text
stringlengths 1
30.3M
| source
stringclasses 20
values | id
stringlengths 6
43
| added
stringclasses 15
values | created
stringclasses 9
values | license
stringclasses 6
values | domain
stringclasses 7
values | metadata
dict |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=15 to=15 header=1 fromsection=et tosection=et /> | wikisource | wikisource_7630 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1937.pdf" from=40 to=44 fromsection=Mindretal-kons header=1 /> | wikisource | wikisource_27603 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Følgende salmer bruger samme melodi som denne:
Teksten.
<poem>
Lover Herren! han er nær,
når vi sjunge, når vi bede;
samles i hans navn vi her,
er han midt blandt os til stede.
Pris ham, gamle, pris ham, unge!
Pris hans navn, hver barnetunge!
Herre, vær os evig nær!
Vær os nær, når sol oprinder,
og når sol og stjerneskær
i den dybe nat forsvinder!
Lad din Ånd ej fra os vige,
til vi ser dig i dit rige!
</poem> | wikisource | wikisource_4413 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=141 to=147 header=1 /> | wikisource | wikisource_30221 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fondsbørsen i Kjøbenhavn.djvu" from=3 to=3 header=1/>
<pages index="Fondsbørsen i Kjøbenhavn.djvu" from=9 to=9 /> | wikisource | wikisource_6144 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Tekst af , 1859 <br>
Musik af Peter Heise, 1859
Jylland mellem tvende Have
Som en Runestav er lagt,
Runerne er Kjæmpegrave
Inde midt i Skovens Pragt
Og paa Heden alvorsstor,
Her, hvor Ørknens Luftsyn boer.
Jylland, Du er Hovedlandet,
Høiland med Skov-Eensomhed!
Vildt i Vest med Klittag Sandet
Løfter sig i Bjerges Sted.
Østersø og Nordhavs Vand
Favnes over Skagens Sand.
Heden, ja man troer det neppe,
Men kom selv, besee den lidt!
Lyngen er et pragtfuldt Tæppe,
Blomster mylre milevidt.
Skynd Dig, kom! om føie Aar
Heden som en Kornmark staaer.
Mellem rige Bøndergaarde
Snart Dampdragen flyve vil;
Hvor nu Loke sine Hjorde
Driver, Skove voxe til.
Britten flyver over Hav,
Gjester her Prinds Hamlets Grav.
Jylland mellem tvende Have
Som en Runesteen er lagt,
Fortid mæle dine Grave,
Fremtid folder ud din Magt;
Havet af sit fulde Bryst
Synger høit om Jyllands Kyst. | wikisource | wikisource_1387 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Frejlif Olsen - Danske Socialister.djvu" from=19 to=23 header=1 /> | wikisource | wikisource_6877 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="En Studie i rødt.pdf" header=1 from=79 to=94 fromsection="b" tosection="a" /> | wikisource | wikisource_22483 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=14 to=16 tosection=§2 header=1 /> | wikisource | wikisource_25650 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Enten-Eller Første Deel.djvu" from=47 to=143 header=1 /> | wikisource | wikisource_10845 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=162 to=165 header=1 /> | wikisource | wikisource_8766 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=34 to=36 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_15026 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Hun er sød,
hun er blød,
hun er smal om sit liv.
Hun er bøjelig
og føjelig
og rank som et siv.
Hendes kind
er så lind,
og som rosens så varm -
hun er nysselig
og kysselig
på mund, hånd og arm.
Ak, hvor net,
og hvor let
som et svævende fnug,
kan hun neje sig
og dreje sig
på foden så smuk.
Hvor hun stod
på sin fod,
hvor hun gik og hun sprang,
var hun nydelig
og frydelig
som fløjternes klang.
Og så kæk
som en bæk
mellem blomsternes flok,
glimter øjets blink
fornøjet, flink
bag nødbrune lok.
Hendes røst
er min trøst
midt i sorgernes nat.
Al den herlighed
og kærlighed
er min søde skat!
</poem> | wikisource | wikisource_7142 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=238 to=248 header=1 /> | wikisource | wikisource_30338 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sakuntala med Ringen, Skuespil af Kalidasas.djvu" from=28 to=28 header=1 /> | wikisource | wikisource_13723 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=294 to=297 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9679 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Vi Frederik den Niende, af Guds Nåde Konge til Danmark, de Venders og Goters, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg, Gør vitterligt: I overensstemmelse med bestemmelserne i § 94 i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 har rigsdagen 2 gange vedtaget, og folketingsvælgerne ved en den 28. maj 1953 afholdt folkeafstemning godkendt, hvorefter Vi nu ved Vort allerhøjeste samtykke stadfæster DANMARKS RIGES GRUNDLOV
Kapitel I.
§ 1. Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.
§ 2. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.
§ 3. Den lovgivende magt er hos kongen og folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.
§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Kapitel II.
§ 5. Kongen kan ikke uden folketingets samtykke være regent i andre lande.
§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.
§ 7. Kongen er myndig, når han har fyldt sit 18. år. Det samme gælder tronfølgeren.
§ 8. Forinden kongen tiltræder regeringen, afgiver han skriftligt i statsrådet en højtidelig forsikring om ubrødeligt at ville holde grundloven. Af forsikringsakten udstedes tvende ligelydende originaler, af hvilke den ene overgives folketinget for at opbevares i sammes arkiv, den anden nedlægges i rigsarkivet. Kan kongen som følge af fraværelse eller af andre grunde ikke umiddelbart ved tronskiftet afgive denne forsikring, føres regeringen, indtil dette sker, af statsrådet, medmindre anderledes ved lov bestemmes. Har kongen allerede som tronfølger afgivet denne forsikring, tiltræder han umiddelbart ved tronskiftet regeringen.
§ 9. Bestemmelser angående regeringens førelse i tilfælde af kongens umyndighed, sygdom eller fraværelse fastsættes ved lov. Er der ved tronledighed ingen tronfølger, vælger folketinget en konge og fastsætter den fremtidige arvefølge.
§ 10. "Stk. 1". Statens ydelse til kongen bestemmes for hans regeringstid ved lov. Ved denne fastsættes tillige, hvilke slotte og andre statsejendele der skal overlades kongen til brug.<br>
"Stk. 2." Statsydelsen kan ikke behæftes med gæld.
§ 11. For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden folketingets samtykke nydes uden for riget.
Kapitel III.
§ 12. Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.
§ 13. Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.
§ 14. Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.
§ 15. "Stk. 1". Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at folketinget har udtalt sin mistillid til ham.<br>
"Stk. 2." Udtaler folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.
§ 16. Ministrene kan af kongen eller folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.
§ 17. "Stk. 1". Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.<br>
"Stk. 2." I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.
§ 18. Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre underskrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.
§ 19. "Stk. 1". Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse folketingets medvirken er nødvendig, eller som iøvrigt er af større betydning. Ejheller kan kongen uden folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med folketingets samtykke.<br>
"Stk. 2." Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges folketinget. Er folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.<br>
"Stk. 3." Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om det udenrigspolitiske nævn fastsættes ved lov.
§ 20. "Stk. 1". Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.<br>
"Stk. 2." Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.
§ 21. Kongen kan for folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
§ 22. Et af folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.
§ 23. I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.
§ 24. Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med folketingets samtykke benåde for de dem af rigsretten idømte straffe.
§ 25. Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.
§ 26. Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.
§ 27. "Stk. 1". Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.<br>
"Stk. 2." Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jfr. dog herved § 64.<br>
"Stk. 3." Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter, og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.
Kapitel IV.
§ 28. Folketinget udgør een forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
§ 29. "Stk. 1". Valgret til folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.<br>
"Stk. 2." Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.
§ 30. "Stk. 1". Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.<br>
"Stk. 2." Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.
§ 31. "Stk. 1". Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.<br>
"Stk. 2." De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.<br>
"Stk. 3." Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.<br>
"Stk. 4." Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.<br>
"Stk. 5." Særlige regler om Grønlands repræsentation i folketinget kan gives ved lov.
§ 32. "Stk. 1". Folketingets medlemmer vælges for fire år.<br>
"Stk. 2." Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for folketinget.<br>
"Stk. 3." Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.<br>
"Stk. 4." Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.<br>
"Stk. 5." Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.<br>
"Stk. 6." Mister et medlem af folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.<br>
"Stk. 7." Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
§ 33. Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
§ 34. Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kapitel V.
§ 35. "Stk. 1". Nyvalgt folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.<br>
"Stk. 2." Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes folketinget ved valg af formand og næstformænd.
§ 36. "Stk. 1". Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.<br>
"Stk. 2." På folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor folketinget sættes påny.
§ 37. Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan folketinget dog samles andetsteds i riget.
§ 38. "Stk. 1". På det første møde i folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.<br>
"Stk. 2." På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
§ 39. Folketingets formand indkalder folketinget til møde med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
§ 40. Ministrene har i embeds medfør adgang til folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de iøvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af folketinget.
§ 41. "Stk. 1". Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.<br>
"Stk. 2." Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i folketinget.<br>
"Stk. 3." To femtedele af folketingets medlemmer kan overfor formanden begære, at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted, forsåvidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.<br>
"Stk. 4." Ved nyvalg og ved folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
§ 42. "Stk. 1". Når et lovforslag er vedtaget af folketinget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse overfor formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.<br>
"Stk. 2." Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jfr. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.<br>
"Stk. 3." Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan folketinget indenfor en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.<br>
"Stk. 4." Træffer folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.<br>
"Stk. 5." Ved folkeafstemningen stemmes for og mod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt mod lovforslaget.<br>
"Stk. 6." Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i §§ 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovs form, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.<br>
"Stk. 7." I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.<br>
"Stk. 8." Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.
§ 43. Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ejheller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
§ 44. "Stk. 1". Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.<br>
"Stk. 2." Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.
§ 45. "Stk. 1". Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.<br>
"Stk. 2." Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for folketinget.
§ 46. "Stk. 1". Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af folketinget, må skatterne ikke opkræves.<br>
"Stk. 2." Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af folketinget vedtagne finanslov eller i en af folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.
§ 47. "Stk. 1". Statsregnskabet skal fremlægges for folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.<br>
"Stk. 2." Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.<br>
"Stk. 3." Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges folketinget til beslutning.
§ 48. Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.
§ 49. Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.
§ 50. Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er tilstede og deltager i afstemningen.
§ 51. Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.
§ 52. Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.
§ 53. Ethvert medlem af folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.
§ 54. Andragender kan kun overgives til folketinget ved et af dettes medlemmer.
§ 55. Ved lov bestemmes, at folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.
§ 56. Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
§ 57. Intet medlem af folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i folketinget kan intet af dets medlemmer uden folketingets samtykke drages til ansvar udenfor samme.
§ 58. Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.
Kapitel VI.
§ 59. "Stk. 1". Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.<br>
"Stk. 2." Retten vælger selv sin formand af sin midte.<br>
"Stk. 3." Er sag rejst ved rigsretten, beholder de af folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selvom det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.<br>
"Stk. 4." Nærmere regler om rigsretten fastsættes ved lov.
§ 60. "Stk. 1". Rigsretten påkender de af kongen eller folketinget mod ministrene anlagte sager.<br>
"Stk. 2." For rigsretten kan kongen med folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.
§ 61. Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.
§ 62. Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.
§ 63. "Stk. 1". Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.<br>
"Stk. 2." Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal kunne prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.
§ 64. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ejheller forflyttes mod deres ønske, uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.
§ 65. "Stk. 1". I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.<br>
"Stk. 2." I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.
Kapitel VII.
§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
§ 67. Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.
§ 68. Ingen er pligtig at yde personlige bidrag til nogen anden gudsdyrkelse end den, som er hans egen.
§ 69. De fra folkekirken afvigende trossamfunds forhold ordnes nærmere ved lov.
§ 70. Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Kapitel VIII.
§ 71. "Stk. 1". Den personlige frihed er ukrænkelig. Ingen dansk borger kan på grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning underkastes nogen form for frihedsberøvelse.<br>
"Stk. 2." Frihedsberøvelse kan kun finde sted med hjemmel i loven.<br>
"Stk. 3." Enhver, der anholdes, skal inden 24 timer stilles for en dommer. Hvis den anholdte ikke straks kan sættes på fri fod, skal dommeren ved en af grunde ledsaget kendelse, der afsiges snarest muligt og senest inden tre dage, afgøre, om han skal fængsles, og, hvis han kan løslades mod sikkerhed, bestemme dennes art og størrelse. Denne bestemmelse kan for Grønlands vedkommende fraviges ved lov, forsåvidt dette efter de stedlige forhold må anses for påkrævet.<br>
"Stk. 4." Den kendelse, som dommeren afsiger, kan af vedkommende straks særskilt indbringes for højere ret.<br>
"Stk. 5." Ingen kan underkastes varetægtsfængsel for en forseelse, som kun kan medføre straf af bøde eller hæfte.<br>
"Stk. 6." Udenfor strafferetsplejen skal lovligheden af en frihedsberøvelse, der ikke er besluttet af en dømmende myndighed, og som ikke har hjemmel i lovgivningen om udlændinge, på begæring af den, der er berøvet sin frihed, eller den, der handler på hans vegne, forelægges de almindelige domstole eller anden dømmende myndighed til prøvelse. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.<br>
"Stk. 7." Behandlingen af de i stk. 6 nævnte personer undergives et af folketinget valgt tilsyn, hvortil de pågældende skal have adgang til at rette henvendelse.
§ 72. Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse.
§ 73. "Stk. 1". Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.<br>
"Stk. 2." Når et lovforslag vedrørende ekspropriation af ejendom er vedtaget, kan en trediedel af folketingets medlemmer indenfor en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse kræve, at det først indstilles til kongelig stadfæstelse, når nyvalg til folketinget har fundet sted, og forslaget påny er vedtaget af det derefter sammentrædende folketing.<br>
"Stk. 3." Ethvert spørgsmål om ekspropriationsaktens lovlighed og erstatningens størrelse kan indbringes for domstolene. Prøvelsen af erstatningens størrelse kan ved lov henlægges til domstole oprettet i dette øjemed.
§ 74. Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.
§ 75. "Stk. 1". Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.<br>
"Stk. 2." Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.
§ 76. Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen.
§ 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
§ 78. "Stk. 1". Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.<br>
"Stk. 2." Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.<br>
"Stk. 3." Ingen forening kan opløses ved en regeringsforanstaltning. Dog kan en forening foreløbig forbydes, men der skal da straks anlægges sag imod den til dens opløsning.<br>
"Stk. 4." Sager om opløsning af politiske foreninger skal uden særlig tilladelse kunne indbringes for rigets øverste domstol.<br>
"Stk. 5." Opløsningens retsvirkninger fastsættes nærmere ved lov.
§ 79. Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at samle sig ubevæbnede. Offentlige forsamlinger har politiet ret til at overvære. Forsamlinger under åben himmel kan forbydes, når der af dem kan befrygtes fare for den offentlige fred.
§ 80. Ved opløb må den væbnede magt, når den ikke angribes, kun skride ind, efter at mængden tre gange i kongens og lovens navn forgæves er opfordret til at skilles.
§ 81. Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver.
§ 82. Kommunernes ret til under statens tilsyn selvstændigt at styre deres anliggender ordnes ved lov.
§ 83. Enhver i lovgivningen til adel, titel og rang knyttet forret er afskaffet.
§ 84. Intet len, stamhus, fideikommisgods eller andet familiefideikommis kan for fremtiden oprettes.
§ 85. For forsvarsmagten er de i §§ 71, 78 og 79 givne bestemmelser kun anvendelige med de indskrænkninger, der følger af de militære loves forskrifter.
Kapitel IX.
§ 86. Valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene er den for valg til folketinget til enhver tid gældende. For Færøernes og Grønlands vedkommende fastsættes valgretsalderen til de kommunale råd og menighedsrådene ved lov eller i henhold til lov.
§ 87. Islandske statsborgere, der i medfør af loven om ophævelse af dansk-islandsk forbundslov m.m. nyder lige ret med danske statsborgere, bevarer de i grundloven hjemlede rettigheder, der er knyttede til dansk indfødsret.
Kapitel X.
§ 88. Vedtager folketinget et forslag til en ny grundlovsbestemmelse, og regeringen vil fremme sagen, udskrives nyvalg til folketinget. Vedtages forslaget i uændret skikkelse af det efter valget følgende folketing, bliver det inden et halvt år efter den endelige vedtagelse at forelægge folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse ved direkte afstemning. De nærmere regler for denne afstemning fastsættes ved lov. Har et flertal af de i afstemningen deltagende og mindst 40 pct. af samtlige stemmeberettigede afgivet deres stemme for folketingets beslutning, og stadfæstes denne af kongen, er den grundlov.
Kapitel XI.
§ 89. Denne grundlov træder i kraft straks. Dog vedbliver den i henhold til Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 senest valgte rigsdag at bestå, indtil nyvalg har fundet sted i overensstemmelse med reglerne i kapitel IV. Indtil nyvalg har fundet sted, forbliver de i Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1915 med ændringer af 10. september 1920 for rigsdagen fastsatte bestemmelser i kraft.
Så er da nu gældende ret, alle til ubrødelig efterlevelse,
DANMARKS RIGES GRUNDLOV
Givet på Christiansborg slot, den 5. juni 1953.<br>
Under Vor Kongelige Hånd og Segl.<br>
Frederik R.<br> | wikisource | wikisource_1360 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danske Folkeæventyr ved Svend Grundtvig.djvu" from=62 to=67 header=1 /> | wikisource | wikisource_23022 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=567 to=583 header=1 /> | wikisource | wikisource_13241 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Voltaires Epistel til Kongen af Danmark.
i Anledning af Trykkefriheden, der blev tilladt i alle hans Stater 1771.</br>
</br>
O Konge, Dyden huld, endskiøndt despotisk fød!</br>
Troer du dig min Regent fra Østersøens Skiød? </br>
Er jeg din Undersaat? Som dem du handler mig; </br>
Mig skienker Livet Trøst, og giør mig lykkelig. </br>
Kun sielden en Monark de Skranker overskrider, </br>
Som for hans høie Magt Naturen ordnet har; </br>
Til Chinas Keiser jeg dog skriver sommetider, </br>
Men ei endnu har faaet det mindste Vennesvar. </br>
Jeg bedre er tilfreds med høien Amazone, </br>
Som nylig rokkede den drøie Sultans Trone; </br>
Den viise Stanislaus , den store Frederik, </br>
Med hvem jeg dog engang en Kurr paa Traaden fik, </br>
Mig i mit ringe Hiem en Godhed stundom viser, </br>
Hvormed strax Schweizerne udsmykker hans Aviser. </br>
Hans Hellighed og jeg er ei saa gode Venne, </br>
Slet Christen troer han mig, for jeg til Preusen tog; </br>
Ufeilbar, som han er, den Pave sig bedrog. </br>
Uundersøgt, hvad Agt vel Bibelen fortiener; </br>
Om Pave, om Monark paa Jorden bedst det har, </br>
Om ukiendt Liv, som it, ei endnu bedre var, </br>
Fra Juras Ørkener en rolig Olding sig</br>
Din viise Ungdom at tilraabe her formaster, </br>
Og frie med Ærefrygt, diærv, ei forfængelig, </br>
I Menniskslægtens Navn han for din Fod sig kaster, </br>
Den taler ved hans Røst, din Mildhed signer den, </br>
At tænke du tillod, du gavst dens Ret igien; </br>
Physik, Sang, Præk, Roman, Historie, Syngespil, </br>
Enhver kan skrive alt, og pibe, hvo der vil. </br>
Pegas man andensteds har stækket Vinger paa. </br>
En Phrasekiger mig tør i Paris fortælle: </br>
“I er saa god, at først paa mit Contor jer mælde; </br>
“I uden Kongelig Forlov ei tænke maae. </br>
“Hvis I vil have Klygt, gaae til vort Politie, </br>
“Saa giøre Tøsene, og see ei Skam deri; </br>
“Der’ Dont er nok saa god, og blidere end jeres; </br>
“Af oplyst Publikum de, frem for jer, bør æres.” </br>
</br>
Saaledes, o Monark! Behandles da Parnass, </br>
Og dine haante Børn, Plutarchus, og Horatz! </br>
Man ikke i Paris tør trykke Belisair, </br>
Hvis med Hr. Ribaljer han ei af Mening er. </br>
Ak! Ingensinden dog Bogtrykkeriet</br>
En farlig Konst for Fædrelandet var. </br>
Voitures falkse Vid, og Storondbrammeriet</br>
Som Balzac lovlig i Utide ødslet har, </br>
Scarrons Romaner ei forstyrred’ Jordens Fred, </br>
Og Frondekrigen ei en Chapelain optændte; </br>
Hos modige Sarmat der Tvedragts Rasenhed, </br>
Som under from Monark nys Rædsler vidt omsendte, </br>
Og ottomanske Ports fordunklet Herlighed, </br>
Dens Kraft af Moskaus Ørn til Jorden kaster ned! </br>
Mon vel et usselt Digt, en dunkel Commentair</br>
Har voldet alle de Omveltninger? </br>
Nei! til Partieaand naar sig Folket overgiver, </br>
Naar Blodet strømmer her, en Bog ei Aarsag bliver. </br>
Hvad kan en arm Skribent da giøre for Fortred? </br>
Jo! sin Forlægger arm, sin Læser keed, </br>
Udpibes overalt for sine Drømmerier</br>
Og sit Markskrigerie og galne Theorier. </br>
Er Bogen slet, kan til Undskyldning intet gielde, </br>
God, kan den trodse alle Kongers Vælde. </br>
Hvad Rom har undertrykt i London, hædrer man, </br>
Europa læse vil, hvad Paven sat i Band. </br>
En vis Markskriger, der sig selv har bragt for Orde, </br>
Paastaar, at hver, som han, ei Klygt besidde borde; </br>
Galenske Apostat! Det skal du aldrig naae, </br>
Før med min Miltsot Bugt du skulde faae. </br>
Hold op at pine levende og døde, </br>
Mit Legems Morder, Tankernes Tyran, </br>
Du dine Syge vel ved Livet skille kan, </br>
Dem kan du slaae ihiel, men eet godt Skrift ei døde, </br>
Du brænder dem, Jerom! Og Luen af de brændte</br>
Din Næse sværtede, men mig til Lysning tiente. </br>
De Udtryk – siger du – de klinge haardt og ondt, </br>
Har philosophisk Lugt; ja selv ad Sandhed stunde! </br>
Nu vel, giendriv dem! Er det ei din Dont? </br>
Mon du da ei, som jeg, Papiir besmøre kunde? </br>
Sit Gavn har Publikum af hver en saadan Tvist, </br>
Naar Flint mod Flinten slaaer, udgaaer der mangen Gnist. </br>
Deraf kan vorde Lys; de største lærde Mænd, </br>
Kun have oplyst os, fordi de maatte krige; </br>
Frit piber ad mig, jeg giør samme Skiel igien. </br>
Hvo man ei drøvte tør og ei modsige, </br>
Alt smægter som i Rom, hvor otte Hundredaar</br>
En trolig Trældom hvert Talent til Jorden slaaer. </br>
</br>
Dog vil du ei, Monark! retfærdig, mild, </br>
At Frækhed Friheden her maae udarte til; </br>
Og alle Tænkende det samme Ønske nære, </br>
Det er vort fælles Tarv, at Sæder er i Ære, </br>
Og lumpne Skribler skeer altid sin Ret af dem. </br>
Det flaue Flyveblad, som Sulten bragde frem, </br>
De Skamløshedens Børn, opdragne hos Marteau</br>
Strax der i Fødselen i evig Grav nedgaae. </br>
Et Nidskrift vise man mig dog paa hele Jorden, </br>
Med evig Skiendsel som ei er bedækket vorden, </br>
Saafremt det fængslet ei blev holdt af dybest Glem, </br>
Paa Bunden af den Pøl, hvorfra det spired frem. </br>
Dog stundom straffes baade Mund og Pen, </br>
En Helvedandagt af Oprøreren, </br>
En Mordbrands-Prædiken af Bourgoing, Guignard, </br>
I Jesu Christi Navn som Satan præket har. </br>
Men hvad, om end en Haand med Blod besudlet er, </br>
Er det da derfor dig forbudt at bære Sværd? </br>
Om ved strafværdig Snak man sig end kan forbryde, </br>
Skal man da Talens Brug derfore reent forbyde? </br>
En Smører paa sit Loft et Nidskrift smøre kan; </br>
Borttager det min Ret at tænke og at skrive? </br>
Hver Misbrug straffe man! men Brugen tilladt blive! </br>
De skumle Fiender af den hellige Forstand, </br>
Tidt mod den nyttige Opfinder Klager føre; </br>
Der støbte i Metal et rørligt Alphabet, </br>
Og under Trykkerpresser ordned’ det, </br>
Og vidste derved at mangfoldiggiøre</br>
Alt, hvad vor Aand Papiret kan betroe. </br>
Den Kunst – Boyer har sagt – forstyrred’ Slægters Roe, </br>
For kloge giør den baade Dreng og Pige. </br>
Kan være! men hvad Gavn har den ei giort igien? </br>
Hvert Folk, undtagen Rom, har følt Velgierningen. </br>
Før denne tydske Mand opfandt Bogtrykningen, </br>
I hvilken Skiændsels Pøl laae ei mit Fædrerige! </br>
Hvad Skiændsel, gode Gud! da fattigt Folk løb hen</br>
Til Fods ad Rom med sin den stakkels Skilling, </br>
Og kom tilbage, ved vor Frue glad, </br>
Og sang sit Litanie, og om Almisse bad. </br>
Da unge Ægtemand behøvede Bevilling</br>
For Ægtestandens Fryd, og yded’ Klærken Skat. </br>
Da, hvo i Testament ei satte Sancte Peder, </br>
Ei kunde opnaae Christenjordens Hæder, </br>
Ja, da en heel, fordømt og bandlyst, Stat</br>
Tilfaldt den første, der den atr indtage kom; </br>
Naar Kongen paadrog Guds og Pavens Straffedom, </br>
Og sin Gudsøster tog, og ei betalte Rom. </br>
Monarker! hvo har knust de Baand, I sukked i? </br>
Fra ældet Fordom hvo giort os og eder frie? </br>
Hvad gunstig Haand for eders stolte Troner</br>
Har paa Tiaren hævnet hundred’ Kroner? </br>
Hvo har af Brøndens Dyb fremdraget Sandheden, </br>
Og gav et sløvet Folk igien en Aand, et Hierte? </br>
Alt giorde Bøgerne, og hvad man siger end, </br>
I Konger herske kun, fra man at læse lærte. </br>
O vær da skiønsom! hav den ædle Autor kiær! </br>
Man bør dog ikke plage sin Veldæder! </br>
Og regne I da ei den Fryd, de skienke eder! </br>
De rene angerfrie Forlystelser! </br>
Var en Thalias Smiil, og hendes Søsters Taarer, </br>
Da aldrig Lægedom, naar onde Luner saare? </br>
En Konge keedes tidt, ham læses over Bord</br>
En Carls og Ludvigs sandrue Levnet for. </br>
Har hellig Censor da Skribenten havt i Aag, </br>
Siig! dømmer du da ei: Skribenten var et Drog? </br>
Han skrive maae i Mag; den stolte Ørn maae svinge</br>
Sig frit i høien Luft paa diærve Vinge; </br>
En aagvant Stud jeg ei beklage kan, </br>
At bøie ydmyg Hals af Himlen skabtes han. </br>
Den Hest, som bærer dig, maae Tøile have; </br>
Af sine Løfter er en Munk en villig Slave. </br>
Men Frihed Tænkeren kan kræve, som en Gield. </br>
Er da Parnasset, med enhver dets Sanggudinde, </br>
Et Munkekloster under Priorinde, </br>
Som signes af en Bisp, og skriftes af Grizel.</br>
Dem sigesn ingentid: “Min Søster! see vel til, </br>
Du aldrig tænker uden Skriftefader! </br>
Om Luttichs Almanak hvis du end skrive vil, </br>
Tal ei om Aarsens Tid, før Øvrighed tillader!” </br>
Hvad sagde vel til sligt den himmelske Camene? </br>
Ei Helgen, ei Tyran erkiendes her; </br>
En evig Republik Parnasset er; </br>
Thelemes Love hyldes der allene. </br>
Saa frit som det er ei den tappre Schweitzers Land, </br>
Ei sindrigt Genf, og ei Venedigs Adelsmand; </br>
Fra Pol til Pol udstrækker det sit Rige, </br>
Og efter Borgerret der alle, alle hige. </br>
Vi Søstre! o Monark! vi stedste hædre her</br>
Den Liigheds Ret, hvorad ved Hofferne man giækkes; </br>
Men vor Regiering, saa uliig den andres er, </br>
Endda maae ligne din, fordi den alle tækkes. </br> | wikisource | wikisource_3543 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Guds menighed, syng for vor skaber i løn!
- engle synge med -
Han gav os til frelser sin enbårne Søn.
Så liflig lege vi for vor Herre!
Slå harpen, du fromme salmist på jord,
- strengen er af guld -
for Jesus, vor konge, Guds levende Ord!
Så liflig lege vi for vor Herre!
Da høres de glødende tungers røst,
- Ånden er os nær -
som bringer os altid den evige trøst.
Så liflig lege vi for vor Herre!
</poem> | wikisource | wikisource_4691 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=151 to=155 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11664 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=111 to=120 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_13434 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"Dette er den udgave af Danmarks nationalsang, der oftest benyttes, bestående af 1., 2., 3. og sidste strofe af Oehlenslägers oprindelige tekst Fædrelands-Sang".<br>
"Som man ser, findes der mindst 3 forskellige melodier til sangen af anerkendte komponister."
Der er et yndigt land,<br>
det står med brede bøge<br>
Det bugter sig i bakke, dal,<br>
det hedder gamle Danmark<br>
Der sad i fordums tid<br>
de harniskklædte kæmper,<br>
Så drog de frem til fjenders mén,<br>
nu hvile deres bene<br>
Det land endnu er skønt,<br>
ti blå sig søen bælter,<br>
Og ædle kvinder, skønne mø'r<br>
og mænd og raske svende<br>
Hil drot og fædreland!<br>
Hil hver en danneborger,<br>
Vort gamle Danmark skal bestå,<br>
så længe bøgen spejler<br> | wikisource | wikisource_1365 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Nationalkonventets Stemninger med Hensyn til den høiere Underviisning.
"[413]"
Det er bekjendt, hvorledes den ældre franske Revolution i fiere Retninger lod sig forlede til Overdrivelse under dens retfærdige Uvillie imod de Misbrug og Feil, som enten havde fremkaldt den eller fremskyndede dens Udvikling. Den nye Tid var oprunden, hvori Folkeslagene ikke længer viste sig tilbeielige til at betragte sig selv blot som et Agregat af Undersaatter, hvori den under Absolutismen fordunklede nationale Bevidsthed, gjenopvakt til fornyet Liv, ikke længer uden videre tillod at identificere Tanken om Fædrelandet med Monarkens Person. Men da man i Frankrig fandt, at Kongen og hans Slægt konspirerede med Udlandet mod Revolutionen, lod »den store Nation« det ikke beroe ved at omstyrte Thronen, men den grebes en Tidlang ogsaa af den vilde Lyst efter voldsomt at tilintetgjøre Alt, hvad der nok saa fjærnt kunde minde om det kongelige Navn. Ligeledes kom man under Revolutionens Overdrivelser fra Hadet imod det ældre katholske Kirkeregimente til Vantroens Intolerance, fra Religionsfrihedens Forkyndelse til hine atheistiske Optog, der lode Deputationer af
"[414]"
Lærere møde i Nationalkonventet med deres Elever, hvor da et af Børnene overrakte Lovgiverne Petitionen om, at de i Stedet for at lære at bede i en »saakaldet« Guds Navn, herefter maatte modtage en praktisk, til Lighedens og Konstitutionens Grundsætninger passende Underviisning. Saaledes formaaede ei heller Hadet mod Adelsvæsenet, hverken mod det emigrerende eller det tilbageblivende, at finde sin Begrændsning.
Disse Overdrivelser fremtraadte saa stærke, at ingensomhelst Fremstilling af den franske Revolution har kunnet fordølge dem. Dette gjælder ogsaa om. de sidste Udsmykkelser af Revolutionens Historie, der for endnu kun faa Aar siden paa een Gang i Form af Bøger, Skuespil og Melodramer fremmylrede i Frankrig. Ligesom den ædleste og bedst forsvarlige af alle den nyere Tids Revolutioner havde forudskikket et Slags Program i de mange franske Skrifter om den engelske Historie i det syttende Aarhundrede, der udkom i Tiden nærmest førend Julidagene i Aaret 1830 — Guizots historiske Værker over den engelske Revolution, Yillemains Historie af Cromwell, Armand Carrels Historie af Kontrarevolutionen i England, Mazures Historie af Jacob Ils Regjering, o. s. v. —, saaledes forudforkyndtes ogsaa Februarrevolutionen, der saa snart skulde gjøre Frankrig til en Politistat, ved den Mængde Historier af den første franske Revolution, der som en Skare af Stormfugle paa een Gang viste sig i Aaret 1847. Hvormeget disse falske Historier endog ellers skadede, bleve imidlertid de anførte Overdrivelser i den ældre Revolution langt mindre fordulgte end tilslørede ved Lamartines rhetoriske Phraser, ved Louis Blancs sophistisk finere Bestræbelser efter at rense Robespierre, ved Michelets Forskjønnelser af Danton og Maillard, ved Esquiros's Idealisering af Marat, eller ved de
"[415]"
andre tilsvarende Forfatteres lignende Forsøg. Dog savner man i alle disses Skrifter en nøiere Oplysning om den ikke , mindre karakteristiske Overdrivelse i den ældre Revolutions Historie, der en Tid lang aabenbarede sig i et eget Fjendskab mod den høiere Videnskabelighed og i en afgjort Uvillie imod enhver Understøttelse og Fremme af samme fra Statens Side. Hvorledes der lagdes Haand paa Monarkiets og Aristokratiets Monumenter, eller hvorledes de katholske Kirkers Malerier og Billedstøtter paa de meest urolige Dage udsattes for den Medfart, som Kjøbenhavn allerede blev Vidne til under Reformationen ved Billedstormen i Frue Kirke, — alt Sligt kan man tildeels finde omtalt, men den heraf uafhængige, for en heel Periode af Revolutionen saa karakteristiske, aldeles abstrakte Uvillie ligeoverfor Videnskaben, selv er forbigaaet.
For at forstaae, hvorledes man kunde blive saa tilbøielig til at berøve den høiere Videnskabelighed al Omhu, ja endog gjøre dens Fremme- til Gjenstand for en saa afgjort Uvillie, maa det fastholdes, hvor Magtens Tyngdepunkt var at finde under Nationalkonventet. De konstituerende Stænder, der havde gjort Revolutionen, havde givet Plads for andre Repræsentationer, efter at have ladet Frankrig see en Nationalforsamling, hvorom Thiers endnu i Aaret 1850 i den lovgivende Forsamling kunde yttre, at ikke en Eneste vilde negte, at med Hensyn til Kundskabernes Soliditet hørte en lignende Forsamling nu ikke længer til de politiske Muligheder i Frankrig (1). Den kortvarige lovgivende Forsamling, der umiddelbart afløste Nationalforsamlingen, havde allerede staaet dybt under denne,
(1)
"[416]"
og i Nationalkonventet, der traadte sammen ved Republikens Indførelse, kom de kortsynede Girondister, der havde udgjort den saakaldte venstre Side i den lovgivende Forsamling, forsaavidt de ikke strandede af Mangel paa Dygtighed til de smaa Valgmanoeuvrer, til at udgjøre den saakaldte høire Side. Det moderate konstitutionelle Parti havde afholdt sig fra Valgene, eller faldt igjennem ved dem; den stærke Agitation af Ligheds- og Frihedsvennernes Selskab, som det kaldte sig selv, eller Jacobinerne, som man havde kaldt det efter dets Forsamlingers bekjendte Lokale, og ligeledes af dets mangfoldige Filialafdelinger i Departementerne vandt allerede ved Valgene omtrent Majoriteten; Selskabets Formænd, de meest terroristiske Karakterer i Frankrig, opnaaede for største Delen at vælges, og bleve saaledes ved deres dobbelte Stilling, som Medlemmer af Konventet og som Ledere af Selskabet, Situationens egentlige Herrer. Mellem dem og Girondisterne, eller i »Moradset«, som hine Dages politiske Jargon udtrykte sig, sad en Skare af for største Delen ubekjendte og uvidende, ubetydelige eller intetbetydende Medlemmer, der fattedes politisk Selvstændighed.
Paa Listen over Repræsentanterne, der vare valgte i det civiliserede Europas Hovedstad, og som ved Siden af de terroristiske Celebriteter tæller flere rene Ubetydeligheder, staaer ogsaa den altfor navnkundige Dr. Marat. Hadet mod den høiere Videnskabelighed, der frembrød med saa stor Kraft, efter at Girondisternes Indflydelse var ophørt, talte mange Forfægtere, men ingen, som overgik Marat. Mandens tidligere Historie er først i de allerseneste Aar bleven nærmere oplyst, og giver et nyt Exempel paa, at hvormeget Uvidenheden endog blev exploiteret og vildledt, udgik dog Uvillien mod Lærdommen oprindelig ei fra Almuen, men fra de halvstuderede Terrorister. Født i Omegnen af Neufchatel, var han kun ti
"[417]"
Aar gammel, da hans berømte Landsmand fra Généve, dér midt i Paris spillede Diogenes's Rolle, ved sine aandrige Paradoxer »om Aarsagerne til Ulighederne mellem Menneskerne«, begyndte at grundlægge sit store Navn, og kun tyve Aar gammel, da Rousseau selv en Tid lang drog sig tilbage til Neufchatel, efterat være bleven den offentlige Menings Konge ved de mange Skrifter om Naturmennesket og Naturtilstanden, som, trods de enkelte herlige Lynglimt, dog i det Hele taget fuldkomment ligne de sildigere græske Sophisters fra al virkelig Historie løsrevne Deklamationer. Marats Fader og Moder vilde gjøre Sønnen til en anden Rousseau, og han blev en Rousseau »i anden Potents«, en Abe af Rousseau. Den utrættelige Arbeidslyst, som selv hans Fjender have maattet tilstaae ham, gjorde allerede tidligt hans Hoved til et Magasin for de meest forskjelligartede og slettest ordnede Kundskaber, og denne over-fladiske Dannelse lod ham igjen bestandig glemme Grændsen mellem, hvad han vidste, og hvad han ikke havde lært at for-staae. »Jeg troer«, skrev Universalgeniet engang under Revolutionen, »at jeg har udtømt alle den menneskelige Aands Kombinationer om Moralen, Philosophien og Politiken«. »Dersom jeg«, skrev han senere, før sit Valg til Medlem af Konventet, »nu var Folkets Tribun, og blot blev understøttet af et Par Tusinde bestemte Mænd, indestaaer jeg for, at Konstitutionen skulde blive fuldkommen, at den politiske Maskine skulde gaae saa fortræffelig, at ingen Skjælm skal kunne forstyrre den; jeg indestaaer for, at Nationen skal blive fri og lykkelig, at den inden et Aar skulde være blomstrende og stærk, og at den skulde vedblive at være det, saalænge jeg lever«.
Det systematiske Had mod »de Lærde«, mod Akademierne og hele den høiere Underviisning, hvorfor Dr. Marat blev den første og rette Leder, var gammelt hos ham. Som saa mange
"[418]"
Schweitzere havde ogsaa han begyndt sin Løbebane med at være Lærer i Fransk hos Englænderne. Under sit Ophold i Edinburgh udgav han blandt flere Skrifter, længe før Revolutionens Udbrud, ogsaa et engelsk Skrift, som han senere paany lod trykke paa Fransk, under Titel: »Om Mennesket, eller om Principerne og Lovene for Sjælens Indflydelse paa Legemet og Legemets paa Sjælen (1)«. Den principløse Eklektisme, som overhovedet karakteriserer ham, findes ogsaa i dette Forsøg til en ny Physiologi og Psykologi. Han kunde her synes spiritualistik, forsaavidt han begynder med, at Sjælen og Legemet ere to særegne Substantser; men hans Skrift unddrog sig dog ikke for den temmelig almindelige materialistiske Retning, som allerede dengang lod den yngste Afdeling af Encyklopædisterne fremstille Tankerne som en Sekretion af Hjernen, der skulde udskille, dem, ligesom Leveren udskiller Galden, som alene kjendte en Naturudvikling efter blinde Love, kun Nødvendighed og Betagethed, men ingen Frihed og frivillig Livsdannelse. Marat erklærer, at saavel Sjælens moralske, som intellektuelle Egenskaber, ikke ere Egenskaber, der tilhøre den som saadan, men ikkun Tilstande i Sjælen, der fremkaldes af de legemlige Organer. Da han i dette Skrift, hvori han ogsaa med dyb Ringeagt omtaler Descartes, Hovedanføreren for den nyere Spiritualisme, tillige havde vovet at angribe Voltaire, fandt denne endnu førend sin Død Tid til at svare ham og hans Skrift i en bidende Artikel, hvori han fremstiller Bogen som et Potpourri Og Marat som en literair Charlatan. »Allevegne«, skriver Voltaire, »seer man Harlekin gjøre Kaprioler for at fængsle Parterret«. »Intetheden er et stort Rige; det være dit
(1)
"[419]"
Herredømme« (1). Da Marat fra England havde begivet sig til Frankrig, hvor han antog Titel af Dr. medicinæ, og en Tid lang solgte sine Lægemidler paa de parisiske Pladser, opnaaede han tilsidst en beskeden Ansættelse som Læge ved Greven af Artois's, senere Kong Carl X's Staldetat, og han befandt sig hos den samme Fyrste som Læge ved hans "Gardes du corps", da Revolutionen begyndte. I Mellemtiden havde hans kritiske Aand, der ikke havde været heldig mod Philosopherne og Voltaire, taget fat paa Newton; han forsøgte at tilintetgjøre Newtons Optik, og da det franske Videnskabernes Akademi ikke tog noget Hensyn til ham, indbød han Franklin, der dengang opholdt sig i Paris som Repræsentant for de nordamerikanske Fristater, til at overvære sine Forsøg. Misfornøiet med Franklins Yttringer, gav han sig til at arbeide paa at ødelægge den franklinske Theori om Elektriciteten. For at støtte sin egen modsatte Theori, anmodede han Volta om at dømme. Han fandt ikke Voltas Bifald.
Dr. Marats Stilling til Videnskaberne var givet, da den franske Revolution udbrød. Gik han endog uden Strømper i Skoene, med tilsølet Skjorte og med lange Negle, var dog Cynismen heller ikke hos ham fri for Forfængeligheden. Han havde udgivet tyve Bind over physiske Materier og otte over metaphysiske, uden, som han selv skrev, »at stige til sin Plads«. Den franske Regjering havde ikke behøvet at begaae den Uforsigtighed, hvorved den ved Begyndelsen af Revolutionen opfordrede »alle Rigets lærde og instruerede Mænd« til at indkomme med Oplysninger om den ældre Konstitution, for at faae Marat til at meddele sine Ideer. I Aaret 1789 udgav han sin »Plan til en retfærdig, viis og fri Konstitution«, og i
(1)
"[420]"
i Aaret 1790 sin »Plan til en Kriminallovgivning«. I begge disse Brochurer viser han sig endnu monarkisk og kirkelig, hvad der dog ikke forhindrede ham fra saa kort Tid efter at optræde som Thronens og Kirkens afgjorteste Fjende og med Ustyrlighed at forfægte den samme Forfatning, som han tidligere hverken havde anseet for ønskelig eller mulig. Dette gjorde han i det Blad, som det ikke uden store Opoffrelser lykkedes ham at stifte, og hvortil han havde fundet et kun altfor ædelt Navn: »Folkevennen, et politisk og upartisk Dagblad«(1). Revolutionen havde allerede fremkaldt mangfoldige nye Blade, der hver Dag dømte og kontrolerede Alt; men hvad den herskende, offentlige Mening havde vundet i Udstrækning, havde den for en stor Deel tabt i Rigtighed og finere Opfattelse. »Folkevennens« hele herostratiske Væsen kunde ikke gjøre den bedre; Bladets hule Phraser om Eiendomsretten, der tiltalte den Slags Socialisme, som dengang laa i Luften, kunne forbigaaes, men Dr. Marat havde nu ogsaa faaet et populairt Organ for sin uafladelige Forfølgelse af, hvad han først døbte som »det lærde Aristokrati«. Det blev snart Mode at sige: »Vogt Dig for ham; thi han har skrevet en Bog«. Videnskabernes Akademi maatte nu bøde, fordi det havde gjort sig skyldigt i Ringeagt mod det, som Dr. Marat kaldte sine Opdagelser. Det angrebes paa een Gang i Bladet og ved særskilte Aftryk af dets Angreb. De Penge, saaledes hed. det, som Staten giver til Akademiet, bruges kun af dets Medlemmer til at svires op. De fredeligste og berømteste Videnskabsmænd bleve gjorte til Gjenstand for et utrætteligt og farligt Had. Dette rammede saaledes ikke blot Condorcet, men ogsaa La-
(1)
"[421]"
place, Lalande, Monge og især Lavoisier, hvis store Revolution i Kemien netop i Tiden falder sammen med den store politiske Revolution. Da den sidstnævnte Akademiker senere paa Grund' af de Beskyldninger, som man havde troet at kunne gjøre mod . ham som en af Generalforpagterne, var bleven domfældt og havde ønsket at maatte forundes nogle Uger for at fuldføre sit sidste Arbeide over Kemien, blev der gjennem den endnu dengang mægtige Dumas svaret, at Staten ikke havde nogen Trang til slige Naturforskere. "Nous n'avons plus besoin des chimisles!" Det lød som et Echo af »Folkevennens« Artikler (1).
Paavirkningen ikke blot af Rousseaus Ideer, men ogsaa af de maratiske Stemninger fremlyste øiensynlig under Behandlingen af Underviisningssagen. Baade Nationalforsamlingen og den lovgivende Forsamling havde allerede anerkjendt, at underviisningsvæsenet trængte til en Reorganisation, men de vare af Mangel paa Tid ikke komne videre end til at modtage to Forslag eller Lovudkast i denne Retning, det ene af Biskop Talleyrand, den senere saa bekjendte Udenrigsminister, det andet af Girondisten og Philosophen Condorcet. Nu blev Sagen atter fremtagen og samtidigen foretagen baade i Nationalforsamlingens og i Lighedsvennernes Selskab. Medens imidlertid Behandlingen af Spørgsmaalet om den offentlige Underviisning under Juliregjeringen, i Gousins, i Villemains og Guizots Dage, hvorunder Frankrig fik Tusinder af nye offentlige Skoler, senere hører til de lærerigste parlamentariske Forhandlinger i Frankrig, viste Nationalkonventet, hvis Ære er at have kjæmpet for Frankrigs nationale Selvstændighed og Uafhængighed lige overfor Udlandet, sig ingenlunde dette Spørgs-
(1)
"[422]"
maal voxen. I Førstningen stod endog Sagens Behandling i Nationalkonventet, i det Hele taget, ikke synderlig høiere end i Lighedsvennernes Møder, hvor de ældste og farligste Vildfarelser producerede sig som en ny Aands aldrig forhen kjendte Frugter, og de meest æventyrlige Yttringer og Forslag mødtes. Ogsaa i Konventet gjentog Chabot ideligen, hvorledes han ikke elskede »de Lærde«, et Ord, som ogsaa han og hans Venner havde gjort synonymt med Aristokrater, og Lacroix vilde, at en Soldat skulde kunne opnaae alle Grader uden at kunne skrive sit eget Navn. Overhoved krydsedes ogsaa i Konventet de meest modsatte Anskuelser, lige fra deres, der ikke blot vilde have Underviisningen understøttet af Staten, men ogsaa, som i nogle af Oldtidens Stater, vilde gjøre Opdragelsen til en Statssag, og indtil deres, der omvendt vilde, at Staten kun skulde bekymre sig om Veie, Kanaler og deslige, og at man »med Hensyn til Underviisningen kun skulde overlade Alt til Naturens Udvikling, da Kunsten skader mere, end den gavner«. Det Fremskridt i den europæiske Menneskeheds Historie, der ikke i Formen, men i Principet betegnes ved Tiendens Indførelse, dette store Fremskridt, hvorved det blev anerkjendt, at Staternes Indbyggere ogsaa bør yde noget til de aandelige, »upraktiske« Formaal, og som det allevegne havde kostet saa store Kampe at faae gjennemført, kunde synes truet, naar man hørte dem, der talte, som om de ikke vare i Frankrig, men levede enten i Staterne i Nordamerika — ikke i de østlige , men i de vestlige, eller i Ny-Syd-Wales -— ikke i det nuværende, men i det, som Cook havde forefundet. Her hjalp imidlertid Forholdets egen Magt. Den i sig selv kun ringe Census, som Nationalforsamlingen i sin Tid havde fastsat, var bleven bortskyllet ved Republikens Indbrud; at være Franskmand var bleven den eneste Betingelse baade for Valgretten
"[423]"
og Valgbarheden, saa at den Første den Bedste kunde sendes som Lovgiver; alle Franskmænd skulde herefter udgjøre »et Folk af Konger«. Selv for den meest afgjorte Eensidighed, selv for dem, der aldrig trættedes i at fremhæve, at den kyndigere og den ukyndigere Borger kunde være lige ædle, maatte det dog, og i det forrige Aarhundredes Frankrig i endnu høiere Grad, end i det nærværende, være aldeles indlysende, at, dersom Republiken ellers skulde blive sikkret, maatte det nye og store politiske Folk modtage en bedre Underviisning. For Enhver, der virkelig vilde holde paa den nye Tingenes Orden, kunde Millioner her ei synes for meget. Det blev dekreteret, at Underviisningen skulde understøttes af det Offentlige.
Dekretet af den 5te Nivose (o: den 26de December), i Republikens andet Aar, fastsatte Bestemmelserne for Folkeskolerne eller de saakaldte »primaire« Skoler, der kun skulde meddele de for Borgernes Dannelse »absolut uundværlige Kundskaber«. Hvorledes Lighedstendentsen ogsaa kan overdrives i Underviisningslovgivningen, viste sig allerede her. Den offentlige Underviisning blev saaledes fri, at enhver Borger og Borgerinde kun behøvede at melde sig hos Municipal-autoriteterne med Vidnesbyrd om deres gode Sindelag og Opførsel, eller, som Udtrykkene lyde, med et Certifikat for deres Civisme, for derefter at ansættes ved Folkeskolen. Det gode Sindelag, der er uundværligt til Alt, skulde ogsaa være tilstrækkeligt til Alt. Ligeledes bortfaldt enhver egentlig Overbestyrelse. Imod en saadan var en stærk Opposition bleven reist i Konventet; i en fælleds Styrelse, der kunde samle de forskjellige Skoler om eet Centrum og lede dem i en vis Retning, havde man øinet Spiren til en ny Korporation, »der kunde blive faretruende for den Frihed, der havde saa mange Grunde til at være mistænksom og ængstelig«. Overtilsynet
"[424]"
med Skolerne blev kun i Almindelighed overladt til Medlemmerne af Municipalraadene, til Forældre, Formyndere, Værger eller hvem det ellers kunde interessere; over Folkeskolen skulde, som Lovgiverne udtrykke sig, Alle vaage, den skulde være "sous la surveillance de lous les citoyens". Det Forslag, der oprindeligen havde været stillet om, at enhver Folkeskolelærer skulde lønnes med en aarlig Indtægt af 1200 Livres, var ogsaa blevet forkastet, deels nemlig, fordi Folkeskolens Lærere paa denne Maade »i flere Kommuner vilde blive de rigeste Borgere, og ved den Indflydelse, der knytter sig til deres Stilling, saaledes snart vilde blive en ny Slags Sognepræster«, deels ogsaa, fordi Ligheden ikke kunde finde sig i, at Lærerne lønnedes paa nogen anden Maade, end i direkte Forhold til det Tal, hvortil deres Elever beløbe sig. En ligefrem Tarif bliver derfor fastsat. Lønnen for en Drengs aarlige Underviisning i Folkeskolen skulde udgjøre tyve Livres, for en Pige femten Livres, og Lønnen udbetales kvartalsviis efter verificerede Attester om Antallet af de Børn, der benyttede de forskjellige Skoler (1). Hvilken egen Art af Skoleindustri man netop paa denne Maade fremelskede, trænger ei til at udvikles.
Men den samme falske Lighedsaand, der allerede lægger sig for Dagen ved den hele Indretning af de primaire Skoler, skulde dog aabenbare sig endnu tydeligere ved Spørgsmaalet om den høiere Underviisnings Fremtid.
Nationalforsamlingen, der uforsigtig testamenterede saa mange ufuldendte Reformer til sine umodne Efterfølgere, havde provisorisk opretholdt alle de ældre, høiere Underviisnings-anstalter. Ogsaa den lovgivende Forsamling vilde bevare dem,
(1)
"[425]"
og understøttede særligt dem, der havde tabt ved Tiendens Afskaffelse. Nationalkonventet havde derimod begyndt sin Virksomhed i denne Retning, idet det efter et Forslag af Fouché, ogforeløbigen alene med Undtagelse af Bygningerne, lod alle de Eiendomme sælge, der tidligere, havde tilhørt hine Anstalter, hvorpaa, efter Girondistemes Fortrængelse, senere et nyt Dekret aldeles afskaffede alle de ældre Kollegier og Akademier.
Hvad skulde træde i Stedet for dem? Ogsaa dette blev et af Konventets store Spørgsmaal, og ogsaa i denne Henseende rettede mange Blik sig snart paa Robespierre, der ved Siden af sine andre Funktioner, tillige var Medlem af den i Konventet nedsatte Komitee for Underviisningsvæsenet. Robespierre, der havde tilegnet sig nogle af den myrdede Michel Lepelletier elterladte Ideer om den offentlige Opdragelse, og i Overensstemmelse med disse helst havde villet, at hele Ungdommen ikke blot fik eens Underviisning i Folkeskolen, men ogsaa kunde faae eens Klæder og Fødemidler, der specielt interesserede sig for, at alle Drenge uden Undtagelse skulde lære at kunne dyrke Jorden, og betegnede enhver Underviisning ud over det tolvte Aar som en »Chimaire, der under et bedragerisk Skin af Fuldkommenhed kun vilde tjene til at lamme Arbeidskræfterne, tilintetgjøre Industrien, udmagre Samfundet og hidføre dets Opløsning«, — Robespierre vedkjendte sig, at han ikke kunde vente Meget af sekondaire Skoler, Kollegier og Lyceer, der kun kunde blive nyttige for et meget indskrænket Antal af Individer'. Herved var allerede ikke lidet afgjort. Det fortjener dog som en Modsætning at fremhæves, at Danton ved denne Leilighed troede at maatte indskjærpe, at »Republiken allerede havde været tilstede i Aanderne i tyve Aar, førend
(1)
"[426]"
den blev proklameret«, og at burde minde om de Steder, hvorfra den hele Oplysning og Tænkemaade i Almindelighed, som i den nyere Tidsalder var optagen af Folket, havde havt sit Udspring. Han vovede endog her at gaae saavidt, at han ikke blot omtalte Ludvig XIV s Tidsalder som den, »hvori Menneskene vare store ved deres Kundskaber«, men endog havde Ord tilovers for Jesuiternes og Munkenes klassiske Studier (1). Men en almindeligere og storartet Overskriden af hele det Maximum, der blev fastsat for de primaire Skoler, fandt dog altfor mange Hindringer. Den ældre Lære af Helvetius, ifølge hvilken alle Mennesker ved Fødslen medbringe aldeles lige Anlæg, som kun den forskjellige Opdragelse senere modificerer saa meget, denne Sætning, som allerede Struensee havde optaget efter sit Bekjendtskab med Helvetius og i saa stor en Maalestok anvendt paa sig selv (2), men som i vore Dage kun har beholdt Tilhængere mellem de faa philosopherende Forfattere i Nordamerika, beherskede endnu en stor Mængde af Konventets Medlemmer, og allerede fra dette Standpunkt kunde Spørgsmaalet om de Skoler, hvortil der alene kunde blive Adgang for en Deel, kun stille sig lidet gunstigt. Mange antoge de offentlige Blade for aldeles tilstrækkelige for en høiere Dannelse. Manglerne og Misbrugene ved de ældre Kollegier og Akademier bleve ei heller glemte, og Koteri-væsenet, hvorfor Videnskabsselskaberne saa sjeldent holde sig frie, fremhævedes navnlig ofte, som om noget saadant dog kunde overgaae det »Kammeraderi«, der beherskede Konventet
(1)
(2)
"[427]"
i Republikens første Aar. De rastløse Bevægelsesmænd, der daglig formaaecle baade at holde Foredrag i Konventet og i Lighedsvenncrnes Selskab, havde ogsaa Vanskelighed ved at finde en nogenlunde retfærdig Maalestok for at bedømme Arbeidet til den akademiske Underviisning, der ved Sammenligningen maatte synes saa ubetydelig. At de opløste Skarer fylde større Plads end det opstillede Regiment, kom kun sjeldent i behørig Betragtning.
At alle de ældre høiere Underviisningsanstalter vare gaaede til Grunde eller i alt Fald kun aldeles undtagelsesviis havde efterladt et Par ynkelige og faldefærdige Ruiner, føltes intetsteds mere end i Paris. Staden Paris indgav derfor, omtrent en Maaned efter Akademiernes Ophævelse, en Petition til Nationalkonventet om, at der ved Siden af Primairskolerne ogsaa maatte oprettes saavel Mellemskoler, som ogsaa høiere Underviisningsanstalter. Det hændte sig, at denne Sag netop kom for i et Aftenmøde paa en Søndag, hvor mange Medlemmer vare fraværende, og saaledes skete det, at Konventet som Princip vedtog, at der i Overeensstemmelse med Petitionen skulde være offentlige Skoler af tre Grader. Men i det næste Møde, den paafølgende Mandag Morgen, reiste sig en af de ivrigste af Lighedsvennerne, Couppé (de l'Oise) og androg paa, at Beslutningen skulde gjøres om. »Der er«, saaledes begyndte han, »igaar blevet fravristet Konventet et Dekret, der skaber et nyt Aristokrati. Jeg sigter herved til det Dekret, der er blevet vedtaget i Overeensstemmelse med en af de vedkommende Autoriteter i Paris indgiven Petition, og som fastsætter tre forskjellige Grader for Underviisningen, medens det aldeles ikke siger noget om den folkelige Opdragelse, der bør blive Arbeiderne, Viingaardsmændene, Agerdyrkerne, med eet Ord, hele den mere ugunstigt stillede Klasse til Deel«.
"[428]"
Couppé's Andragende blev understøttet af hele Partiet, hvorfor ved denne Leilighed især Chabot og Cambon førte Ordet. Den første yttrede: »Jeg understøtter Couppé's Andragende. Det Dekret, der blev Eder frarevet igaar henimod Mødets Slutning, da kun meget faa Medlemmer vare tilstede i Salen, gaaer ud paa at gjenoplive alle Misbrugene ved "l'ancien régime"; det gaaer ud paa at skabe et nyt Aristokrati af Lærde, medens vi have tilintetgjort alle de andre; det er den brissotinske Hordes (o: Girondisternes) Plan; thi ogsaa den vilde oprette et Aristokrati af Phiiosopher, medens vi kun ville have Sansculotternes Demokrati. Der skal efter dette Dekret findes tre Grader i Undervisningen; dette Spørgsmaal er saa indgribende, at det fordrer en storartet Undersøgelse; vi ville faae at see, om man virkelig bør give Byerne et Privilegium ligeoverfor Landdistrikterne, eller om man ikke tvertimod bør skabe een Familie af hele Nationen; om det ikke er muligt, naar vi faae en Lovbog indrettet efter alle Borgeres Fatteevne, at kunne undvære Prokuratorer, Advokater og Lærde. Ogsaa jeg andrager paa Dekretets Tilbagetagelse. Glemmer ikke, at det Forslag, som var blevet forelagt af Monsieur de Condorcet, i sin Tid er blevet forkastet, fordi det var altfor sprænglærdt«. Cambon tilføiede under Bifald i Forsamlingen: »Det igaar vedtagne Dekret fornyer Akademierne under et andet Navn; man vil endnu have os til at troe, at man ikke kan forsolde en Sko uden med Passer i Haanden og i et Akademi, medens Skoen ikkun bør gjøres i Skomagerens Boutik«. Den svage Modstand røber allerede Manglen paa Haab. Prieur (de la Marne) tillod sig kun den Bemærkning, »at det er fuldkomment sandt, at der i de tre Artikler, der indgaves fra de vedkommende Autoriteter i Paris, aldeles ikke er Tale om Agerdyrkernes saa interessante Klasse, men vi vide ogsaa Alle, at
"[429]"
denne Klasse af Medborgere ikke findes i Paris«. Fourcroy fremførte kun Almindeligheder om, hvorledes det ikke syntes, som om de foregaaende Talere havde forstaaet den Diskussion, der havde fundet Sted den foregaaende Aften, og hvorledes Konventet, fordi det opretholdt Dekretet, gjerne kunde forandre Redaktionen. Hans Tale blev kun holdt under Forsamlingens Afbrydelser og fik til Slutningen kun som Løn det Udraab af den ivrige Lighedsven Bourdon (de l'Oise): »Er det da umuligt at faae en Ende paa disse akademiske Diskussioner?« Ikkun Bazire vidste træffende at benytte den med Udlandet udbrudte Krig til en Formaning, som han lagde Lovgiverne paa Hjerte. Man maatte ikke smigre sig med, at naar Frankrig opgav Omhuen for den høiere Videnskabelighed, der havde været dets Ære, vilde dets farlige Naboer ogsaa følge Exemplet; tvertimod vilde deres truende Magt derved kun gjøres aldeles overlegen. »Er det ikke Mathematikens Studium, der gjør gode Tngenieurer og gode Artillerister? er det ikke ved Hjælp af Astronomien, at vi kunne finde Veien over Havene?« »Lad kun Frankrig«, saaledes sluttede han med Hensyn til Cambons Ord om Skomageren, »lad kun Frankrig synke i Barbariet; en Ærgjerrig vil aldrig udeblive, og sandeligen, han vil ikke finde Vanskelighed ved at lænkebinde den Skomager, der alene for-staaer sig paa sine Sko, eller den Bonde, der aldrig har vidst at styre Andet end sin Plov. De fremmede Magter, og England fremfor alle, ønske Intet hellere, end at see os antage den ulykkelige Vildfarelse, som man udvikler paa dette Sted; de lykønske sig allerede forud ved at see os forberede dem de Midler, hvorved de en Dag kunne underkue os«. Men ogsaa Bazire kunde dog ikke fordølge sig Frugtesløshedén af sine Ord. Dekretet, der allerede havde fastsat, at der ogsaa
"[430]"
skulde være Mellemskoler og høiere Undervisningsanstalter, blev taget tilbage (1).
Medens alle Mellemskolerne ogsaa senere forbleve forkastede, indkom efter lang Tids Forløb Konventets Komitee for den offentlige Underviisning med sit Lovforslag om den Maade, hvorpaa den ved de primaire Skoler grundede Underviisning skulde suppleres. Ved disse Skoler var der blevet sørget for Individernes uundværlige Kundskaber; nu skulde der sørges for de Kundskaber, der vare nødvendige for Samfundet. Lovforslagets første Afdeling handler i Almindelighed om Midlerne til at udbrede Underviisning, og anfører som saadanne Folkerepræsentanternes Forhandlinger, Valgforsamlingerne, de folkelige Selskabers Forhandlinger, de nationale Fester, hvorpaa der lagdes megen Vægt, og Theatrene, »hvor Ungdommen, saa at sige, uden Arbeide vil kunne erhverve Kundskab om sine Rettigheder og Pligter«. Journalliteraturen, hvorpaa man ellers dengang lagde saa overordentlig Vægt, nævnes her, underligt nok, aldeles ikke. Den anden Afdeling handler om Videnskaber og Kunster, hvis Underviisning skulde lønnes af Staten. I ti Stæder skulde der oprettes »Sundhedsskoler« og i elleve Stæder Veterinairskoler. I fire Stæder skulde der oprettes Observatorier, hvis Astronomer skulde være pligtige til at undervise i astronomiske og meteorologiske Iagttagelser og i kronologiske Beregninger. Een Lærer i Ingenieurvidenskaben og een i Artillerividenskaben skulde ansættes i Statens ni største Land- og Søfæstninger. Een Hydrograph skulde ansættes i Frankrigs Havne, for at lære de Søfarten vedkommende Videnskaber. Een Lærer i Mineralogi og een i Metallurgi skulde ansættes i Paris. Den tredie Af-
(1)
"[431]"
deling af Lovforslaget handler om Maaden, hvorpaa disse offentlige Lærere skulde udvælges, og her aabenbarer sig fremdeles den samme Aand, der allerede havde lagt sig for Dagen i Lovgivningen om de primaire Skoler. Lærerne i Ingenieur- og Artillerividenskaben skulde i de forskjellige Fæstninger vælges af alle de Ingenieurer og Artillerister af enhver Grad, som i dem laae i Garnison, og Lærerne for de medicinske og Veterinairskolerne endog med relativ Stemmefleerhed af Borgerne i de Distrikter og Kommuner, hvori Skolerne oprettedes(1). Lovforslaget maatte vistnok kaldes demokratisk nok, men Konventet ajournerede det dog, og Sagen blev senere slet ikke forelagt førend Thermidorrevolutionen. I Ligheds- og Frihedsvennernes Selskab havde Planen i det Hele taget ikke fundet Sympathi; da Spørgsmaalet der var for, havde Hassenfratz reist sig for at erklære, hvorledes han »saa med Smerte, at skjønt man havde sagt, at man ikke vilde lade Staten beskjæftige sig med Videnskaberne, optog man dog nu atter under den offentlige Underviisning Astronomi o. s. v.« (2).
En særegen Bestemmelse i Lovforslaget havde udtrykkelig fastsat, at Underviisning i alle de Videnskaber og Kunster, der ikke nævnedes i dette Dekret, vedkom ikke det Offentlige. Der blev saaledes ikke blot slaaet en Streg over de klassiske, historiske og philosophiske Studiers Understøttelse, men ogsaa over de juridiske Fakulteter. Underviisningskomiteens Motiver, der foredroges af Bouquier som Ordfører, ere i denne Henseende betegnende. »Tanken om at oprette sekondaire Skoler eller Middelskoler, Skoler helligede til Underviisning om Lovene og jeg veed ei hvilke andre Videnskaber, hvorfor det synes,
(1)
(2)
"[432]"
at de Lærde de "l'ancien régime" endnu bevare en særegen Forkjærlighed, har allerede flere Gange været fremsat; en saadan Idee, der upaatvivleligen er udsprungen af en eller anden forhenværende Universitetsprofessors Hjerne, er imidlertid forekommen os, for ikke at sige mere, uforsonlig med de republikanske Institutioner, hvis simple Grunde bør søges i Naturen«.
»At fremsætte et saadant Forslag, er det ikke ubestridelig at ville gjenoprette disse gothiske Anstalter, hvor en umoralsk Ungdom tabte en kostbar Tid for møisommeligen i sin Hjerne at opdynge altid tomme og ofte upaalidelige Kundskaber, Kundskaber, som den var nødt til at glemme, saasnart dens Interesse eller Smag gav den Lyst til at erhverve sig nyttige Kundskaber? er det ikke at ville organisere nye akademiske Korporationer, at oprette nye Huler af Lærde, for at spekulative Egoister ustraffet kunde isolere sig fra Samfundet og opføde et pædagogisk Aristokrati, der er fuldkomment lige saa skadeligt, som Absolutismens, Fødselens og Rigdommens«.
»At foreslaae Oprettelsen af Læreskoler for Retsvidenskaben, betyder kun at ville gjenopvække Chikanen og dens Slæng, som Fornuften, Philosophien og Friheden have knuust med deres tredobbelte Kølle. Det betyder kun at ville oprette en ny Sorbonne af Jurister, hvis Doktorer snart vilde opnaae
at sætte deres egne sære Meninger i Stedet for Lovene ... Lovene bør være simple, klare, og i et saa ringe Antal, at enhver Borger kan bære dem hos sig. Det er derfor saa langt fra, at Nationalkonventet bør oprette Retsskoler, at det tvertimod, under haard Straf, bør forbyde enhver Art af Paraphras, Fortolkning, Glose og Kommentar«(1).
(1)
"[433]"
Naar Ordføreren for Komiteen for den offentlige Underviisning kunde afgive en saadan Betænkning., naar en saadan Aand kunde komme til Orde i Paris, kan det ikke forundre, at Forholdene tillige maatte stille sig misligt i Departementerne. Det var i denne Periode ikke blot Kunstsamlingerne og Museerne, der lede saa meget, men overalt forfaldt ogsaa de videnskabelige Samlinger og Stiftelser, der nu ikke længere fandt nogen Støtte i Staten, eller den Sikkerhed, der er den første Betingelse for alt videnskabeligt Væsens Blomstring. Nogle af dem forsvandt aldeles, andre gik Opløsningen imøde. Kommunerne, i hvis Lod Varetægten over disse Stiftelser foreløbig var falden, havde deels ingen Interesse for dem, deels overgik ogsaa Vedligeholdelsens og Bestyrelsens Omkostninger deres Kræfter. Den botaniske Have i Montpellier blev sløifet, og i Versailles vidste man paa en nem Maade, ved at dræbe Dyrene i dets forhenværende zoologiske Have, at spare paa de Udgifter, som Haven ellers vilde kostet. Fra Tanken om at slaae Bibliothekerne sammen, gik man en Tid lang over til aldeles at opgive dem. De efter den nye Maade valgte Munieipalitetsraader mødte i Bibliothekerne, lode Læseværelserne rømme og satte Segl uden for Dørene. Dette blev atter en Hovedgrund til, at alle strængt videnskabelige Tidsskrifter, "Journal des Savants", "Annales de Chimie", "Journal encyclopédique" o. s. v. maatte gaae ind. Videst i Ligegyldighed og Uvillie gik dog Chefen for den parisiske Nationalgarde, den bekjendte General Hanriot, idet han stillede sig i Spidsen for Agitationen mod det dengang saakaldte nationale, det nuværende store keiserlige Bibliothek. Medens Adsplittelsen af Bibliothekernes Værker dog vilde have tilladt enkelte Skatte at komme i private Hænder, bestod den korte Proces, som hans Raahed anbefalede, ikke i mindre end at brænde den kostbare
"[434]"
Bogsamling. Sagen syntes at blive alvorlig, da hans Forslag fandt Medhold udenfor Paris og navnlig ogsaa understøttedes ved en Motion fra Marseille. Det europæiske Kontinents Hovedstad var i Færd med at høre en virkelig Debat om en Fremfærd, lig den, som kun af et urigtigt Sagn er bleven tillagt Kalifen Omar i Alexandria. Det store Bibliothek blev først sikkret ved Thermidorrevolutionen, der styrtede Hanriot tillige med hans politiske Venner. Thermidorrevolutionen borttog tillige Seglene fra de andre Bibliotheker og gjorde atter deres Læsesale tilgjængelige. Et af dem opbevarer endnu et Trophæ fra den Seier, der ved denne Revolution blev vunden. En af de meest ivrige Lighedsvenner i Strasburg, en Hr. Teterel, havde nemlig tidligere ikke kunnet faae det i sit Hoved, hvortil Strasburgs Münster egentligen »nyttede«, og havde derfor foreslaaet at det store Taarn burde nedrives, saa at Materialierne kunde anvendes gavnligere. Det viste sig imidlertid snart, at det ikke var saa let at nivellere den høieste Kirke i Europa, hvorpaa Middelalderens Tro havde bygget i henved tre hundrede Aar. Da man imidlertid i alle Tilfælde fandt, at Høiden haanede det nivellerende Lighedsprincip, havde man i sin Tid ladet forfærdige en saakaldet Lighedshue af rødmalet Blik, der blev anbragt paa Spidsen af Taarnet. Tegnet nedtoges efter Thermidorrevolutionen, paa samme Tid, som man borttog det Segl, som af den foregaaende Kommunalbestyrelse, med Mairen Hr. Bonnet i Spidsen, ogsaa var blevet sat uden for det offentlige Bibliothek i Strasburg. Bibliotheket, et af de største og meest besøgte i Frankrig, opbevarer nu som et Minde om sin egen samtidige Emancipation det fra Taarnet nedtagne Pragtstykke.
Med Thermidorrevolutionen begyndte nu ogsaa for den høiere Underviisning og sammes Fremme en ny Periode i
"[435]"
Frankrig. Materialismens og Vandalismens Magt havde kulmineret, og begyndte nu efterhaanden at gaae nedad. Nationalkonventet, der atter optog de af det tidligere udtraadte Medlemmer, søgte allerede i sine sidste Aar, endnu førend den nye Forfatning, at indføre hvad den selv havde forsømt eller forbrudt. Forfølgelsen af »de Lærde« ophørte strax, og fulgtes, trods den store Pengenød, gjentagne Gange af foreløbige Understøttelser til Videnskabsmænd, Forfattere og Kunstnere, for at formilde deres øieblikkelige Stilling; til otte og tyve Navne gaves saaledes paa een Gang Portioner paa tre tusinde Livres, til to og halvtredsindstyve Navne Portioner paa to tusinde Livres og til otte og tredive Navne Portioner paa femten hundrede Livres(1). Konventets Komitee for den offentlige Underviisning, der fik friske Kræfter, begyndte forfra, og forgjæves søgte nogle faa Repræsentanter for den tidligere Retning at holde igjen. Ligesom en ny Tankegang, der iøvrigt her ei skal forfølges videre, strax efter Thermidorrevolutionen begyndte at gjøre sig gjældende ved Omdannelsen af Folkeskolen, saaledes oprettedes ogsaa allerede i Konventets sidste Aar Slag i Slag en Læreanstalt for de orientalske Sprog, der strax fik Professorater i Tyrkisk, Arabisk, Persisk og Malaiisk, Frankrigs i sit Slags eneste Nationalinstitut, hvori de tidligere Akademier skulde forene sig, og hvortil allerede Talleyrand og Condorcet havde havt Ideen, den polytekniske Skole, Bureau des Longitudes, Normalskolen i Paris, som Forløber for de høiere Centralskoler, hvoraf een oprettedes i hvert Departement, ved Siden af Kantonernes primaire Skoler, o. s. fr. Nationalbibliothekel i Paris fik sin nye Organisation, Thibaudeaus Forslag om Forbud mod farlige Magasiners eller Værksteders Oprettelse ved
(1)
"[436]"
Siden af Bibliotheker blev hævet til Lov, og Nationalkonventet lod blandt Andet nu, karakteristisk nok, paa offentlig Regning trykke og i mangfoldige Exemplarer fordele Condorcets efterladte »historiske Fremstilling af den menneskelige Aands Fremskridt«(1). I Stedet for de Komplimenter, der tidligere vare blevne ydede til de Taageaander, der stedse pleiede at anmelde sig selv som Alt aabenbarende Lys og Evidentsens Sendebud, kunde man nu, naar Spørgsmaal vedkommende Underviisningsvæsenet vare for, høre Fréron betegne Robes-pierre som »den nye Omar, der havde villet brænde Bibliothekerne«, eller Fourcroy minde om de Tider, da hans Foredrag »med en grusom Kunst sønderreve, bagvaskede og med Væmmelse og Bitterhed opfyldte alle dem, der havde gjort større Studier og besad udstrakte Kundskaber«. »Robespierre«, yttrede den samme ligeledes senere i Konventet, »betragtede aldrig Videnskabsmændene uden med skelende Øine, med Raseriets og Misundelsens Øine, ikke blot fordi han selv Intet vidste, men fordi han følte, at de oplyste Mænd aldrig vilde bøie Knæ for ham«. »En af de Vesirer, som vi kaldte Ministre«, saaledes siger Lakanal, »smigrede sig med, at maa, snart i Frankrig ikke skulde trykke Andet end Almanaker«. »Uvidenhedens Herredømme«, hedder det i en Tale af Villars, »er nu forbi. Det er endelig muligt at tale Videnskabsmændenes, Forfatternes og Kunstnernes Sag i Lovenes Helligdom«. Grégoire paastaaer, at der aldrig fandtes nogen Periode af Historie, hvori „"de Halvstudeertes Jalousi"" havde lagt. sig for Dagen paa en saa raa Maade, som under den forrige Periode, hvori Robespierres Tyranni havde ledet Alt, og lægger den nye
(1)
"[437]"
Majoritet paa Hjertet: »Hvad vi vide, er en Ubetydelighed mod alt det, som vi ikke vide, og som det var godt at kjende. Lader os da fremme Udviklingen af alle Ideerne, lader os, saavidt det staaer til os, bidrage til at formindske Lakunerne paa de menneskelige Kundskabers Tavle«(1). Det er betegnende for Omsvinget, at denne nye Tone ogsaa istemmedes af flere af dem, der tidligere havde udtalt sig i den materialistiske Retning, hvad enten de nu tankeløst havde glemt deres egen politiske Fortid, eller de for enhver Priis vilde søge at beholde Andeel i Magten. "Voulez vous conserver le pouvoir", siger allerede Kardinal Retz i sine Memoirer, "changez souvent d'opinion". Nationalkonventet havde overdraget sin Komitee for den offentlige Underviisning at indkomme med Beretning om de videnskabelige Tab og den Tilbagegang, som den overvundne Materialisme og Vandalisme havde kostet Frankrig, og den 14de Fructidor (o: den 1ste September) i Republikens andet Aar, ligesom derefter den 8de Brumaire (o: den 29de Oktbr.) og den 24de Frimaire (o: den 14de December) i Republikens tredie Aar, afgaves tre vidtløftige Betænkninger herom(2). Biskop Grégoire, der var Ordfører, som havde benyttet Leiligheden til tillige at meddele en lang Liste over de »Lærde«, der blot som saadanne i sin Tid havde været Gjenstand for Forfølgelse, og der antager, at hans Beretninger maae »vidne for Efterverdenen om, at vi vare paa Bredderne af en Afgrund«, samler det hele Indtryk i disse Ord: »Udtag af Historien den menneskelige Aands Forvildelser, og der bliver kun et lille Bind tilbage; men selve Historien om disse Vildfarelser, og de Mindesmærker, der gjenkalde dem i Erindringen, ere ei
(1)
(2)
"[438]"
unyttige; det er ved disse Fald, at Fornuften sikkrer sig mod nye Fald og vinder en fastere Gang«(1). Hvorledes nogen Fristelse til en Falden i en lignende Retning overhovedet kan fremspire i Demokratiet, er klart blevet, efterviist af Tocqueville og af Cherbuliez i deres bekjendte Skrifter(2). Men naar det overhoved er Fordelen ved den franske Revolution, at den fremtræder saa tydelig, bestemt, plastisk, at den bliver lærerig for alle Partier, gjælder det ikke mindst om den her omtalte Retning. Denne ligner et flammende Fyrtaarn, som fra sin Afstand advarer mod at nærmes. Da Februarrevolutionen indtraf, da en halv Snees Millioner Franskmænd pludselig igjen kaldtes til at være Vælgere, og da den kortvarige Republik i saa mange Retninger kopierede den ældre, undlod den det viselig i denne. Man priste den Liberalitet, hvormed det engelske Folk netop paa den Tid, hvorunder Underviisningssagen var for i den lovgivende Forsamling, baade i Moderstaten og i Kolonierne efter forøget Maalestok lod det Offentlige understøtte den høiere Underviisning(3). Forholdet mellem den ældre og den nye Republik viste sig nu saa besynderlig forandret, at Reaktionen især holdt paa Naturvidenskaberne, medens den
(1)
(2)
(3)
"[439]"
philosophisk-historiske Underviisning var Gjenstand for den venstre Sides Yndest. Dens overdrevne Fordringer om Statens Understøttelse af Underviisningen kunde iøvrigt allermindst tilfredsstilles paa en Tid, hvor den franske Statsgjælds Rente alene i Aaret 1848 var bleven forøget med betydeligt mere end det Dobbelte af det Beløb, hvormed den var voxet under hele Juliregjeringens Periode. Men det bør dog erindres til Ære for Februarrevolutionens ulykkelige, nu for en stor Deel omkomne, fængslede eller landflygtige Mænd, at de vilde alt Andet end formindske Understøttelsen af den høiere Under-viisning, hvortil de helst ikke blot havde aabnet Adgangen for Alle, men ønsket virkeligen at kunne drage Alle. | wikisource | wikisource_3593 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu" from=498 to=507 header=1 /> | wikisource | wikisource_17136 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Kongens Fald.djvu" from=5 to=10 header=1 /> | wikisource | wikisource_29786 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danmarks Riges Grundlov, Valgloven, Bestemmelser angaaende Forretningsordenen i begge Thingene (1850).pdf" header=1 from=117 to=133 forfatter=Folketinget titel="Folkethingets Forretningsorden vedtagen den 8de, 9de og 11te Februar 1850"/> | wikisource | wikisource_26606 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
= Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie =
"Paa Dansk udg. af L.V. Petersen"
Nærværende Skrift udkom oprindeligt paa Latin som Afhandling for den theologiske Licentiatgrad ved Kjøbenhavns Universitet. Det findes vidtløftigere anmeldt i ”Tidsskrift for Litteratur og Kritik” 1 Aarg. 1 Hefte, kortere i ”Theologisk Tidsskrift” 2 B. I H. Ogsaa udenfor Danmark har man med megen Opmærksomhed taget Hensyn til det; saaledes er det i Tydskland blevet anmeldt i ”Theologische Studien und Kritiken” Jahrg. 1838 H. 4, og navnlig har Dr. C. F. Göschel i sin Bog ”Beiträge zur speculativen Philosophie von Gott und dem Menschen und von dem Gott-Menschen” jevnlig henviist sine Læsere til det (f. Ex. p. 48, 78, 117—118, 257—259). Det var det første Skrift, der hos os udkom i den nyere speculative Retning og bebudede den Æra i Theologien, hvorfra man nu allerede har begyndt at regne.
Den videre Begrundelse af mit Foretagende tør jeg vistnok her ansee for overflødig; hvad den nye Form selv angaaer, da henstiller jeg den herved til gunstige Læseres nærmere Bedømmelse.
"Den 18de Juni 1841. "
"L.V. Petersen "
Om den indre Forbindelse imellem Theologien og Philosophien..
§ 1..
”Philosophere maa man”, siger Clemens Alexandrinus, ”selv om man aldeles ingen Philosophie vil tilstede. Man kan nemlig ikke misbillige eller forkaste Noget, medmindre man først har lært det at kjende. Derfor maa man philosophere omendog blot for at indsee, at man ikke skal philosophere”.
Dette Raisonnement, der allerede er fremsat i Kirkens første Tid, har stedse gjort sig gjældende i Theologien, og man vil ikke let finde nogen tænkende Theolog, der paastaaer, at Theologien kan undvære Philosophien. Indskrænker man sig dertil, at Philosophien kun skal forholde sig til Theologien som en negativ Betingelse til den positive Videnskab, vil man finde Medhold hos mange af vor Tids Theologer, der vel tilstede Brugen af Philosophien som en Bidisciplin, men langtfra tillægge den nogen gjennemgribende Betydning i Theologien. Indrømmer man imidlertid, at der overhovedet gives en speculativ Erkjendelse af Gud og de guddommelige Ting—hvilket ikke her skal bevises—, kan man ikke Andet end være enig med Kirkens philosopherende Fædre, saavel som med Middelalderens Scholastikere, der lærte, at Theologien var Philosophie, at den sande Philosophie var Theologie, og saaledes hævdede begges Eenhed. Denne Sætnings Sandhed følger ligefrem af Sagens egen Natur. Hvad der nemlig gjør Philosophien uundværlig for Menneskeslægten, er Trangen til Sandheds Erkjendelse; men hvad Andet har fremkaldt Theologien? Den absolute Sandhed eller Gud er Philosophiens Gjenstand; men Theologien har ingen anden Gjenstand, og Religionen intet andet Indhold end Guds Aabenbaring til Menneskene: saaledes have Theologien og Philosophien samme Object og ere fremgaaede af samme indre Nødvendighed. Hvis der da alligevel er nogen Forskjel imellem dem, kan den alene ligge i Methoden, eller i den Maade, hvorpaa deres evige Gjenstand tilegnes af den menneskelige Viden.
Denne Forskjel i Methoden, kan bestemmes paa flere Maader; men alle Modificationer heraf synes dog at kunne henføres under den Hovedforskjel, at Theologien har Troen, Philosophien derimod Viden til sit Erkjendelsesprincip. Denne Distinction vilde vi gjerne tage for gyldig, naar vi blot kunde blive overbeviste om, at Methoden er en vilkaarlig og ingenlunde en nødvendig Sag. Methoden er, hvis vi ikke feile, den Lov, som Sandheden selv har paalagt den menneskelige Tanke for at komme til sin Erkjendelse, den evige Vei, ad hvilken den uendelige Sandhed vil findes af den endelige Aand; den er det nødvendige Baand imellem Erkjendelsens Gjenstand og det erkjendende Subject. At tvivle om, at der virkelig gives en saadan objectiv Methode, vilde være det Samme som at indrømme, at der ikke finder nogen Overgang eller Forbindelse Sted imellem Gud og den endelige Erkjendelse, at der, med andre Ord, ikke gives nogen Viden af Gud og de guddommelige Ting. Indrømmer man nu ikke dette, da kan man heller ikke vedkjende sig den Anskuelse, at der skulde være to Sandheder om det samme Object. Thi som dette stærkt smager af en slet Scholasticisme, der fingerer sig tvende Sandheder, en theologisk og en philosophisk, hvilke ikke sjelden modsige hinanden: saaledes kan den rette Erkjendelse, der ene gjør, at Sandheden er for Mennesket, kun være een, fordi Sandheden kun er een. Dersom nu Troen skal sættes tilside, naar det gjælder om Sandhedens Erkjendelse—en Sætning, vi her blot opstille som en Hypothese, men som iøvrigt underskrives af mange Philosopher—; dersom den speculative Begriben, eller Erkjendelsen af Sandheden i dens Sandhed, kun kan opnaaes ad den saakaldte rene Tankes Vei; dersom Sandhedens fuldkomne Aabenbaring ikke finder Sted formedelst Troen men kun formedelst Tvivlen: saa maa den theologiske Grandskning, der har den absolute Sandhed til sit Object, være en Tænkning ikke i, men udenfor og over Troen for at kunne stemme overeens med Objectets Natur. Saaledes bliver Theologien Philosophie. Det er netop denne fuldkomne Harmonie og Overeensstemmelse imellem Form og Indhold, der udgjør enhver Videnskabs Begreb, hvorfor den heller ikke tillader nogensomhelst anden Begrændsning end den, der følger af Objectets egen Natur. Det er derfor en vilkaarlig Fremgangsmaade at indrømme Philosophien en absolut Erkjendelse af Sandheden, men lade Theologien forblive paa et lavere Trin og slaae sig til Ro ved en relativ Erkjendelse.
Dersom paa den anden Side Mennesket kun formedelst Troen kan erkjende Sandheden, dersom denne Betingelse ikke er et Paafund af Theologerne, men en Fordring af Sandheden selv, en nødvendig Lov, Sandheden i sin Selvmeddelelse følger: da maa man ogsaa slutte, at Philosophien paa ingen Maade kan give Afkald paa Troen, men at den maa værre en Grandskning indenfor Troen. Og saaledes bliver Philosophien Theologie. Hvorledes nu Sagen end forholder sig, hvad enten Undersøgelsen om Guds Væsen bør have Troen til Princip eller ogsaa den rene Fornuftnødvendighed: altid ligger det i Methodens objective Beskaffenhed, at den theologiske Methode ikke kan være forskjellig fra den philosophiske.
Det Samme vil vise sig, naar man betragter denne Methode-Forskjel under en anden Form, der hyppig forekommer, vi mene den velbekjendte Distinction imellem Erkjendelse a priori og a posteriori. Naar man altsaa siger, at i Theologien stiger Erkjendelsen nedenfra opad, fra Phænomen til Idee, i Philosophien derimod ovenfra nedad, fra Idee til Phænomen: da maa man lægge Mærke til, at disse tvende Bevægelser, uagtet deres modsatte Retning, dog kun ere Momenter i Eet og det Samme, nemlig i den Udvikling, hvorved den guddommelige Idee og den menneskelige Tanke gaae over i Hinanden; de ere derfor ogsaa i enhver Erkjendelse, der har et realt Indhold, saa nøie forbundne, at de ikke kunne udstykkes. En Distinction som hiin bliver kun nøgen og abstract, og kan paa ingen Maade begrunde en dobbelt Videnskab. Overhovedet maa det fastholdes, at de forskjellige Videnskaber alene finde deres forskjellige Inddelingsgrund i de objective Momenter, hvori Sandheden selv har deelt sig. Men alle Videnskaber ere Momenter i den ene almindelige Videnskab, Philosophien, hvis Culminationspunct er den speculative Theologie.
§ 2..
Som den almindelige og fundamentale Videnskab har Philosophien ikke alene Erkjendelsesgjenstande, men Erkjendelsen selv til sit Object; den er Videnskabernes Videnskab (Videnskabslære—Erkjendelseslære). Spørgsmaal som disse: hvorledes en Videnskab kommer istand, hvorledes den menneskelige Bevidsthed forholder sig til Erkjendelsens Object, hvilken Betydning og Realitet der tilkommer Tænkningens Kategorier, falde altsaa under Philosophien, ikke i dens Eenhed med Theologien, men i dens Selvstændighed som Fundamental, Videnskab. En saadan Videnskab er Forudsætning for Studiet af enhver positiv Videnskab; en Erkjendelsens Theorie kan uddrages af enhver videnskabelig Praxis, om man endogsaa ikke har havt nogen Theorie for Øie. Navnlig have Theologerne maattet anerkjende dens Nødvendighed, og stedse knyttede man til Theologien idetmindste Visse Laanesætninger fra hiin Fundamental-Videnskab, der med Rette kaldtes architektonisk, endskjøndt den endnu ikke var bragt i noget System. Vi finde allerede hos Middelalderens Theologer de første Træk af en Erkjendelsestheorie, der skulde danne et Grundlag for Theologien. Herom minder Anselms og Augustins bekjendte "credam ut intelligam", en Sætning, der havde meget stor Indflydelse paa hele Middelalderens Theologie; herhen hører ogsaa Meget i Thomas Aquinas's Skrifter, til Exempel hans lærde Afhandling om Identiteten af Erkjendelsens Subject og Object; herpaa tyder fremdeles den bekjendte Strid imellem Nominalister og Realister, der indeholder saa gjennemgribende Conseqventser for Theologien. Raadspørge vi endelig Religionen selv, ville vi der finde Meget, som tyder hen paa denne Videnskabs Nødvendighed f. Ex. de christelige Dogmer om Aabenbaring og Inspiration, ja endog mange Udsagn i den hellige Skrift (f. Ex. 1 Cor. 13,12. 2, 14), der anbefale den udtrykkelig. Selv i Begyndelsen af Genesis, Menneskeslægtens allerældste Tradition, høre vi allerede Tale om hiint mystiske Kundskabens Træ. I alt Dette have vi en Opfordring til at uddanne vor Erkjendelsestheorie.
Ikke Dogmet selv, men dets Erkjendelse er altsaa Gjenstand for Fundamental-Philosophien. Man kommer i denne Videnskab ikke til nogen dogmatisk og theologisk Erkjendelse i streng Forstand, men til Erkjendelsen af denne Erkjendelse, til Bevidstheden om den theologiske Bevidsthed. Det er let at indsee, at det christelige Dogmes hele Realitet, Vægt og Betydning afhænger af denne Betragtning. For at fjerne al Tvivl i denne Henseende behøver man blot at overveie, hvilke Conseqventser der for den christelige Dogmatik flyde af Striden imellem Nominalismen og Realismen, af det philosophiske Spørgsmaal, om Ideerne have subjectiv eller objectiv Gyldighed; man stille sig blot det gamle Spørgsmaal for Øie, om det gjensidige Forhold imellem Fornuft og Aabenbaring, om Troen eller Fornuften som Princip for Tænkningen. Det kan, da heller ikke vække Forundring, at den dogmatiske Theologie i enhver Tidsalder forandres med Tidsalderens Erkjendelsestheorie. Saaledes har navnlig i den nyere Tid Kant ved sin ”Kritik der reinen Vernunft”, der fandt sin videre Udvikling i Fichtes System ”die Wissenschaftslehre”, og senere Hegel ved sit dybsindige Værk ”die Phænomenologie des Geistes”, saavel som ved sin speculative Logik, fremkaldt den største Forandring i Theologiens Tilstand. Hele Betragtningsmaaden af de christelige Dogmer har ved disse Theorier gjennemgaaet en stor Metamorphose, hvorpaa vi i det Følgende skulle see Exempler.
Vel findes, som ovenfor antydet, allerede i Middelalderens theologiske Værker ikke faa "disjecta membra" af Fundamental-Philosophien; men Uddannelsen af denne Videnskab til et selvstændigt System blev forbeholdt den nyere Tid, det er Tidsrummet fra Reformationen til vore Dage, da Philosophiens Herredømme har naaet en videre Udstrækning. Thi efter Reformationen frigjorde Philosophien sig fra Theologien og hævdede i Medfør af Reformationens eget Princip sin selvstændige Auctoritet. Reformationen var nemlig ikke blot en Frigjørelse fra et Trældomsaag, der ulovmæssigt tyngede den frie Menneskeaand, men en positiv Udvikling af Friheden selv. I hiin store Kamp, hvor Aanden stred for sine helligste Rettigheder, hvor den frie Adgang til Gud atter blev aabnet for Mennesket, hvor Tro og Viden alene støttede sig til Guds Auctoritet, der i Sandhed er frigjørende—uddannede sig hos Menneskene en inderlig Overbeviisning om Aandens Dignitet, om dens guddommelige Ret til at randsage og begribe alt Guddommeligt og Menneskeligt. Man fordrede nu ikke blot hvad man i egentlig Forstand kunde kalde "jus circa sacra", ikke blot Ret over Alt, hvad Mennesket forefinder i den ydre Verden; men man indprentede i høieste Betydning Menneske, bevidstheden hiint gamle Valgsprog: ”Kjend dig selv”. Saaledes blev Erkjendelsen selv Object for Erkjendelsen, og Selvbevidsthedens Theorie blev hele den nyere Philosophies væsentligste Opgave.
Om Philosophiens religiøse Princip..
§ 3..
Forinden den menneskelige Aand opstiller sin egen Erkjendelses Theorie, maa den besvare sig selv det vigtige Spørgsmaal, om Bevidstheden skal iagttage en Grændse, den ikke kan overflyve, om den skal—for at ogsaa vi paa vor Maade skulle betjene os af dette Udtryk—forholde sig transcendental, eller ikke. Det maa nemlig afgjøres, om Tanken selv skal fjernes fra Religionens Lys, naar den gjør hele sin Erkjendelse af det Guddommelige og Menneskelige til Gjenstand for Betragtning; om den kan fuldføre sin Theorie ved egen Kraft og Dygtighed, eller den ogsaa i dette Stykke trænger til guddommelig Bistand. Ved første Øiekast synes dette let at afgjøre; thi allerede ved en foreløbig Overveielse maa det værre bragt til Bevidsthed, at en Lære om Erkjendelsens høieste Principer ikke kan undvære Gud, da han er det constitutive Princip for alle Ting. Gudsbevidstheden spiller ogsaa her den første Rolle som det Lys, der oplyser ethvert Menneske, som kommer til Verden, og denne Oprindelighedens Charakteer bestemmer alene Forskjellen imellem Theologien og Philosophien som Forskjel imellem Væren og Tænken. Erkjendelsestheorien er en Lystheorie, en Theorie om Lyset som saadant, om dets Natur og Betydning i den hele Intellectual-Verden; den kan da kun see Lyset i Lyset selv, og det gjælder derfor ogsaa her som i al guddommelig Erkjendelse: ”in lumine tuo videbimus lumen”. Men nu opstaaer et andet Spørgsmaal—et Spørgsmaal, der træffer det egentlige Knudepunct—, om nemlig hiint Guddomslys, der er Principet for al Erkjendelse, er Religionens eget Lys, seet i dets intelligente Virksomhed, eller et Lys af en høiere Natur, Religionen og dens Auctoritet overordnet. Her spørges om, hvad der er det Høieste i Mennesskets Selvbevidsthed, ja hvad der er Menneskets inderste og oprindelige Bevidsthed selv; thi det maa være enhver Erkjendelsestheorie magtpaaliggende at trænge ind til den Form af Bevidstheden, der som det Constitutive og egentlige "dignitate prius" gaaer forud for alle de andre. Er det altsaa Religionen, eller er det den speculative Tænkning, der maa sættes som hiint høieste Grundelement? Er det Religionen, der maa laane sin Vægt og Betydning af den speculative Tænkning, eller er det maaskee den speculative Tænkning, der trænger til Religionen, Guds Aabenbaring?
Vort Svar herpaa er, at det egentlige "punctum saliens", det meest inderlige og oprindelige Moment i Gudsbevidstheden, det, hvorfra denne saa at sige drager sin Kraft og Nærring, er Samvittigheden i dette Ords egentlige Betydning (συνείδησις—Gewissen). Man kan efter vor Mening ikke opnaae nogen sand Viden uden at tage Hensyn til denne Samviden. Men giver man denne en blot moralsk Betydning som et particulært og reent praktisk Begreb i Ethiken, uden Hensyn til Theorie, enten som Bevidsthed om Moralloven, som Dommer over Ret og Uret, eller bestemmer den paa andre lignende Maader: sætter man dens Begreb altfor snevre Grændser. Thi det er et universelt og religiøst Begreb, der med umiddelbar Klarhed og Sikkerhed bestemmer Menneskets absolute Forhold, Hans Plads i hele Universet, hans Stilling i Forhold til Gud, og kaster saaledes Lys over Hans hele Maade at være og leve paa. Denne Sjælens inderste Helligdom er langt fra at være en dunkel Følelse, den er en klar Erkjendelse, og det ikke en blot menneskelig, men en i lige Grad guddommelig og menneskelig. Menneskeaanden bevæger sig ikke her i Indbegrebet af saadanne Ting og Tanker, der alle i Værd og Betydning staae under den, fordi den selv er Subject for alle de i sig subjectløse Ting og Ideer; det er ingenlunde Bevidstheden nok at anerkjende sin Forrang for den blot objective Verden, men i Samvittighedens Lys erkjender den sig selv begrebet af Guds absolute Viden, dog saaledes at den selv i den inderligste Forening adskiller sig fra denne. Ved at anerkjende Gyldigheden af denne guddommelige Viden gaaer det op for Tanken, at den ikke har sin Viden om Gud as sig selv, men af den vidende Gud; den adskiller denne Bevidsthed om Gud fra al anden og indrømmer den Aprioritet og Superioritet. Da man altsaa i Samvittighedens Lys kommer til sand Erkjendelse af et Ophav for al menneskelig Selvbevidsthed, kunne vi nøiere bestemme den som det Lys, i hvilket Mennesket aabenbares som Guds Skabning; i denne Erkjendelse ligger Spiren til al Religion og Gudsdyrkelse. Samvittigheden constituerer derfor den fornuftige Skabning som fornuftig, gjør Mennesket til Menneske, og maa saaledes siges at udgjøre hans Væsen; den er det positive Stempel, Skaberen har paatrykt Ham, for at den selvbevidste Skabning heri skulde have sin "character indelibilis". Hvad der nemlig charakteriserer den tænkende Skabning som saadan, kan ikke være en absolut, med sig selv fuldkommen identisk Selvbevidsthed, der skulde staae i Forhold til sig selv alene (Jeg=Jeg), men maa være Bevidsthed om det absolute Forhold (Jeg og Andet-Jeg). Fornuften er ikke det Charakteristiske for Skabningen som saadan, men—hvad vi i det Følgende nærmere skulle oplyse—tilhører ligesaa meget ethvert tænkende Væsen i og for sig, ikke mindre Gud end Skabningen. Men Samvittigheden involverer Fornuften, saa at hiin ikke kan deduceres af denne.
Af alt Dette indlyser da Samvittighedsbegrebets theoretiske Værd og Betydning, dets Indflydelse paa Erkjendelsestheorien, der i Sandhed bør sætte sig det som sin Opgave, at de Love, der begrunde Menneskets Liv, ogsaa i Erkjendelsens Rige kunne vorde anerkjendte. Da den menneskelige Tilværelse har sin Rod i Samvittigheden, kan Mennesket aldrig rive sig løs fra den, thi intet Væsen overskrider ustraffet sin Natur; enhver Undersøgelse maa derfor holde sig indenfor Religionens og den guddommelige Aabenbarings Grændser, som vi der allerede have i Principet. Ligesom det nemlig i Erkjendelsen af et hvilketsomhelst Object er en væsentlig Fordring, at Grændsen (ὁ ὅρος) iagttages, saa at Tanken ikke skrider ud over Sagens egne Skranker, men afholder sig fra enhver Udflugt over sit rette Gebeet, for at det, der indbyrdes er qvalitativt forskjelligt, ikke skal sammenblandes: saaledes sættes os ogsaa i selve Erkjendelsen af vor Erkjendelse denne evige Grændse, der vil overholdes som den, der betinger Uddannelsen af vor Erkjendelses sande Begreb. Denne Erkjendelse af vort Grundforhold, der er ligesaa reel som ideel (den Erkjendelse, som Samvittigheden giver Mennesket, er nemlig ikke forskjellig fra Menneskets reale Existents, da den meget mere er denne Existents selv), nøder os da til at henføre al vor Erkjendelse til Gud; denne bliver saaledes at betragte som den secundære Viden, afledet af Guds primitive Viden, fra hvis Aprioritet og Superioritet den menneskelige Tanke erholder al sin Betydning. Mennesket kan altfaa ikke ved egne Kræfter, men kun ved Hjælp af Guds oplysende Naade ("gratia illuminans") komme til Sandhedens Erkjendelse; stedse maa Bevidstheden staae under den guddommelige Auctoritet, stedse maa den trænge til Guds Bistand, da den ikke selv er Sandheden, men kun er kommen til Verden for at vidne om Sandheden. Idet vi erkjende Forskjellen imellem denne Guds primitive Bevidsthed og Menneskets herfra afledede, secundære Bevidsthed, erkjende vi netop, at her er den Grændse, der med Sandhed maa kaldes transcendental, fordi den er en Skranke, den menneskelige Selvbevidsthed ikke tør overskride.—Trods dette Modsætnings-Forhold imellem Gud og Mennesket, er dog i den religiøse Contemplation og Speculation Identiteten af det Guddommelige og Menneskelige saa inderlig, at man let fatter Betydningen af hiin gamle Mystikers Ord: ”Das Auge, darin ich Gott sehe, ist dasselbe Auge darin er mich siehet. Mein Aug und Gottes Aug ist ein Aug”. Det ene Moment opsluger ingenlunde det andet; Eenheden, der finder Sted i en saadan Skuen, bestemmes derfor altid saaledes, at der ere Tvende, som skue og erkjende (γνώσομαι ὡς ἐγω ἐγνώσθην 1 Cor. 13). Uagtet Menneskets Erkjendelse af det Guddommelige altsaa kun er en endelig og skabt Aands Erkjendelse, taber den dog derfor ikke sin absolute og uendelige Charakteer. Da nemlig Gudsideen er tilstede i Religionen ved Guds egen Aabenbaring, saa at vi kjende Gud ved Gud: er ogsaa Gud selv virksom tilstede i vor Bevidsthed under den videnskabelige Tænkning, under den rationelle og begrebsmæssige Udvikling af denne Idee; han, der tænkes af os, tænker altsaa selv i os. Og heri bestaaer vistnok den sande Lære om Eenheden af Subject og Object i den speculative Tænkning, at her ikke alene finder et Forhold Sted imellem det erkendende Subject og et Object, som skal erkjendes uden selv at erkjende, men imellem Subjectet og et Object, der selv er Subject, som altsaa ikke alene skal erkjendes, men selv erkjender. Den speculative Tanke om Gud er derfor ikke en eenlig Viden men en Samviden. Den samme Lov, der begrunder Guds og Skabningens Eenhed i den religiose Kjærlighed, gjælder ogsaa i den religiøse Erkjendelse, i den speculative Betragtning af Gud. Ligesom vi, med Apostelen, elske Gud, fordi han elskede os først, saaledes kjende vi ham ogsaa, fordi han kjendte os først. Ligesom Guds Kjærlighed neddaler i Menneskets Hjerte og bringer Menneskets Kjærlighed til at hæve sig til Gud, saaledes er Menneskets Viden, det er hans frie Erkjendelse af Gud, et Gjenskin af Guds absolute Viden, som oplyser Mennesket. Gud og Skabningen skue i det samme evige Lys; de see i det samme Speil, i den evige Idee, og deres qvalitative Forskjel ophæves dog ikke.
Vi følge saaledes den Inddeling af Tilværelsen, Johan Scotus Erigena først har opstillet som den, der omfatter alle saavel theoretiske som praktiske Sphærer af Livet, nemlig den skabende men ikke skabte Natur ("natura naturans non naturata"), den skabte og skabende Natur ("natura naturata et naturans") og den skabte men ikke skabende Natur ("natura naturata non naturans"). Naar denne Inddeling gjøres gjældende i Erkjendelsestheorien, faae vi her: ”den Natur, der tænker, men ikke tænkes (uden af sig selv)”, ”den tænkte og tænkende Natur (den fornuftige Skabning)” og ”den tænkte men ikke tænkende Natur (den Physiske Verden).” Den tænkende men ikke tænkte Natur træder i et andet Forhold til Erkjendelsen, end den tænkte men ikke tænkende. Denne sidste (Objectet, der skal erkjendes uden selv at erkjende) er Mennesket underlagt som det Væsen, der i sig har Bevidsthed om den Fornuft og de Love, hiin blindt hen adlyder. Det frie Menneske kan tvinge den til at aabne sig for Erkjendelsen, thi Alt, hvad der er et blot Object, er ringere end Subjectet og dettes Herredømme undergivet. Hiin derimod (eller Objectet som skal erkjendes, men som selv er Subject og det endog det absolute Subject, ὁ μόνος σοφός) kan kun i sin frie Selvaabenbaring erkjendes af Mennesket. Ved Erkjendelsen af den physiske Verden er det Mennesket, der gjør sig Naturen underdanig, i Erkjendelsen af Gud maa derimod Tanken selv underordne sig Gud; denne qvalitative Forskjel i Erkjendelsens forskjellige Sphærer maa idelig fastholdes. Da nemlig det Forhold imellem Subject og Object, vi her have for os, er Forholdet imellem den endelige og absolute Aand, imellem den skabte og uskabte Fornuft; da desuden Friheden er Princip for enhver Erkjendelse, idet det ene Fornuftvæsen kun gjennem Frihedens Mediation kan meddele sig til det andet og leve og røre sig i det: saa maa Mennesket frit underkaste sig Gud, for at den guddommelige Idee reelt skal kunne trænge ind i hans Aand og inderlig forenes med hans Bevidsthed, Mennesket maa, med andre Ord, troe for at erkjende.
§ 4..
Vilde man indvende, at denne hele Udvikling af Guds Erkjendelse som den, der omfatter og begrunder Menneskets Erkendelse, eller at Apostelens Overbeviisning, „at han er kjendt af Gud", kun er en menneskelig Fiction, et menneskeligt Hjernespind, og at man aldrig ved noget slaaende Beviis kan faae fuld Vished om at det virkelig forholder sig saa: da maa hertil svares, at hvad der er det Visseste, Mennesket formaaer at taenke sig, umuligt kan afledes af noget Andet, der er mere vist, men er en absolut Erkjendelse a priori. Al Vished om Objectets Realitet beroer nemlig paa, at det for Tamkeren er reelt nærværende, at det indtræder i hans reale Existents. Men Samvittigheden og det Forhold imellem Gud og Mennesket, der udtrykker sig i den, er Menneskets væsentlige "modus existendi" og saaledes ogsaa "modus cognoscendi". ”Quicquid cognoscitur per modum cognoscentis cognoscitur”. Gud selv kan altsaa ikke paa anden Maade forvisse Mennesket om Sandheden, end ved at sætte den i Forbindelse med hans allerinderste Natur; og Mennesket kan ikke fatte noget Dogme i dets Sandhed, uden at det træder i indre Eenhed med Samvittigheden. Herpaa grunder sig—for i Forbigaaende at bemærke dette—det uopløselige Baand imellem det anthropologiske og theologiske Moment i Dogmatiken. Erkjendelsen af ethvert guddommeligt Mysterium og dets Forhold til Mennesket er medieret ved denne for Mennesket Visseste Sandhed; denne begrunder hele Hans Maade at være og tænke paa, giver Standpunctet for hans Betragtning og danner saa at sige det Høidepunct, hvorfra al speculativ Udsigt til det Guddommeliges Rige aabner sig ("specula"—specula"tio").
Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie som Princip i den nyere Philosophie..
§ 5..
Cartesius, der maa ansees som Stifter af den nyere Philosophie, kom, idet han fra Grunden af vilde restaurere Videnskaben, til den Sætning, at man skal tvivle om Alt ("de omnibus dubitandum est"). Først ved at gaae ud herfra kunde man tænke uden at tage Parti; kun gjennem Tvivlen kunde Tanken luttres fra alle forudfattede Meninger, og et Standpunct vindes, hvor ingen Tvivl mere var mulig. Idet han saaledes med Tilsidesættelse af al udvortes Auctoritet søgte Vishedens Kilde, fandt han under denne sin Grandskning, at den tænkende Aand selv har Tilværelse i sig, at selve Tanken er Aandens Existents ("cogito ergo sum"). Da han altsaa havde i Principet paaviist Identiteten af Tænken og Væren, lærte han, at Alt, hvad der i sig skal have Sandhed og Vished, kun er at søge i Tænkningen alene. Denne Lære blev nu optaget og efterhaanden videre udviklet af de Philosopher, der fulgte ham. Naar nemlig Tænkningen involverer Væren, eller der, med andre Ord, ikke gives Nogen Realitet, nogen Væren udenfor Tænkningen—selv om der var Noget hiinsides Tanken, var det umuligt at tænke det—; naar vi fremdeles maae sige, at Sandhedens eget Begreb ligger i denne Identitet af Tænken og Væren: saa maa Selvbevidstheden, der er den absolute Form for denne Identitet, blive anerkiendt som Kilden til al Sandhed og Vished; den maa ud af sig selv kunne afgjøre, hvad der er sandt og falsk, og herved lede Mennesket til al Sandhed. Aanden, der tænker, eller den ideelle Selvbevidsthed seer da i den objective Tilværelse Intet uden sit eget Væsen—Tænkningens Love nemlig—og er saaledes sig selv baade det Sande og Visse. Paa denne Maade uddannedes Begrebet af Selvbevidsthedens Autarkie, eller den Egenskab, at den paa absolut Maade er sig selv nok og har Evne til selv at foreskrive sig Love (Autonomie); Selvbevidstheden staaer saaledes ikke under nogen Auctoritet, fordi den selv er høieste Instants. Og for at udelukke alle fremmedartede Fortolkninger, have disse Philosopher stedse urgeret, at denne Autarkie og Autonomie ikke gjælder om Selvbevidstheden i dens endelige og empiriske Skikkelse, men kun forsaavidt den falder sammen med Fornuften. Fornuften er nemlig Selvbevidstheden, opfattet under Kategorierne af Almeengyldighed og Nødvendighed, eller Selvbevidstheden, „der fatter sig selv "sub specie aeternitatis"".
Endskjøndt man ikke kan negte, at alt Dette i og for sig betragtet er sandt og rigtigt, saa bliver dog Resultatet falskt, da det anthropologiske Moment ikke kommer til sin Ret. Menneskeaanden, der, for at finde Sandheden uden al Forudsætning, emanciperede sig fra Auctoriteten i enhver Henseende, har dog den stiltiende Forudsætning, at den er sig selv nok til Sandhedens Erkjendelse; og hvad der metaphysisk taget gjælder om Selvbevidstheden som dens abstracte Bestemmelser, overfører den umiddelbart paa den menneskelige Selvbevidsthed, og tilslører herved den qualitative Forskjel imellem Guds primitive og Skabningens secundære Viden, imellem den tænkende men ikke tænkte og den tænkende men tænkte Natur. Dette medfører en anden Forudsætning i denne Philosophie, der dog gjør Fordring paa at være fuldkommen forudsætningsløs, nemlig at Menneskets Grundforhold er et reent metaphysisk, endskjøndt det i Virkeligheden er et reelt og personligt Forhold. Efter disse Philosopher maatte altsaa Mennesket defineres ved „et med Fornuft begavet Væsen", medens det, ifølge den sande Definition, er et i Religionen med Gud forenet Væsen; thi denne Definition indeholder ikke blot hiin abstracte, men bestemmer tillige Skabningens specifiske Charakteer. Det er nemlig ikke Tænkningen, men Religionen—som involverer Tænkningen—der constituerer den skabte og selvbevidste Natur. Fornuften danner kun Selvbevidsthedens universelle Form, uden hvilken intet tænkende Væsen vilde være til som tænkende; den er den evige Formside af al Tænken og Væren. Den er som saadan det Universelle for Alt, saavel for Gud som for Skabningen, men staaer netop paa Grund af denne Almindelighedens Charakteer under den levende og personlige Virkelighed, der ikke alene indbefatter Livets abstracte Former, men Livet selv. Undersøgelsen om Selvbevidsthedens Natur maa derfor ikke være en blot logisk, men en theologisk og anthropologisk; her maa ikke alene sporges om, hvorledes det forholder sig med Væren og Tilværen, men med selve Livet; ikke alene om Forholdet imellem den endelige og uendelige, men imellem den skabte og uskabte Aand. Uden at agte paa denne Menneskeaandens positive Charakteer have de største Philosopher ligefra Cartesius til Hegel—med Undtagelse af Leibnitz alene—fulgt den eensidige metaphysiske Betragtningsmaade.
Begrebet af den menneskelige Aands Autarkie og Autonomie, der fra Begyndelsen blev adopteret af denne Retning i Philosophien, er udtalt med størst Klarhed og Tydelighed i Kants System. Efter at man forlængst har tilbagelagt dette Systems Standpunct idetmindste i Philosophien—thi i Theologien finder det endnu Tilhængere—, gaaer dog dets autonomiske Princip igjen ikke alene hos kantianske Philosopher, men saa godt som i hele den litterære Verden.
§ 6..
Den mennesielige Selvbevidsthed, der seer sig selv i Skikkelse af denne aandelige Autonomie, foresiriver ikke blot sig selv men Universet, den objective Tingenes Verden, Love. Thi da den paa egen Haand formaaer at bestemme, hvad der er sandt og falskt, godt og ondt, og ikke anerkjender nogen indre Auctoritet, fordi den er sig selv al Sandhed og Vished: maa den conseqvent ogsaa forkaste enhver ydre Auctoritet. Den forefinder da i Natur og Historie kun sine egne Love, og hvad Realitet der skal tillægges dette eller hiint Object, af,hænger af dets Fornuftmæssighed eller dets Overeensstemmelse med den speculative Selvbevidsthed; thi denne staaer som Forbillede for og som Dommer over Alt og skal ved sin Auctoritet sanctionere Alt, hvad der vil have Navn af Sandhed. Søger den Gud i Universet, nævner den ikkun sig selv i sin absolute Udvikling; thi Begrebet af den absolute Selvgyldighed bliver synonymt med Begrebet af den absolute Sandhed eller Gud, og man faaer da, naar dette gjøres til det ledende Princip for Menneskets Forsken efter Sandheden, en Gud, der søger sig selv. Denne Tænkning vil aldrig komme til en fra Tanken selv forskjellig Gud, da Systemet aldrig kan aabenbare i sin Slutning, hvad det ikke allerede har havt i sin Begyndelse. Suspenderer man altsaa i Principet enhver Auctoritet, da skeer herved en stiltiende Benegtelse af den menneskelige Selvbevidstheds Auctor. Det vilde ellers være inconseqvent at løse den mennesielige Aand fra al Auctoritet for at tillægge den absolut Selvgyldighed. Man kan derfor ikke, uden at modsige sig selv, baade hævde Fornuftens Uafhængighed og prædike Troen paa en Gud, der har skabt Himmel og Jord—Noget, der for Resten ikke er sjeldent i vor Tid. Hermed staaer endnu en anden Inconseqvents i nøieste Forbindelse, naar man, uden at opgive Autonomiens Princip, ikke destomindre gjør sig Haab om at komme til Ideen af en personlig Gud, den menneskelige Selvbevidstheds Ophav. Grunden til denne Vildfarelse ligger i en vis Mystification, idet Videnskaben rigtignok lover at lede til Gud, men istedet herfor paatager sig selv at spille Guds Rolle.
Da der i den religiøse Erkjendelse stedse ere Tvende, Gud og Skabningen nemlig, som erkjende, maa Autonomiens System altsaa opløse det sande Religionsbegreb og henfalde enten til en abstract Adskillelse eller til en Sammenblanding af de Momenter, Gud harmonisk har forenet. Saalænge Selvbevidstheden ikke har faaet en speculativ Udvikling, indskrænker den sin Autonomie til den blotte Erkjendelse, og vover ikke med Vished at angive noget om Tilværelsens objective Beskaffenhed; indseer den derimod, at Forskjellen imellem "rationes cognoscendi" og "essendi" kun er en endelig og transitorisk Forskjel: lærer den Eenheden af Subject og Substants og sætter, saa at sige, sig selv som det hele Universums aandelige Focus. Paa denne Maade udvikles den philosophiske Rationalisme baade som subjectiv og som objectiv. Idet man ringeagter Guds Aabenbaring til Skabningen, bliver Erkjendelsen af Gud i den subjective Rationalisme blot Menneskets, og i den objective ikkun Guds egen Erkjendelse af sig selv. Subjectivitetsprincipet finder sit høieste Udtryk i Kants System, Objectivitetsprincipet i Hegels. Hvad Centrum er for Peripherien, ere disse navnkundige Mænds Systemer for hele Nutidens Videnskabelighed.
Den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i vor Tids dogmatiske Theologie..
§ 7..
Naar den dogmatiske Theologie faaer Autonomien til sit Princip, vil den nødvendig vise sig som en speciel Form, en concret Modification enten af det ene eller det andet af de i foregaaende Paragraph antydede Systemer. Ligesom disse philosophiske Systemer kun ere den videnskabelige Udvikling, enten i subjectiv eller i objectiv Retning, af det cartesiansie Princip for den speculative Tænknings absolute Uafhængighed: saaledes føres nu ogsaa i Dogmatiken Alt tilbage til dette samme Princip, der naar det appliceres paa den religiøse Selvbevidsthed med dens positive Indhold, vil omfatte hele Aandens Verden. Ligesom man i Autonomiens subjective System kun seer Alt i Relation til Mennesket alene uden at erkende Tingenes objektive Natur, ja uden engang at føle nogen Drift til dette Slags Undersøgelser: saaledes construerer det tilsvarende dogmatiske System den religiøse Selvbevidsthed ved at referere Alt til det fromme Subject; kun det tillægges Værd, hvad der er af praktisk Natur, hvad der praktisk kan bidrage enten til Moralitet eller til Religiøsitet, hvad der kan vække fromme Følelser og Sindsstemninger, medens Alt, hvad der vilde kaste Lys over Guds og Universets objective Væsen, bortvises af Systemet. Hvad der ligger i Principet, at nemlig al Viden er blot subjectiv, og at den tænkende Aand kun er sig selv det eneste Visse, fremtræder her i speciellere Form, idet det hedder, at det fromme Gemyt er sig selv det eneste Visse, at Fromheden, der viser sig i den ethiske Stræben eller i Sjælens Rørelser, er tilstrækkelig i sig, og at al Undersøgelse om Gud, seet fra et objectivt Standpunct, bør fjernes som noget Uvedkommende. Til Autonomiens objective System svarer en Dogmatik, der i Religionen vel erkjender Sandhedens objective Aabenbaring; men da den betragter det reent metaphysiske Begreb som den absolute Sandhed, mister det Sande sin Charakteer. Den sætter en Modsætning imellen Begreb og Forestilling, og anseer det philosophiske Begreb for en høiere Form af Sandheden end Troen, der trænger til at befries fra Forestillingens Svøb.
Efterat vi ved denne foreløbige Undersøgelse have antydet den autonomiske Dogmatiks Natur og Beskaffenhed, gaae vi nu over til at betragte dens Forhold til Dogmet. Det sande Forhold imellem Gud og Mennesket bestaaer deri, at den menneskelige Selvbevidsthed finder sig begrebet af en anden Selvbevidsthed, den guddommelige nemlig, og modtager al Sandhed som en Aabenbaring fra denne. Heri ligger den qvalitative Forskjel imellem Gud og Mennesket—en Forskjel, man i Theologien ikke noksom kan urgere. Denne guddommelige Aabenbaringssandhed altsaa, hvori den allestedsnærværende Gud er reel tilstede, er det constitutive Princip baade for Menneskets Tro og Erkjendelse. Som saadan er den Erkjendelsens Urbillede og faaer ikke alene Navn af, men er selv Dogme. Dette indeholder saaledes hvad man kan vide om Gud (τό γνωστον τοῦ θεοῦ) og fremstiller den objective Idee af Gud og Mennesket som i et reent og uplettet Speil; thi Gud kan ikke fornegte sig selv. Men da Dogmet ikke fremstiller os en blot logisk Sandhed for Tænkningen, men en central Sandhed for Livet, ikke fremstiller os Guds og Menneskets Natur i nøgne Abstractioner, men i positive Skikkelser: er Troen her det eneste Organ. Det ligger nemlig i Begrebet af det Positive som det, der ikke kan frembringes og construeres ved det blotte Raisonnement, at det maa modtages som det er overleveret. Derfor falder heller Ingen let paa at kalde en Sætning, der kan bevises med mathematisk eller logisk Evidents efter Tænkningens nødvendige , Fordringer, et Dogme. Men i eminent Forstand træder Begrebet af det Positive frem, naar det, som her er Tilfældet, bruges om hvad der hverken er poneret ifølge en abstract Nødvendighed eller Vilkaarlighed, men af Guds frie Villie. Troens Begreb involverer derfor her Anerkjendelsen af Guds Auctoritet. Da Dogmet altsaa indeholder Begrebet af den objective Sandhed som den, der vel skal erkjendes af Mennesket, men hvis Erkjendelse forudsætter Troen som det nødvendige Medium, kan det defineres som en Troessandhed, hvis Begreb netop vidner om det uopløselige Baand imellem det anthropologiske og theologiske Moment. Dogmatikens Opgave er nu at give en speculativ Udvikling af det, der implicit indeholdes i Dogmet (”det man”, som vi forhen udtrykte det, ”kan vide om Gud”).
Den constitutive Betydning, Dogmet efter de her givne Bestemmelser har, taber det ganske, naar Autonomien gjøres til Princip i Dogmatiken. Dette er Tilfældet i vor Tids Moral- og Følelsestheologie og i den objective Rationalismes Theologie. Forskjellen imellem disse Systemer og det Princip, vi ansee for det sande dogmatiske, bestaaer fonemmelig deri, at Dogmet underordnes Selvbevidstheden, istedetfor at Selvbevidstheden skal underordnes Dogmet. Saaledes faaer i Autonomiens subjective System Dogmet sin Begrundelse i Fromheden, medens det dog er Fromheden, der skal begrundes ved Dogmet. Fromhedstheologerne synes rigtignok at give os en Videnskab om Mennesket, men ingenlunde en Videnskab om Gud, snarere hvad man kunde kalde en Anthropologie end en Theologie. Autonomiens objective System søger vel en dybere Opfattelse af Sandheden og lærer, at Fromheden skal finde sin Begrundelse i Dogmet, men da det vil lade Tanken selv frembringe Dogmet, anerkjender det ingenlunde Betydningen af dette som saadant. Dette er desuden indlysende deraf, at Dogmet opløses i lutter rationelle Elementer og mister ganske sin positive Charakteer.
For at den Forskjel, begge Principer medføre, kan blive mere iøinefaldende, vil det være nødvendigt at betragte Dogmets eget concrete Indhold. Hensigten med denne Undersøgelse er nemlig at afsløre, saavidt muligt, hiin radicale Forskel, for ved Hjælp af det bekjendte "opposita juxta se posita" at fremstille det Problem, den speculative Dogmatik har at løse, i et klarere Lys, og for ret at fatte det "punctum saliens", hvorpaa det egentlig kommer an i en Kritik over vor Tids dogmatiske Gnosis. Efter vor Overbeviisning er nemlig den Tid kommen, da man i Theologien maa ophæve og forlade det Princip, der med Rette er betegnet som en Solipsisme.
Den hegelske Philosophie, der dog selv er beheftet med den samme autonomiske Vildfarelse (jfr. §5), har givet en stor Impuls til at gaae ud over dette Standpunct. Idet vi altsaa holde os til det christelige Dogmes objective Indhold, skulle vi forsøge at give en vidtløftigere Udvikling af Controverspunctet imellem den sig selv bevidste og den sig Gud bevidste Theologie. Fremgangsmaaden vil være den, at vi først i Almindelighed betragte Dissensens Hovedafsnit og dernæst, ved en Sammenligning af de vigtigste herhen hørende Værker, give en mere detailleret Fremstilling. Dog ville vi i denne Specialundersøgelse kun give en udførligere Kritik over Moral og Følelsestheologiens subjective Rationalisme og paavise dens nødvendige Overgang i den objective Rationalisme. En saadan Undersøgelse, der viser dette Princips Genesis og indre Udvikling, forekommer os at være tilstrækkelig til at begrunde en sand Dom om Principet selv og dets Forhold til den dogmatiske Theologie. Vi behøve neppe at gjøre opmærksom paa, at naar vi i det Følgende, ved Undersøgelsen og Gjendrivelsen af selve Principet for denne Theologie, komme til at træde op mod dets berømte Repræsentanter: vi da ingenlunde forglemme hine Mænds store Fortjenester, eller ignorere, at de i flere Henseender have beriget den theologiske Videnskab. Hvad relativ Værd der tilkommer ethvert af disse Systemer, maa Læseren søge i en historisk Fremstilling af den nyere Tids dogmatiske Theologie, men ikke i en theologisk Afhandling, der kun i dogmatisk Interesse veier det Princip, hvis væsentligste Vildfarelse ligger deri, at det confunderer Menneskets relative og Guds absolute Autonomie.
§ 8..
Det christelige Dogme har sit substantielle Indhold i Læren om Gud, aabenbaret som Fader, Søn og hellig Aand. Denne Aabenbaring og Erkjendelsens Tilegnelse af den realiseres og fuldkommes i Verdens Skabelse, Ordets Incarnation og Guds Riges Stiftelse ved den hellige Aand. Da Dogmatiken som Videnskab søger at lade Erkjendelsen bemægtige sig dette uendelige Indhold, ville de forskjellige Erkjendelsesprinciper give Dogmet en særegen Fortolkning og tillægge det en forskjellig Værdi og Betydning. Enhver, der stiller sig den guddommelige Aabenbaringsproces i alle dens Momenter for Øie, vil indsee, at Skabelsen og Incarnationen med deres indbyrdes Forhold danne Middelpunctet i Guds Aabenbaringsact, idet den ideale Begyndelse—Gud som han er i sig i sit evige Væsen, hans absolute Idealitet—herved sættes i Forbindelse med den ideale Slutning—Guds Rige, hvor han vil være Alt i Alle. I disse Dogmer, der saaledes antyde Veien og Overgangen fra den endnu ikke aabenbarede Gud til Gud i sin absolute Manifestation i sit Rige, har Tanken altsaa et Standpunct, hvorfra den baade kan vende Blikket fremad og tilbage, med frit Overblik over alle Systemets enkelte Dele. Desuden indeholde disse Dogmer den oprindelige Eenhed og Synthese af det speculative og det historiske Element, da de aabenbare Religionens oprindeligste Kjendsgjerninger, der netop give Christendommen hele dens positive Charakteer. Vi søgte et Standpunct, hvorfra ethvert dogmatisk System kunde bedømmes (δός μοι ποῦ στῶ), og vi have her fundet det egentlige "punctum saliens". Det Samme vil endnu kunne vise sig fra en anden Side. Da nemlig Forholdet imellem Gud og Mennesket er Theologiens Gjenstand, og Creationen og Incarnationen i deres indbyrdes Relation fremstille baade Modsætningen og Eenheden imellem Gud og Mennesket: ere de "instar omnium" og indeholde ligesom "in nuce" den hele Theologie. I disse Dogmer ligger den vanskeligste Gaade, Theologen har at løse; thi har man først speculativt begrebet Skabelsens og Menneskevordelsens Mysterium, vil alt Andet i Theologien falde som af sig selv. Ifølge Platos Mening er jo Forundringen al Speculations Begyndelse. Men hvad Forunderligt ligger vel deri, at der er en Gud, et høieste og alfuldkomment Væsen til? Det vilde jo tvertimod være fomuftstridigt og absurd, at det absolute Væsen ikke var til. Nei, hvad der vækker størst Forundring og skaffer Tænkningen den største Vanskelighed, er det Spørgsmaal, hvorledes Noget kan eksistere, som ikke er Gud ("præter Deum"), da Begrebet af hans absolute Natur synes at fordre, at kun Gud og intet Andet er til. Dogmet om Skabelsen indeholder nu denne Lære om Ikke-Gud ("non-Deus"), om Verdens og Menneskets Væsen som en Existents, der er et Andet end Gud og forskjellig fra ham; Dogmet om Menneskevordelsen derimod Læren om Gud, der er bleven Menneske, om det uopløselige Baand imellem den guddommelige og menneskelige (ikke-guddommelige) Natur; hvad der vist sættes som et Andet end Gud, sees her i Gud i indre Eenhed med ham. Heri spirer altsaa den hele Theologie, hvis Opgave netop er at fastsætte dette Modsætnings- og Eenhedsforhold imellem Gud og Mennesket. Men nu gjælder det om den concrete og specifiske Bestemmelse. Hvorledes er denne Identitet og hvorledes er denne Modsætning nærmere beskaffen? Thi om selve Begribeliggjørelsen af dette Hvorledes dreier sig al dogmatisk Dissens. Naar vi altsaa søge at drage Principerne frem for Lyset, troe vi at træffe Sagens Centrum ved at giøre Dogmet om Creationen og Incarnationen til Gjenstand for nærmere Prøvelse.
§ 9..
Betragte vi Skabelsesdogmet og dets videnskabelige Udvikling, viser den forskjellige Opfattelse sig som dogmatisk Nominalisme—om vi maae betjene os af dette Udtryk—i Modsætning til Realismen. Dogmet har, med andre Ord, i Autonomiens System kun Navneværdi, men ingen Realværdi. Den subjectiv- autonomiske Dogmatik (Moral og Følelsestheologien) opgiver alle speculative Undersøgelser og holder sig i Alt kun til Troen og den umiddelbare Overbeviisning, da den bærer sin Uvidenhed om de guddommelige Ting aabenbart til Skue. Troen paa Gud som Skaber indrømmer den kun en secundær Gyldighed, som man paa anden Maade maa see at begrunde. Men er Gud virkelig Verdens og Menneskets Skaber og Ophav, maa han ogsaa indtage den første Plads i Menneskets Bevidsthed, saa at han erkjendes som den, der er reel nærværende i Mennesket, og Tanken om ham bliver det constitutive og altbevægende "prius". I modsat Tilfælde maa nødvendigviis et Andet, der ikke er Gud (om endog noget Guddommeligt θειόν τι), indtage Guds Plads i den menneskelige Bevidsthed, da et altbegrundende "primum movens" bestandig vil gjøre sig gjældende i Bevidstheden. Saaledes er da i den subjective Theologie Ideen om Gud som Verdens Skaber kun tilstede som en Hypothese, der postuleres for at tilfredsstille et praktisk Savn eller ogsaa for at forklare en eller anden Følelse af det Uendelige; men den kan ingenlunde siges at være "primum movens" og
Fundament for den religiose Selvbevidsthed; thi den er ikke alene afledet af den menneskelige Selvbevidsthed—der uden at tage Hensyn til nogen Auctoritet er sig selv den høieste Vished—, men trænger endogsaa til dennes Sanction. Da altsaa Gudsideen først faaer Gyldighed ved den praktiske Fornuft eller ved den absolute Følelse, ikke omvendt, mister den Charakteren af det Constitutive, og hvis man tillægger den en saadan Betydning, skeer det kun nominelt; thi hvad der constituerer og bestemmer Alt, er dog med Rette at ansee for den virkelige Gud, den allestedsnærrværende Guddom i Bevidstheden, selv om det ikke faaer Navn af Gud. Saaledes bliver i Moraltheologien (hvortil Kant har lagt Grunden) Sædelighedsloven den Guddom, der constituerer Bevidstheden, og i Følelsestheologien (der repræsenteres af Schleiermacher og de Wette) er Jeget i dets ufattelige og uendelige Følelsestilstande den øverste Dommer, der har Magt til at bestemme og sanctionere Alt.
Den speculative Rationalismes Theologie (der stammer fra Hegel) forholder sig speculativ til Skabelsesdogmet; men da den ikke kommer til Erkjendelsen af en personlig Guds Tilværelse, faaer dette Dogme kun symbolsk Betydning som Betegnelse for det Uendeliges bestandige Overgang i det Endelige, Idealitetens i Realiteten. Men Personlighedens Begreb er uadskilleligt fra Skaberens Begreb; derfor bliver Gud ogsaa i dette System kun Skaber af Navn ("nomine"), ikke i Virkeligheden ("non re"), og den dogmatiske Nominalisme har saaledes ogsaa her hjemme.
§ 10..
Den samme Forskjel, der gjør sig gjældende i Bestemmelsen af Gud som den, der rører sig i Mennesket, viser sig ogsaa, naar Talen er om den Gud, der fremtræder for Mennesket, eller i Dogmet om Inkarnationen. Ideen, der ligger til Grund for dette Dogme, er Forestillingen om Guds Apparents—en Forestilling, der findes i alle Oldtidens Religioner. De mythiske Gudeskikkelser have nemlig ingen anden Betydning end den at fremstille de Guder, der i Menneskeaanden have en indvortes, ideel Tilværelse, ogsaa paa synlig Maade, det er i udvortes, reel Nærværelse. Denne Trang til en Incarnation eller til en synlig Gud, der i Mythologien blot optræder skyggeviis, i Christendommen som historisk virkelig, er saa rodfæstet og begrundet i Menneskeslægtens Natur, saa at man kan sige om Guds Incarnation i Christus, at var den ikke virkelig indtraadt, maatte Menneskene nødvendig selv have opdigtet den, hvad der ogsaa stadfæstes af hele den hedenske Mythologie. Og paa en vis Maade kunne alle dogmatiske Systemer, selv de, der meest sætte Christi Majestæt i Skygge, dog siges at see i ham en synlig Guds Aabenbaring; thi endskjøndt de lære, at Gud som det absolute Væsen aldrig kan indgaae i Eenhed med den ufuldkomne og endelige Menneskenatur, og ansee det for en Blasphemie at kalde Christus Gud: saa anskue de dog i Christus en Aabenbaring af det, der i den menneskelige Bevidsthed indtager Guds Plads og i Virkeligheden spiller Guds Rolle; alt det Guddommelige, som den menneskelige Aand maa antages i Sandhed at kunne besidde og fatte, overføre de paa ham. Man kan saaledes stedse bemærke en conseqvent Parallelisme imellem Guds indre og ydre Aabenbanng, saa at det gjælder om enhver Theolog (ja om ethvert Menneske): Siig mig, hvilken Gud der lever i Dig, og jeg skal sige Dig, hvilken Gud (Christus), Du har for Dig; siig mig, hvilken Gud, Du har for Dig, og jeg skal sige Dig, hvilken Gud, der lever i Dig.
Denne Parallel kan man i den dogmatiske Videnskab, hvis Historie netop fremstiller de forskjellige Trin, Gudsbevidstheden gjennemløber, forfølge saaledes, at hvor man i den menneskelige Aand blot erkjender noget Guddommeligt (θειόν τι), der bliver Christus ikkun Tilsyneladelsen af den abstracte Idee; men hvor Gud selv reelt boer i den menneskelige Bevidsthed, bliver Christus den adæqvate Aabenbanng af Gud. Forandres nemlig Guds Skikkelse i Menneskets Indre ("facies Dei interna"), da forandres ogsaa Christus eller Guds Skikkelse i den ydre Verden ("facies Dei" "externa"); derfor have Moraltheologien, Følelsestheologien og den objective Rationalismes Theologie hver sin eiendommelige Christus. Alle ville de have en ydre og objectiv Fremtræden af den Gud, de opfatte i deres Sjæls Inderste, de ville alle have Ideen godtgjort ved Erfaringens Virkelighed. Det er den bekjendte Sandhed, at Intet er i Erfaringen, uden hvad der tillige er i Begrebet ("ninil est in sensibus, nisi quod fuerit in intellectu"), der ogsaa her gjør sig gjældende med Hensyn til Christi synlige Fremtræden. Den menneskelige Bevidsthed kan Intet forefinde i Erfaringen, uden det, hvortil den allerede finder Principet hos sig selv.
Man vil saaledes kunne indsee, at dogmatiske Formler, der give Christus Prædicater som: Guds Søn, Gudmennesket o. a. d. og herved have Udseende af at stemme fuldkommen overeens med Kirkelæren, dog i sig gjerne kunne være i høi Grad stridende imod den. Det Første, man i saadanne Sætninger om den aabenbarede Gud maa spørge om, er, hvilken Gud man har "in intellectu", om Ideen af den personlige Gud, eller kun den evige i sig abstracte Idee, der først bliver personlig i den menneskelige Aand, sættes som Selvbevidsthedens Princip; thi heraf afhænger det, om man i Christus skal see en Aabenbaring af den personlige Gud, der er den menneskelige Selvbevidstheds skaberiske Grund, af hiint "Alter-Ego", som den menneskelige Tænkning maa erkjende for overordnet, eller han kun skal være en Aabenbaring af Ideen, der i ham vel har sin absolute Repræsentant, men saaledes, at han dog selv er Ideen underordnet. Man maa altsaa spørge, om Noget er Sandhed, fordi Christus siger det—hvilket ingen Tænker kan paastaae uden at være overbeviist om, at Christus er den absolute Sandsiger, der ved sit Udsagn paatrykker al Sandhed Sandhedens Stempel—, eller om Christi Lære i sig er Sandhed, uafhængig af Hans Selvbevidsthed. Spørgsmaalet reduceres altsaa dertil, om Christi Ord: ”Jeg er Sandheden” skulle tages i egentlig eller figurlig Betydning. Thi er Christus kun den individuelle Repræsentant for Menneskeslægtens universelle Selvbevidsthed, men ikke dens "constitutor": hedder det bedre, at Christus hentyder paa Sandheden, end at han er Sandheden; den nve Skabning (ἡ χαινή χτισις) har da i ham sit ypperste Exemplar, men ikke sin sande Auctor.
Den her betegnede Forskjel ligger ikke, som Supranaturalisterne ofte mene, alene i Antagelsen eller Forkastelsen af Miraklerne, der ere gjorte af og med Christus. Gjerne kunde En antage alle disse, og den samme Forskjel vilde ikke destomindre forblive, hvis han forklarede sig dem som Yttringer af den naturlige Magt, der ligger i Menneskeslægten som Slægt, men ikke tog Hensyn til Guds evige Personlighed, der er det sande overnaturlige Princip for Menneskets Tilværelse. Forskjellen maa derfor søges dybere, ikke i "factum", men i "faciens facti". Det er ikke en Forskjel alene imellem den historiske og ideale Christus; thi den historiske Christus kan ikke tænkes uden den ideale, og den ideale ikke uden den historiske. Det afgjørende Punct maa, som allerede antydet, alene søges i Forholdet imellem Christi Selvbevidsthed og Menneskeslægtens Selvbevidsthed. Det forekommer os saaledes, at den autonomiske Dogmatik har sit Charakteristiske deri, at naar Mennesket tænker Gud, skeer det ikke med Bevidsthed om en Anden, men kun om sig selv.
§ 11..
Hvad det indbyrdes Forhold imellem Creations- og Incarnationsdogmet angaaer, afvise vel Moral- og Følelsestheologien alle speculative Undersøgelser, men maae dog nødvendigviis indlade sig paa at give en Udvikling af Modsætningen og Eenheden imellem Gud og Mennesket. Modsætningen bliver her (da den objective Gud ligger udenfor den menneskelige Selvbevidstheds Sphære) opfattet som en Modsætning mellem det empiriske og ideale Jeg, imellem Menneskets Phænomen og Idee, men Ideen selv bliver atter kun at tage som subjectiv. Formaalet for Religionens Udvikling gjennem Slægten er at ophæve denne Modsætning, der ligger i Phænomenets Uovereensstemmelse med Idealet, i Striden imellem πνεῦμα og σάρξ. Incarnationsdogmet fremstiller de Momenter i Eenhed, der oprindelig ere adskilte. I Christus er denne høieste Eenhed af det empiriske Menneske og Ideen given. Som empirisk Menneske har han—forsaavidt det overhovedet er muligt i den endelige Verden—absolut aabenbaret Menneskets Idee og anskues derfor som Menneskeslægtens Ideal.
Den objective Rationalisme urgerer derimod Guds Objectivitet og gaaer speculativ tilværks i Undersøgelsen af alt Guddommeligt. Tilværelsens Gaade (§8), hvorledes der kan være et Andet end Gud, hvorledes det, der ikke er Gud, er blevet til, løser den ved at lægge det Negative over i Gud selv; den sætter Negativiteten som Moment i Gud selv, som det evige Andet, gjennem hvilket han medierer sin bestandige Overgang fra Mulighed til Virkelighed. Skabelsen bliver saaledes Udtrykket for Guds Overgang i Forskjel, for det Uendeliges Overgang i det Endelige; den er Guds Alteration, hvorfra han vender tilbage til Eenheden og restituerer sig selv. Forsaavidt den menneskelige Aand kun aabenbarer Ideen, er den det Punct, hvor Gud vender tilbage til sig selv, eller er snarere den i sig tilbagevendte Gud. Denne evige Idee af Guds og Menneskets Jdentitet er aabenbaret i Christus. Det viser sig saaledes, at ogsaa i dette System ophæver Incarnationen Creationen eller Guds oprindelige Forskjel, idet begge sættes som Momenter i Guds egen Udvikling, hvis evige Liv bestaaer i denne Overgang i Forskjel og Tilbagevenden til Eenhed.
Den christelige Speculation maa nødvendigviis med Pantheismen sætte Negativiteten i Gud selv for at undgaae en Dualisme, der ikke kan bestaae med Monotheismen. Dette ligger ogsaa allerede i den gamle Lære, at Gud har skabt Verden af Intet, det er at sige af Guds Intet, altsaa af det i Gud, der ikke er Gud. Den maa med samme Nødvendighed i Incarnationen see Fuldendelsen af Creationen;thi skal Incarnationen være motiveret ved Synden alene, faaer den kun en relativ, ingen absolut Gyldighed. Men Forskjellen imellem det christelige System og Pantheismen bestaaer deri, at Christendommen opfatter Skabelsen og Incarnationen som en Act af Guds frie Villie, da Gud tænkes som den, der har sin absolute Selvbevidsthed før Verden blev til, og altsaa ikke behøver først at vinde den gjennem Verden og Menneskene. I Pantheismen derimod foregaaer Guds eller den guddommelige Idees Overgang i Forskjel ifølge en vis blind og fatalistisk Nødvendighed. I det christelige System sees Forskjellen mere at være begrundet i et Forhold imellem Mennesket og dets Skaber, end i et Forhold, Mennesket staaer i til sig selv, og det Samme gjælder om Eenheden. Men at hæve den Vanskelighed, den christelige Speculation finder i at begribe Verdens Tilværelse, og at see dens Nødvendighed som fremgaaet af Guds eget Væsen, henhører til den christelige Dogmatiks eget positive Gebeet. Det maa her være nok at urgere, at ifølge den christelige Religions Fordring har Skabningen sin Grund i Guds Frihed.
Betragte vi nu i Almindelighed denne Dissens saaledes som den viser sig i Bestemmelsen af Grundforholdet imellem Gud og Universet: da have vi Modsætningen imellem Pantheismen og Theismen, Pantheismen er nemlig det System, ifølge hvilket Gud kun existerer som Verden, som menneskelig Bevidsthed, hvor altsaa Menneskeslægtens Historie falder sammen med Guds Historie og bliver hans egen Udviklingsproces. Det kunde synes forunderligt at betegne disse Subjectivitetssystemer som pantheistiske, endskjøndt det er bekjendt nok, at de sætte Gud udenfor Verden; men just deri, at de sætte Gud udenfor Verden, og ikke kunne fatte ham som Principet i Verden, ligger, som man vel maa mærke, deres Pantheisme. Thi i Religion og Videnskab kan Tænkningen aldrig undvære et reelt virkende Princip; forlades nu det sande guddommelige, griber den nødvendigviis istedet herfor et eller andet verdsligt Princip, der kun er Moment i Gud, men ingenlunde Gud selv. I Moral- og Følelsestheologien er det ideale Jeg "constitutor" for Alt, men behøver det empiriske Jeg for at vinde real Existents. Da der saaledes i Realiteten ingen anden Gud er i Verden end det ideale Jeg, og dette udformes og udvikles gjennem den empiriske Selvbevidsthed, hvorved Gud først gaaer over fra Mulighed til Virkelighed: bliver ogsaa her hele Menneskeslægtens Historie Guds egen Udviklingshistorie, Udtrykket for Hans Progres fra Mulighed til Virkelighed. Endskjøndt Tilhængerne af denne Theologie vel ikke ligefrem indrømme dette, følger det dog conseqvent af Principet, hvorfor ogsaa den subjective Pantheisme eller Semi-Pantheismen dialektisk har ført over i den objective Pantheisme.
Efter indledningsviis at have givet denne almindeligere Fremstilling, gaae vi over til det Speciellere, og gjøre først Moraltheologien og dernæst Følelsestheologien til Gjenstand for Betragtning; til Slutningen skulle vi paavise den subjective Rationalismes nødvendige Overgang i den objective. Da vi i den nøiagtigere Kritik over den forskjellige Opfattelse af Creations- og Incarnationsdogmet ikke tillige have gjort Svstemernes forskjellige Betragtningsmaade af Synden til Gjenstand for en særegen Undersøgelse, uagtet Læren om Synden staaer i nøieste Forbindelse med begge Dogmer: maae vi tillade os den Bemærkning, at det er vort Formaal kun at fremstille Grundridsene af Autonomiens System i dets Forskjel fra det christelige. Det er iøvrigt vor Overbeviisning, at den evige Sandhed og dens væsentlige Typus ikke er undergaaet nogen Forandring paa Grund af Synden, saa at det substantielle Forhold imellem Skaberen og Skabningen forbliver det samme; og ihvorvel Incarnationen vilde være indtraadt under andre Forhold (περιστάσεις), maa man dog urgere Sætningen: "etiamsi homo non peccasset, Deus tamen incarnatus esset". Det vil altsaa ikke være nødvendigt i en Kritik over Dogmatikens almindelige Principer at optage Læren om Synden, da Alt i denne Henseende er en ligefrem Følge af hvad der ligger i de evige Forudsætninger, hvori det fundamentale Forhold imellem Gud og Skabningen har sin Grund.
Moraltheologien..
§ 12..
I Moraltheologien hviler, som ovenfor bemærket, den religiøse Tro paa Menneskets moralske Selvbevidsthed, saaledes at det ethiske Moment bliver den Norm, hvorefter alle Religionens Dogmer maae prøves, om de ere sande eller usande, religiøse eller irreligiøse, fornuftige eller fornuftstridige. Dette theologiske System, som man i almindelig Forstand kalder Rationalisme, er at ansee som Frugten af den kritiske Philosophie, der fremtraadte mod Slutningen af det attende Aarhundrede ved Kant. Kants moralske Verdensanskuelse tiltalte hele Tidsalderen i den Grad, at den næsten udøvede samme Magt og Indflydelse paa sin Tid, som førhen Augustins, Luthers og Melanchthons ethisk-religiøse Anthropologie, hvilken den for Resten er diametralt modsat. Naar man derfor vil eftervise Moraltheologiens Principer, behøver man kun nøie at kjende Kants Lære, som den er udtalt i Hans Værker, navnlig i det bekjendte Skrift ”die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft” og i hans Kritik over Beviserne for Guds Tilværelse. Thi hvad de saakaldte Rationalisters dogmatiske Værker angaaer, have de ikkun Liv og Indhold fra Kantianismen, de ere saa at sige fragile Accidentser i denne Moraltheologiens Substants.
Kant opstillede, idet han gjorde det cartesianske "cogito ergo sum" til sit philosophiske Valgsprog, trende Spørgsmaal, som Fornuften alene skulde besvare, og hvori han Meente, at alle Philosophiens Problemer, Alt, hvad der med Rette kan gjøre Krav paa Menneskets Eftertanke, indeholdtes. Ved Hjælp af Tænkningen stræbte han nemlig at udfinde, hvad Mennesket kan vide, hvad man bør gjøre og hvad man tør haabe. (”Was kann ich wissen, was soll ich thun, was darf ich hoffen?” Kritik der reinen Vernunft 2te Ausgabe p. 833).
Med Hensyn til det første Spørgsmaal erklære? Den kritiske Philosophie al theoretisk Erkjendelse for tom og intetsigende, da Kategorierne, eller vore aprioriske Forstandsformer, i og for sig ere tomme og kun staae i Forhold til Erfaringen, saa at de ere ubrugelige med Hensyn til Alt, hvad der ligger ud over Erfaringen. Den paastaaer derfor, at vi mangle alle Organer til at fatte Gud og det Guddommelige, da vor Erkjendelse er beheftet med endelige Former, der ikkun kunne fatte det Endelige; overføres de paa det Uendelige, da overskrider Erkjendelsen sine rette Grændser og griber metaphysiske Drømmebilleder istedetfor Sandheden. Saaledes erklærer Kriticismen, at den menneskelige Aand er hildet i sin endelige Natur og sine endelige Tanker. Idet den idelig urgerer Tænkningens Subjectivitet, sætter den fornemmelig den theoretiske Fornufts Paralogisme den, at den forbinder Væren med Tænken. Den indskærper bestandig, at man ikke kan slutte fra Tænken til Væren ("a cogitare ad esse non valet consequentia"), og det er fornemmelig i Henhold til dette Raisonnement, at den erklærer alle Beviserne for Guds Tilværelse for ugyldige; thi saasandt alle disse Beviser støtte sig paa Identiteten af Væren og Tænken, maa den egentlige nervus i ethvert Beviis nu være overskaaren. Gud kan vel taenkes af Menneskene, men om denne Gud, der tænkes af Menneskene, ogsaa er, kan man aldeles ikke vide. Paa tilsvarende Maade kan man godt tænke et gyldent Bjerg, men at et saadant Bjerg er til i Virkeligheden, følger ingenlunde heraf. Resultatet af Kriticismen er da dette, at den theoretiske Fornuft er aldeles blind i guddommelige Anliggender; under disse Omstændigheder maa man derfor stedse have Kritiken paa rede Haand for at stække høitflyvende Aander, at de ikke skulle overstige den menneskelige Aands Skranker og i metaphysiske Drømmerier gribe "aubes pro Junone".
Hvad det andet Spørgsmaal angaaer, da forefinder Mennesket hos sig selv den praktiske Fornuft, eller Bevidstheden om Moralloven og den frie Villie; dennes Auctoritet er fuldkommen uafhængig af theoretiske Undersøgelser, da den ikke er bunden til endelige og blotte Erfaringskategorier, men bestaaer i sig, uden Hensyn til Erfaringen, med absolut Almeengyldighed og Nødvendighed, med umiddelbar og selvstændig Vished. Den praktiske Fornuft, der ikke er afhængig af nogen ydre Gjenstand, men har sin Grund i sig selv og vender tilbage til sig selv, saa at man kan sige om den: "respue quod non es, te non quæsieris extra"—bliver saaledes nødvendigviis autonomisk, da den selv bestemmer, hvad der er godt og ret, og af sig selv iværksætter dette. Da al Theorie er gaaet til Grunde i Menneskets endelige Natur, er den praktiske Fornuft det Eneste, hvortil Mennesket ubetinget har at holde sig; al Menneskets Vished om det Uendelige, al hans Tro har heri sit Støttepunct. Endskjøndt den praktiske Fornuft ikke forskaffer Mennesket nogen Viden, har den dog for Mennesket samme Vished, som om den var Viden.
Under Besvarelsen af det tredie Spørgsmaal (”wenn ich nun thue was ich soll, was darf ich denn hoffen?”) kommer Kriticismen ved Ideen om det høieste Gode, der staaer som Maalet for den moralske Lov, til Forvisningen om Guds Tilværelse som til et Postulat af den praktiske Fornuft. Her udvikles da det praktiske eller moralske Beviis, der vel ikke skal bevise Guds Tilværelse, men dog Nødvendigheden af at troe paa ham, som en Nødvendighed, der følger af den menneskelige Fornuft. Den egentlige Hovedtanke i Beviset kan omtrent bestemmes paa følgende Maade.
Moralloven byder kategorisk, det er, med absolut Nødvendighed og Almeengyldighed, at Menneskene skulle adlyde den; og Menneskene kunne ikke, naar de ville være conseqvente, drage Nødvendigheden af denne Lydighed i Tvivl, eller ansee deres Stæben efter at opfylde Loven for tom og betydningsløs. Man maa da antage, at det høieste Gode, hvis Begreb medfører Harmonie imellem Menneskets moralske Værd og hans Skjebne, virkelig existerer. Men paa den anden Side synes den udvortes Natur ikke at tilstede den virkelige Opnaaelse af en saadan Harmonie. Thi den physiske Tingenes Orden er underlagt Causalitetens og den blinde Nødvendigheds Love, idet den følger en Lov, der ikke alene er aldeles forskjellig fra, men endogsaa modsat Frihedens, saa at Naturens og Frihedens Rige synes at dele sig i to forskjellige Sphærer. Men naar nu Moralloven kategorisk kræver Lydighed og "eo ipso" udelukker al Tvivl om Realiteten af den Stræben, den selv fremkalder: postulerer den selv Troen paa en øverste Styrer af hele Universet, der leder Ideen af det høieste Gode til real Existents og tilveiebringer Harmonien imellem Naturens og Frihedens Rige; i denne Tro maae Menneskene altsaa leve og handle. Denne Tro faaer Navn af praktisk, fordi dens Nødvendighed kun er betinget ved den praktiske Brug, men ikke hviler paa theoretiske og objective Grunde.
Saaledes slutter den religiøse Overbeviisning sig til Menneskets moralske Overbeviisning, og denne danner i inderlig Forbindelse med den praktiske Fornuft Grundlaget for den hele Theologie. Religionens Begreb er afledet af Menneskets Autonomie. Ifølge egen Auctoritet bestemmer denne Autonomie, at alle Menneskets Pligter maae betragtes, som om de vare guddommelige Forskrifter.
§ 13..
Det Rige, der her oprettes, er ikke Guds men Menneskets Rige, da Guds Villie ikke er Princip for Menneskets moralske Stræben, idet nemlig den praktiske Fornuft i enhver Henseende er sig selv nok. (”Die Moral, sosern sie auf dem Begriffe des Menschen als eines freien, eben darum aber auch sich selbst durch seine Vernunft an unbedingte Gesetze bindenden Wesens, gegründet ist, bedarf weder der Idee eines andern Wesens über ihm, um seine Pflicht zu erkennen, noch einer andern Triebfeder als des Gesetzes selbst, um sie zu beobachten.—Sie bedarf also zum Behuf ihrer selbst (sowohl objectiv was das Wollen, als subjectiv wasdas Können betrisst) keineswegs der Religion, fondern vermöge der reinen practischen Vernunft ist sie sich selbst genug”. Rel. innerh. d. Gr. d. bl. V., Vorrede z. 2ten Aufl.) Menneskets Stræben gaaer altsaa ikke ind paa at leve i Overeensstemmelse med Gud, at gjøre det Gode for Guds Skyld og skye det Onde og Slette for ikke at vække Guds Vrede, thi alt Dette maa alene iagttages for Lovens egen Skyld; men den gaaer ud paa, at Mennesket ved at følge Loven kan handle conseqvent og undgaae at komme i Modsigelse med sig selv. Thi man maa vel lægge Mærke til, at det er Tænkningen, hvortil Alt i denne praktiske Fornufts Sphære dog omsider bliver at henføre, saa at Tanken ogsaa her optræder som Mægler i det praktiske Livs Forviklinger og med afgjørende Stemme fælder sin Dom. Thi skjøndt den praktiske Fornuft adskilles fra den theoretiske, indeholder den dog Theorien for al menneskelig Praxis og maa nødvendig være Tænkning. Men saaledes kan den ikke undvære de logiske Principer, navnlig Contradictions- og Identitetsprincipet, og den fastholder ogsaa disse Principer i den Grad, at Alt i sidste Instants afhænger af dem. Thi den praktiske Fornuft indseer, at den befinder sig i en Modsigelse, naar den tænker Ideen af det høieste Gode uden tillige at tænke Gud som tilværende, og for at undgaae denne Modsigelse postuleres Guds Tilværelse, saa at Alt til Slutningen føres tilbage til Tænkningen; og dette er i Sandhed nødvendigt, fordi man—som allerede Thomas Aqvinas rettelig har indseet og gjort opmærksom paa—ikke kan finde noget Princip, der gaaer forud for Tænkningen ("nullum principium cogitatione anterius inveniri potest"); endskjøndt man vel kan finde et Princip, der gaaer forud for Contradictionsprincipet. Men prøver man nu nøiere denne praktiske Theologies Logik, vil man erfare, at den forkaster al objektiv Logik, idet den lærer, at alle logiske Principer, altsaa ogsaa Identitets- og Contradictionsprincipet, kun ere det tænkende Jegs subjective Former. Da Alt saaledes opløser sig i den blotte Tænkning, saa at det hele System ikke fremstiller Andet end Jegets Afskygninger og Billeder: er Dogmet, hvis Begreb indeholder den absolute Identitet af Tænken og Væren, aldeles ophævet. Resultatet af denne Theologie bliver da, at den praktiske Fornuft er Menneskets Selvbevidsthed om sin egen Lov og sin egen Frihed, at Pligterne ere dens egne praktiske Forskrifter og at Gud er Tænkningens eget Postulat. Ja selv det logiske Identitets- og Contradictionsprincip bliver ingenlunde Sandhedens egen Lov, men en Afskygning af Jeget, der stræber at vedligeholde Identiteten med sig selv!
Dogmet om Gud, der er Verdens Ophav og ikke alene constituerer Menneskets Tilværelse, men ogsaa sanctionerer hans Tænkning, giver den Sandhed og Gyldighed, opløses i denne subjective Idealismes Theologie i subjective Tankebestemmelser, men beholder dog et Skin af Realitet, forsaavidt det nemlig tjener til at omgive de praktiske Regler med Religionens Glands. Men da denne Theologie paa den ene Side er sig vel bevidst, at Gud kun er et Postulat af den menneskelige Tænkning, og paa den anden Side lærer en absolut Afhængighed af Gud: fortjener denne Selvbevidsthedens Fremgangsmaade med Rette Navn af Forstillelse. Thi den lader som om der var Tvende, hvor der i Virkeligheden kun er Een. Forsaavidt den fatter sig selv i sin moralske Skikkelse, fremgaae de moralske Forskrifter af Menneskets Autonomie; forsaavidt den erkjender sin Afhængighed af Gud, betragtes de som guddommelige Orakler. (”Wenn die Moral an der Heiligkeit ihres Gesetzes einen Gegenstand der größten Achtung erkennt, so stellt sie auf der Stufe der Religion an der höchsten, jene Gesetze vollziehenden Ursache einen Gegenstand der Anbetung vor, und erscheint in ihrer Majestät”. Rel. innerh, d. Gr. d. bl. V. Vorrede zur 2ten Aufl. ”Nichts ehrt Gott mehr, als das was das schätzbarste in der Welt ist, die Achtung für sein Gebot, die Beobachtung der heiligen Pflicht, die uns sein Gesetz auferlegt, wenn seine herrliche Anstalt dazu kömmt eine solche schöne Ordnung mit angemessener Glückseligkeit zu krönen. Wenn ihn das letztere (auf menschliche Art zu reden, sic!) liebenswürdig macht, so ist er durch das ersten ein Gegenstand der Anbetung”. Krit. d. pr. Vernunft, 236).
Ordene lyde vel smukt, men vi have seet, at denne Afhængighed af Gud i Virkeligheden ikke er Andet, end Subjectets Afhængighed af sig selv, navnlig af sin egen subjective Logik samt denne Logiks Contradictionsprincip. Subjectet foretager da kun en Fordobling af sig selv, betragter sig under en dobbelt Skikkelse, først som et moralsk Subject og dernæst som et fra dette Subject forskjelligt Object, men husker ikke paa, at dette Object eller Gud kun er Subjectets egen Refler og Afglands. Lytter det ligefrem til Ethikens Udsagn, da hører det i disse sin egen Stemme; opfatter det dem derimod indirect, det er, gjennem hiint Postulats tvetydige Medium, synes det at høre en Andens Stemme. I saa Henseende kan det moralske Subject træffende sammenlignes med en Bugtaler, der ogsaa lader sig høre med tvende Stemmer, en ligefrem naturlig og en forblommet, saaledes at der synes at være to Personer tilstede, men i Virkeligheden er der kun een i en dobbelt Yttring.
§ 14..
Denne Theologies solipsistiske Princip vil blive mere iøinefaldende, naar man lægger Mærke til, hvorledes Læren om de Egenskaber, der tilkomme Gud som Verdens Skaber, behandles. Ligesom den Menneskelige Selvbevidsthed fik Gudsideen ikke fra Gud, men fra sig selv, saaledes ere de gurdommelige Egenskaber, der her aabenbares, ikke deducerede af Gud, men af den selv. Ligesom (Guds Tilværelse kun fordres for at fuldstændiggjøre Menneskenes subjective Idee om det høieste Gode, saaledes bliver Læren om Guds Egenskaber kun en speciellere Udvikling af dette almindelige Postulat, saa at Gud kun faaer saadanne Egenskaber, som nødvendig maae postuleres i dette praktiske Øiemed. Det er saaledes en nødvendig Fordring, at Gud f. Ex. maa være alvidende, fordi han ellers ikke vilde kunne dømme rigtigt om Menneskets moralske Værd; hans Almagt er nødvendig, for at Menneskets Handlemaade ikke skal savne de retfærdige Følger, Dyden ikke sin Belønning, Lasten ikke sin Straf; han maa være evig og allestedsnærværende, thi hvis den moralske Verdens øverste Styrer ikke opløftes over enhver Indskrænkning af Tid og Rum, mister han sin Almagt; men denne er os nødvendig, for at den Harmonie, vor Fornuft fordrer imellem Frihedens og Naturens Rige, kan komme istand.
Denne praktiske Fornuft veed meget vel om alle disse Egenskaber, at de ikke saameget egne sig for Gud som for den selv, da den idelig urgerer, at Guds Væsen er ubegribeligt. Mennesket har nemlig ladet disse Egenskaber fremgaae ikke af Guds men af sit eget Væsen, eller snarere af det, hvad Mennesket bør være, men ikke er, af hvad han ønsker at være, men aldrig kan blive. Mennesket fingerer sig Gud som Idealer af den fuldkomne moralske Villie, der i Eet og Alt stemmer overeens med den moralske Lov, og til hvem det empiriske Menneske aldrig staaer i et adæqvat Forhold. For denne Gud bøier Mennesket sig, tilbeder og dyrker ham. Men betragter man denne Gudsdyrkelse nøiere, vil man finde, at den ophæver sig selv og ikke er meget langt fra at være Afgudsdyrkelse. Thi paa den ene Side tilbeder Mennesket denne Gud og dyrker ham med Ærefrygt i Erkjendelsen af sin absolute Afhængighed af ham, priser med inderlig Guds, frygt hans Hellighed og Alvidenhed, ophøier paa alle Maader hans Majestæt og opreiser allevegne Templer for hans Fornuftcultus, for den rene Fornufttro; men paa den anden Side tilintetgjør og ophæver Mennesket selv denne Cultus ved at lære, at alle de Egenskaber, hvormed Gud tænkes og hvortil det fromme Subject refererer sin absolute Afhængighedsfølelse, tilkomme ham ikke i Virkeligheden, men alene ere ham tillagte af Menneskene. Det er allsaa Mennesket, der opreiser sig en selvgjort Gud og atter kuldkaster ham; det er Mennesket, der ifører og pryder Gud med de høieste og herligste Attributer og atter affører og berøver ham dem. Da her ikke findes nogen objectiv Idee, og al Tænkning kun er reen menneskelig, bliver denne Gud nødvendig sammensat af lutter Anthropomorphismer, og idet denne Theologie skyer og fjerner de Forestillingens Anthropomorphismer, den troer at finde i den positive Religion, gjør den dog intet Andet end at indsætte Tænkningens Anthropomorphismer i deres Sted. Om saaledes denne Gud vel ikke kan siges at være ”gjort af Menneskehænder” (χειροποίητος), er han dog en Gud ”efter Mennestenes Paafund” (ενθυμήσει ανθρωπων Act. 17) og maa i denne Henseende sammenlignes med Hedningernes mythiske Guder, der ogsaa skylde Menneskenes Subjectivitet, Phantasien og Forestillingen, deres Tilværelse. Men i Phantasiens Drømme vare Hedningerne uvidende om, at deres Guder ikke vare Andet end den menneskelige Aands egne Idealer; dette veed og kjender derimod denne Theologie godt og er heri ikke langt fra Ironien; og den vilde i Sandhed handle ironisk, hvis den klart indsaae sin Modsigelse og ikke strax forglemte, hvad den lige iforveien med velberaad Hu har poneret. I det ene Øieblik bekræftes Menneskets absolute Afhængighed af Gud, i det næste ophæves den atter, idet man fastholder Guds absolute Afhængighed af Mennesket. Thi er det ikke den største Afhængighed, man kan tænke sig, at faae alle sine Egenskaber andetstedsfra, men ikke selv at kunne udvikle og aabenbare dem af sit eget Væsen? Hvad er mere stridende mod Sandhedens Natur, end at det Sande ei skulde værre det, der charakteriserer sig selv og sin Modsætning ("index sui et falsi"), men at begges Charakteristikon skulde gives af Mennesket? Hvad er mere uværdigt for Gud, end at hente sin Majestæts Glands fra Menneskene, ikke fra sig selv, saa at Hans Hæder kun er et Gjenskin af den menneskelige Fornufts Lys, at hans Raadslutninger kun ere et Echo af den menneskelige Stemme? Hvad er endelig mere inconseqvent, end en saadan guddommelig Cultus, hvor Gud og hans fromme Dyrker ere én og samme Person?
Den Dobbelthed, som her er den virkelige, er ikke en Forskjel imellem Gud og Mennesket, men imellem det empiriske og det ideale Menneske; og den absolute Afhængighed, hvorom her er Tale, er kun det empiriske og endelige Menneskes Afhængighed af Menneskets uendelige Idee. Mennesket, der er bundet til den synlige Verden og dens Phænomener, hæver sig til den høiere og intelligible Verden, til Frihedens Rige, der dog ikke existerer udenfor den menneskelige Aand. Mennesket bevæger sig saaledes i to Verdener, og af disses gjensidige Forhold, der kun bestaaer af to Momenter i Mennesket selv, oprinder al Religion.—Grunden, hvorfor Mennesket i denne Theologie ikke kan komme ud over sin egen Selvbevidstheds Cirkel og vinde Bevidsthed om en Anden, er den, at man fra Begyndelsen har overseet hiint Andet, der indeholder sin egen sande Selvbekræftelse, og ved denne sin Selvaabenbaring befrier Mennestet fra al Solipsisme; at Kriticismens Erkjendelsestheorie fra først af overseer det religiøse Princip og søger en blot Viden men ingen Samviden, Naar Menneskeaanden sondrer sig fra den positive Realitet, fra Livets Fylde, kommer den ikke ud over sin egen Reflexion, men vender kun Blikket imod sig selv og forbliver i denne eensidige Selvbetragtning. Da den altsaa har tilsidesat Samvittigheden, kan den ikke komme til en Viden, men kun til en Tænken; thi den menneskelige Selvbevidsthed er i sig aldeles formel og tom, naar den ikke fyldes med Gud, der er al Virkeligheds Kilde. Kriticismen forudsætter derimod, at det, der kun er Organ for Sandhedens Erkjendelse, selv er Sandhedens Princip. Naar den subjective Idealisme conseqvent udvikles og fuldføres—saaledes som det er skeet hos Fichte, der var den Første, som turde udholde Synet af dette reent afslørede Medusa-Hoved—, ophæves den nødvendigviis ved en indre Modsigelse; da den mangler al indre Sandhed og kun formaaer at fremstille det tænkende Jegs Skyggebilleder, kan den ikke Andet end indjage det tænkende Subject en "horror vacui" og bringe det til en absolut Skepsis, saa at det glemmer sig selv og søger den objective Sandhed, indseer at det kun er et Billede af Sandheden og gjør altsaa Sandheden til Herre over sig, men ikke længer sig til Herre over Sandheden. Dersom vor Tids Theologer med Fichte gjennemførte Kriticismen, vilde de ogsaa derved blive den qvit; istedet herfor bliver største Delen af den nyere Tids Theologer, der mere søge en Anthropologie end en Theologie—thi om dem, der paa den vulgære Supranaturalismes Standpunct søge en Bibliologie istedetfor en Theologie, kan her ikke være Tale—uden egentlig at vide det endnu staaende ved Kriticismen, som de udsmykke og tilsløre med forskjellige Forziringer og "panni purpurei", men Kriticismen bliver dog stedse Substantsen i deres Dogmatik.
§ 15..
Henvende vi nu nærmere Opmærksomheden paa de Momenter, gjennem hvilke Religionens Object eller Gud medieres med det religiøse Subject, finde vi for det Første, at Samvittighedens Begreb i den religiøse Betydning slet ikke findes i den kritiske Theologie, da nemlig Samvittigheden ifølge denne kun er den praktiske Fornufts umiddelbare Dom over Handlingernes moralske Værd (”die sich selbst richtende moralische Urteilskraft” Rel. innerh, d. Gr. d. bl. V. 288), der involverer Fornuftens Vished om sin egen Realitet; som Følge heraf indtager Mennesket Guds Plads i dette Sjælens Allerhelligste og forherliger sig selv, men ikke Gud. Den agter ikke Religionens hellige Lys, hvorved Mennesket aabenbares som Guds Skabning, idet Samvittighedens Stemme mere end noget andet Beviis taler for, at det ikke er Mennesket alene, der tænker Gud, men at han ogsaa tænkes af Gud, at det ikke er Mennesket alene, der dømmer sig selv, men at han ogsaa dømmes af Gud; denne Overbeviisning afhænger ikke af Mennesket, men er en Virkning af Gud selv, der tænker sig og Mennesket. Naar Skabnmgen ikke har, eller rettere ikke troer at have denne Overbeviisning, og ikke veed, eller lader, som om den ikke vidste, at den er Guds Skabning: da beviser denne Uvidenhed intet Mindre, end at Mennesket har forladt sin oprindelige Plads i Universet og ikke mere er i sin Integritets Tilstand. Dette er her aldeles aabenbart, da Skabnigen ved sine Fornuftslutnmger stræber at overtyde sig om, at den er ene i sin Tænken og Handlen; og selv naar den opfatter Hellighedens Idee, henfører den ikke denne til Gud, men til sig selv, idet den siger: ”Jeg er”, medens den burde sige: ”Jeg er ikke” (Joh. 1, 20).
Den subjective Idealismes Grundfeil kan i Almindelighed henføres dertil, at den, idet den søger en Erkjendelse om Religionen, ganske overseer Guds Erkjendelse i Religionen, denne Erkjendelse nemlig, som vi i mere indskrænket Betydning kalde Samvittighed, forsaavidt den minder om Skabningens Underkastelse under Skaberen, og som i almindeligere Forstand faaer Navn af Samviden, forsaavidt den tyder paa Skabningens Deelagtighed i det guddommelige Væsens Erkjendelse. Thi ikke alene med samme Ret som Kant paastod, at Moralloven hersker i Menneskets Sjæl med absolut Almeengyldighed og Nødvendighed, uden Hensyn til Menneskets Velvære og uden at spørge om Menneskets sandselige Tilstand: men endogsaa med største og absolut Ret paastaae vi, at der i Menneskets Aand boer en primitiv Gudserkjendelse, uafhængig af Følelsen af Lyst og Ulyst, thi disse Sjælstilstande ere, forsaavidt de falde under Religionens Begreb, kun Aabenbaringsformer af denne Idee og afhænge ganske af det Forhold, hvori Mennesket og hans hele Liv staaer til dette af Gud selv aabenbarede Idee. Denne primitive Gudserkjendelse er Basis for al religiøs Cultus og for al Theologie. Vel kan den fornegtes og fordunkles, men i Virkeligheden er den dog altid tilstede, saa at Middelalderens "doctor angelicus" med Rette kunde sige: "Deus non creditur sed scitur"; (naar han her udelukker Troen, mener han den frivillige Tro, for nemlig at antyde denne Erkjendelses eller den nødvendige Troes absolute Uafhhængighed af Menneskets Følelse og Villie; derfor beviser han, at den ikke er af psychologisk eller anthropologisk, men af theologisk Oprindelse, at den stammer fra Gud alene, hvis Aabenbaring Mennesket under enhver Betingelse, enten med eller imod sin Villie, maa anerkjende). I god Forstaaelse hermed lærer ogsaa den hellige Skrift, ”at Djevlene troe og skjælve”, hvor da det ”at troe” ikke indeholder Andet end Gudsbegrebet, forbundet med Anerkjendelsen af dette Begrebs Realitet. Hvis dette primitive Gudsbegreb ikke levede i Skabningen, kunde Apostelen Paulus ikke, som naar han lærer, at Hedningerne ere uden Forsvar (ἀναπολόγητοι) fordre Troen (den frivillige) af Menneskene som en Skyldighed. Da altsaa Samvittigheden fra Guds Standpunct er det evige Øie, er den fra Skabningens Standpunct den nødvendige Skuen af dette evige Øie og udgjør denne nødvendige Erkjendelse hos Skabningen, at den stedse er seet, som Psalmisten siger: ”Hvor skal jeg undflye for Dit Aasyn o Herre! farer jeg op til Himlen, da er Du der, og stiger jeg ned i Afgrunden, da er Du der”, og paa et andet Sted: ”Mon han, som plantede Øret ikke selv skulde høre, mon han, der dannede Øiet, ikke selv skulde see?”
§ 16..
Ligesom den kritiske Theologie ganske mangler Samvittighedens Bcgreb, saaledes gjælder det Samme om Troens Begreb. "Nemo credit nisi volens", siger Augustinus, og antyder herved, at det afhænger af Menneskets frie Villie, om han vil give denne primitive Gudserkjendelse sit frie Vidnesbyrd, eller ikke. Da denne Gudserkjendelse er ved Gud, er den en Aabenbaring af Guds Frihed, saa at Troen (i høiere Betydning) er den menneskelige Villies frie Underkastelse under den guddommelige Villie—en Underkastelse, der medfører et personligt Forhold. Men da den praktiske Fornuft ikke kjender nogen anden Aabenbaring end sin egen, kan den kun sætte Lid til sig selv, og istedetfor at troe paa Gud troer den alene paa sig selv. Denne eensidige, sig selv overladte menneskelige Fornuft ("solitaria ratio hominis sibi derelicti") træder især frem i denne Theologies Opfattelse af Bønnens Mysterium, der jo aabenbarer Livets høieste Samfund med Gud, den inderligste Forening imellem den personlige Gud og Skabningen, Guds reale Nærværelse i det religiøse Subject. Men da Mennesket her, indskrænket til sig selv alene, ikke tør troe paa Gud, er den reale Nærværelse kun Subjectets egen, der udtaler sine fromme Ønsker for sig selv. Mennesket kalder her Gudsideen til Hjælp blot for ved den at opflamme sin moralske Følelse, bestyrkes i gode Forsætter o. f. v.; men at antage Guds reale Nærværelse i Bønnen og at bede til ham som til en Gud, der, virkelig tilstedeværende, hører og seer, er for denne Theologie en overtroisk Absurditet, der maa stemples som forkasteligt Pietisteri. (”Im ersteren Sinn (als einem Wunsche zur Belebung seiner Gesinnungen vermittelst der Idee von Gott) kann ein Gebet mit voller Aufrichtigkeit statt finden, wenn gleich der Mensch sich nicht anmaßt das Dasein Gottes als völlig gewiß betheuern zu können (sie!); in der zweiten Form als Anrede nimmt er diesen Gegenstand als persönlich gegenwärtig cm, oder stellt sich wenigstens (selbst innerlich) so, als ob er von seiner Gegenwart überführt sei, in der Meinung, daß wenn es auch nicht so wäre, es wenigstens nicht schaden, vielmehr ihm Gunst verschaffen könne; mithin kann in dem letzteren (buchstäblichen) Gebet die Aufrichtigkeit nicht so volkommen angetroffen werden, wie im ersteren (dem bloßen Geist desselben)”. Rel. innerh. d. Gr. d. b. V. 303).
Ifølge alt det her Anførte synes det os indlysende, at Dogmet om Skabelsen og det gjensidige Forhold imellem Gud og Skabningen, er aldeles udhulet, som at Gud og Skabningen blive tilbage som blotte Navne, og at saaledes dette System med Rette kan betegnes som theologisk Nominalisme. Religionens sande Begreb, der har sin Rod i Menneskets fundamentale Forhold, er kuldkastet. Thi vi have viist, at Religionens Object—Gud—her er deduceret af det tænkende Subject selv; og at de subjective Momenter i Religionen, ved hvilke Religionens Object medieres med Subjectet, nemlig Samvittigheden, Troen og Bønnen, ikke have noget Object og kun staae i et tomt og indholdsløst Forhold til det tænkende Subject.
Have vi altsaa ikke fuld Ret i at charakterisere en saadan Idealisme som Solipsisme?
§ 17..
Vi gaae herfra over til at fremstille Incarnationsdogmet, og spørge først om den evige Idee af Guds Søn, hvori Incarnationens Mulighed er begrundet. Istedetfor en speculativ og objectiv Erkjendelse af denne Idee, saaledes som den f. Ex. har fundet sit Udtryk i det nicæno-constantinopolitanske Symbol, finde vi her en moralsk Fortolkning af den, og istedetfor den absolute og reale Væsenseenhed faae vi kun en moralsk og subjectiv Væsenseenhed. Man lærer her, at Ideen af Guds Søn ikke er forskjellig fra Menneskeslægtens Idee. (”Das was allein eine Welt zum Gegenstand des göttlichen Rathschlußes und zum Zweck der Schöpfung machen kann ist die Menschheit (das vernünftige Weltwesen überhaupt) in ihrer moralischen ganzen Vollkommenheit.—Dieser allein Gott wohlgefällige Mensch ist in ihm von Ewigkeit her; die Idee desselben geht von seinem Wesen aus; er ist kein erschaffen Ding, sondern sein ewiger Sohn (jfr. Symbolum Nicaenum: ”deus ex deo, genitus non factus”); das Wort (das Werde!) durch welches alle Dinge sind und ohne das Nichts existirt, was gemacht ist, denn um seiner, das ist, um des vernünftigen Wesens in der Welt willen, so wie es seiner moralischen Bestimmung nach gedacht werden kann, ist alles gemacht. Jfr. den videre Udvikling af denne Lære i R. innerh. d. Gr. d. bl. V. 74).
Den forhen omtalte Modsigelse og Forstillelse fortsættes ogsaa her. Den praktiske Fornuft fremtraadte fra Begyndelsen af med absolut Autonomie, den postulerede dernæst en fra sig selv forskjiellig Gud, den moralske Verdensordens Styrer (Gud Fader); den vender nu atter tilbage til sig selv, erklærer sig selv for Guds Søn og afleder sin evige Oprindelse fra ham. Men det rette Forhold er ganske vendt om, da Enhver lettelig seer, at Sønnen her ikke er avlet af Faderen, men Faderen af Sønnen, eller med andre Ord, den praktiske Fornuft sætter først det moralske Ideal, hvis Princip den selv er, udenfor sig og giver det Navn af Faderen, der er Verdens Skaber og Opholder; men derpaa lader den, som om hiint Ideal, der boer i Menneskeslægten, var nedsteget fra Himlen til den menneskelige Natur, skjøndt der i Virkeligheden ikke er foregaaet Andet, end at den praktiske Fornuft er gaaet ud af sig selv og derpaa er vendt tilbage til sig selv, for ad denne Omvei at komme til at fatte sig selv i Guds Skikkelse. Istedetfor Guds objective Nedstigen, ved hvilken han fra Evighed af har forenet sig med Menneskeslægten, have vi her Menneskets subjektive Opstigen til Himlen; det er her ikke Gud, der er bleven Menneske, men Mennesket, der er blevet Gud.
§ 18..
Vort næste Spørgsmaal gjælder Incarnationen af denne Idee (der her alene bestemmes fom den moralske), og dette falder igjen sammen med Spørgsmaalet, om Ideen saaledes kan indgaae i Eenhed med et menneskeligt Individ, at dette Individs Natur absolut bestemmes af den, at det i Eet og Alt bliver en Aabenbaring af Ideen og ikke har nogen particulær Existents udenfor denne. Vi høre her, at en saadan Aabenbaring af Ideen i Erfaringens Verden vel er mulig, men at Ideens Realitet ikke er afhængig af den ydre Apparents, men er sand i sig. (”Diese Idee hat ihre Realität in practischer Beziehung vollständig in sich selbst; denn sie liegt in unserer moralisch gesetzgebenden Vernunft. Wir sollen ihr gemäß sein und müssen es daher auch können”. Det anførte Skrift p. 76). Kant sluttede fra den nødvendige Nexus imellem at burde og at kunne til Muligheden af, at denne Idee kunde vise sig indenfor Erfaringens Kreds.—Naar det her hedder, at Guds Søns Aabenbaring ikke er sand i sig, men faaer sin Gyldighed fra Ideen, da er dette vel formelt rigtigt, forsaavidt det Ydre ikke er uden det Indre. Men Spørgsmaalet bliver, hvad dette er for en Idee. Er det den absolute Personligheds og Friheds Idee: da overskrider Aabenbaringen af denne Idee Menneskeslægtens Idee. Det følger nemlig af Slægtens Begreb, at Slægten ikke har nogen Existents udenfor Arten og Individerne, men at Art og Individ gaae op i Slægten, og at saaledes Intet falder udenfor den. Det Enes Hypostase forsvinder i Hypostasen af det Andet. Men Personlighedens Idee gaaer ud over alle disse abstracte Kategorier. Den indbefatter dem, er i dem—thi ellers vilde den ikke være en i alle Henseender absolut Idee; men den er i sig selv, idet den overvinder og underordner sig alle hine Bestemmelser. Gud, der er Menneskenaturens Princip absorberes ikke af den; thi i dette Tilfælde vilde han kun være Menneskeslægten, betragtet i dens Idealitet, det er at sige i dens Almindelighed og Nødvendighed. Men enhver Kategorie, enhver Lov og enhver Nødvendighed staaer under den absolute Frihed og vinder op i den.—Dersom altsaa den sande Gudsidee er Ideen af den absolute Personlighed, saa fremtræder ogsaa hiint historiske Individ, hvormed Ideen er traadt i en fuldkommen Forening, med absolut Auctoritet, saa at det, frigjort fra al particulær Subjectivitet kun skal aabenbare Ideen. Da nemlig den Idee, han aabenbarer, er Personlighedens Idee, og da fremdeles den Eenhed, hvori han er indgaaet med Ideen, er en personlig Eenhed: saa er hans Aabenbaring af den absolute Idee ikke en fra hans egen Person forskellig Aabenbaring, men idet han aabenbarer Ideen, aabenbarer han sig selv, saa at hans Person er en Aabenbaring af selve det guddommelige Mysterium. Men saaledes maa hele Menneskeslægten, for at personliggjøres, underordnes ham, thi han er som Gudmenneske ikke eet Individ af de mange, men er det absolute Individ, Central-Monaden. Da den absolute Frihed, der ikke alene staaer over alle universelle og abstracte Bestemmelser, men ogsaa over alle endelige Monader, udgjør hans Væsen, aabenbarer han ikke alene Menneskeslægtens Princip, men er selv dette Princip.—Hos Kant er derimod Begrebet af Guds Søn et Slægtbegreb, Almeenbegreb, der ganske er knyttet til den menneskelige Aand og ikke har nogen objectiv Realitet udenfor denne, men snarere selv er Menneskeaanden, opfattet i Universalitetens Skikkelse. Den Kategorie, hvori Tænkningen her bevæger sig er Slægtens Kategorie. (Slægt, Art, Individ). Christus subsumeres under Menneskeslægten som eet Individ blandt de mange, endskjøndt man tilstaaer, at han er det ypperste Exemplar i Slægten. Menneskene see i ham et Billede af deres eget evige Væsen, men ikke af Guds Væsen. Han bliver "primus inter pares". Alle Rationalister og Alle, som i Christus see Menneskeslægtens ypperste Blomst, men som kun i figurlig og symbolsk Betydning, derimod ikke i Virkeligheden, Kunne erkjende ham som Gudmenneske, acqviescere under deres Tragten efter Sandheden i denne Kategorie (Slægtbegrebet) og indbefalte Alt under dette Schema. Men netop herved fornægtes Realiteten af den absolute Frihed og dens Aabenbaring i Menneskeslægten. Thi da staae alle Individer under den universelle Nødvendighed, hvad enten denne nu er den moralske eller den logiske Lov, og Christus bliver ikke qvalitativt, men kun qvantitativt forskjellig fra de øvrige Mennesker. Naar Christus henfores under Menneskeslægten, bliver hans Historie underlagt Causalitetsprincipet, medens omvendt Menneskeslægten skal underordnes Ham, ”i hvem og til hvem Alt er skabt”; Christi Historie skal ikke have Universets Causal-Nexus, eller en vis relativ Frihed til sit Princip, men den absolute Frihed, idet den ikke indskrænker sig til en relativ Nødvendighed, men underlægger sig selve Causalitetsprineipet.
§ 19..
”Siig mig, hvilken Gud, der lever i Dig, og jeg skal sige Dig, hvilken Christus, Du har for Dig”. Den Gud, der her i Virkeligheden lever i Mennesket, er det moralske Ideal; den Christus, Mennesket her bar for sig, er en Apparents af dette Ideal. Men seer man nærmere til denne Aabenbarings Natur, finder man, at en Incarnation af Ideen vel er mulig, men at man ingenlunde med Vished kan statuere, at den virkelig har fundet Sted. Thi man kan ikke med fuldkommen Sikkerhed slutte fra Erfaringen, fra det udvortes Liv, til Menneskets Indre, til Motiverne for hans Handlinger. (”Der Idee ist kein Beispiel in der äußeren Erfahrung adäquat, als welche das Innere der Gesinnung nicht aufdeckt, sondern darauf, obzwar nicht mit strenger Gewißheit, nur schließen läßt”. R. innerh. d. Gr. d. bl. V. 78). Dette har sin Sandhed, da nemlig Ideen her er aldeles subjectiv, hvoraf intet Objectivt med Vished lader sig udlede. Men havde den menneskelige Fornuft ikke sluttet fra sig selv, men fra den evige Personligheds Natur til Muligheden af Christi Incarnation, da vilde den ogsaa have indseet Christi historiske Realitet. Nu derimod faae vi istedetfor den objective Incarnation kun en subjectiv Aabenbaring af Gud. Ideen er mere aabenbaret i Christus saaledes som han opfattes af vor Forestilling, end i Christus saaledes som han virkelig existerede i Historien. Da al Realitet er begrundet i Ideen, gjælder det ikke om den historiske Christus, men om den ideale Christus, og det gjør ikke Udslaget, hvorvidt det, der berettes om ham, ere virkelige Tildragelser, I Evangelierne læser man altsaa ikke en virkelig Historie, men en Fortælling, der ifølge den gamle Sætning "”mutato nomine de te narratur fabula”" skal finde sin Anvendelse paa os. Vi have her Principet og Spiren til den nyere Tids Gnosticisme, der skiller Ideen fra Histonen, den ideale Christus fra den historiske og giver Evangelierne en mythisk og symbolsk Fortolkning. Derfor hedder det i Almindelighed, at man ikke skal søge en timelig men en evig, ikke en speciel men en universel Historie. Ogsaa her har man stiltiende forudsat det omtalte Slægtbegreb, hvori Alt begrundes som i det almindelige Princip. Men de, der med Tilsidesættelse af Historien statuere, at man skal blive staaende ved Ideen, forkaste "eo ipso" Ideen af den absolute Frihed og Ideen af Central-Individet og Central-Monaden. Thi Fribeden, der ikke alene involverer en ideel men ogsaa en reel Existents, fordrer en reel Aabenbaring i Livet og ikke en blot ideel Apparents i Forestillingens Speil.
§ 20..
Man vil ifølge det her Udviklede see, med hvad Ret vi have givet denne Theologie Navn af Pantheisme, endskjøndt den ved første Øiekast synes at være himmelvidt forskjellig fra samme.—Idet Pantheismen urgerer Ideen af Guds Substantialitet og Universalitet, bestemmer den, med Hensyn til Forholdet imellem Gud og Verden, Gud som det Indre, Verden som det Ydre, Gud som Væsenet, Verden som Phænomenet, Gud som Substants, Verden som Accidents, Gud som den absolute Aarsag, Verden som den absolute Virkning. Det er en rigtig Bestemmelse, at Gud er Verdens Princip, og—hvad der er en Følge heraf—at Verden er Moment i Guds egen Existents; men det er derimod en Vildfarelse, naar det hedder, at Gud kun er i Verden, men ikke i sig. Den kjender kun, hvad Gud er udenfor sig selv, men ikke hvad han er i sig selv. Den kjender kun den exoteriske, men ikke den esoteriske Gud, det er at sige, den kjender ikke den guddommelige Frihed, der alene er det inderste Mysterium i det himmelske Rige, saa at Alle, der ikke fatte dette, med Rette kunne siges at være οἱ ἐξω.—Men hvorledes kan nu denne pantheistiske Anskuelse tillægges Kriticismen, der fjerner Gud langt bort fra Verden, idet den med den største Beskedenhed tilstaaer, at Erkjendelsen af Gud overgaaer den menneskelige Aands Grændser, og saaledes, ved at sætte Gud over og udenfor Verden, erklærer sig for en dødelig Fjende af af Pantheisme? Vi svare, at fordi den er i absolut Modsætning til Pantheismen, derved at den nægter, at Gud er det immanente Princip i Verden, netop derfor er den Pantheisme. Hvad der i Pantheismen er objectivt og universelt, bliver her subjectivt og lægges ind i Selvbevidsthedens Sphære. Naar Gud fjernes fra Verden, bliver den menneskelige Selvbevidsthed, der er den høieste Form for Verdensexistentsen, selv Principet for alle Ting; idet Kriticismen urgerer Tænkningens Subjectivitet og kun erkjender Gud som et Postulat af Tænkningen, bekræfter den netop den Sætning, at Gud ikke har nogen virkelig Existents udenfor Menneskets Selvbevidsthed. Dette stemmer ganske med Pantheismens Lære, at den menneskelige Aand er Guds egen Existents. Den abstracte Adskillelse af Gud og Skabningen involverer en pantheistisk Sammenblanding. Den fælles Vildfarelse maa søges i Autonomiens Princip, der vindicerer Mennesket en Værdighed, som kun tilkommer Gud, eller den tænkende men ikke tænkte Natur (jfr. § 3).
Forsaavidt Pantheismen gjør sig gjældende i Historien, seer den heri kun den universelle Selvbevidstheds Mediation med den enkelte og individuelle, den uendelige Selvbevidstheds Mediation med den endelige og empiriske Selvbevidsthed, der er bunden til Phænomenerne. Dette vilde være gansie i sin Orden, naar det var den absolute Personligheds Mediation med den menneskelige Selvbevidsthed. Men da den universelle Selvbevidsthed her er en blot Mulighed, der først i Mennesket kommer til Virkelighed: saa indeholder Historien kun Udviklingen af Menneskeslægtens Idee—en Udvikling, der falder sammen med Guds egen, og dens Maal er, at det particulære Menneske kan blive et generelt og universelt, at Individet kan optage Totaliteten i sig. Det fortrinligste Exemplar af Slægtens og Individets Identitet anskues da i Christus.—Hvad her gjøres gjældende i objectiv og universel Betydning, lærer den kritiske Theologie subjectivt og i Ethikens particulære Sphære. Historien betragtes som Mediationen af Menneskeslægtens Selvbevidsthed (seet i dens ideale Almindelighed) og det particulære og individuelle Menneskes Selvbevidsthed. Den stræber efter at lede det empiriske Menneske til Erkjendelse af sit evige Væsen (den praktiske Fornuft), til at leve i Harmonie med det evige Menneske (det moralske Ideal). Christus bliver ogsaa her "primus inter pares". Principerne for denne Opfattelse af Historien navnlig af Religionens Historie vil Læseren finde udviklet i det anførte Skrift. Den Modsætning, som her indføres imellem det Godes og Ondes Princip opløses til en Modsætning imellem Menneskets Idee og hans empiriske Tilstand, og denne Modsætning medieres nu i den praktiske Fornufts Religion.
§ 21..
Læseren kunde maaskee fordre, at vi, efterat have fremstillet Principerne for denne Theologie, skulde gaae nøiere ind paa de dogmatiske Værker, hvori Theologerne have givet disse Principer en videre Udvikling. Men da det kun har været vor Hensigt at fremstille Lærens Principer og Grundtypus, ville vi ikke indlade os paa de enkelte herhen hørende Værker. Vi gjøre blot opmærksom paa, at ”hvor der er Theologie, der er ogsaa Theologer, hvor der er Rationalisme, der er ogsaa Rationalister”; fremdeles gjælder her Sætningen: "mutato nomine de te narratur fabula", og: "hæc tibi dicta esse puta". Man kan i Almindelighed bemærke, at Theologerne for en stor Deel, med Forglemmelse af Kants theoretiske Philosophie, substituere ”den sunde Fornuft", det er en empirisk Tænkning istedetfor hans kritiske Fornuft, der strengt holdt sig til Almindelighedens Kategorier, og at de ere inconseqvente i at urgere Tænkningens Subjectivitet. Saaledes siger Wegscheider i Læren om Beviserne for Guds Tilværelse (lnstit. ed. 3. p. 155): "”quæ Kantius ad refutanda illa argumenta, præter alias quasdam minoris momenti obioctiones, contra causalitatis legem eiusque vim et ambitum monet, tantum abest ut sanam rationem in fingenda et assumenda primaria et absolute perfecta causa erroris convincant, ut ei contraria sententia, progressus nimirum causarum sine initio et fine ceu flumen sine fonte et ostio appareat.”" Dette har Kant aldrig villet negte, men han paastod, at man ikke heraf turde slutte til den objective Brug af dette Begreb, hvis Nødvendighed for Mennesket han indrømmede.—Men paa den anden Side følger Wegscheider Kriticismen, naar han lærer: "”solam rationem practicam bene excultam suppeditare ideam sanctitatis”"; og i Afsnittet om Guds Egenskaber (p. 167): "”Ceterum recte observatum est, distinctionibus istis differentiam in numine ipso non realem, quippe quum mens nostra non veram numinis essentiam, sed nostras tantum de ea notiones describere valeat, sed formalem s. nominalem significari; licet respectu habito ad subiectum, diferenta illa vere realis dici possit.”"—Hvorledes nu denne Nominalisme i Erkjendelsen af Guds Væsen kan bestaae ved Siden af Realismen i Bekræftelsen af Guds Tilværelse, maa blive Mandens egen Sag.—I Christologien spiller Slægtens Kategorie den vigtigste Rolle. Christus underordnes Menneskeslægten.
Med Hensyn til Behandlingsmaaden af den christelige Dogmatik i Almindelighed, som fra den kantiske Dogmatik er gaaet over i den saakaldte Rationalisme og i Følelsestheologien (vi skulle nemlig i det Følgende vise, at denne ikkun er en høiere Form af Kriticismen): da kan den henføres til to Momenter, nemlig Theologiens Sondring fra Philosophien og en hermed nøie forbunden historisk-kritisk Methode. Da nemlig den speculative Idee i selve Religionen er traadt i Skygge, saasom al Theorie har faaet sin Plads udenfor Religionen, og Religionen selv er indskrænket til Praxis alene: beholder den christelige Dogmatik intet andet Object tilbage, end den religiøs-praktiske Selvbevidsthed, der som bekjendt med forskjellige Modificationer kaldes ”den umiddelbare religiøse Bevidsthed”, eller—forsaavidt den nemlig fremstilles som en Modification af den christelige Religion—”den umiddelbare christelige Bevidsthed”. Denne dogmatiske Videnskab udvikler eller rettere beskriver den religiøse Selvbevidsthed saaledes, at Dogmatiken bliver en explicativ og beskrivende, men ikke nogen speculativ Videnskab. Men da den umiddelbare Selvbevidsthed, naar den skal undvære den objective Idee, der implicite indeholder hele det speculative System, vilde blive utilladelig mager og tom: kalder Dogmatiken Historien og den ældre Tids dogmatiske Værker til Hjælp for ikke at vansmægte af Mangel paa Indhold; den anstiller Kritik over Kirkens symbolske Lære og den hellige Skrift selv; den udvikler den foregaaende Tidsalders Meninger med stor historisk Lærdom og gjennemført Philologisk ἀκρίβεια og udsondrer til Slutningen fra Religionens og Theologiens Gebeet Alt, hvad der henhører til den theoretiske Sphære. Denne kritiske Methode er aldeles forskjellig fra den speculative Theologies dialektiske Methode, der ogsaa kritiserer den ældre Tids dogmatiske Videnskab, dog ikke blot negativt men ogsaa positivt, saa at den historiske Udvikling af ethvert christeligt Dogme erkjendes som Moment i den speculative Idee. Den speculative Dogmatik seer altsaa i Historien Ideens forskjellige Straaler og samler dem til eet Brændpunct for ideelt at opfatte og bevare den hele Historie; men den kritiske Methode optager kun Historien i sig for strax igen at kaste den fra sig; i Dogmatiken fremstiller den det speculative Dogmes Historie for at vise, at disse Dogmer, forsaavidt de ere speculative, slet ikke høre hjemme i den christelige Dogmatik. Saaledes faae alle Forsøg paa at forklare Skabelsens Mysterium, Arvesynden etc. Plads udenfor Theologien, thi det hører kun Theologien til at beskrive Menneskets Afhængighed af Gud, og at fremstille Mennesket i dets uærværende, syndige Tilstand. For Lægfolk er dette vel tilstrækkeligt, men det er dog et Spørgsmaal, om Theologen ikke skal gaae videre. Kirkens Dogmer om Treenigheden, om Christi Naturer og andre lignende, fremstilles med megen historisk Lærdom for at vise, at saadanne ganske falde udenfor Religionens og Theologiens Sphære, at disse Dogmer ikke have religiøs og praktisk Betydning, at de ældre Theologer have sammenblandet Theologiens og den theoretiske Philosophies Sphærer og at slige Qvæstioner altsaa maae henvises til den theoretiske Fornufts Forum. Men vi have seet, hvorledes Kant dømte om den theoretiske Fornuft; og Theologerne have dog—derved at de, uden philosophisk at tilegne sig Kriticismens Standpunct, adskille Theologien fra Philosophien—beholdt Modsætningen imellem den praktiske og den theoretiske Fornuft, og skjøndt de ikke som Kant gaae kritisk tilværks mod den theoretiske Fornuft, have de dog saagodt som ingen Tiltro til den. Men Principet for denne Adskillelse imellem det theoretiske og praktiske, det objective og subjective, det speculative og religiøse, det theologiske og anthropologiske Moment er at søge i Kriticismen, hvor forskjelligt det end er modificeret.—Selv i den hellige Skrift, baade i Christi Udsagn og Historie, sondrer man det, der har en religiøs-praktisk Betydning, fra det, der henhører under theoretiske Qvæstioner, som det Essentielle fra det Accidentelle. Denne Theologie tør langtfra, saasandt den vil være conseqvent, negte saadanne Tings Realitet; thi gjorde den det, vilde den nødvendigviis faae en objectiv Erkjendelse af Gud, og Negationen vilde nødvendig medføre en speculativ Affirmation af Guds Natur, men Sligt falder udenfor Theologien. Den paastaaer derimod, idet den stoler paa sin religiøse Selvbevidsthed, at saadanne Undersøgelser ingenlunde ere væsentlige, at de intet religiøst Værd have, og at Menneskets Frelse ikke er afhængig af dem. For Resten omtaler den dem almindelig med den største Beskedenhed—en Beskedenhed, hvorpaa Kant har givet et godt Exempel. Vi ville anføre et Sted, der giver ligesom en Typus for denne Behandlingsmaade af Dogmet, hvilken mange Theologer har fulgt og endnu følge.
”Es mag sein, daß die Person des Lehrers der alleinigen für alle Welten gültigen Religion ein Geheimniß, daß seine Erscheinung auf Erden, so wie seine Entrückung von derselben, daß sein thatenvolles Leben und Leiden lauter Wunder, ja gar daß die Geschichte, welche die Erzählung aller jener Wunder beglaubigen soll, selbst auch ein Wunder (übernatürliche Offenbarung) sey: so können wir sie insgesammt auf ihrem Werthe beruhen lassen, ja auch die Hülle noch ehren, welche gedient hat, eine Lehre, deren Beglaubigung auf einer Urkunde beruht, die unauslöschlich in jeder Seele aufbehalten ist, öffentlich in Gang zu bringen; wenn wir nur den Gebrauch dieser critischen Nachrichten betreffend, es nicht zum Religionsstücke machen, daß das Wissen, Glauben und Bekennen derselben für sich etwas sey, wodurch wir uns Gott wohlgefällig machen können.” Rel. innerh. d. Gr. d. bl. V. 117. Jfr. Lessings Nathan der Weise.
Følelsestheologien..
§ 22..
Følelsestheologien finder sit høieste Udtryk i det berømte Værk: ”Der christliche Glaube nach den Grundsätzen der ewangelischen Kirche im Zusammenhange dargestellt von Dr. Fr. Schleiermacher”. Selvbevidsthedens Autonomie er her hævet til en høiere Form. Uden Tvivl ville Mange undres over, at vi tilskrive Autonomiens Princip et dogmatisk System, der har Anselms "”credam ut intelligam”" til Motto, og som, med Tilsidesættelse af al ”denne Verdens” Viisdom, ikke indeholder Andet end det christelige Gemyts egne Udtalelser, som ikke vil vide Andet end Christum. Men man maa lægge Mærke til, at dette System indledes ved et almindeligt Religionsbegreb, der er af constitutiv Betydning for Dogmets Opfattelse og Fortolkning; dette maa man altsaa nøiere trænge ind i.
Med Hensyn til dette almindelige Religionsbegreb, der er Systemets Princip, troe vi da med Rette at kunne paastaae, at dets Genesis maa udledes af Kriticismen. Thi erkender man paa den ene Side, at Religionens absolute Betydning er gaaet til Grunde i Kriticismens praktiske Princip, fordi dette kun omfatter en enkelt Sphære af den menneskelige Existents, den moralske nemlig, men ikke hele Livet; og fastholder man paa den anden Side Kriticismens Lære, at alle theoretiske Bestemmelser maae fjernes fra Religionen: faaer Religionen, hvis dens absolute Charakteer sial vindiceres og restitueres, intet andet Sæde end Følelsen. Religionen erholder her en større Betydning end i Kriticismen, den omfatter hele Livet og er ikke et middelbart Postlilat af den moralske Selvbevidsthed, men er umiddelbar tilstede i Menneskets Aand. Paa denne Maade seer det ud, deels som om Religionen var gjenindsat i sin absolute Majestæt, og deels som om man nu kunde undgaae enhver videnskabelig Indvending mod den, derved at det speculative Element er fjernet fra dens Gebeet og henviist til den theoretiske Sphære.
Religionens Væsen bestemmes da hverken som theoretisk eller som praktisk, men som det, der gaaer forud for al Theorie og Praxis. Følelsen, der er Religionens Princip, gaaer ikke frem af Erkjendelsen, tvertimod maa man sige, at al Erkjendelse, forsaavidt den er religiøs (ikke blot theoretisk), har sit Udspring af Følelsen; den er saa at sige Følelsens synlige Billede, dog saaledes at Følelsen forbliver Urbilledet (τό ἀρχετυπον), Erkjendelsen Afbilledet (τό ἔκτυπον); Følelsen er primus motor og Drivfjeder for al religiøs (ikke blot moralsk) Praxis. Hvorledes denne Følelse, der er Religionens Princip, nu skal bestemmes, vil fremgaae af Følelsens egen Natur. Al Følelse er nemlig en umiddelbar Bevidsthed om sig selv, Jegets Bevidsthed om sine Tilstande. Følelsen, i og for sig betragtet, indeholder kun det følende Subjects Sjælstilstand; Subjectet, der føler, kan forsaavidt det udtaler en reen Følelse, kun tale om sig selv som afficeret paa en vis Maade, men ikke om Tingenes objective Beskaffenhed. Med Hensyn til denne Følelsens Egoitet har man gjort den rigtige Bemærkning, at Mennesket har Følelsen tilfælles med Dyrene især paa de lavere Trin. Thi de lavere Dyreclasser—s. s. Orme, Insecter o. a. d.—fatte af det hele Universum ikkun sig selv og hvad de umiddelbart kunne referere til deres egen Existents; hvorimod de, der staae paa et høiere Trin, fatte Meget af den objective Omverden uden Hensyn til dem selv. Men man maa dog stedse erindre, at naar her tales om Følelsen, man da mener den aandelige og uendelige Følelse.—Hvorledes vil nu Subjectet, der ikke føler sig affficeret paa en relativ Maade, ikke af det Endelige, af Verden og det Verdslige, beskrive sin Tilstand? Det kan kun betegne den som den absolute Afhængighedsfølelse. Thi hvis man bestemte den som Frihedsfølelse eller paa andre Maader, vilde dette forudsætte en Distinction imellem Subject og Object, og Følelsen vilde da ikke være en primitiv Følelse, men afledet af et høiere Princip. Men her, hvor ikke Ideen men Følelsen er Prineip, fordres netop en reen Følelse ("sensus purus"), der i sig er den umiddelbare Eenhed af Subject og Object. Den rene Følelse er den absolute Receptivitet; men den absolute Receptivitet, der udelukker al aandelig Reaction, kan ikke indeholde Andet end Subjectets absolute Afhængighed. Den absolute Afhængighedsfølelse er altsaa Udtrykket for Følelsen i dens Abstraction fra al Selvvirksomhed, al aandelig Selvbestemmelse. Schleiermacher har, idet han videnskabeligt udvikler sit dogmatiske System af dette Princip, ikke fremstillet en enkelt Form af Følelsestheologien, men Følelsestheologien selv; denne navnkundige Mands System, der er gjennemført med megen Genialitet og Kunst, maa betragtes som et Monster "instar omnium" paa denne Theologie.
Istedetfor Kriticismens absolute Afhængighed af et particulært og endeligt Princip som Moralloven, have vi her Afhængigheden af—hvad der i Sandhed ikke er let at sige, da man ikke har med nogen objectiv Idee at gjøre, og Følelsen kun kan tale om sig selv—af det, der opfylder os med en absolut Afhængighedsfølelse, hvad man altsaa kan kalde den absolute Causalitet, det Uendelige, Evige, Gud. Dette religiøse Princip ligger efter dets Mulighed i Menneskeslægten, men det bliver kun virkeligt ved at forenes med Menneskets endelige og empiriske Bevidsthed, ved at omfatte og begrunde denne. Ifølge dette System findes altsaa den sande Religion der, hvor hiin absolute Følelse træder i Eenhed med Aandens hele endelige Sphære, hvor Menneskelivet og det menneskelige Gemyt med alle dets Omverlinger faaer sin Holdning og Begrundelse ved denne Følelse. Religionens Historie indeholder Udviklingen af den religiøse Følelse, men først i Christendommen, hvor den subjektive Forening af det Endelige og Uendelige er absolut aabenbaret, har dette Princip erholdt sin seierrige Indflydelse paa det virkelige Liv.
§ 23..
Det er i sig indlysende, at Centrum i denne Theologie ikke er Gud i Hans absolute Uafhængighed og Frihed, men Mennesket, reflecteret i sig selv og fixeret i den absolute Afhængighedsfølelse. Den Theologie, der bygges paa dette Princip, udvikler altsaa ikke Guds Ord, men kun det fromme Gemyts Udtalelser; den beskriver ikke Guds Aabenbaring, men de forskjellige Former og "modi", hvorpaa den substantielle Følelse aabenbares, den substantielle Grundfølelses forskjellige Modificationer. Dette vil maaskee blive endnu klarere for Læseren, naar man seer hen til Spinozas Lære om Substantsen og de verdslige Existentser som dens "modi". Thi hvad der hos Spinoza er objectivt og universelt, sees her subjectivt og i den religiøse Selvbevidstheds Sphære; paa Grund af denne Systemets subjective Charakteer har Schleiermacher stedse med Grund fralagt sig Beskyldningen for Spinozisme. Spinoza har fremstillet den objective Gudsidee, nemlig den universelle Substants, i hvis Dyb selv det tænkende Subject gaaer til Grunde; her derimod fjernes al Objectivitet, eller rettere forsvinder i Følelsens Dyb. Kun det følende Jeg bliver tilbage og spiller Substantsens Rolle. Den substantielle Følelse er altsaa Theologiens Centrum, og de forskjellige Maader, hvorpaa denne aabenbares, ere Radierne. Systemet er saaledes den modsatte Pol af Spinozismen og er paa Grund af den subjective Charakteer nær beslægtet med Kriticismen. Om Gud kan der i dette System kun være Tale, forsaavidt Subjectet, der taenker over sine Følelsestilstande, nødvendig maa føre dem tilbage til den absolute Causalitet (”Wenn der Ausdruck Gott eine Vorstellung voraussetzt: so soll nur gesagt werden, daß diese, welche nicht anders ist, als nur das Aussprechen des schlechthinigen Abhängigkeitsgefühls, die unmittelbarste Rcflerion über dasselbe, die ursprünglichste Vorstellung sey, mit welcher wir es hier zu thun haben, ganz unabhängig von dem eigentlichen Wissen und nur bedingt durch unser schlechthiniges Abhängigkeitsgefühl, so daß Gott uns zunächst nur das bedeutet was in diesem Gefühl das mitbestimmende ist, und worauf wir dieses unser Sosein zurückschieben.” d. chr. Gl. 1. 23.). Om Verden og Universet kan der kun være Tale, forsaavidt vore fromme Følelser herved ere medierede. (”Die dogmatische Sätze werden Aussagen über Beschaffenheiten der Welt, nämlich nur für daS schlechthinige Abhängigkeitsgefühl und in Beziehung auf dasselbe”; ibid. 176). Saaledes absorberes alt Objectivt i det fromme Subject. Det fromme Gemyts umiddelbare Tilstande ere "modi principales". (”Wir müssen die Beschreibung menschlicher Zustände für die dogmatische Grundform erklären, Sätze aber, welche Begriffe von göttlichen Eigenschaften und Handlungsweisen oder Aussagen über Beschaffenheiten der Welt enthalten, nur für zulässig, sofern sie sich aus Sätzen der ersteren Form entwickeln lassen; denn nur unter dieser Bedingung können sie mit Sicherheit für Ausdrücke frommer Gemüthserregungen gelten”. 178). Disse "modi principales" ere tvende, den ene er den Tilstand, hvori Menneskets Liv endnu ikke er begrundet ved hiin substantielle Følelse, hvor altsaa Forskjellen og Modsætningen imellem det Endelige og Uendelige finder Sted (den syndige Tilstand); den anden er den Tilstand, hvori den substantielle religiøse Følelse hersker og underlægger sig det menneskelige Liv (Naadestanden).
Man paastaaer, at alt Dette kan og skal udvikles inden, for Philosophien. Men man betjener sig dog af Tænkningen og det endog en systematisk; man taler i logiske Kategorier og gjør dialektisk Brug af dem; ved Hjælp af Tænkningen udvikles den intelligible og indre Nexus i Alt, hvad Mennesket fastholder ved Troen. Skal man altsaa kunne fatte Betydningen af den Sætning, at Theologien skal sondres fra Philosophien, synes man at maatte tage sin Tilflugt til Kriticismens Distinction imellem den theoretiske og praktiske Philosophie.
§ 24..
Vi have seet, hvorledes Kant gjorde den praktiske Fornuft til Theologiens Princip og udledede Alt heraf, saa at Læren om Gud, Guds Egenskaber og hvad hermed staaer i Forbindelse, fremkom som Postulater af den praktiske Fornuft; forsaavidt der tilkom den praktiske Fornuft nogen Realitet, maatte man ogsaa indrømme dens Poftulater Gyldighed. Disse Postulater fremtraadte altsaa paa den ene Side med Almeengyldighed og Nødvendighed, fordi Mennesket, der er bundet til den absolute Afhængighed af Moralloven, med Nødvendighed maatte tænke dem, fordi de vare nødvendige Momenter i Udviklingen af den moralske Afhængighed, de vare, saa at sige, de nødvendige Complementer til det fulde Begreb af denne Afhængighed. Men paa den anden Side var deres Sandhed og Gyldighed ikkun hypothetisk, fordi de støttede sig til den praktiske Fornufts, ikke til deres egen Auctoritet. Saaledes gjør nu ogsaa Schleiermacher den absolute Afhængighedsfølelse til Grundlag for sin Theologie og udleder alle Dogmer af denne Følelse, idet han kun anseer dem for sande, som enten umiddelbart ligge i, eller nødvendig postuleres af denne Følelse. Indeholder altsaa hiin Følelse Sandheden—saaledes er hans Argumentation—, da har ogsaa Alt, hvad der kan udledes af den, Sandhed.
Ligesom Kants praktiske Fornuft, endskjøndt Mennesket staaer under dens Auctoritet, kun kan tillægges en menneskelig Gyldighed, da enhver objectiv Idee, enhver Aabenbaring af Gud i og ved sig selv ganske fjernes fra Systemet, hvorfor det ogsaa idelig indskærpes, at hine theologiske Postulater kun maae opfattes praktisk, til praktisk Anvendelse, det er blot subjectivt, men at man ingenlunde maa tillægge dem nogen theoretisk Gyldighed: saaledes faaer ogsaa den absolute Afhængighedsfølelse, der ikke er begrundet i nogen objectiv Idee, men snarere fortrænger enhver objectiv Idee, kun en subjectiv Gyldighed; Alt hvad der læres i Dogmatiken som Postulat af denne Følelse maa kun opfattes subjectivt. Man urgerer, at det kun skal opfattes i Fromhedens Interesse, ikke theoretisk. Fromhedsinteressen i Følelsestheologien svarer fuldkommen til den praktiske Interesse i Moraltheologien.
Ligesom endvidere Kant ikke kunde vindicere den praktiske Fornuft umiddelbar Auctoritet, uafhængig af al Theorie, uden at lade den theoretiske Philosophie gaae forud, saa at den praktiske Fornufts umiddelbare Auctoritet fremgaaer af en theoretisk Mediation: saaledes kaldte ogsaa Schleiermacher forskjellige Laanesætninger fra forskjellige Discipliner til Hjælp, førend han kunde vindicere Følelsen umiddelbar Auctoritet og gjennemføre Modsætningen imellem Tro og Viden. Thi fra Troen, som den er i sin oprindelige Reenhed, kan denne Opposition og polemiske Modsætning til Videnskaben ikke hidrøre. Saaledes er da denne Følelsens umiddelbare Auctoritet ikke i Sandhed umiddelbar, men en ved Tænkningen konstigt udfunden.
Kant udsondrede altsaa den theoretiske Fornuft fra den praktiske og gjorde den praktiske Fornuft til Theologiens Erkjendelsesprincip; Schleiermacher satte Modsætning imellem den speculative Videnskab og Religionen, udelukkede den objective Idee fra Religionen og gjorde Følelsen til Erkjendelsesprincip. Men saaledes bliver i begge Systemer den menneskelige Selvbevidsthed Dommer og constitutor i Alt, og Følelsestheologien erklæres med samme Ret som Moraltheologien for autonomisk, da den ikke kjender den guddommelige Sandhed udaf Gud, men udaf sig selv. Med samme Ret som Moraltheologien faaer ogsaa Følelsestheologien Navn af Rationalisme, thi Tænkningen har her ikke Gud men det menneskelige Subject til sit Princip, saa at ogsaa her Cartesius's Sætning "cogito ergo sum" spiller den vigtigste Rolle. Men for at man ikke skal hildes i den Indvending, at det System, der lærer Menneskets absolute Afhængighed af Gud, dog langtfra kan beskyldes for Solipsisme, maa det fastholdes, at Solipsismen ligger ikke i, at det er en Lære om Menneskets Afhængighed af Gud, men den, at denne Afhængighed knyttes til Følelsen, med Udelukkelse af al objectiv Erkjendelse af hvad Gud er, en Erkjendelse, der kun bliver mulig ved Guds egen Aabenbaring. Istedetfor Menneskets absolute Afhængighed af Gud have vi her Menneskets Afhængighed af sig selv, thi Mennesket bevæger sig bestandig i sin egen Selvbevidstheds Cirkel og kan ikke komme til Erkjendelsen af en guddommelig Realitet i dens Uafhængighed af den menneskelige Aand. Hvis Selvbevidstheden erkjendte en saadan, vilde den nødvendig gaae ud over Følelsens Skranker og ikke acqviescere i Beskrivelsen af sin egen Fromhed, men glemme sig selv for at tabe sig i Betragtningen af Gud og Hans Aabenbaring.
§ 25..
Man kan heraf see, i hvilken Betydning Schleiermachcr Vil have de anselmske Ord, han sætter i Spidsen af sit System, forstaaet. Anselms og Schleiermachers Anskuelse af Troen og Erkjendelsen kunne betragtes som "opposita juxta se posita". Hvad Troen angaaer, da er Anselms "credam", eller hans subjective Tro, i den inderligste Eenhed med "credo", eller den objective Tro; Følelsestheologien udtaler sit "credam" uden noget "credo". Thi forsaavidt den henvender sig til Kirkens objective Tro, faaer denne kun en reen subjectiv Fortolkning. Hos Anselm faaer den subjective Tro al Auctoritet ved den objective Tro; hos Schleiermacher begrundes den objective Tro i den subjective Fromhed. Hist hviler Fromheden i et objectivt Indhold, i Guds Aabenbaring; her mangler den derimod alt Object og bevæger sig i sig selv. Og hvad nu Erkjendelsen angaaer, da stræber Anselm at begribe Gud; han føler ingen Ro, før han er kommen til Hvile i Herren og hans Mysterium. Følelsestheologien derimod søger ikke at fatte Gud eller Mennesket efter deres Væsen—thi hvorledes kan det menneskelige Hjertes inderste Dybder randsages uden Gud?—men det er den nok at beskrive det fromme Gemyts Phænomener. Ligesom hos Anselm Gud i sin evige Personlighed er Erkjendelsens Object, og den samme Gud er Erkjendelsens Princip: saaledes bliver i Følelsestheologien, hvor Mennesket er Erkjendelsens Object, den menneskelige Aand Erkjendelsens Princip.
Paa denne Maade ophæves aldeles Dogmet, eller den objective Troessandhed. Istedetfor Dogmet træffer man kun paa det fromme Gemyts Udtalelser samt disses Exposition. Hos Anselm er Dogmet den fromme Følelses Princip, her bliver den fromme Følelse Dogmets Princip. Kan man vel tænke sig en større Modsætning? Og er det ikke den høieste Uret, at et System, der sætter Følelsen som Princip for Theologien, gjør Anselms Ord til sine? Anselms Theologie udelukker ingenlunde den fromme Folelse, men Forskjellen imellem den nyere og gamle Theologie, imellem vor Tids Fromhed og hiin Tids gamle Tro, er den, at Gud, det Sande, det Gode hos hine var det Første, og Mennesket det Andet. Det er dette, Augustin og Anselm, Luther og Kirkens øvrige Reformatorer have villet, at nemlig Dogmet, den objective Troessandhed, skulde være det constitutive Princip, der sanctionerer al menneskelig Tænkning, Følelse og Villie; de erkjendte, at Skabningens almindelige Charakteer er Trang til Gud, at Mennesket altsaa hverken i theoretisk eller i praktisk Henseende er sig selv nok.
Naar man i vor Tid ofte hører Tale om Protestantismens subjective Princip, da kan den sande Betydning heraf kun være den, at Mennesset ved sin Tænken og Handlen bør tilegne sig den objective Sandhed og ikke blindt hen underkaste sig den som en reent udvortes Auctoritet—hvad der for en stor Deel kan lægges Katholicismen til Last. I Protestantismen er altsaa ethvert Ydre i uopløselig Eenhed med det Indre. Men dersom Subjectivitetsprincipet faaer den Forklaring, at det menneskelige Subject er Erkjendelsens Princip, at den menneskelige Fornuft er autonomisk: saa ophæves Ideen af den guddommelige Aabenbaring, og Protestantismen overskrider den christelige Religions Grændser, hvis Princip netop er Guds Aabenbaring ved Gud selv.
§ 26..
Hvad nu Dogmet om Gud, Himlens og Jordens Skaber, angaaer, da kan herom slet ikke være Tale i dette System. Skabelsen kan nemlig kun tænkes som en Frihedsact af Gud; ifølge Skabelsesbegrebet tænkes Gud som selvbevidst, som den, der med Selvbevidsthed og absolut Frihed skaber Verden som sit Andet. Men skal Mennesket kunne fatte dette Begreb, vil man kunne tænke Gud som den, der existerer i sig selv, forskjellig fra Verden, maae Følelsens Skranker nødvendigviis overskrides og den objective Idee sættes af Tænkningen. Herved bliver Tænkningen at anerkjende som Religionens constitutive Element, som hiin primitive Erkjendelse i Religionen, ved hvilken Mennesket sætter sig selv som Guds Skabning, idet Afhængigheden ikke bliver afledet af en ubekjendt Gud, men af den absolute Frihed. Dette strider ganske mod Følelsestheologiens Princip. Thi da Fromhedsfølelsen her er sig selv nok, tilfredsstilles ogsaa Theologen ved en faadan Udvikling af Skabelsesdogmet, som udfordres for i Fromhedens Interesse at forklare denne Følelses Tilværelse. Men Følelsen kan Intet udsige om Tingenes objective Beskaffenhed; den føler ingen Opfordring til at eftersvore "primordia rerum", eller hvad Gud er i sig selv, den skrider ikke ud over Menneskets nærværende og umiddelbare Tilstand. Derfor opløser ogsaa Schleiermacher fra Begyndelsen af Dogmet om Skabelsen i Dogmet om Opholdelsen, der bedre finder sin Anvendelse paa Menneskets umiddelbar nærværende Tilstand. (”Die Lehre von der Schöpfung ist vorzüglich in der Hinsicht zu entwickeln, daß Fremdartiges abgewehrt werde, damit nicht aus der Art wie die Frage nach dem Entstehen anderwärts beantwortet wird, etwas in unser Gebiet einschleiche, was mit dem remen Ausdruck des schlechthinigen Abhängigkeitsgefühls in Widerspruch steht. Die Lehre von der Erhaltung aber vorzüglich um daran jenes Grundgefühl selbst vollkommen darzustellen”, p. 209, B. 1. Alt Speculativt udsondres fra denne Lære, man gjør kritisk Angreb paa den gamle Dogmatik, fordi den ikke har holdt sig paa den fromme Følelses Enemærker—dette Systems transcendentale Grændse—, og Resultatet af den hele Undersøgelse, Grundforholdet imellem Gud og Verden bliver reduceret dertil, at paa den ene Side Alt er absolut afhængigt af Gud, og paa den anden Side det Enkelte betinget og bestemt ved det Heles gjensidige Forhold. (”Das fromme Selbstbewußtsein, vermöge dessen wir alles, was uns erregt und auf uns einwirkt, in die schlcchthinige Abhängigkeit von Gott stellen, fällt ganz zusammen mit der Einsicht, daß eben dieses Alles durch den Naturzusammenhang bedingt und bestimmt ist”. Ibid. 243).
Men Resultatet heraf kan jo kun være det, at Verden er et System, der har Gud til sit Princip, en Totalorganisme, hvori de enkelte Momenter ere betingede og bestemte ved hinanden indbyrdes, men at det Hele dog er afhængigt af eet og samme Princip. Men da der ikke siges om dette Princip eller Gud, hvad han er i sig selv; da han kun bestemmes, forsaavidt han er Verdens Princip, og ikke faaer andre Prædicater end de, der tilkomme ham med Hensyn til Verden; da han ikke kan faae anden Bestemmelse end den, at han er det, hvoraf alle Verdensexistentser absolut afhængige, hvoraf de alle have deres relative Tilværelse: saa er det i Sandhed ikke vanskeligt at sige, hvad Gud er, eller idetmindste, hvorledes han i dette System tænkes. Han tænkes nemlig som Substants, et Begreb, der er velbekjendt fra Spinozas Lære. Substantsen er jo det universelle Princip, hvoraf alle Ting ere absolut afhængige, da de kun ere dens "modi" og Substantsens egen Existents. Naar Schleiermacher derfor paastaaer, at vi ikke kunne vide, hvad Gud er i sig, saa er han hertil ganske berettiget, da nemlig Substantsen eller Pantheismens Gud ikke er i sig, men kun i sine "modi", i Verden. Han paastaaer vel, at den objective Forskjel imellem Pantheismen og Theismen henhører blandt de theoretiske Qvæstioner, ikke til den christelige Dogmatik, og har saaledes søgt at undgaae Beskyldning for Spinozisme. Men det er factisk, at en Udvikling, der kun gives for den subjective og religiose Anvendelses Skyld, ikke indeholder andet Gudsbegreb end Substantsen, og som Følge heraf maa han statuere, at man idetmindste i den christelige Dogmatil paa Fromhedens Vegne maa acqvieseere i dette Begreb. Thi endskjøndt Ordet „Substants" ikke bruges i Hans System, tvivle vi ikke paa, at Enhver, der tænker logisk—og Theologien har dog idetmindste de logiske Principer tilfælles med Philosophien—maa tilstaae, at det Forhold imellem Gud og Verden, hvor Gud sættes som Princip for Alt, men ikke kan finde sin Bestemmelse uden i det, hvis Princip han er, falder sammen med det Forhold, der finder Sted imellem Substantsen og dens "modi". Istedetfor den almægtige Gud, Himlens og Jordens Skaber, faae vi altsaa Spinozas Substants, gjennemført paa det subjective Gebeet.
§ 27..
Anstille vi nu en Kritik over Begrebet af denne absolute Afhængighed, hvori Verden staaer til Gud, saaledes som den fremstilles i dette System, da vil det vise sig, at det er beheftet med den Modsigelse, at hverken Afhængigheden paa Menneskets Side, eller Uafhængigbeden paa Guds Side er i Sandhed absolut.
Hvad Mennesket angaaer, da kan hans Afhængighed af Substantsen, der underkaster sig Alt, ikke i Virkeligheden faae Navn af absolut Afhængighed, fordi det Absolutes Begreb ikke alene maa bestemmes qvantitativt men qvalitativt. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt til at constituere Begrebet af den absolute Afhængighed, at lære, at Alt maa henføres under Gud som Principet for alle Ting, at Intet falder udenfor Guds Magt; thi dette giver et reent qvantitativt Begreb, der alene bestemmer den guddommelige Magt efter dens Omfang, men ikke efter dens indre Charakteer. Thi alle Skabninger ere ikke paa samme Maade afhængige af Gud, og den qvantitative Afhængighed, som her læres, maa snarere kaldes en udvortes end en indvortes, snarere en naturlig end en aandelig. Naturens og den physiske Verdens Afhængighed af Gud kan nemlig med Rette kaldes en udvortes, fordi de physiske Existentser ikke kunne være i sig selv, men kun i Substantsen. Paa samme Maade kan selve Substantsen kaldes udvortes, fordi den ikke kan være i sig selv, men kun i sine "modi". Pantheismen tilbeder derfor, idet den bestemmer sin Gud som den, der ikke har Existents i sig, men kun i Andet, en udvortes, en exoterisk, men ingen esoterisk Gud. Thi hvad der ikke kan være i sig selv, men kun i Andet, er at kalde et Udvortes, og hvad der ikke alene er i Andet, men ogsaa i sig selv, faaer med Rette Navn af et Indvortes. Naturen maa kaldes Guds ydre Rige, medens han i sin Aand lever i sit indre Rige. Thi kun Aanden, hvis Væsen er Frihed, kan kaldes indre, da den baade kan være i sig selv og i Andet; medens Naturen kun kan være i Andet (som Substantsen i sine "modi", og som "modi" i Substantsen). Men Substantsen har aldrig nogen Væren i sig, men kun i sine "modi", ligesom Heller ikke dens "modi" ere i sig, men kun i Substantsen. Emheden er her en umiddelbar og netop derfor ingen sand Eenhed; thi denne finder kun Sted, hvor Tvende, der ogsaa kunne være selvstændig hver for sig, forene sig. Hvor altsaa Menneskets Afhængighed af Gud skal kunne kaldes i Sandhed absolut og uendelig (ikke alene i qvantitativ, men ogsaa i qvalitativ Henseende), der maa den nødvendig bestemmes som indre, det er at sige som fri; det er en nødvendig Fordring, at Mennesket med Frihed skal bekræfte sin Afhængighed af Gud. Men han vilde ikke kunne give den sit frie Vidnesbyrd, hvis han ikke tillige kunde negere den, det er, hvis han ikke tillige kunde være i sig selv, hvis han ikke kunde udelukke Gud af sin Sjæls inderste Helligdom, af sin Friheds Rige, og saaledes selv leve udenfor Gud; med andre Ord, Menneskets Afhængighed af Gud kan ikke tænkes, uden at man tillige ponerer Menneskets relative Uafhængighed. Mennesket kan altsaa kun ved at negere sin egen Uafhængighed bekræfte sin Afhængighed af Gud. Og denne Afhængighed, der som Negationens Negation bærer Aandelighedens Præg, maa kaldes en i Sandhed absolut og uendelig Afhængighed. Men hvor Tanken er bunden til Substann'alitetskategorien, hvor det hedder, at Alt paa lige Maade afhænger af Gud, der overføres den Afhængighed, der gjælder i Naturens Rige paa Naadens Rige, Nødvendigheden sammenblandes med Friheden, Guds ydre Rige med hans indre, Afhængighedens Qvantitet med dens Qvalitet.
Og nu med Hensyn til Gud, da fremstilles hans Uafhængighed ikke som en i Sandhed absolut, idet denne Theologie kun tænker Gud som Substants. Men da saaledes Guds Existents ganske knyttes til Verden og den menneskelige Aand, bliver Gud absolut afhængig af Verden og Mennesket. Vi indrømme vel, at Gud efter Christendommens Principer paa en vis Maade kan siges at være afhængig af Verden, forsaavidt nemlig Mennesket saavel kan hemme som fremme Guds Riges Udvikling. Men man maa dog stedse bemærke, at Gud med Frihed har besluttet denne sin Afhængighed af Verden, at han med frit Forsæt er, saa at sige, nedsteget fra sin evige Majestæt og Uafhængighed til denne Vexelvirkningens Sphære. Men i denne Theologie bliver Gud selv kun Moment i Verden, nemlig det universelle Moment. Han er Substantsen, Verden hans "modi"; han er Væsenet, Verden Tilværelsen; han er det Indre, Verden det Ydre. Med samme Ret, som Verden kan siges at afhænge af Gud, kan Gud siges absolut at afhænge af Verden; men dette strider aldeles mod Begrebet af Gud som den, der er i Besiddelse af en absolut Selvgyldighed og Uafhængighed.
Saaledes ophæver denne religiose Cultus sig selv. Paa den ene Side erklærer Mennesket sig aldeles afhængig af Gud, men paa den anden Side er han sig dog bevidst, at Guds Tilværelse er absolut afhængig af Mennesket, at Gud for at vinde Existents trænger i enhver Henseende til Mennesket—en Anskuelse, der stærkt nærmer sig til Ironien. Begrebet af en saadan Uafhængighed ophæves ved en indre Modsigelse og gaaer over i sin Negation; thi Guds sande Uafhængighed kan ligesaalidt som Menneskets sande Afhængighed fastholdes og forsvares uden Personlighedens og Frihedens Idee.
§ 28..
Guds absolute Afhængighed af Mennesket, saaledes som den indeholdes i dette System, der giver sig Udseende af at lære Menneskets absolute Afhængighed af Gud, vil blive mere iøinefaldende, naar vi huske paa, at Alt, hvad her læres om Gud, ikke maa opfattes objectivt, som hos Spinoza, men subjectivt, som hos Kant. Man seer dette tydeligst i Læren om Guds Egenskaber. Ligesom Gud hos Kant ikke selv aabenbarer sine Egenskaber, men faaer disse af Menneskene; ligesom disse Egenskaber kun ere den menneskelige Aands, men ikke det guddommelige Væsens egne Reflexer: saaledes lærer ogsaa Schleiermacher, at alle Guds Egenskaber ere en Afglands af Menneskets Fromhed—ikke omvendt—, de fremstille ikke Andet end de forskellige Maader, hvorpaa de fromme Følelser staae i Forhold til den absolute Causalitet; men de aabenbare os ingenlunde Noget af det guddommelige Væsen, saa at vi ogsaa her have ”en Gud, der er dannet efter Menneskenes Paafund” (ἐνθυμήσει ἀντθροπων). Forskjellen imellem Kant og Schleiermacher er alene den, at Schleiermacher har sat den fromme Følelse istedetfor Kants praktiske Fornuft, den substantielle Afhængighed istedetfor den absolute Afhængighed af Moralloven. For Resten er den hele Argumentationsmaade, Polemiken mod den objective, det er, den sande Gudserkjendelse og det tænkende Jegs Autonomie ganske afledet af Kriticismen. Det nedenfor opstillede Schema, der giver adskillelige Paralleler, hvoraf det indre Slægtskabs Baand imellem Følelsestheologien og Kriticismen indlyser og hæves over al Tvivl, vil fuldkommen godtgjøre Sandheden heraf.
Kant.
Es liegt uns nicht sowohl daran zu wissen, was Gott an sich selbst (seine Natur) sey, sondern was er für uns als moralische Wesen sey. (Rel. innerh. d. Gr. d. bl. V. 211).
Schleiermacher.
Alle Eigenschaften, welche wir Gott beilegen, sollen nicht etwas besonderes in Gott bezeichnen, sondern nur etwas besonderes in der Art das schlechthinige Abhängigkeitsgefühl auf ihn zu beziehen. (Der chr. Gl. 1, 280).
Kant.
Zum Behuf dieser Beziehung müßen wir die göttliche Naturbeschaffenheit so denken und annehmen als es zu diesem Verhältnisse in der ganzen zur Ausführung seines Willens erforderlichen Vollkommenheit nöthig ist (z. B. als eines unveränderlichen, allwissenden, allmächtigen Wesens) und ohne diese Beziehung nichts an ihm erkennen können. (R. inn. d. Gr. d. bl. B. 211).
Schleiermacher.
Wir haben hier keine andere Vollständigkeit anzustreben, als daß wir keines von den verschiedenen Momenten des frommen Selbstbewußtseins vorbeigehen lassen, ohne die ihnen entsprechenden göttlichen Eigenschaften aufzusuchen. Und bei diesem Verfahrenergiebt sich auch die Classification von selbst, indem bei jeder Abtheilung nur die dahin gehörigen Eigenschaften zur Darstellung kommen. (D. chr. Gl. 1, 284).
Kant.
Wird nun aber unsere Erkenntnis; auf solche Weise durch reine practische Vernunft wirklich erweitert? Allerdings, aber nur in practischer Rücksicht. Denn wir erkennen zwar dadurch weder unserer Seele Natur noch die intelligibele Welt noch das höchste Wesen nach dem was sie an sich selber sind, sondern haben nur die Begriffe von ihnen im practischen Begriff des höchsten Guts vereinigt—aber nur vermittelst des moralischen Gesetzes und nur in Beziehung auf dasselbe. (Kr. d. pr. V. 240).
Schleiermacher.
Wir müssen hier gleich bevorworten, daß in sofern aus der göttlichen Ursächlichkeit mehrere Eigenschaften entwickelt werden, die Verschiedenheiten derselben ebenfalls nichts reelles in Gott sind, ja, daß sie weder einzeln noch zusammen genommen das Wesen Gottes ausdrücken. (Der christ. Gl. 1, 28«).
Kant.
Also bleibt nur ein einziges Verfahren für die Vernunft übrig, daß sie nemlich als reine Vernunft von dem obersten Princip ihres reinen practischen Gebrauchs ausgehend ihr Object bestimmt.—Der Begriff von Gott ist also ein ursprünglich nicht für die speculative Vernunft sondern zur Moral gehöriger Begriff. (Kr. d. pr. V. 250. 252).
Schleiermacher.
Daher ist noch immer nöthig zu bevorworten, daß ohne speculative Ansprüche zu machen aber auch ohne speculative Hülfsmittel in Anwendung zu bringen, wir uns ganz inner halb der Grenze des rein dogmatischen (!) Verfahrens halten. (Der chr. Gl. 1, 282).
§ 29..
Ligesom hos Kant saaledes savne vi ogsaa her Samvittighedens sande Begreb. Det hedder vel, at Samvittigheden maa refereres til Guds Hellighed, da den indeholder den evige Lov og hermed ogsaa Syndserkjendelsen og Trangen til Forsoning med Gud (p. 503); men seer man nærmere til, vil det vise sig, at dette Forhold til Guds Hellighed er et reent nominelt. Opkastes nemlig det Spørgsmaal, hvad Guds Hellighed er, da henter man for det Første ikke dens Bestemmelse fra Gud, men fra Menneskets Synd; og dernæst have vi jo seet, at ingen af Guds Egenskaber maa tænkes objectivt, saa at denne Theologie ikke tør indestaae for, at Gud i Virkeligheden er hellig, men kun at det nødvendig maa forekomme os saaledes. Men da Hellighedens Idee ikke tilhører Gud, men kun vor Tænkning, bliver ogsaa Samvittighedens Begreb et blot subjectivt, og Mennesket fatter i den ikke en Villie, der er forskellig fra Mennesket selv, ligesom det var Tilfældet hos Kant, men kun en abstract Lov, hvis Subject Mennesket selv er; thi skulde Mennesket erkjende en fra sig selv forskjellig Villie, maatte nødvendigviis denne Villie aabenbare sig og erkjendes som den personlige Guds objective Idee.—Paa lignende Maade udhuler man Bønnens Begreb. Thi skjøndt det i Overeensstemmelse med den christelige Religion hedder, at man skal bede i Jesu Navn (2, 474), og at en saadan Bøn stedse vil blive opfyldt: saa er hermed dog ikke sagt Andet, end at Menneskenes fromme Ønsker og Bønner, der gaae ud paa det sande og høieste Gode, og ligeledes deres Opfyldelse, eller Realisationen af det høieste Gode, fremføres med evig Nødvendighed, efterdi saavel det subjective Moment (Menneskets Stræben), som det objective Moment (det høieste Gode) i lige Grad afhænge af Gud. Men da Personlighedens Begreb her mangler, maa man for det Første gjøre den Bemærkning, at der ikke kan være Tale om Bønnens Opfyldelse som om en Guds Gave, hvilket dog er dens sande Begreb, men kun om den substantielle Nødvendighed; dernæst høres en saadan Bøn kun af Mennesket, da nemlig Mennesket vel veed, at alle de Egenskaber, Prædicater og Navne, hvorunder han tænker og tiltaler Gud, ingenlunde svare til det guddommelige Væsen, saa at Gud ikke har real Nærværelse i sit Navn. Naar man f. Ex. beder: „Vor Fader, Du som er i Himlen", er man sig vel bevidst, at Gud i Virkeligheden ikke er Fader, men at han kun kaldes saa af Mennesket, at dette Navn kun er en symbolsk Betegnelse for hiint ubekjendte Princip, hvoraf Alt i den Grad er afhængigt, at endogsaa fra Menneskets Side al aandelig Reaction er udelukket.
Forholder dette sig saa, da kunne vi med Rette udsige det Samme om Følelsestheologien som forhen om Moraltheologien, at nemlig Dogmet om Gud, Himlens og Jordens Skaber, og det gjensidige Forhold, hvori han staaer til Skabningen, aldeles er gaaet til Grunde i den til sig selv alene overladte, menneskelige Selvbevidstheds Autonomie.
§ 30..
Ifølge det ovenfor Udviklede kan denne Theologie ikke have nogen Lære om Guds Son, der fra Evighed er avlet af Faderen, da denne Lære ganske overskrider hiin umiddelbare Selvbevidsthed; man forholder sig derfor kun kritisk til denne Lære for at ophæve den. Men hvad er det da for en Christus, dette System skildrer os? Er det ikke i høieste Grad urigtigt at paastaae, at Autonomiens Princip ogsaa her er det fremherskende, nægtet al sand Fromhed, det sande religiøse Liv og Menneskets Befrielse fra Synden alene afledes fra Christus; uagtet det hedder, at Christus er Livsprincipet i Menneskeslægtens religiøse Liv, saa at man kun ved ham opnaaer at komme i Eenhed med Gud; uagtet den Paastand gjøres, at Livet gaaer ud paa, at Mennesket ikke mere skal leve sig selv alene, men at Christus skal leve i ham? Vi tilstaae gjerne, at det Christusbillede, den geniale Schleiermacher har fremstillet, i Sandhed er skjønt; at det er et Maleri, der ikke blot er konstigt anlagt, men endogsaa aander og lever; men ikke destomindre er det vor Overbeviisning, at det samme Princip ogsaa her ligger til Grund, og at hiin Christustheorie ganske maa udledes af Kriticismen.
Kant skildrer i sin Christologie Idealet af det moralske Menneske, af et saadant Mennesie, hvis Villie er i en saa fuldkommen Harmonie med Moralloven, at hele hans Liv kun aabenbarer den moralske Idee og paa hvert Punct er gennemtrængt af den, dog saaledes, at Ideens Realitet ikke afhænger af denne Persons Realitet, men tilhører Menneskeaanden som saadan. Dette Menneske fremstilles som et Ideal, det er, et Individ, hvori den universelle Idee fuldkommen er gaaet op, imellem hvis Individualitet og Ideens Universalitet ingen Forskjel finder Sted, som i sig er, om vi saa maae sige, Individualitetens og Universalitetens absolute Synthese. Beholde vi dette for Øie, og sætte vi derpaa Religionens subjective Idee istedetfor Moralideen; forestille vi os istedetfor et Menneske, der i sit Liv og sin Person aabenbarer den absolute Afhængighed af Moralloven, et Menneske, der paa absolut Maade saaledes er gjennemtrængt og opfyldt af Afhængighedsfølelsen, Religionens Princip, at den i ethvert Livsmoment er det bevægende Princip; dersom vi altsaa udmale os et Menneske, der fuldkommen har forenet hiint universelle og constitutive Element for alt religiøst Liv med sin Individualitet, saa at han ved at aabenbare sin Individualitet aabenbarer Religionen selv, er paa eengang et enkelt Individ og dog et almindeligt og universelt Menneske, paa engang eet blandt de mange Mennesker og dog den Eneste, "instar omnium": saa have vi, hvis vi ikke feile, skizzeret det Christusbillede som den berømte Forfatters System fremstiller. (”Der Erlöser mußte als geschichtliches Einzelwesen zugleich urbildlich sein, d. h. das urbildliche mußte in ihm vollkommen geschichtlich werden und jeder geschichtliche Moment desselben zugleich das Urbildliche in sich tragen. 2, 31. Er ist sonach allen Menschen gleich vermöge der Selbigkeit der menschlichen Natur, von allen aber unterschieden durch die stetige Kräftigkeit seines Gottesbewußtseins, welche ein eigentliches Sein Gottes in ihm war”. 43).
Hvad her saaledes læres om Synthesen af det Universelle og det Individuelle, om Guds Væren i Christo, er kun formelt sandt og rigtigt; hine Definitioner ere, saa at sige, kun heuristiske, det er, de indeholde den formelle Typus, hvorefter Christus stedse maa beskrives, den Betingelse, uden hvilken han ikke kan tænkes. Hiint Menneske, af hvis Auctoritet Alt er afhængigt, og som med Rette af alle andre Mennesker fordrer Tro paa sin Person, maa nødvendigviis tænkes saaledes, at han ved sin Selvaabenbaring umiddelbart aabenbarer det Absolute. Men man kan ikke blive staaende ved denne Formalisme og ved en saadan heuristisk Definition; man maa trænge ind til det indre og qvalitative Indhold, man maa spørge om, hvad hiint Absolute er, hvilken og af hvad Beskaffenhed denne Idee er, der ved en absolut Synthese er forenet med Individualiteten. Man kan ikke blive staaende ved Guds Væren i Christo, men maa undersøge det Væsen, hvis Væren det er, denne Lære fremstiller. Og her vende nu de ovenfor fremførte Klager tilbage; da nemlig Guds Begreb strax i Systemets Begyndelse er udhulet, udhules ogsaa Christi Begreb. Gud er i dette System Substantsen, opfattet fra den subjective Side. Christus kan derfor kun blive den ypperste Blomst af den subjectivt aabenbarede Substants; han kan ikke fremtræde som den absolute, objective Sandhed, men kun som den fromme Følelses, den menneskelige Fromheds Heros. Naar nemlig hiin substantielle Følelse bliver Religionens Princip, naar Gud ikke har anden Aabenbaring end i Følelsen, kan Christi Betydning kun sættes i Følelsen, og alene i denne Henseende kan han kaldes Religionens absolute Ideal. Idealet i denne Theologie er altsaa, naar man nøiere undersøger dets indre Indhold, ligesom i Moraltheologien kun et subjectivt og endeligt, fordi nemlig den Gud, af hvem Idealet er en synlig Apparents, ikke er nogen sand Gud, men kun et endeligt Væsen. Som Faderen er, saaledes er ogsaa Sønnen.
§ 31..
Dog er denne Christologie forsaavidt forskjellig fra den kantiske, som Kant lærte, at Christi historiske Existents kun var hypothetisk, og den derimod her antages som historisk vis, ligesom her ogsaa paastaaes, at al sand Fromhed i Menneskeslægten stammer fra Christi historiske Fremtræden. Denne Mening, der saalidet stemmer med Systemets Princip, kan efter vor Mening kaldes dets Eklekticisme. Thi for det Første spørge vi om, hvoraf man veed, at dette Ideal virkelig er fremtraadt i Historien, da hverken historisie eller speculative Grunde, men kun den saakaldte indre Erfaring her have sand Beviiskraft? Hvorledes kan man fra denne Erfaring, der er indskrænket til Følelsen alene, med Sikkerhed slutte til Beskaffenheden af den Causalitet, der har frembragt denne Virkning i Følelsen? Det hedder vel, at denne Virkning ikke kan fremkomme uden ved et Individ, der har levet i Historien; men, spørge vi da, hvorfor kan den ikke som i alle mythiske Religioner, være et Product af den idealiserende Indbildningskraft? Thi Følelsen er jo, som ovenfor bemærket, aldeles uvidende om den objective Tingenes Natur. Den kan kun tale om sig selv i denne eller hiin Stemning og referere denne til en bestemt Causalitet, om hvis objective Beskaffenhed den Intet tør udsige uden det alene, at den har fremkaldt hiin bestemte Virkning. Men her, hvor Selvbevidsthedens Auctoritet heelt igjennem er vindiceret, og Følelsen sat som Princip, kan og bør man med samme Ret som hos Kant paastaae, at hiint reale Ideal er i Menneskets Aand og ikke afhænger af nogen ydre Erfaring.
Men om vi endog ville indrømme, at Schleiermacher i Overeensstemmelse med Systemets Princip har vindiceret sin Christus historisk Existents, saa paastaae vi dog, at denne Theologies Christus ikke er den, der fremstilles os i den hellige Skrift og den kirkelige Tradition; at Christi Historie, som den gives os i den hellige Skrift, her kun er at betragte som det Stof, han har benyttet og videre udviklet paa samme Maade, som Digterne behandle et historisk Emne, naar de ofte med en vis "licentia poetica" udelade eller tilføie, eftersom deres Plan fordrer det. At dette er Tilfældet her, vil man umulig kunne negte, naar man blot lægger Mærke til Læren om Herrens Opstandelse og Himmelfart samt hans Gjenkomst til Dommen. Denne Theologie fordrer nemlig kun en saadan Frelser, der selv er den fromme Følelses Heros og tillige kan lade denne Følelse gaae over paa Andre. Men hans Liv og Død er i enhver Henseende tilstrækkelig til at aabenbare den absolute Afhængighedsfølelse af Gud. I Opstandelsen og Himmelfarten aabenbares Herren derimod ikke som en af Gud absolut afhængig Skabning, men som den, der er gjenindsat i Guds egen Herlighed; Hans Personlighed opstaaer af Individualitetens Svøb; han, der i Virkeligheden er nedsteget fra Himlen, opstiger i Virkeligheden til Himlen; han vender tilbage for at dømme Levende og Døde og aabenbares som Herre over Alting, ikke paa en vis relativ Maade i reen ethisk Henseende, men paa absolut Maade i universel og kosmisk Henseende, det er, han aabenbares som sand Gud og sandt Menneske, hvem den hele skabte Natur er underlagt. Men alt Dette, der viser Frelserens absolute Betydning, kan ikke finde nogen Plads i denne Theologie, der kun ledsager Herren—det er at sige, et Menneske, der paa absolut Maade har følt den absolute Afhængighed af Gud og udtrykt den i sit Liv—til hans Død, hvor først den fromme Afhængigheds Blomst udspringer. Ifølge den samme Fremgangsmaade, Kant anviste (§ 22), at man nemlig skulde udelukke, hvad der ikke stemmer overeens med Systemet, læres her, at hine Dogmer ikke vedrøre den christelige Religions Væsen. (”Die Tatsachen der Auferstehung und der Himmelfahrt Christi, so wie die Vorhersagung von seiner Wiederkunft zum Gericht können nicht als eigentliche Bestandtheile der Lehre von seiner Person aufgestellt werden”. 2. 92). Endskjøndt deres historisie Realitet ikke benegtes, saa benegtes dog hvad der er det Vigtigste, nemlig deres religiøse Realitet. Og her viser sig især denne Fromheds Autarkie, der gjør sig til Herrens Herre, lægger sin egen Idee ind i Historien, stoler paa sig selv og er sig selv nok. Systemet paastaaer, at det kun vil udvikle den christelige Religions universelle Bevidsthed, Kirkens almindelige Tro. Men i Tillid til sin egen Auctoritet paastaaer det dog, at det Dogme, der er Centrum i den apostoliske Prædiken og Centrum i den christelige Cultus—thi Søndagen og Paaskefesten staaer og falder ganske med Dogmet om Opstandelsen—, ikke hører med til Troens Substants. Apostelen Paulus siger: ”Er Christus ikke opstanden fra de Døde, saa er vor Tro forgjeves”. Schleiermacher derimod paastaaer, at Troen ingenlunde trænger til dette Grundlag. Smager da ikke denne Theologies "credam" af en eensidig Vilkaarlighed, der gjør sig til Herre over Kirkens "credo" og den apostoliske Tradition, og som introducerer ikke sin egen Afhængighed af Christus, men Christi Afhængighed af Menneskets Autonomie? Uagtet vi kunde anføre flere Exempler af samme Præg, ville vi blot holde os til dette, der opveier alle andre og tydeligt viser, at Christus ikke constituerer Menneskets Selvbevidsthed, men at denne constituerer Christus og danner ham efter sit eget Billede.
§ 32..
Dette vil endnu blive mere evident, naar vi vende os fra Christi Historie til hans Lære og undersøge, hvad Betydning man tillægger hans Ord. Det hedder vel, at hans Ord indeholder den høieste, i al Eftertid uovertræffelige Sandhed. (”Weder kann außerhalb des Gebietes in welchem Christus schon anerkannt ist, eine Darstellung unseres Verhältnisses zu Gott entstehen, welche nicht hinter jener Offenbarung zurückbliebe, noch kann auch alle Fortschreitung innerhalb der christlichen Kirche jemals dahin führen, in der Lehre Christi selbst etwas unvollkommnes zu erkennen, an dessen Stelle man besseres zu setzen hätte, noch auch etwas zum Verständnis) des Menschen von seinem Verhältnis zu Gott, geistiger, tiefer und vollkommner aufzufassen, als Christus es gethan”. 2. 132). Men hvad er det for en Sandhed, hvorom denne Theologie taler? Det er kun Følelsen selv. Ordet, eller Udtalelsen af denne Følelse, har da ikke sin Realitet fra den objective og universelle Sandhed, men fra Følelsen, hvis Udtryk den er. Ifølge Systemets Princip kan Meningen af det anførte Sted ikkun være den, at Christus i sin Lære og Prædiken har givet et fuldkommen adæqvat Udtryk af sin absolute Afhængighedsfølelse; og da denne Følelse paa absolut Maade boer i ham, maae ogsaa hans Ord fremstille den absolute Typus for Beskrivelsen af denne Følelse. Men saaledes bliver Christus selv indskrænket af den i sig reflecterede Subjectivitets Grændser, og hine betydningsfulde Ord: ”Jeg er Sandheden” faae saaledes ikke en absolut, men en relativ Betydning, da Sandheden her ikke kan opfattes objectivt, men blot med Hensyn til Følelsens Sandhed, det er subjectivt. Den hele af Christus udtalte religiøse Verdensanskuelse er Menneskets og ikke Guds Anskuelse, ikke et objectivt Speil af Gud og Universet, men den fromme Følelses Indklædning; den er ikke et Billede af den evige Sandhed, Lysets egen Aabenbaring, men kun et Billede af Fromheden, der mangler den objective Viden eller det sande Lys. ”Ordet”, som med Rette fordrer den første Plads i Guds Rige, da det ikke er forskjelligt fra selve Guds Aabenbaring, men meget mere er Guds Aabenbaring selv, faaer kun her en secundær og afledet Betydning. Og dog kan Ordet alene lade Mennesets Individualitet opfyldes og gjennemtones af den sande Universalitet, fordi ”Ordet”, der er Guds eller det universelleste Væsens Udsagn, kun udtaler det Universelle, eller saadanne "individualia", der ogsaa ere "universalis". Det evige Ord, ὁ λόγος, kan derfor kun ved at indgaae i den menneskelige Natur begrunde den sande Christus og frigjøre hans Erkendelse fra enhver Particularitet. Alene af denne Grund, at λόγος er i Christus og udgjør Hans Natur, kan han med Rette fordre Tro paa sin Person. Thi man kan i Sandhed dog ikke troe paa den, der ingen Viden har. At troe paa En, der mangler Kundskab og Indsigt i det Guddommelige, er ligefrem imod Fornuften. Er det altsaa for Alvor og ikke for et Skins Skyld, at Troen paa Christus indskærpes Menneskeslægten, da maa Menneskeslægten nødvendigviis tænkes som den uvidende, blottet for den sande Viden, men Christus derimod, paa hvem den troer, som den absolut Vidende. Heraf følger paa den ene Side, at Viden væsentlig hører med til Troen, da Troen netop er i Begreb med i sig at optage Guds eller Christi absolute Viden. Troen, hvis Indhold er Sandheden om Gud og Mennesket, kan derfor ogsaa kaldes en absolut Viden og er blot den forskjellig fra Christi Viden, at denne er den oprindelige (άρχέτυπος), Troens derimod den afledede (ἔκτυπος). Christus er saaledes, skjøndt han er i Menneskeslægten og tilhører den, dog høiere end Menneskeslægten og Skabningen og constituerer dens Erkjendelse; han besidder af Naturen, hvad de Forige kun have af Naaden og maae modtage som en aandelig Naadegave (χάρισμα πνευματικόν). Men hvor Christus, som her er Tilfældet, skjøndt i mange Henseender forskjellig fra de øvrige Mennesker, dog ligesom Menneskeslægten er uvidende om Sandheden, som den er i sig, og kun er den ypperste Heros for den fromme Følelse, der efter den reale Mulighed ligger i hele Menneskeslægten—: der kan Menneskeslægten i Christus ikke høre en Andens Stemme, men kun sin egen, kun en Udtalelse af det Princip, der ligger i Menneskeslægtens Natur.
Hvad her er sagt om Troen, der efter vor Mening ikke kan finde Sted, hvor man ikke i Christus seer den objective Sandhed, en Aabenbaring af den evige Personlighed, gjælder ogsaa om Kjærligheden. Thi naar Christus—som her er skeet—kun fremstilles som Menneskeslægtens ypperste Blomst, elsker Slægten i ham kun sig selv paa samme Maade, som den kan elske sig selv i andre udmærkede Individer. Men det er nødvendigt, at der i enhver Kjærlighed maa være Tvende, som, endskjøndt de kunde være hver for sig, og skjøndt der er en real Forskjel imellem dem, dog indgaae Forening. Men i denne universelle Kjærlighed, hvor ikke eet eller flere Individer, men selve Menneskeslægten tænkes som et Subject, der søger et Object for sin Kjærlighed, fordres nødvendigviis, at Objectet ogsaa er et Subject og i Realiteten er forskjelligt ikke alene fra de enkelte Individer, men fra hele Slægten. Thi kun det elskende Subject kan i Virkeligheden elskes, kun det erkjendende i Sandhed erkjendes, kun det tænkende i Sandhed tænkes. Hvis altsaa Christi Personlighed, der er Gjenstand for Menneskeslægtens Kjærlighed, ikke fremstilles som en fra denne i Virkeligheden forskjellig, saa mangler Kjærligheden sit sande Object, bliver tom, og bevæger sig om sig selv alene. Dette er den fælles Vildfarelse i al Pantheisme, der ikke reelt adskiller Gud fra Verden, Christus fra Menneskeslægten, og som derfor heller aldrig kommer til en sand Identitet af Subjeet og Object; der fordres nemlig, at Objectet, hvad enten det er Troens eller Kjærlighedens, ogsaa skal være et Subject, hvorfra det i Virkeligheden adskiller sig. Thi den reale Eenhed kan kun tænkes som Ophævelsen af den reale Forskjel. Indenfor Menneskeslægtens Grændser er enhver Kjærlighed kun at kalde particulær, da den kun er en Kjærlighed imellem to eller flere Individer, der som Individer træde i en real Modsætning til hverandre indbyrdes. Men naar Menneskeslægten selv fremstilles som et Individ, der søger et Object for sin universelle Kjærlighed, da kan dette kun tænkes som et absolut og fra hiin i Virkeligheden forskjelligt Individ.
§ 33..
Hvad Spørgsmaalet om det indbyrdes Forhold imellem Skabelsen og Incarnationen angaaer, da beskrives dette i Overensstemmelse med den christelige Religion som to Momenter i samme Idee, den første og den anden Skabelse (καινή κτισις). Vi træffe her paa den universelle Betragtningsmaade af Menneskeslægtens Historie. Forsaavidt Menneskeslægten førte et Liv før Christus, eller snarere udenfor Samfundet med ham, udenfor den sande Religions Sphære, fremstilles den som den første Adam (χοϊκός); men forsaavidt den er optaget til Livssamfund med Christus, forsaavidt den er bleven Legemet og han selv dets Hoved, anskues den som den anden Adam (πνευματικός). Men da Alt er absolut afhængigt af Gud, er den første Skabelse rettet efter den anden, der som Mulighed allerede ligger i hiin. (”Kam gleich bei der ersten Schöpfung des Menschengeschlechts nur der unvollkommne Zustand der menschlichen Natur zur Erscheinung: so war doch das Erscheinen des Erlösers ihr auf unzeitliche Weise eingepflanzt”, 2, 21). Dette kan vel siges, da Christi historiske Aabenbaring, omendogsaa Menneskene ikke havde syndet, dog vilde have været nødvendig, for at Gud kunde opnaae den Eenhed med Skabningen (jfr. det anførte Sted hos Thomas Aquinas § 11), der fra Begyndelsen af er Skabningens Maal. Men man maa lægge Mærke til, at Skabelsens Begreb her kun kommer nominelt frem, da—som ovenfor tilstrælkeligt er paaviist—Begrebet af Guds Frihed og Personlighed fattes. Men hvor Guds Frihed ikke findes, kan der ikke være Tale om en Skabelse, men om en Oprindelse og Fødsel. Thi al Skabelse fremgaaer af Friheden, al Opstaaen og Fødsel derimod af Principet, ligesom af Spiren, der udvikler sig efter en vis indre Nødvendighed; paa Grund heraf sætte vi med Rette Begrebet af en Fødsel, en Evolution istedetfor Begrebet af Skabelse. De tvende Momenter, gjennem hvilke hele Menneskeslægtens Historie fuldføres, ere ikke Momenter i Guds frie Aabenbaring, men i Menneskeslægtens Udvikling. Istedetfor Menneskeslægtens Skabelse faae vi dens Fødsel, istedetfor Guds Forsyn og Styrelse faae vi Menneskeaandens nødvendige Udvikling.
Denne Udvikling gjennemløber trende Stadier. Det første er det, hvor den menneskelige Selvbevidsthed endnu ikke er vaagnet til Syndserkendelse, hvor Forskjellen imellem det, hvad den umiddelbar er, og det, hvad den burde være, imellem dens empiriske Tilstand og dens Idee, endnu ikke er opgaaet for Bevidstheden. Det andet Stadium er Syndens Tilstand, hvor denne Bevidsthed tilligemed Trangen til Forsoning er vakt hos Mennesket. Det tredie er Naadens Tilstand eller Samfundet med Christus, Menneskeslægtens Fuldender, Eenheden af det Endelige og Uendelige. Disse ere de nødvendige Former, gjennem hvilke den substantielle Følelse udvikles. Hele Religionens Historie—Hedenskab, Jødedom og Christendom—fremstiller os denne Følelses Historie og danner de nødvendige Momenter i dens Udvikling.
Ved den første Skabelse fremtræder altsaa Mennesket som den, der afviger og vanslægter fra det evige Ideal, der constituerer dets Natur; ved den saakaldte anden forenes det Modsatte, Forskjellen ophæves og den hele Udvikling bliver den menneskelige Aands Selvmediation, den Proces, hvorved den bliver sig sit substantielle Indhold bevidst, hvorved det, der slumrer som muligt, bliver virkeligt, hvorved Menneskets evige Væsen vinder Existents. Men da Alt her maa opfattes subjectivt, saaledes at hiin Udvikling ikke bliver Guds egen Udvikling, men Menneskeaandens, findes ogsaa her en Parallel til Kriticismen, nemlig til Kants Lære om det empiriske Menneskes Forsoning med det evige Menneske. Der er ikke Tanke om nogen Gud udenfor denne Proces; Selvbevidstheden medieres ikke med en fra den selv forskjellig Gud, men kun med sig selv. Historien fremstiller os Menneskeslægtens, men ikke Guds egen evige Vei.
Overgang til den menneskelige Selvbevidstheds Autonomie i Skikkelse af den absolute Aand..
§ 34..
Følelsestheologiens Autonomie forkaster paa den ene Side al objectiv Auctoritet, idet den selv gjør sig til Herre over Alt; og paa den anden Side tilstaaer den, at den mangler den absolute Viden. Den lærer, at dens Sætninger have Almeengyldighed og Nødvendighed; men paa den anden Side er denne Almeengyldighed og Nødvendighed afhængig af den menneskelige Particularitet, af den fromme Følelse hos Individet. Det sig selv overladte, fromme Gemyt mangler Guds Aabenbaring, der giver Menneskets Religion dens Sandhed, og en saadan Religion, der er knyttet til Menneskets Individualitet, kan ikke faae Navn af sand katholsk og almindelig. Saaledes indeholder denne Autonomie sin egen Ophævelse. Thi skal Almeengyldigheden og Nødvendigheden med Rette fortjene dette Navn, da maa den ogsaa sættes i en almindelig og nødvendig Form, det er, fri for al Particularitet, som den, der kun aabenbarer sig selv. Der fordres, at den skal opfattes i Tankens og Begrebets Form, hvorved Mennesket alene befries fra Følelsens Particularitet og opløftes til Sandhedens Sphære. Men naar denne Autonomie, denne Menneskeaandens Frihed, der ikke underkaster sig nogen objectiv Auctoritet, tilstaaer, at den ikke kjender Noget til Guds objective Natur, der lægges hiinsides Menneskets Selvbevidsthed, at den er indskrænket ved Grændser, den ikke selv har sat: saa er "eo ipso" Autonomiens Begreb ophævet; thi dette Begreb er ikke forskjelligt fra Begrebet af Spontaneiteten, af den i enhver Henseende fuldkomne Frihed, der ikke har Noget udenfor sig, som kan indskrænke dens Magt. Autonomien kan ikke tænkes i sin Sandhed uden som Guds egen Autonomie. Forsaavidt altsaa den menneskelige Selvbevidsthed vil vindicere sig Autonomie, kan dette kun skee derved, at al menneskelig Particularitet ophæves, og Menneskeaandens nødvendige Udvikling sættes som Guds egen Udvikling.
Der skeer altsaa et Omslag. Det tænkende Jeg spiller ikke mere den første Rolle, men derimod den evige Tænkning i dens Uafhængighed af Menneskeaanden, den absolute Idee, der ikke er forskjellig fra Gud, og som udfolder Alt af sig selv som sine Momenter. Gud gaaer over i sit Andet—bliver Natur og endelig Aand; han vender tilbage til sig selv i den menneskelige Aand under dens absolute Tænken,—han bliver den absolute Aand. Gud er baade i Begyndelsen, Midten og Enden, men i forskjellig Skikkelse. For Resten omfatter den evige Proces, Gud gjennemgaaer, idet han fra sin Alteration, fra Phænomenernes Sphære, fra sin Væren udenfor sig selv, vender tilbage til sig selv, de samme Stadier, som vi allerede have seet i den subjective Theologie, nemlig: det naturlige og umiddelbare Standpunct, Reflexionens Standpunct, der involverer den endelige Aands Synd, og endelig det aandelige Standpunct; disse Momenter ere historisk fremstillede i Hedenskab, Jødedom og Christendom. Men Forskjellen ligger deri at Religionens Historie ikke saa meget er Menneskets som Guds Historie, den absolute Aands Selvmediation, mere Guds end Menneskets Vei. Religionen opfattes som Guds egen Bevidsthed om sig selv. De endelige Religioner fremme Gudsideen i dens egen Negativitet—Gud i det Endeliges Skikkelse; den christelige Religion fremstiller Gud aabenbaret som Gud—Gud i det Uendeliges Skikkelse. Denne Guds Tilbagevenden til sig selv foregaaer i Menneskeaanden, under dens speculative Tænken. Her forsvinder al Particularitet i den guddommelige Idee. Menneskeaanden, der opfatter sig i det Eviges Skikkelse, er ikke udenfor den guddommelige Idee, men er den guddommelige Klarheds Speil, eller er snarere selv den guddommelige Klarhed.
Da det ikke er vor Agt her at gaae nøiere ind paa dette System, maa den Bemærkning være tilstrækkelig, at heller ikke denne Form af Autonomien er den sande. Vel har den derved i høi Grad Fortrin for den ovenfor betragtede subjective Theologie, at den tillægger Gud Autonomie og ikke vindicerer den menneskelige men den guddommelige Fornufts Auctoritet. Men den absolute Viden, hvorom her er Tale, kan ikke med Sandhed kaldes Guds egen Viden; den kan ikke tænkes som den primære og oprindelige, men kun som den secundære og afledede. Dette fremlyser paa følgende Maade: Begrebet af den absolute Autonomie falder sammen med Begrebet af den absolute Frihed, der frembringer Alt ud af sig selv. Men den absolute Viden—Identiteten af den absolute Idee og det tænkende Jeg—saaledes som den her finder sit Udtryk, kan ikke kaldes en produktiv Viden i eminent Forstand, da den, skjøndt den i Universet kun forefinder sine egne Love, dog er forskellig fra den Magt, der har fremkaldt dette Universum, og der saaledes ikke er nogen reel Eenhed af Magt og Viden. Universet oprinder af den evige Idee, der ikke er sig selv bevidst—den implicite Gud; først i Menneskeaanden fatter Gud sig i Skikkelse af den absolute Viden—den explicite Gud. Men saaledes falde Guds Viisdom og Almagt ud fra Hinanden; hvor Magten er, der er ingen Viden, og hvor Viden er, der er ingen Magt; det er en blind Magt og en afmægtig Viden. Begrebet af Aseitet tilkommer ikke denne Autonomie i Virkeligheden, da det, der er Basis for Aandens Existents—nemlig Naturen og det ydre Universum—, ikke er frembragt af den. Men saaledes har denne Selvbevidsthed ikke heller sig selv virkelig i sin Magt, da den ikke selv har sat den Basis, der er Betingelsen for dens Existents. Men nu er det netop Skabningens Kriterium ikke selv at have sat sin egen Basis (”hvor var Du, da jeg dannede Jorden?”), og saaledes slutte vi, at hiin speculative Viden, endskjøndt den indeholder evige Sandheder, dog kun er den skabte men ikke den absolute Aands Viden, at den er afledet af Guds absolute Viden, hvor Magt og Viden gaae i Eet ("ubi potentia et scientia in unum coincidunt"). Al Autonomie, der prædiceres om en Viden, som er forskjellig fra Almagten, er kun en opdigtet; ligesom man ogsaa paa den anden Side maa sige, at den Almagt, der sættes som en fra den uendelige Viden forskjellig, ikke er nogen sand Almagt, da den ikke har sig selv i sin Magt og kun opererer iblinde. Kun Skaberen alene, der har en absolut productiv Viden og er sig denne Productivitet absolut bevidst, kan man tillægge Autonomie og Autarkie.
Konklusion.
Vi have søgt at godtgjøre, at naar man vindicerer Menneskeaanden Autonomie, ophæves Skaberens Idee, en Pantheisme indføres, som sammenblander Guds og Verdens Homousie med Gud Faders og Gud Søns Homousie, som istedetfor Verdens Skabelse lærer en Kosmogonie og istedetfor Gud Søns Incarnation en Theogonie; Grundtrækkene hertil troe vi at bave paaviist i Moral- og Følelsestheologien. Er det lykkedes os ved denne Undersøgelse at give et Bidrag til Oplysning af den dogmatiske Theologies Stilling i vor Tid, til at klare den Modsætning, der finder Sted imellem det paa vor Tid almindelige theologiske Princip og den christelige Religions Princip; til at indsee, at Dogmet om Gud, der er den menneskelige Selvbevidstheds Auctor, er Grundlaget for den sande Erkendelsestheorie, og at herved den nødvendige Nexus imellem den theologiske Viden og Dogmets Auctoritet, det uopløselige Baand imellem Viden og Samviden kommer istand: da turde vi maaskee mene at have paataget os et ikke unyttigt Arbeide. | wikisource | wikisource_17651 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="J. Cl. Pingel - Til Grundlovens Forstaaelse.pdf" from=7 to=26 header=1 /> | wikisource | wikisource_26489 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf" from=7 to=11 header=1 />
<pages index="Om Ligeløb og Kredsning i Sjælelivet.pdf" from=13 to=15 /> | wikisource | wikisource_21411 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=215 to=219 /> | wikisource | wikisource_18375 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=175 to=179 header=1 /> | wikisource | wikisource_8783 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=33 to=46 header=1 /> | wikisource | wikisource_12420 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Minona.djvu" header=1 from=38 to=62 /> | wikisource | wikisource_20771 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=181 to=183 fromsection=§55 tosection=§55 header=1 /> | wikisource | wikisource_26088 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=166 to=169 header=1 /> | wikisource | wikisource_8771 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Ole sad på en knold og sang,
la la la la la, la la la la la
får og beder omkring ham sprang
Tra la la la la, la la la la la
Lyngen sused, og skyen gled
udflugtslængsler i hjertet sved.
Heden stænged, og mindet spandt
moders øjne dog stærkest bandt.
Snart den ting dog blev åbenbar
minder gør ikke sagen klar.
Stak så Ole en dag i trav
stod med eet ved det store hav.
Øjet skinnede , tåren randt,
intet mere i verden bandt.
Over havene hyrden fór
fårene står der endnu og glor.
Ej kan bede og får forstå
længslers tog over bølgen blå. | wikisource | wikisource_2360 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Familieret. Børn. Adoption.
"M og K blev den 18. september 1989 frataget forældremyndigheden over deres sønner, C som var 15 måneder gammel, og D, som var 6 år, og de blev anbragt i pleje hos X og Y i april 1990. I året 1998 flyttede den ældste dreng fra plejeforældrene hjem til sine biologiske forældre og herefter ønskede plejeforældrene X og Y at adoptere C, men tidligere havde de ønsket at drengen fik lov til at opkalde sig efter X i stedet for K. K og M protesterede imod disse begæringer, men efter at børneværnsudvalgene i G- og R-kommuner gav deres anbefalinger udstedte justits- og kirkeministeriet bevilling til adoption af C til X og Y. M og K krævede at bevillingen blev annulleret og at C ikke opkaldte sig efter X. De mente at bevillingen ikke var i overensstemmelse med den dagældende adoptionslov. Højesteret tiltrådte ikke M og K´s synspunkter om at adoptionsbevillingen var i strid med loven og afslog deres krav med den bemærkning at alle som havde haft med sagen at gøre var enige om at plejeforældrenes adoption af drengen var til hans gunst og tjente hans interesser bedst, blandt andet på grund af de specielle omstændigheder, der var opstået på grund af hans helbredstilstand."
I pådømmelsen har deltaget højesteretsdommerne Garðar Gíslason, Guðrún Erlendsdóttir, Haraldur Henrysson, Hrafn Bragason og Pétur Kr. Hafstein.
Appellanterne har indbragt denne sag for Højesteret 22. februar 2001. De nedlægger påstand om at der ved dom annulleres adoptionsbevilling udstedt 29. marts 2000 af justits- og kirkeministeriet, til X og Y til at adoptere C, cpr-nr. --- , samt tilladelsen som ministeriet meddelte samtidigt, om at C optog navn efter indstævnte X. Appellanterne kræver at X og Y bliver dømt til at tåle dom til annullering af adoptionsbevillingen og hjemmelen til at drenges opkaldes efter indstævnte X . - - -
Indstævnte den islandske stat påstår principalt stadfæstelse af herredsrettens dom - - -
Indstævnte X og Y påstår stadfæstelse af herredsrettens dom - - -
I herredsrettens dom beskrives at appellanterne M og K blev med Reykjavíks Børneværnsudvalgs kendelse af 18. september 1989, der blev stadfæstet af Islands Børneværnsråd, frataget forældremyndigheden over deres sønner D, som da var 6 år og C, som var 15 måneder gammel. Drengene blev anbragt i pleje på prøve til indstævnte X og Y i april 1990, men i varig pleje den 12. februar 1992. Plejekontrakten ifølge § 31 i børneværnsloven nr. 58/1992 blev indgået den 25. januar 1994, hvor der fremhævedes at plejforældrene har forældremyndigheden over drengene og at indstævnte X var deres værge. I plejekontrakten fandtes en bestemmelse om samvær der gik ud på at appellanterne fik lov til at mødes med deres sønner to gange om året, to timer ad gangen. Med Reykjavíks Børneværnsudvalgs kendelse af 30. juni 1998 fastsattes, at D´s samvær med sine biologiske forældre skulle være 1-2 gange om måneden, men derimod at samvær med C faldt bort i året 1998, og dette blev i hovedtrækkene stadfæstet at Islands Børneværnsråd i kendelse af 3. november s.å. Omkring dette tidspunkt rejste den ældste af drengene fra sine plejeforældres hjem til sine biologiske forældree. I december 1998 ansøgte X og Y om at adoptere C, men tildigere havde de ønsket at han måtte ændre navn og opkalde sig efter plejefaderen men ikke sin biologiske fader. Appellanterne modsatte sig disse begæringer, men efter at Børneværnsudvalgene i Garðabær kommune og Reykjavík kommune havde givet deres anbefaling, udstedte justits- og kirkeministeriet bevilling til adoption for indstævnte X og Y den 29. marts 2000.
Appellanterne har påstået at ministeriets bevilling til adoption til plejeforældrene ikke var i overensstemmelse med den dagældende adoptionslov nr. 15/1978, fordi i henhold til lovens § 12, stk. 2 og 3 havde det været Reykjavík Børneværnsudvalg som skulle have ønsket efter bevilling til adoption og bevillingen måtte ikke meddeles medmindre der forelå anbefaling og samtykke fra Børneværnsrådet.
§ 12, stk. 2 og 3 i lov nr. 15/1978 handler om nødvendigheden af at Børneværnsrådet behandler sager, når der ikke opnås samtykke til adoption ifølge lovens §§ 7 og 10. Som ovenfor beskrevet var C ikke i børneværnsudvalgets omsorg, idet det var indstævnte X og Y som havde forældremyndigheden over ham. Appellanterne var blevet frataget forældremyndigheden over ham og var derfor ikke en habile til at give samtykke, og det var kun nødvendigt at indhente udtalelse fra dem jf § 8, stk. 1. Børneværnsudvalgene i Garðabær kommune og Reykjavíks kommune har udtalt sig positivt overfor adoptionen. En ny adotpionslov nr. 130/1999 forudsætter ikke at der indhentes anbefaling fra børneværnsrådet og rådets opgaver og rolle er blevet ændret. Sådan som denne sag er beskaffen findes det unødvendigt at tage stilling til, hvorvidt der skulle indhents udtalelse fra Børneværnsrådet.
Appellanterne påstår at deres ret til kontradiktion var blevet overtrådt ved sagens behandling, idet Garðabærs børneværnsudvalg kun støttede sig til oplysninger fra plejforældrene og gav ikke appellanterne mulighed for at udtale sig inden det afgav sin udtalelse i sagen.
Garðabærs børneværnsudvalg blev pålagt at undersøge kår og forhold hos indstævnte X og Y og drengen med henblik på ansøgningen om adoption og give ministeriet sin udtalelse. Udvalget var kendt med appellanternes modvilje overfor adoptionen og man havde henvendt sig til Reykjavíks Børneværnsudvalg idet det var dette udvalg der havde sørget for at anbringe drengen i pleje hos instævnte. Dér fik appellanterne lejlighed til at udtale sig og fremsætte sine bemærkninger. Begge parters advokater fik sendt udtalelserne fra begge udvalg, og fotokopi af redegørelser fra disse medarbejdere, og de indsendte deres bemærkninger til ministeriet. Det kan ikke ses andet end at appellanten havde lejlighed til at fremsætte deres synspunkter, og det kan ikke tiltrædes, at deres ret til kontradiktion er blevet krænket.
I herredsrettens dom findes beskrevet den sygdom som C lider af, og der beskrives attester og udtalelser fra psykologer og socialrådgivere fra Garðarbærs kommunes og Reykjaviks kommunes børneværnsudvalg. Alle som har haft med sagen at gøre er enige om at plejeforældrenes adoption af drengen er til gavn for ham og tjener bedst hans interesser jf § 2 i lov nr. 15/1978 og det er også åbenbart at drengen selv ønsker at adoptionen gennenføres.
Med disse bemærkninger og iøvrigt med henvisning til herredsretsdommerens præmisser bør den være at stadfæste - - -
Den islandske stat, og X og Y bør være at frifinde af krav fra appellantene K og M. | wikisource | wikisource_24013 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.
De snakke, som om den er gammel,
af synd og sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i dans
om solen så ung og let!
Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast,
men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!
Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?
Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro,
thi evig stilstand er død!
Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!
</poem> | wikisource | wikisource_7137 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
Nu ringer alle klokker mod sky,
det kimer i fjerne riger.
Hver søndag morgen højt på ny
stor glæde mod himlen stiger.
Det toner med lov og pris og bøn
fra jord mod paradishaven:
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.
For os han vandred i graven ned,
han gik til de dødes rige,
til livet med stor herlighed
han ville for os opstige.
Al verdens glæde begravet lå,
nu frydes vi alle dage:
Den glæde, søndags-solen så,
den har i verden ej mage.
Der sad en engel på gravens sten
blandt liljer i urtehaven,
han peged med sin palmegren,
hvor Jesus stod op af graven.
Og der blev glæde på jorderig,
lig glæden i engles himmel:
livskongen løfter op med sig
til livet sin børnevrimmel.
Guds børn skal holde med engle bøn
med jubel i paradishaven:
Det var en søndag morgen skøn,
vor frelser stod op af graven.
</poem> | wikisource | wikisource_4740 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=157 to=161 header=1 /> | wikisource | wikisource_8761 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Danmark-Norges indre historie under enevælden 1.djvu" from=23 to=59 header=1 /> | wikisource | wikisource_6565 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=89 to=89 /> | wikisource | wikisource_21926 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=151 to=152 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_15176 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Det elektriske Lys.
<poem>Indledende Bemærkninger. Allerede i lang Tid har man været paa det rene med, at man ved Hjælp af Elektriciteten kunde fremstille et meget kraftigt konstant Lys, men Maaden, hvorpaa det skulde gjøres, har voldet stor Vanskelighed, og først i den allernyeste Tid har man fundet Midler til at løse Problemet paa en nogenlunde tilfredsstillende Maade.
En af de første Anvendelser, man gjorde af det elektriske Lys, var til Belysning af Gader, men ved Forsøg saavel i Paris som i St. Petersborg viste det sig, at Anvendelsen dertil var umulig, thi, vilde man kun anvende enkelte Lamper, anbragte paa høje Punkter, f. Ex. paa Kirketaarne eller lignende, vilde den største Del af Byen ligge i et fuldkomment Mørke paa Grund af de stærke Slagskygger fra Husene, og, vilde man anvende elektriske Lamper, saaledes som Gaslygter, med passende Mellemrum, vilde denne Belysning blive altfor kostbar, dels paa Grund af at hver enkelt Lampe fordrer sin særegne Elektricitetskilde, og dels paa Grund af den stadige Pasning, som Lamperne fordre i det mindste paa det nuværende Standpunkt.
Det er imidlertid langtfra, at den elektriske Lampe derfor har mistet sin Betydning, tvertimod: dens Anvendelse vinder stadig mere og mere Fremgang, navnlig til Fyrtaarne, Havnefyr og Krigsbrug, ligesom man nu nylig i Rusland har begyndt at anvende den paa Jernbaner for at man i lang Afstand skal kunne se Toget og derved hindre et muligt Sammenstød.
Det elektriske Lysapparat, der vel kan være meget forskjellig sammensat, bestaar altid af to Hoveddele, som her skulle omtales hver for sig, nemlig:
den Del, der frembringer Elektriciteten, eller altsaa Elektricitets-kilden, og
den Del, der benytter den udviklede Elektricitet til at frembringe Lyset, eller den elektriske Lampe.
Elektricitetskilden. er enten et galvanisk Batteri eller et magneto-elektrisk Apparat.
Den første, der frembragte elektrisk Lys var Sir Humphrey Davy, som benyttede et Batteri paa 200 kraftige Kul-Zink Elementer. Senere ere mange Forsøg anstillede med galvaniske Batterier, og saaledes ogsaa i Kjøbenhavn i Aarene 1864 og 1872—73, hvor der anvendtes et Bunsens Batteri paa 75—100 Elementer, men Forsøgene viste Uhensigtsmæssigheden af at anvende denne Lyskilde, navnlig til Krigsbrug. Som Ulemper skal det især fremhæves, at Elementerne i høj Grad ere utransportable, da saavel Ler-som Glassylindrene let gaa i Stykker og der udfordres store Kvantiteter af stærke Syrer. Opstillingen af Batterierne medtager lang Tid, 6 til 8 Timer, og Strømmen svækkes hurtigt, allerede efter nogle Timers Forløb, hvorefter det bliver nødvendigt at foretage en meget omhyggelig Rengjøring af Elementerne.
Et langt bedre Resultat har man opnaaet ved Anvendelsen af mag-neto-elektriske Apparater, hvor man undgaar alle de foran nævnte Mangler. De første Apparater, af denne Art, man anvendte, vare de, der forarbejdedes af Kompagniet Alliance, skjøndt man meget godt indsaa de betydelige Ulemper, der klæbede ved dem, og som bestode i, at de benyttede permanente Magneter efterhaanden tabte i Kraft, ligesom ogsaa Apparatet kompliceredes derved, at de fremkomne vexlende Strømme maatte reguleres ved en Strømvexler, hvorved der ligeledes gik endel af Strømmen tabt, hvilket Tab endnu forøgedes derved, at en stor Del af det mekaniske Arbejde gik med til Overvindelsen af den remanente Magnetisme ved de roterende Ankre, af hvilke der findes en stor Mængde. (Fig. 313.)
Wildes Maskine, der er endel nyere og bedre, bestaar af en permanent Hesteskomagnet, mellem hvis Ben et med Kobbertraad omviklet Anker kan drejes hurtig rundt; den derved i Kobbertraaden fremkomne Induktionsstrøm ledes gjennem en Strømvexler, saaledes at der fremstaar en ensartet Strøm, der sendes gjennem en Traad, som er viklet om en anden stor Hesteskomagnet, mellem hvis Ben der bevæger sig et lignende Anker som ovenfor nævnt; den derved i Traaden om Ankret erholdte Strøm kan nu benyttes til at frembringe Lys eller, hvad der som oftest er Tilfældet ved de engelske Fyrtaarne og Havnefyr, til at forstærke endnu en tredie Hesteskomagnet, om hvis Anker saa den Traad er viklet, gjennem hvilken den til Fyret anvendte Elektricitet erholdes.
Det vil imidlertid ses, at Manglen ved den permanente Magnet endnu findes her, skjøndt i mindre Grad end ved det foregaaende Apparat, da den i Wildes Maskine kun tjener til at frembringe den første Strøm. Denne Mangel har imidlertid Dr. Siemens heldigere undgaaet ved sit Apparat, idet han lader den om Ankret opstaaede Strøm gaa udenom den fra først af svage Magnet, hvorved den forstærkes saaledes, at Induktionsstrømmen, der fremkommer ved Ankrets Drejning, atter forstærkes o. s. v. Han benytter to Elektromagneter, af hvilke saa den mindre tjener til at frembringe den Strøm, der skal gjøre den store Hesteskomagnet til en kraftig Magnet, og Strømmen, der fremstaar i Vindingerne om dennes Anker benyttes da helt til Lysapparatet. Til Siemens Lysmaskine hører et 10-Hestes Lokomobil og Lysstyrken er = 2500 Normallys.
Manglerne ved Siemens Apparat ere imidlertid ogsaa betydelige: idet han lader den første Induktionsstrøm i en og samme Strømleder udføre to Arbejder, Magnetisering af den store og den lille Hesteskomagnet, byder han Strømmen en uhyre Modstand og maa anvende meget mekanisk Arbejde for at overvinde den, hvorved endel af Elektriciteten omsættes i Varme, der igjen ved at forøge Ledningsmodstanden bekæmper sin egen Generator. I hvor høj Grad Elektromagnetens Traadvindinger virkelig opvarmes, fremgaar af, at det er nødvendigt, bestandig at afkøle Vindingerne ved en Strøm af koldt Vand, naar ikke Lysvirkningen skal aftage stærkt.
Det vilde være bedre at lade den første Induktionsstrøm, saasnart den forlader Kommutatoren, dele sig i to Dele, hvoraf den ene Del gaar til den ene Elektromagnets Vindinger, den anden Del til den anden Elektromagnet.
Ladd undgaar Vanskeligheden ved at anbringe to roterende Ankre hver med sin Traadrulle, hvoraf den ene saa leverer en Strøm, som gjennem en Kommutator anvendes til Forstærkning af Elektromagnetens Vindinger, den anden leverer Strøm direkte til Lampen.
Ved alle ovennævnte Induktionsapparater klæber den Mangel, at den elektriske Strøm, som anvendes til Belysning, ikke er konstant, idet de enkelte efter hinanden følgende Strømme, omendskjøndt af kort Varighed, desuagtet bestandig variere i Intensitet. En anden Ulempe ligger i Ankrets remanente Magnetisme, som, paa Grund af Ankrets ikke sluttede Form, bliver meget stærk og opsluger en stor Del af det mekaniske Arbejde.
Begge Ulemper har Gramme paa en rationel Maade søgt at hæve i sin Maskine, der maa siges at være det fuldkomneste hidtil fremstillede Apparat til at omsætte mekanisk Arbejde i Elektricitet. Allerede i 1869 havde han taget Patent paa sin Maskine og i 1871 forelagde han den fuld færdig for »l'Académie des Sciences«; paa den sidste Wienerudstilling fandtes et Exemplar, der arbejdede hver Dag; et Par Timer, dels til Frembringelse af elektrisk Lys og dels til Anvendelse ved Galvanoplastik.
Principet ses i Fig. 314: en Række af Traadruller ere stillede tangentielt til en Cirkel, og i hver Rulle er der en Kjærne af blødt Jern. Systemet drejer sig om Axen O mellem Polerne N og S af en Hesteskomagnet.
Ovenover Midtlinien mellem Polerne fremkaldes der i hver Rulle en Strøm i samme Retning, af ulige Styrke efter Nærheden til Polen, og forenes Traadene fra alle Rullerne, samles Strømmen til en enkelt.
Rullerne under Ækvator levere en Strøm i modsat Retning af det ovennævnte, hvorved Forholdet bliver det samme som i to lige stærke galvaniske Elementer B og B, (Fig. 315), hvis Zinkpoler ere ledende forbundne, og hvis Kobberpoler ligeledes ere ledende forbundne, begge positive og begge negative Strømme møde og hæve hinanden fuldstændig, men lader man fra Punkterne x og y udgaa to Traade, som forenes ved m og n, saa faar man ved mn Virkningen af to efter Overfladen (Kvantitet) forenede Elementer*).
Dette sidste finder Sted ved det omtalte magneto-elektriske Apparat naar vi lade Rullernes Forbindelsestraade aaa gaa radielt ind mod Centrum og der efterhaanden stryge forbi to diametralt modsatte Kontaktfjedre f og f, ere nu disse Kontaktfjedre ledende forbundne ved to Ledere L og L', gjen-nemløbes Strømkredsen af en konstant ligerettet Strøm, hvis Intensitet, foruden af hele Konstruktionen, indtil en vis Grænse bestemmes af den Hurtig hed, hvormed Systemet lader sig dreje.
En yderligere Forhøjelse af Virkningen er muliggjort derved, at man forøger Antallet af Ruller, indtil de berøre hinanden, og derved, at Jernkjærnerne forenes til en Ring, hvor Magnetismen kan vexle langt hurtigere end i de adskille Ankerstokke.
Idet den tilbageblivende Magnetisme saaledes i det ringformede Anker reduceres til et Minimum, har man i Gjennemsnittet og i Tromlevindingernes Antal et Middel til at skaffe Strømmen efter Behag Spænding eller Kvantitet ved Minimums Anvendelse af mekanisk Arbejde.
I Henhold til det foregaaende bestaar altsaa Grammes Maskine i Hovedsagen kun af en Magnet (Elektromagnet), mellem hvis Ben (BB) en ringformet Elektromagnet uden Ende roterer. Vindingerne om denne ere delte i Sektioner, f. Ex. 40, hver med f. Ex. 100 Vindinger, saaledes at Enderne ere sammenloddede, hvorved det Hele danner en Traad uden Ende.
De to Ender af hver Sektion ere forenede hver med sin Kobberplade, saaledes at Enden af den ene Sektion og Begyndelsen af den næste ere forenede til den samme Plade, i hvilket Punkt altsaa den oven omtalte Sammenlodning er foretaget. Disse Plader, der, skjøndt nær hinanden, ere fuldstændig isolerede, danne nu en Kreds C omkring den bløde Jernkjærne.
Den ydre Cylinderflade af denne Ring C berøres nu af 2 faste Børster (DD) af Kobbertraad netop i Delingslinierne, d. v. s. i de Punkter, hvor de to modsatte og lige stærke Strømme mødes og ophæve hinanden. Ved fra disse Punkter at lede Traade ud, kan nu Strømmen erholdes.
Den ovenfor viste Maskine er en lille Maskine med to Hesteskomagneter, der er anskaffet af den store Fabrik »Christophle & Ko.« i Paris til galvanoplastisk Brug. Den drives ved en lille 1-Hests Maskine og vejer ialt 920 Pund. Den skal gjøre 300 Omdrejninger pr. Minut og dens Virkning svarer i kvantitativ Henseende til 32 Bunsenske Elementer og i kvalitativ Henseende til 2.
Til Sammenligning tjene omstaaende Tabeller, der gjengive 4 Forsøg med Grammes og Wildes Maskine i et galvanoplastisk Etablissement.</poem>
<poem>Strømløbet i Maskinen ses af Fig. 317, der er en Skitse af en større Maskine med tre Hesteskomagneter:
Da Elektromagneten E er i Besiddelse af en ringe Mængde Magnetisme, vil der ved Omdrejningen (ved en 4 Hestes Maskine, der virker paa Remskiven R) opstaa Elektricitet i Vindingerne A, Elektriciteten opsamles i Kostene D og D, Strømmen gaar fra D til a og derfra omkring alle Elektromagneterne (ved Hjælp af de i Figuren punkterede Traade) og tilbage til c, hvor den gjennem D, sluttes og saaledes bidrager til at bringe alle Elektromagneterne til en højeste Grad af Magnetisme, hvorved Strømmen i Rullerne B bliver meget kraftig. Strømmen herfra opsamles nu i Kostene F og F, og fra F gjennem f til Lysapparatet og tilbage til d, hvor den sluttes gjennem Kosten F.
Strømstyrken stiger indtil en vis Grænse ved Omdrejningshastigheden, og ved den oven beskrevne Maskine er Hastigheden 500 Omdrejninger pr. Minut.
Maskinens Virkning svarer i kvantitativ Henseende til 5 Bunsens Elementer og i Spænding til 105 Elementer.
Den elektriske Lampe. Man har for at frembringe et smukt og kraftigt Lys benyttet to Kulstykker, der staa i kort Afstand fra hinanden; ved nu at lade den elektriske Strøm gaa derigjennem, glødes Spidserne paa Kulstykkerne, hvorved der fremkaldtes et stærkt Lys; da imidlertid Kulspidserne hurtig fortæres, bliver Afstanden mellem dem større og større, hvorved Modstanden mod den elektriske Strøms Gjennemgang ligeledes bliver større, saaat Strømmen og altsaa Lyset efter kort Tids Forløb ophører. For at hindre dette har man konstrueret selvregulerende Lamper, af hvilke man nu almindelig benytter den, der efter Foucaults System er konstrueret af Duboscq.
Denne Lampe, der ses i Fig. 318, er forsynet med et Uhrværk til at bevæge to Kulspidser C og C'. Da den positive Pol er ansat til P, den negative til N, vil C, hvorfra den positive Elektricitet udstrømmer, fortæres dobbelt saa hurtigt som C' og skal derfor ogsaa af Uhrværket bevæges dobbelt saa hurtigt, da det nemlig er af stor Vigtighed at holde Afstanden mellem C og C' paa samme Punkt, fordi man bag denne har anbragt et forsølvet Hulspejl til Forstærkning af Lyset. Bevægelsen af Spidserne foregaar ved at Uhret bevæger en Axe med to Tandhjul, et mindre og et større, det sidste med dobbelt saa mange Tænder som det første. Naar Uhrværket er trukket op, sætter det sig strax igang, forsaavidt det ikke hindres deri derved, at Kulspidserne berøre hinanden; saa snart imidlertid Strømmen etableres, vil en Elektromagnet, udenom hvilken Traaden gaar, blive magnetisk og tiltrække sit Anker, der derved stopper Uhrværket; naar Kullet er brændt saa vidt, at Strømmen svækkes, kan Magneten ikke længere fastholde sit Anker, der slippes, hvorved Uhrværket sættes igang igjen, indtil Strømmen atter er stærk nok til at gjøre Magneten saa kraftig, at Ankret tiltrækkes og Bevægelsen standses.
Lampen stilles indeni et Apparat, hvorfra Lyset kastes ud gjenncm et Linsesystem som det, der anvendes ved Fyrtaarne, og som kan drejes saavel om en vertikal som en horisontal Axe, hvorved man sættes i Stand til at kaste Lyset ud i alle Retninger. Ved Forsøg, der ere anstillede med den oven nævnte Lampe i Forbindelse med Grammes Maskine, har det vist sig, at man paa en mørk Aften kan læse almindelig Blyantsskrift paa et hvilketsomhelst Punkt i Lyskeglen indenfor en Afstand af ca. ½ Mil fra Apparatet. Ligeledes viste det sig, at man i Nærheden af Lyskilden kunde se ud i ca. 4—5000 Alens Afstand og med Tydelighed skjelne Omridset af større Gjenstande.
I Frankrig ere en Mængde Forsøg anstillede med en lignende Lampe som ovenfor nævnt, konstrueret af Serrin; det paastaas, at denne Lampe skal være bedre end Duboscqs, og at navnlig Reguleringen skal være mere nøjagtig.
Inden vi gaa over til at betragte Anvendelsen af det elektriske Lys til Krigsbrug, skal det oplyses ved et Exempel, hvor god Belysningen er, og hvor jevnt og roligt det frembragte Lys kan være, da det netop er den Mangel, man tidligere har tillagt det, at det ofte udslukkedes netop naar man skulde benytte det.
I Selskabet Grammes Værksted i Paris blev i Aaret 1873 de derværende 25 Gasblus afløste af et enkelt elektrisk Lys i et Lokale paa 20 Alens Længde og Bredde og 8 Alens Højde, og i de fire Aar, det har været anvendt, har der ikke vist sig nogensomhelst Ulempe.
I Sautter, Lemonnier & Ko.s Værksted i Paris, der er 50 Alen langt, 40 Alen bredt og delt i to Etager ved en 15 Alen bred Omgang i 10 Alens Højde over Gulvet, er Oplysningen tilvejebragt ved Hjælp af 3 Serrins Lamper, hver med sin Grammes Maskine, og hvor hvert enkelt Lys har en Styrke, der er lige stor med 150 Carcels Blus (Carcels Lampe er en Olielampe, der brænder 42 Gram Olie i Timen); Belysningen er ganske fortrinlig og efter faa Dages Forløb vare Arbejderne saa vante til Lyset, at de ikke mere saa direkte paa det; Øjnene kunde da ikke tage Skade, og alle vare tilfredse med en Belysning, der fuldstændig forandrede Nat til Dag. Man skulde tro, at Slagskyggerne ved en saa stærk Belysning maatte blive meget skarpe, men langtfra; Lyset, der har de samme Egenskaber som Sollyset, kastes tilbage fra enhver Gjenstand, det møder, saaat der i hele Værkstedet ikke findes en mørk Krog; ja, Belysningen er endog saa stærk, at en Arbejder kan tage sit Værktøj i en Skuffe ligesom om Dagen, uden at han behøver at trække Skuffen helt ud.
Anvendelsen af det elektriske Lys til militært Brug har hidindtil været meget ringe, men, med de Midler man nu er i Besiddelse af, er der intet til Hinder for at anvende det i overordentlig stor Maalestok, dels til Skibe, til Fyrtaarne, til Skibsbyggeri og til Fæstninger, og dels til de militære Etablissementer som Geværfabrikker, Klædefabrikker o. s. v.
Anvendelsen af det elektriske Lys til Krigsskibe er nu næsten bleven til en Nødvendighed efterat den russisk-tyrkiske Krig har vist, at en Torpedobaad kan nærme sig uset til et for Anker liggende Skib; ved Hjælp af et elektrisk Lys paa et saadant Skib, gives der Lejlighed til i et Par Tusind Alens Afstand tydelig at skjelne enhver Gjenstand, der nærmer sig, og det vil derfor vanskeliggøre et saadant Angreb.
Ved Skibsbyggerier, Indladning af Materiel o. l. vil det ligeledes være af stor Betydning at kunne anvende elektrisk Lys; det vil imidlertid der være nødvendigt at have flere Blus, dels nemlig for at et kan brænde medens Kulstykkerne omtrent hver fjerde Time kan fornyes i det andet Blus, dels for at Lyset fra det ene Blus kan oplyse Slagskyggerne fra det andet, saaat intet Punkt lades i Mørke.
Med Hensyn til Anvendelsen af elektrisk Lys i de militære Etablissementer, behøves der vist næppe at anføres noget til Fordel derfor, da det maa være tilstrækkeligt indlysende, at det er heldigst at anvende den bedste Belysning, idet det derhos skal tilføjes, at det elektriske Lys har den store Fordel, at man lieesom om Dagen vil være istand til at skjelne de forskjellige Farvenuancer, hvad der ofte kan være af stor Betydning.
Til Anvendelse i Fæstninger, hvor det er af stor Vigtighed at kunne have et transportabelt Lys, har Gramme konstrueret en lille Maskine, der giver et Lys saa stort som 50 Carcels Blus og ikke drives ved en Dampmaskine, men ved Hjælp af to Svinghjul, der hver drejes af to Mand; Maskinen staar paa en lille Trillevogn og kan saaledes let transporteres fra det ene Sted til det andet. I Frankrig har man til Forsøg bestilt to saadanne transportable Maskiner, og det vil uden Tvivl kunne blive af stor Betydning for Forsvaret af en Fæstning at være i Besiddelse af et Middel til pludselig at kaste et stærkt Lys ud i en hvilkensomhelst Retning for at se Fjendens Angrebsarbejder.
Efter nu at have omtalt det elektriske Lys i sin Almindelighed, skal der til bedre Forstaaelse angives en Tabel over Udgifterne i Sammenligning med andre Belysningsmidler, ligesom det skal tilføjes, at den elektriske Belysning har den store Fordel fremfor al anden Belysning, at der ikke er den mindste Fare forbunden dermed, af hvilken Grund ogsaa adskillige Brandforsikringsselskaber have lovet at nedsætte Præmien for de Fabriker, der ville anvende elektrisk Belysning.
Prisen paa en Grammes Maskine paa 150 Carcels Blus er, alt iberegnet, ca. 1900 Kroner; naar altsaa et Værksted oplyses af 4 saadanne Blus, bliver Udgiften, naar man regner, at det brænder 500 Timer om Aaret:</poem>
For hvert enkelt Blus bliver altsaa Prisen pr. Time 65 Øre
<poem>Efter den ovenstaaende Tabel vil det altsaa let ses, hvilken overordenlig Fordel man kan drage af den elektriske Belysning i Lokaler, der ere saa store, at man behøver en Belysning af 400 Blus eller derover; ved mindre Lokaler derimod kan det ikke benyttes, da det elektriske Lys, i det mindste paa sit nuværende Standpunkt, ikke kan deles.
For Benyttelsen af elektrisk Lys, skal det endnu tilføjes, at man i Reglen ved Hjælp af et Apparat kan oplyse ca. 6000 Kvadratalen af en Gaard, Lodseplads ell. l. og ca. 700 Kvadratalen i et Spinderi, et Snedkerværksted o. l. Etablissementer.
Til Slutning skal endnu omtales en af Hr. Jablochkoff i Rusland angivet Methode til elektrisk Belysning, der nemlig gaar ud paa, dels at kunne udvære Regulatorer og dels at kunne dele Lyset.
Hr. Jablochkoffs Opfindelse, der blev patenteret i 1876, blev forevist i l'Académie des sciences ved M. Denayrouze den 30te Oktober 1876.
Kullene, der danne Elektroderne, ere i Hr. Jablochkoffs Lampe stillede Side om Side og ikke mod hinanden, saaledes som i de øvrige Lamper; det gjælder nu altsaa her om at faa dem til at brænde jevnt, og dette udføres derved, at han adskiller Kulstykkerne ved et ikke ledende Stof, f. Ex. Porcellæn. Naar den elektriske Strøm begynder at passere, frembringes Lysbuen mellem Kulspidserne; det nærmeste Lag af det isolerende Materiale smelter, forflygtiges og frigjør langsomt den dobbelte Kulstang ligesaa fuldstændigt, siger M. Denayrouze, som Voxet i et Voxlys lidt efter lidt frigjør Tanden eftersom Smeltningen gaar videre fra oven og nedefter.
Varmen, der fremkommer ved Kullets Forbrænding, og som ved Regulatorerne gaar tabt i Luften bliver altsaa her benyttet til at smelte det isolerende Materiale. Sammensætningen af dette Materiale kan varieres i det uendelige, da man kan benytte de fleste Jordarter, idet nemlig de Stoffer, der anses for de mindst brændbare næsten alle helt forbrænde og forflygtiges naar de komme i den elektriske Lysbue.
I forskjellige Tillæg til sit Patent har Jablochkoff indført flere Forbedringer, indtil han endelig, ved et helt nyt Patent den 30te November 1876, giver Løfte om ved en enkelt Maskine at fremstille saamange lysende Punkter som ønskes. Systemet er baseret paa Anvendelsen af Induktionsruller, der i deres Indre indeholde andre Ruller, hvis Traade gaa til de elektriske Lamper, saaledes at man efter Behag kan tænde eller slukke et enkelt Blus ad Gangen. Efter det Foregaaende skulde man nu tro, at den Opgave var løst, at erstatte Gasbelysningen ved elektrisk Belysning; dette er dog ikke Tilfældet. Vel vil det være muligt at fremstille elektriske Lys, der ikke ere stærkere end et eller dog faa Gasblus, men Bekostningen derved vil være saa overvejende stor, at det i Praxis vil være aldeles umuligt at gjøre det; som Exempel herpaa skal det anføres, at i »Grands Magasins du Louvre« i den saakaldte »Marengo-Sal« findes 6 Jablochkoffske Lys, der brænde ved Hjælp af to Maskiner, og hvert Lys brænder med en Styrke af 20—25 Carcels Blus. Prisen er imidlertid aldeles uforholdsmæssig. Anlæget har kostet mindst ligesaa meget som 6 Serrins Lamper med tilhørende 6 Grammes Maskiner, hver paa 240 Carcels Blus, altsaa af den ti- til tolvdobbelte Lysstyrke, og Udgiften ved Kulstykkerne er ca. 50 Gange større end ved Kulstykker til Serrins Lampe. — Det skal imidlertid bemærkes, at denne store Udgift vel kan reduceres meget efterhaanden som der indføres Forbedringer saavel ved Maskinerne som ved Forarbejdelsen af Kulstykkerne; men Prisen vil dog aldrig kunne synke saa stærkt, at man med Fordel kan benytte dette System.
Mærkeligt er det, at der hvert 10de Aar er fremkommet et lignende Forslag, nemlig i 1847 af King i England, i 1857 af de Chanzy i Belgien, i 1867 af Leroux i Frankrig og endelig nu i 1877 af Jablochkoff i Rusland.
Man maa ønske, at Jablochkoff maatte have mere Held med sine Forsøg end hans Forgængere; men det er sandsynligt at han ad den Vej, han har betraadt, næppe vil naa sit Maal.
Som Slutning paa dette Afsnit, skal endnu omtales et nyere Forsøg, hvorved det dog maa bemærkes, at da Forsøgenes Tid endnu langtfra er forbi, vil snart den ene og snart den anden Konstruktør ved en Forbedring af sin Maskine bringe denne til at være den bedste, indtil man tilsidst kan opnaa en Maskine, der tilfredsstille alle Fordringer, hvad jo endnu ingen gjør da de alle navnlig lide af den Mangel, at de ikke kunne arbejde tilstrækkelig længe uden at komme i Uorden.
Ifølge Forsøg anstillede i 1877 paa South Foreland for at udfinde den bedste Maskine til Fyrtaarnet paa Lizard, har det vist sig, at Siemens lille Maskine var bedre end Grammes.
Forsøget anstilledes mellem to Grammes, en Siemens stor Maskine, en Siemens lille, en Holmes og en Alliance Maskine.
Af Forsøgene fremgik det, at Lysstyrken ved Grammes og ved Siemens lille Maskine var omtrent den samme, medens den anvendte Hestekraft for at holde Maskinerne i Gang ved Grammes Maskine var 5½ og ved Siemens 3½, hvorved den sidste altsaa viste sig langt mere besparende; endvidere viste det sig, at Siemens Maskine var lettere at holde i Orden og kunde arbejde i længere Tid, inden Lyset slukkedes.
Vanskeligheden ved disse Maskiner ligger navnlig i at forhindre Gnister fra at danne sig paa de Steder, hvor Elektriciteten samles for at overføres paa Kostene; da Gnisterne nemlig ødelægge saavel Kostene som Opsamlerpladerne, maatte disse nu og da fornyes, hvilket paa Grund af Konstruktionen er vanskeligere at udføre ved Grammes end ved Siemens Maskine, medens dog Hovedtrækkene i Konstruktionen omtrent er den samme ved begge.
Ved Forsøgenes Afslutning var Siemens Maskine i fuldstændig arbejdsdygtig Stand, medens Grammes trængte til en Hovedreparation. Resultatet var derfor efter det foranstaaende, at Siemens lille Maskine anbefaledes til Brug for Lizard-Fyrtaarnet.
Holmes og Alliances Maskiner ere ikke omtalte, men da de i alle Retninger stode tilbage for de andre, indskrænkedes ogsaa Forsøgene med disse til kun at godtgjøre dette Faktum; iøvrigt er det ogsaa aabenbart at disse, der indeholde permanente Magneter, der efterhaanden tabe i Styrke, ikke kunne maale sig med de nyere Maskiner, hvor der ikke findes nogen Grund til at Lysstyrken efterhaanden skulde svækkes.
Paa Fyrtaarnene paa South Foreland ere Holmes og Alliances Maskiner blevne benyttede siden 1872 og i denne korte Tid har der allerede vist sig en Nedgang i Lysstyrken af ca. 22 % for den førstes og ca. 10 % for den andens Vedkommende.
Som Lampe benyttedes den tidligere omtalte Serrins Lampe, der utvivlsomt maa anses for den bedste af de Lamper, som hidtil ere konstruerede.
Da denne Lampe imidlertid er indrettet til Maskiner, der give en ensrettet Strøm, kan den kun benyttes til de nyere Maskiner, nemlig til Siemens og Grammes, som begge give konstante Strømme af dette Slags, medens Alliances og Holmes Maskiner give vexlende Strømme, hvorved de to Kulstykker blive brændte regelmæssig ens.
Paa Grund af den ovennævnte Forskjel maa Stillingen af Kulstykkerne ogsaa være forskjellig imod hinanden. Ved Maskiner med vexlende Strømme, bør Kulstykkernes Stilling være saaledes, at deres Axer ere i hinandens Forlængelse og da Spidserne fortæres ligelig maa Kulstykkerne bevæge sig imod hinanden med samme Hastighed.
Ved de nyere Maskiner, der levere ensrettede Strømme, bliver det øverste Kulstykke fortæret dobbelt saa hurtigt som det nederste, og, da tillige den elektriske Strøm udhuler det øverste Kulstykke, er det tydeligt, at man ikke faar den fulde Nyttevirkning af Lyset, naar de to Kulprismers Axer ligge i hinandens Forlængelse; man bør derfor stille dem saaledes, at det nederste Kulprismes Axe ligger i Forlængelsen af det øverste Prismes Forside, Udhulingen vil derved blive bagved Spidsen af det nederste Prisme, og man vil kunne drage Nytte af det fulde Lys, ligesom ogsaa Hovedmængden af Lyset paa denne Maade vil blive kastet ligeud og ikke spredes nær saa meget til Siderne som ved de ældre Maskiner, der lyse lige stærkt til alle Sider.
Til Theaterbrug anvendes det elektriske Lys meget i den senere Tid, dels — saaledes som Fig. 319 antyder — til at fremstille en skuffende Solstribebelysning paa Scenens Bagtæppe, dels til ved Anbringelse af passende farvede Glas foran Lampen at kaste et smukt maanelignende Skjær ind over Scenen.</poem> | wikisource | wikisource_3016 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn,
på skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn.
Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm,
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm.
Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn. | wikisource | wikisource_3885 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Den blinde Digter.
<poem>Alt duftede saa friskt efter Regnen; den milde Foraarsluft susede sagte i Havens Træer; Lindebladene i det lille Lysthus ud til Frederiksbergallé, hvor jeg havde taget Plads, viftede mig om Panden, og gamle Billeder trylledes frem for min Sjæl med en Skjønhed, som de ikke havde, da jeg saa dem i Virkeligheden, eller som jeg ialfald dengang var ufølsom for.
Henad Vejen lød raske, kraftige Trin fra to Spadseregængere; det var unge, ubekymrede Hjærters Trin. De standsede udenfor vor Bolig, og jeg hørte den ene sige:
«Det var dog et allerkjæreste Sted, saa landligt og indbydende. Jeg holder tusinde Gange mere af saadan en simpel lille Bolig, end af de herskabelige Palaier, hvor mange Familier ere pakkede sammen paa en alt andet end herskabelig Maade. Deler du ikke min Mening, Christian? jeg synes du sætter saadan et bedrøveligt Ansigt op.»
«Ser jeg alvorlig ud, er det ved den Tanke, at Ejeren af Stedet, om hvis Fortrin jeg er ganske enig med Dig, aldrig selv har set det. Her bor den blinde Digter Strøm.»
«Ah han, den Stakkel!»
Og de gik videre uden at bemærke mig, og Lyden af deres elastiske Skridt tabte sig i det fjerne, men endnu længe efter lød det hjertelige «Stakkel» for mit Øre; det lød saa besynderligt, bragte mig til at smile og til at ønske godt over deres haabefulde Ungdom og medlidende Hjærter. Hvor ofte havde jeg ikke fordum selv sagt: «den Stakkel», eller ogsaa «det lykkelige, misundelsesværdige Menneske», hvor ofte havde jeg ikke i begge Tilfælde taget fejl.
«Kjære Oscar!» lød pludselig min Moders Stemme, «det er saa silde, vil Du ikke komme ind?»
«Straks, jeg kommer om et Øjeblik!»
Den kjære Moder, hun siger altid silde, aldrig mørkt; hun fornægter næsten sine Øjnes Lys, som kunde det være mig en Trøst. Dog tys, der kommer lette Trin henimod mig, og en lille, fin Haand, en varm Haand. hvis Tryk er saa hengivent og saa ærligt, lægges i min.
«Jeg maa forstyrre Dig i dine Drømme; Maanen er allerede oppe og Duggen falder; lille Marie kan ikke sove, før hun har faaet sit Godnatkys, Fader længes efter Theen og en gemytlig Passiar, og jeg længes efter at høre, hvad min Digter har tænkt paa den hele lange Eftermiddag.»
Hun fører mig ad den velbekjendte Vej op til Huset, men skjøndt hun støtter mig, er det paa en Maade, saa jeg føler, hun regner mig for sin Beskytter. Hvorledes det gaar til, skal jeg ikke kunne sige; hun er en Tusindkunstner, min lille Hustru, ved, hvad der glæder Hjertet, og kan give mange Ting tilkjende uden Ord.
Paa denne Dag for seksten Aar siden saas vi første Gang. Derpaa havde jeg tænkt hele Eftermiddagen, og jeg havde set tilbage paa mit Liv og følt mig ydmyget derved, men tillige indset, hvor megen Grund jeg havde til at være taknemmelig, ret inderlig taknemmelig!
Det er vistnok højst vanskeligt at være fuldkommen oprigtig i Fremstillingen af sig selv; maaske vil det ikke heller lykkes mig; jeg vil imidlertid forsøge derpaa med en ærlig Villie.
Fader, der havde været Byfoged i en lille jydsk By, var nylig død, og Moder og jeg, som dengang var en trettenaars Dreng, vare flyttede til Kjøbenhavn. Vor indskrænkede lille Lejlighed laa paa et kjedeligt Strøg midt i Byen; Moders mange Møbler — dem hun ikke havde havt Hjerte til at skille sig ved — gjorde den endnu mindre og gav de smaa Værelser et forpakket, overlæsset Udseende.
Min stakkels Moder gik, i sin sorte Dragt, omkring med et højst uroligt og bekymret Udtryk og kunde slet ikke finde sig tilrette i alle disse Forandringer, eller føle sig rigtig hjemme her. Og nu maa jeg fortælle, at hun var min Stedmoder, noget, jeg dog kun havde Lejlighed til at mærke, naar jeg ærligt havde fortjent en Afstraffelse, thi da erindrede hun det bestandigt i Utide, og blev svag og eftergivende, af Frygt for at være haard og streng.
«Havde han været min egen, vilde jeg have straffet ham; nu burde jeg maaske ogsaa, men jeg kan ikke!»
Og saa bebrejdede hun sig sin Svaghed, men oftere, tror jeg dog, bebrejdede hun sig Mangel paa Ømhed — som om hun ikke var altfor øm — og utallige angerfulde Taarer har hun fældet ved at læse Visen om Svend Dyrings Børn. At dette snart blev mig klart, vil man let indse; at jeg stundom benyttede mig uædelt deraf og satte min Villie igjennem ved Hentydninger til mine afdøde Forældre, maa jeg desværre ogsaa tilstaa.
Der var ikke en ond Blodsdraabe i Moder, men hun var en underlig, ængstelig, lille Kone, hvorved hun bestandig plagede sig selv, og ofte andre. Altid frygtede og forudsaa hun det værste; enhver lille Sky var hende Forbudet paa en Tordenbyge; et Synaalestik kunde let blive Banesaar, og en Gnist Ildebrand. Hendes Skræk for de kjøbenhavnske Piger var ubetvingelig, og naar hun et Øjeblik forlod Huset, skjælvede hun altid af Angst for at blive bestjaalet, skjøndt Nøglekurven var gjemt, enten i eller under Sengen, bag Chatollet eller et andet urimeligt Sted. Det nemmeste havde unægtelig været at tage Nøglerne med sig, men det turde hun umulig vove; hvor let kunde de ikke tabes eller snappes ud af Lommen. En Historie fra Frankrig om nogle Tjenestefolk, der havde plyndret en enlig Frue, spillede ogsaa Moder i Hovedet, og hun var bestemt forberedt paa at se vor stakkels, spage Ane, paa hvis blege Ansigt Underkuelse havde præget sit Stempel, med en blank Kniv i Haanden, træde frem for hendes Leje, ved Nattetid, fordrende Penge.
Naar nogen vilde have en Tjeneste af Moder, behøvede de blot — det klinger rigtignok utroligt, men er ikke destomindre sandt — først at fornærme hende personligt; hun vilde da ikke let afslaa deres Forlangende, af Frygt for at være hævngjerrig. Af alt dette vil man se, at Moder just ikke egnede sig til Opdragerinde, og at hun, uskikket til at staa ene, mere end de fleste maatte føle Tabet af sin Støtte.
«Lille Oscar,» sagde hun en Dag, kort efter vor Ankomst; idet hun rakte mig et Brev, «din Onkel i Søllerød længes efter Dig. Han er nu din nærmeste Beskytter, og det er vistnok det rigtigste, at Du følger Indbydelsen og kjører med Overbringeren af Brevet til Nyholte Kro. Den øvrige Vej skal Du gaa tilfods, om det nu blot ikke vil blive for anstrengende, og tør min søde Dreng gaa alene? og kan jeg forsvare —»
«Naa, Gud ske Lov, jeg kan komme ud af dette Roderi! saa maa Du endelig være iorden, Moder, til jeg kommer igjen. Nej, Tak! tror Du jeg vil gaa til Nar med det store Shawl om Halsen! Farvel, søde Moder, og lev vel; aa nej, det er da ikke saa forfærdelig en Rejse!»
Jeg greb min Kasket, rev mig løs fra Omfavnelsen og fulgte med kjæk Mine den sjællandske Bondekarl, der stod i Gangen og ventede.
Det var en munter Tur, og jeg var rigtig glad over igjen at komme ud i det Frie. Jeg spurgte utrætteligt, og Kusken svarede utrætteligt, og saa holdt vi ved Kroen.
«Farvel, tilhøjre gaar Vejen, han kan aldrig tage fejl.»
Mit Mod sank betydeligt, da jeg stod der ganske alene, udelukkende henvist til mig selv. Hvorledes vilde Modtagelsen blive? det korte Brev lod mig i fuldkommen Uvished i saa Henseende. Onkels afdøde Kone og min Moder, hende jeg aldrig havde kjendt, vare Søstre; kunde han virkelig, paa Grund heraf, føle nogen somhelst Godhed for mig. Alt, hvad der skulde have knyttet os sammen, var jo dødt og borte.
Af min Fader havde jeg hørt, at Onkel efter sin Kones Død var bleven højst tungsindig, ja, uskikket til enhver Forretning. Sin Afsked fra Armeen havde han straks taget og trukket sig stille og menneskesky tilbage fra Verden, kun levende for sin lille Datter. Vel erindrede jeg, at Fader, da han kom hjem fra sin sidste Kjøbenhavnsrejse, havde sagt, at Onkel Henrik var betydelig bedre, og igjen til at komme nær, dog endnu bestandig kort for Hovedet, og en Mand af faa Ord. Der var dog ikke megen Trøst i dette, og min Gang blev langsommere og langsommere, jo nærmere jeg kom Maalet. Ved Udkanten af Skoven sad en lille æblekindet Pige paa en Træstub, og sammenfæstede med Knappenaale en lang Rift i sin lyserøde Kjole; en lille Pose med Bøger laa i Græsset ved Siden. Med en svag Formodning om, at det muligvis var min Kusine, nærmede jeg mig og spurgte, hvor Major Sværd boede.
«Der kommer jeg lige fra; jeg er Line, der læser sammen med Thora. Majoren bor paa Rosenskjul, lidt udenfor Byen. Kan Du se det store Pæretræ? det er i hans Have; der ligger en Bondegaard ligeoverfor, og udenfor Huset staar et Akacietræ og seks Rosentræer paa en Græsplæne. Du kan aldrig tage fejl.»
Hun sprang op, nikkede, svingede sin Pose, og løb saa bort som en Hvirvelvind, ikke ændsende, at Hatten faldt af bag i Nakken, eller at den røde Kjole fløj om hende, og hvert Øjeblik kom i farlig Nærhed og Berøring med Buske og Knaster.
Det store, spidse, af Blomster ganske hvide Pæretræ var et ufejlbarligt Kjendemærke, og snart stod jeg udenfor den lille Laage, der førte ind i Haven, hvor det venlige, velvedligeholdte Hus laa. En gammel, grim Hund kom, raslende med sin Lænke, ud af Bondegaardens Port og tudede ophidset ad mig, øjensynlig mistænkeliggjort ved min tøvende Fremtræden.
Medens min Haand endnu uvis hvilede paa Laasen, kom en lille feagtig Pige med korte, kastaniebrune Krøller, Øjne saa mørkeblaa og dybe, og det gladeste Smil, jeg nogensinde har set, ud af Døren.
«Du er Fætter Oscar, aa, Gud ske Lov. Goddag, Oscar, jeg er saa —
Hun vilde have sagt glad, men standsede, idet hendes Blik faldt paa mit sorte Halstørklæde og det sorte Baand om min Hat. Hendes Ansigt fik nu et ejendommeligt Udtryk, som jeg siden har set meget ofte, og som sjældent længe forlader det, et blandet Udtryk, hvor Medlidenhed, Lyst til at hengive sin Glæde og tage andres Sorg, kæmper med en Følelse af Afmagt.
Hun tog min Haand og førte mig forbi Huset, gjennem den smukke Have, hen til en høj Herre, der sad i et Lysthus og læste. Det var en smuk Mand med militær Holdning og et regelmæssigt Ansigt; man saa straks, at det ikke var Alderen alene, der havde gjort hans Haar hvidt, gravet de dybe Furer paa hans Pande og Kind, og lagt det mørke Blik i hans Øje. Det lysnede imidlertid, da vi kom; hans Omfavnelse var faderlig og kjærlig, og han saa i det hele slet ikke ud som den Bussemand, jeg havde tænkt mig.
«Hvor gammel?» spurgte han.
«Tretten Aar,» svarede jeg hurtigt, besluttende at være saa kort og fyndig som muligt.
«Hvad har Du lært?»
«Gaaet i Latinskole.»
«Hvad har Du Lyst til at blive?»
« Jurist.»
Onkel brast ud i en munter Latter.
«Stakkels Dreng, Du er vistnok tør i Halsen efter den lange Tur; nu, nu, bedre for kort end for vidtløftig. Thora, Trøstemor, hvor er Du! hent din Fætter et Glas Mælk. Altsaa Du er tretten Aar, og jeg kan vel tale et alvorligt Ord med Dig og overlade Dig selv at tage en Beslutning. Havde din Tante levet, da havde hun sagt: «min Søsters Søn er min Søn,» jeg føler mig nu forpligtet til at handle efter hendes Ønske. Valget skal stilles Dig mellem to Ting, Oscar: enten vil jeg give din Stedmoder en anstændig Sum aarlig, der skal anvendes paa din Opdragelse, og hvormed hun maa skalte og valte efter sin Samvittighed — Du vil altid være en velkommen Gjæst her, men staa ganske uafhængig ligeoverfor mig, der ikke uopfordret vil blande mig i dine Anliggender — eller ogsaa paatager jeg mig at sørge for Dig i enhver Henseende, og. dersom jeg lever, holde Dig ved Universitetet, ganske som min Søn, men da maa der ogsaa indrømmes mig en Faders Rettigheder, jeg maa holde Kontrol med din Opførsel, dine Fremskridt og Udgifter. Straks fordrer jeg intet Svar, Du bør overveje.»
«Unødvendigt, jeg vælger det sidste.»
«Sov paa det, min Dreng,» sagde han, idet han lagde sin Haand paa min Skulder og saa mig fast ind i Øjet, «jeg er en bestemt, vel endog haard Mand, og Du lader mig til at være en Fyr med Ben i Næsen; et Sammenstød mellem os var ikke godt. Tro ikke, at jeg er uvillig; det glæder mig tværtimod, at Du saa uforbeholdent valgte at blive min Søn, men, som sagt, sov dog derpaa. Naa, Trøstemor, her har Du ham, jeg ser nok, hvor Du tripper af Utaalmodighed efter at vise ham Lejligheden Du skal rigtignok ligge alene, Oscar, men da jeg er vaagen Størstedelen af Natten, har Du frit Lov til, ligesom Thora, der ligger paa den anden Side, naar Du skulde blive uhyggelig til Mode, at banke med din Stol i Gulvet, hvilket jeg nok skal besvare. Naa, lad mig nu se, Du er som hjemme! forstaar sig. Uartigheder taales ikke.»
Efter at have nikket til mig og kjærtegnende glattet Thoras Krøller, overlod han os til vort eget Selskab.
Vi bleve snart bekjendte, og kort efter gyngede jeg min lille Kusine højt op i Luften, sættende alle Kræfter til, bestemt paa ikke at formindske Farten paa hendes Bøn, og forud gottende mig, ved Tanken om hendes Frygt. Hun var imidlertid hverken svimmel eller bange, og saa i et Par Minuter ud som den personificerede Lyksalighed, men pludselig vendte hun Hovedet om imod mig og bad:
«Hold op, Oscar, jeg har ikke en Smule Fornøjelse af det, naar Du ikke kan gynge med; jeg maa hele Tiden tænke paa, hvor strengt Du arbejder, og hvor træt og varm Du er. Hvis Du ikke holder op, springer jeg ned.»
«Du er en underlig en,» var mit halv ærgerlige Svar, idet jeg satte hende ned paa Jorden, og jeg agtede ikke paa, at Barnets hele Karakter laa afsløret for mig i hendes Ord.
Senere hen paa Aftenen stode vi sammen udenfor Verandaen. Det var blikstille, og Himlen var fuld af Stjerner.
«Giv Agt, Thora,» raabte jeg, «der var et Stjærneskud! ønsk noget, hvis der kommer et igjen.»
Der kom snart et, og da det var forsvundet spurgte hun sagte:
«Hvad ønskede Du saa?»
«At jeg maatte blive rig, stor og mægtig! og Du?»
«Det kan jeg ikke sige.»
«Fy, er Du en uartig, tvær Pige, eller ønskede Du maaske slet intet, Du lille Nar. Du maa tale rent ud, dersom jeg skal kunne lide Dig.»
«Jeg ønskede engang at se min Moder.»
Hun sagde dette i en simpel, rolig, dæmpet Tone og tilføjede:
«Naar jeg blot kan være artig og god, lader Vorherre det nok ske.»
En renlig Pige, der var vel ved Magt og havde et selvstændigt Præg, som tydede paa, at hun ingen Husmoder havde at lystre, kom nu for at følge Thora tilsengs, og snart laa ogsaa jeg i en blød Seng, i en blaa Stue med to Fag Vinduer. Om Natten hørte jeg, flere Gange, en svag Banken, der efterfulgtes af en lydeligere fra Onkel. Dette var mig en stor Beroligelse, da jeg selv var altfor stolt til at vise Tegn paa Ængstelse, og derfor lod min Tilladelse ubenyttet. Idet jeg slumrede ind, tænkte jeg, at det dog i Grunden var en Skam af Thora at forstyrre sin Fader saa ofte. Ak, jeg kjendte kun lidt til det! hun laa vaagen for hans Skyld, vel vidende, at den bedste Maade til at drage ham fra de mørke Grublerier, var at minde ham om sin Tilværelse.
Og her ser jeg, at jeg har en betydelig Vanskelighed at overvinde, idet min Opfattelse af Thora nu bestandig blander sig med min Opfattelse af hende dengang. Ligesom jeg da næppe lagde Mærke til hvorledes hun saa ud, og dog nu kan huske det saa tydeligt, forstod jeg ikke heller hendes Hjærtelag, og ændsede ikke synderligt Barnets fine Følelse og sig aldrig fornægtende Takt. Tvertimod, vi vare undertiden Uvenner, og jeg spottede over hendes, i mine Tanker overdrevne, Sandhedskærlighed. Hun vilde ikke synes bedre end hun var, og naar nogen kjærtegnede hende, kunde hun ofte sige:
«Ja, men Du ved ikke, hvad jeg har gjort,» og saa fulgte en Opramsen af hendes smaa Synder.
Maaske var Thora anderledes end andre Børn, fordi hun fra Vuggen af havde set Faderens dybe Kummer, og fordi Bevidstheden om, at hun kunde mildne den, vaagnede hos hende, næsten før hun kunde tale rent. Naar han sad med mørk Pande, ret fordybet i sin Sorg — hvilket vel ikke mere skete hyppigt, men dog undertiden — listede Trøstemoer altid sagte hen til ham, bad om et eller andet, spurgte ud og fordrede Forklaring med en Paatrængenhed, der sjældent forfejlede sin Virkning. Følelsen af at være hende saa nødvendig oplivede ham, og han glædede sig over at kunne berige det livlige Barns Forstand. Selv læste han med hende og den lille Line, Datter af en Proprietær i Nærheden.
Line indfandt sig hver Morgen, dog paa Grund af hendes Temperaments Ustadighed, ikke altid til bestemt Klokkeslet, med sin Pose og sit smilende Ansigt, altid smilende, selv om Øjnene vare røde, og det vare de ofte, thi Line fik mange Skjænd hjemme for de utrolige Uheld hun havde med at slaa itu, spilde, rive sine Klæder og støde sin Person.
«Den lille Vildbasse har godt af Thoras Omgang, og Thora igjen af hendes,» sagde Onkel undertiden, medens han fornøjet betragtede deres Lege.
Hele Sommerferien opholdt Moder og jeg os paa Rosenskjul. Dette var naturligvis en Gene for Onkel, men han bar det godt, ja, forsømte endog sine Bøger og Blomster, for at være en forekommende Vært. For Pigen Bodil var det en drøj Tid; Moder, der havde en vis Mistanke til hendes Forsigtighed, randsagede ofte Askespanden, talte Svovlstikkerne i Daasen. og indfandt sig regelmæssigt i Kjøkkenet, naar noget blev stødt, for at efterse om Morteren var tilbørlig udskoldet i kogende Vand, at vi ikke alle skulde blive forgivne. Jeg ser endnu Bodils Mine, hvorledes hun, i halv komisk Desperation, dristig vendte Pandekagen lige for Moders Blikke, ved at slaa den i Vejret, mumlende mellem Tænderne:
«Den, der overvinder sit Sind, er bedre end den, der indtager en Stad.»
Hvor tydeligt husker jeg ikke Rosenlysthuset, hvor vi drak Kaffe om Formiddagen; jeg synes endnu, jeg kan se Dugen hæve sig i smaa Bakker og Dale, fængslet af Tallerkener og Assietter, og Snippen aldeles uventet og uvelkommen flyve op i Flødepotten. Jeg synes, jeg kan se de dybe Spor i den sandede Landevej, se Grøften lige overfor med Gjærdet, det forunderlige Gjærde, hvor alle Blomster syntes at have sat hverandre Stævne: Jordhumle, Kornblomster, Valmuer, Kongelys, en Rigdom af Nælder; nede i det Fugtige Brøndkarse og Forglemmigejer, og helt oppe en tornet Brombærranke. En kalket Væg fra Bondegaarden hævede sig op over dette Gjærde; Solen skinnede altid saa brændende paa den; der var fire smaa Ruder højt oppe, som spillede i alle Regnbuens Farver, trods Støv og Spindelvæv.
«Derinde bor en Dreng,» fortalte lille Thora, den samme, der hver Dag rider ud med Hestene for at vande dem.»
Og medens hun satte Stegeben for Bondens fæle Hund, kom friskt Vand i dens Skaal og vakte dens Forundring ved at tale kjærtegnende til den og klappe den — noget ingen anden gjorde —, naaede jeg ved Hjælp af en Sten og et gammelt mod den og Muren støttet Vognhjul saa højt, at jeg kunde titte ind ad Ruden.
Der var virkelig en Dreng derinde; han sad paa Hug i en Krog og bestræbte sig forgjæves for at klemme en Torn ud af sin højre Pegefinger. Det var et uimodstaaelig komisk Syn, og jeg lo af fuld Hals. Den arme Dreng saa harmfuld op til den ukaldede Tilskuer og raabte ud:
«Det er ikke noget at grine af? Han skulde prøve, hvad det er! Der har den nu siddet fra i Gaar.»
«Løft mig op, Oscar, aa hvad? Saa skal jeg nok trække Tornen ud. Jacob, kom med din Finger!»
Efter at Seglgarnsknuden, der holdt Vinduet sammen, var skaaret over, stak Jacob sin ophovnede, brunrøde Finger ud til os. Thora stod paa min Skulder og foretog Operationen med Sikkerhed og Held trods Drengens Skrig. Fra den Tid af var han hendes svorne Ven og hilste hende med Pisken, hver Gang han red ud med Hestene, idet han, saa godt han kunde, afkopierede sin Husbonds Manerer, naar han kjørte paa Stadsvognen.
Det var herlige Ture vi gjorde omkring i Egnen, og skjøndt jeg den Gang mest glædede mig over Luften og Bevægelsen, har jeg dog modtaget de tydeligste Indtryk af Udsigterne, Indtryk, der forunderligt nok først have fremstillet sig for min Sjæl, da jeg ikke kunde modtage flere.
Jeg kan endnu smage de sure Blommer i Kromandens Have — dem jeg just ikke havde min Dyd at takke for — jeg kan se Storkereden paa den venlige Kirke, og Bænken under Træet paa Bakken, hvorfra den sandede, udhulede Sti løber ned ad den stejle Skraaning; jeg kan se de prægtige Træer tilhøjre og det lille Hus med Brændestabler og Risbundter udenfor, se Søen funkle og blinke i Solskinnet, det hvide Tøj ovre hos Blegmanden flagre frem og tilbage for Vinden, og Vejen krumme ind i det hyggelige Øverrød med de frodige Hegn og Marker.
Hvor ofte foer jeg ikke ned i fuldt Firspring, gik over Vejen, nikkede til de gamle Folk, der sade udenfor Hospitalet, fulgte saa den yndige Sti langs Søen, bøjede derpaa op, steg over Stengjærdet ind i Skoven og kom saa ud ved det gule Skovløberhus med den smukke lille Rugmark udenfor og de mange Bier og underligt lige afskaarne Granhække i Haven bagved.
Undertiden kom vi hjem fra længere Vandringer med en Mængde Champignons, men skjøndt Onkel, der var Botaniker, erklærede dem for ægte, og Lugten, Synet og Smagen stadfæstede denne Erklæring, fik Moder dog altid Skrupler: «een giftig kunde jo fordærve alle de andre», og til Bodils ubeskrivelige Ærgrelse bleve de uden Naade bortkastede.
En Søndag — jeg var vel da en femten, seksten Aar fik Thora Lov til at gaa med mig til Dyrehavsbakken. Det gik ypperligt paa Henturen, men da jeg traf Skolekammerater paa Bakken, begyndte min lille Dame at genere mig betydeligt, hvorfor jeg besluttede at følge hende næsten hjem og saa vende tilbage.
«Skulle vi gaa eller skulle vi blive?» spurgte jeg temmelig barsk, idet jeg trak hende bort fra den blinde Violinspiller, med hvem hun var kommen i Passiar, «Du skulde være mere fornuftig, Thora, og ikke klatte dine Penge bort. Hvad græder Du for?»
«Se, Fætter, hvor Kastanietræerne i Trekanten ere friske og fulde af Blomster, og Dannebroge, ser det ikke yndigt ud ved de store grønne Bøge, og saa den blaa Himmel og Solen, og de mange glade Mennesker, alt det ser han ikke; han mærker kun Støvet, den trykkende Hede og den forvirrede Støj.»
Jeg skammede mig for den lille Pige, og da jeg om Aftenen kom tilbage, lagde ogsaa jeg min Skjærv i den blinde Mands Hat, idet jeg med et langt Blik indsugede det herlige Billede omkring mig.
I denne Periode af mit Liv maa jeg have været en utaalelig, egoistisk, hensynsløs lille Fyr. Onkel kunde undertiden faa mig til at indse dette; han foreholdt mig ofte, at jeg misbrugte Moders Mildhed, der burde lægge et stærkere Baand paa mig, end om hun havde været streng. Hende bad han endelig ikke se saa urolig hen til mig, som ventede hun bestandig en ny forvoven og ubesindig Streg, da der næsten laa en indirekte Opfordring heri.
Hver Jul tilbragte vi ude hos Onkel. Hvor godt husker jeg ikke det lille Hus i Maaneskin; de oplyste Vinduer skinnede os i Møde, længe før vi kom der; Fyrretræet med den nøgne Stamme strakte sine lange Arme ud paa en uhyggelig Maade, og Rosentræerne stode indhyllede i Granpelse paa den hvide Plæne som smaa Skildvagter.
Det var just ikke kostbare Gaver, der prydede det lille Juletræ, men de vare velvalgte og smagfulde. Ude i Borgestuen fik nogle gamle Mænd og Koner deres Part: varme Dragter, storstilede Bøger, Pakker med Tobak, Kaffebønner og Sukker. De lode sig Risengrøden, Gaasen, Æbleskiverne og Punschen smage fortræffeligt; Onkel stod udenfor og tittede ind til dem, han vilde glæde sig uden at genere.
En Kogekone var hentet for at besørge Anretningen, da Bodil denne Aften hørte til Familien og skulde hvile paa sine Laurbær. Jeg blues ved at mindes en Tilrettevisning, den skikkelige Pige gav mig ved en saadan Lejlighed. Mellem mine Presenter laa nemlig en rund, af sorte Perler hæklet Uhrkjæde — den samme, jeg endnu altid bærer mit Repetéruhr i — det var en Foræring fra Thora, men den forekom mig, der havde drømt om en svær Guldkjæde, som kunde passe til min Faders Uhr, temmelig uheldig. Min Mine maa have udtrykt dette, thi Bodil tog Anledning til i en harmfuld Tone at hviske:
«Den har ingen synderlig Værdi, uden hvad Anvendelsen af fire Ugers Lommepenge og fjorten Dages Fritimer giver den.»
Jeg skyndte mig hen til Thora og takkede om igjen; hun dansede muntert omkring Træet, saa let og luftig, at man næsten kunde frygte, hun skulde flyve bort med det samme.
En Augustaften, som Moder og jeg sade ude paa Verandaen, og jeg anskueliggjorde hende Nødvendigheden af at flytte og faa en bedre Lejlighed — jeg havde, som mange
urolige Mennesker, altid Lyst til at flytte — kom Onkel henimod os, med en lille tynd Bog i Haanden, og et halv rørt, halv skælmsk Smil.
«Har De, min kjære Kusine,» Onkel foretrak denne Benævnelse for det ved Haaret trukne Svigerinde, «lagt denne ind paa min Pult?»
Moder saa ud som den personificerede onde Samvittighed.
«Ja, jeg har rigtignok lagt den, men —»
«Der behøves sandelig ingen Undskyldning; De har gjort det i den bedste Hensigt, og jeg er Dem naturligvis Tak skyldig, fordi De tager Dem af min Sjælesorg. Valget af denne Bog: «Et Alvorsord til Atheisterne», viser, at De antager mig for et Menneske uden Tro.»
«Det skulde glæde mig inderligt, om jeg tog fejl.»
«Det gjør De, Kusine, og det smerter mig, at min Opførsel saaledes kan mistydes. Vel taler jeg ikke ofte om religiøse Ting, ligesaa lidt som jeg taler om min afdøde Hustru; dybt, dybt inde gjemmer jeg mine helligste Følelser, dog bør de nærmeste naturligvis være fuldkommen paa det rene med ens Anskuelser i saa Henseende. Jeg har set saa megen Skinhellighed, himmelvendte Blikke og foldede Hænder, at jeg maaske har taget de Ord: «Naar Du faster, da salv dit Hoved og to dit Ansigt», i for vid en Betydning. Jeg har en uovervindelig Afsky for det ydre Skin uden Virkelighed: Gud er en Aand og kan kun tilbedes i Aand og Sandhed. Handler jeg fejlagtigt, da tilgive Frelseren mig i sin Naade, jeg kan ikke anderledes. Ser De min lille Pige løbe henover Vejen for at flytte Hundehuset, at Solen ikke skal plage den stakkels Caro; hun er, i sig selv, saa glad som en Lærke, men lider dog bestandig ved Tanken om, hvad der trykker Den og Den og Den, som hun ikke kan hjælpe. Dette Sindelag er mig en Bekræftelse paa, at eftersom ingen Sjæl kan fyldes af sin særskilte Lykke — endog uafset dennes Kortvarighed — maa der gives en bedre Tilværelse, hvor alle fromme skulle være lykkelige for stedse. Og her har De Deres lille Bog tilbage med Tak, skjøndt ulæst.»
Denne Forklaring beroligede Moder fuldkomment, dog varede det ikke længe, før hun fik Skrupler i en anden Retning, hvilke hun aabenbarede ved det aldeles uventede Spørgsmaal:
«De er da ikke, undskyld min Dristighed, men det ligger mig saa meget paa Sinde, De er da ikke bleven katholsk?»
«Katholsk!» Onkel lo, saa Taarerne trillede ham ned ad Kinderne, «nej, Kusine, det er for drøjt, jeg katholsk! hvad bringer Dem paa den Tanke?»
«De har altid sat saa megen Pris paa Deres Pibe Tobak herude i Lysthuset om Aftenen, men de sidste Dage har De slet ikke røget, skjøndt De har set ud, som tænkte De derpaa og længtes derefter. Jeg frygtede nu, at De havde aflagt et Løfte, at det skulde være et Slags Bod, hvilket vistnok er højst urigtigt.»
«De er en farlig Iagttager, og hellere end blive beskyldt for Katholicisme, maa jeg ud med Sandheden. Min Pibe og jeg ere blevne Uvenner; den forglemte sin Stilling og vilde i Stedet for Tjener være Herre. Med andre Ord, den blev mig saa uundværlig, at jeg var gnaven og ærgerlig, naar et eller andet forhindrede mig i at nyde den i rette Tid. At være i den Grad Slave af en ussel Pibe Tobak, at min Sindsstemning var afhængig af den, oprørte min Stolthed; jeg rejste mig, medes jeg endnu formaaede det, og brød med den for en Tid, blot saa længe til den igjen synker ned paa sin rette Plads: en behagelig, men undværlig Ledsager af Tankerne.»
Da jeg var en seksten, sytten Aar, fik jeg pludselig Sans for Litteraturen, og det var nu for mig, som om Verden var bleven dobbelt stor og herlig. Jeg brugte alle mine Lommepenge til Theaterbilletter, gjorde Klatgjæld og begyndte at forsømme og overse mine Skolebøger; Følgen heraf var daarlige Karakterer, hvoraf igjen fulgte Bebrejdelser fra Onkel.
«Saaledes kan det ikke gaa,» sagde han en Dag i Ferien, idet han tog Goethe ud af Haanden paa mig, «Du maa passe dine Ting og se at indhente det forsømte. Den rette Brug af disse Aar er vigtig for hele dit Liv. Du siger, at Du ikke er en Dreng længer, nu, saa vis, at Du er en Mand ved at overvinde Dig selv. Denne lægger jeg Beslag paa indtil videre.»
Jeg var rasende opbragt, og Moders blide, bedende Øjekast, snart til mig, snart til Onkel, gjorde kun Ondt værre. Nej, dette kunde jeg ikke taale, burde ikke taale; det var min egen Bog! og efter Aftensbordet tog jeg den ud af det uaflaasede Bogskab og bar den med rolig Trods op paa mit Kammer.
Thora havde set det fra Haven, og snart hørte jeg hendes smaa lette Trin op ad Trappen.
«O, Oscar, hvor kunde Du gjøre det? lad mig faa den igjen!»
«Du forstaar ikke, hvad Du taler om, leg med din Dukke.»
«Nej, Du forstaar ikke, hvorfor Fader gjør det, og Du ved ikke, hvor meget han holder af Dig.»
«Jovist! dersom han holdt af mig, vilde han da være en Tyran?»
«Fy, Oscar, jeg kan slet ikke lide Dig!» Og hun løb hurtig ned. Blodet steg mig til Hovedet; mon hun vilde sladre? Jeg maatte vide det og sneg mig i Halvmørket ud i Haven og hen til de aabne Vinduer. At jeg lurede faldt mig slet ikke ind; jeg var i min gode Ret, den fornærmede.
Onkel sad foran Fortepianoet og fantaserede, som han ofte plejede; Thora stod tæt ved og ventede; med Harme bemærkede jeg, hvor utaalmodig hun var efter at faa sig udtalt.
«Ah, Trøstemoer, er Du der,» sagde han endelig, i en oprømt Tone, idet han drog hende ned paa sit Skjød, «hvad skal Fader? thi at Du vil bede om noget, læser jeg i dit Blik.»
Nu skulde Anklagen altsaa begynde; hvor jeg var vred paa hende, hendes lille blide Mine og Stemme.
«Jeg vilde ønske inderligt, lille Fader, at Du vilde hæve Forbudet og lade Oscar læse, hvad han vil; jeg er saa bange, det skal falde ham ind, at han er afhængig af Dig, og at det vil trykke og ydmyge ham. Lad mig løbe op og sige, at Du vil stole paa ham.»
«Ser Du, min Ven, jeg holder altfor meget af den uregerlige Knægt til nogensinde at tænke paa, at han skylder mig det ringeste. Maaske har Du dog Ret, maaske regner han sig for at være i min Gjæld; i saa Fald maa jeg unægtelig være yderst forsigtig og ikke krænke hans Æresfølelse. Sig ham, at jeg har betænkt mig, da jeg ønsker, hans Flid skal udspringe af en ædlere Grund end Tvang. — Dog, vent lidt, Kjære, jeg vil ryge en Pibe derpaa først.»
Forunderlig afkjølet stod jeg der. Naar Onkels store, uforanderlige Godhed tjente til at paalægge ham Forpligtelser, hvor meget mere da ikke mig. Jeg havde ventet Uvillie og Vrede. men mødte i Stedet lutter Kjærlighed. Hvorledes kunde jeg nogensinde gjengjælde dette? Ved Flid, men den var jo til mit eget Gavn.
Hjertet brændte i mig; jeg ilede op efter Goethe og satte den igjen i Bogskabet, og da Thora kom med Tilladelsen, var jeg ganske fordybet i den latinske Grammatik.
Fra denne Dag af var jeg meget flittig og blev snart Student med bedste Karakter. Kun den Tid, jeg kunde røve fra Søvnen, betragtede jeg som min egen, og ofte vaagede jeg helt ud paa Natten, aldeles fortabt i en god Bog, glemmende baade Tid og Sted. Herved lagdes vistnok den første Spire til min Øjensvækkelse. Paa samme Tid skrev jeg ogsaa mine første Digte og skar Forbogstaverne til mit og en Andens Navn ud i Træet paa Søllerød Bakke. Man tro ikke, at det var T. S.; jeg oversaa min lille Kusine næsten ligesaa meget, som jeg holdt af hende, nej, det var A. K. og betød Adelaide Krone, en Skjønhed med skarp Ørnenæse og tillige Ben i Næsen i aandelig Forstand, der ikke ænsede mig stort mere end den Myg, der sværmede om hendes stolte Pande. Hun nejede og dansede som en Prinsesse, vidste bestandig at sige noget passende og var saa fattet og rolig, at jeg altid kom rent ud af Koncepterne i hendes Nærhed. Hun laa paa Landet hos lille Lines Forældre for sin Sundheds Skyld og blev behandlet som et højere Væsen.
Hvorfor jeg egentlig holdt af hende, skal jeg ikke kunne sige. men vist er det, at jeg aldrig saa hende sidde i Skoven, paa sit udbredte Shawl, kopierende Træerne, uden at jeg ønskede mig en Million for at lægge den for hendes Fødder. Thora var min Fortrolige, og hendes ubegrænsede Tro paa mine Følelsers Stadighed og Oprigtighed bidrog maaske sit til at gjøre Sagen alvorlig. Hun hjalp mig med at binde de yndigste smaa Buketter, som af Line bleve satte paa Frøken Adelaides Sybord for stiltiende at tale min Sag. Onkel spottede saa smaat over det hele:
«Det er Indbildning, Fantasteri altsammen, og en Gang i Tiden vil Du takke din Skaber, at Forholdene hindrede en saa taabelig Forbindelse. Du skulde have set hende i Gaar, da hun kom anstigende fra Kjøbenhavn med en halvvoksen Pige bag efter sig, der var saa behængt og overlæsset, at hun næppe kunde gaa, og maatte bruge Hagen til at støtte de opstablede Pakker og Kasser. «Saa besværligt er det, naar man kun sjælden tager til Byen,» sagde hun leende, idet hun vinkede ind til mig med sine tomme Hænder. Jeg havde nær ærgret mig en Gulsot til, men Du kalder det vel rigtigt, at hun holder paa sin Værdighed.»
En Lørdag Aften, da jeg, efter omtrent en Maaneds Fraværelse, kom til Søllerød, spurgte jeg Thora, om hun havde set Frøken Krone.
«Jeg ser hende næsten hver Dag, Oscar; hun har tegnet Huset og Fyrretræet og er nu i Færd med Udsigten fra Lysthuset.»
«Hvorledes? Men det er jo mageløst! Det maa betyde noget godt. Alene for at tegne det stygge Træ, det tarvelige Hus eller den almindelige Udsigt, kommer hun naturligvis ikke; for din Skyld er det ikke heller, altsaa — naa, Kjære, vær nu rigtig interessant, hvad har hun sagt om mig?» «intet videre.»
Thora slog Øjet ned, blussede paa en højst mistænkelig Maade og søgte at smutte bort.
«Ah, Du vil skjule noget! Det har Onkel bestemt befalet, men jeg vil vide det alligevel, hører Du, jeg vil vide det.»
Hun flygtede ned i Haven, dog, jeg indhentede hende snart.
«Men i Himlens Navn, Børn, hvad er her paa Færde?» lød pludselig Onkels Stemme, «Goddag, Oscar, jeg har jo endnu ikke set Dig; men hvorfor er Du saa aandeløs, hvad er der i Vejen?»
«Har Du forbudt Thora at meddele mig, hvad Frøken Krone sagde om mig?»
«Jeg aner ikke, at hun har sagt noget særdeles, og har følgelig intet kunnet forbyde; jeg er imidlertid overtydet om, at hvis min lille Pige finder det egnet til at holdes hemmeligt, vil del næppe lyde behageligt i dit Øre. Naa, vil Du endnu vide det?»
«0m jeg vil!»
«Thora, saa befaler jeg Dig at gjentage det ordret.»
Min lille Kusine vilde højst ugjerne og begyndte tøvende og sagte:
«Hun spurgte, om Du ikke var et temmelig flygtigt og letsindigt Menneske, og sagde, at hun frygtede, Du kun lønnede Fader daarligt for — for al hans Godhed. O, det var saa stygt af hende! Men jeg svarede ogsaa, at Du var Faders Søn, hans Haab og Stolthed, og min kjære Broder, og at vi hverken kunde eller vilde taale, at Du omtaltes paa den Maade.»
«Havde jeg vidst, at det var saa stærkt,» begyndte Onkel efter en lille Pause, idet han kjærligt lagde Haanden paa min Skulder, «havde jeg maaske forskaanet Dig. Dog, jeg tror og haaber, at denne bitre Skaal vil være Dig gavnlig og vil derfor tilføje endnu Et. Forlad os, Thora! — Det er for min Skyld, Oscar, at Frøken Krone kommer her; nej, træk Dig ikke bort, jeg brugte et urigtigt Udtryk, for min Formues Skyld, og maaske ogsaa for at blive Majorinde. Hvad Alderen angaar, passer hun vel omtrent ligesaa godt for mig, som for Dig, thi, skjøndt jeg ikke har set hendes Døbeattest, har jeg dog en grundet Formodning om, at hun allerede var Baldronning, da Du endnu legede med Tinsoldater. Min egen, kjære Dreng, jeg er ordentlig glad, vi have en Ende paa den Historie, din Sorg vil, saavist jeg staar her, ikke vare længe.»
Med Harme afvisende denne Formodning styrtede jeg op paa mit Kammer og lukkede mig inde der, trøstende mig med at skrive et daarligt Digt, og forvekslende en blødende Forfængelighed med et blødende Hjerte. Senere har jeg erfaret, at min stakkels Moder slet ikke sov den Nat, men puslede om i Huset, passende nøje paa min Dør og mine Vinduer, martret af Frygt for at jeg havde til Hensigt voldelig at ende mine Dage.
Min Onkel havde Ret, Sorgen, eller rettere Ærgrelsen, varede ikke længe; snart kunde jeg gjøre mig lystig over det Hele, og næste Aar bragte jeg, ganske oprømt, Efterretningen om hendes Bryllup med en gammel Kapitalist, ud til Søllerød.
«Gjør det Dig slet ikke ondt?» spurgte Thora, idet hun saa mig alvorlig ind i Øjet.
«Ikke en Smule; man skulde næsten tro af din Mine, Trøstemor, at Du beklagede min Sindsro og hellere havde set mig sønderknust.»
«Nej vist ikke, men det er dog underligt, da Du engang holdt saa inderligt af hende, at det rent kan gaa over.»
Efter vel overstaaet anden Eksamen, kastede jeg mig med Iver over Juraen, dog denne Iver — der ikke foranledigedes af Interesse for Studiet, men af Lyst til at komme ud over det og blive færdig — var af en sygelig og ustadig Natur. Der var en besynderlig Uro over mig; undertiden følte jeg en ubetvingelig Lyst til at færdes i Naturen og mellem Mennesker, og naar jeg da kom tilbage, vilde mine Indtryk have Luft i Digte. Alt dette kunde ikke overkommes om Dagen, jeg tog derfor, uden Hensyn til Sundheden, Natten til Hjælp. Min Stemning var i Reglen pirrelig og utaalmodig, og jeg brouillerede mig med de fleste af mine Venner.
Hver Søndag bragte jeg min Byrde af Mismod, ærgjerrige Planer og lidte Forurettelser ud med til det fredelige Rosenskjul. Onkel kunde imidlertid af og til blive utaalmodig, og engang udraabte han:
«Hvad tror Du jeg faar ud af alle disse Klager over dine Venner? at Du er en ufordragelig Kammerat, og en stor Egoist, at Du fordrer meget, og intet vil yde. Den Feil, Folk beklage sig over hos andre, er som oftest deres egen. Jeg tror, at man gjennem en Persons Livsopfattelse og Dom over hans Medmennesker faar det klareste og tydeligste Billede af ham selv; et Billede, sandere end det, Blikket, Ordet, ja, endog end det Handlingen giver.»
«Miskjend mig nu som altid,» svarede jeg, uden at betænke, at det var mig, der miskjendte ham, og saaledes ved mine Ord beviste Sandheden af hans Tale, «hvor skulde jeg kunne vente at blive forstaaet! nej, det er en herlig Verden, og det er naturligvis rigtigt, at den heldigt stillede altid foretrækkes for den uformuende, men mere begavede; og det er ogsaa rigtigt, at naar en højtstaaende Herre kommer med en Vittighed, bliver den ypperlig, skjønt den var flov Dagen iforvejen, da et ubekjendt ungt Menneske — af hvem Herren har lært den — anbragte den ved en Lejlighed, hvor den passede ulige bedre. Se, det harmer mig, at en Ting ikke maa gaa for hvad den er. De ydre Forhold lægge sig enten som en lysende Nimbus eller en formørkende Sky om hvad et Menneske siger og gjør. Jeg tager blot et Eksempel mellem tusende: En Dame ytrer Lyst til at eje en sjelden Blomst, og en ung, ubemidlet Mand opnaar, efter utrættelig at have løbet om til alle Gartnere, at forskaffe sig den, naturligvis med betydelig Udgift; imidlertid sender en rig Godsejer hende den samtidig ganske mageligt fra sit Drivhus. Hvem er hun nu mest taknemmelig?»
«Naturligvis Godsejeren, og efter min Mening med Rette; den anden var en Nar, der opofrede sin kostbare Tid og sine indskrænkede Midler af lutter Forfængelighed.»
«Men, lille Fader,» begyndte Thora, der hidindtil, som sædvanlig, havde siddet taus ved sit Haandarbejde og lyttet, «tror Du ikke, at Oscar har Ret i meget. Det forekommer ogsaa mig, som lægges der altfor megen Vægt paa af hvem en Ting gjøres, og ikke paa hvad der gjøres. Saaledes var den gamle brystsvage Malene, hvem jeg hver Morgen bragte et nylagt Æg, mig langt mere taknemmelig for denne ubetydelige Venlighed, end hun var sin Nabokone, der redte Seng og gjorde rent hos hende, skjøndt hun har otte Børn og maa gaa paa Arbejde. Underligt nok var Nabokonen mig ogsaa saa taknemmelig paa Malenes Vegne, og regnede sit for intet. De fandt, at de vare pligtige ti! indbyrdes at afhjælpe hinandens Nød, hvorimod den velklædtes og lykkeliges ringe, personlige Tjeneste rørte dem næsten til Taarer. Jeg følte mig meget undseelig og ydmyget ved deres Ros, og kan derfor saa godt forstaa Oscar.»
Onkel fæstede sit Blik fuldt og klart paa mig, og det forekom mig, som læste jeg deri, tydeligere end Ord kunne udtrykke: «Der er en Forskjel, hun misbilliger Tingen i sig selv, og beklager sig over at den kom hende tilgode; mon Du ikke taler af Misundelse og vilde skifte Tunge, naar dit hemmelige Ønske, at komme i de begunstigedes Række, blev opfyldt.»
Da jeg Aftenen før Thoras Konfirmation kom til Rosenskjul, traf jeg hende i Kjøkkenet med en usædvanlig høj Rødme, et usædvanligt glad Ansigt, og et af Bodils store, hvide Forklæder bundet om Livet. Hun stod aldeles fortabt i Beskuelsen af en Overflødighed af Stege og Kager.
«Men, hvad er dette, Kusine? jeg havde langt snarere ventet at finde Dig i dit lille Kabinet, hensunket i Betragtninger over Morgendagens Vigtighed, end at se Dig beskjæftiget med hvad vi skulle nyde. Du, der spiser som en lille Fugl, og næsten synes at sidde tilbords blot for Selskabs Skyld, betragter jo ordentlig disse Tilberedelser med en Gourmands Enthusiasme.
«Vil De bare gaa ind, Herr Oscar,» sagde Bodil med en affærdigende Mine. «Her, mit søde Lam, er Kurvene; jeg har laant tre, vi have selv fire, saa mangle vi kun en.»
«Han maa nok blive; Bodil, ja, hjælpe til. Se, Oscar, hvad Fader sender otte af mine fattige Medkonfirmander; o, han er den bedste Mand paa Jorden, tror jeg, og det mener Bodil ogsaa. Et stort Hvedebrød, en Krukke Smør, en Kage, en Steg og en Flaske Vin skal der i hver Kurv; dertil en smuk Bibel med Barnets Navn. Du vil maaske hente dem; de ligge inde paa Faders Skrivebord. Er det ikke en underlig Tanke, Oscar, at de smaa Stakler alle skulle ud i Verden? naar det nu var mig, hvor vilde jeg saa ikke være bedrøvet. Jeg synes næsten, at Vorherre har været for god imod mig, men saa have de da igjen, paa en nær, deres Mødre levende, Gud ske Lov.»
«Tror Du ikke, Onkel,» ytrede jeg en Dag i Sommerens Løb, «at Thora vilde have betydelig godt af at komme ud i Verden; hun er dog ikke ganske som andre.»
« Kunde Du ønske, at hun var det?» spurgte han kort.
«I enkelte Retninger; lidt mere Verdenstone vilde, til Eksempel, ikke skade.»
«Hun har lært mere, end de fleste unge Piger,» svarede han, «og jeg har aldrig hørt hende fortale sig. Hendes Fremtræden er beskeden og gjør et behageligt Indtryk, og, af naturlig Skjønhedssans, klæder hun sig med Smag. Verdenstone forekommer mig at være en paaklistret ydre Fernis, som skal efterligne Hjærtets sande Politur, den hun har. En udsøgt Omgangskreds, hvor Ideer veksles, Synskredsen udvides, og Sindet forfriskes ved gjensidig Paavirkning, er vistnok et stort Gode, men vanskeligt at opdrive. At en hel Del Bekjendte mødes, uden at holde af, ja, uden engang at agte hinanden, hver især læggende Mærke til og holdende sig op over de andre, med den Bevidsthed, at de gjøre ligesaa, er, efter min Mening, en for Karakteren højst fordærvelig Ting: Falskhed og Bagtalelse, dulgt af Venlighed og Smiger; Pragtsyge og Forfængelighed, der, hvor de kunne tilfredsstilles, efterfølges af Lede, hvor de ikke kunne, skabe Misundelse. Jeg tror, at Thora er sikker for at berøres af det rigtige Onde, men der er en vis smilende Letsind i Anskuelser — hvortil jeg først og fremmest regner den godmodige Gjøren Nar — der blænder Ungdommen. En anden Fristelse ligger i at føle sig som den reneste og bedste, saa man mister sin Ydmyghed, og farisæeragtig trækker sig tilbage, takkende Gud, at man ikke er som de andre. Jeg husker, at min unge Hustru sagde; «Jeg er aldrig fuldkommen glad, uden i en Kreds, hvor vi mene hverandre det rigtig godt, og hvor jeg ved, at Frelseren vilde være velkommen, naar han traadte ind med sit: Fred være med Eder.» Nej, lad Thora blive som hun er: sand, god og tilfreds; ikke kunde jeg taale, at Forfængelighed eller Verdenskløgt skulde paatrykke hende sit Stempel.»
«I Grunden har Du Ret, Onkel, hun er yndig og velsignet, og naar jeg ransager mig selv, var det maaske en uædel Lyst til at drage hende ned til os andre, der laa til Grund for, hvad jeg før sagde. Naar jeg vil udøse mig for hende og ser ind i det rene, dybe Øje, der taler som et Digt fra en højere Verden, forslummer jeg undertiden ganske, og har den samme Følelse, som naar man kommer ud fra en larmende Balsal i den stille, højtidsfulde Nat, hvor de mange funklende Stjerner tale om et højere Maal og om Nuets og dets smaa Interessers Intethed. Ikke altid, Onkel, er jeg saa forblindet som Du tror, og aldrig, i Sandhed, er jeg tilfreds med mig selv.»
«Derom er jeg overtydet, Oscar, men Du fordrer, at andre skulle være det, ligesom Du ogsaa, skjøndt Du selv klarlig kan indse dine poetiske Frembringelsers Mangler, harmes, naar andre kunne det. Naa, der har vi det! nu er Fyren vred; godt Ord igjen, vend om og kom tilbage.»
Men det gjorde jeg ikke; Onkel havde rørt ved min ømme Side, og jeg var dybt fornærmet. Kæmpede jeg ikke paa Liv og Død, for at faa denne afskyelige Eksamen, alene for hans Skyld. Var det ikke mit Kald og min Lykke at være Digter; var ikke enhver til hvilketsomhelst andet anvendt Tid spildt? Og for alt dette lønnedes jeg saaledes.
Det var alligevel ganske, som han sagde; jeg kunde ikke taale at høre endog en mild Indvending, hvorfor jeg gjerne stod med en Svovlstik i Haanden, naar jeg læste et Digt højt for straks at kunne tænde det an.
«Nu har jeg selv holdt Rettergang over det,» plejede jeg at sige, «og tør vel fritages for en Dadel, der blot opirrer mig.»
Undertiden kunde Onkel blive saa vred, at han stampede.
«Utaalelige, utaknemmelige Dreng, Du vil aldrig drive det til noget, aldrig! Du misbruger den Gave, der er Dig beskaaret. Dette Digt var virkelig godt, og i Stedet for med Flid at rette de enkelte Mangler, ødelægger Du det. Der er ikke et Sandskorn Stadighed i Dig.»
Og det var der ikke; jeg var uendelig modtagelig for Indtryk, men det ene udslettede igjen hurtigt det andet. Billeder og Tanker kom i Overflødighed, men ligesaalidt, som der var Harmoni — denne Betingelse for al sand Skjønhed — i min Sjæl, ligesaalidt var der Harmoni i mine Aandsfrembringelser.
Imidlertid bleve mine Øjne for Alvor angrebne; dog jeg skjulte det, saavidt muligt, af Frygt for at blive underkastet Lægebehandling, der naturligvis vilde have Forbud mod Læsning ved Lys, ja, mod al anstrengende Læsning tilfølge. Netop nu vilde jeg ikke standses; først Eksamen, bag efter kunde alt blive godt, alt indhentes og oprettes. Moder kjøbte en grøn Skjærm til min Lampe, forsynede mig med kold The til Badning af Øjnene, og var ligesaa utrættelig i at give Forholdsregler, som jeg i at bryde dem.
En klar, kold Fastelavnsmandag saa jeg Rosenskjul for sidste Gang. Søen var tilfrossen, og der hang Istapper fra Taget; lille Line, der nu var bleven en høj, voksen Pige — en lattermild, godmodig, kjøn Pige — sad i Vinduet og nikkede til mig, da jeg gik. Thora kom med Kaabe og Kyse paa, for at følge mig paa Vej. «Se dog, Oscar, hvor herligt Solen skinner paa Granernes hvide Grene! men Kjære, hvad var det?»
«Intet,» svarede jeg hurtigt, idet jeg betvang den stikkende Smerte, det blændende Syn havde forvoldt mig.
«Kommer Du her snart igjen, Fætter?» «Nej, Thora, ikke før jeg har faaet Eksamen; da haaber jeg at blive et mere omgængeligt Menneske, da vil jeg se paa alt med ganske andre Øjne, og først begynde at glæde mig ved Livet Men Du, Kusine, kommer vel snart ind til os.»
« Sidst i Ugen, haaber jeg; Lines Onkel, Auditør Kraft, giver da et Bal, og jeg er indbudt. Men nu maa jeg gaa, der kommer de smaa Fastelavnskonger, ganske forknytte og forkuede, trods Glæden over det malede Skjæg og Flitterstadset. Hvor deres Stemmer ere hæse af Overanstrengelse, og kan Du se den mindste, hvor hans Næsetip er blaa, og hvor han putter de smaa røde Fingre ind i Munden, for at varme dem; han maa have en ordentlig Hjærtestyrkning.»
Hun nikkede og løb hjem, o, hvorfor vendte jeg mig ikke om og saa endnu en Gang paa det kjære, gamle Hus.
Da jeg kom tilbage, tog jeg straks fat paa min Bog, men hvor forunderligt! Bogstaverne blandede sig mellem hverandre, løb sammen og sittrede, jeg prøvede atter og atter, bestandig uden Held. Nødvendigheden tvang mig omsider til at give efter; jeg vilde tale med en Læge, hurtigt, straks, komme under en kraftig Kur, og gjøre Afbrydelsen saa kort som tænkelig.
Øjeblikkelig henvendte jeg mig til en ung Mediciner af mit Bekjendtskab; dog han afslog efter en kort Undersøgelse, med et højst forskrækket Ansigt, at tage mig under Behandling.
«De maa gaa til en af Professorerne, eller en ældre, bekjendt Læge. Men hvorfor, i al Verden, Menneske, har De ikke talt om dette før?»
Et Par Dage gik hen i Spænding, og jeg maatte, harmfuld og utaalmodig, finde mig i at sidde ledig hjemme med Øjenskjærm i mit formørkede Værelse.
«Herr Doktor, vil dette blive en langvarig Historie? jeg fordrer ren Besked, og haaber, at kunne bære Sandheden som en Mand.»
Til Svar fæstede Lægen et underligt, medlidende Blik paa mig, et Blik, der lynsnart aabenbarede mig hele Omfanget af min Ulykke. «Blind!»
«Det har jeg ikke sagt, haaber det ikke heller; man har før set, at selv saa stor en Svaghed kan helbredes. Endnu tør jeg dog ingen Erklæring give. Det gjør mig sandelig ondt, meget ondt, men jeg beundrer Deres Fatning.»
Han bukkede og gik bort, efterladende mig bedøvet og forstenet; det var min Fatning. Paa sligt havde jeg været fuldkommen uforberedt, og endnu — kunde det være muligt?
Jeg løftede Rullegardinet og saa ud; Lygterne brændte mat, enkelte Mennesker bevægede sig varligt henad Gaden, omhyggeligt undgaaende de glatte Fortouge. Nede i Urteboden paa Hjørnet var der stærkt oplyst; jeg saa Svendene ile travle frem og tilbage og Kunderne strømme fra og til. Aldrig har mit Blik indsuget nogen henrivende Udsigt med saamegen Begjærlighed, som denne højst hverdagsagtige. Jeg lukkede dog pludselig Øjnene og forsøgte at sætte mig ind i, at saaledes skulde det altid være i Fremtiden.
Lidt efter bankede det sagte paa Døren, og min unge Kusine traadte ind, klædt til Bal.
«Jeg var kommen før,» sagde hun, idet hun en Smule undselig holdt sig i Afstand, «dersom Doktoren ikke havde været her, men tage bort, uden at se Dig, kunde jeg umuligt. Det er da ikke slemt med dine Øjne, Oscar?»
Den lette, sylfeagtige Skikkelse, i den snehvide Dragt, med det klare, straalende Øje og den af Glæde rødmende Kind, dannede et Billede af en, i sin simple Naturlighed, fuldkommen og ophøjet Skjønhed. Det forekom mig, som havde jeg aldrig set hende før, som skulde jeg aldrig se hende mere, som forstod jeg først nu, hvor kjær hun egentlig var mig. Min unaturlige Styrke gav efter, jeg brast i en voldsom og konvulsivisk Hulken, idet alt, hvad jeg skulde tabe, fremstillede sig for min Sjæl.
Al Farve veg fra hendes yndige Ansigt, da hun erfarede min Frygt, og hun græd, trods sine Forsøg paa at være fattet, som skulde Hjærtet briste. Jeg er overtydet om, at hun villigt havde givet mig sine kjære, skjønne Øjne, om det havde været gjørligt.
«Tys, lille Thora, tys, jeg burde ikke have sagt Dig dette i Aften. Maaske det heller ikke sker; Lægen sagde, at der dog endnu var Haab. Nu skal Du gaa, Kjære; Line har to Gange banket paa Døren, og Vognen holder udenfor.»
«Jeg tage paa Bal? det vilde berøve mig Forstanden, tror jeg! Hjærtet maa være let og lykkeligt, ellers er det unaturligt at danse, ellers har det noget vildt og syndigt. Nu vil jeg bede hende tage ene bort; om et Øjeblik er jeg her igjen.»
Og et Kvarter efter kom hun, i sin daglige Kjole, ind til mig, tilligemed Moder; og hun var saa ivrig for at opmuntre mig, og dog selv saa bedrøvet, at det gjorde mit Hjærte godt. Hun bad om at maatte blive hos os for det første; næste Dag vilde hun skrive efter sin Fader. Moders Klager og ængstelige Spørgsmaal afværgede hun behændigt, og Aftenen svandt bort som en Drøm. Ved Afskeden hviskede hun:
«Du vil ikke vaage og gruble, men give Dig hen i Herrens Haand. Dersom han kan, jeg mener, dersom det er godt for Dig, kjære, kjære Broder, da vil denne Kalk gaa Dig forbi.»
Godt for mig! kunde det være andet end godt for mig? hvilken besynderlig Tale, og dog, der var Lægedom i den; en sælsom Ro steg ned i min Sjæl.
Næste Dag kom Onkel; han havde talt med Lægen, før jeg saa ham, og var heftig bevæget.
«Onkel, Du har opofret saa meget, og nu, da jeg troede, endelig at kunne gjøre Dig lidt Glæde, blive mine Forhaabninger til intet. Disse Kundskaber, som jeg med Tvang og Ulyst har erhvervet, ere nu en død Skat; selv om jeg havde faaet Eksamen, var jeg jo dog udelukket fra enhver Livsstilling, og fordømt til at være en Byrde for mig selv og andre.»
«Dum Snak fra Begyndelse til Ende; tal aldrig om hvad jeg har gjort for Dig, Du har gjort ulige mere for mig; Du har revet mig ud af mit Tungsind og knyttet mig til Livet. Netop ved stundom at forvolde mig Uro og Bekymring, har Du lagt Beslag paa mine Tanker, og er, Aar for Aar, vokset fastere til mit Hjerte.» Moder traadte nu ind og bebrejdede sig, med en af Taarer halvkvalt Stemme, at hun ikke, trods mit Forbud, havde kaldt Læge, at hun havde undladt at tale med Onkel, at hun ikke havde forhindret min Flid, at hun engang i Tusmørke havde bedet mig træde en Synaal, og undertiden, da jeg var Dreng, tilladt mig at læse ved Kakkelovnsilden.
«O, jeg har været en daarlig Erstatning for din egen Moder,» endte hun sin Klage, idet hun græd bitterlig.
Men skjøndt hun var saa inderlig forknyt, vilde hun dog ikke ganske opgive Troen paa min Helbredelse, hvilket var langt pinligere. end om hun straks havde sat sig ind i det værste. Hun talte ofte til mig om, naar jeg igjen fik raske Øjne, og kunde fuldende min Eksamen, hvorimod Onkel og Thora aldrig skuffede mig med et falskt Haab, som de ikke selv nærede, men tværtimod stræbte at forsone mig med min Skjæbne, og uagtet denne, tegne Fremtiden med lyse Farver.
«Oscar, jeg har en Tilstaaelse at gjøre Dig,» begyndte Thora en Dag, idet hun lagde en lille Bunke Papirer i min Haand, «men først maa Du love, ikke at blive vred.»
«Du gjør mig ganske nysgjerrig; fortæl endelig, jeg er aldeles ikke oplagt til Vrede.»
«Ser Du, Fætter, naar Du stak Ild paa dine Digte, og i Desperation kastede dem paa Kakkelovnspladen, skyndte jeg mig altid at sætte min Fod paa, og slukkede saaledes Ilden. Mange vare rigtignok næsten opbrændte; paa nogle manglede Begyndelsen, paa andre Enden, men der var dog saameget smukt i disse Brudstykker, at jeg gjemte dem, og byggede Luftkasteller paa dem for din Fremtid. Det var naturligvis urigtigt at trodse din Villie, ja, et Slags Indgreb i Ejendomsretten, men jeg maa dog undskylde mig med, at det bestandig var min Hensigt, ved Lejlighed, at give Dig dem tilbage. En Sang er fuldstændig, tri de faa manglende Linier kunde jeg huske; maa jeg synge den for Dig?»
Og hun begyndte med sin friske, ungdommelige, melodiske Stemme hvis følelsesfulde Udtryk gave mine Ord noget gribende, næsten højtideligt.
Det var en sælsom Fantasi; jeg havde ønsket at være Fange, for — fritaget for Livets almindelige Pligter — udelukkende at kunne hellige mig Digtekunsten. Kun saaledes vilde de adspredte Tanker samles, og Sjælen faa Ro og Kraft til at gaa ind i sig selv; kun som Livsfange vilde jeg blive virkelig fri.
«Du er en Digter,» sagde hun med Varme, «Vorherre har opfyldt din ubevidste Trang og ført Dig i Ensomhed, fordi Du der skal finde Fred og blive istand til at virke til Gavn for en stor, stor Kreds.»
Hvor forunderligt, jeg burde maaske takke Herren for denne rædsomme Ulykke; dog det kunde jeg endnu ikke, men jeg kunde sige: din Villie ske!
Før havde jeg altid villet handle, forhindre, forandre; nu var der kommet Havblik i min Sjæl, og jeg havde ikke følt mig saa ubekymret siden jeg var Barn, dog en ny Kamp forestod snart. Jo uundværligere Thora blev mig, jo klarere jeg følte hendes Værd, jo mere bevidst blev min Kjærlighed ogsaa, og jo haardere den uafviselige Pligt at bekæmpe eller idetmindste at skjule den. Smilende Billeder, hvor hendes Fremtid var knyttet til min, gøglede, imod min Villie, bestandig frem for Tanken og martrede mig; hendes Nærværelse og blide Deltagelse ophørte at være en Trøst og blev en Kval. Endelig kunde jeg ikke udholde det længere, og spurgte derfor Onkel rent ud, om de ikke snart vilde rejse.
«Har Du isinde at jage os bort, thi paa anden Maade gaa vi ikke. Jeg har aldrig hørt Mage! vilde Du virkelig fordømme os til at være borte i denne Tid, og havde Du Hjærte til at skilles fra os?»
«Jeg er kun et Menneske, Onkel, og det, som Du altfor godt ved, et svagt, egenkjærligt Menneske, der ikke altid er sikker paa at kunne overvinde og beherske sine Følelser. Det er mit bedre Jeg, som beder Dig rejse.»
«Mig? naa, saa Thora maa dog blive.»
«Er dette Stedet til at spotte?» «Paa ingen Maade, men ikke heller til at tale i Gaader. Jeg kan ikke komme med min Mening i denne Sag, før jeg tilfalde kjender din.»
«Skal jeg da tvinges til at bekjende denne ufornuftige, utaknemmelige Følelse, skal jeg da fortælle, at jeg elsker hende for højt, til hver Dag at se, hvad jeg muligvis kunde have vundet.»
«Naa, det var rene Ord, og jeg svarer: ved Du, om Du ikke har vundet det?»
«Onkel!»
«Kom mig nu ej med disse harmelige Hverdagsfloskler, om at hendes Liv ikke skal forspildes og være et Offer, eller om at være i evig Gjæld o. s. v. o. s. v. Naar man holder af, er ethvert Offer let, og dersom hendes Liv bliver til Gavn og Glæde, er det velanvendt. Kjærligheden gjør alt fælles og udsletter give og tage. Jeg tror, at Thora elsker Dig; nej, Du kommer ikke tilorde! Jeg vil ikke høre Noget om, at det er lutter Medlidenhed og Godhed. Var det Medlidenhed, havde hun sikkert havt Mod til at betro sig til mig, og for din Skyld foreslaa mig at ordne det Hele; men det er Kjærlighed, og Barnet vilde, i sin kvindelige Undseelse, snarere dø, end tale først. Heraf ser Du, at hendes Agtelse for Dig ingenlunde har lidt Skaar ved hendes Deltagelse. Hvis Du, af en misforstaaet, forskruet Pligtfølelse, vil gjøre os alle ulykkelige, kan Du naturligvis, men Følgerne komme over dit eget Hoved. Ah. der er hun!»
Onkel trykkede mig i sine Arme med en Hjærtelighed, der kontrasterede snurrigt med hans Ord og barske Tone, og forlod os.
«Thora, giv mig din Haand, jeg vil tage Dig i Ed.»
«Det behøves ikke, Fætter, Du kan stole paa mig.»
«Nu, saa svar mig da oprigtigt; dersom jeg — Vorherre tilgive mig, hvis jeg gjør Synd i at tale — dersom jeg beder Dig være mit alt, min Hustru, og Du indvilliger, vil det da ikke alene være, fordi Du ved, det er min Lykke?»
«Ogsaa min, Oscar, saavist Gud lever, ogsaa min.»
I den mørke Stue skimtede mit usikkre Blik hendes opklarede Udtryk, og der var ingen Skygge af Ubestemthed eller Vaklen paa hendes Pande.
«Har Du tænkt paa dette før, Thora?»
Hun tøvede et Øjeblik, men svarede derpaa simpelt og frimodigt:
«Jeg har tænkt paa det i den sidste Tid, og jeg har ønsket og haabet, at det maatte ske. Vel har jeg frygtet, ikke at kunne være alt for Dig, hvad jeg gjerne vilde, men jeg har tillige tænkt, at andre, om de end havde langt bedre Evner, umuligt kunde have en bedre Villie eller større Kjærlighed. O, Gud ske Lov, vi skulle nu aldrig skilles!»
Og Trøstemoer lagde sin Kind til min, og medens hun lovede at hellige mig sit Liv, bad hun mig bære over med hendes Fejl.
Der oprandt nu, i det mørke Sygeværelse, en Tid af ublandet Lykke. Onkel lod til at være bleven et nyt Menneske; forsonet med Fortiden haabede han paa Fremtiden, og vi byggede Luftslotte og lagde Planer, uden dog nogensinde at hentyde til Muligheden af min Helbredelse. Vi vare alle tre lige bange for at tænke herpaa, og naar min kjære Moder, der syntes, at al denne drømte Lykke var idel Tant, uden Synet, hentydede til dettes Opnaaelse, lød det ganske disharmonisk i mit Øre.
Var jeg ikke kommen i Havn? vilde al denne Velsignelse, denne indvendige Fred, der var bleven mig tildel, ikke ophøre, naar jeg atter stødtes ud paa Livets urolige Strøm?
Og dog, da Slaget virkelig ramte, da det, med frygtelig Tydelighed forkyndtes mig, at jeg var blind, blind for stedse, mærkede jeg paa min Smerte, at Haabet, uden mit Vidende, havde skjult sig etsteds i Sjælen.
Ubevidst havde jeg haft den Følelse, at Mørket laa i Gardiner og Skjærme, og at jeg kunde finde Lyset udenfor i de andre Værelser. Nu derimod, da jeg havde min Frihed, og maatte gaa hvor jeg vilde, mærkede jeg, med sælsom Angst, at Mørket fulgte mig allevegne.
Men jeg vidste, at dyrebare Væsners hele Opmærksomhed var henvendt paa mig, at min Smerte var deres, og det holdt mig oprejst. Kun faa Dage kæmpede jeg, for at skjule min Sorg, snart havde jeg ingen at skjule, Herren tog naadig al Byrde fra min Sjæl.
Min Bryllupsdag saa jeg ikke den blaa Himmel, men jeg følte Solens oplivende Varme; jeg saa ikke min unge, yndige Brud, men jeg kjendte hendes Hjærte, og forstod, at jeg var den lykkeligste Mand paa Jorden.
Vi flyttede ind i denne smukke Bolig, og Thora gik straks om med mig i enhver Krog; det var hende saa magtpaaliggende, at jeg blev fortrolig med alt, og følte mig rigtig hjemme. Der var ingen Dørtrin, ingen skarpe Hjørner, ingen overflødige Møbler, ingen Nipssager; af Blomster fandtes kun vellugtende; Alt, hvad der alene tjener til Øjenlyst, var udelukket.
Og Bodil, hvem jeg ikke havde set siden Fastelavn, stod i Kjøkkenet. Hun græd, kyssede mine Hænder, sagde at hun var saa glad, saa inderlig glad, og græd saa endnu stærkere. Moder og Onkel sloge naturligvis deres Bolig op her. Han er altid oprømt og fornøjet, hvorimod den kjære Moder aldrig vil lære, at hver Dag har nok i sin egen Plage, men bestandig sørger over det forbigangne, og ængstes for det tilkommende. Bodil har stillet til Betingelse for sin Forbliven i Familien, at Moder ikke maa staa op om Natten, for at kradse i Asken, ikke heller tage Maden ud af Haanden paa hende og kaste den bort, paa en ugrundet Mistanke om dens Skadelighed. Til Gjengjæld forpligtede hun sig til den yderste Forsigtighed, saavel med Lys og Ild, som med Kobber og Messingkar etc. etc.
Er jeg en Byrde for min Hustru? o, nej, nej, det var sort Utaknemmelighed at tro det. Hendes Hjælp ydes saa beredvilligt og hurtigt, at jeg næppe faar Tid til at mærke mit Savn. Hun er mit Øje og min Haand, meddeler mig hvad hun ser, og nedskriver hvad jeg føler; dog ikke altid; hendes kjære, lille Haand vilde have vægret sig ved at skrive dette, og forkynde sin egen Ros.
Forunderligt har alt klaret sig for min Sjæl, siden jeg mistede Synet; mine Indtryk, der før vekslede og fløde i hinanden, som Billederne i en Kaleidoskop, mægter jeg nu at fastholde, ordne og udtrykke, og hvor jeg før kun saa det forstyrrende Tilfælde, erkjender jeg nu en højere Styrelse.
Engang klagede jeg saa bittert over, at et Menneskes ydre Forhold kastede Glands paa hans ubetydeligste Ord og Handlinger; jeg tænkte da nærmest paa Rigdom, Magt og Fornemhed, men ogsaa Ulykken — den i Verdens Øjne ufortjente Ulykke — kaster en lignende Glands, og denne er kommen mig tilgode. For det første afvæbnedes mine Uvenner; alle som en have de budt den blinde Mand Haanden; for det andet modtoges mine Digte med en Velvillie, som jeg ikke tør tilregne deres Fortrin alene, men hovedsagelig, at de skrive sig fra den blinde Digter; for det tredie søges vor lille Kreds meget af de, i aandelig Forstand, største og bedste.
Naar Aftenen bryder frem og indbyder til Hvile og Eftertanke, samles vi gjerne i en Klynge. Mørket stiller da min Omgivelse lige med mig; uadspredte af udvortes Gjenstande gaa de ind i sig selv, og Erindringen kommer, og gjør, med Hukommelsens Hjælp, det forbigangne levende.
«Den Stakkel,» sagde de unge Mennesker nys; o, Verden maatte være meget lykkelig, dersom jeg kunde kaldes en Stakkel!
Kun én Gang siden mit Giftermaal har jeg ret følt mit Savn, og det var netop den Glædesdag, da det forkyndtes mig, at jeg var Fader, og en velskabt lille Pige lagdes i mine Arme. Et Øjeblik fornam jeg da en skjærende Smerte, jeg skulde aldrig se dette lille Væsen. En hed, tung Taare faldt ned paa hendes Kind; den var min Gjæld til Menneskelivets Ufuldkommenhed ; herneden findes ingen ublandet Lykke. Dog, jeg tænkte paa Stjerneskuddet og Thoras Bøn, og var atter trøstet. Der, hvor hun skal se sin Moder, der skal jeg se vort Barn.
</poem> | wikisource | wikisource_2569 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=134 to=148 fromsection=b header=1 /> | wikisource | wikisource_13478 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=100 to=107 header=1 /> | wikisource | wikisource_30178 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Takt og Tone hvordan vi omgaas.pdf" from=13 to=15 header=1 /> | wikisource | wikisource_30686 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Muusmann - Matadora.djvu" from=237 to=241 header=1 /> | wikisource | wikisource_8858 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Lov nr. 118 AF 13.April 1938 om sindsyge personers hospitalsophold, som senest ændret ved lov nr. 255 7 juni 1972
§ 1. Denne Lovs Bestemmelser angaar Behandling af Sindssygdomme paa Stats- eller kommunale Hospitaler eller paa private Helbredelsesanstalter, som er autoriserede til at modtage sindssyge til Behandling. Autorisationen meddeles af Justitsministeren efter Indstilling fra Sundhedsstyrelsen og skal søges fornyet, naar Anstalten skifter ledende Læge. En meddelt Autorisation kan til enhver Tid tilbagekaldes.
§ 2. Uden for de Tilfælde, hvor en sindssyg Person selv undergiver sig fornøden Lægesbehandling, paahviler det hans nærmeste, naar de skønner, at han er saa sindslidende, at Behandling er paakrævet, at tilkalde en Læge. Paa Grundlag af de ham givne eller af ham indhentede yderligere Oplysninger skønner Lægen efter foretagen Undersøgelse af Patienten, om denne maa anses for at være sindssyg, og afgør i saa Fald, om han bør indlægges paa et Sindssygehospital eller en autoriseret Helbredelsesanstalt. Saadanne Foranstaltninger er de nærmeste da berettigede til at iværksætte.
§ 3. Indlæggelse til Behandling af sindssyge kan kun ske paa Grundlag af en Lægeerklæring, som hviler paa en inden for de sidste fire Uger før Indlæggelsen foretagen Undersøgelse. Bortset fra de Tilfælde, hvor den paagældende indlægges i Henhold til sin egen Begæring, skal Lægeerklæringen være udstedt af en Læge, der ikke er ansat ved Sindssygehospitalet eller Helbredelsesanstalten. I særlig paatrængende Tilfælde kan Indlæggelse dog finde Sted, uden at Lægeerklæring foreligger, men saadan Erklæring skal da saa vidt muligt fremskaffes i Løbet af tre Dage eftir Indlæggelsen.
§ 4. Vedkommende Overlæge træffer Afgørelse om, hvorvidt Betingelserne for Indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt Patienten bør modtages til Behandling for sin Sygdom.
§ 5. I de i § 2, Stk. 2, jfr. Stk. 4, omhandlede Tilfælde paahviler det Politiet paa Begæring af de i § 2, Stk. 3 og 4, nævnte Personer eller Myndigheder at yde Bistand til Indlæggelsens Iværksættelse, naar de for Indlæggelsen fastsatte Betingelser er opfyldt. Nærmere Regler og Politiets Medvirken til Indlæggelsen gives af Justitsministeren.
§ 6. I de Tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved Politiets Bistand, paahviler det Politiet straks ved Indlæggelsen at give Skifteretten paa den sindssyges Hjemsted Meddelelse herom, for at der kan blive beskikket ham en dertil egnet og villig Tilsynsværge, om muligt en Person af hans nærmeste paarørende, dog ikke den, der har foranlediget ham tvangsindlagt; hvor Forholdene ikki taler derimod, bør endvidere den sindssyges eget Ønske tages i Betragtning ved Beskikkelsen. Tilsynsværgen skal holde sig underrettet om den sindssyges Tilstand og drage Omsorg for, at Opholdet i Hospitalet eller Helbredelsesanstalten ikke udstrækkes længer end nødvendigt. Den sindssyge har Ret til at afsende lukkede Breve til Tilsynsværgen.
§ 7. Er en Patient helbredet, skal den behandlende Læge udskrive ham eller, hvis han er indlagt ifølge Dom eller i Henhold til § 10, Stk. 1, snarest gøre Indstilling til vedkommende Ret eller Myndighed om hans Udskrivning.
§ 8. Naar den behandlende Læge skønner, at Udskrivning er uforsvarlig, enten fordi Patienten er farlig for sig selv eller for andre, eller fordi Udskrivning væsentlig vil forringe Udsigterne for Patientens Helbredelse, skal Udskrivning nægtes.
§ 9. Udskrivning kan begæres af Patienten selv eller af følgende Personer: Indehaver af Forældremyndighed, Værge, Lavværge, Tilsynsværge, Ægtefælle, myndige Børn, Forældre eller andre nære Slægtninge.
§ 10. Over for sindssyge Personer, hvis Sygdom ifølge Lægeerklæring rummer Fare for Retssikkerheden, skal Overøvrigheden, for saa vidt det skønnes fornødent, træffe passende Sikkerhedsforanstaltninger, eventuelt ved Anbringelse paa dertil bestemt Hospital eller Anstalt. Saadanne sindssyge skal snarest muligt modtages paa Statens eller kommunens Sindssygehospitaler.
§ 11. Det har sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler om Indlæggelse af sindssyge Personer i Henhold til Dom og om Indlæggelse til Observation ifølge Retskendelse.
§ 12. De i §§ 2-11 indeholdte Regler finder tilsvarende Anvendelse paa Behandlingen af sjælelig abnorme Epileptikere paa statsanerkendte Anstalter, saaledes at Indlæggelse og Tilbageholdelse af saadanne Personer mod deres Vilje kun maa finde Sted paa de nævnte Anstalter.
§ 13. Denne Lov træder i Kraft den 1. Juli 1938.
§ 14. Fra denne Lovs Ikrafttræden ophæves, for saa vidt angaar sindssyge og Epileptikere, Christian den Femtes Danske Lov 1ste Bog, 19de Kap., Art. 7, for Færøernes Vedkommende samme Konges norske Lov 1ste Bog, 17de Kap., Art. 7. | wikisource | wikisource_17955 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"[1]"
Hither, o hither, condescend,</br>
Eternal Truth! They Steps to bend,</br>
And favour him, who ev'ery hour</br>
Confesses and obeys thy pow'r!</br>
"[3]"
"Skrivefrieheden", og den af Kongen forordnede Commission, hvis Pligt det er at bestemme sammes Grændser, er Gjenstanden for alle Samtaler, hvor man har andet at tale om end Fornøjelser, Moder, dagligt Brød og Skilpadder. Hvad Under da, om enhver Mand, der anseer "Skrivefrieheden" for en Nations Palladium, for Menneskets uafhændelige Rettighed, og for een af de meest ømtfindtlige Ting paa Jorden, tilraaber Commissionen et velmeent "caveto"! Hvad Under, om den, der veed, at en Skrivefriehedslov er en Gjenstand, der allerede har forgjeves sysselsat fleere hundrede af de beste Hoveder i Verden, bærer en ikke saa aldeles ugrundet Frygt for, at de af Regieringen valgte fire Mænd ville, uagtet alle deres Kundskaber, Talenter og redelige Hensigter, dog ikke være dette Æmne aldeeles voxne! Hvad Under, om den der, forført af adskillige denne Tids Tildragelser, troer – maa-
"[4]"
ske urigtig – Regieringen at være Skribenternes Contrapart, anseer – maaskee ligesaa urigtig – de af samme valgte fire Mænd for at være eensidigen valgte; og at Nationen følgeligen ikke maae altfor meget lide paa dem! Hvad Under endelig, om een eller anden, ræd for dette Klenodie, fandt paa at frygte for at den Danske Regjering, forført af det frie Frankrigs Magthaveres Exempel, skulle falde paa at sætte Magt i Stedet for Fornuft, Villie i Stedet for Retfærdighed!
Skulle ingen af disse Betragtninger kunne retfærdiggiøre mig, fordi jeg, i en saa critisk Tidspunkt, hvor det næsten er en Forbrydelse at tie, optager min saa længe nedlagde Pen, da maae jeg tilstaae, at det Danske Publikum fortjener en Skrivefrieheds Anordning conciperet af en "Schirach" og den afdøde "Folkevens" nulevende Venner.
Jeg kjender alt for vel Ringheden af mine Philosophiske Kundskaber, til at jeg skulle indbilde mig at sige noget nyt i denne saa overmaade meget drøftede Materie. Jeg har blot i Sinde at sanke nogle Ax paa den Ager, hvor en "Birckner", "Collet", "Schlegel" *), "Rah-"
"[5]"
"bek" og fleere Landsmænd – uden at tale om Udlændinge – haver høstet saa rigeligen; - blot at igientage hvad mange have sagt før mig, og sikkerligen meget bedre, for nu at bringe det tilbage i Vedkommendes Erindring; - blot for at bringe Sandheden, og det jeg anseer for den gode Sag, ogsaa mit Offer; - blot at pege hen paa nogle Anomalier, der ville opkomme af enhver Indskrænkelse af Skrivefrieheden. Indholden af dette Par Blade er intet andet end min individuelle Meening, som jeg med Glæde skal forandre, naar man, som jeg vil vente paa, overbeviser mig med Grunde. Anonymers Grovheder, som jeg sikkert venter, har jeg lært at foragte; og at gaae min Vej ligefrem, uden at bekymre mig derom; og af Regieringen venter jeg mig uanfægtet, fordi jeg yttrer Meeninger, der maaskee kunne være urigtige; og hvis Urigtighed, i saadant Tilfælde, maae skrives paa min Forstands og ikke paa min Villies Regning.
Ligesom Forfatteren af den hos Bogtrykkerne "Møller og Søn" udkomne Piece: "Er det Klogskab og Retfærdighed at sætte Grændser for Trykkefrieheden?" erklærer jeg strax, at
"[note fortsat fra forrige side]" di jeg hylder den gamle Regel: "audiatur & altera pars", og fordi jeg ærer Mandens Indsigter.
"[6]"
jeg taler i mit eget og ikke i Publici Navn; men jeg skal heller ikke – haaber jeg – forglemme dette Løfte, som han, der pag. 10 vil faae os til at troe at han veed, "hvad alle veltænkende Borgeres Meening er". Heller ikke skal jeg som Axiomata forudskikke slige, i det mindste for en Deel modsigelige, Sætninger, som han, naar han, pag. 9 siger: "at der i Dannemark findes ingen Bastiller, intet Hof, Ministre, Gunstlinger, Mætresser, der ved Ødselhed og Liderlighed have forsvendet" – et tydsk Ord – "Nationens Formue; ingen Adel og Præsteskab, som kunde udsue og undertrykke Folket"; thi man vilde da vel spørge mig: hvor kan Landet, efter 80 Aars Fred, være nedsiunket i saa dyb og næsten bundløs Gield, som man siger at det skal være? Dog! jeg kiender kuns Danmarks Finance-Forfatning af Rygte. Maaskee man kunde bevise mig, med Pitts Argumenter, at det Land er det rigeste, der har den største Gield. Det kommer heller ikke min Hovedsag ved.
“"Man maae"” - sige iblandt andet de, der ønske en Indskrænkelse i Skrivefrieheden - “"ikke have Tilladelse til at skrive imod Religionen og imod Regieringen."” Jeg vil giøre nogle faa Anmærkninger ved denne Paastand.
"[7]"
“"Man maae ikke skrive imod Religionen."” - Vel! - men hvad flyder heraf? - "Man maae skrive til Forsvar for den". Hvad vinder Religionen herved? Intet! meget meere taber den. Sæt at to Mennesker slaaes; Politiet kommer og holder den eene af dem, saa at han ikke faaer Lov til at forsvare sig imedens den anden tærsker paa ham af alle Kræfter. Hvo af dem er stærkest? - Sandelig! det vil Tilskuerne vanskeligen kunne bedømme. - Sæt at en Sag procederes i højeste Ret; den eene Part faaer Lov at lade læse sine Dokumenter; den anden ikke. - Den eene maae tale selv eller ved en Advokat; den anden ikke. Hvem af dem har Ret? - Det vil man vanskeligen sige. Hvem af dem vinder? - Ja det seer man lettelig. Og hvad maae Tilhørerne ved den Scene dømme? Umuelig andet, end at den Tabende maae have havt den retfærdigste Sag.
Denne vil Følgen blive af at forbyde Skrifter imod Religionen. Den eenfoldige, den saa kaldede simple Mand, der allereede har meere Oplysning ewnd mange troe, vil studse og sige: "Det maae dog nok ikke hænge saa rigtig sammen med den herskende Religion, siden man ikke tør lade dens Fiender tale". Heraf vil flyde, at denne Klasse af Mennesker efterhaanden faaer Ringeagtelse for den eeneste Religion, som den kjender, og naar den ingen
"[8]"
har at sætte i Stedet derfor, vil den forfalde til slet ingen Religion at have. At dette vil skee, naar Skrivefriehed i Religionssager indskrænkes, er upaatvivleligt; og om Staten kan bestaae med en saadan Tænkemaade imellem Almuen, det giver jeg Statens Bestyrere at betænke. Følgerne kunne, efter Omstændighederne, komme hastigere eller langsommere, men de ere uudeblivelige. Ja stode vi paa det Oplysningstrin, hvorpaa Verden stod i Midten af det femtende Aarhundrede, før Bogtrykkerkonsten blev opfundet; eller var det mueligt med eet at udrydde alle Skrifter og Bøger af den heele Verden, da var det maaske endnu mueligt – skiønt vanskeligt – at hævde en herskende Religion sin Eeneret.
Hvortil den Tvang over Meeninger? Intet i Verden kan være meere hensigtsstridigt. Om en Tyv eller en Røver havde Magt til at tvinge nogen til at "kalde" ham en ærlig Mand, mon denne da ogsaa kan tvinges til at "holde" ham derfor? O nej! seent eller tidlig, naar han føler engang sin Lænke lidet slappet, vil han raabe højt: "Du er en Tyv, en Røver!" Man holde ham da stærkere i Lænken! siges der. Ja vel! men desto større Lyst og "Kraft" vil han faae til at bryde den, desto snarere vil han vorde frie. Tvinger altsaa ikke; men overbeviser! og hvorledes kan
"[9]"
dette skee, uden at Grundene fra begge Sider vejes? da først vil Sandheden triumphere; thi dristig tør jeg paastaae, at den menneskelige Fornuft aldrig antager Løgnen, hvor den kan skimte Sandheden. Denne er kuns een; er altsaa den Christelige Religion Sandhed, da vil, da maae Fornuften antage den; og alt hvad dens Fiender kunne sætte derimod, maae forsvinde som Mørket for Solen.
Dannemark har Love, der sætte betydelig Straf for den Lutheran, der gaaer over til den Jødiske eller Catholske Troe; derimod ansees det for en Fortjeneste at gaae over fra disse til den Lutherske Religion. Mon denne daarlige religiøse Egoisme, denne latterlige Stolthed, der siger: "min Meening er den eeneste rigtige", har gavnet Religionen? langt fra! Saare faa ere de Proselyter, Luthers Kirke derved har vundet; og disse faa ere for meeste blevne det enten af Egennytte eller af Stolthed. Sandheden har en overvættes Kraft til Overbeviisning; og saare sjelden, ja maaske aldrig saae man en Sandhed, der behøvede Magt eller Kongebud for at blive troet. Langt snarere ville dette blive Middelet til at giøre den mistænkt.
Det bebreides Neologerne at de skrive imod Religionen i Flyveblade og smaae Piecer. Hvad
"[10]"
for en Skrivefrieheds-Anordning kan dog vel bestemme den Vægt eller det Alen-Maal, som et heterodoxe Skrift skal holde, for at kunne tolereres? Overalt naar Religionen "forsvares" i Flyveblade, ja selv i Aviserne, skulle man da ikke have Ret til at angribe den paa samme Maade? Selv i en Duel, der dog ikke er nogen ærefuld Handling, er det første Reqvisit, at Vaabnene skulle være lige; og i den hæderlige Strid, hvor det gielder om at erobre Sandheden, skulle det eene Partie have Lov til at bruge Kanoner, medens det andet er indskrænket til Pistolers Brug allene! O! de nedrige Konstgreeb, som man ikke skammer sig ved at bruge, der hvor man enten ikke kan finde eller ikke gider søge Grunde og Overbeviisning! Hvor meget skade ikke disse selv den beste, end sige, den mindre gode, Sag! Hvem skadede, for Exempel, "Biskop Balles" Bibellæsning meest, enten hans Modstandere, eller den saa kaldede "Bibel-Dame", og den Mand, der, i sin hellige Iver, trak gode eenfoldige Borgere med sig paa Viinkieldere, og trakterede dem med Frokost, for at escamotere *) en Underskrift fra dem?
Min Meening er min Eiendom. Staten har ligesaa lidet Rettighed til at berøve mig den,
"[11]"
som min Formue. Den Magt, der berøver mig den første, giør mig til en Slave; den der berøver mig den sidste, til en Tyv eller en Betler. Kuns da naar jeg misbruger een af Deelene til at forstyrre den offentlige Roelighed, har Staten Ret til at sætte Grændser for mig *). Om jeg erklærer det for min Meening, at man, under visse Omstændigheder, kan, med en frelst Samvittighed, "bryde sin Eed", da kan jeg ikke troe at Staten har Ret til at straffe mig **) for denne Yttring; men den straffe mig efter Loven, det Øieblik jeg bryder samme til Skade enten for det offentlige eller nogen enkelt Medborger! Ved at straffe Meening, der ikke er bleven til Handling, vinder Staten intet andet end at den danner en Mængde Hyklere, der lure paa Leilighed til at udføre i Handling hvad de ikke vove
"[12]"
paa at sige; den straffer mig, fordi jeg bruger min vel erhvervede Eiendom uden Skade for nogen. Om endog min Meening kan blive skadelig, bør jeg dog ikke, efter mine Tanker, straffes derfor, med mindre det er klart, at jeg har villet skade dermed; det var ligesom om man ville straffe den der brugte Ild, fordi den kan ødelægge Byen; og selv denne Straf var mindre uretfærdig, siden man har Exempel paa, hvad Ulykke Ilden har anrettet; da man derimod aldrig skal kunne bevise at nogen betydelig Ulykke er opkommet af privat Mands Meening, saa længe han ikke har været i Stand til at giøre den til Regentens og de Magthavendes Meening. - "Salvo secus sentientium judicio".
"Religionen maa ikke persifleres, og dens Bekjendere ikke haanes". Meget vel! jeg er sandelig ikke den, der skal giøre Indvendinger imod denne Sætning; men deels troer jeg, at det er en ufuldkommen eller moralsk, og ingen fuldkommen eller juridisk Pligt; deels holder jeg for, at denne Fordring ikke bør være eensidig. Fornuftreligionen er ogsaa en Religion, dens Bekjendere finde sig visseligen lige saa beroeligede ved den, som Lutheranen ved sin Troe. Hiin maae altsaa ligesaalidet forhaanes som denne; hiin Lære ligesaalidet persifleres som denne. Den der altsaa forhaaner Frietænkeren, ja selv Atheisten, eller forfølger dem for deres
[13]
Meeninger, er ligesaa strafværdig, som den der haaner den meest rettroende Lutheran. Og nu dømme man, om den offentlige Meening ikke har ligesaa mange at straffe af dem, der forsvare "Balle", som af dem, der fægte for "Horrebow"?
“"Man maae ikke skrive imod Constitutionen og Regieringen".” Heraf flyder, at man maae skrive for samme. Atter Eensidighed! En saadan Indskrænkning kan umueligen være fordeelagtig enten for Constitution eller Regiering. Her gjelder omtrent det samme, som ovenfor er sagt i Anledning af Religionen. Skulle vi alleene have Lov til at skrive "for", og ikke "mod", saa bort med Ordet Skrivefriehed! da bør de, der foreslaae en Lov med saadan Indskrænkning, tillige foreslaae et nyt Ord, der ikke indeholder meere end Begrebet om det lidet, man vil unde os. Hvor jeg blot har Lov til at rose og ikke til at laste, der er ingen Friehed. Vi regieres ikke, vi have ikke vores Constitution, gratis; vi betale derfor; dette maae, det bør saa være; og jeg skulde ikke have Ret til at sige, naar jeg tænker det: "jeg regieres slet for mine Penge"? Selv da, naar et Menneske taler saaledes imod sin Overbeviisning, af Ondskab og Skadefryd, kan en Reigiering, der er sig selv bevidst om sine redelige Hensigter, roe-
"[14]"
lig lade ham skraale. Tusende Borgere, der ere tilfreds med Regieringen, ville oversteme ham; og om endogsaa disse tie, om hiin endog skulle staae eene paa Torvet med sit Anhang, saa veed dog vel enhver Regiering, at det ikke er med Skraal man styrter Throner; og den gode Regiering vil føle, at den tause og fornøjede Borger aldrig laaner nogle uroelige Hoveder deres Hænder til et Vovespil, hvor der er meere at tabe end at vinde.
Men ikke nok hermed. Selv den onde Regiering, den der er sig bevidst sine Undertrykkelser, sine Forbrydelser imod Sandhed og Menneskerettigheder, handler aldeeles upolitisk, aldeeles imod sin egen Fordeel, ved at lægge Baand paa Tankens Yttring. Den tvungne Taushed er langt mere farlig end det meest højrøstede Misnøje. Der er en sand Lægedom i den Handling at yttre sin Vreede. Den hidsige Mand, der tør lade sin Galde frit Rum, bliver som oftest bag efter spag som et Lam; naar derimod den, der tvinges til at æde Vreden i sig, bliver saa meget meere forbittret. Hvorledes skal den onde Regent lære at kjende og vogte sig for sine Uvenner, naar ingen har Lov til at erklære sit Misnøje med ham? Hundrede aabenbare erklærede Fiender ere mindre farlige end en eeneste hemmelig. Ofte, naar en saadan Regent troer sig omringet af lutter
"[15]"
Venner, staaer hans arrigste Fiende bag ved hans Stoel, bevæbnet med en Dolk, og venter kuns paa et gunstigt Øjeblik til at gjennembore ham.
Dette er et "Argumentum ab utili", som meget ofte virker, der hvor de skjønneste philosophiske Deduktioner intet udrette. Tidt er denne Argumentations-Maade misbrugt til ondt; gid den eengang maatte frembringe noget godt!
Er Regjeringen, er Constitutionen virkelig slet, eller ilde erhvervet, og jeg straffes fordi jeg sagde Sandhed, kan da, ved min Straf, den eene blive god og den anden vel erhvervet? har jeg sagt Usandhed, enten af en falsk Overbeviisning, Kaadhed eller Ondskab – og hvilken menneskelig Domstoel kan med Vished bestemme hvad der var min Bevæggrund! - saa lad en uudeblivelig Foragt vorde min eeneste Straf! paa det at ikke den mindre oplyste, der maaskee troer mig uskyldigen straffet, skal erindre sig hvad der staaer i Fabelen: "Du har Uret Jupiter! thi du griber til dine Tordenkiler". Denne er og har altid været Følgen af Magtsprogs Anvendelse, selv imod en erkjendt Forbryder; og hvo tør vel ikke nægte at de Franske Magthaveres arbitrære Fremgangsmaade i sidste September, har faaet en frugtbar Sæd af Misnøje i mangfol-
"[16]"
dige Hierter, der forhen vare Regjeringen inderligen hengivne?
Er Fyrsten virkelig god; hvad hindrer det ham da at nogle faa enten dumme eller onde Mennesker ere misfornøjede med ham? Dræber man en Hund fordi den bjeffer ad Maanen? Kan al Hundens Tuden drage denne Planet need fra sit Sted paa Firmamentet? Men er Fyrsten intet andet end en malet Maane, da staaer han ikke højere paa Himlen, end at menneskelige Hænder kunne række til ham. Man glæder sig ved ham, naar han gjør godt; man lader ham sidde, saa længe han intet ondt gjør; men vee ham, midt iblandt alle sine Stjerner, naar hans Inflydelse virker Pest i Landet!
“"Man maae ikke i Skrifter directe" *) "opfordre til Oprør".” Skulde jeg her følge min egen Overbeviisning, da vilde jeg, af Grunde, der letteligen kunne udledes af det foregaaende, oprigtig erklære mig for det modsatte. Men, vi leve i Tider, hvor ethvert frit Udtryk bærer Navn af Oprørsord; hvor man øjner Oprør
"[17]"
overalt, selv i de alleruskyldigste Handlinger; jeg veed desuden, at Philosopher for hvis Kundskaber og Dybsindighed jeg bøjer mig dybt ned i Støvet, endnu ikke ansee Begrebet om Oprør og sammes Tilladelighed for at være aldeeles afgjort; det ville altsaa være en utilgivelig Egoisme af mig, om jeg vovede mig til at erklære offentlig for Ret, hvad jeg, efter min individuelle Overbeviisning anseer for Ret, i en saa problematisk Sag. Jeg tier her, og nøjes blot med at erklære, at jeg, for min Deel, skal ikke finde mig misfornøjet med at en directe Opfordring til Oprør bliver i en tilkommende Skrivefrieheds Anordning erklæret for ulovlig. Jeg har aldrig opfordret, og skal aldrig opfordre til Oprør. Loven – slev den, om hvis Uretfærdighed jeg troer mog overbeviist – skal ikke finde nogen meere villig til at lyde sig end mig, naar man blot vil tillade mig at sige, i det jeg lyder Loven: “"Den er uretfærdig".” Loven skal jeg lyde, fordi jeg vil og bør; Magtsprog, fordi jeg maae og skal.
Men i det jeg saaledes renoncerer paa egen Overbeviisning, maae man holde mig følgende Tanker tilgode: O! at dog Regentere, og de der omgive dem, ville eengang lære at erkjende denne evige Sandhed: "Oprør og Revolution frembringes ikke" af "men" ved "Mennesker":
"[18]"
eller, for at forklare mig tydeligere: "Oprør og Revolutioner frembringes ikke af Mennesker men af Ting". Menneskene ere blot Instrumenter derved. Først da, naar et Oprør eller en Revolution er udbrudt, blive Mennesker noget mere end Maskiner; da begynde de at lede sammes Gang. Af denne Anmærkning flyder, eller ved Siden af den gaaer, den ligesaa uimodsigelig Sætning: "Alt Oprør og al Revolution udspringer ikke nedenfra hos Folket; men ovenfra hos Regieringen og de Magthavende". Politiken har saare ofte i Krigs-Manifester anbragt denne tredie ligesaa sande Sætning: "Den er ikke altid den angribende, der slaaer først til, men som oftest den der nøder mig til at slaae". Saa sandt som dette Axioma er, i Oprørs-Sager, naar det bruges af Folket imod Regenten, saa falskt bliver det, naar Regenten anvender det imod enkelt Mand beskyldt for oprørske Hensigter. I første Tilfælde bruges det imod den, der er Despotaire af Magten, for at tilbagetage samme, der dog oprindeligen tilhører Nationen, i sidste Tilfælde anvendes det uhensigtsmæssig af den Stærkere imod den ulige Svagere; og selv Mekanikens Regler sige: at den Kraft er spildt og til ingen Nytte, der bruges, for at frembringe en Virkning, som kunde frembringes med ringere Kraft. O, at dog Regieringerne vilde betænke, at aldrig no-
"[19]"
get Folk lader sig forføre til at giøre Oprør imod en Bestyrelse, hvorunder det befinder sig vel; at intet Lastdyr er saa taaligt som en Nation; at denne villig bærer de Byrder, man læsser paa den, saa længe som den kan; og naar den nu ikke længere kan bære, hvo er da Skyld i Følgerne? O at dog Regentere ville betænke sig disse og fleere ligesaa dyrebare, ofte igientagne, Sandheder, og jage Slangerne bort, der hvidsle omkring dem, for at forgifte deres Hierter og sætte Spliid imellem dem og Nationerne. Disse Uhyrer, og ikke Folkene, afstedkomme Oprør og Revolutioner. De lee, naar uskyldige Mennesker bestige Skafotterne, for at bøde for deres og ikke egne Misgierninger.
“"Man maae ikke skrive imod Embedsmænd og deres Embeds Handlinger".” Hvorfor ikke? Hvad er det for en Glorie, man vil trække om Embedsmandens Hoved? Han skulle være meere hellig, meere majestætisk end Majestæten selv? Regenten tillader at man bedømmer hans Anordninger, og Embedsmanden skulle være ovenfor Kritiken? Ligesom i næsten enhver Despotisk Stat Regenten selv er den mindst Despotiske, saaledes lærer en sørgelig Erfarenhed, at den ringeste Embedsmand ikke sjelden udøver den haardeste Despotisme. Og
"[20]"
hans Handlinger skulle ikke torde bedømmes! Sikkert vil Commissionen aldrig giøre et saadant Forslag. Meget meere stoler jeg paa, at dens Betænkning vil blive, at enhver Øvrighedspersons Erklæring imod en Klagende, bør sendes denne til Besvarelse, hvilket hidindtil sjelden, i det mindste ikke altid, er skeet. Hvo ønsker ikke dette, som veed hvor vanskeligt det er, at faae Ret imod sin Øvrighed? saalænge som denne ved hemmelige Erklæringer kan ustraffet beskylde Klageren for alt, endog for ubeviislige Hensigter, for Qvintessentsen af alle Forbrydelser, den at være et uroeligt Hoved, der dog sjelden betyder andet, end at man ikke roelig vil lade sig træde paa Hovedet. Et Beviis herpaa ere de bekjendte "Eilschouske" Affairer, hvorom jeg dog ikke vover mig til at dømme efter de mig bekjendte offentlige Data. Vist nok er det, at, naar man seer Resolutioner stridende saa meget mod de trykte Acter, som i disse Sager, saa nødes man til at troe, at de ubekjendte Erklæringer indeholde Argumenter, der maae give Tingen et andet Udseende; men, hvorfor ikke fremlægge samme offentlig til Ære for Sandheden og Beskiemmelse for Løgnen? især da "Eilschou" har, om jeg mindes ret, budet en anseelig Summa til offentlig Brug for en Afskrift af hans Contraparters Erklæringer. Jeg igientager,
"[21]"
hvad jeg nyelig sagde: Jeg dømmer ikke; jeg kan ikke dømme i denne Sag. Jeg kjender kuns Sagerne eensidigen; men det eeneste Argument jeg finder imod "Eilschou", er det, der kan hentes fra Publikums Tillid til de Kongelige Collegiers Retfærdighed; men er det nok, saa længe som disse bestaae af Mennesker?
I Henseende til de private Injurier og Fornærmelser, hvortil Bogtrykkerpressen kan give Anledning, troer jeg det vil være best, at Lovgiveren overlader det til enhver, der anseer sig for injurieret og fornærmet, at søge sin Ret ved Lovene, om han behager, saaledes og paa den Maade, som disse tillade ham. Med mine huuslige Affairer har Staten og Regenten slet intet andet at skaffe, end at paasee, at jeg opfylder de Pligter, jeg skylder Staten, og at lade Loven vaage ved min Dør.
Overalt vil vel en god Criminel-Lov, hvortil vi saa højligen trænge, være det vigtigste, som Commissionen kan forskaffe os; og have vi først den, vil, efter mine Tanker, en speciel Skrivefrieheds-Lov, nok blive overflødig.
Til Slutning et Par Ord til Undskyldning, fordi jeg skriver i denne Sag, hvori jeg meget vel føler, at jeg ikke kan trænge til
"[22]"
Bunds, da den overgaaer mine Kræfter. De beste Talere tie. Sagen er af yderste Vigtighed. Den Lov, vi vente, kan bidrage til at bestyrke og til at opløse Staten. Har jeg end ikke – hvilket vel er mueligt – sagt Lov-Commissarierne noget, som de ikke vidste, som de ikke allerede havde tænkt, saa har jeg dog ofret min Skjerv paa Fædrelandets Alter. Det er enhver god Borgers Pligt, og jeg skal meget roelig høre, at man erklærer mit Arbeide for unyttigt, naar man kuns ikke miskjender mine Hensigter. Ingen ønsker mindre, end jeg, at ryste Dannemarks Constitution, uagtet alle de Feil jeg med Raynal *) og fleere troer at finde deri; ingen skal mindre modsætte sig de offentlige Authoriteter end jeg; og dette er vel noget nær alt, hvad man har Ret til at fordre af den, der, fra det Øieblik, da han greeb Pennen, for at fægte mod hvad han holder for Misbrug, ikke har vundet andet end Regieringens uforskyldte Unaade, og dens blinde Anhængeres Had og ondskabsfulde Forfølgelse. Dixi & liberavi animam meam. | wikisource | wikisource_3869 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Følgende salmer bruger samme melodi:
Teksten.
Jesus lever, Graven brast,<br>
Han stod op med Guddoms-Vælde!<br>
Trøsten nu er klippefast,<br>
At Hans Kors og Død skal giælde!<br>
Lynet blinked, Jorden bæved,<br>
Seierrig sig Jesus hæved!<br>
For os Alle Jesus vandt,<br>
Vores Liv er Heltens Seier,<br>
Lyset Mørkheds Fyrste bandt,<br>
Fri er den, som Herren eier,<br>
Aaben har vi Himlen fundet,<br>
Jesus vandt og vi har vundet!<br> | wikisource | wikisource_1294 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Den praktiske<BR>Dameskrædderinde.
<BR>Fuldstændig Anvisning
<BR>til unden foregaaende Undervisning
<BR>selv at kunne sy og omsy Kjole m. m.
<BR>samt udføre
<BR>Maaltagning, Mønsterridsning
<BR>og
<BR>Tilskæring.
<BR>af
<BR>?ine Andersen,
<BR>Dameskræderinde.
Med Træsnit og 2 stentrykte planer.
<BR>Kjøbenhavn.
<BR>Boghander ?. ?io's Forlag
<BR>Sall? ?. Salomons Tryk.
<BR>1873
Indhold
Image:DameskraedderindeFig5.gif
Image:DameskraedderindeFig6.gif
Image:DameskraedderindeFig7.gif
Image:DameskraedderindeFig8.gif
Image:DameskraedderindeFig9.gif
Image:DameskraedderindeFig10.gif
Image:DameskraedderindeFig11.gif | wikisource | wikisource_1970 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sidste Kamp.djvu" from=47 to=53 header=1 /> | wikisource | wikisource_30113 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="JPJacobsen - Marie Grubbe.djvu" from=321 to=334 header=1 /> | wikisource | wikisource_6306 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
"[1]"
Om
Skrivefrieheds-Anordningerne
i Danmark
og
deres rette Forstand.
I Anledning
af
fuldstændig Deduction
i den
Coopmanske Stridighed.
Ved
Rasmus Nyerup.
"Tu rends ses droits a l'homme, & tu permets qu'on pense,"</br>
"Sermons, romans, physiqve, ode, histoire, opera,"</br>
"Chacun peut tout écrire: & sifle qui voudra."</br>
"Kiøbenhavn, 1791."
"[3]"
Om Trykkefriheden i Almindelighed og dens ubetvivlelige store Nytte for Land og Folk, er der, ogsaa paa vort Tungemaal, skrevet saa meget, og saa meget ypperligt, og nu sidst af Hr. "Birckner" i "Minerva" saa saare fortreffeligt, at der derom næsten intet mere Nyt kan siges. Sagen er betragtet fra alle Synspunkter, og derved sat i det klarest Lys, - og Danmark prises ogsaa i fremmede Skrifter, som det Land, der nyder dette uskatterlige Gode i sin videste Omfang.
Men de kongelige Rescripter af 1770, 1771 og 1790, hvorpaa dette vort Held beroer, og som betrygge enhver Forfatter, der paa en passende Maade giør Brug af den forundte Frihed, er ikke skrevet nær saa meget. Nogle af de fornemste Commentatorer over disse Love ere Hr. "Ussing", Hr. Professor "Eggers", og Hr. Secretair "Gudenrath". Efter dem er nu opstaaet en ny Fortolker, en Anonymus, i den saakaldte "fuldstændige Deduction over den ved Anmeldelsen om Professor Coopmans's Ansættelse foranledigede Strid". Denne anonyme Lovforklarer giør sig al optænkelig Umage for at bortexegesere alle Friheds-Ideerne, som saa tydelig ligge i bemeldte Rescripter, til hvilken Ende han fordreier og vender op og ned paa alting, giør Udtog, hvori det Væsentlige er udeladt, og gebærder sig heel underligen, for at faae det ham saa kiære Resultat ud: at vi ingen Skrivefrihed har.
At vi i Praxis nok har Skrivefrihed, fortrøster han sig dog vel neppe til at nægte; derom vilde desuden
"[4]"
"Nysa", og det bastholmske ny Testamente, og "Olavides", ja selv visse Recensioner i "Kritik og Antikritik", være alt for stærke Argumenta ad hominem. Hans Meening er kun, at saadan Frihed er precair, og os ikke i Theorien eller legaliter forundt, at mangen Forfatter gierne efter Lovene kunde kræves til Regnskab for sine Skrifter, hvis ikke Regieringen ifølge sin Mildhed havde seet igiennem Fingre dermed, og at, for at nævne et af hans Exempler, intet Skrift maa trykkes, som strider mod den augsburgiske Confession.
Deductionsmandens Paastand er, efter hans egne Ords Lydelse, denne: “"Vor Trykkefriehed bestaaer ene og allene deri, at Skribenterne ere fritagne for Censur"” (S. 43.) “"Den uindskrænkede Frihed, som Kongen ved Rescriptet af 14 September 1770 gav Bogtrykkerierne, betyder hverken meer eller mindre end Frihed for Censur"” (S. 40) men at dette Foregivende er urigtigt og grundfalskt, er ikke vanskeligt at godtgiøre, naar man efterlæser Rescripterne uden Fordomme, og uden først at lægge den Meening ind i dem, som man siden vil have ud deraf igien, saaledes som man beskylder Theologerne for, at de stundom handle med Bibelen.
Det er en reen Ubegribelighed, hvorledes en fornuftig Mand, som denne Anonymus, der forresten ikke skriver saa ilde, kan sige, at den uindskrænkede Skrivefrihed, som Rescriptet af 14 Sept. 1770 tillader, ja indbyder til, eene og allene skulde bestaae i Fritagelse for Censur. Intet Menneske har tilforn taget Rescriptet i den Forstand, og snart fristes man til at troe, at det kun er Forfatterens Spørg. Dog, han deducerer sin Fortolkning! - “Ved Rescriptet af 14 Sept. 1770,” siger han S. 40, “gav Kongen en uindskrænket Frihed for Bogtrykkerierne; men hvad denne Frihed efter Lovgiverens Villie og Hensigt indbefatte, er klart nok af den tilføiede Forklaring i samme Rescript, da det
"[5]"
hedder: saaledes at ingen efterdags skal være pligtig eller forbunden til at lade sine Bøger og Skrifter underkaste den hidindtil anordnede Censur.” Men Hr. Autor! disse anførte Ord af Rescriptet kan man jo dog tydelig see, ikke, efter Rescriptets Esprit, skal være en Forklaring over, hvori den skiænkede Frihed bestod; de ere en simpel Følge: der er uindskrænket Skrivefrihed, og følgelig, altsaa, derfor, saaledes (eller hvad Forbindelsesord De vil!) ingen Censur. At Lovgiveren i dette Rescript ved sit Udtryk: uindskrænkede Pressefrihed, forstod noget mere end blot Censurens Ophævelse, og hvad egentlig hans Villie og Hensigt var, det tilkiendegives ved disse Talemaader i Begyndelsen af Rescriptet: “Redeligsindede og nidkiære Patrioter skulle ikke formedelst Persons Anseelse, Befalinger, eller forudfattede Meeninger, skrækkes fra eller forhindres at skrive frit, samt at angribe misbrug.”
Hvad Deductionesn Forfatter siger om det andet Rescript, af 7 October 1771, kan man ikke have saa meget imod at erindre. S. 40 hedder det: “Dette Rescript kan paa ingen Maade ansees som Indskrænkning af det foregaaende, men er ene og allene en yderligere Forklaring over samme.” Det er for saavidt rigtigt nok, da dette Rescript slet ikke ophæver den engang skiænkede Frihed, men allene forbyder denne Friheds Misbrug, forbyder Injurier, Pasqviller, og oprørske Skrifter, som stridende mod al Orden og god Politie, eller, for at bruge Lovgiverens egne Udtryk: “Den bevilgede Trykkefrihed maa ikke misbruges til dermed at overtræde andre borgerlige Love, hvorfor og alle Injurier, Pasqviller og oprørske Skrifter fremdeles skulde være underkastede den derfor satte Straf.” Skandskrifter altsaa, og Skrifter, der kunne volde Mytterie og Stempling, de forbydes, som da vel ingen vil kalde Skrivefrihedens Indskrænkning; men den Tilladelse staaer ved Magt, som enhver redeligsindet Patriot erholdte ved
"[6]"
Rescriptet af 1770, at han nemlig ubehindret og uden Persons Anseelse maa skrive efter sin bedste Overbeviisning, angribe Misbrug, lægge Fordomme for Dagen,og ikke lade sig skrække af Persons Anseelse, Befalinger, eller forudfattede Meninger; - og at Skribenterne ganske tilstrækkelig har giort Brug af den forundte Tilladelse, det vise de mangfoldige Skrifter, som udkom imod den anordnede Liturgie, imod den af Kongen oprettede Speciesbanke i Altona, imod Universitetet og andre Stiftelser, imod Tallotteriet, imod Politieanstalterne o. s. v. Angreb, som Regieringen taug stille til, da de grundede sig paa den af Regieringen tilstaaede Pressefrihed.
Nu kommer Autor til det herlige Rescript af 3 December 1790, der ophævede den bekiendte Anordning af 20 October 1773, hvorved virkelig var skeet et Skaar i vor Pressefrihed, og igien giorde det ovennævnte Rescript af 1770 fuldkommen gieldende. For at faa dette seneste Rescript nogenledes til at passe til sin Hypothese, leverer han meget behændigt sligt et "Udtog" deraf, der let kan tiene til at forrykke den Synspunkt for Læseren, hvorfra det egentlig bør betragtes. Naar man læser det heelt igiennem og ikke stykkeviis, som det staaer i "Deductionen", er det ganske klart, at det især gaaer ud paa anonymiske Skrifter. “Vi seer,” hedder det, “med Mishag, at nogle ildesindede Personer misbruge Friheden til at haane de offentlige Foranstaltninger og angribe agtbare Medborgeres Ære, "uden at de tør være deres Navne bekiendte" – Retfærdigheden opfordrer Os til at sætte Grændser for denne Frækhed – Bogtrykkerne skulle være pligtige at levere Politiemester et Exemplar af hvert trykt Skrift, som "uden Forfatterens Navn" bliver udgivet. - Naar private Mænd klage over at være fornærmede ved "saadanne" Skrifter, da anbefale Vi Dommerne at sikkre deres Medborgeres Rygter imod ubeføiede Angreb.”
"[7]"
Foruden disse Bestemmelser om anonymiske Skrifter, indeholder dette seeneste Rescript, som sagt, en Ophævelse af Anordningen af 20 October 1773, og en Fornyelse af Rescripterne af 1770 og 1771, hvorved vi altsaa fik ny kongelig Forsikring paa fremdeles Nydelse af det uskatterlige Klenodie, som det neppe findes lige til i noget Europas Land, og som det vilde være en stor Forbrydelse at misbruge, og en stor Utaknemmelighed at miskiende og forkleine.
Nu er det heel lysteligt at skue, hvorlunde min ubenævnte Autor deraisonnerer, og trækker urigtige Slutningsfølger udaf dette seeneste Rescript. Hans Hovedhypothes, som nu atter fremsættes s. 43. “Trykkefriheden bestaaer nu, som før, ene og allene deri, at Skribenterne ere fritagne fro Censur” er omtalt ovenfor, som noget han grunder paa sin vrange Fortolkning af det første Rescript af 1770. Men nu siger han videre S. 48. “Af Ordene i den kongelige Befaling af 3 Dec. 1790 følger fremdeles: At der intet maa trykkes, hvorved de Foranstaltninger, Kongen har giort, "dadles".” Dette flyder, siger han, af Rescriptets Ord, og dog kan intet være mere grundfalsk; thi disse ere Ordene: “Vi see med Mishag, at nogle ildesindede Personer misbruger Skrivefriheden til at "haane" de offentlige Foranstaltninger og angribe agtbare Medborgeres Ære etc.2 Nu veed vel dog enhver, som forstaaer dansk, hvad Forskiæl der er paa at "dadle" og at "haane". At haane, med Haan og Spot og scurrile Indfald angribe de offentlige Foranstaltninger, det forbyder Rescriptet, men aldrig forbyder det at dadle, med Beskedenhed, paa en anstændig Maade, at vise Mangler i Regieringens Foranstaltninger. Dette er ikke allene en uimodsigelig og klar Følge af de rene tydelige Ord i Rescriptet: “Vi have tilladt Trykkefrihed, paa det enhver god og oplyst Mand med Frimodighed og Redelighed offentlig kan fremsætte sin Mening "om hvad han efter sin beste Indsigt troer at kunne bidrage til"
"[8]"
"at fremme det almindelige Bedste",”men det ligger desuden også i denne Lovgiverens Forsikring, at han vil "haandthæve og beskytte den ved Rescriptet af 14 Sept. 1770 indførte Trykkefrihed", men i hvor stor og vid Omfang det Rescript tillader Trykkefrihed, have vi seet ovenfor.
Desuden fører Tingens Natur det ogsaa med sig, at det umuelig kan forbydes at bedømme, følgelig ogsaa at dadle, offentlige Foranstaltninger.
“Hvad vilde der vel (at jeg skal betiene mig af Zöllners Ord i hans Indlæg mod Statsministeren Wöllner) blive af Literaturen, af de praktiske Videnskaber, og selv af Staten, dersom det blev forbuden? Hvem kan vel paa nogen Maade fuldstændig og med Nytte foredrage en praktisk Videnskab uden tillige at bedømme Landets Love og offentlige Foranstaltninger? Udvikler en Forfatter Fordelen ved Indretninger, dem hans Fæderneland ikke har; saa dadles derved Regieringen, som ikke har foranstaltet slige nyttige Indretninger. Viser han Skaden, som flyder af visse Foranstaltninger, saa dadler han derved alle de Love, hvorpaa disse Anstalter beroe. Kort sagt: dersom Landets Love ikke torde dadles; saa vilde alle Forfattere blive indskrænkede til, "enten" at skrive om lutter Ting, der ikke angik Individuers og Staters Vee og Vel, "eller" at plage dem selv og deres Læsere med evige Lovtaler over alt det, som nu engang er.” ... Eller de kunne, som Autor til "Rigsdalersedlens Hændelser" har bemerket, skrive Psalmer, Prædikener, Bønnebøger, Communionbøger, og i Nødsfald – en "fuldstændig Deduction" for Hr. Professor Coopmans. | wikisource | wikisource_3867 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn.
Tyvende Aargang. No. 1
Udgivet, redigeret og forlagt af S. Soldin
Forsendes, i Følge Kongel. allernaadigst Tilladelse, med Brevposterne.
Løverdagen den 4 Januari 1823
En Formiddag hos en Journalist..
Jeg sad en Morgen hos en Restaurateur ved et, under et heelt Hav af tydske og danske Journaler og Blade bugnende Bord. De laae imellem hverandre som Hakkelse, forrevne, tilsølede og overøste med hele Kopper Chocolade eller Glasse Punch, og lignede paa sine Steder Landkort. Og alligevel vare de befæstede med Messinglaase til Bræder, som om det kunde være forbudne Bøger i et Klosterbibliothek, eller som om der kunde gives Folk, der fandt det Umagen værd, at tilvende sig saadanne Sager. Kjed af at blade længer i disse baade elegante og uelegante Tidender, der i alle Henseender syntes at være Skrevne paa Kjøb, henvendte jeg mig til den Mand, som sad paa den anden Side af Bordet, og i hvis Ansigt jeg troede at kunne læse samme Kjedsomhed. "Det er dog en besynderlig Tid, vi leve i" - sagde jeg. "For tredive Aar siden læste folk neppe Adresseavisen - nu er der saa mange Tidskrifter, at man har Ondt ved at huske Titelen paa dem alle." - "De har ret, min Herre", svarede den Ubekjendte. "Den, som nuomstunder vil læse alle saadanne Skrifter, faaer neppe Tid til at læse andet. De ere blevne til en sand Landeplage - til en Syndeflod, som snart maa ødelægge den hele øvrige Literatur, hvis den ikke, ligesom Noah, bygger sig i Tide en Ark." - "Men hvorledes gaaer det da til? Hvorledes kunne saa mange Tidsskrifter fremkomme og holde sig i en Tid, hvor der klages saa meget over Næringsløshed og Fattigdom?" - "De ere netop et Bevis paa Næringsløshed og Fattigdom. Saalænge der var Velstand, og Liv i næringsveiene, kjøbte Embedsmanden, Fabricanten, Kjøbmanden o. fl. Bøger og Værker. Enhver, som kun nogenlunde havde Raad dertil, anskaffede sig et lidet Haandbibliothek, som hin efterhaanden forøgede med ny udkommende Skrifter. Nu kjøbe kun saare Faa Bøger og Værker. Disse laaner eller leier man i alt Fald fra Bibliotheker. Den hele øvrige Læsning er indskrænket til Klubberne, Restaurateurerne, Ølkjelderne og andre saadanne Steder, der maa betragtes som den periodiske Literaturs vigtigste støtter. Det første, en Klub maa have er en Læsesahl, og denne maa forsynes med alle udkommende Maanedsskrifter, Uge- og Dagblade. Det første, en Restaurateur, eller Viin- og Ølhandler anskaffer sig, næst Drikke- og Spisevarer, Kort og Tobakspiber, ere Læsning eller Blade. Som det er her i Hovedstaden er det i Provindserne og tildeels paa Landet. Et Læseselskab hører til en Kjøbstads første Nødvendigheder, næst er Privattheater. Ogsaa paa de fleste Contoirer, hvor ofte Personalet udgjør femten til tyve Personer, forener man sig om at holde, om just ikke alle Blade, saa dog en Deel deraf. Paa denne Maade bliver det mueligt i vore Dage, hvad der ikke var mueligt fordum, at kunne begynde hvilket Blad det end er, og være sikker paa et Antal af 90 til 200 Abonnenter; thi de Lysthavende, jeg har nævnt Dem, kjøbe Alt, om det saa var Keisers Ildebrandshistorie, naar det kun udkommer i Numere, og til en bestemt Tid ugentligen." - "Men paa denne Maade maa det jo i vore Dage være saare let, at udgive et Maanedsskrift eller Tidsblad?" - "Let og ikke let, alt som Bladet skal være til. Saaledes som adskillige skrives, gives der vel neppe en lettere Haandtering end saadant Skriverie. Det Rigtigste, der udfordres dertil, ere sunde Fingre, men fremfor Alt, en Pande, der just ikke er for blød. Dog, naar et Blad skal vedligeholde en vis Interesse, forene Nytte med Underholdning, Frimodighed og Sandhedskjerlighed med anstændig Tone, saa har det vel aldrig været vanskeligere at udgive et periodisk Skrift, end netop i vore Dage, hvor man møder de besynderligste Modsigelser: Dadlesyge og Æresprippenhed, Forstemthed og Overgivenhed, Overspændthed og Sløvhed, Fordringsfuldhed og Tomhed. Jeg er selv Journalist, og kan derfor bedst dømme herom. Vil De gjøre mig den Ære, at følge hjem med mig og opholde Dem hos mig i nogle Timer, saa skal De snart erfare, hvilket møjsommeligt Kald, det nuomstunder er, at være en samvittighedsfuld Journalist."
Jeg takkede den Ubekjendte for hans Tilbud, og min Nysgjerrighed var saa stor, at jeg ikke kunde undlade, at følge hjem med. Da vi vare traadte ind i Stuen, bad han mig at tage Plads i Sidekabinettet, hvor jeg bedst kunde igjennem et Glas i Døren, med et Silkegardin for, være Vidne til de Optrin, der snart vilde frembyde sig, og paa det jeg desto tydeligere kunde høre, hvad der blev talet, vilde han lade Døren staae paa Klem. Jeg gjorde, som han befalede. Journalisten satte sig ved sin Pult, og neppe havde han siddet der i fem Minuter, førend det bankede paa Døren, og paa Raabet: kom ind! traadte en Mand ind i Stuen og begyndte følgende Samtale: "Er De, Hr. Qvimper?" - "Til Tjeneste." - "Jeg har et Stykke, som jeg nok ønskede indrykket i Hvalfisken." - "Tør jeg spørge om Indholdet?" - "En liden Correr til Mosiø Puf. Jeg havde for to Aar siden kjøbt af ham et Huus paa Landet, og nu vil han tvinge mig til at beholde det." - "Men det synes jo billigt."- "Billigt? Har han ikke snydt mig? Huset er jo ikke værdt det Halve af hvad jeg skulde give ham for det?" - "Men i hvilken Hensigt vil De da have dette Stykke indrykket i mit Blad?" - "I hvilken Hensigt? For at sætte ham offentlig i Gabestokken. Jeg vil, at Drengene skal pege Fingre efter ham paa Gaden - Det vil jeg!" - "Naar De vil det, min Herre! saa har De henvendt Dem hos den urette Mand. Mit Blad er ingen Gabestok." - "Ja, det vidste jeg nok - det har man sagt mig, førend jeg kom herop. Men De burde heller ikke være Redacteur. Saadan en Mand burde det udtrykkeligt være forbudet, at udgive et offentligt Blad." - "Min Herre! jeg frabeder mig Deres Grovheder."
- "Men det hjelper Dem ikke - i Morgen eller Overmorgen skal De offentligen faae at vide, hvad De er for en Redacteur. Jeg kan skrive, min Herre - og naar jeg spidser min Pen - " - "Jeg leer ad Deres Trudsler, og naar De ikke inden to Minuter forføjer Dem herfra, saa lader jeg Dem sætte paa Døren. Nu kan De gaae hen og sætte mig ved Siden af Hr. Puf i Deres Gabestok." - Da den Fremmede var gaaet, kom Journalisten ind til mig, og sagde: "Seer De, det er det første Optrin - De vil snart faae at see flere, der ikke er bedre." - "Min Gud", raabte jeg, "er det mueligt, at der fan -" I det samme bankede det igjen paa Døren, og en Figur, som et Beenrad, flaprende med Tænderne, og pustende i begge Hænder, som den kunde have Koldfeber, klædt i en Sommerhabit, uagtet der hang Istapper ned ad Taget, traadte meget ydmygen ind i Stuen, og spurgte, med krumbøjet Ryg og gnidende begge Hænderne: "Er det ikke Udgiveren af Hvalfisken, jeg har den Ære at tale med?" - "Til Tjeneste", svarede Journalisten. - "Først og fremmest maa jeg allerydmygst tage mig dne Frihed, at takke Dem for alle de glade Timer, som Deres almeenagtede, almeenyndede og almeenlæste Blad Hvalfisken hidtil har forskaffet mig. Jeg tør, uden at fornedre mig til Smiger, som altid har været en afsagt Fiende af, og som kunde have gjort mig til en anden Mand end jeg er, forsikkre Dem, at Deres fortræffelige Ugeblad ganske svarer til sin Titel, og er, blandt andre Blade, hvad Hvalfisken er blandt Fiskene, og at de fleste maa betragtes som literaire Sild imod den." - "Jeg takker Dem, for de gode Tanker, De har om mit Blad; hvad er ellers Deres ønske?" -
"Mit egentlige Ønske og Ærinde er, at faae indrykket i Deres ypperlige og fortræffelige Tidsskrift en liden Revselse. Den er egentligen stilet mod Hr. Redacteurens blodigste og uforsonligste Modstander, Udgiveren af den spanske Flue, som nyligen har vovet at paastaae, at Luxus er skadelig i Staten. Dersom De vil behage at see!" - "Men jeg seer jo allerede paa de første Linier, at De begynder Deres Erindring med rene Invectiver"? - "Jeg beder hundrede tusinde Gange om Forladelse - ikke med Invectiver - men med nogle drøje Sandheder; Sandheden er, som De behageligst veed, ingen Mand for broget." - "Sandheden selv er nøgen, og kan derfor ikke være broget; men naar man giver den brogede Klæder paa, saa maa den blive hver Mand for broget." - "Jeg veed ikke, hvad Hr. Redacteuren gunstigst forstaaer ved brogede Klæder"? - "Personligheder, Invectiver, Skjældsord." - "Jeg beder behageligst ar erindre, at der skal skarp Lud til visse Hoveder." - "Men saadan Lud taaler ikke mit Blad." - "Ja, naar min Herre ikke vil modtage min Opsats, saa maa jeg henvende mig til en anden Redacteur, der med Kyshaand tager den imod, og som udtrykkeligen har ombedet mig, at levere Bidrag, endog mod Honorar. Jeg har ønsket den indført i Hvalfisken, fordi den læses meget, og jeg helst vil have at mit Arbeid skal blive saa publik, som mueligt. Men nu maa min Herre heller ikke fortryde, at see det om faa Dage trykt i et andet Blad, med et lidet Postscriptum til Hvalfiskens ærede Udgiver, hvori jeg i al Beskedenhed melder Publicum, at Stykkets Indrykkelse i Hvalfisken er blevet nægtet." - "Som De behager, og om De ønsker det, skal jeg endog indrykke Deres Postscriptum i mit eget Blad." - Gjenfærdet bukkede sig og gik; men neppe var det ude af Døren førend en Mand i fuld Fyr og Flamme traadte ind i Stuen, og, uden at sige god Dag, kastede sin Hat paa Sophaen og lagde sin Knortestok paa Bordet. "Min Herre", spurgte han: "er De Udgiveren af Hvalfisken"? - "Ja, jeg er!" - "Hvad er det for Satans Tøi,
De her har skrevet om en vis Holger?" - "Det er et historisk Stykke." - "Det er Fanden ikke historisk - det er mig, De har villet skoftisere over." - "Men Holger kjender jo Enhver, som har læst den danske Historie." - "Holger, eller Olger, eller Olfer - det er Hip som Hap. Jeg hedder Olger, og det er mig, som De har meent med den stærke Mand, min Svoger Carl Madsen med Kong Carl, og min Svigerfaders Tracteursted, den forgyldte Griis, med Kong Carls Hof. Jeg læser aldrig Deres Blad, men i Klubben blev jeg i Aftes gjort opmærksom paa Stykket. I Fremtiden vil jeg bede Dem, at lade mig være i Fred. Ellers skal jeg vise Dem noget andet." - "Men styr dog Deres Hidsighed." - "Nei, jeg styrer ikke min Hidsighed - for denne Gang lader jeg det gaae hen, men kommer De endnu engang, saa lader jeg Dem stevne - forstaaer De mig" - her forlod han Væreslet, skjændende langs ned ad Trappen.
Journalisten aabnede Døren, og raabte til mig: "Nu, min Herre! er det ikke opbyggelige Scener?" men neppe havde han sagt disse Ord, førend man hørte tre Slag paa Døren, omtrent som i Herman von Unna, naar Stevningen fra den hemmelige Ret forkyndes. To Mænd traadte ind med et Papir i Haanden; det var en Requisition. "De behage at læse den op!" sagde Journalisten. "Meget gjerne", svarede den ene af Mændene, i det han satte Brillerne paa og begyndte at læse: "Herved anmodes de Herrer Crik Olsen og Jesper Hansen, at ville behageligen forføie sig til Hr. Qvimper, Udgiver af Bladet Hvalfisken, og opfordre ham til at opgive Navnet paa Forfatteren af det i No. 36 af samme Blad indrykte Brev fra Humleby, angaaende det derværende Privat-Theater, hvori findes adskillige verbale injurier mod Hr. Fiskebløder og Stadskæmmerer samt Overstraalemester Storks ærbare Hustru, som deri beskyldes for, at have spillet Emilia Galottis Rolle sidste Mortensaften som en gemeen Coquette, og Blanca nogle Dage derefter, som en Fiskerkjerling. Hvad Svar han derpaa maatte give, ville De tegne herpaa saaledes, som De samme i fornødent Tilfælde kunne beedige. Iøvrigt ville De reservere Vedkommendes Ret til ham i alle optænkelige Maader. - Humlebye, den 2 December 1822. - Directionen for det dramatiske Selskab sammesteds." - "De er saa god at paategne," sagde Journalisten: "at Requisitionen er mig rigtig foreviist". - Mændene paategnede hans Erklæring, og gik. - Jeg begyndte at blive noget utaalmodig, og var i Begreb med, at ville gaae ind i Værelset til Journalisten; men førend han endnu havde lukket Døren efter de to Mænd, stod en ny Carricatur for ham. Personen begyndte sin Indledningstale saaledes: "Min Herr Udgiver vil undskylde at jeg kommer saa dristig - jeg er Digteren Blir, uden at rose mig selv, ikke uhæderlig bekjendt i Literaturen, og selv udenlands ei uden Yndere. Der gives kun faa Nytaarsgaver og æsthetiske Tidsskrifter, hvori De ikke finder mit Navn. Jeg har villet give mig den Frihed, at spørge Dem, om vi ei kunne slutte et Slags Accord om en ugentlig Leverance af poetiske Arbeider til Deres yndede Blad, Hvalfisken?" - "Poeter, min Herre, er noget, som jeg ideligen overvældes med. I de sidste Aar er der blevet saa mange Poeter, at Publicum er kjed af Poesie." - "Det kommer an paa, hvad Herr Udgiveren forstaaer ved Poesie og Poeter. Homers Iliade er Poesie og Brestrups Viser ere Poesie. Shakespear var Poet og Revisionsassistent Gunnerus var Poet. Mine Poesier ere ikke gjorte paa Kjøb - de ere skrevne med Ild og Begejstring. Jeg har hidtil arbeidet for ’ren og Udødeligheden; men med ’ren kan man ikke betale Slagter og Bager, og Udødelighed er vel af uendelig Værd for mig selv, men ikke for min Vært og min Skrædder. Jeg veed rigtig nok, at Ewald døde i Usselhed, Milton og Butler som Prakkere, ja vor Patriarch, den store Homer selv, som en Tigger. Men det har jeg ikke Lyst til. Ligesaa godt som den værste Lirendreier og Biersidler vil i vore Dage have sit Arbeide betalt, ligesaa godt vil jeg ogsaa have nogen Godtgjørelse for min Muses Sveed og
min Harpes Toner. Jeg fordrer ingen ubillig Betaling - naar De giver mig 4 Skilling durch die Bank, som Tydsken siger, for hver Linie, saa leverer jeg Dem alle muelige Slags Vers: Oder, Madrigaler, Sonetter, Clegier, Heroider, Jamber, Herametre, sapphiske Vers o.s.v. -" - "Min Herr Digter, for Øjeblikket kan jeg ikke benytte mig af Deres ærede Tilbud. For det første Halvaar har jeg flere Bidrag, end mit Blad kan rumme. Skulde jeg engang behøve Deres Bistand, saa skal jeg ikke undlade at henvende mig til Dem." - Digteren bukkede sig, og gik slukøret bort. - Journalisten saae paa sit Uhr, slog Skudder for Døren, og kom ind til mig. "Min Herre, nu er Audiencetiden ude", sagde han: "og vi kunne igjen tale sammen ugeneert." - "Men, kjere Herr Udgiver", spurgte jeg: "hvorledes kan De udholde et saadant Liv?" - "Meget godt. Mit Kald, som Bestyrer af et offentligt Blad, har jeg altid
betragtet fra den alvorligste Side; men disse Biscener, som uundgaaeligen ere forbundne dermed, fra den meest comiske. De berige min Menneskekundskab og gjøre mig hver Dag mere foretrolig med de menneskelige Taabeligheder og Latterligheder". - "Men jeg vilde ærgre mig over Sligt." - "Ærgre mig over Narre og Dummerhoveder? Nei, det skal jeg nok vogte for. Naar Juvenal, Cervantes og Holberg havde villet ærgre sig over de Daarer, som fremstillede sig for deres Palet, saa havde de maattet døe af Galde- eller Guulfeber længe førend deres Tid, og Historien taler dog ikke et Ord om, at de lede af nogen saadan Sygdom. Men Hidtil har De kun seet Scener i Huset - nu skal De see adskillige uden for Huset. Behag at læse denne Avis for i Dag! - her vil De finde mit Blad nævnt over ti Gange - f. Ex. Skaden indeholder: Correr til Udgiveren af Hvalfisken; De fugtige Brødre: Opfordring til Udgiveren
af Hvalfisken; Skrubtudsen: Anmodning til Udgiveren af Hvalfisken; Sladderkrogen: Revselse til Hvalfisken. Jeg behøver aldrig at avertere mit Blad; thi mine Venner sørge broderligen for, at det ikke skrives i Glemmebogen." - Men det maa jo dog være Dem yderst ubehageligt, saaledes at see Deres Blad uophørligen angrebet?" - "Aldeles ikke; thi for det første
har jeg næsten aldrig Tid, Lyst eller Leilighed til at læse saadanne Blade, da jeg kan anvende min Tid til ganske anden Lecture; for det andet har det meste, der længe blev skrevet imod mit Blad, være forfattet af saadanne Personer, som i Formiddags have besøgt mig, og som ikke vide nogen anden Udvei til at kjølne deres Harme paa, end ved at udkramme alskens Vaas imod mig; for det tredie, ere de Fornuftige blandt mine Læsere alt for bekjendte med Kilderne til og Hensigten af saadanne Angreb, til at de skulle agte dem for andet, end hvad de virkeligen ere: Avindsfostere, eller Fyldekalk i et Blad, som gjerne vil snakke og ikke veed hvad det skal sige. Deres Udgivere tager jeg det ikke ilde op; de have aldeles intet imod mig personligen; men de have som oftest Kone og Børn, og ville leve. Jeg bidrager altsaa umiddelbart, uden at det koster mig noget, til hele Familiens Underhold og til at stille mangen Hungrigs Sult." - "Men Deres Hvalfisk maa jo lide derved?" - "Min Hvalfisk have allerede saa mange Grønlandsfarere gaaet paa Jagt efter i en Række af Aar, uden at kunne fælde den. Den har saa mange Harpuner i Livet, danske, spanske, arabiske, grønlandske, hudsonbayske, at den allerede for længe siden maatte have creperet, dersom den ikke var af en stærk og fast Natur." - "Men det maa jo dog gjøre Dem Afbræk i Deres indtægt deraf?" - "Den bryder jeg mig ikke om. Jeg er ugift, har tarvelige Fornødenheder, og er ligegyldig ved, om jeg ogsaa i Morgen den Dag seer min Hvalfisk trækkes op paa Kysten af en Sværm Matroser, sønderhugges til Spek og forvandles til Tran for de mangfoldige Lamper, der haabe at finde Næring derved."
Udtog af et Brev fra Italien til en Læge i Kjøbenhavn..
Paa min Tilbagereise har jeg funden Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med den berømte Doctor Valentin, hvis medicinske Beskrivelse over England, Du ifjor fandt særdeles interesant og upartisk. Samme oplyste Iagttager har nu ogsaa udgivet en Beskrivelse over Lægevidenskabens Tilstand i Italien og Frankrig, (Nancy 1822). Dette smukke Skrift skal jeg ved første Leilighed afsende til Dig. Fra min Fætter L. har jeg nyelig modtaget et Udtog af Broussais Examen etc., med hvilket han ikke synes at være saa ganske tilfreds. Han meldte mig tillige, at I danske Læger talede med Lunkenhed om Broussaismen, ja at endog en ikke lægekyndig Poet, havde søgt paa sin Viis, at beskænde baade Forfatteren og Skriftet med Spot. Ved saadanne Angreb, ved Du, Tossen leer, og komme baade vrange og skadelige Ideer i Omløb. Selv Lapsen skraaler tilsidst som Konstdommer: "Je tiens tout cela pour vrai, parceque je l'ai oui dire." Du yttrede alt for nogle Aar siden din Harme over salig Rosebue, fordi han i en Farce, der, som Du veed, blev opført i Kjøbenhavn, havde railleret Galls Organlære eller Crancoscopie. Og dog tier nu Du, tie Dine Oplyste Colleger til saa uforstandige Angreb paa en Lære, der lover Lægevidenskaben en uberegnelig Tilvert. Du kan troe mig: Den store
italienske Læge Tommasini, skjøndt han er Broussais Rival, fører et heel andet Sprog, end Jeres Poet, naar Talen er om det nye franske System og dets berømte Forfatter. Foromtalte Dr. Valentin siger ogsaa: "La doctrine du professeur Broussais est un flambeu duquel jaillisent mille traits de lumi‚re. - C'est un beau monument ‚lev‚ … la medecine fran‡aise." Jeg kan
derfor ikke tilbageholde det Ønske: Gid dog en Valentin ogsaa vilde besøge Danmark, for at gjøre vore Lærde og Læge lidt mere varsomme i at bedømme store Mænd og deres Doctriner! Det skulde glæde mig usigeligt, hvis Du eller een af Dine satte Colleger vilde meddele det danske Publicum et Udtog af Fodera's Historie de quelques doctrines medicales compar‚es avec celle du Docteur Broussais, eller dog om Du vilde besørge oversat en Analyse af dette Skrift, hvilken Du finder trykt i Journal Universel des Sciences medicales for December 1821, Pag. 306. Analysen synes især at fortjene en Plads i Dr. Ottos og Repps Sundhedstidende. - At man skaber et nyt Navn, for i Korthed at betegne en ny Lære eller et nyt Middel, har jo alt længe været Skik iblandt agtede Skribenter. Vi skrive jo: Mesmerisme, Galvanisme, Brownianisme, uden Anstød. Med Konstudtrykket Broussaisme kan der altsaa Intet være at invende; men naar man af en høist fortjent Mands Navn danner sig et Verbum, der kun betegner den Deel af hans Doctrin, hvis Værd man ikke har lært at bedømme, og som man derfor finder latterlig; saa handler man, mildest talt, ikke ædelt eller broderligt. Det har derfor smertet mig at see vort Sprog beriget med Verbet at "broussaite", som synonyme med at sætte Igler. Ei heller lader Iglernes Bønskrift til Lægerne om fremtidig Skaansel sig ganske undskylde. Tilsidst kunne vi vel ogsaa vente et Petitum fra Torsk og Østers til Rokkepigerne.
Københavns Børs, d. 3 Januari..
Kjøbenhavn. Trykt hos J. H. Hvede. | wikisource | wikisource_3306 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=222 to=225 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_11747 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=166 to=170 tosection=§49 header=1 /> | wikisource | wikisource_26082 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Carl Georg Holck - Den danske Statsforvaltningsret.pdf" from=31 to=35 fromsection=§9 tosection=§9 header=1 /> | wikisource | wikisource_25657 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
__NOEDITSECTION__
Julebesøget.
<poem>«Aa, med det Barn har det da ingen Nød,» sagde en fyldig Herre med ligegyldig Stemme, idet han pegede paa en lille sortklædt Dreng, der stod lænet op til et stort Spejl i Hotellets store Stue og saa underlig lille og forladt ud, «der er jo Formue.»
«En Smule Formue er der, men alligevel — kun fem Aar, og ganske ene i Verden! ja, De veed vel, at jeg er hans Formynder.»
Det var en høj, mørk Mand med stærkt udprægede Træk og et Par forstandige, gjennemtrængende Øjne, der talte; han saa just ikke blød ud, men den kraftige Stemme havde dog et Udtryk af Mildhed, da han sagde henvendt til Barnet:
«Drik det Glas Mælk, der staar paa Bordet, min Gut, og følg saa med mig. — Du skal nu holde Dig til mig, Erik, og lyde mig, forstaar Du?»
Drengen tømte stille Glasset, gik derpaa frimodig hen til Formynderen, saa op til ham med sine dybe Øjne og rakte Munden frem til Kys.
«Hvad nu? — nej, Du lille Krabat, saadan gaar det ikke til,» den opadvendte Mund, som Moderen saa gjerne havde kysset, fik et afvisende, men dogvenskabeligt Slag; «lad mig faa Haanden. Du er da ikke af dem, der græde, vil jeg haabe?»
Hvor der laa en Klang af Foragt i de to Ord: af dem.
«Nej!» den Lille pressede Taarerne tilbage, de maatte ikke komme frem, af dem vilde han ikke være. Den store stærke Haand sluttede sig fast om de smaa Barnefingre; Erik fulgte uden at sige et Ord.
Da de kom til Formynderens Hus, en stor Hjørnegaard ved Volden, standsede de.
«Se, her faar Du dit Hjem, i det mindste for det første. — Pil kun op ad Trappen, Du Smaa, og kim paa alt hvad Du kan. Tør Du ikke, lille Klodrian? jeg maa nok have Dig ordentlig rasket op, om vi to skulle trives sammen.»
Inde i Dagligstuen sad Grossererens unge smukke Frue og syede med Silke. Da hendes Mand og Erik traadte ind, spurgte hun i en ivrig, ja heftig Tone:
«Skal det virkelig være Alvor? Du veed, Thomas, hvor grændseløst Du gjør mig imod. — Anbring ham et andet Sted, hos skikkelige Folk naturligvis, saa har Du gjort din Pligt.»
«Han bliver her, jeg vil nok have et Øje med selv, Du kjender min Villie, Elfride, lige Ret med vore egne Børn.»
Det var Herskeren, der talte, skarpt og myndigt, hans Bud maatte adlydes, i det mindste hvad alle ydre Ting angik, Mad, Drikke og Forplejning.
Erik forstod ikke hvad der blev sagt; han saa længe paa den unge Kones kjønne Ansigt, listede saa hen, pillede lidt ved hendes Kjole, for at tildrage sig Opmærksomheden, rørte ved Armbaandet med Slangehovedet og rakte til sidst Munden til Kys. Det skete ikke saa tillidsfuldt som før, usikkert og tøvende, ligesom bedende, kom den lille Mund.
«Du er for stor!» — hun skjød ham fra sig med Kulde, «lad mig dog bare være fri! — aa, der er min søde, søde lille Lise? og Hermann bagefter fra Skolen. — Ja, Drengen kan man da ogsaa sende i Skole, Johnsen, saa er man dog fri saa længe. Synderlig opvakt ser han for Resten ikke ud.»
«Det forstaar Du Dig ikke paa, Elfride! der skal nok blive noget, der duer, af ham, kjender jeg mine FoIk.»
Lille Erik følte den stærke Haand paa sit Hoved, han forstod, at det var en Vens Haand, og han skjød sig ind under den. Men Munden raktes aldrig mere frem til Kys, og der var noget i Barnesjælen, som græd, længtes og til sidst sygnede hen.
Hermann var en lyshaaret, pralende syvaars Dreng, og Lise en lille vissenbleg, pyntet fireaars Pige, Erik saa paa dem, og de saa paa Erik.
«Saa Du skal være her?» Hermann maalte ham fra Top til Taa, «jeg kunde ordentlig tumle Dig, hvis jeg vilde, kan Du tro.»
«Prøv paa det,» Eriks Ansigt blussede, «prøv paa det!»
Den store Dreng sprang til og vilde løfte ham op, men Erik stod som fastnaglet og slog løs, næsten vild af Vrede. Det var hans første Slagsmaal.
«Ret saa!» Faderen traadte til, «bank ham ordentlig af, Erik! — Du store Tamp, jeg vilde skamme mig i dit Sted! — lad det nu være nok, og hold Fred herefter, I to Hvalpe. Nej, Elfride, Du skal ikke kjæle for din Dreng, det var ham, der begyndte.» «Ret saa,» hvor de Ord fik Betydning i Eriks liv, de løde ikke saa sjældent, og altid sporede de ham frem, øgede hans Kraft og hærdede hans Villie. Efterhaanden fik han sin faste Plads i Huset, som ingen gjorde ham stridig. I Skolen var han flittig og dygtig og rede til at forsvare sig baade med Tunge og Arm, naar nogen kom ham for nær. Den lille bløde, forsagte Dreng var ikke til at gjenkjende. Men sommetider vaagnede der dog i Barnets Sind en stærk og levende Længsel efter et rigtigt Hjem, efter Kjærlighed. Han kunde da kaste sig ned paa et afsides Sted, strække Armene ud og hulke ret af Hjertensgrund.
Disse Stemninger kom sjældnere og sjældnere med Aarene, men saa vare de igjen stærkere og bittrere, naar de kom. Efter et saadant Anfald — han regnede det selv for et Anfald — traadte Erik dobbelt kjæk og glad ind i Stuen, af dem, der græd, vilde han ikke være.
Det higende, det bløde, der nu engang laa paa Bunden af hans Sjæl, maatte for enhver Pris skjules, helst knuses.
Den Bøn, hans Moder havde lært ham, var længst glemt, de smaa Morgen- og Aftensange ogsaa. Der i Huset blev aldrig sunget Psalmer, men han lærte mange andre muntre, smukke Sange. Fru Johnsen, der satte selskabelige Talenter over alt andet, begyndte at faa Respekt for ham. Med en Blanding af Misundelse og Beundring saa hun den smukke, kloge Dreng vokse op og udvikle sig fra Dag til Dag. Hermann var og blev en klodset Fyr, fiffig nok paa sin Vis, men ikke til at gjøre Pynt med. Drengenes Veje i Skolen skiltes snart. Hermann ønskede at komme til Handlen; Erik vilde studere, udmærke sig, blive noget stort.
Og Formynderen prædikede Moral for ham paa sin Vis; han prædikede om den pletfri Vandel; den havde han selv ført, uden den var alt andet intet.
«Ve den Mand, hvis Fortid kan rejse sig, som et Spøgelse, og true ham,» sagde han.
Undertiden kom der en gammel Slægtning i Besøg; hun havde været Lærerinde i sine unge Dage og levede nu af Grossererens Godhed. Han gav kun sjældent noget bort, men gjorde han det, var det med rund Haand og uden nogensomhelst Fordring paa Taknemmelighed. Hun havde sit rigelige Udkomme.
«Men Børn,» vovede den gamle Pige en Dag at sige, medens hun tørrede sine Briller og smaahostede lidt imellem, «gaa I aldrig i Kirke? — hvad skal det blive til paa den onde Dag?»
Fru Johnsen saa opbragt paa hende:
«Du ønsker os da ikke onde Dage, vil jeg haabe?»
Grossereren lo; hans Tone var halv spottende, halv overbærende, idet han svarede:
«Klogere bliver man næppe af at gaa i Kirke, Tante Grethe, og bedre ikke heller, efter min Erfaring.»
Den stakkels enfoldige Sjæl rystede paa Hovedet; hun modtog saa meget godt fra hans Haand, bare hun dog til Gjengjæld kunde give ham lidt af sit gode, det han manglede. Bedrøvet rokkede hun hjem, men Grossereren rejste sig og sagde:
»Jeg har nok havt Mistanke om, at hun var en af dem, disse Hellige. Naa ja, hvad, hun har ikke opfundet Krudtet, Stakkel!»
Moderen var vred, skulde man taale Tilrettevisning af saadan et afhængigt Væsen, Hendes onde Lune gik dog over, da Hermann talte efter den Gamle, medens Lise efterlignede hendes rokkende Gang.
Gjøre Nar, det forstode de alle, Faderen paa sin tørre. Maade, Moderen koldt og skarpt, Lise pjattet og Hermann plumpt. Erik blev snart Mester i Kunsten, og det gav ham en vis Overvægt. Hans Sind og hele Tankegang fik, i det mindste paa Overfladen, en verdslig, forstandig Retning. Grosserer Johnsen var stolt af sin Plejesøn.
«Ret saa!» hvor det lød fuldt og stærkt; Formynderens Haand hvilede bifaldende paa den unge juridiske Kandidats Skuldre, «ret saa, min Gut, og til Lykke! — hvad tænker Du nu paa?»
«Først paa at hvile mig, se mig om, kort sagt, leve.»
«Lad gaa, en kort Tid, men hvad saa?»
«Jeg har allerede to Tilbud for Sommeren,» Erik lo muntert, «Sagfører Storm, min gamle Manuduktør, har spurgt, om jeg ikke havde Lyst til en Plads paa hans Kontor, og Agent Busch har indbudt mig til en Udenlandsrejse — til Schveitz og Italien tror jeg nok — i Selskab med sig og sine Døttre.»
«Saa det har han! — jeg vil kun sige Dig een Ting: det er Knald eller Fald med den Mand, og saa minde Dig om, at en Knude er lettere at binde, end at løse. Det første Tilbud synes mig derimod antageligt; Storms Navn har allerede en god Klang, og han har fuldt op af Forretninger. — Gjør som Du vil, Erik, men tænk Dig godt om først.»
«Det har slet ingen Hast; paa denne Side Nytaar vil jeg bare hvile mig.»
Erik slentrede ind i sin Stue og tog Plads ved Skrivebordet. Hans Hvilen bestod egentlig i et andet Studium, et Yndlingsstudium, som han nødtvungen havde opgivet for Juraen. Han var i Smug Sproggrandsker, og der laa hollandske, spanske, italienske, ja selv russiske Bøger — mest Bibler, de vare saa lette at faa fat paa, og saa prægtige til Sammenligning, naar man havde den græske til Rettesnor — paa hans Bord. Erik saa paa Uhret og satte sig derpaa til Rette, som En, der gotter sig til en Lækkerbidsken. Pludselig sprang han dog op, en vigtig Hjælpekilde manglede, han maatte skynde sig at faa den, før Ejeren tog hjem i Juleferien.
«Ja, ham træffer jeg da nok,» tænkte han, «den flittige Fyr. — Hvor kan det være, at jeg aldrig kommer dette Menneske nærmere, og at han dog drager mig saa underligt.»
Det var ikke første Gang, Erik grundede over det Forhold, der havde udviklet sig mellem ham og den unge Skolemand Svend Lange. I alt, hvad der angik Videnskaben syrnpathiserede de; Erik — som paa disse Enemærker var den Lille — saa op til den andens Grundighed, Tænksomhed og friske geniale Opfattelse, medens Svend til Gjengjæld kom ham i Møde med den elskværdigste Redebonhed; men herved blev det. Samtale om andre Ting vilde ikke ret komme i Gang; naar Erik saa ind i det klare, næsten barnlige Ansigt kunde han ikke tale løst og fast, som han plejede, og Svend mødte heller ikke frem med sit. Saa gik Talen da rent i Staa, eller drejede ind paa de kjære Bøger igjen. —
Men hvad var det dog for en Latter, saa overgiven frisk og uimodstaaelig smittende, at Erik, der stod udenfor Døren og bankede paa, imod sin Villie maatte le med. Var det virkelig den stille, indesluttede Svend Lange, der lo saadan?
«God Dag! ah er det Dem!» han spærrede for Døren, der fløj et Udtryk af Raadvildhed over det leende Ansigt, derpaa betænkte han sig og gav Plads.
«Kom kun ind, Anker! — Moder, en Ven af mig, Kandidat Anker.»
«Velkommen i rette Tid,» lød det ham venligt i Møde; Stemmen havde en egen Klang af Oprigtighed; et Par klare blaa Øjne, forstandige og milde paa een Gang, fæstede sig, en Smule forskende, paa ham.
«Svend gjør Nar af min store Anretning,» vedblev hun og pegede paa Bordet, hvor en toppet Tallerken rygende Blodpølser prangede paa den snehvide Dug, «han spørger, om han virkelig skal spise alle dem alene. Nej, det skal Du slet ikke — naa, nu ler han igjen — vi ere tre om Budet, og maaske komme her flere. Tag Plads, de ere saa dejlig varme nu.»
Hun saa meget indtagende og hyggelig ud i sin smagfulde, lidt landlige Dragt; der var en moderlig Ynde og Værdighed over hele Skikkelsen.
Erik havde aldrig smagt saa gode Pølser, forsikkrede han; hun saa igjen vist paa ham.
«Din Ven ligner vor Axel. — Har Du aldrig tænkt paa det, Svend?»
«Jo jeg har, og det mange Gange, men Udtrykket er saa forskjelligt.»
«Er det egentlig saa forskjelligt?»
Erik var ikke ganske tilfreds med den Hovedrysten, der fulgte som Svar.
«Hør Svend,» begyndte Moderen igjen, «Du husker jo nok hvad vi talte om —»
«Javist, lille Moder, men jeg tror ikke, det kan nytte. — Jeg kan lige saa godt sige, hvad det var: Moder spurgte før, om jeg ikke havde Lyst til at tage en Kammerat med hjem til Julen, og nu mener hun, at De maaske — men jeg, som kjender Dem, tror aldrig, det gaar. En Præstegaard midt ude paa Landet, og det oven i Kjøbet ved Juletid, er, hvad vi kunne byde.»
«Men Svend dog, har Du rent glemt, hvad Du sagde?»
«Nej, jeg veed godt, at jeg sagde, den gamle Præstegaard var det dejligste Sted i hele den vide Verden, men det gjælder ikke for ham.»
«Hvor veed De egentlig det?» Erik følte sig opægget.
Svend saa ham lige ind i Øjet. «Jeg vil gjerne have Dem med, tro blot ikke andet. Jeg synes kun, at hele vor Maade at være paa er saa grundforskjellig fra Deres.»
«Ja, nu veed jeg ikke, om jeg er indbudt eller ej,» Erik henvendte sig til Moderen.
«Indbudt, naturligvis. — De rejser ud med min Søn, vi sende den gamle Karosse efter ham som sædvanligt.»
Det var et fornøjeligt lille Maaltid; den glade, oplivede Stemning meddelte sig ogsaa til Erik. Hvad var det, der gjorde Moderens Tale saa tiltrækkende, han kunde ikke ret forklare det; maaske laa det i, at alt hvad hun sagde havde et Præg af at komme indvendig fra, være sagt for Alvor, der var ham uvant. De kvindelige Væsner i hans nærmeste Kreds vare slemme til at sige noget, blot for at sige noget, for at være elskværdige og gjore sig bemærkede. —
Da Erik senere fortalte Grosserer Johnsen, hvorledes han agtede at tilbringe Julen, lo denne.
«Velbekomme Dig, min Dreng! jeg spaar, at Du maa holde for baade til Fromesse og Aftensang. — Det var en sær Fyr i sine unge Dage, Præsten mener jeg. Han var formuende, men valgte dog Præstegjerningen, skjønt det egentlig var hans Fader imod.
«Aa hvad,» Erik talte i sin flotte, lette Tone, «lad mig prøve det med. Agenten har desuden indbudt mig til Bal Juledags Aften; bliver det mig for broget i Præstegaarden har jeg et prægtigt Paaskud til at rejse.»
Grossereren rynkede Panden.
«Ja veed Du hvad, naar Præsten og Agenten stilles sammen, holder jeg alligevel paa Præsten.»
Fru Johnsen og Lise — der nu var en høj kjøn Pige, som klippet ud af sidste Modejournal — gjorde Løjer med Turen og drillede Erik; han blev til sidst ærgerlig og kjed af det, ja, havde næsten Lyst til at opgive det hele.
Blot jeg havde en god Undskyldning, tænkte han endnu Lillejuleaften, medens han var paa Vej til Svends Bolig. Præstegaardsvognen holdt imidlertid allerede udenfor, og Svend stod i Døren omgivet af Pakker og Kurve.
«Det var dejligt, De kom i god Tid! — Fader har sendt sin Pelts til Dem. Vi faa bidende Blæst og Skrupkulde ud ad Landet til, siger Ole. — Se saa, nu sidde vi fortræffeligt, ikke sandt? — alle Sejl til, Ole! vi maa være hjemme før Thetid.»
Hvor han var sjæleglad, det var ham umuligt at skjule det, skjønt han beherskede sig for Eriks Skyld; alene Maaden, hvorpaa han saa sig om og i lange Drag indaandede den tykke Rimtaage, røbede ham. Der var i Hjertensglæde i Stemmens Klang, i de smaa hurtige Spørgsmaal til Ole, der indlededes med et Slag paa den graa Kavaj, ja, selv i den Maade, hvorpaa han holdt Kurven med alle Moderens skrøbelige Herligheder til Juletræet og tittede ind under Laaget. Han kunde næppe sidde roligt paa Sædet som et fornuftigt Menneske. Erik iagttog ham med en vis nysgjerrig Forundring og en Følelse af aldrig at have været rigtig glad selv.
«Her er smukt, ikke sandt? man kommer forbi og igjennem flere Skove. De kan se Furesø, der langt borte, rejs Dem op! — ja, det er en dejlig Vej, Vejen hjem!»
Erik saa ikke synderlig andet end Taage, den indhyllede alt i sit kjedsommelige Slør. Han sad dog lunt og godt i Præstens lodne Pelts, og efter fire Timers Kjørsel var Maalet naaet.
Hundeglam og glade Velkomstraab tog imod dem; Lyset fra Dagligstuevinduerne faldt venligt ud i Gaarden, en varm Luftstrøm bølgede dem i Møde fra den aabne Dør.
«Fader!» Svend sprang lige i Faderens Arme, han havde nær revet ham omkuld, saa i Moderens, og der blev han liggende.
Erik stod, ganske stille; der rørte sig noget af den gamle Længsel i hans Sjæl, den han troede at have rykket op med Rod.
«Velkommen!» Præsten saa ham ind i Øjet med et klart og stærkt Blik, der gik til Bunds.
«Hjertelig velkommen og vær som hjemme,» Moderen tog hans Haand og førte ham ind.
«God Dag, gamle Hanne! og Du, Marie, naa hun har endnu Krøllerne, Moder! — og Ellen, nej, rare lille Ellen, rejs Dig ikke, det er da en Glæde at se Ellen!»
«Ja, er det ikke en mageløs Forandring?» Ellen sad i en Lænestol ikke langt fra Kakkelovnen, to smaa Krykkestokke stode ved. Man maatte rigtignok være inde i Forholdene og vide, hvilket jammerligt lille Væsen hun før havde været, for at kunne prise hendes raske Udseende, men at hun saa glad ud, det var en Kjendsgjerning, det fine blege Ansigt lyste formelig af Fryd.
«Min Plejesøster,» præsenterede Svend, «Husets Skat, vor lille Øjesten, nylig fyldt elleve Aar; Hanne min ældste Søster, ti Aar; Vildkatten her — naa Marie, vær nu skikkelig — fem Aar. En ung Herre paa elleve Maaneder er ikke til Stede. — Vi ere skrupsultne, Moder, og vente Ekstraforplejning.»
Alle Børnene vilde sidde hos Svend, men Svend vilde selv sidde hos Moderen, det var hans Ret, paastod han, og Ellen maatte han have paa den anden Side, for hun skulde smøre hans Mad.
Talen flød let og frit, de nyankomne spurgtes om mange Ting, Erik blev snart oplivet og morsom.
Moderen førte selv Gjæsten ind i hans venlige, hyggelige Værelse. «Vær som hjemme,» sagde hun igjen.
Hjemme! ja dette var et Hjem, men han havde aldrig havt et Hjem, aldrig kjendt et Hjem. Og Længslen rejste sig i Sjælen; den milde glade Stemning, der umærkelig havde listet sig over ham, afløstes af mørke, bittre Følelser.
Hvor de elskede hinanden! — han elskede ingen, intet Baand bandt ham til nogen eller nogen til ham. —
Det var lys Dag, da Erik vaagnede. Hvad var det for Toner?
»Halleluja, Halleluja!»
«Naa, nu skal det nok gaa for sig!» han rejste sig paa Albuerne og lyttede med satiriske Blink i Øjet, men der kom ikke mere, de sidste Akkorder døde langsomt hen. Skuffet og lettet paa een Gang stod han op og klædte sig paa.
«Glædelig Jul, Ane, og selv Tak,» lød det udenfor, «glædelig Jul!»
Han løftede Gardinet op og saa ud. Det var klar Frost og Solskin, Træerne i Alleen og Haven bagved skinnede i snehvidt Skrud; fra Taget hang Istap ved Istap, lysende som Diamanter. En ung Kone kom ud fra Kjøkkenet med et stort Sigtebrød under Armen og et Knytte i Haanden. Hendes lille Dreng — en snurrig, stumpet Fyr, lige saa tyk som lang med et fregnet, rødmosset, glædestraalende Ansigt — travede nok saa trøstigt ved Siden, holdende hende i Skjørterne. Han bar ogsaa et lille Knytte, Grangrene og Honningkager stak ud deraf.
«Glædelig Jul,» lød det igjen, «og mangfoldige Tak, allesammen!»
«Selv Tak, Jens, glædelig Jul! og god Helsen!»
«Glem ikke Blaamanden, Moder!» Svend kom springende, «kjøbenhavnsk Tobak, Gamle, og saa glædelig Jul!»
Saa kom der en Kone, bærende en Krukke fyldt til Randen med Mælk, et Hvedebrød havde hun under Armen og en Ost i Haanden. Tre smaa lyshaarede Børn fulgte hende; de hoppede fornøjede om og viste Moderen hvad de havde faaet, hver især bar en lille Del. Selv var hun klædt i Sorg og saa forgrædt ud.
«Glædelig Jul, Trine,» Præstekonen talte mildt og blødt, «Du veed hvem der ser til Enken og de Faderløse; glædelig Jul!»
Hvor det havde en Klang indvendig fra, men saadan var jo hendes Stemme.
Til sidst kom en gammel indskrumpet Kone med Kyse paa og Stok i Haanden rokkende. Et stort Brød bar hun under den ene Arm, en Ost under den anden, Mælkespanden i venstre Haand, Stokken og et sammenknyttet Tørklæde i højre. Det gik kun smaat fremad, hun følte sig langsomt til Rette med Stokken.
Pastor Lange kom gaaende fra den anden Side, han saa efter hende; i det samme trillede et rødkindet Æble ud af Knyttet og rullede henad Jorden. Hun vendte sig mismodig om, «det var ikke saadan at bøje en gammel Ryg, hvorledes skulde hun faa fat paa det igjen?»
Præsten skyndte sig derhen og løftede det op; han tog Hatten helt af, og rakte den gamle Kone først Æblet og saa sin Haand.
Sollyset faldt paa de to Ansigter, og de udtrykte Kjærlighed, indbyrdes Kjærlighed, det var ikke til at tage fejl af. Erik forsøgte at spotte, men det vilde ikke gaa.
Glædelig Jul! sagde de til hinanden, Lyden kunde ikke høres, men man saa det paa Minerne, det var, som vekslede de Gaver, Manden med det klare aandfulde Udtryk og den gamle enfoldige Kone.
Og Længslen rørte sig igjen, en Følelse af Forladthed kom over ham. Ja han stod udenfor, helt udenfor denne Juleglæde og denne Kjærlighed. Blot han kunde le ad den, men ikke engang det, han kjendte ikke sig selv.
Inde i Dagligstuen sad lille Ellen ved Vinduet og solede sig.
«Har Du det godt her?» spurgte han. «Jeg!» hun rakte sine smaa tynde Hænder i Vejret med et Udtryk af fuldstændig Tilfredshed. «Hvor længe har Du været her?» «Et Aar og to Maaneder. — Før havde jeg det ikke godt;» der gik en Gysen gjennem Barnet.
Lidt efter kom Hanne løbende gjennem Stuen med noget under Forklædet, noget ingen Mennesker maatte se. Hun var en rødmosset, blaaøjet lille Skjælm med dybe Smilehuller og blanke brune Fletninger nedad Nakken, kvik og glad, let som en Fjer og paa Færde alle Vegne. Marie fulgte bag efter, hun saa modfalden ud.
«Jeg maa ingen Steder være for Hannes Hemmeligheder,» sagde hun, «og jeg kjeder mig; der er saa længe til i Aften. Kan Du klippe?»
Den lille buttede Haand rørte ved Eriks Arm; Barnets dejlige Øjne saa spørgende ind i hans.
«Jeg veed det sandelig ikke,» han klappede de bløde Krøller og løftede hende lidt kejtet — han havde aldrig havt noget videre med Børn at gjøre
— op paa sit Skjød, «men jeg skal prøve paa det. Hvad ønsker Du?»
«En Høne med sine Kyllinger.»
«Det kommer jeg vist aldrig ud af,» han hakkede fortvivlet løs med hendes lille butte Saks.
«Axel kunde klippe saa dejligt, Hjorte og Harer, og Kaniner ogsaa. Jeg har en Stork, han har klippet; bagefter malede han den, den har rigtige røde Ben.
— Veed Du,» hun hviskede fortroligt, «hvor Axel fejrer sin Jul?»
Spørgsmaalet berørte ham uhyggeligt, han svarede ganske kort «Nej» og klippede videre paa Hønen.
«Oppe hos Jesus!» — hun iagttog hvad Indtryk det vilde gjøre, opfattede hans Mine paa sin Maade og spurgte ganske medlidende: «Har Du ingen der?»
Moderens Indtrædelse sparede ham Svaret, han sagde blot: «Lille Marie taler om sin Broder.»
«Ja, Gud ske Lov, hun kan huske ham.» Der gik en sky over det glade Ansigt, Hænderne foldede sig uvilkaarligt, «aa det var en forfærdelig, forfærdelig Sorg femten Aar, og saadan en haabefuld Dreng!»
Et eneste Øjeblik, og Lyset kom igjen. «Sorgen har sin Hensigt,» sagde hun stille, «den skal drage os opad.»
Erik følte en moderlig Haand paa sin Skulder: «De ligner ham.»
Ikke i Udtrykket tænkte han straks; hvor kunde jeg ogsaa ligne et Barn fra dette Hjem i Udtrykket.
Da Mørket faldt paa, afløstes den glade Travlhed af en egen festlig Stilhed; kun Moderen var endnu ude og beredte det sidste.
«Nu skulle vi dandse om Juletræet!»
Erik holdt sig tilbage, men han blev draget ind i Kredsen. Ellen humpede med paa sine smaa Krykker; Svend og Hanne holdt hende i Kjolen; det gjorde ikke noget, Moderen blev ogsaa holdt i Kjolen, hun bar jo sin dejlige Dreng paa Armene; med store forundrede Øjne stirrede han paa de mange Lys og rakte efter dem.
Faderen begyndte, og de stemmede alle i.
Erik havde en smuk Stemme og sang gjerne, men dette — nej, han holdt det ikke ud. Med et raskt Tag gjorde han sig fri, og flygtede til det længst bortliggende Værelse.
Tys, der lød Trin, de vilde vist hente ham, men han gik ikke!
Det var Fru Lange, der nærmede sig; hun bad ham ikke komme ind igjen, men spurgte ganske uventet:
«Kan De huske Deres Moder?»
Det var ham en Lettelse, at hun ikke talte om Julen, eller Psalmesangen, eller denslags.
«Jeg husker hende kun dunkelt. — Den Morgen, hun rejste, Moder døde ved et Bad i Udlandet, kom hun hen til min Seng og kyssede mig; hun var klædt i Sorg, jeg følte hendes Taarer paa min Pande.» «Hun har da givet sit lille Barn i Guds Vold.» «De rnaa ikke tale saaledes til mig!» Erik foer heftigt op, «jeg holder ikke dette ud, jeg kjender ikke mig selv, og De, De har ingen Anelse om, hvorledes jeg egentlig er.»
«Før har jeg altid troet,» vedblev han lidenskabeligt, «at det altsammen var Gøgl og Hykleri, eller, i bedste Tilfælde, Blændværk og Drømme, og nu møder det mig som en levende Virkelighed. — Jeg mener ikke, at jeg selv tror, forstaa mig dog endelig, det er ikke det, jeg mener! men jeg kan ikke tvivle om, at De og Deres ere alvorlige, sanddrue Mennesker, jeg tror paa Oprigtigheden af Deres Tro, den møder mig jo som et Liv i Sandhed og Kjærlighed — Jeg kunde ikke synge med, om det gjaldt mit Liv; veed De, hvorledes jeg forekommer mig? som Trolden i Eventyret, der maa flygte for Korsets Tegn.»
«Det var et stygt Billede,» hun tog hans Haand, «jeg vil ikke ligne Dem ved Trolden, der flygter, snarere ved St. Peder, der synker i Knæ og siger: vig fra mig, Herre, jeg er en syndig Mand.»
Nu sang de igjen inde i Salen; de bløde Barnestemmer føjede sig smukt efter Faderens malmfulde Røst. Forunderlig kaldende brusede Tonerne:
«Kom ind med!»
«Aa nej, jeg kan ikke, jeg kan virkelig ikke! — jeg tror, jeg bliver underlig, jeg maa ud!»
«Naa ja, der er ogsaa godt, gaa De kun ud under Stjernerne.»
Hun aabnede Døren igjen og bad sagte, som frygtede hun for at forstyrre hans Tankegang — «tag smukt Overfrakke paa, det er saa koldt.»
Denne lille Omsorg, hendes hele moderlige Maade, bragte Bægeret til at flyde over. En Taare tvang sig frem i Øjet, nok en, en til. «Er jeg forhekset!» han stampede.
Det var en stille, klar, kold Aften, Millioner af Stjerner funklede og tindrede. Eriks Tanker brusede, de ligesom frigjorde sig og bleve til Stemmer, der talte, enten han vilde høre dem eller ej.
«Hun har givet sit lille Barn Gud i Vold.» — Mon hun havde gjort det, mon det var det, hans Moder havde gjort hin Morgen?
«Har Du ingen der?» Barnets Spørgsmaal kom igjen; «har Du ingen der?»
«Hvis!» — aa nej, han holdt det ikke ud, de Døde vare døde, borte for altid. —
Psalmesangen tonede fredeligt ud fra Huset, medens han gik op og ned i Gaarden, som en urolig Aand.
Og han tænkte tilbage paa sit Liv, paa hele Livet i Formynderens Hus; havde Sjælen ikke faaet Sten i Stedet for Brød, altid Sten.
Før Konfirmationen havde han havt Skrupler og ogsaa engang sagt; «Hvad skal jeg gjøre, jeg tror ikke hvad Præsten fortæller,» og Formynderen havde svaret: «Det er en mislig Sag, det hele; jo mindre man tænker over de Ting, desto bedre; Du er nødt til at svare som de andre, min Dreng.» —
Da Erik korn ind, bød man hverandre: God Nat, god Nat, og glædelig Jul! Øjnene lyste.
«Tak,» sagde han, «Tak, Tak!» men han gav ikke Ønsket tilbage, han kunde ikke. Hvor utallige Gange havde han før, uden al Tanke, glat væk sagt: glædelig Jul.
Faderens Blik hvilede paa ham, Erik følte, at han blev iagttaget, nu nærmede han sig.
«God Nat,» det dybe alvorsfulde Blik saa ham lige ind i Sjælen, en faderlig Haand lagde sig paa hans Hoved, «Gud give Dem en glædelig Jul!»
Hvad var dog alt dette? — Erik gik op og ned ad Gulvet rystet i sin inderste Grund. Hvorfor kom de ogsaa netop nu i hans Tanker alle disse Bibelsteder, som Englerøster summede de omkring ham.
«Jeg er paa Vej til at gaa fra Forstanden, tror jeg!» mørk i Hu kastede han sig paa Lejet.
Da Erik vaagnede, lød Psalmesangen ind til ham fra Præstens Stue:
«Nu begynde de igjen,» tænkte han, men der kom ikke mere. Lidt efter bankede det paa Døren.
«Et Telegram til Dem, vist en Julehilsen.»
Han aabnede det. «Glem ikke Ballet,» stod der blot, og saa Agentens Navn.
Erik sprang hurtigt op, som befriet. Her var en Udvej til at komme bort, bort fra alt dette usynlige, der daarede Sindet og tog Tankerne til Fange. I Hjemmet vilde det bedre lykkes ham at komme til Klarhed med sig selv.
Familien sad om det festlige Morgenthebord, da han traadte ind og fortalte hvad Telegrammet indeholdt.
«Rejser De?» Svends Blik var skarpt.
«Hvis det kan lade sig gjøre, tænkte jeg rigtignok.»
«Jeg tror, der gaar Vogn til Byen i Dag.» Moderen saa mildt hen til ham, «Mølleren tager vist ind for at besøge sin nygifte Datter, og bliver saa Natten over; De kan godt komme med ham. Det er rimeligt, at De ikke vil opgive Ballet, man veed nok hvad et Bal er for Ungdommen. — Ja, De kommer da tilbage, vil jeg haabe?»
Svend saa tvivlsomt ned for sig og sagde ikke et opfordrende Ord; Minen udtrykte; «Han kommer saamænd aldrig tilbage.»
«Tak, at jeg maa komme igjen; endnu kan jeg ikke rigtig bestemme noget.»
«Vil Du fra os?» Marie fæstede et Par bedrøvede Øjne paa ham, «vi skal spille om Pebernødder i Aften, Fader ogsaa; det er meget morsommere end dit.»
Han løftede Barnet op og kyssede hende, underlig blød om Hjertet. Ja, det var høje Tid at komme herfra!
«De kan kjøre med til Kirken; Mølleren bor tæt ved, der skal straks sendes Bud; jeg er vis paa, det vil være ham en Fornøjelse.»
Kirkeklokkens Kimen tonede højt i den klare Frostluft; det stille hvide Vinterlandskab laa for dem i blændende Sollys. Præstekonen sad med en dejlig Grankrands paa Skjødet; Ellen havde ogsaa Plads i Vognen; de andre vare gaaede i Forvejen med Faderen.
«Sid rolig, lille Ellen, Fader vil helst selv løfte Dig ned. — Ah, der er Møllerens Vogn allerede, De kan lige stige ind.» Hun saa ham trofast ind i Øjet: «Farvel og Gud velsigne Dem!»
Erik havde netop taget Plads hos den graahaarede Møller, da Faderen, Svend og de Smaa. kom til. Ellen lagde begge Arme om Plejefaderens Hals, og saa løftede han hende ned, satte ømt og varligt de smaa Krykker til Rette, og aabnede Kirkegaardslaagen,
Mølleren slog Knald, mon Præsten ikke vilde hilse, ikke sige et Ord til Afsked? — jo, midt paa Kirkebakken vendte han sig om, saa fast og tillidsfuldt paa Erik og sagde stærkt: «Vi vente Dem!»
Og Erik følte, at alvorlige Sjæle vare rede til at række ham Haand og vise ham Vej, blot han selv vilde. Det var underligt at staa overfor en Kjærlighed hvis Tilværelse han ikke før havde anet, en uforskyldt ubegribelig Kjærlighed. — Hvorfra stammede den var den maaske en Afglands af den Højestes Kjærlighed. — Den Højeste! — hvor kom disse Tanker fra?
«Det er dejlige Folk,» Mølleren pegede med sin Pidsk paa den sidste Flig af Præstekonens Kjole, «jeg kjender dem, for jeg har trængt til dem i Sorgs- og Sygdomstider.»
Skumringen begyndte at falde paa, da Erik traadte ind i sin gamle Stue; hvor saa den glædeløs, kold og mørk ud. Var det virkelig i Forgaars, jeg rejste herfra, tænkte han, først i Forgaars!
Bøgerne laa paa Skrivebordet, som da han forlod dem. En russisk Bibel, en spansk, den græske. Havde Aanden, som han ikke søgte, som han foragtede, ja benægtede, maaske smuglet sig ind i hans Sjæl og beredt Vejen. Var alle disse Sammenligninger og Grandskninger blevne Midler i Guds Haand?
Han sprang op: det bliver værre og værre med mig! jeg er som spaltet i to!
Selskabsværelserne vare glimrende oplyste; en Summen af mange Fremmede slog ham i Møde. Grosserer Johnsen sad inde i Kabinettet og spillede Skak med en gammel Ven.
«God Aften, Erik, og velkommen! — naa, har Du saa lært dit Fadervor, min Dreng?»
Det spøgende Gjensvar, der ellers altid var rede, udeblev. Nej, her i Huset bades intet Fadervor, det var sikkert nok, men her fandtes heller ikke megen Glæde eller Kjærlighed. — Mon nogen af Gjæsterne bad deres Fadervor? mon han selv rent havde glemt sit Fadervor? — Erik kunde ikke blive de sælsomme Tanker kvit.
«Det var dog godt, Du kom,» Lise trak ham ind i Kredsen, «naa, fortæl nu, Erik, og vær morsom!»
«Tænkte jeg ikke nok, at Du umulig kunde holde det ud der,». Fru Johnsen lo velvilligt, «vi længes efter at høre dine Hændelser, det er vist ganske snurrige Folk, ikke sandt?»
«Aldeles ikke,» hans Blod kogte, «rnen i ethvert Tilfælde spotter jeg nødigt Mennesker, hvis Gjæstfrihed jeg lige har modtaget.»
Formynderen, der gik forbi, slog ham paa Skuldren: «Erik er en honnet Karl,» sagde han, «I skal lade ham i Fred.»
«Han er tvær over den mislykkede Rejse,» lo Moderen, «hvad vilde Du der ogsaa? — Fru Bruhn, gaar De?»
Dette sidste henvendtes til en ældre sørgeklædt Dame med et blegt, forgræmmet Ansigt og ophovnede Øjne.
«Undskyld, men det er bedst, jeg gaar hjem.»
«Bliv dog endelig; enhver kan se, De trænger til at adspredes; De maa ikke saadan give Dem hen til Sorgen.»
«Jeg kan ikke andet! — undertiden prøver jeg paa at adsprede mig, og gaar ud mellem Folk, men det bliver bare værre, og saa er Ensomheden dobbelt trykkende, naar jeg kommer hjem; den er saa forfærdelig! — nej, det bliver saamænd ikke godt, før jeg ligger under den sorte Muld hos mit eneste Barn.» Hun tørrede Øjnene med Kniplingslommetørklædet, tog det kostbare Shavl paa og gik saa ud. Fru Johnsen aandede op.
«Stakkel, hun er trættende med sine evige Klager, og saa sidder hun der som en Dæmper paa Glæden i det hele. Det gjorde mig ordentlig ondt for de andre Gjæster. — En munter Sang, Børn! — Du med, Erik!»
«I Øjeblikket kan jeg virkelig ikke.» — Hans Tanker vare hos den bedrøvede Moder ude i Entreen. Blot en venlig Stemme vilde hviske til hende: »Sorgen har en Hensigt, den skal drage os opad.» Næsten uvilkaarligt gik han derud.
Tjeneren var borte; hun stod og famlede med sin Kaabe, Erik hjalp hende den paa.
«Tak, jeg takker Dem!» hun trak Sløret for, men han saa dog Taarerne falde, Draabe efter Draabe.
«Tør jeg følge Fru Bruhn hjem?» han kunde ikke slippe hende saadan.
«Aa, det behøves ikke, De er alt for artig, paa denne Tid behøves det ikke.»
«Jeg gaar dog ud,» han bød hende sin Arm. Stjernerne lyste store, klare, utallige. Hun gik hurtigt til; de sorte Perler i Armbaandet raslede, hver Gang Lommetørklædet førtes ind under Sløret. Eriks Hjerte brændte, han maatte sige et Ord, et eneste Trøstens Ord, men hvad skulde det være? aa, hvor han var fattig! nærmere og nærmere kom de hendes Hjem, nu stode de der, hun ringede.
«Der er — der er En over Stjernerne; Sorgen kommer fra ham, tænker jeg, og skal føre os til ham!» — det var ikke hans vante Stemme, denne kom underlig dirrende fra Sjælens inderste Dyb.
Et forbavset, halv tvivlende, halv taknemmeligt Blik, et hurtigt Haandtryk, og han stod ene.
Hvad havde han gjort? vidnet om den Gud, han ikke selv troede paa; eller troede han? —
Erik var ikke i Balstemning, men han gik til Ballet alligevel, han vidste ikke selv hvorfor.
Flagrende Baand og funklende Stene, flyvende Lokker og smilende Ansigter, Blomsterduft og Musik; i Baggrunden det rigt smykkede Juletræ. — «Hvad skal Juletræet her,» tænkte han, «hvorfor sige disse arme forvildede Mennesker, med de adspredte, opstillede Ansigter, glædelig Jul til hverandre? Glædelig Jul! i deres Mund betyder det vist Morskab, gode Dage, men ikke engang det er ment, thi de unde ikke hverandre gode Dage.»
«Naar rejse vi saa?» Agenten slog ham venskabeligt paa Skuldren med sin svære hvide Haand, «sidst i April, eller først i Maj, hvad?»
Den smukke lille Julie med de brune Øjne og Smilehullerne saa spørgende op til ham; «sidst i April, ikke?»
«Tak Hr. Agent, men jeg er kommen paa det rene med, at det er Arbejde, jeg trænger til, ikke Rekreation.»
«Hvorledes, De afslaar Indbydelsen!» — det før af Velvillie skinnende Ansigt fik et koldt, frastødende Udtryk, «ja, ja, jeg skal saamænd ikke nøde Dem.»
«Men det ville vi, Therese og jeg,» Julie traadte nærmere, «De maa endelig ikke svigte os, vi have bygget saa fast paa Dem, Kunstkjender, Sprogmand, Historiker — jeg haaber, De føler Dem smigret — en udmærket Forelæser, noget, der er uvurderligt i Regnvejr, en behagelig Omgangsfælle, vi kunne ikke undvære Dem. Papa har nu sit Omraade: de store Bygninger, Værfterne, Børsen, Maaltiderne, og alt det kan være meget godt, men vi, vi kunne ikke undvære Dem!»
«De tager fejl af mig, Frøken Busch, jeg vilde sandelig berede Dem Skuffelse paa Skuffelse.» Erik bukkede høfligt, men afvisende, og gik ind i Sideværelset.
«Hvor De ligner Deres Fader, Kandidat Anker!» Han vendte sig om; det var en lille gammel Dame, der talte, hendes smaa lyseblaa Øjne missede venligt frem under de graa Bryn.
«Virkelig? det har jeg aldrig hørt før. — Jeg har, i det hele, kun hørt meget lidt om min Fader. Kjendte De ham nærmere?»
«Aa nej, men vi saas dog af og til. — Aldrig glemmer jeg en Dag, jeg ringede paa hos Deres Forældre, og han selv lukkede op; hvor saa han dog forstyrret ud, det gode Menneske. Her er da ikke sket noget? spurgte jeg, for jeg tænkte næsten, der var Ild i Huset. «Jo, her er rigtignok sket noget, min kjære Oberstinde, vi have faaet en lille Dreng, lige nu, en dejlig velskabt Dreng, Herren være lovet og takket!» og saa tog han mig saamænd i sine Arme, for han var rent ude af sig selv.»
Herren være lovet og takket! med de Ord var han altsaa modtaget, og Moderen havde befalet sit lille Barn i Guds Vold. Nej, han kunde ikke blive herinde længere.
Der var stille og højtidsfuldt paa Volden, Stjernerne vinkede og drog Blikket til sig. — «I min Faders Hus ere mange Boliger!» Barnets Spørgsmaal: «Har Du ingen der?» lød tredie Gang for ham. Det var, som havde han faaet Fader og Moder igjen.
Og han strakte Armene ud; al den Kjærlighedstrang, der var holdt nede og traadt paa i Aaringer, kom til Live og rejste sig. Men i samme Nu følte han Syndens Vægt, udtalte Dommen over sit eget gudsforladte Liv, og bævede for den Retfærdiges Vrede.
Saa var det igjen, som Frelsens Budskab viftede Fred over hans Sjæl. Hvor underligt var han ikke bleven ført til dette, kaldt paa, hentet langvejs fra. Han bad ikke mere: «Vig fra mig,» nej han raabte: «Kom til mig, Herre! frels mig, hold mig fast!» Og medens han følte sig som den ringeste blandt de ringe, vovede han at tro paa Guds ufortjente, ubegribelige Kjærlighed.
Det var næsten Morgen, før Erik kom hjem, og det var klar, dejlig lys Morgen udenfor og indeni hans Sjæl, da han vaagnede efter et Par Timers vederkvægende Søvn. I en Fart klædte han sig paa og gik ud.
Der var kun faa Folk paa Gaden; en gammel skaldet Herre, med Stok i Haanden, skubbede sig møjsommeligt frem paa det glatte Fortov. Erik bød ham sin Arm; hans Hjerte slog den gamle Mand i Møde; hvad var det dog for en Fryd, det slog jo alle Mennesker i Møde.
«Tak, tusinde Tak! — jeg skulde til Kirken, om det ikke er af Deres Vej.»
«Der skal jeg ogsaa.» Halv sky fulgte han med ind i Guds Hus; Foden havde ikke traadt den Sti siden Konfirmationsdagen.
sang Menigheden.
Da Erik kom ud af Kirken, slog en Haand ham paa Skuldren, det var den unge Sagfører Storm.
«God Dag og glædelig Jul! — jeg anede ikke, at De hørte til Kirkefolket, vel mødt!»
Kirkefolket! det gik underligt igjennem ham; turde han ogsaa sige, at han hørte til Kirkefolket?
«Naa, hvad bliver det saa til, har De tænkt nærmere over mit Tilbud?»
Erik svarede blot med et Haandslag, saa var den Ting afgjort; derpaa opsøgte han Mølleren og bad om at maatte følge med tilbage.
«Saa gjerne, jeg kjører efter Middag.» Mølleren maalte ham op og ned, «men er det ogsaa den samme Herre, er det ikke en Broder? jeg synes, De ser yngre ud, yngre og gladere.» —
Grosserer Johnsen sad ene i sit store Arbejdsværelse; svære mørkegrønne Gardiner hang i tykke Folder for Vinduerne. Stuen vendte mod Nord,
Ruderne vare endnu ikke ganske optøede, skjønt Ilden knittrede og Luerne kastede lysende Gjenskin paa det store Pengeskab. Grossereren sad bøjet over
sine regnskaber, som var det en Hverdag. Da Erik traadte ind, løftede han dog straks Hovedet og spurgte ivrigt:
«Slap Du fra det i Gaar, eller har Du bundet Dig til den bandsatte Rejse?»
«Der bliver intet af Rejsen for mit Vedkommende. Jeg har truffet Aftale med Storm, og vil, for det første, arbejde under ham.»
«Ret saa, det kan jeg lide;» han tog igjen fat paa Tallene.
Erik blev staaende og saa paa ham, og hans Hjerte brændte af Medlidenhed. Hvor glædeløse gik Dagene ikke for denne Mand, Manden med den pletfrie Vandel; hvor lidt skjænkede hans Hjem ham; hvor kort og tomt maatte Livet ligge for ham, og Døden hvor haabløs. Og han bad i sit stille Sind: «Herre, hjælp ham, han har været god mod den Forældreløse, saa god, som han kunde være, send ham dit Lys!» — Hvor lyksaligt at have et Sted at ty til om Hjælp for sig selv, for andre.
Grossereren saa forundret op, som vilde han sige: Du er her endnu. Erik traadte nærmere.
«Tak for alt,» sagde han varmt og lagde sin Arm om Formynderens Hals, «jeg glemmer det aldrig!»
«Er vi Kjærlinger?» — Stemmen lød haardt, og Armen blev rystet af, men Erik tænkte: jeg slipper Dig ikke saa let.
Da han var gaaet, og Døren vel lukket, kom der en fugtig Glands i Grossererens Øje, og det brast uvilkaarligt ud: «En løjerlig Fyr, Gud velsigne ham!» han tænkte ikke over hvad han sagde, men sagt blev det.
«Hvor har Du dog været hele den evig lange Formiddag?» Fru Johnsen saa bebrejdende paa ham.
«Og hvordan opførte Du Dig i Gaar, Erik!»
Lise truede med Fingren, «rejse fire Mil for at komme til et Bal, og saa ikke dandse en eneste Dands, ja, ikke engang med Husets Døttre.»
«Jeg fortryder alligevel ikke den Rejse, skjønt det nok bliver lidt koldt i Aften at tage tilbage til Præstegaarden.»
«Tager Du tilbage?» de stirrede paa ham. «Jeg er indbudt til hele Ferien, og tager rimeligvis først hjem med Sønnen.»
Der blev en lille Pavse, derpaa sagde Fru Johnsen drillende; «Saa Præstens Datter er saa smuk?»
«Der er to Døttre og en Plejedatter, de ere alle smukke, hver paa sin Vis. Elleve, ti og fem Aar er Alderen, om det kan interessere.»
«Aa din Skalk, saa er det Lærerinden?» «Jeg har ingen Lærerinde set, er der en, maa hun være rejst hjem i Ferien. — Farvel, Fru Johnsen! — Farvel, Lise! Du har ingen Julegave faaet, men jeg har lidt ny Musik i Baghaanden.»
Grossereren holdt meget af simple smaa Viser og Sange, Erik haabede at kunne smugle en Lysstraale ind i Huset, men varsomt maatte det ske.
Paa Trappen mødte han Hermann; de undgik som oftest hinanden, men i Dag maatte Erik sige ham et Ord, han lignede dog sin Fader i meget.
«Stop Hermann! — jeg vil bare fortælle Dig eet: der er noget hos Dig, jeg holder af, nu veed Du det.»
Hermann studsede, men det gjorde et godt Indtryk han lo:
«Saa det er der virkelig? jeg troede, Du saa dybt ned paa mig fra dit Katheder. — Det er ikke for det, Erik, der er ogsaa et og andet hos Dig, jeg kan lide.» —
Mølleren stod og spændte for, da Erik kom.
«De undskylder nok hvad jeg sagde før,» bad han «da jeg fortalte min Datter, at jeg havde troet, De var en anden, mente hun, det laa i, at Herren, i Mellemtiden, havde faaet et godt Budskab, for hun saa Dem fra Vinduet begge Gange.»
«Jeg har ogsaa faaet et godt Budskab, Møller Hansen, Deres Datter havde Ret.»
Røgen steg lige op fra de mange smaa Skorstene i Landsbyerne. Erik saa paa de fattige Boliger med milde Øjne; han saa paa hver Sjæl, de mødte, med gode, milde Øjne.
Ved Møllen stod han af og gik saa det lille Stykke Vej til Præstegaarden.
Da Hundene begyndte at gjø, toges Gardinet til Side i Dagligstuen, et Øjeblik efter aabnedes Døren.
«Velkommen!» Moderen strøg selv den tunge Kappe af, tog hans Haand mellem begge sine og klappede den kjærligt.
«Lidt varmt vil gjøre godt,» sagde hun, «ja, vi sidde rigtignok allerede ved Thebordet, men Deres Plads staar og venter.»
«God Aften og velkommen!» de omringede ham alle. Svend lagde broderligt Armen om hans Hals, «om Forladelse!» hviskede han.
Erik stod tavs, Ordene vilde ikke frem. Uforskyldt, ufortjent! han bøjede sit Hoved.
«Jeg vil sidde hos ham!» lille Marie skjød kjærtegnende Svend til Side, «var Ballet morsomt?»
«Jeg kan ikke sige det, Marie, jeg tror nok, dit var morsommere.»
Efter Bordet gik de alle, som sædvanligt, til Fortepianoet, kun Faderen stod ved Vinduet og saa ud paa Aftenhimlen; der var en stille Højhed over hele hans Skikkelse.
Erik droges derhen; han maatte aabenbare sig for ham, men hvorledes? — et Øjeblik stod han raadvild, derpaa nærmede han sig: «Glædelig Jul!»
Præsten vendte sig om og tog ham i Favn. «Ære være Gud i det Høje,» sagde han blot. Lidt efter stod Erik i Kredsen; Maries lille bløde Haand listede sig tillidsfuldt ind i hans; Moderen nikkede mildt til ham: syng med! den opslaaede Psalmebog var rede. Straks kunde han ikke, Stemmen blev ligesom borte, men den kom igjen; med fuld og klar Røst sang han det sidste Vers:
</poem> | wikisource | wikisource_2718 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=328 to=345 tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_14502 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Det sorte Indien.djvu" from=66 to=72 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_13372 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Læsefrugter, samlede på Litteraturens mark
Samlede af Adolph Frederik Elmqvist.
Udgivet 1818-1833 (60 bind), 1839 (4 bind) og 1840 (2 bind).
Open access til nogle bind på rex.kb.dk
1819 - 3. bind.
Indhold:
1828 - sort/hvid PDF
1828 - farve PDF
Marie Louise, Napoleons anden Gemalinde Side 1
Lucian Buonapartes hemmelige Memoirer. (I Udtog). Side 7
Mærkværdige Forholdsordrer af Napoleon fra Moskov, den 16de September 181. Side 43
Den oprindelige Censur over Napoleon Buonaparte på Militærskolen i Paris. Side 51
Reisen til Nordpolen. Side 54
Sørøveren Montbars, Fordærverens Søn. (fortsat fra 2. binds 3. hæfte). Af van der Welde. Side 66
Kapelmester Himmel i Landsbyekirken. Af Richard Roos. Side 99
Anekdoter fra Napoleons Hof. (fortalte af den lille Napoleons Hofmesterinde, Madame de Montesquiou). Side 102
Keiser Julians Krigstog imod Persien. Side 113
Marskalk Neys mærkværdige og farlige Tilbagetog med sit Korps fra Smolensk til Orscha mellem den 16 og 22 Novbr. 1812. (fortalt af en Stabsofficeer). Side 120
Udtog af Verdensomseileren Otto v. Kotzebues Dagbog. Side 128
Hans Heilings Klippe. Et Folkesagn, fortalt af Theodor Körner). Side 141
Jordskælvet i Caraccas. (Af M. Palacio Farar). Side 162
Sandt Billed af Don Carlos. (Uddraget af Llorentes Inkvisitionens historie). Side 166
De sidste Timer af Theodor Körners HelteLiv. Side 177
Bondeprofeten Adam Müller (fortalt af en Reisende, dat. Pleisborn den II Nov. 1818). Side 181
Madame Boudon's jammerfulde Levnet og Død. Side 183
Lyttens Yndlling. Side 193
En sælsom Historie. (Fortalt af von Breitschneider). Side 198
Indsigelsen. Side 202
Negerfyrsten og den Danske. Side 204
Anekdote af Wittenbergs Beleiringshistorie i den sidste Frihedskrig. Af U.v. Schaden. Side 205
Nattevandreren. Af Ludvig Bødtcher Side 207
Kan Jorden forgaae og hvorledes? (et Fragment) af Prof. Dr. J.H.Larsen. Side 209
Stiernernes Beboelighed og Beboere. (Af J.Metzer Prof.). Side 231
Louise Lesang (Brudstykke af Napoleons Undomshistorie) af ham selv fortalt. Side 244
Josefine, Napoleons første Gemalinde. Side 248
Dronning Marie Antoinettes Testament. Side 246
Angelika Gatalani. Side 259
Friskytten (et tysk Folkesagn). Side 260
Selvsynet. Et Bidrag til Troen paa Aander. Af Louise Brachmann. Side 295
Peaks-Hulen. Af Johanna Schopenhauer. Side 298
Øefødsel i det adriatiske Hav. Side 303
Slaget ved Eszlingen (fortalt af Feltapotekeren de Gassicouet). Side 304
Den tappre franske Hund. Side 307
Qvindetroskab. Side 309
Grundaarsagerne til Prindsen af Pontocorvo's Opløftelse paa Sverrigs Throne. Side 310
Anekdoter om Napoleon. Side 312
Fædrelandet. (efter Claus Harms). Side 316
1819 - 4. bind.
1828 - sort/hvid PDF
1828 - farve PDF
Indhold:
Umasias Belejring. Af de Sarrazin. Side 1-25
Las Gasas, Napoleons Fortrolige. Side 26-32
Bønskrift for Napoleon til det britiske Parlament fra Brev Las Gasas. Side 33-44
Marskal Lannes's Død. Side 44-45
Montebello's Gemalinde ved sin Mands Liig. Side 46-47
Klosterbroderen Anselmus. Af Aug. Rücker. Af 48-60
Ridder Rodenstein. Et Oldsagn. Af F. Gottschalk. Side 61-64
Moriz von Kozebue i Persien. Side 64-70
Baron Stackelbergs Fangenskab iblandt Mainotterne. Side 71-74
Loango og Kakonko, tvende afrikanske Kongeriger. Side 74-76
Juliette Sombrevil. Mønster paa barnlig Ømhed. Side 77-78
Kielderpigen Mary. Side 78-80
Ines de Castro. Side 81
Nattergalen. Et Hyrdesagn. Side 82-83
Kaffe er en Gift. Side 83-85
Et skrækkeligt Mord; opdaget, dog ej tilfulde straffet. Side 85-89
Den vise Dommer og den kiærlige Hustrue. Af en rabbinsk Forfatter. Side 89-90
Sangerens Trøst. Af Fr. von Schlechta. Side 90-91
Krandsen. Af C. N. Schwach. Side 91-92
Amor og Rosen. Side 92-93
Til mine venner. Af Hölty. Side 93-94
Anekdoter. Side 94-96
Logogrypher. Side 96
Francesco Petrarca. Side 97-108
Kiærlighedprøven. Side 108-121
Winfried, Fiskeren fra Chiemsø. Side 122-127
Synet den hellige Sylvesteraften. Af H. Burdach. Side 128-143
Tartarflaget. En Historie fra Aaret 1242. Side 143-175
Moritz von Kotzebue i Persien (sluttet fra IV Binds I Hefte). Side 176-
Magnetismens underfulde Virkning. Af Dr. Huseland. Side 183-
Skildring af vestfalske det Hofliv. Side 185
Historisk-topographiske Misceller fra Omegnen af Paris. Side 187-
Washington, i Begyndelsen af Aaret 1817. Side 192-
Kembles Afsked fra den brittiske Skueplads. Side 195-
Den amerikanske Spottefugl. Side 199-
Keiser Napoleon efter Waterlooflaget. Fortalt af en forhenværende keiserlig Kabinetssecretair. Side 201
Marskalk Lannes, Hertug af Montebello. Side 211-
Napoleons Skrivelse til Grev de Las Gasas. Side 214-
Marskalk Rey og hans Henrettelse. Af Memorandums of a Residence in France 1815-1816. Side 217-
Napoleon og Skuespillerinden Bourgoin. Side 220-
Formentlig Aarsag til Berthiers Selvmord. Side 222-
Paris. Side 223-
Napoleon. Skildret af de Pradt. Side 228
Skuespillerinden, Mad. Fusil paa Flugten fra Moskau. Side 230-
Skolemesteren paa Maskerade. Side 241-
Baronesse Krüdener. Side 247-
Særlingen Sumaroff. Side 249-
Tartarflaget (sluttet). Af van der Welde. Side 257-
Adalbero's Løfte. Et nordisk Sagn. Af de la Motte Fouqué. Side 239-
En Studenterhistorie. Side 293-
Kunsten, at flyve. Side 296-
Foraaret. Idylle af Bonstetten. Side 300-
Nattergalens Tonemaal. Af G. Breitfeld. Side 304-
Oehlenschläger. Af A. Olsen. Side 306-
Thorvaldsen. Af A. Olsen. Side 306-
Kiærligheden tre høieste Momenter. Af I.F. Castelli. Side 309-
Skilsmissse og Gienforening. Side 311-
Maiblomster. Af Jean Paul. Side 312-
1819 - 6. bind.
1828 - sort/hvid PDF
1828 - farve PDF
Indhold:
Lagertha, den norske Skioldmøe. Af Fr. Laun. Side 1
Det gammeldanske Sagn om Hamlet. Af Dr. Stuhr. Side 17-
Var Adam det første Menneske? Af Ballenstedt. Side 25-
Den frygtelige Giæst. Af F. de la Motte Fouqué. Side 30-
Jerusalems Skomager. Side 49-
Gertrud von der Wart, eller Troskab indtil Døden. Side 56-
Martin Luther, eller Besøget fra Wartburg. Af Fouqué. Side 60-
Den Korsikanske Kongestamme. Side 75-
Nationalstolthed. Side 77-
Mærkelig Naturbegivenhed, bevirket ved et Menneske. Side 81-
Mulen Ismael, Keiser af Marokko. Side 85-
Galanterie af de mauriske Brude. Side 87-
Den stakkels Boby. Side 88-
Oginsky. Side 89-
Thøger Emil Rosenørn. Side 93-
Det kiærlige Ægtepar. Af R. Blicher. Side 94-
Blik i Fremtiden, eller Napoleons Flugt fra St. Helena. Et efterladt manuskript af U. v. Koszebue. Side 97-
Napoleon i sit Arbeidskabinet. Af Generallieutn. Mathieu Dumas. Side 106-
Pariser-Guillontinens Annaler. Side 111-
Thomas Cochrane, den brittiske Tordenskiold. Side 118-
Marskalk Brünes Død. Side 121-
Den spanske General de Torres Hændelser. Side 125-
Den vidtberømte Capitain Münchhausens højstforunderlige Eventyr paa en Opdagelsesreise til Nordpolen. Fortalte af ham selv. Side 130-
Kamp og Seier. Af K Stille. Side 152-
Uheld over Uheld. Side 158-
Snorrige Hofbestillinger. Side 168-
Festen i Unterlaken. Af Madame Stael-Holstein. Side 170-
Sandsigersken. Side 174-
Napoleon og den røde Mand. Side 175-
Napoleons Schifferskrift med Nøglen dertil. Side 179-
Irene, Mahomed den Andens Gemailinde. Side 182
Madame de Maintenon. Side 183-
Moriz af Sachsen og Demoiselle Lecouvreur. Af Theodor Hell. Side 185
En Skuespillerindes sjeldne Resignation. Af Wellmar. Side 187-
Hvilken Straf kan vel tildømmes Sand. (Af den authentiske Beretning om Kozebues Mord). Side 189-
Noget Splinternyt om Magnetismen. Side 193-
Et Hofbal i St. Petersborg. Side 194-
Det stiaalne Uhr. (En sand Anekdote). Af K. Müchler. Side 196-
En Persers Skildring af det høieste Væsen. Af Hartmann. Side 199-
Niels Ebbesen til Nørreriis. Af S.S.Blicher. Side 201-
Edderkoppen. Side 206-
Abelard og Heloise. (Aftrykt med Forfatterens Tilladelse). Af S.S. Blicher. Side 209-
St. Barbarakirken. (Af H. Clauren). Side 228-
De tre Fredage. (Et tydsk Folkesagn). Af Hoffmann. Side 245-
Skialdekongen Hiarne. (Et gammeldansk Sagn). Side 250-
Opoffrelse af Sværmerie. Af F. W. Gubitz. Side 265-
Den smukke Skarpretter. Af v. Göckingh. Side 269-
Et græsk Bryllup. Af John Tweddel. Side 272-
Grønlandsk Sagn om Menneskets Skabelse. Af Karl Crumbach. Side 275-
Sympathie. Side 276-
Dødning-Concerten Side 287-
Den buonapartiske Violblomst. Side 288-
London og Paris. Side 289-
Nutidens Ufornuft. (Fremstilt i Originalbreve). Af Lisette Bach. Side 295-
Silke-Vindselet. (En Begivenhed af Oberst v. Stollheims Liv; fortalt af ham selv). Side 303-
Livet, fra forskiellige Synspunkter. Af Sevel Bloch. Side 307-
Naturtonerne paa Ceylon. Side 308-
Mirakel-Essentsen. Af Richard Roos. Side 312-
Dannerfangeren Knudsen. Af A. F. Elmquist. Side 314-
Misceller og Anekdoter. Side 316-
Blomsterstøv. Side 320.
1828 - 41. bind.
1828 - sort/hvid PDF
1828 - farve PDF
Indhold:
Iwan Stepanowitsch Mazeppa. En Fortælling fra det syttende Aarhundredes anden Halvdel. Side 1
Mølleren i Gyrstinge (fortsat). Side 64
Røveren i Ospedaletto. Side 101
Dandse-Sygen. Side 141
Det sorte og det graae Skjæg. Side 144
Sultan Mahmud og hans Livvagt. Af Wilson. Side 146
Prinds Niels, Aarhuus Skytspatron. En Legende. Side 149
St. Hans Aften hos Ny-Grækerne. Side 153
De Liberale og de Servile. Af Th. Hell Side 153
Kjærmindens Födsel. Af Julin-Fabricius. Side 154
God save the King. Af Georg Harrys. Side 155
Mine beskedne Ønsker. Efter Gastelli. Side 156
Himlens Paradiis. Af Sophus Zahle. Side 157
Ved Kongens Ankomst til Aarhuus. Den 5te Junii 1828. Af A.F. Elmquist. Side 159
Ved Kongens Afreise til Aarhuus. Den 15te Junii 1828. Af A.F. Elmquist. Side 160
Herlufsholms Skole i sin Fødsel. Original Fortælling af Sophus Zahle. Side161
Hexeriet i Thisted. Fortælling af Fr. Schaldemose. Side 182
Luftskipperen. En Reminiscents af Sartorius. Side 199
Tyrkerne i Cypern. Af W. U. Lindau. Side 223
Hvorlænge kan Verden endnu vedvare. Af Mag. Rezelius. Side 233
Kometen i 1832. Af Diezmann. Side 236
En Skindøds Begravelse. Fortalt af ham selv. Af Christoph Hodgsyns Dagbog i Bristol. Af Th. Hell. Side 238
Et af Keiserinde Cathatrina's Kjærligheds-Eventyr. Side 245
Døm aldrig efter Skinnet. Af en fransk Officeers Levnet. Side 248
De Elskendes Grav. Af Mariane Baillie. Side 253
Brudstykker af Breve fra Lissabon. Side 254
Mølleren i Gyrstinge. Et Sjællandsk Folkesagn (Slutning). Side 257
Peter den Stores politiske Testamente. Af M.Z. Side 295
Mærkværdighed uden Lige. Side 296
Erindringsphantasier om Plön. Af Julin-Fabricius. Side 298
Ønskerne. Af C.T.Hilwar. Side 300
Gartneren. Af Julin-Fabricius. Side 303
Den hastige Omvendelse. Af Castelli. Side 304
Tabuletkræmmeren. En Irlandsk Historie. Af Dr. Bårman. Side 305
Adoptionen. En original Fortælling. Af M.C.Hansen. Side 330.
En henrettet Forbryders Historie og Følelser. Fortalt af ham selv. Af C.Weisflog. Side 354
Kjærlighed og Agtelse. En Fortælling af L. Side 369
Vidunderligt Træf. Af Wilhelm Wollmer. Side 430
Forsyn og Tilfælde. Til en Ven. Af Th. Stellan. Side 444
En engelsk Dames Besög hos En af de tyrkiske Sultaninder. (Brudstykker af et Brev fra Lady Montague, en engelsk MInisters Gemalinde, til hendes veninde i London). Side 451
Den blinde Harpespillers Spaadom. Side 459
Keiser Alexander og Keiseren af China i Paris. Side 465
Madam Christoph. Fortalt af en Engellænder. Side 468
Qvodlibets. Af Conditorei des Jokus von Saphir. Side 474
Himmel og Helvede. Af C.T.Hilwar. Side 478
Til Greve Adam Wilhelm Moltke den 25de August. Af J.P.Miller Side 479
Schubothe. Af A.F. Elmquist. Side 480
1828 - 42. bind.
1839 Første bind - sort/hvid PDF
1839 Første bind - farve PDF
Indhold:
Philhellenerne. Fortælling af Gräbner. Side 1-23.
Nordpolens Opdagelse. En Meddelelse af Daniel Saunder, en Sømand fra Leith i Skotland. Side 23-60.
Anastasia. En Scene i Archipelagus. Brudstykke af den næstforrige russisk-tyrkiske Krig. Af Friedrich Rind. Side 60-101.
Det talende Dødninghoved i Weilbye. Af A.F. Elmquist. Side 101-106.
De tre Møder, eller: Zigeunerinden. Af Fr. Krug von Nidda. Side 107-125.
Falkeneer-Bruden. Fortælling af C. Spindler. (Af Urania 1829). Side 126-162.
Det ulykkelige Land. Side 161-162.
Enkens Baaldød. Af W.A. Lindau. Side 163-166.
Et Sagn om Hamborgs Oprindelse. Side 166-167.
Den attende September 1828. Af J.P.Miller. Side 167-168.
Prinds og Kræmmer som Medbeilere. En historisk Novellette af Wilhelm Blumenhagen. (Minerva 1829). Side 169-216.
Trommelfritz og Klingegut. En Fortælling af La Motte Fouqué. (Minerva 1829). Side 216-246.
Falkeneer-Bruden. (Slutning). Af C. Spindler. Side 247-290.
Apopthegmer. Af L. Schefer. Side 291-292.
D.K.Høiheder Prindsesse Wilhemine Maria's og Prinds Frederik Carl Christians høie Formæling. Bøn. Et Digt af J.P.Miller. Side 292-300.
Den første November 1828. Af A.F. Elmquist. Side 300-301.
Prolog i Anledning af Formælingsfesten, fremsagt på Odense og Aarhuus Theatre den 3die Nov. 1828. Af A.F. Elmquist. Side 301-304.
De to Venner. (Minerva 1829). Fortælling af Caroline Pichler. Side 305-349.
Prindsens Ring. En Kriminalhistorie. Af H. Smidt. Side 349-382.
Den graae Maske. (Af "Orphea" 1829). Fortælling af Baronesse Caroline de la Motte Fouqué. Side 382-415.
Brudstykker af Khonghar Jarr. Af Harro Harring. Side 416-445.
En sælsom Liigfærd i Aarhuus. Af A.F. Elmquist. Side 445-446.
En historisk Mærkelighed. Side 447.
Konge-Eegen. Af C. Nyboe. Side 447-449.
Mandens Død i Sneen. Efter James Thomsons Seasons. Winter. Ved Fr.Sheedorff Birch. Side 449-451.
Epigram over nogle Sneflokke der smeltede paa en Dames Bryst. Af C.T. Hilwar. Side 452.
Charade. Til A.L. Af C.T. Hilwar. Side 452.
1833 - 60. bind.
Indhold:
Et menneskes Historie efter Døden. Side 219
Thorwaldsen i Rom. Side 222
Udtog af en dansk Dames Dagbog, ført i Grønland 1837-1838 (Slutning). Side 231
Præsten i Nykjøbing. Side 234
Det menneskelige Livs Tidsregning. Side 235
Middel til at være smuk, når man er fyrretyve År gammel. Side 236
Periodiske Besvimelser. Side 237
Vinteren og Døden. Et Februar-Billed. Af Ingeborg. Side 238
Efterklang. Af Fr. Sneedorff-Birch. Side 239
Ordonnantsofficeren. Historisk Novelle. Side 241
Et Haars historie. Side 252
Slottet Fourquevaux. Et Familie-Sagn. Side 257
En Ædelsteensjægers Eventyr. Side 266
Bekjendelserne. Af Michel Masson. Side 280
Covent-Gardens Damer. Af Gozlan. Side 300
Bernadotte og Sandsigersken. (Histoire du roi de Suede par Touchard Lafosse). Side 325
De to Hebræere. Af E. Reinholdt. Side 331
Et Besøg i Bedlams Daarekiste. Fortalt af en Reisende. Side 335
Misceller. Side 339
Fortidsminder. Af Fr. Sneedorff-Birch. Side 343
Echo. Af Ingeborg. Side 348
1839 1. bind.
1839 Første bind - sort/hvid PDF
1839 Første bind - farve PDF
Indhold:
To nætter i Rom. Novelle af J. F. Castelli. Side 1
Marquis de Mariamè. Af Paul de Musset. Side 15
Napoleons brud. Side 53
Pariser Tabletter. Af August Lewald. Side 64
Sangeren Weisse (Historisk). Af Heller. Side 88
Mademoiselle Le-Normand. Af Saint-Edme. Side 102
Udtog af en dansk Dames Dagbog, ført i Grønland 1837-1838. Side 105
Tre digte af Ingeborg. Side 108
Maria d'Offida. Side 113
Gaffarelli. Af Jules-Janin. Side 164
Napoleon's Fader. Af U. d'Uldéguier. Side 178
Jødens tre Timer. Af Ernst Fouinet. Side 185
En troværdig Beretning om Juli-Revolutionen i Paris. Side 191
Erindringer fra Wienerkongressen. Af Forfatteren af Tryvelian. Side 200
Springet. En virginsk Tradition. Side 205
Besøget i St. Denis. Af Grevinde Udhemars Erindringer om Marie Antoinette. Side 210
Andalusierinden. Side 216
1839 3. bind.
1839 Første bind - sort/hvid PDF
1839 Første bind - farve PDF
Indhold:
Donna Luisa. Novelle af Madame Reybaud. Side 1-
1840 1. bind.
1839 Første bind - sort/hvid PDF
1839 Første bind - farve PDF
Indhold:
Den gule Rose. Fortælling af Charles de Bernard. Side 1-63.
Marietta. En Novelle af C. Herloszsohn. Side 63-105. | wikisource | wikisource_28340 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Hele folkevisen.
Frej, Njords Søn, havde sat sig i Hlidskjalv og skuede alle Verdener.
Han saa ind i Jættelandet og saa der en fager Kvinde, da hun gik fra
sin Faders Hus til Forraadskammeret. Siden nagede Tungsind ham meget.
Skirner hed Frejs Skosvend. Njord bad ham søge Frej op.
Da kvad Skade:
og gaa skyndsomt Vejen<br>
hen at se vor Søn,<br>
om ham at fritte,<br>
som den frodigstærkes<br>
Vrede kan vække.«<br>
Skirner kvad:<br>
er vist alt mit Udbytte,<br>
gaar jeg at søge Eders Søn,<br>
om ham at fritte,<br>
som den frodigstærkes<br>
Vrede kan vække.<br>
Fylker blandt Guder,<br>
det, jeg vel gad vide om,<br>
hvorfor i øde Hal<br>
ensomt du sidder,<br>
min Drot, hele Døgn?«<br>
snilde Yngling,<br>
Trang, der tungt kendes?<br>
Alvstraalen<br>
lyser alle Dage,<br>
men aldrig mig den mig mindes.«<br>
være saa svær at udholde,<br>
at den ej mig kan meldes?<br>
for unge sammen<br>
var vi i Urtiden,<br>
vi bør have tryg Tillid.«<br>
saa jeg gaa<br>
en Kvinde, jeg fik kær;<br>
Arme lyste,<br>
og eet Skær<br>
fik Vejr og Vand.<br>
og mere Kval<br>
aldrig en ung nemmed;<br>
ingen i Asers<br>
og i Alvers Flok<br>
under mig som Hustru hende. «<br>
den, som med mig højt kan krydse<br>
mægtig Mulmlue,<br>
og det Sværd,<br>
der selv strider<br>
mod Jætters Æt.«<br>
som med dig højt kan krydse<br>
mægtig Mulmlue,<br>
og det Sværd,<br>
der selv vil stride,<br>
hvis blot en Helt det har.«<br>
Skirner talte til Hesten:<br>
nu er Tid at ride<br>
over fugtblankt Fjeld,<br>
over Jætters Hjem;<br>
begge naar vi Maalet,<br>
eller os begge griber<br>
han den umilde Jætte.«<br>
Skirner red til Jættelandet og til Gymers Gaard. Der stod bidske <br>
Hunde bundne foran Porten i Bjælkehegnet, som var om Gerds Sal. <br>
Han red hen, hvor en Kvæghyrde sad paa Højen, og hilste ham:<br>
som paa Højens Top<br>
ved Vejen sidder Vagt,<br>
hvordan jeg faar Ord skiftet<br>
med den unge Pige<br>
for Hallens Hunde?«<br>
eller er du dødsviet<br>
. . . . . . ?<br>
Aldrig skal her<br>
blot et Ord skifte<br>
du og Gymers Datter.«<br>
ved jeg end Klynk og Flæb,<br>
naar ens Lyst er Langfærd;<br>
indtil een Dag<br>
blev min Alder tilmaalt<br>
og mit Livsløb lagt.«<br>
Gerd kvad:<br>
hvor mon den kommer fra<br>
her i Jætters Hus?<br>
Marken bæver,<br>
dog mest af alt<br>
skælver Gymers Gaard.«<br>
Tjenestekvinden kvad:<br>
stegen af sin Hests Ryg,<br>
Græs nu hans Ganger nipper.«<br>
Gerd kvad:<br>
til vort og bed ham<br>
at drikke en Mundfuld Mjød;<br>
dog maa jeg ængstes,<br>
at her udenfor<br>
min Broders Bane staar.<br>
mon Asers Slægtning<br>
eller vise Vaners Søn?<br>
Hvorfor brød ene Mand<br>
Ildens Magt du<br>
vor Slægtsbolig at se?«<br>
ej Asers Slægtning<br>
eller vise Vaners Søn;<br>
og dog brød ene Mand<br>
Ildens Magt jeg<br>
Eders Slægtsbolig at se.«<br>
har jeg, hvert eet gyldent,<br>
dem vil jeg give dig, Gerd;<br>
Frej du kalde,<br>
naar jeg din Fred køber,<br>
vakrest blandt Venner.«<br>
tager jeg aldrig mod,<br>
hvem der end vil det;<br>
ikke skal Frej,<br>
lever vi end længe,<br>
faa til Frue Gerd.«<br>
som paa Ild brændtes<br>
med Odins unge Søn;<br>
otte falder jævntunge<br>
fra Armringen<br>
hver niende Døgnets Nat.«<br>
skønt paa Ild brændt<br>
med Ødins unge Søn;<br>
intet Guld skal jeg<br>
i Gyrners Gaarde<br>
saa lidt som min Far fattes.«<br>
smidigt, smykket,<br>
som jeg holder i Haanden her?<br>
Hovedet hugger<br>
jeg dig af Halsen straks,<br>
lover du mig ikke alt.«<br>
jeg og Tvang aldrig,<br>
hvem der end vil det;<br>
men det tror jeg,<br>
at hvis Jætten ser dig,<br>
svært krigslystne<br>
vil I slaas begge.«<br>
smidigt, smykket,<br>
som jeg holder i Haanden her?<br>
For denne Æg<br>
segner den oldgraa Jætte,<br>
den skal din Far fælde.«<br>
og jeg skal tæmme dig,<br>
saa du vil, som jeg vil;<br>
der skal du ældes,<br>
hvor ingen Mand<br>
siden skal dig se!<br>
paa en Ørns Tinde<br>
med din Bag mod Verden,<br>
med dit Blik mod Hel;<br>
mer' du ved Mad ledes,<br>
end Mand og Kvinde<br>
den skællede Slange skyr.<br>
naar du ses ude,<br>
ad dig Mørkfjæs plirre,<br>
paa dig Mennesker stirre,<br>
videre skal du kendes<br>
end Vagten blandt Guder,<br>
glan fra Gitret du!<br>
Brynde og Afsind,<br>
vokse dig Taare med Trang!<br>
Sæt dig ned,<br>
saa skal jeg sige dig<br>
svære Sorgplager<br>
og tvefold Trang!<br>
dig hver plagsom Dag<br>
i dit eget Hus!<br>
Til Rimtursers Bolig<br>
skal du rokke daglig,<br>
vakle viljeløs,<br>
vakle viljelam!<br>
Graad for Gammen<br>
skal da Gerd finde<br>
og væde med Taarer sin Trang!<br>
Tøs, skal du ægte<br>
eller mangle Mand!<br>
Dig Brunst brænde,<br>
din Trang tære!<br>
Vær du som Tidslen,<br>
den, som laa trykket,<br>
da Korn kørtes ind.<br>
og et saftfyldt Træ<br>
at tage en Tryllestav,<br>
jeg tog en Tryllestav.<br>
vred er dig Asers Drot,<br>
du faar Frejs Fjendskab!<br>
Du fule lede Tøs,<br>
din Frækhed rammer<br>
store Guders Straf!<br>
Hør mig, Rimturser!<br>
Suttungs Slægt alle!<br>
Selve Asfolket!<br>
Hør, jeg forbander,<br>
hør, jeg forbyder<br>
Kvinden alt kærligt,<br>
Kvinden hvert Kærtegn!<br>
hans Gunst skal du faa:<br>
bag Lig-Gitrets Lukke!<br>
Der ved Trærødder<br>
skal Trælle byde<br>
Gedepis Gerd!<br>
Ædlere Drik<br>
skal du aldrig faa,<br>
det var, som du vilde,<br>
det var, som jeg vilde.<br>
og tre Stave:<br>
Aeg og Ukysk<br>
og Opgejlet!<br>
Dem kan jeg ud riste,<br>
som jeg dem ind risted<br>
hvis der er Trang dertil.«<br>
og drik af Rimkalken<br>
gammel, god Mjød!<br>
Men tænkt har jeg aldrig,<br>
at mig skulde times at faa<br>
en blandt Vaner til Ven!«<br>
paa min Sendefærd,<br>
før jeg vender om atter:<br>
Hvornaar vil den stolte<br>
Njordssøn du møde<br>
og ham Elskov unde?«<br>
som vi begge ved,<br>
en Lund lunt stille;<br>
der om ni Nætter<br>
skal Njords Søn<br>
glad favne Gerd.«<br>
Da red Skirner hjem. Frej stod ude og hilste ham og spurgte om Tidender:<br>
før du tager Sadlen af Hesten,<br>
og du flytter en Fod,<br>
hvad du udretted<br>
i Jættelandet,<br>
blev det, som vi det vilde?«<br>
som vi begge ved,<br>
en Lund lunt stille;<br>
der om ni Nætter<br>
skal Njords Søn<br>
glad favne Gerd.«<br>
længere to,<br>
kan jeg tøve tre?<br>
For mig Natten<br>
en Maaned synes,<br>
jeg vandt kun halvt hende.«<br> | wikisource | wikisource_3808 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Forskjellige Retter..
Posteier..
Naar en Postei er tillavet med Butterdeig, bages den enten i en Form, som helst maa kunne aabnes paa den ene Side, eller i en liden Tærtepande. Ved Anretningen skubbes den derfra paa Fadet. De Posteier, som ikke kunne tages af Formen , bages i en Blikform med fast Bund eller i et Fad, som ved Anretningen kan sættes indeni en Pynteform af Leer; i Mangel heraf serveres de med en Serviet om. I den første halve Time maa Posteien ikke blive brun, da det hindrer Butterdeigen i at hæves; efter den Tid lægges mere Ild paa. For at prøve om Posteigen er bagt nok, kan man stikke en fin Pind i den, er der ingen Deig paa, naar den udtages, da er Posteigen færdig.
Postei med hvid Sauce..
Til 3 Pund Kalvebryst, som skæres istykker og koges næsten mørt i knapt Vand med Salt, bruges 2 Pund Oxe- eller Kalvekjød, som laves til Farce, og 1 Pund Meel, som laves til Butterdeig og udrulles til den ved Butterdeig angivne Tykkelse. Den øverste Deel af en Kageform med løs Bund lægges paa Deigen, som skæres af lige derefter; dette Stykke bruges siden til Laag paa Posteien. Den øvrige Deig udrulles tyndere, og med den beklædes hele Formen invendig, saa der bliver en Kant foroven udenfor Formen. Hele Butterdeigen belægges derpaa med et Lag Farce, som smøres jævnt, saa at der ingen Huller er; der laves en rundelig Portion Sauce af Suppen, lidt Vin, Citronsaft, Smør, Muskatblomme og Meel; deri dyppes hvert Stykke af Kjødet og lægges tæt samlet indeni Farcen, tildækkes med denne, og derover lægges det afskaarne Butterdeigslaag, hvorpaa Kanten fra Siderne lægges i pæne Folder. Det Hele oversmøres med æggeblomme, fortyndet med Vand, og den bages i 1½ Time. Posteien kan ogsaa laves af Høns, Kyllinger, Kalkuner og Lammekjød. I den tilbageblevne Sauce kan der kommes Østers, Muslinger, Kastanier eller Champignoner, og den legeres med Æggeblommer. Saucen kan ogsaa laves af Reier, Krebs, Krabber eller Hummer, hvori kommes Asparges, i Mangel deraf Blomkaal.
Postei med brun Sauce..
Forskjellige Sorter baade vilde og tamme Fugle spækkes og steges næsten møre, skæres istykker og lægges i en Kasserolle med det Smør, hvori de ere stegte, hvid Vin, Sky, Soya, lidt Eddike, Peber, lidt Nelliker og Salt. Naar de have kogt lidt, lægges de tilligemed lidt af Saucen i Formen, som er beklædt med Butterdeig og Farce, tildækkes dermed og bages, som ovenfor er viist. Hertil bruges den Sauce, hvori Fuglene ere kogte, som afsies, jævnes med lidt Meel, udrørt i Sky og Soya, og hvori kommes syltede Charlotter, Kastanier og desl. Istedetfor Fugle kan bruges al Slags tiloversbleven Steg, som skæres itu og lægges i Farcen med Sky, Soya, lidt revet Løg og Krydderi.
Postei af feske Oxetunger..
Tungerne koges næsten møre i knapt Vand med Salt i, skrælles og skæres i temmelig tykke Stykker, som meles og lægges i en Kasserolle med Smør for at steges lysebrune. Derefter kommes lidt af den Suppe, hvori Tungerne ere kogte, derpaa, samt Citronsaft, lidt Vin, Muskatblomme, Peber, lidt Nelliker, Salt og Sky, hvormed de koges møre. Et Lag af disse tilligemed lidt af Saucen lægges i en Form, beklædt med Butterdeig og Farce, derpaa et tyndt Lag af Farce, saa et Lag Tunge og tilsidst igjen et Lag Farce, som beklædes med Butterdeig. Den bages i en Timestid. Til Saucen bruges Suppen, hvori Tungerne er kogte, hvilken afsies, jævnes med Meel, om det behøves, og hvori kommes Sky, Soya, Champignoner eller Kapers.
Sneppe-Postei..
Fuglene koges næsten møre i Sky, hvid Vin, lidt Suppe, lidt revet Løg, Peber, Muskatblomme og Salt. 3 Pund Oxekjød skrabes og ¼ Pund (25 O.) fedt fersk Flesk hakkes fint til Farcen. Det hakkes sammen og stødes med noget Smør og tilsidst med for 4 Øre Franskbrød, der først blødes i lidt Suppe. De udrøres lidt tyndere end til Boller med noget hvidVin, lidt revet Løg, stødt Peber, Allehaande, lidt Nelliker, syltede og hakkede Champignoner, Asier og noget af den Suppe, hvori Snepperne ere kogte. En Form med fast Bund eller et Fad belægges med Farcen, Snepperne lægges deri med lidt af Suppen og ganske lidt Smør og tildækkes med et godt Lag Farce. Den bages i 1½ Time og serveres i Formen med en Serviet om. Saucen dertil laves af 1 Pægel Suppe, ½ Pægel hvid Vin, Sky, Lemoner, Asier, lidt Vand og lidt Meel, udrørt i lidt Smør. Den an ogsaa laves af Ænder, Duer, vilde Fugle, yllinger og al Slags tiloversbleven Steg og kan spises kold.
Lever-Postei..
1 Kalvelever skrabes og gnides igjennem et Dørslag. 1½ Pund fersk Flesk af det Fede skrabes eller hakkes tilligemed Leveren, 1 Pund raa Medisterpølse og 12 Anchiovis, som ere skaarne fra Benene. Naar detter er vek sammenhakket, røres det godt med et Par revne Løg, stødt Peber, Nelliker, Salt, ganske lidt Timian, lidt revet Rugbrød, et Par Theskeer Meel, Sky, Soya, 6 à 8 Æg og omtrent ½ Pot Fløde. I en Form med fast Bund lægges et Lag af Farcen, derpaa ituskaarne stegte Fugle, derpaa et Lag Farce og saaledes vexelviis. Det sidste Lag maa være Farce, som belægges med Skiver af fedt røget Flesk, for at Posteigen ikke skal blive brun; dette tages af igjen, naar den er bagt. Den bages i 1½ Time og spises varm med skarp, brun Sauce. Istedetfor Fugle kunne bruges alleslags fine Stege, som skæres i Skiver, ogsaa Dyrekjød, af Bovene eller Køllerne, som spækkes, kommes i brunet Smør, dryppes med Citronsaft og steges under lukt Laag, indtil det er mørt. 3 stegte Duer, som skæres i 4 Parter, ville være passende til denne Portion Farce. Af Svine- og Dyrelever laves den påå samme Maade.
Smaa Posteier..
- See ved Butterdeig.
Mince Pies..
Hertil kan man lave en stor Portion Deig paa eengang, som kan holde sig i 2 à 3 Maaneder, og opbevares i en Krukke, hvoraf man da tager, naar man vil bruge det. Deigen tillaves saaledes: 2 Pd. Af den bedste haarde Oxetælle hakkes fint; 1 Pd. Skrællede Æbler ligeledes; 2 Pd. Rosiner skæres i Stykker, efter at Stenene ere udtagne; 2 Pd. Korender vaskes og pilles godt; ½ Pd. (50 O.) Mandler skoldes og stødes groft; 2 store Muskatnødder rives; ¾ Pd. (75 O.) syltede Pommerantskaller skæres i Stykker, 2 Citroner koges saa bløde, at et Straa kan stikkes igjennem dem, hvorefter de stødes itu; dertil føies endnu Saft og reven Skal af 2 Citroner; 1 Pægel Cognec, ligesaameget Madeira og 1½ Pd. Stødt Melis. Det Hele blandes godt og trykkes derefter saa fast som muigt i Krukken, der tildækkes med et Papir dyppes i Cognac. Naar man vil bruge deraf, beklæder man smaa Forme med et tyndt Lag Butterdeig, fylder dem halvt med Mince Deigen og dækker dem med et Lag af Butterdeigen. De bages hurtig ved en rask Ild. Istedetfor Madeira kan man komme lidt mere Cognac i Deigen. | wikisource | wikisource_3334 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Overenskomst og Pragerfreden.
Pragerfreden.
Fredslutning, 23. aug. 1866.
Grev Bismarcks bemærkning.
<HR> | wikisource | wikisource_3618 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Sex Fortællinger.djvu" header=1 from=159 to=159 /> | wikisource | wikisource_22006 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Oliver Twist - Samfundsroman.djvu" from=3 to=3 header=1 /> | wikisource | wikisource_11487 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Teknisk Elasticitetslære.djvu" from=411 to=417 header=1 fromsection=kap66 tosection=kap66 /> | wikisource | wikisource_7853 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Luftslotte.djvu" from=158 to=161 fromsection=b header=1 noter="Udgivet første gang i "Tilskueren" 1. september 1902" /> | wikisource | wikisource_15188 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
= TRETTENDE BOG: Januar 1464 – Marts 1464 =
13.1. Om at skrive samtidshistorie … i 1464.
Med afslutningen af de 12 bøger af pave Pius IIs Memoirer mente vi at have bragt værket til afslutning på et tidspunkt, hvor tilhængerne af Anjou var fordrevet fra Kongeriget Sicilien og Sigismondo Malatesta tæmmet. Ikke blot hele den Romerske Kirke, men også næsten hele Italien nød fredens sødme. Vi havde sådan set også selv besluttet at nyde den almindelige fred, tage den mere med ro, og udskifte skriveriets møje med fornøjelsen ved læsning.
Selvom Pius var tynget af sygdom og alder, udsatte han dog ikke nogen af de planlagte aktiviteter. Efter krigserklæringen mod tyrkerne forberedte han tværtimod endnu større og vigtigere aktiviteter. Han veg derfor tilbage fra freden og roen og satte sig for at beskrive den tyrkiske krig, hvis han levede så længe. Det har vi så påtaget os: vi vil begynde og fortsætte, så længe som den Højeste gør det muligt.
I dette arbejde har vi ikke den samme mulighed som andre forfattere til at indlede med afsnit om den pågældende krigs omfang og længde, om krigslykkens omskiftelighed og om de kæmpendes vildskab og de andre bemærkelsesværdige ting, hvormed man skaffer sig læsernes og tilhørernes velvilje. Dette gør de forfattere, som beskriver afsluttede krige og nedskriver en historisk beretning om fortiden. De har hele emnet for øje: de ved, hvad der skal lovprises, og hvad der skal kritiseres. De kender hele sagens omfang, de kan inddele værket og angive antallet af bøger og love tilhørerne bestemte ting.
Men vi går i gang med noget, der næppe er påbegyndt, for ikke at sige afsluttet. Fundamentet for den store krig er lagt. Det vil vi tage som udgangspunkt og for hver dag skrive, hvad der sker, og som det er værd at huske. Vi vil gøre som arkitekten, der begynder på en meget stor bygning, men kun bygger videre på den, efterhånden som han får penge fra bygherren. Hvis denne giver ham til overflod, hvad der er nødvendigt, lover han ham et prægtigt hus. Hvis bygherren holder det nødvendige tilbage, så afbryder arkitekten arbejdet, eller gør bygningsværket ringe eller latterligt. Vi må lade arbejdet afhænge af det, der faktisk sker: hvordan vores historie om krigen vil forme sig, vil resultatet vise –hvis Vi da lever så længe. Vi vil i dette arbejde anvende samme princip som i det foregående: vi vil inkludere ikke blot det, der vedrører den tyrkiske krig, men også successivt beskrive de af Pius’ og de andre kongers og folkeslags øvrige handlinger, som er værdige til at blive videregivet til eftertiden.
Du, som engang læser dette: selv om du ikke læser en historisk fremstilling - da vi jo beskriver samtidige begivenheder – så skal du vide, at historieskrivningens grundlæggende princip er overholdt, det vil sige ikke at vige fra sandheden.
13.2. Budskaber til de kristne nationer om iværksættelsen af korstoget.
Da pave Pius’ dekret om krigen mod tyrkerne var blevet offentliggjort i Byen Rom, blev der sendt legater igennem hele Italien og til de transalpine områder for at få bede om hjælp fra de troende folkeslag og konger. Legaterne skulle også overtale dem til ikke at lade paven drage alene sammen med Venedig, Ungarn og Bourgogne til en krig, der var så stor, at den krævede alle Vestens stridskræfter, i det mindste hvis tyrkerne på den anden side mobiliserede hele Østen, således som det så ud til.
Til kejseren sendte man biskoppen af Lavant, Rudolf af Rüdesheim, som Pius kort før havde givet værdigheden som biskop. På denne tid var kejserens broder, Albrecht død. Han havde voldt sin broder megen skade og takket være borgernes oprørskhed frataget ham byen Wien, Østrigs hovedstad. Da hertugen døde, vidste indbyggerne ikke, hvorhen de skulle vende sig, for de kunne ikke få hjælp fra nogen af nabofyrsterne. Så de besluttede at satse på kejserens mildhed og sendte 50 af byens fremtrædende borgere til ham i Wiener Neustadt.
Kejseren havde dog ikke glemt krænkelserne; han var stadig meget vred, og havde svært ved at tilgive dem. I sin oprørte sindstilstand truede han med at hævne oprøret og de bitre krænkelser, han havde lidt. Ingen turde tale til fordel for staklerne; alle veg i afsky tilbage fra de troløse menedere.
Wienerne henvendte sig så til de apostoliske legater. Biskoppen af Torcello, Domenico de’ Domenichi, havde allerede længe været legat i Østrig. Han og biskoppen af Lavant hørte wienernes bønner, hvorefter de opsøgte kejseren og tilbød sig som mellemmænd. Af respekt for den Apostoliske Stol kunne man ikke ignorere dem. En fredsforhandling blev indledt, og til sidst blev der sluttet fred på følgende vilkår: pavens legater skulle drage til Wien og i kejserens navn forlange borgernes troskabsed og besiddelse af byen. Herefter skulle de give lovovertræderne absolution. Kejseren skulle tilgive dem, som de havde bedt om, og ikke hævne sig. Herefter skulle han have den fulde magt over byen.
Efter at disse ting var ordnet, kunne biskoppen af Lavant begynde at forhandle om den tyrkiske krig. Tidligere havde kejseren og hans rådgivere ikke tanke for andet end at genvinde Wien – menneskene er jo meget mere optaget af deres egne anliggender end af de fælles, og en lille brand, der er nær, frygtes mere end en stor brand, der er fjern! Hele Østrigs adel og alle prælaterne blev indkaldt til kejserens hof. Man oplæste dekretet om pavens afrejse, om aflad til dem, der ydede bistand, og om tiende fra gejstligheden. Alt blev hørt med stor velvilje. Kejseren udtrykte sin beundring for den modige pave, der turde gå i gang med så stort et forehavende, og han kunne ikke undlade at rose planen. Han bifaldt både krigens motiver og strategien og beordrede, at det apostoliske brev skulle offentliggøres i hele Tyskland. Enhver der ønskede det, skulle være fri til at tage af sted på felttoget mod tyrkerne. Endvidere befalede han, at gejstligheden skulle betale tiende, og han lovede at udnævne en hærfører for sine tyskere, samt at han selv ville sende så mange hjælpetropper som muligt fra Østrig. Derefter tog Lavant til Bayern, Franken og de øvre tyske provinser for at udføre pavens og kejserens befalinger.
Ærkebiskop Girolamo af Kreta, som var apostolisk legat i Vratislava, blev sendt til Sachsen, Prøjsen og Polen for at rejse hjælp, og biskoppen af Tricarico blev sendt som legat til Rhinområdet.
Skønt ungarerne allerede var forpligtede til at gå i krig gennem deres traktat med Venedig, blev ærkebiskoppen af Antivari sendt dertil for at forklare pavens plan. Forinden var sværdet, der indvies i julen, blev sendt som gave til Ungarns kong Matthias for at opildne ham mod fjenderne. Man spurgte den hofmand fra kurien, der bragte sværdet med sig, om pave Pius virkelig ville drage i felten. ”Helt sikkert,” svarede han. ”Kun Gud kan forhindre hans afrejse.” Da kongen hørte dette, brast han i gråd og sagde: ”Hvad siger I så, mine adelsmænd? Skal jeg unge, stærke mand blive hjemme, medens en gammel og svagelig pave drager i krig? Må en sådan fejhed være os fjern! Dette sværd skal bane mig vej gennem fjenderne.” Dette og meget andet sagde han - fyrigt og tappert.
Til England blev der sendt en kongelig prokurator. Skotland, Danmark og Sverige blev underrettet og formanet gennem breve.
Hertugen af Bourgognes oratorer vendte tilbage til ham og berettede, hvad der var foregået i Rom, og alt dette roste og bifaldt hertugen i adelsrådet. Sammen med oratorerne kom også dalmateren Luca, der var sendt af paven, og som skulle overtale fyrsten til at fremskynde afrejsen.
Fra Tivoli var biskop Teodoro af Feltre og biskop Ludovico af Bologna – begge auditører ved det Hellige Palads – blevet sendt som legater til Frankrig, men de kunne næsten ikke få foretræde for den vrede konge. Biskop Scipio af Asti overbragte dem pavens dekret. Det blev læst op for kongen og gjorde indtryk på ham i kraft af sin egen majestætiske storhed. Det blev tilladt at offentliggøre det i hele kongeriget. Kongen sagde også, at han ville tillade, at der blev opkrævet tiende fra de gejstlige, såfremt de apostoliske instrukser blev meddelt dem. Han ville også selv give mere hjælp, hvis han opnåede våbenhvile i krigen med englænderne.
Til Bretagne rejste en abbed fra kardinalen af Avignons husstand med det apostoliske brev.
De øvrige franske hertuger og prinser samt Kirkens undersåtter i Avignon blev inviteret til felttoget gennem apostoliske breve.
Biskop Eusebio af Vercelli bragte budskabet til Savoyen.
Til Enrique af Kastilien i Spanien sendte man hans landsmand, Assuerus, en skarpsindig mand, og sammen med ham Antonio Venerio, den valgte biskop af Leon, der skulle tage til kongen og bede om hjælp.
Til kongen af Portugal sendte man hans egen prokurator.
Til kongen af Aragonien sendte man en kannik fra Valencia, Francesco, og to andre, selv om man næppe kunne håbe på noget fra denne konge, fordi han var involveret i omfattende krige. Man bad ham dog især om at afhjælpe kornmangelen i Sicilien og at give sicilianerne tilladelse til at lade sig hverve til den apostoliske flåde og at kæmpe mod tyrkerne.
Dette var hvad man foretog sig i forhold til de yderliggende folkeslag.
I Italien havde Venedig offentligt erklæret tyrkerne krig og havde allerede en flåde i søen. I begyndelsen af kampagnen havde de oplevet krigslykken på godt og ondt. Ikke desto mindre lovede de, at deres doge – skønt han var meget gammel - ville slutte sig til pave Pius med 10 galejer.
Hertugen af Milano, Francesco Sforza, lovede at bidrage til det hellige felttog med 2.000 ryttersoldater og 1.000 fodfolk og sammen med dem ville han sende en af sine legitime sønner. Hertugen af Modena lovede to galejer, markgreven af Mantova ligeledes to, Bologna lige så mange, Lucca en og Siena to.
Florentinerne vaklede længe. Til sidste meddelte de, at de ville gøre det, som hertugen af Milano fandt rimeligt. Skønt Cosimo Medici var en privatmand, lovede han en galej. Genova lovede otte store lastskibe. Obietto dei Fieschi sagde, at han ville udruste en galej og med den slutte sig til krigen.
Af den hellige Romerske Kirkes kardinaler besluttede syv at udruste en galej hver. De øvrige lovede at yde bistand til felttoget efter evne. Paven selv besluttede af sin personlige kasse at udruste 10 galejer og 4 store lastskibe, af den type man kalder "fustae".
Kardinalen af Ravenna fik opgaven at drage som legat til kong Ferrante for at bede om så meget hjælp, som man kunne få fra dette rige, der var sønderslidt og hærget af en langvarig krig.
Ragusa sendte en legat med tilbud om to galejer, og Rhodos tilbød tre.
Endvidere sørgede man for, at Caramannus og Mehmeds øvrige fjender i Asien sluttede sig til alliancen, selvom de også var tyrkere.
Albaneren Georg Skanderbeg sendte bud med en undskyldning for, at han havde indgået en fred med tyrkerne. Det var ikke sket frivilligt, men af nød, og han lovede, at han absolut ikke ville svigte de kristne, når de drog i felten mod Mehmed.
Disse planer mod tyrkerne besluttede de kristne på pave Pius’ foranledning.
13.3. Den tyrkiske sultans krigsforberedelser.
Heller ikke tyrkernes hersker, Mehmed, lå på den lade side. Da han hørte om pavens dekret og erfarede, at tre gamle, berømte mænd ville sætte deres hære i bevægelse og sejle til Grækenland, skal han have sagt: ”Jeg vil spare disse gamle svæklinge strabadserne ved en sejlads; jeg vil drage i felten som den første og opsøge dem i deres hjem. Hvis de vil det, kan de så kæmpe med mig om herredømmet dér.” Derefter tilkaldte han sine vigtigste hofembedsmænd og begyndte på intensive krigsforberedelser. I Konstantinopel lod han de mure, som mange steder var styrtet sammen, reparere og byggede nye tårne og bolværker. Han beordrede, at der skulle bygges krigsmaskiner af enhver art, især bombarder, der kunne skyde med meget store kugler. Af disse skal han have anbragt 16 i det snævre stræde ved Hellespont ved de borge, som beskyttede begge bredder. Han udrustede også overordentlig mange galejer. De mere nøgterne sagde, at der var mindre end 60, og de, der plejer at overdrive selv store ting, hævdede, at der var 120. Der var kun meget få lastskibe, men næsten utallige små både. Ganske vist kunne man ikke finde nok egnede skibsførere hos tyrkerne til så stor en flåde, men til gengæld var der en overflod af roere og skibsudstyr. Overalt i hele Grækenland fik familiefædrene ordre til at lave mel af deres korn og at gøre sig klar til militærtjeneste. Fra hvert hus blev der udskrevet én kriger. I Lilleasien gennemførte man en masseindkaldelse af soldater. Fyrstens livvagter fik forlænget deres tjeneste, og der blev udsendt mænd for at udvirke en forsoning med Caramannus og andre gamle fjender. Der blev også forlangt hjælp fra Ægyptens sultan, fra tartarerne og nabofolkene. Samtidig indledte sultanen dog hemmelige fredsforhandlinger med Ungarn og Venedig. For tyrkens mod stod ikke mål med hans ord: det var når han mest rystede af skræk, at han også udstødte de største trusler. På Peloponnes havde han taget omkring 200 fanger blandt de fodfolk, der kæmpede for venetianerne. For at sprede skræk blandt de kristne befalede han, at de på forskellige dage skulle føres frem for folket og sønderhugges.
13.4. Venedigs admiral skuffer i søkrigen mod tyrkerne.
I den samme periode ville den venetianske admiral afvaske skampletten fra Hexamilium ved en stor bedrift. Han sejlede derfor med 30 galejer til Lesbos, fordi han havde hørt, at denne ø, der var blevet erobret af tyrkerne året før, kun blev bevogtet af en utilstrækkelig garnison. Da admiralen nærmede sig øen, sendte de grækere, der med tyrkernes tilladelse var blevet i Mytilene og havde tilkaldt ham, bud til ham og bad ham om ikke at komme nærmere, før man havde afsluttet de nødvendige forberedelser: admiralen skulle blive tre-fire dage i en nærliggende havn. I mellemtiden ville de selv fremskynde deres forehavende og meddele, når tiden var inde til at angribe byen. Admiralen indvilligede. Mytilenerne afsluttede deres forberedelser og sendte fire legater til admiralen. På grund af en storm kom de til Chios i stedet, hvor de blev sat fast af magistraterne. Da de afslørede planen, blev de sendt til tyrkernes hersker, og dér led de døden ved spidning på en pæl. Således behagede det Gud, at admiralen for den meget store flåde, Alvise Loredan, vendte hjem til Venedig fuldstændig æreløs.
Genueserne, der havde magten på Chios, frygtede tyrkerne – som de betaler skat til – mere end de elskede Kristus, fra hvem de havde fået livet og alt, hvad de besad.
13.5. Hertugen af Milano anerkender Frankrigs overhøjhed over Genova og modtager denne by som len.
I mellemtiden sendte fyrst Francesco af Milano en legat til Frankrig for at forhandle om Genova, Savona og hele det liguriske doganat. Da Louis af Frankrig mente, at det ville være vanskeligt at overvinde genueserne militært og at føre en langvarig krig imod dem, overlod han Francesco denne byrde. Han fandt, at han ville have plejet sin egen ære nok, hvis han gjorde så stor en fyrste som hertugen af Milano til sin vasal, og at denne aflagde ed til ham. Francesco havde tilsyneladende søgt eller taget imod herredømmet over Genova for at hans egen og florentinernes magt tilsammen kunne måle sig med venetianernes, som hele Italien frygtede. Hertil kom, at Francesco gerne ville placere et af sine børn i Genova efter sin død, for han havde flere end hertugdømmet Milano kunne understøtte.
Da dette blev kendt, kom hele Italien i oprør med undtagelse af florentinerne og pave Pius, der mente, at Francesco ikke havde foretaget sig noget, der var skadeligt for Italien. Venetianerne var bestemt ikke glade for, at deres nabo fik større magt. Markgreven af Mantova var bitter over, at brylluppet mellem hans datter og hertug Francescos søn, Galeazzo, var blevet aflyst og hørte ikke gerne, at det gik godt for hertugen. På grund af gammelt fjendskab var hertugen af Modena mistænksom over for enhver forøgelse af hertug Francescos magt. Borgerne i Lucca mente, at de var blevet udleveret som bytte for florentinerne, og også sieneserne var bange, da de troede, at en del af genuesernes borge skulle overgå til florentinerne. Enhver styrkelse af Firenzes magt var nemlig farlig for Siena. Kong Ferrante af Sicilien, mente, at hvis Francesco havde fået en aftale med franskmændene, kunne det kun betyde, at Francesco havde svigtet kongens sag.
Men Milano imødegik denne opfattelse med breve og legater overalt, idet han meddelte, at han havde indgået aftalen med franskmændene på den betingelse, at den ikke indebar en begrænsning af den italienske pagt, og at han ikke havde lovet noget, der kunne være til skade for de italienske magter. Aftalen havde kun drejet sig om Genova, som når den nu var i hans egen magt, ikke kunne blive årsag til, at franskmændene skulle stræbe efter Italien. Således stillede han de fleste tilfreds. Der var dog nogle, som i høj grad misbilligede hertugens handlemåde og mente, at hans ære havde lidt skade, fordi han havde formastet sig til at acceptere, at Genova som en del af Italien stod under et folkeslag, der aldrig havde været en ven af Italien. Men i vor tidsalder viger alt for egen fordel, og der er ingen, som anser noget for hæderfuldt, hvis det ikke giver gevinst. Man mener, at magt og rigdom følger æren, ligesom skyggen følger kroppen.
Snart efter blev Savona overgivet til hertugen.
13.6. Afsættelse af dogen i Genova.
Paolo, der både var byens ærkebiskop og doge, blev anmodet om at vige sædet, men nægtede: han sagde, at hertugen havde handlet uretfærdigt i forhold til ham selv, fordi han uden at konsultere ham havde forhandlet med franskmændene om hans by og om hans fyrstendømme. Frankrigs konge havde ikke ret til at overdrage Genova til en anden, og det var imod al ret og rimelighed, at Francesco havde modtaget byen til skade for en ven. Francesco sagde til gengæld, at ærkebiskoppen ofte havde tilbudt ham byen, og at genueserne ikke kunne henvise til de aftaler med franskmændene, som de selv havde været de første til at bryde. Men Paolo insisterede på sit. Han sendte bud til Venedig for at bede om hjælp til at forsvare sin sag overfor Milano. Han sendte også bud til Pius. Men Venedig var involveret i krigen mod tyrkerne og fandt det risikabelt at udæske Milano. Og Pius foretrak venskabet med hertugen frem for venskabet med ærkebispen.
Da ærkebiskoppen bad ham om råd, opfordrede paven ham til ikke forgæves at modarbejde en fyrste, der var mægtigere end han selv; han måtte indse, at han ikke ville få nogen hjælp udefra: alle i området omkring Genova gik ind for milaneseren, de adelige var gået over til denne, folket vaklede, og byen led under de høje kornpriser; han skulle ikke lade sit fædreland gå til grunde; han måtte ikke påbegynde en krig, som han kun komme ud af med skam; og han måtte ikke lægge hindringer i vejen for det felttog imod tyrkerne, som var under forberedelse - og som ville blive til stor fordel for Genova, fordi de derigennem kunne genvinde deres tabte besiddelser i Orienten.
Men ærkebiskoppen tog ikke imod rådet. Han ville have foretrukket at få den hjælp, han søgte om. Der blev nu afholdt fredsforhandlinger, men de kunne ikke afsluttes, fordi ærkebiskoppen forlangte mere end milaneseren tilbød.
I mellemtiden gik Prospero Adorno og Obietto Fieschi over til milaneseren, det udhungrede folk begyndte at råbe op, folket insisterede på deres frihed, de ledende borgere pegede snart på den ene løsning, snart på den anden, hele byen var i oprør. I havnen var der fire meget store lastskibe. Dem besluttede ærkebiskoppen at udruste og væbne, men han kunne ikke, fordi folket nægtede at hjælpe til. Opbragt herover vovede han en uværdig dåd: ledsaget af sine tilhængere tog han ned til havnen, brød ind i borgernes private lagre, butikker og forrådskamre, konfiskerede deres vin, korn og saltede fisk, og fratog dem med magt en stor mængde våben. Med alt dette udstyrede han ikke blot skibene, men han satte også fæstningen i forsvarsstand. I tillid til et lejdebrev fra Genova var et spansk skib fra Galicien kommet til byen. For at borgerne ikke skulle væbne det imod ham, lod han det sænke. Oprørte over disse handlinger krævede borgerne deres frihed og valgte sig otte førere, som de kaldte Kaptajner, og som så ofte før ophævede de embedet som doge. De ledende borgere blev nu indkaldt til paladset, men da de var mødt op og begyndte at forhandle om statens forhold, kom 200 soldater ned fra fæstningen og spredte dem. En kendt jurist ved navn Battista blev pågrebet midt i mængden og ført til henrettelse fængslet, fordi man mente, at han havde opildnet folket og vovet sig længere frem end de øvrige. Han ville også utvivlsomt være blevet henrettet, hvis ikke pave Pius’ orator, Fabiano, havde interveneret. Af respekt for denne blev dødsdommen ændret til en bøde på 800 dukater.
Da Obietto erfarede dette, drog han ind i byen med 200 bevæbnede fodfolk. De strømmede igennem de større pladser og proklamerede uden modstand Francesco af Milano som fyrste. Ærkebispen satte sejl og sejlede for en god vind først i retning af Marseilles i håb om at opsnappe et skib fyldt med korn, som skulle være undervejs fra Provence til Savona. Da dette mislykkedes, vendte han om efter at have mistet et skib, der led skibbrud på nogle klipper. Derefter søgte han til Populino, eller som man siger i dag, Piombino, og begav sig til sin nieces mand. Fæstningen i Genova overdrog han til en nevø – efter sigende havde den forsyninger til adskillige måneder. Fabiano rapporterede om situationen i Genova til paven, medens denne var i Petrioli. Her modtog paven også en legat, som ærkebispen havde sendt fra Piombino. Legaten fremførte dog kun klager over milaneseren og håbløs jammer.
Denne omvæltning i Genova gavnede bestemt ikke det planlagte felttog mod tyrkerne. Genueserne havde nemlig lovet Pius otte lastskibe samt tapre krigere, men kunne nu på grund af ulykkerne ikke opfylde deres løfte.
13.7. Hofintriger forhindrer hertugen af Bourgogne afrejse til krigen.
Medens alt dette gik for sig, forberedte hertug Philippe af Bourgogne som aftalt en stærk flåde og beredte sig entusiastisk til rejsen. Han nægtede også pure at høre på dem, der frarådede ham sit forehavende. Det var i øvrigt ret mange. De mest fremtrædende personer, der frarådede felttoget, var Jean og Antoine Croy, som stod højest i hertugens gunst og tillid. De var helt igennem imod hertugens afrejse, fordi de stod på fjendtlig fod med hertugens søn, Charles, og ikke mente sig sikre, når Philippe var borte. De regnede nemlig med, at han ikke ville komme tilbage, og at al magt ville blive overladt til sønnen, fordi det var ham, der skulle efterfølge sin fader som regent. Derfor prøvede de at overtale Philippe til ikke at begive sig ud på så lang en ekspedition, der ville være meget farefuld for enhver ung mand, for ikke at tale om en gammel: han skulle skåne sin alder, og han skulle også skåne dem selv og ikke efterlade dem i Charles magt, for denne brød sig ikke om dem. Han skulle også skåne sit land, som denne ekspedition ville tømme for penge; han skulle kort sagt tage sig mere af sine egne interesser end af andres. Philippe lyttede ikke til disse slette råd, men forblev urokkelig i sit fortsæt, og jo mere man frarådede hans afrejse, jo mere pressede han sine rejsefæller til at skynde sig.
På den tid havde hans søn trukket sig tilbage til Holland. Dermed ville han undgå faderens vrede, fordi han på flere måder havde krænket denne. For Croy’erne kom striden mellem fader og søn glimrende tilpas: de pustede til ilden og fiskede - gennem egnede intrigemagere – i rørte vande, idet de var sikre på, at det voksende uvenskab ville forhindre afrejsen. Men de havde ikke held med sig: sønnen blev forsonet med faderen, bad om tilgivelse og blev taget til nåde igen.
De ophørte dog ikke med deres bestræbelser, men opsøgte Philippe og sagde: ”Hvis du vil drage til tyrkerkrigen og medbringe tropper, der er dig værdige, så er det nødvendigt, at du efterlader dine provinser uden frygt og uden fare for krig. Men hvordan kan vi have fred med englænderne, der er fjender af den franske konge? Der kan ikke være krig mellem Frankrig og England, uden at du bliver indblandet, da du står under den franske konge. Det er vores råd, at du, inden du drager af sted, får fastsat en våbenhvile for flere år, hvis ikke du kan opnå permanent fred. Det vil ikke vanskeligt, da begge konger er forbundet med dig gennem velgerninger og venskab. Lad deres oratorer møde op hos dig i april måned på et sted, som du måtte fastsætte. Der kan du aftale en våbenhvile, hvorefter du – endnu mere mægtig og hæderfuld - kan sejle til Grækenland efter at have skaffet dig hjælpetropper fra England og Frankrig.”
Da Philippe heller ikke lyttede til disse argumenter, arrangerede de, at der kom en anmodning fra kong Louis om at mødes for at drøfte våbenhvilen mellem franskmændene og englænderne, samt om at hertugen i øvrigt skulle blive hjemme. Hertugen kom nu i tvivl om, hvorvidt han skulle imødekomme kongen eller holde sit fortsæt om at drage af sted, for hvis han blev hjemme for at holde møde i april måned, kunne han umuligt mødes med paven til den fastsatte dato. På den ene side blev han presset af kongens anmodning og på den anden side af sine egne løfter til Venedig og paven. Han bestemte sig derfor for en midterkurs, idet han besluttede at bede paven om udsættelse, således at han kunne udskyde sin afrejse i en eller to måneder med henblik på at slutte en permanent eller en midlertidig fred mellem Frankrig og England. Hvis han kunne opnå en af disse løsninger, ville han utvivlsomt kunne føre hjælpetropper – og oven i købet stærke hjælpetropper – med sig fra begge riger mod tyrkerne, og han stod friere til at drage på et udenlandsk felttog, når han havde fået fred hjemme. Begge konger havde bedt ham blive hjemme, men han ville rette sig efter pavens bud: hvis denne gik med til en udsættelse, ville han forsøge at forsone de to konger. Hvis ikke, ville han være der til den fastsatte dag. I mellemtiden ville han arbejde ihærdigt på, at alle de nødvendige forberedelse til afrejsen var afsluttet til tiden.
Da paven modtog Philippes brev, måtte han efter senatets råd afvise en udsættelse, da denne ikke blot ville udsætte hertugens afrejse, men også helt forhindre den. Paven svarede derfor hertugen, at det, denne havde skrevet om en våbenhvile, kunne forhandles af andre under hertugens autoritet. Hvis ikke Philippe ankom til tiden, måtte man frygte at Venedig eller Ungarn ville acceptere de fredsvilkår, som tyrkerne tilbød. Ydermere ville ingen fæste lid til en ny dato, hvis den første ikke blev overholdt. Han opfordrede, ja bønfaldt hertugen om ikke at afbryde tingenes gang.
Flere kopier af brevet med dette indhold blev sendt med forskellige kurerer, således at hvis den ene eller den anden kurer måtte give op på vejen, eller en kopi blev opsnappet, så ville den tredje eller fjerde nå frem til hertugen. Denne omhu var ikke overflødig, for den første kurer blev standset af sygdom undervejs, og de andre kunne først afslutte turen efter mange strabadser. På det tidspunkt var Philippe tilfældigvis i Brügge i Flandern, hvor han havde tilgivet sin søn. Da han læste pavens brev, blev han om muligt yderligere opildnet til at fremskynde tingene. Han tilkaldte derfor sine flådekaptajner, udstyrede skibe, forberedte forsyninger, samlede krigsmaskiner, mønstrede soldater og traf alle de foranstaltninger, der påhviler en omhyggelig hærfører. Samtidig gav han de venetianske og apostoliske oratorer de bedste forventninger.
Da Croy’erne så dette, blev de nedtrykte og bange. De opsøgte kongen af Frankrig og sagde, at det eneste, der kunne frelse dem, var at hans kongelige Højhed begav sig fra Paris til Tournai. De ville så bestræbe sig på, at Philippe mødte ham i Tournai. Der ville man så med lethed kunne forsinke hans afrejse. Kongen indvilligede og drog straks til Tournai. Croy’erne opsøgte nu hertugen og sagde til ham: ”Kongen er nær og er ankommet til Tournai. Det vil være upassende, hvis ikke du først møder din herre, når han er så nær, inden du drager på en lang udlandsfærd. Du må skynde dig, vejen er kort. Kongen vil tage det ilde op, hvis du drager bort uden at hilse på ham.” Bourgogne svarede dem: ”Det er et godt råd. Jeg vil tage til Insulae - andre kalder denne vigtige by for Lille - for at inspicere krigsmaskiner. Jeg har mange der, som jeg har besluttet at tage med mig. Derfra vil jeg begive mig til kongen i Tournai.” Og uden tøven drog han til Insulae midt i den strenge vinter, medens sneen dækkede markerne vidt og bredt.
Men kongen blev informeret herom af Croy’erne, så han kom Philippe i forkøbet og tog selv til Insulae. Der skal han have sagt følgende til hertugen: ”Ædle slægtning! Det er en storslået bedrift, du er begyndt på, nu da du forbereder et felttog mod Grækenland til forsvar for religionen. Den er vor slægt værdig, og jeg vil ikke forsøge at afskrække dig fra den, skønt jeg er bekymret både på grund af din alder og din fysik. Gid du var 20 år yngre, så ville jeg være meget mindre urolig for dit helbred. Men da du nu vil drage af sted og ikke kan overtales til andet, ønsker jeg blot, at du tage bort i en stærkere position. Jeg ville gerne sende en stor styrke med dig, men det kan jeg desværre ikke på nuværende tidspunkt, da jeg er i krig med englænderne og har brug for mine soldater imod dem. Men hvis du bliver denne sommer hos os og bestræber dig på skabe fred mellem England og mig, så vil vi uden tvivl kunne opnå en våbenhvile. For Englands kong Edward står af mange grunde i gæld til dig, og han vil ikke vove at gå imod dine ønsker. For mit eget vedkommende kan du gøre, som du ønsker. Når vore lande har fået fred, vil også den engelske konge stille betydelige styrker til din rådighed, og jeg vil yderligere give dig 10.000 soldater. Så vil du kunne drage imod fjenden med en frygtindgydende styrke. Men hvis du tager af sted, uden at der opnået fred, så vil du ikke kunne opfylde de forventninger til dig, som du har givet italienerne. Efter min mening vil hverken Venedig eller pave Pius blive klar i år, og bliver de det, vil det være til deres egen hæder og ikke til din, hvis der udrettes noget stort. Lad dem bare tage i forvejen på egen hånd og lad dem prøve, hvad de kan udrette med deres egne kræfter alene. De vil intet opnå, og de vil være fjenden underlegne. Det vil være nok, hvis de er i stand til at forsvare deres egne lande. Du kan så komme til dem næste år med et stort rytteri og fodfolk samt en stærk flåde. Så vil du kunne styrke deres tvivlsomme position og få en sejr, som alle vil tilskrive dig.”
Herefter opfordrede han stærkt hertugen til at følge sine råd. Hertugen stod imidlertid fast på sin beslutning og sagde, at han måtte opfylde sit løfte, og at det ikke anstod sig for hans ære at opgive sit forehavende eller på nogen måde at forsinke planlægningen. Kongen skal da være blevet opbragt og have sagt: ”Men du er min undersåt, og uden min befaling kan du ikke drage af sted på så stor en færd, og du havde faktisk slet ikke ret til at forpligte dig uden min tilladelse. Derfor befaler jeg dig at blive hjemme for at holde møde om freden med englænderne. Hvis du ignorerer mig og tager af sted alligevel, vil jeg anklage dig for at have forbrudt din troskabsed og konfiskere alle de besiddelser, som tilhører de mænd fra mit kongerige, der måtte følge dig.”
Opskræmt af disse ord mistede Philippe modet. Han, som indtil denne dag ikke med nogen list havde kunnet bringes til at frafalde sit forehavende, ændrede nu holdning og besluttede at adlyde kongen. Det er sandt, som man siger, at ethvert tårn kan omstyrtes ved stadig beskydning, og det er en sjælden karakter, der ikke til sidst giver efter for hyppige fristelser.
Nogle siger, at den befaling om blive hjemme, som hertugen fik, var underskrevet af kongen selv. Andre hævder, at hertugen selv ønskede at få denne befaling, og at kongen ikke ville have givet hertugen (som han stod i gæld til) en sådan ordre, hvis ikke han direkte var blevet bedt om det. Sandheden står hen i det uvisse. Under alle omstændigheder står det klart, at hertugens afrejse blev forhindret, således som pave Pius fik meddelelse om i et brev fra samme hertug. Der stod ganske vist, at rejsen ikke var opgivet, men udsat til næste år. Men for en så svækket gammel mand var blot et enkelt års tøven ensbetydende med hele livet. Croy’erne blev således til sidst sejrherrer i denne slette affære. Hertugen lovede dog at sende en del af flåden af sted i tide.
13.8. Paven tager til Siena i påsken.
Medens dette gik for sig i Flandern, fordelte paven de penge, som Kirkens byer havde besluttet at give til felttoget, og forlod derefter, den 4. februar, Rom for at tage til Petrioli for at pleje sit helbred. I Petrioli bobler der varme kilder frem, som man mener er særligt sunde. Rejsen blev gjort ret besværlig af vinde, regn, lyn og sne. Grev Everso dell’Anguillara gjorde den så endnu mere besværlig, for han var troløs både over for Gud, paven og alle andre. Det var nødvendigt at passere uden om hans territorium og at drage fra Civitacastellana til Viterbo over Monte Ciminos vildsomme bjergryg dækket af dyb sne. Paven blev eskorteret af adskillige rytteridelinger, der var indkaldt for en sikkerheds skyld.
Da han ankom til Siena den 21. februar og den strenge vinter endnu ikke var forbi, blev han i denne by fasten og påskefesten over. På den fjerde søndag i fasten velsignede han den gyldne rose og sendte den som gave til hertug Francesco af Milano, der modtog den med store æresbevisninger og taknemlighed. Palmesøndag indviede paven efter sædvanen palmegrene og olivengrene og uddelte dem til kardinalerne, biskopperne, hele gejstligheden og de ledende borgere.
Efter gudstjenesten i kirken Skærtorsdag viste han sig for en stor menneskemængde, der havde forsamlet sig på pladsen og offentliggjorde efter sædvanen exkommunikationerne, der rettede sig mod alle, selv konger, der vovede at lægge hindringer i vejen for felttoget imod tyrkerne. Der er ikke tvivl om, at denne sanktion også ramte dem, der havde bevæget hertug Philippe af Bourgogne til at frafalde sit fromme fortsæt.
Dagen efter, Langfredag, modtog man brevet fra samme hertug, der meddelte hans ændrede beslutning. Det var i sandhed værdigt til at blive læst op under Herrens lidelse, og det hensatte pave Pius og hele senatet i dyb sorg.
Påskedag modtog man et mere positivt brev fra Ungarn. I brevet stod der, at dette folks kong Matthias med begejstring og store æresbevisninger havde modtaget det hellige sværd, som paven havde sendt, og at kongen havde besluttet, at han selv ved sommerens begyndelse ville drage i krig mod tyrkerne og anvende netop dette sværd. I glæde over budskabet gjorde paven fem af byens borgere til riddere, og iblandt dem gav han først militærbæltet til sin svoger, Nanni Piccolomini. Dernæst velsignede han efter sædvanen folket og lod meddele fuldkommen aflad.
13.9. Bourgogne falder fra: paven alene med Venedig.
Førend det var sikkert, at hertugen af Bourgogne havde skiftet sind, og rygtet herom var blevet almindeligt kendt, rådførte paven sig med kardinalerne om, hvad man skulle gøre, hvis Philippe ikke overholdt aftalen. Otte kardinaler var til stede. Alle var enige: selvom beslutningen om afrejsen kun var bindende for paven, såfremt Bourgogne selv deltog, så burde paven dog ikke blive hjemme, for ellers ville det se ud, som om den højere værdighed var afhængig af den lavere. Man måtte vogte sig for, at de kristne folkeslag skulle tro, at de var blevet fyldt med tomme ord. Den Apostoliske Stol ville miste al troværdighed, hvis løfterne ikke blev holdt, og folk ville mene, at Bourgognes tøven var en utilstrækkelig undskyldning. Både paven og hertugen ville blive fordømt at folkets røst, men mest paven, som bør være den mest ordholdende. Nu da Bourgogne havde brudt sit ord, var hans højeste ønske, at også paven blev hjemme, fordi dennes skyld ville overskygge hans egen. Alle ville sige, at Bourgogne ikke var taget af sted, fordi paven selv ikke var taget af sted, og hele skytset ville blive rettet imod den Apostoliske Stol. Ingen ville længere adlyde dens dekreter. Man måtte undgå vankelmodighedens stigma og gå sammen med Venedig og Ungarn. Når man manglede hjælp fra mennesker, måtte man endnu mere håbe på hjælp fra Gud – det var jo Hans sag, det drejede sig om. Paven skulle indskibe sig og sejle så langt imod fjenden som det var muligt uden åbenlys fare. Hvis Herren gjorde det muligt at kæmpe mod fjenden, skulle man benytte sig af lejligheden. Hvis ikke, måtte man konkludere, at det ikke behagede den barmhjertige Gud, at tyrkerne blev ødelagt på det nuværende tidspunkt. Så ville det være ret og rimeligt at paven lod skibene sejle tilbage, skønt det ville ske uden sejr. Han ville så ikke blive lovprist af menneskene, men han kunne stadig håbe på Guds nåde, for Han ser mere på menneskenes hensigter end på deres gerninger. De som nægtede at slutte sig til deres sjæles fader, Jesu Kristi Stedfortræder, når denne drog i krig for religionen og udsatte sit aldrende hoved for farer, de ville til gengæld hverken opnå hæder hos menneskene eller barmhjertighed i himlen.
Pius billigede brødrenes råd. Et dekret blev vedtaget i overensstemmelse dermed og sendt til de fraværende kardinaler. Det blev de meget ærgerlige over, for de håbede, at når Philippe blev hjemme, ville også paven blive hjemme og de selv blive skånet for sejladsens strabadser og krigens farer og udgifter – næsten alle mennesker foretrækker jo magelighed frem for anstrengelser og synes, det er svært at forlade det luksusliv, der er menneskenaturens ven. Men da de hørte, at paven var blevet bestyrket i sin beslutning, svarede de alle med entusiasme, at de ville adlyde – hvad enten de nu mente det oprigtigt eller forstillede sig.
Torsdagen efter påske begav Pius sig af sted til Petrioli for helbredets skyld, da han i de foregående år havde oplevet, at vandene på dette sted gjorde ham godt. Her blev han opsøgt af legater fra Georg Skanderbeg og fra den serbiske hersker, Stefan. De kom fra Albanien for at bede om hjælp. Den første ønskede hjælp til at invadere tyrkernes områder eller i det mindste drive dem ud af sit land. Den anden var blevet fordrevet fra sit fædreland og ønskede hjælp til at vende tilbage. Også hertug Stefan af Bosnien sendte legater for at bede om hjælp. Hans land lå mellem fjendens kæber og blev flænset fra alle sider. Despoten sendte biskoppen af Kefalonia med samme budskab og bad om hjælp, da han ellers snart ville blive ødelagt. Alle fik det svar, at paven snarest ville komme til Dalmatiens kyster med en flåde, og at han ikke blot ville bringe hjælp til de lidende, men også ville angribe tyrkerne i deres egne hjem. Der kom også legater fra Ragusa. De tilbød paven, der skulle af sted på felttoget, to galejer og bønfaldt paven om at besøge deres by, når han sejlede mod Orienten. Paven modtog dem nådigt, tildelte dem de nådegaver, de ønskede, og sendte dem bort fulde af håb.
13.10. Kong Kristian I arresterer ærkebispen af Uppsala.
Medens dette gik for sig, blev ærkebiskoppen af Uppsala, der var en mægtig mand i Sverige og som med våbenmagt havde fordrevet kong Karl fra riget, kastet i fængsel af den nye konge, Kristian I. Den angivelige årsag var, at ærkebiskoppen sammen med folkepartiet skulle havde konspireret om at fordrive den nye konge ligesom forgængeren. Pius befalede kongen at overgive den tilfangetagne til forvaring hos visse biskopper i Tyskland og derefter rejse anklage imod ham. I modsat fald kunne han vente at blive idømt exkommunikation og interdikt. Kongen svarede, at han ville adlyde. Ærkebiskoppens tidligere dristige dåd var lykkedes og havde dengang bragt ham hæder. Hans nye dristige initiativ var mindre heldigt og bragte ham tab og skam. Sejren gør en mand retfærdig. Det anses for hæderfuldt aldrig at have tabt. Forskellige udfald gør det samme vovestykke til hæderfuldt eller ugudeligt.
13.11. Prins Pedro af Portugal erklæres som konge af Aragonien.
Omtrent på samme tid hidkaldte indbyggerne i Barcelona Pedro af den portugisiske kongeslægt. Han drog af sted med to galejer og blev modtaget med begejstring af hele folket. Herefter antog han kongetitlen med den begrundelse, at kongeriget Aragonien rettelig tilhørte ham, da han på mødrene side nedstammede fra den gamle slægt, Urgel. Denne slægt nedstammede igen fra Aragoniens sande kongefamilie. Da Juans fader Ferdinando var kommet fra Spanien, havde man uretmæssigt foretrukket ham frem for slægten Urgel, der var blevet frataget kongemagten. Størsteparten af katalanerne gik over til Pedro, da de allerede længe havde næret et dødeligt had til Juan, som var broder til kong Alfonso V. De øvrige aragonesere er indtil den dag i dag forblevet loyale over for deres gamle konge. Denne siges at have forsonet sig med Kastiliens konge, skønt dette endnu ikke er bekræftet, og rygterne derfra endnu er usikre. Pedro har endnu ikke fået nogen hjælp fra udenlandske konger, og heller ikke Portugals kong Afonso V støtter ham, selvom han er hans fætter. Pedros bedste håb er forventningen om hans fjendes død, da denne er en gammel mand, som man mener vil dø snart. Det er dog ofte sådan, at den yngre mand er den første, som bukker under.
13.12. Fejlslagent portugisisk angreb på Tanger.
På omtrent denne tid satte kong Afonso ud fra Portugal og sejlede til Afrika. Han blev ramt af skrækkelige storme og mistede mange skibe, før han omsider med nød og næppe nåede frem til Ceuta. Der fik over 200 af hans riddere og adelsmænd den ide at angribe Tanger, en afrikansk kystby, som man mente blev dårligt bevogtet. De aflagde alle ed på, at de en bestemt nat ville bestige byens mure. Når hæren ved morgengry fulgte efter, ville de åbne byens porte for den, hvorefter de skulle udplyndre byen i fællesskab. De forelagde deres plan, som de i fællesskab havde aflagt ed på, for kongen og bad om hurtig bistand til deres dristige forehavende. Kongen skulle ved daggry være ved bymurene med hele sin hær: så ville han kunne få hele denne berømte og rige by i sin magt. Kongen afslog med den begrundelse, at det var uforeneligt med hans ære at erobre en by ved list. Konger bør føre åbne krige. Natlige krige og listige manøvrer måtte man overlade til laverestående personer. Men når nu disse tapre adelsfolk absolut ville det, skulle man dog ikke lade lejligheden gå fra sig. Kongens broder befandt sig ved Alcader nær Tanger med en del af tropperne. Ham ville kongen overdrage dette forehavende. Ivrigt drog de sammensvorne af sted, og den fastsatte nat bragte de stiger hen til murene, som den største og modigste del af dem besteg. Men da de øvrige skyndte sig at følge efter, brød stigerne sammen. En del af dem styrtede hovedkulds til jorden, en anden del sprang ned i byen. Der udbrød nu tumulter i byen, som om den var blevet erobret. Indbyggerne troede, at mange fjender var trængt ind, og bragte deres hustruer og børn og deres kæreste ejendele til fæstningen. Ved daggry blev de dog klar over, at det kun var få mænd, der var kommet ind i byen. De frygtede nu, at en større styrke lå uden for bymurene, og turde derfor ikke gå til angreb. Men efter at udsendte spejdere havde meldt tilbage, at tropperne i området kun var få og ubetydelige, og at kongen selv ikke var kommet, genvandt de modet, omringede de ulykkelige sammensvorne og dræbte en del af dem, medens de andre blev taget til fange. Det siges, at hovederne af 70 adelsmænd blev lagt i salt og sendt til kongen af Fez, der er herre over Tanger.
Da kong Afonsos broder ankom med nogen forsinkelse, fandt han mod forventning portene lukkede, og at der ikke var nogen stiger til at bestige murene, hvorefter han drog bort i græmmelse. På denne måde led kong Afonso på én gang et dobbelt tab, idet han mistede over 250 fremragende mænd ved Tanger, og idet mange heste, mænd og kostbart udstyr gik tabt med de skibe, som gik ned under en storm. | wikisource | wikisource_4061 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Breve fra Helvede, udgivne af M. Rowel.djvu" from=47 to=58 header=1 /> | wikisource | wikisource_12433 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="En Studie i rødt.pdf" header=1 from=94 to=107 fromsection="b" /> | wikisource | wikisource_22499 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" header=1 from=5 to=5 />
<pages index="Billedbog uden Billeder.djvu" from=9 to=10 /> | wikisource | wikisource_20443 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Metersystemet.
<poem>I Naturens Husholdning hersker der en Orden, der overalt er bestemt af en urokkelig Lovbundethed, hvorfra der ikke gives nogen Undtagelse.
Før man vandt en fuldstændigere Indsigt i Naturens Husholdning, vidste man nok, at alt, hvad der tildrager sig i Naturen, er ordnet efter Tal, Maal og Vægt; men denne Kundskab er dog ikke saa gammel, som man i Almindelighed tror, thi den gaar ikke meget længere tilbage end det nuværende Aarhundrede. Det fremgaar dog tydeligt nok, hvor frugtbart den har vist sig i denne korte Tid, ikke blot for Naturvidenskaberne, men ogsaa for den forskjelligartede tekniske og industrielle Virksomhed, der støtter sig til disse.
Først efterat alle vore Undersøgelser kunne angives i Maal, anerkjende vi deres fulde Gyldighed. Naar man bruger Maal, er der ikke mere Tale om »omtrent« og »nogenlunde«: Maalet er urokkelig nøjagtigt, og det er det eneste, som — naar det iøvrigt benyttes paa rette Maade — sætter os i Stand til at bedømme rigtigt.
Vi maale Mængden af de forskjellige Stoffer, som vi ville bringe i kemisk Forening med hverandre, og det er forbundet med stor Fordel nøjagtigt at kjende, i hvilket Forhold de altid forene sig med hverandre, thi herved undgaar man selv det mindste Spild af Materiale. Vi maale Lysets Hastighed ligesom ogsaa den Hastighed, hvormed Elektriciteten forplanter sig, ja endog Størrelsen af de Ætherbølger, der frembringer Lyset, og hvoraf den største dog ikke er større end 3/10000 af en Linie. Vi maale det Antal Svingninger, som frembringe forskjellige Toner; vi maale Styrken af Jordmagnetismen, hvis smaa Variationer vel ikke have nogen Indflydelse paa Kompasset, men som dog kunne opfattes af Videnskaben, der har udfundet Methoder til at maale dem.
Hvorsomhelst der i Naturen aabenbarer sig en Kraft, unde Videnskabsmændene sig ikke nogen Hvile, førend de have opdaget, hvorledes de kunne maale den.
Man maa ikke tro, at dette kun har Interesse for Videnskabsmændene, men derimod ikke nogen Betydning i det daglige Liv. Vi have jo allerede ovenfor paapeget, hvor vigtigt det er for de kemiske Processer, der jo gribe umiddelbart ind i det praktiske Liv.
Selv de fineste fysiske Experimenter, der kun gaa ud paa at finde kvantitative Forhold, kunne undertiden have de heldigste materielle Følger. Det er af væsentlig Betydning at kjende den Brydning en Lysstraale lider, hvilket er det samme som at kjende dens Bølgelængde; thi dette er det eneste ufejlbarlige Middel til at faa nøjagtig Besked om de optiske Egenskaber hos forskjellige Glasarter, paa hvis rigtige Anvendelse hele Forfærdigelsen af optiske Instrumenter beror. Ethvert Stykke Glas, man vil benytte til Objektiv (Linse) i en Kikkert, til et Prisme, et Spektroskop eller nogen anden Del at et godt Instrument, maa først underkastes en Prøve med Hensyn til dets Brydningsevne, forat man kan være sikker paa, at det vil komme til at svare til sin Hensigt; først naar denne Prøve faar et paalideligt Resultat, bliver Glasstykket slebet i den ønskede Form.
Ved den Drejning en Lysstrales Svingningsplan lider ved at passere gjennem visse Opløsninger, kan man strax afgjøre, hvorvidt denne Opløsning indeholder Sukker eller visse andre Stoffer. Man skulde ellers være nødt til at arbejde i timevis for at faa løst et Spørgsmaal, der nu besvares saa at sige øjeblikkeligt. Denne Undersøgelsesmethode er kommet til at spille en meget vigtig Rolle i Roesukkerfabrikationen. Vi ville endnu kun minde om Spektralanalysen, der ikke alene er i Stand til strax at paavise Tilstedeværelsen af et stort Antal Stoffer i en Sammensætning, men som ogsaa har ledet til Opdagelsen af flere Stoffer paa vor Jord, som hidtil vare ubekjendte, og det ene og alene ved en overordentlig nøjagtig Undersøgelse af de Lysstraalers Brydning og Bølgelængde, der udgaa fra et brændende Legeme. Maal og Maaling udgjøre Grundlaget for Naturforskningen, og Maalingsmethoderne blive ogsaa med hver Dag mere forfinede og fuldkomne.
Dette Spørgsmaal har dog ikke alene Betydning for de exakte Videnskaber, men ogsaa for det praktiske Liv. Og Erkjendelsen heraf maa allerede ved den første Berøring mellem de forskjellige Folkeslag og ved de første Forsøg paa at iværksætte en Byttehandel have ledet til Uddannelsen af Tal- og Maalsystemer; men i de ældste Tider var man naturligvis tilfreds med en Grad af Nøjagtighed, som nu aldeles ikke ikke vilde kunne tilfredsstille os selv i de mest hverdagsagtige Forhold.
Fortidens Maal. Betragte vi Maalene fra et historisk Synspunkt, finde vi ikke hos noget af Oldtidens Folk en eneste af de beundringsværdige Maalningsmethoder, som nu benyttes ved Løsningen af fysiske Spørgsmaal; har man kjendt dem, ere de ialtfald gaaede tabte. Vore Opfindelser i denne Retning ere af temmelig ny Datum.
Oldtidens Folkeslag kjendte ganske vist til Maal for Linier, Flader og Legemer; de kjendte til Legemernes absolute Vægt og Vægtfylde og benyttede sig heraf: de havde Methoder til at bestemme Tiden og at maale Vinkler, og saaledes Kundskab om alle de Omraader, hvor Maal anvendes, men selve Anvendelsen savnede den Nøjagtighed, som vi kjende nutildags.
Maal og Maalningsmethoder finde vi først anvendte i et videre Omfang hos Ægyptens gamle Kulturfolk. Dette kan saa meget mindre forundre os, som de rige Kundskaber, hvoraf den ægyptiske Kultur var i Besiddelse, hovedsagelig var af naturvidenskabelig Slags, ligesom Opførelsen af Ægypternes storartede Bygningsværker forudsætter en mere omhyggelig Benyttelse af Maal. Derimod gaar man sikkert for vidt, naar man vil paastaa, at Ægypterne have afledet deres Maal fra Jordens naturlige Størrelse, og at de altsaa for tre og et halvt Aartusinde siden skulle have været besjælede af den samme Tanke, der nu i vore Dage har faaet en saa stor Indflydelse paa Maalenes Omdannelse: Tanken at grunde et saakaldt naturligt Maalsystem.
Den Antagelse, at Ægypternes Normalmaal var afledet fra Jordens Omkreds, støtter sig paa, at Siden i den store Memfispyramides Basis skal have været nøjagtigt 1/500, Nilmaaleren 1/200000 af en Grad. Disse og mange andre Exempler, man har hentet fra de gamle Forfatteres Skrifter, anføres som Beviser for, at Ægypterne maa have foretaget en Gradmaaling, hvorved de have skaffet sig et nøjagtigt Kjendskab til vor Jords Dimensioner. Men Antagelsen af en saadan Gradmaaling, der, om end ikke før, skal være bleven foretaget af Eratosthenes (f. Aar 275 f. Kr.) mellem Syene og Alexandria, er lige saa usikker som de Forestillinger, vi i Almindelighed gjøre os om Ægypternes astronomiske og mathematiske Viden. Rimeligvis sætte vi Ægypterne for højt i denne Henseende, og Oldgranskerens Higen efter at gjøre overraskende Opdagelser forleder ham ofte til at finde en dybere Betydning, hvor kun Tilfældet driver sit Spil.
De ægyptiske Længdemaal vare afledede af det menneskelige Legemes Dimensioner. Menneskets Gjennemsnitshøjde (Orgyie = c. 6 Fod) blev delt i fire Dele (Alen). Foden var 1/6 Orgyie. Mindre Maal vare Haandens Spændevide (Spithame), Haandens Brede (Palme) og Fingerens Brede (Daktylos).
I et Land som Ægypten, hvor alle Grænsemærker aarligt blive bortskyllede ved Oversvømmelser, og hvor det altsaa blev nødvendigt, ofte at foretage Regulering, maatte Bestemmelsen af Fladeindhold komme til at spille en vigtig Rolle. Man benyttede ganske naturligt Kvadraten paa Længdemaalet. Det almindeligste Flademaal var Arura, en Kvadrat med en Side paa 100 Alen. Cirklens Inddeling i 360 Grader var allerede bekjendt hos de gamle Ægyptere.
Vi ere mere fortrolige med Hebræernes end med Ægypternes Maal, en Omstændighed, som forklares deraf, at der i Bibelen, navnlig i Beskrivelsen af Templet, findes temmeligt nøjagtige Maalangivelser. De jødiske Maal synes alle at være af ægyptisk Oprindelse, skjøndt man maaske ogsaa kunde antage, at de smaa naturlige Størrelser, der afgave Enheder for Ægypternes Maal, ligeledes have tjent som Udgangspunkter for Jøderne. En Dagsrejse var lig med 200 ægyptiske Stadier à 600 Fod. Der fandtes to Slags Fod: den store lovlige, Seraim, der var omtrent en Fjerdedel større end den lille, Sereth.
Maalsystemet var særdeles udviklet hos Araberne, der dreve en vidtstrakt Handel, ikke blot med Ægypten, men ogsaa langs med Middelhavets Kyster og i Asien. Gjennemsnittet af et Kamelhaar var det mindste Maal (mindre end 1/10 Linie i vort Maal), og allerede denne Omstændighed viser, at Arabernes Maalninger maa have opnaaet en høj Grad af Nøjagtighed. Breden af 6 Bygkorn, der bleve lagte ved Siden af hverandre, var et andet Maal. De havde adskillige af de ægyptiske Maal og desuden forskjellige andre, blandt hvilke navnlig Al-Mamums saakaldte sorte Alen, der laa til Grund for den Gradmaaling, som blev foretaget under den nysnævnte Kalif. Denne sorte Alen var 27 Gange saa stor som det ovenfor omtalte Bygkornsmaal eller paa det nærmeste 1½ Fod. Araberne benyttede desuden en ægyptisk eller Handelsalen, den persiske kongelige, saakaldte Heronsalen og som større Maal Parasangen.
Af de egentlige græske Maal kan anføres Dolichos, den Vejlængde, der skulde tilbagelægges ved de offentlige Kapkjørsler. Efter nogle Forfattere udgjorde denne Længde 12, ifølge andre 20, ja endog 24 Stadier (Stadien = 600 Fod.) En halv Dolichos, Afstanden fra den ene Ende af Banen til den anden, kaldtes Diaulos. Dromos var den Vej, som et Skib med Sejl eller Aarer kunde tilbagelægge i 24 Timer; alle disse Maal kunne maaske nok have Interesse i æsthetisk Henseende, men de synes dog ikke skikkede til nøjagtige Maalinger. Der fandtes desuden en Mængde Stadier, hvis Størrelse — forudsat at den i det Hele taget var sikkert bestemt — nu ikke kan angives med Vished, da Opgivelserne herom ere altfor modsigende.
Vægtforholdene angive Grækerne i Talenter; Talenten deltes i 60 Miner og Minen i 100 Drachmer. Obolen var en Sjettedel af en Drachme.
Som allerede omtalt kom de græske Maal senere i almindelig Brug hos Romerne. Disse havde dog tidligere havt egne Maal, hvis Opbevaring de synes at have skjænket større Opmærksomhed end de livsglade Grækere. Grundmaalene opbevaredes, og nøjagtige Afbildninger af dem bleve indhuggede i Bygninger. Paa Kapitolium fandtes der saaledes fire saadanne Mærker af Fodmaalet, der var omtrent 11 Tommer i vort Maal. Hvor man iøvrigt har fundet saadanne Mærker vel vedligeholdte, have de vist en ganske paafaldende Overensstemmelse (indtil 1/50 Linie).
Det mindste romerske Længdemaal var Digitus, derefter fulgte Unica, Palma, Pes (Fodmaalet). Palmipes, Cnbitus, Passus, Pertica. Den romerske Mil havde 500 Perticæ, og Dagsrejsen var 18 3/4 Mil. — Flademaal var saa stort et Stykke Land, som et Par Oxer kunde pløje i Løbet af en Dag (Jugerum). Som Maal for faste Varer (Korn, Frugt o. l.) var Skjæppen (modius) Enheden; for flydende Varer Amphora, der nøjagtigt svarede til en romersk Kubikfod.
Det romerske Vægtsystem har tildels bibeholdt sig lige til vore Dage. Pundet (libra) inddeltes i 12 Unzer.
Om Maal og Vægt hos Grækere og Romere se iøvrigt II B. S. 41—45.
Maalsystem. Maalvæsenet beskjæftiger sig kun med Størrelsen af saadanne Gjenstande, der over hele Jorden ikke kunne opfattes paa mere end en Maade — 5 er hos Polarboeren hverken mere eller mindre end hos Tropeboeren —, og der burde derfor paa hele Jorden kun gjælde og benyttes et eneste Maal, der var forstaaeligt for alle Mennesker.
Saaledes forholder det sig imidlertid ikke, og dette medfører store Ulemper; thi, uden at tale om de Bedragerier, hvortil de forskjellige Maalsystemer give Anledning, besværliggjøres Samfærdslen derved; der spildes baade Tid og Kræfter, og den almindelige Velstand lider Tab, der ere saa store, at man næppe vilde anse det for muligt. Da der nu hersker en saadan sørgelig Tilstand i denne Henseende, bør man ialtfald arbejde hen til saa vidt muligt at raade Bod herpaa; dette kan og bør Enhver gjøre, der kommer til Klarhed om de Grundbegreber, der komme i Betragtning her.
Ved ethvert Maal er der to Ting som bør betænkes: for det første maa maa vælge en Enhed, der kan lægges til Grund for det Hele, og dernæst fastsætte denne Enheds Inddeling, saaat den bliver anvendelig til Maalning, altsaa det egentlige Maalsystem.
Som vi have set, betragtede man det tidligere, selv i civiliserede Lande, som noget aldeles uvæsentligt, hvilken Maalenhed der blev valgt, og snart gjorde man den regerende Fyrstes Fod eller Arm, snart en eller traditionel eller nyskabt Storhed den Ære at udtrykke Normalmaalet ved Hjælp af denne. Men, ved saadanne vilkaarlige Fastsættelser, kunde det ikke undgaas, at der lidt efter lidt indsneg sig maaske ufrivillig, men vel oftest forsætlig Forfalskning af Maalet; thi da der altid maatte opstilles en materiel Størrelse som Enhed (enten en Stang af en vis Længde eller et Stykke Metal af en vis Vægt), hvorefter alt, hvad der skulde maales, maatte bestemmes, var der intet Middel til, med fuldstændig Sikkerhed at angive Værdien af det oprindelige Maal, naar det engang var gaaet tabt.
Rigtigheden af alle de Maal, der bleve forarbejdede efter det oprindelige afhang helt og holdent af den Dygtighed, hvormed dette Arbejde var bleven udført, og af hvor nøjagtige de Instrumenter vare, som anvendtes hertil. Det vilde være ganske umuligt at undgaa smaa Observationsfejl ved Udførelsen af de sekundære Maal; dette har forsaavidt ikke stort at sige, saa længe Normalmaalet findes i Behold, thi, efterhaanden som Instrumenterne blive mere nøjagtige, kan man formindske de Fejl, der ere blevne begaaede. Er Normalmaalet derimod først gaaet tabt, kan man ikke mere skaffe sig Vished om, hvor store Fejl, der ere begaaede.
I Køln opbevaredes meget omhyggeligt det tunge Metalstykke, som repræsenterede en kølnsk Mark, det oprindelige tyske Maal, men det er gaaet tabt. Der findes endnu paa Raadhuset i Køln flere saakaldte hellige Vægte, der ere kunstnerisk udførte og rigt forgyldte, og som have gjældt som Grundvægt for den tyske Sølvmøntfod; men ingen er i Stand til at afgjøre, hvilken af dem, der er den rigtige, ikke engang om nogen af dem i det Hele taget svarer til den virkelige Mark, eller om de alle ere forskjellige fra Normalvægten, ligesom de alle indbyrdes ere forskjellige. Ingen kan besvare disse Spørgsmaal og give os Oplysning om den virkelige Størrelse af dette Maal, der spiller en saa stor Rolle i mange forskjellige Forhold. Af dette Exempel vil det være klart, hvor umuligt det maa være at angive Størrelsen f. Ex. af den spartanske Fod eller arabiske Mil.
Alle gamle Maalopgivelser have derfor blot et ringe og kun relativt Værd for os, for saa vidt som de kunne sammenlignes indbyrdes; vi savne derimod enhver Kundskab om deres virkelige Størrelse.
Man har endvidere begaaet den store Fejl at gjøre de forskjellige Slags Maal, Længde-, Flade- og Rummaal, Vægt o. s. v., ganske uafhængige af hverandre og valgt en særlig Enhed, der ikke stod i nogetsomhelst Forhold til de øvrige. Antallet af Enheder og Maalsystemer forøges derved paa en ganske unødvendig Maade.
Naar vi saaledes udtale en Fordømmelse af det vilkaarlige Valg af Maalenhed, kommer denne Fordømmelse samtidigt til at ramme de gamle Maalsystemer, skjøndt de egentlig slet ikke kunne gjøre Fordring paa at kaldes saaledes; Benævnelserne stode hverken i noget indbyrdes Sammenhæng, og ikke heller fandtes der nogen sikker Forbindelse mellem Maalene og de Værdier, de betegnede. Mange af dem tjente kun til ganske specielle Øjemed: til Medikamenter brugtes et Slags Maal, til Viktuatier et andet, til Guld og Juveler et tredie o. s. v., og deres Gruppperinger i Over- og Underafdelinger vare plan- og principløse.
Det er næsten ydmygende for os at være nødte til at erkjende, at Kinesere og Japanesere, der i mange Henseender forefalde os saa latterlige, have været langt forud for os, hvad Maal angaar. Thi ikke alene støtte deres Maalsystem sig paa en strengt gjennemført Decimalinddeling, men man mærker derhos, at der findes et indbyrdes Snmmenhæng ikke blot mellem de forskjellige Slags Maal, Længde-, Flade- og Rummaal, Vægte o. s. v., men ogsaa mellem Maal- og Vægtforholdene.
Som Undskyldning for den Forsømmelse, hvori vi Evropæere have gjort os skyldige i Aarhundreder med Hensyn til Maalforhold, kan det maaske tjene, at man først i den seneste Tid er kommen til klar Erkjendelse af det nære og inderlige Sammenhæng mellem Naturkræfterne, hvortil kommer, at saavel den Enkeltes som Statens Virksomhed tidligere var stærkt begrænset, og da Samfærdslen endnu kun var ubetydelig, mærkede man ikke saa meget til de ovenfor antydede Ulemper.
Men saa snart Handelen begyndte at blive international og ikke længere indskrænkede sig til Landenes Grænser eller til enkelte Markeder, maatte der ogsaa opstaa Ønsker om Indførelsen af en Reform i Mønt-, Maal-og Vægtforholdene. Der blev ført langvarige og gjentagne Forhandlinger mellem enkelte Stater, men det endte altid med, at ethvert af de Lande, der havde deltaget heri, betragtede sit System som det bedste og med Glæde vilde gaa ind paa en Overenskomst — dog kun under Forudsætning af, at dets System blev antaget som almengjældende.
I de seneste Aar er der imidlertid allerede gjort betydningsfulde Skridt henimod det Maal, som alle civiliserede Nationer bør søge at naa saa hurtigt som vel muligt: det franske Metersystem er bleven erklæret for det hensigtsmæssigste, og er allerede bleven indført i en stor Del Lande til Trods for de Vanskeligheder, der naturligvis ere forbundne med en saa gjennemgribende Forandring af Maalforhold, der have bestaaet i lang Tid og paa en Maade ere indgroede i de forskjellige Nationers Bevidsthed.
Et internationalt Maalsystem maa opfylde følgende Betingelser: for det første bør Maalenheden være uforanderlig, og dernæst være en saadan, at den naarsomhelst og ved saa simple Operationer som muligt kan udledes af visse uforanderlige Størrelser, der forekomme i Naturen; endelig bør den være af den Beskaffenhed, at saa vidt muligt alle Jordens Folkeslag kunne have den samme Interesse af den. Det følger af sig selv, at saavel Enheden, som de Maal, der afledes af denne, maa kunne anvendes saa bekvemt som muligt.
Det System, der støtter sig til denne Enhed, bør, saavel i sine Over-, som i sine Underafdelinger, udelukkende følge Decimalinddelingen, og endvidere paa de enkelte Omraader, Længde-, Flade-, Rummaal o. s. v. fremvise et naturligt, simpelt og let overskueligt Sammenhæng; Betegnelsen eller Benævnelsen bør overalt være konsekvent, saaat Forholdet mellem de forskjellige Maal udtrykkes ved selve Benævnelserne; det bør ligeledes i saa vidt mulig samme Grad interessere alle Lande.
Man har undertiden lagt altfor stor Vægt paa, at Maalenheden er af den Beskaffenhed, at den naarsomhelst med Lethed kan udledes af visse uforanderlige Størrelser, som findes i Naturen. Det kan nemlig ikke være Meningen, at en saadan naturlig Størrelse selv skal tages til Maalenhed, men blot en Størrelse, der udledes af den, og som ved den bekvemme Maade, hvorpaa den kan anvendes, tilfredsstiller de praktiske Fordringer, der stilles til den. Det er tilstrækkeligt, naar man nøje kjender Forholdet mellem Maalenhedens Størrelse og en naturlig uforanderlig Størrelse, og man kan derfor ogsaa gjøre en vilkaarlig valgt Enhed til en naturlig Størrelse ved nøje at bestemme Forholdet mellem dem. Den engelske Yard er saaledes bleven bestemt paa denne Maade, og det System, der er bygget herpaa, kan betragtes som naturligt: man har nemlig nøjagtig maalt Sekundpendulets Længde i London, og en Parlamentsbeslutning af 17de Juni 1824 bestemmer, at Længden af en Yard skal forholde sig til Længden af Sekundpendulet — under Londons Bredegrad, ved Havets Overflade, i lufttomt Rum og ved en Temperatur af 62° Fahrenheit — som 36 til 39,13929. Ifølge samme Beslutning skal en engelsk Kubiktomme destilleret Vand ved en Temperatur af 62° F. og ved en Barometerhøjde af 30 engelske Tommer veje 252,458 Grains af et Pund, der indeheholder 5760 saadanne Grains.
Det er imidlertid af Betydning at vælge en naturlig og neutral Enhed, da Maalet, som et internationalt Begreb, ikke bør være knyttet til et Udgangspunkt, der har mere Interesse for det ene Land end for det andet, hvorved Skinsygen let vilde kunne blive vækket og komme til at vise sig som en Hindring for Maalets Antagelse af alle Nationer.
Jordens egne Størrelsesforhold ere fortræffeligt egnede til deraf at udlede en saadan neutral Enhed. Det er Astronomen Gabriel Mouton i Lyon, hvem Æren utvivlsomt tilkommer for først at have henledet Opmærksomheden herpaa. I Aaret 1670 udgav han i Lyon et Arbejde, der var betitlet »Observationes diametrorum«, og heri foreslaar han at benytte Længden af et Minut paa en Meridianbue som Enhed under Navn af "Milliare" eller Mil, og denne Normalenhed skulde derpaa, efter Decimalsystemet, deles i "Centuria", "Decuria", "Virga", "Virgula", "Decima", "Centesima" og "Millesima".
Noget lignende se vi bragt til Udførelse i England: Milen, Sømilen blev her fastsat til 1/60 af en Ækvatorialgrad og efter Norwoods Udmaaling bestemt til 1760 Yards, men det øvrige Maalsystem slutter sig ikke hertil, og kunde derfor ikke gjøre Fordring paa at blive antaget som internationalt.
Englændernes stadige Tanke, at antage en bestemt Pendullængde som Grundmaal, kan ikke heller godkjendes. Allerede Huyghens foreslog Sekundpendulet; men da dette — efter hvad der senere blev paavist — har forskjellig Længde, ikke blot under forskjellige, men ogsaa under samme Bredegrader, eftersom Ophængningspunktet ligger højere eller lavere over Havets Overflade, og, da dens Svingningstid desuden paavirkes af nærliggende større Bjergmasser, vil den ikke kunne benyttes som Normalmaal. Af samme Grund vil Faldhøjden i en bestemt Tid eller Barometerhøjden for et bestemt Sted (hvad der ligeledes er bleven foreslaaet) ikke kunne benyttes som Grandlag for et Maalsystem.
Det er atter Franskmændene, som have indlagt sig store Fortjenester ved at udfinde et fornuftmæssigt Maalsystem, der er bygget paa Jordens Dimensioner og fuldstændigt egner sig til at blive internationalt; det er navnlig Laplace, der har havt Andel i denne Tankes Virkeliggjørelse.
I Aaret 1789 indgik en stor Del af de vigtigste franske Byer, Hovedstaden i Spidsen, med et Andragende til Regeringen om Afskaffelse af de forskjellige Maal, der blot gave Anledning til Misbrug og Bedragerier. Man henstillede til Kongen, om det ikke kunde være tidssvarende at træffe en Overenskomst med Englands Konge om Nedsættelse af en international Kommission, bestaaende af Videnskabsmænd fra de to Lande for at udarbejde Grundlaget for et internationalt Maalsystem.
Det fortjener særligt at betones, at det, Franskmændene ønskede, ikke var et specielt fransk Nationalmaal, men et Maal for alle Folkeslag, og, for at dette kunde fremgaa tydeligt nok, tilbøde de frivilligt Englænderne at dele den Ære med sig, der var knyttet til en heldig Løsning af denne vigtige Opgave.
Man havde først tænkt paa at benytte Sekundpendulet under 45° Brede som Maalenhed; men denne Tanke blev dog forkastet igjen af de franske Kommissærer, fordi Sekundpendulet er en Størrelse, som er afhængig af en anden nødvendig Størrelse, Tiden, og en vilkaarlig, Sekundinddelingen; man udtalte sig derimod for at benytte Meridianen.
Man skulde maale en tilstrækkelig lang Bue (fra Dunkerque til Barcelona), heraf bestemme Kvadrantens Længde og tage 1/10000000 deraf til Enhed. Decimalinddelingeu maatte anvendes saavel ved Kvadranten som ved Normalmaalet og de Maal, der aflededes heraf, hvorimod alle vilkaarlige Inddelinger burde forkastes.
Havde man saaledes først denne Normallængde, vilde det ikke være vanskeligt at finde et Grundlag for Kubik- og Vægtmaal, naar man dertil valgte et vist Volumen destilleret Vand ved en bestemt Grad, enten ved Frysepunktet eller ved 4° Celsius, da det har sin største Tæthed, og vejet i lufttomt Rum.
Den Gradmaaling, der var foreslaaet, frembød den Fordel, at begge dens Endepunkter vare uforanderlige og beliggende ved Havets Overflade. Man skulde tillige under 45° n. B. tælle det Antal Svingninger, som udføres af et Pendul af den foreslaaede Længde (1/10000000 af Kvadrantens Længde) i lufttomt Rum ved Havets Overflade og ved 0° Celsius, for paa en mindre tidsspildende Maade at kunne gjenfinde denne Længde. Forøvrigt valgtes den 45de Grad ikke af Hensyn til Frankrig, men blot fordi Pendulets Middellængde her falder sammen med Gradbuens Midte, en Omstændighed, der er af ganske international Natur.
Gradmaaling. Paa dette Sted ville vi kaste et kort Blik paa Gradmaalingernes Historie.
De første Forsøg paa at udfinde Jordens Størrelsesforhold bleve allerede udførte af de gamle Ægyptere. Pythagoras og Aristoteles havde godtgjort Jordens Kugleform og Eratosthenes fra Kyrene søgte at bestemme dens Størrelse. Denne lærde Mand har vistnok ikke udført en virkelig Gradmaaling, det vil sige: Længdebestemmelsen af en astronomisk nøjagtig betegnet Meridiandel, men man maa dog indrømme ham Æren af først at have anvendt den rigtige Methode til Opmaaling af Jorden.
Den første egentlige Maaling af Jordkloden foretoges i Ørkenen Singar ved det Røde Hav i det niende Aarhundrede og paa Kalifen Al-Mamums Befaling. De Geometre, som udførte den, vare delte i to Hold for at de Resultater, det ene naaede til, kunde jevnføres med det andets. De Værdier, som de fandt for Størrelsen af en Grad (1/360 af Omkredsen), vare ikke ganske overensstemmende. Den ene Expedition fik nemlig 56 arabiske Mil, den anden 56 2/3. Desto værre ere vi ikke i Stand til at afgjøre, hvor nær disse Resultater kom til det virkelige Forhold, thi vi kjende ikke til Længden af den arabiske Mil.
Fra denne Tid og hele Middelalderen igjennem høre vi intet til nye Undersøgelser af dette Slags. Man nærede dengang kun ringe Interesse for de geografiske Videnskaber, og man havde endnu ikke Øje for Betydningen af saadanne Spørgsmaals Løsning. Først Aar 1525, efter den store Jordomsejling kom denne Sag igjen paa Dagsordenen.
Den nærmest følgende Gradmaaling foretoges af Fernel, Livlæge hos Kong Henrik II. (1547—1559), og bekjendt som Mathematiker. Som Resultat fik man Meridiangraden = 57,070 Toises eller 354,405 danske Fod, en Længde, der stemmer ret vel overens med den nyere Tids Maalinger, hvor man har kunnet benytte de mest fuldkomne Instrumenter, og hvor man i højeste Grad samvittighedsfuldt og skarpsindigt har havt sin Opmærksomhed henvendt paa alle Omstændigheder, der kunde komme til at indvirke paa den rigtige Løsning af Opgaven. Denne mærkelige Overensstemmelse er ogsaa kun tilfældig: thi, for at bestemme Længden af Buen mellem Paris og Amiens, hvis Vinkel var nøje bekjendt, havde Fernel ikke anvendt noget andet Middel end en Vogn, med hvilken han kjørte den Strækning, der skulde maales. Han beregnede Vejens Længde af det Antal Omdrejninger, som Hjulene havde gjort.
Ved en saadan Fremgangsmaade kan der naturligvis ikke være Tale om Nøjagtighed, og, naar Resultatet desuagtet nærmer sig det virkelige Forhold, kommer det simpelthen af, at den ene Fejl har ophævet den anden.
Aar 1615 foretog Geometren Snellius en Gradmaaling mellem Alkmaar og Bergen op Zoom i Holland. Den Længde, han udfandt for en Grad, var 55,021 Toises (341,680 danske Fod). Denne Maaling er interessant paa Grund af at man her første Gang anvendte Triangulationsmethoden, der egentlig er opfundet af Snellius.
Norwood udførte sin allerede omtalte Gradmaaling mellem London og York (Aar 1635) ved ligefrem at benytte en Maalekjæde til Bestemmelse af Buens Længde, hvad der naturligvis er meget besværligt. Han kom til det Resultat, at Graden var 57,424 Toises (356,603 danske Fod). Riccioli kom til et herfra meget afvigende Resultat, nemlig 62,650 Toises (389,056 danske Fod), og det franske Akademi, som indsaa, hvilken stor Betydning Sagen havde, besluttede nu at lade foretage en ny Maaling, der skulde udføres ved Hjælp af alle de Hjælpemidler, der stode til Videnskabens Raadighed, forat man dog engang kunde komme til et fuldt paalideligt Resultat.
Den berømte Geometer Picard fik det Hverv at løse den Opgave, Akademiet havde stillet. I Aaret 1.670 udførte han sit Arbejde med den største Samvittighedsfuldhed, og det Resultat, hvortil han kom, fortjener særlig Tillid. Mellem Amiens og Malvoisine maalte han en Bue paa 1° 28' 28" og beregnede derefter Længden af en Meridiangrad til 57,060 Toises (354,343 danske Fod).
Huyghens og Newton støttede sig til dette Resultat ved deres Beregninger af Jordens Størrelse. Hidtil havde man endnu stedse betragtet Jorden som en fuldstændig Kugle, men, da Richer havde gjort den Iagttagelse, at han, for i Cayenne at have et rigtigt Sekundpendul, maatte forkorte det, han havde medført fra Paris, med 5/4 Linie, samt var kommen til Erkjendelse af, at denne Omstændighed ikke alene kunde være en Følge af Varmen og Pendulets deraf følgende Forlængelse, fremsatte Newton den Paastand, at Forandringen maatte være en Følge af Jordens Omdrejning og den derved opstaaede Centrifugalkraft. Han sluttede endvidere, at — da denne Kraft er størst ved Ækvator — mere af Jordens Masse maa have samlet sig der end ved Polerne, og at Jorden saaledes ikke kan være en Kugle, men snarere maa have Form af en Appelsin.
For at afgjøre dette Spørgsmaal blev der, paa Picards Opfordring, foretaget en ny Gradmaaling af Dominique og Jacques Cassini, og den Meridian, der gaar gjennem Paris, blev opmaalt i hele sin Længde i Frankrig. Men nu kom man til det mærkværdige Resultat, at Gradernes Størrelse aftager mod Polerne. Opmaalingen fra Paris til Frankrigs Sydgrænse (6° 18' 57") gav nemlig som Resultat en Længde for hver Grad af 57,097 Toises (354,573 danske Fod), medens Opmaalingen fra Paris til Dunkerque gav en Gradlængde af 56,960 Toises (353,722 danske Fod); heraf skulde det altsaa fremgaa, at Newtons Paastand, der kun havde Theorien at støtte sig til, var fejlagtig; at Jordens Gjennemsnit fra Pol til Pol tvertimod var større end dens Gjennemsnit under Ækvator, eller at den med andre Ord snarere havde Citron- end Appelsinform.
De Lærde i alle Lande udtalte sig dels til Fordel for Newtons, dels til Fordel for Cassinis Paastand. For at gjøre Ende paa den heftige Strid, der havde rejst sig i Anledning heraf, besluttede det franske Akademi, at der skulde foretages to Gradmaalinger i tilstrækkelig stor Afstand fra hinanden, den ene umiddelbart under Ækvator, den anden højt imod Nord.
Først udførtes fra Aar 1735 til 1739 det berømte Foretagende, der har faaet Navn af »den peruanske Maaling«, og det Maal, den peruanske Toise (6,21 danske Fod), som anvendtes herved, blev fra nu af det videnskabelige Grundmaal i alle Lande. De berømte Videnskabsmænd, der deltoge i dette Arbejde, ere en Borgen for, at det opnaaede Resultat tilfredsstiller alle de Fordringer, som man kunde stille til en saadan Expedition.
I Juni kom den anden Expedition til den bothniske Bugt, og dens Arbejder, hvori ogsaa den svenske Astronom Anders Celsius deltog, bleve afsluttede endnu samme Aar: man kom til det Resultat, at en Grad var lig med 57,434 Toises (356,665 danske Fod). Ved at sammenligne dette Resultat med dem, man havde fundet ved Maalingen mellem Amiens og Malvoisine, mellem Paris og Dunkerque og navnlig med det Resultat, den peruanske Maaling havde fundet (56,753 Toises eller 352,436 danske Fod), blev det indlysende, at den cassiniske Maaling maatte være urigtig, og at Jorden maatte være et kugleformet Legeme med fladtrykte Poler. Der er bleven foretaget flere andre Gradmaalinger; vi ville kun i al Korthed omtale de vigtigste.
Disse ere: den, der udførtes i Aaret 1750 af Lacaille paa Afrikas Sydspids, idet den beviser, at Bredegraderne tiltage mod Polen, ogsaa paa den sydlige Halvkugle; den store Gradmaaling, der i Aaret 1792 foretoges af Delambre, Méchain, Biot og Arago, og som danner Grundlaget for det franske Metersystem; den svenske Gradmaaling, der foretoges under Polarkredsen af Svanberg i Aarene 1801—1803; af Gauss i Hannover; den russiske af Struve over 25 Bredegrader fra Ismail ved Donau til Nordkap; den store ostindiske for omtrent 20 Aar siden, og den mellemeuropæiske Gradmaaling, som i Aaret 1861 blev foreslaaet af Generalløjtnant Dr. Baeyer, og i hvis Udførelse Baden, Bajern, Belgien, Danmark, Frankrig, Hannover, Holland, Italien, Norge, Preussen, Rusland, Sachsen, Schweiz, Sverig, Würtemberg, Østrig o. fl. Stater deltage. Denne Gradmaaling, som endnu ikke er afsluttet, omfatter en Flade af omtrent 53,000 geografiske Kvadratmil, altsaa omtrent en Trediedel af Europas Fladeindhold eller 1/175 af hele Jordens Overflade; den skal ikke alene være en Bredegradmaaling eller en Længdegradmaaling, men en Forening af begge, der skal tilstræbe en fuldstændig Bestemmelse af Krumningsforholdene i en betydelig Del af Europa med alle særlige lokale Afvigelser fra den regelmæssige Form, ligesom ogsaa at finde Aarsagerne til disse Afvigelser.
Metermaalsystemet. Ved den ovenfor nævnte Gradmaaling i Aaret 1792 blev der undersøgt en Bue paa 12° 22' 13" fra Dunkerque til Øen Formentera, og Middelværdien af Gradens Længde i Frankrig blev herefter beregnet til 57,011 Toises (354,073 danske Fod), og Længden af Meridianbuen fra Polen til Ækvator blev funden at være 5,130,740 Toises, og 1/10000000 af denne Kvadrant blev antagen som Maalenhed; men da dennes, Meterens Længde, ifølge de Resultater, man havde opnaaet ved Gradmaalingen, maatte blive forskjellig eftersom man antog en større eller mindre Fladtrykthed af Jorden ved Polerne, og da man ikke saa let og hurtigt kunde blive enig i saa Henseende, bestemte et Dekret af 18 Germinal Aar III (7de April 1795), at den lovlige Meter skulde være lig med en Metalstang, der ved 0° Celsius maaler 443,396 Linier eller 0,513074 Toises (3,186 danske Fod). Denne Længde skulde antages at stemme med 1/10000000 af Jordkvadrantens sandsynlige Størrelse og fastslaas som Maalenhed (Meter), uden at man vilde afvente et endeligt afgjørende Resultat med Hensyn til Besvarelsen af dette Spørgsmaal, da man i saa Fald vilde være bleven nødt til at opsætte denne vigtige Sag paa ubestemt Tid.
Inddelingen foretoges i Henhold til Decimalsystemet. Ved Benævnelserne anvendte man to døde Sprog, Græsk og Latin, idet man gik ud fra, at alle civiliserede Folkeslag maatte føle Pietet for de Folks Sprog, der havde grundlagt vor Kultur. Overafdelingerne bleve betegnede med græske, Underafdelingerne med latinske Navne.
Længdeenheden selv kaldte man, som allerede anført, simpelthen Meter (af det græske Ord "μετoóv", Maal); Underafdelingerne kaldtes Decimeter = 0,1 Meter, Centimeter = 0,01 Meter, Millimeter = 0,001 Meter,; Overafdelingerne kaldtes derimod Dekameter = 10 Meter, Hektometer 100 Meter, Kilometer = 1000 Meter, Myriameter = 10,000 Meter. De første dannedes ved Sammensætning med de latinske Ord "decem", 10, "centum", 100, "mille", 1000; de sidste med de tilsvarende græske "δέxa", 10, "έxατόv", 100, "γίλιοι", 1000, og "μύςιοι", 10,000.
Til Vægtenhed antoges Vægten af en Tærning destilleret Vand ved 4° Celsius, med en Side, der skulde udgjøre 1 Centimeter. Denne Enhed kaldtes Gram efter det græske "μςάμμα", som man antog havde vejet omtrent ligesaa meget som en Kubikcentimeter destilleret Vand ved 4° C. Kilogrammet = 1000 Gram blev Handelsvægten; det svarer aldeles nøjagtigt til 2 danske Pund. For øvrigt fulgte Inddelingen konsekvent det Skema, der var anvendt ved Længdeinddelingen, og man fik saaledes Decigram, Centigram og Milligram paa den ene Side, og Dekagram, Hektogram og Kilogram paa den anden Side.
Flademaal og Kubikmaal fik man umiddelbart ved at kvadrere og kubere Længdemaalene. Flademaalets Enhed kaldtes Are (af "area", en Flade) og blev sat lig med 100 Kvadratmeter, en Kvadrat med Side paa 10 Meters Længde; Kubikmaalets Enhed blev kaldt Stere (af "στερεός", fast, solid) og blev sat lig med en Tærning med Side paa 1 Meters Højde.
En Tærning af en Kubikdecimeters Indhold blev kaldt Liter (af "λίτρα" = det latinske "libra" = et Pund).
Saavel Aren som Steren og Litren bleve inddelte i Overensstemmelse med de øvrige Maal.
Man vil af det foregaaende have set, at der i hele Metersystemet ikke findes noget specielt, fransk, der maaske kunde hindre dets Antagelse som internationalt Maal. Men desuagtet rejses der endnu bestandigt Indvendinger herimod: snart hedder det, at man jo har benyttet Parisermeridianen til Bestemmelse af Metren; den er derfor et specifik franskt Maal; snart hedder det, at Metren, ifølge de nyere og bestandigt nøjagtigere Gradmaalinger ikke er 1/10000000 af Jordkvadrantens Længde, idet Fjerdedelen af Meridiankredsen udgjør 10,000,857,5 Meter, og at Metren saaledes ikke er nøjagtigt hvad den skulde være.
Disse Indvendinger ere dog lige uholdbare. Naar man vil bestemme en Kugles Størrelse, er det nemlig aldeles ligegyldigt, hvilken af dens Storcirkler man maaler, naar man blot maaler en saadan, eller et Stykke af en saadan, der gaar gjennem begge Endepunkterne af en Diameter, ligegyldigt hvilken. Denne almindelige Regel gjælder nu vistnok ikke fuldkomment for en Sfæroide saaledes som vor Jord, da vi her have uendeligt mange Diametre af forskjellig Længde, hvoraf den korteste gaar fra Pol til Pol, og de længste forbinde to og to Punkter i Ækvator; mellem disse ligger der Diametre af alle mulige Størrelser indenfor de nysnævnte Grænser. En Meridian repræsenterer imidlertid i sine enkelte Punkter alle vor Jords Størrelsesforhold, og derfor er den i og for sig den mest universelle Jorddimension. Da nu alle Meridianer indbyrdes ere lige — og hvert Punkt paa Jorden har sin egen Meridian —, er ogsaa Parisermeridianen aldeles lig med den, der gaar gjennem London, Kjøbenhavn, Kristiania eller hvilketsomhelst andet Punkt paa Jordens Overflade, og det er derfor taabeligt at betragte den ene som foretrukket fremfor den anden. Desuden bør man erindre, at der, ved Bestemmelsen af Kvadranten, hvis 1/10000000 man antog til Meter, blev taget Hensyn til alle tidligere Gradmaalinger, og at alle Lande, der i denne Henseende have bidraget til en videnskabelig Udforskning af Jorden, ogsaa kunne gjøre Fordring paa Æren af at have leveret Bidrag til Bestemmelse af Metersystemets Enhed.
Den anden Indvending, at Metren ikke nøjagtigt er 1/10000000 af Kvadranten, er ligeledes betydningsløs; efter hvad vi nu vide, er Jorden større end man antog i Aaret 1792. Havde man derfor bestemt, at Metren nøjagtig skulde være 1/10000000 af Kvadranten, vilde den nu være for kort, og man maatte foretage en Forlængelse af den, Men der er aldrig bleven stillet en saadan Fordring til Metren. Her, som ved ethvert naturligt Maal, ,kommer det ikke an paa, at dets Enheds Forhold til en uforanderlig Størrelse i Naturen netop bliver udtrykt ved et rundt Tal som f. Ex. 1:10000000; det kommer kun an paa, at dette Forhold er saa vidt mulig rigtigt opfattet, og at det rette Forholdstal kan bevares.
Man har endvidere fremført den Indvending, at en krum Linie (Jordens Omkreds) ikke vil kunne anvendes til dermed at maale rette Linier. Men hertil kan svares, at enhver krum Linie kan betragtes som forvandlet til en ret, i samme Øjeblik som dens Længde er bestemt og udtrykt, og at man i det hele taget slet ikke kunde komme til Kundskab om Længden af en Meridian end ved at udmaale selve den krumme Linie ved Sammenlægning af lutter rette Linier.
En Sammenligning med nogle andre Maal vil vise, hvor bekvemme i praktisk Henseende de almindeligste af de Maal ere, som forekomme i Metersystemet:
Naar f. Ex. 1 Kilogram koster 7 Kr. 50 Øre, koster 1 Hektogram 75 Øre, 10 Kilogram 75 Kr., et Dekagram 7,5 Øre o. s. v. En Meter Silke koster 5 Kr., en Decimeter altsaa 50 Øre, en Centimeter 5 Øre o. s. v.
Meter- og Decimalsystemet vinder nu mere og mere Indgang i de civiliserede Lande, og der gjør sig, som andetsteds omtalt, uafladeligt Bestræbelser gjældende for at skaffe et internationalt Møntsystem Indgang som et vigtigt Led for at lette Samkvemmet mellem de forskjellige Nationer. Hvad der ogsaa er af Betydning er, at Mønterne hvad deres Dimensioner og Vægt angaar, blive bragte i et vist Forhold til Metersystemet, saaat man kan benytte de udprægede Mønter baade som Maal og Vægt.
Fig. 8 viser Forholdet mellem de simpleste Metermaal. Siden ab = 1 Decimeter, bc = 5 Centimetre; enhver af de større Firkanter er altsaa = 1 Kvadratcentimeter, og Hjørnetærningen dg = 1 Kubikcentimeter; disse to Maal vises atter delte i 100 Kvadratmillimetre og 1000 Kubikmillimetre.
Maal af Arbejdskraft. Som et almindeligt Exempel herpaa ville vi tage en Dampmaskine. Dens Kraft opstaar ved Spændigheden af den Damp, som vi have frembragt ved at lade Ilden paavirke Vandet. En bestemt Mængde Kul udvikler, gjennem den Varme, der fremkommer ved Forbrændingen, altid den samme Mængde Damp af en vis Spændighed, altsaa ogsaa samme Kraft; hvad denne koster, kan udtrykkes ved Prisen paa Kullene, og theoretisk alene herved. I Praxis komme dog ogsaa andre Faktorer til at spille en Rolle: saaledes Udgifterne til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Maskine, Tab som Følge af Varmeudstraaling og af Gnidning o. s. v.
Theoretisk kunde man nu meget vel maale det mekaniske Arbejde med en Enhed, der udtrykkes ved den Virkning, som opnaas af en vis Mængde Kul, medens det forbrænder, og denne Methode vilde i Kullet kunne finde en langt betydningsfuldere Maalestok, end Guld og Sølv nogensinde kunde afgive. Men dette Maal vilde i Praxis ikke være anskueligt nok; man har derfor som Enhed valgt den Kraftmængde, som i en Tidsenhed (et Sekund) formaar at løfte en Vægtenhed en Længdeenhed.
Da Tidsenheden altid er den samme, nævnes den ikke særligt ved Opgivelse af Kraften i de enkelte Tilfælde. Vægten og den Højde, hvori den løftes, maa derimod nævnes. Betegnes Maskinens Kraft f. Ex. = 16 Meterkilogram, vil dette sige det samme som, at den formaar i 1 Sekund at løfte 8 Kilogram 2 Metre eller 2 Kilogram 8 Metre eller 4 Kilogram 4 Metre eller 16 Kilogram 1 Meter eller 1 Kilogram 16 Meter.
Som Enhed ved Angivelsen af Dampmaskiners ofte betydelige Kraft benyttes ofte den saakaldte Hestekraft, der anslaas til 480 Fodpund eller 75 Dynamier.</poem>
Fodnoter.
I den trykte bog er de enkelte fodnoter skrevet på samme side som de optræder i teksten, men da det ikke er muligt i den digitale udgave er de i stedet samlet herunder. | wikisource | wikisource_3072 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Der findes flere versioner af melodien med mindre afvigelser fra hinanden
Teksten.
<poem>
Der var en skipper og han hed Las',
og han hed Las, ja og han hed Las'.
Han sejled' rundt i en smadderkas', ja
imellem Esbjerg og Fanø.
En dag da Las' havde stødt fra land,
ha'd stødt fra land, ja ha'd stødt fra land.
han havde glemt at få proviant, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las' han leved' af bakskuld kuns,
af bakskuld kuns, ja af bakskuld kuns.
Han skylled' ned med en kaffepunch, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og Las' han sejled' i dage tre,
i dage tre, ja i dage tre.
Men han fik aldrig mer' land at se, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
Og hver en skipper, der går til bunds,
der går til bunds, ja der går til bunds.
Ham hilser Las' med en kaffepunch, ja
imellem Esbjerg og Fanø.
</poem> | wikisource | wikisource_7193 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Fjerde tillægsprotokol (1963).
Fjerde Tillægsprotokol til Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og grundlæggende Frihedsrettigheder, ved hvilken der sikres visse rettigheder og frihedsrettigheder ud over de i konventionen og i protokol nr. 1 til denne indeholdte bestemmelser.
De underskrivende regeringer, der er medlemmer af Europarådet, er i beslutning om at tage skridt til at sikre en kollektiv gennemførelse af visse rettigheder og frihedsrettigheder ud over dem, som allerede er omfattet af afsnit 1 i den i Rom den 4. november 1950 undertegnede konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (i det følgende omtalt som »»konventionen««) og artikel 1-3 i den i Paris den 20. marts 1952 undertegnede protokol nr. 1 til denne konvention
blevet enige om følgende:
Artikel 1.
Ingen må berøves sin frihed alene på grund af manglende evne til at opfylde en kontraktmæssig forpligtelse.
Artikel 2.
Stk. 1. Enhver, der retsmæssigt opholder sig på en stats territorium, har inden for dette territorium ret til bevægelsesfrihed og til frit at vælge sit opholdssted.
Stk. 2. Enhver har frihed til at forlade et hvilket som helst land, herunder sit eget.
Stk. 3. Udøvelsen af disse rettigheder skal ikke være underkastet andre begrænsninger end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde ordre public, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihedsrettigheder.
Stk. 4. De i stk. 1 nævnte rettigheder kan endvidere inden for særlige områder underkastes restriktioner, som er indført ved lov, og som i et demokratisk samfund tjener almenvellet.
Artikel 3.
Stk. 1. Ingen kan hverken ved individuelle eller ved kollektive foranstaltninger udvises af et territorium tilhørende den stat, i hvilken han er statsborger.
Stk. 2. Ingen kan berøves retten til indrejse i den stat, i hvilken han er statsborger.
Artikel 4.
Kollektiv udvisning af udlændinge er forbudt.
Artikel 5.
Stk. 1. Enhver af de høje kontraherende parter kan ved nærværende protokols undertegnelse eller ratifikation eller når som helst derefter til Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at anvende denne protokols bestemmelser inden for de af den pågældende stat angivne territorier, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.
Stk. 2. Enhver af de høje kontraherende parter, der har afgivet en erklæring i henhold til foregående stk., kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved betingelserne i en tidligere erklæring ændres, eller anvendelsen af protokollens bestemmelser bringes til ophør for ethvert territoriums vedkommende.
Stk. 3. En erklæring, der er afgivet i overensstemmelse med denne artikel, skal betragtes som værende afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 63, stk. 1.
Stk. 4. Et under en stat hørende territorium, på hvilket denne protokol finder anvendelse i henhold til ratifikation eller godkendelse, så vel som ethvert territorium, på hvilket denne protokol finder anvendelse i henhold til en af vedkommende stat i henhold til denne artikel afgiven erklæring, skal betragtes som et særskilt territorium for så vidt angår de i artikel 2 og 3 indeholdte henvisninger til en stats territorium.
Artikel 6.
Stk. 1. De høje kontraherende parter betragter bestemmelserne i protokollens artikler 1-5 som tillægsartikler til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal anvendes i overensstemmelse hermed.
Stk. 2. Ikke desto mindre kan retten til individuel regres, anerkendt ved en i henhold til konventionens artikel 25 afgivet erklæring eller anerkendelse af Domstolens bindende kompetence ved en erklæring afgivet i henhold til konventionens artikel 46, ikke bringes til anvendelse i forbindelse med denne protokol, medmindre vedkommende høje kontraherende part har afgivet en erklæring, hvorved sådan ret eller sådan kompetence anerkendes for så vidt angår samtlige eller enkelte af protokollens artikler 1-4.
Artikel 7.
Stk 1. Denne protokol er åben for undertegnelse af de af Europarådets medlemmer, der har undertegnet konventionen; den skal ratificeres samtidig med eller efter ratifikation af konventionen. Den træder i kraft, når fem ratifikationsinstrumenter er blevet deponeret. For så vidt angår en signatarmagt, der senere ratificerer protokollen, træder denne i kraft den dag, ratifikationsinstrumentet deponeres.
Stik. 2. Ratifikationsinstrumenterne deponeres hos Europarådets generalsekretær, som meddeler samtlige medlemmer navnene på den, der har ratificeret protokollen.
Til bekræftelse heraf har de nedenstående, som er behørigt befuldmægtiget dertil, undertegnet denne protokol.
Udfærdiget i Strasbourg den 16. september 1963 på engelsk og fransk, således at begge tekster har samme gyldighed, i et enkelt eksemplar, som skal forblive deponeret i Europarådets arkiv. Generalsekretæren skal tilstille enhver stat, som har undertegnet protokollen, bekræftede genparter. | wikisource | wikisource_1496 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=113 to=119 /> | wikisource | wikisource_18351 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
1.
Hvorefter kurrer Duen her,
Hvorefter græder Sielen meer,
Gud efter Lye i Klippens-Riv
I dette dødelige Liv?
2.
En Plads ved JEsu blodig Fod
Er Synder-Hiertet kier og god;
Og skal det have evig Fred,
Maae det i JEsu Saar faae Sted.
3.
Da nydes først bestandig Fred,
Naar Sielen har sit Bliverstæd
I JEsu aabne Sides Saar,
Og Daglig Næring deraf faaer.
</poem> | wikisource | wikisource_2766 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Note.
Historien om ungersvenden, der fanges ind af elverpigernes dans, findes i mange udgaver, både folkeviser og udgaver af navngivne digtere, f.eks.: Hr. Oluf han rider
Teksten.
<poem>
Jeg lagde mit hoved til Elverhøj,
mine øjne de finge en dvale,
Der kom to jomfruer gangendes frem,
de ville med mig tale.
Den ene klappede mig på kind,
den anden mig hvisked i øre:
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre".
"Vågn op, du favren ungersvend!
om du vil dansen røre,
min jomfru vil en vise kvæde,
om I lyster hende at høre".
Den ene begyndte en vise at kvæde
så favrt over alle kvinder,
og striden strøm den stilles derved,
som før var van at rinde.
Og striden strøm den stilles derved,
som før var vant at rinde,
de liden små fiske i floden svam,
de legte med deres finne.
Og alle de fiske, i floden svam,
de legte med deres hale,
alle de fugle, i skoven var,
begyndte at kvidre i dale.
"Og hør, du favren ungersvend,
og ville du hos os blive,
da ville vi kende dig bog og rune,
dertil at læse og skrive".
De dansed ud, og de dansed ind
alt i den elverfærd,
alt sad favren ungersvend
og støtted sig på sit sværd.
"Hør nu, du favren ungersvend!
Vil du ikke med os tale,
for vist skal sværd og hvassen kniv
dit hjerte lægge i dvale".
Havde Gud ikke gjort min lykke så god,
at hanen havde slaget sin vinge,
vist var jeg blevet i elverhøj
alt hos de elverkvinder.
Thi råder jeg hver dannis svend,
som ride vil i skove,
han ride ikke til elverhøj
og lægge sig der at sove.
</poem> | wikisource | wikisource_13513 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fire Noveller.djvu" from=5 to=9 header=1 /> | wikisource | wikisource_16253 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=60 to=61 header=1 /> | wikisource | wikisource_6735 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<poem>
I skovens dybe, stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang,
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertets længsler tie her,
hvor fred og hvile er.
Hør landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen, før den går til blund,
end kvidrer lidt en stund.
I mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø,
nu klokken tier, - aft'nens fred
sig stille sænker ned.
</poem> | wikisource | wikisource_4237 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Vi Frederik den Syvende, osv. G. v.: Efter den af Rigsdagen i tvende ordentlige Samlinger vedtagne og derefter af Os allernaadigst bifaldte Grundlovsbestemmelse om Indskrænkning af Grundloven af 5te Juni 1849, i Henholdt til nysmeldte Lovs § 100 har været forelagt en af nye Valg fremgaaet Rigsdag, og af denne 3die Gang i uforandret Skikkelse er bleven vedtaget, stadfæste Vi herved denne Grundlovsbestemmelse, saaledes lydende:
§ 1. Grundloven af 5te Juni 1849 indskrænkes til at gjælde for Kongeriget Danmarks særlige Anliggender.
§ 2. Kongeriget Danmarks særlige Anliggender ere:
Justits- og Politivæsenet (med Undtagelse af den Deel, der er overdraget Krigsmagten), derunder den almindelige Lovgivning vedkommende borgerlige Forhold, Forbrydelser og Rettergang;
Tilveiebringelsen af det Mandskab til Land- og Søhæren, som ifølge de bestaaende Planer eller de fra den lovgivende Magt for de fælles Anliggender udgaaede Love skal leveres fra Kongeriget;
Tilveiebringelsen af de Heste, Levnetsmidler, Foder, Qvarteer- og lignende Naturalfornødenheder, som Kongeriget paa samme Maade forpligtes til at skaffe tilveie;
Kirke- og Underviisningsvæsenet med de under Samme hørende Læreanstalter, med Undtagelse af de under Krigsmagten hørende Læreanstalter;
Communalvæsenet;
det almindelige Fattigvæsen;
Næringsforholdene;
Beskatning af faste Eiendomme, Formue, Indtægt og Næring;
Sager vedkommende stemplet Papir, alle med de særlige Anliggender forbundne Indtægter og Udgifter og hvilkensomhelst ny Skat for Kongeriget alene;
den Deel af Statsgjælden, som reiser sig af Lov af 20de Juni 1850 om Udjævning af Forskjellen mellem priviligeret og upriviligeret Hartkorn, og enhver Gjæld, som i Fremtiden maatte stiftes for Kongerigets særlige Vedkommende;
Sundhedsvæsenet;
Canal- og Havnevæsenet;
Veivæsenet og Jernbanesager;
Frikjørselssager;
Assurancevæsenet;
Sager, vedkommende de borgerlige militaire Corpser;
Sager, vedkommende offentlige Stiftelser, Lehn og Fideicommisser;
Sager, vedkommende det kongelige Theater og det kongelige Capel;
Coloniernes indre Anliggender.
Bestemmelserne i denne Paragraph kunne forandres ved Lov.
§ 3. Hvad der for Tiden henhører under Kongerigets verdslige eller geistlige Administration, kan kun ved Lov henlægges under nogen anden Statsdeel.
§ 4. Paa Finantsloven opføres Kongeriget Danmarks særlige Indtægter og Udgifter.
Kongerigets særlige Indtægter ere alle de, der hidrøre fra dets særlige Indtægtskilder eller opkræves til dets særlige anliggender (cfr. § 2).
Kongerigets særlige Udgifter ere de, der vedkomme dets særlige Anliggender, saavelsom den paa Kongeriget faldende Andeel af det Bekøb, hvormed de for det hele Monarchi fælles Udgifter maatte overstige de for Monarchiet fælles Indtægter. Denne Andeel af de fælles Statsudgifter skal udredes til den Tid, de forfalde, og, i Tilfælde af Forsømmelse heraf, forlods fradrages Kongerigets særlige Indtægter.
§ 5. Nærværende Grundlovsbestemmelser træde i Kraft:
1) naar den danske Rigsdag efter at være bleven bekjendt med den Fællesforfatning, som Kongen i Henhold til Kundgjørelsen af 28de Januar 1852 allernaadigst maatte agte at lade udgaae, beslutter, at disse Grundlovsbestemmelser skulle træde i Kraft samtidigt med Fællesforfatningen.
2) eller naar en Forsamling, bestaaende af Afsendinge fra Monarchiets forskjellige Dele, sammensat efter et Forhold, som svarer til det, der er fastsat for Størrelsen af de enkelte Statsdeles Bidrag til Statsfornødenhederne, og valgt for Kongerigets Andeel, enten efter den for samme bestaaende Valglov eller af den danske Rigsdag, idetmindste 60, 1/3 af Landsthinget og 2/3 af Folkethinget, blandt vedkommende Things egne Medlemmer – har forenet sig med Kongens Regjering om en i Henhold til Kundgjørelsen af 28de Januar 1852 affattet Fællesforfatning, og denne af Hans Majestæt Kongen er blevet ophøiet til Lov.
§ 6. Fra samme Tid ere §§ 1, 4-17, 21, 23, 33, 54 og 71, samt den første midlertidige Bestemmelse i Grundloven af 5te Juni 1849 ophævede, ligesom de Paragrapher i bemeldte Grundlov, der angaae baade Monarchiets fælles og Kongerigets særlige Anliggender, ere indskrænkede til disse sidste alene, og er tillige det i Indledningen tagne Forbehold fyldestgjort. | wikisource | wikisource_21738 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Peter Nansen - Maria.djvu" from=116 to=117 header=1 /> | wikisource | wikisource_6757 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=497 to=499 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9545 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="H Wulff - Den danske Rigsdag.djvu" from=24 to=29 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_9064 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Dostojewsky - Forbryderen.djvu" from=111 to=127 fromsection=b tosection=a header=1 /> | wikisource | wikisource_14244 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Minona.djvu" header=1 from=63 to=83 /> | wikisource | wikisource_20799 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Valfart.pdf" header=1 from=136 to=141 /> | wikisource | wikisource_18356 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Guds Venner.djvu" header=1 from=84 to=92 /> | wikisource | wikisource_18534 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger – | wikisource | wikisource_16303 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
<pages index="Fire Noveller.djvu" from=97 to=156 header=1 /> | wikisource | wikisource_16422 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Galvanoplastiken.
<poem>Den galvaniske Strøms kemiske Virkninger. I enhver sammensat kemisk Forbindelse ere Bestanddelene af forskjellig elektrisk Kvalitet, i Henhold til hvilken de vilde indtage forskjellige Pladser i den elektriske Spændingsrække. Vand bestaar saaledes af Ilt og Brint, af hvilke den førstnævnte er negativ i Forhold til Brinten, og denne positiv i Forhold til Ilten. Naar begge Poltraadene, Elektroderne, som de kaldes, fra et tilstrækkelig stærkt Batteri nedsænkes i Vand, saaledes at Strømmen kan gaa over fra den ene Pol til den anden, begynder der strax en Adskillelse af Vandet i dets Bestanddele — hvad vi allerede have set finde Sted i selve Voltas Søjle —; Ilten, som er Vandets elektronegative Bestanddel, gaar til den positive Pol, Anoden, medens den elektropositive Brint gaar til den negative Pol, Katoden. Begge Luftarterne udvikles i Form af smaa Blærer ved Polspidserne, hvor de da kunne opsamles paa den Maade, som er vist i Fig. 320. Man faar da dobbelt saa meget Brint som Ilt, da det jo er i dette Forhold, at disse to Luftarter ere forenede med hinanden i Vandet.
Allerede i Aaret 1800 havde man fundet, at Vandet kan adskilles; i Aaret 1806 godtgjorde Humphrey Davy, at det var muligt at adskille Alkalierne og de alkaliske Jordarter, som man tidligere havde antaget for ikke sammensatte Legemer; han paaviste, at de vare saakaldte Ilter, det vil sige Forbindelser mellem et Metal og Ilt. I Potaske fandt man Metallet Kalium, i Soda Natrium, og han paaviste, at Kalcium, Magnium, Aluminium og Silicium ere Hovedbestanddelene i Kalk-, Talk-, Lerjord og Kisel. Byggende paa denne Erfaring udviklede Kemien sig nu hurtigt og sikkert.
De nævnte Legemer ere Metaller eller metallignende Legemer og have deres Plads ved den yderste positive Ende af den elektriske Spændingsrække. Ilten er et af de mest negative Legemer, og derfor udskiller den sig; altid ved den positive Pol, medens Metallet derimod i kemisk ren Tilstand afsætter sig ved den negative Pol af et tilstrækkelig kraftigt Batteri. Kalium, Natrium o. s. v. kunne dog ikke under almindelige Forhold bevares i denne kemisk rene Tilstand, idet den nemlig strax igjen forandres under Paavirkning af den atmosfæriske Luft. Disse Metaller stræbe nemlig saa stærkt efter at forene sig med Ilten, at de, saa snart de frigjøres, uddrage Ilt af den atmosfæriske Luft og forene sig med den under Udvikling af Lys og Varme: de forbrænde. Disse Stoffer finder man derfor heller ikke i ren Tilstand i Naturen, og det var først efterat Videnskaben havde naaet en høj Grad af Udvikling at man blev i Stand til at fremstille dem af deres Forbindelser. Dette lykkedes Davy, idet han satte en Plade Potaske (smeltet og vandfri) i Forbindelse med den positive Pol af et stærkt galvanisk Batteri. Den negativ Pol ledede han ind i en med Kviksølv fyldt Udhuling, i denne Plade. (Fig. 321). Det Kalium, der udskilte sig ved den negative Pol, og som ved tidligere Forsøg altid var forbrændt, fandt nu i Kviksølvet et Legeme, hvormed det kunde forbinde sig, og som kunde beskytte det mod Luftens Paavirkning. Der dannede sig Kaliumamalgam, hvoraf Davy derpaa udskilte Kaliumet ved at bortdampe Kviksølvet.
Salte — det vil sige mere sammensatte kemiske Forbindelse, i hvilke to Legemer, hvert bestaaende af to med hinanden forenede enkelte Legemer, ere forenede til et tredie, nyt — kunne ikke desto mindre ogsaa blive adskilte, naar de nemlig blot kunne bringes i flydende Form, saaat de kunne komme til at danne den ledende Forbindelse mellem de to Poler. Naar man f. Ex. nedsænker Polerne fra et Batteri i en Opløsning af svovlsurt Kobberilte, opstiger der ved den positive Pol smaa Blærer af Ilt, medens der ved den negative Pol afsætter sig metallisk Kobber. Svovlsyren gaar til den negative Pol, og her opløser den, hvis den faar Lejlighed dertil, lige saa meget metallisk Kobber, som der udskilles ved den positive.
Dette Forhold har, som allerede tidligere omtalt, ved Daniells Batteri ført til Anvendelse af en Kobbervitriolopløsning, hvori den negative Kobberplade nedsænkes; man opnaar herved, at Metalfladen, der er i Berøring med Vædsken, stadigt vedligeholder sig blank. Man kan faa disse Aflejringer paa den negative Polplade baade faste og sammenhængende, men dog samtidigt saa fine, at de gjengive den mindste Fordybning og Ophøjning i Polpladen. Den Industrigren, som grunder sig paa dette Princip, kaldes Galvanoplastiken.
Galvanoplastiken. Den første, der iagttog Grundfænomenet, var Wach, som i Aaret 1830, da han konstruerede et galvanisk Batteri, lagde Mærke til, at der aflejrede sig Kobber.
I de ægyptiske Grave har man fundet store Figurer, Kar o. s. v. af meget tyndt Kobber, ligesom ogsaa Trægjenstande, der vare overtrukne med en fin Kobberhinde, og der er derfor dem, der have ment, at allerede de gamle Ægyptere skulle have kjendt til denne Kunst. Beviserne herfor mangle imidlertid, og vi kunne vel derfor have Ret til at indrømme vort mærkværdige Aarhundrede Æren for ogsaa denne interessante Opfindelse; den er ialtfald fremkommen med fuld Bevidsthed og er bleven udviklet ganske videnskabeligt.
Sandsynligvis har Naturen selv i umindelige Tider udført Galvanoplastik efter en storartet Maalestok; ialtfald kan man ikke tænke sig nogen simplere og naturligere Forklaring paa Forekomsten af de rene Metallejer, som findes hist og her, f. Ex. Forekomsten af rent Kobber i Lag af sedimentære Bjergarter ved nogle af Søerne i Nordamerika. Paa samme Maade som den galvaniske Strøm i Kemikerens Laboratorium er i Stand til at fremstille Kobberet af dets Forbindelser, paa samme Maade kan man antage, at den fra evig Tid arbejder i Naturens store Laboratorium.
Det er navnlig to Mænd, Jacobi i Petersborg og Spencer i Liverpool, der, som det synes samtidigt og uden at kjende hinanden, først faldt paa og udførte den Tanke, at lade det Kobber, som udfældes ved den negative Pol, afsætte sig paa bestemte Former. Jacobi synes først at være kommen til et heldigt Resultat; ialtfald bliver han i Almindelighed anset som Opfinder af den praktiske Methode, og den russiske Regering tilkjendte ham en Belønning paa 25,000 Rubler, da han havde fremstillet sine første galvanoplastiske Produkter.
De galvanoplastiske Apparater ere ikke andet end galvaniske Elementer, i Almindelighed bestaaende af Kobber og Zink, hvis negative Pol er nedsænket i en Opløsning af svovlsurt Kobberilte, medens den positive Pol derimod befinder sig i fortyndet Svovlsyre. De to Vædsker ere adskilte fra hinanden ved en porøs Væg af Træ, Ler eller Blære.
Man kan for meget billig Pris selv forfærdige et Apparat af dette Slags. I en cylindrisk Glaskrukke anbringer man f. Ex. en aaben Træcylinder, der er saa stor, at der overalt er mindst en halv Tomme mellem Træet og Glasset. I Stedet for Bund er Træcylindren forneden solidt overbundet med et Stykke vaad Svine- eller Oxeblære. Glascylindren er bestemt til at optage den negative Pol og bliver derfor fyldt med en Opløsning af Kobbervitriol, medens Træcylindren, der skal optage den positive Pol, fyldes med fortyndet Svovlsyre (30—40 Dele Vand til 1 Del Svovlsyre). Nu anbringer man Træcylindren saaledes i Glasset, at Vædskerne komme til at staa omtrent lige højt i dem begge. Lægger man derpaa en Kobberplade, hvortil der er fastgjort en Kobber- eller Messingtraad, ned i Kobberopløsningen, og en Zinkplade, ligeledes med en Kobber- eller Messingtraad, ned i den fortyndede Svovlsyre, og forener man de to Traade, er Strømmen sluttet, og der vil snart paa den nederste Plade afsætte sig Kobber, der udfældes af Opløsningen. Dette Lag, der bestaar af sammenhængende, ganske rent Kobber, vil efterhaanden tiltage i Styrke, og det afsætter sig overalt paa Pladen, saaat man altsaa faar et aldeles nøjagtigt, men omvendt Aftryk af hvad der er indridset i denne.
Fig. 322 viser os Apparatet i en noget bedre Skikkelse. Vi se det yderste Glas, som indeholder Kobbervitriolopløsningen; inden i dette er der anbragt et andet mindre Glas med et Stykke Blære til Bund og fyldt med fortyndet Svovlsyre. Over det større Glas ligger der et Trælaag, som har en Aabning for det mindre Glas, og som forøvrigt tilsigter at beskytte Kobberopløsningen mod Støv. Zinkpladen er forbunden med Kobberpladen ved ledende Metaltraade, som forenes i en Klemme. Den Gjenstand. hvoraf der skal tages Aftryk, ligger paa Kobberpladen. Er denne Gjenstand f. Ex. en stukket Kobberplade, vil Aftrykket gjengive alle Trækkere i den, men ophøjede, og, naar man atter anbringer dette Aftryk i Apparatet, faar man en ny Plade, der ikke er til at skjelne fra den første. Denne Fremgangsmaade bliver meget anvendt i Praxis: af en Kobberplade vil der nemlig i Almindelighed kun kunne tages omtrent 800 gode Tryk; ad galvanoplastisk Vej skaffer man sig da saa mange Kopier af Originalpladen som maa anses fornødne til Oplagets Størrelse. Navnlig benyttes denne Fremgangsmaade, naar man vil skaane meget kostbare graverede Kobberplader; saaledes til at kopiere Plader, hvormed der skal trykkes Værdipapirer, i de bekjendte store Landkortfabriker i Weimar og Gotha o. s. v.; fremdeles til at skaffe Kopier af Træsnit m. m. Det er ikke ubetinget nødvendigt, at Formen ved den negative Pol, som man ønsker overtrukket med Kobber, er af Metal; det er tilstrækkeligt, at dens Overflade bliver gjort ledende. Man kan derfor til Form benytte Træ, Gibs, Svovl, Stearin — kort sagt ethvert Stof, som er tilstrækkelig plastisk til at kunne formes som man ønsker, og som kunne taale at ligge i Kobberopløsningen, hvad f. Ex. Gibsforme ikke kunne, naar de ikke først blevne behandlede med varmt Vox eller lignende.
Murray var den første, som henviste paa Muligheden af at benytte ikke-metalliske Former til galvanoplastiske Udfældninger (1840). Guttaperka, der er saa anvendeligt paa mange Omraader, har ogsaa her vist sig som et udmærket Formmateriale. Naar det blødgjøres i varmt Vand og derpaa trykkes mod Originalen, gjengiver det alle Enkelthederne saa fuldkomment som næsten intet andet Stof.
Man anvender flere forskjellige Midler for at gjøre Overfladen ledende: man indgnider saaledes Formen med fint revet Grafit (Blyant) eller Metalbronce; støber man Forme af Stearin, kan Grafitpulveret i Forvejen være blandet i Støbemassen. Man kan fremdeles opnaa Hensigten ved at bestryge Overfladen med en Sølvopløsning og udsætte den for Paavirkning af Dampe af Svovlæther, hvori der er opløst noget Fosfor; der danner sig da en fin, meget godt ledende Hinde af Fosforsølv.
Da den negative Pol overtrækkes med Kobber paa alle de Steder, hvor den kommer i Berøring med Kobbervitriolopløsningen, og det kunde blive temmelig vanskeligt at fjerne dette Overtræk, bestryger man de Dele, hvor der ikke skal afsætte sig Kobber, med Fernis eller Vox, og lader kun den Flade, som skal gjengives, være ledende.
Som man ser, er der altsaa Mulighed for at anvende Galvanoplastiken paa en meget mangesidig Maade, og enhver af Læserne har sikkert — ofte uden at ane det — havt et galvanoplastisk Produkt imellem sine Hænder.
Man har ret træffende kaldt denne Kunst »Koldstøbning«; den kan virkelig ogsaa anvendes i Stedet for almindelig Støbning overalt hvor man vil fremstille plane eller hult modellerede Gjenstande. Naar man vil fremstille hule, runde Stykker, maa Udfældning selvfølgelig foregaa paa Indersiden af Hulformen, og denne maa derfor indrettes omtrent saaledes som Fig. 323 antyder. Den negative Pol staar her ved Ledningen c i Forbindelse med Hulformen, medens den positive Pol føres ind i Formens Indre ved Hjælp af de fine Platintraade, der staa i Forbindelse med k og danne en Form, der omtrentlig svarer til selve Hulformen, Herved opnaas, at Udfældningen foregaar ligeligt paa ethvert Punkt af Formen, hvad der ellers næppe vilde ske.
Paa denne Maade har man mangfoldiggjort talrige Værker af Billedhuggerkunst, ja, i mange Tilfælde har Kunstneren endog strax ladet sit Værk udføre i Metal ad galvanoplastisk Vej ved at benytte sin Model til deraf at fremstille en Hulform, i Stedet for at lade Modellen udføre i Marmor eller støbe i Bronce.
Et af de største Foretagender i denne Retning er i disse Dage bleven bragt til endelig Afslutning i det galvanoplastiske Institut i Haeren, et Par Mil fra Brussel. Det er en 12 Fod høj Statue af Maleren Jean van Eyck, som Billedhuggeren Pickery har udført for Brügge, og som er bleven koldstøbt i Bronce. Operationen, som blev afsluttet den 22de Marts, havde varet i flere Maaneder. Tykkelsen af det Broncelag, der er bleven udfældet, er omtrent 4 Linier.
Man kan faa meget interessante galvanoplastiske Efterligninger af smaa Dyr, saasom Firben, Biller o. s. v. ved at omgive Dyret med fin og blød Ler-masse, tørre og brænde det hele, derpaa fjerne Askeresterne efter Dyret og gjøre den saaledes vundne Form ledende.
Lige saa betydningsfuld som Galvanoplastiken er for Kobberstikkeren, Xylografen o. s. v., lige saa vigtig er den ogsaa for Skriftstøberen, idet den sætter ham i Stand til at undgaa Udførelsen i Staal af de Matricer, hvori Skriften skal støbes; han kan jo nu meget billigt skaffe sig en galvanoplastisk Kobbermatrice af ethvert Bogstav, han vil støbe. Almindelige Stereotypflader kunne ogsaa overtrækkes med et fint Lag Kobber, hvorved de blive langt varigere end ellers. Ogsaa de Plader, der benyttes af Kobberstikkeren, og som skulle være i den allerhøjeste Grad glatte og fint polerede, fremstiller man bedre ad galvanisk end ad mekanisk Vej. Man skaffer sig dem meget let ved kemisk at forsølve polerede Glasplader (hvilket vi nærmere skulle omtale under Spejlfabrikationen), og herpaa at lade et tilstrækkelig tykt Lag galvanisk Kobber udfælde.
Det følger af sig selv, at Galvanoplastiken har faaet en stor Betydning for Numismatiken (Møntkundskaben), og flere af Læserne ville maaske ogsaa have set numisinatiske Værker, hvor der i Stedet for Afbildninger var vedføjet galvanoplastiske Gjengivelser af vedkommende Mønter eller Medailler.
En meget interessant Anvendelse finder Galvanoplastiken i den af Kobell opfundne Galvanografi med de dermed beslægtede Kunstgrene, Glyfografi og Stylografi, som vi allerede have omtalt i 1ste Bind af dette Værk.
De støtte sig tildels til den Kjendsgjerning, at der ved den positive Pol opløses Kobber i samme Forhold som der udskilles Kobber ved den negative, og man benytter ogsaa denne Omstændighed til at ætse almindelige Kobberstiksplader.
I det hele taget have den galvaniske Strøms kemiske Virkninger faaet saa vidtstrakte Anvendelser i den forholdsvis korte Tid, man har forstaaet at benytte dem, at det vilde falde os vanskeligt at nævne dem alle. Der er opstaaet store industrielle Etablissementer, hvor alle Slags galvanoplastiske Arbejder blive udførte; Paris udmærker sig navnlig i saa Henseende. Vi skulle med nogle Ord omtale et af de mest storartede Arbejder af dette Slags, der nogensinde er bleven udført: Gjengivelsen i naturlig Størrelse af Trajans-søjlen i Rom.
Som bekjendt lod det romerske Senat bygge et pragtfuldt Forum til Ære for Trajan, da han havde undertvunget Dacerne, som længe havde foruroliget det romerske Riges Grænser. Oprindelig stod Trajans Billedstøtte paa Toppen af Søjlen, men en af Paverne lod siden Apostelen Paulus indtage Kejser Trajans Plads. Søjlen er helt bedækket med Billedhuggerarbejde, som forestiller Hovedmomenterne i de trajanske Krige; det afgiver noget af det værdifuldeste Materiale, der foreligger til Brug ved det kulturhistoriske Studium, idet det ikke alene er af stor kunstnerisk, men ogsaa er af uskaterlig historisk Betydning, da det giver en Fremstilling af Skikke og Sædvaner, Klæder og Vaaben m. m., ikke alene hos Romerne og deres Forbundsfæller, men ogsaa hos de af dem undertvungne Barbarer.
Søjlen er omtrent 125 Fod høj og er sammensat af 33 Marmorblokke, af hvilke 8 danne Sokkelen, 23 selve Søjlen, 1 Kapitælen og 1 Fodstykket til Billedstøtten. Enhver af disse Blokke er gjennemboret i Midten ligesom en Møllesten, og i den Hulhed, der saaledes fremkommer, er der anbragt en Vindeltrappe, som fra neden fører helt op til det øverste. Forneden ere Figurerne omtrent to Fod, for oven derimod omtrent dobbelt saa høje. Kejserens Person er gjengivet omtrent et halvt Hundrede Gange, og i det hele taget er der mellem 2000 og 3000 Figurer. Kejser Napoleon gav Befaling til, at dette interessante Mindesmærke skulde gjengives i Paris ad galvanoplastisk Vej. Der blev taget Gibsaftryk af Originalen, og disse bleve benyttede som Matricer i Oudins galvanoplastiske Anstalt i Paris. Det er os imidlertid ikke bekjendt, paa hvilket Standpunkt dette Arbejde nu befinder sig, om det maaske er fuldført, eller maaske helt opgivet under de politisk bevægede Tider. Det var oprindeligt Meningen enten at sætte alle de enkelte Stykker sammen til et Hele eller ogsaa — for at lette Studiet af Enkelthederne — at sætte Søjlen op i en halv Snes mindre Stykker ved Siden af hverandre.
Man kan iøvrigt gjøre sig en Forestilling om, hvor storartet Oudins Etablissement er, naar man hører, at det aarlig forbruger 100,000 Pund Kobbervitriol og 24,000 Pund Zink.
Da Metaludfældningen foregaar stærkere paa den Del af den nedhængte Gjenstand, der vender nedad, bør man — naar Operationen har varet den halve Tid — omskifte dens Stilling, saaledes at hvad der før vendte op, nu kommer til at vende ned.
Ved den egentlige galvanoplastiske Fremgangsmaade tilsigter man jo at faa det udfældede Kobber i saadanne Former, at det kan anvendes som et Hele for sig. Man maa derfor sørge for at det udfældede Metal og Formen — hvis den er af Metal — ikke forene sig uopløseligt med hinanden. Dette opnaas paa forskjellig Maade, bl. a. ved at give Formen et ganske fint Overtræk af Sølv, Grafit eller Olie. Gjøres derimod et Metalstykke aldeles rent ved Hjælp af en eller anden Syre og nedhænges det derpaa strax i Apparatet, vil det udfældede Metal hæfte meget fast ved Metalstykket, navnlig hvis man kun lader Udfældningen vedvare i kort Tid. Paa denne Maade forsyner man en Mængde Gjenstande med Kobber for at gjøre dem mere holdbare, f. Ex. Søm, Jerntraad m. m. I Almindelighed benyttes denne Fremgangsmaade til at forsyne uædle Metalgjenstande med en ædel Overflade.
Den galvaniske Forsølvning og Forgyldning har i de senere Aar fundet en vidtstrakt Anvendelse i de Industrigrene, der beskjæftige sig med at fremstille forskjellige Slags Husgeraadsgjenstande, som f. Ex. Skeer, Knive, Gafler, Bakker, Skaale m. m. De Apparater, der anvendes hertil, ere ikke væsentlig forskjellige fra dem, vi allerede have beskrevet; men naturligvis benytter man andre Metalopløsninger. Skulle vedkommende Gjenstande overtrækkes med Sølv, hænges der en Sølvplade ved den positive Pol; skulle de derimod overtrækkes med Guld, ophænges der naturligvis en Plade af dette Metal i Stedet for Sølvpladen. Den Vædske, der benyttes til Forsølvningen, er Cyansølv, opløst i Cyankalium, og til Forgyldning Cyanguld, opløst i Cyankalium. Forsølv- og Forgyldningen giver de smukkeste Resultater, naar Opløsningen holdes opvarmet under hele Operationen.
Fig. 324 viser et ganske simpelt lille Apparat, som meget vel kan benyttes til Forsølvning og Forgyldning, og Fig. 325 et større og bedre.
Den galvaniske Forgyldning har stor Betydning, ikke alene derved at den muliggjør væsentlige Besparelser af det ædle Metal, men ogsaa og navnlig derved, at den mere og mere fortrænger den tidligere benyttede Ild- eller Lueforgyldning, der er i højeste Grad skadelig for Helbredet paa Grund af de Kviksølvdampe, der udvikle sig ved dette Arbejde.
Vi skulle her anføre nogle Exempler paa, hvor fin den Sølv- eller Guldhinde kan gjøres, hvormed man overtrækker forskjellige Gjenstande.
I Ruhla (Thüringen) forsølver man saaledes 400 à 600 Pibebeslag med 3 Kvint Sølv og for 1 Krone Guld overtrækker man 12 Dusin Knapper, der ere 1 Tomme i Gjennemsnit: ved simplere Sorter har Overtrækket kun en Tykkelse af 3/100000 Tomme. Man ser heraf, at det nutildags ikke er videre kostbart at »forgylde« et Menneske.
Der er konstrueret særlige Vægtskaale, hvorved det bliver muligt meget nøjagtigt at kontrollere Udfældningen af de ædle Metaller, saaat Overtrækket hverken bliver for tyndt eller for tykt, idet de nemlig selv afbryde Operationen saa snart der er udfældet saa meget Sølv eller Guld, som man har ønsket. De Gjenstande, der skulle overtrækkes, blive ophængte ved den ene Ende af en toarmet Vægtstang. Strømmen gaar fra det galvaniske Element gjennem Vægtstangen og Ophængningstraaden og er sluttet saa længe som den anden Side af Vægtstangen holdes nede af en Vægt, der svarer til den Metalmasse, man ønsker udfældet, Saa snart der nu har afsat sig tilstrækkeligt meget Metal paa de nedhængte Gjenstande, og deres Vægt derved er bleven forøget, hæves den anden Vægtstangsarm op, Strømmen bliver afbrudt, og Sølv- eller Guldudfældningen ophører i samme Øjeblik.
Man faar en smuk gul Forgyldning, naar man anvender en Opløsning af rent Guld i Cyankalium og Vand; en rødlig ved at tilsætte Opløsningen lidt Kobbervitriol; en grønlig ved Tilsætning af Cyansølv.
De mest omfangsrige Forgyldninger ad galvanoplastisk Vej ere foretagne af Hertugen af Leuchteaberg i den russiske galvanoplastiske Anstalt i Reval. Man skulde nemlig forgylde Fodstykkerne og Kapitælerne til de Søjler, som vare bestemte til Isakskirken i Petersborg. Disse Stykker vare af Bronce og havde en samlet Vægt af 57,600 Pund. Højden af de største Kapitæler var omtrent 5 Fod, og Gjennemsnittet af de største Fodstykker noget over 3 Fod. Hertil behøvedes der Udfældningskasser, hvoraf enhver skulde kunne rumme omtrent 6000 Potter Guldopløsning. Disse Kar vare to og to stillede omkring en bevægelig Kran, ved hvis Hjælp Broncestykkerne kunde løftes i Kobberkjæder og med største Lethed nedsænkes i og atter hæves op af Badekarret. Det hændte ofte, at der blev udfældet 20 à 30 Pund Guld paa en Dag, og, i de tre Åar, der medgik til disse Arbejder, forbrugtes der mere end 560 Pund Guld.
Man kan nu udfælde de fleste Metaller, ja endog Legeringer, som f. Ex. Messing og Bronce. Fremgangsmaaden herved er i alt væsentligt den samme som ved de andre Metaller, kun at Opløsningerne naturligvis ere forskjellige.
Vil man udfælde Tin og Zink, benytter man Ætskali, hvori det vedkommende Metals Ilte er opløst. Jern udfældes spejlblankt af Jernvitriol, og om Forstaaling af Kobberplader have vi allerede havt Lejlighed til at tale i lste Bind.
Ad galvanoplastisk Vej, ved Udfældning af Blyoverilte, kan man give Metalflader et paafaldende smukt Farvespil, der har megen Lighed med Perlemorets.
Den i forrige Afsnit beskrevne Grammes Maskine anvendes med Held i større galvanoplastiske Anstalter.</poem> | wikisource | wikisource_3019 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Pragerfredens artikel V.
Grev Bismarck udtalte sig under forhandlingerne om Slesvigs og Holstens indlemmelse i Preussen d. 20. dec. 1866 på følgende måde med hensyn til Pragerfredens artikel 5:
Der Herr Abgeordnete (Twesten) stimmt für die Annexion.
Ich bedaure, dass über den Zweck hinaus, diese Abstimmung zu motivieren, seine Rede hauptsächlich eine versuchte Beweisführung gewesen ist, dass die Schleswig-Holsteiner Grund hatten, übler Laune zu sein über alles, was ihnen von Preußen widerfahren ist.
Ich erlaube mir zunächst einige unrichtige Tatsachen, auf welche der Herr Redner diese Beweisführung begründete, nochmals zu berichtigen.
Ich erkläre es für positiv falsch, dass der Prinz von Augustenburg jemals die preußischen Februarbedingungen angenommen hat, und wir wurden genötigt sein, die Briefe, welche darüber vorliegen, wenn diese unwahren Behauptungen ferner aufrecht erhalten werden sollten, zu veröffentlichen, obwohl sie ursprünglich nicht dazu bestimmt gewesen sind.
Er hat sie stets nur so angenommen, dass er sich eine Hintertür offen gehalten, er hat in uns die Überzeugung geweckt, dass die vor behaltene ständische Zustimmung von ihm zu diesen Bedingungen nicht gesucht werden werde, dass er vielmehr im Einzelnen, vermöge der ständischen Weigerung, loszukommen suchen werde, und gerade von dem Wichtigsten.
Bei der bekannten, oft erwähnten Unterredung, die der Herr Redner nochmals angeführt hat, obschon ich nicht weiß, was sie mit dem heutigen Zweck zu tun hat, muss ich zunächst bestreiten, dass der Prinz in einem gereizten Zustande gewesen ist.
Die Unterredung dauerte drei Stunden, von 9 Uhr bis Mitternacht.
Am Schlusse derselben hat sich der Prinz in vollkommen freundlicher Beziehung von mir verabschiedet und gesagt, er werde sich die Sache in Doltzig weiter überlegen und von dort aus schreiben.
Ich muss der Behauptung des Herrn Vorredners in meinem persönlichen Interesse entgegentreten.
Ich habe nicht die Gewohnheit, in meinem eignen Hause und unter vier Augen unhöflich zu sein und bei politischen Verhandlungen glaube ich mich immer so verhalten zu haben, dass mein Gegenpart nicht ohne sachlichen Anlass in einen gereizten Zustand versetzt wird.
Hätte ich gewusst, dass diese Details heute von der Tribüne vorgebracht werden würden, so würde ich mich aus den Akten vergewissert haben, wie sie damals lagen.
Ich kann nicht Alles behalten, was in drei Jahren geschieht, aber dessen erinnere ich mich ganz genau, dass die Forderung, welche ich dem Prinzen jemals in Aussicht stellte, hinter den Februar-Bedingungen sehr weit zurückstand.
Es handelte sich um ein Hafengebiet und um feste Stellungen au den beiden Endpunkten des Nordostseekanals.
Die militärischen Beziehungen konnten zwischen uns damals gar nicht so genau diskutiert werden, in allen anderen waren unsere Anspruche damals sehr viel gemäßigter, als später in den Februarbedingungen; und ich glaube versichert zu sein, dass ich mich dem entsprechend geäußert habe.
Ich erinnere mich sicher, dass, als ich von dem Hafengebiet sprach, der Prinz darauf hinwies, das konnte sich ja gar 'um Quadratmeilen' handeln, woraus Sie eben den Maßstab dessen, was er zu bewilligen bereit war, entnehmen können.
Dass ich in früheren Zeiten zu irgendjemand gesagt haben solle, ich zöge die Personalunion der Einsetzung der Familie Augustenburg vor, muss ich stark bezweifeln.
Ich kann natürlich, wie schon gesagt, nicht jedes Wort im Gedächtnis behalten, was ich zu den vielen hundert Deputationen, die ich gesehen, gesprochen habe; dieses aber kann ich nicht gesagt haben, denn es ist nie meine Meinung gewesen, und warum sollte ich gerade diesen Leuten in dieser Richtung das Gegenteil meiner Meinung sagen!
Ich habe stets an dem Klimax festgehalten, dass die Personalunion besser war, wie das, was existierte, dass ein selbstständiger Fürst besser war, als die Personalunion, und dass die Vereinigung mit dem preußischen Staate besser war, als ein selbstständiger Fürst.
Welches da von das Erreichbare war, das konnten allein die Ereignisse lehren.
Wäre Personalunion das Maximum des Erreichbaren gewesen, so hatte ich mich vor der Hand bei der damaligen Lage der Dinge im Interesse Deutschlands nicht berechtigt und berufen gehalten, diese Abschlagszahlung zurückzuweisen.
Aber es ist ja nicht zweifelhaft, dass im ganzen Laufe des Jahres 1864 eine für uns irgend annehmbare Verständigung mit dem Prinzen von Augustenburg nicht zu ereichen war, und dass der Prinz die Bedingungen, die Se. Majestät und Sr. Majestät Minister für annehmbar hielten, nicht eingegangen ist.
Ich kann noch weiter gehen, wenn wir einmal auf Persönlichkeiten kommen.
Noch im vorigen Jahre, kurz vor den Gasteiner Verhandlungen, habe ich den Königlich bayerischen Minister Freiherrn von der Pfordten gebeten, ob er nicht seine Vermittelung dahin eintreten lassen wolle, dass zur Verhütung eines Konfliktes, der ganz Deutschland ergreifen konnte, Unterhandlungen geführt wurden, durch welche der Prinz von Augustenburg bewogen werde, einen für Preußen annehmbaren Frieden mit Sr. Majestät zu machen, wobei ich erklärte, dass ich dem Prinzen zu diesem Behufe an dem Königlichen Hofe eine günstige Aufnahme vermitteln würde, wenn der Prinz sich dorthin begeben wolle.
Herr Freiherr von der Pfordten übernahm sehr bereitwillig diese Vermittelung; er hat sich demgemäß an den Prinzen, ob an dessen Räte ebenfalls, weiß ich nicht, gewendet; er hat jedoch darauf zuerst mehrere Wochen lang gar keine Antwort bekommen und später eine kühle und vornehme Ablehnung. Hierfür habe ich Zeugen. Wenn ferner behauptet worden ist, dass sich ein Unterschied in dem Eroberungs-Verhältnis von Schleswig-Holstein und dem von Hannover behaupten ließe, so ist dies nur so zu akzeptieren, dass unser Eroberungsrecht an den Herzogtümern jedenfalls ein noch stärkeres ist; es ist ein doppeltes!
Wir haben sie zuerst den Dänen und zweitens sie dem mit unsern kriegerischen Feinden verbündeten Prinzen von Augustenburg abgenommen.
Nehmen Sie an, der Prinz wäre wirklich legitimer Regent gewesen, so ist er eben so sehr der Bundesgenosse unserer kriegerischen Gegner gewesen, als der König von Hannover oder der Kurfürst von Hessen.
Er ist es aber mit mehr Besonnenheit gewesen, mit mehr Berechnung und mit weniger Offenheit.
Wäre unser Vorgehen in der Mitte Juni dieses Jahres weniger schnell erfolgt, so würden wir es erlebt haben, dass auf der Basis des Bundesbeschlusses vom 14. Juni a. c. sich in Hannover, an dem Kristallisationspunkte des Gablenzschen Korps, hannoversche und augustenburgische Truppen bei Stade gesammelt hätten, um gegen uns im Felde zu operieren und eine Diversion gegen Berlin zu machen.
Ich bedaure, dass der Herr Vorredner von der Höhe der politischen Auflassung, die ihn sonst kennzeichnet, herabgestiegen ist, um Persönlichkeiten auf der Tribüne in diesem Augenblicke vor die Öffentlichkeit zu bringen.
Ich kenne nicht die einzelnen untergeordneten Beamten in der Verwaltung von Schleswig-Holstein; ich habe in diesem Augenblick auch nicht die Zeit, mich darum zu bekümmern.
Ich muss mein volles Vertrauen auf den Baron v. Scheel-Plessen setzen, und er genießt es im vollsten Maße.
Er ist der erste Schleswig-Holsteiner, der schon im Jahre 1864 in Schönbrunn mir den festen Entschluss aussprach, für nichts Anderes als für den Anschluss an Preußen zu wirken, und die Verdächtigung, dass er dänischen Interessen diene, ist eine solche, die er nicht verdient und die ich auf das Bestimmteste zurückweise: ich baue auf seine Treue eben so fest, wie auf die irgend eines andern Dieners Seiner Majestät des Königs.
Dass die Königliche Staatsregierung ihn in diesem Momente mit einer gewissen Freiheit schalten lassen muss, dass ein so schneidiger und entschiedener Charakter, wie der des Herrn v. Plessen, der sich viele Jahre lang im Kampfe für sein Land gegen Dänemark bewährt hat, seine unbequemen, seine rauen Seiten hat, die ihn mitunter über das Ziel hinausschießen lassen mögen und Freunde verletzen, anstatt den Gegner, das mag sein, dergleichen ist von einer kräftigen und männlichen Natur oft unzertrennlich.
Ich habe aber so viel im Amte gelernt, dass man es mit in den Kauf nehmen muss; man muss bei einer starken und sonst zuverlässigen Persönlichkeit auf solche kleine Reibungen gefasst sein und daraus keine Ursache zum Bruch oder zu einer Anklage machen.
Ich habe nicht Zeit und halte es nicht für zweckmäßig, die Geschäfte dergestalt zu zentralisieren, das man gewissermaßen in jedem Gendarm persönlich drinsitzen will; es ist ja ein gerechter Vorwurf gegen die preußische Verwaltung, dass jede Brücke im Lande vom Ministerium selbst gebaut wird, und dass jede kleine rechthaberische Lokalbeschwerde von verletzten Gemütern gleich an die große Glocke gehängt wird, mit dem Verlangen, dass man deshalb die höchsten Beamten und gleich ganze Systeme wechselt.
Ich komme zu einem anderen schwerer wiegenden Vorwurf, den der Herr Vorredner unserer Politik macht und zu dessen Besprechung ich etwas weiter ausholen muss, ich meine den wegen der Möglichkeit der "Abtretung eines Teiles von Nordschleswig".
Der Herr Vorredner hat auch diesen Punkt und, wie mir scheint, die ganze Weltlage aus dem ausschließlich schleswig-holsteinschen Standpunkte aufgefasst.
So können wir die Frage nicht beurteilen.
Wären wir mit Schleswig-Holstein und mit Dänemark allein auf der Welt, so würde ein solcher Friedensparagraph nicht existieren.
Ich muss um Verzeihung bitten, wenn ich hierbei weitläufiger werde, als sonst meine Gewohnheit ist, oder wenigstens doch weiter ausholen muss, um Ihnen die Gründe klar zu legen, welche die Königliche Staatsregierung bestimmt haben, einen dem öffentlichen Gefühle widerstrebenden und mit den reichen Erfolgen Preußens anscheinend im Widerspruch stehenden Artikel in den Frieden aufzunehmen.
Die politische Gestaltung, welche Europa im Jahre 1815 erhalten hat, die Beziehungen der Kabinette zu einander von da ab bis zum Jahre 1840, geben das Bild eines großen europäischen Defensivsystems gegen Frankreich.
Es war dies die natürliche Rückwirkung der Eroberungskriege des ersten französischen Kaiserreichs.
Dieses System gewährte seinen Teilnehmern eine Sicherheit, aber eine abhängige, wenigstens für Preußen.
So lange Preußen ihm angehörte, musste es auch den unglücklichen Zuschnitt, der ihm im Jahre 1815 zu Teil geworden war, ertragen, mit seinem Kommissbrot eben zufrieden sein.
Es hatte dafür Schutz und Sicherheit. Die früheren Regierungen haben es nicht für zweckmäßig gehalten, Gelegenheiten, die zur Abwerfung dieses Systems sich boten, zu benutzen. Dieses System ist gefallen ohne Preußens Zutun. Wäre also durch seinen Fall die Sicherheit in zu hohem Grade beeinträchtigt, so wäre Preußen selbst daran unschuldig; es ist gefallen durch das Jahr 1848, durch die Politik, die seit dem Jahre 1848 oder besser seit dem Jahre 1850 von Österreich gegen Preußen betrieben wurde, und die es sehr schwer machte, das frühere Vertrauen zu Österreich wieder zu erzeugen. Den letzten Stoss hat die heilige Allianz bekommen durch den orientalischen Krieg, durch das Verhalten Österreichs gegen Russland, und der Zerfall dieser Allianz hinterließ einen Zustand, in dem Preußen mit Recht oder Unrecht von dem Auslande und zum großen Teil von seinen eigenen Angehörigen als permanent hilfsbedürftig gegen Frankreich angesehen und diese angebliche Hilfsbedürftigkeit zur Basis der Spekulation auf unsere Nachgiebigkeit und Bescheidenheit gemacht wurde. Diese Spekulation ist in dem letzten Jahrzehnte namentlich von Österreich und von einem Teile unserer deutschen Bundesgenossen sehr weit getrieben worden. War sie eine berechtigte, fragt man sich? Die Interessen Preußens tragen an und für sich nichts in sich, was uns nicht den Frieden und ein freundlich nachbarliches Verhältnis zu Frankreich wünschenswert machte; wir haben bei einem Kriege mit Frankreich, selbst bei einem glücklichen, nichts zu gewinnen. Der Kaiser Napoleon, im Widerspruch zu andern französischen Dynastien, hat in seiner Weisheit erkannt, dass Frieden und gegenseitiges Vertrauen im Interesse beider Nationen liege, dass sie von der Natur nicht berufen seien, sich gegenseitig zu bekämpfen, sondern, als gute Nachbarn die Bahn des Fortschritts in Wohlfahrt und Gesittung mit einander zu wandeln. Zu solchen Beziehungen mit Frankreich ist nur ein selbstständiges Preußen befähigt, eine Wahrheit, die vielleicht nicht von Untertanen des Kaisers gleichmäßig erkannt wird. Wir aber haben es amtlich nur mit der französischen Regierung zu tun. Ein solches Nebeneinandergehen bedingt eine wohlwollende gegenseitige Schonung der Interessen beider Völker. Welches sind nun im großen Ganzen, ohne den zufälligen Stoß vorübergehender Ereignisse in Ansatz zu bringen, die Interessen Frankreichs in Bezug auf Deutschland? Betrachten wir sie ganz ohne deutsches Vorurteil; suchen wir uns auf den französischen Standpunkt zu setzen; es ist das die einzige Art, fremde Interessen mit Gerechtigkeit zu beurteilen. Es kann für Frankreich nicht erwünscht sein, dass in Deutschland eine Übermacht entsteht, wie sie sich darstellen würde, wenn man sich ganz Deutschland unter österreichischer Leitung geeinigt dächte, ein Reich von 75 Millionen, ein Österreich bis an den Rhein; selbst ein Frankreich bis an den Rhein würde kein ausreichendes Gegengewicht bilden. Es ist für ein Frankreich, welches mit Deutschland in Frieden leben will, ein Vorteil, wenn Österreich an diesem Deutschland nicht beteiligt ist, indem die österreichischer Interessen mit den französischen mannichfach kollidieren, sei es in Italien, sei es in dem Orient. Zwischen Frankreich und einem von Österreich getrennten Deutschland sind dagegen die Berührungspunkte, die zu feindlichen Beziehungen führen können, viel weniger zahlreich; und dass Frankreich den Wunsch hegt, zum nächsten Nachbarn einen solchen zu haben, mit dem es Aussicht hat, in Frieden zu leben, einen solchen, dem 35 oder 36 Millionen Franzosen im defensiven Kampfe vollständig gewachsen sind, ist ein natürliches Interesse, das kann man ihm nicht verargen. Ich glaube, dass Frankreich, in richtiger Würdigung seiner Interessen, weder zugeben konnte, dass die preußische Macht, noch dass die österreichische verschwände.
Welches sind weiter die Interessen Frankreichs bei der europäischen Entwickelung, namentlich unter der jetzigen Dynastie? Es ist die Berücksichtigung der Nationalitäten. Diesem System entsprechend hat Frankreich die dänische Frage von Anfang an aufgepasst; die französische Regierung hat schon auf der Londoner Konferenz und in der Zeit vor und nach ihr eine weniger schroffe Stellung gegen die deutschen Ansprüche Dänemark gegenüber eingenommen, so weit diese Ansprüche mit der Idee der Nationalität zusammenfielen. Die vollständige Durchführung des Nationalitäts- Principes ist bekanntlich auf der dänischen Grenze ganz unmöglich, weil die Nationalitäten so gemischt sind, dass sich nirgends eine Grenze, die sie vollständig von einander sondert, ziehen lässt; aber es war das Prinzip im Grossen, welches Frankreich vertreten hat, und welches es Frankreich möglich machte, den deutschen Bestrebungen nicht mit der Schärfe gegenüber zu treten, wie es von andern Mächten geschah. In der Zwischenzeit ist man in vertraulichen Besprechungen mit Dänemark, mit andern Mächten häufig auf diese Frage zurückgekommen; wir haben niemals die Initiative dazu ergriffen, weil sie uns keine bequeme war.
Ich bin stets der Meinung gewesen, dass eine Bevölkerung, die wirklich in zweifellos und dauernd manifestiertem Willen nicht preußisch oder nicht deutsch sein will, die in zweifellos manifestiertem Willen einem unmittelbar angrenzenden Nachbarstaate ihrer Nationalität angehören will, keine Stärkung der Macht bildet, von welcher sie sich zu trennen bestrebt ist. Man kann zwingende Gründe haben, dennoch auf ihre Wünsche nicht einzugehen, die Hindernisse können geographischer Natur sein, die es unmöglich machen, solche Wünsche zu berücksichtigen. Es fragt sich, ob und inwieweit dies hier zutrifft. Die Frage ist eine offene, wir haben jederzeit bei ihrer Erörterung hinzugefügt, dass wir uns niemals dazu herbeilassen können, unsere militärische Sicherheitslinie durch irgend ein Arrangement zu kompromittieren, dass wir wohl aber zweifellos und unabhängig ausgesprochene Wünsche, deren Beharrlichkeit und ehrliche Konstatierung klar wäre, an dieser geographischen Stelle, unter Umstanden berücksichtigen könnten. So ungefähr hat eine Anzahl vertraulicher Besprechungen in der Zwischenzeit gelautet.
So lag die Sache, als Frankreich durch die Ereignisse im Juli d. J. in die Lage kam, seine eigenen Wunsche mit einem ungewöhnlich starken Gewichte zu accentuiren. Ich brauche Ihnen die Situation nicht zu schildern, sie ist bekannt genug, und Niemand hat Preußen zumuten wollen, zwei große europäische Kriege gleichzeitig zu führen, oder in dem Momente, wo es den einen führte und die Früchte desselben noch nicht gesichert hatte, seine Beziehungen zu anderen Großmächten zu kompromittieren.
In dieser Lage der Dinge wurde Frankreich von Österreich zum Vermittler der Streitigkeiten berufen, also vollkommen legitim durch einen der streitenden Teile berufen, seine Meinung geltend zu machen. Dass Frankreich die Erfordernisse seiner Politik berücksichtigte, kann ihm Niemand verdenken; darüber, dass es sie mit Mäßigung geltend gemacht hat, ist es, glaube ich, für das Publikum noch zu früh, zu urteilen, und ich möchte Sie bitten, dies der Appreziation der Regierung zu überlassen. An uns trat die Frage heran, nicht ob wir es den Wünschen der Schleswig-Holsteiner entsprechend hielten, sondern die, ob wir in der europäischen Lage, in der wir uns vor Wien befanden, die Gesamtheit dessen, was uns von Österreich unter französischer Vermittelung geboten wurde, annehmen oder ablehnen wollten. Die Materialien zur Entschließung waren nicht eben in der wünschenswerten Vollständigkeit gegenwärtig, Detailverhandlungen unmöglich; unsere Kommunikationen waren unterbrochen, die Telegramme brauchten drei, mitunter sechs Tage, bevor sie aus den europäischen Residenzen, ins Hauptquartier gelangten, weil die Linien auf dem Kriegsschauplatz vielfach abgeschnitten waren. Es waren also nur die allgemeine europäische Lage und die eigene augenblickliche Stimmung als Motiv zur Entscheidung Sr. Majestät des Königs zu nehmen.
Wir hatten eine starke Anlehnung an der unerschütterlichen Vertragstreue Italiens, die ich nicht genug rühmen und deren Werth ich nicht hoch genug anschlagen kann. Die italienische Regierung hat der Versuchung, sich durch ein Geschenk Österreichs, des gemeinschaftlichen Feindes, von dem Bunde abziehen zu lassen, mit großer Entschiedenheit widerstanden, und wir knüpfen an diese Tatsache gegründete Hoffnungen auf die zukünftigen freundschaftlichen und natürlichen Beziehungen zwischen Deutschland und Italien. Aber ungeachtet dieser in der Diplomatie und auf dem Schlachtfelde wertvollen Bundesgenossenschaft, entnahmen wir der Gesamtlage die Überzeugung, dass wir den Bogen nicht zu straff spannen durften, dass es nicht angemessen sei, durch Verwerfung von Einzelheiten die Gesamtheit des Errungenen wieder in Frage zu stellen und ihre Sicherstellung vielleicht von weiteren europäischen Komplikationen abhängig zu machen. Es ist sehr schwer, von Hause aus zu übersehen und zu ermessen, wie weit eine Diskussion angebotener Bedingungen führt, oft von kleinen Ausgangspunkten zu schweren Differenzen; ich habe selbst Sr. Majestät unumwunden dazu geraten, wie die Vermittlungsvorschläge vor uns gelegt wurden, "á prendre ou á laisser", einzuschlagen und anzunehmen und nicht wie ein verwegener Spieler das Ganze nochmals aufs Spiel setzen.
Diese Verhältnissen, meine Herren, verdankt diese Klausel in dem Vertrage ihre Entstehung. Die vage Fassung, die sie erhalten hat, lässt uns eine gewisse Latitude der Ausführung; ich halte aber für nötig anzuführen, dass, wenn wir auch der Amendirung des Kommission nicht widersprechen, wir uns doch unmöglich durch die Kommission und die Beschlüsse des Landtages von Verpflichtungen entbinden lassen können, die wir eingegangen sind, sondern wir müssen sie halten, aber wir werden sie so zur Ausführung bringen, dass über die Abstimmung, auf deren Grund wir verfahren, über deren Freiwilligkeit und Unabhängigkeit und über den definitiven Willen, der dadurch kundgegeben wird, kein Zweifel bleibt.
Ich weiß nicht, ob die Diskussion weiter fortgeführt wird, oder ob ein baldiger Schlussantrag bevorsteht. Sollte ersteres der Fall sein, so möchte ich die Herren darum bitten, die Diskussion in diesem Momente doch nicht zur Ablagerung von mehr oder weniger feindseligen Parteiansichten zu benutzen, sondern in diesem Augenblicke den Blick nur nach Außen zu richten und die Notwendigkeit im Auge zu behalten, dass wir Rücken an Rücken stehen und das Gesicht dem Auslande zuwenden müssen um gemeinschaftlich unsere Interessen zu wahren. Es würde mir umso lieber sein, als ich leider nicht im Stande bin, der Diskussion bis zu Ende beizuwohnen, indem ich um diese Zeit notwendig bei den Verhandlungen der norddeutschen Bevollmächtigten werde zugegen sein müssen. | wikisource | wikisource_3632 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |
Grunnloven undertegnet på Eidsvoll 17. mai 1814.
Constitution for Kongeriget Norge..
A. Om Statsformen og Religionen.
§ 1. Kongeriket Norge er et frit, uafhængigt og udeleligt Rige. Dets Regjeringsform er indskrænket og arvelig-monarkisk.
§ 2. Den evangelisk-lutterske Religion forbliver Statens offentlige Religion. De Indvaanere, der bekjende sig til den, ere forpligtede til at opdrage sine Børn i samme. Jesuitter og Munkeordener maae ikke taales. Jøder ere fremdeles udelukkede fra Adgang til Riget.
B. Om den udøvende Magt, Kongen og den kongelige Familie.
§ 3. Den udøvende Magt er hos Kongen, hvis Tittel er Vi N. N. af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge.
§ 4. Kongens Person er hellig: han kan ikke lastes eller anklages. Ansvarligheden paaligger hans Raad.
§ 5. Arvefølgen er lineal og agnatisk, saaledes, at kun Mand af Mand kan arve Kronen. Den nærmere Linie gaaer for den fjernere, og den Ældre i Linien for den Yngre.
§ 6. Den udvalgte Konges, i lovligt Ægteskab avlede, mandlige Livsarvinger ere arveberettigede i den Orden, forrige § foreskriver, saa at Riget stedse bliver udeelt hos Een; hvorimod de øvrige Prindser, til hvilke Tronen ved Arv kan komme, bør nøies med den dem af Storthinget tilstaaende Apanage, indtil Arveordenen kommer til dem.
§ 7. Naar en, til Norges Krone arveberettiget, Prinds fødes, skal hans Navn og Fødselstid tilkjendegives førstholdende Storthing og antegnes i dets Protocol.
§ 8. Blandt Arveberettigede regnes ogsaa den Ufødte, der strax indtaget sit tilbørlige Sted i Arvelinien, om han end først efter Faderens Død fødes til Verden.
§ 9. Er ingen arveberettiget Prinds til, kan Kongen foreslaae sin Efterfølger for Storthinget, som enten antager eller forkaster Forslaget.
§ 10. Kongen er myndig, naar han har fyldt det 20de Aar. Saasnart han er indtraadt i det 21de Aar, erklærer han sig offentlig at være myndig.
§ 11. Saasnart Kongen, som myndig, tiltræder Regjeringen, aflægger han for Storthinget følgende Eed:
Er intet Storthing paa den Tid samlet, nedlægges Eden skriftlig i Statsraadet og igjentages høitideligen af Kongen paa første Storthing.
§ 12. Kongens Kroning og Salving skeer, efterat han er bleven myndig, i Trondhjems Domkirke paa den Tid og med de Ceremonier, han selv fastsetter.
§ 13. Kongen skal stedse boe inden Rigets nuværende Grændser og maa ikke, uden Storthingets Samtykke, opholde sig udenfor dem længer, end 6 Maaneder af Gangen, medmindre han for sin Person vil have tabt Ret til Kronen.
§ 14. Kongen maa ikke modtage nogen anden Krone eller Regjering uden Storthingets Samtykke, hvortil 2/3 af Stemmerne udfordres.
§ 15. Kongen skal stedse have bekjendt og bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, haandhæve og beskytte denne.
§ 16. Kongen anordner al offentlig Kirke- og Gudstjeneste, alle Møder og Forsamlinger om Religionssager, og paaseer, at Religionens offentlige Lærere følge de dem foreskrevne Normer.
§ 17. Kongen kan give og ophæve Anordninger, der angaae Handel, Told, Næringsveie og Politie; dog maae de ikke stride mod Constitutionen og de af Storthinget givne Love. De gjelde provisorisk til næste Storthing.
§ 18. Kongen lader i Almindelighed indkræve de Skatter og Afgifter, som Storthinget paalægger.
§ 19. Kongen vaager over, at Statens Eiendomme og Regalier anvendes og bestyres paa den af Storthinget bestemte og for Almeenvæsenet nyttigste Maade.
§ 20. Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. Forbryderen har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig den ham tildømte Straf.
I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes, anlagde for Rigsretten, kan ingen anden Benaadning, end Fritagelse for idømt Livsstraf, finde Sted.
§ 21. Kongen vælger og beskikker, efter at have hørt sit Statsraad, alle civile, geistlige og militaire Embedsmænd. Disse sværge Constitutionen og Kongen Troskab og Lydighed. De kongelige Prindser maae ei beklæde civile Embeder.
§ 22. Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, Gesandter og Consuler, civile og geistlige Overøvrighedspersoner, Regimenters og andre militaire Corpsers Chefer, Comandanter i Fæstninger og Høistbefalende paa Krigsskibe kunne, uden foregaaende Dom afskediges af Kongen, efterat han derom har hørt Statsraadets Betænkning. Hvorvidt Pension bør tilstaaes de saaledes afskedigede Embedsmænd, afgjøres af det næste Storthing. Imidlertid nyde de 2/3 af deres forhen hafte Gage. Andre Embedsmænd kunne ikkun suspenderes af Kongen, og skulle da strax tiltales for Domstolene, men de maae ei, uden efter Dom afsettes, ei heller mod deres Vilie forflyttes.
§ 23. Kongen kan meddele Ordener til hvem han forgodtbefinder, til Belønning for udmærkede Fortjenester, der offentligen maae kundgjøres; men ei anden Rang og Tittel, end den, ethvert Embede medfører. Ordenen fritager Ingen for Statsborgernes fælleds Pligter og Byrder, ei heller medfører den fortrinlig Adgang til Statens Embeder. Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres hafte Embeders Tittel og Rang. Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder tilstaaes Nogen for Eftertiden.
§ 24. Kongen vælger og afskediger efter eget Godtbefindende sin Hofstat og sine Hofbetjente. Til at lønne disse og holde sit Hof tilstaaes ham af Storthinget en passende aarlig Sum.
§ 25. Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Søemagt. Den maa ikke overlates i fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Krigsfolk, undtagen Hjelpetropper mod fiendtlige Overfald, maae inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke.
§ 26. Kongen har Ret til at sammenkalde Tropper, begynde Krig og slutte Fred, indgaae og ophæve Forbund, sende og modtage Gesandter.
§ 27. Regjeringen er ikke berettiget til Militairmagts Anvendelse mod Statens Medlemmer, uden efter de i Lovgivningen bestemte Former, medmindre nogen Forsamling maatte forstyrre den offentlige Rolighed, og den ikke øieblikkelig adskilles, efterat de Artikler i Landsloven, som angaae Oprør, ere den trende Gange lydeligen forelæste af den civile Øvrighed.
§ 28. Kongen vælger Selv et Raad af norske Borgere, som ikke ere yngre end 30 Aar. Dette Raad skal i det mindste bestaae af 5 Medlemmer. Til at tage Sæde i Statsraadet kan Kongen foruden dem ved overordentlige Leiligheder tilkalde andre norske Borgere; kun ingen Medlemmer af Storthinget. Forretningerne fordeler han blandt dem, saaledes som han det for tjenligt eragter. Fader og Søn, eller to Brødre maae ei paa samme Tid have Sæde i Statsraadet.
§ 29. Alle Statsraader skulle, naar de ikke have lovligt Forfald, være nærværende i Statsraadet, og maa ingen Beslutning tages der, naar ikke over det halve Antal af Medlemmerne ere tilstæde.
§ 30. Forestillinger om Embeders Besettelse og andre Sager af Vigtighed - diplomatiske og egentlige militaire Commandosager undtagne - skulle foredrages i Statsraadet af det Medlem, til hvis Fag de høre, og Sagerne af ham expederes overensstemmende med Kongens i Statsraadet fattede Beslutning.
§ 31. Forbyder lovligt Forfald en Statsraad at møde, og foredrage de Sager, som henhøre under hans Fag, skulle disse foredrages af en anden Statsraad, som Kongen dertil constituerer. Hindres saa mange ved lovligt Forfald fra Møde i Statsraadet, at ikke flere end Halvparten af det bestemte Antal Medlemmer ere tilstæde; skulle andre Embedsmænd af Kongen constitueres til at tage Sæde i Statsraadet.
§ 32. I Statsraadet føres Protocol over alle de Sager, som der forhandles. Enhver, som har Sæde i Statsraadet, er pligtig til med Frimodighed at sige sin Mening, hvilken Kongen er forbunden at høre. Men det er denne forbeholdt at fatte Beslutning efter sit eget Omdømme. Finder noget Medlem af Statsraadet, at Kongens Beslutning er stridende mod Statsformen eller Rigets Love, eller øiensynligen er skadelig for Riget; er det Pligt at gjøre kraftige Forestillinger derimod, samt at tilføie sin Mening i Protocollen. Den, der ikke saaledes har protesteret, ansees at have været enig med Kongen og er ansvarlig derfor, saaledes som siden bestemmes.
§ 33. Den Statsraad, som forestaaer det udenlandske Departement, bør have en egen Protocol, hvori de Sager indføres, som ere af den Natur, at de ikke bør forlægges det samlede Statsraad. Forøvrigt gjelder i dette Tilfælde de samme Bestemmelser som i 32te § ere fastsatte.
§ 34. Alle Regjeringens Beslutninger og Befalinger udstædes stedse i Kongens Navn.
§ 35. Alle af Kongen udfærdigede Befalinger og officielle Breve - militaire Commandosager undtagne - skulle contrasigneres af den, som ifølge sin Embedspligt har foredraget Sagen, da han bør være ansvarlig for Expeditionens Overensstemmelse med den Protocol, hvori Resolutionen er indført.
§ 36. Nærmeste Tronarving, om han er den regjerende Konges Søn, fører Tittel af Kronprinds til Norge. De Øvrige, som til Kronen ere arveberettigede, kaldes Prindser, og de kongelige Døttre Prindsesser.
§ 37. Saasnart Tronarvingen har fyldt sit 18de Aar, er han berettiget til at tage Sæde i Statsraadet; dog uden Stemme eller Ansvar.
§ 38. Ingen Prinds af Blodet maa forlade Riget, gifte sig eller begive sig i fremmed Tjeneste uden Kongens Tilladelse. Handler han herimod, forbryder han sin Ret til Kronen.
§ 39. De kongelige Prindser og Prindsesser skulle for deres Personer ikke svare for andre, end Kongen, eller hvem han til Dommer over dem forordner.
§ 40. Er Tronarvingen fraværende ved Kongens Død, bør han, hvis uovervindelige Hindringer ei forbyde det, inden 6 Maaneder, efterat Dødsfaldet er ham tilkjendegivet, indfinde sig i Riget, eller for sin Person have tabt Ret til Kronen.
§ 41. Er nærmeste Tronarving ved Kongens Død umyndig, fører Enkedronningen, om hun er Kongens kjødelige Moder, saalænge hun forbliver Enke, Regjeringen i Forening med Statsraadet, indtil Kongen vorder myndig. Er saadan Enkedronning ei til, da fører den nærmeste arveberettigede Prinds, som da er over 25 Aar gammel, Regjeringen paa samme Maade, under Tittel af Regent. Er Regentskabet tilfaldet en Fjernere i Arveordenen, paa Grund af, at den Nærmere ei var fuldmyndig, da skal den Første fravige det for den Sidstnævnte, saasnart denne har opnaaet 25 Aars Alder. I disse Tilfælde affattes Beslutningerne i Statsraadet efter de fleste Stemmer, og har Enkedronningen eller Regenten 2 Stemmer.
§ 42. Er ingen saadan fuldmyndig Prinds til, føres Regentskabet af Statsraadet i Forening med de Mænd, som Storthinget maatte finde fornødent at tilforordne, under Ansvar efter 45de §. Den første af Statsraadets Medlemmer har da Forsædet og 2 Stemmer.
§ 43. De i 42de § fastsatte Bestemmelser gjelde ligeledes i Tilfælde af, at Kongen ved Sinds- eller Legemssvaghed bliver uskikket til Regjeringen, eller er fraværende fra Riget.
§ 44. De, som ifølge Foranførte forestaae Regjeringen medens Kongen er umyndig, fraværende eller paa anden Maade ud af stand til selv at regjere, skulle for Storthinget, hver for sig, aflægge følgende Eed:
"Jeg lover og sværger at ville forestaae Regjeringen i Overensstem-"
"melse med Constitutionen og Lovene; saa sandt hjelpe mig Gud og"
"hans hellige Ord!"
§ 45. Saasnart deres Statsbestyrelse ophører, skulle de aflægge Kongen og Storthinget Regnskab for samme.
§ 46. Ved Kongens Død, eller i de Tilfælde, i hvilke et Regentskab bør beskikkes, skal strax et overordentligt Storthing sammenkaldes af Statsraadet, eller andre Vedkommende. Opfylder Statsraadet ikke denne Pligt inden 4 Uger, besørges Sammenkaldelsen ved Justitiarius og Tilforordnede i Høiesteret.
§ 47. Bestyrelsen af den umyndige Konges Opdragelse bør, hvis hans Fader ei derom har efterladt nogen skriftlig Bestemmelse, betroes til visse, af Storthinget dertil udnævnte, Mænd i Forening med Enkedronningen, om hun er hans kjødelige Moder, med Udelukkelse af den nærmeste Tronarving, hans Livsarvinger, Statsraadet og Regentskabets øvrige Tilforordnede.
§ 48. Er den mandlige Kongestamme uddød, og ingen Tronfølger udkaaren, da sammenkaldes Storthinget strax, paa den i 46de § foreskrevne Maade, for at vælge en nye Kongeæt. Imidlertid forholdes med den udøvende Magt efter 42de §.
C. Om Borgerret og den lovgivende Magt.
§ 49. Folket udøver den lovgivende Magt ved Storthinget, der bestaaer af 2 Afdelinger, et Lagthing og et Odelsthing.
§ 50. Stemmeberettigede ere kun de norske Borgere, som have fyldt 25 Aar, have været bosatte i Landet i 5 Aar, og enten
§ 51. Inden 6 Maaneder efter denne Constitutions Antagelse skal, i enhver Kjøbstad af Magistraten og i ethvert Præstegjeld af Fogden og Præsten forfattes et Mandtal over alle stemmeberettigede Indvaanere. De Forandringer dette efterhaanden maatte undergaae, anføres ufortøvet deri. Enhver skal, forinden han indføres i Mandtallet, offentligen til Thinge sværge Constitutionen Troskab.
§ 52. Stemmeret suspenderes:
§ 53. Stemmeret tabes:
§ 54. Valg- og Districtsforsamlingerne holdes hvert 3die Aar. De skulle være tilendebragte inden December Maaneds Udgang.
§ 55. Valgforsamlingerne holdes paa Landet i Præstegjeldets Hovedkirke, i Kjøbstæderne i Kirken, paa Raadhuset eller et andet dertil beqvemt Sted. De bestyres paa Landet af Sognepræsten og hans Medhjelpere, i Kjøbstæderne af disses Magistrater og Formænd. Stemmegivningen skeer i den Orden, Mandtallet viser. Stridigheter om Stemmeret afgjøres af Forsamlingens Bestyrere, hvis Kjendelse kan indankes for Storthinget.
§ 56. Førend Valgene begynde skal Constitutionen lydelig oplæses, i Kjøbstæderne af den første Magistratsperson, paa Landet af Præsten.
§ 57. I Kjøbstæderne udnævnes een Valgmand for hver 50 stemmeberettigede Indvaanere. Disse Valgmænd samles inden 8 Dage derefter, paa et af Øvrigheden dertil bestemt Sted, og udnævne enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i deres Valgdistrict 1/4 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at 3 til 6 vælge Een, 7 til 10 To, 11 til 14 Tre, 15 til 18 Fire, som er det høieste Antal, nogen Bye maa sende. Har en Kjøbstad færre end 150 stemmeberettigede Indvaanere, sender den sine Valgmænd til nærmeste Kjøbstad, for at stemme i Forening med dennes Valgmænd, og ansees da begge Kjøbstæder som eet District.
§ 58. I hvert Præstegjeld paa Landet udnævne de stemmeberettigede vaanere, i Forhold til deres Antal, Valgmænd saaledes, at indtil 100 vælge Een, 100 til 200 To, 200 til 300 Tre, o. s. f. i samme Forhold. Disse Valgmænd samles inden een Maaned derefter paa et, af Amtmanden dertil bestemt Sted, og udnævne da, enten af deres egen Midte, eller blandt de øvrige Stemmeberettigede i Amtet 1/10 af deres eget Antal til at møde og tage Sæde paa Storthinget, saaledes, at 5 til 14 vælge Een, 15 til 24 To, 25 til 34 Tre, 35 og derover Fire, som er det største Antal.
§ 59. De i § 57 og 58 fastsatte Bestemmelser gjelde indtil næste Storthing. Befindes det da: at Kjøbstædernes Repræsentanter udgjøre mere eller mindre end 1/3 af hele Rigets, bør Storthinget til Følge for Fremtiden, forandre disse Bestemmelser saaledes, at Kjøbstædernes Repræsentanter forholde sig til Landets, som 1 til 2, og bør Repræsentanternes Antal i det Hele ikke være mindre, end 75 og ei større end 100.
§ 60. De inden Riget værende stemmeberettigede, der ikke kunne møde formedelst Sygdom, Militairtjeneste eller andet lovligt Forfald, kunne skriftlig sende sine Stemmer til dem, der bestyre Valgforsamlingerne, forinden disse ere tilendebragte.
§ 61. Ingen kan vælges til Repræsentant, medmindre han er 30 Aar gammel og har i 10 Aar opholdt sig i Riget.
§ 62. Statsraadets Medlemmer og de Embedsmænd, som ere ansatte ved dets Comptoirer, eller Hoffets Betjente og dets Pensionister kunne ikke vælges til Repræsentanter.
§ 63. Enhver, som vælges til Repræsentant, er pligtig at modtage Valget, medmindre han hindres derfra ved Forfald, der kjendes lovligt af Valgmændene, hvis Kjendelse kan underkastes Storthingets Bedømmelse. Den, som to paa hinanden følgende Gange har mødt som Repræsentant paa et ordentligt Storthing, er ikke forpligtet til at modtage Valget til det derpaa følgende ordentlige Storthing. Hindres en Repræsentant ved lovligt Forfald fra at møde paa Storthinget, træder den, som næst ham har de fleste Stemmer i hans Sted.
§ 64. Saasnart Repræsentanterne ere valgte, forsynes de med en Fuldmagt, underskrevet, paa Landet af Overøvrighederne og i Kjøbstæderne af Magistraten, saavelsom af samtlige Valgmænd, til Beviis for, at de, paa den i Constitutionen foreskrevne Maade, ere udnævnte. Disse Fuldmagters Lovlighed bedømmes af Storthinget.
§ 65. Enhver Repræsentant er berettiget til Godtgjørelse af Statskassen for Reiseomkostninger til og fra Storthinget og for Underholdning i den Tid, han der opholder sig.
§ 66. Repræsentanterne ere paa deres Reise til og fra Storthinget, samt under deres Ophold der, befriede fra personlig Heftelse, medmindre de gribes i offentlige Forbrydelser; ei heller kunne de udenfor Storthingets Forsamlinger drages til Ansvar for deres der yttrede Meninger. Efter den der vedtagne Orden er Enhver pligtig at rette sig.
§ 67. De paa forestaaende Maade valgte Repræsentanter udgjøre Kongeriget Norges Storthing.
§ 68. Storthinget aabnes i Almindelighed den første Søgnedag i Februarii Maaned hvert 3die Aar i Rigets Hovedstad, medmindre Kongen, paa Grund af overordentlige Omstændigheder, saasom fiendtlig Indfald eller smitsom Syge dertil bestemmer en anden Kjøbstad. Saadan Bestemmelse maa da betimelig bekjendtgjøres.
§ 69. I overordentlige Tilfælde har Kongen Ret til at sammenkalde Storthinget udenfor den almindelige Tid. Kongen udstæder da en Kundgjørelse, som bør være læst i alle Stiftsstædernes Kirker i det mindste 6 Uger, forinden Storthingets Medlemmer skulle møde paa det bestemte Sted.
§ 70. Et saadant overordentlig Storthing kan af Kongen hæves, naar han forgodtbefinder.
§ 71. Storthingets Medlemmer fungere som saadanne i 3 paa hinanden følgende Aar, saavel ved overordentlige, som ved det ordentlige Storthing, der imidlertid holdes.
§ 72. Holdes et overordentlig Storthing endnu paa den Tid, det ordentlige skal sammentræde, ophører det førstes Virksomhed, saasnart det sidste er samlet.
§ 73. Intet af Thingene kan holdes, medmindre 2/3 af dets Medlemmer ere tilstede.
§ 74. Saasnart Storthinget har constituert sig, aabner Kongen, eller den, han dertil beskikker, dets Forhandlinger med en Tale, hvori han underretter det om Rigets Tilstand og de Gjenstænde, hvorpaa han især ønsker at henlede Storthingets Opmærksomhed. Ingen Deliberation maa finde Sted i Kongens Nærværelse. Storthinget udvælger blandt sine Medlemmer 1/4 Part, som udgjør Lagthinget, de øvrige 3/4 Parter danne Odelsthinget. Hvert Thing holder sine Forsamlinger særskilte og udnævner sin egen Præsident og Secretair.
§ 75. Det tilkommer Storthinget:
§ 76. Enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad. Er Forslaget der antaget, sendes det til Lagthinget, som enten bifalder eller forkaster det, og i sidste Tilfælde, sender det tilbage med tilføiede Bemærkninger. Disse tages i Overveielse af Odelsthinget, som enten henlægger Lovforslaget, eller atter sender det til Lagthinget med, eller uden Forandringer.
Naar et Forslag fra Odelsthinget to Gange har været Lagthinget forelagt, og anden Gang derfra er bleven tilbagesendt med Afslag; træder hele Storthinget sammen og, med 2/3 af dets Stemmer, afgjøres da Forslaget. Imellem enhver saadan Deliberation maae i det mindste 3 Dage hengaae.
§ 77. Naar en, af Odelsthinget foreslaaet Beslutning er bifaldet af Lagthinget, eller det samlede Storthing, sendes den ved en Deputation fra begge Storthingets Afdelinger til Kongen med Anmodning om hans Sanction.
§ 78. Billiger Kongen Beslutningen, forsyner han den med sin Underskrift, hvorved den vorder Lov. Billiger han den ikke, sender han den tilbage til Odelsthinget, med den Erklæring, at han ikke fortiden finder det tjenligt at sanctionere Beslutningen.
§ 79. Beslutningen maa i dette Tilfælde ikke mere af det da samlede Storthing forelægges Kongen, som paa samme Maade kan forholde sig, om næste ordentlige Storthing paa nye foreslaaer samme Beslutning; men bliver den ogsaa af det 3die ordentlige Storthing, efter igjen at være drøftet, atter paa begge Thing uforandret antaget, og den da forelægges Kongen, med Begjering, at Hans Majestæt ikke vil nægte en Beslutning sin Sanction, som Storthinget, efter det modneste Overlæg, anseer for gavnlig; saa vorder den Lov, om end Kongens Sanction ikke paafølger inden Storthinget adskilles.
§ 80. Storthinget forbliver samlet saalænge, det finder det fornødent; dog ikke over 3 Maaneder uden Kongens Tilladelse. Naar det, efterat have tilendebragt sine Forretninger, eller efterat have været samlet den bestemte Tid, hæves af Kongen, meddeler han tillige sin Resolution paa de, ikke allerede forinden afgjorte Beslutninger, ved enten at stadfæste eller forkaste dem. Alle de, som han ikke udtrykkelig antager, ansees som af ham forkastede.
§ 81. Alle Love - de i § 79 undtagne - udfærdiges i Kongens Navn og under Rigets Segl i følgende Udtryk:
§ 82. De provisoriske Anordninger, som Kongen udgiver i den Tid, intet Storthing holdes, saavelsom de øvrige Anordninger og Befalinger, der vedkomme den udøvende Magt allene, affattes saaledes:
§ 83. Kongens Sanction udfordres ikke til de Storthingets Beslutninger, hvorved:
§ 84. Storthinget kan indhente Høiesterets Betænkning over juridiske Gjenstænde.
§ 85. Storthinget holdes for aabne Døre og dets Forhandlinger kundgjøres ved Trykken, undtagen i de Tilfælde, hvor det Modsatte besluttes ved Stemmeflerhed.
§ 86. Den, der adlyder en Befaling, hvis Hensigt er at forstyrre Storthingets Frihed og Sikkerhed, gjør sig derved skyldig i Forræderie mod Fædrenelandet.
D. Om den dømmende Magt.
§ 87. Lagthingets Medlemmer tilligemed Høiesteret udgjøre Rigsretten, som i første og sidste Instans dømmer i de Sager, som af Odelsthinget anlægges, enten mod Statraadets, eller Høiesterets Medlemmer, for Embedsforbrydelser, eller mod Storthingets Medlemmer for de Forbrydelser, de som saadanne begaae. I Rigsretten har Præsidenten i Lagthinget Forsædet.
§ 88. Den Anklagede kan, uden nogen dertil angiven Aarsag, forskyde af Rigsrettens Medlemmer indtil 1/3; dog saaledes, at Retten ei udgjør mindre end 15 Personer.
§ 89. Til at dømme i sidste Instans skal, saasnart mueligt, organiseres en Høiesteret, der ikke maa bestaae af færre, end Justitiarius og 6 Tilforordnede.
§ 90. I Fredstider er Høiesteret tilligemed 2 høie Officierer, som Kongen tilforordner, anden og sidste Instans i alle de Krigsretssager, som angaae enten Liv eller Ære, eller Friheds Tab for længere Tid, end 3 Maaneder.
§ 91. Høiesterets Domme kunne i intet Tilfælde paaankes eller underkastes Revision.
§ 92. Ingen kan beskikkes til Medlem af Høiesteret, førend han er 30 Aar gammel.
E. Almindelige Bestemmelser.
§ 93. Til Embeder i Staten maa allene udnævnes de norske Borgere, som bekjende sig til den evangelisk-lutterske Religion, have svoret Constitutionen og Kongen Troskab, og tale Landets Sprog, samt
Dog kunne Fremmede beskikkes til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Consuler paa fremmede Stæder. Ingen maa beskikkes til Overøvrighedsperson, førend han er 30 Aar gammel, eller til Magistratsperson, Underdommer og Foged, førend han er 25 Aar gammel.
§ 94. En nye, almindelig civil og criminel Lovbog skal foranstaltes udgivet paa første, eller om dette ikke er mueligt, paa andet ordentlige Storthing. Imidlertid blive Statens nugjeldende Love i Kraft, forsaavidt de ei stride imod denne Grundlov eller de provisoriske Anordninger, som imidlertid maatte udgives. De nuværende permanente Skatter vedblive ligeledes til næste Storthing.
§ 95. Ingen Dispensationer, Protectorier, Moratorier eller Opreisninger maae bevilges, efterat den nye, almindelige Lov er sat i Kraft.
§ 96. Ingen kan dømmes uden efter Lov, eller straffes uden efter Dom. Pinligt Forhør maa ikke finde Sted.
§ 97. Ingen Lov maa gives tilbagevirkende Kraft.
§ 98. Med Sportler, som erlægges til Rettens Betjente, bør ingen Afgiftter til Statskassen være forbundne.
§ 99. Ingen maa fængslig anholdes uden i lovbestemte Tilfselde og paa den ved Lovene foreskrevne Maade. For ubeføiet Arrest eller ulovligt Ophold staae Vedkommende den Fængslede til Ansvar.
§ 100. Trykkefrihed bør finde Sted. Ingen kan straffes for noget Skrift af hvad Indhold det end maatte være, som han har ladet trykke eller udgive, medmindre han forsetligen og aabenbar enten selv har visst, eller tilskyndet andre til Ulydighed mod Lovene, Ringeagt mod Religionen, Sædelighed eller de constitutionelle Magter, Modstand mod disses Befalinger, eller fremført falske og ærekrænkende Beskyldninger mod nogen. Frimodige Yttringer om Statsstyrelsen og hvilkensomhelst anden Gjenstand ere Enhver tilladte.
§ 101. Nye og bestandige Indskrænkninger i Næringsfriheden bør ikke tilstædes nogen for Fremtiden.
§ 102. Huusinqvisitioner maae ikke finde Sted, uden i criminelle Tilfælde.
§ 103. Fristed tilstædes ikke dem, som herefter fallere.
§ 104. Jord- og Brugslod kan i intet Tilfælde forbryes.
§ 105. Fordrer Statens Tarv, at Nogen maae afgive sin rørlige eller urørlige Eiendom til offentligt Brug, saa bør han have fuld Erstatning af Statskassen.
§ 106. Saavel Kjøbesummer, som Indtægter af det, Geistligheden beneficerede Gods, skal blot anvendes til Geistlighedens Bedste og Oplysningens Fremme. Milde Stiftelsers Eiendomme skulle blot anvendes til disses Gavn.
§ 107. Odels- og Aasædesretten maa ikke ophæves. De nærmere Betingelser, hvorunder den, til største Nytte for Staten og Gavn for Landalmuen, skal vedblive, fastsettes af det første eller andet følgende Storthing.
§ 108. Ingen Grevskaber, Baronier, Stamhuse og Fideicommisser maae for Eftertiden oprettes.
§ 109. Enhver Statens Borger er i Almindelighed lige forpligtet i en vis Tid at værne om sit Fædreneland, uden Hensyn til Fødsel eller Formue. Denne Grundsetnings Anvendelse og de Indskrænkninger, den bør undergaae, overlades til første ordentlige Storthings Afgjørelse, efterat alle Oplysninger ere erhvervede ved en Committee, der udvælges inden denne Rigsforsamlings Slutning. Imidlertid vedblive de nugjeldende Bestemmelser.
§ 110. Naar Rigsforsamlingen har antaget denne Constitution, vorder den Rigets Grundlov. Viser Erfaring, at nogen Deel af den bør forandres, skal Forslaget derom fremsettes paa et ordentlig Storthing og kundgjøres ved Trykken. Men det tilkommer først det næste ordentlige Storthing at bestemme, om den foreslaaede Forandring bør finde Sted, eller ei. Dog maa saadan Forandring aldrig modsige denne Grundlovs Principer, men allene angaae Modificationer i enkelte Bestemmelser, der ikke forandre denne Constitutions Aand, og bør 2/3 af Storthinget være enig i saadan Forandring.
Paa Rigsforsamlingens Vegne
C.M.Falsen H.M.Krohg Christie
Præsident. Vice-Præsident Secretair.
Vi undertegnede Kongeriget Norges Repræsentanter, erklære herved denne Constitution, som af Rigsforsamlingen er antaget, for Kongeriget Norges Grundlov, hvorefter alle og enhver sig have at rette. Dets til Bekræftelse under vor Haand og Seigl.
Eydsvold d: 17de May 1814.
med ført Pæn
Vi Christian Frederik af Guds Naade, og efter Rigets Constitution Norges Konge, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg, Giøre vitterligt: At Vi, kaldet til Norges Throne ved Nationens Beslutning, have i Overensstemmelse med den Os underdanigst overrakte Addresse af Rigsfors amlingen paa Eidsvold den 17de May 1814, antaget Norges Krone, og i Dag høytideligen udi Rigsforsamlingen besvoret at regiere Kongeriget Norge overensstemmende med denne af Nationens udkaarede Mænd affattede Grundlov; hvilket herved saaledes af Os paa den originale Constitutions Akt bekræftes.
Under Vor Haand og Rigets Seigl
Christian Frederik
________
v: Holten | wikisource | wikisource_1456 | 2021-03-28 | 1700-01-01, 2022-01-01 | Creative Commons Legal Code
CC0 1.0 Universal | Wiki & Books | {
"source-pretty": "Wikisource"
} |