case_id
stringlengths 1
4
| Overskrift
stringlengths 12
246
| Afgørelsesstatus
stringclasses 17
values | Faggruppe
stringclasses 5
values | Ret
stringclasses 32
values | Rettens sagsnummer
stringlengths 11
21
| Sagstype
stringclasses 38
values | Instans
stringclasses 3
values | Domsdatabasens sagsnummer
stringlengths 4
8
| Sagsemner
stringclasses 765
values | Særlige retsskridt
stringclasses 38
values | Sagsdeltagere
stringlengths 0
332
| Dørlukning
stringclasses 3
values | Løftet ud af småsagsprocessen
stringclasses 3
values | Anerkendelsespåstand
stringclasses 3
values | Politiets journalnummer
stringlengths 0
40
| Påstandsbeløb
stringclasses 302
values | Sagskomplekser
stringclasses 4
values | text
stringlengths 192
2.1M
| text_anonymized
stringlengths 0
2.19M
| text_len
int64 192
2.1M
| text_anon_len
int64 0
2.19M
|
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
3967 | Landsretten ændrede byrettens afgørelse, således at blodtypesammenligning af blodprøver tillades | Endelig | Straffesag | Østre Landsret | SS-3562/2010-OLR | Øvrige straffesager | 2. instans | 16712/22 | Efterforskning og straffeproces; | Anklagemyndigheden - Anklagemyndigheden;
Dommer - Charlotte Bliss Elmquist;
Dommer - Dorthe Wiisbye;
Dommer - Ulla Staal;
Forsvarer - Steen Henriksson; | Nej | /
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Afsagt den 30. november 2010 af Østre Landsrets 18. afdeling
(landsdommerne Dorthe Wiisbye, Ulla Staal og Charlotte Bliss Elmquist (kst.)).
18. afd. kære nr. S-3562-10:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1955))
(advokat Steen Henriksson, besk.)
Tiltalte har kæret Glostrup Rets kendelse af 16. november 2010 (66410/2010), hvorved
hans anmodning om foretagelse af en blodtypesammenligning blev afvist.
Det fremgår af sagen blandt andet, at en alkotest foretaget i forbindelse med anholdelsen af
Tiltalte den 14. maj 2010 kl. 20.08 viste en promille på 1,12. En blodprøve udta-get
samme dato kl. 21.15 viste en mindsteværdi på 2,55 promille, og en udåndingsprøve
senere samme dag omkring kl. 22.00 viste en promille på 1,6.
På denne baggrund finder landsretten, at en blodtypesammenligning ikke kan afvises at
være af betydning for tiltaltes forsvar, hvorfor anmodningen herom tages til følge.
T h i b e s t e m m e s :
Tiltaltes anmodning om foretagelse af en blodtypesammenligning tages til følge.
/
- 2 -
(Sign.) | ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
KENDELSE
Afsagt den 30. november 2010 af Østre Landsrets 18. afdeling
(landsdommerne Dorthe Wiisbye Ulla Staal og Charlotte Bliss Elmquist (kst.)).
18. afd. kære nr. S-3562-10:
Anklagemyndigheden
mod
<anonym>Tiltalte</anonym>
<anonym>CPR nr (Født 1955)</anonym>
(advokat Steen Henriksson; besk;)
<anonym>Tiltalte</anonym> har kæret Glostrup Rets kendelse af 16. november 2010 (66410/2010), hvorved
hans anmodning om foretagelse af en blodtypesammenligning blev afvist
Det fremgår af sagen blandt andet; at en alkotest foretaget i forbindelse med anholdelsen af
<anonym>Tiltalte</anonym> den 14.maj 2010 kl. 20.08 viste en promille på 1,12. En blodprøve udta-get
samme dato kl. 21.15 viste en mindsteværdi på 2,55 promille; og en udåndingsprøve
senere samme dag omkring kl. 22.00 viste en promille på 1,6.
På denne baggrund finder landsretten, at en blodtypesammenligning ikke kan afvises at
være af betydning for tiltaltes forsvar; hvorfor anmodningen herom tages til følge.
Thibestemmes:
<anonym>Tiltaltes</anonym> anmodning om foretagelse af en blodtypesammenligning tages til følge
/- 2 -
(Sign.) | 1,126 | 1,141 |
||||||
3968 | Landsretten ændrede byrettens dom og fandt tiltalte skyldig i tyveri | Endelig | Straffesag | Vestre Landsret | SS-367/2010-VLR | Almindelig domsmandssag | 2. instans | 16724/22 | Formueforbrydelser; | Nej | afsagt den 20. september 2010 af Vestre Landsrets 6afdeling (dommerne Thomas Jønler;
Kristian Pctersen og Peter H. Christensen (kst.) med domsmænd) i ankesag
VL. S 0367-10
Anklagemyndigheden
mod
født 1969
(advokat Ole Hom, Frederikshavn)
Retten i Hjøring har den 10. februar 20/0 afsagt dom i 1. instans Ss {3275/2009).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans .
Tiltalte har påstået stadfæstelse, subsidiært at eventuel fængselsstraf gøres betinget.
Supplerende oplysninger
Erklæringen af 28. august 2009 om dna-spor på den fundne flaske er afgivet af Retsgene -
tisk Afdeling Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet.
Tiltalte er senest straffet således:
Ved dom afsagt den 11. februar 2005 af Retten i Hjørring med 3 måneders fængsel for
blandt andet tyveri ved indbrud i en container i forening med tre medgerningsmænd. Prø -
veløsladt den 23. september 2005 med prøvetid i 2 år. Reststraf 116 dage. Afsoningen om-
fattede også andre domme.
Ved dom afsagt den 30. juni 2006 af Retten i Hjørring med en fællesstraf omfattende
reststraffen ved prøveløsladelsen den 23. september 2005 på fængsel i 7 måneder. Sagen
angik spirituskørsel i frakendelsestiden samt tyveri i forening med tre medgeringsmænd
Prøveløsladt den 26. oktober 2007 med 2 års prøvetid, Reststraf 72 dage.
Forklaringer
Tiltalte og har for landsretten i dct væsentlige forklaret som i 1.in-
stans . Der er yderligere afgivet forklaring af~
Iiltalte har supplerende forklaret; at han ikke er helt sikker på, hvomår hans bedsteforæl -
dre flyttede; og hvomår overtog ejendommen, men han har i hvert fald ikke
været indenfor derefter. 1 børnenes sommerferie var han ikke hjemme; bortset fra et par
gange, hvor han var hjemme for at hente tøj , Det skete om søndagen i forbindelse med, at
hans søn på 15 år var på samvær hos sin mor på Mors. Sønnen var på samvær hver 14. dag;
havde sagt til ham;
helt sikker på, at han deltog i fiskekonkurrencen i dagene 9_ 1.juli 2009. Nu er han ikke
100 % sikker. Det kan godt havc værct weckendcn før ellcr cfcr. Han har to mobiltelefo-
ner. Han var sammen med sin kæreste og tre børn i Sønderjylland. Kæresten kørte for ham
de gange; han var hjemme. Han kører ikke selv bil. Naboere på campingpladsen var ven-
ner. Der er 10-15 kilometer fra hans daværende bopæl til geringsstedet. Han bor nu i
bor i samme boligforening som han. Han har i 2 år været sygemcldt
og lever af kontanthjælp. Han interesserer sig for motocross .
har supplerende forklaret; at han ryger; men ikke det cigaretmærke; skoddet
var af, Ejendommen var sat til salg og blev vist frem af en ejendomsmægler. Der er nok
henholdsvis ca. 200 0g 300 meter til naboejendommene.
og hvert år har arrangcret fiskekonkurrence. I sommeren 2009 var det
lørdag den 18.juli 2009. Der var ikke ham bekendt nogen fiskekonkurrence weekenden
før.
Landsrettens bcgrundelsc 0g rcsultat
Det er efter oplysningerne om tiltaltes ophold i Sønderjylland ; sommeren 2009 ubetænke-
ligt at lægge til grund, at det ikke som følge heraf cr udelukket, at han kan være gernings -
mand til det indbrudstyveri, sagen angår,
Den flaske; hvorfra dna-materialet stammer, blev fundet på gulvet i ejendommens fyrrum,
hvor det efter oplysningere i gemingsstedsundersøgelsen lægges til grund, at gernings-
manden efter at være brudt ind har haft adgang Ejendommen var nyrenoverct, rengjort 0g
sat til salg Herefter 0g efter forurettedes forklaring herunder om, at forurettede havde til-
set ejendommen den 9. juli 2009, er der ikke rimclig tvivl om, at flasken ikke hidrører fra
tiltaltes tidligere tilknytning til ejendommen; men fra en gerningsmand til indbrudstyveriet.
Det fremgår af den rctsgenetiske erklæring; at den bevismæssige vægt af dna-materialet er
sådan, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt at finde sporets dna-profil,
hvis tiltalte er ophavsmand til sporet; end hvis en tilfældig person er ophavsmand.
Denne bevismæssige vægt må sammenholdes med sagens øvrige oplysninger, Det fremgår
således blandt andet, at tiltalte boede ikke langt fra gemingsstedet; 0g at han tidligere er
straffet for blandt andet tyverier; herunder indbrudstyveri. Der er erfaringsmæssigt en
stønc sandsynlighed for, at gerningsmanden til et indbrudstyveri har en vis tilknytning til
nærområdet og €r tidligere straffet for berigelseskriminalitet, end at en tilfældig person er
gerningsmanden.
Da der på den baggrund ikke er rimelig tvivl om tiltaltes skyld, er det bevist; at han er
skyldig i tiltalen.
Straffen fastsættcs efter straffelovens $ 285, stk. 1,jf: $ 276, til dels jf: $ 21. Efter oplys -
ningerne om tiltaltes tidligere kriminalitet fastsættes straffen som en fællesstraf; jf: straf-
felovens $ 40, stk. 1,jf. $ 61, stk. 2.
Fællesstraffen udmåles til fængsel ; 4 måncdcr.
Der er under hensyn til tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for
at gøre straffen helt eller delvis betinget.
Ihikendes for_Let:
straffes med en fællesstraf på fængsel i 4 måneder.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.
Thomas Jønler | afsagt den 20. september 2010 af Vestre Landsrets 6afdeling (dommerne Thomas Jønler;
Kristian Pctersen og Peter H. Christensen (kst.) med domsmænd) i ankesag
VL. S 0367-10
Anklagemyndigheden
mod
<anonym>Tiltalte</anonym>
født <anonym>Dato</anonym> 1969
(advokat Ole Hom, Frederikshavn)
Retten i Hjøring har den 10. februar 20/0 afsagt dom i 1. instans Ss {3275/2009).
Påstande
Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans .
Tiltalte har påstået stadfæstelse, subsidiært at eventuel fængselsstraf gøres betinget.
Supplerende oplysninger
Erklæringen af 28. august 2009 om dna-spor på den fundne flaske er afgivet af Retsgene -
tisk Afdeling Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet.
Tiltalte er senest straffet således:
Ved dom afsagt den 11. februar 2005 af Retten i Hjørring med 3 måneders fængsel for
blandt andet tyveri ved indbrud i en container i forening med tre medgerningsmænd. Prø -
veløsladt den 23. september 2005 med prøvetid i 2 år. Reststraf 116 dage. Afsoningen om-
fattede også andre domme.
Ved dom afsagt den 30. juni 2006 af Retten i Hjørring med en fællesstraf omfattende
reststraffen ved prøveløsladelsen den 23. september 2005 på fængsel i 7 måneder. Sagen
angik spirituskørsel i frakendelsestiden samt tyveri i forening med tre medgeringsmænd
Prøveløsladt den 26. oktober 2007 med 2 års prøvetid, Reststraf 72 dage.
Forklaringer
Tiltalte og <anonym>lidne 1</anonym> har for landsretten i dct væsentlige forklaret som i 1.in-
stans . Der er yderligere afgivet forklaring af~ <anonym>idne 4</anonym>
Iiltalte har supplerende forklaret; at han ikke er helt sikker på, hvomår hans bedsteforæl -
dre flyttede; og hvomår <anonym>lidne 1</anonym> overtog ejendommen, men han har i hvert fald ikke
været indenfor derefter. 1 børnenes sommerferie var han ikke hjemme; bortset fra et par
gange, hvor han var hjemme for at hente tøj , Det skete om søndagen i forbindelse med, at
hans søn på 15 år var på samvær hos sin mor på Mors. Sønnen var på samvær hver 14. dag;
<anonym>Vidne 3 (V3)</anonym> Da han afgav forklaring i byretten; var han på grundlag af;, hvad <anonym>2</anonym> havde sagt til ham;
helt sikker på, at han deltog i fiskekonkurrencen i dagene 9_ 1.juli 2009. Nu er han ikke
100 % sikker. Det kan godt havc værct weckendcn før ellcr cfcr. Han har to mobiltelefo-
ner. Han var sammen med sin kæreste og tre børn i Sønderjylland. Kæresten kørte for ham
de gange; han var hjemme. Han kører ikke selv bil. Naboere på campingpladsen var ven-
ner. Der er 10-15 kilometer fra hans daværende bopæl til geringsstedet. Han bor nu i
<anonym>Person 1 (P1</anonym>
<anonym>Person 2 (P2)</anonym> anden weekend. <anonym>P2</anonym> bor i samme boligforening som han. Han har i 2 år været sygemcldt
og lever af kontanthjælp. Han interesserer sig for motocross .
<anonym>idne 1</anonym> har supplerende forklaret; at han ryger; men ikke det cigaretmærke; skoddet
var af, Ejendommen var sat til salg og blev vist frem af en ejendomsmægler. Der er nok
henholdsvis ca. 200 0g 300 meter til naboejendommene.
<anonym>lidne 4</anonym> har forklaret; at han i en årrække har været fastligger på <anonym>campıngpiaas</anonym>
<anonym>By 2</anonym> og hvert år har arrangcret fiskekonkurrence. I sommeren 2009 var det
lørdag den 18.juli 2009. Der var ikke ham bekendt nogen fiskekonkurrence weekenden
før.
Landsrettens bcgrundelsc 0g rcsultat
Det er efter oplysningerne om tiltaltes ophold i Sønderjylland ; sommeren 2009 ubetænke-
ligt at lægge til grund, at det ikke som følge heraf cr udelukket, at han kan være gernings -
mand til det indbrudstyveri, sagen angår,
Den flaske; hvorfra dna-materialet stammer, blev fundet på gulvet i ejendommens fyrrum,
hvor det efter oplysningere i gemingsstedsundersøgelsen lægges til grund, at gernings-
manden efter at være brudt ind har haft adgang Ejendommen var nyrenoverct, rengjort 0g
sat til salg Herefter 0g efter forurettedes forklaring herunder om, at forurettede havde til-
set ejendommen den 9. juli 2009, er der ikke rimclig tvivl om, at flasken ikke hidrører fra
tiltaltes tidligere tilknytning til ejendommen; men fra en gerningsmand til indbrudstyveriet.
Det fremgår af den rctsgenetiske erklæring; at den bevismæssige vægt af dna-materialet er
sådan, at det er mere end 1.000.000 gange mere sandsynligt at finde sporets dna-profil,
hvis tiltalte er ophavsmand til sporet; end hvis en tilfældig person er ophavsmand.
Denne bevismæssige vægt må sammenholdes med sagens øvrige oplysninger, Det fremgår
således blandt andet, at tiltalte boede ikke langt fra gemingsstedet; 0g at han tidligere er
straffet for blandt andet tyverier; herunder indbrudstyveri. Der er erfaringsmæssigt en
stønc sandsynlighed for, at gerningsmanden til et indbrudstyveri har en vis tilknytning til
nærområdet og €r tidligere straffet for berigelseskriminalitet, end at en tilfældig person er
gerningsmanden.
Da der på den baggrund ikke er rimelig tvivl om tiltaltes skyld, er det bevist; at han er
skyldig i tiltalen.
Straffen fastsættcs efter straffelovens $ 285, stk. 1,jf: $ 276, til dels jf: $ 21. Efter oplys -
ningerne om tiltaltes tidligere kriminalitet fastsættes straffen som en fællesstraf; jf: straf-
felovens $ 40, stk. 1,jf. $ 61, stk. 2.
Fællesstraffen udmåles til fængsel ; 4 måncdcr.
Der er under hensyn til tiltaltes tidligere straffe for ligeartet kriminalitet ikke grundlag for
at gøre straffen helt eller delvis betinget.
Ihikendes for_Let:
<anonym>Tiltalte</anonym> straffes med en fællesstraf på fængsel i 4 måneder.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.
Thomas Jønler | 5,137 | 5,644 |
|||||||
3969 | Sag om samvær efter forældreansvarslovens § 20a, stk. 1, mellem de biologiske forældre og deres barn, der er bortadopteret uden samtykke | Appelleret | Civilsag | Retten i Horsens | BS-17369/2021-HRS | Forældreansvarssag | 1. instans | 2819/23 | Familieret og personlige forhold;
Forældreansvarslov §20a; | Advokat - Anders Christian Brøndtved;
Advokat - Karen Gøtzsche; | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | /
FAMILIERETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 1. oktober 2021
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-17369/2021-HRS
Biologisk far
(beskikket advokat Anders Christian Brøndtved)
og
Biologisk mor
(beskikket advokat Anders Christian Brøndtved)
mod
Adoptivfar
og
Adoptivmor
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om samvær efter forældreansvarslovens § 20a, stk. 1, mellem de
biologiske forældre, Biologisk far og Biologisk mor, og deres barn, født Dato
(2018), der er bortadopteret uden samtykke.
Familieretten har modtaget sagen den 4. maj 2021.
/
2
Biologisk far og Biologisk mor har fremsat påstand om, at der fastsættes samvær
mellem biologiske forældre og barn i et af familieretten nærmere fastsat omfang.
Adoptivforældrene har påstået frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Den 14. august 2019 har Ankestyrelsen truffet afgørelse om bortadoption af Barn,
født Dato (2018), uden samtykke fra de biologiske forældre, Biologisk mor og
Biologisk far.
Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Retten i Nykøbing Falster, der ved
dom af 15. januar 2020 opretholdt Ankestyrelsens afgørelse. Af Retten i Nykø-
bing Falsters dom fremgår:
”…
Sagens baggrund og parternes påstande
Ankestyrelsen har den 14. august 2019 truffet afgørelse om, at Barn, født Dato
(2018), frigives til adoption, uanset at Biologisk mor og Biologisk far ikke har
givet samtykke til adoption.
Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3.
Biologisk mor og Biologisk far har krævet, at Ankestyrelsens indbringer
afgørelsen for retten.
Biologisk mor og Biologisk far har fremsat påstand om, at Ankestyrelsens
afgørelse ophæves.
Ankestyrelsens repræsentant har påstået afgørelsen opretholdt.
Advokat Karen Gøtzsche har på vegne Barn tiltrådte Anke-styrelsens påstand.
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens §
218 a.
Ankestyrelsens afgørelse af den 14. august 2019 er begrundet således:
”…
Vi vurderer, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt, herunder at det er
sandsynliggjort, at Biologisk mor og Biologisk far varigt vil være ude af stand til at
varetage omsorgen for Barn.
/
3
Vi vurderer, at væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for Barn taler for adoption og at det
må antages at være til gavn for Barn at blive bortadopteret af hensyn til stabili-tet og
kontinuitet i hendes opvækst.
Vi vurderer, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er op-fyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at Biologisk mor og Biologisk far har vanskeligheder af om-fattende
og varig karakter.
Det er således beskrevet om Biologisk mor i forældrekompetenceundersøgelse af 29.
september 2018, at hun er på et meget lavt kognitivt niveau på grænsen til lettere mentalt
retardering, og at hun i maj 2018 er diagnosticeret med Diagnose.
Det fremgår videre af prognosevurdering af 30. marts 2019, at hendes omfattende kog-
nitive begrænsninger og lave mentaliseringsevne vedvarende vil være en forhindring for
forældrekompetencen, og at dette er uden udsigt til væsentlig udvikling eller for-bedring.
Selv under optimale forhold og med intensiv mentaliseringsbaseret behand-ling vurderes
det ikke sandsynligt, at Biologisk mor kan udvikle sig til et niveau el-ler inden for en
tidshorisont, som kan komme Barn til gode.
Det er beskrevet om Biologisk far i vurdering af udviklingspotentiale, også kaldet
prognosevurderingen af 21. oktober 2018, at han har betydelige personlighedsmæssige,
kognitive og mentaliseringsmæssige vanskeligheder. Det fremgår videre i undersøgel-sen,
at det ikke er sandsynliggjort, at Biologisk far kan udvikle evner, kapacitet og fleksibilitet
i tilstrækkelig grad i forhold til sine betragtelige personlighedsmæssige, be-
gavelsesmæssige og mentaliseringsmæssige vanskeligheder og indenfor en tidshori-sont,
der kan komme Barn til gade, Det er vurderet, at han forsat har behov for pas-siv støtte til
sin egen udvikling og ikke vil kunne vagetage omsorgen for et barn i mange år fremover -
hvis nogensinde.
Videre lægger vi vægt på, at det er beskrevet fra Institution den 28. oktober 2018, at den
samlede bekymringsgrad for Barns udvikling og trivsel er me-get høj. Både Biologisk mor
og Biologisk far er på hver deres måde udfordret i deres individuelle forældrefunktioner
og der ses ingen udviklingspotentiale i deres samlede forældreskab. Biologisk mor har
under forløbet, udvist en svigtende moti-vation dels ift. samarbejdet og det at omsætte og
bruge vejledningen konkret og mål-rettet i relationen og ansvaret for Barn. Og derudover
har Biologisk mor udvist en ængstelighed, angst for at være alene, og have det fulde
ansvar for Barn. Trods en tydelig og tæt guidning, herunder konkrete strategier til
Biologisk mor, har forløbet vist, at Biologisk mors angst er steget gradvist.
Vi har også lagt vægt på beskrivelserne af Barn. Om Barn fremgår det, at hun er født Dato
(2018), 3 uger før termin med fødselsvægt på 2560 gr. Hun er velbefin-dende efter fødslen
og har haft et ukompliceret forløb. Hun havde dog svært i begyn-
/
4
delsen med at tage på i vægt, men efter overgang til flaske tog hun på. Efter fødslen ta-ger
Barn ophold på Institution sammen med Biologisk mor. Barn anbringes med samtykke i
begyndelsen af oktober 2018 på Institutions børneafdeling, hvor hun er, indtil
anbringelsen i plejefamilien den 31. okto-ber 2018.
Ved anbringelsen i plejefamilien beskrives Barn som en lille pige i en meget an-spændt
krop. Hun sov meget og var meget passiv, ikke alderssvarende fysisk udviklet og med
flygtig øjenkontakt.
Det fremgår af seneste status fra plejefamilien, at Barn er kommet i god udvikling og
gerne vil kontakt. Hun er god i øjenkontakt og udviser glæde.
Barn opleves ved samvær at lukke ned for kontakten og undviger øjenkontakt og fremstår
tavs og mimikfattig.
Der har ikke været afholdt samtale med Barn omkring adoption, grundet hendes unge
alder.
Vi henviser desuden til, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
er opfyldt, anser vi dem for opfyldt, idet. Vi vurderer, at der er åbenbar ri-siko for, at
Barns sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstræk-kelig omsorg for
Barn ved ophold i hjemmet. Biologisk mor og Biologisk far kan på grund af begrænsede
personlige ressourcer ikke give Barn tilstrækkelig om-sorg i dagligdagen. De vurderes ej
heller at kunne tilbyde Barn den ro, tryghed, sti-mulation og støtte, som hun særligt har
brug for.
Vi henviser også til, at kommunen den 29. oktober 2018 har afholdt samtale med
Biologisk mor og Biologisk far omkring adoption. Biologisk mor og Biologisk far har
ikke givet samtykke til adoption af Barn og kommunen har herefter på-begyndt sag om
adoption.
Ankestyrelsen har i brev af 4. juli 2019 vejledt Biologisk mor og Biologisk far om
retsvirkningerne om adoption.
…”
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af adoptionslovens § 9, stk. 2, at adoptionsbevilling i særlig tilfælde
kan meddeles, selv om forældrene ikke vil give samtykke, hvis væsentlige hen-
syn til, hvad der er bedst for barnet taler for barnet. Efter adoptionslovens § 9, stk.
3, kan adoption meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet
uden for hjemmet efter servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, og det er
sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage om-
sorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i
barnets opvækst vil være bedst for barnet.
Af de grunde der er anført i Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019 og idet
/
5
det for retten anførte ikke kan føre til andet resultat, finder retten, at disse betin-
gelser er opfyldt.
På baggrund af det ovenfor anførte findes det endvidere sandsynliggjort, at
abortadoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Barns opvækst, vil være
det bedste for Barn.
Væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for Barn, taler som følge af det oven-for
anførte for, at hun bortadopteres uden samtykke fra Biologisk mor og Biologisk
far. Betingelserne for adoption efter adoptionslovens § 2 og § 9, stk. 3, jf. stk. 2,
er således opfyldt.
Herefter tager retten Ankestyrelsens påstand til følge, idet det af forældrene i
øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat.
…”
Biologisk mor og Biologisk far har den 23. januar 2020 indgivet ansøgning om
fastsættelse af samvær med Barn.
Den 30. oktober 2020 har Familieretten i Horsens stadfæstet Familieretshusets
afgørelse af 2. juni 2020 om, at de oprindelige forældre, Biologisk mor og
Biologisk far, fratages orienteringsretten vedrørende Barn. Af Familierettens dom
af 30. oktober 2020 fremgår bl.a.
”…
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens §
218 a.
Af Familieretshusets afgørelse af 2. juni 2020 fremgår:
”…
Afgørelse om orienteringsret, sagsnr. 2020 - 7622
Adoptionsansøgere til barnet, født Dato (2018) har søgt om, at bar-nets
oprindelige forældre fratages orienteringsretten vedrørende barnet.
Afgørelsen
Vi har bestemt, at de oprindelige forældre fratages orienteringsretten
Begrundelse
Vi har lagt vægt på, at barnet er midlertidigt placeret hos adoptionsansø-
gerne, med henblik på adoption, og de i denne forbindelse har fået foræl-
dremyndigheden over barnet.
Vi har også lagt vægt på, at barnets oprindelige forældre ikke har adgang
/
6
til oplysninger om, hvem der adopterer barnet, når adoptionen gennemfø res
uden forældrenes samtykke. Forældrene har heller ikke adgang til op-
lysninger om, hvilke adoptionsansøgere barnet midlertidigt placeres hos.
Vi mener derfor, at det vil være bedst for barnet at orienteringsretten fra-
tages de oprindelige forældre, for at sikre anonymitet omkring adoptionen
og adoptionsansøgerne, og for at sikre barnets bedste.
Det forhold at de oprindelige forældre har protesteret mod fratagelse af
orienteringsretten kan ikke føre til et andet resultat.
Sagens oplysninger
Familieretshuset får ansøgning fra adoptionsansøgerne hvor der søges om,
at barnets oprindelige forældre fratages orienteringsretten, for at sikre
anonymiteten i forhold til dem og i forhold til adoptionen og barnet.
Det fremgår af adoptionslovens § 32 at barnet midlertidigt kan placeres, når
Ankestyrelsen har truffet afgørelse om adoption af barnet, og adop-
tionsnævnet har udvalgt den ansøger, der skønnes bedst egnet til at adop-
tere barnet.
Ved den midlertidige placering af barnet hos adoptionsansøgerne er første
væsentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte for
barnet taget, og ved den midlertidige placering kan barnets tilknytning til
adoptanten starte så tidligt i barnets liv som muligt med deraf følgende
forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.
Idet barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, har de oprindelige
forældre ikke adgang til at få oplysninger om hvilke adoptionsansøgere
barnet er midlertidigt placeret hos.
I de situationer hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptio-
nen, er der risiko for, at de vil opsøge barnet eller de kommende adoptan-ter
og dermed modarbejde det kommende familieskifte, hvilket ikke er til
barnets bedste. De oplysninger de oprindelige forældre behøver for at kunne
opsøge barnet og adoptionsansøgerne kan de få gennem forældre-
ansvarslovens § 23.
Vi har under behandlingen af sagen fået henvendelse fra adoptionsansø-
gerne og har modtaget bemærkninger fra de oprindelige forældre.
De oprindelige forældre har i deres bemærkninger oplyst, at de ikke vil
være med til at underskrive omkring forældreretten / forældremyndighe-
den.
/
7
…
Regler
Vi har truffet afgørelsen efter forældreansvarsloven I forældreansvarsloven
har vi brugt §§ 4, 5 og 23, stk. 3, jævnfør 23, stk. 1 og stk. 2. Læs reglerne i
bilag til afgørelsen.
…”
Familierettens begrundelse og resultat
Familieretten er enig i Familieretshusets resultat og begrundelsen herfor, og da
det, der er fremkommet for familieretten, ikke kan føre til andet resultat, stad-
fæster familieretten afgørelsen.
…”
Biologisk far og Biologisk mor har fri proces under sagen.
Adoptivforældrene har ikke været mødt under hovedforhandlingen.
Forklaringer
Biologisk mor har forklaret, at hun er 22 år. Lige nu går hun hjemme og venter
på en praktikplads i Arbejdsplads. Hun er netop i går flyttet i lejlig-hed i By. Hun
og Biologisk far vil prøve at finde ud af, om det kan gå mel-lem dem, hvis de i en
periode bor hver for sig.
Barn blev født Dato (2018). De var på sygehuset i to dage og herefter var de på
Institution i 2 måneder, hvorefter Barn blev frivilligt anbragt Hun fik at vide, at
hun ville få samvær under en frivillig anbringelse, men hun ikke ville få samvær
overhovedet under en tvangsmæssig anbringelse. Mens Barn var frivilligt anbragt
i plejefamilie, havde de samvær 1 time om måne-den. Det gik godt. Barn kom
løbende, når de kom, og Barn kaldte hende mor og kendte således godt deres
relation. De legede både inde og udenfor. Biologisk far og hun var alene sammen
med Barn, og en gang imellem kiggede pleje-mor ind for at se, hvordan det gik.
Samværene foregik hjemme hos plejefami-lien. Deres samararbejde med
plejefamilien var rigtig godt. De skrev med pleje-mor stort set hver dag, og de fik
billeder af Barn hver weekend.
Barn blev bortadopteret i slutningen af januar 2020. De har fået sendt status-
rapport om, hvordan hun har det, og hvordan det går med hende efter det før-ste
år.
Hun har søgt om samvær for at hun kan følge med i Barns opvækst og se,
hvordan hun klarer det, og om hun har det godt. Hun tænker ikke, at de skal
fortælle Barn, at de er hendes biologiske forældre. Hun tænker, at de bare skal
kunne observere Barn, f.eks. når hun er på legepladsen. De vil ikke gå hen til
Barn, men de vil gerne se hende. Lige nu skal Barn ikke vide noget
/
8
om hendes biologiske forældre. Når adoptivfamilien vurderer, at Barn er klar til at
få oplysningerne, vil hun meget gerne fortælle Barn, at hun er hendes bi-ologiske
mor. Det er helt klart adoptivfamilien, der skal fortælle Barn, at hun er adopteret.
Hvis adoptivfamilien er interesseret i et samarbejde, vil hun helt sikkert være
interesseret heri. Hun har ikke set sådanne forespørgsler fra adoptivfamilien.
Adoptivfamilien har efterspurgt billeder fra Barns første leveår med henblik på at
lave en bog med billeder til Barn. De har sendt mange billeder til adop-
tivfamilien, bl.a. fra barnedåb m.v.
Hun tænker, at det er bedst for Barn, at hun lever som hun skal lige nu, og at hun
lidt senere får at vide, hvem de er, og at hun har en biologisk familie, der står og
venter på hende. Hun håber, Barn vil stille spørgsmål om sin biologi-ske familie,
når hun får at vide, at hun er bortadopteret. Hun tror, at Barn vil undre sig og
stille spørgsmålstegn ved, hvor hun er, når hun får det at vide.
Hun ønsker samvær efter rettens bestemmelse, og hun vil følge rettens anvis-
ninger.
Biologisk far har forklaret, at han kan genkende, hvad Biologisk mor har
forklaret. Han gør sig samme tanker om, at han og Biologisk mor kan se Barn
f.eks. på en legeplads, hvor Barn ikke får at vide, hvem de er- Hvis Barn vil lege
med dem, uden at hun ved, hvem de er, vil han gerne lege med hende, men det er
ikke et krav. Han synes, at adoptivfamilien skal fortælle Barn, at hun er
bortadopteret, når hun er stor nok til det. Hvis han fik chancen, vil han fortælle
Barn, at hun er bortadopteret, men hvis han får samvær, vil han ikke fortælle det.
Det vil være bedst for Barn, at hun har samvær med sine biologiske forældre. Han
kan ikke rigtig uddybe, hvorfor det vil være bedst. Han tror, det vil være
nemmere for Barn at få svar på sine spørgsmål, når hun får at vide, at hun er
bortadopteret, hvis hun har kendt ham og Biologisk mor.
Barn grinede stort set hver gang, der var samvær. De legede sammen. Hun kunne
ikke 100% sige far. Hun var bedre til at sige mor, men hun prøvede at sige far.
Han er lige nu i praktik tre gange om ugen og arbejder på en fastansættelse som
Stilling.
Parternes synspunkter
Biologisk far og Biologisk mor har i et processkrift af 8. september 2021 anført:
/
9
”…
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,
at de biologiske forældre havde gode rolige samvær,
at de biologiske forældre havde et godt samarbejde med plejefamilien,
at de biologiske forældre var stabile i samvær
at samvær kan indrettes på en måde, hvor barnet ikke opfatter det som samvær
at sagsøgerne er indforstået med, at de ikke skal fortælle barnet deres biologiske
relation til barnet
at samvær kan etableres uden at det påvirker barnets relationsdannelse til ad-
optanterne
at barnet når hun får kendskab til sin familie vil vide at hendes biologiske foræl-
dre stedse har været i hendes liv, hvorved barnet kan kende sin historie og
nemmere kunne tilvælge en relation.
…”
Rettens begrundelse og resultat
Adoptivbarnet, der nu er 3 år, har, siden hun var 2 måneder gammel, været fri-
villigt anbragt først på Institutions børneafdeling og siden den 31. oktober 2018 i
plejefamilie. Hun er efter Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019, der er
stadfæstet ved dom af 15. januar 2020, frigivet til adoption uden de biologiske
forældres samtykke, og hun er herefter adopteret af adop-tivforældre, hvis navn
og bopæl er ukendt for de biologiske forældre.
Efter de biologiske forældres forklaringer lægger retten til grund, at de under den
frivillige anbringelse havde samvær med barnet 1 time hver måned, og at de sidst
har set barnet i januar 2020.
Forældreansvarslovens § 20a, der blev indsat ved lov nr. 494 af 12. juni 2009,
havde oprindelig følgende ordlyd:
” § 20 a. Er barnet adopteret, kan der i helt særlige tilfælde efter anmodning fra
barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt
med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller an-den form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.”
Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 105 af 28. oktober 2009 frem-
går bl.a.:
” … Den foreslåede bestemmelse er ny. Med bestemmelsen får et adoptivbarn
og den oprindelige slægt mulighed for at bevare en vis kontakt i visse tilfælde
trods adoptionen. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.
/
10
Udgangspunktet vil fortsat være, at der ikke fastsættes samvær eller anden
kontakt med et barn efter adoptionen. I helt særlige tilfælde vil der dog kunne
fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter adoptionen, hvis barnet
forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den op-rindelige
slægt. Forslaget til § 20 a tager sigte på at bevare et samvær eller en kontakt, og
det forudsættes derfor, at ansøgningen om fastsættelse af samvær eller anden
form for kontakt indgives inden for kortere tid efter adoptionen eller ophøret af
en frivillig aftale om samvær eller anden form for kontakt, så-ledes at
kontinuiteten i samværet bevares for barnet.
Der kan efter forslaget i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden
form for kontakt med et barn, hvis der forud for adoptionen har været en re-
lation, som det vil være bedst for barnet at bevare. Relationen skal have spil-let
en positiv rolle for barnet og også antages at ville gøre det fremover.
…
Det primære anvendelsesområde for bestemmelsen er adoptionssager, hvor et
større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet og under
anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med forældrene.
Bestemmelsen vil hovedsagligt være rettet mod barnets oprindelige forældre,
og et eventuelt samvær vil være mere begrænset i hyppighed og omfang end det
samvær, der praktiseres og fastsættes i delte familier. Der kan forekomme
situationer, hvor barnet ikke har en tæt og nær relation til sine forældre, men
derimod en nær relation til bedsteforældre eller forældres søskende. I disse
tilfælde kan det være vigtigt, at det er denne tætte og nære relation, som be-
vares efter adoptionen. Bestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse i for-
hold til slægtninge, da formålet er at beskytte de biologiske bånd, hvis det er
bedst for barnet.
Der kan være situationer, hvor flere medlemmer af den oprindelige slægt har
haft en tæt relation til barnet forud for adoptionen. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis begge forældre har holdt kontakten med barnet under en an-
bringelse. Ved afgørelsen om samvær eller anden kontakt vil der i så fald
konkret skulle tages stilling til, om det undtagelsesvist vil være til barnets
bedste at have samvær eller kontakt med flere oprindelige slægtninge. Der skal
i den forbindelse også tages stilling til, om netop samværet med flere -eventuelt
på samme tid - gør, at barnet har glæde af samværet. Det er vigtigt, at
statsforvaltningen holder sig barnets samlede situation for øje, og at der
fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv. Vurderes det und-
tagelsesvist, at flere skal have samvær med barnet, taler det for at begrænse
hyppigheden og omfanget heraf.
…”
Ved lov nr. 530 af 29. april 2015 blev § 20a ændret, således at ”navnlig” blev
indsat efter ”disse” , og betingelsen om, at der skal have været samvær m.v.
mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen blev således modificeret. Af
/
11
bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 121 af 28. januar 2015 fremgår
bl.a.:
” …
Med den foreslåede ændring af § 20 a modificeres betingelsen om, at der
skal have været samvær m.v. mellem barnet og ansøgeren forud for adop-
tionen, før der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Efter
forslaget skal der navnlig lægges vægt på forudgående samvær, når der efter
adoptionen skal træffes afgørelse om fastsættelse af samvær.
Ved vurderingen af, om der skal fastsættes samvær, giver den foreslåede
ændring af bestemmelsen mulighed for at tage hensyn til, om der forud for
adoptionen har været samvær mellem barnet og ansøgeren.
Med den foreslåede ændring vil det bl.a. blive muligt at fastsætte samvær
mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter bortadoption af
barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. I sådanne
tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet kan foregå under
betryggende forhold, eventuelt med professionel støtte, og at samværet
vurderes at være bedst for barnet.
…”
Forældreansvarsloven er senest ændret ved lov nr. 497 af 1. maj 2019, hvor for-
muleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i ”helt særlige tilfælde” er
udgået. Ifølge forarbejderne er der alene tale om en sproglig præcisering uden
betydning for bestemmelsens realindhold.
Efter oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefami-lie,
barnets reaktioner under samvær, oplysningerne om de biologiske foræl-dres
personlige forhold, og perioden, hvor barnet har været sammen med adop-
tivforældrene, finder familieretten efter en samlet vurdering, hvori tillige ind-går
barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med henblik på at opnå
tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene, at det er bedst for
barnet, at der ikke er samvær med de biologiske forældre, hvorfor adoptivfor-
ældrenes påstand om frifindelse, tages til følge. Oplysningerne om barnets
samvær med de biologiske forældre før adoptionen kan ikke føre til en anden
afgørelse.
THI KENDES FOR RET:
De sagsøgte, adoptivforældrene, frifindes, således at de biologiske forældre ikke
skal have samvær med barnet, født Dato (2018).
/
12
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-
sen.
/
/ | FAMILIERETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 1. oktober 2021
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-17369/2021-HRS
<anonym>Biologisk far</anonym>
(beskikket advokat Anders Christian Brøndtved)
0g
<anonym>Biologisk mor</anonym>
(beskikket advokat Anders Christian Brøndtved)
mod
<anonym>Adoptivfar</anonym>
0g
<anonym>Adoptivmor</anonym>
Denne afgørelse er truffet af <anonym>Dommer</anonym>
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om samvær efter forældreansvarslovens $ 20a, stk. 1, mellem de
biologiske forældre, <anonym>Biologisk far</anonym> 0g <anonym>Biologisk mor</anonym> og deres barn; født <anonym>Dato</anonym>
<anonym>(2018)</anonym> der er bortadopteret uden samtykke.
Familieretten har modtaget sagen den 4.maj 2021.
2
<anonym>Biologisk far</anonym> 0g <anonym>Biologisk mor</anonym> har fremsat påstand om, at der fastsættes samvær
mellem biologiske forældre og barn i et af familieretten nærmere fastsat omfang.
Adoptivforældrene har påstået frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Den 14. august 2019 har Ankestyrelsen truffet afgørelse om bortadoption af <anonym>Barn</anonym>
født <anonym>Dato (2018)</anonym> uden samtykke fra de biologiske forældre; <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g
<anonym>Biologisk far</anonym>
Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Retten i Nykøbing Falster; der ved
dom af 15.januar 2020 opretholdt Ankestyrelsens afgørelse. Af Retten i Nykø-
bing Falsters dom fremgår:
Sagens baggrund og parternes påstande
Ankestyrelsen har den 14. august 2019 truffet afgørelse om, at <anonym>Barn</anonym> født <anonym>Dato</anonym>
<anonym>(2018)</anonym> frigives til adoption; uanset at <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> ikke har
givet samtykke til adoption
Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af adoptionslovens $ 9, stk. 2 0g 3 .
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har krævet, at Ankestyrelsens indbringer
afgørelsen for retten.
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har fremsat påstand om, at Ankestyrelsens
afgørelse ophæves .
Ankestyrelsens repræsentant har påstået afgørelsen opretholdt.
Advokat Karen Gøtzsche har på vegne <anonym>Barn</anonym> tiltrådte Anke-styrelsens påstand:
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens $
218 a.
Ankestyrelsens afgørelse af den 14. august 2019 er begrundet således:
Vi vurderer; at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt; herunder at det er
sandsynliggjort; at <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> varigt vil være ude af stand til at
varetage omsorgen for <anonym>Barn</anonym>
3
Vi vurderer; at væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for <anonym>Barn</anonym> taler for adoption og at det
må antages at være til gavn for <anonym>Barn</anonym> at blive bortadopteret af hensyn til stabili-tet og
kontinuitet i hendes opvækst.
Vi vurderer; at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er op-fyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at <anonym>Biologisk mor</anonym> 0 <anonym>Biologisk far</anonym> har vanskeligheder af om-fattende
og varig karakter
Det er således beskrevet om <anonym>Biologisk mor</anonym> i forældrekompetenceundersøgelse af 29.
september 2018, at hun er på et meget lavt kognitivt niveau på grænsen til lettere mentalt
retardering, 0g at hun i maj 2018 er diagnosticeret med <anonym>Diagnose</anonym>
Det fremgår videre af prognosevurdering af 30. marts 2019, at hendes omfattende kog-
nitive begrænsninger og lave mentaliseringsevne vedvarende vil være en forhindring for
forældrekompetencen; 0g at dette er uden udsigt til væsentlig udvikling eller for-bedring.
Selv under optimale forhold og med intensiv mentaliseringsbaseret behand-ling vurderes
det ikke sandsynligt; at <anonym>Biologisk mor</anonym> kan udvikle sig til et niveau el-ler inden for en
tidshorisont; som kan komme <anonym>Barn</anonym> til gode.
Det er beskrevet om <anonym>Biologisk far</anonym> 1 vurdering af udviklingspotentiale; også kaldet
prognosevurderingen af 21. oktober 2018, at han har betydelige personlighedsmæssige
kognitive og mentaliseringsmæssige vanskeligheder. Det fremgår videre i undersøgel-sen;
at det ikke er sandsynliggjort; at <anonym>Biologisk far</anonym> kan udvikle evner; kapacitet og fleksibilitet
i tilstrækkelig grad i forhold til sine betragtelige personlighedsmæssige; be-
gavelsesmæssige og mentaliseringsmæssige vanskeligheder og indenfor en tidshori-sont;
der kan komme <anonym>Barn</anonym> til gade, Det er vurderet, at han forsat har behov for pas-siv støtte til
sin egen udvikling 0g ikke vil kunne vagetage omsorgen for et barn i mange år fremover
hvis nogensinde.
Videre lægger vi vægt på, at det er beskrevet fra <anonym>Institution</anonym> den 28. oktober 2018, at den
samlede bekymringsgrad for <anonym>Barns</anonym> udvikling 0g trivsel er me-get høj. Både <anonym>Biologisk mor</anonym>
0g <anonym>Biologisk far</anonym> er på hver deres måde udfordret i deres individuelle forældrefunktioner
og der ses ingen udviklingspotentiale i deres samlede forældreskab . <anonym>Biologisk mor</anonym> har
under forløbet; udvist en svigtende moti-vation dels ift. samarbejdet og det at omsætte 0g
bruge vejledningen konkret og mål-rettet i relationen og ansvaret for <anonym>Barn</anonym> Og derudover
har <anonym>Biologisk mor</anonym> udvist en ængstelighed, angst for at være alene; og have det fulde
ansvar for <anonym>Barn</anonym> Trods en tydelig og tæt guidning, herunder konkrete strategier til
<anonym>Biologisk mor</anonym> har forløbet vist; at <anonym>Biologisk mors</anonym> angst er steget gradvist.
Vi har også lagt vægt på beskrivelserne af <anonym>Barn</anonym> Om <anonym>Barn</anonym> fremgår det, at hun er født <anonym>Dato</anonym>
<anonym>(2018)</anonym> 3 uger før termin med fødselsvægt på 2560 gr. Hun er velbefin-dende efter fødslen
og har haft et ukompliceret forløb. Hun havde dog svært i begyn-
delsen med at tage på i vægt, men efter overgang til flaske tog hun på. Efter fødslen ta-ger
<anonym>Barn</anonym> ophold på <anonym>Institution</anonym> sammen med <anonym>Biologisk mor</anonym> <anonym>Barn</anonym> anbringes med samtykke i
begyndelsen af oktober 2018 på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling, hvor hun er, indtil
anbringelsen i plejefamilien den 31. okto-ber 2018.
Ved anbringelsen i plejefamilien beskrives <anonym>Barn</anonym> som en lille pige i en meget an-spændt
krop. Hun sov meget og var meget passiv; ikke alderssvarende fysisk udviklet og med
flygtig øjenkontakt.
Det fremgår af seneste status fra plejefamilien; at <anonym>Barn</anonym> er kommet i god udvikling 0g
gerne vil kontakt. Hun er god i øjenkontakt 0g udviser glæde.
<anonym>Barn</anonym> opleves ved samvær at lukke ned for kontakten 0g undviger øjenkontakt og fremstår
tavs og mimikfattig_
Der har ikke været afholdt samtale med <anonym>Barn</anonym> omkring adoption; grundet hendes unge
alder:
Vi henviser desuden til, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
er opfyldt; anser vi dem for opfyldt; idet. Vi vurderer; at der er åbenbar ri-siko for, at
<anonym>Barns</anonym> sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstræk-kelig omsorg for
<anonym>Barn</anonym> ved ophold i hjemmet. <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> kan på grund af begrænsede
personlige ressourcer ikke give <anonym>Barn</anonym> tilstrækkelig om-sorg i dagligdagen. De vurderes ej
heller at kunne tilbyde <anonym>Barn</anonym> den ro, tryghed; sti-mulation og støtte; som hun særligt har
brug for
Vi henviser også til, at kommunen den 29. oktober 2018 har afholdt samtale med
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> omkring adoption. <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har
ikke givet samtykke til adoption af <anonym>Barn</anonym> og kommunen har herefter på-begyndt sag om
adoption.
Ankestyrelsen har i brev af 4. juli 2019 vejledt <anonym>Biologisk mor</anonym> og <anonym>Biologisk far</anonym> om
retsvirkningerne om adoption:
99
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af adoptionslovens $ 9, stk. 2, at adoptionsbevilling i særlig tilfælde
kan meddeles, selv om forældrene ikke vil give samtykke, hvis væsentlige hen-
syn til, hvad der er bedst for bamnet taler for barnet. Efter adoptionslovens $ 9, stk
3, kan adoption meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet
uden for hjemmet efter servicelovens $ 58, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, og det er
sandsynliggjort; at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage om-
sorgen for barnet; 0g at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i
barnets opvækst vil være bedst for barnet.
Af de grunde der er anført i Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019 og idet
5
det for retten anførte ikke kan føre til andet resultat, finder retten; at disse betin-
gelser er opfyldt.
På baggrund af det ovenfor anførte findes det endvidere sandsynliggjort; at
abortadoption af hensyn til kontinuiteten 0g stabiliteten i <anonym>Barns</anonym> opvækst; vil være
det bedste for <anonym>Barn</anonym>
Væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for <anonym>Barn</anonym> taler som følge af det oven-for
anførte for; at hun bortadopteres uden samtykke fra <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk</anonym>
<anonym>far</anonym> Betingelserne for adoption efter adoptionslovens $ 2 og $ 9, stk: 3,jf. stk 2,
er således opfyldt.
Herefter tager retten Ankestyrelsens påstand til følge, idet det af forældrene i
øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat.
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har den 23.januar 2020 indgivet ansøgning om
fastsættelse af samvær med <anonym>Barn</anonym>
Den 30. oktober 2020 har Familieretten i Horsens stadfæstet Familieretshusets
afgørelse af 2.juni 2020 om, at de oprindelige forældre, <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g
<anonym>Biologisk far</anonym> fratages orienteringsretten vedrørende <anonym>Barn</anonym> Af Familierettens dom
af 30. oktober 2020 fremgår bl.a.
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 8
218 a
Af Familieretshusets afgørelse af 2.juni 2020 fremgår:
99
Afgørelse om orienteringsret, sagsnr. 2020 7622
Adoptionsansøgere til barnet; født <anonym>Dato (2018)</anonym> har søgt om, at bar-nets
oprindelige forældre fratages orienteringsretten vedrørende barnet.
Afgørelsen
Vi har bestemt; at de oprindelige forældre fratages orienteringsretten
Begrundelse
Vi har lagt vægt på, at barnet er midlertidigt placeret hos adoptionsansø-
gerne, med henblik på adoption; og de i denne forbindelse har fået foræl-
dremyndigheden over barnet.
Vi har også lagt vægt på, at barnets oprindelige forældre ikke har adgang
/6
til oplysninger om, hvem der adopterer barnet, når adoptionen gennemfø res
uden forældrenes samtykke. Forældrene har heller ikke adgang til op-
lysninger om, hvilke adoptionsansøgere barnet midlertidigt placeres hos.
Vi mener derfor , at det vil være bedst for barnet at orienteringsretten fra-
tages de oprindelige forældre, for at sikre anonymitet omkring adoptionen
og adoptionsansøgerne, og for at sikre barnets bedste.
Det forhold at de oprindelige forældre har protesteret mod fratagelse af
orienteringsretten kan ikke føre til et andet resultat.
Sagens oplysninger
Familieretshuset får ansøgning fra adoptionsansøgerne hvor der søges om,
at barnets oprindelige forældre fratages orienteringsretten, for at sikre
anonymiteten i forhold til dem og i forhold til adoptionen og barnet.
Det fremgår af adoptionslovens § 32 at barnet midlertidigt kan placeres, når
Ankestyrelsen har truf fet afgørelse om adoption af barnet, og adop-
tionsnævnet har udvalgt den ansøger , der skønnes bedst egnet til at adop-
tere barnet.
Ved den midlertidige placering af barnet hos adoptionsansøgerne er første
væsentlige skridt henimod at gennemføre et fuldstændigt familieskifte for
barnet taget, og ved den midlertidige placering kan barnets tilknytning til
adoptanten starte så tidligt i barnets liv som muligt med deraf følgende
forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst.
Idet barnet er adopteret uden forældrenes samtykke, har de oprindelige
forældre ikke adgang til at få oplysninger om hvilke adoptionsansøgere
barnet er midlertidigt placeret hos.
I de situationer hvor barnets oprindelige forældre ikke er enige i adoptio-
nen, er der risiko for , at de vil opsøge barnet eller de kommende adoptan-ter
og dermed modarbejde det kommende familieskifte, hvilket ikke er til
barnets bedste. De oplysninger de oprindelige forældre behøver for at kunne
opsøge barnet og adoptionsansøgerne kan de få gennem forældre-
ansvarslovens § 23.
Vi har under behandlingen af sagen fået henvendelse fra adoptionsansø-
gerne og har modtaget bemærkninger fra de oprindelige forældre.
De oprindelige forældre har i deres bemærkninger oplyst, at de ikke vil
være med til at underskrive omkring forældreretten / forældremyndighe-
den.
Regler
Vi har truffet afgørelsen efter forældreansvarsloven I forældreansvarsloven
har vi brugt 88 4, 5 0g 23, stk. 3,jævnfør 23, stk. 1 0g stk. 2. Læs reglerne i
bilag til afgørelsen
Familierettens begrundelse og resultat
Familieretten er enig i Familieretshusets resultat og begrundelsen herfor; og da
det; der er fremkommet for familieretten, ikke kan føre til andet resultat, stad-
fæster familieretten afgørelsen.
29
<anonym>Biologisk far</anonym> <anonym>Biologisk mor</anonym> har fri proces under sagen.
Adoptivforældrene har ikke været mødt under hovedforhandlingen.
Forklaringer
<anonym>Biologisk mor</anonym> har forklaret, at hun er 22 år. Lige nu går hun hjemme og venter
på en praktikplads i <anonym>Arbejdsplads</anonym> Hun er netop i går flyttet i lejlig-hed i <anonym>By</anonym> Hun
0g <anonym>Biologisk far</anonym> vil prøve at finde ud af, om det kan gå mel-lem dem; hvis de i en
periode bor hver for sig.
<anonym>Barn</anonym> blev født <anonym>Dato (2018)</anonym> De var på sygehuset i to dage og herefter var de på
<anonym>Institution</anonym> i 2 måneder; hvorefter <anonym>Barn</anonym> blev frivilligt anbragt Hun fik at vide; at
hun ville få samvær under en frivillig anbringelse; men hun ikke ville få samvær
overhovedet under en tvangsmæssig anbringelse. Mens <anonym>Barn</anonym> var frivilligt anbragt
1 plejefamilie; havde de samvær 1 time om måne-den. Det gik godt. <anonym>Barn</anonym> kom
løbende; når de kom; 0g <anonym>Barn</anonym> kaldte hende mor og kendte således godt deres
relation. De legede både inde og udenfor. <anonym>Biologisk far</anonym> og hun var alene sammen
med <anonym>Barn</anonym> 0g en gang imellem kiggede pleje-mor ind for at se, hvordan det gik.
Samværene foregik hjemme hos plejefami-lien. Deres samararbejde med
plejefamilien var rigtig godt. De skrev med pleje-mor stort set hver~ dag og de fik
billeder af <anonym>Barn</anonym> hver weekend.
<anonym>Barn</anonym> blev bortadopteret i slutningen af januar 2020. De har fået sendt status-
rapport om, hvordan hun har det; og hvordan det går med hende efter det før-ste
år.
Hun har søgt om samvær for at hun kan følge med i <anonym>Barns</anonym> opvækst og se,
hvordan hun klarer det; og om hun har det godt. Hun tænker ikke; at de skal
fortælle <anonym>Barn</anonym> at de er hendes biologiske forældre. Hun tænker; at de bare skal
kunne observere <anonym>Barn</anonym> feks. når hun er på legepladsen. De vil ikke gå hen til
<anonym>Barn</anonym> men de vil gerne se hende. Lige nu skal <anonym>Barn</anonym> ikke vide noget
8
om hendes biologiske forældre. Når adoptivfamilien vurderer; at <anonym>Barn</anonym> er klar til at
få oplysningerne, vil hun meget gerne fortælle <anonym>Barn</anonym> at hun er hendes bi-ologiske
mor. Det er helt klart adoptivfamilien; der skal fortælle <anonym>Barn</anonym> at hun er adopteret.
Hvis adoptivfamilien er interesseret i et samarbejde vil hun helt sikkert være
interesseret heri. Hun har ikke set sådanne forespørgsler fra adoptivfamilien.
Adoptivfamilien har efterspurgt billeder fra <anonym>Barns</anonym> første leveår med henblik på at
lave en bog med billeder til <anonym>Barn</anonym> De har sendt mange billeder til adop-
tivfamilien; bl.a. fra barnedåb m.v.
Hun tænker; at det er bedst for <anonym>Barn</anonym> at hun lever som hun skal lige nu; og at hun
lidt senere får at vide, hvem de er, og at hun har en biologisk familie; der står 0g
venter på hende. Hun håber; <anonym>Barn</anonym> vil stille spørgsmål om sin biologi-ske familie,
når hun får at vide; at hun er bortadopteret. Hun tror; at <anonym>Barn</anonym> vil undre sig og
stille spørgsmålstegn ved, hvor hun er, når hun får det at vide.
Hun ønsker samvær efter rettens bestemmelse; og hun vil følge rettens anvis-
ninger
<anonym>Biologisk far</anonym> har forklaret, at han kan genkende, hvad <anonym>Biologisk mor</anonym> har
forklaret. Han gør sig samme tanker om, at han og <anonym>Biologisk mor</anonym> kan se <anonym>Barn</anonym>
feks. på en legeplads; hvor <anonym>Barn</anonym> ikke får at vide, hvem de er- Hvis <anonym>Barn</anonym> vil lege
med dem; uden at hun ved, hvem de er, vil han gerne lege med hende, men det er
ikke et krav. Han synes, at adoptivfamilien skal fortælle <anonym>Barn</anonym> at hun er
bortadopteret; når hun er stor nok til det. Hvis han fik chancen; vil han fortælle
<anonym>Barn</anonym> at hun er bortadopteret; men hvis han får samvær; vil han ikke fortælle det.
Det vil være bedst for <anonym>Barn</anonym> at hun har samvær med sine biologiske forældre. Han
kan ikke rigtig uddybe, hvorfor det vil være bedst. Han tror; det vil være
nemmere for <anonym>Barn</anonym> at få svar på sine spørgsmål, når hun får at vide, at hun er
bortadopteret; hvis hun har kendt ham og <anonym>Biologisk mor</anonym>
<anonym>Barn</anonym> grinede stort set hver gang, der var samvær: De legede sammen. Hun kunne
ikke 100% sige far. Hun var bedre til at sige mor, men hun prøvede at sige far.
Han er lige nu i praktik tre gange om ugen 0g arbejder på en fastansættelse som
<anonym>Stilling</anonym>
Parternes synspunkter
<anonym>Biologisk far</anonym> 0g <anonym>Biologisk mor</anonym> har i et processkrift af 8. september 2021 anført:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,
at de biologiske forældre havde gode rolige samvær;
at de biologiske forældre havde et godt samarbejde med plejefamilien;
at de biologiske forældre var stabile i samvær
at samvær kan indrettes på en måde, hvor barnet ikke opfatter det som samvær
at sagsøgerne er indforstået med, at de ikke skal fortælle barnet deres biologiske
relation til barnet
at samvær kan etableres uden at det påvirker barnets relationsdannelse til ad-
optanterne
at barnet når hun får kendskab til sin familie vil vide at hendes biologiske foræl-
dre stedse har været i hendes liv, hvorved barnet kan kende sin historie og
nemmere kunne tilvælge en relation.
99
Rettens begrundelse og resultat
Adoptivbamnet; der nu er 3 år, har, siden hun var 2 måneder gammel, været fri-
villigt anbragt først på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling 0g siden den 31. oktober 2018 i
plejefamilie. Hun er efter Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019, der er
stadfæstet ved dom af 15.januar 2020, frigivet til adoption uden de biologiske
forældres samtykke; og hun er herefter adopteret af adop-tivforældre, hvis navn
og bopæl er ukendt for de biologiske forældre.
Efter de biologiske forældres forklaringer lægger retten til grund; at de under den
frivillige anbringelse havde samvær med barnet 1 time hver måned, 0g at de sidst
har set barnet i januar 2020.
Forældreansvarslovens 8 20a, der blev indsat ved lov nr:. 494 af 12.juni 2009,
havde oprindelig følgende ordlyd:
8 20 a. Er barnet adopteret, kan der i helt særlige tilfælde efter anmodning fra
barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt
med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller an-den form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v: 29
Afbemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 105 af 28. oktober 2009 frem-
går bl.a:
Den foreslåede bestemmelse er ny. Med bestemmelsen får et adoptivbarn
og den oprindelige slægt mulighed for at bevare en vis kontakt i visse tilfælde
trods adoptionen. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.
/10
Udgangspunktet vil fortsat være, at der ikke fastsættes samvær eller anden
kontakt med et barn efter adoptionen. I helt særlige tilfælde vil der dog kunne
fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter adoptionen, hvis barnet
forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den op-rindelige
slægt. Forslaget til § 20 a tager sigte på at bevare et samvær eller en kontakt, og
det forudsættes derfor , at ansøgningen om fastsættelse af samvær eller anden
form for kontakt indgives inden for kortere tid efter adoptionen eller ophøret af
en frivillig aftale om samvær eller anden form for kontakt, så-ledes at
kontinuiteten i samværet bevares for barnet.
Der kan efter forslaget i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden
form for kontakt med et barn, hvis der forud for adoptionen har været en re-
lation, som det vil være bedst for barnet at bevare. Relationen skal have spil-let
en positiv rolle for barnet og også antages at ville gøre det fremover .
…
Det primære anvendelsesområde for bestemmelsen er adoptionssager , hvor et
større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet og under
anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med forældrene.
Bestemmelsen vil hovedsagligt være rettet mod barnets oprindelige forældre,
og et eventuelt samvær vil være mere begrænset i hyppighed og omfang end det
samvær , der praktiseres og fastsættes i delte familier . Der kan forekomme
situationer , hvor barnet ikke har en tæt og nær relation til sine forældre, men
derimod en nær relation til bedsteforældre eller forældres søskende. I disse
tilfælde kan det være vigtigt, at det er denne tætte og nære relation, som be-
vares efter adoptionen. Bestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse i for -
hold til slægtninge, da formålet er at beskytte de biologiske bånd, hvis det er
bedst for barnet.
Der kan være situationer , hvor flere medlemmer af den oprindelige slægt har
haft en tæt relation til barnet forud for adoptionen. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis begge forældre har holdt kontakten med barnet under en an-
bringelse. V ed afgørelsen om samvær eller anden kontakt vil der i så fald
konkret skulle tages stilling til, om det undtagelsesvist vil være til barnets
bedste at have samvær eller kontakt med flere oprindelige slægtninge. Der skal
i den forbindelse også tages stilling til, om netop samværet med flere -eventuelt
på samme tid - gør , at barnet har glæde af samværet. Det er vigtigt, at
statsforvaltningen holder sig barnets samlede situation for øje, og at der
fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv . Vurderes det und-
tagelsesvist, at flere skal have samvær med barnet, taler det for at begrænse
hyppigheden og omfanget heraf.
…”
Ved lov nr . 530 af 29. april 2015 blev § 20a ændret, således at ”navnlig” blev
indsat efter ”disse” , og betingelsen om, at der skal have været samvær m.v .
mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen blev således modificeret. Af
11
bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 121 af 28.januar 2015 fremgår
bl.a.
Med den foreslåede ændring af 8 20 a modificeres betingelsen om, at der
skal have været samvær mv. mellem barnet og ansøgeren forud for adop-
tionen, før der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Efter
forslaget skal der navnlig lægges vægt på forudgående samvær, når der efter
adoptionen skal træffes afgørelse om fastsættelse af samvær.
Ved vurderingen af, om der skal fastsættes samvær; giver den foreslåede
ændring af bestemmelsen mulighed for at tage hensyn til, om der forud for
adoptionen har været samvær mellem barnet og ansøgeren.
Med den foreslåede ændring vil det bl.a. blive muligt at fastsætte samvær
mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter bortadoption af
barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. I sådanne
tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet kan foregå under
betryggende forhold; eventuelt med professionel støtte; 0g at samværet
vurderes at være bedst for barnet.
29
Forældreansvarsloven er senest ændret ved lov nr: 497 af 1.maj 2019, hvor for-
muleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i "helt særlige tilfælde" er
udgået. Ifølge forarbejderne er der alene tale om en sproglig præcisering uden
betydning for bestemmelsens realindhold.
Efter oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefami-lie;
barnets reaktioner under samvær; oplysningerne om de biologiske foræl-dres
personlige forhold, og perioden; hvor barnet har været sammen med adop-
tivforældrene, finder familieretten efter en samlet vurdering, hvori tillige ind-går
barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med henblik på at opnå
tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene; at det er bedst for
barnet; at der ikke er samvær med de biologiske forældre, hvorfor adoptivfor-
ældrenes påstand om frifindelse; tages til følge Oplysningerne om barnets
samvær med de biologiske forældre før adoptionen kan ikke føre til en anden
afgørelse.
THI KENDES FOR RET:
De sagsøgte; adoptivforældrene, frifindes; således at de biologiske forældre ikke
skal have samvær med barnet, født <anonym>Dato (2018)</anonym>
/12
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-
sen.
/
/ | 23,613 | 25,765 |
|||
3970 | Landsretten stadfæstede byrettens dom om spirituskørsel på lille knallert med den ændring, at fængselsstraffen nedsattes til 60 dage | Endelig | Straffesag | Vestre Landsret | SS-1412/2010-VLR | Øvrige straffesager | 2. instans | 16722/22 | Færdsel; | Nej | afsagt den 1L. august 2010 af Vestre Landsrets 12.afdcling (dommerne Ulrik Jensen, Chr.
Bache og Lis Frost)
1 ankesag VL S-1412 10
Anklagemyndigheden
mod
CPR nr Fødf 1955
(advokat Mogens Freinsilber; Randers)
Retten i Randers har den 10.juni 2010 afsagt dom i 1. instans (28-1592*2010).
Tiltalte har påstået formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Tiltalte er tidligere straffet 8 gange for spirituskørsel , herunder 7 gange for kørsel i bil og 1
gang for kørsel på stor knallert.
Anklagemyndigheden har gjort gældende; at straffen i et 9. gangs tilfælde som udgangs -
punkt er fængsel i 70 dage, der bør skærpes under hensyn til, at forstraffene angår spiritus-
kørsel i bil og stor knallert; og at forholdet er begået få dage efter; at tiltalte er Jøsladt efter
afsoning af en fængselsstraf for kørsel i frakendelsestiden på stor knallert.
| afsagt den 1L. august 2010 af Vestre Landsrets 12.afdcling (dommerne Ulrik Jensen, Chr.
Bache og Lis Frost)
1 ankesag VL S-1412 10
Anklagemyndigheden
mod
<anonym>Tiltalte</anonym>
CPR nr Fødf 1955
(advokat Mogens Freinsilber; Randers)
Retten i Randers har den 10.juni 2010 afsagt dom i 1. instans (28-1592*2010).
Tiltalte har påstået formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Tiltalte er tidligere straffet 8 gange for spirituskørsel , herunder 7 gange for kørsel i bil og 1
gang for kørsel på stor knallert.
Anklagemyndigheden har gjort gældende; at straffen i et 9. gangs tilfælde som udgangs -
punkt er fængsel i 70 dage, der bør skærpes under hensyn til, at forstraffene angår spiritus-
kørsel i bil og stor knallert; og at forholdet er begået få dage efter; at tiltalte er Jøsladt efter
afsoning af en fængselsstraf for kørsel i frakendelsestiden på stor knallert.
| 876 | 901 |
|||||||
3971 | Landsretten stadfæstede byrettens afgørelse om navneforbud | Endelig | Straffesag | Østre Landsret | SS-3015/2010-OLR | Grundlovssag | 2. instans | 16720/22 | Efterforskning og straffeproces; | Anklagemyndigheden - Anklagemyndigheden;
Dommer - Gitte Rubæk Pedersen;
Dommer - Lena Falk;
Dommer - M. Lerche;
Forsvarer - Flemming Wahrén; | Ja | /
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
K E N D E L S E
Lukkede døre
Det forbydes offentligt at gengive navn, stilling eller bopæl eller på anden måde
offentliggøre den Forurettedes identitet.
Afsagt den 14. oktober 2010 af Østre Landsrets 8. afdeling
(landsdommerne Gitte Rubæk Pedersen, M. Lerche og Lena Falk (kst.)).
8. afd. kære nr. S-3015-10:
Anklagemyndigheden
mod
Sigtede
(CPR nr. (Født 1977))
(advokat Flemming Wahrén, besk.)
Ritzaus Bureau I/S ved journalist Person 1 har kæret Roskilde Rets kendelser af 21.
september 2010 (9-5262/2010) om dørlukning og navneforbud.
Kendelserne blev afsagt i forbindelse med et grundlovsforhør den 21. september 2010 kl.
14.30 mod Sigtede, der mistænkes for manddrab efter straffelovens § 237 ved på et
tidspunkt mellem den 20. september 2010 kl. 21.00 og den 21. september 2010 kl. 00.30 i
”Trylleskoven” i Solrød Strand ved kvælning at have dræbt Forurettede. Afgørelsen om
dørlukning og navneforbud vedrørende forurettede blev truffet i medfør af henholdsvis
retsplejelovens § 29, stk. 3, nr. 4, og § 31, stk. 1, nr. 2, jf. § 31, stk. 3.
Journalist Person 1, politi- og retsredaktionen på Ritzaus Bureau, har indgivet kæreskrift af
28. september 2010.
Dommeren har ved fremsendelsen af sagen, der er modtaget i landsretten den 5. oktober
2010, henholdt sig til de afsagte kendelser.
/
- 2 -
Landsrettens begrundelse og resultat
Det må efter sagens karakter og de begrænsede oplysninger, som forelå på tidspunktet for
grundlovsforhøret, anses for at være af afgørende betydning for sagens opklaring og oplys-
ning, at oplysningerne i grundlovsforhøret ikke kommer til offentlighedens kendskab, før
politiet har haft lejlighed til at foretage den indledende efterforskning, som oplysningerne
giver anledning til.
Landsretten tiltræder derfor af de grunde, der er anført af byretten, at sagens behandling i et
offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.
Grundlovsforhøret fandt sted mindre end et døgn efter drabet på forurettede, der efterlader
sig mindreårige børn. Af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten derfor, at der
blev truffet bestemmelse om navneforbud vedrørende afdøde. Det bemærkes, at den om-
stændighed, at navneforbuddet angår en afdød person under de foreliggende omstændighe-
der ikke er til hinder for nedlæggelse af navneforbud.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens kendelser om dørlukning og navneforbud stadfæstes.
(Sign.) | ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
KENDELSE
Det forbydes offentligt at gengive navn; stilling eller bopæl eller på anden måde
offentliggøre den identitet.
Afsagt den 14. oktober 2010 af Østre Landsrets 8. afdeling
(landsdommerne Gitte Rubæk Pedersen, M. Lerche og Lena Falk (kst;)).
8. afd. kære nr S-3015-10:
Anklagemyndigheden
mod
<anonym>Sigtede</anonym>
<anonym>CPR nr (Født 1977)</anonym>
(advokat Flemming Wahrén; besk)
Ritzaus Bureau I/S ved journalist <anonym>Person 1</anonym> har kæret Roskilde Rets kendelser af 21.
september 2010 (9-5262/2010) om dørlukning 0g navneforbud.
Kendelserne blev afsagt i forbindelse med et grundlovsforhør den 21. september 2010 kl.
14.30 mod <anonym>Sigtede</anonym> der mistænkes for manddrab efter straffelovens $ 237 ved på et
tidspunkt mellem den 20. september 2010 kl. 21.00 og den 21. september 2010 kl. 00.30i
"Trylleskoven i Solrød Strand ved kvælning at have dræbt <anonym>Forurettede</anonym> Afgørelsen om
dørlukning og navneforbud vedrørende forurettede blev truffet i medfør af henholdsvis
retsplejelovens $ 29, stk. 3, nr. 4, 0g 8 31, stk. 1, nr 2, jf. $ 31, stk. 3
Journalist <anonym>Person 1</anonym> politi- 0g retsredaktionen på Ritzaus Bureau, har indgivet kæreskrift af
28. september 2010.
Dommeren har ved fremsendelsen af sagen; der er modtaget i landsretten den 5. oktober
2010, henholdt sig til de afsagte kendelser
/- 2 -
Landsr ettens begrundelse og r esultat
Det må efter sagens karakter og de begrænsede oplysninger , som forelå på tidspunktet for
grundlovsforhøret, anses for at være af afgørende betydning for sagens opklaring og oplys-
ning, at oplysningerne i grundlovsforhøret ikke kommer til of fentlighedens kendskab, før
politiet har haft lejlighed til at foretage den indledende efterforskning, som oplysningerne
giver anledning til.
Landsretten tiltræder derfor af de grunde, der er anført af byretten, at sagens behandling i et
offentligt retsmøde må antages på afgørende måde at hindre sagens oplysning.
Grundlovsforhøret fandt sted mindre end et døgn efter drabet på forurettede, der efterlader
sig mindreårige børn. Af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten derfor , at der
blev truf fet bestemmelse om navneforbud vedrørende afdøde. Det bemærkes, at den om-
stændighed, at navneforbuddet angår en afdød person under de foreliggende omstændighe-
der ikke er til hinder for nedlæggelse af navneforbud.
T h i b e s t e m m e s :
Byrettens kendelser om dørlukning og navneforbud stadfæstes.
(Sign.) | 2,496 | 2,504 |
||||||
3972 | Landsretten hjemviste sagen til fogedretten i sag om, hvorvidt en ejendom købt for en erhvervsskadeerstatning er fritaget for udlæg, hvis ejendommen stilles som pant for et kreditforeningslån | Hjemvist | Civilsag | Vestre Landsret | BS-908/2008-VLR | Visse kæresager | 2. instans | 615/23 | Fogedret; | Dommer - Hanne Kildal;
Dommer - Rikke Fisker Sørensen;
Dommer - Thomas Jønler; | Nej | Nej | Nej | /
Vestre Landsret holdt den 13. august 2008 kl.
9.00 møde på tingstedet i Viborg.
Som dommer fungerede landsdommer Hanne Kildal.
Som retssekretær fungerede Rikke Fisker
Sørensen.
Der foretoges:
V.L. B – 0908-08
Kærende A/S, tidligere Rekvirent A/S mod
Indkærede, tidligere Modpart.
Fremlagte bilag:
- kæreskrift med bilag
- brev af 29. maj 2008
- udskrift af retsbogen for Fogedretten i Horsens
Sagens øvrige bilag var til stede.
Den 14. maj 2008 har fogedretten afsagt kendelse
om, at det af Kærende A/S, tidligere Rekvirent
A/S hos Indkærede, tidligere Modpart begærede
udlæg i ejendommen, Matrikel nr. nægtes fremme.
Landsdommerne Hanne Kildal, Thomas Jønler, og
Rikke Fisker Sørensen (kst.) har behandlet
sagen.
Landsretten afsagde
K e n d e l s e:
/
- 2 -
Indkærede, tidligere Modpart har forklaret i
skifteretten, at han i 2006 har optaget
kreditforeningslån i huset, og at lå-net blev
brugt dels til renovering af huset og dels til
beta-ling af anden gæld.
Landsretten finder, at Indkærede, tidligere
Modpart herved har disponeret på en sådan måde,
at betingelserne for at anse ejendommen for
udlægsfritaget efter retsplejelovens § 513, stk.
1, ikke længere er til stede.
Landsretten hjemviser derfor sagen til
fogedretten med hen-blik på foretagelse af udlæg
i ejendommen.
T h i b e s t e m m e s:
Sagen hjemvises til fogedretten med henblik på
foretagelse af udlæg i ejendommen Matrikel nr.
Kæremålets omkostninger ophæves.
Kæreafgiften skal betales tilbage.
Sagen sluttet.
Hanne Kildal
/ Rikke Fisker Sørensen
/
- 3 -
/ | Vestre Landsret holdt den 13 _ august 2008 kl-
9 00 møde på tingstedet 1 Viborg_
Som dommer fungerede landsdommer Hanne Kildal
Som retssekretær fungerede Rikke Fisker
Sørensen_
Der foretoges:
V .L. B ~ 0908-08
<anonym>Kærende A/ S tidligere Rekvirent A/ S</anonym> mod
<anonym>Indkærede tidligere Modpart</anonym>
Fremlagte bilag:
kæreskrift med bilag
brev af 29 _ maj 2008
udskrift af retsbogen for Fogedretten 1 Horsens
Sagens øvrige bilag var til stede _
Den 14_ maj 2008 har fogedretten afsagt kendelse
on, at det af <anonym>Kærende A/ S tidligere Rekvirent</anonym>
<anonym>A/ $</anonym> hos <anonym>Indkærede tidligere Modpart</anonym> begærede
udlæg 1 ejendommen, <anonym>Matrikel nr</anonym> nægtes fremme
Landsdommerne Hanne Kildal' Thomas Jønler, og
Rikke Fisker Sørensen (kst.) har behandlet
sagen
Landsretten afsagde
K e n d e l s e:
<anonym>Indkærede tidligere Modpart</anonym> har forklaret 1
skifteretten, at han 1 2006 har optaget
kreditforeningslån i huset, og at lå-net blev
brugt dels til renovering af huset 0g dels til
beta-ling af anden gæld-
Landsretten finder, at <anonym>Indkærede tidligere</anonym>
<anonym>Modpart</anonym> herved har disponeret på en sådan måde,
at betingelserne for at anse ejendommen for
udlægsfritaget efter retsplejelovens $ 513 , stk .
1, ikke ængere er til stede
Landsretten hjemviser derfor sagen til
fogedretten med hen-blik på foretagelse af udlæg
1 ejendommen -
<anonym>T h i b e s t e m m e s</anonym>
Sagen hjemvises til fogedretten med henblik på
foretagelse af udlæg i ejendommen <anonym>Matrikel nr</anonym>
Kæremålets omkostninger ophæves -
Kæreafgiften skal betales tilbage_
Sagen sluttet.
Hanne Kildal
/- 3 -
/ | 1,586 | 1,721 |
||||
3973 | Tiltale for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 2, § 252, stk. 1, og færdselslovens § 118, stk. 10, jf. § 3, stk. 1. Påstand om konfiskation af personbil samt ubetinget frakendelse... Vis mere | Afgørelse truffet | Straffesag | Københavns Byret | SS-2701/2023-KBH | Almindelig domsmandssag | 1. instans | 2448/23 | Forbrydelser mod offentlig myndighed;
Færdsel; | Rettighedsfrakendelse; | Anklagemyndigheden - Anklagemyndigheden;
Forsvarer - Henrik Stagetorn; | Nej | 0100-73241-01281-22 | Domfældelse for spyt mod p-vagt. Frifindelse for
forsætlig fareforvoldelse
Dom afsagt: 28. juni 2023
64-årig mand idømt fængsel i 20 dage for at have spyttet en p-vagt i ansigtet. Manden havde også
tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden ved at have bakket sin bil lang-somt ind i p-vagten,
men blev frifundet for forsætlig fareforvoldelse og for kørsel på særlig hensynsløs måde.
Sagsnummer: SS 4-2701/2023
Sagen kort fortalt
Den 64-årige mand var tiltalt for at have spyttet en parkeringsvagt i ansigtet og for på hensynsløs måde
at have voldt nærliggende fare for parkeringsvagtens liv eller førlighed, idet han flere gange bakkede
ind i parkeringsvagten, som blev ramt og som følge heraf blev skubbet tilbage.
Tiltalen var vold mod en person, der efter karakteren af sit arbejde er særligt udsat for vold efter
straffelovens paragraf 244 og paragraf 247, stk. 2, og forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens
paragraf 252. Manden blev også tiltalt for ved kørslen at have overtrådt færdselslovens paragraf 3.
Dommens resultat
Retten fandt det bevist, at manden var skyldig i at have spyttet parkeringsvagten i ansigtet.
Retten fandt det ikke bevist, at manden ved kørslen havde udsat parkeringsvagten for forsætlig
fareforvoldelse. Retten lagde vægt på, at bakningen var foregået med meget langsom hastighed, og
uden at parkeringsvagten blev bange for, at manden ville skade ham, hvilket heller ikke skete.
Tiltalte erkendte sig skyldig i overtrædelse af færdselsloven ved have tilsidesat væsentlige hensyn til
færdselssikkerheden, da han bakkede mod parkeringsvagten. Retten fandt det ikke bevist, at han
havde ført bilen på særligt hensynsløs måde.
Anklager påstod fængsel i op til 3 måneder, ubetinget frakendelse af førerretten og konfiskation af bilen.
Straffen blev fastsat til fængsel i 20 dage, en bøde på 2.500 kr. og en betinget frakendelse af
førerretten. Fængselsstraffen blev gjort betinget på grund af tiltaltes gode personlige forhold.
Da der ikke var tale om forsætlig fareforvoldelse eller særligt hensynsløs kørsel, skete der ikke
konfiskation af bilen. | 2,105 | 0 |
|||||
3984 | Sag om samvær efter forældreansvarslovens § 20a, stk. 1, mellem de biologiske bedsteforældre og deres barnebarn, der er bortadopteret uden samtykke fra de biologiske forældre | Appelleret | Civilsag | Retten i Horsens | BS-17182/2021-HRS | Forældreansvarssag | 1. instans | 2823/23 | Familieret og personlige forhold;
Forældreansvarslov § 7; | Advokat - Jesper Nikolajsen;
Advokat - Karen Gøtzsche; | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | FAMILIERETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 1. oktober 2021
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-17182/2021-HRS
Biologisk bedstefar
(advokat Jesper Nikolajsen)
og
Biologisk bedstemor
(advokat Jesper Nikolajsen)
mod
Adoptivmor
og
Adoptivfar
Denne afgørelse er truffet af Dommer.
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om samvær efter forældreansvarslovens § 20a, stk. 1, mellem de
biologiske bedsteforældre, Biologisk bedstefar og Biologisk bedstemor, og deres
barnebarn, født Dato (2018), der er bortadopteret uden samtykke.
Familieretten har modtaget sagen den 4. maj 2021.
2
Biologisk bedstefar og Biologisk bedstemor har fremsat påstand om, at ”der
fastsættes § 20 a samvær med Barn, født Dato (2018), som har ret til samvær med
sagsøgerne hver 4. lørdag fra klokken 12 til klokken 15.”
Adoptivforældrene har påstået frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Den 14. august 2019 har Ankestyrelsen truffet afgørelse om bortadoption af Barn,
født Dato (2018), uden samtykke fra de biologiske forældre, Biologisk mor og
Biologisk far.
Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Retten i Nykøbing Falster, der ved
dom af 15. januar 2020 opretholdt Ankestyrelsens afgørelse. Af Retten i Nykø-
bing Falsters dom fremgår:
”…
Sagens baggrund og parternes påstande
Ankestyrelsen har den 14. august 2019 truffet afgørelse om, at Barn, født Dato
(2018), frigives til adoption, uanset at Biologisk mor og Biologisk far ikke har
givet samtykke til adoption.
Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af adoptionslovens § 9, stk. 2 og 3.
Biologisk mor og Biologisk far har krævet, at Ankestyrelsens indbringer
afgørelsen for retten.
Biologisk mor og Biologisk far har fremsat påstand om, at Ankestyrelsens
afgørelse ophæves.
Ankestyrelsens repræsentant har påstået afgørelsen opretholdt.
Advokat Karen Gøtzsche har på vegne Barn tiltrådte Anke-styrelsens påstand.
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens §
218 a.
Ankestyrelsens afgørelse af den 14. august 2019 er begrundet således:
”…
Vi vurderer, at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt, herunder at det er
sandsynliggjort, at Biologisk mor og Biologisk far varigt vil være ude af stand til
3
at varetage omsorgen for Barn.
Vi vurderer, at væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for Barn taler for adoption og at det
må antages at være til gavn for Barn at blive bortadopteret af hensyn til stabili-tet og
kontinuitet i hendes opvækst.
Vi vurderer, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke er op-fyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at Biologisk mor og Biologisk far har vanskeligheder af om-fattende
og varig karakter.
Det er således beskrevet om Biologisk mor i forældrekompetenceundersøgelse af 29.
september 2018, at hun er på et meget lavt kognitivt niveau på grænsen til lettere mentalt
retardering, og at hun i maj 2018 er diagnosticeret med Diagnose.
Det fremgår videre af prognosevurdering af 30. marts 2019, at hendes omfattende kog-
nitive begrænsninger og lave mentaliseringsevne vedvarende vil være en forhindring for
forældrekompetencen, og at dette er uden udsigt til væsentlig udvikling eller for-bedring.
Selv under optimale forhold og med intensiv mentaliseringsbaseret behand-ling vurderes
det ikke sandsynligt, at Biologisk mor kan udvikle sig til et niveau el-ler inden for en
tidshorisont, som kan komme Barn til gode.
Det er beskrevet om Biologisk far i vurdering af udviklingspotentiale, også kaldet
prognosevurderingen af 21. oktober 2018, at han har betydelige personlighedsmæssige,
kognitive og mentaliseringsmæssige vanskeligheder. Det fremgår videre i undersøgel-sen,
at det ikke er sandsynliggjort, at Biologisk far kan udvikle evner, kapacitet og fleksibilitet
i tilstrækkelig grad i forhold til sine betragtelige personlighedsmæssige, be-
gavelsesmæssige og mentaliseringsmæssige vanskeligheder og indenfor en tidshori-sont,
der kan komme Barn til gade, Det er vurderet, at han forsat har behov for pas-siv støtte til
sin egen udvikling og ikke vil kunne vagetage omsorgen for et barn i mange år fremover -
hvis nogensinde.
Videre lægger vi vægt på, at det er beskrevet fra Institution den 28. oktober 2018, at den
samlede bekymringsgrad for Barns udvikling og trivsel er me-get høj. Både Biologisk mor
og Biologisk far er på hver deres måde udfordret i deres individuelle forældrefunktioner
og der ses ingen udviklingspotentiale i deres samlede forældreskab. Biologisk mor har
under forløbet, udvist en svigtende moti-vation dels ift. samarbejdet og det at omsætte og
bruge vejledningen konkret og mål-rettet i relationen og ansvaret for Barn. Og derudover
har Biologisk mor udvist en ængstelighed, angst for at være alene, og have det fulde
ansvar for Barn. Trods en tydelig og tæt guidning, herunder konkrete strategier til
Biologisk mor, har forløbet vist, at Biologisk mors angst er steget gradvist.
Vi har også lagt vægt på beskrivelserne af Barn. Om Barn fremgår det, at hun er
4
født Dato (2018), 3 uger før termin med fødselsvægt på 2560 gr. Hun er velbefin-dende
efter fødslen og har haft et ukompliceret forløb. Hun havde dog svært i begyn-delsen med
at tage på i vægt, men efter overgang til flaske tog hun på. Efter fødslen ta-ger Barn
ophold på Institution sammen med Biologisk mor. Barn anbringes med samtykke i
begyndelsen af oktober 2018 på Institutions børneafdeling, hvor hun er, indtil
anbringelsen i plejefamilien den 31. okto-ber 2018.
Ved anbringelsen i plejefamilien beskrives Barn som en lille pige i en meget an-spændt
krop. Hun sov meget og var meget passiv, ikke alderssvarende fysisk udviklet og med
flygtig øjenkontakt.
Det fremgår af seneste status fra plejefamilien, at Barn er kommet i god udvikling og
gerne vil kontakt. Hun er god i øjenkontakt og udviser glæde.
Barn opleves ved samvær at lukke ned for kontakten og undviger øjenkontakt og fremstår
tavs og mimikfattig.
Der har ikke været afholdt samtale med Barn omkring adoption, grundet hendes unge
alder.
Vi henviser desuden til, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
er opfyldt, anser vi dem for opfyldt, idet. Vi vurderer, at der er åbenbar ri-siko for, at Barns
sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstræk-kelig omsorg for Barn
ved ophold i hjemmet. Biologisk mor og Biologisk far kan på grund af begrænsede
personlige ressourcer ikke give Barn tilstrækkelig om-sorg i dagligdagen. De vurderes ej
heller at kunne tilbyde Barn den ro, tryghed, sti-mulation og støtte, som hun særligt har
brug for.
Vi henviser også til, at kommunen den 29. oktober 2018 har afholdt samtale med
Biologisk mor og Biologisk far omkring adoption. Biologisk mor og Biologisk far har
ikke givet samtykke til adoption af Barn og kommunen har herefter på-begyndt sag om
adoption.
Ankestyrelsen har i brev af 4. juli 2019 vejledt Biologisk mor og Biologisk far om
retsvirkningerne om adoption.
…”
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af adoptionslovens § 9, stk. 2, at adoptionsbevilling i særlig tilfælde
kan meddeles, selv om forældrene ikke vil give samtykke, hvis væsentlige hen-
syn til, hvad der er bedst for barnet taler for barnet. Efter adoptionslovens § 9, stk.
3, kan adoption meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet
uden for hjemmet efter servicelovens § 58, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, og det er
sandsynliggjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage om-
sorgen for barnet, og at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i
barnets opvækst vil være bedst for barnet.
5
Af de grunde der er anført i Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019 og idet
det for retten anførte ikke kan føre til andet resultat, finder retten, at disse betin-
gelser er opfyldt.
På baggrund af det ovenfor anførte findes det endvidere sandsynliggjort, at
abortadoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i Barns opvækst, vil være
det bedste for Barn.
Væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for Barn, taler som følge af det oven-for
anførte for, at hun bortadopteres uden samtykke fra Biologisk mor og Biologisk
far. Betingelserne for adoption efter adoptionslovens § 2 og § 9, stk. 3, jf. stk. 2,
er således opfyldt.
Herefter tager retten Ankestyrelsens påstand til følge, idet det af forældrene i
øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat.
…”
Biologisk bedstefar og Biologisk bedstemor har den 22. januar 2020 indgivet
ansøgning om fastsættelse af samvær med barnet.
Adoptivforældrene har ikke været mødt under hovedforhandlingen.
Forklaringer
Biologisk bedstemor har forklaret, at hun er 47 år og uddannet Stilling. Hendes
arbejdstider giver mulighed for, at hun kan over-holde ethvert fastsat samvær med
Barn. Hun har ingen helbredsmæssige pro-blemer. Hun har været samlevende
med Biologisk bedstefar siden 1994. Hun har en datter, Biologisk mor, og et
barnebarn, Barn. Herudover har hun 2 bonusbørn og 5 bonus-børnebørn. Barn er
hendes første biologiske barnebarn.
Hun var med fra staten af Biologisk mors graviditet, og hun deltog ved fødslen af
Barn. To dage efter kom Biologisk mor og Barn på Institution. Hun kørte dem
dertil, og hun besøgte dem 1-2 gange om ugen på Institution. Hun havde god
kontakt med Barn, der var glad for sin mormor. De havde fin øjen-kontakt. Hun
var næsten en hel dag på Institution, når hun var på besøg. Biologisk mor og Barn
var på Institution i 2 måneder, og herefter blev Barn overført til børneafdelingen
på Institution, indtil hun kom i plejefa-milie. Når hun kom på Institution, hjalp
hun Biologisk mor og hun sad også meget med Barn. Hun og Biologisk bedstefar
havde fast samvær med Barn i 1 time hver 8. uge, mens Barn var i plejefamilien.
Barn rakte armene frem og ville over til dem, når de kom til samvær. Barn kunne
kende hende allerede første gang, hun kom på samvær. Der var samvær på denne
måde hele 2019. Jo ældre Barn blev, kom hun løbende hen til dem. Hun kunne
sagtens kende dem.
6
Hun vinkede og pegede, når de spurgte ”hvor er mormor?” . De legede med Barn
og drak te med plejemor og fik oplysninger om Barn. Plejemor lod dem være
alene med Barn. De blev inviteret til Barns 1 års fødselsdag og julehygge, og de
have et fint samarbejde med plejefamilien.
Det er hendes opfattelse, at der var tale om gode samvær for Barn. De var
gavnligt for hende at have samvær med dem. De havde sidste samvær med hende
i november 2019. I januar 2020 blev de klar over, at de ikke kunne have samvær
længere.
De er ikke sure på adoptionsfamilien, og de vil ikke ødelægge noget for dem, men
det betyder en hel del, at Barn stadig kan have kontakt med sin biologi-ske
familie. Det primære er, at der bliver en kontakt.
Biologisk bedstefar har forklaret, at han er enig i Biologisk bedstemors
forklaring. Han har været med inde over, fra Biologisk mor kom hjem efter
fødslen. Han var også med på Institution. Han er 54 år og er lige blevet
førtidspensionist. Han har ikke skavanker, der er til hinder for samvær. Han har i
2014 haft et problem med alkohol, men det er afsluttet. Han vil kunne deltage i
samvær i By. Han har 2 særbørn og 5 børnebørn. Han har ugentlig kontakt med
børnebør-nene, der er mellem 3 og 7 år. Han kan sagtens passe dem.
Parternes synspunkter
Biologisk bedstefar og Biologisk bedstemor har i et processkrift af 17. septem-ber
2021 anført:
”…
Til støtte for påstanden gøres det gældende:
- at det vil være bedst for barnet, at der bliver fastsat samvær,
- at betingelserne for at fastsætte samvær efter Forældreansvarslovens § 20a er
opfyldte,
- at der tidligere har været velfungerende samvær mellem barnet og dets biolo-
giske bedsteforældre,
- at der har været en betydningsfuld og positiv relation mellem barnet og dets
bedsteforældre.
…”
Rettens begrundelse og resultat
Adoptivbarnet, der nu er 3 år, har, siden hun var 2 måneder gammel, været fri-
villigt anbragt først på Institutions børneafdeling og siden
7
den 31. oktober 2018 i plejefamilie. Hun er efter Ankestyrelsens afgørelse af 14.
august 2019, der er stadfæstet ved dom af 15. januar 2020, frigivet til adoption
uden de biologiske forældres samtykke, og hun er herefter adopteret af adop-
tivforældre, hvis navn og bopæl er ukendt for de biologiske forældre og bedste-
forældre.
Efter de biologiske bedsteforældres forklaringer lægger retten til grund, at de
under den frivillige anbringelse havde samvær med barnet 1 time hver 8. uge, og
at de sidst har set barnet i november 2019.
Forældreansvarslovens § 20a, der blev indsat ved lov nr. 494 af 12. juni 2009,
havde oprindelig følgende ordlyd:
” § 20 a. Er barnet adopteret, kan der i helt særlige tilfælde efter anmodning fra
barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt
med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller an-den form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.”
Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 105 af 28. oktober 2009 frem-
går bl.a.:
” … Den foreslåede bestemmelse er ny. Med bestemmelsen får et adoptivbarn
og den oprindelige slægt mulighed for at bevare en vis kontakt i visse tilfælde
trods adoptionen. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger.
Udgangspunktet vil fortsat være, at der ikke fastsættes samvær eller anden
kontakt med et barn efter adoptionen. I helt særlige tilfælde vil der dog kunne
fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter adoptionen, hvis barnet
forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den op-rindelige
slægt. Forslaget til § 20 a tager sigte på at bevare et samvær eller en kontakt, og
det forudsættes derfor, at ansøgningen om fastsættelse af samvær eller anden
form for kontakt indgives inden for kortere tid efter adoptionen eller ophøret af
en frivillig aftale om samvær eller anden form for kontakt, så-ledes at
kontinuiteten i samværet bevares for barnet.
Der kan efter forslaget i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden form
for kontakt med et barn, hvis der forud for adoptionen har været en re-lation,
som det vil være bedst for barnet at bevare. Relationen skal have spil-let en
positiv rolle for barnet og også antages at ville gøre det fremover.
…
Det primære anvendelsesområde for bestemmelsen er adoptionssager, hvor et
større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet og under
anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med forældrene.
8
Bestemmelsen vil hovedsagligt være rettet mod barnets oprindelige forældre,
og et eventuelt samvær vil være mere begrænset i hyppighed og omfang end det
samvær, der praktiseres og fastsættes i delte familier. Der kan forekomme
situationer, hvor barnet ikke har en tæt og nær relation til sine forældre, men
derimod en nær relation til bedsteforældre eller forældres søskende. I disse
tilfælde kan det være vigtigt, at det er denne tætte og nære relation, som be-
vares efter adoptionen. Bestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse i for-
hold til slægtninge, da formålet er at beskytte de biologiske bånd, hvis det er
bedst for barnet.
Der kan være situationer, hvor flere medlemmer af den oprindelige slægt har
haft en tæt relation til barnet forud for adoptionen. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis begge forældre har holdt kontakten med barnet under en an-
bringelse. Ved afgørelsen om samvær eller anden kontakt vil der i så fald
konkret skulle tages stilling til, om det undtagelsesvist vil være til barnets
bedste at have samvær eller kontakt med flere oprindelige slægtninge. Der skal
i den forbindelse også tages stilling til, om netop samværet med flere -eventuelt
på samme tid - gør, at barnet har glæde af samværet. Det er vigtigt, at
statsforvaltningen holder sig barnets samlede situation for øje, og at der
fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv. Vurderes det und-
tagelsesvist, at flere skal have samvær med barnet, taler det for at begrænse
hyppigheden og omfanget heraf.
…”
Ved lov nr. 530 af 29. april 2015 blev § 20a ændret, således at ”navnlig” blev
indsat efter ”disse” , og betingelsen om, at der skal have været samvær m.v.
mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen blev således modificeret. Af
bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr. 121 af 28. januar 2015 fremgår
bl.a.:
” …
Med den foreslåede ændring af § 20 a modificeres betingelsen om, at der
skal have været samvær m.v. mellem barnet og ansøgeren forud for adop-
tionen, før der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Efter
forslaget skal der navnlig lægges vægt på forudgående samvær, når der efter
adoptionen skal træffes afgørelse om fastsættelse af samvær.
Ved vurderingen af, om der skal fastsættes samvær, giver den foreslåede
ændring af bestemmelsen mulighed for at tage hensyn til, om der forud for
adoptionen har været samvær mellem barnet og ansøgeren.
Med den foreslåede ændring vil det bl.a. blive muligt at fastsætte samvær
mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter bortadoption af
barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. I sådanne
tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær, at samværet kan foregå under
9
betryggende forhold, eventuelt med professionel støtte, og at samværet
vurderes at være bedst for barnet.
…”
Forældreansvarsloven er senest ændret ved lov nr. 497 af 1. maj 2019, hvor for-
muleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i ”helt særlige tilfælde” er
udgået. Ifølge forarbejderne er der alene tale om en sproglig præcisering uden
betydning for bestemmelsens realindhold.
Efter oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefami-lie,
barnets reaktioner under samvær og perioden, hvor barnet har været sam-men
med adoptivforældrene, finder familieretten efter en samlet vurdering, hvori
tillige indgår barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med hen-blik på at
opnå tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene, at det er bedst
for barnet, at der ikke er samvær med de biologiske bedsteforældre, hvorfor
adoptivforældrenes påstand om frifindelse, tages til følge. Oplysnin-gerne om
barnets samvær med de biologiske bedsteforældre før adoptionen kan ikke føre til
en anden afgørelse.
THI KENDES FOR RET:
De sagsøgte, adoptivforældrene, frifindes, således at de biologiske bedsteforæl-
dre ikke skal have samvær med barnet, født Dato (2018).
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen. | FAMILIERETTEN I HORSENS
DOM
afsagt den 1. oktober 2021
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-17182/2021-HRS
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
(advokat Jesper Nikolajsen)
0g
<anonym>Biologisk bedstemor</anonym>
(advokat Jesper Nikolajsen)
mod
<anonym>Adoptivmor</anonym>
0g
<anonym>Adoptivfar</anonym>
Denne afgørelse er truffet af <anonym>Dommer</anonym>
Sagens baggrund og parternes påstande
Sagen drejer sig om samvær efter forældreansvarslovens $ 20a, stk. 1, mellem de
biologiske bedsteforældre, <anonym>Biologisk bedstefar</anonym> 0g <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> 0g deres
barnebarn; født <anonym>Dato (2018)</anonym> der er bortadopteret uden samtykke.
Familieretten har modtaget sagen den 4.maj 2021.
2
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym> 0g <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har fremsat påstand om, at "der
fastsættes 8 20 a samvær med <anonym>Barn</anonym> født <anonym>Dato (2018)</anonym> som har ret til samvær med
sagsøgerne hver 4. lørdag fra klokken 12 til klokken 15. 99
Adoptivforældrene har påstået frifindelse.
Oplysningerne i sagen
Den 14. august 2019 har Ankestyrelsen truffet afgørelse om bortadoption af <anonym>Barn</anonym>
født <anonym>Dato (2018)</anonym> uden samtykke fra de biologiske forældre <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g
<anonym>Biologisk far</anonym>
Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for Retten i Nykøbing Falster; der ved
dom af 15.januar 2020 opretholdt Ankestyrelsens afgørelse. Af Retten i Nykø-
bing Falsters dom fremgår:
Sagens baggrund og parternes påstande
Ankestyrelsen har den 14. august 2019 truffet afgørelse om, at <anonym>Barn</anonym> født <anonym>Dato</anonym>
<anonym>(2018)</anonym> frigives til adoption uanset at <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> ikke har
givet samtykke til adoption
Ankestyrelsens afgørelse er truffet i medfør af adoptionslovens $ 9, stk. 2 0g 3 .
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har krævet, at Ankestyrelsens indbringer
afgørelsen for retten.
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har fremsat påstand om, at Ankestyrelsens
afgørelse ophæves .
Ankestyrelsens repræsentant har påstået afgørelsen opretholdt.
Advokat Karen Gøtzsche har på vegne <anonym>Barn</anonym> tiltrådte Anke-styrelsens påstand
Oplysningerne i sagen
Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling jf. retsplejelovens $
218 a.
Ankestyrelsens afgørelse af den 14. august 2019 er begrundet således:
Vi vurderer; at betingelserne for adoption uden samtykke er opfyldt, herunder at det er
sandsynliggjort; at <anonym>Biologisk mor</anonym> og <anonym>Biologisk far</anonym> varigt vil være ude af stand til
3
at varetage omsorgen for <anonym>Barn</anonym>
Vi vurderer; at væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for <anonym>Barn</anonym> taler for adoption og at det
må antages at være til gavn for <anonym>Barn</anonym> at blive bortadopteret af hensyn til stabili-tet 0g
kontinuitet i hendes opvækst.
Vi vurderer; at betingelserne for anbringelse uden for bjemmet uden samtykke er op-fyldt.
Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at <anonym>Biologisk mor</anonym> <anonym>Biologisk far</anonym> har vanskeligheder af om-fattende
og varig karakter.
Det er således beskrevet om <anonym>Biologisk mor</anonym> 1 forældrekompetenceundersøgelse af 29.
september 2018, at hun er på et meget lavt kognitivt niveau på grænsen til lettere mentalt
retardering; 0g at hun i maj 2018 er diagnosticeret med <anonym>Diagnose</anonym>
Det fremgår videre af prognosevurdering af 30. marts 2019, at hendes omfattende kog;
nitive begrænsninger og lave mentaliseringsevne vedvarende vil være en forhindring for
forældrekompetencen; og at dette er uden udsigt til væsentlig udvikling eller for-bedring.
Selv under optimale forhold og med intensiv mentaliseringsbaseret behand-ling vurderes
det ikke sandsynligt; at <anonym>Biologisk mor</anonym> kan udvikle sig til et niveau el-ler inden for en
tidshorisont, som kan komme <anonym>Barn</anonym> til gode.
Det er beskrevet om <anonym>Biologisk far</anonym> 1 vurdering af udviklingspotentiale, også kaldet
prognosevurderingen af 21. oktober 2018, at han har betydelige personlighedsmæssige;
kognitive 0g mentaliseringsmæssige vanskeligheder: Det fremgår videre i undersøgel-sen,
at det ikke er sandsynliggjort; at <anonym>Biologisk far</anonym> kan udvikle evner; kapacitet og fleksibilitet
1 tilstrækkelig grad i forhold til sine betragtelige personlighedsmæssige; be-
gavelsesmæssige og mentaliseringsmæssige vanskeligheder og indenfor en tidshori-sont;
der kan komme <anonym>Barn</anonym> til gade, Det er vurderet, at han forsat har behov for pas-siv støtte til
sin egen udvikling 0g ikke vil kunne vagetage omsorgen for et barn i mange år fremover
hvis nogensinde.
Videre lægger vi vægt på, at det er beskrevet fra <anonym>Institution</anonym> den 28. oktober 2018, at den
samlede bekymringsgrad for <anonym>Barns</anonym> udvikling og trivsel er me-get høj. Både <anonym>Biologisk mor</anonym>
0g <anonym>Biologisk far</anonym> er på hver deres måde udfordret i deres individuelle forældrefunktioner
og der ses ingen udviklingspotentiale i deres samlede forældreskab. <anonym>Biologisk mor</anonym> har
under forløbet;, udvist en svigtende moti-vation dels ift. samarbejdet og det at omsætte 0g
bruge vejledningen konkret og mål-rettet i relationen og ansvaret for <anonym>Barn</anonym> Og derudover
har <anonym>Biologisk mor</anonym> udvist en ængstelighed, angst for at være alene; og have det fulde
ansvar for <anonym>Barn</anonym> Trods en tydelig 0g tæt guidning herunder konkrete strategier til
<anonym>Biologisk mor</anonym> har forløbet vist; at <anonym>Biologisk mors</anonym> angst er steget gradvist.
Vi har også lagt vægt på beskrivelserne af <anonym>Barn</anonym> Om <anonym>Barn</anonym> fremgår det, at hun er
født <anonym>Dato (2018)</anonym> 3 uger før termin med fødselsvægt på 2560 gr. Hun er velbefin-dende
efter fødslen og har haft et ukompliceret forløb. Hun havde dog svært i begyn-delsen med
at tage på i vægt men efter overgang til flaske tog hun på. Efter fødslen ta-ger <anonym>Barn</anonym>
ophold på <anonym>Institution</anonym> sammen med <anonym>Biologisk mor</anonym> <anonym>Barn</anonym> anbringes med samtykke i
begyndelsen af oktober 2018 på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling, hvor hun er, indtil
anbringelsen i plejefamilien den 31. okto-ber 2018.
Ved anbringelsen i plejefamilien beskrives <anonym>Barn</anonym> som en lille pige i en meget an-spændt
krop. Hun sov meget 0g var meget passiv; ikke alderssvarende fysisk udviklet og med
flygtig øjenkontakt.
Det fremgår af seneste status fra plejefamilien; at <anonym>Barn</anonym> er kommet i god udvikling 0g
gerne vil kontakt. Hun er god i øjenkontakt og udviser glæde.
<anonym>Barn</anonym> opleves ved samvær at lukke ned for kontakten og undviger øjenkontakt og fremstår
tavs og mimikfattig.
Der har ikke været afholdt samtale med <anonym>Barn</anonym> omkring adoption; grundet hendes unge
alder:
Vi henviser desuden til, at betingelserne for anbringelse uden for hjemmet uden samtykke
er 'opfyldt; anser vi dem for opfyldt; idet. Vi vurderer; at der er åbenbar ri-siko for; at <anonym>Barns</anonym>
sundhed og udvikling vil lide alvorlig skade på grund af utilstræk-kelig omsorg for <anonym>Barn</anonym>
ved ophold i hjemmet. <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> kan på grund af begrænsede
personlige ressourcer ikke give <anonym>Barn</anonym> tilstrækkelig om-sorg i dagligdagen. De vurderes ej
heller at kunne tilbyde <anonym>Barn</anonym> den ro, tryghed, sti-mulation og støtte; som hun særligt har
brug for.
Vi henviser også til, at kommunen den 29. oktober 2018 har afholdt samtale med
<anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> omkring adoption. <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> har
ikke givet samtykke til adoption af <anonym>Barn</anonym> og kommunen har herefter på-begyndt sag om
adoption.
Ankestyrelsen har i brev af 4.juli 2019 vejledt <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk far</anonym> om
retsvirkningerne om adoption:
29
Rettens begrundelse og resultat
Det følger af adoptionslovens $ 9, stk. 2, at adoptionsbevilling i særlig tilfælde
kan meddeles, selv om forældrene ikke vil give samtykke, hvis væsentlige hen-
syn til, hvad der er bedst for barnet taler for barnet. Efter adoptionslovens $ 9, stk.
3, kan adoption meddeles efter stk. 2, hvis betingelserne for anbringelse af barnet
uden for hjemmet efter servicelovens 8 58, stk. 1, nr 1, er opfyldt; 0g det er
sandsynliggjort; at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage om-
sorgen for barnet; 0g at adoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i
barnets opvækst vil være bedst for barnet.
5
Af de grunde der er anført i Ankestyrelsens afgørelse af 14. august 2019 og idet
det for retten anførte ikke kan føre til andet resultat, finder retten, at disse betin-
gelser er opfyldt.
På baggrund af det ovenfor anførte findes det endvidere sandsynliggjort; at
abortadoption af hensyn til kontinuiteten og stabiliteten i <anonym>Barns</anonym> opvækst; vil være
det bedste for <anonym>Barn</anonym>
Væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for <anonym>Barn</anonym> taler som følge af det oven-for
anførte for; at hun bortadopteres uden samtykke fra <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Biologisk</anonym>
<anonym>far</anonym> Betingelserne for adoption efter adoptionslovens $ 2 0g $ 9, stk 3,jf. stk 2,
er således opfyldt:
Herefter tager retten Ankestyrelsens påstand til følge; idet det af forældrene i
øvrigt anførte ikke kan føre til et andet resultat.
99
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym> <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har den 22.januar 2020 indgivet
ansøgning om fastsættelse af samvær med barnet.
Adoptivforældrene har ikke været mødt under hovedforhandlingen.
Forklaringer
<anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har forklaret, at hun er 47 år og uddannet <anonym>Stilling</anonym> Hendes
arbejdstider giver mulighed for, at hun kan over-holde ethvert fastsat samvær med
<anonym>Barn</anonym> Hun har ingen helbredsmæssige pro-blemer. Hun har været samlevende
med <anonym>Biologisk bedstefar</anonym> siden 1994. Hun har en datter; <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g et
barnebarn; <anonym>Barn</anonym> Herudover har hun 2 bonusbørn og 5 bonus-børnebørn. <anonym>Barn</anonym> er
hendes første biologiske barnebarn:
Hun var med fra staten af <anonym>Biologisk mors</anonym> graviditet; og hun deltog ved fødslen af
<anonym>Barn</anonym> To dage efter kom <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Barn</anonym> på <anonym>Institution</anonym> Hun kørte dem
dertil, 0g hun besøgte dem 1-2 gange om ugen på <anonym>Institution</anonym> Hun havde god
kontakt med <anonym>Barn</anonym> der var glad for sin mormor. De havde fin øjen-kontakt. Hun
var næsten en hel dag på <anonym>Institution</anonym> når hun var på besøg. <anonym>Biologisk mor</anonym> 0g <anonym>Barn</anonym>
var på <anonym>Institution</anonym> i 2 måneder, og herefter blev <anonym>Barn</anonym> overført til børneafdelingen
på <anonym>Institution</anonym> indtil hun kom i plejefa-milie. Når hun kom på <anonym>Institution</anonym> hjalp
hun <anonym>Biologisk mor</anonym> og hun sad også meget med <anonym>Barn</anonym> Hun 0g <anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
havde fast samvær med <anonym>Barn</anonym> i 1 time hver 8. uge, mens <anonym>Barn</anonym> var i plejefamilien:
<anonym>Barn</anonym> rakte armene frem og ville over til dem, når de kom til samvær. <anonym>Barn</anonym> kunne
kende hende allerede første gang, hun kom på samvær. Der var samvær på denne
måde hele 2019.Jo ældre <anonym>Barn</anonym> blev; kom hun løbende hen til dem. Hun kunne
sagtens kende dem.
Hun vinkede og pegede; når de spurgte "hvor er mormor?" De legede med <anonym>Barn</anonym>
og drak te med plejemor og fik oplysninger om <anonym>Barn</anonym> Plejemor lod dem være
alene med <anonym>Barn</anonym> De blev inviteret til <anonym>Barns</anonym> 1 års fødselsdag og julehygge; 0g de
have et fint samarbejde med plejefamilien .
Det er hendes opfattelse; at der var tale om gode samvær for <anonym>Barn</anonym> De var
gavnligt for hende at have samvær med dem: De havde sidste samvær med hende
i november 2019.I januar 2020 blev de klar over; at de ikke kunne have samvær
længere.
De er ikke sure på adoptionsfamilien; 0g de vil ikke ødelægge noget for dem; men
det betyder en hel del, at <anonym>Barn</anonym> stadig kan have kontakt med sin biologi-ske
familie. Det primære ex, at der bliver en kontakt.
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym> har forklaret, at han er enig i <anonym>Biologisk bedstemors</anonym>
forklaring. Han har været med inde over; fra <anonym>Biologisk mor</anonym> kom hjem efter
fødslen. Han var også med på <anonym>Institution</anonym> Han er 54 år og er lige blevet
førtidspensionist. Han har ikke skavanker; der er til hinder for samvær. Han har i
2014 haft et problem med alkohol, men det er afsluttet. Han vil kunne deltage i
samvær i <anonym>By</anonym> Han har 2 særbørn og 5 børnebørn. Han har ugentlig kontakt med
børnebør-nene, der er mellem 3 og 7 år. Han kan sagtens passe dem:
Parternes synspunkter
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym> 0g <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har i et processkrift af 17. septem-ber
2021 anført:
Til støtte for påstanden gøres det gældende:
at det vil være bedst for barnet, at der bliver fastsat samvær;
at betingelserne for at fastsætte samvær efter Forældreansvarslovens $ 20a er
opfyldte,
at der tidligere har været velfungerende samvær mellem barnet og dets biolo-
giske bedsteforældre,
at der har været en betydningsfuld og positiv relation mellem barnet og dets
bedsteforældre.
Rettens begrundelse og resultat
Adoptivbarnet; der nu er 3 år, har, siden hun var 2 måneder gammel, været fri-
villigt anbragt først på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling 0g siden
7
den 31. oktober 2018 i plejefamilie. Hun er efter Ankestyrelsens afgørelse af 14.
august 2019, der er stadfæstet ved dom af 15. januar 2020, frigivet til adoption
uden de biologiske forældres samtykke, og hun er herefter adopteret af adop-
tivforældre, hvis navn og bopæl er ukendt for de biologiske forældre og bedste-
forældre.
Efter de biologiske bedsteforældres forklaringer lægger retten til grund, at de
under den frivillige anbringelse havde samvær med barnet 1 time hver 8. uge, og
at de sidst har set barnet i november 2019.
Forældreansvarslovens § 20a, der blev indsat ved lov nr . 494 af 12. juni 2009,
havde oprindelig følgende ordlyd:
” § 20 a. Er barnet adopteret, kan der i helt særlige tilfælde efter anmodning fra
barnets oprindelige slægtninge fastsættes samvær eller anden form for kontakt
med disse, hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller an-den form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v .”
Af bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr . 105 af 28. oktober 2009 frem-
går bl.a.:
” … Den foreslåede bestemmelse er ny . Med bestemmelsen får et adoptivbarn
og den oprindelige slægt mulighed for at bevare en vis kontakt i visse tilfælde
trods adoptionen. Der henvises til pkt. 3.3 i de almindelige bemærkninger .
Udgangspunktet vil fortsat være, at der ikke fastsættes samvær eller anden
kontakt med et barn efter adoptionen. I helt særlige tilfælde vil der dog kunne
fastsættes samvær eller anden form for kontakt efter adoptionen, hvis barnet
forud for adoptionen havde samvær eller anden kontakt med den op-rindelige
slægt. Forslaget til § 20 a tager sigte på at bevare et samvær eller en kontakt, og
det forudsættes derfor , at ansøgningen om fastsættelse af samvær eller anden
form for kontakt indgives inden for kortere tid efter adoptionen eller ophøret af
en frivillig aftale om samvær eller anden form for kontakt, så-ledes at
kontinuiteten i samværet bevares for barnet.
Der kan efter forslaget i helt særlige tilfælde fastsættes samvær eller anden form
for kontakt med et barn, hvis der forud for adoptionen har været en re-lation,
som det vil være bedst for barnet at bevare. Relationen skal have spil-let en
positiv rolle for barnet og også antages at ville gøre det fremover .
…
Det primære anvendelsesområde for bestemmelsen er adoptionssager , hvor et
større barn forud for adoptionen har været anbragt uden for hjemmet og under
anbringelsen har haft løbende samvær eller kontakt med forældrene.
8
Bestemmelsen vil hovedsagligt være rettet mod barnets oprindelige forældre,
og et eventuelt samvær vil være mere begrænset i hyppighed og omfang end det
samvær , der praktiseres og fastsættes i delte familier . Der kan forekomme
situationer , hvor barnet ikke har en tæt og nær relation til sine forældre, men
derimod en nær relation til bedsteforældre eller forældres søskende. I disse
tilfælde kan det være vigtigt, at det er denne tætte og nære relation, som be-
vares efter adoptionen. Bestemmelsen finder imidlertid kun anvendelse i for -
hold til slægtninge, da formålet er at beskytte de biologiske bånd, hvis det er
bedst for barnet.
Der kan være situationer , hvor flere medlemmer af den oprindelige slægt har
haft en tæt relation til barnet forud for adoptionen. Det vil eksempelvis være
tilfældet, hvis begge forældre har holdt kontakten med barnet under en an-
bringelse. V ed afgørelsen om samvær eller anden kontakt vil der i så fald
konkret skulle tages stilling til, om det undtagelsesvist vil være til barnets
bedste at have samvær eller kontakt med flere oprindelige slægtninge. Der skal
i den forbindelse også tages stilling til, om netop samværet med flere -eventuelt
på samme tid - gør , at barnet har glæde af samværet. Det er vigtigt, at
statsforvaltningen holder sig barnets samlede situation for øje, og at der
fastsættes samvær ud fra et langtidsorienteret perspektiv . Vurderes det und-
tagelsesvist, at flere skal have samvær med barnet, taler det for at begrænse
hyppigheden og omfanget heraf.
…”
Ved lov nr . 530 af 29. april 2015 blev § 20a ændret, således at ”navnlig” blev
indsat efter ”disse” , og betingelsen om, at der skal have været samvær m.v .
mellem barnet og ansøgeren forud for adoptionen blev således modificeret. Af
bemærkningerne til bestemmelsen i lovforslag nr . 121 af 28. januar 2015 fremgår
bl.a.:
” …
Med den foreslåede ændring af § 20 a modificeres betingelsen om, at der
skal have været samvær m.v . mellem barnet og ansøgeren forud for adop-
tionen, før der kan fastsættes samvær eller anden form for kontakt. Efter
forslaget skal der navnlig lægges vægt på forudgående samvær , når der efter
adoptionen skal træf fes afgørelse om fastsættelse af samvær .
Ved vurderingen af, om der skal fastsættes samvær , giver den foreslåede
ændring af bestemmelsen mulighed for at tage hensyn til, om der forud for
adoptionen har været samvær mellem barnet og ansøgeren.
Med den foreslåede ændring vil det bl.a. blive muligt at fastsætte samvær
mellem et helt lille barn og de oprindelige slægtninge efter bortadoption af
barnet, selvom der ikke har været kontakt forud for adoptionen. I sådanne
tilfælde forudsætter fastsættelse af samvær , at samværet kan foregå under
betryggende forhold, eventuelt med professionel støtte; 0g at samværet
vurderes at være bedst for barnet.
99
Forældreansvarsloven er senest ændret ved lov nr: 497 af 1.maj 2019, hvor for-
muleringen om, at der alene kan fastsættes samvær i "helt særlige tilfælde? er
udgået. Ifølge forarbejderne er der alene tale om en sproglig præcisering uden
betydning for bestemmelsens realindhold.
Efter oplysningerne om barnets alder og forhold ved anbringelsen i plejefami-lie;
barnets reaktioner under samvær og perioden; hvor barnet har været sam-men
med adoptivforældrene, finder familieretten efter en samlet vurdering hvori
tillige indgår barnets særlige behov for ro, stabilitet og tryghed med hen-blik på at
opnå tilknytning og kunne danne relationer til adoptivforældrene at det er bedst
for barnet; at der ikke er samvær med de biologiske bedsteforældre, hvorfor
adoptivforældrenes påstand om frifindelse, tages til følge. Oplysnin-gerne om
barnets samvær med de biologiske bedsteforældre før adoptionen kan ikke føre til
en anden afgørelse.
THI KENDES FOR RET:
De sagsøgte, adoptivforældrene, frifindes, således at de biologiske bedsteforæl-
dre ikke skal have samvær med barnet; født <anonym>Dato (2018)</anonym>
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.
| 18,439 | 20,529 |
|||
3985 | Byrettens dom ændres således, at Appelindstævnte tilpligtes at anerkende, at nævnet var uberettiget til at påbyde Appellant A/S at nedregulere 2019-taksterne for kombiterminalerne i Hø... Vis mere | Appelleret | Civilsag | Østre Landsret | BS-19090/2021-OLR | Almindelig civil sag | 2. instans | 5426/22 | Forvaltningssag;
Transport og søfart; | Appelindstævnte - Jernbanenævnet;
Appellant - DB Cargo Scandinavia A/S;
Dommer - Julie Arnth Jørgensen;
Dommer - Kasper Madsen;
Dommer - Lone Dahl Frandsen;
Vis flere... | Nej | Nej | Nej | 50.000,00 kr. | /
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 26. april 2022
Sag BS-19090/2021
(11. afdeling)
DB Cargo Scandinavia A/S
(advokat Rune Hamborg)
mod
Jernbanenævnet
(advokat Jakob Kamby ved advokat Azad Taheri Abkenar i henhold til proce-
duretilladelse)
Retten i Glostrup har den 11. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-52077/2019).
Landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Julie Arnth Jørgensen og Kasper Madsen (kst.) har
deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, DB Cargo Scandinavia A/S, har gentaget sin påstand for byretten om, at
Jernbanenævnet skal anerkende at være uberettiget til at påbyde DB Cargo Scandinavia
A/S at nedregulere 2019-taksterne for kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov samt
fremsende og offentliggøre nye takstblade i for-bindelse dermed, således som det fremgår
af Jernbanenævnets påbud af 18. sep-tember 2019.
Indstævnte, Jernbanenævnet, har påstået dommen stadfæstet.
Supplerende sagsfremstilling
/
2
Af partshøringsudkast af 20. juni 2019 fremgår endvidere bl.a.:
”Påbud om nedregulering af DB Cargos 2019 kombiterminaltakster samt
varsel om administrative tvangsbøder
0. Resume
…
Den 29. marts 2019 havde Jernbanenævnet modtaget alle dele af den for tilsynet
nødvendige dokumentation fra DB C.
DB C’s dokumentation er nærmere gennemgået nedenfor i afsnit 1 og afsnit 3,
samt i bilag 1 og bilag 2 til denne afgørelse, hvortil henvises.
Gennemgangen af DB C’s dokumentation viser, at visse af 2019-taksterne er
fastsat højere end foreskrevet i kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1,
hvorefter taksterne alene må dække omkostningerne med tillæg af en rimelig
fortjeneste. Disse takster skal derfor nedregule-res som nærmere anført i afsnit 3,
nedenfor, hvortil henvises.
Nye takstblade (både på dansk og engelsk) med nedregulering af tak-ster som
anført i afsnit 3, nedenfor, skal være fremsendt til Jernbane-
nævnet samt offentliggjort på kombiterminalernes hjemmeside senest
tirsdag den 9. juli 2019, kl. 12.00, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1,
§ 8, stk. 5, § 9, stk. 1, og § 12, stk. 2, samt jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 105.
Ved manglende overholdelse af førnævnte frist må DB C påregne, at
Jernbanenævnet udsteder ugentlige administrative tvangsbøder som nærmere
anført i afsnit 4, nedenfor.
…
1. Sagsfremstilling
…
2. Retsgrundlaget
…
3. Jernbanenævnets bemærkninger og påbud om nedregulering af
takster med overdækning
Med henvisning til de af DB C fremsendte interne 2017 regnskaber med
tilhørende revisorerklæringer for hver terminal og gennemgangen heraf i bilag 1,
afsnit 2 (Høje Taastrup) samt bilag 2, afsnit 2 (Taulov) bemær-ker
Jernbanenævnet, at DB C ses at have opfyldt kravene vedrørende
regnskabsmæssig adskillelse, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 1 og 4.
DB C’s produktkalkuler er nærmere gennemgået i bilag 1, afsnit 3 (Høje
Taastrup) og bilag 2, afsnit 3 (Taulov). Med henvisning hertil bemærker
Jernbanenævnet, at produktkalkulerne ses at være udformede efter an-erkendte
og ensartede principper, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 3.
I medfør af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 3, jf. § 7, stk. 1, fastsætter
Jernbanenævnet den rimelige fortjeneste som nærmere anført
/
3
i bilag 1, afsnit 5 (Høje Taastrup) og bilag 2, afsnit 5 (Taulov), idet der henvises
til bemærkningerne og oplysningerne i disse afsnit.
I bilag 1, afsnit 6, tabel 16 (Høje Taastrup) og bilag 2, afsnit 6, tabel 16 (Taulov)
er DB C’s 2019 takster sammenholdt med de beregnede sty-komkostninger med
tillæg af rimelig fortjeneste. Heraf fremgår, at en række af taksterne er fastsat i
strid med kombiterminalbekendtgørel-sens § 7, stk. 1, idet de pågældende takster
er fastsat højere end om-kostningerne med tillæg af rimelig fortjeneste.
DB C har ikke fremført nogen forklaring på, at de nævnte takster er fastsat højere
end omkostningerne med tillæg af rimelig fortjeneste – og der ses heller ikke i
øvrigt at foreligge forhold, som kan føre til fravigel-se af
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
På denne baggrund meddeles DB C påbud, jf. kombiterminalbekendt-
gørelsens § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9, stk. 1, og § 12, stk. 2, samt jernbane-lovens §
103, stk. 3 og § 105, om senest tirsdag den 9. juli 2019, kl. 12.00 at fremsende
samt på kombiterminalernes hjemmeside at offentliggøre reviderede takstblade
(på dansk og engelsk), hvor følgende af 2019-taksterne er nedsat således, at disse
ikke er højere end følgende maksi-male beløb:
…
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 7, fastsættes kombiter-minalernes
takster for et kalenderår ad gangen.
Udgangspunktet er derfor, at nedreguleringen i nærværende påbud har virkning
fra 1. januar 2019 til 31. december 2019.
I nærværende konkrete tilfælde – hvor der ikke tidligere er truffet afgø-relse om
nedregulering af DB C’s kombiterminaltakster – vil Jernbane-nævnet dog
undtagelsesvist undlade at kræve nedreguleringer med til-bagevirkende kraft fra
kalenderårets start.
Nedreguleringerne har således virkning fra og med tirsdag den 9. juli 2019.
…
4. Varsel om administrativ fastsættelse af ugentlige tvangsbøder
…”
Af Jernbanenævnets påbud af 18. september 2019 fremgår endvidere bl.a.:
”Påbud om nedregulering af DB Cargos 2019 kombiterminaltakster
0. Resume
Jernbarnenævnet indledte den 28. november 2018 tilsyn med DB Cargos (DB C)
2019-takster for kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov.
/
4
Herefter måtte Jernbanenævnet meddele en række påbud overfor DB C for at få
tilvejebragt den dokumentation, som var nødvendig for næv-nets stillingtagen til
taksterne.
Den 29. marts 2019 havde Jernbanenævnet modtaget alle dele af den for tilsynet
nødvendige dokumentation fra DB C.
DB C’s dokumentation er nærmere gennemgået i afsnit 1 og afsnit 3, samt i bilag
1 og bilag 2 til denne afgørelse, hvortil henvises.
Gennemgangen af DB C’s dokumentation viser, at visse af 2019-taksterne er
fastsat højere end foreskrevet i kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1,
hvorefter taksterne alene må dække omkostningerne med tillæg af en rimelig
fortjeneste. Disse takster skal derfor nedregule-res som nærmere anført i afsnit 3,
hvortil henvises.
Nye takstblade (både på dansk og engelsk) med nedregulering af taks-ter som
anført i afsnit 3, skal være fremsendt til Jernbanenævnet samt
offentliggjort på kombiterminalernes hjemmeside senest tirsdag den 1.
oktober 2019, kl. 12.00, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og stk. 2,
§ 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9 og § 12, stk. 2, § 4 i bekendtgørelsen om
Jernbanenævnet samt jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 105.
…”
Af påbuddets bilag 1 fremgår bl.a.:
”Bilag 1: Gennemgang og vurdering af den økonomiske dokumenta-tion
vedrørende 2019-takster for kombiterminalen i Høje Taastrup
0 Indledning
Følgende er en gennemgang og vurdering af DB C’s dokumentation
vedrørende 2019-taksterne for kombiterminalen i Høje Taastrup. En
lignende gennemgang er foretaget for kombiterminalen i Taulov (bilag 2), idet
takstfastsættelsen skal ske separat for hver kombiterminal, jf.
kombiterminalbekendtgørelsen. Nærværende notat indeholder følgen-de afsnit:
1. Oversigt over centrale dokumenter.
2. Gennemgang af internt regnskab.
3. Gennemgang af produktkalkulen.
4. Stykomkostninger sammenholdt med takster.
5. Fastsættelse af en rimelig fortjeneste.
6. 2019-takster med overdækning.
7. Rabatordning.
8. Konsekvensberegninger.
9. Takster på andre kombiterminaler i Europa.
Bilag 1.A. Branchenomenklatur
1. Oversigt over centrale dokumenter
/
5
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1-2, samt § 8, skal termi-
naloperatøren udarbejde dokumenterede produktkalkuler for de enkel-te
serviceydelser på kombiterminalen, og taksterne for serviceydelserne skal
fastsættes således, at de dækker de fulde omkostninger i det om-fang, at de er
rimelige i forhold til de leverede serviceydelser og med tillæg af en rimelig
forrentning af den investerede kapital. Ved fastsæt-telsen af taksterne kan der
også tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften, jf. § 5,
stk. 2.
Takster skal fastsættes forud for det pågældende år og skal være base-ret på det
seneste afsluttede regnskabsår på tidspunktet for fastsættelse af taksterne. DB C’s
produktøkonomimodel for 2019-takster tager såle-des udgangspunkt i
regnskabstal for 2017, idet taksterne for 2019 blev anmeldt i 2018, hvor 2017
regnskabsåret var det seneste afsluttede.
Virksomhedens interne 2017-regnskab for terminalen i Høje Taastrup indgår
dermed som dokumentation for produktøkonomimodellen.
Der foreligger bl.a. følgende centrale dokumenter som dokumentation for
produktøkonomimodellen:
Internt regnskab
…
Produktkalkule
…
Takster
…
Modtagne indlæg om rimelig fortjeneste
…
Rabatordning
…
Forretningsbetingelser
…
2. Gennemgang af internt regnskab
Terminalforvalteren (DB C) skal udarbejde interne regnskaber for hver terminal,
som overholder kravet om nøjagtig regnskabsmæssig adskil-lelse mellem
terminalens drift og eventuelle øvrige aktiviteter indenfor virksomheden, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 1-2.
…
Det fremgår af de interne regnskaber for 2017, at det for hovedparten af
regnskabsposterne gælder, at de er baseret på en løbende og direkte bogføring af
de omkostninger, som alene vedrører kombiterminalen.
Det betyder, at der i forbindelse med modtagelse af en sådan faktura er
foretaget en vurdering af, hvilket ”cost center” fakturaen kan bogføres på. Hver
aktivitet på kombiterminalen har et cost center. Til opgørelse af
omkostningsposterne for de enkelte aktiviteter er der i forbindelse med
opgørelsen af det årlige interne regnskab foretaget et udtræk for den eller de
centre, som hører til den pågældende aktivitet.
For enkelte omkostningsposter har det ikke været muligt at foretage en løbende
bogføring, idet de ikke vedrører kombiterminalen alene, men
/
6
også dækker over ikke-terminalrelaterede aktiviteter. For disse omkost-
ningsposter er der sket en fordeling af omkostningerne mellem kombi-terminalen
og den øvrige del af virksomheden. Disse fordelingsnøgler er centrale, idet de
som nævnt skal sikre en korrekt fordeling af de nævnte typer af omkostninger
mellem kombiterminalen og andre akti-viteter, således at der ikke forekommer
krydssubsidiering mellem kombiterminalvirksomheden og den øvrige
virksomhed. Det gælder eksempelvis finansielle omkostninger, hvor disse
omkostninger bliver fordelt til terminalen efter den andel af tid, som bliver
anvendt i finans-afdelingen til terminalrelaterede forhold.
Samlet set ses de anvendte fordelingsnøgler at være tilstrækkeligt klare og
rimeligt begrundede.
Omkostningerne i produktkalkulen stemmer med omkostningsposter-ne i det
interne regnskab.
3. Gennemgang af produktkalkulen
…
4. Stykomkostninger sammenholdt med takster
…
Tabel 8 viser de fra produktkalkulen beregnede stykomkostninger for de leverede
serviceydelser og DB C’s anmeldte 2019-takster samt diffe-rencen.
…
Taksterne skal fastsættes således, at de alene dækker de beregnede sty-
komkostninger for den enkelte serviceydelse tillagt en rimelig fortjene-ste, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Dvs. de fastsatte tak-ster skal opfylde
betingelsen, som er vist i boks 1:
Boks 1. Krav til en fastsat takst på en serviceydelse
Det i boks 1 nævnte krav til takstfastsættelsen gælder for hver enkelt
serviceydelse. Taksten for enkelte serviceydelser kan ikke fastsættes hø-
jere – heller ikke, selvom taksterne for andre serviceydelser måtte være
fastsat lavere end den tilhørende stykomkostning. Hvis eksempelvis
taksten for en enkelt serviceydelse måtte være fastsat lavere end den
beregnede stykomkostning, vil en sådan ”underdækning” således ikke
kunne ”udlignes” ved tillæg i forbindelse med fastsættelsen af takster
for andre serviceydelser. Der kan med andre ord ikke ske modregnin-
ger mellem de enkelte serviceydelser i forhold til de beregnede stykom-
kostninger, som danner grundlag for takstfastsættelsen.
Det fremgår af tabel 8, at de beregnede stykomkostninger for visse ser-
viceydelser er højere end de anmeldte 2019-takster. For disse servicey-
delser er betingelsen i boks 1 opfyldt, idet en terminaloperatør som ho-
vedregel kan fastsætte lavere takster for serviceydelser end de beregne-
Fastsat takst (anmeldt takst) ≤ beregnet stykomkostning + rimelig fortjeneste
de stykomkostninger herfor.
/
7
For de serviceydelser i tabel 8, hvor de beregnede stykomkostninger er lavere
end de fastsatte takster, skal der tillægges en rimelig fortjeneste
med henblik på vurderingen af, hvorvidt betingelsen i boks 1 er op-fyldt.
Der skal derfor nu udledes en konkret metode til at fastsætte en rimelig
fortjeneste, jf. afsnit 5, nedenfor.
5. Fastsættelse af en rimelig fortjeneste
DB C blev ved Jernbanenævnets brev af 12. januar 2018 orienteret om, hvorledes
Jernbanenævnet forventede at fastlægge niveauet for en ri-melig fortjeneste i
forbindelse med tilsynet, ligesom DB C blev opfor-dret til at fremkomme med
eventuelle bemærkninger til denne metode samt nærmere at redegøre for,
hvorledes DB C har beregnet den rimeli-ge fortjeneste i forbindelse med
takstfastsættelsen.
Jernbanenævnet bemærkede bl.a. i førnævnte brev, at nævnet som ud-gangspunkt
forventede at fastlægge niveauet for rimelig fortjeneste med udgangspunkt i
oplysninger fra Danmarks Statistik om over-skudsgrad i transportbranchen.
Dernæst blev det bl.a. særligt fremhæ-vet, at hver enkelt takst skal overholde
kravet om, at taksten ikke må overstige stykomkostningerne med tillæg af rimelig
fortjeneste. De en-kelte takster kan således ikke fastsættes højere end dette –
uanset, at der måtte være underdækning på andre af terminalens takster og
uanset, at terminalens drift ikke måtte give overskud samlet set.
…
Internationale erfaringer med estimering af en rimelig fortjeneste
Til brug for behandlingen af nærværende sag har sekretariatet også indhentet
oplysninger om, hvorledes andre europæiske jernbaneregula-torer har fastsat
niveauet for rimelig fortjeneste for serviceydelser ved tilsyn med
kombiterminaltakster.
Regulatorerne i Holland og Tyskland oplyser, at en rimelig fortjeneste på
kombiterminaler bliver fastsat med udgangspunkt i den såkaldte CAPM-model
(Capital Asset Price Model), hvor der bliver beregnet et krav til afkast til
egenkapitalen i procent. Ifølge CAPM-modellen er ejernes afkastkrav til
egenkapitalen en funktion af dels den risikofrie rente, dels en
markedsrisikopræmie samt endelig egenkapital beta.
Den tyske regulator har yderligere oplyst, at det beregnede krav til af-kast bliver
ganget på en konkret defineret kapitalbase. Denne kapital-base bliver beregnet på
grundlag af data fra operatørens balance i det interne regnskab, som bliver
rapporteret til den tyske regulator. Den ty-ske regulator definerer den rimelige
fortjeneste for en kombiterminalo-peratør som det beløb, som fremkommer ved,
at afkastkravet, fastsat ved brug af en CAPM-model, bliver ganget på en opgjort
kapitalbase. Denne sum kan herefter fordeles ud på de enkelte serviceydelser.
Den tyske regulator oplyser i den sammenhæng, at der er en vis konkurren-ce
mellem kombiterminalerne i Tyskland, som bevirker, at en del opera-
/
8
tører fastsætter takster lavere end den maksimaltakst, som de kunne ta-ge ifølge
reguleringen.
I Holland blev det maksimale afkastkrav beregnet på grundlag af esti-mater for
de enkelte værdier i CAPM-modellen til 4,9 pct. I Tyskland er det maksimale
afkastkrav efter CAPM-modellen beregnet til 7,9 pct. ef-ter skat. CAPM-
metoden er ikke en eksakt videnskab, idet der kan an-vendes forskellige metoder
til estimering af de enkelte parametre i mo-dellen.
Den engelske jernbaneregulator oplyser, at de ikke har en vejledning om, hvad et
rimeligt niveau er for en fortjeneste af serviceydelser inden-for
jernbanevirksomhed. Den engelske regulator foretager en konkret vurdering fra
sag til sag.
…
Kombiterminalbekendtgørelsen beskriver alene de overordnede ram-mer for at
fastsætte en rimelig fortjeneste. Det fremgår dernæst af kom-
biterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 3, at Jernbanenævnet har hjemmel til at
bestemme en konkret forrentning, som kan indgå i fastsættelsen af en rimelig
fortjeneste.
Nedenfor vil metoden for fastlæggelse af niveauet for terminaloperatø-rernes
rimelige fortjeneste på terminalernes serviceydelser blive gen-nemgået.
Stykomkostningerne er beregnet på grundlag af de samlede omkost-ninger for
kombiterminalen. Kombiterminalens samlede omkostnin-gerne er således fordelt
ud på de enkelte serviceydelser. En rimelig fortjeneste skal i denne sammenhæng
derfor ikke tage udgangspunkt i en bruttofortjeneste, men beregnes som et
nettooverskud.
…
Overskudsgrad til beregning af rimelig fortjeneste
…
Det har ikke været muligt i Danmarks Statistiks regnskabsstatistik at finde
publicerede data, som er mere branchespecifikke i forhold til jer-
nbanegodstransport. Imidlertid har Jernbanenævnet bestilt særkørsler hos
Danmarks Statistik for mere branchespecifikke estimater af over-skudsgraden, jf.
gennemgangen nedenfor.
…
Bestilte særkørsler fra Danmarks Statistik
Overskudsgraden i tabel 10 er opgjort for transportbranchen på et overordnede
niveau (niveau H), som medtager en omfattende mængde af delbrancher indenfor
transport, som er mindre relevante i forhold til drift af kombiterminaler.
Eksempelvis er der på brancheniveau H med-taget brancher inden for luftfart og
skibsfart. Jernbanenævnet har med
/
9
udgangspunkt i regnskabsstatistikken og branchenomenklaturen iden-tificeret
branchekoder på et mere detaljeret niveau end brancheniveau H og bestilt
særkørsler hos Danmarks Statistik til beregning af over-skudsgrad på et andet
brancheniveau end det af Danmarks Statistik publicerede […] En af disse
særkørsler er foretaget på brancheniveau ”52: Hjælpevirksomhed i forbindelse
med transport” . Denne branche-betegnelse er en delmængde af brancherne, som
er indeholdt i det pu-blicerede brancheniveau H.
Tabel 11. Regnskabsstatistik. Overskudsgrad i transportbranchen
2012 2013 2014 2015 2016
Overskudsgrad (pct.). 3,81 3,95 10,69 10,35 10,73
Brancheniveau 52.
…
Et simpelt gennemsnit af overskudsgraden for brancheniveau 52 for pe-rioden
2012-2016 giver 7,91 pct. i overskudsgrad, jf. tabel 11.
…
Fordeling af rimelig fortjeneste på serviceydelser
Den beregnede ri melige fortjeneste […] skal fordeles ud på de enkel te
serviceydelser, så ledes at der kan findes en rimelig fortjeneste for den
enkelte serviceyd elser, dvs. en rimelig fortjeneste pr. stk. for den enk el-
te serviceydelse. D erved bliver det muligt at sammen ligne den anme ld-te takst
med en beregnet stykomkostning tillagt en rimelig fortjeneste pr. stk. med
henblik på at vurdere, om den enkelte takst overholder be-kendtgørelsens § 7,
stk. 1.
…
Den rimelige fortjeneste pr. stk. for hver enkelt serviceydelse udgør i gennemsnit
ca. 8,3 pct. af stykomkostningen. Den rimelige fortjeneste pr. stk. målt i procent
af stykomkostningen er således ens for samtlige serviceydelser.
6. 2019-takster med overdækning
Taksterne skal fastsættes således, at de alene dækker de beregnede sty-
komkostninger for den enkelte type serviceydelse tillagt en rimelig fortjeneste og
under hensyntagen til en eventuel risiko eller fraværet af en sådan, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. […]
…
Økonomiske konsekvenser af en nedregulering af 2019-takster i Høje
Taastrup
Det fremgår af tabel 16, at enkelte anmeldte takster for 2019 i Høje Taa-strup er
for høje, da de anmeldte takster for flere serviceydelser oversti-ger de tilhørende
stykomkostninger tillagt en rimelig fortjeneste, jf.
/
10
boks 1. De økonomiske konsekvenser for DB C af en nedregulering af enkelte af
de anmeldte 2019 takster kan blive estimeret med udgangs-punkt i
nedreguleringen af den enkelte takst og afsætningen af servi-ceydelser for 2017.
…
Tabel 17 viser, at en nedregulering af visse anmeldte takster for 2019 vil resultere
i, at den samlede forventede omsætning i Høje Taastrup bliver reduceret med
DKK 2.919.195 med udgangspunkt afsætningstal for 2017. Denne reduktion
svarer til 12,87 procent af den forventede om-sætning (anmeldte takster) for
2019.
7. Rabatordning
…
8. Konsekvensberegninger
…
9. Takster på andre kombiterminaler i Europa
En indikation på, hvorvidt taksterne på kombiterminalen i Høje Taa-strup er for
høje kan fås ved, at taksterne sammenholdes med takstni-veauet på andre
kombiterminaler i Europa.
Jernbanenævnet har undersøgt takster på kombiterminaler i de øvrige lande langs
Godskorridor 3 (også kaldet RFC), dvs. landene Norge, Sverige, Tyskland, Østrig
og Italien.
Imidlertid har stort set alle operatører af kombiterminaler i landene langs
Godskorridor 3 ikke offentliggjort deres takstblade med angivelse af eksakte
takster på hjemmesiderne. Det har således ikke været muligt at indsamle samtlige
takster for kombiterminaler i de lande, som God-skorridor 3 løber igennem. En
terminal, TSSU Container Terminal Halle in Tirol, i Østrig har offentliggjort et
takstblad. Det fremgår af deres hjemmeside, at der tilbydes både løft af container
og løft trailer, men der er alene angivet en takst for løft af container på 29,50 euro
(DKK 221,25).
Jernbanenævnet har været i kontakt med den tyske jernbaneregulator, der har
fremsendt oplysninger om takster for løft af trailer og container for tyske
kombiterminaler. Typisk er taksten for løft af trailer og contai-ner fastsat til
samme takst på kombiterminalerne i Tyskland. Sekretaria-tet har fra den tyske
jernbaneregulator modtaget enkelte takstblade for 2018 for operatører af
kombiterminaler i Tyskland og disse takster for løft af trailer og container
varierer mellem 21,90 euro (DKK 164,25) og 23,50 euro (DKK 176,25). Den
tyske jernbaneregulator har i en anden korrespondance med sekretariatet oplyst,
at den gennemsnitlige takst for løft af trailer og løft af container for samtlige
kombiterminaler i Tys-kland var 25,07 euro pr. løft (DKK 188,03) i 2017.
Herudover har Jernbanenævnet indhentet oplysninger om priserne for trailerløft
på en række øvrige europæiske terminaler, jf. det såkaldte
/
11
”Swiftly Green” projekt. Heri er blandt andet oplyst om priserne for trailerløft på
6 øvrige europæiske kombiterminaler, hvoraf gennemsnit-tet af de oplyste priser
ligger på ca. DKK 207,50 (27,80 Euro) pr. trailer-løft. Disse takster skal dog ses i
sammenhæng med, at Swiftly Green rapporten er udgivet i december 2014.
Rapporten findes ikke i en opda-teret version.
Det er vurderingen, at DB C’s takster for 2019 er en del højere end tak-sterne i
den øvrige del af Europa nævnt ovenfor.
…”
Påbuddets bilag 2 angående kombiterminalen i Taulov indeholdt en tilsvarende analyse
som i påbuddets bilag 1.
Af en af DB Cargo Scandinavia A/S indhentet rapport fra Implement Consul-ting Group
af 28. februar 2020 vedrørende Jernbanenævnets påbud angående kombiterminaltakster
for 2020 fremgår bl.a.:
”1. Kombiterminalernes aktiviteter
1.1 DB C opererer to kombiterminaler i Danmark
DB C opererer to kombiterminaler i henholdsvis Taulov og Høje Taa-strup. I hver
terminal på- og aflæsses godsenheder (containere og traile-re) mellem jernbane
og lastbil/vej.
DB C tilbyder følgende ydelser til kunderne i de to terminaler:
Access – godstogets adgang til terminal
Terminal Lift – løft af containere og trailere til/fra tog
DB C tilbyder desuden følgende ydelser, hvis kunderne måtte ønske det:
Shunting extra services – en ydelse, hvis en togoperatør ønsker
rangering af togvogne på terminalens område
Storage og depot/service lift – en ydelse, hvis en vejgodsoperatør
ønsker opbevaring af godsenheder på terminalens område ud-over
gratisperioden.
DB C betjener to forskellige kundegrupper: togoperatører og vejgodso-peratører.
…
2. Markedet for jernbanegods i Danmark
…
3. Konkurrencesituationen for kombiterminaler
…
Kombiterminalerne indgår i en større transportkæde, hvor gods trans-porteres
med en kombination af bane og vej (og evt. flere transportfor-mer) fra godsets
oprindelse til godsets slutdestination. Ydelserne i
/
12
kombiterminalerne er således udsat for forskellige grader af konkurren-ce som en
del af en større transportkæde.
…
3.4 Konkurrencepres på de regulerede ydelser i kombiterminalernes
geografi
For at vurdere konkurrencepresset på de regulerede ydelser (access og
terminalløft) skal man vurdere den kumulative effekt af samtlige kon-
kurrencemæssige virkninger, som alternative transportløsninger kan tænkes at
påføre terminaloperatøren.
DB C’s regulerede ydelser påføres et konkurrencepres fra:
· Vejgodstransport
· Ikke-regulerede kombiterminaler
· Andre regulerede kombiterminaler
· Havne med baneadgang
· Havne uden baneadgang
· Rene jernbanetransporter
Konkurrencen fra vejgodstransport
For en del af den godsmængde, som i dag passerer via en DB C termi-nal, vil en
ren vejgodsløsning kunne udgøre et konkurrencepres. Det vil især være
transporter, der transporteres over kortere afstande og/eller transporter med en
relativ høj tidsfølsomhed.
Der findes et stort antal vejgodstransportører, der udfører transportløs-ninger
inden for det samme geografiske område, som DB C’s kombi-terminaler betjener.
Såvel Taulov som Høje Taastrup er således store logistik-centre med høj
tilstedeværelse af vejgodsudbydere.
Konkurrence fra regulerede kombiterminaler
DB C’s kombiterminaler er ikke de eneste regulerede kombiterminaler i
Danmark. Kombiterminalen i Padborg, som drives af TX Logistik AG, kan
udgøre et relevant alternativ for slut-kunder som ønsker en kombi-transport af
samme karakter, som den der tilbydes via DB C’s termina-ler. Dermed kan denne
terminal udgøre et konkurrencepres via kon-kurrencen om slut-kunder. Det vil
især være transporter, der ligeledes benytter godstogets fordele på lange
strækninger, og hvor priser, kvali-tet eller beliggenhed af terminalen ift. godsets
slutdestination kan være attraktiv.
Endvidere udgør terminalen i Padborg et alternativ for de togoperatø-rer, der
benytter terminalen i Taulov, da en sådan togoperatør, f.eks.
Hector Rail eller CFL, kunne beslutte at køre til Padborg i stedet for Taulov.
Konkurrence fra ikke-regulerede kombiterminaler
/
13
For en del af den godsmængde, som i dag passerer via en DB C termi-nal, udgør
en række ikke-regulerede terminaler et konkurrencepres.
Det vil især være transporter, der ligeledes benytter godstogets fordele på lange
strækninger, og hvor priser, kvalitet eller beliggenhed af ter-minalen ift. godsets
slutdestination kan være attraktiv.
Vi har identificeret følgende substituerbare og ikke-regulerede kombi-terminaler i
de områder som DB C’s terminaler betjener:
· Taulov Container & Bane Terminal (omlaster mellem vej og ba-ne)
· Aarhus (omlaster mellem vej, skib og bane)
· Esbjerg (omlaster mellem vej, skib og bane)
· Aalborg (omlaster mellem vej, skib og bane)
· Hirtshals (omlaster mellem vej, skib og bane)
· Malmø (omlaster mellem vej, skib og bane)
…
3.5 Stort konkurrencepres og markedspriser på øvrige ydelser
Ydelserne storage og depot lift er i direkte konkurrence med andre udby-dere af
opbevaring af containere og trailere. Nogle af disse udbydere er placeret meget
tæt på DB C’s terminaler.
Ydelsen shunting kan ligeledes udføres andre steder end på terminaler-ne.
…”
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
DB Cargo Scandinavia A/S har i påstandsdokument af 22. marts 2022 anført bl.a.
(henvisninger til bilag og fremhævninger er udeladt):
”1 – Jernbanenævnet har ikke hjemmel i de påberåbte bestemmelser
Jernbanenævnets påbud af 18. september 2019 er udstedt med hjemmel i:
1) Kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2, § 7 stk. 1, § 8 stk. 5, § 9 og §
12 stk. 2
2) Bekendtgørelsen om Jernbanenævnet § 4
3) Jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 105.
Derudover har Jernbanenævnet henvist til en række bestemmelser som
”retsgrundlaget” for påbuddet, […], som der ikke er henvist til som hjemmel for
påbuddet. Som fremhævet af Jernbanenævnet i svarskriftet
/
14
for byretten af 20. januar 2020, side 3, indeholder afsnittet et uddrag af
bestemmelser fra jernbaneloven, samt jernbanelovens forarbejder, kom-
biterminalbekendtgørelsen, bekendtgørelse om Jernbanenævnet og EU-direktivet
på jernbaneområdet.
Retten i Glostrup har i dom af 11. maj 2021 ”lagt til grund at Jernbane-nævnets
afgørelse angiver de relevante hovedhensyn, og der er ikke grundlag for at
antage, at nævnets begrundelse ikke er udtryk for den reelle begrundelse, eller at
henvisningen til en række bestemmelser i jernbaneloven og tilhørende
bekendtgørelser har indebåret, at der er inddraget hensyn mv., som ikke kan
tillægges vægt.” […]
Det anfægtes i sin helhed jf. nedenstående.
A. Påbuddets hjemmelsgrundlaget er så uklart, at DB Cargo ikke kunne
forudse hvilke hensyn Jernbanenævnet varetog
Påbuddet er udstedt med hjemmel i mindst 8 forskellige bestemmelser, i 3
forskellige retsakter, som har været anført som hjemmel for påbud-det.
En begrundelse skal være subjektiv rigtig, i den forstand, at den udtømmende
angiver, hvad myndigheden har lagt vægt på, jf. Steen Rønsholt,
Forvaltningsret,5. udgave, s. 160. Hvis en myndighed har an-givet et bredere
afgørelsesgrundlag end det faktisk anvendte, foreligger der en subjektivt urigtig
begrundelse. Det er derfor et basalt krav, at begrundelsen er et korrekt udtryk for
de forhold og overvejelser, der har ført myndigheden frem til den trufne
afgørelse. Begrundelsen skal angive alle de hensyn, der reelt er blevet lagt vægt
på, men begrundel-sen må ikke fremhæve omstændigheder eller retsregler, som
ikke har været tillagt betydning, jf. Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udgave, s.
645.
Det skyldes, at formålet med begrundelsespligten er at give et grundlag for at
vurdere, om afgørelsen er retlig holdbar. Jernbanenævnets be-grundelse ligger i
flere lovbestemmelser, med forskellige hensyn. DB Cargo kan ikke ud af
påbuddet læse, hvilke hovedhensyn Jernbane-nævnet har varetaget. Derudover
indeholder nogle af de anførte be-stemmelser ikke hjemmel til påbuddet, jf.
nedenstående.
Det meget brede hjemmelsgrundlag må i sig selv anses for at være en subjektiv
begrundelsesmangel, som skal føre til påbuddets ugyldighed.
B. Bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4 og kombiterminalbe-
kendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2 kan ikke påberåbes som hjemmel for
påbuddet
Den 20. juni 2019 modtog DB Cargo et høringsudkast fra Jernbanenæv-net, der
var udarbejdet på baggrund af det hjemmelsgrundlag, der er angivet i udkastet.
Det angivne hjemmelsgrundlag er følgende:
- Kombiterminalbekendtgørelsens § 7 stk. 1, § 8 stk. 5, § 9 stk. 1 og § 12 stk. 2
/
15
- Jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 105.
Den endelige afgørelse af 18. september 2019 […] indeholder en nær-mest
identisk sagsfremstilling og vurdering som den i høringsudkastet.
Hjemmelsgrundlaget er imidlertid ændret. Udover det angivne hjem-
melsgrundlag i høringsudkastet af den 20. juni 2019, har Jernbanenæv-net
yderligere henvist til kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2 og
bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4 som hjemmel.
Jernbanenævnets yderligere henvisninger til kombiterminalbekendtgø-relsens § 5
stk. 1 og 2 og bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4, bur-de have ført til, at
Jernbanenævnet havde lavet en ny analyse og foreta-get en ny vurdering af
sagen, hvor Jernbanenævnet kunne varetage de hensyn, der skal varetages efter
disse supplerende bestemmelser.
Da det ikke er sket, idet der blot enkelte steder er tilføjet ny tekst med reference
til det nye hjemmelsgrundlag, […], hvor der er indsat tekst med relation til § 4 i
bekendtgørelsen om Jernbanenævnet, gøres det gældende, at afgørelsen skal
vurderes på baggrund af det oprindeligt anførte hjemmelsgrundlag.
Det gøres således gældende, at de hensyn, der skal varetages efter be-
stemmelserne, ikke har ligget til grund for Jernbanenævnets påbud af 18.
september 2019. Der henvises til Højesterets dom af 15. juni 2020 (U
2020.2922), i en sag mellem samme parter. I sagen havde Jernbanenæv-net
udstedt et påbud til DB Cargo med hjemmel i jernbanelovens § 105 men
efterfølgende udstedt et supplerende påbud med et udvidet hjemmelsgrundlag
(jernbanelovens § 105 jf. 103, stk. 1 og stk. 3, samt
kombiterminalbekendtgørelsens § 12, stk. 2, 1. pkt.). DB Cargo indbrag-te sagen
for domstolene, og først derefter påberåbte Jernbanenævnet sig en anden
hjemmel (§ 4 i bekendtgørelsen om Jernbanenævnet). Højeste-ret fandt at:
”Jernbanenævnet har for Højesteret gjort gældende, at afgørelsen af 11. oktober
2017 i stedet kunne være truffet i medfør af jernbanelovens § 103, stk. 3, jf. ar-
tikel 56, stk. 9, i direktiv 2012/34/EU, og § 4 i bekendtgørelse om Jernbane-
nævnet. Det må imidlertid lægges til grund, at nævnet ikke i sin sagsbehand-ling
har vurderet sagen i forhold til betingelserne i disse bestemmelser.”
Da Jernbanenævnet ikke, i sin sagsbehandling, efter at høringsudkastet var sendt
ud til DB Cargo, har vurderet sagen i forhold til betingelserne i
kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2, og bekendtgørelsen om
Jernbanenævnets § 4, kan nævnet ikke påberåbe sig disse hjem-
melsbestemmelser.
C. Jernbanelovens § 103 og bekendtgørelse om jernbanenævnet § 4 giver
ikke hjemmel til påbuddet
Jernbanenævnet har særligt fremhævet i sit påbud af 18. september 2019, at
nævnet har en hjemmel til at træffe afgørelser i tilsynssager rejst af egen drift,
med henvisning til jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 4 i be-kendtgørelsen om
Jernbanenævnet […].
/
16
Jernbanelovens § 103 stk. 3 gennemfører artikel 56 nr. 9 i Direktiv 2012/34/EU.
Direktivets artikel 56 omhandler Tilsynsorganets funktion. Af Artikel 56, nr. 9
fremgår det bl.a.:
”Med forbehold af de nationale konkurrencemyndigheders beføjelser til at sikre
konkurrencen på markederne for jernbanetjenesteydelser træffer tilsynsorganet,
hvor det er nødvendigt, på eget initiativ afgørelse om passende foranstaltninger
med henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning
og alle andre former for uønsket udvikling på disse markeder, navnlig med hen-
syn til stk. 1, litra a) til g). […]
Jernbanelovens § 103, stk. 3, der gennemfører denne bestemmelse, fore-skriver,
at ”Jernbanenævnet fører tilsyn med konkurrencesituationen på markederne for
jernbanetransportydelser med henblik på at undgå en uhensigtsmæssig udvikling
i disse markeder […]” .
Denne bestemmelse giver alene Jernbanenævnet en specifik hjemmel i forhold til
sager omhandlende konkurrencen på markederne for jern-banetjenesteydelser.
Jernbanenævnets tilsyn knyttes specifikt op på konkurrencesituationen på
jernbanemarkederne og med det formål at undgå uhensigtsmæssig
markedsudvikling. Af bemærkningerne til jernbanelovens § 103, stk. 3, fremgår
det bl.a.:
” […] Jernbanenævnet skal på eget initiativ eller efter klage foretage forskellige
undersøgelser på jernbaneområdet med henblik på at sikre et velfungerende
marked for jernbanetransportydelser i overensstemmelse med EU-regler på om-
rådet. Dette indebærer, at Jernbanenævnet fører tilsyn med overholdelsen af det i
forslaget nævnte direktiv samt de regler, der gennemfører det. Jernbanenæv-net
fører således blandt andet tilsyn med, at infrastrukturafgifter, der skal beta-les af
jernbanevirksomheder, er i overensstemmelse med direktivet og ikke inde-bærer
forskelsbehandling mellem forskellige jernbanevirksomheder.
[…]”
For så vidt angår Jernbanenævnets tilsynsbeføjelse fremgår det af be-
kendtgørelse om Jernbanenævnet § 1, stk. 2, at ”Jernbanenævnet fører tilsyn som
fastsat i § 103, stk. 3 og 4, i jernbaneloven.” […] (stk. 4 om-handler
jernbanepassagerers rettigheder og er ikke relevant for nærvæ-rende sag).
Jernbanenævnets afgørelsesbeføjelse fremgår af § 4 i bekendtgørelse om
Jernbanenævnet:
”§ 4.Jernbanenævnet kan på eget initiativ og med forbehold for konkurrence-
myndighedernes beføjelser træffe afgørelse om passende foranstaltninger med
henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning og
alle andre former for uønsket udvikling på jernbanemarkedet.” […]
Indholdet af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet, der er et næsten direkte
citat fra artikel 56, nr. 9 i Direktiv 2012/34/EU, er udelukkende relateret til
konkurrencesituationen og formuleringen om at korrigere
/
17
en ”uønsket udvikling på jernbanemarkedet” , er praktisk talt identisk med
formuleringen i jernbanelovens § 103, stk. 3, og må derfor i lighed med denne
bestemmelse antages, at referere til konkurrencesituationen alene.
I både § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet og i artikel 56, nr. 9 i Di-rektiv
2012/34/EU afgrænses tilsynsmyndighedens kompetence – med forbehold af de
nationale konkurrencemyndigheders beføjelser – til i) at korrigere
forskelsbehandling af ansøgere, ii) at korrigere markeds-forvridning, og iii) at
korrigere alle andre former for uønsket udvikling på jernbanemarkedet. Alle de
nævnte forhold vedrører konkurrencesi-tuationen.
Jernbanenævnets tilsynsopgave er således efter begge bestemmelser knyttet
specifikt op på konkurrencesituationen med det formål at und-gå
uhensigtsmæssig markedsudvikling. Alle de nævnte forhold vedrø-rer
konkurrencesituationen, og ingen af disse forhold er afspejlet i Jern-banenævnets
afgørelser, jf. nedenfor.
DB Cargos fortolkning af Jernbanenævnets tilsynsbeføjelser er fastslået i
Højesterets dom af 15. juni 2020 (U 2020.2922), hvor Højesteret fastslog, at
hjemmelsgrundlaget for påbuddet netop ikke er tilstrækkeligt. Hø-jesteret fastslår
i dommen, at Jernbanenævnets tilsyns- og afgørelses-hjemmel i jernbanelovens §
103, stk. 1, jf. stk. 3, er afgrænset til situatio-ner, hvor der foreligger en uønsket
udvikling på jernbanemarkedet, og kun i det omfang denne uønskede udvikling
vedrører ”forskelsbehand-ling, markedsforvridning eller konkurrence- og
markedsmæssige for-hold i øvrigt” . Det er ikke tilfældet i nærværende sag.
Jernbanenævnets påbud i nærværende sag indeholder ingen oplysnin-ger om eller
analyse af udviklingen på de relevante markeder, omfat-tende både aktører på
jernbaneområdet og konkurrerende aktører, og dermed heller ingen konklusion
om, at der skulle være en uønsket ud-vikling. Jernbanenævnets påbud indeholder
heller ingen analyse af, endsige konklusion om konkurrencesituationen eller
stillingtagen til, om og i givet fald hvordan og hvorfor, DB Cargos takster og
bereg-ningsmetoden herfor, udgør uønsket ”forskelsbehandling, markeds-
forvridning eller konkurrence- og markedsmæssige forhold i øvrigt” .
Herudover kan der henvises til, at der ikke ligger klager fra terminaler-nes
brugere til grund for Jernbanenævnets påbud. Der er således intet grundlag for
Jernbanenævnets påstande om mulig forskelsbehandling og inter tyder således
på, at Jernbanenævnets afgørelse har været be-grundet i konkurrencemæssige
hensyn. Dertil kommer at påbuddet ef-ter sit indhold ikke regulerer eller er egnet
til at regulere konkurrencen.
DB Cargo har flere gange, bl.a. sin replik af 22. april 2020 for Byretten, opfordret
Jernbanenævnet til at fremlægge Jernbanenævnets analyse af
konkurrencesituationen. Jernbanenævnet har flere gange, bl.a. i duplik for
byretten af 19. maj 2020 gjort gældende, at konkurrenceanalysen findes i
nævnets afgørelse af 18. september 2019 […], samt afgørelsens bilag […]. Det
bestrides. Jernbanenævnets analyse af konkurrencesitua-tionen kan ikke læses ud
af [afgørelsen med bilag].
/
18
Det faktum, at Jernbanenævnet mener at have imødekommet DB Car-gos
opfordring, må betragtes som en anerkendelse af, at Jernbanenæv-net ikke har
foretaget den nødvendige undersøgelse og vurdering af markedssituationen,
særlig med hensyn til konkurrence, jf. jernbane-lovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3.
DB Cargo har adskillige gange forsøgt at få Jernbanenævnet til at fore-tage en
analyse af konkurrenterne på markedet, og på DB Cargos foran-ledning blev der
afholdt møde herom mellem DB Cargo og Jernbane-nævnet den 30. oktober
2019. Af Jernbanenævnets mødereferat fremgår det, at DB Cargo på mødet
henviste til 20 konkrete konkurrenter til de to kombiterminaler, og at DB Cargo
påpegede, at Jernbanenævnet bur-de foretage en markedsanalyse. På mødet
bekræftede Jernbanenævnet, at nævnet ikke har foretaget en fuldstændig
markedsundersøgelse, jf.
mødereferatet […]. En markedsundersøgelse er endnu ikke foretaget fra
Jernbanenævnets side.
Mødereferatet illustrerer, at Jernbanenævnet ikke har foretaget den nødvendige
undersøgelse og vurdering af markedssituationen. Det fremgår blandet andet af
mødereferatet, at:
”Person, Jernbanenævnets sekretariat] medgav, at der er kon-kurrenter ud over
de tre statsejede terminaler, men at en nærmere vurdering af
konkurrenceniveauet er relevant som eventuel fritagelsesgrund i forhold til den
anden sag, hvor DB Cargo har ansøgt om fritagelse for bestemmelser i gennem-
førelsesforordningen om servicefaciliter.” […]
Det bemærkes specifikt, at henvisningen til gennemførelsesordningen ikke er
afgørende her, men tværtimod at Jernbanenævnet under mødet har medgivet, at
der er konkurrenter ud over de tre statsejede termina-ler.
Derudover kan dette afsnit ikke forstås anderledes, end at Jernbane-nævnet
anerkendte under mødet, at kombiterminaler ikke er et geogra-fisk og funktionelt
monopol, som de bl.a. fremhævede i sit svarskrift for byretten af 30. januar 2020,
side 2 og som fastholdt i Jernbanenævnets ankeduplik.
På trods af ovenstående afsnit i mødereferatet gør Jernbanenævnet gældende, at
kombiterminaler har karakter af monopolvirksomhed, og nu med henvisning til
direktiv 2012/34 om oprettelse af et fælles euro-pæisk jernbaneområde,
præambel 71, hvoraf det ifølge Jernbanenævnet skulle fremgå, at en
kombiterminal udgør et monopol. Også på dette punkt her Jernbanenævnet helt
misforstået EU-reguleringen, hvilket er bekymrende. I ankeduplikken gør
Jernbanenævnet meget ud af, at kombiterminaler har karakter af infrastruktur,
hvilket som sådan er helt korrekt. Jernbanenævnets misforståelse består i, at
kombiterminaler ik-ke er en del af det nationale skinnesystem, som drives af den
nationale infrastrukturforvalter, og som jernbanevirksomheder betaler infrastruk-
turafgifter for at få adgang til.
Præambel 71 i direktiv 2012/34 drejer sig således slet ikke om kombi-terminaler
men derimod om de nationale jernbaneskinner, der natur-
/
19
ligvis har karakter af monopoler, da der ikke kan etableres parallelle
skinnesystemer. Præambel 69 beskriver grundlaget for at opkræve in-
frastrukturafgifter, dvs. betaling for at køre på skinnerne, hvilket der i direktivet
er særlige regler omkring. Præambel 69-71 har følgende ord-lyd:
”69. Det er vigtigt at sikre, at afgifter for indenlandsk og international trafik
fastsættes således, at jernbanerne fortsat kan imødekomme markedets behov.
Følgelig bør infrastrukturafgifterne fastsættes på et niveau svarende til de om-
kostninger, der påløber direkte som følge af jernbanedriften.
70. Det samlede niveau for dækningen af omkostningerne gennem in-
frastrukturafgifter indvirker på behovet for offentlig støtte. Medlemsstaterne kan
i varierende omfang kræve dækning af de samlede omkostninger. Enhver
infrastrukturafgiftsordning bør dog sikre, at den trafik, der som et mindstemål
kan dække de meromkostninger, den medfører, kan benytte jernbanenettet.
71. Jernbaneinfrastruktur er et naturligt monopol, og det er derfor nødvendigt at
give infrastrukturforvaltere incitamenter til at nedbringe omkostningerne og at
forvalte deres infrastruktur effektivt. ” […]
Den afgiftsordning, der omtales, fremgår af direktivets artikel 31, stk. 3, og det
har intet med betaling for brug af en kombiterminal at gøre:
”Med forbehold af stk. 4 eller 5 i denne artikel eller artikel 32 fastsættes afgif-
terne for minimumsadgangsydelserne og for adgangen til infrastruktur, der
forbinder servicefaciliteter, som den omkostning, der på-løber direkte som følge
af togtjenesten. ” […]
Kombiterminaler er endvidere underlagt kravene i Forordning (EU) 2017/2177 af
22. november 2017 om adgang til servicefaciliteter og jern-banerelaterede
tjenesteydelser, hvor det af artikel 2, stk. 2 nr. 2 fremgår, at der kan ske fritagelse
for en række af forordningen krav, hvis der er tale om:
”servicefaciliteter eller tjenesteydelser, der drives eller leveres på et konkurren-
cepræget marked med en række konkurrenter, som leverer sammenlignelige tje-
nesteydelser ”,
hvilket netop her er tilfældet. Reguleringen tydeliggør, at det er fejlag-tigt at
betragte kombiterminaler som monopoler.
I lighed med situationen i U.2020.2922H er der heller ikke i denne sag
holdepunkter for, at Jernbanenævnet i sin sagsbehandling har vurderet sagen i
forhold til betingelserne i jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3 (eller
betingelserne i bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4, som i øvrigt er de
samme). Det er heller ikke godtgjort, at de forhold, som Jernbanenævnets påbud
vedrører, har karakter af forskelsbehandling, markedsforvridning eller anden
form for udvikling på jernbanemarke-det. DB Cargo har indsendt redegørelser og
dokumentation til Jernba-nenævnet for de mange konkurrenter, der er til stede på
det danske marked. Der kan bl.a. henvises til Implements rapport […], som inde-
/
20
holder en analyse af konkurrenterne på markedet. Jernbanenævnet har aldrig
ønsket at forholde sig til dette.
Herudover ændrer det ikke på, at påbuddet ikke vedrører forskelsbe-handling,
markedsforvridning eller anden form for uønsket udvikling på jernbanemarkedet.
Påbuddet har derfor ikke hjemmel i jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3 eller i
§ 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet, som derfor ikke kan tjene som hjemmel
for afgørelserne.
D. Østre Landsrets dom af den 19. oktober 2020 kan ikke lægges til grund i
nærværende sag og er uden betydning for vurderingen af
hjemmelsgrundlaget
Til støtte for sin sag, har Jernbanenævnet henvist til den af 19. oktober 2020
afsagde dom af Østre Landsret i en anden sag mellem parterne.
Den 19. oktober 2020 afsagde Østre Landsret en dom i en sag mellem samme
parter angående DB Cargos takster for kombiterminalerne i Taulov og Høje
Taastrup for 2018. Østre Landsret fandt, at Jernbane-nævnets påbud om
fremsendelse af oplysninger i sagen var gyldige, idet der ikke var tale om en
hjemmelsmangel. Påbuddet angik ikke en materiel fastsættelse af DB Cargos
takster, men tværtimod en anmod-ning om oplysninger angående DB Cargos
takstfastsættelse.
DB Cargo ansøgte om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke Østre
Landsrets dom af den 19. oktober 2020 til Højesteret, med hen-visning til, at der
netop var tale om en åbenbar hjemmelsmangel, jf.
U.2020.2922H. Da Procesbevillingsnævnets afgørelse og en dom fra Hø-jesteret
kunne have haft betydning for nærværende sag, fik DB Cargo udsat fristen for
dette processkrift. Den 25. juni 2021 traf Procesbevil-lingsnævnet afgørelse, hvor
nævnet fandt, at sagen ikke var principiel jf. retsplejelovens § 371 stk. 1, 2. pkt.
Østre Landsrets dom af den 19. ok-tober 2020 er dermed endelig.
Østre Landsrets dom drejede sig om et andet problem end nærværende sag.
Sagen angik to afgørelser fra Jernbanenævnet af henholdsvis 28.
september 2018 og 17. oktober 2018, udstedt med hjemmel i jernbane-lovens §
105 jf. § 103 stk. 1 og 3, samt kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2, 1. pkt.
om anmodning om oplysninger.
Nærværende sag drejer sig om en materiel ændring af DB Cargos 2019-takster
for kombiterminalerne i Høje Taastrup og Taulov., og det er dermed ikke en
afgørelse om anmodning om oplysninger. Derudover indeholder Østre Landsrets
dom ikke en selvstændig vurdering af §§ 7-9 i kombiterminalbekendtgørelsen,
men blot en henvisning til Retten i Glostrups dom herom. Østre Landsret foretog
dermed ikke en selv-stændig vurdering af, hvorvidt Jernbanenævnets anvendelse
af be-stemmelserne var korrekt og under alle omstændigheder ikke, i de til-fælde
hvor bestemmelserne er anvendt i forhold til en materiel fastsæt-telse af takster.
Dommen kan dermed ikke lægges til grund i sagen.
/
21
E. Jernbanelovens § 105 og kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2 giver
hellere ikke hjemmel til påbuddet
Jernbanelovens § 105 gennemfører artikel 56, nr. 8 i Direktiv 2012/34/EU, der
foreskriver, at ”Tilsynsorganet er beføjet til at forlange re-levante oplysninger fra
infrastrukturforvalteren, ansøgere og alle involverede tredjeparter i den
pågældende medlemsstat.” […]. Herudover følger det af artikel 56, nr. 8, at de
”oplysninger” som kan kræves efter bestemmel-sen bl.a. omfatter ”data, som er
nødvendige til statistiske formål og markedsobservation.”
Jernbanelovens § 105 foreskriver, at ”Jernbanenævnet kan påbyde jernba-
nevirksomheder, infrastrukturforvaltere og andre virksomheder på jernbaneom-
rådet at give de oplysninger, som er nødvendige for Jernbanenævnets virksom-
hed. […]”
Der kan henvises til Højesterets dom af den 15. juni 2020 (U.2020.2922), hvor
Højesteret fandt, at:
”Efter jernbanelovens § 105 kan Jernbanenævnet påbyde jernbanevirksomhe-der,
infrastrukturforvaltere og andre virksomheder på jernbaneområdet at give de
oplysninger, som er nødvendige for nævnets virksomhed. Bestemmelsen skal
ifølge forarbejderne sikre, at Jernbanenævnet kan træffe afgørelse på et oplyst
grundlag. Som anført af landsretten må § 105 forstås således, at den alene in-
deholder hjemmel til at påbyde udlevering af oplysninger til brug for nævnets
sagsbehandling og ikke til herudover at påbyde de omfattede virksomheder at
foretage bestemte dispositioner, herunder at ændre deres forretningsbetingel-
ser. ”
Nærværende sag angår et påbud om ændring af takster. Det fremstår dermed
klart, at der er tale om en ”bestemt disposition ”. Det er derfor klart, at
jernbanelovens § 105 ikke giver hjemmel til påbuddet.
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2, at: ”Termi-
nalforvalter er forpligtet til at give de oplysninger, herunder de dokumenter, som
Jernbanenævnet anmoder om som led i tilsynet med overholdelse af denne
bekendtgørelse.” Derudover indeholder bestemmelsen en liste af eksemp-ler
over, hvilke oplysninger Jernbanenævnet kan anmode terminalfor-valtere om.
Bestemmelsen gennemfører jernbanelovens § 105, som ikke er tilstræk-kelig
hjemmel til påbuddet. Dermed er kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2
heller ikke en tilstrækkelig hjemmel.
E. Hjemmelsmangel medfører afgørelsens ugyldighed
Udgangspunktet i forvaltningsretten er, at en hjemmelsmangel medfø-rer
ugyldighed. Der henvises til Niels Fenger, Forvaltningsret, 1. udga-ve (2018),
side 941, hvoraf det fremgår, at ”den absolutte hovedregel er, at
hjemmelsmangler som minimum fører til annullation. Hjemmelsmangler anses
nemlig så godt som altid som væsentlige.”
/
22
Der henvises også til Karsten Revsbech, Forvaltningsret: Almindelige Emner, 6.
udgave (2016), s. 450, hvor det ligeledes fremgår, at ”En hjemmelsmangel mv. er
normalt i sig selv væsentlig. ” og ”at I praksis går domstolene da normalt heller
ikke ind i en væsentlighedsvurdering i disse til-fælde ”.
Det er altså kun under helt særlige omstændigheder, at en afgørelse kan blive
opretholdt trods en hjemmelsmangel.
Sådanne helt særlige omstændigheder foreligger ikke i nærværende sag, og
hjemmelsmanglen medfører derfor påbuddets ugyldighed.
2 – Jernbanenævnets påbud er i alle tilfælde ugyldigt
Selvom retten måtte finde, at det anførte hjemmelsgrundlag er tilstræk-keligt, og
at der ikke foreligger en subjektiv begrundelsesmangel, og selv om man ser bort
fra, at påbuddet ikke angår konkurrenceforhold, er påbuddet om at ændre
beregningsmetoder og takster, ugyldigt.
Det gøres gældende at lovgivningen ikke indeholder hjemmel for så-dant påbud.
A. Omkostningerne skal kunne vurderes for den samlede terminalak-tivitet
Jernbanenævnet anfører i påbuddet, at hver enkelt takst for servicey-delser
isoleret set skal opfylde kraverne i kombiterminalbekendtgørel-sens § 7, stk. 1
[…].
Ifølge Jernbanenævnet skal det forstås således, at taksterne for de enkel-te
serviceydelser ikke kan fastsættes højere end de bagvedliggende om-kostninger
for hver enkelt takst. Hvis taksten for en enkelt serviceydel-se er fastsat lavere
end den beregnede stykomkostning, vil tabet efter Jernbanenævnets opfattelse
ikke kunne dækkes ved en højere pris på andre serviceydelser, og prisen på den
”for billige” ydelse vil ikke sene-re kunne sættes op.
Jernbanenævnets metode medfører, at en terminalforvalter er afskåret fra at
fastsætte taksterne ud fra en vurdering af den samlede omkost-ningsbase. En
fastsættelse af taksterne ud fra den samlede omkost-ningsbase vil muliggøre en
stabil prissætning på terminalens ydelser fra år til år. Ligeledes vil
terminalforvalteren have mulighed for at fastsætte priserne således, at terminalen
udnyttes så effektivt som muligt og in-gen brugere forskelsbehandles, ligesom
terminalforvalteren vil kunne tage højde for graden af efterspørgsel, hvilket
svarer til anerkendte økonomiske metoder for prisfastsættelse. Taksterne
fastsættes efter denne metode således, at den samlede terminalaktivitet ikke
genererer en fortjeneste, der er højere end en rimelig fortjeneste, således at kravet
i kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, overholdes.
Eksempel: Omkostningerne for en ydelse udgør kr. 1.000 per ydelse.
Som følge af markant lavere efterspørgsel stiger prisen markant. Efter
Jernbanenævnets tilgang vil terminalforvalteren skulle afvikle ydelsen,
/
23
da kunderne ikke vil betale den høje pris for ydelsen. Jernbanenævnets
fortolkning af reglerne vil være til hinder for, at terminalforvalteren sør-ger for en
effektiv udnyttelse af terminalen, og Jernbanenævnets for-tolkning er ikke i
overensstemmelse med formålet med direktiv 2012/34/EU.
Jernbanenævnets metode vil derimod føre til, at prisen for samtlige ydelser skal
ændres hvert eneste år, da omkostningerne varierer fra år til år. Det er imidlertid
ikke muligt for en terminalforvalter at fastsætte prisen for samtlige ydelser til
beløb svarende præcis til omkostningerne for hver enkelt ydelse. Endvidere er det
meget uhensigtsmæssigt for både terminalforvalteren, kunderne og
markedsforholdene, hvis priser-ne på alle ydelser ændres hvert år, og der vil ikke
kunne drives en ren-tabel forretning på et sådant grundlag.
Terminalforvalteren vil efter Jernbanenævnets metode have et valg mel-lem enten
at foretage en ”fornuftig” prissætning, hvor visse ydelser sættes til kostpris, og
hvor visse ydelser sættes under kostpris, hvorved terminalforvalteren vil lide et
tab. Alternativt vil terminalforvalteren kunne forsøge at ændre priserne hvert år
til at modsvare de præcise omkostninger for hver enkelt ydelse. I dette tilfælde
vil priserne hvert år ændres, og som følge af varierende omkostninger vil visse
ydelser fra det ene år til det andet kunne stige voldsomt i pris, hvorved terminal-
forvalteren vil lide et tab som følge af manglende afsætning af de dyre-ste
ydelser. Ingen af disse muligheder er i overensstemmelse med for-målet med
takstreguleringen i kombiterminalbekendtgørelsen, hvorved terminalforvalteren
skal kunne opnå dækning for sine samlede om-kostninger med tillæg af en
rimelig fortjeneste.
Efter DB Cargos opfattelse er Jernbanenævnets metode således i strid med både
kombiterminalbekendtgørelsen, jernbaneloven samt Direktiv 2012/34/EU.
Hverken EU-reglerne eller kombiterminalbekendtgørelsen indeholder regler, der
forpligter en terminalforvalter til at foretage in-dividuelle
omkostningsberegninger og individuelle beregninger af en rimelig fortjeneste for
hver enkelt ydelse. Jernbanenævnet fortolker simpelthen reglerne forkert.
Efter Jernbanenævnets metode vil terminalforvalteren endvidere altid lide et tab,
såfremt Jernbanenævnet påbyder en ændring af terminalfor-valterens
omkostningsallokering.
Eksempel: En terminalforvalter udbyder 10 forskellige serviceydelser og
allokerer omkostningerne til de enkelte serviceydelser. De samlede omkostninger
er kr. 1.000. Hvis Jernbanenævnet påbyder, at omkost-ningsallokeringen skal
ændres, vil der kunne opstå den situation, at stykprisen for ydelser bliver lavere
for visse ydelser og højere for andre ydelser. Efter Jernbanenævnets metode, vil
Jernbanenævnet i denne si-tuation være berettiget til at påbyde prisen for visse
ydelser nedsat, uden at dette vil blive modsvaret af en forhøjelse af prisen på
andre ydelser.
Terminalforvalteren vil i den situation altid lide et tab.
/
24
Som det fremgår af eksemplet, vil en ændret omkostningsallokering al-tid føre til
et tab, idet taksterne ikke kan justeres opad men kun nedad.
Formålet med kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan ikke væ-re, at
forvalteren skal lide et tab. Jernbanenævnets metode strider såle-des imod, at
taksterne skal dække de fulde omkostninger med et tillæg af en rimelig
fortjeneste, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
DB Cargo gør gældende, at taksterne skal kunne vurderes på baggrund af
omkostningerne for den samlede terminalaktivitet, hvilket er anset for best
practice i andre medlemsstater. Det gøres således gældende, at
terminalforvalteren efter reglerne er tillagt en større grad af fleksibilitet i forhold
til valg af beregningsmetode, og at DB Cargo er berettiget til at fastsætte
taksterne på baggrund af den samlede omkostningsbase. Ter-minalforvalter har
således frihed til at vælge den metode til fastsættelse af takster, der bedst fungerer
i forhold til terminalforvalters egen for-retning, kundernes ønsker og behov, og
markedsforholdene i øvrigt, jf. den bagvedliggende direktivtekst.
DB Cargo henviser til e-mail af 8. november 2019 fra den tyske regula-tor til
Jernbanenævnet […], hvoraf det netop fremgår, at den tyske re-gulator bekræfter,
at metoden for priskalkulationer svarer til den af DB Cargo anvendte, hvor
taksterne generelt kun vurderes ud fra den sam-lede omkostningsbase. Noget
tilsvarende fremgår af notatet af 28. fe-bruar 2020 fra Implement. […]
I denne henseende bemærkes det som noget helt centralt, at Transport-og Bolig-
ministeriet i juni 2020 sendte et forslag til ny en bekendtgørelse om
jernbanerelaterede servicefaciliteter og tjenesteydelser i høring. Den nye
bekendtgørelse skulle erstatte den tidligere kombiterminalbekendt-gørelsen.
Forslaget var som DB Cargo forstår det baseret på input fra Jernbanenævnet, og
forslaget svarede på nærmest alle punkter til Jern-banenævnets forkerte
fortolkning af reglerne i kombiterminalbekendt-gørelsen. DI Transport afgav et
meget detaljeret høringssvar den 24.
august 2020 og påpegede, at de foreslåede regler på en række punkter var i strid
med direktiv 2012/34/EU og i strid med jernbaneloven.
Blandt andet på baggrund af DI Transports høringssvar besluttede mi-nisteriet, at
forslaget helt skulle forkastes. Ministeriet sendte derfor et helt nyt forslag til
bekendtgørelse om jernbanerelaterede servicefacilite-rer og tjenesteydelser i
høring den 21. maj 2021. I høringsbrevet anføres blandt andet følgende:
”Et tidligere forslag til ny bekendtgørelse om jernbane-relaterede servicefacili-
teter og tjenesteydelser blev sendt i høring i juni 2020 af Transportministeriet. På
baggrund af de indkomne høringssvar til forslaget er der udarbejdet et nyt udkast
med henblik på at imødekomme en række forslag og input.” […]
Det nye forslag til bekendtgørelse indeholdt en række ændringer til den nu
ophævede kombiterminalbekendtgørelse. Det fremgår videre af hø-ringsbrevet,
at:
/
25
”Bekendtgørelsen er udtryk for en minimumsimplementering af direktivet så-
ledes, at en række administrative krav, som fulgte af kombiterminalbekendtgø-
relsen og som ikke følger direkte af direktivet, ikke indgår i det nye udkast til
bekendtgørelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at anvendelsesområdet for
bekendtgørelsen er udvidet fra at gælde alene for de tre statsejede kombitermi-
naler til nu at omfatte samtlige servicefaciliteter, jf. direktiv 2012/34/EU med
undtagelse af passagerstationer. Herudover er bestemmelser som følger direkte
af EU-reguleringen udfærdiget så de i høj grad følger ordlyden af direktivet, ek-
sempelvis § 5 vedrørende takstfastsættelsen.” […]
Den 30. juni 2021 udsendte Transportministeriets et høringsnotat om de
indkomne høringssvar vedrørende forslag til bekendtgørelsen. Hoved-indholdet
af de modtagne høringssvar er gengivet i notatet, tillige med
Transportministeriets bemærkninger til høringssvarene. Høringsnotatet er
fremlagt […].
Det fremgår af Transportministeriets høringsnotat af den 30. juni 2021, at:
” Det skal bemærkes, at hensigten med reguleringen i bekendtgørelsen bl.a. er at
skabe en effektiv og konkurrencedygtig jernbanesektor i Danmark. Transport-
ministeriet ønsker ikke at foretage en overimplementering af EU-retlige regler,
der kan modvirke dette.” […]
Transportministeriet underkender dermed Jernbanenævnets tidligere fortolkning
og anvendelse af kombiterminalbekendtgørelsens §§ 7-9, og Transportministeriet
finder ligefrem, at Jernbanenævnets tidligere for-tolkning kunne ”modvirke” en
effektiv og konkurrencedygtig jernbane-sektor i Danmark. Uanset at
Transportministeriets bemærkninger er fremsat i juni 2021 i forbindelse med
forslaget til en ny bekendtgørelse, udtrykker Transportministeriet klare
holdninger til hvordan kombiter-minalbekendtgørelsen, der var gældende i hele
takståret 2019, skulle fortolkes, hvorfor dette er relevant og afgørende for
nærværende sag om taksterne i 2019. Dette gælder både Jernbanenævnets
selvskabte X+2 regel og metodefriheden ved udarbejdelse af interne regnskaber
og ved fastsættelse af takster, jf. det anførte i det følgende. Den bagvedliggende
direktivregulering har endvidere på de relevante områder været gæl-dende i
uændret form siden begyndelsen af 2019 og frem til i dag, og der er ingen
holdepunkter for, at direktivet ikke skal fortolkes på helt samme måde under den
tidligere bekendtgørelse og under den nye.
B. X+2 reglen er ugyldig og strider mod formålet med reglerne
Jernbanenævnet gør i påbuddet gældende, at en omkostning afholdt i år X,
tidligst kan indgå i omkostningsbasen med virkning fra år X+2.
Det er den såkaldte X+2 regel […]. Dette bestrides.
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, at taksterne skal
dække ”de fulde omkostninger i det omfang, de er rimelige i for-hold til brug af,
servicefaciliter og leverede ydelser, og med tillæg af en rimelig fortjeneste.” Det
fremgår af Direktiv 2012/34/EU, artikel 31, stk. 1, at ”Afgifter for brug af
jernbaneinfrastruktur og servicefaciliteter … anven-des til at finansiere deres
virksomhed. ”
/
26
Jernbanenævnet har ikke henvist til nogle bestemmelser til støtte for
Jernbanenævnets fortolkning af lovgivningen, og det fremgår hverken af
kombiterminalbekendtgørelsen, jernbaneloven eller Direktiv 2012/34/EU, at
omkostningsbasen for gældende takster skulle være X+2 reglen. Jernbanenævnet
har også blot henvist til nævnets tidligere afgø-relser som støtte for nævnets
fortolkning. Jernbanenævnets egne hold-ninger til reglerne udgør ikke
tilstrækkelig hjemmel.
X+2 reglen strider imod formålet med lovgivningen om kombiterminaler.
Selvom retten måtte finde, at reglen har tilstrækkelig hjemmel i kombi-
terminalbekendtgørelsen, er reglen under alle omstændigheder ugyl-dig, idet
reglen strider imod formålet med jernbaneloven og Direktiv 2012/34/EU.
X+2 reglen kan således føre til, at taksterne ikke kan ”dække de fulde
omkostninger” ved driften af en kombiterminal.
Eksempel: Hvis omkostningerne i 2018 er kr. 15.000, antages de kr.
15.000 som de ”fulde omkostninger” i 2020 og danner grundlaget for 2020
taksterne. Reglen tager ikke højde for ekstraordinære omkostnin-ger. Hvis
terminalforvalteren ved, at der i 2020 er ekstraordinære om-kostninger i driften,
kan forvalteren ikke tage højde for denne omkost-ning i 2020-taksterne. Hvis den
ekstraordinære omkostning er kr. 5.000, dækker 2020-taksterne således kun 75 %
af ”de fulde omkostninger” . Under disse omstændigheder er der 25 % underskud
for forvalteren.
Forvalteren lider derfor et stort tab på driften af terminalen i 2020.
X+2 reglen kan også lede til et overskud for forvalteren, som er langt over
Jernbanenævnets definition af rimelig fortjeneste.
Eksempel: Hvis omkostningerne i 2018 var kr. 20.000 på grund af ek-
straordinære omkostninger, så danner de kr. 20.000 grundlaget for 2020-
taksterne, selvom forvalteren ikke forudser nogen ekstraordinære omkostninger i
2020. Hvis de aktuelle omkostninger ved driften af ter-minalen er kr. 10.000, er
fortjenesten derfor 100 %. Det er langt udover, hvad Jernbanenævnet har
defineret som rimelig fortjeneste. Under disse omstændigheder ville taksterne
stride imod kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1.
Det vil efter Jernbanenævnets metode lede til, at taksterne skulle ned-sættes.
X+2 reglen tager ikke højde for at taksterne skal være konkurrencedygtige
Selvom Jernbanenævnet måtte finde, at taksterne under disse omstæn-digheder
ikke ville stride imod § 7, stk. 1, skaber det problemer for ter-minalforvalteren,
da terminalforvalteren udbyder sine serviceydelser i konkurrence med andre
virksomheder.
Eksempel: En terminals omkostninger er gennemsnitlig på kr. 10.000. På grund
af ekstraordinære omkostninger to år forinden på kr. 10.000 er
/
27
omkostningsgrundlaget i et år ikke kr. 10.000, men derimod kr. 20.000. De reelle
omkostninger i det pågældende år er dog kun kr. 10.000. Un-der disse
omstændigheder vil terminalforvalteren kunne fastsætte pri-sen på baggrund af
de historiske omkostninger på kr. 20.000, hvorved fortjenesten bliver 100 %.
Hvis forvalteren udbød en ydelse året før til kr.10, er forvalteren der-med
berettigeret til at udbyde ydelsen til kr. 20. Da terminalforvalteren udbyder sin
ydelse i konkurrence med andre virksomheder, vil en for-højelse på 100 % af
ydelsen dog ikke være konkurrencedygtig på mar-kedet. En sådan forhøjelse ville
således føre til, at kunderne ville købe ydelsen fra andre aktører, der ikke er
omfattet af kombiterminalbe-kendtgørelsen, hvorfor forvalteren må nøjes med at
fastsætte en lavere pris end, hvad omkostningerne efter Jernbanenævnets metode
kunne føre til.
Samlet set vil Jernbanenævnets X+2 regel i mange tilfælde lede til et tab for DB
Cargo, og kun i meget begrænset omfang lede til en fortjeneste.
Det følger både af kombiterminalbekendtgørelsen og Direktiv 2012/34/EU, at
DB Cargo altid må kunne opnå dækning for sine om-kostninger med tillæg af en
rimelig fortjeneste. Der er intet i lovgivnin-gen der indikerer, at dette princip
modificeres af regler om periodise-ring.
Da Jernbanenævnets X+2 regel er skabt i Jernbanenævnets egen praksis, og
strider imod formålet med kombiterminalbekendtgørelsen og Direk-tiv
2012/34/EU, må den anses for at være ugyldig.
DB Cargo kan på ny henvise til Transportministeriets høringsproces.
Det bemærkes, at Jernbanenævnet forsøgte at opretholde den selvskab-te X+2
regel. Det fremgår af Jernbanenævnets høringssvar […].
På trods af Jernbanenævnets høringssvar, har Transportministeriet stadfæstet
reglens ugyldighed. Det fremgår således af høringsnotatet, at:
” Det bemærkes yderligere, at ministeriet ved mail til Jernbanenævnet den 4. juni
2021 har udtrykt følgende som forklaring på, at bekendtgørelsen ikke in-deholde
periodiseringsregler: ” Det bemærkes i den forbindelse, at Jernbane-nævnet som
led i dets tilsyn altid vil kunne anmode operatørerne om oplysnin-ger, der skal
kunne godtgøre, at de overholder reglerne i bekendtgørelsen, her-under reglerne
om takst-fastsættelse og reglerne om ligebehandling af bruger-ne, jf.
bekendtgørelsens § 13.” , og det anføres i forlængelse heraf, at Jernbane-nævnet
forstår, at en udeladelse af periodiseringsregler ikke skal forstås sådan, at
ministeriet har ønsket at tage afstand fra periodiseringsprincipperne som så-dan,
men at der derimod efter ministeriets opfattelse blot ikke er behov for ud-
trykkelig periodiseringsprincipper i bekendtgørelsen, fordi de vil kunne indgå
som en del af de krav om dokumentation, som Jernbanenævnet kan stille over for
operatører som led i sit tilsyn.
Transportministeriet skal bemærke, at direktivet ikke stiller krav om periodise-
ringsregler. Direktivet stiller derimod krav om, at der skal være regnskabsmæs-
/
28
sig adskillelse af virksomheders, som både opererer som servicefacilitetsoperatør
og driver jernbanetransportvirksomhed, jf. artikel 6, stk. 1 og artikel 13, stk. 2, 2.
afsnit. Herudover stiller direktivet krav om, at taksterne skal fastsættes i
overensstemmelse med direktivets artikel 31, stk. 7.
Det skal således bemærkes, at ministeriet ikke anser det for hverken nødvendigt
eller som et krav EU-retligt, at der fastsættes periodiseringsregler for taksterne.
Det er således ministeriets opfattelse, at en operatør kan fastsætte sine takster på
årsbasis eller på baggrund af flere års omkostninger, når de således er fastsat i
overensstemmelse med artikel 31, stk. 7. Det er ligeledes ministeriets klare op-
fattelse, at det har været et ønske fra branchen, at der ikke fastsættes periodise-
ringsregler og ministeriet kan derfor ikke genkende Jernbanenævnets billede af,
at det uden periodiseringsregler vil være uklart for operatørerne at fastsætte
deres takster.
Ministeriet skal herudover tydeligt understrege, at det ikke er ministeriets op-
fattelse, at der ikke er behov for udtrykkelige periodiseringsregler i bekendtgø-
relse, fordi disse vil kunne indgå som en del af de krav om dokumentation, der
kan stilles over for operatørerne som led i tilsyn, som jernbanenævnet ellers an-
fører i deres høringsbrev. Ministeriet ønsker således ikke at indføre et generelt
krav om periodisering af takster. Det er ministeriets ønske, at operatørerne har
valgfrihed i forhold til fastsættelse af deres takster, så taksterne eksempelvis kan
fastsættes på baggrund af 2 eller 3 års omkostninger, når takstfastsættelsen sker i
overensstemmelse med princippet i direktivets artikel 31, stk. 7. Det skal i
forlængelse hertil bemærkes, at operatører er forpligtet til at udlevere alle rele-
vante oplysninger og den nødvendige dokumentation for de pålagte takster til
Jernbanenævnet, jf. bekendtgørelsens § 13, stk. 2.”
Transportministeriet bekræfter hermed, at Jernbanenævnet har fortol-ket direktiv
2012/34/EU artikel 31 stk. 7 forkert og dermed anvendt
kombiterminalbekendtgørelsens § 7 stk. 1 forkert, idet den ikke stiller et krav om
periodisering. Jernbanenævnets X+2 regel, der alene er be-grundet i
Jernbanenævnets egen fortolkning af reglerne i praksis må dermed antages at
være ugyldig.
Det faktum, at det følger af bekendtgørelse om jernbanerelaterede ser-
vicefaciliteter og tjenesteydelsers § § 19 stk. 3, at bekendtgørelsen ikke finder
anvendelse på klagesager påbegyndt før bekendtgørelsens ind-trædelse, ændrer
ikke på, at Transportministeriet i sit høringsnotat har bekræftet, at X+2 reglen
strider mod lovgivningen om kombiterminaler.
C. Kombiterminalbekendtgørelsens § 9 giver ikke hjemmel til at på-byde
faste takster
Jernbanenævnet har flere steder, bl.a. i svarskriftet for byretten, side 8, anført at
”Formålet med denne bestemmelse [§ 9] er at sikre klarhed om vilkå-rene for
benyttelse af kombiterminalerne. En sådan klarhed forudsætter, at der ikke
angives prisspænd for de ydelser, der tilbydes på kombiterminalerne men at
tværtimod i alle tilfælde er tale om faste (eksakte) takster.” Jernbanenævnet har
yderligere anført, at kombiterminalbekendtgørelsens krav om rime-lige takster
gælder for alle serviceydelser leveret af kombiterminalerne jf. bekendtgørelsens §
7 stk. 1.
/
29
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, at:
”Terminalforvalter skal offentliggøre betingelserne for adgang til og anvendelse
af kombiterminalen i kombiterminalens forretningsbetingelser. Forretningsbe-
tingelserne skal endvidere indeholde oplysninger om de ydelser, der tilbydes, og
de takster, der opkræves. ”
Bestemmelsen er et positivt udsagn og angår forretningsbetingelser for
kombiterminalerne. Bestemmelsen vedrører slet ikke takstfastsættelse. Et krav
om oplysning om faste takster for samtlige serviceydelser kan derfor ikke læses
ind i bestemmelsen, og bestemmelsen giver ikke hjemmel til at påbyde faste
takster.
Kombiterminalbekendtgørelsens § 9 regulerer ikke andre takster end dem, som er
nævnt i […]
Kombiterminalbekendtgørelsens § 9 skal læses i overensstemmelse med § 7, stk.
6, hvor det fremgår, at:
” Taksterne skal baseres på en eller flere, eventuelt alle de takstkategorier, der
fremgår af bilag 2.”
Den formåls- og ordlydsfortolkning af § 7, stk. 6, fører til, at kombiter-
minalbekendtgørelsens krav om fastsættelse og offentliggørelse af tak-ster kun
gælder for ydelser omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
Bestemmelsen indeholder derfor ikke en hjemmel til regulering af takster, som
ikke er omfattet af bilag 2.
En sådan hjemmel følger hellere ikke af kombiterminalbekendtgørel-sens § 7 stk.
1.
Efter DB Cargos opfattelse, gælder der heller ikke et krav om fastsættel-se af
faste takster for ydelser, der efter kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 kan
variere i pris. For takstkategori F4 i kombiterminalbekendt-gørelsens bilag 2, er
der fastsat særskilt hjemmel til, at der kan indgås ”særlig aftale” om
langtidshenstilling, i hvilket tilfælde det ikke kan være påkrævet at have faste
takster.
DB Cargo mener derfor ikke, at Jernbanenævnets krav til udformning af
takstblad og fastsættelse af takster er berettigede, og DB Cargo bestri-der, at
terminalforvalteren har pligt til at oplyse faste takster for samtli-ge
serviceydelser.
D. Transportministeriet bekræfter, at DB Cargo har en metodefrihed ved
udarbejdelse af interne regnskaber og ved fastsættelse af takster
Transportministeriet har præciseret dagældende § 8 i kombiterminal-
bekendtgørelsen i bekendtgørelse om jernbanerelaterede servicefacilite-ter og
tjenesteydelser §§ 9 og 11. Det fremgår nu klart, at der ikke er me-todetvang ved
udarbejdelse af interne regnskaber, såfremt de er udar-bejdet indenfor rammerne
af lovgivningen. Det fremgår således af hø-ringsnotatet, at:
/
30
” For så vidt angår bekendtgørelsens § 11 skal det bemærkes, at det er ministe-
riets ønske i udgangspunktet at minimumsimplementere direktivet og derved også
stille så få administrative krav og byrder til operatørerne af jernbanerela-terede
servicefaciliteter som muligt.
Bekendtgørelsens § 11 relaterer sig til operatører, der driver servicefacilitet og
samtidig har en dominerende stilling på jernbanetransport-markedet. For disse
operatører gælder, ud over de generelle minimumskrav, en række yderligere krav
til beregningsmetoder og interne regnskaber. Ministeriet ønsker ikke, at der
opstilles specifikke krav til hvordan det interne regnskab udarbejdes af ope-
ratørerne og mener således, at det er op til operatørerne selv at gøre dette inden
for rammerne af lovgivningen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke
fremgår af direktivets ordlyd i art. 31, stk. 7, at der skal udarbejdes interne
regnskaber. Dette ændrer dog ikke på, at servicefacilitetsoperatørerne fortsat
skal iagttage de krav, der fremgår af bekendtgørelses-udkastets § 5, stk. 1, som
netop implementerer art. 31, stk. 7. Transport-ministeriet anser dog § 11 som
nødvendig for, at sikre fuld gennemsigtighed og muligheden for kontrol af, at
virksomheder, der har en dominerende stilling på jernbanetransportmarkedet har
adgang til deres egne servicefaciliteter på lige vilkår med alle andre jernba-
netransport-virksomhed, således at markeds- og konkurrenceforvridning und-
gås.” […]
Transportministeriet har dermed bekræftet, at direktiv 2012/34/EU arti-kel 31 stk.
7 ikke indeholder et krav om, at der skal udarbejdes interne regnskaber.
Transportministeriet har endvidere fastslået, at operatører-ne har en metodefrihed
ved udarbejdelse af interne regnskaber.
Det stemmer dårligt overens med den detaljeringsgrad der ligger til grund for
Jernbanenævnets påbud.
Herudover har ministeriet med den nye bekendtgørelse slået fast, at operatørerne
har en frihed til selv vælge hvilken metode takster fastsæt-tes efter, så længe
direktivets regler om takstfastsættelse overholdes.
Den nye bekendtgørelse gengiver således ordret direktivets bestemmel-ser om
fastsættelse af takster, og § 5, stk. 3 i den nye bekendtgørelse fastslår, at
”Taksterne kan også fastsættes under hensyntagen til togets sammensætning og
andre særlige forhold, såfremt dette er rimeligt begrundet i hensynet til at fremme
en effektiv anvendelse af jernbaneinfrastrukturen og servicefaciliteten.” […]
Dette viser tydeligt, at der ikke er tilstrækkeligt juridisk grundlag for
Jernbanenævnets krav i forhold til den omkostningsmæssige beregning for hver
enkelt ydelse.”
Jernbanenævnet har i påstandsdokument af 22. marts 2022 anført bl.a. (henvis-ninger til
bilag og fremhævninger er udeladt):
”Det var korrekt, at byretten fandt, at Jernbanenævnets afgørelse af 18. september
2019 er lovlig og gyldig, og at retten således frifandt Jernba-nenævnet.
/
31
Afgørelsen er således ikke truffet på grundlag af fejlagtige faktuelle op-lysninger,
ligesom afgørelsen ikke er behæftet med hverken formelle fejl
(sagsbehandlingsfejl) eller hjemmelsmangler, som skulle kunne medføre
ugyldighed. DB Cargo er ikke under denne retssag fremkom-met med væsentlige
nye oplysninger.
DB Cargo er under denne retssag ikke fremkommet med oplysninger, der giver
grundlag for at antage, at Jernbanenævnets konkrete vurde-ring af DB Cargos
takstniveau er forkert, men har kun rejst en række generelle indsigelser
vedrørende nævnets fortolkninger af kombitermi-nalbekendtgørelsens regler
vedrørende takstreguleringen.
Jernbanenævnets fortolkninger af kombiterminalbekendtgørelsens reg-ler
vedrørende takstreguleringen er imidlertid prøvet ved og stadfæstet af Retten i
Glostrup og Østre Landsret, jf. Retten i Glostrups dom af 6. december 2019 (BS-
46446/2018-GLO) og Østre Landsrets dom af 19. ok-tober 2020 (BS-
58023/2019-OLR).
Det forhold, at den for Retten i Glostrup og Østre Landsret pådømte sag ikke
angik et påbud om DB Cargos takstfastsættelse, men derimod påbud om
meddelelse af oplysninger til brug for en tilsynssag om lov-ligheden af DB
Cargos takstfastsættelse, ændrer ikke ved, at begge in-stanser foretog en
vurdering af tilsvarende spørgsmål som i nærværen-de sag om, hvorvidt
Jernbanenævnets fortolkninger af kombiterminal-bekendtgørelsens relevante
bestemmelser vedrørende takstregulering samt dokumentationskrav var lovlige
og fastslog, at dette var tilfældet. Det bemærkes særligt herved, at alle DB Cargos
anbringender til støtte for DB Cargos påstand i nærværende sag også blev rejst
over for Retten i Glostrup og Østre Landsret i ovennævnte sag.
Tilsidesættelse af Jernbanenævnets afgørelse forudsætter således, at der er
grundlag for at antage, at nævnets konkrete vurdering af ”de fulde omkostninger”
for de i afgørelsen nedregulerede takster eller nævnets konkrete vurdering af
niveauet for en ”rimelig fortjeneste” er forkert, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. DB Cargo har imidlertid ik-ke gjort
gældende, at nævnets vurdering af disse forhold er behæftet med fejl, og der er i
øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte Jernbane-nævnets vurdering heraf.
Jernbanenævnet har således med rette pålagt DB Cargo at nedregulere visse af
2019-taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servi-ceydelser på
kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov. Der henvi-ses til afgørelsen og
den deri indeholdte begrundelse […], afgørelsens bilag […] samt byrettens dom.
Jernbanenævnets generelle adgang til at meddele påbud om nedregu-lering
af taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servicey-delser på
kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov
Jernbanenævnet har hjemmel til at meddele påbud om at nedregulere visse af
2019-taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servi-ceydelser på
kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov, jf. kombi-
/
32
terminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9 og § 12, stk.
2, § 4 i bekendtgørelsen om Jernbanenævnet samt jernbane-lovens § 103, stk. 3,
og § 105.
Efter disse regler varetager Jernbanenævnet som øverste administrative
myndighed tilsyns- og klagefunktioner på jernbaneområdet, og nævnet kan
undersøge sager på eget initiativ eller efter klage. Jernbanenævnet fører herunder
tilsyn med konkurrencesituationen på markederne for jernbanetransportydelser
med henblik på at undgå en uhensigtsmæssig udvikling på disse markeder.
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, at der ved fast-sættelse
af takster kan tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften,
og at Jernbanenævnet kan træffe afgørelse om ned-sættelse af taksterne, hvis
takstniveauet ikke er i overensstemmelse med konkurrencesituationen.
Herudover følger det af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1136 af 22. sep-tember
2015, at Jernbanenævnet på eget initiativ og med forbehold for
konkurrencemyndighedernes beføjelser kan træffe afgørelse om pas-sende
foranstaltninger med henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere,
markedsforvridning og alle andre former for uønsket ud-vikling på
jernbaneområdet. Bestemmelsen implementer den i direktiv 2012/34, artikel 56,
stk. 9, 3. pkt., forudsatte afgørelseskompetence for det nationale tilsynsorgan.
Det er med bekendtgørelse nr. 1530 af 13. december 2019 om ændring af
bekendtgørelse om Jernbanenævnet præciseret, at Jernbanenævnet kan træffe
afgørelse om bl.a. 4) afgiftsordninger, 5) niveauet for eller struk-turen i
infrastrukturafgifter, som virksomheden skal eller kan komme til at skulle betale,
og 7) adgang til og opkrævning af afgifter for tjene-ster på jernbaneområdet
(herunder servicefaciliteter), jf. bekendtgørelse om Jernbanenævnet, § 4, stk. 2.
Det er fastslået i Højesterets dom af 15. juni 2020 i anke BS-48710/2019 (UfR
2020.2922 H), at Jernbanenævnet som tilsynsmyndighed og på eget initiativ kan
træffe bindende afgørelser med henblik på at korrige-re forskelsbehandling af
ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på
markederne for jernbaneydelser. Hø-jesteret fandt således ved dommen, at
jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3, måtte forstås således, at Jernbanenævnet
som tilsynsmyndighed på eget initiativ kan træffe bindende afgørelser med
henblik på at kor-rigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning og
alle an-dre former for uønsket udvikling på de nævnte markeder. En sådan
hjemmel må også anses for forudsat i lovens § 107, nr. 2, om tvangsbø-der og
fremgår herudover af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet.
Taksterne skal vurderes individuelt for hver enkelt serviceydelse på den
enkelte kombiterminal
Kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, fastslår, at taksterne skal fastsættes
således, at de dækker de fulde omkostninger, i det omfang de er rimelige i
forhold til brug af servicefaciliteter og leverede ydelser, og
/
33
med tillæg af en rimelig fortjeneste. Det følger endvidere af bestemmel-sens stk.
2, at jernbanevirksomhederne skal betale for brug af servicefa-ciliteter og
leverede ydelser, som jernbanevirksomheden rekvirerer fra kombiterminalen, ”på
grundlag af de enkelte omkostningsdannende ressourcetræk” .
Herudover er det fastsat i kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 2, at
hovedvirksomheden skal udarbejde et internt regnskab ”for hver kom-biterminal”
, der indeholder produktkalkuler for ”de enkelte servicey-delser” på
kombiterminalen.
Det følger således af kombiterminalbekendtgørelsens §§ 7, stk. 2, og 8, stk. 2, at
rimeligheden af taksterne, jf. § 7, stk. 1, skal vurderes ud fra hver enkelt
serviceydelse. Der er herved tale om implementering af bl.a. bestemmelsen i
direktiv 2012/34, artikel 31, stk. 7.
De ligebehandlingsprincipper, som gælder for drift af kombiterminaler,
understøtter denne fortolkning. Det følger således bl.a. af kombitermi-
nalbekendtgørelsens § 5, stk. 1, at takster for jernbanevirksomheders benyttelse
af kombiterminaler fastsættes således, at enhver forskelsbe-handling mellem
jernbanevirksomhederne undgås.
Der henvises også til Retten i Glostrups dom af 6. december 2019, hvoraf
følgende fremgår:
”Idet jernbanelovens kapitel 16 og kombiterminalbekendtgørelsen skal tolkes i
lyset af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34 EU, medfører til-
synsopgaven, at der skal varetages væsentlige hensyn til konkurrence, ligebe-
handling og gennemsigtighed på området. Det indebærer i sig selv, at nævnet for
at kunne løfte denne opgave har behov for oplysninger med høj detalje-
ringsgrad. Der kan derfor efter nævnets skøn kræves redegørelse for anvendte
priskalkuler med dokumentation for anvendte fordelingsprincipper som sket.
Kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 2, må forstås således, at taksterne skal
beregnes ud fra hver enkelt serviceydelse, således at den enkelte takst ikke skal
vurderes i forhold til det samlede regnskab for terminalens ydelser. ”
Dette blev stadfæstet af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2020.
Hvis taksterne for drift af en kombiterminal ikke vurderes individuelt for hver
serviceydelse, som den pågældende kombiterminal leverer, kan det ikke sikres, at
der ikke foretages forskelsbehandling mellem jernbanevirksomheder. En
jernbanevirksomhed vil f.eks. kunne blive pålagt en overpris for benyttelse af en
serviceydelse, som finansierer en underdækning for en anden serviceydelse, som
den pågældende jern-banevirksomhed ikke benytter. Det har derfor ingen
betydning, om DB Cargos samlede fortjeneste er på et niveau, der ikke overstiger
7,9 pct., sådan som det gøres gældende i stævningen, side 16. Det bemærkes dog
hertil, at det interne regnskab for Høje-Taastrup i 2017 viser et overskud på DKK
951.233, hvilket svarer til en overskudsgrad på 4,33 pct. Det interne regnskab for
Taulov i 2017 viser et overskud på DKK 2.346.126, hvilket svarer til en
overskudsgrad på 9,62 pct. Det interne regnskab for Høje-Taastrup for 2018 viser
et overskud på DKK 1.786.402, hvilket svarer til en overskudsgrad på 9,20 pct.
Det interne
/
34
regnskab for Taulov i 2018 viser et overskud på DKK 5.953.307, hvilket svarer
til en overskudsgrad på 25,04 pct.
At takstniveauet skal vurderes særskilt for hver enkelt serviceydelse, indebærer
ikke, at en terminaloperatør ikke kan operere med en fælles prisliste, sådan som
Jernbanenævnets afgørelse udlægges af DB Cargo. DB Cargo kan
anmelde/fastsætte ens takster for begge terminaler, så længe de enkelte takster i
forhold til den enkelte terminal ikke oversti-ger den beregnede stykomkostning
tillagt en rimelig fortjeneste, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at DB Cargo selv har valgt at fastsætte visse tak-ster
lavere end de beregnede stykomkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste.
DB Cargo har på eget initiativ således valgt at udbyde visse serviceydelser til en
lavere takst, end kombiterminalbekendtgørelsen giver mulighed for. DB Cargo
har – inden for rammerne af kombiter-minalbekendtgørelsen, herunder § 7, stk. 1
– mulighed for at fastsætte højere takster forud for kalenderåret. Det falder ikke
inden for Jernba-nenævnets kompetence at forhøje visse af DB Cargos takster.
DB Cargo har gjort gældende, at Jernbanenævnets praksis ”ikke er på linje med
praksis fra tilsynsmyndigheder i andre EU medlemsstater, hvor det tillades
operatører af servicefaciliteter en større grad af fleksibilitet, og hvor det tillades,
at takster fastsættes på baggrund af den samlede omkostningsbase ”. DB Cargo
henviser i den forbindelse til en e-mailkorrespondance med den tyske regulator
[…], hvilket må bero på en misforståelse, idet e-mailkorrespondancen bekræfter,
at også den tyske regulator er af den opfattelse, at der ikke er fri adgang til at
fastsætte individuelle takster, selvom det samlede takstniveau ikke overstiger
beregnede stykomkost-ninger tillagt en rimelig fortjeneste. DB Cargo henviser
også til et notat fra Implement Consulting Group, som DB Cargo har rekvireret
[…].
Notatet må ses som et partsindlæg, og er uden betydning for landsret-tens
bedømmelse af nævnets afgørelse.
I tillæg hertil må bemærkes, at [notatet] er dateret 28. februar 2020 og er
fremsendt til indstævnte ved mail af 28. februar 2020 i forbindelse med en anden
og senere sag om appellantens 2020-takster […]. Notatet fra Implement
Consulting Group forelå således ikke på tidspunktet for indstævntes afgørelse af
18. september 2019, hvilket yderligere under-streger, at notatet er uden betydning
for sagen.
Det skal herudover bemærkes, at det ikke er nærmere dokumenteret el-ler
sandsynliggjort, hvordan Jernbanenævnets afgørelse skulle stride mod andre EU-
landes praksis, som i øvrigt ikke er bindende for Jernba-nenævnet.
Periodemæssig forsinkelse for takstændringer
DB Cargo har endvidere gjort gældende, at en afholdt omkostning skal kunne
indgå i beregningen af takstfastsættelsen, således at der, samme år som udgifter
afholdes, kan opnås dækning herfor.
/
35
Jernbanenævnet gør heroverfor gældende, at øgede omkostninger for
terminalerne i 2018 ikke kan danne grundlag for takstforhøjelse før 2020, og
tilsvarende at øgede omkostninger i 2019 ikke kan danne grundlag for
takstforhøjelser før 2021 osv. Dette følger af kombitermi-nalbekendtgørelsens §
7, stk. 4 og 7, samt § 8, stk. 4.
Kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 7, fastslår, at taksterne gælder for et år
og offentliggøres senest 1. november forud for det kalenderår, for hvilket de
gælder. Ifølge § 7, stk. 4, skal de pågældende takster, se-nest fire måneder forud
for den dato hvorfra taksterne skal være gæl-dende, sendes i høring hos
jernbanevirksomhederne. Taksterne skal fastsættes i året forud for det
pågældende takstår og på grundlag af det senest afsluttede regnskab med
revisorerklæringer efter bekendtgørel-sens § 8, stk. 4.
Kombiterminalbekendtgørelsen forudsætter således en periodemæssig forsinkelse
for takstændringer som følge af ændrede omkostninger, men det gælder også for
den situation, hvor reduktion af omkostninger for eksempelvis 2018 ikke skal
danne grundlag for takstnedsættelser før 2020.
Kombiterminalbekendtgørelsens krav om periodemæssig forsinkelse er dels
begrundet i hensynet til at sikre mest mulig transparens, dels hen-synet til, at
jernbanevirksomhederne kan nå at indrette deres bedrifter på ændrede takster for
brug af kombiterminaler, og endelig for at mu-liggøre tilsyn og modvirke
omgåelse af lovgivningens krav til takstfast-sættelsen.
Jernbanenævnets fortolkning af kombiterminalbekendtgørelsens be-stemmelser
vedrørende periodemæssig forsinkelse finder også støtte i retspraksis. Retten i
Glostrup fandt således i ovennævnte dom af 6. de-cember 2019, side 49, at
kombiterminalbekendtgørelsen fastsætter en periodemæssig forsinkelse for
takstændringer:
”Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 7, at terminaltakster-ne
gælder for et år og offentliggøres senest den 1. november forud for det kalen-
derår, for hvilket de gælder. Ifølge § 7, stk. 4, skal de påtænkte takster sendes i
høring senest fire måneder før den dato, hvorfra taksterne skal være gældende.
Bestemmelserne indebærer, at oplysningerne om de omkostninger, der kan danne
grundlag for taksterne, må komme fra året forinden, således at taksterne i det nye
år er baseret på disse oplysninger. I denne sag medfører det, at tak-sterne for
2018 som udgangspunkt vil være baseret på oplysninger om omkost-ninger
afholdt i 2016. Det kan ikke antages, at ordningen er i strid med jern-baneloven
eller ovennævnte direktiv [direktiv 2012/34 […] ] fra EU.” […]
Østre Landsret stadfæstede dommen og anførte i den forbindelse føl-gende om
Jernbanenævnets fortolkning af reglerne i kombiterminalbe-kendtgørelsens §§ 7-
9:
”Landsretten tiltræder af de af byretten herom i øvrigt anførte grunde, at der ikke
er grundlag for at tilsidesætte Jernbanenævnets vurdering af, hvilke op-lysninger
nævnet har brug for med henblik på at kunne varetage tilsynsopga-ven under den
konkrete sag, ligesom der ikke er grundlag for at fastslå, at
/
36
banenævnet har anvendt kombiterminalbekendtgørelsens §§ 7-9 på en måde, der
ligger uden for rammerne af den ved lovgivningen fastlagte opgavevareta-gelse.”
[…]
Faste og entydige takster
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, stk. 1, at terminalfor-valterens
forretningsbetingelser skal offentliggøres, og at forretningsbe-tingelserne skal
indeholde oplysninger om ”de ydelser, der tilbydes ”, og ”de takster, der
opkræves ”.
Formålet med bestemmelsen er at sikre klarhed om vilkårene for benyt-telse af
kombiterminalerne. Det indebærer, at ydelserne skal beskrives præcist, og at
taksterne skal fastsættes uden prisspænd.
Der henvises til Retten i Glostrups dom af 6. december 2019, side 48, hvor
følgende er anført:
”Dernæst må det antages at være nødvendigt for tilsynet, at der angives et
konkret beløb og ikke et prisspænd. Såfremt der af forskellige årsager skal ske
differentiering for eksempel ud frabehandlede mængder, må der angives objek-
tive kriterier herfor med angivelse af konkrete beløb for de enkelte intervaller.
Dette gør sig særligt gældende i situationer med rabatter. Detaljeringsgraden er
således nødvendig for, at nævnet på rimelig effektiv måde kan påse de oven-for
nævnte hensyn til konkurrence, ligebehandling og gennemsigtighed. Det er som
udgangspunkt op til den enkelte terminalforvalter at vælge grundlaget for
oplysningerne om takstfastsættelsen til nævnet.” […]
Dette blev stadfæstet af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2020.
Jernbanenævnet har med afgørelsen således med rette meddelt påbud om, at visse
ydelser skal nedsættes til et nærmere angivet maksimalt be-løb (uden prisspænd).
Anvendelsesområdet for takstreguleringen
DB Cargo har gjort gældende, at kombiterminalbekendtgørelsens krav om
fastsættelse og offentliggørelse af takster kun skulle gælde for en del af de
ydelser, som fremgår af kombiterminalernes takstblade.
Hertil bemærkes, at de i nærværende sag omhandlede serviceydelser tilbydes af
DB Cargo over for brugerne af kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov
som led i driften af disse terminaler. Der henvises til, at ydelserne som nævnt
fremgår af DB Cargos takstblad, og det fremgår tydeligt af beskrivelserne i
takstbladet, at ydelserne relaterer sig til driften af kombiterminalerne.
Takstbladet udsendes af DB Cargo til brugerne af kombiterminalerne i Høje-
Taastrup og Taulov, bl.a. som led i den høring af brugerne, som skal foretages i
henhold til kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 4. Dernæst er takstbladet
blevet offentliggjort på terminalernes hjemmesi-de.
/
37
Endvidere indgår salget af takstbladets serviceydelser i DB Cargos in-terne
regnskaber for terminalerne. DB Cargo har således selv defineret de forskellige
serviceydelser i takstbladet som serviceydelser, der tilby-des i forbindelse med
driften af kombiterminalerne.
At ovennævnte serviceydelser vedrører kombiterminaldriften, under-støttes
endvidere af, at kombiterminaler i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, defineres som
”terminaler, hvor standardiserede lastebærere (containere, vek-sellad, løstrailere,
m.v.) bytter transportform – direkte eller med en tidsfor-skydning – mellem vej og
jernbane uden at selve godset berøres ”.
Der henvises også til Retten i Glostrups dom, side 49, hvoraf det frem-går, at
”ydelserne ifølge takstbladet fremstår som ydelser, der tilbydes i forbin-delse med
terminaldriften, hvorfor de efter kombiterminalbekendtgørelsens § 9, stk. 1, må
antages at være omfattet af Jernbanenævnets tilsynspligt ”. Dette blev stadfæstet
af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2021. Det fremgår af byrettens dom, side
43, hvilke ydelser der var omdrejningspunktet for sagen, og visse af disse ydelser
er ligeledes omfattet af Jernbane-nævnets påbud i nærværende sag, […].
Der er ikke holdepunkter for, at kombiterminalbekendtgørelsens krav om
fastsættelse af faste takster samt dokumentationskrav ikke skulle gælde for
serviceydelser leveret af kombiterminalerne, der ikke måtte kunne henføres under
kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
I øvrigt er det ukorrekt, at de omtvistede serviceydelser ikke skulle kunne
henføres under kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2:
• I kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 nævnes under takst A ” ad-
gang til terminalen fra kanal på hovedspor ”. Dermed er DB Cargos servi-
ceydelser ”Access Fee ” omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
• I kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 nævnes forskellige former for løft.
Under takst D nævnes således ”løftekapacitet over for banedelen … løft fra
midlertidig henstilling på wagon ”, ligesom der under takst F næv-nes ”Intern
logistik uden for bane … mellemløfthenstilling … ”. Endvidere nævnes under
takst G bl.a. ”løft fra bil til midlertidig henstilling ”. Dermed er også DB Cargos
serviceydelser ”Depot lift ”, ”Service lift ”, ”Lift Contai-ner ” og ”Lift Container
RID ” omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
• Endelig nævnes i takst G bl.a. ”ekspedition og administration ”. Dermed er også
DB Cargos serviceydelser under ”Booking Fee ” og ”Agency Ope-rations ”
omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
Bekendtgørelse nr. 1503 af 2. juni 2021 om jernbanerelaterede service-
faciliteter og tjenesteydelser er uden betydning for nærværende sag
I DB Cargos ankereplik fremføres det, at bekendtgørelse nr. 1503 af 2. juni 2021
om jernbanerelaterede servicefaciliteter og tjenesteydelser
(servicefacilitetsbekendtgørelsen) samt Transportministeriets bemærk-ninger i
forbindelse med høringsprocessen ved udstedelsen af service-
/
38
facilitetsbekendtgørelsen skulle kunne føre til, at indstævntes påbud af 18.
september 2019 er ulovligt og ugyldigt.
Dette er ikke korrekt.
Det fremgår af servicefacilitetsbekendtgørelsens § 19, stk. 1-2, at den er trådt i
kraft 1. juli 2021, og at den først med virkning fra denne dato har erstattet den i
nærværende retssag omhandlede kombiterminalbe-kendtgørelse (bekendtgørelse
nr. 1047 af 2. september 2015 om modta-gepligt på kombiterminaler).
Der henvises endvidere til, at servicefacilitetsbekendtgørelses § 19, stk. 3,
fastslår:
”Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse på klagesager samt tilsynssager, der er
påbegyndt før bekendtgørelsens ikrafttrædelse. For sådanne sager finder de hid-
tidige regler anvendelse.”
Allerede som følge heraf ændrer den nye bekendtgørelse ikke bedøm-
melsesgrundlaget for nærværende retssag.
De af DB Cargo påberåbte bemærkninger fra Transportministeriet ved-rører
reglerne efter servicefacilitetsbekendtgørelsen, der som nævnt trådte i kraft 1. juli
2021. Bemærkningerne har derfor ikke betydning for den i nærværende retssag
omhandlede afgørelse, som er truffet i med-før af regler i den tidligere gældende
kombiterminalbekendtgørelse.
De af DB Cargo gengivne bemærkninger fra Transportministeriet ved-rørende
periodisering mv. vedrører således den af ministeriet tilsigtede retsstilling med
servicefacilitetsbekendtgørelsen og indeholder ikke no-gen stillingtagen til
retsstillingen efter kombiterminalbekendtgørelsen, endsige gyldigheden af
konkrete afgørelser truffet af indstævnte i med-før af
kombiterminalbekendtgørelsen.
I øvrigt ville en eventuel uenighed fra ministeriets side ikke føre til ugyldighed af
indstævntes konkrete afgørelser, jf. bl.a. den dagældende
kombiterminalbekendtgørelses § 13, stk. 2, som fastslog, at Jernbane-nævnets
afgørelser efter kombiterminalbekendtgørelsen ikke kunne på-klages til
Transportministeriet. Det ville også stride imod direktiv 2012/34 om oprettelse af
et fælles europæisk jernbaneområde, artikel 55, om tilsynsorganets
uafhængighed, såfremt Transportministeriet var administrativ klagemyndighed
over for indstævntes tilsynsafgørelser.
DB Cargos takstniveau
Forvaltning af kombiterminaler er udøvelse af et geografisk og funktio-nelt
monopol, hvor konkurrencemulighederne er begrænsede, og der er i
lovgivningen, herunder EU-retten, fastsat krav til prisfastsættelsen af de
serviceydelser, der leveres som led i drift af kombiterminalerne. I di-rektiv
2012/34 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde er det formuleret
sådan, at ”jernbaneinfrastruktur er et naturligt monopol ”, jf. præmis 71. Det
[…] fremlagte mødereferat ændrer ikke herved.
/
39
Kombiterminaler repræsenterer en del af jernbaneinfrastrukturen i di-rektivets
forstand, jf. bilag 1 i direktiv 2012/34, og må anses for en form for naturligt
monopol, idet mulighederne for konkurrence er stærkt be-grænset, da det
forudsætter rådighed over faciliteter til godshåndtering med spor mv. beliggende
med forbindelse til den centrale infrastruktur.
Jernbanenævnet har bl.a. til formål at overvåge konkurrencesituationen og om
nødvendigt træffe afgørelse for at bringe takstniveauet i over-ensstemmelse med
kombiterminalbekendtgørelsens krav.
Disse krav og Jernbanenævnets tilsyn hermed er i særdeleshed væsent-ligt, når
forvalteren af en kombiterminal også driver jernbanevirksom-hed, sådan som det
er tilfældet med DB Cargo Scandinavia A/S, der indgår i DB Cargo-koncernen,
der er et af de største europæiske god-sjernbaneselskaber. Der henvises til
kombiterminalbekendtgørelsens § 1, som fastslår, at bekendtgørelsen finder
anvendelse på kombitermina-ler, dog således at reglerne i §§ 7-8 kun gælder for
kombiterminaler, der drives af eller ejes helt eller delvist af en
jernbanevirksomhed.
Baggrunden for, at disse særlige krav kun gælder for forvaltere af kom-
biterminaler, der drives af eller ejes helt eller delvist af en jernbanevirk-somhed,
er, at der er en øget og særlig risiko for markedsforvridning i sådanne tilfælde.
Det kan eksempelvis forekomme, at kombiterminal-forvalteren fastsætter visse
ydelser med et prisspænd for derved at give sin egen jernbanevirksomhed mest
mulig rabat (nederste spænd), mens andre jernbanevirksomheder opkræves
overpris (øverste spænd). Det kan også forekomme, at taksterne for de ydelser,
kombiterminalforval-terens egen jernbanevirksomhed anvender mest, fastsættes
kunstigt lavt og med et underskud, og at dette underskud ”dækkes” via andre tak-
ster, som fastsættes urimeligt højt, og som andre jernbanevirksomheder benytter
mest.
Det er Jernbanenævnets vurdering, at nedsættelse af visse af DB Cargos takster er
nødvendig for at sikre ligelig behandling og overholdelse af bl.a.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, og for at understøtte
jernbanegodstransportens konkurrencedygtighed i forhold til andre
transportområder.
Jernbanenævnet har – som øverste sagkyndigt klage- og tilsynsorgan – herved i
kraft af sin tilsynsfunktion truffet afgørelse efter en konkret vurdering af DB
Cargos takstniveau sammenholdt med jernbaneloven og
kombiterminalbekendtgørelsens regler. Der er ikke grundlag for at tilsidesætte
denne vurdering.”
Landsrettens begrundelse og resultat
Jernbanenævnet bestemte ved påbud af 18. september 2019, at DB Cargo Scan-dinavia
A/S med virkning fra den 1. oktober 2019 skulle nedsætte taksterne for visse af sine
serviceydelser på kombiterminalerne i henholdsvis Høje-Taastrup og Taulov og samtidig
revidere sine takstblade i overensstemmelse hermed.
Afgørelsen er truffet på nævnets eget initiativ som led i dets tilsynsvirksomhed.
/
40
Sagen angår, om det nævnte påbud er gyldigt.
Jernbanelovens § 103
Som anført i Højesterets dom af 15. juni 2020 gengivet i UfR 2020.2922, kan Jer-
nbanenævnet i medfør af jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3, som tilsynsmyn-dighed
på eget initiativ træffe bindende afgørelser med henblik på at korrigere forskelsbehandling
af ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på
markederne for jernbanetransportydelser, i det omfang denne udvikling vedrører
forskelsbehandling, markedsforvridning eller kon-kurrence- og markedsmæssige forhold i
øvrigt. En sådan hjemmel fremgår endvidere af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet,
som var gældende på tidspunktet for nævnets afgørelse.
Kombiterminalbekendtgørelsen
Efter § 5, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse om modtagepligt på kombi-terminaler
(herefter ”kombiterminalbekendtgørelsen”), udstedt i medfør af bl.a. jernbanelovens §
103, stk. 7, fastsættes takster for jernbanevirksomheders benyt-telse af kombiterminaler
således, at enhver forskelsbehandling mellem jernba-nevirksomheder undgås. Taksterne
kan fastsættes under hensyntagen til togets sammensætning og andre særlige forhold,
såfremt taksterne hermed fremmer en effektiv anvendelse af jernbaneinfrastrukturen og
kombiterminalen. Ifølge kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 1. pkt., kan der ved
fastsættelse af taksterne tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften.
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt., kan Jernbanenævnet træffe
afgørelse om nedsættelse af kombiterminalens takster, hvis takstniveauet ikke er i
overensstemmelse med konkurrencesituationen, eksempelvis i en situ-ation, hvor der ikke
er konkurrence på kombiterminalområdet, og taksterne ikke er konkurrencedygtige i
forhold til andre transportmåder.
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, at taksterne skal fast-sættes
således, at de dækker de fulde omkostninger i det omfang, at de er rime-lige i forhold til
brug af servicefaciliteter og leverede ydelser, med tillæg af en rimelig fortjeneste. En
rimelig fortjeneste svarer til en forrentning af egenkapita-len, der ligger på linje med de
seneste års gennemsnitlige afkast i den pågæl-dende sektor og under hensyntagen til den
risiko, herunder for indtægterne, eller fraværet af en sådan risiko, som terminalforvalteren
pådrager sig. Efter § 7, stk. 3, kan nævnet træffe afgørelse vedrørende forrentningen som
nævnt i stk. 1.
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 5, påser Jernbanenævnet, at be-
stemmelserne om bl.a. udarbejdelse af internt regnskab for hver kombiterminal
indeholdende bl.a. produktkalkuler for de enkelte serviceydelser, er overholdt. Det følger
af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, at kombiterminalens forvalter bl.a. skal
offentliggøre sine forretningsbetingelser indeholdende oplysninger
/
41
om taksterne. Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 12, stk. 2, er en terminal-forvalter
forpligtet til at give Jernbanenævnet de oplysninger, som nævnet an-moder om som led i
sin tilsynsvirksomhed.
Jernbanenævnets kompetence til at påbyde nedsættelse af taksterne
Jernbanenævnets kompetence til at træffe afgørelse om nedsættelse af taksterne
følger som ovenfor anført af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen må læses i sammenhæng med det anførte om jernbanelovens § 103, stk. 3,
og § 4 i dagældende bekendtgørelse om Jernbanenævnet.
Landsretten finder, at en afgørelse om takstnedsættelse i medfør af kombiter-
minalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt., forudsætter, at nævnet har godtgjort, at
taksterne ikke er i overensstemmelse med konkurrencesituationen. Dette må bero på en
vis analyse af konkurrencen indenfor det for kombiterminalen rele-vante marked. Som
anført i § 5, stk. 2, 2. pkt., in fine, vil der eksempelvis være grundlag for at træffe
afgørelse om nedsættelse af taksterne, hvis nævnet har godtgjort, at der ikke er
konkurrence på kombiterminalområdet, og taksterne ikke er konkurrencedygtige i forhold
til andre transportmåder. Der kan herud-over være andre situationer, hvor påvist
forskelsbehandling eller faktiske mar-keds- og konkurrencemæssige forhold tilsiger, at
nævnet træffer afgørelse om en nedsættelse af taksterne.
Landsretten finder derimod ikke grundlag for at fastslå, at kombiterminalbe-
kendtgørelsens § 7, stk. 1, i sig selv giver nævnet hjemmel til at nedsætte taks-terne.
Nævnet har således ikke hjemmel til at træffe afgørelse om takstnedsæt-telse alene med
henvisning til, at taksterne ikke er fastsat i overensstemmelse med § 7, stk. 1.
Den konkrete sag
Jernbanenævnets afgørelse om påbud af 18. september 2019 angiver at være udstedt i
medfør af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9
og § 12, stk. 2, § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet samt jernbanelovens § 103, stk.
3, og § 105.
Efter indholdet af partshøringsudkastet af 20. juni 2019 sammenholdt med nævnets påbud
af 18. september 2019, må det lægges til grund, at afgørelsen er baseret på nævnets
økonomiske analyse af, hvorvidt de enkelte takster er fastsat i overensstemmelse med
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Afgørelsen med tilhørende bilag 1 og 2
indeholder derimod ingen analyse af konkurrence-situationen for kombiterminalerne i
Høje-Taastrup og Taulov på det relevante marked. Nævnet har ikke foretaget en vurdering
af, hvorvidt kombiterminaler-ne er udsat for konkurrence, herunder om taksterne faktisk
er på niveau med konkurrerende serviceydelser eksempelvis inden for andre
transportmåder.
Der er heller ikke foretaget en analyse af, hvorvidt der faktisk sker forskelsbe-
/
42
handling eller andre former for markedsforvridning. Det bemærkes herved, at
Jernbanenævnets gennemgang af indhentede oplysninger om taksterne hos
kombiterminaler i visse andre europæiske lande ikke er ledsaget af en vurde-ring af,
hvorfor disse begrænsede og til dels historiske oplysninger er relevante for
kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulovs konkurrencesituation.
På denne baggrund finder landsretten, at Jernbanenævnet i sin sagsbehandling ikke har
vurderet sagen i forhold til betingelserne i den dagældende kombiter-
minalbekendtgørelses § 5, stk. 2, 2. pkt., jf. jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 4 i
dagældende bekendtgørelse om Jernbanenævnet. Det bemærkes herved, at Østre Landsret
ved dommen af 19. oktober 2020 ikke har taget stilling til, om nævnet i en situation som
den foreliggende har haft fornøden hjemmel til at påbyde nedsættelse af taksterne som
sket. Nævnet har derfor været uberettiget til at udstede påbuddet af 18. september 2019.
Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til de i øvrigt af DB Cargo
Scandinavia A/S fremsatte indsigelser mod påbuddets gyldighed.
Konklusion og sagsomkostninger
Landsretten tager herefter DB Cargo Scandinavia A/S’ påstand til følge, således at
Jernbanenævnet tilpligtes at anerkende, at nævnet var uberettiget til at påby-de DB Cargo
Scandinavia A/S at nedregulere 2019-taksterne for kombitermina-lerne i Høje-Taastrup og
Taulov samt fremsende og offentliggøre nye takstblade i forbindelse dermed, således som
det fremgår af Jernbanenævnets afgørelse af 18. september 2019.
Efter sagens udfald skal Jernbanenævnet i sagsomkostninger for begge retter betale
126.750 kr. til DB Cargo Scandinavia A/S. 125.000 kr. af beløbet er til dækning af
udgifter til advokatbistand ekskl. moms og 1.750 kr. er til retsafgift. Ud over sagens værdi
er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hen-syn til sagens omfang og
betydning.
THI KENDES FOR RET:
Byrettens dom ændres således, at Jernbanenævnet tilpligtes at anerkende, at nævnet var
uberettiget til at påbyde DB Cargo Scandinavia A/S at nedregulere 2019-taksterne for
kombiterminalerne i Høje-Taastrup og Taulov samt fremsen-de og offentliggøre nye
takstblade i forbindelse dermed, således som det frem-går af Jernbanenævnets afgørelse af
18. september 2019.
/
43
I sagsomkostninger for begge retter skal Jernbanenævnet inden 14 dage betale 126.750 kr.
til DB Cargo Scandinavia A/S. Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
/ | /
ØSTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 26. april 2022
Sag BS-19090/2021
(11. afdeling)
DB Car go Scandinavia A/S
(advokat Rune Hambor g)
mod
Jernbanenævnet
(advokat Jakob Kamby ved advokat Azad T aheri Abkenar i henhold til proce-
duretilladelse)
Retten i Glostrup har den 1 1. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-52077/2019).
Landsdommerne Lone Dahl Frandsen , Julie Arnth Jør gensen og Kasper Madsen (kst.) har
deltaget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanten, DB Car go Scandinavia A/S , har gentaget sin påstand for byretten om, at
Jernbanenævnet skal anerkende at være uberettiget til at påbyde DB Car go Scandinavia
A/S at nedregulere 2019-taksterne for kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov samt
fremsende og of fentliggøre nye takstblade i for -bindelse dermed, således som det fremgår
af Jernbanenævnets påbud af 18. sep-tember 2019.
Indstævnte, Jernbanenævnet , har påstået dommen stadfæstet.
Suppler ende sagsfr emstilling
/2
Af partshøringsudkast af 20. juni 2019 fremgår endvidere bl.a.:
”Påbud om nedr egulering af DB Cargos 2019 kombiterminaltakster samt
varsel om administrative tvangsbøder
0. Resume
…
Den 29. marts 2019 havde Jernbanenævnet modtaget alle dele af den for tilsynet
nødvendige dokumentation fra DB C .
DB C’ s dokumentation er nærmere gennemgået nedenfor i afsnit 1 og afsnit 3,
samt i bilag 1 og bilag 2 til denne afgørelse, hvortil henvises.
Gennemgangen af DB C’ s dokumentation viser , at visse af 2019-taksterne er
fastsat højere end foreskrevet i kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1,
hvorefter taksterne alene må dække omkostningerne med tillæg af en rimelig
fortjeneste. Disse takster skal derfor nedregule-res som nærmere anført i afsnit 3,
nedenfor , hvortil henvises.
Nye takstblade (både på dansk og engelsk) med nedregulering af tak-ster som
anført i afsnit 3, nedenfor , skal være fremsendt til Jernbane-
nævnet samt of fentliggjort på kombiterminalernes hjemmeside senest
tirsdag den 9. juli 2019, kl. 12.00 , jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1,
§ 8, stk. 5, § 9, stk. 1, og § 12, stk. 2, samt jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 105.
Ved manglende overholdelse af førnævnte frist må DB C påregne, at
Jernbanenævnet udsteder ugentlige administrative tvangsbøder som nærmere
anført i afsnit 4, nedenfor .
…
1. Sagsfr emstilling
…
2. Retsgrundlaget
…
3. Jernbanenævnets bemærkninger og påbud om nedr egulering af
takster med overdækning
Med henvisning til de af DB C fremsendte interne 2017 regnskaber med
tilhørende revisorerklæringer for hver terminal og gennemgangen heraf i bilag 1,
afsnit 2 (Høje T aastrup) samt bilag 2, afsnit 2 (T aulov) bemær -ker
Jernbanenævnet , at DB C ses at have opfyldt kravene vedrørende
regnskabsmæssig adskillelse, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 1 og 4.
DB C’ s produktkalkuler er nærmere gennemgået i bilag 1, afsnit 3 (Høje
Taastrup) og bilag 2, afsnit 3 (T aulov). Med henvisning hertil bemærker
Jernbanenævnet , at produktkalkulerne ses at være udformede efter an-erkendte
og ensartede principper , jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 3.
I medfør af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 3, jf. § 7, stk. 1, fastsætter
Jernbanenævnet den rimelige fortjeneste som nærmere anført
/3
i bilag 1, afsnit 5 (Høje T aastrup) og bilag 2, afsnit 5 (T aulov), idet der henvises
til bemærkningerne og oplysningerne i disse afsnit.
I bilag 1, afsnit 6, tabel 16 (Høje T aastrup) og bilag 2, afsnit 6, tabel 16 (T aulov)
er DB C’ s 2019 takster sammenholdt med de beregnede sty-komkostninger med
tillæg af rimelig fortjeneste. Heraf fremgår , at en række af taksterne er fastsat i
strid med kombiterminalbekendtgørel-sens § 7, stk. 1, idet de pågældende takster
er fastsat højere end om-kostningerne med tillæg af rimelig fortjeneste.
DB C har ikke fremført nogen forklaring på, at de nævnte takster er fastsat højere
end omkostningerne med tillæg af rimelig fortjeneste – og der ses heller ikke i
øvrigt at foreligge forhold, som kan føre til fravigel-se af
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
På denne baggrund meddeles DB C påbud, jf. kombiterminalbekendt-
gørelsens § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9, stk. 1, og § 12, stk. 2, samt jernbane-lovens §
103, stk. 3 og § 105, om senest tirsdag den 9. juli 2019, kl. 12.00 at fremsende
samt på kombiterminalernes hjemmeside at of fentliggøre reviderede takstblade
(på dansk og engelsk), hvor følgende af 2019-taksterne er nedsat således, at disse
ikke er højere end følgende maksi-male beløb:
…
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 7, fastsættes kombiter -minalernes
takster for et kalenderår ad gangen.
Udgangspunktet er derfor , at nedreguleringen i nærværende påbud har virkning
fra 1. januar 2019 til 31. december 2019.
I nærværende konkrete tilfælde – hvor der ikke tidligere er truf fet afgø-relse om
nedregulering af DB C’ s kombiterminaltakster – vil Jernbane-nævnet dog
undtagelsesvist undlade at kræve nedreguleringer med til-bagevirkende kraft fra
kalenderårets start.
Nedreguleringerne har således virkning fra og med tirsdag den 9. juli 2019.
…
4. Varsel om administrativ fastsættelse af ugentlige tvangsbøder
…”
Af Jernbanenævnets påbud af 18. september 2019 fremgår endvidere bl.a.:
”Påbud om nedr egulering af DB Cargos 2019 kombiterminaltakster
0. Resume
Jernbarnenævnet indledte den 28. november 2018 tilsyn med DB Car gos (DB C)
2019-takster for kombiterminalerne i Høje T aastrup og T aulov .
/4
Herefter måtte Jernbanenævnet meddele en række påbud overfor DB C for at få
tilvejebragt den dokumentation, som var nødvendig for næv-nets stillingtagen til
taksterne.
Den 29. marts 2019 havde Jernbanenævnet modtaget alle dele af den for tilsynet
nødvendige dokumentation fra DB C .
DB C’ s dokumentation er nærmere gennemgået i afsnit 1 og afsnit 3, samt i bilag
1 og bilag 2 til denne afgørelse, hvortil henvises.
Gennemgangen af DB C’ s dokumentation viser , at visse af 2019-taksterne er
fastsat højere end foreskrevet i kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1,
hvorefter taksterne alene må dække omkostningerne med tillæg af en rimelig
fortjeneste. Disse takster skal derfor nedregule-res som nærmere anført i afsnit 3,
hvortil henvises.
Nye takstblade (både på dansk og engelsk) med nedregulering af taks-ter som
anført i afsnit 3, skal være fremsendt til Jernbanenævnet samt
offentliggjort på kombiterminalernes hjemmeside senest tirsdag den 1.
oktober 2019, kl. 12.00 , jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og stk. 2,
§ 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9 og § 12, stk. 2, § 4 i bekendtgørelsen om
Jernbanenævnet samt jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 105.
…”
Af påbuddets bilag 1 fremgår bl.a.:
”Bilag 1: Gennemgang og vurdering af den økonomiske dokumenta-tion
vedrør ende 2019-takster for kombiterminalen i Høje T aastrup
0 Indledning
Følgende er en gennemgang og vurdering af DB C’ s dokumentation
vedrørende 2019-taksterne for kombiterminalen i Høje T aastrup . En
lignende gennemgang er foretaget for kombiterminalen i T aulov (bilag 2), idet
takstfastsættelsen skal ske separat for hver kombiterminal, jf.
kombiterminalbekendtgørelsen. Nærværende notat indeholder følgen-de afsnit:
1.Oversigt over centrale dokumenter .
2.Gennemgang af internt regnskab.
3.Gennemgang af produktkalkulen.
4.Stykomkostninger sammenholdt med takster .
5.Fastsættelse af en rimelig fortjeneste.
6.2019-takster med overdækning.
7.Rabatordning.
8.Konsekvensberegninger .
9.Takster på andre kombiterminaler i Europa.
Bilag 1.A. Branchenomenklatur
1. Oversigt over centrale dokumenter
/5
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1-2, samt § 8, skal termi-
naloperatøren udarbejde dokumenterede produktkalkuler for de enkel-te
serviceydelser på kombiterminalen, og taksterne for serviceydelserne skal
fastsættes således, at de dækker de fulde omkostninger i det om-fang, at de er
rimelige i forhold til de leverede serviceydelser og med tillæg af en rimelig
forrentning af den investerede kapital. V ed fastsæt-telsen af taksterne kan der
også tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften, jf. § 5,
stk. 2.
Takster skal fastsættes forud for det pågældende år og skal være base-ret på det
seneste afsluttede regnskabsår på tidspunktet for fastsættelse af taksterne. DB C’ s
produktøkonomimodel for 2019-takster tager såle-des udgangspunkt i
regnskabstal for 2017, idet taksterne for 2019 blev anmeldt i 2018, hvor 2017
regnskabsåret var det seneste afsluttede.
Virksomhedens interne 2017-regnskab for terminalen i Høje T aastrup indgår
dermed som dokumentation for produktøkonomimodellen.
Der foreligger bl.a. følgende centrale dokumenter som dokumentation for
produktøkonomimodellen:
Internt r egnskab
…
Produktkalkule
…
Takster
…
Modtagne indlæg om rimelig fortjeneste
…
Rabator dning
…
Forretningsbetingelser
…
2. Gennemgang af internt r egnskab
Terminalforvalteren ( DB C ) skal udarbejde interne regnskaber for hver terminal,
som overholder kravet om nøjagtig regnskabsmæssig adskil-lelse mellem
terminalens drift og eventuelle øvrige aktiviteter indenfor virksomheden, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 1-2.
…
Det fremgår af de interne regnskaber for 2017, at det for hovedparten af
regnskabsposterne gælder , at de er baseret på en løbende og direkte bogføring af
de omkostninger , som alene vedrører kombiterminalen.
Det betyder , at der i forbindelse med modtagelse af en sådan faktura er
foretaget en vurdering af, hvilket ”cost center” fakturaen kan bogføres på. Hver
aktivitet på kombiterminalen har et cost center . Til opgørelse af
omkostningsposterne for de enkelte aktiviteter er der i forbindelse med
opgørelsen af det årlige interne regnskab foretaget et udtræk for den eller de
centre, som hører til den pågældende aktivitet.
For enkelte omkostningsposter har det ikke været muligt at foretage en løbende
bogføring, idet de ikke vedrører kombiterminalen alene, men
/
6
også dækker over ikke-terminalrelaterede aktiviteter . For disse omkost-
ningsposter er der sket en fordeling af omkostningerne mellem kombi-terminalen
og den øvrige del af virksomheden. Disse fordelingsnøgler er centrale, idet de
som nævnt skal sikre en korrekt fordeling af de nævnte typer af omkostninger
mellem kombiterminalen og andre akti-viteter , således at der ikke forekommer
krydssubsidiering mellem kombiterminalvirksomheden og den øvrige
virksomhed. Det gælder eksempelvis finansielle omkostninger , hvor disse
omkostninger bliver fordelt til terminalen efter den andel af tid, som bliver
anvendt i finans-afdelingen til terminalrelaterede forhold.
Samlet set ses de anvendte fordelingsnøgler at være tilstrækkeligt klare og
rimeligt begrundede.
Omkostningerne i produktkalkulen stemmer med omkostningsposter -ne i det
interne regnskab.
3. Gennemgang af pr oduktkalkulen
…
4. Stykomkostninger sammenholdt med takster
…
Tabel 8 viser de fra produktkalkulen beregnede stykomkostninger for de leverede
serviceydelser og DB C’ s anmeldte 2019-takster samt dif fe-rencen.
…
Taksterne skal fastsættes således, at de alene dækker de beregnede sty-
komkostninger for den enkelte serviceydelse tillagt en rimelig fortjene-ste, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Dvs. de fastsatte tak-ster skal opfylde
betingelsen, som er vist i boks 1:
Boks 1. Krav til en fastsat takst på en serviceydelse
Det i boks 1 nævnte krav til takstfastsættelsen gælder for hver enkelt
serviceydelse. T aksten for enkelte serviceydelser kan ikke fastsættes hø-
jere – heller ikke, selvom taksterne for andre serviceydelser måtte være
fastsat lavere end den tilhørende stykomkostning. Hvis eksempelvis
taksten for en enkelt serviceydelse måtte være fastsat lavere end den
beregnede stykomkostning, vil en sådan ”underdækning” således ikke
kunne ”udlignes” ved tillæg i forbindelse med fastsættelsen af takster
for andre serviceydelser . Der kan med andre ord ikke ske modregnin-
ger mellem de enkelte serviceydelser i forhold til de beregnede stykom-
kostninger , som danner grundlag for takstfastsættelsen.
Det fremgår af tabel 8, at de beregnede stykomkostninger for visse ser -
viceydelser er højere end de anmeldte 2019-takster . For disse servicey-
delser er betingelsen i boks 1 opfyldt, idet en terminaloperatør som ho-
vedregel kan fastsætte lavere takster for serviceydelser end de beregne-Fastsat takst (anmeldt takst) ≤beregnet stykomkostning + rimelig fortjeneste
de stykomkostninger herfor .
/7
For de serviceydelser i tabel 8, hvor de beregnede stykomkostninger er lavere
end de fastsatte takster , skal der tillægges en rimelig fortjeneste
med henblik på vurderingen af, hvorvidt betingelsen i boks 1 er op-fyldt.
Der skal derfor nu udledes en konkret metode til at fastsætte en rimelig
fortjeneste, jf. afsnit 5, nedenfor .
5. Fastsættelse af en rimelig fortjeneste
DB C blev ved Jernbanenævnets brev af 12. januar 2018 orienteret om, hvorledes
Jernbanenævnet forventede at fastlægge niveauet for en ri-melig fortjeneste i
forbindelse med tilsynet, ligesom DB C blev opfor -dret til at fremkomme med
eventuelle bemærkninger til denne metode samt nærmere at redegøre for ,
hvorledes DB C har beregnet den rimeli-ge fortjeneste i forbindelse med
takstfastsættelsen.
Jernbanenævnet bemærkede bl.a. i førnævnte brev , at nævnet som ud-gangspunkt
forventede at fastlægge niveauet for rimelig fortjeneste med udgangspunkt i
oplysninger fra Danmarks Statistik om over -skudsgrad i transportbranchen.
Dernæst blev det bl.a. særligt fremhæ-vet, at hver enkelt takst skal overholde
kravet om, at taksten ikke må overstige stykomkostningerne med tillæg af rimelig
fortjeneste. De en-kelte takster kan således ikke fastsættes højere end dette –
uanset, at der måtte være underdækning på andre af terminalens takster og
uanset, at terminalens drift ikke måtte give overskud samlet set.
…
Internationale erfaringer med estimering af en rimelig fortjeneste
Til brug for behandlingen af nærværende sag har sekretariatet også indhentet
oplysninger om, hvorledes andre europæiske jernbaneregula-torer har fastsat
niveauet for rimelig fortjeneste for serviceydelser ved tilsyn med
kombiterminaltakster .
Regulatorerne i Holland og T yskland oplyser , at en rimelig fortjeneste på
kombiterminaler bliver fastsat med udgangspunkt i den såkaldte CAPM-model
(Capital Asset Price Model), hvor der bliver beregnet et krav til afkast til
egenkapitalen i procent. Ifølge CAPM-modellen er ejernes afkastkrav til
egenkapitalen en funktion af dels den risikofrie rente, dels en
markedsrisikopræmie samt endelig egenkapital beta.
Den tyske regulator har yderligere oplyst, at det beregnede krav til af-kast bliver
ganget på en konkret defineret kapitalbase. Denne kapital-base bliver beregnet på
grundlag af data fra operatørens balance i det interne regnskab, som bliver
rapporteret til den tyske regulator . Den ty-ske regulator definerer den rimelige
fortjeneste for en kombiterminalo-peratør som det beløb, som fremkommer ved,
at afkastkravet, fastsat ved brug af en CAPM-model, bliver ganget på en opgjort
kapitalbase. Denne sum kan herefter fordeles ud på de enkelte serviceydelser .
Den tyske regulator oplyser i den sammenhæng, at der er en vis konkurren-ce
mellem kombiterminalerne i T yskland, som bevirker , at en del opera-
/8
tører fastsætter takster lavere end den maksimaltakst, som de kunne ta-ge ifølge
reguleringen.
I Holland blev det maksimale afkastkrav beregnet på grundlag af esti-mater for
de enkelte værdier i CAPM-modellen til 4,9 pct. I T yskland er det maksimale
afkastkrav efter CAPM-modellen beregnet til 7,9 pct. ef-ter skat. CAPM-
metoden er ikke en eksakt videnskab, idet der kan an-vendes forskellige metoder
til estimering af de enkelte parametre i mo-dellen.
Den engelske jernbaneregulator oplyser , at de ikke har en vejledning om, hvad et
rimeligt niveau er for en fortjeneste af serviceydelser inden-for
jernbanevirksomhed. Den engelske regulator foretager en konkret vurdering fra
sag til sag.
…
Kombiterminalbekendtgørelsen beskriver alene de overordnede ram-mer for at
fastsætte en rimelig fortjeneste. Det fremgår dernæst af kom-
biterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 3, at Jernbanenævnet har hjemmel til at
bestemme en konkret forrentning, som kan indgå i fastsættelsen af en rimelig
fortjeneste.
Nedenfor vil metoden for fastlæggelse af niveauet for terminaloperatø-rernes
rimelige fortjeneste på terminalernes serviceydelser blive gen-nemgået.
Stykomkostningerne er beregnet på grundlag af de samlede omkost-ninger for
kombiterminalen. Kombiterminalens samlede omkostnin-gerne er således fordelt
ud på de enkelte serviceydelser . En rimelig fortjeneste skal i denne sammenhæng
derfor ikke tage udgangspunkt i en bruttofortjeneste, men beregnes som et
nettooverskud.
…
Overskudsgrad til beregning af rimelig fortjeneste
…
Det har ikke været muligt i Danmarks Statistiks regnskabsstatistik at finde
publicerede data, som er mere branchespecifikke i forhold til jer -
nbanegodstransport. Imidlertid har Jernbanenævnet bestilt særkørsler hos
Danmarks Statistik for mere branchespecifikke estimater af over -skudsgraden, jf.
gennemgangen nedenfor .
…
Bestilte særkørsler fra Danmarks Statistik
Overskudsgraden i tabel 10 er opgjort for transportbranchen på et overordnede
niveau (niveau H), som medtager en omfattende mængde af delbrancher indenfor
transport, som er mindre relevante i forhold til drift af kombiterminaler .
Eksempelvis er der på brancheniveau H med-taget brancher inden for luftfart og
skibsfart. Jernbanenævnet har med
udgangspunkt i regnskabsstatistikken og branchenomenklaturen iden-tificeret
branchekoder på et mere detaljeret niveau end brancheniveau H og bestilt
særkørsler hos Danmarks Statistik til beregning af over-skudsgrad på et andet
brancheniveau end det af Danmarks Statistik publicerede [-] En af disse
særkørsler er foretaget på brancheniveau "52: Hjælpevirksomhed i forbindelse
med transport" Denne branche-betegnelse er en delmængde af brancherne, som
er indeholdt i det pu-blicerede brancheniveau H
Tabel 11. Regnskabsstatistik. Overskudsgrad i transportbranchen
<table>
|:--------------------------------------|:-----|:-------|:------|:------|:------|
| | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 |
| Overskudsgrad (pct.) Brancheniveau 52 | 3,81 | 3 9 95 | 10,69 | 10,35 | 10,73 |
</table>
Et simpelt gennemsnit af overskudsgraden for brancheniveau 52 for pe-rioden
2012-2016 giver 7,91 pct. i overskudsgrad, jf. tabel 11.
Fordeling af rimelig fortjeneste på serviceydelser
Den beregnede ri melige fortjeneste [..] skal fordeles ud på de enkel te
serviceydelser; så ledes at der kan findes en rimelig fortjeneste for den
enkelte serviceyd elser; dvs. en rimelig fortjeneste pr. stk. for den enk el-
te serviceydelse. D erved bliver det muligt at sammen ligne den anme ld-te takst
med en beregnet stykomkostning tillagt en rimelig fortjeneste pr. stk. med
henblik på at vurdere, om den enkelte takst overholder be-kendtgørelsens $ 7,
stk. 1.
Den rimelige fortjeneste pr: stk. for hver enkelt serviceydelse udgør i gennemsnit
ca. 8,3 pct. af stykomkostningen. Den rimelige fortjeneste pr: stk. målt i procent
af stykomkostningen er således ens for samtlige serviceydelser.
6. 2019-takster med overdækning
Taksterne skal fastsættes således, at de alene dækker de beregnede sty-
komkostninger for den enkelte type serviceydelse tillagt en rimelig fortjeneste 0g
under hensyntagen til en eventuel risiko eller fraværet af en sådan; jf
kombiterminalbekendtgørelsens 8 7, stk. 1. [.]
Økonomiske konsekvenser af en nedregulering af 2019-takster Høje
Taastrup
Det fremgår af tabel 16, at enkelte anmeldte takster for 2019 i Høje Taa-strup er
for høje, da de anmeldte takster for flere serviceydelser oversti-ger de tilhørende
stykomkostninger tillagt en rimelig fortjeneste; jf.
/10
boks 1. De økonomiske konsekvenser for DB C af en nedregulering af enkelte af
de anmeldte 2019 takster kan blive estimeret med udgangs-punkt i
nedreguleringen af den enkelte takst og afsætningen af servi-ceydelser for 2017.
…
Tabel 17 viser , at en nedregulering af visse anmeldte takster for 2019 vil resultere
i, at den samlede forventede omsætning i Høje T aastrup bliver reduceret med
DKK 2.919.195 med udgangspunkt afsætningstal for 2017. Denne reduktion
svarer til 12,87 procent af den forventede om-sætning (anmeldte takster) for
2019.
7. Rabatordning
…
8. Konsekvensber egninger
…
9. Takster på andr e kombiterminaler i Eur opa
En indikation på, hvorvidt taksterne på kombiterminalen i Høje T aa-strup er for
høje kan fås ved, at taksterne sammenholdes med takstni-veauet på andre
kombiterminaler i Europa.
Jernbanenævnet har undersøgt takster på kombiterminaler i de øvrige lande langs
Godskorridor 3 (også kaldet RFC), dvs. landene Nor ge, Sverige, T yskland, Østrig
og Italien.
Imidlertid har stort set alle operatører af kombiterminaler i landene langs
Godskorridor 3 ikke of fentliggjort deres takstblade med angivelse af eksakte
takster på hjemmesiderne. Det har således ikke været muligt at indsamle samtlige
takster for kombiterminaler i de lande, som God-skorridor 3 løber igennem. En
terminal, TSSU Container T erminal Halle in T irol, i Østrig har of fentliggjort et
takstblad. Det fremgår af deres hjemmeside, at der tilbydes både løft af container
og løft trailer , men der er alene angivet en takst for løft af container på 29,50 euro
(DKK 221,25).
Jernbanenævnet har været i kontakt med den tyske jernbaneregulator , der har
fremsendt oplysninger om takster for løft af trailer og container for tyske
kombiterminaler . Typisk er taksten for løft af trailer og contai-ner fastsat til
samme takst på kombiterminalerne i T yskland. Sekretaria-tet har fra den tyske
jernbaneregulator modtaget enkelte takstblade for 2018 for operatører af
kombiterminaler i T yskland og disse takster for løft af trailer og container
varierer mellem 21,90 euro (DKK 164,25) og 23,50 euro (DKK 176,25). Den
tyske jernbaneregulator har i en anden korrespondance med sekretariatet oplyst,
at den gennemsnitlige takst for løft af trailer og løft af container for samtlige
kombiterminaler i T ys-kland var 25,07 euro pr . løft (DKK 188,03) i 2017.
Herudover har Jernbanenævnet indhentet oplysninger om priserne for trailerløft
på en række øvrige europæiske terminaler , jf. det såkaldte
/11
”Swiftly Green” projekt. Heri er blandt andet oplyst om priserne for trailerløft på
6 øvrige europæiske kombiterminaler , hvoraf gennemsnit-tet af de oplyste priser
ligger på ca. DKK 207,50 (27,80 Euro) pr . trailer -løft. Disse takster skal dog ses i
sammenhæng med, at Swiftly Green rapporten er udgivet i december 2014.
Rapporten findes ikke i en opda-teret version.
Det er vurderingen, at DB C’ s takster for 2019 er en del højere end tak-sterne i
den øvrige del af Europa nævnt ovenfor .
…”
Påbuddets bilag 2 angående kombiterminalen i T aulov indeholdt en tilsvarende analyse
som i påbuddets bilag 1.
Af en af DB Car go Scandinavia A/S indhentet rapport fra Implement Consul-ting Group
af 28. februar 2020 vedrørende Jernbanenævnets påbud angående kombiterminaltakster
for 2020 fremgår bl.a.:
”1. Kombiterminalernes aktiviteter
1.1 DB C oper erer to kombiterminaler i Danmark
DB C opererer to kombiterminaler i henholdsvis T aulov og Høje T aa-strup. I hver
terminal på- og aflæsses godsenheder (containere og traile-re) mellem jernbane
og lastbil/vej.
DB C tilbyder følgende ydelser til kunderne i de to terminaler:
Access – godstogets adgang til terminal
Terminal Lift – løft af containere og trailere til/fra tog
DB C tilbyder desuden følgende ydelser , hvis kunderne måtte ønske det:
Shunting extra services – en ydelse, hvis en togoperatør ønsker
rangering af togvogne på terminalens område
Storage og depot/service lift – en ydelse, hvis en vejgodsoperatør
ønsker opbevaring af godsenheder på terminalens område ud-over
gratisperioden.
DB C betjener to forskellige kundegrupper: togoperatører og vejgodso-peratører .
…
2. Markedet for jernbanegods i Danmark
…
3. Konkurr encesituationen for kombiterminaler
…
Kombiterminalerne indgår i en større transportkæde, hvor gods trans-porteres
med en kombination af bane og vej (og evt. flere transportfor -mer) fra godsets
oprindelse til godsets slutdestination. Ydelserne i
/12
kombiterminalerne er således udsat for forskellige grader af konkurren-ce som en
del af en større transportkæde.
…
3.4 Konkurr encepr es på de r eguler ede ydelser i kombiterminalernes
geografi
For at vurdere konkurrencepresset på de regulerede ydelser (access og
terminalløft) skal man vurdere den kumulative ef fekt af samtlige kon-
kurrencemæssige virkninger , som alternative transportløsninger kan tænkes at
påføre terminaloperatøren.
DB C’ s regulerede ydelser påføres et konkurrencepres fra:
·Vejgodstransport
·Ikke-regulerede kombiterminaler
·Andre regulerede kombiterminaler
·Havne med baneadgang
·Havne uden baneadgang
·Rene jernbanetransporter
Konkurr encen fra vejgodstransport
For en del af den godsmængde, som i dag passerer via en DB C termi-nal, vil en
ren vejgodsløsning kunne udgøre et konkurrencepres. Det vil især være
transporter , der transporteres over kortere afstande og/eller transporter med en
relativ høj tidsfølsomhed.
Der findes et stort antal vejgodstransportører , der udfører transportløs-ninger
inden for det samme geografiske område, som DB C’ s kombi-terminaler betjener .
Såvel T aulov som Høje T aastrup er således store logistik-centre med høj
tilstedeværelse af vejgodsudbydere.
Konkurr ence fra r eguler ede kombiterminaler
DB C’ s kombiterminaler er ikke de eneste regulerede kombiterminaler i
Danmark. Kombiterminalen i Padbor g, som drives af TX Logistik AG, kan
udgøre et relevant alternativ for slut-kunder som ønsker en kombi-transport af
samme karakter , som den der tilbydes via DB C’ s termina-ler . Dermed kan denne
terminal udgøre et konkurrencepres via kon-kurrencen om slut-kunder . Det vil
især være transporter , der ligeledes benytter godstogets fordele på lange
strækninger , og hvor priser , kvali-tet eller beliggenhed af terminalen ift. godsets
slutdestination kan være attraktiv .
Endvidere udgør terminalen i Padbor g et alternativ for de togoperatø-rer , der
benytter terminalen i T aulov , da en sådan togoperatør , f.eks.
Hector Rail eller CFL, kunne beslutte at køre til Padbor g i stedet for T aulov .
Konkurr ence fra ikke-r eguler ede kombiterminaler
/13
For en del af den godsmængde, som i dag passerer via en DB C termi-nal, udgør
en række ikke-regulerede terminaler et konkurrencepres.
Det vil især være transporter , der ligeledes benytter godstogets fordele på lange
strækninger , og hvor priser , kvalitet eller beliggenhed af ter -minalen ift. godsets
slutdestination kan være attraktiv .
Vi har identificeret følgende substituerbare og ikke-regulerede kombi-terminaler i
de områder som DB C’ s terminaler betjener:
·Taulov Container & Bane T erminal (omlaster mellem vej og ba-ne)
·Aarhus (omlaster mellem vej, skib og bane)
·Esbjer g (omlaster mellem vej, skib og bane)
·Aalbor g (omlaster mellem vej, skib og bane)
·Hirtshals (omlaster mellem vej, skib og bane)
·Malmø (omlaster mellem vej, skib og bane)
…
3.5 Stort konkurr encepr es og markedspriser på øvrige ydelser
Ydelserne storage og depot lift er i direkte konkurrence med andre udby-dere af
opbevaring af containere og trailere. Nogle af disse udbydere er placeret meget
tæt på DB C’ s terminaler .
Ydelsen shunting kan ligeledes udføres andre steder end på terminaler -ne.
…”
Anbringender
Parterne har i det væsentlige gentaget deres anbringender for byretten.
DB Cargo Scandinavia A/S har i påstandsdokument af 22. marts 2022 anført bl.a.
(henvisninger til bilag og fremhævninger er udeladt):
”1 – Jernbanenævnet har ikke hjemmel i de påberåbte bestemmelser
Jernbanenævnets påbud af 18. september 2019 er udstedt med hjemmel i:
1)Kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2, § 7 stk. 1, § 8 stk. 5, § 9 og §
12 stk. 2
2)Bekendtgørelsen om Jernbanenævnet § 4
3) Jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 105.
Derudover har Jernbanenævnet henvist til en række bestemmelser som
”retsgrundlaget” for påbuddet, […], som der ikke er henvist til som hjemmel for
påbuddet. Som fremhævet af Jernbanenævnet i svarskriftet
/14
for byretten af 20. januar 2020, side 3, indeholder afsnittet et uddrag af
bestemmelser fra jernbaneloven, samt jernbanelovens forarbejder , kom-
biterminalbekendtgørelsen, bekendtgørelse om Jernbanenævnet og EU-direktivet
på jernbaneområdet.
Retten i Glostrup har i dom af 1 1. maj 2021 ”lagt til grund at Jernbane-nævnets
afgørelse angiver de relevante hovedhensyn, og der er ikke grundlag for at
antage, at nævnets begrundelse ikke er udtryk for den reelle begrundelse, eller at
henvisningen til en række bestemmelser i jernbaneloven og tilhørende
bekendtgørelser har indebåret, at der er inddraget hensyn mv ., som ikke kan
tillægges vægt.” […]
Det anfægtes i sin helhed jf. nedenstående.
A. Påbuddets hjemmelsgrundlaget er så uklart, at DB Cargo ikke kunne
forudse hvilke hensyn Jernbanenævnet varetog
Påbuddet er udstedt med hjemmel i mindst 8 forskellige bestemmelser , i 3
forskellige retsakter , som har været anført som hjemmel for påbud-det.
En begrundelse skal være subjektiv rigtig, i den forstand, at den udtømmende
angiver , hvad myndigheden har lagt vægt på, jf. Steen Rønsholt ,
Forvaltningsret,5. udgave, s. 160. Hvis en myndighed har an-givet et bredere
afgørelsesgrundlag end det faktisk anvendte, foreligger der en subjektivt urigtig
begrundelse. Det er derfor et basalt krav , at begrundelsen er et korrekt udtryk for
de forhold og overvejelser , der har ført myndigheden frem til den trufne
afgørelse. Begrundelsen skal angive alle de hensyn, der reelt er blevet lagt vægt
på, men begrundel-sen må ikke fremhæve omstændigheder eller retsregler , som
ikke har været tillagt betydning, jf. Niels Fenger , Forvaltningsret, 1. udgave, s.
645.
Det skyldes, at formålet med begrundelsespligten er at give et grundlag for at
vurdere, om afgørelsen er retlig holdbar . Jernbanenævnets be-grundelse ligger i
flere lovbestemmelser , med forskellige hensyn. DB Car go kan ikke ud af
påbuddet læse, hvilke hovedhensyn Jernbane-nævnet har varetaget. Derudover
indeholder nogle af de anførte be-stemmelser ikke hjemmel til påbuddet, jf.
nedenstående.
Det meget brede hjemmelsgrundlag må i sig selv anses for at være en subjektiv
begrundelsesmangel, som skal føre til påbuddets ugyldighed.
B. Bekendtgør elsen om Jernbanenævnets § 4 og kombiterminalbe-
kendtgør elsens § 5 stk. 1 og 2 kan ikke påberåbes som hjemmel for
påbuddet
Den 20. juni 2019 modtog DB Car go et høringsudkast fra Jernbanenæv-net , der
var udarbejdet på baggrund af det hjemmelsgrundlag, der er angivet i udkastet.
Det angivne hjemmelsgrundlag er følgende:
- Kombiterminalbekendtgørelsens § 7 stk. 1, § 8 stk. 5, § 9 stk. 1 og § 12 stk. 2
/15
- Jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 105.
Den endelige afgørelse af 18. september 2019 […] indeholder en nær -mest
identisk sagsfremstilling og vurdering som den i høringsudkastet.
Hjemmelsgrundlaget er imidlertid ændret. Udover det angivne hjem-
melsgrundlag i høringsudkastet af den 20. juni 2019, har Jernbanenæv-net
yderligere henvist til kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2 og
bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4 som hjemmel.
Jernbanenævnets yderligere henvisninger til kombiterminalbekendtgø-relsens § 5
stk. 1 og 2 og bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4, bur -de have ført til, at
Jernbanenævnet havde lavet en ny analyse og foreta-get en ny vurdering af
sagen, hvor Jernbanenævnet kunne varetage de hensyn, der skal varetages efter
disse supplerende bestemmelser .
Da det ikke er sket, idet der blot enkelte steder er tilføjet ny tekst med reference
til det nye hjemmelsgrundlag, […], hvor der er indsat tekst med relation til § 4 i
bekendtgørelsen om Jernbanenævnet , gøres det gældende, at afgørelsen skal
vurderes på baggrund af det oprindeligt anførte hjemmelsgrundlag.
Det gøres således gældende, at de hensyn, der skal varetages efter be-
stemmelserne, ikke har ligget til grund for Jernbanenævnets påbud af 18.
september 2019. Der henvises til Højesterets dom af 15. juni 2020 (U
2020.2922), i en sag mellem samme parter . I sagen havde Jernbanenæv-net
udstedt et påbud til DB Car go med hjemmel i jernbanelovens § 105 men
efterfølgende udstedt et supplerende påbud med et udvidet hjemmelsgrundlag
(jernbanelovens § 105 jf. 103, stk. 1 og stk. 3, samt
kombiterminalbekendtgørelsens § 12, stk. 2, 1. pkt.). DB Car go indbrag-te sagen
for domstolene, og først derefter påberåbte Jernbanenævnet sig en anden
hjemmel (§ 4 i bekendtgørelsen om Jernbanenævnet ). Højeste-ret fandt at:
”Jernbanenævnet har for Højester et gjort gældende, at afgør elsen af 1 1. oktober
2017 i stedet kunne vær e truffet i medfør af jernbanelovens § 103, stk. 3, jf. ar -
tikel 56, stk. 9, i dir ektiv 2012/34/EU, og § 4 i bekendtgør else om Jernbane-
nævnet . Det må imidlertid lægges til grund, at nævnet ikke i sin sagsbehand-ling
har vur deret sagen i for hold til betingelserne i disse bestemmelser .”
Da Jernbanenævnet ikke, i sin sagsbehandling, efter at høringsudkastet var sendt
ud til DB Car go, har vurderet sagen i forhold til betingelserne i
kombiterminalbekendtgørelsens § 5 stk. 1 og 2, og bekendtgørelsen om
Jernbanenævnets § 4, kan nævnet ikke påberåbe sig disse hjem-
melsbestemmelser .
C. Jernbanelovens § 103 og bekendtgør else om jernbanenævnet § 4 giver
ikke hjemmel til påbuddet
Jernbanenævnet har særligt fremhævet i sit påbud af 18. september 2019, at
nævnet har en hjemmel til at træf fe afgørelser i tilsynssager rejst af egen drift,
med henvisning til jernbanelovens § 103 stk. 3 og § 4 i be-kendtgørelsen om
Jernbanenævnet […].
/16
Jernbanelovens § 103 stk. 3 gennemfører artikel 56 nr . 9 i Direktiv 2012/34/EU.
Direktivets artikel 56 omhandler T ilsynsor ganets funktion. Af Artikel 56, nr . 9
fremgår det bl.a.:
”Med forbehold af de nationale konkurr encemyndigheders beføjelser til at sikr e
konkurr encen på markederne for jernbanetjenesteydelser træffer tilsynsor ganet,
hvor det er nødvendigt, på eget initiativ afgør else om passende foranstaltninger
med henblik på at korriger e forskelsbehandling af ansøger e, markedsforvridning
og alle andr e former for uønsket udvikling på disse markeder , navnlig med hen-
syn til stk. 1, litra a) til g). […]
Jernbanelovens § 103, stk. 3, der gennemfører denne bestemmelse, fore-skriver ,
at ”Jernbanenævnet fører tilsyn med konkurrencesituationen på markederne for
jernbanetransportydelser med henblik på at undgå en uhensigtsmæssig udvikling
i disse markeder […]” .
Denne bestemmelse giver alene Jernbanenævnet en specifik hjemmel i forhold til
sager omhandlende konkurrencen på markederne for jern-banetjenesteydelser .
Jernbanenævnets tilsyn knyttes specifikt op på konkurrencesituationen på
jernbanemarkederne og med det formål at undgå uhensigtsmæssig
markedsudvikling. Af bemærkningerne til jernbanelovens § 103, stk. 3, fremgår
det bl.a.:
” […] Jernbanenævnet skal på eget initiativ eller efter klage for etage forskellige
undersøgelser på jernbaneområdet med henblik på at sikr e et velfunger ende
marked for jernbanetransportydelser i over ensstemmelse med EU-r egler på om-
rådet. Dette indebær er, at Jernbanenævnet fører tilsyn med over holdelsen af det i
forslaget nævnte dir ektiv samt de r egler , der gennemfør er det. Jernbanenæv-net
fører således blandt andet tilsyn med, at infrastrukturafgifter , der skal beta-les af
jernbanevirksomheder , er i over ensstemmelse med dir ektivet og ikke inde-bær er
forskelsbehandling mellem forskellige jernbanevirksomheder .
[…]”
For så vidt angår Jernbanenævnets tilsynsbeføjelse fremgår det af be-
kendtgørelse om Jernbanenævnet § 1, stk. 2, at ” Jernbanenævnet fører tilsyn som
fastsat i § 103, stk. 3 og 4, i jernbaneloven.” […] (stk. 4 om-handler
jernbanepassagerers rettigheder og er ikke relevant for nærvæ-rende sag).
Jernbanenævnets afgørelsesbeføjelse fremgår af § 4 i bekendtgørelse om
Jernbanenævnet :
”§ 4. Jernbanenævnet kan på eget initiativ og med forbehold for konkurr ence-
myndighedernes beføjelser træffe afgør else om passende foranstaltninger med
henblik på at korriger e forskelsbehandling af ansøger e, markedsforvridning og
alle andr e former for uønsket udvikling på jernbanemarkedet .” […]
Indholdet af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet , der er et næsten direkte
citat fra artikel 56, nr . 9 i Direktiv 2012/34/EU, er udelukkende relateret til
konkurrencesituationen og formuleringen om at korrigere
/17
en ”uønsket udvikling på jernbanemarkedet” , er praktisk talt identisk med
formuleringen i jernbanelovens § 103, stk. 3, og må derfor i lighed med denne
bestemmelse antages, at referere til konkurrencesituationen alene.
I både § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet og i artikel 56, nr . 9 i Di-rektiv
2012/34/EU afgrænses tilsynsmyndighedens kompetence – med forbehold af de
nationale konkurrencemyndigheders beføjelser – til i) at korrigere
forskelsbehandling af ansøgere, ii) at korrigere markeds-forvridning, og iii) at
korrigere alle andre former for uønsket udvikling på jernbanemarkedet. Alle de
nævnte forhold vedrører konkurrencesi-tuationen.
Jernbanenævnets tilsynsopgave er således efter begge bestemmelser knyttet
specifikt op på konkurrencesituationen med det formål at und-gå
uhensigtsmæssig markedsudvikling. Alle de nævnte forhold vedrø-rer
konkurrencesituationen, og ingen af disse forhold er afspejlet i Jern-banenævnets
afgørelser , jf. nedenfor .
DB Car gos fortolkning af Jernbanenævnets tilsynsbeføjelser er fastslået i
Højesterets dom af 15. juni 2020 (U 2020.2922), hvor Højesteret fastslog, at
hjemmelsgrundlaget for påbuddet netop ikke er tilstrækkeligt. Hø-jesteret fastslår
i dommen, at Jernbanenævnets tilsyns- og afgørelses-hjemmel i jernbanelovens §
103, stk. 1, jf. stk. 3, er afgrænset til situatio-ner , hvor der foreligger en uønsket
udvikling på jernbanemarkedet, og kun i det omfang denne uønskede udvikling
vedrører ”forskelsbehand-ling, markedsforvridning eller konkurrence- og
markedsmæssige for -hold i øvrigt” . Det er ikke tilfældet i nærværende sag.
Jernbanenævnets påbud i nærværende sag indeholder ingen oplysnin-ger om eller
analyse af udviklingen på de relevante markeder , omfat-tende både aktører på
jernbaneområdet og konkurrerende aktører , og dermed heller ingen konklusion
om, at der skulle være en uønsket ud-vikling. Jernbanenævnets påbud indeholder
heller ingen analyse af, endsige konklusion om konkurrencesituationen eller
stillingtagen til, om og i givet fald hvordan og hvorfor , DB Car gos takster og
bereg-ningsmetoden herfor , udgør uønsket ”forskelsbehandling, markeds-
forvridning eller konkurrence- og markedsmæssige forhold i øvrigt” .
Herudover kan der henvises til, at der ikke ligger klager fra terminaler -nes
brugere til grund for Jernbanenævnets påbud. Der er således intet grundlag for
Jernbanenævnets påstande om mulig forskelsbehandling og inter tyder således
på, at Jernbanenævnets afgørelse har været be-grundet i konkurrencemæssige
hensyn. Dertil kommer at påbuddet ef-ter sit indhold ikke regulerer eller er egnet
til at regulere konkurrencen.
DB Car go har flere gange, bl.a. sin replik af 22. april 2020 for Byretten, opfordret
Jernbanenævnet til at fremlægge Jernbanenævnets analyse af
konkurrencesituationen. Jernbanenævnet har flere gange, bl.a. i duplik for
byretten af 19. maj 2020 gjort gældende, at konkurrenceanalysen findes i
nævnets afgørelse af 18. september 2019 […], samt afgørelsens bilag […]. Det
bestrides. Jernbanenævnets analyse af konkurrencesitua-tionen kan ikke læses ud
af [afgørelsen med bilag].
Det faktum; at Jernbanenævnet mener at have imødekommet DB Car-gos
opfordring, må betragtes som en anerkendelse af, at Jernbanenæv-net ikke har
foretaget den nødvendige undersøgelse 0g vurdering af markedssituationen;
særlig med hensyn til konkurrence, jf. jernbane-lovens $ 103, stk. 1,jf. stk. 3.
DB Cargo har adskillige gange forsøgt at få Jernbanenævnet til at fore-tage en
analyse af konkurrenterne på markedet, 0g på DB Cargos foran-ledning blev der
afholdt møde herom mellem DB Cargo 0g Jernbane-nævnet den 30. oktober
2019. Af Jernbanenævnets mødereferat fremgår det; at DB Cargo på mødet
henviste til 20 konkrete konkurrenter til de t0 kombiterminaler; 0g at DB Cargo
påpegede; at Jernbanenævnet bur-de foretage en markedsanalyse. På mødet
bekræftede Jernbanenævnet; at nævnet ikke har foretaget en fuldstændig
markedsundersøgelse; jf.
mødereferatet [.] En markedsundersøgelse er endnu ikke foretaget fra
Jernbanenævnets side.
Mødereferatet illustrerer; at Jernbanenævnet ikke har foretaget den nødvendige
undersøgelse og vurdering af markedssituationen Det fremgår blandet andet af
mødereferatet, at:
99 <anonym>Person</anonym> Jernbanenævnets sekretariat] medgav; at der er kon-kurrenter ud over
de tre statsejede terminaler; men at en nærmere vurdering af
konkurrenceniveauet er relevant som eventuel fritagelsesgrund i forhold til den
anden sag, hvor DB Cargo har ansøgt om fritagelse for bestemmelser i gennem-
førelsesforordningen om servicefaciliter: []
Det bemærkes specifikt; at henvisningen til gennemførelsesordningen ikke er
afgørende her, men tværtimod at Jernbanenævnet under mødet har medgivet; at
der er konkurrenter ud over de tre statsejede termina-ler.
Derudover kan dette afsnit ikke forstås anderledes, end at Jernbane-nævnet
anerkendte under mødet; at kombiterminaler ikke er et geogra-fisk og funktionelt
monopol, som de bl.a. fremhævede i sit svarskrift for byretten af 30.januar 2020,
side 2 og som fastholdt i Jemnbanenævnets ankeduplik.
På trods af ovenstående afsnit i mødereferatet gør Jernbanenævnet gældende; at
kombiterminaler har karakter afmonopolvirksomhed; 0g nu med henvisning til
direktiv 2012/34 om oprettelse af et fælles euro-pæisk jernbaneområde;
præambel 71, hvoraf det ifølge Jernbanenævnet skulle fremgå, at en
kombiterminal udgør et monopol: Også på dette punkt her Jernbanenævnet helt
misforstået EU-reguleringen; hvilket er bekymrende. I ankeduplikken gør
Jernbanenævnet meget ud af, at kombiterminaler har karakter af infrastruktur;
hvilket som sådan er helt korrekt. Jernbanenævnets misforståelse består i, at
kombiterminaler ik-ke er en del af det nationale skinnesystem; som drives af den
nationale infrastrukturforvalter; og som jernbanevirksomheder betaler infrastruk-
turafgifter for at få adgang til.
Præambel 71 i direktiv 2012/34 drejer sig således slet ikke om kombi-terminaler
men derimod om de nationale jernbaneskinner; der natur -
/19
ligvis har karakter af monopoler , da der ikke kan etableres parallelle
skinnesystemer . Præambel 69 beskriver grundlaget for at opkræve in-
frastrukturafgifter , dvs. betaling for at køre på skinnerne, hvilket der i direktivet
er særlige regler omkring. Præambel 69-71 har følgende ord-lyd:
”69. Det er vigtigt at sikr e, at afgifter for indenlandsk og international trafik
fastsættes således, at jernbanerne fortsat kan imødekomme markedets behov .
Følgelig bør infrastrukturafgifterne fastsættes på et niveau svar ende til de om-
kostninger , der påløber dir ekte som følge af jernbanedriften.
70. Det samlede niveau for dækningen af omkostningerne gennem in-
frastrukturafgifter indvirker på behovet for offentlig støtte. Medlemsstaterne kan
i varier ende omfang kræve dækning af de samlede omkostninger . Enhver
infrastrukturafgiftsor dning bør dog sikr e, at den trafik, der som et mindstemål
kan dække de mer omkostninger , den medfør er, kan benytte jernbanenettet.
71. Jernbaneinfrastruktur er et naturligt monopol, og det er derfor nødvendigt at
give infrastrukturforvalter e incitamenter til at nedbringe omkostningerne og at
forvalte der es infrastruktur effektivt. ” […]
Den afgiftsordning, der omtales, fremgår af direktivets artikel 31, stk. 3, og det
har intet med betaling for brug af en kombiterminal at gøre:
”Med forbehold af stk. 4 eller 5 i denne artikel eller artikel 32 fastsættes afgif-
terne for minimumsadgangsydelserne og for adgangen til infrastruktur , der
forbinder servicefaciliteter , som den omkostning, der på-løber dir ekte som følge
af togtjenesten. ” […]
Kombiterminaler er endvidere underlagt kravene i Forordning (EU) 2017/2177 af
22. november 2017 om adgang til servicefaciliteter og jern-banerelaterede
tjenesteydelser , hvor det af artikel 2, stk. 2 nr . 2 fremgår , at der kan ske fritagelse
for en række af forordningen krav , hvis der er tale om:
”servicefaciliteter eller tjenesteydelser , der drives eller lever es på et konkurr en-
cepræget marked med en række konkurr enter , som lever er sammenlignelige tje-
nesteydelser ”,
hvilket netop her er tilfældet. Reguleringen tydeliggør , at det er fejlag-tigt at
betragte kombiterminaler som monopoler .
I lighed med situationen i U.2020.2922H er der heller ikke i denne sag
holdepunkter for , at Jernbanenævnet i sin sagsbehandling har vurderet sagen i
forhold til betingelserne i jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3 (eller
betingelserne i bekendtgørelsen om Jernbanenævnets § 4, som i øvrigt er de
samme). Det er heller ikke godtgjort, at de forhold, som Jernbanenævnets påbud
vedrører , har karakter af forskelsbehandling, markedsforvridning eller anden
form for udvikling på jernbanemarke-det. DB Car go har indsendt redegørelser og
dokumentation til Jernba-nenævnet for de mange konkurrenter , der er til stede på
det danske marked. Der kan bl.a. henvises til Implements rapport […], som inde-
/20
holder en analyse af konkurrenterne på markedet. Jernbanenævnet har aldrig
ønsket at forholde sig til dette.
Herudover ændrer det ikke på, at påbuddet ikke vedrører forskelsbe-handling,
markedsforvridning eller anden form for uønsket udvikling på jernbanemarkedet.
Påbuddet har derfor ikke hjemmel i jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3 eller i
§ 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet , som derfor ikke kan tjene som hjemmel
for afgørelserne.
D. Østr e Landsr ets dom af den 19. oktober 2020 kan ikke lægges til grund i
nærvær ende sag og er uden betydning for vurderingen af
hjemmelsgrundlaget
Til støtte for sin sag, har Jernbanenævnet henvist til den af 19. oktober 2020
afsagde dom af Østre Landsret i en anden sag mellem parterne.
Den 19. oktober 2020 afsagde Østre Landsret en dom i en sag mellem samme
parter angående DB Car gos takster for kombiterminalerne i T aulov og Høje
Taastrup for 2018. Østre Landsret fandt, at Jernbane-nævnets påbud om
fremsendelse af oplysninger i sagen var gyldige, idet der ikke var tale om en
hjemmelsmangel. Påbuddet angik ikke en materiel fastsættelse af DB Car gos
takster , men tværtimod en anmod-ning om oplysninger angående DB Car gos
takstfastsættelse.
DB Car go ansøgte om Procesbevillingsnævnets tilladelse til at anke Østre
Landsrets dom af den 19. oktober 2020 til Højesteret, med hen-visning til, at der
netop var tale om en åbenbar hjemmelsmangel, jf.
U.2020.2922H. Da Procesbevillingsnævnets afgørelse og en dom fra Hø-jesteret
kunne have haft betydning for nærværende sag, fik DB Car go udsat fristen for
dette processkrift. Den 25. juni 2021 traf Procesbevil-lingsnævnet afgørelse, hvor
nævnet fandt, at sagen ikke var principiel jf. retsplejelovens § 371 stk. 1, 2. pkt.
Østre Landsrets dom af den 19. ok-tober 2020 er dermed endelig.
Østre Landsrets dom drejede sig om et andet problem end nærværende sag.
Sagen angik to afgørelser fra Jernbanenævnet af henholdsvis 28.
september 2018 og 17. oktober 2018, udstedt med hjemmel i jernbane-lovens §
105 jf. § 103 stk. 1 og 3, samt kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2, 1. pkt.
om anmodning om oplysninger .
Nærværende sag drejer sig om en materiel ændring af DB Car gos 2019-takster
for kombiterminalerne i Høje T aastrup og T aulov ., og det er dermed ikke en
afgørelse om anmodning om oplysninger . Derudover indeholder Østre Landsrets
dom ikke en selvstændig vurdering af §§ 7-9 i kombiterminalbekendtgørelsen,
men blot en henvisning til Retten i Glostrups dom herom. Østre Landsret foretog
dermed ikke en selv-stændig vurdering af, hvorvidt Jernbanenævnets anvendelse
af be-stemmelserne var korrekt og under alle omstændigheder ikke, i de til-fælde
hvor bestemmelserne er anvendt i forhold til en materiel fastsæt-telse af takster .
Dommen kan dermed ikke lægges til grund i sagen.
/21
E. Jernbanelovens § 105 og kombiterminalbekendtgør elsens § 12 stk. 2 giver
heller e ikke hjemmel til påbuddet
Jernbanelovens § 105 gennemfører artikel 56, nr . 8 i Direktiv 2012/34/EU, der
foreskriver , at ” Tilsynsor ganet er beføjet til at forlange r e-levante oplysninger fra
infrastrukturforvalter en, ansøger e og alle involver ede tr edjeparter i den
pågældende medlemsstat .” […]. Herudover følger det af artikel 56, nr . 8, at de
”oplysninger” som kan kræves efter bestemmel-sen bl.a. omfatter ”data, som er
nødvendige til statistiske formål og markedsobservation.”
Jernbanelovens § 105 foreskriver , at ” Jernbanenævnet kan påbyde jernba-
nevirksomheder , infrastrukturforvalter e og andr e virksomheder på jernbaneom-
rådet at give de oplysninger , som er nødvendige for Jernbanenævnets virksom-
hed. […]”
Der kan henvises til Højesterets dom af den 15. juni 2020 (U.2020.2922), hvor
Højesteret fandt, at:
”Efter jernbanelovens § 105 kan Jernbanenævnet påbyde jernbanevirksomhe-der ,
infrastrukturforvalter e og andr e virksomheder på jernbaneområdet at give de
oplysninger , som er nødvendige for nævnets virksomhed. Bestemmelsen skal
ifølge forarbejderne sikr e, at Jernbanenævnet kan træffe afgør else på et oplyst
grundlag. Som anført af landsr etten må § 105 forstås således, at den alene in-
deholder hjemmel til at påbyde udlevering af oplysninger til brug for nævnets
sagsbehandling og ikke til herudover at påbyde de omfattede virksomheder at
foretage bestemte dispositioner , herunder at ændr e der es forr etningsbetingel-
ser. ”
Nærværende sag angår et påbud om ændring af takster . Det fremstår dermed
klart, at der er tale om en ” bestemt disposition ”. Det er derfor klart, at
jernbanelovens § 105 ikke giver hjemmel til påbuddet.
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2, at: ” Termi-
nalforvalter er forpligtet til at give de oplysninger , herunder de dokumenter , som
Jernbanenævnet anmoder om som led i tilsynet med over holdelse af denne
bekendtgør else.” Derudover indeholder bestemmelsen en liste af eksemp-ler
over, hvilke oplysninger Jernbanenævnet kan anmode terminalfor -valtere om.
Bestemmelsen gennemfører jernbanelovens § 105, som ikke er tilstræk-kelig
hjemmel til påbuddet. Dermed er kombiterminalbekendtgørelsens § 12 stk. 2
heller ikke en tilstrækkelig hjemmel.
E. Hjemmelsmangel medfør er afgør elsens ugyldighed
Udgangspunktet i forvaltningsretten er , at en hjemmelsmangel medfø-rer
ugyldighed. Der henvises til Niels Fenger , Forvaltningsret, 1. udga-ve (2018),
side 941, hvoraf det fremgår , at ” den absolutte hovedr egel er , at
hjemmelsmangler som minimum før er til annullation. Hjemmelsmangler anses
nemlig så godt som altid som væsentlige .”
/22
Der henvises også til Karsten Revsbech , Forvaltningsret: Almindelige Emner , 6.
udgave (2016), s. 450, hvor det ligeledes fremgår , at ” En hjemmelsmangel mv . er
normalt i sig selv væsentlig. ” og ” at I praksis går domstolene da normalt heller
ikke ind i en væsentlighedsvur dering i disse til-fælde ”.
Det er altså kun under helt særlige omstændigheder , at en afgørelse kan blive
opretholdt trods en hjemmelsmangel.
Sådanne helt særlige omstændigheder foreligger ikke i nærværende sag, og
hjemmelsmanglen medfører derfor påbuddets ugyldighed.
2 – Jernbanenævnets påbud er i alle tilfælde ugyldigt
Selvom retten måtte finde, at det anførte hjemmelsgrundlag er tilstræk-keligt, og
at der ikke foreligger en subjektiv begrundelsesmangel, og selv om man ser bort
fra, at påbuddet ikke angår konkurrenceforhold, er påbuddet om at ændre
beregningsmetoder og takster , ugyldigt.
Det gøres gældende at lovgivningen ikke indeholder hjemmel for så-dant påbud.
A. Omkostningerne skal kunne vurder es for den samlede terminalak-tivitet
Jernbanenævnet anfører i påbuddet, at hver enkelt takst for servicey-delser
isoleret set skal opfylde kraverne i kombiterminalbekendtgørel-sens § 7, stk. 1
[…].
Ifølge Jernbanenævnet skal det forstås således, at taksterne for de enkel-te
serviceydelser ikke kan fastsættes højere end de bagvedliggende om-kostninger
for hver enkelt takst. Hvis taksten for en enkelt serviceydel-se er fastsat lavere
end den beregnede stykomkostning, vil tabet efter Jernbanenævnets opfattelse
ikke kunne dækkes ved en højere pris på andre serviceydelser , og prisen på den
”for billige” ydelse vil ikke sene-re kunne sættes op.
Jernbanenævnets metode medfører , at en terminalforvalter er afskåret fra at
fastsætte taksterne ud fra en vurdering af den samlede omkost-ningsbase. En
fastsættelse af taksterne ud fra den samlede omkost-ningsbase vil muliggøre en
stabil prissætning på terminalens ydelser fra år til år . Ligeledes vil
terminalforvalteren have mulighed for at fastsætte priserne således, at terminalen
udnyttes så ef fektivt som muligt og in-gen brugere forskelsbehandles, ligesom
terminalforvalteren vil kunne tage højde for graden af efterspør gsel, hvilket
svarer til anerkendte økonomiske metoder for prisfastsættelse. T aksterne
fastsættes efter denne metode således, at den samlede terminalaktivitet ikke
genererer en fortjeneste, der er højere end en rimelig fortjeneste, således at kravet
i kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, overholdes.
Eksempel: Omkostningerne for en ydelse udgør kr . 1.000 per ydelse.
Som følge af markant lavere efterspør gsel stiger prisen markant. Efter
Jernbanenævnets tilgang vil terminalforvalteren skulle afvikle ydelsen,
/23
da kunderne ikke vil betale den høje pris for ydelsen. Jernbanenævnets
fortolkning af reglerne vil være til hinder for , at terminalforvalteren sør -ger for en
effektiv udnyttelse af terminalen, og Jernbanenævnets for-tolkning er ikke i
overensstemmelse med formålet med direktiv 2012/34/EU.
Jernbanenævnets metode vil derimod føre til, at prisen for samtlige ydelser skal
ændres hvert eneste år , da omkostningerne varierer fra år til år . Det er imidlertid
ikke muligt for en terminalforvalter at fastsætte prisen for samtlige ydelser til
beløb svarende præcis til omkostningerne for hver enkelt ydelse. Endvidere er det
meget uhensigtsmæssigt for både terminalforvalteren, kunderne og
markedsforholdene, hvis priser -ne på alle ydelser ændres hvert år , og der vil ikke
kunne drives en ren-tabel forretning på et sådant grundlag.
Terminalforvalteren vil efter Jernbanenævnets metode have et valg mel-lem enten
at foretage en ”fornuftig” prissætning, hvor visse ydelser sættes til kostpris, og
hvor visse ydelser sættes under kostpris, hvorved terminalforvalteren vil lide et
tab. Alternativt vil terminalforvalteren kunne forsøge at ændre priserne hvert år
til at modsvare de præcise omkostninger for hver enkelt ydelse. I dette tilfælde
vil priserne hvert år ændres, og som følge af varierende omkostninger vil visse
ydelser fra det ene år til det andet kunne stige voldsomt i pris, hvorved terminal-
forvalteren vil lide et tab som følge af manglende afsætning af de dyre-ste
ydelser . Ingen af disse muligheder er i overensstemmelse med for -målet med
takstreguleringen i kombiterminalbekendtgørelsen, hvorved terminalforvalteren
skal kunne opnå dækning for sine samlede om-kostninger med tillæg af en
rimelig fortjeneste.
Efter DB Car gos opfattelse er Jernbanenævnets metode således i strid med både
kombiterminalbekendtgørelsen, jernbaneloven samt Direktiv 2012/34/EU.
Hverken EU-reglerne eller kombiterminalbekendtgørelsen indeholder regler , der
forpligter en terminalforvalter til at foretage in-dividuelle
omkostningsberegninger og individuelle beregninger af en rimelig fortjeneste for
hver enkelt ydelse. Jernbanenævnet fortolker simpelthen reglerne forkert.
Efter Jernbanenævnets metode vil terminalforvalteren endvidere altid lide et tab,
såfremt Jernbanenævnet påbyder en ændring af terminalfor -valterens
omkostningsallokering.
Eksempel: En terminalforvalter udbyder 10 forskellige serviceydelser og
allokerer omkostningerne til de enkelte serviceydelser . De samlede omkostninger
er kr. 1.000. Hvis Jernbanenævnet påbyder , at omkost-ningsallokeringen skal
ændres, vil der kunne opstå den situation, at stykprisen for ydelser bliver lavere
for visse ydelser og højere for andre ydelser . Efter Jernbanenævnets metode, vil
Jernbanenævnet i denne si-tuation være berettiget til at påbyde prisen for visse
ydelser nedsat, uden at dette vil blive modsvaret af en forhøjelse af prisen på
andre ydelser .
Terminalforvalteren vil i den situation altid lide et tab.
/24
Som det fremgår af eksemplet, vil en ændret omkostningsallokering al-tid føre til
et tab, idet taksterne ikke kan justeres opad men kun nedad.
Formålet med kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, kan ikke væ-re, at
forvalteren skal lide et tab. Jernbanenævnets metode strider såle-des imod, at
taksterne skal dække de fulde omkostninger med et tillæg af en rimelig
fortjeneste, jf. kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
DB Car go gør gældende, at taksterne skal kunne vurderes på baggrund af
omkostningerne for den samlede terminalaktivitet, hvilket er anset for best
practice i andre medlemsstater . Det gøres således gældende, at
terminalforvalteren efter reglerne er tillagt en større grad af fleksibilitet i forhold
til valg af beregningsmetode, og at DB Car go er berettiget til at fastsætte
taksterne på baggrund af den samlede omkostningsbase. T er-minalforvalter har
således frihed til at vælge den metode til fastsættelse af takster , der bedst fungerer
i forhold til terminalforvalters egen for -retning, kundernes ønsker og behov , og
markedsforholdene i øvrigt, jf. den bagvedliggende direktivtekst.
DB Car go henviser til e-mail af 8. november 2019 fra den tyske regula-tor til
Jernbanenævnet […], hvoraf det netop fremgår , at den tyske re-gulator bekræfter ,
at metoden for priskalkulationer svarer til den af DB Car go anvendte, hvor
taksterne generelt kun vurderes ud fra den sam-lede omkostningsbase. Noget
tilsvarende fremgår af notatet af 28. fe-bruar 2020 fra Implement. […]
I denne henseende bemærkes det som noget helt centralt, at T ransport-og Bolig-
ministeriet i juni 2020 sendte et forslag til ny en bekendtgørelse om
jernbanerelaterede servicefaciliteter og tjenesteydelser i høring. Den nye
bekendtgørelse skulle erstatte den tidligere kombiterminalbekendt-gørelsen.
Forslaget var som DB Car go forstår det baseret på input fra Jernbanenævnet , og
forslaget svarede på nærmest alle punkter til Jern-banenævnets forkerte
fortolkning af reglerne i kombiterminalbekendt-gørelsen. DI T ransport afgav et
meget detaljeret høringssvar den 24.
august 2020 og påpegede, at de foreslåede regler på en række punkter var i strid
med direktiv 2012/34/EU og i strid med jernbaneloven.
Blandt andet på baggrund af DI T ransports høringssvar besluttede mi-nisteriet, at
forslaget helt skulle forkastes. Ministeriet sendte derfor et helt nyt forslag til
bekendtgørelse om jernbanerelaterede servicefacilite-rer og tjenesteydelser i
høring den 21. maj 2021. I høringsbrevet anføres blandt andet følgende:
”Et tidliger e forslag til ny bekendtgør else om jernbane-r elater ede servicefacili-
teter og tjenesteydelser blev sendt i høring i juni 2020 af T ransportministeriet. På
baggrund af de indkomne høringssvar til forslaget er der udarbejdet et nyt udkast
med henblik på at imødekomme en række forslag og input .” […]
Det nye forslag til bekendtgørelse indeholdt en række ændringer til den nu
ophævede kombiterminalbekendtgørelse. Det fremgår videre af hø-ringsbrevet,
at:
/25
”Bekendtgør elsen er udtryk for en minimumsimplementering af dir ektivet så-
ledes, at en række administrative krav , som fulgte af kombiterminalbekendtgø-
relsen og som ikke følger dir ekte af dir ektivet, ikke indgår i det nye udkast til
bekendtgør else. Dette skal ses i sammenhæng med, at anvendelsesområdet for
bekendtgør elsen er udvidet fra at gælde alene for de tr e statsejede kombitermi-
naler til nu at omfatte samtlige servicefaciliteter , jf. dir ektiv 2012/34/EU med
undtagelse af passagerstationer . Herudover er bestemmelser som følger dir ekte
af EU-r eguleringen udfær diget så de i høj grad følger or dlyden af dir ektivet, ek-
sempelvis § 5 vedrør ende takstfastsættelsen .” […]
Den 30. juni 2021 udsendte T ransportministeriets et høringsnotat om de
indkomne høringssvar vedrørende forslag til bekendtgørelsen. Hoved-indholdet
af de modtagne høringssvar er gengivet i notatet, tillige med
Transportministeriets bemærkninger til høringssvarene. Høringsnotatet er
fremlagt […].
Det fremgår af T ransportministeriets høringsnotat af den 30. juni 2021, at:
” Det skal bemærkes, at hensigten med r eguleringen i bekendtgør elsen bl.a. er at
skabe en effektiv og konkurr encedygtig jernbanesektor i Danmark. T ransport-
ministeriet ønsker ikke at for etage en overimplementering af EU-r etlige r egler ,
der kan modvirke dette.” […]
Transportministeriet underkender dermed Jernbanenævnets tidligere fortolkning
og anvendelse af kombiterminalbekendtgørelsens §§ 7-9, og T ransportministeriet
finder ligefrem, at Jernbanenævnets tidligere for -tolkning kunne ”modvirke” en
effektiv og konkurrencedygtig jernbane-sektor i Danmark. Uanset at
Transportministeriets bemærkninger er fremsat i juni 2021 i forbindelse med
forslaget til en ny bekendtgørelse, udtrykker T ransportministeriet klare
holdninger til hvordan kombiter -minalbekendtgørelsen, der var gældende i hele
takståret 2019, skulle fortolkes, hvorfor dette er relevant og afgørende for
nærværende sag om taksterne i 2019. Dette gælder både Jernbanenævnets
selvskabte X+2 regel og metodefriheden ved udarbejdelse af interne regnskaber
og ved fastsættelse af takster , jf. det anførte i det følgende. Den bagvedliggende
direktivregulering har endvidere på de relevante områder været gæl-dende i
uændret form siden begyndelsen af 2019 og frem til i dag, og der er ingen
holdepunkter for , at direktivet ikke skal fortolkes på helt samme måde under den
tidligere bekendtgørelse og under den nye.
B. X+2 r eglen er ugyldig og strider mod formålet med r eglerne
Jernbanenævnet gør i påbuddet gældende, at en omkostning afholdt i år X,
tidligst kan indgå i omkostningsbasen med virkning fra år X+2.
Det er den såkaldte X+2 regel […]. Dette bestrides.
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, at taksterne skal
dække ”de fulde omkostninger i det omfang, de er rimelige i for -hold til brug af,
servicefaciliter og leverede ydelser , og med tillæg af en rimelig fortjeneste.” Det
fremgår af Direktiv 2012/34/EU, artikel 31, stk. 1, at ” Afgifter for brug af
jernbaneinfrastruktur og servicefaciliteter … anven-des til at finansier e der es
virksomhed. ”
/26
Jernbanenævnet har ikke henvist til nogle bestemmelser til støtte for
Jernbanenævnets fortolkning af lovgivningen, og det fremgår hverken af
kombiterminalbekendtgørelsen, jernbaneloven eller Direktiv 2012/34/EU, at
omkostningsbasen for gældende takster skulle være X+2 reglen. Jernbanenævnet
har også blot henvist til nævnets tidligere afgø-relser som støtte for nævnets
fortolkning. Jernbanenævnets egne hold-ninger til reglerne udgør ikke
tilstrækkelig hjemmel.
X+2 r eglen strider imod formålet med lovgivningen om kombiterminaler .
Selvom retten måtte finde, at reglen har tilstrækkelig hjemmel i kombi-
terminalbekendtgørelsen, er reglen under alle omstændigheder ugyl-dig, idet
reglen strider imod formålet med jernbaneloven og Direktiv 2012/34/EU.
X+2 reglen kan således føre til, at taksterne ikke kan ”dække de fulde
omkostninger” ved driften af en kombiterminal.
Eksempel: Hvis omkostningerne i 2018 er kr . 15.000, antages de kr .
15.000 som de ”fulde omkostninger” i 2020 og danner grundlaget for 2020
taksterne. Reglen tager ikke højde for ekstraordinære omkostnin-ger . Hvis
terminalforvalteren ved, at der i 2020 er ekstraordinære om-kostninger i driften,
kan forvalteren ikke tage højde for denne omkost-ning i 2020-taksterne. Hvis den
ekstraordinære omkostning er kr . 5.000, dækker 2020-taksterne således kun 75 %
af ”de fulde omkostninger” . Under disse omstændigheder er der 25 % underskud
for forvalteren.
Forvalteren lider derfor et stort tab på driften af terminalen i 2020.
X+2 reglen kan også lede til et overskud for forvalteren, som er langt over
Jernbanenævnets definition af rimelig fortjeneste.
Eksempel: Hvis omkostningerne i 2018 var kr . 20.000 på grund af ek-
straordinære omkostninger , så danner de kr . 20.000 grundlaget for 2020-
taksterne, selvom forvalteren ikke forudser nogen ekstraordinære omkostninger i
2020. Hvis de aktuelle omkostninger ved driften af ter -minalen er kr . 10.000, er
fortjenesten derfor 100 %. Det er langt udover , hvad Jernbanenævnet har
defineret som rimelig fortjeneste. Under disse omstændigheder ville taksterne
stride imod kombiterminalbekendtgø-relsens § 7, stk. 1.
Det vil efter Jernbanenævnets metode lede til, at taksterne skulle ned-sættes.
X+2 r eglen tager ikke højde for at taksterne skal vær e konkurr encedygtige
Selvom Jernbanenævnet måtte finde, at taksterne under disse omstæn-digheder
ikke ville stride imod § 7, stk. 1, skaber det problemer for ter -minalforvalteren,
da terminalforvalteren udbyder sine serviceydelser i konkurrence med andre
virksomheder .
Eksempel: En terminals omkostninger er gennemsnitlig på kr . 10.000. På grund
af ekstraordinære omkostninger to år forinden på kr . 10.000 er
/27
omkostningsgrundlaget i et år ikke kr . 10.000, men derimod kr . 20.000. De reelle
omkostninger i det pågældende år er dog kun kr . 10.000. Un-der disse
omstændigheder vil terminalforvalteren kunne fastsætte pri-sen på baggrund af
de historiske omkostninger på kr . 20.000, hvorved fortjenesten bliver 100 %.
Hvis forvalteren udbød en ydelse året før til kr .10, er forvalteren der -med
berettigeret til at udbyde ydelsen til kr . 20. Da terminalforvalteren udbyder sin
ydelse i konkurrence med andre virksomheder , vil en for -højelse på 100 % af
ydelsen dog ikke være konkurrencedygtig på mar -kedet. En sådan forhøjelse ville
således føre til, at kunderne ville købe ydelsen fra andre aktører , der ikke er
omfattet af kombiterminalbe-kendtgørelsen, hvorfor forvalteren må nøjes med at
fastsætte en lavere pris end, hvad omkostningerne efter Jernbanenævnets metode
kunne føre til.
Samlet set vil Jernbanenævnets X+2 regel i mange tilfælde lede til et tab for DB
Cargo, og kun i meget begrænset omfang lede til en fortjeneste.
Det følger både af kombiterminalbekendtgørelsen og Direktiv 2012/34/EU, at
DB Car go altid må kunne opnå dækning for sine om-kostninger med tillæg af en
rimelig fortjeneste. Der er intet i lovgivnin-gen der indikerer , at dette princip
modificeres af regler om periodise-ring.
Da Jernbanenævnets X+2 regel er skabt i Jernbanenævnets egen praksis, og
strider imod formålet med kombiterminalbekendtgørelsen og Direk-tiv
2012/34/EU, må den anses for at være ugyldig.
DB Car go kan på ny henvise til T ransportministeriets høringsproces.
Det bemærkes, at Jernbanenævnet forsøgte at opretholde den selvskab-te X+2
regel. Det fremgår af Jernbanenævnets høringssvar […].
På trods af Jernbanenævnets høringssvar , har T ransportministeriet stadfæstet
reglens ugyldighed. Det fremgår således af høringsnotatet, at:
” Det bemærkes yderliger e, at ministeriet ved mail til Jernbanenævnet den 4. juni
2021 har udtrykt følgende som forklaring på, at bekendtgør elsen ikke in-deholde
periodiseringsr egler: ” Det bemærkes i den forbindelse, at Jernbane-nævnet som
led i dets tilsyn altid vil kunne anmode operatør erne om oplysnin-ger , der skal
kunne godtgør e, at de over holder r eglerne i bekendtgør elsen, her -under r eglerne
om takst-fastsættelse og r eglerne om ligebehandling af bruger -ne, jf.
bekendtgør elsens § 13.” , og det anfør es i forlængelse heraf, at Jernbane-nævnet
forstår , at en udeladelse af periodiseringsr egler ikke skal forstås sådan, at
ministeriet har ønsket at tage afstand fra periodiseringsprincipperne som så-dan,
men at der derimod efter ministeriets opfattelse blot ikke er behov for ud-
trykkelig periodiseringsprincipper i bekendtgør elsen, for di de vil kunne indgå
som en del af de krav om dokumentation, som Jernbanenævnet kan stille over for
operatør er som led i sit tilsyn.
Transportministeriet skal bemærke, at dir ektivet ikke stiller krav om periodise-
ringsr egler . Direktivet stiller derimod krav om, at der skal vær e regnskabsmæs-
/28
sig adskillelse af virksomheders, som både oper erer som servicefacilitetsoperatør
og driver jernbanetransportvirksomhed, jf. artikel 6, stk. 1 og artikel 13, stk. 2, 2.
afsnit. Herudover stiller dir ektivet krav om, at taksterne skal fastsættes i
overensstemmelse med dir ektivets artikel 31, stk. 7.
Det skal således bemærkes, at ministeriet ikke anser det for hverken nødvendigt
eller som et krav EU-r etligt, at der fastsættes periodiseringsr egler for taksterne.
Det er således ministeriets opfattelse, at en operatør kan fastsætte sine takster på
årsbasis eller på baggrund af fler e års omkostninger , når de således er fastsat i
overensstemmelse med artikel 31, stk. 7. Det er ligeledes ministeriets klar e op-
fattelse, at det har vær et et ønske fra branchen, at der ikke fastsættes periodise-
ringsr egler og ministeriet kan derfor ikke genkende Jernbanenævnets billede af,
at det uden periodiseringsr egler vil vær e uklart for operatør erne at fastsætte
deres takster .
Ministeriet skal herudover tydeligt understr ege, at det ikke er ministeriets op-
fattelse, at der ikke er behov for udtrykkelige periodiseringsr egler i bekendtgø-
relse, for di disse vil kunne indgå som en del af de krav om dokumentation, der
kan stilles over for operatør erne som led i tilsyn, som jernbanenævnet ellers an-
fører i der es høringsbr ev. Ministeriet ønsker således ikke at indfør e et gener elt
krav om periodisering af takster . Det er ministeriets ønske, at operatør erne har
valgfrihed i for hold til fastsættelse af der es takster , så taksterne eksempelvis kan
fastsættes på baggrund af 2 eller 3 års omkostninger , når takstfastsættelsen sker i
overensstemmelse med princippet i dir ektivets artikel 31, stk. 7. Det skal i
forlængelse hertil bemærkes, at operatør er er forpligtet til at udlever e alle r ele-
vante oplysninger og den nødvendige dokumentation for de pålagte takster til
Jernbanenævnet , jf. bekendtgør elsens § 13, stk. 2.”
Transportministeriet bekræfter hermed, at Jernbanenævnet har fortol-ket direktiv
2012/34/EU artikel 31 stk. 7 forkert og dermed anvendt
kombiterminalbekendtgørelsens § 7 stk. 1 forkert, idet den ikke stiller et krav om
periodisering. Jernbanenævnets X+2 regel, der alene er be-grundet i
Jernbanenævnets egen fortolkning af reglerne i praksis må dermed antages at
være ugyldig.
Det faktum, at det følger af bekendtgørelse om jernbanerelaterede ser -
vicefaciliteter og tjenesteydelsers § § 19 stk. 3, at bekendtgørelsen ikke finder
anvendelse på klagesager påbegyndt før bekendtgørelsens ind-trædelse, ændrer
ikke på, at T ransportministeriet i sit høringsnotat har bekræftet, at X+2 reglen
strider mod lovgivningen om kombiterminaler .
C. Kombiterminalbekendtgør elsens § 9 giver ikke hjemmel til at på-byde
faste takster
Jernbanenævnet har flere steder , bl.a. i svarskriftet for byretten, side 8, anført at
”Formålet med denne bestemmelse [§ 9] er at sikr e klar hed om vilkå-r ene for
benyttelse af kombiterminalerne. En sådan klar hed forudsætter , at der ikke
angives prisspænd for de ydelser , der tilbydes på kombiterminalerne men at
tværtimod i alle tilfælde er tale om faste (eksakte) takster .” Jernbanenævnet har
yderligere anført, at kombiterminalbekendtgørelsens krav om rime-lige takster
gælder for alle serviceydelser leveret af kombiterminalerne jf. bekendtgørelsens §
7 stk. 1.
/29
Det fremgår af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, at:
”Terminalforvalter skal offentliggør e betingelserne for adgang til og anvendelse
af kombiterminalen i kombiterminalens forr etningsbetingelser . Forr etningsbe-
tingelserne skal endvider e indeholde oplysninger om de ydelser , der tilbydes, og
de takster , der opkræves. ”
Bestemmelsen er et positivt udsagn og angår forretningsbetingelser for
kombiterminalerne. Bestemmelsen vedrører slet ikke takstfastsættelse. Et krav
om oplysning om faste takster for samtlige serviceydelser kan derfor ikke læses
ind i bestemmelsen, og bestemmelsen giver ikke hjemmel til at påbyde faste
takster .
Kombiterminalbekendtgør elsens § 9 r eguler er ikke andr e takster end dem, som er
nævnt i […]
Kombiterminalbekendtgørelsens § 9 skal læses i overensstemmelse med § 7, stk.
6, hvor det fremgår , at:
” Taksterne skal baser es på en eller fler e, eventuelt alle de takstkategorier , der
fremgår af bilag 2.”
Den formåls- og ordlydsfortolkning af § 7, stk. 6, fører til, at kombiter -
minalbekendtgørelsens krav om fastsættelse og of fentliggørelse af tak-ster kun
gælder for ydelser omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
Bestemmelsen indeholder derfor ikke en hjemmel til regulering af takster , som
ikke er omfattet af bilag 2.
En sådan hjemmel følger hellere ikke af kombiterminalbekendtgørel-sens § 7 stk.
1.
Efter DB Car gos opfattelse, gælder der heller ikke et krav om fastsættel-se af
faste takster for ydelser , der efter kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 kan
variere i pris. For takstkategori F4 i kombiterminalbekendt-gørelsens bilag 2, er
der fastsat særskilt hjemmel til, at der kan indgås ”særlig aftale” om
langtidshenstilling, i hvilket tilfælde det ikke kan være påkrævet at have faste
takster .
DB Car go mener derfor ikke, at Jernbanenævnets krav til udformning af
takstblad og fastsættelse af takster er berettigede, og DB Car go bestri-der , at
terminalforvalteren har pligt til at oplyse faste takster for samtli-ge
serviceydelser .
D. Transportministeriet bekræfter , at DB Cargo har en metodefrihed ved
udarbejdelse af interne r egnskaber og ved fastsættelse af takster
Transportministeriet har præciseret dagældende § 8 i kombiterminal-
bekendtgørelsen i bekendtgørelse om jernbanerelaterede servicefacilite-ter og
tjenesteydelser §§ 9 og 1 1. Det fremgår nu klart, at der ikke er me-todetvang ved
udarbejdelse af interne regnskaber , såfremt de er udar -bejdet indenfor rammerne
af lovgivningen. Det fremgår således af hø-ringsnotatet, at:
/30
” For så vidt angår bekendtgør elsens § 1 1 skal det bemærkes, at det er ministe-
riets ønske i udgangspunktet at minimumsimplementer e direktivet og derved også
stille så få administrative krav og byr der til operatør erne af jernbaner ela-ter ede
servicefaciliteter som muligt.
Bekendtgør elsens § 1 1 relater er sig til operatør er, der driver servicefacilitet og
samtidig har en dominer ende stilling på jernbanetransport-markedet. For disse
operatør er gælder , ud over de gener elle minimumskrav , en række yderliger e krav
til ber egningsmetoder og interne r egnskaber . Ministeriet ønsker ikke, at der
opstilles specifikke krav til hvor dan det interne r egnskab udarbejdes af ope-
ratør erne og mener således, at det er op til operatør erne selv at gør e dette inden
for rammerne af lovgivningen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det ikke
fremgår af dir ektivets or dlyd i art. 31, stk. 7, at der skal udarbejdes interne
regnskaber . Dette ændr er dog ikke på, at servicefacilitetsoperatør erne fortsat
skal iagttage de krav , der fr emgår af bekendtgør elses-udkastets § 5, stk. 1, som
netop implementer er art. 31, stk. 7. T ransport-ministeriet anser dog § 1 1 som
nødvendig for , at sikr e fuld gennemsigtighed og muligheden for kontr ol af, at
virksomheder , der har en dominer ende stilling på jernbanetransportmarkedet har
adgang til der es egne servicefaciliteter på lige vilkår med alle andr e jernba-
netransport-virksomhed, således at markeds- og konkurr enceforvridning und-
gås.” […]
Transportministeriet har dermed bekræftet, at direktiv 2012/34/EU arti-kel 31 stk.
7 ikke indeholder et krav om, at der skal udarbejdes interne regnskaber .
Transportministeriet har endvidere fastslået, at operatører -ne har en metodefrihed
ved udarbejdelse af interne regnskaber .
Det stemmer dårligt overens med den detaljeringsgrad der ligger til grund for
Jernbanenævnets påbud.
Herudover har ministeriet med den nye bekendtgørelse slået fast, at operatørerne
har en frihed til selv vælge hvilken metode takster fastsæt-tes efter , så længe
direktivets regler om takstfastsættelse overholdes.
Den nye bekendtgørelse gengiver således ordret direktivets bestemmel-ser om
fastsættelse af takster , og § 5, stk. 3 i den nye bekendtgørelse fastslår , at
”Taksterne kan også fastsættes under hensyntagen til togets sammensætning og
andre særlige for hold, såfr emt dette er rimeligt begrundet i hensynet til at fr emme
en effektiv anvendelse af jernbaneinfrastruktur en og servicefaciliteten .” […]
Dette viser tydeligt, at der ikke er tilstrækkeligt juridisk grundlag for
Jernbanenævnets krav i forhold til den omkostningsmæssige beregning for hver
enkelt ydelse.”
Jernbanenævnet har i påstandsdokument af 22. marts 2022 anført bl.a. (henvis-ninger til
bilag og fremhævninger er udeladt):
”Det var korrekt, at byretten fandt, at Jernbanenævnets afgørelse af 18. september
2019 er lovlig og gyldig, og at retten således frifandt Jernba-nenævnet .
/31
Afgørelsen er således ikke truf fet på grundlag af fejlagtige faktuelle op-lysninger ,
ligesom afgørelsen ikke er behæftet med hverken formelle fejl
(sagsbehandlingsfejl) eller hjemmelsmangler , som skulle kunne medføre
ugyldighed. DB Car go er ikke under denne retssag fremkom-met med væsentlige
nye oplysninger .
DB Car go er under denne retssag ikke fremkommet med oplysninger , der giver
grundlag for at antage, at Jernbanenævnets konkrete vurde-ring af DB Car gos
takstniveau er forkert, men har kun rejst en række generelle indsigelser
vedrørende nævnets fortolkninger af kombitermi-nalbekendtgørelsens regler
vedrørende takstreguleringen.
Jernbanenævnets fortolkninger af kombiterminalbekendtgørelsens reg-ler
vedrørende takstreguleringen er imidlertid prøvet ved og stadfæstet af Retten i
Glostrup og Østre Landsret, jf. Retten i Glostrups dom af 6. december 2019 (BS-
46446/2018-GLO) og Østre Landsrets dom af 19. ok-tober 2020 (BS-
58023/2019-OLR).
Det forhold, at den for Retten i Glostrup og Østre Landsret pådømte sag ikke
angik et påbud om DB Car gos takstfastsættelse, men derimod påbud om
meddelelse af oplysninger til brug for en tilsynssag om lov-ligheden af DB
Cargos takstfastsættelse, ændrer ikke ved, at begge in-stanser foretog en
vurdering af tilsvarende spør gsmål som i nærværen-de sag om, hvorvidt
Jernbanenævnets fortolkninger af kombiterminal-bekendtgørelsens relevante
bestemmelser vedrørende takstregulering samt dokumentationskrav var lovlige
og fastslog, at dette var tilfældet. Det bemærkes særligt herved, at alle DB Car gos
anbringender til støtte for DB Car gos påstand i nærværende sag også blev rejst
over for Retten i Glostrup og Østre Landsret i ovennævnte sag.
Tilsidesættelse af Jernbanenævnets afgørelse forudsætter således, at der er
grundlag for at antage, at nævnets konkrete vurdering af ”de fulde omkostninger”
for de i afgørelsen nedregulerede takster eller nævnets konkrete vurdering af
niveauet for en ”rimelig fortjeneste” er forkert, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. DB Car go har imidlertid ik-ke gjort
gældende, at nævnets vurdering af disse forhold er behæftet med fejl, og der er i
øvrigt ikke grundlag for at tilsidesætte Jernbane-nævnets vurdering heraf.
Jernbanenævnet har således med rette pålagt DB Car go at nedregulere visse af
2019-taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servi-ceydelser på
kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov . Der henvi-ses til afgørelsen og
den deri indeholdte begrundelse […], afgørelsens bilag […] samt byrettens dom.
Jernbanenævnets gener elle adgang til at meddele påbud om nedr egu-lering
af taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servicey-delser på
kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov
Jernbanenævnet har hjemmel til at meddele påbud om at nedregulere visse af
2019-taksterne for brugernes adgang til og benyttelse af servi-ceydelser på
kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov , jf. kombi-
/32
terminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9 og § 12, stk.
2, § 4 i bekendtgørelsen om Jernbanenævnet samt jernbane-lovens § 103, stk. 3,
og § 105.
Efter disse regler varetager Jernbanenævnet som øverste administrative
myndighed tilsyns- og klagefunktioner på jernbaneområdet, og nævnet kan
undersøge sager på eget initiativ eller efter klage. Jernbanenævnet fører herunder
tilsyn med konkurrencesituationen på markederne for jernbanetransportydelser
med henblik på at undgå en uhensigtsmæssig udvikling på disse markeder .
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, at der ved fast-sættelse
af takster kan tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften,
og at Jernbanenævnet kan træf fe afgørelse om ned-sættelse af taksterne, hvis
takstniveauet ikke er i overensstemmelse med konkurrencesituationen.
Herudover følger det af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr . 1136 af 22. sep-tember
2015, at Jernbanenævnet på eget initiativ og med forbehold for
konkurrencemyndighedernes beføjelser kan træf fe afgørelse om pas-sende
foranstaltninger med henblik på at korrigere forskelsbehandling af ansøgere,
markedsforvridning og alle andre former for uønsket ud-vikling på
jernbaneområdet. Bestemmelsen implementer den i direktiv 2012/34, artikel 56,
stk. 9, 3. pkt., forudsatte afgørelseskompetence for det nationale tilsynsor gan.
Det er med bekendtgørelse nr . 1530 af 13. december 2019 om ændring af
bekendtgørelse om Jernbanenævnet præciseret, at Jernbanenævnet kan træf fe
afgørelse om bl.a. 4) afgiftsordninger , 5) niveauet for eller struk-turen i
infrastrukturafgifter , som virksomheden skal eller kan komme til at skulle betale,
og 7) adgang til og opkrævning af afgifter for tjene-ster på jernbaneområdet
(herunder servicefaciliteter), jf. bekendtgørelse om Jernbanenævnet , § 4, stk. 2.
Det er fastslået i Højesterets dom af 15. juni 2020 i anke BS-48710/2019 (UfR
2020.2922 H), at Jernbanenævnet som tilsynsmyndighed og på eget initiativ kan
træffe bindende afgørelser med henblik på at korrige-re forskelsbehandling af
ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på
markederne for jernbaneydelser . Hø-jesteret fandt således ved dommen, at
jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3, måtte forstås således, at Jernbanenævnet
som tilsynsmyndighed på eget initiativ kan træf fe bindende afgørelser med
henblik på at kor -rigere forskelsbehandling af ansøgere, markedsforvridning og
alle an-dre former for uønsket udvikling på de nævnte markeder . En sådan
hjemmel må også anses for forudsat i lovens § 107, nr . 2, om tvangsbø-der og
fremgår herudover af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet .
Taksterne skal vurder es individuelt for hver enkelt serviceydelse på den
enkelte kombiterminal
Kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, fastslår , at taksterne skal fastsættes
således, at de dækker de fulde omkostninger , i det omfang de er rimelige i
forhold til brug af servicefaciliteter og leverede ydelser , og
/33
med tillæg af en rimelig fortjeneste. Det følger endvidere af bestemmel-sens stk.
2, at jernbanevirksomhederne skal betale for brug af servicefa-ciliteter og
leverede ydelser , som jernbanevirksomheden rekvirerer fra kombiterminalen, ”på
grundlag af de enkelte omkostningsdannende ressourcetræk” .
Herudover er det fastsat i kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 2, at
hovedvirksomheden skal udarbejde et internt regnskab ”for hver kom-biterminal”
, der indeholder produktkalkuler for ”de enkelte servicey-delser” på
kombiterminalen.
Det følger således af kombiterminalbekendtgørelsens §§ 7, stk. 2, og 8, stk. 2, at
rimeligheden af taksterne, jf. § 7, stk. 1, skal vurderes ud fra hver enkelt
serviceydelse. Der er herved tale om implementering af bl.a. bestemmelsen i
direktiv 2012/34, artikel 31, stk. 7.
De ligebehandlingsprincipper , som gælder for drift af kombiterminaler ,
understøtter denne fortolkning. Det følger således bl.a. af kombitermi-
nalbekendtgørelsens § 5, stk. 1, at takster for jernbanevirksomheders benyttelse
af kombiterminaler fastsættes således, at enhver forskelsbe-handling mellem
jernbanevirksomhederne undgås.
Der henvises også til Retten i Glostrups dom af 6. december 2019, hvoraf
følgende fremgår:
”Idet jernbanelovens kapitel 16 og kombiterminalbekendtgør elsen skal tolkes i
lyset af Eur opa-Parlamentets og Rådets dir ektiv 2012/34 EU, medfør er til-
synsopgaven, at der skal var etages væsentlige hensyn til konkurr ence, ligebe-
handling og gennemsigtighed på området. Det indebær er i sig selv , at nævnet for
at kunne løfte denne opgave har behov for oplysninger med høj detalje-
ringsgrad. Der kan derfor efter nævnets skøn kræves r edegør else for anvendte
priskalkuler med dokumentation for anvendte for delingsprincipper som sket.
Kombiterminalbekendtgør elsens § 8, stk. 2, må forstås således, at taksterne skal
beregnes ud fra hver enkelt serviceydelse, således at den enkelte takst ikke skal
vurderes i for hold til det samlede r egnskab for terminalens ydelser . ”
Dette blev stadfæstet af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2020.
Hvis taksterne for drift af en kombiterminal ikke vurderes individuelt for hver
serviceydelse, som den pågældende kombiterminal leverer , kan det ikke sikres, at
der ikke foretages forskelsbehandling mellem jernbanevirksomheder . En
jernbanevirksomhed vil f.eks. kunne blive pålagt en overpris for benyttelse af en
serviceydelse, som finansierer en underdækning for en anden serviceydelse, som
den pågældende jern-banevirksomhed ikke benytter . Det har derfor ingen
betydning, om DB Car gos samlede fortjeneste er på et niveau, der ikke overstiger
7,9 pct., sådan som det gøres gældende i stævningen, side 16. Det bemærkes dog
hertil, at det interne regnskab for Høje-T aastrup i 2017 viser et overskud på DKK
951.233, hvilket svarer til en overskudsgrad på 4,33 pct. Det interne regnskab for
Taulov i 2017 viser et overskud på DKK 2.346.126, hvilket svarer til en
overskudsgrad på 9,62 pct. Det interne regnskab for Høje-T aastrup for 2018 viser
et overskud på DKK 1.786.402, hvilket svarer til en overskudsgrad på 9,20 pct.
Det interne
/34
regnskab for T aulov i 2018 viser et overskud på DKK 5.953.307, hvilket svarer
til en overskudsgrad på 25,04 pct.
At takstniveauet skal vurderes særskilt for hver enkelt serviceydelse, indebærer
ikke, at en terminaloperatør ikke kan operere med en fælles prisliste, sådan som
Jernbanenævnets afgørelse udlægges af DB Car go. DB Car go kan
anmelde/fastsætte ens takster for begge terminaler , så længe de enkelte takster i
forhold til den enkelte terminal ikke oversti-ger den beregnede stykomkostning
tillagt en rimelig fortjeneste, jf.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1.
Det bemærkes i øvrigt, at DB Car go selv har valgt at fastsætte visse tak-ster
lavere end de beregnede stykomkostninger med tillæg af en rimelig fortjeneste.
DB Car go har på eget initiativ således valgt at udbyde visse serviceydelser til en
lavere takst, end kombiterminalbekendtgørelsen giver mulighed for . DB Car go
har – inden for rammerne af kombiter -minalbekendtgørelsen, herunder § 7, stk. 1
– mulighed for at fastsætte højere takster forud for kalenderåret. Det falder ikke
inden for Jernba-nenævnets kompetence at forhøje visse af DB Car gos takster .
DB Car go har gjort gældende, at Jernbanenævnets praksis ” ikke er på linje med
praksis fra tilsynsmyndigheder i andr e EU medlemsstater , hvor det tillades
operatør er af servicefaciliteter en størr e grad af fleksibilitet, og hvor det tillades,
at takster fastsættes på baggrund af den samlede omkostningsbase ”. DB Car go
henviser i den forbindelse til en e-mailkorrespondance med den tyske regulator
[…], hvilket må bero på en misforståelse, idet e-mailkorrespondancen bekræfter ,
at også den tyske regulator er af den opfattelse, at der ikke er fri adgang til at
fastsætte individuelle takster , selvom det samlede takstniveau ikke overstiger
beregnede stykomkost-ninger tillagt en rimelig fortjeneste. DB Car go henviser
også til et notat fra Implement Consulting Group, som DB Car go har rekvireret
[…].
Notatet må ses som et partsindlæg, og er uden betydning for landsret-tens
bedømmelse af nævnets afgørelse.
I tillæg hertil må bemærkes, at [notatet] er dateret 28. februar 2020 og er
fremsendt til indstævnte ved mail af 28. februar 2020 i forbindelse med en anden
og senere sag om appellantens 2020-takster […]. Notatet fra Implement
Consulting Group forelå således ikke på tidspunktet for indstævntes afgørelse af
18. september 2019, hvilket yderligere under -streger , at notatet er uden betydning
for sagen.
Det skal herudover bemærkes, at det ikke er nærmere dokumenteret el-ler
sandsynliggjort, hvordan Jernbanenævnets afgørelse skulle stride mod andre EU-
landes praksis, som i øvrigt ikke er bindende for Jernba-nenævnet .
Periodemæssig forsinkelse for takstændringer
DB Car go har endvidere gjort gældende, at en afholdt omkostning skal kunne
indgå i beregningen af takstfastsættelsen, således at der , samme år som udgifter
afholdes, kan opnås dækning herfor .
/35
Jernbanenævnet gør heroverfor gældende, at øgede omkostninger for
terminalerne i 2018 ikke kan danne grundlag for takstforhøjelse før 2020, og
tilsvarende at øgede omkostninger i 2019 ikke kan danne grundlag for
takstforhøjelser før 2021 osv . Dette følger af kombitermi-nalbekendtgørelsens §
7, stk. 4 og 7, samt § 8, stk. 4.
Kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 7, fastslår , at taksterne gælder for et år
og of fentliggøres senest 1. november forud for det kalenderår , for hvilket de
gælder . Ifølge § 7, stk. 4, skal de pågældende takster , se-nest fire måneder forud
for den dato hvorfra taksterne skal være gæl-dende, sendes i høring hos
jernbanevirksomhederne. T aksterne skal fastsættes i året forud for det
pågældende takstår og på grundlag af det senest afsluttede regnskab med
revisorerklæringer efter bekendtgørel-sens § 8, stk. 4.
Kombiterminalbekendtgørelsen forudsætter således en periodemæssig forsinkelse
for takstændringer som følge af ændrede omkostninger , men det gælder også for
den situation, hvor reduktion af omkostninger for eksempelvis 2018 ikke skal
danne grundlag for takstnedsættelser før 2020.
Kombiterminalbekendtgørelsens krav om periodemæssig forsinkelse er dels
begrundet i hensynet til at sikre mest mulig transparens, dels hen-synet til, at
jernbanevirksomhederne kan nå at indrette deres bedrifter på ændrede takster for
brug af kombiterminaler , og endelig for at mu-liggøre tilsyn og modvirke
omgåelse af lovgivningens krav til takstfast-sættelsen.
Jernbanenævnets fortolkning af kombiterminalbekendtgørelsens be-stemmelser
vedrørende periodemæssig forsinkelse finder også støtte i retspraksis. Retten i
Glostrup fandt således i ovennævnte dom af 6. de-cember 2019, side 49, at
kombiterminalbekendtgørelsen fastsætter en periodemæssig forsinkelse for
takstændringer:
”Det fr emgår af kombiterminalbekendtgør elsens § 7, stk. 7, at terminaltakster -ne
gælder for et år og offentliggør es senest den 1. november forud for det kalen-
derår , for hvilket de gælder . Ifølge § 7, stk. 4, skal de påtænkte takster sendes i
høring senest fir e måneder før den dato, hvorfra taksterne skal vær e gældende.
Bestemmelserne indebær er, at oplysningerne om de omkostninger , der kan danne
grundlag for taksterne, må komme fra år et forinden, således at taksterne i det nye
år er baser et på disse oplysninger . I denne sag medfør er det, at tak-sterne for
2018 som udgangspunkt vil vær e baser et på oplysninger om omkost-ninger
afholdt i 2016. Det kan ikke antages, at or dningen er i strid med jern-baneloven
eller ovennævnte dir ektiv [dir ektiv 2012/34 […] ] fra EU .” […]
Østre Landsret stadfæstede dommen og anførte i den forbindelse føl-gende om
Jernbanenævnets fortolkning af reglerne i kombiterminalbe-kendtgørelsens §§ 7-
9:
”Landsr etten tiltræder af de af byr etten her om i øvrigt anførte grunde, at der ikke
er grundlag for at tilsidesætte Jernbanenævnets vurdering af, hvilke op-lysninger
nævnet har brug for med henblik på at kunne var etage tilsynsopga-ven under den
konkr ete sag, ligesom der ikke er grundlag for at fastslå, at
/36
banenævnet har anvendt kombiterminalbekendtgør elsens §§ 7-9 på en måde, der
ligger uden for rammerne af den ved lovgivningen fastlagte opgavevar eta-gelse .”
[…]
Faste og entydige takster
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, stk. 1, at terminalfor -valterens
forretningsbetingelser skal of fentliggøres, og at forretningsbe-tingelserne skal
indeholde oplysninger om ” de ydelser , der tilbydes ”, og ” de takster , der
opkræves ”.
Formålet med bestemmelsen er at sikre klarhed om vilkårene for benyt-telse af
kombiterminalerne. Det indebærer , at ydelserne skal beskrives præcist, og at
taksterne skal fastsættes uden prisspænd.
Der henvises til Retten i Glostrups dom af 6. december 2019, side 48, hvor
følgende er anført:
”Dernæst må det antages at vær e nødvendigt for tilsynet, at der angives et
konkr et beløb og ikke et prisspænd. Såfr emt der af forskellige årsager skal ske
differ entiering for eksempel ud frabehandlede mængder , må der angives objek-
tive kriterier herfor med angivelse af konkr ete beløb for de enkelte intervaller .
Dette gør sig særligt gældende i situationer med rabatter . Detaljeringsgraden er
således nødvendig for , at nævnet på rimelig effektiv måde kan påse de oven-for
nævnte hensyn til konkurr ence, ligebehandling og gennemsigtighed. Det er som
udgangspunkt op til den enkelte terminalforvalter at vælge grundlaget for
oplysningerne om takstfastsættelsen til nævnet .” […]
Dette blev stadfæstet af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2020.
Jernbanenævnet har med afgørelsen således med rette meddelt påbud om, at visse
ydelser skal nedsættes til et nærmere angivet maksimalt be-løb (uden prisspænd).
Anvendelsesområdet for takstr eguleringen
DB Car go har gjort gældende, at kombiterminalbekendtgørelsens krav om
fastsættelse og of fentliggørelse af takster kun skulle gælde for en del af de
ydelser , som fremgår af kombiterminalernes takstblade.
Hertil bemærkes, at de i nærværende sag omhandlede serviceydelser tilbydes af
DB Car go over for brugerne af kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov
som led i driften af disse terminaler . Der henvises til, at ydelserne som nævnt
fremgår af DB Car gos takstblad, og det fremgår tydeligt af beskrivelserne i
takstbladet, at ydelserne relaterer sig til driften af kombiterminalerne.
Takstbladet udsendes af DB Car go til brugerne af kombiterminalerne i Høje-
Taastrup og T aulov , bl.a. som led i den høring af brugerne, som skal foretages i
henhold til kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 4. Dernæst er takstbladet
blevet of fentliggjort på terminalernes hjemmesi-de.
/37
Endvidere indgår salget af takstbladets serviceydelser i DB Car gos in-terne
regnskaber for terminalerne. DB Car go har således selv defineret de forskellige
serviceydelser i takstbladet som serviceydelser , der tilby-des i forbindelse med
driften af kombiterminalerne.
At ovennævnte serviceydelser vedrører kombiterminaldriften, under -støttes
endvidere af, at kombiterminaler i bekendtgørelsens § 1, stk. 2, defineres som
”terminaler , hvor standar diser ede lastebær ere (container e, vek-sellad, løstrailer e,
m.v.) bytter transportform – dir ekte eller med en tidsfor -skydning – mellem vej og
jernbane uden at selve godset berør es ”.
Der henvises også til Retten i Glostrups dom, side 49, hvoraf det frem-går , at
”ydelserne ifølge takstbladet fr emstår som ydelser , der tilbydes i forbin-delse med
terminaldriften, hvorfor de efter kombiterminalbekendtgør elsens § 9, stk. 1, må
antages at vær e omfattet af Jernbanenævnets tilsynspligt ”. Dette blev stadfæstet
af Østre Landsret i dom af 19. oktober 2021. Det fremgår af byrettens dom, side
43, hvilke ydelser der var omdrejningspunktet for sagen, og visse af disse ydelser
er ligeledes omfattet af Jernbane-nævnets påbud i nærværende sag, […].
Der er ikke holdepunkter for , at kombiterminalbekendtgørelsens krav om
fastsættelse af faste takster samt dokumentationskrav ikke skulle gælde for
serviceydelser leveret af kombiterminalerne, der ikke måtte kunne henføres under
kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
I øvrigt er det ukorrekt, at de omtvistede serviceydelser ikke skulle kunne
henføres under kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2:
• I kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 nævnes under takst A ” ad-
gang til terminalen fra kanal på hovedspor ”. Dermed er DB Car gos servi-
ceydelser ” Access Fee ” omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
• I kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2 nævnes forskellige former for løft.
Under takst D nævnes således ” løftekapacitet over for banedelen … løft fra
midlertidig henstilling på wagon ”, ligesom der under takst F næv-nes ” Intern
logistik uden for bane … mellemløfthenstilling … ”. Endvidere nævnes under
takst G bl.a. ” løft fra bil til midlertidig henstilling ”. Dermed er også DB Car gos
serviceydelser ” Depot lift ”, ”Service lift ”, ”Lift Contai-ner ” og ” Lift Container
RID ” omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
• Endelig nævnes i takst G bl.a. ” ekspedition og administration ”. Dermed er også
DB Car gos serviceydelser under ” Booking Fee ” og ” Agency Ope-rations ”
omfattet af kombiterminalbekendtgørelsens bilag 2.
Bekendtgør else nr . 1503 af 2. juni 2021 om jernbaner elater ede service-
faciliteter og tjenesteydelser er uden betydning for nærvær ende sag
I DB Car gos ankereplik fremføres det, at bekendtgørelse nr . 1503 af 2. juni 2021
om jernbanerelaterede servicefaciliteter og tjenesteydelser
(servicefacilitetsbekendtgørelsen) samt T ransportministeriets bemærk-ninger i
forbindelse med høringsprocessen ved udstedelsen af service-
/38
facilitetsbekendtgørelsen skulle kunne føre til, at indstævntes påbud af 18.
september 2019 er ulovligt og ugyldigt.
Dette er ikke korrekt.
Det fremgår af servicefacilitetsbekendtgørelsens § 19, stk. 1-2, at den er trådt i
kraft 1. juli 2021, og at den først med virkning fra denne dato har erstattet den i
nærværende retssag omhandlede kombiterminalbe-kendtgørelse (bekendtgørelse
nr. 1047 af 2. september 2015 om modta-gepligt på kombiterminaler).
Der henvises endvidere til, at servicefacilitetsbekendtgørelses § 19, stk. 3,
fastslår:
”Bekendtgør elsen finder ikke anvendelse på klagesager samt tilsynssager , der er
påbegyndt før bekendtgør elsens ikrafttrædelse. For sådanne sager finder de hid-
tidige r egler anvendelse .”
Allerede som følge heraf ændrer den nye bekendtgørelse ikke bedøm-
melsesgrundlaget for nærværende retssag.
De af DB Car go påberåbte bemærkninger fra T ransportministeriet ved-rører
reglerne efter servicefacilitetsbekendtgørelsen, der som nævnt trådte i kraft 1. juli
2021. Bemærkningerne har derfor ikke betydning for den i nærværende retssag
omhandlede afgørelse, som er truf fet i med-før af regler i den tidligere gældende
kombiterminalbekendtgørelse.
De af DB Car go gengivne bemærkninger fra T ransportministeriet ved-rørende
periodisering mv . vedrører således den af ministeriet tilsigtede retsstilling med
servicefacilitetsbekendtgørelsen og indeholder ikke no-gen stillingtagen til
retsstillingen efter kombiterminalbekendtgørelsen, endsige gyldigheden af
konkrete afgørelser truf fet af indstævnte i med-før af
kombiterminalbekendtgørelsen.
I øvrigt ville en eventuel uenighed fra ministeriets side ikke føre til ugyldighed af
indstævntes konkrete afgørelser , jf. bl.a. den dagældende
kombiterminalbekendtgørelses § 13, stk. 2, som fastslog, at Jernbane-nævnets
afgørelser efter kombiterminalbekendtgørelsen ikke kunne på-klages til
Transportministeriet. Det ville også stride imod direktiv 2012/34 om oprettelse af
et fælles europæisk jernbaneområde, artikel 55, om tilsynsor ganets
uafhængighed, såfremt T ransportministeriet var administrativ klagemyndighed
over for indstævntes tilsynsafgørelser .
DB Cargos takstniveau
Forvaltning af kombiterminaler er udøvelse af et geografisk og funktio-nelt
monopol, hvor konkurrencemulighederne er begrænsede, og der er i
lovgivningen, herunder EU-retten, fastsat krav til prisfastsættelsen af de
serviceydelser , der leveres som led i drift af kombiterminalerne. I di-rektiv
2012/34 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde er det formuleret
sådan, at ” jernbaneinfrastruktur er et naturligt monopol ”, jf. præmis 71. Det
[…] fremlagte mødereferat ændrer ikke herved.
/39
Kombiterminaler repræsenterer en del af jernbaneinfrastrukturen i di-rektivets
forstand, jf. bilag 1 i direktiv 2012/34, og må anses for en form for naturligt
monopol, idet mulighederne for konkurrence er stærkt be-grænset, da det
forudsætter rådighed over faciliteter til godshåndtering med spor mv . beliggende
med forbindelse til den centrale infrastruktur .
Jernbanenævnet har bl.a. til formål at overvåge konkurrencesituationen og om
nødvendigt træf fe afgørelse for at bringe takstniveauet i over -ensstemmelse med
kombiterminalbekendtgørelsens krav .
Disse krav og Jernbanenævnets tilsyn hermed er i særdeleshed væsent-ligt, når
forvalteren af en kombiterminal også driver jernbanevirksom-hed, sådan som det
er tilfældet med DB Car go Scandinavia A/S , der indgår i DB Car go-koncernen,
der er et af de største europæiske god-sjernbaneselskaber . Der henvises til
kombiterminalbekendtgørelsens § 1, som fastslår , at bekendtgørelsen finder
anvendelse på kombitermina-ler , dog således at reglerne i §§ 7-8 kun gælder for
kombiterminaler , der drives af eller ejes helt eller delvist af en
jernbanevirksomhed.
Baggrunden for , at disse særlige krav kun gælder for forvaltere af kom-
biterminaler , der drives af eller ejes helt eller delvist af en jernbanevirk-somhed,
er, at der er en øget og særlig risiko for markedsforvridning i sådanne tilfælde.
Det kan eksempelvis forekomme, at kombiterminal-forvalteren fastsætter visse
ydelser med et prisspænd for derved at give sin egen jernbanevirksomhed mest
mulig rabat (nederste spænd), mens andre jernbanevirksomheder opkræves
overpris (øverste spænd). Det kan også forekomme, at taksterne for de ydelser ,
kombiterminalforval-terens egen jernbanevirksomhed anvender mest, fastsættes
kunstigt lavt og med et underskud, og at dette underskud ”dækkes” via andre tak-
ster, som fastsættes urimeligt højt, og som andre jernbanevirksomheder benytter
mest.
Det er Jernbanenævnets vurdering, at nedsættelse af visse af DB Car gos takster er
nødvendig for at sikre ligelig behandling og overholdelse af bl.a.
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, og for at understøtte
jernbanegodstransportens konkurrencedygtighed i forhold til andre
transportområder .
Jernbanenævnet har – som øverste sagkyndigt klage- og tilsynsor gan – herved i
kraft af sin tilsynsfunktion truf fet afgørelse efter en konkret vurdering af DB
Cargos takstniveau sammenholdt med jernbaneloven og
kombiterminalbekendtgørelsens regler . Der er ikke grundlag for at tilsidesætte
denne vurdering.”
Landsr ettens begrundelse og r esultat
Jernbanenævnet bestemte ved påbud af 18. september 2019, at DB Car go Scan-dinavia
A/S med virkning fra den 1. oktober 2019 skulle nedsætte taksterne for visse af sine
serviceydelser på kombiterminalerne i henholdsvis Høje-T aastrup og T aulov og samtidig
revidere sine takstblade i overensstemmelse hermed.
Afgørelsen er truf fet på nævnets eget initiativ som led i dets tilsynsvirksomhed.
/40
Sagen angår , om det nævnte påbud er gyldigt.
Jernbanelovens § 103
Som anført i Højesterets dom af 15. juni 2020 gengivet i UfR 2020.2922, kan Jer-
nbanenævnet i medfør af jernbanelovens § 103, stk. 1, jf. stk. 3, som tilsynsmyn-dighed
på eget initiativ træf fe bindende afgørelser med henblik på at korrigere forskelsbehandling
af ansøgere, markedsforvridning og alle andre former for uønsket udvikling på
markederne for jernbanetransportydelser , i det omfang denne udvikling vedrører
forskelsbehandling, markedsforvridning eller kon-kurrence- og markedsmæssige forhold i
øvrigt. En sådan hjemmel fremgår endvidere af § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet ,
som var gældende på tidspunktet for nævnets afgørelse.
Kombiterminalbekendtgør elsen
Efter § 5, stk. 1, i den dagældende bekendtgørelse om modtagepligt på kombi-terminaler
(herefter ”kombiterminalbekendtgørelsen”), udstedt i medfør af bl.a. jernbanelovens §
103, stk. 7, fastsættes takster for jernbanevirksomheders benyt-telse af kombiterminaler
således, at enhver forskelsbehandling mellem jernba-nevirksomheder undgås. T aksterne
kan fastsættes under hensyntagen til togets sammensætning og andre særlige forhold,
såfremt taksterne hermed fremmer en ef fektiv anvendelse af jernbaneinfrastrukturen og
kombiterminalen. Ifølge kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 1. pkt., kan der ved
fastsættelse af taksterne tages hensyn til konkurrencesituationen inden for jernbanedriften.
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt., kan Jernbanenævnet træffe
afgørelse om nedsættelse af kombiterminalens takster , hvis takstniveauet ikke er i
overensstemmelse med konkurrencesituationen, eksempelvis i en situ-ation, hvor der ikke
er konkurrence på kombiterminalområdet, og taksterne ikke er konkurrencedygtige i
forhold til andre transportmåder .
Det følger af kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1, at taksterne skal fast-sættes
således, at de dækker de fulde omkostninger i det omfang, at de er rime-lige i forhold til
brug af servicefaciliteter og leverede ydelser , med tillæg af en rimelig fortjeneste. En
rimelig fortjeneste svarer til en forrentning af egenkapita-len, der ligger på linje med de
seneste års gennemsnitlige afkast i den pågæl-dende sektor og under hensyntagen til den
risiko, herunder for indtægterne, eller fraværet af en sådan risiko, som terminalforvalteren
pådrager sig. Efter § 7, stk. 3, kan nævnet træf fe afgørelse vedrørende forrentningen som
nævnt i stk. 1.
Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 8, stk. 5, påser Jernbanenævnet , at be-
stemmelserne om bl.a. udarbejdelse af internt regnskab for hver kombiterminal
indeholdende bl.a. produktkalkuler for de enkelte serviceydelser , er overholdt. Det følger
af kombiterminalbekendtgørelsens § 9, at kombiterminalens forvalter bl.a. skal
offentliggøre sine forretningsbetingelser indeholdende oplysninger
/41
om taksterne. Efter kombiterminalbekendtgørelsens § 12, stk. 2, er en terminal-forvalter
forpligtet til at give Jernbanenævnet de oplysninger , som nævnet an-moder om som led i
sin tilsynsvirksomhed.
Jernbanenævnets kompetence til at påbyde nedsættelse af taksterne
Jernbanenævnets kompetence til at træf fe afgørelse om nedsættelse af taksterne
følger som ovenfor anført af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt.
Bestemmelsen må læses i sammenhæng med det anførte om jernbanelovens § 103, stk. 3,
og § 4 i dagældende bekendtgørelse om Jernbanenævnet .
Landsretten finder , at en afgørelse om takstnedsættelse i medfør af kombiter -
minalbekendtgørelsens § 5, stk. 2, 2. pkt., forudsætter , at nævnet har godtgjort, at
taksterne ikke er i overensstemmelse med konkurrencesituationen. Dette må bero på en
vis analyse af konkurrencen indenfor det for kombiterminalen rele-vante marked. Som
anført i § 5, stk. 2, 2. pkt., in fine, vil der eksempelvis være grundlag for at træf fe
afgørelse om nedsættelse af taksterne, hvis nævnet har godtgjort, at der ikke er
konkurrence på kombiterminalområdet, og taksterne ikke er konkurrencedygtige i forhold
til andre transportmåder . Der kan herud-over være andre situationer , hvor påvist
forskelsbehandling eller faktiske mar -keds- og konkurrencemæssige forhold tilsiger , at
nævnet træf fer afgørelse om en nedsættelse af taksterne.
Landsretten finder derimod ikke grundlag for at fastslå, at kombiterminalbe-
kendtgørelsens § 7, stk. 1, i sig selv giver nævnet hjemmel til at nedsætte taks-terne.
Nævnet har således ikke hjemmel til at træf fe afgørelse om takstnedsæt-telse alene med
henvisning til, at taksterne ikke er fastsat i overensstemmelse med § 7, stk. 1.
Den konkr ete sag
Jernbanenævnets afgørelse om påbud af 18. september 2019 angiver at være udstedt i
medfør af kombiterminalbekendtgørelsens § 5, stk. 1 og stk. 2, § 7, stk. 1, § 8, stk. 5, § 9
og § 12, stk. 2, § 4 i bekendtgørelse om Jernbanenævnet samt jernbanelovens § 103, stk.
3, og § 105.
Efter indholdet af partshøringsudkastet af 20. juni 2019 sammenholdt med nævnets påbud
af 18. september 2019, må det lægges til grund, at afgørelsen er baseret på nævnets
økonomiske analyse af, hvorvidt de enkelte takster er fastsat i overensstemmelse med
kombiterminalbekendtgørelsens § 7, stk. 1. Afgørelsen med tilhørende bilag 1 og 2
indeholder derimod ingen analyse af konkurrence-situationen for kombiterminalerne i
Høje-T aastrup og T aulov på det relevante marked. Nævnet har ikke foretaget en vurdering
af, hvorvidt kombiterminaler -ne er udsat for konkurrence, herunder om taksterne faktisk
er på niveau med konkurrerende serviceydelser eksempelvis inden for andre
transportmåder .
Der er heller ikke foretaget en analyse af, hvorvidt der faktisk sker forskelsbe-
/42
handling eller andre former for markedsforvridning. Det bemærkes herved, at
Jernbanenævnets gennemgang af indhentede oplysninger om taksterne hos
kombiterminaler i visse andre europæiske lande ikke er ledsaget af en vurde-ring af,
hvorfor disse begrænsede og til dels historiske oplysninger er relevante for
kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulovs konkurrencesituation.
På denne baggrund finder landsretten, at Jernbanenævnet i sin sagsbehandling ikke har
vurderet sagen i forhold til betingelserne i den dagældende kombiter -
minalbekendtgørelses § 5, stk. 2, 2. pkt., jf. jernbanelovens § 103, stk. 3, og § 4 i
dagældende bekendtgørelse om Jernbanenævnet . Det bemærkes herved, at Østre Landsret
ved dommen af 19. oktober 2020 ikke har taget stilling til, om nævnet i en situation som
den foreliggende har haft fornøden hjemmel til at påbyde nedsættelse af taksterne som
sket. Nævnet har derfor været uberettiget til at udstede påbuddet af 18. september 2019.
Landsretten har herefter ikke anledning til at tage stilling til de i øvrigt af DB Car go
Scandinavia A/S fremsatte indsigelser mod påbuddets gyldighed.
Konklusion og sagsomkostninger
Landsretten tager herefter DB Car go Scandinavia A/S’ påstand til følge, således at
Jernbanenævnet tilpligtes at anerkende, at nævnet var uberettiget til at påby-de DB Car go
Scandinavia A/S at nedregulere 2019-taksterne for kombitermina-lerne i Høje-T aastrup og
Taulov samt fremsende og of fentliggøre nye takstblade i forbindelse dermed, således som
det fremgår af Jernbanenævnets afgørelse af 18. september 2019.
Efter sagens udfald skal Jernbanenævnet i sagsomkostninger for begge retter betale
126.750 kr . til DB Car go Scandinavia A/S . 125.000 kr . af beløbet er til dækning af
udgifter til advokatbistand ekskl. moms og 1.750 kr . er til retsafgift. Ud over sagens værdi
er der ved fastsættelsen af beløbet til advokat taget hen-syn til sagens omfang og
betydning.
THI KENDES FOR RET :
Byrettens dom ændres således, at Jernbanenævnet tilpligtes at anerkende, at nævnet var
uberettiget til at påbyde DB Car go Scandinavia A/S at nedregulere 2019-taksterne for
kombiterminalerne i Høje-T aastrup og T aulov samt fremsen-de og of fentliggøre nye
takstblade i forbindelse dermed, således som det frem-går af Jernbanenævnets afgørelse af
18. september 2019.
/43
I sagsomkostninger for begge retter skal Jernbanenævnet inden 14 dage betale 126.750 kr .
til DB Car go Scandinavia A/S . Beløbet forrentes efter rentelovens § 8 a.
/ | 111,085 | 111,872 |
|||
3986 | Landsretten stadfæster familierettens dom, og tiltræder dermed, at det er bedst for det adopterede barn, at der ikke er samvær med de biologiske forældre | Appelleret | Civilsag | Vestre Landsret | BS-40628/2021-VLR | Forældreansvarssag | 2. instans | 2820/23 | Familieret og personlige forhold;
Forældreansvarslov §20a; | Dommer - Joen Sode;
Dommer - Linda Hangaard;
Dommer - Mogens Heinsen;
Advokat - Anders Christian Brøndtved; | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | /
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 16. juni 2022
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-40628/2021-VLR
(10. afdeling)
Biologisk far
og
Biologisk mor
(advokat Anders Christian Brøndtved, beskikket)
mod
Adoptivfar
og
Adoptivmor
Familieretten i Horsens har den 1. oktober 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-
17369/2021-HRS).
Landsdommerne Mogens Heinsen, Linda Hangaard og Joen Sode (kst.) har del-
taget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanterne, Biologisk far og Biologisk mor, har gentaget deres påstand for
familieretten om, at der fastsættes samvær mellem dem og Barn i et af landsretten
fastsat omfang.
Adoptivforældrene har påstået dommen stadfæstet.
/
2
Adoptivforældrene har ikke givet møde under hovedforhandlingen.
Appellanterne har fri proces under anken.
Forklaringer
Appellanterne har afgivet supplerende forklaring.
Biologisk far har forklaret, at han bor i egen lejlighed i By 2. Han har
fuldtidsarbejde og arbejder med Stilling.
Han tænker, at det er Barns adoptivforældre, der skal fortælle hende, at hun er
adopteret. Han har ikke fået oplysninger om Barn siden byrettens dom. De skal
have oplysninger om Barn igen, når hun fylder fire år. Det gør hun til Måned.
Han vil gerne have samvær med Barn, så hun kan komme til at kende sine
biologiske forældre. Det, tror han, vil have stor betydning for hende. Han vil
stadig gerne se hende på f.eks. en legeplads. Før Barn blev bortadopteret, havde
han og Biologisk mor samvær med Barn 1 time hver måned. Han ville gerne have
haft mere samvær.
Han har en kammerat, der er bortadopteret. Kammeraten søger nu efter sine
biologiske forældre og vil rigtig gerne vide, hvem de er. Han synes ikke, at Barn
skal komme til at stå i samme situation.
Biologisk mor har forklaret, at hun har været i praktik hos Arbejdsplads 2 og
arbejder på at komme i en ny praktik. Hun har været sygemeldt med en
depression, men er i behandling og har fået det meget bedre både psykisk og
fysisk.
Hun mener, at adoptivforældrene gerne ville have billeder af Barns barnedåb mv.,
så de kunne lave en bog til Barn. Hun har derfor sendt billeder af Barn til
plejemor, som må have sendt dem videre til adoptivforældrene.
Da Barn var i plejefamilien, havde de kun samvær med hende en time hver
måned. Til fødselsdage og julehygge havde de lidt længere tid sammen med
hende. De bad mange gange om at få mere samvær, men fik hver gang afslag.
Hun har fået at vide, at Barn var ked af det og meget træt efter samvær. Hun har
ikke fået andet at vide om Barns reaktioner efter samvær. I en periode lå
samværet fra kl. 11 – 12, og Barn blev lagt til at sove ved afslutningen af
samværet. Det, synes hun, var forkert.
Forud for det sidste samvær med Barn, der var den 13. januar 2020, fik de at
vide, at de havde i hvert fald 2 timers samvær, men de fik kun 1 time og 10 mi-
nutter sammen med Barn.
/
3
Hun og Biologisk far bor ikke sammen længere, men vil gerne have samvær med
Barn sammen. Hun vil gerne have, at samværet ikke skal være samtidig med
Barns samvær med sine bedsteforældre.
Anbringender
Appellanterne har gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i
overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller
anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopte-rede
barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for
kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens § 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller an-
den form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og hensynet til
barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvars-
lovens § 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der anlægges en helhedsvurdering af
barnets samlede situation både på kort og langt sigt, og der bør lægges vægt på, at
barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes en
tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en stabil
og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
Barn, der er født Dato (2018), blev anbragt på Institutions børneafdeling i
begyndelsen af oktober 2018 og havde forinden si-den fødslen opholdt sig
sammen med sin mor på Institution.
Den 31. oktober 2018 blev Barn anbragt i en plejefamilie, og hun blev efter
ankedom af 15. januar 2020 frigivet til adoption uden de biologiske forældres
samtykke. Hun blev herefter adopteret af adoptivforældrene, hvis navn og bopæl
ikke er kendt af de biologiske forældre. Barn har således tidligt i sit liv oplevet
flere store skift. Det må derfor anses for afgørende for Barns trivsel, at hendes
tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om
Barns reaktioner under samvær, oplysningerne om de biologiske forældres
personlige forhold og den tid, som Barn har haft ophold hos adoptanterne,
tiltræder landsretten, at det er bedst for Barn, at der ikke er samvær med de
biologiske forældre.
/
4
Det tiltrædes endvidere, at det forhold, at der i perioden efter anbringelsen i
plejefamilien og frem til den 13. januar 2020 var samvær mellem Barn og ap-
pellanterne 1 time hver måned, ikke kan føre til en anden vurdering, idet disse
samvær ikke kan antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv rela-
tion mellem Barn og hendes biologiske forældre, at samvær nu kan anses for at
være det bedste for hende.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller
til statskassen.
/ | VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 16. juni 2022
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-40628/2021-VLR
(10. afdeling)
<anonym>Biologisk far</anonym>
0g
<anonym>Biologisk mor</anonym>
(advokat Anders Christian Brøndtved, beskikket)
mod
<anonym>Adoptivfar</anonym>
0g
<anonym>Adoptivmor</anonym>
Familieretten i Horsens har den 1. oktober 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS -
17369/2021-HRS).
Landsdommerne Mogens Heinsen; Linda Hangaard og Joen Sode (kst: har del-
taget i ankesagens afgørelse
Påstande
Appellanterne, <anonym>Biologisk far</anonym> 0g <anonym>Biologisk mor</anonym> har gentaget deres påstand for
familieretten om, at der fastsættes samvær mellem dem og <anonym>Barn</anonym> iet af landsretten
fastsat omfang.
Adoptivforældrene har påstået dommen stadfæstet.
2
Adoptivforældrene har ikke givet møde under hovedforhandlingen.
Appellanterne har fri proces under anken.
Forklaringer
Appellanterne har afgivet supplerende forklaring:
<anonym>Biologisk far</anonym> har forklaret; at han bor i egen lejlighed i <anonym>By 2</anonym> Han har
fuldtidsarbejde og arbejder med <anonym>Stilling</anonym>
Han tænker, at det er <anonym>Barns</anonym> adoptivforældre, der skal fortælle hende, at hun er
adopteret. Han har ikke fået oplysninger om <anonym>Barn</anonym> siden byrettens dom. De skal
have oplysninger om <anonym>Barn</anonym> igen; når hun fylder fire år. Det gør hun til <anonym>Måned</anonym>
Han vil gerne have samvær med <anonym>Barn</anonym> så hun kan komme til at kende sine
biologiske forældre. Det, tror han, vil have stor betydning for hende. Han vil
stadig gerne se hende på feks. en legeplads. Før <anonym>Barn</anonym> blev bortadopteret; havde
han og <anonym>Biologisk mor</anonym> samvær med <anonym>Barn</anonym> 1 time hver måned. Han ville gerne have
haft mere samvær.
Han har en kammerat, der er bortadopteret. Kammeraten søger nu efter sine
biologiske forældre 0g vil rigtig gerne vide, hvem de er. Han synes ikke, at <anonym>Barn</anonym>
skal komme til at stå i samme situation.
<anonym>Biologisk mor</anonym> har forklaret; at hun har været i praktik hos <anonym>Arbejdsplads 2</anonym> 0g
arbejder på at komme i en ny praktik . Hun har været sygemeldt med en
depression; men er i behandling og har fået det meget bedre både psykisk 0g
fysisk.
Hun mener; at adoptivforældrene gerne ville have billeder af <anonym>Barns</anonym> barnedåb mv.,
så de kunne lave en bog til <anonym>Barn</anonym> Hun har derfor sendt billeder af <anonym>Barn</anonym> til
plejemor; som må have sendt dem videre til adoptivforældrene .
Da <anonym>Barn</anonym> var i plejefamilien; havde de kun samvær med hende en time hver
måned. Til fødselsdage og julehygge havde de lidt længere tid sammen med
hende. De bad mange gange om at få mere samvær; men fik hver gang afslag:
Hun har fået at vide, at <anonym>Barn</anonym> var ked af det og meget træt efter samvær. Hun har
ikke fået andet at vide om <anonym>Barns</anonym> reaktioner efter samvær. I en periode lå
samværet fra kl. 11 - 12, 0g <anonym>Barn</anonym> blev lagt til at sove ved afslutningen af
samværet. Det, synes hun; var forkert.
Forud for det sidste samvær med <anonym>Barn</anonym> der var den 13.januar 2020, fik de at
vide, at de havde i hvert fald 2 timers samvær, men de fik kun 1 time og 10mi-
nutter sammen med <anonym>Barn</anonym>
3
Hun 0g <anonym>Biologisk far</anonym> bor ikke sammen længere; men vil gerne have samvær med
<anonym>Barn</anonym> sammen. Hun vil gerne have, at samværet ikke skal være samtidig med
<anonym>Barns</anonym> samvær med sine bedsteforældre.
Anbringender
Appellanterne har gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i
overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det følger af forældreansvarslovens 8 20 a, at der kan fastsættes samvær eller
anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopte-rede
barn; navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden form for
kontakt med den; som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens $ 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller an-
den form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet; og hensynet til
barnets bedste 0g barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvars -
lovens $ 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der anlægges en helhedsvurdering af
barnets samlede situation både på kort og langt sigt; og der bør lægges vægt på, at
barnet står i en særlig situation efter en adoption; hvor der skal skabes en
tilknytning mellem bamnet og adoptivfamilien; og hvor barnets behov for en stabil
og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
<anonym>Barn</anonym> der er født <anonym>Dato (2018)</anonym> blev anbragt på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling i
begyndelsen af oktober 2018 og havde forinden si-den fødslen opholdt sig
sammen med sin mor på <anonym>Institution</anonym>
Den 31. oktober 2018 blev <anonym>Barn</anonym> anbragt i en plejefamilie; 0g hun blev efter
ankedom af 15.januar 2020 frigivet til adoption uden de biologiske forældres
samtykke. Hun blev herefter adopteret af adoptivforældrene, hvis navn og bopæl
ikke er kendt af de biologiske forældre. <anonym>Barn</anonym> har således tidligt i sit liv oplevet
flere store skift. Det må derfor anses for afgørende for <anonym>Barns</anonym> trivsel, at hendes
tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om
<anonym>Barns</anonym> reaktioner under samvær; oplysningerne om de biologiske forældres
personlige forhold og den tid, som <anonym>Barn</anonym> har haft ophold hos adoptanterne,
tiltræder landsretten, at det er bedst for <anonym>Barn</anonym> at der ikke er samvær med de
biologiske forældre.
Det tiltrædes endvidere; at det forhold; at der i perioden efter anbringelsen i
plejefamilien 0g frem til den 13.januar 2020 var samvær mellem <anonym>Barn</anonym> 0g ap-
pellanterne 1 time hver måned, ikke kan føre til en anden vurdering, idet disse
samvær ikke kan antages at have skabt en sådan betydningsfuld og positiv rela -
tion mellem <anonym>Barn</anonym> og hendes biologiske forældre, at samvær nu kan anses for at
være det bedste for hende.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom
THI KENDES FOR RET:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part eller
til statskassen.
/ | 5,756 | 6,497 |
|||
3987 | Landsretten stadfæster familierettens dom, og tiltræder dermed, at det er bedst for det adopterede barn, at der ikke er samvær med bedsteforældre | Appelleret | Civilsag | Vestre Landsret | BS-41002/2021-VLR | Forældreansvarssag | 2. instans | 2824/23 | Familieret og personlige forhold;
Forældreansvarslov §20a; | Dommer - Joen Sode;
Dommer - Linda Hangaard;
Dommer - Mogens Heinsen;
Advokat - Jesper Nikolajsen; | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | /
VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 16. juni 2022
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-41002/2021-VLR
(10. afdeling)
Biologisk bedstefar
og
Biologisk bedstemor
(advokat Jesper Nikolajsen, beskikket)
mod
Adoptivfar
og
Adoptivmor
Familieretten i Horsens har den 1. oktober 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS-
17182/2021-HRS).
Landsdommerne Mogens Heinsen, Linda Hangaard og Joen Sode (kst.) har del-
taget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanterne, Biologisk bedstefar og Biologisk bedstemor, har gentaget deres
påstand for familieretten om, at der fastsættes samvær med Barn hver 4. lørdag
fra klokken 12 til klokken 15 eller efter landsrettens nærmere skøn.
/
2
Subsidiært har de nedlagt påstand om, at der fastlægges anden form for kontakt,
således at de modtager billeder og breve fra Barn.
Adoptivforældrene har påstået dommen stadfæstet.
Adoptivforældrene har ikke givet møde under hovedforhandlingen.
Appellanterne har fri proces under anken.
Forklaringer
Appellanterne har afgivet supplerende forklaring.
Biologisk bedstemor har forklaret, at hun har set Barn fra hendes fødsel og frem
til november 2019. Når hun og Biologisk bedstefar kom på besøg, kom Barn
løbende og ville gerne lege. Hun synes, at både hun og Biologisk bedstefar
havde en rigtig god til-knytning til Barn. Deres samvær var ikke overvåget, og
det gik rigtig godt. Når samværet var slut, var Barn glad og godt tilpas. Hun er
indstillet på et støttet samvær, hvis det er, hvad der kræves for at få samvær med
Barn.
Biologisk bedstefar har forklaret, at han er enig i det, som Biologisk bedstemor
har forkla-ret.
Anbringender
Appellanterne har gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i
overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det følger af forældreansvarslovens § 20 a, at der kan fastsættes samvær eller
anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopte-
rede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden
form for kontakt med den, som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens § 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller an-
den form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og hensynet til
barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvars-
lovens § 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der anlægges en helhedsvurdering af
barnets samlede situation både på kort og langt sigt, og der bør lægges vægt på,
at barnet står i en særlig situation efter en adoption, hvor der skal skabes en
tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien, og hvor barnets behov for en
stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes.
/
3
Barn, der er født Dato (2018), blev anbragt på Institutions børneafdeling i
begyndelsen af oktober 2018 og havde forinden si-den fødslen opholdt sig
sammen med sin mor på Institution.
Den 31. oktober 2018 blev Barn anbragt i en plejefamilie, og hun blev efter
ankedom af 15. januar 2020 frigivet til adoption uden de biologiske forældres
samtykke. Hun blev herefter adopteret af adoptivforældrene, hvis navn og bopæl
ikke er kendt af de biologiske slægtninge. Barn har således tidligt i sit liv oplevet
flere store skift. Det må derfor anses for afgørende for Barns triv-sel, at hendes
tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter oplysningerne fra appellanterne havde de under Barns anbringelse i
plejefamilien samvær med hende 1 time hver 8. uge.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder oplysningerne om
omfanget af samværene mellem Barn og appellanterne, mens Barn var an-bragt
hos plejefamilien og den tid, som Barn har haft ophold hos adoptanter-ne, uden
der har været samvær med appellanterne, tiltræder landsretten, at det er bedst for
Barn, at der ikke træffes bestemmelse om samvær med appellan-terne. Der er af
de samme grunde ikke grundlag for, at anden form for kontakt, jf.
forældreansvarslovens § 20 a, vil være bedst for Barn.
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part
eller til statskassen.
/ | VESTRE LANDSRET
DOM
afsagt den 16. juni 2022
Sagen er behandlet for lukkede døre.
Sag BS-41002/2021-VLR
(10. afdeling)
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
0g
<anonym>Biologisk bedstemor</anonym>
(advokat Jesper Nikolajsen; beskikket)
mod
<anonym>Adoptivfar</anonym>
0g
<anonym>Adoptivmor</anonym>
Familieretten i Horsens har den 1. oktober 2021 afsagt dom i 1. instans (sag BS -
17182/2021-HRS) .
Landsdommerne Mogens Heinsen; Linda Hangaard og Joen Sode (kst: har del-
taget i ankesagens afgørelse.
Påstande
Appellanterne, <anonym>Biologisk bedstefar</anonym> 0g <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har gentaget deres
påstand for familieretten om, at der fastsættes samvær med <anonym>Barn</anonym> hver 4. lørdag
fra klokken 12 til klokken 15 eller efter landsrettens nærmere skøn.
2
Subsidiært har de nedlagt påstand om, at der fastlægges anden form for kontakt;
således at de modtager billeder og breve fra <anonym>Barn</anonym>
Adoptivforældrene har påstået dommen stadfæstet;.
Adoptivforældrene har ikke givet møde under hovedforhandlingen.
Appellanterne har fri proces under anken.
Forklaringer
Appellanterne har afgivet supplerende forklaring.
<anonym>Biologisk bedstemor</anonym> har forklaret, at hun har set <anonym>Barn</anonym> fra hendes fødsel og frem
til november 2019. Når hun og <anonym>Biologisk bedstefar</anonym> kom på besØg, kom <anonym>Barn</anonym>
løbende og ville gemne lege. Hun synes, at både hun og <anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
havde en rigtig god til-knytning til <anonym>Barn</anonym> Deres samvær var ikke overvåget; og
det gik rigtig godt. Når samværet var slut, var <anonym>Barn</anonym> glad og godt tilpas. Hun er
indstillet på et støttet samvær; hvis det er, hvad der kræves for at få samvær med
<anonym>Barn</anonym>
<anonym>Biologisk bedstefar</anonym> har forklaret, at han er enig i det, som <anonym>Biologisk bedstemor</anonym>
har forkla-ret.
Anbringender
Appellanterne har gentaget deres anbringender for byretten og har procederet i
overensstemmelse hermed.
Landsrettens begrundelse og resultat
Det følger af forældreansvarslovens 8 20 a, at der kan fastsættes samvær eller
anden form for kontakt mellem barnets oprindelige slægtninge og det adopte-
rede barn, navnlig hvis barnet forud for adoptionen havde samvær eller anden
form for kontakt med den; som anmoder om fastsættelse af samvær m.v.
Efter forældreansvarslovens $ 4, 1. pkt., skal en afgørelse om samvær eller an-
den form for kontakt træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet; og hensynet til
barnets bedste 0g barnets ret til trivsel og beskyttelse skal efter forældreansvars -
lovens $ 1 komme i første række.
Ved vurderingen af barnets bedste skal der anlægges en helhedsvurdering af
barnets samlede situation både på kort og langt sigt; og der bør lægges vægt på,
at barnet står i en særlig situation efter en adoption; hvor der skal skabes en
tilknytning mellem barnet og adoptivfamilien; og hvor barnets behov for en
stabil og sammenhængende dagligdag skal kunne opfyldes .
3
<anonym>Barn</anonym> der er født <anonym>Dato (2018)</anonym> blev anbragt på <anonym>Institutions</anonym> børneafdeling i
begyndelsen af oktober 2018 og havde forinden si-den fødslen opholdt sig
sammen med sin mor på <anonym>Institution</anonym>
Den 31. oktober 2018 blev <anonym>Barn</anonym> anbragt i en plejefamilie; 0g hun blev efter
ankedom af 15.januar 2020 frigivet til adoption uden de biologiske forældres
samtykke: Hun blev herefter adopteret af adoptivforældrene; hvis navn og bopæl
ikke er kendt af de biologiske slægtninge. <anonym>Barn</anonym> har således tidligt i sit liv oplevet
flere store skift. Det må derfor anses for afgørende for <anonym>Barns</anonym> triv-sel, at hendes
tilknytning til adoptanterne sikres bedst muligt.
Efter oplysningerne fra appellanterne havde de under <anonym>Barns</anonym> anbringelse i
plejefamilien samvær med hende 1 time hver 8. uge.
Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger; herunder oplysningerne om
omfanget af samværene mellem <anonym>Barn</anonym> og appellanterne; mens <anonym>Barn</anonym> var an-bragt
hos plejefamilien og den tid, som <anonym>Barn</anonym> har haft ophold hos adoptanter-ne; uden
der har været samvær med appellanterne, tiltræder landsretten; at det er bedst for
<anonym>Barn</anonym> at der ikke træffes bestemmelse om samvær med appellan-terne. Der er af
de samme grunde ikke grundlag for, at anden form for kontakt, jf.
forældreansvarslovens 8 20 a, vil være bedst for <anonym>Barn</anonym>
Landsretten stadfæster derfor familierettens dom.
THI KENDES FOR RET:
Familierettens dom stadfæstes.
Ingen af parterne betaler sagsomkostninger for landsretten til den anden part
eller til statskassen.
/ | 4,220 | 4,738 |
|||
3988 | Højesteret stadfæster landsrettens dom, og skade efter besvimelse og fald på arbejdsplads anderkendes dermed som arbejdsskade | Endelig | Civilsag | Højesteret | BS-50589/2022-HJR | Almindelig civil sag | 3. instans | 1672/23 | Arbejdsskade;
Forvaltningssag; | Appelindstævnte - Ankestyrelsen;
Appellant - CODAN FORSIKRING A/S;
Dommer - Hanne Schmidt;
Dommer - Kristian Korfits Nielsen;
Dommer - Oliver Talevski;
Vis flere... | Nej | Nej | Nej | 77.000,00 kr. | /
Personskade efter besvimelse på arbejdsplads anerkendt
som arbejdsskade
Personskade opstået ved fald blev anerkendt som arbejdsskade, uanset at faldet
skyldtes besvimelse, som ikke var forårsaget af arbejdet
Domme afsagt den 11. oktober 2023
Sagerne BS-50589/2022-HJR og BS-51368/2022-HJR
Codan Forsikring A/S
mod
Ankestyrelsen
og
Region Hovedstaden
mod
S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Biintervenient til støtte for S/I Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:
Biintervenient
Sagerne angår to forskellige personer og hændelser.
Den ene person var på tidspunktet for sin tilskadekomst i praktik som lægestuderende. Hun sad på en
taburet med hjul og overværede en undersøgelse af en patient, da hun fik et ildebefindende og
besvimede. Hun faldt ned fra taburetten og slog hovedet mod betongulvet, hvorved hun pådrog sig en
hjernerystelse. Hun fik også viklet sin ene fod ind i taburettens bøjle og brækkede derved en fodknogle.
Den anden person sad på tidspunktet for sin tilskadekomst ved sit skrivebord på arbejdspladsen og
arbejdede på sin pc, da hun pludselig besvimede. Hun faldt og slog hovedet mod gulvet, hvorved hun
pådrog sig posttraumatisk hovedpine.
I begge sagerne var parterne enige om, at de tilskadekomnes arbejde ikke var årsag til, at de
besvimede.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings havde anerkendt personskaderne som
arbejdsskader.
Sagerne for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og
Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser om anerkendelse af personskaderne som
/
arbejdsskader.
Højesteret udtalte, at hændelserne, hvorved begge de tilskadekomne bl.a. faldt og slog hovedet mod
gulvet, forårsagede personskaderne, og der var dermed tale om ulykker i arbejdsskadesikringslovens
forstand. De var begge i færd med at udføre deres arbejde, da hændelserne skete, og Højesteret
fastslog herefter, at deres personskader måtte anses for at være en følge af arbejdet eller de forhold,
det var foregået under. Dette gjaldt uanset, at parterne var enige om, at deres arbejde ikke var årsag til
selve besvimelsen.
Personskaderne måtte således – uanset årsagerne til besvimelserne – henføres til deres arbejde eller
de forhold, det var foregået under, og der skulle ikke foretages en sandsynlighedsvurdering af, om de
ville være kommet lige så slemt til skade, hvis den samme situation var opstået andre steder end på
arbejdet.
Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets
Erhvervsforsikrings afgørelser.
Landsretten var i begge sager nået til samme resultat. | Personskade efter besvimelse på arbejdsplads anerkendt
som arbejdsskade
Personskade opstået ved fald blev anerkendt som arbejdsskade; uanset at faldet
skyldtes besvimelse; som ikke var forårsaget af arbejdet
Domme afsagt den 11. oktober 2023
Sagerne BS-50589/2022-HJR 0g BS-51368/2022-HJR
Codan Forsikring AS
mod
Ankestyrelsen
og
Region Hovedstaden
mod
SlI Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Biintervenient til støtte for SII Arbejdsmarkedets Erhvervssikring:
<anonym>Biintervenient</anonym>
Sagerne angår to forskellige personer og hændelser.
Den ene person var på tidspunktet for sin tilskadekomst i praktik som lægestuderende. Hun sad på en
taburet med hjul og overværede en undersøgelse af en patient; da hun fik et ildebefindende 0g
besvimede. Hun faldt ned fra taburetten 0g slog hovedet mod betongulvet; hvorved hun pådrog sig en
hjernerystelse. Hun fik også viklet sin ene fod ind taburettens bøjle og brækkede derved en fodknogle.
Den anden person sad på tidspunktet for sin tilskadekomst ved sit skrivebord på arbejdspladsen 0g
arbejdede på sin pc, da hun pludselig besvimede. Hun faldt og slog hovedet mod gulvet; hvorved hun
pådrog sig posttraumatisk hovedpine.
begge sagerne var parterne enige om; at de tilskadekomnes arbejde ikke var årsag til, at de
besvimede.
Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings havde anerkendt personskaderne som
arbejdsskader.
Sagerne for Højesteret angik, om der var grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens 0g
Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikrings afgørelser om anerkendelse af personskaderne som
/arbejdsskader .
Højesteret udtalte, at hændelserne, hvorved begge de tilskadekomne bl.a. faldt og slog hovedet mod
gulvet, forårsagede personskaderne, og der var dermed tale om ulykker i arbejdsskadesikringslovens
forstand. De var begge i færd med at udføre deres arbejde, da hændelserne skete, og Højesteret
fastslog herefter , at deres personskader måtte anses for at være en følge af arbejdet eller de forhold,
det var foregået under . Dette gjaldt uanset, at parterne var enige om, at deres arbejde ikke var årsag til
selve besvimelsen.
Personskaderne måtte således – uanset årsagerne til besvimelserne – henføres til deres arbejde eller
de forhold, det var foregået under , og der skulle ikke foretages en sandsynlighedsvurdering af, om de
ville være kommet lige så slemt til skade, hvis den samme situation var opstået andre steder end på
arbejdet.
Herefter var der ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens og Arbejdsmarkedets
Erhvervsforsikrings afgørelser .
Landsretten var i begge sager nået til samme resultat. | 2,590 | 2,608 |
|||
3989 | Familierettens og landsrettens domme i sag om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske forældre ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i familieretten | Hjemvist | Civilsag | Højesteret | BS-18800/2023-HJR | Forældreansvarssag | 3. instans | 2821/23 | Forældreansvarslov § 7;
Forældreansvarslov prøvelse; | Dommer - Lars Hjortnæs;
Dommer - Michael Rekling;
Dommer - Mohammad Ahsan;
Dommer - Oliver Talevski;
Dommer - Poul Dahl Jensen;
Vis flere... | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | /
Sager om samvær hjemvist til familieretten
Sager om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske forældre
og bedsteforældre hjemvist til ny behandling i familieretten
Sagerne BS-18800/2023-HJR og BS-17016/2023-HJR
Domme afsagt den 26. oktober 2023
De biologiske forældre ( Biologisk mor og Biologisk far)
mod
Adoptivforældre
og
De biologiske bedsteforældre (Biologisk bedstemor og Biologisk bedstefar)
mod
Adoptivforældre
Biologisk mor og Biologisk far er biologiske forældre og Biologisk bedstemor og Biologisk bedstefar er
biologiske bedsteforældre til Barn født Dato (2018). Barnet blev den 31. oktober 2018 med de biologiske
forældres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 15. januar 2020 blev barnet uden de biologiske
forældres samtykke frigivet til adoption. Sagerne angik, om de biologiske forældre og bedsteforældre
skulle have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Højesteret udtalte, at forældreansvarslovens § 20 a også efter den ændring, der i 2019 blev foretaget af
loven, skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for familieliv og privatliv, og at
der i sager efter forældreansvarslovens § 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag, som gør det
muligt at træffe sådanne afgørelser, jf. herved Højesterets dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114).
For så vidt angik de biologiske bedsteforældre udtalte Højesteret, at det fremgår af praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn i
almindelighed nyder en mindre grad af beskyttelse end forholdet mellem forældre og børn efter
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det betyder, at bedsteforældres ret efter artikel 8 i forhold til
deres børnebørn primært indebærer en ret til at opretholde eller udvikle et normalt bedsteforældre-
barnebarn forhold gennem kontakt mellem dem.
Da det ikke efter de foreliggende oplysninger i sagerne kunne afvises, at betingelserne for at fastsætte
samvær eller anden form for kontakt, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv., var
opfyldt, fandt Højesteret, at familierettens og landsrettens afgørelser i begge sager ikke byggede på et
tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at sagerne derfor skulle hjemvises til ny behandling i familieretten.
/
Landsretten var i begge sager nået til et andet resultat. | Sager om samvær hjemvist til familieretten
Sager om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske forældre
og bedsteforældre hjemvist til ny behandling familieretten
Sagerne BS-18800/2023-HJR og BS-17016/2023-HJR
Domme afsagt den 26. oktober 2023
De biologiske forældre Biologisk mor 0g Biologisk_far)
mod
<anonym>Adoptivforældre</anonym>
og
De biologiske bedsteforældre <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> og <anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
mod
<anonym>Adoptivforældre</anonym>
Biologisk mor 0g Biologisk _far er biologiske forældre og Biologisk_bedstemor 0g Biologisk bedstefar er
biologiske bedsteforældre til <anonym>Barn</anonym> født Dato (20182 Barnet blev den 31. oktober 2018 med de biologiske
forældres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 15. januar 2020 blev barnet uden de biologiske
forældres samtykke frigivet til adoption: Sagerne angik; om de biologiske forældre og bedsteforældre
skulle have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Højesteret udtalte; at forældreansvarslovens $ 20 a også efter den ændring; der 2019 blev foretaget af
loven; skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for familieliv 0g privatliv; og at
der sager efter forældreansvarslovens $ 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag; som gør det
muligt at træffe sådanne afgørelser; jf. herved Højesterets dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114).
For så vidt angik de biologiske bedsteforældre udtalte Højesteret; at det fremgår af praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn i
almindelighed nyder en mindre grad af beskyttelse end forholdet mellem forældre og børn efter
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det betyder; at bedsteforældres ret efter artikel 8 i forhold til
deres børnebørn primært indebærer en ret til at opretholde eller udvikle et normalt bedsteforældre-
barnebarn forhold gennem kontakt mellem dem.
Da det ikke efter de foreliggende oplysninger sagerne kunne afvises; at betingelserne for at fastsætte
samvær eller anden form for kontakt; herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv , var
opfyldt; fandt Højesteret; at familierettens og landsrettens afgørelser i begge sager ikke byggede på et
tilstrækkeligt oplysningsgrundlag; og at sagerne derfor skulle hjemvises til ny behandling familieretten.
/Landsretten var i begge sager nået til et andet resultat. | 2,450 | 2,524 |
|||
3990 | Familierettens og landsrettens dom om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske bedsteforældre ophæves, og sagen hjemvises til ny behandling i familieretten | Hjemvist | Civilsag | Højesteret | BS-17016/2023-HJR | Forældreansvarssag | 3. instans | 2825/23 | Familieret og personlige forhold;
Forældreansvarslov § 7; | Dommer - Lars Hjortnæs;
Dommer - Michael Rekling;
Dommer - Mohammad Ahsan;
Dommer - Oliver Talevski;
Dommer - Poul Dahl Jensen;
Vis flere... | Nej | Nej | Nej | 0,00 kr. | Sager om samvær hjemvist til familieretten
Sager om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske forældre
og bedsteforældre hjemvist til ny behandling i familieretten
Sagerne BS-18800/2023-HJR og BS-17016/2023-HJR
Domme afsagt den 26. oktober 2023
De biologiske forældre (Biologisk mor og Biologisk far)
mod
Adoptivforældre
og
De biologiske bedsteforældre ( Biologisk bedstemor og Biologisk bedstefar)
mod
Adoptivforældre
Biologisk mor og Biologisk far er biologiske forældre og Biologisk bedstemor og Biologisk bedstefar er
biologiske bedsteforældre til Barn født Dato (2018). Barnet blev den 31. oktober 2018 med de biologiske
forældres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 15. januar 2020 blev barnet uden de biologiske
forældres samtykke frigivet til adoption. Sagerne angik, om de biologiske forældre og bedsteforældre
skulle have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Højesteret udtalte, at forældreansvarslovens § 20 a også efter den ændring, der i 2019 blev foretaget af
loven, skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for familieliv og privatliv, og at
der i sager efter forældreansvarslovens § 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag, som gør det
muligt at træffe sådanne afgørelser, jf. herved Højesterets dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114).
For så vidt angik de biologiske bedsteforældre udtalte Højesteret, at det fremgår af praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn i
almindelighed nyder en mindre grad af beskyttelse end forholdet mellem forældre og børn efter
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det betyder, at bedsteforældres ret efter artikel 8 i forhold til
deres børnebørn primært indebærer en ret til at opretholde eller udvikle et normalt bedsteforældre-
barnebarn forhold gennem kontakt mellem dem.
Da det ikke efter de foreliggende oplysninger i sagerne kunne afvises, at betingelserne for at fastsætte
samvær eller anden form for kontakt, herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv., var
opfyldt, fandt Højesteret, at familierettens og landsrettens afgørelser i begge sager ikke byggede på et
tilstrækkeligt oplysningsgrundlag, og at sagerne derfor skulle hjemvises til ny behandling i familieretten.
Landsretten var i begge sager nået til et andet resultat. | Sager om samvær hjemvist til familieretten
Sager om samvær mellem tvangsbortadopteret barn og barnets biologiske forældre
og bedsteforældre hjemvist til ny behandling familieretten
Sagerne BS-18800/2023-HJR og BS-17016/2023-HJR
Domme afsagt den 26. oktober 2023
De biologiske forældre (Biologisk_mor 0g Biologisk _far)
mod
<anonym>Adoptivforældre</anonym>
og
De biologiske bedsteforældre <anonym>Biologisk bedstemor</anonym> og <anonym>Biologisk bedstefar</anonym>
mod
<anonym>Adoptivforældre</anonym>
Biologisk mor 0g Biologisk _far er biologiske forældre og Biologisk_bedstemor 0g Biologisk bedstefar er
biologiske bedsteforældre til <anonym>Barn</anonym> født Dato (20182 Barnet blev den 31. oktober 2018 med de biologiske
forældres samtykke anbragt uden for hjemmet. Den 15. januar 2020 blev barnet uden de biologiske
forældres samtykke frigivet til adoption: Sagerne angik; om de biologiske forældre og bedsteforældre
skulle have ret til samvær eller anden form for kontakt med barnet.
Højesteret udtalte; at forældreansvarslovens $ 20 a også efter den ændring; der 2019 blev foretaget af
loven; skal fortolkes i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
vedrørende Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om ret til respekt for familieliv 0g privatliv; og at
der sager efter forældreansvarslovens $ 20 a må tilvejebringes et oplysningsgrundlag; som gør det
muligt at træffe sådanne afgørelser; jf. herved Højesterets dom af 21. februar 2023 (UfR 2023.2114).
For så vidt angik de biologiske bedsteforældre udtalte Højesteret; at det fremgår af praksis fra Den
Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at forholdet mellem bedsteforældre og børnebørn i
almindelighed nyder en mindre grad af beskyttelse end forholdet mellem forældre og børn efter
Menneskerettighedskonventions artikel 8. Det betyder; at bedsteforældres ret efter artikel 8 i forhold til
deres børnebørn primært indebærer en ret til at opretholde eller udvikle et normalt bedsteforældre-
barnebarn forhold gennem kontakt mellem dem.
Da det ikke efter de foreliggende oplysninger sagerne kunne afvises; at betingelserne for at fastsætte
samvær eller anden form for kontakt; herunder f.eks. udveksling af fotos eller videooptagelser mv , var
opfyldt; fandt Højesteret; at familierettens og landsrettens afgørelser i begge sager ikke byggede på et
tilstrækkeligt oplysningsgrundlag; og at sagerne derfor skulle hjemvises til ny behandling familieretten.
Landsretten var i begge sager nået til et andet resultat. | 2,444 | 2,525 |
|||
3991 | Tiltale for våbenbesiddelse. Påstand om konfiskation | Appelleret | Straffesag | Retten i Odense | SS-3252/2010-ODE | Tilståelsessag | 1. instans | 16715/22 | Strafferetlige sanktioner og andre foranstaltninger;
Våben, eksplosiver og fyrværkeri; | Beslaglæggelse/konfiskation; | Nej | 2300-71296-00023-10 | RETTEN | ODENSE 11.afdeling
DO M
afsagt den 9.juli 2010
Rettens nr. 11-3252/2010 0g 11-3254/2010
Politiets nr. 2300-71296-00023-10
Anklagemyndigheden
mod
Titallte
Arrestantsag
Denne sag er behandlet som tilståclsessag;
Retsmødebegæring er modtaget den 9.juli 2010.
er tiltalt for overtrædelse af
overtrædelse af straffelovens $ 192 a, stk. 1,
ved den & juli 2010 kl. 21.12 på bopælen 1
Jat have besiddet en Walther 7,65 mm pistol med tilhørende magasin
isat 6 stk: 7,65 mm patroner og yderligere 1 stk. magasin isat 3 stk. 7,65 mm
patroner, en pumpgun af mærket Mossberg med fjernet plombering således;
at våbnet kan indeholde mere end 2 stk. patroner, 10 stk; ulovlige
jagtpatroner caliber 12 Buckshots, 5 stk. ulovlige jagtpatroner af mærket
Brennekepatroner samt 108 stk. 7,65 mm patroner til Walther pistolen.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf;
Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af straffelovens $ 75, stk. 2.
nedlagt påstand om konfiskation af 1 Walther 7,65 mm pistol med
tilhørende magasin isat 6 stk 7,65 mm patroner, 1 stk. magasin isat 3 stk
7,65 mm patroner; en pumpgun af mærket Mossberg med fjernet
plombering; 10 stk. ulovlige jagtpatroner caliber 12 Buckshots; 5 stk
ulovlige jagtpatroner af mærket Brennekepatroner samt 108 stk, 7,65 mm
patroner til Walther pistolen;
Tiltalte har erkendt sig skyldig og har taget bekræftende til genmæle overfor
påstanden om konfiskation.
Sagens oplysninger
har forklaret i overensstemmelse med
tiltalen
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Tiltalte har været frihedsberøvet fa den &.juli 2010 kl. 21.12 til den 9.juli
2010 kl. 10.10
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig: Tilståelsen støttes af de
oplysninger; der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist; at tiltalte er skyldig;
Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf: straffelovens $ 192 a, stk. 1.
Påstanden om konfiskation tages til følge som nedenfor bestemt
Thi kendes for ret:
skal straffes med fængsel i 1 år
Hos tiltalte konfiskeres
1 Walther 7,65 mm pistol med tilhørende magasin isat 6 stk 7,65 mm
patroner
1 stk. magasin isat 3 stk. 7,65 mm patroner
en pumpgun af mærket Mossberg med fjemet plombering
10 stk. ulovlige jagtpatroner caliber 12 Buckshots
5 stk; ulovlige_ jagtpatroner af mærket Brennekepatroner samt
108 stk. 7,65 mm patroner til Walther pistolen.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger,
| RETTEN | ODENSE 11.afdeling
DO M
afsagt den 9.juli 2010
Rettens nr. 11-3252/2010 0g 11-3254/2010
Politiets nr. 2300-71296-00023-10
Anklagemyndigheden
mod
Titallte
<anonym>CPR (Født 1974)</anonym>
Arrestantsag
Denne sag er behandlet som tilståclsessag;
Retsmødebegæring er modtaget den 9.juli 2010.
<anonym>Iltalte</anonym> er tiltalt for overtrædelse af
overtrædelse af straffelovens $ 192 a, stk. 1,
ved den & juli 2010 kl. 21.12 på bopælen <anonym>Adresse 1</anonym> <anonym>Umrade</anonym> 1
<anonym>UV</anonym> Jat have besiddet en Walther 7,65 mm pistol med tilhørende magasin
isat 6 stk: 7,65 mm patroner og yderligere 1 stk. magasin isat 3 stk. 7,65 mm
patroner, en pumpgun af mærket Mossberg med fjernet plombering således;
at våbnet kan indeholde mere end 2 stk. patroner, 10 stk; ulovlige
jagtpatroner caliber 12 Buckshots, 5 stk. ulovlige jagtpatroner af mærket
Brennekepatroner samt 108 stk. 7,65 mm patroner til Walther pistolen.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf;
Anklagemyndigheden har endvidere i medfør af straffelovens $ 75, stk. 2.
nedlagt påstand om konfiskation af 1 Walther 7,65 mm pistol med
tilhørende magasin isat 6 stk 7,65 mm patroner, 1 stk. magasin isat 3 stk
7,65 mm patroner; en pumpgun af mærket Mossberg med fjernet
plombering; 10 stk. ulovlige jagtpatroner caliber 12 Buckshots; 5 stk
ulovlige jagtpatroner af mærket Brennekepatroner samt 108 stk, 7,65 mm
patroner til Walther pistolen;
Tiltalte har erkendt sig skyldig og har taget bekræftende til genmæle overfor
påstanden om konfiskation.
Sagens oplysninger
<anonym>IIale</anonym> har forklaret i overensstemmelse med
tiltalen
Tiltalte er ikke tidligere straffet.
Tiltalte har været frihedsberøvet fa den &.juli 2010 kl. 21.12 til den 9.juli
2010 kl. 10.10
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig: Tilståelsen støttes af de
oplysninger; der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist; at tiltalte er skyldig;
Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf: straffelovens $ 192 a, stk. 1.
Påstanden om konfiskation tages til følge som nedenfor bestemt
Thi kendes for ret:
<anonym>Illale</anonym> skal straffes med fængsel i 1 år
Hos tiltalte konfiskeres
1 Walther 7,65 mm pistol med tilhørende magasin isat 6 stk 7,65 mm
patroner
1 stk. magasin isat 3 stk. 7,65 mm patroner
en pumpgun af mærket Mossberg med fjemet plombering
10 stk. ulovlige jagtpatroner caliber 12 Buckshots
5 stk; ulovlige_ jagtpatroner af mærket Brennekepatroner samt
108 stk. 7,65 mm patroner til Walther pistolen.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger,
<anonym>Dommer</anonym> | 2,456 | 2,649 |
|||||
4012 | Sag om fastsættelse af sagsomkostninger | Appelleret | Civilsag | Retten i Roskilde | BS-3176/2009-ROS | Almindelig civil sag | 1. instans | 16766/22 | Retspleje og civilproces; | Sagsøgte - Flex-Form A/S;
Advokat - Marlene Gjedde;
Advokat - Mathias Staugaard Nielsen; | Nej | Nej | Nej | /
RETTEN I ROSKILDE
Den 28. september 2010 kl. 13:00 blev retten sat i Retssal A af Dommer.
Der blev foretaget i ikke offentligt retsmøde
sag nr. BS 1A-3176/2009:
Kristelig Fagfor. s.m.f. Sagsøger
Adresse
By
mod
Flex-Form A/S
Unionsvej 6
4600 Køge
Ingen indkaldt eller mødt.
Der blev fremlagt brev af 2. september 2010 fra sagsøgers advokat, advokat
Mathias Staugaard Nielsen vedlagt forlig tillige underskrevet af sagsøgtes
advokat, advokat Marlene Gjedde, sagsøgtes brev af 8. september 2010 med
bemærkninger til sagsomkostninger samt sagsøgers processkrift I ad sags-
omkostningsafgørelsen.
Parterne har forligt sagen således:
"Sagsøgte betaler til sagsøger - uden anerkendelse af ansvar - til fuld og
endelig afgørelse af sagen - kr. 35.000.
Beløbet udgør svie og smertegodtgørelse.
Parterne er enige om at anmode Retten om at fastsætte sagsomkostnin-
ger i sagen med sædvanlig kæreadgang."
Retten fastsatte sagens omkostninger således:
Sagen er anlagt i oktober 2009 med påstand om betaling af 164.082,24 kr. i
erstatning som følge af arbejdsulykke. Sagsøger nedsatte i maj 2010 efter
sagsøgtes duplik sin påstand til 96.259,33 kr., idet sagsøger frafaldt krav om
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode på ca. 5 måneder. Sag-
søgte har krævet frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre
beløb.
Sagsøger har således ved forliget fået tilkendt ca. 21 % af det oprindelige
påstandsbeløb, men uden at sagsøgte har anerkendt ansvar. Efter sagens for-
løb og udfald finder retten, at sagsøger skal betale delvise sagsomkostninger
til dækning af sagsøgtes udgift til advokat med 10.500 kr. Ved fastsættelse
/
Side 2/2
af beløbet har retten lagt vægt på, at sagen er forligt inden hovedforhandling,
men at sagen bortset fra endelige påstandsdokumenter må anses for at være
stort set færdigforberedt. Sagen har ikke været forelagt retslægerådet.
Kristlig Fagforening som mandatar for Sagsøger skal således betale
sagsomkostninger til Flex-Form A/S med 10.500 kr.
Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens § 8 a.
Sagen sluttet.
Retten hævet.
Dommer
/ | RETTEN ROSKILDE
Den 28. september 2010 kl. 13.00 blev retten sat i Retssal A af <anonym>Dommer</anonym>
Der blev foretaget i ikke offentligt retsmøde
sag nr, BS 1A-3176/2009:
Kristelig Fagfor. s.mf. <anonym>Sagsøger</anonym>
<anonym>Adresse</anonym>
<anonym>By</anonym>
mod
Flex-Form A/S
Unionsvej 6
4600 Køge
Ingen indkaldt eller mødt.
Der blev fremlagt brev af 2. september 2010 fra sagsøgers advokat; advokat
Mathias Staugaard Nielsen vedlagt forlig tillige underskrevet af sagsøgtes
advokat, advokat Marlene Gjedde; sagsøgtes brev af 8. september 2010 med
bemærkninger til sagsomkostninger samt sagsøgers processkrift I ad sags -
omkostningsafgørelsen.
Parterne har forligt sagen således:
"Sagsøgte betaler til sagsøger uden anerkendelse af ansvar til fuld og
endelig afgørelse af sagen kr: 35.000.
Beløbet udgør svie og smertegodtgørelse.
Parterne er enige om at anmode Retten om at fastsætte sagsomkostnin -
ger i sagen med sædvanlig kæreadgang . 71
Retten fastsatte sagens omkostninger således:
Sagen er anlagt i oktober 2009 med påstand om betaling af 164.082,24 kr; i
erstatning som følge af arbejdsulykke. Sagsøger nedsatte i maj 2010 efter
sagsøgtes duplik sin påstand til 96.259,33 kI., idet sagsøger frafaldt krav om
erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for en periode på ca. 5 måneder Sag
søgte har krævet frifindelse; subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre
beløb
Sagsøger har således ved forliget fået tilkendt ca. 21 % af det oprindelige
påstandsbeløb; men uden at sagsøgte har anerkendt ansvar. Efter sagens for-
løb og udfald finder retten, at sagsøger skal betale delvise sagsomkostninger
til dækning af sagsøgtes udgift til advokat med 10.500 kr: Ved fastsættelse
af beløbet har retten lagt vægt på, at sagen er forligt inden hovedforhandling,
men at sagen bortset fra endelige påstandsdokumenter må anses for at være
stort set færdigforberedt. Sagen har ikke været forelagt retslægerådet.
Kristlig Fagforening som mandatar for <anonym>Sagsøger</anonym> skal således betale
sagsomkostninger til Flex-Form A/S med 10.500 kr:
Beløbet skal betales inden 14 dage og forrentes efter rentelovens $ 8 a.
Sagen sluttet:.
Retten hævet.
<anonym>Dommer</anonym>
/ | 2,128 | 2,210 |
||||
4033 | Byrettens dom ændret, således at tiltalte straffes med fængsel i 2 år og 6 måneder. | Endelig | Straffesag | Østre Landsret | SS-1539/2010-OLR | Almindelig domsmandssag | 2. instans | 16710/22 | Seksual forbrydelser; | Anklagemyndigheden - Anklagemyndigheden;
Dommer - Andreas Kærsgaard Mylin;
Dommer - Michael Dorn;
Dommer - Ulla Staal;
Bistandsadvokat - Helle Hald;
Vis flere... | /
UDSKRIFT
AF
ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
____________
D O M
Afsagt den 21. oktober 2010 af Østre Landsrets 18. afdeling
(landsdommerne Ulla Staal, Michael Dorn og Andreas Kærsgaard Mylin (kst.) med
domsmænd).
18. afd. a.s. nr. S-1539-10:
Anklagemyndigheden
mod
Tiltalte
(CPR nr. (Født 1940))
(advokat Henrik Emil Rasmussen, besk.)
Næstved Rets dom af 5. maj 2010 (1-1170/2010) er anket af Tiltalte med på-stand om
frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Supplerende oplysninger
I resumeet i mentalobservationserklæringen afgivet den 22. oktober 2009 af overlæge, spe-
ciallæge i psykiatri Læge, Psykiatrien i Nykøbing Sjælland, retspsykiatrisk afdeling, hedder
det:
”Resumé
Observanden er 69 år. Han er sigtet for adskillige forhold af seksuelle overgreb begået
mod mindreårige. Mange af forholdene er langt tilbage i tiden, men ob-servanden er
også sigtet for 3 forhold begået i perioden 2004 til 2009.
Observanden beskriver sig selv som et meget socialt menneske. Hans og hu-struens
hjem har altid været et samlingspunkt for venner og familie samt de 4 børnebørn.
/
- 2 -
Observandens hustru søgte separation efter at observanden blev sigtet i den ak-tuelle
sag. Kort derefter tog hustruen sit eget liv.
Observanden har altid haft arbejde, indtil han måtte gå på efterløn efter en stor
hjerteoperation samt 2 efterfølgende blodpropper i hjernen.
Observanden har været fællestillidsmand igennem 15 år på hans sidste Arbejdsplads.
Observanden lider ikke af en sindssygdom og han er ikke præget af alvorligere
svækkelse af åndsevnerne.
Observanden lider af en personlighedsforstyrrelse, hvor han er idylliserende og
appellerende samt afglidende og udad projicerende. Der er i forbindelse med
mentalundersøgelsen foretaget en grundig psykologisk udredning med hensyn til
observandens personlighedsstruktur. Undersøgelsen konkluderer at obser-vanden lider
af en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Han mangler indlevel-sesevne og
affektregulering. Derudover forekommer hans fantasier relateret til krop og
kropskontakt forstyrrede og følelsesmæssigt løsrevet fra følelsesmæs-sig indlevelse i
form af gensidighed.”
Forklaringer m.m.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og af vidnerne Forurettede 1,
Forurettede 2, Forurettede 3, Forurettede 5, Forurettede 6, Forurettede 7, Forurettede 8,
Vidne 6 og Vidne 4, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.
De i byretten af vidnerne Vidne 1, Vidne 3, Vidne 5, Vidne 7 og politiassistent Vidne 2
afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Der er i landsretten endvidere afspillet videoafhøringer af Forurettede 4 og Forurettede 9.
Tiltalte har yderligere forklaret blandt andet ad forhold 1, at han fastholder, at han ikke har
foretaget de handlinger, som er beskrevet i anklageskriftet, og at han således ikke har haft
samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med Forurettede 1. Han har heller ikke
forklaret om sådant forhold til politiet, og når han har underskrevet en politirapport med
forklaring herom, skyldes det alene, at han under afhøringen var fyldt med gråd og derfor
ikke kunne læse, hvad han skrev under på. At Forurettede 1's sengetøj ofte blev skiftet,
skyldtes ikke sædpletter, men urin, idet Forurettede 1 ikke kunne ligge tør om natten. Han
tror, det er
/
- 3 -
hans svigerinde Vidne 4, der står bag alle anmeldelser i sagen, idet han har hørt, at hun har
været hos alle i omgangskredsen og svinet ham til. Ad forhold 2 forklarer han, at han ikke
har været inde i det værelse, hvor Forurettede 2 sov, når hun enkelte gange overnattede hos
dem, og at han ikke husker, at Forurettede 2nogen sinde skulle have sovet i hans og
ægtefællens seng. Han har heller ikke været alene med Forurettede 2i lastbilen. Ad forhold
4 fastholder han, at han på in-gen måde har begået seksuelle overgreb mod Forurettede 4,
der som så mange andre børn kom til hans garage, når han skulle reparere hendes legetøj.
Han mener, at det er politiassistent Vidne 2, der er årsag til denne anmeldelse. Ad forhold 5
og 6 fastholder han, at han ikke har gjort andet end som forklaret i byretten, og at han ikke
husker at have givet Forurettede 5en flyvetur. Når han har skrevet under på en politirapport
med andet indhold, må forklaringen herpå som nævnt være, at han på grund af gråd ikke har
kunnet læse, hvad han skrev under på. Ad forhold 7og 8 fastholder han, at han ikke har
opfordret Forurettede 7 til at tage sine bukser af, ligesom han bestrider at have krænket
Forurettede 2's blufærdighed. Ad forhold 9 fastholder han, at han ikke har handlet som
angivet i anklageskriftet, og at han i øvrigt ikke har nogen erin-dring om at have været alene
med Forurettede 8. Han havde det bedste forhold til Forurettede 8'sforældre, men han har
hørt, at det skulle være Forurettede 8'sven, der står bag anmeldelsen. Ad forhold
10 fastholder han, at han ikke har krænket Forurettede 9'sblufærdighed som beskrevet i
anklageskrif-tet. Han og hans ægtefælle hentede flere gange om ugen Forurettede 9 i
institution og havde hende hos sig, indtil hun blev hentet af sine forældre. Det var yderst
sjældent, at hun overnattede hos dem.
Forurettede 1 har yderligere forklaret blandt andet, at første overgreb fandt sted i forbin-
delse med, at hun som 4-6-årig skulle sove til middag, mens familien boede på Vej 3.
Overgrebene fortsatte som forklaret i byretten, herunder efter at familien flyttede til Vej 2.
Sidste overgreb var det fuldbyrdede samleje, som fandt sted, før hun blev konfirmeret, og
efter hvilket hun endeligt fik sagt fra over for tiltalte. Hun havde indtil da været udsat for
utallige seksuelle overgreb som beskrevet i anklageskriftet og i hvert fald ikke færre end 50
gange.
Forurettede 2 har yderligere forklaret blandt andet, at hun ikke var ret gammel, da hun
første gang var på ferie på Vej 2, og at første overgreb fandt sted, før hun begyndte i skole.
Når hun var på sommerferie i 1-2 uger, var hun altid udsat for flere over-greb, som primært
fandt sted om natten, når hendes moster var taget på arbejde. Hun var 15 år, da hendes far
købte sommerhuset, og episoden, hvor tiltalte tog hende i skridtet uden
/
- 4 -
på tøjet, mens hun iført badedragt og T-shirt sad på køkkenbordet i sommerhuset, fandt
formentlig sted, da hun var 17 år.
Forurettede 3 har yderligere forklaret blandt andet, at hun var 13-16 år, da tiltalte be-følte
hende på brysterne uden på tøjet.
Forurettede 5 har yderligere forklaret blandt andet, at tiltalte befølte hende i skridtet inden
for trusserne, og at han bevægede sine fingre, men uden at få fingrene ind i skeden.
Forurettede 6 har yderligere forklaret blandt andet, at da tiltalte befølte hende i skridtet
inden for trusserne, bevægede han i et par minutter sine fingre frem og tilbage, men uden at
få fingrene ind i skeden.
Forurettede 8 har yderligere forklaret blandt andet, at tiltaltes seksuelle overgreb mod hende
fandt sted fra hun var 3 år til 11 år. Første overgreb fandt sted i skuret på tiltal-tes ejendom,
hvor der var placeret en kummefryser, som tiltalte løftede hende op på, hvor-efter han trak
hendes bukser ned og førte sin penis frem og tilbage i hendes kønsdel. Hver anden eller
tredje gang, hun var på tiltaltes ejendom, blev hun udsat for seksuelle overgreb fra tiltalte,
som mange gange forgæves forsøgte at presse sin penis ind i hendes skede. Fra 9-års
alderen spurgte han hende jævnligt, om hun havde fået menstruation, og da hun be-kræftede
dette, ophørte overgrebene.
Vidne 6 har yderligere forklaret blandt andet, at Forurettede 9 lå i sin seng, da hun spurgte
hende, om hendes farfar havde rørt ved hendes tissekone. Forurettede 9 reagerede ved at
tage dynen over hovedet og sige, at hun ikke ville tale om det. Hun vedblev at spørge ind til
emnet, og Forurettede 9 fortalte herefter, at det var sket flere gange. Da hun råbte ”pædofile
svin” til tiltalte, reagerede han ikke, men stod ganske udtryksløs.
Landsrettens begrundelse og resultat
Ad forhold 1-8:
Der er enighed om, at hvert enkelt forhold isoleret bedømt er forældet, jf. straffelovens § 93.
Straf er derfor udelukket, medmindre forholdene sammen med forhold 9 må opfattes som
en fortsat forbrydelse, fordi forholdene findes at udgøre en sammenhængende række
/
- 5 -
af forbrydelser, hvor forældelsesfristen for alle forhold under ét regnes fra ophøret af den
sidste strafbare handling.
Samtlige forhold angår forbrydelser mod kønssædeligheden mod piger, der bortset fra for-
hold 8 alle har været mindreårige. Forholdene er imidlertid begået mod flere forskellige
piger og er af forskellig karakter, ligesom forholdene ikke er begået kontinuerligt.
På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvoref-
ter forældelsesspørgsmålet, når flere strafbare forhold foreligger til samtidig pådømmelse,
afgøres isoleret for hvert forhold for sig.
Tiltalte frifindes derfor.
De nedlagte erstatningspåstande tages herefter ikke under påkendelse, jf. retsplejelovens §
992.
Ad forhold 9 og 10:
Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig den af Forurettede 8 afgivne
vidneforklaring samt videoafhøringen af Forurettede 9, tiltrædes det, at tiltalte er skyldig
efter anklageskriftet.
Straffen fastsættes efter straffelovens § 222, stk. 2, jf. § 21, § 224, jf. § 222, stk. 2, og § 232,
til fængsel i 2 år og 6 måneder. Landsretten har ved straffastsættelsen navnlig henset til, på
den ene side at forhold 9 er begået forud for de strafskærpelser, der fandt sted ved
ændringerne af straffeloven ved lov nr. 380 af 6. juni 2002 og lov nr. 501 af 17. juni 2008,
og på den anden side de i forhold 9 adskillige alvorlige seksuelle overgreb, herunder man-
ge forsøg på samleje, begået over en længere årrække mod forurettede fra hun var ganske
lille.
De nedlagte påstande om godtgørelse for tort tages efter de juridiske dommeres bestem-
melse til følge som nedenfor bestemt. De juridiske dommere har ved fastsættelsen af godt-
gørelsen til Forurettede 8 på den ene side lagt vægt på, at forholdene er begået forud for den
forhøjelse af niveauet for godtgørelse for tort ved sædelighedsforbrydelser, som forudsattes
ved lov nr. 463 af 7. juni 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar
/
- 6 -
m.m., og på den anden side de ovenfor anførte omstændigheder, som ved straffastsættelsen
er tillagt vægt i skærpende retning.
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Byrettens dom ændres, således at Tiltalte straffes med fængsel i 2 år og 6 må-neder.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Inden 14 dage betaler Tiltalte 30.000 kr. med procesrente i henhold til erstat-
ningsansvarslovens § 16 til Forurettede 8 c/o advokat Per Rosenberg Andersen, Torvet 4,
4180 Sorø, og 8.000 kr. med procesrente i henhold til erstatningsansvarslovens § 16 til
Forurettede 9 c/o advokat Helle Hald, Holmens Kanal 7, 1060 København K.
/ | ØSTRE LANDSRETS DOMBOG
Afsagt den 21. oktober 2010 af Østre Landsrets 18. afdeling
(landsdommerne Ulla Staal, Michael Dorn og Andreas Kærsgaard Mylin (kst;) med
domsmænd).
18. afd. a.s. nr. S-1539-10:
Anklagemyndigheden
mod
<anonym>Tiltalte</anonym>
<anonym>CPR nr (Født 1940)</anonym>
(advokat Henrik Emil Rasmussen, besk )
Næstved Rets dom af 5. maj 2010 (1-1170/2010) er anket af <anonym>Tiltalte</anonym> med på-stand om
frifindelse; subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.
Supplerende oplysninger
Iresumeet i mentalobservationserklæringen afgivet den 22. oktober 2009 af overlæge; spe -
ciallæge i psykiatri <anonym>Læge</anonym> Psykiatrien i Nykøbing Sjælland, retspsykiatrisk afdeling hedder
det:
"Resumé
Observanden er 69 år Han er sigtet for adskillige forhold af seksuelle overgreb begået
mod mindreårige: Mange af forholdene er langt tilbage i tiden; men ob-servanden er
også sigtet for 3 forhold begået i perioden 2004 til 2009.
Observanden beskriver sig selv som et meget socialt menneske. Hans og hu-struens
hjem har altid været et samlingspunkt for venner og familie samt de 4 børnebørn:
Observandens hustru søgte separation efter at observanden blev sigtet i den ak-tuelle
sag. Kort derefter tog hustruen sit eget liv.
Observanden har altid haft arbejde, indtil han måtte gå på efterløn efter en stor
hjerteoperation samt 2 efterfølgende blodpropper i hjernen:
Observanden har været fællestillidsmand igennem 15 år på hans sidste <anonym>Arbejdsplads</anonym>
Observanden lider ikke af en sindssygdom og han er ikke præget af 'alvorligere
svækkelse af åndsevnerne.
Observanden lider af en personlighedsforstyrrelse, hvor han er idylliserende 0g
appellerende samt afglidende 0g udad projicerende. Der er i forbindelse med
mentalundersøgelsen foretaget en grundig psykologisk udredning med hensyn til
observandens personlighedsstruktur. Undersøgelsen konkluderer at obser-vanden lider
af en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Han mangler indlevel-sesevne og
affektregulering. Derudover forekommer hans fantasier relateret til krop 0g
kropskontakt forstyrrede og følelsesmæssigt løsrevet fra følelsesmæs-sig indlevelse i
form af gensidighed. 99
Forklaringer m.m.
Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte 0g af vidnerne <anonym>Forurettede 1</anonym>
<anonym>Forurettede 2</anonym> <anonym>Forurettede 3</anonym> <anonym>Forurettede 5</anonym> <anonym>Forurettede 6</anonym> <anonym>Forurettede 7</anonym> <anonym>Forurettede 8</anonym>
<anonym>Vidne 6</anonym> 0g <anonym>Vidne 4</anonym> der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.
De i byretten af vidnerne <anonym>Vidne 1</anonym> <anonym>Vidne 3</anonym> <anonym>Vidne 5</anonym> <anonym>Vidne 7</anonym> 0g politiassistent <anonym>Vidne 2</anonym>
afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens 8 923.
Der er i landsretten endvidere afspillet videoafhøringer af <anonym>Forurettede 4</anonym> 08 <anonym>Forurettede 9</anonym>
Tiltalte har yderligere forklaret blandt andet ad forhold 1, at han fastholder; at han ikke har
foretaget de handlinger; som er beskrevet i anklageskriftet; og at han således ikke har haft
samleje eller anden kønslig omgængelse end samleje med <anonym>Forurettede 1</anonym> Han har heller ikke
forklaret om sådant forhold til politiet; og når han har underskrevet en politirapport med
forklaring herom; skyldes det alene; at han under afhøringen var fyldt med gråd og derfor
ikke kunne læse, hvad han skrev under på. At <anonym>Forurettede 1's</anonym> sengetøj ofte blev skiftet;
skyldtes ikke sædpletter; men urin; idet <anonym>Forurettede 1</anonym> ikke kunne ligge tør om natten Han
tror; det er
hans svigerinde <anonym>Vidne 4</anonym> der står bag alle anmeldelser i sagen, idet han har hørt, at hun har
været hos alle i omgangskredsen og svinet ham til. Ad forhold 2 forklarer han; at han ikke
har været inde i det værelse, hvor <anonym>Forurettede 2</anonym> Sov; når hun enkelte gange overnattede hos
dem, og at han ikke husker; at <anonym>Forurettede 2</anonym> nogen sinde skulle have sovet i hans 0g
ægtefællens seng. Han har heller ikke været alene med <anonym>Forurettede 2</anonym> [ lastbilen. Ad forhold
4 fastholder han; at han på in-gen måde har begået seksuelle overgreb mod <anonym>Forurettede 4</anonym>
der som så mange andre børn kom til hans garage, når han skulle reparere hendes legetøj .
Han mener; at det er politiassistent <anonym>Vidne 2</anonym> der er årsag til denne anmeldelse. Ad forhold 5
og 6 fastholder han at han ikke har gjort andet end som forklaret i byretten; og at han ikke
husker at have givet <anonym>Forurettede 5</anonym> en flyvetur: Når han har skrevet under på en politirapport
med andet indhold, må forklaringen herpå som nævnt være; at han på grund af gråd ikke har
kunnet læse, hvad han skrev under på. Ad forhold 70g 8 fastholder han; at han ikke har
opfordret <anonym>Forurettede 7</anonym> til at tage sine bukser af, ligesom han bestrider at have krænket
<anonym>Forurettede 2's</anonym> blufærdighed. Ad forhold 9 fastholder han, at han ikke har handlet som
angivet i anklageskriftet; 0g at han i øvrigt ikke har nogen erin-dring om at have været alene
med <anonym>Forurettede 8</anonym> Han havde det bedste forhold til <anonym>Forurettede 8's</anonym> forældre, men han har
hørt, at det skulle være <anonym>Forurettede 8's</anonym> ven, der står bag anmeldelsen. Ad forhold
10 fastholder han; at han ikke har krænket <anonym>Forurettede 9's</anonym> slufærdighed som beskrevet i
anklageskrif-tet. Han og hans ægtefælle hentede flere gange om ugen <anonym>Forurettede 9</anonym>
institution og havde hende hos sig, indtil hun blev hentet af sine forældre. Det var yderst
sjældent;, at hun overnattede hos dem
<anonym>Forurettede 1</anonym> har yderligere forklaret blandt andet, at første overgreb fandt sted i forbin-
delse med, at hun som 4-6-årig skulle sove til middag, mens familien boede på <anonym>Vej 3</anonym>
Overgrebene fortsatte som forklaret i byretten; herunder efter at familien flyttede til <anonym>Vej 2</anonym>
Sidste overgreb var det fuldbyrdede samleje; som fandt sted, før hun blev konfimmeret; og
efter hvilket hun endeligt fik sagt fra over for tiltalte. Hun havde indtil da været udsat for
utallige seksuelle overgreb som beskrevet i anklageskriftet og i hvert fald ikke færre end 50
gange.
<anonym>Forurettede 2</anonym> har yderligere forklaret blandt andet; at hun ikke var ret gammel, da hun
første gang var på ferie på <anonym>Vej 2</anonym> og at første overgreb fandt sted, før hun begyndte i skole.
Når hun var på sommerferie i 1-2 uger; var hun altid udsat for flere over-greb, som primært
fandt sted om natten; når hendes moster var taget på arbejde. Hun var 15 år, da hendes far
købte sommerhuset; 0g episoden; hvor tiltalte tog hende i skridtet uden
på tøjet, mens hun iført badedragt og T-shirt sad på køkkenbordet i sommerhuset; fandt
formentlig sted, da hun var 17 år.
<anonym>Forurettede 3</anonym> har yderligere forklaret blandt andet, at hun var 13-16 år, da tiltalte be-følte
hende på brysterne uden på tøjet.
<anonym>Forurettede 5</anonym> har yderligere forklaret blandt andet; at tiltalte befølte hende i skridtet inden
for trusserne, og at han bevægede sine fingre, men uden at få fingrene ind i skeden.
<anonym>Forurettede 6</anonym> har yderligere forklaret blandt andet, at da tiltalte befølte hende i skridtet
inden for trusserne, bevægede han i et par minutter sine fingre frem og tilbage, men uden at
få fingrene ind i skeden.
<anonym>Forurettede 8</anonym> har yderligere forklaret blandt andet;, at tiltaltes seksuelle overgreb mod hende
fandt sted fra hun var 3 år til 11 år Første overgreb fandt sted i skuret på tiltal-tes ejendom;
hvor der var placeret en kummefiryser; som tiltalte løftede hende op på, hvor-efter han trak
hendes bukser ned og førte sin penis frem og tilbage i hendes kønsdel. Hver anden eller
tredje gang, hun var på tiltaltes ejendom; blev hun udsat for seksuelle overgreb fra tiltalte,
som mange gange forgæves forsøgte at presse sin penis ind i hendes skede. Fra 9-års
alderen spurgte han hende jævnligt; om hun havde fået menstruation; og da hun be-kræftede
dette; ophørte overgrebene.
<anonym>Vidne 6</anonym> har yderligere forklaret blandt andet, at <anonym>Forurettede 9</anonym> lå i sin seng da hun spurgte
hende, om hendes farfar havde rørt ved hendes tissekone. <anonym>Forurettede 9</anonym> reagerede ved at
tage dynen over hovedet og sige, at hun ikke ville tale om det. Hun vedblev at spørge ind til
emnet; 0g <anonym>Forurettede 9</anonym> fortalte herefter; at det var sket flere gange. Da hun råbte "pædofile
svin? til tiltalte, reagerede han ikke, men stod ganske udtryksløs .
Landsrettens begrundelse og resultat
Ad forhold 1-8:
Der er enighed om, at hvert enkelt forhold isoleret bedømt er forældet, jf. straffelovens $ 93.
Straf er derfor udelukket, medmindre forholdene sammen med forhold 9 må opfattes som
en fortsat forbrydelse, fordi forholdene findes at udgøre en sammenhængende række
af forbrydelser; hvor forældelsesfristen for alle forhold under ét regnes fra ophøret af den
sidste strafbare handling.
Samtlige forhold angår forbrydelser mod kønssædeligheden mod piger; der bortset fra for-
hold 8 alle har været mindreårige. Forholdene er imidlertid begået mod flere forskellige
piger 0g er af 'forskellig karakter; ligesom forholdene ikke er begået kontinuerligt;
På denne baggrund finder landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet, hvoref-
ter forældelsesspørgsmålet, når flere strafbare forhold foreligger til samtidig pådømmelse,
afgøres isoleret for hvert forhold for sig.
Tiltalte frifindes derfor.
De nedlagte erstatningspåstande tages herefter ikke under påkendelse; jf. retsplejelovens $
992.
Ad forhold 9 og 10:
Også efter bevisførelsen for landsretten; herunder navnlig den af <anonym>Forurettede 8</anonym> afgivne
vidneforklaring samt videoafhøringen af <anonym>Forurettede 9</anonym> tiltrædes det, at tiltalte er skyldig
efter anklageskriftet.
Straffen fastsættes efter straffelovens $ 222, stk. 2,jf. $ 21, $ 224,jf. $ 222, stk. 2, og $ 232,
til fængsel i 2 år og 6 måneder. Landsretten har ved straffastsættelsen navnlig henset til, på
den ene side at forhold 9 er begået forud for de strafskærpelser; der fandt sted ved
ændringerne af straffeloven ved lov nr: 380 af 6.juni 2002 og lov nr. 501 af 17.juni 2008,
og på den anden side de i forhold 9 adskillige alvorlige seksuelle overgreb; herunder man-
ge forsøg på samleje, begået over en længere årrække mod forurettede fra hun var ganske
lille.
De nedlagte påstande om godtgørelse for tort tages efter de juridiske dommeres bestem-
melse til følge som nedenfor bestemt. De juridiske dommere har ved fastsættelsen af godt -
gørelsen til <anonym>Forurettede 8</anonym> på den ene side lagt vægt på, at forholdene er begået forud for den
forhøjelse af niveauet for godtgørelse for tort ved sædelighedsforbrydelser; som forudsattes
ved lov nr. 463 af 7.juni 2001 om ændring af lov om erstatningsansvar
mm, og på den anden side de ovenfor anførte omstændigheder; som ved straffastsættelsen
er tillagt vægt i skærpende retning.
Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom ændres, således at <anonym>Tiltalte</anonym> straffes med fængsel i 2 år og 6 må-neder
Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
Inden 14 dage betaler <anonym>Tiltalte</anonym> 30.000 kr. med procesrente i henhold til erstat-
ningsansvarslovens 8 16 til <anonym>Forurettede 8</anonym> clo advokat Per Rosenberg Andersen, Torvet 4,
4180 Sorø, 0g 8.000 kr. med procesrente i henhold til erstatningsansvarslovens $ 16 til
<anonym>Forurettede 9</anonym> clo advokat Helle Hald, Holmens Kanal 7, 1060 København K
/ | 11,079 | 11,853 |