Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 4

Follow

Alexandra Institute 28

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Martensen

Anna Martensen

2023-04-22T23:17:47+02:00

fri anvendelse

Anna Martensen nedstammede gennem begge sine forældre fra hjemmetyske familier i Sønderjylland og tilbragte det meste af sin barndom i Kliplev, hvor faderen var kommuneforstander. Som ung hjalp hun til på kontoret hos faderen og efter hans død hos hans efterfølger, men i 1920 brød hun ud af sit miljø og fandt arbejde i en evangelisk opdragelsesanstalt i Teltow ved Berlin. Året efter indledte hun en uddannelse som socialrådgiver på en social kvindehøjskole i Berlin, der blev drevet af den tyske pendant til Indre Mission. I 1923 tog hun eksamen som volksfürsorgerin, og i 1925 blev hun ansat på kontoret hos Johannes Schmidt-Vodder, som var den tyske folkegruppes repræsentant i Folketinget og leder af både det politiske og kulturelle arbejde og ungdomsarbejdet. Hun engagerede sig med det samme i frivilligt socialt arbejde, bl.a. organiserede hun ferieophold for børn. Gennem denne indsats kom hun i kontakt med det socialdemokratiske folketingsmedlem J. P. Nielsen, som under og efter Første Verdenskrig havde organiseret hjælp til tyske krigsfanger og ferieophold til krigsramte børn. De vedblev at have nær kontakt med hinanden også under den tyske besættelse 1940-45, og deres korrespondance viser, hvordan Anna Martensen fremhævede det tyske mindretals ret til at kunne fortsætte med at leve sammen med danskerne i fred, når besættelsesmagten var draget bort igen. Anna Martensen var en lille og spinkel kvinde og havde en pukkel, som hun skjulte under den sygeplejerskeuniform, hun altid bar. Men hun udstrålede en stor optimisme, og det lykkedes hende at overvinde modgang fra mange sider i det arbejde, der blev hendes livsværk. I 1928 havde Anna Martensen oprettet sit eget tyske socialkontor i Tinglev, Wohlfahrtsdienst. I de første par måneder opstillede hun et vidtgående arbejdsprogram. Ud over ferieophold for børn, som fortsat havde hendes hovedinteresse, omfattede det oprettelse af sygeplejerskestationer, rekreation for mødre, kurophold for syge, kurser for kvinder, indsamling af tøj til familier i nød, erhvervsvejledning og arbejdsformidling for unge piger. Hun pointerede to overordnede mål: enhver skulle være sit medansvar for alle tyskeres ve og vel på begge sider af grænsen bevidst, og de tyske kvinder skulle forberedes til at bistå mændene i kampen om at bevare det tyske indslag i landsdelen. Anna Martensen fik tilskud til kontoret fra tyske myndigheder og private foreninger, mens det sociale arbejde blev finansieret ved hjælp af gaver og indsamlinger og kun skulle være hjælp til selvhjælp. For at kunne nå enhver, der havde behov for en håndsrækning, holdt Anna Martensen en nær kontakt til de lokale tyske kvindeforeninger i Sønderjylland, og hun medvirkede til, at antallet af disse i løbet af ti år steg fra otte til 50. I 1932 sluttede de lokale kvindeforeninger sig sammen i forbundet Verband der deutschen Frauenvereine Nordschleswigs. I mange af de egne, hvor det ikke lykkedes at danne en kvindeforening, fik hun præster, lærere og andre lokale til at holde kontakt til kontoret. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var Anna Martensen først begejstret for de nationalsocialistiske tanker og meldte sig straks ind i nazipartiet. Hun blev dog hurtig skuffet over, at partiet dannede sine egne kvindeforeninger og etablerede et velfærdssystem, der kun omfattede partimedlemmerne. Det førte til en langvarig nervekamp, hvor Anna Martensen krævede, at Wohlfahrtsdienst blev anerkendt som den overordnede organisation inden for alt socialt arbejde i den tyske folkegruppe. For ikke at miste den nære kontakt til sin basis var hun nødt til at indgå kompromiser, og i 1939 gik hun endda med til at indordne Wohlfahrtsdienst under nazipartiet. Det lettede forholdet til partiledelsen en smule, men uenigheden forøgedes igen i besættelsesårene. Hun tilbød at træde tilbage og overlade det sociale arbejde til partiet, men da hun havde en god opbakning fra befolkningen og nåede bedre resultater i sine forhandlinger med de danske myndigheder end nogen anden, blev tilbuddet afslået. Også med de tyske myndigheder opnåede hun i det store og hele et bedre samarbejde end med sin egen partiledelse. Anna Martensen var en dygtig organisator, og i august 1943 markerede hun sig med en helt særlig indsats, da hun i løbet af 24 timer fik skaffet husly i private hjem rundt om i landet til omkring 5.000 hamborgere, hvis hjem var blevet bombet. I samarbejde med Dansk Røde Kors havde Anna Martensen i 1940 oprettet en forplejningsstation for tyske soldater i Fredericia, og i de sidste krigsår organiserede hun evakueringer fra større byer, en pakketjeneste for soldater ved fronten og fra januar 1945 optagelse af flygtninge hos hjemmetyskerne og delvis også i danske hjem. Anna Martensen var svagelig og kunne i grunden ikke holde til sit urolige arbejde, der oftest strakte sig til langt ud på natten. Flere gange blev hun smittet af sygdom, bl.a. tuberkulose. Fra efteråret 1944 led hun af en hjertesygdom, som hun ikke tog hensyn til, og i marts 1945 døde hun. To måneder senere var krigen slut. Alle tyske institutioner i Sønderjylland blev lukket, også Anna Martensens kontor, og hendes indsats gik mere eller mindre i glemmebogen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Martensen-Larsen

Else Martensen-Larsen

2023-04-22T23:17:49+02:00

fri anvendelse

Else Martensen-Larsens engagement for kvinders ret og pligt til at deltage i Danmarks forsvar var en påvirkning fra faderen, som både hun og hendes to yngre søskende var nært knyttet til. Han var en stærk personlighed med markante holdninger til begreber som forsvarspligt og national og personlig ære. Som chef for grænsegendarmerne omkom han 1944 under en skudkamp med besættelsesmagten, da han nægtede at overgive sig. Else Martensen-Larsen blev student fra Roskilde Katedralskole i 1931 og blev på Sjælland, da hendes familie to år senere flyttede til Sønderjylland. Hun var ansat i Kirkeministeriet 1933-40, hvorefter hun en tid boede i Jylland sammen med ægtefællen Oluf M.-L., en studenterkammerat, som hun giftede sig med i 1936. Efter krigen var hun aktiv i det nyoprettede Danmarks Lottekorps (DLK) fra 1946, og året efter udnævntes hun til formand for De danske Unglotter, en post, hun bestred i to år. Fra 1952 studerede hun et par år psykologi ved Københavns Universitet, men var derefter fuldt optaget af det, der blev hendes livsværk, nemlig arbejdet for et kvindeligt flyvekorps. Med Else Martensen-Larsen som drivkraft havde en gruppe kvinder siden 1949 arbejdet for, at Flyvevåbnet skulle etablere et særligt kvindekorps på linie med Kvindeligt Marinekorps (KMK), der var tilknyttet søværnet. Kvindeligt Flyvekorps (KFK) blev dannet 1953. Det var organiseret som en forening med bestyrelse og Else Martensen-Larsen som formand, dog med titel af korpschef. For at have et samlingspunkt udgav foreningen fra 1954 bladet Mursejleren med Else Martensen-Larsen som ansvarshavende redaktør. Formålet med det nye korps var dels at være samlende organisation for det kvindelige personel i Flyvevåbnet, dels at mobilisere en reserve af frivillige til krisesituationer. Korpset fik ansvaret for medlemmernes militære uddannelse i fx signaltjeneste, førstehjælp, motorkøretøjstjeneste og skydning med maskinpistol. Samtidig blev der lagt stor vægt på den fysiske træning, og medlemmerne deltog gennem årene i mange forskellige sportskonkurrencer, fra 1964 også i de årlige Nijmegenmarcher i Holland, en tradition, der siden kom til at omfatte hele Hjemmeværnet. I 1955 blev Else Martensen-Larsen fastansat som korpschef, fra 1962 med rang af oberst. Gennem en ny lov var KFK på det tidspunkt blevet integreret i Hjemmeværnet, dog stadig som et selvstændigt korps. Det internationale samarbejde med andre kvindekorps havde Else Martensen-Larsens store bevågenhed. Hun var på udvekslingsophold i bl.a. England og Holland, og hun var den første formand for NATO Women’s Services Committee 1973-76. Hendes hjertebarn var dog arbejdet for kvinders rettigheder i forsvaret. Allerede 1953 blev KFK medlem af Danske frivillige Kvindekorps’ Samråd, som bestod af DLK, KMK og Danske Kvinders Beredskab. Her samarbejdede man bl.a. om en børnepasningsordning, som skulle sikre, at enlige forældre kunne møde til tjeneste under mobilisering. Denne ordning kom siden til at omfatte hele Hjemmeværnet. Fra 1965 havde Else Martensen-Larsen sæde i Forsvarsministeriets udvalg om ansættelse af kvindeligt stampersonel, og det resulterede i en betænkning, som fra 1972 gav kvinder mulighed for militær ansættelse. Hun var dog klar over, at der var en hage ved denne succes: “Det er nødvendigt, at vi kan varetage kvindernes interesser og til en vis grad beskytte dem. Forsvaret kan godt være et ret barskt sted. Vi har det indtryk, at kvinderne mange gange har mere ud af uddannelse etc., hvis det sker i et kvindekorps’ regi,” sagde hun. Som følge af en ny Hjemmeværnslov 1973 blev KFKs stabsfunktion nedlagt, og Else Martensen-Larsens titel ændredes fra korpschef til korpsinspektør. Hun gik på pension i 1978 og blev udnævnt til æresformand for Foreningen af kvindelige Flyvere i Forsvaret, der under navnet Foreningen Mursejleren blev videreført, efter at korpset blev nedlagt 1989. I sit otium var Else Martensen-Larsen 1983 stifter, formand og ildsjæl i foreningen Øregaard Museums Venner. Hun etablerede et samarbejde med Gentofte kommune om museet, skaffede midler til restaureringsarbejder og tog initiativ til flere, succesfulde udstillinger. Ved sin afgang som formand 1991 blev hun æresmedlem af foreningen. Else Martensen-Larsen modtog adskillige hæderstegn og ordener, både udenlandske og danske. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1967, ridder af 1. grad 1973 og kommandør i 1978. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maria_Mogensen

Maria Mogensen

2023-04-22T23:18:31+02:00

fri anvendelse

Maria Mogensen var den første kvindelige ægyptolog i Danmark. Hun var ikke student og havde ingen egentlig uddannelse. Fra hun var ganske ung, interesserede hun sig for ægyptologi og fulgte 1906-08 Valdemar Schmidts undervisning på Københavns Universitet. 1908-18 blev hun videreuddannet af H.O. Lange. Selvom hun betragtede sig som elev af Lange, var det Schmidt, der fik størst betydning for hende. Det var ham, som på Ny Carlsberg Glyptoteket introducerede hende for Carl Jacobsen, der i 1910 ansatte hende som assistent ved Glyptoteket, hvor hun i 1926 udnævntes til inspektør. Maria Mogensen havde stor betydning for opbygningen af museets ægyptiske samling og fik afgørende indflydelse på, hvad der indkøbtes af ægyptiske antikviteter. Hun tog på årlige indkøbsrejser til udlandet, især London, og i modsætning til nogle af sine mandlige kolleger, der ofte faldt for forfalskninger, var det altid ægte varer, hun købte. Hjemme på museet sørgede hun for, at genstandene blev omhyggeligt konserverede, således at de den dag i dag er velbevarede. 1921-22 var hun i Ægypten, hvor hun på foranledning af direktøren for museet i Cairo erhvervede et nyt stort fund til Glyptoteket. Hun publicerede flere arbejder på dansk og fransk om de ægyptiske genstande på museet. Hendes omfattende viden udmøntede sig også i kataloger for nationalmuseet i Stockholm, Vägledning i den Egyptiska Samlingen og Stèles Égyptiennes au Musée National de Stockholm, begge 1919, og hun modtog samme år den svenske medalje Litteris et artibus. Hendes betydeligste arbejde var Katalog over den ægyptiske Samling på Ny Carlsberg Glyptothek med Album, 1930, et værk, der tærede så meget på hendes kræfter, at hun blev syg og døde, kun 50 år gammel. Maria Mogensen var atypisk ved at være kvinde i et mandsdomineret fagligt miljø, hvor hun til en vis grad var isoleret, ikke alene på grund af sit køn, men også fordi der i samtiden var en tendens til at se ned på hendes arkæologiske og museale indgang til faget. Det er først i de senere år, at man har fået øje for hendes pionerindsats med hensyn til konservering af Glyptotekets ægyptiske samling. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helle_Munch-Petersen

Helle Munch-Petersen

2023-04-22T23:18:58+02:00

fri anvendelse

Helle Munch-Petersen blev født ind i et kulturradikalt miljø i København som den yngste af to søstre. Hun blev nysproglig student fra Rysensteens Gymnasium i 1933 og husholdningslærerinde i 1937 fra Birgitte Berg Nielsens Husholdningsseminarium. Uddannelsen udbyggede hun med et specialkursus i bl.a. fysik, kemi og mikrobiologi på Landbohøjskolen 1937-38, og i 1946 deltog hun i Århus Universitets nyoprettede Specialkursus i Husholdning. I 1941 blev hun hjemkonsulent for Danske Kvinders Samfundstjeneste og for Mødrehjælpen. Hun besøgte og rådgav familier i nogle af Københavns hårdest belastede kvarterer, og interessen for forbrugerbeskyttelse blev vakt, bl.a. gennem de mange situationer, hvor fattige mennesker blev misbrugt i afbetalingshandler. I 1947 kom hun til Statens Husholdningsråd, i 1955 til Forbrugerrådet, hvor hun fik sin livsstilling som leder 1960-83. Forbrugerrådet eller Danske Husmødres Forbrugerråd, som det hed til 1964, blev grundlagt i 1947 af en række kvinde- og husholdningsorganisationer med formanden for Danske Kvinders Nationalråd Bodil Begtrup i spidsen. Det skete ikke mindst i protest mod Efterkrigstidens varemangel og importrestriktioner. Økonomien var i Forbrugerrådets første år meget stram. Det var en kamp for overlevelse og fremskaffelse af penge til lønninger. Det var ikke mindst ildsjælen Helle Munch-Petersen, der gennem årene fik sat skub i udviklingen, godt hjulpet af stærke og visionære formænd som Lis Groes, Viola Nørlev og Dorte Bennedsen. I 1950’erne var debatten om varedeklarationer, prismærkning og vægtangivelser m.m. i fuld gang. Forbrugerrådet krævede faste retningslinier for indholdsdeklarationer, og i samarbejde med fremsynede erhvervsfolk som Børge Olsen fra Irma blev der indført deklarationer og datomærkning i visse butikker. De første behandlingsetiketter for tekstiler stammer også fra denne periode, ligesom Helle Munch-Petersen tog initiativ til de første ankenævn på baggrund af det stigende antal klager, der indløb til Forbrugerrådets klagecentral. En af Helle Munch-Petersens store indsatser blev forbrugerbladet Tænk. Hun fik i International Organisation of Consumer Unions, hvor hun var medlem af bestyrelsen 1964-83, kendskab til amerikanske og engelske forbrugertidsskrifter med stor gennemslagskraft. Helle Munch-Petersen blev bakket op af sit forretningsudvalg, og Poul Henningsen sagde ja til at være redaktør. Det første nummer kom på gaden i marts 1964. Helle Munch-Petersen var medarbejder ved bladet fra begyndelsen og redaktør 1967-80. Tænk blev et vendepunkt i Forbrugerrådets historie. Der blev nu mulighed for på en anden måde end tidligere at få undersøgelsesresultaterne ud til et bredere publikum og til pressen. Det fik politiske konsekvenser, når Tænk kunne påvise, at nogle svømmeveste, styrthjelme, børneseler osv. var direkte livsfarlige at anvende. Helle Munch-Petersen var medlem af Nordisk Komité for Konsumentspørgsmål under Nordisk Råd 1963-83, udpeget af Handelsministeriet til den danske tremandsdelegation, der havde Elisabeth Reinstrup fra Statens Husholdningsråd som formand. Initiativet blev taget af Lis Groes i 1957, og komitéens opgave var at udvikle et samarbejde mellem de nordiske forbrugerorganisationer med henblik på at undgå dobbeltarbejde. Komitéen fungerede som en tænketank og blev en væsentlig inspirationskilde for forbrugerarbejdet herhjemme og i udlandet, idet Helle Munch-Petersen gennem sit internationale arbejde kanaliserede de nye idéer til OECD (Organization for Economic Cooperation and Development), Europarådet og fra 1973 til EF. Handelsministeriets nedsættelse af Forbrugerkommissionen i 1969 var også inspireret af det nordiske samarbejde. Den blev det store løft i dansk forbrugerpolitik. Helle Munch-Petersen var et særdeles aktivt medlem af kommissionen og en række af dens underudvalg. Der blev bl.a. oprettet et forbrugerklagenævn i 1975, som overtog en del af arbejdet i Forbrugerrådets klagecentral, og flere ankenævn samt udnævnt en forbrugerombudsmand, der fik mulighed for at sanere reklameområdet, urimelige aftalevilkår og i det hele taget sætte ind, hvor god markedsføringsskik var overtrådt. Forbrugerrådet har tillige sat fingeraftryk på de gradvise liberaliseringer af lukkeloven og på levnedsmiddelloven fra 1973. Den markerede et vendepunkt ved at erstatte negativlister, der registrerer forbudte tilsætningsstoffer, med positivlister, der registrerer tilladte stoffer. Helle Munch-Petersen har endvidere haft sin store andel i, at Forbrugerrådet blev reorganiseret i 1966, hvor nye grupper, bl.a. de store lønmodtager-, ungdoms- og pensionistorganisationer, blev medlemmer. Den brede folkelige opbakning har efterhånden også medført økonomisk stabilitet ved at udløse betydelige statstilskud. Gennem årene har Helle Munch-Petersen været medlem af yderligere en lang række udvalg, råd, nævn og kommissioner, bl.a Dansk Varefaktanævn 1963-83, Monopolrådet 1967-85, Forbrugerklagenævnet 1975-86 og Sø- og Handelsretten 1982-85. I 1966 blev hun den første kvinde i Det økonomiske Råd. Helle Munch-Petersen fik i 1967 tildelt PH-Prisen. Ved sin afgang i 1983 blev hun udnævnt til æresmedlem af Forbrugerrådet, og et festskrift Forbrug på mange måder blev udgivet til hendes ære. Selv har hun også været en flittig skribent og har bl.a. sammen med Gudrun Christensen udgivet Moderne Husførelse, 1961, der blev kaldt en redningsplanke for unge karrierekvinder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elna_Mygdal

Elna Mygdal

2023-04-22T23:12:28+02:00

fri anvendelse

Det var tekstil viden som banede vej for adskillige kvinders ansættelse og karriere i den danske museumsverden i første halvdel af 1900-tallet. Det gælder Elna Mygdal, der blev den første kvindelige inspektør på Nationalmuseet, såvel som Ellen Andersen og Margrethe Hald, der senere fik lignende stillinger. Skønt Elna Mygdal var født i en tid, hvor det ikke var en selvfølge, at kvinder fik en uddannelse, kom hun til at gennemgå et meget omfattende uddannelsesforløb. Hendes første lærested var Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, hvor hun blev udlært som broderi- og frihåndstegner. Allerede som elev udmærkede hun sig i broderi. Hendes stol med betræk i applikationsbroderi blev efter rosende omtale fra skolen indsendt til Den nordiske Industri,- Landbrugs- og Kunstudstilling 1888. Efter eksamen fortsatte Elna Mygdal fra 1891 som lærer på skolen i mange år. Da hun blev klar over, at Sverige bød på bedre muligheder for at lære de komplicerede væveteknikker damask og jacquard med tilhørende mønstertegning, tog hun til John Lennings Väfskola i Norrköping, hvorfra hun fik afgang i 1895. Den næste skole hun søgte ind på var Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder, hvorfra hun tog afgang som maler i 1904. Elna Mygdals faglige spændvidde var således meget stor, hvilket også fremgår af hendes undervisningsfag på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder: maling, tegning, stillære og de såkaldte linearfag som indbefattede adskillige håndarbejdsdiscipliner. I slutningen af 1890’erne blev Elna Mygdal bekendt med Bernhard Olsen, direktør for Dansk Folkemuseum, senere en afdeling af Nationalmuseet. Bernhard Olsen var meddommer på en udstilling i Stockholm 1897, hvor Elna Mygdal fik sølvmedalje for tegninger til jacquardvævning. Han opmuntrede hende til at gå videre med tekstilhistoriske studier og stillede egne oplysninger og materiale fra museet til rådighed. På den baggrund kunne Elna Mygdal offentliggøre sin første skriftlige afhandling Dansk Hvidsøm i Tidsskrift for Kunstindustri 1898. Elna Mygdals kontakt med Dansk Folkemuseum og dets leder fortsatte, men nye skriftlige arbejder synes først at foreligge fra 1910. Forklaringen må søges i et andet af Elna Mygdals talenter: det kunstneriske. I begyndelsen af 1900-tallet tegnede hun en række damaskmønstre til De Forenede Linnedvarefabrikkers dækketøjsproduktion. Foruden disse hvidmønstrede jugendinspirerede tekstiler udførte hun også arbejder i farver, bl.a. den føromtalte stol og senere messehageler til Jesuskirken i Valby og til Herlufsholms Kirke. Bernhard Olsen ville gerne have Elna Mygdal fastere knyttet til Dansk Folkemuseum, mens hun på sin side nødigt ville opgive sin undervisning på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Indtil 1919, hvor Elna Mygdal blev ansat som underinspektør på museet, havde hun et ben i begge, for ikke at sige i mange, lejre. Hun underviste, indsamlede tekstiler og foretog optegnelser for museet, deltog i foreningsarbejde og skrev i forskellige tidsskrifter og årbøger om tekstilhistoriske emner. 1910-20 drejede artiklerne sig fortrinsvis om dækketøj, kirketekstiler og forskellige tekstilteknikker, efter museumsansættelsen om dragt, der i væsentlig grad var baseret på det materiale, hun selv havde samlet ind i hele landet. Hendes dragtstudier blev publiceret i Turistforeningen for Danmarks årbøger under titlen Lidt om Dragter fra ... efterfulgt af en amts- eller egnsbetegnelse. Det lidt forbeholdne i titlerne kan dog ikke genfindes i Elna Mygdals bearbejdelse af emnet, hvor hun skrev ud fra en omfattende historisk viden og håndværksmæssig kunnen. Hendes største vanskelighed syntes at være banebryderens: der var ikke megen dansk faglitteratur at forholde sig til og dermed ikke så mange muligheder for at argumentere for og imod. I 1932 udkom hendes betydeligste værk Amagerdragter, Vævninger og Syninger. Efter sigende valgte hun Amager som område, fordi de mange undersøgelsesrejser kunne foretages med cyklen som transportmiddel. I dette tobindsværk, hvortil hun selv leverede akvareller, beherskes hele skalaen af tekstiltekniske analyser og indplaceringen i en udviklingslinie, hvor også øens dragtskikke fik plads. I 1935 afgik Elna Mygdal fra museet. Elna Mygdal så gerne dansk håndvævning genoplivet og ytrede sig derom i interview og artikler. I de tidligste spores en drøm om det billedskabende med fremhævelsen af den norske væver Frida Hansens jugendværk Mælkevejen. Senere anbefalede Elna Mygdal med sans for udviklingen i tiden de enklere bondevævninger som inspirationskilde, og hun er således blevet tillagt et faderskab for funktionalismen i dansk boligtekstil. Hun tog ikke del i den offentlige kvindepolitiske debat. Det er derfor overraskede, at hun i jubilæumsskriftet Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder 1876-1926 med udsøgt ironi skriver om forskellen mellem mænds og kvinders uddannelsesmuligheder, da skolen blev skabt. I modsætning til familiens sønner skulle døtrene bare lære “tilpas lidt”, kunne nogle “Damenetheder” og vente på frieren. Selv beviste hun til fulde, hvilke resultater der kunne opnås, når en datter fik en uddannelse. Elna Mygdal blev tildelt den jugoslaviske St. Sava Orden. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ulla_Pedersen

Ulla Pedersen

2023-04-22T23:26:54+02:00

fri anvendelse

Efter realeksamen og et ophold på Vordingborg Husmoderskole gik Ulla Pedersen på Ankerhus Husholdningsseminarium, hvor hun i 1918 tog eksamen som husholdningslærerinde. Samme år fik hun ansættelse på Vordingborg Husmoderskole og underviste her frem til 1921, hvorpå hun i en kortere periode var lærerinde på Ankerhus, inden hun 1922-23 var forstander for Husholdningsskolen ved Vejlby Landbrugsskole i nærheden af Århus. Derefter var hun konsulent for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger 1923-24 og var siden på et års studierejse i USA og Canada. Hun vendte hjem med nye idéer både om faglig uddannelse og undervisningsformer, som hun med sin friske og naturlige facon videreformidlede rundt om i landet, bl.a. i Dansk Kvindesamfunds lokalkredse. Fra 1926 virkede hun og hendes mand som lærere ved Asmildkloster Landbrugsskole og senere som forstanderpar på Lyngby Landboskole. I perioden 1926-33 var Ulla Pedersen ved siden af sit daglige arbejde også konsulent for Landøkonomisk Ungdomsarbejde (LU), oprettet i 1924 efter amerikansk forbillede. Målet med LU var at give unge interesse for landbrug, og både organisationen og det oprindelige slogan “Hånd, Hoved, Hjerte, Helbred” er videreført til i dag. Ulla Pedersen sad desuden i Landsudvalget for Landøkonomisk Ungdomsarbejde, ligeledes fra 1926 til 1933. Helt fra starten var hun optaget af et højere fagligt niveau på husholdningsområdet, og i 1927 dannede hun sammen med bl.a. Karen Hessel og Magdalene Lauridsen Selskab for huslig Økonomi, der skulle samle kræfterne om en videregående husholdningsuddannelse. I 1933 flyttede Ulla Pedersen til Åbenrå, hvor hendes mand blev ansat af Det danske Hedeselskab. Selv fik hun arbejde som konsulent for de sønderjyske landboorganisationers husholdningsarbejde i Åbenrå og Haderslev amter. Hun samlede efterhånden alt husholdningsarbejdet på egnen i et fællesudvalg for hele Sønderjylland og var formand for dette 1946-56. Ulla Pedersens stærke engagement i husholdningssagen, som hun havde erfaringer med på så mange leder, førte til, at hun i 1940 blev ansat som statens tilsynsførende ved husholdningsskolerne. Der var oprindelig tale om et bijob, men hendes oplagte kvalifikationer, sammenholdt med pres fra såvel husholdningspædagogiske som kvindesaglige kredse, medførte, at stillingen i 1942 blev omdannet til et inspektørembede, der omfattede flere opgaver end tidligere. Ud over husholdningsskolerne skulle hun holde tilsyn med husholdningsundervisningen på ungdoms- og aftenskolerne samt på andre kurser landet over. Som statens husholdningsinspektør var hun desuden formand for censorerne ved husholdningslærerindeeksamen, og i den egenskab dimitterede hun alle husholdningslærerinder fra 1942 til sin død. I en dimissionstale året før sin død udtrykte hun tillige sin egen arbejdsmoral: “Vi venter af Dem, at De vil gøre, hvad De kan for at opnaa personlig Tilfredsstillelse og Arbejdsglæde, og at De altid maa være besjælet af Begejstring for Gerningen, en god Kammerat og Kollega.” Som en del af sit arbejde var Ulla Pedersen konsulent for Undervisningsministeriet og faglig medhjælper for statskonsulenten vedrørende ungdomsundervisning. Samlet havde hun således en særdeles omfattende stilling, men forstod at løse de mange administrative og vejledende opgaver både hurtigt og intelligent. Hun var altid klar til at stille op, når nogen havde brug for råd og vejledning, og påtog sig en lang række tillidshverv. Med sin stærke vilje til at overvinde vanskeligheder og sin evne til at finde klare og elegante løsninger udfyldte hun disse hverv på en sådan måde, at hun blev uhyre afholdt og respekteret af alle. Hendes lederevner, idealistiske indstilling og ikke mindst hendes store viden om alle dele af husholdningsområdet bevirkede, at de forskellige grupper inden for det husligt-pædagogiske arbejde i hendes inspektørtid i højere grad end tidligere kunne samarbejde og opnå resultater. Inspektørjobbet krævede stor rejsevirksomhed både i ind- og udland, og alle steder var hun en værdig og dygtig repræsentant for sit fag. Hun var meget køn, mild og venlig og havde så stærk en personlighed, at man ikke kunne overse hende i nogen forsamling. Ulla Pedersen fulgte stedse fagets uddannelsesidéer på nærmeste hold. Fra 1942 var hun medlem af udvalget vedrørende den højere husholdningsuddannelse, ligesom hun sad i repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet, fra det blev oprettet i 1945. I 1950 blev hun formand for Den danske Nationalkomité for Husholdningsundervisning, og 1953-56 var hun med i planlægningsarbejdet for en fællesnordisk videnskabelig husholdningsuddannelse. I årene 1954-58 var hun formand for det udvalg, der reviderede uddannelsen af husholdningslærerinder, og gjorde med sin brede viden og samlende ledelse et stort og inspirerende arbejde for at styrke den teoretiske del af uddannelsen. Sammen med Karen Braae og Astrid Stoumann redigerede Ulla Pedersen det vigtige Dansk Husmoderleksikon, 1948-49, som kom i to bind og rummer omkring 7.000 stikord. Opslagsværket omfatter en meget bred vifte af emner fra afbetalingsordninger til ål i gele. Det var ikke alene moderne rationelle husmødre, men kvinder som samfundsborgere, der i dette imponerende faglige og kvindesaglige manifest kunne finde klar og koncis viden om barnepleje, folkekirken, Rigsdagen og alverdens andet. Ulla Pedersen var bl.a. forfatter til artiklerne om landets husholdnings- og husmoderforeninger, som hun vedblivende interesserede sig for. Hun var selv formand for Åbenrå Husmoderforening 1945-49 og for de sammensluttede husmoderforeninger i Åbenrå og Sønderborg amter 1946-56. Husholdningsundervisning for socialt belastede piger arbejdede hun for, dels som medlem af Socialministeriets udvalg vedrørende husholdningsuddannelse på opdragelseshjem for piger, 1947-52, dels som medlem af tilsynsrådet for Kronprinsesse Louises praktiske Husgerningsskole 1949-61. Hun bidrog med flere artikler til værket Opdragelse og Undervisning i Danmark, 1949. Også politisk var Ulla Pedersen aktiv som medlem for Venstre af Åbenrå byråd 1947-50, hvor det særligt var sociale problemer, hun engagerede sig i. Da hun nogle år efter sin mands død flyttede til Sorø, blev hun medlem af Sorø byråd for Venstre og sad her 1958-61. I sine senere år var hun syg, men arbejdede ukueligt videre. Ulla Pedersen forenede et stort personligt gå-på-mod med viljen til at arbejde for det almene og fælles bedste. I en offentlig embedskarriere ledede hun de forskellige retninger inden for husholdningsundervisningen, som havde rod i hver sin livsform og samfundsklasse, mod en samlet indsats for de fælles mål. Hendes imponerende brede faglige, organisatoriske og politiske engagement pegede i samme retning: at gøre husholdere til samfundsansvarlige borgere og at få husholdningsfaget solidt videnskabeligt forankret. Ulla Pedersen blev ridder af Dannebrogordenen i 1957. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hanne_Reintoft

Hanne Reintoft

2023-04-22T23:25:04+02:00

fri anvendelse

Hanne Reintoft har gennem mange år været de mest belastede befolkningsgruppers talerør og fungeret som socialpolitisk vagthund med et kritisk blik på udviklingen i dansk sociallovgivning. I forbindelse med sin turbulente politiske karriere og sin ledende rolle i Mødrehjælpen af 1983 har hun samtidig demonstreret en kompromisløshed, som indimellem har givet anledning til kritik af hende. Opvæksten var ikke præget af politisk interesse. Faderen var dyrlæge og moderen hjemmegående. Barndomshjemmet gik i opløsning, da forældrene gennemgik en voldsom skilsmisse. Moderen uddannede sig til børnehavelærer og startede derpå en børnehave i Jægerspris. Hun døde af kræft, da Hanne Reintoft var 20 år gammel og allerede havde klaret sig selv en del år. Som den ældste i en søskendeflok på fem søgte hun at støtte sine yngre søskende, som levede en omskiftelig tilværelse efter forældrenes skilsmisse. Broderen Troels Kløvedal har beskrevet denne tid i sine barndomserindringer Den tynde hud, 1994. Efter studentereksamen i 1952 på Sortedam Gymnasium tog Hanne Reintoft bogholdereksamen i 1955 og gennemførte de næste par år socialrådgiveruddannelsen på Den Sociale Højskole. Hun måtte arbejde i studietiden for at kunne forsørge sig selv. Kun 23 år gammel begyndte hun i 1957 sin lange karriere som socialrådgiver. I erindringsbogen Et liv – manges liv, 1996, beskriver hun sin plan om at være to år i hvert job, så hun kunne få indsigt i hele stillingsområdets problemfelt. Frem til 1966 var hun bl.a. ansat i foreningen Rings alkoholambulatorium, Mødrehjælpen, Direktoratet for Børne- og Ungdomsforsorg, Dansk Forsorgsselskab, foreningen Sindslidendes Vel og på Den Sociale Højskole. I 1966 blev hun ansat som socialrådgiver på Københavns Amtssygehus i Glostrup og var 1967-80 ledende socialrådgiver her. I 1983 blev hun knyttet til den nye mødrehjælp, fra 1987 og frem til 1994 som daglig leder. I sine job har Hanne Reintoft haft mange patriarkalske og enerådende chefer, men hun har respekteret dem, som evnede at vise omsorg og medmenneskelighed over for patienter og klienter. Respekten var i flere tilfælde gensidig, bl.a. fordi hun turde give luft for sin kritik af de stærkt hierarkiske institutioner, som var dominerende i 1950’erne. Gennem sit arbejdsliv har hun desuden påpeget og søgt at ændre nedladende og umyndiggørende holdninger over for et hårdt truet socialt klientel. I 1960’erne blev Hanne Reintoft landskendt som venstrefløjspolitikeren, der blev medlem af tre partier. Hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF) ved oprettelsen af partiet i 1959 og indledte en tiårig politisk karriere, da hun i 1966 kom i Frbg. kommunalbestyrelse. Samme år blev hun valgt til Folketinget og forlod det lokalpolitiske arbejde. Hun var medlem af partiets hovedbestyrelse i et halvt år. I 1967, da SF og Socialdemokratiet tilsammen rådede over majoriteten af pladserne i Folketinget, kritiserede Hanne Reintoft partiledelsen for at udsætte folketingsgruppen for pres efter et skatteforlig. Senere stemte hun og fem andre SF-ere imod forslag fra den socialdemokratiske regering om at afskaffe dyrtidsregulering af lønningerne. Det førte dels til udskrivelse af valg, dels til at rebellerne forlod SF og dannede Venstresocialisterne (VS), hvor hun blev medlem af hovedbestyrelsen og forretningsudvalget. Ved valget i 1968 vandt hun et af det nye partis fire mandater, og da folketingsgruppen konstituerede sig med hende som formand, blev hun Danmarks første kvindelige gruppeformand. Men allerede samme år forlod hun også dette parti og blev løsgænger. De tilbageværende VS-ere forklarede bruddet med, at Hanne Reintoft ikke betingelsesløst ville støtte fordømmelsen af Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet, mens hendes egen forklaring var, at VS var et parti for anarkister og blomsterbørn, som savnede enhver form for organisation. I 1970 meddelte hun, at hun fremover repræsenterede Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), som ikke havde haft sæde i Folketinget siden 1960. I 1971 røg hun ud af tinget, men kom atter ind i 1973, hvor kommunisterne vandt seks mandater. 1973-76 var hun medlem af centralkomitéen i partiet. Hun nedlagde sit folketingsmandat i 1976 og bekræftede dermed, hvad hun havde udtalt til Demokraten i 1967, at hun ville være “lige lykkelig” den dag, hun igen kunne arbejde fuldt og helt som socialrådgiver. I 1982 gik hun ud af DKP, som hun betegnede som et parti af bange mennesker. Hun har ikke siden været tilknyttet partipolitik. Hanne Reintoft har i mange år beskæftiget sig med enlige mødre, hvis trange livsvilkår hun først lærte at kende via sin moders situation. Under sin ansættelse i Mødrehjælpen 1958-61, hvor hun administrerede abortansøgninger, mødte hun mange ulykkelige kvinder. For enkelte fik afslag om abort katastrofale følger, og nogle tog deres eget liv. Det gjorde et dybt indtryk på hende, og hendes grundholdning har været, at man hverken burde presse kvinder til abort eller til at gennemføre en graviditet. I 1967 var hun med til at udforme SFs forslag til fri abort inden for 12. svangerskabsuge og foreslog samtidig forbedrede vilkår for mødre. Der blev imidlertid først flertal for fri abort i 1973. Med nedlæggelsen af Mødrehjælpen ved indførelsen af Bistandsloven i 1976 opstod der et tomrum i forhold til rådgivning og støtte til enlige forsørgere. Det var sammen med nye undersøgelser af de enlige forsørgeres udsatte position anledningen til, at hun sammen med andre stiftede Mødrehjælpen af 1983. Den blev oprettet som en privat organisation og fik hurtigt stor søgning. Organisationen var imidlertid, som Hanne Reintoft har udtrykt det, et splidagtigt hus, bl.a. med uenighed mellem frivillige og fastansatte. Hun var kritisk over for krav om “flad struktur” og blev omvendt kritiseret for at være for enerådig. Gennem alle årene har Hanne Reintoft haft et stærkt kvindepolitisk engagement, men ofte med en distance til den organiserede kvindebevægelse, som hun mente fokuserede for meget på de velbjærgedes situation. Hun fandt, at de gamle kvindeorganisationer udfoldede langt større energi for afskaffelsen af sambeskatningen end for at indføre ligeløn, og den nye kvindebevægelse kritiserede hun for at glemme grundlæggende kvindekrav som ret til arbejde, uddannelse og en løn, man kan leve af. Til Jyllands-Posten udtalte hun sig i 1994 kritisk om de sidste 20 års ligestillingspolitik, idet hun fastholdt, at der var sket forbedringer i kvindernes situation, men advarede mod at stille krav, som medfører, at kvinder mister retten til deres børn. Som redaktør af radioprogammet Hvad er min ret, og hvad er min pligt, som hun overtog efter Lena Vedel-Petersen i 1976, er Hanne Reintoft nået ud til store dele af befolkningen. Hun var fuldtidsansat ved programmet frem til 1987, hvor hun blev freelancer. Hun har her givet en nøgtern og klar fremstilling af sociallovgivningen med stor indføling for de mange nødstedte mennesker, der har henvendt sig. Programmet har været meget populært blandt radiolyttere, og hun har modtaget flere priser for det, herunder Cavling-Prisen i 1984. Succesen har imidlertid også skabt misundelse og jalousi blandt nogle socialrådgiverkolleger, og de kommunale socialforvaltninger har været vanskelige at samarbejde med, når Hanne Reintoft har påpeget fejl og mangler i deres administration af sociallovgivningen. Fagpolitisk har hun kæmpet for og i praksis også demonstreret socialrådgivernes berettigelse inden for fx åndssvageforsorg og hospitalsvæsen. Samtidig har hun været kritisk indstillet over for det, hun har kaldt faggrænsehysteriet og professionaliseringen, når hun har fundet, at det gik imod klienternes eller patienternes tarv. Hun har ofte og ikke uden personlige omkostninger involveret sig direkte i de mennesker, hun har haft med at gøre. Blandt hendes stærkt samfundskritiske bøger om socialpolitik, familie- og kvindespørgsmål kan nævnes Kvinden i klassesamfundet, 1972, og Den bedste forsorg i verden?, 1980. Personligt har Hanne Reintoft været blufærdig, og i sine unge år kæmpede hun med angst for at formulere sig offentligt, men den sociale indignation vandt over genertheden, og hun blev senere en skarp debattør. Hun har søgt at holde sit familieliv ude af offentlighedens søgelys, og det er karakteristisk, at erindringsbogen kun sporadisk berører denne del af hendes livserfaringer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rikke_Skalkam

Rikke Skalkam

2023-04-22T23:14:35+02:00

fri anvendelse

Rikke Skalkam voksede op i Marstal, hvor faderen var praktiserende læge. Hans utraditionelle personlighed prægede hjemmet og de fem børn, der alle blev stærke karakterer med egne meninger, men også med en veludviklet indlevelsesevne. Ved forældrenes tidlige død var hendes storebroder til søs, og som den næstældste stod Rikke Skalkam nu med ansvaret for de yngre søskende. De kom alle godt i vej, og der blev skabt et enestående søskendesammenhold, som med tiden også kom til at omfatte ægtefæller, børn og børnebørn. Selv fik Rikke Skalkam i 1959 datteren Janne. Rikke Skalkam blev student i 1944 fra Svendborg Statsgymnasium og begyndte derefter at læse medicin. Studiet blev afbrudt efter to et halvt år, hvorefter hun hjalp faderen i hans praksis og havde forskellige kontorjobs, inden hun påbegyndte uddannelsen til socialrådgiver på Den Sociale Højskole, afsluttet med eksamen i 1952. Allerede i studietiden fik Rikke Skalkam ansættelse hos speciallæge i psykiatri O. Martensen-Larsen, der drev egen klinik for alkoholistbehandling. Han havde øje for hendes faglige potentiale og inddrog hende i sine videnskabelige undersøgelser af familiekonstellationens betydning for udvikling af alkoholisme. I 1953 blev Rikke Skalkam ansat som socialrådgiver i Mødrehjælpen i København, hvor hun arbejdede, indtil hun i 1960 blev leder af den nyoprettede afdeling af Mødrehjælpen for Ringkøbing amt, placeret i Holstebro. Her blev hun i et tæt og gensidigt inspirerende samarbejde med amtslægen Vagn Christensen den drivende kraft i institutionens udvikling af et systematisk socialmedicinsk arbejde med vægt på den sociale diagnose og familiebehandling. Der var i sjælden grad tale om et holdarbejde, der inddrog alle institutionens medarbejdere med Rikke Skalkam som den krævende, men også værdsatte og respekterede leder. Da Mødrehjælpsinstitutionerne blev nedlagt i 1976 i forbindelse med Bistandslovens gennemførelse, blev Rikke Skalkam overflyttet som leder af Familieafdelingen og det dertil knyttede Børnerådgivningscenter under Socialcentret i Ringkøbing amt. I 1985 blev også Familieafdelingen nedlagt, og hun fik da en mere uafhængig konsulentfunktion i forhold til amtets kommuner og børneinstitutioner. I 1993 valgte hun at lade sig pensionere. Uanset de krav, som vekslende lederopgaver måtte stille, slap Rikke Skalkam aldrig det direkte arbejde med klienterne. Dette arbejde var for hende en nødvendig forudsætning for at kunne støtte og vejlede medarbejderne i deres arbejde og var præget af hendes indlevelsesevne, takt og diskretion. Ved siden af sin hovedbeskæftigelse underviste Rikke Skalkam på paramedicinske uddannelsessteder, ligesom hun blev benyttet som lærer ved flere sociale og socialpædagogiske uddannelser. Hun var desuden beskikket censor ved de sociale højskoler og de social-pædagogiske seminarier. Selv deltog hun i utallige videreuddannelsesforløb og som medarbejder ved undersøgelser, der gav hende en omfattende og praktisk anvendelig viden. Karakteristisk for hendes virkelyst og brede interessefelt gennemførte hun i 1984 den sproglig-pædagogiske basisuddannelse på Jysk Åbent Universitet og tog fire år senere bifagseksamen i etnografi samme sted. Rikke Skalkam har været engageret i Røde Kors og bestyrelsesmedlem i Holstebro Aktivitetscenter og i krisecentrene i Herning og Holstebro. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_S%C3%B8rensen_-_socialr%C3%A5dgiver

Grethe Sørensen

socialrådgiver

2023-04-22T23:19:22+02:00

fri anvendelse

Grethe Sørensen voksede op i København i et harmonisk middelklassehjem som den ældste af fire søskende. Interessen for socialt og pædagogisk arbejde blev tidligt udviklet under hendes mangeårige engagement i pigespejderbevægelsen, der også havde hendes interesse i de voksne år. Bl.a. rejste hun ud i 1945 efter Anden Verdenskrigs afslutning for at deltage i bevægelsens hjælpearbejde for nødlidende børn og flygtningefamilier. Grethe Sørensen blev socialrådgiver fra Den Sociale Højskole i l949 og fik samme år ansættelse i Mødrehjælpen, hvor hun tog aktiv del i udviklingen af institutionen. Inspireret af amerikansk socialteori fastlagde Mødrehjælpen her i efterkrigsårene sin systematiske socialmedicinske arbejdsform, der baserede sig på en helhedsforståelse af sociale problemer og ikke mindst betonede familiedynamikkens betydning. I 1952 opnåede Grethe Sørensen et legat, der muliggjorde et studieophold ved New York School of Social Work, Columbia University, hvor hun mødte fagets internationalt toneangivende lærere som fx Florence Hollis og G. Hamilton. Opholdet blev afsluttet i 1954 med en Master Degree i socialt arbejde. Efter sin hjemkomst samme år blev hun ansat som afdelingsleder i Mødrehjælpens familieafdeling. Her introducerede hun, ikke uden at møde modstand, hvad hun havde lært i USA, og kom derigennem til at præge Mødrehjælpens nyere teoretiske grundlag. Det var således med et solidt personligt og fagligt grundlag, at Grethe Sørensen i 1962 blev ansat ved Den Sociale Højskole som den første lektor i socialt arbejdes teorier og metoder. Hendes opgave blev at transformere de internationale teorier og metoder til dansk praksis, præcisere indholdet i socialt arbejde, udarbejde læseplaner for de studerende og selv forestå undervisningen. Hun satte sit umiskendelige aftryk på dette arbejde og påvirkede også den fremtidige undervisning ved at forestå ansættelsen af nye lærere. På denne baggrund var det helt naturligt, at Grethe Sørensen i 1968 fik overdraget ledelsen af den nyoprettede videreuddannelse af socialrådgivere, det såkaldte Årskursus. Arbejdet her blev hendes livsopgave. Hun stillede store krav til kursisterne, men samtidig var hendes interesse og omsorg som deres vejleder uudtømmelig, og hun forstod at bringe kursisternes faglige potentiale til udfoldelse. Gennem sin mangeårige bestyrelsespost i Nordisk Socialhøjskolekomité, hvor hun sad fra 1977, kendte hun overordentlig mange inden for faget, og hendes personkendskab og evne til at tiltrække kompetente og nytænkende lærerkræfter til årskurset var legendarisk. Grethe Sørensen var også initiativtager til Nordisk Sommerskole for lærere ved de sociale højskoler i Norden. Hendes mesterstykke blev dog afholdelsen af et seminar i 1983 for International Association of Schools of Social Work med emnet: Education for Social Work Practice, hvor kolleger fra hele Europa deltog. Ved sådanne internationale arrangementer befandt hun sig som en fisk i vandet. Her mødte hun de andre “navne” og nød det, og her kunne også festmennesket Grethe Sørensen udfolde sig. Som leder af Årskursus har ingen mere end Grethe Sørensen præget udviklingen af uddannelsen til socialt arbejde i Danmark og derigennem også dette arbejdes praksis. Hun var en pioner og en utrættelig inspirator. I de sidste arbejdsår var hendes hovedinteresse at vinde forståelse for nødvendigheden af fagets egen forskning, og hun nåede at se resultater af disse bestræbelser. I 1987 gik hun på pension og udgav samme år en publikation om socialrådgiverfagets historie En professions udvikling med den præcise undertitel: – til dels en selvoplevet historie. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Estrid_Torkild-Hansen

Estrid Torkild-Hansen

2023-04-22T23:14:15+02:00

fri anvendelse

Estrid Torkild-Hansens fader havde ledende poster i andelsbevægelsen og landboorganisationerne. At Estrid Torkild-Hansen ønskede en højere uddannelse som basis for et bredere samfundsengagement var derfor ikke en tanke, familien fandt fremmed. Efter at være blevet student fra Marselisborg Gymnasium 1911 begyndte hun at studere jura i København Hun tog embedseksamen 1918 i en tid, hvor det stadig var vanskeligt for kvinder at blive ansat i centraladministrationen, men hun fik en stilling som assistent i Københavns Overpræsidium og opnåede derefter ansættelse 1920 som en af de første kvindelige akademiske sekretærer i Undervisningsministeriet. Hun beholdt sit job efter giftermålet med studiekammeraten Carl T.-H. i 1925, og deres samliv blev præget af begge parters flittige arbejde. I Undervisningsministeriet gjorde Estrid Torkild-Hansen en smuk og lang karriere, som hun selv mente foregik på samme præmisser som dem, der gjaldt for hendes mandlige kolleger. Hun blev fuldmægtig i 1931 og kontorchef 1938 på kontoret, der beskæftigede sig med ikke-akademiske uddannelser, dvs. alt fra seminarier, fagskoler af forskellig slags, højskoler samt ungdoms- og aftenskoler. Foruden de løbende sager deltog hun i en række udvalg og kommissioner om spørgsmål af mere generel betydning for uddannelsessektoren og i udarbejdelsen af nye lovregler. Ved departementschef Kaj Paludan-Müllers afgang 1953 var hun ansøger til stillingen. Kontorchef Agnete Vøhtz, der havde de akademiske uddannelser i ministeriet som sit felt, blev imidlertid foretrukket, og Estrid Torkild-Hansen blev udnævnt til kommitteret i skolesager. Hun fortsatte hermed til 1963, da hun lod sig pensionere som 72-årig. Ungdommens forhold og en nyordning af ungdomsuddannelserne stod særligt på programmet i den periode, da hun var tæt på beslutningsprocesserne. Byernes unge manglede undervisning ud over folkeskolen, og de fik tillige en øget fritid, som man ønskede at udfylde med nyttig, personlighedsdannende aktivitet. Estrid Torkild-Hansen deltog i planlægningen af dette, bl.a. i Ungdomskommissionen af 1945. Særlig efter Anden Verdenskrig begyndte den socialdemokratiske uddannelsespolitik med ønsket om en demokratisering af uddannelserne at slå igennem, og hun var med i den kommission, der arbejdede med ungdommens adgang til den højere uddannelse 1946-49, og i kommissionen om ændring af uddannelsen i folkeskolen 1947-51. Disse forbedringer af uddannelserne stillede nye krav til lærerne, og hun fulgte spørgsmålet om rekruttering til læreruddannelsen i Udvalget vedrørende Lettelse i Adgangen til Læreruddannelsen 1947-48 og i Seminariekommissionen 1947-51. Også lærernes videreuddannelse på Danmarks Lærerhøjskole arbejdede hun med fx i en betænkning fra 1943. Desuden var hun medlem af den danske UNESCO-nationalkommission 1949-67. Estrid Torkild-Hansen var den ansvarlige for ministeriets kontakt med husholdningsområdet. Huslig uddannelse var i 1930’erne og 1940’erne en sag, som både kvinde- og husmoderorganisationer og staten gik ind for at udbygge og i et vist omfang gøre obligatorisk for unge piger. Husholdning udgjorde en stor del af ungdoms- og aftenskoleundervisningen, som Estrid Torkild-Hansen fulgte nøje. Hun var medlem af Husholdningskommissionen af 1938, som planlagde et sammenhængende uddannelses- og oplysningsprogram fra folkeskole til højeste videnskabelige niveau, og af Husassistentkommissionen af 1942, der belyste manglen på kvalificeret arbejdskraft til husholdningerne. Desuden var hun formand for Undervisningsministeriets Husholdningsudvalg 1942-63, der formidlede samarbejdet mellem de mange forskellige organisationer og undervisningsinstitutioner på området. Endelig ledede hun fra oprettelsen i 1945 og frem til 1963 repræsentantskabet for Specialkursus i Husholdning ved Århus Universitet, der gav fagområdet den længe ønskede akademiske overbygning. Hun havde også flere tillidshverv af mere privat karakter, bl.a. i komitéen for Dronning Caroline Amalies Asylskole 1941-65 og som medlem af bestyrelsen for Foreningen til Provinsbørns Ferieophold i København 1942-65. Estrid Torkild-Hansen skabte sig en tidlig kvindelig embedskarriere. Hun havde solid støtte både fra sit barndomshjem og i sit barnløse ægteskab til at koncentrere sig om uddannelse og arbejde. I Undervisningsministeriet beskæftigede hun sig med ungdoms- og fritidsundervisning, som blev kraftigt udbygget i en tid, hvor man så folkeoplysning som forudsætning for demokrati og faglig uddannelse som en nødvendighed for industrisamfundet. Som kvindelig embedsmand fik hun overdraget husholdningsområdet og kom ved sin gode kontakt med organisationerne til at virke samlende på et vidtspredt område. Hun ydede ved stor flid og professionelt akademisk arbejde en væsentlig indsats for, at kvinders uddannelse fik en central placering i Undervisningsministeriet. Samtidig var hun med sit gode eksempel med til at bane vejen for flere kvinder i statsadministrationen. Estrid Torkild-Hansen blev ridder af Dannebrogordenen 1951, ridder af 1. grad 1954 og kommandør 1961. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lena_Vedel-Petersen

Lena Vedel-Petersen

2023-04-22T23:17:13+02:00

fri anvendelse

Lena Vedel-Petersen var en af de første markante socialrådgivere, der stillede sig til rådighed som talerør og rådgiver for ressourcesvage og udsatte befolkningsgrupper. Det skete bl.a. i Danmarks Radios (DR) meget hørte sociale brevkasse Hvad er min ret, og hvad er min pligt, som hun startede i 1950 og redigerede frem til sin død. Barndomshjemmet var præget af grundtvigianske højskoletraditioner med mange og åbne diskussioner og et righoldigt socialt liv. Hendes moder døde under tragiske omstændigheder, da hun var fem år gammel, og det var meget traumatisk for hende. Hun var nært knyttet til sin fader, som var læge og stammede fra en gammel højskoleslægt. Han giftede sig igen to gange, og Lena Vedel-Petersen fik flere halvsøskende, som hun fik et nært forhold til, heriblandt Tine Bryld. I 1938 gennemførte hun Sofie Rifbjergs toårige Kursus for Småbørnslærerinder og blev børnehavelærer, inden hun nogle år efter begyndte at læse på Den Sociale Højskole, hvor hun i 1943 tog eksamen som socialrådgiver. Samme år giftede hun sig med Jørgen V.-P., som hun fik tre børn med. Efter sin eksamen blev Lena Vedel-Petersen ansat på Mødrehjælpen i København Hun satte pris på den nære menneskelige kontakt, som var forbundet med stillingen, men opgav den i 1950, fordi hun ikke kunne forene arbejdet med at have små børn. Hun havde tidligere arbejdet med radioprogrammer om sociale problemer og foreslog nu DR at producere en social brevkasse. Programmet var placeret under den afdeling, hvor hendes mand var programsekretær og senere blev programchef. Dette familiesammenfald blev flere gange kritiseret offentligt og førte til forslag om at udelukke hende fra ansættelse. Kritikken forstummede imidlertid, fordi brevkassen blev et af de mest populære programmer. Hun havde indset radioens muligheder for at nå brede grupper i befolkningen, og hun skabte med sin dybe stemme en intensitet og intimitet i besvarelsen af lytternes spørgsmål. Lena Vedel-Petersen var en meget efterspurgt foredragsholder og redigerede og skrev mange bøger om sociale forhold, fx om problemer ved skilsmisse eller alderdom. Hun satte ofte fingeren på urimeligheder i det sociale system, bl.a. de store forskelle mellem kommunernes sociale ydelser, og hun synliggjorde Danmark på vrangen, 1963, som en af hendes bøger meget sigende hed. Lena Vedel-Petersen gjorde en betydelig indsats for at oplyse befolkningen om sociale rettigheder og pligter, og mange pensionister blev fx klare over, at de havde ret til ydelser, de ikke fik. I 1960’erne pegede hun på manglen på børneinstitutioner, og i 1967, da debatten om fri abort var på sit højeste, skrev hun i en artikel i Aktuelt, at det var hykleri at gå imod fri abort, når pasnings- og hjælpemuligheder for enlige mødre var så ringe. I 1968 blev Lena Vedel-Petersen ansat på Nærum Nylon som socialrådgiver. Hun var først blevet tilbudt ansættelse som personalekonsulent, men takkede nej, fordi hun ikke ville være knyttet direkte til ledelsen. Det var dengang nyt at have blik for, at der kunne være et stort behov for socialrådgivning blandt de ansatte på en arbejdsplads, og hun blev en af de første virksomhedssocialrådgivere i landet. Lena Vedel-Petersen afholdt sig længe fra at deltage aktivt i politik, men var medlem af Socialdemokratiet. I 1954 stillede hun op til kommunalvalget. Efter eget ønske var hun dog meget lavt placeret på listen og blev da heller ikke valgt. Ved folketingsvalget tre år senere anbefalede hun i dagbladsannoncer vælgerne at stemme på Socialdemokratiet, men med tiden voksede hendes kritik af partiets politik over for de dårligst stillede befolkningsgrupper. 1950-55 var hun medlem af børneværnsudvalget på Frbg., og hun sad i en periode i bestyrelsen for Det Frie Gymnasium. Lena Vedel-Petersen talte i mange år mod skilsmisser, som hun mente var en dårlig løsning, især for børnene, medmindre der var tale om meget konfliktfyldte ægteskaber. I 1968 blev hun til sin store sorg selv skilt, og de kommende år var hårde for hende. Hun opholdt sig en del i Sverige, hvor hun skrev flere af sine bøger. I sine senere år genvandt hun sit livsmod og tilbragte lange perioder i Skotland hos sin nye ven. Her døde hun i 1976, kun 56 år gammel. Lena Vedel-Petersen modtog 1971 PH-prisen for sit sociale arbejde og blev samme år også hædret med Omsorgsprisen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Villemoes_Andersen

Ellen Villemoes Andersen

2023-04-22T23:19:44+02:00

fri anvendelse

Ellen Villemoes Andersens aktive liv begyndte på slægtsgården i Billum i et levende og oplyst vestjysk bondemiljø. Både faderen og moderen havde været på højskole, og i hjemmet blev der sunget morgensang hver dag. Faderen var medlem af sogneråd og menighedsråd og aktiv i landboforeningens arbejde. Moderen var med i det husholdningsfaglige arbejde og specielt interesseret i håndarbejde. Som 16-årig kom Ellen Villemoes Andersen i huset hos et lærerpar tæt ved Askov Højskole. Der lyttede hun til søndagens foredrag og deltog i gymnastiktimerne, interesser, der sammen med ungdomsforeningen i Billum dannede rammen om en glad ungdomstid. Sommeren 1913 var Ellen Villemoes Andersen elev på Vallekilde Højskole og vinteren 1915-16 på Askov. Et par gymnastikkurser på Askov kvalificerede hende til at lede pigegymnastikken hjemme i sognet, for som hun senere fortalte: “Dengang var det et næsten uafvendeligt krav efter kursus, at vi tog et undervisningsarbejde op ude i sognene.” En højskoleveninde overtalte hende til at blive husholderske for sin broder Peder V.A., på Skovgård i Odsherred. Det blev hurtigt til forlovelse, og Ellen Villemoes Andersen rejste hjem til Billum for at sy udstyr og tog et fire måneders ophold på Ankerhus Husholdningsskole. I 1917 blev hun husmoder på Skovgård, hvor der var et folkehold på seks unge mennesker, og i løbet af nogle år kom de fire børn til. Men der var en verden uden for Skovgård, som også havde brug for Ellen Villemoes Andersens evner. I 1920 udsendte forstanderen på Ankerhus Magdalene Lauridsen en opfordring til organisering af landhusmødre. Ellen Villemoes Andersen, der selv havde et behov for at få sin huslige uddannelse suppleret og med misundelse så sin mand få oplysende pjecer og beretninger fra landbrugsfaglige organisationer, slog straks til. Med hende som drivkraft og formand oprettedes Egebjerg Husholdningsforening, en af de foreninger, der blev udgangspunkt for De Samvirkende Danske Husholdningsforeninger (DSDH), stiftet 1921. I de følgende år var hun med til at oprette husholdningsforeninger rundt om på Sjælland, 1931 blev hun bestyrelsesmedlem og næstformand i DSDH, 1934 afløste hun Andrea Lindkvist som formand, en post, Ellen Villemoes Andersen bestred i 32 år frem til 1966. Det var en periode, hvor der skete meget inden for det husholdningsfaglige arbejde. Der blev ansat konsulenter, holdt kurser og aftenskoler, gennemført kostundersøgelser og vist udstillinger på dyrskuerne. Ellen Villemoes Andersen sparede ikke sig selv i dette arbejde, der havde hendes store interesse. Hun var overbevist om, at der hørte undervisning og teoretisk viden med til at blive en dygtig husmoder. Hun var også forudseende, talte fx om, at i næste generation af husmødre ville der være mange med udearbejde, og at det af den grund var vigtigt, at de unge piger lærte at planlægge og rationalisere. Under hendes ledelse voksede DSDH fra omkring 100 lokalforeninger med ca. 10.000 medlemmer til 279 foreninger og over 25.000 medlemmer. Der var et tæt samarbejde mellem husholdningsforeningerne og landboforeningerne, men der var langt mellem kvinderne i de styrende organer. Det var derfor en stor tillidserklæring, at Ellen Villemoes Andersen i 1935 blev bestyrelsesmedlem i De Samvirkende Sjællandske Landboforeninger, og at hun i 1967 fik Laurits Rasmussens Mindelegat for fortjenstfuld indsats inden for sjællandsk landbrug. Politisk sluttede hun sig til Venstre, og hun fandt 1933-37 tid til at repræsentere partiet i Egebjerg sogneråd. Efter Anden Verdenskrig var hun opstillet som folketingskandidat uden dog at tage mod tilbud fra kredse, hvor hun havde chancer for valg. Hun havde rigeligt at gøre med sine mange øvrige tillidsposter, bl.a som næstformand i Statens Husholdningsråd fra dets oprettelse i 1935 til 1960 og medlem af Forbrugerrådet fra dets oprettelse i 1947 til 1961. Hun var et selvskrevet medlem af statslige kommissioner og nævn som Husholdningskommissionen af 1938 og Handelsministeriets Ernærings- og Husholdningsnævn fra 1940. Efter Anden Verdenskrig blev hun tillige optaget af internationalt arbejde som medlem af Landbrugsministeriets udvalg til varetagelse af den danske indsats i FNs fødevareorganisation FAO 1946-68 og af bestyrelsen for Folkekirkens Nødhjælp fra 1958. Ellen Villemoes Andersens tilknytning til højskolemiljøet gjorde det naturligt for hende at engagere sig i nordisk samvirke. Hun var initiativtager til foreningen Nordens Landbokvinder og blev dens første formand 1946-49. På sine embedsrejser i Norge fik hun interesse for traditionelt håndarbejde, og hun oprettede i 1954 sammen med museumsinspektør Ellen Andersen Danmarks Folkelige Broderier, en forening til indsamling af og forskning i en kulturarv, der var ved at forsvinde. Landskendt for alvor blev Ellen Villemoes Andersen, da hun i 1940 begyndte sine radioprogrammer Landhusmoderens Maanedsoversigt, som senere blev til Landhusmoderens Kvartalsoversigt. I 28 år lyttede Danmarks husmødre til hende, når hun djærvt og ligetil gav gode råd om husførelsens besvær og glæder, ofte krydret med fyndord og citater fra Højskolesangbogen. I samme periode var hun i 18 år programkonsulent i Danmarks Radio med kvindeprogrammer som område. Trods de mange tillidshverv uden for hjemmet virkede Ellen Villemoes Andersen ikke stresset. Hun havde altid tid til at lytte eller fortælle en lille historie eller oplevelse. Hjemmet med mand og børn var basen, hvor hun hentede sine kræfter, og hun svigtede da heller aldrig “det derhjemme”, selvom hun var meget væk. Og der skete meget på Skovgård. Ægtefællen var en kendt og dygtig kvægavler, hvis dyr ofte fik præmier på dyrskuerne. Derfor kom der mange besøgende; fagfolk fra ind- og udland, men også københavnere og turister myldrede ind og ud af gården. Den ægteskabelige harmoni fremgår af hendes udtalelser om, at hun aldrig kunne have passet alt “det derude”, hvis hendes mand ikke havde støttet hende. Og hans: “Jeg holder løsdrift både på mine køer og min kone, så kommer de glade hjem til Skovgaard igen.” Ellen Villemoes Andersen blev ridder af Dannebrogordenen i 1955 og modtog Det kgl. danske Landhusholdningsselskabs største sølvbæger i 1959. I 1968 udkom hendes erindringer I livets skole. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maren_Berg

Maren Berg

2023-04-22T22:50:35+02:00

fri anvendelse

Maren Berg voksede op som den ældste af fire søskende i en slægtsstærk gårdmandsfamilie på den anselige gård Egeland ved Kolding. Det var nøjsomme tider, men der blev lagt vægt på børnenes opdragelse, og hjemmet var blandt de bærende i egnens grundtvigske miljø. Efter konfirmationen var hun i huset hos pastor Dines Pontoppidan i Ribe og senere som 20-årig hos den kendte grundtvigske præstefamilie F. og Eline Boisen i Vilstrup i Sønderjylland, hvor hun knyttede nære bånd til familiens jævnaldrende døtre Nanna (g. Jensen) og Jutta (g. Bojsen-Møller). Giftermålet med den unge lærer C. B. var ikke standsmæssigt efter forældrenes opfattelse, men Maren Berg satte sin vilje igennem, og parret slog sig efter en kort tid i Kolding ned på Bogø, hvor han var førstelærer fra 1861 til 1874. Det var et aktivt hjem med en voksende børneflok og en stor husholdning, der også omfattede hjælpelærere og mange gæster. Og med ægtefællen som rigsdagsmand for Venstre i København fra 1865 var meget overladt til Maren Berg. Da han i 1874 tog sin afsked, flyttede familien til København, men i årene 1876-84 boede de i Hillerød, hvor han havde oprettet Frederiksborg Amts Avis. Her og i endnu højere grad, da de fra 1884 igen var bosat i København, var hjemmet et vigtigt mødested for politiske og kirkelige kredse. Et aftenselskab hos folketingsformand Chresten B. kunne nemt tælle 100 gæster. Maren Berg stod ikke alene for husførelsen, men var selv en livlig deltager i debatten. Og hun var sin mands fuldtro støtte, hvis ubøjelige trosstyrke hans modstandere i provisorietidens ophedede politiske klima måtte tage med i deres beregninger. Hendes 50-års fødselsdag og parrets sølvbryllup fandt sted, mens han var syg og i fængsel for sine politiske holdninger, og begge begivenheder gav anledning til storslåede nationale manifestationer fra tilhængernes side. Ved ægtefællens pludselige død 1891 sad Maren Berg ifølge hans testamente i uskiftet bo og var hermed ejer af hans mange foretagender, navnlig De Bergske Blade, men også navigationsskolen og realskolen på Bogø. Hun gav sin ældste søn, overretssagfører Ejnar B., generalfuldmagt som sin repræsentant i alle spørgsmål vedrørende bladenes drift, og efter hans tidlige død i 1898 blev opgaven overtaget af den yngre søn, redaktør og senere minister Sigurd B. 1904 overdrog hun bladene til interessentskabet De Bergske Blade, hvori optoges de syv tilbageblevne børn. Maren Berg havde sympati for kvindesagen, og i 1894 modtog hun opfordring til at lade sig vælge som formand for Dansk Kvindesamfund, der søgte en leder med tilknytning til grundtvigske kredse. Af helbredsgrunde måtte hun dog afslå tilbudet, og i stedet valgtes ungdomsveninden Jutta Bojsen-Møller. Ved stiftelsen af Danske Kvinders Nationalråd 1899 blev Maren Berg optaget som enkeltmedlem. Hun var en klog og varmhjertet kvinde. En journalist, der i 1903 besøgte hende, konkluderede efter samtalen: “ Således burde systemskiftets første ministerfrue jo have set ud, hvis ikke dumhed og konservativ forbenethed havde hæmmet det.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Branth

Ellen Branth

2023-04-22T22:52:55+02:00

fri anvendelse

Ellen Branth kom fra en veluddannet middelklassefamilie af embedsmænd og handelsfolk. Selvom hendes moder døde, da hun var to år, og faderen, da hun var 16, formåede hun at få en uddannelse og senere starte egen forretning. Hun tog handelsskoleeksamen 1892 på Handelsskolen for Kvinder, der var blevet oprettet 1872 af Dansk Kvindesamfund (DK) for at give kvinder muligheder for at opnå bedre stillinger og løn. Derefter var hun i kort tid ansat i Statsanstalten for Livsforsikring. 1893-98 var hun lærling og assistent hos boghandler S. Thiele, det sidste år hos dennes efterfølger E. Jacobsen Ellegaard. Efter således at have skaffet sig de nødvendige faglige forudsætninger etablerede hun sig som selvstændig forretningsdrivende i en ellers mandsdomineret branche. 1899-1932 drev hun sin egen forretning, som først lå på Frbg. Allé 29, senere i nr. 52. I starten koncentrerede hun sig om papirhandel og oprettede i 1901 tillige et bogtrykkeri. I 1916 blev forretningen rabatberettiget. Det betød, at hun som sælger efter særlige aftaler med forlæggerne fik faste rabatter på 20-30%, alt efter bøgernes karakter. Uden denne rabat var sortimentsboghandel ikke til at leve af. Blandt hendes kunder var fra 1902 DK, som hun selv var medlem af. Ellen Branth boede i nærheden af sin forretning og stiftede ikke familie. Både på arbejdsgiver- og medhjælperside foregik der i disse år en foreningsdannelse og et samarbejde om uddannelse inden for bogbranchen, og Ellen Branth tog aktivt del på flere fronter. Hun blev 1917 næstformand i Københavns Boghandlerforening (KB), der var dannet i 1893 i utilfredshed med forlæggernes dominans i Boghandlerforeningen. I 1917 gik boghandlerne i provinsen og hovedstaden sammen i De Danske Boghandleres Landsforening, hvor hun havde plads i bestyrelsen 1917-22. Samtidig oprettedes De Danske Boghandleres gensidige Kautionsfond, hvor hun også blev bestyrelsesmedlem. I 1922, da Ellen Branth var fungerende formand for KB, tilspidsedes konflikten. 101 medlemmer af KB truede med at opsige deres medlemskab af Boghandlerforeningen i protest mod, at de var underkastet love vedtaget af forlæggerflertallet. Det resulterede i indførelse af en bestemmelse om lige repræsentation mellem forlæggere og boghandlere i ledelsen af Boghandlerrådet, hvor Ellen Branth sad i bestyrelsen. Rådet var dannet i 1918 som en mæglingsinstans mellem forlag og boghandlere. Den utraditionelle aktion medførte i øvrigt, at Ellen Branth blev betegnet som militant. Hun var frem til Anden Verdenskrig den eneste kvinde, der gjorde sig gældende i boghandelens organisationer. Ud over det faglige arbejde var Ellen Branth tidligt særdeles politisk interesseret. Hun var medstifter af Danske Kvinders Forsvarsforening 1907 og medlem af dens bestyrelse indtil 1921, fra 1909 tillige formand for Frbg.-kredsen. Foreningen havde tæt tilknytning til Højre, fra 1915 Det Konservative Folkeparti, og arbejdede for at styrke det nationale militære forsvar. Samtidig fungerede den som et mobiliseringsforum for kvinder med konservativ politisk holdning. I 1908 stiftede hun desuden Martsforbundet, som ved diskussionsmøder og oplysende foredrag ville øge medlemmernes interesse for det offentlige liv og dermed forbedre kvindernes mulighed for at udnytte den nyvundne kommunale stemmeret. Hun opkaldte formodentlig sit initiativ efter Martsforeningen, en nationalliberal forening under Orla Lehmanns ledelse, der eksisterede 1865-70. Selv stillede hun op til kommunalvalget i 1909 for Højre på Frbg. sammen med bl.a Karen Ankersted. De blev begge valgt til den talstærke Højregruppe i den konservativt dominerede bydel. I kommunalbestyrelsen var Ellen Branth medlem af det vigtige budgetudvalg, hvor hendes handelsuddannelse og erfaring fra forretningslivet kom hende til gode. Hun sad desuden i social- og hospitalsudvalgene. Af mindre betydende poster kan nævnes udvalget for offentlige koncerter i sommermånederne og posten som tilsynsførende med kommunens bogsamling, som hun fik på grund af sin faglige kompetence. Ellen Branth opnåede et højt stemmetal ved kommunevalget i 1909, men genopstillede ikke i 1913. Efter i begyndelsen af 1920’erne at have afsagt sig tillidsposter i branche- og forsvarsforening kastede hun sig over fredeligere sysler. Da Selskabet til Haandarbejdets Fremme blev stiftet i 1928, var hun blandt de ledende kræfter og fra starten medlem af repræsentantskabet, hvor hun sad til 1936. Efter at hun var ophørt med sin forretning i 1932, flyttede hun til Skærbæk ved Fredericia og levede her sine sidste år. Ellen Branth var en selvstændig forretningskvinde, som ud fra et konservativt grundsynspunkt arbejdede for kvinders lige ret til at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet og i politik. Hun tog markante selvstændige initiativer og var en farverig og kendt person. I den allertidligste periode for kvinders politiske deltagelse synes hun ikke så meget at have været partigænger som individualist og igangsætter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_B%C3%A6lum

Karen Bælum

2023-04-22T22:53:48+02:00

fri anvendelse

Karen Bælum kom fra en gårdmandsfamilie i Ålborgforstaden Øster Uttrup, og skønt forældrene opfordrede hende til at læse videre, besluttede hun allerede som ung, at hun ville leve som gårdmandskone. Efter realeksamen var hun både på husholdningsskole og Vallekilde Højskole og havde huslige pladser, inden hun blev lærerinde fra Ankerhus Husholdningsseminarium i 1955. To år efter blev hun gift med Knud B., og de forpagtede gården Ceciliedal, der ejes af cementfabrikkerne i Ålborg. Senere købte de Mellemgård og Vestervang på tilsammen 120 ha i Gistrup og drev alle tre gårde. De flyttede til Vestervang i 1976. Indtil Karen Bælums sidste barn blev født i 1965, fortsatte hun med at undervise ved Ålborg skolevæsen, men valgte herefter at koncentrere sig om landbruget. Gårdene er blevet drevet som ren planteavl med korn, frø, spiseløg og juletræer, og Karen Bælum har varetaget den administrative del af bedriften samtidig med, at hun har skabt sig en enestående karriere i landboforeningerne. 1969 valgtes Karen Bælum ind i Aalborg Amts Landboforenings Husholdningsudvalg, hvor hun sad til 1983, og hun var med til at oprette amtsrepræsentantskaber under Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg (FJLH) i forbindelse med kommunalreformen i 1970. Hun var således den første formand for Nordjyllands Amt Syd 1972-79, hvorefter hun afløste Bente Busk Laursen som formand for FJLH og bestred denne post indtil 1990, da de regionale husholdningsudvalg blev nedlagt og deres funktioner overtaget af De Samvirkende Danske Landboforeningers Husholdningsudvalg. Den ny struktur i landboforeningernes husholdningsarbejde blev nødvendig, da statsstøtte til husholdningskonsulenter bortfaldt i 1990, og Karen Bælum påtog sig den krævende opgave som landsformand for det reorganiserede landsudvalg i de første par år til 1992. Men udviklingen var løbet fra husholdningsudvalgene, der endeligt ophørte i 1995. Hun var imidlertid også aktiv i De Samvirkende Danske Landboforeninger, og 1983 blev hun som den første kvinde medlem af bestyrelsen. Ellers havde kvinder holdt sig inden for deres egne udvalg på lavere niveau, men Karen Bælum opnåede valg i kamp med mænd, der repræsenterede alle andre sider af landbrugserhvervets interesser. Hun vandt på en spændende tale om afvandring fra landet og de sociale og kulturelle konsekvenser af udviklingen i landdistrikterne. Dette førte straks til en række foredrag og andre oplysningsopgaver rundt om i de lokale landboforeninger. Hendes målsætning var, at landbokvinderne skulle være med til at præge fremtiden i landbruget og landdistrikterne. Hun så kvinderne som brobyggere mellem producent og forbruger og var fortaler for, at landbruget skulle udvikle kvalitetsprodukter. Hun har således repræsenteret en linie, som landbrugets ledelse først slog ind på i slutningen af 1990’erne. Denne organisationskarriere bragte Karen Bælum ind i en række råd og udvalg, tidligst i Fællesudvalget for huslig uddannelse 1969-76. Hun var personligt udpeget medlem af Landbokommissionen 1984-88 og formand for Landbrugsministeriets produktivitetsudvalgs husholdningsudvalg indtil 1990. 1971 var hun på gæstevisit i Statens Husholdningsråd (SHR), 1980 blev hun igen medlem og næstformand indtil 1988, da hun blev formand samtidig med, at SHR blev en del af den nyoprettede Forbrugerstyrelse under Industriministeriet. I perioden frem til hendes afgang som formand i 1996 stod rådet flere gange i fare for at blive nedlagt, og vilkårene for husholdningsarbejdet blev forringet trods Karen Bælums kraftige protester, bl.a. mistede SHR afprøvningsvirksomheden på ernæringsområdet til Levnedsmiddelstyrelsen i 1992. I det internationale organisationsarbejde har Karen Bælum gjort sig bemærket som formand for den danske afdeling af Associated Country Women of the World, og hun har deltaget i verdenskongresserne hvert tredje år siden 1977. Som formand for den danske afdeling af Nordens Landbokvinder har hun især hentet inspiration i den finske organisering. Karen Bælum har været aktiv i en periode af husholdningsbevægelsens historie, hvor antallet af landbrug formindskedes, og flere landbokvinder tog arbejde uden for hjemmet. Hun har således oplevet medlemsnedgang, dårligere økonomiske vilkår og en stadig omstrukturering og centralisering af husholdnings- og forbrugerarbejdet. I denne proces har hun været offensiv og har forsøgt at omdefinere husholdningsarbejdet fra kun at være teknisk og fagligt til også at være socialt og kulturelt. Med sit udgangspunkt i den selvstændige livsforms tætte sammenvævning af husholdning, familie og bedrift har hun fremhævet sammenhængen mellem husholdningernes og samfundets økonomi, brug af ressourcer og tradition for omsorg, ligesom hun har peget på relationen mellem det lokale, nationale og globale. Overalt hvor Karen Bælum har virket, har hun set det som sin opgave at varetage hjemmenes og landdistrikternes interesser og kæmpet for at bevare det folkelige demokrati og foreningsliv. Sit positive livssyn og sin store energi har hun fundet udtryk for i et kinesisk ordsprog: “Den, der tænder et lys, gør større gavn end den, der bekæmper mørket.” Karen Bælum modtog Nykredits jubilæumslegat 1989 og blev ridder af Dannebrogordenen 1985, ridder af 1. grad 1993. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Elb%C3%A6k

Else Elbæk

2023-04-22T23:04:33+02:00

fri anvendelse

Else Elbæk er den ældste af en søskendeflok på syv. Hun voksede op i et landbohjem og fik tidligt lært at bestille noget. Med syv års skolegang som boglig ballast kom hun ud at tjene som ung pige i huset. Egentlig ville hun gerne have været jurist, men erhvervsvalget lå mellem sygeplejerske og husholdningslærerinde. Hun valgte det sidste, og 1951 tog hun sin eksamen fra Ankerhus Husholdningsseminarium. I et par år var hun lærer på seminariet, og derefter virkede hun som aften- og skolekøkkenlærerinde på forskellige aftenskoler med op til 14 hold pr. uge. 1956 blev hun konsulent i Århus Amts Husmandsforeninger. Derfra gik turen til De Samvirkende Danske Husmandsforeninger (DSDH) i København, hvor hun indtil 1968 var ansat som sekretær for husholdningsudvalget. Som sådan stod hun bl.a. for redaktionen af familiesiderne i DSDHs blad Husmandshjemmet. I de hjemmegående husmødres epoke satte hun både her og i avisartikler spørgsmålstegn ved husholdning som livsindhold. Med sin faglige baggrund påviste hun, at husarbejdet ofte foregik uhensigtsmæssigt på trods af nye tekniske muligheder, og med sit personlige engagement påpegede hun det begrænsende i at bedømme en kvinde på, hvor dygtig hun er som husmoder. Else Elbæk, der var blevet gift i 1954 med Erik Høgsbro Holm og fik sine to sønner i løbet af den næste halve snes år, var partipolitisk aktiv i Det Radikale Venstre og kvindepolitisk engageret i Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd (DKN). Ægteskabslovgivningen, herunder bl.a. sambeskatningen, var et af de store spørgsmål, ligesom abort og ligeløn var fremtrædende emner. Oplysning og information var midler til det mål, der hed flere kvinder i lovgivende og besluttende forsamlinger. Op til kommunalvalget i 1966 udarbejdede EA studiekredsmaterialet Borger i kommunen, og ved netop det valg steg kvindeandelen i kommunalbestyrelserne fra 5,7% til 9,7%. I 1960’erne var hun to gange meget tæt på at blive valgt ind i Folketinget, den ene gang manglede hun kun fire stemmer. Hun var i samme periode en af drivkræfterne i foreningen Radikal Kontakt, der havde til formål at holde partiet fast på de oprindelige idealer, som hun mente blev svigtet med dannelsen af VKR-regeringen i 1968. Fra 1964 repræsenterede hun de radikale i Radiorådet, i en periode som eneste kvinde blandt 17 mænd. Her stod hun i spidsen for Børne- og Ungdomsudvalget, hvor hun energisk forsvarede ytringsfriheden og kæmpede for den nuancerede debat. Hendes kærlighed til det æterbårne medie var blevet tidligt grundlagt; hun var ni år, da barndomshjemmet fik indlagt elektricitet, og familien blev flittige radiolyttere. Moderen, “Bondekonen fra Gjøl”, blev senere en kendt stemme som radiodebattør og flittig foredragsholder. I 1968 blev Else Elbæk undervisningsinspektør med ansvar for landets husholdningsuddannelser, men blot to år senere opgav hun posten, da hendes mand fik stilling ved den danske ambassade i New York. Senere fulgte hun med ham til Stockholm. Hverken her i eller i USA sad hun med hænderne i skødet som diplomatfrue, men engagerede sig i New York bl.a. i arbejde med større børn og unge. Under opholdet i Stockholm udgav hun et par samfundsorienterende bøger om dagligliv i dagens Sverige og begyndte desuden at producere for Danmarks Radio (DR) sammen med bl.a. den senere generalsekretær i Røde Kors Jørgen Poulsen, som dengang var DRs korrespondent i den svenske hovedstad. Det blev her i DR, Else Elbæk i en årrække brugte sine kreative og organisatoriske evner og sit altid levende samfundsengagement. Kort tid efter hjemkomsten til Danmark i 1978 blev hun deltidskonsulent i DKN, formand for Husholdningslærerforeningen samt medredaktør af Samtid, et tidsskrift for folkeskolens ældste klasser, og i 1980 søgte og fik hun jobbet som souschef i Børne- og Ungdomsafdelingen i DR. Hun lagde dog stadig kræfter i det kvindesaglige arbejde, bl.a. som medlem af Ligestillingsrådet og som en drivkraft i Kvinder for fred. I 1988 blev tv og radio adskilt administrativt og organisatorisk. Else Elbæk blev programchef på radiosiden, og i de følgende år fik den nye Børne- og Ungdomsafdeling en række priser og anerkendelser for nytænkning og kvalitetsudvikling. Ved en senere strukturændring blev afdelingerne omdannet til såkaldte programflader, og få år før sin pensionering stod hun dermed uden afdeling og blev for første gang i sit liv ansat som radiomedarbejder. Hun introducerede bl.a. P5-programmerne om livet efter arbejdslivet og markerede sig igen ved indlevelse og nærvær i forhold til de personer og problemstillinger, hun beskæftigede sig med. I 1996 fik Else Elbæk tildelt DRs Krygerpris, der gives til minde om radiomanden Christian Kryger, som især var kendt for sin store indføling og fornemmelse for den radiofoniske samtale. Hun var da blevet 70 år og havde nået pensionsalderen i DR, og måtte, ikke helt med sin gode vilje, selv overgå til livet efter arbejdslivet. Også i sine senere år har hun engageret sig med stor energi, nu i nærmiljø, frivilligt arbejde og lokale projekter i Espergærde, hvor hun har boet i en årrække. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Hessel

Karen Hessel

2023-04-22T22:57:16+02:00

fri anvendelse

Karen Hessel var på højskole 1881 og 1883, men tog herefter springet fra land til by. Hun arbejdede som korrekturlæser på dagbladet Politiken 1885-93 og aflagde undervejs almindelig forberedelseseksamen som privatist i 1888. I årene 1892-1906 var hun stenografassistent i Rigsdagen og 1906-18 revisor samme sted. Herefter blev hun protokolsekretær i Folketinget og virkede som sådan, indtil hun i 1933 gik af som 70-årig. Gennem sit erhverv fik hun et indgående kendskab til lovgivningsarbejde. Hun havde tillige tæt kontakt med landets journalistiske miljø og havde selv skribentarbejde i flere perioder. 1899-1908 var hun redaktionssekretær ved Kvindernes Blad, der udkom som tillæg til Nationaltidende, og 1910-13 var hun medarbejder ved dagbladet Riget. Fra 1913 blev Kvindernes Blad udgivet som et selvstændigt ugeblad af et interessentselskab. Karen Hessel blev redaktør for det nye blad, der startede som et bredt borgerligt kvindeblad, men det viste sig snart, at der var uenighed om den politiske linie, og hun trak sig af samme grund tilbage efter få måneder. Det nye magasin blev herefter videreført som et rent konservativt blad. Af bogudgivelser bidrog hun til Emma Gads store opslagsværk Vort Hjem, 1903, og til Dansk biografisk Leksikon, 1933-44. Karen Hessel havde et alsidigt og stort samfundsmæssigt engagement. 1912-17 var hun medlem af Borgerrepræsentationen, hvor hun repræsenterede Venstre i en borgerlig fællesgruppe, og i 1924 var hun folketingskandidat for partiet. I sit kommunalpolitiske arbejde blev hun kendt for med varme og taktisk klogskab at tale kvindernes, ikke mindst de gifte kvinders sag; fx rejste hun i 1916, samme år som hun selv blev skilt, spørgsmålet om det rimelige i, at den gifte kvindes indtægter blev beskattet hårdere end den ugiftes. I landsforeningen Dansk Arbejde (DA), oprettet 1908 for at fremme forbruget af nationalt producerede varer, var Karen Hessel fra 1915 medlem af hovedbestyrelsen, forretningsudvalget og kontrolrådet. Landsforeningens udstillings- og oplysningsvirksomhed foregik i tæt samarbejde med bl.a. De Danske Husmoderforeninger (DDH), oprettet 1920, der havde husmoderens opgaver som forbruger som et centralt punkt i deres program. Karen Hessel markerede sig som en af DAs flittigste foredragsholdere og gjorde en særlig indsats for at få kvinderne til at slutte op om idéen. Endvidere var hun medlem af forretningsudvalget for Komitéen til Belysning af Statsmonopol 1919-24. Også kvindepolitisk var Karen Hessel særdeles aktiv. Hun var medlem af Dansk Kvindesamfunds (DK) fællesstyrelse 1916-19 og landsformand 1922-24. En af hendes mærkesager var at få kvinder til at tage virksomt del i den økonomiske genrejsning efter Første Verdenskrig i samarbejde med såvel almene som kvindeorganisationer. Desuden lagde hun vægt på at inddrage ungdommen i kvindesagsarbejdet. Hun fik imidlertid ikke rigtig den opbakning i disse spørgsmål, som hun ønskede, og hendes indstilling til husholdningssagen, der var et af hendes hjertebørn, fjernede hende yderligere fra DK. Karen Hessel betonede i høj grad vigtigheden af en rationel uddannelse i husholdning, men lagde ikke nær den vægt på fagets teoretiske og videnskabelige side, som man gjorde i DK. Hun mente tillige, at formålet med en husholdningsuddannelse måtte være at højne respekten for husmoderens arbejde, som hun, skønt hun selv var selverhvervende under sit ægteskab, ikke mente kunne forenes med en stilling uden for hjemmet. Hun var i disse spørgsmål mere på linie med DDH, i hvis regi hun gjorde en indsats som medlem af bestyrelsen for Københavns Husmoderforening fra 1927 og sekretær for Nordisk Husmoderforbund, oprettet 1920. Da Karen Hessel i 1927 sammen med Magdalene Lauridsen og Ulla Pedersen oprettede Selskab for huslig Økonomi som husholdningssagens nye kontaktforum, var det uden større begejstring, at også DK sendte en repræsentant, og i de følgende år blev afstanden mellem Karen Hessel og hendes gamle bagland kun mere fremtrædende. Skønt Karen Hessel ikke havde en husholdningsfaglig baggrund, blev hun i 1926 ansat som tilsynsførende for de statsanerkendte husholdningsskoler, en deltidsstilling, hun bestred frem til 1940 sideløbende med sit arbejde som protokolsekretær. Husholdningsskolerne havde siden 1907 modtaget statstilskud, men først i 1931 blev tilskuddene lovfæstet. Som statens tilsynsførende var Karen Hessel en vigtig aktør i denne periode, da man forhandlede om den nye lov, og husholdningsundervisningen for alvor blev statsanerkendt, standardiseret og udbredt. Hun kom i sine sidste år til at stå lidt alene som repræsentant for den yderste højrefløj inden for husholdningsområdets meget sammensatte organisering. Hun var medlem af Husholdningskommissionen af 1938, som udarbejdede forslag om en sammenhængende husholdningsundervisning på alle niveauer, og kom i dette forum med en markant mindretalsudtalelse. Efter hendes opfattelse burde piger gennem hele folkeskoleforløbet have husholdningsundervisning, desuden skulle husholdningsundervisning være obligatorisk for alle unge kvinder mellem 14 og 18 år, og yderligere skulle de kvinder, der giftede sig, inden brylluppet have modtaget et halvt års undervisning på en husholdningsfagskole. Endelig skulle de gifte husmødre, som personligt stod for husholdningen i deres hjem, have en husmoderløn, som skulle finansieres over skatten af ugifte og barnløse. Herigennem ville man opnå, mente hun, at kvinderne ville vende tilbage til hjemmene til gavn for sig selv, familie og samfund. Hverken denne markante satsning på kvindens opgaver som husmoder generelt eller det mere specifikke forslag om en direkte statsfinansiering af husmoderen vandt stor tilslutning i Danmark, men kan ses som parallel til den kvindepolitik, som totalitære stater i Europa førte i 1930’erne og 1940’erne. Karen Hessel var i sit eget liv splittet mellem på den ene side en stærk ideologisk optagethed af husmoderens opgaver og på den anden side sin vedvarende praksis som en selverhvervende og særdeles aktiv kvinde med engagement i sin tid. Stod hun til slut noget isoleret, var hun dog respekteret som en uafhængig og retlinet personlighed, der besad indsigt i mange forhold og ydede en bred indsats både politisk og kvindesagligt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Asta_Hoff-J%C3%B8rgensen

Asta Hoff-Jørgensen

2023-04-22T22:55:23+02:00

fri anvendelse

Asta Hoff-Jørgensen havde sine rødder i et grundtvigsk miljø. Hun gik i friskolen i Nørregade i Odense og blev i 1931 student fra Høng Gymnasium. Efter studentereksamen blev hun ansat ved Statens Bibliotekstilsyn, og hun har været familieforsørgeren, da hun i 1934 blev gift med stud.polyt. Egon H.-J. Hun forlod først sin stilling i Bibliotekstilsynet i 1947 og var da i færd med at skabe sig en position blandt danske oversættere af skønlitteratur. Allerede fra midten af 1930’erne oversatte hun nu og da noveller for Politikens søndagstillæg Magasinet, og i 1938 begyndte samarbejdet med Jespersen og Pios forlag. Senere arbejdede hun tillige for bl.a. Vintens Forlag og oversatte værker i Thaning & Appels kvalitetsudgivelser. Asta Hoff-Jørgensen blev en af en række betydelige formidlere af verdenslitteratur til danske læsere i de første tiår efter Anden Verdenskrig. Hun oversatte lige ubesværet fra fransk, engelsk/amerikansk samt norsk og svensk, et sjældent vidtfavnende fænomen i dansk translatørhistorie, og hendes kulturelle spændvidde var omfattende. Hun var i stand til at formidle Sartres Muren (da. udg. 1946) fra fransk, den irsk-katolske Edna O’Briens værker og dramatikeren E. Albee fra engelsk, og såvel Strindberg som guldalderdigteren C.J.L. Almqvists Dronningens Juvelsmykke fra svensk.Af A. de Saint-Exupéry oversatte hun bl.a. Den lille Prins (da. udg. 1950), der blev højt elsket også her i landet, og en lang række andre franske forfattere, således Françoise Sagan, hvis romaner Asta Hoff-Jørgensen stod for i dansk udgave, bl.a. Holder De af Brahms?, som blev udgivet herhjemme i 1960. Fra norsk har hun oversat, hvad der findes af J. Borgens forfatterskab på dansk, og hun var en flittig og morsom formidler af børnebøger. I perioden 1944-66 var teatermanden Peer Gregaard leder af Det Ny Teater. Han skabte her en skuespilscene, der periodisk overstrålede Det Kgl. Teaters og i høj grad var med til at introducere moderne, udenlandsk dramatik for det danske publikum. Asta Hoff-Jørgensen var på det tidspunkt gennem sit arbejde for forskellige forlag kommet i kontakt med dramatikeren Kjeld Abell og instruktøren Sam Besekow og havde indledt et samarbejde med dem om oversættelse af dramatik til Radioteatret. Hun traf nu Gregaard og blev gennem en lang årrække hans foretrukne teateroversætter med en solid andel i hans succes. Asta Hoff-Jørgensens fremragende gengivelse af dialog og hendes veludviklede humoristiske sans satte hende i stand til at skabe perler af replikkunst, fx i Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? Hun blev en af tidens førende formidlere af dramatisk litteratur og arbejdede ud over ved Det Ny Teater for en række andre scener, bl.a. Det Kgl. Teater. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Cathrine_Holmsgaard

Cathrine Holmsgaard

2023-04-22T22:55:24+02:00

fri anvendelse

Cathrine Holmsgaard var som helt ung pige beskæftiget med husligt arbejde, inden hun blev uddannet til mejerist 1904-09. Dette oprindeligt kvindelige arbejdsfelt var ved at blive overtaget af mænd, og Cathrine Holmsgaard forlod snart sit fag og arbejdede i stedet som klinikassistent hos en tandlæge. Som 33-årig tog hun igen fat på studierne, denne gang på Birgitte Berg Nielsens Husholdningsseminarium. Her læste hun 1917-20, og efter at have taget eksamen som husholdningslærerinde underviste hun samme sted indtil 1924. Hun underviste desuden i husholdning på den kommunale fortsættelsesskole i København under Sofie Rasmussen, og i 1921 var hun tillige lærerinde på Borris Landbrugsskole. I sin tid i København mødte Cathrine Holmsgaard en række fremtrædende kvinder inden for det husholdningspædagogiske og -videnskabelige arbejde, der specielt i hovedstaden blev udbygget i disse år, ligesom organiseringen af husmødrene var i hastig udvikling. Også landbrugets husmødre begyndte at stille faglige krav som forbrugere, og i 1924 indledte hun for alvor sin egen karriere inden for husholdningsfaget, da hun blev ansat som konsulent for Foreningen af Jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg (FJLH). Foreningen var oprettet i 1922 af Rebekka la Cour Madsen, som også blev FJLHs formand. Hun var tillige initiativtager til et forsøgs- og oplysningsarbejde, der skulle vise sig skelsættende inden for husholdningsområdet, og det blev dette arbejde, Cathrine Holmsgaard kom til at fortsætte under mere etablerede former og i FJLHs regi. Som konsulent skulle hun således lede foreningens nyoprettede forsøgskøkken, der i begyndelsen lå på ægteparret la Cour Madsens nedlagte Bavngård Husholdningsskole i Vejen. I 1928 blev forsøgskøkkenet placeret sammen med husholdningsudvalgets kontor i Skanderborg, og her kom Cathrine Holmsgaard til at arbejde frem til 1946. La Cour Madsens initiativ indtog en særstillling, men i årene op til etableringen af Statens Husholdningsråd i 1935 foregik der dog også andre former for forsøgsarbejde inden for husholdningsområdet, iværksat af privatpersoner og med banebrydende effekter for det senere forbrugerarbejde. Hver husholdnings- eller husmoderorganisation havde deres forsøgsarbejde, som fokuserede på spørgsmål af særlig interesse for deres medlemmer. Linien i Skanderborg var bestemt af gårdbrugenes interesse i forbedret produktivitet og afprøvning af tekniske hjælpemidler i husholdningen. I 1925, dvs. mens Cathrine Holmsgaard endnu arbejdede på Bavngård, udsendtes den første beretning om forsøgskøkkenets undersøgelser, og herefter offentliggjorde hun resultaterne af sit arbejde gennem årlige beretninger og i mindre artikler i Tidsskrift for Husholdning. Blandt de emner, der først blev taget op, var kartoffelskrælning på maskine kontra håndskrælning og prøvekogning af ris, sago- og havregrynssorter. Senere gennemførtes en række vaskeforsøg med henblik på at afstemme sæbemængden i forhold til vandets hårdhedsgrad, og i begyndelsen af 1930’erne indledtes årlige bedømmelser af kartoffelsorter. Også en lang række andre forsøg så dagens lys, fx gennemførtes forskellige vare- og vandundersøgelser, ligesom man i 1939 foretog en stor afprøvning af arbejdsredskaber til husholdningsbrug. Staten havde siden 1928 betalt 40% af husholdningskonsulenternes løn, en støtte, som i forvejen blev givet til andre konsulenter. Statstilskuddet medførte en kraftig vækst i det samlede antal af husholdningskonsulenter, og det gav husholdningssagen et kraftigt løft og fik også fagpolitiske konsekvenser. Husholdningskonsulenterne kom til at udgøre en ny, kvindelig faggruppe, der nu skulle til at gøre sig gældende over for de mandlige landbrugs- og havebrugskonsulenter, som de var i fagforening med. Cathrine Holmsgaard engagerede sig på flere leder i dette organisatoriske arbejde. 1933-37 var hun medlem af bestyrelsen for Foreningen af Danske Landbrugskonsulenter, og i årene 1934-37 og igen fra 1943 var hun desuden forretningsfører for foreningens Understøttelses- og Forsørgelseskasse. Hun var tillige leder af husholdningssektionen ved de årlige konsulentmøder i København Cathrine Holmsgaard havde i 1922 været på studierejse i Sverige, og også efter sin ansættelse i FJLH tog hun til udlandet for at hente faglig inspiration. I 1928 rejste hun således til både Norge, Frankrig og Tyskland. Hun nød almindelig anerkendelse for sin faglige kompetence og virkede som censor i husholdningsregning ved husholdningsseminarierne 1931-34, ligesom hun var med i det udvalg, som gennemså manuskriptet til Gudrun Larsens og Karen Harrekilde-Petersens bog Husholdning paa Landet, 1941. I årene 1942-46 varetog hun en vanskelig koordineringsopgave som formand for arbejdsudvalget under Husholdningsorganisationernes Fællesudvalg. Hun var også medlem af udvalget til fremme af en videnskabelig husholdningsuddannelse ved Århus Universitet, et udvalg, der var nedsat på initiativ af Dansk Kvindesamfund (DK) 1933, og som afgav betænkning det følgende år. Hun var selv aktiv i DK i disse år og var 1930-34 medlem af bestyrelsen for DK i Skanderborg. Hendes studietid hos Birgitte Berg Nielsen, der var DKs pioner inden for husholdningssagen, havde sat sig sine spor. Cathrine Holmsgaard blev en af de første og ledende konsulenter, der underbyggede husholdning som fag og skabte konkret ny viden, som husholdningsforeningernes medlemmer kunne bruge til at effektivisere deres arbejde og kvalificere deres valg som forbrugere. Hun var ikke kun med i den vigtige indledende fase i FJLHs historie, men gjorde også en væsentlig organisatorisk indsats for at opbygge husholdningskonsulenternes fagpolitiske position. Claus Bjørn (red.): Dansk mejeribrug 1882-2000, 1982. Foreningen af jydske Landboforeninger igennem 100 år 1872-1972, 1972. Beretning fra Foreningen af jydske Landboforeningers Husholdningsudvalg, 1989-90. Tidsskrift for Husholdning 20/1944, 8/1946. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Kotte

Karen Kotte

2023-04-22T22:59:07+02:00

fri anvendelse

Slægten Kotte dukker op i kilderne i 1400-tallet på Fyn, således Karen Kottes oldefader væbner Laurids Nielsen K. til Dalby. Den blev siden en af Odenses fremtrædende med store interesser i handel med kvæg. Både Karen Kottes fader og farbrødre var betydende købmænd i Odense, og slægten ejede adskillige ejendomme her, bl.a. på Overgade, et af byens mondæne strøg. Der var tradition for, at også slægtens kvinder gjorde sig gældende i købmandsfaget, og Karen Kotte var ingen undtagelse. I modsætning til sin fader synes Karen Kotte at være kommet igennem Syvårskrigen 1563-70 uden likviditetsproblemer, idet hun på linie med kbh.ske storkøbmænd og Odensekøbmændene Oluf Bager og Hans Mule var i stand til at skaffe den danske krone krigsvigtige varer på kredit eller mod betaling i korn og kvæg fra kronens godser. Hun havde desuden lensbrev på kirkens part af korntiender fra fynske kirkesogne på livstid. Som Bager og Mule lagde Karen Kotte også gård til, når fyrstelige personer var på gennemrejse til vigtige begivenheder. I 1572 husede hun således hertug Ulrik af Mecklenburg med følge på vej til datteren Sophies bryllup med Frederik 2. i København Af regnskabet fra denne begivenhed fremgår det, at Karen Kotte fik langt den største kompensation, medens den næste på listen, hendes fader, modtog godt halvt så mange penge for at lægge hus til 40 personer og ni heste. Hertug Hans den Ældre og hans følge tog ind til hende flere gange, bl.a. i forbindelse med lenshyldningen i Odense i 1580, hvor konge og rigsråd overdrog ham og hertug Adolf dele af Slesvig samt Femern, og hertugerne aflagde lensed. Men Karen Kotte havde også andre logerende, idet hendes gård fungerede som gældsfængsel, kaldet indlager, for låntagere, der skulle opholde sig der på egen bekostning, til gælden var betalt. Efter Karen Kottes død opstod der strid om arven mellem svigersønnen, stiftsskriver og købmand Christoffer Bang, og medarvingerne. Bang påstod, at Karen Kotte havde beholdt hans hustru Kirstines fædrene arv. Desuden havde andre arvinger lånt rede penge af Karen Kotte, som ikke var tilbagebetalt. Kongen måtte gentagne gange, bl.a. i 1593, pålægge magistraten i Odense at indstævne arvingerne og enten forlige dem i mindelighed eller dømme dem imellem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Esther_Laub

Esther Laub

2023-04-22T23:03:28+02:00

fri anvendelse

Esther Laub voksede op på den 254 tdr. land store Sludegård, der i over 100 år var blevet drevet af hendes familie som fæstegård under baroniet Holckenhavn mellem Nyborg og Svendborg. Faderen, der var uddannet landbrugskandidat, kom fra en slægt af præster, musikere og militærfolk, som havde sit udspring i Frørup præstegård, og moderen var datter af forvalteren ved det nærliggende gods Glorup. Esther Laub og hendes søskende, to andre piger og en dreng, der blev ingeniør i USA, færdedes hjemmevant såvel i det landlige embedsmiljø som i det store landbrug. Kort efter faderens død overtog Esther Laub i 1906 Sludegård. Hun var oplært af sin fader og førte fx gennem flere år gårdens regnskaber. Desuden tilbragte hun et halvt år på Dalum Landbrugsskole som malkepige og tog et kursus som kontrolassistent. Hun arbejdede i halvandet år som den første kvindelige kontrolassistent for Kontrolforeningen Guldborgland. Den første kontrolforening blev oprettet i 1895, og assistenternes opgave var at undersøge og føre regnskab over malkekøernes foder, mælkens mængde og fedtindhold. I årene 1916-25 drev Esther Laub foruden Sludegård den nærliggende Langæblegård, som hun forpagtede. Hun ledede således en ganske betydelig bedrift og evnede også at føre tilsyn med tjenestepigernes husarbejde. Da fæstevæsenet 1919 blev afviklet, købte hun Sludegård. Som landbruger og hesteopdrætter blev hun en kendt og anset kvinde. Hun var aktiv i en kvægavlerforening og i flere landbo- og hesteavlerforeninger og deltog dermed i den faglige organisering og udvikling inden for landbruget, som ellers var stærkt domineret af mænd. Sammen med forpagteren af det nærliggende Broholm Helga Sehested fik Esther Laub 1920 en opfordring til at være medstifter af Foreningen af kvindelige Landbrugere. Hun havde haft et navn i kvindesaglige kredse, siden hun ved valget i 1913 blev medlem af Frørup sogneråd for Venstre. Det var det andet kommunevalg, efter at kvinder havde op- nået kommunal valgret 1908, og mange forventede, at Esther Laub som nummer et på den sejrende liste ville blive Danmarks første kvindelige sognerådsformand. Men Frørup sogneråd valgte en mandlig formand, og Lovise Nielsen fra Ebeltoft landsogn blev den første kvinde i spidsen for et sogneråd. Esther Laub sad i sognerådet til 1921, og ved rigsvalgene i 1918, 1920 og 1924 valgtes hun som suppleant til Landstinget. I 1930, da det blev trange tider for landbruget, solgte Esther Laub slægtsgården og flyttede 1935 til København, hvor hun levede resten af sit 97-årige liv. Kvinder har aldrig fået nogen fremtrædende selvstændig placering som ejere i dansk landbrug, men Esther Laub var med til at prøve nye muligheder af og gøre kvindelige landbrugere synlige. Ved hendes død stiftedes i hendes navn et legat til støtte for en dreng eller pige fra Frørup sogn. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Martin

Ingeborg Martin

2023-04-22T23:17:50+02:00

fri anvendelse

I 1902 blev Ingeborg Martin gift med Johannes, kaldet John M. Ægtemanden påbegyndte en forlæggerkarriere i 1904 med udgivelsen af tidsskriftet Hjemmets Noveller. Efter et ophold i London, hvor han tilegnede sig viden om blad- og forlagsvæsenet, startede han og Ingeborg Martin Martins Forlag i 1908. Den bærende idé i forlaget var udgivelsen af udenlandske kvalitetsbøger til lave priser, hvilket kunne lade sig gøre ved at bruge ældre honorarfrie oversættelser og trykke store oplag. De såkaldte Halvkrone- og Standard-Udgaver samt Junior-Bøger blev alle solgt til den favorable pris af 50 øre. Forlaget var således med til at introducere billigbogen på markedet. Boghandlerne var til at begynde med ikke begejstrede for idéen, men snart blev den en succes. Senere vovede forlaget at udgive bøger af ukendte eller endnu ikke oversatte forfattere bl.a. J. London, som var en personlig ven af John M. Forlaget forsøgte sig også med bladvirksomhed. Middagsbladet Pressen, som forfatteren Johannes V. Jensen medvirkede til at udgive, var ikke den store succes, men det blev derimod bladet Fru Martins Magasin, som udkom 1913-14 under redaktion af Ingeborg Martin. I 1920’erne blev repertoiret udvidet med serier som Populærvidenskabeligt Bibliotek og Socialt Bibliotek, og et tobinds konversationsleksikon lå næsten klar, da J. Martin døde i 1932. Indtil da havde ægtemanden været drivkraften i forlaget, men efter hans død overtog Ingeborg Martin ledelsen og blev dermed en af de få kvindelige forlæggere i sin samtid. Forlaget var kommet til at indtage en særegen stilling i branchen i kraft af anstrengelserne for at udbrede billig, men god litteratur. Ingeborg Martin sørgede i de næste mange år for, at forlaget blev drevet videre i samme ånd. Med sin beskedne og kløgtige facon vandt hun respekt i hele branchen. Fra 1935 fik hun hjælp af sin nevø Erik Halkier, som blev medejer i 1946 og med tiden fik overdraget ansvaret for den daglige ledelse. Af bøger, som blev udgivet under Ingeborg Martins ledelse, kan nævnes S. Pepys’ dagbøger, I. Waltons Den fuldkomne Fisker, J. Boswells London Dagbog og J. Joyces Ulysses. For sin indsats for at udgive værker af fransk oprindelse, i særdeleshed M. Prousts omfattende værk Paa Sporet efter den tabte Tid, 1932-38, modtog hun den franske orden Officier d’Académie. Forlagets drift lå Ingeborg Martin på sinde hele livet; selv da hun kom højt op i alderen, deltog hun i de ugentlige forlagsmøder og fortsatte næsten helt frem til sin død i 1974 med jævnligt at aflægge kontoret i Vester Voldgade et besøg. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ebba_M%C3%BCller

Ebba Müller

2023-04-22T23:12:32+02:00

fri anvendelse

Ebba Müller bliver af eftertiden husket som en af de store forretningsdrivende på Færøerne. Hun var med til at udvikle det færøske erhvervsliv ved at etablere nye virkeområder, og hun gjorde også et omfattende filantropisk arbejde. Ebba Müller, der var den næstældste af fire søskende, blev født i Silkeborg, hvor hendes fader på det tidspunkt var købmand. Familien flyttede senere til København, hvor Ebba Müller gik på N. Zahles Skole. Senere kom hun i lære i Privatbanken og var ansat der 1909-16. Da forældrene flyttede til Slagelse, blev hun i hovedstaden og indlogerede sig på et pensionat. Der traf hun studenten Hans M., hvis fader var sagfører og skibsreder i Tórshavn. De blev gift i 1916 og rejste straks til Færøerne, hvor han overtog sin faders rederi samt Det Forenede Dampskibs-Selskabs (DFDS) ekspedition på Færøerne. DFDS’ skibe var Færøernes vigtigste forbindelse til Danmark, England og Island. Ægteparret fik ikke mange år sammen, da Hans M. døde allerede i 1925. Det var et hårdt slag for Ebba Müller at miste sin mand og begge sine forældre samme år. Mange forventede, at den kun 34-årige enke ville vende tilbage til Danmark, men hun valgte at blive boende på Færøerne med sine to sønner og videreføre rederivirksomheden, ligesom hun overtog DFDS-ekspeditionen. Det skete efter opfordring fra Hans M.s slægtninge og med støtte fra de ansatte i firmaet. Rederiet havde flere fiskeskibe, og firmaet havde også en betydelig produktion af saltet fisk til eksport. Bankuddannelsen kom hende nu til gavn. Hun var højt respekteret af alle firmaets ansatte samt af erhvervs- og embedsmænd og var formand for den færøske rederiforening i ti år. Ebba Müller nøjedes ikke med at føre firmaet videre, hun var også med til at sætte nye virksomheder i gang, i 1929 således tømmerhandelen Havnar Timburhandil, og hun besad flere bestyrelsesposter, bl.a. i sæbe- og margarinefabrikken Okkara. Efter opfordring fra danske myndigheder slog de største fiskeeksportører sig sammen i 1936 og dannede monopolet Føroya Fiskaexport, hvor Ebba Müller i mange år var bestyrelsesmedlem. Under Anden Verdenskrig tjente færøske redere og besætninger mange penge på at transportere fisk fra Island til Storbritannien. Ebba Müller ville ikke opfordre mandskabet på sine skibe til at deltage i den farefulde sejlads i det minefyldte farvand, men da de selv anmodede om det, indvilgede hun. Under depressionen i 1930’erne og også senere gjorde Ebba Müller en stor indsats for at hjælpe familier i små kår. I 1935 oprettede hun det såkaldte Asyl. En gang om ugen samledes nogle damer hjemme hos hende for at strikke sokker, trøjer m.m., som ved juletid blev uddelt i diskrete pakker til børn af trængende familier. Byens læge udleverede en liste over, hvilke familier der havde det sværest, og hvor mange børn de havde. Asylet fik økonomisk støtte fra virksomheder og enkeltpersoner til at købe garn. Senere sendte Asylet også julepakker til fattige familier uden for Tórshavn. De ugentlige sammenkomster hjemme hos Ebba Müller tjente samtidig som en litterær klub. Det skete også, at hun inviterede mindrebemidlede til et måltid mad hjemme hos sig selv. Kvinder i Tórshavn kunne tjene lidt penge ved at sælge strikvarer til de skibe, som anløb havnen; den mulighed havde kvinderne andre steder på øerne ikke. Det inspirerede 1935 Ebba Müller til sammen med nogle embedsmandsfruer og højskolefolk at oprette foreningen Føroysk Heimavirki til støtte for hjemmeindustrien. Foreningen fik en butik i Tórshavn, som opkøbte varer, kontrollerede deres kvalitet og solgte dem, dels på Færøerne, dels i Danmark gennem Selskabet til Haandarbejdets Fremme. Bortset fra et par år under Anden Verdenskrig var Ebba Müller formand for foreningen til sin død i 1967. Foreningen eksisterer stadig. I 1954 blev Ebba Müller ridder af Dannebrogordenen. Det havde hun gjort sig fortjent til gennem sin mangfoldige og betydningsfulde indsats i færøsk erhvervsliv. Hun huskes som en bestemt dame, som kunne sine ting, og samtidig som et dejligt og varmt menneske. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Doritte_Nippers

Doritte Nippers

2023-04-22T23:11:16+02:00

fri anvendelse

“Efterdi at ingen skal sige paa mig at jeg ikke giver skat som enhver anden hæderlig kvinde, der gaar efter sin fornæring,” sådan lyder de første ord i et brev, stukket ind under sammensyningen i Helsingørs kæmnerregnskab fra 1551. Brevet er skrevet af Doritte Nippers, en høkerske, der på denne måde forsøgte at værge sig mod de beskyldninger, man rettede mod hende, og som gik på, at hun ikke betalte sin skat og derfor ikke havde ret til at drive erhverv i byen. Sådanne beskyldninger har formentlig været almindelige i datidens bysamfund, men det usædvanlige er, at Doritte Nippers ikke lod sig afskrække. Hun fandt pen og papir frem for at fremsætte en officiel protest over for rådmændene. Doritte Nippers var høker, dvs. småhandlende, og hun var åbenbart god til det, måske lidt for god. Rådstueprotokollerne fra tiden omkring 1551 viser, at hun ofte ragede uklar med de andre handlende i byen. Hun blev bl.a. anklaget for at indgå aftaler med de bønder, der kom til byen for at afsætte deres produkter, fordi hun handlede med dem, inden varerne nåede det officielle torv, hvor alle handler skulle foregå. Hun var ikke alene om at handle på den måde. Byens øvrighed mente endda, at hun stod i spidsen for en samling kvinder, der alle handlede ulovligt. I retsdokumenterne blev denne gruppe lovovertrædere simpelthen kaldt “Doritte og hendes anhang”. Blandt dem var Doritte Nippers' datter Karine Frostes og andre kvinder fra nabolaget. Samtidig med, at Doritte Nippers skrev brev til byens rådmænd, blev hun anklaget for at have truet to af byens borgere Per Boesen og Bent Hallandsfarer. Hun skulle bl.a. have sagt, at de ville have andet at tage sig til end at gå op i hendes affærer. De skulle nemlig få Guds løn, dvs. straf, for uretmæssigt at klage over hendes handelsmetoder. Per Boesen skændtes hun desuden med, fordi han i sin egenskab af skatteopkræver pålagde hende at huse soldater, hvad der var meget upopulært, da soldaterne ikke altid betalte for husly og bespisning. Som kvinde og enke havde Doritte Nippers begrænsede muligheder for at drive anden næring end netop handelsvirksomhed. Høkerhandlen var på denne tid reguleret af byens øvrighed, der ved forordninger søgte at sætte rammer for handlen. De begrænsninger, der i anden halvdel af 1500-tallet blev sat for detailhandlen, kom i høj grad til at ramme kvinderne, måske fordi kvinder ikke blev anset for at være forsørgere. Det ser ud, som om øvrigheden har anvendt Doritte Nippers og hendes anhang som en anledning til at gribe ind over for handlen. Det blev i perioder forbudt kvinder at handle på både Helsingørs og Helsingborgs torve, og i sager, hvor både mænd og kvinder dømtes for ulovlig handel, gik de efterfølgende straffe udelukkende ud over de kvindelige lovovertrædere. Imidlertid har Doritte Nippers fortsat sin handelsvirksomhed, for i 1571 kom hun igen i klammeri, denne gang med et ægtepar, der bl.a. beskyldte hende for at anvende ulovlige handelsmetoder og for at have praktiseret trolddom. Doritte Nippers blev anklaget for at være i ledtog med en anden “troldkvinde” Karine Lass Munchs, der blev tiltalt samtidig. Sagen mod Doritte Nippers blev gennemført først. Hun nægtede hele tiden at være troldkvinde. Men det blev skæbnesvangert, at hun også nægtede at have skændtes med Per Boesen i retssagen 20 år tidligere. Man gravede de gamle rådstueprotokoller frem og konstaterede, at hun løj imod protokollen, og det blev et stærkt indicium i sagen mod hende. Hun blev brændt på bålet i efteråret 1571. Lass Munchs blev derimod frifundet. Begge var anklaget for den samme forseelse og havde næsten samme baggrund; de var enker, høkersker af erhverv og fra tid til anden i konflikt med byens øvrighed om erhvervet. De havde begge voksne børn i byen, foruden Karine havde Doritte Nippers formentlig endnu en datter og en søn. Men for det første blev hun grebet i at lyve mod rådstueprotokollen, og for det andet og måske vigtigere blev Lass Munchs støttet af sin familie, mens Doritte Nippers' familie forholdt sig passiv. Doritte Nippers er et eksempel på en kvinde på kanten af Reformationstidens bysamfund. Hun udfordrede dette samfund og de rammer, der blev sat for kvinders muligheder, og tabte kampen. Hun stod alene og havde gennem en årrække været en torn i øjet på såvel øvrigheden som andre handlende, hvad der viste sig at være fatalt, når beskyldninger om trolddom først var fremsat. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sara_Rasmussen

Sara Rasmussen

2023-04-22T23:24:46+02:00

fri anvendelse

Sara Rasmussen voksede op i det dansk-jødiske miljø i København, hvor hendes fader ernærede sig som silke- og klædehandler. Hun fik sin uddannelse på Bendixens Skole for jødiske piger, og her viste hun særlige evner for håndarbejde og tegning. Hendes anlæg var så gode, at hun i de sidste skoleår vikarierede for sine lærerinder. Kniplehåndværket skal hun efter egne oplysninger have lært sig selv ved at studere og pille gamle kniplinger op. Også dette fag var hun særdeles dygtig til at lære fra sig, og hun var på et tidspunkt kniplelærer for 72 kvindelige fængselsfanger. I 1866 giftede Sara Rasmussen sig med den protestantiske jurist Peter R. Det var hendes første brud med den jødiske baggrund. I løbet af de næste ti år fik hun tre børn, der alle blev døbt, dog måtte ægtemanden køre alene til kirken med dem. I 1882 blev det ældste barn, sønnen Sven Aage, sendt i katolsk skole, senere konverterede hele familien til katolicismen. Dette blev en medvirkende årsag til, at Sara Rasmussen efterhånden fik status som Europas førende ekspert inden for knipling. Som katolik var det muligt for hende at besøge de klosterskoler i fx Belgien, hvor håndværket stadig udførtes, og hvor man tilbød undervisning. Hendes internationale karriere blev imponerende. Hun virkede som rådgiver ved skolerne i Wien, Budapest og i Reutlingen i Württemberg. I et halvt år studerede hun i Paris med ministeriel støtte. På sine rejser indkøbte hun til Musées Royaux d’Art et d’Histoire i Bruxelles og til Kunstindustrimuseet, hvor hun desuden medvirkede ved museumsdirektør Emil Hannovers store knipleudstilling i 1908. Lige så bemærkelsesværdig var Sara Rasmussens indflydelse i Danmark. 1877 åbnede hun en forretning i Frederiksberggade 10 med finere håndarbejder. Da kvinder ikke kunne få selvstændigt næringsbrev, blev borgerbrevet udstedt til ægtemanden. I forretningen underviste hun i både hedebosyning og knipling. Samtidig var hun også lærer i Den gensidige Hjælpeforening for kvindelige Haandarbejdere og stod for etableringen af Magasin du Nords broderiafdeling. Året efter udgav hun Haandgjerningsbog for den Kvindelige Ungdom og i 1879 Vejledning i finere Haandarbejder for den kvindelige Ungdom. 1880 skrev hun en lille kniplebog, der omarbejdet og udvidet blev til Kniplebog, 1884, og samme år oversat til tysk. Denne lærebog blev enerådende i næsten 75 år. Sideløbende leverede hun talrige artikler til såvel danske som udenlandske dameblade. Omkring århundredskiftet flyttede hun sin forretning til Amagertorv og lod den indrette efter sidste mode af arkitekt Martin Nyrop. Forretningen fik det moderne navn Nora efter hovedpersonen i Henrik Ibsens Et Dukkehjem, det samme fik en samling broderimønsterhæfter, hun udgav 1894-95. I en periode havde hun over 600 elever og måtte derfor have hjælp af datteren Ingeborg med såvel undervisning som ekspedition. Ægtefællen flyttede 1909 til Skt. Hedevigsøstrenes hvilehjem på Dalum Kloster, men Sara Rasmussen fortsatte både undervisning, skribentvirksomhed og forretning, der dog i hendes sidste leveår flyttedes til hendes private bopæl. Hun døde 1920 på hvilehjemmet i Dalum. Sara Rasmussen forekommer at have været langt forud for sin tid. Hun brød med sin baggrund og formåede at være både hustru, moder, kunsthåndværker, skribent og forretningskvinde på en gang. Men uden hjælp og interesse fra familien var det ikke lykkedes. At det blev inden for de kvindelige færdigheder, hun fik sin betydning, er derimod helt typisk for den periode, hvori hun havde sit virke. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Skau-Petersen

Marie Skau-Petersen

2023-04-22T23:14:38+02:00

fri anvendelse

Med de to farbrødre Laurids og Peder Skau blev Marie Skau-Petersen født ind i en nationalpolitisk aktiv sønderjysk familie. Hendes fader førte en mere tilbagetrukken tilværelse end brødrene. Men sammen med sin kone overtog han slægtsgården Bukshave i Sommersted, som blev et mål for mange gæster både syd og nord for den daværende grænse ved Kongeåen. Også da Marie Skau-Petersen siden overtog gården, forblev den et omdrejningspunkt for danskhedens sag i Sønderjylland. Sønderjylland var efter krigen i 1864 blevet tysk, men Marie Skau-Petersen og hendes søster Christine kom ikke til at gå i tysk skole. I hjemmet havde de en dansk lærerinde, og da de var henholdsvis 12 og 11 år, blev de sendt nord for grænsen til en morbroder i Kolding. Her gik pigerne i dansk skole og blev konfirmeret af en dansk præst. Årene i Kolding gav en ballast af dansk kultur, som fik stor betydning for de to søstre. Allerede som unge blev de aktivt engagerede i den sønderjyske sag og var bl.a. medarrangører af “Pigetoget” i 1884, da 300 unge sønderjyske kvinder i en uge gæstede Sjælland på Anna Thalbitzers initiativ. Søstrene var var nært knyttede til hinanden, og det var derfor et stort personligt tab for Marie Skau-Petersen, da Christine Skau i en alder af 27 år døde i 1890. En yngre broder var allerede død som dreng. I 1894 døde faderen, året efter moderen, og den da 34-årige Marie Skau-Petersen stod nu alene tilbage med slægtsgården, som hun besluttede at overtage. Bukshave var noget forsømt og havde lidt under de mindre gunstige tider for landbruget, så da gården brændte i 1896, var det ikke noget egentlig økonomisk tab for Marie Skau-Petersen. Hun forestod nu opbygningen af en ny og mere tidssvarende, men lidt mindre gård og indrettede stuehuset med smag og omtanke. Det var i disse år, at Marie Skau-Petersens offentlige liv for alvor begyndte. Forstanderen for Askov Højskole Ludvig Schrøder og pastor Johannes Clausen tog i 1894 initiativ til Udvalg for kristelig Virksomhed i Nordslesvig (UKVN), som stiftedes det følgende år med Marie Skau-Petersen som sekretær og kasserer. Ved siden af den mere religiøse virksomhed påtog UKVN sig også at fremme sygeplejen, og Marie Skau-Petersen var en aktiv og drivende kraft i begge sider af udvalgets arbejde. Arbejdet krævede mere end et almindelig godt organisationstalent. Selvom UKVN ikke på papiret var en dansk national forening, var dets virksomhed i de tyske myndigheders søgelys, og udvalget var derfor bl.a. afskåret fra at telegrafere og fra at bruge åbne postkort. For at undgå at blive overrasket af tyske gendarmer måtte de kristelige møder afholdes i private hjem, men efterhånden fik man også mulighed for at benytte de danske forsamlingshuse, som blev bygget i disse år. I begyndelsen var foredragsholderne dansksindede, sønderjyske præster, men fra ca. 1907 gjorde man også brug af præster nord for grænsen. Mødevirksomheden var ganske imponerende. På et tidspunkt organiserede Marie Skau-Petersen 60 møder i løbet af et par måneder. Foruden foredragsvirksomheden forestod UKVN udgivelsen af sangbogen Salmer og Sange, som blev udbredt i hele Sønderjylland via interesserede repræsentanter i hver en landsby. Også distributionen af sangbogen krævede under de givne forhold den snilde og kløgt, som Marie Skau-Petersen besad. Udvalget mødte endvidere tysk modstand i forbindelse med arbejdet for sygeplejesagen. Under Marie Skau-Petersens ledelse lykkedes det dog at organisere og indsamle så mange midler, at omkring 115 sønderjyske kvinder kunne blive uddannet nord for grænsen for siden at vende tilbage og virke på deres hjemegn. I 1903 giftede den 41-årige Marie Skau-Petersen sig med sin 14 år yngre bestyrer Jørgen Jessen Petersen, der var blevet ansat på gården året før. Ægtefællen blev hende en god støtte, ikke alene moralsk, men også fordi han overtog ledelsen af gårdens drift, så hun fik frigjort kræfter til sit offentlige, sociale arbejde. Hendes virke blev nu i en længere årrække koncentreret om oprettelsen af et hjem for kirtelsvage børn. Indsamlingen til hjemmet blev påbegyndt før Første Verdenskrig, men arbejdet blev afbrudt af krigen, som for Marie Skau-Petersen og hendes mand også fik betydning på det personlige plan. To af hans halvbrødre blev indkaldt som tyske soldater, sendt til fronten og dræbt. Efter våbenstilstanden i 1918 stod det klart, at Sønderjyllands genforening med Danmark kun var et spørgsmål om tid. De positive udsigter betød dog ikke, at Marie Skau-Petersen nu betragtede sin offentlige gerning som fuldendt. Krigen havde ikke gjort nøden mindre, og hun tog med fornyet kraft fat på sit arbejde med at oprette hjemmet for kirtelsvage børn. Bestyrelsen for UKVN købte officers- og vagtmandsbarakken ved en tidligere fangelejr i Sommersted, tæt ved Bukshave, men på det tidspunkt, da barakken skulle betales, havde man endnu ikke fundet et passende sted at genrejse den. Det endte med, at Marie Skau-Petersen for egen regning købte barakken. Det lykkedes da også til sidst at finde en egnet plet ved Vilstrup Strand, og få uger før Genforeningen i 1920 blev Børnenes Helsehjem indviet med støtte fra Den Sønderjydske Fond. Maren Sørensen blev helsehjemmets første leder. Marie Skau-Petersen fortsatte det sociale arbejde til sine sidste år. Gennem 1920’erne og 1930’erne forsøgte hun ihærdigt sammen med andre sønderjyske kvinder at fremskaffe midler til et hvilehjem for svagelige og nervøse kvinder, som var blevet ofre for krigstidens underernæring. Marie Skau-Petersen var medlem af bestyrelsen for Kunst og Håndværk fra 1911 og af Den Nordslesvigske Kvindeforenings tilsynsråd fra 1919. Hendes nationale og sociale indsats blev i 1920 påskønnet med Fortjenstmedaljen i guld. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Martine_Bj%C3%B8rneboe

Martine Bjørneboe

2023-04-22T22:51:15+02:00

fri anvendelse

Martine Bjørneboe ville i virkeligheden helst have studeret jura. Da præsten og degnen og også forældrene pressede på, for at den dygtige unge pige skulle læse til lærerinde, slog hun bak. Kunne hun ikke blive jurist, så ville hun ikke lege med, som hun selv har udtrykt det. For lærerinde ville hun ikke være. Som 16-årig kom hun derfor i huset i Nakskov og oplevede her det største vendepunkt i sit liv, mødet med den indremissionske Vilhelm Beck. Dybt rystet gik hun fra kirke efter at have hørt hans prædiken, overbevist om, at hun, hvis hun ville kalde sig kristen, også måtte leve som kristen. Det blev imidlertid Frelsens Hær, der med sit kristeligt-sociale program tiltrak den unge Martine Bjørneboe. Den blev grundlagt i London i 1865 som en konfessionsløs organisation, opbygget efter militært forbillede, og udførte et omfattende arbejde blandt fattige og udstødte. Da Frelsens Hær i 1887 kom til Danmark, sluttede hun sig til bevægelsen, der hurtigt havde fået en afdeling i Nakskov. Her fandt hun mulighed for at kombinere sin tidligt vakte sociale indstilling med det, hun anså for et sandt kristenliv. Efter et par år rejste hun til København og kom på bevægelsens kadetskole. 1892-1902 havde hun rang af officer og var bl.a. i 1899 på studieophold i England, hvor hun studerede socialt arbejde. Helt slap Martine Bjørneboe dog ikke det juridiske. I 1902 oprettede en gruppe yngre, reformvenlige jurister Fængselshjælpen, hvis hovedsigte var forsorg for og tilsyn med anklagede, dømte og straffede personer. Der gik en lige linie fra Frelsens Hærs aktive sociale arbejde til den nye forenings omsorg for de mennesker, der var kommet på kant med samfundet. Sammen med bl.a. Sophie Trier engagerede Martine Bjørneboe sig fra starten i Fængselshjælpen, hvor hun var afdelingsleder til sin død, fra 1933 af afdelingen Dansk Værneselskab. I dette arbejde med mænd og kvinder, unge og gamle kom hendes sociale sindelag til rig udfoldelse. Hun havde en dyb forståelse for mennesker på samfundets bund og nærede med sit kristne livssyn en urokkelig tro på det gode i hvert enkelt menneske. Martine Bjørneboe ydede også en indsats i afholdsbevægelsen, bl.a. var hun 1927-31 medlem af bestyrelsen for afholdsorganisationen Det hvide Baand i Danmark og siden af regeringens Alkoholkommission af 1934. Fra 1932 var hun endvidere medlem af bestyrelsen for Københavns filantropiske Selskab. Med lige så stor ildhu kastede Martine Bjørneboe sig ud i kvindepolitisk og partipolitisk arbejde. Hendes kvindepolitiske holdning afspejlede sig ikke blot i et mangeårigt medlemskab af Socialdemokratisk Kvindeforening. Hun gik aktivt ind i Dansk Kvindesamfund (DK) og var fra 1920 medlem af Københavns-kredsen, hvor hun i en periode også var næstformand. 1932-40 sad hun i fællesstyrelsen og forretningsudvalget. Sammen med Margrethe Høst Neerup, Inger Hempel og Edel Saunte hørte hun til den kreds af Mellemkrigstidens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der ønskede at forene det socialdemokratiske og det kvindepolitiske arbejde. De var aktive både i partiet og i DK, hvor de udgjorde et politisk mindretal. Ikke alle i Socialdemokratiet så med blide øjne på dette engagement i den borgerlige kvindebevægelse, og bl.a. Martine Bjørneboe og Saunte fik at vide af partisekretær Alsing Andersen, at de hellere måtte trække sig ud af DK, hvis de ønskede at blive genopstillet i deres valgkredse. De klagede deres nød til Th. Stauning, og hørte derefter ikke mere til sagen. Martine Bjørneboe fortsatte ufortrødent sit virke i DK. Arbejdet for at forbedre kvindernes samfundsstilling var for Martine Bjørneboe præget af hendes kendskab til de særlig nødstedte kvinder, og det var bl.a. erfaringerne fra Fængselshjælpen, der var baggrund ikke blot for hendes indsats for at få ansat kvindeligt politi, men også for hendes virke som leder af DKs rådgivende kontor. Som medlem af den lokale partiforening udførte hun et energisk agitationsarbejde for socialdemokraterne og gjorde ligeledes en stor indsats for at få gang i partiets kvindeudvalg i sin kreds. I 1929 valgte Socialdemokratiet hende ind i bestyrelsen for Københavns kommunes hjælpekasse, hvor hun var medlem indtil 1933. Samme år indtrådte hun som stedfortræder i Borgerrepræsentationen og sad her indtil 1943. Hendes interesse i afholdssagen bragte hende ind i udvalget vedrørende beværterbevilling, og desuden var hun medlem af det såkaldte decisionsudvalg, der varetog revisionen af kommunens regnskaber. Hendes få indlæg i plenumforsamlingen var skarpe og velformulerede og tog udgangspunkt i børns og kvinders vilkår. Ægtefællens død i 1943 tog hårdt på hende, og i sine sidste år mobiliserede hun alle sine kræfter i arbejdet for Fængselshjælpen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maja_Christiansen

Maja Christiansen

2023-04-22T23:09:35+02:00

fri anvendelse

Maja Christiansen lærte først husholdning, kom så i lære i sin faders porcelænsforretning og tog handelsskoleeksamen med udmærkelse. I 1907 var hun på studieophold i Hamburg og derefter igen i sin faders virksomhed, indtil hun i 1913 blev gift og fulgte sin mand, der var ansat i ØK (Østasiatisk Kompagni), til Japan. I 1918 blev han udnævnt til direktør for ØK i Sydafrika. Hendes udrejse forsinkedes af forholdene efter Første Verdenskrigs afslutning, men i efteråret 1919 efter seks ugers sejlads med en svensk fragtbåd kunne hun omsider slutte sig til ham i Durban i Natal provinsen. Efter at have orienteret sig om forholdene i Sydafrika meldte hun sig ind i den lokale afdeling af det nationale kvinderåd. Rådets filantropiske hovedopgave viste sig på det tidspunkt at være børnetuberkulosens bekæmpelse, men trods andragender til regeringen lykkedes det ikke rådet at få støtte til sagen, og den måtte opgives. I 1923 under et ferieophold i Danmark ville skæbnen, at Maja Christiansen traf Julemærkets skaber, postmester Einar Holbøll. Tuberkulose var en folkesygdom over hele verden. I Danmark stiftedes i 1901 Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der især samlede bidrag ind til opførelse og drift af sanatorier for voksne. I 1904 fik Holbøll Julemærket sat i produktion. Han fik idéen ved sortering af de mængder af obligatoriske hilsener, som folk udveksler ved juletid, og det lille mærke, der kostede nogle få ører, blev fra starten populært og dannede mønster for alle senere velgørenhedsmærker. Indtægterne fra salget blev øremærket til behandling af tuberkuløse børn. Holbølls beretning om idéens udbredelse over det meste af Europa og i USA gjorde Maja Christiansen opsat på at gå videre med sagen i Sydafrika, men der skulle gå endnu nogle år, før arbejdet tog fart. I forbindelse med en storstilet indsamling til kræftsyge patienter kom Maja Christiansen i kontakt med redaktøren for Durbans førende dagblad, der med sin viden om, hvordan en sådan sag skulle føres frem, blev hende en uvurderlig hjælp. Han lod hende imidlertid først og fremmest forstå, at et heldigt udfald ville stå og falde med, at initiativ og ansvar hvilede på én eneste person, på hende selv. Indtil sagen var så langt fremme, at der kunne dannes en komité, måtte hun gå i spidsen på alle planer. Det kom hun også til. Vanskelighederne syntes uoverstigelige, først og fremmest regeringens sendrægtighed, modstand fra lægelig sagkundskab, der nægtede at støtte sagen med den begrundelse, at der ikke fandtes børnetuberkulose i Sydafrika, samt en generel mangel på tillid til, at en dansk kvinde kunne arbejde for en sag, der ikke gavnede hendes eget land. Det første sydafrikanske julemærke blev trykt i huj og hast i november 1929, efter at generalpostdirektøren havde givet tilsagn om, at mærkerne måtte sælges fra posthusene. Materiale og trykning måtte i første omgang betales af Maja Christiansen, hvis mand var hende en stor støtte. I 1930 gennemførte hun en imponerende oplysningskampagne, idet hun rejste hele Sydafrika igennem og talte om sagen. Det var ofte svært at samle folk, men idéen med at lægge hendes møder i forbindelse med den ene ugentlige biografforestilling, der mange steder i det kæmpemæssige land var eneste forlystelsestilbud, førte til, at hun fik mange tilhørere. Man afbrød ganske enkelt filmen, og Maja Christiansen talte fra podiet. Hun fik forbindelse med de lokale skolemyndigheder, og gennem sin indkvartering hos private kom hun i kontakt med meget forskellige befolkningslag. Hun dannede lokalkomitéer i alle fire provinser og garanterede dem, at de alene havde dispositionsretten over de midler, der ville blive indsamlet i deres provins. Forholdet mellem landets to hvide befolkningsgrupper, boere og englændere, var så spændt, at julemærket i nogle år måtte udkomme i to udgaver, en med engelsk tekst og en med afrikaans. I 1934 kunne Maja Christiansen nedlægge grundstenen til det første sydafrikanske sanatorium, og sagen var omsider i god gænge. Samme år blev hendes mand kaldt tilbage til København, men i 1947 fik hun lejlighed til et gensyn med Sydafrika og til ved selvsyn at konstatere, at kampen mod børnetuberkulosen fortsatte. Herhjemme blev Maja Christiansen sekretær i Damekomitéen for Nationalindsamlingen i 1940 og organiserede indsamlingen fra hus til hus. Hun var næstformand i Julemærkekomitéens forretningsudvalg til året før sin død og varetog desuden forskellige andre humanitære opgaver. I 1951 udgav hun den lille bog Da julemærket kom til Syd Afrika. Hun modtog Den Kgl. Belønningsmedaille i guld 1941 og blev ridder af Dannebrogordenen 1953. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Alma_Dahlerup

Alma Dahlerup

2023-04-22T22:57:57+02:00

fri anvendelse

Alma Dahlerup voksede op i et småborgerligt hjem i Randers sammen med søsteren, den senere forfatter Karin Michaëlis. Efter endt skolegang kom hun til en provst i Nordjylland, hvor hun ikke blot lærte husholdning, men også typisk mandlige sysler såsom at male, kalke, fernisere og hugge brænde. Desuden underviste provsten hende i fransk og astronomi. I 1893 tog hun til Amerika og mødte på rejsen derover Joost D., som hun giftede sig med i 1898. Ægteskabet var gennem alle årene præget af en konflikt med hans familie, da hun ikke ville acceptere sin mands uægteskabelige søn, som svigermoderen Ursula D. havde taget til sig. Eftersom Alma Dahlerup var viljefast og bestemt, havde de i perioder ingen kontakt med familien. Efter det første barns fødsel bosatte Alma Dahlerup og hendes mand sig i USA, hvor de virkede for at fremme de dansk-amerikanske forbindelser med særligt henblik på at give amerikanerne et indblik i dansk kultur og samfundsliv. Fra 1935 arbejdede hun for The Board of Education, bl.a. med radioudsendelser om H.C. Andersen, og hun organiserede hjælpearbejde for danske sømænd i fremmede havne. I forbindelse med verdensudstillingen i New York 1939-40 arrangerede hun udstillingen Den Danske Kolonihave for at vise det for amerikanerne ukendte danske fænomen, at byens arbejdere havde mulighed for en lille, billig plet jord, hvor de i fritiden kunne slappe af og dyrke frugt og grøntsager til eget forbrug. Året efter stiftede hun Danish Colony Garden Cooperative Society, der fik gennemført permanent oprettelse af kolonihaver på Staten Island. I 1957 blev hendes arbejde for at fremme kendskabet til den danske kolonihavekultur belønnet med Kolonihaveforbundet for Danmarks fortjenstmedalje i guld. Alma Dahlerup arbejdede utrætteligt for at gøre amerikanerne bekendte med H.C. Andersen både via radioudsendelser, højtlæsning af digterens eventyr og ved at lave en indsamling blandt skolebørn i Danmark og USA til en statue i Central Park, New York. Det var i sig selv en bedrift, da de amerikanske myndigheder sjældent giver tilladelser til mindesmærker over andre landes personligheder. Statuen indviedes i 1956 med højtlæsning i parken, en tradition, der stadig eksisterer ved årtusindskiftet. Alma Dahlerup havde mange tillids- og æresposter i sociale, kulturelle og kirkelige foreninger. Selv stiftede hun bl.a. Danish Women’s Civic League i 1917 og i 1929 Danish American Women’s Association, der 1952 udnævnte hende til ærespræsident. Hun var et fremtrædende medlem af American-Scandinavian Foundations (ASF), hvis socialkomité hun var formand for 1919-28. I 1928 blev hun udnævnt til ærespræsident for ASF. Desuden sad hun fra 1951 i hovedbestyrelsen for Danish American Broadcasting Committee. Fra officiel side blev hendes indsats påskønnet både i Danmark og USA. I 1946 blev hun tildelt Kong Christian den X’s Frihedsmedalje, i 1955 udnævnt til ridder af Dannebrogordenen og samme år tildelt Medal of Honor for Women of Achievement. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Fock

Ingeborg Fock

2023-04-22T23:02:02+02:00

fri anvendelse

I 1899 blev Ingeborg Fock gift med oberst Carl F. Hun fulgte hans opgaver tæt, og på embedsrejser skrev han altid minutiøs dagbog til hende. Under Første Verdenskrig inspicerede han krigsfangelejrene i Sibirien, mens hendes broder tog sig af allierede krigsfanger, begge for Dansk Røde Kors (DRK), og det gav Ingeborg Fock indblik i krigens menneskelige omkostninger. I 1917 rejste Ingeborg Fock med til Wien, hvor ægtefællen ledede DRKs kontor for russiske krigsfanger og senere stod for hjemsendelsen. Det første år koncentrerede hun sig om husholdningen, nød selskabslivet og rejste rundt med sin mand. Men hun færdedes også overalt i Wien, registrerede med vågent sind og lune den store nød og menneskenes krumspring for at undgå eller udnytte den, talte med krigsfangernes pårørende og bespiste jævnligt et par børn. Ingeborg Focks energi og viden om, hvor nøden var størst, blev mobiliseret i januar 1919, da DRK sendte forbindsstoffer og levertran til Wien. Hun organiserede udladning og fordeling, og da store forsyninger af danske madvarer kort efter ankom, havde hun apparatet til et hjælpeprogram. Ved hjælp af gode forbindelser, unge krigsinvalider og forarmede overklassedamer stod Ingeborg Fock i over et år for distribueringen af de hundreder af tons, der strømmede ind. Hospitaler, børne- og invalidehjem blev forsynet, der blev indrettet storkøkkener og uddelt individuelle pakker. Hun forstod at udnytte alt, fx lod hun sy kjoler af melsække og gav dermed mange piger et levebrød. I sommeren 1919 blev hun opfordret til at iværksætte, at også Danmark gav østrigske børn kurophold. Igen benyttede hun sine forbindelser, efter forbløffende kort tid rejste de første af de efterhånden 20.000 wienerbørn, som Ingeborg Fock selv var med til at udvælge, og der blev dannet en komité. I løbet af 1920 ebbede forsendelserne ud, de østrigske myndigheder mente, at den udenlandske hjælp lammede befolkningens initiativ, DRKs kontor lukkede på grund af storpolitiske problemer med hjemsendelsen, og familien forlod Wien. Ved udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939 meldte oberstparret sig igen til DRK. Den nu 63-årige Ingeborg Fock blev leder af tøjafdelingen, der de første år af krigen var af store dimensioner, og medvirkede bl.a. ved organiseringen af finske børns kurophold i Danmark. Som ung var Ingeborg Fock smuk, som moden imposant, ikke uden grund udtaltes hendes kælenavn Bos som “boss”. Hun var en fremragende organisator og administrator, havde evnen til at harmes over uretfærdighed og afhjælpe nød uden sentimentalitet, og med sin djærve humor var hun højt skattet i DRK, indtil hun i slutningen af 1943 måtte forlade arbejdet efter en operation. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Valborg_Hammerich

Valborg Hammerich

2023-04-22T22:48:56+02:00

fri anvendelse

Valborg Hammerich mødte som 16-årig sin tilkommende ved et bal, og samme aften skrev han en karakteristik af hende: varm, livlig, næsten forceret, afvisende, hvis et emne ikke passede hende, men også præget af smuk alvor. Det gjorde udslaget for søofficeren Kai H., der allerede som kadet var stærkt grebet af KFUM-lederen Olfert Ricard. Valborg Hammerich var ganske verdslig, fra et meget velhavende hjem, hvor faderen, borgerrepræsentant for Socialdemokratiet, var mod kirke og forsvar og omgav sig med politikere og unge kunstnere, som han støttede. Med tiden kom Valborg Hammerich til at dele sin mands tro og gik ind i socialt arbejde i tæt tilknytning til hans aktiviteter. 1928-40 var de centralt placeret i Kirkens Korshær, der samtidig med forkyndelsen løste mange nødvendige sociale opgaver, og her deltog Valborg Hammerich med sin store viljestyrke og praktiske sans i oprettelse af herberger, kvinde- og børnehjem, fængselsbesøg og sommerlejre. Desuden var hun medlem af bestyrelsen for Social-Filantropisk Boligselskab 1930-40. Under Besættelsen blev Valborg Hammerich medlem af præsidium og forretningsudvalg i Danske Kvinders Samfundstjeneste (DKS), der under Kirsten Gloerfelt-Tarps ledelse blev oprettet i 1940 for bl. a. gennem indsamlinger af tøj og mad at hjælpe de socialt dårligst stillede gennem krigsårenes varemangel. Samtidig var hele familien, først på Frbg. og senere i Hellerup med bådebro ud i Øresund, involveret i modstandsarbejde, sejlede og gemte sabotører og våben. På et tidspunkt måtte de gå under jorden, og Valborg Hammerich, der altid var omstillingsparat, men i øvrigt ligeglad med sit udseende, forvandlede sig til Vera Hansen med boppet hår, røde negle, silkekjole og cigaretter. Familiens kispus endte alvorligt, idet den 19-årige søn Kai Ole i 1944 blev fængslet og forhørt af Gestapo, løsladt, men kort efter skudt i aktion. Ved en højtidelighed i Mindelunden i 1945 var det Valborg Hammerich, der talte på de faldnes mødres vegne. Samme år var hun opstillet som Folketingskandidat for Dansk Samling uden dog at blive valgt. Kort før Befrielsen tog DKS sammen med Danske Kvinders Nationalråd, Kvindeligt Arbejderforbund og Danske Kvinders Beredskab initiativ til at oprette en dansk landsforening med speciale i internationalt hjælpearbejde for børn. Inspirationen var International Union for Child Welfare, der var stiftet i 1920 og havde fået pendanter i en række lande. Så snart krigen var slut, begyndte det danske Red Barnet (RB) at organisere hjælp til børn i de krigshærgede lande. Valborg Hammerich blev organisationens første formand, og efter 1947, da hun måtte nedlægge formandshvervet på grund af svigtende helbred, fortsatte hun som medlem af landskomitéen. I samme periode, til 1948, sad hun i regeringens Samarbejdsudvalg for internationalt Hjælpearbejde og en række komitéer med humanitært formål. Kai H. var blevet direktør for Dansk Røde Kors’ udenlandske arbejde, og ægtefællerne blev nu samarbejdende konkurrenter, idet de to organisationer lagde indsatsen i de samme krigshærgede områder. De udvekslede varer og tjenesteydelser og benyttede hinandens transportmidler gennem navnlig Østeuropa. I RBs efterkrigsarbejde med at skaffe børn mad og tag over hovedet kom alle Valborg Hammerichs erfaringer og organisatoriske evner som moder til en stor børneflok og fra Kirkens Korshær til fuld udfoldelse. Da ægtefællen under Koreakrigen 1951-53 blev chef for hospitalsskibet Jutlandia, slog Valborg Hammerich sig ned i Japan, hvortil skibet kom med jævne mellemrum. Mod slutningen af krigen meldte hun sig som frivillig til tjeneste på et koreansk hospital nær fronten. Valborg Hammerich udtalte kort før sin død, at livet ikke drejer sig om at blive lykkelig, men om at udrette noget. Hun repræsenterede fornemt den kristne filantropi, for hvem kristendom skal praktiseres, ikke prædikes. I denne ånd skænkede hun det meste af sin store arv til velgørende formål. Hun modtog flere udenlandske ordener. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Manthey-Wagner

Johanne Manthey-Wagner

2023-04-22T23:17:23+02:00

fri anvendelse

Johanne Manthey-Wagner blev født og voksede op i den villa i Nærum, der var hendes hjem livet igennem. Hun blev student i 1905 fra N. Zahles Skole, året efter tog hun filosofikum, og da hun i 1909 ægtede den unge jurist Christian M.-W., flyttede de nygifte ind på første sal i hendes barndomshjem. Som sine forældre nærede han en dyb interesse for Sønderjylland, og hun blev så stærkt påvirket af hans engagement, at hun fandt sin livsopgave i den sønderjyske sag. Den velhavende fabrikantdatter var idérig, energisk, organisatorisk begavet og økonomisk uafhængig, og hendes indsats for Sønderjylland blev betydelig. Hendes alsidige arbejde gennem mange år, særlig inden for Den Sønderjydske Fond (DSF), medførte, at hun i 1952 udnævntes til ridder af Dannebrogordenen. Det glædede hende ikke mindst, at det var kredse i Sønderjylland, der havde taget initiativet til indstillingen. Hendes arbejde begyndte stilfærdigt, idet hun 1916 uofficielt overtog kassererhvervet i Sønderjysk Samfund, den ældste sønderjyske forening, hvor hendes mand var formand gennem mange år. Hun varetog dette arbejde indtil 1939. I november 1918, umiddelbart efter Tysklands kapitulation, afholdtes det store møde på Folkehjem i Åbenrå, hvor den sønderjyske fører og senere minister H.P. Hanssen talte om muligheden for Sønderjyllands snarlige genforening med Danmark for en tusindtallig skare. Talen gjorde et dybt indtryk på hende. Hun sammenkaldte to dage efter en damekomité, hvor alle politiske partier var repræsenteret, med det formål at indsamle penge til nye kirkeklokker i Nordslesvig til erstatning for de gamle malmklokker, der under krigen var blevet omsmeltet til kanoner. Et opråb i dagspressen afslørede imidlertid, at der allerede var dannet en anden komité, i øvrigt alene bestående af mænd, med samme formål. De to komitéer blev nu slået sammen under navnet Nationalfondet af 1918 og fik snart indsamlet 130.000 kr. December 1918 blev DSF stiftet; her koncentrerede man en del af tidens mange indsamlinger og komitéer med sønderjyske formål. Også Nationalfondet af 1918 blev lagt ind under den nye fond, som supplerede de penge, der allerede var indsamlet, med yderligere 220.000 kr. For det samlede beløb kunne der støbes 44 nye kirkeklokker, tegnet af samtidens bedste danske kunstnere, og i 1922 var den sidste klokke på plads. Efter sammenslutningen af de to fonde blev Johanne Manthey-Wagner valgt ind i det nye forretningsudvalg, og fra 1921 var hun eneste kvindelige medlem af dette udvalg, af direktionen og af afløsningsudvalget. I sidstnævnte udvalg, der havde til opgave at afvikle fonden over en længere årrække, var hun næstformand fra 1937 og formand fra 1956 til 1959, da fonden, som modtog i alt omkring en halv mio. ansøgninger, blev afviklet. Hun blev formand for mange af de underudvalg, der efterhånden blev nedsat, og hun mente selv, at hun var den, der inden for DSFs ledelse havde voteret flest gange i understøttelsessager. I 1919 vendte de sønderjyske fanger i de allierede landes krigsfangelejre hjem via Danmark, og DSF iværksatte omgående en indsamling under Johanne Manthey-Wagners ledelse. Gaver og penge til indkøb af nyt tøj strømmede ind til et depot på Charlottenborg. Her fik 5.422 mand i de følgende måneder udskiftet fangelejrenes laser med godt tøj. Der blev nedsat to store udvalg i DSF, det ene til støtte for faldnes efterladte og krigsinvalider, det andet til hjælp for forhenværende krigsdeltagere. Johanne Manthey-Wagner blev formand for begge udvalg i 1937. Efter Genforeningen i 1920 henvendte Hansigne Lorenzen sig til DSF og bad om hjælp til gamle, sønderjyske kniplersker, og allerede samme år lykkedes det Johanne Manthey-Wagner at få gennemført en bevilling, så der blev ydet virksom støtte til kniplingsindustrien. I 1932 blev der oprettet en fundats for DSFs Understøttelsesfond for Kniplersker. Johanne Manthey-Wagner, der hele tiden havde haft kontakt med dette arbejde, kom nu til at stå i spidsen for både denne fond og for et mindre uddannelseslegat for unge kniplersker. I 1936 tog hun initiativet til at stifte Selskabet Sydslesvigsk Hjemmeflid, og hun var medlem af bestyrelsen for Slesvighus i en årrække og formand 1940-44. Desuden var hun med til at forberede mange bazarer til fordel for det sønderjyske arbejde og arrangerede rejser, fx blev 500 sønderjyder i 1927 inviteret til København, hvor de blev privat indlogeret, og året efter var 750 gæster fra hovedstaden på besøg på Als. Johanne Manthey-Wagners ægtefælle var formand for Grænseforeningens udvalg for Den Sønderjydske Dag, og hun organiserede 1921-35 i hans navn den årlige indsamling gennem komitéer uden for København Grænseforeningens salg af Dybbølmærket, som Harald Slott-Møller tegnede, og som fortsat sælges 18. april, har i årenes løb indbragt anselige summer til det sønderjyske arbejde. Johanne Manthey-Wagner havde en søn, der døde i 1944. Ægteparrets betydelige formue blev testamenteret til en mindefond, der bærer sønnens navn. Renterne, godt l00.000 kr., uddeles hvert år som hjælp til “Børnehjem, uddannelse af drenge og unge mænd, enlige gamle kvinder, værgeløse dyr, soldaterhjem”, som det hedder i fundatsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Camilla_Nielsen

Camilla Nielsen

2023-04-22T23:06:11+02:00

fri anvendelse

Camilla Nielsen var eneste pige i en søskendeflok på seks og voksede op på en stor gård. Fra hun var helt ung, var hun sin faders fortrolige hjælper og regnskabsfører i kvæghandel og sognerådssager, og hun hjalp sin moder i husholdningen og i forældrenes arbejde for de fattige i sognet. Hun lærte betydningen af at være foran i arbejdet, ikke spare sig selv og holde sit ord. Som ung pige arbejdede hun halvandet år i køkkenet på herregården Algestrup, hvor hun tilegnede sig stor praktisk dygtighed. Forældrene var, trods deres forståelse for de fattiges kår, ifølge Camilla Nielsen stokkonservative, og det vakte bestyrtelse, da hun forlovede sig med en fattig slægtning. Efter faderens død giftede de sig og prøvede uden held at slå sig igennem med skiftende arbejde i København Ved et tilfælde blev hun vicevært og senere administrator for en række ejendomme, inden hun med støtte fra en ejendomsprokurator i 1887 blev ejer af en forfalden og halvtom ejendom på Ny Carlsbergvej. De 75 mindre lejligheder fik hun sat i stand og udlejet til betrængte børnefamilier, der blev plaget af deres husværter. Med stort slid og godt humør fik hun efterhånden omdannet den såkaldte Røverborg, der var berygtet for sine mange slagsmål og husspektakler, til en mønsterejendom. Hun sørgede personligt for at holde ro og orden og allierede sig med de mange børn, der blev opdraget til ansvarlighed for deres fælles bolig. Efter nogle hårde år, da Camilla Nielsen havde oplevet den nye byarbejderklasses vilkår på egen krop, fik hun således arbejdet sig frem til en økonomisk betrygget tilværelse som boligudlejer. Forholdet mellem ægtefællerne havde aldrig været godt, og da deres eneste barn var blevet voksen, blev de skilt. I 1903 giftede Camilla Nielsen sig med Christen N., som hun havde forelsket sig i, allerede mens hun var forlovet med sin første mand. Christen N. var togfører og overbevist socialdemokrat. Han døde efter få års lykkeligt ægteskab, og som 50-årig måtte Camilla Nielsen finde noget andet at leve for. Det blev starten på en helt anderledes politisk og filantropisk aktiv periode af hendes liv. Ifølge lov af 1907 kunne kvinder i 1908 for første gang vælges til hjælpekassernes bestyrelser, og Camilla Nielsen blev af Socialdemokratisk Kvindeforening opfordret til at stille op til den nyoprettede Frbg. Hjælpekasse. Hun blev indvalgt samme år og sad i hjælpekassen til sin død. Allerede i 1909 blev hun inddraget i frivilligt arbejde med at administrere Frbg. Bespisningsanstalt. Denne lettede presset på fattighjælpen ved dagligt at lave 1.100 portioner god og billig mad, hvoraf de fleste blev betalt af hjælpekassen. I 1917 var nøden på grund af Første Verdenskrig blevet endnu større, og kommunen åbnede Frbg. Folkekøkken med Camilla Nielsen som “Kommunens Husmoder”, nu dog som lønnet leder. Her lavedes hver dag 3.000 portioner middagsmad samt mad til skolebørnene om vinteren. Det var Camilla Nielsens stolthed, at folkekøkkenet i hendes tid, dvs. i årene 1917-31, trods perioder med vareknaphed ikke kostede kommunen en øre ud over lønnen til hende selv. Takket være hendes administrationstalent, praktiske opfindsomhed og store arbejde havde køkkenet tværtimod et lille overskud. Camilla Nielsen kom i 1910 i ledelsen af Foreningen af Hjælpekasser i Danmark, hvor hun var kasserer og medlem af bladudvalget. Camilla Nielsen var det eneste kvindelige medlem af bestyrelsen for den Socialdemokratiske Vælgerforenings 2. kreds på Frbg. Hun var også med i bestyrelsen for Socialdemokratisk Kvindeforening, og i 1917 blev hun valgt ind i Frbg.s Kommunalbestyrelse, hvor hun sad til sin død i 1932. Her var hun medlem af udvalget for tilskud til sociale formål og af sundhedskommissionen, ligesom hun var med til at uddele legater og understøtte faderløse børn. I 1923 og 1927 blev hun valgt som suppleant til Socialdemokratiets hovedbestyrelse, og fra 1931 var hun fast medlem. I 1929 blev hun opstillet som kandidat til Folketinget. 1926-32 var hun desuden næstformand for Københavns. Husmoderforening, hvor det særligt var det sociale arbejde for børn og gamle, der optog hende. Gennem disse mange aktiviteter blev hun en yndet foredragsholder og deltog i en række kongresser i ind- og udland. Camilla Nielsen var medlem af Dansk Fredsforening (DF) fra omkring Første Verdenskrigs udbrud og deltog sammen med Andrea Brochmann som repræsentant for Socialdemokratisk Kvindeforening i den danske delegation ved fredskonferencen 1915 i Haag, hvor grundlaget for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF) blev skabt. Da kvinderne i DF i 1918 blev beskyldt for at være for magelige, skrev Camilla Nielsen sig på foredragsholderlisten og talte om kvinderne og freden. I 1924 var hun medlem af hovedstyrelsen for KILFF. Børnesagen optog hende også stærkt. Hun var med i ledelsen for Sabroes Fond og Børnehjem, Odd Fellow Ordenens Rebekkahjem samt for Prinsesse Helenas Børnehjem, hvor mødre kunne bo sammen med deres små børn. Endelig lavede hun arrangementer for børn, der ikke kom på landet eller ud at rejse i sommerferien. Camilla Nielsen opnåede i den sidste tredjedel af sit liv at gøre sig gældende som en af sin tids fremtrædende socialdemokratiske kvinder. Det var dog ikke mindst de solide administrative lederevner, hun havde med sig fra sit barndomshjem, der satte sig igennem i hendes arbejde blandt fattige i storbyen. Camilla Nielsen syntes, at kvinder gav for hurtigt op, og at for få meldte sig i det offentliges tjeneste. Hun kan ikke betegnes som forkæmper for kvindesagen, men Socialdemokratisk Kvindeforening var hendes indgang til politik, og kvinder, børn og familieliv stod i centrum for hendes sociale arbejde. Camilla Nielsens virke på boligområdet viste hendes bud på, hvordan arbejderbefolkningen gennem fælles ansvarlighed kunne få bedre vilkår. Hendes gode humør og varme menneskelighed gjorde hende kendt og elsket af den jævne befolkning i København og på Frbg. Gennem hendes erindringer Camilla Fortæller, 1932, får man et billede af en frisk, livskraftig og praktisk kvinde med gå-på-mod og hjertet på rette sted. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Olga_Sponneck

Olga Sponneck

2023-04-22T23:21:46+02:00

fri anvendelse

Digteren og museumsmanden Peter Seeberg skrev i 1975 om Olga Sponneck, at hun havde nået at realisere det umulige, og tilføjede: “Her blev hun hjulpet af sin livslange skoling i uoprettelig ensomhed.” Denne ensomhed, eller måske især en privathed, ønskede hun at bevare efter døden. Hun destruerede alle private papirer, alt, hvad der kunne fortælle om barndom, ungdom og liv, før hun som 59-årig overtog Ørslev Kloster ved Skive med restaurering for øje. Olga Sponneck var på fædrene side barn af en tysk rigsgreveslægt, moderen kom fra en højborgerlig Altonafamilie, og Olga Sponneck havde indflydelsesrige slægtninge i Tyskland og England. Hendes barndom i Nykøbing S., hvor faderen, der blev invalideret i krigen i 1864, indtil 1891 var postmester, stod i familiens tegn, med besøg hos og af talrige slægtninge, tilsyneladende især tanter. Fra hun var 16, var hjemmet i København Olga Sponneck rejste i udlandet, på årligt tilbagevendende besøg på herregården Engestofte og tilbragte sommeren ved Sognefjord i Nordnorge sammen med forældrene. Under Første Verdenskrig begyndte hun at cykle, og hendes første møde med Ørslev Kloster indtraf på en cykletur fra Viborg. Mens hun spiste sin madpakke i vejkanten, faldt hun i snak med lokale folk, der fortalte hende, at klosteret formentlig ville blive revet ned. Mange år senere, i 1934, overtog Olga Sponneck det imponerende bygningskompleks, som i hænderne på et konsortium, der ønskede at rive det ned, havde fået lov at forfalde i en sådan grad, at en truende fredningssag kunne undgås. Det var i 11. time, men først ved sin faders død året før havde hun omsider følt sig fri for familieforpligtelser. Det ældst bevarede i de oprindelige klosterbygninger er sengotisk, men de bygninger, som Olga Sponneck reddede fra nedrivning, fremstår som et enestående barokkompleks, skabt af generalmajor Johan Rantzau omkring 1700 midt i den periode på ca. 400 år, da Ørslevkloster var herregård. Det store jordtilliggende var forlængst solgt i 1934. Olga Sponneck havde ikke nogen stor formue til sin rådighed, men hvad hun ejede, var solidt anbragt, og hun var udstyret med en veludviklet sans for økonomi og en indgroet sparsommelighed. Hun modtog i de små 30 år, mens restaureringsarbejdet pågik, periodisk støtte fra Det særlige Bygningssyn, i dag fredningsmyndighederne, og fra Ny Carlsbergfondet, men værket var næppe lykkedes, hvis ikke en gennemført påpasselighed i stort som i småt havde været praktiseret. Ved hendes død fremgik det, at Olga Sponneck ikke havde levet som herremand, men døjet både kulde og smalkost. Og muligvis også levet mere ensomt, end hun brød sig om. Selskabelighed og besøg af slægt og venner aftog med årene, fordi hun ikke som gammel ønskede at lade sig se i indskrænkede omstændigheder. Hendes forhold til lokalbefolkningen var oftest godt, men blev med tiden præget af den bitterhed, hun følte mod alt og alle. Skønt hun gennem årene havde modtaget megen god hjælp for meget få penge, forventede hun tilsyneladende stadig mere. Olga Sponneck fik hjælp af Viborgarkitekten S. Vig Nielsen til istandsættelsen, men hendes egen evne til at gøre det rigtige under restaureringen var imponerende. Små stumper af nedrevet træ- og murværk blev omhyggeligt gemt, forsynet med påskrift om, hvor det stammede fra. Hvad der kunne bruges, blev genbrugt, og overalt blev arbejdet udført i nænsom respekt for det oprindelige. Bygningerne var tomme i 1934, men indboet fra barndomshjemmet fyldte godt i gemakkerne. Intet var nyt og flot, men meget var gammelt og så værdifuldt, at salget af det ved Olga Sponnecks død gjorde det muligt at oprette Ørslev Kloster Stiftelse, Komtesse Olga Sponnecks Legat, der siden 1969 er blevet administreret af Dansk Kulturhistorisk Museumsforening. Stiftelsen tilbyder kunstnere og forskere fred og ro i skønne omgivelser til en meget billig pris. Bygningskomplekset er nu fredet i klasse A. Olga Sponneck døde alene juleaftensdag 1964. Hvorfor hun engang solgte sin sjæl til en forfalden herregård i et forblæst nordjysk sogn, er en hemmelighed. At hun kulturhistorisk på flere måder satte sig et storslået mindesmærke er til gengæld umiskendeligt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Ussing

Eva Ussing

2023-04-22T23:16:27+02:00

fri anvendelse

Eva Ussing blev født i en embedsmandsfamilie i Flensborg som den ældste af fire søskende. I 1864 flyttede familien til København, hvor faderen blev medlem af Højesteret og i 1873 udnævnt til nationalbankdirektør. Eva Ussing og hendes to yngre søstre blev sat i N. Zahles Skole. I hjemmet var politiske, nationaløkonomiske og juridiske interesser fremherskende. Broderen Carl U., der fulgte i faderens fodspor som jurist og nationalbankdirektør, skrev i 1912 om barndomshjemmet: “Nøjsomhed i Levemaaden, Strenghed i Opfyldelsen af alle Pligter, (...) Karakterfasthed, Maalbevidsthed og Retfærdighedssans var Hjemmets Idealer, et Embedsmandshjem af den gamle Skole, oplivet af min Moders hyggelige Lune.” Eva Ussing levede op til hjemmets idealer. Strengheden mildnedes af humor, og selv i hendes høje alderdom kunne hendes venner glæde sig over hendes vid. Da forældrene døde i 1880’erne, flyttede Eva Ussing og søsteren Thyra U. sammen på Frbg., hvor de plejede en stor omgangskreds. De var begge indskrevet i Vemmetofte Kloster, og med nogen formue var de økonomisk uafhængige. Eva Ussing støttede filantropisk arbejde, bl.a. Anna Sørensens Marthahjemmet på Nørrebro, og deltog i arbejde for Østerlandsmissionen. I 1905 stiftede den aktive og vidende Eva Ussing bekendtskab med Mariaforbundet (MF), der samme år var blevet oprettet på foranledning af Henriette Knuth, der var formand for KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Henriette Knuth havde i 1903 beklaget, at selvom KFUK havde bred tilslutning fra middelstanden, fik foreningen sjældent de mest velstillede kvinder eller arbejderkvinder som medlemmer. Det blev imidlertid kvinder uden for KFUK, herunder Laura Engelhardt og andre fremtrædende skolebestyrerinder, der tog opgaven op. MF rettede sig særligt mod eleverne i de højere pigeskoler og samarbejdede fra sin stiftelse med Indre Mission. I 1906 valgtes Eva Ussing til formand for MFs bestyrelse efter Georgine Knuth, og hun genvalgtes til posten, indtil foreningen blev opløst i 1930. I 1908 blev MFs ungdomsafdeling udskilt fra hovedafdelingen, og i dette regi blev der efter skoletid arrangeret te og kristelige foredrag i Skt. Andreas Kirkes menighedslokaler. Møderne, der sluttede så tidligt, at pigerne kunne være hjemme, inden det blev mørkt, kunne samle op til flere hundrede deltagere. I hovedafdelingen var medlemmerne bl.a. aktive i bibelkredse og i studiekredse om mission. Mange medvirkede i filantropisk arbejde, fx blev 70-100 fabriksarbejdersker i en årrække indbudt af MF til en uges sommerophold 10-12 ad gangen på Gilbjerggård ved Gilleleje. I 1913 blev MF officielt tilknyttet KFUK med sine omkring 500 medlemmer. Eva Ussing var arbejdende formand, men hun uddelegerede mange opgaver. De enkelte kredse var selvstyrende, og to medlemmer varetog ungdomsafdelingen. At MF blev styret efter demokratiske principper med valg, dialog og derefter beslutninger, skyldtes i høj grad Eva Ussing. Hun lyttede til unge bestyrelsesmedlemmers idéer og forslag, fx støttede hun det mangeårige bestyrelsesmedlem Gerda Müller, da hun 1913 foreslog oprettelse af et praktisk socialt kursus med undervisning for 17-20 årige. I Mellemkrigstiden gik tilslutningen til MF stærkt tilbage, og i 1930 blev hovedafdelingen opløst, mens ungdomsafdelingen 1934 tilsluttede sig Danmarks kristelige Gymnasiastbevægelse. MFs praktisk-sociale Kursus, der stadig eksisterer i 1990’erne, blev da ene om at bære foreningens navn. MF repræsenterede og virkede inden for en snæver kreds i det danske samfund. Det var kvinder, hvis fædre, brødre og ægtefæller tilhørte en uddannelsesmæssig og embedsmæssig elite, mange var fra adelige familier, og en del hørte hjemme i højkirkelige kredse. Medlemmerne deltog ikke i kampen for politiske rettigheder, og krav om seksuel frihed lå dem fjernt. På sine egne præmisser skabte MF en kvindefrigørelse fra det mandsdominerede kirkelige arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Clara_Andersen

Clara Andersen

2023-04-22T22:54:51+02:00

fri anvendelse

Clara Andersen var 1800-tallets mest succesrige kvindelige danske dramatiker. Hun skrev en række lystspil, som fik mange opførelser både herhjemme og i udlandet, det kendteste Rosa og Rosita, 1862, gik mere end 100 gange på Det Kgl. Teater. Forfatterskabet, som også omfatter romanen Kastaniebaandet, 1861, noveller og flere skitser trykt i underholdningsmagasiner, var præget af virkelighedsorientering, humoristisk sans og et ironisk livssyn, men det var uden personligt anliggende. Clara Andersen udgav alle sine arbejder anonymt og forblev ukendt for den brede offentlighed. Clara Andersen var født ind i teatermiljøet. Faderen spillede i Det Kgl. Kapel, og hendes moder, som var en af Knud Lyne Rahbeks yndlingsskuespillerinder, havde haft mange af de store kvinderoller i det tidlige 1800-tals danske og udenlandske repertoire på Det Kgl. Teater, hvor hun virkede i 30 år. Clara Andersen begyndte tidligt at skrive dramatik og sendte i 1848 stykket En Evadatter til Henrik Hertz, som opmuntrede hende til at fortsætte. Hun lærte Frederik Høedt at kende, og han bragte stykket til opførelse på Hofteatret i den berømte sæson 1855-56, hvor Det Kgl. Teater med J.L. Heiberg som direktør for første gang fik alvorlig konkurrence. I et repertoire bestående af moderne franske og danske stykker hævdede En Evadatter sig med sine 24 opførelser som et af de oftest spillede og det eneste af en kvindelig forfatter. I stykket, der foregår blandt aristokrater i London, overværer personerne en Hamletforestilling. Heri lå en højaktuel pointe, eftersom Høedt, der selv spillede hovedrollen, i 1851 havde haft en sensationel debut som Hamlet på Det Kgl. Teater og netop etablerede scenen på Hofteatret i utilfredshed med nyindstuderingen af Shakespeares drama under Heibergs ledelse. Kritikken af En Evadatter var meget positiv, men diskuterede den manglende etiske holdning og modvilje mod moralsk stillingtagen, som også præger flere af Clara Andersens senere stykker. Rosa og Rosita handler om et par spanske søstre, der kommer i huset hos deres kbh.ske onkel og hans familie, efter at de er blevet forældreløse, den ene med en betydelig arv. Onklen vil have sin søn gift med arvingen og lade sin anden niece hjælpe til i huset, men sønnen og en anden ung mand i familien er mindre materialistiske og vil behandle de unge kvinder ens; det nødes de også til, for niecerne nægter efter ankomsten at fortælle, hvem der er hvem. Pardannelsen sker herefter alene ud fra kvindernes sind og skind, den ene er stille og from, den anden kåd og overgiven, og ved tæppefald ved tilskuerne stadig ikke, hvem af de unge mænd der har fået penge oven i købet. Fædrelandets anmelder Clemens Petersen insinuerede, at stykket ikke var originalt, men en bearbejdet oversættelse af et ukendt stykke af den italienske dramatiker C. Goldoni, hvilket Clara Andersen måtte dementere ved at meddele, at hun havde lånt temaet fra en jødisk novelle, men at der i øvrigt var tale om et originalt arbejde. Ud over den store succes på Det Kgl. Teater turnerede stykket i provinsen og blev med samme succes opført på Burgteatret i Wien og på teatre i Berlin, Breslau og Kristiania, hvor man gættede på kong Oscar af Sverige og Norge som den anonyme forfatter. Den kendte parisiske teatermand F. Régnier ønskede at opføre stykket på Théâtre français i Paris, men Clara Andersen afslog tilbudet, da hun ikke ville godkende den bearbejdelse af teksten, han krævede. Clara Andersens dramatiske produktion, som indbefatter En Velgjørers Testament, 1858, En Theaterhistorie under Ludvig XIV, 1862, En nyttig Onkel, 1866, De lykkeligste Børn, 1871, og Sandt og Usandt, 1873, er præget af en nøgtern iagttagelsesevne, en livligt pointeret dialog og en naturlig scenegang, også når teksten er på rimede vers. Intrigen er ofte organiseret omkring viljefaste kvindeskikkelser, som kan udarte til det geskæftige. I Grøn Fødselsdag fra 1870, som efter premieren på Det Kgl. Teater blev en af Dagmarteatrets store kassesucceser, klæder en generalinde sig ud som sin husholderske for at forpurre en mesalliance. Sidste akt udspiller sig i Dyrehaven, og der gøres på jovial dansk vis løjer med klasseforskellene. Clara Andersen oversatte og bearbejdede desuden enkelte lystspil for teatret. Prosateksterne blev udgivet under pseudonymet Paul Winther. Kammerraadindens Døttre fra samlingen Noveller, 1855, er en bidende satire over en kvindelig hustyran og hendes beregnende datter, men omvendt truer det positive modstykke, den blide søster og hendes generte bejler, med at blive en karikatur på grund af fortællerens ironiske distance. Den dramatiske genre passede bedst til Clara Andersens ønske om ikke at tage parti. Hendes ugebladsskitser er beskrivelser af oplevelser i udlandet, bl.a. En Aften paa Bal Mabille, Berlinske Folkescener og Et Besøg hos en Somnambule, der begge udkom i Huusbibliotek for underholdende Læsning, 1855. Clara Andersen boede sammen med sin moder til dennes død i 1875 og siden alene på et pensionat. En plejedatter, hun havde taget til sig, mistede hun tidligt. Hun efterlod en betydelig formue til velgørenhed. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Baden

Charlotte Baden

2023-04-22T22:46:57+02:00

fri anvendelse

Charlotte Baden blev som femårigt enebarn sat i pleje af sine forældre hos en formuende slægtning Anna Sophie v. den Osten, da faderen som premierløjtnant blev stationeret i Norge. Osten, der var hofmesterinde hos prinsesse Charlotte Amalie, sørgede herefter for Charlotte Badens opdragelse. Prinsessen tilkendte samtidig den lille pige en livsvarig pension og indførte hende i en række fornemme familier knyttet til det tysktalende miljø omkring J.H.E. Bernstorff, og hun fik en for tiden progressiv skolegang på fru Rolffs institut i Nyborg. Således rustet gik den 23-årige Charlotte Baden ind i ægteskabet med den fem år ældre filolog og senere professor Jacob B., der to år tidligere var vendt hjem efter studier i Göttingen og Leipzig, centrene for den tyske oplysningsbevægelse. Efter 21 års efter alt at dømme usædvanlig jævnbyrdigt og intellektuelt stimulerende samliv debuterede Charlotte Baden anonymt i 1784 med brevromanen Den fortsatte Grandison, en inspireret fortsættelse af S. Richardsons brevroman The History of Sir Charles Grandison, 1753-54, der kom i dansk oversættelse 1780-82. Ifølge familiemyten skal hun have indleveret manuskriptet anonymt til sin mand, der drev en slags forfatterskole under titlen Praktiske Forelæsninger på Københavns Universitet. Her oplæste, kritiserede og vurderede han afhandlinger og poesier skrevet af de studerende. Efter sigende var han ikke særlig begejstret for Charlotte Badens roman, hvori hun digter videre på den italienske adelsfrøken Clementias historie. Hos Richardson er den unge Clementia forlovet med Grandison, men han er samtidig bundet af et løfte til den smukke Harriet, som han senere gifter sig med. Clementia sørger dybt, men siden bliver de alle tre sjælevenner, og hun ender med at gifte sig med en sympatisk adelsmand. Richardsons roman ender altså i en slags afklarethed, en slutning, Charlotte Baden øjensynlig ikke var tilfreds med. I hendes version elsker Clementia stadig Grandison og kan ikke svigte denne kærlighed ved at gifte sig med en anden. Men hun kan heller ikke svigte sin sjæleveninde Harriet, og den eneste mulighed er derfor en heroisk død. På trods af det tidstypiske høje og moralske toneleje er det interessant, også for moderne læsere, at iagttage, hvordan Charlotte Baden insisterer på at tilskrive den kvindelige romanpersons reaktioner og handlinger mening. Denne sætten navnlig det kvindelige sjæleliv under lup følger forfatterinden op i en række korttekster, ofte camoufleret som breve, som blev trykt anonymt de følgende år i forlægger S. Poulsens Morgen-Posten. Her viser Charlotte Baden sig som en velskrivende prosaist med sans for en spids karakteristik i personskildringen og i sine fortælleres sprogbrug. Gik Charlotte Baden i dialog med Richardsons roman med Den fortsatte Grandison, blev det Goethes Die Leiden des jungen Werthers, 1774 (da. udg. 1820), og den tyske præst og forfatter J.M. Millers lige så passionerede, men siden helt glemte Siegwart, 1776 (da. udg. 1778), hun diskuterede med i disse små fortællinger. Her medvirkede hun som sin mere kendte forfatterkollega Dorothea Biehl helhjertet i det borgerlige opdragelses- og oplysningsprojekt. Men Charlotte Baden kan også siges at gå i dialog med sig selv i et par af brevfortællingerne, der sammen udgør en mini-brevveksling. Genrevalget giver hende lejlighed til at diskutere og især nuancere de synspunkter om dyd og fornuft, opstyltethed over for hjertets dannelse og uhæmmet passion over for behersket følsomhed, som de semifiktive brevskrivere fremsætter. Brugen af brevgenren giver desuden læseren mulighed for at følge med i et idealiseret hverdagsliv, og herigennem var Charlotte Baden med til at etablere en ny litterær tradition, der siden udvikledes af Thomasine Gyllembourg og Mathilde Fibiger. Charlotte Badens interesse for brevgenren må givet ses i forbindelse med, at hun selv var en flittig brevskriver. Hun, som var opdraget på tysk, skal således have udviklet sit mundrette dansk i forlovelsesårenes brevveksling. Men der var i tiden også en mere teknisk interesse for det “naturlige”, dvs. ukunstlede brev. Interessen for emnet forbandt sig nok med embedsborgerskabets ideologiske afstandtagen til den ceremonielle adels- og hofkultur, men samtidig fik fremhævelsen af det naturlige brev civilisationskritisk indhold, da genren forbindes med mundtlighed og med kvinders mere oprindelige udtryksform, upåvirket som den var af lærdomskultur og klassisk retorik. Det var i dette kulturpolitiske klima, hvor kvindelige romanfigurer var blevet godt stof, Charlotte Baden kom til orde, skiftevis i eget navn og under anonymitetens dække. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sille_Beyer

Sille Beyer

2023-04-22T22:50:52+02:00

fri anvendelse

Sille Beyer ydede sin væsentligste indsats som oversætter og dramaturg for Det Kgl. Teater, hvor hun i nært samarbejde med Johanne Luise og J.L. Heiberg tilrettelagde 18 dramaer for scenen af bl.a. Shakespeare, P. Calderón, Lope de Vega, Schiller, Byron og E. Scribe. Sit første selvstændige arbejde, lystspillet Navnet eller det hurtige Frieri, 1833, skrev hun over en af Jens Baggesens versfortællinger. Også fire af hendes originale lyst- og syngespil blev opført på teatret. Sille Beyer voksede op i en velhavende københavnsk familie som nummer to i en søskendeflok på ni. Faderen var uddannet teolog, men opbyggede en stor handelsvirksomhed, som imidlertid gik konkurs efter krisen i 1817, hvorefter familien flyttede ud til sin store landejendom Frederiksgård i Brønshøj og levede af landbrug. Her boede Sille Beyer sammen med de søstre, der som hun selv forblev ugifte, resten af livet bortset fra to perioder som selskabsdame, først 1823-33 hos Anne Marie Stoud, enke efter kollegiedeputeret Frederik Stoud, og senere hos stiftsprovst E.C. Tryde 1844-46. Sille Beyer fik tidligt personlig forbindelse med udøvende kunstnere. Som otteårig kom hun i skole hos forfatteren C.L. Sanders hustru Johanne, og hos Stoud mødte hun forfatterinden Juliane Marie Jessen, der tilskyndede hende til at studere sprog og dyrke litteraturen. Da Sille Beyers første stykke blev velvilligt modtaget og opført fem gange, antog Chr. Molbech fra Det Kgl. Teaters direktion også hendes oversættelser af et par mindre betydelige dramatikere samt to af hendes egne stykker, syngespillet Igaar og Idag eller Et Eventyr paa Heden, 1835, med musik af Ivar Bredal, og lystspillet Et Hiem, 1837, som dog kun fik tilsammen tre opførelser. Molbech hjalp hende med at redigere og udgive en række samlinger af vers og fortællinger Julegave for Børn, 1835-39, som Sille Beyer selv havde skrevet eller oversat; den sidste samling, som kom i 1841, og Julegave for unge Læserinder fra 1844 udgav hun selv. Da J.L. Heiberg som teatrets censor og Calderónspecialist foreslog at opføre et af den spanske dramatikers stykker, opfordrede Molbech Sille Beyer til at oversætte Livet er en Drøm. Heiberg bifaldt resultatet, hvorefter de samarbejdede om at færdiggøre stykket, som med Johanne Luise Heiberg i hovedrollen havde premiere 1838. Sille Beyer skrev endnu to syngestykker Ingolf og Valgerd, 1841, og Flugt og Fare, 1852, begge med musik af Henrik Rung, men tog herefter fat på sin hovedopgave, som blev at oversætte og bearbejde Shakespeare for den danske scene. Teatret havde tidligere spillet Shakespeare uden held, og Heiberg skønnede derfor, at stykkerne måtte tillempes den ny tids smag for at finde sit publikum. Arbejdet blev overladt til Sille Beyer, som fra 1847 til 1859 oversatte og tilrettelagde fem lystspil. Hun forenklede og strammede handling og persongalleri, retoucherede sprogbrugen efter samtidens begreb om anstændighed og tilpassede de kvindelige hovedroller til Johanne Luise Heibergs talent i tæt samarbejde med skuespillerinden selv. Sille Beyers udgaver skaffede Shakespeare et stort publikum, men kritikkens meninger var stærkt delte. Mange var enige i, at en tillempning af renæssancedramatikerens tekster var nødvendig, men andre klagede over forvanskningen af den store digter. Den ofte skarpe tone afslørede, at diskussionen snarere drejede sig om J.L. Heibergs æstetiske principper, men det var Sille Beyers bearbejdelser, der måtte stå for skud. Sidst i 1860’erne voksede kritikken af den nu afdøde Sille Beyer. Georg Brandes skrev i Illustreret Tidende i 1868: “Den gamle pæne Dame gik til Værks i den bedste Hensigt (...) ‘Ved min Strømpes Azur!’ sagde hun, ‘jeg skal lempe disse Personer til efter Nutidens dramatiske Fordringer,’ og saa tog hun en heel Pose, fuld af Figenblade, frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet sig en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.” Hentydningen til den blå strømpe viser, at kritikken havde en antifeministisk brod, hvilket Sille Beyer også rent ud bemærker i forordet til sin udgave af nogle Shakespeareoversættelser i 1859: “Ingen vidste dengang,” skriver hun om sit første stykke, “at det var skrevet kun af et Fruentimmer, ellers vilde der vel være anvendt samme Iver som ved mine senere Arbeider, for at ‘feie det afveien’.” Ligesom de nære veninder malerinden Christine Løvmand og forfatterinden Benedicte Arnesen Kall følte Sille Beyer sig udsat som kvindelig kunstner og publicerede anonymt. I 1852 udgav hun dog under eget navn antologien Vintergrønt, den første samling tekster af kvindelige forfattere, men Tankebilleder eller kvindelige Situationer, der kom året efter som en kommentar til fejden om kvindesagsforkæmperen Mathilde Fibigers bog Clara Raphael, 1851, er igen anonym. Bogen indeholder en række beskrivelser af kvindelivets aldre og er opbygget dialogisk med en positiv og en negativ situation over for hinanden, den lykkelige hustru over for den ulykkelige osv. I slutkapitlet Den emanciperede Kvinde forfægter Sille Beyer den samme anskuelse som Fibiger: at kvindeemancipationens vigtigste mål er den indre udvikling. Efter J.L. Heibergs død hjalp Sille Beyer med at renskrive fru Heibergs erindringer. Alle Sille Beyers papirer gik tabt, da Frederiksgård nedbrændte i 1857. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Bj%C3%B8rnsen

Louise Bjørnsen

2023-04-22T22:51:19+02:00

fri anvendelse

Louise Bjørnsen debuterede i 1855 med guvernanteromanen Hvad er Livet? og fortsatte dermed den genre, som Mathilde Fibiger netop havde indført i dansk litteratur med Clara Raphael, 1851. Louise Bjørnsens forfatterskab omfatter yderligere fem romaner og fire novellesamlinger, og det giver som helhed en indsigtsfuld beskrivelse af livsbetingelser og selvforståelse hos periodens middelklassekvinder, af de sociale, psykiske og etiske konflikter og af de emancipationsperspektiver, som deres økonomiske og kulturelle afhængighed af familien betingede. Louise Bjørnsens fader var sognepræst, men døde, da hun kun var syv år gammel. Han efterlod familien i små kår; moderen og de ni børn, hvoraf kun den ældste havde nået at få studentereksamen, levede nøjsomt, først i den sydsjællandske landsby Bråby og siden i Næstved. Moderen underviste selv døtrene hjemme med hovedvægt på husholdning og litteratur. Skønt Louise Bjørnsen derudover lærte sprog og sang, stammede hendes personlige erfaringer hovedsagelig fra hjemmets intimsfære suppleret med moderens ungdomsoplevelser, som hun gerne delagtiggjorde børnene i, og den verden, litteraturen åbnede. Efter moderens død i 1858 fortsatte Louise Bjørnsen sin tilbagetrukne tilværelse i huset hos en veninde i København Louise Bjørnsen skrev sin første roman inspireret af det held, Fibiger havde haft til at ramme et emne og en form, der interesserede offentligheden. Alligevel havde Louise Bjørnsen svært ved at finde en forlægger, men ved folketingsmanden og historieforfatteren Frederik Barfods mellemkomst lykkedes det at få en bogtrykker til at forlægge Hvad er Livet? Som karakteristisk for genren er det en fingeret selvbiografi, hvor den unge middelklassekvinde Anna Warner, der efter faderens tidlige død må leve som selskabsdame i bedrestillede familier, fortæller om de urimeligheder og krænkelser, hun trods sine rige personlige kvaliteter udsættes for. Annas mål er at virkeliggøre et romantisk kærlighedsforhold, men den kunstmaler, hun elsker, foretrækker datteren i den familie, hvor hun er ansat. Denne datter er en karikatur af en emanciperet kvinde, hun vil være billedhugger og klæder sig i en slags reformdragt, men hun kan betale for hans rejser til Italien. Anna ender i et fornuftsægteskab med en prosaisk herredsfoged, der skaffer hende den savnede velstand, men ikke tilfredsstiller hendes følelsesmæssige og erotiske forventninger. Romanen blev ligesom det senere forfatterskab udgivet under pseudonymet Elisabeth Martens, da Louise Bjørnsen som flertallet af periodens kvindelige forfattere ikke kunne forene sin kvinderolle med et forfatterskab. Hos Louise Bjørnsen fortsætter denne spaltning mellem selvudfoldelsen som skribent og tilpasningen til kvinderollen helt ind i teksten som en spaltning i fortællerstemmen. Den unge Anna repræsenterer forfatterens emancipationsprojekt, men fortællerstemmen kritiserer emancipationen ud fra kvinderollens traditionelle værdier. Denne tekstlige dobbeltstemme gengiver formentlig forholdet mellem Louise Bjørnsen og hendes moder, eftersom Anna snarere tilhører moderens generation end Louise Bjørnsens egen. Annas ungdom er henlagt til tiden omkring 1810, og i bogens forord angiver Barfod, at han har fået manuskriptet af Anna Warners datter, og at Elisabeth Martens er Annas rigtige navn. I modsætning til de berømte guvernanteromaner af Mathilde Fibiger og Charlotte Brontë bæres Hvad er Livet? således ikke af den unge guvernantes selvrefleksion, men af den moderlige opdragers stemme. I En Qvinde, 1860, står denne dobbelte kvindefigur af moder og datter ved tekstens indgang, hvor hovedpersonen i løbet af få sider fremtræder først som en kraftfuld ung enke, der glæder sig over at have fået sin frihed ved mandens død, og kort efter som en gammel kone, der har erkendt sin livslange illusion om, at nærheden og friheden sammen med en tabt barndomskæreste var mere værd end hendes ægteskab. Begge romaner er bredt fortalte historier med en fin psykologisk fornemmelse, som dog især ligger hos fortælleren og i mindre grad udfoldes som handling, replik og personkarakteristik; de kom i flere oplag. I novellesamlingerne Fortællinger, 1866, og Hvad behøves der for at leve?, 1869, blev lovprisningen af det traditionelle kvindeliv i familien mere bastant, men efter det moderne gennembrud inddrog Louise Bjørnsen nye sociale typer, miljøer og problemer. I Sangerinden, 1876, optræder hovedpersonen i et sangerindetelt, hvor hun fortæller sin historie til hovedpersonen fra En Qvinde, der er sympatisk medlevende. Konflikten i kvinderollen mellem moderens og datterens position er forsvundet, og romanen, som i øvrigt udsætter heltinden for næsten gotiske eventyr i operahuse og bordeller, ender i huslig lykke, hvor sangerinden har fået sin musiker, men til gengæld opgivet selv at synge offentligt. I Louise Bjørnsens sidste roman, To Søstre, 1890, bliver den ene søster efter naturalistisk smag forført og forladt. Louise Bjørnsen beskrev de konflikter, som kvindebevægelsen udsprang af, men hendes synsvinkel var konservativ. Hun ville fastholde den kvindelighed, moderen havde indgivet hende, skønt vilkårene gjorde det umuligt for kvinder som hende selv at blive hustru og moder. Forfatterskabet holdt sig inden for normerne af et ældre kønsrollesystem og mistede sine læsere med dette systems opløsning. I 1883 var Louise Bjørnsen blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eline_Boisen

Eline Boisen

2023-04-22T22:53:05+02:00

fri anvendelse

Eline Boisen voksede op i Kongsberg i Norge, hvor hendes norske fader var leder af en klædefabrik. I forbindelse med hans død i 1822 flyttede hun med sin danske moder og sine to yngre søskende til København, hvor Eline Boisen syv år senere fik eksamen fra enkepastorinde Anna Cathrine Smiths Institut. Moderen blev syg af kræft og led i stigende grad af depression. Hun mistænkte alle, selv sine børn, for at være imod sig, og Eline Boisen udviklede en knugende følelse af skyld og mangel på ærlighed i sit forhold til hende. Ikke mindst derfor blev sandheden et nøglebegreb i hendes senere liv. Hun blev ikke lettet for den byrde af synd og skyld, hun bar, før hun i 1830 hørte en prædiken af sin kommende svoger Lars B., der var påvirket af den gudelige vækkelse. Hun fik dér at høre, at man måtte erkende, at man intet kunne selv, og give Jesus som forsoner mellem Gud og mennesker lov at bære ens synder. I forlovelsestiden ville Eline Boisen gerne have arbejdet som lærerinde, men Frederik Boisen modsatte sig det, og hun levede derfor i tre år en økonomisk usikker tilværelse, hvor hun på skift boede hos forskellige i familie- og vennekredsen. Hun kom mere og mere til at tvivle på sin forlovedes kærlighed og bad ham nøje overveje, om han ikke hellere ville bryde forbindelsen. De var meget forskellige. Han var et stemningsmenneske, let at begejstre, men havde også let til mismod. Hendes natur var forstandspræget, og selvom hun livet igennem havde en stærk kærlighedslængsel, havde hun ikke let ved at udtrykke sine følelser. Han forsikrede hende imidlertid om sin kærlighed. Vielsen fandt sted i 1834, da han havde fået stilling som hjælpepræst og lærer, og hun beskrev siden tiden som nygifte i deres lille dukkehjem i Store Heddinge som lykkelig. I 1837 blev Frederik Boisen sognepræst i Skørpinge og Fårdrup ved Slagelse, to relativt fattige sogne, præget af vækkelse. Det var en opgave, de begge havde set frem til, men præstegården var faldefærdig og usund, og de vakte viste sig ofte at være både selvretfærdige og hykleriske i deres fromhed. At vækkelsesbevægelsen også havde politiske dimensioner, havde hendes mand blik for. Han udmøntede det i sin kamp for valgret til de små i samfundet, mens Eline Boisen foretrak det gamle enevældige samfund. Han var en gudbenådet prædikant, og hele livet var hun betaget af ham som præst. Men hans kærlighed til hende viste sig kun sjældent i praksis, og han påskønnede ikke hendes store arbejde med at få præstegården til at fungere og indtægterne til at slå til. De 13 år i Skørpinge blev den mest pinefulde tid i hendes liv med sygdom, børnedødsfald og perioder med tavshed mellem ægtefællerne, ikke mindst på grund af den kritik af vækkelsens pietistiske træk, som hun i stigende grad gav udtryk for, og som Frederik Boisen med årene nødtvungent måtte give hende ret i. I 20 år var hun næsten uafbrudt gravid. Hun fødte 11 børn og aborterede flere gange. Alligevel anså hun børn for en gave fra Gud og mente, at det var en synd, at hendes mand kun sjældent blev glad, når hun fortalte ham, at hun igen ventede et barn. I 1850 fik Frederik Boisen embede i Vilstrup sogn ved Haderslev, og Eline Boisen kom til at holde meget af egnen og dens mennesker, hvor der var en levende debat med Rødding Højskole og de dansksindedes forening Harmonien i Haderslev som kulturcentre. Hjemmets økonomi, som hun en tid tog sig af, blev bedre, men hun gav styret fra sig igen, da den var bragt i en god gænge, 'for det er unaturligt, at Konen skal være Casserer'. Kvindepolitisk var hun en overgangsskikkelse. Hun var opdraget med respekt for autoriteter og opdrog sine børn til lydighed mod enhver øvrighed, men samtidig ønskede hun friheden til som kvinde at tænke, tro og tale frit. Hun havde i 1854 planer om, at man skulle oprette en 'Dannequindeskole' i Vilstrup badeanstalt. Det var i givet fald blevet landets første højskole for kvinder, men planerne strandede på Frederik Boisens ønske om at flytte fra Sønderjylland. Eline Boisens kritik er skarp af Grundtvig og hans tilhængere; det gjaldt for ham som for 'de fleste Grundtvigianere, at deres Praxis er saa lidt liig deres Theorier'. Hun var i tvivl om, hvorvidt det var rigtigt af hende således at manifestere sin uenighed med sin mand, men underbyggede det bibelsk med sin angst for at være 'den Tjener, der gravede sin Herres Talenter ned i Jorden af Angst for at tabe dem, og som derved blev værdig til at kastes ud i det yderste Mørke'. I 1856, 42 år gammel, begyndte Eline Boisen under en længere sygdomsperiode, hvor hun troede, hun skulle dø, at skrive sine erindringer. Herved gav hun sig selv et frirum, som det ikke var mange kvinder i samtiden forundt, hvor hun kunne reflektere over sit eget liv og dets tildragelser. Som præstekone i Stege fra 1859 fortsatte hun med at skrive, til stadighed uden tanke på offentliggørelse. Det gav hende frihed til at berette med stor ærlighed og selvkritik, og hun fik i den sidste del af erindringerne afløb for sin bitterhed over sin mands politiske engagement. Som læsere forestillede hun sig sin efterslægt. Hendes liv rummede, som hun skrev, 'Begivenheder af saa storartet Natur, at de helst af Alt maatte overgives mine Børnebørn til Eftertanke og Advarsel, som ogsaa til Trøst og Opvækkelse'. Erindringsværket er et stærkt tidsbillede af de mange forskellige miljøer, Eline Boisen levede i. Med ganske få streger og ofte med en velgørende tør humor tegnede hun øjebliksbilleder af sin tids mennesker. Samtidig er hendes erindringer et vidnesbyrd om en kvindeverden, hvor fødsler, sygdom og dødsfald afløste hinanden i et for nutidsmennesker ukendt tempo. På trods af sin kritik af de gudelige vækkelser var kristentroen hendes livsgrundlag og hendes trøst, når døden gjorde indhug i familien. Lige inden sin død overgav hun erindringsværket til sine børn og bad dem læse det ad åre. Et halvt århundrede senere, i 1924, deponerede de endnu levende børn, Frede Boisen, Jutta Bojsen-Møller og Ida Konow erindringerne i en redigeret afskrift på Rigsarkivet, påheftet den klausul, at den ikke måtte benyttes til nogen som helst skildring af forældrenes ægteskab. Børnene kunne se manuskriptets værdi for eftertiden, men visse passager rokkede for meget ved det grundtvigske idealbillede af familien. Herefter forsvandt originalmanuskriptet sporløst. Det var imidlertid ikke tilintetgjort, men gemt bort af Frede Boisen. I 1985 udgav fem tipoldedøtre et uddrag af afskriften med titlen men størst er kærligheden. Titlen er et citat fra Paulus' første brev til korintherne og afspejler, at Eline Boisen i stadig stigende grad rettede sin kærlighedslængsel mod frelseren, ikke mindst fordi hendes mands kærlighed til hende kun alt for sjældent viste sig i praksis. Originalmanuskriptet blev fundet i slutningen af 1985 på Rødkilde Højskole og udgivet i sin helhed i 1999 under titlen Eline Boisens erindringer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_Boye

Birgitte Boye

2023-04-22T22:52:33+02:00

fri anvendelse

Birgitte Boye blev 13 år gammel forlovet med jagtbetjent Herman Michelsen Hertz; parret blev dog først gift otte år senere, da han var blevet kgl. udnævnt skovrider med embede nær Vordingborg. I det efter alt at dømme lykkelige, men kortvarige ægteskab, Hertz døde 1775 af følgerne efter fald fra en hest, fødtes to sønner og en datter. Selvom det er en gåde, hvordan en skovriderkone, bosat langt fra hovedstaden, har været i stand til at skaffe sig bøger, er det en kendsgerning, at den meget aktive og velbegavede Birgitte Boye i disse år både passede hus og børn og lærte sig engelsk, tysk og fransk ved at læse de europæiske hovedværker på originalsprogene. Bibelkyndig var hun også, og hun må desuden have haft en sikker fornemmelse for kulturelitens nye, heroiske smagsidealer, for da Selskabet til de skjønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse udskrev en prisopgave om “hellig Poesie”, deltog den helt ukendte Birgitte Boye under eget navn med 20 nyskrevne salmer og vandt. 18 af disse kom med i den salmebog, arveprins Frederiks lærer Ove Høegh-Guldberg på kongehusets opfordring var i færd med at tilrettelægge. 1779 kom den såkaldte Guldbergs salmebog, hvis erklærede formål var en “renere Smag og en ædlere Tone”. Den ville især lægge afstand til pietismens inderlighed, men også til en del af Th. Kingos salmer, der derfor blev udeladt. Af den nye salmebogs 438 salmer er 149 af Birgitte Boye. Den langt overvejende del af hendes bidrag var originale, mens 24 var gendigtninger fra tysk, bl.a. af C.F. Gellert, der sammen med Friedrich Klopstock var Birgitte Boyes stilistiske forbillede. I Danmark har indtil 1999 kun én af disse salmer Alvidende! dit øje mig ransager overlevet de mange salmebogsrevisioner, men i Norge, hvor Guldbergs salmebog havde en længere levetid, er hun blevet en del af traditionen. I disse år, hvor Birgitte Boye i løbet af kort tid blev en af samtidens mest beundrede salmeforfattere, var der imidlertid sket voldsomme begivenheder i hendes liv. Familiens økonomiske vilkår var blevet dramatisk forringet, da dele af de kgl. skove blev solgt fra, og hendes mands stilling var truet. Birgitte Boye tog derfor til København og opsøgte Høegh-Guldberg, der nu var geheimestatsråd; han bevirkede, at hendes to sønner kom i skole i Helsingør og betalte deres skolegang. 1775 døde ægtemanden, og Høegh-Guldberg trådte til igen, nu med løfte fra arveprinsen og hans moder enkedronning Juliane Marie om yderligere understøttelse, men også med opfordring til Birgitte Boye om at være hovedforfatter på den planlagte salmebog. Da hun som 33-årig enke flyttede til København med sin lille datter, kom hun både sønnerne i Helsingør og bøgerne på Det Kgl. Bibliotek nærmere. 1778 giftede den smukke enke sig med Hans B., toldskriver og senere justitsråd, hvorved hun kom til at bo standsmæssigt på hjørnet af Fredericiagade og Amaliegade. Hun begyndte at omarbejde og versificere noget af det, hun havde ladet sig inspirere af i prisopgaven, de bibelske Davids salmer, stadig støttet og opmuntret af Høegh-Guldberg; Davids Salmer i fri Oversættelse udkom 1781-85. Båndene til hoffet forblev stærke. Birgitte Boye skrev i 1780 hyrdespillet Melicerte, der blev opført på Juliane Maries fødselsdag på det lille lystteater på Fredensborg Slot som en hyldest til enkedronningen for hendes meget aktive indsats i kuppet mod J.F. Struensee i 1772. Dramaet var i to akter og trods sit rokokoarrangement med indlagte arier og balletoptrin en allegori over gamle nordiske dyder: Den stærke dronning Tyre Danebod har frelst tronen og fået genindført dyden ved det danske hof, en indirekte reference til Struensees og Caroline Mathildes kærlighedsaffære, som Juliane Marie og Høegh-Guldberg med deres kup satte en stopper for. Arveprins Frederik tilegnedes også et skuespil, han var en anden af Birgitte Boyes velgørere. Stykket med titlen Gorm den Gamle, der blev skrevet 1781, trykt og i 1785 pragtopført på Det Kgl. Teater, fremstår som Birgitte Boyes fri fabuleren over sagnstof om den danske kong Gorm og hans samtidige norske og svenske kampfæller. Trods denne kunstneriske frihed er hun både politisk og kulturpolitisk korrekt. Hun indskriver enevoldsherskeren i en beretning om en handlekraftig dansk helt, uden anlæg for svig og tvillingerigernes myndige hersker, og kommer herigennem sin samtids interesse for historiemyter og patriotisme i møde. Nogle kantater og endnu et heroisk skuespil blev det også til, Sigrid eller Regnalds Død, 1795, der byggede på stof fra Saxo, foruden digtet Tanker ved Kiøbenhavns Ruiner, hvor hun med sin karakteristiske højstemthed besynger den efter Høegh-Guldbergs afskedigelse 1784 magtfulde kronprins, den senere Frederik 6, som folkets trøster og hjælper i forbindelse med katastrofebrandene 1794 og 1795. Tiden var imidlertid ved at løbe fra det heroiske, allerede H.J. Birch havde i sit Billedgallerie for Fruentimmer, 1793-95, kritiseret Birgitte Boyes højt opskruede tone, og interessen for sagnstof og middelalder skulle snart overtages i et andet stilleje af romantikerne. Måske har Birgitte Boye med sin veludviklede situationsfornemmelse været klar over dette. I 1793 tog hun en lille pige til sig som plejedatter. Hun læste aviser, interesserede sig for politik, litteratur og lærde sager og levede således sine sidste 30 år, heraf ti som enke, et på alle måder aktivt, men ikke litterært-produktivt liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Bramson

Karen Bramson

2023-04-22T22:52:46+02:00

fri anvendelse

Allerede som ganske ung pige fik Karen Bramson to enaktere antaget på Folketeatret for et honorar på 200 kr. Hun havde betinget sig anonymitet, men teaterdirektøren kunne ikke nære sig og satte nyheden i avisen. Karen Bramson måtte skyndsomst trække stykkerne tilbage og refundere honoraret for at undgå skandale og sin faders vrede, for i 1890’ernes København var det uhørt, at en ung dame fra det højere bourgeoisi trådte offentligt frem og oven i købet fik penge for det. Karen Bramson blev tidligt gift med Louis B., der ligesom hun selv kom fra en velstillet jødisk familie. De fik en søn, men Karen Bramson fortsatte med at skrive. Fra århundredskiftet og frem til sin død fik hun udgivet næsten en snes værker, fortrinsvis dramatik og romaner. Hun debuterede med skuespillet Den unge Frue. Mands Vilje, trykt i 1900 og opført 1907 på Folketeatret. Det er et problemdrama i 1880’er-stil om kampen mellem kønnene, et tema, hun hyppigt kredsede om i sine værker. Senere blev det Første Verdenskrig og dens virkning på mennesker, der optog hende, bl.a. i romanerne Mennesker af vor Tid, 1916, og Det store Drama, 1922. De er præget af en stærk kulturpessimisme med darwinistiske undertoner, den stærkeste vil altid sejre, både historisk og på det individuelle plan. Karen Bramsons værker er båret af dramatisk spænding, god sans for replikskifte og for det aktuelle i tiden. Men hendes persontegning er skematisk, og hun formår ikke at tegne psykologisk troværdige portrætter. “Hun stillede Idéen for sit Stykke midt paa Scenen som en Læselampe og placerede Personerne udenom, ensidigt belyst og mekanisk bevæget. Hendes Dramatik kan ikke siges at være død nu, for den har aldrig levet,” skrev Hans Brix bidende i en nekrolog. Denne vurdering af Karen Bramson var typisk for samtiden, men nyere kønsforskning har gjort op hermed. Hendes forfatterskab handlede i stigende grad om samfundets magtstrukturer og nedtonede det individuelt psykologiske. Man forventede imidlertid af kvindelige forfattere, at de beskæftigede sig med kvinders psykologi, og det var medvirkende til, at Karen Bramson blev miskendt af kritikken og i litteraturhistorien. I begyndelsen af Første Verdenskrig bosatte Karen Bramson sig permanent i Paris og skrev nu fortrinsvis på fransk. Hendes største triumf blev opførelsen i 1923 af Le professeur Klenow på Théâtre de l’Odeon med Poul Reumert i hovedrollen. Senere på året blev stykket, der var en omarbejdet udgave af hendes tidligere værk Den stærkeste fra 1902, opført som gæstespil på Det Kgl. Teater. Her havde hun kort tid inden haft en middelmådig succes med forestillingen De evige Fjender med Reumert og Bodil Ipsen i hovedrollerne. Året efter blev stykket dog sat op på Strand Theatre i London, hvor det gik over 100 gange under titlen Tigercats. Karen Bramsons franske skuespil blev udgivet 1929-30 i fire bind med fællestitlen Théâtre. Året efter fik hun som den første udenlandske kvindelige forfatter et skuespil antaget på Théâtre Français. Karen Bramsons internationale berømmelse blev styrket af, at hun var kendt i mondæne kredse i Paris. Hun holdt salon for kunstnere, diplomater og politikere, og hun havde ry for at være en strålende værtinde. Under Første Verdenskrig var hun knyttet til en nyoprettet presseafdeling under det franske udenrigsministerium, hvor man skulle skabe international forståelse for landets situation. Her gjorde hun sig bemærket som en glimrende skribent og propagandist. Trods sin alsidige begavelse, sine litterære ambitioner og et liv i mediernes søgelys, var hendes inderste personlighed mærkeligt usynlig. Hun hadede at give interviews og udtalte sig aldrig om sit privatliv: “Sin lille Pennespids kan man give Publikum – men heller ikke mere.” Hun levede adskilt fra sin mand, men bevarede et livslangt venskabeligt forhold til ham, og hun forgudede sin søn, som var pilot og bosat i England. I sine sidste leveår trak hun sig tilbage fra den offentlige scene og fordybede sig i studier af spiritisme. Hun havde altid elsket det kosmopolitiske rejseliv, men flakkede nu underligt hvileløst rundt på hoteller i forskellige europæiske lande og døde 1936 af en hjerneblødning på et hotelværelse i Paris. Karen Bramson blev ridder af den franske æreslegion i 1917 for sin indsats under krigen, og i 1927 blev hun officer af Æreslegionen for sine litterære arbejder. Fra dansk side blev hun i 1934 hædret med Tagea Brandts Rejselegat. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Bregendahl

Marie Bregendahl

2023-04-22T22:53:20+02:00

fri anvendelse

Marie Bregendahl er en af de mest særprægede folkelige realister i dansk litteratur. Hun blev født som den ældste af ni søskende i et solidt jysk bondehjem og voksede op ligesom andre bondepiger: med meget lidt skolegang og meget husligt arbejde. Da hun var 12 år, døde hendes moder i barselsseng, hvorefter det blev hendes ansvar at tage vare på husholdningen og de mindre søskende; et ansvar, hun selvfølgelig kun mangelfuldt kunne leve op til. Som helt ung forlovede hun sig med en velkonsolideret ung bonde, og alt tydede således på, at hun ville ende som madmoder på egen gård. Men sådan gik det ikke. For i perioden 1886-87 var hun på Vrigsted Højskole, først som medhjælper, så som elev, og samtidig traf hun den jævnaldrende bondesøn Jeppe Jensen, der senere blev til digteren Jeppe Aakjær. Højskoleopholdet, hvor hun mødte den grundtvigske og romantiske menneskeopfattelse, og især bekendtskabet med Aakjær ændrede hendes livsbane. Han var et ungt brushovede, der var dybt engageret i den moderne litteratur og tidens radikale idéer. Og Marie Bregendahl blev fascineret. Hun forelskede sig, brød sin forlovelse og fulgte med sin nye kærlighed til København Efter en tid som tjenestepige giftede hun sig i 1893 med Aakjær, og mens han læste til student, forsøgte hun at skabe sig en levevej ved for sin fædrenearv at oprette et spisested i Nørregade, Det Jyske Pensionat. De fik en søn i 1894, og Aakjær fik også sin studentereksamen. Men den usikre tilværelse tærede. Pensionatet gik ikke, og ægteskabet blev opløst i 1900. De næste mange år forsørgede Marie Bregendahl sig selv og sønnen, dels ved korrekturlæsning, dels ved at holde hus for en broder, der havde et mejeri på Nørrebro. I modsætning til Aakjær flyttede hun ikke tilbage til bondelandet, men boede resten af sit liv i København Allerede i 1899 havde Marie Bregendahl fået trykt en lille fortælling Da Katten løb med Frikadellerne i Vagten, men rigtig gang i forfatterskabet kom der først, da hun havde fået sønnen vel i vej. I 1904 udgav hun dog en roman Hendrik i Bakken, der udmærker sig ved en fintmærkende psykologisk realisme. Romanen skildrer den sære og kantede bondetype, som uden at ville det kommer til at ødelægge glæden og livet omkring sig. Sit litterære gennembrud fik hun imidlertid først med romanen En Dødsnat, 1912, der tydeligvis bygger på erindringen om moderens død. Den lille roman er banebrydende, fordi den er skrevet ud fra børnenes synsvinkel, hvor dødsoplevelsen blander sig med de forbudte erotiske fantasier. I årene 1914-23 udkom en række mindre fortællinger, der senere blev udgivet samlet som Sødalsfolkene 1-2, 1935. Værket fremstår som en fri komposition af billeder, der alle beskriver skæbner og hændelser i det samme førindustrielle bondemiljø. Den begyndende gæring i samfundet er ikke direkte beskrevet, men indirekte ytrer den sig gennem de genkommende forlokkelsesforløb. Flere af de kvindelige personer bliver betaget af en fremmed, og i strid med traditionen og sædvanen bryder de op fra hjemstavnen og følger deres erotiske lyst. Men derved bliver de ikke alene fremmede i deres omverden, men også fremmede for sig selv, og skønt de prøver at vende tilbage, er det forgæves. De dør eller bliver sindssyge. Forlokkelsesmønsteret fortolker både det frigørende og det farlige ved den begyndende individualisering. Lysten bliver frigjort fra fællesskabets kontrol, men samtidig bliver den kanaliseret ind i parforholdet, hvor kvinden er totalt afhængig af manden. Og i Marie Bregendahls univers er manden et charmerende og selvcentreret barn, der nyder, så længe der er noget at nyde, og derefter forsvinder. Men den tragiske dimension er ikke enerådende i Sødalsfolkene. For jo voldsommere begivenhederne udvikler sig, des mere fragmentarisk belyses dramaet og des mere underbetones følelsen. Det dramatiske spejles nemlig altid gennem et filter; synsvinklen ligger hos et kollektivt “man” eller “folk”. Nok så meget som det tragiske forløb bliver det derfor de dønninger, som begivenhederne udløser i hverdagslivet, der står i forgrunden. Og på denne måde skyder der sig et fortællelag frem ved siden af det højstemte, et fortællelag, der sindigt og lunt beretter om de langsomme, men dybtgående bevidsthedsændringer i bondemiljøet. Marie Bregendahl er en enestående skildrer af rytmen og oplevelsesmåden i det gamle bondesamfund. Men også brydningstiden og opkomsten af det nye, mekaniserede andelslandbrug med alt, hvad det medførte af omstillinger i verdens- og menneskebilledet, har hun skildret i den store historiske roman Holger Hauge og hans Hustru 1-2, 1934-35. Den er komponeret som et dobbeltstrenget forløb, hvor udviklingen på det landbrugsmæssige og på det ægteskabelige plan fremstår som to sider af samme sag. Derfor er romanen en dybtloddende skildring af et moderne kærlighedsægteskab, hvor det trods fællesskabet om bedriften ikke er ejendommen eller slægten, men parternes gensidige erotiske forbundethed, der er fundamentet. I modsætning til Sødalsfolkene indeholder Holger Hauge og hans Hustru også en bredere skildring af de politiske og økonomiske forhold i samfundet ved slutningen af 1800-tallet. Marie Bregendahl havde i den forbindelse samlet stof til romanen gennem flere udenlandsrejser. I 1901 og 1908 var hun i Norge, 1926 i Tyskland, England og Frankrig, og i 1927 fik hun Tagea Brandts Rejselegat og tog til Frankrig og Italien. Ved siden af de større værker skrev Marie Bregendahl en række novellesamlinger, der i motiv og stof ligger meget tæt på Sødalsfolkene: I de lyse Nætter, 1920, I Haabets Skær, 1924, Thora, 1926, Med aabne Sind, 1926, Den blinde Rytter, 1927, Naar Jul er nær, 1927, Møllen og andre Fortællinger, 1936. Flere af disse noveller adskiller sig dog fra de større værker gennem en smerteligere tone og en direkte tematisering af omkostningerne ved opbruddet fra hjemstavnen. I Sødalsfolkene er moderniteten fortrinsvis til stede som en del af fortællemåden, mens den moderne storbys anonymisering af mennesket er den stoflige ramme i adskillige af novellerne. I 1937 udgav Marie Bregendahl sin eneste digtsamling Filtret Høst, og forfatterskabet blev afsluttet med romanfragmentet Birgitte Borg, der udkom posthumt i 1941. Birgitte Borg er en delvis selvbigrafisk udviklingsroman, hvis hovedperson deler træk med en af de barneskikkelser, der både optræder i Sødalsfolkene og i novellesamlingen Med aabne Sind. I modsætning til de tragiske kvindeskikkelser inkarnerer Birgitte-figuren, ligesom sin forfatter, en humor, der gør hende i stand til at rumme både den tragiske og den komiske side af skæbnens tilskikkelser. Forfatterskabet er skrevet på en treklang af strømninger: det moderne gennembruds naturalisme, højskolens personlighedsvækkelse og den mundtlige tradition, som var levende i Marie Bregendahls barndomsmiljø. Hendes genre er fortællingen, hverken novelle, roman eller eventyr, men en hybridform, der forbinder mundtligt og skriftligt. Samlet er forfatterskabet et stilbevidst udtryk for de erfaringsskred, som fandt sted i slutningen af 1800-tallet. Marie Bregendahl var en af de få kvinder, der efterhånden kunne leve af sit forfatterskab. I 1918 kom hun på finansloven, og siden har hendes navn altid figureret i litteraturhistorierne, men først i de senere år er forfatterskabet blevet læst som et fuldgyldigt kunstnerisk udtryk for de mentale omstillinger, som moderniteten udløste. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tine_Bryld

Tine Bryld

2023-04-22T22:54:47+02:00

fri anvendelse

Tine Bryld havde en tryg opvækst i det kbh.ske borgerskab, og slægten var forankret i både højskoleverdenen og kvindesagen. Som ung fik hun udlængsel, og i 1959 drog hun på en længere Europarejse, der gav hende indsigt i mere ydmyge forhold. Da hun kom hjem, indledte hun det personlige, faglige og politiske engagement, der har præget hendes liv siden. I 1961 blev hun gift, og snart efter begyndte hun at læse til socialrådgiver. Efter at have taget eksamen i 1965 indledte hun sin karriere som engageret socialarbejder på det nu nedlagte Mødrehjælpen i København, hvor hendes ældre søster Lena Vedel-Petersen, der ligeledes var socialrådgiver, tidligere havde arbejdet. I 1967 fik Tine Bryld et af de bijobs, der gennem årtier har medvirket til at give hende en bred berøringsflade, nemlig som redaktør af ugebladet Alt for damernes sociale brevkasse. Samme år blev hun ledende socialrådgiver i Dagcentret for Unge Stofmisbrugere på Nørrebro. Hun var med til at oprette De Unges Rådgivning og blev fra starten levende engageret i Christiania, det tidligere militære område på Christianshavn, der blev besat og udråbt til fristad i 1971. Tine Bryld er formodentlig den person uden for Christiania, der har bidraget mest til fristadens overlevelse. Hun oprettede en rådgivning for beboerne, men det lykkedes hende samtidig også at vinde myndighedernes respekt. Fra 1972 var hun Socialministeriets konsulent i spørgsmål vedrørende Christiania, ligesom hun blev medlem af Forsvarsministeriets særlige styringsråd for fristadens lovliggørelse. I 1972 startede Tine Bryld sit banebrydende radioprogram for unge Tværs – P4 i P1, der baserede sig på samtaler med unge for åben mikrofon. Her fortalte hun om rettigheder og pligter samt ydede rådgivning til unge med forskellige problemer. Privat levede hun fra 1975 sammen med sin anden ægtefælle Arne Gaardmand. Familien bestod snart på tids- og generationstypisk vis af både sammenbragte børn og et fælles barn og desuden i kraft af Tine Brylds særlige engagement også løbende af forskellige plejebørn. Hendes faglige interesse og ikke mindst hendes optagethed af unge og deres problemer blev udgangspunktet for en omfattende forfatter- og skribentvirksomhed. I 1976 udgav hun håndbogen på På kryds og tværs, der informerede om unges samfundsmæssige rettigheder og pligter og samtidig gav oplysning om rusmidler, sex, kønssygdomme m.v. Den fulgtes op af Hvem bestemmer?, 1981, der ligeledes gav kontant oplysning til unge om bl.a. en række konkrete juridiske og økonomiske forhold. I artikelsamlingen På trods, 1983, gjorde hun en slags status og konkluderede, at de unges situation og behov var ved at ændre sig i takt med samfundsudviklingen. Deres problemer var nu mindre kontante og mere relaterede til spørgsmål om identitet, følelser og familie. Tematikken var taget op i anden form i rapportbogen Stærk nok?, 1979, der i forlængelse af hendes kønspolitiske engagement især henvendte sig til piger med et budskab om personlig frigørelse og selvstændighed. Det skønlitterære forfatterskab blev sat i gang, da forlaget Gyldendal henvendte sig til Tine Bryld og opfordrede hende til at skrive en ungdomsroman. Det blev til den meget læste trilologi om pigen Liv, der kom i årene 1982-84. Bøgerne former sig som en bred samtids- og generationsskildring, der følger sin hovedperson fra opvæksten i en tryg kernefamilie over en kaotisk tid som rodløs studerende i bz-miljøet, til hun vinder fodfæste som en ung, fri kvinde. Serien fulgtes op af En rift i huden, 1986, der samtidig blev en selvstændig historie om pigen Mira og miljøet blandt unge autonome. I romanerne Hvid som sne, 1988, og Talkshow, 1990, gik Tine Bryld tæt på de tunge problemer og behandlede tabuemner som psykisk sygdom og selvmord. Med Nora, 1995, gav hun sit bud på en samtidsroman for 1990’ernes unge. Miljøet er skiftet, pigens hjem er veletableret og stabilt, men budskabet er, at det også kan være svært at have velmenende forældre at skulle leve op til og samtidig frigøre sig fra. Perspektivet er stadig den unges, men stoffet formodentlig denne gang også hentet fra Tine Brylds egne erfaringer som forælder, og som andre af forfatterens senere romaner er den både ungdoms- og voksenlitteratur. Ikke en engel fra 1997 er skrevet over et længere rådgivningsforløb, der startede som en samtale i P4, men udviklede sig til en mere omfattende kontakt med brevveksling og personlige møder. Det er en stærk, dramadokumentarisk bog om et incestforhold, som trævles op gennem kontakten med Tine Bryld. Samtidig er bogen et radikalt eksperiment, der afsøger de både etiske og faglige grænser for Tine Brylds virksomhed: mellem privat, socialt og politisk engagement, og mellem hendes roller som socialrådgiver, mediearbejder og forfatter. Det samme kan siges om I den bedste mening, 1998, der på baggrund af interviews og sagsakter fortæller historien om en gruppe grønlænderbørn, der i 1950’erne blev tvangsforflyttet til Danmark. Begge bøger er nytolkninger af den dokumentariske tradition fra 1970’erne, der vedgår sig forfatterens subjektive vinkling af stoffet og forholder sig til de etiske dilemmaer heri. Tine Bryld har også gjort sig gældende som børnebogsforfatter med bl.a. Bullers vækkeur, 1986, og har desuden i samarbejde med tegneren Pernille Kløvedal lavet en række illustrerede bøger om sociale og politiske problemstillinger for børn og unge, fx Smilende rygge, 1992, der er udgivet af FNs børneorganisation UNICEF. Ved siden af sin faglige karriere har Tine Bryld tidligt fulgt sine socialpolitiske idéer op i forskelligt græsrodsarbejde. 1965-68 var hun medlem af bestyrelsen for Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds, der bl.a. arrangerede abortrejser til Polen. Med dette og andre initiativer foregreb ungdomskredsen 1970’ernes rødstrømpebevægelse. I første omgang blev resultatet en sprængning af DK i 1968 og stiftelsen af Individ og Samfund, der fortsatte den radikale seksualpolitiske linie. Tine Bryld var medstifter af foreningen og medlem af bestyrelsen 1968-72. Senere engagerede hun sig i fredspolitisk arbejde, og hun var 1980-90 betyrelsesmedlem i Fredsfonden. Med sit meget brede engagement og sin evne til at gå nye veje har Tine Bryld gjort sig gældende som en visionær reformator. Hun har ikke mindst vundet respekt ved at etablere en dialog med unge på deres egne præmisser, men har spændt videre end de fleste og formået at vinde en enestående tillid i meget forskellige kredse, fra teenageren på gaden til ministerielle råd. For dette og for sit forfatterskab har hun modtaget en lang række legater og priser, bl.a. Justitsminister Steinckes Mindelegat 1975, LOs Kulturpris og PH-Prisen 1980, Publicistprisen 1986 og Heinild-Prisen 1997. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emma_B%C3%A6rentzen

Emma Bærentzen

2023-04-22T22:53:50+02:00

fri anvendelse

Allerede som purung havde Emma Bærentzen kunstneriske interesser og drømte om en tilværelse som udøvende kunstner. Blot kunne hun ikke beslutte, hvilken kunstart hun skulle dyrke. Resultatet blev et skønlitterært forfatterskab, som hun var kendt for i sin samtid, og et kunstnerlegat, der bar hendes navn langt ind i eftertiden. Hun blev privat dimitteret som student fra Schneekloths Skole i 1901 og tog filosofikum 1902. Derefter var hun på studieophold på tyske universiteter, inden hun giftede sig med en norsk købmand og flyttede med ham til Istanbul. Det blev indledningen til en livslang kærlighed til Tyrkiet, dets befolkning og kultur. Tyrkiske forhold var temaet for flere af EMs romaner, nemlig I Kalifens Nærhed, 1909, Stambuls vandrende Skygger, 1915, og Irene, 1917. De beskrev brydningerne i Tyrkiet omkring 1910 mellem orientalsk kultur og vesteuropæisk tænkemåde samt ungtyrkernes oprør mod det gamle sultandømme. Romanerne gav et indblik i de tyrkiske haremer, dvs. boligernes særskilte kvindeafdeling, som udlændinge normalt ikke havde adgang til. Samtidig havde Emma Bærentzen en fin fornemmelse for værdierne i den tyrkiske kultur. Det var usædvanligt dengang, hvor man almindeligvis vurderede andre kulturer ud fra en vesteuropæisk målestok, og hun var utvivlsomt med til at rokke ved nogle af sin tids mange fordomme om landet. Datidens lidt nyfigne interesse for eksotiske miljøer gav bøgerne en vis popularitet, men den litterære værdi af dem er begrænset. Det viste sig klart i de romaner, som foregår under danske himmelstrøg Kuplen, 1915, og den posthumt udgivne Carla, 1922; især sidstnævnte blev køligt modtaget af anmelderne og forblev ubemærket af publikum. Emma Bærentzen vendte hjem til Danmark, da hun blev skilt fra sin første ægtefælle og gift anden gang med billedhuggeren Thomas B. Efter separation fra ham i 1917 slog hun sig ned i en lejlighed i Bredgade og med sommerbolig på Thurø. Hun var kendt som en gæstfri værtinde, der ofte ydede en økonomisk håndsrækning til fattige kunstnere. Fra sin morfader, der var fabrikant, havde hun arvet en formue, og den testamenterede hun til et legat, der fik hendes navn, og som blev tildelt billedkunstnere, skuespillere, musikere eller skønlitterære forfattere, der ønskede videre kunstnerisk uddannelse. Først 1999 ophørte legatet. I et interview få år før sin død gav Emma Bærentzen udtryk for, at Orientens fortryllelse aldrig slap den, der havde levet der: “Hvor man siden i Verden kommer hen, vil man længes tilbage til det skønne Stambul.” Efter hendes eget ønske blev hendes aske ført til Tyrkiet og begravet på den protestantiske kirkegård i Istanbul. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ulla_Dahlerup

Ulla Dahlerup

2023-04-22T22:58:04+02:00

fri anvendelse

Sammen med sine to søstre Pil Dahlerup og Drude Dahlerup tilbragte Ulla Dahlerup sin tidlige barndom på Testrup Højskole, hvor forældrene var lærere. Hun stortrivedes i højskolemiljøet, og kimen blev lagt til hendes livslange interesse for folkelighed, danskhed og det levende ord. Moderen Elin Appel, der nedstammede fra en familie af markante Venstrepolitikere, var 1945-50 medlem af Folketinget. Da Ulla Dahlerup var syv år, blev forældrene skilt, og moderen brød radikalt med sit miljø og flyttede med døtrene til Allerød, hvor hun ernærede sig som lærer. Ulla Dahlerup gik først i kommuneskole, men på grund af moderens interesse for tidens nye pædagogiske principper kom hun i Bernadotteskolen, hvor hun aldrig faldt til. Hendes kærlighed til højskolemiljøet blev holdt i live, idet hun tilbragte alle ferier på de højskoler, hvor faderen var forstander. I 1958 tog hun realeksamen på kursus, hvorefter hun kom på kostskole i Schweiz. Hun valgte imidlertid at forlade skolen efter ca. et år, og gennem de følgende mange år klarede hun sig økonomisk ved hjælp af en lang række jobs som ufaglært, hvor hun lærte samfundets bund at kende. Samtidig indledte hun den karriere som freelancejournalist, foredragsholder, oversætter og forfatter, som er fortsat gennem alle årene. Ulla Dahlerup debuterede som romanforfatter i 1961 med Gløder i asken, efterfulgt året efter af Jagt efter vinden, der fik meget dårlige anmeldelser og blev betegnet som årets fiasko. Hun måtte sande, at bøgerne var for dårlige, og der skulle gå syv år, før den næste bog, novellesamlingen Sankt Jørgens gård, hvortil hun fik Statens Kunstfonds produktionspræmie på 5.000 kr., udkom til pæne anmeldelser. I mellemtiden var Ulla Dahlerup med ét slag blevet landskendt som Pessar-Ulla, da hun i 1963 i tv-programmet Focus argumenterede for unge pigers ret til at få pessar uden forældrenes samtykke. Ifølge loven kunne dette dengang først ske, når pigerne var fyldt 18, og det var med til at forklare, at 75% af de ca. 20.000 årlige aborter i Danmark var udført illegalt. Udsendelsen satte landet på den anden ende, og i et helt år derefter turnerede Ulla Dahlerup som foredragsholder. I 1970 kom hun igen i søgelyset. Individ og Samfund, der var udspaltet af Dansk Kvindesamfund 1968 i protest mod organisationens modstand mod fri abort, og nystartede rødstrømpegrupper arrangerede på Mors Dag et antistævne i Fælledparken, hvor hun var taler. Bagefter steg hun og omkring 25 andre demonstranter op i en bus, men nægtede at betale mere end 80% af billetprisen for at markere kvinders lønefterslæb. Politiet blev tilkaldt, og et pressefoto af en smilende Ulla Dahlerup i favnen på en politibetjent er siden blevet landskendt. Ifølge det populære quiz-spil Trivial Pursuit gik hun også forrest i rødstrømpernes strøgdemonstration en måned tidligere. Faktisk deltog hun slet ikke; men påstanden om, at hun stod i spidsen, afspejler den næsten mytologiske plads, rødstrømpen Ulla Dahlerup har fået i den offentlige bevidsthed. Hun var kun aktiv det første år, hvor hendes personlige stil, anti-intellektualisme og ikke-marxistiske holdninger hurtigt kom på kollisionskurs med den mere marxistisk inspirerede og akademiske del af bevægelsen. Hun forlod kvindebevægelsen, fordi “marxisterne kuppede den”, og hendes personlige fortolkning af udviklingen kan læses i romanen Søstrene, 1979. Som freelancejournalist i dagspressen, især B.T. og Ekstra Bladet, har Ulla Dahlerups journalistiske speciale altid været reportager om mennesker i samfundets randområder. På tv debuterede hun som producer i 1972 med De nøjsomme, en dokumentarreportage om fattigdom i Danmark, men i de senere år har hun valgt mediet fra, fordi det ikke længere prioriterer den lange, grundige samtale. Hendes journalistik har altid haft bred, folkelig appel, mens hun fra mere professionelt hold er blevet tæppebombet med beskyldninger for ublu selvpromovering og ensidig fokusering på enkeltpersoner og -sager. Til dette er hendes svar, at “det handler om liv, ikke om idéer”. I 1972 debuterede hun som dramatiker med debatstykket Bare jeg var som de andre, og det er siden blevet til flere teaterstykker. Størst succes fik hun med det Gustav Wiedske familiedrama Katten op at stege, der blev opført på Folketeatret i 1985. Siden har forfatterskabet været præget af hendes historiske interesse. Sammen med sin grandfætter Bent D. redigerede hun oldemoderen Ursula D.s efterladte papirer, udgivet 1989 under titlen Ursula Dahlerup. I 1993 udkom Smedens søn og andre historier, første bind af en trilogi om henholdvis by- og landarbejdere, små og halvstore virksomheder og overklasse, baseret på interviews med ældre mennesker. Andet bind Dengang familien var alt fulgte 1995. Ulla Dahlerup er en flittig og populær foredragsholder, som sætter en ære i at nå ud til almindelige jævne danskere overalt i landet. Hendes foredrag tager for det meste afsæt i samme emner som hendes bøger, dvs. en nostalgisk tilbageskuen mod det danske samfund, som det var engang. For hende udgør Bibelen, folkeeventyrene, salmebogen og Højskolesangbogen selve danskhedens grundsten, og hun kritiserer magthaverne for at have mistet forbindelsen til det danske folk og de intellektuelle for at sælge ud af Danmark. Gennem hele sit voksenliv har hun gang på gang vist en enestående evne til at provokere og bringe sig i offentlighedens søgelys. Man kan ikke frakende hende et stort personligt mod, og hun søger bevidst ud, “hvor det blæser og stormer”, hvilket har skabt hende mange fjender. Hun er et uhyre kompliceret menneske, hvis holdninger ofte går på kryds og tværs af de grænser, der normalt sættes mellem det progressive og det reaktionære. Derfor kan man heller ikke sætte en bestemt mærkat på fænomenet Ulla Dahlerup. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tove_Ditlevsen

Tove Ditlevsen

2023-04-22T22:58:33+02:00

fri anvendelse

Tove Ditlevsens barndomsmiljø var det kbh.ske arbejderkvarter Vesterbro. Faderen, der stammede fra Mors, var fyrbøder, moderen, der var københavner, passede hjemmet i Hedebygade. Synet på kønnene var traditionelt, storebroderen Edvin skulle være håndværker, mens ambitionerne for Tove Ditlevsens vedkommende ikke rakte ud over at få hende gift. Mod skolens anbefalinger blev Tove Ditlevsen taget ud efter mellemskoleeksamen og havde de følgende år forskellige pladser. Ikke meget i barndomsmiljøet stimulerede en vordende digter, og alligevel blev barndommen Tove Ditlevsens uudtømmelige inspirationskilde. Fra hun var 12 år, skrev hun digte, som hun omhyggeligt skjulte. Janteloven herskede, og det sårbare og usikre barn lærte at dække over sin indre verden med udvendig slagfærdighed. I digtningen skabte hun sig til gengæld et hemmeligt rum, hvor hun kunne søge tilflugt og have nok i sig selv, og hvor den glædesløse virkelighed kunne omskabes til kunst. Tove Ditlevsens barndomsdigte præges af de forbilleder, der var for hånden, folkeviser og salmevers fra skolen, moderens skillingsviser og faderens socialdemokratiske arbejdersange. Begge forældrene blev vigtige for Tove Ditlevsens udvikling til digter, dog mere ved deres svigt end ved deres indsats. Faderen var intellektuelt nysgerrig og vakte datterens læselyst, men hans indesluttede natur og syn på piger udelukkede den tætte kontakt, hun længtes efter. Moderen var en rapkæftet og lystig, men selvoptaget og egoistisk kvinde uden kundskaber. Hendes vilkårlige og uberegnelige adfærd nærede datterens frygt for ikke at være elsket, og Tove Ditlevsen udviklede en ømfindtlig påvirkelighed af vrede og lunefuldhed. Denne sårbarhed fulgte hende resten af livet i form af angst, destruktions- og selvdestruktionstrang og en hjælpeløs afhængighed af omgivelsernes stemningsskift, men også i form af den fintmærkende intuition og hudløse indsigt i egne og andres inderste bevæggrunde, der gennemsyrer hendes digtning. Tove Ditlevsen debuterede i de unge lyrikeres tidsskrift Vild Hvede, redigeret af Viggo F. Møller. Han antog hendes digt Til mit døde Barn, hun blev hans protegé og elskerinde, og i 1940 giftede de sig. Da var hun 22 år, han 52. Året før havde Møller hjulpet hende med at udgive digtsamlingen Pigesind, der vakte opsigt med sine vidende, melodiøse digte om det smukkes og godes forgængelighed, om kvindelivets omskiftelighed, ensomhed og angst. Tove Ditlevsen var fra begyndelsen en succes, yderligere stimuleret af sin usædvanlige baggrund og af krigsårenes sult efter noget vedkommende, der kunne passere censuren. Ægteskabet holdt kun lidt under to år, men det bragte Tove Ditlevsen i kontakt med jævnaldrende digtere og billedkunstnere, bl.a. med multikunstneren Piet Hein, til hvem hun havde et kortvarigt forhold, Ib Spang Olsen, der kom til at illustrere mange af hendes værker, og forfatterparret Ester Nagel og Halfdan Rasmussen, som Tove Ditlevsen også senere bevarede forbindelsen med. Brevvekslingen med Nagel er siden udgivet under titlen Husmor og skribøse, 1986. Som formand for Unge Kunstneres Klub var Tove Ditlevsen et vittigt og muntert midtpunkt i krigstidens unge litterære miljø, og i 1941 blev debuten fulgt op af prosasuccesen Man gjorde et Barn Fortræd om en ung kvindes identitetskrise som følge af et seksuelt overgreb i barndommen. Året efter kom digtsamlingen Lille Verden, der udviklede temaerne fra Pigesind. I 1943 giftede Tove Ditlevsen sig med stud.polit. Ebbe Munk, med hvem hun samme år fik datteren Helle. Parret boede i Københavns Sydhavn, hvor de færdedes i en kreds af kulturradikalt inspirerede unge. Under indtryk af Besættelsen skulle livet leves her og nu, og utroskab og løsslupne sold forekom jævnligt, men sideløbende med festlighederne udfoldede Tove Ditlevsen en imponerende forfatteraktivitet. Barndommens Gade, den første store gendigtning af hendes opvækst, er fra 1943. Også her lod Tove Ditlevsen sig inspirere af de forlæg, hun kendte, nemlig 1930’ernes socialrealistiske litteratur, men hun fornyede og fortættede genren ved at lægge vægten på hovedpersonen Esters indre liv. I 1944 udgav hun novellesamlingen Den fulde Frihed, hvor den korte prosaform, som hun efterhånden rendyrkede til mesterskab, sætter hendes indlevelsesevne og skarpe iagttagelsesevne i relief. Titelnovellen problematiserer Sydhavnskredsens livsform. En ung kvinde, der har krævet sin “fulde frihed”, dør af en provokeret abort, men hendes ægtemand kan ikke sørge. Hans følelser er dræbt af hendes promiskuitet. Ved siden af forfatterskab og børnepasning forsørgede Tove Ditlevsen familien med forskelligt erhvervsarbejde, især petitjournalistik. Men det aktive liv fik en brat ende. I 1945 blev hun skilt fra Munk og gift med lægen Carl Ryberg. De fik sønnen Michael i 1946 og adopterede desuden pigen Trine, som Ryberg var fader til. I samlivet med sin nye mand udviklede Tove Ditlevsen sig til narkoman, og i 1949 blev hun indlagt, døden nær. Året efter blev de skilt. Hele livet kunne Tove Ditlevsen stråle og sprudle i en snæver, tryg kreds, men hun blev aldrig igen det udadvendte menneske, hun havde været. Hendes psykiske skrøbelighed var taget til, og hun vedblev at være afhængig af sovemedicin og i perioder af narkotika. Af gode grunde skrev hun ikke meget i dette ægteskab, men hun udgav dog romanen For Barnets Skyld, 1946, om en skilsmisse, set i børnehøjde og med besættelsestiden som baggrund; desuden digtsamlingen Blinkende Lygter, 1947, og novellesamlingen Dommeren, 1948. Bøgerne var dog i det store og hele skrevet, før narkotikaen kom ind i hendes liv. Med Blinkende Lygter fik Tove Ditlevsen for første gang blandede anmeldelser. Modernismen var efter krigen blevet den herskende litterære retning, og hendes rimede fire-liniede vers med klang af 1890’ernes lyrik blev nu opfattet som gammeldags. Fra da af blev hendes formmæssige traditionalisme pludselig set som et problem, hvad hun gang på gang blev mindet om; sidste gang i 1974, hvor hun til sin dybe skuffelse blev forbigået i den elvte time til Det Danske Akademis Store Pris, der i stedet gik til modernisten Sven Holm. Et selvmordsforsøg i september 1974 hang til dels sammen med fortvivlelsen over, hvad hun oplevede som manglende agtelse for sit livsværk. Paradoksalt nok er Tove Ditlevsens forfatterskab i sit indhold moderne. Modernistiske temaer som splittelse og eksistentiel angst går igen i hendes digte og noveller. Ligeledes beskriver hun indfølende dilemmaerne i Efterkrigstidens moderne kvindeliv, væsentligst i digtsamlingen Kvindesind, 1955, radioromanen To som elsker hinanden, 1959 (bogudg. 1960), og novellesamlingen Den onde lykke, 1963. Fra 1956 til sin død redigerede Tove Ditlevsen desuden Familie Journalens brevkasse, der leverede materiale til hendes vægtigste bidrag til tidens kvindedebat, kritikken af forsørgerægteskabet. I romanen Ansigterne, 1968, om en kvindes psykose og tilbagevenden til en skrøbelig normalitet samt i digtsamlingerne De voksne, 1969, og Det runde værelse, 1973, forsøgte hun også formmæssigt en sen tilnærmelse til modernismen. I 1950 havde Tove Ditlevsen mødt Ekstra Bladets senere chefredaktør, den belæste embedsmand Victor Andreasen. De giftede sig 1951, og parret bosatte sig i Birkerød. De to følte sig dybt forbundne, og Tove Ditlevsen oplevede sin lykkeligste tid. Alligevel pinte de hinanden. Tove Ditlevsens digteriske selvtilstrækkelighed tirrede og provokerede ægtemanden til en lunefuld og ufølsom adfærd, der for hende var salt i de sår, moderens opdragelse havde efterladt. I slutningen af 1950’erne forværredes forholdet med gensidig utroskab og udspekulerede straffeaktioner. 1962 flyttede familien, der i 1954 var forøget med sønnen Peter, til København, og Tove Ditlevsens pillemisbrug voksede, suppleret med et stigende alkoholforbrug. Ægteskabet ophørte reelt i 1971. To år efter blev de skilt, men parrets tætte samhørighed varede ved. Gennem 1960’erne og 1970’erne var Tove Ditlevsen i perioder psykiatrisk indlagt, men kunstnerisk blev sammenbruddene en styrke, idet hun på hospitalet helt bogstaveligt kunne søge tilflugt i sit hemmelighedsfulde rum: i “den ubrudte stilhed/ jeg hele mit liv har begæret” og omskabe den virkelighed, hun ikke magtede, til kunst. De intense og ubesmykkede erindringsværker Barndom og Ungdom, begge 1967, er skrevet på Skt. Hans Hospital, mesterværket og skandalesuccesen Gift, 1971, ligeledes. Den ramsaltede Vilhelms værelse, 1975, der skildrer hendes sidste ægteskab, blev til på Rigshospitalet. I et forsøg på at korrigere billedet af deres forhold og påvise bogens fiktive træk udgav Victor Andreasen i 1993 selv bogen Kære Victor, der indeholdt de breve, Tove Ditlevsen havde skrevet til ham i årene efter deres skilsmisse. Efter at Victor Andreasen havde forladt hende, tog Tove Ditlevsens depressioner til, og hendes liv, der altid havde udgjort råstoffet i digtningen, blev tomt. I 1976 begik hun selvmord. Hun blev begravet fra Krist Kirke og fulgt til graven af tæt ved tusind mennesker. Tove Ditlevsens betydning for flere generationer af læsere har især ligget i hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser og erfaringer enkelt og smukt. Det skaffede hende allerede, mens hun levede, et usædvanligt stort kvindeligt publikum, og med 1970’ernes nye kvindebevægelse fik hendes indsigt i kvindelivet fornyet opmærksomhed, eksempelvis udtrykt i flere indspilninger af hendes digte, bl.a. af Anne Linnet. Tove Ditlevsen modtog en række hædersbevisninger, bl.a. Tagea Brandts Rejselegat, 1953, Aarestrup-Medaljen, 1954, De Gyldne Laurbær, 1955, Undervisningsministeriets Børnebogspris, 1959 og Søren Gyldendal-Prisen, 1971. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Emmy_Drachmann

Emmy Drachmann

2023-04-22T22:58:47+02:00

fri anvendelse

"I Mandens Liv er Kærlighed en Sag ved Siden af; hos Kvinden er den Alt," siger Byron i Don Juan, og disse ord gjorde Emmy Drachmann til sine. Hendes bestemmelse var at være opofrende hustru for digteren Holger D., mente hun. Virkeligheden blev en anden. Hun måtte i stedet skabe sig en selvstændig karriere som oversætter, underviser, forfatter og redaktør. Emmy Drachmann voksede op med en stor søskendeflok i en velstående fabrikantfamilie og blev som purung forlovet med en brav og velhavende ung mand. Men trygheden blev kvælende, så hun brød forlovelsen og drog i 1876 ud i verden for at lære sprog og skaffe sig et levebrød. Hun slog sig ned i Hamburg hos venner af familien, var senere på en sørejse til Canada og blev derefter tysklærerinde i en engelsk præstefamilie. I Hamburg havde hun truffet Holger D., som hun havde kendt, fra hun var barn, og var blevet forelsket i ham. Men han betroede hende, at hans hjerte tilhørte en anden, nemlig hendes egen søster Polly Thalbitzer. Hun var gift og havde børn, men ville lade sig skille, havde hun sagt, og fødte ham det følgende år datteren Gerda. Sommeren 1878 modtog Emmy Drachmann imidlertid et iltelegram fra Holger D.s søster Erna Juel-Hansen: "Ulykke hændet, Holger trænger til Dem. Kom straks." Thalbitzer havde fået betænkeligheder og havde brudt forbindelsen. Nu måtte han have helet sit sårede hjerte af sin "kære Søster Emmy". Året efter giftede de sig og adopterede Gerda. Emmy Drachmann tog sig af husholdning og børn, men så det som sin egentlige hovedopgave at jævne ægtefællens vej gennem tilværelsen. "Jeg havde jo ham, der for mig betød alt ... jeg havde ikke alene Lov til, men det blev min Pligt, at leve mit Liv kun for ham!"skrev hun siden i sine erindringer. I 1887 blev Holger D. heftigt forelsket i syngepigen Amanda Nielsen, kaldet Edith, og efter års vaklen rejste han 1892 til Hamburg for at leve sammen med hende. Emmy Drachmann, der siden beskrev denne periode af sit liv i den posthumt udgivne Edith, 1992, måtte nu forsørge sig selv og børneflokken. Hun bosatte sig nogle år i Dresden og levede af at oversætte og undervise. Det var ikke arbejde, der var hende fremmed. Hun havde hjulpet ægtefællen med at oversætte Byrons Don Juan, og hun havde selv oversat schweizeren G. Kellers storværk Den grønne Henriks Roman, 1883-84. Nu tog hun fat på oversættelser fra tysk af både tyske og russiske forfattere, bl.a. P. Kropotkins En Anarkists Erindringer, 1900, og hun oversatte værker af Henrik Pontoppidan og Amalie Skram til tysk. Atter hjemme i København var hun redaktør af Romanbladet i 1902 og nogle år senere af Dansk Familieblad. Først 1903 blev Emmy Drachmann og Holger D. officielt skilt. På det tidspunkt havde hun allerede slået sit navn fast som skønlitterær forfatter. I Tyskland var hun stødt på materiale om en af 1700-tallets celebre kærlighedshistorier, og på det grundlag havde hun i 1899 skrevet den historiske roman Grevinde Cosel og Frederik August den Stærke. I 1902 kom Villa Mackenzie, en roman om en moders besættende kærlighed til sit barn. Ingers Ægteskab fra 1910 blev en skandalesucces på grund af det slet skjulte selvbiografiske islæt. Den handler om en bundreel kvinde, der gifter sig med en fremragende, men veg forfatter, der svigter hende til fordel for andre kvinder. Romanen Mødre, 1914, var et indlæg i samfundsdebatten om kvinders vilkår, når børnene var blevet voksne. Alle Emmy Drachmanns bøger har en kvindelig hovedperson, hvis tanker og følelser er det bærende i forløbet. De kredser om kvinders liv og deres kærlighed til mand og børn. Hendes hovedværk er selvbiografien Erindringer, 1925, som dækker hendes liv fra barndom til 1883. Den skulle sætte den forhenværende ægtefælle et minde ved at fortælle om, hvilken stor person han var, men under overfladen fortælles historien om en genial og selvoptaget digter og ægtemand, hvis liv kun hang sammen på grund af en klarhovedet, kløgtig hustru. Således fik Emmy Drachmann fremstillet et kvindelivs sociale og følelsesmæssige virkelighed samtidig med, at hun fik iscenesat sit liv som en dramatisk beretning om en digterhelt og hans muse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Olga_Eggers

Olga Eggers

2023-04-22T23:01:07+02:00

fri anvendelse

Olga Eggers' eftermæle som forfatter er kommet til at stå i skyggen af det markante ideologiske skift, hun foretog i 1930’erne. Fra at være socialdemokrat og kæmpe mod racistiske fordomme udviklede hun sig til at være aktiv nazist og antisemit. Kontinuiteten i hendes liv skal findes i hendes optagethed af kvinders vilkår, et engagement, hun bevarede livet igenem, om end også hendes kvindepolitiske standpunkter ændredes, idet hun i stigende grad betonede den biologiske kønsforskels betydning. Olga Eggers, der var af gammel tysk adelsslægt, tilbragte sine første leveår på Skt. Thomas. Fem år gammel kom hun i pleje hos slægtninge på Falster og havde resten af livet kun perifer kontakt til sine biologiske forældre og søskende. Efter afslutningen af den almindelige skolegang blev hun 1900 privatlærerinde fra N. Zahles Skole, en uddannelse, hun dog aldrig benyttede. I forbindelse med sit første ægteskab flyttede hun i 1901 permanent til København og indledte snart efter sin karriere som journalist og forfatter. Skribentvirksomheden var et længe næret ønske, men hendes ambitioner havde hidtil mødt modstand hos plejeforældrene, der opfattede det som en upassende beskæftigelse for kvinder. Olga Eggers debuterede i 1903 med udgivelsen af romanen Zigøjnerblod, der som flere andre af hendes bøger kredser om den kvindelige seksualitet, et vovet tema i starten af 1900-tallet. Hun markerede sig snart i samtidens litterære miljøer som en produktiv forfatter af hverdagsrealistisk og oftest selvbiografisk litteratur, og specielt hendes tidlige forfatterskab høstede mange anmelderroser. Hun modtog ministeriel forfatterstøtte i en årrække, og i oplagstal er hun at sammenligne med samtidige forfatterinder som Agnes Henningsen og Karin Michaëlis. I 1932 udgav hun sin sidste skønlitterære bog, hvorefter hendes skriftlige produktion alene var af journalistisk art. I både sine bøger og artikler var hun livet igennem optaget af den moderne kvindes splittelse mellem arbejde og selvudfoldelse på den ene side og et mere traditionelt kvindeliv med forpligtelse for mand og børn på den anden, en problemstilling, der ligeledes er central i hendes upublicerede selvbiografi. Med sit engagement i diverse uge- og månedsblade for kvinder, sit mangeårige hverv som brevkasseredaktør på bladet Hus og Frue og gennem sine romaner havde hun en bred læserskare. Hun var en synlig skikkelse i kulturlivet og knyttede varme venskaber med flere kendte personligheder i det kbh.ske kulturliv, bl.a. Thit Jensen og Georg Brandes, med sidstnævnte havde hun en årelang og inderlig brevveksling. På mange måder var Olga Eggers atypisk for sin tid. Efter to kortvarige ægteskaber levede hun alene resten af sin tilværelse og praktiserede en meget selvstændig livsstil. Under Første Verdenskrig virkede hun fx som udenrigskorrespondent i Paris. Senere engagerede hun sig i Folkeforbundet, hvor hun bestred forskellige tillidsposter. Livet igennem rejste hun meget og var bl.a. i 1930 syv måneder i Liberia. Det vakte opsigt i samtiden, at en 55-årig kvinde af det bedre borgerskab rejste alene i Afrika. Opholdet resulterede i rejseskildringen Ene Hvid gennem Liberias Urskove, 1931, hvis indhold kan ses som et velment, men naivt forsøg på at uddybe Vestens kendskab til den sorte race. Olga Eggers var fra 1916 til 1934 medlem af Dansk Kvindesamfund og bidrog til arbejdet for kvindesagen gennem indlæg i kvindeorganisationernes blade. Hun var også initiativtager til og redaktør af opslagsværket Kendte danske Kvinder, 1934, der med sit fokus på fremtrædende kvindeskikkelser med betydning for dansk samfundsliv må anses for banebrydende. Op gennem 1920’erne sympatiserede Olga Eggers med den socialdemokratiske idé og var i en kortere periode aktivt medlem af partiet, hvor hun primært markerede sig i forhold til antimilitarisme og kvindepolitiske spørgsmål. I årene herefter gjorde hun sig til fortaler for en samfunds- og kulturkritik, der skal ses i sammenhæng med de generelle antimoderne og antiparlamentariske strømninger i 1930’erne. I 1934 blev hun medlem af det danske nazistparti DNSAP, og de følgende ti år arbejdede hun aktivt i skiftende nationalsocialistiske partier og grupperinger. Også som nationalsocialist var hun meget synlig og var en af de få markante kvindelige topnazister i Danmark. Hun var både stifter og leder af den nationalsocialistiske gruppering Nordisk Kvindefront og udgav et par nazistiske småskrifter fra Nordiske Kvinders Forlag, som hun selv ejede. Kvinders vilkår var stadig i fokus, for i hendes optik var den nazistiske ideologi ikke kvindeundertrykkende. Tværtimod fastholdt hun, at kvinderne i Hitlertyskland tildeltes politiske opgaver og medindflydelse. Det er dog tydeligt, at hun i disse år skærpede sin opfattelse af den biologisk betingede kønsforskel og stærkere end tidligere betonede kvindens ansvar som hustru og moder. Som nazist markerede Olga Eggers sig primært som medlem af det mindre parti National Socialistisk Arbejder Parti (NSAP), som fra 1941 skiftede navn til Dansk Antijødisk Liga. I besættelsestidens første år bestred hun 1940-42 posten som ansvarshavende redaktør af NSAPs stærkt antisemitiske blad Kamptegnet og fungerede tillige som partilederen Aage H. Andersens højre hånd. Hendes markante antisemitisme fremstår som lidt af en gåde. Den står i skarp kontrast til hendes tidligere holdninger, men ændrede tilsyneladende ikke ved hendes positive forståelse af den afrikanske race. Olga Eggers' nazistiske holdninger kom aldrig til udtryk litterært. Hendes bøger er dog siden i vidt omfang blevet læst sådan, og eftertiden har især husket hende for hendes rolle og virke som nazist. Efter Befrielsen blev hun interneret i Vestre Fængsel, hvor hun døde få dage efter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Astrid_Ehrencron-Kidde

Astrid Ehrencron-Kidde

2023-04-22T23:01:09+02:00

fri anvendelse

Astrid Ehrencron-Kidde blev født som midterbarnet, en urolig lille sjæl, i en flok på fem i et musikalsk embedsmandshjem i København, en storebroder var bibliografen H. Ehrencron-Müller. Fra hun var ganske ung ønskede hun at blive pianist og modtog i en årrække undervisning hos komponisten Otto Malling. Astrid Ehrencron-Kidde satsede stort, på intet mindre end en solistkarriere, og det var et lammende slag for hende, da en ryglidelse i slutningen af 1890’erne gjorde det umuligt for hende at fortsætte det nødvendige, hårde træningsarbejde. Efter lang tids sjælekval fandt hun en vis trøst i at dyrke kammermusik i samspil med andre, men mest hjalp det hende, da hun opdagede, at hun kunne skrive, at hun kunne udtrykke, hvad hun havde på hjerte gennem et andet medium end musikken. Hun må have været myreflittig, for forfatterskabet blev meget omfattende. 1901 debuterede Astrid Ehrencron-Kidde med en lille samling Æventyr, og derefter udkom indtil 1939, i perioder hvert år, værk på værk fra hendes hånd, eventyrsamlinger, romaner og børnebøger. De sidste 20 år af sit liv arbej- dede hun som oversætter af engelsk og især svensk litteratur og introducerede bl.a. Agnes von Krusenstjernas forfatterskab i Danmark, men nåede også at skrive sine erindringer Hvem kalder, 1960. I 1907 blev Astrid Ehrencron-Kidde og digteren Harald Kidde gift. Indtil hans pludselige død i 1918 under den spanske syge levede de i et sjældent harmonisk fællesskab og gensidigt tillidsforhold, opholdt sig ofte længe ad gangen i deres lille hus i Wärmland og vandrede i dagevis i den svenske skovensomhed, som de begge var dybt fascineret af. Deres hjem i Danmark var førstesalen i en villa i det dengang landlige Gentofte, deres husvært Carit Etlars ejendommelige enke Augusta Brosbøll, og hos sig havde de Harald Kiddes moder, som Astrid Ehrencron-Kidde kom til at dele bolig med indtil hendes død i 1931. Hovedværkerne udspiller sig i det Wärmland, hun kendte og elskede. Handlingen er ofte henlagt til fortiden, og livssynet dystert, præget af sort skæbnetro. Heltene er næsten altid mænd, antihelte, der hverken ejer evne eller vilje til kampen for tilværelsen. Betagende landskabsskildringer og sære eksistenser peger i retning af en vis påvirkning fra Selma Lagerlöf, som hun også blev sammenlignet med, men samtidig er Astrid Ehrencron-Kidde i stand til at skabe en bærende kriminalistisk konflikt, ofte bygget op om overnaturlige elementer. Skriveren fra Filipstad, 1917, er således en nærmest poetisk krimi, der kan minde om amerikaneren E.A. Poes gyserfortællinger. Astrid Ehrencron-Kiddes hovedværker er serien Martin Willéns underlige Hændelser, 1911-1919, og slægtshistorien Brødrene Nystad, 1925, Brødrehuset, 1926, og Bjærgmandsgaarden, 1927. For en nutidig læser skæmmes de større værker noget af hendes hang til anekdotisk drejede pointer. Astrid Ehrencron-Kidde kendte og værdsatte blandt sine samtidige kvindelige kolleger både Marie Bregendal og Thit Jensen, men man skal i hendes egne værker lede efter spor af kvindebevægelse og samtidsengagement, ligesom seksualiteten glimrer ved sit fravær. Hun er som forfatter barn af sin umiddelbare fortid, symbolismen, og var formentlig hele sit liv så tæt forbundet med mindet om Harald Kidde, at hun aldrig formåede at gøre sig fri af de litterære bånd, som han til sidst var i færd med at lægge fra sig. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Eilersgaard

Charlotte Eilersgaard

2023-04-22T23:04:31+02:00

fri anvendelse

Allerede som ganske ung havde Charlotte Eilersgaard skuffer fulde af sine egne digte. Hendes moder sørgede dog for at pille de nykker ud af pigen, og Charlotte Eilersgaard var selv helt stolt over, at det lykkedes. Efter skolegang i pigeskole i Hjørring og sprogundervisning i hjemmet blev hun gift som 20-årig. Hun delte sin mands engagement i partiet Venstre, men koncentrerede sig i ægteskabets første år om hjem og familie. Da børnene blev større, meldte digtertrangen sig atter, og i 1893 fik hun skuespillet Ulige Kaar opført på Ålborg Teater. Det blev begyndelsen på et forfatterskab, der kom til at omfatte over 20 værker, fortrinsvis epik og dramatik. Både romaner og skuespil foregår oftest i borgerskabets dagligstuer og tematiserer de ændringer i familielivet, som kvindefrigørelsen førte med sig. Her var hendes synsvinkel dobbelt. På den ene side så hun det som et fremskridt, at kvinder fik politisk indflydelse og mulighed for selverhverv. På den anden side mente hun, at alle var bedst tjent med, at mødre kunne gå hjemme hos deres børn. Et entydigt træk er til gengæld, at hendes sympati altid er placeret hos den kuede og forsømte part. Det gælder fx i skuespillet Gertrud, 1896, som handler om en ugift kvinde, der kues af sin despotiske moder, og romanen De Værgeløse, 1903, hvor en faders ambitioner på sine børns vegne truer med at ødelægge deres liv. En del af hendes skuespil forblev utrykte, men mange blev opført enten i København eller på provinsscener i større byer. Størst succes fik hun med Jægermesterinden, der udkom som roman i 1907, og året efter blev dramatiseret og opført som lystspil på Folketeatret. Det handler om en ung, handlekraftig kvinde, der overtaler sine forældre, en jægermester og hans husholderske, til at gifte sig med hinanden og således bringe orden i forholdene. Charlotte Eilersgaard betragtede sit forfatterskab som en advokatvirksomhed, hvor man kunne arbejde for forskellige synspunkter, men altid måtte gå helt ind for den sag, man i øjeblikket arbejdede med. Det præger hendes værker, der ikke er kunstnerisk gennemarbejdede, men som viser et stort engagement og kan ses som debatindlæg i tidens kvindepolitiske diskussioner. I 1898 var Charlotte Eilersgaard flyttet til Middelfart, hvor hendes mand havde overtaget Middelfart Avis. Fra 1905 og til sin død var hun redaktør på Aarup Avis, en aflægger af ægtefællens blad, og hun blev medlem af Foreningen af Venstreblade i Danmark. Desuden var hun engageret i Dansk Røde Kors som præsident for den lokale dameafdeling. I 1903 blev hun formand for den nystiftede kreds i Middelfart af Dansk Kvindesamfund (DK). Hun mente, at kvinders valgret var det væsentligste for foreningen, og at den burde samle alle de kræfter, der arbejdede for valgret. Derfor var hun stærkt forbeholden, da Landsforbundet for Kvinders Valgret i 1908 dannede en lokalafdeling. Sagen gav anledning til en del polemik i den lokale presse og til indlæg i DKs blad Kvinden og Samfundet. Charlotte Eilersgaard engagerede sig også i det internationale valgretsarbejde, bl.a. deltog hun i The International Council of Women’s kongres i Berlin i 1904. I den forbindelse skrev hun en kort afhandling Die Frauenbewegung in Skandinavien i Hillgers illustriertes Frauen-Jahrbuch. Da valgretten for danske kvinder var vundet i 1915, argumenterede hun for, at kvinderne skulle gå ind i de eksisterende, politiske partier og samarbejde med mændene. Hun var således i opposition til bl.a. Gyrithe Lemche, som ønskede et kvindeparti. Charlotte Eilersgaard udtalte, at nu var der ikke brug for DK længere og nedlagde sit formandshverv for Middelfartkredsen, men modtog dog en udnævnelse til æresmedlem af kredsen. Charlotte Eilersgaard var fortsat en yderst produktiv forfatter og udgav stort set hvert år en roman eller et skuespil, stadig kredsende om den uløste konflikt mellem emancipation og moderskab. Det gælder romanen Sprængt!, 1917, der handler om en kvindes ret til at hellige sig sit moderskab i stedet for en karriere som foredragsholder, mens Plejedatteren, 1918, tematiserer unge pigers ret til uddannelse og forsvarer de kvinder, der ønsker selverhverv. Adskillige af Charlotte Eilersgaards værker blev oversat til andre sprog, og både skuespil og romaner fandt i samtiden et stort publikum. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elfride_Fibiger

Elfride Fibiger

2023-04-22T23:04:13+02:00

fri anvendelse

Elfride Fibiger kom fra en kulturelt og politisk engageret embedsmandsfamilie. Som barn fik hun indtryk af den begyndende nationale kamp, da faderen fra 1839 var udstationeret i Flensborg. I 1844 flyttede familien til København, hvor hun mødte tidens litterære og selskabelige kultur, og i 1848 til Århus, hvor hun oplevede Treårskrigen 1848-51 på nært hold. Elfride Fibiger blev delvist undervist af faderen, som tidligt opdrog hende til fædrelandskærlighed og interesse for praktiske og samfundsmæssige opgaver. 1844-46 gik hun på Jomfru Foersoms Institut, derefter på Emilie Garrigues Opdragelsesanstalt for unge Piger. Allerede som 14-årig begyndte den intelligente og selvbevidste Elfride Fibiger at skrive. Ved giftermål flyttede hun til Silkeborg, hvor ægtefællen blev distriktslæge, i 1868 til Kolding. Elfride Fibiger var ægtefællens medhjælper indtil hans død i 1873 og tilegnede sig i den forbindelse en vis sundhedsfaglig og især sundhedspædagogisk viden, der bl.a. resulterede i bogen Veiledning i Tilberedelse af Mad for Syge og Svage, 1871. Erfaringen med bogudgivelse kom hende til gode, da hun som enke supplerede sin pension ved at skrive. Hun flyttede til København og skrev først om natur og folkeliv i Jylland, bl.a. En gammel Mands Erindringer, 1875, Hedens Hemmeligheder, 1877, og Sorte Stefan, 1879. Den overvejende del af det skønlitterære forfatterskab var dog præget af kvindeskildringer, der placerede sig mellem romantiske kærlighedsromaner, der fremhævede kvindernes plads i hjemmet, og problemromaner med et socialt, filantropisk sigte. Mest kendt blev En Magdalenehistorie fra 1877 om en falden pige fra de lavere klasser som en borgerlig kristen husmoder prøver at omvende. Bogen udkom samme år, som Thora Esche oprettede det første Magdalenehjem, og overskuddet fra salget gik til denne institution. Kvindelig opofrelse var et centralt tema bl.a. i Askepot, 1880, To Fortællinger, 1886, og i Præst og Læge, 1890. Elfride Fibigers skønlitterære forfatterskab blev i samtiden venligt modtaget, selvom flere bøger dog kritiseredes for at være skitseagtige. Prosaværkerne er ikke blevet stående, men en del blev oversat til tysk, engelsk og russisk. Fra 1882 modtog Elfride Fibiger en årlig statsunderstøttelse fra Rigsdagen. Elfride Fibiger havde også andre strenge at spille på og kastede sig med ukuelig idealisme og stor foretagsomhed ud i mere praktisk betonet arbejde for kvindernes sag. Fire år efter at Danmarks første blad for kvinder under Wilhelmine Zahles redaktion var gået ind, udgav Elfride Fibiger 1882-84 Tidsskrift for Kvinder i de tre nordiske Riger. Grunden var, som hun skrev, at der manglede et organ om “den Stilling, som Kvinden bør indtage i Samfundet, særlig dog paa det Omraade, hvor hendes Virksomhed har sin største Betydning til Gavn for det Almene, nemlig Hjemmet og Husvæsenet”. Tidsskriftet behandlede emner som filantropi, kvinders forhold i ind- og udland, sundheds- og levnedsmiddelproblemer i hjemmene. Desuden optog man litterære bidrag. I første nummer efterlyste Elfride Fibiger besindige indlæg, som kunne “fremkalde en bedre Forstaaelse og et mere gjensidigt Sammenhold” mellem debattører af kvindesagen, men hun havde vanskeligt ved at holde debatten i gang og blev beskyldt for at være politisk tendentiøs. Desuden manglede hun en forenings løbende stof til at udfylde siderne, så da Dansk Kvindesamfund (DK) i 1884 overvejede at udgive et blad, tilbød hun dem sit tidsskrift, men forgæves. Da DK i 1885 begyndte at udgive bladet Kvinden og Samfundet, var hendes tidsskrift gået ind. Elfride Fibiger sympatiserede med kvindebevægelsens arbejde for kvinders udvikling og dygtiggørelse i samfundet og mente, at kvinder især kunne gøre sig gældende inden for filantropi og pædagogik, men burde afholde sig fra politik. Ved overdreven satsning på ligestilling bidrog kvindebevægelsen til tidens demoralisering og glemte, at kvinder først og fremmest måtte være kyndige i husvæsen for at fortjene agtelse. Fra 1895 var Elfride Fibiger medlem af DK, hvor hun udpræget tilhørte højrefløjen. Hun påtog sig også socialpædagogiske opgaver, særlig arbejdet for en forbedret tjenestepigeuddannelse. Hun mente i begyndelsen af 1880’erne, at dannede husmødre skulle give deres tjenestepiger en både moralsk og praktisk dannelse. Med støtte fra flere rigsdagsfolk og fremtrædende medlemmer af Borgerrepræsentationen tog hun i 1882 initiativet til oprettelsen af Københavns Kogeskole, senere kaldet Københavns Uddannelsesskole for Tjenestepiger og vordende Husmødre. Hun var direktrice for skolen med tilhørende hjem, indtil den lukkede i 1889. Skolen fik pengehjælp fra flere sider, men opnåede ikke støtte fra staten, skønt Elfride Fibiger argumenterede for, at samfundet i egen interesse burde påtage sig opgaven. I skolen oplærtes pigerne i “Madlavning, Opvartning under Maaltiderne, Reengjøring af Kjøkken med Tilbehør, Reenholdelse af samtlige Lokaler, Stopning og Reparation samt Vask og Strygning saavel som med Øvelse i Regning og Skrivning.” Desuden bespistes enligstillede pensionærer og fattige mødre og børn med sund og kraftig middagsmad. Elfride Fibiger agiterede flittigt for sin sag i Vore Tjenestefolk, 1881, Den ubemidlede Klasses Døtre, 1888, og Nutidens Ansvar og Forpligtelser overfor Døttrene af Arbeiderklassen og anden ubemidlet Stand, 1889. Det var hendes tanke ikke blot at skabe en fagskole for tyende, men en dannelsesanstalt, der skulle modvirke prostitution og gøre fremtidige arbejderhustruer sædelige og retskafne. Den sædelige opdragelse stod i 1880’erne stærkere end den huslige uddannelse, men Elfride Fibigers skole var et skridt på vejen til den systematiske husholdningsundervisning, der etableredes omkring 1900, og det var hendes håb, at skolen kunne danne mønster. I løbet af 1890’erne rejste hun et alment krav om uddannelse af alle kvinder til hjemmet, hvilket hun i Kvinden fra 1893 så som en samfundssag og et arbejde i fædrelandets tjeneste. Hun udgav nu flere praktiske håndbøger om huslig uddannelse Haandbog for de smaa Hjem, 1892, og Sundhedslære for Hjem og Skole paa Land og i Købstæderne, 1894, der begge blev understøttet af Indenrigsministeriet og anbefalet af en række faglige foreninger og institutioner, bl.a. Selskab for Sundhedspleje og Det Kgl. danske Landhusholdningsselskab. Bøgerne var skrevet i en klar og koncentreret form og gav anvisninger på den sundhedsmæssigt mest forsvarlige måde at udføre husarbejde og behandle levnedsmidler på. De blev uddelt gratis, fx til konfirmander på landet og i landboforeninger, eller solgt billigt til ubemidlede. Oplæringen paa Landet i kvindeligt Haandarbejde, 1895, fremhævede håndarbejdets karakteropdragende virkning og opfordrede til øget undervisning i hjem og skole heri. De sidste år skrev hun om personlige oplevelser og standpunkter. 1903-04 besøgte hun sin datter i Grækenland og skrev 1906 Fra en Rejse til Grækenland. 1904 udkom barne- og ungdomserindringerne Kulturelle og historiske Tidsbilleder, der blev fulgt af erindringer fra ægteskabets tid Fra Provinsen, skrevet kort før hendes død, men først udgivet i 1939. I erindringsværkerne fandt Elfride Fibiger en form, hvor hun var på hjemmebane. Til det sidste bevarede hun sit skarpe blik for vigtige problemer i samtiden og udtrykte sine synspunkter, så de ikke var til at misforstå, fx i Brudstykker af Breve om brændende Spørgsmaal, 1909, der viste hendes bekymring for Danmark efter det politiske systemskifte 1901. Elfride Fibiger var en flittig skribent og debattør, der blev taget til indtægt for en kristelig højrefløjs synspunkter, og derfor i eftertiden har fået et eftermæle som bagstræberisk. Både som forfatter og filantrop var Elfride Fibiger dog tidligt ude og brugte uforfærdet den litterære og politiske offentlighed, både som middel til at få sine holdninger frem og som levebrød. Hendes kristelige og moralske tilgang kan for en senere tid komme til at dominere indtrykket, men fordomsfrit vurderet placerede hendes kendskab til hygiejne og ernæring, erhvervet gennem ægtefællen og sønnen Johannes F., den senere kræftforsker og Nobelpristager, hende imidlertid tidligt inden for en ny videnskabsbaseret husholdnings- og sundhedspædagogik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mathilde_Fibiger

Mathilde Fibiger

2023-04-22T23:04:15+02:00

fri anvendelse

Mathilde Fibiger var den første betydelige fortaler for kvindefrigørelsen i Danmark. Hendes debutroman Clara Raphael, 1851, handler om ulighed mellem kønnene og kvindernes manglende udviklingsmuligheder. Clara skriver til sin veninde: “For første Gang i mit Liv føler jeg Sorg over at jeg ingen Mand er ... Er det med Rette at de halve Mennesker ere udelukkede fra al aandelig Beskjæftigelse? Eller har virkelig Vorherre skabt os af et ringere Stof end Mændene.” Bogen vakte stor offentlig debat, fordi ligestillingskravet var politisk kontroversielt, og fordi det var usædvanlig klart udtrykt og begrundet af den kun 20-årige forfatterinde. Mathilde Fibiger voksede op omgivet af begavede idealister: “for meget, baade af skarp Forstand og farlig Følelse”, skrev fætteren Johannes Fibiger om familien. Faderen var officer og militærforfatter. I 1830 blev han leder af den nyoprettede militære højskole i Gjethuset på Kongens Nytorv, og her blev Mathilde Fibiger født som den yngste af ni børn. Moderen levede følsomt hengivent for sine børn. Hjemmets atmosfære var præget af litterære, politiske og nationale interesser; drengene blev uddannet ved militæret eller universitetet, mens pigerne hovedsageligt fik deres viden fra skønlitteraturen. Børnene tegnede og skrev digte og dramaer, som de selv opførte. I 1835 blev faderen afskediget fra højskolen og forflyttet til provinsen på grund af uoverensstemmelser med ledelsen og sit åbent demokratiske sindelag. Herefter gik det tilbage for familien. Forældrenes uforligelige temperamenter og dårlige økonomi førte til separation i 1843. Mathilde Fibiger og hendes søstre havde fulgt moderen tilbage til København; ved hendes død i 1844 opløstes hjemmet, og søstrene måtte tidligt forsørge sig selv inden for de få arbejdsområder, som stod kvinder åbne. Mathilde Fibiger boede i denne periode hos sine søskende og hos faderen i København I 1849 rejste Mathilde Fibiger til Lolland som huslærerinde hos en skovriderfamilie på Maltrupgård nær Sakskøbing. Her skrev hun brevromanen Clara Raphael og sendte manuskriptet til J.L. Heiberg for at anmode ham om at stå for udgivelsen. Kort før jul 1850 (1851 på titelbladet) udkom bogen med Heibergs omhyggeligt skrevne forord. Clara Raphael spejler det demokratiske og nationale opbrud, som prægede årene 1848-50, hvor Enevælden blev afskaffet, og Danmark var i krig med Tyskland. Romanen består af 12 breve, hvoraf Clara Raphael skriver de 11 til veninden Mathilde. De samfundsmæssige bevægelser har inspireret Clara til at forlade den tante, hun bor hos, for selv at gøre nytte som guvernante i provinsen. I de første otte breve skildrer hun sit nye landlige miljø i en muntert ironisk tone; hun kommer i et modsætningsforhold til de lokale beboere med sine ligestillingsidéer, men lover at bruge sit liv på at kæmpe for “Damernes Emancipation”. I de sidste to breve fortæller hun om mødet med den unge baron Axel. Hans frieri til hende sætter løftet på prøve, men han indvilliger i at indgå et platonisk ægteskab, som tillader Clara at holde sit løfte. Debatten om bogen, der strakte sig over første halvdel af 1851 og omfattede 11 flyveskrifter og mere end 25 artikler i aviser og tidsskrifter, blev kaldt Clara Raphael-fejden. De politiske yderfløje afviste kvindeemancipationen; højrefløjen, repræsenteret af bl.a. forfatterne Meïr Goldschmidt og Jul. Chr. Gerson, ville bevare det traditionelle kønsrollemønster, mens venstrefløjen, repræsenteret af Frederik Dreier, anså kvindesagen for ubetydelig ved siden af den sociale revolution. Herimellem stod reformorienterede socialister som Rudolph Varberg, liberale som forfatteren Hans Egede Schack, konservative som N.F.S. Grundtvig og feminister som Fanny Normand de Bretteville, Pauline Worm og Athalia Schwartz, der arbejdede for at åbne flere samfundsmæssige udfoldelsesmuligheder for kvinder. Mathilde Fibiger udgav selv to skrifter som indlæg i fejden, Hvad er Emancipation? og Et Besøg; i det sidste tog hun afstand fra de idéer om platonisk ægteskab, der havde været en anstødssten for kritikken. Heiberg blandede sig ikke i debatten; han støttede tanken om kvindens frihed til åndelig udvikling, men stod fremmed over for politiske krav om ændringer i kønsrollerne. I de følgende år levede Mathilde Fibiger på lejede værelser i København, i perioder sammen med søsteren Ilia Fibiger, der også var forfatter. De underviste, malede porcelæn og syede skjorter. Sommeren 1852 boede Mathilde Fibiger nogle måneder på Rønnebæksholm ved Ringsted hos Marie Toft og Grundtvig, og her skrev hun sin anden roman En Skizze efter det virkelige Liv, 1853. Den handler om to forældreløse søstre og deres bejlere. Den ældste afviser overlegent alle mænd som svage, mens den yngste til slut lader sig overmande af kærligheden. Anmelderne tog godt imod denne udvikling i forfatterskabet, hvor cølibatet var et tilbagelagt stadium, men bogen skaffede ikke Mathilde Fibiger hverken økonomisk gevinst eller litterær anseelse. Hendes sidste roman Minona, 1854, blev hendes største satsning med en incesthistorie som det ømtålelige hovedtema. Det er en filosofisk roman om kærlighedens og kønnets indlejring i patriarkatets magtstrukturer. Minona forelsker sig i sin broder, der er vendt hjem efter mange års fravær. En sidehistorie handler om veninden Tyra, der forstødes af sin familie efter et uægteskabeligt kærlighedsforhold og graviditet. Tyra forsvarer sin handlemåde, indtil kærestens svigt foranlediger hende til selvmord. Minona bøjer sig omvendt for samfundets og religionens lov og overfører sine følelser for broderen på Kristus, en vending, der dog også fører til hendes død. Den følelsesmæssigt højspændte roman, hvor handlingen ofte standses af etiske og religiøse refleksioner, var på en gang voldsommere i sit angreb på kønssystemet end debutromanen, og indeholdt færre forslag til konkrete ligestillingsreformer. Den blev meget kritisk modtaget, hvorefter Mathilde Fibiger opgav forfatterskabet. I 1856 fik hun tilkendt en årlig understøttelse på 80 rigsdaler af enkedronning Caroline Amalie, og med den førte hun egen husholdning som syerske og oversætter fra tysk, hun oversatte et par af E.T.A. Hoffmanns fortællinger og en af B. Auerbachs romaner. I 1859 anmeldte hun Ilias Rettroende Eventyr i Berlingske Tidende, og efter søsterens død i 1867 skrev hun hendes biografi som forord til hendes efterladte digte. Mathilde Fibiger var da selv slået ind på en anden vej. Finansminister og senere hospitalsborgmester i København C.E. Fenger hjalp hende til en uddannelse som telegrafist. Efter en treårig elevtid blev hun 1866 ansat som “ekstraordinær Assistent” ved Den danske Statstelegraf, ekstraordinær fordi hun var den første kvinde i etaten og statens første kvindelige tjenestemand. Som telegrafist arbejdede hun fire år i Helsingør, et år var hun stationsbestyrer i Nysted på Lolland, før hun endte i Århus. I 1869 skrev hun til Tidskrift för hemmet den fine artikel Den Ensommes Hjem om den enlige, arbejdende kvindes hjemmeliv, og i 1870 til samme blad en omtale af Leonora Christinas nyligt fundne og udgivne Jammersminde. Mathilde Fibiger glædede sig over udgivelsen af Georg Brandes’ oversættelse af J.S. Mills Kvindernes Underkuelse,1869, men hendes forestillinger om kvindeemancipation afveg på væsentlige punkter fra det moderne gennembruds. Mathilde Fibiger ville skaffe kvinderne frihed til at udvikle deres egen identitet på lige fod med mænd, men hun ønskede ikke, at de skulle blive ligesom mænd. På Fredrik Bajers opfordring meldte hun sig dog ind i Dansk Kvindesamfund ved dets stiftelse. “Min Virksomhed ligger jo indenfor Emancipationens Omraade, og om Forfatterinden end er død, saa lever jo Arbejdersken,” skrev hun til Bajer i 1871. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ragnhild_Goldschmidt

Ragnhild Goldschmidt

2023-04-22T23:07:51+02:00

fri anvendelse

Ragnhild Goldschmidt var den yngste af fem søskende i et uortodokst jødisk hjem. En broder var fabrikant Moritz G., en anden digteren Meïr G. Da faderen på grund af et skibsforlis blev ruineret, måtte Meïr G. fra 1839 forsørge sin moder og søster. Ragnhild Goldschmidt var nært knyttet til denne broder, som livet igennem boede sammen med hende og moderen. Gennem hans forbindelse med forfatterne Fanny de Bretteville og Mathilde Fibiger blev Ragnhild Goldschmidt måske inspireret i kvindesaglig retning. Som ung var hun huslærerinde hos godsejer F. Sehested på Broholm ved Svendborg, og i 1855 lærte hun husholdning hos forpagter Fritz Fabricius på den langelandske gård Korsebølle. I 1872 var Ragnhild Goldschmidt medstifter af Kvindelig Læseforening (KL) bl.a. sammen med initiativtageren Sophie Petersen og den første formand for foreningen Charlotte Klein. Samme år blev hun medlem af det nystiftede Dansk Kvindesamfund (DK). Fra 1881 og til sin død i 1890 var hun formand for KL. Hun blev efterfulgt af Sophie Alberti. Med sin åndrige og levende personlighed spredte Ragnhild Goldschmidt glæde omkring sig. Hun opmuntrede de unge kvinder til at holde foredrag og diskutere den moderne litteratur i foreningen. Fra 1883 modtog de kvindelige studenter gratis medlemskab de tre første år efter deres eksamen. I 1888 fik Ragnhild Goldschmidt foreningen flyttet til en central placering på Amagertorv 10. Samme år blev hun medlem af bestyrelsen for et legat i kvindesagspioneren Marie Rovsings navn til støtte for kvindelige håndværkere. I en vanskelig tid med politiske stridigheder mellem Højre og Venstre fastholdt Ragnhild Goldschmidt KLs neutralitet og bekæmpede alle yderligheder i meninger og optræden. Hun opfordrede dog gerne til opposition og var fleksibel over for medlemmernes krav. Ragnhild Goldschmidt brød sig ikke om den moderne franske romanlitteratur, som hun fandt idéforladt og usædelig. Selv blev hun en repræsentant for det moderne gennembruds kvinder, da hun i 1875 udgav den anonyme roman En Kvindehistorie, der var skrevet med psykologisk sans og realisme. I romanen skildres en kvindes lidenskabelige forelskelse i en gift mand, der svigter hende i det øjeblik, hun tror sin sociale og erotiske lykke gjort. I sit livssyn var den og hendes to anonymt udgivne noveller i Fædrelandet præget af den nemesislære, som optog både hende og Meïr G. Hans død i 1887 tog hårdt på hende, og hun værnede om hans minde ved at læse op af hans værker. Hendes energiske indsats som formand for KL blev beundret af både gamle og især unge medlemmer af foreningen, der i hende så en slags fostermoder, som ansporede dem til udvikling. Inden for den kvindelige gennembrudslitteratur fremstår hun som en litterær fornyer med sit lille forfatterskab. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helle_Gotved

Helle Gotved

2023-04-22T23:07:56+02:00

fri anvendelse

Der stod gymnastik skrevet over Helle Gotveds vugge. Hendes fader var N.H. Rasmussen, der i 1884 indførte svenskeren P.H. Lings gymnastik i Danmark. I 1898 byggede han sit eget gymnastikhus på Vodroffsvej med det mål at bringe den svenske gymnastik til hovedstaden. Her blev Helle Gotved født, og Gymnastikhuset har været rammen om hendes lange liv. Familien boede på anden sal, og hun kunne derfor som lille pige sidde på balkonen og se sin fader undervise i gymnastik, og om søndagen legede hun og hendes søskende i salen. Da faderen døde i 1924, overtog moderen ledelsen af Gymnastikhuset. Allerede som fireårig begyndte Helle Gotved sin skolegang. Sammen med sin ældre broder og to andre børn blev hun undervist privat af Kirsten Høgsbro i Fasangården i Frbg. Have. Da hun fyldte otte, begyndte hun i “rigtig” skole i 5. klasse. Efter endt skolegang sendte moderen hende den klassiske vej gennem en ung piges uddannelse. Hun kom i huset, på efterskole og på husholdningsskole, hvorefter hun begyndte på Tønder Seminarium i 1929. Da Helle Gotved var ti år gammel, blev Aage G. ansat som lærer i Gymnastikhuset, og hun kunne ikke ane, at han engang ville blive hendes mand. Men sådan gik det, og uddannelsen blev derfor ikke færdiggjort. Efter forlovelsen skulle hun lære at føre hus. Men det blev også til et års uddannelse på Statens Gymnastikinstitut 1932. Dagen efter den afsluttende eksamen blev Helle Gotved og Aage G. gift, og ved sæsonstarten i efteråret var det dem, der stod som ledere af Gymnastikhuset. For Helle Gotved fulgte travle år med undervisning, fem børnefødsler og en evig jagt på videre uddannelse. Hun følte ikke, at hun vidste nok. Især ville hun gerne lære at bruge musik til gymnastikken, som hun havde set den tyske gymnastikpædagog H. Medau gøre det ved en opvisning i København i 1936, men først i 1952 lykkedes det hende at komme på skole hos Medau i Tyskland. Her lærte hun to somre i træk at sætte musik og bevægelse sammen i en harmonisk, æstetisk helhed. Kurset fik hende også til at indse, at de gymnastiksystemer, hun hidtil havde undervist efter, ikke slog til. Medaus totalbevægelse blev en del af hendes gymnastikprogram fremover. Hun tog hjem og kasserede alle sine timesedler og begyndte forfra. Og hermed introducerede hun den gymnastik, hun senere blev landskendt for. Da Helle Gotved fyldte 40, fik hun et skrivebord. Hun begyndte straks at bruge det flittigt som underlag for artikler, foredrag og bøger. I 1954 var hun med til at stifte foreningen Helse og Arbete, en tværfaglig, nordisk forening til bekæmpelse af belastningsskader. Initiativtageren var den norske neurolog H. Seyffarth, der i slutningen af 1940’erne havde skrevet flere artikler, hvor han kritiserede gymnastikken. Øvelserne var for konstruerede. Det vigtige var at tage udgangspunkt i de naturlige bevægelser og lære voksne de enkle øvelser, som børn behersker: at ligge, sidde, gå og stå, bruge musklerne uden unødig spænding, spænde af og ikke mindst trække vejret rigtigt. I Helse og Arbete, hvor Helle Gotved var formand for den danske afdeling 1964-78, traf hun læger, fysioterapeuter, afspændingspædagoger og andre gymnastiklærere, og her mødte hun forståelse for sine nye tanker om gymnastik. I samarbejde med de mennesker, der stod bag foreningen, udviklede hun det, der i dag går under navnet Gotvedgymnastik. Formålet var ikke så meget at frembringe dygtige gymnaster, som det var at få ganske almindelige mennesker til at bruge deres krop hensigtsmæssigt og øge deres velbefindende. Det gjaldt i arbejdsstillinger, i påklædningen og i seksuallivet. Helle Gotved tog fat i fødder med knyster, dårlige rygge og slappe bækkenbunde, viste i sin praksis og beskrev i sine bøger, hvordan det hele kan trænes op igen med hensigtsmæssige øvelser. I årevis lagde hun pres på strømpefabrikken Nærum-nylon for at få den til at producere buksestrømpen som afløser for korset og hofteholdere, der skulle holde strømperne oppe, og det lykkedes i 1954. Samme år udkom hendes første bog: Ha’ det godt. Den blev den første i en lang række af bøger, der alle tager udgangspunkt i menneskekroppens funktioner. Mest omtalt blev bogen Muskler og orgasme fra 1980. Bøgerne blev hurtigt kendt, bl.a. fordi Helle Gotved fra 1966 og de følgende 26 år havde et fast radioprogram hver lørdag morgen Ha’ det bedre. Her tog hun et nyt emne op hver uge og kom således kroppen igennem. Men det var ikke kun i radioen, i gymnastiktimerne og i bøger, at hun gav sin viden videre. Allerede i 1958 oprettede hun en toårig uddannelse i Gotvedgymnastik, og hun afholdt hvert år kurser for delingsførere, skolelærere, fysioterapeuter og afspændingspædagoger, der kom til hendes Gymnastikhus i stadigt større tal. Da hendes mand døde i 1963, besluttede Helle Gotved at føre Gymnastikhuset videre alene, og først i 1984 trak hun sig tilbage og overlod roret til to af husets lærere, Lizzi Jørgensen og svigerdatteren Inge G. Men hun forlod ikke skrivebordet. Hun har udgivet to bind erindringer Barn i Gymnastikhuset, 1992, og Mit livs gymnastikhistorie, 1995, og skrevet øvelsesbogen Det er din krop, baseret på et tv-program, som hun i 1993 lavede sammen med skuespilleren Anne Marie Helger. Helle Gotved fik i anledning af sin 70-års fødselsdag i 1982 både PH-Prisen og Gerlevprisen. I 1987 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karoline_Graves

Karoline Graves

2023-04-22T23:08:00+02:00

fri anvendelse

Karoline Graves, folkelivsskildrer, syerske og husmandskone, blev født i et vestsjællandsk håndværkerhjem og levede et slidsomt liv uden udsigt til andet end hårdt arbejde. Efter konfirmationen var hun ude at tjene og lærte desuden at sy. Da hun blev gift og efterhånden fik fem børn, påtog hun sig allehånde bibeskæftigelser, samtidig med at hun sammen med sin mand prøvede at få det ene småbrug efter det andet til at løbe rundt. I 1917 fik ægteparret arbejde som kustoder ved museet i Kalundborg, og efter mandens død i 1926 fortsatte Karoline Graves her til 1929. De fire af hendes børn emigrerede tidligt til Amerika, og sine sidste år tilbragte hun på De gamles Hjem i Ubby. Når Karoline Graves på trods af udsigterne alligevel blev skribent, skyldtes det den omsiggribende omlægning af landbruget. I takt med denne udvikling blev det traditionelle bondeliv undergravet, hvad der satte skub i hjemstavnsbevægelsen og indsamlingen af folkeminder. Og i denne sammenhæng blev kvinder som Karoline Graves opdaget af de lærde. Almuetraditionen var hun opflasket med, og da hun tillige kunne skrive, fx indsendte hun hvert år et digt til dronningen, blev hun af en avisartikel inspireret til at nedfælde beretninger om gammelt folkeliv i sin hjemegn. I Fra Holbæk Amt, 1919, fik hun udgivet Om “Kongens Møller” og Omegn i gamle Dage, og derefter bidrog hun jævnligt med indlæg i lokale blade og tidsskrifter. Samtidig sendte hun sine optegnelser til Dansk Folkemindesamling, som i 1921 lod Henning Ussing redigere og udgive stoffet under titlen Ved Halleby Aa. Bogen gav Karoline Graves et ry som hjemstavnsskildrer, men selv var hun umiddelbart mest optaget af, at skribentvirksomheden fra 1924 indbragte hende en årlig statslig understøttelse på 300 kr. For en fattig kvinde var det jo luksus at bruge tiden på at skrive. Imidlertid er Ved Halleby Aa så stærkt beskåret og redigeret, at det er svært at høre Karoline Graves' egen stemme. Derimod er det hendes egen fortællende og mundrette tone, der præger erindringsbogen En Almuekvindes Liv fra 1927. Her får hendes evne til i korte træk at tegne en situation og en skikkelse fri udfoldelse. Skønt hun således skulle kæmpe med de lærde og også med sin egen mand, der var mistroisk over for hendes unyttige skriveri, lykkedes det hende altså at få skriftlig form på sin mundtlige kultur. Hendes eksempel ansporede mange andre almuekvinder til at nedskrive erindringer og folkeminder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karna_Birk_Gr%C3%B8nbech

Karna Birk Grønbech

2023-04-22T23:08:22+02:00

fri anvendelse

Hjemstavnsforfatteren Karna Birk Grønbech tillod sig den frihed at behandle også sit eget liv fiktivt. Meget få af de oplysninger, hun fremkom med i interviews, og som kan læses i litterære opslagsværker fra hendes levetid, lader sig verificere, og den virkelighed, der kan dokumenteres, ligger langt fra den, hun selv fremtryllede. Hun er fx ikke af bornholmsk storbondeslægt, hun blev ikke gift med en landbrugskandidat og enke som 19-årig, og hun tog ikke lærereksamen fra N. Zahles Seminarium i 1898. Alt var dog ikke opfundet fra grunden. Hun voksede op på et husmandssted i Østerlars, inde på Risen, et vanskeligt opdyrkeligt hedeområde, og hendes fader supplerede indtægterne fra det magre landbrug ved at arbejde som skomager og murer på egnen. Efter konfirmationen kom Karna Birk Grønbech ud at tjene på en gård, og blot 16 år gammel blev hun gift med den 12 år ældre Ferdinand G., der havde arbejdet ved sin stedfaders landbrug i Rønne. Det unge ægtepar boede hos hendes forældre, og her blev deres eneste barn Johan Peter født. Hendes mand havde ved sin moders andet ægteskab arvet en pæn sum penge efter sin fader, men omtales som drikfældig, og 1891, samme år, som Johan Peter blev født, betalte familien hans billet til USA, så man kan måske nok sætte spørgsmålstegn ved det tilsyneladende gode parti. Drengen blev sømand, deltog på amerikansk side i Anden Verdenskrig og oplyste i et brev at have fundet sin faders grav. 1895-97 deltog Karna Birk Grønbech i undervisningen på N. Zahles Seminarium, men tog ingen eksamen. Herefter har hun angiveligt undervist ved forskellige skoler i København. 1901 skal hun have købt og drevet A. Langsteds skole på Frbg., og der have været en særdeles progressiv skoleleder, som blandt mange øvrige meritter oprettede både skolehave og landets første kursus i barnepleje i samarbejde med Frøbelseminariets grundlægger Hedevig Bagger. Men intet af dette kan dokumenteres. Det er muligt, at hun i perioden 1904 til ca. 1911 opholdt sig i udlandet, hvor hun søgte helbredelse for tuberkulose og studerede pædagogik. Hun var i München i 1907, og samme år udkom hendes debutroman Ingrid Klo, først i Danmark og 1908 på tysk. Den var skrevet i samarbejde med den senere sognepræst, bornholmeren Jens Kure. De skiltes som uvenner, tilsyneladende over et økonomisk mellemværende. Efter hjemkomsten levede Karna Birk Grønbech i adskillige år som freelanceskribent, oversætter, især fra svensk, og underviser. Hun leverede talrige bidrag til dagspressen om sociale emner som børneforsorg, Montessoriinspireret børneopdragelse og forholdene på de daværende sindssygehospitaler, som hun tilsyneladende kendte godt. Desuden skrev hun småskitser og fortællinger, alle med rod i et for længst forsvundet, nærmest aristokratisk bornholmermiljø. I 1913 oversatte hun den schweiziske psykiater A. Forels Det sexuelle Spørgsmaal, som udkom med forord af den danske sindssygelæge Alexander Friedenreich. Hendes motivation til at kaste sig ud i oversættelsen af et større fagligt værk var ikke en frisindet holdning til seksualitet, men snarere pædagogens tiltro til, at det også på dette område var gavnligt med oplysning og undervisning. I disse år levede Karna Birk Grønbech i København på skiftende adresser og tilsyneladende periodisk under andet navn. I 1926 udkom romanen Betula Sparre om den unge enke, der drog fra slægtsgården på Bornholm til København og tog lærerindeeksamen. Romanen er med nogen ret blevet betragtet som lidt af en nøgleroman til forholdene på N. Zahles Seminarium i 1890’erne og har desuden visse selvbiografiske træk. Denne bog og romanerne Kommandantens Døtre, 1928, og Sigurd Flyng, 1937, udgør sammen med en hjemstavnsfortælling fra 1942 Bornholm kalder hendes større værker. De to sidste udkom sammen med en nyudgivelse af Det sexuelle Spørgsmaal på forlaget Grønbech, formodentlig stiftet af hende selv. Hun beskæftigede sig efter eget udsagn med filantropisk arbejde inden for Ydre Mission og Sømandsmissionen i fremmede Havne og boede i mange år herskabeligt på Christianshavn. Karna Birk Grønbech markerede sig tidligt i debatten om sociale og seksuelle emner. Litterært hører hun hjemme blandt en lille håndfuld kvindelige hjemstavnsforfattere fra begyndelsen af 1900-tallet, af hvilke Marie Bregendahl er den mest kendte. Karna Birk Grønbech var som forfatter dybt koncentreret om et eneste budskab: at holde billedet af en svunden tids storbondekultur på Bornholm levende. Det var imidlertid ikke en verden, hun kendte indefra, og hun glorificerede den ad absurdum, ligesom hun forgyldte og omdigtede sit eget liv. Hun læses dog stadig, også på sin fødeø. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thomasine_Gyllembourg

Thomasine Gyllembourg

2023-04-22T23:08:38+02:00

fri anvendelse

Thomasine Gyllembourg skabte den hverdagsrealistiske roman i dansk litteratur. Skønt hun først begyndte at skrive som 53-årig, udgav hun 25 større og mindre fortællinger samt fire dramaer og blev en af de mest læste og værdsatte forfattere i 1800-tallets midte. Historierne handler om mennesker, samværsformer og interiører i guldaldertidens borgerlige familie. De er båret af moralske og æstetiske normer, som Thomasine Gyllembourg havde udformet på baggrund af sine egne righoldige livserfaringer, og disse normer blev et dannelsesideal for hendes læsere. Thomasine Gyllembourg voksede op i faderen Johan Buntzens ejendom Nyhavn 67 som den ældste af fem døtre. En førstefødt broder var død som spæd, og moderen overvandt aldrig sorgen over tabet; hun døde, da Thomasine Gyllembourg var otte år. Faderen var optaget af meget andet end sit embede; han dyrkede kunst og videnskab, indrettede et astronomisk observatorium på husets tag og fremstillede selv sine kikkerter. Sammen med søstrene fik Thomasine Gyllembourg en omhyggelig uddannelse i hjemmet. C.E.F. Weyse var deres lærer i musik, og P.A. Heiberg underviste dem i engelsk, tysk, fransk og italiensk. Heiberg var en kendt forfatter og oversætter, Thomasine Gyllembourg beundrede sin lærer og blev beæret, da han friede til hende. I 1790 blev hun 16 år gammel viet til den 15 år ældre mand, og i 1791 fødte hun sit eneste barn, sønnen J.L. Heiberg. Hendes ægtefælle stod da midt i sin fejde mod autoriteterne, han udsendte en strøm af satiriske skrifter og interesserede sig ikke for familielivet. Det ødelagde forholdet til hans følsomme og sky hustru, som sad alene hjemme med sine bøger, sit klaver og sin lille søn, mens han fordrev aftenerne i klubben. Han bragte også venner med hjem, udsendinge fra den franske revolutionsregering og den svenske baron C.F. G., der var landsforvist for sammensværgelse mod sin konge; i disse mænds galante opvartning fandt den smukke hustru en vis trøst for ægtemandens kulde. Efter Heibergs landsforvisning og afrejse til Paris i begyndelsen af 1800 udviklede forelskelsen i C.F. G. sig til et kærlighedsforhold, og i 1801 skrev Thomasine Gyllembourg til sin mand for at begære skilsmisse. I dette “lettre remarquable”, som hun siden kaldte brevet, hævdede hun kvindens ret til frihed, kærlighed og moderskab. Brevet udtrykker en usædvanlig kvindelig identitet, der var stærk nok til at modstå den forurettede ægtemands stormende vrede og gribende bønner, en identitet, der i sin tid blev dannet, som hun skriver, med beslutningen om selv at ville amme sit barn. Kort efter ægtede hun C.F. G. I forbitrelse over, hvad han og mange samtidige betragtede som hendes forræderi, forbød Heiberg sønnen at bo hos sin moder og hendes nye mand. J.L. Heiberg blev sat i pleje hos Knud Lyne og Kamma Rahbek i Bakkehuset i 1802, men rømmede i 1804, og med alderen kunne forbudet mod hans besøg hos moderen ikke opretholdes. C.F. G. købte gården Ruhedal ved Sorø, hvor ægteparret boede, indtil den brændte i 1806. Herefter etablerede de sig i København, hvor deres hjem blev et samlingssted for danske forfattere og svensk adel. Efter ægtemandens død i 1815 var Thomasine Gyllembourg fra 1818 til 1822, under J.L. Heibergs pariserophold, i huset hos sin fætter, grosserer Andreas Buntzen og hans hustru Camilla Du Puy, som lærerinde for husets otte børn; J.L. Heiberg formodes at være søn til det ene, Frederik Georg Julius Buntzen, som Thomasine Gyllembourg tog til sig som sin plejesøn. Fra 1822 holdt hun hus for sin søn, der var professor i Kiel og bosat her. Fra han giftede sig i 1831 med Johanne Luise Heiberg delte de alle tre en bolig i København Thomasine Gyllembourg begyndte at skrive for at skaffe stof til sønnens tidsskrift Kjøbenhavns flyvende Post, der fra 1827 udkom to gange om ugen. En personlig annonce i Adresseavisen vedrørende en løjtnant og en jomfru inspirerede hende til at digte et svar, der blev trykt i Kjøbenhavns flyvende Post nr. 4. J.L. Heiberg skrev en kort indledning under overskriften “Et Brev, som Enhver bedes at læse, da Redactionen ikke veed, hvem det angaaer,” hvori han hævdede, at Thomasine Gyllembourgs fiktive brev var tilsendt redaktionen anonymt. Hermed var brevromanen, der i bogform fik titlen Familien Polonius, i gang; den handler om kærlighedsforviklinger i flere grene af en familie og beskriver forskellige afskygninger af det huslige liv. Breve fra flere personer og en længere tekst med titlen Claras Skriftemaal fulgte hinanden, og der refereres til de tidligere trykte indlæg i Kjøbenhavns flyvende Post, så dette blads læsere måtte være i tvivl om, hvorvidt der var tale om fiktive personer eller mennesker fra deres omgangskreds. Af de forskellige teksttyper komponerede Thomasine Gyllembourg med overblik og vid en ny genre, hvis tema var hjemmelivet, og som i moderne forstand nærmest var en roman, skønt hendes egen genrebetegnelse var novelle. Som forfatter henvendte hun sig, som J.L. Heiberg skriver, til “Enhver”, men hendes romaner handler om det privatliv, som kun “angaaer” de direkte implicerede; hendes fortællinger blev således et formidlende led mellem det offentlige og det private liv. I 1828 udkom hendes mest populære værk En Hverdags-Historie. Her modstilles to kvindetyper, den uopdragne unge pige med det overfladiske selskabelige talent og den rastløse huslige flid og den stilfærdige, følsomme kvinde med den dybere personlige dannelse. Den mandlige fortæller forlover sig overilet med den første, men får gradvis øjnene op for den andens sandere kvaliteter. Historien har som hele forfatterskabet en filosofisk og belærende side, kønnenes indbyrdes forhold diskuteres, og Thomasine Gyllembourg udstikker normer for intimsfærens “æstetiske Moral”, et begreb J.L. Heiberg på samme tid indførte i en artikelserie i Kjøbenhavns flyvende Post. Efter to eventyrfortællinger i tysk romantisk stil Den magiske Nøgle, 1828, og Kong Hjort, 1830, blev familielivet igen hovedtemaet. I Slægtskab og Djævelskab, 1830, forårsager en svag fader konflikter mellem medlemmerne i en sammenbragt familie, og i Ægtestand, 1835, som gennemskriver Thomasine Gyllembourgs tidlige ægteskabserfaringer, frister en lidenskabeligt bejlende franskmand en forsømt hustru. Drøm og Virkelighed, 1833, Mesalliance, 1833, Extremerne, 1835, og To Tidsaldre, 1845, handler alle om sammenstødet mellem kulturelle normer i forskellige klasser og generationer, mens Maria, 1839, og Een i Alle, 1840, er dybtgående analyser af henholdsvis et kvindeligt incestuøst traume og et mandligt Don Juan-kompleks. Fra 1830 til 1833 holdt Thomasine Gyllembourg pause med fortællingerne og skrev i stedet fire skuespil, hvoraf de to Sproglæreren, 1831, og Magt og List, 1831, blev opført på Det Kgl. Teater i 1832 under J.L. Heibergs navn. Han udgav også fortællingerne i bogform, bl.a. Noveller, gamle og nye, 1833-34, siden Skuespil, 1834, og Nye Fortællinger, 1835-36, begge i tre bind og under pseudonymet “af Forf. til ‘En Hverdags-Historie’”. Skønt både moder og søn i flere forord og fiktive breve koketterede med hemmeligheden bag signaturen, værnede Thomasine Gyllembourg om sin anonymitet, og kun få løste gåden. I 1849-51 udkom de samlede Skrifter i 12 bind, men først i andenudgaven fra 1866-67 vedkendte hun sig posthumt sit værk i et litterært testamente, stilet til sønnen. Johanne Luise Heiberg fortæller i et portræt af svigermoderen, at Thomasine Gyllembourg ofte talte nedsættende om kvindelige forfattere: “det skal vi overlade til Mændene; det Fruentimmerskriveri duer dog aldrig noget.” Pseudonymet gav hende den anden identitet, hvorunder forfattervirksomheden blev mulig. Thomasine Gyllembourgs værker kom i mange udgaver og blev oversat til svensk og tysk, enkelte også til fransk. Maleren Friedrich Bernhard Westphal udgav i 1838 et hæfte med 12 illustrationer til Noveller, gamle og nye, og fremtrædende forfattere som Poul Martin Møller og Carsten Hauch anmeldte fortællingerne rosende. Søren Kierkegaard skrev en hel bog om To Tidsaldre, En literair Anmeldelse, 1846, som han tilegnede “Den Navnløse – og dog saa Navnkundige” forfatter. Med sin blanding af didaktik, fantasi, kønsfilosofi og hverdagsrealisme rækker Thomasine Gyllembourgs forfatterskab fra oplysningstiden over romantikken og frem mod den nyere tids realisme. Hun åbnede familielivet for litterær beskrivelse, fremhævede kvindernes betydning for intimsfæren og gav dem derved en ny litterær identitet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henriette_Hanck

Henriette Hanck

2023-04-22T22:48:57+02:00

fri anvendelse

Henriette Hanck voksede op i et livligt kulturelt miljø. Morfaderen Christian Iversen var bogtrykker i Odense og udgav Fyens Stifts Adresse Avis, kaldet Iversens Avis, hvortil familien skaffede nyheder fra ind- og udland. Henriette Hanck bidrog med historier fra sin livslange korrespondance med den vidtberejste H.C. Andersen, ligesom hun lod en del af sine egne digte trykke i avisen. Senere skrev hun to romaner, hvoraf den sidste En Skribentindes Datter fra 1842 handler om konflikten mellem kvindelighed og forfatterskab og er et betydeligt bidrag til dansk romantisk kvindelitteratur. Henriette Hanck var den ældste af seks søstre. Hun havde et svagt helbred, voksede på grund af en skæv ryg aldrig helt ud og levede ugift i barndomshjemmet i Odense; i en periode holdt hun skole for seks-syv børn. Morfaderen ejede landstedet Marieshøj i Tolderlund ved Odense kanal, og her lærte Henriette Hanck H.C. Andersen at kende; han havde som 14-årig bedt den ansete bogtrykker om en introduktionsskrivelse til en af Det Kgl. Teaters solodanserinder og besøgte siden i en årrække familien nogle uger hver sommer. Mormoderen videreførte avisen efter sin mands død i 1827; hun trykte nogle af H.C. Andersens tidligste digte, og han sendte hende til gengæld nyheder fra hovedstaden og udførte hendes ærinder. Korrespondancen mellem Henriette Hanck og H.C. Andersen blev indledt i 1830 og omfattede ved hendes død nær ved 200 breve, hvoraf de bevarede er udgivet af i Anderseniana IX-XIII, 1941-46. Han fortæller frimodigt om sine oplevelser i udlandet, de mange nye bekendte og det hurtigt voksende forfatterskab; hun holder ham orienteret om det odenseanske barndomsmiljø, deler hans glæde over den stigende berømmelse og indvier ham tøvende i sine egne skriveplaner. Henriette Hanck debuterede med digtet Skibbruddet, der blev trykt under pseudonym i Fyens Stifts Adresse Avis i 1830; de følgende år skrev hun en række digte af forskellig karakter, stemningslyrik, lejlighedspoesi og fortællende digte, hvoraf nogle først er publiceret posthumt. Blandt de betydeligste fra morfaderens avis er Digteren og Recensenten fra 1832, et 14 strofer langt forsvar for H.C. Andersen mod Henrik Hertz’ angreb i Gjenganger-Breve og i videre forstand et forsvar af digterens kreativitet mod anmelderens misundelse og bedreviden. Blandt de posthumt publicerede er En Aften i Hjemmet fra 1834, som beskriver den Hanckske families hjemmeliv, og Marieshøj fra 1837. I 1835 sørgede H.C. Andersen for, at det kbh.ske Søndagsbladet optog en række af Henriette Hancks enstrofede allegoriske digte under titlen Poesiens Toner, og han brugte et af hendes andre vers som motto over et kapitel i sin roman O.T. Han tilskyndede i det hele taget Henriette Hanck til at skrive og mente, at hun burde forsøge at udkonkurrere Sveriges Fredrika Bremer, som på det tidspunkt var den internationalt bedst sælgende forfatterinde, men Henriette Hanck gav gentagne gange udtryk for, at det ikke var naturligt for en kvinde at være forfatter. I den første roman Tante Anna, 1838, er hovedpersonen den romantiske kvindetype, som var tidens og Henriette Hancks eget ideal. Den beskedne og følsomme Anna vil ikke på mindste måde røbe sin kærlighed til den mandlige hovedperson, og da han af stolthed tøver med at fri, bliver der et forkert par af ham og Annas lillesøster. Anna lukker sig om sin urealiserede kærlighed og vælger den socialt set marginaliserede position som uforsørget, ugift kvinde. Hendes resignation bliver derefter en kilde til godhed og varme i de hjem, hvor hun lever som “Ståbi-Tante”. En Skribentindes Datter er en større komposition og henlagt til fremmedartede lokaliteter i Tyskland, som Henriette Hanck kun kendte fra bøgerne, men hovedpersonen Cecilie er af samme type som Anna. Hun presses til at udnytte sit spinkle forfattertalent, først af pengemangel og siden af sin kunstsnobbede mand, der drømmer om, at hun skal blive en ny Germaine de Staël, den berømte franske forfatterinde fra revolutionstiden. Cecilie vedbliver dog at føle, at kunsten skabes på bekostning af livet, og da hun har fået en datter, oplever hun moderskabet som langt mere tilfredsstillende end skribentvirksomheden. Det tætte forhold mellem moder og datter ender tragisk, da de dør i hinandens arme, og den slutning kan læses som et modbillede til tekstens direkte forherligelse af moderskabet på kunstens bekostning. Romanens arbejdstitel Blaastrømpens Datter viser det ambivalente forhold, Henriette Hanck havde til forfattervirksomhed; alligevel arbejdede hun på at få sine værker udbredt, hun oversatte selv de to romaner, og de udkom på tysk med et forord af H.C. Andersen i 1845-46. Efter faderens død flyttede Henriette Hanck i 1841 med moderen til en lejlighed i København, hvor hun gav privatundervisning i tysk ved siden af forfatterskabet. “Jeg burde aldrig ved at ville være Skribentinde have gaaet udenfor et Fruentimmers Grændser, thi nu kan jeg ikke mere staa stille,” skrev Henriette Hanck til H.C. Andersen kort før sin død. Hun havde manuskriptet til tredje roman, som er gået tabt, halvt færdigt. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bente_Hansen_-_forfatter

Bente Hansen

forfatter

2023-04-22T22:49:07+02:00

fri anvendelse

Bente Hansen voksede op i Videbæk ved Ringkøbing som nummer to i en søstreflok på otte. Faderen, der var dyrlæge og dybt konservativ, ønskede sig drenge, men da det ikke lykkedes, valgte han at støtte døtrene. Barndomshjemmet var inspirerende og varmt, men også belastet, især på grund af faderens alkoholisme. Omdrejningspunktet var moderen, der var lærer og meget religiøs. Hendes interesse for åndelige og etiske spørgsmål skulle få stor betydning for Bente Hansen, der i sin barndom drømte om at blive diakonisse eller nonne. Bente Hansen nød sin skolegang og blev i 1958 student fra Vestjysk Gymnasium i Tarm. Efter et ophold i Bruxelles begyndte hun at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Under studierne ernærede hun sig som model på Kunstakademiets billedhuggerskole og som freelanceskribent ved aviser og tidsskrifter. 1961-66 havde hun friplads på Kvinderegensen, hvor hun blev inspireret af den stærke selvbevidsthed og kvindehistoriske tradition, kollegiet repræsenterede. Efter en årrække med mange rejser, hvor studierne blev klaret med venstre hånd, blev hun mag.art. i 1966. Året efter udkom hendes magisterkonferens Den maxisliske litteraturkritik. 1970-76 var hun forskningsstipendiat, i litteratursociologi på Københavns Universitet. I den forbindelse redigerede hun G. Lukács’ Kunst og kapitalisme, 1971, et udvalg af den ungarske litteraturteoretikers værker, og skrev selv Forfattere i/mod kapitalismen, 1975, om Erik Knudsen og Ivan Malinowski. Bente Hansens politiske interesse blev vakt i koldkrigsåret 1959, da hun på et studenterseminar traf unge fra bl.a. Sovjetunionen. Hun involverede sig herefter i politisk arbejde på den antiautoritære venstrefløj. Dette engagement er siden udviklet i en så markant grad, at hun er blevet kaldt "venstrefløjens forkvinde". Danmarks Kommunistiske Parti mindede for meget om hjemegnens Indre Mission, så hun meldte sig ind i Socialistisk Folkeparti (SF), hvor hun i starten af 1960'erne arbejdede med traditionelle kvindepolitiske spørgsmål som ligeløn, abort og særbeskatning og blev opstillet til Folketinget. Samtidig var hun aktiv i Dansk Kvindesamfunds ungdomskreds. Hun var blandt de udbrydere, der i 1967 dannede Venstresocialisterne som reaktion mod "gammelmandsvældet" i SF, og hun skulle også have været folketingskandidat for det nye parti, men blev ved en teknisk fejl ikke opstillet ved valget i 1968. Samme år flyttede hun sammen med musikeren Benny Holst, hvis to børn hun blev stedmoder for. Hendes journalistiske platform i disse år var det socialistiske 14-dages blad Politisk Revy, grundlagt 1963, hvor hun blev den første kvindelige redaktør i 1966. Her var arbejdsdagen lang, arbejdstiderne skæve og kvindebevidstheden lav. Hun leverede imidlertid varen og vandt respekt som en "mand blandt mændene". Samtidig gik hun med i de politiske bevægelser, der netop startede, med Vietnambevægelsen som den for hende vigtigste. Hun kom for første gang i mediernes søgelys, da hun sammen med andre ansvarshavende redaktører blev tiltalt for i 1969 at have afsløret Forsvarets Efterretningstjenestes aflytningscentraler i den såkaldte Kejsergadesag. l 1970 opsøgte Ninon Schloss fra rødstrømpebevægelsen hende på Politisk Revy, og resultatet blev, at rødstrømperne fik en side i hvert nummer. For Bente Hansen selv betød mødet med nyfeminismen, at hun de følgende ca.15 år valgte at være partiløs og i stedet hellige sig græsrodsarbejdet, ikke mindst i kvindebevægelsen, hvor hun blev en af de uformelle ledere. Hun deltog i den første Femølejr i 1971, var medarrangør af bevægelsens første seminar i Tåstrup året efter, hvorefter hun blev medlem af basisgruppe 14, som stadig eksisterer. Sammen med bl.a. Vibeke Vasbo og Mette Knudsen var hun redaktør af en serie på syv grundhæfter. hvor rødstrømpebevægelsens ideologi blev formuleret. Især Jordmorpjecen, 1976, kom til at fungere som en håndbog for kvindebevægelsen. Hendes oratoriske evner blev bl.a. udnyttet ved den første kvindefestival i Fælledparken i 1975, hvor hun var hovedtaler sammen med den sorte amerikanske borgerretsforkæmper Angela Davis. Bente Hansen, der var trådt ud af Politisk Revys redaktion i 1972, ansattes i 1975 som redaktør ved Gyldendals nye tidsskrift Fælleden. Året efter blev hun opfordret til at indgå i et ledelseskollektiv som redaktionschef på Information, der siden 1970 havde været medarbejderejet og eksperimenterede med demokratiske ledelsesformer. Hun, der fik jobbet netop på grund af sine kvindepolitiske erfaringer, blev hurtigt hvirvlet ind i en magtkamp. Der var 33 mandlige og tre kvindelige journalister på bladet, og ifølge Bente Hansen lykkedes det for en gruppe "tunge drenge" at, sætte medarbejderdemokratiet over styr for at slippe af med hende og give kvindebevægelsen skylden for hele miseren. Hun valgte derfor at gå allerede i 1977. Konflikten fik som positiv konsekvens, at der blev skabt debat om kvindestof og -vinkler i pressen. Konkret mundede den desuden ud i en aftale om, at de tre næste ledige stillinger på Information skulle besættes af kvinder, og Hanne Dam blev senere samme år ansat i en nyoprettet stilling som journalist med speciale i kvindepolitisk stof. Bente Hansen fortsatte sin journalistiske karriere som kommentator på B.T. og Søndags-B.T, holdt mange foredrag og var indimellem arbejdsløs. Efter skilsmissen fra Holst i 1978 var hun alene med de to børn, de havde fået sammen. Bente Hansen havde fået sin skønlitterære debut i 1972 med debutstykket Kvinderne i Herning til Fiolteatret, efter en ide af søsteren Litten H. Stykket byggede på Bente Hansens egne erfaringer som akkordarbejder en sommer på en tekstilfabrik. Balladen på Information, sygdom, børnefødsler og skilsmisse blev bearbejdet i digtsamlingen I virkeligheden fra 1980, og 1993 fulgte samlingen Kommer til live. 1983-85 var Bente Hansen programredaktør ved Statens Filmcentral, 1985-90 programmedarbejder i Danmarks Radio (DR). Her producerede hun bl.a. dokumentarserien Kvinder i faget, 1989, der på basis af den nye kvindeforsknings resultater og interviews med fagforeningsveteraner fremlagde en spændende og hidtil ukendt historie om kvindernes indsats i arbejderbevægelsen. Baggrunden for produktionen var Snart dages det..., en tv-serie i syv afsnit, som DR sendte om arbejderbevægelsens historie i 1986, og som en række fremtrædende kvinder med Ritt Bjerregaard i spidsen anklagede for kønsblindhed. I denne periode begyndte Bente Hansen at mærke følgerne af et hårdt liv, hvor hun havde lagt krop til mange kampe og slidt sig selv op som offentligt talerør. Dertil kom en leddegigt, der medførte, at hun i 1990 fik tildelt pension. Efter at have fået børn blev Bente Hansen stadig mere opmærksom på livets åndelige sider, som hun ikke længere følte var i modstrid med socialismens idealer. Hun lagde sit liv om og forsøgte at forene trådene fra de to livssyn til en større, mere rund helhed. Denne udvikling afspejler sig bl.a. i, at hun sidder i såvel Vor Frue Kirkes menighedsråd som i bestyrelsen for bladet Socialisten. Hun er fortsat humanist og radikal i ordets egentlige betydning, og hun vurderer selv, at det antiautoritære oprør, som hun deltog så helhjertet i, for en stor del er lykkedes. I 1974 modtog hun PH-Prisen for sin indsats i kultur- og samfundsmæssig sammenhæng. Drude Dahlerup: Rødstrømperne, 1998. Maria Marcus (red.): Kvinde i dag, 1973. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisabeth_Hansen

Elisabeth Hansen

2023-04-22T22:51:59+02:00

fri anvendelse

Elisabeth Hansen var en af de første kvinder i Danmark, der forsøgte at skabe sig et levebrød som publicist. Hun bidrog ivrigt til 1820’ernes voksende mængde af tryksager, skrev i mange litterære genrer, både digte, romaner, rejseskildringer og erindringer, og desuden artikler om økonomi, handel, søfart og politik. For at øge det økonomiske udbytte udsendte hun skrifterne både som tidsskriftsføljetoner og selvstændige udgivelser på eget forlag og altid under eget navn, men hendes folkelige baggrund, manglende litterære dannelse og begrænsede kunstneriske talent formindskede forfatterskabets gennemslagskraft. Den vigtigste kilde til viden om Elisabeth Hansens liv er tre selvbiografiske fragmenter. Scener af min Barndom, og mine Ungdoms Drømme om Sjælens Udødelighed, 1832, omhandler tiden indtil 14-års alderen; Min Reise i Aaret 1788 til det gode Haabs Forbjerg fra London, 1833, fortæller om den 14-årige Elisabeth Hansens liv i London og rejse til Sydafrika med en veninde, og Fragmenter af en Dagbog paa en Reise til Engelland, Frankerige og Italien, i Aarene 1819 og 1820, af en dansk Kunstnerinde, 1827-28, beskriver den modne forfatterindes oplevelse af europæisk selskabsliv og seværdigheder. Tilsammen tegner de et broget, men ofte uklart billede af hendes liv, idet hensigten er dels at glorificere hendes egen person på bekostning af de mange, som hun følte uretmæssigt havde forsøgt at undertrykke hende, dels at skjule forsmædelige begivenheder i fortiden. Når hun indleder sin selvbiografi med at notere, at hun er født “tæt ved Ruinerne af Ravnsbye Slot” på Lolland, er det en romantisk omskrivning af det for perioden skammelige forhold, at moderen som 14-årig måtte gifte sig med en lokal gårdejer for at legitimere sit svangerskab. Elisabeth Hansen voksede op som hjemmets midtpunkt hos sin velbjergede mormoder Anna Catharina Heye i Maribo. Under vejledning af en forsumpet degn studerede hun husets samling af gamle bøger på tysk, engelsk, latin og dansk, hvilket stimulerede hendes fantasi mere, end det bestyrkede hendes kundskaber. Da mormoderens nye ægtemand, en upålidelig tysk baron, rejste med alle pengene, blev Elisabeth Hansen sat i pleje hos lokale bønder, som udsatte hende for dårlig kost og hårdt arbejde og ydermere afhændede alle hendes værdier lige til det lange hår. Hun flygtede til København, hvor hun blev hjulpet af forskellige fornemme folk, herunder en godsejer fra Lolland, som hun antyder er hendes rigtige fader. Som 14-årig kom hun i huset hos honnette mennesker i London, hvor hun hævder at have gjort indtryk med sit vid på digtere som R.B. Sheridan og Byron. Hun blev gift tre gange og fik to børn, men først ægteskabet med kaptajn Hans Peter H. i 1803 sikrede hendes livsvilkår. Sammen rejste de over det meste af Europa, indtil Elisabeth Hansen i 1820 vendte tilbage til København Hun arbejdede da som kunstbrodererske og havde berøring med både det engelske og det danske hof; hendes portrætter, broderet i hår, af den russiske zar Aleksander 2. og andre kongelige blev udstillet i London, og et billede af Frederik 6. fra 1817 er nu i Frederiksborgmuseet. I 1830 fik hendes mand embede i København med et komfortabelt udkomme som bestyrer af Skipperlaugets mønstringskontor. Hans sygdom og død efterlod dog Elisabeth Hansen med gæld, og hun levede sine sidste år i små kår. Elisabeth Hansens hovedværk Dido og Don Pedro, 1821, er en melodramatisk kærlighedshistorie, der foregår i Spanien under Napoleonskrigene. Hovedtemaet er den forladte kvindes lidelse og vrede mod forføreren. Barndomsvennerne Dido og Pedro er blevet adskilt af en række misforståelser; da de genforenes, hengiver Dido sig til Pedro i den forventning, at ægteskabet er umiddelbart forestående, men han forlader hende til fordel for en forførerske. Dido må føde sit barn alene og dør kort efter som et offer til den dyd, hun har forbrudt sig imod med sin alt for naturlige kærlighed. Pedro begår selvmord, så hans “varme rygende Blod” strømmer ud over hendes grav. Elisabeth Hansens fantasi og æstetiske sans stod ikke mål med hendes litterære ambitioner. Det spanske stof lånte hun fra en artikelserie i tidsskriftet Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, som hun selv bidrog til; artiklernes kritik af inkvisitionen og den katolske kirkes tyranni blandes i romanen på en stilistisk set ujævn måde med kærlighedshistoriens patos. Der er også betydelige og dårligt formidlede lån fra Hamlet, ligesom Didofiguren fra Vergils Æneiden er den antikke klangbund for hendes feministiske harme. Shakespearepåvirkningen er endnu kraftigere i den næste roman Thyras Datter Hulda, eller Londons Beleiring af de Danske, i det 11te Aarhundrede, 1827, hvor miljøet er Renæssancen, skønt tiden er 1000-tallet. Den englelige Hulda ofrer sig for at skabe fred mellem sin fader, den danske kong Knud den Store, og sin elskede, en engelsk tronprætendent, men den spinkle handling glemmes ofte til fordel for genfortællinger fra de historiske kilder, diskussioner om asatro over for kristendom og anakronistiske betragtninger over Englands “Handel og Søfart, Agerdyrkning og Manufactur.” Dido og Don Pedro blev kritisk modtaget med direkte henvisning til kønnet; i Literatur-, Kunst- og Theater-Blad, 1821, skrev A.P. Liunge, at dansk litteratur nu havde fået sin “første Romanforfatterinde”, men at hun fremover burde holde sig til at brodere. Elisabeth Hansen svarede i forordet til Thyras Datter Hulda, at en god forfatter bør “studere Naturen og det menneskelige Hjerte, et Studium, som passer sig for enhver Stand og ethvert Kjøn.” Elisabeth Hansens fiktive forfatterskab omfatter også romanen Edvard Adler, eller Skovfogdens Søn i Sønder-Skov, 1836, skuespillet Gil Blas af Santillane, 1834, som ikke blev opført, samt en række mindre digte. Herudover skrev hun en serie Strøtanker og artikler om det nyttige i at finansiere handel og søfart med statsobligationer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Hemmer_Hansen

Eva Hemmer Hansen

2023-04-22T22:56:08+02:00

fri anvendelse

Eva Hemmer Hansen var fra de unge år aktiv som studenterpolitiker og optaget af aktuelle debatter. Hun blev student fra Marselisborg Gymnasium i 1931 og studerede derefter dansk og engelsk ved det nyoprettede Århus Universitet. 1933-36 var hun sekretær for Studenterrådet, og umiddelbart efter sin kandidateksamen i 1937 var hun et års tid ledende senior i Studenterforeningen i Århus. I 1936 var hun på Askov Højskole, og i 1938 læste hun på arbejderhøjskolen Ruskin College i Oxford. Det var på denne tid vanskeligt at blive fast ansat i gymnasieskolen, og Eva Hemmer Hansen fik i stedet en freelancetilværelse. Hun tog translatøreksamen i engelsk i 1943, hvilket gav en solid baggrund for en senere omfattende oversættervirksomhed af engelske forfattere, først og fremmest Dickens, hvis samlede værker hun oversatte. Også Jane Austen og Lewis Carroll fik i hende en dansk gendigter. I 1944 tog hun en kort journalistisk uddannelse, der samme år førte til ansættelse ved dagbladet Demokraten, Århus, hvor hun frem til 1958 arbejdede med vidt forskellige stofområder, specielt dog udenrigs- og kulturstof. Senere kom hun til at undervise på Journalisthøjskolen, hvor hun var ansat som lektor fra 1964 til få måneder før sin død. Ved siden af sit daglige arbejde var Eva Hemmer Hansen en flittig og meget alsidig skribent. Hendes skønlitterære debut fandt sted i 1944 med romanen Helene, en udviklingsroman, der har 1930’ernes krisetid som ydre ramme. Inden da havde hun i 1939 udgivet en fagbog om arbejderbevægelsens indtræden i dansk litteratur Digter og Samfund. Den kan ses som nøglen til hele hendes senere forfatterskab, der omfatter romaner, noveller, filmmanuskripter, radiospil, revyer og børnebøger. For Eva Hemmer Hansen var litteraturen uden betydning og perspektiv, hvis den ikke forholdt sig til det omgivende samfund, og i hendes egne romaner er personerne altid organiske dele af samfundet. Med succesbøgerne En lille tøs og hendes mor, 1952, og Skandale i Troja, 1954, blev Eva Hemmer Hansen en frontfigur på det socialdemokratiske forlag Fremad. Også bøgerne om grevinde Danner, Jomfru Rasmussen og Grevinden fra Borgergade fra henholdsvis 1956 og 1957, blev publikumssucceser. Det var Eva Hemmer Hansens ambition at bringe en formmæssig fornyelse ind i litteraturen, hvor den borgerlige dannelsesroman dominerede selv i den såkaldte arbejderlitteratur, og hun forstod at skildre sine personer skarpt og levende i et ligetil og enkelt sprog. Samtidig betød hendes akademiske uddannelse, at hendes kildekritiske forarbejder til historiske projekter altid var særdeles grundige. I 1961 blev hun optaget på finansloven, men i forbindelse med Rindal-debatten frasagde hun sig i 1965 statsstøtte. Efter en længere periode valgte hun dog atter at tage imod pengene og modtog statsstøtte de sidste par år af sit liv. Ud over sin litterære og journalistiske virksomhed redigerede Eva Hemmer Hansen en læserbrevkasse, holdt foredrag, underviste på aftenskolekurser, deltog i dansk og internationalt kvindeorganisationsarbejde og var også politisk aktiv. Fra sin tidlige ungdom havde hun været socialdemokrat, og i sit arbejde for partiet beskæftigede hun sig især med kvindespørgsmål. Hun blev i 1948 formand for de socialdemokratiske kvindeudvalg i Århus amt og beholdt denne post indtil 1962. Hun var medlem af Århus byråd 1958-70 og deltog 1957-60 som rådgiver for den danske regeringsdelegation ved den internationale arbejdsorganisation ILOs konferencer i Genève. I 1970 trådte Eva Hemmer Hansen ud af Socialdemokratiet, og efter Danmarks indtræden i EF i 1973 meldte hun sig ind i Retsforbundet. 1973-78 var hun dette partis repræsentant i Radiorådet. Inden da havde hun været ude i et voldsomt politisk stormvejr. På Dansk Kvindesamfunds (DK) landsmøde i 1964 havde hun fortalt, at hun to gange havde stemt på et andet parti end sit eget, fordi hun ellers ikke havde kunnet stemme på en kvinde. For hende gik kvindesag forud for partidisciplin. Udtalelsen blev trukket frem i forbindelse med opstillingen af folketingskandidater 1967, og sagen udviklede sig til en ren heksejagt. Mange, med den socialdemokratiske folketingsmand Peter Jørgensen i spidsen, forlangte, at Eva Hemmer Hansen skulle ekskluderes af partiet. Bølgerne gik højt i den århusianske presse, hvor over 1.000 indlæg satte problemet under debat, og det gjorde ikke diskussionens tone blidere, at Eva Hemmer Hansen selv havde en ivrig, men også skarp og provokerende pen. To fremtrædende politikere Bodil Koch og Lis Groes støttede hende, men ellers var opbakningen fra kvindeside overraskende beskeden. 1968 valgtes Eva Hemmer Hansen til landsformand for DK og skrev i anledning af organisationens 100-års jubilæum Blåstrømper, rødstrømper, uldstrømper, 1970; bogen om kvindernes kulturrevolution i Danmark, kaldte hun den selv. Hendes formandstid, der varede til 1971, faldt i en turbulent periode. På hendes anbefaling vedtog man på landsmødet i 1969 at anbefale indførelsen af fri abort. Trods denne historiske beslutning og andre inititiativer, der gav DK en mere samtidig profil, måtte hun opleve, at organisationen i stigende grad kom under pres fra den nye kvindebevægelse, rødstrømperne. Eva Hemmer Hansen havde alle dage sine meningers mod og løb sig af samme grund en del staver i livet. Skønt hun selv var ret sårbar, var hun ilter og hurtig til at fare i blækhuset og ikke mindst hurtig til at tage sin sproglige begavelse til hjælp i kampen mod vanetænkning og hykleri. Hun blev en yndet skydeskive for angreb fra politiske modstandere og rivaler, fx da hun med sin sædvanlige glæde ved at lege med ordene kaldte sin konkurrent ved opstillingen til Folketinget, finansminister Henry Grünbaum, for fuglekonge. Hendes skønlitterære bøger blev modtaget med anerkendelse og fik stor folkelig udbredelse, men hun kom aldrig til at høre til på parnasset, måske fordi hun forholdt sig suverænt afvisende til enhver kunstnerisk pression fra tidens litterære mode- og magtgrupper. Eva Hemmer Hansen modtog Thit Jensens Forfatterlegat i 1960, Ingrid Jespersens Legat i 1962 og Oversætterprisen i 1983. I 1971 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rinna_Hauch

Rinna Hauch

2023-04-22T22:50:22+02:00

fri anvendelse

Rinna Hauch mistede sin fader som toårig og flyttede med sin moder ind hos onklen kommandør Chr. Wulf på Petersgård på Sydsjælland. Her levede hun et ubundet liv i nær samklang med naturen og med fri adgang til et stort bibliotek; hun fik privatundervisning i de europæiske hovedsprog og fordybede sig i Goethes, Shakespeares og Walter Scotts værker. Skønt hun ved moderens død blev forældreløs som otteårig, huskede hun sin opvækst som lykkelig. 17 år gammel blev hun gift med den 20 år ældre digter Carsten H., der var lektor ved Sorø Akademi, et af guldalderens kulturcentre; fra 1851 var han professor ved Københavns Universitet. Rinna Hauch kom til at forestå en stor husholdning med efterhånden otte børn og en betydelig omgangskreds af ægtefællens digter- og lærerkolleger. I en pause mellem graviditeterne skrev hun to romaner, en romancecyklus og en novelle. Romanen Tyrolerfamilien, der indgik i Rinna Hauchs første bog Tyrolerfamilien og De tre Haarlokker, 1840, handler om den unge Marie, der lever et nedslående dagligliv overvåget af en snæversynet stedmoder. Da en familie fra Tyrol giver koncert i København, fængsles Marie af tyrolernes naturlige musikalitet og forlader sit hjem for at opsøge dem i deres fædreland. Fortællingen beskriver hendes dristige færd, da hun alene, pengeløs og ubeskyttet rejser gennem fremmede lande, inden hun kan blive en af de unge sangeres kone. Marie er en kvindelig udgave af det romantiske geni, som de mange kunstnere i Rinna Hauchs omgangskreds dyrkede; det understreges af Carsten H. i forordet til bogen, som han udgav. Rinna Hauchs anden roman Frue Werner, der udkom under pseudonym i 1844, beskriver det komplekse forhold mellem køn og generationer. Fru Werner udfolder sin moderrolle først som formidler mellem en mand og hans søn og derefter som vejleder for sønnen, da han forelsker sig i hendes unge datter; moderen vil forhindre, at ægteskabet bliver den ældre, mere livserfarne og fysisk stærkere mands “voldtægt” af den yngre, uskyldige og svagere kvinde. Romanens udtalte morale er, at køns- og generationsmodsætningerne kun kan harmoniseres, når manden påtager sig sin rolle som forsørger og giver kvinden lov til at udvikle sig i sin egen rytme. De to romaner fremhæver i en smuk, ligefrem sprogtone og komposition de positive sider ved kvinderollen i romantikkens periode. Med årene tabte Rinna Hauch troen på det romantiske livsgrundlag, særligt efter offentliggørelsen i 1867 af Carsten H.s breve fra forlovelsestiden, som afslørede hans konventionelle følelser for hende. Hun tilsluttede sig det moderne gennembruds radikale idéer, blev medlem af Dansk Kvindesamfund og Socialdemokratiet, var ivrigt optaget af Darwins skrifter og lod i 1875 novellen En Fortælling om et Barn trykke i Georg og Edvard Brandes’ tidsskrift Det nittende Aarhundrede under signaturen R. Hauch. Hun afsluttede selv sit liv, hvilket Georg Brandes i nekrologen tog til indtægt for hendes stolte selvberoenhed og ateisme, hvorimod familien, som omfattede flere teologer, anså det for et udslag af fortvivlelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_Hegermann-Lindencrone

Louise Hegermann-Lindencrone

2023-04-22T22:56:33+02:00

fri anvendelse

Louise Hegermann-Lindencrone blev fra barnsben opmuntret til at beskæftige sig med kunst og litteratur; fra sit 15. år publicerede hun digte i årbøger og tidsskrifter. Bedstefaderen Christen Lindencrone havde tjent en formue i Ostindisk Kompagni og købt godset Gjorslev på Stevns, hvor han forbedrede forholdene for bønderne, indførte kartoffeldyrkning og byggede skoler; han blev adlet i 1756. Louise Hegermann-Lindencrones fader skrev lejlighedsdigte og oversatte Grimms eventyr, moderen var datter af Sjællands biskop Ludvig Harboe. Ud over denne kulturelle bagage medbragte Louise Hegermann-Lindencrone en betydelig formue i ægteskabet med officeren Johan H.-L., som i 1818 blev adlet og endte sin militærkarriere som generalløjtnant i stor gunst ved hoffet. Når han lærte soldaterne eksercits, boede den børnerige familie i Kastellet og ellers i villaen Rolighed ved Kalkbrænderihavnen, hvor Louise Hegermann-Lindencrone holdt salon for kredsen omkring Adam Oehlenschläger. Louise Hegermann-Lindencrone udsendte sine tre litterære hovedværker under eget navn, to læsedramaer Eleonora Christina Uhlfeldt, 1817, og Troubadouren, 1820, og en novellesamling Danske Fortællinger, 1825. Historierne udspiller sig alle i fortiden, men hovedtemaet er kvindens sociale situation og udviklingsmuligheder set fra Louise Hegermann-Lindencrones eget perspektiv. Troubadouren foregår i Middelalderen og har ligesom Oehlenschlägers Correggio, 1811, som hun beundrede, en kunstner i hovedrollen; sangeren Olivier lovpriser naturens guddommelighed i dansk romantiks lyriske sprog, men dramaet kommer først i gang, da hans lille søn bliver bortført, hvorved hustruens moderfølelse udfoldes. Louise Hegermann-Lindencrone hengav sig til rollen som moder og hustru, men mente, at kvinden kunne have en videre samfundsmæssig betydning. Både i Eleonora Christina Uhlfeldt og i to af historierne fra Danske Fortællinger er Leonora Christina billedet på denne mere indflydelsesrige kvindetype. I dramaet vælger hun at efterlade sine mindre børn i en ældre datters varetægt for at dele Corfitz Ulfeldts skæbne i landflygtigheden; Louise Hegermann-Lindencrone bruger her det historiske stof, som Oehlenschläger langt senere tog op i Dina, 1842. I Faster Dorothea møder vi barnet Leonora Christina som kongens yndlingsdatter; det er en kriminalhistorie og Louise Hegermann-Lindencrones bedst skrevne fortælling, som også blev trykt på tysk og engelsk. Den romanlange historie Billedet, som er hendes mest personlige arbejde, handler om en hollandsk kvinde, der som barn møder Ulfeldtparret som ambassadører i Haag og bevarer billedet af deres fornemme væsen som et indre ideal, samtidig med at hendes skæbne konkret flettes sammen med deres. Forholdet mellem den fiktive og historiske hovedperson i Billedet minder om forholdet i Steen Steensen Blichers Brudstykker af En Landsbydegns Dagbog, 1824, mellem degnen og Sophie, som er et dæknavn for Marie Grubbe. Louise Hegermann-Lindencrone foregreb som prosaist Thomasine Gyllembourgs noveller, men valget af historisk stof, som hang sammen med hendes adelige baggrund, fængslede ikke læserne i samme omfang som Gyllembourgs Hverdagshistorier. Louise Hegermann-Lindencrones store korrespondance med især Peder Hjort, som han udgav i Udvalg af Breve, 1867, rummer interessante overvejelser over den kvindelige forfatters forhold til offentligheden. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nikoline_Helms

Nikoline Helms

2023-04-22T22:56:17+02:00

fri anvendelse

Nikoline Helms voksede op i Skellerup præstegård på Fyn i en familie med nære kontakter til samtidens kulturliv, idet faderen ud over at være præst også var agtet som en kender af dansk kirkearkitektur. Moderens familie i København blev Nikoline Helms' sociale udgangspunkt, da hun 1895 flyttede til hovedstaden for at uddanne sig. Familiens økonomi tillod hende en vis frihed, og hun valgte først at afprøve sine kunstneriske evner på mosteren Vilhelmine Bangs tegne- og maleskole, hvor hun også udførte møbeldekoration. Hun besluttede sig imidlertid til at læse til lærerinde på N. Zahles Seminarium og tog eksamen i 1900. 1901-02 fortsatte hun sine studier på Danmarks Lærerhøjskole i dansk og historie. Her fik hun bl.a. Francis Beckett i kunsthistorie og Vilh. Andersen som en inspirerende lærer i dansk litteratur. Nikoline Helms søgte ind ved Københavns kommunale skolevæsen i 1904 og arbejdede som timelærerinde, indtil hun blev fastansat i 1909 ved Kapelvejens Skole. I begyndelsen deltog hun ikke i lærernes faglige organisationsarbejde, men var mere engageret i skolens faglige indhold og sad i kommissionen til afholdelse af almindelig forberedelseseksamen i historie 1915-19. Hun interesserede sig også for kvinders vilkår og var medlem af Dansk Kvindesamfund. I 1919 søgte hun stillingen som inspektør ved Larslejstrædes Skole og fik den, selvom hun ikke havde fungeret som viceskoleinspektør, hvilket var den almindelige karrierevej. I 1927 blev hun indvalgt i Skoleinspektørforeningens stående udvalg, der var rådgivende organ for skoledirektionen. Nikoline Helms søgte tidligt om fritagelse fra reglen om, at kommunens ansatte skulle bo i København, og hun boede forskellige steder på det mere fredelige Frbg. det meste af sit liv. Her skrev hun den række skolebøger i historie, hun er mest kendt for. 1913-14 udgav Nikoline Helms sin første lærebog De Danske og deres Broderfolk, og i 1916 kom den første udgave af Danmarks Historie fortalt for Børn. Denne blev inspiration og udgangspunkt for historieformidlingen til de små klasser gennem årtier og var den mest anvendte historiebog i flere generationer. Den udkom i 23 udg., sidste gang i 1962, og blev revideret flere gange efter hendes død. Helt op i 1960'erne var den stadig i brug. I 1917 kom De store Klassers Tillæg til Danmarks Historie fortalt for Børn og i 1920, året for genforeningen med Sønderjylland, Sønderjylland gennem Tiderne. 1928-29 udgav hun Fortællinger af Verdenshistorien, på et tidspunkt hvor historieundervisningen havde fået et større geografisk udblik. Ud af den form, Nikoline Helms valgte til sine historiebøger, kan man aflæse hendes pædagogiske holdninger og børnesyn. Hun ønskede, at læreren skulle komme børnene i møde ved at respektere deres individuelle og aldersbetingede forestillingsverden. Børnene blev trukket ind i stoffet ved det mundrette og klare sprog, der var fuldt af konkrete billeder. Hendes kunstneriske baggrund medførte, at hun lagde stor vægt på kvaliteten af bøgernes illustrationer. Hun anvendte udvalgte billeder fra samtidens nationale maleri, fx af Lorenz Frølich og Agnes Slott-Møller, som begge hørte til hendes bekendtskabskreds. Historiebøgerne var tænkt som udgangspunkt for lærerens mundtlige, frie genfortælling af "historierne" mere end som lærebøger, der blev læst op i klassen eller hjemme. Dette stemte med tidens herskende undervisningsform, klasseundervisningen, som skoleborgmester Ernst Kaper havde introduceret i kommuneskolen. I klasseundervisningen var læreren den suverænt styrende, som al elevopmærksomhed var rettet mod under hele lektionen. Nikoline Helms' historiebøger passede ind i samtidens læseplaner, der stillede krav om opdragelse til fædrelandskærlighed, respekt for kongehuset og landets nationale grænser. Der var kun få kvinder, der skrev lærebøger i samtiden, men Nikoline Helms' konsekvente stil var forløber for senere tiders populære historieformidling til de små klasser, selvom hendes forkærlighed for sagn- og krigshistorie også er blevet kritiseret, navnlig i Skolebogsbetænkningen af 1933. I 1930 var Nikoline Helms blandt tre kvindelige og en mandlig ansøger til stillingen som viceskoledirektør efter Mathilde Jensen, der i 1917 som den første kvinde var blevet udnævnt til posten. Nikoline Helms fik uden diskussion stillingen. Hun kom nu til at lede det pædagogiske og praktiske tilsyn med en tredjedel af de kbh.ske kommuneskoler, bl.a. ved at besøge skolerne og vejlede lærerne i deres daglige arbejde. Hun var ansvarlig for det forberedende udvalgsarbejde omkring en ny plan for håndarbejdsundervisningen og tog sig af den pædagogiske side af den lange vikarperiode, de nyuddannede lærere måtte igennem. Men Nikoline Helms kom kun til at fungere som viceskoledirektør i tre-fire år, da sygdom i lange perioder hindrede hende i at arbejde. Valborg Battaglia blev derfor hentet ind som vikar, indtil Nikoline Helms måtte søge sin afsked i 1936 og døde tre år efter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Holst

Kirsten Holst

2023-04-22T22:55:32+02:00

fri anvendelse

Kirsten Holst boede det meste af sin barndom i Horsens, hvor hun voksede op blandt fem søskende. Allerede dengang havde hun stort mod på at skrive og forfattede små skuespil, indlæg til aviser m.v. Senere flyttede familien til Hjørring, hvor faderen blev politimester. Kirsten Holst blev student fra byens gymnasium i 1952 og arbejdede som lærervikar, indtil hun i 1957 drog til Sorbonne i Paris for at læse fransk. Her mødte hun forfatteren Knud H., hun afbrød studierne og fulgte med ham til København Året efter flyttede de til Nordjylland, hvor hun arbejdede som skolelærer, opfostrede parrets tre døtre og genoptog skriveriet fra sin barndom og ungdom. Mange år senere skulle den ældste af børnene, Hanne Vibeke H., gå i sine forældres fodspor og selv blive forfatter. I 1968 skrev Kirsten Holst på bestilling ungdomsserien Hvorfor bliver alting altid anderledes til tv, og fra 1971 til 1982 var hun freelancemedarbejder ved Danmarks Radio (DR), hvor hun bl.a. redigerede børneprogrammet Søndagskvisten. Mens hun var ansat på DR, debuterede hun i 1976 som romanforfatter med første del af bøgerne om Safty, en krimiserie for børn, der senere blev fulgt op af børnedetektivserien om Ungerne. De to serier hentede ligesom Baggårdsrødderne, 1978, inspiration i både hendes egne barndomsoplevelser og i hendes erfaringer med sine børn. Den yngste datter blev en direkte model for en læse-let-serie på seks bøger fra 1979-80. Kirsten Holst var i 1978 blevet skilt fra Knud H. I 1984 giftede hun sig igen og slog sig ned i Stouby ved Vejle i forældrenes gamle feriehus. I disse år fik hun nye opgaver som brevkasseredaktør ved Familie Journalen fra 1984 og børnebogsanmelder ved Berlingske Tidende 1985-89. I takt med sine børns udvikling skrev hun i løbet af 1980’erne desuden en række ungdomsromaner. Ligesom børnebøgerne er de kendetegnet ved deres ligefremme skildringer af universelle problemstillinger og af samspillet børn og unge imellem. Især Min ven Thomas, 1987, der bl.a. skildrer homoseksualitet blandt unge, er blevet en ungdomsklassiker og er også belønnet med Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris. Senere er bl.a. Rejsen til Bethlehem og Var det kærlighed, begge 1996, kommet til. Parallelt med børne- og ungdomsbøgerne har Kirsten Holst skrevet flere radio- og tv-spil. Uden for børnebogsverdenen er hun dog mest kendt for sine populære kriminalromaner for voksne. Denne del af forfatterskabet indledtes med De unge, de rige og de smukke, 1976, som blev præmieret i Nordisk Thrillerkonkurrence. Gennem årene har hun med sine enkle, koncentrerede handlingsforløb, der afvikles i et jysk provinsmiljø, opbygget et stilsikkert alternativ til den hårdkogte storbythriller. Med politifolkene Høyer og Terkelsen har hun samtidig skabt en ny type detektiv, der kan tage fejl og lever i en genkendelig verden med dens menneskelige relationer og problemer. Kirsten Holst har modtaget en række priser og legater. Ud over de allerede nævnte bl.a. Poe-Prisen 1981 og Kulturministeriets Børnebogspris 1982. Siden 1995 har hun desuden været præsident for Skandinaviska Kriminalsälskapet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lucie_H%C3%B8rlyk

Lucie Hørlyk

2023-04-22T22:55:04+02:00

fri anvendelse

“Forkælet og forvænt som jeg er, vilde det blive ubeskrivelig svært en gang at skulde tænke på livets fornødenheder ... jeg er ikke mere den forsorne pjanke, der siger: Hvorfor skulde jeg ikke blive gift.” Kun 17 år gammel skrev Lucie Hørlyk disse profetiske bemærkninger til en veninde. Hun blev ganske vist gift, men måtte som 33-årig enke finde en vej til at forsørge sig selv og sine børn. Det kom der et forfatterskab ud af. Lucie Hørlyk voksede op i et præstehjem, hvor der blev læst og diskuteret meget. Allerede som barn skrev hun digte og små skuespil, og som ung pige gav hun udtryk for splittelse mellem ønsket om en selvstændig, skabende virksomhed og ægteskab. De to ting kunne umuligt forenes, mente hun. Som 14-årig havde hun truffet Simon H., en ung jurastuderende. De giftede sig, da hun var 21, og rejste til Dansk Vestindien, hvor ægtefællen havde fået embede som politiassistent og siden arbejdede sig op til guvernementsfuldmægtig og politimester. Lucie Hørlyk koncentrerede sig om rollen og arbejdet som hustru og moder, men kunne ikke undertrykke sin trang til at skrive. “Det kan nok blive til min egen morskab,” skrev hun i et brev til sine forældre. 1902 fik hun offentliggjort en enkelt novelle i Tilskueren under pseudonymet E. Parelius. Året efter døde ægtemanden af tyfus, og Lucie Hørlyk rejste tilbage til Danmark. Hun måtte skaffe sig et levebrød og blev en flittig bidragyder til aviser og magasiner. Et udvalg af hendes noveller herfra er udgivet i Sommer, 1910. Temaet i novellerne er hyppigt livet i Dansk Vestindien. Det gælder også hendes tre første bøger, fortællingerne Under Tropesol, 1907, samt romanerne Fra Generalguvernørens Dage, 1908, og Den gamle Plantage, 1909. Lucie Hørlyk var præget af sin tids syn på spændingen mellem kolonimagt og befolkning. Hun så den vesteuropæiske kultur som udtryk for højtstående civilisation og den lokale befolkning som “Naturmennesker” på et lavere niveau. Men samtidig havde hun blik for de sociale uretfærdigheder på øerne og for det uholdbare i at fortsætte kolonistyret i sin vante form. Lucie Hørlyk havde et godt øre for talesprog, og det gør hendes bøger levende og persontegningen fængslende. Men de er præget af at være skrevet hurtigt med henblik på at tjene penge. Kompositionen vakler, og stilistisk er bøgerne ikke gennemarbejdede. Det kommercielle slår helt igennem i Grevinde Mirandas Oplevelser, 1909. Den blev udgivet under pseudonymet Eleonora Casa Bianca og er en kærlighedshistorie med silkeraslen og sabelklirren. I 1911 skrev Lucie Hørlyk sit hovedværk Meta Hauch. Det er en udviklingsroman om en ung, ren pige, der træffer sit livs kærlighed i skikkelse af en livstræt levemand. Også denne roman virker dobbelt i blikket, fordi den hylder den rene kærlighed hos en ung pige, men samtidig beskriver angsten for den tomhed, der griber hende, når hun ikke kan spejle sig i andres kærlighed. Lucie Hørlyk døde midt i arbejdet på en fortsættelse af romanen. Den blev gjort færdig af hendes søster Anna Koch Schiøler og udkom i 1913 med titlen Meta Linde, født Hauch. Samme år udgav hendes fader mindebogen Lucie Hørlyk, hvori han havde samlet en del af de breve, som Lucie Hørlyk gennem årene skrev hjem til Danmark. Bogen giver et varmt og levende billede af en ung kvinde, der tidligt udviklede tuberkulose og måtte slås med et skrøbeligt helbred, men som aldrig lod det kue sin vitalitet og livsglæde. Lucie Hørlyk blev meget læst og rost i sin samtid. Så sent som 1969 udkom en samling af hendes noveller på engelsk med titlen In Danish Times. Hendes forfatterskab er nu næsten glemt, men det er stadig interessant i sit dobbeltsyn på identitet, køn og kultur. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_H%C3%BCttemeier

Kirsten Hüttemeier

2023-04-22T22:56:01+02:00

fri anvendelse

Kirsten Hüttemeier voksede op i et borgerligt københavnsk hjem. Begge sider af familien var selvstændige erhvervsdrivende og holdt meget af god mad. Som “Mariehøne” 1930-32 på Mariaforbundets Husholdningsskole grundlagde hun sin interesse for madlavning, som hun i 1934 udbyggede med en eksamen som husholdningslærerinde fra Birgitte Berg Nielsens Husholdningsseminarium. Fra starten rettede Kirsten Hüttemeier sig mod det private erhvervsliv, hvor der var brug for markedsføring af en række nye produkter, særlig ved demonstrationer og opskriftsamlinger. Hun havde flere kortvarige jobs som demonstratrice, inden hun blev tilknyttet Alfa Margarine. Tre daglige forestillinger for husmødre, efterfulgt af kaffe og wienerbrød lærte hende at tale til husmødre, så de lyttede og smagte. Desuden begyndte hun at skrive kogebøger, den første i 1936 på bestilling af en chokoladeforretning og i 1937 en kogebog for Alfa Margarine. 1938-43 var hun ansat hos Tørsleffs Husmoderservice. Husmodertelefonservice var et nyt koncept, som Kirsten Hüttemeier var med til at udvikle med stor succes. Ud over telefonservice bestod arbejdet i at udarbejde billige kogebøger beregnet til at slide op i køkkenet. I 1938 udgav hun Moderne Syltning, også kaldt Den grønne Syltebog efter farven på omslaget, der blev Danmarks mest solgte kogebog med 1,5 mio. eksemplarer. Samme år kom Den blaa Bagebog og i 1939 Den røde Kogebog, begge i store oplag. Desuden holdt Kirsten Hüttemeier syltedemonstrationer i Odd Fellow Palæet for 1.200 husmødre ad gangen. Hun var dermed med til at oparbejde husholdningsvejledning i masseformat og i et kommercielt regi. Arbejdsglæden forsvandt imidlertid hos Tørsleffs, da hun ikke selv høstede frugterne af sit arbejde, og hun sagde op i 1943. I 1943 blev Kirsten Hüttemeier freelance, og med sikker sans for, hvad der var brug for, udgav hun samme år sin egen krigsaktuelle Sylt uden Sukker og Jule Mad – Jule Knas – Jule Bagning, tilpasset vareudbuddet. Da hun efter sit andet kortvarige ægteskab blev skilt, bestemte hun, at hun ikke egnede sig til at være gift. Til gengæld havde hun et nært forhold til sine forældre, sin søster og hendes børn, og bl.a. Børnenes kogebog, 1949, blev skrevet til dem. Kirsten Hüttemeiers gennemslagskraft fik store firmaer til at bruge hende som konsulent, demonstratrice og afprøver af deres produkter. Hun arbejdede 1952-57 for Irmas direktør Børge Olsen, der i disse år fornyede dagligvarehandelen, bl.a. med selvbetjeningsforretninger. Kirsten Hüttemeier var fremme i forreste linie i den tids massemedie, udstillingen, hvor hun med en munter personlig stil og stor professionalisme udfoldede denne form for offentlig optræden. Fx da hun i 1954 bagte brune kager og lavede konfekt i Nørrebros Teater for Irma, mens kendte skuespillere optrådte. I 1950’erne skrev hun for flere blade og aviser, bl.a. Flittige Hænder, Femina og Ude og Hjemme, der fik leveret opskrifter uge efter uge. I Fyns Stiftstidende havde hun hver uge en hel side, mens Nationaltidende dagligt fik opskrifter til deres madspalte. Fra 1962 blev hun fast madskribent hos Familie Journalen, og i 1970 fik hun idéen med hver uge at besvare spørgsmål fra læserne, en service, som hun forsatte med i over 25 år. Kirsten Hüttemeier var også med i andre nye journalistiske initiativer. I 1957 præsenterede hun sammen med journalist Knud Lundberg begrebet slankekuren, der senere er blevet fast tema i ugeblade især efter jul og nytår. Fra 1957-62 arbejdede Kirsten Hüttemeier med bagedemonstrationer og -opskrifter for Munke Mølle, og 1963 deltog hun i introduktionen af frysere og udgav Frysemad, som senere kom i flere udgaver. 1963-68 var hun konsulent for firmaet Tupper Ware, der ved private selskaber solgte opbevaringsgenstande af plastik. Tupper Ware var med sit nye materiale og sin salgsteknik et yderst moderne og meget amerikansk produkt, som bl.a. Statens Husholdningsråd kritiserede. Kirsten Hüttemeier gik helhjertet ind for sagen og blev populær i firmaet, for hvem hun foretog en mængde rejser. Samtidig med sine mange gøremål skrev hun løbende kogebøger godt hjulpet af sin moder, bl.a. Kirsten Hüttemeiers nye storkogebog, 1963. Det var karakteristisk for mange af bøgerne, at de solgte på hendes navn eller var tidsaktuelle som Mandfolkemad, 1947, og Lidt rart i en fart, 1956. Med sine 55 kogebøger er hun kommet vidt omkring. I 1977 kom erindringsbogen Opskriften på mit liv og i 1995 en revideret udgave Mit liv med mad og mennesker, der sammenfatter hendes madkultur. Egentlig havde Kirsten Hüttemeier trukket sig tilbage i forholdsvis fred og ro, da hun som 80-årig i 1995 fik en ny karriere som landskendt tv-kok. Kirsten Hüttemeier har på en tidstypisk og opfindsom måde brugt de nye markedsforhold og markedsføringstyper. Imidlertid er hendes tilknytning til erhvervslivet af husholdningslærere blevet betragtet som kommerciel og hendes opskrifter af gastronomer anset som populistiske. Ud fra sin målsætning: “at gøre de dejlige og traditionelle danske retter mere spændende ved at modernisere dem”, har Kirsten Hüttemeier med sin redelige håndværksmæssige kunnen haft en betydelig gennemslagskraft i forhold til den danske hverdagsmad. I sit arbejdsliv har hun brudt med husholdning som tilknyttet hjem og opdragelse og set området som en branche, der som alle andre skulle have markedsført sine produkter. Da hun startede sin karriere, var dette synspunkt provokerende, og hun må betragtes som pioner på feltet. I sin tv-karriere midt i 1990’erne stod Kirsten Hüttemeier imidlertid som symbol for traditionen med hygiejniske skåneærmer og gammeldags mad. Hun, som i sine mest aktive år var forud for sin tid, blev nu kultfigur for de gode gamle dages madkultur. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jo_Jacobsen

Jo Jacobsen

2023-04-22T23:02:14+02:00

fri anvendelse

Jo Jacobsen var skipperdatter fra et lille fiskerleje syd for Middelfart, hvortil hendes faders slægt var indvandret fra Slesvig omkring 1850. Barndommens oplevelse af fjordfiskeriet, ikke mindst den brutale vinterjagt på marsvin, satte sig dybt i hendes sind, og kendskabet til den forarmede fiskerbefolknings levevilkår slog senere igennem med stærk autenticitet i såvel forfatterskabet som i hendes sociale engagement. Hjemmet var nationalt sindet og ret velstillet, og Jo Jacobsen bevarede livet igennem en inderlig tilknytning til sin slægt og hjemegn. I 1906 blev Jo Jacobsen gift med den senere direktør for Carlsberg Bryggerierne Vagn Carl J., sønnesøn af Carlsbergs grundlægger og søn af Glyptotekets stifter. Ægteskabet gjorde hende til det forgudede midtpunkt i et københavnsk bourgeoisi, der havde pressens bevågenhed, men allerede tidligt lod svigerfaderen hende forstå, at hun måtte påtage sig sin del af ansvaret for sin mands arbejdsmæssige indsats. Da Jo Jacobsen i 1917 flyttede fra ham, udviklede formiddagsbladenes interesse sig til skadefro forfølgelse, og der gik adskillige år, før hun blev omtalt i pressen for det, hun udrettede, og ikke for, hvad hun havde været. Fra den omgangskreds, der havde nydt godt af hendes hjælpsomhed og udstrakte gæstfrihed, blev hun, bl.a. i forbindelse med et forsøg på at oprette en fortsættelsesskole for unge piger, ramt af datidens diskrimination af fraskilte kvinder. Det bedrede næppe Jo Jacobsens stilling i offentlighedens søgelys, at hun tidligt i 1920’erne engagerede sig som foredragsholder og skribent i foreningen Frivilligt Moderskab for side om side med Thit Jensen at kæmpe for seksualoplysning og prævention. Det blev imidlertid på dette område, Jo Jacobsen kom til at gøre sin livslange indsats. Hun tog initiativ til stiftelsen af Seksual Oplysnings Forbundet og var foreningens mangeårige formand, hun kæmpede utrætteligt for en forbedring af uægteskabelige børns familieretlige stilling og blandede sig i talrige social- og seksualpolitiske spørgsmål. Hendes forhold til den etablerede kvindebevægelse, ikke mindst til Dansk Kvindesamfund (DK), var svingende; DKs politik var pragmatisk, mens Jo Jacobsen tog usædvanlige og ofte provokerende midler i brug. 1930 udgav hun således en pjece, Fosterfordrivelsesparagraffen 241, der med sin beskrivelse af den forarmede, børnerige arbejderkvindes situation var et stærkt argument for abort, og i 1932 udsendte hun et spørgeskema til kbh.ske praktiserende læger og bad dem tage stilling til seksualoplysningsklinikker, seksualoplysning i skolen og svangerskabsafbrydelse. Det sidste punkt ville de på daværende tidspunkt dårligt have kunnet besvare positivt uden at risikere at kriminalisere sig selv. Bogen Seksualreform, 1932, er et af hendes fornemste bidrag i kampen for seksualoplysning. Hun var modig, alt andet end bornert og langt forud for sin tid i sin åbne beskrivelse af seksuallivets forbandelser; det seksualliv, der dog kunne være så smukt. Kærlighedens Labyrint, 1944, er hendes væsentligste bidrag til seksualoplysning af småbørn, hendes kongstanke var, at oplysning ikke kunne begynde tidligt nok, men her lykkedes det hende igen engang at provokere. I tilgift blev hun inderligt til grin over sine små sange på kendte melodier, følgende linier skal synges på Et barn er født i Betlehem: “Og far han har en tissemand/ tissemand/ den meget mer end tisse kan./ Halleluja, halleluja!” Jo Jacobsen var ikke lyriker, men også her foregreb hun en senere tids indsats. Jo Jacobsens seksualpolitiske kamp var psykoanalytisk inspireret. Efter skilsmissen begyndte hun at studere Freud, og hun gennemførte sin uddannelse i Berlin 1933-35 og Wien 1936-38 og blev en af den beundrede og forkætrede psykoanalytiker W. Reichs tilhængere. Han var østrigsk jøde, og da han måtte flygte fra nazisterne, gav hun ham husrum i sin lejlighed i København Senere brød hun med hans linie og sluttede sig til den danske psykoanalyses nestor Sigurd Næsgaard, med hvem hun, ligesom med Socialdemokratiets mangeårige justitsminister K.K. Steincke, stod i nær brevkontakt gennem næsten 40 år. Hun praktiserede i København og synes især at have haft ganske unge kvinder som sine klienter. Jo Jacobsen debuterede som skønlitterær forfatter med Hjertets Køn, 1924, efterfulgt af Huset Hansen, 1925, romaner, der ikke uden grund fik status som grumme parodier på det miljø, hun havde forladt ved sin skilsmisse. I 1928 kom hendes fiktive hovedværk Marsvinsjægerne. Beretningen bygger på hendes barndomsoplevelser af fjordfiskeriet i Lillebælt, hvor hun så fattigdom føre til menneskelig forråelse. For første gang oplevede hun, at kritikken til en vis grad bøjede sig for hendes værk. Tom Kristensen skrev i Tilskueren, at “hun har den uforklarlige Evne, der kaldes Talent”. Hendes sidste værk En sang på trapperne, 1949, er et opgør med kristendommens begreber om skyld og synd. Politisk hørte hun med årene til på venstrefløjen, og den kolde krigs “neo-fascistiske” tendenser, som hun formulerede sig i et brev til Steincke, bekymrede hende stærkt. Jo Jacobsen var et usædvanligt menneske, klog, meget smuk, varmhjertet og energisk. Hendes samfundsengagement og ansvarsfølelse for kvinder og børn og hendes utrættelige oplysningsarbejde gjorde hende til en forløber i kampen for social- og seksualpolitiske ændringer. Men hun var ikke nogen stor strateg. Gennem sine provokerende og måske ofte uoverlagte metoder gjorde hun sig til skydeskive for spot og hån, fx parodierede forfatteren Hans Kirk hende ubarmhjertigt som seksualoplyseren fru Nai-Nielsen i en føljeton i Arbejderbladet 1939-40. Hun er vanskelig at sætte i bås, men hun ydede en betydelig indsats for et opgør med vanetænkning om kvinders seksualitet, enlige mødres moralske habitus og uægteskabelige børns retsstilling. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grete_Stenb%C3%A6k_Jensen

Grete Stenbæk Jensen

2023-04-22T23:22:17+02:00

fri anvendelse

“Mennesker flytter sig med små skridt ad gangen og hele tiden ud fra den virkelighed, som er deres egen,” har Grete Stenbæk Jensen sagt om de menneskeskæbner og det kulturbrud, hendes forfatterskab handler om. Her er hun blevet talerør for sin egen generation af kvinder, der kom i klemme mellem opvæksten i et traditionelt landbomiljø og det moderne industrisamfund, som i løbet af få år ændrede deres liv radikalt. Grete Stenbæk Jensen voksede op i Vestjylland, og det har præget tonen og indholdet i hendes bøger. Moderen var fra en indremissionsk familie, og faderen blev i 1930’erne grebet af Oxfordbevægelsen. Som barn gik Grete Stenbæk Jensen i søndagsskole, var medlem af KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) og blev indprentet selvudslettende beskedenhed, arbejdsomhed og gudsfrygt som de vigtigste egenskaber for et pigebarn. Hun gik ud af skolen som 14-årig, havde pladser i huset og i forretning, var på husholdningsskole og begyndte på en uddannelse til sygeplejerske, men afbrød den, da hun blev gift. Samtidig var hun optaget af, hvad der rørte sig i samfundet og skrev artikler til dagbladet Vestkysten, hvor hun blev kendt som “den læsende husmoder”. Det samfundsmæssige engagement førte hende ind i fredsarbejde og fra 1958 i Socialistisk Folkeparti (SF), hvor hun var folketingskandidat 1964-73 uden dog at opnå valg. Senere engagerede hun sig i kulturpolitik som medlem af SFs kulturpolitiske udvalg og i Socialistisk Kulturfront. Fra slutningen af 1960’erne var Grete Stenbæk Jensen i nogle år ansat på et ægpakkeri, og oplevelserne herfra inspirerede hende til romanen Konen og æggene, 1973, der skildrer den opslidende, grå hverdag som ufaglært arbejder og husmoder. Det blev et brag af en debut, der både blev godt modtaget af anmeldere og hos læsere. Der var i tiden et stort marked for skildringer af livsvilkårene for de grupper i befolkningen, der normalt ikke kom til orde. Grete Stenbæk Jensen repræsenterede disse grupper i dobbelt forstand, fordi hun både var kvinde og arbejder, og hendes roman blev en af 1970’ernes mest omtalte bøger. Hun arbejdede derefter på plejehjem og som hjemmehjælper, men slidgigt sendte hende på revalidering og siden på førtidspension. Det er oplevelserne fra denne periode, der tages op i novellesamlingen Waterloo retur, 1978, hvor det fortsat er de ufaglærte kvinder, der står i centrum, mens romanen Martha! Martha!, 1979, skildrer en midaldrende kvinde, som bryder sammen, fordi hendes vestjyske, missionske baggrund ikke kan indpasses i det moderne samfund. I Grete Stenbæk Jensens næste bøger stod den stærke kvinde i centrum, og samtidig blev der fortalt et stykke kulturhistorie om det lille familiebrug som en livsform, der var ved at forsvinde. Thea er husmandsdatter, rødhåret og skrap, og rejser sig med ukuelig livsvilje, hver gang livet har puffet til hende. I serien Thea, 1984, Dagen lang, 1985, Ud af stedet, 1987, og Med tiden, 1990, følges hovedpersonen, fra hun er skolepige i 1930’erne gennem slidsomme år, hvor hun og ægtefællen driver landbrug, til hun som 60-årig kan gå på efterløn efter mange års arbejde på en trikotagefabrik. I sine seneste romaner er Grete Stenbæk Jensen vendt tilbage til den stilfærdige, selvudslettende, vestjyske kvindes livsskæbne. Anes bog, 1992, er skrevet på grundlag af notater i moderens efterladte andagtsbog. Samme univers går igen i Kære faster, 1994, og Angående Gudrun, 1998. Forfatterskabet har fået et stort publikum, som værdsætter den lavmælte stil, der uden store falbelader fortæller en historie, de fleste kender fra deres eget liv eller egen familie. Grete Stenbæk Jensen blev 1976 tildelt Suhrs Forfatterlegat og har siden bl.a. modtaget arbejdslegat fra Statens Kunstfond 1979 og 1981 samt Dansk Litteraturpris for Kvinder 1992. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thyra_Jensen

Thyra Jensen

2023-04-22T23:04:56+02:00

fri anvendelse

Thyra Jensen voksede op som den ældste af otte børn i et grundtvigsk lærerhjem i Yding ved Horsens, efter at hendes fader i 1867 af de tyske myndigheder var blevet tvunget til at forlade sin stilling som lærer i Sønderjylland. Som 14-årig blev hun husholdningselev hos sin slægtning, den aldrende præst Anton Bay i Allested på Fyn, hvis ægteskab var barnløst. Hun blev præget af dette aristokratiske miljø, og hendes forældre insisterede derfor på et ophold på Ebeltoft Højskole i sommeren 1883 hos den tidligere Venstrepolitiker N.J. J. og hans hustru Nanna J. og med forstanderparrets niece, kvindesagsforkæmperen Eli Møller, som underviser. Hun tog på endnu et kursus der den følgende sommer, hvor hun blev forlovet med højskoleforstanderens søn, teologen Frede J. Da hendes politiske sympatier for Venstre derefter viste sig uforenelige med familien Bays holdninger, blev hun 1886 ansat i en broderiforretning. 1887 lærte hun sygepleje på Horsens Sygehus, og de sidste år før giftermålet i 1889 tilbragte hun hos svigerforældrene som kokkepige i Ebeltoft præstegård og håndgerningslærer på højskolen. Efter to år som nygift kapellankone i Ølgod var hun præstekone i Vendsyssel til 1902 og på Lolland til 1928. 1895-1904 var hun svigermoderens efterfølger som tilsynsførende for håndarbejdsundervisningen på højskolerne. 1904-08 var Thyra Jensen som en af de første kvinder medlem af et offentligt udvalg, det kirkelige udvalg, som i øvrigt bestod af 34 mænd. Udvalget skulle bl.a. udtale sig om indførelse af en synode for folkekirken, hvilket Thyra Jensen stemte imod, lov om menighedsrådenes adgang til valg af præst, indførelse af en kirkelig ligning og afskaffelse af præstegårdsjord. Man behandlede også indførelse af tvungent borgerligt ægteskab for alle med efterfølgende frivillig kirkelig velsignelse, hvilket mange toneangivende medlemmer af Dansk Kvindesamfund (DK) anbefalede, især fordi man var utilfreds med vielsesritualets ord om kvindens underdanighed. Thyra Jensen mente, at flertallet af Danmarks kvinder ville beholde den kirkelige vielse, og foreslog derfor en prøveperiode på ti år, hvor begge ordninger var en mulighed. Hendes forslag blev nedstemt, og sammen med flertallet i udvalget gik hun derefter ind for tvungen borgerlig vielse. Loven vedtoges i Folketinget, men faldt i Landstinget. Herefter indsendte DK et ændringsforslag til vielsesritualet til udvalget, som Thyra Jensen støttede. Et nyt kirkeligt vielsesritual, hvori ordene om hustruens underordning under manden var slettet, blev indført i 1912. I udvalget gik hun desuden varmt ind for børns ret til at gå til alters og indførelse af bægre til hver enkelt altergæst. Thyra Jensen var formand for DKs kreds i Sakskøbing 1909-12 og redigerede i samme tidsrum Kvindernes Almanak. Thyra Jensens interesse for kvinders åndelige og sædelige udvikling gav sig i årene omkring århundredskiftet udslag i hendes omfattende skribentvirksomhed med småfortællinger og skitser i folkelige ugeblade, bl.a. Nordstjernen og Søndagsbladet, hvoraf mange senere udkom i bogform. 1901 skrev hun sin første børnebog En lille Historie om de fire smaa Piger, som blev efterfulgt af andre i de følgende år. I sine børnebøger brugte hun fortællestof fra sin egen barndom og slægt. Blandt bøger for voksne var Musen, 1902, og En lille Pige som danser, 1910, men hendes tyngdepunkt som forfatter var en række novellistiske biografier, som indledtes med en skildring af hendes svigermoder i En dansk Præstekones Historie, 1915. Den var baseret på breve og, til slægtens fortørnelse, også på et erindringsmanuskript, som Nanna J.s moder Eline Boisen havde efterladt sig, og som familien herefter lod forsvinde. I 1922 fulgte Constance Leth om N.F.S. Grundtvigs ungdomskærlighed. Manuskriptet til denne bog og de breve fra Leth, som bogen bl.a. var baseret på, brændte ved Vigsnæs præstegårds brand 1918. Men det lykkedes Thyra Jensen at genskabe manuskriptet, og bogen blev hendes største succes, som udkom i omarbejdet og forøget udgave 1941. Andre biografiske skildringer var Kvinder i Grundtvigs Liv, 1934, og Bispinde Nanna Boisen, født Anna Nannestad, 1935. Hendes novellistiske stil er let og livfuld, undertiden så let, at den nærmer sig en idyllisering; men hun ejer evnen til at fortælle en historie, så den fængsler sin læser, og hun kan med få streger gøre en situation, historisk eller nutidig, levende og nærværende. I 1935 blev Thyra Jensen kongerigsk formand for Den Sydslesvigske Kvindeforening, der var stiftet 1922 med henblik på socialt arbejde for det danske mindretal, og hun fik idéen til Slesvigske Kvinders Julebog, som hun udgav fra 1936 til sin død. Det betragtelige overskud herfra gik ubeskåret til hjælpearbejdet i Sydslesvig, bl.a. til at aflønne en sygeplejerske. Bøgerne indeholdt biografier af slesvigske kvinder og skildringer af arbejdet for danskheden i Sydslesvig før, under og efter Anden Verdenskrig. I erindringsværket Fra gamle Præstegaarde, I-II, 1930-31, har hun givet en indtagende skildring af sit liv og dermed også af de præstegårde, hun selv stiftede bekendtskab med. Fælles for de lutherske præstegårde med de mange børn og de altid åbne døre for sognebørn, der trængte til råd eller trøst, var “Præstegaardsaanden, som ikke kan udgrundes”, men som “lugter af friske Blomster, Gemmeæbler og Kaffe – grumme meget af Kaffe”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Juliane_Marie_Jessen

Juliane Marie Jessen

2023-04-22T23:05:10+02:00

fri anvendelse

Juliane Marie Jessen kom fra en veluddannet familie af højtstående embedsmænd. Hun blev undervist af sin morbroder, konferensråd C.F. Jacobi, som opøvede hendes sans for digtning, fordi han mente, at hun havde evner for poesi. Hun begyndte at skrive selv, men opgav det, da hun i 1787 blev ansat som lektrice, dvs. oplæserske hos enkedronning Juliane Marie. Efter tre år måtte hun opgive stillingen på grund af sygdom, som lænkede hende til sengen i de følgende otte år. I 1800 oversatte og udgav hun Joh. G. Müllers Selim den Lykkelige. Trykkefrihedsforordningen af 1799 var netop blevet gennemført, og den krævede, at det skulle fremgå af tryksager, hvem der var ansvarlig for udgivelsen. Hun måtte derfor lade sit navn sætte på titelsiden, men var ikke glad for det. Det var ikke velset, at borgerskabets kvinder trådte offentligt frem, “men – det er kun det første Skridt der koster Overvindelse,” sagde hun siden. 1815 skrev hun lystspillet Ei blot til Lyst, og en satire Hinkentudse, 1817, som er et indlæg til fordel for digteren Jens Baggesen i hans pennefejde mod Adam Oehlenschläger. I 1819 kom en samling digte og skuespil Smaae Mark-Violer plantede i Danmarks Digterhauge, som også indeholder en selvbiografisk skitse. Hendes værker afslører et varmt hjerte og en flydende pen, men også en mangel på skoling i metrik og retorik. I 1819 blev Juliane Marie Jessen kendt i hele landet, da hun vandt en konkurrence om den bedste nationalsang med digtet Dannemark! Dannemark! – hellige Lyd! Officererne ved de danske tropper i Frankrig havde udsat en præmie på 400 rigsbankdaler i sølv til deling mellem forfatter og komponist. Selskabet til de skiønne Videnskabers Forfremmelse tog sig af bedømmelsen af de 59 indsendte forslag, men afgørelsen medførte et ramaskrig. Adskillige parodier og indlæg for og imod sangen blev udgivet. Man fandt den fuld af tom retorik, versefødderne haltede, og rimene var dårlige. C.E.F. Weyse satte melodi til sangen, men den blev glemt i løbet af få år. Videnskabernes Selskab kommenterede ikke sagen, og det kan undre, at Juliane Marie Jessens sang blev valgt som den bedste. Man mente i samtiden, at det skyldtes, at hendes håndskrift kunne forveksles med Oehlenschlägers, så dommerne troede, det var ham, de havde kåret som vinder. Det har nyere forskning imidlertid dementeret, og alt tyder på, at kvaliteten af de indsendte forslag generelt ikke var særlig høj. En del af sangene blev trykt i 1820 af A.F. Elmquist i Dan. Samling af Fædrelandssange, men kun to af dem nåede en vis, midlertidig udbredelse. Det kan også undre, at afgørelsen vakte så umådelig stor opsigt. Det kan hænge sammen med, at ytringsfriheden var stærkt begrænset i den politiske debat, så der i stedet var stor offentlig opmærksomhed omkring diskussioner om litteratur og kunst. Muligvis har det også vakt anstød, at en kvinde vandt konkurrencen. Et af argumenterne imod sangen var, at den havde “for megen quindelig Blødhed til at være passende dansk Nationalsang”. Juliane Marie Jessen havde sit hjem i Smallegade, hvor hun omgikkes adskillige af tidens kendte kunstnere. Hun tog flere plejedøtre til sig og opdrog dem omhyggeligt. Ved sin død i 1832 blev hun omtalt som et ædelt og kærligt menneske, der trods smertefuld sygdom bevarede “en kraftfuld Sjel, en livlig Munterhed”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Teckla_Juel

Teckla Juel

2023-04-22T23:09:18+02:00

fri anvendelse

Teckla Juel voksede op i Sydslesvig sammen med søstrene Alfhilda (g. Mechlenburg) og Fanny Suenssen. De tre søstre blev alle forfattere. Efter faderens død flyttede familien til København, men 1848-50 boede Teckla Juel i Norge, som hun siden vendte tilbage til imellem sine ophold på Langeland, i Jylland og i København Teckla Juel dyrkede både musik og litteratur; som 16-årig udgav hun anonymt kompositionen Fiskerpigens Klagesang, der faldt i tidens smag og udkom i tre oplag. Den efterfulgtes af flere tilsvarende sange Vemod, 1851, Længsel, 1856, og Amors Rekrut, 1858. Denne lyriske produktion kronedes med to store fortællende digte Ivan Mikkel, 1860, og Den sorte Ravn, 1861; sidstnævnte udkom under pseudonymet Johan Fedder og blev udgivet af Frederik Barfod. I 1860 blev Teckla Juels første roman Caja trykt anonymt som føljeton i Dagbladet. Titelfiguren fortæller historien om sin kærlighed til en fætter, ledsaget af romantiske og forunderlige omstændigheder, der var egnet til at fastholde læsernes interesse fra dag til dag, et mistet og genfundet barn, en vanvittig pige, en tyrannisk onkel og en naturkvinde med kræfter som en mand. Den moraliserende tone og sentimentale beskrivelse af Cajas familie med de hjertensgode forældre, trofaste tjenestefolk, den blomstrende have og gamle brune hest underholdt og tilfredsstillede en bred læserkreds, selvom det ikke lykkedes forfatteren at forbinde alle historiens tråde til slut. De efterfølgende romaner Planterens Datter, 1864, og I Jylland, 1865, udkom anonymt. Siden skrev hun under forskellige pseudonymer; de to noveller Hans Lindberg. Jeppa, 1866, udkom under navnet Carl Krone og Blancogade Nummer Syv, 1867, havde Thorvald Thure på titelbladet. Forfatterskabet var for Teckla Juel i mindre grad et eksistentielt og æstetisk anliggende, og det ændredes ikke ved ægteskabet i 1867 med adjunkt Axel Juel, kun valgte hun for en tid den kortere form, digtet og novellen, som bedre lod sig forene med husmoderforpligtelserne i det nye hjem i Ålborg. Da ægtemanden, som opnåede at blive justitsråd, blev pensioneret i 1876, flyttede familien til København Teckla Juel publicerede flittigt i aviser og blade som Berlingske Tidende, Illustreret Tidende, Skandinavisk Folkemagazin og Aftenlæsning; i 1891 udkom en samling noveller Paa Skraaplanet. Hendes tre sidste romaner Hittebarnet, 1870, Zigeunerbarnet, 1871, og Karen, 1874, udkom under pseudonymet “Af Forf. til ’Planterens Datter’”. På det tidspunkt havde den litterære smag udviklet sig i retning af en realisme og naturalisme, som Teckla Juel ikke følte sig fortrolig med. Sammen med de to søstre skrev hun børnebogen Ej blot til Lyst, 1880, lystspillet En Skilsmisse, opført i Norge 1872 og siden med titlen Et Ægteskab i Fare på Folketeatret i København og syngespillet Judith eller Fare og Flugt, 1875, hvortil hun formentlig komponerede musikken. Adskillige af Teckla Juels bøger blev oversat til svensk og tysk, og især i Tyskland blev forfatterskabet værdsat. I 1883 var hun ligesom sine søstre blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Benedicte_Arnesen_Kall

Benedicte Arnesen Kall

2023-04-22T23:28:45+02:00

fri anvendelse

Benedicte Arnesen Kall havde gennem sin opvækst dels hos sin lærde fader, den islandske leksikograf Paul A., dels gennem det nære forhold til professor Børge Thorlacius og hans hustru Benedicta, fået stor kærlighed til litterær beskæftigelse. Hun udgav bøger i mange forskellige genrer, både skønlitteratur, romaner, digte, et drama og en romancecyklus, og litteraturkritik, en kommenteret oversættelse af Molières samlede forfatterskab, foredrag og forskellige former for erindringer, rejseskildringer og en bog om faderen. Hovedværket er Livserindringer 1813-1857, 1889, der opruller et detaljeret billede af livet i Københavns. akademiske borgerskab i 1800-tallets første halvdel frem til forfatterskabets begyndelse. Forholdene i hjemmet var vanskelige. Faderen havde uden fast ansættelse svært ved at forsørge de fem børn, og moderen manglede forståelse for, at Benedicte Arnesen Kall og hendes søster Marie A. hellere ville læse end påtage sig de sædvanlige kvindelige sysler. Benedicte Arnesen Kall opholdt sig derfor fra tiårsalderen helst i huset hos det barnløse ægtepar Børge og Benedicta Thorlacius (f. Kall) og knyttede sig især til Benedicta Thorlacius og omtalte hende siden som sin anden moder. Både faderen og den kunstinteresserede Thorlacius-Kallske familie tilskyndede hende til at lære de europæiske hovedsprog og dyrke kunstarterne, og med årene tilegnede hun sig en omfattende og mangesidig humanistisk dannelse og lærdom. I 1831 besøgte hun sammen med Benedicta Thorlacius dennes plejedatter, der var gift i Tyskland; herefter tilbragte hun en sæson hos sin moders familie i Oslo, det daværende Kristiania, hvor hun mødte grundlæggeren af en stiftelse for dårligt stillede kvinder og derved for første gang blev opmærksom på kvindernes særlige sociale problemer. Benedicta Thorlacius og hendes to søskende Elisabeth og Johan Christian Kall tilbød at tage Benedicte Arnesen Kall til sig, men hendes fader opfordrede hende til at søge en mere selvstændig eksistens, og 1832-39 var hun guvernante for oberst Alexander Emilius de Wilsters børn. 1839-41 besøgte hun igen sin veninde i Tyskland, hvor hun hjalp hendes mand med at redigere kulturelle tidsskrifter og derved fik lejlighed til at lære spansk. Efter hjemkomsten til København boede hun sammen med Elisabeth og Johan Christian Kall, sidstnævnte adopterede hende i sit dødsår 1844, og hun antog familiens navn. Benedicte Arnesen Kall havde længe skrevet udkast til noveller og romaner. I 1853 udgav hun anonymt en romancecyklus Grev Bothwell i Norge og desuden romanen Min Søns Breve, der er en kunstfærdig æskekomposition med et kalejdoskopisk fortællemønster; i 1855 udkom romanen Zillerdal, hvis to parallelle kærlighedshistorier er henlagt til Tyrol. Romanerne handler begge om hovedpersonens udvikling til kunstner, en for Benedicte Arnesen Kall eksistentiel problematik, som hun udfolder inden for et traditionelt kønsrollemønster. Hovedpersonerne og synsvinkelbærerne er mænd, der bliver kunstnere på baggrund af en sublimeret kærlighed til en madonnalignende kvindefigur, i den første roman på trods af nogle dominerende og egoistiske moderskikkelser. Begejstringen for og fortroligheden med teatret inspirerede Benedicte Arnesen Kall til at skrive en række dramaer, som hun sendte til J.L. Heiberg på Det Kgl. Teater i hans direktørtid. Han ville dog ikke antage dem, og kun ét af hendes skuespil Robert Bruce, 1873, blev trykt. Efter Elisabeth Kalls død i 1857 foretog Benedicte Arnesen Kall en stor rejse til Grækenland og Istanbul. 1862-70 lejede hun Ludvig Holbergs gamle bopæl Tersløsegård ved Holbæk, hvor hun oversatte og annoterede Molières komedier, der udkom 1869-70 med et forord om Molières forhold til Holberg og et efterskrift om den franske og danske alexandriner. Efter et besøg i Island skrev hun to bind Smaaskizzer fra en Islandsrejse i Sommeren 1867, 1869-71, og i 1872 udkom hendes første digtsamling I Sorg og Glæde samt en versificeret udgave af evangelierne Gennem Kirkeaarets Evangelier. I en omtale af hendes anden digtsamling Fra det stille Liv, 1883, skrev forfatteren Herman Bang, at han som barn besøgte Tersløsegård og glædede sig over alle de muntre historier, hun kunne fortælle fra litteraturen og sit eget liv; om aftenen afsluttede hun samværet ved at neje foran Holbergs portræt og sige: “Tak, gode Fader Holberg!” Frugterne af hendes spanske studier blev til bogen Den spanske Trilogi om Calderón, Lope de Vega og Cervantes, der udkom i 1884. Efter at kvindesagen havde organiseret sig, var hun 1874-75 formand for Kvindelig Læseforening og holdt her tre foredrag om Fru Gyllembourg og hendes Værker, trykt 1875, og foredraget For eller imod Kvindesagen?, trykt 1881. I modsætning til det øvrige forfatterskab, der udkom anonymt eller under forskellige pseudonymer, udgav hun foredragene under eget navn. Thomasine Gyllembourgs kvindeprogram var godt, mente Benedicte Arnesen Kall, bortset fra at det forudsatte en idealtilstand, hvor alle unge piger var smukke, havde fået en udmærket opdragelse og blev forsørget af gode elskere og ægtemænd, og at det ikke imødekom den moderne kvindes krav på et individuelt liv. Benedicte Arnesen Kall var kritisk over for tanken om at udviske kønsforskellen og betonede nødvendigheden af at fastholde mændenes respekt for ægteskabet og det huslige liv. Bogen om faderen Poul Arnesen, Islænder, 1884, er endnu et vidnesbyrd om, at drivkraften i hendes arbejde var en pietetsfuld taknemmelighed over for slægt og fædreland og iver efter at give sin skærv til kulturarvens videreførelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Nynne_Koch

Nynne Koch

2023-04-22T22:59:52+02:00

fri anvendelse

Nynne Koch stammer fra et velhavende og højborgerligt københavnsk miljø. Barndomshjemmet var Det Classenske Palæ i Amaliegade, sommerresidensen godset Korselitze på Falster, ejet af Det Classenske Fideikommis. Faderens morforældre var digteren Carsten Hauch og dennes hustru Rinna, der sympatiserede med sin tids nye strømninger, socialisme og feminisme. Morfaderen var direktør for Store Nordiske Telegrafselskab og tilførte slægten betragtelige midler. Suenson’erne var intellektuelle og musiske mennesker, således modtog Nynne Kochs moder violinundervisning af komponisten Carl Nielsen. Afgørende for Nynne Kochs opvækst var blandingen af frihed og forpligtelse. Hun har selv sammenlignet sine barndomsforhold med en kongefamilies, hvor pigerne lige så godt kan blive dronninger som drengene konger, dog med den tilføjelse, at hendes lag indrømmede børnene langt større frihed end den, der bliver prinser og prinsesser til del. Men der var samme forventninger til hende om at udrette noget af betydning for verden, som der var til hendes yngre broder Peter Anton K. Denne privilegerede opvækst formørkedes dog af, at faderen led af Parkinsons syge, og at moderen var “nervesvag”. Nynne Koch blev et drømmende og introvert barn, der digtede romaner og foretrak ensomhed og naturen, som hun mødte den i de lange somre på Korselitze. Samtidig levede hun dog pligtopfyldende op til såvel selskabelige krav som til skolens. Skolegangen foregik i hjemmet i Amaliegade, hvor Nynne Koch og hendes broder blev undervist sammen med børn fra deres eget lag i Frk. Rindoms Privatskole. Som 16-årig kom Nynne Koch på fortsættelseskursus på N. Zahles Skole, fordi hun ikke ville være student, men hun lå langt over klassens niveau og begyndte i stedet på Polyteknisk Læreanstalt, hvor hun tog adgangseksamen med henblik på at blive arkitekt. Imidlertid var hendes karakterer så fine, at hun kunne begynde på ingeniøruddannelsen, hvilket hun gjorde. Her fik hun sine første erfaringer med kvindediskrimination, hvilket angiveligt gjorde hende til feminist. Samtidig mødte hun Erik Middelboe, med hvem hun blev gravid og derefter gift. De følgende år helligede hun sig børnefødsler og ægteskab samt opbygningen af familiens stenhus på Kullen, et hus, der betød meget for hende, og hvor hun kunne dyrke sin samhørighed med naturen. Via forelskelsen i en af sin mands studiekammerater gik seksualitetens enorme betydning op for hende, og det betød en afgørende udvidelse af hendes naturfølelse og blev bestemmende for den biologiske feminisme, hun senere blev fortaler for. Forinden blev hun dog skilt, gift og skilt igen, hvorefter hun mødte sit livs kærlighed i Israel Korzen, der blev fader til de sidste to af hendes fem børn. Under Anden Verdenskrig skrev Nynne Koch kriminalromaner sammen med veninden Regitze Caroc, og da hun flyttede sammen med Korzen begyndte hun at skrive “rigtige” romaner. Den første Møde med sig selv, 1950, foregår dels i det jødiske miljø, hun gennem Korzen var blevet introduceret til, dels i et højborgerligt miljø, hvor hun trækker på sine egne barndomserfaringer. Den følgende Hug en hæl, 1952, gør op med barndomsmiljøet, og i den tredje Tagfat med en drøm, 1954, forsøger Nynne Koch for første gang skriftligt at advokere for sit biologiske livssyn, hvor fødsler og natur, ikke mindst kvindens, indtager en central plads. I en stribe kronikker op gennem 1950’erne slog hun til lyd for kvindefrigørelsen og intonerede på dette tidlige tidspunkt en række af de synspunkter, den nye kvindebevægelse tog op efter 1970. Gennem hele sit kvindepolitiske virke forfægtede hun det synspunkt, at kvinder og mænds forskellige biologi også betyder en psykologisk forskel, som bør afspejle sig i samfundets indretning. Kvinder skal have mulighed for at opfylde deres biologiske behov, før de kaster sig ud i en erhvervsmæssig karriere. Derfor skal samfundet indrettes, så såvel mænd som kvinder kan tage deres uddannelse i bidder og først gøre den store offentlige indsats, når børnene er fra hånden. Nynne Kochs eget liv formede sig for så vidt efter denne opskrift. Hendes kærlighed til Korzen holdt nemlig ikke i længden til et ægteskabeligt hverdagsliv, og i 1961 forlod hun ham. Hun fik ansættelse som kontorassistent på Det Kgl. Bibliotek (KB), hvor hun trods manglende formel uddannelse skabte sig en bemærkelsesværdig karriere. Inspireret af bl.a. det kombinerede bibliotek og arkiv Kvinnohistoriska Samlingarna, grundlagt 1958 i Göteborg, og oprettelsen af arkivet Kvindehistorisk Samling på Statsbiblioteket i Århus 1964 lykkedes det Nynne Koch at overbevise rigsbibliotekar Palle Birkelund om, at det var vigtigt at synliggøre den kvinderelevante litteratur i KBs samlinger. I første omgang bevilgedes hun arbejdstid til at oprette en specialkatalog over kvindelitteratur, i 1973 udnævntes hun til fagreferent i feminologi, hendes egen benævnelse af den spirende kvindeforskning, og fik dermed også indflydelse på indkøb af bøger. Nynne Kochs eminente sans for pr og hendes tidlige forståelse for, at et højt serviceniveau var vejen til succes i fremtidens bibliotek gjorde snart den feminologiske dokumentationstjeneste kendt og brugt. Den slog sit navn fast i en bredere offentlighed 1971, da hun i anledning af Dansk Kvindesamfunds 100-års jubilæum arrangerede udstillingen Feminologi, der viste eksempler på opfattelsen af kvindelighed fra det gamle Grækenland til de brandnye rødstrømper. Udstillingen og de tilknyttede foredrag blev et tilløbsstykke og skabte grobunden for det store netværk af kvinder og mænd af meget forskellig kønspolitisk observans, Nynne Koch støttede sig til i opbygningen af KVINFO, som hendes kvinde-, informations- og forskningsprojekt hed fra 1979. Det var en central del af konceptet, at information skabes i formidlingen, og for at optimere denne proces udvidede hun aktiviteten til undervisning og publikationsvirksomhed. I FNs kvindeår 1975, mens der endnu kun var spredte kvindekurser på universiteterne, lykkedes det Nynne Koch at blive studieleder på Folkeuniversitetet for et nyt selvstændigt fagområde, som hun stadig kaldte feminologi. De velbesøgte forelæsninger, som hun selv bidrog til, begyndte året efter og blev udgivet i årbogen Kvindestudier, og 1981 lancerede hun med Forum for kvindeforskning kønsforskningens første tidsskrift, fra 1984 udgivet på hendes eget forlag Melusine. Nynne Koch skabte sig i disse år en ubestridt position som kvindeforskningens grand old lady, beundret og misundt af de langt yngre kvindeforskere, der stred for at skabe sig en platform på universiteterne uden hendes lette adgang til medierne. Der var tilsyneladende også en verden til forskel på Nynne Koch og den nye generation af socialistiske feminister. Men de var helt enige om, at der skulle skaffes politisk støtte til kvindeforskningen, og den fælles front førte 1986 til en aktionsplan, der indebar oprettelse af en række kvindeforskningslektorater og optagelse af KVINFO på finansloven som et selvstændigt forskningsbibliotek. Samme år blev Nynne Koch æresdoktor på Roskilde Universitetscenter. Da livsværket således var sikret, lod hun sig pensionere, men har fortsat bidraget til debatten om køn. Nynne Koch ventede sig en samfundsændring af kvinders voksende deltagelse i arbejdslivet og offentligheden, men skuffedes over, at kvinder i stedet i hendes øjne blev ligesom mænd. Da hun i en alder af 83 år udgav sine erindringer Ved nærmere eftertanke, 1999, fortalt til Karen Syberg, havde hun selv oplevet konsekvenserne af, at kvinders omsorgsarbejde for børn og gamle var blevet statsliggjort. Det bestyrkede hende i opfattelsen af, at kvindekampens mål ikke var ligestilling, men derimod et samfund, der tilgodeså kvinders biologiske og psykologiske behov. Ved Nynne Kochs 70-års fødselsdag i 1985 udgav venner og kolleger festskriftet Der er en verden ved siden af verden. 1990 blev et udvalg af hendes artikler samlet i Linien og cirklen. Hun modtog Georg Brandes-Prisen 1981, Alt for Damernes Kvindepris 1983 og Frejafondens Pris 1986. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Lasson

Margrethe Lasson

2023-04-22T23:03:26+02:00

fri anvendelse

Margrethe Lasson fødtes ind i en embedsmandsfamilie i København; da faderen snart blev landsdommer på Fyn, tituleret justitsråd, kom hun og hendes søskende til at vokse op på herregården Dalum Kloster. Efter faderens død 1706 flyttede Margrethe Lasson ind hos en søster og svoger; de to søstre boede siden alene i Priorgården i Odense under svære økonomiske kår, tynget af gæld efter deres fader. En tvangsauktion i 1730 tillod dog søstrene at blive boende til deres død. Margrethe Lasson er forfatter til det berømteste æresdigt til den samtidige norske salmedigter Dorthe Engelbretsdatter. Her hylder Margrethe Lasson i et mundret og smidigt dansk sin kollega, ikke bare som forfatter af sørgeskriftet Taare-Offer, 1685, men som kvinde. Det sker til tider defensivt, men altid i en tydelig bevidsthed om, at de begge er medskabere af noget særligt, som eftertiden har kaldt en ny kvindelitterær tradition. Hovedværket er prosaromanen Den beklædte Sandhed, der blev skrevet 1715 og trykt 1723. Tidens litteratur var lyrisk og overvejende religiøs, og Margrethe Lassons verdslige roman er den første af sin slags i både Norden og Danmark, først 18 år efter fulgte i 1741 Ludvig Holbergs latinske udgave af Niels Klims underjordiske Reise. Med sin roman placerer Margrethe Lasson med overlæg sig selv og sit værk i en lang række af litterære forklædninger, fx fremtræder hun som forfatter under den anonyme betegnelse “det danske Sprogs inderlige Elskerinde Aminda”. I fortalen nedtoner hun bevidst både værkets og sine egne kvaliteter på en måde, der bl.a. viser, at hun har kendt til en langt ældre retorisk konvention. Stilistisk forholder hun sig til en fransk, meget billedrig tradition, lånt fra Madeleine de Scudérys preciøse romaner fra 1650’erne, som hun kan have kendt i tysk oversættelse. Margrethe Lasson foregiver, at hendes fiktive fortælling i virkeligheden er en oversættelse af et runemanuskript, fundet på barndommens Dalum Kloster, der i Margrethe Lassons eventyrlige forklædning kaldes Mulad, altså Dalum stavet bagfra. Den komplicerede kærlighedshistorie er henlagt til antikken og foregår både i Persien, det gamle Rom og på det hjemlige Fyn. Den beklædte Sandhed fremstår som én stor, sindrigt udtænkt, dog ikke altid logisk konstruktion; måske derfor læste samtiden den som nøgle til en skandalehistorie fra hoffet. Værket skriver sig dog givet ind i den opmærksomhed over for både form og indhold, der var under udvikling i takt med, at det blev almindeligt og anerkendt at udtrykke sig på nationalsprogene frem for på latin. Men halvt neddykket i dette store barokapparat, der både vil blænde og imponere, skjuler sig også den ugifte Margrethe Lassons utopiske fortælling om livet i Nyf, barndommens Fyn, et naturskønt, arkadisk landskab uden despotiske fyrster, hvor de elskende kan mødes uden “forklædning”, dvs. i frihed. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Cornelia_Levetzow

Cornelia Levetzow

2023-04-22T23:26:01+02:00

fri anvendelse

Cornelia Levetzows livshistorie er fattig på ydre begivenheder, hun levede ugift i sit barndomshjem i Ringkøbing indtil faderens død, derefter i København og fra 1854 i Lyngby. Her skrev hun i al stilfærdighed henved 30 romaner og novellesamlinger, som kom i stadig nye oplag og allerede før 1900 havde solgt i mere end 50.000 eksemplarer. Cornelia Levetzow var den yngste af fem søskende; hun blev undervist hjemme af sin moder og af de to ældre søstre Mathilde von L. og Vilhelmine von L., der også blev forfattere. Mathilde udgav digtsamlingen I Aarenes Løb, 1895, Vilhelmine skrev fem romaner og en novellesamling. Selv debuterede Cornelia Levetzow i 1861 med En ung Piges Historie, som er et vigtigt bidrag til den danske guvernanteroman, den genre, Mathilde Fibiger havde indført med Clara Raphael,1851, og som også tæller Louise Bjørnsens Hvad er Livet?, 1855, og Fanny Suenssens fortælling Amalie Vardum, 1862. En ung Piges Historie er som genren foreskrev en fingeret selvbiografi bygget over dannelsesromanens trefasede forløb: hjemme, ude, hjemme. Marie vokser op i et beskedent, idyllisk hjemmeliv hos en plejemoder og hendes datter, men da plejefamilien af helbredsgrunde rejser sydpå, må hun efter konfirmationen tage ansættelse som selskabsdame i en oberstfamilie. Her føler hun sig bestandig krænket ved at blive behandlet som en arbejdskraft i stedet for en datter af huset og ved at se sine evner bedømt efter deres værdi på ægteskabsmarkedet. Da plejesøsteren omsider bliver gift med en præst, flytter Marie hjem til hende og plejemoderen. I guvernanteromanen gør heltinderne kun negative erfaringer uden for hjemmet, hvor penge og status vejer tungere end hengivenhed og omsorg; Maries livshistorie ender, idet hun finder tilbage til det hjem, hun udgik fra. Romanen var 1916 udkommet i 20.000 eksemplarer og 12 oplag og desuden oversat til svensk, tysk, hollandsk, fransk og engelsk. Trods den kommercielle succes, udgav Cornelia Levetzow denne og alle de efterfølgende bøger under pseudonymet “J.” Kvinderollen var for hende bundet til hjemmets intimsfære og uforenelig med forfatterskabet som profession; først fra 1891 begyndte hendes eget navn at figurere på titelbladet. Det efterfølgende forfatterskab, der omfatter titler som Fortællinger, 1861, Skizzer af Hverdagslivet, 1863, Anna, 1864, Livsbilleder, 1875, Fra Vej og Sti, 1884, og Agentens Datter og Birthe Marie, 1894, føjede ikke væsentligt nyt til debutromanens fortælleform, emne og persongalleri. Cornelia Levetzows historier er klart komponeret og skrevet i en enkel, gennemsigtig stil. Den afsluttende, ofte kristent farvede, belærende indsigt gjorde dem velegnede som læsning for ungdommen, hvilket bidrog til deres udbredelse; en del blev trykt eller genoptrykt til brug i søndagsskolerne til fordel for missionsarbejde eller Cornelia Levetzows filantropiske virksomhed. I 1875 modtog hun på forfatteren Fr. Paludan-Müllers anbefaling Det Anckerske Legat, som hun anvendte på rejser i Norge og Sverige. I 1883 var hun en af de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Toni_Liversage

Toni Liversage

2023-04-22T23:28:15+02:00

fri anvendelse

Toni Liversage voksede op i Tårnby og senere Birkerød som den ældste af fire søskende. Hendes fader var maniodepressiv og ofte meget syg, så moderen udgjorde familiens holdepunkt, også økonomisk. Trods fattigdom og sygdom havde Toni Liversage en inspirerende og til tider munter opvækst i et åbent hjem, hvor mange mennesker fra kunstnerisk og politisk aktive miljøer havde deres gang, og faderen tog hende ofte med til trotskistiske møder. Hun klarede sig godt i skolen, og da forældrene ikke havde råd til at lade hende læse videre, tilbød mere velhavende venner økonomisk støtte, og i 1954 blev hun matematisk student fra Birkerød Statsskole. Hendes livslange interesse for Østeuropa blev vakt, da hun i 2. g deltog i en ungdomsfestival i Bukarest. Især jugoslaverne betog hende, og hun besluttede at studere serbisk for at lære landet at kende. Efter studentereksamen tog hun toget til Beograd, men studieplanerne blev forpurret, da hun blev betragtet som spion og måtte tomle hjem. Her begyndte hun at studere slavisk filologi på Københavns Universitet. Hun boede på Kvinderegensen, hvor hun traf bl.a. Bente Hansen og Merete Ries, der som hun selv kom til at gøre sig gældende på venstrefløjen og i den litterære verden. Først i 1957 og 1959 fik hun via stipendier mulighed for at studere i Beograd. Hun giftede sig 1962 med den irske arkæolog David L., der blev ansat som museumsinspektør på Nationalmuseet. I 1965 blev Toni Liversage mag.art. i slavisk filologi med jugoslavisk litteratur som hovedområde. Hendes magisterkonferens handlede om den jugoslaviske nobelpristager I. Andrics forfatterskab. Hun var på det tidspunkt højgravid med sønnen Martin, og året efter fødte hun datteren Anika. I disse år indledtes hendes liv som forfatter og oversætter med ægtefællens faste indtægt som sikkerhedsnet. Toni Liversages interesse for politik og hendes antimilitaristiske holdning blev skabt i hjemmet, og med marcherne mod atomoprustning 1960-61 indledtes hendes liv som det dengang nye fænomen “græsrod”, en tilværelse, hun har beskrevet i erindringsbogen Hvad skal det nytte?,1998. Gennem 1960’erne var hun med i Vietnambevægelsen, der gennemførte store demonstrationer mod USAs krig i Vietnam, ligesom hun var aktiv i Socialistisk Folkeparti (SF) og deltog i det stiftende møde for Venstresocialisterne, der udspaltede sig fra SF i 1967. Hun oplevede imidlertid begge partier som autoritære, klassefikserede og uden forståelse for kønsproblematikken. Men hun fandt sig heller ikke til rette i Dansk Kvindesamfunds (DK) ungdomskreds, som hun også var medlem af. I 1968 omdannedes kredsen i protest mod DKs passivitet i abortspørgsmålet til den selvstændige organisation Individ og Samfund, og denne arrangerede i 1970 det møde, der skulle blive startskuddet til den første rødstrømpeaktion. Rødstrømpebevægelsen fik stor betydning for Toni Liversage, da hun med feministisk teori fik redskaber til at forstå kvinders liv og virkelighed og formulere den nødvendige sammenhæng mellem det private og det offentlige, som var usynlig for de mandsdominerede politiske partier. I begyndelsen af 1970’erne deltog hun i flere kollektive bogprojekter, der udsprang af bevægelsen, anmeldte centrale udenlandske feministiske værker og var med i redaktionen, da rødstrømpebladet Kvinder startede 1975. Men hendes vigtigste indsats i disse år var en række banebrydende bøger om kvinders historiske betydning. Allerede 1972 udkom Kvinden og historien, der med sit nye fokus på kvinder som selvstændige aktører med egen dagsorden intonerede den kommende historiske kvindeforskning. 1974 og 1975 fulgte Mary og revolutionen og Da kvinderne måtte gå under jorden. Disse to små bøger om den frihedselskende Mary Wollstonecraft, der skrev feministiske manifester under inspiration af Den Franske Revolution, og de engelske suffragetter, som sprængte postkasser i luften og sultestrejkede i fængslerne for at få stemmeret, var stærkt mobiliserende for den voksende rødstrømpebevægelse. At erobre ordet, 1980, er en sammenlignende analyse af kvindernes indsats i den tidlige arbejderbevægelse i England, Tyskland, Danmark og USA med vægten på kvindeorganiserede strejker og betydningen af kampen for fødselskontrol. Toni Liversages nysgerrighed, imponerende energi og manglende respekt for etablerede akademiske faggrænser går som en rød tråd gennem hendes bøger, også i Den store gudinde om forhistoriske matriarkater, som udkom i 1990. I 1980’erne valgte Toni Liversage igen at koncentrere sig om fredsarbejdet, men denne gang med et kvindeperspektiv, som hun har holdt fast i lige siden. Kvindefredsbevægelsen, der har rødder tilbage til Første Verdenskrig, tog rødstrømpernes aktivistiske linie op, bl.a i den internationale kvindefredslejr, som etableredes i 1981 ved den engelske flyvestation Greenham Common, der var base for amerikanske krydsermissiler. 1987 udgav Toni Liversage bogen Fra Gandhi til Greenham Common, hvor hun beskriver den holdning til civil ulydighed og ikke-vold, som ligger til grund for hendes græsrodsengagement. Siden 1995 har hun siddet i bestyrelsen for Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Hun engagerede sig desuden i de bevægelser, der opretholdt dialogen med den demokratiske opposition i landene i Østeuropa, bl.a. den tjekkiske menneskerettighedsgruppe Charta 77, og arbejdede imod supermagternes oprustning som medlem af Fredsfonden. Efter Berlinmurens fald 1989 gik hun ind i, hvad hun kalder en “Helsinkiproces fra neden” som medlem af Helsinki Citizens’ Assembly (HCA), en frivillig og uafhængig gruppe i tilknytning til Organization for Security and Cooperation in Europe. I Dansk Forfatterforening (DF) har Toni Liversage siden slutningen af 1980’erne lagt et stort arbejde som formand for det internationale udvalg, bl.a. gennem synliggørelse af flygtningeforfattere fra Bosnien. Under krigene i det tidligere Jugoslavien har hun været udsendt som officiel dansk valgobservatør; men sideløbende hermed har hun med utrættelig energi bidraget til den mere uformelle støtte til de demokratiske kræfter i området, bl.a. gennem deltagelse i Fredskaravanen i 1991, en HCA-aktion, der havde til formål at kontakte grupper og enkeltpersoner i Jugoslavien, som arbejdede for fred. Et af resultaterne blev dannelsen af den antimilitaristiske og antipatriarkalske gruppe Kvinder i sort i Beograd, som Toni Liversage fortsat er i tæt kontakt med. Hun modtog 1989 DFs kvindegruppes Thit-Pris for sin livslange indsats for at give kvinder mæle og historie. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hansigne_Lorenzen

Hansigne Lorenzen

2023-04-22T23:28:25+02:00

fri anvendelse

Hansigne Lorenzen tilhørte på fædrene side en slægt af lærere og præster, mens moderen kom fra en sønderjysk bondeslægt. Hendes barndomshjem i landsbyen Bådsbøl, der siden krigen i 1864 havde været under tysk styre, var præget af en levende danskhed. Da hun var 14 år gammel, ramtes hendes familie af en stor tragedie, idet fire af hendes syv søskende i løbet af kort tid døde af difteritis. To ældre brødre udvandrede for at undgå den tyske værnepligt, og tilbage i lærerfamilien var nu kun Hansigne Lorenzen og hendes lillesøster Hanne Jenssen. Fra 1888 måtte der undtagen i religionstimerne kun undervises på tysk i skolerne, og mange danskuddannede og dansksindede lærere mistede deres arbejde, bl.a. fik Hansigne Lorenzens fader i 1890 påbud om at søge sin afsked. Samme år giftede Hansigne Lorenzen sig med Hans L., der siden 1884 havde været andenlærer på faderens skole, og nu efterfulgte ham som førstelærer. Fra 1891 til 1903 fødte hun fem børn. Årene var fyldt med opgaver i familien og det nære samfund, men to år efter det sidste barns fødsel udgav Hansigne Lorenzen i 1905 sin første bog, den nationalbevidste fortælling Der kæmper et Folk. Af hensyn til ægtefællens stilling ved det preussiske skolevæsen blev den udgivet under pseudonymet Sven Tange. Debuten efterfulgtes i 1907 af Der stander en Strid, der ligesom forgængeren var et forsvar for danskheden i Sønderjylland i fiktionsform. Forfatteren oplevede dansk folkelighed og kultur som stærkt truet; ikke blot fra officiel preussisk side, men også fordi hun fandt, at mange dansksindede i tiltagende grad lod hånt om den nationale arv og almindelig sæd og skik. De to første bøger hørte sammen, og også den tredje bog Saa lægges den Sæd -, 1911, delte tema med dem. To år efter udkom fortællingen Thøge, der regnes for hendes litterært set bedste værk. I 1909 var Hans L. på grund af sit arbejde for den danske afholdsbevægelse blevet beordret til at lade sig forflytte længere sydpå til Ditmarsken. Han valgte i stedet at søge sin afsked som lærer og købte den gård i Hansigne Lorenzens fødesogn, som hans svigerfader havde erhvervet efter sin afsked. Efter 1909 behøvede Hansigne Lorenzen derfor ikke at udgive sine bøger under pseudonym af hensyn til ægtefællen, men fortsatte dog hermed indtil 1919, da der var taget beslutning om den folkeafstemning, der året efter førte til Genforeningen med Danmark. Da Første Verdenskrig brød ud i 1914, var de tyske myndigheder bange for, at de mest ivrige dansksindede i landsdelen ville foranstalte agitation og uro. I lighed med mange andre forkæmpere for danskheden blev Hansigne Lorenzen og hendes mand straks arresteret og interneret, dog kun for en kortere periode. Efter krigen udkom hendes første værk under eget navn, Arveguld, 1919, et stort digt om fundet af Guldhornene. Siden fulgte yderligere to bind lyriske arbejder Tider og Steder, 1927, og Ved Alfarvej, 1928. I 1937 udgav hun skuespillet Grænsens Sang og endelig i 1945 Di gammel Søkaptejner og andre Fortællinger paa Rim, der var skrevet i egnens dialekt. I 1930 kom hun på Finansloven. Det er dog ikke primært for sit forfatterskab, Hansigne Lorenzen endnu huskes. Kort efter sin litterære debut påbegyndte hun med bistand fra datteren Anna (g. Kjems) det arbejde, der skulle blive hendes livs hovedopgave. Allerede som barn havde hun lært det gamle kniplehåndværk hos en kniplerske i sognet, og omkring 1908 indledte hun sin store indsats for at opspore, indsamle og rekonstruere de gamle typiske mønstre fra knipleriets sidste glansperiode omkring 1800. Hun henvendte sig til de gamle kniplersker, der endnu fandtes på egnen, og som var gået over til udelukkende at kniple af grov tråd til det preussiske marked. Hos mange fandt hun knipleprøver, stumper af kniplinger og mønstre, de såkaldte prikkebreve. Endnu væsentligere var det, at hun også fik mange ældre kniplersker til at genoptage fremstillingen af Tønderkniplingerne, således at den gamle egnstradition blev genopdaget og styrket. I 1913 var hun nået så langt i dette folkemindearbejde, at hun kunne få genfremstillet ti forskellige gamle Tøndermønstre til salg. Så kom Første Verdenskrig og de hårde tider for landsdelen, der i fire år gjorde det umuligt at fortsætte arbejdet. Først efter Genforeningen i 1920 blev arbejdet med kniplingerne genoptaget, og året efter oprettedes Det Tønderske Kniplingsdepot med Hansigne Lorenzen som leder og dronning Alexandrine som protektrice. Det var tanken, at man skulle ansætte kniplersker, der gennem salget af deres håndarbejder kunne skaffe sig et rimeligt levebrød. Det viste sig dog snart, at det i 1900-tallet var umuligt at brødføde sig selv ved at kniple, men Hansigne Lorenzen fortsatte arbejdet ufortrødent og ydede også en kraftig støtte til datteren Cathrine L., der i 1929 grundlagde en knipleskole i Tønder. Kendskabet til egnens gamle kvindehåndværk og dets udøvere sørgede hun også for at videregive gennem sit bidrag til Kvinden i Danmark, 1942, hvor hun har skrevet et kapitel med titlen Kvindeskikkelser inden for Haandværk og Industri i Sønderjylland. For sit store arbejde med genopdagelsen af Tønderkniplingerne modtog Hansigne Lorenzen Den Kgl. Belønningsmedaille i guld i 1936. Gennem årene havde hun flere lokale tillidsposter, bl.a. i Den Nordslesvigske Kvindeforening og som medlem af tilsynsrådet for Den Nordslesvigske Sprogforening 1914-37. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Christiane_Ludvigsen

Anna Christiane Ludvigsen

2023-04-22T23:28:40+02:00

fri anvendelse

Anna Christiane Ludvigsen var præstedatter fra Åbenrå og boede næsten hele sit liv i Sønderjylland. Mens hun lå i vuggen, havde familien i 1794 besøg af den verdenskendte schweiziske præst og forfatter J.C. Lavater, som velsignede hende. Denne begivenhed blev så ofte opfrisket i familien, at hun følte, den havde betydning for hende som indvielse til digter. 1796 flyttede familien til Brede i det vestlige Sønderjylland, hvor hun gik i skole hos sin fader sammen med unge præstesønner og opvakte bondedrenge og lærte bl.a. tysk, fransk og latin. I 1819 giftede hun sig med præsten J. S. Jessen, og i de følgende år var ægteparret præstefolk i forskellige sønderjyske sogne, først i Dagebøl, siden i Visby og sidst i J.S. Jessens fødesogn Vedsted. Med tiden viste han sig at være svagelig, bl.a. led han af svære depressioner. Han døde i 1842, hvorefter Anna Christiane Ludvigsen flyttede hjem til faderen, der var blevet enkemand. 1844 giftede hun sig med præstegårdens 22 år yngre avlskarl og blev bondekone, sidst i Nørre Vollum nær Brede. Hun flyttede til Ribe i 1864 efter sin mands død og det danske nederlag i krigen, men vendte 1867 tilbage til Sønderjylland, der nu var under prøjsisk styre, og slog sig ned i Tinglev, hvor hun tilbragte sine sidste 17 år. Sønderjylland var i 1830’erne og i årtierne efter præget af en national rejsning blandt de dansksindede, og netop denne særlige baggrund fik afgørende betydning for Anna Christiane Ludvigsens succes som forfatter. Mens hun endnu var præstekone, debuterede hun omkring 1840 under mærket “Hedeblomster af Anna” med en række digte i de dansksindedes nye markante organ, dagbladet Dannevirke, der udkom første gang i 1838. I 1845 fik hun på Adam Oehlenschlägers anbefaling optaget nogle digte i P.L. Møllers årsskrift Gæa, og i 1851 sendte hun en pakke digte til B.S. Ingemann til udtalelse. Han rådede hende til at udsende dem som privattryk, og 1852 udgav hun to bind Markblomster af Anna. Anna Christiane Ludvigsens digte er ret uoriginale, både i emne, sprog og holdning. Hun var Oehlenschlägerepigon og brugte uhæmmet af de billeder og klichéer, som han havde gjort gængse. De bedste af hendes tekster er helt klart de digte, hvor hun søger at gengive en selvoplevet stemning eller begivenhed. Den filosofiske og patetiske lyrik beherskede hun ikke, hvor gerne hun end ville. Alligevel fik hun en ganske stor betydning, fordi hun fremkom med sine digte samtidig med, at danskheden brød igennem i Sønderjylland. Der var brug for alle, der kunne skrive og digte på dansk. Det var ikke nok at hente digte og fortællinger nordfra, den sønderjyske danskhed måtte manifestere sig i sin egen ret. Her kom hendes digte om sønderjysk natur og folkeliv på rette tid og sted. Hvad Laurids Skau blev politisk og folkeligt, blev hun i nogen grad i lyrikken, og hun fik status som “Sønderjyllands Digterinde”. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Cecilie_Lund

Cecilie Lund

2023-04-22T23:28:42+02:00

fri anvendelse

Cecilie Lund stammede på fædrene side fra den kendte Lyngeslægt med hjemsted i Nuuk (Godthåb) og på mødrene side fra Rosingslægten i Kangaamiut, en bygd ca. 200 km nord for Nuuk. I begge slægter var der flere kunstnere. Cecilie Lunds fader var billedkunstneren og præsten Niels Lynge, en fremtrædende skikkelse i den nationale og kristelige vækkelsesbevægelse Peqatigiinniat. Selvom familien tilhørte de øvre lag i samfundet, var forældrene hårdtarbejdende. Storebroderen, den kendte maler og forfatter Hans Lynge, fortæller i sine erindringer Kalâtdlit-nunâta inûnera ilordleq, 1981 (da. udg. Grønlands indre liv, s.å), at faderen trods sin religiøsitet var modstander af bordbøn og forestillingen om, at man får sin mad fra Gud. Alle de ti søskende, hvoraf Cecilie Lund var nummer syv, blev vænnet til at kunne overkomme store arbejdsbyrder. Cecilie Lund voksede op i Maniitsoq (Sukkertoppen) og senere i bygden Alluitsoq (Lichtenau) i Sydgrønland. Som helt ung kom hun som en af meget få piger på den toårige efterskole i Qaqortoq (Julianehåb), hvorfra hun tog eksamen i 1934. Hun ville gerne have været seminarieuddannet, men på den tid var det meget vanskeligt for piger i Grønland at få en videregående uddannelse, og hun måtte nøjes med at uddanne sig på den etårige kateketskole i Aasiaat (Egedesminde), der var blevet oprettet i 1934. Skolen optog elever af begge køn, der havde bestået efterskolens afsluttende prøve, og eleverne fik her en kompetencegivende uddannelse, som imidlertid var mindre omfattende end den, de kunne få på seminariet. De mandlige elever fik efter endt uddannelse titel af kateket, mens kvinderne blev småbørnslærerinder. I 1937 blev Cecilie Lund ansat som småbørnslærerinde i Alluitsoq, og to år efter giftede hun sig med fåreholder Henning L. I ægteskabets første år beholdt hun sit arbejde, indtil der kom børn, og senere arbejdede hun i en periode, hvor ægtefællen var syg. I 1946 flyttede hun med sin mand, tre børn og 280 får til Qanisartuut ved Qaqortoq, hvor betingelserne for landbrug var bedre. Stedet var ubeboet, og parret begyndte som nybyggere med at rydde jorden. Som det var tilfældet for mange unge fåreholderfamilier, der i de år etablerede nye landbrug, var det et liv med hårdt arbejde, og Cecilie Lund fik brug for sin praktiske dygtighed. Også hendes kulturelle ballast kom hende til gode, da hun stort set var alene om at undervise familiens børn, den nærmeste skole lå langt fra Qanisartuut. Efterhånden blev Qanisartuut et mønsterlandbrug, og sideløbende med dette arbejde havde Cecilie Lund overskud til at skrive digte og noveller, sætte musik til nogle af digtene samt deltage i den offentlige debat med avisindlæg. Desuden var hun 1971-79 medlem af Grønlands Radios styrelse. Meget lidt af det, Cecilie Lund skrev, er udkommet i bogform. Til gengæld er hendes noveller blevet trykt i den grønlandske presse og læst op i radioen. Nogle af hendes digte indgår desuden i grønlandske sangbøger. Endvidere gjorde hun sig gældende som oversætter af litteratur fra dansk til grønlandsk. I 1965 vandt hun førstepræmie i en novellekonkurrence med fortællingen Pitdlagkatut asime inûneq (Bygdeliv for en straffet), der handler om en ung lovovertræder og hans problemer. Novellen afspejler endnu en side af Cecilie Lunds virke, idet hun sammen med sin mand i 1950’erne og 1960’erne skabte et hjem for adskillige unge mennesker, som myndighederne ønskede at anbringe på et ensomt beliggende fåreholdersted for at give dem en mulighed for resocialisering, efter at de havde været i konflikt med loven. Gennem mange år var Cecilie Lund aktiv i Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (APK), (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning), stiftet 1948 med Kathrine Chemnitz som formand. APK samarbejdede både med Dansk Kvindesamfund og De Danske Husmoderforeninger, og de aktive var i vid udstrækning fremtrædende husmødre. Formålet var at øge kvinders interesse for samfundsanliggender og dygtiggøre dem inden for husligt arbejde og traditionelt grønlandsk kvindearbejde. I midten af 1960’erne blev Cecilie Lund formand for APKs Sydgrønlandskreds og i 1977 den første leder af kvindehøjskolen Arnat Ilinniarfiat i Sisimiut (Holsteinsborg). Højskolen, der er en del af Knud Rasmussens Højskole, var blevet oprettet efter et langt og sejt indsamlings- og lobbyarbejde fra APKs side. Undervisningen lå hovedsagelig inden for områderne skindsyning, stofsyning og madlavning. Fra starten blev det aftalt, at Cecilie Lund kun skulle lede skolen i dens to første år og være med til at fastlægge rammerne for arbejdet. Som medhjælpende hustru på et fåreholdersted havde hun som andre medhjælpende hustruer i det grønlandske landbrugs- eller fangererhverv et stort medansvar og en stor arbejdsbyrde og kunne derfor dårligt undværes. Det var således karakteristisk, at begge ægtefæller ved den officielle indvielse af højskolen blev takket for at have accepteret ansættelsen. Yngre kvinder har kritiseret den del af kvindebevægelsen, som Cecilie Lund tilhørte, for at koncentrere sig for meget om håndarbejde og for lidt om politik. Men trods den megen vægt på husligt arbejde var Arnat Ilinniarfiat ikke en ren husholdnings- og håndarbejdsskole. Den spillede, og spiller stadig, en vigtig rolle i den del af den nationale bevidsthed, som er knyttet til det meget krævende traditionelle grønlandske kvindehåndværk: skindbehandling og skindsyning. Desuden fik eleverne undervisning i, hvordan de i et moderne samfund kunne udnytte de grønlandske ressourcer i madlavning og håndarbejde. Med sin store arbejdskapacitet var Cecilie Lund gennem hele sit liv en foregangskvinde både som en af de første grønlandske kvinder, der fik en boglig uddannelse, som landhusmoder og som kulturelt kraftcenter i Qanisartuut, samt ikke mindst som en af drivkræfterne i den tidlige grønlandske kvindebevægelse. Cecilie Lund døde i 1999 efter at have været bosat som pensionist i Qaqortoq siden 1989. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Moltesen

Eva Moltesen

2023-04-22T23:18:37+02:00

fri anvendelse

Den finskfødte Eva Moltesen mistede både sin fader og sine søskende som lille. En tid senere flyttede moder og datter til Helsingfors, hvor den stilfærdige og beskedne, men også lærelystne pige kom i den svenske latinskole. I 1890 blev hun student, og fire år efter afsluttede hun sine zoologistudier på byens universitet med magistereksamen. I studietiden var hun medlem af den kvindelige studenterforening De gamla kvinnliga. Det kammeratlige samvær her betød meget for universitetets få kvindelige studerende, og den alvorligt anlagte Eva Moltesen gik intensivt ind i fællesskabet. De ældre var gode forbilleder for de nyankomne, og der blev knyttet mange livslange venskaber. Eva Moltesen selv vedblev at holde kontakt med flere af foreningens medlemmer, også efter at hun i 1896 var flyttet til Danmark. Eva Moltesen havde tænkt sig at videreuddanne sig til læge, men opgav disse planer for at engagere sig i højskolemiljøet, der var præget af tidens finsk-nationale bevægelse. Allerede mens hun læste, havde hun 1892-93 undervist på Nord-Savolaks Folkehøjskole, der var grundlagt af Hjalmar Mikander, en af pionererne inden for den finske højskolebevægelse. Efter universitetstiden fortsatte hun sit arbejde på højskolen, og i en periode var hun tillige redaktør for det finske højskoleblad Kansanopisto. 1896 fik hun et stipendium, der gav hende mulighed for et studieophold i Danmark. Mikander, som hun også senere i livet opretholdt forbindelsen med, havde været på Askov Højskole, og også Eva Moltesen blev nu elev her. På skolen mødte hun sin senere ægtefælle, kirkehistorikeren L. M. Brylluppet stod i 1898, og året efter fik hun sit første barn. Parret blev en tid boende på højskolen, inden de flyttede til København og senere til Charlottenlund, hvor børnene kom i fællesskole. “Giv aldrig dit Land bort, uden Kærligheden tvinger dig,” skrev Eva Moltesen. Hun gav ikke selv afkald på sin finske arv, men vedblev at holde en nær forbindelse med sit fædreland både på det private plan og gennem sit virke i Danmark. Som foredragsholder fortalte hun sit danske publikum om forholdene i Finland, som forfatter skrev hun 1910 en finsksproget bog om Danmark og berettede om Finland på dansk i det lille kulturhistoriske værk Det finske Finland, 1920. På dansk udgav hun desuden Fra Kalevalas Lunde, 1908, en gendigtning af nogle af fortællingerne fra Finlands nationalepos. To år efter kom en lignende samling Fortællinger fra Kalevala, der også oversattes til tjekkisk. Hun virkede tillige som finsk-svensk oversætter, og i 1904 grundlagde hun Københavns Finske Forening, der udviklede sig til et aktivt forum, om end medlemstallet forblev beskedent. I 1905, samme år som hun fødte sit fjerde og sidste barn, udgav hun både en finsk-dansk ordbog og en dansk-finsk ordbog. Eva Moltesen var sammen med Eline Hansen, Thora Daugaard, Louise Wright og Clara Tybjerg medstifter af Danske Kvinders Fredskæde, senere Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed. Foreningen var den danske sektion af Women’s International League for Peace and Freedom, som blev grundlagt i 1915 som reaktion på Første Verdenskrigs rædsler. Tidens filantropiske arbejde tog hun del i som bestyrelsesmedlem for Mødrehjemmet i Valby. Hun gik ind for frivilligt moderskab og havde 1906 selv været med til at stifte hjemmet, der rettede sig mod “ugifte, første Gang fødende Kvinder og deres spæde Børn”. Ligesom sin mand, der i 1909 var blevet valgt til Folketinget, tilhørte hun Venstre, og i 1918, ved det første folketingsvalg, hvor kvinder havde valg- og stemmeret, opstillede hun for partiet. Også ved valget i 1920 var hun folketingskandidat. I 1926 døde sønnen Erik, og tabet ramte Eva Moltesen meget hårdt. Endnu samme år blev hendes mand udnævnt til udenrigsminister. Pligterne som ministerfrue tærede yderligere på kræfterne, og det var en lettelse for hende, da hans ministerperiode sluttede i 1929. Svageligheden tog imidlertid til, og i sine sidste år levede hun tilbagetrukkent og forlod sjældent sit hjem. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Moltke

Else Moltke

2023-04-22T23:18:39+02:00

fri anvendelse

I Else Moltkes adelige barndomshjem på det vestsjællandske gods Nørager blev de seks børn opdraget efter konservative principper, der tilsagde, at døtrene hellere skulle beskæftige sig med praktiske gøremål end hænge over bøgerne. Som stor pige bad Else Moltke sin fader, om hun måtte fortsætte skolegangen ligesom brødrene, men det kunne der ikke være tale om. Hun skulle jo giftes, men var for en sikkerheds skyld blevet indskrevet som stiftsdame på den sydsjællandske herregård Vallø, hvor adelige frøkner kunne tage ophold. Som 17-årig kom hun på husholdningsskole og fik derefter tilladelse til at tage undervisning i sprog og klaverspil. To år senere tilbragte hun en vinter på Borups Højskole i København, hvor hun traf en fjern slægtning, kunstmaleren og grønlandsfareren Harald M. og forelskede sig i ham. Forældrene var imod forbindelsen. Han var ganske vist greve, men han var også fattig, kunstner og fritænker. Else Moltke holdt dog fast på, at hun ville giftes med ham, og i de følgende år koncentrerede hun sig om at være hustru og moder. Samtidig sugede hun indtryk til sig fra de kunstnere, hun traf i sin nye omgangskreds. Hun engagerede sig i genrejsningsarbejdet for Bakkehuset, Kamma og Knud Lyne Rahbeks hjem, der havde været sin tids kulturelle centrum. 1925 blev det indviet som museum. Else Moltke sad senere i bestyrelsen for Bakkehuset Dansk Litteraturselskab 1932-59. Fra 1931 blev Else Moltke flittig bidragyder af artikler til aviser og ugeblade. Hun skrev især om historiske personer og om herregårdsliv gennem tiderne. Det var også temaet for en af hendes første bøger Fra Bondehus til Herregaard, 1941. To år tidligere havde hun skrevet Polsk September under indtryk af tyskernes okkupation af Polen, og i 1954 redigerede hun Bogen om Thit Jensen, hvori hun selv havde skrevet adskillige artikler. Desuden holdt hun foredrag og arrangerede salgsudstillinger af ægtefællens malerier. Else Moltke så det som sin fornemste opgave at støtte hans kunstneriske skaben, men følte en stadig større trang til selv at komme til orde. Heri blev hun støttet af ægtefællen, men hun måtte erkende, at kvinder havde vanskelige kår som kunstnere. “Det er altid sværere for en kvinde at nå de højeste resultater end for en mand. Hendes tid hugges i småstykker,” skrev hun som 96-årig og talte for, at kvinder skulle overtage den hollandske skik med et “mulekammer”, hvor husfruen kunne trække sig tilbage. I 1941 stiftede hun Københavns kvindelige Diskussionsklub, som skulle skabe et foredrags- og debatforum, hvor kvinder kunne mødes på tværs af deres politiske og faglige ståsted. Else Moltke blev formand, en post, hun beklædte til sin død, forfatteren Elisabeth Bergstrand Poulsen var næstformand, mens bl.a. Thit Jensen var medlem af bestyrelsen. Til det orienterende møde mødte 200-300 interesserede frem, og i de følgende år var medlemstallet i perioder oppe på 800, så der måtte etableres ventelister. Else Moltke skrev i 1974 en bog om foreningens historie, Kvinde før og nu. Hendes kvindesaglige engagement udmøntede sig desuden i medlemskab af Dansk Kvindesamfund og af den danske afdeling af kvindeorganisationen Open Door International, en bestyrelsespost i Kvindelig Læseforening og en plads i repræsentantskabet for Danske Kvinders Nationalråd fra 1945. I 1984 var hun uofficiel opponent, da Pil Dahlerup forsvarede sin doktordisputats Det moderne gennembruds kvinder. Fra midten af 1960’erne tog Else Moltkes forfatterskab for alvor fart, og hun skrev 14 bøger, fortrinsvis historiske causerier og erindringsskitser. Mest kendt er Fra herregård til kunstnerhus fra 1965, men også hendes to sidste bøger vandt stor udbredelse, Min svanevinge, 1984, og Krisetid og stjernestunder, 1985. Efter ægtefællens død i 1960 oprettede Else Moltke stiftelsen Harald Moltkes malerisamling i sit hjem på Kristian Zahrtmanns Plads, hvor hun havde boet siden 1912. Her holdt hun salon hver søndag eftermiddag, og gennem årene var tusindvis af mennesker inde for at se malerierne og høre hende fortælle. Fra 1971 delte Else Moltke sit hjem med en bekendt fra ungdommen, der var blevet enkemand. Han fik førstesalen i huset, og Else Moltke lavede middagsmad til ham, mens han holdt haven og sørgede for morgenmad og frokost til hende. Else Moltke blev dekoreret med den polske orden Polonia Restitua i 1936 og modtog Thit Jensens Legat 1978. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ester_Nagel

Ester Nagel

2023-04-22T23:05:37+02:00

fri anvendelse

Ester Nagel blev født i Stockholm, men voksede op i Berlin og København, først i Stormgade og senere på Nørrebro, efter at hendes velhavende fader havde sat sin formue over styr. Som barn tegnede og skrev hun og ville gerne være skuespiller, men faderen mente, at det var en upassende beskæftigelse, så i 1935 kom hun i lære som apoteksassistent på Jernbaneapoteket. Efter sin eksamen 1938 blev hun ansat i huset og på kontor, men levede af sit forfatterskab fra 1943, hvor hun giftede sig med digteren Halfdan Rasmussen. Tre år inden var hun debuteret med en novelle i tidsskriftet Vild Hvede, hvor mange unge forfattere kom til orde, og siden fulgte fire korte fortællinger i samlingen under fællestitlen Mennesker, 1943. Det følgende år kom hendes første roman Dagen gaar sin Gang, der handler om en ung piges kunstnerdrømme, som kolliderer med fattigdom og rutinearbejde på et kontor. Striden om Jakob, 1947, fortsætter forfatterskabets linie med en socialt engageret, psykologisk realisme i beskrivelsen af, hvordan livsglæde kues i et samfund, der styres af materielle hensyn. Lille-Ost og hans bedrifter, 1955, indvarslede en ny fabulerende og humoristisk-satirisk tone i forfatterskabet. Romanen var et opgør med kvindesynet i Karen Blixens essay En båltale med 14 års forsinkelse, holdt som radioforedrag i 1953 og trykt første gang to år efter. I løbet af 1950’erne og 1960’erne skrev Ester Nagel adskillige hørespil til Danmarks Radio, bl.a. Lad Magdalena fortælle, 1959, udgivet i Dansk radiodramatik 2, 1968, et stykke, der handler om en krigsflygtning og hendes senere skæbne i en flygtningelejr. De øvrige hørespil tager ofte ægteskab og kønsroller under behandling, fx Ægtemand, dit smykke går på fødder, 1954, og En køn redelighed, 1965. Samtidig skrev hun artikler og kronikker om sociale og internationale spørgsmål og var i nogle år foredragsholder for Mellemfolkeligt Samvirke. Hun blev medlem af Dansk Kvindesamfunds Virumkreds sidst i 1940’erne og deltog i internationale seminarer i Grækenland og Irland, men trak sig ud af foreningen i begyndelsen af 1970’erne, da hun fandt, at den var blevet for konservativ. Ester Nagel følte sig ofte splittet mellem sin karriere som forfatter og sit arbejde som moder og husmoder. Det får man et stærkt og levende indtryk af i Husmor og skribøse, 1986, som indeholder hendes ofte humoristiske brevveksling med veninden, forfatteren Tove Ditlevsen fra de år, hvor de begge havde små børn. Ester Nagels ægtefælle tog sin tørn med rengøringen, og han passede hus og børn, når hun var ude at rejse, men det daglige arbejde påhvilede hende sammen med alle dagligdagens utallige små afbrydelser. Derfor skrev hun hovedsagelig om aftenen og om natten, når der var ro i huset. I 1973 blev Ester Nagel skilt, men midt i sit personlige ragnarok fornyede hun sig endnu en gang som forfatter og begyndte at skrive børnedramatik for opsøgende teatergrupper som Comedievognen, Artibus og Team Teatret, bl.a. Hovsa og Tralle, 1970, Hattemarbutikken, 1972, og Mathilde, 1975. Hun havde dog stadig noget på hjerte for voksne, og i 1976 udkom den roste samling fantastiske fortællinger Havets døtre i vinden og andre noveller, hvor det frodigt fabulerende og den absurde humor bliver et middel mod den fornuftige hverdag, som holder personerne fanget. Dermed har Ester Nagel markeret sig som en af de få kvindelige forfattere i sin generation, der ikke blot bruger humor som afbøjning og moderering af konflikter, men som hvæsser den til hug over for de psykologiske og sociale mekanismer, der holder mennesker på afstand af deres eget liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inga_Nalbandi%C3%A0n

Inga Nalbandiàn

2023-04-22T23:05:40+02:00

fri anvendelse

Efter afsluttet uddannelse som småbørnslærerinde på N. Zahles Seminarium var Inga Nalbandiàn i 1895 elev på Testrup Højskole. Hun var en energisk og målbevidst personlighed, og med sit engagement og sin åbenhed for ny viden faldt hun så godt til på skolen, at man gerne havde beholdt hende som lærer. Men hun ville være forfatter. Kort efter rejste hun til Schweiz for at lære fransk, og her mødte hun i en kreds af landflygtige armeniere sin kommende mand, der stod i spidsen for de unge armenieres uddannelse her. Da den ungtyrkiske revolution 1908 lovede bedre kår for det armenske mindretal, fulgte Inga Nalbandiàn med sin ægtefælle til Istanbul, hvor han skulle lede det armenske nationalgymnasium. Snart begyndte forfølgelserne dog igen, nu værre end før, og da Første Verdenskrig brød ud, og den tyrkiske regering besluttede sig for at løse det armenske spørgsmål én gang for alle, så hun ingen anden udvej end at sende deres to ældste børn på seks og otte alene med tog til Danmark. Hendes mand undgik arrestation, fordi han blev alvorligt syg og hospitalsindlagt, og da han kort efter døde, rejste også hun hjem. Her fortsatte hun nu det forfatterskab, hun i 1905 havde indledt med digtsamlingen Bølgesang, udgivet under pseudonymet Nils Ellinger. Hendes næste udgivelser var nogle prosafortællinger, Børn, 1913, og Barndom, 1915, med kloge iagttagelser af forholdet mellem barnet og den voksne. De voldsomme oplevelser og den personlige sorg havde modnet Inga Nalbandiàn og satte sig spor i trilogien Den store Jammer og De Hjemsøgte, begge 1917, samt Den hvide Mark, 1918, bøger der fortsat fortjener at læses. I samtiden medvirkede de til at styrke den danske indsats for de forfulgte armeniere. Sit menneskelige format viste hun ved samtidig i bogen Balkan-Noveller, 1918, at skildre tyrkiske hverdagsmennesker, som de også kunne være, helt forskellige fra de bødler, hun før havde beskrevet. Endnu en digtsamling Dønninger, 1919, føjer derimod intet til forfatterpersonligheden. Senere udgav hun yderligere nogle nutidsfortællinger, Marie, 1925, Den gyldne Bro, 1926, og Uden I blive som Børn, 1927, og i Årsskrift for Testrup Højskole, 1926, har hun skrevet en fin mindeartikel om Testruplæreren Christoffer Baagø. Gennem hele Inga Nalbandiàns litterære produktion lyser en stærk retfærdighedssans, der også præger nogle indlæg, hun skrev i forbindelse med en pressepolemik om sin faders slægt Collin og dennes forhold til H.C. Andersen. Hun kom her i modsætningsforhold til enkelte af familiens medlemmer. Hendes bidrag udkom i bogform under titlerne: H.C. Andersen og de der “mishandlede ham”, 1927, og H.C. Andersen og Collinerne, 1928. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Augusta_Nielsen_-_forfatter

Augusta Nielsen

forfatter

2023-04-22T23:06:08+02:00

fri anvendelse

Augusta Nielsen voksede op i Sengeløse præstegård sammen med fem søskende. En af brødrene blev siden kendt som forfatteren Hans Egede Schack, der med sin roman Phantasterne gav liberalismen dens første litterære udtryk. En søster Marie Rovsing blev formand for Dansk Kvindesamfund. I 1833 flyttede familien til København, da faderen fik kald ved Vor Frelsers Kirke.Ved sit giftermål fire år efter med teologen Christian Vilhelm N. blev Augusta Nielsen præstekone. Ægtefællen var først tilknyttet Helligånds Kirke, og i 1845 fik han kald ved Trinitatis Kirke, hvor han forblev til sin død. Som Kamma Rahbek tidligere havde samlet digtere og andre skønånder i Bakkehuset, var Trinitatis præstegård et kulturelt mødested i 1840’erne og 1850’erne med Augusta Nielsen som det begavede og strålende midtpunkt. Her kom bl.a. H.C. Andersen, Jonas Collin, Adam Oehlenschläger, Fr. Paludan-Müller, J.L. og Johanne Luise Heiberg samt August Bournonville. Augusta Nielsen var også kendt for at tage sig af de dårligst stillede, hun søgte bl.a. at skaffe penge og symaskiner til fattige enker. I 1863 udskrev Det Classenske Fideikommis en prisopgave på en håndbog for husmødre af bondestanden. Augusta Nielsen fik lyst til at prøve kræfter med opgaven fordi, som hun skrev, hun var født og opvokset på landet og nærede “den mest levende Interesse” for alt, hvad der henhørte til kvindernes område i landhusholdningen. En yderligere inspirationskilde har formodentlig været, at hun på dette tidspunkt boede hos sin søn, der drev en middelstor gård. Augusta Nielsen vandt konkurrencen, og afhandlingen Haandbog for Husmødre af Bondestanden udkom i bogform 1868. Den er en medrivende skildring af alle de områder, der hørte med til en bondehusholdning. Hun vejleder bl.a. om bagning, slagtning, pasning af fjerkræ og mælkens behandling. Desuden giver hun gode råd til hustruen: forstår ægtemanden ikke husmoderens økonomiske dispositioner, må hun belære ham og overbevise ham ved et nøje ført regnskab. Bogen blev anmeldt meget rosende i Ugeskrift for Landmænd, der henvendte sig til de store gårde; her mente man endog, at mænd kunne lære meget af bogen. I tidsskriftet Landmandsblade, der blev læst på de mindre brug, var der også roser, men man mente, at mange af hendes råd allerede havde vundet indpas på de små gårde. I 1869 udkom endnu en bog af Augusta Nielsen, nemlig Enken og den Faderløse, en moraliserende fortælling, hvis pointe var, at når “et ungt Menneske ret fra Begyndelsen holder sig til sin Daabspagt og tidlig og silde i barnlig Tro beder sit Fadervor, da vil Herren nok hjælpe det at stride den gode Strid”. Augusta Nielsen tænkte den anvendt som konfirmationsgave til piger, der skulle ud at tjene, og derved ville blive langt mere udsat for “Fristelser” end piger fra højere samfundsklasser. Bogen har ikke den friskhed og overbevisning, som forfatterens debut ejer, men tilsammen giver de to meget forskellige bøger et godt indblik i kvinders omfattende arbejde og ansvar på den tid. Augusta Nielsens engagement og evner rakte videre end de flestes. Hun var en fin repræsentant for de slet ikke så få præstekoner, der på egen hånd påtog sig en vifte af meget forskellige sociale og kulturelle opgaver. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helene_Nyblom

Helene Nyblom

2023-04-22T23:11:34+02:00

fri anvendelse

I Helene Nybloms barndomshjem blev der tegnet og malet, læst litteratur og spillet musik. Hun og hendes lillebroder blev opdraget til altid at lægge vægt på skønhed som en kvalitet i dagligdagen. Samtidig indprentede forældrenes eksempel dem arbejdsomhed og pligtfølelse, funderet i en dyb kristentro. Efter datidens normer fik Helene Nyblom en god skoleuddannelse. Hun gik nogle år i en progressiv grundtvigsk privatskole, senere blev hun undervist af privatlærerinder og fik undervisning i tegning og musik. Hun viste stort talent for det sidste, og hendes klaverlærer Edvard Helsted mente, at hun burde hellige sig en karriere som pianist. I 1862 opholdt hun sig i Rom med sin fader, og her traf hun sin kommende ægtefælle. Han var docent i æstetik, meget musikalsk og havde således mange interesser fælles med Helene Nyblom. De giftede sig 1864 og bosatte sig i hans fødeby Uppsala, og resten af sit liv boede Helene Nyblom i Sverige, hvor hun forsvenskede sit fornavn til Helena. Det konventionelle akademiske miljø og dets stive selskabelighed fandt ægteparret fremmed, og de etablerede i stedet et hjem, hvor kunstnere og intellektuelle fra hele Norden færdedes. Der blev sunget og læst højt, spillet musik og teater, diskuteret kunst og litteratur. Familiens seks kunstnerisk begavede børn deltog på livet løs og blev ikke, som det var almindeligt i samtiden, henvist til børneværelset. Husholdningen var stor, men professorlønnen lille, og Helene Nyblom begyndte at skrive noveller til forskellige magasiner for at supplere indtægterne. Hun skrev på dansk, ægtefællen oversatte til svensk, og novellerne blev siden samlet i fem bind, som først kom på svensk, siden på dansk 1881-89. De er skrevet med let hånd uden litterære prætentioner. Helene Nybloms væsentligste bidrag til 1880’ernes litteratur blev hendes lyrik, der udkom i Danmark som Digte, 1881, og Nye Digte, 1886. Her viser hendes store musikalitet sig. Digtene er skrevet i bunden form med fast rytme. Flere af dem er sat til musik af bl.a. Johanne Fenger og Hakon Børresen og bliver stadig indspillet i nye udgaver. Hendes lyrik er båret af en stærk naturfølelse, hvor årstiderne er billeder på de vekslende sindsstemninger. Siden forsøgte hun sig i andre skønlitterære genrer med skuespil, et par pigebøger, og 1905 vandt hun det kendte svenske blad Iduns romankonkurrence med slægtsromanen Högvalla, der udkom i Sverige 1907. Samtidig skrev hun anmeldelser og artikler om kunst. Hun blev kendt som en dygtig iagttager, en god skribent og en skarp kritiker, som var uforbeholden i sin ros, men uforsonlig i sin dadel. Helene Nyblom havde ikke udelt sympati for 1880’ernes kvindefrigørelse. I artiklen Embedet at være Husmoder, der 1887 blev trykt i Göteborg Kvinnoförenings tidsskrift Framåt, argumenterede hun for, at kvinder, der følte et kald i kunstnerisk eller erhvervsmæssig retning, skulle følge det, men undlade at gifte sig. Den gifte kvinde havde først og fremmest et kald som husmoder. Hvis husholdningen imidlertid blev organiseret ordentligt, kunne man sagtens få tid til at dyrke sine egne interesser uden at forsømme hjem, mand og børn. Selv var hun tilsyneladende et eksempel på, at det kunne lade sig gøre. Men i midten af 1890’erne begyndte Helene Nyblom at skrive eventyr, og her kom hendes livs inderste konflikter til udtryk, nemlig stærk pligtfølelse kontra frihedslængsel og trang til at skrive. Her fandt hun den genre, som forløste hende kunstnerisk, og som har givet hende en renæssance i nyere litteraturforskning. Eventyrsamlingen Fantasier udkom på svensk 1896. Genrens blanding af realisme og fantasi appellerede til Helene Nyblom, og dens poetiske sprogbrug og knappe form lå godt for hende. Mange af hendes eventyr står som åbne udsagn med dobbelte budskaber. Tilsyneladende er det moralske fortællinger, tilpasset konvention og samfund, så de uden problemer kunne læses som opbyggelig børnelitteratur. Men de afspejler samtidig en stærk længsel efter frihed og efter at kunne leve følelser og drifter ud. Denne spænding viser sig i tematiseringen af kunstneres og kvinders livsvilkår i hendes bedste eventyr, Fidelunkan og Alle Havets de vilde Vover i Der var en Gang –, 1897, og Pigen, som dansede forbi Alle i Der var en Gang –, Ny Samling, 1898. Helene Nyblom konverterede i 1895 til katolicismen. Det var ingen pludselig omvendelse, men en følge af mange års religiøs søgen, og hun berørte aldrig konfessionelle spørgsmål i sine værker. Da ægtefællen i 1898 blev pensioneret, flyttede de til Stockholm for at være nærmere teater- og kulturlivet. Her skrev hun sine erindringer, hvoraf første bind Livsminder fra Danmark fra 1923 fortæller om tiden indtil giftermålet i 1864, mens andet bind dækker årene i Uppsala. Erindringerne giver et smukt og personligt tidsbillede ligesom de to brevsamlinger, som blev udgivet af hendes yngste søn, Föräldraminnen, 1949, og Två väninnor, 1950. Da Helene Nyblom fyldte 80 år i 1923, modtog hun den svenske medalje Litteris et artibus for et langt livs litterære fortjenester. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Raunki%C3%A6r

Ingeborg Raunkiær

2023-04-22T23:24:50+02:00

fri anvendelse

Et anonymt udgivet værk med titlen Mand og Kvinde vakte i 1909 opsigt i offentligheden. Der blev gættet flittigt på, hvem forfatteren kunne være. Det måtte være en mand, mente man, for så dyb en indsigt i menneskelivet og så sikker sprogbehandling kunne vist ingen af tidens skrivende damer præstere. Ganske få havde det rigtige bud, at den anonyme forfatter måtte være Ingeborg Raunkiær, der på det tidspunkt havde flere bøger bag sig. Ingeborg Raunkiær var i mange år gift med botanikeren Christen R., der ligesom hun stammede fra egnen ved Varde. Ægteparret var først bosat i København og siden på en ejendom ved Hareskoven. Ingeborg Raunkiær udførte adskillige tegninger til ægtefællens store værk om dansk botanik, og hun fulgte ham på videnskabelige rejser til Vestindien 1905-06 og til Middelhavsområdet 1909-10. I 1894 udkom hendes første bog Pærekjøbing under pseudonymet “Box”. Det var en samling skitser, der satiriserede over livet i en lille købstad. Især langede hun ud efter tidens pigeopdragelse. “De kan strikke Strømper og læse og spise og vaske sig og sove og klæde sig paa og spasere og danse og brodere og spille Komedie og Fortepiano og viske Støv af,” skrev Ingeborg Raunkiær, der mente, at piger dels burde have en god huslig uddannelse, dels burde have mulighed for at lære et fag ordentligt. Romanen Memento!, 1898, der blev udgivet i eget navn, fortsatte den kritiske linie, idet bogens hovedpersoner fører lange samtaler om samfundets indretning og kvindens stilling. Men først med Mand og Kvinde nåede Ingeborg Raunkiær ud til et større publikum. Den blev meget omtalt og udkom på få år i adskillige oplag. Den er opbygget som en samling aforismer, hvor en mand og en kvinde skiftevis kommer til orde om deres ægteskab. De begynder med en erotisk og følelsesmæssig betagelse af hinanden, men glider langsomt over i dagligdagens problemer. Da de får barn, er manden ikke længere den vigtigste person i forholdet, og som tiden går, har kvinden større og større trang til selvstændighed. Selv regnede Ingeborg Raunkiær I Danmark, 1911, som sit væsentligste værk. Her skildres årets gang i naturen som en samling lyriske dagbogsoptegnelser. Hendes skønlitterære værker er dog præget af en stor viden og trang til seriøs diskussion, og de kan derfor virke tanketunge og litterært uforløste. Hendes stil kommer bedre til sin ret i det kritiske og beskrivende essay som fx Digtning og Mening, 1904, en kritik af den populære Jenny Blicher-Clausens lyrik. I Tropeskildringer fra vestindiske Øer, 1921, skriver hun kyndigt og fængslende om områdets historie og geografi. Desuden offentliggjorde hun artikler i tidsskrifter og aviser, og i 1917 udgav hun Lægen Paul Iserts Breve fra Dansk Guinea 1783-87. I 1915 døde Ingeborg Raunkiærs eneste barn, den begavede naturvidenskabsmand Barclay R., af tuberkulose, og samme år blev hun skilt fra sin ægtefælle. Hun forvandt aldrig tabet af sønnen, men fortsatte trods det sin virksomhed som forfatter med usvækket interesse for, hvad der rørte sig i samfundet. Hun blev af sin samtid karakteriseret som et betydeligt menneske, en retlinet karakter og en skarp iagttager, hvis artikler hyppigt var præget af en god portion humor og en satirisk brod. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Christine_Reimer

Christine Reimer

2023-04-22T23:24:58+02:00

fri anvendelse

Christine Reimer kom fra et oplyst lærerhjem. Moderen var gårdmandsdatter, og som lille pige kom Christine Reimer i alle de gamle gårde og huse, hvor hun sugede til sig af den bondekultur, som moderen var vokset op i. Faderen, der var af købmandsslægt, havde to voksne sønner fra et første ægteskab, som kom til at deltage aktivt i Christine Reimers opdragelse og uddannelse. I de første skoleår blev hun undervist i faderens skole i Hårslev. I 1867 blev hun sendt til halvbroderen Alexander R., der var kæmner og branddirektør i Viborg. Her gik hun fem år i Wissings Pigeinstitut, mens hun samtidig lærte kontorarbejde og regnskabsførelse i halvbroderens forretning. Ved faderens død 1872 tog hun ophold hos moderen i Hårslev, og hun blev Christine Reimers medhjælper og støtte i mange års omflakkende tilværelse. 1873-80 havde Christine Reimer huslige pladser. 1880-83 boede hun hos sin anden halvbroder pastor Anton R. og underviste med “Nidkærhed, Duelighed og Orden” hans tre børn, hvorefter hun frem til 1886 var lærerinde hos herredsfogeden i Herning. I de følgende fire år bestyrede hun sommerpensionater i Nordsjælland, og 1891-97 drev hun sit eget sommerpensionat i Hellebæk. Dette sæsonarbejde gjorde det muligt for hende at bruge vintrene til skriftlige arbejder, og i 1889 indledte hun en virksomhed som kulturhistorisk journalist. 1897 sluttede Christine Reimer som knap 40-årig sit nomadeliv for at starte en ny tilværelse. Hun tog fast ophold hos moderen i Odense, hvor hun ud over husligt arbejde koncentrerede sig om at skrive. For at kunne leve af sin pen måtte hun dygtiggøre sig ved selvstudier inden for folkeminder, folkemål og husholdning, som var de emner, hun fortrinsvis skrev om. Hun lagde et stort arbejde i sine artikler, besøgte biblioteker og arkiver eller opsøgte gamle folk og spurgte dem ud. Hun skrev ca. 150 artikler om året og nåede i alt op på omkring 5.000. I 1908 udsendte hun Hjemmets Bog, svensk udg. 1909, som trak på den viden, hun havde fået som medhjælper, bestyrer og husholderske. Hun ønskede ikke at bidrage til mængden af kogebøger, men ud fra konkret erfaring at skrive en håndbog om hjemmets praktiske, administrative og sociale ledelse. Bogen var tænkt for nutiden, dog skrevet i en særlig folkloristisk stil iblandet gamle ordsprog og sentenser, digte og moraliserende indlæg. Christine Reimers hovedværk er Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde, der udkom i fem dele 1910-19. Allerede omkring 1890 var hun begyndt at gøre optegnelser inspireret af de indsamlinger af folkeminder og folkemål, som i disse år blev iværksat ud fra tanken, at det ikke alene var de lærde i København, der skulle skrive bondestandens historie, men også folk, der var født og opvokset på landet. Hun fik flere legater til at færdiggøre værket, men i første omgang kneb det med at finde en forlægger, og offentliggørelsen trak yderligere i langdrag på grund af alvorlig sygdom. Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde hører til de store personlige erindringsværker om dansk folkekultur og giver en første grundig og pålidelig skildring af det gamle bondeliv på Fyn. Af samtidige fagfolk blev hun rost for sandfærdighed og nøjagtighed og for at have givet Fyn en levende, velskreven og omfattende repræsentation inden for folkemindefremstillinger. Særlig værdifuld var hendes indgående og indlevende skildring i det andet bind af kvinden og det huslige arbejde. I værket sammenlignede hun den gamle og nye tid og fremhævede de gamle dyder som fromhed, pligtfølelse, flid, retsindighed, nøjsomhed og hjælpsomhed som forbilleder for nutiden. Det var en sammenblanding af videnskab og moraliseren, som fagfolk ikke yndede, men som på en eksemplarisk måde udtrykte tidens ideologiske brug af folkeminder. Med glæde fulgte Christine Reimer, hvorledes interessen for folkeminder bredte sig. Dansk Folkemindesamling blev stiftet i 1904, og historiske amtssamfund og lokalhistoriske museer skød frem. Alligevel mente hun, at der var “langt igen, inden Sansen for Folkeminder som en Surdejg gennemsyrer alt Folket, langt igen, inden Folkeminder er blevet gjort til en Folkesag – – ja et Skolefag!” Hendes intelligente og meget interesserede moder var Christine Reimer en stor hjælp i arbejdet med værkerne både som meddeler og som formidler til bønderne. Efter moderens død i 1920 kunne hun ikke samle sig om bogudgivelser og måtte med sorg opgive at skrive en bog om det fynske folkemål, men fortsatte næsten til sin død sin journalistiske virksomhed. Christine Reimer stod i en opbrudsperiode mellem bondekultur og borgerlig bykultur, hvor indsamling af en hastigt forsvindende bondekultur blev en vigtig opgave. Trods manglende uddannelse og dårlige arbejdsforhold formåede hun ved sin indlevelse og kærlighed til den gamle kultur at skabe sig et levebrød og en anerkendt position som journalist og forfatter. Hendes imponerende selvstudier og arbejdsindsats viser et intelligent, uhyre arbejdsomt og udholdende menneske med høje standarder, som hun var sig pinligt bevidst og ærgerlig over ikke altid at have mulighed for at opfylde. Christine Reimer testamenterede sine omfattende samlinger til Nordfyns Museum i Bogense, der i 1981 etablerede en mindestue for hende. En samling af 5.000 folkemålsord og ordsprog overgav hun til Udvalg for Folkemaal og Dansk Folkemindesamling. Christine Reimer, der også var stærkt engageret i dyrebeskyttelse og i silkeavl, modtog Dyreværnsforeningen Svalens emblem i guld og blev 1921 æresmedlem af Selskabet for Silkeavl og Morbærbuskdyrkning i Danmark af 1900. I 1920 udnævntes hun til æresmedlem af Nordfyns Museumsforening. Som den eneste kvinde har hun modtaget den hæder, at hendes billede blev ophængt i Landsarkivet for Fyn. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mathilde_Reinhardt

Mathilde Reinhardt

2023-04-22T23:25:01+02:00

fri anvendelse

Mathilde Reinhardt voksede op i et hjem, hvis vennekreds omfattede mange af guldalderens fremtrædende personligheder. Som ældre skildrede hun disse mennesker og miljøer i to bind Familie Erindringer, 1887-89, der hører til periodens betydeligste memoireværker. Sammen med Benedicte Arnesen Kalls Livserindringer, 1889, Johanne Luise Heibergs Et Liv gjenoplevet i Erindringen, 1891-92, Julie Sødrings Erindringer, 1894-95, og Marie Rørdams Tilbageblik paa et langt Liv, 1911, giver de et mangfoldigt og indgående billede af karakterer, hjemmeliv og samværsformer i Københavns kunstneriske og akademiske familier dengang, set fra et kvindeligt perspektiv. Faderen var som ung huslærer for Friederike Bruns søn under et flerårigt udlandsophold og opbyggede efter hjemkomsten et zoologisk museum i Stormgade, hvor han også havde embedsbolig og som professor holdt forelæsninger. Moderen var tidligt blevet forældreløs og boede med sin søster Johanne hos Brun på Sophienholm indtil giftermålet. Christiane Heger, der før sit ægteskab med Adam Oehlenschläger var moderens nære veninde, blev Mathilde Reinhardts gudmoder, og Mathilde Reinhardt knyttede et livslangt venskab med hendes datter Marie, som hun besøgte i Norge efter Maries ægteskab med godsejeren og stortingsmanden Wollert Konow. Mathilde Reinhardt og hendes tvillingesøster Julie var yngst af de fire børn, som alle forblev ugifte. Broderen J.Th. R. efterfulgte faderen som zoolog, men opholdt sig mange år i Lagoa Santa i Brasilien sammen med P.W. Lund. Døtrene fik ingen systematisk uddannelse, men de var belæste, kulturelt overordentlig velorienterede og fra barnsben fortrolige med museets samlinger. Ved faderens død søgte de i broderens fravær støtte hos efterfølgeren i embedet Japetus Steenstrup, som de havde bofællesskab med indtil 1856, og som de hjalp med at sortere og arkivere fundene fra hans banebrydende studier af tørvemoser og køkkenmøddinger. Som ugifte døtre havde de pension efter deres fader, men Mathilde Reinhardt måtte dog supplere sin indkomst ved at undervise nogle af bekendtskabskredsens døtre. Da broderen kom hjem, flyttede de fire søskende sammen i et lejet hus på Frederiksberg Allé. Hensigten med erindringsværket var at fortælle historien om forældrene og deres miljø, det viser undertitlen på erindringernes første bind Breve og Meddelelser, og første halvdel er et næsten ukommenteret optryk af forældrenes breve fra forlovelsestiden. I anden del fortæller Mathilde Reinhardt selv videre om familiens liv indtil moderens død, en beretning, der fortsættes i andet bind og afsluttes med udflytningen til Frbg. og den ældste søster Bettys død. Mathilde Reinhardt skriver snarere memoirer end erindringer, hun holder sin egen person helt i baggrunden, så læseren må savne et dybere indblik i hendes tanker og følelser. Det mest egenartede ved teksten er en række udpenslede beskrivelser af bygninger, interiører og naturscenerier, som minder om, at Mathilde Reinhardt i en periode modtog tegne- og maleundervisning af blomstermaleren J.L. Jensen. Hun er dog stærkt til stede i sin tekst som kvinde. I forordet til andet bind karakteriserer hun sammenhængen mellem køn og synsvinkel: “Naar man selv ingen Rolle har spillet, men har været en villig Deltager og ubevidst Iagttager i Livet, saa maa man give sit Resultat, som man har modtaget det (...) Er der blandt det mindre kommet noget, der kunde synes for smaat, da vilde jeg gjerne beraabe mig paa en anden – for Øjeblikket mindre efterspurgt – Ret, den kvindelige Ret til (eller Nødvendighed for) at opfatte paa sin vis, og at skildre derefter.” Mathilde Reinhardt har med sit værk villet rejse et monument over det kollektive familieliv og den romantiske intimsfære, som kvinderne skabte til støtte og inspiration for guldalderens store mænd; ud over de nævnte familier møder vi også Carsten og Rinna Hauch i Sorø og Wiehes på Christianshavn, hvor skuespilleren Michael Wiehe havde sit barndomshjem. De to bind blev kun trykt i henholdsvis 150 og 300 eksemplarer beregnet for familie og venner. Nogle få steder antyder Mathilde Reinhardt, at hun gerne havde prøvet kræfter med større opgaver, men hun respekterede ellers sin kvinderolle. Treårskrigen 1848-51 kommenteres omhyggeligt, men kvindeemancipationsdiskussionen efter udgivelsen af Mathilde Fibigers Clara Raphael, 1851, nævnes ikke. I 1860’erne mødte hun Magdalene Thoresen, der med sit store forfatterskab og frodige kærlighedsliv havde overskredet det romantiske kønsrollemønster; hendes navn nævnes på erindringernes sidste sider som en repræsentant for Mathilde Reinhardts fremtidsforventning. Mathilde Reinhardt efterlod et stort manuskript om Magdalene Thoresen. Det opbevares i Ny Kgl. Samling på Det Kgl. Bibliotek og indeholder en beskrivelse af deres venskab og afskrifter af Magdalene Thoresens breve til hende, hvoraf mange er trykt i Breve fra Magdalene Thoresen 1855-1901, 1919, i udgivelsesserien Memoirer og Breve. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerd_Rindel

Gerd Rindel

2023-04-22T23:25:24+02:00

fri anvendelse

Gerd Rindel er født og voksede op på Frbg. i socialt trygge rammer. Hun begyndte tidligt at skrive og tegne og drømte om at gøre det til sin karriere. Det blev først til virkelighed, da hun i 1980 lavede et bestillingsarbejde med titlen Børn i gamle dage til Danmarks Radios børneafdeling. Manuskriptet blev siden omarbejdet til de historiske romaner om arbejderbørnene Bernhard og Lise Marie: Øretævens vej, 1981, Slagsmål og silkebånd, 1982, Brændevin og vokseværk, 1984, og Midnatsrosen, 1985, alle udgivet med hendes egne forsideillustrationer. Gerd Rindel havde på det tidspunkt en broget karriere bag sig. Hun blev 1959-63 uddannet ved Kunsthåndværkerskolen som reklametegner, men havde i årenes løb også arbejdet som forlagsmedarbejder, dramalærer og behandler af unge stofmisbrugere. I 1966 tog hun studentereksamen på kursus, og hun læste i nogle år litteratur og russisk på Københavns Universitet, men afbrød studierne, da hun fik barn. Arbejdet med børnebogsserien fik hende til at satse på skriveriet igen, og sideløbende med disse bøger udgav hun tre andre romaner for børn og unge. I 1984 fik hun både Kulturministeriets og Boghandlermedhjælperforeningens Børnebogspris for indsatsen. Dermed var hendes forfatternavn slået fast, og hun viste sig hurtigt at være en uhyre produktiv og nyskabende børne- og ungdomslitterær forfatter, ligesom hun løbende har arbejdet for både radio og tv, bl.a. som tegnefilmsskaber. I de to romaner Vinrankernes hus, 1988, og Ulvetænder, 1989, kan man gennem de to hovedpersoner følge en kendt borgerlig, jødisk families skæbne gennem to generationer fra 1790’erne til 1820’erne. Gerd Rindel kombinerede her den historiske roman med biografisk stof, idet hun samtidig skiftede tid og miljø. Men synsvinklen er den samme: Sympatien ligger også her hos udsatte og forfulgte grupper, der bliver tidens og samfundets ofre, men også revsere. I Et spor i Rusland, 1991, fører hun sine unge læsere til både det gamle og det nye Rusland i en klassisk udviklingsroman, hvor den kvindelige hovedperson, en efterkommer af det russiske aristokrati, følges i en søgen efter sine personlige og kulturelle rødder. Med romanen Nu, 1992, fuldførte Gerd Rindel et ambitiøst projekt. Her beskrev hun en række indbyrdes forbundne skæbner, der tilsammen dannede en slægtshistorie over flere udvandrergenerationer og mange miljøer jorden rundt. Romanen blev med sin skildring af en tidligere tids udvandrede danskere en kommentar til den aktuelle kulturpolitiske situation i Danmark og spændingsforholdet mellem såkaldt gamle og nye danskere. Det, der startede med en serie for de lidt større børn, udviklede sig efterhånden til et egentligt ungdomslitterært forfatterskab og med de senere romaner, fx Det yderste hus, 1994, til en ny type fælleslitteratur for unge og voksne. I bakspejlet beskriver denne del af forfatterskabet en imponerende cirkelbevægelse historisk, socialt og kulturelt. Gerd Rindel har på fornemmeste vis fornyet den socialrealistiske tradition og givet den både tematisk tyngde og formmæssig lethed. Bøgerne fremstår med en klar etisk fordring til sin læser og formidler samtidig en indsigt i sammenhængen mellem den store og den lille historie med en kønspolitisk dimension. Den ungdommelige søgen efter en personlig identitet forbindes således med den kollektive søgen efter en kulturel identitet. I de to kunstbiografiske romaner Ej blot til lyst, 1990, om H.C. Andersens ungdomsår og En falden piges historie, 1992, der handler om maleren C.W. Eckersberg og hans forhold til en ung tjenestepige, genoptog Gerd Rindel sin interesse for den danske guldalder og kunstnerproblematikken. Romanerne henvendte sig til både unge og voksne, mens Spejlkabinet, 1987, og fortsættelsen Omstigning, 1988, var rene voksenromaner. Parallelt med det ungdoms- og voksenlitterære forfatterskab har Gerd Rindel skrevet en række børnebøger, og en del af disse, fx Tudsegraven, 1986, har hun illustreret selv. To af børnebøgerne, Tusmørkebørn, 1984, og Hvor roser står i flor, 1986, har forfatterens egne barndomsoplevelser som afsæt, mens de fleste andre er rent fiktive, og mange af dem er til forskel fra ungdomsbøgerne skrevet som magisk realisme. Mest eksperimenterende er Regines himmelflugt fra 1989, der helt overskrider et realistisk univers. Gipsenglenes gade fra 1996 er derimod igen skrevet over historisk stof med brede københavnerskildringer gennem flere generationer. Gerd Rindel har vundet bred anerkendelse for sit forfatterskab og modtaget en række legater og priser, ud over de allerede nævnte bl.a. Danmarks Skolebiblioteksforenings Børnebogspris i 1984. Hun har været medlem af Dansk Forfatterforenings børne- og ungdomsstyrelse og var medstifter af Kvindegalleriet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_Rink

Signe Rink

2023-04-22T23:25:29+02:00

fri anvendelse

Signe Rink blev født og voksede op i Grønland, hvor faderen var kolonibestyrer i Paamiut (Frederikshåb). Hun talte derfor flydende grønlandsk og var fortrolig med grønlandsk kultur. Hendes opdragelse var dog borgerlig, og som mange andre børn af danske forældre i Grønland blev hun omkring 1850 sendt på skoleophold i Danmark. Her mødte hun den langt ældre geograf H. R., som hun 17 år gammel giftede sig med i 1853. Ægtefællen havde opholdt sig i Grønland fra 1848, bl.a. som kolonibestyrer i Qaqortoq (Julianehåb) og konstitueret inspektør for Sydgrønland. Signe Rink var kendt som en livlig og glad kvinde i modsætning til sin mand, der var mere alvorligt anlagt. I 1858 blev han fastansat som inspektør, og ægteparret flyttede til Nuuk. Her plejede de selskabelig omgang med mennesker, der delte deres interesse for det grønlandske folk og dets kultur, bl.a. seminarielæreren og sproggeniet Samuel Kleinschmidt og seminarieforstanderen og præsten Carl Janssen. Denne kreds af personer tog en række betydelige initiativer, bl.a. lancerede de Atuagagdliutit, det første landsdækkende grønlandske blad med debat, oplysning, fangsthistorier, fortællinger og oversættelser, der udkom fra 1861. Desuden oprettedes Forstanderskaberne 1862-63, der for første gang gav landets befolkning en vis politisk medbestemmelse. I 1868 måtte ægteparret forlade Grønland på grund af H. R.s dårlige helbred. De slog sig ned i København, hvor ægtefællen 1871-82 var direktør for Den Kgl. Grønlandske Handel. I 1883 flyttede parret til Kristiania, det nuværende Oslo, hvor deres datter var bosat. Her fik Signe Rink tid til at nedfælde sine indtryk af livet i Grønland, bl.a. i Grønlændere, 1886, Grønlændere og Danske i Grønland, 1887, Koloni-Idyller fra Grønland, 1888, og Fra det Grønland der gik, 1902. Desuden redigerede hun bogen Kajakmænd, 1896, et udvalg af de kajakmandsfortællinger, som Arqaluk Møller havde indsamlet, og som tidligere var blevet bragt i Atuagagdliutit. 1900 oversatte og udgav hun kateketen Hansêraqs dagbog. Signe Rink var den første kvindelige fortolker af grønlandsk kultur, en art amatøretnograf, der med lune og i tidens romantiske stil fortalte om den grønlandske hverdag. Efter ægtefællens død gjorde hun et stort arbejde for at sikre Grønlands to store nationalkunstnere Aron fra Kangeq og Jens Kreutzmanns værker, træsnit og akvareller for eftertiden. Hun havde indset samlingens store værdi både kunstnerisk, historisk og etnografisk, og hun oversatte værktitlerne til dansk, engelsk og fransk. I 1905 købte Nationalmuseet i København billedsamlingen, der i 1982 blev ført tilbage til Grønland. Den uerstattelige samling, som Signe Rink i sin tid tog hånd om, betragtes i dag som et af Grønlands fineste klenodier. Signe Rink var et meget selskabeligt menneske, der satte en ære i at være fordomsfri og behandle alle mennesker lige. Hun holdt selskaber for prominente grønlandsfarere og det bedre borgerskab, men også for fattigenker og gamle frøkener. Med sin levende interesse for det samfund, hun var en del af, men også en fremmed i, var hun en sjælden repræsentant for koloniborgerskabet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edith_Rode

Edith Rode

2023-04-22T23:24:10+02:00

fri anvendelse

Edith Rode var født ind i en højborgerlig københavnsk familie og var den ældste af tre døtre. Hjemmet var åndsliberalt, kultiveret og præget af et betydeligt frisind i tanke og handling, der især skyldtes faderens humanitære og sociale indstilling. Moderen holdt mere på konventionerne. Faderens liberalisme strakte dog ikke så langt, at det faldt ham ind at sikre sine døtre en uddannelse. Han sørgede for deres fremtid ved at indskrive dem på Vemmetofte Jomfrukloster og gik i øvrigt ud fra, at de blev gift. Det blev de også, men for Edith Rodes vedkommende medførte det ikke, at hun blev forsørget. Børnene blev sat i gode, fremskridtsvenlige skoler, men faderens tro på betydningen af frisk luft gjorde, at de blev taget ud af skolen tre måneder hvert år og sendt på landet. Den højt begavede Edith Rode klagede senere i livet over, at hun aldrig havde lært noget som helst til bunds. I De tre smaa Piger, 1943, skildrede hun under fiktionens dække barndomshjemmet. Hun karakteriserede sig selv som et overspændt barn, bange for alting. Hun overlevede ved at udvikle sin egen fantasiverden og skrev, fra hun kunne holde på en blyant. Livsangsten forhindrede hende dog ikke i at debutere med en ret dristig roman allerede som 22-årig, og også senere i livet overvandt hun sin skræk ved at konfrontere sig med den. Den første roman Misse Wichman, 1901, blev endnu samme år fulgt op af Maja Engell, og allerede i 1902 udkom den tredje roman, Gold. De havde som fællestema kvindens forventninger og mandens manglende evne til at honorere dem. Romanerne var påvirket af tidens sædelighedsdebat og tog en række seksuelle og moralske emner op. Bøgerne, der var et forsvar for kvinders ret til deres seksualitet, deres sanselighed, som det hed dengang, blev modtaget med begejstring af anmelderne og med forargelse af borgerskabet. Forholdet mellem forældrene var dårligt, og Edith Rode havde det vanskeligt med sin moder. Flugtmuligheden blev et kammeratægteskab med en venindes broder, maleren Fritz Julius August Magnussen. De blev gift i april 1902 og rejste straks på en længere bryllupsrejse til Italien. Han skulle male, og hun skulle skrive, og som så mange andre nordiske kunstnere slog de sig ned i omegnen af Firenze. Her blev Edith Rode indhentet af sin skæbne i skikkelse af forfatteren Helge R., der var på rejse i Italien. Den ni år ældre digter besad lige præcis den blanding af følsomhed, analytisk begavelse og humor, der skulle få Edith Rode til at smide, hvad hun havde i hænderne, og overgive sig til den store kærlighed. Bryllupsrejse eller ej, hun rejste med Helge R. og så sig ikke tilbage. Parret slog sig ned på Capri, hvor deres første barn, datteren Asta blev født. Først i 1905 gik skilsmissen i orden, og de kunne vende hjem til København På vejen blev de lovformeligt gift i München. Begge var myreflittige, men deres skriverier kastede langtfra nok af sig til den levestandard, de betragtede som naturlig. Parret fik efterhånden fire børn, og mens Helge R. forblev skønånd, faldt det mere og mere i Edith Rodes lod at holde kreditorerne fra døren med levebrødsskriveri. Sideløbende med sit forfatterskab arbejdede hun fra 1913 som journalist på Berlingske Tidende. Parrets gode ven, digteren Sophus Claussen skældte hende ud for at forsømme sit talent, men hun retfærdiggjorde sig: “Maaske kan mit Efteraar holde, hvad mit Foraar lovede, hvad gjorde det saa, at jeg bare stod og groede i Sommeren?” I sine 30 år som journalist udgav hun ved siden af to skuespil en stadig strøm af romaner, noveller, rejsebøger og kogebøger. Hun havde ingen illusioner om sine evner som nyhedsjournalist, men hun havde heller ingen fine fornemmelser. Hun skrev om alt fra ildebrande til afdansningsballer, selvom hun især var en fremragende interviewer. Hendes force var den stilistisk elegante stemningsskildring. Med få sætninger kunne hun tegne et helt livsbillede, en evne, hun havde udviklet i sine fine noveller. I historien om Drømmeskøgen skildrer hun en ærbar, højt elsket hustru og moder, der på dødslejet betror sin unge sygeplejerske, at hele hendes liv i fantasien har været én lang række af mænd: “Jeg har drømt om dem allesammen. Skuespillere, Virtuoser, fremmede Mænd og Mænd, som jeg kendte. Mænd som jeg bare saa, og Mænd som jeg bare tænkte. Jeg har skiftet Elsker hver Time, som det passede mig. Jeg har levet i et Orgie af Elskov!” Om sin mand siger hun hånligt: “Han er tilfreds med saa lidt. Jeg har aldrig bedraget ham, det lægger Mænd så megen Vægt paa.” Ud over alt det andet var hun tillige hovedredaktør af leksikonværket Den gyldne Bog om danske Kvinder, 1941. Sine bedste ting skrev hun efter hun var fyldt 60, og der ikke længere var så mange, som skulle forsørges. Ud over De tre smaa Piger er det erindringsbøgerne Der var engang, På togt i erindringen, 1953, og den posthumt udgivne På rejse i livet, 1957. Fra 1937 redigerede hun en meget elsket brevkasse, Smaa Hverdagsproblemer, i ugebladet Familie Journalen. Brevkassen blev efter hendes død overtaget af hendes protegé Tove Ditlevsen. Bl.a. på baggrund af sine erfaringer som brevkasseredaktør udgav Edith Rode Livskunst uden Filosofi, 1948, som kort kan beskrives som en klog kvindes gode livsråd. I bogen, der som så mange af hendes værker kom i store oplag, opsummerede hun sin livsholdning på følgende måde: “Det kommer ikke an på at blive lykkelig. Det kommer an på at leve.” Edith Rode modtog Ingenio et arti 1949. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sally_Salminen

Sally Salminen

2023-04-22T23:11:44+02:00

fri anvendelse

Sally Salminen voksede op på de finske Ålandsøer som det syvende barn i en søskendeflok på 11, hvoraf fem blev forfattere. Da hun var syv år, druknede hendes fader, og moderen fik svært ved at klare familiens forsørgelse. Sally Salminens ældre broder Albin påtog sig en del af det økonomiske ansvar, samtidig med at han gav sine søstre et samfundskritisk blik og lærte dem at læse skønlitteratur. Tidligt havde Sally Salminen en drøm om at blive forfatter. Efter at have forladt skolen arbejdede hun i en række år som ekspedient. Det var triste år, har hun fortalt. Den første tid arbejdede hun i sit fædreland, men som 18-årig flyttede hun i 1924 til Sverige, først til Stockholm, siden til Linköping, men trivedes ikke. Da hun vendte tilbage til Åland i 1927, tog hun nogle kurser i korrespondance og fik 1929 ansættelse som bogholder og kasserer ved Mariehamns Andelshandel. I 1930 emigrerede Sally Salminen til USA sammen med sin yngre søster Aili og fik arbejde som husassistent i New York. Faderen havde i en periode arbejdet i Amerika, og Sally Salminen havde bl.a. en broder derovre. Da søsteren i 1934 rejste tilbage til Finland, var det et stort savn for Sally Salminen. I USA traf hun andre skandinaviske immigranter, blev interesseret i socialismen og begyndte at publicere artikler og digte i det skandinaviske blad Nordstjerna og i Domestic Worker’s News. I 1934 begyndte hun at skrive sin første roman Katrina og vandt to år senere en svensk-finsk romankonkurrence med sit manuskript. Romanen blev en succes og oversat til 21 sprog, deriblandt dansk i 1937. Prispengene gjorde det muligt for hende at virkeliggøre sin forfatterdrøm. I 1936 vendte Sally Salminen tilbage til Åland, men ingen velkomstkomité ventede i hendes hjemsogn, idet romanen havde blotlagt for meget af lokalsamfundets sociale strukturer. Den pludselige berømmelse gav nye muligheder, men førte hende samtidig ind i en ny og fremmed verden. Hendes bondebaggrund og mangel på formel uddannelse og dannelse gjorde hende usikker i omgangen med det kulturelle etablissement, og følelsen af underlegenhed fulgte hende resten af livet. Den ålandske forfatterinde Anni Blomqvist, en slægtning af Sally Salminen, blev i denne periode hendes fortrolige. Desuden søgte hun ro i sit nye hjem i Kvarnbo, som hun havde ladet bygge efter fremgangen med Katrina. Huset gav hende imidlertid ikke den hvile, hun søgte, og hun solgte det i 1945. I slutningen af 1930’erne tænkte hun flere gange på at vende tilbage til Amerika, da hun ikke kunne samle sig om forfatterskabet. Hendes åndelige krise førte hende til Oxfordbevægelsen, hvor hun traf sin senere ægtefælle, den danske maler Johannes Dührkop. Siden ungdommen havde hun læst meget, bl.a. religiøs litteratur, og hendes kamp med livsanskuelses- og trosspørgsmål gav hende med tiden et mere distanceret forhold til religion og statskirken som institution. Da Vinterkrigen brød ud i 1939, kom Dührkop til Finland som journalist, og hans og Sally Salminens venskab kunne uddybes. 1940 blev de gift i Helsingfors og flyttede kort derefter til Danmark, hvor Sally Salminen blev dansk statsborger. De tog del i finnernes kamp ved at holde foredrag om forholdene i Finland i de andre nordiske lande. Under Besættelsen blev Sally Salminen plejemoder for en lille jødisk dreng Bent Gorosch, hvis forældre var flygtet til Sverige. Hendes ønske om at adoptere drengen kunne ikke opfyldes, og da hun efter krigen måtte skilles fra barnet, var det et så hårdt slag for hende, at hun måtte indlægges. Drengen kom dog senere tilbage til Sally Salminen og hendes mand, da hans forældre pludselig døde. Efter krigen rejste Sally Salminen meget, og det afspejlede sig i hendes forfatterskab. Rejserne blev til tider til lange udenlandsophold, der gav hendes liv en omflakkende karakter. Som forfatter var hun produktiv, men nød ikke altid kritikernes gunst. Selvom hun ikke gav op af den grund, skabte modvinden et islæt af bitterhed. Portrættet af kvindeskæbnen Katrina blev højdepunktet i Sally Salminens forfatterskab. Med sit første værk banede hun vej for en ny bølge af folkelivsfortællinger. Bogen gav hende også mange kvindelige læsere. Hendes anden litterære fuldtræffer blev Pris Efflam, 1953, der blev oversat til dansk samme år. Den foregik i Bretagne i Frankrig, men oftest hentede hun sine motiver fra Åland og beskrev det lille øsamfund med stærk realisme og ud fra en kosmopolitisk synsvinkel. Til hendes selvbiografiske bøger hører Upptäcktsresan, 1966, og Min amerikanska saga, 1968, hvoraf et uddrag af begge foreligger på dansk i Flugten til Amerika, 1967. Desuden skrev hun I Danmark, 1972, og Världen öppnar sig, 1974, der blev hendes sidste bog. En forkortet dansk udgave af de to bøger udkom efter hendes død under titlen I Danmark, 1979. Hun skrev på svensk, men hendes sprog blev med tiden mere usikkert, præget som det var af de danske omgivelser. I USA havde en søster foræret hende en svensk ordbog, og for Sally Salminen, som kun havde fire års skolegang bag sig, handlede skriveprocessen også om at stave rigtigt, og ordbogen fulgte hende livet igennem. Hendes mand kaldte hende “evighedsstudent”, og i sin tørst efter ny kundskab udvidede hun sin verden trin for trin. Sally Salminen solidariserede sig med dem, der ikke havde magten i samfundet, og hun betragtede sine omgivelser ud fra et emmigrant-immigrant perspektiv. Hun forblev en fremmed fugl med tilhørsforhold til to lande, et menneske, der hverken havde let ved at falde til eller ved at vende tilbage. En klasserejsende med mistro i blikket og en vilje af jern. På mange planer havde hun følelsen af at være en udenforstående, også i forhold til den litterære verden i Danmark, som hun havde svært ved at blive en del af, da hun skrev på svensk. Hun fik dog et godt socialt netværk, bl.a. blev forfatteren Martin A. Hansen en god ven og litterær støtte. De sidste ti år af sit liv plagedes hun af en smertefuld muskelsygdom, der medførte, at hun fik svært ved at tale og til sidst måtte kommunikere gennem en skrivetavle. Selvom fysikken svigtede, var hun til det sidste lige så nærværende og kundskabstørstende som altid. I 1973 besøgte hun Helsingfors for sidste gang, og to år senere døde hun i København Sally Salminen modtog bl.a. Tollanderska Priset fra Svenska Litteratursällskabet i Finland 1937, Ingrid Jespersens Legat 1953 og Tagea Brandts Rejselegat 1967. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Johanne_Schj%C3%B8rring

Johanne Schjørring

2023-04-22T23:13:12+02:00

fri anvendelse

Johanne Schjørring voksede op i en præstegård på Skiveegnen, et hjem præget af patriarkalsk orden. Den nærliggende Limfjord lærte hun at kende på jagtture med faderen, de to brødre og deres huslærer. Da moderen døde, måtte hun som 16-årig overtage husførelsen, men det forhindrede hende ikke i at læse, skrive digte og studere latin under faderens vejledning. Han modsatte sig hendes ønske om at blive skuespillerinde, hvorimod hendes mand tilskyndede hende til at udvikle sine kunstneriske evner. Hun foretrak dog at hellige sig sit lykkelige ægteskab, og først mandens uventede død, som efterlod hende med to børn og et i vente, gav hende den fornødne økonomiske anledning til at publicere. Hun debuterede i 1873 med novellen Den tause Mund, der blev trykt under pseudonymet Noctua i Fædrelandet, hvis redaktør Carl Ploug opfordrede hende til at fortsætte forfatterskabet; året efter udgav hun Fortællinger og Skizzer under eget navn. Johanne Schjørring blev overordentlig produktiv; i løbet af 34 år udsendte hun 27 bøger, hovedsagelig romaner og novellesamlinger, men også det historiske drama Elisabeth af Rusland, 1891, en samling rejsebreve med titlen Fra en Middelhavsrejse, 1892, pjecen Slesvigske Kvinder i 1848-1864, 1895, og to børnebøger. Derudover var hun en flittig bidragyder til antologier, aviser og magasiner og redigerede to årgange af Vort Hjem, 1886-87, et Ugeblad for Husvæsen, Opdragelse og for Kvindens Interesser, som undertitlen lød. Johanne Schjørrings første roman Havets Datter, 1875, er karakteristisk for forfatterskabet. Den solide komposition udfolder en kærlighedshistorie med en attråværdig kvinde som midtpunkt og det tætte parforhold som mål. Fortælleren betragter forløb og personer med et konventionelt blik, og historien ledsages af rigeligt doseret almenmenneskelig livsvisdom. Heltinden vælger mellem en række bejlere, før hun bliver lykkeligt gift, og som kontrast oprulles en af bipersonernes ulykkelige kærlighedshistorier. I Rige Dage, 1877, drives ægtemanden i ulykke, fordi den smukke hustru mangler dybere følelser. Johanne Schjørring anså det i forlængelse af romantikkens kønsrollemønster for kvindens opgave at forvalte følelseslivet i familien. Samtidslitteraturens orientering mod naturalisme og realisme satte sig dog efterhånden spor. Temaet i Esthers Historie, 1884, er den frustrerede hustru, der føler sig forsømt af sin hårdtarbejdende mand. Løsningen fastholder alligevel idealet om det altopslugende kærlighedsforhold; ægtemanden afvikler sine forretninger, hustruen afleverer børnene hos familien, hvorefter parret kan drage ud som missionærer. Johanne Schjørrings bøger kom i flere oplag og blev næsten alle oversat til tysk, for nogles vedkommende også til hollandsk, ungarsk og engelsk, skønt anmelderne i stigende grad kritiserede manglen på psykologisk dybde og problemdebat. Hun tog længe afstand fra kvindebevægelsen, novellen En Nutids-Begivenhed fra Fem Fortællinger, 1880, skildrer de ulykkelige virkninger af en kvindelig emancipation, men med tiden meldte hun sig ind i Dansk Kvindesamfund, og redigerede sammen med Jenny Blicher-Clausen og Laura Kieler festskriftet i anledning af Kvindernes Udstilling i 1895. Johanne Schjørring var blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven i 1883. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Marie_Sick

Ingeborg Marie Sick

2023-04-22T23:20:44+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Marie Sick tilbragte sine første barneår i Paris, hvor faderen, der var tilknyttet udenrigstjenesten, var udstationeret. Efter hans tidlige død kom hun tilbage til København, men hun vedblev livet igennem at føle sig halvt fransk og opholdt sig ofte i Frankrig. Hun var økonomisk uafhængig, stærkt religiøs og valgte bevidst i en længere årrække et filantropisk arbejde ved sygepleje i fattigforsorgen, blandt dem, der trængte allermest. Hun uddybede sin viden om privat filantropisk virksomhed ved studieophold i London og Paris og mødte i sine aktive arbejdsår mange tragiske skæbner, høstede, som hun selv sagde: “Erfaring fra alle de lidende Hjerter, der afsløredes for hende, og fik sit eget uddybet.” Ingeborg Marie Sick havde altid skrevet lidt, småskitser og beretninger, men fra hun var omkring 40 år, blev forfatterskabet det dominerende i hendes liv. Hun nåede at skrive ca. 30 skønlitterære bøger, heraf var to digtsamlinger Bølgeslag, 1904, og Ond Lykke, 1921. De væsentligste af hendes værker er dog nok biografierne om den store svenske filantrop Mathilde Wrede og den danske missionær Karen Jeppe. Bogen om Wrede Fangernes Ven, 1921, var en dansk behandling af Evy Fogelbergs Fångarnes Vän fra året før. Genremæssigt var der tale om en romanbiografi, og den vakte så stor begejstring, at den efter publicering i Danmark oversattes til svensk. Biografien om Jeppe Pigen fra Danmark var et livsværk. Første og anden udgave kom i 1928, den tredje og lidt ændrede i 1936, og endelig i 1945 den forøgede fjerde og sidste udgave. Da var Ingeborg Marie Sick 87 år, men hendes beundring for Jeppes livslange indsats i Armenien usvækket. Beundringen delte hun med mange danske, ligesom fascinationen af det armenske folks skæbne, der havde været levende i vide kredse siden mellemkrigsårene. Ingeborg Marie Sick debuterede som skønlitterær forfatter i 1900 med Udi Løndom, 1902 fulgte Højfjælds-Præst og herefter udgav hun i adskillige år en bog om året, skitsesamlinger, børnebøger og romaner mellem hinanden. Hendes læserskare var stor, ikke mindst i de øvrige skandinaviske lande og i Tyskland, hvor hendes bøger regelmæssigt udkom. Hun opnåede også oversættelser til engelsk, fransk, finsk, russisk og hollandsk og i enkelte tilfælde til så fremmed et sprog som bulgarsk. Ingeborg Marie Sicks katolsk farvede religiøsitet gennemsyrer forfatterskabet, og i hendes romaner sejrer gudstroen over det jordiske livs fristelser, bøgerne rummer et vist element af vækkelseslitteratur. Kvindebilledet var allerede på bøgernes udgivelsestidspunkt stærkt forældet og sproget oftest en romantisk pastiche. Hun havde imidlertid evnen til at tegne især kvindelige karakterer og spinde en handlingstråd, ofte omkring erotisk farvede konflikter, og mange af bøgerne udkom i adskillige oplag frem til nogle år efter Anden Verdenskrig. I samtiden var de uhyre populære, fx opnåede romanen Helligt Ægteskab, 1903, seks oplag på ét år. Den skildrer to søstres stærke erotiske betagelse, den ene af sin egen ægtefælle og i åndelig harmoni med ham, den anden uægteskabeligt og derfor dømt til undergang. Ingeborg Marie Sicks forfatterskab var, som det filantropiske arbejde, en hjertesag. Hendes skønlitterære produktion har vel for en eftertid primært kuriøs interesse, mens hun fortjener at blive husket for sin hyldest til de to store skandinaviske filantroper, der formentlig også var hendes egne forbilleder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Helene_Strange

Helene Strange

2023-04-22T23:15:42+02:00

fri anvendelse

Folkemindesamleren og hjemstavnsforfatteren Helene Strange var født i et nordfalstersk bondehjem og helt igennem autodidakt. Hun voksede op hos sin mormoder, hvor hun var omgivet af ældre kvinder, der stadig levede i den gamle, mundtlige almuekultur. Som de fleste bondepiger kom hun efter den sparsomme skoleundervisning ud at tjene, men begyndte snart at uddanne sig på egen hånd. Hun læste og tog på husholdningskurser, og længe før begrebet au pair-pige var opfundet, arbejdede hun sig 1911-12 tværs gennem Europa og USA som tjenestepige. Senere rejste hun i mange lande og var bl.a. i årene 1923-25 igen i USA, nu som foredragsholder. Hun var samtidig hjemstavnsbunden som få og bosiddende på Nordfalster, men også herfra fór hun land og rige rundt. Hun gæstede de danske forsamlingshuse med sine foredrag og lysbilleder, og når hun endelig var hjemme, cyklede hun vejene tynde i en utrættelig jagt på gamle folkeminder. Den flittige indsamling resulterede i et utal af avis- og tidsskriftsartikler og i de kulturhistoriske egnsskildringer Den ældste Generation i Lolland-Falsters Stift I-IV, 1933-37, og I Mødrenes Spor, posthumt udgivet i 1945 af J.S. Møller. Hun var en begejstret fortaler for en moderne demokratisk udvikling og var aktiv inden for både husmandsbevægelsen, fredsbevægelsen og kvindesagen. I flere år sad hun desuden på bestyrelsesposter i Det Radikale Venstre, Lolland-Falsters Venstreblad og Lolland-Falsters historiske Samfund. Det udadvendte virke kulminerede i 1926, da hun for egne midler grundlagde anlægget Nørre Vedby Møllebanke på Nordfalster. Her arrangerede hun i stil med Johan Skjoldborgs Dynæsfester og Jeppe Aakjærs Jenlefester gevaldige friluftsmøder med taler, folkedans og selvskrevne dilettantspil, ofte formet som folkelivsbilleder, hvor almuen forsamles i forbindelse med historiske begivenheder som eksempelvis Skoleloven af 1721. Folkedanserne og skuespillerne var unge fra egnen, og Helene Strange sørgede selv for udfærdigelsen af dragter og instruktion af de mange optrædende. Sideløbende med dette vidtspændende folkeoplysende virke skabte Helene Strange et stort folkeligt forfatterskab. Hun debuterede i 1903 under pseudonymet “En Bondepige” med romanen Menneskelighed og Hellighed, der rummer et krast angreb på Indre Mission. Herefter fulgte nogle romaner, der ligger i forlængelse af skolelærerlitteraturen: Fremmed Fugl, 1906, Oluf Ruder, 1910, og Skærlunde Kro, 1912, de to sidstnævnte blev udgivet under eget navn. De store værker Priergaardsslægten, 1922-23, efterfulgt af Inger Prier, 1923-24, og ottebindsværket om Sværkeslægten, 1929-41, er derimod slægtsromaner med stærke islæt af kulturhistorie og folklore. I Priergaardsslægten skildres udviklingen ud fra en kvindelig arvefølge, mens det i værket om Sværkerne er mændene, der indtager hovedrollerne. Men uanset køn og historisk periode, er alle hovedpersonerne ejendommeligt ens. Til syvende og sidst er det således den samme skikkelse, der bærer udviklingen frem: en selvbehersket og aferotiseret matriark, som inkarnerer fornuften og fremsynet. På denne måde er værkerne ud over at være kulturhistoriske fiktioner ideologiske manifester. Og de er mere endnu. For på trods af den udtalte fornuftige fortællerstemme murrer der her, som i de tidligere værker, en uro om kønsidentiteten. En uro, der vidner om de bevidsthedsskred, som fandt sted i de første årtier af 1900-tallet. Selv formåede Helene Strange på mange måder at få sit liv til at ligne sine romanfigurers. Når hun stod på talerstolen i sin gamle falsterske egnsdragt, lignede hun til forveksling en af sine egne Priergaardskvinder: “dygtig, rask” og “myndig, bestemt”. Og på trods af at hun levede sit liv alene og på farten, fik hun også både sit hjem og sine folkefester til at ligne noget fra den gamle bondekultur. Men netop denne dygtige iscenesættelseskunst gjorde hende til en kvinde, der trods alt var meget langt væk fra den bondekultur, hun formidlede. Hun var en hypermoderne kvinde, mediebevidst og om sig, og hun brugte sit liv til at efterprøve de veje, der faktisk var blevet åbne for kvinder. Som sådan blev hun en samlingsfigur, der nok var usædvanlig, hun var en af de få kvinder i sin tid, for hvem det lykkedes at skabe sig en levevej som forfatter og kulturformidler, men samtidig meget gennemsnitlig. Hun havde ingen boglig uddannelse, og som de fleste kvinder dengang måtte hun slå på en moderlig myndighed for at blive anerkendt. For Helene Strange lykkedes det særlig godt. Hun udnyttede den almene demokratisering af samfundet, og hun udnyttede den folkelige forsamlingskultur til at blive en kendt skikkelse. På Falster var hendes navn ligefrem sagnomspundet, og hendes stuer kan i dag beses på museet Falsters Minder, hvor der også findes en større samling af hendes breve, fotos, manuskripter m.v. Til sin store skuffelse blev hun dog aldrig anerkendt af de etablerede forlag eller det litterære parnas. Til gengæld blev hendes bøger læst af et bredt publikum, og så sent som i 1970’erne blev slægtsromanerne genudgivet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Fanny_Suenssen

Fanny Suenssen

2023-04-22T23:15:51+02:00

fri anvendelse

Fanny Suenssen voksede op i en litterært interesseret familie, hvor både moderen og de to søstre Alfhilda (g. Mechlenburg) og Teckla (g. Juel) blev forfattere. I modsætning til søstrene blev Fanny Suenssen ikke gift; hun havde et svagt helbred og blev boende hele livet i barndomshjemmet bortset fra nogle baderejser til udlandet. Faderens og en broders tidlige død blev en anledning for Fanny Suenssen og moderen til at udfolde en mere målrettet skribentvirksomhed og udgive deres skrifter, dog kun anonymt. Moderens anonymitet blev aldrig brudt, hendes skrifter kendes ikke. Fanny Suenssen udsendte sine tre romaner Amalie Vardum, 1862, Tekla Eichel, 1864, og Aldrig, 1871, og sine første fortællinger anonymt eller under pseudonym, men to novellesamlinger fra 1890’erne udkom under hendes eget navn. Fanny Suenssens hovedværk Amalie Vardum er en guvernanteroman i den genre, som Mathilde Fibiger, Louise Bjørnsen og Cornelia von Levetzow havde udviklet. Ligesom forgængernes er den båret af personlige erfaringer, men den ligger med sin mere udprægede romantiske fantasi tættere på genrens engelske forlæg, Charlotte Brontës Jane Eyre, 1847 (da. udg. 1850). Romanens første del handler om Amalies barndomshjem; faderen har en dårligt lønnet stilling ved militæret og slider sig op for at skaffe økonomisk grundlag for familiens deltagelse i middelklassens sociale liv. Efter hans død slår moderen og søstrene sig igennem, så godt de kan, og Amalie tåler med kristen ydmyghed de mange krænkelser fra skolevenindernes side, som pengenøden udsætter hende for. I bogens anden del bliver hun guvernante hos en dæmonisk kammerherre, hvorefter interessen samler sig om magtkampen mellem de to; den slutter lykkeligt med ægteskab. Sideløbende med romanerne skrev Fanny Suenssen en række fortællinger; den første En gammel Piges Historie blev trykt anonymt som føljeton i Berlingske Tidende i 1862, og året efter udkom Juleaften under pseudonymet “Af Forf. til ‘Amalie Vardum’”, som hun også senere benyttede. Det er en moralsk opbyggelig historie om hæderlig fattigdom, der belønnes af gode medborgere; med fint blik for den tidstypiske detalje lader hun familiefaderens problemer udspringe af, at fotografiets nye teknologi udkonkurrerer hans portrætmaleri. Fanny Suenssens fortællinger fra 1870’erne udkom i Skandinavisk Folkemagazin, nogle blev senere genoptrykt i samlingerne I Tusmørke, 1890, og Han er Jøde, 1892. Den sidste roman Aldrig handler om en forældreløs dreng, der opdrages af tre ældre frøkener i den idylliske intimsfære, som Fanny Suenssen i lighed med romantikkens øvrige forfatterinder satte højt. Trods sin ujævne komposition, hvor humoristisk barndomsbeskrivelse afløses af rejseskildring og til sidst et kærlighedsdrama, blev romanen godt modtaget og trykt i et nyt oplag. Flere af Fanny Suenssens bøger udkom på svensk, tysk og fransk, og hun forsøgte sig også i nye genrer. Sammen med søstrene skrev hun børnebogen Ej blot til Lyst, 1880, lystspillet En Skilsmisse, opført i Norge 1872 og siden med titlen Et Ægteskab i Fare på Folketeatret i København, og syngespillet Judith eller Fare og Flugt over et emne lånt fra W. Scott, opført på Folketeatret i 1875. I 1870’erne skrev hun en artikelserie om kvindesagen i Berlingske Tidende under overskriften I Tusmørke. Sammen med sine søstre var hun blandt de ti kvindelige forfattere, der som de første kom på finansloven i 1883. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bolette_S%C3%B8rensen

Bolette Sørensen

2023-04-22T23:19:19+02:00

fri anvendelse

Hjemstavnsforfatteren og landsbylæreren Bolette Sørensen var født i et fattigt væverhjem ved Randers, men drev det til at blive en foregangskvinde, der afstak en farbar vej til et selvstændigt kvindeliv. Efter konfirmationen kom hun i huset hos pastor Hans Lyder Roed Müller i Voldum sogn i fire år, og allerede dette, at hun blev ansat i præstegården, var lidt usædvanligt for en fattig pige. Derefter kom hun på Lars Bjørnbaks højskole i Viby, og siden rejste hun med hjælp fra baron Alexander Berner-Schilden-Holsten på Clausholm til København, hvor hun i 1881 tog lærerindeeksamen fra N. Zahles Seminarium. Efter en kort tid som privatlærerinde i Halling var hun fra 1882 til 1920 lærerinde i Hald ved Randers. Som ugift havde hun mulighed for at forene lønarbejdet med et udstrakt virke som fagligt aktiv og folkeopdrager og førte på denne måde højskolens visioner ud i livet. I mange år var hun medlem af bestyrelsen for Ommersyssel Lærerkreds. Hun og Lucie Jensen var de første landsbylærerinder i Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, hvor Bolette Sørensen sad 1910-12. Samtidig gjorde hun et stort arbejde for at organisere de jyske landsbylærerinder og bevidstgøre dem om deres betydning som folkeoplysere. Et andet af hendes virkefelter var kirken. I 1903 var der valg til nyoprettede menighedsråd, og det var samtidig første gang, kvinder havde adgang til at kandidere og stemme ved et offentligt valg. Bolette Sørensen blev valgt ind i Hald menighedsråd allerede dette år og fik også tilsynet med pastoratets plejebørn. Desuden var hun stifter og leder af Hald Bys Læseforening. I 1904 debuterede Bolette Sørensen som forfatter med romanen Maren i Kærgaarden. Den blev udgivet under navnet Hans Hede, et pseudonym hun også siden brugte. Ud over debuten udgav hun tre andre romaner og nogle dilettantstykker og bidrog desuden med noveller og skitser til dagblade og tidsskrifter. Hendes værker skildrer det førindustrielle herregårds- og almueliv, og det gennemgående tema er konflikten mellem den gamle tids traditionelle værdier og den nye tids oplysning og individualisering, ofte i form af hovedpersonens splittelse mellem pligten og kærligheden. Bøgerne er underholdende og opbyggelige og lægger sig i forlængelse af den gængse skolelærerlitteratur, men samtidig indeholder de en egen tvetydig distance til de romantiske klichéer. Selv fremstod Bolette Sørensen jo også som en helt anden kvindetype end det romantiske kvindeideal. Hun var i udpræget grad en kvinde mellem to tidsaldre: hun havde haft en vis valgfrihed og fået en uddannelse, og i smuk overensstemmelse med højskolens idéer forenede hun den kvindelige omsorg for sine elever, sin hjemstavn og sit kald med et udadvendt og indflydelsesrigt arbejde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Thalbitzer

Sophie Thalbitzer

2023-04-22T23:07:31+02:00

fri anvendelse

Sophie Thalbitzers memoirer Grandmamas Bekiendelser, nedskrevet 1807 og trykt 1906, er en af de bedste kulturhistoriske kilder til, hvordan et kvindeliv i det velstående borgerskab på overgangen mellem 1700-tallet og 1800-tallet kunne forme sig. Hun var ældste barn af seks, datter af den kosmopolitiske og kulturinteresserede storkøbmand J.L. Zinn, der havde tjent en formue på handel og skibsfart i den florissante periode sidst i 1700-tallet. I 1795 giftede hun sig med den engelske konsul i Helsingør Henry T. De fik tre sønner, hvoraf den ældste og den yngste døde med otte måneders mellemrum. Memoirerne, der er tilegnet den overlevende søn, kaldet Billy, falder i to dele. I første del beretter Sophie Thalbitzer velskrivende og ikke uden lune om såvel dagligliv som fest i familien Zinns store købmandsgård i Kvæsthusgade 3. Her blev ofte holdt middage, baller og kulturelle arrangementer i tidens stil med musik, komedieopførelser og højtlæsning, og undertiden kom faderens forretningsforbindelser fra det meste af Europa på besøg. Ikke mindst Sophie Thalbitzers animerede beskrivelse af mødet med en gruppe “revolutionære” i 1793, dvs. en handelsdelegation fra den franske republik, er interessant. Faderen havde inviteret franskmændene til et middagsselskab, hvor også hendes veninde Thomasine Heiberg, der mange år og en skilsmisse senere som Thomasine Gyllembourg skulle skildre den samme episode i To Tidsaldre, 1845, var til stede. Grandmamas Bekiendelsers anden del beskriver det mere stille liv i Helsingør i en familie domineret af ægtemandens engelske bedstemoder, der afskyede alt fransk. Helt moderne er den nøgternt-realistiske skildring af Københavns bombardement 1807, som Sophie Thalbitzer og hendes familie kom til at opleve på nærmeste hold. Men Grandmamas Bekiendelser er ikke kun kulturhistorie i den mere overordnede betydning. Forfatterinden giver også et godt indblik i, hvad hun læste som ung pige, og hvad og hvem hun sværmede for og vice versa. Læsning og sværmeri hænger nøje sammen i hendes (selv)fremstilling. I den kombination af selvhævdelse og selvironi, der også i memoirernes mere neddæmpede anden del er Sophie Thalbitzers kendemærke, beskriver hun gang på gang sig selv som en romanheltinde. Inspirationen var J.-F. Marmontels sentimentale fortællinger, engelske romaner og Rousseaus Julie ou La nouvelle Héloïse fra 1761, og Confessions, der blev udgivet 1781-88. Sophie Thalbitzer læste dog stort set alt, på originalsprogene og med den ellers strenge faders velsignelse, men helst Rousseau. Grandmamas Bekiendelser er både i form og titel inspireret af hans Confessions, og den episodiske fortælleform, hvor det fortællende jeg bliver centrum, kan både ses som holdningsmæssig distance til ungdommens pligtlæsning af moralske fortællinger, og som en fiktionsteknik, der kan holde det ubærlige i hendes eget liv på afstand ved at gøre det til fortælling. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.