansat, og også Thyra Manicus-Hansen fik sin stilling tilbage. Det sidste holdt dog hårdt. Efter yderligere forhandlinger lykkedes det tillige at få en overenskomst med både Den Kgl. Porcelainsfabrik og Bing & Grøndahl. Resultatet var en indtægtsforhøjelse på næsten 100%. Thyra Manicus-Hansen fortsatte som en højt respekteret formand for Keramisk Malerforening indtil 1934 og arbejdede herefter endnu et par år på porcelænsfabrikken, til hun i 1936 sagde op på grund af sygdom. I hendes formandsperiode lykkedes det at organisere malerinderne på de fleste porcelænsfabrikker og -værksteder i København En af de såkaldte blåmalerinder fra Den Kgl. Porcelainsfabrik har i sine erindringer givet følgende skudsmål af Thyra Manicus-Hansen: “Hun forsøgte med altid usvækket Interesse at forstaa Blaamalerindernes Forhold. Hun staar for mig som Indbegrebet af Retfærdighed, Sandhed og Uegennytte, hun fyldte Pladsen som en dygtig Leder i 30 Aar.” Thyra Manicus-Hansen var 1909-34 endvidere medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget i Keramisk Forbund og deltog i 1909 på forbundets vegne i det franske keramikforbunds kongres. Thyra Manicus-Hansens kosmopolitiske baggrund var utvivlsomt medvirkende årsag til hendes engagement i fredssagen. Under indtryk af udbruddet af Første Verdenskrig indkaldte en række europæiske og amerikanske kvinder i 1915 til en international kvindefredskongres i Haag. Med Dansk Kvindesamfunds hovedkontor som samlingssted forberedte kvinder fra kvindebevægelsen og fagbevægelsen, bl.a. Clara Tybjerg, Thora Daugaard og Andrea Brochmann, den danske deltagelse i kongressen. Thyra Manicus-Hansen fulgte opfordringen om at deltage og repræsenterede Keramisk Malerforening, men rejste antagelig for egen regning. Mødet gjorde dybt indtryk på hende. På kongressen stiftedes forløberen for Women’s International League for Peace and Freedom, og hun deltog nu i arbejdet for at etablere en dansk afdeling, der fik navnet Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hun synes dog ikke at have haft tillidsposter i ligaen i de første år, men fra 1924 var hun medlem af hovedstyrelsen, og fra 1928 var hun desuden formand for Københavns-kredsen, hvor hun siden blev æresmedlem, til hendes sygdom i 1938 tvang hende til at trække sig tilbage fra begge poster. I fredsarbejdet kom hendes belæsthed og store viden til fuld udfoldelse, og også hendes gode sprogkundskaber gav hende en enestående mulighed for at følge med i og tage del i det internationale arbejde. Hun fungerede ofte som tolk, når fredsligaen havde besøg af udenlandske talere, og især følte hun sig i sit es, når hun på de internationale kongresser og møder fik lejlighed til at tale og høre sit andet “modersmål”, fransk. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sonja_Mathisen

Sonja Mathisen

2023-04-22T23:17:53+02:00

fri anvendelse

Sonja Mathisen voksede op i Randers, hvor hun efter realskolen blev uddannet som kontorist hos cykel- og automobilforhandleren Sofus Nellemann. Den handelsmæssige kurs var dermed lagt, og turen gik efterfølgende til Handelshøjskolen i Århus og eksamen i 1944. Herefter tog hun på udlandsophold i London, hvor hun arbejdede for det engelske Røde Kors i tre år. Sonja Mathisen havde nu både praktisk, teoretisk og administrativ erfaring og var derfor på alle måder godt rustet, da hun omkring 1950 vendte tilbage til sin fødeby og fik stillingen som kontorchef på det gamle Hotel Randers. Denne stilling bestred hun i fem år, og hun må have gjort et overbevisende stykke arbejde, for hun modtog nu et tilbud, som hun ikke kunne sige nej til. I København var et konsortium af håndværksmestre ved at opføre et nyt hotel, og hun blev bedt om at tiltræde som økonomidirektør for stedet. Energisk og initiativrig som hun var, slog hun til og fik snart travlt med at få det nye hotel i gang. I 1958 kunne dørene åbnes til Hotel Imperial, som var lagt an på at tilfredsstille den moderne gæst på alle mulige måder. Et internationalt hotel i første klasse med topmoderne indretning og faciliteter. De 190 værelser var udstyret med telefon, radio, tv og eget bad. Der var spisesteder for enhver smag, selskabslokaler, konferenceværelser, rejsebureau, frisør og kiosk. En særlig attraktion blev den åbne sommerhave Atrium. Sonja Mathisen beviste hurtigt sit værd, allerede i 1958 blev hun underdirektør og året efter administrerende direktør for Hotel Imperial. Tilbage i Randers sad Wilhelm M., ejeren af Hotel Randers. Hotellets historie gik helt tilbage til 1856, og det havde stort set været på familiens hænder siden 1892, da han overtog stedet i 1914. Med en solid uddannelsesmæssig ballast var han en garant for udvikling og fremgang, og han havde i 1927 foretaget en gennemgribende modernisering af hotellet. Han var ked af at miste Sonja Mathisen som medarbejder og opsøgte hende derfor for at tilbyde hende stillingen som direktør for sit hotel. Hun indvilgede i at forpagte stedet og vendte således tilbage til sin gamle arbejdsplads i 1960. Det var dog ikke kun arbejde, der ventede hende i Randers, for året efter blev hun og Wilhelm M. gift. Hun fik rigeligt at se til. Ud over de to hoteller havde hun ledelsen af Rutebilstationens restaurant samt Restaurant Nørreriis i Randers. Hun pendlede frem og tilbage mellem København og Randers og fløj i årenes løb turen mellem Tirstrup og Kastrup over 5.000 gange. Hun var nu en af de få kvinder, der selvstændigt varetog ledelsesfunktioner i hotelbranchen og ikke blot deltog i driften som medhjælpende hustru. Uddannelse, erfaring og talent havde kvalificeret hende til de chefposter, som hun blev headhuntet til, og hun var nået til tops i branchen i kraft af sin personlige kompetence. Sonja Mathisen og Wilhelm M. sørgede for, at gæsterne på Hotel Randers stedse kunne benytte sig af de mest moderne faciliteter. I starten af 1960'erne var det blevet umuligt for gæsterne, der i stigende grad ankom i bil, at finde en parkeringsplads i nærheden af hotellet. For at afhjælpe dette problem fik Sonja Mathisen den idé at etablere et parkeringsanlæg under hotellet. Den underjordiske parkeringskælder kunne indvies i 1964. Sideløbende med moderniseringstiltag som dette var det dog en mærkesag for hende at bibeholde indretningen fra ombygningen i 1927. Dette gjorde efterhånden hotellet til et helt unikt og højt skattet opholdssted. Kendetegnende for hendes virke som hoteldirektør var stilsans og kvalitetsbevidsthed samt evnen til såvel at være på forkant med udviklingen som at fastholde traditionen. Da Wilhelm M. døde i 1973, blev Sonja Mathisen eneejer af Hotel Randers. På et tidligt tidspunkt blev hun opmærksom på de potentialer, der lå i den internationale turisme. Med Hotel Imperial som kontaktbase i København lykkedes det hende i løbet af 1970'erne at placere Hotel Randers på de udenlandske turisters rute gennem Danmark. Særlig amerikanere tiltaltes af atmosfæren på hotellet og har siden gæstet det flittigt. I 1995 gik hun af som direktør for Hotel Imperial og har siden koncentreret sig om driften af Hotel Randers. Sonja Mathisen har haft ry for at være en pertentlig arbejdsgiver, omgærdet med respekt. Af personalet er hun altid blevet omtalt som Fruen, og hun fik navnet jernladyen for sin vane med at gå de ansattes arbejde efter i krogene. Hun har betragtet hotellerne som sine børn, og hun har viet hele sit liv til driften af dem. Ganske passende er hun blevet kaldt "enevældig hoteldronning". KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Clara_Munck

Clara Munck

2023-04-22T23:19:05+02:00

fri anvendelse

Clara Munck blev født i Olfert Fischersgade som den fjerde i en søskendeflok på fem. Hun tog realeksamen 1931 fra den franske skole på Østerbro og blev derefter kontoruddannet. En politisk engageret kollega fik hende til at gå ind i politik; hun blev 1933 aktiv i Konservativ Ungdom (KU) og tilbragte al sin fritid her. Hun var næstformand for Københavns-afdelingen 1937-38, for landsorganisationen 1939-41 og var således med i en periode, hvor KU oplevede en stærk og begejstret tilslutning. 1940-46 repræsenterede hun KU i Det Konservative Folkepartis Kvindeudvalg. Da hun blev gift i 1940, bosatte parret sig på Frbg., hvor hendes politiske arbejde herefter tog sit udgangspunkt. Fra 1941 var hun medlem af bestyrelsen for den konservative vælgerforening, og i 1943 besluttede hun at opgive sit kontorjob til fordel for det politiske arbejde og familien, der var forøget med det andet af de i alt tre børn. Clara Munck var kommunalbestyrelsesmedlem på Frbg. 1946-81. I de 35 år nåede hun at sætte sit personlige præg på kommunen. Hendes hovedinteresse var det sociale område, hun blev medlem af socialudvalget 1946 og dets formand fra 1951. Det var en honorarlønnet opgave, der indebar faste ugentlige træffetider, hvor hun fik et indgående kendskab til sociale spørgsmål og den almindelige borgers problemer. Her lærte hun, at det for en politiker var lige så vigtigt at træffe mennesker som at tage beslutninger. I perioderne 1950-54 og 1958-78 var hun rådmand og dermed stærkt involveret i den omlægning af kommunens regnskaber og administration, som blev særlig aktuel med bygningen af det nye rådhus, der stod færdigt 1953. I 1970’erne var hun aktiv i en revision af kommunens forfatning og styrelsesvedtægter. Som rådmand for det sociale område og hospitalsområdet var hun ansvarlig for udbygningen af børneinstitutioner, alderdomshjem, hospitaler og andre social- og sundhedspolitiske tilbud som familierådgivning. Rammerne for såvel bygninger, personaleforhold som arbejdsopgaver fulgte hun i detaljer. På nærmeste hold arbejdede Clara Munck således for etableringen af velfærdsstatens grundlæggende institutioner i en konservativ kommune. Hendes eksempel understreger, at DKF langtfra var imod velfærdssamfundet, men ønskede rationelle og økonomiske hensyn prioriteret. Clara Munck blev medlem af Landstinget et halvt år, før det blev opløst i 1953. Hun var kun 148 cm høj og blev kaldt Kleinchen. Ved sit første møde i Landstinget blev hun standset af vagten, som troede, at hun var en bortkommen skolepige. Hun mente derfor, at ti cm ekstra ville have gjort livet lettere. Hendes kønne og ungdommelige udseende indgød ved første øjekast ikke den store respekt, men hendes engagement, flid og mod fremtvang den ved nøjere bekendtskab. Efter en ihærdig personlig valgkamp blev hun 1960 medlem af Folketinget, hvor hun sad til 1973. Ved at stemme dørklokker og få personlig kontakt med vælgerne søgte hun at danne sig et indtryk af, hvilke områder vælgerne var mest interesserede i. 1968-73 var hun medlem af det betydningsfulde finansudvalg, de første år sammen med den radikale Grethe Philip og 15 mænd, 1971 kom Ritt Bjerregaard til som den tredje kvinde. Herved fik hun et bredt indblik i tingets arbejde, men blev ikke som Philip sit partis finanspolitiske ordfører. Imidlertid var hendes primære område som landspolitiker sociale spørgsmål, hvor hun kunne trække på sine praktiske erfaringer. I årene omkring 1960 genoptog den socialdemokratiske regering reformarbejdet fra 1930’erne med indførelse af folke- og invalidepension, udbygningen af omsorgen for ældre gennem alderdomshjem og hjemmehjælp. Clara Munck deltog i behandlingen af loven om offentlig forsorg i 1961, ligesom hun markerede sig ved en kritisk gennemgang af regeringens lovforslag om invalide- og folkepension 1963-64. Hendes basis i det kommunale arbejde fik hende til at inddrage praktisk anvendelighed ude i kommunerne som målestok for lovgivningen. Hun lagde vægt på enkle, ensartede ydelser, menneskelig kontakt og rådgivning. Jordskredsvalget i 1973, der førte en række nye partier ind i Folketinget, betød en halvering af den konservative folketingsgruppe. Clara Munck gled ud og helligede sig derefter sit kommunalpolitiske arbejde. 1971 var hun blevet formand for skatteudvalget og havde overladt det sociale arbejde til andre. Fra kommunalvalget i 1978 trådte hun tilbage som rådmand og trappede sine udvalgsposter ned, og hun forlod Frbg. kommunalbestyrelse med udgangen af valgperioden i 1982. Clara Munck bestred en række andre lokale tillidshverv, der lå i forlængelse af hendes indsatsområder i kommunalbestyrelsen, bl.a. som bestyrelsesmedlem, senere formand for Frbg. forenede Boligselskaber 1950-67 og formand for Frbg. Idræts Union 1954-65. Sine kvindepolitiske interesser dyrkede hun som formand for Frbg. Husmoderforening 1960-65 og for Dansk Kvindesamfunds Frbg.-kreds 1964-66. Hun havde et intenst og hjertevarmt engagement, en legendarisk flid og sine meningers mod. Hendes dygtighed og udprægede samarbejdsevner gjorde hende kendt og populær i vide kredse. Som politiker skabte hun en personlig og meget kvindelig stil, og hun markedsførte sig selv på en ikke udpræget konservativ facon. Clara Munck blev ridder af Dannebrogordenen 1968, ridder af 1. grad 1979. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Varinka_Wichfeld_Muus

Varinka Wichfeld Muus

2023-04-22T23:19:35+02:00

fri anvendelse

Varinka Wichfeld Muus, også kaldet Inkie, voksede op dels på slægtsgodset Engestofte på Lolland, dels i udlandet, hvor familien opholdt sig i lange perioder. Hun havde sin moders karakter, selvbevidst og uafhængig, og er forbillede for den lille heltinde i Suzanne Lassens børnebog Den uartige Caroline, 1950, som foregår på nabogodset Ålholm. I England, Frankrig, Østrig og Italien lærte hun sprog. Hendes forældre levede hver sit liv, og det var moderen, hun var knyttet til, og som var hendes beundrede forbillede. 1929-41 boede familien i Italien, det meste af tiden i Rapallo. I nogle år så Varinka Wichfeld Muus ligesom sin moder med sympati på Mussolini, men senere tog de begge skarpt afstand fra fascismen og ikke mindst fra nazismen. Varinka Wichfeld Muus har skildret, hvordan hun april 1940 i en sporvogn i Firenze på vej til en fægtetime oplevede den tyske indmarch i Danmark. Folk stimlede sammen, hun hørte ordene Danmark og Norge, og da hun kom hjem, tændte hun for radioen, og “jeg, som aldrig havde følt mig dansk, begyndte pludselig at føle noget, og jeg græd af raseri mod dem, som havde stjålet mit land”. Efter at Italien var gået ind i krigen i juni 1940, blev forholdene stadig vanskeligere for familien Wichfeld, som vendte tilbage til Danmark i slutningen af 1941. Moderen var indstillet på at søge forbindelse med modstandsbevægelsen, og Varinka Wichfeld Muus blev hendes fortrolige. De var begge på besøg hos forfatteren Hilmar Wulff, som boede i et hus under godset, da den første kontakt blev sluttet. Derefter var Varinka Wichfeld Muus med til at uddele illegale blade, hjælpe eftersøgte samt skjule våben og sprængstoffer på godset. I foråret 1943 lykkedes det moderen gennem en af Varinka Wichfeld Muus' venner at få forbindelse til faldskærmschefen Flemming B. Muus. De mødtes og lagde planer for modstandsarbejdet på Lolland-Falster. Varinka Wichfeld Muus var indviet i dette arbejde, og i juli 1943 fik hun til opgave at tage til København for på sin moders vegne at rapportere til Muus. Hun skulle egentlig opsøge en mellemmand, men det lykkedes hende at nå direkte til chefen. Muus skriver i erindringerne Ingen tænder et Lys, 1950: “jeg bestemte i det Øjeblik, at hun skulde blive min Kone.” Han tilbød hende et job som sekretær for en af sine medarbejdere, kort efter blev hun sekretær for ham selv. Hun forstod, hvor afgørende sikkerhed var for det illegale arbejde, og hun udførte klogt og frygtløst sine opgaver med at dechifrere telegrammer fra Special Operations Executive i London og sætte svarene i kode. I den engelske statsradio BBCs danske udsendelser lød de kendte ord: “Hilsen til Jørgen, Vera, Niels ...,” hvor et af navnene betød en nedkastningsplads. Hun skulle også ledsage faldskærmsfolk, når de rejste i Danmark. Muus var blandt medlemmerne, da Frihedsrådet i september oprettedes som koordinerende organ for modstandsbevægelsen, og Varinka Wichfeld Muus, der selv kun deltog i et enkelt møde, opholdt sig altid i nærheden for at renskrive beslutningerne og levere dem videre til offentliggørelse i den illegale presse. I januar 1944 fik hun meddelelse om, at familien på Engestofte var blevet arresteret af Gestapo. Hun forlod øjeblikkelig sin bopæl. Da hun mødte Muus, sagde han, at hun måtte rejse til Sverige. Det nægtede hun, og han kunne også dårligt undvære hende i det daglige arbejde. Hun fik farvet sit hår, nyt tøj, briller og diverse identitetskort. De følgende måneder blev en hektisk tid, hvor de stadig var på flugt for Gestapo. I maj 1944 fik hun meddelelse om sin moders dødsdom, derefter, at hun var benådet og sendt til tysk fængsel. Varinka Wichfeld Muus og Muus giftede sig i juni. Efterhånden strammedes nettet om dem, og det blev besluttet, at de skulle tage til Sverige og videre til England. Da de kom til London januar 1945, trådte hun ind i FANY-korpset, hvis medlemmer tog sig af sekretærarbejde i efterretningstjenesten. Hun fik uniform, så hun kunne færdes på alle de tophemmelige kontorer. I april fik hun at vide, at moderen var død i Tyskland. “Noget knækkede inden i mig for altid,” skriver hun i sine erindringer Fra solskin til tusmørke, 1994. Umiddelbart efter Befrielsen vendte Varinka Wichfeld Muus og Muus tilbage til Danmark. Han blev knyttet til The British Military Mission, hun hans chauffør og sekretær. Et par år blev hendes tilværelse forbitret af, at ægtefællen blev anklaget for økonomisk uhæderlighed. Han fik i 1946 en dom på to års fængsel, men blev benådet et halvt år efter. I sin erindringsbog afviser Varinka Wichfeld Muus alt, skønt han havde aflagt uforbeholden tilståelse. Efter et par år i Sydafrika kunne parret vende tilbage til Danmark, og de levede herefter begge som forfattere og har sammen bl.a. skrevet Monica Wichfeld, 1954. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_Fenger_M%C3%B8ller

Grethe Fenger Møller

2023-04-22T23:04:11+02:00

fri anvendelse

Grethe Fenger Møller voksede op på Frbg. Hendes forældre blev skilt, da hun var to år, og derefter flyttede hun og hendes moder ind hos hendes farfader, der også var fraskilt. 1961 blev hun student fra Marie Kruses Skole, og efter et års ophold i USA begyndte hun at læse jura på Københavns Universitet, hvor hun blev kandidat i 1969. Hendes voksenliv har været domineret af hendes kvindepolitiske engagement og tilknytningen til Det Konservative Folkeparti (DKF). Hun var blevet inspireret af moderen til det kvindepolitiske, mens farfaderen havde næret den partipolitiske interesse. Hun har i mange interviews fastholdt, at karriere var vigtigere for hende end at blive gift og få børn, og i sine unge år lagde hun ikke skjul på, at hun havde store politiske ambitioner. Mens Grethe Fenger Møller læste, meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfunds (DK) nystiftede og yderst rebelske ungdomskreds. Den udtalte sig meget kritisk om husmødre, gik ind for abort og arrangerede også abortrejser til Polen. Hun var næstformand for kredsen 1965-67, men valgte i modsætning til en række af de andre fremtrædende medlemmer, som meldte sig helt ud af organisationen, at blive og gik ind i hovedstyrelsen og forretningsudvalget for landsforeningen i 1967. I 1974 blev hun valgt til landsformand, og denne post beholdt hun til 1981. Hun kom til at stå i spidsen for en organisation, hvis medlemstal havde været stærkt dalende i en årrække og fortsatte med at falde. Det skyldtes bl.a. de store modsætninger mellem organisationens hjemme- og udearbejdende medlemmer og rødstrømpebevægelsens popularitet blandt yngre kvinder. Grethe Fenger Møller markerede som formand distance til den nye bevægelses parole om, at kvindekamp er klassekamp, idet hun fastholdt, at kvindekamp var alle kvinders kamp, og hun mente, at DKs organisatoriske struktur gav mulighed for langt større politisk indflydelse end basisgrupperne i den nye kvindebevægelse. I disse år formåede hun at markere kvindesamfundets synspunkter klart i offentligheden. Hun talte bl.a. for, at kvinder skulle integreres bedre i politik og på arbejdsmarkedet, samt for barselsorlov til mænd. I 1975 kom Grethe Fenger Møller ind i hovedbestyrelsen for DKF, som hun havde været medlem af siden 1970. Hun engagerede sig også i lokalpolitik på Frbg., hvor hun var medlem af kommunalbestyrelsen fra 1974, rådmand i et par omgange og formand for flere udvalg. I 1977 blev hun valgt til Folketinget. Hendes partipolitiske karriere blev begunstiget af, at partierne i disse år måtte have den obligatoriske kvinde til at trække stemmer, men hun kom i strid modvind i partiet i slutningen af 1970’erne, da hun som formand for DK talte for positiv særbehandling af kvinder. Da Grethe Fenger Møller i 1979 præsenterede resultaterne af et toårigt udvalgsarbejde mellem kvindeorganisationerne med forslag til positiv særbehandling på hele arbejdsmarkedet og i uddannelsessystemet, mente flere i partiet og herunder næstformanden Palle Simonsen, at hun måtte vælge mellem partiet og DK. Det afviste hun pure. Partiets formand Poul Schlüter forsvarede hendes ret til at indtage særstandpunkter, men markerede samtidig, at der ikke var andre, der delte dem. Selv mente han, at positiv særbehandling belastede frihedsidealerne, men Grethe Fenger Møller argumenterede for, at det tværtimod var i strid med frihedsidealerne, når kvinder ikke var ligeligt repræsenterede i de besluttende organer i samfundet. Grethe Fenger Møller var knyttet til det ligestillingspolitiske arbejde gennem en årrække, og forbandt på denne måde politisk interesse med karriere. I 1975 var hun leder af Kvindeårssekretariatet, udlånt fra Socialministeriet, hvor hun havde været ansat, siden hun var blevet færdiguddannet. 1976-79 var hun ansat i det nyoprettede Ligestillingsråds sekretariat, og i 1987 blev hun udpeget som formand for rådet. Grethe Fenger Møllers politiske karriere toppede i 1982, hvor hun blev landets første kvindelige arbejdsminister. Denne post har traditionelt været en vægtig ministerpost forbundet med udfordringen at skulle tumle arbejdsmarkedets tunge drenge, de store arbejdsmarkedsorganisationer. Det blev ikke lettere af, at arbejdsmarkedspolitikken var et af de områder, hvor den borgerlige regering gennemførte en del stramninger i disse år. Grethe Fenger Møller blev da også udsat for kritik fra mange forskellige fronter, og hun blev skiftet ud i 1986. Hun fik i stedet posten som politisk ordfører for folketingsgruppen, som hun dog kun beholdt et år. I kølvandet af Tamilsagen om den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens ulovlige forvaltning af reglerne om familiesammenføring, hvor hun spillede en mindre, men afgørende rolle, mistede hun i 1993 alle sine resterende politiske poster i Folketinget og i Frbg. kommunalbestyrelse, og hun blev ikke genopstillet nogen af stederne. Hun måtte også trække sig fra sin formandspost i Ligestillingsrådet, da et flertal nægtede at samarbejde med hende med den begrundelse, at hun var så belastet af Tamilsagen, at det skadede rådets arbejde. I 1994 blev hun dømt for at have afgivet falsk vidneforklaring i forbindelse med sagen, og hun vendte derpå tilbage til en tilværelse som embedsmand i Socialministeriet. Gennem sit liv har Grethe Fenger Møller først og fremmest markeret sig med kvindepolitiske standpunkter, og i konflikten mellem det kvindepolitiske og partipolitiske har hun som oftest holdt fast i det første, uanset at det gav reaktioner i partiet og også var med til at isolere hende der. Kun i enkelte tilfælde er hun blevet kritiseret for at bruge kvindesagen til at forfægte konservative synspunkter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inge_Fischer_M%C3%B8ller

Inge Fischer Møller

2023-04-22T23:01:51+02:00

fri anvendelse

Inge Fischer Møller gik ud af 7. klasse i 1954 og arbejdede derefter på fabrik, kontor og i forretning. 1965-68 uddannede hun sig til socialrådgiver på Den Sociale Højskole og nåede, før hun kom i Folketinget i 1971, at blive ansat to steder, i Mødrehjælpen og Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD). Desuden var hun både fagligt og politisk aktiv. 1971-72 sad hun i Dansk Socialrådgiverforenings repræsentantskab og 1970-72 i kommunalbestyrelsen i Karlebo kommune. SiD havde ansat hende som forbundets første socialrådgiver, hun fortsatte dette arbejde helt frem til 1981 og redigerede den sociale brevkasse i Fagbladet 1968-80. Inge Fischer Møller tilhørte den såkaldte kaffeklub i Socialdemokratiet. Ved valget i 1971 havde partiet fået en række nye, yngre medlemmer, bl.a. Svend Auken, Karl Hjortnæs, Ritt Bjerregård, Helle Degn og Inge Fischer Møller. De udgav op gennem 1970’erne flere debatskrifter, hvoraf Rapport fra en kaffeklub, 1977, blev særlig kendt, og deltagerne blev regnet som en ny og lidt mere venstreorienteret gruppering. I 1980 blev Inge Fischer Møller valgt til Socialdemokratiets organisatoriske næstformand, og hun blev derved den første kvinde i partiets topledelse. Opdelingen af næstformandsposten i to funktioner, en organisatorisk og en politisk, markerede ønsket om udvidet ligestilling i partiet. Denne linie blev i 1984 fulgt op med en bestemmelse om, at begge køn skulle være repræsenteret i formandskabet. Inge Fischer Møller havde allerede i 1973 profileret sig i debatoplægget Kravet om lighed. Som næstformand arbejdede hun for at sikre kvinders repræsentation i råd og udvalg og på arbejdsmarkedet. Ud fra sine erfaringer som socialrådgiver i SiD tog hun bl.a. fat på indvandrerkvinders mulighed for at tilegne sig sprog og dermed job i det land, de var kommet til. Sammen med andre socialdemokratiske kvinder, bl.a. Vibeke Storm Rasmussen, dannede hun i 1974 Aktionsgruppen for frihed, lighed og solidaritet mellem kønnene, hvis intention var at inspirere til et mere organiseret ligestillingsarbejde og dermed tiltrække flere kvinder til det politiske arbejde. Det var en del af Inge Fischer Møllers politiske image, at hun ville fremstå som “den menneskelige politiker”. Hun turde som få andre stille sig til rådighed for interviews om det umenneskelige arbejdspres, der var på Christiansborg og i det hele taget i arbejdet som politiker. Det modtog hun ofte drøje hug for, og det blev bl.a. sagt, at hun var for sød og naiv. Hun fastholdt imidlertid, at hun i lighed med andre kvinder havde besluttet, “at vi ikke vil arbejde som mænd eller på deres præmisser”. Inge Fischer Møllers engagement i ligestillingssagen, de svagestes vilkår og socialpolitikken var utroligt stort. Ikke blot passede hun sit arbejde i Folketinget og SiD, hun påtog sig også at hjælpe mennesker, der henvendte sig til hende, med at løse deres sociale problemer. 1979-82 var hun formand for Folketingets socialudvalg, hun var en aktiv debattør i pressen og medforfatter til flere bøger og pjecer, bl.a. Vores fælles børn?, 1978. I 1983 tvang sygdom hende til at trække sig tilbage som næstformand i Socialdemokratiet efter knap tre år, og hun døde som 44-årig i 1984. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_M%C3%B8ller

Karen Møller

2023-04-22T23:12:56+02:00

fri anvendelse

Karen Møller kom fra et samfundsengageret og nationalt sindet hjem i Sønderjylland og voksede op som den midterste af syv søskende. Hun blev student fra Sønderborg Statsskole 1946, og selvom hun gerne ville læse jura, aftjente hun efter faderens ønske sin kvindelige værnepligt med et år i huset. I 1950 tog hun højere handelseksamen med den praktiske del på kontor i sine forældres teglværker og begyndte året efter at læse økonomi ved Århus Universitet. Studiet blev færdiggjort på Københavns Universitet, hvorfra hun blev cand.polit. i 1958. Efter forskellige job blev Karen Møller i 1962 ansat i Statens Husholdningsråd (SHR) og dermed indledtes et bredt engagement i forbrugersagen både som embedsmand, journalist og politiker. Karen Møllers opgaver i SHR omfattede økonomiske analyser og bidrag til tidsskriftet Råd og resultater, som forstanderen Elisabeth Reinstrup havde lanceret efter moderniseringen af rådet i 1960. I 1964 blev Karen Møller den første faste sekretær for Nordisk Komité for Konsumentspørgsmål, oprettet 1957 under Nordisk Råd. Her blev det nordiske forbrugersamarbejde opbygget og koordineret og nyttige erfaringer, især fra Norge, omsat til danske forhold. 1966-73 var hun ansat som programmedarbejder i Danmarks Radio (DR) for at udvikle forbrugerprogrammer. Grundigt researchede prisundersøgelser og tests af alt fra konserves til bilreparationer og malerarbejde skabte stor opmærksomhed. Hun fik her mulighed for at formidle et bredere syn på forbrugerspørgsmål end det rent husholdningsfaglige og blev en kendt figur i medierne. 1967 modtog hun DRs store rejselegat og tog til USA for at studere forbrugerarbejde. Politisk havde Karen Møller tilsluttet sig Venstre og var opstillet ved folketingsvalget 1966. Efter kommunalvalget i 1970 blev hun til sin egen overraskelse borgmester i Karlebo Kommune ved Hillerød, da hun kom ind som overspringer og eneste valgte for Venstre mellem to lige store blokke af konservative og socialdemokrater. Danmark fik sin første kvindelige borgmester i 1950, da Eva Madsen bestred hvervet nogle måneder på grund af sin forgængers pludselig død, Edel Saunte var borgmester i København 1962-74. Men gennembruddet kom 1970 efter kommunalreformen, da foruden Karlebo også Hasle og Åbenrå fik kvindelige borgmestre. Det var en vanskelig situation for Karen Møller, men med stor opbakning fra borgere og medarbejdere arbejdede hun på en bedre kontakt mellem kommune og brugere, faglig dygtighed og åbenhed i forvaltningen. I den lille fattige og forsømte kommune fik hun orden på økonomien og i samarbejde med socialdemokraterne udbygget skoler, børneinstitutioner og infrastruktur. Den stormomsuste borgmesterperiode endte med, at hun i 1973 fra talerstolen i byrådssalen meldte sig ud af sit parti og kort tid efter nedlagde sit mandat. Senere meldte hun sig ind i Socialdemokratiet. Da Danmark i 1973 indtrådte i EF, blev Karen Møller ansat ved Kommissionen i Bruxelles i en stilling, der var oprettet til udvikling af forbrugerpolitik. I de følgende år kæmpede hun sammen med bl.a. Forbrugerrådets direktør Benedicte Federspiel både for at inddrage det skeptiske danske bagland i EF-arbejdet og få det lavt prioriterede forbrugerområde sat på fællesskabets dagsorden. Det skete 1974 ved etableringen af en europæisk forbrugerkomité med to repræsentanter for hvert medlemsland og fra 1975 gennem direktiver og programmer. Herefter ønskede hun at formidle sine internationale erfaringer hjemme i Danmark, ikke kun gennem artikler og foredrag, men også gennem undervisning af unge, og hun blev forstander for Den Internationale Højskole ved Helsingør 1978-80. Efter nogle års konsulentvirksomhed sluttede hun af som sekretariatschef for Institutrådet for de teknologiske serviceinstitutter 1984-91. Hun stod her for det interne samarbejde mellem 24 institutter og de eksterne kontakter til samarbejdspartnere, staten og EF. Efter sin pensionering har Karen Møller påtaget sig en række bestyrelsesposter, bl.a. i Baltisk Mediecenter, der uddanner fagfolk fra østlandene til at lave radio og tv i et demokratisk land. Desuden har hun, der altid har været optaget af at forbedre kvinders muligheder for at bruge deres evner og få fremtrædende stillinger, været medarrangør af kvindepolitiske begivenheder som 75-års jubilæet for kvinders stemmeret i 1990 og kampagnen Kvinder på kryds og tværs for et ja op til folkeafstemningen om Amsterdamtraktaten i 1998. Karen Møller har haft en sammensat karriere præget af sin interesse for organisationsliv og internationalt samarbejde. Igennem de skiftende opgaver har hendes engagement i forbrugersagen været gennemgående. Hun har opfattet lovmæssig regulering af markedet til sikring af en retfærdig fordeling af forbrugsmuligheder som grundlæggende velfærdspolitik, mens socialpolitik i traditionel forstand efter hendes mening kun burde have relevans for de grupper, der falder igennem det finmaskede sikkerhedsnet, som et velreguleret marked kunne udspænde. De nye typer arbejdsopgaver, som den øgede udveksling af varer og informationer og udbygningen af det internationale samarbejde i perioden 1960-90 skabte, har hun forstået at udnytte til at sætte mange nye initiativer i gang. Dermed har hun også undgået den kedsomhed, der efter hendes eget udsagn har sneget sig ind på hende, når en opgave var løst, og tingene kørte på skinner. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_H%C3%B8st_Neerup

Margrethe Høst Neerup

2023-04-22T22:55:09+02:00

fri anvendelse

Der blev ikke talt politik i Margrethe Høst Neerups barndomshjem, men det var åbent og fordomsfrit. Hun fik sin første kvindepolitiske påvirkning ved at følges med sin moder til møder om kvinders valgret og meldte sig som purung pige ind i en kvindevalgretsforening. Efter den dengang næsten obligate huslige uddannelse drog hun til København for at uddanne sig til skuespiller, men opgav drømmen om en teaterkarriere og gik i stedet på handelsskole. Her fremlagde hun i 1910 sit første kvindepolitiske indlæg Kvindens Stilling før og nu, der mundede ud i kravet om fuld ligestilling for kvinden, økonomisk, uddannelsesmæssigt og politisk. I nogle år var hun på kontor, og i 1919 blev hun ansat som kontorassistent i Ministeriet for offentlige Arbejder, hvor hun i 1939 udnævntes til kontorfuldmægtig. Allerede året efter tog hun imidlertid sin afsked, da hun i en moden alder giftede sig. Ægteskabet lagde dog ikke en dæmper på det kvindepolitiske og partipolitiske arbejde, der havde optaget hende fra 1920’erne. Efter en langvarig sygdomsperiode havde hun i 1926 meldt sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK) og blev to år efter medlem af bestyrelsen for Københavns-kredsen. Fra første færd var det kvindens stilling som samfundsborger, der optog hende, og i taler og avisindlæg betonede hun igen og igen, at nu, da kvinderne havde fået valgret, havde de også pligt til at interessere sig for politik, først og fremmest fordi de politiske beslutninger greb dybt ind i det daglige liv og derfor havde konsekvenser for både selverhvervende og hjemmegående kvinder. Endnu i 1928 havde hun argumenteret imod, at kvinderne meldte sig ind i partierne, fordi de dermed gik ind i politik på mændenes præmisser. De skulle i stedet slutte sig sammen på tværs af partiskellene og danne en kvindeliste, mente hun. Gennem sit arbejde i DK blev Margrethe Høst Neerup dog inspireret til at tage et partipolitisk standpunkt, og mødet med foreningens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, bl.a. Margrethe Nielsen og Inger Hempel, overbeviste hende om, at hun hørte hjemme i Socialdemokratiet. Hun blev medlem af partiet i 1929. Samme år oprettedes efter en årelang intern debat de første socialdemokratiske kvindeudvalg. Sigtet med udvalgene, som Sylvia Pio tog initiativ til, var gennem agitation og oplysning at engagere og aktivere kvinderne i det socialdemokratiske arbejde. I mange år fremover udfoldedes Margrethe Høst Neerups kvindepolitiske indsats i socialdemokratisk regi. Allerede i 1929 lykkedes det hende at få oprettet et kvindeudvalg i sin egen lokale vælgerforening på Amager. Hun blev selv formand for det nye udvalg og tillige medlem af kredsbestyrelsen. Margrethe Høst Neerup blev en af de bærende kræfter i kvindeudvalgsarbejdet, som hun deltog i med stor energi og entusiasme, bl.a. ved at arrangere møder, foredrag og studiekredse. Hun ønskede især at få fat i hjemmets kvinder. Kvindeudvalgene kunne dog ikke til fulde opfylde hendes forestillinger om kvindens ligeberettigelse i det politiske arbejde. Dertil havde de fået for lidt kompetence og var for afhængige af vælgerforeningernes bestyrelse. Partiformanden Th. Stauning var ifølge Margrethe Høst Neerup neutral over for kvindeudvalgene, men hun fortæller selv, at hun “var lusket nok til” ved enhver given lejlighed at stå op og takke ham for hans støtte. Efterhånden som antallet af kvindeudvalg voksede, opstod et behov for at mødes og udveksle erfaringer. Idéen om et sådant samlende kvindeforum opfattedes imidlertid som separatisme, og partiets mænd stillede sig generelt i vejen. I første omgang måtte kvinderne derfor nøjes med at lave deres egen Kvindeudvalgenes Klub som et uformelt diskussionsforum for kvindeudvalgene, de første år med Pio som formand, efterfulgt af Margrethe Høst Neerup i 1932-35. Først i 1934 tillod partiledelsen i København, at samarbejdet mellem kvindeudvalgene fik en officiel status, og Kvindeudvalgenes Fællesudvalg for København, siden Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, København, blev oprettet samme år med Margrethe Høst Neerup som formand, en post, hun bestred indtil 1945. I 1942 tog hun initiativ til stiftelsen af Kredsen, en uformel sammenslutning af ledende socialdemokratiske kvinder, der beklædte tillidsposter inden for partiet og fagbevægelsen. Af politikere deltog bl.a. Hempel, Edel Saunte og Astrid Skjoldbo, blandt de fagligt aktive var Fanny Jensen og Helyett Simonsen. Kredsen, der først blev nedlagt i 1993, var både dengang og senere et kontaktcenter, hvor medlemmerne kunne finde frem til fælles holdninger til aktuelle problemstillinger og koordinere bestræbelserne for at styrke kvindernes position i både parti og fagbevægelse. Margrethe Høst Neerup var myreflittig. Hendes utallige indlæg, i skrift og i tale, var saglige, veldokumenterede og meget velformulerede. Det var kvindens stilling, der var det primære, men uanset i hvilken sammenhæng hun ytrede sig, markerede hun også sit socialdemokratiske tilhørsforhold. Med tilfredshed konstaterede hun, at Socialdemokratiet i det program, der blev vedtaget på partiets kongres i 1935, havde knæsat princippet om kvindens ligeberettigelse med manden, økonomisk og politisk, ligesom man her havde vendt sig mod lovforslag om at fratage kvinderne retten til arbejde i perioder med høj arbejdsløshed. Så meget desto større var hendes skuffelse ved kongressen ti år senere. Ved folketingsvalget i 1943 var der ikke kommet en eneste socialdemokratisk kvinde ind i tinget. Alligevel lykkedes det ikke på kongressen to år senere at få opstillet kvinder på sikre pladser i blot to kredse, så heller ikke i 1945 blev der valgt socialdemokratiske kvinder ind i Folketinget. Denne skuffelse var sandsynligvis medvirkende til, at Margrethe Høst Neerup i 1945 nedlagde sine tillidshverv i partiet som formand for fællesudvalget og for kvindeudvalget på Amager. Hun var i 1936 blevet valgt ind i Borgerrepræsentationen, men havde opgivet denne post allerede i 1940, da hun flyttede til Frbg. Hun forblev socialdemokrat, men når hun fx ved jubilæer var indbudt som taler, lagde hun ikke skjul på sin bitterhed over, at partiet efter hendes mening ikke levede op til sine egne paroler om kvindens ligeberettigelse. Efter 1945 helligede Margrethe Høst Neerup sig arbejdet i DK. 1935-38 havde hun været medlem af fællesstyrelsen, og fra 1944 var hun formand for Københavns-kredsen. 1948 blev hun formand for Københavns-distriktet, der var oprettet samme år, og blev hermed igen medlem af hovedstyrelsen, som den nu hed, og endvidere af forretningsudvalget. De to formandsposter blev dog for stor en arbejdsbyrde for hende, og i 1951 trak hun sig tilbage fra posten som kredsformand. Også i DK-sammenhæng var Margrethe Høst Neerup enestående aktiv og tog mange initiativer. Som styrelsesmedlem var hun med til at organisere og tilrettelægge Blomsterdagen, hvis formål var at samle penge ind til kvindeorganisatorisk arbejde, og i hendes formandstid i Københavns-kredsen startedes fx både rådgivningskontoret og mødreklubberne. Sidstnævnte havde den sidegevinst, at de gav DK nye, unge medlemmer. Også som valgagitationsudvalgets energiske formand viste hun en veludviklet forståelse for, at stafetten måtte gå videre til næste generation, og i en periode, da DKs hovedstyrelse domineredes af mere konservative kvindesagssynspunkter og et vist modsætningsforhold til ungdomskredsene, stillede Margrethe Høst Neerup sig på de unges side. I 1956 trådte hun tilbage fra sine tillidshverv i DK, men fortsatte med at tage del i organisationsarbejdet. Hun udnævntes i 1956 til æresformand for Københavns-kredsen, og ved DKs 90-års jubilæum i 1961 blev hun desuden æresmedlem af landsforeningen. Margrethe Høst Neerup var en usædvanlig personlighed. Med lige stor iver og entusiasme engagerede hun sig i både det socialdemokratiske kvindearbejde og i kvindesagsarbejdet i DK. Det var den politiske side af kvindesagen, der optog hende, og hun hørte til den kreds af fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der forsøgte at slå bro mellem Socialdemokratiets arbejderkvinder og den borgerlige kvindebevægelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helena_Dam_%C3%A1_Neystab%C3%B8

Helena Dam á Neystabø

2023-04-22T22:58:16+02:00

fri anvendelse

Helena Dam á Neystabø var ikke kendt i det politiske liv på Færøerne, da hun i 1990 blev valgt til Lagtinget for partiet Sjálvstðrisflokkurin (Selvstyrepartiet). Hun var dog ikke nogen anonym person, idet hun samme år var blevet udnævnt til leder af det offentlige lærebogsforlag Føroya Skúlabókagrunnur. I hendes slægt har der været mange samfundsengagerede personer på både moderens og faderens side. Hendes fader og farfaderen Petur Mohr Dam havde begge været politikere og i lange perioder lagmænd på Færøerne. Hendes mormoder var lærer og aktiv som kvindesagskvinde, og morfaderen var en kendt skikkelse inden for færøsk erhvervsliv. Helena Dam á Neystabø er født og opvokset i København Forældrene blev skilt, da hun var ni år gammel, og som 13-årig flyttede hun til Færøerne sammen med sin moder. I Tórshavn tog hun realeksamen og studentereksamen og rejste i 1975 tilbage til Danmark, hvor hun i 1983 blev cand.mag. i tysk og dansk sprog og litteratur ved Københavns Universitet. Herefter flyttede hun med mand og børn til Færøerne og fik en stilling som adjunkt på gymnasiet på Eysturoy. 1985-87 var hun fuldmægtig i undervisningsdirektoratet med ansvar for erhvervsuddannelser. Siden 1988 har hun været ansat på Føroya Skúlabókagrunnur, først som udgivelseskonsulent og fra 1990 som daglig leder. Hun fik bl.a. gennemført en gratisordning for forlagets undervisningsmateriale til folkeskolen i begyndelsen af 1990’erne, da den økonomiske krise på Færøerne kulminerede. Helena Dam á Neystabø har selv sagt, at hendes motivation for at stille op til lagtingsvalget i 1990 var det store overforbrug og oversubsidieringen af erhvervslivet i 1980’erne, som hun indså ville føre til en økonomisk krise. Hun blev genvalgt til Lagtinget i 1994 og var i en periode formand for tingets udenlandsudvalg. I 1995 blev hun af Landsstyret udpeget til at være den ene af tre færøske observatører, der skulle følge den kommission, som den danske justitsminister havde nedsat til at undersøge begivenhedsforløbet i forbindelse med den færøske bankkrise i 1992 og den påfølgende aktiehandel mellem Den Danske Bank og Finansieringsfonden af 1992. Ved lagtingsvalget i foråret 1998 blev Helena Dam á Neystabø genvalgt og umiddelbart efter udpeget til social- og sundhedsminister. Hun blev derved sit partis første kvindelige minister. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Olivia_Nielsen

Olivia Nielsen

2023-04-22T23:11:04+02:00

fri anvendelse

Olivia Nielsens liv blev virkeliggørelsen af H.C. Andersens eventyr om vaskekonen, om hvem man sagde, at “hun duede ikke”. Men Olivia Nielsen duede – ligesom eventyrets vaskekone – og hendes virke skulle få betydning, ikke blot for arbejderkvinderne i hendes egen samtid, men også for kommende generationer. Hun var født i fattige kår i Helsingør, hvor faderen var tjenestekarl. Som 20-årig blev hun gift med Oluf N., og i lighed med andre af samtidens unge piger var hun gravid ved brylluppet, for fire måneder senere fødte hun sit første barn. I løbet af de følgende 15 år fik parret ni børn, hvoraf de to døde som spæde. For at bidrage til den børnerige families økonomi måtte Olivia Nielsen tage arbejde uden for hjemmet, sandsynligvis som vaske- og rengøringskone. Hendes erhverv kan ikke fastslås med sikkerhed, men ifølge meddelere, som har kendt hende, prøvede hun allerede i Helsingør at organisere kvinderne. I midten af 1880’erne flyttede familien til København, antagelig fordi beskæftigelsesmulighederne var bedre her. Det er stadig uvist, hvor Olivia Nielsen fik arbejde, men fra 1891 optræder hun i Det kvindelige Arbejderforbunds (KAF) protokoller som bestyrelsesmedlem, og i 1892 valgtes hun til formand. Hun havde da fire hjemmeboende børn, hvoraf den yngste var fire år. Trods navnet var KAF på det tidspunkt endnu en lokal fagforening. Den var stiftet i 1885 som en fagforening for vaske- og rengøringskoner, men skiftede allerede året efter navn til KAF og organiserede fra 1890 arbejderkvinder fra den kbh.ske industri. Da Olivia Nielsen tiltrådte som formand, var organisationen en lille hensygnende fagforening, og hun valgtes til posten med kun 16 stemmer. Det siger noget om medlemstallet i foreningen. Det var ikke, fordi den hidtidige bestyrelse ikke havde lagt energi for dagen, men der var blandt arbejderkvinderne stor træghed over for tanken om at organisere sig. Det vejede også tungt, at disse kvinder var de lavest lønnede grupper på arbejdsmarkedet, og at de foruden arbejdet også havde hjem og børn at passe. Ofte måtte møder aflyses af mangel på deltagere. Det var derfor i første omgang organiseringsarbejdet, Olivia Nielsen koncentrerede sig om. Der blev i de følgende år indkaldt til agitationsmøder for industriens kvinder. Fremtrædende personligheder optrådte her som talere, bl.a. Johanne Meyer fra Kvindelig Fremskridtsforening, som KAF havde et nært samarbejde med, og formanden for Arbejdsmændenes Forbund M.C. Lyngsie, der blev KAFs støtte og hjælper. Det lykkedes efterhånden at organisere kvinder fra bl.a. bryggerierne, trykkerierne, rebslagerierne, tændstikfabrikkerne og kabelfabrikkerne, og herefter kunne man så gå i gang med løn- og overenskomstforhandlinger. 1896 kunne KAF slutte sin første lønaftale med en arbejdsgiver, Tuborgs Bryggerier. Forhandlingerne med Jacob Holm og Sønners Reberbane samme år forløb derimod ikke helt gnidningsløst, direktøren nægtede at forhandle med forbundet og Olivia Nielsen, “alle fra Gader og Stræder”, som han udtrykte det. Foreningen gik nu ud i sin første strejke. Den kom til at vare syv uger, og resultatet blev væsentlige forbedringer i løn- og arbejdsforhold. Forinden måtte Olivia Nielsen i sin egenskab af foreningens formand gennem en retssag, idet direktøren havde anlagt sag mod hende for “ærekrænkende” artikler i Social-Demokraten. I en række artikler havde bestyrelsen nemlig beskrevet de utålelige arbejdsforhold i virksomheden. Det er i øvrigt tidstypisk, at da Olivia Nielsen blev indkaldt for retten, måtte hun ledsages af sin mand, for ifølge ægteskabslovgivningen betragtedes mænd som værger for deres koner. Retssagen afsluttedes med et forlig. Da Olivia Nielsen blev formand i 1892, satte hun også selve bestyrelsesarbejdet i faste rammer med månedlige bestyrelsesmøder, struktureret dagsorden og kontingentopkrævning. I slutningen af 1890’erne dannedes der selvstændige afdelinger i provinsen, bl.a. i Randers, Svendborg, Næstved og Køge, og enkelte faggrupper skilte sig ud i afdelinger, så fagforeningen havde allerede fra 1897 antaget forbundsagtig karakter. I 1900 talte KAF omkring 1.000 medlemmer. Nu var der basis for dannelsen af et egentligt landsdækkende forbund, hvilket skete på kongressen 1901, hvor Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) stiftedes. På denne kongres, den første faglige kvindekongres i Danmark, valgtes Olivia Nielsen til forbundsformand, eller forretningsfører som det hed dengang. Hun fortsatte samtidig som formand for KADs moderafdeling, som herefter blev kaldt Københavns afdeling 1. Olivia Nielsen bestred begge formandsposter til sin død i 1910. Medlemstallet var da nået op på 2.000. Da KAD på kongressen i 1909 oprettede en arbejdsløshedskasse, blev hun også formand for den. 1898 blev De samvirkende Fagforbund dannet, og KAF var med fra starten. Olivia Nielsen blev valgt ind i repræsentantskabet, hvor hun deltog i det lovforberedende arbejde. Fra 1907 var hun medlem af forretningsudvalget, indtil 1909 sammen med Andrea Brochmann, formand for De kvindelige Herreskrædderes Fagforening. Herefter var hun eneste kvinde i forretningsudvalget. Partipolitisk sluttede Olivia Nielsen sig til den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Da der i 1899 på Fælleden i København for første gang var kvindelige talere ved en 1. maj-demonstration, var hun den ene af dem. Hun talte her om, hvilken betydning en otte timers arbejdsdag ville have for kvinderne. Den anden kvindelige taler var Brochmann. Ved kommunalvalget i 1909 kunne kvinderne for første gang deltage, og Olivia Nielsen var på Københavns-afdelingens vegne medindbyder til et møde for arbejderkvinder, arrangeret af de kvindelige fagforeninger. Selv blev hun opstillet som socialdemokratisk kandidat til Borgerrepræsentationen. Hun valgtes i første omgang som suppleant, men gled umiddelbart efter valget ind som ordinært medlem, i øvrigt sammen med to andre fagforeningskvinder Henriette Crone og Anna Johansen. Også på det personlige plan var Olivia Nielsen forud for sin tid. Hendes ægteskab gik ikke godt, og i 1901 blev hun skilt fra sin mand. Hun fik forældremyndigheden over de to yngste børn, som på det tidspunkt var 13 og 17 år. Allerede året efter døde Oluf N., og Olivia Nielsen betalte udgifterne til hans begravelse. Hun havde en logerende, Gustav Olsen, der i hvert fald fra 1901 havde været sekretær i KAD. Han var et par år yngre end hun og separeret. Alt tyder på, at de havde et nært personligt forhold til hinanden, selvom det aldrig blev formaliseret. Ved Olivia Nielsens død havde de netop købt et hus i Brønshøj, som han stod som ejer af, mens det meste af indboet tilhørte hende. Olivia Nielsen var en af pionererne og en af de mest fremtrædende personligheder inden for den kvindelige fagbevægelse. Med en utrolig styrke og energi, men også båret af den fremgang, der generelt var i fagbevægelsen i 1890’erne, lykkedes det hende at gøre KAD til et af de største kvindelige forbund og gennem en stædig forhandlingsvilje få forbedret løn- og arbejdsvilkår for de ufaglærte kvinder. Det er fuldt berettiget, at hun betragtes som skaberen af KAD. Det siger måske også noget om hendes aktive virkelyst, at da KAF i 1893 startede en sangforening, meldte hun sig blandt de 13 første medlemmer. Hun var med Lyngsies ord en helstøbt personlighed: stærk, energisk, til tider måske hård og uforsonlig, men som billeder af hende viser, også med træk af mildhed. Hun døde midt i arbejdet, som gæst ved Dansk Arbejdsmandsforbunds kongres i Århus. På sit dødsleje bad hun hovedbestyrelsen om at videreføre hendes livsværk, hendes “kære Forbund”, og opfordrede til at man valgte hendes datter Gudrun Bodø, der var medlem af hovedbestyrelsen, til hendes efterfølger. Denne blev dog efter få måneder efterfulgt af Sofie Rasmussen. Arbejdet i KAD fortsatte i Olivia Nielsens ånd, men for den kvindelige fagbevægelse var hendes alt for tidlige død et stort tab. Forbundet rejste hende et gravmonument på Bispebjerg Kirkegård. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rigmor_Nielsen

Rigmor Nielsen

2023-04-22T23:11:06+02:00

fri anvendelse

Som datter i en familie, der drev en beslagfabrik, voksede Rigmor Nielsen så at sige op med hængsler og bygningsbeslag i alle mulige former. Hendes moder døde, da hun endnu var en lille pige. Som ung kom Rigmor Nielsen i lære som kontorassistent i familiefirmaet. Siden var hun på kontor i Horsens og tog i 1927 handelsskoleeksamen i Århus. Efter nogle års studieophold i Tyskland og England vendte hun tilbage til Brønderslev og påbegyndte nu sin egentlige karriere. Kimen til Pedershaabkoncernen var blevet lagt af Rigmor Nielsens farfader Peder N., da denne i 1877 startede en fabrik i Tylstrup. I 1886 flyttede virksomheden til Brønderslev og forgrenede sig med tiden i en række selskaber. Produktionen omfattede maskiner og præfabrikata til bygge- og anlægssektoren. Rigmor Nielsens fader og hendes to farbrødre var blevet involveret i firmaet, og for hende var det naturligt at gå samme vej. Rigmor Nielsen startede i 1931 som bogholder i hovedvirksomheden A/S Peder Nielsen Pedershaab. I 1948 avancerede hun til salgsdirektør, og da hendes fader i en alder af 78 år valgte at træde tilbage, overtog hun posten som administrerende direktør i 1964. Hun blev den første kvindelige direktør i jernindustrien, en bemærkelsesværdig og banebrydende bedrift i den udpræget mandsdominerede branche. Virksomheden udgjorde med over 300 beskæftigede en arbejdsplads af væsentlig størrelse og betydning for Brønderslev. Rigmor Nielsen var kendt for at udvise stor interesse for sine ansatte og var sig det ansvar, hun havde over for dem og deres familier, fuldt bevidst. Med et solidt fodfæste i branchen sørgede hun for, at virksomheden til stadighed blev udvidet og moderniseret i overensstemmelse med den teknologiske udvikling. Den største afsætning gik til isenkræmmere i hele Danmark, og Rigmor Nielsen tog rundt og opsøgte dem personligt. På udlandsrejser lykkedes det hende at skabe kontakter, der dannede grundlag for eksport af varer til andre lande i Europa og resten af verden. Ved siden af engagementet i familiefirmaet ejede hun blikkenslagerfirmaet Brødrene Langeland, som hun havde overtaget fra sin første mand efter dennes død. Sit andet ægteskab indgik hun i 1954 med sin onkel Oscar N., som var teknisk direktør i A/S Pedershaab Maskinfabrik. Rigmor Nielsen indtog en aktiv rolle i lokalsamfundet og markerede sig såvel politisk som organisatorisk. I to perioder, 1962-66 og 1974-78, var hun konservativt byrådsmedlem, men fandt det dog tidsmæssigt svært foreneligt med sine forpligtelser i firmaet. Siden 1966 sad hun som medlem i repræsentantskabet for Vendelbobanken i Hjørring og blev i 1974 tillige formand herfor, hvilket for en kvinde var bemærkelsesværdigt, datidens konservative bankmiljø taget i betragtning. Velgørenhedsarbejde påtog hun sig gennem medlemskab af lokalbestyrelserne for Sindslidendes Vel og Foreningen til Hjertesygdommenes Bekæmpelse. Hendes engagement strakte ligeledes til forskellige lokale projekter af mere konkret art. Hun gav således økonomisk støtte til opførelsen af Brønderslevhallen samt til en golfbane og en idrætshøjskole i byen. Skønt Rigmor Nielsen ikke anså sig selv for at være kvindesagskvinde, medvirkede hun til at fremme kvindernes sag i kraft af sin usædvanlige indsats. Hun forudså, at flere kvinder ville komme til at gøre sig gældende i erhvervslivet og mente, at der selv i jernindustrien var opgaver, som de kunne løse bedre end mænd. Om end hun beklagede, at hun som ung ikke havde taget en teknisk uddannelse, mente hun stort set ikke, hun havde haft problemer på grund af sit køn. Leder kunne man ifølge hende blive, blot man havde den rette gnist i sig. At hun havde det, beviste hun ved at bestride direktørposten i firmaet til kort før sin død i 1978. Fem år tidligere havde hun, der ikke havde børn, skænket sin aktiemajoritet til en fond, hvis fundats bestemte, at fabrikken aldrig kunne sælges. Dette skridt tog hun for at sikre, at virksomhedens arbejdspladser blev bevaret for byen. Rigmor Nielsen blev ridder af Dannebrogordenen 1977. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tove_Nielsen

Tove Nielsen

2023-04-22T23:11:07+02:00

fri anvendelse

Tove Nielsen blev født i Durup i Salling, hvor hendes fader var lærer. Hun blev student fra Nykøbing Mors Gymnasium i 1960 og tog lærereksamen i 1964 på Skive Seminarium. Herefter var hun ansat ved Skive kommunale skolevæsen indtil 1973, da hun blev minister. 1978-92 virkede hun ved siden af sine skiftende politiske hverv som konsulent i bl.a. Dansk Arbejdsgiverforening. Tove Nielsen blev politisk aktiv allerede, da hun gik på seminariet. Hun var således formand for Skiveegnens Venstres Ungdom (VU) 1963-66. Senere blev hun formand for VU i Viborg amt og kom i VUs landsstyrelse. En plads i Folketinget havde naturligt nok den politisk engagerede lærers interesse, hun var opstillet som kandidat fra 1968 og kom ind på Christiansborg som suppleant i 1972. Ved valget året efter gled hun atter ud af tinget. Til gengæld blev hun undervisningsminister i Poul Hartlings smalle Venstreregering 1973-75. Tove Nielsen var meget i mediernes søgelys i løbet af de ca. 14 måneder, hun var undervisningsminister. Det var en periode, hvor uddannelsespolitiske emner stod højt på den politiske dagsorden. Ekspansionen i de højere uddannelser havde ført til oprettelsen af det eksperimenterende Roskilde Universitetscenter i 1972 og til forslag om at indføre adgangsbegrænsning. Desuden pressede en reform af folkeskolen sig på. Reformarbejdet var sat i gang under tidligere regeringer, og Tove Nielsen fortsatte arbejdet. I modsætning til Socialdemokratiets udspil ville hun bevare niveaudelingen i fagene i de ældste klasser samt karaktergivning og afsluttende prøver og eksaminer. Derimod var hun på linie med Socialdemokratiet i ønsket om at bevare den udelte skole. Det lykkedes ikke for Venstreregeringen at få gennemført sit lovforslag, inden den måtte afgive regeringsmagten til Socialdemokratiet efter valget i 1975. Men Tove Nielsens efterfølger som undervisningsminister Ritt Bjerregaard valgte, for at få et bredt flertal for en reform, at lade Venstres forslag være udgangspunktet for forhandlingerne. Tove Nielsen satte således i høj grad sit præg på Folkeskoleloven fra 1975, selvom den ikke bar hendes underskrift. Tove Nielsen blev medlem af Folketinget i 1975, gled ud ved valget i 1977, blev igen valgt i 1979, men viste nu sit stærke temperament ved i 1980 at nedlægge sit mandat med den begrundelse, at hun kun blev tildelt betydningsløse ordførerskaber og udvalgsposter. Da var hun blevet medlem af Europaparlamentet. Ved det første direkte valg i 1979 blev hun valgt med det højeste stemmetal på Venstres liste, og hun var partiets europæiske spidskandidat op gennem 1980’erne, men faldt ved valget i 1994. Tove Nielsen sad i sit partis hovedbestyrelse 1974-94 og var formand for det liberale oplysningsforbund LOF 1975-78. Hun blev i 1975 Kommandør af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karna_Nilsson

Karna Nilsson

2023-04-22T23:11:13+02:00

fri anvendelse

Karna Nilsson udnyttede en af tidens nye muligheder for kvinder og fik en handelsuddannelse på Købmandsskolens Kvindeafdeling, som var blevet oprettet i 1903. Efter endt uddannelse arbejdede hun fra 1910 som kontormedhjælper, senere som prokurist i private firmaer. I 1928 skiftede hun erhvervsmæssigt spor, idet hun blev medindehaver af guldsmedeforretningen Alliance på Store Kongensgade sammen med Elisabeth Jønsson. Fra 1951 til forretningens ophør fem år senere var hun eneindehaver. Det var imidlertid ikke via sit erhvervsarbejde, men gennem sit omfattende arbejde ved siden af dette, at hun øvede størst indflydelse. I 1917 havde Karna Nilsson meldt sig ind i Kvindernes Handels- og Kontoristforening (KHK), som var blevet stiftet i 1898 under navnet Hegnet af en kreds af kvinder med Emma Gad i spidsen. Foreningens formål var at varetage denne gruppe kvinders faglige interesser, give dem et samlingssted og støtte dem under sygdom. Foreningens økonomiske basis skabtes ikke alene af kontingentbetaling, men i høj grad også af bidrag fra arbejdsgivere, ligesom arbejdsgivere var velkomne som medlemmer. I 1924 blev Karna Nilsson medlem af bestyrelsen, og fra 1926 til 1950 var hun foreningens formand. Hun arbejdede desuden i en 15-årig periode som redaktør af foreningens medlemsblad, ligesom hun havde vigtige poster for andre af foreningens institutioner, fx dens alderdomsfond og dens feriehjem Bjælkestuen i Hornbæk. Karna Nilsson videreførte og forsvarede den linie, der var blevet lagt fra starten. Forståeligt ud fra den kendsgerning, at hun jo havde erfaringer både som kontormedhjælper og som selvstændig erhvervsdrivende. Samarbejdet med arbejdsgiverne førte uundgåeligt til konfrontation med Dansk Handels- og Kontormedhjælperforbund (HK), som var en ren fagforening, der var oprettet omtrent samtidig med KHK. Diskussionen mellem de to foreninger var led i disse årtiers ofte heftige debat om, hvor den nye og hastigt voksende funktionærgruppe hørte hjemme, fagligt og socialt. Karna Nilsson tog i debatten bestemt afstand fra HKs påstand om, at denne nye gruppe hørte sammen med den egentlige arbejderklasse. I denne afstandtagen var hun på linie med Det Radikale Venstre, som hun havde sluttet sig til, da hun var ung. Hun var medlem af bestyrelsen for Københavns Radikale Venstreforening 1918-36 og opstillet til Landstinget for partiet i 1939. Karna Nilsson underkendte dog på ingen måde HKs indsats. Og da KHK ikke havde nogen arbejdsløshedskasse, accepterede foreningen med tiden, at dens medlemmer samtidig kunne være medlemmer af HK. Hun var enig med HK i, at forudsætningen for, at kvinder kunne få samme arbejdsvilkår og samme løn som mænd, var, dels at de organiserede sig, dels at de fik en uddannelse på samme niveau. Hvor HK imidlertid i lange perioder tabte kvindernes særlige problemer af syne, lå det i sagens natur, at det gjorde KHK aldrig. Selvom foreningen ikke fik den store tilslutning, er der mange vidnesbyrd fra medlemmer om, at dens arbejde blev værdsat. 1917-28 var Karna Nilsson bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds (DK) Københavns-kreds, 1921-28 var hun medlem af fællesstyrelsen og 1930-41 foreningens revisor. I DK tog hun fat på det andet område, der havde hendes livslange interesse: kvinders erhvervsfaglige uddannelse. I 1924 nedsatte DK et udvalg, der skulle arbejde med denne opgave. Arbejdet blev varetaget af Karna Nilsson som udvalgets formand og af borgerrepræsentant Hedevig Matthiesen. Det kom til at omfatte erhvervsvejledning for begge køn, samarbejde med offentlige myndigheder og med skolernes ældste klasser og en omfattende foredragsvirksomhed. At tilbyde unge kvinder erhvervsvejledning og påvirke den allerede igangværende offentlige vejledning på dette punkt var en pionerindsats. En evaluering nogle år senere viste, at arbejdet bar frugt. KHK flyttede i 1936 sammen med andre kvindeforeninger ind i Kvindernes Bygning i Niels Hemmingsens Gade, som Karna Nilsson var blevet formand for 1929 efter at have siddet i repræsentantskabet siden 1921. Den hidtidige bestyrelse med formanden Gyrithe Lemche i spidsen havde 1929 trukket sig, bl.a. fordi den ikke ønskede at imødekomme et krav fra oppositionen om at ansætte en kvindelig jurist ved projektet i stedet for den daværende mandlige. Med bistand af jurist Ingeborg Hansen og med Ragna Grubb som vinder af den udskrevne arkitektkonkurrence blev Kvindernes Bygning omsider rejst i 1936, efter at have været 40 år undervejs. Karna Nilsson var formand indtil 1942. I 1940 blev hun valgt ind i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, som samme år var blevet oprettet af Danske Kvinders Nationalråd. I 1942 bidrog hun til samleværket Kvinden i Danmark med afsnittet Kvinden i Kontorfaget. Af sine samtidige karakteriseres hun som et utrolig arbejdsomt, besindigt og indsigtsfuldt menneske med en særlig evne til at løse konflikter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Viola_N%C3%B8rl%C3%B8v

Viola Nørløv

2023-04-22T23:10:24+02:00

fri anvendelse

Viola Nørløv blev født på Vesterbro i en stor søskendeflok. Faderen døde af lungebetændelse, allerede da hun var tre år, og moderen stod tilbage med syv mindre børn, som skulle forsørges. Som sine søskende kom Viola Nørløv tidligt ud at arbejde. 12 år gammel startede hun på fabrik på deltid, som 14-årig gik hun ud af skolen og fortsatte fabriksarbejdet på fuld tid, dvs. fra seks om morgenen til seks om aftenen. Hun fik tidligt en tilknytning til den socialdemokratiske ungdom i hovedstaden, som bragte hende videre til arbejderbevægelsens sommerkursus på Esbjerg Højskole i 1916. I 1920 var hun igen på højskole, denne gang på Askov, men afbrød opholdet, da hun fik tilbudt arbejde på Carlsberg. Senere på året modtog hun et legat fra Rundskuedagen, som gjorde det muligt for hende at tage en uddannelse som gymnastiklærerinde på Statens Gymnastikinstitut 1920-21. Da hun imidlertid blev gift umiddelbart efter og de følgende år fik fire børn, varede det mange år, før hun tog sin uddannelse i brug som leder af Danmarks Radios Gymnastik for Husmødre 1941-55. Egentlig politisk aktiv blev Viola Nørløv først i begyndelsen af 1930'erne, da hun blev valgt ind i bestyrelsen for vælgerforeningen i Utterslev. I 1934 blev hun medlem af kvindeudvalget og deltog derefter meget aktivt i Kvindeudvalgenes Klub (KUK), der var et uformelt diskussionsforum, dannet på initiativ af bl.a. Sylvia Pio. Da den socialdemokratiske partiledelse i København accepterede oprettelsen af Kvindeudvalgenes Fællesudvalg for København, som senere blev til Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg i København, gik Viola Nørløv entusiastisk ind i dette arbejde, og hun efterfulgte i 1947 Inger Hempel som formand for Fællesudvalget, en post, hun beholdt til 1954. Hun var en aktiv redaktør af det socialdemokratiske kvindeblad Frie Kvinder, der blev udgivet fra 1947. Viola Nørløv var meget optaget af børns vilkår og tog i slutningen af 1930'erne sammen med andre medlemmer af kvindeudvalget i Brønshøj initiativ til oprettelsen af Den frie Børnehaveforening af 1937. De ønskede at sikre sig institutionspladser, men også at få indflydelse på pædagogik og ledelse i de børnehaver, deres børn gik i. De skabte således et alternativ til menighedsrådenes børnehaver, der ellers dominerede småbørnspasningen. Den frie Børnehaveforening blev senere til Landsforeningen af frie Børnehaver, som Viola Nørløv var formand for 1939-53. I denne periode, 1939-57, var hun medlem af Socialdemokratiets forretningsudvalg, og 1944-50 sad hun i Borgerrepræsentationen. I 1948 kom Viola Nørløv ind i Folketinget som stedfortræder, og her fik hun rig mulighed for at beskæftige sig med de to politiske områder, der optog hende mest: forbrugerpolitik og ligestilling. Viola Nørløv var blevet medlem af Statens Husholdningsråd i 1946. Da en række kvindeorganisationer under indtryk af den vanskelige forsyningssituation efter Anden Verdenskrig i 1947 oprettede Danske Husmødres Forbrugerråd (DHF), var hun også med her, og hun var formand for rådet 1955-65. I hendes formandsperiode konsolideredes DHF med større statstilskud, så sekretariatet kunne udbygges under Helle Munch-Petersens ledelse. I 1964 ændredes navnet til Forbrugerrådet som en markering af, at husmoderens æra var forbi, og forbrug var blevet et generelt politikområde. Det var især diskussionerne om lukkeloven og formidlingen af forbrugerpolitiske spørgsmål, der nød godt af Viola Nørløvs arbejdsindsats. Bl.a. var hun sammen med Poul Henningsen redaktør af Forbrugerrådets blad Tænk i de første to år bladet eksisterede, 1964-66. Viola Nørløv fremførte altid sine synspunkter meget roligt, næsten lavmælt, men vedholdende og velargumenteret. Hun fik ad denne vej stor indflydelse og vakte meget lidt modstand mod sine synspunkter på ligestillingsarbejdet. Hun var fortaler for et samarbejde mellem kvinder og mænd. Egentlig kvindekamp lå hende fjernt. Arbejdet skulle, som hun sagde, "foregå på menneskers vilkår". Til det sidste var hun engageret i almindelige borgeres ve og vel, bl.a. blev hun som 75-årig formand for S-klubben af 1975, som arbejdede for ligestilling i samfund og parti. Herefter var det hendes tanke at nyde det otium, hun havde planlagt fra udtrædelsen af Folketinget i 1968, men hun kunne ikke helt slippe sit socialpolitiske arbejde. Viola Nørløv havde i 1965 oprettet Plejehjemsfonden, der skulle finansiere boliger for syge og gamle, og vedligeholdt siden sit engagement i denne sag. Som medlem af Plejehjemskomitéen på Vesterbro var hun medinitiativtager til bl.a. plejehjemmet i Saxogade i 1977. Ved festen i Tivoli på 75-års dagen for kvindevalgretten i 1990 blev hun hyldet for sin mangeårige kvindepolitiske indsats. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edith_Olsen

Edith Olsen

2023-04-22T23:06:33+02:00

fri anvendelse

I nekrologen i Det Fri Aktuelt kaldes Edith Olsen arbejderbevægelsens sidste pioner. Hun voksede op på Christianshavn i København som den næstyngste af en søskendeflok på ni. Hjemmet var et beskedent arbejderhjem, og skønt faderen tjente en efter datidens forhold god løn, var økonomien stram, og Edith Olsen måtte allerede fra syvårs alderen passe to bypladser samtidig med skolegangen. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene og havde forskelligt arbejde, indtil hun i 1926 kom til rebslageriet Jacob Holm & Sønner og samtidig blev medlem af Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) Københavns afdeling 1. 1930 valgtes hun til tillidsrepræsentant for de ca. 250 KAD-medlemmer, der var ansat i virksomheden. Edith Olsen blev medlem af afdelingsbestyrelsen i 1935, men allerede året efter, i 1936, valgtes hun på en generalforsamling til afdelingens faglige sekretær. Hun kom nu til at beskæftige sig med det, der skulle blive hovedparten af hendes faglige virke, nemlig de mange overenskomster, som fagforeningen dengang indgik med de enkelte arbejdspladser. Fra da af var hun heldagsbeskæftiget fagforeningsfunktionær. Få måneder senere blev hun afdelingsformand, da den hidtidige formand Johanne Jensen og forbundets hovedkasserer Kirstine Haagensen var blevet afsløret i bedrageri over for arbejdsløshedskassen. Afdeling 1 var netop i 1930’erne præget af en kommunistisk domineret opposition, og ved medlemsmøderne gik bølgerne ofte højt. Bedragerisagen gjorde ikke forholdet mindre spændt. 1938 var Edith Olsen blevet medlem af KADs hovedbestyrelse. Forbundsformanden Fanny Jensen havde nu for alvor fået øje på hendes kvalifikationer, og i 1941 opfordrede hun Edith Olsen til at blive faglig sekretær i forbundet. Dette blev yderligere et skridt fremad i hendes faglige karriere, og igen blev arbejdet med overenskomsterne hendes hovedopgave. Da Fanny Jensen i 1947 blev udnævnt til minister, anbefalede hun Edith Olsen, der samme år var blevet næstformand, som sin efterfølger. På kongressen i 1948 valgtes Edith Olsen enstemmigt og med akklamation til forbundsformand for KAD. Hun bestred denne post i 24 år, indtil hun ved kongressen i 1971 trak sig tilbage. I alle disse år var hun tillige medlem af Centralorganisationen af Metalarbejderes ledelse samt af LOs forretningsudvalg. Hendes formandsperiode var præget af en stærk økonomisk vækst, som afspejlede sig i KADs medlemstal, der steg støt og roligt fra 28.000 i 1948 til 57.000 i 1971. Ligeløn var Edith Olsens hjertesag. Op gennem 1950’erne og 1960’erne var et af de helt centrale krav for KAD indførelse af lige løn for lige arbejde. Både løn og dyrtidsregulering udgjorde for de ufaglærte kvinder kun totredjedel af mændenes. Allerede i 1930’erne havde KADs afdeling 5 med Inger Gamburg i spidsen krævet ligeløn. På forbundsplan blev kravet første gang fremsat i 1945, og i 1951 lykkedes det at få det med i de generelle overenskomstforhandlinger. 1969 opnåede kvinderne samme dyrtidstillæg som mændene, men der skulle gå endnu nogle år, før kravet om ligeløn endeligt blev indfriet. I 1970 engagerede den nydannede rødstrømpebevægelse sig effektfuldt i kampen for ligeløn. Mange faglige kvinder sluttede op om deres initiativer, bl.a. de kvindelige bryggeriarbejderes formand Margit Fogh Jensen. Edith Olsen forholdt sig tøvende over for samarbejdet med rødstrømperne, men de vellykkede aktioner ændrede ligeløn fra at være et isoleret spørgsmål for den kvindelige fagbevægelse til at blive et generelt kvindekrav. Ved overenskomstforhandlingerne i 1971 var Edith Olsen derfor indstillet på at stå fast og udtalte, at uden ligeløn ville hun ikke anbefale et mæglingsforslag. Og sådan blev det; da ligelønskravet heller ikke denne gang kom til at indgå i mæglingsforslaget, blev det forkastet af KADs medlemmer. Edith Olsen var kendt for sit farverige og bramfrie sprog, og overenskomstforhandlingerne i 1971 var ingen undtagelse. For åben tv-skærm slog hun i bordet og anklagede formanden for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund Anker Jørgensen for at have snydt kvinderne. Under forhandlingerne havde de to lavtlønsforbund kørt solidarisk parløb, men Anker Jørgensen sprang i målet, og de sidste 20 øre i mæglingsforslaget gik til de ufaglærte mænd. Det bestyrkede Edith Olsen i hendes klare afvisning af specialarbejderforbundets opfordring til KAD om at indgå i et industriforbund: de ufaglærte kvinders interesser blev nu engang bedst varetaget i et kvindeforbund. Hun nåede ikke selv som forbundsformand at opleve gennemførelsen af ligelønnen. Det skete først i 1973 under hendes efterfølger Toni Grøn. At Edith Olsen generelt var afvisende over for kvindebevægelsen, kom fx frem i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 1968. Dansk Kvindesamfunds (DK) forretningsudvalg havde i et åbent brev til hende erklæret, at KADs overenskomstkrav var “for tamme”. Dette affødte en skarp tilbagemelding til DKs formand Eva Hemmer Hansen, idet Edith Olsen kort og fyndigt erklærede, at “kvindesagsdamerne” ikke skulle blande sig i ting, de ikke havde forstand på. Allerede nogle år tidligere havde der været uenighed mellem KAD og hattedamerne, som Edith Olsen også kaldte dem. DK havde foreslået deltidsarbejde til kvinder med den begrundelse, at det ikke var forsvarligt, at kvinder skulle passe både hus og hjem ved siden af deres fabriksarbejde. Dette blev dog afvist af KAD ud fra den betragtning, at særkrav for kvinder ikke harmonerede med ligelønskravet. Først godt 20 år senere opgav KAD sit skarpe forbehold over for deltid. Edith Olsens udgangspunkt var arbejderklassen. Gennem sit mangeårige faglige virke var det de lavtlønnede ufaglærte kvinders sag, hun førte, og som den smidige og udholdende forhandler hun var, lykkedes det hende at opnå betydelige resultater. Kvinderne hædrede hende ved i 1971 at udnævne hende til æresmedlem af KAD. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/M%C3%A9lanie_Oppenhejm

Mélanie Oppenhejm

2023-04-22T23:06:39+02:00

fri anvendelse

Mélanie Oppenhejms familie hørte til de toneangivende jøder i Hamburg-Altona. Hun blev uddannet på kunstindustriskolen i Hamburg. Som knap 20-årig blev hun i 1917 gift med den danske sagfører Moritz O., der indtil Hitlers magtovertagelse 1933 arbejdede som juridisk rådgiver for det tyske gesandtskab i København Mélanie Oppenhejm blev i 1935 formand for Jødisk Kvindeforening i København og var fra 1940 medlem af præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste. Det var dog især som en ledende skikkelse inden for det såkaldte Ungdoms Aliyah i Danmark (UAD), at hun kom til at spille en aktiv rolle i samfundslivet før og under Anden Verdenskrig. Organisationen Ungdoms Aliyah dannedes i Tyskland, da nazisterne i 1933 overtog magten i landet, og jødeforfølgelserne begyndte. Bevægelsen, der bredte sig til flere lande, arbejdede på at få jødiske børn i alderen 13 til 17 år ud af Tyskland og via neutrale lande videre til Palæstina. Inden videresendelse til Palæstina skulle de anbringes i private hjem og lære noget, helst om landbrug. Foranlediget af Krystalnatten i slutningen af 1938, hvor synagoger og jødiske forretninger i Tyskland blev raseret, stiftedes 1939 UAD, og Mélanie Oppenhejm blev næstformand. Sammen med Kirsten Gloerfelt-Tarp, formand for Danske Kvinders Nationalråd (DKN), og Thora Daugaard, formand for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed, indgik Mélanie Oppenhejm i et slagkraftigt trekløver, der satte sig som opgave at finde plejefamilier i Danmark til jødiske børn fra Tyskland, Østrig og Tjekkoslovakiet. Kvinder fra de organisationer, der var tilsluttet DKN, rejste land og rige rundt, afholdt møder, samlede penge ind og fandt familier, der var villige til vederlagsfrit at tage et barn i pleje. Inden den tyske besættelse af Danmark i 1940 var det lykkedes at få 320 børn i alderen 14 til 17 år anbragt i Danmark. Oprindelig havde man håbet at få mindst 1.000 børn til landet, men så mange ville den noget modvillige justitsminister K.K. Steincke ikke give indrejsetilladelse. Mélanie Oppenhejm selv udfoldede et energisk og handlekraftigt organisationstalent. Det var for Mosaisk Trossamfund af afgørende betydning, at de jødiske børn under deres ophold i Danmark ikke skulle ligge det danske samfund til byrde, og UAD satte derfor meget ind på indsamling af midler blandt jødiske kredse både i Danmark og udlandet. Da jødeforfølgelsen iværksattes i Danmark i de første oktoberdage i 1943, blev omkring 40 af børnene taget til fange. Forinden var det lykkedes at få de øvrige ud af landet. Mélanie Oppenhejm selv og hendes mand og to yngste børn blev fanget, da de i båd forsøgte at flygte til Sverige. De blev alle deporteret til koncentrationslejren Theresienstadt. Alle fire overlevede og vendte efter Befrielsen tilbage til Danmark. I mange år tav Mélanie Oppenhejm om årene i Theresienstadt, selv over for de to ældste børn, der havde været i England og Sverige under krigen. Men i 1980 lykkedes det journalisten Thyra Christensen gennem tre radioudsendelser at få Mélanie Oppenhejm til at fortælle om evakueringen af de jødiske børn i de kritiske dage i 1940’erne, og i samtalernes løb trængte også erindringer fra Theresienstadt igennem. De nedfældedes i bogen Menneskefælden, der udkom i 1981. Det er en på én gang nøgtern og gribende skildring af ikke blot ondskab, løgn og fornedrelse, men også af hjælpsomhed, overlevelsesevne og værdighed. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_la_Cour_Overgaard

Ellen la Cour Overgaard

2023-04-22T23:03:36+02:00

fri anvendelse

Ellen la Cour Overgaards forældre var forstanderpar på Lyngby Landbrugsskole. Faderen var centralt placeret i landbrugsfagligt organisatorisk og videnskabeligt arbejde, moderen en dygtig husmoder og inderligt grundtvigiansk. I dette miljø voksede Ellen la Cour Overgaard op og sugede til sig fra alle sider, men fik ikke en akademisk uddannelse som sine brødre, af hvilke L.F. la Cour og Vilh. la Cour blev historikere, J.C.B. la Cour landbrugsfaglig redaktør. Hun blev oplært i husholdning på større gårde, var på vævekursus på Askov Højskole i 1893 og 1894 og havde også to ophold på Vældegaard Kvindeskole i årene 1896-98. Efter at være blevet gift i 1901 blev hun landhusmoder på ægtefællens slægtsgård i Thy. I 1912 overtog familien, der i mellemtiden var blevet forøget med fem børn, en gård på Nordfalster. Ellen la Cour Overgaard blev medlem af menighedsrådet i Kippinge-Brarup 1919 og valgtes 1921 som et af 23 læge medlemmer og eneste kvinde til at deltage i et kirkeministerielt udvalg, der skulle vurdere menighedsrådenes kompetence og præsternes lønningsforhold. Da børnene var blevet voksne, blev hun skilt og flyttede i 1928 til København, hvor hun var tættere på de mange aktiviteter, som hun var optaget af. Hun havde været medlem af hovedbestyrelsen for Danske Kvinders Forsvarsforening fra 1917 til 1921, da foreningen blev nedlagt. I tiden op til Anden Verdenskrig var der igen oprustning såvel militært som moralsk omkring fædreland, hjem og kirke, og Ellen la Cour Overgaard kom i sine sidste år til at yde en energisk og intelligent indsats for disse værdier, der var grundpillerne i hendes liv. I 1938 blev hun medlem af bestyrelsen for Danske Kvinders Konservative Forening og var næstformand 1939-43. Hun blev valgt som suppleant til Landstinget i 1939 og sad i Borgerrepræsentationen 1941-43. Men hendes væsentligste indsats kom til at ligge i Danske Kvinders Beredskab (DKB), der kort før Besættelsen i foråret 1940 blev organiseret på opfordring fra Luftværnet og støttet af Indenrigsministeriet. Ellen la Cour Overgaard, der havde erfaring med kvinders hjælpearbejde i krigs- og krisesituationer fra Dansk Røde Kors, hvor hun havde været lokalbestyrelsesmedlem siden 1915 og hovedbestyrelsesmedlem 1921-31, blev formand for DKB. Organisationen fik en flyvende start. Alle politiske partier bakkede op om DKB, der i løbet af krigsårene rekrutterede ca. 45.000 lotter, som de kaldtes efter finsk forbillede. De blev uddannet på kurser i førstehjælp, evakuering, meldetjeneste og lignende, så de kunne fungere både som støtte for militæret og for civilbefolkningen. For første gang blev kvinder militært uniformerede, i en grå og enkel dragt som de selv fremstillede og betalte. Da Besættelsen forløb forholdsvis fredeligt, kom lotterne ikke så ofte i funktion som frygtet, men de ydede fx en væsentlig indsats for familier, der blev hjemløse efter luftbombardementer. Ellen la Cour Overgaard repræsenterede DKB i Danske Kvinders Samfundstjeneste, der under ledelse af formanden for Danske Kvinders Nationalråd Kirsten Gloerfelt-Tarp blev dannet umiddelbart efter 9. april for at koordinere kvindeorganisationernes indsats, og hun havde i disse år også kræfter til at varetage formandsposten for Kvindernes Radio-Landsudvalg 1937-41. I 1942 måtte hun imidlertid på grund af dårligt helbred trække sig fra formandsposten i DKB og modtog ved denne lejlighed Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. Ellen la Cour Overgaard blev yderligere hædret med Dansk Røde Kors’ Hæderstegn og udnævnt til æresmedlem af De Danske Husmoderforeningers Københavns-kreds, som hun havde været et fortjenstfuldt medlem af al den tid, hun boede i hovedstaden. Også DKB gjorde hende til æresmedlem, og hun nåede selv at få beskrevet organisationens stiftelse og første år i antologien Kvinden i Danmark, 1942. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Marie_Pade

Else Marie Pade

2023-04-22T23:06:54+02:00

fri anvendelse

Else Marie Pade fik almindelig klaverundervisning som barn og tog siden privatundervisning i klaver hos Karen Brieg, der var ansat på Det Jyske Musikkonservatorium. Under Besættelsen deltog de begge i modstandsbevægelsen i Århus og blev i 1944 arresteret og interneret i Frøslevlejren. Her enedes Else Marie Pades medfanger om, at de ville bidrage til at betale hendes musikuddannelse efter krigen, og hun kom til at studere klaver hos Henrik Knudsen på Musikkonservatoriet. Imidlertid havde hun fået et kz-syndrom, der bevirkede, at hun fik blackouts, når hun skulle præstere noget ved klaveret, og hun opgav at blive pianist. I stedet begyndte hun at studere komposition, først hos Vagn Holmboe, senere hos Jan Maegaard. Hun kunne dog ikke forbinde den traditionelle kompositionsundervisning med sine indre smukke og eventyrlige forestillinger, og selvom studierne i tolvtoneteknik fik hende til at føle, at hun nærmede sig det kompositoriske værktøj, hun søgte, var det først med kendskabet til den elektroniske musik, at hun fandt sit udtryk. Else Marie Pade blev den første danske komponist, der beskæftigede sig med konkret og elektronisk musik. Konkret musik var tidens betegnelse for musik, der består af konkrete lyde, som bliver bearbejdet elektronisk, mens elektronisk musik dengang kun stod for den elektronisk genererede musik. Else Marie Pade havde hørt og læst om P. Schaeffers musikalske eksperimenter i 1940’ernes Paris, og da hans bog A la recherche d’une musique concrète udkom i 1952, studerede hun den fra a til z. Snart fik hun idéen til sin første konkrete lydkomposition En dag på Dyrehavsbakken, der blev lavet som en produktion til det dengang helt nye tv-medie under Danmarks Radio. Tvs ledelse havde accepteret idéen, og hun selv og otte teknikere gik rundt på Bakken næsten hver dag i 1954-sæsonen og optog lyde, der siden blev bearbejdet under hendes ledelse. Efter En dag på Dyrehavsbakken blev hun kontaktet af Aase Ziegler på skoleradioen, der opfordrede hende til at underlægge en række eventyroplæsninger med konkret og elektronisk musik. I sit arbejde med musikken til Den lille havfrue, læst af skuespilleren Ellen Gottschalch, lærte hun ingeniør Holger Lauridsen på Radioens Akustiske Laboratorium at kende, og han underviste hende i det beskedne elektroniske apparatur, laboratoriet rådede over. Else Marie Pade blev i 1955 ansat som en slags producer på Danmarks Radio og begyndte at få lidt løn for den del af eksperimenterne, der kunne bruges og udsendes. I 1958 fik hun fuldtidsansættelse i radioens speakertjeneste som sekretær for radiomedarbejderen Karl Bjarnhof. I løbet af 1950’erne lavede hun en række radioudsendelser om den elektroniske musik ude i verden. Hun forsvarede den varmt, men i begyndelsen var der næsten ingen i Danmark, der var åbne over for dens muligheder; selv blandt musikfolk så man med dyb skepsis på det nye medie. Den manglende forståelse førte til, at hun rejste ud for at få en faglig respons. Hun var først i Paris, hvor Schaeffer opmuntrede hende til at fortsætte, siden i Köln, hvor hun fik kontakt med komponisten K. Stockhausen. Efter 1960 øgedes interessen for den nye musik, og adskillige komponister og andre musikkyndige rejste til Darmstadt og fulgte Stockhausens, G. Ligetis og P. Boulez’ kurser. Else Marie Pade selv var der første gang i 1962 og siden igen i 1964, 1968 og 1972. I 1958 rejste Else Marie Pade sammen med radiomedarbejderne Mogens Andersen og Erik Schack til verdensudstillingen i Bruxelles, hvorfra de hjembragte en masse stof til udsendelser om den nye musik. Hun blev dybt inspireret og komponerede adskillige af sine værker i de følgende tre-fire år, bl.a. Symphonie magnetophonique, Faust og Glasperlespil. Stockhausen brugte sidstnævnte som demonstrationseksempel, når han rejste rundt og holdt foredrag om elektronisk musik. 1958 var også året, da Else Marie Pade, maleren Martin Jepsen og forfatteren Jørgen Nash stiftede Aspekt, en forening for tidens eksperimenterende kunstnere. Først politikeren Bodil Koch, senere Else Marie Pade, var forkvinde for den. Filmfolk, digtere, malere og komponister præsenterede her deres nyeste værker, og førende komponister som Stockhausen og E. Krenek gæsteforelæste om deres musik i denne forenings regi. Efter to år blev foreningen opløst på grund af pengemangel. I 1964 opgav Else Marie Pade sin faste stilling i radioen for at få mere tid til at komponere. Hun fik i stedet ansættelse som freelanceproducer i musikafdelingen, men fik her så meget at gøre med at formidle den nye musik, som nu strømmede ind til landet fra alle sider, at hendes eget arbejde alligevel trådte i baggrunden. Hendes musik til tv-balletten Græsstrået med koreografi af Nini Theilade er fra 1964, mens XXI Aquarellen über das Meer for slagtøj, harpe, tre skuespillere og dias blev skrevet over en længere periode 1968-71. I 1970 fik Else Marie Pade et treårigt stipendium fra Statens Kunstfond, og i 1975 vandt hun med Far, mor og børn en delt andenpris i en nordisk børneoperakonkurrence. Under arbejdet med denne opera fik hun idéen til et projekt, der gik ud på at udnytte virkningen af konkret lyd i stimuleringen af psykisk handicappede børns begrebsverden. Programmet blev afprøvet i samarbejde med professor Preben Plum på Rigshospitalet, men selvom forsøgsresultaterne var positive, endte projektet med at blive skrinlagt af økonomiske grunde. Det første større værk, den katolske Else Marie Pade skrev efter musikterapiprojektet, var et kirkespil i syv billedsange Teresa af Avila, 1980, om den middelalderlige spanske mystiker af samme navn.I 1989 var Else Marie Pade som eneste kvinde sammen med 41 andre komponister repræsenteret ved Amsterdamfestivalen Modèles sonores de beginjaren van de elektronische muziek, hvor hendes komposition Syv cirkler, der arbejder med lydenes bevægelsesretninger i rummet, blev spillet. I 1990’erne har Else Marie Pade arbejdet med moderne computerfremstillet musik, men hun har til stadighed haft sit hjerte i den elektroniske lydverden, der kunne skabes med det gamle apparatur fra pionertiden. Hun har altid dyrket skønheden i sin musik og har beskrevet de tidlige lydmodeller som “udsøgte håndsyede Dior-modeller, man kælede for og gav omhyggelig finish”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Paulsen

Karen Paulsen

2023-04-22T23:07:17+02:00

fri anvendelse

Karen Paulsen blev under Første Verdenskrig kendt som “Pigen fra Kamtrup”, en lille by i den del af Sønderjylland, der siden krigen i 1864 havde været under tysk styre. Ved at besnakke de vagthavende soldater og grænsegendarmer hjalp hun adskillige sønderjyder, der boede syd for den daværende grænse ved Kongeåen og var indkaldt til tysk krigstjeneste, over på den danske side og dermed til desertion. Hoveddrivkraften bag hendes virksomhed skal næppe søges i en dansk, nationalpolitisk ideologi. For Karen Paulsen gjaldt det simpelthen om at redde menneskeliv, og hendes arbejde som flugtorganisator tog oprindeligt afsæt i et personligt anliggende. Efter at have tjent hos en slagtermester vendte den da 26-årige Karen Paulsen i efteråret 1914 for en periode hjem til fødegården i Kamtrup. Året inden havde hun fået en datter med en ven, der nu var faldet i krigen. Også hendes brødre blev indkaldt til tysk krigstjeneste, og da den ene i 1915 kom hjem på orlov, lod han sig overtale af familien til at desertere. Allerede på orlovens anden dag hjalp Karen Paulsen ham over grænsen. Flugten rygtedes hurtigt blandt sønderjyderne, og Karen Paulsen blev herefter opsøgt af andre soldater, der ønskede hjælp til flugt. Hendes lille datter blev hos bedsteforældrene i Kamtrup, mens hun fortsatte sin virksomhed i andre egne af det nordlige Sønderjylland, hvor hun i løbet af krigen havde flere pladser som tjenestepige, altid i sogne op til Kongeågrænsen. Flugthjælpen kunne være farlig, men hun tænkte, at hendes liv ikke var mere værd end soldaternes, som hun skrev i et tilbageblik. Hun kombinerede et stort personligt mod og en vis koldblodighed med en uvurderlig evne til frimodigt at komme i kontakt med grænsegendarmer og vagter. Undertiden afledte hun deres opmærksomhed med sine talegaver og opfindsomhed alene, til andre tider købte hun sig til døve ører og blinde øjne med cigarer eller en drikkeskilling. Det lykkedes hende også at overtale nogle vagter til ligefrem at hjælpe med flugten. Karen Paulsens virksomhed lettedes i takt med, at krigen skred frem. Vagternes krigsbegejstring kunne efterhånden ligge på et lille sted, og deres modtagelighed for bestikkelse voksede i takt med, at mangelsituationen blev forværret. Flugthjælpen havde nærmest antaget præg af en fast organisation, og den ene soldat efter den anden forsvandt over grænsen. Angivelserne på det antal soldater, som Karen Paulsen hjalp til flugt, svinger mellem 200 og 400. Adskillige var det i hvert fald, og forholdsmæssigt udgør tallet mellem 8 og 16 % af de op imod 2.500 nordslesvigere, man regner med deserterede. 5.200 sønderjyder faldt under verdenskrigen som tyske soldater. Efter Første Verdenskrig giftede Karen Paulsen sig og drev sammen med sin mand et konditori på Blegdamsvej i København Senere havde de et hotel i Vordingborg, inden de som ældre flyttede til Køge, hvor de var indehavere af en kiosk. Sine sidste år tilbragte Karen Paulsen på et plejehjem. Hendes indsats blev skildret allerede få år efter krigen af N. P. Petersen-Pauli i Sønderjyske Rømningsmænd, 1921. Beskrivelsen her kolliderede dog noget med Karen Paulsens eget meget praktiske syn på sagen og måske også med hendes beskedenhed. Hun fik aldrig en officiel dansk påskønnelse for sin virksomhed, som var illegal og påførte den danske stat besvær og udgifter i forhold til flygtningene. Til gengæld modtog hun i 1938 en adresse med en tak for indsatsen fra ca. 150 private underskrivere. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sofie_Pedersen

Sofie Pedersen

2023-04-22T23:26:51+02:00

fri anvendelse

Sofie Pedersen voksede op i et arbejderhjem som en af ni søskende. Faderen var teglværksarbejder, og da det var sæsonarbejde, kunne økonomien i perioder være stram. Det betød dog ikke, at familien sultede, men de lærte at dele og at holde sammen, et sammenhold, som ifølge Sofie Pedersen strakte sig ud over den snævre familiekreds. Efter at hun i 1912 var blevet gift, helligede hun sig hjemmet og børnene, men hun var politisk interesseret, og 1918 blev hun medlem af Socialdemokratiet. Interessen for det politiske og det faglige skærpedes, da familien i begyndelsen af 1920’erne tog til Vendsyssel, for, som hun udtalte i et avisinterview, her “både så og mærkede jeg den sociale uretfærdighed, som overgik småfolk”. Ægtefællens løn var så ringe, at Sofie Pedersen også måtte gå ud som landarbejder og vaskekone og tage det mindste barn med på armen. Da familien i 1924 kom til Odense, fik Sofie Pedersen arbejde som syerske. Hun blev medlem af Syernes Fagforening og fra 1928 foreningens næstformand. Også partipolitisk var hun aktiv, og hun blev medlem af bestyrelsen for Socialdemokratisk Forening. Ved kommunalvalget i 1937 kom hun ind i Odense byråd for Socialdemokratiet, og samtidig trak hun sig tilbage både fra sit fag og fra fagbevægelsen. I det kommunale arbejde var det frem for alt børnenes og de gamles vilkår, der lå hende på sinde. Hun var medlem af socialudvalget og børneværnet 1937-46, og fra 1937 sad hun i skolekommissionen, 1942-47 som formand. 1946 blev hun formand for Landsforeningen for Forældreråd og Skolekommissioner, en post, hun varetog til 1950. Da der i 1938 oprettedes en privat Mødrehjælp for Fyns Stift, udpegedes Sofie Pedersen til leder, indtil institutionen året efter blev overtaget af det offentlige. Hun var medlem af byrådet til 1950. I 1947 blev Sofie Pedersen valgt ind i Folketinget for Assenskredsen. Valgene i 1943 og 1945 havde været en stor skuffelse for de socialdemokratiske kvinder, der ikke havde fået en eneste kandidat ind. Til gengæld blev partiet i 1947 repræsenteret af fire kvinder, foruden Sofie Pedersen Fanny Jensen, Bodil Koch og Edel Saunte. I Folketinget videreførte Sofie Pedersen sit sociale engagement, og hun var ordfører i sager vedrørende mødrehjælpsinstitutioner og hjemmesygepleje. Hendes arbejdsområder blev fortrinsvis socialforsorg og skolevæsen. På baggrund af sine erfaringer på skoleområdet gik hun med liv og sjæl ind for sin partifælle, undervisningsminister Julius Bomholts planer om en reform, der bl.a. omfattede fællesskole til det 15. år. Selv blev hun medlem af Undervisningsministeriets Kommission til Revision af Skoletilsynsloven, af Ungdomsskolenævnet og fra 1954 af Landsnævnet for Børneforsorg. Hun faldt ved valget i 1950, men genvalgtes i 1953 og sad til 1960. Sofie Pedersen var endvidere i 1947 suppleant til Landstinget, valgt af Socialdemokratiet på Fyn. I sine mange politiske hverv havde hun en stor støtte i sin ægtefælle. Som hun selv så bramfrit udtrykte det, når talen kom på hans respekt for hendes gøremål: “Der er mange kællinger, som kunne lære noget af ham.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisa_Petersen

Elisa Petersen

2023-04-22T23:24:29+02:00

fri anvendelse

Elisa Petersen tog almindelig forberedelseseksamen og begyndte at studere ved Polyteknisk Læreanstalt, hvortil hun fik adgangseksamen i 1899. Hun afbrød dog hurtigt studierne for 1899-1902 at arbejde som lærerinde ved en pigeskole i Næstved. Her traf hun sin kommende ægtefælle, der ligesom hun selv var politisk og fagligt engageret. Hun opgav sit arbejde ved giftermålet, men da kvinderne første gang deltog i de kommunale valg i 1909, blev hun valgt ind i Næstved byråd for Venstre og sad der til 1921. Ikke mindst under krigen gjorde hun her en stor praktisk indsats med oprettelse af folkekøkkener og andre kriseforanstaltninger. Også i sin partiorganisation var hun aktiv. I 1915, da kvinder fik stemmeret til Rigsdagen, og partierne begyndte at give plads til dem, blev hun medlem af bestyrelsen for Næstvedkredsen og af hovedbestyrelsen for Det Sjællandske og Bornholmske Venstre. Hun bestred disse tillidsposter til henholdsvis 1929 og 1922. Allerede i 1907 var Elisa Petersen medstifter af Dansk Kvindesamfunds (DK) kreds i Næstved, i 1909 blev hun valgt ind i hovedstyrelsen, i 1916 til distriktsformand for Sjælland. Hun gjorde straks et stort arbejde for styrkelsen af landsorganisationen og samarbejdet mellem de lokale kredse. Som formand for et udvalg, der skulle tilvejebringe en ensartet forretningsgang i distrikterne, fik hun i 1911 vedtaget et forslag, som viste sig at give gode muligheder for organisationens videre udvikling. Derudover beskæftigede hun sig i sine første år i DK særligt med børnesager, bl.a. arbejdede hun for at enker med børn kunne få samme bidrag som andre enlige mødre. Et udvalg, der skulle undersøge denne sag, blev nedsat 1910 efter et stort forarbejde af Elisa Petersen, og 1913 lykkedes det at få forslaget gennemført ved lov. Senere blev hun formand for DKs børneudvalg, der på sin dagsorden havde oprettelse af flere vuggestuer, børnehaver og fritidshjem samt embedslægetilsyn med børn i pleje og i private hjem. Elisa Petersens interesse for børn og skole førte til, at hun som den første kvinde blev indvalgt i en skoledirektion, nemlig Tybjerg herreds, hvor hun havde sæde 1921-29. At Præstø amtsråd udpegede hende, må ses som en påskønnelse af hendes store indsats på det kommunalpolitiske område. Ved rigsdagsvalgene i 1918 engagerede Elisa Petersen sig i at få kvinder opstillet og mobilisere de kvindelige vælgere. Resultatet blev en stor skuffelse for kvindesagen, idet kun fire kvinder opnåede valg til Folketinget, fem til Landstinget. I den efterfølgende diskussion markerede Elisa Petersen sig stærkt som tilhænger af, at kvinderne skulle forblive i de eksisterende politiske partier. Hun ville ikke satse på rene kvindepartier, som hendes gode ven, redaktør af DKs blad Kvinden og Samfundet Gyrithe Lemche foreslog. Lemche kom i mindretal og måtte nedlægge sit hverv som redaktør. Alligevel forblev Elisa Petersen og Lemche nære venner resten af livet. I 1924 påtog Elisa Petersen sig hvervet som landsformand for DK, en post, hun beklædte til 1931. Som formand var hun klog, myndig og højt respekteret. Hun havde gode leder- og forhandlingsevner og kunne uden at tabe de langsigtede mål af syne sikkert bedømme, hvad der var opnåeligt i situationen. I 1928 blev Elisa Petersen valgt ind i Landstinget, og da hendes mand tidligere på året var død, flyttede hun til København Også i Rigsdagen skabte hun hurtigt respekt om sin person. Hun videreførte i det politiske virke sin konsekvente ligestillingslinie og arbejdede for den praktiske gennemførelse af loven fra 1919 om lige løn til kvinder og mænd inden for det offentlige og loven fra 1921 om lige adgang til offentlige stillinger og hverv. Disse love blev ofte forsøgt udhulet ved undtagelsesbestemmelser, og Elisa Petersen protesterede fx over særbehandling af kvindelige lærere og udelukkelse af kvinder fra præstegerningen, ligesom hun argumenterede mod bestemmelser i en ny næringslov 1931, der udelukkede gifte kvinder fra at få eget næringsbrev, hvis deres mand havde et. Ægteparret Fredrik og Matilde Bajers motto “Lige Ret for Mand og Kvinde. Hun tjene ham, han tjene hende,” havde Elisa Petersen gjort til sit, og i overensstemmelse hermed søgte hun samtidig at fremme forståelsen for kvinders betydning i hjemmet og skabe bedre vilkår for husmødre. I 1931 var hun sit partis ordfører i spørgsmålet om statsstøtte til husholdningsskoler, og hun blev formand for det udvalg, der behandlede sagen. Det var en sag, som lå kvindeorganisationerne stærkt på sinde, og det lykkedes Elisa Petersen at formidle et samarbejde mellem Landstingets kvinder på tværs af partiskel, således at de alle varmt gik ind for forslaget. Elisa Petersen bakkede også op om oprettelse af en akademisk husholdningsuddannelse, hvad der dog først blev realiseret med Specialkursus for Husholdning ved Århus Universitet 1945. Trods en fremskridende kræftsygdom forblev Elisa Petersen i Landstinget til sin død i 1932 og passede med viljestyrke og pligtfølelse sin post til det sidste. Hun var en af sværvægterne i den første generation af kvinder, som havde mulighed for uddannelse og politisk indflydelse. Hun havde en sjælden evne til at forene kvindesag og partipolitik på en harmonisk måde og fik ved sit eksempel stor betydning for diskussionen om, hvordan kvinder skulle engagere sig politisk. Elisa Petersen, der selv havde et wienerbarn i pleje, modtog en orden fra Østrigs Røde Kors for sin indsats for børn fra det krigshærgede land. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marita_Petersen

Marita Petersen

2023-04-22T23:24:36+02:00

fri anvendelse

Marita Petersen kommer fra et hjem præget af stærke kulturelle og politiske traditioner. Begge forældre var folkeskolelærere. Faderen var politisk aktiv, og hendes to brødre har været kommunalpolitikere. Selv tog hun lærereksamen fra Hellerup Seminarium 1964 og supplerede i 1980 sin uddannelse med en grad som cand.pæd.psych. på Danmarks Lærerhøjskole. Hun underviste i folkeskolen indtil 1989, da hun blev undervisningsleder i Landsskúlafyrisitingin (Undervisningsdirektoratet). I 1998 blev hun leder for Sernámsmiðdepilin (Specialpædagogisk Center). Hun var formand for Føroya Lærarafelag (Færøernes Lærerforening) 1980-84. Marita Petersen er den første kvinde, der har nået toppen i færøsk politik, idet hun blev Færøernes første kvindelige lagmand i 1993. Hun blev politisk bevidst i en ung alder og havde været medlem af Socialdemokratiet i 30 år, da hun i 1988 første gang blev valgt til Lagtinget. 1990-93 var hun minister med bl.a. kultur og undervisning som ansvarsområde, og i den forbindelse markerede hun sig ved at reformere ungdomsuddannelserne, især erhvervsuddannelserne. Hun var fortaler for uddannelsescentre, hvor forskellige uddannelser kunne indgå i et større fagligt miljø. En anden større reform i hendes ministertid var liberalisering af alkohollovgivningen. Marita Petersens periode som lagmand fra januar 1993 til september 1994 var en af de mest turbulente perioder i Færøernes historie, hvor hele finanssektoren og erhvervsstrukturen var ved at bryde sammen. Rekordhøj arbejdsløshed, tvangsauktioner og massiv fraflytning fra Færøerne prægede disse år. Som lagmand var Marita Petersen leder af de hårde forhandlinger med den danske regering og Den Danske Bank for at forhindre et økonomisk sammenbrud på Færøerne. Resultatet blev, at landsstyret købte Den Danske Banks aktier i Føroya Banki, hvilket senere udløste den såkaldte banksag, hvor Den Danske Bank blev anklaget for at have tilbageholdt oplysninger om Føroya Bankis finansielle situation og dermed handlet unfair. Desuden indgik man en aftale, hvorved den danske regering blev Færøernes eneste kreditor. Til gengæld krævede regeringen ret skrappe strukturændringer af især den færøske fiskerisektor; der blev indført fiskekvoter og en monopolisering af fiskeindustrien, som reducerede antallet af fiskefabrikker drastisk. For at undgå masseopsigelser og sammenbrud af den offentlige sektor forhandlede Marita Petersen en aftale med de offentligt ansatte om lønnedgang. Som lagmand lagde hun desuden stor vægt på at koordinere administration, Landsstyre og Lagting, og hun var med til at tage initiativ til en nyordning af forholdet til Danmark, der ville give Færøerne øget selvstyre. I 1993 var Marita Petersen også blevet formand for det færøske socialdemokrati. Internt arbejdede hun for et udbygget demokrati og fornyelse af partiets program. Hun lagde vægt på at aktivere kvinderne og skabte et kvindeligt netværk, som hun benyttede sig af i sin tid som minister og lagmand. Hun var en aktiv fortaler for ligestillingsloven, der blev vedtaget i 1994. Efter lagtingsvalget samme år ledede hun forhandlingerne om en ny regering. Socialdemokratiet kom med i det nye landsstyre, men opnåede ikke at få lagmandsposten, hvorpå Marita Petersen valgte at trække sig tilbage til Lagtinget. Dermed brød hun en tradition i partiets historie, nemlig at partiformanden sidder i Landsstyret. Til gengæld blev hun som den første kvinde formand for Lagtingets præsidium. I 1995 blev Marita Petersen udfordret på partiformandsposten; hun accepterede udfordringen, stillede op til kampvalg og vandt, men søgte ikke genvalg i 1996. Ej heller søgte hun genvalg til Lagtinget i 1998, men foretrak at koncentrere sig om arbejdet med at opbygge det specialpædagogiske center, som hun kort forinden var blevet leder af. Marita Petersen har haft en afgørende betydning for opfattelsen af kvinders formåen i det offentlige liv. Ved at varetage traditionelle mandejobs med høj status i en yderst kritisk periode og opnå stor respekt på og uden for Færøerne som en dygtig politisk forhandler har hun demonstreret, at kvinder godt kan forvalte politisk magt på lige fod med mænd. Men hun har også vist styrke til at frasige sig denne magt til fordel for andre prioriteter og udfordringer i arbejdslivet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Petra_Petersen

Petra Petersen

2023-05-11T14:40:51+02:00

fri anvendelse

Petra Petersen voksede op i et radikalt lærerhjem i Nørre Højrup, nordvest for Odense. Med en børneflok på ti var der liv i barndomshjemmet, og der var altid basis for en politisk diskussion. Efter endt skolegang arbejdede hun i syv år som kontormedhjælper, blev gift, fik et barn og var fra 1925 hjemmegående husmoder. I lighed med fem andre af sine søskende, bl.a. en broder Aksel Andersen, der blev henrettet af tyskerne under Anden Verdenskrig, bakkede Petra Petersen op omkring den kommunistiske ideologi. I 1935 meldte hun sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og blev i løbet af kort tid involveret i det politiske arbejde som partiets kasserer i Odense og senere i støttearbejdet for folkefrontsregeringens kamp mod nationalisterne i Den Spanske Borgerkrig. Petra Petersen blev arresteret af det danske politi, da Tyskland i juni 1941 angreb Sovjetunionen, og kommunistisk virksomhed herefter blev forbudt i Danmark. Hun var imidlertid blandt de DKP-ere, hvis fængsling ikke førte til internering. Tværtimod blev hun løsladt efter 23 dage i fængsel med påbud om at holde sig fra politiske aktiviteter. Påbudet virkede dog langtfra efter hensigten. Straks efter løsladelsen blev Petra Petersen aktiv i modstandskampen, og hun kom i resten af besættelsestiden til at spille en vigtig rolle som en drivende kraft i organiseringen af den kommunistiske modstand i og omkring Odense. Mens hendes liv hidtil havde formet sig efter et klassisk kønsrollemønster, blev hun nu under dæknavnet Lars en af de mest fremtrædende kvinder i den danske modstandsbevægelse. Hun begyndte som medarbejder ved Land og Folk, kommunisternes illegale landsblad, som hun trykte og distribuerede på Fyn. Senere var hun en af initiativtagerne til Trods Alt, et illegalt kommunistisk månedsblad i Odense, der udkom fra juli 1942 og resten af krigen. Trods Alt var på mange måder Petra Petersens blad, hun skrev de fleste artikler og fungerede som redaktør, mens hendes mand og datter stod for duplikeringen. Hun deltog ikke aktivt i fx sabotagen, men havde viden om de fleste aktioner og var med til at planlægge og lede den kommunistiske kamp mod den tyske værnemagt på hele Fyn. Desuden lagde hun meget energi i at støtte mennesker omkring sig og ydede fx både mental og praktisk omsorg for de kvinder, hvis mænd enten levede illegalt eller var taget af tyskerne. Da Frihedsrådet blev oprettet som modstandsgruppernes centralledelse i september 1943, blev hun lokal kontaktperson, og senere blev hun medlem af Frihedsrådets lokalkomité for Odense. Petra Petersen havde stærke nerver. Hun gik først under jorden i marts 1944, da Gestapo udviste en kraftig interesse for hende og hendes familie, men fortsatte sit virke i Odense under resten af krigen. I hendes egen selvforståelse var det ikke enestående, at hun som kvinde stod i spidsen for modstandsarbejdet på Fyn, men set ud fra modstandsbevægelsen som helhed var hendes præstation og position ganske unik. Allerede før krigen havde Petra Petersen været medlem af partiledelsen på Fyn, i 1943 blev hun distriktsformand for partiet, og efter Befrielsen fortsatte hun som formand for Odense partiafdeling frem til 1952. I 1945, da DKP fik et kanonvalg med 18 mandater, kom hun i Folketinget som partiets spidskandidat i Odense amt. Hun blev medlem af DKPs centralkomité og sad i Folketinget, til partiet gled ud i 1960. Sammen med Ragnhild Andersen og Inge Merete Nordentoft var Petra Petersen DKPs første kvindelige folketingsmedlemmer. Som politiker fik hun mulighed for at rejse, og hun nåede i sit liv både at komme med en partidelegation til Kina og at besøge Sovjetunionen flere gange, hvilket gjorde et dybt indtryk på hende. I Folketinget arbejdede hun ihærdigt for svangerskabslovgivningen samt kvinder og børns ve og vel. En af hendes kongstanker var en moderskabsydelse, der bl.a. skulle sikre kvinden økonomisk hjælp og støtte ved fødslen, og hun agiterede for oprettelse af fødeklinikker uden brugerbetaling. Både under krigen og i årene som politiker oplevede Petra Petersen en indre splittelse mellem ønsket om en normal tilværelse med mand og børn og det politiske kald, der for hende udsprang af et brændende socialt engagement. Livet igennem havde hun stor forståelse for mennesker i nød og de dårligt stillede, en interesse, der også kom til udtryk i lokalpolitisk arbejde som medlem af Odense byråd 1954-58. Efter krigen var hun bestyrelsesmedlem i den lokale afdeling af Frihedsfonden, der uddelte midler til faldne modstandsfolks efterladte, og hun arbejdede tillige i mange år for foreningen Besættelsestidens erhvervshæmmede. Hun forblev overbevist DKP-er livet igennem, idet hun bevarede troen på, at kommunismen var det bedste middel i kampen for et bedre liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Petersen_-_kvindesagsfork%C3%A6mper

Sophie Petersen

kvindesagsforkæmper

2023-04-22T23:24:40+02:00

fri anvendelse

Sophie Petersen voksede op i København som enebarn. Hun var åndeligt søgende og stærkt inspireret af Søren Kierkegaard. I 1861 opsøgte hun filosoffen Rasmus Nielsen for at “lære at tænke”. Hun fulgte hans forelæsninger på Københavns Universitet og lærte sig græsk for at kunne læse Det Nye Testamente på originalsproget. Hun studerede også oldnordisk for at kende oprindelsen til det danske sprog. I 1869 fik Sophie Petersen idéen til at oprette det, der skulle blive kendt som Kvindelig Læseforening (KL). En idealistisk trang til at udbrede åndelige værdier blandt kvinder var hendes bevæggrund. Kvinder skulle have et sted i den store by, hvor de kunne mødes, udvikle sig og arbejde sammen for overordnede mål som fx kvindesagen. I første omgang afholdt hendes faders betænkeligheder hende fra at gå videre med sin idé, men i 1871 fik hun mod til at virkeliggøre sine planer, efter at Fredrik Bajer i avisen Fædrelandet havde skrevet om Läsesalong för Damer, der var åbnet i Stockholm i 1867. Fredrik Bajers hustru Matilde B. var i 1871 medstifter af Dansk Kvindesamfund (DK), som også havde haft planer om en læsesal for kvinder, men idéen var strandet på grund af økonomiske vanskeligheder. Nu rådførte Sophie Petersen sig med Fredrik Bajer om en dansk pendant til den svenske Läsesalong og opsøgte kvinder fra det bedre borgerskab og kvindebevægelsen for at vinde støtte for sin sag, bl.a. Elise Ploug, der var gift med Fædrelandets redaktør Carl Ploug, Charlotte Klein, Marie Rovsing, Jenny Adler og Natalie Zahle. I begyndelsen af 1872 udsendtes gennem bladene en indbydelse til dannelse af en kvindelig læsesal. Indbydelsen var underskrevet af 55 kvinder og ni mænd. Sagen stødte imidlertid på modstand fra brede borgerlige kredse, hvor man frygtede, at kvinderne ville svigte hjemmene og få emancipatoriske idéer. Derfor gik indsamlingen af pengegaver kun langsomt, men i oktober 1872 var KL en realitet, og foreningen kunne flytte ind i sine første lokaler i Helliggejststræde. Sophie Petersen blev sekretær i bestyrelsen, som i øvrigt bestod af Klein, der blev formand, og Marie Købke, Vilhelmine Sarauw og Louise Westergaard. Sophie Petersen arbejdede meget samvittighedsfuldt med at opbygge KLs bog- og tidsskriftbestand, der ved stiftelsen omfattede 1.007 bind. Det var dog svært for hende at samarbejde med de fire andre kvinder i bestyrelsen, hvor hun følte sig misforstået, og da hun var både fysisk og psykisk skrøbelig, måtte hun efter blot et år trække sig ud af bestyrelsen. Kort efter døde hun som 36-årig. Hun testamenterede 150 rigsdaler til KL, og i 1874 gav hendes fader foreningen endnu 200 rigsdaler. Sophie Petersen var pioner for udbredelsen af alsidig læsning til intellektuelt vakte kvinder, og at der var et behov for KL, viste udlånstallet, der omkring århundredskiftet var større end Det Kgl. Biblioteks og Universitetsbibliotekets tilsammen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Helene_Philipsen

Marie Helene Philipsen

2023-04-22T23:24:45+02:00

fri anvendelse

Marie Helene Philipsen blev gift med Constantin P., som var uddannet fotograf. Han var i sin ungdom begyndt at afholde lysbilledforestillinger og vise film i hele Skandinavien. Filmene måtte skaffes i udlandet, og Marie Helene Philipsen tog med på rejserne for at hente dem. Denne praksis fik imidlertid en ende, da Marie Helene Philipsen fødte parrets første barn, og de fik den idé i stedet at leje et fast lokale, hvor de kunne fremvise deres film. Allerede 1904 kunne parret åbne Danmarks første biograf, Kosmorama, i Citypassagen i Østergade. Det var det første forlystelsessted i landet, som udelukkende var baseret på fremvisning af film, og det var derfor et temmelig voveligt pionerforetagende, ægteparret havde kastet sig ud i. Kosmorama blev imidlertid en succes, og de oprettede i de følgende år ikke færre end 24 biografer hele landet over. Århus fik eksempelvis sin første biograf i 1905, som fik samme navn som sin forgænger i København I hovedstaden engagerede de sig løbende i nye projekter. I 1909 solgte de biografen i Citypassagen for at åbne en større på Vesterbrogade, Royalbiografen. Den havde de, indtil den nye hovedbanegård blev indviet i 1911. Så opkøbte de den gamle banegårdshal og indrettede her Palads Teatret i 1912. Med sine 3.000 pladser blev det Nordeuropas største biograf. I 1915 blev Constantin P. imidlertid syg og måtte afhænde Palads. Der gik dog ikke lang tid, før han var på benene igen, og de kunne kaste sig ud i nye projekter. I 1918 åbnedes således Kinopalæet på Gammel Kongevej. Constantin P. døde i 1925, og Marie Helene Philipsen forsøgte nu på egen hånd at fortsætte deres foretagender. I 1924 havde de bygget Rialto Teatret i Smallegade, en fornem biograf som var tiltænkt det lidt mere kræsne publikum, men efter ægtemandens død måtte hun afstå bevillingen. Da Kosmorama blev åbnet, havde det blot krævet en politibevilling. I 1922 fik Danmark imidlertid sin første biograflov, der bl.a. fastslog, at bevillinger til biografdrift skulle uddeles af Justitsministeriet, og der var stor konkurrence om dem. Enker kunne ifølge loven overtage den afdøde ægtefælles bevilling efter indhentning af kommunalbestyrelsens erklæring, men trods mange års erfaring i branchen fik Marie Helene Philipsen i første omgang ikke bevillingen til den biograf, hun selv havde været med til at bygge. Det var dog hende, der blev direktør for biografen. Sønnen Preben, som var født i 1910 og senere blev en kendt mand i filmbranchen, blev ligeledes involveret i driften. Marie Helene Philipsen blev atter forbigået, da bevillingen blev ledig i 1934. Hun lagde herefter sin energi i at opbygge en filmudlejningsvirksomhed. Da biografbevillingen til Rialto 1939 skulle uddeles på ny, blev det endelig hendes tur til at modtage den. Betingelsen var, at hun afviklede udlejningsvirksomheden og moderniserede biografen. Det var en stor triumf endelig at få Rialto helt i egne hænder, men det ærgrede hende at skulle afhænde den udlejningsforretning, hun havde fået bygget op. Til trods for de vanskeligheder, hun havde med at manifestere sig i biografbranchen efter at være blevet enke, lykkedes det hende således til sidst som en af de første kvinder i Danmark at blive såvel direktør som bevillingsindehaver. Hun drev biografen til sin død. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/J%C3%B3nger%C3%B0_Purkh%C3%BAs

Jóngerð Purkhús

2023-04-22T23:27:33+02:00

fri anvendelse

Jóngerð Purkhús voksede op i et fisker- og arbejdermiljø i Klaksvík. Der var ikke tradition for akademisk uddannelse i familien, derimod et stærkt politisk og samfundsmæssigt engagement med basis i Tjóðveldisflokkurin (Det republikanske Parti). Fisker- og arbejderstrejker i 1950’erne var tillige med den såkaldte Klaksvíkstrid, hvor uenighed om besættelse af en overlægestilling førte til en årelang skarp konfrontation mellem de danske myndigheder og byens borgere, med til at styrke Jóngerð Purkhús' interesse for den nationalistiske del af venstrefløjen. Det var måske også årsagen til, at hun valgte statskundskab, da hun i lidt moden alder gik i gang med et universitetsstudium. Efter at have taget realeksamen i 1953 arbejdede Jóngerð Purkhús som ufaglært i Klaksvík. I 1960 rejste hun til København, hvor hun stod i viktualieforretning om dagen og gik på Akademisk Studenterkursus om aftenen. Hun tog studentereksamen i 1963 og begyndte at læse statskundskab ved Københavns Universitet sideløbende med job i Udenrigsministeriet, Socialforskningsinstituttet og som sygehjælper i De gamles By. 1972 blev hun den første færøske kvindelige cand.polit. Hun var derefter ansat i et revisionsfirma indtil 1975, da hun tog tilbage til Færøerne og tiltrådte en stilling som fuldmægtig i landsstyret. Hendes første opgave blev at forestå overtagelse af postvæsenet som færøsk særanliggende. Herefter blev hun midlertidigt overflyttet til postvæsenets administration, hvor en af hendes opgaver var at oprette regnskabs- og giroafdelingen. I 1978 vendte hun tilbage til landsstyret, hvor hun siden har arbejdet med finansielle sager. Hendes arbejdsområde omfatter bl.a. varetagelsen af bank- og fondsanliggender samt udarbejdelse af finanslov. Jóngerð Purkhús har siden sin ungdom haft en del tillidsposter i Tjóðveldisflokkurin. Fra 1978 var hun lagtingskandidat i den valgkreds, som omfatter Klaksvík. Da partiet i 1985 dannede regering sammen med Javnaðarflokkurin (Socialdemokratiet), Sjálvstðrisflokkurin (Selvstyrepartiet) og Kristiligi Fólkaflokkurin (Kristeligt Folkeparti), udnævntes Jóngerð Purkhús til finans- og miljøminister, og hun blev dermed Færøernes første kvindelige minister. 1988-89 var hun desuden lagtingsmedlem, valgt på Suðurstreymoy. Da en ny koalition i 1989 dannedes af Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin (Folkepartiet) og Sambandsflokkurin (Samhørighedspartiet), blev Jóngerð Purkhús minister for økonomi, samfærdsel og retsvæsen. Denne koalition regerede til 1991. Hun fortsatte som medlem af sit partis hovedbestyrelse et par år, hvorefter hun trak sig tilbage fra det politiske liv. Blandt hendes øvrige tillidsposter kan nævnes medlemskab af investeringsfonden på Færøerne og Færøfonden af 1972. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Qvistgaard

Ellen Qvistgaard

2023-04-22T23:21:08+02:00

fri anvendelse

Efter at have taget studentereksamen 1935 på Akademisk Kursus rejste Ellen Qvistgaard til Paris, hvor hun mødte Georg Q., der ligesom hun selv havde taget arbejde som husassistent. De forelskede sig og tog på en rejse sammen gennem hele Europa, først på cykel og siden skiftevis til fods og med tog. 1938 giftede de sig og forsøgte at drive en kunstbod i København, men måtte opgive i 1940. Straks efter den tyske besættelse af Danmark gik ægteparret ind i det illegale bladarbejde, der var i sin spæde begyndelse, og efter at have huset en engelsk faldskærmsmand i begyndelsen af 1943 kom de til at spille en central rolle i organiseringen af modtagelser af nedkastede forsyninger og personel til det illegale modstandsarbejde. Det var Ellen Qvistgaards mand, der af lederen af modtagearbejdet i Jylland Ole Geisler blev opfordret til at deltage. Hun ønskede også at yde en indsats, men måtte som kvinde kæmpe for at blive accepteret som aktiv i felten. Det lykkedes i kraft af hendes egen og ægtefællens stædige insisteren, og Ellen Qvistgaard medvirkede ved modtagelser flere steder i landet. I foråret 1943 deltog hun sammen med sin mand ved de første fuldt ud vellykkede modtagelser ved Randers, Hvidsten og Ålborg, og i begyndelsen af august 1943 var hun med ved modtagelsen af de første nedkastninger på den midtsjællandske Gyldenløveshøj, der havde stor betydning som modtageplads, da det var vanskeligt at transportere sprængstof fra nedkastningerne i Jylland til Sjælland. Ellen Qvistgaard beskrives af andre modstandsfolk som den reelle leder af det praktiske modtagelsesarbejde. Med stor effektivitet og myndighed tilrettelagde hun modtagelser, ompakninger og den videre transport, et job, der ellers var forbeholdt mænd. I forbindelse med planlægningen af modtagelserne og organisering af den videre distribution havde hun tillige en betydelig kurér- og ledsagevirksomhed, der krævede mod og omfattende sikkerhedsforanstaltninger. Hun undgik selv arrestation, men hendes mand blev taget af tyskerne i januar 1944. Hun gik herefter under jorden og søgte i den første tid ophold på Damehotellet i København, der i Besættelsens sidste år fungerede som et effektivt skjulested for modstandsfolk. Da hun et par måneder senere fik besked om, at Gestapo kendte til hendes illegale aktiviteter og var i besiddelse af hendes signalement, måtte hun i april 1944 modvilligt forlade Danmark, hvor hendes mand stadig var i fangenskab. Hun flygtede til Sverige, hvor hun bl.a. virkede som sekretær for efterretningsofficer Niels B. Schou, der arbejdede med sikkerhedsovervågning, kontrol med illegale ruter og indsamlede oplysninger om formodede stikkere i Danmark. Under sit ophold i Sverige kunne hun læse i avisen, at hendes mand var blevet henrettet i maj 1944. Efter Befrielsen vendte Ellen Qvistgaard hjem til Danmark med Den Danske Brigade, men forlod kort tid efter landet igen for at tiltræde et job hos Henrik Kauffmann i det danske gesandtskab i Washington. Hun havde som mange andre tidligere aktive modstandsfolk svært ved overgangen til et normalt liv og fandt, at det var vanskeligt at omgås mennesker, der ikke havde deltaget i modstandsbevægelsen. Efter syv år i Washington vendte hun hjem og begyndte at studere engelsk på Københavns Universitet. Hun blev mag.art. i 1973 og var herefter ansat på universitetet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Minna_Rasmussen

Minna Rasmussen

2023-04-22T23:21:39+02:00

fri anvendelse

Det var en kvinde, som ikke veg uden om konflikter og stod fast på sin ret, der i mange år var den kraftfulde formand for Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling i Esbjerg. Minna Rasmussen, der arbejdede som ægpakkerske, blev 1924 valgt ind i bestyrelsen og fungerede som sekretær. Da kommunisten Inger Gamburg, formand for KADs afdeling 5, de såkaldte jernkvinder, på en ekstraordinær kongres i 1930 fik frataget sit mandat i forbundsbestyrelsen, protesterede medlemmerne i Esbjergafdelingen. Afdelingsformanden, der støttede eksklusionen, blev væltet og erstattet af Minna Rasmussen. Hun gjorde det fra starten klart, at hun tilhørte oppositionen i forhold til KADs forbundsledelse. Det er uvist, om Minna Rasmussen var organiseret kommunist. I 1930 var hun med en delegation af danske arbejderkvinder på et besøg i Sovjetunionen, foranstaltet af Arbejderkvindernes Oplysningsforbund (AO) og ledet af Gamburg, og efter sin hjemkomst holdt Minna Rasmussen en række foredrag om sine indtryk fra rejsen, især om de sovjetiske kvinders forhold. AO var dannet i 1925, primært som en organiseret venstreopposition i KAD og med udgangspunkt i afdeling 5, anført af Gamburg og den kommunistiske lærerinde Marie Nielsen. AO beskæftigede sig ved siden af faglig politik med seksualpolitiske spørgsmål som adgang til prævention og fri abort. Da der i 1930 dannedes en afdeling af AO i Esbjerg, blev Minna Rasmussen foreningens formand, og hun fortsatte med en enkelt afbrydelse på denne post til 1933. I 1932 åbnede AO en seksualklinik i København, bl.a. for at vejlede kvinder i brugen af forebyggende midler og bistået af lægen J.H. Leunbach. I Esbjerg tog AO også initiativ til oprettelse af en svangerskabsforebyggende klinik. Foreningen havde først kontaktet byens læger, men de var af forskellige årsager ikke interesseret i at medvirke. Minna Rasmussen tog da en rask beslutning, rejste til København og fik hos Leunbach undervisning i at opsætte pessar. På hans anbefaling gav AOs hovedledelse tilladelse til, at afdelingen i Esbjerg oprettede konsultation til vejledning i brug af “Moderbeskyttere” med Minna Rasmussen som ulønnet leder. Kvinderne måtte betale et mindre beløb for konsultationen, men AO ønskede, at denne vejledning skulle være gratis og forsøgte at gøre byens sygekasse interesseret i projektet. Dette lykkedes ikke umiddelbart, men på sygekassens generalforsamling dannede AO-medlemmer en pressionsgruppe, der vandt en afstemning, som pålagde sygekassens bestyrelse at arbejde videre med sagen. Strategien med at presse sygekasserne til at medvirke ved oprettelse af seksualklinikker blev overtaget af andre AO-afdelinger. Minna Rasmussens klinik eksisterede et par år, men efter 1934 synes den at være ophørt. Esbjergafdelingen af KAD var i mange år en af provinsens bastioner for opposition mod hovedledelsen. Med Minna Rasmussen i spidsen var afdelingen en aktiv deltager i de talrige arbejderdemonstrationer, som gav Esbjerg tilnavnet “den røde By ved Havet”. På kongressen i 1945 valgtes Minna Rasmussen til medlem af forbundets hovedbestyrelse. Men forlydender om, at hun under Besættelsen havde haft omgang med tyske soldater, førte på et hovedbestyrelsesmøde kort tid efter til, at hun under stærkt pres nedlagde sit mandat. Hun ville ikke afkræfte rygterne, men fastholdt, at hun det første år under Besættelsen havde handlet i overensstemmelse med officielle tilkendegivelser, bl.a. havde KADs ledelse selv opfordret til at slutte op om samarbejdspolitikken. En erklæring fra modstandsbevægelsens bykomité i Esbjerg, som Minna Rasmussen krævede aftrykt i KADs medlemsblad, bekræftede ydermere hendes antinazistiske indstilling både før og under Besættelsen og hendes medvirken i det illegale arbejde. På de følgende kongresser i 1948 og 1951 var Minna Rasmussens kandidatur til hovedbestyrelsen igen til debat, og konflikten om hendes person er karakteristisk for det voldsomme modsætningsforhold mellem den socialdemokratisk orienterede forbundsledelse og den kommunistisk inspirerede opposition. Men den afspejler også de meget følelsesladede reaktioner, der fulgte i kølvandet på Besættelsen. Under hele forløbet støttede Esbjergafdelingen Minna Rasmussen, der forblev på posten som afdelingsformand til 1956. Hun nåede således i 1955 at fejre sit 25-års jubilæum som formand og blev ved den lejlighed hyldet af forbundsformand Edith Olsen, der takkede for godt samarbejde og i øvrigt fremhævede hendes retfærdighedsfølelse og gode forhandlingsevner. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sofie_Rasmussen_-_forbundsformand

Sofie Rasmussen

forbundsformand

2023-04-22T23:24:47+02:00

fri anvendelse

Det var med nogen misbilligelse, Sofie Rasmussens fader erfarede, at hans purunge datter var gået på talerstolen ved et offentligt møde i 1897. Hendes to søstre havde forladt mødet, flove over deres frembusende søster. Det var dog kun, fordi den unge Sofie efter faderens mening var "for grøn om næsen", mødet i sig selv havde han som god socialdemokrat intet imod. For det var et agitationsmøde med så prominente talere som M.C. Lyngsie, formand for Arbejdsmændenes Forbund, og Olivia Nielsen, formand for Det kvindelige Arbejderforbund. Sofie Rasmussen havde efter sin konfirmation fået arbejde på tændstikfabrikken Merkur i Randers, og indbydelsen var især rettet til de kvindelige og mandlige arbejdere her. På mødet stiftedes en fagforening for de kvindelige tændstikarbejdere, formodentlig den forening, der var med i det forberedende arbejde med at stifte Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (KAD) i 1901. For Sofie Rasmussen blev mødet med Olivia Nielsen skelsættende. Hun blev både betaget og begejstret over hendes opfordring til kvinderne om at rejse sig i kamp for forbedring af deres kår. Hun var ligesom alle de øvrige mødedeltagere med til at stifte fagforeningen og blev som 19-årig tillidsrepræsentant på tændstikfabrikken. Hun var med i foreningens ledelse fra starten, afbrudt af længerevarende hospitalsophold i perioden 1904-05. Herefter genoptog hun foreningsarbejdet med samme styrke og energi som tidligere, deltog i KADs kongres i 1906 og valgtes da ind i forbundets hovedbestyrelse. Samme år blev hun afdelingsformand i Randers og bestred denne post, til hun efter Olivia Nielsens død i 1910 valgtes til forbundsformand for KAD. Umiddelbart efter Olivia Nielsens død var dennes datter Gudrun Bodø efter moderens ønske blevet valgt til forbundsformand. Men ret hurtigt kom det til uoverensstemmelser mellem Bodø og Gustav Olsen, forbundssekretær og moderens nære ven. På en ekstraordinær generalforsamling i december valgtes derfor Sofie Rasmussen til forbundsformand. Det var en meget ung kvinde, der nu skulle løfte den tunge arv efter Olivia Nielsen. Og Sofie Rasmussen blev da også mødt med nogen skepsis, både i bestyrelsen og blandt menige medlemmer. Selv gik hun til arbejdet med "ikke så lidt bange Anelser", som hun selv har fortalt. Nogen erfaring havde hun ganske vist fra afdelingsarbejdet, men posten som forbundsformand, eller forretningsfører som det hed dengang, stillede helt andre og store krav. De første år, indtil denne post i 1918 udskiltes fra formandsposten, fungerede hun også som forbundskasserer, og til sin fratræden i 1923 var hun tillige formand for arbejdsløshedskassen. Hun gik til kursus i bogholderi, men i al hemmelighed, for hun frygtede, at hun, den unge, ville tabe noget af sin autoritet, hvis det kom frem, at hun var nødt til at få undervisning. Og arbejdet blev hårdt. Selvom Olivia Nielsen havde skabt et godt grundlag, var der endnu behov for intensivt agitationsarbejde, og ofte blev agitatorerne mødt med træghed og ligefrem aggression. Der var også mange overenskomster, der skulle forhandles på plads, alene i perioden 1915-18 afsluttedes 110 overenskomster, og det skete ikke sjældent, at arbejdsgiverne nægtede at forhandle med Sofie Rasmussen, fordi hun var kvinde. I 1914 så Medlemsblad for Kvindeligt Arbejderforbund dagens lys, og som forbundsformand var det hendes opgave også at være redaktør af bladet. Sin ungdom til trods udfyldte hun hvervet som forbundsformand med stor dygtighed og skabte respekt om sin person. Da Sofie Rasmussen i 1910 tiltrådte som forbundsformand talte forbundet knap 2.000 medlemmer. Ved hendes fratræden i 1923 var medlemstallet oppe på ca. 11.000. Som forbundsformand blev hun fra starten medlem af De samvirkende Fagforbunds repræsentantskab, og 1916 valgtes hun ind i forretningsudvalget, hvor hun sad til 1923 som eneste kvinde. Som sin fader var også Sofie Rasmussen en god socialdemokrat og aktiv i partiet. 1913 valgtes hun ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad sammen med en række fremtrædende socialdemokratiske kvinder, Anna Johansen, Nina Bang, Anna Jensen og Helga Larsen. Men ved valget i 1917 ønskede hun ikke at genopstille. Første Verdenskrig skabte stor arbejdsløshed blandt KADs medlemmer, og arbejdet med genforhandling og nyforhandling af overenskomster var overvældende. De mange faglige tillidsposter krævede således alle hendes kræfter. Ved kongressen i 1923 meddelte hun, at hun trak sig tilbage som forbundsformand og fra samtlige faglige tillidsposter for helt at hellige sig sin familie. Hun efterfulgtes på posten som forbundsformand af den hidtidige forbundssekretær Alvilda Andersen. I erkendelse af Sofie Rasmussens store indsats for forbundet udnævnte kongressen hende til æresmedlem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gabriele_Rohde

Gabriele Rohde

2023-04-22T23:24:14+02:00

fri anvendelse

Gabriele Rohde tilhørte som datter af maleren Johan Rohde et københavnsk miljø af kunstnere og intellektuelle, og hendes yngre brødre Henning Rohde og Hermann Rohde blev henholdsvis chef for Det Kgl. Teater og kunsthistoriker. Som barn og ganske ung færdedes hun også i andre kredse, fx sømandsfamilier på Fanø, hvor hun tilbragte størstedelen af året og bl.a. var en ivrig medarbejder ved bazarer for sømandsenker. Da hun senere købte sit eget hus på øen, glædede den tidligere ejer, en matros, hende ved at udtrykke sin fornøjelse over at kunne sælge til “en af vore egne”. Hun blev student fra N. Zahles Skole i 1923, læste sprog og statistik og tog en uddannelse i kunstindustri og modesyning, som hun fortsatte i Paris. Senere ledede hun kurser i sit fag i Danmark og Finland. Et års tid arbejdede hun med statistiske undersøgelser på Statens Seruminstitut, men fik så i kraft af sin alsidige uddannelse en stilling i Folkeforbundets sekretariat i Genève, først i hygiejnekomitéen, siden i finansafdelingen. Da hun i 1930 fik besøg af en dansk journalist i sin lille lejlighed med faderens billeder af danske strande på væggene, beskrev han hendes hverdag som “et lille Stykke Fædreland midt i den internationale Færden” og den 26-årige karrierekvinde som “den unge, dygtige og saa aparte, smukke, danske Dame med det fine ovale Ansigt, de kloge, brungraa Øjne, rammet af et lokket, blond Haar”. Arbejdet i den store organisation i Genève blev afbrudt af Anden Verdenskrig. I sommeren 1940 var der fare for, at Tyskland skulle besætte Schweiz, og Gabriele Rohde flygtede over det besatte Frankrig til England. De erfaringer, hun gjorde under flugten, dannede grundlag for den støtte til landflygtige danske søfarende, der blev en af hendes største opgaver i krigens år. I London søgte hun at fortsætte sit arbejde for Folkeforbundet, og hun kom straks i forbindelse med danske kredse og med de britiske organisationer, som stod for hjælpen til de nødlidende under tyskernes voldsomme luftbombardementer, Blitzen, i efteråret 1940. Her viste hun sin organisationsevne og sit mod. Det danske Raad blev oprettet i september 1940 til koordinering af den udlandsbaserede modstand mod Besættelsen, og rådets blad Frit Danmark begyndte at udkomme i december. Gabriele Rohde havde god kontakt med danskere i Storbritannien og påtog sig at rejse rundt i landet og skabe interesse blandt landsmænd for den danske bevægelse. Hun blev medlem af rådets møde- og finanskomité og fik stadig flere forbindelser til ledende danske og britiske embedsmænd. Hun var en skattet rådgiver for bl.a. rådets præsident direktør F.M. Krøyer Kielberg, den øverste embedsmand i Ministry of War Transport for de danske søfarende og Børge Møller, forretningsfører for De Sammensluttede Danske Sømandsorganisationer i Newcastle-on-Tyne. Omkring 3.000 søfolk af alle grader havde deres “hjemby” i Newcastle. Efterhånden blev der opbygget et dansk center i St. Nicholas Buildings over for domkirken med organisationskontorer, mandskabspulje, klubber med restaurant m.v. Gabriele Rohde var ofte i Newcastle, som hun i sine breve kaldte “the settlement”, kolonien, og hun bistod søfolkene på mange områder: mødearrangementer, rekonstruktion af de meniges syge- og hjælpekasse samt indretning af klublokaler. I læseværelset dekorerede hun de triste mørklægningsgardiner, og søfolkenes blad Kurer hilste hun velkommen med et ønske om, at det ville bringe meget internationalt stof og dermed bidrage til solidariteten mellem folkene. Hun var sømændenes ven og fortaler, og de fandt, at hun var en af deres egne. Da bladet holdt nytårsparade i vers og tegninger over alle dem, som søfolkene var i forbindelse med i Newcastle og London, lød det: “Vor gode ROHDE rejser dog helst til Tyne, hun trodser kulde og øsende regn.” Gabriele Rohde havde også mange forbindelser med nordmændene i England, “the family”, som hun kaldte dem. I 1942 var Gabriele Rohde vært på Det danske Raads vegne ved en middag for den danske gesandt i Washington Henrik Kauffmann. Mødet med ham førte til, at hun året efter rejste på et halvt års ophold til Canada og USA. Hun havde opgaver for Folkeforbundet, og hun ledsagede som finansiel rådgiver Kauffmann på den konference i Atlantic City, hvor efterkrigstidens hjælpeorganisation United Nations Relief and Rehabilitation Administration (UNRRA) blev oprettet. I Frit Danmark skrev hun en stor artikel om UNRRA. Lederen af den nye organisation, H.H. Lehman, karakteriserede hun med de egenskaber, som hun selv satte højest og selv var i besiddelse af: “en stor Idealist, en meget klog Mand med Fremsyn og politisk Instinkt.” Gabriele Rohde fik også et nært samarbejde med danske faldskærmsfolk, som blev uddannet i England, og med faldskærmsorganisationen Special Operations Executive (SOE). Her mødte hun godsejer Flemming Juncker, der havde været leder af modstandsarbejdet i Jylland, indtil han i 1944 forlod Danmark og blev knyttet til SOEs hovedkvarter i London. Gabriele Rohde blev gift med Flemming Juncker i 1945, men allerede året efter mistede hun livet ved en ulykke på deres gods Overgård ved Mariager. Få måneder tidligere havde hun født en datter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Malla_Samuelsen

Malla Samuelsen

2023-04-22T23:11:49+02:00

fri anvendelse

Malla Samuelsen voksede op på en af de mindste og fjerneste øer på Færøerne, men Fugloy har ikke desto mindre været kendt for et levende kulturelt og politisk miljø. Da hun var otte år, døde hendes moder, og de syv søskende blev sat i pleje hos forskellige slægtninge. Malla Samuelsen voksede op hos moderens forældre i et hjem, der var stærkt påvirket af grundtvigianisme. Morfaderen S.M. Zachariasen var skolelærer, politiker og digter og deltog aktivt i kulturlivet. Malla Samuelsen hører til dem, som forholdsvis sent kom til at tage del i det offentlige liv. Den første del af hendes liv formede sig, som traditionen foreskrev. Som 16-årig kom hun til Tórshavn for at holde hus hos sin onkel og broder. Efter et par år her, der inkluderede et højskoleophold, tog hun til København som ung pige i huset. Hun ville gerne have en uddannelse og kom i garverlære. Et forsøg på at etablere sig som garver på Færøerne blev dog hurtigt opgivet, og hun blev igen tjenestepige i København I 1935 giftede hun sig, og parret stiftede hjem i Tórshavn. Hendes mand sejlede som maskinmester i den danske handelsflåde, og som så mange andre kvinder på Færøerne var hun derfor i lange perioder alene med børnene. I 1952 var Malla Samuelsen blandt initiativtagerne til kvindeforeningen Havnar Kvinnufelag. Hun sad i mange år i bestyrelsen, i nogle perioder som formand. Kvindeforeningen havde det forsigtigt formulerede formål at “styrke kvinden, således at hun bedre kan være i stand til at varetage de opgaver, som er tildelt hende i samfundet, politisk, økonomisk og kulturelt”. I 1950’erne hørte det endnu til sjældenhederne, at kvinder stillede op til valg, men i kvindeforeningen mente man, at det var på tide, at kvinder fik indflydelse på de politiske beslutninger og deltog aktivt i politik. “Vi havde måske ikke så megen forstand på veje og andre tekniske anlæg, men der var dog så mange andre områder, hvor vi kvinder kunne bidrage med vores erfaringer,” udtalte Malla Samuelsen i et radiointerview i 1990’erne. Da de politiske partier ikke viste nogen interesse for at opstille kvinder, lavede kvindeforeningen sin egen liste til byrådsvalget i Tórshavn i 1956 med Malla Samuelsen, der var tilknyttet Sjálvstðrisflokkurin (Selvstyrepartiet), som spidskandidat. Hun blev valgt og straks medlem af en række stående udvalg, især inden for skole- og socialvæsen. I hele perioden frem til 1960 var hun formand for det sociale udvalg. Kvindeforeningen stillede igen op til byrådsvalget i 1960 med Malla Samuelsen som spidskandidat. Denne gang var der tre andre partier, som havde kvindelige kandidater, men ingen af dem opnåede at blive valgt. I 1964 tog Malla Samuelsen som den første kvinde sæde i Færøernes Lagting, ganske vist for en kort periode som suppleant. Der skulle gå endnu 14 år, før Jona Henriksen og Karin Kjølbro som de første kvinder valgtes til Lagtinget i 1978. Et af kvindeforeningens første initiativer var at arrangere aftenkurser i håndarbejde og fremmedsprog, senere i husholdning. For at kvalificere sig som husholdningslærer tog Malla Samuelsen i 1954 et kursus på Suhr’s Husholdningsskole i København Derefter rejste hun hjem og begyndte at undervise i madlavning. Da der ikke fandtes egnede lokaler i byen, stillede hun sit eget køkken til rådighed. Dette var tænkt som en foreløbig løsning, men fortsatte i 13 år. 1958-94 var Malla Samuelsen tillige medlem af styrelsen for Einkjugrunnur Føroya (Færøernes Enkefond), der havde til formål at yde akut støtte til enker og andre efterladte ved tab af forsørger på grund af ulykkestilfælde. Fonden blev stiftet i 1958 af midler, som var samlet ind, efter at en trawler var forlist med 22 mand. Kvindeforeningen havde været meget aktiv i denne indsamling. Endelig var Malla Samuelsen i mange år medlem af børneværnet i Tórshavn. Skønt hun aldrig før havde haft et egentligt erhvervsarbejde, blev Malla Samuelsen i 1965 opfordret til at blive leder af det kommunale alderdomshjem i Tórshavn, som hun havde særligt kendskab til fra sin tid som byrådsmedlem. Efter en betænkningstid sagde hun ja til at overtage posten i foreløbig tre måneder. Men hun blev stærkt engageret i arbejdet, og de tre måneder blev til 13 år. Hendes organisatoriske evner og økonomiske sans kom her til deres ret, og hun lagde sig i selen for, at alderdomshjemmet såvidt muligt skulle fungere som et hjem, hvor beboerne kunne føre et normalt og aktivt liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edel_Saunte

Edel Saunte

2023-05-16T16:28:53+02:00

fri anvendelse

En stor del af Edel Sauntes liv var præget af hendes politiske engagement, dels som fremtrædende kvindesagskvinde, dels som ledende socialdemokrat. Inden for begge områder markerede hun sig som en dygtig, engageret og til tider skrap person, som også formåede at takle, at de to områder af hendes politiske aktivitet undertiden kom i modstrid. Edel Saunte var datter af en officer og en hjemmearbejdende husmoder og boede hos sin mormoder, fra hun var fire, til hun var ti. Derefter flyttede hun tilbage til sine forældre i nærheden af Køge. Faderen blev sendt til fronten under Første Verdenskrig, og imens boede Edel Saunte i Nærum sammen med moderen og en broder. Da hun var 14 år gammel, kom faderen tilbage, og hun flyttede ind til København, bl.a. fordi forholdet mellem forældrene var dårligt. Der blev ofte diskuteret politik i hendes barndomshjem, men den partipolitiske orientering her var meget forskellig fra den, hun selv valgte. Hendes moder blev meget chokeret, da hun hørte, at Edel Saunte havde sympati for Socialdemokratiet, og hun måtte love hende ikke at melde sig ind i partiet, så længe hun fik penge hjemmefra. Edel Saunte blev student fra Sortedam Gymnasium i 1922 og begyndte så at læse jura på Københavns Universitet. Det var, som hun selv udtrykte det, en slægtsskavank, idet der i over 150 år havde været jurister blandt mændene i hendes moders familie. Det var imidlertid faderen, der støttede hende i at læse, mens moderen mente, at piger alligevel ikke fik lov til at bruge deres uddannelse. Edel Saunte meldte sig ind i Dansk Kvindesamfund (DK), mens hun læste. Det var bl.a. foranlediget af oplevelser i forbindelse med et studenterjob. Som ansat hos nogle overretssagførere deltog hun i forberedende møder i fogedretten og civilretten. Her modtog en dommer hende med ordene: “Skal vi nu have skolepiger til at give møde!” Det var karakteristisk for hende, at hun blev meget vred og forlangte bemærkningen ført til protokols. På studiet oplevede hun imidlertid ikke kønsdiskrimination. Hun blev kandidat i 1927, men på grund af arbejdsløsheden fik hun i første omgang ikke arbejde som jurist. Hun ernærede sig så ved at sælge aviser i kiosker et halvt år. Hendes første joberfaringer som færdiguddannet forstærkede hendes kvindesaglige engagement. Som vikar i Københavns byret i 1928 fik hun af byretspræsidenten at vide, at han var imod ansættelse af kvindelige jurister, og at hun ikke skulle forvente nogensinde at få fast ansættelse dér. I Ministeriet for Offentlige Arbejder, hvor hun derefter blev ansat som sekretær, blev hun afskediget og smidt ud med nogle timers varsel i 1929. Det skete, da hun meddelte, at hun var både gift og gravid. Afskedigelsen var godkendt af både departementschefen og den radikale minister for området. Hun blev sagførerfuldmægtig samme år, og i 1934 blev hun landsretssagfører som den tredje kvinde i landet. Hun startede sit eget firma i 1939 i Kvindernes Bygning, hvor hun gik i kompagniskab med Ingeborg Hansen, der fra 1936 havde været socialdemokratisk medlem af Landstinget. De specialiserede sig i skilsmissesager. I 1936 blev Edel Saunte valgt til DKs første socialdemokratiske landsformand. Det skete på forslag fra unge medlemmer i København, som senere dannede ungdomskredsen. Der var imidlertid ikke udelt tilfredshed med dette valg. Modstanden mod hende kom fra konservative medlemmer, og nogle få meldte sig ud af organisationen i protest. Edel Saunte blev imidlertid hurtigt accepteret, bl.a. fordi hun kontaktede den tidligere formand for DK Gyrithe Lemche, de konservative kredses uformelle leder, og foreslog et samarbejde. Det lykkedes Edel Saunte at føre DK helskindet gennem 1930’erne, hvor spørgsmålet om prævention og abort var stærkt kontroversielle og truede med at sprænge organisationen. De jyske kredsformænd var imod undervisning i prævention og forsøgte at gøre det til et politisk spørgsmål, som organisationen ikke skulle tage sig af. De accepterede imidlertid som et kompromis, at spørgsmålet blev taget op af ungdomskredsen i København, som mente, at det var et centralt kvindespørgsmål. Som formand for foreningen lagde Edel Saunte mere vægt på problemerne med at kombinere moderskab og erhvervsarbejde, end tidligere formænd havde gjort. Det var også nyt, at hun påpegede den store mangel på vuggestuer, børnehaver og fritidshjem. Hun var formand frem til 1941 og gik derefter ud af alt bestyrelsesarbejde i organisationen. Edel Sauntes tilknytning til Socialdemokratiet blev indledt, da hun havde fået embedseksamen. På det tidspunkt havde hun i DK mødt Margrethe Høst Neerup, og dette bekendtskab fik afgørende indflydelse på hendes partipolitiske standpunkt. De to og Martine Bjørneboe, der var medlem af Københavns-kredsens bestyrelse, ønskede at forene det socialdemokratiske med det kvindesaglige. I begyndelsen af 1930’erne blev Edel Saunte og Bjørneboe kaldt ind på partiets kontor. Her rådede partisekretær Alsing Andersen dem til at trække sig ud af DK, hvis de ville opstilles af partiet. Det afviste de kategorisk, og de hørte ikke mere til sagen, muligvis fordi de beklagede sig til statsminister Th. Stauning. Sammen med Høst Neerup deltog Edel Saunte 1942 i stiftelsen af Kredsen, en uformel sammenslutning af ledende socialdemokratiske kvinder, der beklædte tillidsposter inden for parti og fagbevægelse. Edel Saunte formåede at markere sig i det partipolitiske arbejde både nationalt og lokalt. Hun blev medlem af Borgerrepræsentationen i 1937 og sad der til 1946, hvor hun blev udpeget til rådmand for Magistratens 3. afdeling, hvorunder socialvæsenet sorterede. I 1936 kom hun ind i sin vælgerforenings kredsbestyrelse, 1939 i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1945 var hun medlem af forretningsudvalget, hvor hun sad sammen med bl.a. Nina Andersen og Viola Nørløv. I 1947 blev hun valgt ind i Folketinget, hvor hun især markerede sig på socialpolitiske spørgsmål, og hun blev 1962 den første kvindelige borgmester i København med ansvar for hospitaler, sundhedsvæsen og kommunale beboelsesejendomme. Hun valgte at koncentrere sig om dette arbejde og gik derfor ud af Folketinget, ligesom hun nedlagde sit sagførerfirma. Hun blev mødt med megen kritik som borgmester. Der var stor utilfredshed med overbelægningsproblemer på hospitalerne, og da hun i slutningen af 1960’erne insisterede på, at en række slumstormere skulle rømme ejendommen Sofiegården på Christianshavn, fordi bygningerne var for dårlige, kom hun for alvor ud i politisk stormvejr. Det endte med, at en større politistyrke blev sat ind for at rydde ejendommen. På et møde i Borgerrepræsentationen forsvarede hun denne fremgangsmåde og roste politiet for dets indsats under akkompagnement af et hylekor blandt tilhørerne. I en leder i Information blev hun som følge af sin håndtering af sagen kaldt for en bulldozer. Edel Saunte blev udpeget til formand for Kvindekommissionen i 1965. Den blev nedsat efter forarbejde af en række socialdemokratiske kvinder. Kommissionen blev imidlertid en mastodont på 55 medlemmer, fordi daværende statsminister J.O. Krag ikke kunne modstå presset fra en mængde organisationer om at blive repræsenteret. Det blev lidt af en udfordring at styre den store forsamling, hvor der var uenighed om mange ting, men hun valgte klogt nok at dele den op i underudvalg og lade disse arbejde ret selvstændigt. Arbejdet resulterede i en række betænkninger om forskellige aspekter af kvindernes situation. Til hovedforslaget om oprettelse af et permanent ligestillingsorgan var der en del mindretalsudtalelser, og det var medvirkende til, at politikerne ikke umiddelbart realiserede forslaget. Edel Saunte var ikke særlig positiv over for de resultater, der fulgte af Kvindekommissionens arbejde efter dens afslutning i 1974. Den sidste større sag, hun fuldførte, var bygningen af Hvidovre Hospital, som hun lagde grundstenen til i 1968. Det blev indviet i 1976, to år efter at hun havde trukket sig tilbage. Edel Saunte sad gennem årene i mange udvalg, råd og kommissioner og var bl.a. 1950-54 formand for Svangerskabskommissionen. I 1974 blev hun som 70-årig formand for det nyoprettede Dansk Sygehusinstitut, som skulle tage sig af den overordnede forskning, information og rådgivning for sygehusområdet. Hun fortsatte på denne post frem til 1978. I ægteskabet med komponisten Erik Fiehn, som bl.a. skrev vindermelodien til det danske Melodi Grand Prix 1957 Skibet skal sejle i nat, fik hun endnu et barn. Ægteparret optrådte flere gange i ugebladene som et harmonisk ægtepar med en lidt utraditionel arbejdsdeling. Edel Saunte oplevede selv, at hun havde været privilegeret ved at møde en mand, der kunne forstå, at hun engagerede sig i arbejde og politik, og som også elskede børn og nød at tage sig af dem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Gautier_Schmit

Inger Gautier Schmit

2023-04-22T23:15:04+02:00

fri anvendelse

Inger Gautier Schmit kom fra en embedsmandsfamilie med franske aner. Hun blev født i Randers, hvor faderen var dyrlæge ved hæren. Fra 1881, da han blev forflyttet til staldetaten, boede familien i København Her fik Inger Gautier Schmit og hendes søstre en opdragelse til frihed under ansvar. Det gæstfri hjem var stærkt musikalsk interesseret og havde tæt kontakt med musikere og andre kunstnere i hovedstaden. Inger Gautier Schmit gik på Musikkonservatoriet 1897-99 og fik en videre musikalsk uddannelse i Berlin 1903-04, men afbrød sine studier og vendte hjem. Under et ophold på herregården Rysensten ved Lemvig blev hun grebet af den åndelige vækkelse, der prægede egnen med Indre Mission (IM) som drivende kraft, og opgav musikken til fordel for socialt arbejde. 1907-12 var Inger Gautier Schmit bestyrerinde og sekretær på Magdalenehjemmet, oprettet af Thora Esche. Hjemmet var dybt præget af IM. Inger Gautier Schmit studerede tillige i 1911 sociale forhold i London. Da hun som 36-årig blev gift med William S., flyttede de til Samsø, hvor han var birkefuldmægtig 1913-19. Samtidig med at hun fik sine fem børn, fortsatte hun sit religiøse arbejde som medlem af menighedsrådet i Tranebjerg 1916-20. Hun tilsluttede sig tillige Venstre og blev medlem af partiforeningens bestyrelse. I 1918 ved det første valg, hvor kvinder havde valgret, blev hun opstillet og valgt til Landstinget. Inger Gautier Schmit kom uforvarende ind i politik, uden selv at søge en politisk karriere og efter en ganske kort deltagelse i det politiske liv. Året efter flyttede hun med sin familie til Næstved, hvor hendes mand var politimester indtil 1938. Trods sin manglende politiske erfaring fandt Inger Gautier Schmit sig hurtigt til rette på den nye scene. Det varede ikke længe, før man hørte hende som debattør i Landstinget, hvor hun talte frit, uden manuskript og dog klart og systematisk. Hendes udgangspunkt var etisk-moralsk, og overbevisningen om egen ret gav hende autoritet, når hun talte, skønt ikke alle mente, at Rigsdagen var en passende arena for den type indlæg. Mens Venstre fra 1918 havde tre kvinder i Landstinget, foruden Inger Gautier Schmit Marie Christensen og Olga Knudsen, var partiet uden kvindelig repræsentation i Folketinget, indtil det i 1929 lykkedes Inger Gautier Schmit at blive valgt i Vejle amt med 6.000 stemmer, heraf 1.400 personlige. Herefter blev hun genvalgt frem til 1945 og var 1943-45 Folketingets anden næstformand og ledede forhandlinger som den første kvinde. Ved valget i 1945 stillede hun på grund af sygdom ikke op, men i 1947 blev hun som 70-årig atter valgt i en ny kreds i Viborg amt og med et stort personligt stemmetal. Hun blev fra 1947 første næstformand. Også som alderspræsident kom hun til at lede forhandlingerne. Med i alt 30 år på Rigsdagen fik Inger Gautier Schmit den længste karriere blandt den første generation af kvindelige politikere. Inger Gautier Schmit interesserede sig særligt for mødre og børns sociale forhold. I det politiske liv forsøgte hun at fremme de holdninger, hun havde med sig fra IM og stadig udviklede som bestyrelsesmedlem i Danske Kvinders Velfærd, stiftet 1922 for på kristeligt grundlag at hjælpe og vejlede enligstillede kvinder. I 1920’ernes og 1930’ernes debat om moderskab og befolkningspolitik var hun optaget af at dygtiggøre kvinder som mødre og uddanne dem til arbejde for børnesagen. Da hun 1932-36 var medlem af Svangerskabskommissionen, blev hun landskendt for sin etisk-religiøst motiverede kamp mod en udvidet adgang til abort. Med baggrund i sit arbejde på Magdalenehjemmet indtog hun det standpunkt, at abort kun kunne tillades, når der var risiko for moderens eller barnets liv og helbred, eller der var tale om graviditet som følge af voldtægt. Det var i kraft af hendes modstand, at justitsminister K.K. Steincke måtte opgive at lade en vurdering af abortsøgende kvinders sociale forhold indgå i Svangerskabsloven fra 1937. Også en forbedret seksualoplysning gennem seksualklinikker i amterne var Inger Gautier Schmit stærkt imod, men denne reform var hun dog ikke i stand til at forhindre. Hun støttede indførelse af sundhedsplejerskeordningen i 1937, men på betingelse af, at det blev frivilligt for mødrene at modtage besøg i eget hjem, og hun var betænkelig ved de muligheder for kontrol af familierne, som blev åbnet herved. Selv udførte hun et omfattende socialt arbejde for børn som mangeårig formand for tilsynsrådet for opdragelseshjemmene Holsteinsminde og Skovgården. Hun var tillige formand for Mødrehjemmet i Valby 1941-55 og medlem af Landsnævnet for Børneforsorg 1936-56. Endelig sad hun i bestyrelsen for Hindholm Højskole, der uddannede børneforsorgsarbejdere. Kirkelige forhold var et andet af Inger Gautier Schmits arbejdsområder. Ved behandlingen af loven om kvinders og mænds lige adgang til offentlig ansættelse, der blev vedtaget i 1921, var Venstres stemmer afgørende for, at stillinger i militæret og kirken blev undtaget. Inger Gautier Schmit blev derefter skydeskive for kvindeorganisationerne i den følgende debat om kvindelige præster. Da hun blev det eneste kvindelige medlem af det kirkelige udvalg af 1928, foreslog hun adgang til at ansætte kvindelige sognemedhjælpere til hjælp for præsterne. Det blev opfattet som et forsigtigt forsøg på at få kvindelige præster ind ad bagdøren og fik ringe betydning. Uden for Rigsdagen gjorde hun en stor organisatorisk indsats for internationalt kirkesamarbejde. 1920-49 sad hun i bestyrelsen for Dansk Kirke i Udlandet og var også bestyrelsesmedlem i Kirkeligt Verdensforbund. Hun skrev afsnittet om kirken og den danske kvinde i værket Dansk Kirke-Stat fra 1934. Selvom Inger Gautier Schmit på ingen måde var feminist, støttede hun indimellem ligestillingskrav, og hun var på kvindeorganisationernes side i diskussionen om sambeskatning, som hun betragtede som en skat på ægteskabet. I en af de mange debatter om sagen foreslog hun i 1936, at kvinder, der på grund af offentlige tillidshverv måtte holde tjenestepige, skulle have lov til at trække udgiften fra på samme måde som mænd, der havde ansatte i deres virksomhed. Som stærkt forsvarsinteresseret blev hun 1946 landsformand for Danske Kvinders Beredskab (DKB), der var oprettet umiddelbart før Besættelsen som et kvindeligt civilt og militært hjælpekorps. Efter krigen fortsatte DKB med at varetage luftbeskyttelse og uddannelse af frivillige til civilforsvaret, mens det nyoprettede Danmarks Lottekorps overtog ansvaret for militære og fredsmæssige sociale opgaver. Inger Gautier Schmits fine og kloge måde at lede arbejdet frem til 1951 og den respekt, der stod om hendes person, bidrog til et heldigt forløb af denne opgavedeling. Hun var medlem af forretningsudvalget for Civilforsvars-Forbundet 1935-55 og af Civilforsvarsrådet 1950-53. Inger Gautier Schmit hævdede, at en kvindes offentlige virksomhed aldrig burde forringe hendes arbejde i hjemmet, og i samtidige omtaler af hende fremhæves det, at hun formåede at forene arbejdet som hustru og moder med sit politiske arbejde. For Inger Gautier Schmit var der en stærk ideologisk sammenhæng mellem et politisk liberalt udgangspunkt i individets personlige ansvar for sig selv og sine og kristendommens moralske pligt til næstekærlighed og omsorg for de svage i samfundet. Hun var en af de første kvindelige politikere, der havde politik som livslang beskæftigelse. Hun gik ind i det politiske liv og tilpassede sig musikalsk tonen her på en korrekt og respekteret måde. Med sit vindende væsen, smukke, hvide hår og sin ranke skikkelse blev hun kendt i vide kredse og opnåede sympati ud over sit parti. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1949. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rigmor_Schou

Rigmor Schou

2023-04-22T23:13:31+02:00

fri anvendelse

Rigmor Schou blev student i 1939 fra Marie Kruses Skole og begyndte herefter at læse engelsk på universitetet i København Sideløbende med studierne havde hun i besættelsesårene ansættelse i prisudvalget under Handelsministeriet. Allerede fra ungdomsårene bakkede hun op omkring den kommunistiske ideologi og meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). Denne politiske orientering delte hun med sin kæreste og senere ægtefælle Max Kaplan. Da en del af de danske kommunister blev arresteret i juni 1941 som følge af det tyske angreb på Sovjetunionen, var han iblandt, og han blev senere interneret i Horserødlejren. Rigmor Schou kom første gang i kontakt med de illegale miljøer, efter at han var undsluppet fra lejren i august 1943 og herefter blev aktiv i modstandsbevægelsen. Da han senere flygtede til Sverige, fortsatte hun arbejdet, hvor han slap. På denne måde blev hun tilknyttet det illegale blad Ungdommens Røst, hvor hun fra begyndelsen af 1944 selv skrev artikler. I efteråret 1944 blev Rigmor Schou involveret i Det kæmpende Danmarks Radiostudie og Film. Projektet var i udgangspunktet selvstændigt, men i hverdagen tilknyttet den kommunistiske sabotageorganisation BOPA, og havde til hensigt at give omverdenen et mere realistisk billede af aktørerne i frihedskampen ved at optage grammofonplader og film og udsende dem via den engelske statsradio BBC. Pladerne indeholdt fx samtaler med folk i modstandsbevægelsen og lydoptagelser fra sabotageaktioner og blev brugt i BBCs danske udsendelser. Rigmor Schou blev leder af projektet, selvom hun ikke havde nogen særlig teknisk erfaring, men hun havde til gengæld de forbindelser og kontakter, der var nødvendige for arbejdet. Hermed fik hun en central placering, der gav hende en langt større indsigt, end arbejdsfordelingen i modstandskampen ellers bibragte kvinder. Gennem daglige samtaler med Børge Thing, en af de centrale skikkelser i BOPA, blev hun underrettet om de planlagte aktioner, hun lagde ofte hus til møder og havde tæt kontakt til sabotører, bladfolk og sømænd, der var involveret i det illegale arbejde. Rigmor Schou og hendes gruppe nåede at optage 21 udsendelser inden Befrielsen i maj 1945. Reportagen fra BOPAs sabotage af radiofabrikken Always på Vesterbro blev den mest berømte, og den vakte stor begejstring hos BBC i London. Men også et interview med en mand, der var flygtet fra koncentrationslejren Buchenwald, gav genlyd og skabte debat om, hvorvidt man af hensyn til fangernes pårørende burde undlade at offentliggøre oplysninger om de rystende forhold. Selvom Rigmor Schou ofte befandt sig i frontlinien, bl.a. som smalfilmsfotograf ved sabotager, lykkedes det hende at leve sit vanlige civile liv parallelt med det illegale. Krigen igennem fortsatte hun sine studier og sit erhvervsarbejde, og hun blev ikke på noget tidspunkt nødt til at gå under jorden. Efter Befrielsen var hun flere gange på studieophold i London, hvor hun tog en Master of Arts 1958. Samme år blev hun ansat som adjunkt på Akademisk Kursus, og 1959 aflagde hun kandidateksamen i engelsk og dansk på Københavns Universitet. Hun har desuden været medredaktør af Politikens Engelsk-dansk ordbog. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helyett_Simonsen

Helyett Simonsen

2023-04-22T23:20:58+02:00

fri anvendelse

Hun satte sin hat, som hun ville, den fagligt, parti- og kvindepolitisk aktive hattesyerske Helyett Simonsen. Som ung drog hun fra fødebyen Ålborg til København og ansattes i 1922 i firmaet J. Schermeister & Co., hvor hun forblev resten af sit arbejdsliv. Hun blev snart tillidskvinde for sine kolleger på systuen, men hun gik videre ind i det faglige arbejde og blev et meget aktivt medlem af Stråhattesyerskernes Fagforening, siden Hattesyernes Fagforening. Da hun ikke holdt sig tilbage på foreningens generalforsamlinger, valgtes hun ind i forhandlingsudvalg og som delegeret til Hatte- og Buntmagerforbundets kongres, allerede før hun i 1938 blev medlem af fagforeningsbestyrelsen. På forbundskongressen i 1951 markerede hun sin kvindepolitiske holdning i et indlæg om ligeløn. Det må være blevet positivt modtaget, for hun valgtes ikke alene til medlem af forbundsbestyrelsen, men også til forretningsudvalget. Hun sad i forbundsbestyrelsen til 1958, da Dansk Hatte- og Buntmagerforbund indgik i Dansk Beklædningsarbejderforbund. 1951 var hun blevet valgt til formand for Hattesyernes Fagforening. Den fortsatte som selvstændig fagforening, også efter sammenslutningen, og Helyett Simonsen forblev på posten som formand, indtil alle kbh.ske hatteforeninger i 1965 blev slået sammen til én forening. Fra midten af 1940’erne forenede Helyett Simonsen det kvindepolitiske med det fagpolitiske. Siden 1935 havde faglige kvinder fra de nordiske lande afholdt studieuger, hvor de mødtes til foredrag og diskussioner. Dette nordiske samarbejde udmøntedes i Norge 1940, Sverige 1946 og Finland 1948 i oprettelse af kvindesekretariater. Men i Danmark var der hos De samvirkende Fagforbund (DSF) stærk modvilje mod tanken. Helyett Simonsen havde fra starten slået til lyd for dansk deltagelse. I 1948 var hun leder af den danske delegation, og efter studieugen skrev hun til DSFs formand Eiler Jensen og fremhævede det nordiske kvindearbejde og understregede behovet for et fagligt kvinderåd i Danmark. Formålet skulle være “at dygtiggøre, oplyse og aktivisere kvinderne inden for fagbevægelsen”. Omsider gav DSF efter for presset fra de aktive kvinder og fra de andre nordiske faglige ledere, og 1949 blev Fagbevægelsens Kvindesekretariat (FK) en realitet. I løbet af kort tid havde 23 af de forbund, hvor over 2% af medlemmerne var kvinder, tilsluttet sig FK. Da Kvindeligt Arbejderforbund i 1952 kom med, var over 90% af de kvindelige DSF-medlemmer via deres forbund tilknyttet FK. Kvindesekretariatet fik ikke på noget tidspunkt DSFs fulde opbakning. Kun i kraft af en ihærdig indsats fra en kreds af faglige kvinder blev FK holdt i live, men i løbet af 1960’erne bredte den opfattelse sig, at tiden var løbet fra sekretariatet. I 1965 meldte Kvindeligt Arbejderforbund og kvindestærke forbund som Dansk Beklædningsarbejderforbund og Dansk Tekstilarbejderforbund sig ud, og det blev begyndelsen til en opløsningsproces, der resulterede i nedlæggelsen af FK i 1970. Helyett Simonsen var som formand fra oprettelsen i 1949 til sin død i 1966 FKs dynamiske frontkæmper, men hun havde en række fremtrædende fagforeningskvinder som medspillere, bl.a. Ella Jensen fra Tobaksarbejderforbundet og Anny Bengtsson fra Beklædningsarbejderforbundet. Endnu en samarbejdspartner var Marie Nielsen, Husligt Arbejderforbund, der efterfulgte Helyett Simonsen som formand for FK. I sin egenskab af formand for FK udpegedes Helyett Simonsen i 1950 til medlem af den svangerskabskommission, der var blevet nedsat samme år, ligesom hun kom til at sidde i den store kvindekommission fra dens nedsættelse i 1965 til sin død året efter. Politisk knyttede Helyett Simonsen sig til Socialdemokratiet. Hun blev 1951 medlem af bestyrelsen i sin lokale vælgerforening. Også i socialdemokratisk sammenhæng forfægtede hun sin kvindepolitiske holdning, og hun var et selvskrevet medlem af vælgerforeningens kvindeudvalg. 1953 blev hun formand for kvindeudvalget. Det var hendes håb, at kvinder måtte blive betroet samfundets mest betydende hverv: i regering, Rigsdag og kommunalråd. “Er det da ikke mændene der har bragt krig, ulykker og kaos over menneskene?”, spurgte hun på sin sædvanlige bramfrie måde. Selv valgtes hun i 1954 ind i Borgerrepræsentationen. Hun blev bl.a. medlem af hospitalsudvalget og af decisionsudvalget, der varetog revisionen af kommunens regnskaber. Også som borgerrepræsentant lod hun sin røst høre. Allerede i 1957 fremsatte hun forslag om gratis undersøgelse af kvinder for brystkræft, et forslag, hun gentog ved de følgende års budgetforhandlinger. Hun havde talrige forslag til løsning af hovedstadens trafikproblemer. Når Helyett Simonsen brændte for en sag, var hun utrættelig og vedholdende, og det var nok ikke uden grund, at L. Estrup, borgmester for Københavns magistrats 4. afdeling, ved en budgetforhandling spontant erklærede, at “den pige er blevet mig et dyrt bekendtskab”. Hun var endvidere en højt respekteret og vellidt tilsynsførende for børn, der var anbragt under børneværnet. I 1963 modtog hun ugebladet Hjemmets humørmedalje i anerkendelse af den måde, hvorpå hun røgtede dette på mange måder vanskelige hverv. Helyett Simonsen var medlem af Borgerrepræsentationen til 1962 og igen 1965-66 som suppleant. I nekrologen i Aktuelt beskrives “Simon”, som hun blev kaldt, som en lille, rund, højttalende, hjertevarm kvinde med et overskud af humør. Hun havde sine meningers mod, også når de gik imod flertallet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Jensen_Sterky

Anna Jensen Sterky

2023-04-22T23:15:29+02:00

fri anvendelse

Anna Jensen Sterky voksede op i samfundets fattigste lag. Faderen var dels indsidder på landet med lavere status end en husmand, dels arbejdsmand i den nye kbh.ske industri. Anna Jensen Sterky blev født det år, man sløjfede Københavns befæstning. Derefter søgte landarbejderne for alvor til byen, og familien bosatte sig i den nu bortsanerede del af Allégade på Frbg. Som den yngste af otte søskende fik hun en forholdsvis rolig barndom, når man undtager den begivenhed, der blev en afgørende faktor i hendes liv. I 1861 blev en ung, ugift tjenestepige halshugget på Rødovre Mark, dømt for mord på sine nyfødte børn. Anna Jensen Sterkys brødre var udkommanderet til at danne kæde om skafottet. Forældrene ville stille sig solidarisk og tog femårige Ane Cathrine med som tilskuer. Da den dømte hed Ane Cathrine ligesom Anna Jensen Sterky, blev hendes kaldenavn ændret til Anna. Hendes kamp for tjenestepigerne daterer sig fra denne begivenhed, som hun aldrig glemte. Anna Jensen Sterkys moder arbejdede som hjemmesyerske, et erhverv, der på denne tid var i voldsom vækst. Den lave løn pressede kvinderne til at sy 16 til 18 timer i døgnet. Sygarnet blev fratrukket lønnen ligesom slid og reparationer på de lejede symaskiner, mens syerskerne måtte døje med pinefulde arbejdsskader længe før alderdommen. Efter syv års skolegang og konfirmation kom Anna Jensen Sterky hurtigt i gang med at sy herretøj. Hun havde hjulpet sin moder og behøvede ingen særlig oplæring. I 1874 blev daglønnen sat 20 øre ned, mens den i 1876 igen blev hævet til de tidligere 90 øre. For denne løn skulle to herreskrædderinder tilsammen sy seks par herrebenklæder om dagen. På dette tidspunkt arbejdede Anna Jensen Sterky i al hemmelighed på at få oprettet en fagforening sammen med et par kolleger. Tanken blev dog først realiseret syv år senere og med Anna Jensen Sterky som menigt medlem. Hun var i mellemtiden blevet gift med opsynsmand Peder Jensen. Da parret boede på tredje sal til højre i baghuset på Borgergade 8, et distrikt, hvor druk og vold hørte til dagens orden, var Anna Jensen Sterky ikke i tvivl. Skulle kvinderne forsørge familien, måtte de organiseres. De kvindelige Herreskrædderes Fagforening blev dannet 1883 som den første levedygtige kvindefagforening. Frygten for at miste arbejde eller for ikke at blive anerkendt af mændene gjorde, at man valgte en mand, skrædder Wagner, til formand. Men allerede i 1884 blev Anna Jensen Sterky medlem af bestyrelsen. Året efter blev hun foreningens formand, en post, hun varetog til 1890. Anna Jensen Sterky ville især organisere hjemmesyerskerne, der syede for en ussel løn. De var desuden presset af konkurrencen og af arbejdsgiveren, den såkaldte lagerherre, eller dennes mellemmand, som regel en skræddersvend. Agitationen var derfor vanskelig. Den agiterende risikerede at miste arbejdet, hvis lagerherren opdagede, hvad hun foretog sig. Men Anna Jensen Sterky var utrættelig med husbesøg og foredrag. Hun forlangte fagskoler for kvinder. Ved grundlovsfesterne i 1887 og 1890 var hun blandt de første kvindelige talere, ligesom hun skrev artikler til kvindebladet Hvad vi vil og til den socialdemokratiske presse. Hun blev medlem af De samvirkende Fagforeningers repræsentantskab og var eneste kvindelige delegat ved Dansk Skrædderforbunds kongres i Århus 1889. På den nordiske arbejderkongres i Oslo 1890 mødte Anna Jensen Sterky den svenske arbejderleder Fredrik Sterky. Mødet blev afgørende for begge parter, da der opstod en varig kærlighed og fortrolighed imellem dem. I februar 1891 flyttede hun til Sverige for at leve og arbejde sammen med ham. Hun blev skilt fra sin danske mand i 1893. Da Sterkys kone nægtede ham skilsmisse, blev Anna Jensen Sterky og Sterky aldrig lovformelig gift, men både i partiet og i omgangskredsen levede den forestilling, at en Göteborgpræst havde foretaget vielsen i al hemmelighed. Deres samliv var dog af en sådan karakter, at Anna Jensen Sterky med fuld ret kunne bære navnet Sterky. 1892-98 arbejdede hun på bladet Ny Tid i Göteborg, hvor Sterky var chefredaktør. Han blev LO-formand 1898, men da han samtidig fik sukkersyge, overtog Anna Jensen Sterky mere og mere det faglige og politiske arbejde. Efter hans død i 1900 arbejdede Anna Jensen Sterky på det svenske socialdemokratis hovedkontor i Stockholm. Her blev hun formand for Kvinnornas Fackförbund 1902-09 og var 1907-20 formand for centralstyrelsen af svenske socialdemokratiske kvindeklubber. Hun glemte aldrig tjenestepigerne og ledede bl.a. et møde i Stockholms tjenerindeforening i 1904. Samme år var hun med til at stifte det kvindelige fagforbunds blad Morgonbris og blev bladets første redaktør 1904-09. Anna Jensen Sterky fortsatte med artikler og foredrag til sin død. Hun fik ingen børn, men holdt kontakt til sine søskendebørn i Danmark. Hendes begavelse og mod var legendarisk, som da hun i en grundlovstale i København 1890 udtalte: “Tidligere sang Studenterne ‘Blomsten hos os er den dejlige Kvinde’, men nu finder Overklassen, at der findes ikke det mørkeste Værksted, uden det er godt nok for Kvinder.” Eller som da hun samme år opsøgte industrimagnaten C.F. Tietgen for at understrege kvindernes støtte til strejkende skibsfyrbødere. I den danske pionertid fik syerskerne kun opbakning af få personer, blandt dem især Herman Bang, der beskrev deres usle vilkår i flere artikler. Da der ikke blev ført protokol i fagforeningen før efter Anna Jensen Sterkys formandstid, blev hun nærmest glemt. Men i Sverige opnåede hun berømmelse for sit organisatoriske talent, sin beskedenhed og sin humoristiske sans. Her fik hun plads i historien som pioner i den svenske arbejderbevægelse. Der ligger ofte friske blomster på hendes grav, ligesom der i 1988 er rejst et relief til minde om hende og Sveriges arbejdende kvinder på Norra Bantorget i Stockholm. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lene_Thiesen

Lene Thiesen

2023-04-22T23:07:38+02:00

fri anvendelse

Efter at Lene Thiesen i 1966 havde taget nysproglig studentereksamen fra Birkerød Statsskole, var hun au pair-pige i London og Paris, indtil hun i 1967 begyndte at læse fransk på Københavns Universitet. I 1970 var hun på et syv måneders studieophold i Frankrig, og året efter tog hun bifagseksamen i fransk. Hun var 1973-74 ansat som oversætter ved EF i Bruxelles, hvor hun oplevede den franske koreograf M. Béjarts fornyende danseteater. Et fransk statslegat gav hende i 1975 mulighed for et studieophold i Paris. Hun skrev speciale om den russisk-franske dramatiker A. Adamov og tog 1977 hovedfagseksamen i fransk og 1981 bifagseksamen i teatervidenskab. Hun fulgte den franske teaterkunstner Ariane Mnouchkines Théâtre du soleil fra den første forestilling i Paris, og det blev af allerstørste betydning for hendes senere teaterarbejde. I 1980’erne lavede Lene Thiesen radioudsendelser til Danmarks Radio, bl.a. om teatret i Frankrig, og hun var instruktørassistent og informations- og pressemedarbejder på Det Kgl. Teater. Fra 1983 blev hun pressemedarbejder ved Fools 4-festivalen for Trevor Davies, lederen og grundlæggeren af Københavns Internationale Teater (KIT). Ved de internationale Fools-festivals præsenteredes happenings, eksperimentalteater og andre store udenlandske avantgardegæstespil i Danmark. Hun giftede sig siden med Davies, og de adopterede datteren Anna fra Guatemala. Det betød et vendepunkt i Lene Thiesens liv, fordi hun nu ikke længere kunne arbejde i døgndrift på KIT, men måtte dele sit liv mellem familien og det krævende arbejde. Sammen med Davies lavede hun fra 1985 hver sommer de store festivals The British Are Coming, musikfestivalen Verdens trommer, øst-vest projektet Mir Caravane, dansefestivalen Dancin’ City og den afrikanske kulturfestival Images of Africa. Parret stod også for sommerdansestedet Spejlteltet i Fælledparken og en lang række af den nye form for cirkusforestillinger, bl.a. Cirque O, Zingaro og Archaos. Lene Thiesen fik i 1992 Alt for damernes årlige kvindepris, fordi hun med utrættelig energi og efter utallige rejser over det meste af verden har præsenteret sublim scenekunst for et stadig større og ofte helt nyt publikum. Arbejdet på KIT var ulønnet, og det var en evindelig kamp at få de tilskudsgivende myndigheder til at anerkende KIT, der var uden fast personale og uden kontoradresse. 1993-97 var Lene Thiesen alene om lederansvaret for KIT, og hun lavede da i samarbejde med Kanonhallen og Kulturby ‘96 en række gæstespil og seminarer under projektet Det Europæiske Teater. Hendes mangeårige pionerarbejde for at vise publikum den nyeste scenekunst fra hele verden, især den unge og eksperimenterende kunst, har været af uvurderlig stor betydning for det danske teater- og dansemiljø. Med baggrund i hendes arbejde med de tre store festivals Images of Africa i 1991, 1993 og 1996 blev hun i 1997 af Udenrigs- og Kulturministeriet opfordret til at lede og koordinere det danske bidrag til Shuttle 99, et kulturelt udvekslingsprojekt mellem Danmark og Sydafrika i perioden 1998-99. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thea_T%C3%B8nder

Thea Tønder

2023-04-22T23:14:34+02:00

fri anvendelse

Det var en i mange henseender usædvanlig kvinde, der i 1938 satte sig i rådmandsstolen i Københavns. magistrats 2. afdeling. Thea Tønder var vokset op i en arbejderfamilie, hendes fader var arbejdsmand og hendes moder tobaksarbejderske. Da hun var seks år gammel, døde faderen, og da hun fyldte ti år, havde hun nået den lavalder, som var sat i Fabrikloven af 1873, der regulerede børns og unges arbejde i fabrikker og værksteder. Tobaksindustrien tegnede sig i 1890 for godt en tredjedel af de beskæftigede børn, og Thea Tønder måtte nu bidrage til familiens økonomi ved at tage arbejde på Hirschsprungs Tobaksfabriker, hvor moderen i forvejen var ansat. Her skulle hun i de næste 47 år have sin arbejdsplads. Thea Tønder var fagligt aktiv og fungerede i flere perioder som tillidskvinde, efter sigende en myndig forhandler med stor realitetssans. 1907 blev hun medlem af bestyrelsen for Enigheden, Tobaksarbejderforbundets Københavns-afdeling, hvor hun sad til 1909 og igen i perioden 1919-30. Tobaksfaget var en af de industrigrene, hvor kvinderne tidligst fandt beskæftigelse, så da Enigheden blev stiftet i 1871 som den første fagforening inden for "Tobakken", var ét af foreningens formål derfor at "modarbejde Kvindernes Indtrængen i Faget." Men da Tobaksarbejderforbundet i Danmark stiftedes i 1887, blev det fastslået i formålsparagraffen, at forbundet skulle omfatte alle mandlige og kvindelige tobaksarbejdere. Tobaksarbejderforbundet blev hermed det første blandede fagforbund. Den første kvinde, der fik sæde i hovedbestyrelsen, var Nelly Hansen. I 1922 blev Thea Tønder medlem af Tobaksarbejderforbundets hovedbestyrelse, og da var over halvdelen af forbundets medlemmer kvinder. Dette afspejlede sig dog ikke i forbundsledelsens sammensætning: Thea Tønder var i hele den periode, hun sad der, nemlig frem til 1937, eneste kvinde blandt 13 hovedbestyrelsesmedlemmer. Sideløbende med den faglige aktivitet engagerede Thea Tønder sig også partipolitisk. I 1921 deltog hun som medlem af Fagoppositionens Sammenslutning (FS) i Danmarks Kommunistiske Føderations fællesledelse. FS, der samme år blev sluttet sammen med Danmarks Kommunistiske Parti, var stiftet i 1910 på et klart syndikalistisk grundlag og med det formål at arbejde som en opposition inden for den etablerede fagbevægelse. Thea Tønder orienterede sig efterhånden mod Socialdemokratiet og opnåede en central placering i partiet. Hun var også at finde blandt de socialdemokratiske kvinder, der engagerede sig kvindepolitisk, om end hun på linie med bl.a. Andrea Brochmann, Edel Saunte og Kristine Jensen var skeptisk over for de socialdemokratiske kvindeudvalg og kaldte dem en narresut, bl. a. fordi de var underlagt vælgerforeningernes bestyrelser. Derimod anså hun Socialdemokratisk Kvindeforenings (SK) struktur, der i højere grad muliggjorde selvstændige initiativer udadtil, for mere hensigtsmæssig for kvindepolitikken. Foreningen, der var stiftet i 1908, var imidlertid sygnet hen efter kvindeudvalgenes oprettelse i 1929. Medlemmerne var ældre kvinder, der havde været aktive i mange år, og formanden, Brochmann, havde tilsyneladende opgivet at bekæmpe partiets modstand mod foreningen. En gruppe yngre socialdemokratiske kvinder, der så foreningen som arbejderkvindernes alternativ til Dansk Kvindesamfund, tog i 1935 magten, og med Thea Tønder som formand og Inger Hempel som næstformand kom der fornyet liv i foreningen. Samme år besluttede Kvinde-Udvalgenes-Klub, der var et samarbejdsorgan for kvindeudvalgene, og hvor Margrethe Høst Neerup var formand, at opløse sig og kollektivt indgå i SK. Kvindeudvalgene og SK arbejdede efterhånden side om side, og mange af kvinderne, bl.a. Hempel, var medlem af begge kvindegrupperne. Thea Tønders og Hempels forsøg på at skabe et landsomfattende forbund af socialdemokratiske kvindeforeninger stødte på stærk modstand fra partiledelsens side, og med den definitive afvisning i 1936 var håbet om at gøre SK til en magtfuld forening bristet. Mange af kvinderne valgte nu igen at koncentrere arbejdet om kvindeudvalgene. Selv blev Thea Tønder i 1938 medlem af kvindeudvalget i sin lokale vælgerforening, men hun fortsatte som formand, indtil hun fratrådte kort tid før sin død i 1944. 1935 var også året, hvor Thea Tønder opnåede at blive valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Ved kongressen i 1939 valgtes hun til ordinært medlem og sad i hovedbestyrelsen til sin død. Det var dog på det kommunalpolitiske område, Thea Tønder gjorde en enestående karriere. 1937 blev hun medlem af Borgerrepræsentationen og blev, hvad der var ret usædvanligt for kvinder dengang, medlem af budgetudvalget. Hendes politiske indsigt og indsats i organisationslivet var velkendt, og skønt hun ikke havde taget ordet i plenumforsamlingerne, valgtes hun allerede året efter, dvs. i 1938, af den socialdemokratiske gruppe til rådmand i magistratens 2. afdeling, der tog sig af regnskabsvæsen, skat, lønninger, hospitalsvæsen og boligbyggeri. Som rådmand interesserede hun sig meget for forholdene på Skt. Hans Hospital. Det var dog især aldersrenteboligerne, der lå hende på sinde. Før hende havde kun én kvinde beklædt posten som rådmand, nemlig den radikale Alvilda Harbou Hoff fra 1925 til 1929. Men Thea Tønder var den første arbejderkvinde i Københavns magistrat, og hun var i hele sin embedsperiode også den eneste kvinde overhovedet. Som afdelingens borgmester Julius Hansens nærmeste medarbejder måtte hun adskillige gange vikariere for denne og fungere i hans sted. Hun erklærede selv, at hun havde meget nyt at lære, men hun blev hurtigt højt respekteret for sin indsigt og saglighed, og hun forblev rådmand til sin død. Thea Tønder havde giftet sig i 1899, men blev separeret kort før datteren Louises fødsel og blev få år senere skilt. Hun levede herefter alene med sin datter. Hun var stolt af, at fabriksarbejdersken i påklædning og kultur fuldt ud kunne hævde sig over for borgerskabets kvinder. Fotografier af hende, bl.a. sammen med datteren i en elegant dagligstue med plyds og klunker og viftepalmer, viser en kvinde med en stærk feminin udstråling. Men hendes livsforløb afslører, at hun også havde faglig og politisk gennemslagskraft. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lotte_Valbj%C3%B8rn

Lotte Valbjørn

2023-04-22T23:16:33+02:00

fri anvendelse

Lotte Valbjørn kommer fra et gedigent borgerhjem i Fåborg, hvor faderens slægt gennem generationer har drevet en stor boghandel. Moderen, en lollandsk mejeriejerdatter, engagerede sig bl.a. i Folkevirke og udviklede en lille forretning med kunsthåndværk inde i boghandlen. Lotte Valbjørns tidlige barndom prægedes af et muntert og livligt familieliv, hvor børn og voksne legede sammen med dukketeater, sang og dans. Ved middagsbordet sad ofte skuespillere, forfattere, sangere og oplæsere, som var inviteret til kulturelle arrangementer i byen. Denne livsform har Lotte Valbjørn ført med ind i sit voksenliv med mand, barn og mange venner. Anden Verdenskrig blev imidlertid en periode med angst og usikkerhed, da forældrene var involveret i modstandsbevægelsen og ofte måtte gå under jorden, og nogle år efter krigen gik boghandlen fallit. Lotte Valbjørn, der kom på gymnasiet i Svendborg, fik i 1952 polio og lå lam i flere måneder. Da hun kom hjem fra hospitalet med stokke, krykker og korsetter helt op under hagen, trænede og opmuntrede forældrene hende utrætteligt, og i denne proces startede hendes livslange kamp for at få fysikken og psyken til at hænge sammen. Hun udviklede en sjælelig råstyrke, som indimellem har været en svaghed, fordi hun aldrig har lært at holde op, før kroppen har sagt helt nej. Det lykkedes Lotte Valbjørn både at komme af med stokkene og at gennemføre studentereksamen 1955 og et psykologistudium, som hun færdiggjorde på Københavns Universitet 1964, og som førte til en karriere i arbejdspsykologi og en pionerindsats for kvinders lige muligheder på arbejdsmarkedet. 1965-78 var hun ansat i Arbejdsdirektoratets arbejdspsykologiske rådgivning og bl.a. beskæftiget med uddannelse af Arbejdsformidlingens (AF) personale. Direktoratets kvindekonsulent Karen Dahlerup, som blev Ligestillingsrådets første formand, fik gennemført, at der gennem arbejdsmarkedsuddannelserne skulle gøres en indsats for voksne arbejdsløse kvinder for at ændre deres beskæftigelsesområder. Lotte Valbjørn var med til at udvikle de første prøvekurser i 1977-78. I 1979 fik Ligestillingsrådet sit eget sekretariat, og hun blev ansat her med ansvar for rådets uddannelses- og arbejdsmarkedsinitiativer. 1970’ernes arbejdsløshed skabte opmærksomhed om kønsskævheden, og på Ligestillingsrådets forslag besluttede Folketinget at oprette 14 stillinger som ligestillingskonsulenter ved AF fra 1981. Lotte Valbjørn kom tilbage til Arbejdsdirektoratet som koordinator for ligestillingskonsulenterne og var i de følgende år en utrættelig igangsætter og inspirator for dem. Imidlertid var der ikke kun tale om udvikling af metoder, det var samtidig en stadig politisk og faglig kamp, både mod AF-systemets modvilje og kvindeforskernes kritik af “statsfeminismen”. Det lykkedes hende at få antallet af ligestillingskonsulenter forøget til 29 i 1985. I 1980’erne var ligestillingsdebatten fokuseret på manglen på kvindelige ledere, og Lotte Valbjørn ønskede selv at prøve kræfter med en egentlig lederstilling. 1985-90 var hun chef for Afdelingen for Arbejdspsykologi på Dansk Teknologisk Institut, hvor teknologi med et menneskeligt ansigt var i fokus. Hun var stadigvæk engageret i køn, og afdelingen gennemførte en række projekter for kvinder, der blev uddannet til industrien, således at de var i stand til at varetage flere funktioner. Samtidig deltog hun i debatten om rekrutteringen af kvindelige ledere, bl.a. som medforfatter af bogen Kvinde, vælg din vej, 1987. I 1990 startede hun konsulentfirmaet athene, som hun ejer og er direktør for, fra 1997 sammen med en af de tidlige ligestillingskonsulenter Anette Wolthers. athene har specialiseret sig i udvikling af medarbejderes menneskelige ressourcer, nye samarbejdsrelationer i virksomheder og organisatoriske ændringer og opererer såvel i Danmark som i udlandet. Fra 1970’erne har Lotte Valbjørn beskæftiget sig med arbejdsmarkeds- og ligestillingsspørgsmål på internationalt niveau, primært som ekspert i forskellige EU-institutioner. I perioden 1995-2000 har hun således koordineret et transnationalt samarbejde mellem danske og andre europæiske virksomheder, hvis formål har været at gøre ligestilling til en forretningsstrategi. Hun er blevet betegnet som en nøgleperson i den praktiske udførelse af EUs ligestillingsprogrammer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Vinter

Ingeborg Vinter

2023-04-22T23:19:56+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Vinter stammer fra en arbejderfamilie med syv børn. Moderen var hjemmegående, faderen maskinsmed og aktiv i opbygningen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet på Suðuroy. Selv giftede Ingeborg Vinter sig i 1966 med en arbejdsmand, Andru V. Hun har arbejdet på fiskefabrik i 17 år, hvoraf fire år i Island. I 1976 blev hun indvalgt i bestyrelsen for Fjallbrúður, den lokale fagforening for kvindelige arbejdere, og hun var formand for denne forening 1977-84. I 1977 kom hun i bestyrelsen for Føroya Arbeiðarafelag (FA), der er et landsdækkende fagforbund med ca. 6.000 medlemmer. Tre år senere blev hun som repræsentant for den radikale fløj af fagbevægelsen valgt til formand for FA. Hun er blevet genvalgt siden og er ikke blot den første kvindelige formand, men også den person, der har bestridt formandsposten længst, siden FA blev stiftet i 1925. Da forbundets kontor ligger i Tórshavn, har hun måttet være hjemmefra alle ugens hverdage. Hendes to børn blev hjemme hos deres fader i Vágur, og hun så dem kun i weekenden. Især de første år var hårde, for det var ikke populært at være kvinde og fagforeningsformand. Men hun fik støtte fra både sin mand og sine forældre, som har opmuntret hende til at fortsætte, og moderen har hjulpet med at passe børnene. Som formand har Ingeborg Vinter lagt vægt på, at FA som Færøernes største fagforbund skulle markere sig i samfundet. I hendes første år i bestyrelsen lykkedes det at få indført lige løn for kvinder og mænd, idet der i 1977 opnåedes en aftale om, at kvindelønnen skulle forhøjes gradvis, indtil den kom på niveau med mænds løn i 1981. I 1983 blev FA involveret i en af de bitreste konflikter i nyere tid, da arbejdsgiverne ville indføre registrering af hver enkelt arbejders produktivitet ved hjælp af koder i hver kasse renset fisk. FA protesterede, fordi man opfattede registreringen som en skjult tempoopskruning. Sagen blev indbragt for retten, men FA fik ikke medhold, og konflikten såede splid i forbundets egne rækker. Ingeborg Vinter har lagt vægt på at opbygge en omfattende kursusvirksomhed for foreningens medlemmer. FA var medstifter af Uppl´ysingarfelagsskapur Verkamanna (Arbejdernes Oplysningsforbund). I Ingeborg Vinters formandstid har FA desuden været med til at oprette den færøske arbejdsløshedsforsikring af 1992. Ingeborg Vinter var i mange år aktiv i det færøske socialdemokrati. Op til lagtingsvalget i 1994 tog hun sammen med en række andre fagforeningsledere og aktivister på venstrefløjen initiativ til et nyt politisk parti Verkamannafylkingin (Arbejderfronten). Partiet opnåede at få tre mandater valgt til Lagtinget i 1994, hvoraf den ene var Ingeborg Vinter, som dermed blev det første kvindelige lagtingsmedlem valgt i Suðuroy. Verkamannafylkingin var en ad hoc-bevægelse, som blev stiftet i opposition til især Socialdemokratiets politik i kriseårene i begyndelsen af 1990’erne. På grund af indre stridigheder fik partiet en kort levetid og nåede ikke over spærregrænsen ved valget i 1998. Ingeborg Vinter har i sin formandstid udviklet FA til et moderne forbund, der er en aktiv modspiller i alle samfundsspørgsmål. Hun er kendt for sin kontante og kompromisløse stil og har synliggjort den færøske kvinde som en aktiv deltager i det offentlige liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margit_Vognsen

Margit Vognsen

2023-04-22T23:23:37+02:00

fri anvendelse

Margit Vognsen voksede op i et fagligt og politisk bevidst miljø som den yngste af fem søskende. Begge hendes forældre var socialdemokrater, og hendes fader var kasserer i Specialarbejderforbundets (SiD) afdeling i Haderslev. Fagforeningens møder, skovture og juletræsfester blev derfor en væsentlig del af barndomslivet. I modsætning til brødrene fik hun ikke nogen uddannelse, men måtte efter endt skolegang tage plads som ung pige i huset. Som 18-årig drog hun til København, hvor hun blev fabriksarbejder. Efter et kortvarigt ægteskab blev hun skilt i 1972 og begyndte derefter at arbejde som hjemmehjælper. Hun meldte sig med det samme ind i Husligt Arbejder Forbunds (HAF) afdeling 3, hvor hun i 1973 valgtes til tillidsrepræsentant og klubformand. Herefter gik det hurtigt med den faglige karriere. I 1973 valgtes hun til suppleant til bestyrelsen i afdeling 3, 1979 blev hun faglig sekretær i afdelingen, og tre år senere, i 1982, stod hun som afdelingens formand. I 1984 blev hun medlem af HAFs hovedbestyrelse, og så gik der kun to år, før hun på den ekstraordinære kongres i 1986 valgtes til forbundsformand som afløser for Bodil Mogensen og dermed blev medlem af LOs forretningsudvalg. Som afdelingsformand havde Margit Vognsen gennem en række lokalaftaler bidraget til at sikre medlemmerne rimelige arbejdsvilkår, ikke mindst på hjemmehjælpernes område. Nedskæringerne i den offentlige sektor fra slutningen af 1970’erne ramte i høj grad HAFs medlemmer, og problemer vedrørende arbejdsmiljø og nedslidning har haft høj prioritet. Det offentliges udlicitering af opgaver berørte mange af forbundets arbejdsområder. I modsætning til fx Lillian Knudsen, forbundsformand for Kvindeligt Arbejderforbund, har Margit Vognsen været en stærk modstander af denne praksis. Hun har selv peget på to vigtige faglige resultater, der blev opnået i hendes formandsperiode. 1991 etableredes social- og sundhedsuddannelserne, der afløste de oprindelige uddannelser til bl.a. hjemmehjælper og sygehjælper og gav forbundets medlemmer helt nye muligheder. Samarbejdet med Dansk Kommunal Arbejderforbund (DKA) indledtes i 1989 med oprettelse af et fællessekretariat for uddannelsesspørgsmål, siden fulgte beslutning om fælles generel overenskomst samme år, og 1993 fusionerede de to forbund til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA). Med HAFs henved 74.000 medlemmer, hvoraf 99% var kvinder, og DKAs knap 120.000, hvoraf kvinderne udgjorde 81%, blev FOA et af LOs store og kvindestærke forbund. Skønt Margit Vognsen på et tidligere tidspunkt havde erklæret, at der var alt for mange mænd i LOs topledelse, pegede hun ikke desto mindre på lederen af DKA Poul Winckler som formand for det nye fællesforbund. Det er Margit Vognsens princip at sætte sagen over personen, og Winckler ville efter hendes mening som formand for både Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og Det Kommunale Kartel gavne organisationen mest. Selv overtog hun i 1993 posten som FOAs næstformand, “og det er nu heller ikke så ringe endda”, som hun sagde. Margit Vognsen er blevet karakteriseret som en sej sønderjyde. At hun har haft mod og vilje til at stå fast på sine synspunkter, også når hun gik enegang, beviste hun i 1992, da HAF som det eneste LO-forbund markerede et klart og utvetydigt nej til Amsterdamtraktaten, der ændrede EF til EU. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Monica_Wichfeld

Monica Wichfeld

2023-04-22T23:19:34+02:00

fri anvendelse

Monica Wichfelds skotsk-irske adelsslægt ejede godset St. Hubert’s i det protestantiske Nordirland. Faderen havde kommandoen over en afdeling af The Ulster Volunteer Force, som skulle forsvare landsdelen mod det katolske Irland. Som barn var hun med til parader og skydeøvelser, og senere smuglede hun våben fra England, skjult i sine skørter. Hun voksede op i det gamle Storbritanniens fornemste sociale lag, hvor tiden gik med selskaber, rejser, sport og jagt. Den intelligente og selvrådige pige lærte sprog og dannet optræden. Fra sin ophøjede sociale position kendte hun ikke forskel på høj og lav, kun på menneskelige egenskaber. Da Første Verdenskrig kom i 1914, meldte hendes to brødre sig til hæren, flere af hendes unge venner og hendes yngste broder faldt i Frankrig, hvad der var et voldsomt slag for hende. Selv rejste hun til London for at tjene nationen og fik job i en kantine, hvor hun serverede te for soldaterne, vaskede gulve osv. I Londons selskabsliv traf hun Jørgen Wichfeld, som var knyttet til det danske gesandtskab. Som 22-årig havde han i 1907 arvet stamhuset Engestofte nær Maribo. Han savnede hendes stærke karakter og selvopofrende nationalfølelse, men de blev gift i 1916. De første år efter krigen opholdt de sig dels i London, dels på Engestofte. De fik to sønner og datteren Varinka. Godset var i økonomiske vanskeligheder, og Monica Wichfeld måtte tage affære. Fra 1929 levede familien i udlandet, snart fast i Rapallo, Italien. Hun havde også en lejlighed i Paris, hvor hun handlede med fransk modetøj. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 overvejede Monica Wichfeld at tage til England. Da hendes andet fædreland blev overfaldet af Tyskland april 1940, havde hun planer om at rejse til USA for at støtte den frie danske bevægelse. I juni gik Italien ind i krigen på Hitlers side, og forholdene for Monica Wichfeld og hendes familie blev mere og mere uholdbare, både politisk og økonomisk. I efteråret 1941 tog de til Engestofte. Hun skrev en lang rapport om stemningen i Italien og fik den sendt til London. Samtidig spejdede hun efter tegn på modstand i Danmark. Sommeren 1942 flyttede forfatteren Hilmar Wulff ind i et hus, som tilhørte godset. Han var engageret i det illegale bladarbejde og distribuerede det kommunistiske Land og Folk og det tværpolitiske Frit Danmark. Monica Wichfeld og hendes datter aflagde flere besøg hos den nye lejer, der en dag blev bekræftet i sin mistanke om, at der lå mere end sociale grunde bag besøgene. På vej ud “vendte Fru Wichfeld sig i Døren og spurgte pludselig: ‘Læser De Frit Danmark?’ Med de Oplysninger, jeg havde faaet om Familien Wichfeld, følte jeg mig rolig og svarede: ‘Ja, vil De laane det?’” Kontakten var etableret, og Monica Wichfeld begyndte at samle penge ind til bladarbejdet. I kampen var hun hævet over sociale og politiske skel. Wulff havde mange eftersøgte boende, og Monica Wichfeld og datteren hjalp dem med forklædning osv. I begyndelsen af 1943 lykkedes det at få forbindelse med faldskærmsfolk i København, og Monica Wichfeld mødtes med chefen Flemming B. Muus. Hun fik til opgave at lede undergrundsarbejdet på Lolland-Falster, og en faldskærmsmand med dæknavnet Jacob blev sendt til Lolland for at instruere sabotører. Monica Wichfeld hjalp med at transportere og gemme våben og sprængstoffer, mens datteren om efteråret tog til København for at blive Muus’ betroede sekretær. Monica Wichfeld vidste med sig selv, hvordan det ville ende, og hun ventede på sin skæbne. Januar 1944 rykkede 15-20 tyske soldater og civilklædte gestapofolk ind på Engestofte og arresterede hende, hendes mand og yngste søn. De to sidstnævnte blev hurtigt frigivet. Jacob var blevet arresteret og havde under frygtelig tortur røbet mange navne. Monica Wichfeld blev ikke tortureret, men underkastet talrige forhør på Dagmarhus, og hun blev senere ført til Vestre Fængsel. Hun nægtede alt. Til medfanger og til venner uden for fængslet skrev hun breve, hvori hun søgte at opmuntre dem. Om sig selv skrev hun: “Jeg er Fatalist, og naar min Time slaar, bliver der ingen Vej uden om det.” I maj dømte en tysk krigsret hende og tre andre til døden. I første omgang nægtede Monica Wichfeld, der var den første dødsdømte danske modstandskvinde, at søge om benådning, men presset af familien skrev hun alligevel en ansøgning. Den blev skrevet på engelsk, og som en hån mod Gestapo på toiletpapir. Hun argumenterede klart for, at tyskerne ikke havde nogen juridisk ret til at dømme hende. Sammen med tre andre danske kvinder, bl.a. Kirstine Fiil, blev hun i maj sendt til et fængsel i Cottbus i Tyskland. En af medfangerne har fortalt, at hun stadig bevarede sin ro og sit humør. Da den russiske hær nærmede sig, blev fangerne ført vestpå til Waldheim, men denne tur knækkede Monica Wichfelds helbred, og hun døde i slutningen af februar 1945. Graven er ikke fundet. Ved en mindegudstjeneste, der blev holdt for hende i april i London, sagde præsten: “Monica Wichfeld, som vi i Dag mindes, gav sit Liv for to Nationer.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nicoline_Winther

Nicoline Winther

2023-04-22T23:19:56+02:00

fri anvendelse

Nicoline Winther voksede op på Møn i et udpræget grundtvigiansk Venstremiljø med en stærk selv- og slægtsbevidsthed. Hendes morfader Mads Strandskov var landstingsmedlem for Venstre, og begge hendes forældre var politisk og landbrugsfagligt engagerede. Denne baggrund fik stor indflydelse på Nicoline Winthers egen politiske og kvindesaglige karriere. Hun gik i Elmelunde Friskole, tog 1908 på Ryslinge Højskole, hvorefter hun et år havde plads i huset i Norge hos venner af højskolemoderen Jutta Bojsen-Møller. 1911-12 var hun på Sorø Husholdningsskole, hvor hendes søster arbejdede på andelsfrugteriet. En stor gruppe af Nicoline Winthers slægt var udvandret til USA, og forældrene gav hende i 1912 mulighed for at rejse derover for at besøge familien, som havde bosat sig i flere danske kolonier. En tid underviste hun danske børn og gik på Danebod Højskole i Minnesota i 1913, mens hun tjente til opholdet ved at arbejde i husholdningen. Nicoline Winther var således veluddannet som landhusmoder, berejst og udstyret med mangeartede erfaringer, da hun vendte tilbage til Møn. Her giftede hun sig i 1917 med Karl W. fra en af nabosognets solide gårdmandsslægter og overtog sammen med ham slægtsgården Tofthøj, som derved i tredje led videreførtes på kvindesiden. Allerede i de år, hvor hun fødte sine børn, begyndte hun sin udadvendte virksomhed i den lokale afholdsforening og som bestyrelsesmedlem i Dansk Kvindesamfunds (DK) Mønkreds fra 1919. Kredsen, som Nicoline Winthers moder havde været med til at stifte, havde en i forhold til øens størrelse stor medlemsskare. Det høje aktivitetsniveau skyldtes i første række Rødkilde Højskole, der stimulerede hele det lokale kulturelle liv og ikke mindst kvindesagen. Forstanderen Frede Bojsen var broder til Jutta Bojsen-Møller, som selv opholdt sig en årrække på skolen. Nicoline Winther var formand for Mønkredsen 1922-23, men først årtier senere blev der plads i hendes liv til en mere omfattende kvindesaglig indsats. 1941-48 var hun medlem af DKs fællesstyrelse, og 1940 gik hun ind i præsidiet for Danske Kvinders Samfundstjeneste, der under Besættelsen indsamlede tøj og mad til fordeling blandt de dårligt stillede. Karl W. var stærkt optaget af organisationsarbejde i gymnastik- og skytteforeninger og i sine yngre år meget væk hjemmefra. Da han blev ældre, byttede ægtefællerne i god forståelse roller. Mens Nicoline Winther hidtil havde set efter både piger og karle, blev det nu ham, som holdt øje med det hele, og hun kunne i løbet af 1930’erne intensivere sit udadvendte arbejde. I 1933 blev hun formand for børneværnet i Elmelunde og fik derved indblik i landspolitiske forhold i den periode, da de store socialreformer blev udformet. Hun var tillige medlem af menighedsrådet og arbejdede for den lokale Santalmission og foredragsforeningen, bl.a. ved at huse foredragsholdere, hvad der gav hende en stor kontaktflade til tidens betydelige folk. Fra 1930 var Nicoline Winther også engageret i politik. 1930-35 var hun formand for Elmelunde Sogns Venstrevælgerforening, hvilket på den tid var meget usædvanligt for en kvinde. Hun holdt hver sommer en middag for de lokale støtter og var i en periode hovedbestyrelsesmedlem i Venstre på Sjælland og Bornholm. I 1929 var Venstres Kvinder (VK) under ledelse af Magda Andersen oprettet med det formål at skabe større interesse og aktivitet blandt de kvindelige vælgere, og Nicoline Winther blev opfordret til at opdyrke dette arbejde i Præstø amt. I 1938 blev hun formand for VK på Sjælland og Bornholm, en post, hun beklædte i ti år. Hun fik allerede fra 1936 opfordringer til at stille op til Landstinget, i 1939 blev hun valgt som suppleant, indtrådte allerede samme år og blev siden selv genvalgt med gode stemmetal indtil 1953, da Landstinget ophørte sin virksomhed ved grundlovsændringen. I 1950 og 1953 var hun folketingskandidat for Venstre i Sorø amt, men overlod, da hun ikke havde opnået valg, herefter sit kandidatur til justitsminister Helga Pedersen. Som landstingsmedlem var Nicoline Winther fra tirsdag til fredag i København, men for de penge hun fik for sit hverv, kunne hun betale to betroede piger for at passe arbejdet på Tofthøj, så hjemmet ikke blev forsømt. Hendes første år på Christiansborg faldt under Besættelsens urolige og utrygge forhold. Hun fulgte partimøderne meget nøje og satte sig grundigt ind i de sager, hun blev ordfører for eller skulle tage stilling til som udvalgsmedlem. Men det var hende inderligt imod at trænge sig på, og hun kom aldrig frem i første række. Kvinders og børns retsstilling optog hende, og hun arbejdede for vedtagelse af loven om kvindelige præster i 1947. Desuden deltog hun i Husassistentkommissionen af 1942, hvor hun ud fra et arbejdsgiverstandpunkt udtalte sig mod kortere arbejdstid for unge under 16 år. Hun var involveret i ændringen af loven om Statens Husholdningsråd 1947-48 og svangerskabsloven 1951-52. I 1950 deltog hun i en interparlamentarisk kongres i Dublin. Efter at have sluttet sin landspolitiske karriere koncentrerede Nicoline Winther sig om det lokale arbejde og sin efterhånden store familie. I 1963 gav hun og hendes mand Tofthøj videre til deres yngste datter og flyttede ind i en aftægtsvilla i haven til den gård, som var centrum i hendes liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Andrea_%C3%81rting

Andrea Árting

2023-04-22T23:09:57+02:00

fri anvendelse

Andrea Árting er en af de største personligheder i færøsk fagbevægelse. Med sit store engagement i tidens samfundsforhold satte hun sit præg på det politiske liv, især inden for fag- og selvstændighedsbevægelsen. Hun var født uden for ægteskab og voksede op hos sin moster og onkel, Trina og Elias Johansen í Rættará. De havde selv en stor børneflok, og der kom mange mennesker i hjemmet. Fosterfaderen var bådebygger og tillige politisk og kulturelt aktiv. Efter endt skolegang arbejdede Andrea Árting med klipfisketørring og i forretning. Som 17-årig fik hun tuberkulose og opholdt sig på sanatorium i et par år. Derefter rejste hun til Danmark, hvor hun ligesom mange andre unge færøske kvinder på den tid arbejdede som tjenestepige i seks år. Efter at Andrea Árting i 1922 var blevet gift, havde hun ikke egentligt lønarbejde uden for hjemmet. I 1937 blev hun valgt til formand for Havnar Arbejðskvinnufelag (Kvindelig Arbejderforening i Tórshavn), som var stiftet i 1936. Hovedparten af medlemmerne var beskæftigede i fiskeindustrien. Foreningen havde problemer med at få nogen til at påtage sig formandshvervet på grund af risikoen for at blive sortlistet af arbejdsgiverne, der ofte både var skibsredere, købmænd og drev fiskeforarbejdning, så hele familien tit stod i afhængighedsforhold til dem. Derfor henvendte den nye fagforening sig til Andrea Árting. Som hjemmearbejdende var hun mere uafhængig, og hun havde vist, at hun ikke var bange for at ytre sig offentligt. Med undtagelse af et par år bestred hun formandsposten i foreningen til 1977, da hun var 86 år. De fleste af årene fra 1940 til 1958 var hun også i bestyrelsen for Føroya Arbeiðarafelag (Færøernes Arbejderforbund). I den tid, hvor hun var fagforeningsformand, var der store problemer på arbejdsmarkedet, og hun var med til mange vanskelige forhandlinger, især i de økonomiske kriseår i 1950’erne. Under Anden Verdenskrig kunne fiskerne, som fragtede fisk til Storbritannien, tjene store penge, mens arbejdernes løn forblev på det hidtidige niveau. Dette skabte utilfredshed blandt arbejderne. Traditionelt har der i færøsk fagbevægelse været uoverensstemmelser mellem fiskere og arbejdere, fordi fiskernes løn var en andel af udbyttet ved fangsten, og arbejdsløn til bl.a. losning gik fra deres fortjeneste. I 1951 gik arbejderforbundets medlemmer i strejke, da arbejdsgiverne forlangte, at arbejderlønnen skulle sænkes på grund af de faldende fiskepriser, mens arbejderne krævede højere løn på grund af de almindelige prisstigninger. Udfaldet blev, at lønnen forblev uændret. Andrea Árting stod som eksponent for social retfærdighed. Ifølge hende var håndens og åndens arbejde lige meget værd, og arbejderen havde krav på en løn, som han kunne forsørge sin familie for. Det ville være forkert at betegne hende som en kvindesagskvinde i moderne forstand. Hun mente, at kvinders opgave var at sørge for hjemmet. Fra sit faglige arbejde vidste hun dog, at mange kvinder måtte arbejde uden for hjemmet, enten fordi de var enlige, eller fordi manden ikke kunne forsørge familien. I hendes sidste år som fagforeningsformand kom ligeløn for kvinder og mænd på dagsordenen, og hun fastholdt, at hvis kvinder var nødt til at have lønarbejde, skulle de også have samme løn som mænd. I 1977 blev der indgået forlig om, at timelønnen for kvinder skulle forhøjes trinvis til 1981, så den kom på niveau med mændenes. Ved generalforsamlingen i 1977 trak Andrea Árting sig tilbage, men fortsatte med at få formandsløn, så længe hun levede, og blev også æresmedlem af foreningen. Retfærdighed var også Andrea Ártings kongstanke i arbejdet for national selvstændighed. En nation skal have selvbestemmelse og klare sig med egne ressourcer. Hun var en af de første kvinder, der stillede op til lagtingsvalg. I 1940 var hun kandidat til lagtingsvalget for Loysingarflokkurin (Løsrivelsespartiet), men blev ikke valgt. Ved folkeafstemningen om Færøernes fremtidige statsretslige forhold i 1946 blev der et lille flertal for løsrivelse fra Danmark. Processen endte dog med indførelse af den nuværende hjemmestyreordning. Som konsekvens af dette blev Tjóðveldisflokkurin (Det republikanske Parti) stiftet, og Andrea Árting var en af partiets mest trofaste støtter. I sit barndomshjem havde Andrea Árting fået interesse for musik, hun gik til undervisning og spillede flere instrumenter. Hun komponerede, og især skrev hun digte. Hendes digtning bærer præg af hendes ideologiske ståsted. Hun digtede bl.a. kampsange, hvor hun stillede krav om bedre kår for arbejderne. I 1918 var hun initiativtager til organiseret kaproning for kvinder, en sport som ellers havde været forbeholdt mænd. Andrea Árting gav udtryk for, at kvinder havde svært ved at gøre sig gældende i det offentlige liv, og at det ikke blev lettere af, at de også selv holdt sig tilbage. Selv var hun et bevis på, at det ved utrættelig energi og engagement trods alt er muligt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_Bj%C3%B8rner

Signe Bjørner

2023-04-22T22:51:16+02:00

fri anvendelse

Signe Bjørners forældre var danske, men omkring 1880 rejste de til USA. Her voksede Signe Bjørner op i et dansk immigrantmiljø og startede sin skolegang hos en dansk præst i Wisconsin, men kom derefter i amerikansk skole i Chicago. I 1894 rejste hun til Danmark for at besøge slægtninge og få en uddannelse i det danske højskolemiljø. Hendes tre morbrødre var dybt involveret i mange former for folkeligt samvirke. Konrad Jørgensen var grundlægger af Højskolebladet, Severin Jørgensen stifter af Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger og Karl A. Jørgensen forsøgsleder. Signe Bjørner kom til Askov Højskole, hvor hun i vinteren 1895-96 mødte J.L.B, som hun året efter giftede sig med, og hun valgte herefter at blive i Danmark. Hun blev stærkt optaget af både det grundtvigske højskolemiljø og ikke mindst georgismen, den politisk-økonomiske lære, der var udformet af den amerikanske økonom H. George. Georgismen, der hvilede på et socialliberalt grundlag, havde individets frihed og velfærd som mål. Politisk var man imod statslig protektionisme, militæret og jordejernes grundspekulation, der blev set som årsager til nationale og sociale konflikter. Med sine amerikanske erfaringer og netværk havde Signe Bjørner gode forudsætninger for at være med til at introducere disse tanker i Danmark. I 1902 var hun medstifter af Henry George Foreningen (HGF), der især fik højskolefolk som tilhængere. Allerede tre år efter stiftelsen havde foreningen 24 kredse og 850 medlemmer. I perioden 1910-47 var Signe Bjørner med enkelte afbrydelser foreningens sekretær, med hjemmet som kontor. Sammen med sin mand var hun 25 gange leder af det årligt tilbagevendende Henry George-stævne, der strakte sig over to dage med grundskyld og frihandel som centrale emner. Signe Bjørner var dog også engageret i andre sammenhænge i de tidlige år. 1908-09 var hun medlem af fællesstyrelsen i Dansk Kvindesamfund og fra 1912 engageret i Husøkonomisk Selskab, hvis mål var oplysning og fremme af hjemmenes økonomi. Forholdet mellem de enkelte husholdninger og staten blev her sat til debat. Signe Bjørner mente, at staten i alt for høj grad belastede husholdningerne med afgifter og skatter og ønskede reformer, der kunne lette deres økonomi. De liberale frihandelsprincipper fra georgismen blev således også fremhævet i relation til forbrugerspørgsmål. Det var ligeledes temaet i den protestbevægelse mod frugttold, der opstod i forbindelse med vedtagelsen af en ny toldlov 1908, og som Signe Bjørner var ledende medlem af. I tiden frem til afslutningen af Første Verdenskrig prøvede hun og hendes mand at få andre partier til at tilslutte sig georgismen, og de havde et tæt samarbejde med især Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre. Men det endte med, at de i 1919 var medstiftere af partiet Retsforbundet, der var et opgør med den protektionistiske prisreguleringspolitik, som den radikale regering havde ført under krigen. Signe Bjørner havde væsentlig indflydelse på udformningen af partiprogrammet. Fra 1926 blev Retsforbundet repræsenteret i Folketinget, men der herskede stor intern debat om, hvorvidt partiet skulle involvere sig i magtstaten eller alene agitere for retsstatstanken. Endvidere var der uenighed mellem en skarpt formuleret nyliberalistisk fløj og en mere socialliberal fløj. I 1921 stiftede Signe Bjørner Det frie Blad og redigerede det i 12 år. Bladet, der også lagde spalteplads til angreb på retsstatsidéen, bragte jævnligt spørgsmål til åben debat. Den hjemlige og udenlandske situation blev kommenteret, og gennem oplysninger om politiske, sociale og økonomiske forhold blev bladet et “Rustkammer” for retsstatstankens tilhængere. 1941-45 redigerede hun tillige HGFs medlemsblad Grundskyld. I 1934 udkom En Verdenstankes Vækst i vort Folk, hvori hun gav en historisk skildring af Henry George-bevægelsens indsats i Danmark. Hun var meget optaget af demokratiets indretning og metoder og havde været med til at demokratisere arbejdsmetoderne såvel i HGF som i Retsforbundet. Under den tyske besættelse af Danmark tog hun i 1942 som både redaktør og medforfatter initiativ til bogen Folkestyrets Veje ude og hjemme. I kraft af sine internationale kontakter havde hun en vidtstrakt foredragsvirksomhed både herhjemme, i USA, England og Sverige. Hun talte om en lang række emner, bl.a. højskole, friskole, andels- og husmandsbevægelse samt jordreformer og folkestyre. Signe Bjørner og hendes mand havde et tæt samarbejde og et trofast sammenhold. Da han måtte vælge mellem at fortsætte i sit job som værkfører eller hellige sig sit virke som agitator, støttede hun ham i at følge sin overbevisning. I 1916 begyndte han en indbringende grossistforretning, og ægteparret ydede store beløb til blade, pjecer og rejseomkostninger for deres fælles sag. Sammen oprettede de Henry Georges Mindefond til udbredelse af kendskabet til Georges socialpolitiske program. I det Bjørnerske hjem blev mange af de våben, Retsforbundet anvendte, dannet eller skærpet, og Signe Bjørner havde sin store andel heri. Ligesom sin mand var hun en trofast og dygtig medarbejder for sagen, og hendes navn var lige så kendt i georgistiske kredse som hans. To af deres børn, Bue B. og Gudrun B., samt svigerdatteren Caroline Bue B. blev aktive politikere i Retsforbundet og fortsatte dermed forældrenes virksomhed. Signe Bjørner sad desuden i en årrække i værgerådet og i børnehavernes repræsentation i Fröbelforbundet. Signe Bjørner var centralt placeret i en af sin tids stærke socialliberale bevægelser. Hun var gennem en lang og vedholdende indsats med til at skabe ikke blot det politiske grundlag, men i høj grad også den politiske organisation og de personlige netværk, som bar bevægelsen og senere partiet. Hendes stærke tro på og arbejde for demokratiet lå i forlængelse af den grundtvigske tradition, men hun gav den en ny og selvstændig form. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hanne_Dam

Hanne Dam

2023-04-22T22:58:14+02:00

fri anvendelse

Hanne Dam voksede sammen med sin tvillingsøster Birgitte og den otte år yngre bror Karsten op på Mors i en middelklassefamilie med håndværkerbaggrund. Faderen var ingeniør på Morsø Jernstøberi. Moderen, der var uddannet fotograf, blev hjemmegående efter tvillingernes fødsel og aktiv i Dansk Kvindesamfund. Senere blev hun musikpædagog. Hanne Dam tog studentereksamen fra Nykøbing M. Gymnasium 1967 og kom derefter i lære som journalist ved Dagbladet i Ringsted. Som færdiguddannet journalist arbejdede hun først et halvt år som informationsmedarbejder på Gladsaxe Teater, dernæst 1973-77 på Berlingske Tidende. Hendes område var kulturstof, og hun var altid interesseret i at finde en kvindevinkel på stoffet. Denne kvindepolitiske interesse fik hende i 1977 til at søge en nyoprettet stilling på Information. Hanne Dam kom til Information efter en turbulent tid, hvor Bente Hansen havde været ansat som redaktionschef, som led i opprioriteringen af kvindestoffet. Fra de toneangivende mænd på bladet, som aldrig accepterede stofområdet som relevant, blev hun mødt med modstand, og hun måtte hele tiden forklare og forsvare sig. Det skortede imidlertid ikke på stof, og hun fik stor hjælp, dels udefra, dels i de første år fra bladets kvindegruppe, som Bente Hansen havde startet, og hvor bl.a. journalisterne Mette Fugl, Ilse Olsen, Lisbeth Wissing, Anne Brockenhuus-Schack og Lene Frøslev var med. Hanne Dam er ofte blevet kritiseret for at identificere sig med dem, hun er sat til at skrive om. Hun har forsvaret sig med, at hun betragter det som sin opgave at vise uligheder i samfundet, og at man ikke kan sætte lighedstegn mellem kritisk og negativ journalistik. Hendes engagement har altid ligget på venstrefløjen og i kvindebevægelsen, men hun har samtidig sat en ære i at holde sig fri af politiske partier og grupperinger. Hun har opnået en berømmelse, som kun bliver få journalister til del, og hendes artikler er blevet læst og værdsat, især af de kvindelige læsere, som ikke har kunnet finde de samme oplysninger andre steder. I 1980 fik hun Cavlingprisen for at have opdyrket det kvindepolitiske stof og "givet hele kønsrolledebatten en ny dimension, der igen har indvirket på andre medier", som det hed i begrundelsen for tildelingen. Efter sit andet barns fødsel i 1984 valgte Hanne Dam, der var eneforsørger, kun at opholde sig på bladet for at lave research og deltage i møder. Artiklerne skrev hun derefter hjemme hos børnene. Samtidig engagerede hun sig i stadig flere projekter uden for Information. Således deltog hun 1985 sammen med bl.a. Nynne Koch og Ulla Ryum i dommerkomitéen for tidsskriftet Forum for kvindeforsknings konkurrence om kvindesprog og i redaktionen af den efterfølgende bog af samme navn. I 1993 havde hun orlov og arbejdede som studievært på TV2s magasin for voksne De kære børn og udgav samme år Midtvejskærlighed, en interviewbog om moden kærlighed. Tilbage på Information gik hun på halv tid for at kunne påtage sig freelanceopgaver ved andre medier, hvoraf den største har været jubilæumsbogen På trods... skrevet i anledning af Danske Kvinders Nationalråds 100-års jubilæum i 1999. Efter afslutningen af denne opgave blev hun ansat som informationschef i Forbrugerstyrelsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Klara_Dupont

Klara Dupont

2023-04-22T23:00:42+02:00

fri anvendelse

Klara Duponts forældre var begge blandt den århusianske fagbevægelses pionerer. Faderen var aktiv i Socialdemokratiet og i Smedenes Fagforening og desuden formand for Arbejdernes Produktionsforening i Århus. Moderen blev den første formand for det socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus nordre kreds og var desuden formand for Mødrehjælpsforeningen. Selv kom Klara Dupont tidligt med i arbejderbevægelsen. Hun blev medlem af De Unges Idræt, hvor hun mødte sin kommende ægtefælle Wilhelm D. Siden var de begge med i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Klara Dupont ville gerne have uddannet sig til husholdningslærerinde, men kom i stedet i lære i Århus Brugsforening og var i nogle år bestyrer af en afdeling. For at bøde på sin spinkle uddannelse, tog hun på højskole, bl.a. Rødding Højskole og Arbejderhøjskolen. Disse ophold fik vedblivende betydning, bl.a. for hendes senere foredragsvirksomhed. I 1940 fik Klara Duponts mand stilling som redaktør af Demokraten i Skanderborg, og familien, der nu også omfattede to børn, flyttede til byen. Som hun selv udtrykte det, var stillingen som lokalredaktør lidt af “en fodermesterplads, hvor konen måtte arbejde med”. Hun passede kontor, førte regnskab, delte aviser ud, gjorde rent og fyrede hver dag op i redaktionens tre kakkelovne. Men hun gik også til møder og tog referater, der skulle sendes med posten tidligt den følgende morgen. Da hendes ægtefælle i 1954 blev valgt til byens borgmester, fik hun af Social-Demokratens kontrolkomité, der var ejer af bladet, tilladelse til at fungere som hans afløser, indtil han i 1957 blev medlem af Folketinget og opgav redaktørjobbet. Redaktionsarbejdet afholdt dog ikke Klara Dupont fra også at engagere sig i socialt og politisk organisationsarbejde. Sammen med sin moder havde hun allerede som ung været med til at starte det socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus. Da hun og hendes mand første gang deltog i en generalforsamling i den socialdemokratiske vælgerforening i Skanderborg, var hun den eneste kvinde, der var til stede i salen. Det måtte ændres, og hun gik straks i gang med at starte et kvindeudvalg. Det kom i gang i 1940, og Klara Dupont blev den første formand og forblev på posten til sin død. Under den tyske besættelse 1940-45 arbejdede byens kvindeorganisationer sammen, bl.a. i Danske Kvinders Beredskab og Danske Kvinders Samfundstjeneste, hvis Skanderborgafdelinger Klara Dupont i 1949 blev formand for. Da amtskvindeudvalget for Skanderborg oprettedes i 1946, blev hun også formand for dette. Hun ledede desuden en lang række studiekredse og underviste bl.a. i hygiejne og barnepleje. Under Besættelsen havde kvindeudvalget lagt grunden til den senere husmoderafløsning, ikke kun for at hjælpe husmødrene, men også for at skaffe arbejdspladser og dermed forhindre, at kvinder blev henvist til at arbejde for tyskerne. Kvindeudvalget startede i 1956 Unge Husmødres Klub, der havde til formål at modvirke den ensomhedsfølelse og isolation, som mange unge husmødre oplevede. Klubben dannede forbillede for tilsvarende klubber rundt omkring i andre kvindeudvalg. Det arbejde for de ældre i kommunen, som kvindeudvalget satte i gang, fortsatte Klara Dupont ved i 1970 at etablere en af de såkaldte bette nøk-forretninger i Skanderborg, hvortil pensionister kunne levere og sælge håndarbejder. I 1949 udpegedes Klara Dupont, Milla Kristjansen, mangeårig sekretær i Kvindernes Radio-Landsudvalg, og Ellen Villemoes Andersen, landsformand for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger, til tre nyoprettede stillinger som programkonsulenter ved Danmarks Radio (DR). Konsulenterne fik til opgave at rådgive generelt om kvindestof i DRs udsendelser. Fra 1956 fungerede Klara Dupont også som programmedarbejder ved de deciderede kvindeudsendelser, bl.a. det meget hørte Familiespejlet. Da DR i 1971 erstattede programkonsulenterne med et kvindeudvalg, blev Klara Dupont medlem. Udvalget blev dog nedlagt allerede det følgende år ved en strukturomlægning i DR. Klara Dupont var 1951 suppleant til Landstinget, og 1964 var hun opstillet til Folketinget uden dog at blive valgt. Fra 1955 var hun medlem af det socialdemokratiske tidsskrift Frie Kvinders redaktion som repræsentant for provinsens kvinder. 1959 blev hun medlem af AOF (Arbejdernes Oplysningsforbunds) bestyrelse. Bortset fra hende havde bestyrelsen kun haft ét kvindeligt medlem, nemlig Kvindeligt Arbejderforbunds formand Alvilda Andersen, som var trådt ud godt 20 år før. 1960 blev Klara Dupont som den første kvinde udpeget til AOFs forretningsudvalg som repræsentant for Socialdemokratiet, en post, hun varetog de næste ti år. Gennem hele sit liv var Klara Dupont en hyppigt anvendt foredragsholder. Socialdemokratiet repræsenterede for hende ikke blot et parti, men også en livsholdning, der prægede ethvert af hendes foredrag. Emnerækken omfattede forbrugerspørgsmål, litteratur, hvor yndlingsforfatteren var Jeppe Aakjær, og kvindepolitik. Hun betragtede sig ikke som kvindesagskvinde eller blåstrømpe, som hun selv kaldte det. “Vi skal ikke stræbe efter at blive ligesom mændene,” erklærede hun i et interview i 1961. Derimod skulle kvinderne stræbe efter “at bygge på samfundet” og stille sig ved mændenes side “i det arbejde der er at gøre.” Gennem et meget virksomt liv efterlevede hun selv dette. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_Fugl

Mette Fugl

2023-04-22T23:04:27+02:00

fri anvendelse

Mette Fugl har været en af sin generations førende journalister. Hun blev født ind i et journalistisk miljø, idet faderen Sven Fugl, der startede ved den socialdemokratiske presse, endte som programdirektør i Danmarks Radio (DR). Hun voksede op i Horsens og Århus, inden familien, da hun var ti år, flyttede til Birkerød. Hun husker stadig, hvordan hun blev mobbet, fordi hun talte århusiansk. Efter studentereksamen fra Birkerød Statsskole 1967 blev Mette Fugl i 1969 journalistelev ved Politiken. Hendes åbenlyse evner gjorde, at hun allerede som elev blev udstationeret i Bruxelles for avisen. Efter uddannelsen arbejdede hun freelance ved DR, først for radioprogrammet Orientering, senere for TV-Avisen (TV-A). I 1975 valgte hun at forlade tv for at blive politisk medarbejder på Information, men allerede i 1977 vendte hun tilbage til den politiske redaktion på TV-A, hvor hun for alvor slog sit navn fast som en altid engageret interviewer, der ved sine velforberedte spørgsmål, og ikke mindst sine evner til at lytte og høre både tekst og undertekst, kunne lokke andet end banaliteter ud af politikerne. Hun var frygtet, men højt respekteret på Christiansborg. Der var få kvinder blandt de politiske journalister, og Mette Fugl var banebrydende med sin antiautoritære, direkte og kritiske stil. Det gav hende tilnavne som Rovfuglen, Mette Ørn og Mette Skrap, navne, Mette Fugl så som udtryk for de traditionelle kønsroller på tv. “Når mandlige kolleger er velforberedte og spørger skrapt, så roses de for at være kompetente og smarte, men hvis kvindelige udspørgere opfører sig ligeså, er de blot grove eller skrappe kællinger,” har hun sagt. Siden har Mette Fugl brugt sine evner inden for næsten enhver gren af journalistikken. Ugens Gæst i 1984 viste nye sider af hendes talent og var med til at lægge grunden til den type talkshow, der bygger på den rolige samtale og går i dybden med sit emne. Gæsterne strakte sig fra ministre og generaler til den kendte engelske trivialforfatter Barbara Cartland. Programmet gjorde hende for alvor verdensberømt i Danmark, og hun havde det svært med offentlighedens interesse for hendes privatliv. I 1984 forlod hun DR for at arbejde på sit eget talkshow på det nystartede Weekend-TV. Hun vendte tilbage til TV-A, da stationen gik ind i 1986. Mette Fugl prøvede kræfter med underholdningsprogrammet Scrapbogen, men erkendte, at hun følte sig bedst tilpas med aktuel journalistik. Siden 1992 har Mette Fugl haft base i Bruxelles som TV-As Europakorrespondent. Samtidig har hendes store dygtighed og rutine ført til, at DR bruger hende til alle mulige særopgaver, hvad enten det er live-udsendelse fra en filmfestival, jubilæumstransmission fra Det Kgl. Teater eller indsamlingsshow til fordel for flygtningene fra Kosovo. Mette Fugl er et konkurrencemenneske og et nervemenneske, der tvinger sig selv til at gå til opgaven med stor saglighed, hvad enten det drejer sig om verdenspolitik eller Oscaruddeling. Hun går aldrig “live”, uden at adrenalinen kører på højtryk. Hendes force er, at hun lever med adrenalinen og nerverne og derfor evner at give seeren fornemmelsen af at være der selv. Privat giftede hun sig allerede som elev med kollegaen Birger Thøgersen, og de fik sønnen Andreas, som har fulgt familietraditionen og er blevet journalist. Ægteskabet blev opløst, og i et par år levede hun sammen med forfatteren og journalisten Erik Thygesen i et kollektiv på Frbg. Forholdet gik i stykker, men Erik Thygesen forblev til sin død i 1999 en nær ven og en stor støtte både fagligt og privat. Mette Fugl har modtaget Victor Prisen 1984 og Publicistprisen 1986. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_H%C3%B8rup

Ellen Hørup

2023-04-22T22:55:06+02:00

fri anvendelse

Ellen Hørup var født ind i et af sin tids mest aktive og nyskabende miljøer. Moderen fortsatte sit arbejde som lærerinde, efter at hun var blevet gift, hvad der dengang blev betragtet som nærmest upassende, og faderen var landskendt for sit frisind og politiske engagement. På N. Zahles Skole var man ikke meget for at modtage et barn fra så radikalt et hjem, men Ellen Hørup blev dog optaget med henvisning til, at hendes moder havde været elev på skolen. Ellen Hørup beundrede og elskede sin fader, men han tog ikke megen del i hendes udvikling: “Han vidste ikke, at jeg duede til at skrive eller til noget som helst andet, men han holdt af mig, og det var det vigtigste,” har hun sagt om ham. Hun begyndte da også først sit virke som journalist og skribent ca. ti år efter hans død. Ellen Hørup blev student i 1890 som privatist og uddannede sig herefter til tandlæge. Hun aflagde eksamen både herhjemme i 1893 og året efter i Frankrig, men praktiserede kun i et enkelt sommervikariat. I 1896 giftede hun sig med sagføreren Vilhelm Nielsen, der gennem ægteskabet med Hørups datter fik sin gang i det radikale hovedstadsmiljø. Her udøvede han betydelig indflydelse, også efter skilsmissen i 1923, bl.a. som mangeårigt bestyrelsesmedlem på Politiken. Der gik tidligt frasagn om Ellen Hørups emancipatoriske livsstil og engagementer, bl.a. som Danmarks første kvindelige roer og racercyklist. I den offentlige debat hørte man dog ikke noget til hende, før hun var omkring 40 år, hvorefter hun resten af sit liv var nærmest konstant aktiv som journalist og debattør. I 1910’erne begyndte hun at arbejde som oversætter, bl.a. af H.C. Andersens eventyr til italiensk, og i 1912 offentliggjorde hun sine første artikler i Tilskueren. Senere knyttedes hun til Politiken som oversætter, og i 1927 skrev hun sin første af en meget lang række kronikker i bladet. Hun var meget internationalt orienteret, talte og skrev fransk, tysk, engelsk, russisk og italiensk og var formentlig den eneste kvinde, der behandlede udenrigspolitik til danske aviser før Anden Verdenskrig. Sit første store politiske engagement investerede hun i arbejdet for Indiens uafhængighed og i særdeleshed Mahatma Gandhis ikke-voldsbevægelse. Hun stiftede foreningen Indiens Venner og et tidsskrift af samme navn, der udkom 1930-38, og hun besøgte selv Gandhi i Indien, ligesom hun fulgte ham på en rejse til London. I det første nummer af tidsskriftet reflekterede hun over hans uafhængighedsbevægelse som “Indledningen til et nyt Afsnit i Menneskehedens Historie, hvor Vold og Vaaben er afskaffet, og hvor Modsætningerne mellem Racer og Nationer ikke mere hindrer Forstaaelsen blandt Menneskene.” Selvom spådommen ikke kom til at holde stik, forblev idealerne de samme for Ellen Hørup livet igennem. Engagementet i ikke-voldsbevægelsen førte videre til Folkeforbundet, som Ellen Hørup blev meget optaget af i nogle år. For at være tæt på begivenhederne flyttede hun til Genève i 1932. Her etablerede hun nyhedsbureauet Journal des Archives, som udsendte nyhedsstof og tidsskrifter på engelsk, fransk og tysk om fredsarbejdet i Folkeforbundet og andre steder. Hjemme igen et par år efter skrev hun utrætteligt reportager og kronikker, dels i Politiken, hvor hun sad i bestyrelsen fra 1933-49, og dels i Indiens Venner og i dettes arvtager Mennesket og Magten, der udkom 1938-40. Emnerne var altid aktuelle og præget af hendes udenrigspolitiske interesse: Den Spanske Borgerkrig, fattigfolks vilkår i Italien, den engelske kolonialisme, stormagternes krigsforberedelser og overgrebene fra nazismen og facismen. I Mellemkrigstiden udgav hun tillige flere større publikationer, herunder Gandhis Indien, 1931, samt bøgerne Magtens Vej, 1936, og Politik og Krig, 1937, der bl.a. rummer et genoptryk af en del af hendes kronikker. Hendes synspunkter var antimilitaristiske og venstreorienterede, men hun havde ingen sympati for det daværende Sovjetunionen, som hun anså for en autoritær stat i stadig magtkamp med USA. Besættelsesårene umuliggjorde hendes virke som kritisk, udenrigspolitisk skribent, og Ellen Hørup tog nu fat på sit livs andet store engagement, børnesagen. 1943-50 udgav hun tidsskriftet Forældrebladet, som satte kritisk lys på forholdene under børneforsorgen ved bl.a. at tage konkrete sager op, undersøge forholdene på en række børnehjem, kritisere de ansvarlige med navns nævnelse og klage til myndighederne. En forstander anlagde injuriesag mod Ellen Hørup, der tabte sagen, og generelt havde hun og hendes lille kreds vanskeligt ved at trænge igennem med deres synspunkter. Dette ændrede sig dog efter 1949, da hun i en artikel i Forældrebladet skrev om en film om Peter Sabroe, der allerede i årene omkring århundredskiftet havde kæmpet bravt for en forbedring af de danske børnehjem. Men forholdene under børneforsorgen var fortsat uantagelige, mente Ellen Hørup. Her blev børn opdraget med Bibelen i den ene hånd og spanskrøret i den anden, slog hun fast i sin artikel, der blev anledning til en stor og langvarig mediedebat om opdragelsesmetoderne på børnehjemmene. Debatten blev den første kilde til 1950’ernes dybtgående reformer af dansk børneforsorg. I sidste halvdel af 1940’erne udgav Ellen Hørup kroniksamlingen Der er kun en Krig, 1946, og bogen Kapitalisme, kommunisme og krig, 1949. Det sidste bladprojekt, hun søsatte, var det lille tidsskrift Tværtimod, som blev startet i 1951. Her revsede hun fortsat børneforsorgen, men genoptog også sine udenrigspolitiske kommentarer. Det blev kun til en beskeden læserskare, og Ellen Hørup, der nu var 80 år, måtte stå for det meste af arbejdet selv. Bladet fik et års levetid, så orkede hun ikke mere. Ellen Hørup kæmpede som fuldtidsaktivist for fred og social retfærdighed. Men hendes medfølelse var ikke abstrakt. Hun brugte sine private midler til at oprette et børnehjem, der skulle drives efter humane, reformpædagogiske principper; hun hjalp bortløbne børnehjemsdrenge og kørte ud med gavekurve til hospitaler og børnehjem. 1948 indtrådte hun i bestyrelsen for den nystartede danske afdeling af Fédération Démocratique Internationales des Femmes, siden kaldet Danmarks Demokratiske Kvindeforbund. Den internationale, kommunistisk dominerede sammenslutning arbejdede for fredssagen og havde også sociale reformer på programmet. Ellen Hørup kom i toneangivende og kulturradikale kredse, men stod alligevel temmelig isoleret, idealistisk, oppositionel og kompromisløs som hun var. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lisbeth_Knudsen

Lisbeth Knudsen

2023-04-22T22:59:42+02:00

fri anvendelse

Med sloganet “Nye tider i DR” præsenterede Danmarks Radio (DR) ved indgangen til år 2000 en omlægning af nyhedsudsendelserne i både radio og tv. Omlægningen indebærer hyppigere nyhedsudsendelser og nye samarbejdsformer for de op mod 300 journalister, der producerer nyheder til radio, tv, tekst-tv og internet. Omlægningen ledes af nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen, dansk presses mest markante kvinde på lederplan. Efter studentereksamen blev Lisbeth Knudsen optaget på Danmarks Journalisthøjskole. Da hun afsluttede sin eksamen i 1975, var hun allerede sikret ansættelse på Berlingske Tidendes Christiansborgredaktion, som hun havde været tilknyttet i størstedelen af sin praktikanttid under uddannelsen. Hun viste fra starten tydeligt flair for det politiske miljø, og efter to år som reporter blev hun i 1977 leder af Christiansborgredaktionen. Hun var kun 24 år, da hun fik denne chefstilling. Hendes faglige dygtighed, politiske manøvrefærdighed og totale arbejdsengagement gjorde hende imidlertid til en synlig og respekteret leder, og det er da også de egenskaber, der har kendetegnet hendes videre karriereforløb. I 1984 blev hun redaktør af erhvervstillægget, et flagskib for Berlingske Tidende, som netop havde fået 160 mio. kr. i økonomisk støtte fra erhvervslivet, 1986 medlem af chefredaktionen, og to år senere rykkede hun ind som redaktør af avisens søndagsudgave. I kollegiale sammenhænge blev Lisbeth Knudsen anset for at være af borgerlig observans. Hun havde som reporter tilhørt den såkaldte inderkreds omkring Venstres finansminister Henning Christophersen, og i sin fagforening Dansk Journalistforbund var hun en del af den eksisterende borgerlige opposition. I 1984 opstillede hun som kandidat til formandsposten i forbundet, men tabte til Tove Hygum Jakobsen, som tilhørte den politiske venstrefløj og kvindepolitisk aktive gruppe. Det vakte derfor en del opmærksomhed, da Lisbeth Knudsen i 1990 flyttede fra Det Berlingske Officin til fagbevægelsens højborg, hvor hun blev administrerende chefredaktør for avisen Det Fri Aktuelt og administrerende direktør for hele A-pressen. Selv anså hun ikke jobskiftet for en politisk kolbøtte, men betragtede sin nye stilling som en faglig udfordring. Det Fri Aktuelt var i 1987 blevet til ved en omfattende og overvejende LO-finansieret omlægning af det tidligere Aktuelt, hvis historiske og politiske rødder i arbejderbevægelsen går tilbage til 1870’erne. Trods store investeringer blev avisens oplag ved med at falde støt og roligt fra ca. 60.000 daglige eksemplarer ved relanceringen. Tanken om Det Fri Aktuelt som en konkurrent til de store morgenaviser holdt tilsyneladende ikke. I 1993 overtog Lisbeth Knudsen posten som ansvarshavende chefredaktør efter Jørgen Flindt Pedersen. Oplaget faldt stadig, og over nogle år stod hun i spidsen for endnu en lancering af den gamle arbejderavis i ny skikkelse. I 1997 udkom avisen, nu med sit tidligere navn Aktuelt, i et format og med et design inspireret af succesrige udenlandske aviser, og aviskonceptet hører til de mest roste i nyere dansk pressehistorie. Dagbladet sigtede ikke mere efter at være en familieavis, men et forum for meningsdannere og meningsdannelse. Lisbeth Knudsen fik 1998 Publicistprisen for relanceringen af Aktuelt. Hendes position i dagspressen blev sat i relief af bestyrelsesposter i bl.a. Ritzaus Bureau, Danske Dagblades Forening, Dagspressens Finansieringsinstitut, Bladkompagniet og Dansk Sprognævn. 1998 tiltrådte Lisbeth Knudsen stillingen som nyhedsdirektør på DR og beholdt i den forbindelse af tillidsposter kun medlemskab af bestyrelsen for Dansk Dataforening og EU-Kommissionens ekspertgruppe vedrørende informationssamfundets sociale og samfundsmæssige aspekter. I DR skal hendes nærmest legendariske arbejdskraft først og fremmest investeres i en fusion mellem de enkelte nyhedsmedier i den gamle monopolvirksomhed, der er trængt af konkurrence fra de mange nye stationer. Det er en opgave af både organisatorisk, administrativ og fysisk karakter, som ikke vakte umiddelbar jubel hos de ansatte. Mange frygtede, at særlige kendetegn for de enkelte kanaler dermed blev udvisket. Lisbeth Knudsens positive modbillede er en nyhedsorganisation, hvor man både formelt og uformelt arbejder på tværs med kvalitet og troværdig information som parameter for samarbejdet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lone_K%C3%BChlmann

Lone Kühlmann

2023-04-22T22:59:31+02:00

fri anvendelse

Da TV-Avisen (TV-A) gik i farver i 1978, var Lone Kühlmann med i den første udsendelse. Ganske vist kan hun som samfundsdebattør have et storsindet forhold til finere nuancer, men farveløs er hun ikke. Lone Kühlmann startede sin karriere med en ansættelse i Danmarks Radios (DR) tekniske afdeling 1965-67, men uddannede sig derefter som journalist på Lolland-Falsters Venstreblad/Lollands Tidende. 1970-71 supplerede hun uddannelsen med en mastergrad fra Columbia University, School of Journalism, i New York. I 1965 havde hun truffet den norskfødte journalist Kai Selliken, som hun flyttede sammen med efter en uges bekendtskab. Parret har tre sønner. I 1971 blev Lone Kühlmann ansat på Radioavisen, og to år senere kom hun til TV-A, hvor hun var frem til 1988. Her markerede hun sig tidligt ved at vælge udenrigspolitik og sikkerhedspolitik som nogle af sine journalistiske fagområder og skrev i forlængelse heraf bogen Op- eller nedrustning?, 1983. Det journalistiske arbejdsmarked var på det tidspunkt præget af, at mænd varetog de prestigegivende stofområder som politik og økonomi, mens det stigende antal kvinder i faget beskæftigede sig med bløde områder med fokus på individ og samfund. Den voksende kvinderepræsentation i faget medførte midt i 1970’erne, at Dansk Journalistforbund efter pres oprettede et kvindeudvalg. Udvalget fik både faglig og fagpolitisk indflydelse i den kommende halve snes år, ligesom det fungerede som et netværk for kvindelige journalister. Lone Kühlmann var med på holdet, men hun gik også alene efter bolden. I 1979 søgte hun TV-As korrespondentstilling i USA, fik den ikke, men vikarierede 1983 i stillingen. Med sig til USA bragte hun sine tre børn; den ældste på tre år og tvillingerne på halvandet. Samme år søgte hun uden held stillingen som redaktionschef. Det gjorde hun især for at modbevise påstanden om, at kvinder ikke søger de ledende stillinger, men hellere holder sig i baggrunden og beklager, at de ikke er synlige. Den usentimentale og handlekraftige stil har været typisk for Lone Kühlmann, der efter nogle år som redaktionssekretær på TV-A forlod DR med udgangsreplikken, at “enten er mænd dygtigere end kvinder, eller også er der noget i vejen med systemet”.1988-90 var Lone Kühlmann chefredaktør på Alt for damerne. Ugebladet havde få år tidligere fyret fire journalister i redaktionen, bl.a. Barbara Gram og Edel Hildebrandt, angiveligt fordi de tog samtidsorienterede emner op, som man ikke mente harmonerede med et dameblads stil. Lone Kühlmann erklærede, at med hende som redaktør skulle Alt for damerne være et blad for kvinder, og at der ikke er mange emner, som kvinder ikke interesserer sig for. I 1990 forlod hun imidlertid chefstolen og har siden da været en efterspurgt foredragsholder og en flittig forfatter af især debatbøger og biografier. Hun har skrevet Tag pengene og stik af, 1991, og Lev selv – en bog for tidens kvinder, 1994, samt bidraget til bl.a. Livsglæde, 1993, og Barndommens labyrint, 1994. Desuden har hun redigeret Den bedste tid er måske gemt til sidst, 1995, og Hvad er det kvinder vil?, 1998. I 1991 udkom hendes biografi om forfatteren Edith Rode Mod og vilje og i 1999 Jeg vil og jeg kan om afspændingspædagogen Bodil Müller. I 1999 debuterede hun som skønlitterær forfatter med en novelle til antologien Kærestefolk. Hun blev tildelt Edith og Helge Rode-Legatet i 1993.I 1994 udpegede kulturminister Jytte Hilden Lone Kühlmann som bestyrelsesformand for TV2. Siden TV2s sendestart i 1988 som overvejende reklamefinansieret tv-kanal havde offentlighedens søgelys næsten konstant hvilet på stationen, ikke mindst på grund af stærke markeringer fra den første bestyrelsesformand, professor Jørn Henrik Petersen, og den administrerende direktør Jørgen Schleimann. Med Lone Kühlmann som ny bestyrelsesformand og den tidligere DR-journalist Jørgen Flindt Pedersen som administrerende direktør blev der skabt arbejdsfred for medarbejdere og ro og regelmæssighed mellem de regionale stationer og moderstationen. Daglange, dramatiske bestyrelsesmøder og åbenlyse interne magtkampe var et overstået kapitel. I 1999 blev Lone Kühlmann afløst som formand af tidligere minister Jens Bilgrav-Nielsen. Blandt øvrige tillidsposter kan nævnes, at hun i perioden 1988-92 var bestyrelsesformand for Miljøfonden af 1988 og i 1992 fik sæde i Det rådgivende udvalg for miljøindsatser i udviklingslandene og Arktis. Siden 1987 har hun været medlem af repræsentantskabet for CARE, fra 1992 i bestyrelsen for Publicistklubben og siden 1995 medlem af præsidiet for Sex og Samfund. I perioden 1994-98 var hun bestyrelsesmedlem i Aids-Fondet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gudrun_Larsen

Gudrun Larsen

2023-04-22T23:03:11+02:00

fri anvendelse

Gudrun Larsen kom fra et landbomiljø og tog husholdningslærerindeeksamen fra Ankerhus Husholdningsseminarium 1924. Efter at have undervist på husholdningsskoler i Gråsten 1925-26 og i England 1927-30 var hun godt rustet til arbejdet som konsulent for Randers Amts Husholdningsselskab. Her virkede hun fra 1931 til 1933 og var herefter lærerinde på Sorø Husholdningsskole, indtil hun i 1935 blev konsulent i De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH). I 1938 blev hun tillige ledende sekretær og kasserer på DSDHs hovedkontor i Roskilde og beholdt denne centrale position indtil sin afgang i 1960. Gudrun Larsen fik en varm linie både til Ellen Villemoes Andersen, som var DSDHs formand 1934-66, og til organisationens hovedbestyrelse. På hovedkontoret blev trådene samlet og ledelsens bestemmelser omsat i praksis, i vidt omfang af Gudrun Larsen. Ud over at være administrator var hun også kontaktperson til bl.a. kreds- og lokalformænd. Hun fungerede tillige som konsulent og stod som sådan for et vidtstrakt oplysningsarbejde, der demonstrerede hendes evne til at kombinere praktisk dygtighed og teoretisk viden. Dette talent kom også til udtryk i hendes lange virke for Husholdnings-Bladet, som hun redigerede 1940-68. I årene 1922-39 var Tidsskrift for Husholdning blevet udgivet aflandboforeningernes blad, Vort Landbrug, men Gudrun Larsen blev redaktør af et selvstændigt, landsdækkende organ, som blev officielt talerør for DSDH. Under hendes ledelse udkom bladet i et nyt og større format og blev redigeret efter en mere almen linie, ligesom det faglige stof fik en mere systematisk behandling. I 1962 besluttede man at gøre det til fast medlemsblad. Som formidler gjorde Gudrun Larsen desuden en indsats som medlem af Kvindernes Radio-Landsudvalg, der var blevet nedsat i 1929 i et samarbejde mellem husholdningsorganisationerne, og i 1941 skrev hun sammen med Karen Harrekilde Petersen fra Statens Husholdningsråd bogen Husholdning på Landet. Under Anden Verdenskrig fik selvforsyningshusholdningerne en midlertidig opblomstring, og bogen, der kom godt omkring landhusmødrenes særlige vilkår, udkom alene i besættelsestiden i mere end 40.000 eksemplarer. Fra 1954 repræsenterede Gudrun Larsen sammen med Villemoes Andersen DSDH i husholdningsudvalget under Landbrugsministeriets produktivitetsudvalg, der bl.a. skulle administrere godt en halv mio. kr. fra Marshallhjælpen. Disse penge styrkede i høj grad det husholdningsfaglige grundlag for landbokvindernes arbejde, og Gudrun Larsen blev en god støtte i organiseringen heraf. Som ansat af DSDH fungerede Gudrun Larsen især som en dygtig koordinator, og hun blev et af de uundværlige bindeled mellem den videnskabelige forskning og landbrugets husmødre. Men DSDH var tillige hendes personlige projekt og livsværk, og som organisationens mangeårige pennefører var hun den naturlige kandidat til udfærdigelsen af jubilæumsskriftet De samvirkende danske Husholdningsforeninger 1921-1971, 1971. Også et tidligere jubilæumsskrift skyldtes hende. Hendes rige indsats for organisationen blev hædret med en udnævnelse til æresmedlem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Lauritzen

Kirsten Lauritzen

2023-04-22T23:25:35+02:00

fri anvendelse

Kirsten Lauritzen voksede op i et hjem, hvor det var selvfølgeligt at interessere sig for samfundsmæssige og sociale forhold. Denne indstilling kom til at præge hende livet igennem, og kombineret med hendes stærke vilje og handlekraft fik hun udrettet, hvad hun satte sig for, også selvom hun i perioder gik imod strømmen. Hvor forældrenes engagement udfoldede sig inden for skole- og ungdomsområdet, kom Kirsten Lauritzens indsats til at dreje sig om de fattige, forfulgte og retsløse samt om pensionisters forhold. Kirsten Lauritzen blev den første pigespejder i Danmark, efter at faderen Hans Hartvig-Møller i 1910 havde stiftet Det Danske Spejderkorps. Senere sad hun 1941-47 og 1950-52 i Det danske Pigespejderkorps’ korpsråd. Hun tog i 1922 studentereksamen fra Gammel Hellerup Gymnasium, hvor faderen var rektor, efter en noget speciel gymnasietid som eneste pige på skolen. I 1927 giftede hun sig med gymnasiekammeraten Knud L., der nogle år senere blev medindehaver af familierederiet J. Lauritzen. Ægteparret fik gennem 1930’erne og 1940’erne seks børn. Under Besættelsen var Kirsten Lauritzen aktiv i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), der var en hjælpeorganisation under Danske Kvinders Nationalråd, og hun var formand for DKSs udvalg i København og medlem af forretningsudvalget. I sit distrikt stod hun for marmeladekogning af spild- og vildfrugt og uddeling af marmeladen til de økonomisk dårligst stillede. Under Vinterkrigen 1939-40 var hun ansvarlig for tøjindsamling til finske børn og havde selv fire finnebørn boende i to år. Hun tog efter Befrielsen initiativ til indsamling af midler til hjælp for tyske flygtningebørn, da hun harmedes over samfundets behandling af dem. I juni 1945 angreb hun modstandsbevægelsen for at bryde med sine principper, idet hun hævdede, at den ikke holdt justits i egne rækker og begrænsede straf for begåede overgreb til landsforrædere. Synspunktet var kontroversielt, og det fik visse kredse til at kalde både Kirsten Lauritzen og hendes familie for landsforrædere og nazister. Som modsvar så hun sig 1946 nødsaget til at udgive samlingen Artikler i Frivagten og andre Blade, der bl.a. bestod af artikler, hun i krigsårene havde skrevet i Lauritzenrederiets personaleblad Frivagten, og hvor hun gik i rette med nazisterne og deres tilhængere. Da Folkevirke i 1944 blev stiftet af Bodil Koch, kom hun med i forretningsudvalget, hvor hun sad indtil 1959. I perioden 1951-60 var hun tillige redaktør af bevægelsens blad. Folkevirke havde til formål gennem et frit upartipolitisk oplysningsarbejde at få danske kvinder til at deltage i det politiske og offentlige liv. Der afholdtes månedlige studiekredse om aktuelle emner, og der blev lagt vægt på, at travle kvinder også kunne være med, hvorfor man udgav småskrifter om politiske og sociale forhold. Allerede i 1943 var Kirsten Lauritzen begyndt at interessere sig for ældrearbejde, hvilket i starten udmøntede sig i kulturelle sammenkomster for ældre i en villa, der var ejet af hendes svigerforældre. Da hun senere arvede området Storedam i Tokkekøb Hegn, indrettede hun ældre- og ferieboliger og fik samtidig bygget kursuslokaler. Desuden arrangerede hun fra 1963 seks til otte ugers højskoleophold for ældre på den spanske ø Mallorca, hvor hun lejede sig ind i et hotel og skaffede kvalificerede pensionister til at undervise. I 1965 flyttedes højskolen til selve Storedam, hvor den stadig videreføres. Højskolen byggede på, at alle skulle både yde og nyde, hvorfor eleverne deltog i stedets daglige drift. Desuden skulle hver elev holde et lille foredrag for medkursisterne. Relationerne til spejderbevægelsen betød, at Storedam benyttedes gratis af spejderne. Desuden stillede hun området og bygningerne til rådighed for ungarske flygtninge efter opstanden i 1956 og for vietnamesiske flygtningebørn efter Vietnamkrigens ophør i 1975. Kirsten Lauritzen boede i en årrække i Spanien. Der var ikke tale om skattely, tværtimod måtte skattevæsnet efter nogle år fortælle hende, at hun ikke skulle betale skat til den danske stat. Hun var yderst principfast og stillede store krav til sig selv og sine nærmeste, en medvirkende årsag til, at hun blev skilt i 1963. Også børnene havde svært ved at leve op til hen- des høje krav, og i perioder så parterne ikke meget til hinanden. Som gammel erkendte Kirsten Lauritzen i et interview, at hun nok havde stillet for store krav til sine nærmeste omgivelser; at det var godt at have idealer, men at de ikke måtte være altdominerende. Barmhjertighed, sandhed, retfærdighed og frihed i demokratiske rammer var nøgleord for Kirsten Lauritzen, og hendes force var, at hun var i stand til at handle effektivt og upartisk ud fra disse begreber, når hun mente, der var brug for hendes indsats. Få år før sin død oprettede hun Hartvig-Møller Fonden, hvis formål var at videreføre hendes arbejde og idéer. I 1972 modtog hun Den Kgl. Belønningsmedaille i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Carla_Meyer

Carla Meyer

2023-04-22T23:18:11+02:00

fri anvendelse

Carla Meyer kom fra en velhavende jødisk familie og blev lykkeligt gift inden for samme slægt med en møbelsnedker, der drev et anerkendt værksted i Bredgade. Allerede i 1903 udgav hun et par pædagogiske bøger Selvhjælp til Kjolesøm og Mønsterbog til Dukketøj. I 1917 trådte hun for alvor offentligt frem, og de næste 20 år arbejdede hun for at etablere organisationer for kvindens opgaver i hjemmet som moder, husmoder, forbruger og håndarbejdsinteresseret. Den smukke og repræsentative Carla Meyer var en værdig frontfigur for middelstandens byhusmødre. For hende kom hjemmet både først og sidst; havde en kvinde valgt at blive gift, så skyldte hun sit hjem alt. Hendes eget smukke hjem var indrettet med praktisk komfort, og tre dygtige medhjælpere gjorde det endnu lettere for hende at være aktiv i det foreningsarbejde, der blev hendes livssag. I 1917 stiftedes Københavns Husmoderforening på initiativ af forfatteren Thit Jensen, dels som et modtræk til den mere og mere socialdemokratisk prægede Husassistenternes Fagforening, og dels som et forsøg på at fremme forbrugernes interesse under Første Verdenskrigs vareknaphed og vanskelige markedsforhold. Den første formand nedlagde næsten omgående sit mandat på grund af sygdom, og Carla Meyer valgtes i stedet. Statistikeren professor Jens Warming, der betonede den samfundsmæssige betydning af husmødrenes administration af hjem og økonomi, havde året før opfordret til dannelse af husmoderforeninger. På hans råd formulerede Carla Meyer målet for husmoderforeningen som alment for alle husmødre, mens arbejdsgiversynspunktet blev nedtonet. Uddannelse og oplysning af husmødre og mødre blev hovedsagen, og hun brugte både nationaløkonomiske og sundhedsmæssige argumenter for, at staten skulle påtage sig særlige opgaver i denne forbindelse. Derimod var hun modstander af at fremme kvinders muligheder på arbejdsmarkedet, og det bragte hende i åben konflikt med Dansk Kvindesamfund, ligesom hun i diskussionen om ægteskabslovene i 1922 skabte splittelse blandt kvindeorganisationerne ved at tage afstand fra kravet om retlig ligestilling mellem mand og hustru. Carla Meyer var fra starten god til at skabe interesse for sin husmoderforening gennem både foredrag og de dengang nye “levende” udstillinger, hvor man benyttede sig af praktiske demonstrationer, fx af varefremstilling. I 1918 stod hun personligt for en lynorganiseret praktisk og økonomisk hjælpeindsats til 900 hjem, der var ramt af den spanske syge. Aktionen påkaldte sig stor sympati og bidrog til at gøre hende, og dermed husmoderforeningen, kendt i offentligheden. Efter norsk forbillede tog Carla Meyer i 1920 initiativ til en landsforening for alle danske husmødre, og repræsentanter for 30 byer stiftede De Danske Husmoderforeninger (DDH) med Carla Meyer som formand. Under ledelse af Andrea Lindkvist dannede landhusmødrene dog deres egen organisation De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH) i 1921. Carla Meyers idé om kvinders fælles interesser i forbindelse med husarbejde viste sig uforenelig med de markante forskelle både i vilkår og ideologi mellem land og by og mellem kvinder fra store og små husholdninger. DDHs program blev defineret som “at arbejde for Hjemmets Sag i praktisk, økonomisk, samfundsmæssigt og ethisk Henseende”, herunder at søge ordnede forhold for tjenestefolk. I praksis bestod arbejdet i at oplyse og støtte husmødrene gennem foredrag, demonstrationer, udstillinger og medlemsbladet Husmoderen, som først var blevet udgivet af Københavns Husmoderforening, men i 1921 overtaget og to år efter også udgivet af DDH. Carla Meyer indtrådte i redaktionsudvalget i 1925 og var redaktør 1926-32. Ud over at være et velredigeret bindeled mellem forening og medlemmer formåede bladet at tage sager op, der gav genlyd langt ud i den øvrige presse. Inden for det første tiår blev der dannet 50 lokale foreninger i provinsbyerne, og i 1930 havde de tilsammen omkring 10.000 medlemmer. Carla Meyer lagde størstedelen af sin arbejdsindsats i opbygningen af landsorganisationen og var i 1922 trådt tilbage som formand for Københavns Husmoderforening. Hun fortsatte dog i bestyrelsen. Mod Carla Meyers ønske meldte hendes gamle forening, der havde bevaret sin førende position, sig i 1929 ud af DDH. Med en organisatorisk kraftpræstation lykkedes det hende dog at få samlet resten af hovedforeningen om sig, og hun fik hurtigt dannet nye lokale DDH-kredse i København Netop byernes husmødre oplevede i Mellemkrigstiden en større afhængighed af købte varer, og DDH var den første organisation i Danmark, der repræsenterede et forbrugerstandpunkt. Carla Meyer ønskede reelle produktoplysninger og arbejdede for en sundhedsmæssig forsvarlig fremgangsmåde i alle forhandlingsled, ligesom hun søgte at forhindre monopoldannelse og høje priser. Hun opnåede, at medlemmer af DDH kunne få rabat hos visse handlende mod kontant betaling, og selv blev hun medlem af Erhvervenes Priskontrolkomité 1921. Det lykkedes dog ikke at få priserne ned, og i 1923 blev komitéen opløst. 1925-34 var hun medlem af bestyrelsen for Reklameforeningen. Hun opfordrede stærkt forbrugerne til at købe dansk og ønskede varerne mærkede med oprindelsessted. Undersøgelser af levnedsmidler og andre varer til brug i husholdningerne var en vigtig del af DDHs arbejde. I 1922 indledtes et samarbejde med Teknologisk Institut, hvor både DDH og fabrikanter kunne indsende vareprøver til analyse, og fem år senere ansatte DDH og husholdningsforeningerne i fællesskab en kemisk konsulent Johanne Wille Jørgensen. Initiativet blev en af forløberne for Statens Husholdningsråd, der blev oprettet i 1935. Carla Meyer betonede stærkt kvindens opgave som moder og markerede sig også inden for børneområdet med utraditionelle initiativer, således arrangerede hun børneplejekonkurrencer, fx i København 1926, hvor spædbørn blev vist frem og de bedst passede præmieret. På det organisatoriske plan arbejdede hun 1933-34 for børns vel som formand for Børneplejeforeningen af 1849. Carla Meyer var medstifter og et fremtrædende medlem af bestyrelsen for Nordens Husmoderforbund 1921-31, i årene 1924-28 som formand. 1946 blev hun medlem af ærespræsidiet. I 1927 repræsenterede hun forbundet på en international kongres for huslig økonomi i Rom, og var da også i audiens hos Mussolini. Herhjemme skabte hendes egen markante fremhævelse af kvindens opgaver i familien imidlertid både debat og fjender, og hun måtte ikke repræsentere Danmark på kongressen. I 1931 gik Carla Meyer af som formand for DDH af helbredsmæssige grunde. Hun blev udnævnt til ærespræsident det følgende år, og da Associated Country Women of The World, verdensforbundet af husmødre, dannedes 1933, var hun DDHs første repræsentant. Hun var i nær kontakt med arbejdet indtil sin død og fortsatte længe med redaktørvirksomhed. En af hendes største bogsucceser var Nutids Mad, 1931, der allerede med 2. udg. i 1936 var udgivet i 50.000 eksemplarer. Her præsenteredes de nyeste resultater inden for bl.a. ernæring og moderne husholdningsteknologi. Hun udarbejdede desuden husholdningskartoteket Mad paa Kort, 1937. Som håndarbejdsinteresseret var hun med i Selskabet til Haandarbejdets Fremme stiftet 1928, og i 1934 var hun medstifter af bladet af samme navn, som hun redigerede indtil 1943. Under den tyske besættelse af Danmark måtte hun flygte til Sverige, og hun mistede under krigen en søn, en datter og sin formue. Efter et liv i velstand måtte hun tilbringe sin alderdom i små kår og var tillige plaget af sygdom. Carla Meyer var initiativrig og energisk og formulerede præcist og medrivende de problemer, middelklassens byhusmødre havde i Mellemkrigstiden som forbrugere, der var afhængige af markedet og af den begyndende velfærdsstat. Hun var lynende rask i angrebet, sej i fuldførelsen og vedstod åbent sine synspunkter, selvom de til tider vakte både opsigt og modstand og i de sidste år også inden for DDH virkede reaktionære. Men hendes personlige charme, kloge væsen og tørre lune havde selv hendes kritikere svært ved at modstå, og hendes bærende idé, husmoderens arbejde som en samfundssag, vandt på mange leder gehør. Med stiftelsen af DDH som en interesseorganisation for husmødre var det blevet muligt at henvende sig til myndighederne med forslag og krav. Da Carla Meyer trak sig tilbage, så både regering og Rigsdag med større forståelse på de sager, husmødrene rejste, og DDH fik indflydelse på mange områder af det offentlige liv. I 1948 modtog hun Fortjenstmedaljen i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lis_M%C3%B8ller

Lis Møller

2023-04-22T23:12:57+02:00

fri anvendelse

Lis Møller var kendt for sine sociale udsendelser i radio og tv, hvor hun skildrede sociale problemer med stor indsigt, samt som markant konservativ folketingspolitiker. Både i forbindelse med journalistarbejdet og det politiske arbejde var der ofte uro omkring hendes person, men hun stod for det meste fast på sine holdninger og smækkede med døren, når hun følte sig uretfærdigt behandlet. Lis Møllers moder var husbestyrerinde og blev gravid med en søn fra en overklassefamilie. Umiddelbart efter fødslen overlod hun barnet til en plejefamilie, som ni måneder senere gav hende videre til grosserer Hans Marinus Jacobsen og hans kone, i hvis hjem hun voksede op. Efter plejeforældrenes død tog Lis Møller kontakt med sin biologiske moder og siden også med faderen. Som 15-årig meldte hun sig ind i Konservativ Ungdom, og her traf hun Poul M., som hun giftede sig med i 1942. Efter realeksamen på N. Zahles Skole i 1935 blev hun uddannet som journalist på konservative dagblade i Holbæk og Sorø og fik senere arbejde på Nationaltidende og Dagens Nyheder. I 1949 blev hun ansat som programsekretær i Danmarks Radio (DR) og i 1956 på tv. Lis Møller blev landskendt for sine programmer og sin gode evne til at lytte. Hun holdt sig for det meste i baggrunden og var god til at få folk til at fortælle deres egen historie, som det fx fremgår af hendes bog Mennesker på skærmen, 1978. Eksempler på temaer, som hun tog op, var enlige mødre, sklerose, åndssvage og psykisk syge. I flere tilfælde blev hendes udsendelser fulgt op af konkrete initiativer. 1963 satte hun fokus på børnehjemsbørn, som forældrene havde afbrudt kontakten med. Hun talte for, at disse “glemte børn” skulle anbringes i privat familiepleje, samt at man efter nogle år skulle tillade bortadoption, også uden forældrenes samtykke. Derefter blev der foranstaltet en undersøgelse af problemet. 1966 oprettede Lis Møller Boligfonden for Enlige Mødre og var formand for den frem til sin død i 1983. Fonden formidlede midlertidige boliger til enlige forsørgere med udgangspunkt i private tilskud og frivillig arbejdskraft, primært blandt konservative kvinder. 1968 stiftede hun Danske Daginstitutioner, en konservativ pendant til de socialdemokratiske Frie Børnehaver. Danske Daginstitutioner arbejdede med at kortlægge behovet for daginstitutioner og påvirke kommunerne til at imødekomme dette. Hun var formand frem til 1973 og fortsatte derefter i bestyrelsen. Hun fik desuden 1982 etableret et krisecenter for kvinder i Gentofte efter at have mødt stor modstand mod planen gennem mange år. I 1966 blev Lis Møller valgt ind i Folketinget med store personlige stemmetal. I 1969 anmodede hun om at blive flyttet fra tvs kulturafdeling til aktualitetsafdelingen, fordi hun ønskede at anlægge mere aktuelle vinkler på det sociale stof. Derefter protesterede samtlige medarbejdere på TV-Avisen og satte spørgsmålstegn ved hendes uafhængighed. Hun trak så sin anmodning tilbage. En leder i Information karakteriserede det som en sejr, som ikke kunne undgå at give tv-journalisterne en dårlig smag i munden, fordi flere andre ansatte også var politisk engagerede. I Det Konservative Folkeparti (DKF) blev hun ofte betragtet som besværlig, fordi hun prioriterede løsninger på sociale problemer højt. Hun var socialpolitisk ordfører i mange år, men i et par tilfælde, hvor hun havde andre synspunkter end partiledelsen, blev hun frataget sine ordførerskaber. Det gjaldt fx spørgsmålet om fri abort, som hun var imod, fordi hun mente, at den ville blive brugt som prævention og føre til, at fædrene pressede mødrene til abort. Lis Møller gik i stedet ind for intensiverede præventionskampagner og for bortadoption. I 1973 røg hun ud af Folketinget i forbindelse med det såkaldte jordskredsvalg, hvor DKF mistede halvdelen af sine mandater, og i 1975 meldte hun sig ud af partiet. Det skete bl.a., fordi hun var langt mere positiv over for Christiania, end partilinien tilsagde. Hun vendte dog tilbage, 1981 også til Folketinget, hvor hun var medlem til sin død i 1983. Lis Møller fokuserede ofte på kvindeproblemer, og hun mente, at kvinder skulle være så meget som muligt hjemme, mens børnene var små. Hun var stærkt imod vuggestuer, men gik ind for halvdagsbørnehaver og deltidsarbejde. På baggrund af sine egne barndomserfaringer mente hun, at mange enlige mødre burde give deres børn væk til plejefamilier. I 1979 foreslog hun, at hendes boligfond skulle slås sammen med den stiftelse, som var blevet oprettet i det besatte Grevinde Danners Hus. Hun gik imidlertid direkte til stiftelsens bestyrelse og justitsministeren med sit forslag og kontaktede ikke kvindegrupperne, som havde besat huset. De blev fortørnede over hendes fremgangsmåde og lagde også afstand til, hvad de kaldte hendes societyvelgørenhed. Lis Møller fik flere priser, bl.a. PH-Prisen i 1967 og DRs Krygerpris i 1974, der gives til minde om journalisten Christian Kryger, der især var kendt for sine indfølende radiosamtaler. I 1976 blev hun ridder af Dannebrogordenen. Hun var medlem af en række bestyrelser, fx for Ensomme Gamles Værn, Spastisk Lammede og Terre des Hommes, samt af flere råd og kommissioner. Hun lagde stor vægt på sit familieliv med Poul M., med hvem hun delte sin politiske og sociale interesse. De var gift i 41 år og fik to drenge, hvoraf Per Stig M. som forældrene blev politiker. Familien omfattede desuden Lis Møllers datter af hendes første, kortvarige ægteskab. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.