data/validation/da_ep-97-10-02.txt

Protokollen fra mødet i går er omdelt. Er der nogen indsigelser? (Protokollen godkendtes)
UPE-Gruppen, som jeg er medlem af, indledte i sidste uge en fredsmission til Angola. Vi havde modtaget visum til at besøge Angola, og formålet med besøget var et fredeligt forsøg på at sikre, at begge sider var fuldt involveret i gennemførelsen af Lusaka-aftalen. Da vi ankom til Lissabon, blev vores visa desværre annulleret af Angolas ambassadør i Portugal. Hvis en næstformand i Den Paritetiske Forsamling AVS-EU og fru van Bladel, en næstformand i Underudvalget om Menneskerettigheder, og fem medlemmer af det portugisiske parlament forhindres i at besøge Angola, er der efter min opfattelse noget grundlæggende galt i den pågældende region. Jeg vil gerne anmode Dem, hr. formand, om på vegne af den tredjestørste gruppe i Parlamentet at protestere mod Angolas regerings behandling af medlemmer af Europa-Parlamentet. Der skal to sider, Unita og MPLA, til gennemførelsen af Lusaka-aftalen og til at opnå en løsning på den anspændte situation i Angola. Vi følte alle, at den behandling, vi fik, gav anledning til tvivl om Angolas regerings legitimitet. Jeg vil gerne anmode Dem om skriftligt at opfordre Angolas ambassadør ved Den Europæiske Union i Bruxelles til at forklare, hvorfor vi i sidste øjeblik blev forhindret i at besøge Angola.
Mange tak, hr. Andrews. Deres bemærkning vil ikke kun fremgå af protokollen i henhold til forretningsordenen, men som formand for mødet indsamler jeg også Deres bemærkninger og lader dem fremsende til formanden for Parlamentet.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling om betænkning (A4-0274/97) af Martens for Udvalget om Udvikling og Samarbejde om Kommissionens grønbog om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) på tærsklen til det 21. århundrede - Udfordringer og muligheder for et nyt partnerskab (COM(96)0570 - C4-0639/96).
Hr. formand, kære kolleger, det indviklede emne i min betænkning kan jeg ikke udlægge her i detaljer. Jeg vil dog gøre et forsøg på at angive kraftlinjerne i denne betænkning om Kommissionens grønbog om forbindelserne mellem EU og AVS-landene på tærsklen til det 21. årh., udfordringer og muligheder for et nyt partnerskab. Jeg vil for det første og frem for alt meddele, at jeg har tilstræbt, at forslaget til beslutning skulle være et enigt forslag fra Udvalget om Udvikling og Samarbejde. Endvidere vil jeg specielt takke udvalgets formand, Michel Rocard, og alle mine kolleger. Hvis jeg modsætter mig bestemte ændringsforslag, skyldes det kun, at de truer med at ødelægge beslutningens sammenhæng. Forud vil jeg sige, at jeg sammen med mine kolleger i udvalget har forsøgt at lave en politisk status over Loméaftalerne. Derfor har jeg først stillet mig selv det spørgsmål, om det har noget formål at fortsætte samarbejdet mellem EU og AVS-landene. Denne konvention er over 20 år gammel. Den udløber den 29. februar år 2000. Den har været udsat for hård kritik, og mange er utilfredse, når de gør regnskabet op. Derfor må vi tænke nærmere over den ånd, der forbinder EU med AVS-landene, altså landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet, som vi har indgået denne aftale med. Mit og udvalgets svar på dette grundlæggende spørgsmål er klart og entydigt. Vi skal fortsætte samarbejdet med AVS-landene, ikke kun af solidaritet med AVS-partnerne eller af hensyn til vores egne interesser, men også fordi, som det hedder i beslutningen, Lomé-ånden og -politikken udgør grundlæggende elementer i EU's politiske identitet. Vi er kommet til den beslutning, at udviklingspolitikken og mere specifikt Lomé-aftalerne er uundværlige for organisationen og reguleringen af verdensøkonomien. Vi vil også fortsætte samarbejdet uden at skade sammenhængen og solidariteten i AVS-gruppen. Derfor er vi overbevist om, at sammensætningen af AVS-gruppen i princippet kun må udvides eller ændres med tilladelse af AVS-landene. Fortsættelse af samarbejdet, men også tilpasning heraf, fornyelse af konventionen og skabelse af et nyt grundlag. Vi skal helt integrere den politiske dimension i den nye konvention. Længe har samarbejdet mellem EU og AVS-landene overvejende været økonomisk. Europa begrænsede sig til det fælles marked, og der herskede den opfattelse, at man kunne adskille det økonomiske fra det politiske. Erfaringerne har bevist det modsatte. For at realisere målsætningerne fra Lomé skal man tage hensyn til alle elementer i udviklingspolitikken, og det er nødvendigt, at man helt accepterer den politiske dimension. Herom formulerer Udvalget om Udvikling og Samarbejde en række imponerende forslag. Den anden store idé, som De finder i vores forslag, og som går gennem alle forslagene som en rød tråd, er, at vi skal være menneskene nærmere. De mænd og kvinder, der er aktive på området, det vil sige, at udviklingssamarbejde skal bæres af store grupper af vores medborgere. Meget længe var samarbejdet på begge sider de få's privilegium. Derfor må der tiltrækkes nye aktører både ved beslutningstagningen og ved gennemførelsen. Der venter de mange organisationer i det civile samfund en vigtig opgave: De lokale myndigheder, den private sektor, universiteterne, fagbevægelsen, de ikke-statslige organisationer og de unge. Der lægges i betænkningen stor vægt på kvindernes rolle. Den tredje kraftlinje, som vi anbefaler, er en drastisk forenkling af samarbejdet, der efterhånden ved at fuldstændiggøre og berige sig er blevet meget komplekst og stadig vanskeligere at gennemføre. Også her fremsætter vi konkrete forslag, der i vid udstrækning svarer til grønbogens idéer. Den fjerde idé er, at det nye partnerskab skal kendetegnes ved befolkningens tilegnelse af samarbejdet, hvilket forudsætter, at programmerne er transparente og tilgængelige. Men dette nye partnerskab skal også have øje for befolkningens behov. Den primære målsætning er bekæmpelse af fattigdom. Omkring år 2015 vil vi, hedder det i beslutningen, halvere den værste fattigdom i AVS-landene. Endvidere skal miljøbevarelse være en integreret del af samtlige politikker. Originaliteten i Lomé-aftalerne består faktisk i dette koncept om partnerskab, der så lyset for 20 år siden, og som i dag anerkendes og accepteres af alle også OECD og G8. Vi skal bevare og forny dette partnerskab, der er grundlæggende for virkeliggørelsen af samarbejdet mellem EU og AVS-landene, og heri spiller Den Paritetiske Forsamling også en vigtig rolle. Et sidste takkeord. Jeg takker Kommissionen og specielt kommissær Pinheiro. Grønbogen har fremmet en bred debat i Den Europæiske Union. Man kan i dag fastslå, at det fremtidige samarbejde mellem EU og AVS-landene allerede nu er forandret og fornyet. Jeg takker også Udvalgets formand, hr. Rocard, og alle mine kolleger. Jeg henvender mig også til medarbejderne i Udvalget om Udvikling og Samarbejde, der sagkyndigt og effektivt har bistået mig ved udarbejdelsen af denne betænkning.
Hr. formand, spørgsmålet om de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og AVS-landene er et væsentligt element i Unionens eksterne politikker og et basalt element i bistands- og udviklingspolitikker samt et vigtigt element i den indre definition af den europæiske integrationsproces' udvikling. Kommissionen har fornuftigvis startet en omfattende drøftelse, der allerede har omfattet tusinder af institutionelle deltagere og repræsentanter for erhvervsliv m.v. I dag er det Parlamentets tur til at udtrykke sin holdning, før Kommissionen gives mandat til forhandlingerne med AVS-landene om Lomé-konventionens fremtid. Erfaringen med de over tyve års Lomé-konventioner, der nu har været i kraft, synes grundlæggende at pege på to forhold: det første er, at princippet om en global, paritetisk, kontraktmæssig aftale baseret på partnerskab stadig er aktuel og oven i købet - i en verden, der er stadig mere globaliseret og indbyrdes afhængig - skal iværksættes med større styrke og sammenhæng; det andet er, at mange af vores prioriteringer og mekanismer for bistanden bør ændres for at gøre dem mere effektive og i overensstemmelse med nutidens krav i lande, hvor moderniseringstendenser og underudvikling med stadig større tydelighed følges ad. Vi går derfor stærkt ind for, at der også efter år 2000 findes en femte Lomé-konvention for samme geografiske område og efter de samme grundlæggende principper som den nuværende konvention, men med gennemgribende indholdsmæssige ændringer. Men grundlaget herfor må være en ny bevidsthed fra Den Europæiske Unions side om, at udviklingen i forbindelserne med AVS-landene sker efter et strategisk valg, der er til fordel for alle parter og har til formål i fællesskab at imødegå udfordringerne i det globale marked. Det europæiske bistandssamarbejde bør derfor ophøre med at fungere som et restpolitisk element og i stedet blive en integrerende del af vores udenrigspolitik og bidrage til at bestemme vores strategiske valg. AVS-landene som helhed, og især de afrikanske stater, har været igennem en kraftig marginaliseringsproces, der med ganske få undtagelser har ført dem i retning af en endnu mere udpræget underudvikling. Derfor bør bekæmpelse af fattigdommen og støtte til integration af de fattigste lande i det internationale system opfattes som to sider af samme sag. For at nå disse mål er det nødvendigt at prioritere en bæredygtig, deltagende og decentral menneskelig udvikling, der er centreret omkring de fattigste landes integrering i udviklingen gennem en bedre udnyttelse af deres ressourcer. Unionen skal dernæst sammen med AVS-landene bidrage til at omdefinere mekanismerne bag de internationale forbindelser. Deraf afhænger ikke alene fremtiden for hundreder af millioner indbyggere i AVS-landene, men også Unionens mulighed for at blive en effektiv og resultatskabende aktør på den internationale scene, der er i stand til at fremme lighed, retfærdighed og velfærd i alle dele af verden.
Hr. formand, lad mig begynde med at lykønske hr. Martens med hans fremragende betænkning. Fremragende, fordi den indeholder en bred vision vedrørende forbindelserne mellem EU og den tredje verden, og fremragende, fordi betænkningen også har forståelse for den vanskelige stilling, som udviklingslandene befinder sig i. Ordføreren har ikke ladet sig påvirke af den moderne diskussion, hvor man først og fremmest kritiserer vort forhold til den tredje verden. Her er der lagt en række konstruktive forslag på bordet for at forbedre og strømline forholdet samt tilpasse det til den moderne tid, der kendetegnes af globalisering, fornyede handelsforbindelser og udvikling af civil and society . I den forbindelse vil jeg gøre et par bemærkninger for endnu en gang at understrege vort synspunkt. Min første bemærkning omhandler regionaliseringen. Mange tredjeverdenslande, som vi handler med, er for deres handel meget afhængige af Europa og de store handelsblokke. Deres infrastruktur med hensyn til eksporten løber fortrinsvis ud til kysten, og forbindelserne mellem landene, nabolandene, er ofte ikke så gode. Jeg vil her understrege, at opbygningen af en god økonomi ofte primært er rettet mod hjemmemarkedet, sekundært mod markedet i nabolandene og først da mod de oversøiske markeder. Det er derfor af stor betydning at fremme opbygningen af regionalt samarbejde over grænserne. Det bliver efter min mening et vigtigt punkt i den nye Lomé V. Den næste bemærkning drejer sig om demokratisering og beskyttelse af menneskerettighederne og af mindretal. Det er ofte sket, at det, der med stort besvær var bygget op, blev nedbrudt, fordi små grupper kæmpede om magten, der udbrød borgerkrig, og korruptionen tog overhånd. Jeg mener, det er meget vigtigt, at der stilles bedre betingelser herfor, og at dette problem får større opmærksomhed. Det er i den forbindelse også vigtigt, at det forebyggende diplomati får bedre chancer og muligheder, således som hr. Rocard har fastslået i en tidligere betænkning. Min tredje bemærkning vedrører civil society . Det kan ikke understreges nok, at lande ikke kun kan udvikle sig på basis af offentlige myndigheder og erhvervslivet og lignende, men at samfundsorganisationerne spiller en nøglerolle ved opbygningen af et samfund. Det er overordentligt vigtigt, og jeg er glad for, at hr. Martens har understreget, at de også får en vigtig plads i den nye struktur i Lomé V. Til sidst en bemærkning om de oversøiske lande og territorier. De ligger tit midt mellem AVS-landene, men forholdet mellem EU og AVS-landene er meget kompliceret. Jeg vil gerne opfordre kommissær Pinheiro til så hurtigt som muligt at fremlægge beslutningerne om de oversøiske lande og territorier og at sørge for, at forholdet mellem disse områder, AVS-landene og også EU forbedres og ikke fører til sammenstød som under riskonflikten. Det er et pinligt anliggende, der også skal på bordet inden for rammerne af denne diskussion. Hr. formand, hr. Martens har gjort et fremragende arbejde. Der er givet tilstrækkeligt med "håndtag« for fornyelse til Lomé V. Vi ønsker en Lomé V, det står fast, men det skal være en god Lomé V, der følger de linjer, der er udstukket så klart i hr. Martens gode betænkning.
Hr. formand, også jeg vil tilslutte mig de, der har rost hr. Martens glimrende arbejde, og vil derfor nøjes med at omtale to punkter, hvor jeg forholder mig kritisk til den betænkning, Martens har forelagt Parlamentet. Det første punkt drejer sig om beslutningens punkt 9, tredje led, hvori hr. Martens udtrykker ønske om erstatning af ophobningen af mange konditionaliteter, som er umulig at forvalte, med aftaler. Min gruppe og jeg selv er ganske vist enige i, at antallet af konditionaliteter skal begrænses, men det må samtidig kraftigt understreges, at konditionaliteter er den bedste måde at sikre, at et land bevæger sig ind på demokratiets og respekten for menneskerettighedernes vej. Derfor mener jeg og min gruppe, at denne erstatning af konditionaliteter med aftaler må forudsætte, at de pågældende lande forpligtes til at overholde menneskerettighederne og de demokratiske principper. Den samme kritik vil jeg fremsætte i forbindelse med punkt 83, hvor det hedder, at der for udviklingslandenes vedkommende kan gøres undtagelser fra WTO's principper. Hvis vi tror på princippet om en liberal markedsøkonomi, som Den Europæiske Union hviler på, er vi forpligtet til at hævde disse principper og ikke kun lade dem gælde, når visse målsætninger er blevet opfyldt. Når et udviklingsland først er i stand til at stå på egne ben, er der ingen grund til at fravige WTO's principper. Dette er årsagen til de to ændringsforslag, som vi har stillet, og som vi agter at stemme for.
Hr. formand, inden for rammerne af en økonomisk globalisering og på et tidspunkt, hvor samarbejdet med henblik på udvikling desværre går tilbage i mange lande, er det mere nødvendigt end nogensinde, at Den Europæiske Union bekræfter sine politiske, økonomiske og finansielle forpligtelser over for de 70 AVS-lande, således som den ringeste pligt om international solidaritet kræver det. Fra vores udgangspunkt skal denne forhandling om Lomé V absolut udnyttes til nogle essentielle spørgsmål. For det første til at fremme en større samhørighed i instrumenterne mellem samarbejdspolitikken og andre sektorpolitikker, især handelspolitikken. Og på dette punkt må vi ikke glemme det beklagelige og negative eksempel med kakaodirektivet. For det andet er det absolut nødvendigt, at der fra Den Europæiske Union sendes et signal om, at AVS-landene ikke strengt må være underkastet Verdenshandelsorganisationens regler, fordi AVS-landene ikke kan konkurrere på lige fod med de økonomisk og industrielt mere udviklede lande. I denne forbindelse er det absolut nødvendigt at bevare AVS-politikkens instrumenter, som garanterer AVS-landenes tilstedeværelse via prioriteringssystemer ved eksport til de europæiske lande. Og vi kan uden nogen som helst tvivl her huske på bananeksemplet, som også var negativt. Det er uden nogen som helst tvivl absolut nødvendigt, at den politiske dialog med AVS-landene styrkes, og at man går fra et bistandssystem til et samarbejdssystem især med politiske partnerskaber. Og endelig er det nødvendigt i denne forhandling om Lomé V, at der også skabes samhørighed med hensyn til en enhedsreferenceramme, hvorfor der især henvises til de politiske mål med Unionens samarbejde med AVSlandene, selvom der også kan fastsættes andre mekanismer, der fremmer det subregionale samarbejde og den subregionale integration.
Hr. formand, hr. Martens har her fremlagt en betænkning, der støttes af et bredt flertal, og det skyldes, at han også har skabt en bred dialog mellem de politiske grupper. Det er i overensstemmelse med det, som hr. Pinheiro tidligere har gjort, nemlig at foretage en rejse gennem medlemsstaternes hovedstæder for at danne sig en mening om fortsættelsen af Den Paritetiske Forsamling, af AVS/EU-forbindelserne, og takket være denne dialog opnår vi her en klar europæisk stillingtagen. Det, der mangler, er efter min mening et helt klart udtryk fra AVS-landenes side for, hvilke målsætninger og krav de har. Vi kan kun sige: Dette var et særligt program. Det skal også være et særligt program. Vi har her at gøre med de fattigste fattige, og det er derfor en grundlæggende forudsætning, at vi som europæere også fremlægger et program, hvor det... (Formanden afbryder taleren) Jeg mener ikke, at vi skal føre en divide et impera -politik, at vi skal dele AVS' fremtid op i A, V og S. Netop fordi der er tale om de fattigste lande, skal de kunne stå samlet over for os og have en dialogkanal på Sydens side til rådighed. De instrumenter, vi havde til rådighed førhen i form af f.eks. Stabex med henblik på en stabilisering af priserne, var vigtige instrumenter til at blive kolonialismens afhængighed kvit. Vi bliver imidlertid nødt til at revidere dem ud fra de erfaringer, vi har gjort os, fordi de ofte har fremmet monokulturer. Økonomerne har her givet os nogle modeller, og jeg mener, at vi skal gennemføre dem. At tro, hvad hr. Fassa sagde, nemlig, at disse lande udvikler sig inden for rammerne af WTO-reguleringen og kan holde trit med de industrialiserede lande eller med verdensmarkedet, er ikke forsvarligt set ud fra et udviklingspolitisk synspunkt, for det holder ikke efter vores erfaringer. Vi har brug for at beskytte de fattige lande, for at de overhovedet kan komme til at udvikle sig og indhente det forsømte. Hvad vi stadig mangler, er, at kvinderne i højere grad inddrages i udviklingen. De er oftest hovedpersonerne i disse lande og er som sådanne med til at gennemføre udviklingsprocessen. Det, vi især har brug for, og det lægges der efter min mening ikke tilstrækkeligt megen vægt på i betænkningen af hr. Martens, er Den Paritetiske Forsamling. Relationernes historie er partnerskabets historie, og vi må bevare dette partnerskab. Derfor har vi brug for et sted, hvor vi kan føre den politiske dialog, hvor vi kan drøfte tingene i fællesskab, og det var jo også det særlige ved denne Lomé-konvention, og det skal vi give videre til fremtiden. Kort sagt, det er nødvendigt, at vi får en femte rammeaftale, for at denne udvikling, og ikke en integrering i industrialiseringen, kan fortsættes, for at strukturerne forandres, for at vi også får et budget, for at dette Parlament kommer til at deltage i hele processen og, frem for alt, for at tingene bliver gennemført i landene, for at de kan iværksætte en demokratisk udvikling som Den Europæiske Union, for at menneskerettighederne overholdes. Det må udgøre det væsentlige grundlag for den nye konvention. Sådan har hr. Martens beskrevet det, og derfor vil vi støtte denne betænkning.
Hr. formand, i sin grønbog fastslår Kommissionen med rette, at status for Lomé er ringe. På trods af handelspræferencerne er AVS-landenes andel på EU's indre marked faldet fra 6, 7 % i 1975 til 3, 7 % i 1994. SYSMIN og STABEX har ikke bidraget til diversifisering af eksporten fra AVS-landene. Projekthjælpen har ikke øget velfærden. Min største indvending mod hr. Martens forslag til beslutning er, at det, på trods af sin længde, helt springer over Kommissionens analyse. Beslutningen understreger Lomé-konventionens udgangspunkter som partnerskab, forudsigelighed og sikkerhed. Uanset hvor noble disse udgangspunkter også er, har de ikke forbedret AVSlandenes situation efter mere end 20 år. En fortsættelse mere eller mindre som hidtil, som ordføreren foreslår, er ikke i AVS-landenes interesse. Derfor stemmer jeg imod beslutningen ved afstemningen. Det betyder ikke, at jeg ikke er enig i mange af beslutningens punkter. Særligt kan jeg fuldt ud støtte punkt 20 om det decentraliserede samarbejde og punkt 43 om styrkelsen af det kommercielle samarbejde og ophævelse af de resterende handelshindringer. Derimod har jeg alvorlige indvendinger mod punkt 80, hvor det beklages, at udviklingssamarbejdet ikke i højere grad er blevet et fællesskabsanliggende. Efter min mening skal ansvaret for udviklingssamarbejdet fortsat være et nationalt anliggende. Bl.a. derfor går den af Kommissionen foreslåede permanente politiske dialog alt alt for langt.
Hr. formand, kære kolleger. Det er nødvendigt, at Parlamentet i dag sender et meget kraftigt politisk signal her dagen før AVS-statschefernes topmøde, som afholdes i Libreville. Min gruppe, Europæisk Radikal Alliance, er overbevist om, at det er absolut nødvendigt at fastholde referencerammen for Lomé-konventionen samtidig med, at vi fornyer dens indhold. Vi er således fuldstændigt enige med ordføreren, hvis fremragende arbejde, håber jeg, vil overbevise såvel Rådet, Kommissionen og vores AVSpartnere som alle EU's borgere om, at det er nødvendigt med en femte Lomé-konvention. Jeg skal her nævne enkelte, vigtige punkter. Det er nødvendigt, at vi bekæmper den manglende interesse for udviklingsbistand og den såkaldte legitimitetskrise, som denne siges at lide af. Der eksisterer stadig et interessefællesskab mellem landene i Unionen og udviklingslandene. Det er også nødvendigt at bekæmpe den begyndende tendens til at gennationalisere samarbejdet om udviklingspolitikken. Det er EU, der fortsat skal være knudepunktet for den offentlige udviklingsbistand, for det er den privilegerede partner, der skal være i stand til at holde føringen foran USA og Asien. I samme forbindelse skal vi sørge for, at udvidelsen af EU ikke udnyttes som et påskud for at bevæge sig væk fra vores tidligere solidariske Union, især hvad angår AVS-landene. Det er på dette grundlag, at vi sammen skal genskabe samarbejdet mellem Den Europæiske Union og AVSlandene inden for rammerne af et ansvarligt partnerskab. Vi skal dog sørge for, at partnerskabet bliver reelt afbalanceret, og at det ikke endnu en gang bliver rettet imod udelukkende at tilfredsstille europæernes behov. Partnerskabet pålægger os følgende pligter: en demokratiseringsproces, uddannelse af befolkningen og udvikling af vedvarende og lokale økonomiske strukturer. I den forbindelse bemærker vi med interesse og tilfredshed, at Togo, der er værtsland for Lomé-konventionen, i dag forener en årlig vækst på 6 % med en hurtig og positiv udvikling af sine demokratiske institutioner. Det er en stærk og opmuntrende melding til afholdelsen af den kommende generalforsamling i det paritetiske udvalg, som finder sted i slutningen af oktober.
Hr. formand, kære kolleger. Som tilhænger af et føderalt og ikke et sammensmeltet og forvirret Europa, et Europa, der respekterer vores folks frihed og suverænitet, forbavser jeg ikke nogen ved at sige, at vi ikke bifalder hele tankegangen i grønbogen og dermed heller ikke i rapporten om denne fra vores kollega, Martens. Vi er naturligvis enige i løfterne og hovedprincipperne, partnerskabet og opfordringen til, at hele befolkningen deltager. Men vi mener ikke, en overordnet model, der til en vis grad fastlægger relationerne mellem blokke, er tilfredsstillende. Vi godkender selvfølgelig de gældende bestemmelser, men med hensyn til konkret bistand til udvikling, landbrug, industri, sundhed og boliger mener vi, man hellere skal opfordre til en smidig koordinering end til en centraliseret organisering. Vores lande har bånd tilbage til fortiden, historien og læren af vores erfaringer til fælles med landene i Afrika. Det er Frankrig, der bedst kan samarbejde med Senegal, Elfenbenskysten eller Togo, lige som det uden tvivl er Portugal, der arbejder bedst med Angola eller Mocambique. Jeg frygter derfor, at befolkningerne også fortsat vil komme til at betale dyrt for den ideologiske opbygning.
Hr. formand. Jeg har den ære at være ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Landbrug i denne sag. Jeg beklager, at det med den stramme tidsplan ikke har været muligt for Udvalget om Udvikling og Samarbejde at tage hensyn til denne udtalelse. Jeg vil derfor bede Dem, kære kolleger, i dag at give udtalelsen den opmærksomhed, den fortjener. Fordelen ved Kommissionens grønbog er, at den giver os nogle interessante overvejelser over de nye former for samarbejde med vores AVS-partnere. Grønbogen afspejler en fast vilje til at skabe et varigt samarbejde mellem EU og AVS-landene. Men visse af de muligheder, den fremlægger, kan være farlige på længere sigt for selve AVSEU partnerskabets eksistens. Fuldstændig som Martens, som jeg i den forbindelse helt oprigtigt ønsker til lykke med sit fremragende arbejde, går jeg sammen med Udvalget om Landbrug ind for at fastholde og uddybe relationerne mellem AVS og EU. Vi skal ikke glemme, at Lomé-konventionen - uanset hvad man ellers siger om den - er den mest avancerede samarbejdsmodel, hvad angår udviklingsarbejde. Dens indsats, såvel fra AVS-landene som fra Den Europæiske Union, er langt fra ubetydelig. Det er allerede blevet sagt, at Europa-Parlamentet i dag opfordres til at sende et kraftigt politisk signal til de kommende forhandlere. Vi ønsker, at EU/AVS-samarbejdet bliver fornyet ud fra et partnerskab, hvor den politiske dimension styrkes, og hvor befolkningerne knyttes tættere til samarbejdsprocessen om udvikling. Men samarbejdsmodellen om udvikling er i dag kastebold mellem på den ene side en voksende globalisering af handelen, og på den anden side begrænsningerne for et EU i udvikling, tiltrukket af den uundgåelige åbning af det europæiske kontinent. I øvrigt mener jeg, det er udelukket påny at begynde at diskutere den eksisterende og dybtgående solidaritet. Dette gælder i særlig høj grad for landbrugsspørgsmålene. Derfor beklager jeg, at der reelt ikke er blevet taget hensyn til Landbrug og Udvikling af Landdistrikter i grønbogen. Det tager ikke lang tid at konstatere, at landbrugsspørgsmålene er kernepunkter både i udviklingsprocessen og i de kommercielle forbindelser for størstedelen af AVS-landene. Siden den sidste Lomé-konvention har landbrugshandelen domineret vores relationer med disse lande. Men det betyder ikke, at jeg mener, resultaterne altid har været på højde med deres forhåbninger og vores forventninger. Og her tænker jeg hverken på at undervurdere de groteske virkninger, der er skabt af en fejlslagen virkning af de kommercielle præferencesystemer, eller de afhængighedssituationer, de har skabt. Det er derfor nødvendigt, at man tillægger landbrugsspørgsmålene større betydning. Ønsker man at gøre en ende på afhængighedssituationer, at bevæge sig mod selvforsyning på de nationale og regionale markeder og at lette AVS-landenes integration på verdensmarkederne, så skal EU påtage sig et ansvar, såvel på det interne som på det eksterne plan. Samarbejdspolitikken skal for at være effektiv integreres på andre politiske områder. I forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik skal EU for eksempel ikke glemme de forpligtelser, man har bundet sig til over for 70 AVS-lande. Den Europæiske Union bør selv forsvare den eksisterende solidaritet i internationale sammenhænge. Jeg tænker her helt klart på Verdenshandelsorganisationen. Den sørgelige banansag minder os om, at det er meget let at glide over i overdreven liberalisme. EU bør forsvare sine forpligtelser. Jeg går for eksempel ind for at fastholde præferencemekanismerne, for så vidt som de hjælper med til en spredning af landbrugsprodukterne, hvilket er det eneste middel til at gøre en ende på farlige afhængighedsforhold. For at slutte af bør et afbalanceret forhold mellem EU og AVS ud over at nydefinere de kommercielle relationer for landbrugsprodukter gøre det muligt at stimulere udviklingen inden for landbruget, som er den reelle motor i den socioøkonomiske udviklingsproces. Det er denne udvikling, der skal sikre den økonomiske mangfoldighed i landdistrikterne, så den lokale befolkning får mulighed for at deltage effektivt, og det bliver muligt at skabe regional og interregional dynamik og synergier sådan, at de pågældende regioner i sidste ende opnår forsyningssikkerhed og en vedvarende udnyttelse af de naturlige ressourcer. Det er disse retningslinjer, kære kolleger, vi må og skal vælge, hvis vi for alvor ønsker at puste nyt liv i relationerne til vores AVS-partnere.
Mange tak, fru Barthet-Mayer. Formanden må rette en dobbelt anmodning til hele Parlamentet. Vil De for det første ved forberedelsen af Deres indlæg respektere den tid, som Deres gruppe har fået tildelt. Jeg ved, hvor er vanskeligt det er at sige de vigtige ting, som De gerne vil fremføre for Parlamentet, på så kort tid. Men når de afsatte tider gentagne gange overskrides, får vi ikke mulighed for at afslutte kalenderen. For det andet vil jeg anmode Dem om, at De på trods af den korte tid, De har til rådighed, laver ophold i Deres indlæg, da det i forvejen vanskelige tolkearbejde ellers bliver endnu vanskeligere. Jeg modtager konstant meddelelser fra tolkeboksene om, at de har vanskeligt ved at følge med vores indlæg. Mine damer og herrer, De ved, at jeg aldrig afkorter nogen indlæg, men blot, lad os sige energisk, advarer, når Deres tid er udløbet. Jeg beder Dem om selv at regulere tiden, så vores arbejde kan udføres ordentligt. Og efter at have sagt dette, mine damer og herrer, som ikke er en anbefaling til nogen særlig, giver jeg ordet til hr. Rocard i to minutter.
Hr. formand, vores kollega Martens har udarbejdet en betænkning af usædvanlig høj kvalitet. Betænkningen gør Parlamentet ære samtidigt med, at den vil være meget nyttig for Kommissionen og ved forhandlingerne. Mange tak! Betænkningen har to store fordele: de kraftfulde formuleringer og overbevisninger og åbningen af de veje, den angiver, og som kan fuldendes af mange ændringer og detailtilføjelser. Dette giver alt i alt hele teksten en stærkt nyskabende karakter. At der næsten er enstemmighed i vores udvalg betyder, håber jeg, at der næsten vil være enstemmighed i Parlamentet, så vi kan bevare en konvention; det bekræfter også, at man kun skal ændre det geografiske område på opfordring fra AVS-landene. Det betyder endvidere, at vi står fast på, at den vigtigste ændring, vi ud over det økonomiske område kan forvente, bliver på det politiske område, som har været fraværende under de sidste fire konventioner. Det drejer sig om støtte til indlæring og til demokratiske strukturer. Det drejer sig om integration; De har endda et ændringsforslag, der vil overraske Dem på grund af sin tekniske karakter, men som er vigtigt, om forebyggelse af kriser og behandling af konflikter. Det drejer sig endda også om solidariske tiltag blandt de afrikanske lande indbyrdes, og uden tvivl om opmuntring til og kontrol med en god styring. Hvis AVS-landene indbyrdes er enige, vil det være vigtigt, at vi yder et bidrag. På det økonomiske plan er vi naturligvis mindre nyskabende. Men jeg skal dog minde om, at det er vigtigt at gengive Sysmin al sin tidligere kraft, vores hjælp, hvad angår infrastrukturerne på et marked, der breder sig, og især det meget nye aspekt, som er anerkendelsen af denne folkeøkonomi, som vi skal holde op med at kalde uformel for ikke at forveksle den med narkotika og forbrydelser. Det er netop denne lille økonomi, der er selve hjertet i udviklingen. Når man taler om den landlige økonomi, fru Barthet-Mayer, er det netop det, man tænker på, og det tror jeg, De har glemt. Og nu til det måske nyeste aspekt i betænkningen - og jeg slutter derefter, hr. formand. Det drejer sig om, at man i mindre grad forventer en direkte udviklingsbistand, men i stedet at vi løsner bremserne og fjerner blokaderne for udviklingen. Det første må være at sætte en stopper for den intellektuelle udplyndring af Afrika og at beskytte de sjældne patenter og licenser og deres nyskabelser for at undgå, at den intellektuelle ejendomsret indfanges af de multinationale selskaber fra de rige lande. Det næste må være at understrege det vigtige i en regional integration som støtte til udviklingen. Det tredje punkt drejer sig om at satse på det decentraliserede samarbejde, hr. kommissær, idet vi står fast på, at lokalsamfundene i dette samarbejde ikke skal behandles som en NGO (ikkeregeringsstyret organisation), de hører under en anden kategori. Endelig fremhæver vi som det sidste punkt mikrokreditterne, som er et nyt og meget grundlæggende koncept. Banken er grundlagt af helt små låneenheder og bygger på tillid og som fundament den lille gruppe, men den har ingen materielle garantier. Det er et helt andet univers, og det er der, vejen væk fra fattigdommen ligger. Vi er stolte over, at betænkningen indeholder sådanne nyskabelser.
Hr. formand, betænkningen af vores gruppeformand Wilfried Martens, som jeg gerne vil understrege min støtte til på vegne af PPE-Gruppen, afspejler vores mangeårige erfaringer i Europa-Parlamentet inden for udviklingssamarbejdet, ikke kun i udviklingsudvalget, men også i Den Paritetiske Forsamling AVS/EU. Denne betænkning, som indeholder brede konklusioner, er et udtryk for konsensen i Europa-Parlamentet, og jeg beder derfor kommissær Pinheiro om at indarbejde denne betænknings væsentlige elementer i det forhandlingsmandat med AVS-staterne, som snart skal fastlægges. Det er vi meget interesseret i. Lad mig plukke tre nøgleelementer i Martens-betænkningen ud. For det første: Vi ønsker et partnerskab, primært med de demokratiske AVS-stater og de lande, der nu uigenkaldeligt og resolut er begyndt at arbejde hen imod demokrati, retsregler og menneskerettigheder og gennemfører dette med succes takket være en positiv indsats fra både regeringer og parlamenter. Det er for os utænkeligt, at dette samarbejde også skal omfatte korrupte diktatorer. Disse diktatorer må heller ikke spille nogen rolle ved udarbejdelsen af den nye konvention. For det andet: Afrika skal prioriteres højt i vores udviklingssamarbejde. Det gode naboskabs politik, den geografisk set tætte placering i forhold til Afrika, mange europæiske landes historiske ansvar, men også de hidtil kun beskedne resultater af vores partnerskab, udgør en særlig udfordring for forbedringen af vores instrumenter og udvidelsen af den rigt nuancerede basis for samarbejdet. Afrika er så absolut den verdensdel, der har været mest forfordelt, hvad angår den økonomiske og samfundsmæssige udvikling og udviklingen af demokratiske strukturer. Det er derfor nødvendigt med en ny begejstret indsats. For det tredje: AVS-udviklingspolitik som en del af den globale udviklingsstrategi betyder, at vi også må gennemgå de samarbejdsinstrumenter, vi råder over i forbindelse med de vestindiske lande og stillehavslandene. De udviklingslande, der er mest forfordelt, naboerne til vores partnere i Vestindien og i Stillehavet, skal også kunne deltage i en vedvarende økonomisk og social udvikling. Vi beder Kommissionen om at overveje, om man kan udforme de generelle præferencer for de fattigste udviklingslande i Mellem- og Sydamerika og Sydøstasien, naboerne til vores partnere i Vestindien og Stillehavet, tilsvarende, eller om Den Europæiske Union inden for rammerne af de eksisterende ressourcer desuden ville kunne skabe yderligere instrumenter, der går ud over den geografiske basis for de kontraherende stater i Lomé-konventionen? Dette spørgsmål burde også - jeg tillader mig at bede Dem, hr. kommissær Pinheiro, udtrykkeligt herom - blive undersøgt indgående i forbindelse med fastlæggelsen af forhandlingsmandatet EU/AVS.
Hr. formand, der er mange vigtige betragtninger og analyser og konklusioner i Kommissionens grønbog og hr. Martens betænkning, og debatten bør derfor ikke slutte i dag. Jeg skal navnlig fremhæve tre ting, som jeg tillægger stor betydning. 1.Kommissionen siger, at det negative billede, som mange har af Afrika som et kontinent i opløsning, ikke afspejler de faktiske forhold i Afrika i dag. Afrika er et broget billede. Det er med andre ord ikke håbløst at hjælpe. Det nytter. Sagt på en anden måde: vi har ingen undskyldning for ikke at hjælpe. Vi kan være med til at give mennesker et liv, der også giver håb for deres børn. EU har et stort ansvar i denne sammenhæng, dels ved den samlede indsats, dels ved indsatsen fra de enkelte lande.2.Vi diskuterer ikke bistandsprojekterne i dag, men det bør siges hver gang, vi diskuterer hjælpen til udviklingslandene og vores forhold til udviklingslandene i det hele taget, at det er beskæmmende, at EU ikke blot tilnærmelsesvis opfylder 0, 7 %-målsætningen.3.De fattige betaler altid tilbage. Denne sætning fremhæver jeg også som et symbol på, hvor meget det kan nytte, hvis vi gør tingene på den rigtige måde, nemlig ved at vi understøtter menneskers værdighed og ligeværdighed. Jeg siger det også, fordi uanset alle mulige forbehold om regimers krænkelser af menneskerettigheder og vores indskrænkning af bistanden i denne sammenhæng, så må det altid være vores mål at hjælpe dér, hvor der er størst behov.
Hr. formand, Martens-betænkningen berører et essentielt emne, der helt fra begyndelsen har været et af EU's særlige karakteristika, nemlig viljen til at oprette partnerskaber, en særlig samarbejdsform, der hviler på en offentlig hjælp til en væsentlig udvikling, og med en geografisk privilegeret placering til samarbejde. Eksemplet er unikt, og dets resultater er positive. Det er AVS-landenes ønske at følge op på partnerskabet. Det er derfor indlysende, at vi må fastholde denne ambition. Det er da også, hvad Martens helt korrekt anbefaler, idet han står fast på, at det er nødvendigt at bevare en overordnet ramme for EU/AVS-forholdet, herunder de instrumenter, der har gjort Lomé til en succes: produktprotokollen, Stabex og Sysmin, der garanterer AVS-landene det minimum af forudsigelighed og sikkerhed, der er nødvendigt for, at de kan styre deres egen udvikling. Men der er alvorlige trusler imod at følge op på denne politik. Vi befinder os reelt i en total blindgyde, fordi man parallelt har ladet Kommissionen udføre to modstridende politikker: en ekstern handelspolitik med total fri udveksling af varer og en bistands- og udviklingspolitik med privilegerede partnere. Modsætningen viser sig i dag tydeligt med den totale opsplitning af et af de første elementer i Lomé-ordningen via WTO, "bananprotokollen«. Hvis vi ikke vil lade WTO systematisk opløse Lomé-systemet instrument for instrument, er det på høje tid, Rådet begynder at spille en ledende rolle og vedkende sig sin førerstilling for, på de store områder af fælles interesse som for eksempel udviklingspolitik, med sammenhæng at definere og med fasthed forsvare klare holdninger og på længere sigt indarbejde samtlige instrumenter i den eksterne politik. Det er kun sådan, hr. formand, at Den Europæiske Union kan undgå at få sine politiske valg dikteret af eksterne interesser. Vi beklager, at Martens-betænkningen ikke insisterer tilstrækkeligt på dette absolut afgørende punkt. Vi vil dog alligevel stemme for betænkningen på grund af dens positive vilje, og fordi den så kategorisk erklærer at ville gå videre med vores partnerskab med AVS-landene.
Hr. formand, jeg hilser også denne betænkning velkommen og vil gerne anbefale den til Parlamentet. Kommissær Pinheiro vil måske erindre, at mange af os udtrykte betænkeligheder vedrørende grønbogen, men vi hilser både den debat, der har været, velkommen, og muligheden for en dialog efter offentliggørelsen af grønbogen. Jeg håber, at Kommissionens holdning vil afspejle denne debat, både i forbindelse med Parlamentet og AVS-Gruppen og naturligvis også de ikke-statslige organisationer, De har haft drøftelser med. Der en række meget fundamentale punkter i hr. Martens betænkning om, at der ikke skal sættes spørgsmålstegn ved AVS-Gruppens sammensætning, før AVS-staterne beslutter sig for dette. Tillid til markederne og den generelle liberalisering alene løser på ingen måde problemet for de fattigste lande. Kommissionen må fortsat støtte vores opfattelse af, at uden bistand og handelspræferencer til at etablere de sociale sikkerhedsnet vil det aldrig lykkes at skabe en rimelig vækst i de fattigste lande. EU er den største handelsblok i verden, og det er på tide, at vi holder op med at ligge under for WTO og USA. Udviklingskomitéen har identificeret en række væsentlige prioriteringer vedrørende kvinders centrale rolle i udviklingsprocessen. Vi bør endvidere oprette uafhængige klageinstanser for individuelle personer eller grupper, der ikke mener, at deres interesser er repræsenteret. Derudover bør Den Paritetiske Forsamling AVS-EU konsulteres, hvis der nogensinde skulle opstå en situation med suspension af lande, der er i betragtning, i henhold til artikel 5. Jeg vil gerne foreslå, at vi støtter 20/20-idéen om, at modtagerlandene bør tilvejebringe og øge de grundlæggende sociale udgifter. Kommissionen bør endvidere foretage en vurdering af virkningen af konflikter i ustabile regioner for at sikre, at vi kan beskytte sårbare grupper og samfund. Vi har her en god lejlighed til at argumentere for langsigtet multilateral udvikling. Der er sket en betydningsfuld ændring af terminologien, og kommissær Pinheiro har anvendt den nye term. Vi siger ikke længere post Lomé, men Lomé V, og dette er en meget velkommen ændring.
Hr. formand, de igangværende overvejelser om det, der skal blive til et nyt partnerskab mellem Den Europæiske Union og AVS-landene, bør være en lejlighed for Europa-Parlamentet til med styrke at pege på en række kendsgerninger. Først og fremmest at samarbejdspolitikken ikke er en marginalpolitik for EU. Den bør være i centrum for EU's politik og for hele EU's vilje. EU kan ikke tillade sig at være indadvendt. Åbningen til verden og viljen til at bidrage til en ny solidaritet mellem folkeslagene er et af de afgørende elementer i den europæiske identitet. Den Europæiske Union bør være et godt eksempel for samarbejdet med de fattige lande. Vi skal huske på, at det på ingen måde for EU drejer sig om at tvinge en model ned over lande, der ligger på andre kontinenter, og som tilhører andre kulturer. Vi bør tværtimod have ambitioner om at hjælpe dem med at bevare det bedste fra deres traditioner, i deres måde at tænke på og fra deres liv på trods af den risiko, den stigende globalisering indebærer for skrøbelige lande. EU står over for at skulle begynde processen for en ny udvidelse, som uden tvivl vil påføre Unionen nye udgifter. Men vi skal alligevel være opmærksomme på, at dette ikke sker til skade for vores samarbejde med AVS-landene. Det ville være at glemme vores ansvar over for disse lande og den opgave, der er vores her i verden. Endelig skal vi huske på, at det nye partnerskab kræver deltagelse af befolkningerne for at kunne lykkes. I den forbindelse vil det decentraliserede samarbejde, som anvendes af et stigende antal lokalsamfund, komme til at spille en stadigt vigtigere rolle. En sådan samarbejdsform styrker decentraliserings- og demokratiseringsprocessen i AVS-landene samtidigt med, at den gør borgerne i de europæiske lande bevidste om deres partneres problemer. Det decentraliserede samarbejde tilføjer den menneskelige dimension til relationerne mellem EU og AVS-landene, uden hvilken samarbejdet ikke ville nå sine mål sådan, som de er defineret i Martens' fremragende betænkning.
Hr. formand, mine damer og herrer! Martens-betænkningen er en god anledning til at gøre den fremtidige diskussion og, håber jeg, også i sidste ende udformningen af Lomé V fremtidsorienteret. Jeg vil gerne gribe fat i et aspekt, der ikke forekommer mig at være blevet tilgodeset i tilstrækkelig grad. Derfor har min gruppe stillet nogle supplerende forslag, men jeg mener, at de stemmer overens med den linje, som udviklingsudvalget fører, og at ordføreren vil kunne godkende dem. Der er tale om kvindernes adgang til især basisforsyningen, det være sig uddannelse eller sundhed, og også om den lige deltagelse i beslutningsprocesser, for nøglen til udvikling ligger i en styrkelse af kvindernes rettigheder. Dette er noget, alle har indset, og som også er blevet diskuteret meget principielt i årevis. Vi har konceptet om mainstreaming i Den Europæiske Union, og jeg mener, at mainstreaming også skal gælde for vores udviklingssamarbejde. Ud fra denne betragtning håber jeg, at vi opnår endnu et supplement til betænkningen ved afstemningen.
Hr. formand, ærede damer og herrer! Europas vellykkede samarbejde med AVS-landene skal fortsættes i fremtiden, og jeg vil også gerne endnu en gang takke min kollega Martens helt personligt for, at han har videreført arbejdet med at indføre dette. Der er dog en række punkter i samarbejdet mellem Europa og udviklingslandene, som godt kunne trænge til forbedringer, trods visse gode resultater i fortiden, og det er jo også en af grundene til, at vi i dag beskæftiger os så indgående med dette emne. Det viser sig også i denne forbindelse, at en sammenligning af grønbogen med betænkningen signalerer, hvilken bevægelse der langt om længe er kommet i diskussionen. Efter min mening står nogle spørgsmål til også vores partnere ikke desto mindre åbne, spørgsmål, som er værdige til at blive diskuteret. Vi har for det første spørgsmålet om en effektiv forvaltning. Vi forudser problemer med accepten af samarbejdet i de nordlige lande, hvis vores anstrengelser for at sikre hjælpen gennem en fungerende forvaltning ikke bliver synlige. For det andet: Forsvarsudgifter er et andet punkt. Enkelte udviklingslande har i de seneste år givet stadig flere penge ud til hæren og stillet færre midler til rådighed til uddannelsen af deres borgere. Et tredje punkt er de ressourcer, der til dels er til rådighed i rigelige mængder. Her kan man spørge sig selv, i hvor høj grad befolkningen profiterer af landets rigdomme, eller er det kun de få, der gør det? I denne forbindelse må man også spørge sig selv, om alle AVS-lande fremstår lige fattige, eller om det ikke ville være passende med en vis differentiering på dette punkt. Udviklingslandene skal styrkes i at tage et stadig større ansvar for deres egen fremtid, og det ville være dejligt, hvis vi kommer til at opleve den dag, hvor pengeoverførsler ikke længere er nødvendige i samme omfang som i dag, men indtil da må disse lande også kunne føle sig sikre på vores solidaritet.
Hr. formand, nu, hvor vi er enige om at indgå en ny Lomé-aftale, er det også vigtigt, at vi tør erkende manglerne i den gamle. Dette sker også i grønbogen, f.eks. ved at det påpeges, at idéen om partnerskab ikke fungerer i mange lande på grund af, at der er en svag institutionel kapacitet til at udøve dette partnerskab. Dette er blot et eksempel på, at man må differentiere samarbejdet inden for den store heterogene skare, som de 70 AVSlande udgør. Hvis man laver en sådan differentiering er det, efter min mening, fattigdomskriteriet og en holdbar udvikling, der skal sættes i centrum. Desuden skal der, som Junker netop påpegede, tages meget mere hensyn til kvindernes situation, end vi har gjort i dag.
Ærede hr. formand, jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det tidspunkt, som forhandlingerne om forlængelsen af Lomé-aftalen er berammet til. For Europaunionen er succes i udvidelsesforhandlingerne et skæbnesvangert spørgsmål, ligesom indledelsen af den tredje fase i Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union er for hele Europas vedkommende. Der er grund til at understrege vigtigheden af forhandlingerne om at forlænge Lomé-aftalen også på denne baggrund. Der er tale om Europaunionens geografiske og politiske dækning, dens effektivitet og samtidig om unionens rolle i den globale sammenhæng. Der er grund til at håbe, at EU klarere end før ser sine forhold til udviklingslande som hørende tæt sammen med udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Det indebærer også, at de forhåbentlig succesfulde udvidelsesforhandlinger ikke må resultere i en nedsættelse af udviklingslandenes position.
Hr. formand, Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser lagde i sine overvejelser stor vægt på, at Lomé-konventionens handelsbestemmelser rent økonomisk er det væsentligste aspekt af AVS-EUsamarbejdet. Derfor mener vi, at der skal foretages en detaljeret analyse og vurdering af de foreslåede ændringsmodellers økonomiske konsekvenser for de enkelte lande. En sådan analyse mangler i grønbogen, og dette er måske en opgave, som Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser bør påtage sig i de kommende måneder. Parlamentet bør i hvert fald insistere på, at der foretages en grundig vurdering, før Parlamentet giver sin støtte til en af handelsoptionerne. I Martens-betænkningen fastsættes helt korrekt, at ikke-gensidige handelspræferencer er essentielle instrumenter i udviklingen, og at disse skal anerkendes som sådan. Jeg vil endvidere påpege, at Kommissionen kunne gøre mere for at forsvare sine udviklingspartnere over for WTO. Læs dette og reagér venligst, hr. Kommissær. Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser var meget opmærksom på dette, da udvalget opfordrede til udarbejdelse af et handels- og udviklingskoncept inden for WTO. Dette koncept skulle mere radikalt end de eksisterende WTO-regler regulere gensidige og ikke-gensidige handelsaftaler mellem udviklingslande og udviklede lande. I modsætning til nærværende WTO-regler skulle konceptet også tage højde for forskellene i udviklingsniveauer og de respektive økonomiers størrelser. WTO går ind for lige regler for alle, men hvis vi har lært noget af alle diskussionerne om Sydafrika og bananpanelet, er det dette: Hvis man behandler ulige parter lige, bliver resultatet ulige og uretfærdigt.
Hr. formand, jeg vil gerne først og fremmest sige, at EuropaParlamentet altid tidligere har været en fundamental partner med hensyn til at definere og forfølge en samarbejdspolitik. Men efter udsendelsen af grønbogen, hvor vi klarlagde problemerne uden at forsøge at løse dem, ville jeg dog aldrig have forventet, at vi havde fået serveret en sådan holdningsramme og et svar på så mange problemer, som det er tilfældet i Martens' betænkning. Heldigvis råder vi nu over en betænkning, som i kraft af sin kvalitet vil være den nødvendige ramme for politiske forslag og holdninger fra Kommissionen. Jeg siger det lige ud, for det er efter min mening en betænkning af helt usædvanlig kvalitet. Når det er sagt - og her vil jeg gerne takke Hr. Martens, Udvalget om Udvikling og Samarbejde og de andre udvalg, fordi min opgave og mit arbejde bliver meget enklere - vil jeg dog også gerne komme ind på et par enkelte punkter, der har været rejst her i dag. Først spørgsmålet om handelen. Jeg tror helt ærligt, det er nødvendigt at gøre noget på WTO-niveau. Ministrene har selv på et møde i december sidste år i Singapore erkendt, at de mest tilbagestående lande har behov for særlige regler. Men indtil nu har vi ikke fået noget svar fra WTO. Lad os være retfærdige. Det drejer sig ikke bare om at have regler, der er ens for alle og enhver. Som det blev sagt forleden, så kunne jeg kæmpe imod Mike Tyson med de samme regler, jeg ville aldrig vinde, end ikke hvis jeg bed ham i ørerne! De samme regler for alle, det er ikke tilstrækkeligt. De skrøbeligste økonomier, for eksempel de mindste øer og de fattigste lande, har behov for noget mere, og det skal siges klart og uden frygt. Et andet punkt, som desværre ligger uden for vores kompetence, er spørgsmålet om den eksterne gæld. Kære venner, vores samarbejde kunne være en fantastisk model. Men hvis de fleste af landene fortsat er ved at blive kvalt på grund af gældens størrelse, vil vores handlinger reelt på forhånd være forgæves. Jeg håber virkeligt, at vi alle, i det mindste politisk, vil have mod til at lægge pres på Bretton Woods-institutionen sådan, at initiativerne til fordel for de mest forgældede lande kunne blive en smule mere ambitiøse. Jeg skal her fremhæve den ekstraordinære indsats, to medlemsstater - Frankrig og Storbritannien - har gjort med hensyn til at eftergive gælden, under omstændigheder, der virkeligt bør bemærkes. Vi må støtte denne indsats og bede andre instanser om at gøre det samme. Endelig skal det siges, at den menneskelige og sociale udvikling altid bør være rammen om vores handlinger. Vi kan diskutere makroøkonomi, handel, mikrokreditter og økonomi for befolkningen, men selve konventionens sjæl bør være kampen imod fattigdom, og den langsigtede vision om menneskelig og social udvikling. Jeg tror helt ærligt, at Martens-betænkningen fremhæver dette flere steder, og at vi er fuldstændigt enige på dette punkt. Det samme gælder en forenkling af konventionen, kvindernes deltagelse, hjælpens effektivitet og optagelsen af EUF på budgettet. Hvorfor denne diskrimination af sidstnævnte punkt. Det har jeg aldrig forstået. Jeg har deltaget i forhandlinger som minister og som kommissær, men kære venner, jeg har aldrig hørt et godt argument for den nuværende situation. Tværtimod. Det er diskrimination. Og efter min mening bør såvel Kommissionen som Parlamentet fortsat gøre alt, hvad der er muligt for at få EUF optaget på budgettet. Til sidst, hr. formand, vil jeg sige helt ærligt, at Kommissionen har besluttet at fremlægge forslagene til et forhandlingsmandat i to faser. Den første, der bliver i en politisk ramme for forhandlingerne, vil vi indsende til Rådet og Parlamentet. Jeg siger dette på forhånd til Parlamentet, hr. Martens, og De vil i mange af disse holdninger kunne genkende Deres egen betænkning. Vi vil derefter mod slutningen af året foreslå detaljerede tekniske aspekter, som vi vil integrere i godkendelsen af den politiske ramme. Jeg håber, Parlamentet kan støtte os i denne fremgangsmåde, idet den efter min mening er den bedste metode til at befæste Lomé-konvention V.
Tak, hr. kommissær. Jeg tror, at ordføreren, alle udvalgets medlemmer, der har arbejdet hårdt på denne betænkning, og alle Parlamentets medlemmer har sat stor pris på Deres bemærkninger. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 11.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0266/97) af van Dijk for Udvalget om Transport og Turisme om transport af heste og andre levende dyr.
Hr. formand, denne betænkning om transport af heste og andet levende kvæg er ikke faldet ned fra himlen. I oktober 1994 fik formanden for Europa-Parlamentet overrakt et andragende med mere end tre millioner underskrifter. I mellemtiden er der startet et nyt andragende, og det drejer sig om transport af kvæg, og det har indtil nu opnået en halv million underskrifter. Det vidner om offentlighedens forargelse over den måde, vi transporterer vort levende kvæg på internt i Europa og til og fra Europa. De forhold, som disse transporter foregår under, er ofte afskyelige. De medlemmer af Parlamentet og andre mennesker, der har set de billeder, der er blevet vist på fjernsynet i mange medlemsstater, har kunnet konkludere, at kvæg når frem til grænserne udtørret, udmattet, hårdt kvæstet, med brækkede ben, hvor det drejer sig om heste, og brækkede poter, hvor det drejer sig om andre dyr. Men også inden for EU finder den slags ting sted. Ofte er dyrene på vej i flere dage og er derfor totalt udmattede og udtørrede. Disse forhold er uacceptable, og det vil Europa-Parlamentet gøre noget ved. Presset fra offentligheden om, at der træffes forholdsregler, er meget stort. Endvidere er det i strid med fællesskabsretten, fordi direktivet om transport af dyr allerede blev ændret i 1995 under pres fra den samme offentlige mening. Direktivet af 1995 foreskriver, at rejsetiden for dyr ikke må overskride otte timer. Derefter skal dyrene læsses af, hvile i 24 timer, fodres og vandes. Direktivet drypper af bare dyrevenlighed, men i praksis realiseres kun meget lidt af alt dette. Det har forskellige årsager. For det allerførste er det sådan, at ikke mindre end fem medlemsstater endnu ikke har implementeret direktivet helt i deres nationale lovgivning. Men selvom de havde gjort det, viser det sig, at direktivet ikke overholdes i tilstrækkelig grad, og at kontrollen med overholdelsen er for dårlig. Jeg må erkende, at Kommissionen, og det har også noget at gøre med dens muligheder, ser til uden at gøre noget, men den har heller ikke så mange magtmidler til at gribe ind med. Det andet problem med det eksisterende direktiv er, at det i direktivet er fastsat, at der skal laves to andre direktiver. For det første om de såkaldte mellemstationer. Det er der blevet arbejdet hårdt på. Dette direktiv er færdigt. For det andet om de normer, som transportmidlerne skal opfylde, hvis dyrene skal transporteres i mere end 8 timer. Fordi disse normer mangler, er det i øjeblikket sådan, at alle transportmidler må anvendes, som om det var luksusvogne, hvori dyrene må transporteres i mere end 8 timer. Kort sagt, på den måde er direktivet af 1995 blevet udhulet. Det er nu bydende nødvendigt, at Rådet, selvfølgelig efter forslag fra Kommissionen, endelig vedtager direktiv om fastsættelse af normer, som transportmidler skal overholde og sørger for, at den nuværende situation ændres. Medlemsstaternes slappe holdning skader ikke kun de dyr, der transporteres, det er heller ikke godt for forbrugerne. Det kan ikke være nogen overraskelse, at kvaliteten af kød fra dyr, der transporteres under sådanne stressforhold, ikke ligefrem forbedres. Dyrene er kvæstede og udtørrede. Vi forsøger netop at indrette slagterierne på en sådan måde, at dyrene så vidt muligt undgår stress ved slagtningen med henblik på at øge kødets kvalitet, men under transporten ser vi gennem fingrene med alt. Det er helt ubegribeligt. I betænkningen stilles der krav om en maksimal rejsetid på 8 timer for dyr på vej til slagtning. Hvis det drejer sig om dyr til opdræt, eller som anvendes til inseminering, må der kun gøres en undtagelse, hvis dyrene transporteres i meget velindrettede køretøjer, der overholder de normer, der nævnes i betænkningen. I det tilfælde skal dyrene læsses af efter 8 timer, vandes, fordres og hvile og eventuelt derefter læsses på igen. Det er ubegribeligt, at Den Europæiske Union fremmer transport af levende dyr gennem eksportrestitutioner. Derfor anmoder betænkningen om, at der klart gøres en ende på disse tilstande. Endvidere må vi gøre os klart, at vi under alle omstændigheder må afskaffe eksportrestitutionerne i den nærmeste fremtid på grund af aftalerne i WTO. Jeg har tillid til, at Parlamentet vil vedtage beslutningen, som den foreligger. Jeg stoler endvidere på, at Kommissionen vil tage denne beslutning til sig, og at Rådet vil gå i arbejde.
Hr. formand, Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes totale engagement i forbindelse med denne betænkning. Hun har ydet en stor indsats for at kunne forelægge Parlamentet denne betænkning i dag. Det er første gang, at Transportudvalget faktisk har behandlet emnet transport af dyr. Det glæder mig, at udvalget endelig involverer sig, for vi kan ikke gennemføre gennemgribende anvendelse af reglerne, hvis ikke alle grene inden for dyreproduktion involveres og konsulteres. Dyrs velfærd i forbindelse med transport er et emne af stigende betydning. Det glæder mig at se repræsentanter fra The International League for the Protection of Horses (international organisation for beskyttelse af heste) i tilhørerlogen i dag. Denne organisation indgav andragendet, som er det mest omfattende andragende, der nogensinde er indgivet i Europa med godt 3, 5 millioner underskrifter fra hele Den Europæiske Union. Dette vidner om den store interesse i offentligheden inden for Den Europæiske Union for handling på dette område. En række TV-programmer viser tydeligt, at emner som produktion af levnedsmidler og dyrs velfærd har offentlighedens store interesse. Det er således et emne, der betyder noget for mange, mange mennesker. Det er et emne af stigende betydning, og det er kun rigtigt, at Parlamentet behandler emnet i dag. Hovedformålet må være at stoppe langdistancetransporten af dyr til slagtning. Der er ingen grund til, at de ikke kan slagtes så tæt som praktisk muligt på det produktionssted, der er nærmest oprindelsesstedet. Det er fuldstændig forkasteligt at transportere dyr på den uværdige måde, hvorpå transporten er foregået tidligere. Hvis man tager eksemplet med heste, der kommer fra den fjerneste østlige del af Rusland til Den Europæiske Union, og som transporteres f.eks. 2.500 eller 3.000 mil eller 5.000 kilometer. Det er en totalt unødvendig, men meget lukrativ handelsform for de involverede, da den russiske rubel er meget lav. Der er tale om en fuldstændig unødvendig udnyttelse af dyr, og Parlamentet vil til min store glæde handle og fastsætte nogle regler for at sikre, at disse dyr i det mindste transporteres med nogen værdighed. Vi må som sagt sikre, at dyrene slagtes så tæt som muligt på oprindelsesstedet. Der vil imidlertid ikke blive gennemført noget effektivt, hvis vi ikke får etableret tilstrækkelige kontrolmekanismer ved grænseovergangene til Den Europæiske Union. Dette er noget, som Kommissionen må leve op til, og vi vil fortsat bringe det op over for Kommissionen, indtil en tilfredsstillende løsning er fundet. Der er mange frivillige organisationer i Europa, som har mulighed for at sørge for, at vi er grundigt informeret om manglende gennemførelse. I denne betænkning fastsættes de minimumskrav, der efter min opfattelse er nødvendige for at sikre behørig respekt for dyrs velfærd under transport.
Hr. formand, som kollega Provan allerede bemærkede i sin betænkning fra Landbrugsudvalget, var jeg allerede i 1983 ordfører for det samme emne. Jeg følger mig nu lidt som mit eget ekko. For siden 1983 er der ikke forandret ret meget vedrørende dyrs velfærd under transport. For det, der i mellemtiden foreligger, bliver ikke eller i for ringe grad implementeret af medlemsstaterne, eller hvis det implementeres, bliver det ikke kontrolleret. Det er mærkeligt, og det bekymrer os meget. Vi ønsker naturligvis at modvirke transport af levende dyr så meget som muligt. Men det, der bliver transporteret, skal ske på den mest dyrevenlige måde. Nu har fru van Dijk omtalt mellemstationerne. Heldigvis blev normerne fastsat af Rådet i maj i år under det nederlandske formandsskab, men mit spørgsmål til Kommissionen er nu: Hvordan udøves kontrollen med overholdelsen af de normer, vi har fastsat for mellemstationer? Hvor mange af de veterinærinspektører, som Kommissionen for nylig har ansat, anvendes til det formål? På hvilken måde bliver de pålidelige NGO'er (ikke-statslige organisationer) involveret ved kontrollen af disse sager? For det viser sig på ny, og det siger fru van Dijk også, at den 8-timersregel, vi har, også er en papirtiger. Dyr må transporteres i 8 timer og ikke længere, men der er ingen, der kontrollerer det. Altså overholdes det ikke. Derfor spørger jeg også mig selv, nu hvor vi taler om luksustransportmidler til dyr, også kaldet business class for kvæg, hvornår fastsætter Kommissionen normer, så disse luksusvogne også kan anvendes. Det er mærkværdigt, at Unionens eksportrestitutioner stadig fremmer langdistancetransporten af levende dyr. Hvilke muligheder har Kommissionen for i WTO-regi at nedtrappe disse restitutioner? Jeg håber på en klar reaktion fra Kommissionen på de udmærkede forslag i fru van Dijks betænkning og på mine specifikke spørgsmål, som jeg lige har stillet.
Ærede hr. formand, mange tak til betænkningsordføreren van Dijk for en grundig betænkning, hvor hun foreslår gode løsninger for dyretransport, således at der tages højde for dyrenes velbefindende under hele transporten. Europaunionens mål bør være helt at opgive transport af slagtekreatur, fordi den foranlediger så store belastninger og lidelser for dyr. Dette er Finlands officielle holdning. EU bør tage spørgsmålet op ved den kommende WTO-forhandlingsrunde, for det skal aftales globalt. Med transporten af slagtekreatur er der specielt reduceret i oksekødets overproduktion, som blandt andet skyldes den manglende tillid hos forbrugerne. Betænkningsordføreren anmoder Kommissionen om at ophøre med at bevilge eksportstøtte til eksport til tredjelande. Dette kan jeg endnu ikke tilslutte mig, fordi det indebærer overproduktion af oksekød, øget eksportstøtte og tryk på landbrugsbudgettet. Dette problem skal løses først. Desuden foreslår betænkningsordføreren at øge personalet i Kommissionen og at reservere flere penge til overvågning af dyretransporternes rastepladser og slagterier. Dette forslag kan jeg ikke tilslutte mig af den grund, at overvågningen bør foretages af medlemslandenes tilsynsmyndigheder, altså der, hvor transporterne foregår. Det er jo umuligt at overvåge fra Bruxelles, hvad der sker i Tyskland, Italien og Frankrig under transporten. Til sidst foreslår jeg, at alle medlemslande skal vedlægge de eksisterende direktiver som en del af deres nationale lovgivning, også de fem lande, som endnu ikke har gjort dette. Betænkningsskriveren burde have nævnt navnene på disse lande for at øge presset. Kommissionen skal indlede hastige foranstaltninger til at realisere ratifikationen i disse lande. Loven skal tages i brug i alle lande, og ansvaret for tilsynet med ibrugtagningen er hos Kommissionen, som skal kræve dette af medlemslandene.
Hr. formand. Van Dijk har skrevet en god og vigtig betænkning. På trods af, at EU har skærpet reglerne om dyretransporter, og på trods af presset fra den offentlige mening i denne sag, fortsætter de unødvendige og grusomme dyretransporter nemlig i stor udstrækning. Den reduktion af transporterne, der er sket, skyldes primært BSE-krisen og ikke øget hensyn til dyrene. Det er også alvorligt, at de vigtigste tillægsdirektiver til det skærpede EU-direktiv endnu ikke fungerer, det vil sige direktiverne om køretøjernes udformning og om mellemstationer. Så længe de ikke gør det, burde der ikke tillades transporter med en sammenlagt længde på over otte timer. Det er også godt, at van Dijk angriber systemet mere i grunden i sin betænkning. Jeg tænker især på punkt 35 om afskaffelsen af eksportsubventionerne, som jo i praksis indebærer, at EU understøtter dette system. Også princippet om, at man skal slagte så tæt på opfedningsstedet som muligt, er vigtigt.
Hr. formand, årsagen til skandalen og de millioner tilfælde af dyrelidelser og dyrplageri - unødvendigt dyrplageri og unødvendige lidelser - er, at dyr som tidligere betragtes som en vare, man kan betjene sig af efter ønske og behov, så man opnår den størst mulige profit. Og når man ikke længere har brug for denne vare, smider man den væk! Tag bare eksemplet med heste, som har været menneskets ven helt fra gammel tid. Mennesket ville ofte ikke være kommet videre uden hestene, og her kommer det meget stærkt til udtryk. Så længe vi ikke indser, at dyrene ikke er en vare, som vi bare kan anvende til profit, vil der ikke ske nogen ændringer. Tillad mig at referere til noget, som Frans af Assisi fra det 12. århundrede sagde. Det viser, hvor lidt vi har lært, selvom vi jo mener om os selv, at vi er en stor kulturnation. Han sagde, at alle skabninger på Jorden føler som vi. Alle skabninger på Jorden stræber efter lykke som vi. Alle skabninger på Jorden elsker, lider og dør som vi. Altså er de som os den almægtige Skabers værk. Disse ord burde vi være og blive bevidst om. Vi er også en del af skabelsen, som dyrene, og vi mishandler dem, og vi udnytter dem! Tænk på, hvad der sker under hestetransporter over tusindvis af kilometre! Heste er ængstelige flugtdyr. De fjernes fra deres hjemlige stalde, placeres i fremmede stalde, anbringes i lastvogne uden fodring og vanding. De tøjres for kort, de kan ikke lægge sig ned, de kan ikke stalle, de kan slet ingenting, de tramper hinanden til døde. Og det tillader vi i dag! Det finder sted dag ud og dag ind. På nøjagtig samme måde forholder det sig med svinetransporter, med kvægtransporter osv. Vi holder store taler, vi underskriver mange stykker papir og direktiver, og ingen bekymrer sig om, hvad der kommer ud af det. Det må vi ændre på! Hvis vi overhovedet skal kunne se os selv i spejlet eller - som mange stadig gør, mig selv inklusive - gå i kirke og bede, så har vi ikke ret til at behandle væsener, der også er Skaberens værk, som vi gør i dag. Det må snart slutte, og jeg kan kun håbe, at Kommissionen snart opper sig, og at der bliver kontrolleret mere seriøst i de enkelte medlemsstater!
Hr. formand, kære kolleger. Jeg går selvfølgelig ind for at stemme for van Dijks betænkning, som så udmærket fremstiller problemet, og som beskriver mange af vores medborgeres retfærdige harme og de skandaler, der er knyttet til disse dyretransporter. Jeg tror dog ikke, man udelukkende kan undersøge problemet ud fra en romantisk vinkel og en moralsk indignation, men det må også være en lejlighed til at se de fordærvede mekanismer for den internationale handel, der gør det muligt at udvide disse ugerninger. Forslagene fra van Dijk er gode med hensyn til at forbedre transportvilkårene, også fordi de ansporer til at reducere disse transporter. Dette er netop det centrale punkt. Man har hele tiden talt om de vanskelige forhold i tredjelandene, men det er netop det, vi bør gribe ind over for. Vi ser klart den frie handels uvæsen i denne sag, og punkt 38 går i den forbindelse ikke tilstrækkeligt langt. Hvorfor ikke lægge en afgift på import af levende dyr? Det ville ud fra et økonomisk synspunkt være logisk med henvisning til punkt 35, hvori det foreslås at gøre en ende på godtgørelserne. Dette må således også være en lejlighed til at sætte spørgsmålstegn ved de økonomiske mekanismer og deres uvæsen i en civilisation, der er udelukkende kommerciel, og som vi befinder os i for øjeblikket.
Hr. formand, først skal jeg beklage, at kollega Seal ikke har været til stede. Jeg vil gerne takke ordføreren for en god betænkning og et godt initiativ. Det er jo en initiativbetænkning og desværre ikke lovgivning. Men det er utroligt - og her bliver det selvfølgelig et ekko af, hvad mine kolleger har sagt - men det er utroligt, at vi fortsat skal beskæftige os med emnet på trods af direktiverne fra 1991 og 1995. Som det har været nævnt flere gange i dag, er det forkasteligt, at transport af heste, kalve, grise og får fortsat foregår under de forhold, der gang på gang er blevet afsløret i medierne, på trods af direktiver og gode intentioner. Som udgangspunkt er transport af levende dyr nødvendig, men ikke ønskelig, dels af hensyn til dyrenes velfærd og dels af hensyn til smittefaren. Med hensyn til dyrenes velfærd er det uacceptabelt, at transporten skal foregå i dårligt udstyrede lastvogne over enorme distancer. Dyrene bliver stresspåvirkede, og det medfører ofte lidelser og død. Med hensyn til smittefaren øger man spredningen af smitsomme sygdomme ved de lange transporter. Men måske er det kombinationen af, at man har megaslagterier, og at transporten i Europa er for billig, der giver denne situation. Vi har brug for handling på området. Det er for billigt at transportere dyr over lange afstande. Der er brug for præcise og høje krav til de lastvogne, der skal transportere dyrene, når det er nødvendigt. Der er brug for strengere krav ved grænserne og for kontrol. Der er brug for præcise kriterier, f.eks. vedrørende mellemstationerne. Foranstaltninger som de nævnte vil kunne forbedre dyrenes velfærd og mindske spredningen af smitsomme sygdomme. Men målet må fortsat være, at levende dyr ikke skal transporteres over længere distancer, og at slagtningen skal ske så nær dyrenes oprindelsessted som muligt. Noget er i dag blevet lettere med køleteknik osv., men vi skulle måske se på, om den regionale selvforsyning skulle genindføres, således at man ikke behøvede at transportere dyr til slagterier over lange afstande. Kolleger, vi har alle prøvet at føle smerte. Det er en følelse, som alle pattedyr har til fælles. Derfor er det også nødvendigt, at vi viser dyrene respekt, og det gør man kun ved at mindske de lidelser, de skal igennem. Til ordføreren og hr. Eisma vil jeg sige: Det er et problem, at vi transporterer kalve fra Danmark til Holland for at blive fedet op, hvorefter de transporteres tilbage igen. Så jeg mener, at vi hver for sig må starte med at se på situationen i vores eget land.
Hr. formand, når tre millioner mennesker gør sig det besvær at sende breve og underskrifter til Parlamentet med en bøn om at gøre noget ved de uværdige dyretransporter i Europa, så er der virkelig noget galt. Når det endvidere fremgår af billeder fra dyreværnets kontrollører, at Unionens forsøg på at forbedre dyrs forhold ikke overtages af en række lande, at lovgivning ikke efterleves, og at foranstaltninger ikke anvendes, må vi fastslå, at borgernes protester er begrundede. Så må vi også fastslå, at Unionen må gribe ind på en bedre måde. Jeg vil understrege fire punkter. Dyr skal slagtes så tæt som muligt på avlsstedet. Kød kan transporteres dybfrosset. Dyretransporter er ofte overflødige. Transporter på seks til otte timer må ganske enkelt forbydes. Det er for galt at koste rundt med dyrene så længe, inden de slagtes. Transporter af dyr fra lande uden for Unionen må kun tillades, hvis de behandles på samme måde som i Unionen. Hestetransporterne fra Polen, Hvide-Rusland og Litauen er ganske enkelt en stor skandale. Lovgivning om dyretransporter skal gennemføres. Hvis det ikke sker, må Kommissionen gribe ind. Hr. formand, Nel van Dijk har lavet en god betænkning, og Jimmy Provan fortjener anerkendelse for de aktioner, han har ført. Vi taler ofte om borgernes Europa, men her ligger et emne, der støttes af tre millioner mennesker. Vi forventer gode forslag og handlinger fra Kommissionen for at gøre en ende på disse uværdige og himmelråbende forhold.
Ærede hr. formand, først vil jeg varmt takke fru van Dijk for en fortræffelig betænkning. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig henstillingerne i hendes betænkning og også dette punkt 35, som er blevet diskuteret. Men jeg er alligevel helt sikker på, at der behøves nye regler fra Kommissionens side. De nuværende regler, selvom de ikke engang er blevet iværksat endnu, er alligevel ikke nok. Der er brug for konkrete indstillinger fra Kommissionen. Skrækkelige grusomheder foregår under dyretransport, som det er konstateret her talrige gange. Selv tror jeg på, at den eneste måde at eliminere dette på er at anvende økonomiske sanktioner. Fordi ophør af eksportstøtte, som der blandt andet i 1995-1996 blev betalt tretusinde millioner ecu til, ikke hurtigt kan gennemføres, bør Kommissionen indlede foranstaltninger, så de foretagender, som er skyldig i misbruget, skal tilbagebetale den modtagne transportstøtte. Dette ser jeg som en løsning. I den sidste ende ligger ansvaret hos medlemslandene, det kan vi ikke løbe fra. Desuagtet har også Kommissionen brug for mere personale til tilsynsforanstaltningerne. Der behøves mere åbenhed, da det er centralt, at alt dette misbrug skal offentliggøres. Også navnene på de firmaer, som er skyld i disse grelle krænkelser af dyrenes rettigheder, skal offentliggøres.
Hr. formand. Jeg vil gerne gratulere van Dijk med denne vigtige betænkning. Lad os nu håbe, at den virkelig fører til forbedringer! Jeg håber virkelig, at Europa-Parlamentet i dag har modet til at stemme denne betænkning igennem i sin helhed. Det er let at være pessimistisk, når man læser, at Europa-Parlamentet faktisk har villet have forbedringer på dyreværnsområdet lige siden 1983. Egentlig er der ikke sket særlig meget. Der eksporteres og importeres stadig levende dyr i et omfang og under former, som det ikke burde være sket, hvis ikke faktisk EU's egen politik, landbrugspolitik, førte til dette og støttede dette i form af eksport- og transportstøtte, og altså opmuntrer til, at dette fortsætter, sådan som det gør. Det er også ubegribeligt nonchalant, at Kommissionen ikke har fastlagt de normer og krav, som den har sagt, den ville gøre, med hensyn til transportmidler og mellemstationer eller hvilepladser, hvilket gør, at dette direktiv bliver virkningsløst på visse områder. Vi har altså en helt uacceptabel situation. Van Dijk behandler de tekniske forbedringer for køretøjer og mellemstationer, som jo skal ske. Jeg glæder mig dog specielt over to punkter, som er de eneste rimelige, nemlig at sætte stop for eksportstøtte eller andre former for direkte eller indirekte støtte til transporter af levende dyr til slagtning, og desuden at EU's politik skal være, at dyr til kødkonsumering skal slagtes så tæt på opfedningsstedet som muligt. Dette er absolut det eneste rimelige! Der findes køle- og frysevogne i dag, i 1997. Så brug dem dog, for Guds skyld! De modbydeligheder og den brutale behandling, som vi har set på film, der skildrer dyrenes hverdag på vejen i Europa hver dag. Det kan ikke være tilladt i et civiliseret samfund. Ærede kolleger, stem nu for denne betænkning i sin helhed!
Hr. formand, jeg giver betænkningen af fru van Dijk min fulde støtte. Alle de krævede tekniske og veterinærmedicinske foranstaltninger til forbedring af transportbetingelserne for dyr er meningsfyldte. De er velovervejede og kan frem for alt realiseres. De bør gennemføres så hurtigt som muligt. Tillad mig at gøre opmærksom på, at det i Østrig netop er de liberale, der i særlig grad bekymrer sig om de dyr, der lider under transporterne af levende dyr. Vores hidtidige aktiviteter strækker sig fra åbne breve til hr. kommissær Fischler over underskriftsaktioner og aktionsdage til blokade af neuralgiske grænseovergange, for i Østrig har vi en helt særlig situation med den østrigske lov om dyretransportveje. Fastlæggelsen af den samlede transporttid er endnu ikke tilpasset de strenge bestemmelser i EU-direktiverne. Selvom den højst tilladte transporttid i Østrig på seks timer foreskriver en strengere restriktion end i EU, kan en transportør ikke sagsøges, heller ikke, hvis han har transporteret dyr i udlandet i mere end seks timer, så længe han ikke har overskredet denne frist inden for Østrigs grænser. Det er - undskyld, jeg siger det så åbent - noget livsforagtende sludder! Det er det samme som at indbyde til misbrug af en i og for sig velment bestemmelse. Hermed er jeg kommet frem til det primære problem. Uden effektive og strengere kontroller og især uden effektive strafbestemmelser er ethvert direktiv som en tandløs tiger. Det vil sige, at de nævnte EU-direktiver fører til alvorlige fuldbyrdelsesmangler, fordi de simpelthen ikke indeholder nogen strafbestemmelser. Jeg tror derfor, at kravene i forbindelse med de pågældende strafbestemmelser bør formuleres væsentligt strengere. I Østrig har vi eksempelvis på eget initiativ siden april i år haft en såkaldt dyretransportinspektør på den mest anvendte motorvejsrute, som skal overføre samtlige lastbiler, hvis gulve ikke er dækket af et tilstrækkeligt lag strøelse, og i hvilke dyrene ikke har fået noget at æde og drikke, til en dertil indrettet dyre- og drikkestation. Men jeg vil gerne sige igen, at uden effektive strafbestemmelser, uden mærkbare bødestraffe, gør vi regning uden vært. Antallet af transporter af levende dyr er nemlig steget eksplosionsagtigt siden nøjagtig det tidspunkt, hvor Kommissionen begyndte at støtte dem så generøst. Det viser, at der er temmelig mange i den branche, der forstår pengenes sprog, og at man stadigvæk kan tjene for mange penge på dyrs lidelser. Det er det egentlige problem.
Hr. formand, hr. kommissær, mine kolleger! Jeg vil gerne lykønske fru van Dijk med denne udmærkede betænkning. Det var og er virkelig en skrækkelig situation, vi bliver præsenteret for, hvordan dyr bliver behandlet, i et omfang og på en måde, som kun får os til at tænke på umenneskelighed. Jeg vil gerne give min fulde støtte til kravet om, at Kommissionen udsteder et direktiv om transportmidlernes beskaffenhed, det være sig biler, tog eller et hvilket som helst andet transportmiddel. Vi har også set på filmen, hvordan dyr stuves sammen, hvordan dyr dør en langsom og pinefuld død i transportmidlerne, hvordan der ikke gøres noget på dette punkt for at muliggøre en nogenlunde fornuftig og dyrevenlig transport. For det andet blev der med al mulig ret talt om slagteriernes kapacitet. Der er til dels ingen weekendtjeneste. Dyrene dør en langsom og pinefuld død, dyrene bliver liggende dér, dyrene bliver ikke fjernet, hvis de dør, kort sagt ufattelige forhold! For det tredje: Afskaffelse af enhver form for subvention, enhver økonomisk støtte til disse utidssvarende og fagligt uforsvarlige transporter. Tværtimod, vi har brug for strenge straffe for at forhindre, at disse forhold fortsætter. Vi skal også netop med dette økonomiske system opnå noget, som ligger os alle på hjertet, nemlig at der foretages så få dyretransporter som muligt, så få transporter af levende dyr gennem Europa som muligt, da man jo har mulighed for dybfrosttransporter. Det må være vores primære mål. Det er ikke tale om en toppolitisk sag efter politikernes og journalisternes målestok, men det er en sag, hvor EU ville kunne vise, at man tager borgernes bekymringer alvorligt selv til mindste detalje, hvor EU ville kunne vise, hvor Kommissionen, Rådet og også dette Parlament ville kunne vise, at EU handler, og gør det hurtigt, når borgerne opfatter noget som et problem, når de opfatter noget som et følelsesmæssigt problem. Jeg tillader mig i denne forstand ikke kun at bede om samtykke, men vil også bede kommissæren og Kommissionen om at benytte sig af den enestående chance, der nu er for at bevise over for Europas borgere, at EU er i stand til at handle hurtigt på de punkter, hvor borgerne føler, at der er et problem, at EU er i stand til at handle hurtigt på de områder, hvor handling efter borgernes mening er påkrævet.
Hr. formand, kære kolleger, betænkningen af fru van Dijk, der skyldes et forslag til beslutning af Provan m.fl., henvistes til Udvalget om Transport og Turisme i november 1996. Rådgivende udvalg har Landbrugsudvalget og Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse været. Betænkningen beskæftiger sig med en alvorlig problemstilling: transport af heste og andre levende dyr, og at dette er en alvorlig sag, fremgår også af antallet af rådgivende udvalg, der i dag er repræsenteret af hr. Provan og hr. Eisma. Med den tid, jeg har til rådighed, vil jeg ikke tale om de generelle forhold - transportmidler, mellemstationer, import og eksport af levende dyr som okser, svin, får og heste - men, eftersom alle de nævnte punkter vedrører dyrenes velfærd under transport, hvad enten dyrene er til konsum eller er til andre formål, som for eksempel raceheste, vil jeg i stedet sige, at jeg tilslutter mig Parlamentets beslutninger og ordførerens forslag - som jeg applauderer - da de alle er fornuftige. Jeg nævner nogle eksempler: højst 500 kilometer vejtransport eller ikke over otte timers rejse, slagtning af konsumdyr så tæt på produktionsstedet som muligt, styrkelse af veterinærtjenesternes stillingsfortegnelser, overvågede mellemstationer, især med hensyn til fodring og vanding, ud- og indlastning af dyrene, staldophold, større overvågning af eksport og import. Endvidere er klageretten en glimrende idé for at anerkende retten til at tage juridiske skridt over for personer eller virksomheder, der påfører dyr lidelser under transport. Jeg hilser endvidere de forslag, som nu måtte komme fra Kommissionen, velkommen.
Hr. formand, mine damer og herrer, som De vil kunne se af indledningen til fru van Dijks fortræffelige betænkning, går Parlamentets interesse for sikker transport af heste og andre dyr langt tilbage. Kommissionen betragter endvidere beskyttelse af alle dyr - herunder naturligvis heste - under transport som et emne af stor betydning. Parlamentet samt mange organisationer og enkeltpersoner har gentagne gange understreget ønsket om, at Fællesskabet træffer effektive foranstaltninger vedrørende dette emne. Kommissionen deler Deres synspunkt om, at korrekte og effektive Fællesskabsregler vedrørende dyrs velfærd er nødvendige, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen altid har givet og fortsat vil give dyrs velfærd høj prioritet. Kommissionens bekymring er stigende i forbindelse med dyrs velfærd under transport og i særdeleshed i forbindelse med langdistancetransport af dyr. Selvom Unionen har truffet forskellige foranstaltninger til beskyttelse af dyr, både inden for Unionens territorier og også, hvor dele af rejsen omfatter tredjelandes territorier, kan det ikke nægtes, at der har været problemer med utilstrækkelig håndhævelse af de ansvarlige myndigheder i de pågældende medlemsstater og med kommercielle aktørers mangel på respekt for reglerne. Kommissionen har indledt overtrædelsesprocedurer mod misligholdende medlemsstater. Jeg vil nu henvise til nogle af de specifikke emner, der er omfattet i forslaget til beslutning, som f.eks. transportmidler, mellemstationer og eksportrestitutioner. Det bør anerkendes, at der er sket en betydelig forbedring af Fællesskabets velfærdslovgivning. Lad mig nævne et par eksempler. Efter Rådets vedtagelse af nye standarder vedrørende beskyttelse af dyr under transport var Kommissionen forpligtet til at foreslå yderligere detaljerede regler for to emner. Kommissionens forslag med hensyn til mellemstationerne blev vedtaget allerede sidste juni. I juli sendte Kommissionen endvidere et forslag til Rådet vedrørende standarderne for forbedrede lastbiler. Vi forventer, at denne sag afsluttes under Luxembourgs formandskab. Kommissionen forelagde endvidere et forslag til Rådet, hvorunder udbetalingen af eksportrestitutioner er betinget af opfyldelsen af bestemmelserne vedrørende beskyttelse af dyr under transport. Som alle ved, drøftede Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter dette forslag for få dage siden, og emnet vil formentlig blive drøftet i mødeperioden i november. Når denne forordning er vedtaget af Rådet, vil Kommissionen herefter fastlægge gennemførelsesforordninger, der gradvist vil øge beskyttelsesniveauet for kvæg, der transporteres til sådanne lande. Med hensyn til metoder til håndhævelse og kontrol har Kommissionens veterinære sagkyndige fra Levnedsmiddelog veterinærkontoret foretaget undersøgelser på stedet i alle medlemsstater. Disse undersøgelser har vist, at der endnu ikke er opnået ensartet anvendelse af Rådets relevante direktiv. Der er fundet tre alvorlige tilfælde. I mange medlemsstater havde dyrene i en lang række tilfælde lidt under transport. Medlemsstaternes egen kontrol var mangelfuld og utilstrækkelig, og transportmidlerne var ligeledes ofte utilstrækkelige. Gennem Levnedsmiddel- og veterinærkontoret vil Kommissionen fortsat overvåge situationen i medlemsstaterne, selvom håndhævelse påhviler de pågældende medlemsstater. Afslutningsvis har min kollega hr. Fischler bedt mig om at forsikre om, at det er lige så magtpåliggende for Kommissionen som for Parlamentet at fastlægge en lovgivning, inden for hvilken medlemsstaterne kan sikre, at alle dyr transporteres under obligatoriske forhold ved at forsyne personer og virksomheder med et enkelt regelsæt, som disse skal følge.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted kl 11.00.
Fru formand, jeg vil gerne gøre opmærksom på, at vi på tilhørerpladserne har besøg af medlemmer af det græske parlament, og jeg vil gerne spørge, om De kunne byde dem velkommen.
Selvfølgelig, Hr. Trakatellis. Normalt byder vi kun velkommen til absolut officielle besøg, men ikke desto mindre skal jeg hermed byde rigtigt hjerteligt velkommen til vores venner fra det græske parlament.
Fru formand, i overensstemmelse med vores forhandling i går og efter arbejdet i Udenrigs- og Sikkerhedsudvalget og Udvalget om Udvikling og Samarbejde vil jeg anmode Parlamentet om at henvise min betænkning til fornyet udvalgsbehandling, og det af en ganske enkel grund: vi vedtog betænkningen i Udvalget om Udvikling og Samarbejde i juni, da situationen i Cambodja var helt anderledes end den nuværende. Forhandlingen i går aftes bekræftede, at det er nødvendigt at udsætte betænkningen for at give udvalget og ordføreren mulighed for at ændre begrundelsen, arbejde videre og bidrage til en fredelig løsning af de nuværende spændinger i Cambodja. Af alle disse grunde har vi derfor behov for noget tid, men står stadig fast på målsætningen om at nå frem til en ratifikation af aftalen, men i en fredeligere politisk kontekst. Derfor beder jeg Parlamentet om at imødekomme denne anmodning om henvisning til fornyet udvalgsbehandling. (Parlamentet besluttede at henvise betænkningen til udvalgsbehandling)
Fru formand, jeg vil gerne forklare et simpelt punkt vedrørende forretningsordenen. Beslutningen fra Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender er på grund af en administrativ forglemmelse ikke inkluderet i teksten som påkrævet. Deres tjenestegrene har bekræftet, at dette problem kan afhjælpes ved en mundtlig ændring. Jeg vil gerne anmode Parlamentet om at støtte dette. Som hjælp til tjenestegrenene vil det måske være bedst at inkludere denne beslutning efter punkt 16 i min beslutning. Jeg foreslår derfor, at vi stemmer om alt op til punkt 16, herefter om 2-7 fra Udenrigsudvalget under ét og endelig fortsætter med punkt 17. Jeg håber, at dette forekommer logisk. Jeg vil gerne tilføje som vejledning for Parlamentet, at Udenrigsudvalget vedtog beslutningen enstemmigt. Så der er ingen politisk disput.
Er der nogen, der gør indsigelse? Det er ikke tilfældet. Hindley, vi fortsætter nu på denne måde. (Parlamentet vedtog beslutningen)
Fru formand, kolleger, af den interessante debat i går aftes om min betænkning er der opstået et kompromisforslag i form af et mundtligt ændringsforslag, der er en syntese af denne artikel i min oprindelige tekst og teksten i PPE's ændringsforslag. Jeg læser den tekst op, der muliggør denne kombination: "2. erindrer om, at budgetdisciplinen og gennemførelsen af den Monetære Union fuldt ud er forenelige med politikkerne for en bæredygtig vækst og skabelse af arbejdspladser, minder dog om, at hverken overholdelse af konvergenskriterierne eller datoen for tredje fase kan anvendes som påskud for at begrænse de nødvendige bestræbelser fra Unionen og dens medlemsstaters side på at skabe beskæftigelse og bevare et højt socialt sikringsniveau.« Jeg tror, at dette kompromis imødekommer ånden i debatten i går aftes, og jeg anmoder derfor kollegerne om at vedtage dette som en mundtlig ændring.
Er der nogen, der gør indsigelser imod dette mundtlige ændringsforslag? Det er ikke tilfældet. Angående punkt 4
Fru formand, Det er det klassiske problem med sprogformuleringen og oversættelsen. I den nederlandske tekst står der i ændringsforslaget om innoverende teknologi: "mere specifikt miljøbeskyttelse«. »Mere specifikt« indsnævrer definitionen. Det skal være: "bl.a. med hensyn til miljøbeskyttelse«. Det er en af mulighederne. Det er den fortolkning som jeg ønsker at give, og det ønsker jeg konkretiseret i den nederlandske tekst ved at erstatte "mere specifikt« med "bl.a.«. Den grønne gruppe er blevet konsulteret.
Er der nogen, der gør indsigelser imod dette mundtlige ændringsforslag? Det er ikke tilfældet. (Parlamentet vedtog beslutningen)
Jeg lykønsker Alber, idet dette desværre er hans sidste betænkning... (Kraftigt bifald) ... Men jeg ønsker ham endnu en gang al mulig succes i sin nye funktion ved Domstolen.
Fru formand, dette ændringsforslag afspejler den enstemmige udtalelse fra Udvalget om Landbrug. Som ordfører for udtalelsen beklager jeg, at Udvalget om Udvikling på grund af tidsplanen ikke har kunnet tage hensyn til udtalelsen, med hvilken landbruget virkeligt kommer til sin ret. Jeg beder derfor indtrængende mine kolleger om at stemme for ændringsforslaget. (Parlamentet vedtog beslutningen)
Fru formand, kan vi få ordføreren til at præcisere følgende i forbindelse med punkt 22. Heri står klart og tydeligt: «er af den opfattelse, at grænseoverskridende transport osv«. Så vidt vi er orienterede i denne gruppe, findes der ikke længere indre grænser i Fællesskabet. Jeg vil gerne have ordførerens forsikring om, at det kun drejer sig om grænser ind i Fællesskabet. Med hensyn til punkt 26 er der en sproglig nuanceforskel. I den tyske version står der: «Desuden er det hensigtsmæssigt at lade en del af denne kontrol«. I den britiske tekst står der: «It would be expedient for part of such monitoring«. Vi kan støtte anvendelsen af ordet »monitoring« (overvågning), men ikke »kontrol«. Jeg ønsker en sikring af, at den britiske tekst er gældende.
Fru formand, jeg har ingen indvendinger mod at tilføje ordet "ydre« i punkt 22, for det var rigtignok også min intention, at det drejer sig om Unionens "ydre grænser« og ikke om de "indre grænser«. De bør ganske rigtigt ikke længere eksistere. Det var punkt 22. Med hensyn punkt 26 er det engelske ord »monitoring« (overvågning) rigtignok bedre end ordet kontrol. På nederlandsk skal det så eventuelt hedde "toezicht« (tilsyn) i stedet for "kontrol«. Det gælder så også for tysk.
Fru formand. Jeg vil bare bede Dem om også at kontrollere punkt nr. 5 i den svenske version, når De kontrollerer de forskellige sprogversioner, da der er sket en fejl der. Jeg tror, at det skal være opfedning og avl i stedet for opfedning og gødning. Der er også en del andre urigtigheder. Vær derfor venlig og kontroller disse også.
Naturligvis, det er helt klart noget, jeg vil tage mig af. (Parlamentet vedtog beslutningen)
Konventionen fra FN er af stor betydning for, på virkelig internationalt niveau at regulere de problemer, der findes med hensyn til retten til havene og havmiljøet. Sagsindholdet i konventionen har jeg derfor intet imod. Det, som jeg derimod er kritisk over for, er, at EU skal gøres til »modpart« i denne konvention. Det indebærer, at man accepterer, at EU bliver en juridisk person, det vil sige en stat. Dette kan jeg ikke godkende. Det må være EU's forskellige medlemsstater, der hver og en er modpart i forhold til FN i internationale aftaler. EU er ingen stat!
Der er ingen som helst grund til, at EU skal være en formel part i underskrivelsen af konventionen og ikke de forskellige medlemslande. Dette bliver desto mere ubegribeligt, eftersom ikke alle medlemslande har ratificeret den. Der mangler derfor motiver for medlemslandene til, sådan som det foreslås i betænkningen, at overføre kompetence fra medlemsstaterne til EU vedrørende handelspolitik, fiskeripolitik, miljøspørgsmål, suverænitet over havområder samt fiskerettigheder. Jeg har på den baggrund stemt nej til betænkningen.
Som fortaler for mellemstatsligt internationalt samarbejde, som respekterer hvert lands suverænitet, er jeg kritisk over for, at EU gives beføjelse til at repræsentere medlemsstaterne i internationale sammenhænge. FNs havretskonvention er dog en så vigtig aftale for at redde havmiljøet, og en mulighed for lande i den tredje verden at kunne hævde sin ret til havene på lige vilkår med de rige lande. Forhåbentlig vil EU's indgåelse i havretskonventionen føre til, at Unionen i større udstrækning tvinges til at respektere miljøkrav og samarbejde med lande i den tredje verden på lige vilkår. Derfor stemmer jeg for anbefalingen. Betænkning af Pettinari (A4-0221/97)
Cambodjas meget triste historie er skrevet med blod. Den viser nogle af de skarpe modsætninger i ASEAN-regionen. Hvis denne organisation forsøger at formidle i borgerkrigen, bør EU indtage en afventende holdning. Efter valgene i 1993 så det ud til, at situationen blev bedre, men den nye strid mellem statsminister Hun Sen og prins Ranariddh har på ny bragt landet på afgrundens rand. Vi mener, at tiden endnu ikke er moden til en samarbejdsaftale med Cambodja, uanset at vi er enige i indholdet. Parlamentsvalgene i 1998 bør afventes. Derfor afholder vi fra at stemme for Pettinari-betænkningen. Endvidere er en aftale med Cambodja, men også med Vietnam og Laos først og fremmest en venskabelig gestus fra EU's side som støtte for reformerne i disse lande. Det må under ingen omstændigheder udlægges som en godkendelse af den politiske situation. Ved samarbejde med lande som Laos og Cambodja skal der føres nøje tilsyn med, at økonomisk hjælp anvendes retmæssigt og effektivt og ikke forsvinder i lommerne på korrupte embedsmænd. Betænkning af Hindley (A4-0195/97)
Fru formand, jeg har også en stemmeforklaring om hr. Martens' betænkning, men den er også skriftlig.
Fru formand, i begrundelserne til betænkningen fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser siges det, at ASEAN blev skabt som en alliance mod kommunismen. Et såre rosværdigt formål, vil nogle nok mene. Og det er de i deres ret til. De skulle dog ikke glemme de massakrer, som den kamp har ført med sig derude, i Indonesien for eksempel, selv før ASEAN fandtes. Men REX, der er kompetent, hvad angår det grundlæggende, beskæftiger sig mest med en styrkelse af forbindelserne med den vigtige økonomiske samtalepartner, jeg citerer: «Derfor søger dets forslag at bidrage til at bryde det dødvande, som er skabt af Portugals modstand mod tredjegenerationsaftalen«. Og det taler uden overhovedet at nævne modstanden og dens årsager, men går uden om problemet gennem forslag til en ny dynamik, med tillægsprotokoller til aftalen af 1980, aktive partnerskaber og andre strategier, samtidig med, at det, med udmærkede hensigter, påpeger nødvendigheden af at sørge for at bevare miljø og kultur, hvorunder man mener, at det portugisiske sprog og andre vidnesbyrd på den historiske fortid på Timor skulle være indeholdt. Og samtidig med, at det, med lignende udmærkede hensigter, understreger vigtigheden af at iagttage menneskerettighedsklausulen. Så er udtalelsen fra Udvalget om Eksterne Økonomiske Forbindelser mere politisk: den omtaler eksplicit modstanden mod aftalen og ser løsningen i at kræve, at Portugal trækker sine indvendinger tilbage, med det argument, at der således skabes et retsgrundlag for at beskytte menneskerettighederne på Østtimor. Der fordres imidlertid intet af Indonesien, der i mere end tyve år har opretholdt en militær besættelse, skønt udtalelsen, må det siges til dens ros, appellerer til medlemsstaterne om, at de tager hensyn til Parlamentets resolution om våbensalg til Indonesien. Det er derfor, at man har at gøre med en øvelse i politisk hokuspokus, der glemmer invasionen og den militære besættelse af et område, der skulle afkoloniseres, der ignorerer det kulturelle og fysiske folkemord, der er uvidende om De Forenede Nationers beslutninger, som kræver konkret respekt for retten til selvbestemmelse, der helt reducerer beskyttelsen af menneskerettigheder til accepten af det, som den glemmer, det, som den ignorerer, som om Timor var en integreret del af Indonesien. Punktum! I økonomiens, i handelens navn søger man løsninger på ubehagelige situationer, men regn ikke med vores samtykkende tavshed, for der er en invasion og en militær operation, for der er en manglende respekt for retten til et folks selvbestemmelse, for der er et kulturelt og fysisk folkemord.
Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har været med til at vedtage samtlige betænkninger på dagsordenen i denne ekstra mødeperiode, hvor vi behandler EU's forbindelser til landene i Asien og især til ASEAN-landene, med hvem EU har mangeårige og dybtgående relationer. En udvikling og nyjustering af vores forbindelser med denne del af verden er en reel udfordring og et fælles mål for samtlige EU's medlemsstater. Den Europæiske Union bør være klar over såvel det potentielle marked, der ligger i disse lande, som deres specielle, kommercielle aggressivitet. EU bør således være specielt opmærksom på at skabe balance mellem aftaler og gensidige koncessioner og holde nøje øje med disses konsekvenser for beskæftigelsen. Udvidelsen af begunstigelsen af samarbejdsaftalen med Vietnam er Den Europæiske Unions måde at markere vores interesse for dette land på og vores vilje til at tage hensyn til realiteterne i den politiske og økonomiske udvikling i området. Hvad angår samarbejdsaftalen med Cambodja vil gruppen I-EDN gerne erklære sig enig i en politik, som nu er blevet klog og fornuftig. Samtidigt med, at vi har tilpasset vores samarbejde til den vanskelige situation, der hersker i landet, søger vi at bevare, hvad der allerede er opnået, og at støtte enhver positiv udvikling. Det er afgørende at understrege den vægt, vi lægger på en god afvikling af en retfærdig valgproces. De forhold, under hvilke valgene afholdes, vil bestemme omfanget og arten af vores samarbejde. Vores Parlament kunne helt sikkert i kraft af sin erfaring og kompetence på dette område yde en nyttig bistand ved at overvåge valgene. Det, der er afgørende netop nu, er at vise vores vilje til at støtte enhver positiv udvikling, at straffe enhver voldelig nedværdigelse og at bevare interessen hos de befolkningsgrupper, der får hjælp gennem det humanitære samarbejde. Dette mål hænger således perfekt sammen med at henvise Pettinaris betænkning til udvalgsbehandling, så vi kan tilføje de nyeste aspekter om situationen i Cambodja til vores beslutning. Betænkning af Hindley (A4-0262/97)
Da det drejer sig om et område med ekstraordinære muligheder, forstår man Den Europæiske Unions stræben efter at skabe en ny dynamik i forholdet til ASEAN. Dette betyder imidlertid ikke, at man kan se bort fra de værdier, som bør forsvares, særlig på det økonomiske og sociale område. Men herudover ville det, når man specielt erindrer Østtimors særdeles alvorlige situation, være vigtigt, at nødvendigheden af at respektere menneskerettighederne blev nævnt på en meget konkret måde. Det var et punkt, som vi var særlig opmærksomme på i REX, og som er blevet medtaget i beslutningsforslagets pkt. 16, hvor dets vigtighed understreges, og hvor der stilles krav om »overholdelsen af menneskerettighedsklausulen i de bilaterale forbindelser mellem EU og visse ASEAN-lande«. Hvor meget de store forretninger end kan forføre, er der værdier, hvor Europa ikke kan give køb, medmindre det vil risikere at miste sin troværdighed.
De stærkt forandrede forbindelser mellem ASEAN-landene og EU siden 1980 kræver virkelig en ny dynamik i relationerne. Vi støtter Rådets og Kommissionens valg af option 2. En fælleserklæring giver parterne mere rum til at tage højde for udviklingen og kan suppleres med aftaler med de enkelte ASEAN-lande. Ordføreren angiver, at Europa-Parlaments medbestemmelsesret derved bliver mere begrænset, end hvis man vælger option 1. Det har vi ingen indsigelser imod. Udenrigspolitik hører jo under medlemsstaternes myndighedsområde. Et nært samarbejde med ASEAN-landene er absolut ønskeligt. I den forbindelse skal samråd om handels- og investeringshindringer prioriteres. EU's eksportfremme er i øvrigt ikke mere end et supplement til medlemsstaternes eksportpolitik, der primært har denne opgave. Her kan erhvervslivets nødvendige engagement også tage form. EU skal først og fremmest skabe de multilaterale rammer. Jeg er overbevist om, at det med hensyn til "menneskerettighederne« særligt er en række vestlige landes arrogante holdning, der virker frastødende på ASEAN-landene. Forsvaret af menneskerettighederne er derfor bedst tjent med, at EU i højere grad behandler de asiatiske lande som ligeværdige, voksne lande. Det ændrer dog ikke noget ved det grundlæggende forhold, at mennesket som Guds skabning skal beskyttes. Det må man også gerne gøre ASEAN-landene opmærksomme på. Tilpasning af den universelle menneskerettighedserklæring står derfor ikke på min dagsorden, men i betragtning af dens stærke humanistiske karakter kan jeg godt leve mig ind i kritikken. Det er ikke EU's opgave at bestemme for ASEAN, hvilke lande i regionen der må træde til eller ej, uanset hvilke problemer vi har med situationen i nogle af landene i denne region. Derfor kan vi også gå ind for udvidelsen af aftalen til også at omfatte Vietnam. Rådet bør dog i sine kontakter med ASEAN-landene gøre opmærksom på uacceptable forhold. Programmer, der fremmer menneskerettighederne, skal derfor også have forrang i Unionen og medlemsstaterne. Den stødende seksuelle udnyttelse af børn i Thailand og på Filippinerne, men også handelen med kvinder kræver en fælles bekæmpelse. Betragtninger om de sydøst-asiatiske lande drejer sig for det meste om økonomisk vækst, handel og investeringer. I den forbindelse glemmes det ofte, at fattigdom og manglende udvikling stadig er hovedproblemer i mange ASEAN-lande. Dette er også underbelyst i Kommissionens meddelelse. På det områder gør utallige NGO'er et godt stykke arbejde i denne region. Desværre er det ofte ikke mere end en dråbe i havet. I samarbejdet med ASEANlandene må kampen mod fattigdom og underudvikling da også fortsættes uafbrudt. Betænkning af Hindley (A4-0195/97 og A4-0262/97)
Jeg har stemt for betænkningen om EU's relationer til ASEAN-staterne. Det er dog nødvendigt at understrege punktet, som vedrører menneskerettighederne, tydeligere, end det sker i betænkningerne. Disse er kraftigt blevet understreget i samarbejdsaftalen med Vietnam, men endnu ikke med de øvrige samlede ASEAN-stater. I samtlige disse stater sker der også overgreb mod menneskerettighederne, specielt i Indonesien og Filippinerne. I disse stater er de faglige og folkelige bevægelser længe blevet udsat for undertrykkelse og forfølgelse, ikke mindst i landområderne. Indonesien har desuden ansvaret for det forfærdelige folkemord på Østtimor og besættelsen af dette land. EU må meget skarpt forsvare menneskerettighederne i hele ASEAN-området. Betænkning af Graziani (A4-0140/97)
For os ser det ikke ud som om, EU-Canada fælleserklæringen af 17. december 1996 og den tilknyttede handlingsplan respekterer gældende ret i EU, og vi forstår ikke, hvordan de nationale regeringer repræsenteret i Rådet har kunnet acceptere dette. Man søger reelt forgæves i traktaten efter et hvilken som helst juridisk grundlag, der kunne gøre det muligt for Unionen at indgå sådanne forpligtelser. Det drejer sig ikke om en fælles holdning ud fra artikel J2, fordi dette er en aftale med et tredjeland. Der er af samme grund heller ikke tale om en fælles handling med udgangspunkt i artikel J3, også fordi man ikke har fulgt proceduren, der er fastlagt for dette tilfælde. Det er endvidere også nødvendigt at tage forbehold over for, hvilke områder erklæringen dækker, samt over for handlingsplanen. Den omfatter ganske vist kommercielle forbindelser, hvor Fællesskabet reelt har kompetence, men også sikkerhed, nedrustning, retsvæsen, immigration, terrorisme osv. Det vil sige områder, der er udelukkende nationale eller mellemstatslige. Overraskelsen bliver så meget større, når man opdager, at dette pulterkammerdokument har Kommissionen som medunderskriver, selvom denne kun har forhandlingskompetence på visse begrænsede områder. Det er rigtigt, at Kommissionen fra og med sin første meddelelse til Rådet i begyndelsen af 1996 koldt forklarede, at det var nødvendigt at tage hensyn til »skiftet i arten af Unionens eksterne relationer efter Maastricht«. Vi kunne godt tænke os at vide, hvori denne ændrede natur består, for den fælles udenrigspolitik såvel før som efter Maastricht var og er stadig et mellemstatsligt anliggende. Det er uden tvivl for at demonstrere denne tilsyneladende ændring, at Leon Brittan endda fremlagde sit forslag for canadierne, inden han formelt havde fået grønt lys fra Rådet; det er uden tvivl også for at blive i samme ånd, at Unionen hele vejen gennem det underskrevne dokument fremstilles som en enhed på juridisk lige fod med Canada, som var det en stat, selvom EU ikke engang er en juridisk person. Disse aftaler burde reelt have været medunderskrevet af hver enkelt af EU's medlemsstater eller af de, som var mest interesserede. Aftalerne har i deres nuværende form ingen juridisk værdi. Til forfatternes ønske om at fremstille Unionen som en slags føderal stat skal lægges deres iver efter i hele tekstens ordlyd at udslette enhver omtale af de enkelte medlemsstaters navne, selv Frankrig og England, som dog er de to lande, der historisk har de mest klare bånd til Canada. Man skal have læst dette dokument for - med lige så stor bestyrtelse - at opdage denne utrolige vildskab efter at udslette nationerne. Selve begrebet medlemsstat synes også at have været erklæret fredløs. Det forekommer kun i forbindelse med én kort og sand sætning, der blev tilføjet i forhandlingens sidste minutter: "Disse dokumenter har ingen indvirkning på Det Europæiske Fællesskabs, dets medlemsstaters eller Canadas juridiske position.« Det er det eneste sted, hvor læseren - tilfældigt - opdager, at der findes medlemsstater i Unionen. Man bemærker også den dunkle formulering ( "juridiske position«), der skal dække over den uomgængelige sandhed, at de eneste aktører, der fuldt ud kan deltage i Unionens udenrigspolitik, er de suveræne medlemsstater. Da man ikke skal tale om medlemsstaterne og deres forskellige udenrigspolitikker, omtaler EU-Canada dokumenterne naturligvis aldrig de særlige bånd, der eksisterer mellem Frankrig og Québec, og nødvendigheden af at bevare dem. Vi ser her, hvordan integrationsmekanikken arbejder. I stedet for at beskytte forskellene, som den i teorien har pligt til, forsøger Unionen at eliminere dem. I stedet for at sætte pris på medlemsstaterne og forsvare dem, forsøger Unionen at udslette dem for at hive sig ved hårene og placere sig selv i forreste række. Det forekommer mig, at regeringerne og de nationale diplomatier bør tænke grundigt over denne tekst og tage konsekvenserne af den.
Jeg har stemt for betænkningen om EU's relationer med Canada, men jeg har stemt imod kritikken af Canadas fiskeripolitik. Den anser jeg for at være betydeligt klogere end EU's, eftersom den tager hensyn til de reducerede fiskebestande. Canadas politik er nødvendig for, at man skal kunne sikre sig mod udfiskning. Jeg vender mig også imod punktet, at der skal ske et udviklet samarbejde mellem Europol og de canadiske politimyndigheder. Som modstander af udviklingen af et Europol mener jeg, at et internationalt politisamarbejde sker bedre inden for Interpol.
Jeg vil igen, som adskillige af vores kolleger har gjort det, gøre opmærksom på det lykkelige sammenfald mellem Québecs regeringsleders besøg i Paris og vores debat om forbindelserne mellem EU og Canada. Besøget får os til at være særligt opmærksomme på de endnu uløste problemer i den canadiske føderation, som Graziani netop har omtalt, og som fastlægger vores fremtidige relationer med landets forskellige komponenter. Canada i sin nuværende sammensætning bærer i sig en stikkende smerte og en spire til ødelæggelse, nemlig det uløste problem om at erkende deres forskelligartede oprindelse, der skyldes, at landet er sammensat af to grundlæggende folk. Det er under alle omstændigheder et uløseligt spørgsmål inden for føderationens rammer, fordi denne har vist sig ude af stand til at give en tilfredsstillende løsning. Ikke engang anerkendelsen af Québec som et "særligt samfund« i lac Meach-aftalen, som dog vækkede meget håb, førte til mere end en ændring i den føderale forfatning via Charlottetown-overenskomsten. Dette drama omkring Canada og Québec bør få os i Europa til at handle forsigtigt og ansvarligt, for det viser os, at det ikke er muligt at finde en varig balance, når befolkningerne føler, deres suverænitet bliver taget fra dem. General de Gaulle bragte dette forhold frem i lyset for tredive år siden. Og det er også grunden til, at vi i dag over hele Europa, men også uden for, ser så mange føderationer blive opløst. Det er selvfølgelig op til befolkningen i Québec på demokratisk vis, som de også har til hensigt, at udtale sig om deres fremtid, og vi må respektere dette valg, uanset hvad det måtte blive. Det er i øvrigt muligt, at paradokset kun er tilsyneladende, at Canada, til hvem vi er forbundet med så mange venskabs- og historiske bånd, har sin mulighed for at overleve ved at anerkende sine bestanddeles suverænitet. Frankrigs præsident har udtalt, at uanset hvad Québec vælger, vil Frankrig følge regionen ad den vej, den beslutter sig for. Er det så ikke også op til os at sige helt klart til Canada og Québec, at uanset sidstnævntes valg så vil EU følge området ad den vej, det vælger. Betænkning af Willockx (A4-0255/97)
Willockx-betænkningen udspringer af et initiativ fra Europa-Parlamentet, som har villet udtrykke, hvilke forbindelser det mener, der er mellem konvergenskriterierne for ØMU og finansieringen af socialsikringsordningerne i medlemsstaterne. Man er nået frem til en konklusion, der var så besværlig, at man har foretrukket at lade den blive i begrundelsen - der officielt udelukkende er ordførerens ansvar - sådan, at den endelige beslutning, som plenarforsamlingen har stemt om, kun er en samling banaliteter. Efter at have vist, at det er svært, men nødvendigt at fjerne underskuddet i den sociale sektor (hvem har sagt andet?) skyder man i beslutningen reelt problemet fra sig ved at foreslå at lette beskatningen på arbejdskraft for på den anden side at lette opkrævningen af de sociale bidrag. Beslutningen giver således ingen grundlæggende løsning på underskuddet på de sociale budgetter, ikke engang på det overordnede problem med konvergenskriterierne, for hvis man flytter om på beskatningen, skal man finde pengene et andet sted. Debatten bør i øvrigt ikke stoppe der. ØMU har helt klart andre indvirkninger på de sociale systemer, og spørgsmålet om konvergenskriterierne, som synes at være det mest nærliggende, er dog ikke det vigtigste. Det udgør kun toppen af isbjerget. Som det fremgår af begrundelsen, vil de vigtigste konsekvenser af ØMU først vise sig efter dens ikrafttræden. Det vil blive nødvendigt at oprette en centraliseret genfordeling på EU-niveau til fordel for de mest tilbagestående regioner, især af hensyn til deres sociale beskyttelse. For at anslå udgiften til en sådan genfordeling citerer ordføreren undersøgelser, der konkluderer, at det bliver nødvendigt med et EU-budget på ca. 5-7 % af EU's BNP (mod 1, 2 % i dag). Det er her, på det sociale område, vi møder de virkelige vanskeligheder for ØMU, vanskeligheder, som folk først opdager senere, når de allerede sidder dybt i det nye system, men som Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa allerede for længe siden har gjort opmærksom på. Det bliver nødvendigt med et EU-budget, der er meget større end det, vi har i dag, med tilsvarende forlods obligatoriske opkrævninger, som vil ophæve de konkurrencemæssige fordele, euroen måtte skaffe. På den måde har virksomhederne og borgerne blot foretaget en march på stedet.
Jeg mener ikke, at den kobling, betænkningen foretager mellem konvergenskriterierne og socialsikringssystemerne, er begrundet. Hvis vores ordfører overhovedet ikke vil tage hensyn til kriteriernes relevans, kan jeg heller ikke gå ind for hans synspunkt, ifølge hvilket konvergenskriterierne vil indsnævre medlemsstaternes handlefrihed på det sociale område. Det er jo reelt sådan, at når først underskuddet er kommet under grænsen på de 3 %, og det derefter holdes i balance som krævet i vækst- og stabilitetspagten, vil medlemsstaterne råde over en reel manøvremargen. Så har de nemlig mulighed for at udvide deres underskud op til 3 % af deres BNP for at imødegå eventuelle økonomiske og sociale chok. Selvom jeg accepterede, at det ville være nødvendigt at sænke arbejdsgiverbidragene for at fjerne vores arbejdsløshed, så ville en kompenserende forhøjelse af andre skatter ikke være velkommen. Bevarelsen af vores socialsikringssystemer kan på ingen måde ske via en forhøjelse af skatten på arbejdskraft sådan, som ordføreren foreslår. Vi ville gå imod den økonomiske effektivitet, vi så længe har søgt, det vil sige imod væksten og beskæftigelsen, uden at vi på den måde ville kunne løse de forskellige sociale problemer og underskuddene på vores sociale budgetter. Det ville være meget mere fornuftigt at rationalisere vores udgifter til socialsikring, uden at dette ville bringe vores sociale system i fare, snarere tværtimod.
Betænkningen er delvis en anerkendelse af, at den sociale situation i de fleste af EU's medlemslande er udsat for hård belastning, specielt på grund af kampen for at opfylde ØMUs konvergenskriterier. Trods dette fastslår man, at ØMU-politikken skal fortsætte som den eneste vej. Der er mange for mig fremmede konklusioner i betænkningen. Det gælder f.eks. punkt 4, hvor man skriver, at der i fremtiden vil blive behov for flere penge inden for den sociale sektor på grund af forøgede pensions- og sygeforsikringer, og at denne forøgelse af udgifterne skal »kompenseres af færre udgifter til børnetilskud og arbejdsløshedsunderstøttelse«. Denne politik kan jeg ikke støtte. For at forbedre statsfinanserne kan der meget bedre spares på militæret og bygning af motorveje, men ikke på børnene - vores fremtid - og dem, der har det sværest! Ordførerne stiller sig imidlertid ikke tilfreds med dette, men kræver tillige, at skattesystemerne skal samordnes, det vil sige gøres til EU-politik. Gør man dette, vil store dele af det svenske velfærdssystem blive ødelagt, fordi skatteniveauet er højere i Sverige end i andre lande og derfor må sænkes. Dette vil ikke på nogen måde skabe nogen social tryghed for borgerne. Disse visioner om fremtidens sociale model i EU-landene deler jeg ikke og har derfor stemt nej til betænkningen.
De danske socialdemokrater har i dag stemt for betænkningen af Frederik A. Willockx, som beskæftiger sig med sammenhængen mellem ØMU og de sociale sikringsordninger i Den Europæiske Unions medlemsstater. Betænkningen konstaterer, at lande i forsøget på at leve op til konvergenskriterierne har fået indsnævret det budgetmæssige råderum. De danske socialdemokrater er enige i ovenstående konstatering, men gør opmærksom på, at indsnævringer i det budgetmæssige råderum kun er sket for de lande, der har valgt at spare sig til konvergenskriterierne, mens et land som Danmark har valgt at sætte gang i økonomien for dermed at leve op til konvergenskriterierne. Betænkningen opfordrer til en bedre samordning af skattesystemerne under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige behov for offentlige goder. De danske socialdemokrater er enige i, at en bedre samordning af skattesystemerne ville være godt, også i betragtning af de uheldige situationer, man har set, da Irland sænkede selskabsskatten dramatisk og dermed tog arbejdspladser fra andre lande, heriblandt Danmark. De danske socialdemokrater pointerer, at socialpolitik fortsat er et suverænt nationalt statsanliggende.
Jeg tilslutter mig betænkningens intentioner om nødvendigheden af at sikre en social beskyttelse på højt niveau inden for EU og analysen, der konstaterer, at konvergenskriterierne begrænser medlemsstaternes økonomiske manøvrefrihed til at udfylde sine sociale opgaver. Jeg er til gengæld forbavset over den ikke dokumenterede påstand om, at hverken kriterierne eller datoen for euroens ikrafttræden kan skade EU's støttetiltag for at skabe arbejdspladser og for om nødvendigt at bevare og styrke den sociale sikring! Tværtimod vokser truslerne i mange EU-lande, hvad angår pensionerne og retten til at have en sygesikringsordning. Der er ikke iværksat noget som helst konkret samtidigt med Den Monetære Union for at garantere, at målene om "en sund økonomisk politik« og "beskæftigelse og en høj socialsikringsstandard« kan følges ad. Jeg beklager især, at man ikke har udtaget princippet om social konvergens, hvor man harmoniserer opad fra den allerede opnåede standard, og at der ikke er foretaget noget som helst i den retning. Endelig lader det til, at Kommissionen i sin hvidbog tilpasser sig den voksende usikkerhed blandt lønmodtagerne, og at man endda retfærdiggør den i fleksibilitetens navn. Hvidbogen forsøger at fremme en udvikling i EU fra en pensionsordning over skatteligningen mod et blandingssystem med en garanteret mindstepension til lønmodtagerne via skatteligningen og resten forsikret af pensionsfondene. Det ville være at åbne døren til en social sikring på to niveauer og på længere sigt til en kapitalisering og et mere uretfærdigt system. Jeg kan ikke godkende en så unuanceret støtte til Kommissionens hvidbog, og derfor stemte jeg imod den forhandling, Willockx foreslår i sin betænkning.
Jeg er enig i, at Maastricht-aftalens krav for ØMU ikke må indebære, at medlemslandenes velfærdsmodeller ødelægges. Efter min opfattelse er risikoen stor for, at dette bliver konsekvensen af ØMU. Jeg er derfor ikke enig i den noget ulogiske konklusion, at ØMU til punkt og prikke skal gennemføres. Jeg kan endnu mindre være enig i, at det automatisk vil føre til lavere renter, fremme beskæftigelsen og reducere de sociale udgifter. Tværtimod er risikoen stor for, at ØMU fører til det modsatte, nemlig stigende regionale ubalancer, en kraftig centralisering og afdemokratisering af den økonomiske politik og risiko for stigende arbejdsløshed på grund af den ensidige prioritering af økonomiske konvergenskrav og mangel på tilsvarende krav til at forbedre beskæftigelsen. Forslagene i retning af en fælles skattepolitik afvises, mens udvalgets talen for skatteskift væk fra skat på arbejde mod beskatning af miljøudslip, naturressourcer, energi og forbrug støttes. De negative forslag vejer tungest. Derfor har jeg stemt nej til betænkningen.
Da vi ikke tilslutter os idéen om en fælles valuta for EU's medlemsstater, har vi valgt at undlade at stemme ved afstemningen om denne betænkning. Vi vil dog foretage den refleksion, at ordførerne i konklusionerne i deres motiveringsdel skriver, at "Den kommende regeringskonference skal genskabe ligevægten mellem den fælles monetære politik på den ene side og Unionens politiske beføjelser på den anden side.« Vores frygt for, at ØMU, når den er blevet gennemført, vil blive fulgt op af en fælles finanspolitik inden for EU, finder vi klart bekræftet i denne betænkning, selvom argumentationen i dette spørgsmål er godt pakket ind. Betænkning af Alber (A4-0276/97)
I EU-sager sker der somme tider underlige sammenfald. På samme tid som der i Europa-Parlamentets Alber-betænkning udtrykkes bekymring over den nationale modstand imod fællesskabsrettens almægtighed, foreslår man i revideringen af traktaten vedtaget af Rådet i Amsterdam at løse dette problem på en radikal og for os at se udemokratisk måde, nemlig ved at lade de nationale forfatninger blive totalt underordnede fællesskabsretten. Domstolen har for længst på EU-plan erklæret EU-retten for overordnet den nationale ret. Den kom i øvrigt frem til dette princip ved logisk følgeslutning, ikke ud fra traktaten selv, som aldrig har indeholdt nogen generel bestemmelse om dette emne (bortset fra den særlige bestemmelse i artikel 189 om bestemmelserne). Men Domstolen standser ikke her. Den erklærer denne overordnede status, ikke bare hvad angår tidligere bestemmelser, men også gældende for senere bestemmelser, hvilket i højere grad kan diskuteres. Den har endda udtalt, at den overordnede status gælder uanset arten af den nationale bestemmelse, herunder "grundlæggende rettigheder sådan, som de er formuleret i medlemsstatens forfatning eller principperne for dennes forfatningsmæssige nationale struktur«. Domstolen afslutter sin udredning med at kvalificere traktaten som "Fællesskabets grundlæggende forfatningsdokument«. Hvad har man så foretaget sig på nationalt plan over for en så aggressiv juridisk holdning? I første omgang ingenting. Retsvidenskaben i sidste instans har garanteret Domstolens retspraksis, og regeringerne har ikke åbnet munden. Befolkningerne har ikke været optaget af problemet, og traktaten har aldrig været revideret for klart at integrere de såkaldte nye principper. Men i anden omgang har visse nationale forfatningsdomstole, især i Danmark og Tyskland, vist sig bekymrede over det voksende demokratiske underskud, der er opstået med indførelsen af princippet om fællesskabsrettens absolut overordnede status. Er vi ikke efterhånden nået dertil, at den ene logiske følgeslutning efter den anden kan føre til, at en simpel forordning fra Kommissionen kunne overordnes en national lov om folkeafstemning? Forfatningsdomstolen i Karlsruhe har i sin kendelse af 12. oktober 1993, «Maastricht-kendelsen«, reageret klarest. Domstolen erklærer, at den tyske forfatning er overordnet, og at den har pligt til at beskytte de tyske borgeres rettigheder over for eventuelle overskridelser fra fællesskabsrettens side. Den bekræfter, at fællesskabsretten ikke kan anvendes i tilfælde, hvor den måtte overskride de beføjelser, den har fået af det tyske folk; den lufter endda muligheden for at forlade Unionen, hvis de tyske borgeres forfatningsmæssige rettigheder ikke respekteres. Kendelsen, der stadfæster godkendelsen af Maastricht-traktaten for Tyskland, udgør således fra nu af den officielle fortolkning af traktaten, og den giver denne en tilsvarende værdi. Stillet over for denne trussel mod den overnationale magt har EU's institutioner længe grublet over et passende svar. Det lykkedes dem i 1997, fire år senere, i forbindelse med Amsterdam-aftalen i protokollen om subsidiaritetsprincippet at få indført følgende unuancerede støtte til Domstolens retspraksis: anvendelsen af subsidiaritetsprincippet "kan ikke være til skade for de principper, Domstolen har fremhævet, hvad angår forholdet mellem den nationale ret og fællesskabsretten«, hedder det, som om disse principper allerede var veletablerede, som de var nok i sig selv og som om, der overhovedet ikke kunne tages forbehold. Således vil befolkningerne, hvis Amsterdam-aftalen ratificeres, på en helt bagvendt måde godkende fællesskabsrettens forrang, selv for kommende love, herunder love om folkeafstemninger. Det ville betyde, at de nationale forfatninger blev komplet underordnede fællesskabsretten, og at der blev oprettet en føderal europæisk stat under den strengest tænkelig form nemlig sådan, at man ganske simpelt nægter befolkningerne retten til selv at disponere. Lad os stoppe op et øjeblik og se på, hvilken metode der anvendes her. Denne reform af vidtrækkende omfang - det indrømmer man - har aldrig været diskuteret klart på regeringskonferencen. Der er heller ingen, der har udarbejdet en nøjagtig liste over, hvilke principper for retspraksis man ville anvende, hvis protokollen om subsidiaritet blev vedtaget. Vi befinder os i den totale tåge, selvom vi behandler følsomme emner, der er meget vigtige for den nationale suverænitet, og hvor man kun skal acceptere afgivelse af kompetencer, der er præcise og velafgrænsede. Så hvis vi altså accepterede denne uklarhed, ville vi igen overlade det til Domstolen at give fortolkninger, og vi ved i forvejen, at de i så høj grad som muligt ville være til fordel for Fællesskabets kompetence. Dette her er ikke seriøst, og man spørger sig selv, hvor vores forhandlere har hovedet, hvis de vil lade os acceptere et sådant makværk. Gruppen af Uafhængige for Nationernes Europa har for længe siden fremsat sine grundlæggende modforslag, især hvad angår forslaget til en betænkning om EU's institutionelle natur, som jeg selv fremsatte, og som naturligvis ikke blev fulgt af det føderalistflertal, der råder i denne forsamling. Vi mener, at de værdier, juridiske regler og den solidaritet, der er grundlæggende for vores nationer, er den naturlige ramme for at udøve demokratiet. Det nuværende EU - der arbejder på at ødelægge dette grundlag og at forsøge at erstatte det med et tilsvarende netværk, der er fuldt udrustet efter eurokraternes hoveder - er et vanvittigt foretagende. Det vil - efter at have opløst alt - kun opnå at efterlade vores borgere i et tomrum, som ingen kan have gavn af. Vi mener altså, at det er nødvendigt at bevare de nationale demokratier og ud fra dette grundlag efterhånden opbygge et supplerende samarbejde på europæisk niveau. Som følge heraf bør de nationale forfatninger og love om folkeafstemninger tydeligt anerkendes som bestemmelser, der er overordnede Unionen. Domstolen er ikke en super-forfatningsdomstol, men en domstol, der har til opgave sobert at fortolke en traktat. Dens kendelser bør, hvis de ændrer den grundlæggende udformning af bestemmelser, være underordnet en kendelse fra befolkningerne. Af alle disse grunde forkaster vi Amsterdam-aftalen og herunder Alber-betænkningen om fællesskabsretten. Lindqvist (ELDR), Seppänen og Sjöstedt (GUE/NGL), Holm, Lindholm og Schörling (V), Bonde, Krarup og Sandbæk (I-EDN), skriftlig. Beslutningsforslaget indeholder dels en detaljeret gengivelse af en af EU's basale integrationsmekanismer, nemlig princippet om at EU-retten fortrænger national ret (forrangsprincippet, pkt. 1, 3-8, 10 og 13), dels en række retspolitiske anbefalinger, der tager sigte på at udbygge og befæste forrangsprincippet og dermed integrationen (pkt. 2, 11, 12 og 14-17), dels en afstandtagen fra »udviklingen inden for visse dele af de nationale retsvæsener, hvormed den fællesskabsretlige mulighed for at prøve afledt fællesskabsret tages i overvejelse« (pkt. 9). Med det sidste sigter betænkningen dels til den tyske forfatningsdomstols praksis med udgangspunkt i Maastricht-dommen af 12. oktober 1993, dels den danske Højesterets dom af 12. august 1996, der tillader danske domstole at efterprøve den danske grundlovs betydning i forhold til Maastricht-traktaten. Vi modarbejder de tendenser, der ligger i betænkningens konstateringer og anbefalinger. Disse tendenser vil på én gang skærpe integrationen og forringe betydningen af de nationale grundlovsværn over for EU's magtudøvelse. Vi stemmer derfor imod betænkningen.
Vi kan ikke stemme for denne betænkning, da det er vort synspunkt, at EU skal være et samarbejde mellem suveræne og demokratiske stater. Betænkning af Martens (A4-0274/97)
Fru formand, PPE-gruppen har stemt imod punkt 87 i beslutningen ved Martensbetænkningen. Vi mener, at det ikke er overflødigt at forklare hvorfor. Punkt 87 vedrører et forslag fra Kommissionen om et nyt chokoladedirektiv. Alle ved, at det er en meget kompleks og meget følsom sag. Det er en sag, der kræver meget grundig overvejelse. Vi kan ikke være bekendt bare at indtage et standpunkt i forbifarten ved behandlingen af en meget mere omfattende betænkning, også fordi forslaget stadig forhandles i Miljøudvalget, og fordi vi på næste plenarmøde også skal behandle dette emne. Jeg kan dog meddele, at PPE-gruppen vil gøre sit bedste for med alle midler at bidrage til, at der skabes et sådant flertal i Parlamentet, at vi med vores fulde vægt kan bevirke, at Kommissionens meddelelse undergår de nødvendige ændringer.
Vi støtter betænkningen, da den lægger vægt på partnerskabsprincippet og fattigdomsbekæmpelse samt en større overensstemmelse mellem udviklingspolitikken og landbrugspolitikken. Vi er dog ikke enige i punkterne 84 og 85, da vi mener, at WTO's handelsregler skal følges på alle områder. Vi mener, at undtagelser fra WTO's handelsregler ikke er holdbare på langt sigt, da de fjerner den nødvendige forudsigelighed, der må findes i alle landes økonomi.
Kommissionens grønbog om de fremtidige forbindelser mellem Den Europæiske Union og landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) udgør et initiativ af stor politisk rækkevidde, såvel på det strategiske beslutningsplan som på gennemførelsesplanet. Derfor til lykke til Kommissionen, og i særdeleshed til hr. kommissær João de Deus Pinheiro, hvis ressort det er. Udgangspunktet for en ny Lomé-konvention for perioden 2000-2010 er bevidstheden om, at Lomé-ånden og - politikken udgør et grundlæggende element i Den Europæiske Unions politiske identitet, og at de hidtidige fire Lomé-konventioner udgør det mest avancerede instrument for samarbejde mellem Nord og Syd. Samtidig slås det fast, at den økonomiske internationalisering, der især rammer de fattigste, bør suppleres med en styrkelse af solidariteten med de svageste, og at denne dimension skal komplettere hjælpen til en bæredygtig udvikling, og med deres stabile integration i verdensøkonomien. Jeg ville gerne understrege tre fornyende aspekter af samarbejds- og udviklingsstøttepolitikken: Knæsættelsen af samarbejdsformer, der går ud over det traditionelle nationale niveau med henblik på en styrkelse af den regionale integration af AVS-landenes økonomi, særlig i Afrika.-Det fremtidige samarbejdes selektive karakter, der giver absolut prioritet til de fattigste lande, blandt hvilke er hovedparten af de portugisisktalende lande i Afrika (PALOP).-Indførelsen af konfliktforebyggelsesfaciliteter i alle nationale og regionale vejledende programmer, der på denne måde kan sikre en højere politisk effektivitet i forholdet mellem de midler, der anvendes til humanitær hjælp, og de resultater, der opnås i de væbnede konflikter, som desværre er så hyppige i mange af disse lande.Betænkningen udarbejdet af vores kollega Wilfried Martens, formand for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (PPE), understreger alle disse idéer og støtter dem med vigtige nye idéer, herunder særlig med hensyn til den prioritet, der skal gives børnene i disse lande, de hjemsendte soldater, minerydningsoperationer og det totale forbud mod fremstilling af antipersonelminer og kontrol af våbensalg. Af alle disse årsager støtter jeg denne betænkning og opfordrer mine kolleger til at gøre det samme.
Jeg har valgt at stemme for Martens' betænkning - trods betænkeligheder. Kommissionens grønbog var tænkt som et idékatalog, men er som sådan et mangelfuldt oplæg. Martens har lagt et stort arbejde i betænkningen, men resultatet fremstår desværre som et kompromis. Et kompromis, der dækker en lang række meget væsentlige punkter, hvoraf jeg er enig i de fleste. Lomé-konventionen er unik i sin natur og bør bevares, derom skal der ikke herske tvivl. Men Lomé-konventionen har ikke fungeret optimalt. I Martens betænkning savner jeg derfor de overordnede linjer og visioner for, hvordan et nyt samarbejde kunne udformes. Jeg savner en direkte kritik af Kommissionens grønbog og en prioritering af de mange væsentlige elementer, som Martens allerede inddrager. En prioritering, hvor jeg selv finder, at fattigdomsorienteringen og partnerskabet - måske med et mere konkret indhold - bør sættes i højsædet. Uden disse overordnede visioner og prioriteringer er det vanskeligt at anvende Europa-Parlamentets bidrag konstruktivt, når de endelige europæiske retningslinjer og forhandlingsmandatet skal udfærdiges.
Jeg har stemt for Martens-betænkningen af følgende grunde: 1.Vi har i de sidste tre år udarbejdet vejledende målsætninger i centrale rapporter i Den Paritetiske Forsamling sammen med vores AVS-partnere, herunder: -den absolutte nødvendighed af det grænseoverskridende regionale samarbejde i Afrika, -en bedre brug af instrumenterne til det industrielle samarbejde, altså f.eks. fremme af unge afrikanske erhvervsdrivende og af små og mellemstore virksomheder, -udbygningen af infrastrukturerne fra kysten og ind i det afrikanske land med henblik på en grænseoverskridende udvikling af hele regioner, -minimumsbetingelserne for den bymæssige udvikling .Hvad alt dette angår, har Kommissionen konkrete rapporter fra Den Paritetiske Forsamling til rådighed, som nu bør blive optaget i Kommissionens og Rådets forhandlingsmandat. 2.Subsidiaritet og hjælp til selvhjælp er endnu et afgørende punkt, som vægtes højt i vores målsætninger. Social og økologisk markedsøkonomi er kun mulig, når NGO's anstrengelser, den nationale udviklingshjælp og det europæiske samarbejde sammenkobles og kombineres. Det er en sikker erkendelse, vi er kommet frem til gennem vores samtaler med de berørte i Afrika.3.Vi har brug for en helstøbt europæisk udenrigspolitik over for vores partnere i AVS-staterne, som på den ene side sammenføjer fredssikring, forebyggelse af krigeriske konflikter og humanitær hjælp og især fremmer udenrigsøkonomisk samarbejde og handel med AVS-staterne og koordinerer instrumenterne i vores udviklingssamarbejde dermed.4.Det nye partnerskab, især med Afrika, kræver også større effektivitet og kontrol med resultaterne af den økonomiske støtte. Finansieringen af udviklingssamarbejdet som en del af Fællesskabets budget, Parlamentets effektive kontrol af budgetkontroludvalgets mere effektive og økonomiske brug af midlerne samt en systematisk fremme af hjælp til selvhjælp og overholdelse af subsidiaritetsprincippet udgør yderligere nødvendige og afgørende praktiske forandringer, som skal være bestemmende for rammerne for den nye konvention.De lokale private udviklingsorganisationer og de mange europæiske udviklingsinitiativer for Afrika skal fortsat fremmes som en basis for de europæiske folkeslags solidaritet med de afrikanske folkeslag.
Jeg vil gerne lykønske ordføreren med det arbejde, han har udført. Jeg deler hans holdning til Kommissionens grønbog, der giver stof til debat og overvejelser angående vores fremtidige forbindelser med AVS-partnerne, og jeg vil godt her fastholde nogle punkter, som jeg finder er særligt vigtige. Først og fremmest er der grund til at glæde sig over Europa-Kommissionens initiativ. Den har ved at fremlægge grønbogen gjort det muligt at starte en reel debat om forskellige muligheder, uden at dette på forhånd afgør, hvilke forslag den senere vil fremsætte. Den fornyelse og især styrkelse af de fremtidige forbindelser mellem EU og AVS, som ordføreren går så kraftigt ind for, stiller mig fuldt ud tilfreds. Den 5. konvention bør omfatte en samlet aftale, der gælder for alle AVS-landene, med særlige tilhørende institutioner for at fremme den interparlamentære dialog, og den bør indeholde instrumenter, der er tilpasset vores partneres forskellige udviklingsniveauer. Jeg går meget stærkt ind for at udvikle det regionale samarbejde, så det bliver lettere at forebygge visse kriser. Befolkningens godkendelse af samarbejdet forekommer mig at være en god metode til at sikre større gennemsigtighed og tilgængelighed for programmerne. Med henblik på fremtiden bør der iværksættes aktiviteter, der skal fremme AVS-landenes indføring i den globale økonomi, især hvad angår oprettelsen af reelle økonomiske regionale områder, mangfoldigheden af kulturer og produktioner og tilpasningen til de internationale regler for handel. EU bør følge op på og uddybe sine forbindelser til disse lande og i kraft af et reelt partnerskab medvirke til at bekæmpe fattigdommen, udvikle deres bevidsthed over for miljøproblemer, ansvaret over for deres samfundsgrupper og at sætte dem i stand til bedre at kunne tage højde for de sociale problemer, de vil støde på. Af alle disse årsager støtter jeg fuldt ud min kollegas betænkning. Betænkning af Van Dijk (A4-0266/97)
Fru formand, jeg vil gerne udtrykkeligt lykønske fru Nel van Dijk med betænkningen om dyretransport. Jeg tror, det er det første skridt, vi har taget i dette Parlament for at komme ud af denne situation, nemlig for som minimum at gøre dyrenes lidelser mere tålelige. Som landmand vil jeg imidlertid gerne sige følgende: Dyrenes lidelser begynder allerede før transporten. Transporten er jo kun det sidste, der gøres ved dem. For sådan som de fedes op, sådan som dyrene holdes, sådan som de slagtes, er det jo til syvende og sidst det rene barbari, vi bedriver. Det har ikke længere noget at gøre med den måde, som vi tror, vi kan og skal omgås andre skabninger på. Og det hjælper overhovedet ikke at rende i kirke om søndagen for at bede og sige, at alle skabninger er skabt af Gud for bagefter at omgås dem, som vi gør. Det, vi gør, er skamfuldt og forsmædeligt! Derfor er jeg meget glad for, at denne betænkning nu er blevet vedtaget af Parlamentet med et kæmpestort flertal, for måske vil medlemmerne i de nationale parlamenter nu vågne op og tænke over, hvad det vil sige at leve sammen i en eksistens, i denne verden. Som sagt, dyrenes lidelser starter før transporten, og jeg kan kun opfordre hr. Fischler til at fortsætte arbejdet og snart føre en anden landbrugspolitik, så der anføres artsspecifikt dyrehold, så vi finder frem til en omgangsmåde med dyrene, som fortjener at blive kaldt omgangsmåde.
Fru formand, jeg vil gerne udtrykke min store glæde over, at denne betænkning er vedtaget uden ændringer og samtidig lykønske ordføreren. Med denne betænkning understreges det, at der er taget endnu et vigtigt skridt mod fastlæggelsen af tilstrækkelige krav, så længe vi fortsat er nødt til at foretage transport af dyr. Efter min og mange andres opfattelse er det nødvendigt, at vi arbejder for et totalt stop af langdistancetransport af levende dyr. Transport af kød skal være i slagtet form og ikke med levende dyr, hvor det ofte er forbundet med store lidelser for dyrene. Det er med glæde, at jeg kan sige, at denne uges offentliggørelse fra Storbritanniens nye Labour-regering om, at de bekvemme, men utilfredsstillende arrangementer, som transportvirksomhederne har etableret med egne dyrlæger til udførelse af undersøgelser, i fremtiden vil blive erstattet af dyrlæger, der er udpeget af landbrugsministeriet i Storbritannien. Transportvirksomheder skal betale for meget streng kontrol udført af dyrlæger, der er udpeget af ministeriet. Da det er af stor vigtighed, at vi har tilstrækkelig inspektion og kontrol over, hvad der foregår, skal der strammes op på dette, og der skal være sikkerhed for, at transportvirksomheder, som overtræder bestemmelserne i europæiske forskrifter vedrørende disse forhold, uden varsel vil miste deres transporttilladelser. Dette er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at anstændige og humane standarder finder anvendelse.
Fru formand, tillad mig først at fastholde for protokollens skyld, at både min kollega Karl Habsburg-Lothringen og jeg har stemt eller ville stemme imod stk. 16 og 17. Vi er ikke sikre på, om vores maskiner nu også har gjort det rigtige. Vi ville stemme og har også stemt imod stk. 16 og 17. Jeg vil gerne forklare på vegne af både de østrigske parlamentsmedlemmer i PPE-Gruppen og min kollega Frischenschlager fra de liberale, hvorfor vi afviste de otte timer. Ikke fordi vi var for en længere transporttid, tværtimod, vi synes, de otte timer er for lang tid, og i Østrig har vi allerede en lovbestemt maksimal transporttid på seks timer. Vi bliver aldrig trætte af hele tiden at skulle kæmpe for her i Parlamentet, at også andre europæiske stater, Unionsstater, accepterer de seks timer. Vi kunne simpelthen ikke godkende dette punkt, for alt andet er for os dyrplageri og burde efter vores mening straffes som en strafbar handling i alle europæiske stater.
Fru formand, jeg har afholdt mig fra at stemme for van Dijks betænkning, selvom jeg naturligvis går ind for at beskytte dyrene og altså også for alle de bestemmelser, der gør det muligt at sikre deres velfærd under transporten, især over lange afstande. Jeg er i tvivl af tre grunde. For det første tror jeg, at visse regler er for stramme. Jeg tænker her på punkt 16, om varigheden på 8 timer. Jeg tror, reglen ved at være ens for alle lande skaber problemer. Jeg er ikke sikker på, at man har gjort sig alle konsekvenser klart. Jeg er heller ikke sikker på, at man har været klar over alle de økonomiske konsekvenser af denne betænkning, der ud over at omhandle transport af heste også er blevet udvidet til at omfatte transport af andre dyr. Jeg tror, at det ville have været bedre at lægge den under Udvalget om Landbrug. Jeg undrer mig endelig over fraværet af en bestemmelse, og dette punkt vil jeg gerne slutte af med. Der står intet om lejlighedsvis transport af heste. Nu ved De jo, at mange af vores traditionelle fester, herunder især de traditionelle St.-Éloi-fester i Provence, tiltrækker kvæghandlere, der transporterer heste over korte afstande og af lejlighedsvis karakter. Det ville være bedre ikke at pålægge disse personer for stramme regler.
Denne betænkning er urealistisk og grundlæggende fejlagtig. Fru van Dijk genetablerer reglen om transport i højst 8 timer til trods for, at medlemsstaterne har opnået et kompromis på dette område. Endvidere anmoder hun Kommissionen om at indstille udbetalingen af eksportrestitutionerne for eksporten til tredjelande af levende dyr til konsum. De Grønne har igen »kastet barnet ud med badevandet«. Spørgsmålet om eksportrestitutioner er en grundlæggende del af støtteordningen fra den fælles landbrugspolitik. Uden eksportrestitutioner ender EU's overskudsoksekød i nye, omkostningskrævende og uønskede oksekødbjerge. Der er efterspørgsel efter levende kvæg i tredjelande. Hvis dette kvæg ikke leveres af medlemsstater, vil de blive leveret andre steder fra. EU-medlemsstater, herunder Irland, har siden januar i år taget store skridt til forbedring af transportforholdene for dyr. Såfremt eksportrestitutionerne ophæves, som De Grønne har anmodet om, vil efterspørgslen efter levende dyr ikke falde, og lande uden beskyttende lovgivning vil nyde godt heraf - på bekostning af dyrene.
Jeg stemte imod van Dijk-betænkningen, da denne betænkning ville gøre det praktisk talt umuligt at transportere levende kvæg ud af Irland. Producenter af irsk oksekød har allerede oplevet en alvorlig økonomisk krise. Hvis forslagene i van Dijk-betænkningen gennemføres, vil producenternes problemer forværres. Mange vil ikke kunne overleve, hvis de nægtes muligheden for at sælge levende kvæg på markeder uden for Irland og Europa. Uden denne mulighed er producenterne endnu mere sårbare over for monopoler og karteller inden for den irske kvæghandel. Endvidere er irske landmænd kendt for at prioritere dyrs velfærd højt.
Først og fremmest kan vi kun beklage den procedure, der er fastlagt med hensyn til denne initiativbetænkning fra Udvalget om Transport og Turisme. Det er virkeligt fuldstændigt unormalt, at Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har været udelukket fra lovgivningsproceduren, og at det aldrig har haft mulighed for at debattere og komme med en udtalelse om emnet, som har en direkte indvirkning på såvel kødmarkedet og landbrugerne som samtlige operatører på området. Gruppen I-EDN har bedt om afstemning ved navneopråb ved to afgørende punkter. I punkt 16 i forslaget til beslutning heder det: "vurderer, at vejtransport af dyr, der er beregnet til slagtning, ikke bør overskride en varighed på 8 timer«. Vi har selvfølgelig stemt imod dette punkt. Under dække af at være en initiativbetænkning om transport af heste er al transport af dyr (kvæg, får osv.) omfattet af teksten. En sådan parlamentarisk praksis er fuldstændig unormal. I punkt 35 hedder det: "opfordrer Kommissionen til at gøre en ende på godtgørelser for eksport til tredjelande af levende dyr, der er beregnet til konsum«. Jeg vil godt i forbindelse med netop dette punkt minde om, at EU eksporterer dyr til visse, nærmere bestemt arabiske lande, som af grunde, der har at gøre med deres religion, infrastrukturer, nedkølingsforhold eller simpelt hen beskæftigelse, selv foretrækker at slagte deres dyr. Hvis vi ikke længere eksporterer til disse lande, vil andre gøre det i vores sted. Jeg spørger mig selv, om ikke der er en forbindelse mellem pressionsgrupperne og visse tredjelande, der ønsker at tage deres del af EU's traditionelle marked. Endelig er jeg i samme tankebane forbavset over, at de samme pressionsgrupper, der forsvarer de levende dyrs velfærd, ikke bekymrer sig over vilkårene for transporten af de levende dyr, EU importerer fra tredjelande. Udvalget om Transport, der er meget tæt på disse pressionsgrupper, kunne for eksempel have bedt om, at man fjernede de præferencefordele, vi giver visse tredjelande. Hvorfor straffe EU's eksport og ikke straffe importen? Som medlem af Udvalget om Landbrug skal jeg lige gøre opmærksom på, at Den Europæiske Union er oprettet omkring en fælles landbrugspolitik, der har indarbejdet begrebet fællesskabspræferencer. Der gøres alt inden for selve dette parlament for at ødelægge hele EU's landbrug og landbrugspolitik.
Transporter af dyr kendetegnes mest af den grusomhed, umoral og uetiske behandling, som dyrene tvinges til at gennemgå. I de seneste år har vi måttet se mange eksempler på dette på TV-skærmen. Udgangspunktet må være, at disse transporter hører op. Denne betænkning er derfor vigtig og indebærer et stort fremskridt for dyrene, hvis den gennemføres. Dette gælder især for punkt 1, som indebærer, at dyr, der skal slagtes, skal slagtes så tæt som muligt på det sted, hvor de er opfedet, punkt 16, hvor der fastlægges en maksimaltid på 8 timer for, hvor længe transporter af dyr må vare uden hvile, og punkt 35, hvor kommissionen opfordres til at holde op med at udbetale eksportstøtte til eksport til tredjelande af levende dyr beregnet til konsumering. Jeg mener, at disse tre punkter er af stor betydning. Hvis de bliver til virkelighed, mener jeg, at mange af de problemer, der findes i dag, vil kunne undgås. Det er også vigtigt at slå fast, at disse krav kun er minimumsniveauer. Det er op til de enkelte lande eller regioner at indføre strengere regler, f.eks. med hensyn til transporttiden. På grund af ovenstående stemmer jeg for betænkningen i sin helhed.
Eksportstøtte bør ikke gives til transport af levende dyr overhovedet. Den modvirker hele intentionen med betænkningen. Kontrollen af transporterne er i første omgang et nationalt anliggende. Der bør ikke bevilges nogen nye midler til stillinger inden for kommissionen med kontrolopgaver. Detaljerede bestemmelser om lastbroers udformning m.m. skal udarbejdes på myndighedsniveau og ikke tages ind i principbeslutningen. Betænkningen er i hovedtræk god, og jeg har derfor stemt ja.
Jeg stemmer imod van Dijk-betænkningen om transport af levende dyr, da denne umuliggør al handel med levende kvæg. Fuld gennemførelse af forslagene i denne betænkning ville medføre så store omkostninger forbundet med transport af levende dyr, at prisen for Fællesskabskød ville være uacceptabel for forbrugerne. I betænkningen tages ikke hensyn til det faktum, at der trods det stadige pres på europæiske landmænd om at acceptere fri handel af landbrugsprodukter ingen mulighed er for at sikre, at de omkostningskrævende standarder, som vi forsøger at pålægge vores egne landmænd, vil blive overholdt af vores konkurrenter i tredjelande. Et forslag i betænkningen om etablering af mobile slagterier er fuldstændig urealistisk og tager ikke hensyn til, at Kommissionen gennem anvendelse af EUGFL-midler har tilskyndet til etablering af større slagterier og kvægmarkeder for at sikre lavere omkostninger og opretholde højere standarder. Et forslag i punkt 35 om at indstille udbetalingen af eksportrestitutioner for levende kvæg ville være diskriminerende for landmænd i fjernere regioner, hvor levende handel er nødvendig for at sikre konkurrenceevne og rimelige priser.
I den betænkning, der forhandles, erklæres følgende: «langdistancetransport af dyr til konsum er ikke alene uønsket, men også overflødig«. Jeg er fuldstændig enig. Der er ingen - økonomisk, kulturmæssig eller anden - begrundelse for at udsætte dyr for den mishandling, som eksport, der involverer transport af levende dyr, medfører. Når ledende EU-personer samles i Amsterdam i dag for at underskrive den nye traktat, er det på sin plads, at vi husker, at en af de forpligtelser, som disse har indgået, er at: «tage fuldt hensyn til dyrs velfærd« ved gennemførelse af politikker om landbrug, transport, det indre marked og forskning. Hvis disse forpligtelser skal opfyldes, skal der sættes en stopper for langdistancetransport af levende dyr. I Irland har industrien for husdyrbestande utrætteligt påpeget, at eksport af levende dyr, især til Mellemøsten og Nordafrika, er en meget vigtig indtægtskilde for irsk landbrug. Den eneste årsag hertil er, at myndighederne har fokuseret på at bevare dette handelsområde på bekostning af andre landbrugsaktiviteter. Organisationer som Irish Meat Processors' Association (Irlands sammenslutning af kødforarbejdningsvirksomheder) har fremført, at det ville være mere hensigtsmæssigt for regeringen at stoppe eksport af levende dyr og i stedet skabe arbejdspladser i kødforarbejdningssektoren ved slagtning af dyr i Irland frem for eksport af levende dyr. Desværre har skiftende regeringer ignoreret disse opfordringer. Omkring 1.000 arbejdspladser er afhængige af eksport af levende dyr fra Irland. Interessegrupper for kødforarbejdning forudser, at der kunne skabes tre gange så mange arbejdspladser, hvis der som alternativ blev indført en politik om slagtning i hjemlandet. BSE-krisen burde have medført en revaluering af spørgsmålet. Egypten har i årevis været hovedimportøren af irsk kvæg, men har nu indført forbud mod sådan import på grund af frygt for BSE-kontamination. Den seneste tids avisartikler har antydet, at Egypten måske er villig til at ophæve forbudet i nær fremtid efter intens lobbyvirksomhed af irske embedsmænd. Dette ville være et tilbageskridt med store konsekvenser for dyrs velfærd. Sidste år strandede 5.000 stykker irsk kvæg i den egyptiske havn Alexandria med sparsomme forsyninger af foder, fordi de egyptiske myndigheder ikke ville acceptere levering. Der findes ingen forskrifter, som kan forhindre dette i at ske igen, hvis regeringen insisterer på at opretholde en politik om eksport af levende dyr. Der har være adskillige andre dokumenterede tilfælde af grov mishandling af dyr på vej til Mellemøsten og Nordafrika. I februar 1995 døde 140 stykker kvæg ud af en sending på 1.000 på vej til Egypten, da deres skib kom ud i det turbulente farvand ud for Bay of Biscay. Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at, såfremt der ikke tages alvorligt fat på problemet, vil der ikke blive sat en stopper for det dyrplageri, der er uløseligt forbundet med langdistancetransport af levende dyr. Nye forskrifter vedrørende køretøjer til transport og hvileperioder for de berørte dyr er ikke tilstrækkeligt. Jeg vil gerne indtrængende opfordre alle Parlamentsmedlemmer til at arbejde for et totalt stop for langdistancetransport af levende dyr.
Før enhver kommentar til van Dijk-betænkningen skal jeg som medlem af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter give udtryk for min undren over det faktum, at man ved udarbejdelse af denne betænkning om transport af heste og andre levende dyr ikke har bedt om en udtalelse fra Udvalget om Landbrug, som dog er direkte berørt. Min gruppe har i forbindelse med afstemning om denne beslutning bedt om et vist antal delte afstemninger, separat afstemning samt to afstemninger ved navneopråb for at undgå forvirring, når man fra beslutningen skal trække de punkter tilbage, der ukorrekt er tilføjet, og som ikke har noget at gøre med det egentlige formål, som er transport af heste. Fomålet med denne procedure er selvfølgelig at udelukke alt det fra beslutningen, som ikke har noget at gøre med transport af heste. Under pression fra visse sammenslutninger og som følge af en anmodning fremlagt af Den Internationale liga til hestenes beskyttelse er direktivet fra 1991 faktisk allerede blevet ændret i 1995. Det er fuldstændigt unormalt, at Europa-Parlamentets transportudvalg under indflydelse af de samme pressionsgrupper har udarbejdet initiativbetænkningen med det klare tilknyttede mål endnu en gang at tage tekst op, som er blevet ændret for knap to år siden, og som vi ved er vanskelig at få sat på plads. Vores gruppe har bedt om afstemning ved navneopråb om punkt 35, og vi har selvfølgelig stemt imod den foreslåede tekst. Faktisk ønskede Udvalget om Transport ganske simpelt at fjerne alle godtgørelser for eksport af levende dyr fra EU til tredjelande (herunder selvfølgelig kødkvæg m.m.). Jeg skal her nævne, at EU eksporterer til en række tredjelande, især arabiske, tæt ved 500.000 stykker levende kvæg. Hvis vi selv blokerede vores egen eksport til disse lande, ville andre straks overtage dette vigtige marked. Når man kender situationen på det europæiske oksekødsmarked, kunne vi selvfølgelig ikke gøre andet end klart at stemme imod dette forslag. Vi konstaterer med overraskelse, at Udvalget om Transport og Turisme ikke har foreslået at fjerne de toldfordele, som vi giver visse tredjelande, når vi importerer levende dyr. Denne mangel på sammenhæng viser klart, hvad der er den egentlige hensigt hos de, der har inspireret og taget initiativet til denne tekst: endnu en gang udnytter pressionsgrupperne ethvert påskud til at forsøge at opløse den fælles landbrugspolitik og fællesskabspræferencerne.
Vi går nu over til afstemningen.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 12.25)