Datasets:

alexandrainst

/

lexdk-open

like 4

Follow

Alexandra Institute 31

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margarethe_Lorensen

Margarethe Lorensen

2023-04-22T23:28:21+02:00

fri anvendelse

Margarethe Lorensen voksede op på en gård i Store Emmerske i Sønderjylland som den midterste af tre piger. Hun havde ingen interesse for husligt arbejde og fulgte i stedet faderen rundt på gården. Forældrene, især moderen, indviede hende i bøgernes verden og lærte hende at tilegnelse af kundskaber og uddannelse var vejen frem i tilværelsen. I 1959 tog hun realeksamen fra Tønder Statsskole og drømte om at blive gartner, hvilket faderen dog satte sig imod. Efter et år i huset og et ophold på sygeplejeforskolen på Rødkilde Højskole begyndte hun 1961 på Den Sønderjyske Sygeplejeskole i Sønderborg, hvorfra hun tog eksamen i 1964. Efter et par år ved Sønderborg Sygehus ønskede hun at videreuddanne sig ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole ved Århus Universitet. Men da uddannelsen var meget søgt, kom hun på grund af sin unge alder og sine sparsomme erfaringer på en venteliste og blev opfordret til i mellemtiden at tage ophold i udlandet og lære sig sprog. Margarethe Lorensen tog da til USA, hvor hun havde slægtninge, og fik ansættelse ved Sequoia Hospital i Redwood City, Californien. Efter afslutning af uddannelsen til afdelingssygeplejerske og sygeplejelærer ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole i 1969 tog hun tilbage til USA, hvor hun giftede sig med Richard Sandul, som hun havde lært at kende under sit første ophold. I 1972 tog hun en Master of Arts in Education ved Northern Arizona University med støtte fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) og året efter en Master of Science in Nursing ved University of Colorado. Margarethe Lorensen mærkede de stigende uddannelseskrav, der prægede den akademiske verden i USA, og hun fulgte derfor med støtte fra Knud Højgårds Fond masteruddannelserne op med en ph.d.-grad ved Arizona State University i 1976. Efter at være blevet skilt i 1976 rejste Margarethe Lorensen tilbage til Danmark som den første danske sygeplejerske med en ph.d.-grad og tiltrådte en nyoprettet stilling som forskningskonsulent i DSR. Behovet for sygeplejeforskning var stort, men sygeplejerskerne manglede såvel teoretiske som praktiske forudsætninger, og i 1978 afholdt Margarethe Lorensen det første forskningskursus for medlemmer af DSR i Viborg Amt. To år efter fik hun som den første sygeplejerske et treårigt forskningsstipendium fra Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd. Stipendiet blev anvendt til studier af ældre og egenomsorg på Københavns Universitet. Det førte i 1983 til en viceforstanderstilling ved Diakonissestiftelsen, og 1986 blev hun forstander ved stiftelsens ældreafdeling. I stillingsbeskrivelsen optrådte for første gang i sygeplejen i Danmark en kontraktbestemt forskningsret og -pligt. Da hospitalet skulle omstilles til et geriatrisk center, valgte hun at bruge forskningstiden på at studere ældres muligheder for at vedligeholde eller forbedre deres egenomsorg under og efter et hospitalsophold. I 1987 blev forholdet mellem Margarethe Lorensen og hendes samlever gennem ti år ingeniør Erik Lau Christensen opløst, og hun bosatte sig i Norge med sine to sønner og tiltrådte en stilling som professor i sygepleje ved Institutt for Sykepleievitenskap i Oslo. På det tidspunkt var der endnu ikke etableret en akademisk uddannelse for sygeplejersker i Danmark. Det skete først i 1991, da ph.d.-uddannelsen i sygepleje blev oprettet. To år efter blev Anne-Lise Salling Larsen den første danske professor i sygepleje. Margarethe Lorensen har været en pioner inden for dansk sygepleje i kraft af sit engagement i udviklingen af en sygeplejeforskning. Målrettet har hun over for såvel sygeplejersker som læger, sundhedsmyndigheder og politikere gjort opmærksom på, at etablering af sygeplejeforskning kræver indflydelse, uddannelse og økonomiske ressourcer. Hun har været initiativtager til og medstifter af både danske og nordiske forskningsnetværk, bl.a. som formand for Dansk Selskab for Sygeplejeforskning fra 1978 og som præsident for Nordisk Akademi for Sykepleievitenskap fra 1996. Hun var medstifter og medlem af styregruppen Workgroup of European Nurse Researchers 1978-81, medlem af arbejdsgruppen vedrørende sygeplejeforskning under Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd 1983-89 samt formand for planlægningsgruppen for Forsöksverksamhet med Systematiserande Nordiska Forskarkurser på Vårdforskningsområdet under Nordisk Ministerråd 1985-90. Desuden har hun været en kendt foredragsholder ved såvel nationale som internationale forskningskonferencer og ofte været anvendt som medlem af bedømmelsesudvalg og opponent på flere doktorafhandlinger i Norden. Endvidere har hun fungeret som referee i flere amerikanske, engelske og nordiske tidsskrifter for sygeplejeforskning, ligesom hun har udfoldet en betydelig skribentvirksomhed, der foruden artikler til danske og internationale tidsskrifter har omfattet bøgerne Ældre og egenomsorg, 1986, og Spørgsmålet bestemmer metoden,1998. Hun er blevet hædret med æresbevisninger fra to amerikanske sygeplejeorganisationer i 1973 og 1975. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Jonna_Louis-Jensen

Jonna Louis-Jensen

2023-04-22T23:28:28+02:00

fri anvendelse

Jonna Louis-Jensen er vokset op i det indre København Gymnasietiden tilbragte hun dels i Oslo, hvor hun under faderens toårige udstationering ved NATOs hovedkvarter gik på Oslo Katedralskole, dels i København, hvor hun 1955 tog en klassisksproglig studentereksamen fra Metropolitanskolen. Moderen var begyndt at læse kunsthistorie, men opgav studierne, da hun blev gift og fik sine fire børn i løbet af fire et halvt år. Årene i Oslo gav Jonna Louis-Jensen en skærpet opmærksomhed og interesse for de nordiske sprogs forskelligheder. Allerede i gymnasiet begyndte hun at snuse lidt til moderne islandsk, og også gammelnorsk stiftede hun bekendtskab med. Sproginteressen, kombineret med hendes optagethed af H. Laxness’ forfatterskab, fik hende til at rejse til Island efter studentereksamen. Her fik hun plads som au pair i komponisten P. Ísólfssons hjem og lærte sig efter denne klassiske opskrift at tale et smukt og korrekt islandsk. Litteraturhistorikeren S. Nordal, på det tidspunkt Islands ambassadør i København, havde skaffet hende pladsen efter at have hørt om hendes fremtidsplaner. Dermed var Jonna Louis-Jensens livsbane afstukket, og i 1956 begyndte hun at læse nordisk filologi ved Københavns Universitet med hovedvægt på de vestnordiske sprog. Hendes hovedlærer var den berømte professor Jón Helgason, og hun blev hurtigt knyttet til arbejdet med de islandske håndskrifter i Den Arnamagnæanske Håndskriftsamling, som dengang endnu befandt sig i Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. På finansloven for 1956 var der imidlertid afsat en bevilling til etableringen af et universitetsinstitut omkring samlingen, og fra 1957 fik Det Arnamagnæanske Institut og håndskrifterne til huse i Proviantgården ved siden af Det Kgl. Bibliotek. Hun var således fra begyndelsen med til at opbygge det nye, internationale forskningscentrum. På instituttet udarbejdede hun sit speciale, en tekstkritisk udgave af Trójumanna saga, der udkom i 1963. Året efter blev hun mag.art. i nordisk filologi og tog derefter et år på studieophold ved University College London. Mens hun endnu var studerende, blev hun ansat som undervisningsassistent i oldislandsk, som op til 1972 var et fag, alle danskstuderende måtte læse. I 1968 blev hun lektor i faget. Sideløbende med denne undervisningsvirksomhed varetog hun sin forskning ved Det Arnamagnæanske Institut, fra 1966 som amanuensis, og da Helgason gik af, blev hun i 1972 hans efterfølger som professor i islandsk sprog og litteratur. Hun var den første dansker i stillingen og også den første kvinde. Ikke mindst det sidste var hun, der altid har demonstreret en årvågen interesse for kvinders stilling, meget bevidst om. Staben af medarbejdere på instituttet omfattede både danskere og islændinge, men striden om de islandske håndskrifter, der rasede i disse år, forstyrrede ikke det venskabelige og kollegiale forskningsklima. Udleveringen af håndskrifter til Island fandt hovedsagelig sted efter instituttets udflytning i 1976 til KUA, Det Humanistiske Fakultets bygning på Amager. Den langstrakte udleveringsproces frem til 1997 kom således til at ligge inden for hendes embedsperiode. En central plads i Jonna Louis-Jensens forfatterskab indtager den særlige redaktion af de islandske sagaer om norske konger, der går under navnet Hulda-Hrokkinskinna, opkaldt efter de to hovedhåndskrifter. Det ene af dem, Hulda, udgav hun i 1968 som faksimile med en videnskabelig indledning. En udredning af de komplicerede forhold i forbindelse med denne kongesaga-redaktion blev genstand for disputatsen, der blev antaget i 1971, men først trykt og forsvaret i 1977. En tekstkritisk udgave af Hulda-Hrokkinskinna er ved årtusindeskiftet næsten færdig. Som en digression fra arbejdet med Hulda udgav Jonna Louis-Jensen i 1981 en nyopdaget tekst af Trójumanna saga. Om et andet område inden for kongesagaforskningen handler den skarpsindige afhandling om den såkaldte Ældste saga om Olav den Hellige, “Syvende og ottende brudstykke”. Afhandlingen, der blev trykt i Bibliotheca Arnamagnæana 1970, har ændret opfattelsen af Olavssagaens tidligste teksthistorie. I de seneste år har hun taget spørgsmålet om Heimskringlas tekstforhold op til revision. Hun har derudover publiceret talrige artikler og afhandlinger om emner inden for norrøn filologi, der alle vidner om høje krav til nøjagtighed og stringens. Karakteristisk nok har tydningen af indviklede skjaldestrofer haft hendes særlige opmærksomhed, hvilket også bunder i et eminent kendskab til det islandske sprog. Jonna Louis-Jensen blev medlem af Den Arnamagnæanske Kommission efter dens rekonstruktion i 1975 og har fra 1976 været dens faglige sekretær. Som hovedredaktør for kommissionens to skriftserier Bibliotheca Arnamagnæana og Editiones Arnamagnæanæ 1976-88 og siden som medredaktør har Jonna Louis-Jensen trukket et tungt læs ved færdiggørelsen af en række tekstudgaver påbegyndt før 1972. Som tekstudgiver og som redaktør har hun perfektioneret den udgivelsesmodel, Helgason udviklede. Også studiet af færøsk har hendes store bevågenhed. I to år, 1988-90, var hun gæsteprofessor i islandsk ved Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Akademi), og hun har siden 1990 været formand for Selskabet til Udgivelse af færøske Kildeskrifter og Studier. Jonna Louis-Jensen udnævntes 1991 til ridder af Den islandske Falkeorden. Hun blev 1984 korresponderende medlem af Vísindafélag Íslendinga (Det Islandske Videnskabernes Selskab) og har været medlem af Videnskabernes Selskab fra 1997. På 60-års dagen i 1996 blev hun af sine kolleger hædret med festskriftet Frejas psalter. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Antoinette_von_Lowzow

Marie Antoinette von Lowzow

2023-04-22T23:28:38+02:00

fri anvendelse

Marie Antoinette von Lowzow voksede op i et højadeligt miljø på Sydfyn, som gav muligheder for økonomisk og personlig selvstændighed. Moderen, der var vidt berejst, var teosof og homøopat, og filosofi samt fysik og kemi blev tidligt Marie Antoinette von Lowzows foretrukne emner, som hun studerede på egen hånd ved siden af privatlærerindens undervisning. Allerede som ung var hun politisk og socialt interesseret. Hun tog faglærereksamen i stenografi, før hun var 18 år, blev student fra N. Zahles Skole 1919 og tog filosofikum 1920, samtidig med at hun studerede på Polyteknisk Læreanstalt. Hun havde planer om at blive elektroingeniør og forberedte sig til dette ved at være i smedelære i et halvt år og elektrikeraspirant på et af Østasiatisk Kompagnis skibe. Da hun blev gift i 1923, opgav hun imidlertid projektet, da hendes mand gjorde karriere i flåden og bl.a. var udstationeret på Færøerne og Island. De første ti år af sit ægteskab var hun leder af den skandinaviske afdeling af Det Universelle Co-Frimureri, en særlig frimurerloge, der optog kvinder. Denne post, som hun overtog efter sin moder, gav hende erfaring med internationalt samarbejde, og hun skrev flere bøger om ordenen. Fra 1937 havde familien fast bopæl i København, og med den tyske besættelse af Danmark i 1940 trådte Marie Antoinette von Lowzow for alvor i aktion. Hun mente, at kvinder på lige fod med mænd skulle yde en indsats for at hjælpe det danske samfund i en kritisk situation. Selv var hun 1940-45 formand for Danske Kvinders Beredskab i København, der bl.a. bespiste 20.000 frihedskæmpere og politifolk i maj-september 1945. Efter krigen arbejdede hun for, at de evner, kvinder havde udviklet under Besættelsen, skulle udnyttes og holdes ved lige, og hun mente, at det bedst kunne ske gennem en tvungen samfundstjeneste. Hun fortsatte dermed en diskussion om civil værnepligt for kvinder, som var begyndt allerede før Første Verdenskrig, og knyttede samtidig an til den almindelige demokratiske mobilisering i kølvandet på Anden Verdenskrig. 1946 blev hun korpschef for Kvindeligt Marinekorps, som hun stiftede efter engelsk forbillede. Da Hjemmeværnet blev oprettet 1949, blev korpset knyttet til dette, og hun var 1962-66 kommandør i Hjemmeværnet. Politisk interesse og politisk deltagelse lå Marie Antoinette von Lowzow lige så stærkt på sinde, og hun så det som enhver kvindes pligt at være mellem de oplyste vælgere. Hun deltog derfor sammen med bl.a. Bodil Koch i opbygningen af den nye forening Folkevirke, var fra 1945 næstformand i dens repræsentantskab og skrev flere oplysende pjecer til brug i oplysningsarbejdet, bl.a. Hvordan vælger vi?, 1945. I 1951 trådte hun imidlertid tilbage i protest mod, hvad hun opfattede som Folkevirkes positive holdning til Sovjetunionen. Allerede under Besættelsen var Marie Antoinette von Lowzow aktiv i ungdoms- og studiearbejde i Det Konservative Folkeparti (DKF), og 1950-54 sad hun i Borgerrepræsentationen. Fra 1947 var hun folketingskandidat, blev valgt i 1950 og var medlem af Folketinget frem til 1968. Hun beskæftigede sig særligt med udenrigspolitik, økonomi og forsvar ud fra ønsket om at gøre Danmark friere, bedre og sikrere i Efterkrigstiden. 1957-58 var hun medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn, delegeret ved FN 1957 og 1958 samt delegeret i Europarådet 1959-68. Da hun tillige blev de konservatives repræsentant på NATO-rejser i Paris, var hun ofte væk fra Folketinget. Dets talerstol blev dog den platform, hvorfra hun kunne tale forsvarets sag. Det gjaldt både konkrete forbedringer af forsvarets vilkår, orientering om nyskabelser i forsvarspolitikken i andre lande og opfordring til at deltage i det internationale samarbejde. Men først og fremmest agiterede hun for bedre vilkår og lovmæssige rammer for civilforsvaret. Den kolde krig og den ny atomvåbentrussel stillede store krav til et udbygget beredskab og en bred mobilisering af befolkningen. Marie Antoinette von Lowzow hævdede, at et civilt beredskab og befolkningens psykologiske forsvar var grundlæggende i det almindelige forsvar. Når det gjaldt administration, kommunikation, forsyninger og moralsk forsvarsvilje, mente hun, at kvindelig arbejdskraft, såvel frivillig som ansat, var uundværlig, og hun argumenterede i 1961 for, at kvinder skulle have lovfæstede rettigheder til at blive ansat og få en karriere i militæret. 1965-67 var hun formand for Dansk informationskomité for markedsspørgsmål. Hendes internationale erfaringer og sprogkundskaber kom hende også her til gode, og hun havde et fornemt overblik over magtbalancen i koldkrigsperioden. Hendes strategiske og forsvarspolitiske interesse gjorde hende til en særdeles kompetent kommentator, hvad der blev udnyttet i en række avisartikler og interview. I 1957 købte Marie Antoinette von Lowzow godset Bårupgård i Odsherred, som hun drev til sin død i 1985. Hun skildrede levende og humoristisk sin barndom og slægt i Nationalmuseets serie Herregårdsliv 7, 1982, og brugte Bårupgård som privat museum og samlingssted for børn og børnebørn. Som 74-årig tog hun i 1973 Master of Arts ved School of Natural Science i Californien, og hun vedblev med at være intellektuelt nysgerrig og aktiv, bl.a. som forfatter af biografien Saint-German, 1984. Som kvindelig politiker var hun usædvanlig ved først og fremmest at interessere sig for udenrigspolitik, og hun var en forsvarspolitisk kapacitet, der gik nye veje for at opbygge et effektivt forsvar for et demokratisk Danmark. Marie Antoinette von Lowzow var et frimodigt og ligefremt menneske med en omfattende viden og en betydelig social forståelse og formidlingsevne. I 1967 blev hun den første kvindelige formand for Det Danske Selskab. Hun modtog flere udenlandske ordener og blev ridder af Dannebrogordenen 1956 og af 1. grad 1966. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bodil_Jerslev_Lund

Bodil Jerslev Lund

2023-04-22T23:05:03+02:00

fri anvendelse

Bodil Jerslev Lund trådte i begge sine forældres fodspor, da hun besluttede sig for farmacien, faderen var apoteker, og moderen exam.pharm. Egentlig ville Bodil Jerslev Lund dog hellere have læst matematik, men faderen overtalte hende til at vælge farmacistudiet i stedet. Hun blev matematisk-naturvidenskabelig student fra Ålborg Katedralskole 1936 og begyndte samme år som discipel på faderens apotek i Fjerritslev. Tre år efter tog hun farmaceutisk medhjælpereksamen, og 1941 blev hun cand.pharm. Efter et halvt år på Rigshospitalets Apotek blev hun i 1942 ansat som videnskabelig assistent ved organisk-kemisk laboratorium, det senere Institut for Medicinalkemi, på Danmarks Farmaceutiske Højskole (DFH). 1951 blev hun amanuensis samme sted, og i 1958 afløste hun H. Baggesgaard Rasmussen som professor i organisk kemi, en stilling, hun bestred indtil sin pensionering i 1989. Bodil Jerslev Lund var den første kvindelige professor ved DFH og blev en af de få højtplacerede kvinder i en mandsdomineret forskerverden. Bodil Jerslev Lund havde ikke fra starten forestillet sig, at hun i den grad skulle gøre karriere, men var tidligt orienteret mod sit fags grundforskning. Allerede under Anden Verdenskrig, da de studerende i 1944-45 måtte forlade højskolen på grund af en interneringstrussel fra besættelsesmagten, fik hun mulighed for at videreuddanne sig i en sammenhængende periode og begynde en forskerkarriere. Hun fik i høj grad brug for sin flair for matematik, da hun 1945 begyndte at studere krystallografi, især røntgenkrystallografi, på Landbohøjskolens kemiske institut. Studierne blev fortsat 1946-47 på Uppsala Universitet. 1948 fik Bodil Jerslev Lund bl.a. H.C. Ørsteds rejselegat for farmaceuter, som gjorde det muligt at fortsætte efteruddannelsen i Oxford, England, samt ved de amerikanske universiteter Princeton og Auburn. Især opholdet i Oxford hos den senere Nobelpristager Dorothy Hodgkin fik betydning for Bodil Jerslev Lunds faglige udvikling inden for den krystallografiske forskning. De første videnskabelige afhandlinger omhandlede røntgenografisk pulverundersøgelse og identifikation af en række farmaceutisk relevante barbitursyrederivater, ofte brugt som sovemidler. 1958 blev hun dr.phil. fra Københavns Universitet på en afhandling om Studier over oximernes struktur. Afhandlingen var baseret på syv artikler om røntgenkrystallografisk strukturbestemmelse af nogle organiske og uorganiske forbindelser. Den første krystallografiske forskning blev udført med meget tidskrævende apparater og med primitive regnemetoder. Under Bodil Jerslev Lunds ledelse fik instituttet på DFH efterhånden installeret moderne automatisk udstyr til optagelse af data af enkeltkrystaller af kemiske forbindelser, og stadig mere avancerede computerprogrammer blev taget i anvendelse ved strukturbestemmelsen af de undersøgte stoffer. Bodil Jerslev Lund er medforfatter til tredje udgave fra 1955 af Lærebog i organisk kemi for farmaceutiske studerende og har selv skrevet Introduktion til studiet af organisk kemi, 1963, samt to lærebøger om Organisk kemi, 1965 og 1988. Den sidste af disse, der bærer undertitlen En akademisk begynderbog, har lettet mange gymnasiasters overgang til en videregående uddannelse. Bodil Jerslev Lunds faglige viden, store pædagogiske evner og entusiasme gjorde hende til en højt værdsat forelæser og lærer for såvel de farmaceutstuderende som instituttets mange forskerstuderende. Et anseeligt antal unge kandidater har under hendes supervision afsluttet deres videnskabelige grunduddannelse med licentiatafhandlinger, spændende fra ren organisk syntese over røntgenkrystallografisk pulveranalyse til fuldstændig røntgenstrukturbestemmelse af organiske forbindelser. Den farmaceutiske uddannelse lå hende meget på sinde, og hun deltog ofte i debatten om den fremtidige udvikling af farmacien. 1960-66 var Bodil Jerslev Lund konsulent for Civilforsvarsstyrelsen, og i perioden 1966-71 var hun sideløbende med sit professorat daglig leder af Civilforsvarets analytisk-kemiske laboratorium. På laboratoriet blev der bl.a. udviklet analyseforskrifter til påvisning af krigsgasser. Senere deltog Bodil Jerslev Lund sammen sin mand, der var civilingeniør, i laboratoriets udvikling af en utraditionel, billig gasmaske til beskyttelse af civilbefolkningen i tilfælde af krigsgasangreb. Bodil Jerslev Lund har gennem årene bestridt adskillige vigtige tillidshverv. 1975-81 var hun formand for bestyrelsen for Vandkvalitetsinstituttet, 1978-86 sad hun i Statens Lægevidenskabelige Forskningsråd, 1982-86 i Planlægningsrådet for Forskningen. Hun blev 1965 medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og 1971 sammen med Tove Birkelund indvalgt i Videnskabernes Selskab, en ære, der før kun var overgået én dansk kvinde, fonetikeren Eli Fischer-Jørgensen. 1981 indtrådte Bodil Jerslev Lund tillige i det svenske videnskabernes selskab. Hun blev tildelt Tagea Brandts Rejselegat 1966 og Danmarks Farmaceutiske Selskabs Guldmedalje 1982. Hun blev ridder af Dannebrogordenen 1965 og ridder af 1. grad 1975. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Signe_L%C3%A6ss%C3%B8e

Signe Læssøe

2023-04-22T23:27:40+02:00

fri anvendelse

Signe Læssøes fader var officer og en af sin tids mindre forfattere. Kendtest er hans sang Min Søn, vil du i verden frem, så buk. I barndomshjemmet kom forfattere og kunstnere som Knud Lyne Rahbek og Johannes Ewald, og dette kulturelle, patriotiske miljø, hvor man var fortrolig med historie og med engelsk og tysk litteratur, fik afgørende indflydelse på den begavede Signe Læssøe. Da hjemmets døtre kun blev opdraget til huslighed, tilegnede hun sig sin viden igennem den undervisning, brødrene fik. 24 år gammel ægtede hun den 31-årige grosserer og forfatter Niels Frederik L., der havde tre døtre fra et tidligere ægteskab. Parret fik mellem 1808 og 1819 otte sønner, hvoraf den ene døde som spæd. Børnene bragte hendes moderlige natur til fuld udfoldelse og blev hendes vigtigste holdepunkt i livet. For at kunne opdrage sønnerne søgte hun yderligere viden, og da hun tilsyneladende havde svar på alt, kaldte de hende “Konversationsleksikonet”. Hendes fine historiske og æstetiske sans stod i forbindelse med en dyb fædrelandskærlighed, som hendes børn, ikke mindst sønnen Frederik L., tog i arv. Det tog hårdt på hende, da han faldt i slaget ved Isted 1850, og da hun yderligere i sine alderdomsår oplevede krigen mod Tyskland og nederlaget i 1864. Signe Læssøes navn er bevaret for eftertiden gennem venskabet med H.C. Andersen, som hun mødte i 1828. Han blev herefter en hyppig gæst i hjemmet på Østerbro over for Søerne. Hendes moderlighed, sikre kritiske sans og høje kvalitetskrav fik stor betydning for digteren, som satte hende højere end tidens andre litterære damer, Kamma Rahbek og Thomasine Gyllembourg. Signe Læssøe beundrede på sin side H.C. Andersen for hans forfatterskabs åndfuldhed og rene følelser. Med sikker fornemmelse for hans geni erklærede hun allerede ved læsningen af hans første eventyr i 1835, at “det Barnlig-Phantastiske er hans sande Gebet, man maa saa sige, Hvad man vil”. Hun fulgte i øvrigt også med i periodens litterære strømninger, som hun havde helt bestemte meninger om. Grundlæggende burde litteraturen være moralsk og “Sjæleopløftende”, mente hun. Derfor hørte Dickens med sit religiøse og moralske budskab til hendes yndlingsforfattere. Til tidens unge malere fik hun et naturligt tilhørsforhold gennem malersønnen Thorald L., hvis venner, bl.a. J.Th. Lundbye, C.W. Eckersberg og J.A. Jerichau, kom i hjemmet og inspireredes af hendes dømmekraft og stærke naturfølelse. Signe Læssøe skrev gennem årene en del breve, hvoraf mange er bevaret. I 1836 offentliggjorde hun desuden i Dansk Folkeblad et anonymt indlæg om pigers opdragelse, hvori hun forsvarede husligheden som “en af Kvindens største Dyder”. Selv var hun med sin tankes klarhed et menneske af ånd, men opfattede sig beskedent som en tjenerinde, hvis åndelige kræfter blev sat fri gennem et disciplineret, nøjsomt og selvudslettende liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_L%C3%B8nggaard

Marie Lønggaard

2023-04-22T23:27:47+02:00

fri anvendelse

Marie Lønggaard tog lærereksamen i 1905 fra Femmers Kvindeseminarium og blev derefter ansat ved Gammel Hellerup Gymnasiums barneskole. Hendes kundskabstørst, især på det naturfaglige område, var imidlertid langtfra stillet. Hun aflagde allerede året efter adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, tog matematisk studentereksamen fra Wedels Studenterkursus i 1908 og begyndte at læse matematik på Københavns Universitet, mens hun stadig ernærede sig ved undervisning i folkeskolen. 1914 blev hun mag.scient. med talteori som speciale. 1914-22 var hun tilknyttet Femmers Kvindeseminarium. Sin livsgerning fik hun på Øregård Gymnasium, hvor hun var ansat fra 1918 til sin pensionering i 1954. Hun videreuddannede sig fortsat, bl.a. ved studieophold i Stockholm 1919 og i Paris 1920. Marie Lønggaard blev som matematiklærer en institution på Øregård Gymnasium. Hendes interesse gjaldt ikke specielt matematik som videnskab, men hun kunne undervise i det. Hun blev respekteret som en farverig og dygtig personlighed, men også opfattet som en streng lærer, der ikke havde megen medlidenhed med de elever, som havde svært ved faget. De matematisk begavede elever underviste hun til gengæld energisk og inciterende. Hun dannede en halvprivat matematikerforening, hvor også udvalgte tidligere elever kunne deltage. Marie Lønggaard var medforfatter af en lærebog i matematik Regneregler og Formler, 1950, og hun var i årene 1942-54 som den eneste kvinde medlem af opgavekommissionen for mellem- og realskolen. Det var en kendt sag på Øregård, at Marie Lønggaard spekulerede på Børsen. Hun elskede tal, og det morede hende at regne ud, hvordan hun kunne få det største udbytte af at investere sine penge. Pengene var ikke i sig selv målet. Selvom hun boede i et stort hus i Hellerup og havde både husbestyrerinde og havemand, så var hendes daglige livsførelse sparsommelig. Hun blev en rig dame. Det talte hun ikke selv højt om, men hendes gavmildhed var stor i situationer, hvor kolleger eller tidligere elever var i nød. Når det behøvedes, var hun altid parat til at give en håndsrækning. Marie Lønggaard elskede at rejse. Ved sin død i 1978 efterlod hun sig en millionformue, som hun testamenterede til et rejselegat for kvinder. Det er med sine 50.000 pristalsregulerede 1979-kroner Danmarks største kvinderejselegat og uddeles hvert år på Marie Lønggaards fødselsdag i to portioner til kvinder, der har gjort sig bemærket inden for videnskab og undervisning. Den første uddeling fandt sted i 1980. Modtagere var meget passende to fremtrædende matematikere: Gerd Grubb, den første kvindelige dr.phil. i faget, og formanden for Matematiklærerforeningen Ulla Kürstein Jensen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Bente_Maegaard

Bente Maegaard

2023-04-22T23:09:05+02:00

fri anvendelse

Efter studentereksamen i 1963 fra Rødovre Statsskole læste Bente Maegaard matematik som hovedfag på Københavns Universitet med henblik på at blive gymnasielærer. Det oprindeligt planlagte bifag fysik blev undervejs udskiftet med fransk, en fagkombination, som viste sig at blive central for Bente Maegaards karriere. På franskfaget blev der nemlig i disse år forsket i matematiske sprogmodeller, der kunne anvendes til databehandling, og kimen blev lagt til faget datalingvistik, der siden skulle blive hendes speciale. Bente Maegaard blev cand.scient. i 1970, og efter et år som gymnasielærer blev hun ansat på det nyoprettede Institut for Anvendt og Matematisk Lingvistik på Københavns Universitet, hvor hun kom til at virke i en længere årrække, først som adjunkt og fra 1975 som lektor. 1981 var hun gæsteprofessor ved universitetet i Genève. Samme år udgav hun sammen med lingvisten Hanne Ruus Hyppige ord i danske romaner og Hyppige ord i danske børnebøger som resultater af DANwORD-projektet. Bøgerne var hyppighedslister over forekomsten af ord i de mest læste danske romaner og børnebøger i perioden, optalt ved hjælp af edb. Projektet var det første i Danmark, som udnyttede den nye informationsteknologi til korpusundersøgelser, en stadig helt central metode i datalingvistikken. Gennem empirisk analyse af store mængder af repræsentativt udvalgte tekster på computere undersøges mønstre i sproget, i ordvalg såvel som i grammatisk konstruktion. 1986 efterfulgtes pionerudgivelserne af et tilsvarende værk om ordforrådet i danske aviser, blade og fagblade . Bente Maegaard er desuden medforfatter til lærebogen Matematik og lingvistik, 1975, hun spillede en meget aktiv rolle op til etableringen af den første datalingvistiske uddannelse i 1982, ligesom hun har virket som redaktør i forskellige faglige sammenhænge. I 1984 blev Bente Maegaard som den eneste kvinde ud af ti forskere tildelt et af Undervisningsministeriets nye forskningsprofessorater. Idéen var at give højt kvalificerede forskere så attraktive vilkår, at de valgte at blive her i landet frem for at tage til udlandet. Stillingen gav frihed for undervisning og administration i fem år og indebar desuden en større bevilling til apparatur og medhjælp. Centralt i Bente Maegaards arbejde blev maskinoversættelsesprojektet EUROTRA, et ambitiøst samarbejdsprojekt inden for EF, der foregik i årene 1984-92. Målet var at udvikle et edb-system, som automatisk kunne oversætte dokumenter mellem alle EFs officielle arbejdssprog. Hermed kunne man opnå at reducere oversættelsesomkostningerne og derved i sidste instans sikre de små sprogs fortsatte eksistens og brug i EF-samarbejdet. Bente Maegaard var i en del år leder af projektets danske forskergruppe samt leder af den europæiske styregruppe, og hun var med sine evner for populær formidling med til at give arbejdet stor synlighed i offentligheden. Projektets mål om udvikling af et brugsklart system blev langtfra nået, men der blev udviklet avancerede forskningsprototyper og indhøstet betydelig erfaring med brugen af dem. Resultaterne af arbejdet blev sikret gennem oprettelsen i 1991 af Center for Sprogteknologi (CST) som en selvstændig forsknings- og udviklingsinstitution under Forskningsministeriet. Bente Maegaard blev direktør for det nye center, hvor en række forskere fra den danske EUROTRA-gruppe sammen med oversættelsesbureauet Lingtech på baggrund af prototyperne udviklede et kommercielt anvendt system til oversættelse af patenttekster. CST er midt i 1990’erne blevet en sektorforskningsinstitution, som udfører forskning, kommerciel udvikling og ekstern konsulentbistand. Centret samarbejder med en række europæiske forskergrupper inden for området. Bente Maegaard selv har vundet navn som en internationalt kendt forsker og foredragsholder, der også er meget aktiv i internationale faglige organisationer inden for området. Bente Maegaard har været medlem af Akademirådet for de Tekniske Videnskaber fra 1985, og i 1990’erne deltog hun i forskellige rådgivende udvalg under Forskningsministeriet. Hun modtog Levison Prisen i 1991 og Hartmann-Prisen i 1997. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Herdis_von_Magnus

Herdis von Magnus

2023-04-22T23:09:06+02:00

fri anvendelse

Herdis von Magnus voksede op i Birkede på Sjælland og blev student fra Roskilde Katedralskole 1931. Hun læste medicin ved Københavns Universitet og tog embedseksamen 1939. Samme år blev hun gift med den jævnaldrende studiekammerat Preben von M. og blev dermed svigerdatter af Rigmor von M., en af de tidlige kvindelige overlæger. Efter eksamen blev Herdis von Magnus ansat ved Odense Amts og Bys Sygehus, og i 1944 blev hun lægeassistent på Statens Seruminstitut, hvor hun som en markant medarbejder skulle forblive til sin pensionering 1980. Hun delte arbejdsplads med sin mand, der var instituttets direktør 1959-73. Herdis von Magnus blev 1956 afdelingsforstander og fra 1958 overlæge for instituttets polioafdeling, senere enterovirusafdeling, og var i denne periode den energiske leder af arbejdet med at gennemføre poliodiagnostik og poliovaccinering i Danmark. Hun var fra 1952 medlem af sundhedsorganisationen WHOs ekspertkomité for virussygdomme, fra 1962 leder af organisationens regionale enteroviruscenter og fra 1974 af WHOs Collaborating Centre for Virus Reference and Research. Herdis von Magnus' indsats for det danske sundhedsvæsen indeholder to meget væsentlige bidrag: for det første gennemførelse af vaccination af den danske befolkning mod polio og for det andet etablering af en egentlig epidemiologisk afdeling på Statens Seruminstitut. Hendes arbejde med poliovirus baserede sig på hendes grundige studier af et virus, som var årsag til hjernebetændelse hos mus. Resultaterne blev fremlagt i hendes disputatsarbejde Studies on mouse encephalomyelitis virus, forsvaret 1952, der blev model for det kommende arbejde med poliovirus. Da den amerikanske læge J. Salk havde gennemført de første vaccinationer af børn med inaktiveret poliovirus, tog Herdis von Magnus i 1953 sammen med sin mand til USA for at lære metoden hos ham. Dette førte til, at det allerede 1955-56 var muligt at gennemføre en omfattende poliovaccination af den danske befolkning med Salk- vaccine fremstillet under Herdis von Magnus' ledelse på Statens Seruminstitut, der på dette tidspunkt husede Europas mest avancerede afsnit for produktion af inaktiveret poliovaccine. Det skal ses i lyset af, at Danmark 1952-53 oplevede en stor polioepidemi, hvor 3.000 blev lammede og 350 døde. Da det i 1955 viste sig, at en del af den amerikanske vaccine var utilstrækkeligt inaktiveret, og nogle fik polio af vaccinationen, fastholdt Herdis von Magnus alligevel med rette den danske vaccinationspolitik. Hun var overbevist om, at den dansk producerede vaccine var sikker, fordi hun selv havde udført kontrollen. En polioepidemi i Danmark i 1961 blev væsentlig mindre end forventet og viste, at den danske vaccine duede, men også at en endnu bedre effekt var ønskelig. Dette kunne opnås med den amerikanske læge A. Sabins nye levende, svækkede poliovaccine, det såkaldte poliosukker, der blev indtaget gennem munden. Herdis von Magnus etablerede laboratoriekontrolprocedurer, der tillod at skelne vaccinevirus fra det egentlige “vilde” poliovirus, og på basis heraf blev det besluttet at gennemføre en ny massevaccinationskampagne af den danske befolkning med denne indkøbte vaccine. Programmet gennemførtes i perioden 1963-66, og denne dobbeltvaccinepolitik er siden fortsat og har gjort Danmark til det bedst poliovaccinerede land i verden. Næsten alle andre lande anvender enten levende eller inaktiveret vaccine alene. Efter det epokegørende polioarbejde blev Herdis von Magnus i 1968 chef for instituttets epidemiologiske afdeling samtidig med, at hun indtil 1977 stadig ledede enterovirusafdelingen. I denne periode stod hun for overførelse af Sundhedsstyrelsens overvågnings- og meldesystem for smitsomme sygdomme til Statens Seruminstitut, herunder etablering af edb-baseret registrering af de ugentlige indberetninger fra landets læger. Hun startede det ugentlige meddelelsesblad Epi-Nyt, hvor indsamlede oplysninger i bearbejdet form bliver meldt tilbage til landets læger og sundhedsvæsen. Hendes afdelinger var uddannelsessted for en række yngre medarbejdere, der oplevede hendes ledelse som både krævende og inspirerende. Selvom hun kunne virke kølig, mærkedes en stærk loyalitet, trofasthed og hjertelighed bag hendes reserverethed. Hun fik mange venner blandt de kolleger, hun kom i berøring med, især i USA, og hun var både i faglig og formel forstand værtinde for instituttets mange gæster. Herdis von Magnus tildeltes Tagea Brandts Rejselegat 1958, hun blev ridder af Dannebrogordenen 1977 og modtog flere udenlandske ordener. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Henny_Magnussen

Henny Magnussen

2023-04-22T23:09:08+02:00

fri anvendelse

I 1900 indskrev landmandsdatteren Henny Magnussen sig efter at være blevet student fra Gammelholm Latin- og Realskole som den første stud.jur. ved Københavns Universitet og blev genstand for beundrende og nyfigen interesse fra mange sider, studiet var jo brødløst for kvindelige kandidater. Henny Magnussen fik imidlertid straks efter eksamen 1905 ansættelse på et sagførerkontor og begyndte omgående at opsøge medlemmer af Rigsdagen og forelægge dem sin sag. Hun gik forgæves til adskillige, men omsider blev sagen indbragt i Folketinget af justitsminister P.A. Alberti. Her blev lovforslaget optaget som særlov og hastet igennem, så Henny Magnussen allerede i 1906 kunne opnå bestalling som sagførerfuldmægtig og efter tre års læretid på et sagførerkontor blive selvstændig sagfører. Det er ikke umuligt, at sagen har haft den siddende indenrigsminister Sigurd Bergs bevågenhed. Han var broder til Kristensen-Randers og sørgede i 1908 for, at den kommunale valglov, der bl.a. gav kvinder valgret til sogne- og byråd, blev dateret til hans moder Maren B.s fødselsdag. Henny Magnussen havde sit eget stærke netværk med fuld opbakning fra DK, hvor hun på det tidspunkt var medlem af Københavns-kredsens bestyrelse, formand 1907-09, derefter suppleant. Hastebehandlingen skyldtes, at et forslag om kvinders ret til sagførerbestalling allerede var optaget i udkastet til en retsreform, som i disse år var under behandling i Rigsdagen, og Henny Magnussens ansøgning kunne af den grund være afvist på stedet. I så fald havde hun og den lille håndfuld kvindelige jurastuderende, der fulgte hendes eksempel i den følgende tid, fået lov at vente endnu en årrække. Henny Magnussen var ikke blot energisk og en god strateg, hun og kredsen om hende forstod at udnytte det rette tidspunkt. Henny Magnussen blev Danmarks første kvindelige overretssagfører i 1909. Hun arbejdede fortsat i en årrække for højesteretssagførerne Charles Shaw og Harald Dietrichson og opbyggede sideløbende hermed sin egen sagførerforretning, der uundgåeligt fik mange kvindelige klienter. Adskillige søgte hendes hjælp i ægteskabssager, og Henny Magnussen blev ekspert i de dengang vanskelige regler for skilsmisse, men kom også til at bilægge stridigheder mellem ægtefæller. Kvinder fandt det lettere at tale deres personlige forhold igennem med hende end med en mandlig sagfører, og Henny Magnussen fandt frem til sjældent brugte lovparagraffer. Fx påviste hun, at en eksisterende lov hjemlede kvinden ret til midler til personligt forbrug i forhold til ægtefællens indtægt, tilsyneladende en detalje, men måske det, der kunne gøre et samliv udholdeligt for en hjemmegående husmoder. Selv var hun i 1913 blevet gift med sin studiekammerat og senere kompagnon, O.K. M., der tillige var lektor ved universitetets juridiske laboratorium og hendes faste støtte i alle faglige spørgsmål. Og mange problemer havnede på hendes bord, således defensoratet i nogle sager om mødres ombringelse af spædbørn, født i dølgsmål. I 1921 blev Henny Magnussen landskendt, da hun som den første kvindelige forsvarer ved et nævningeting førte sag for en 16-årig barnemorderske i Odense. Den unge pige, der ikke havde anet, at hun var gravid, var udviklet som et 12-års barn, og Henny Magnussen rettede en stærk anklage mod myndighederne, da hun påpegede, at pigen ikke hørte hjemme i et fængsel, men burde være “overgivet til Opdragelse og god Paavirkning”, at sagen kort sagt ikke burde være rejst, og efter gældende lov ikke behøvede at være rejst. Hun for hårdt frem mod de sociale tilsynsmyndigheder og familiens naboer. Den svagt begavede pige, der var ældste barn af seks, havde mistet sin moder ved dennes sidste fødsel og havde siden da passet hjemmet alene. Hun havde været udsat for voldtægt, men da hendes fader ikke ønskede voldtægtsmanden straffet, havde omegnens karle opfattet det som signal til, at hun kunne misbruges seksuelt. Henny Magnussen trak atter en eksisterende, men sjældent brugt lov frem, og støttede sig i sit meget personlige defensorat også til sine egne erindringer om livet på landet. Fra anklageren modtog hun en skarp kritik af sit indlæg, men kvindebevægelsen hyldede “de uvedkommende Tings Forsvarer”, som han havde kaldt hende, da det lykkedes hende at få straffen nedsat til et minimum, efterfulgt af en imødekommet benådningsansøgning. Henny Magnussen var en ivrig idrætsudøver, bl.a. medlem af Akademisk Roklub, men døde som kun 58-årig af en hjertelidelse, der prægede hendes sidste år. Med sin private sagførerpraksis skabte hun en offentlig platform og gjorde det således alment erkendt, at også den juridiske kunst har brug for kvindelige udøvere. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birte_Melsen

Birte Melsen

2023-04-22T23:18:05+02:00

fri anvendelse

Birte Melsen ville egentlig have været matematiker, men i hendes hjem mente man, at tandlægeuddannelsen var mere passende for en pige og gav gode muligheder for halvdagsarbejde, så hjem og børn også kunne passes. Det blev nu ikke den side af erhvervet, hun benyttede sig af. Efter studentereksamen 1958 fra Fredericia Statsgymnasium gik hun til optagelsesprøve på Århus Tandlægehøjskole, men dumpede ved første forsøg og blev så rejseleder hos Tjæreborg i bureauets pionertid i slutningen af 1950’erne. Dette arbejde beholdt hun i 13 år, længe efter, at hun i 1964 var blevet tandlæge og fra 1965 ansat ved afdelingen for ortodonti, tandregulering, ved Århus Tandlægehøjskole. Rutinen fra studenterjobbet har været et stort plus for hende i forbindelse med det internationale arbejdsmiljø, hun i mange år har været en del af. Hun har holdt talrige foredrag for kolleger verden over, og den ortodontologiske afdeling i Århus regnes for den bedste i Europa og søges af både forskere og patienter fra hele verden. Hun har kaldt det kurser i tandregulering med bad og balkon! I 1974 forsvarede hun sin disputats The Cranial Base, og året efter blev hun Danmarks første kvindelige professor i odontologi ved Århus Tandlægehøjskole. Birte Melsens forskning er tværfaglig og bygger bl.a. på hendes forkærlighed for matematik. Hun har taget eksamen i statistik fra Økonomisk Institut ved Århus Universitet og behandlede sine forskningsresultater elektronisk på den første danske datamaskine DASK, der blev taget i brug i 1958. Hendes databehandling af mikroskopiske undersøgelser af knoglevæv gjorde det muligt at videreudvikle tabeller over tandstillingsfejl, som var udarbejdet af de danske odontologer Beni Solow og Sven Helm, og Birte Melsen definerede det klassifikationssystem, der benyttes ved effektiv efterbehandling af større materialer. Hendes forskning inddrager patologi og anatomi, i de tidlige faser samarbejdede hun med sin mand, der er specialist i patologi, og hun er inspireret af røntgenundersøgelser af kæbernes og kraniets vækst, udført af professor Arne Björk ved Københavns Tandlægehøjskole. Forskningen har givet indblik i både det syge og det sunde kraniums vækstforhold og påvist kønsbestemte variationer. I 1990’erne har hun først og fremmest beskæftiget sig med tandregulering i samarbejde med internationale specialister, bl.a. ved den klinik i Lübeck, hvor hun har haft praksis siden 1988. Samarbejdet med fx ortopædkirurger har været væsentligt for hende og lettes af hendes omfangsrige sprogkundskaber. Hun er i stand til at undervise på engelsk, tysk, fransk og italiensk foruden sit modersmål, og hendes videnskabelige forfatterskab er meget omfattende. Birte Melsen har ikke været bange for at udtale sig om sundhedspolitiske emner, fx tilskudsordningerne til tandregulering og behandling af paradentose. Det forsømte tandsæt er ifølge hende ikke blot et trivselsspørgsmål, det kan også have betydning for et menneskes placering på arbejdsmarkedet. Birte Melsen har været på talrige studieophold og senere været gæsteforelæser rundt omkring i Europa, USA, Sydamerika, Australien og New Zealand, og hun er fast tilknyttet efteruddannelseskurser ved amerikanske og sydamerikanske universiteter. Under et ophold ved Michigan University 1975 blev hun, der indtil da ikke havde skænket trosspørgsmål megen opmærksomhed, grebet af den karismatiske kristendomsforkyndelse på stedet. Hjemkommen til Århus deltog hun i oprettelsen af en kristen friskole og en tværkirkelig gruppe Ungdom for Kristus. Gruppen holder til i et hus, hun og hendes mand købte til dem. Hendes kristne livssyn kan sammenfattes i trangen til at sige tak og finder også udtryk i velgørenhed, når hun skænker me- get store honorarer til fx hjemløse børn i Kosovo. Birte Melsen, der er præsident for Dansk Ortodontisk Selskab, blev i 1987 ridder af Dannebrogordenen og har modtaget adskillige danske og internationale forskningspriser, bl.a. den estimerede amerikanske Robert H.W. Strang-pris, som hun i 1984 fik som den første ikke-amerikaner. 1999 valgte Societa Italiana Ortodonzia hende som den første modtager af en verdenspris i ortodonti, indstiftet i anledning af årtusindskiftet. Birte Melsen er operaelsker og Italienfan og har siden 1960 tilbragt sommeren i sit hus i Boi Caprino, hvor hun er kommet, siden hun var barn. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Aslaug_M%C3%B8ller

Aslaug Møller

2023-04-22T23:12:42+02:00

fri anvendelse

Aslaug Møller hørte til de stille i landet, men også til dem, for hvem omtanken, omsorgen for andre var noget naturligt. Hendes fader, oprindelig maskinfabrikant, blev en af pionererne inden for sløjdundervisningen i folkeskolen, fra begyndelsen tilskyndet af sin interesse for opdragelse og uddannelse. Og Aslaug Møller, kvindelig akademiker af første generation, så det som sin opgave at være med til at forbedre vilkårene for de næste slægtled af studerende kvinder. Aslaug Møller blev privat dimitteret student i 1897 og magister fra Københavns. Universitet i engelsk sprog og litteratur 1903, elev af bl.a. den legendariske lingvist Otto Jespersen. I modsætning til så mange af sine samtidige blandt de kvindelige akademikere blev hun ikke beskæftiget med undervisning, men levede som translatør af især engelsk og amerikansk litteratur. Aslaug Møller har arbejdet med så forskellige forfattere som J. London, hvis populære fortællinger fra vildmarken hun introducerede i Danmark, socialisten U. Sinclair og Harriet Beecher Stowe, kvinden bag Onkel Toms Hytte. Hun oversatte ikke kun sine samtidige, men gjorde en indsats for at indføre ældre, engelsk litteratur på det danske bogmarked og introducerede således en af victoriatidens store forfatterinder, George Eliot. Aslaug Møller var fra ungdommen fascineret af kvindeliv i dronning Victorias England og skrev i mange år til sin skrivebordsskuffe. De små artikler og afhandlinger blev med tiden til fem bøger, den første, Victoria, udkom i 1938, den sidste, Kvindernes Vej gennem Victorias England, i 1959, da Aslaug Møller var 83 år gammel. I sine ældre år udgav hun desuden Tre Søstre, 1953, en bog om Charlotte, Emily og Anne Brontë og Florence Nightingale, 1956. Aslaug Møller benyttede både som oversætter og forfatter sit pigenavn, et let gennemskueligt pseudonym, men dog ment som et sådant. I 1912 var hun blevet gift med historikeren, senere udenrigsredaktør på Berlingske Tidende Erik M., som havde forsket i engelsk 1800-tals historie, og sammen opholdt de sig adskillige gange i England. Hendes lillebroder var polarforskeren Ejnar Mikkelsen, og gennem ham kom hun til at beskæftige sig med oversættelse fra dansk til engelsk af videnskabelig litteratur om grønlandske forhold. I 1926 blev Aslaug Møller formand for Kvindelige Akademikere (KA), stiftet i 1922 som en gren af den internationale organisation Federation of University Women. Hun blev opmærksom på de kvindelige studerendes vanskelige boligforhold, idet der på det tidspunkt kun fandtes ét kollegium, der husede både mænd og kvinder. Hun fik skabt så megen opmærksomhed om problemet, at KA i 1929 med støtte fra Københavns Universitet kunne åbne en lejlighed med plads til 12 unge kvinder. Samtidig og med foreningens fulde opbakning satte Aslaug Møller og gynækologen Eli Møller sig i bevægelse for at få skabt en kvinderegens. Møller var det store aktiv udadtil, Aslaug Møller trak læsset bag kulisserne. Tredje medlem af den trojka, der gjorde drømmen til virkelighed, var universitetssekretær Povel Fønss. Aslaug Møller var drivkraften bag den landsdækkende indsamling, den, der opsporede og traf aftale med donatorerne, førte korrespondancen og tillige var ansvarlig for al pr-virksomhed. Samtidig var hun aktiv i byggeudvalget. Ved Kvinderegensens indvielse 1932 blev Aslaug Møller medlem af eforatet, der fik Møller som sin første formand. Aslaug Møller bestred posten i et kvart århundrede indtil 1957, og hun blev det eforatsmedlem, som beboerne kom til at se mest til, og hvis hjælp de oftest kunne trække på. I modsætning til eforatets formand var Aslaug Møller i besiddelse af en uopslidelig personlig elskværdighed og et diplomatisk snilde, hendes interesse omfattede det enkelte individs forhold i stort som småt. 1926-40 var hun formand for KA, deltog i internationale konferencer og i arbejdet for støtte til den enkelte i form af adgang til legater, udlandsophold etc. Og hun var opmærksom på studietiltag, der på overfladen kunne se ud som en fordel for kvinder, men som i det lange løb ville blive præcis det modsatte. Et eksempel er forslaget fra 1930’erne om en speciel studentereksamen for piger. Her skulle de matematisk-naturvidenskabelige fag nedprioriteres til fordel for sprogfagene og forskellige discipliner inden for husholdning. Trods sin personlige beskedenhed ragede Aslaug Møller op blandt den første generations akademikerkvinder. Hun arbejdede ud fra en kvindesaglig synsvinkel i alt, hvad hun foretog sig, og fx skyldtes hendes livslange studier i victoriatidens kvindeforhold, at hun ikke begreb, at dronning Victoria, på mange måder en dygtig leder og “en god Repræsentant for Kvindekønnet”, kunne være modstander af kvindesagen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Esther_M%C3%B8ller

Esther Møller

2023-04-22T23:12:50+02:00

fri anvendelse

Esther Møller voksede op i en husmandsfamilie på Fyn og var den ældste af ni søskende. Selv har hun kaldt sin barndom for de magiske år, en tid, der fik afgørende betydning for resten af livet. Arbejdsomhed og en åben interesse for omverdenen var centrale værdier i familien, og trods små kår fik alle børnene gode uddannelser. Begge forældre havde oplevelser og erfaringer fra en periode som emigranter i Amerika. Særlig faderen var initiativrig og havde en eksperimenterende indstilling til tilværelsen. I løbet af sit 15-årige ophold i Amerika opnåede han stor succes som bestyrer af et andelsmejeri i Minnesota. Det var en lærerinde i landsbyskolen, der med økonomisk bistand sikrede, at Esther Møller som den første fra landsbyen i 1928 kunne blive student fra Skt. Knuds Gymnasium i Odense. Samme år begyndte hun på lægestudiet ved Københavns Universitet. De første studieår blev finansieret af små legater og lån, men efter første del blev hun i 1932 tildelt legatet Det store Kommunitet samt en friplads på Kvinderegensen, der var oprettet samme år. Som husmandsdatter måtte hun først i gymnasiet og siden på lægestudiet lære andre adfærdsnormer og omgangsformer at kende, og her fik årene på Kvinderegensen sammen med andre kvindelige studenter med forskellig social baggrund og livsindstilling en stor betydning. Mange af disse kvinder blev senere kendte foregangskvinder i det danske samfund. I 1935 blev hun færdig som læge, og efter en alsidig hospitalsuddannelse blev hun i 1941 først sygekasselæge og samme år en af de første kvindelige kommunelæger i Danmark. Dette job bestred hun til 1962. Indtil 1983 virkede hun som praktiserende læge i Københavns indre by. Esther Møllers lægegerning blev præget af hendes stærke sociale indsigt og engagement og førte til arbejde ved optagelseshjem, børneplejestationer, børnehaver, plejehjem og i 1954 til et ophold i Grønland under en mæslingeepidemi. I 1942 havde hun giftet sig med lægen Povl M., og i årene 1945-49 fik de tre børn. Gennem store anstrengelser lykkedes det at forene den aktive lægegerning med moder- og hustrurollen, som ikke kun omgivelserne, men også Esther Møller selv havde et traditionelt syn på. Hun blev dog medlem af den første bestyrelse for Danske Kvindelige Lægers Klub 1946 og gav bl.a. i dette regi vejledning i brug af prævention. Men med hendes egne ord gik hun “ikke ind for ungdomsoprøret i 1968 og kvindebevægelsen i 1970’erne”, og hun var med sin religiøse baggrund også i udgangspunktet at finde på modstandersiden i debatten om fri abort. Men som diskussionen udviklede sig, og med abortlovens vedtagelse i 1973, ændrede hun opfattelse, ligesom hun erkendte, at opbruddet i 1970’erne på mange måder havde været nødvendigt. Esther Møller nærede en levende interesse for unge menneskers livsvilkår og uddannelse. Som medlem af Kvindelige Akademikere begyndte hun i 1950 at give erhvervsvejledning til unge piger fra gymnasier i Storkbh., og nogle år senere var hun foregangskvinde med indførelse af en følordning, hvor læge- og psykologistuderende samt sygeplejeelever kom i praktik hos praktiserende læger. Med sin social-medicinske forståelse af lægegerningen fandt hun det vigtigt at bibringe de studerende forståelse for, hvilken indflydelse patienternes sociale baggrund og livssituation havde på deres sundhedstilstand og samtidig give et indtryk af, hvor vidt forgrenet en praktiserende læges arbejde er. Selv nåede hun at have over hundrede studerende som føl i sin praksis. Carlsbergs Mindelegat for Brygger J.C. Jacobsen belønnede hende i 1966 for denne pionerindsats, og desuden udnævntes hun i 1974 til lektor i almen medicin ved Københavns Universitet. Esther Møllers mangeårige kontakt med ældre patienter og hendes undersøgelse 1974 af ældres vilkår i Selvhjulpne, positive, tilfredse gamle, født i forrige århundrede, publiceret i Ugeskrift for Læger 1975-76, førte til et stærkt engagement i arbejdet for at ændre samfundets opfattelse af alderdom. Med slagordet “gamle er unge, der er blevet ældre” søgte hun i en omfattende foredrags- og skribentvirksomhed at fremme en forståelse for, at alderdom ikke er nogen sygdom, og at gamle mennesker er lige så forskellige som unge. I forlængelse af hendes syn på lægegerningen i almindelighed var hun fortaler for, at også de gamle bør hjælpes på egne betingelser og bringes til at udnytte egne ressourcer. 1979-82 var hun medlem af Ældrekommissionen. For dette arbejde har hun modtaget en række priser og legater, bl.a. Ældreprisen 1988. I 1982 udgav hun Alderdom er ingen brøde, i 1995 Vil du være med?, en bog om fælles aktiviteter for børn og gamle, og i 1996 sine erindringer De magiske år. Gennem et halvt århundrede har mange nydt godt af gæstfriheden i Esther Møllers hjem i Nørregade 18. Her, i lægegerningen og i sit mangesidige virke, har hun fået kontakt med alle de forskellige mennesker, som har nydt hendes interesse. Aggi Kjær (red.): Kvindelige læger ser på sundhed og sygdom, 1998. Kirstine Borum (red.): I Nielsines fodspor, 1984. Jyllands-Posten 18. juli 1998. Århus Stiftstidende 6. september 1992. Weekendavisen 20. august 1976. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_M%C3%BCller

Mette Müller

2023-04-22T23:12:35+02:00

fri anvendelse

Mette Müller blev i 1980 den første kvindelige direktør for Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Samling. Hun blev samtidig den første fuldtidsansatte direktør på museet.Mette Müller fik sin tidlige musikundervisning hos det ansete musikerpar i Odense Margrethe og Julius Chonowitsch, der underviste hende i henholdsvis klaver og violin. Efter at have taget studentereksamen i 1948 på Skt. Knuds Gymnasium rejste hun samme år til København, hvor hun læste på universitetet og i 1957 blev cand. mag. i musik og fransk. Hun havde en smuk, musikalsk sikker sopran og sang i Danmarks Radios Kor og i forskellige kirker. Endvidere havde hun solistoptræden samt undervisning på aftenskole og Folkeuniversitetet. Da hun i 1962 fik et 12-timers job på Musikhistorisk Museum, passede det fint ind i hendes øvrige musikalske liv. To år efter blev hun udnævnt til museumsinspektør. I 1977 blev Musikhistorisk Museum og Carl Claudius’ Musikhistoriske Samling lagt sammen på den daværende direktør Henrik Glahns initiativ. Han skabte rammerne for det nuværende museum i Reformert Kirkes præstegård med nabohuse, og det var ligeledes ham, der stod for etableringen af den fuldtids direktørstilling, som i 1980 blev Mette Müllers. Hun fortsatte sit påbegyndte arbejde med indretningen af museet, og resultatet er blevet en smuk og indbydende præsentation af museumsgenstandene, der spiller harmonisk sammen med rummenes karakter. Museet havde hidtil koncentreret sig om den traditionelle, borgerlige musikkultur. Under Mette Müllers ledelse udvidede museet sit felt, ikke mindst gennem en lang række særudstillinger, bl.a. af folkelige instrumenter som harmonikaen, mandolinen og piv-i-røv dyret. Instrumenterne afspejlede hendes interesse for det etnografiske område, og det var karakteristisk for hende, at hun i forbindelse med en tv-udsendelse i serien Spørg Århus henvendte sig direkte til seerne og opfordrede dem til at sende ind, hvad de vidste om disse og andre mindre påagtede instrumenter. Den flod af svar, der strømmede ind til museet, blev registreret i MUSEO, Musikhistorisk Museums etnologiske undersøgelser, og førte siden til flere udstillinger. Mette Müllers særudstillinger var altid forskningsbaserede, og hun skrev artikler om temaerne, bl.a. i udstillingernes kataloger.Som museumsdirektør deltog Mette Müller i det internationale samkvem, og især de musikhistoriske museer i de tre skandinaviske lande havde i hendes ledelsesperiode et tæt samarbejde. Hendes udadvendthed, nysgerrighed og interesse for sine omgivelser samt hendes udmærkede musikerfærdigheder gjorde hende også til en fremragende direkte formidler af museets samlinger ved omvisninger, og da hun lod sig pensionere i 1998, efterlod hun et smukt museum såvel som et frodigt og dynamisk arbejdsmiljø til sin efterfølger, musiketnolog Lisbet Torp. Mette Müller har været medlem af en række bestyrelser, bl.a. for Foreningen af danske Museumsmænd 1971-81, og Dansk Kulturhistorisk Museumsforening 1972-76, ligesom hun i midten af 1980’erne sad i bestyrelsen for såvel den internationale forening af musikhistoriske museumsfolk ICOM som den danske afdeling af denne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ebba_Nex%C3%B8

Ebba Nexø

2023-04-22T23:05:55+02:00

fri anvendelse

Ebba Nexø var nummer to af fem døtre i en århusiansk lægefamilie. Faderen sluttede sin karriere som amtslæge, og moderen var praktiserende læge med konsultation i hjemmet. To unge piger passede huset, og en klinikassistent hjalp til i konsultationen. Farfaderen, rektor Christen Laurits Christiansen, boede rundt om hjørnet og en faster, Bodil Christiansen, på den anden side af gaden, så rammerne var trygge. I 1962 blev Ebba Nexø student fra Århus Katedralskole. Herefter tog hun diplomuddannelse i syning og tilskæring i Lausanne, Schweiz. Syning og andet håndarbejde var allerede da en mangeårig interesse, og i en periode syede hun alt sit tøj. At Ebba Nexø skulle have en uddannelse var en selvfølge, og ikke mindst morfaderen Herman Bing, der var professor og læge, var ambitiøs på barnebarnets vegne. Da Ebba Nexø valgte medicin frem for matematik, var det til morfaderens skuffelse, idet han mente, at det var utænkeligt, at en kvinde kunne blive professor ved et medicinsk fakultet. Medicinstudiet blev påbegyndt ved Århus Universitet, men hovedstaden trak, og Ebba Nexø blev cand.med. fra Københavns Universitet 1971. Studietiden bød på kortvarige ophold ved hospitalsafdelinger i England, Norge og Sverige, mens et længerevarende ophold i Tanzania gav interesse for sundhedsvæsenets organisation. Under et fire måneders ophold i Philadelphia, USA, førte moderens fætter, professor Allan J. Erslev, hende ind i den forskningsverden, der senere skulle blive hendes. I 1971 blev hun gift med biokemiker Bjørn Andersen N. og fik i de følgende år to sønner. Ønsket om at forene familieliv med karriere var medbestemmende, da hun valgte sit speciale: klinisk biokemi. Efter uddannelse ved Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet blev hun speciallæge i 1981. Forinden havde hun tilbragt to år i Baltimore, USA, hvor hun først var ansat ved klinisk-farmakologisk afdeling på Johns Hopkins School of Medicine, siden ved klinisk-biokemisk afdeling samme sted. 1984-91 var hun administrerende overlæge på Hillerød Sygehus, men i 1991 flyttede hun tilbage til Århus efter at være blevet udnævnt til professor i klinisk biokemi og ansat som overlæge på klinisk-biokemisk afdeling på Kommunehospitalet i Århus. Ebba Nexøs forskningskarriere startede, da hun sammen med overlæge Henrik Olesen fra Rigshospitalet blev inddraget i udredningen af en patient med typiske tegn på vitamin B12-mangel, men med et forhøjet indhold af vitamin B12 i blodet. Dette mystiske fund førte til en langvarig interesse for B12. Det viste sig, at patienten havde en svulst, der dannede et protein, som bandt vitaminet, og derved hindrede det i at komme ind i kroppens celler. Proteinet blev oprenset, og en række studier vedrørende B12s transport og udnyttelse i kroppen blev igangsat. De første af disse undersøgelser indgik i Ebba Nexøs disputats fra 1978 Transcobalamin I and other Human R-Binders. Forskningen var af stor betydning, idet man i dag vurderer, at op mod 20% af den ældre befolkning lider af B12-mangel. Siden har Ebba Nexø bidraget til mange, også internationale projekter, ligesom hun har været rådgiver for Food and Drug Administration, EU, FNs verdenssundhedsorganisation WHO og landbrugs- og fødevareorganisation FAO. Med sig fra USA havde hun et andet forskningsområde: vækstfaktorer. Sammen med lektor Steen Seier Poulsen etablerede hun en forskergruppe, der med varierende sammensætning har samarbejdet siden slutningen af 1970’erne. Mange unge forskere har gennem deres ph.d.- eller disputatsarbejde bidraget til at belyse betydningen af den vækstfaktor, der kaldes “epidermal growth factor”. Faktoren er nødvendig for fostrets udvikling og ved opheling af sår, og den er ude af kontrol ved en række kræftformer. I 1992 blev Ebba Nexø medlem af, 1995-98 den første kvindelige formand for, Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd. Det blev en hektisk tid, hvor der blev arbejdet med den nationale delstrategi for sundhedsområdet og med en strategi for 1998-2002. Spørgsmålet om lige behandling af mænd og kvinder i forskningsrådssystemet var også på dagsordenen, efter at svenske undersøgelser havde påpeget problemer. Åbenhed om arbejdet var en anden mærkesag, og i Ebba Nexøs formandstid blev rådet mere synligt. 1996-97 var hun formand for de seks forskningsråds formænd og medlem af Danmarks Forskningsråd. Efter en omlægning af rådsstrukturen blev hun 1997-98 næstformand for det nyetablerede Forskningsforum. Hun har desuden været medlem af formandskabet for sammenslutningen af europæiske forskningsrådsformænd 1996-98. Rådsarbejdet har været til stor glæde både for Ebba Nexø og de forskellige råds medlemmer. Altid velforberedt og lyttende under møderne og med en stor evne til at samle trådene har hun kunnet opnå konsensus og formulere skrivelser, der udtrykte en klar og velargumenteret holdning. Også inden for sit fagområde har hun haft en række tillidsposter, sidst hvervet som formand for Nordisk Forening for Klinisk Kemi. Hun har modtaget en række legater og priser, bl.a. Codanprisen i 1997, og har ofte været inviteret som festforelæser, bl.a. af Kræftens Bekæmpelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ida_Nicolaisen

Ida Nicolaisen

2023-04-22T23:05:56+02:00

fri anvendelse

Ida Nicolaisen har udmærket sig som forsker og underviser i kultursociologi og antropologi og som rådgiver vedrørende udviklingsbistand. Specielt hendes meget omfattende og årelange videnskabelige pionerarbejde på Borneo har vakt berettiget opsigt. Født og opvokset i Hellerup blev hun i 1958 student fra Ordrup Gymnasium og gik straks i gang med at læse etnografi på Københavns Universitet som den eneste studerende det år. Interessen for det fremmede lå til familien. Hendes farbroder Lennart Edelberg var botaniker og deltog på Henning Haslund-Christensens ekspeditioner til Afghanistan. Moderens forældre var begge Grønlandsfarere; morfaderen Ole Bendixen var inspektør for Sydgrønland ved århundredskiftet og lavede senere ekspeditioner dertil, og mormoderen Emmy Bendixen var som ung lærerinde i Uummannaqdistriktet. Oprindelig havde Ida Nicolaisen overvejet at gøre arkæologien til sit hovedfag, men det var, som hun selv har påpeget, de levende mennesker og den levende kultur, der virkelig interesserede hende. Arkæologien blev i stedet hendes ene bifag, geografien det andet. 1959 foretog hun arkæologiske udgravninger af samernes gravpladser i Nordnorge, og 1961 rejste hun i Lapland med sin lærer, antropologen Johannes N., som hun blev gift med samme år. Han døde 1980, og ti år efter giftede hun sig med den hollandsk-amerikanske fysiker Abraham Pais, som hun siden har boet sammen med, skiftevis i København og i New York. Ida Nicolaisen blev tidligt interesseret i de faktorer, som konstituerer ulighed i det menneskelige samfund, en fascination, der går som en rød tråd gennem hendes forskning. Det startede med et konferensspeciale om slaveriet i Vestafrika, hvor hun sammen med sin første ægtefælle havde lavet feltarbejde i 1963 blandt Haddadfolket i Tchad, et jægerfolk, og i 1966 hos nomadefolket tuaregerne i Niger. Johannes N. var den første magister og senere den første professor i antropologi ved Københavns Universitet. Ida Nicolaisen ønskede at blive vurderet uafhængigt af ham og tog derfor sin mag.art.-eksamen fra Århus Universitet sideløbende med, at hun var undervisningsassistent på Københavns Universitets Institut for Kultursociologi. Efter sin magisterkonferens 1971 og et par år som amanuensis var hun lektor samme sted indtil instituttets lukning i 1991, og i denne periode havde bl.a. kvindeforskningen hendes interesse. Desuden var hun 1971-73 ekstern lektor i etnografi ved Århus Universitet. 1991 blev hun ansat som lektor i antropologi på Københavns Universitet, for i 1997 at overgå til en stilling som seniorforsker under Nordisk Institut for Asienstudier, ligeledes ved Københavns Universitet. Ida Nicolaisen valgte det klassedelte Punan Bah-folk i det centrale Borneo som genstand for langvarige feltstudier for at kunne forfølge sin interesse for den kulturelle konstruktion af social ulighed. Hun har sammenlagt opholdt sig i Punan Bah i adskillige år, blev optaget som adoptivdatter i en familie, boede i deres langhuse, lærte sig sproget og er regelmæssigt vendt tilbage til landet for at fortsætte sin forskning. To gange har hun arrangeret besøg af Punan Bah-folket i Danmark. Første gang i 1986 med det formål at bygge en traditionel stammebåd i Vikingeskibshallen i Roskilde og siden, i 1993, for at udhugge to vældige totempæle på Nationalmuseet. Formålet med hendes forskning har hele tiden været at indfange det kulturelle felt, som hun kalder det, dvs. at bidrage til den teoretiske analyse af folks livssyn og personopfattelse, deres forståelse af sig selv og andre, som det kommer til udtryk både i dagligdagen, i det rituelle og i det religiøse liv. Hun har bl.a. beskæftiget sig med etnicitet, etnohistorie og kognitiv udvikling. Samtidig udgør hendes feltdata et unikt, kvantitativt materiale, der belyser Borneos kolossale udvikling, bl.a. som følge af fældningen af den tropiske regnskov og sidst opførelsen af et af verdens største dæmningsværker. Via forskningen blev interesssen for udviklingsbistand også vakt, og Ida Nicolaisen har arbejdet både som rådgiver for den malaysiske regering og i en række sammenhænge herhjemme. Således har hun bl.a. været medlem af Rådet for Udviklingsforskning i to perioder, 1981-87 og 1993-99, og hun har siden 1996 siddet i Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde, en del af tiden som næstformand. 1984-87 var hun rådgiver for DANIDA/UNSOs Sahelprojekter, fra 1986 for WWF Verdensnaturfonden, og fra 1994 for Det rådgivende udvalg vedrørende miljø og bistand til udviklingslandene. Sideløbende med sine øvrige gøremål har Ida Nicolaisen siden 1991 været medlem af styregruppen for Carlsbergfondets stort anlagte projekt Dansk Nomadeforskning, der samler en 100-årig, fornem antropologisk forskningsindsats om nomadefolk i Asien, Mellemøsten og Nordafrika. Projektet omfatter en bogudgivelse på 16 bind, som Ida Nicolaisen er hovedredaktør af. To af bindene er hun selv forfatter af, det ene handler om tuaregerne i Nord- og Vestafrika, primært baseret på Johannes N.s feltmateriale, det andet om Haddadfolket i Tchad. Ida Nicolaisen har været medlem af Videnskabernes Selskab siden 1997 og er også medlem af bl.a. Kronprins Frederiks Fond. Fuldt fortjent blev hun 1999 optaget i det ældste og særdeles eksklusive amerikanske videnskabsakademi American Philosophical Society. 1989 skrev hun sig på en særlig måde ind i universitetshistorien, da hun brød mere end 500 års tradition ved som den første kvinde at holde festtalen ved Københavns.Universitets årsfest. Ida Nicolaisen har modtaget flere legater og hædersbevisninger, herunder lektor Marie Lønggaards Legat 1984. I 1995 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Agnethe_Nielsen

Agnethe Nielsen

2023-04-22T23:05:59+02:00

fri anvendelse

Agnethe Nielsen blev født uden for ægteskab og voksede op som enebarn hos sine bedsteforældre Otto og Ane Martinsen i bygden Qassimiut ved Qaqortoq (Julianehåb). Her var kårene små, eftersom morfaderen kun fangede lidt. Der var dog ingen større mangel i hjemmet, da indbyggerne i bygden, som det var kutyme i Grønland, hjalp hinanden i trange tider. I 1940 kom Agnethe Nielsen på pigeefterskolen i Aasiaat (Egedesminde). Dengang var det sjældent, at bygdebørn fik en god forberedende folkeskoleundervisning, der kunne danne basis for en videreuddannelse. Men Agnethe Nielsen var heldig at læse under den dygtige kateket og digter Simon Nielsen, der sørgede for, at hele to opvakte piger fra bygden fik mulighed for at komme på efterskolen. Efter at have afsluttet skolen kom Agnethe Nielsen i 1942 i huset hos en dansk familie og lærte på denne måde dansk. Hun ønskede at uddanne sig til lærer, men blev forhindret, da Anden Verdenskrig brød ud, og Grønland isoleredes. I 1946 flyttede hun til Danmark på grund af sin danske kæreste, entreprenør Kai N., som hun samme år giftede sig med. I 1951 flyttede parret til Sydgrønland, hvor Agnethe Nielsen fra 1954 blev løst tilknyttet tolk for statens institutioner, 1961-75 var hun fastansat. Det var en tilfældighed, at Agnethe Nielsen kom ind i politik. I 1955 var hun blevet overtalt til at være suppleant for Ingvar Høegh, der opstillede til kommunalvalget i Narsaq. Kort efter rejste han fra byen, og Agnethe Nielsen kom nu i kommunalbestyrelsen, hvor hun bl.a. blev formand for forsorgsudvalget. Den største udfordring var, at tuberkulose på dette tidspunkt var meget udbredt, og der var intet offentligt socialt netværk. De syge blev sendt til behandling enten på sanatoriet i Nuuk (Godthåb) eller i Danmark, og ofte skulle eventuelle børn klare sig selv eller passe deres mindre søskende under forældrenes fravær. Udvalget følte sig ansvarlig for børnene, og Agnethe Nielsen var med til at etablere et vagtværn for de efterladte børn, bl.a. var det vigtigt at sikre, at der ikke opstod ildebrande i de brandfarlige træhuse. Gennem det praktiske sociale arbejde blev Agnethe Nielsen ansporet til at gå helhjertet ind i politik, og fra 1959 stillede hun derfor op til alle kommunalvalg og blev hver gang valgt ind, indtil hun trak sig tilbage som politiker i 1989. På det tidspunkt havde hun siddet i Narsaqs kommunalbestyrelse i 33 år. Bortset fra nogle korte perioder var hun 1960-86 formand for kommunalbestyrelsen, fra 1975 med betegnelsen borgmester. Hermed blev hun den anden kvindelige borgmester i Grønland efter Kristine Donaldusson, der havde været borgmester i Maniitsoq (Sukkertoppen) i en kort periode omkring 1959. Endvidere blev Agnethe Nielsen det første kvindelige medlem af Grønlands Landsting i 1980, hvor hun sad til 1983 og igen 1991-95. Her stillede hun op for partiet Atassut, der ligger til højre i det politiske system, og som ønsker at fastholde rigsfællesskabet med Danmark. Især det sociale område har haft Agnethe Nielsens interesse, og hun var rådgiver under udformningen af Socialloven for Grønland i midten af 1960'erne. Indtil da havde der ikke eksisteret nogen sociallov for Grønland. Hun tog desuden initiativ til og var lærer ved kurser for de første socialhjælpere i årene 1968-72. Da den første hjemmehjælper i Grønland blev ansat i Narsaq kommune, skete det også på hendes initiativ. I 1969 blev hun af Kalaallit Nunaanni Arnat peqatigiit Kattuffiat (De Grønlandske Kvindeforeningers Sammenslutning) udpeget som medlem af Udvalget vedrørende grønlandske kvinders forhold under den danske Kommission vedrørende kvindernes stilling i samfundet. Her sad hun sammen med bl.a. Elisabeth Johansen og Guldborg Chemnitz og var i 1975 medudgiver af fire publikationer om grønlandske kvinders forhold. Som eneste kvinde blev hun udpeget til Hjemmestyreudvalget 1973-75, et udvalg under grønlandsministeren, der forberedte Grønlands Hjemmestyre. Endvidere var hun 1972-89 medlem af KANUKOKAs (De Grønlandske Kommuners Landsforening) hovedbestyrelse og indtil i dag næstformand i bestyrelsen for avisen Atuagagdliutit/Grønlandsposten. Også fagligt arbejde har Agnethe Nielsen beskæftiget sig med, bl.a. for SIK (Grønlands Arbejder Sammenslutning), der er Grønlands største fagforening. 1968-75 var hun således medlem af bestyrelsen for SIK i Narsaq, og på vegne af tolke- og kontorassistenterne deltog hun i overenskomstforhandlingerne. I 1989 blev hun udnævnt til æresmedlem af SIK. Siden sin afgang som borgmester i 1986 har hun været aktiv i et par kommunale udvalg og i ældreforeningen. Efter ægtefællens død af kræft i 1987 og den store landsindsamling i Grønland 1987 til fordel for Kræftens Bekæmpelse (KB), etablerede hun Neriuffik, den første afdeling af KB i Grønland. Senere fulgte lokale foreningsdannelser i andre grønlandske byer. I 1989 blev hun valgt ind i KBs bestyrelse i Danmark på vegne af afdelingen i Grønland. Agnethe Nielsen har været med til at iværksætte kurser for medlemmer af KB og har været en af de drivende kræfter ved landsindsamlingerne. Efter en sygdomsperiode stoppede hun dette arbejde i 1998. Agnethe Nielsen er en af de få kvinder, der har siddet i Grønlands Landsting, og som ledende politiker i Narsaq var hun aktiv usædvanligt længe. Selv opvokset under små kår og som uægte barn gik hun helhjertet ind i arbejdet med at forbedre vilkårene for kvinder og de socialt svagt stillede. Den røde tråd i hendes langvarige indsats har været hendes omsorg for sine landsmænd gennem udviklingen af et socialt netværk. Ved at skabe en grobund for en offentlig social indsats, som ikke eksisterede i Grønland i begyndelsen af hendes politiske karriere, har hun ydet en pionerindsats. Agnethe Nielsen blev i 1989 tildelt Grønlands Hjemmestyres fortjenstmedalje Nersornaat i sølv. I 1982 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen, 1997 til ridder af 1. grad. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Nielsen

Inger Nielsen

2023-04-22T23:10:40+02:00

fri anvendelse

Inger Nielsen blev født i København Faderens lægegerning førte imidlertid familien til Skive, hvor hun voksede op sammen med tre yngre brødre. Da faderen i 1937 blev ansat ved Kommunehospitalet i Århus, flyttede de igen, og hun kom på Århus Katedralskole, hvorfra hun blev student i 1942. I hjemmet blev der ikke gjort forskel på hende og drengene, og det lå i luften, at alle skulle have en uddannelse. Under Besættelsen tøvede Inger Nielsen dog med at gå i gang med en længere uddannelse. Hun startede med et husholdningskursus, som faderen insisterede på, at hun under alle omstændigheder skulle have. I 1945 blev hun tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og var efterfølgende frivillig medarbejder i nogle måneder hos Red Barnet. Inger Nielsen brugte sin uddannelse som korrespondent i trekvart år i et speditionsfirma. I fritiden læste hun bl.a. forskellige bøger af den svenske samfundsforsker G. Myrdal, hvorved hendes interesse for samfundsforhold blev vakt. Det var med familiens fulde opbakning, også økonomisk, at hun derefter gennemførte første del af økonomistudierne ved Århus Universitet, hvor hun var aktiv i Studenterrådet. Hun fortsatte derefter studierne ved Københavns Universitet og blev cand.polit. herfra i 1952. Straks efter eksamen fik Inger Nielsen ansættelse som sekretær i Boligministeriet, men blev allerede samme år sekretær i Udenrigsministeriet efter opfordring fra Finn Gundelach, der var ansat her. I 1956 blev hun udsendt som attaché og samme år ambassadesekretær ved Danmarks faste delegation ved den europæiske organisation for økonomisk samarbejde OEEC i Paris. 1958 vendte hun tilbage til København som sekretær i Udenrigsministeriet og blev fuldmægtig to år senere. Op gennem 1960’erne fulgte hun det sædvanlige karrieremønster i Udenrigsministeriet med ansættelse i forskellige afdelinger og skift mellem hjemme- og udetjenesten. I 1967 tog hun første gang orlov fra udenrigstjenesten for at blive sekretariatschef for EFTAs handelspolitiske afdeling i Genève. I disse år beskæftigede Inger Nielsen sig med et stort antal emner, især sikkerhedspolitik, hvor Danmarks deltagelse i NATO-samarbejdet stod i centrum sammen med krisehåndteringen under den kolde krig, fx i forbindelse med rejsningen af Berlinmuren i 1961. Men økonomi- og handelspolitik var dog det mest fremtrædende i hendes karriere. Som dansk repræsentant deltog hun i udbygningen af det økonomiske samarbejde i Europa gennem OEEC, der i 1961 blev til OECD, og EFTA, der samlede de lande, der stod uden for EF. På globalt plan var hun dansk deltager i Kennedyrunden 1964-67, hvor man forhandlede sænkning af told- og handelsskranker som følge af den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel GATT. Som kontorchef i Danida kom Inger Nielsen til at lede Danmarks deltagelse i det multilaterale ulandsarbejde, især gennem FN og Verdensbanken. I 1973 kom Danmark ind i EF. Gundelach, der udnævntes til dansk kommissær, opfordrede Inger Nielsen til at søge til Bruxelles. Hun sagde nej flere gange, dels var arbejdet i Danida spændende, dels var lysten til det franskdominerede EF-bureaukrati ikke stor. Sluttelig vandt nysgerrigheden dog over tilbageholdenheden. Hun fik endnu en gang orlov fra Udenrigsministeriet og kunne vende tilbage, hvis EF ikke var sagen. Det blev imidlertid ikke aktuelt. Inger Nielsen faldt godt til i Bruxelles. Hun blev ansat i Kommissionens generaldirektorat for eksterne relationer som ledende konsulent med ansvar for relationerne til Middelhavslandene. Da udvidelsesforhandlingerne med Grækenland startede i 1976, udviklede Inger Nielsens kontor sig med hende som chef til Kommissionens delegation ved forhandlingerne. I 1981, da stillingen som direktør for direktoratet blev ledig, søgte og fik Inger Nielsen den. Hun havde erfaringer inden for området på et højt niveau og de rette kvalifikationer og var generaldirektør frem til 1985. Inger Nielsen er ikke alene den første og hidtil eneste kvindelige danske generaldirektør. Sammen med hollænderen Renée van Hoof, der var blevet leder af tolketjenesten, blev hun den første kvindelige generaldirektør overhovedet. Karrieremæssigt var hun kommet “ind fra siden”, idet hun var startet højt oppe i stillingshierarkiet, og hun fik ikke problemer med at komme til tops som kvinde. Meget få medarbejdere i EF-systemet lod sig mærke med, at de havde en kvindelig chef. Arbejdsmæssigt blev Inger Nielsen opfattet som en åben og inspirerende personlighed, der skabte tillid hos forhandlingspartnerne bl.a. i kraft af sin professionelle kunnen og charmerende, effektive og kontante stil. Hun gik på pension som 62-årig, da hendes arbejde med at få Spanien og Portugal ind i fællesskabet var fuldført. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Nielsen_-_pr%C3%A6st_og_professor

Kirsten Nielsen

præst og professor

2023-04-22T23:10:45+02:00

fri anvendelse

Da Kirsten Nielsen i 1995 blev professor i gammeltestamentlig teologi og litteratur ved Århus Universitet, blev hun samtidig Danmarks første kvindelige teologiprofessor. Teologien var ikke hendes fag som udgangspunkt. Efter nysproglig studentereksamen fra Svendborg Statsgymnasium i 1962 samt et halvt år som au pair i Genève og et halvt år som ung pige i huset i Risskov begyndte hun at studere fransk og kristendomskundskab ved Århus Universitet i 1963. En kort overgang lod hun sig indskrive som teologistuderende, men alene for at få mulighed for at aflægge examen hebraicum. Med denne sproglige ballast skrev hun speciale om djævleforestillingerne i den sene jødedom. Efter cand.mag.-eksamen i 1970 tog hun pædagogikum ved Århus Statsgymnasium. Hun blev ansat som amanuensis ved Institut for Gammel Testamente med undervisningsforpligtelse over for kristendomskundskabsstuderende i 1971 og var senere samme år med til at oprette Institut for Kristendomskundskab, som hun derefter var tilknyttet. Her deltog hun bl.a. i et projekt om en nyoversættelse af Bibelen fra dette arbejdes begyndelse i 1975 til dets afslutning i 1992. I 1976 blev Kirsten Nielsen licentiat i teologi på afhandlingen Jahve som anklager og dommer, og i umiddelbar forlængelse heraf blev hun ansat som lektor. Under arbejdet med licentiatafhandlingen havde hendes interesse samlet sig om Det Gamle Testamente som tekst, som litteratur, og denne interesse bar også hendes engagement i de enkelte kvindeteologiske tiltag, der fandt sted på universitetet omkring 1980; hun fandt, at de fleste kvindeteologer var gode tekstlæsere, de så ting, der blev overset inden for de traditionelle paradigmer. Arbejdet med det religiøse sprog i Det Gamle Testamente førte til afhandlingen For et træ er der håb, som i 1985 skaffede hende den teologiske doktorgrad. 1989 blev hun ordineret og har i en årrække siden da været ulønnet hjælpepræst i Skejby og Lisbjerg sogne. I en periode på et halvt år var hun i 1990-91 tilknyttet universitetet i Kiel som gæsteprofessor. Hun har løbende varetaget forskellige administrative poster og var således dekan for Det teologiske Fakultet 1984-89, i øvrigt som den første kvinde på posten. Desuden har hun bl.a. været medlem af Det Danske Bibelselskabs bestyrelse siden 1987 og medlem af Statens Humanistiske Forskningsråd i perioden 1990-96. Gennem årene har hun været på adskillige studieophold i udlandet, hvor især ophold i England og USA har inspireret hendes studier af gammeltestamentlig litteratur og teologi. Hun har publiceret flere religionsvidenskabelige og teologiske bøger og artikler, bl.a. Satan – den fortabte søn?, 1991, og Ruth, 1997, sidstnævnte en engelsksproget kommentar i serien Old Testament Library. Formidlingen af det gammeltestamentlige stof rækker også ud over fagteologiske kredse, bl.a. i forbindelse med folkelige foredrag. 1999 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Nielsen_-_civil%C3%B8konom

Kirsten Nielsen

civiløkonom

2023-04-22T23:10:43+02:00

fri anvendelse

Kirsten Nielsen blev den første akademiker i sin familie. Faderen var smed, blev senere værkfører og teknisk direktør på en maskinfabrik, moderen var ekspeditrice. Kirsten Nielsen tog studentereksamen fra Roskilde Katedralskole i 1958. Egentlig ville hun have været farmaceut, men af økonomiske årsager blev hun elev hos forsikringsselskabet Hafnia, hvor hun efteruddannede sig til civiløkonom med forsikring som speciale i 1963. Det førte dog ikke til den forventede forfremmelse, og hun forlod arbejdsmarkedet efter at være blevet gift i 1965. På denne tid begyndte lokale forbrugergrupper at skyde op i England, et initiativ, der bredte sig til de nordiske lande. En af de mest aktive danske græsrødder var Kitty Jørgensen, der oprettede et lokalt forbrugerkontor i Nykøbing F. Inspireret af hendes eksempel meldte Kirsten Nielsen sig i 1972 ind i en lokal forbrugergruppe i Københavns vestegn, hvor hun blev formand i 1975. Dermed fik hun sæde i Forbrugerrådet, og her blev hun kort tid efter valgt ind i forretningsudvalget. Da rådsformanden Dorte Bennedsen i 1979 blev udnævnt til undervisningsminister, valgtes Kirsten Nielsen overraskende til Forbrugerrådets første partipolitisk uafhængige og arbejdende formand. Det var ikke set tidligere, hvor der havde været en tradition for fremtrædende socialdemokratiske politikere på posten. Dankortsagen blev Kirsten Nielsens første store opgave. Pengeinstitutterne offentliggjorde i 1979 planer om et kreditkortsystem, som ville vende op og ned på betalingsformidlingen. Forbrugerrådet krævede en tilbundsgående undersøgelse af konsekvenserne og fandt sammen med detailhandelen i en storstilet annoncekampagne, der tvang pengeinstitutterne til at udforme Dankortet som et betalingsmiddel for alle forbrugere i modsætning til de internationale forbilleder, som var forbeholdt de velhavende. Gennemførelsen af Lov om betalingskort m.v. i 1984 blev en stor sejr for Forbrugerrådet og dets formand. Kirsten Nielsen medvirkede til at ændre rådets image i retning af en moderne interesseorganisation, som det var naturligt for offentlige myndigheder, erhvervs- og brancheorganisationer at samarbejde med. Kirsten Nielsen har primært taget sig af den danske forbrugerpolitik med de mange kontakter til erhvervslivet og rådets egne organisationer og græsrødder, mens hun har overladt de voksende internationale opgaver til sin direktør Benedicte Federspiel. Denne arbejdsdeling afspejler sig også i Kirsten Nielsens tillidshverv, der bl.a. omfatter medlemskab af Forsikringsrådet fra 1981, Konkurrencerådet fra 1990, Jernbanerådet fra 1992 og Patientklagenævnet fra 1997. Hun har været dommer i Sø- og Handelsretten fra 1985 og 1992-96 formand for Danmarks Frivillige Bloddonorer. Kirsten Nielsen blev ridder af Dannebrogordenen 1985 og af 1. grad i 1993. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Nielsen_-_l%C3%A6ge_og_mission%C3%A6r

Marie Nielsen

læge og missionær

2023-04-22T23:10:55+02:00

fri anvendelse

Marie Nielsen voksede op i et indremissionsk hjem på Holbækegnen. I 1919 tog hun studentereksamen fra Haslev Gymnasium, hvilket var ualmindeligt for en pige fra landet. Allerede som 18-årig havde hun følt sig kaldet til at blive missionær og ønskede derfor at uddanne sig. 1927 tog hun medicinsk embedseksamen ved Københavns Universitet og opholdt sig derefter en kort tid i Skotland og England. I slutningen af året blev hun udsendt til Kina af Det Danske Missionsselskab (DMS) for at lede en kvindeafdeling, som selskabet var ved at nyindrette ved Dandong Hospital i Liaoningprovinsen, Manchuriet, hvor Karen Gormsen tidligere havde arbejdet. For at lære kinesisk blev Marie Nielsen først sendt til Peking, det nuværende Beijing, hvor hun også arbejdede på et hospital. Efter nogle måneder kom hun til Dandong, hvor hun fortsatte med sprogstudierne sideløbende med arbejdet på hospitalets kvindeafdeling. Marie Nielsen fandt hospitalet både hyggeligt og ejendommeligt, fx den kinesiske “kang”, et muret opvarmet sengested i hele rummets længde. I hospitalets tre kvindestuer var ti patienter på hver kang ikke et usædvanligt syn. Systemet krævede en stor grad af renlighed, eftersom operations- og barselspatienter ikke kunne undgå at røre hinanden. Marie Nielsen tog fat på arbejdet med den sejhed, der kendetegnede hende, og hun oplevede glæden ved at se, at mange blev hjulpet både fysisk og psykisk. Da et nyt kvindehospital stod færdigt i 1932, var der senge på alle stuer. Afdelingen blev bygget sammen med mandshospitalet, så man delte operationsstue og røntgenafdeling. Kvindehospitalet var fra da af ledet af Marie Nielsen, kaldet Dr. Marie, en kinesisk læge og en dansk sygeplejerske. Marie Nielsen viste sig som en beskeden og ligefrem samarbejdspartner, og der gik ry af samarbejdet mellem hende og den kinesiske læge Dr. Bi. Under Japans besættelse af området 1931-45 måtte hun 1941 overtage arbejdet ved DMS’ hospital i Xiuyan. Krigen medførte en yderligere katastrofe, idet japanerne i 1944 tvang hospitalet til at modtage plettyfuspatienter fra en nærliggende tvangsarbejdslejr. Smitten ramte både patienter og medarbejdere, og sygdommen bredte sig til hver krog af bygningen. Marie Nielsen, der nu var blevet overlæge, ledede både desinficering og lægearbejde, men forholdene var desperate på grund af mangel på mad og medicin. Selv blev hun også ramt af sygdommen sammen med to danske sygeplejersker, hvoraf den ene, Helga Johansen, døde. Efter fredsslutningen i august 1945 rykkede russerne ind i byen og året efter de kinesiske kommunister. Kommunisterne fyldte hospitalet med patienter fra hæren og belastede hospitalets økonomi. Da der ikke fandtes nogen afløser for Marie Nielsen, fortsatte hun under de mere og mere kaotiske forhold uden fridage og ferier. Der stod respekt om den lille kvindeskikkelse, der holdt ud, hvor andre måtte give op. I 1947 kom der igen bud efter Marie Nielsen fra hospitalet i Dandong, hvor sårede soldater og civile strømmede til. Efter få måneder blev hun overlæge ved hospitalet sammen med to kinesiske læger. Postforbindelsen til Danmark fungerede ikke, og ernæringssituationen var til tider katastrofal. I 1948 stod det klart, at kommunisterne ville sejre, og i Dandong som i Xiuyan forlangte de at blive behandlet gratis. Hvor man tidligere kun gav fattige kinesere gratis behandling, så man nu højtstående officerer og partifunktionærer overtage rollen som gratister. Der blev indsat kadrer og informanter på hospitalet og andre institutioner med det formål at udbrede den kommunistiske ideologi og udpege syndebukke. I 1949 satte man rygter i gang angående de stedlige danske missionærer, der fra nu af skulle betragtes som imperialister. Marie Nielsen blev beskyldt for at sælge ud af hospitalets tøj, og andre missionærer blev anklaget for lignende opdigtede forhold. Marie Nielsen og hendes kolleger kom i forhør, og kinesiske venner turde ikke tale med dem. Marie Nielsen fortsatte, så godt det lod sig gøre, indtil udrejsetilladelsen kom. Da var flere af hendes kolleger allerede blevet udsat for prygl og fængsel i kortere eller længere tid. Dandong Hospital blev overdraget til den kinesiske kirke i 1950, men blev hurtigt beslaglagt af myndighederne. Marie Nielsen forlod landet samme år og nåede Danmark i begyndelsen af 1951. I 1980 blev hun rehabiliteret af de kinesiske myndigheder i lighed med andre danske missionærer. Efter et års ophold i Danmark rejste Marie Nielsen ud som afløser på Ndolage Mission Hospital i Tanzania i 1952. Tre år efter blev hun overlæge ved det nyoprettede Nyakahanga Mission Hospital, men i 1959 måtte hun rejse hjem, da hun havde pådraget sig en malariasygdom. Hun døde i 1968. Marie Nielsen blev med sit liv et forbillede på pligttroskab og udholdenhed. Ud fra disse nøgterne principper voksede kærligheden til Kinas land og folk. Hun lærte sproget og vandt sig trofaste venner. Tiden var for kort til, at hun i Tanzania kunne lære et nyt sprog, og her klarede hun sig med engelsk. Men Marie Nielsen fortsatte med at være til stede, hvor andre måtte give op. Hun blev en banebryder for de kvinder, hun fik ansvar for, hvad enten det var i Kina eller i Afrika. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dorte_Olesen

Dorte Olesen

2023-04-22T23:06:26+02:00

fri anvendelse

Dorte Olesens karriere har været præget af hendes faglige nysgerrighed og lyst til afveksling. Hun har befundet sig på forskningsfronten i matematik, men har også vist sig særdeles kompetent i sine hverv som naturvidenskabelig formidler og administrator og ikke mindst i jobbet som direktør for UNI.C., det nationale IT-kompetencecenter under Undervisningsministeriet. Begge Dorte Olesens forældre er læger, og efter studentereksamen i 1966 fra Sortedam Gymnasium begyndte hun selv at læse medicin på Kbhs. Universitet, dog med det sigte at blive biofysiker. Da biofysikuddannelsen ikke blev godkendt, begyndte hun i stedet at læse matematik som hovedfag og fysik som bifag. 1973 blev hun cand.scient. fra Københavns Universitet, og samme år modtog hun universitetets guldmedalje for en afhandling om operatoralgebra. Hun fortsatte som kandidatstipendiat ved Odense Universitet, hvor hun 1975 blev lic.scient. i matematik. Det følgende år blev hun tilknyttet Københavns Universitet som seniorstipendiat, og 1980 ansattes hun som lektor her ved Matematisk Institut, hvor hun fik sit virke de følgende otte år. Mens hun var lektor, disputerede hun 1981 på afhandlingen On the Connes Spectrum for Cfødt -dynamical Systems, der handlede om operatoralgebra og matematiske modeller i kvantefysik. Med udnævnelsen 1988 til professor i matematik ved Roskilde Universitetscenter blev hun landets første kvindelige professor inden for sit fag. Allerede det følgende år forlod hun imidlertid stillingen for at tiltræde som ledende direktør for UNI.C, hvor hun er blevet kendt som en effektiv og ansvarsbevidst leder med enestående koncentrationsevne. I hendes ledelsestid har centeret været i stærk udvikling for at kunne være i front med den teknologiske udvikling og dække de behov, som den danske forsknings- og undervisningssektor har. UNI.C, som i 1999 havde ca. 200 medarbejdere, driver bl.a. et landsdækkende net, som giver institutionerne internetadgang, samt forsøgsprojekter vedrørende IT i undervisningen. Stillingsbetegnelsen blev 1993 ændret til administrerende direktør. Dorte Olesen giftede sig som 23-årig med en af sine lærere fra Københavns Universitet, den senere professor Gert Kjærgaard Pedersen. De har haft et frugtbart videnskabeligt samarbejde, ligesom han og den øvrige familie også har bakket loyalt op på hjemmefronten i de stærkt arbejdskrævende år, da børnene var små og karrieren skulle passes samtidig. Gennem årene har Dorte Olesen haft en stribe af tillidsposter, herunder som dekan for Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet 1986-88, medlem af Danmarks Naturvidenskabelige Akademi siden 1988, og som næstformand i Forskningspolitisk Råd 1992-93. Hun har desuden været medlem af forskellige EU-kommissioner om edb og har siddet i bestyrelsen for Politiken fra 1990 og i Danmarks Lærerhøjskoles bestyrelse siden 1992. Også ligestillingsarbejde har hendes interesse. Hun er medlem af Zonta, en forening af aktive erhvervskvinder, og perioden 1989-92 sad hun i Styringsgruppen for Kvindeforskning. Dorte Olesen modtog i 1987 Tagea Brandts Rejselegat og året efter Lektor Marie Lønggaards Rejselegat. 1992 blev hun ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anette_Steen_Pedersen

Anette Steen Pedersen

2023-04-22T23:22:04+02:00

fri anvendelse

“Du skal tage en uddannelse. Du skal kunne klare dig selv.” Det var Anette Steen Pedersens moders klare budskab, og det blev ledetrådene i hendes liv. Begge forældre var tidligt taget ud af skolen for at komme i lære og tjene penge. De drev en slagterforretning i Valby, hvor Anette Steen Pedersen voksede op sammen med sin storebroder. Flid, tillid, ansvar og selvstændighed var kerneværdier i hjemmet. Efter studentereksamen fra Rysensteen Gymnasium i 1967 begyndte Anette Steen Pedersen at læse dansk og fransk på Københavns Universitet, og hun kom hurtigt ind i kernen af studenterbevægelsen og dens kamp for modernisering af studierne, medbestemmelse og professorvældets afskaffelse. Hun blev medlem af Studenterrådet og af Roskilde Universitetscenters (RUC) interimstyre 1971-73 og dannede par med Henning Salling Olesen, ledende strateg i Danske Studerendes Fællesråd. Arbejde og privatliv flød i et, de flyttede i kollektiv med vennerne fra studenterbevægelsen og fik sønnen Morten. Efter at hun havde fået barn, oplevede hun kønsulighederne. Interessen for kvinders litteratur, kunst, historie, rettigheder, den borgerlige og socialistiske kvindebevægelses opståen blev vakt, og hun var medudgiver af den første danske oversættelse af den tyske socialist og feminist Clara Zetkins artikler Arbejderkvinder i alle lande, 1974. Studiet blev afsluttet 1977 med et speciale om den nye kvindebevægelse Mellem opgør og tilpasning, udgivet året efter og i mange år grundlaget for forståelsen af rødstrømpebevægelsen. Det var skrevet sammen med bedsteveninderne Elisabeth Flensted-Jensen og Susi Frastein. De tre samt Signe Arnfred, Karen Syberg og Karen Jespersen dannede i 1976 kvindegruppen i det uafhængige socialistiske tidsskrift Politisk Revy, og i et par år sad Anette Steen Pedersen i bladets kollektive ledelse. Sammen med Morten Thing omsatte hun kvindebevægelsens slagord om, at “det private er politisk” til en artikelserie om venstrefløjens samlivsformer og -problemer. Det fik bladets oplagstal til at toppe på mere end 5.000. Serien udkom som bogen Far, mor, børn i 1979. 1974 blev Anette Steen Pedersen undervisningsassistent på RUC, hvor der i 1970’erne blev lavet mange kvindeprojekter. Interessen for pædagogik førte til, at hun og Salling Olesen, da sønnen skulle i skole, startede Trekronergades Freinetskole, hvor hun var bestyrelsesformand i fire år. Pædagogik og kvindestudier smeltede sammen i et treårigt kandidatstipendium 1980-83 på RUC, en analyse af pigepædagogikken i gymnasiet og baggrunden for pigernes beskedne valg af mellemuddannelser. Kvindeforskningen blomstrede i disse år på RUC, og kvindelige lærere organiserede sig i kamp for flere stillinger. I 1982 var Anette Steen Pedersen medinitiativtager til RUCs kvindecenter Kvinder på Tværs og en stor kvindekonference, stærkt støttet af rektor Boel Jørgensen. De fik meget opmærksomhed, men ikke mange faste stillinger. I Dansk Magisterforening (DM) pressede de samme kvinder på, og med Elisabeth Plum fra DMs ligestillingsudvalg som leder iværksattes en undersøgelse af kvindelige magistres liv og deres stilling på arbejdsmarkedet. Anette Steen Pedersen blev sammen med statistikeren Ruth Emerek ansat til at gennemføre undersøgelsen, som i 1986 resulterede i den banebrydende rapport Højtuddannet? -Ja. Ligestillet? -Nej. Den gav hende i 1987 Dansk Kvindesamfunds Mathildepris. På dette tidspunkt skiftede Anette Steen Pedersen fra at være kvindeforsker til at være professionel “ligestillingsarbejder”, og på dette område har hun gjort en flot international karriere. Hun startede i Ligestillingsrådets sekretariat, hvor hun arbejdede med Schlüterregeringens første handlingsplan for ligestilling, i 1988 blev hun ledelseskonsulent i ligestilling i Danmarks Radio (DR). Det var den første virksomhed, der ansatte en ligestillingskonsulent og på rette niveau i organisationen, chefniveau. Hendes strategi var at få kvinder ind i ledelsesjobbene og til programproduktionen, samt at få cheferne til at gå i spidsen og tage ansvar for ligestillingen. Kvinderne toppede med 27% i ledelsesgruppen, og Anette Steen Pedersen selv blev chef i DR-tvs uddannelsesafdeling. Hun var medlem af EUs ekspertgruppe Committee for Equal Opportunities in Broadcasting, og i 1995 blev hun headhuntet til Verdensbanken som ledelsesrådgiver i ligestilling. Banken havde opstillet mål, men ikke udviklet en strategi. Anette Steen Pedersen brugte sine erfaringer fra DR, hvor filosofien havde været, at forskellene mellem kvinder og mænd var et aktiv for virksomheden og ikke et problem, der skulle overvindes i kønsblindhedens navn. Strategien lykkedes igen: Bankens andel af kvinder på topposter er fordoblet til 19% fra 1995 til 1999. Kvinderne i de professionelle kernestillinger er steget fra 27 til 38%. Banken har syv kvindelige vicepræsidenter i 1999 mod en i 1995. Næste mål er, at der i 2003 skal være 30% kvinder i ledelsen og 45% i kernegruppen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edith_Brenneche_Petersen

Edith Brenneche Petersen

2023-04-22T22:54:25+02:00

fri anvendelse

Edith Brenneche Petersen voksede op i København, hvor hendes fader var manufakturhandler. I 1917 blev hun student fra Vedels Kursus og begyndte herefter at studere teologi ved Københavns Universitet med det ønske at blive præst. Hun regnede med, at det ville være muligt, når hun engang blev færdig med sit studium. Men da hun var blevet teologisk kandidat i 1927, var det stadigvæk ikke muligt for en kvinde at blive ordineret, og hun måtte finde sig et andet udkomme. Hun arbejdede en tid som husassistent, var også på kontor, arbejdede på et bibliotek og havde lidt undervisning forskellige steder. Samtidig deltog hun i mange år i menighedsarbejde i Solbjerg sogn på Frbg. og holdt andagter i De gamles By. Først 20 år efter hendes eksamen kom i 1947 den lovændring, der tillod kvinder at opnå stilling i Folkekirken, og i april 1948 blev hun ordineret i Skt. Knuds Kirke i Odense af Fyns biskop H. Øllgaard. To andre kvindelige teologer Ruth Vermehren og Johanne Andersen blev ordineret ved samme lejlighed. Forinden var Edith Brenneche Petersen blevet kontaktet af sognepræsten i Nørre Åby på Fyn, Kristian Andersen, som opfordrede hende til søge kirkens ledige stilling som hjælpepræst. I sin annonce i Præsteforeningens Blad havde han udtrykkeligt skrevet, at ansøgeren gerne måtte være kvindelig, og Vermehren havde givet Edith Brenneche Petersen sin varme anbefaling. Hun prøveprædikede i foråret 1948 sammen med en mandlig teologisk kandidat, blev indstillet til embedet med stort flertal, og straks efter ordinationen tiltrådte hun sit embede i Nørre Åby-Indslev pastorat. Efter pressens opfattelse var Edith Brenneche Petersen den største overraskelse blandt de tre første kvindelige præster. Hun tilhørte Indre Mission (IM), måske endog IMs højrefløj, men blev ansat i et udpræget grundtvigsk sogn, hvor man næppe i forvejen har kendt til hendes kirkelige ståsted. Fra sin ungdom havde hun også været tilknyttet KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder). Men de meningsforskelle, der må have været, synes ikke have spillet nogen synderlig rolle, og hun blev snart populær i Nørre Åby. Hun var flittig og energisk og blev et kendt syn, når hun til hest eller på cykel færdedes i pastoratets to sogne i sin præstekjole, på vej til husbesøg. Hendes væsen var stilfærdigt, hun havde begge ben på jorden og fik ros for sine klare og jævne prædikener. Også som foredragsholder var hun påskønnet og talte især til møder og i oplysningsforbund om Kristendom og Politik. Hun var selv politisk aktiv og medlem af Retsforbundet, som hun i 1947 var folketingskandidat for. Diskussionen om kvindelige præster, der fortsatte livligt også efter lovændringen, interesserede hende derimod ikke. Hun var ganske uimponeret over sin nye status og undgik sig enhver debat om forskellen mellem mandlige og kvindelige præster. Selv oplevede hun ikke, at hendes stilling var forbundet med vanskeligheder. Hendes møder var velbesøgte, og det beviste for hende, at der var mange tilhængere af kvindelige præster, men de råbte ikke op, sådan som modstanderne havde for vane, fremhævede hun. Konflikter mødte hun til gengæld i forhold til IM, der ikke accepterede kvindelige præster. Selvom hun ikke lagde skjul på sit teologiske ståsted og lod sin indremissionske holdning komme til udtryk i sine prædikener, modtog hun ikke nogen form for støtte fra sit kirkelige bagland, men mødte tværtimod massiv modstand. Det må have været en stor skuffelse for hende, da IM ikke blot frasagde sig ethvert samarbejde med kvindelige præster, men direkte møntet på hende også tog afstand fra de kvindelige præster, der havde indremissionske rødder. Da stillingen som hjælpepræst kun strakte sig over et år, måtte Edith Brenneche Petersen snart i gang med at søge embede et andet sted. I 1951 lykkedes det, og hun blev ansat som kaldskapellan ved Fredens Kirke i Odense. Her måtte hun lide den tort, at IM som en konsekvens af hendes ansættelse lod deres missionær flytte fra sognet. Også i sin nye stilling gjorde hun en stor indsats i sognearbejdet, men var i slutningen af 1950’erne udsat for en ulykke, der medførte et svageligt helbred, og i 1961 måtte hun gå på pension 65 år gammel. Edith Brenneche Petersen var det meste af sit voksne liv aktivt medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) og blev ved sin afsked takket af DK for sin store pionergerning som en af landets første kvindelige præster. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Petersen_-_l%C3%A6rer_og_redakt%C3%B8r

Sophie Petersen

lærer og redaktør

2023-04-22T23:24:40+02:00

fri anvendelse

Sophie Petersen voksede op i København, hvor hendes fader, der havde en farmaceutisk uddannelse, var bestyrer af et kaffefirma. Efter konfirmationen kom hun på N. Zahles Skole og blev her især præget af Henriette Skram. Da Sophie Petersen 1905 havde taget matematisk studentereksamen, begyndte hun at studere naturhistorie og geografi på Københavns Universitet og valgte geologi som sit hovedfag. Hendes gode studentereksamen betød, at hun fik let ved at få legater og herigennem kunne finansiere sine studier. I universitetstiden boede hun på det kvindelige studenterhjem i Nørrevoldgade. Hun levede et meget aktivt studenterliv og grundlagde i disse år en kristen og nationalsindet livsholdning. Som kristen var hun, hvad hun selv kaldte frisindet, og så fx ingen modsætning mellem sin tro og darwinismens udviklingslære. 1911 tog hun og hendes medstuderende Else Bartholin begge eksamen som cand.mag. i naturhistorie og geografi som de første kvinder herhjemme med denne fagkombination. Efter pædagogikumtiden på Metropolitanskolen underviste Sophie Petersen på en række private pigeskoler. 1920 fik hun fast ansættelse som lektor på Nørre Gymnasium og virkede her frem til 1955. Som lærer var hun en barsk oplevelse for de svage elever, men hun var fagligt meget dygtig, underholdende, djærv i replikken og fuld af gode historier. Særligt interesserede hun sig for uddannelsen af lærerkandidater og nåede til sin store glæde at være vejleder for 100 pædagogikumstuderende. Pigernes skoleuddannelse lå i høj grad Sophie Petersen på sinde, men hendes idéer var skiftevis bagud og forud for sin tid. Med henvisning til de kvindelige elevers reaktion på “den forhadte Matematik” fremsatte hun 1929 i bladet Gymnasieskolen et forslag om, at piger i det nysproglige gymnasium skulle kunne vælge matematikken fra til fordel for teoretisk husholdning. Forslaget vakte nok opmærksomhed, men blev ikke vel modtaget fra nogen sider. 1942 holdt hun et foredrag i Københavns. kvindelige Diskussionsklub med titlen Hvad med vore Pigebørn? Her forsøgte hun at forsvare pigeskolen imod tidens tendens i retning af fællesskolen. Pigeskolen kunne bedre tage hensyn til, at piger modnes tidligere og har bedre hukommelse end drengene, men sværere ved at arbejde selvstændigt, hævdede hun. Selv søgte hun at fremme elevernes selvstændighed ved at lade hver enkelt få ansvaret for at fremlægge en del af stoffet for klassen. En anden nyskabelse var den tværfaglige lejrskole, som hun indførte på sin skole i 1938 efter talrige diskussioner i Pædagogisk Selskab, hvis bestyrelse hun var medlem af 1935-1949. Sophie Petersen var overordentlig foretagsom, og også bestyrelserne for Almindelig dansk Cand. Mag. Organisation, senere Dansk Magisterforening, og Gymnasieskolernes Lærerforening var hun medlem af. Hun var desuden ansvarlig for undervisningen i skolehygiejne og sundhedslære ved pigeskolernes faglærerindeeksamen i årene 1917-59, medlem af bestyrelsen for foreningen Den danske Pigeskole 1942-53 og i samme periode redaktør af foreningens nordiske tidsskrift Bog og Naal. Hun var meget engageret i sine egne fag, især geologien, og sad i bestyrelsen for Foreningen for Gymnasiets og Seminariets Lærere i Naturfag 1912-52, i 23 år som formand, hvorefter hun blev udnævnt til æresmedlem. Hun var tillige censor i geologi ved Københavns Universitetet 1916-57, medlem af bestyrelsen for Dansk Geologisk Forening 1919-22, formand for Geograf-foreningen 1934-36 og Correspondent Member of The Society of Women Geographers i USA. Det nationale sindelag gav sig bl.a. udtryk i hendes engagement i Landsforeningen for Hjemstavnskultur, som hun var med til at stifte 1939 og formand for 1942-56. Sophie Petersen bidrog til dagspressen på flere leder, hun skrev kronikker og debatindlæg, og hun var gennem mange år en flittig anmelder af faglitteratur i en række forskellige blade og aviser. Hun fik også et selvstændigt forfatterskab. I 1917 udgav hun en lærebog for gymnasiet, Geologi, der kom i ny udgave i 1925, ligesom hun overtog udgivelsen af C.C. Christensens Geografi for Mellemskolen, 1902, der 1960 kom i sin sidste og 26. udgave. I 1937 udgav hun lærebogen Plantelivets og Dyrelivets Udvikling gennem Jordperioderne. I den bredere offentlighed var Sophie Petersen imidlertid især kendt som “Danmarks – maaske Verdens – mest berejste Kvinde”. Hver sommer foretog hun en rejse til fjerne lande, efter 1914 altid alene, og den omfattende rejsevirksomhed kastede flere bøger af sig foruden talrige artikler og foredrag. Hun oplevede flere gange kropsvisitationer og arrestationer, men det tog ikke modet fra hende; hun udtalte gang på gang, at hun aldrig havde oplevet at være bange. Alle verdensdele fik besøg af hende, og hun udnyttede enhver transportmulighed, fx fløj hun 1935 med zeppeliner fra Tyskland til Brasilien. Som den første kvindelige naturforsker rejste hun alene til Grønland, og oplevelserne her dannede baggrund for hendes bøger Grønland i Hverdag og Fest, 1928, og Østgrønland, 1933. Hun udgav også bøger og undervisningshæfter om sine rejser til Færøerne, Island, Burma, Australien, Etiopien, Mexico og Guatemala, Andesstaterne og Nigeria. Hovedværket blev dog Danmarks gamle Tropekolonier, 1946, som hun fik tid til at udarbejde under Besættelsen, hvor rejsemulighederne til hendes store fortrydelse var meget indskrænkede. Værket, der var historisk lagt an, men også byggede på hendes egne rejseerfaringer, blev en meget stor succes hos anmelderne og var udsolgt efter en måneds forløb. På sin færd rundt i verden tog Sophie Petersen altid mængder af fotografier, og dem udnyttede hun bl.a. til lysbilleder, der ledsagede hendes mange foredrag her og i udlandet. Som fotograf var hun habil, som fortæller fremragende, og hun forstod både at fange og fastholde folks opmærksomhed. Fra slutningen af 1920’erne optrådte hun også med foredrag i Danmarks Radio, i øvrigt som en af de første. Efter 35 år som lektor lod Sophie Petersen sig pensionere som 70-årig, men fortsatte med at rejse til kort før sin død. I sit testamente afsatte hun penge til et årligt legat til den student fra Nørre Gymnasium, der fik den bedste eksamen. Sophie Petersen var en markant personlighed, fagligt yderst velkvalificeret og i besiddelse af en usædvanlig energi, der satte hende i stand til at gøre sig gældende over et bredt felt. Hun havde evne til at påvirke andre, og som en glimrende popularisator inviterede hun hvermand inden for i geografiens verden. Sin påklædning og ydre fremtoning lagde hun ikke vægt på, men hun havde et sjældent medietække og blev ofte interviewet til dagblade og ugeblade, der gav hende kælenavnet “Hele Danmarks Sophie”. Personligt var hun uforfærdet og viste gennem sit eget eksempel, at man kunne bevæge sig på egen hånd hvor som helst i hele verden, ligesom hun med sin faglige karriere rykkede grænserne for, hvad kvinder kan foretage sig. Hun modtog N. Zahles Legat 1926, udnævntes til ridder af Dannebrogordenen 1953 og var desuden hædret med Tagea Brandts Rejselegat 1957. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgit_Petersson

Birgit Petersson

2023-04-22T23:24:42+02:00

fri anvendelse

Birgit Petersson voksede op i et indremissionsk hjem. Hendes moder kom fra et lille hedelandbrug på Herningegnen og fik ad åre Birgit Peterssons fader omvendt til sin egen strenge tro. Han var elinstallatør og søn af en arbejdsmand, der var indvandret fra Sverige. Hjemmets fire døtre, hvoraf Birgit Petersson var den ældste, blev holdt borte fra ikke-indremissionsk udfoldelse, men Birgit Petersson gjorde som lidt større pige oprør mod den restriktive livsform. Familien boede i hovedstadsområdet, indtil den, da Birgit Petersson var 12 år, flyttede til Ribe, hvor hun blev student i 1964. Her kom hun i forbindelse med byens museumsfolk og blev interesseret i arkæologi og kunst, som hun siden har haft et nært forhold til. Hun overvejede at blive arkæolog, men faderen, der bar på en uopfyldt drøm om lægegerningen, havde allerede tidligt i barndommen opfordret hende til at blive læge. Hun fulgte dette ønske og rejste til København for at læse medicin. Da Birgit Petersson måtte forsørge sig selv, arbejdede hun ved siden af studierne og engagerede sig i stofmisbrugernes problemer. Hun fik bl.a. ansættelse hos Karen Berntsen på Ungdomsklinikken. Samtidig tog hun del i politisk arbejde og blev medlem af Venstresocialisterne fra partiets start i 1967. To år senere flyttede hun sammen med en af partiets ledere Preben Wilhjelm. Han medbragte en lille søn, og de fik et fællesbarn i 1972, samme år, som hun gik til den afsluttende embedseksamen. I deres hjem færdedes mange fremtrædende mennesker fra tidens progressive venstrefløj, og Birgit Petersson udfoldede sin nærmest grænseløse gæstfrihed. Fra begyndelsen af 1970'erne var hun særdeles aktiv rødstrømpe og medlem af redaktionen for bevægelsens blad Kvinder, hvor hun sammen med kollegerne Katrine Sidenius og Anse Stoltz-Andersen havde en banebrydende lægebrevkasse, der senere videreførtes i ugebladet Alt for damerne. Med sprudlende engagement anlagde de en kvindelig synsvinkel i opfattelsen af sygdom og behandling, ikke mindst på kønslivets og fødslernes område, og rystede derved den mandsdominerede lægeverden, så det gav genlyd i vide kredse. Samme synsvinkel prægede Gruppen for Medicinsk Kvindeforskning, som Birgit Petersson i 1979 var medstifter af. Den afholdt en række vellykkede danske og skandinaviske seminarer, og kvindelige læger og andre fra denne gruppe skrev i 1984 bogen Kvinden som patient med Birgit Petersson som en af redaktørerne. I studietiden havde Birgit Petersson besluttet at blive psykiater for at beskæftige sig med socialpsykiatri, men hun startede som ung læge på forskellige ikke-psykiatriske afdelinger og tillempede i begyndelsen stillingsvalgene, så hun kunne være mest muligt hjemme hos børnene. Derefter gennemførte hun en speciallægeuddannelse i psykiatri 1984 og gik med liv og sjæl op i det kliniske arbejde. I 1987 blev hun ansat ved Københavns Universitet i landets første lektorat i medicinsk kvindeforskning. Det krævede en særlig indsats af hende at finde sig til rette i universitetsatmosfæren, hvor hun savnede patienterne og var direkte uvelkommen som kvindeforsker i det traditionsbundne medicinske miljø. Men hendes indsigt og engagement viste sig bæredygtigt, og hun har målrettet udfyldt stillingen ved at iværksætte en række kvindeforskningsprojekter, fx om graviditet, abort, overgangsalder, sygeliggørelse af kvinder og spiseforstyrrelser. Disse emner har hun også behandlet i alment tilgængelige bøger, såsom Fra pige til kvinde, 1989, og Frygten for fedtet, 1997. Hun har desuden været medredaktør af lærebogen Klinisk socialmedicin fra 1992. 1990-93 var hun forkvinde for den nystiftede Foreningen for Kvinde- og Kønsforskning i Danmark. Sideløbende med lektoratet har Birgit Petersson lagt vægt på at bevare det direkte lægelige arbejde med patienter og har på aftenbasis fortsat sin private psykoterapipraksis, som hun startede i 1985. Her har hun især behandlet kvinder med bulimi, en spiseforstyrrelse, som hun har været optaget af, efter at hun i brevkasserne bemærkede dens skjulte udbredelse og forsømte behandling. Hun har tillige fungeret som konsulent for Døgnkontakten i Københavns kommune. Gennem årtier har Birgit Petersson haft gennemslagskraft med en stadig strøm af videnskabelige artikler og ikke færre kronikker og debatindlæg. Med stor energi er hun blevet ved med at stille de nødvendige spørgsmål på den medicinske kvindeforsknings endnu kun lidet opdyrkede område, og hun har selv lagt kræfterne i for at finde svar. Som en vagthund har hun nøje fulgt med i den etablerede lægelige behandling af kvinder og givet alle klar besked. I erkendelse af, at det er vigtigt, at kvinderne selv er velorienterede om helbred og behandling, har hun gerne taget ordet i medierne, hvorigennem hun er blevet særdeles velkendt. Trods modstand fra mere konventionelle kolleger har Birgit Petersson i kraft af sit dybe engagement i såvel kvindesag som lægegerning udført et pionerarbejde med mærkbare forbedringer i den traditionelle lægelige behandling af kvinder. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Grethe_Philip

Grethe Philip

2023-04-22T23:24:44+02:00

fri anvendelse

Grethe Philip voksede op i et hjem, hvor begge forældre havde en akademisk uddannelse. Hendes moder var en af de tidlige statsvidenskabelige kandidater, og da både Grethe Philip selv og hendes datter Bodil P. også valgte dette studium, fremhæver hun stolt og gerne denne kvindehistorisk unikke konstellation af tre generationer kvindelige økonomer. Ved giftermålet opgav moderen sit erhvervsarbejde, men brugte sit fag til bl.a. at levere statistisk materiale om kvinder til Dansk Kvindesamfund (DK). I hjemmet blev der diskuteret samfundsforhold og politik, og Grethe Philip fik her gode forudsætninger for sit kommende arbejde som politiker. Hun blev student fra Ingwersen og Ellbrechts Skole i 1935, og i 1941 blev hun den første kvindelige cand.oecon. på det nyoprettede studiums offentlig-administrative linie. Hun giftede sig allerede i studietiden med fagfællen Kjeld P., der var ansat på Århus Universitet, hvor hun selv fuldførte sine studier. Efter at have været sekretær ved Ortopædisk Hospital i Århus 1942-45 og undervist nogle år blev hun 1951 erhvervsvejleder ved Centralarbejdsanvisningen i København Hun anlagde her både et socialt og nationaløkonomisk synspunkt på vejledningen af især unge piger. Endnu før det store boom i kvinders erhvervsarbejde pegede hun i den offentlige debat på nødvendigheden af mere uddannet kvindelig arbejdskraft. Interessen for erhvervsvejledning og uddannelse fulgte hende livet igennem. 1954-58 var hun fuldmægtig i Arbejdsmarkedskommissionens sekretariat, dernæst ansat i Arbejdsministeriet 1958-60, hvor hun var redaktør af tidsskriftet De store årgange. Senere markerede hun sig i erhvervslivet, og hun er en af de første kvinder, der er nået til tops i finansverdenen. Hun startede i repræsentantskabet for Danmarks Nationalbank 1968-71, kom derefter i den sjællandske regionalbestyrelse for Sparekassen SDS 1969-86 og blev formand 1981. I årene 1975-86 var hun tillige medlem af bestyrelsen for SDS, hvor hun blev formand 1984. Grethe Philip og hendes mand blev begge medlemmer af Det Radikale Venstre (RV). Udslagsgivende for deres partivalg var særlig RVs ulandspolitik, den stærke opslutning til FN og kombinationen af social ansvarlighed og økonomisk realisme. Ægtefællen blev hentet ind i regeringen som handelsminister i 1957. Det skærpede hendes interesse for politisk arbejde, og 1960 stillede hun op i den svage radikale kreds i Hellerup, hvor hun blev valgt i kraft af et stort personligt stemmetal. Hun blev genvalgt den næste snes år og sad i Folketinget til 1979. Mens hendes mand først og fremmest var akademiker og hurtigt igen forlod politik, fandt hun sin rette hylde her. Som politiker tilhørte hun den saglige, fagligt funderede type, som slog igennem efter Anden Verdenskrig. Hun ville hellere gøre rede for en sag end polemisere og fægte med slagord. Hendes venlige facon og gode debatkultur gjorde hendes afholdt og respekteret, og hun opnåede en fremtrædende placering som medlem af en række betydningsfulde udvalg og kommissioner. Således kom hun allerede 1962 i Folketingets finansudvalg. Kun én anden kvinde, Alvilda Larsen, der indtrådte for Danmarks Kommunistiske Parti i de kaotiske måneder efter Befrielsen, havde tidligere været medlem af det magt- og prestigefyldte udvalg. Grethe Philip blev den første kvindelige finanslovsordfører 1962, kendt for vægtige indlæg, der både demonstrerede et stort økonomisk overblik over Danmarks situation og en pragmatisk realisme. Men hun var lige så kyndig på internationale anliggender. Da finansudvalget 1966 gennemførte en omdiskuteret rejse til danske ulandsprojekter, brugte hun den som anledning til en diskussion af, hvordan ulandsbistanden, der blev udbygget i disse år, kunne kvalificeres. Hun havde gennem sin mand, der var udsendt som økonomisk rådgiver for FN, et indgående kendskab til verdensorganisationens bistandsarbejde. Grethe Philip var desuden medlem af den centrale socialreformkommission, der 1964-72 foretog en gennemgribende undersøgelse af sociallovgivningen. Her arbejdede hun for en forenkling af strukturen og administrationen samt for bedre uddannelse af personalet i den sociale sektor. I denne periode var der ressourcer til at gennemføre ændringer uden forringelser og til at etablere en ny arbejdsdeling mellem stat og kommuner i forbindelse med kommunalreformen 1970. Som socialpolitisk ordfører formulerede Grethe Philip en række af de problemer i og principper for forvaltningen af velfærdsstaten, der i de følgende årtier kom til at præge den politiske dagsorden, fx spørgsmålet om samfundets solidaritet med arbejdsløse, samarbejde mellem sundheds- og socialvæsen samt koordinering af støtte til børnefamilier. Hun var en af hovedforfatterne til RVs gennemarbejdede og veldokumenterede perspektivplan Problemer og løsninger 1972-76, som gav partiet et godt valg i 1971. I 1972 deltog hun i den såkaldte kulegravningsbande, hvor fem partier nåede til enighed om tre års store besparelser på finansloven, et forlig, som dog til RVs store fortrydelse gik i vasken, da Socialistisk Folkeparti sprang fra. Som nygift var Grethe Philip blevet medlem af Dansk Kvindesamfund (DK) i Århus, hvor hun var formand for ungdomskredsen 1944-46, og hun videreførte i Folketinget DKs krav om, at det enkelte individ, ikke familien, skulle være den enhed, som skat og sociale ydelser blev beregnet efter. Sammen med bl.a. den konservative Hanne Budtz rejste hun i midten af 1960’erne spørgsmålet om den gensidige forsørgelsespligt i ægteskabet. De pegede på det inkonsekvente i, at kvinders omsorgsarbejde, der i princippet var ligeværdigt med mænds erhvervsarbejde, alligevel kun udløste en ringe erstatning ved en husmoders død. Grethe Philip, der i det hele taget var imod, at man førte familie- og socialpolitik over skatten, var en del af et kvindenetværk på tværs af partierne, som efter lange kampe fik gennemført overgangen fra sambeskatning til individuel beskatning ved kildeskattens indførelse i 1970. Hun sad tillige i Kvindekommissionen 1965-74 og deltog i udvalgene om uddannelse og sociale problemer. Lovgrundlaget for kvinders øgede deltagelse på arbejdsmarkedet og den ændrede opgavefordeling mellem familie og velfærdsstat blev her udstukket. I 1970 modtog hun DKs første Mathildepris for at have rejst spørgsmålet om, hvilken stilling kvinderne ville få efter dansk indtræden i Det Europæiske Fællesskab. Hendes initiativ medførte, at der blev nedsat et embedsmandsudvalg til at undersøge sagen. Med sine 19 år i Folketinget har Grethe Philip skrevet sig ind i rækken af store radikale kvinder som Elna Munch og Kirsten Gloerfelt-Tarp, der ligesom hun selv forenede politik og kvindesag. Som nybagt folketingsmedlem i 1960 havde hun den ligeledes nyvalgte Else-Merete Ross som kvindelig kollega i den 11 personer store radikale gruppe. Frem til 1971 var RV inde i en opgangsperiode, der kulminerede med 27 mandater, heraf seks kvinder, men derefter skrumpede partiet igen, og efter valget i 1977 sad Grethe Philip ene kvinde tilbage med fem mænd. I betragtning af hendes fremskudte position i RV og ubestridelige dygtighed var det naturligt, at statsminister Hilmar Baunsgaard tilbød hende socialministerposten i VKR-regeringen 1968-71, men hun sagde nej, fordi hun var imod partiets brud med Socialdemokratiet. I den nye generation, der kom i Folketinget efter rødstrømpeoprøret, har Lone Dybkjær tangeret Grethe Philips rekord som længst siddende radikale kvinde, men ellers ser den ud til at holde godt ind i det nye årtusind. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kamma_Rahbek

Kamma Rahbek

2023-04-22T23:21:12+02:00

fri anvendelse

Kamma Rahbek voksede op på Bryggergården i det centrale København, hvor faderen, der var assessor ved Hof- og Stadsretten og derudover bestred en række merkantile erhverv, holdt stort hus og inddrog datteren i sine interesser fra havebrug til litteratur. Der vides ikke meget om hendes skolegang ud over, at hun i nogle år gik på Lucie Lindes pigeinstitut. I lange perioder tog moderen ophold hos den Drewsenske familie på Strandmøllen, og herfra udgik også den ungdomskreds, som Kamma Rahbek var en del af: broderen Carl Heger, som Kamma Rahbek var mest knyttet til; den anden broder Stephan Heger og hans senere hustru skuespillerinden Ellen Marie Schmidt, den yngre søster Christiane og hendes forlovede digteren Adam Oehlenschläger. Denne efter tidens forhold ukonventionelle og selvbevidste ungdomskreds havde den ældre Knud Lyne R. som ideal og centrum, og det blev ham, Kamma Rahbek valgte til ægtemand. Efter giftermålet og erhvervelsen af Bakkehuset i 1798 gjorde Kamma Rahbek sit hjem til centrum for en kreds af digtere, kritikere, udgivere og undervisere, der tilsammen tegnede den tidlige, litterære offentlighed i Danmark og det, der i dag står som den danske guldalder, ud over Oehlenschläger bl.a. Henrich Steffens, Poul Martin Møller, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, H.C. Andersen og J. L. Heiberg. Sidstnævnte boede som dreng i en længere periode på Bakkehuset i forbindelse med den kontroversielle skilsmisse mellem hans forældre P.A. Heiberg og Thomasine Gyllembourg. Selv forblev Kamma Rahbek og hendes mand barnløse, men det at skabe et levende kunstnerisk og intellektuelt miljø blev et fælles ægteskabeligt projekt, og deres bolig blev et åndeligt hjem for mange af samtidens unge talenter. Mange af deres gæster færdedes samtidig hos tidens andre store salonværtinder Charlotte Schimmelmann og Friederike Brun, men de har alle besunget Kamma Rahbek i en omfattende mindelitteratur og fremhævet Bakkehuset som noget ganske særligt. På Bakkehuset holdtes salonen som regel i den lille hjørnestue, hvor værtinden samlede gæsterne til et rigeligt thebord med kandis, syltetøj og julekage og senere måske en mindre, men delikat middag, der fx kunne bestå i duesteg, frugt og rødvin. Om formiddagen fungerede spisebordet som et arbejdsbord, hvor Kamma Rahbek skrev sine mange breve, fremstillede sine berømte, fine æsker og arbejdede med sine blomster. Livsførelsen i Bakkehuset var relativt beskeden. Enkelheden var til dels et spørgsmål om økonomisk nødvendighed, men blev også tilstræbt som idé og understregedes af værtindens personlige fremtræden: lille, spinkel og altid iført praktisk, men stilfuldt tøj i douce farver og af fineste kvalitet. Kamma Rahbek gjorde selv en pointe ud af sin egen og sit hus’ lidenhed og af ikke at tilhøre den store, aristokratiske og højborgerlige verden, som var Schimmelmanns og Bruns, selvom hun kendte begge og endda var veninde med den sidste. Det var vigtigt for Kamma Rahbeks virke som skønånd, at hun, selvom hun beherskede en række sprog, herunder også tysk og fransk, talte og skrev dansk. Dermed bidrog hun til at give kredsen omkring sig en følelse af en egen identitet i et markeret opgør med mæcensystemet og det tysk dominerede kulturliv. Ikke at hun var særlig patriotisk, som det hed dengang, tværtimod betegnede hun sig selv som kosmopolit af ånd, men hun anså det i lighed med sin mand for vigtigt at styrke dansk sprog og litteratur. Samtidig polemiserede hun mod den aristokratiske indflydelse og omgangsform, som herskede i de store saloner, ved at udnævne de mest trofaste husvenner til “Generaler” og “Generalinder”, som hver fik deres karakteristiske tilnavn som et “Adelsmærke”. Den særlige Bakkehus-jargon, som hun udviklede, og som især kan følges i brevvekslingen med den kommende svoger i Breve fra og til Adam Oehlenschläger, afspejlede ikke bare danskheden, men også en ganske ny og friere måde at omgås det danske sprog på og en anden form for social eksklusivitet, der bidrog til at binde kredsen sammen. Kamma Rahbek satte pris på det udsøgte vennelag som grundlag for samværet på Bakkehuset, der af medlemmer af kredsen blev betegnet som et vennehus og et digterhjem. Her drog ægteparret Rahbek hver på deres måde omsorg for de spirende digtersjæle, og her taltes et “Hiertets Sprog”, som Kamma Rahbek formulerede det med et ordvalg, der hører følsomheden til. Hun tog også det romantiske symbol for poesiens væsen, “den blå blomst”, til sig, idet hun især anvendte det over for de to, som hendes navn siden er blevet mest intimt forbundet med, den senere biskop J.P. Mynster og den senere æstetikprofessor C. Molbech. Også brevvekslingerne med disse to er siden udgivet, den sidste i en kommenteret trebindsudgave ved Kirsten Dreyer: Kamma Rahbeks brevveksling med Chr. Molbech, 1993-94. Samtidig skabte hun sin helt egen samklang af venskab, blomster og poesi ved i sine breve at indlægge blomster og digte, som kunne udtrykke uudsigelige stemninger eller følelser, ligesom hun omvendt gjorde det til en kunst at udvikle både samtalen og brevet i retning af det naturlige og poetiske. Kamma Rahbeks omgang med og forhold til blomster havde en meget praktisk og prosaisk baggrund i hendes store haveanlæg. Omkring Bakkehuset på Valby Bakke uden for voldene var der dengang et lille jordstykke, som udvidedes ved nedlæggelsen af den gamle landevej til København Her, på grænsen mellem byen og det landlige Søndermarken, anlagde Kamma Rahbek som en af de første herhjemme en prydhave med såvel hjemlige som mere eksotiske planter og desuden en nyttehave med frugter og grøntsager, der blev anvendt i køkkenet. Hun synes også i perioder at have haft en større produktion af frø og afgrøder, som hun solgte videre, og endog at have holdt høns og køer, der ligeledes har leveret til husholdningen og givet en ekstra indtægt. Også denne virksomhed gav anledning til en række brevvekslinger, bl.a. med gartnerdatteren Augusta Petersen. Hun indgik i det lille kunstakademi, som Kamma Rahbek en periode holdt på Bakkehuset, og hvor især blomstermaleriet blev dyrket. Den unge maler Heinrich Buntzen stod for ledelsen, og malerne Mathias Calmeyer, J.L. Camradt, Christine Løvmand og arkitekten C.F. Hansen både deltog og underviste. Allerede i samtiden blev grunden lagt til den litterære myte omkring Kamma Rahbek i en omfattende romantisk mindedigtning, som siden er indgået i den nationale litteratur- og kulturhistoriske overlevering. På forunderlig vis har hun suget litterær betydning til sig i skiftende tiders forestillinger om den danske guldalder på trods af, at hun selv kun har efterladt sig sine breve, som ikke kan siges at være udtryk for en egentlig litterær romantik, ligesom hendes engagement i sine blomster og sin have heller ikke var det. Et symptom på denne subtile rolle er det, at der ikke findes nogen samtidige portrætter af hende, men kun et par silhouetter. Den kendteste og mest brugte silhouet er F.L. Schmitz’ fra 1805, der i 1883 blev omkranset af en blomsterguirlande, udført af H.P. Hansen. Kamma Rahbek’s breve rummer en særlig blanding af følsomhed og forstand, melankoli og ironi, konventioner og vid. De er et ekko af samtidens brydninger mellem oplysning, følsomhed og tidlig romantik, men har tillige et originalt præg. Ofte synes brevene at handle om ingenting, at være rent non-sense; men de er samtidig både vise og vittige i den legende omvending af forholdet mellem stort og småt, højt og lavt, som kendetegner den underfundige kommunikation med de beundrede mænd omkring hende og den stadige selvkommentering. Kamma Rahbek, der var svagelig og døde relativt tidligt, mente selv, at hun led af en konflikt mellem sin kropslige “Asthenie”, dvs. uspændthed, og en sjælelig overspændthed, “Stehnie”. En idé, hun udviklede på baggrund af den skotske læge John Brown og hans teori om, at de fleste sygdomme skyldes en ubalance mellem det uspændte og det overspændte. Omvendingen af de klassiske hierarkier mellem det åndelige og det legemlige, det skønne og det hæslige, som bl.a. denne teori gav anledning til, kan hos Kamma Rahbek udvikle sig til en litterær stil, der kendes bl.a. fra den folkelige kultur. Da fremviser den æteriske skønånd en anden side af sin poesi og udviser en humor, som er både kritisk og overraskende bastant. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Caroline_Rosenberg

Caroline Rosenberg

2023-04-22T23:24:20+02:00

fri anvendelse

Da Caroline Rosenberg var 11 år, mistede hun og hendes to søstre deres moder, og faderen antog en guvernante, der blev i familien indtil 1830. Valget af hende var formentlig med til at bestemme Caroline Rosenbergs livsbane. Guvernanten kom senere i huset hos landøkonomen og botanikeren N. Hofman Bang på Hofmansgave, mens Caroline Rosenberg efter sin faders død i 1833 drog til Odense og blev huslærerinde hos en af Hofman Bangs fætre. I en lille selvbiografisk skitse fra 1880, som hun skrev på opfordring af botanikeren professor Eugen Warming, giver Caroline Rosenberg udtryk for, at hun ikke ønskede at komme til en af moderens 11 søstre. På Fyn fik hun en ny familie. Midt i 1830’erne blev hun alvorligt syg af en lungelidelse, ægteparret Hofman Bang drog omsorg for hende og tog hende snart til sig som plejedatter. Fra 1838 til sin død levede hun på Hofmansgave. Her fandt Caroline Rosenberg sit virkefelt. Ansporet af Hofman Bang begyndte hun at studere botanik efter at have taget en omvej over latinen for at kunne sætte sig ind i systematiske botaniske værker. Hun arbejdede især med alger og mosser, inspireret af en tidligere huslærer på Hofmansgave, botanikeren og præsten H. Chr. Lyngbye, der i 1819 havde udgivet sit hovedværk om alger i den danske flora Tentamen Hydrophytologiae Danicae. Både på egnen omkring Hofmansgave og på sine rejser, ikke mindst i Norge, indsamlede Caroline Rosenberg i løbet af sit lange liv betydelige mængder af havalger og fandt således som den første nogensinde rødalgen Helminthocladia purpurea ved Skagen. De omhyggeligt udførte præparater og altid udførlige notater om findested og årstid gjorde hende højt respekteret blandt samtidens botanikere, som hun korresponderede med og gavmildt uddelte til af sit værdifulde, med tiden omfangsrige materiale. Caroline Rosenbergs liste over algeslægter, fundet i Danmark, blev optaget i Haandbog i den danske Flora og er hendes eneste samlede videnskabelige bidrag til den botaniske litteratur. Hendes indsats i fykologien, læren om alger, har imidlertid været af betydning i samtid og eftertid, og bidrag fra hendes hånd i form af herbarieeksemplarer er optaget flere steder, bl.a. i Flora Danica. Også hendes studier af mosarter var ganske omfattende, og ikke mindst hendes samling fra Norge er værdifuld. Hun forærede den til en norsk botaniker, der døbte en ny mosart Bryum Rosenbergi i anerkendelse af hendes arbejde. Caroline Rosenberg var autodidakt, beskeden til det selvudslettende i forhold til sit eget arbejde, og følte sig bl.a. ikke i stand til at udtrykke sig skriftligt i større omfang end på de “blaa Zeddler”, hvor hun noterede sine iagttagelser. Hendes indsats lå som så mange andre kvinders i en gråzone bag videnskabsmændene i forgrunden, og den var så meget mere beundringsværdig, som hun fra 1845 led af en alvorlig øjensygdom, der periodisk forhindrede hende i fuldt ud at bruge sin kære lup og det uundværlige mikroskop. 1866 blev hun udnævnt til æresmedlem af Botanisk Forening. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Marie_Rubin

Anne Marie Rubin

2023-04-22T23:22:27+02:00

fri anvendelse

Anne Marie Rubin var en af dansk byplanlægnings pionerer og et stort forbillede for kvindelige arkitektstuderende i 1950’erne. Hun var den første kvindelige professor i byplanlægning og en af de allerførste, der nedsatte sig som byplankonsulent. Hendes tegnestue med de bløde humanistiske værdier var et sted, der tiltrak mange kvindelige arkitekter. Tillige var hun den første kvinde, som modtog Akademiets lille Guldmedaille i 1951. Allerede i guldmedaljeprojektet forholdt hun sig til spørgsmål, der skulle komme til at optage hende livet igennem og senere også blev centrale i den offentlige debat: at bygge på stedets betingelser, at skåne naturen og at minimere transportforbruget. Hendes interesse for byplanlægning udsprang af et syn på arkitekturen, som hun mente også skulle omfatte de store helheder. Husbygning og planlægning var to uadskillelige dele. Byer skulle bygges ud fra en samlende idé og ud fra menneskenes mangeartede behov. Med tiden fik hun en række mærkesager, som hun kæmpede for. Hun engagerede sig voldsomt, ytrede sig ofte i medierne, hvor hun formulerede sig skarpt, intelligent og præcist og fik tilnavnet Den røde Rubin. Som barn tegnede og malede Anne Marie Rubin meget. Siden den tidligste ungdom havde hun lyst til at blive arkitekt, selvom der ikke var nogen arkitekter i familien. Sammen med to søstre voksede hun op på Sortedamdosseringen og fra 1933 i Holte. Hun gik i H. Adlers Fællesskole, hvis rektor H. Adler var en tante til faderen og til atomfysikeren Niels Bohr, der kom i Rubinfamiliens gæstfrie hjem. Om søndagen var der altid besøgende, så faderen, der var professor i eksperimentalpsykologi og en internationalt kendt forsker, havde nogle at diskutere med. Moderen, der kom fra en fiskerfamilie i Middelfart, var hjemmegående. Op til Anden Verdenskrig og under Besættelsen var hjemmet åbent for jødiske flygtninge, der brugte det store hus i Holte som transitsted. Anne Marie Rubin fik selv en meget bred omgangskreds og den rummelighed, som fandtes i hjemmet, blev karakteristisk for hende uanset, hvad hun beskæftigede sig med. I 1936 blev Anne Marie Rubin student fra Holte Gymnasium, og hun søgte i første omgang forgæves ind på Arkitektskolen. Efter at have været otte måneder i murerlære i Vejle hjalp hun sin fader med eksperimentalstudier. Fra ham arvede hun den videnskabelige arbejdsmetode og interessen for samspillet mellem mennesket og dets omgivelser. Begge dele tog hun med over i arkitekturens verden som studerende på Arkitektskolen fra 1940. I 1943 måtte hun sammen med sin jødiske familie drage i eksil i Lund, hvorfra hun sammen med søsteren Jenny R. fortsatte til Stockholm. Her studerede hun 1943-45 på Tekniska Högskolan samtidig med, at hun arbejdede på tegnestuen Vattenbyggnadsbyrån, der havde en byplanafdeling. Efter krigen færdiggjorde hun sine studier og tog afgang fra Arkitektskolen i Danmark. Opholdet i Stockholm fik afgørende betydning for hendes valg af byplanlægning som arbejdsområde, idet der i Danmark kun var ganske få byplankonsulenter. Hendes interesse blev yderligere stimuleret, da hun 1949-54 var ansat i Boligministeriets afdeling for byplansager. I 1954 etablerede hun egen tegnestue i Nybrogade, der senere flyttede til Holte. 1959-61 drev hun tegnestuen sammen med arkitekterne Bo Jensen og Ib Mikkelsen og fra 1961 til 1977 med arkitekt Ole Gerstrøm, der i de senere år havde det faglige ansvar og var daglig leder. Tegnestuen er bedst kendt for dispositionsplanen for Nakskov 1958, der var banebrydende. Det var den første moderne dispositionsplan, der blev udfærdiget på baggrund af et meget detaljeret studium, og planen blev model for udviklingen af mange danske provinsbyer. Sammen med ingeniør Anders Nyvigs tegnestue udvikledes det egentlige koncept for vejdifferentiering, der endnu ikke fandtes som begreb. Derefter fulgte en lang række andre dispositionsplaner i andre byer. Tegnestuen var desuden konsulent for Herning kommune fra 1959 til 1977. Som en af de første lavede Anne Marie Rubins tegnestue også de første bevaringsplaner, bl.a. for Veddelev 1973 og for kystområdet i Søllerød 1975. Det var rammeplaner, der kan ses som forløbere for kommuneplanerne. Med ægtefællen, arkitekt Claus Bremer, som Anne Marie Rubin havde mødt i Stockholm, udvekslede hun tanker og idéer, men bortset fra nogle ganske få konkurrencer arbejdede de ikke sammen. De brugte hinanden som sparringspartnere og fastholdt kontakten, efter at de blev skilt i 1965. En vis påvirkning fra Anne Marie Rubin kan ses i ægtefællens plan for Dansk Folkeferies første bebyggelse i Rødhus Klit 1960, der vakte opmærksomhed med indpasningen i et følsomt naturområde. Hendes eget projekt Hvide Sande Klitby fra 1967 var en udløber af Rødhus Klit. For sommerhusområder ved Tisvilde udarbejdede tegnestuen mange udstykningsplaner, men de blev kun delvis realiseret og i beskåret omfang. I udstykningsplanerne for Nordsjælland arbejdede hun med koncentrerede gårdhusbebyggelser og vifteformede veje, som gav luft og udsyn mod vandet, og på Sydlolland udarbejdede hun en meget detaljeret plan for en kyststrækning på 50 kilometer. Hun kæmpede mod den planløse sommerhusudstykning, som hun frygtede ville lukke Danmarks kyster, og der skulle gå mere end 30 år, før en 300 meters beskyttelseslinie i 1994 indførtes ved kysterne. Stor idealisme lå også bag projektet for Les Milandes i Frankrig, som Anne Marie Rubin sammen med arkitekt Dan Christensen blev involveret i, og som skulle redde den fransk-amerikanske entertainer Josephine Baker fra økonomisk ruin. Anne Marie Rubin var blevet gode venner med Baker under et af hendes besøg i Danmark, og inspireret af slottet Les Milandes, hvor Baker boede med sine 14 børn, ville Anne Marie Rubin skabe en Village du Monde, et internationalt venskabssamfund. Hun finansierede udarbejdelsen af projektet, men det blev aldrig realiseret. Da tilgangen af opgaver i 1970’erne blev mere usikker, lukkede tegnestuen i 1977. Samtidig havde hun fra 1974 travlt som professor på Ålborg Universitet (ÅU) indtil 1989. På ÅU underviste Anne Marie Rubin ingeniører, landinspektører og administratorer. I forvejen havde hun erfaringer med undervisning på Arkitektskolen, hvor hun et semester havde undervist på professor Erik Chr. Sørensens afdeling. Desuden havde hun været tilknyttet Nordplan, Nordiska institutet för samhällsplanering i Stockholm, hvor hun var professor 1968-71. På disse læreanstalter såvel som på ÅU var Anne Marie Rubin alene med sine bløde værdier. På ÅU tog hun initiativ til en billedsamling i erkendelse af, at den verbale samfundsbeskrivelse langtfra er tilstrækkelig, og at billeder og forestillinger også påvirker vores bevidsthed. Da kunstmuseet Lousiana i 1977 viste udstillingen Alternativ arkitektur, tilrettelagde hun afsnittet om Christiania som en fotografisk dokumentation, der skulle fortælle om stedets kreative kraft, og Christiania blev en mærkesag, som hun indædt kæmpede for. En anden mærkesag var udviklingen af Københavns Havn, som hun skrev en række kritiske kronikker om i dagbladet Politiken, mens hun var præsident for Akademirådet 1984-87. Havnens udvikling blev en skuffelse for den fremsynede og visionære Anne Marie Rubin, der udfordrede politikere med sine radikale synspunkter og idéer samtidig med, at hun kritiserede den kortsigtede økonomiske planlægning, der lå bag havnevæsenets store grundsalg. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ragna_Schou

Ragna Schou

2023-04-22T23:13:30+02:00

fri anvendelse

Ragna Schous moder var aktiv i kvindebevægelsen fra begyndelsen, og det var uden tvivl i hendes ånd, at Ragna Schou startede et udadvendt arbejdsliv som privatlærerinde i årene 1896-97. I 1899 tog hun studentereksamen fra N. Zahles Skole, og hun blev som en af de første kvinder efter Meta Hansen cand.polit. fra Københavns Universitet i 1906. Som studerende havde hun været ansat i Statens statistiske Bureau, og efter embedseksamen fik hun igen ansættelse her 1906-10. I 1914 indledte hun den indsats for at forbedre arbejderkvinders vilkår, som også blev hovednerven i hendes kvindepolitiske arbejde, idet hun dette år ansattes som tilsynsassistent i Arbejds- og Fabriktilsynet. Her førte hun i samarbejde med den første kvindelige fabriksinspektør Annette Vedel tilsyn med virksomheder, der beskæftigede kvindelige arbejdere. Ragna Schous særlige ansvarsområde var såkaldte andenhåndsværksteder, bl.a. private systuer, der arbejdede for større fabrikker eller forretninger. I 1921 udnævntes hun til fabriksinspektør som den tredje kvinde efter Vedel og Julie Arenholt. Ragna Schou var på dette tidspunkt blevet alene med sine fem børn, efter at ægtefællen, kontorchef Lauritz Christian S. var død i 1918. I sine unge år sad Ragna Schou i en periode i Søllerød sogneråd, valgt for Det Radikale Venstre, og allerede som studerende var hun aktiv i socialt arbejde og i kvindebevægelsen. Fra 1908 var hun medlem af bestyrelsen for Det sociale Sekretariat og Bibliotek. Sammen med ægtefællen blev hun aktiv i Dansk Kvindesamfund (DK), og 1903-05 redigerede hun foreningens blad Kvinden og Samfundet. Hun var formand for DKs Holtekreds i en årrække til sin død i 1945 og mangeårigt medlem af bestyrelsen for Kvindernes Bygning. 1902-10 var hun DKs repræsentant i Danske Kvinders Nationalråd (DKN), en post, som hun imidlertid fratrådte, fordi hun i spørgsmålet om forbud mod kvinders natarbejde i industrien var i opposition til flertallet i DK. Gennem mange år agiterede hun i skrift og tale for at indføre et sådant forbud i lovgivningen. Hun medgav sine modstandere, at natarbejdet var bedre lønnet end dagarbejdet, men argumenterede for, at et forbud på langt sigt var i kvinders og navnlig i samfundets interesse på grund af “Kvindens særlige Opgave som Moder for den kommende Slægt”. Modstanden mod forbudet karakteriserede hun som asocial og kortsynet, et udtryk for, at kvinder i modsætning til mænd endnu ikke havde lært at sætte samfundets tarv over deres egne private interesser. Kvinders erhvervsarbejde var kun i samfundets interesse og dermed legitimt i de tilfælde, hvor der var brug for kvinders særlige evner og egenskaber, fx i sygeplejen, mente hun. Dette synspunkt kan have været påvirket af broderen K.A. Wieth-Knudsen, der i 1924 udgav det antifeministiske skrift Feminismen, der fik stor udbredelse og blev oversat til flere sprog. Ragna Schou var en ihærdig agitator for forbedring af bestemmelserne om barselshvile i fabrikslovgivningen. I dette som i spørgsmålet om kvinders industrielle natarbejde var hendes hovedsynspunkt, at kvinder og mænd af natur var vidt forskellige og derfor også burde behandles forskelligt. I et skarpt angreb på DK og den internationale Open Door-bevægelse, der kæmpede mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, og hvis danske formand var Arenholt, spurgte Ragna Schou retorisk i 1931: “man kan da ikke ogsaa give Mænd Barselhvile – vel?” Ragna Schou så den del af kvindebevægelsen, hun selv tilhørte, som værende i pagt med fremskridtet og mente, at de nordiske landes kvindebevægelser stod langt tilbage for de tilsvarende bevægelser i “alle civiliserede Lande”, bl.a. Tyskland, Frankrig og England. Da angrebet på gifte kvinders erhvervsfrihed satte ind i 1930’erne, tog hun imidlertid kraftigt til genmæle mod forslagene om at afskedige gifte kvinder for at skaffe arbejde til de mange arbejdsløse mænd. Hun påviste arbejderkvinders lave indtjening og argumenterede for, at denne indtjening var nødvendig for familiens forsørgelse. Desuden fremhævede hun, delvis i strid med sine tidligere argumenter, at industrien havde brug for kvinders specielle egenskaber såsom fingerfærdighed. Ragna Schou accepterede kønsarbejdsdelingen, men i forsvaret for, at også bedre lønnede gifte kvinder, fx lærerinder, skulle beholde deres erhvervsarbejde, blev hendes forskelstankegang mindre tydelig. Og hun hævdede, at medfødte anlæg, lyst og evner forstået som et “kald” burde komme til anvendelse i samfundet for begge køns vedkommende. Ragna Schou var en outsider i den danske og nordiske kvindebevægelse. Hun følte sig givetvis mere hjemme i dele af den internationale bevægelse, hvor hun også gjorde sig gældende, bl.a. som dansk repræsentant for DKN i International Council of Women 1902-29. Hendes internationale engagement omfattede desuden medlemskab af bestyrelsen i Den internationale Forening for Arbejdervelfærd fra 1902 til midt i 1920’erne, og hun var regeringsdelegeret ved den internationale arbejdsorganisation ILOs konference i Genève i 1931. Ragna Schous forskelstankegang og accept af kønsarbejdsdelingen bragte hende i konflikt med hovedlinien i den danske kvindebevægelse. Det skal imidlertid ikke forklejne hendes livslange arbejde for og engagement i arbejderkvinders og børns velfærd. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Margrethe_Simonsen

Karen Margrethe Simonsen

2023-04-22T23:20:59+02:00

fri anvendelse

Karen Margrethe Simonsen blev født og voksede op i Ålborg. 1922 blev hun student fra Ålborg Katedralskole og 1930 cand.med. fra Københavns Universitet. Karrieremæssigt stilede hun mod en stilling inden for psykiatrien, og efter forskellige hospitalsansættelser blev hun 1940 speciallæge i psykiatri. Forinden havde hun været på en række studierejser, bl.a. til Wien, London og Schweiz. 1941 blev hun ansat som skolepsykiater i Københavns kommune og virkede her, indtil hun 1944 blev reservelæge ved og leder af Rigshospitalets børnepsykiatriske afdeling. Det var en helt ny afdeling oprettet under den psykiatriske afdelings chef Hjalmar Helweg. Knyttet til afdelingen var bl.a socialrådgiver Ruth Hasle, psykolog Birthe Kyng og lægen Axel Helweg Arnfred, der sammen med afdelingens øvrige personale udgjorde et dynamisk team. Under Karen Margrethe Simonsens ledelse skabtes en atmosfære, der gav grobund for et godt forskningsmæssigt og menneskeligt miljø. Der blev lagt vægt på, at der skulle inddrages nye behandlingsmetoder, og at så megen tid som muligt skulle tilbringes sammen med børnene. I 1947 var Karen Margrethe Simonsen på studierejse i USA, og samme år forsvarede hun sin disputats Examination of Children from Children’s Homes and Day-Nurseries By the Bühler-Hetzer Developmental Tests, der var en undersøgelse af børnehave- og børnehjemsbørn. Til at vurdere børns udvikling brugte hun en standardiseret udviklingsprøve, som senere blev udbredt i børnepsykiatrien på baggrund af hendes arbejde. I 1948 deltog Karen Margrethe Simonsen i en verdenskonference i London sammen med de internationalt kendte børnepsykiatere Anna Freud og Melanie Klein, der begge var inspiratorer for afdelingens arbejde. Som forberedelse til konferencen havde hun taget initiativ til en studiekreds, der samlede den danske børnepsykiatriske ekspertise. I 1949 udløb Karen Margrethe Simonsens ansættelse. Det var med bitterhed, hun måtte erkende, at der ikke var blevet oprettet en planlagt overlægestilling på afdelingen, og at hun dermed ikke kunne fortsætte det store arbejde, hun havde lagt i afdelingens ledelse. I en kort periode arbejdede hun som praktiserende børnepsykiater, inden hun besluttede at søge stillingen som overlæge ved den nyoprettede Barnepsykiatriske avdeling i Oslo. Det var en afdeling med 11 senge, der blev oprettet i 1950 i tilknytning til Barneklinikken på Rikshospitalet. Da Karen Margrethe Simonsen søgte og fik stillingen, følte en af de andre ansøgere, børnepsykiateren Nic Waal, sig forbigået, og der udviklede sig en personstrid, som dog endte lykkeligt ved at Waal oprettede det senere så kendte Nic Waal Institutt for psykoterapi i 1953. Trods den korte tid Karen Margrethe Simonsen var knyttet til afdelingen i Oslo, lykkedes det hende at skaffe sig respekt både blandt kolleger, myndigheder og offentlighed. Hun døde alt for tidligt af en kræftsygdom i 1953, to år efter sit giftermål med overlæge ved Barneklinikkens røntgenafdeling Sigurd Eek. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Eva_Steiness

Eva Steiness

2023-04-22T23:22:10+02:00

fri anvendelse

Eva Steiness voksede op i en lægefamilie i Kbh, hvor hun var den ældste af to søskende. Faderen var først embedslæge, senere overlæge i Sundhedsstyrelsen. Familien boede fast i en mindre lejlighed, men fandt et fristed i Svenska Villaen i Bernstorffsparken, hvor de boede den lyse del af året. Moderen var hjemmegående, men tog senere en uddannelse som turistfører. I 1960 blev Eva Steiness student fra Østersøgades Gymnasium og påbegyndte straks efter lægestudiet ved Københavns Universitet. Da hun i 1966 giftede sig med den 13 år ældre læge Ib S., flyttede hun med ham til Århus og blev kandidat fra Århus Universitet i 1968. Med sig i ægteskabet bragte hun en datter, og siden fik hun endnu to døtre. At have børn i studietiden var dengang et særsyn, men familien havde ung pige til at hjælpe sig, ligesom børnene kom i institutioner. Efter nogle hospitalsansættelser målrettede Eva Steiness sin karriere inden for universitetsverdenen. I 1978 forsvarede hun sin doktordisputats Digoxin-klinisk farmakologi, efter at hun fire år forinden var blevet ansat som adjunkt og senere lektor ved Københavns Universitets Farmakologisk Institut. I 1980 døde hendes mand, og hun blev alene med tre halvvoksne børn. Nogle svære år fulgte, og for at klare økonomien måtte hun køre lægevagter sideløbende med universitetsarbejdet. I 1982 blev hun den første kvindelige dekan ved Det Lægevidenskabelige Fakultet. Hun havde da siddet i fakultetsrådet i nogle år og var bl.a. meget aktiv i planlægningen af den teoretiske forskeruddannelse. I 1985, da Eva Steiness blev udnævnt til professor i klinisk farmakologi ved Århus Universitet, blev hun den første kvindelige professor på det lægevidenskabelige område i Danmark. Stillingen havde da stået tom i syv år, så der var ikke andet end et kontor, da hun blev ansat. Det lykkedes hende at binde en tværfaglig gruppe sammen og finde ekstern finansiering, således at der kom vækst på området. En række yngre forskere fik de følgende år deres forskeruddannelse på Farmakologisk Institut. Eva Steiness var tæt bundet til sine døtre, der var blevet boende i København Hun rejste derfor frem og tilbage mellem Århus og København, indtil hun i 1989 blev tilbudt stillingen som forskningsdirektør i medicinalfirmaet H. Lundbeck. I 1993 blev hun desuden medlem af direktionen og udnævnt til koncerndirektør. Hun var firmaets første og hidtil eneste kvindelige direktør. Under hendes ansættelse kom H. Lundbeck ind i en stærk vækstperiode, og firmaet brød internationalt igennem med en række medicinske præparater. Medarbejderstaben voksede tilsvarende fra 75 til 450. Da Eva Steiness i 1998 forlod stillingen, var det på grund af utilfredshed med arbejdsbetingelserne, men også for at søge nye udfordringer. I løbet af kort tid skaffede hun kapital til at starte sin egen virksomhed, det bioteknologiske firma Zealand Pharmaceuticals, der skulle forske i og udvikle hormonpræparater. Eva Steiness har været medlem af en lang række nationale og internationale råd og selskaber, bl.a. Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd 1989-93, statsminister Poul Schlüters tænketank 1989-93, formand for Forskningspolitisk Råd 1993-95 og medlem af det videnskabelige råd for Den Store Danske Encyklopædi fra 1991. I 1987 blev hun tildelt Marie Lønggaards Rejselegat og 1989 Tagea Brandts Rejselegat. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Stemann

Ingeborg Stemann

2023-04-22T23:22:12+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Stemann var et alsidigt sprogmenneske og blev engang spurgt, hvorfor hun blev ved med at lære nye sprog. Hun svarede med et citat af Konfutse: “Hvis I ikke lærer noget, hvordan kan I saa blive rigtige Mennesker?” Ud over dansk beherskede hun islandsk, svensk, latin, græsk, fransk, tysk, polsk, russisk, kinesisk og japansk, men skønt hun holdt af sprog for deres egen skyld, var det den kulturelle mangfoldighed, som sprogene var udtryk for, og mødet mellem mennesker fra forskellige lande, der var hendes hjertesag. Ingeborg Stemann kom fra en højtstående embedsmandsfamilie med stærke, sprogligt begavede og kulturelt interesserede kvinder. Hendes moder skrev personalhistoriske værker, og mormoderen oversatte. Ingeborg Stemann og hendes to brødre blev strengt opdraget, men deltog i forældrenes kulturelle aktiviteter. De kom på teaterbesøg i hovedstaden, var på rejser i udlandet, havde kontakt til Askov Højskole og tog på historiske udflugter på egnen omkring Ribe, hvor faderen i 1899 var blevet stiftamtmand. I 1907 tog Ingeborg Stemann sproglig studentereksamen fra Ribe Katedralskole og læste derefter sprog ved Københavns Universitet. Hun var på studieophold ved Sorbonne i Paris 1914 og blev året efter cand.mag. i fransk, latin og græsk. Horserødlejren blev 1917 indrettet til at modtage syge russiske krigsfanger fra Tyskland, og Ingeborg Stemann, som havde lært sig russisk og polsk, blev tilknyttet lejren som tolk. Her ydede hun en helhjertet indsats i det store, frivillige arbejde, som sikrede fangerne tålelige vilkår, mens de opholdt sig i Danmark, og siden deltog hun i inspektionen af krigsfangelejre i Tyskland. Det nyoprettede universitet i Poznan i Polen ansatte 1921 Ingeborg Stemann i et lektorat i skandinaviske sprog, og hun var dermed blandt de første danske kvinder, der beklædte en lærestol ved et udenlandsk universitet. 1925-26 var hun dansk lektor i Warszawa, men vendte derefter hjem til Danmark, hvor hun oprettede og ledede Feriekursus i dansk Sprog og Kultur for Udlændinge, der blev afholdt i København hvert år i august. Det blev kendt i vide kredse som “en summende, babylonisk Bikube”, hvor man ikke blot lagde vægt på sprogundervisning, men lige så meget på det frugtbare kulturmøde mellem forskellige nationaliteter. Ingeborg Stemann oversatte fra svensk, fransk, polsk og russisk, bl.a Russiske Soldaterbreve, 1917, og redigerede Russiske Bønder fortæller, 1932. Hun udgav ordbøger og skrev håndbøger om dansk og islandsk kultur og sprog. Flere af hendes værker har vist sig slidstærke og er udkommet i flere udgaver og oplag, fx tryktes 1995 det 9. oplag af hendes Polsk-dansk, dansk-polsk ordbog, der udkom første gang som lommeleksikon i 1945, ligesom hendes Moderne dansk for udlændinge, 1962, er kommet i adskillige udgaver og oplag. Anden Verdenskrig braklagde de internationale aktiviteter, og Ingeborg Stemann kastede sig over studier af kinesisk og japansk. Hun indledte, noterede og oversatte i 1945 den konfutsiansk inspirerede lærebog fra 1200-tallet Den kinesiske Tretegnsbog, som Kinas skolebørn gennem 600 år skulle lære udenad. Den er beskeden af omfang, men med sin enorme udbredelse central til forståelse af klassisk kinesisk tankegang. Efter krigen fortsatte hun med at studere orientalske sprog ved universiteter i London, Paris og New York. Hun oversatte flere japanske forfattere til dansk og var på studieophold i Japan 1959-60. Ingeborg Stemann stiftede Dansk-Lettisk Forening og Dansk-Polsk Forening og var sekretær i den sidstnævnte 1928-41. Endvidere tog hun initiativet til Dansk-Kinesisk Forening i 1948 og til Dansk-Japansk Selskab 1958, hvor hun først var sekretær og fra begyndelsen af 1960’erne viceformand. Hun blev æresmedlem af Dansk-Polsk Forening i Warszawa og korresponderende medlem af Det skandinaviske og nederlandske Institut i Prag. Ingeborg Stemann var dekoreret med adskillige udenlandske hæderstegn og blev ridder af Dannebrogordenen i 1954. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Edda_Sveinsdottir

Edda Sveinsdottir

2023-04-22T23:16:00+02:00

fri anvendelse

Edda Sveinsdottir er Danmarks første kvindelige datalog og samtidig en af landets meget få kvindelige opfindere. Hun er datter af en dansk moder og en islandsk fader og er født i Reykjavik, men har boet det meste af sit liv i Danmark. Forældrene blev skilt, da hun var tre år gammel, og hun og hendes yngre søster voksede op i et kreativt og opfindsomt kvindemiljø bestående af moderen, som uddannede sig til arkitekt, mormoderen Olga Emilie Østergaard, som var en af Danmarks første kvindelige matematiske studenter og landets første kvindelige aktuar-studerende samt tre mostre. "At løse opgaver af enhver art var en sport i hjemmet," har Edda Sveinsdottir fortalt. I det sidste år på Ordrup Gymnasium mødte hun en ti år ældre, lovende læge Niels Alexander Lassen. Efter hendes studentereksamen 1955 giftede de sig samme år og kom hurtigt ind i et frugtbart, fagligt samarbejde. Parrets fire sønner, hvoraf de tre kom til verden i Edda Sveinsdottirs studietid, blev passet af engelske barnepiger. Ægtefællerne blev senere skilt, men fortsatte også herefter deres faglige samarbejde, bl.a. i en international forskergruppe, som de begge var medlemmer af. Gennem sin gymnasielærer, den moderne matematikpædagog Karen Buch, havde Edda Sveinsdottir fattet interesse for især geometri, og efter en mislykket flirt med humaniora og et langt USA-ophold med ægtefællen begyndte hun 1958 at studere matematik og fysik ved Københavns Universitet. Som speciale valgte hun numerisk analyse, og 1965 blev hun cand.mag. med matematik som hovedfag. Samme år ansattes hun på Matematisk Institut under Københavns Universitet, hvor hun forblev indtil 1970, fra 1966 som amanuensis. Hun syntes, at den teoretiske matematik var for tør og interesserede sig tidligt for fagets praktiske anvendelse. Hun kom i kontakt med det spirende edb-miljø i Danmark, især lektor Bjarner Svejgaard, og lærte sig programmering på Danmarks Tekniske Højskole, det senere Danmarks Tekniske Universitet. Mens hun var tilknyttet Matematisk Institut, arbejdede hun i en periode ved den første danske kommercielt anvendte elektronregnemaskine, Regnecentralens GIER. Da Datalogisk Institut ved Københavns Universitet blev oprettet i 1970, blev hun ansat her samme år som lektor, senere udnævntes hun til afdelingsleder. Hun var således en af fagets pionerer og blev også instituttets første demokratisk valgte bestyrer efter Styrelseslovens vedtagelse i 1970. Edda Sveinsdottirs forskningsfelt har været edb-støttet tomografi, en gren af den medicinske teknologi, som beskæftiger sig med anvendelse af computere til udvikling af udstyr til dynamisk billeddannelse af hjerneaktivitet, dvs. tredimensional scanning. Hendes særlige indsats har bestået i at bruge computeren til billeder og ikke blot til tal, som man ellers kun brugte computere til i starten. Et fremtrædende træk ved Edda Sveinsdottir' forskning er dens tværvidenskabelige karakter. Originale innovative løsninger er fremsprunget ved at kombinere gedigne kundskaber inden for datateknik og datalogi med klinisk orienterede problemer. I midten af 1970'erne var hun med til at grundlægge elektronikfirmaet Medimatic A/S, hvor den nye type computere/software blev sat i produktion. Edda Sveinsdottir blev 1987 professor i datalogi ved Roskilde Universitetscenter (RUC) og har siden arbejdet på at gøre den datalogiske afdeling her til et selvstændigt institut. Gennem årene har hun haft mange specialestuderende og en hel del administrative opgaver, bl.a. var hun 1976-78 formand for Det Faglige Landsudvalg for Naturvidenskaberne. Hun har desuden deltaget i forskellige kvindenetværk både inden for den internationale forskning og på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet. På RUC har hun deltaget i Kvindelærermiljøet, et netværk blandt universitetscenterets kvindelige lærere. Såvel i disse sammenhænge som i det daglige samarbejde med dataloger og læger er hun blevet kendt og vellidt for sit venlige, muntre, afslappede og hjælpsomme væsen. I sit arbejdsliv har hun ikke vist sig som det typiske karrieremenneske, men som en kreativ og engageret forsker, der med begejstring er gået op i sine idéer. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Syberg

Karen Syberg

2023-04-22T23:19:12+02:00

fri anvendelse

Karen Syberg og hendes to år yngre broder Henrik voksede op på Pilegården, et bondehus i en stor gammel have ved Kerteminde på Fyn. Huset var i sin tid blevet købt for et billede af farfaderen Fritz S., der var en af de fynske bondemalere og gift med malerinden Anna S. Faderen var komponist, spillede i kirken og drev desuden en frugtplantage med bistader, der sammen med den beskedne organistgage lige kunne forsørge familien. Børnene voksede op med klassisk musik, tegning, maling og hele verdenslitteraturen. Da Karen Syberg var ni år, nedbrændte gården, og faderen døde af et hjerteanfald under branden. Moderen og børnene blev boende i et nybygget hus på grunden. Karen Syberg gik i Kerteminde Borger- og Realskole, men følte sig især efter ulykken anderledes end kammeraterne, fortrinsvis børn af handlende og fiskere. Hun har beskrevet miljøet i antologien Barndomsbyer, 1998. Da hun kom på Nyborg Gymnasium, hvorfra hun tog studentereksamen 1964, oplevede hun det som en stor befrielse. Hun havde altid tegnet og malet, og efter studentereksamen besluttede hun at blive maler. For at hun kunne forsørge sig selv, satte moderen hende i lære som reklametegner, samtidig med at hun studerede på Det Fynske Kunstakademi. Efter et år opdagede hun, at reklamebranchen ikke gav hende de forventede muligheder for at tegne, forlod som 19-årig Fyn og begyndte at studere dansk og historie på Københavns Universitet. I 1967 skiftede Karen Syberg til litteraturvidenskab, og hun kastede sig med liv og sjæl ind i studenteroprøret. Årene 1970-72 skulle blive de mest turbulente i hendes liv. Som studenter- og venstrefløjsaktivist var hun med til besættelsen af konsistorium i marts 1970 og boede derefter mere eller mindre på universitetet i et halvt år. Sammen med andre studerende, bl.a. Susanne Fabricius og Vibeke Vasbo, startede hun en kvindegruppe, kaldt rødstrømperne efter de amerikanske Redstockings. Gruppens eksistens blev første gang offentligt kendt i begyndelsen af april ved et møde, som Individ og Samfund, en udbrydergruppe fra Dansk Kvindesamfund, havde indkaldt under overskriften Rejs jer kvinder. Et par dage senere fulgte den berømte aktion, hvor ca. 15 kvinder, deriblandt Karen Syberg og hendes gruppe, marcherede udmajede op gennem Strøget til Rådhuspladsen, hvor læbestifter og bh-er blev smidt i en skraldespand med påskriften: “Hold Danmark ren.” Efter aktionen drog demonstranterne til Tuborg for at uddele løbesedler om ligeløn. Rødstrømpebevægelsen blev formelt dannet midt i april på et stormøde på Charlottenborg, arrangeret af de allerede eksisterende grupper og kunstnergruppen Kanonklubben med bl.a. Kirsten Justesen og Lene Adler Petersen. Her blev det besluttet at udelukke mænd, og man valgte at organisere sig i basisgrupper og benytte bevidsthedsbearbejdning som analyseredskab ud fra erkendelsen af, at det private er politisk, som en fremtrædende parole kom til at lyde. Desuden satsede man på fortsatte spektakulære aktioner, der skabte overskrifter. 1. maj erobrede en anden af bevægelsens uformelle ledere Karen Jespersen talerstolen fra LO-formanden Thomas Nielsen på Rådhuspladsen og krævede ligeløn. Haltende efter et nyligt brækket ben og med et brudeslør skjult under en studenterhue med kvindetegn i stedet for malteserkors gjorde Karen Syberg hende kunsten efter ved immatrikulationsfesten i september. Fra talerstolen langede hun ud efter universitetet som “mændenes største ægteskabsmarked”. Bag aktionen stod kollektivet Kussemosen, hvor hun boede sammen med Vasbo og Lone Christensen. Karen Syberg var også med til at arrangere den første Femølejr i 1971, og hun var blandt de kvinder herfra, som efter hjemkomsten besatte et hus og indrettede det til kollektiv og hovedkvarter for bevægelsen. Hun flyttede selv ind i Kvindehuset, og under opholdet var hun i 1972 medforfatter til en af de første nyfeministiske analyser Udsigten fra det kvindelige univers om ugebladet Eva. Da Karen Syberg i sommeren 1972 var blevet gravid, flyttede hun og kæresten Birger Steen Nielsen i kollektiv med bl.a. Karen Jespersen og Ralf Pittelkow. I de år hun levede som fuldtidsaktivist, havde hun læst politisk teori og litteratur, og da hun vendte tilbage til sit studium efter sønnens fødsel, oplevede hun, at den politiske skoling havde modnet hende og gjort hende i stand til at tænke abstrakt. I 1975 blev hun mag.art. med speciale i den tyske proletariske og borgerlige kvindebevægelse 1848-1914 og fik året efter et kandidatstipendium. 1977 tilbragte hun med sin familie et halvt år i Rom, hvor hun studerede den italienske kvindebevægelse. Efter hjemkomsten blev hun ansat som ekstern lektor ved Institut for Litteraturvidenskab. Karen Syberg var en nøgleperson i den spirende, stærkt marxistisk inspirerede kvindeforskning, der bl.a. manifesterede sig i studiekredse under Nordisk Sommeruniversitet. Som oplæg til sessionen i 1973 udarbejdede hun sammen med Signe Arnfred tekstsamlingen Kvindeundertrykkelsens specifikke karakter under kapitalismen, der hurtigt blev udsolgt og året efter i omarbejdet form udgivet som Kvindesituation og kvindebevægelse under kapitalismen. I 1976 udgav hun en analyse af Christian Kampmanns forfatterskab Virkeligheden der voksede over hovedet. Fra slutningen af 1970’erne var Karen Syberg kulturredaktør på tidsskriftet Politisk Revy, hvor hun ud fra en kvindevinkel skrev om kultur i bred forstand, bl.a. om sundhed og fødsler. Her lærte hun noget om journalistik, som skulle komme hende til gode i hendes senere karriere som journalist på Information, hvor hun blev ansat i 1985 som stedfortrædende kulturredaktør. 1987-90 var hun redaktør af tillægget Moderne Tider, derefter kulturjournalist med ansvar for større interview og litteraturstof. Karen Syberg var med i redaktionsgruppen af Dansk Litteraturhistorie, bind 8, 1985, hvor hun bl.a. skrev om kvindelige forfattere efter Anden Verdenskrig. Gennem dette arbejde blev hun optaget af Tove Ditlevsen, og i 1997 udkom biografien Tove Ditlevsen. Hun fortsatte ad samme spor med Ved nærmere eftertanke, 1999, om Nynne Koch. Karen Syberg flyttede i 1995 til en landsby på Møn med sin kæreste gennem 17 år og ægtefælle siden 1997 Poul Erik Munk Nielsen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Erna_S%C3%B8rensen

Erna Sørensen

2023-04-22T23:19:20+02:00

fri anvendelse

Erna Sørensen blev exam.jur. 1921 og fik sagførerbestalling 1924 samtidig med, at hun giftede sig. Mens hendes døtre var små, helligede hun sig familien, men fra 1933 drev hun sin egen sagførerforretning. Hun blev landsretssagfører 1952. Gennem sit arbejde fik hun kontakt med alle slags mennesker. Men særligt mødet med de kvindelige klienter vakte hendes interesse for sociale problemer og hendes politiske engagement. Som flere andre kvindelige jurister før hende, fx Mathilde Malling Hauschultz og Fritze Teisen, blev Erna Sørensen konservativ politiker. Selvom hendes interesse blev grundlagt tidligt, gik hun først for alvor ind i politik, da hendes døtre var store. I 1941 blev hun medlem af en lokalbestyrelse i Den Konservative Vælgerforening i København og på Frbg., i 1943 var hun kandidat til Borgerrepræsentationen og blev samme år ligningsmand i Københavns kommune. Ved folketingsvalget i 1945, hvor kvindeandelen forøgedes markant, fik Det Konservative Folkeparti (DKF) for første gang tre kvinder valgt, Erna Sørensen, Oda Christensen og Gudrun Hasselriis, men 1947-50 var Erna Sørensen den eneste kvinde i partiets folketingsgruppe og derfor oplagt som den, der tog sig af familie- og kvindespørgsmål. Hendes juridiske og sociale indsigt gjorde hende til et betroet medlem af partiet, hvor hun var hovedbestyrelsesmedlem fra 1945, ligesom hun sad i hovedstyrelsen for Den Konservative Vælgerforening i København og på Frbg. fra 1950. Erna Sørensen blev opfordret til at blive landsformand for Dansk Kvindesamfund (DK) i 1948, hvor organisationen efter fremgang under og lige efter Besættelsen mistede medlemmer, og hun påtog sig opgaven et par år indtil 1951. Politiske modsætninger i DK ville hun løse ved i denne “kvindernes rigsdag” at kæmpe for, hvad der var ret, og ikke, hvem der havde ret. Med en afvæbnende charme og store diplomatiske evner fik hun samlet foreningen om seriøst arbejde for de mange opgaver til forbedring af kvindernes situation, hun kunne se, og manede medlemmerne til ikke kun at holde strikkemøder og kaffegilder. Kvindearbejdet i DKF havde også en støtte i Erna Sørensen, der 1951-66 var formand for den indflydelsesrige kbh.ske Danske Kvinders Konservative Forening, hvor hun blev æresmedlem, da hun gik af som formand. Desuden var hun som folketingsmedlem født medlem af DKFs Kvindeudvalg og sad i mange år i dets forretningsudvalg. I en periode, hvor de andre partier nedlagde deres kvindeorganisering, blev skansen holdt i DKF takket være bl.a. hendes indsats. Kvindernes ligeberettigelse i uddannelse og politik var af central betydning for hende, men hun påpegede i midten af 1950’erne også de mentale og praktiske vanskeligheder, der var forbundet med kvindernes dobbeltarbejde og særlige stilling som moder, og gik bl.a. ind for deltidsarbejde til kvinder. 1945-65 sad Erna Sørensen i Folketinget. Hun var i løbet af sin karriere opstillet i flere kredse og valgt med et stadigt stigende antal personlige stemmer. På Christiansborg ville hun ikke først og fremmest være kvindesagskvinde, men arbejde for helheden. Det forhindrede hende dog ikke i at deltage i behandlingen af en række sager af relevans for kvinder. Hun sad i Lønningskommissionen 1954-58, der nyregulerede statstjenestemændenes arbejdsnormering, løn, pension og den indbyrdes klassificering. Her arbejdede hun særligt for lige løn for lige arbejde samt avancementsmuligheder for kvinder. Som medlem af Svangerskabskommissionen 1951-54 var hun med til at præge den etisk følsomme svangerskabslovgivning, der delte partierne. Hun gik ind for forebyggelse og oplysning, men ikke for flere aborter på social indikation. Heller ikke moderskabsydelser kunne hun gå ind for, da hun mente, det ville tage glæden ved at klare sig selv fra kvinderne. Til gengæld ønskede hun en styrkelse af Mødrehjælpen og en udvidelse af sundhedsplejerskernes antal samt mere retfærdige regler omkring adoption og tilskud til enlige mødre. Husholdningssagen støttede hun ved at gå ind for husmoderferie, og da Statens Husholdningsråds eksistens var til debat i sidste halvdel af 1950’erne, bakkede hun det op ved at fremhæve, at det udførte en vigtig samfundsopgave. De selvstændige erhvervsdrivende kvinders krav tog hun op ved at foreslå en ændring af næringsloven, så den ikke længere forbød mere end en ægtefælle at erhverve næringsbrev. Blandt Erna Sørensens mange tillidsposter kan nævnes, at hun 1947-59 var vicepræsident for Danske Erhvervskvinders Klubber, medlem af Foreningen Nordens repræsentantskab til 1970, i bestyrelsen for lærlingehjemmet Limfjordshøj 1950-69 og for Garnisons sogns børnehave 1945-70. Hun var dygtig og kultiveret, havde sans for de store linier og skabte sig en smuk position i det politiske liv samtidig med, at hun prioriterede at være en forstående moder og god husmoder. I samtiden blev hun derfor fremhævet for at forene overlegen dygtighed med de smukkeste kvindelige egenskaber, og hun var dermed en god repræsentant for det kvindebillede, DKF gerne ville fremvise. Hun gik usåret igennem det politiske liv med sindet åbent og hjertet varmt, afholdt og respekteret i alle lejre. 1955 blev Erna Sørensen ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Fritze_Teisen

Fritze Teisen

2023-04-22T23:07:25+02:00

fri anvendelse

Fritze Teisen voksede sammen med storesøsteren Emilie (g. Trolle) op i et politisk interesseret lægehjem i Jylland. Hendes moder kom fra en slægt af godsejere og havde tætte forbindelser til det højere kbh.ske borgerskab. Da faderen døde i 1904, flyttede familien derfor til hovedstaden. Her fortsatte Fritze Teisen sin skolegang, der var begyndt på Aalborg Latinskole, på Lang og Hjorts Kursus, hvorfra hun blev student i 1906. Hun havde et stærkt ønske om at være med, hvor tingene skete, og ikke mindst, hvor de blev afgjort. Derfor begyndte hun at læse jura på Københavns Universitet, og hun havde udsigt til også at kunne få arbejde, efter at den første kvindelige jurist Henny Magnussen i 1906 havde foranlediget, at kvinder kunne blive sagførere. Under studierne arbejdede hun som assistent i Københavns Laane- og Diskontobank 1907-12. Da hun var blevet juridisk kandidat i 1914, blev hun assistent i Københavns Overpræsidium, hvor hun 1918 avancerede til fuldmægtig og 1926 blev den første kvindelige ekspeditionssekretær. Hun var chef for afsoningssager og behandlede dem med dygtighed og takt. Arbejdet var for hende det væsentligste i tilværelsen, og hun fik afløb for sin store energi i sin profession og i det politiske liv. Hun giftede sig aldrig og boede sammen med sin moder indtil dennes død i 1927. Allerede i sin studietid var Fritze Teisen i kontakt med et miljø af politisk engagerede kvinder, og hun blev i 1921 formand for Danske Kvinders konservative Forening. Foreningen var stiftet 1914 og oprindelig tænkt som en landsdækkende organisation, men blev i 1917 en lokalafdeling under Den konservative Vælgerforening for København og Frbg. To år senere kom hun i forretningsudvalget for vælgerforeningen, hvor hun i 1930 blev næstformand. I 1921 var hun også blevet medlem af Borgerrepræsentationen og sad her frem til sin død i 1935. Hun valgtes til budgetudvalget samtlige 14 år og var den borgerlige fællesgruppes budgetordfører i to valgperioder. Det var en stor og krævende opgave at sætte sig ind i kommunens regnskaber, som hun med vanlig grundighed efterregnede til mindste detalje. Hendes indsigt i den kommunale forvaltning samt hendes banktekniske og juridiske uddannelse gjorde hende til en værdsat borgerrepræsentant, og hun blev tillige medlem af skatterådet. Hun gjorde en stor indsats for at skaffe kvinder ret til at avancere i Københavns skattedirektorat. Ved Mathilde Malling Hauschultz’ pludselige død i 1929 stod Det Konservative Folkeparti (DKF) uden kvindelig repræsentation i Rigsdagen, og Fritze Teisen blev udset til at løfte arven efter hende, da hun i 1930 kom i Landstinget som suppleant og blev medlem af partiets forretningsudvalg. Hendes sagsområder var først og fremmest økonomi og administration, fx spørgsmålet om fordeling af opgaver og udgifter mellem stat og kommuner. I 1931-32 gik hun, trods konservativ skepsis over for indgreb i det private erhvervsliv, ind for statsstøtte til boligbyggeri som et middel til at sætte hjulene i gang under den økonomiske krise. Hendes største og mest markante indsats var dog ordførerskabet ved behandling af socialreformen 1933, der blev vedtaget som en følge af Kanslergadeforliget mellem den socialdemokratisk-radikale regering og Venstre, mens DKF blev holdt uden for forhandlingerne. I omfattende indlæg, som afspejlede grundig viden og skarpt blik for det parlamentariske arbejdes mindre flatterende sider, roste hun den administrative forenkling og standardisering, der lå i reformen. Men hun påpegede, at der med det nyindførte skønsprincip blev åbnet alt for store muligheder for offentlig forsørgelse og vilkårlig administration, afhængigt af kommunernes politiske flertal. Hun udtrykte også bekymring for, at reformen ville give dårligere vilkår for den private velgørenhed, og hun og hendes parti endte med at stemme mod socialreformen af principielle grunde. DKF havde i hendes periode kun beskeden politisk indflydelse, men Fritze Teisen gjorde sit til, at partiet kom til at spille en rolle som en aktiv og saglig, om end lidt bitter opposition. Fritze Teisen tog sig også af kvindesaglige spørgsmål som statstilskud til husholdningsskoler, autorisation af sygeplejersker og oprettelsen af Statens Husholdningsråd (SHR). Som eneste parti stemte DKF imod SHR, da de mente, at rådet ville få for lidt autoritet og ansvar til at kunne arbejde effektivt. Hun havde tæt tilknytning til kvindeorganisationerne og gjorde et stort politisk oplysningsarbejde ved at holde foredrag i Dansk Kvindesamfund (DK). I 1932 blev hun medlem af DKs fællesstyrelse og desuden valgt til formand for Kvindelig Læseforening 1930 som efterfølger for Hauschultz. Derudover var hun medlem af forretningsudvalget for Dansk Arbejde, som forsøgte at fremme dansk erhvervsliv, bl.a. ved at få befolkningen til at købe danske varer, af menighedsrådet ved Christiansborg Slotskirke og af bestyrelsen for Foreningen til Kønssygdommenes Bekæmpelse. Skønt hun kun virkede i fem år, nåede Fritze Teisen at markere sig som landspolitiker. Hun kunne virke stejl og magtkær, når modstanderne ikke levede op til hendes standard, men var frisk og munter blandt sine egne. Hun var ikke bange for at tage stærke standpunkter, selvom de vakte røre. Sine sidste år kæmpede hun heltemodigt mod en alvorlig sygdom og døde kun 48 år gammel. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgit_Trolle

Birgit Trolle

2023-04-22T23:14:24+02:00

fri anvendelse

Birgit Trolle stammede fra det højere borgerskab. Faderen var højesteretsassessor, og hendes tre brødre blev henholdsvis dommer, læge og sagfører. Birgit Trolle blev student fra N. Zahles Skole i 1892 og læste herefter videre på Københavns. Universitet, hvor hun i 1899 tog magisterkonferens i fysik. Hun var den tredje kvinde herhjemme, der blev magister i fysik, og den første, der skrev guldmedaljeafhandling om et fysisk emne; 1902 erhvervede hun universitetets guldmedalje for en afhandling, skrevet året før, om bestemmelse af en leders selvinduktion, dvs. om dannelse af elektromotorisk kraft i en ledning, hvori strømstyrken varieres. Efter sin kandidateksamen var hun 1900-10 ansat som assistent ved det fysiske laboratorium på Polyteknisk Læreanstalt, det senere Danmarks Tekniske Universitet. Hun kom i denne stilling til at yde en væsentlig indsats i forbindelse med professor K. Prytz’ reorganisation af laboratoriet efter læreanstaltens udvidelse i tiden efter 1905. I perioden 1906-08 foretog Birgit Trolle tre studierejser til universitetet i Göttingen for at efteruddanne sig hos fysikprofessor W. Voigt. De nye studier førte hende ind på fysiologisk-optiske spørgsmål og resulterede bl.a. i en afhandling om krystaloptik, der blev offentliggjort i Physikalische Zeitschrift. 1908 blev Birgit Trolle alvorligt syg og efter to års sygemelding måtte hun til slut opgive sin assistentstilling. Efter nogle år, hvor hun var ude af stand til at arbejde, begyndte hun at undervise på H. Adlers Fællesskole. 1914 skiftede hun til Ingrid Jespersens Skole, hvor hun var ansat indtil 1926. Hun genoptog sit videnskabelige arbejde, nu koncentreret om akustiske undersøgelser i samarbejde med fysikprofessor Julius Hartmann. Resultaterne af deres samarbejde blev 1925-30 offentliggjort i en række fælles afhandlinger i Mathematisk-fysiske Meddelelser, udgivet af Videnskabernes Selskab. Senere bragte hendes interesse for akustik hende i forbindelse med foreningen Tunghøres Vel, der ejede en større samling af høreapparater. Samlingen var en hjælp for medlemmerne, når de skulle afgøre, hvilken type høreapparat de ville have mest gavn af. Apparatsamlingen var imidlertid ikke ordnet efter videnskabelige kriterier, og de tunghøres valg blev ofte truffet på en rent subjektiv baggrund. Birgit Trolle satte sig nu for at gennemføre en lang række systematiske akustiske undersøgelser, dels af de forskellige apparattyper og deres funktionsmåder, dels af de varierende øresygdomme blandt tunghøre. Projektet vakte interesse i fagkredse og blev støttet af bl.a. Carlsbergfondet, men nåede ikke at blive endeligt afsluttet inden Birgit Trolles pludselige død 1934 på grund af en hjerneblødning. Birgit Trolle fik tidligt interesse for kollegialt samarbejde, og i 1908 var hun sammen med tre andre fremtrædende fysikere med til at stifte Fysisk Forening. Fysikeren H.M. Hansen fremhævede ved hendes død betydningen af hendes faglige indsats, der året før havde indbragt hende Tagea Brandts Rejselegat. Pengene var blevet anvendt til to studierejser, først til London 1933 og det følgende år til Breslau. Privat var Birgit Trolle kendt som et stilfærdigt og beskedent menneske, der ikke tragtede efter ydre anerkendelse, men havde nok i det videnskabelige arbejde i sig selv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elisa_Ussing

Elisa Ussing

2023-04-22T23:16:26+02:00

fri anvendelse

Elisa Ussing blev født i Ægypten, hvor hendes fader var dommer ved de internationale domstole, og med den socialt engagerede retspræsident Carl U. som onkel var der, som hun selv har nævnt i et interview, familiemæssig baggrund for hendes beslutning om straks efter sin studentereksamen fra N. Zahles Skole 1904 at begynde på det juridiske studium ved Københavns Universitet. At studievalget imidlertid alligevel ikke var et ganske selvfølgeligt valg for kvinder på den tid, ses af, at der i 1909 kun var én kvindelig kandidat foruden hende. I øvrigt var der ingen året før og heller ingen året efter. Jurastudiet blev gennemført på fem år, et halvt år hurtigere end normalt. Med studierne bag sig begyndte Elisa Ussing en usædvanlig karriere. Efter en kort tid som sagførerfuldmægtig blev hun i 1910 ansat først som konstitueret assistent i Justitsministeriet for året efter at blive udnævnt til assistent. 1915-22 var hun sekretær i Lenskontoret, og i 1920 blev hun som den første kvinde fuldmægtig i ministeriet. I denne periode var Elisa Ussing også aktiv i det politiske liv. Ved kommunevalget i 1917 var hun kandidat for Det Konservative Folkeparti på Frbg., ligesom hun var opstillet ved det første folketingsvalg med kvindedeltagelse i 1918 og igen 1920. 1916-23 sad hun desuden i bestyrelsen for den konservative vælgerforening på Frbg. og 1918-21 i dens kvindeafdeling Danske Kvinders Konservative Forening. Engagementet strakte sig ind over den mere feministiske del af det kvindepolitiske felt. 1914-17 sad hun i bestyrelsen for Kvindelig Læseforening og 1918-23 for Dansk Kvindesamfund. Videre var hun i bestyrelsen for Foreningen til Unge Kvinders Oprejsning. I 1923 blev Elisa Ussing udnævnt til posten som næstformand for værgerådet i København, et krævende arbejde som hun bestred indtil 1933, hvor rådene i forbindelse med socialreformens gennemførelse blev nedlagt til fordel for børneværn. Ved afgangen som næstformand talte hun med stor varme om dette arbejde, som hun sagde, hun var ked af at forlade. Samme år blev hun for en kortere periode konstitueret som dommer i Østre Landsret, igen som den første kvinde, der nåede så højt i retssystemet. Udnævnelsen vakte da også behørig opmærksomhed i pressen, der bl.a. hæftede sig ved, at justitsminister C.Th. Zahle tidligere havde måttet forsvare sig over for kritik af myndighedernes tilsyneladende ulyst til at udnævne kvinder på lige fod med mænd. 1937 vendte Elisa Ussing tilbage som konstitueret landsretsdommer, og 1939 fulgte så den egentlige udnævnelse til dommer i Østre Landsret, hvor hun blev retsformand i 1945 og virkede til sin død i 1949. Elisa Ussings løbebane skal ikke mindst ses på baggrund af, at kvinder først fik adgang til sagførervirksomhed i 1906, efter at den første kvindelige cand.jur. Henny Magnussen havde henvendt sig til Rigsdagen. To år senere åbnedes adgang til autorisation som fuldmægtig, om end uden ret til dommerembede. Endelig i 1921 kom så loven, der gav kvinder og mænd “under samme Betingelser lige Adgang til alle ved Lov bestemte Tjenestestillinger og Hverv under Stat og Kommune”. Militæret og folkekirken var dog stadig undtaget. Da Elisa Ussing blev udnævnt til landsdommer var der foruden hende kun to kvindelige dommere Karen Johnsen og Ragnhild Fabricius Gjellerup, begge i byretten i København Man kan roligt sige, at Elisa Ussing ikke havde mange rollemodeller at lade sig inspirere af. Da hun blev spurgt om betydningen af, at der endelig blev udnævnt en kvindelig landsdommer, udtalte hun naturligt nok, at hun følte sig beæret. Men hun afviste, at kønnet skulle have en afgørende betydning for en dommers virke. Det var efter hendes opfattelse snarere et spørgsmål om et menneske med de rette egenskaber. Noget eksplicit kvindepolitisk budskab er der ikke i hendes ord i denne forbindelse, men ikke desto mindre står hendes livsforløb som eksempel på en banebryder inden for et traditionelt konservativt system. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Weber

Anna Weber

2023-04-22T23:17:04+02:00

fri anvendelse

Anna Webers oldefader, der var indvandret fra Nürnberg, var grundlæggeren af det kendte tømrerfirma Weber i Roskilde. Det gik siden i arv til først hendes farfader og siden hendes fader, der begge var tømrermestre og medlemmer af byrådet. Faderen var optaget af slægtsforskning, en interesse, Anna Weber siden kom til at dele. Hans optegnelser blev offentliggjort efter hans død i bogen En tømrerslægt i det 19. århundrede, 1959. På mødrene side var det især Anna Webers moster, forfatteren og maleren Anna Baadsgaard, der gjorde sig offentligt gældende. Anna Weber blev født som det femte barn i en børneflok på syv, hvoraf de tre døde som små af børnekramper. Ifølge en ældre søster havde familien svært ved at udtrykke deres følelser i ord. Det gjaldt også for Anna Weber, der som barn var meget stilfærdig og tavs. Som otteårig fik hun kirtelsyge og tilbragte to perioder på Refsnæs Kysthospital, hvor hun blev kureret. I tiårsalderen begyndte hun sammen med en af broderens kammerater at dyrke grøntsager i et hjørne af køkkenhaven, og da hun var 11, vidste hun, at hun ville være gartner. Efter at have taget realeksamen var hun 1914-17 elev hos handelsgartner Carl V. Lange, Frederikssund, og fortsatte herefter sin uddannelse i Det kgl. danske Haveselskabs have på Frbg. 1919 tog hun eksamen som havebrugskandidat og blev ansat som videnskabelig assistent ved Statens Plantepatologiske Forsøg i Lyngby, hvor hun havde sit daglige arbejde i 44 år, indtil hun gik af som 70-årig. Hun var i alle årene en meget aktiv og højt estimeret medarbejder. Især frugt- og grøntsagsavl havde hendes interesse. Niveauet inden for dansk plantepatologisk forskning var på daværende tidspunkt ikke på højde med international forskning, men Anna Weber var fremsynet, og hendes publikationer om specielt opbevaring af frugt og grøntsager var epokegørende herhjemme. Samtidig med sit videnskabelige arbejde underviste hun 1924-58 i plantesygdomme på Vilvorde Havebrugshøjskole i Charlottenlund, og 1953-60 var hun censor i plantesygdomme på Landbohøjskolen. Gennem udenlandsophold i Holland 1923 og England 1928 videreuddannede hun sig i mykologi og plantesygdomme, og senere foretog hun kortere studierejser til Canada og flere europæiske lande. I årenes løb holdt hun en lang række rejseforedrag, ledsaget af sine egne dias; hun var en habil amatørfotograf. Anna Weber har skrevet mange videnskabelige og populærvidenskabelige artikler og bøger om plantesygdomme, bl. a. afhandlingen Tomatsygdomme, 1922, som blev prisbelønnet af Almindelig Dansk Gartnerforening. 1937 til 1961 var hun med til at udarbejde en række nye og forøgede udgaver af bogen Bekæmpelse af Haveplanternes Sygdomme, der er blevet et internationalt anerkendt hovedværk inden for området og bl.a. er oversat til engelsk. Anna Weber udviklede sig til en meget stærk, bestemt og ofte dominerende kvinde, der var god til at organisere og gerne deltog i den offentlige debat. Politisk tilhørte hun Det Konservative Folkeparti, og hun var et indflydelsesrigt medlem af vælgerforeningen i Lyngby, hvor hun bl.a. deltog i partiets kvindekreds, som i 1940’erne måtte kæmpe hårdt for at få kvinder opstillet som kandidater til kommunalbestyrelsen. At hun var meget optaget af kvindens stilling i det danske samfund, fremgår også af hendes bog Kvinden som Gartner og Havebruger, 1933. Bogen byggede på en spørgeskemaundersøgelse med deltagelse af knap 100 kvindelige gartnere, og hensigten var at pege på gartnererhvervet som en god uddannelses- og beskæftigelsesmulighed for unge piger. Som et kuriosum kan det nævnes, at hun absolut foretrak plusfours frem for ridebenklæder til kvindelige gartnere, hvis de ikke ville arbejde i kjole og kittel. Anna Weber var et dybt kristent og næstekærligt menneske og var kirkeligt aktiv på lokalt plan, bl.a. som medstifter af en kontaktklub for ældre i Lyngby. Hun havde arvet en efter datidens forhold relativ stor sum penge efter faderen, og mens hun var nærmest påholdende, hvad angik privatforbrug, var hun særdeles generøs over for andre og brugte en del af sin formue på et meget dyrt og avanceret mikroskop til en medicinstuderende nevø. Efter Anden Verdenskrig var hun med til at hente hollandske flygtningebørn til Danmark og sørgede for, at de fik den nødvendige pleje i deres nye fædreland. Ved Befrielsen i 1945 samledes hun, der var udpræget royalist, med flere andre kvinder fra Lyngby for at overbringe frihedsbudskabet til arveprins Knud og arveprinsesse Caroline Mathilde på Sorgenfri Slot. De sidste år af sit lange liv boede Anna Weber på plejehjemmet Virumgård. Gæstfri, som hun var, inviterede hun flere gange familie og personale på restaurant. I overensstemmelse med sin livsholdning testamenterede hun sit afsjælede legeme til Københavns Universitets Anatomisk Institut; det var sjælen og ikke legemet, der skulle leve videre. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Mette_Winge

Mette Winge

2023-04-22T23:19:51+02:00

fri anvendelse

Som 12-årig besluttede Mette Winge, at nu var det slut med at være barn. Det var gået op for hende, at man måtte bide skeer med verden og ikke være bange for den. Målbevidst begyndte hun at udfordre og erobre den. Det har hun gjort lige siden. Skolegangen var en blandet fornøjelse. Hun var for vild til systemet, var en smule ordblind og følte skolen som en ørkenvandring i diktater og røde streger. Hun blev nysproglig student fra Gentofte Statsskole i 1955, og efter en periode som lærervikar læste hun til bibliotekar. 1960 dimitteredes hun fra Danmarks Biblioteksskole og fortsatte studierne på Københavns Universitet, hvor hun 1965 tog eksamen som mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Samme år blev hun ansat som lektor i litteraturhistorie på biblioteksskolen, og fra 1975 var hun fagleder samme sted og var samtidig litteraturanmelder på Berlingske Tidende og ekstern lektor i børnelitteratur på Københavns Universitet. Senere har hun været anmelder ved Politiken. I 1976 blev Mette Winge dr.phil. på en afhandling om børneromaner Dansk børnelitteratur 1900-1945. Den beskæftigede sig med børnelitteratur som opdragelsesmiddel med fokus på forskellen mellem drenge- og pigebøger. Den litteratursociologiske vinkel var central i hendes omfattende forfatterskab fra disse år, og hun var en af de første her i landet, som beskæftigede sig med sammenhængen mellem pigers læsning og pigeopdragelse. Det skrev hun om i “Den Kunst at blive en god Pige, Hustru, Moder og Huusmoder”, 1981. Samme år modtog hun Rosenkjær-Prisen for sin evne til at formidle vanskeligt stof på en forståelig måde, og i den forbindelse holdt hun en række radioforedrag, der blev trykt 1982 med titlen Kært barn har mange bøger. I samme periode udkom 3. udgaven af Danske digtere i det 20. århundrede, 1980-82, hvor hun var en af hovedredaktørerne. I 1982 blev Mette Winge udnævnt til chef for Teater- og Litteraturafdelingen i Danmarks Radio (DR) og var dermed den første kvinde på en post som programchef. Hun lagde vægt på en ledelsesstil med uddelegering af ansvar og beslutninger i fællesskab og betragtede afdelingen som Danmarks største teater og bredeste litterære magasin, der skulle give oplevelser til mange, men samtidig have plads til smalle udsendelser. I 1984 kandiderede hun til generaldirektørposten efter Laurits Bindsløv, men fik ikke stillingen. De følgende år på DR var præget af strukturændringer, øgede effektivitetskrav og store nedskæringer. 1988 blev Mette Winge udnævnt til chef for den nyskabte Kanal 1 og skulle få den nye struktur til at fungere med færre midler og under stærkt pres fra både medarbejdere og ledelse. To år senere blev hun afskediget med dags varsel, en handling, som blev kaldt “beskidt og lurvet” af en medarbejder, og var herefter i nogle år ansat som konsulent på litteratur- og kulturområdet i fjernsynets faktaafdeling. I slutningen af 1980’erne havde Mette Winge debuteret som skønlitterær forfatter med en kronik i fiktionsform om 1700-tals forfatteren Dorothea Biehl. Siden blev hun ringet op af et forlag, som ville have hende til at skrive en roman om Biehl. Det blev til romanen Skriverjomfruen, 1988, der blev en stor anmelder- og publikumssucces. I 1994 blev den dramatiseret som monolog til Elin Reimer og opført på Folketeatret, hvor den høstede megen ros. Mette Winge opdagede, at hun elskede at skrive fiktion, og har siden skrevet adskillige romaner. Flere af dem er historiske, således Novemberlys, 1990, en krimi fra klunketidens København, Når fisken fanger solen, 1996, der skifter mellem nutid og 1600-tallet, hvor den følger Sophie Brahe, og Nogle dage i september, 1998, som foregår ved Christian 9.s hof. I Den femte vinter, 1993, er handlingen rykket op til Anden Verdenskrig, mens Sandflugt, 1991, og Grønt mørke, 1994, er nutidsromaner. Mette Winge holder af at fortælle en god historie, og de fleste af hendes romaner indeholder et kriminalistisk plot eller en kærlighedshistorie. De har hyppigt kvinder som de centrale skikkelser, har ofte en kulturhistorisk vinkel på emner som levevilkår, klædedragt og kunst eller indeholder kritik af samfundets mørke sider. Hendes bøger er generelt blevet godt modtaget hos anmelderne, om end enkelte har ment, at hun lægger for megen vægt på at være underholdende. Men hun har nået et usædvanlig stort publikum, og flere af romanerne er oversat til andre sprog. Mette Winge har også skrevet ungdomsbøger, Ri og redeligheden, 1994, og Skyggen på hjørnet, 1996, samt en læse-let bog for voksne P-vagten fra 1996. I 1999 udgav hun dramaet Ridderen af den bedrøvelige skikkelse, der handlede om Cervantes og hans epokegørende værk om ridderen Don Quixote. Hun har fortsat været en flittig skribent og redaktør af værker om kultur- og identitetshistoriske emner, bl.a. Kvindens plads, 1984, om kvindelige ledere, Gulnares hus, 1990, som er en hyldest til dronning Margrethe 1., og Fortiden som spejl, 1997, om historiske romaner. 1999 udgav hun sammen med Birgitte Glob bogen Pigedrømme, der fortæller om danske påklædningsdukkers historie. Gennem årene har Mette Winge siddet i talrige bestyrelser, bl.a. i Det danske Sprog- og Litteraturselskab 1988-98, Nordisk Råds Litteraturkomité 1982-90 og i Dansk-Finsk Forening fra 1992. Hun har været formand for Bakkehuset Dansk Litteraturforening fra 1987, for Dansk Flygtningehjælps kulturbestyrelse og for Center for Børnelitteratur fra 1998. Foruden Rosenkjær-Prisen har hun modtaget Danmarks Biblioteksforenings Jubilæumspris i 1980, Publicistprisen 1987 og Kritikerprisen 1988. Hun er dekoreret med en finsk orden og blev ridder af Dannebrogordenen i 1989. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gerda_Winther

Gerda Winther

2023-04-22T23:19:55+02:00

fri anvendelse

Gerda Winther voksede op i et utraditionelt hjem som nummer to af en børneflok på fire. Moderen havde en højborgerlig baggrund og var hjemmets myndige organisator. Faderen, der var mere anarkistisk anlagt, forsørgede familien ved at sælge biler, hvorved han fastholdt en forbindelse til sin ungdoms lidenskab, racerkørsel. Familien flyttede meget rundt, og økonomien var ofte elendig, men atmosfæren i hjemmet var levende, gavmild og åben over for gæster, et særkende, Gerda Winther tog med sig og siden har overført til sit eget hjem. Som den eneste pige og intellektuelt veludrustet fik hun tidligt en central position i familien, omgærdet af respekt og beundring. I 1961 afsluttede Gerda Winther sin skolegang med en nysproglig studentereksamen fra Næstved Gymnasium og blev hermed familiens første student. Efter først at have overvejet at læse arkæologi påbegyndte hun i 1962 cand.psych.-studiet på Københavns Universitet inspireret af et ophold i Paris som au-pair pige hos to psykologer, der introducerede hende til Freuds forelæsninger. Hun afsluttede studiet i 1974 efter en afstikker til franskfaget og en længere pause i forbindelse med erhvervsarbejde og sin datters fødsel. Samme år påbegyndte hun sin karriere som klinisk psykolog inden for hospitalsverdenen, et valg, hun siden har holdt fast ved. Hun startede på psykiatrisk afdeling ved Slagelse Centralsygehus, hvor hun de næste syv år var en central skikkelse i en kreds af yngre læger og psykologer, der med overlæge Thøger Harder som samlingspunkt udviklede et dynamisk psykoterapeutisk miljø, båret af en pionerånd. I samme periode tog hun sammen med flere af sine kolleger den gruppeanalytiske uddannelse, der dengang blev varetaget af engelske terapeuter, og var blandt de første, der introducerede denne behandlingsform herhjemme. Siden skulle denne kreds komme til at udgøre kernen i Institut for Analytisk Gruppe- og Familieterapi, senere Institut for Gruppeanalyse, der blev oprettet i 1977. Her har Gerda Winther siden starten været tilknyttet som lærer, terapeut og supervisor. 1979-91 var hun medlem af bestyrelsen. 1981-88 var Gerda Winther ansat på Rigshospitalets psykiatriske afdeling under Alice Theilgaards inspirerende ledelse. Her fortsatte hun sin indsats inden for det psykoterapeutiske område med psykiatriske patienter samt undervisning og supervision af læger og psykologer i samarbejde med overlæge Thorkil Sørensen. Hun var med til at oprette landets første krise- og katastrofepsykiatriske enhed foranlediget af en gidseltagning på Livø og to bombeeksplosioner i København i 1985. I samme periode fik hun ved lægestudiet på Københavns Universitet et eksternt lektorat i medicinsk psykologi, som hun beklædte i perioden 1987-95, ligesom hun startede som underviser i psykopatologi ved videreuddannelsen for psykiatere. I 1988 blev Gerda Winther ansat som chefpsykolog på psykiatrisk afdeling på Københavns Amtssygehus i Glostrup, landets største psykiatriske afdeling. På dette tidspunkt hvilede en traditionel og konservativ ånd over stedet, men miljøet udviklede sig langsomt, ikke mindst i kraft af Gerda Winthers stædige vilje til forandring kombineret med hendes myndighed, naturlige autoritet og evne til at vente og overleve i modvind. Hele afdelingen har været under omstilling til en moderne psykiatrisk afdeling med bl.a. et psykoterapeutisk afsnit for unge psykotiske og med en tredeling af ledelsen på forsøgsbasis. Gerda Winther havde således fået den for en psykolog usædvanlige position af administrerende chefpsykolog sideordnet med chefsygeplejerske og cheflæge. Gerda Winthers talent for organisation og ledelse har også manifesteret sig internationalt i form af en række bestyrelsesposter, bl.a. i det engelske Society of Group Analysis fra 1994, den internationale sammenslutning for gruppeterapi International Association of Group Psychotherapy fra 1995, som forkvinde for det 10. europæiske symposium i gruppeanalyse i København 1996 og organisator af internationale psykoterapeutiske workshops. Sideløbende med det kliniske og psykoterapeutiske arbejde med patienter, som altid har stået Gerda Winther nærmest, og hendes stigende organisatoriske engagement har hun det meste af sin karriere været involveret i kliniske forskningsprojekter, der både har udmøntet sig i en hyppig foredragsvirksomhed og i nationale som internationale publikationer, bl.a. om psykiske og seksuelle problemer hos kvinder som følge af incest, psykiske komplikationer ved mandlig sterilisation, kriseterapi og ikke mindst behandling af maniodepressive patienter. I 1990 bidrog hun til grundbogen Psykologi, og 1994 var hun medredaktør af antologien Gruppeanalytisk psykoterapi. I de senere år har hun specielt beskæftiget sig med skizofrene. Siden 1996 har hun siddet i styregruppen for et landsdækkende projekt om tidlig intervention over for skizofrene og været en af de to ledere af den lokale del af projektet i Glostrup. Politisk som kvindepolitisk har Gerda Winther været interesseret, men på afstand og ikke som del af en bevægelse eller et parti. Hertil har hendes uvilje mod det doktrinære og hendes frihedstrang været for stor. I kraft af sin personlige integritet har hun mestret det seje træk i udviklingen af en psykiatri med større plads til den psykologiske behandling af patienterne. Sin rummelighed og tolerance over for andre har hun til fælles med sin mand Henning Green, og den er kommet både patienter og kolleger samt venner og familie til gode. Hjemmet har været åbent og gæstfrit og har ofte dannet rammen om livlige sammenkomster, hvor der har været plads til alle. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Wulff

Inger Wulff

2023-04-22T23:24:05+02:00

fri anvendelse

Det lå i luften, at Inger Wulff som barn af den internationalt højt estimerede filolog og ekspert i østasiatiske sprog Kurt W. skulle have en akademisk uddannelse. Hun blev nysproglig student fra Frederiksborg Statsskole i 1938, men kom først nogle år senere i gang med at studere ved Københavns Universitet, hvor hun begyndte på forhistorisk arkæologi, men skiftede til etnografi, da faget blev oprettet i 1945; i 1956 afsluttede hun sine studier med magisterkonferens. Såvel i studietiden som senere var Inger Wulff knyttet til Nationalmuseets etnografiske samling, hvor hun blev videnskabelig medhjælper 1947, museumsassistent 1954 og overassistent 1958. I 1966 udnævntes hun til museumsinspektør, og fra 1975 havde hun ansvaret for museets indonesiske, malaysiske og filippinske samlinger. På Etnografisk Samling er der tradition for, at de videnskabelige medarbejdere drager til fjerntliggende egne for at studere fremmede kulturer. Det gælder både de mandlige og kvindelige etnografer. I lighed med Martha Boyer og Henny Harald Hansen følte Inger Wulff det naturligt at give sig i kast med oversøiske studier. Stærkt tilskyndet af professor Tage Ellinger foretog hun i begyndelsen af 1960’erne enmandsekspeditioner til Filippinerne, hvor hun i flere måneder boede hos yakanerne, en stamme der omfatter 70.000-90.000 mennesker på den lille ø Basilan. Hun fortsatte sit feltarbejde ved kortvarige ophold hos yakanerne op gennem 1970’erne; i 1978 og 1980 var det imidlertid kun muligt for hende at besøge de yakanere, der på grund af urolighederne var flygtet fra Basilan. Det er Inger Wulffs fortjeneste, at hun som den første etnograf videnskabeligt undersøgte Yakanfolkets samfundsforhold, levevis, traditioner og ikke mindst deres særprægede forhold til islam. Takket være hendes indsamling af genstande og fotografiske optagelser er Nationalmuseets yakansamling en af verdens bedste. Hun har udmøntet sine forskningsmæssige resultater i udstillinger og talrige såvel videnskabelige som mere populære artikler på dansk og engelsk i tidsskrifterne Jordens Folk, Vor Viden og Almanak samt Nationalmuseets Arbejdsmark og ikke mindst i Folk, hvor hun i 1963 indtrådte i redaktionen. Her publicerede hun bl.a. Features of Yakan Culture, 1964, og Economic Activities of the Yakan, with Special Reference to the Part Taken by the Women, 1979-80. I festskrift til P.V. Glob Det skabende menneske, 1981, har hun skildret, hvordan de yakanske flygtninge klarede sig på det filippinske fastland. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Else_Zeuthen

Else Zeuthen

2023-04-22T23:23:02+02:00

fri anvendelse

Else Zeuthen voksede op i et lærerhjem og fik mulighed for at få en akademisk uddannelse. Hun blev student fra Marie Kruses Skole 1915 og efter et studieophold i Oxford 1920 mag.art. i engelsk fra Københavns Universitet 1921. Derefter var hun manuduktør til translatør- og skoleembedseksamen samt undervisningsassistent ved universitetet 1929-35. Allerede i sin studietid var Else Zeuthen medstifter af og bestyrelsesmedlem i det socialfilantropiske Socialvirke, oprettet 1919. I sit barnløse ægteskab med Frederik Z., der som økonomiprofessor var med til at opbygge et nyt socialvidenskabeligt arbejdsfelt i Danmark, havde hun både tid, råd og inspiration fra et spændende intellektuelt miljø til en række udadvendte engagementer. Således var hun formand for Kvindelig Læseforening 1935-45, et hverv, hun røgtede med stor veneration for denne gamle kvindeoplysningsbastion. Det var dog først og fremmest fredssagen og etableringen af et internationalt mellemfolkeligt samarbejde, som greb hende, og hendes faglige baggrund gav hende udmærkede kvalifikationer for at varetage kontakter til udlandet. Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF), der blev stiftet under Første Verdenskrig, og dens danske afdeling Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), blev hendes base. I 1935 blev hun medlem af KILFFs hovedbestyrelse, og hun var landsformand 1941-53, da hun trak sig, fordi hun kom i Folketinget. Men hun fortsatte i hovedbestyrelsen og var desuden medlem af WILPFs styrelse 1946-65. Her beklædte hun desuden den ærefulde post som international formand 1956-65. Else Zeuthen var en meget aktiv og afholdt formand, der ofte skrev bidrag til bladet Fred og Frihed. Under Besættelsen opretholdt KILFF sit arbejde og medlemstal på 20.-25.000 næsten uændret med meget lidt chikane fra tyskerne, skønt flere medlemmer var aktive i modstandsbevægelsen. Da en række fredsforeninger i 1944 startede Fredsvenners Hjælpearbejde, fra 1949 Mellemfolkeligt Samvirke (MS), deltog KILFF, repræsenteret af Else Zeuthen. Som medlem af forretningsudvalget fulgte hun MSs stadigt voksende indsats til 1965, hvor ulandsbistand var blevet en væsentlig del af Danmarks udenrigspolitik. Uddannelse og oplysning for at fremme mellemfolkelig forståelse og samarbejde var en vigtig hjørnesten i kvindernes fredsarbejde, og Else Zeuthen var medlem af skolerådet for Den Internationale Højskole og af bestyrelsen for Magleås Højskole under MS indtil 1967. Desuden oversatte hun en bog af den engelske kvæker Ruth Fry I Genopbygningens Tjeneste, 1945, til brug for uddannelsen af frivillige. Som en række andre kvinder i KILFF og fredsbevægelsen i øvrigt var Else Zeuthen tiltrukket af partiet Det Radikale Venstre (RV), som fra sin start havde antimilitarisme og neutralitetspolitik på sit program. Men hun blev først for alvor aktiv i partipolitik efter Anden Verdenskrig, da hun mente, at hun herigennem kunne føre KILFFs idégrundlag fra en noget isoleret og latterliggjort position ud til en videre kreds og få direkte politisk indflydelse. 1951-53 var hun medlem af RVs hovedbestyrelse, og hun repræsenterede partiet i Folketinget 1953-60. Hendes mærkesag var at få Danmark til at give højere prioritet til det internationale samarbejde, som blev opbygget efter krigen, bl.a. med etableringen og udbygningen af FN. Hun mindede talrige gange Folketinget om, at indgåede internationale aftaler også skulle ratificeres og følges op af bevillinger. I overensstemmelse med partilinien havde hun i 1949 været imod Danmarks indtræden i NATO. Da Sovjetunionen i 1954 havde fået atomvåben, talte hun for en åben folkelig debat om den nye nødvendige forsvarsstrategi i Vesteuropa og var kritisk over for de øvrige NATO-medlemmers muligheder for at få indflydelse på USAs forsvarspolitik. I 1957 gik RV for første gang efter krigen ind i en regering, og dermed kom partiets traditionelle militær- og udenrigspolitik under pres. Det måtte bl.a. acceptere NATO-depoter i Danmark og deltog 1960 i et forsvarsforlig, som Else Zeuthen imidlertid undlod at stemme for. Ved valget senere på året gik RV tilbage, og Else Zeuthen måtte sammen med den anden pacifist i gruppen, Morten Larsen, forlade Folketinget. Hendes linie slog hverken igennem i RV eller i dansk udenrigspolitik som helhed, men havde folkelig opbakning, manifesteret i protestmarcher mod atomvåben 1960-61. Hun repræsenterede en konsekvent pacifistisk politik i Folketinget, og denne holdning fik gennem hende et markant udtryk i en periode, hvor Danmark fraveg sin århundredgamle neutralitetspolitik for at blive partner i den nordatlantiske forsvarsalliance. Med sit solide kendskab til internationale forsvarspolitiske spørgsmål og strategier havde hun fortjent større lydhørhed, end hun fik. Samtidig var hun vagthund for demokratiet indadtil og stillede i 1954 et spørgsmål til justitsministeren om efterretningstjenestens undersøgelse af Fred og Frihed. Den kolde krigs ideologiske parader var fremme, og Else Zeuthen rejste en debat om demokrati og fri meningsdannelse. Hendes akademiske baggrund fik hende i løbet af 1950’erne til varmt at støtte opbygningen af nye forskningsinstitutioner som Pædagogisk Institut, Socialforskningsinstituttet og Levnedsmiddelinstituttet. Hun engagerede sig tillige i syges vilkår og var medlem af Invalidekommissionen af 1956 og medlem af Tilsynsrådet for Statshospitalerne indtil 1968. Else Zeuthens organisatoriske og politiske arbejde havde sit udgangspunkt i et idealistisk og etisk projekt, som omfattede fred og forståelse mellem alle mennesker verden over. Det vandt bred genklang, men mest ved højtidelige lejligheder. I praktisk politik erfarede hun gang på gang, at principperne blev sat til side, og at det krævede hårdt og vedholdende arbejde at holde andre fast på de pæne hensigtserklæringer. Sådan kom hun, som alle i princippet var enig med, ofte til at være i opposition og fremstå som en skarp og kompromisløs debattør. Hendes væsentligste indsats lå i opbygningen af et dansk net af foreninger og institutioner, som kunne samarbejde med tilsvarende internationale organisationer. Hun var i denne sammenkædning af en indre og en ydre samarbejdspolitik en konsekvent radikaler og en usædvanlig kvindelig politiker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Marie_Aagaard

Anna Marie Aagaard

2023-04-22T23:23:20+02:00

fri anvendelse

Præstehjem i Ranum, Vejle og Sønderborg dannede rammen om Anna Marie Aagaards opvækst. Såvel hendes mormoder som hendes moder havde en uddannelse, og at hun selv og hendes yngre søster skulle studere, var en selvfølge. Inspireret af hjemmets engagement i den ydre mission ønskede Anna Marie Aagaard som ganske ung at blive læge og rejse til Indien, men senere drejede interessen sig mod humaniora og teologi. Efter at være blevet nysproglig student fra Sønderborg Statsskole i 1953 begyndte hun teologistudiet ved Århus Universitet. Her fik hun et værelse hos en skoleinspektørfamilie, og året efter blev hun gift med sønnen Johannes A. Teologistudiet koncentrerede hun om Det Gamle Testamente, og hun læste foruden i Århus ved universiteterne i København og Uppsala. I 1961 blev Anna Marie Aagaard kandidat fra Århus Universitet, og umiddelbart efter blev hun ansat som assistent ved Institut for Gammel Testamente, hvor hun bl.a. underviste i hebraisk. 1962 skiftede hun ansættelse til Institut for Dogmatik. Hun fornemmede tidens gammeltestamentlige studier som golde og savnede det levende og kirkelige engagement. Det var det kirkeligt forpligtende, hun ville sætte i centrum, og ud fra denne grundholdning brugte hun de følgende år på at læse sig ind på det dogmatiske felt. Her valgte hun at koncentrere sig om katolsk og ortodoks teologi, der ikke allerede var repræsenteret på instituttet. I 1967 udarbejdede hun skitsen til det, der skulle blive hendes disputats, og i årene 1968-70 studerede hun med dette for øje i flere perioder i Rom. Under disse ophold boede hun hos det hollandske søsterkommunitet The Ladies of Bethany. Hidtil havde Anna Marie Aagaard taget del i det økumeniske arbejde på lokalt plan, bl.a. var hun sammen med sin mand blandt initiativtagerne til Det Økumeniske Center i Århus 1966. Via det såkaldte enhedssekretariat blev engagementet internationalt. Det førte bl.a. til, at hun i 1968 deltog i Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala som delegeret for den danske folkekirke. Ved generalforsamlingen blev hun medlem af den kommission, der i perioden 1969-72 søgte at restrukturere rådet. I perioden 1970-77 var hun medlem af Det Lutherske Verdensforbunds teologikommission, og i 1977 deltog hun i forbundets generalforsamling i Dar es Salaam, Tanzania. I forbindelse med dette arbejde var hun med til at etablere The Women’s Desk i verdensforbundet. I 1973 forsvarede Anna Marie Aagaard sin doktordisputats Helligånden sendt til verden, og med den blev hun ikke alene Danmarks første kvindelige doktor i teologi, hun cementerede også sin position i den nationale og internationale forskning. Fra begyndelsen af 1970’erne har hun været en efterspurgt forelæser og underviser ved universiteter i store dele af verden, især i Europa, USA og Indien, men også i det øvrige Asien, i Afrika og i Sydamerika. I 1975 underviste hun ved Yale Divinity School og kom her i kontakt med den katolske orden Maryknollsøstrene. På det teoretiske plan var hun influeret af 1960’ernes teorier, bl.a. befrielsesteologi og kvindeteologi, og af sine internationale erfaringer, ikke mindst fra den tredje verden, men på det praktiske plan blev det Maryknollsøstrene, der for Anna Marie Aagaard konkretiserede kvinders potentiale. De viste hende, at kvinder selv vil og kan. I 1970’erne var hun med til at oprette den økumeniske kvindegruppe i Århus, og i det følgende årti introducerede hun kvindeteologi ved Århus Universitet. Ellers koncentrerede Anna Marie Aagaard sig i 1980’erne om teologiens dialog med kirken, det kirkeligt forpligtende kom endnu engang i centrum. I festskriftet Spiritualitet, der blev udgivet i 1985 i anledning af hendes 50-års fødselsdag, fremhæves netop hendes evne til at drive teologi som dialog. Denne evne karakteriserer både hendes samarbejde med andre forskere, hendes fagteologiske engagement i kirken og hendes indsats i økumenisk regi. Både i forhold til katolsk og ortodoks teologi drives Anna Marie Aagaard af en teologisk fascination. Men hvor samarbejdet med de katolske kirker er båret af personlige venskaber, har hun holdt en vis afstand til de ortodokse kirker, dog ikke større end, at det også var med støtte fra dem, hun i 1991 blev præsident for Europa i Kirkernes Verdensråd. I 1990’erne har hun i lighed med flere andre i det økumeniske arbejde især beskæftiget sig med de spørgsmål, der skiller kirkesamfundene, bl.a. etik og ret. Blandt væsentlige poster, Anna Marie Aagaard har varetaget, bør medlemskabet af Statens Humanistiske Forskningsråd i perioden 1985-90 og formandskabet for Det Økumeniske Fællesråd i perioden 1992-98 nævnes. Privat bor hun sammen med ægtefællen professor emeritus Johannes A. og sin søster, tidligere lærerinde Birgit Jørgensen. Anna Marie Aagaard har publiceret adskillige teologiske artikler og bøger, bl.a. Gottes verwundbare Liebe – Heiliger Geist, 1982, Fra europæisk kirke til verdens kirke, 1986, Maria – hver tid sit billede, 1986, og Gregor af Nyssa, 1994. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Tania_%C3%98rum

Tania Ørum

2023-04-22T23:23:13+02:00

fri anvendelse

Tania Ørum fødtes i Tårbæk af en russisk moder og en dansk fader. Barndom og ungdom blev tilbragt flere steder i Danmark, bl.a. på Mors, hvorfra hun som 16-årig flyttede alene til Århus. Efter studentereksamen i 1964 fra Århus Katedralskole opholdt hun sig i England i et år. Hjemkommet påbegyndte hun studier i engelsk ved Københavns Universitet. I studieårene var hun engageret i såvel studenter- som kvindebevægelse. Det mest prægnante udslag af dette engagement blev Engelsk Alternativ Projekt, etableret i tilknytning til Engelsk Institut. Tania Ørum var medstifter af og underviser på projektet i årene 1972-73. 1974-76 var hun ansat som undervisningsassistent ved instituttet sideløbende med en karriere som ivrig skribent, oversætter og anmelder af især engelsk litteratur. 1976 blev Tania Ørum cand.mag. i engelsk og dansk og ansat ved Virum Gymnasium. Tilværelsen som gymnasielærer var imidlertid ikke tiltrækkende nok, så hun blev redaktør ved forlaget Tiderne Skifter. Men universitetet trak fortsat. Allerede efter et år vendte hun tilbage til ansættelser som undervisningsassistent, og i 1979 fik hun kandidatstipendium ved Engelsk Institut. Hendes universitetskarriere har taget afsæt i kvindeforskningen, og hun er en af denne forsknings- og undervisningstraditions pionerer. Således var hun sammen med Lene Koch blandt hovedkræfterne bag oprettelsen af kvindetværfagskurser og senere Center for Kvindeforskning, som hun var tilknyttet 1981-90. Her har hun såvel været underviser som studienævnsformand og institutbestyrer i skiftende perioder og stod også bag etableringen af den etårige suppleringsuddannelse i kvindeforskning i 1985. Tania Ørums forskningskarriere har været præget af en primært litterær og teoretisk interesse for kønnets udtryksformer og betydning. Således var det hende, der gennem udgivelsen af antologien Kvindelighed i 1980 introducerede og oversatte psykoanalytikere som Janine Chasseguet-Smirgel til et dansk publikum. Hun har desuden været banebrydende i formidlingen af kvindeforskningens resultater, idet hun på trods af det etablerede akademiske miljøs traditioner har bestræbt sig for at gøre sine forskningsresultater let tilgængelige. Mest tydeligt blev dette i forbindelse med udgivelsen af det foreløbige hovedværk Pamelas døtre i 1985, en undersøgelse af forholdet mellem romanen og kønnet indleveret til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Værket blev imidlertid forkastet på grund af afstanden til den traditionelle akademiske skrivestil. Om dette udtalte Tania Ørum, da hun fik Georg Brandes-Prisen i 1986 for bogen: “Jeg forsøgte at gøre som Brandes, “stryge studierynkerne af panden” for at få flere i tale. Og det har kostet mig en doktorgrad.” Doktorgrad eller ej, Tania Ørum er en anerkendt forsker og underviser, og hun blev også i 1991 ansat som lektor ved Institut for Litteraturvidenskab. Her har hun arbejdet inden for feltet æstetik og køn, og hun har alene og sammen med andre bl.a. udgivet Køn og moderne tider, 1991, og Tæt på teksten, 1994. Hun har endvidere været medredaktør af tidsskrifterne Language and Literature og Kontext. Ønsket om at formidle det svært tilgængelige for et bredere publikum har også fået udtryk gennem en mangeårig tilknytning som klummeskriver ved dagbladet Information, som medredaktør af tidsskriftet Politisk Revy og som ivrig debattør i den øvrige presse, hvad der også resulterede i en post som redaktør af Radio Ørsted, et litterært magasin ved Danmarks Radio, i 1988. I slutningen af 1990’erne påbegyndte Tania Ørum et større forskningsprojekt De eksperimenterende tressere, finansieret af Statens Humanistiske Forskningsråd og Novo Nordisk Fonden. Projektet er den første større afdækning af de tværæstetiske eksperimenter, som forskellige grupper af kunstnere udførte i 1960’erne og er dermed også en afdækning af de miljøer, Tania Ørum tilbragte en del af sin egen ungdom i. Hun er medlem af Sonningprisudvalget og blev i 1996 medlem af og næstformand i det nye Litteraturråd under Kulturministeriet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lise_%C3%98stergaard

Lise Østergaard

2023-04-22T23:23:16+02:00

fri anvendelse

Lise Østergaard boede i Odense, indtil hun var 12 år, da familien af hensyn til faderens karriere flyttede til Gentofte. Forældrene stillede ret strenge krav til børnene, og Lise Østergaard følte sig tidligt i modsætning til dem og den tre år ældre søster, som ubesværet klarede sig godt. I kommuneskolen, hvor begge børn gik, gjorde Lise Østergaard oprør. Eleverne sad efter karakterer, og sine fremragende evner til trods tilbragte hun i 3. mellemskoleklasse en lang periode som nr. 31 af 31, indtil hendes skolegang blev helt afbrudt. Modstræbende gik forældrene senere med til, at hun opholdt sig et år på Spejderskolen i Korinth. Derefter boede hun atter hjemme og blev student fra Akademisk Kursus i 1944. Samme år begyndte hun på det nye psykologistudium ved Københavns Universitet. Da hun mod faderens vilje flyttede hjemmefra, afslog han at støtte hende økonomisk, og hun tjente selv til studierne ved at arbejde som lægesekretær. I 1947 blev Lise Østergaard cand.psych. Hun var klinisk børnepsykolog ved Norrtulls børnehospital i Stockholm 1947-49, ved Dronning Louises Børnehospital 1949-50 og 1950-54 ved Københavns Universitets Børnepsykologiske Klinik, som Bodil Farup netop havde etableret. Lise Østergaard sprang derfra over til at arbejde med voksne som klinisk psykolog ved Rigshospitalets psykiatriske afdeling 1954-63, fra 1958 som chefpsykolog. Her fik hun et frugtbart samarbejde med psykiaterne under ledelse af professor Villars Lunn og fordybede sig videnskabeligt i den kliniske psykologi. Hun viste tidligt et stort pædagogisk talent og formidlede velformuleret og begejstret sin omfattende viden. Som leder af Dansk Psykologforenings efteruddannelseskursus i klinisk psykologi 1955-60 udbredte hun det nye fag, ligesom hun i en årrække som den første psykolog underviste og satte sit præg på læger under speciallægeuddannelse i psykiatri. Samtidig var hun inviteret forelæser ved universiteterne i Lund og Bergen. I 1961 udgav hun Den psykologiske testmetode og dens relation til klinisk psykiatri, som blandt psykiaterne førte til en livlig debat om værdien af den nye kliniske psykologi. Under ansættelsen på Rigshospitalet undersøgte Lise Østergaard en række skizofrene patienter og publicerede resultaterne i afhandlingen En psykologisk analyse af de formelle schizofrene tankeforstyrrelser, 1962, på hvilken hun som den første kvindelige psykolog blev dr.phil. I samarbejde med en forskergruppe ved National Institute of Mental Health i USA fortsatte hun forskningen på dette område. Karakteristisk for hende rakte hendes vide horisont også til, at hun såvel teoretisk som praktisk satte sig grundigt ind i psykoanalysen, der indtil slutningen af 1950’erne blev holdt ude af psykologistudiet. I begyndelsen af 1960’erne gik hun i ca. tre år i klassisk psykoanalyse hos overlæge Thorkil Vanggaard, men hun gennemførte ikke analysen. Senere kritiserede hun de freudianske psykoanalytiske selskabers manglende fornyelse og eksklusive isolation fra samfundets påtrængende problemer. Selv magtede hun at udvikle sit fag både videnskabeligt og praktisk. I 1963 blev hun ved Københavns Universitet landets første professor i klinisk psykologi. Med succes etablerede og ledede hun Studenterrådgivningsklinikken 1964-68, og i 1968 grundlagde hun Institut for Klinisk Psykologi ved Københavns Universitet. Samme år oplevede hun de studerendes talstærke og tidstypiske antiautoritære oprør med krav om marxistisk og kritisk psykologi. Hun tog sig deres angreb nær, men bøjede sig ikke og arbejdede støt videre, tro mod sin videnskabelige og humanistiske indstilling. Hun var medlem af UNESCOs danske nationalkommission 1970-73. Fra 1973 var hun medlem af Akademiet for de Tekniske Videnskaber og 1975-77 af Konsistorium ved Københavns Universitet. Hun udgav Testmetoden, 1975. Fra 1968 deltog Lise Østergaard i stigende grad i den offentlige debat. Hendes engagement og klare velfunderede tale gjorde hende hurtigt efterspurgt i medierne. Især blev hun kendt, da hun i 1970 som ikke-troende samtalepartner med den tidligere kirkeminister Bodil Koch deltog i radioserien Spørgsmål om livet og døden tilrettelagt af Jørgen Thorgaard. Senere fortsatte hun i samme serie med teologen Karen Horsens. Lise Østergaards internationale orientering og medmenneskelige holdning bragte hende ind i arbejdet i Dansk Flygtningehjælp, hvor hun var formand 1974-77. Da socialminister Eva Gredal opnåede regeringens tilslutning til nedsættelsen af Børnekommissionen, var Lise Østergaard formand for den 1975-77. I overensstemmelse med sit fag lagde hun vægt på den livsvarige betydning af førskolebarnets tilværelse og så kommissionens opgave som et stort livredningsarbejde. Hun foreslog barselsorlov til fædrene og deltidsarbejde til begge forældre, mens børnene var små og mente, at daginstitutionerne ikke burde være en erstatning for børnenes liv sammen med forældrene, men et supplement. Lise Østergaards karriere tog en uventet drejning, da statsminister Anker Jørgensen i 1977 pludselig tilbød hende en ministerpost i sit tredje ministerium. Hun fik en times betænkningstid og var derefter minister uden portefølje med særligt henblik på udenrigspolitiske spørgsmål, bl.a. med ansvar for Danmarks bistand til udviklingslandene. Hun stod helt uden partipolitisk erfaring, og det var en overraskelse for alle inklusive statsministeren, at hun end ikke var medlem af Socialdemokratiet. Der var imidlertid ikke tvivl om hendes idealistiske holdning, som hun fastholdt som minister, da hun fx ligeud kritiserede Vesten for at kæmpe for sin status som verdens rige overklasse, der kunne give almisser til de fattige. Og det vakte opsigt, da hun i 1980 gik imod, at Danmark tilsluttede sig NATOs beslutning om en modernisering af Vesteuropas raketforsvar. Lise Østergaard skabte respekt ved med stor energi at tage de politiske opgaver alvorligt og altid vise hæderlighed og omhu, men hun undgik ikke problemer med at finde det politiske fodslag, ikke mindst i det nære samarbejde med udenrigsminister K.B. Andersen. Politiske kolleger udtalte, at hun kom til Christiansborg uden det panser, som politikere ellers har lært at tage på, og hun blev kaldt “en trane i spurvedans”. Mange værdsatte hende, og hun blev i 1979 valgt ind i Folketinget med et meget stort personligt stemmetal i Gladsaxekredsen. Da kulturminister Niels Matthiasen døde i 1980, overtog hun hans post og forblev kulturminister og minister for nordiske anliggender indtil den socialdemokratiske regerings tilbagetræden i 1982. Hun nåede ikke at gennemføre en visionær bibliotekslov og flere andre mærkesager. I 1980 var Lise Østergaard præsident for FNs verdenskvindekonference i København og i 1982 vicepræsident for UNESCOs verdenskulturkonference i Mexico. Hun var medlem af Folketinget indtil 1984, da hun ikke genopstillede ved valget. I 1984 vendte Lise Østergaard tilbage til professoratet på Københavns Universitet, efter eget ønske med området sammenlignende studier i udviklingslandene med særligt henblik på kvinders rolle i den internationale udvikling. Her opdyrkede hun et perspektivrigt samspil mellem psykologi og politik. Hendes interesse for kvindepolitik blev først vakt gennem det internationale politiske arbejde, og hun udtalte, at i alle ulykkelige situationer er kvinder endnu værre stillet end mænd, fordi de næsten altid har et eller flere børn at slæbe på. Derudover understregede hun kvindernes afgørende betydning for bæredygtigt udviklingsarbejde og var redaktør af håndbogen Gender and Development, 1992. 1987-91 var hun formand for udviklings- og bistandsorganisationen CARE Danmark og vicepræsident for CARE International fra 1990. Hun påtog sig flere andre internationale opgaver og var konsulent for EF-Kommissionen, WHO og DANIDA. I slutningen af karrieren koncentrerede hun sig atter om den kliniske psykologi, og hun var redaktør af Undersøgelsesmetoder i klinisk psykologi, 1992. Efter pensioneringen i 1994 arbejdede hun på en efterundersøgelse af sygdomsforløbene hos patienterne i hendes disputatsmateriale, men arbejdet blev afbrudt ved hendes pludselige død i 1996. Lise Østergaard giftede sig først som 49-årig og var barnløs. Hun modtog Ingrid Jespersens Legat i 1971 og Tagea Brandts Rejselegat i 1973. Hun var pioner i opbygningen af dansk klinisk psykologi, som med hende fik respektabilitet som akademisk fag. I enestående grad forenede hun social samvittighed med en kritisk videnskabelig indstilling, og hendes humanistiske organisatoriske indsats satte sig spor langt ud over den kliniske psykologi til gode især for mange børn, flygtninge og kvinder i udviklingslandene. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Christine_Bj%C3%B8rn

Marie Christine Bjørn

2023-04-22T22:51:14+02:00

fri anvendelse

Marie Christine Bjørn kom til balletten i en relativt sen alder. Først da hun var 15 år gammel, blev hun i 1778 optaget som elev ved Det Kgl. Teaters ballet. Her var den italienske koreograf Vincenzo Galeotti i 1775 blevet balletmester, og under hans ledelse oplevede balletten sin første glansperiode. Marie Christine Bjørns undervisning blev varetaget af balletmesteren selv, og i 1781 lod han hende debutere i en seriøs solodans. I Marie Christine Bjørn fandt Galeotti en oplagt arvtager efter ballettens første primadonna, den unge, afholdte og talentfulde Anine Frølich. Dengang som nu var konkurrencen ved balletten hård og til tider ubarmhjertig. Der er ingen tvivl om, at Marie Christine Bjørns hastigt voksende popularitet var en væsentlig årsag til, at publikum relativt hurtigt kom sig over, at Frølich, som var Galeottis tidligere elskerinde, blev skubbet ud i kulden. For at begå sig i Galeottis balletter var det vigtigt at mestre den mimiske kunst. Og det gjorde Marie Christine Bjørn. Hun havde et yderst udtryksfuldt ansigt og egnede sig glimrende som heltinden i de tragiske balletter, fx Den forladte Dido, Lagertha og Semiramis. Om sidstnævnte fortalte den franske danser Antoine Bournonville i sin dagbog, at hun gav rollen “til Fuldkommenhed”. Da han i 1792 gæstedansede på Det Kgl. Teater, var det netop i Marie Christine Bjørn, han fandt en storartet og ligeværdig partner i den seriøse dans. Datiden beundrede hendes statuariske skikkelse og rolige, kølige ophøjethed, som netop var i tråd med tidens nyklassicistiske idealer. Det samme gjaldt hendes skønne bevægelser, som teaterkritikeren Knud Lyne Rahbek omtalte som hendes “legemlige Veltalenhed”. Hun beskrives som imposant, men samtidig kvindeligt smuk. De tekniske krav til danserinderne var dengang af en ganske anden art end i dag. Tåspidsdansen eksisterede for eksempel ikke. Mimik og gestik var de bærende elementer, mens virtuose spring og løft tilhører en senere udvikling. Den absolut slanke linie var ikke nogen betingelse for at være en fremtrædende og anerkendt danserinde. Tværtimod ville man med nutidige øjne opfatte datidens danserinder som let buttede. Dansen var ikke Marie Christine Bjørns eneste sceniske talent. På grund af sine dramatiske, mimisk-plastiske evner blev hun også benyttet i skuespillet. Hun ejede tillige en glimrende sangstemme og optrådte med stor lykke som pagen i den danske oversættelse af P.A.C. de Beaumarchais’ Figaros Bryllup ved premieren i 1786. Først i 1802 blev hun efter lang og tro tjeneste udnævnt til solodanserinde. Få år efter valgte hun i 1804 at trække sig tilbage fra teatrets verden. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Petrine_Fredstrup

Petrine Fredstrup

2023-04-22T23:04:20+02:00

fri anvendelse

Med en fader, der var sekonddanser og balletregissør ved Det Kgl. Teater, synes Petrine Fredstrups livsbane allerede at være udstukket ved fødslen. Som de øvrige seks søskende lod faderen hende optage ved teatrets balletskole. Hun var kun seks år gammel, da hun i 1833 begyndte som elev hos solodanser Peter Larcher. Lige akkurat rundet de 12 år debuterede hun 1839 i en solo i det komiske syngestykke Bæbu. På dette tidspunkt havde ballettens mest fejrede og afholdte solodanserinde Lucile Grahn-Young forladt teatret i vrede. Balletmester August Bournonville manglede desperat en afløser til hendes alsidige talent og benyttede sig da af Caroline Kellermann og Augusta Nielsen, der med sin kølige, korrekte, ladylike elegance mestrede den seriøse dans, men manglede temperament og erotisk udstråling. Derfor blev Petrine Fredstrup på trods af, at hun endnu kun var et stort barn, brugt til partier, der strakte hendes kunnen til det yderste. Kort tid efter sin debut dansede hun således den spanske dans El Jaleo de Xeres i H.C. Andersens dramatiske spøg Den Usynlige paa Sprogø. Det var Grahn-Young, der oprindeligt havde bragt dansen til Danmark, og den havde været hendes helt store succes. Petrine Fredstrup ejede ikke Augusta Nielsens skønhed eller ynde i dansen, men til gengæld var hun i besiddelse af et ganske fremragende dramatisk talent og en levende mimik. Hun gav sine partier en særegen fortolkning og forstod at lægge vægt på den pudsige detalje, som vakte publikums interesse og nysgerrighed. Det teknisk virtuose i dansen lå ikke umiddelbart for hende, men hun var flittig og pligtopfyldende i sin træning. Takket være sine veludviklede mimiske og dramatiske evner blev hun hyppigt anvendt i de mere muntre partier, i grotesk dans og i karakterrollerne. I 1849 dansede hun således den komiske husholderske, mamsel Bonjour i Conservatoriet eller et Avisfrieri. En af hendes absolutte glansroller blev partiet som troldfrøkenen Birthe i Et Folkesagn, opført første gang i 1854. Her gav hun med underfundig lune og humor en bemærkelsesværdig fortolkning af en bizar kvindeskikkelse. Petrine Fredstrups præstation som sæterpigen Kirsti i Brudefærden i Hardanger, 1853, høstede også megen ros, og det samme gjorde sig gældende med tjenestepigen Elna i Fjeldstuen, 1859. Som tak for sin indsats i dansk ballet blev hun 1851 udnævnt til solodanserinde. 20 år senere dansede hun i 1871 sin afskedsforestilling som Veronica i Napoli. Hun bevarede dog sin tilknytning til balletten ved at undervise de unge talenter i Bournonvilles skole. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anine_Fr%C3%B8lich

Anine Frølich

2023-04-22T23:04:27+02:00

fri anvendelse

Det fik ganske afgørende betydning for Anine Frølichs videre kunstneriske udvikling, at den italienske koreograf Vincenzo Galeotti i 1775 blev hentet til Danmark som balletmester på Det Kgl. Teater. I tiden frem til 1816 hvor Galeotti fungerede som balletmester, formåede han at skabe stor interesse om balletten og at give den en ledende position ved teatret. Galeotti havde blik for Anine Frølichs enestående talent og betroede hende alle de store hovedroller i sit repertoire. Hun var således medvirkende til, at Galeottis overvejende pantomimiske balletter blev en stor succes. Tidligere havde der i Hofballetten været tale om en række danseoptrin, der var uafhængige af hinanden, og som ikke rummede nogen gennemgående handling. Det var dans for dansens egen skyld. Galeottis balletter baserede sig derimod på et dramatisk sammenhængende forløb med udgangspunkt i en dramatisk tekst og en gennemgående handling. Dans og mimik blev således fortællende betydningsbærende elementer, og det mimisk dramatiske stod centralt. Sit egentlige gennembrud oplevede Anine Frølich med partiet som den ulykkelige dronning i Den forladte Dido, 1777, som hun dansede i et gribende samspil med balletmesteren. Blandt hendes øvrige betydelige og krævende roller var Idamea i L’Orphelin de la Chine, 1780, hvor hun på ny viste sin ganske særlige evne til at give de tragiske figurer i Galeottis handlingsprægede reformballetter liv. Samme år markerede hun sig ligeledes som Anette i Kærlighedens og Mistankens Magt. Også på det private plan blev Galeotti fra første færd betaget af Anine Frølich. Skønt der var en aldersforskel på næste 30 år mellem dem, var forelskelsen gensidig, og hun blev hans elskerinde. Forholdet endte imidlertid ulykkeligt. Anine Frølich blev svigtet, og hendes personlige hjertesorger kombineret med en voldsom fysisk overanstrengelse som følge af de mange roller gjorde hende alvorligt syg. Til sidst brød hun sammen under en prøve og måtte bringes hjem, hvor hun efter en tid gav op og døde, kun 22 år gammel. Fortidens stemme taler pludselig til os, når en indskrift skrevet med sminkestift i en af Hofteatrets garderober fortæller: “Anine Frølich er dejlig men for tyk.” Måske led hun af en sygdom, der fik kroppen til at svulme op og i sidste ende som den afgørende faktor tog livet af hende. Hendes alt for tidlige og tragiske død satte et brat punktum for et betydeligt og usædvanligt talent, der på det mimisk-plastiske område blev nyskabende i ballettens historie. Samtidig står hendes skæbne som et billede på, hvor galt det ofte gik, når balletmesteren udnyttede sin position til at stå i forhold til den mest fremtrædende af sine danserinder. Anine Frølich var kun en af mange primaballerinaer, der kom til at opleve denne situation, der både kunne medføre væsentlige ændringer i danserindernes karriereforløb og ikke sjældent et ødelagt sjæleliv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rose_Gad

Rose Gad

2023-04-22T23:14:55+02:00

fri anvendelse

Rose Gad medvirkede allerede fra sin optagelse som tiårig i 1978 på Det Kgl. Teaters balletskole i August Bournonvilles romantiske balletter. Hun dansede yderligere det store parti som Amor i den russiske koreograf J. Grigorovitjs opsætning af Don Quixote, 1983. Som aspirant modtog hun flere af Det Kgl. Teaters talentlegater og havde den særlige ære at danse det ledende parti, da den amerikanske koreograf Alvin Ailey skabte sin ballet Caverna Magica til Den Kgl. Ballet. I 1987 blev hun som korpsdanser indlemmet i Den Kgl. Ballet. Samme år udførte hun første gang titelpartiet i Bournonvilles klassiker Sylfiden med Nikolaj Hübbe som partner ved Eurovisions konkurrence for unge dansere, hvor parret vandt førsteprisen. Kort efter dansede hun balletten på Det Kgl. Teater, hvor hun siden har fortolket roller i Bournonvilles Trymskviden, Abdallah, Et folkesagn og Blomsterfesten i Genzano, roller, der har placerer hende som en af sin tids fornemste og mest sødmefyldte Bournonvilledansere. Rose Gad er den ældste af den generation af ballerinaer ved Den Kgl. Ballet, der inkluderer Silja Schandorff og Christina Olsson, og hun blev som den første kvinde i ni år udnævnt til solodanserinde i forbindelse med, at hun var Caroline Mathilde i Flemming Flindts helaftensballet af samme navn i 1991. Herefter dansede hun ballerinarollerne i den amerikanske koreograf G. Balanchines Serenade, 1991,og året efter i Tema og variationer, Tjajkovskijs 2. klaverkoncert og Apollon. Desuden havde hun de ledende partier i den franske koreograf M. Béjarts Serait-ce La Mort? samt i Nøddeknækkeren, Tornerose og Svanesøen. Rose Gads repertoire inkluderer en lang række dramatiske værker, eksempelvis Gertrude i Peter Schaufuss’ Hamlet, og eleven i Flindts Enetime, men hendes karriere står stærkest i det lyriske rollefag med særlige præstationer som Syrenfeen i Tornerose og Giselle i Henning Kronstams berømmede opsætning fra 1990 samt Julie i den engelske koreograf F. Ashtons poetiske version af Romeo og Julie, 1996. Den amerikansk-tyske koreograf J. Neumeier benyttede hende i 1994 til hovedpartier i balletterne Des Knaben Wunderhorn og Mahlers 5. symfoni, og dette samarbejde førte til to års engagement som solodanser ved balletten i Hamburg 1997-98. I 1988 blev hun tildelt den første Erik Bruhn-Pris i Toronto, Canada, og i 1995 Simon Spies Fondens Balletpris. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Lucile_Grahn-Young

Lucile Grahn-Young

2023-04-22T23:07:58+02:00

fri anvendelse

Lucile Grahn-Young voksede op under gode og trygge forhold i et stabilt borgerligt miljø. Hun var enebarn og derfor i ordets bedste betydning et meget forkælet barn, der havde sine kærlige forældres fulde opmærksomhed. Allerede i fireårsalderen begyndte moderen at undervise hende i at læse, skrive og regne samt i religion. Sin historiske viden og tidlige fascination af teatrets verden fik hun af faderen, der var en flittig teatergænger. Han tog hende med i Morskabstheatret på Vesterbro, hvor hun beundrede den dristige linedanserinde Josephine Winther og familien Prices fantasifulde pantomimer. Bagefter dansede hun hjemme, indtil moderen foruroliget rystede på hovedet og forlod stuen. Det var således Lucile Grahn-Youngs egen danseglæde og faderens ambitioner, der bragte hende til balletten i det tidlige forår 1828, hvor hun blev optaget på Hofteatrets balletskole under ledelse af solodanser Peter Larcher. Hun var smidig i kroppen, havde en enestående musikalsk sans og var alt i alt en lærenem elev. I 1828 stod hun som otteårig for første gang på scenen i en lille rolle, men først med Larchers ballet Danina eller Jocko, den brasilianske Abe, 1829, fik hun et større dansant parti som drengen Zabi. Allerede da vakte hun opsigt med sin naturlige ynde og stærke sceniske udstråling. Larchers undervisning kom dog ikke til at præge hende på nogen afgørende måde. Lucile Grahn-Youngs egentlige kunstneriske udvikling begyndte først at tage form, da August Bournonville i 1830 blev dansedirektør på Det Kgl. Teater. Han optog hende straks som sin elev til solodansen og satte med øjeblikkelig virkning en stopper for hendes medvirken i diverse småroller. I op mod fire og et halvt år holdt Bournonville hende helt væk fra scenen. Hendes kræfter skulle bruges rigtigt og ikke sløses bort på ligegyldigheder. Der var tale om et ualmindeligt godt og velfungerende lærer-elev-forhold, hvor begge arbejdede frem mod samme høje mål: at skabe en solodanserinde, der var værdig til at blive Bournonvilles dansepartner. I 1834 tog han hende med på en studierejse til Paris, hvor de sammen oplevede den italienske danser Marie Taglioni i koreografen F. Taglionis ballet La Sylphide. Bournonville havde et ganske bestemt pædagogisk sigte med denne rejse: Han ønskede, at Lucile Grahn-Young skulle blive hans personlige Marie Taglioni og kunstnerisk tage ved lære af hendes udtryk. Da Lucile Grahn-Young livet igennem besad en ganske særlig evne til at iagttage og eftergøre, hvad hun så, opnåede Bournonville præcist, hvad han tilstræbte. Den æteriske, overjordiske og bly fremtoning blottet for enhver form for erotisk udstråling blev kendetegnende for Lucile Grahn-Youngs dans. Også Marie Taglionis enestående teknik i forbindelse med tåspidsdansen forstod hun at aflure og benytte sig af. Efter rejsen til Paris fandt Bournonville tiden moden til at lade sin 15-årige elev debutere. Debuten fandt sted i en til lejligheden komponeret pas de deux, som Bournonville havde skabt til D.F.E. Aubers opera Den stumme i Portici. Lucile Grahn-Young vakte opsigt. Pressen omtalte hende som et overordentligt lovende talent, der fremstod yndefuld, let og smidig med en naturlig gratie, men også med en sjælden styrke og kraft ikke mindst i tåspidsdansen. I 1835 blev Bournonville udnævnt til balletmester, og Lucile Grahn-Young dansede samme år hovedpartierne i en række af hans balletter. Det drejede sig om Hannchen i Tyrolerne, Margaretha i Faust og Astrid i Waldemar. På balletmesterens indstændige opfordring blev hun ansat som danserinde ved Det Kgl. Teater i 1836. Sin hidtil største og mest markante rolle oplevede Lucile Grahn-Young ved premieren 1836 på Bournonvilles i dag verdensberømte værk Sylfiden. Titelrollen blev skabt specielt med henblik på hende, og ifølge Bournonvilles eget udsagn ville balletten aldrig have set dagens lys uden hendes talent. Men allerede da hvilede der en sort og faretruende sky over balletmesterens og Lucile Grahn-Youngs hidtil så udbytterige forhold. I løbet af sommeren havde hun forlovet sig med Carl Otto Frederik von der Schulenburg, en berygtet letlevende greve og premierløjtnant i husarregimentet. Bournonville blev rasende. Han så sit skaberværk truet af et alt for tidligt ægteskab med en upålidelig svirebroder og forlangte øjeblikkeligt forlovelsen hævet. Samtidig var han selv blevet erotisk betaget af hende og brød sig ikke om at blive afvist. Da Lucile Grahn-Young, der besad en imponerende råstyrke og stædighed sin unge alder til trods, nægtede at følge Bournonvilles ordre, ophørte han som modtræk med at give hende danseundervisning. En indædt kamp tog sin begyndelse. I de efterfølgende år fik hun god brug for den selvfølelse, hendes trygge opvækst havde givet hende og for sin evne til at udtrykke sig skriftligt og mundtligt. I talrige skriftlige klagemål afslører hun en usædvanlig velformuleret pen, en klar og logisk argumentationsevne og et stort mod, når man tager i betragtning, at hun stillede sig op imod selveste balletmesteren og hele det patriarkalske system, som bakkede ham op. Da Bournonville nægtede at undervise hende, søgte hun resolut til udlandet for at komme videre i sin kunst. Efter et studieophold i Paris i 1837 vendte hun tilbage med fornyede kræfter. Under sit fravær var Lucile Grahn-Young i 1837 blevet udnævnt til solodanserinde. Lucile Grahn-Youngs tekniske dygtighed, hendes sceniske udstråling, den plastiske skønhed og medfødte evne for dansen afslørede sig allerede ved debuten. Hendes svage punkt var imidlertid det mimisk-dramatiske talent, som endnu lå i dvale. Men efter opholdet i Paris kunne man konstatere en iøjnefaldende fremgang på området. Hun kom tilbage til København med en større frihed og lethed i sin holdning. Ved en teknisk beherskelse af vejrtrækningen formåede hun at udføre selv de mest anstrengende trin og spring tilsyneladende ganske ubesværet. Nok så vigtigt var det, at hun nu havde fundet sit helt eget forbillede i dansen. Marie Taglioni vedblev at være hendes absolutte ideal, men mødet med en anden betydelig romantisk danserinde, den østrigske Fanny Elssler og hendes spanske dans, blev skelsættende for Lucile Grahn-Young. Da hun på ny betrådte Det Kgl. Teaters scene, var det med en farlig erotisk udstråling og en inciterende nerve i sin dans, som var aldeles upassende for Bournonvilles sarte hensvævende sylfide. Fra da af var bruddet mellem Bournonville og Lucile Grahn-Young uopretteligt. I 1839 dansede hun for sidste gang på Det Kgl.Teaters scene i sin store succes El Jaleo de Xeres, med hvilken hun som noget ganske nyt havde ført den spanske dans til Danmark. Herefter rejste hun til Hamburg og derfra til Paris, hvor der ventede hende et treårigt engagement. I 1839 modtog hun sin officielle afsked fra Det Kgl. Teater. I 1840, mens hun var i Paris, hævede hun sin forlovelse med den unge greve. Ikke mange danske danserinder kan gøre Lucile Grahn-Young rangen stridig, hvad international berømmelse angår. Ud over Paris optrådte hun bl.a. i London, Wien, Skt. Petersborg, Berlin og Rom. Her udviklede hun den mimisk-dramatiske side af dansen til sand perfektion. I München blev vejen banet for et helt nyt karriereforløb som koreograf, hvor hun, takket være sit talent for tilrettelæggelsen af masseoptrin, i 1855 blev bedt om at medvirke ved iscenesættelsen af Wagners opera Tannhäuser. 1858-61 fungerede hun i praksis som balletmester ved teatret i Leipzig. Hun trak sig tilbage som danserinde i 1859, men fortsatte 1869-75 som balletdirektrice og leder af balletskolen ved hofteatret i München. Lucile Grahn-Young var en kvinde, der ikke accepterede, at hendes køn skulle begrænse hendes personlige og kunstneriske udfoldelse. Med sit enestående talent, sin selvstændighed og sit mod tegnede hun, både i sin samtid og i historisk perspektiv, en markant og mindeværdig kvindeskikkelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Caroline_Kellermann

Caroline Kellermann

2023-04-22T22:49:22+02:00

fri anvendelse

Caroline Kellermann var ligesom Lucile Grahn-Young og Augusta Nielsen blandt de betydningsfulde elever, som August Bournonville værdigede en særlig interesse efter at være blevet dansedirektør, fra 1835 balletmester ved Det Kgl. Teater. Hun debuterede med succes som Fatme i Brama og Bayaderen, 1837, og blev i 1840 udnævnt til solodanserinde. Skønt Caroline Kellermann var en talentfuld danserinde, måtte hun i teknisk kunnen og publikumstække se sig overgået af begge sine nærmeste kolleger. Da Grahn-Young rejste fra Danmark i 1839, var Caroline Kellermann imidlertid det mest oplagte emne til at overtage en stor del af hendes gamle partier. Indtil også Augusta Nielsen forlod teatret i 1849, blev de fleste af ballettens hovedroller delt mellem de to danserinder, hvis styrke og evner lå på vidt forskellige områder. I virtuositet og kølig skønhed overgik Augusta Nielsen langt sin medsøster i dansen. Caroline Kellermann var ikke dårlig i sine partiers tekniske udførelse og besad med Bournonvilles ord en “ikke ringe Virtuositet” i dansen, men hun nåede ikke Augusta Nielsens plastiske ynde og ekstra overskud. På det mimiske område havde Caroline Kellermann dog et oplagt talent. Hun fik derfor især ros i de mimisk-dramatiske partier som Astrid i Valdemar, 1837, Margaretha i Faust i 1842, Maria i Toreadoren i 1840 og til en vis grad i Andrea Krætzmers gamle glansrolle som Therese i Søvngængersken, 1836. Partiet som Teresina i Napoli, 1842, havde Bournonville ligefrem komponeret til Caroline Kellermann. Det samme gjorde sig gældende med Eliza i Konservatoriet, 1849, som Juliette Price dog måtte overtage, da Caroline Kellermann samtidig opnåede tilladelse fra teatrets direktion til at rejse udenlands. Også på de udenlandske scener blev hun vel modtaget, fx på operaen i Stockholm, hvor hun gæsteoptrådte i 1839 og året efter i Kristiania, det nuværende Oslo. Caroline Kellermann følte sig ofte tilsidesat i forhold til Augusta Nielsen. Det skabte udbrud af misundelse og førte til sammenstød med balletmesteren, som til stadighed lå i personlig strid med de fleste af sine solodanserinder. Augusta Nielsen forlod imidlertid teatret, før situationen udviklede sig yderligere, og Caroline Kellermann måtte i et brev sande om Bournonville, at der “udfordres megen Klogskab og Besindighed for ikke at komme i Trætte og Uenighed med ham”. Det lykkedes hende i årene efter 1849 at undgå de store sammenstød med den egenrådige balletmester, og som sådan nød hun en omfattende, langvarig karriere på Det Kgl. Teater frem til sin afskedsforestilling i en pas de deux i 1861. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Andrea_Kr%C3%A6tzmer

Andrea Krætzmer

2023-04-22T22:59:26+02:00

fri anvendelse

Andrea Krætzmer kom fra et økonomisk rimeligt velstillet hjem. Hun blev født i Slagelse, hvor forældrene drev et værtshus, indtil faderen blev skovløber. I 1816 flyttede hele familien til København, da faderen på ny skiftede metier og fik stilling som bademester og portner ved badeanstalten Hotel du Nord på Kongens Nytorv. Andrea Krætzmer var den ældste af tre døtre. Hun var et selvstændigt og temperamentsfuldt barn, der havde svært ved at styre sit omskiftelige humør. Denne uregerlighed var ikke i overensstemmelse med tidens opfattelse af, hvordan en pæn pige burde opføre sig. Det var muligvis i håb om at bibringe datteren en højere grad af selvbeherskelse og almindelig disciplin, at forældrene lod hende søge ind på Det Kgl. Teaters balletskole. Her blev Andrea Krætzmer optaget i 1819, otte år gammel. Hendes lærere på skolen var Poul Funck og Peter Larcher. Andrea Krætzmer havde en påfaldende ynde og lethed i dansen, og hendes ansigtstræk var stærke og karakterfulde. Allerede meget tidligt anede man hendes mimiske talent, og kun 12 år gammel markerede hun sig 1824 i et af hovedpartierne i den tidligere balletmester Vincenzo Galeottis ballet Bjergbøndernes Børn og Spejlet. Men balletkorpsets tilstand var som helhed miserabel, og først da August Bournonville i 1830 tiltrådte stillingen som dansedirektør og 1. solodanser, fik hun for alvor mulighed for at bruge alle sine kunstneriske evner på scenen. Andrea Krætzmer var kun 17 år gammel, da hun i 1828 blev gravid. Faderen til barnet var muligvis en velhavende havnekaptajn. Den lille pige blev født kun fire dage efter, at Andrea Krætzmer var blevet viet til Jens Frederik Christian K., der var oboist og musiker i Det Kgl. Kapel. Ægteskabet har efter alt at dømme været arrangeret, og det blev på ingen måde et lykkeligt samliv. Manden var voldeligt anlagt og slog både hustru og barn. Andrea Krætzmer forlod ham indtil flere gange, men først da han truede hende på livet med en kniv, flyttede hun definitivt hjem til sine forældre i 1829 og indgav begæring om separation. I 1829 gæstedansede Bournonville på Det Kgl. Teater, og han måtte sande, at der kun eksisterede en eneste i hele kompagniet, som kunne være ham en værdig dansepartner, og det var Andrea Krætzmer. Ved sin gæsteoptræden medbragte han en dugfrisk nyhed fra Paris, nemlig balletten Søvngængersken. Andrea Krætzmer varetog hovedpartiet som Therese og oplevede med denne rolle sit egentlige gennembrud som 18-årig. Hendes enestående mimiske indlevelse og stærke personlige udstråling kom klart til sin ret på scenen. Nogle år senere, i 1832, skabte Bournonville balletten Faust, hvor partiet som Margaretha var inspireret af og direkte udformet til Andrea Krætzmers særegne mimiske talent. På Bournonvilles foranledning blev hun udnævnt til solodanserinde i 1830. Med titlen fulgte både en højere løn og en mere betydelig status i dansekompagniet. Andrea Krætzmer følte sig sidestillet med dansedirektøren, og da hun fortsat havde sit voldsomme temperament i behold, fandt hun sig ikke stiltiende i hans til tider diktatoriske ledelse af balletten. Det kom til voldsomme sammenstød mellem de to kunstnere allerede ved begyndelsen af deres samarbejde. I sine erindringer Mit Theaterliv roser Bournonville hende for et sjældent mimisk talent, en graciøs dans og en interessant personlighed. Han var imidlertid stærkt utilfreds med hendes privatliv, som han også følte sig kaldet til at styre. Denne indblanding i hendes personlige forhold forstærkede deres uoverensstemmelser. Andrea Krætzmers skiftende elskere, hendes farverige fortid og det faktum, at hun boede alene med sin lille datter, var Bournonville stærkt imod. Hendes levevis var i strid med hans kamp for at højne ballettens sociale anseelse i samfundets øjne, således at danserinderne ikke blev betragtet som offentligt tilgængelige eller direkte prostituerede. Denne indstilling forhindrede ham dog ikke i selv, i den kunstneriske skabens hellige navn, at stå i forhold til en lang række af sine mest fremtrædende danserinder. I sine erindringer hævder skuespillerinden Johanne Luise Heiberg, at Bournonville i 1829 selv var erotisk involveret med Andrea Krætzmer. Spændingerne mellem Bournonville og Andrea Krætzmer blev bestemt ikke mindre af, at hun følte sin position ved balletten truet, da han demonstrativt begyndte at føre sin nye elev Lucile Grahn-Young frem i rampelyset. Livet igennem havde Andrea Krætzmer kun mødt mennesker, der ønskede at ave hendes temperament og “tæmme trolden”, enten ved fysisk eller psykisk terror. Hun var vant til at kæmpe for sin selvstændighed, og der skulle ekstreme midler til for at knække hende. Som et særligt pressionsmiddel meldte hun sig gentagne gange syg. Talrige klager blev afsendt til teatrets direktion, men da også de begyndte at føle deres autoritet truet af den oprørske solodanserinde, tog situation en ny og ubehagelig vending. Teaterchefen Frederik v. Holstein lod i oktober 1831 Andrea Krætzmer arrestere og sætte i det berygtede Blåtårn på ubestemt tid. Fængslet blev både brugt til almindelige forbrydere og som hofarrest. Som kongeligt ansatte måtte kunstnerne fra Det Kgl. Teater derfor afsone deres forseelser i Blåtårn. Andrea Krætzmer blev teatrets sidste blåtårnsfange. Efter en måned fik hun sin frihed tilbage, Bournonville kunne ikke længere undvære hendes sceniske talent til realisation af sine balletter. Havde fængslingen været et forsøg på at skræmme Andrea Krætzmer og få hende til at makke ret for fremtiden, var planen forfejlet. Hun lod sig ikke kue, men satte fortsat spørgsmålstegn ved dansedirektørens autoritet og beføjelser. På det kunstneriske plan var det dog vanskeligt for hende at få overskud og energi til at udvikle sig yderligere, og samtidig manglede hun kyndig vejledning i sin dans. Resultatet blev, at hun stagnerede i et ellers lovende udviklingsforløb. Hendes tilværelse forbitredes, og konflikten nåede sin kulmination, da hun på grund af sygdom ikke så sig i stand til at danse hovedpartiet i Bournonvilles nye ballet Tyrolerne i 1835. Om sygdommen var reel eller fiktiv, er vanskeligt at vurdere. Teaterlægen erklærede hende rask, og da hun ustandseligt generede Bournonville ved at lægge sig syg, er det højst sandsynligt, at der også i dette tilfælde var tale om bevidst chikane. Ikke engang da kongen i 1835 idømte hende en bøde for den “gjentagne upassende og opsætsige Opførsel”, ændrede det noget ved hendes holdning. Konsekvensen blev, at hun i 1835 modtog sin afsked uden pension. Herefter prøvede hun uden nævneværdig succes lykken i udlandet og dansede både i Stockholm, Skt. Petersborg og Moskva. Ved et gæstespil på Det Kgl. Teater i 1845 fremstod hun på ny i sine fordums glorværdige roller i Søvngængersken og Faust. Her måtte hun sande, at publikum havde glemt hende til fordel for hendes efterfølgere. Hendes karriere som balletdanserinde var et afsluttet kapitel. Resten af sin tilværelse levede hun af en sum penge, som muligvis stammede fra faderen til hendes datter. Andrea Krætzmer gik ofte for vidt i sine ustyrlige temperamentsudbrud, og hendes opførsel har uden tvivl været provokerende. De barske midler, man tog i brug for at håndtere konflikterne, taler imidlertid deres tydelige sprog om de normer og sociale vilkår kvinderne, og ikke mindst danserinderne, måtte se sig underlagt. Især hvis de som Andrea Krætzmer valgte at leve efter deres eget hoved. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Augusta_Nielsen_-_solodanser

Augusta Nielsen

solodanser

2023-04-22T23:06:10+02:00

fri anvendelse

Augusta Nielsen var blandt de tidligste af balletmester August Bournonvilles elever. Da solodanseren Lucile Grahn-Young i 1839 forlod Danmark, blev Augusta Nielsen hendes arvtager, på samme måde som Grahn-Young i sin tid havde afløst Andrea Krætzmer. Hun debuterede 1839 i det parti, som Bournonville oprindeligt havde udformet specielt til Grahn-Young nemlig titelrollen i Sylfiden. Augusta Nielsen var en høj, slank og elegant ung kvinde med en skønhed af en noget blodløs karakter. Hendes væsen var køligt, og hun havde en let distanceret udstråling, som også blev kendetegnende for hendes kunstneriske optræden. I sine erindringer Mit Theaterliv karakteriserede Bournonville hende med ordene “ladylike Elegance”. I modsætning til både Krætzmer og Grahn-Young var Augusta Nielsen totalt blottet for temperament og erotisk gnist i sin dans. Som det senere skulle vise sig, ejede hun heller ikke sine forgængeres ukuelige styrke og stædige selvopholdelsesdrift. Men hvad hun manglede i varme og levende mimik på scenen, dispenserede hendes fornemme, ja, nærmest aristokratiske udstråling og tekniske dygtighed for, især i adagioen. Hun blev meget populær hos sit publikum og fejrede triumfer bl.a. i de virtuose bravurdanse La Cracovienne og La Lithuanienne samt i den spanske dans La Cachucha. Partiet som Célèste i Bournonvilles ballet Toreadoren var skabt med særligt henblik på hendes evner, og i 1840 brillerede hun for første gang i rollen med sin ophøjede, fine klassiske dansekunst. Året efter opnåede hun rang af solodanserinde, og hun begyndte at markere sig i udlandet. Det blev til en videreuddannelse i Paris under den franske koreograf J. Perrots vejledning og til gæsteoptrædener både i Berlin, Stockholm og Kristiania, det senere Oslo. Blandt sine beundrere havde Augusta Nielsen mange betydningsfulde og højtstående personer. En af disse var Christian 8.s nevø, prins Frederik af Hessen-Kassel. Han forærede hende mange pragtfulde gaver, og deres forbindelse gav anledning til sladder og skabte uro omkring den ellers uskyldsrene og lidt naive danserinde. Da hun i februar 1849 dansede ind på scenen med et værdiløst teaterdiadem i håret, troede publikum, at der var tale om en kostbar gave fra hendes formodede elsker, og hun blev piftet ud. Chokket var så stort for hende, at hun aldrig mere vovede at vise sig på scenen. Først i 1851 fik hun endelig bevilget sin afsked med pension og modtog resten af livet en apanage fra prins Frederik. Som ældre blev hun psykisk syg, og hun led den skæbne som er mange store, feterede danserinders lod: en ensom alderdom, glemt af publikum. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Juliette_Price

Juliette Price

2023-04-22T23:27:26+02:00

fri anvendelse

Allerede i 1790’erne havde den engelske gøgler- og kunstnerslægt med familienavnet Price en fremherskende position i den kbh.ske underholdningsbranche. De optrådte først med ekvilibristiske numre såsom dans på hesteryg, linedans og gulvdans og senere med pantomimer. I begyndelsen holdt de til på Dyrehavsbakken, men siden blev deres navn uløseligt forbundet med Morskabstheatret på Vesterbro. Her deltog Juliette Price fra seksårsalderen i forestillingerne på lige fod med familiens andre medlemmer. Hun var således født med gøglerblod i årerne og opflasket med teater og dans. I 1847 dristede hendes fader sig til at bede balletmester August Bournonville om at optage datteren som elev med henblik på at få hende tilknyttet Det Kgl. Teaters ballet. Bournonville havde blik for den unge piges kunstneriske potentialer og var fordomsfri nok til ikke at anfægtes af hendes sociale baggrund. På balletmesterens anbefaling blev Juliette Price derfor optaget ved balletskolen i 1848. Efter Andrea Krætzmer, Lucile Grahn-Young og Augusta Nielsen skulle Juliette Price blive den fjerde af Bournonvilles mest fremtrædende solodanserinder. Juliette Price debuterede i 1849, 17 år gammel, som Eliza i Bournonvilles ballet Conservatoriet eller et Avisfrieri. Samme år overtog hun hovedrollen i Sylfiden, der oprindelig var skabt til Grahn-Young, og i 1850 partiet som Célèste i Toreadoren, først skabt til Augusta Nielsen. 20 år gammel blev hun 1851 udnævnt til solodanserinde. Harmoni og skønhed i bevægelserne var nøgleordene for hendes kunstneriske optræden. Hun var begavet med en sjælfuld mimik, men til gengæld blottet for erotisk varme i dansen. Hendes udtryk var æterisk og kunne virke tamt, hvis rollen fordrede en temperamentsfuld gnist, men for Bournonville var hendes mangel på frodig sensualitet i dansen en absolut fordel. Hendes kølige, kyske og ophøjede væsen levede til fulde op til hans ideal af en danserinde. Han skabte en lang række roller til hende, bl.a. så betydelige partier som Eleonore i Kermessen i Brügge, 1851, Ragnhild i Brudefærden i Hardanger, 1853, Hilda i Et Folkesagn, 1854, Rosa i Blomsterfesten i Genzano, 1858 og Rosita i Fjernt fra Danmark, 1860. Ganske kort prøvede hun kræfter med den internationale scene ved et års ophold i Wien 1855-56, men uden succes. Juliette Prices afsked med scenen kom brat og uventet som følge af en ulykke. Under en opførelse af Kermessen i Brügge i 1865 var hun så uheldig at glide i et blomsterblad. Hun kom alvorligt til skade med den ene fod og måtte tilbringe resten af sit liv som invalid. Det Kgl. Teater havde mistet endnu en stjernedanserinde. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Margrethe_Schall

Margrethe Schall

2023-04-22T23:12:08+02:00

fri anvendelse

Margrethe Schall blev optaget på Det Kgl. Teaters elevskole i 1787. Hun blev med tiden en af den italiensk-danske balletmester Vincenzo Galeottis mest betydningsfulde danserinder, og 1798 udnævntes hun til solodanserinde. Margrethe Schall udmærkede sig ikke ved en egentlig teknisk dygtighed eller udholdenhed. Hendes force var en yndefuld plastik og en levende mimik. Som sådan besad hun de mest oplagte evner til at begå sig i Galeottis overvejende mimisk betonede handlingsballetter. Stærkt medvirkende til den succes, hun oplevede som danserinde, var dog også hendes fascinerende personlighed og kønne, livfulde øjne. Hun gjorde sig ikke gældende ved et smukt ydre, men beskrives tværtimod som lille, særdeles buttet, nærmest en smule plump, med korte kraftige ben og et uregelmæssigt ansigt. Til gengæld var hun lidt af en gavtyv med en charmerende udstråling, som både fængslede hendes publikum og betog de personer, der kendte hende privat. Blandt disse var også Galeotti, som hun gennem mange år havde et forhold til. En anden af hendes elskere var statsministeren Frederik Julius Kaas, som tit besøgte hende i garderoben ved aftenens forestilling. Han blev hendes beskytter efter Galeottis død i 1816, og hans indflydelse var uden tvivl medvirkende til, at hun kunne blive ved teatret længe efter, at hendes karriere var toppet. Først ved Kaas’ død i 1827 måtte Margrethe Schall se sig nødsaget til at gå på pension. Da havde hun nået den for en danser høje alder af 52 år og dermed virket for Det Kgl. Teater i ikke mindre end 40 år. I sin ungdom gjorde Margrethe Schall sig især gældende i det komiske rollefag som grotesk danser. Hun vakte publikums udelte begejstring ved sin fortolkning af de lystige bondepiger, underfundige sigøjnerkvinder og flirtende hyrdinder. Særligt fascineret var publikum af hendes usædvanligt rappe fødder, der kunne bevæge sig med en sådan fart over scenegulvet, at det nærmest virkede som et visuelt bedrag. Efterhånden modnedes hun kunstnerisk og gled over i de seriøse og tragiske roller. Med overbevisning og psykologisk dybde i det mimiske udtryk fremstillede hun sorgen som Hertha i Lagertha, 1811, og rædslen som Isaura i Rolf Blaaskæg, 1817. Partiet som Nina i Galeottis og komponisten Claus Schalls ballet Nina eller den vanvittige af Kierlighed, 1802, var komponeret specielt med henblik på hendes talent og blev hendes største succes nogensinde. Endnu i 1824, da hun 49 år gammel dansede rollen for sidste gang, var hun i stand til at virke overbevisende som den 16-årige Nina. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Silja_Schandorff

Silja Schandorff

2023-04-22T23:12:11+02:00

fri anvendelse

Som en af den klassiske balletlitteraturs største heltinder, prinsesse Aurora i M. Petipa og P. Tjajkovskijs Tornerose fra 1895, synes Silja Schandorff allerede ved sin dåb at være blevet velsignet og kysset på panden af gode feer. Med en fader, der var olympisk medaljevinder i cykling, og en moder, der var overfe på Tivolis Pantomimeteater, var hun fra sin tidlige barndom sporet ind på både den fysiske udfoldelse og bevægelsens poesi; begge sider af dansens profession. Hun blev optaget på Det Kgl. Teaters balletskole i 1975 og stod allerede som niårig på scenen som “solodanser” i Poul Funcks børnedans, der indgår i nationalskuespillet Elverhøj. Denne tidlige præstation blev transmitteret i tv som del af en festforestilling i 1978. Også siden har kameraet hvilet på Silja Schandorff, idet hendes barndom og udvikling på Det Kgl. Teater blev fulgt og filmet af et tv-hold til serien Balletbørn, der blev vist i Danmarks Radio i 1991. Silja Schandorff debuterede som 18-årig i 1987 i danseren Ib Andersens koreografiske debut 1 2 3 B 1 2 og gjorde hurtigt den amerikanske koreograf G. Balanchines neoklassiske balletter til sit speciale med hovedpartier i Tjajkovskijs 2. klaverkoncert, Tzigane, Søvngængersken, Tjaikovskij Pas de Deux, Allegro Brillante, Agon og Apollon. I teatrets Balanchinesæson 1992-93, der markerede tiåret for koreografens død, manifesterede hun sin placering som en af Den Kgl. Ballets centrale ballerinaer, og som en naturlig følge blev hun i 1992 udnævnt til solodanserinde. Selvom hun har danset en række store Bournonvilleroller som fx Sylfiden, Palmyra i Abdallah og Hilda i Et folkesagn, har hun ikke været Den Kgl. Ballets typiske “petite” Bournonvilledanserinde. Alene ved sin fysiks lange, slanke linier og sit kunstneriske temperament, der ofte har udfoldet sig ekspressivt i abstrakte og musikalske termer, har hun personificeret brydningerne mellem Den Kgl. Ballets romantiske stiltradition og 1900-tallets modernisme. I sin tolkning af ballerinaen i Harald Landers klassiker Etudes forenede hun de to brydende stilarter, idet hun med intelligent formsans redefinerede dansk klassicisme og satte nye standarder for det populære værk. Med samme kunstneriske sans har Silja Schandorff danset hovedpartierne i de store russiske klassiske balletter Tornerose, Nøddeknækkeren, Raymonda suite og Svanesøen og må efterhånden betegnes som den danske koreograf Anna Lærkesens “muse”. Lærkesen har bl.a. skabt værkerne Partita, Polacca, Hommage à Bournonville og Hommage à Balanchine til Silja Schandorff, der yderligere har fortolket hovedpartier i værker af J. Neumeier, M. Béjart, Peter Martins og W. Forsythe. Silja Schandorff har modtaget Danse-Legatet i 1986 og førsteprisen ved Erik Bruhn-konkurrencen 1989. I 1998 modtog hun både Tagea Brandt Rejselegat og Bournonvilles Legat, ligesom hun blev udnævnt til ridder af Dannebrogordenen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Tychsen

Anna Tychsen

2023-04-22T23:14:32+02:00

fri anvendelse

Med en fader, der var billedhugger, og en moder, der var skuespillerinde, voksede Anna Tychsen op i et kunstnermiljø, som tidligt bragte hende selv til scenen. Hun var kun fem år gammel, da hun medvirkede i en forestilling på Odense Teater, hvor moderen var ansat, og i den anledning bemærkede den engelske pantomimedanserinde Rosa Price barnets anlæg for dansen. I 1861 blev hun derfor optaget på Det Kgl. Teaters elevskole med Georg Brodersen som lærer. Balletmester August Bournonville underviste hende samtidig personligt i sit hjem i Fredensborg om sommeren sammen med Betty Hennings, der skulle blive hendes dansepartner i flere partier. Således fik Anna Tychsen i en alder af 14 år lov til at optræde i Pas de trois Cousines, 1867, sammen med Hennings. Året efter var Anna Tychsen klar til at debutere, og det skete på hendes fødselsdag i den spanske dans Seguedilla. Hun afsluttede sin uddannelse ved balletskolen på operaen i Paris. Anna Tychsen måtte slide hårdt for sin position på scenen. Hun var udholdende, viljestærk og energisk, men ejede ikke den sceniske udstråling, som visse af teatrets kunstnere havde fået i vuggegave. Det mimiske udtryk virkede tamt og stereotypt, uden den store sjælelige dybde. Bournonville stemplede hende tidligt i sit undervisningsforløb med en grov bemærkning om, at hun måtte bestræbe sig på at danse “dobbelt saa godt som de andre, da hun aldeles ikke var køn.” En af sine bemærkelsesværdige præstationer havde hun i en “bukserolle” som søkadetten Edvard i Fjernt fra Danmark, 1868. I 1872 blev hun udnævnt til solodanserinde og udførte så betydelige partier som titelrollen i Sylfiden, 1882, Ragnhild i Brudefærden i Hardanger, 1870, Eliza og Victorine i Konservatoriet i 1870 og 1879, og Célèste i Toreadoren 1881. Hendes tekniske brillans og mangel på temperament gjorde hende mest velegnet til de to sidstnævnte balletter. I 1887 gæstedansede hun på operaen i Stockholm. Anna Tychsen gjorde sig især gældende i den virtuose dans med en teknisk overlegen dygtighed og bravur, der vakte publikums beundring. Ikke mindst hendes sikre beherskelse af tåspidsdansen var imponerende. Hendes determinerede holdning skabte dog en kølig distance til dansen, og på den vis stod det uden for hendes magt at henrive tilskuerne i begejstring. Takket være sin målrettede og flittige indsats blev hun trods alt Det Kgl. Teaters førende danserinde i en årrække, en position, hun bibeholdt frem til sin pension i 1889. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Maria_Westberg

Maria Westberg

2023-04-22T23:20:17+02:00

fri anvendelse

Teatersæsonen 1871-72 bragte en ny danserinde ind på Det Kgl. Teaters scene: svenske Maria Westberg, der var blevet håndplukket af den aldrende balletmester August Bournonville under en rejse til Stockholm. Hun var en moderne danserindetype, høj, slank, lys og nordisk med harmoniske, regelmæssige ansigtstræk. Hendes kølige udstråling af ophøjet renhed korresponderede med Bournonvilles forestillinger om den ideelle danser. Maria Westberg var uddannet ved Kungliga Operan i Stockholm, men i Bournonvilles tradition og skole, eftersom det var hans tidligere, talentfulde elev, balletmester Sigurd Lund, der havde oplært hende. I København underviste Bournonville Maria Westberg i sit private hjem. Hun debuterede 1871 på Det Kgl. Teater i glansrollen som Sylfiden, og hun klarede partiet med en overbevisende teknisk styrke. Det samme gjorde sig gældende med de efterfølgende roller som Sigyn i Thrymskviden og Xoloé i Brama og Bajaderen, begge 1871, hvor hun trak fulde huse. Da hendes kontrakt med den svenske opera udløb, blev hun 1872 fast ansat ved Det Kgl. Teater og allerede tre år efter udnævnt til solodanserinde. Maria Westberg kom til at medvirke i en lang række af Bournonvilles balletter, der tidligere havde været fremført af kendte og afholdte danserinder, og hun står som den sidste af Bournonvilles store solodanserinder. Hun løftede arven med maner i partier som fx Astrid i Valdemar, 1872, Rosa i Blomsterfesten i Genzano, 1872, Svava i Valkyrien, 1873, Célèste i Toreadoren, 1873, og Hilda i Et Folkesagn, 1874. Partiet som Teresina i Napoli, 1873, lå derimod uden for hendes talents formåen. Her fordredes en sensualitet og en naturlig vildskab, som var Maria Westberg ganske fremmed. Hun magtede ikke de partier, som krævede varme, erotisk gnist og temperament. Hun var smidig, elegant, plastisk og udholdende og havde sin styrke i en sikker teknisk kunnen. Hendes svaghed var mangelen på mimisk forståelse. Ansigtet var kønt, men uden den livfulde energi, som også kaldes scenisk udstråling. Hendes teknisk korrekte dans var derfor ikke fri for i længden at virke en smule triviel og kedelig. Måske er det grunden til, at hun i sine sidste år ved teatret kun blev brugt ganske sparsomt. Maria Westberg tog afsked med Det Kgl. Teater i 1890 som Nathalia i Fra Sibirien til Moskov og Svava i Valkyrien. De sidste tre år af sin levetid tilbragte hun i Stockholm. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Polly_Ahlefeldt-Laurvigen

Polly Ahlefeldt-Laurvigen

2023-04-22T22:54:08+02:00

fri anvendelse

Da Polly Ahlefeldt-Laurvigen i 1900 sammen med sin mand flyttede til København, tog hendes liv en ny retning. Siden giftermålet i 1868 havde greveparret boet på Ulstrup mellem Randers og Viborg, en af de mest storslåede jyske herregårde fra Christian 4.s tid og kulisse i flere af Steen Steensen Blichers noveller. Blichers ord om “Den jydske hvide Dame” på Ulstrup, der altid havde noget til overs for den nødlidende og spenderede mere på fattiges beklædning end på sin egen, kunne også være skrevet om Polly Ahlefeldt-Laurvigen. Hun førte den godgørende tradition videre, men havde i modsætning til sin forgænger store midler at tage af: gården var i fin drift, og de 620 ha langs Gudenåen bugnede af naturens gaver. Hovedbygningen var kolossal, og husholdningen holdt husfruen travlt beskæftiget. I København lagde Polly Ahlefeldt-Laurvigen nogle af disse kræfter, erfaringer og midler i storbyens filantropiske arbejde. Den første forening, Polly Ahlefeldt-Laurvigen gik ind i, var Foreningen Smaabørns Vel (FSV). Den var stiftet i 1885 og opdelt i seks kredse med en bestyrerinde og et halvt dusin aktive kvinder. Foruden at være bindeled mellem institutioner for nødlidende børn skaffede FSV børnene materiel hjælp og sundhedspleje. Oprindelig blev børn op til tre år hjulpet, men aldersgrænsen måtte nedsættes, da opgaven var umådelig; nogle år hjalp FSV op til 900 børn. Bestyrerinderne blev gjort opmærksomme på børnene af læger og hospitaler og hørte vel også om nogle, når de aflagde besøg i fattige hjem med sygdom eller drikfældighed. I en årsberetning hed det, at “Til Ulejligheden kommer desuden den Ubehagelighed at bringes ind i saa sørgelige Forhold, som Kvinder af bedre Stand i Regelen ikke komme i Berøring med”, men trods alt var de opsøgende damer aktive i årevis. De indsamlede tøj og brugte barnevogne, syede og strikkede, sørgede for kul og spisebilletter, fik aftaler med mejerierne om ren mælk, knyttede fødselshjælpersker til kredsene og gav begravelseshjælp. De opkøbte også gryn, der blev oplagret hos en dame i hver kreds og solgt billigt. Midlerne kom fra kontingenter og gaver, med tiden betydelige legater og endelig snemænd: kolossale snefigurer, bygget af kunstnere i de kolde vintre omkring århundredskiftet og udstyret med en kasse til bidrag. Polly Ahlefeldt-Laurvigen betalte kontingent første gang i 1902, samme år blev hun formand efter Ida Mannheimers død og fortsatte de igangværende aktiviteter. Ved en omfattende udskiftning i bestyrelsen i 1913 gik hun af, men gav resten af sin levetid forhøjet kontingent og 100-150 stk. nyt tøj årligt til FSVs beklædningsafdeling. FSVs initiativtager og første formand var Louise Harbou, der havde mistet en lille søn, og det samme kan have motiveret Polly Ahlefeldt-Laurvigen til at træde ind i netop denne forening: ni måneder efter sønnen Frederiks fødsel fik hun i 1870 en lille datter, der kun levede én dag. Omsorgen for små børn kom også til udtryk i engagementet i Prinsesse Thyras Asyl i Rantzausgade 48, hvor hun sad i bestyrelsen 1906-14. Fra stiftelsesåret 1906 til sin død var hun også i bestyrelsen for Louiseforeningen, der ydede hjælp til enlige kvinder, som havde kendt bedre dage. En del af hjælpen bestod i donationer af brugt tøj fra velhavende damer, og her havde den selskabeligt aktive grevinde, der var smuk og altid stilfuld, en ressource at øse af. Polly Ahlefeldt-Laurvigen lagde en stor del af sin tid i Dansk Røde Kors (DRK), hvor hun i 1912 blev præsident for den kbh.ske Dameafdeling (DA). Af fødsel og ved giftermål tilhørte hun de kredse, hvorfra enkedronning Louise rekrutterede præsidenter til de 32 afdelinger, og Polly Ahlefeldt-Laurvigen var allerede bekendt med arbejdet, idet familiemedlemmer var præsidenter andre steder i landet. DAs vigtigste opgave i hendes præsidenttid var oparbejdelsen af lazaret- og forbindssager til hærens depoter samt førstehjælpskurser. Heller ikke i DA tog hun påfaldende nye initiativer, men hun havde evnen til lede aktiviterne med elskværdighed og alligevel sådan, at man mærkede den styrende hånd. Polly Ahlefeldt-Laurvigen var en dygtig administrator, havde et varmt hjerte og var retsindig. I DRK fremhævede man, at hun “i den store Sags Interesse forstod at se bort fra alle underordnede Hensyn og at tage med let Haand paa de Modsætninger og stridende Anskuelser, der ikke kan udeblive, selv hvor det gælder Arbejde i den lidende Menneskeheds Tjeneste”. Som de fleste travle mennesker havde Polly Ahlefeldt-Laurvigen altid tid, og skønt hun også i København førte stort hus, påtog hun sig ved Første Verdenskrigs udbrud 1914 endnu en opgave. Hun gik ind i DRKs krigsfangearbejde, i afdelingen for formidling af breve mellem krigsfangerne på Østfronten og deres pårørende, og sparede sig ikke. Hun havde allerede på det tidspunkt et ret skrøbeligt helbred og tog måske for hårdt fat. Kun 66 år gammel døde Polly Ahlefeldt-Laurvigen midt i et aktivt liv i filantropiens tjeneste. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna

Anna

2023-04-22T23:09:49+02:00

fri anvendelse

Annas betydelige korrespondance med både familien og personer som bl.a. Birgitte Gøye og Anne Hardenberg viser et billede af en begavet kvinde med både åndelige og materielle interesser. Efter faderens tronbestigelse blev hun fra 1537 opdraget i Danmark, hvor hendes undervisning blev forestået af Tileman van Hussen, der var læsemester ved Københavns Universitet og siden biskop i Slesvig. På denne måde har man kunnet sikre sig en opdragelse i den lutherske lære her i årene umiddelbart efter Reformationen. Anna trolovedes som 16-årig og blev ved giftermålet samme år ledsaget på rejsen til Sachsen af sin moder og et stort følge. Forbindelsen mellem det danske og det sachsiske hof intensiveredes efter brylluppet gennem hyppige besøg og livlig brevveksling.Det nære forhold mellem de to hoffer kom til udtryk på flere måder. Kurfyrsteparrets søn Christian, der senere efterfulgte faderen, blev opdraget hos sin mormoder i Danmark, og Anna var meget aktiv i bestræbelserne for at skaffe såvel broderen Frederik 2. som andre et passende parti. Under Syvårskrigen 1563-70 forstrakte kurfyrsten sin svoger med betydelige lån og mæglede desuden mellem ham og hans slægtninge, hertugerne af Sønderborg og Gottorp. Efter den første konsolidering af Reformationen begyndte en skarpere grænsedragning mellem de protestantiske trosretninger, bl.a. mellem den lutherske og den calvinske, især hvad angik nadverlæren. Kurfyrsteparret anså sig som garant for den rette lutherske lære, og det afstedkom forfølgelser af sachsiske kryptocalvinister, hvis lutherdom havde et stærkt calvinistisk islæt, og et pres på Frederik 2. for at gøre ligeså i Danmark. Det gik bl.a. ud over teologen Niels Hemmingsen, der afskedigedes fra Københavns Universitet.Anna fødte ikke mindre end 15 børn, seks døtre og ni sønner, hvoraf de fleste døde som små. Trods denne belastning magtede hun at forestå administrationen af de fyrstelige godser, der blev drevet efter datidens økonomiske idéer. Hun havde desuden litterære interesser og blev anset for at være en kyndig kender af Luthers skrifter, som har været til rådighed i ægteparrets fornemme bogsamling. Hendes breve vidner om stor alsidighed, der ud over det allerede nævnte også omfattede børneopdragelse, fremstilling af akvavit og lægemidler, madlavning, skønhedspleje, byggeri, havevæsen og jagt. Hun ledsagede i øvrigt ofte sin mand på rejser og jagt. Hendes standsbevidsthed og stærke forankring i troen på Gud kommer til udtryk bl.a. i et trøstebrev til Gøye i anledning af Herluf Trolles død. Heri anerkender Anna venindens smerte ved tabet og hendes evne til trods alt at sætte sin lid til Gud og trøste sig med, at ægtemanden havde fået et godt eftermæle. Det indtryk, man her får, stemmer godt overens med Annas eget eftermæle i Sachsen som “Mutter Anna”. Hun ansås af samtiden for at være en smuk kvinde. Portrætterne viser hendes regelmæssige træk, blå øjne, smukke teint, kraftige blonde hår og let fyldige skikkelse. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Berengaria

Berengaria

2023-04-22T22:52:14+02:00

fri anvendelse

Berengaria og Valdemar Sejr blev gift i maj 1214, og hun fødte i de følgende år tre sønner, der alle senere blev konger af Danmark, samt en datter. Berengaria omtales både som kongen af Portugals datter og som greven af Flanderns søster. Dette skyldes, at hendes broder kong Alfonso 2. indledte en arvestrid, der resulterede i, at hendes anden broder Ferrando 1211 rejste til Frankrig, formentlig med den meget unge Berengaria i sit følge. Den franske kong Philip 2. August arrangerede det ægteskab, der gjorde Ferrando til greve af Flandern, og Berengarias giftermål kan skyldes Ferrandos ønske om at knytte Valdemar Sejr til den alliance, rettet mod Frankrig, som han i sommeren 1213 indgik med kong John af England og den tyske kejser Otto 4. Det var rimeligvis på grund af Berengaria, at Valdemar indgik endnu en forbindelse med det portugisiske kongehus, da hans ældste søn Valdemar den Unge i 1229 blev gift med Berengarias niece, Alfonso 2.s datter Eleonora.Den konkrete viden om Berengarias liv er minimal og tilfældig. Paverne Innocens 3. og Honorius 3. stadfæstede hendes morgengave, hvilket er usædvanligt. Omfanget af morgengaven, som brudgommen yder som en sikring af hustruens mulige enkestand, kendes ikke. Det ses imidlertid, at Berengaria har givet gaver til kirker og klostre, idet disse gaver såvel som hendes krone efter hendes død blev undtaget fra aftalen 1225 om løsesummen for kong Valdemar og hans ældste søn efter tilfangetagelsen på Lyø to år tidligere. Hun er dermed den første danske dronning, hvis krone omtales. Folkevisetraditionen fremstiller Berengaria som sin forgænger dronning Dagmars modstykke: hård, ond, grådig og selvisk. Dagmar advarer i en af viserne Valdemar mod at gifte sig med Berengaria: “Hun er saa besk en blomme.” Traditionen er imidlertid nedskrevet sent i 1500-tallet og tvivlsom. Ifølge en tysk-livlandsk kilde døde Berengaria i barselsseng. Hun er begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Ved udgravningen i 1855 blev hendes skelet fundet, og hendes velformede kranium vakte stor opmærksomhed. I kirken opbevares en fletning af hendes hår. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Brahe

Karen Brahe

2023-04-22T22:52:39+02:00

fri anvendelse

Karen Brahe blev født som tredje barn af seks på Næsbyholm ved Sorø, hvortil familien var flyttet i forbindelse med Svenskekrigen 1657-60. Den faste bopæl var Engelsholm ved Vejle. 1672 havde hun sin første altergang med tilhørende eksamination. Da farmoderen Anne Gyldenstierne døde i 1677, flyttede familien til Hvedholm på Horne Land, som faderen overtog. Efter hustruens død 1683 fordelte han sine godser mellem børnene og tog selv ophold på Engelsholm med Karen Brahe som husholderske og hendes lillesøster Birgitte B. Efter hans død 1708 flyttede søstrene tilbage til Fyn til Østrupgård, som da havde gennemgået en stor udvidelse, bl.a. for at kunne rumme Karen Brahes bibliotek. Udvidelsen var færdiggjort i 1710. Kort forinden havde Karen Brahe haft den sorg at miste sin plejedatter Susanne Bauditz, datter af søsteren Sophie B. og Georg Sigismund von Bauditz. Efter søsterens død i 1695 havde Karen Brahe taget den femårige pige til sig og sørget for hendes uddannelse. I 1708 blev Susanne gift med Jørgen Tyge Seefeldt, og året efter døde hun i barselsseng, hvilket ramte Karen Brahe hårdt. I 1715 døde storesøsteren Anne B., der havde beboet den gamle bispegård i Odense. I denne ejendom stiftede Karen Brahe i 1716 Odense adelige Jomfrukloster, en institution for otte ugifte danske kvinder af adelsstanden. Stiftelsen fungerede som sådan frem til 1972. Hertil donerede Karen Brahe sit private bibliotek med tillagte midler til dets vedligeholdelse og udvidelse med bestemmelse om, at det aldrig måtte flyttes derfra. 1907 blev det dog af sikkerhedsgrunde deponeret i Landsarkivet i Odense, hvor det stadig befinder sig. Efter stiftelsen af klosteret trak Karen Brahe sig tilbage til Østrupgård, som hun drev med stor dygtighed; således leverede hun fødevarer m.m. til klosteret, hvis beboere ligeledes blev inviteret på skovture på gården. Endvidere virkede hun i lokalsamfundet, hvor hun økonomisk støttede begavede elevers videre uddannelse, ligesom hun bl.a. stiftede skole og hospital i Svanninge. Samtidig dyrkede Karen Brahe hele sit liv sine litterære interesser, idet hun frem til sin død købte bøger, såvel antikvariske på auktion som nyudgivelser, for at læse dem og give dem videre til klosteret. Fx findes fra hendes dødsår en bog “Kiøbt 1736 strax lest”, en anden, som trøstede hende ved nevøen Jørgen B.s død samt en tredje med ønsket “Ja gif mig En Salig Ende.” Hovedkilden til viden om Karen Brahes åndelige liv er biblioteket, det eneste bevarede danske adelsbibliotek fra 1600- og 1700-tallet. Hun voksede op med læsning, undervist bl.a. af sin moder og mormoderen Karen Bille, og er formodentlig selv tidligt begyndt at anskaffe sig bøger. Ved moderens faster Anne Gøyes død arvede hun dennes i samtiden berømmede bibliotek på ca. 1.100 bind, idet Gøye mente, at Karen Brahe som hun selv ville “elske, agte og gøre sig nytte af dem.” I 1686 blev Karen Brahe kontaktet af storbogsamleren Peder Hansen Resen, der ønskede at erhverve ca. 100 titler, men hun afslog på grund af sin kærlighed til bøgerne: “Thi for Penge er de ingenlunde fall – Jeg er selv Liebhaber heri og heller forbedrer Tallet paa mine danske Bøger, end skiller mig ved dem.” Denne udtalelse viser, hvilket offer hun ydede ved at skænke samlingen til klosteret og fortfarende indføre sine nyanskaffelser i klosterbiblioteket. I dag omfatter biblioteket knap 3.600 trykte titler og 1.100 håndskrifter. Karen Brahe læste tysk som dansk; en fjerdedel af bøgerne er tyske, heraf enkelte plattyske, ligesom der findes både danske og tyske aviser. Hertil kommer nogle få islandske og flamsksprogede bøger. Karen Brahes af Hans de Hofman berømmede latinkundskaber afsløres derimod som en myte. Latinske bøger er ikke indkøbt, og der findes breve fra præsten i Nørup ved Engelsholm Alexander Jacobsen Falk, der omhandler hans udarbejdelse af oversættelser af latinske tekster. Karen Brahe var en flittig brevskriver; den bevarede korrespondance omhandler alt fra administration over litteratur til sladder. Hendes litterære hovedinteresse var teologien, der udgør mere end halvdelen af bøgerne. Disse afslører hende som en særdeles ortodoks lutheraner, der tog afstand fra katolikker, pietister, calvinister m.fl. Hendes anden hovedinteresse var historien, primært Danmarkshistorie, der udgør knap en fjerdedel. Den sidste fjerdedel rummer bøger af mere praktisk karakter som lovsamlinger og juridiske skrifter, lægebøger og anatomiske værker, kogebøger med fedtpletter, skolebøger, bøger om havebrug og forstvæsen, hestens røgt og pleje, “Den Møenske Styrmands-Bog”, bekendtgørelse for lotterier, som Karen Brahe har spillet i, samt egentlig skønlitteratur, herunder en række udgivelser og håndskrifter af Anne Gøyes svigerinde Birgitte Thott. Biblioteket viser således Karen Brahe som et dybt religiøst menneske, men med sans for det praktiske og sågar særdeles verdslige; en alsidig og stærk personlighed, aktiv som kontemplativ. I 1987 stiftedes Karen Brahe Selskabet med det formål at virke for oprettelsen af et kvindekulturcenter i klosterbygningen, der nu ejes af Odense kommune. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Rigborg_Brockenhuus

Rigborg Brockenhuus

2023-04-22T22:54:32+02:00

fri anvendelse

Rigborg Brockenhuus var ud af en søskendeflok på syv. To brødre døde som små, mens hun og de fire søstre, Anne, Elisabeth, Birgitte og Karen, nåede voksenalder. Rigborg Brockenhuus' barndom og tidligste ungdom er ikke omtalt i kilderne, men hendes og søstrenes opdragelse har været i overensstemmelse med almindelig skik og brug i tidens herremandskredse. Der blev lagt vægt på gudsfrygt og religion med katekismus, bønner og bibelstudier. Den fremtidige husfrue skulle kunne læse, skrive, regne, føre hus og lave håndarbejde. Der blev undervist i fremmede sprog, især tysk og fransk. Og endelig hørte begrebet “finere dannelse” med ærbar og ædel vandel, dans og musik også med til oplæringen. Måske har den huslærer, som i 1589 blev ansat til at undervise de drenge, der opfostredes i Laurids B.s hus, også haft del i hans egne døtres oplæring. På mødrene side var der nemlig tradition for lærdom. Mormoderen Elsebe Krabbe hørte til tidens lærde damer, der dyrkede poesi og historie. Rigborg Brockenhuus trådte ind på scenen, da Christian 4. i 1597 skulle indgå ægteskab med markgreven af Brandenburgs datter Anna Cathrine. Den kommende dronning ville få brug for unge jomfruer til sin opvartning. På kgl. anmodning gav Laurids B. sit samtykke til, at datteren kom i dronningens jomfrukammer. Rigborg Brockenhuus og ti andre jomfruer blev oplært i hoftjeneste hos enkedronning Sophie på Nykøbing Slot, inden de kom til dronning Anna Cathrines jomfrukammer i foråret 1598. Unge jomfruer, der blev optaget i huset hos adelige fruer eller dronningen, kunne regne med, at der ville blive arrangeret et passende giftermål for dem. Ved hoffet mødte Rigborg Brockenhuus den otte år ældre Frederik Holgersen Rosenkrantz til Rosenvold, der nedstammede fra to af rigets fremtrædende slægter. Han havde fået en god opdragelse, og hans lærere fremhævede hans begavelse, gode opførsel og iver for at lære. I 1593 kom han til hoffet som hofjunker og kaldtes i 1594 for kammerjunker. Fremtiden tegnede lyst for dem begge, men naturen gik over optugtelsen. Resultatet blev sønnen Holger, som Rigborg Brockenhuus fødte 1599 hos sin moster Elisabeth Skram, der var gift med Ove Bille til Lindved. Rigborg Brockenhuus havde forladt hoffet, mens kongen var på togt til Nordkap. Da Christian 4. kom hjem, kunne tingenes tilstand ikke længere skjules. Kongen lod Rosenkrantz, der var flygtet til Hamburg, hente tilbage og påbød Ove Bille at holde Rigborg Brockenhuus i forvaring. Begge blev indstævnet for herredagen i 1599 for overtrædelse af gårdsretten, der foreskrev, hvordan man skulle forholde sig i kongens og adelens gårde, og den kalundborgske reces fra 1576, der bl.a. omhandlede løsagtighed og forførelse. Endvidere stævnede Laurids B. Rosenkrantz for at have vanæret datteren. Man kan undre sig over, at de unge trods fejltrinnet ikke som andre blev gift med hinanden. Den senere anerkendelse af sønnen tillige med de mange bønner fra slægt og venner inden domfældelsen tyder på, at det havde været en mulighed. Vi har desuden en af dommernes ord for, at “de som samme Dom dømte, gjorde det ikke gerne.” Begge blev dømt efter anklagen. Rosenkrantz dømtes æreløs for at have krænket Rigborg Brockenhuus og skulle miste to fingre, fordi det var sket i kongens gård. Dommen mildnedes, så han i stedet for skulle drage i krig mod tyrkerne. Han døde i Mähren i 1602. Rigborg Brockenhuus dømtes til fængsel på livstid og blev indespærret på Egeskov i et kammer med en pige til sin opvartning. Indespærringen varede ved også efter faderens død i 1604. Men i 1608 mildnedes forholdene, da hun på enkedronning Sophies forbøn fik kgl. tilladelse til at besøge sin sognekirke i Kværndrup. I 1615 skiftede Karen Skram med sine fire øvrige døtre og må i den forbindelse have rettet en forespørgsel til kongen om Rigborg Brockenhuus' fremtid, da denne efter loven var arveløs. Christian 4. gav i 1616 tilladelse til, at Rigborg Brockenhuus efter moderens død efter eget valg måtte bo enten i Odense eller i Nybølle på Fyn, hvor hun havde gods. Hun måtte dog kun besøge sin sognekirke. Efter moderens død i 1625 flyttede Rigborg Brockenhuus antagelig til Nybøllegård. I 1627 tillod kongen, at hun med sin lavværges og formynders samtykke måtte sælge jordegods, så hun kunne løskøbe sin søn fra fangenskab efter slaget ved Lutter am Barenberg i 1626. Sønnen havde i 1624 på foranledning af slægten Rosenkrantz fået kgl. bevilling til at føre dens navn og våben. Fru Rigborg, som Rigborg Brockenhuus kaldtes, stod i forbindelse med sine søstre og flere standsfæller på Fyn. Biskop Hans Mikkelsen i Odense satte hende højt og besøgte hende, ligesom hun vides at have været middagsgæst hos ham. Han søgte at trøste hende i sorgen over sønnens død i 1634. Da hun døde i 1641, noterede han i sin dagbog: “Hun var min og mines mest trofaste Velynder.” Rigborg Brockenhuus blev begravet i Kværndrup Kirke. Som sin moder var hun historisk interesseret og har skrevet i flere slægtebøger. I en af dem findes et vers fra 1630 prydet med monogrammet “FR”, der vidner om resignation og en aldrig forvunden kærlighed til den elskede Frederik Rosenkrantz. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_B%C3%B8lle

Birgitte Bølle

2023-04-22T22:54:22+02:00

fri anvendelse

Birgitte Bølle fik Orebygård på Lolland i arv efter faderen, og da ægtefællen Christoffer Gøye var ejer af Aunsbjerg og 1560 arvede Gunderslevholm efter sin broder Eskil og dernæst Clausholm, Bregentved og Bollerup i 1573 efter søstersønnen Oluf Mouritsen Krognos, blev det barnløse par efterhånden særdeles velstillet. Det afholdt dem dog ikke fra at indvikle sig i mange retstvister både mod naboer og familien. Navnlig Gøye var aktiv i den henseende. Mest kendt er nok sagen mod Krognos som forstander for Herlufsholms Skole, hvis stiftelse Gøye forsøgte at få omstødt. En del af rigdommen blev brugt til en prægtig hovedbygning på Orebygård, som stod færdig i 1587. Bygmesteren var formentlig Hans van Steenwinkel den Ældre. 1581 grundlagde Birgitte Bølle et hospital med fem pladser i Sakskøbing. Det kunne måske tænkes at have været aflad for Gøyes undladelsessynder. Ved arven efter søstersønnen havde han nemlig siddet testamentariske bestemmelser om oprettelse af hospitaler ved de efterladte gårde overhørig. Ægtefællernes omfattende brevveksling rummer mange indbydelser fra standsfæller til barsler, bryllupper, begravelser og andre begivenheder, hvilket måske snarere skal tilskrives deres rigdom end selskabelige talenter. Birgitte Bølle hørte sammen med sin ligeledes barnløse svigerinde Birgitte Gøye til de adelsfruer, der opfostrede standens døtre. Der var tilsyneladende ikke faste regler for, hvornår adelsbørn kom hjemmefra. Hvis moderen døde, skete det almindeligvis umiddelbart derefter. Giftede faderen sig igen, kom børnene ofte tilbage til hjemmet. Da dele af oplæringen var kønsbestemt, var det ikke ualmindeligt, at sønnerne blev sendt hjemmefra, hvis de blev faderløse, mens døtrene blev hos moderen. Fosterforældrene var ofte moderens eller faderens søskende. Trods striden om Herlufsholm, som Birgitte Gøye og hendes mand mand Herluf Trolle havde stiftet, synes Birgitte Bølle at have haft et udmærket forhold til svigerinden. Hun takkede således flere gange Birgitte Gøye for gæstfrihed, gaver, lægemidler og andre tjenester og inviterede hende til Gunderslevholm på besøg. Detaljerede indberetninger fra Birgitte Bølles fogeder og brevvekslingen med ægtefællen viser, at hendes interesse for godsdrift ikke stod tilbage for hans. En samtidig slægtebog omtaler Birgitte Bølle, der var halvsøster til Tycho og Sophie Brahes fader, som “de Brahers gale moster”. Hvorledes dette skudsmål skal forklares, er usikkert. Men det kunne tænkes, at sygdom var årsagen. Der er en del vidnesbyrd om Birgitte Bølles svage helbred. Hun led bl.a. af rosen, en meget ubehagelig betændelsessygdom med høj feber. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Dagmar_-_Valdemar_2._Sejrs_dronning

Dagmar

Valdemar 2. Sejrs dronning

2023-04-22T22:57:51+02:00

fri anvendelse

Dagmars døbenavn var Margareta. Hun var datter af hertugen, den senere første arvekonge af Böhmen. Han skilte sig ca. 1197 fra hendes moder for at indgå nyt giftermål med en prinsesse af Ungarn. Moderen tog med sine fire børn tilbage til sin broder, markgrev Dietrich af Meissen. Det er givetvis herfra, Dagmar kom til Danmark som kong Valdemar Sejrs brud i 1205. Da var Valdemar 35 år og havde to uægteskabelige sønner med to forskellige kvinder. Dagmar skulle sikre den legitime, kongelige arvefølge. Efter fire års ægteskab fødte hun sønnen Valdemar den Unge. Markgreven af Meissen, der ligesom Valdemar holdt sig fri af faste alliancer i magtkampene i Tyskland mellem de stridende kejserslægter, kunne have en interesse i en forbindelse til Valdemar, mens denne med ægteskabet ikke satte sin uafhængighed af de forskellige magtgrupperinger over styr. Et udtryk for forbindelsen kan ses i, at både Dagmars fader og markgreven var vidner, da kejser Frederik 2. i 1214 bekræftede Valdemars erobringer i Nordtyskland. Den konkrete viden om Dagmars liv er minimal. Rydårbogen fra ca. 1250 nævner, at hun medvirkede til løsladelsen i 1206 af en af Valdemars mest standhaftige modstandere, biskop Valdemar af Slesvig. Årbogen siger endvidere, at hun kaldtes Dagmar på grund af sin skønhed; ifølge traditionen skulle Dagmar nemlig betyde “dagens mø”, men navnet er sandsynligvis en forvanskning af det slaviske Dragomir. Traditionsstof har i det hele taget præget Dagmars eftermæle. Folkeviserne om hende, der er nedskrevet i 1500-tallet og tvivlsomme kilder, fremstiller hende som idealet af en kristen dronning: mild, tålmodig, from og elsket af alle, den positive i modsætning til Valdemars anden hustru Berengaria. Traditionens højdepunkt er vel beskrivelsen af hende i B.S. Ingemanns roman Valdemar Sejr fra 1826. Efter den mest kendte folkevise skulle Dagmar være død i barselseng i Ribe. Hun er begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted. Et byzantinsk relikviekors fra omkring år 1000, angiveligt fundet i kirken i 1683, blev hurtigt knyttet til hendes navn: Dagmarkorset. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Marie_Grubbe

Marie Grubbe

2023-04-22T23:08:16+02:00

fri anvendelse

Om Marie Grubbes barndom vides stort set ikke andet end, at hun mistede sin moder som lille og voksede op hos faderen Erik G. på den jyske herregård Tjele. Hun kom ind i de allerhøjeste kredse, da hun i 1660 blev gift med Ulrik Frederik Gyldenløve, der var uægte søn af Frederik 3. Marie Grubbe var et godt parti, for ud over at være født ind i en velanskreven adelsslægt bragte hun sin mødrene arv på 12.000 rigsdaler med ind i ægteskabet. Forbindelsen mellem hende og Gyldenløve blev sandsynligvis etableret af slægtningen Regitze G., der var enke efter Christian 4.s søn med Karen Andersdatter og stod hoffet nær. Året efter brylluppet tog Gyldenløve uden Marie Grubbe på en toårig udenlandsrejse. Efter hjemkomsten blev han i 1664 udnævnt til det vigtige embede som statholder i Norge, hvor parret bosatte sig på Akershus. Ægteskabet var ikke lykkeligt, og i 1667 sendte Gyldenløve hustruen hjem til Tjele. Formodentlig under pres fra sin fader forsøgte Marie Grubbe adskillige gange at opnå forlig med ægtefællen. Men intet formildede Gyldenløve, der ønskede at blive skilt. På grundlag af en kommissionsbetænkning afgav Christian 5. i 1670 en dom, der lød på skilsmisse. Marie Grubbe fik henstilling om først at indgå nyt ægteskab efter nogen tid, og da i stilhed og uden pragt. Hun fik tilbagegivet sin mødrene arv, som hun brugte på en flerårig udenlandsrejse umiddelbart efter skilsmissen. Ifølge dommen havde Marie Grubbe i løbet af sit ægteskab stået i forhold til Gyldenløves sekretær Joachim Lambert og en franskmand ved navn Blanquefort. Rygter sagde, at hun også havde et forhold til svogeren Stygge Høeg, men det er ikke omtalt i skilsmisseakterne og kan ikke verificeres. Ifølge lovgivningen var der dødsstraf for utroskab. I et brev til Gyldenløve fra ca. 1668 takkede Marie Grubbe derfor for sit liv og lovede aldrig mere at anvende navnet Gyldenløve, ligesom hun ikke ville påberåbe sig, at hun havde været gift med ham. I 1673 fik Erik G. arrangeret ægteskab mellem Marie Grubbe og den jyske adelsmand Palle Dyre. Parret flyttede ind på Trinderup, som var en af de gårde, Dyre fik i medgift. Omkring 1685 bosatte de sig på Tjele, som de forpagtede. Kort tid efter indledte Marie Grubbe et forhold til den yngre Søren Sørensen Møller, der var kusk og senere ladefoged på Tjele. Erik G., der havde gjort hende til enearving, indsendte i 1690 et andragende til Christian 5., hvori han bad om tilladelse til at gøre hende arveløs og spærre hende inde på Bornholm på grund af hendes opførsel over for såvel Gyldenløve, Dyre som ham selv, og da faderen døde to år senere, arvede Marie Grubbe ingenting. Det lader ikke til, at Dyre tog sig videre af hendes utroskab, før kongen på grundlag af Erik G.s skrivelse fra 1690 bad om hans ord i sagen. Som svar skrev han, at Marie Grubbe ikke havde opført sig som en hustru burde, og parret blev skilt ved dom i 1691. På kongens befaling var hun under sagen sat i husarrest. Ved skilsmissen beholdt Dyre sin medgift, mens hun gik tomhændet ud af ægteskabet. Skilsmissedommen udstak den klausul, at hun ikke måtte indgå ægteskab for en offentlig myndighed i Danmark, hvorfor hun og Møller efter et tysk ægtebrev at dømme blev gift i Holsten. Efter at de havde flakket omkring en tid, opholdt de sig i 1699 på Møn, hvor han bl.a. ernærede sig som bådsmand og kvartermester. Senere kom de til Falster. Her boede de, formentlig takket være enkedronning Charlotte Amalie, i det såkaldte Borrehus ved Grønsund Færgested. Meget tyder på, at Marie Grubbe havde en beskytter i enkedronningen, som hun sandsynligvis kendte fra sit ægteskab med Gyldenløve. Charlotte Amalie døde i 1714, og fra det år vides det, at Marie Grubbe modtog fattighjælp. Selvom hun over for Ludvig Holberg under hans ophold på Falster i 1711 gav udtryk for, at hun havde været mere lykkelig sammen med Møller end i sit ægteskab med Gyldenløve, kan ægteskabet med ham ikke altid have været ideelt. Flere gange blev han stillet for en domstol, og da han i drukkenskab havde skudt en skipper, blev han i 1712 dømt til straffearbejde på Bremerholm. Herefter så Marie Grubbe ham aldrig mere. Det vides ikke med sikkerhed, hvornår hun døde, men det var sandsynligvis omkring 1718. Marie Grubbe fremstår som en viljestærk og egensindig kvinde, der insisterede på kærlighedens ret og var villig til at betale dens pris. Det betød, at hun brød alle normer og satte sin sociale status over styr. Som fascinerende myte har hendes liv og skæbne gennem flere hundrede år inspireret forfattere fra Holberg til Juliane Preisler, der udgav Kysse-Marie i 1994. Gennem klassikere som Steen Steensen Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, 1824, og J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe, 1876, har generationer af danske skolebørn stiftet bekendtskab med Marie Grubbes skæbne, som også H.C. Andersen tog op i eventyret Hønse-Grethes Familie, 1869. Endelig har komponisten Ebbe Hamerik komponeret operaen Marie Grubbe, 1940, over et drama af Sven Lange fra 1905. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karen_Gyldenstierne

Karen Gyldenstierne

2023-04-22T23:08:36+02:00

fri anvendelse

Skønt Karen Gyldenstierne var født ind i den bedrestillede del af 1500-tallets danske adel, betød hendes giftermål i 1568 med den 27 år ældre rigsråd Holger Rosenkrantz et trin op ad rangstigen. Rosenkrantz, der var personlig ven med Frederik 2., hørte til kongens mest betroede mænd. Året før ægteskabet var han således blevet udnævnt til statholder i Nørrejylland og overtog nogle år senere desuden embedet som rigsmarsk. Hertil kom forleningerne med Bygholm og Skt. Hans Kloster i Horsens, som lå godt placeret i forhold til hans private hovedbesiddelse Boller. Parrets nære forhold til Frederik 2. viste sig bl.a. ved, at deres anden søn Frederik blev opkaldt efter kongen, der selv stod fadder ved dåben 1571 på Skanderborg Slot, som Rosenkrantz havde i forlening. Dåben blev i tidens stil fejret med en stor fest, hvortil var indbudt ikke færre end 66 adelsmænd, 38 adelsfruer, 28 adelige enkefruer og syv jomfruer. Karen Gyldenstierne fik i alt fire sønner, hvoraf de to yngste døde som børn. Da ægtemanden døde allerede i 1575, blev det hendes opgave at tage vare på de to overlevende sønners opdragelse og uddannelse. 1582-84 var de begge i huset hos den fremtrædende danske skolemand Peder Hegelund i Ribe, og Frederik var derefter i tidens ånd på en syv år lang dannelsesrejse til en række europæiske universiteter, mens Otte Christoffer blev videreuddannet ved forskellige tyske fyrstehoffer. Det var ikke blot sønnernes uddannelse, den 31-årige enke skulle tage sig af. Også bestyrelsen af det omfattende gods og videreførelse af ægtefællens ufuldendte planer blev opgaver, som Karen Gyldenstierne kastede sig over med stor energi. Hun fortsatte, især ved mageskifter med kongen, samlingen af bøndergods dels omkring Boller, dels på nordsiden af Vejle Fjord, hvor hun afsluttede oprettelsen af godset Rosenvold og lod opføre hovedbygningen, som ifølge indskriftsstenen stod færdig 1585. Ligeledes forestod hun færdiggørelsen af bygningerne på Boller. Disse byggerier var en del af det store boom i herregårdsbyggeriet i anden halvdel af 1500-tallet, men også på anden vis markerede Karen Gyldenstierne sin og familiens status. Året før sin død havde Rosenkrantz fået gavebrev på Sejet Kirke med ret til at nedbryde denne med henblik på forbedring af sognekirken i Uth. Karen Gyldenstierne nøjedes imidlertid ikke med at forbedre den eksisterende kirke, men lod den i stedet nedrive og i årene 1575-77 erstatte med en ny stor treskibet kirke i den moderne renæssancestil. I kapellet opførte hun et særpræget epitafium, indbygget i væggen og udformet som en alkove, hvori en ligsten over ægtemanden, dennes første hustru Mette Krognos og Karen Gyldenstierne selv blev anbragt liggende. Ligstenen var vistnok fremstillet på Rosenkrantz' initiativ. Ud over gods og byggerier havde Karen Gyldenstierne også litterære interesser; hun kom således i besiddelse af et visehåndskrift, der var påbegyndt ved Frederik 2.s hof, og heri indskrev hun ganske mange viser af forskellig art. Hun bevarede det nære forhold til hoffet i Frederik 2.s regeringstid, men synes derefter at have trukket sig noget tilbage. Hun overlod Boller og Rosenvold til de nu voksne sønner og slog sig ca. 1590 ned på Skt. Hans Kloster i Horsens, som Rosenkrantz havde købt af kongen kort før sin død og efter hustruen omdøbt til Stjernholm. Selv havde hun opkøbt en del ejendomme og grunde i Horsens, hvilket gav anledning til en årelang strid med byrådet her, idet hun fastholdt sin adelige skattefrihed også af disse ejendomme til skade for byens kasse; først 1598 blev parterne forligt. På samme tid blev hun uforskyldt inddraget i en trolddomssag, da en af de anklagede kvinder 1596 hævdede, at de var købt af Karen Gyldenstierne til at forgøre Anne Hardenberg, gift med Johan Rud til nabogodset Møgelkær. Der blev ikke rejst trolddomssag mod Karen Gyldenstierne, og kongen mæglede et forlig mellem hende og Rud, der gav hinanden hånd på, 'at de ikke vidste andet end ære og godt om hinanden.' I 1599 måtte hun se sin lovende søn Frederik indstævnet for herredagen og dømt æreløs på grund af sit kærlighedsforhold til Rigborg Brockenhuus. Han benådedes mod at rejse til Ungarn og kæmpe mod tyrkerne, men døde i 1602 og blev begravet i Teinkirken i Prag, hvor broderen Otte og Karen Gyldenstierne satte ham et gravminde. Selv døde hun på Stjernholm i 1613. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_G%C3%B8ye

Birgitte Gøye

2023-04-22T23:08:48+02:00

fri anvendelse

Da hendes moder døde allerede 1512 eller 1513, blev den lille Birgitte Gøye sendt til Ringkloster ved Skanderborg for at blive opdraget i gudsfrygt, tugtighed og høviskhed, som det passede sig for hendes adelige stand. Faderen indgik 1515 sit andet ægteskab, hvorefter datteren kom tilbage til hjemmet på Skanderborg Slot. De følgende år blev efter sigende præget af et uharmonisk forhold imellem hende og stedmoderen Margrethe Sture. Efter Stures død 1528 kom Birgitte Gøye i huset hos sin ældre søster Sophie G. og hendes mand Mogens Bille til Svanholm, og da også Sophie G. døde, flyttede hun 1537 til søsteren Elline G. på Bregentved. Opholdet blev kort, for allerede det følgende år blev hun kaldt til hoffet for at blive en af dronning Dorotheas kammerjomfruer. Fra denne tid stammer venskabet med kongedatteren Anna, senere kurfyrstinde af Sachsen. Som 14-årig var Birgitte Gøye imod sin vilje blevet trolovet med Jesper Daa til Enggård. Forældrene betragtede datterens modstand mod arrangementet som en barnegrille og forventede forgæves, at den ville aftage. Formentlig efter Birgitte Gøyes bøn og takket være hendes nære forhold til dronningen greb kongen ind og befalede Københavns Universitets professorer og rigets bisper at prøve trolovelsens gyldighed. Efter 15 års ihærdig modstand lykkedes det endelig i 1540 at få den kendt ugyldig. Året forinden havde Christian 3. endvidere udstedt en reces, der forbød forældre og værger at arrangere ægteskab for deres børn, før de havde nået myndighedsalderen. Kongens deltagelse i affæren må ses i lyset af den juridiske status, som en trolovelse havde. Indtil Frederik 2.s ægteskabsordinans 1582 var det den retsstiftende del af en ægteskabsindgåelse, mens kirkevielsens formål alene var at velsigne en allerede indgået kontrakt. Birgitte Gøye mødte formentlig sin mand Herluf Trolle, mens de begge var ved hoffet. Trolle gjorde et godt parti. Allerede nogle måneder før vielsen 1544 overførtes det pantebrev på Ringkloster, som Birgitte Gøye havde arvet fra sin fader, til hendes kommende husbond. Hun havde desuden arvet Sigbritsgård i København og Græsegård i Nordsjælland med den tilhørende avlsgård Hillerødsholm. Den ulige ejendomsfordeling ægtefællerne imellem kan læses af det gensidige forsikringsbrev, som parret udstedte i 1549: Hvis Trolle levede længere end Birgitte Gøye, og såfremt de ingen børn fik, skulle han have hovedgården Græsegård på livstid; overlevede hun ham, skulle hun derimod arve alt hans jordegods. Parret gjorde Hillerødsholm til hovedgård og opførte her et herresæde, men forlod allerede i 1560 det nybyggede hjem. I forbindelse med lensreformerne, hvis formål var at samle kronens godsbesiddelser, ytrede Frederik 2. nemlig ønske om at få Hillerødsholm som krongods, og ægtefællerne mageskiftede deres hovedgård med kronen. I stedet fik de Skovkloster ved Næstved, som de omdøbte til Herlufsholm. Det er særlig i forbindelse med den skole for “ædlinger og andre ærlige mænds børn i Danmarks rige”, som de stiftede på Herlufsholm, at Birgitte Gøyes navn er kendt. Bestræbelserne for at skabe en sådan uddannelsesinstitution udsprang af den kristne humanisme, som var grundstenen i begge ægtefællers livssyn. Inspirationen kom formentlig fra Sachsen, hvor Trolle selv havde studeret. Kun en måned efter at fundatsen i 1565 var konfirmeret af kongen, blev Birgitte Gøye enke, da Trolle, der var rigets øverste admiral, såredes i et af Syvårskrigens søslag og døde. I 1567 frasagde Birgitte Gøye sig forstanderskabet for Herlufsholm og bad i overensstemmelse med fundatsens ordlyd rigsrådet om at vælge en skoleherre. Enken føjede til fundatsen, at skoleherren skulle vælges fra hendes egen eller hendes mands slægt nu og i fremtiden. I et forsøg på at sikre sig mod arvekrav fra slægtninge stadfæstede hun ved samme lejlighed afståelsen af godset, men trods disse forholdsregler rejste bl.a. hendes halvbroder Christoffer G. krav på stiftelsens besiddelser. Først efter Birgitte Gøyes død blev der nået en afgørelse. Herlufsholm Stiftelse fik kgl. lås i 1575, og dens ejendomsret til gård, gods, bohave og bibliotek var dermed sikret. Birgitte Gøyes enkestand blev præget af vanskeligheder med at finde en permanent bolig. I 1566 opsagde kronen hendes lensbrev på Tølløse, og i 1571 mistede hun sine to øvrige len Kappelgården ved Køge og Ringkloster. Hendes gård i København var ikke egnet til fast bolig, og Herlufsholm havde hun skænket bort. Enkedronning Dorothea kom hende til undsætning og forlenede hende med Åkær ved Horsens. Men da enkedronningen døde i 1571, mistede Birgitte Gøye også denne forlening. Flere slægtninge forsøgte da at hjælpe, og Sibylle Gyldenstierne, der var gift med hendes fætter, tilbød hende Sortebrødrekloster i Næstved. Efter en omfattende istandsættelse af bygningen flyttede Birgitte Gøye dertil i 1572. Kort tid efter gav kronen hende livsbrev på herregården Ydernæs syd for Næstved. Når hun valgte det forfaldne kloster i Næstved som domicil, skyldtes det givetvis hendes fortsatte engagement i det nærliggende Herlufsholm. Birgitte Gøye fik ingen børn, men igennem Herlufsholm Stiftelse knyttede hun kontakter til adelsmænd, som hun korresponderede med livet igennem. I ligprædikenen over hende nævnes, at “hun optugtede og opdrog mange høviske jomfruer og giftede dem ærligt og vel fra sig.” I kraft af sit liv som en aktiv velgører, kontakten til hoffet, det nære forhold til enkedronning Dorothea og kurfyrstinde Anna af Sachsen, og hendes rolle som opdrager for unge adelskvinder var hendes hjem et centrum for den danske adel og især for standens kvinder. Birgitte Gøye døde i 1574, og to søskende arvede efter hård kamp, hvad hun ikke havde givet bort. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Elline_G%C3%B8ye

Elline Gøye

2023-04-22T23:08:50+02:00

fri anvendelse

Elline Gøye var datter af 1500-tallets godsrigeste herremand, rigshofmesteren Mogens G. Kendskabet til hans omfattende godsbesiddelser er først og fremmest hendes fortjeneste, idet hun 1552 lod udarbejde den såkaldte Fru Eline Gøyes Jordebog. Det er egentlig en lidt misvisende betegnelse, for jordebogen indeholder foruden fortegnelsen over hendes eget og Mourits Krognos’ gods også afskrifter af jordebøger over moderens og faderens arvegods, faderens købegods samt en afskrift af en jordebog fra kort efter 1500 over svigermoderen Anne Mouritsdatter Gyldenstiernes omfattende gods. Derudover er der for faderens og moderens vedkommende en brevbog, der registrerer skøder og andre breve vedrørende det gods, der er opført i de pågældende jordebøger. Elline Gøye skabte med sit jordebogsinitiativ den vel nok vigtigste enkeltkilde til adels- og godshistorien i især 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet. Nu var Mogens G. ikke blot rig på gods, men også på børn, så Elline Gøyes arv efter forældrene var forholdsvis beskeden, nemlig halvdelen af herregården Clausholm ved Randers, som hun arvede sammen med broderen Albert G. Hertil kom dog godt 100 fæstegårde spredt over det ganske land. Desuden fik hun 1558 af sønnen Oluf og svigersønnen Holger Rosenkrantz livsbrev på sin afdøde mands gods Bregentved på Sjælland, hvor hun vistnok gerne opholdt sig. Måske hang dette sammen med den strid og ufred, der trods flere aftaler om deling af bygningerne m.v. prægede samlivet på Clausholm med broderen og hans hustru Anne Rosenkrantz. Særlig galt gik det efter Albert G.s død 1558, hvor de to svigerinder efter bedste evne generede hinanden ved forskellige byggeforetagender på gården, bl.a. opførte Rosenkrantz et nyt stenhus, som hindrede frit tagdryp fra Elline Gøyes hus. Konflikten gik i hårdknude, og 1560 måtte Frederik 2. nedsætte en kommission af adelige standsfæller, som året efter fik et forlig i stand. Om end det sjældent kom så vidt, afspejler stridighederne de problemer, der ofte fulgte af 1500-tallets adelige skiftepraksis, hvor man ved delingen anvendte et retfærdighedsprincip om lige godt gods til alle arvinger uanset køn. Dette var egentlig i strid med samtidens lovgivning, idet en reces fra 1547 fastslog, at herregårdene og det nærmestliggende fæstegods skulle holdes samlet hos sønnerne. Der var dog stadig langt til moderne ligestilling, idet døtre kun arvede halvt så meget som sønner. I striden med svigerinden på Clausholm var Elline Gøye givet ikke den mest stridbare af de to, og af et brev til søsteren Birgitte G. fremgår, at hun faktisk følte sig dårligt behandlet ved forliget 1561. Hun havde i almindelighed et noget anspændt forhold til kongen, der også på anden vis begunstigede svigerinden, idet han samme år, måske som en slags straf for hendes utilfredshed, fratog Elline Gøye lenet Skjoldenæs, som hun havde haft siden sin første mands død i 1550, og gav det til Rosenkrantz. Derimod synes Elline Gøye at have haft et forholdsvis nært forhold til kongens moder enkedronning Dorothea, som hun undertiden besøgte på Koldinghus, og som viste sympati for hende i svigerindestriden. Støtte har hun også fået fra sin anden mand Vincents Juel, som hun ægtede i 1559. Han stammede fra det forholdsvis beskedne gods Hesselmed ved Varde, og giftermålet med Elline Gøye har givet betydet en social opstigning for ham, der senere bl.a. blev lensmand på Koldinghus. Ægteskabet blev imidlertid kortvarigt, for allerede fire år senere døde Elline Gøye hos Birgitte G. på Ringkloster, som svogeren Herluf Trolle da havde i pant af kronen. Elline Gøye, og i øvrigt også sønnen Oluf, stod Birgitte G. nær og delte hendes kirkelige og teologiske interesser, hvad der bl.a. gav sig udslag i anskaffelse af den tyske reformator Martin Luthers samlede værker. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Hardenberg_-_forfatter_af_'tr%C3%B8steskrift'

Anne Hardenberg

forfatter af 'trøsteskrift'

2023-04-22T22:51:47+02:00

fri anvendelse

Anne Hardenberg, ikke at forveksle med Frederik 2.s ungdomskærlighed Anne Hardenberg, der var kusine til hendes fader, efterlod sig et lille skrift, bemærkelsesværdigt både ved sit indhold, omstændighederne omkring dets tilblivelse og dramatiske efterspil. Hun fik en for sin tid gedigen, stærkt religiøst anlagt, boglig uddannelse, men hendes opvækst var præget af moderens tungsind og mange dødsfald i den nærmeste familie. Af hendes syv søskende døde de tre brødre og en søster før forældrene, og af de tre overlevende piger led de to, Mette H. og Anne Hardenberg selv, af forskellige sindssygdomme. Anne Hardenberg blev som 21-årig gift med den godt 15 år ældre Johan Rud til Møgelkær ved Horsens. Da hun efter fem års ægteskab omsider blev med barn, flyttede hun, temmelig usædvanligt, indtil videre tilbage til forældrene på Hagenskov på Sydfyn. I forbindelse med sin nedkomst her i 1592 blev hun ramt af en voldsom depression, forbundet med hysteriske og paranoide træk. Familien tvivlede i det følgende år flere gange på, om hun overlevede. Således mistede hun gennem en periode talens brug, “sa at mit melle Bleff mig tagen fra”, men fik den, oplyser hun selv, igen efter en natlig åbenbaring. Efter og måske som følge af sønnens død i 1593 kom hun sig delvis. Det var på dette tidspunkt, at hun fuldendte Trøsteskrift til mine forældre, som hun havde påbegyndt under sin sygdom. Bogen, der opbevares i Karen Brahes bibliotek i Landsarkivet i Odense, er smukt indbundet, skrevet i en net håndskrift med skiftevis rødt og sort blæk. Dens første del beskriver hendes “Siugdom och andligendis Nød” og trøster forældrene: hun vil komme sig med Guds hjælp. Anden del udgøres af en bøn, “Som Ieg har Seluer giort Och till ssamen sat”. Det mest påfaldende ved skriftet er på den ene side den selvforståelse, det vidner om, som en af Gud særlig udvalgt; gennem sin sygdom og mirakuløse helbredelse skulle hun vidne om Guds herlighed. På den anden side bønnens indhold, en ret harsk anmodning om, at Gud skulle åbenbare, straffe og offentligt forhåne hendes skjulte fjender, der ved hemmelige midler, dvs. trolddom, havde forgjort hende. Tre år efter at Anne Hardenberg havde afsluttet sit skrift, lod hendes mand to almuekvinder anholde og anklage for gennem trolddom at have påført hustruen hendes sygdom. De to kvinder blev kort efter dømt og henrettet på Båg herredsting på Sydvestfyn. Under retssagen havde de udlagt endnu et par kvinder fra Jylland, og de røbede også, kraftigt hjulpet af ægteparrets foged, hvem der var deres bagkvinde, dvs. hvem det var, der fra starten ønskede at få ram på Anne Hardenberg. Det var Karen Gyldenstierne, der havde resideret på Boller ved Horsens, nabogods til Møgelkær. På trods af at hun var en af de mægtigste kvinder i landet, ven af kongen og af kansleren Niels Kaas, enke efter rigets marsk Holger Rosenkrantz, og at anklagen mod hende var skandaløs, kørte retssagen mellem de to kvinder i tre år ved adskillige herredsting, landstingene i Odense og Viborg og rigets højeste ret, rettertinget, indtil parterne omsider forligtes ved Christian 4.s personlige indgriben. Sagen blev desuden igangsætter af en anden, langt mere velkendt trolddomssag, nemlig processen mod Christence Kruckow. Den blev indledt to uger efter Anne Hardenbergs sag af dennes slægtning Anne Bille på Nakkebølle, nabogods til Hagenskov. Den lange retstrætte mellem Anne Hardenberg og Gyldenstierne er, også som trolddomsproces, ret enestående ved det lys, den kaster over den anklagende eller forfølgende part, her en kvinde, der tydeligvis selv led af paranoia. Efter sin mands død 1609 involverede Anne Hardenberg sig i en strid om det gods, hun havde indbragt i ægteskabet. I 1617 skænkede hun en altertavle med korsfæstelsesmotiv til Egense Kirke. Hun døde 1625 på Vedtoftegård, som tilhørte hendes søster Kirsten H. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Hardenberg_-_Frederik_2.s_ungdomsk%C3%A6rlighed

Anne Hardenberg

Frederik 2.s ungdomskærlighed

2023-04-22T22:51:46+02:00

fri anvendelse

Anne Hardenberg er blevet kendt i Danmarks historie som kong Frederik 2.s ungdomskærlighed. Det er usikkert, hvor og hvornår de to lærte hinanden at kende. Måske er det sket på Malmøhus, hvor hendes farbroder Eiler H. var den daværende prins Frederiks hofmester, eller ved det kgl. hof, hvor hun var tilknyttet hans moder dronning Dorotheas jomfrukammer fra ca. 1557 til dennes død i 1571. Desuden havde Anne Hardenberg blandt kongefamiliens kvindelige medlemmer især forbindelse med Frederik 2.s søster, kurfyrstinde Anna af Sachsen, som hun stod i livlig og fortrolig brevveksling med livet ud. Men også standsfæller havde hun tætte relationer til, især veninden Birgitte Gøye. Der var sandsynligvis planer om giftermål mellem Anne Hardenberg og den godsrige Oluf Mouritsen Krognos i 1558, idet dronning Dorothea på dette tidspunkt bad sin søn om ikke at hindre Anne Hardenbergs lykke. Selv var Frederik 2., der 1559 kom på tronen, i de følgende år da også indstillet på at efterkomme familiens ønske om et fyrsteligt ægteskab. Anne Hardenbergs giftermål med Krognos blev imidlertid ikke til noget i første omgang, og i 1569 fremgår det af et brev fra Frederik 2. til fasteren hertuginde Elisabeth af Mecklenburg, at han havde i sinde at ægte en dansk adelsdame, utvivlsomt Anne Hardenberg. Forbindelsen blev opgivet, da den vakte modstand i vide kredse. Inden for kongefamilien var især Anna af Sachsen aktiv. Men heller ikke i adelskredse var der tilslutning. Her ønskede man formentlig ikke at se en af sine egne som dronning med risiko for favorisering af vedkommendes slægt på bekostning af andre. Modstanden gik ikke på Anne Hardenberg som person. Hun synes også selv at have været imod forbindelsen, måske på grund af kongefamiliens modvilje. Der er dog ikke noget direkte vidnesbyrd fra Anne Hardenberg om hendes følelser for Frederik 2. Da kongen forlovede sig i efteråret 1571 med kusinen Sophie af Mecklenburg, har han alligevel følt en forpligtelse over for Anne Hardenberg, idet han først ville have vished for, at hun billigede hans nye forbindelse. Det ønske fik han opfyldt efter et møde mellem hans kommende svigermoder og Anne Hardenberg. I et brev til Birgitte Gøye fra denne tid skriver Anne Hardenberg: “Gud ved, jeg er saa glad og rolig i mit hjerte, som jeg ikke har været i mange aar.” Kort efter kongens bryllup i 1572 giftede Anne Hardenberg sig med sin gamle bejler Oluf Mouritsen Krognos. Her var det igen kurfyrstinden, der tillige med Gøye trak i trådene. Krognos døde knap et halvt år senere. Anne Hardenberg levede herefter på sit enkesæde Bregentved og havde store problemer med at holde en del af ægtefællens familie fra livet. Hun blev dog på foranledning af kurfyrstinde Anna støttet af Krognos’ fætter rigshofmester Peder Oxe. Anne Hardenberg var en talentfuld kvinde på flere områder. Hun var musikalsk og glædede enkedronning Dorothea med sit spil. Musik- og danseundervisning hørte således med til den finere dannelse i herremandskredse. Hendes håndarbejder var stærkt efterspurgte, bl.a. af kurfyrstinde Anna. I hendes breve er der en gennemgående tone af melankoli og religiøsitet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg

Ingeborg

2023-04-22T23:01:25+02:00

fri anvendelse

At vor viden om den danske kongedatter Ingeborg, der også kaldtes Ingeburge, Isambour og Isburgis, er forholdsvis omfattende, skyldes de politiske og juridiske problemer, som hendes ægteskab med den franske kong Philip 2. August skabte. Giftermålet kom formentlig i stand på fransk initiativ. Kongen var enkemand, havde kun en svagelig søn og måtte sikre arvefølgen. Samtidig kunne han få behov for dansk flådestøtte i forbindelse med et påtænkt angreb på England, og endelig repræsenterede Ingeborg en gammel, men tvivlsom arveret til England. Ingeborg stedet for militær støtte aftaltes dog en stor medgift. Efter kroningen af Ingeborg dagen efter brylluppet erklærede Philip August imidlertid, at han ønskede skilsmisse. Ægteskabet blev omstødt under påskud af for nært slægtskab efter kirkeretten. Ingeborg nægtede at anerkende skilsmissen og interneredes i de følgende år forskellige steder. Opløsningen af ægteskabet blev imødegået fra dansk side, og pave Innocens 3. kaldte omstødelsen for komediespil. Philip August erklærede senere, at ægteskabet aldrig, trods forsøg, var blevet fuldbyrdet på grund af trolddom. Ingeborg insisterede imidlertid på, at samleje havde fundet sted, og Innocens 3. konkluderede i 1212, at de havde haft legemlig omgang, men “at kønnenes forening ikke er fuldbyrdet i det kvindelige organ”. Hvad der egentlig var baggrunden, får vi aldrig at vide. Philip August giftede sig igen i 1196. Kongen negligerede gentagne pavelige påbud om at genantage Ingeborg som sin dronning og forsøgte ved hård behandling at tvinge hende til at acceptere skilsmisse eller gå i kloster. Ingeborg 1199 erklærede Innocens 3., at Philip August levede i bigami og hor, og Frankrig blev januar 1200 belagt med interdikt, hvorved alle kirkelige handlinger med undtagelse af barnedåb og døendes skriftemål blev suspenderet. Situationen var uholdbar. Ingeborg september indvilgede kongen på skrømt i at genindsætte Ingeborg i hendes rettigheder, og interdiktet blev ophævet, men samtidig pressede han stadig på for at opnå skilsmisse. Som et led i det diplomatiske spil legitimerede paven 1201 Philip Augusts børn af tredje ægteskab. Fra dansk side genoptog Ingeborgs broder, kong Valdemar 2. Sejr, med mellemrum sagen over for pavestolen, hver gang med nye påbud til følge. Fra 1207 blev Ingeborgs forhold bedre, men hun blev stadig holdt som fange. Endelig i 1213 anerkendte Philip August Ingeborg som Frankrigs dronning. På dette tidspunkt var arvefølgen sikret, idet hans ægtefødte søn selv havde fået en søn. Samtidig forberedte kongen sig igen på krig med England og havde behov for at forbedre sit forhold til pavestolen og formentlig også for Ingeborgs diskutable arveret til den engelske krone. Det bevarede danske brevmateriale mellem 1193 og 1213 domineres af sagen. Et brev fra 1203 fra Ingeborg til paven redegør velformuleret og gribende for hendes situation. Hun fremstår sikker og insisterende på sine rettigheder som kongedatter, hustru og kronet dronning, men samtidig som en overbevist kristen, der ydmygt og tålmodigt bærer sine prøvelser. Efter Philip Augusts død sørgede hun for sjælemesser for ham, og hun bidrog ligeledes til løsesummen for Valdemar Sejr efter tilfangetagelsen på Lyø 1223. For sin arv efter Philip August og sine indtægter som dronning grundlagde og støttede hun et johanniterpriorat med hospital og landbrug i Corbeil ved Paris. Hun blev begravet i prioratets kirke, hvor hendes gravmæle af bronze overlevede frem til revolutionen. Hendes bønnebog er bevaret på Musée Condé i Chantilly. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_-_Frederik_5.s_dronning

Louise

Frederik 5.s dronning

2023-04-22T23:28:31+02:00

fri anvendelse

Ægteskabet mellem den engelske prinsesse Louise og den danske tronfølger var bragt i stand af den danske regering med det formål at få en magtfuld allieret i den forestående svenske tronfølgestrid, hvor muligheden for en gottorper på den svenske trone ville true det danske krav på hertugdømmet Slesvig. At det også har ligget i regeringens overvejelser, at et ægteskab ville lægge en dæmper på den karaktersvage og drikfældige kronprins, kan der næppe være tvivl om. Intet af det lykkedes. Derimod blev ægteskabet tilsyneladende lykkeligt, i hvert fald til at begynde med, og begejstringen hos Københavns borgere var stor over den naturlighed og ligefremhed, hvormed Louise optrådte.Efter tronskiftet 1746 blev det umiddelbart synligt, at der var andre toner på slottet end under Louises pietistiske svigerforældre. Jernkæderne ved indkørslerne blev fjernet, og salonerne blev atter ramme om baller og assembléer med adgang for de tre øverste rangklasser. Dronningen var glad både for dans og musik, og i 1747 fik hun indkaldt et italiensk operaselskab til Hofteatret. Også hendes personlige omsorg for børnenes opdragelse var noget hidtil uset; der blev ansat danske lærere til at undervise dem i landets sprog. Forfatteren Ludvig Holberg, der netop havde testamenteret sin formue til fremme af det danske sprog, skrev i en epistel ganske oprømt over dronningens vilje til at lære sine børn dansk, et særsyn ved et nærmest tysksproget hof. “Det er ikke til at beskrive med hvilken inderlig Fornøjelse menige Mand hører hendes Majestæt, skønt en engelsk Prinsesse at tale dansk med de Kongelige Børn.” Selv havde Louise straks efter sin ankomst ladet sig undervise i dansk af hofpræsten Erik Pontoppidan. Da regeringens fortsatte forsøg på at få indflydelse ved det svenske hof førte til forhandlinger om ægteskab mellem den femårige prinsesse Sophie Magdalene og den svenske kronprins Gustav, forsøgte hun forgæves at forhindre det. Som altid vandt statsræson over menneskelighed, hvilket prinsessen kom til at betale dyrt i form af en isoleret tilværelse i et mislykket ægtekab. At dette kongepar var det mest populære i generationer, var udelukkende dronningens fortjeneste. Hendes første barn, tronfølgeren døbt Christian, døde inden sin toårs fødselsdag, selv døde hun af en indeklemt navlebrok sammen med fostret under det sjette svangerskab. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sophie_Lykke

Sophie Lykke

2023-04-22T23:26:38+02:00

fri anvendelse

Sophie Lykke tilhørte en godsglad og trættekær slægt, hvor broderen, rigets sidste ridder, den pragtelskende Jørgen L., er et af de mest berømte medlemmer. I 1534 holdt hun bryllup med den fynske godsejer og lensmand Jacob Hardenberg, der det følgende år under Grevens Fejde, 1534-36, sammen med andre fynske adelmænd blev taget til fange af grev Christoffer og først frigivet i 1536. Hardenberg, der 1540 blev optaget i rigsrådet, døde uventet i 1542. Som enke administrerede Sophie Lykke selv sine og de tre umyndige døtres ejendomme, godserne Hvedholm, Sandholt og Arreskov. Hertil kom Holme Kloster, senere Brahetrolleborg, som ægtefællen havde købt af kronen kort før sin død. Kronen havde dog sikret sig tilbagekøbsret. Sophie Lykke ser ud til at have manglet situationsfornemmelse i sin omgang med både høj og lav. I 1544 klagede bønderne under Holme Kloster til kongen over den behandling, hun gav dem. Men de lod siden klagen falde efter kraftige trusler fra hendes side. Der synes at have været almindelige regler for, hvorledes et herskab skulle forholde sig til sine undergivne. I nogle af de instrukser, som herremænd gav for opdragelse af deres børn, understregedes det, at man skulle opføre sig ordentligt i sin omgang med folk uden dog at blive for lige med dem. Ikke alle levede op til idealerne, og der er flere eksempler på, at lensmænd er blevet sat fra bestillingen på grund af dårlig behandling af bønderne. Klagerne fra bønderne kan have været en af bevæggrundene til, at kronen i 1551 gjorde brug af sin tilbagekøbsret til fordel for rentemester Eskil Oxe. Sophie Lykke skulle aflevere Holme Kloster i samme stand, som hun havde modtaget det, og erstatte, hvad der manglede. Fra centralt hold var man meget nøjeregnende med, at reglerne blev overholdt og tog ikke særlig hensyn til de forandringer, hun og hendes ægtefælle havde foretaget på bygninger og gods. Denne hændelse fik dog ikke Sophie Lykke til at blive mere lovlydig. I 1556 blev der rejst sag mod hende for ulovlig handel med kvæg. Herremandsstanden havde efter recessen 1536 ret til frit at afsætte egne varer, også til eksport, uden told. Det var ligeledes tilladt toldfrit at importere varer til egen “gårds og bords behov”. Almindeligvis eksporterede man til en fast forbindelse, som skaffede returvarer til husholdningen. Sophie Lykke havde imidlertid flere gange udført over 1.000 okser, der ikke alle var opdrættet på hendes hovedgårde eller hos hendes fæstere. Hun prøvede at klare sig igennem ved at påstå, at hun ikke kendte recessens forbud. Desuden søgte hun at bevise, at handlerne var sket i kommission for en købmand i Geldern. Og endelig påstod hun, at sagen ikke var blevet behandlet korrekt ved lavere retsinstanser. Alligevel dømtes hun i 1557 for at have solgt kvæg i modstrid med recessen. Kongen havde nu et retligt krav på erstatning, og der udnævntes synsmænd, der skulle gøre udlæg i hendes ejendomme. De tre svigersønner, Frants Bille til Søholm, Erik Rud til Fuglsang og Erik Ottesen Rosenkrantz til Valsø, tilbød forgæves Christian 3. erstatning i håb om, at sagen ville blive stoppet. Da den ikke blev det, afstod Sophie Lykke sine godser til svigersønnerne mod en årlig livrente. Kongen lod til gengæld sagen falde på forbøn af bl.a. dronning Dorothea, mod at svigersønnerne betalte erstatning til ham for kvæget og dækkede procesomkostningerne. Bille, der var gift med Edel, fik Hvedholm, Rud, gift med Anne, Sandholt, og Rosenkrantz, gift med Helvig, Arreskov. Erstatningen til kongen var så stor, at de tilbageholdt Sophie Lykkes livrente. Hun anlagde sag mod dem, men Frederik 2. mæglede i 1560 mellem parterne. Kongen forlenede hende med Lister len i Norge kvit og frit på livstid som pant på et lån, hvoraf hun skulle betale halvdelen, mens svigersønnerne skulle betale den anden halvdel mod at beholde hendes jordegods. Sophie Lykke drog til sit len i Norge, og det har formentlig været meningen, at Rosenkrantz, der var lensmand på Bergenhus, skulle holde øje med hende. Men også her gik det galt. Der blev klaget over hendes behandling af bønderne i lenet. Desuden overholdt hun ikke et forbud mod tømmereksport til udlandet. Hun fremturede trods flere advarsler og blev frataget lenet i 1563. Men som søster til Jørgen L., svigerinde til rigsmarsk Otte Krumpen og med to svigersønner i rigsrådet lykkedes det hende at få lenet tilbage samme år. Siden hørtes der ikke flere klager over hende. Men om det skyldes, at hun blev mere lovlydig, eller Syvårskrigen 1563-70 gav kongen og hans råd andet at tænke på, vides ikke. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Magdalene_Charlotte_Hedevig_L%C3%B8venskiold

Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold

2023-04-22T23:27:49+02:00

fri anvendelse

Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold blev født ind i en nyadlet slægt, hvor faderen Michael Numsen havde tjent sig op gennem de militære grader og 1740 var blevet overkrigssekretær, dvs. krigsminister. Hun var blandt de ældste af de 12 søskende, så hendes fader så sig tidligt om efter et passende parti til hende. Det fandt han allerede i 1744, hvor den 13-årige pige blev trolovet med Severin L., sekondløjtnant i livgarden. Han tilhørte en rig norsk familie, der havde tjent en formue på trælasthandel og jernstøberi, men i 1736 var flyttet til Danmark. Hans fader Herman L. var blevet adlet i 1739 efter køb af store godser på Vestsjælland. Det var ganske hårde forhandlinger, der gik for sig i 1744, da Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiolds fader bl.a. sikrede sin datter økonomisk, hvis den tilkommende skulle dø inden brylluppet. De to slægter havde brug for hinanden. Herman L. fik sin søn ind i en familie med indflydelse i centraladministrationen og hos kongen. Numsen fik sin datter økonomisk velanbragt. Efter giftermålet i 1749 levede Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold om sommeren på landet og om vinteren i hovedstaden. Det daglige liv hos herskabet på Løvenborg formede sig efter en fast plan: Kl. 9.30 te eller kaffe. Så læsning af en prædiken eller fra en andagtsbog. Kl. 14 middag. Kl. 19 te. Derefter aftenbøn og salmesang med husets folk. Kl. 22 aftensmad. Kl. 23 sengetid. Ægteparret Løvenskiold blev i 1772 som så mange andre i det øverste sociale lag malet af Jens Juel. Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold var da 41 år og så med et moderne udtryk brandgodt ud. Hun talte og skrev dansk og fransk, men ikke tysk som mange andre i kredsen, hun også tilhørte, omkring udenrigsminister A.P. Bernstorff og hans hustru Henriette Frederikke Stolberg. Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiolds moder var en kort periode overhofmesterinde for den lille kronprins, den senere Frederik 6. Fra 1771 boede Inger Schubart, en slægtning til Severin L., på Løvenborg med sine to døtre Charlotte og Sybilla, der senere blev gift med henholdsvis Ernst Schimmelmann og Ludvig Reventlow. Digterne Johs. Ewald og Jens Baggesen kom i hjemmet ligesom teologen N.E. Balle og skolemanden H.V. Richter. Også gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg hørte længe til kredsen, indtil det i 1780 blev kendt, at han stod bag Bernstorffs afsættelse. Så brød Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold med ham. De hemmelige forhandlinger, der førte til regeringsforandringen 1784 og Høegh-Guldbergs fald, foregik på Løvenborg. Det var Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold, der havde og vedligeholdt alle disse kontakter, og ikke hendes mand, der mest var optaget af sine forretninger og godsdriften. Hun interesserede sig også for godset, støttede ham i arbejdet og dannede sig en mening om tidens store landboreformer. Hun fandt fx bedre og mere rentable driftsformer på bøndergodset mere afgørende for fæstebøndernes trivsel end den højt besungne hoverifrihed, som mange reformtilhængere fremhævede. Severin L. døde i 1776. Deres eneste søn var da 25 år og havde efter afsluttet landmandsuddannelse netop overtaget en af de store gårde under Løvenborg. Han kunne for så vidt have overtaget driften af hele godset, men det gjorde Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold selv. Det var en fast hånd, der tog over. Godsforvalteren var den første, der fik dette at føle. Godset var inde i en likviditetskrise med optagelse af lån til følge. Der var derfor behov for at følge regnskabsførelsen nøjere end de sædvanlige årsregnskaber tillod. Så den nye godsejer pålagde godsforvalteren at aflevere månedlige ekstrakter over kassens tilstand. Da han ikke straks var villig til dette nye påfund, truede hun med ikke at ville give ham den anbefaling, der var så nødvendig for en ny ansættelse. Hvis regnskaberne ikke kom til tiden, betingede hun sig i en senere ansættelseskontrakt ret til øjeblikkelig opsigelse. På samme hårdhændede, men effektive måde administrerede hun skattefritagelser for godsets beboere. Hun anerkendte kun de beboere som fattige og dermed berettigede til skattefritagelse, der var opført på præstens mandtalslister. Hvis de ikke var opført her, måtte godset betale skatten for dem. Hun blev dog nødsaget til at gøre enkelte undtagelser. De fritagelsesgrunde, hun da accepterede, var alder og sygdom, blandt yngre personer fritoges kun kvinder med små børn. Også ved forhandlinger med nye fæstere stillede hun hårdere økonomiske krav end sædvanligt på Løvenborg. Det lykkedes hende at få godsøkonomien rettet op, således at den i modsætning til de sidste år under hendes mand fik en positiv betydning for den samlede økonomi. Da var tiden inde til at overdrage Løvenborg til sønnen. Det skete i 1789 efter 13 års administration, som hun som så mange andre kvinder havde udøvet i kraft af sin status som enke. Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold blev boende på Løvenborg til sin død i 1796. Som sædvanligt i 1700-tallet havde hun i sit testamente foreskrevet, hvordan begravelsen skulle foregå. Hendes kiste skulle bæres fra kirkegårdsporten til graven af godsets bønder, kun fulgt af sønnen og hans børn. Ingen ligtale. Og en simpel sten af norsk marmor på graven med navn og år og skriftstedet: “Da vi nu er retfærdiggjorte af tro, har vi fred med Gud ved Vor Herre Jesus Kristus.” KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Juliane_Marie

Juliane Marie

2023-04-22T23:09:20+02:00

fri anvendelse

Juliane Marie kom på en lidet misundelsesværdig opgave, da hun 22 år gammel blev udset til dansk dronning knapt et år efter den populære dronning Louises død. Dersom ministrene havde håbet på, at et nyt ægteskab ville lægge en dæmper på kongens tilbøjelighed til druk og erotiske eventyr, havde man forregnet sig, og Juliane Maries personlighed havde intet i sig, der kunne fortrænge mindet om forgængeren. Som sine søskende var hun strengt opdraget, hun var tilbageholdende og stammede en smule; ved de små tyske fyrstehoffer var der mere tradition for stiv etikette end for folkelighed. Med opdragelsen af kongens børn fra det tidligere ægteskab havde hun intet at gøre, og at hendes egen søn fik danske lærere, var nok mere rådgivernes end hendes ansvar. Der er intet, der tyder på, at hun i sin tid som dronning har søgt at øve politisk indflydelse. Alene har hun næppe heller haft format dertil. Den vilje til magt, hun senere skulle udvise, krævede medarbejdere med større politisk mod og sans for intriger. Hendes politiske ambitioner vågnede efterhånden som hendes egen søn arveprins Frederik voksede til. Ganske blind for hans manglende evner var hun overbevist om, at han og ikke kronprinsen, den senere Christian 7., burde være den kommende regent. Dette fremgår klart af attituderne i det maleri, hun i 1766 efter sin mands død lod den hannoveranske hofmaler J.G. Ziesenis male. I sin venstre hånd holder hun et portræt af arveprinsen, med sin højre gør hun en talende gestus hen mod ham, mens hun retter et spørgende blik ud mod beskueren. Juliane Maries dagligdag ved siden af en ægtemand, der mere og mere gik i opløsning, havde ikke været munter, og ved hans død måtte hun helt træde i baggrunden. Muligvis var hendes lykkeligste tid de måneder i 1768, hvor hun i god samdrægtighed med sin svigermoder, den gamle enkedronning Sophie Magdalene og den nye dronning Caroline Mathilde afventede Christian 7.s tilbagekomst fra en lang udlandsrejse. Den tilsidesættelse og forhånelse, hun og sønnen udsattes for under J.E. Struensee, der fra 1770 styrede på den stadigt tydeligere sindssyge konges vegne, fik hende til i 1772 uden tøven at begå de lovbrud, som var nødvendige for at fjerne Struensee fra magtens kilde. Ordren om arrestationen gav hun i kongens navn, først bagefter indhentede hun hans tilladelse, samme forseelse, som hun lod Struensee henrette for. I dette havde hun en trofast og skruppelløs medarbejder i Ove Høegh-Guldberg, der formentlig var rådgiveren hele vejen til 1784. I disse 12 år regerede hun i sønnens sted og i kongens navn uden nogen statsretslig legitimation, og ligesom under Struensee fortrinsvis ved brug af kabinetsordrer. At hendes svoger, den preussiske konge Frederik 2., med hvem hun førte en omfattende korrespondance, forsøgte at udnytte hende for at påvirke dansk udenrigspolitik og skade udenrigsministeren A.P. Bernstorff, fik næppe den store betydning. Bernstorffs fald 1780 skyldtes mere almindelig irritation i regeringen over hans modstand mod den tiltagende brug af kabinetsordrer. Størst betydning for Juliane Marie selv fik hendes behandling af kronprins Frederik, den senere Frederik 6., en optræden, der vidner ikke alene om ringe pædagogisk forståelse, men også om stor naivitet. Ved nærmest at tvinge ham til skriftligt at give udtryk for tilslutning til og glæde over, hvad regeringskredsen foretog sig, og ved at give ham en lærer af ringe format, B.G. Sporon, hvis opgave var at indoktrinere ham i samme ånd, stødte hun ham fra sig. At hun yderligere øgede kronprinsens fjendtlighed ved at hindre ham i at omgås det eneste menneske, han holdt af og havde tillid til, halvsøsteren Louise Augusta, understreger, hvor lidt hun forstod. Det var uden fortrydelse, at den 16-årige kronprins ved sit første statsråd i 1784 satte et punktum for hendes regering. Sine sidste år tilbragte Juliane Marie uden for offentlighedens opmærksomhed, dels i gemakkerne på Christiansborg, dels og helst på det landlige Fredensborg. Det hører med til billedet af hende, at hun kraftigt støttede F.H. Müllers oprettelse af en dansk porcelænsfabrik. En stor del af fabrikkens første produktion bærer da også hendes portræt eller navnetræk, og i pagt med tiden sendte hun gerne dens frembringelser som gaver til andre fyrstehoffer. I 1779 overtog kongen fabrikken under navnet Den Kgl. Porcelainsfabrik. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Caroline_Mathilde

Caroline Mathilde

2023-04-22T23:00:06+02:00

fri anvendelse

Caroline Mathilde voksede op som den yngste af ni søskende, hvoraf den ældste broder blev konge 1760 som Georg 3. af England. Faderen var død få måneder før hendes fødsel. Hendes puritanske moder stod for opdragelsen på familieresidensen Carlton House, fjernt fra hoflivets fordærvelser. Her kunne Caroline Mathilde til gengæld færdes frit inden for den snævre kreds, hvilket gav hende den naturlige og ukunstlede optræden, der senere vakte opsigt ved det mere etiketteprægede danske hof. Hun holdt af udendørsliv og var en ivrig rytterske. Caroline Mathilde skildres som temperamentsfuld, var velbegavet og lærte både tysk og fransk samt italiensk, det sidste fordi hun med sit musikalske talent og smukke sangstemme lagde vægt på sangundervisningen. Hendes anlæg til fyldighed var vel for fremtrædende til, at hun kunne kaldes smuk. Men hun var livfuld og charmerende. Det er blevet sagt om hende, at “hun ved sit Udseende kunne udfordre Kvindernes Kritik, men maatte fængsle Mændenes Blikke”. Som så mange fyrstedøtre blev hun offer for en politisk aftale. I oktober 1766 blev hun, kun 15 år gammel, viet til fætteren Christian 7., der et halvt år tidligere havde efterfulgt sin fader på den danske trone. Brudgommen var ikke selv til stede ved vielsen, der foregik ved stedfortræder. Tre uger senere blev Caroline Mathilde modtaget i Altona af udsendinge fra det danske hof og måtte her tage afsked med hele sin vante stab. Måske mildnedes situationen af den umådelige hyldest, der blev hende til del under den 12 dage lange rejse til Roskilde. Her mødte hun for første gang Christian 7. og delte karosse med ham til Frbg. Slot, hvor hun blev indlogeret indtil det egentlige bryllup, der fandt sted knap en uge senere i Christiansborg Slotskirke. Caroline Mathilde sluttede sig stærkt til sin nye hofmesterinde, den pietistiske Louise von Plessen, der blev som en moder for hende. Denne søgte i den bedste mening at skærme Caroline Mathilde mod den kreds af unge hofsnoge og ballademagere, der omgav kongen, hvis sindssyge ikke på daværende tidspunkt var erkendt. Men hun kom derved også til at sætte et næsten uoverstigeligt skel mellem ægtefællerne. Det gav plads for intrigemageri, hvor flere kæmpede om at blive kongens “favorit”, og alle så deres fordel i, at skellet opretholdtes. I de første måneder efter brylluppet levede hoffet imidlertid i en festlig rus, hvor det ene bal afløste det andet. At kongens tilbøjelighed slet ikke stod til kvinder, og at han nærmest var bange for at nærme sig sin dronning, stod ikke klart for andre end hans tidligere lærer, schweizeren S.E. Reverdil, der i sine erindringer hævder, at kun hans påmindelser til Christian 7. om dennes pligt til at skaffe landet en tronarving bevirkede, at kongen nærmede sig dronningens seng. Da Caroline Mathilde i januar 1768 nedkom med tronarvingen, havde kongen i nogle måneder været optaget af en prostitueret, den masochistisk anlagte Støvlet-Cathrine, der mere svarede til hans ideal. Sammen huserede de om natten i gaderne og raserede bordellerne, indtil ministrene fik sat en stopper for udskejelserne ved at få hende deporteret til Hamburg. I maj samme år tog kongen på en næsten ni måneder lang rejse til hertugdømmerne og derfra videre til England og Frankrig, mens dronningen blev ladt ene tilbage i København med den spæde kronprins. På det tidspunkt havde hofkliken fået fjernet Plessen, så Caroline Mathilde var også berøvet hendes selskab og støtte. Der faldt nu ro over København, og da kongen var borte, var der heller intet for intrigemagerne at lave. Til gengæld vakte dronningen opsigt hos københavnerne ved at promenere i byen. Hoffets damer sås ellers kun til vogns. Efter hjemkomsten var kongen meget forandret, mere passiv, og nu optaget af sin tyske rejselæge J.F. Struensee i stedet for af de tidligere favoritter. Under et sygdomsanfald i sommeren 1769 måtte Caroline Mathilde modvilligt gå med til at lade sig tilse af Struensee, som kongen nu havde gjort til sin livlæge. Dennes rolige og myndige optræden og alvorlige forsøg på at skabe forståelse mellem ægtefællerne vakte imidlertid hendes respekt og brød hendes ensomhed. I januar 1770 fik Struensee bolig på Christiansborg Slot, og i løbet af foråret blev forholdet mellem ham og Caroline Mathilde intimt. Samtidig voksede kongens passivitet, og Struensee overtog stadig flere af de daglige regeringsforretninger. Efter tilbagekomsten fra hoffets sommerophold i hertugdømmerne, hvor sladderen om hans forhold til dronningen fik rigelig næring, foranledigede Struensee de hidtidige ministre afskediget og opnåede i løbet af efteråret enerådigt at regere i den syge og isolerede konges sted. Fra at være overset og uden indflydelse blev Caroline Mathilde nu fejret og gjort til midtpunkt i et “Dronningens Parti”. Hun sås overalt, frigjort og selvsikker, viste sig til hest, overskrævs efter den nyeste mode, og optrådte i skindbukser og mandsstøvler. Hun var lykkelig og forelsket uden at lægge skjul på det og uden at forstå, at hun og Struensee også kunne have fjender. Alt, hvad hun fattede af den politiske situation, var, at Struensee kun ville det bedste. På kongens fødselsdag 1771 indstiftede hun Mathilde-Ordenen. Den bæres af Struensee på Jens Juels maleri fra samme år. Om sommeren under opholdet på slottet i Hørsholm iscenesattes Caroline Mathilde sammen med sin lille søn af Struensee i moder/barn-rollen i en suite billeder, malet af hofmaleren Peter Als. Hun var desuden optaget af at indrette det lille landsted Frydenlund i Vedbæk til sommerbolig og ramme om deres forhold. I det hele taget demonstrerede hun den nye country life-stil, der på denne tid dukkede op ved de avancerede europæiske hoffer. Alt imens voksede sladderen. I juli fødte hun datteren Louise Augusta, til hvem Struensee utvivlsomt var fader. Forargelsen og sladderen til trods blev “la petite Struensee” dog uden videre accepteret som prinsesse af omgivelserne. I november returnerede hoffet fra Hørsholm. Januar 1772 afholdtes sæsonens første maskebal på hofteatret på Christiansborg. Samme nat fandt kuppet mod Struensee sted. Under aktionen blev også Caroline Mathilde fængslet og bragt til Kronborg, hvor hun under den fire måneder lange internering her fik sin lille datter hos sig. Uden nogen rådgiver blev Caroline Mathilde manipuleret af forhørsdommerne. Alligevel benægtede hun længst muligt sit forhold til Struensee i håb om at kunne redde ham. I begyndelsen af april 1772 faldt skilsmissedommen, tre uger senere blev Struensee henrettet på Øster Fælled for majestætsforbrydelse. Efter diplomatiske forhandlinger med England blev Caroline Mathilde i slutningen af maj afhentet fra Kronborg af en engelsk fregat og bragt til Hannover, der hørte under den engelske konge. Begge sine børn måtte hun efterlade i Danmark. I oktober flyttede hun ind i det nyistandsatte slot i Celle. Her fik hun sit eget hof, og her genså hun Plessen, der boede i byen. To år senere blev hun involveret i en plan, der ved et kup skulle bringe hende tilbage til Danmark som formynderregent for kronprinsen. Bag planen stod bl.a. den senere gehejmestatsminister Ernst Schimmelmann. Som kurer fungerede englænderen Nathanael Wraxall. Han havde flere møder i Celle med Caroline Mathilde, der deltog så vidt i konspirationen, at hun holdt broderen kong Georg 3. underrettet og ønskede hans accept. Hendes seneste fortrolige brev til ham var fra marts 1775. Heri kaldte hun planen “this scheme for my Sons happiness”. Ved hendes uventede død, formentlig af skarlagensfeber, seks uger senere faldt foretagendet, der er blevet karakteriseret som temmelig dilettantisk, brat til jorden. I Celle var Caroline Mathilde kendt og agtet for sin velgørenhed, ikke mindst over for fattige og forældreløse børn. Efter hendes død blev der ved en storstilet indsamling i den lille by skaffet midler til et monument over hende i den såkaldte Französischer Garten. Hendes sarkofag blev anbragt i slotskirken i Celle, hvor den stadig findes. Caroline Mathildes skæbne har inspireret såvel dramatikere, bl.a. Sven Clausen: Paladsrevolutionen, 1923, og Sven Holm: Struensee var her, 1977, som filminstruktører, fx Harald Braun: Herrscher ohne Krone, 1957. 1990 koreograferede Flemming Flindt balletten Caroline Mathilde, mens Bent Fabricius Bjerre 1999 komponerede musicalen Hofskandalen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anne_Meinstrup

Anne Meinstrup

2023-04-22T23:18:01+02:00

fri anvendelse

Anne Meinstrup, også kaldet Anne Holgers, voksede op på Sjælland i en velanskrevet, jordejende familie, hvor faderen var landsdommer ved landstinget i Ringsted. Hun lærte at læse, skrive, føre regnskaber og drive godser, og hun fik et godt kendskab til jura. Som ganske ung blev hun gift med Holger Eriksen Rosenkrantz. I dette ægteskab fødte hun fire børn, hvoraf de to døtre overlevede hende. Efter en kort enkestand giftede hun sig med den holstenske adelsmand Jørgen Ahlefeldt, og muligvis fødte hun en søn i dette ægteskab. Da Ahlefeldt faldt i slaget ved Hemmingstedt i Ditmarsken 1500, blev hun enke for anden gang. Fra dette tidspunkt, hvor Anne Meinstrup var midt i 20’erne og alene med en børneflok, klarede hun sig selv. Efter forældrene havde hun arvet en del gods, som hun styrede og forøgede. Senest 1507 blev hun lensmand, idet hun overtog Højstrup på Stevns som pantelen mod at låne kong Hans en større sum. 1516 nævnes hun første gang som hofmesterinde for Christian 2.s unge dronning Elisabeth. Fra ca. 1517 til 1522 opholdt hun sig i Nordtyskland. Dette eksil synes fremprovokeret af hendes kritik af kongens forhold til Dyveke. Umiddelbart efter kongefamiliens flugt og Frederik 1.s overtagelse af tronen var Anne Meinstrup tilbage i Danmark, hvor hun genindtrådte både som lensmand og hofmesterinde, nu for dronning Sophie. Under borgerkrigen Grevens Fejde 1534-36, der brød ud efter Frederik 1.s død, støttede hun sammen med den øvrige østdanske adel grev Christoffer, mens Holger Holgersen Rosenkrantz, den eneste af hendes sønner, der nåede voksenalder, sammen med den jyske adel tog parti for den senere kong Christian 3. Rosenkrantz faldt som anfører for adelshæren 1534 i slaget ved Svenstrup mod skipper Clement. Få måneder senere, i januar 1535, indkaldte grev Christoffer til møde på tinget i Ringsted. På dette tidspunkt var borgerkrigen inde i en meget turbulent fase. Den skånske adel var faldet greven i ryggen, og han var nu i færd med at fængsle den sjællandske adel. Alligevel mødte Anne Meinstrup op i Ringsted, hvor hun brutalt blev hugget ned af kbh.ske borgersoldater i grevens følge. Anne Meinstrup synes at have været særdeles agtet. Det fremgår både af den bevarede brevveksling, primært med medlemmer af hendes første mands familie og af hendes eftermæle i samtidige kilder. Hun førte to arvesager mod sine ægtemænds familier, som ikke umiddelbart var til sinds at overlade jord til afdøde sønners arvinger. Arvesager var almindelige i tiden, men Anne Meinstrup synes i modsætning til de fleste andre at have ført sine redeligt og uden at skabe fjendskab. Da hun havde været enke i ti år, opstod der rygter om, at hun skulle have et forhold til en af kongens mænd. Hun rejste sagen for kongen og fik sig renset for sladderen. En måned inden hun blev myrdet, skrev hun: “... jeg drager herfra til Valsø, og jeg vil være der saa længe, som Gud vil, jeg maa være der med fred.” Det blev kun kort. Om hun tog til mødet i Ringsted, fordi hun mod sædvane ikke var orienteret om de aktuelle begivenheder, eller om hun kom af pligtfølelse, kan ikke afgøres. Samtiden var opbragt over mordet på den respekterede kvinde. Derimod har historikere siden 1850’erne uden belæg i kilderne ment, at hun havde en skarp tunge, og at hun blev myrdet på grund af nogle bemærkninger, hun kom med på tinget. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ide_Munk

Ide Munk

2023-04-22T23:12:17+02:00

fri anvendelse

Ide Munk hørte til blandt de toneangivende kredse, både i kraft af sin egen familie, der talte rigsråder og bisper, og sin mands, hvor medlemmer af slægterne Rosenkrantz og Thott var blandt landets fornemste og rigeste. Børnerige familier og indviklede slægtsforhold medførte komplicerede arvegange og ofte retssager. Jordegodset var herremandsstandens økonomiske grundlag, og alle ægtefødte børn arvede, dog således at en datters lod var det halve af en søns. Heller ikke Ide Munk og hendes søskende undgik stridigheder, og især synes forholdet til broderen Oluf M. at have været anstrengt. Først i 1567 kom det omsider til forlig i arvestriden efter faderen. Ide Munk blev gift i en meget ung alder med den langt ældre Oluf Nielsen Rosenkrantz. Han var bl.a. lensmand på Nyborg Slot, hvor Ide Munk opholdt sig alene med børnene, da det 1534 under Grevens Fejde blev erobret af grev Christoffer af Oldenburg. De blev holdt fangne, men frigivet, da Rosenkrantz kort efter som en stor del af den østdanske adel sluttede sig til grevens parti. Ide Munk menes derefter at have slået sig ned på Vallø. Men da ægtemanden det følgende år under de fortsat turbulente forhold blev fængslet og truet på livet, blev hun tvunget væk fra slottet, der blev udplyndret af grevens folk. Christian 3. udstedte siden, da han kom til Sjælland, et beskærmelsesbrev til hende. Rosenkrantz er formentlig først blevet frigivet ved borgerkrigens slutning i sommeren 1536. Ægteparret, der fortsat havde deres hjem på Vallø, var velanskrevet og fik ofte besøg af venner. Desuden optog de unge adelsmænd til opfostring i deres hus, hvilket ikke var ualmindeligt i herremandskredse. Selv havde de mistet to sønner som små. Da Rosenkrantz døde i 1545, var døtrene endnu umyndige, og Ide Munk kunne sidde i uskiftet bo igennem en årrække. Den ældste datter Birgitte var trolovet med Peder Bille, ældste søn af parrets nære venner rigshofmester Esge Bille og Sophie Krummedige. Brylluppet fejredes med stor pragt i 1548. Esge Bille har øjensynlig set muligheden for at erhverve endnu en bid af Vallø og foreslog Ide Munk et giftermål mellem sin anden søn Henrik og hendes datter Karen med den begrundelse, at Rosenkrantz i sin tid havde givet løfte om denne forbindelse. Esge Bille lagde pres på Ide Munk og Karen, idet han bad deres slægtninge om at true dem med arveløshed, hvis de ikke samtykkede. Ide Munk afslog høfligt at handle i sagen, før hendes datter var myndig, “saa hund och kand talle synn egenn ord, wiilliig oc mieninge”. Det faldt godt i tråd med, at hun først bortgiftede de to andre døtre som 18-årige. Sagen fandt en naturlig afslutning, da Karen døde i 1553. Datteren Mette blev ca. 1551 gift med den skånske adelsmand Steen Rosensparre. Efter hans død 1565 ægtede hun rigshofmester Peder Oxe. I 1554 fandt det endelige skifte sted mellem Ide Munk og døtrene, hvorved Vallø deltes mellem Birgitte og Mette. Ide Munk betragtede derefter Nygård som sin hovedgård. Fra 1560 udvidede hun bondegården Totterupholm, nu Rosendal, ved Fakse, så den fik status af gods. I de følgende år lå hun i stadig strid med flere kgl. lensmænd og andre om forskellige rettigheder. De samtidige vidnesbyrd giver indtryk af en værdig husfrue, der var i stand til at modstå et kraftigt pres. Og selvom det sikkert ikke har været nogen skade til, at svigersønnerne indtog høje poster, skal man næppe tilskrive dem æren for hendes fremtrædende position. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Louise_von_Plessen

Louise von Plessen

2023-04-22T23:27:05+02:00

fri anvendelse

Louise von Plessens fader var gesandt i Wien, og her boede hun det meste af sin barndom. Efter at have opholdt sig et par år hos en moster, der var stiftsdame på Vallø, blev hun i 1740 hofdame hos dronning Sophie Magdalene. 1744 ægtede hun Christian Siegfried von P., der efter en militær karriere i 1750 blev amtmand over Københavns amt og to år senere deputeret for finanserne. Efter hans død i 1755 ønskede Louise von Plessen at leve ubemærket. Sammen med sin trofaste veninde baronesse Amalie Charlotte Schack opholdt hun sig derfor mest på familiens landsted Kokkedal i Hørsholm frem for i det store domicil i Bredgade, det nuværende Odd Fellow Palæet, begge opført af faderen. 1761 solgte hun palæet til den kommende magnat H.C. Schimmelmann. Hun var på det tidspunkt optaget af at etablere en opdragelsesinstitution for unge piger på Christianshavn, et projekt, der imidlertid ikke var bæredygtigt. I 1766 lod Louise von Plessen sig modstræbende overtale til at vende tilbage til hoftjenesten, nu som overhofmesterinde for Christian 7.s dronning Caroline Mathilde. Hun skulle, fortæller hun selv, sørge for “en vis Værdighed og Sømmelighed ved Hoffet”, en opgave, der måtte synes noget nær umulig. Dronningen, der endnu kun var et stort barn, knyttede sig stærkt til hende, og Louise von Plessen gjorde hvad der stod i hendes magt for at beskytte hende mod de fornærmelser, der blev hende til del ved det ejendommelige hof, hvor unge lømler og samvittighedsløse hofsnoge dominerede. Louise von Plessen blev både dengang og af en senere tids historikere beskyldt for at have holdt de to ægtefæller adskilt og herved bidraget til ufreden. Det er dog et spørgsmål, om der har været noget reelt alternativ. På dette tidspunkt turede den sindssyge konge rundt med Støvlet-Cathrine og gjorde byens gader usikre, og intrigemagerne ved hoffet gjorde, hvad de kunne for at sætte kongen op mod dronningen. Nødvendigvis, men mod sin vilje blev overhofmesterinden således samlingspunkt for de standspersoner, bl.a. overkammerherre Ditlev Reventlow, som følte sig tilsidesat i den herskende uorden. Vel ikke helt uden grund opfattedes kredsen som modstandere af den bernstorffske udenrigspolitik omkring en mageskiftetraktat med Rusland om de gottorpske besiddelser i hertugdømmerne. Den holstensk-russiske forhandler C. von Saldern følte sin stilling truet og fik udvirket en kgl. ordre om overhofmesterindens fjernelse fra hoffet. Med få timers varsel blev hun i 1768 tvunget til at forlade tjenesten uden at måtte tage afsked med sin dronning, der først blev adviseret, efter at Louise von Plessen var rejst. Louise von Plessen begav sig til Kokkedal, men så bange var man for hendes mulige indflydelse, at hun kort efter blev beordret til at forlade landet. Hun tog bolig i den hannoveranske by Celle. Dronningen glemte hende ikke, og 1771 var hun blandt de få modtagere af den nystiftede Mathildeorden. Allerede det følgende år blev også dronningen landsforvist, og de to ofre for den herskende turbulens kunne gense hinanden i Celle. Efter bortvisningen nedskrev Louise von Plessen nogle kortfattede erindringer om tiden ved hoffet i København Mémoire de la cour de Danemark, der senere er udgivet. De er præget af forståelig bitterhed. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Augusta_Utke_Ramsing

Augusta Utke Ramsing

2023-04-22T23:21:20+02:00

fri anvendelse

Augusta Utke Ramsing voksede op i en søskendeflok på 13 i en københavnsk militærfamilie. Hun og søstrene Margrethe R. og Hedvig R. blev slægtens udbrydere, fordi de meget mod forældrenes ønske konverterede til katolicismen. Augusta Utke Ramsings interesse for katolicismen opstod, da hun i begyndelsen af 1890’erne sammen med storesøsteren Margrethe hørte en række foredrag af en fransk dominikanerpræst père H. Lange. Margrethe konverterede 1893, hvilket var en social skandale for familien. Bedre blev det ikke, da Augusta Utke Ramsing det følgende år fulgte trop. Det kunne ikke tolereres, og hun blev forvist til Frankrig. Her opholdt hun sig i ti år og blev først kaldt hjem 1904, da faderen lå på sit dødsleje. Hjemkommet underviste hun i fransk på Skt. Joseph Søstrenes pigeskole på Toldbodvej. Tilknytningen til ordenssøstrene medførte, at hun 1909 blev opfordret til at være hofdame for den moderløse katolske prinsesse Margrethe, datter af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans. Augusta Utke Ramsing påtog sig jobbet og opgav sin lærerindegerning. Da prinsesse Margrethe efter sit giftermål i 1921 ikke havde brug for sin hofdame mere, gik Augusta Utke Ramsing aktivt ind i socialt arbejde. Fra 1919 til ca. 1950 var hun medlem af bestyrelsen for Louiseforeningen, en velgørende organisation, der arbejdede for at hjælpe enlige kvinder fra dannede hjem. I 1925 tog hun initiativ til stiftelsen af Danmarks Katolske Kvinders Forbund (DKKF), der var en paraplyorganisation for landets katolske kvindeforeninger og et led i den internationale katolske kvindeliga. Baggrunden herfor var de forandringer, som de katolske kvindeforeninger undergik i 1920’erne. De havde hidtil beskæftiget sig med velgørenhed eller religiøse opgaver, men nu ønskede de at deltage i politisk arbejde. Drivkraften bag denne udvikling var Helga Tardini, der var et fremtrædende medlem af såvel Dansk Kvindesamfund som Det Konservative Folkeparti. Hun argumenterede for, at kvinderne ikke skulle nøjes med menighedsarbejde, men burde tage kvindesaglige emner op. Augusta Utke Ramsing var formand for DKKF 1925-39, en post, der bl.a. indebar deltagelse i adskillige udenlandske kongresser, hvor hun holdt foredrag om den katolske kvindes stilling i Norden. Desuden redigerede hun forbundets medlemsblad i ca. 15 år. DKKFs formål var at højne samfundets moralske niveau ved udbredelse af evangeliets ånd og kristne principper. Forbundet stod for en særlig, moralsk feminisme, som kirken kunne støtte. Dertil arbejdede det for kvindens pligt eller kald til at være moder og for at styrke sundheden hos dårligt stillede katolske pigebørn. Allerede i 1925 oprettede DKKF en feriekoloni i den tidligere krigsfangelejr i Horserød, Prinsesse Margrethes Feriehjem, der skulle fungere som et naturligt katolsk hjem. I 1927 blev kolonien flyttet til en lejet villa Trørødhus ved Vedbæk. Augusta Utke Ramsing var i mange år leder af feriehjemmet, der i 1941 blev overtaget af Skt. Joseph Søstrene. Augusta Utke Ramsing forblev ugift og derfor var det et paradoks for hendes omverden, at hun efter udnævnelsen til hofdame, og efter fransk skik, gjorde krav på fruetitlen. Hun tilhørte lægordenen Skt. Dominikus’ Tredie Orden, hvis spiritualitet hun levede i overensstemmelse med. Beskrivelser af hende efterlader indtryk af en kompromisløs, stærk og ubøjelig personlighed med ikke så lidt militær lederevne. Hun var hele sit liv aktiv inden for den katolske kirke, hvor hun også påtog sig oversættelsesarbejde af religiøse tekster. Som en anerkendelse af hendes store arbejde tildelte den kirkelige øvrighed hende den pavelige orden Pro Ecclesia et Pontifice. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Thea_Ripperda

Thea Ripperda

2023-04-22T23:25:31+02:00

fri anvendelse

Thea Ripperda tilbragte kun knap halvdelen af sit liv i Danmark. Gennem sit arbejde for opførelsen af nye kirker i Københavns. fattigkvarterer nåede hun ikke desto mindre at tilføre dansk kirkeliv en betydelig inspiration, som satte sig spor ud over hendes egen tid. Hendes fader var af østfrisisk adel og ansat i diplomatiet, moderen tilhørte en mecklenburgsk adelsslægt fra Lauenburg. Året efter hendes fødsel flyttede familien til København, hvor hendes tre brødre blev født, den yngste fire måneder efter faderens død. Muligvis har den unge enke med tre småbørn måttet sende den 12-årige datter til familie i Tyskland; i al fald har Thea Ripperda selv fortalt, at hun blev opdraget i sit fødeland, og så vidt vides, levede hun her indtil omkring 1880. Mens hun endnu var i Tyskland, hørte hun en tale af Berlins hofpræst, A. Stoecker, der grundlagde en kristelig-social bevægelse. Han fortalte om det voldsomme behov for nye kirker i den hastigt voksende by, og Thea Ripperda og et par unge piger blev så grebne af hans skildring, at de straks besluttede sig for at arbejde for kirkesagen. De dannede en forening, Der Kappellenverein, og begyndte at tjene penge ved bl.a. håndarbejde for at skaffe midler til at bygge kapeller i de overbefolkede sogne i Berlin. Indtægterne blev overgivet til Stoecker, der foretog det videre fornødne. I 1886, da Thea Ripperda var flyttet til København, måtte hun tænke på Kapellenverein, da hun overværede et møde i Bethesda med over 1.000 deltagere. Også de kbh.ske præster kunne fortælle, at der var stor mangel på kirker i den voksende by, og at befolkningen gled væk fra kristendommen. Hun drøftede problemet med andre kvinder, der også var dybt berørte af mødet i Bethesda, og resultatet blev, at den da 35-årige Thea Ripperda sammen med de to lidt yngre kvinder Emili Neergaard (g. Gøtzsche) og Inger Marie Schiøler endnu samme år stiftede Foreningen til Opførelse af Smaa Kirker i København (FOSK) med de tre som bestyrelse. Thea Ripperda blev formand for foreningen, der i hendes tid fik næsten 2.000 medlemmer. Modellen fra Tyskland blev fulgt: FOSK henvendte sig til “unge piger”, egentlig ugifte kvinder, opfordrede dem til at betale et årskontingent på to kr. og til desuden at skaffe penge ved deres hænders arbejde, dog måtte der ikke være tale om arbejde, der blev taget fra fattige syersker. I løbet af tre år blev der skaffet tilstrækkelige midler til at købe og indvie en tidligere sektkirke, der kunne rumme 600 mennesker, Bethlehemskirken på Nørrebro. Den unge idealistiske præst Julius Ifversen blev ansat og fik samlet en menighed. Thea Ripperda selv kom hyppigt til en af søndagens gudstjenester og spillede på harmoniet ved de daglige morgenandagter. FOSK ønskede også at bygge kirker for senere at overgive dem til Kirkeministeriet. De kirkelige myndigheder viste dog ikke den private forening interesse, og for at fremme sin sag indledte FOSK et samarbejde med Udvalget til Kirkesagens Fremme i København, det senere Københavns Kirkefond (KK), der var blevet oprettet i 1890 med samme formål som FOSK. De to organisationer byggede sammen to foreløbige kirker, Nazaret Kirke i Ryesgade i 1892 og i 1894 Gethsemane Kirke i Dannebrogsgade. Men samarbejdet var ikke uden problemer. Udgifterne til den daglige drift af kirkerne var ikke FOSKs anliggende, mente foreningen. Da de kirkelige myndigheder havde tilkendegivet, at de ikke ville bidrage til “privatbyggede Kirker”, blev det i stedet KK, der stod for driftsudgifterne. FOSK ønskede, at dens medlemmer indsamlede til én kirke ad gangen og kun appellerede til offentligheden om penge gennem foreningens kredse, og bestyrelsen følte sig presset af KK, som lagde langsigtede planer. Omvendt følte man i KK, at FOSK svigtede ved ikke at tage medansvar for de nybyggede kirkers fortsatte eksistens. Generelt tilstræbte FOSK en ret selvstændig linie i forhold til KK, og selvom samarbejdet fortsattes, må det have været en kilde til stolthed, da FOSK 1899 kunne indvie Natanaels Kirke som den første af en række selvstændigt opførte kirker. På det tidspunkt havde Thea Ripperda forladt FOSKs bestyrelse, efter at det havde vist sig, at netop spørgsmålet om KKs og FOSKs indbyrdes forhold var en kilde til større konflikt mellem hende og den daværende bestyrelse. I første omgang fratrådte hun i 1896 blot formandsposten og i øvrigt af private grunde. Få uger efter trak hun sig imidlertid helt ud af ledelsen, da hun hele to gange havde konstateret, at hun ikke kunne få opbakning bag sit forslag om, at FOSK blev “indordnet” som “en selvstændig Kvindeforening” i KK. Thea Ripperda, der som formand afløstes af Magdalene Buch, forblev dog medlem af FOSK. Et par dage efter sit nederlag modtog hun en adresse fra bestyrelsen med “en hjærtelig Tak for det trofaste Arbejde i de forløbne Aar”. Kirkesagen i Berlin og København drog fordel af Thea Ripperdas velovervejede, dygtige og utrættelige indsats, men arbejdet tilførte også hendes eget liv store værdier. Som ugift kvinde af højere stand var hun henvist til at lade sig underholde af familien, men fandt en sag at arbejde for. I 1928 skrev Thea Ripperda: “Jeg slutter disse Ord med en Tak til Herren for den Time, han lod mig opleve på hint minderige Bethesdamøde, der blev så bestemmende for en hel Periode af mit Liv.” Efter moderens død i 1902 flyttede Thea Ripperda det følgende år til Tyskland og boede her resten af sit liv. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Charlotte_Schimmelmann

Charlotte Schimmelmann

2023-04-22T23:13:09+02:00

fri anvendelse

Charlotte Schimmelmann var et barn af 1700-tallets enevældige helstat, der omfattede Danmark, Norge og Slesvig-Holsten. På mødrene side var hun ud af nyadlet norsk købmandsfamilie, mens faderen stammede fra en tysk militær embedsfamilie med tjeneste i Danmark. Efter faderens tidlige død blev Charlotte Schimmelmann og søsteren Sybilla (g. Reventlow) sendt til gehejmerådinde Magdalene Charlotte Hedevig Løvenskiold på familiegodset for at få en passende opdragelse. Det var deres held, for her fik de to unge piger en omfattende dannelse, ligesom de omgikkes de højeste cirkler, herunder den Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, som de begge giftede sig ind i. Da Charlotte Schimmelmann i 1782 ægtede finans- og statsmanden, greve Ernst S., blev hun det naturlige centrum for denne indflydelsesrige kreds. Efter statskuppet i 1784, hvor den 16-årige kronprins, den senere Frederik 6., fik overdraget magten, blev hendes mand først finans- og siden også gehejmestatsminister i den nye regering. Charlotte Schimmelmann blev nu også det fejrede midtpunkt for en strålende selskabelighed, der omfattede gæster fra alle verdensdele, og som der gik ry af langt ud over landets grænser. Hun samlede adel, storfinans og embedsstand, men også diplomater, lærde og kunstnere fra hele Europa omkring sig og holdt salon efter fransk mønster. Her diskuteredes politiske, filosofiske og litterære strømninger fra Oplysningstiden og Den Franske Revolution til følsomhedens epoke og den tidlige, tyske romantik; her demonstreredes tidens nyeste naturvidenskabelige resultater, og her udfoldedes en levende kunstnerisk interesse og mæcenvirksomhed med litteraturen og musikken i centrum. Som det fremgår af Charlotte Schimmelmanns ret omfattende brevvekslinger, delvist tilgængelige i Louis Bobés Efterladte Papirer fra den Reventlowske Familiekreds 1770-1827, så betragtede hun selv sin virksomhed som salonværtinde som en slags uofficielt hverv, der dels var et supplement til ægtemandens embede, dels var en selvgyldig æstetisk virksomhed. I overensstemmelse hermed førtes der om vinteren en repræsentativ selskabelighed i palæet i Bredgade, mens hun om sommeren holdt mere uformelle sammenkomster for slægt og venner på landstedet Sølyst nord for København Blandt de kulturpersonligheder, som bidrog til at give hendes salon dens europæiske præg, er den tyske filosof J.G. Fichte, den schweiziske præst og teolog J.C. Lavater og den franske forfatter M.M.C.B. Vanderbourg, foruden en lang række andre større og mindre ånder. Henrich Steffens, Schack Staffeldt, Jens Baggesen, Adam Oehlenschläger og B.S. Ingemann var nogle af de guldalderdigtere, som ægteparret Schimmelmann hjalp frem. Også komponisten J.A.P. Schulz, fysikeren H.C. Ørsted, naturforskeren Joachim Frederik Schouw og arkæologen P.O. Brøndsted hørte til blandt dem, der fik både pekuniær og menneskelig støtte hos mæcenægteparret, ligesom de inddrog biskop J.P. Mynster og billedhuggeren Bertel Thorvaldsen i deres kreds. Salonaftnerne i palæet i Bredgade kunne være prægtige. Som regel indledte man med en diner med udsøgte, eksotiske retter. Dineren varede i nogle timer, hvorefter gæsterne delvist skiftedes ud, og der fulgte en souper. Mellem eller efter serveringerne fandt aftenens højdepunkt sted i form af en kunstnerisk begivenhed, fx en dramatisk opførelse eller en koncert. Ofte afsluttedes denne del af arrangementet med et bal, og herefter kunne Charlotte Schimmelmann så trække sig tilbage til egne gemakker til te og litterær diskussion eller højtlæsning sammen med nogle få udvalgte. Men selskabeligheden kunne også tage helt andre former og bestå i såvel en alvorlig fordybelse i filosofi som en letbenet selskabsleg, hvor de store spørgsmål om det gode, det sande og det skønne droges ned på jorden, ført an af Jens Baggesen med hans satiriske lune. Charlotte Schimmelmann og hendes mand supplerede i 1700-tallets sidste årtier hinanden som landets førende par. Den dannede selskabelighed i hendes salon skabte en ideel baggrund for hans politiske embede og økonomiske virksomhed, der omvendt udgjorde grundlaget for hendes position som skønånd. Som del af det øverste embedsaristokrati udgjorde familierne Bernstorff, Reventlow og Schimmelmann et magtcentrum i helstatens metropol København, og de kom efterhånden til at inkarnere det reformorienterede styre under kronprinsen. Under indtryk af de økonomiske opgangstider og Den Franske Revolutions frihedsidéer kom de til at stå for en aristokratisk humanisme i en særegen blanding af absolutisme, revolutionsbegejstring og centralstatslig vilje. En af skyggesiderne var, at der ikke altid blev skelnet skarpt mellem landets og ministrenes private interesser, og indtil Danmark blev inddraget i Napoleonskrigene i 1807, tjente såvel staten som bl.a. Ernst S. fx godt på både den såkaldte trekanthandel og handelen med det krigsførende Europa. Denne magtfulde kreds blev af samtiden identificeret med Charlotte Schimmelmanns salon, og salonens glansperiode som sin tids kulturcenter faldt da også sammen med opgangstiden for reformstyret og for Ernst S.s embedsvirksomhed, der kulminerede ved indgangen til det nye århundrede. Sammen med brødrene Reventlow stod Ernst S. bag regeringens bonde- og skolereformer, og han gik selv foran med en realisering af dem på sine egne godser Gudumlund og Lindenborg for at fremvise et eksempel på den fornuftsbegrundede modernisering, han mente var påkrævet. Han anlagde en lang række fabrikker, og i tilknytning til både disse og godserne oprettede han skoler for arbejdere og bønder. Skolerne stod under Charlotte Schimmelmanns beskyttelse, som det hed, og hun fulgte ivrigt denne nye virksomhed. En anden af hendes mærkesager var slavernes forhold. Også i dette spørgsmål var hun på linie med sin ægtefælle, der som den første statsmand i Europa i 1792 fremsatte en lov om forbud mod nye slaveopkøb. Forbudet blev dog vedtaget med en tiårig overgangsperiode og fik derfor ikke umiddelbart konsekvenser for det eksisterende slaveri på bl.a. hans egne plantager i Dansk Vestindien. Charlotte Schimmelmanns egentlige engagement lå i den æstetiske opdragelse. Den blev formuleret som idé af Schiller og vedrørte kroppens, sansernes og følelsernes dannelse. Det var hendes ambition at praktisere den både i sin salon og over for sine plejebørn, især niecen Josephine S. og håndværkerdatteren Louise Wesselhöft, kaldet Louison, som ægteparret senere adopterede. I opdragelsen af de to plejedøtre anvendte Charlotte Schimmelmann den attitudekunst, som var udbredt i salonerne og gjorde den purunge Ida de Bombelles berømt. Opdragelsen af plejedøtrene er bl.a. omtalt i breve til Schillers hustru, udgivet i Charlotte Schiller und ihre Freunde. Korrespondancen blev indledt, efter at Ernst S. og hertugen af Augustenborg i 1792 havde tildelt Schiller en treårig understøttelse, som han på sin side kvitterede for ved at tilegne mæcenerne sine senere så berømte æstetiske breve, hvori han gør rede for sit begreb om den æstetiske opdragelse. Bobé har som kredsens biograf og udgiver karakteriseret Charlotte Schimmelmann som “en nordisk Leonore d’Este”. Dermed sætter han hende fortjent ind i en lang europæisk salontradition med rødder i bl.a. den italienske renæssance, som også omfattede samtidige salonværtinder som Friederike Brun, Julie Reventlow og Louise Stolberg. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Benny_Cederfeld_de_Simonsen

Benny Cederfeld de Simonsen

2023-04-22T23:00:14+02:00

fri anvendelse

Benny Cederfeld de Simonsen voksede op i en betydelig dansk adelsfamilie på Fyn og blev undervist i hjemmet, bl.a. af højt kvalificerede udenlandske privatlærere. Det gjorde det muligt for den begavede Benny Cederfeld de Simonsen at udtrykke sig ubesværet på fransk, engelsk og tysk og sætte sig ind i fremmede kulturer. Hun havde gode forudsætninger for internationalt samarbejde og en stor interesse herfor. 1892 giftede hun sig med en fynsk godsejer, som var aktiv i såvel landøkonomisk som lokalpolitisk arbejde. Han ejede fire godser, og Benny Cederfeld de Simonsen fortsatte dermed sit godsejerliv på Fyn på godset Erholm ved Årup som moder og gæstfri husfrue. Under indtryk af Første Verdenskrigs rædsler engagerede Benny Cederfeld de Simonsen sig 1916 i fredsarbejdet i Danske Kvinders Fredskæde, fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), der var en dansk sektion af Women’s International League for Peace and Freedom (WILPF), stiftet 1915 på en kvindefredskongres i Haag. KILFF havde sit udspring i København, men snart begyndte foreningen at danne kredse i provinsen, og Benny Cederfeld de Simonsen påtog sig som stiftsrepræsentant for Fyn fra 1919 at organisere fredsarbejdet i denne del af Danmark. Som foredragsholder og ved møder lykkedes det hende at oprette et stort antal kredse. I 1925 var Benny Cederfeld de Simonsen til stede på Dansk Fredsforenings (DF) årsmøde, hvor hun tog til orde imod foreningens kritik af KILFF. DF, der var stiftet 1882 af Fredrik Bajer, anså KILFF som en splittende faktor og konkurrent i det fredsarbejde, som DF helst så samlet under sit revir. I lighed med bl.a. Clara Tybjerg og Henriette Beenfeldt mente Benny Cederfeld de Simonsen tværtimod, at det var til fordel for fredssagen, at der eksisterede flere organisationer, således at arbejdet kunne føres ud i vide kredse. I 1930-31 gjorde KILFF en ekstra indsats for at etablere lokalafdelinger i alle dele af landet og øge et dalende medlemstal. Takket været Benny Cederfeld de Simonsens dygtige organisationsarbejde og gode personlige kontakter til de lokale kredsformænd nåede medlemstallet på Fyn op på 4.000 medlemmer, langt den største dækning på landsplan. Trods sin højadelige baggrund havde Benny Cederfeld de Simonsen et beskedent væsen og en stor menneskekundskab og -kærlighed, der gjorde hendes omgang med alle slags folk let. Hun så hverken op eller ned, kun fremad, og var altid den samme, uanset om hun talte ved internationale kongresser eller til møder i forsamlingshuse. Hendes omfattende kontaktnet og korrespondance, også med udenlandske fredskvinder, havde stor betydning for hele WILPF og den danske ligas placering i det internationale arbejde. Benny Cederfeld de Simonsen fortsatte som formand for det fynske distrikt til 1933 og var næstformand i hovedstyrelsen 1931-39. I 1939 blev hun udnævnt til WILPFs første danske æresmedlem. Ved WILPFs kongresser, bl.a. i Dublin 1926, Prag 1929, Grenoble 1932, Zürich 1934 og Luhacovice 1937, repræsenterede hun den danske sektion på fremragende vis. Hun var desuden medlem af den internationale komité, der beskæftigede sig med mindretallenes ret. Her arbejdede hun med grænseproblemer efter genforeningen 1920, og ved dette vandt hun venner og tillid på begge sider af den dansk-tyske grænse. Før den tyske besættelse af Danmark lykkedes det hende i marts 1940 i samarbejde med Danske Kvinders Nationalråd og Jødisk Kvindeforening at skaffe indrejse for 320 jødiske børn fra Centraleuropa. Nogle kom til Fyn og blev optaget i landbohjem, andre husede hun selv. De fleste børn blev senere sendt i sikkerhed i andre lande, men omkring 40 blev til hendes store sorg taget af tyskerne og sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. I forbindelse med hendes 80-års fødselsdag oprettede KILFF i 1944 Benny Cederfeld de Simonsens Hjælpefond, hvortil hun straks skænkede 10.000 kr. Fondet skulle hjælpe mennesker, ramt af krig og politisk forfølgelse. Til det sidste bevarede Benny Cederfeld de Simonsen sin interesse for og kærlighed til fredssagen, som hun fik stor indflydelse på med sin dygtighed, energi, trofasthed og offervilje. Hendes motivation for fredsarbejdet var en dyb kristen menneskekærlighed og ønsket om en humanitær indsats. Modsat den øvrige ledelse i KILFF, der var præget af kvinder med baggrund i Dansk Kvindesamfund og i Det Radikale Venstre, kædede Benny Cederfeld de Simonsen ikke sit fredsarbejde sammen med en bredere kvindepolitisk eller partipolitisk indstilling. Hun gik mod strømmen i sit konservative, forsvarsvenlige adelsmiljø, hvor bl.a. sønnen Christian skabte sig en militærkarriere. Trods modstanden blev hun beskrevet som den milde strålende stjerne, der altid var der, en ledestjerne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Skeel

Ingeborg Skeel

2023-06-21T15:57:29+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Skeel stammede fra Nygård mellem Vejle og Kolding, men blev vendelbo ved sit giftermål 1560 med Otte Banner til Asdal i det nordvestlige Vendsyssel. Det var her, hun udfoldede sine mange aktiviteter, især efter at hun og moderen Karen Krabbe 1578 erhvervede det tidligere bispegods Voergård med ikke mindre end 157 fæstegårde fra kronen mod at afstå Nygård med tilliggende gods. Hertil kom yderligere 125 gårde ved et nyt mageskifte med kronen året efter, altså et samlet godskompleks på knap 300 gårde. Hovedparten af godset lå i Voergårds nærmeste omegn, hvilket var baggrunden for, at moder og datter allerede samme år som det første mageskifte fik birkeret til godset i Voer, Albæk og Skæve sogne, dvs. at de tre sogne udskiltes som en selvstændig retskreds, hvor godsejeren udnævnte birkedommeren og oppebar retsafgifter og bøder idømt ved birketinget. Ingeborg Skeel synes allerede i såvel moderens som mandens levetid at have forestået driften og administrationen af Voergård gods, som hun i øvrigt senere øgede ved yderligere godsopkøb. Ved Banners død 1585 overtog hun desuden dennes godser Asdal og Bangsbo, så længe hun var enke. Ligeledes overtog hun hans kongelige len Sejlstrup i nærheden af Asdal, og da moderen døde 1586, fik hun brev på det mindre len bestående af Amtofte i Thy og Strekhals på Mors, som denne havde haft indtil da. I sidste halvdel af 1500-tallet byggede mange adelige godsejere nye, store herregårde, og Ingeborg Skeel var ingen undtagelse. Efter at hun var blevet eneejer, påbegyndte hun opførelsen af østfløjen på Voergård, som ifølge indskriften stod færdig 1591. Bygningen, der er opført i den moderne renæssancestil, er rigt udsmykket, bl.a. med en imponerende sandstensportal af nærmest kgl. standard. Portalen prydes af Frederik 2.s og dronning Sophies forbogstaver; det er uklart, hvad dette betyder, men sikkert er det, at Ingeborg Skeel havde gode forbindelser til kongen, hvis fester hun jævnligt deltog i. Sin høje status markerede hun også ved efter ægtefællens død at bygge et gravkapel i Voer Kirke, hvor hun lod opsætte et storslået epitafium med knælende figurer af Banner og hende selv og med en gravskrift, hvoraf fremgår, at epitafiet er opsat, for at det barnløse ægtepar “ikke aldeles skulle blive forget (glemt)”. Andre kirker under Voergård lod hun også restaurere, ligesom hun skænkede forskelligt inventar til kirkerne. Ingeborg Skeel har ikke sparet, når det drejede sig om at sikre eftermælet. De økonomiske midler stammede fra hendes vidtstrakte godser, som må have givet pæne indtægter under 1500-tallets højkonjunktur, og som hun synes at have drevet med stor energi og handlekraft. I 1588 fik hun tilladelse til mod betaling af et beløb til erstatning for tolden at udføre korn via sine egne ladesteder uden om købstæderne, som hun mente lå for langt fra hendes gods. Hun befattede sig imidlertid også med andet end kornhandel, idet købmændene i Ålborg i 1587 klagede over, at hun påførte dem urimelig konkurrence ved i flere landsbyer at drive handel med lærred, tjære, øl m.v. Blandt hendes andre aktiviteter var også teglværksdrift, og hun leverede 1598 mursten til Christian 4. til brug på Koldinghus. Måske er det denne effektivitet som godsejer, der har givet anledning til sagnene om den gerrige, hårdhændede og ondsindede Ingeborg Skeel. Bl.a. skulle hun for at slippe for at betale bygmesteren for hans arbejde på Voergårds østfløj have taget livet af ham ved at kaste ham i voldgraven, ligesom hun ifølge et andet sagn klippede fingrene af en lille pige, der havde plukket nogle kornaks på Voergårds marker. Forklaringen på sagnenes negative billede kan måske være utilfredse bønders ønske om hævn over en foretagsom og initiativrig godsejer, som de ikke kunne hamle op med, mens hun levede. Disse beretninger bør ikke tillægges større vægt, og givet er det i hvert fald, at Ingeborg Skeel også havde andre egenskaber end den energiske godsejers. Således tog hun i sine senere år et par småpiger i pleje på Voergård. Allerede i ægtefællens levetid havde hun 1583 med hans samtykke skænket en del af sine indtægter til de fattige i Sæby Hospital, som hun selv havde ladet bygge, og kort før sin død 1604 udstedte hun et gavebrev på den årlige rente af 2.000 daler til ligelig fordeling mellem skolen i Ålborg og de husvilde og fattige i købstæderne i Vendelbo stift. Efter hendes død fik arvingerne imidlertid begge gavebreve underkendt ved kongens retterting. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Anna_Sophie

Anna Sophie

2023-04-22T23:09:50+02:00

fri anvendelse

Som datter af en af rigets højeste embedsmænd og største godsejere tilhørte Anna Sophie aristokratiets top. Om hendes barndom ved man praktisk talt intet. Faderen døde, da hun var 15 år gammel, hvorefter hun levede med sin moder på den jyske herregård Clausholm. At dømme efter hendes skriftlige efterladenskaber beherskede hun dansk, fransk og tysk om end på et niveau, der lå under det almindelige for en adelig kvinde på denne tid. Ved et maskebal på Koldinghus i 1711 fattede Frederik 4. interesse for den unge, smukke komtesse Reventlow og ønskede hende som maitresse. Da Anna Sophies moder på det bestemteste modsatte sig et sådant forhold, bortførte kongen 1712 Anna Sophie fra Clausholm til Skanderborg Slot, hvor konrektor Thomas Clausen fra Slesvig samme aften viede hende til majestætens venstre hånd. Anna Sophie blev derpå ophøjet til fyrstinde, senere hertuginde, af Slesvig. Hun blev tildelt apanage og fik i København overdraget “Kongens Gård” bag ved Børsen. Ved et patent blev Vallø med tilliggende i 1713 oprettet som grevskab til Anna Sophie, der ved godskøb selv forøgede Valløs tilliggende. I april 1721 døde dronning Louise, og dagen efter hendes bisættelse viede Thomas Clausen, nu superintendent over Slesvig og Holsten, atter Anna Sophie til kongen. Denne gang til hans højre hånd. Bag denne ægteskabsindgåelse, som blev holdt under meget uhøjtidelige former, lå moralske motiver. Da Thomas Clausen viede Anna Sophie og kongen i 1712, var han ikke præsteviet, og følgelig havde de i kirkelig forstand levet ni år i synd. Ved en improviseret kroning på Frbg. Slot maj 1721 satte Frederik 4. selv kronen på Anna Sophies hoved. For første gang i Danmark var en kvinde, der ikke var af fyrstelig byrd, blevet kronet til dronning. Kroningen blev i samtiden udlagt som bevis på hendes magt over kongen. Efter Anna Sophies indtog i København som dronning forlod kongens to søskende, prins Carl og prinsesse Sophie Hedevig, hoffet og indrettede sig på Vemmetofte, hvor især prinsessen sammen med Anna Sophies ærkefjende overkammerherre Carl Adolf von Plessen skabte et centrum for modstanden mod hende. Af større betydning var imidlertid den omfattende personudskiftning i hoffets og administrationens ledende stillinger, der nu foregik til fordel for især medlemmer af slægterne Reventlow og Holstein. Anna Sophie er blevet tillagt en stor del af ansvaret for disse dispositioner. De kan dog snarere ses som et udslag af kongens egen iver for at værne om hende i erkendelse af hendes usikre position. Hensynet til hende blev herved i væsentlig grad bestemmende for hans valg af ministre og rådgivere. Samtidig krævede den udenrigspolitiske kursændring bort fra Rusland hen imod England nye politiske aktører i Danmark. Der var altså også tale om politiske motiver for udskiftningerne. Selvom Anna Sophies forbøn var af stor betydning, hvis man ville opnå noget hos kongen, er der ingen klare vidnesbyrd om, at hun havde nogen egentlig politisk magt. I samtiden blev hun kaldt “de ringe Stænders Velgørerinde”. Hun donerede bl.a. penge til legater for enker og fattige. Men hvordan hun blev betragtet af den almindelige jævne befolkning, ved man ikke meget om. Anna Sophie og Frederik 4. fik seks, muligvis otte børn, der alle døde som spæde. Det kgl. ægtepar opfattede det som Guds straf for deres syndige levned før 1721, at de mistede deres børn. Da kongen i oktober 1730 lå for døden, tog han von Plessen i ed på, at Anna Sophie ville blive behandlet anstændigt og overrakte ham sin egen elefantorden som tak. Men i øvrigt lå hendes fremtid helt og holdent i tronfølgeren Christian 6.s hænder. I et testamente fra 1722, underskrevet “frivilligt og uden Tvang” i 1725 af Christian, der da var kronprins, havde Frederik 4. forsøgt at sikre Anna Sophie efter sin død. Et testamente, der skulle vise sig ikke at blive meget værd. To uger efter kongens død skrev Anna Sophie til Christian 6. og frasagde sig de rettigheder, hun havde ifølge testamentet, og derudover al ret til sine ejendomme og midler. Ti dage senere modtog hun som svar et kgl. reskript, der indeholdt bestemmelser for hendes videre skæbne. Christian 6., der foragtede Anna Sophie, for dog ikke nær så hårdt frem mod hende som ventet. Men faderens testamente negligerede han. Anna Sophie fik lov til at beholde titel af dronning, dog uden at føje Danmark eller Norge dertil. Og enkedronning måtte hun ikke kalde sig. Testamentet bestemte, at hun skulle have Nykøbing Slot på Falster som enkesæde, i stedet fik hun overladt Clausholm, som Frederik 4. havde afkøbt hendes moder i 1718. Hun måtte ikke forlade herregården uden kongens tilladelse, hvad der tangerer en forvisning i unåde. Hun fik en engangssum på 100.000 rigsdaler og en årlig apanage på 25.000 rigsdaler. Desuden kunne hun nyde alle indkomster af Clausholm. Det lykkedes hofpræst J.B. Bluhme at formilde Christian 6. over for Anna Sophie, inden hun døde 1743 på Clausholm, hvor hun havde levet et strengt religiøst liv. Ved hendes død dekreterede kongen hofsorg, og han opfyldte hendes ønske om at komme til at ligge under samme tag som Frederik 4. i Roskilde Domkirke. Hun blev dog ikke placeret ved siden af sin ægtemand, men i slægten Trolles kapel, som Christian 6. havde erhvervet. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/G%C3%B8rvel_Sparre

Gørvel Sparre

2023-04-22T23:16:14+02:00

fri anvendelse

Gørvel Sparre må betragtes som en af de sidste repræsentanter for den nordiske adel, som den eksisterede i unionstiden. Slægtskab, ejendomsforhold og hendes tre ægteskaber skabte og påvirkede forbindelserne til Sverige, Danmark og Norge. Gennem sin familie og opvækst, sit første ægteskab og sine besiddelser var hun tættest knyttet til Sverige og Norge, men i kraft af sit andet og tredje ægteskab, begge med danske rigsråder, blev hendes kontakt til det danske hof dominerende. Den tiltagende spænding mellem Danmark og Sverige igennem 1500-tallet og særligt Syvårskrigen 1563-70 gjorde det imidlertid vanskeligt for adelen at opretholde de tidligere så hyppige kontakter mellem de to riger. Begge forældre døde, da Gørvel Sparre endnu var barn, og som eneste arving kom hun i besiddelse af omfattende jordegods. Fra sin fader arvede hun bl.a. sin fødegård, hovedgården Hjulsta i Sverige, og fra moderens norske slægt blev hun efter flere langvarige retssager tilkendt Giske herresæde i Søndmøre og store mængder strøgods. Den norske arv gjorde hende til en af Norges største godsbesiddere, og hun var naturligvis et attraktivt parti. Da hun efter en kort enkestand indgik sit andet ægteskab, flyttede hun fra Sverige til Varberg Slot i Halland, hvor ægtefællen, den velhavende og indflydelsesrige danske rigsråd Truid Ulfstand, var lensmand. Uroligheder under Grevens Fejde 1534-36 ramte slottet, da det 1535 blev erobret af den tyske landsknægtfører Marcus Meyer, som var en af grev Christoffers mænd og Lübecks anfører. Mens Ulfstand undslap, var Gørvel Sparre de følgende 14 måneder med sine syv stedbørn fanget på Varberg. Under fangenskabet fødte hun sit eneste barn, sønnen Niels. 1545 blev hun igen enke, og to år senere giftede hun sig med den danske rigsråd Lave Brahe, der døde i 1567. Fra 1530’erne havde Gørvel Sparres gods gentagne gange været årsag til retstrætter forårsaget af arvekrav, dels fra svenske og norske slægtninge, dels fra Ulfstands børn fra første ægteskab. Både Ulfstand og Brahe havde sikret hende mod store tab, men de ustabile ejendomsforhold gjorde det nødvendigt for Gørvel Sparre i sin enkestand at have en protektor, og igennem en række generøse transaktioner sikrede hun sig den danske konges beskyttelse. Da hendes søn var død allerede i 1548, havde hun ingen nære arvinger at tage hensyn til og kunne forvalte besiddelserne efter egen interesse. Transaktionerne indledtes i 1574, da hun eftergav 8.000 daler, som kronen skyldte hende. Som vederlag fik hun livsvarig forlening på Verpinge hovedgård, nu Trolleberg, og dens mølle. I 1582 sikrede hun sig skøderne på samme ejendomme og yderligere afgiftsfri forleninger på Börringekloster og Froste herred samt et par mindre len, idet hun skødede mere end 250 af sine norske gårde til kronen. Alle hendes nye forleninger lå i Skåne, og hun beholdt dem til sin død. I 1586 skødede hun endnu en mængde af sit norske gods til kronen. Efter disse tre transaktioner havde hun fortsat alt sit gods i det sydlige Norge tilbage, men hverken hun eller den danske krone ønskede at se svenske arvinger besidde jordegods i Norge, og i 1599 fulgte derfor endnu en transaktion. Tilsammen havde Gørvel Sparre nu skænket kronen mere end 600 gårde. Alt det norske gods var dermed afhændet, og næste opgave gjaldt de danske og svenske besiddelser. I 1601 afstod hun dem alle til kronen tillige med sine udestående fordringer og gjorde Christian 4. til sin universalarving. Siden Syvårskrigens begyndelse 1563 havde Gørvel Sparres svenske besiddelser været omstridte. På grund af hendes danske giftermål var de blevet beslaglagt, og trods Stettinfredens bestemmelser i 1570 om, at alt danskejet svensk gods skulle tilbagegives, blev hendes fortsat holdt tilbage. Da kongen som universalarving havde en egeninteresse i godset, blev der ved det svensk-danske grænsemøde i Flakkebäck 1603 gjort en ihærdig indsats for enkens besiddelser. Det lykkedes at få Gørvel Sparre kendt for retmæssig ejer, og hun modtog endvidere erstatning for tabt indkomst. Fra midten af 1530’erne og frem til sin død var Gørvel Sparre hyppigt at finde på hoffets gæstelister, og i sin enkestand fik hun den usædvanlige ære at modtage personlige besøg af Christian 4. Det er bemærkelsesværdigt, at tilknytningen til hoffet blev ved at eksistere og måske endda forstærkedes under hendes enkestand. Forklaringen på både den nære kontakt til hoffet og enkens store forleninger, der var helt usædvanlige for en kvinde i 1500-tallet, skal findes i den økonomiske velvillighed, hun havde vist både Frederik 2. og Christian 4. Under sin lange enkestand boede Gørvel Sparre på Börringekloster i Skåne, hvor hun formodentlig tog unge adelsfrøkener i huset. Hendes egen erfaring fra hoffet må have gjort hende til en kapacitet i oplæring af adelsfrøkener. Hun døde 1605 i meget høj alder. I overensstemmelse med den gamle enkes testamente arvede kongen hendes efterladte løsøre, og hendes forleninger faldt tilbage til kronen. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birgitte_Thott_-_godsejer

Birgitte Thott

godsejer

2023-04-22T23:14:00+02:00

fri anvendelse

Birgitte Thott blev født ind i en af de rigeste og mest indflydelsesrige adelsslægter i tiden. Hun var ældste datter af Oluf Axelsen T., en af de skånske Axelsønner, som spillede en dominerende rolle i nordisk unionspolitik både på dansk og svensk side. Hendes moder Karen Falk, som bragte Vallø gods med sig ind i sit ægteskab, døde, mens Birgitte Thott var ganske lille. Fra fødslen syntes hun sikret store rigdomme og en placering i magteliten. Ved ægteskabet i 1442 med lagmand og rigsråd Erengisle Nilsson kom hun ind i den svenske højadel. Som morgengave fik hun store jordtilliggender i Sverige. Der kom ingen børn i ægteskabet. Fra Birgitte Thott blev enke i 1469, til hun døde ca. 30 år senere, var hendes liv fyldt med stridigheder. Først bestred ægtefællens børn af første ægteskab hendes ret til det svenske gods, og senere bestred faderens enke Anne Present hendes ret til Vallø gods i Danmark. Begge sager, der havde unionspolitiske overtoner, pådømtes i det svenske rigsråd. Unionstiden 1397-1522 var en periode fyldt med konflikter, til tider åben krig, såvel mellem adelen og kongemagten som mellem de tre nordiske rigers adel indbyrdes, specielt mellem den svenske adel og den dansk-skånske adel. Birgitte Thotts farbrødre spillede en ledende rolle i tidens politik, og så længe hun havde deres opbakning, kunne hun opretholde kravet på sin svenske jord. Men i 1475 synes hun at have mistet denne støtte. I dette år testamenterede hun sit gods Hammersta i Södermanland til kirken, og umiddelbart efter blev hun sat under farbroderen Erik Axelsen T.s værgemål. Hun reagerede ved at forlade Sverige. Mens hun opholdt sig i Danmark, blev hun i Stockholm anklaget for at have forfalsket ejendomsbreve på Vallø og uretmæssigt at have solgt sin ret i godset til den danske krone. På dette tidspunkt havde hun ingen alliancer i det svenske rigsråd, og dommen i 1479 gik hende imod. I Danmark fandt hun fortsat støtte hos kongen, og i årene 1484-95 bestyrede hun som lensmand kronens gård Dronningeholm ved Arresø. Sine sidste år tilbragte hun i Sverige, hvor hun stadig havde store jordbesiddelser. Dem afhændede hun til den svenske rigsforstander Sten Sture, tilsyneladende ikke helt frivilligt. Hun var på trods af de foregående års trængsler en særdeles formuende jordbesidder, for denne godshandel er kendt som den største i svensk senmiddelalder. Salget af Vallø til den danske krone fik politiske konsekvenser, idet der med specifik henvisning hertil blev indført en paragraf i kong Hans’ håndfæstning 1483 og i efterfølgende håndfæstninger og unionstraktater, om at kongen aldrig måtte erhverve sig adelsgods. Birgitte Thotts eftermæle har været blakket, da man længe anså dommen for dokumentfalsk for rigtig. I dag er man mere i tvivl. Hendes kamp for sine besiddelser, som hun endte med at tabe, skal ses i lyset af, at hun var kvinde uden egne efterkommere og i de sidste år uden slægtens støtte, at den udspillede sig i adelskredse, som konstant kæmpede om retten til jord, og at den blev en brik i unionspolitikken. Måske er det nærmere sandheden at se hende som en kvinde, der blev klemt i en turbulent tid. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Sidsel_Ulfstand

Sidsel Ulfstand

2023-04-22T23:16:21+02:00

fri anvendelse

Sidsel Ulfstands fader hørte til rigets fremtrædende mænd med flere lensmandsposter, bl.a. på Gotland. På sit eget gods Glimminge i Skåne lod han omkring år 1500 formentlig med westfalske Adam van Düren som bygmester opføre det markante stenhus Glimmingehus. Senest i 1532 holdt Sidsel Ulfstand bryllup med rigsråd Knud Pedersen Gyldenstierne til Tim ved Ringkøbing, en mand, der aktivt havde deltaget i de politiske begivenheder siden sine unge dage. Nu var han lensmand på Nykøbing Slot på Falster, hvor Sidsel Ulfstand i 1533 fødte deres første barn. Det følgende år udbrød Grevens Fejde, der kom til at gribe kraftigt ind i parrets tilværelse, idet Gyldenstierne var blandt de danske adelsmænd, der i 1535 blev fængslet af grev Christoffer og først fik sin frihed efter Københavns overgivelse til Christian 3. halvandet år senere. Gyldenstierne genindtog sin plads i rigsrådet og blev nu lensmand på Kalundborg Slot, hvor Sidsel Ulfstand har boet under samme tag som den afsatte Christian 2., der i sine sidste år havde sit eget lille hof her. Da Sidsel Ulfstand blev enke i 1552 var i hvert fald et af hendes syv børn umyndig. Hun skiftede med dem i 1555, og de fik udlagt deres arv efterhånden, som de blev myndige. Materialet i hendes og gemalens velbevarede arkiv viser, at hun var en energisk og dygtig kvinde med stor økonomisk sans og mange gøremål. Først og fremmest skulle de store jordbesiddelser passes. Det drejede sig om Ljungby i Skåne, Tim i Nørrejylland og senere Bønnet på Falster, som Sidsel Ulfstand arvede efter sine barnløse brødre Arvid U. og Gert U. Hertil kom hendes afdøde mands len, Villands herred i Skåne, som hun fik livsbrev på i 1554. Under Syvårskrigen 1563-70 lånte hun kronen penge mod pantegods i Ramsø og Tune herreder på Sjælland. Dette pantegods blev indløst igen i 1574. Som lensmand i Villands herred fik Sidsel Ulfstand i høj grad brug for sine talenter under Syvårskrigen, da hun år efter år bl.a. skulle skaffe tilførsler til hæren, udskrive bønder til krigstjeneste, inddrive skatter og sørge for reparationer af veje, broer og fæstningsværker i et uroligt grænseområde. Som om det ikke var rigeligt, havde hun også sin gang ved hoffet. I 1559 var hun blandt de fruer, der fik til opgave at “drage”, dvs. beklæde væggene med klæde og gobeliner, den store og lille sal på Københavns Slot. Breve fra Frederik 2.s kammerjunker Eggert Ulfeldt vidner om, at hun fra 1565 syede kongens skjorter og førte tilsyn med hans mere intime garderobe. Sidsel Ulfstand opholdt sig mest på Ljungby, men boede også jævnligt på Bønnet, hvor hun havde kaldsret til sognekirken i Horbelev fra 1565. Hun lagde vægt på, at hendes præster førte et sømmeligt levned. En af dem, hr. Jakob, har åbenbart haft svært ved at leve op til kravene og haft så stor respekt for hende, at han måtte have lensmanden til at bede om godt vejr for sig. Hun må have været noget af en personlighed, hvad også sønnen Axels breve til hende vidner om. Han forsikrede hende bl.a. om, at han nok skulle lade være med at bruge sine penge på unyttige sager. Når han som hofmand var blevet tilsagt af hofmarskallen og ikke havde nået at tale med hende, havde han travlt med at sikre sig, at hun ikke var vred på ham. Men når han bad hende om penge, fik han dem. Hun førte dog omhyggeligt regnskab over hans lån og tilbagebetalinger. De andre arvinger skulle ikke forfordeles. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ellen_Andersen_-_museumsinspekt%C3%B8r

Ellen Andersen

museumsinspektør

2023-04-22T22:54:52+02:00

fri anvendelse

Som to andre inspektører på Nationalmuseet Elna Mygdal og Margrethe Hald fik også Ellen Andersen sit virke blandt tekstilerne. Men i modsætning til dem kom en væsentlig del af hendes læretid til at foregå på selve museet, hvortil hun kom i 1929 som assistent for Mygdal. Ellen Andersen blev født på herregården Serridslevgård lidt nord for Horsens, og hun har kunnet trække på de kulturhistoriske oplysninger, som opvæksten i det jyske herregårdsmiljø gav hende. Som Hald brugte barndommens bonde- og højskolemiljø i sit museumsarbejde, udnyttede Ellen Andersen herregårdens. I hendes bog fra 1983 En jysk herregård kædes erindringerne sammen med oplysninger og årsagsforklaringer, som har vist sig værdifulde i den historiske dragtfortolkning. Allerede bogens første sider giver indblik i, hvordan børnedragter kunne fremtræde så fine på fotografens billeder: "Vi drog afsted mor, børn, barnepige og kufferter med nystrøget tøj, kamme, børster etc." Barndommens skolegang fandt sted ved privatlærere på gården, tysk og engelsk efter naturmetoden, idet moderen var tysk, og engelsklærerinden havde boet mange år i England. Slutfasen var gymnasiet i Horsens med studentereksamen 1916. I 1919 flyttede familien til København Den første tid på museet var læreår. Ellen Andersen fulgtes med Mygdal på indsamlingsrejser og blev sat ind i registreringsarbejdet. Efter Mygdals afgang blev Ellen Andersen museumsinspektør i 1936, og det tilkom derfor hende at opstille dragtsamlingerne, da Dansk Folkemuseum i 1937-38 flyttede ind i det om- og nybyggede Nationalmuseum som dets 3. afdeling. Ligeledes forestod hun indretningen af en stor studiesamling af tekstiler inden for broderi, strikning, vævning og dragtsyning, alt sammen monteret bag glas og i rammer, der kunne trækkes frem til nærmere studium. I mange år arrangerede Ellen Andersen en lang række særudstillinger, og på en af dem viste hun museets dragter frem ved en mannequinopvisning. Hendes sidste særudstilling fandt sted året efter hendes fratræden. Det var Brudekjolen i anledning af tronfølgeren Margrethes bryllup 1967. Som en fortsættelse af Mygdals arbejde, det lå som en art forpligtelse i stillingen, skrev Ellen Andersen flere artikler om folkedragter i forskellige egne, inden hun på opfordring samlede stoffet til en hel bog Danske bønders klædedragt, 1960. Længe inden da havde hun arbejdet med andre sider af de folkelige tekstiler. I 1941 udgav hun sammen med væveren Elisabeth Budde-Lund Folkelig Vævning i Danmark, der gennem analyser og billeder præsenterede stoffer til dragt og sengeudstyr. Som kender af museets omfattende tekstilsamling udvalgte Ellen Andersen karakteristiske dragtstykker til beskrivelse og opmåling, det sidstnævnte udført af Anna Sophie Boesen Dreijer, med henblik på at give danske folkedansere et materiale til dragtkopiering. I alt blev der således udarbejdet 100 dragtkuverter, som folkedanserne kunne låne gennem deres organisationer. I begyndelsen af 1940'erne påtog Ellen Andersen sig en anden stor opgave: hun var medredaktør og skrev selv artikler til Berlingske Haandarbejds-Bog, 1943-44, et opslagsværk i tre bind, som stadig er et uundværligt hjælpemiddel for tekstilhistorikere. Sammen med Ellen Villemoes Andersen var hun også den drivende kraft bag oprettelsen af foreningen Danmarks Folkelige Broderier i 1954. Den havde til formål at registrere, hvad der endnu måtte findes af almuebroderier i privateje. Selve indsamlingsarbejdet blev udført af frivillige fra landets forskellige kvindeorganisationer, men Ellen Andersen var med i arbejds- og lysbilledudvalgene, som påtog sig at arrangere udstillinger og sammensætte lysbilledserier ud fra de mere end 100.000 genstande, som man havde fået kendskab til og registreret. 1940'ernes skriftlige arbejder var få. Ellen Andersen, som var veninde med kongefamilien, havde haft en opvækst omgivet af tjenestefolk og derfor ikke "redt sit hår selv før hun blev 14 år", gemte modstandsfolk i sin lejlighed under Anden Verdenskrig. Hun var selv interneret samtidig med, at hendes eneste broder døde i tysk koncentrationslejr. Efter sin fratræden som museumsinspektør i 1966 gav Ellen Andersen en prøve på sin kulturhistoriske viden i bogen Bordskik, 1971. Derefter genoptog hun sine dragtstudier i et nyere perspektiv. Bydragt ? bondedragt, 1976, en undersøgelse af et østsjællandsk områdes dragtforhold 1790-1830, blev til i samarbejde med museumsinspektør Gerd Neubert, Køge Museum, som et bidrag til diskussionen omkring begreberne folkedragt og egnsdragt. Herefter vendte Ellen Andersen sig mod det område, som havde hendes største interesse: modedragten. Her var hun suveræn som få, når det gjaldt bedømmelsen af stof og snit. Hun havde længe haft planer om udgivelse af en serie om danske dragter. Hertil bidrog hun selv med tre bind: Moden i 1700-årene, 1977, Kostumer og modedragter fra Det kgl. Teaters herregarderobe, 1979, sammen med Viben Bech, og Moden 1790-1840, 1986. I disse bøger forenes hendes store viden med skarp vurderingsevne og fintfølende indlevelsessans. Ellen Andersen blev ridder af Dannebrogordenen 1955. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Gunvor_Auken

Gunvor Auken

2023-04-22T23:10:01+02:00

fri anvendelse

Gunvor Auken voksede op som den ældste af fem søskende, hvoraf også Svend A. og Margrete A. blev politikere. Forældrene var læger. De deltog begge aktivt i modstandsbevægelsen under Besættelsen og var medlemmer af Dansk Samling. Mange venner herfra, med Arne Sørensen som en af de nærmeste, færdedes gennem årene i hjemmet. Familien boede i Århus, indtil den i 1946 flyttede til København Forældrene gjorde karriere, og moderen blev offentligt kendt for et varmt og omfattende familiepolitisk engagement. Hun inddrog børnene heri, og fx har Gunvor Auken fra barndommen været nært knyttet til Kristeligt Studentersettlement på Vesterbro, hvor moderen sad i bestyrelsen, en post, som Gunvor Auken senere selv har fået. Det var en aktiv og urolig familie, som det efter Gunvor Aukens vurdering “kunne være svært at være barn i, men godt at være barn af”. Gunvor Auken gik i N. Zahles Skole, hvorfra hun fik realeksamen i 1958. Som 14-årig var hun tre måneder på kvækerskole i England. Hun blev student fra Falkonergårdens Gymnasium i 1961 og var derefter på Askov Højskole. I 1963 blev hun optaget på Den Sociale Højskole og blev socialrådgiver i 1966. Hun var aktiv i Studenterkredsen i Vartov og har siden ligesom de fleste af sine søskende været medlem af Vartov Valgmenighed. I 1962 kom hun i bestyrelsen for Frit Forum, og hun indmeldte sig i Socialdemokratiet i 1964. I den grundtvigske studenterkreds mødte hun journalisten Ejvind Larsen, som hun giftede sig med i 1965, og sammen fik de to døtre. Samlivet ophørte i 1979, hvad der dog først blev formaliseret med skilsmisse 1998, og parret har fortsat et vist fællesskab, bl.a. ved gennem en årrække at have undervist sammen på kurser på Vestjyllands Højskole. Gunvor Auken forlod Socialdemokratiet i 1967 efter sprængningen af samarbejdet med Socialistisk Folkeparti i det såkaldte røde kabinet og blev samme år medstifter af Venstresocialisterne, hvor hun fra starten var i hovedbestyrelsen. Hun var partiets folketingskandidat i Vejle Amt i 1971, men blev ikke valgt. Året efter forlod hun partiet. Med stor energi fortsatte hun sit socialpolitiske arbejde og deltog 1970-76 højlydt i debatten om en ny socialreform. Efter at revalideringsloven trådte i kraft 1960, arbejdede hun som ung socialrådgiver på Revalideringscentret i København I 1971 blev hun ansat på Studenterrådgivningen på Københavns Universitet, hvor hun sammen med bl.a. sin kollega Marianne Davidsen-Nielsen entusiastisk praktiserede tidens nye psykoterapeutiske idéer, og hun opbyggede samtidig Studenterrådgivningen på Danmarks Tekniske Højskole, det senere Danmarks Tekniske Universitet. 1975-76 var Gunvor Auken timelærer i samfundsfag på Roskilde Universitetscenter, hvor hun deltog i et arbejde, der viste arbejdsmænds overrepræsentation blandt førtidspensionister. Hun kom derved i forbindelse med Specialarbejderforbundet i Danmark (SiD) og begyndte at undervise på forbundets tillidsmandskurser. Fra 1976 var hun halvtidsansat lærer og fagleder på Den Sociale Højskole og var med til eksperimenterende og efterhånden gennemgribende at forny uddannelsen med indførelse af gruppe- og projektarbejde. Som den eneste kvinde blev hun i 1981 tillidsmand og afdelingsleder i SiD, hvor hun også afløste Inge Fischer Møller som redaktør af den sociale brevkasse i Fagbladet, og Gunvor Auken meldte sig på ny ind i Socialdemokratiet. Hun har sat pris på, hvad hun kalder den “rå og rummelige” holdning hos de mandlige specialarbejdere, og hun har hos dem fundet både frihed og opbakning til at kæm- pe for sine arbejdsmarkedspolitiske idéer. SiDs 300.000 medlemmers organisatoriske slagkraft har hun forstået at bruge i et samarbejde om progressive socialpolitiske initiativer. Vedholdende har hun fremhævet, at alle skal have lov til i arbejdslivet at yde, hvad de evner, og at der på arbejdspladserne skal gøres en indsats for at respektere de ansattes baggrund og livsaldre både af hensyn til den enkelte og til samfundet. Disse tanker har hun uddybet i bogen Døgnet skal have to dage, 1985. Som en væsentlig del af arbejdet i SiD har hun involveret sig dybt i de arbejdsskadedes problemer, og i samarbejde med arbejdsmedicinere, især overlæge Per Gregersen, er det efterhånden lykkedes at få rejst mange sager og opnå myndighedernes korrekte sagsbehandling og anerkendelse af arbejdsskader. I høj grad debatteret og kendt er den langvarige kamp for arbejdere, specielt malere, med hjerneskade som følge af deres beskæftigelse med opløsningsmidler. Desuden har Gunvor Auken ydet en særlig indsats for direkte at hjælpe de skadede og deres familier, og på hendes initiativ etableredes Familiecentret for Hjerneskadede i Århus i slutningen af 1980’erne. Fra 1984 har hun medvirket til et enestående samarbejde mellem SiD og Praktiserende Lægers Organisation med henblik på at få anmeldt de forekommende arbejdsskader samt undgå privatisering af sundhedsvæsnet. Fra 1992 har hun været aktiv i et projekt til afprøvning af nye idéer om erhvervsvirksomhedernes sociale ansvar over for medarbejderne, og resultater fra dette projekt har haft betydning for socialreformen 1998. Gunvor Auken deltog fra 1979 i oprettelsen af krisecentret Grevinde Danners Stiftelse, men i øvrigt har hun ikke direkte arbejdet for kvindebevægelsen. Siden 1998 har hun været socialdemokratisk viceborgmester i Frbg. kommune. Fra sin tidligste ungdom har hun vedholdende engageret sig i socialpolitisk arbejde, og med udfoldelse af medmenneskelig varme og et oprigtigt og rodfæstet demokratisk sindelag har hun opnået en række konkrete resultater, der især er kommet de ufaglærte mandlige arbejdere til gode. Hun har medvirket til en banebrydende indsats for anerkendelse af arbejdsskader som årsag til sygdom. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Kirsten_Bendixen

Kirsten Bendixen

2023-04-22T22:48:25+02:00

fri anvendelse

Allerede i de tidligste barndomsår var Kirsten Bendixen fængslet af historie og arkæologi. Det var derfor naturligt, at hun efter nysproglig studentereksamen fra Aurehøj Statsgymnasium i 1943 valgte at læse historie ved Københavns Universitet, hvor hun afsluttede studiet med magisterkonferens i 1954. Fire år forinden havde hun fået universitetets guldmedalje for en afhandling om araberrigets betydning for Vesteuropas økonomi og kultur før år 840. I 1958 blev hun ansat ved Den Kgl. Mønt- og Medaillesamling på Nationalmuseet, først som videnskabelig assistent og fra 1960 til 1991 som museumsinspektør. Uanset at Kirsten Bendixen ikke direkte havde beskæftiget sig med mønter inden sin ansættelse ved museet, blev hun hurtigt en meget kyndig og såvel i indland som udland velanskreven mønthistoriker. Hun formidlede sine omhyggelige og omfattende numismatiske studier, dels gennem udstillinger, dels i et omfattende fagligt forfatterskab, fortrinsvis artikler, hvor mønterne indgik i en større historisk sammenhæng. Det var ikke mindst møntfundene fra kirkegulve og de store skattefund, der optog hende. Med artiklen Et møntfund fra Københavns belejring i Nordisk Numismatisk Årsskrift, 1961, publicerede hun den første udførlige beskrivelse af et møntskattefund fra 1600-tallet, det såkaldte Børsfund. Hendes indgående kendskab til danske mønter satte sig også frugt i bogen Danmarks Mønt, 1967, revideret udgave 1976, som er blevet den mest udbredte moderne fremstilling af emnet. Forskningsmæssigt banebrydende blev hendes arbejde med de såkaldte sceattas, der blev fundet ved arkæologiske udgravninger i Dankirke sydvest for Ribe og i selve Ribe fra slutningen af 1960’erne. Hendes bestemmelse af disse mønter og hendes stædige fastholdelse af sin opfattelse bidrog afgørende til den epokegørende ændrede datering af Ribes første tid til 700-tallet. Blandt de mange artikler, hun skrev om sceattas, kan fremhæves Mønter fra Dankirke i Nationalmuseets Arbejdsmark, 1972, og The Coins from the Oldest Ribe i Nordisk Numismatisk Årsskrift, 1994. En særlig interesse viste Kirsten Bendixen for medaljer. Hun publicerede en række artikler dels om forskellige aspekter inden for dansk og europæisk medaljekunst, især medaljer fra Renæssancen og moderne tid, dels om medaljører som fx Harald Salomon. Kirsten Bendixen er den første danske kvindelige numismatiker, og hun må anses for en af de mest fremtrædende møntforskere i Danmark i perioden 1960-90. Selvom det faglige og kollegiale miljø var godt på Mønt- og Medaillesamlingen, følte hun, at hun avancementsmæssigt befandt sig i en mandsdomineret verden, og det gik hende på i de sidste arbejdsår. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Hanne_Budtz

Hanne Budtz

2023-04-22T22:53:35+02:00

fri anvendelse

Hanne Budtzs forældre var konservative forretningsdrivende, hun blev strengt opdraget til flid og sparsommelighed og fik ligesom sine fem søskende mulighed for at få en uddannelse. Moderen, der var engageret i Dansk Kvindesamfund (DK), vakte hendes interesse for kvindesagen. Hanne Budtz blev student fra katedralskolen i Nykøbing F. 1933 og cand.jur. fra Københavns Universitet 1939. Herefter var hun først sagførerfuldmægtig i Nykøbing F., siden sekretær i Patent- og Varemærkedirektoratet. 1945 fik hun sagførerbestalling, var landsretssagfører i København 1947-90 og havde tillige møderet for Højesteret. Fra slutningen af 1940’erne var Hanne Budtz tilknyttet såvel Studenternes Retshjælp som DKs rådgivningskontor. Fra 1951 havde hun kontorfællesskab med advokat Lizzi Moesgaard, der også var et fremtrædende DK-medlem, og dette arrangement gav Hanne Budtz større frihed til at forfølge sine politiske og kvindesaglige mål. 1951 efterfulgte hun Erna Sørensen, der også var jurist og konservativ, som landsformand for DK, og i hendes formandsperiode frem til 1956 stod emner som enlige mødres forhold, børnetilskud, deltidsarbejde og ophævelse af sambeskatning øverst på dagsordenen. Hanne Budtz havde fra 1950 været folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti (DKF) og blev 1953 overraskende valgt i en kreds på Nørrebro, hvor partiet ikke tidligere havde opnået mandater. I de følgende 20 år arbejdede hun i Folketinget særlig for kvinder, børn og familieforhold. Hun var sit partis ordfører i ægteskabslovgivning og udførte her et stort og dygtigt arbejde i en periode, hvor ægteskabet kom under angreb fra ungdomsoprør og seksuel liberalisering, ligesom hun var et fremtrædende medlem af Kvindekommissionen 1965-74. Under behandlingen af Navneloven fra 1961, hvorefter kvinder på begæring kunne beholde deres pigenavn ved giftermål, understregede hun vigtigheden af, at kvinder var selvstændige personer med ret til selv at vælge navn. DK havde siden 1915 kritiseret sambeskatningen, og efter Anden Verdenskrig stod sagen højt placeret på den kvindepolitiske dagsorden. Hanne Budtz gik i dette spørgsmål imod sin partileder Poul Møller, der blev finansminister i 1968. Han frygtede, at særbeskatning ville fjerne tilskyndelsen til, at kvinder blev hjemmegående, hun mente derimod, at sambeskatning hindrede indgåelse af ægteskab og desuden var kvindepolitisk uretfærdig. Overgangen til individuel beskatning blev gennemført fra 1968 og mere konsekvent med kildeskatten i 1970. I den meget følelsesladede debat om seksualoplysning og abort i slutningen af 1960’erne gik Hanne Budtz på trods af sit partis overvejende negative holdning ind for både bedre oplysning og fri abort. Hun var formand for det udvalg, der forberedte Lov om svangerskabsafbrydelse af 1970, der lempede adgangen til abort for visse grupper. Hendes kvindepolitiske engagement gjorde hende også til en oplagt formand for DKFs Kvindeudvalg 1964-74. Hanne Budtz repræsentede DKF i Radiorådet og dettes programudvalg 1959-68. I denne periode var hun medieordfører og markerede sig ved lange velforberedte indlæg om radiospredning. Under indtryk af den illegale, reklamefinansierede Radio Mercur, der startede i 1958, gik hun ind for at bryde statsmonopolet og åbne for konkurrence, adskille radio og tv samt indføre en anden demokratisk repræsentation end lytterforeninger. Desuden mente hun, at programmedarbejderne selv måtte være ansvarlige for deres udsendelser, og at Radiorådet kun skulle tage stilling til principielle spørgsmål og politiske udsendelser. Hun var desuden med til at skabe debat om radioens valgudsendelser og argumenterede for nødvendigheden af spærretid op til valgene. Også på biografområdet, og når det gjaldt andre former for forlystelser, gik hun ind for liberalisering og fri konkurrence. I den konservative folketingsgruppe fik hun en central placering som medlem af Folketingets Præsidium 1968-73 og som statsrevisor 1969-74. Trods stort arbejdspres var hun tillige medlem af Frbg. kommunalbestyrelse 1958-64, og da hun gled ud af Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg i 1973, hvor DKFs mandattal blev reduceret fra 31 til 16, tog hun en ny periode i kommunalpolitik 1974-78. Desuden var hun medlem af Landsskatteretten 1974-80. Hanne Budtz var en flittig formidler og skrev en række informative bøger inden for sit fagområde, bl.a. Kvindens ret i ægteskabet – og mandens, 1966, og Omkring dødsfald, 1984. Desuden var hun konsulent for kvindeudsendelserne i Danmarks Radio 1950-59 og holdt selv familiepolitiske foredrag. Hanne Budtzs forskellige arbejdsområder supplerede hinanden. Hun mødte problemer som sagfører, fandt i DK inspiration til løsninger og forsøgte at få gennemført reformer på Christiansborg. Flere sager blev rejst i Folketinget med opbakning fra kvindeorganisationerne, og det var hendes opfattelse, at kvindesagen i midten af 1900-tallet primært skulle føres af kvindelige jurister og politikere, der havde direkte indflydelse på lovgivningen. Hanne Budtz blev konservativ, fordi hun anså DKF for at være det mest moderne parti, ikke mindst set ud fra et kvindesynspunkt, da der i partiet var en tradition for at rekruttere kvindelige jurister, hvis faglige baggrund gav dem mulighed for at arbejde på lige fod med mændene. Hanne Budtz havde en korrekt-kølig facade, men var også særdeles engageret og energisk på de felter, hun kastede sig over. 1965 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen, 1971 til ridder af 1. grad. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inge_Genefke

Inge Genefke

2023-04-22T23:15:10+02:00

fri anvendelse

Inge Genefke er vokset op i et velstående og kærligt hjem på Frbg. sammen med en tre år ældre broder. Faderen var overingeniør på Carlsberg, og moderen var hjemmets altid nærværende samlingspunkt. Der var mange familiebesøg både i hjemmet i byen og i familiens sommerhus. Inge Genefkes morbroder var lyrikeren og kritikeren Paul la Cour, som hun blev stærkt inspireret af. Faderen var modstandsmand under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, og efter krigen hørte hun med gru ham og hans venner tale om, hvad der var foregået i de tyske kz-lejre. I 1956 blev Inge Genefke matematisk student fra Frbg. Gymnasium, og efter at have overvejet at leve som skribent besluttede hun som den første i familien at blive læge. Hun ville arbejde som et handlingens menneske, og under sygdom som barn havde hun fået sympati for lægegerningen. Af betydning for valget var den franske læge A. Schweitzer, der fra gymnasietiden havde været et ideal for hende, fordi han ydede afrikanerne hjælp på deres egne betingelser i respekt for deres kultur. I studietiden boede Inge Genefke i barndomshjemmet. Hun havde flere praktikantophold i England og Frankrig, var en flittig og seriøs studerende og blev læge i 1965. Samme år blev hun gift med filosoffen Peter Kemp, og sammen rejste de til Frankrig for at forske på hver sit felt. På biokemiske universitetsinstitutter i Strasbourg, Paris, München, Schweiz og Italien udførte hun videnskabelige undersøgelser af neuroaminerne og fortsatte dette arbejde som kandidatstipendiat ved Københavns Universitets Farmakologiske Institut 1968-71. Selvom hun var optaget af sit videnskabelige arbejde, savnede hun patienterne og uddannede sig 1972-82 på forskellige kbh.ske hospitalsafdelinger til speciallæge i neurologi. I fem af årene var hun ansat på Rigshospitalet hos professor Erik Skinhøj, som hun respekterede som tidligere modstandsmand med forståelse for kz-ofrene. Inge Genefke meldte sig ind i Amnesty International (AI) i 1969, og i 1970 kom hun i bestyrelsen for den danske afdeling. Hovedkontoret i London iværksatte i 1973 en kampagne mod tortur og udsendte en indtrængende opfordring til verdens læger om at gøre en indsats. Denne opfordring fandt for alvor genklang i Inge Genefke og ændrede kursen i hendes liv. Fra da af gjorde hun det til sin livsopgave at hjælpe ofrene og bekæmpe tortur, som hun betragter som det ondeste af alt. Hun rejste til hovedkontoret i London og berettede efterfølgende om kampagnen i Ugeskrift for Læger, hvor hun talte kraftigt for, at kollegerne skulle deltage i AIs årlige møde, der i 1974 netop skulle finde sted i Danmark. På dette møde sluttede hun sig sammen med lægerne Peter Moltke, Hellmut Stadler og Ole Vedel Rasmussen, og med idealisme og energi startede disse fire et verdensomspændende enestående pionerarbejde mod tortur. Deres mål var at helbrede torturofrene eller i hvert fald give dem så god behandling som muligt, og de organiserede sig som lægegruppe i den danske afdeling af AI. Under udfoldelse af stor aktivitet fik Inge Genefke oprettet en støttegruppe af kolleger og andre fagfolk. I 1982 lykkedes det at åbne den selvejende humanitære organisation Rehabilitation and Research Centre for Torture Victims (RCT) i en tidligere professorbolig på Rigshospitalet. Inge Genefke blev lægechef, og behandlingsarbejdet blev lige fra starten udført tværfagligt af læger fra forskellige specialer, fysio- og ergoterapeuter, psykologer, sygeplejersker, socialrådgivere m.fl. Den medicinske verden havde ingen særlig viden om tortur og dens virkninger, og der fandtes ingen specifik behandling af ofrene, da Inge Genefke og hendes kolleger i 1974 gik i gang med arbejdet. Fra begyndelsen lagde de vægt på videnskabeligt at dokumentere rehabiliteringen af ofrene, og de har publiceret deres resultater i en lang række artikler i nationale og især internationale fagtidsskrifter. De har vist, at tortur har mange forskellige psykiske og fysiske følger for helbredet. Desuden har de udforsket og beskrevet torturmetoderne og dermed skærpet diagnostikken. Selvom følgerne ofte er alvorlige, har de mod forventning fundet, at mange ofre ved grundig behandling bliver helt rehabiliterede. Gennem årene har Inge Genefke med ildhu arbejdet med at skaffe bedre lokaler og flere midler til driften af organisationen, og det er stadig gået fremad således, at RCT har fået eget hus i Københavns centrum med et stort antal fagligt vidt forskellige medarbejdere. Sideløbende med arbejdet i Danmark har hun hele tiden haft bred kontakt med kolleger og andre, der rundt omkring i verden har gjort en indsats mod tortur, og hun var initiativtager til oprettelsen af International Rehabilitation Council for Torture Victims (IRCT), som er en international sammenslutning af rehabiliteringscentre. Hun var IRCTs lægechef 1985-97 og har derefter været generalsekretær. Det har været centralt for IRCTs virksomhed, at alle regioner i verden er repræsenteret, og der er opbygget henimod 200 rehabiliteringscentre fordelt i en lang række lande. Det har vist sig, at i fredstid er torturmetoderne og deres mål ret ensartede over hele kloden. For Inge Genefke og hendes medarbejdere blev det efterhånden tydeligt, at tortur er et effektivt magtmiddel mod mennesker, der arbejder for demokratiske forhold i deres land. Kampen mod tortur er derfor en livsvigtig kamp for frihed og demokrati. Denne indsigt har dannet grundlag for, at centrene i stigende omfang har arbejdet med forebyggelse af tortur. De har iværksat oplysningskampagner, arrangeret seminarer for journalister m.fl. og tilbudt undervisning af fængselspersonale og politi. Inge Genefke har selv deltaget, hvor der har været mest brug for hende, og hun har udvist et stort personligt mod ved at opsøge og gøre sin sag gældende i lande med særlig udbredt brug af tortur. Verden over er hun kendt for sit imponerende arbejde, og hun har ofte fået ordet på pressekonferencer og i indflydelsesrige forsamlinger, deriblandt FN og EU. Den kompromisløse kamp mod tortur har opslugt alle hendes kræfter, og Inge Genefke, der ikke har fået børn, har tilsluttet sig sin afdøde ven, forfatteren Elsa Gress’ ord: “Vist koster det noget.” Familien har værdsat hendes arbejde, og hun har fået trofast opbakning især fra sin moder. I 1990 blev hendes første ægteskab opløst, og året efter giftede hun sig med kollegaen Bent Sørensen, der har været en ihærdig næstformand for FNs Committee against Torture. Til tider har Inge Genefke mødt modstand, og hun er offentligt blevet beskyldt for at skabe samarbejdsvanskeligheder på RCT, men hun har roligt tilbagevist kritikken og ufortrødent fortsat sin bane. I erkendelsen af at ligegyldigheden måske er den største modstander i kampen mod tortur, har hun gerne citeret fra et digt af den norske forfatter A. Øverland: “Du må ikke tåle så inderlig vel den uret som ikke rammer dig selv.” Hun er internationalt kendt som torturens Florence Nightingale og har fået meget stor anerkendelse og en ualmindelig lang række priser. Som vægtige eksempler kan nævnes: Æresdoktorgraden i medicin ved Bologna Universitet i 1989 og ved Københavns Universitet i 1996, Årets Dansker udnævnt af det internationale pressecenter 1982 og Den alternative Nobelpris 1989. De nordiske lande nominerede i anledning af 50-året for vedtagelsen af FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder 1998 IRCT til FNs Menneskerettighedspris. Inge Genefkes indsats har givet effektiv hjælp til mange torturofre og deres familier både her i landet og vidt omkring i verden, og hun har sammen med sine talrige medarbejdere igangsat en verdensomspændende bevægelse til kamp mod tortur og dermed til fremme af frihed og demokrati. Selv har hun beskrevet sit arbejde bl.a. i Torturen i verden – den angår os alle, 1986. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Ingeborg_Hansen

Ingeborg Hansen

2023-04-22T22:50:23+02:00

fri anvendelse

Ingeborg Hansen, der var det sjette barn i en søskendeflok på otte, stammede fra et konservativt, københavnsk borgerhjem. Gennem sit arbejde blev hun imidlertid overbevist socialist og feminist. Hun havde som ung pige en drøm om at blive skuespiller, men det fandt faderen upassende. I stedet tog hun i 1902 almindelig forberedelseseksamen, og efter et par andre ansættelser havnede hun på sagførerkontor. Arbejdet her inspirerede hende til at uddanne sig til jurist, og 1912 tog hun studentereksamen fra Wedels Kursus, hvorefter hun begyndte at læse jura. Hun fortsatte med at arbejde under studierne, men måtte holde pause med begge dele i et halvt år, da hun fik tuberkulose. I 1919 tog hun embedseksamen fra Københavns Universitet, og tre år efter fik hun sagførerbestalling. I 1924 blev hun Danmarks første kvindelige landsretssagfører, og 1933 viste hun sig også i anden henseende som pioner, da hun som den første procederede for Højesteret uden at være højesteretssagfører. Hun åbnede egen sagførervirksomhed og fik i forbindelse med skilsmisser og abortsager indblik i mange ulykkelige kvindeskæbner, hvilket påvirkede både hendes politiske og kvindesaglige engagement. Oprindelig havde Ingeborg Hansen betragtet kvindesagskvinderne som blåstrømper, hvis sag ikke vedrørte hende. Men efter at være blevet kandidat indfriede hun et løfte til en veninde og meldte sig noget modstræbende ind i Dansk Kvindesamfund (DK). Da hun lærte organisationen at kende på nært hold, blev hun overbevist feminist, og resten af sit liv kæmpede hun aktivt for kvindernes ligestilling på alle felter. 1921-23 var hun formand for DKs Københavns-kreds, og 1924-26 var hun medlem af fællesstyrelsen. Hun havde derudover en række tillidshverv i andre dele af kvindebevægelsen, bl.a. som medlem af bestyrelsen for Kvindelig Læseforening 1922-27 og for Kvindelige Akademikere 1928-46. Som medlem af Komitéen til Opførelse af Kvinderegensen 1929-32 gik hun med ildhu ind i virkeliggørelsen af projektet, og fra 1929 sad hun i Komitéen for Kvindernes Bygning. 1929-39 var hun medlem af hovedbestyrelsen for International Woman Suffrage Alliance. Ingeborg Hansens sociale engagement vaktes, da hun som ung jurist deltog i arbejdet i Studentersamfundets Retshjælp for ubemidlede. Her fik hun for alvor økonomisk nød og andre sociale problemer ind på livet. Det 14-årige medarbejderskab ved retshjælpen påvirkede hendes politiske tænkemåde, og efter mange overvejelser meldte hun sig 1929 ind i Socialdemokratiet. I første omgang førte medlemskabet til en omfattende foredragsvirksomhed for partiet, dog udelukkende af juridisk karakter. Senere blev hendes politiske overbevisning mere grundfæstet. I 1932 opfordrede socialdemokratiske kvinder hende til at lade sig opstille til Landstinget, hvor hun var medlem 1936-53. Hendes faglige baggrund gjorde hende til et oplagt medlem af Forfatningskommissionen og Toldrådet, ligesom hun sad i Landstingets finansudvalg, 1948-50 som formand. Hun var desuden partiets faste ordfører vedrørende skattelove for told- og forbrugsafgifter. Fra 1936 fik hun sæde i Rigsretten, og 1932-36 var hun medlem af Svangerskabskommissionen. Hun gik varmt ind for at tillade abort af sociale årsager, men måtte senere med stor beklagelse erfare, at der ikke kunne skabes flertal for dette synspunkt i Rigsdagen. Hun var loyal over for Socialdemokratiet, men hun havde samtidig sine meningers mod og ved enkelte lejligheder indtog hun særstandpunkter. På baggrund af sine erfaringer som jurist gik hun imod sit partis forslag om, at fosterdrab ikke skulle behandles ved en nævningedomstol. Hun betragtede et nævningeting som en ekstra beskyttelse af den sigtede og mente, at nævningedomme bedst repræsenterede befolkningens retsopfattelse, som hun skønnede mindre konservativ end dommernes. Under debatten 1945 om retsopgøret efter Besættelsen gik hun skarpt imod genindførelse af dødsstraf. Også i Forfatningskommissionen indtog hun et særstandpunkt i forbindelse med ændringen af tronfølgeloven, der indførte kvindelig arvefølge, men således at søn går forud for datter. Ingeborg Hansen ønskede også på dette område fuld ligestilling mellem kønnene, således at den ældste, uanset køn, blev tronarving. Da K.K. Steincke i 1950 blev udnævnt til justitsminister, blev Ingeborg Hansen valgt til formand for Landstinget. Hun blev hermed den første kvindelige parlamentsformand i verden. I 1951 vendte Steincke tilbage til Landstinget og overtog formandsposten, men da han i 1952 igen trådte ud, blev hun atter hans afløser. Det var karakteristisk for Ingeborg Hansen, at hun uanset sine personlige interesser hilste forfatningsændringen i 1953 velkommen, fordi hun i virkeligheden var tilhænger af etkammersystemet. Efter tiden som parlamentariker fik Ingeborg Hansen nye opgaver, hvor hendes erfaringer og faglige indsigt blev udnyttet. Allerede i 1953 var hun blevet valgt til formand for Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse. Endvidere blev hun medlem af det juridiske udvalg under Europarådet, der skulle behandle spørgsmål i forbindelse med den kommende europæiske konvention om menneskerettigheder. Som 48-årig havde Ingeborg Hansen giftet sig med en ungdomsven, en gårdejer fra Fyn. Men da hun havde egen sagførerforretning i København og ægtefællen sin fynske gård at passe, blev hun boende i København. Det blev et lykkeligt ægteskab, hvor ægtefællerne besøgte hinanden i ferierne, og hvor den kbh.ske sagfører i kortere perioder var landbokone, med hvad dertil hører af forpligtelser. Men hun var og blev københavner, og selv sit otium ønskede hun at tilbringe i hovedstaden og ikke på Fyn. Det skulle hun dog ikke komme til at opleve. En pludselig indtrådt hjertelammelse afbrød 1954 et sjældent politisk, kvindepolitisk og socialt engageret virke. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Inger_Hempel

Inger Hempel

2023-04-22T22:56:49+02:00

fri anvendelse

I alt hvad Inger Hempel beskæftigede sig med, og hendes arbejdsopgaver spændte vidt, optog kvinders vilkår hende. Gennem sit erhverv, sit politiske arbejde, sine taler, radioforedrag og avisartikler forfægtede hun med stædig udholdenhed kvindernes sag. Sygdom havde tvunget hende til at forlade gymnasiet i 3.g, men som datter af en belysningsdirektør havde hun økonomisk mulighed for at rejse en del, bl.a. studerede hun litteratur i England, og hvor hun kom frem, satte hun sig også ind i landets sociale forhold. I 1918 blev Inger Hempel ansat i Arbejdsdirektoratet og arbejdede her, indtil hun i 1931 blev udnævnt til kontorfuldmægtig i Invalideforsikringsretten. Her fik hun udvidet sit kendskab til sociale forhold. Hun engagerede sig også i fagligt arbejde, og i 1933 valgtes hun til formand for Kontorforeningen for Institutioner under Arbejds- og Socialministeriet, en forening, der overvejende talte mandlige medlemmer. 1933-39 var hun også formand for Centralrådet for Statens Kontoristklasser. Samtidig med at hun arbejdede for en forbedring af de mandlige kontoristers arbejds- og pensionsforhold, ikke mindst de gifte kontorister med forsørgerbyrde, påpegede hun de urimelige forhold, der blev de kvindelige kontorister til del. På trods af indførelsen af ligeløn for mænd og kvinder i statens tjeneste i 1919 og af lige adgang til tjenestestillinger 1921 var det stadig vanskeligt for kvinderne at komme i assistentklassen, der gav mulighed for avancement. Tværtimod blev de kvindelige funktionærer i staten fortrinsvis ansat i de såkaldt lukkede kontoristklasser, hvilket bl.a. Dansk Kvindesamfund (DK) opfattede som en omgåelse af ligelønsprincippet. Inger Hempel var socialdemokrat og aktiv i sin lokale vælgerforening i København, hvor hun i mange år var næstformand. Men det var det socialdemokratiske kvindeudvalgsarbejde, der stod hendes hjerte nærmest. Da det 1928-29 lykkedes Sylvia Pio at overtale Socialdemokratiets formand Th. Stauning til at acceptere dannelsen af socialdemokratiske kvindeudvalg, var Inger Hempel med i den kreds, der begejstret og aktivt gik ind for idéen. Der havde i partiet været stærkt delte meninger om oprettelsen af disse udvalg; mange, herunder ledelsen, opfattede kvindeudvalgene som forsøg på separatisme, på at lave et selvstændigt kvindeforbund. Der dannedes imidlertid hurtigt mange kvindeudvalg inden for partiet, og efterhånden opstod der også et behov for et fælles forum, der kunne koordinere de enkelte udvalgs arbejde. Også et sådant fælles officielt kvindeudvalg vakte stor modstand, og først i 1934 blev Kvindeudvalgenes Fællesudvalg for København, siden Socialdemokratiske Kvinders Fællesudvalg, København, en realitet med Margrethe Høst Neerup som formand og Inger Hempel som næstformand. Hun efterfulgte i 1945 Høst Neerup på formandsposten. 1942 rykkede Inger Hempel ind i Folketinget som suppleant for Stauning, men røg ud igen ved valget i 1943. Til gengæld blev hun samme år valgt ind i Borgerrepræsentationen, hvor hun sad til sin død i 1947. Som kommunalpolitiker prioriterede Inger Hempel forbedring af kvinders og børns kår. Hun var bl.a. medlem af hospitalskommissionen og arbejdede energisk for flere kommunale fødeklinikker og bedre muligheder for fødende kvinder, herunder brug af narkose. Da hun som den første kvinde blev valgt ind i De Samvirkende Sygekassers forretningsudvalg i 1944, gjorde hun sig til talsmand for videregående støtteordninger for kvinder og børn, bl.a. udvidet barselshvilehjælp, generelle børnetilskud samt flere vuggestuer og børnehaver, ligesom hun understregede behovet for mere boligbyggeri. 1945 valgtes Inger Hempel ind i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, hvor hun sad til sin død to år efter. Partikongressen i 1945 blev skelsættende for kvindernes repræsentation i partiets ledelse; kvindernes andel i hovedbestyrelsen var herefter 10% eller derover. Derimod lykkedes det ikke at få flertal for opstilling af kvinder i mindst to sikre valgkredse. I 1943 var der ikke kommet socialdemokratiske kvinder i Folketinget, og dette gentog sig ved valget i 1945. Inger Hempels kvindepolitiske engagement kom også til udtryk gennem hendes arbejde i DK. Hun var fra midten af 1920’erne aktiv i Københavns-kredsen. 1938 blev hun medlem af DKs fællesstyrelse og dettes forretningsudvalg, hvor hun sad næsten til sin død. Sammen med bl.a. Høst Neerup, Martine Bjørneboe og Edel Saunte hørte Inger Hempel til den kreds af Mellemkrigstidens fremtrædende socialdemokratiske kvinder, der ønskede at forene kvindesag og partipolitik. I det kvindepolitiske arbejde var det de sociale aspekter, der optog hende. Da arbejdsløsheden satte ind i 1930’erne, og kredse inden for fagbevægelsen slog til lyd for, at gifte kvinder burde vige pladsen og overlade arbejdsmarkedet til mændene som familieforsørgere, hævdede Inger Hempel de gifte kvinders ret til arbejde. Gifte kvinder var også både forsørgere og medforsørgere, og at forbyde dem arbejde uden for hjemmet ville være ensbetydende med at stadfæste ægteskabet som kvinders egentlige bestemmelse. I dette synspunkt var hun i øvrigt på linie med Socialdemokratiets ledelse; på partikongressen i 1935 havde man vendt sig mod et lovforslag om at fratage kvinderne retten til erhvervsarbejde. Inger Hempels sidste leveår var præget af hård sygdom og langvarige hospitalsophold. Hendes politiske og sociale engagement var dog usvækket til det sidste, og kun få dage før sin død planlagde hun et indlæg om en kvindegruppe, hun gennem sit lange sygeleje havde fået et indgående kendskab til, nemlig sygeplejerskerne. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Birte_Bernt_Henriksen

Birte Bernt Henriksen

2023-04-22T22:50:43+02:00

fri anvendelse

Birte Bernt Henriksen voksede op i et stærkt konservativt og nationalsindet hjem. Hun påbegyndte sin skolegang i den franske skole i København, og blev som niårig et af ofrene for det utilsigtede bombardement af skolen i marts 1945. Hun blev stærkt invalideret med varige fysiske og psykiske mén. De blev imidlertid overvundet ved en sand jernvilje, og hun følte sig forpligtet af at have fået livet tilbage. Hjemmets værdier og katastrofen lagde linierne for Birte Bernt Henriksens voksenliv. Efter afsluttet skolegang blev hun uddannet som biblioteksassistent og arbejdede som sådan i nogle år. I 1955 mødte hun i Konservativ Ungdom (KU) sin senere ægtefælle, der tilskyndede hende til at få en videregående uddannelse. I 1961 tog hun sin eksamen som socialrådgiver fra Den Sociale Højskole. Samme år blev ægteskabet indgået, og ægteparret flyttede til Århus, hvor Birte Bernt Henriksen trods sit fysiske handicap fødte to børn, Christine og Thomas. Birte Bernt Henriksen havde en naturlig interesse for revalidering af handicappede og påbegyndte sin erhvervskarriere i socialt arbejde med en konsulentansættelse ved revalideringscentret for Århus amt. Efter nogle år blev hun ansat i en stabsfunktion ved Århus kommunes centrale socialforvaltning med et særligt ansvar for særforsorgens omlægning fra stat til kommune. Hun fungerede samtidig som instruktør på denne opgave samt på gennemførelsen af Bistandsloven af 1976. Således fagligt rustet blev hun 1983 kontorchef for Århus amtskommunes revaliderings- og pensionsafdeling og efter dennes nedlæggelse i 1992 klinikchef for Århus amts revalideringsklinik og hjerneskadecenter. Under hele den socialpolitiske udvikling og omstilling, der pågik under socialreformen i 1970’erne, var Birte Bernt Henriksen en banebrydende og central figur i udviklingen af Århus amts revalideringstilbud. Trods skiftende socialpolitiske signaler fra den politiske ledelse fastholdt hun målsætningen for revalidering og hensynet til de handicappedes retssikkerhed. Denne indstilling satte også spor i hendes lærebog Revalidering, 1988, og i hendes bidrag til En ulykke kommer sjældent alene, en bog fra samme år om kommunens erfaringer med et EF-projekt. Hun var desuden en efterspurgt underviser og foredragsholder, ikke kun herhjemme, men også internationalt. Som medlem af talrige ministerielle og kommunale udvalg fik hun også mulighed for direkte at påvirke såvel praksis som lovgivning. Hun var tillige en værdsat praktiklærer for socialrådgiverstuderende og var beskikket som censor ved landets sociale højskoler. Birte Bernt Henriksens sideløbende politiske virksomhed havde sit udspring i ungdommens KU og fandt sted i en gensidig inspiration med ægtefællen, der i en årrække var konservativt folketingsmedlem. Selv var hun konservativt byrådsmedlem i Århus 1984-97 og formand for kulturudvalget 1990-97 samt medlem af teknisk udvalg og skolekommissionen. Hun var bredt engageret i byens vel med en særlig interesse for Århus’ gamle bevaringsværdige bygninger, ligesom hun repræsenterede byrådet i en række kulturelle institutioner, bl.a. Moesgård Museum. Også det kvindepolitiske arbejde havde hendes interesse. Hun var således medlem af Århus amts ligestillingsudvalg og medforfatter til bogen Det kan jeg da sagtens klare, 1987, der handler om kvinder i ledelse og politik. Den politiske virksomhed gjorde Birte Bernt Henriksen til en ivrig og inspirerende samfundsdebattør, hvilket kom til udtryk i utallige artikler og kronikker. Arbejdsdagen var lang, men trods de mange opgaver forblev hun i det private familiens stærke, samlende skikkelse og den altid betænksomme over for de nære venner og kolleger. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.

https://kvindebiografiskleksikon.lex.dk/Karin_Kj%C3%B8lbro

Karin Kjølbro

2023-04-22T22:53:56+02:00

fri anvendelse

Karin Kjølbro er kaldt den non-provokative provokatør. Hun er blevet en central skikkelse i færøsk samfundsliv i kraft af, at hun inden for de etablerede institutioner har medvirket til at flytte grænser for det offentliges ansvar for velfærdspolitik og for øget kvindelig deltagelse i det offentlige liv. 1978 var hun blandt de første kvinder, der blev valgt til Lagtinget, og hun er en af de første socialrådgivere på Færøerne. Hun blev tidligt bevidst om såvel sociale forskelle som det nationale spørgsmål. Hendes farfader J.F. K. havde grundlagt en købmands- og rederivirksomhed, som siden 1915 havde været altdominerende i Klaksvík. Som tiårig oplevede hun den såkaldte Klaksvíkstrid, hvor byen gjorde oprør mod, hvad der blev opfattet som overformynderi fra den danske stats repræsentanter i København og Tórshavn. Efter studentereksamen fra Føroya Studentaskúla (Færøernes Gymnasium) i 1963 blev Karin Kjølbro socialrådgiver på Den Sociale Højskole i København 1968. Som nyuddannet kom hun til at introducere denne profession på Færøerne. Hun blev ansat ved Statens Åndssvageforsorg til at planlægge hjemrejsen for 120 færøske udviklingshæmmede, som havde været på institutionen Rødbygård på Lolland det meste af deres liv. Initiativet var dansk. Myndighederne på Færøerne havde ringe interesse for socialpolitik. Den færøske befolkning havde i 1959 fået ret til folke- og invalidepension, men derudover var sociale ydelser ukendte, og det blev opfattet som et sundhedstegn, at Færøerne ikke havde brug for velfærdsstatens institutioner, fordi omsorgsopgaverne blev varetaget af kvinderne i familierne. Det lykkedes kun Karin Kjølbro at få flyttet de udviklingshæmmede, som havde en familie at vende tilbage til eller kunne klare et arbejde. Da de færøske myndigheder ikke var indstillet på at bygge institutioner til de øvrige, valgte hun at mobilisere græsrødderne og fik i 1971 oprettet Javni, den første interesseorganisation for handicappede og deres pårørende. Hun brugte også andre kanaler for at bevidstgøre befolkningen om dens sociale rettigheder. Bl.a. oprettede hun en social brevkasse i 14. September, Tjóðveldisflokkurins (Det republikanske Parti) partiavis. Fra 1970 stillede hun op til lagtingsvalg for dette parti og fik stemmer nok til at blive suppleant, så hun mødte i 1971 som højgravid og eneste kvindelige lagtingsmedlem. Kvinder havde fået stemmeret i 1915, men der skulle gå næsten 50 år, før Malla Samuelsen i 1964 trådte ind i Lagtinget som suppleant. Karin Kjølbros sociale og politiske reformarbejde på Færøerne blev midlertidigt afbrudt, da hun i 1972 flyttede med sin familie til København, fordi ægtefællen skulle gennemgå en specialuddannelse. Her fik hun arbejde som socialrådgiver ved amtssygehuset i Glostrup, hvor hun var kollega med Hanne Reintoft, der var en drivende kraft i fornyelse af socialt arbejde i Danmark. KVINFO erhvervede de digitale ikke-kommercielle rettigheder til Dansk Kvindebiografisk Leksikon i 2001 og stillede værket til rådighed for offentligheden i en gratis online-udgave, hvor læserne fik mulighed for at søge på kryds og tværs i leksikonet. Siden oktober 2022 har den digitale udgave været videreført på lex.dk, hvor man ved søgning tillige får resultater fra de øvrige værker på platformen. På lex.dk er mange af biografierne også blevet forsynet med fotos og illustrationer.