Datasets:

MHGanainy

/

multilingual_legislation

like 0

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om bevaring og kassation samt aflevering af statslige myndigheders arkivalier i årene 2006-2010 (Statens Arkivers aktivitetsplan) Statens Arkivers aktivitetsplan for bevaring og kassation samt aflevering af statslige myndigheders arkivalier i årene 2006-2010 er fastsat i medfør af § 3, stk. 1-2, § 5, § 10, § 11, § 12 og § 16 i bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed. Aktivitetsplanen er udarbejdet på grundlag af Statens Arkiver erfaringer med aktivitetsplanerne for 1997 - 2000 (jf. Statens Arkivers cirkulæreskrivelse nr. 9 af 12. januar 1998) og 2001 - 2004/2006 (jf. cirkulære nr. 31 af 23. marts 2001). På grundlag heraf er det efter drøftelse med Kulturministeriet besluttet at behandle samtlige statslige myndigheders arkivforhold i en 5-års turnus. A. Arkivlovgivningen og Statens Arkivers aktivitetsplan Forholdet mellem Statens Arkiver og myndighederne er fastlagt ved arkivloven (lov nr. 1050 af 17. december 2002) og arkivbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 591 af 26. juni 2003 om offentlige arkivalier og om offentlige arkivers virksomhed). I henhold til arkivlovens § 13, stk. 1, skal myndighederne, medmindre modstående hensyn gør sig gældende, aflevere deres arkivalier til Statens Arkiver inden de er 30 år gamle. Der skal som hovedregel tilstræbes aflevering af statslige papirarkivalier til Statens Arkiver inden de er 20 år gamle, således at der sker en tilnærmelse til den almindelige tilgængelighedsfrist på 20 år, jf. arkivlovens § 22, stk. 1. Gør modstående hensyn sig gældende, f.eks. ved at arkivalier er i hyppig administrativ brug, udstedes i stedet bestemmelse om udskudt aflevering, jf. arkivbekendtgørelsens § 12, stk. 2. En forudsætning for myndighedernes aflevering er endvidere, at arkivalier, som er omfattet af bestemmelse om kassation, er udskilt. Kassation må først finde sted, når de arkivalier, der skal kasseres, ikke længere er administrativ eller retlig aktuelle. Dette indebærer, at Statens Arkiver som udgangspunkt ikke kan modtage arkivalier, som er under ca. 15 år gamle. Arkivalier, der er lagret på elektronisk medium, skal afleveres til Statens Arkiver på et tidligere tidspunkt, jf. arkivlovens § 13, stk. 3. Statens Arkivers aktivitetsplan for årene 2006 - 2010 omfatter kontakt med samtlige arkivansvarlige myndigheder i de tilfælde, det er relevant, således ved 1. behandling af spørgsmål om godkendelse af statslige myndigheders arkivsystemer, 2. udstedelse af bestemmelser om bevaring og kassation af ny e-registre samt bestemmelser om afleveringstidspunkt for registre, som skal bevares, 3. modtagelse af elektroniske arkivalier i henhold til afleveringsbestemmelserne, 4. udstedelse af bestemmelser om bevaring og kassation af papirarkivalier, som skal afleveres, 5. aflevering af papirarkivalier fra før 1990 fra statslige myndigheder, bortset fra arkivalier, som er omfattet af bestemmelse om udskudt aflevering, 6. behandling af forekommende indberetninger om overførsel af arkivalier eller om skader på arkivalier, 7. tilsyn i fornødent omfang med myndighedernes varetagelse af arkivmæssige hensyn. Herudover foretages der i perioden I. revision af de eksisterende bestemmelser om de statslige myndigheders varetagelse af arkivmæssige hensyn, II. vurdering og a-jourføring i fornødent omfang af alle bestemmelser om bevaring og kassation af arkivalier, III. en særskilt opfølgning af strukturreformens arkivmæssige konsekvenser for de statslige myndigheder. B. Organisering af arbejdet Statens Arkiver agter at gennemføre en samlet behandling af samtlige arkivforhold hos myndighederne, herunder en sammenhængende behandling centraladministrationens og den regionale statsadministrations arkivforhold samt af spørgsmål om papirarkivalier og om elektroniske arkivalier. Statens Arkiver organiserer sin indsats i 4 landsdækkende projektgrupper, som behandler følgende ministerieområder, m.fl.: A Indenrigs- og Sundhedsministeriet Kirkeministeriet Kulturministeriet Undervisningsministeriet Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling B Beskæftigelsesministeriet Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Socialministeriet Transport- og Energiministeriet Økonomi- og Erhvervsministeriet C Finansministeriet Forsvarsministeriet Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration Miljøministeriet Skatteministeriet Statsministeriet Udenrigsministeriet Rigsrevisionen Danmarks Nationalbank D Justitsministeriet Domstolene Tilrettelæggelsen af aktiviteterne sker efter drøftelse med de enkelte ministerier eller styrelser, således at der på hvert ministerie- eller styrelsesområde træffes aftale om generelle forhold og om tidsplan for de enkelte myndigheder på området. Statens Arkiver gennemfører herefter planen i samarbejde med hver enkelt af de myndigheder, som er omfattet af aktivitetsplanen. Det påhviler i den forbindelse myndighederne at afgive sådanne oplysninger om arkiv- og journalforhold, der er af betydning for udarbejdelsen af bestemmelser om bevaring og kassation af arkivalier samt for udarbejdelsen af afleveringsbestemmelse med ordningsplan, m.v., for arkivalier, som skal afleveres. Såfremt en myndighed af ressourcemæssige grunde ikke ser sig i stand til at gennemføre aflevering af arkivalier i henhold aktivitetsplanen og de nærmere tidsfrister, som fastsættes inden for denne, vil Statens Arkiver optage forhandling med vedkommende ministerium herom, jf. arkivbekendtgørelsens § 11, stk. 3. Rigsarkivet, den 19. januar 2006 Johan Peter Noack End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Indledende bestemmelser Kapitel 2 Udbygning af transmissionsnet m.m. Kapitel 3 Energi-, forsynings- og klimaministerens beføjelser Kapitel 4 Ledelse og interessentforum Kapitel 5 Økonomi og regnskabsmæssige forhold Kapitel 6 Anmeldelse og registrering Kapitel 7 Offentlighed Kapitel 8 Tilsyn, klageadgang m.v . Kapitel 9 Erstatningsansvar og straf Kapitel 10 Ikrafttræden m.v. Kapitel 11 Ændringsbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om Energinet 1) Herved bekendtgøres lov om Energinet, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 8. november 2011, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 575 af 18. juni 2012, § 4 i lov nr. 576 af 18. juni 2012, § 3 i lov nr. 633 af 16. juni 2014, § 2 i lov nr. 1283 af 24. november 2015, § 9 i lov nr. 261 af 16. marts 2016, § 16 i lov nr. 652 af 8. juni 2016, § 1 i lov nr. 630 af 8. juni 2016, § 4 i lov nr. 1399 af 5. december 2017 og § 4 i lov nr. 1667 af 26. december 2017. Kapitel 1 Indledende bestemmelser § 1. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan oprette Energinet som en selvstændig offentlig virksomhed. Stk. 2. Den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet, som varetages af Energinet, skal forblive i offentligt eje. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan ændre Energinets navn 2) . § 1 a. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. § 2. Energinets formål er at sikre en effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet og at sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Stk. 2. Energinet varetager efter reglerne i denne lov samt efter reglerne i lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om naturgasforsyning og med baggrund i en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning systemansvarlig virksomhed og eltransmissionsvirksomhed, herunder opgaven som uafhængig systemoperatør, og gastransmissionsvirksomhed. Endvidere varetager Energinet administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om elforsyning bortset fra opgaver vedrørende tilskud til industriel kraftvarme, som varetages i medfør af § 2, stk. 5, administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om fremme af vedvarende energi og administrative opgaver i medfør af lov om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg. Energinet kan endvidere varetage gasdistributions-, gaslager- og gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømssystemvirksomhed. Energinet kan tillige efter pålæg fra energi-, forsynings- og klimaministeren varetage opgaver vedrørende forundersøgelser og koblingsanlæg. Endelig kan Energinet varetage olierørledningsvirksomhed og dertil knyttet separationsvirksomhed. Stk. 3. Energinet kan oprette datterselskaber, eje ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar samt indgå samarbejdsaftaler og lign. i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed. Stk. 4. Energinets helejede datterselskaber, der varetager aktiviteter omfattet af § 2, stk. 2, kan fusioneres med Energinet. Ved fusionen overgår aktiver og forpligtelser i datterselskaberne til Energinet, og datterselskaberne opløses uden likvidation. For fusionen finder selskabslovens bestemmelser om fusion anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov. Stk. 5. Aktiviteter, som ligger uden for de i stk. 2 angivne, og som Energinet varetager i medfør af denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning, lov om tilskud til elproduktion eller ligningsloven, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. § 3. Energinet varetager statens købepligt i medfør af § 35 i lov om elforsyning og § 34 i lov om naturgasforsyning. Kapitel 2 Udbygning af transmissionsnet m.m. § 4. Etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i bestående net kan ske, hvis der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasning af vedvarende energi, eller hvis projektet er nødvendigt til opfyldelse af pålæg i medfør af stk. 6. Hvis et projekt har regional betydning på tværs af landegrænser, skal dette indgå i behovsvurderingen. Stk. 2. Udbygning i henhold til stk. 1 skal forinden påbegyndelse være belyst i en plan, som samtidig skitserer det fremtidige behov for transmissionskapacitet. Planen skal indsendes til energi-, forsynings- og klimaministeren, inden udbygning i henhold til stk. 1 kan påbegyndes. Udbygning kan tidligst påbegyndes 6 uger efter planens indsendelse. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bestemme, at udbygningen i henhold til stk. 1 kræver godkendelse af energi-, forsynings- og klimaministeren. Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i forbindelse med godkendelse efter stk. 3 fastsætte vilkår for udbygningen, herunder vedrørende bortskaffelse eller sanering af anlæg. Stk. 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bestemme, at Energinet forpligtes til at dække de meromkostninger, som andre eltransmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de efter påbud efter lov om elforsyning skal gennemføre kabellægninger og saneringer i forbindelse med Energinets etablering af 400 kV-eltransmissionsnet. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Stk. 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan pålægge Energinet at anlægge, udbygge og drive eltransmissionsanlæg samt søledningsanlæg til varetagelse af elforsyningssikkerheden på mindre øer. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan i forlængelse af et pålæg efter 1. pkt. om at anlægge ilandføringsanlæg til havvindmølleparker, som etableres efter udbud, pålægge Energinet at anskaffe koblingsanlæg til placering på ilandføringsanlæg, hvis dette vurderes nødvendigt af hensyn til udbuddet. Koblingsanlægget overdrages efterfølgende til koncessionshaveren mod betaling af de omkostninger, som Energinet har afholdt. Stk. 7. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Stk. 8. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på etablering af nye gasopstrømsrørledningsnet og væsentlige ændringer i bestående gasopstrømsrørledningsnet. § 4 a. Etablering af nye elforsyningsnet som nævnt i § 4 på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun ske efter forudgående godkendelse fra energi-, forsynings- og klimaministeren. Stk. 2. Godkendelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og bortskaffelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift. § 4 b. Med henblik på at undgå skade på udpegede internationale naturbeskyttelsesområders integritet skal anlægsprojekter efter § 4 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer kan påvirke sådanne områder væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Stk. 2. Tilladelse til de projekter, der er nævnt i stk. 1, kan kun gives efter høring af berørte parter, og såfremt 1) sådanne projekter ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller 2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt at gennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4. Stk. 3. Når tilladelse meddeles efter stk. 2, nr. 2, træffer energi-, forsynings- og klimaministeren passende kompensationsforanstaltninger. Udgifter til sådanne foranstaltninger dækkes af projektansøgeren. Energi-, forsynings- og klimaministeren indberetter til Europa-Kommissionen, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes. Stk. 4. Såfremt der er tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan der kun gives tilladelse efter § 4 a til projekter omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt 1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse af væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller 2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig. Stk. 5. Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først ske efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen. Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for vurderingen af projekter efter stk. 1 og kan i tilladelser efter denne bestemmelse stille vilkår, herunder om kompenserende foranstaltninger til beskyttelse af naturbeskyttelsesområderne. § 4 c. Energi-, forsynings- og klimaministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår eller meddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet). § 4 d. Energinet skal betale omkostningerne til følgende opgaver, jf. dog stk. 2: 1) Myndighedsbehandling og vurdering af Energinets plan efter § 4, stk. 2. 2) Myndighedsbehandling forbundet med godkendelser af udbygning af transmissionsnet efter § 4, stk. 3, og tilsyn hermed. 3) Myndighedsbehandling forbundet med tilladelser efter §§ 4 a og 4 b og tilsyn hermed. 4) Koordinering af tilladelser til Energinets infrastrukturprojekter af fælles interesse efter kapitel III i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 347/2013 af 17. april 2013 om retningslinjer for den transeuropæiske energiinfrastruktur. Stk. 2. Omkostninger til opgaver efter stk. 1, som udføres for et af Energinet helejet datterselskab i medfør af § 2, stk. 2 og 3, skal betales af det helejede datterselskab. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om betaling og opkrævning til dækning af omkostningerne efter stk. 1 og 2. Kapitel 3 Energi-, forsynings- og klimaministerens beføjelser § 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinets anliggender. Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter en vedtægt for Energinet. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren udøver sine beføjelser efter denne bestemmelse over for Energinet ved skriftlige meddelelser rettet til bestyrelsen. Kapitel 4 Ledelse og interessentforum § 6. Energinet ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren udpeger 8 bestyrelsesmedlemmer, herunder bestyrelsens formand. Stk. 3. Bestyrelsen skal samlet have generelle erhvervs- og ledelsesmæssige kompetencer samt indsigt i el-, gas- og varmeforsyning og i forbruger- og samfundsforhold. Bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af kommercielle interesser i produktions- og handelsvirksomheder på el- og gasområdet. Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer efter stk. 2 udpeges for en periode på 2 år, jf. dog stk. 6. Stk. 5. Medarbejderne i Energinet og datterselskaber vælger 3 medlemmer til bestyrelsen, herunder 1 koncernrepræsentant, efter tilsvarende regler som i selskabsloven, jf. dog § 27. Stk. 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan genudpege bestyrelsesmedlemmer og kan til enhver tid afsætte de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer. § 7. Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af energi-, forsynings- og klimaministeren. § 8. Energi-, forsynings- og klimaministeren udpeger et rådgivende interessentforum. Stk. 2. Interessentforummet skal repræsentere et bredt udsnit af interessenter i Energinets virksomhed. Stk. 3. Interessentforummet skal holde møde mindst en gang årligt. Stk. 4. Interessentforummet skal med henblik på at understøtte driften af Energinet afgive udtalelser til ledelsen af Energinet om virksomhedens overordnede strategier og planer. Kapitel 5 Økonomi og regnskabsmæssige forhold § 9. Energinets formue holdes adskilt fra statens formue. § 10. Energinet indgår ikke i det statslige overenskomst- og aftalesystem, men kan selv forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster. Stk. 2. De hidtil gældende ansættelsesvilkår videreføres efter reglerne i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Fristen på 3 uger i § 4 a, stk. 1, i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse vedrørende en erhververs mulighed for at meddele, at denne ikke ønsker at indtræde i en gældende overenskomst, regnes fra den dag, bestyrelserne i de respektive selskaber har konstitueret sig. § 11. De for aktieselskaber gældende regler i årsregnskabsloven om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Energinet med de ændringer, der følger af denne lov. Stk. 2. Energinets årsrapport revideres af rigsrevisor efter årsregnskabsloven og efter lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Stk. 3. Den reviderede årsrapport forelægges energi-, forsynings- og klimaministeren til godkendelse. § 12. Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal i deres interne regnskabsføring med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning 1) føre separate regnskaber for hver af deres elektricitetsrelaterede og naturgasrelaterede aktiviteter, herunder drift af systemansvarlig virksomhed, transmissions-, distributions-, lager-, gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømssystemvirksomhed, og for deres olierørlednings- og separationsaktiviteter, og 2) specificere indtægter fra ejerskab af transmissions- og distributionsnet, lagerfaciliteter, gasopstrømsrørledningsnet og gasopstrømssystemer samt olierørledning og separationsfaciliteter. Stk. 2. For de i stk. 1 nævnte aktiviteter skal Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Aktiver, for hvilke der anvendes indgangsværdier efter dagældende § 35 O i selskabsskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 680 af 20. maj 2015, samt indtægter og udgifter forbundet med ejerskabet til disse aktiver indgår uanset aktivernes anvendelse i de særskilte regnskaber for Energinets elektricitetsrelaterede aktiviteter. Stk. 3. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsføring efter stk. 1 og 2. § 13. Energinets overskud ifølge de i § 12, stk. 1, omtalte regnskaber for virksomhedens elforsynings- og naturgasrelaterede aktiviteter kan tilbageføres til de respektive forbrugergrupper som dividende eller anvendes til konsolidering. Overskud fra lager-, gasopstrømsrørlednings- og gasopstrømssystemvirksomhed samt olierørlednings- og separationsvirksomhed kan alene anvendes til konsolidering, jf. dog stk. 4. Overskud fra naturgasdistributionsvirksomhed kan anvendes efter bestemmelsen i § 37 a, stk. 5, i lov om naturgasforsyning. Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes tilbageførsel af overskud til forbrugerne efter stk. 1 kan finde sted. Stk. 3. Energinet kan ikke udlodde overskud eller egenkapital ved udbytteudlodning eller på anden måde til staten. Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte særlige regler om anvendelse af overskud fra virksomhed, der er nævnt i stk. 1, 2. pkt. § 14. Energinet kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed, herunder til finansiering af anlægsinvesteringer samt til varetagelse af købepligten efter § 3. Lån optages på baggrund af en årlig investerings- og finansieringsplan, som er godkendt af energi-, forsynings- og klimaministeren. Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til, i det omfang det anses for hensigtsmæssigt, at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. Lånene optages inden for en ramme, der fastsættes af energi-, forsynings- og klimaministeren efter godkendelse i Folketingets Finansudvalg. § 15. Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal tegne de for virksomhederne nødvendige forsikringer. Kapitel 6 Anmeldelse og registrering § 16. Energinet skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 2 i selskabsloven. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Energinet. Kapitel 7 Offentlighed § 17. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber. § 18. Energinet skal straks give elektronisk meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om alle væsentlige forhold, der vedrører virksomheden, og som kan antages at få betydning for virksomhedens fremtid, medarbejdere og kreditorer. § 19. Beslutninger truffet af energi-, forsynings- og klimaministeren i henhold til § 5, stk. 1, indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse. Stk. 2. Enhver, der anmoder herom, kan på Energinets hovedkontor få udleveret et eksemplar af virksomhedens vedtægter. Kapitel 8 Tilsyn, klageadgang m.v . 3) § 20. Energi-, forsynings- og klimaministeren fører tilsyn med, at Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber overholder bestemmelserne i denne lov. Stk. 2. Energinet og virksomhedens helejede datterselskaber skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for energi-, forsynings- og klimaministeren. § 21. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en institution eller anden myndighed, som ministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for ministeren. § 22. Afgørelser truffet af energi-, forsynings- og klimaministeren i medfør af § 4, stk. 3-5, kan, for så vidt angår eltransmissionsnet, påklages til Energiklagenævnet efter reglerne i §§ 89 og 91 i lov om elforsyning og, for så vidt angår gastransmissionsnet, efter reglerne i §§ 51 og 53 i lov om naturgasforsyning. Stk. 2. Energinets udbygningsplan efter § 4, stk. 2, kan, i de tilfælde § 4, stk. 3, ikke finder anvendelse, påklages af enhver med en væsentlig og individuel interesse i udbygningsplanen efter reglerne nævnt i stk. 1. Kapitel 9 Erstatningsansvar og straf § 23. Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, direktører eller andre i anledning af tab påført Energinet kan træffes af bestyrelsen eller energi-, forsynings- og klimaministeren. § 24. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde bestyrelsesmedlemmer, direktører, vurderingsmænd samt deres suppleanter, såfremt de ubeføjet røber, hvad de under udøvelsen af deres hverv for Energinet har fået kendskab til. § 24 a. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber med bøde, hvis de 1) etablerer og driver anlæg omfattet af § 4 b uden tilladelse, 2) tilsidesætter vilkår for en tilladelse efter § 4 a for anlæg omfattet af § 4 b eller 3) undlader at efterkomme påbud eller forbud efter § 4 c. Stk. 2. I regler, som fastsættes i medfør af loven, kan det fastsættes, at Energinet eller virksomhedens helejede datterselskaber straffes med bøde, hvis bestemmelser i eller vilkår og påbud udstedt i henhold til reglerne overtrædes. Kapitel 10 Ikrafttræden m.v. § 25. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. 4) §§ 26-27. (Udelades) § 28. Loven gælder på land- og søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkel. § 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Kapitel 11 Ændringsbestemmelser §§ 30-36. (Udelades) 5) Lov nr. 575 af 18. juni 2012 (Fremme af konkurrencen på elmarkedet m.v.), hvis § 3 angår § 2, stk. 4, og § 4, stk. 1, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2012, jf. dog stk. 2. Stk. 2 og 3. (Udelades) § 5 Stk. 1. Nedenstående bestemmelser finder anvendelse indtil den 1. oktober 2014. Stk. 2-9. (Udelades) Lov nr. 576 af 18. juni 2012 (Støtte til vindmøller på land, biogas og eksisterende industrielle kraftvarmeværker samt forlængelse af puljen til nye VE-teknologier m.v.), hvis § 4 angår § 2, stk. 2, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Stk. 1. Klima-, energi- og bygningsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter 6) . Stk. 2 og 3. (Udelades) Lov nr. 633 af 16. juni 2014 (Ophævelse af forsyningspligten, indførelse af leveringspligt, udskydelse af engrosmodellen, naturgasselskabers anvendelse af økonomiske kompensationer, Energinet.dk’s fusion med datterselskaber m.v.), hvis § 3 angår § 2, stk. 2, 4. pkt., og stk. 4, og § 4, stk. 6, 2. og 3. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Stk. 1. Loven træder i kraft den 30. juni 2014, jf. dog stk. 2-4. Stk. 2-4. (Udelades) Lov nr. 1283 af 24. november 2015 (Støtte til eksisterende naturgasfyrede industrielle kraft-varme-værker m.v.), hvis § 2 angår § 2, stk. 2, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 5 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 7) Lov nr. 261 af 16. marts 2016 om pilotudbud af pristillæg for elektricitet fremstillet på solcelleanlæg, hvis § 9 angår § 2, stk. 2, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Ministeren kan herunder fastsætte, at lovens bestemmelser træder i kraft på forskellige tidspunkter 8) . Lov nr. 652 af 8. juni 2016 (Tilpasning i forhold til EU-retten med hensyn til genbeskatning af underskud i faste driftssteder, definition af datterselskabsaktier og nedsættelse af indkomstskattesatsen på udgående udbytter samt indgreb mod omgåelse af udbyttebeskatningen i forbindelse med investering i investeringsinstitutter, justering af indgrebet i virksomhedsordningen og andre justeringer af erhvervsbeskatningen), hvis § 16 angår § 12, stk. 2, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 17 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2016. Stk. 2-12. (Udelades) Lov nr. 630 af 8. juni 2016 (Energinet.dk's varetagelse af gasopstrømssystem-, olierørlednings- og separationsvirksomhed samt økonomisk regulering af naturgasdistributionsvirksomhed varetaget af Energinet.dk m.v.), hvis § 1 angår § 2, stk. 2, 3.-5. pkt., § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, § 13, stk. 1, 2. og 3. pkt. og § 13, stk. 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 4 Loven træder i kraft den 1. juli 2016. Lov nr. 1399 af 5. december 2017 (Betaling for myndighedsbehandling og justering af bestemmelser om tilsyn med Energinet), hvis § 4 angår § 4 d, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 6 Loven træder i kraft den 1. januar 2018. Lov nr. 1667 af 26. december 2017 (Overførsel af opgaver fra Energinet til energi-, forsynings- og klimaministeren m.v.), hvis § 4 angår lovens titel og § 2, stk. 2, 2. pkt., indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 13 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018, jf. dog stk. 2. Stk. 2-8. (Udelades) Energistyrelsen, den 20. februar 2018 Martin Hansen / Jane Glindvad Kristensen Officielle noter 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/73/EF af 13. juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 94, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/72/EF af 13. juli 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 211, side 55, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF af 23. april 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 140, side 16, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF af 19. november 2008, EU-Tidende 2008, nr. L 328, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar 2006, EU Tidende 2006, nr. L 33, side 22 og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006, EU-Tidende 2006, nr. L 363, side 368. 2) Energi-, forsynings- og klimaministeren har i medfør af § 1, stk. 3, i lov om Energinet.dk, jf. lovbekendtgørelse nr. 1097 af 8. november 2011 besluttet at ændre navnet fra Energinet.dk til Energinet, jf. bemærkningerne til § 4 i lov nr. 1667 af 26. december 2017. Af lovtekniske grunde ændres navnet således de relevante steder i lovbekendtgørelsen. 3) Ved kongelig resolution af 28. juni 2015 blev ressortansvaret for Energiklagenævnet overført fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet til Miljøministeriet. Energiklagenævnet er herefter ved kongelig resolution af 8. juni 2016 blevet ressortoverført til Erhvervsministeriet pr. 1. januar 2017. 4) Lov nr. 1384 af 20. december 2004 er sat i kraft den 1. januar 2005, jf. bekendtgørelse nr. 1483 af 23. december 2004. 5) §§ 30-36 udelades, da bestemmelserne indeholder ændringer i lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven), lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af aktier m.v. (aktieavancebeskatningsloven) og konkursskatteloven. 6) § 4 i lov nr. 576 af 18. juni 2012 er trådt i kraft den 1. december 2013, jf. bekendtgørelse nr. 1319 af 22. november 2013. 7) § 2 i lov nr. 1283 af 24. november 2015 er bekendtgjort den 25. november 2015 i Lovtidende A og trådt i kraft den 26. november 2015. 8) § 9 i lov nr. 261 af 16. marts 2016 er trådt i kraft den 11. oktober 2016, jf. bekendtgørelse nr. 1232 af 10. oktober 2016.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om planteskadegørere 1) § 1 I bekendtgørelse nr. 186 af 20. marts 2003 om planteskadegørere foretages følgende ændringer: 1. I § 3, stk. 2, indsættes følgende bestemmelse efter »i bilag 1 og 2 « : »eller skadegørere nævnt i bilag 2 på andre planter end nævnt i bilag 2 «. 2. I bilag 2, afsnit II, Planteskadegørere, der vides at forekomme i Den Europæiske Union, litra b) , Bakterier , Planter, affattes nr. 3 således: »Planter af Amelanchier Med., Chaenomeles Lindl., Cotoneaster Ehrh., Crataegus L., Cydonia Mill., Eriobotrya Lindl., Malus Mill., Mespilus L., Photinia davidiana (Dcne.) Cardot, Pyracantha Roem., Pyrus L., Sorbus L. til plantning, dog ikke frø «. 3. I bilag 2, afsnit II, Planteskadegørere, der vides at forekomme i Den Europæiske Union, litra d) , Virus og viruslignende organismer , Planter, affattes nr. 6.1. således: »Frø af Lycopersicon lycopersicum (L.) Karsten ex Farw «. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. marts 2004 Plantedirektoratet, den 22. marts 2004 Ole P. Kristensen /Pernille Balslev-Erichsen End of "GIVET" Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører kommissionsdirektiv 2003/116/EF (EFT 2003, L 321, s. 36) og kommissionsbeslutning nr. 200 af 27. februar 2004, (EFT 2004, L 064 s. 43-44).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Bilag 2 Bilag 3 Den fulde tekst Lov om ændring af lov om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge (Bemyndigelse til etablering af niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg med dertilhørende anlæg) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov nr. 527 af 26. maj 2010 om anlæg af en jernbanestrækning København-Ringsted over Køge foretages følgende ændringer: 1. I § 1 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Transportministeren bemyndiges til at etablere en niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg med dertilhørende anlæg, jf. stk. 3.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. 2. I § 1 indsættes som stk. 4: »Stk. 4. Kort over niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg fremgår af bilag 1 a.« 3. I § 2, 2. pkt., ændres »bilag 2 og 3« til: »bilag 2-5«. 4. I § 4, stk. 2, ændres »med deraf følgende rådighedsindskrænkninger« til: »eller andre servitutter med deraf følgende rådighedsindskrænkninger, der er nødvendige for etableringen af anlægget«. 5. Som bilag 1 a, 4 og 5 indsættes bilag 1, 2 og 3 til denne lov. § 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Givet på Christiansborg Slot, den 29. april 2015 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Magnus Heunicke Bilag 1 »Bilag 1 a Niveaufri udfletning ved Ny Ellebjerg med dertilhørende anlæg Bilag 2 »Bilag 4 Naturlokaliteter Bilag 3 »Bilag 5 Kulturhistoriske forhold

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 36-15 om kontanthjælp og uddannelseshjælp - samlevende - rækkefølge i kommunens sagsoplysning - partshøring Resumé: Kommunen bør oplyse en sag om, hvorvidt to personer er samlevende, i en bestemt rækkefølge Når kommunen træffer afgørelse om, at to personer er samlevende og har gensidig forsørgelsespligt i sager om kontanthjælp og uddannelseshjælp, skal kommunen først undersøge, om ansøgeren og samboen er omfattet af grundbetingelserne i aktivlovens § 2 b, stk. 1, nr. 1-5. Kommunen indhenter oplysningerne i cpr-registeret. Betingelserne i § 2 b, stk. 1, nr. 1-5, skal altid være opfyldt. Betingelserne er, at begge er fyldt 25 år, at begge er ugifte, at de har fælles bopæl, at de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, og at de ikke er søskende. Herudover skal betingelserne i § 2 b, stk. 2 eller 3, være opfyldt. Efter § 2 b, stk. 2, skal kommunen undersøge, om de to personer er omfattet af én af betingelserne i nr. 1-3, det vil sige, om de har et fælles barn, er eller har været noteret som samlevende i ATP, eller tidligere har været gift med hinanden. Kommunen indhenter oplysningerne i cpr-registeret og hos ATP. Efter § 2, stk. 3, kan kommunen anse to personer for at være samlevende, når de har et samliv af ægteskabslignende karakter. Kommunen skal i videst muligt omfang indhente oplysninger fra de elektroniske registre, som kommunen har adgang til. Det fremgår af aktivlovens § 98 a. Kommunen bør derfor først undersøge, om parterne opfylder betingelserne i § 2 b, stk. 2, inden kommunen vurderer, om der er tale om et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3. Manglende undersøgelse af, om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt, før der træffes afgørelse om samliv efter § 2 b, stk. 3, medfører ikke i sig selv ugyldighed, hvis kommunens afgørelse om samliv er materielt korrekt Det medfører ikke i sig selv, at kommunens afgørelse om at anse to personer for samlevende efter § 2 b, stk. 3, er ugyldig, hvis kommunen ikke, inden afgørelsen blev truffet, har undersøgt om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt. Grunden er, at der ikke er tale om en væsentlig mangel ved sagsbehandlingen, der kan føre til et ændret resultat af kommunens afgørelse. I den konkrete sag forelå der en underskreven samlivserklæring, og kommunen havde ikke undersøgt via cpr-registeret eller hos ATP, om parterne var omfattet af betingelserne i § 2 b, stk. 2, nr. 1-3, før kommunen traf afgørelse om at anse parterne for at have et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kommunens vurdering af, at der forelå et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3, var korrekt. Manglende partshøring medfører ikke altid ugyldighed Partshøring er en garantiforskrift. Hvis kommunen ikke har partshørt parterne, det vil sige både ansøger og sambo, forud for en afgørelse om samliv, er der en formodning for, at afgørelsen er påvirket af manglen. Afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglen har påvirket afgørelsens resultat. Det skal derfor konkret vurderes i den enkelte sag, om den manglende partshøring har været af væsentlig betydning for afgørelsen. Hvis denne konkrete vurdering fører til, at manglen ikke kan anses for at have haft væsentlig betydning for afgørelsen i sagen, medfører den manglende partshøring normalt ikke, at kommunens afgørelse er ugyldig. Lovgivning: Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 806 af 1. juli 2015 - §§ 2 a, 2 b, og 2 c, og § 98 a Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område – lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014 - § 10 Forvaltningslov – lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 - § 19, stk. 1 Afgørelse: 1. Baggrund for at behandle sagen principielt Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har behandlet sagen principielt for at afklare, om der er tiltænkt en rækkefølge i kommunens sagsoplysning, når kommunen træffer afgørelse om at anse to personer for at være samlevende efter aktivlovens § 2 b, stk. 1-3. Sagen er også behandlet principielt for at afklare, hvilken retsvirkning det har, hvis kommunen ikke har undersøgt om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt, inden kommunen har truffet afgørelse om at anse to personer for at være samlevende efter § 2 b, stk. 3. Sagen er endelig behandlet som supplement til principafgørelse 49-14 for at præcisere retsvirkningen af manglende partshøring i forbindelse med kommunens afgørelse om samliv, jf. forvaltningslovens § 19. 2. Reglerne Lov om aktiv socialpolitik § 2 a fastslår, at samlevende har pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp. Lov om aktiv socialpolitik § 2 b fastslår, hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at anse to personer for samlevende, det vil sige, at de begge er fyldt 25 år, de begge er ugifte, de har fælles bopæl, de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, og at de ikke er søskende. Det er derudover en betingelse, at de to personer har et fælles barn, er eller har været noteret som samlevende i ATP, tidligere har været gift med hinanden, eller at de har et samliv af ægteskabslignende karakter. Lov om aktiv socialpolitik § 2 c fastslår, at kommunen træffer afgørelse om, hvorvidt en ansøger og en sambo anses for samlevende. Lov om aktiv socialpolitik § 98 a fastslår, at kommunen, når den træffer afgørelse om at anse to personer for samlevende, i videst muligt omfang skal indhente de nødvendige oplysninger fra elektroniske registre, som kommunen har adgang til. Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 10 fastslår, at myndigheden har ansvaret for, at sager, der behandles efter denne lov, er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse. Forvaltningslovens § 19, stk. 1, fastslår, at hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag, skal myndigheden gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der træffes en afgørelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. 3. Andre principafgørelser Gældende 49-14: Principafgørelsen fastslår, at kommunen skal påse, om de objektive betingelser for at anse to personer for samlevende er opfyldt, jf. aktivlovens § 2 b, stk. 1 og 2, og at kommunen i videst muligt omfang skal indhente de nødvendige oplysninger fra de elektroniske registre, som kommunen har adgang til, f.eks. cpr-registeret eller hos ATP. F-7-01: Principafgørelsen fastslår, at kravet om partshøring er en sagsbehandlingsregel, der har karakter af en garantiforskrift. Reglen har til formål at sikre, at afgørelsen får et materielt korrekt indhold, hvilket indebærer, at der gælder en formodning for, at afgørelsen er påvirket, hvis der er en parthøringsmangel. Konsekvensen heraf er, at afgørelsen er ugyldig, medmindre det konkret kan afkræftes, at manglerne har påvirket afgørelsens resultat. 4. Den konkrete afgørelse Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg har i møde truffet afgørelse i din sag om klage over XX Kommunes afgørelse truffet den 5. marts 2014 om at anse dig og XX for at være samlevende fra den 1. marts 2014. Resultatet er: • Du og XX anses for samlevende efter aktivlovens regler, og I har derfor pligt til at forsørge hinanden. Det betyder, at vi er enige i kommunens afgørelse, som vi stadfæster. Begrundelse for afgørelsen Betingelserne for at være samlevende Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderer, at betingelserne for at anse dig og XX for at være samlevende i aktivlovens forstand er opfyldt. I har derfor pligt til at forsørge hinanden. Vi har lagt vægt på, at I begge er fyldt 25 år, at I begge er ugifte, at I har fælles bopæl, at I ikke er slægtninge i ret op– eller nedstigende linje, og at I ikke er søskende. Vi har også lagt vægt på, at I begge har underskrevet erklæring om samliv den 12. januar 2014 og herved har erklæret, at I er samlevende. Vi har endelig lagt vægt på, at der i jeres klage over kommunens afgørelse om gensidig forsørgelsespligt for samlevende ikke er oplysninger om, at I ikke anser jer for samlevende. Vi vurderer derfor, at I efter aktivlovens regler har et samliv af ægteskabslignende karakter. Efter reglerne har samlevende pligt til at forsørge hinanden, hvis den ene eller begge ansøger om eller modtager uddannelses- eller kontanthjælp. Efter reglerne er det en betingelse for at kunne anse to personer for samlevende i aktivlovens forstand, at de begge er fyldt 25 år, de begge er ugifte, de har fælles bopæl, de ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, og de ikke er søskende, jf. aktivlovens § 2 b, stk. 1, nr. 1-5. Efter reglerne anses to personer, som opfylder disse grundbetingelser, for at være samlevende i aktivlovens forstand, hvis de har et fælles barn, er eller har været noteret som samlevende i ATP eller tidligere har været gift med hinanden, med mindre de er blevet separeret eller skilt inden for de seneste 3 måneder, jf. § 2 b, stk. 2, nr. 1-3. Efter reglerne kan kommunen ud over de i § 2 b, stk. 2, nr. 1-3, nævnte tilfælde anse to personer for at være samlevende, når de har et samliv af ægteskabslignende karakter, jf. § 2 b, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til reglerne i aktivlovens §§ 2 a, 2 b og 2 c, at mange papirløse samlevende først og fremmest selv kan angive, at de har et samliv af ægteskabslignende karakter med deres sambo. Hvis ansøgeren eller modtageren angiver sig som samlevende, og samboen bekræfter dette ved kommunens partshøring herom, kan kommunen umiddelbart betragte de to personer som samlevende og derved fastslå gensidig forsørgelsespligt. Rækkefølgen af kommunens oplysning af sagen Vi bemærker, at kommunen bør undersøge, om betingelserne i aktivlovens § 2 b, stk. 2, er opfyldt, inden den træffer afgørelse om samliv efter § 2 b, stk. 3. Det forhold, at kommunen ikke har undersøgt, om du og XX opfylder betingelserne i § 2 b, stk. 2, nr. 1-3, medfører dog ikke, at kommunens afgørelse er ugyldig. Vi har lagt vægt på, at den manglende undersøgelse af, om I opfylder betingelserne i § 2 b, stk. 2, nr. 1-3, ikke er af væsentlig betydning for afgørelsens resultat, fordi I har erklæret, at I er samlevende. Kommunen kunne derfor anse jer for at have et samliv af ægteskabslignende karakter efter § 2 b, stk. 3. Det fremgår af forarbejderne til reglerne i aktivlovens §§ 2 a, 2 b og 2 c, at kommunen, hvis betingelserne i stk. 2, ikke er opfyldt, kan træffe afgørelse om gensidig forsørgelsespligt, hvis det vurderes, at der er et samliv af ægteskabslignende karakter. Der er med bestemmelsens opbygning tiltænkt en rækkefølge i kommunens sagsbehandling. Kommunen bør således først undersøge, ud fra de oplysninger som kommunen har adgang til i cpr-registeret og hos ATP, om betingelserne i § 2 b, stk. 2, er opfyldt, før kommunen foretager en vurdering af, om der er tale om et samliv af ægteskabslignende karakter, jf. § 2 b, stk. 3. Partshøring Vi kritiserer, at kommunen ikke har partshørt dig og XX forud for afgørelsen. Kommunen har begået en sagsbehandlingsfejl ved at tilsidesætte en forvaltningsretlig garantiforskrift. Kommunen skulle have oplyst jer om, at der ved sagens behandling indgår oplysninger fra cpr-registeret om, at I begge er fyldt 25 år, at I begge er ugifte, at I har fælles bopæl, at I ikke er slægtninge i ret op- eller nedstigende linje, og at I ikke er søskende. Vi har lagt vægt på, at det ikke fremgår, at I var bekendt med, at disse oplysninger indgår i sagen. Vi er opmærksomme på, at kommunen har sendt et brev til XX den 8. januar 2014 med overskriften ”Partshøring om samlivsforhold”. Vi bemærker, at dette brev ikke er konkret i forhold til alle de faktiske oplysninger, som kommunen var i besiddelse af, og som kommunen agtede at lægge til grund ved afgørelsen. Kommunens brev af 8. januar 2014 udgør derfor ikke en tilstrækkelig partshøring. Efter en konkret vurdering mener vi dog ikke, at parthøringsfejlen har været af væsentlig betydning for kommunens afgørelse. Den manglende partshøring medfører derfor ikke, at kommunens afgørelse er ugyldig. Vi har lagt vægt på, at I forud for kommunens afgørelse har erklæret, at I er samlevende, og at der hverken i forbindelse med klagen eller under klagesagens behandling er kommet nye oplysninger, der kan give anledning til en ændret vurdering. Efter reglerne skal en myndighed, hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag, gøre parten bekendt med oplysningerne og give denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse, før der træffes en afgørelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Vi henviser desuden til vores principafgørelse 49-14, som blandt andet slår fast, at manglende partshøring medfører ugyldighed, hvis der er en formodning om, at afgørelsen er påvirket af fejlen. I sag nr. 2 i principafgørelse 49-14 var partshøringsforpligtelsen, som skal medvirke til at oplyse sagen korrekt, tilsidesat, og det var ikke i øvrigt muligt at konstatere, om de materielle betingelser for at konstatere et samliv var opfyldt. Den manglende partshøring kunne derfor have haft konkret væsentlig betydning for afgørelsens udfald.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Grundværdien for to fredede gravhøje blev for selve gravhøjene ansat til skønsmæssigt 3.000 kr. pr. ha. Restarealet blev ansat som landbrugsjord til en ha-pris på 7.000 kr. under hensyn til den mulige udnyttelse i forbindelse med tinglyst deklaration om sammenlægning med den tilgrænsende landbrugsejendom. Den fulde tekst Vurdering fast ejendom - grundværdi - fredet gravhøj. (* 1) A klagede med påstand om nedsættelse over den af skyldrådet foretagne ansættelse af grundværdien ved 18. almindelige vurdering pr. 1. januar 1986 til 37.900 kr. for to fredede gravhøje. Ejendommen omfattede et grundareal på 19.000 m2, heraf 45 m2 vej, og var et ubebygget, fredet areal, hvorpå der var beliggende to gravhøje. Arealet var bevokset med enkelte træer og buske. Til støtte for påstanden gjorde klageren bl.a. gældende, at gravhøjene reelt kun havde ringe handelsværdi, idet ingen kunne være interesseret i at købe et areal, der ikke kunne bruges til noget. Endvidere henviste klageren til, at det ville være vanskeligt at afgræsse arealet, da der ikke fandtes vand herpå, men i givet fald skulle etableres særskilt vandtilførsel. Klageren oplyste under sagens behandling, at ca. 1 ha af arealet var omfattet af naturfredningslovens § 53, hvorefter der ikke inden for en afstand af 100 m fra »jordfaste fortidsminder« bl.a. måtte foretages beplantning og ændringer i terrænet, der i væsentlig grad kunne virke skæmmende på fortidsmindet. Endvidere forudsatte fredningen i henhold til fredningslovens § 48, at selve de to gravhøje, der dækkede resten af arealet, ikke måtte beskadiges eller ændres. Det areal, hvorpå de var beliggende, måtte ikke deles ved udstykning, omdeling eller skelforandring uden fredningsmyndighedernes samtykke, men der var adgang til afgræsning af dette. Det fremgik endvidere af en på ejendommen tinglyst deklaration, at den ikke kunne afhændes særskilt, men skulle sammenlægges med matr.nr. 12 a, en tilgrænsende landbrugsejendom. Efter det således oplyste fandt Landsskatteretten, at værdien måtte ses i sammenhæng med landbrugsejendommen. Landsskatteretten besigtigede gravhøjene og fandt efter de under sagen i øvrigt tilvejebragte oplysninger, at den del af arealet, der var omfattet af gravhøjsfredningen, skulle ansættes til skønsmæssigt 3.000 kr. pr. ha eller 3.000 kr. Fredningsbestemmelserne for det resterende areal indebar, at området ikke måtte beplantes i et sådant omfang, at det i væsentlig grad kunne virke skæmmende på fortidsminderne. Der var således mulighed for at udnytte jorden landbrugsmæssigt. Landsskatteretten fandt herefter, at arealet under hensyn til jordens bonitet og den anslåede dyrkningsmæssige mulighed kunne ansættes som landbrugsjord til 7.000 kr. pr. ha eller til 6.300 kr. Den påklagede grundværdi blev herefter nedsat til i alt 9.300 kr. Endvidere fandt retten, at ejendomsværdien for landbrugsjorden på 0,9 ha passende kunne ansættes med en tillægsparcelværdi på ca. 150 eller til 15.500 kr., således at den samlede ejendomsværdi udgjorde 18.500 kr., eller afrundet 18.000 kr. Officielle noter (* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1990, nr. 2, side 128.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag Den fulde tekst Bestemmelser om sikring af højrisikogods (RID kapitel 1.10) Udgave 2, 28. juni 2005 I medfør af § 21 h, 1. pkt. i lov om jernbane, jf. lovbekendtgørelse nr. 1171 af 2. december 2004 fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 3, stk. 1 i bekendtgørelse nr. 694 af 24. juni 2004 og i medfør af § 1, stk. 1 i kgl. anordning nr. 919 af 16. december 1998: 1. Anvendelsesområde Denne BJ fastsætter bestemmelser om 1.1 Sikring af højrisikogods (RID kapitel 1.10). Bestemmelserne gælder for midlertidig opbevaring af farligt gods på terminaler og rangerbanegårde i forbindelse med transport af farligt gods på jernbanen. 2. Definitioner 2.1 Ved sikring (eng.: security) forstås i denne BJ foranstaltninger eller forholdsregler, der skal træffes for at minimere tyveri eller misbrug, som kan være til fare for personer, ejendom eller miljø. 2.2 Ved højrisikogods forstås i denne BJ farligt gods, som kan misbruges i en terrorsituation og som følge heraf kan få alvorlige konsekvenser såsom massedrab eller masseødelæggelse. Listen over højrisikogods er angivet i tabel 1.10.5 i bilag nr. 1 til denne BJ. 3. Sikring af højrisikogods (RID kapitel 1.10) 3.1 Sikring af højrisikogods skal gennemføres som anført i bilag nr. 1 til denne BJ, der indeholder RID kapitel 1.10 om sikringsbestemmelser. 4. Klageadgang 4.1 Afgørelser truffet af Trafikstyrelsen efter bestemmelserne i denne BJ kan påklages til Jernbaneklagenævnet, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt. i bekendtgørelse nr. 694 af 24. juni 2004 om opgaver og beføjelser i Trafikstyrelsen for jernbane og færger. 5. Ikrafttræden 5.1 Denne BJ træder i kraft den 1. juli 2005. Trafikstyrelsen, den 28. juni 2005 Jens Andersen /Peter Sloth End of "GIVET" Bilag RID kapitel 1.10 Sikringsbestemmelser Anm.: Med hensyn til dette kapitel defineres ”sikring” (eng.: security) som foranstaltninger eller forholdsregler, der skal træffes for at minimere tyveri eller misbrug af farligt gods, som kan være til fare for personer, ejendom eller miljø. 1.10.1 Generelle bestemmelser 1.10.1.1 Personer involveret i transport af farligt gods skal iagttage sikringskravene i dette kapitel i forhold til deres ansvarsområde. 1.10.1.2 Farligt gods må kun overdrages til transport af transportører, hvis identitet er bekræftet. 1.10.1.3 Områder i terminaler til midlertidig opbevaring, på midlertidige opbevaringssteder, i køretøjsdepoter, på kajområder og i rangerbanegårde, som anvendes til midlertidig opbevaring i forbindelse med befordring af farligt gods, skal sikres ordentligt, være med god belysning og, såfremt dette er muligt og hensigtsmæssigt, ikke være tilgængelige for offentligheden. 1.10.1.4 Mandskabet på et tog med farligt gods skal bære billedlegitimation under transporten. 1.10.1.5 Sikkerhedskontroller i henhold til 1.8.1 skal også omfatte passende sikrings-foranstaltninger. 1.10.2 Sikringsuddannelse 1.10.2.1 Uddannelsen og repetitionsuddannelsen angivet i kapitel 1.3 skal også omfatte bevidsthed om sikring. Repetitionsuddannelsen i sikring skal ikke nødvendigvis kun omhandle regelændringer. 1.10.2.2 Uddannelse i bevidsthed om sikring skal vedrøre typen af sikringsrisici, identificering af sikringsrisici, metoder til at tage højde for og reducere sådanne risici og foranstaltninger, der skal træffes ved overtrædelse af sikringsforskrifterne. Den skal omfatte bevidsthed om eventuelle sikringsplaner i forhold til enkeltpersoners ansvarsområder og opgaver og deres rolle i forbindelse med gennemførelse af sikringsplanerne. 1.10.3 Bestemmelser for højrisikogods 1.10.3.1 ’”Højrisikogods” er farligt gods, som kan misbruges i en terrorsituation og som følge heraf kan få alvorlige konsekvenser såsom massedrab eller masseødelæggelse. Listen over højrisikogods er angivet i tabel 1.10.5. 1.10.3.2 Sikringsplaner 1.10.3.2.1 Transportører, afsendere og de øvrige parter, som er specificeret i 1.4.2 og 1.4.3, og som er involveret i transport af højrisikogods (se tabel 1.10.5), skal vedtage, gennemføre og overholde en sikringsplan, der som minimum omfatter punkterne angivet i 1.10.3.2.2. 1.10.3.2.2 Sikringsplanen skal som minimum omfatte følgende punkter: a) udpegelse af sikringsansvarlige personer, der er kompetente og kvalificerede med passende beføjelser til at udføre deres forpligtelser, b) fortegnelse over det pågældende farlige gods eller de pågældende typer af farligt gods, c) gennemgang af nuværende opgaver og vurdering af sikringsrisici, herunder de standsninger, der er nødvendige for at udføre transportopgaven, opbevaringen af det farlige gods i vognen, tanken eller containeren før, under og efter transporten samt den midlertidige opbevaring af farligt gods i forbindelse med skift af transportform eller omlastning mellem enheder, d) præcisering af foranstaltninger, der skal træffes for at mindske sikringsrisici, og som modsvarer partens ansvarsområde og opgaver, herunder: - uddannelse, - sikringspolitikker (f.eks. reaktion i tilfælde af forhøjet trusselsniveau, kontrol af nye medarbejder/ansættelsesforhold m.v.), - arbejdspraksis (f.eks. valg/brug af ruter, såfremt de er kendte, adgang til farligt gods ved midlertidig opbevaring (som defineret i (c)), afstand til sårbar infrastruktur m.v.), - udstyr og ressourcer, som skal anvendes til at mindske sikringsrisici, e) effektive og ajourførte procedurer for rapportering og håndtering af sikringstrusler, sikringsbrud eller sikringsrelaterede hændelser, f) procedurer for evaluering og afprøvning af sikringsplaner samt procedurer for periodisk gennemgang og ajourføring af planerne, g) foranstaltninger til at sikre den fysiske sikring af de transportoplysninger, der er indeholdt i sikringsplanen, og h) foranstaltninger til at sikre, at de transportoplysninger, der er indeholdt i sikringsplanen, kun videregives til dem, der skal have dem. Sådanne foranstaltninger må ikke udelukke udlevering af oplysninger, der måtte være krævet andre steder i RID. Anm.: Transportør, afsendere og modtagere bør samarbejde med hinanden og med de kompetente myndigheder for at udveksle trusselsoplysninger, anvende passende sikringsforanstaltninger og reagere på sikringsrelaterede hændelser. 1.10.3.3 Der skal installeres anordninger eller udstyr eller indføres ordninger til at forhindre tyveri af toget eller vognen med højrisikogods (se tabel 1.10.5) og disses last og træffes foranstaltninger til at sikre, at disse til enhver tid er funktionsdygtige og effektive. Anvendelsen af disse beskyttelsesforanstaltninger må ikke udgøre en hindring for indsatser i nødstilfælde. Anm.: Hvis det er hensigtsmæssigt og allerede installeret, bør telemetrisystemer eller andre sporingsmetoder eller –anordninger i forbindelse med transport anvendes til at overvåge positionen for højrisikogods (se tabel 1.10.5). 1.10.4 Bestemmelserne i 1.10.1, 1.10.2 og 1.10.3 gælder ikke, hvis mængderne pr. vogn eller stor container er mindre end angivet i underafsnit 1.1.3.6. 1.10.5 Højrisikogods er farligt gods, som er anført i tabellen nedenfor, og som transporteres i mængder større end de i tabellen anførte. Tabel 1.10.5: Liste over højrisikogods Klasse Under-klasse Stof eller genstand Mængde Tank (liter) Bulk (kg) Kolli (kg) 1 1.1 Eksplosive stoffer og genstande a) a) 0 1.2 Eksplosive stoffer og genstande a) a) 0 1.3 Eksplosive stoffer og genstande i forenelighedsgruppe C a) a) 0 1.5 Eksplosive stoffer og genstande 0 a) 0 2 Brandfarlige gasser (klassificeringskoder, der indeholder F som eneste bogstav) 3000 a) b) Giftige gasser (klassificeringskoder, der indeholder bogstavskombinationerne T, TF, TC, TO, TFC eller TOC) bortset fra aerosoler 0 a) 0 3 Brandfarlige væsker i emballagegruppe I og II 3000 a) b) Desensibiliserede eksplosivstoffer a) a) 0 4.1 Desensibiliserede eksplosivstoffer a) a) 0 4.2 Stoffer i emballagegruppe I 3000 a) b) 4.3 Stoffer i emballagegruppe I 3000 a) b) 5.1 Oxiderende væsker i emballagegruppe I 3000 a) b) Perchlorater, ammoniumnitrat og ammoniumnitratgødning 3000 3000 b) 6.1 Giftige stoffer i emballagegruppe I 0 a) 0 6.2 Smittefarlige stoffer i kategori A a) a) 0 7 Radioaktive stoffer 3000 A 1 (speciel form) eller 3000 A 2 , i kolli af type B eller type C 8 Ætsende stoffer i emballagegruppe I 3000 a) b) a) Ej relevant b) Bestemmelserne i 1.10.3 finder ikke anvendelse, uanset mængden. Anm.: For at hindre spredning af nukleart materiale finder konventionen om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, understøttet af IAEA’s INFCIRC/225 (Rev.4) anvendelse ved international transport. End of "Bilag "

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Offererstatningslovens § 10 - krav ikke gjort gældende i retten, nævnets j. nr. 08-520-10572 N. j.nr. 08-520-10572 Tiltalte blev frifundet for at have udøvet vold mod ansøger, idet det ikke fandtes godtgjort, at det var tiltalte, der havde slået ansøger. Da nævnet fandt det dokumenteret, at ansøger havde været udsat for vold, lagde nævnet til grund, at gerningsmanden var ukendt og lod herefter forholdet være omfattet af offererstatningsloven. Ansøgers bistandsadvokat nedlagde under straffesagen påstand om godtgørelse for 11 dages svie og smerte. Der blev ikke taget forbehold for yderligere krav. Ved en korrigeret erstatningsopgørelse, dateret efter byrettens dom, blev ansøgers krav opgjort til godtgørelse for 59 dages svie og smerte. Idet ansøgers sygeperiode lå forud for byrettens dom, både kunne og burde bistandsadvokaten have fremsat kravet om godtgørelse for 59 dages svie og smerte i forbindelse med straffesagen. Nævnet tilkendte herefter ansøger godtgørelse for 11 dages svie og smerte. Det forhold, at den tiltalte blev frifundet i retten, og at sagen herefter i nævnet blev behandlet som en sag med en ukendt skadevolder, ændrede ikke på, at der burde være nedlagt korrekt påstand under straffesagen. Der var i øvrigt ikke overbevisende dokumentation for sygeperioden ud over de oprindeligt krævede 11 dage.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Fusion – aktieombytning - succession Spørgsmål Vil den påtænkte sammenlægning af selskaberne A, B og C blive anset for en fusion, således at successionsreglen i fusionsskattelovens § 15, stk. 6, finder anvendelse for de danske aktionærer? Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, skal vi anmode om, at Skatterådet besvarer, om den påtænkte transaktion i step 2 og delvist step 3 kan anses for gennemført således, at successionsreglen i aktieavancebeskatningslovens § 36 A kan finde anvendelse for de danske aktionærer? Svar Nej. Ja. Beskrivelse af de faktiske forhold Rådgiver har ved brev af 28. april 2008 anført følgende om de faktiske forhold: To danske selskaber D og E påtænker at gennemføre en omstrukturering af deres indirekte aktiebesiddelse i det udenlandske selskab C, således at deres aktiebesiddelse på 53 % af aktierne i C fremover ejes direkte af de to danske selskaber (aktionærerne). C er ledende inden for udvikling og salg af xx-produkter og xx-teknologi og xx hertil. På sigt er det intentionen, at C skal børsnoteres i X-land og Y-land, og C's aktionærer ønsker en mere enkel og gennemsigtig ejerstruktur til aktierne i C inden en sådan potentiel notering, for derigennem at smidiggøre noteringsproceduren. D og E har ejet samtlige deres aktier i A siden 2002 og kan således i dag afstå deres aktieposter uden dansk aktieavancebeskatning. Aktierne ejet af de udenlandske mellemliggende selskaber kan ligeledes afstås uden beskatning for de danske aktionærer. På grund af den påtænkte børsnotering af C, og de danske aktionærers umiddelbare hensigt om fortsat at besidde en ejerandel af det børsnoterede selskab ønsker aktionærerne, at få afklaret om den udenlandske omstrukturering opfylder danske skatteregler om skattefrie omstruktureringer, således at aktionærerne kan opnå succession i den oprindelige ejertid på aktierne i A. Der opnås ikke gennem omstruktureringen en skattemæssig bedre position end de danske aktionærer har i dag, og omstruktureringen er begrundet i det forretningsmæssige behov for en enklere ejerstruktur inden den potentielle børsnotering. Ejerstruktur i dag De to danske selskaber D og E ejer i dag deres aktier i C indirekte gennem aktiebesiddelser i de to udenlandske selskaber A og dette selskabs datterselskab B. D og E ejer i dag hver 30 aktier i A og en tredje aktionær, personen Z (der ikke er hjemmehørende i Danmark), ejer de resterende 19 aktier i selskabet. De to danske selskaber ejer således hver 38 % af aktiekapitalen, mens de resterende 24 % besiddes af Z. Stemmerettighederne i selskabet følger aktiebesiddelsen og der er ikke indgået aktionæroverenskomster eller lignende, der ændrer på dette. Aktionærerne i A overvejer at optage en ny medinvestor inden omstruktureringen, med henblik på at anvende midlerne fra kapitalforhøjelsen til at nedbringe gælden i A. Denne investor vil være en pensionskasse eller en investeringsfond, og ikke en af de hidtidige aktionærer i A. Afhængig af værdifastsættelsen af det underliggende aktiv (aktierne i C) vurderes det, at en ny investor skal tegne mellem 2,5 % og 6,6 % af aktiekapitalen i A. Ejerstruktur inden omstrukturering A ejer samtlige aktier og stemmer i B. B besidder 53 % af aktierne og stemmerettighederne i C, de resterende aktier besiddes af en række eksterne investorer (venturefonde og private equity fonde) hjemmehørende i X-land og Y-land. Der er ikke indgået aktionæroverenskomst eller lignende aftale mellem aktionærerne, der fraviger denne stemmefordeling. Den påtænkte omstrukturering vil involvere samtlige deltagere i A, dvs. de danske aktionærer i form af D og E, Z samt - i givet fald - den potentielle nye investor. Samtlige selskaber i X-land er i juridisk og skattemæssig henseende hjemmehørende i X-land og svarer til danske aktie- og anpartsselskaber, hvilket kan lægges til grund for sagsbehandlingen. Beskrivelse af omstruktureringsmodellen i X-land Indledende overvejelser C aktionærers rådgivere i X-land og i Y-land har gennem længere tid overvejet, hvordan omstruktureringen til ejerskabet af aktieposten i C mest hensigtsmæssigt kan gennemføres. Hensigten har været at gennemføre omstruktureringen således, at den (1) ikke udløste skat i X-land, men blev gennemført efter et successionsprincip, og at den (2) ikke medførte uhensigtsmæssige juridiske komplikationer for de involverede selskaber, herunder i særdeleshed C, der har en lang række aktionærinteresser og en forretning at varetage. Særligt det sidstnævnte hensyn har været vigtig, da omstruktureringen ikke måtte indvirke negativt på forretningsudøvelsen i C; dette skal også ses i lyset af den forventede børsnotering af selskabet. Med den ovenfor beskrevne ejerstruktur vil en fusion af selskaberne i X-land være en oplagt mulighed, med C som det fortsættende selskab og med de danske aktionærer som direkte medejere af aktierne i C. En fusion ("merger") kan efter selskabsretlige regler i X-land enten gennemføres (A) som en sammenlægning af to selskaber i en ny juridisk enhed, hvilket betegnes som en "amalgamation", eller alternativt (B) som en absorption af et selskab ind i et andet selskab, hvilket betegnes som en "winding-up". En winding-up kan alene anvendes, såfremt der er tale om en fusion mellem et moderselskab og et datterselskab, hvor moderselskabet besidder minimum 90 % af aktierne i datterselskabet. En amalgamation (A) har i forhold til den påtænkte transaktion én meget uhensigtsmæssig konsekvens: Amalgamation af selskaber i X-land medfører, at det "amalgamated company" er en ny juridisk enhed med et nyt business registration number. En amalgamation medfører således, at samtlige kontrakter i de "pre-amalgamating companies" skal overføres til det nye "amalgamated company" med hvad deraf følger af komplikationer i relation til genåbning af kontraktforhold, underskriftsprocedurer m.v. C's aktiviteter inden for udvikling og salg af xx-produkter og xx-teknologi og xx hertil medfører, at selskabet har et endog meget betydeligt antal xx-aftaler, kontrakter med eksterne parter i salgsled m.v. ofte med udenlandske parter og mange registreringer af xx-rettigheder og lignende i X-land og resten af verden. Eksempelvis har C's vigtigste samarbejdsparterne på x-området, M og N i deres mange aftaler med C betinget sig en godkendelse af overdragelsen, og hvis denne godkendelse ikke opnås, anses aftalerne for ophørt, dvs. genforhandling af aftalegrundlaget vil være nødvendig. Det er anslået, at C - ud over aftalerne med M og N - har mere end 2500 xx-aftaler, kontrakter og registreringer, der ville skulle gennemgås inden en amalgamation, med henblik på at fastslå hvilke konsekvenser en sådan ville have. På denne baggrund har rådgiverne i X-land i samarbejde med C og aktionærerne i A vurderet, at en amalgamation potentielt vil have for store negative forretningsmæssige konsekvenser for C og en sådan sammenlægningsmetode vil derfor ikke blive anvendt. I stedet er der blevet udarbejdet en alternativ omstruktureringsmodel, der baserer sig på en winding-up, da denne fusionstype - gennemført i flere steps på samme tidspunkt - ikke udløser de beskrevne negative juridiske konsekvenser og fremstår med det samme slutresultat, som kunne være opnået gennem en amalgamation, dvs. en sammenlægning af selskaberne i X-land med det oprindelige selskab C som det fortsættende selskab og med direkte ejerskab for de danske aktionærer til aktierne i C. Da en winding-up efter reglerne i X-land alene kan gennemføres som en lodret moder-datterselskabsfusion, jf. ovenfor, vil det være nødvendigt at gennemføre omstruktureringen i følgende skridt: A gennemfører en winding-up af B, således at samtlige B aktiver og passiver samt rettigheder og forpligtelser overdrages til A efter et "roll-over" princip, dvs. succession i juridisk og skattemæssig henseende. Aktionærerne i A, herunder de danske aktionærer i D og E gennemfører en ombytning af deres aktier i A mod vederlag i aktier i C. C gennemfører en winding-up af A, således at samtlige A's aktiver og passiver samt rettigheder og forpligtelser, overdrages til C efter et "roll-over" princip, dvs. succession i juridisk og skattemæssig henseende. Det er efter lovgivningen i X-land ikke et krav at samtlige skridt gennemføres, men det er aktionærernes ønske med henblik på at opnå den ønskede ejerstruktur. De tre skridt er illustreret i nedenfor: Ejerstruktur efter step 1 (procent angiver såvel stemme- som aktieandel) Ejerstruktur efter step 2 (procent angiver såvel stemme- som aktieandel) Endelig ejerstruktur (procent angiver såvel stemme- som aktieandel) Omstruktureringen er endnu ikke gennemført, men forventes gennemført i løbet af 2008. Den endelige dato for sammenlægningen er endnu ikke fastlagt. Samtlige selskaber i X-land har kalenderårsregnskab. De nærmere steps i omstruktureringen Generelle bemærkninger Samtlige steps i den påtænkte omstrukturering i X-land vil blive omfattet af én aftale med én closing-dato. Omstruktureringen skal gennemføres inden for én dag og skal således gennemføres samtidig som én samlet transaktion. Step 1 - Winding-up af B I skattemæssig henseende sker der ved en winding-up en absorption af B ind i moderselskabet A uden, at dette udløser skattemæssige konsekvenser for A eller B. Transaktionen gennemføres på en roll-over basis, dvs. med skattemæssig succession i X-land. Eksempelvis overtager A adgangen til at fremføre eventuelle skattemæssige underskud fra datterselskabet B. Da absorptionen af B sker ind i dets moderselskab, der besidder samtlige aktier i datterselskabet, udstedes der ingen aktier som vederlag. En winding-up betegnes civilretligt som en "voluntarily dissolution without liquidation", dvs. en frivillig opløsning af et selskab uden likvidation. Denne opløsning sker efter en nærmere lovreguleret procedure på aktionærernes beslutning og med universalsuccession til følge. Selve overdragelsen af rettigheder og forpligtelser fra B til A beskrives i en overdragelsesaftale, hvorefter B overdrager samtlige selskabets rettigheder og forpligtelser til A uden vederlag. B ophører herefter med at udøve forretningsmæssig aktivitet indtil selskabet formelt opløses, hvilket kan ske efter indlevering af den afsluttende skatteansættelse. Efter skattelovgivningen i X-land kan skattekrav ikke overdrages, og skal således indbetales af/til det relevante selskab. Universalsuccession medfører som udgangspunkt, at kreditorer må tåle et debitorskifte, men dette gælder heller ikke i dansk ret undtagelsesfrit, da andet kan være aftalt mellem parterne. I relation til X-land er det ved lovgivning fastlagt, at skattekrav ikke kan overdrages, hvorfor universalsuccessionen må vige herfor. Inden gennemførelsen af winding-up-proceduren nedsættes aktiekapitalen i B fra XXX til XX. Nedsættelsen sker uden udlodning til aktionærerne, men posteres i stedet som en overkurs hos selskabet. Step 2 - Tuck-in af A-aktierne under C Som andet step i transaktionen i X-land skal samtlige aktionærer i A, herunder de danske aktionærer, overdrage deres aktier i A til C mod vederlag i nyudstedte aktier i C. Vederlagsaktierne i C vil blive fordelt proportionalt mellem A-aktionærerne efter deres hidtidige ejerandel i A og vil modsvare handelsværdien af aktierne i A. C har i dag en aktiekapital på XX, hvoraf common shares (ejet af B) udgør XX, mens A-shares på XX og B-shares på XX udgør den resterende del af aktiekapitalen (ejet af investeringsfonde). Som et led i ombytningen af aktierne i A vil der blive gennemført en kapitalforhøjelse med henblik på vederlæggelse af de hidtidige aktionærer i A med nye C aktier. Der vil ikke blive udstedt yderligere aktier til A-shares og B-shares aktionærerne. En aktieombytning skal efter reglerne i X-land gennemføres som en skattefri overdragelse af aktiver mod vederlag i aktier. I den konkrete situation medfører dette, at aktionærerne i A vælger at overdrage samtlige deres aktiver X-land i form af aktierne i A til C mod vederlag i nyudstedte aktier i dette erhvervende selskab. Det er gængs praksis i X-land at dette regelsæt anvendes til at gennemføre koncerninterne aktieombytninger, da aktiver kan være aktier efter de lokale skatteretlige regler. Efter disse skatteregler i X-land kan der udstedes såvel vederlag i aktier som andre typer vederlag, blot der som minimum udstedes én aktie som vederlag. Det samlede vederlag skal altid svare til de overdragne aktivers handelsværdi. C vil blive anset for at have erhvervet aktierne i A til den oprindelige anskaffelsessum. Ved transaktionen opstår kortvarigt et krydsejerskab mellem det nye moderselskab C og datterselskabet A, der fortsat besidder en andel (35 %) af aktierne i C. Step 3 - Winding-up af A Winding-up af A ind i C gennemføres efter samme procedure som beskrevet ovenfor i relation til winding-up af B. Absorptionen gennemføres således efter et skattemæssigt roll-over princip, der ikke udløser skat i X-land. Den civilretlige sammenlægning er ligeledes nærmere beskrevet under step 1 ovenfor. I relation til krydsejerskabet mellem C og A vil absorptionen medføre, at A's aktiebesiddelse i C vil blive opslugt af C uden vederlag til aktionærerne, da der ikke er nogen aktionær at udstede vederlag til. A har en aktiekapital på XXX, men denne reduceres til XX umiddelbart inden der sker winding-up ind i C. Der sker ingen udlodning til aktionærer eller lign. i den forbindelse (det posteres som overkurs i A, og efterfølgende C ved fusionen), og er et teknisk skridt der foretages af hensyn i X-land. Spørgsmål 1 Baggrund for spørgsmål 1 Spørgsmålet er, om sammenlægningen af A, B og C gennem de tre beskrevne steps kan blive anset for en skattefri omvendt lodret fusion af Skatterådet, således at successionsreglen i fusionsskattelovens § 15, stk. 6 finder anvendelse. Fusionsskattelovens § 15, stk. 6 om succession på aktionærniveau finder anvendelse ved fusion mellem selskaber, der er hjemmehørende i udlandet, således at der ikke udløses beskatning efter fusionsskattelovens § 15, stk. 3. Ved vedtagelse af lov nr. 343 af 18. april 2007 er der ikke længere krav om tilladelse fra SKAT for at være omfattet af fusionsskattelovens § 15, stk. 6. Der er således nu obligatorisk succession, såfremt der er tale om en fusion. Der er efter fusionsskattelovens § 15, stk. 6 desuden ikke krav om indsendelse af endelige selskabsretlige dokumenter til SKAT, da bestemmelsen alene henviser til § 9 og § 11. Det er således alene ved hjælp af bindende svar muligt at få fastlagt kvalifikationen af den påtænkte sammenlægning i X-land i relation til de danske regler i fusionsskatteloven. Kan deltransaktionerne i X-land betragtes som en samlet transaktion? Vores forespørgsel vedrørende spørgsmål 1 baseres blandt andet på den ændring af praksis, som er fremkommet med SKM2007.530.SKAT, der vedrører et korrektiv til den tidligere praksis angående den amerikanske omstruktureringsmodel "forward triangular merger". SKAT havde ved tre afgørelser truffet i 2003 fundet, at denne model skulle kvalificeres som en dansk fusion. Ved afgørelsen offentliggjort i SKM2007.529.SKAT, vedrørende omstruktureringen af nogle amerikanske selskaber, har SKAT derimod fundet, at denne omstruktureringsmodel, vurderet efter danske skattemæssige regler, må anses for en aktieombytning. SKAT fremkom med dette korrektiv ud fra en vurdering af den samlede transaktion og med den begrundelse, at "... den endelige selskabsstruktur, der i sluttransaktionen fremkommer ved en ombytning af aktierne i det erhvervede selskab, indebærer, at der etableres en koncernstruktur med et moderselskab (det erhvervende selskab) og et datterselskab (det erhvervede selskab). Det forhold, at denne endelige struktur først fremkom efter flere steps, der blandt indebar en fusion af det erhvervede selskab med et datterselskab af det erhvervende selskab, ændrer ikke på, at det er den samlede transaktion, der skal vurderes. I lyset af denne nye praksis finder vi det derfor mest korrekt at forespørge, om den påtænkte transaktion i X-land kan anses for en omvendt, lodret fusion efter danske skattemæssige regler. Valget af modellen i X-land med tre underliggende deltransaktioner er foretaget for ikke at udløse uhensigtsmæssige og skadelige forretningsmæssige konsekvenser. Deltransaktionerne gennemføres derfor alene med henblik på at opnå den ønskede endelige koncernstruktur og indebærer således ikke i sig selv nogen skattemæssige fordele. Såfremt den endelige koncernstruktur skulle være opnået efter danske skattemæssige regler, ville det være gennemført som en omvendt, lodret fusion, men dette er efter skattemæssige og civilretlige regler i X-land ikke i den konkrete sag ønskeligt at gennemføre ved én enkelt transaktion (dvs. ved en amalgamation). Som SKAT har vurderet det er tilfældet med den amerikanske omstruktureringsmodel "forward triangular merger", skal en række deltransaktioner, der gennemføres i tidsmæssig sammenhæng, ikke påvirke det samlede billede af transaktionen, og der bør derfor (1) foretages en helhedsbedømmelse af koncernstrukturen før og efter omstruktureringen med henblik på at vurdere, hvilken transaktionstype vi vil anvende efter danske skattemæssige regler og herefter (2) foretages en vurdering af, om den samlede transaktion, herunder de underliggende deltransaktioner, kan anses at opfylde den tilsvarende danske transaktionstype, jf. mere herom nedenfor. En fusions skattemæssige og civilretlige karakteristika I relation til om den samlede transaktion, herunder særligt karakteristika ved winding-up-proceduren, kan anses for at have så væsentlige lighedspunkter med en fusion gennemført efter danske regler, har vi følgende bemærkninger: Winding-up kan betegnes som en absorption af et selskab ind i et andet, jf. at aktieselskabslovens § 134 skriver "et aktieselskab kan efter bestemmelserne i dette kapital opløses uden likvidation ved overdragelse af selskabets aktiver og forpligtelser som helhed til et andet aktie- eller anpartsselskab." Det er efter vores vurdering i den sammenhæng uden betydning, at selve opløsningen/afregistrering af selskabet ikke sker umiddelbart ved den aftalte juridiske overdragelse af aktiver og passiver, men først i en nær tidsmæssig sammenhæng hermed. I Danmark medfører en beslutning om fusion i selskaberne ikke at denne dermed er en realitet; efter aktieselskabslovens § 134h, stk. 1 anses ophørende selskaber først for ophørt og rettigheder og forpligtelser for overgået til det fortsættende selskab, såfremt visse betingelser er opfyldt, herunder at eventuelle krav fra kreditorer og aktionærer skal være afgjort. Når sådanne forhold er på plads anmeldes fusionen, indenfor en frist på 2 uger, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, hvorefter fusionen er en realitet. Der er derfor ligeledes ikke ved en dansk fusion nødvendigvis en nær tidsmæssig sammenhæng mellem den juridiske overdragelse af aktiver og passiver (beslutningstidspunktet) og den endelige anmeldelse af fusionen; jf. dog at der dog efter praksis maksimalt kan forløbe 1 år fra fusionsplanens offentliggørelse og anmeldelsen af fusionen. Ved absorptionsproceduren sker der ingen vederlæggelse i aktier, da henholdsvis A og B, og senere C og A, er moder- og datterselskab; dvs. dette er i tråd med danske fusioner, hvor der ligeledes ikke sker vederlæggelse ved direkte lodrette fusioner. Det skal dog bemærkes i forhold til anmodningen om at vurdere transaktionen som en omvendt lodret fusion, at der sker vederlæggelse til aktionærerne i det ultimative moderselskab A - som et led i ombytningen af aktierne i dette selskab med aktierne i C - således som dette også vil være tilfældet ved en omvendt, lodret fusion efter danske regler. Absorptionen af A ind i C medfører, at A's aktier i C annulleres uden vederlag. Vi skal i den forbindelse henvise til fusionsskattelovens § 10, stk. 2 og sagen refereret i SKM2007.555.SR, hvorefter det må antages, at annullering af egne aktier, som det fortsættende selskab erhverver som led i en fusion, ingen skattemæssige konsekvenser har for selskabet. Det er efter praksis ikke afgørende ved fusioner af udenlandske selskaber efter fusionsskattelovens § 15, stk. 6, at fusionsdatoen er sammenfaldende med skæringsdatoen for det fortsættende selskabs regnskabsår, jf. SKM2005.459.SKAT. Det er således efter vores vurdering på baggrund af praksis uden betydning for at anvende fusionsskattelovens § 15, stk. 6, at fusionsdatoen forventes at blive fastlagt til en dato i 2008, på trods af de involverede selskaber har kalenderårsregnskab. Vi skal på denne baggrund venligst anmode Skatterådet om at vurdere, om den samlede transaktion fra Step 1 winding-up af B ind i A, over Step 2 ombytningen af A aktierne, til Step 3 med winding-up af A, kan anses for at opfylde betingelserne for en fusion, således at successionsreglen i fusionsskattelovens § 15, stk. 6 finder anvendelse for de danske aktionærer. Spørgsmål 2 Såfremt Skatterådet måtte finde, at den påtænkte transaktion i X-land ikke kan kvalificeres som en lodret, omvendt fusion efter danske skattemæssige regler, skal vi anmode Skatterådet om at vurdere, om den del af transaktionen i X-land, der umiddelbart har danske skattemæssige konsekvenser - det såkaldte step 2 og til dels step 3 - i stedet kan opfylde de nye objektive regler om aktieombytning i aktieavancebeskatningslovens § 36 A. Efter aktieavancebeskatningslovens § 36 A forstås ved en aktieombytning den transaktion, hvor et selskab (det erhvervende selskab) erhverver en andel i et andet selskabs (det erhvervede selskabs) aktiekapital med den virkning, at det opnår et flertal af stemmerne i dette erhvervede selskab, eller, hvis det allerede har et sådant flertal, erhverver en yderligere andel ved til gengæld at tildele aktionærerne i det erhvervede selskab aktier i det erhvervende selskab og eventuelt en kontant udligningssum. På baggrund af det ovenfor beskrevne vedrørende Step 2, dvs. Tuck-in af A-aktierne mod vederlag i aktier i C, er det vores vurdering, at denne deltransaktion i X-land svarer til en dansk aktieombytning. Det er ligeledes vores vurdering, at de generelle principper for skattefri aktieombytning efter aktieavancebeskatningslovens § 36 A er opfyldt, da de deltagende selskaber svarer til danske aktie- eller anpartsselskaber, da de aktier i A, der ombyttes, bliver vederlagt med aktier i C i et proportionalt forhold mellem de hidtidige aktionærer i A og ombytningsforholdet svarer til handelsværdien, og da C som det erhvervende selskab opnår stemmemajoriteten til A inden for seksmånedersperioden, jf. at ombytningen gennemføres samlet på én dag. I relation til de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36 A er det desuden vores vurdering: At de særlige regler om maksimerede udbytteudlodninger i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 7 ikke får nogen betydning for den påtænkte transaktion, da A - det erhvervede selskab - ophører umiddelbart efter ombytningen ved en skattefri transaktion. At det ikke kan være et ubetinget krav, at C skal besidde majoriteten i A i op til tre år efter aktieombytningen er gennemført jf. SKM2008.182.SR. Det er desuden i praksis forudsat, jf. blandt andet SKM2007.922.SR, at en skattefri aktieombytning kan efterfølges af en skattefri fusion uden, at dette udløser negative skattemæssige konsekvenser. I Ligningsvejledningen 2008 S.G. 18.7.5. anføres det ligeledes, at "en fusion mellem moder- og datterselskab (det erhvervende og det erhvervede selskab) vil ifølge praksis, som udgangspunkt, ikke være i strid med den oprindelige tilladelse til skattefri aktieombytning. Transaktionen kan dog være i strid med den tidligere anførte begrundelse for ønsket om at gennemføre en skattefri aktieombytning. Der må foretages en samlet, konkret vurdering i den enkelte sag". Da den samlede transaktion er lagt frem i den konkrete sag, og da fusionen ikke er i strid med baggrunden for at gennemføre aktieombytningen, bør den efterfølgende fusion derfor ikke indvirke på adgangen til at gennemføre aktieombytningen. Det skal desuden påpeges, at A på aktieombytningstidspunktet kunne være afstået uden skattemæssige konsekvenser for selskabsaktionærerne i Danmark, og at der efter praksis vedrørende aktieavancebeskatningslovens § 36 sjældent stilles anmeldelsesvilkår, når aktierne på ombytningstidspunktet er ejet af et selskab i mere end tre år; værnsreglerne i det nye objektive regelsæt i såvel aktieavancebeskatningslovens § 36 A som de nye regler i fusionsskatteloven er udformet så de kan varetage samme hensyn, som i dag påses i tilladelsessystemet, og som ligger bag de vilkår, der stilles i tilladelsespraksis, jf. SKATs indstilling i SKM2008.172.SR. Denne praksis vedrørende anmeldelsesvilkår kan således være med til at indikere, at en afståelse af aktierne i det erhvervede selskab (herunder gennem en fusion, hvor det erhvervende selskab ophører) er uden betydning for skattefriheden ved aktieombytningen, da aktierne inden aktieombytningen havde været ejet af selskaber i mere end tre år. At betingelsen i aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 5 ikke får indvirkning på den konkrete sag, hvor såvel det erhvervende og det erhvervede selskab er hjemmehørende i udlandet, jf. at stk. 5 omtaler "indkomstopgørelsen", hvilket alene kan være relevant for et dansk selskab. C's anskaffelsessum for aktierne i A bør derfor skulle fastsættes efter de lokale regler i det land, der regulerer aktieombytningen for det erhvervende selskab. Det skal i den forbindelse fremhæves, at der i den konkrete sag i X-land påtænkes gennemført en skattefri transaktion umiddelbart efter aktieombytningen, og der derfor ikke kan spekuleres i et hurtigt salg med deraf følgende mulighed for lav eller ingen værdistigning på aktierne. Vederlagsaktierne skal derimod reguleres efter danske regler i relation til de danske aktionærer, hvorfor aktieavancebeskatningslovens § 36 A, stk. 4 finder anvendelse ved fastlæggelse af successionen. SKATs indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Rådgiver har oplyst, at alle deltagende selskaber i X-land, er selskaber, der kan sidestilles med danske aktie- og anpartsselskaber. Dette er lagt uprøvet til grund. Kernen i denne sag er, hvordan omstruktureringen i X-land skal klassificeres i henhold til dansk ret, herunder om de tre transaktioner skal anses for at udgøre en samlet omstrukturering i forhold til den endelige koncernstruktur eller som tre særskilte omstruktureringer. Dette har bl.a. betydning for, om omstruktureringerne efter dansk ret muligt kan kvalificeres som en (omvendt) lodret fusion eller må anses for at være en aktieombytning jf. hertil bl.a. men ikke udtømmende SKM2007.530.SKAT og SKM2007.529.SKAT. Med henvisning til SKM2007.530.SKAT og SKM2007.529.SKAT har rådgiver argumenteret for, at det er den samlede transaktion, herunder formålet med deltransaktionerne set i forhold til den endelige koncernstruktur, der skal vurderes under ét - og ikke de enkelte trin i omstruktureringen transaktion for transaktion. Det forholder sig generelt således, at en i udlandet gennemført omstrukturering skal svare til en omstrukturering efter danske regler, før den kan få effekt som en skattefri transaktion i den danske beskatning. Når udenlandske transaktioner skal vurderes, er det den enkelte transaktion, der skal svare til en efter danske normer anerkendt transaktionstype. Hvis transaktionen gennemføres i flere led, skal hvert enkelt led vurderes separat. Summen af hvert enkelt led kan således ikke samlet medføre, at resultatet anerkendes efter danske normer. I SKM2007.529.SKAT bemærkede SKAT "at den beskrevne "forward triangular merger" ikke kunne kvalificeres som en fusion efter fusionsskattelovens § 1, stk. 3 samt § 2, men, når henses til de foreliggende oplysninger, må anses, som en aktieombytning efter aktieavancebeskatningslovens § 36. Der er herved særligt henset til, at transaktionen indebærer flere selvstændige og fra hinanden adskilte transaktioner samt at den endelige selskabsstruktur, der i sluttransaktionen fremkommer ved en ombytning af aktierne i det erhvervede selskab, indebærer, at der etableres en koncernstruktur med et moderselskab (det erhvervende selskab) og et datterselskab (det erhvervede selskab)." I SKM2007.530.SKAT og SKM2007.529.SKAT, har det ved sagsbehandlingen således været gjort til genstand for en vurdering, hvor den isolerede transaktion, der medfører en sammensmeltning af 2 selskaber og vederlæggelse fra et 3. selskab til aktionærerne i det indskydende selskab svarer til en aktieombytning efter danske regler. At der forlods til lejligheden etableres et datterselskab, der kan benyttes til at gennemføre transaktionen, er ikke at betragte som et "step", der har været genstand for selvstændig vurdering i den konkrete sag. SKAT indstiller på den baggrund efter en konkret vurdering, at spm. 1 besvares med nej. Spørgsmål 2 Som anført ved besvarelsen af spørgsmål 1, kan omstruktureringens 3 transaktioner efter SKATs opfattelse ikke bedømmes samlet, men skal bedømmes hver for sig. I forhold til de danske aktionærer har rådgiver oplyst, at disse har ejet samtlige selskaber i X-land i mere end 3 år. Dette er uprøvet lagt til grund. Omstruktureringens 1 og 3 step er rene omstruktureringer i X-land, der hverken påvirker de danske aktionærer eller berører dansk beskatning. I forhold til omstruktureringens 2. step vurderes det konkret, at der tale om en aktieombytning efter danske forhold. Af ABL § 36A, stk. 1, fremgår, at selskaber, der svarer til danske aktie- eller anpartsselskaber, men som er hjemmehørende uden for EU, kan foretage en skattefri aktieombytning uden tilladelse, når de pågældende selskaber ikke er anset for at udgøre en transparent enhed jf. ABL § 36, stk. 1, 5. pkt. Endvidere skal aktieombytningen gennemføres inden for en periode på højst 6 måneder jf. ABL § 36, stk. 4, 1. pkt. Af ABL § 36A, stk. 2, fremgår, at hvis det erhvervende selskab opnår hele aktiekapitalen eller erhverver en resterende del af aktiekapitalen i det erhvervede selskab, sker der ikke beskatning efter §§ 8, 12-14 og 17-19, § 21, stk. 1, og § 22, hvis de aktionærer, der ved ombytningen bliver aktionærer i det erhvervende selskab, benytter reglerne i stk. 4 og det erhvervende selskab benytter reglerne i stk. 5. § 36, stk. 1, 2. og 5. pkt., § 36, stk. 4 og 5, og fusionsskattelovens § 9, § 10, § 11, stk. 1, 2. og 3. pkt., og § 11, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse Af ABL § 36 A, stk. 3, fremgår, at dette er en betingelse for at anvende ABL § 36 A, stk. 1, at værdien af vederlagsaktierne med tillæg af en eventuel kontant udligningssum svarer til handelsværdien af de ombyttede aktier. Efter ABL § 36 A, stk. 5, er det en betingelse, at aktier i det erhvervede selskab behandles ved indkomstopgørelsen, som om de var erhvervet på ombytningstidspunktet for den oprindelige anskaffelsessum. Denne betingelse kan i udgangspunktet ikke anses for opfyldt med henvisning til, at det erhvervende selskab er udenlandsk og dermed ikke opgør indkomsten efter danske regler. Situationen er dog sammenlignelig med sagen SKM2008.545.SR, hvor Skatterådet anerkendte, at en dansk aktionær kunne ombytte aktier med et selskab på Cypern. I denne sag var det netop et tema, at ABL § 36 A, stk. 5 ikke kunne praktiseres, såfremt det erhvervende selskab lå i udlandet. Af ABL § 36A, stk. 7, fremgår, at det erhvervende selskab ikke i en periode på 3 år fra ombytningstidspunktet må modtage større udbytter fra det erhvervede selskab end det erhvervende selskabs andel af det ordinære resultat for det erhvervede selskab, som udbyttet vedrører. Rådgiver har anført, at det erhvervende selskab - efter en kort periode med krydsejerskab - vil erhverve den fulde selskabskapital i det erhvervede selskab, samt at vederlæggelsen af aktionærerne i det erhvervede selskab alene vil ske med aktier i det erhvervende selskab. Betingelsen i ABL § 36 A, stk. 3, synes som udgangspunkt opfyldt, idet vederlæggelse, ombytningsforhold og handelsværdi sker proportionalt i forhold til de hidtidige aktionærer. Spørgsmålet er, om den efterfølgende kapitalnedsættelse i det erhvervede selskab påvirker vederlæggelsen til handelsværdi. Da kapitalnedsættelsen sker efter ombytningstidspunktet, vil den foretagne kapitalnedsættelse ikke påvirke vederlæggelsen til handelsværdi, idet det - i hvert fald som udgangspunkt - alene er forholdene på ombytningstidspunktet, der er relevant, når der omstruktureres uden tilladelse, se fx SKM2007.917.SKAT og SKM2007.919.SR, spørgsmål 4. Det forhold, at der efterfølgende i det erhvervede selskab sker en kapitalnedsættelse og en efterfølgende lodret fusion, skønnes konkret ikke at bevirke, at der ikke sker vederlæggelse til handelsværdi. I forhold til ABL § 36 A, stk. 7, hvorefter det erhvervende selskab ikke i en periode på 3 år fra ombytningstidspunktet må modtage større udbytter fra det erhvervede selskab end det erhvervende selskabs andel af det ordinære resultat for det erhvervede selskab, som udbyttet vedrører, vil denne regel ikke få betydning, idet det udbyttegivende selskab efterfølgende er fusioneret med det erhvervende selskab. Situationen er sammenlignelig med sagen SKM2008.707.SR, hvor en spaltning uden tilladelse efterfulgt af en lodret fusion ikke var i konflikt med udbytterestriktionen i FUL § 15 b, stk. 8. I forhold til de danske aktionærer sker der succession i forhold til ejertid, idet aktierne har været ejet af de pågældende i mere end 3 år forud for aktieombytningen jf. ABL § 36 A, stk. 4. I forlængelse heraf kan det anføres, at ABL § 36 A, stk. 10 ikke finder anvendelse, da de danske aktionærer begge har ejet det erhvervede selskab i mere end 3 år. Det indstilles på den baggrund og efter en samlet konkret vurdering af den specifikke transaktion, at spørgsmål 2 besvares bekræftende. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse. Svaret er bindende for skattemyndighederne i følgende periode 5 år regnet fra modtagelsen af svaret jf. SFL § 25, stk. 1.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Betænkning afgivet af Uddannelsesudvalget den 14. maj 2002 Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om Centre for Videregående Uddannelse og andre selvejende institutioner for videregående uddannelser m.v. samt ophævelse af lov om Danmarks Forvaltningshøjskole og lov om Skovskolen (Betinget godkendte CVU er m.v.) [af undervisningsministeren (Ulla Tørnæs)] 1. Ændringsforslag Kristeligt Folkeparti har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget. 2. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 20. marts 2002 og var til 1. behandling den 12. april 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Uddannelsesudvalget. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og undervisningsministeren sendte den 4. marts 2002 dette udkast til udvalget, jf. alm. del bilag 199. Den 22. marts 2002 sendte undervisningsministeren de indkomne høringssvar samt et resumé herom til udvalget. Skriftlige henvendelser Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra De Frie Samarbejdende MVU-institutioner. Undervisningsministeren har over for udvalget kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget. Deputationer Endvidere har De Frie Samarbejdende MVU-institutioner mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget. Spørgsmål Udvalget har stillet 16 spørgsmål til undervisningsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 3. Indstillinger og politiske bemærkninger Et flertal i udvalget (S, V, DF, KF og RV) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Et mindretal i udvalget (SF og EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling og vil stemme imod det stillede ændringsforslag. Socialistisk Folkeparti finder, at lovforslaget blot forlænger den periode, hvor usikkerheden om uddannelsesinstitutionerne i de betingede Centre for Videregående Uddannelse (CVU er) får lov at præge kvaliteten af uddannelsen og vilkårene for de ansatte. Dermed vil det være studerende og ansatte, der i en markant længere periode kommer til at opleve forringede vilkår som følge af lovforslaget. Samtidig betyder lovforslaget, at de demokratiske rettigheder for ansatte og studerede bliver indskrænket. Lovforslaget sikrer frihed for uddannelsesinstitutionerne på bekostning af de studerendes og de ansattes frihed. Socialistisk Folkeparti kan derfor ikke støtte lovforslaget. Enhedslisten bemærker, at forliget om Centre for Videregående Uddannelse, CVU-forliget, mellem regeringen, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i maj 2000 betød betydelige demokratiske fremskridt i forhold til undervisningsministerens oprindelige lovforslag. Undervisere og studerende fik flertal såvel i uddannelsescentrenes udviklingsråd, der skal drøfte udviklingsopgaver, som i de udvalg, der varetager tilrettelæggelsen af centrenes videreuddannelse. Som det vigtigste og afgørende for Enhedslisten blev der på den enkelte institution indført fællesråd med ligelig repræsentation af medarbejdere og studerende, der kan tage fælles emner op til drøftelse over for bestyrelsen. Fællesrådet fik indflydelse på studieplaner og praktik, og ansatte og studerende blev repræsenteret i alle besluttende organer på CVU. Ansatte og studerende fik lovfæstet, at de skulle inddrages i processen ved dannelsen af et CVU, hvilket ikke var en selvfølge indtil da. Enhedslisten fik dermed brudt mantraet om, at folk udefra altid skal være i flertal i ledelser på uddannelsesinstitutioner. De nye fællesråd gav mulighed for lokale demokratiske gennembrud, hvor magten kan flyttes fra bestyrelser over til ansatte og studerende. Aftalen åbnede dengang en kattelem for institutioner, der indgår i en betinget CVU-konstruktion. Efter en 5 års overgangsperiode er der yderligere 5 års fortrydelsesret, såfremt institutionen kan dokumentere, at CVU et truer den faglige og den pædagogiske udvikling, altså en skilsmisseparagraf, som kan bruges, hvis alting er ved at falde sammen og samlivet aldrig vil blive normalt. Det skal der nu laves om på. Overgangsperioden skal yderligere forlænges, hvilket skaber usikkerhed ude på institutionerne, som det også klart fremgår af høringssvarene. Så spørgsmålet er jo i virkeligheden, om Venstre og Det Konservative Folkeparti egentlig ønsker, at CVU erne skal være en succes. Samtidig vil regeringen fjerne de demokratiske fremskridt, der var i forbindelse med dannelsen af CVU erne. For Enhedslisten er demokrati i uddannelsessystemet, i økonomien og i samfundet som helhed nemlig fuldstændig afgørende. Enhedslisten ønsker at udvide demokratiet. Enhedslisten ønsker, at de studerende og de ansatte skal have indflydelse på deres hverdag. De borgerlige vil tydeligvis det modsatte, og dette forslag er et levende bevis herpå. Enhedslisten undres og beklager, at de tidligere regeringspartier tilsyneladende ikke ønsker at forsvare de demokratiske fremskridt fra maj 2000, men vil stemme for flertallets (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti) tilbagerulning af det direkte demokrati på uddannelsesstederne. Et andet mindretal i udvalget (KRF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag. Mindretallet vil ved 3. behandling stemme hverken for eller imod lovforslaget, hvis det stillede ændringsforslag ikke vedtages ved 2. behandling. Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 4. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Af et mindretal i udvalget (KRF): Til § 1 1) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer: »01. Efter § 27 d indsættes som ny paragraf: § »§ 27 dd. Undervisningsministeren kan godkende, at en selvejende uddannelsesinstitution, som udbyder mindst én mellemlang videregående uddannelse, ligestilles med godkendte CVU er, hvad angår uddannelses-, udviklings- og forskningsmæssige forhold samt økonomiske muligheder i henhold til denne lovgivning. Stk. 2. Godkendelse sker efter samme vurderingskriterier som for CVU er. Der henvises til § 27 d, stk. 2, 3 og 5, idet institutionens forpligtende samarbejdsaftaler med andre institutioner af uddannelses-, udviklings- og forskningsmæssig karakter indgår i den samlede vurdering. Stk. 3. Ved forpligtende samarbejdsaftaler i henhold til denne paragraf forstås samarbejdsaftaler, der er indgået omkring varetagelsen af konkrete opgaver, og hvor der er udformet opsigelsesbestemmelser med opsigelser på mindst 1 års varighed. Stk. 4. I et netværkssamarbejde mellem flere institutioner skal det fastlægges, hvilken institutionsbestyrelse der i forhold til konkrete opgavevaretagelser er ansvarlig. Ansvaret for økonomi og opgavevaretagelse kan placeres på skift hos de samarbejdende institutioner. Det er dog et krav, at tidsperioden ikke kan være under 1 år, og at ansvarsplaceringen skal meddeles Undervisningsministeriet senest 6 måneder før nyt budgetår. Stk. 5. Den ansvarlige bestyrelse skal ved varetagelsen af opgaverne varetage institutionens egne interesser, men herudover også de institutioners interesser, der indgår i det forpligtende samarbejde.«« [Bemyndigelse til undervisningsministeren til at ligestille en selvejende uddannelsesinstitution med mindst én mellemlang videregående uddannelse med et godkendt CVU] Bemærkninger Til nr. 1 Ændringsforslaget indebærer, at undervisningsministeren får bemyndigelse til at godkende, at en selvejende uddannelsesinstitution, som udbyder mindst én mellemlang videregående uddannelse, kan ligestilles med et godkendt CVU. Ved vurderingen af, om en selvejende institution kan godkendes til at blive ligestillet med et CVU, skal der stilles samme krav til uddannelseskvaliteten m.v., som der stilles til godkendelsen af et CVU. Ved denne vurdering skal institutionens forpligtende samarbejdsaftaler med andre institutioner tillige indgå. En selvejende institution får ved en sådan godkendelse de samme rettigheder og vilkår, hvad enten organisationsformen er et CVU eller et netværk. I »Institutionsredegørelse af januar 1999« (kapitel 1 over midten) blev det pointeret, at der i internationalt perspektiv var to »idealmodeller« for en strukturreform inden for de videregående uddannelser: universitetsmodellen, hvor en række MVU-institutioner centreres om et universitet, og CVU-modellen, hvor en række KVU- og MVU-institutioner samles i Centre for Videregående Uddannelser. Det blev i den sammenhæng pointeret, at det væsentlige i Danmark var et uddannelsesmæssigt kvalitetsløft i tæt samarbejde med uddannelsessektoren, ikke én centralt bestemt model. Ændringsforslaget om en ligestilling mellem de MVU-institutioner, der har valgt CVU-organisationsformen, og dem, der har valgt netværk (dvs. institutioner, der indgår i forpligtende samarbejdsaftaler med andre institutioner på MVU-området), vil give en god evalueringsmulighed for, hvilken af de to modeller der giver den bedste uddannelseskvalitet for de færreste penge. Else Winther Andersen (V) fmd. Gitte Lillelund Bech (V) Peter Christensen (V) Tina Nedergaard (V) Louise Frevert (DF) Hans Kristian Skibby (DF) Helle Sjelle (KF) Else Theill Sørensen (KF) Bodil Kornbek (KRF) Carsten Hansen (S) Frank Jensen (S) Jeppe Kofod (S) Lene Jensen (S) Thomas Adelskov (S) Aage Frandsen (SF) Marianne Jelved (RV) nfmd. Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) Tjóðveldisflokkurin, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget. Folketingets sammensætning Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 57 * Enhedslisten (EL) 4 Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4 Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1 Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1 Det Radikale Venstre (RV) 9 * Heraf 1 medlem valgt på Færøerne Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 178 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar og høringsresumé, fra undervisningsministeren 2 Bilaget tilbagetaget 3 Bilaget tilbagetaget 4 Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 5 Henvendelse af 12/4-02 fra De Frie Samarbejdende MVU-institutioner 6 Spm. 2 om kommentar til henvendelse af 12/4-02 fra De Frie Samarbejdende MVU-institutioner, til undervisningsministeren 7 Spm. 3 om administrative merudgifter i forbindelse med MVU-institutioners overgang til CVU-institutioner, til undervisningsministeren 8 Spm. 4 om forskellen mellem en CVU-institution og en sammenslutning af MVU-institutioner, til undervisningsministeren Spm. 5 om det forskningsmæssige samarbejde, MVU-institutioner har med danske universiteter, til undervisningsministeren 9 Spm. 6 om uddybende kommentar til høringssvaret fra Beklædningsfagskolen, til undervisningsministeren 10 Spm. 7 om teknisk bistand til ændringsforslag, der ligestiller MVU-institutioner uanset CVU-status, til undervisningsministeren 11 Spm. 8 om juridisk sikkerhed i forbindelse med udbetaling af midler til MVU-institutioner, der har indgået en skriftlig samarbejdsaftale og udpeget en ordførende formand, til undervisningsministeren Spm. 9 om MVU-institutionernes muligheder og rettigheder med hensyn til at forlade et betinget eller ubetinget CVU, hvis det ikke direkte fremgår af CVU ets vedtægter, til undervisningsministeren Spm. 10 om MVU-institutionernes muligheder og rettigheder med hensyn til at forlade et betinget eller ubetinget CVU, såfremt der er risiko for, at CVU et kan gå konkurs, til undervisningsministeren Spm. 11 om forsøgsordning i CVU-loven, så godkendte netværkssamarbejder ligestilles med CVU er, til undervisningsministeren 12 Spm. 12 om antallet af nuværende CVU er og kommende CVU er, til undervisningsministeren 13 1. udkast til betænkning 14 Svar på spm. 3 om administrative merudgifter i forbindelse med MVU-institutioners overgang til CVU-institutioner, fra undervisningsministeren 15 Svar på spm. 2 om kommentar til henvendelse af 12/4-02 fra De Frie Samarbejdende MVU-institutioner, fra undervisningsministeren 16 Svar på spm. 7 om teknisk bistand til ændringsforslag, der ligestiller MVU-institutioner uanset CVU-status, fra undervisningsministeren 17 Svar på spm. 6 om uddybende kommentar til høringssvaret fra Beklædningsfagskolen, fra undervisningsministeren 18 Svar på spm. 8 om juridisk sikkerhed i forbindelse med udbetaling af midler til MVU-institutioner, der har indgået en skriftlig samarbejdsaftale og udpeget en ordførende formand, fra undervisningsministeren Svar på spm. 9 om MVU-institutionernes muligheder og rettigheder med hensyn til at forlade et betinget eller ubetinget CVU, hvis det ikke direkte fremgår af CVU et, fra undervisningsministeren Svar på spm. 10 om MVU-institutionernes muligheder og rettigheder med hensyn til at forlade et betinget eller ubetinget CVU, såfremt der er risiko for, at CVU et kan gå konkurs, fra undervisningsministeren Svar på spm. 11 om forsøgsordning i CVU-loven, så godkendte netværkssamarbejder ligestilles med CVU er, fra undervisningsministeren 19 Svar på spm. 12 om antallet af nuværende CVU er og kommende CVU er, fra undervisningsministeren 20 Svar på spm. 4 om forskellen mellem en CVU-institution og en sammenslutning af MVU-institutioner, fra undervisningsministeren Svar på spm. 5 om det forskningsmæssige samarbejde, MVU-institutioner har med danske universiteter, fra undervisningsministeren 21 2. udkast til betænkning 22 Spm. 13 om kompetencer lagt ud til institutioner, til undervisningsministeren Spm. 14 om sammenslutning af MVU-institutioner, til undervisningsministeren Spm. 15 om attraktive aftaler med universiteter, til undervisningsministeren 23 Svar på spm. 13 om kompetencer lagt ud til institutioner, fra undervisningsministeren Svar på spm. 14 om sammenslutning af MVU-institutioner, fra undervisningsministeren Svar på spm. 15 om attraktive aftaler med universiteter, fra undervisningsministeren 24 Kopi af artiklen »Centre dræner seminarier for penge« fra Magisterbladet nr. 7, 18. april 2002, jf. alm. del bilag 282 25 Kopi af svar på spm. 55, jf. alm. del bilag 315, om kommentar til artikel af 18/4-02 fra Magisterbladet, fra undervisningsministeren 26 3. udkast til betænkning 27 4. udkast til betænkning 28 Henvendelse fra De Frie Samarbejdende MVU-institutioner 29 Spm. 16 om kommentar til henvendelse fra de Frie Samarbejdende MVU-institutioner, til undervisningsministeren 30 5. udkast til betænkning 31 Svar på spm. 16 om kommentar til henvendelse fra de Frie Samarbejdende MVU-institutioner, fra undervisningsministeren End of "Bilag 1"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ophævelse af bekendtgørelse om fødevarer til særlig ernæring § 1. Bekendtgørelse nr. 1102 af 26. november 2012 om fødevarer til særlig ernæring ophæves. § 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 20. juli 2016. Fødevarestyrelsen, den 22. juni 2016 Esben Egede Rasmussen / Marianne Øhlenschläger Larsen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulæreskrivelse om midlertidig tilladelse til kørsel med større vægte ved trætransport Hermed fremsendes Færdselsstyrelsens Meddelelse nr. 1853 af d.d. om midlertidig tilladelse til kørsel med større vægte ved trætransport. Meddelelsen tillader udnyttelse af teknisk tilladt totalvægt på indtil 26.000 kg på 3-akslet lastbil og en vogntogsvægt på indtil 50.000 kg, uden særlig tilladelse. Endvidere bemyndiges politiet til at tillade transport af træ med indtil 56.000 kg totalvægt under forudsætning af, at de anførte betingelser er opfyldt. Ordningen løber til og med den 30. november 2005. Færdselsstyrelsen, den 15. marts 2005 Mikael Spang-Hanssen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Medlemmet havde ansøgtom VEU-godtgørelse under deltagelse i 2 AMU-kurser. Medlemmet arbejdede som driftsleder/fodermester og var uddannet landmand medgrønt bevis i 1988. I sit ansøgningsskema havde han oplyst, at han havde anvendt sin uddannelse somlandmand med grønt bevis inden for de sidste 5 år. Medlemmet havde i sin klage anført, at han ikke mente, at hans uddannelse varfor høj, idet han kun havde en erhvervsuddannelse som landmand, der sluttede i1988. På dette tidspunkt fik man ”det grønne bevis” ved endt uddannelse.Endvidere havde han oplyst, at driftslederkurset var en del af landmandsuddannelsen. Ankenævnet fandt, at medlemmet ikke havde ret til VEU-godtgørelse veddeltagelse i AMU-kurserne. Medlemmets arbejdsgiver havde således ikke ret tilrefusion af lønudgifter under medlemmets kursusdeltagelse. Nævnet lagde vægt på, at medlemmet havde gennemført driftslederkurset, som eren uddannelse, der overstiger niveauet for erhvervsuddannelse. Nævnet lagde videre vægt på, at medlemmet havde oplyst, at han havde gjort brugaf uddannelsen arbejdsmæssigt inden for de sidste 5 år. Nævnet bemærkede, at det er uddannelsesniveauet dags dato, der er styrende for,om man kan anses for omfattet af den personkreds, der er berettiget tilVEU-godtgørelse. Den fulde tekst Ikke ret til VEU-godtgørelse/lønrefusion, landmand med grønt bevis, driftslederkursus overstiger niveau for erhvervsuddannelse, selv om integreret del af landmandsuddannelse Ankenævnet har behandlet Deres klage vedrørende afslag på VEU-godtgørelse på møde den 14. september 2005. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E De er ikke berettiget til VEU-godtgørelse ved Deres deltagelse i AMU-kurserne ”XX” og ”ZZ”. Deres arbejdsgiver har således ikke ret til refusion af lønudgifter under Deres kursusdeltagelse. BEGRUNDELSE Efter reglerne er det en betingelse for at opnå VEU-godtgørelse, at ansøgeren ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger niveauet for erhvervsuddannelser, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. Nævnet har lagt vægt på, at De med Deres uddannelse som landmand med grønt bevis har gennemført driftslederkurset, som er en uddannelse, der overstiger niveauet for erhvervsuddannelser. Nævnet har videre lagt vægt på, at De ifølge Deres egne oplysninger i spørgeskema har gjort brug af uddannelsen inden for de sidste 5 år. De er således ikke omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse ved deltagelse i kursus. Heraf følger, at Deres arbejdsgiver ikke er berettiget til refusion af lønudgifter. Ankenævnet henviser til §§ 1, 2, 3, 4 og 9 i lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004, og §§ 1, 2, 4 og 14 i bekendtgørelse nr. 1481 af 23. december 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU). Ankenævnet tiltræder således a-kassens afgørelser af 21. juni 2005, hvorefter Deres arbejdsgiver ikke er berettiget til lønrefusion. B E M Æ R K N I N G E R T I L K L A G E N De har i Deres klage anført, at driftslederkurset var en del af landmandsuddannelsen i 1988. De har videre anført, at De ikke har overbygning med ”Det grønne Diplom” der indeholder merkonomuddannelse. Nævnet skal hertil bemærke, at det er uddannelsesniveauet dags dato der er styrende for, om man kan anses for omfattet af den personkreds, der er berettiget til VEU-godtgørelse. Eftersom driftslederkurset i dag overstiger niveauet for erhvervsuddannelser, er De allerede derfor ikke omfattet af personkredsen, der er berettiget til godtgørelse. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: YY Arbejdsløshedskasse, 1. Sagsforløb De søgte den 25. maj 2005 om VEU-godtgørelse til AMU-kurserne ” XX og ZZ”. Det fremgår af sagens oplysninger, at De har gennemført landmandsuddannelsen i 1988, således at De er uddannet landmand med grønt bevis. De har i ansøgningsskemaet oplyst, at De arbejder som driftsleder/fodermester 37 timer pr. uge, og at De har anvendt Deres uddannelse inden for de sidste 5 år. 2. Arbejdsløshedskassens afgørelse A-kassen traf den 21. juni 2005 denne afgørelse: ”Vi har fået din ansøgning, hvor din arbejdsgiver ønsker at få udbetalt godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed. AFGØRELSE Din arbejdsgiver kan ikke få udbetalt godtgørelse, i perioden 08/03/05 + 31/05/05 + 01/06/05. SAGSFREMSTILLING Du søger om godtgørelse til kurset XX. Kurset er i perioden 08/03/05 til 01/06/05 på NN. VURDERING Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at du ikke har gennemført en uddannelse højere end en erhvervsuddannelse. Vi har vurderet at din uddannelse som Driftsleder med Grønt Bevis er for høj til, at du er berettiget til at få godtgørelse til kurset. BEGRUNDELSE Begrundelsen for afgørelsen er, at du ikke opfylder betingelserne for at få godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse.” 3. Klagen til ankenævnet De klagede over afgørelse i brev af 10. juli 2005: ”Vedr.: Klage over afslag på godtgørelse for kurset XX i perioden 08-03-05 til 01-06-05. Jeg ønsker hermed at klage over afslag på godtgørelse af ovennævnte kursus. Begrundelsen for klagen er at jeg ikke mener at min uddannelse er for høj, da jeg kun har en erhvervsuddannelse som landmand der sluttede i 1988. På dette tidspunkt fik man “Det grønne bevis” ved endt uddannelse. Driftslederkurset var en del af uddannelsen, med der var ikke ledelsesfag inkluderet i kurset, det var mere økonomi det omhandlede. Jeg kan derudover oplyse at jeg ikke har overbygning med “Det grønne Diplom”, der indeholder merkonom uddannelse.” 4. A-kassens bemærkninger til klagen A-kassen har i oversendelsesbrev af 15. juli 2005 oplyst, at De klager over dens afgørelse om, at De er for højtuddannet til at være berettiget til godtgørelse. 5. Nyt efter klagen Intet nyt. 6. Regler Bekendtgørelse nr. 106 af 18. februar 2004 af lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse: Kapitel 1 Formål og område § 1. Loven har til formål at skabe økonomisk grundlag for, at voksne fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau. Dette formål sikres ved, at deltagerne under uddannelsen kan opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed. § 2. Den personkreds, der kan opnå ydelser efter § 1, omfatter: 1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, 2) selvstændige erhvervsdrivende og Stk. 2. Det er en betingelse for at opnå ydelser efter § 1, at den pågældende ikke har en erhvervsrettet uddannelse, der med hensyn til niveau og varighed overstiger erhvervsuddannelse eller anden uddannelse, der kan sidestilles med erhvervsuddannelse, medmindre uddannelsen ikke har været anvendt i de sidste 5 år. § 3. Der kan opnås ydelser efter § 1, jf. dog § 5, ved deltagelse i følgende uddannelser til og med erhvervsuddannelsesniveau, i det omfang udbuddet, dog undtaget de i nr. 9 nævnte forløb, udløser tilskud efter lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) m.v.: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Kapitel 2 Godtgørelse § 4. Under deltagelse i uddannelse, der er omfattet af § 3, kan beskæftigede lønmodtagere, selvstændige erhvervsdrivende og ledige med ret til selvvalgt uddannelse, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, opnå godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed som følge af deres deltagelse, jf. dog stk. 2. Stk. 3. Godtgørelsen udgør ved fuldtidsundervisning pr. undervisningsuge et beløb svarende til dagpengenes højeste beløb for en uge, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om godtgørelse. § 9. For beskæftigede lønmodtagere kan godtgørelse i henhold til §§ 4 og 5 udbetales til arbejdsgiveren i tilfælde, hvor der er truffet aftale om, at arbejdsgiveren fortsætter med at udbetale sædvanlig løn under uddannelsen. Beløbet svarer til den godtgørelse, som en deltager kunne have fået udbetalt efter §§ 4 og 5. Beløbet kan dog højst udgøre et beløb, der svarer til arbejdsgiverens lønudgifter til en deltager under dennes uddannelse. Bekendtgørelse nr. 1481 af 23. december 2004 om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU): Afsnit I Generelle betingelser Kapitel 1 Uddannelser, hvortil der kan opnås godtgørelse § 1. Der kan opnås godtgørelse efter reglerne i denne bekendtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet uddannelse til og med erhvervsuddannelsesniveau efter lovens § 3, stk. 1-3. Stk. 2. Erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse efter stk. 1 er: 1) Arbejdsmarkedsuddannelser (AMU) efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., dog undtaget Træningsskolens arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU). Kapitel 2 Personkredsen § 2. Deltagere, der kan opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, er 1) beskæftigede lønmodtagere, såvel privat som offentligt ansatte, jf. dog § 3, 2) selvstændige erhvervsdrivende, jf. dog § 3, og 3) ledige, som er berettigede til dagpenge efter § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse efter denne bekendtgørelse, at deltageren 1) alene har en uddannelse ud over en almen skoleuddannelse til og med gymnasialt niveau, eller 2) har en erhvervsuddannelse efter lov om erhvervsuddannelser, en lærlingeuddannelse, en erhvervsfaglig grunduddannelse, en grundlæggende social- og sundhedsuddannelse eller en grundlæggende uddannelse efter lov om landbrugsuddannelser, eller 3) har en kommunal- eller etatsuddannelse eller lignende, hvis uddannelsesniveau og varighed ikke overstiger erhvervsuddannelserne eller et niveau og en varighed, der kan sidestilles hermed, eller 4) har en anden og højere uddannelse end nævnt i nr. 1-3, og ikke har haft beskæftigelse inden for uddannelsens område i de sidste 5 år. Stk. 2. Uddannelser, der kan sidestilles med erhvervsuddannelserne, jf. stk. 1, er uddannelser, der i niveau eller varighed maksimalt svarer til niveauet eller varigheden af erhvervsuddannelserne. Det er en betingelse, at der ikke er et adgangskrav til uddannelsen, der forudsætter bestået uddannelse på gymnasialt niveau. Stk. 3. Personer med en uddannelse, der er afløst af en ny tilsvarende uddannelse, kan opnå godtgørelse, hvis den nye uddannelse ikke forudsætter bestået gymnasial uddannelse. Kapitel 6 Refusion til arbejdsgiver § 14. Arbejdsgivere, der efter aftale med deltageren udbetaler sædvanlig løn under uddannelsen, har ret til refusion. Refusionen svarer til den godtgørelse, som deltageren ville have været berettiget til efter kapitlerne 3, 4 og 5. Refusionen kan dog ikke være højere end den løn, arbejdsgiveren udbetaler under uddannelsen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse P-28-98 om enlig forsørger - pension - særligt pensionstillæg - flytning Resume: En pensionist, der var tilkendt pension før den 26. april 1990, og som flyttede fra sin samlever, havde ikke ret til på ny at modtage tillæg som reelt enlig, da han senere genoptog samlivet med samleveren. Ankestyrelsen fandt, at retten til at modtage tillæg efter overgangsbestemmelsen var ophørt ved fraflytningen. Love: Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 22 af 14. januar 1998 - § 1, nr. 3 og § 49, stk. 2 Sagsfremstilling: Det var oplyst i sagen, at ansøgeren var fraskilt, men siden 1969 havde været samlevende. Han havde siden modtaget pension og pensionstillæg som reelt enlig. I november 1996 flyttede ansøgeren fra sin hidtidige samlever. Han boede herefter alene uden for den oprindelige bopælskommune. I juni 1997 genoptog han samlivet med den tidligere samlever på den tidligere adresse i den oprindelige bopælskommune. Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, hvorefter ansøgeren fra 1. juli 1997 ikke var berettiget til pensionstillæg som reelt enlig, da samlivet har været afbrudt en periode efter den 26. april 1990, og han derefter havde indledt et nyt samlivsforhold. I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøgeren bl.a., at han af den oprindelige bopælskommune havde fået at vide, at tillægget som reelt enlig ikke kunne tages fra ham, uanset hvor i Danmark han boede, og at han kun kunne miste tillægget, hvis han indgik nyt ægteskab. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om genoptagelse af samlivet med en tidligere samlever bevirker, at tillæg som reelt enlig efter overgangsbestemmelsen bevares. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ved genoptagelsen af samlivet med den tidligere samlever i juni 1997 ikke længere var berettiget til pensionstillæg og særligt pensionstillæg som reelt enlig. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøgeren, indtil han flyttede fra samleveren i november 1996, modtog pensionstillæg som reelt enlig efter overgangsbestemmelsen i § 4, stk. 4, i lov nr. 497 af 30. juni 1993 om ændring af social pension m.v. som følge af skatteomlægning og ændret satsregulering m.v., og at retten til at få tillæg efter overgangsbestemmelsen ophørte ved fraflytningen. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at ansøgeren i forbindelse med sin telefoniske henvendelse til den oprindelige bopælskommune med henblik på vejledning vedrørende retten til pensionstillæg som reelt enlig var blevet vejledt generelt om retten til at modtage tillægget og ikke konkret om den foreliggende situation. Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 241-11 om økonomisk friplads - indtægtsstigning - oplysningspligt - tilbagebetaling Resume: En nu enlig forælder skulle ikke tilbagebetale fripladstilskud, der var udbetalt efter, at hendes fraseparerede ægtefælle var flyttet fra det fælles hjem. Kun fripladstilskud modtaget forud for ægtefællens fraflytning skulle tilbagebetales. Ankestyrelsen fandt, at efter ægtefællens fraflytning var indkomsten i husstanden ikke længere for høj til at modtage det udbetalte fripladstilskud, da husstandsindkomsten alene skulle beregnes på baggrund af indkomsten hos den enlige forælder. Ankestyrelsen lagde vægt på, at forælderen ikke havde pligt til at underrette kommunen om indtægtsnedgangen. Underretningspligten gjaldt således kun ved en indtægtsstigning. Der kunne derfor ikke stilles krav om tilbagebetaling for den periode, hvor der var en indtægtsnedgang i husstanden, selvom familien for en tidligere periode havde undladt at oplyse kommunen om en stigning i den samlede husstandsindkomst. Love: Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - Lovbekendtgørelse nr. 668 af 17. juni 2011 - § 43 og § 93 Bekendtgørelser: Socialministeriets bekendtgørelse nr. 868 af 24. juni 2011 om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - § 25, § 26, § 27, § 32, § 33 og § 34 Afgørelse: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag, hvor vi har vurderet sagens forløb i perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008 og spørgsmålet om, hvorvidt der efter den 13. juni 2008 var sket en varig stigning i den faktiske indtægt i din husstand, samt hvorvidt en tidligere manglende opfyldelse af oplysningspligten overfor kommunen medfører at der kan kræves tilbagebetaling af fripladstilskud for perioden efter 13. juni 2008 Resultatet er • Du har ikke pligt til at tilbagebetale dit økonomiske fripladstilskud for perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008 Det betyder, at Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YYs afgørelse ikke gælder. Vi ændrer således afgørelsen fra Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY. Vi skal bede AA Kommune om i overensstemmelse med vores afgørelse at foretage en regulering af dit økonomiske fripladstilskud for perioden fra 13. juni 2008 – 31. december 2008 i det omfang du har tilbagebetalt det beløb for perioden 13. juni 2008 – 31. december 2008, som efter kommunens opfattelse var for meget udbetalt fripladstilskud. Kommunen vil kontakte dig. Der var enighed på mødet. Begrundelsen for afgørelsen Ankestyrelsen finder, at der efter din fraseparerede ægtefælle fraflytning af jeres fælles hjem pr. 13. juni 2008 var tale om en nedgang i indtægten i din husstand. Forældre, der modtager økonomisk fripladstilskud, har efter reglerne i dagtilbudsbekendtgørelsen pligt til at underrette kommunen om varige stigninger i deres faktiske indtægt eller andre forhold i årets løb, der har betydning for retten til økonomisk fripladstilskud. En indtægtsfremgang på under 10 pct. giver ikke anledning til en regulering af det økonomiske fripladstilskud. Har forældre en indtægtsfremgang på over 10 pct., kan kommunalbestyrelsen regulere det økonomiske fripladstilskud med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor forældrenes forhold har ændret sig. Det, der efter reglerne i dagtilbudsbekendtgørelsen aktualiserer forældres underretningspligt, er således varige stigninger i deres faktiske indtægt eller andre forhold i årets løb, der har betydning for retten til økonomisk fripladstilskud. Ved en indtægtsnedgang skal forældrene på ny ansøge om økonomisk fripladstilskud og dokumentere deres ændrede indtægtsforhold. Der knytter sig ikke en tilsvarende underretningspligt til situationer, hvor forældrene har haft en indtægtsnedgang i den samlede husstand. Der er under sagen enighed om, at du frem til tidspunktet for din fraseparerede ægtefælles fraflytning (13. juni 2008) ikke havde opfyldt din oplysningspligt overfor kommunen. Efterreguleringskravet/tilbagebetalingen for perioden frem til 13. juni 2008 er derfor betalt og afsluttet. Det er endvidere dokumenteret, at din fraseparerede ægtefælle fraflyttede det fælles hjem pr. 13. juni 2008. Din fraseparerede ægtefælles indtægt skulle herefter fra dette tidspunkt ikke indgå i opgørelsen af den samlede husstandsindtægt. Det kunne derfor alene lægges vægt på din årlige indkomst for 2008, som efter det oplyste var kr. 289.886,00. Der var således tale om en indtægtsnedgang i din husstandsindtægt i forhold til det beløb på kr. 323.844,00, som udgjorde det oprindelige beregningsgrundlag ved bevilling af jeres fripladstilskud den 16. marts 2004. Da der således var tale om en nedgang i indtægten havde du ikke efter dagtilbudsbekendtgørelsen pligt til at underrette kommunen om ændringen, men måtte indgive en ny ansøgning, såfremt du ønskede at få foretaget en ny vurdering af dine indtægtsforhold. Der var således ikke grundlag for at pålægge dig at tilbagebetale for meget udbetalt fripladstilskud for perioden 13. juni 2008 – 31. december 2008. Det forhold at du i en periode forud for den 13. juni 2008 ikke havde opfyldt din oplysningspligt overfor kommunen kan af de ovenfor anførte grunde ikke medføre, at der kan pålægges et krav om tilbagebetaling af for meget udbetalt fripladstilskud for den resterende del af 2008. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen • Nævnets afgørelse af 17. marts 2010 • Klagen til Ankestyrelsen • Nævnets genvurderinger af sagen Sagsfremstilling Kommunen opkrævede ved afgørelse af 15. september 2009 efterregulering af økonomisk friplads i dagpleje/daginstitution og SFO med i alt 9.712,60 kr. for år 2008. Kommunen henviste til § 20, stk. 1 og stk. 2 i bekendtgørelse om betaling for ophold i daginstitution m.v. for børn, hvorefter forældrene har pligt til at underrette kommunen om varige stigninger i indtægten i årets løb eller andre forhold, der har betydning for retten til fripladstilskud. Ved en indtægtsfremgang på over 10 procent, kan fripladstilskuddet reguleres med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, da forældrenes forhold har ændret sig. Nævnet tiltrådte ved afgørelse af 17. marts 2010 kommunens afgørelse. Begrundelsen var, at husstanden i 2008 havde en varig indtægtsfremgang på over 10 procent i forhold til det beregningsgrundlag, hvorpå bevillingen af økonomisk friplads var givet. Det fremgik af sagen, at den faktiske husstandsindkomst i 2008 udgjorde kr. 473.921, hvilket medførte en stigning på 46,34 %. Der blev videre lagt vægt på, at der ikke var dokumentation for, at du havde underrettet kommunens institutionskontor om indtægtsstigningen, hvilket man har pligt til efter retssikkerhedslovens § 11, stk. 2. Der var ikke dokumentation for, at du var enlig i 2008. Nævnet lagde endelig vægt på, at du i hele 2008 blev opkrævet det beløb, som var udregnet med udgangspunkt i den oprindelige husstandsindkomst fra 2004, hvilket du undlod at reagere på. Nævnet fandt, at kommunen ved den udsendte bevillingsskrivelse i 2004, samt indholdet af ansøgningen fra 2004 havde overholdt sin oplysningspligt i henhold til bekendtgørelsen om pasningsgaranti, kommunens tilskud til brug for dag-, fritids- og klubtilbud, forældrenes egenbetaling og indhentelse af børneattester mv. Du har klaget over nævnets afgørelse. Din klage er gengivet ovenfor i afsnittet om bemærkninger til klagen. Nævnet har ved sine genvurderinger af sagen bemærket, at nævnet ikke fandt, at din klage ændrede ved grundlaget for nævnets afgørelse. Afgørelsen blev fastholdt, og sagen skulle derfor ikke genoptages til fornyet behandling. Der blev lagt vægt på, at din ægtefælles flyttemeddelelse til folkeregisteret ikke kunne anses for at være opfyldelse af den oplysningspligt, der fremgik af restsikkerhedslovens § 11, stk. 2. Nævnet fandt ikke, at kommunen havde opfyldt sin oplysningspligt ved den udsendte bevillingsskrivelse i 2004. Nævnet fastholdt dog, at kommunen havde opfyldt sin oplysningspligt ved indholdet af ansøgningen udfærdiget 12. marts 2004, hvoraf oplysningspligten fremgik på både side 1 og side 2. Nævnet havde konkret forholdt sig til Ankestyrelsens Principafgørelse nr. R-10-01. Nævnet fandt, at du på baggrund af ansøgningsblankettens udformning havde været vidende om, at civilstatus havde betydning for størrelsen af det økonomiske fripladstilskud. Dette var underbygget af, at din ægtefælle henvendte sig i Borgerservice og meldte flytning. Ægtefællen var af den opfattelse, at dette var tilstrækkeligt, og at andre instanser i kommunen herefter ville blive orienteret.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En 78-årig kvinde fik foretaget en udskrabning fra sin livmoder på grund af blødninger fra underlivet. Umiddelbart herefter fik hun smerter i maven, og ved en undersøgelse af udskrabningen fandt man celler fra tarmvæggen. Der blev herefter tilkaldt et parenkymkirurgisk tilsyn ved en reservelæge, som valgte at se tiden an. Efterfølgende blev det konstateret, at der ved udskrabningen var sket en tarmperforation med tarmskade til følge. Der blev klaget over, at lægerne ved udskrabningen gik igennem patientens livmoder og perforerede tarmen. Den fulde tekst Klage over manglende behandling af tarmlæsion efter livmoderudskrabning Nævnet fandt ikke grundlag for kritik af den overlæge, som foretog udskrabningen og lagde herved vægt på, at han først efterfølgende fik mistanke om, at der var sket en tarmperforation. Umiddelbart herefter rekvirerede overlægen parenkymkirurgisk tilsyn for at afværge alvorlig følger af tarmperforationen. Nævnet fandt derimod grundlag for kritik af den reservelæge, som ved det parakymkirurgiske tilsyn valgte at se tiden an og oplyste, at risikoen ved tarmlæsion er udvikling af bughindebetændelse, som er en alvorlig tilstand. Nævnte lagde vægt på, at reservelægen, da hun blev klar over, at der var fundet celler fra tarmvæggen i udskrabningen, burde have foranlediget, at patienten blev opereret.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Et medlem kunne anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med handel og investering i fast ejendom, selvom medlemmet fortsat ejede en enkelt udlejningsejendom Resumé Et medlem havde drevet selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse med et anpartsselskab, hvis formål var handel og investering herunder investering i fast ejendom. Medlemmet meldte sig ledig efter at have overdraget anpartsselskabet. A-kassen og Arbejdsdirektoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke kunne anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse, da han fortsat ejede en udlejningsejendom med ét enkelt lejemål. Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt derimod, at medlemmet efter en konkret vurdering kunne anses for ophørt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. Det var ankenævnets opfattelse, at udlejningsejendommen ikke havde været en så væsentlig og integreret del af medlemmets virksomhed, at han ikke kunne anses for ophørt, så længe han ejede udlejningsejendommen. Ankenævnet lagde også vægt på, at selvom formålet med anpartsselskabet var handel og investering herunder investering i fast ejendom, så havde aktiviteten i selskabet stort set kun bestået i at omdanne en enkelt ejendom til lejligheder. Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 20. september 2007. Ankenævnet traf denne A F G Ø R E L S E Deres drift af selvstændig virksomhed i perioden fra den 15. januar til den 19. september 2004 var bibeskæftigelse uden dagpengeret. De anses for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 29. juni 2005. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 29. september 2006 om drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, dog med en mindre ændring for så vidt angår påbegyndelsestidspunktet, og ændrer direktoratets afgørelse om ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. B E G R U N D E L S E Drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i perioden januar - september 2004: Ankenævnet har lagt til grund: – at De den 15. januar 2004 begyndte drift af selvstændig virksomhed med anpartsselskabet X ApS, som De ejede 100% – at virksomhedens branche var handel og investering, herunder investering i fast ejendom – at De via anpartsselskabet sammen med en partner erhvervede Hotel Y med henblik på at omdanne hotellet til lejligheder – at De fungerede som tovholder i forbindelse med projektet, og at Deres arbejdsopgaver var kontakt med offentlige myndigheder, kontakt med håndværksmestre samt kontakt med finansierings- og samarbejdspartnere i øvrigt – at De i forbindelse med påbegyndelsen af virksomheden anslog, at De ville arbejde 10-20 timer om ugen i virksomheden – at De erklærede, at De betragtede virksomheden som bibeskæftigelse, og at den til enhver tid om nødvendigt kunne udøves udelukkende uden for normal arbejdstid. Ankenævnet har endvidere lagt til grund, at De ikke har gjort indsigelse mod, at a-kassen og direktoratet har vurderet, at der var tale om drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse i relation til reglerne om arbejdsløshedsforsikring. Det er en betingelse for at være dagpengeberettiget samtidig med drift af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, at medlemmet over for a-kassen sandsynliggør, at arbejdet med virksomheden til enhver til kan udføres uden for normal arbejdstid. Denne vurdering skal ske på grundlag af den samlede beskæftigelse i virksomheden, medmindre en del af arbejdet udføres af ansat arbejdskraft eller ægtefælle/medejere, og der er fast arbejdsdeling. Det er ankenævnets opfattelse, at der efter de foreliggende oplysninger om virksomhedens art og omfang, herunder virksomhedens tilrettelæggelse og Deres arbejdsfunktioner, ikke foreligger den fornødne sandsynlighed for, at De til enhver tid ville kunne udføre arbejdet med virksomheden uden for normal arbejdstid. Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på Deres oplysninger om, at De deltog i et projekt med udvikling og salg af Y til lejligheder, og at De var tovholder på projektet, hvilket blandt andet betød, at De stod for kontakt til håndværksmestre og offentlige myndigheder, herunder byggemøder på byggepladsen. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på de oplysninger om bibeskæftigelsens omfang, som De har oplyst på dagpengekortene for perioden fra 15. januar - 19. september 2004. Det fremgår heraf blandt andet, at De ca. 40 hverdage i perioden arbejdede mellem syv og otte timer, det vil sige svarende til fuld tid. Hertil kommer, at De ifølge Deres kørselsregnskab i perioden 15. januar -14. september 2004 har kørt fra (medlemmets adresse) til (Hotel Y´s adresse) i alt ca. 47 gange. Formålet med kørslen var blandt andet arbejdsdage, opfølgningsmøder, møder med håndværkere samt ledelsesmøde. Disse omstændigheder medfører efter ankenævnets vurdering, at Deres arbejde i forbindelse med opgaven som tovholder på det i sagen omhandlede projekt med omdannelse af Hotel Y til lejligheder ikke til enhver tid ville kunne udføres uden for normal arbejdstid. Ankenævnet er opmærksom på, at De har oplyst, at kontakten til håndværksmestrene kunne ske efter normal arbejdstid, at kontakten til myndighederne næsten udelukkende foregik via mail og breve, og at de få møder på byggepladsen, som De ikke umiddelbart kunne flytte til efter normal arbejdstid, ville kunne klares ved, at De sendte en af håndværksmestrene som stedfortræder. Ankenævnet finder imidlertid ikke, at disse omstændigheder i sig selv er tilstrækkelige til at sandsynliggøre, at De til enhver tid i perioden 15. januar - 19. september 2004 kunne udføre Deres beskæftigelse med virksomheden uden for normal arbejdstid. Det er således ankenævnets opfattelse, at der må have været en vis form for personlig og/eller telefonisk kontakt til myndigheder i og med Deres oplysning om, at kontakten næsten udelukkende - det vil altså sige ikke kun - foregik via mail og breve. Hertil kommer, at det i et så forholdsvis omfattende projekt ikke er udelukket, at der kan opstå behov for, at håndværksmestre og andre i et vist omfang kan komme i kontakt med den projektansvarlige - tovholderen - inden for normal arbejdstid. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at ændre direktoratets vurdering af, at Deres bibeskæftigelse med drift af den selvstændige virksomhed X ApS var bibeskæftigelse uden dagpengeret. Ankenævnet finder dog ikke grundlag for at antage, at De er påbegyndt driften af virksomheden på et tidligere tidspunkt end den 15. januar 2004, hvor anpartsselskabet blev stiftet og fra hvilket tidspunkt De påførte timer vedrørende drift af selvstændig virksomhed på Deres dagpengekort. De havde derfor ikke ret til de dagpenge, som De fik udbetalt i perioden 15. januar -19. september 2004. A-kassen har i brev af 16. februar 2007 til direktoratet opgjort det fejludbetalte dagpengebeløb vedrørende perioden januar-september 2004 til brutto kr. 77.468 kr. A-kassen har påtaget sig ansvaret for beløbet. Det betyder, at De ikke skal betale de fejludbetalte dagpenge tilbage til a-kassen. Ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse den 29. juni 2005: Ankenævnet har lagt til grund: – at Deres drift af den selvstændige virksomhed X ApS fra den 20. september 2004 overgik til at være hovedbeskæftigelse for Dem – at De den 22. september 2005 meldte Dem ledig efter ophør med drift af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse – at virksomheden lukkede/blev overdraget den 29. juni 2005, hvilket også var Deres sidste arbejdsdag i virksomheden – at det fremgår af overdragelsesaftale underskrevet den 29. juni 2005, at De overdrog anpartsselskabet X ApS til Z, og at De samtidig udtrådte af direktionen – at De i forbindelse med at De meldte Dem ledig oplyste, at De ejede en udlejningsejendom med ét erhvervslejemål – at De havde ejet udlejningsejendommen siden den 1. januar 2005 – at De tidligere havde ejet udlejningsejendommen via X ApS, men at De nu ejede ejendommen personligt. For så vidt angår Deres beskæftigelse i forbindelse med udlejningsejendommen har De på blanketten med supplerende oplysninger om drift af selvstændig virksomhed, som a-kassen modtog i september 2005, oplyst at De var beskæftiget i forbindelse med udlejningen i én time om ugen, og at Deres arbejdsopgaver bestod i at skovle sne 3-4 gange om vinteren samt sprøjte med Round-Up 3-4 gange om sommeren. På det oplysningsskema vedrørende udlejningsejendommen, som a-kassen modtog i november 2005, har De derimod anslået, at De bruger ca. fem timer om året i forbindelse med udlejningsejendommen. De har i klagen forklaret de forskellige oplysninger om omfanget af Deres beskæftigelse i forbindelse med udlejningsvirksomheden med, at lejeren havde opsagt lejemålet i oktober 2005, det vil sige efter at De havde estimeret Deres tidsforbrug ved viceværtsforpligtelsen ved lejemålet til en time om ugen. De ville i forhold til den lejekontrakt, som De forventede at indgå med den nye lejer, ikke have nogen viceværtsforpligtelse. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, der er ledigt. En selvstændig erhvervsdrivende anses først for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden er endeligt lukket eller overdraget. Ankenævnet finder efter en konkret vurdering, at De kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden X ApS, efter salget af virksomheden den 29. juni 2005. Ankenævnet finder ikke, at det forhold at De efter salget af virksomheden fortsat ejer en udlejningsejendom med ét lejemål i sig selv kan medføre, at De ikke kan anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden. Ankenævnet er således opmærksom på, at formålet med X ApS var at drive handel og investering, herunder investering i fast ejendom, og De i en periode ejede udlejningsejendommen via anpartsselskabet, således at udlejningsejendommen derfor som udgangspunkt må anses for at have været en del af Deres hovedbeskæftigelse. Ankenævnet finder imidlertid på grundlag af en konkret vurdering af de i sagen foreliggende oplysninger ikke grundlag for at fastslå, at udlejningsejendommen har været en så væsentlig og integreret del af Deres hovedbeskæftigelse, at De ikke kan anses for endeligt ophørt med det personlige arbejde i virksomheden, så længe De fortsat ejer udlejningsejendommen. Ankenævnet har i den forbindelse blandt andet lagt vægt på, at uanset at formålet med Deres selskab var at drive handel og investering med blandt andet fast ejendom, så bestod aktiviteterne i virksomheden efter det oplyste stort set udelukkende i projektet med omdannelse af Hotel Y til lejligheder. Hertil kommer, at en udlejningsejendom med et enkelt lejemål efter praksis uden videre ville være blevet betragtet som formueforvaltning for Dem, hvis De alene havde haft denne ejendom og ikke havde været engageret i anden form for handel med fast ejendom. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på Deres forklaring om, at udlejningsejendommen blev købt som en passiv pensionsopsparing, der skulle passe sig selv, og at grunden til, at De købte ejendommen gennem anpartsselskabet, var for ikke at belaste Deres privatøkonomi. R E G L E R Ankenævnet henviser til: – § 57, stk. 1 og stk. 3 samt § 58, stk. 1, nr. 2a) i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 – § 2, stk. 1-3 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelser nr. 1146 af 20. december 1995 og nr. 73 af 9. februar 2004 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse – § 3, stk. 1 i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra Arbejdsdirektoratet. ……… Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 708 af 13. august 2003 § 57. Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt, jf. dog kapitel 11 b. Dagpenge kan ikke udbetales for ledighedsperioder, hvor medlemmet er berettiget til en dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren, jf. § 84, medmindre andet følger af regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet i medfør af § 84, stk. 11. ......... Stk. 3. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når hans personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt. Nærmere regler om, hvornår en selvstændig erhvervsdrivendes personlige arbejde i virksomheden anses for ophørt mere end midlertidigt, fastsættes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. …….. § 58. Efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætte regler om ……… 2) retten til dagpenge for et medlem, a) som under ledighed har bibeskæftigelse ved selvstændig virksomhed, eller …….. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens (nu Arbejdsdirektoratets) bekendtgørelse nr. 1146 af 20. december 1995: Dagpengeret § 2. Dagpengeretten for et medlem, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse, er betinget af, at medlemmet over for kassen sandsynliggør, at arbejdet med virksomheden til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. Medlemmet skal give kassen oplysninger om bl.a.: a) arten og omfanget af virksomheden, b) ansat arbejdskraft, c) medlemmets egen og eventuel ægtefælles/medejers arbejdsindsats, og eventuel fast arbejdsdeling ægtefællerne/medejerne imellem, og d) virksomhedens omsætning og indtjening. Stk. 2. Vurderingen efter stk. 1 skal ske på grundlag af den samlede beskæftigelse i virksomheden, medmindre en del af arbejdet udføres af ansat arbejdskraft eller ægtefælle/medejere, og der er fast arbejdsdeling. Stk. 3. Dagpengeretten er endvidere betinget af, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet i normalt omfang som fuldtids- eller deltidsforsikret, jf. direktoratets bekendtgørelse om rådighed og selvforskyldt ledighed. …….... Stk. 5. Medlemmet skal meddele kassen, hvis der sker ændringer i virksomhedens drift og/eller omfang. Fra 1. marts 2004 fremgik reglerne om bibeskæftigelse af følgende bekendtgørelse: Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 73 af 9. februar 2004 om udøvelse af selvstændig virksomhed som bibeskæftigelse: Dagpengeret § 2. Retten til dagpenge er betinget af, at medlemmet kan sandsynliggøre, at bibeskæftigelsen til enhver tid kan udføres uden for normal arbejdstid. Medlemmet skal bl.a. oplyse a-kassen om: 1) Arten og omfanget af virksomheden. 2) Ansat arbejdskraft. 3) Egen og eventuel ægtefælles eller medejers arbejdsindsats. Herunder om der er aftale om fast deling af arbejdet mellem ægtefæller eller medejere. 4) Virksomhedens omsætning og indtjening. Stk. 2. Vurderingen efter stk. 1 skal ske på grundlag af alt arbejdet i virksomheden. Det gælder dog ikke, hvis en del af arbejdet udføres af ansat arbejdskraft, ægtefælle eller medejere, og der er aftalt fast deling af arbejdet. Stk. 3. Retten til dagpenge er også betinget af, at medlemmet står til rådighed for arbejdsmarkedet i det omfang, der gælder for medlemmet. Der henvises til bekendtgørelse om rådighed. ……. Stk. 5. Medlemmet skal give a-kassen besked, hvis der sker ændringer i virksomhedens drift eller omfang. Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 850 af 16. oktober 2002 om ophør med selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse: Ophør af selvstændig virksomhed § 2. Det personlige arbejde anses for ophørt mere end midlertidigt, når medlemmet opfylder en af betingelserne i §§ 3-16. Medlemmet skal være afmeldt offentlige registre som selvstændig erhvervsdrivende, medmindre det godtgøres, at registreringen ikke skyldes fortsat udøvelse af selvstændig virksomhed. Overdragelse eller lukning § 3. Et medlem anses for ophørt mere end midlertidigt med det personlige arbejde i virksomheden, når medlemmet dokumenterer, at virksomheden endeligt er overdraget eller lukket. Stk. 2. Et medlem kan anses for ophørt fra et tidligere tidspunkt end den endelige overdragelse eller lukning, hvis medlemmet dokumenterer at være afskåret fra fortsat at drive virksomheden. ………

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Anvendelsesbegrænsninger Kapitel 2 Kontrol, dispensation og klageadgang Kapitel 3 Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse om begrænsning af salg og anvendelse af pentachlorphenol, (PCP)(* 1)(* 2) I medfør af §§ 8, 30, 45, stk. 1, 61 og 62 i lov om kemiske stoffer og produkter, jf. lovbekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 1996, fastsættes: Kapitel 1 Anvendelsesbegrænsninger § 1. Det er forbudt at anvende chlorerede phenoler og salte og estere heraf ved fremstilling af træbeskyttelsesmidler. Stk. 2. Pentachlorphenol, (PCP), (CAS nr. 87-86-5), eller salte og estere heraf er ikke omfattet af forbudet i stk. 1, såfremt stofferne opfylder de krav, der stilles i §§ 2-6. § 2. Salg af kemiske stoffer og produkter, som indeholder PCP eller salte og estere heraf i koncentrationer på 0,1 pct. eller derover, er forbudt. Stk. 2. Sådanne stoffer og produkter må kun sælges i emballager indeholdende 20 liter eller derover og udelukkende til erhvervsmæssige brugere. Stk. 3. Ovenstående emballage skal mærkes letlæseligt og uudviskeligt med teksten »Forbeholdt industriel og erhvervsmæssig brug«. § 3. Kemiske stoffer eller produkter af enhver art til anvendelse ved tøjvask må ikke indeholde PCP eller salte heraf. § 4. Forekomsten af andre chlorerede phenoler i teknisk PCP må ikke overstige 12 pct. af det samlede indhold af chlorerede phenoler. Forekomsten af trichlorphenol må dog ikke overstige 0,5 pct. af det samlede indhold af chlorerede phenoler. § 5. Forekomsten af hexachlordibenzo-p-dioxin, alle isomere, (H6CDD) i PCP eller salte og estere heraf må ikke overstige 1 ppm (mg/kg). Stk. 2. Forekomsten af H6CDD i produkter indeholdende PCP eller salte og estere heraf må ikke overstige 1 ppm (mg/kg) i forhold til indholdet af PCP eller salte og estere heraf i produktet. § 6. Import, salg, eksport og anvendelse af varer indeholdende PCP eller salte og estere heraf i en koncentration på 5 ppm (mg/kg) eller derover er forbudt. Kapitel 2 Kontrol, dispensation og klageadgang § 7. Tilsyn og kontrol med overholdelse af reglerne i bekendtgørelsen udøves af Miljøstyrelsen, jf. lovens regler herom. Stk. 2. Miljøstyrelsen kan i ganske særlige tilfælde tillade, at reglerne i bekendtgørelsen fraviges i forsknings-, udviklings- samt analyseøjemed for så vidt dette vil være i overensstemmelse med direktiv 76/769/EØF. Stk. 3. Miljøstyrelsens afgørelser efter stk. 1 og 2 kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Kapitel 3 Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser § 8. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes den, der overtræder reglerne i bekendtgørelsens §§ 1-6 med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år. Stk. 2. For overtrædelser, der begås af aktie-, andels-, anpartsselskaber o.l., kan der pålægges selskabet bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. § 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juni 1996. Stk. 2. Miljø- og Energiministeriets bekendtgørelse nr. 582 af 28. november 1977, bekendtgørelse nr. 446 af 7. juni 1992, § 1, nr. 1 og bekendtgørelse nr. 454 af 16. juni 1991 § 14, stk. 4 ophæves. Miljø- og Energiministeriet, den 21. april 1996 Svend Auken / Leo Larsen Officielle noter (* 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 91/173/EØF. (* 2) Bekendtgørelsen er notificeret for Europa-Kommissionen i henhold til direktiv 94/10/EF.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé En uddannet cand. Mag. var optaget i MA, men kunne alene få beskæftigelse som folkeskolelærer og blev overflyttet til Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse. Efterfølgende fik hun arbejde inden for sit fag og anmodede om overflytning til MA. A-kassen meddelte den 21. august 2000, at overflytningsblanket var sendt til MA. Medlemmet fik den 25. august 2000 tilsendt en check på 624 kr. i for meget indbetalt kontingent. Den 1. august 2005 blev medlemmet tilmeldt AF og anmodede MA om dagpenge, hvilket hun fik afslag på da hun ikke var medlem. Ankenævnet lagde vægt på, at hun på overflytningsblanketten var vejledt om, at hun skulle betale kontingent til den tidligere a-kasse indtil hun havde modtaget besked fra den nye kasse om, at hun var optaget. Hun burde således have henvendt sig til MA for at sikre sig, at hun nu var optaget. Ankenævnet lagde videre vægt på, at medlemmet i 5 år ikke havde betalt kontingent. Medlemmet havde betalt kontingent via PBS over ægtefællens konto og det fremgik af bankens betalingsoversigt, at hun ikke indbetalte kontingent, det fremgik af selvangivelsen, at hun ikke havde fradrag for kontingent og det fremgik af medlemmets oplysninger, at hun ikke havde rettet henvendelse til banken med henblik på at oprette en ny PBS aftale i relation til den nye kasse. Ankenævnet fandt således, at medlemmet var nærmest til at bære risikoen for den manglende betaling af kontingent og dermed for ikke at være medlem af en a-kasse fra den 1. september 2000. Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse. Den fulde tekst Mislykket overflytning – ingen kontingentopkrævning/betaling i en periode på 5 år – medlemmets passivitet Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 4. maj 2006. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E De kan ikke blive medlem af Magistrenes A-kasse ( MA) med tilbagevirkende kraft fra den 1. september 2000. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 19. december 2005. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De var medlem af Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse, idet De havde arbejde som folkeskolelærer, – De fik arbejde inden for Deres fag som gymnasielærer og udfyldte en overflytningsblanket, – Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse den 21. august 2000 meddelte Dem, at De pr. 1. september 2000 var overflyttet til Magistrenes A-kasse, – De den 25. august 2000 fik tilsendt en check på 624 kr. i for meget indbetalt kontingent, – kontingent blev indbetalt kvartalsvis til Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse, – det af overflytningsblankettens vejledning fremgik, at De skulle blive ved med at betale kontingent til Deres nuværende kasse, indtil De fik besked fra den nye kasse om, at De var blevet overflyttet, – De ikke modtog besked fra MA om, at De var optaget i a-kassen, – De ikke indbetalte kontingent til hverken Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse eller Magistrenes A-kasse efter De havde fået besked fra Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse om overflytningen, – De først rettede henvendelse til Magistrenes A-kasse efter meddelelsen om overflytningen, da De blev ledig og tilmeldt AF den 1. august 2005, – De har oplyst, at De tidligere havde betalt kontingent over Pengeinstitutternes Betalingsservice, og ikke kontrollerede bankens udskrifter, – De den 15. marts 2006 har oplyst, at De ikke rettede henvendelse til banken for oprettelse af ny PBS-aftale med Magistrenes Arbejdsløshedskasse og – De har oplyst, at betaling via PBS skete over Deres ægtefælles konto i Den Danske Bank, og De fik ikke besked om aftalens ophør. De er ikke medlem af Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse, idet De ikke har betalt kontingent til Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse. De kan heller ikke anses for at have været medlem af Magistrenes A-kasse. A-kassen har ikke noteret en anmodning om medlemskab, og De har ikke indbetalt kontingent til Magistrenes A-kasse. Ankenævnet har lagt vægt på, at De var vejledt om, at De skulle blive ved med at betale kontingent til Deres tidligere a-kasse, indtil De havde modtaget besked fra den nye a-kasse om, at De nu var medlem af denne a-kasse. De burde således have vidst, at situationen, hvor De slet ikke betalte kontingent, hverken til den ene eller den anden a-kasse, ikke skulle kunne forekomme. Efter at De havde modtaget kontingent retur fra Danmarks Læreres Fælles Arbejdsløshedskasse og det således fremgik, at de ikke fremover ville modtage kontingentopkrævninger herfra, burde De have henvendt Dem til Magistrenes A-kasse med henblik på at sikre Dem, at De nu var medlem af denne a-kasse og fik iværksat kontingentindbetaling til a-kassen. Ankenævnet har lagt vægt på, at De i en periode på 5 år ikke har betalt kontingent, og at De burde have indset, at De ikke betalte kontingent til nogen a-kasse og at dette var en forudsætning for medlemskab. Ankenævnet har videre lagt vægt på, at det fremgik af bankens betalingsoversigt, at De ikke indbetalte kontingent, og at det af Deres selvangivelse fremgik, at De ikke indbetalte kontingent til a-kassen, idet der ikke var fradrag herfor. De har endvidere oplyst, at De ikke rettede henvendelse til banken for at få oprettet en ny PBS aftale i relation til kontingent til Magistrenes A- kasse og at PBS aftalen relaterede sig til Deres ægtefælles bankkonto. Ankenævnet finder således, at De er nærmest til at bære risikoen for den manglende betaling af kontingent og dermed, at De ikke var medlem af en a-kasse fra den 1. september 2000. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 42 og § 65 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000, – § 1 og § 9 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 337 af 28. maj 1999 om overflytning mellem kasserne. – § 1 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Magistrenes Arbejdsløshedskasse (MA) Arbejdsdirektoratet Regler Lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2000 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 42. Medlemmer, som tager erhvervsarbejde uden for kassens faglige område, skal lade sig overflytte til anden kasse, eller udtræde af kassen. Stk. 2. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter forhandling med Landsarbejdsrådet nærmere regler om overflytning fra en kasse til en anden, herunder om overflytning af medlemmer, der har gennemført en erhvervsmæssig uddannelse, der giver ret til optagelse i henhold til § 41, stk. 1, nr. 3, litra b. § 65. Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 337 af 28. maj 1999 om overflytning mellem a-kasser § 1. Et medlem af en a-kasse for lønmodtagere, der uden for kassens faglige område tager lønarbejde, som efter sin art kan danne grundlag for optagelse, skal lade sig overflytte til en a-kasse, hvis faglige område omfatter det pågældende arbejde. § 9. Overflytning får virkning fra det tidspunkt, hvor medlemmets hidtidige a-kasse har modtaget en overflytningsblanket, jf. dog stk. 2 og 3. Hvis medlemmet overflyttes på grundlag af arbejde, kan overflytning dog tidligst ske fra tidspunktet for arbejdets begyndelse. Stk. 2. Kasserne kan indbyrdes aftale et mere hensigtsmæssigt tidspunkt for overflytning, medmindre medlemmet gør indsigelse. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 310 af 19. maj 1999 om en a-kasses pligt til at vejlede m.v. § 1. En a-kasse har pligt til at vejlede sine medlemmer om de rettigheder og pligter, der følger af kapitel 7-16 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen. Stk. 2. En a-kasse har altid pligt til at give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, når medlemmet har særligt behov herfor.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Buschauffør, der driver et chaufførbureau som enkeltmandsvirksomhed, ikke anset som selvstændig erhvervsdrivende. Den fulde tekst Løn til buschauffør - Løn til buschauffør, - indeholdelse af A-skat Reference: KL §§ 43, 46 og LV 1993 E.A.4 Told- og Skattestyrelsen har taget stilling til spørgsmålet, hvorvidt en busvognmand skal indeholde A-skat i vederlag, der udbetales til en chauffør. Den pågældende chauffør, der er momsregistreret, driver et chaufførbureau uden ansatte og stiller ikke bus til rådighed. Styrelsen udtalte, at chaufførlønnen alene ud fra sin karakter er A-indkomst, og at det ikke er en forudsætning for, at der er tale om A-indkomst, at der foreligger et egentligt ansættelsesforhold. Også vederlag til vikarer og løsarbejdere er A-indkomst. Ved bedømmelsen er der lagt vægt på, at hvervgiveren har almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, at indkomstmodtageren ikke er økonomisk ansvarlig over for hvervgiveren for arbejdets udførelse eller i øvrigt påtager sig en selvstændig økonomisk risiko, og at vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for indkomstmodtageren. Det er uden betydning, om chaufføren har en eller flere arbejdsgivere.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om særlige beskyttelsesmidler (* 1) I henhold til arbejderbeskyttelseslovens § 28, stk. 1, skal der, hvis det ikke på anden måde er muligt at beskytte arbejderne mod ulykkesrisiko og sundhedsfare, hvor det er praktisk muligt, anvendes særlige beskyttelsesmidler, såsom hensigtsmæssige arbejdsklæder, sikkerhedsbælter, handsker, hoved-, øjen- og åndedrætsværn. Oplysning om sådanne beskyttelsesmidler gives gennem det såkaldte ABF-abonnement, som anstalterne er blevet henvist til at tegne ved direktoratets skrivelse af 31. januar 1973. Den lokale fabriksinspektør kan yde anstalterne vejledning om beskyttelsesmidlers anvendelse. Iøvrigt henhører det under den i cirkulærskrivelse af 15. juli 1974 om internt sikkerhedsarbejde i § 10 omhandlede sikkerhedsgruppe at sørge for, at de beskæftigede bruger påbudte personlige beskyttelsesmidler. Beskyttelsesmidlerne, der for personalets vedkommende er omhandlet i uniformsreglementets III a (sikkerhedsudstyr), kan af anstalterne efter eventuelt samråd med fabriksinspektøren indkøbes af anstalternes bevillinger ad henholdsvis finanslovkonto § 18.3.02.13.3 »Særlige ydelser, uniformer og uniformsgodtgørelse« og 42 »Beklædning«. Anvisning af firma, hvor godkendte beskyttelsesmidler kan indkøbes, kan gives af direktoratets 3. kontor. E.B. A.K.Jacobsen Til kriminalforsorgens anstalter.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1og 2, tortgodtgørelse – frihedsberøvelse, nævnets j. nr. 07-520-07943 N. j.nr. 07-520-07943 Ansøger, der var nigeriansk statsborger, var som en af flere kvinder kommet til Danmark for at arbejde som prostitueret og boede hos og arbejdede i den forbindelse for en kvinde (T). Retten fandt, at T havde deltaget i planlægningen af transporten af nigerianske kvinder til Danmark. T blev ligeledes dømt for have huset kvinderne og mod vederlag at have sørget for, at kvinderne som prostituerede tjente penge til betaling af den gæld, der var opstået i forbindelse med transporten til Danmark, samt for at der blev videresendt penge, som hidrørte fra kvindernes prostitution, til uidentificerede medgerningsmænd i udlandet. T blev dømt for menneskehandel efter straffelovens § 262 a, samt for overtrædelse af straffelovens § 228, stk. 1, nr. 2 og 3. T blev idømt 2 års fængsel, og retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at T var et led i en større organisation, hvor handel med kvinder var sat i system, og hvor kvinderne blot blev betragtet som en vare, man handlede med. Retten tilkendte ansøger en tortgodtgørelse på 40.000 kr., idet retten fandt, at der forelå en retsstridig krænkelse af hendes person og frihed, herunder hendes selvbestemmelsesret. Der var tale om et retskrav, jf. ovenfor under afsnit 7.6 om offererstatningslovens § 11 a, stk. 1, hvorfor nævnet ikke havde anledning til selvstændigt at tage stilling til godtgørelsens størrelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En 33-årige kvinde fik i forbindelse med en operation for nyresten under indlæggelsen at vide, at hun i narkose skulle have oplagt et kateter i nyren, hvilket skulle ligge i ca. 2 måneder. Efter operationen afslog hun et tilbud om smertestillende medicin, hvilket hun dog senere ønskede alligevel. Alt imens en sygeplejerske forberedte udleveringen af denne medicin, gik patienten dog hjem. En sygeplejerske ringede senere og tilbød patienten at komme tilbage og få medicinen, hvilket hun afslog. Der blev klaget over, at patienten ikke før indlæggelsen blev informeret om, at der skulle anlægges et kateter i fuld narkose, før hun kunne behandles for nyresten, og at patienten efter operationen ikke modtog smertestillende medicin. Den fulde tekst Klage over mangelfuld information og journalføring heraf Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den informationen, patienten modtog i forbindelse med operationen. Nævnet lagde vægt på, at en reservelæge ifølge sin udtalelse og ifølge journalen informerede patienten om operationen dagen før denne skulle finde sted. Reservelægen henviste desuden til en 1. reservelæge, som informerede patienten om de tekniske detaljer vedrørende operationen. Nævnet finder dog, at reservelægen burde have journalført, hvilken information der blev givet og lagde derved vægt på, at det ikke af journalen fremgik, i hvilket omfang patienten blev informeret af reservelægen. Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den behandling, som patienten modtog af sygeplejerskerne dagen efter operationen. Nævnet lagde vægt på, at patienten, da hun fik flere smerter og ønskede smertestillende medicin, umiddelbart herefter forlod afdelingen, mens en sygeplejerske orienterede sig om, hvilken smertestillende medicin, der skulle gives. Der blev afgivet dissens i sagen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst 2011 1-1. Arbejdsskadestyrelsens videregivelse af diagnoseoplysninger om skadelidt til arbejdsgiver Resumé Ombudsmanden rejste af egen drift en sag om Arbejdsskadestyrelsens videregivelse af oplysninger. Baggrunden var en konkret klagesag hvor ombudsmanden var blevet opmærksom på at Arbejdsskadestyrelsen havde videregivet oplysninger om en skadelidts diagnose til konkursboet efter en tidligere arbejdsgiver. Videregivelsen var sket i forbindelse med to rykkerbreve til konkursboet som led i Arbejdsskadestyrelsens indhentelse af indkomstoplysninger. Ombudsmanden bad Arbejdsskadestyrelsen, Beskæftigelsesministeriet og Datatilsynet om en udtalelse i sagen. Datatilsynet udtalte blandt andet at når et rykkerbrev udfærdiges i et sagsbehandlingssystem, udskrives og herefter sendes manuelt som et almindeligt brev med postvæsenet, medfører det at videregivelsen er omfattet af persondatalovens § 1, stk. 1. Datatilsynet lagde vægt på at de oplysninger som sagen drejede sig om, blev udskrevet fra et it-system med henblik på umiddelbar videregivelse. Herefter mente Datatilsynet at det var persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, der skulle anvendes. Datatilsynet udtalte at det næppe kan anses for nødvendigt at videregive oplysningen om diagnosen på et tidspunkt hvor det ikke er aktuelt for arbejdsgiveren eller dennes konkursbo at vurdere om sagen giver arbejdsgiveren eller dennes konkursbo anledning til at overveje at udnytte sin klageadgang. Ud fra de foreliggende oplysninger mente Datatilsynet at persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, ikke indeholder hjemmel til at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysninger om en diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo i forbindelse med rykkerskrivelser som led i sagsoplysningen. Ombudsmanden var enig i Datatilsynets retsopfattelse. Ombudsmanden mente således at Arbejdsskadestyrelsen ikke burde have videregivet oplysningen om diagnosen i de to omhandlede rykkerbreve. (J.nr. 2007-3407-003) Den 30. oktober 2007 indledte jeg en undersøgelse af egen drift af et spørgsmål om Arbejdsskadestyrelsens videregivelse af oplysninger. Baggrunden var en konkret klagesag hvor jeg var blevet opmærksom på at Arbejdsskadestyrelsen havde videregivet oplysninger om en skadelidts sygdom til konkursboet efter en tidligere arbejdsgiver. Jeg bad Arbejdsskadestyrelsen om at forholde sig til om styrelsen mente at der var tale om en videregivelse af fortrolige oplysninger, og om videregivelsen var berettiget. Jeg bad om at Arbejdsskadestyrelsens svar blev sendt til mig via Beskæftigelsesministeriet, hvis bemærkninger til sagen jeg samtidig bad om. Af Arbejdsskadestyrelsens og Beskæftigelsesministeriets udtalelser fremgik at myndighederne mente at det var berettiget at videregive en oplysning om diagnosen hos den pågældende tilskadekomne i en arbejdsskadesag til den pågældende arbejdsgiver i selve afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden. Herefter bad jeg Beskæftigelsesministeriet om i en supplerende udtalelse at forholde sig til nogle nærmere angivne spørgsmål i relation til persondataloven – dels i relation til det generelle spørgsmål om videregivelse af oplysningen om den skadelidtes sygdom til arbejdsgiveren i selve afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden, dels i relation til den konkrete sags omstændigheder, hvor der var tale om videregivelse af oplysningen i forbindelse med to rykkerskrivelser forud for selve afgørelsen om anerkendelse. Jeg bad om at Beskæftigelsesministeriet forinden indhentede en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, og at udtalelserne blev sendt til mig via Datatilsynet, som jeg samtidig bad om en udtalelse i sagen. Den 18. november 2010 modtog jeg myndighedernes udtalelser. I en udtalelse til Beskæftigelsesministeriet skrev jeg sådan: Ombudsmandens udtalelse ”Genstand for min undersøgelse Som det fremgår, bad jeg oprindeligt myndighederne om at forholde sig dels til det generelle spørgsmål om videregivelse af oplysningen om den skadelidtes sygdom til arbejdsgiveren i selve afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden, dels til den konkrete sags omstændigheder, hvor der var tale om videregivelse af oplysningen i forbindelse med to rykkerskrivelser forud for selve afgørelsen om anerkendelse. Efterfølgende er der imidlertid i arbejdsskadesikringslovens § 44, stk. 6, indført hjemmel til at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysninger om den skadelidtes sygdom til arbejdsgiveren i forbindelse med afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet. På Datatilsynets forespørgsel meddelte jeg at det var tilstrækkeligt at Datatilsynet i sin udtalelse alene forholdt sig til den konkrete sags omstændigheder. Min behandling af sagen vedrører derfor kun den videregivelse af oplysninger der skete i den konkrete sag. Retsgrundlag Myndighederne har i deres udtalelser henvist til bestemmelserne i § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 3, i persondataloven (lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger). Bestemmelsen i § 7, stk. 1, og stk. 2, nr. 4, lyder sådan: ’§ 7 . Der må ikke behandles oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis … 4) behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares.’ Bestemmelsen i persondatalovens § 8, stk. 1-3, lyder sådan: ’§ 8 . For den offentlige forvaltning må der ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold end de i § 7, stk. 1, nævnte, medmindre det er nødvendigt for varetagelsen af myndighedens opgaver. Stk. 2 . De i stk. 1 nævnte oplysninger må ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis 1) den registrerede har givet sit udtrykkelige samtykke til videregivelsen, 2) videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår, 3) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, eller 4) videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en persons eller virksomheds opgaver for det offentlige. Stk. 3 . Forvaltningsmyndigheder, der udfører opgaver inden for det sociale område, må kun videregive de i stk. 1 nævnte oplysninger og de oplysninger, der er nævnt i § 7, stk. 1, hvis betingelserne i stk. 2, nr. 1 eller 2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver.’ Bestemmelsen i § 8, stk. 3, begrænser således inden for det sociale område den adgang til at videregive oplysninger om rent private forhold som følger dels af den forudsatte administration af de almindelige behandlingsregler i § 7 (med hensyn til de oplysninger om rent private forhold der er nævnt i § 7, stk. 1), dels af stk. 2 (med hensyn til øvrige oplysninger om rent private forhold). Se bl.a. Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen, Lov om behandling af personoplysninger med kommentarer, 2. udgave (2008), s. 232. Den ovenfor nævnte bestemmelse i § 44, stk. 6, i arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009) blev indført ved lov nr. 186 af 18. marts 2009 og lyder sådan: ’Arbejdsskadestyrelsen videregiver ved afgørelsen af anerkendelsesspørgsmålet i arbejdsskadesagen oplysning om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren.’ Arbejdsgivers særlige ankeret fremgår af § 44, stk. 1, nr. 4, i arbejdsskadesikringsloven (lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 som ændret ved lov nr. 1272 af 16. december 2009, § 3, stk. 1, nr. 5). Bestemmelsen lyder sådan: ’§ 44 . Arbejdsskadestyrelsens afgørelser efter § 40 kan indbringes for Ankestyrelsen af … 4) arbejdsgiveren, for så vidt angår afgørelser om anerkendelse af arbejdsskader og afgørelser efter § 35, stk. 5.’ Vurdering af den konkrete sag Det er Datatilsynets opfattelse at den i sagen beskrevne procedure hvorefter et rykkerbrev udfærdiges i sagsbehandlingssystemet, udskrives og herefter sendes manuelt som et almindeligt brev med postvæsenet, medfører at videregivelsen er omfattet af persondatalovens § 1, stk. 1 (pkt. 3.1. i Datatilsynets udtalelse). Datatilsynet har herved lagt vægt på at de i sagen omhandlede oplysninger udskrives fra et it-system med henblik på umiddelbar videregivelse. Det er efter Datatilsynets opfattelse uden betydning at selve videregivelsen sker manuelt i form af forsendelse af et papirbrev. En kortvarig accessorisk manuel behandling i form af en underskrift, kuvertering og afsendelse af brevet med postvæsenet gør ikke at persondataloven ikke finder anvendelse. Datatilsynet har herved henvist til sin udtalelse af 14. oktober 2008 til Folketingets Ombudsmand, Datatilsynets j.nr. (…) og Folketingets Ombudsmands j.nr. (…). Jeg er enig i Datatilsynets retsopfattelse. Det fremgår endvidere at Datatilsynet deler Beskæftigelsesministeriets og Arbejdsskadestyrelsens opfattelse af at Arbejdsskadestyrelsen ikke kan anses som en forvaltningsmyndighed der udfører opgaver inden for det sociale område (pkt. 3.2. i Datatilsynets udtalelse). Det indebærer at § 8, stk. 3, i persondataloven ikke finder anvendelse. Jeg har ikke fundet tilstrækkelig anledning til at tage stilling til det spørgsmål. Det skyldes at Datatilsynet selv ved anvendelse af den mere lempelige regel i persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, er nået frem til – hvilket jeg er enig i, jf. nedenfor – at Arbejdsskadestyrelsens videregivelse af oplysninger i den konkrete sag ikke var berettiget. Datatilsynet er enig med Arbejdsskadestyrelsen i at den relevante bestemmelse i persondataloven i forhold til videregivelse af oplysninger om diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo er persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, der tillader behandling, herunder videregivelse, af oplysninger om helbredsmæssige forhold hvis behandlingen er nødvendig for at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares (pkt. 3.3. i Datatilsynets udtalelse). Datatilsynet har forstået det således at de konkrete rykkerskrivelser som sendes til arbejdsgiveren, alene er af processuel karakter i forbindelse med Arbejdsskadestyrelsens oplysning af sagen. Datatilsynet finder derfor at det næppe kan anses for nødvendigt at videregive oplysningen om diagnosen på et tidspunkt hvor det ikke er aktuelt for arbejdsgiveren eller dennes konkursbo at vurdere om sagen giver arbejdsgiveren eller dennes konkursbo anledning til at overveje at udnytte sin klageadgang. Ud fra de foreliggende oplysninger er det derfor Datatilsynets vurdering at persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, ikke indeholder hjemmel til at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysninger om en diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo i forbindelse med rykkerskrivelser som led i sagsoplysningen. Jeg er enig i Datatilsynets retsopfattelse. Det er herefter min opfattelse at persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, ikke indeholder hjemmel til at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysninger om en diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo i forbindelse med rykkerskrivelser som led i sagsoplysningen. Arbejdsskadestyrelsen burde derfor ikke have videregivet oplysningen om diagnosen i de to omhandlede rykkerbreve. Jeg har – ligesom Datatilsynet – noteret mig at det fremgår af Beskæftigelsesministeriets brev af 12. september 2008 til Folketingets Ombudsmand at Arbejdsskadestyrelsen har oplyst at man fremover kun vil give arbejdsgiveren oplysningen om den tilskadekomnes diagnose i selve afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sagen. Oplysningen vil derfor ikke fremover indgå som en stamoplysning i forbindelse med andre henvendelser til arbejdsgiveren, f.eks. ved henvendelser om lønoplysninger mv.” Sagsfremstilling Ved min behandling af en konkret klagesag blev jeg opmærksom på at Arbejdsskadestyrelsen havde videregivet oplysninger om en skadelidts sygdom til konkursboet efter en tidligere arbejdsgiver. I den konkrete sag havde Arbejdsskadestyrelsen i to breve af hhv. 31. oktober 2005 og 21. november 2005 til konkursboet rykket for modtagelse af oplysninger om den skadelidtes løn- og ansættelsesforhold. Arbejdsskadestyrelsen havde i øverste del af begge breve anført at den skadelidtes sygdom/lidelse var lunge-/bronchiekræft. Den 30. oktober 2007 bad jeg Arbejdsskadestyrelsen om at forholde sig til om styrelsen mente at der var tale om en videregivelse af fortrolige oplysninger, og om videregivelsen var berettiget. Jeg bad om at Arbejdsskadestyrelsens svar blev sendt til mig via Beskæftigelsesministeriet, hvis bemærkninger til sagen jeg samtidig bad om. Den 16. september 2008 modtog jeg Beskæftigelsesministeriets udtalelse af 12. september 2008 vedlagt en række udtalelser mv. fra Arbejdsskadestyrelsen. Ud fra det Arbejdsskadestyrelsen og Beskæftigelsesministeriet skrev i udtalelserne, forstod jeg at det var myndighedernes opfattelse at en videregivelse af en oplysning om diagnosen hos den pågældende tilskadekomne i en arbejdsskadesag til den pågældende arbejdsgiver i selve afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden var berettiget. Herefter bad jeg den 17. november 2008 Beskæftigelsesministeriet om i en supplerende udtalelse at forholde sig til nogle nærmere angivne spørgsmål i relation til persondataloven; dels i relation til det generelle spørgsmål om videregivelse af diagnoseoplysningen til arbejdsgiveren i selve afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden, dels i relation til den konkrete sags omstændigheder, hvor der var tale om videregivelse af diagnoseoplysningen i forbindelse med to rykkerskrivelser forud for selve afgørelsen om anerkendelse. Jeg bad om at Beskæftigelsesministeriet forinden indhentede en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen, og at udtalelserne blev sendt til mig via Datatilsynet, som jeg samtidig bad om en udtalelse i sagen. Arbejdsskadestyrelsen afgav en udtalelse af 3. december 2008 og en supplerende udtalelse af 22. april 2009. I udtalelsen af 3. december 2008 skrev styrelsen sådan til Beskæftigelsesministeriet: ”Da brevene, som Folketingets Ombudsmand henviser til, er anonymiserede, kan Arbejdsskadestyrelsen ikke præcis undersøge, hvordan brevene er skrevet og sendt. På baggrund af brevenes indhold og den almindelige procedure, må det antages, at processen med at sende de to nævnte breve til arbejdsgiverens konkursbo er foregået ved, at vores elektroniske sagsbehandlingssystem har sat en frist fra det oprindelige brev, der blev skrevet og sendt til konkursboet. Da sagsbehandlingssystemet ikke modtager svar fra adressaten, rykker systemet automatisk ved hjælp af et standardbrev. Systemet har skrevet rykkerne ud på en central printer, hvorfra brevene er blevet pakket manuelt og sendt til adressaten. På den baggrund mener Arbejdsskadestyrelsen, at videregivelsen af diagnosen til arbejdsgiveren i den konkrete sag må være omfattet af persondatalovens forståelse af elektronisk sagsbehandling. Vi henviser i den forbindelse videre til Datatilsynets høringssvar til høringen over det aktuelle lovforslag (L 88, der er fremsat den 10. december 2008). Arbejdsskadestyrelsens opfattelse er herefter, at videregivelsen af oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren, generelt er omfattet af reglerne om videregivelse af oplysninger i persondataloven. I L 88 foreslås det at skabe lovhjemmel til, at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger, at det er en kodificering af praksis. Tilskadekomnes diagnose vil blive videregivet til arbejdsgiveren, når det er nødvendigt for, at arbejdsgiveren kan vurdere, om Arbejdsskadestyrelsens afgørelse skal indbringes for Ankestyrelsen. Dette vil være tilfældet i langt de fleste arbejdsskadesager. Af L 88 fremgår direkte, at videregivelse af oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren vil være omfattet af reglerne i persondataloven om videregivelse af følsomme oplysninger. Forslaget om at videregive oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren fraviger reglen i persondatalovens § 8, stk. 3, da Arbejdsskadestyrelsen tidligere er anset som en myndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område. Forslaget er dog inden for rammerne af databeskyttelsesdirektivet (95/46/EF af 24. oktober 1995). Persondataloven er i vidt omfang en implementering af databeskyttelsesdirektivet. Persondatalovens § 8 er imidlertid ikke direktivbestemt og kan derfor fraviges i anden lov. Efter § 5, stk. 2 og 3, i persondataloven skal indsamling og behandling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål. Oplysningerne, som behandles skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelsen af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles. Som det fremgår af L 88 er det Beskæftigelsesministeriets opfattelse, at videregivelsen af oplysningen om tilskadekomnes diagnose er i overensstemmelse med disse bestemmelser. Det bemærkes, at det kun er oplysningen om diagnosen, der videregives. Der videregives således ikke andre oplysninger om tilskadekomnes helbredsmæssige forhold i øvrigt eller oplysninger om ikke-arbejdsrelaterede forhold.” I den supplerende udtalelse af 22. april 2009 skrev Arbejdsskadestyrelsen bl.a. sådan til Beskæftigelsesministeriet: ”Om tiden før persondataloven Arbejdsgiverens ankeret blev indført ved lov 1992 390 om forsikring mod følger af arbejdsskade. Det fremgår af lovforslaget, at arbejdsgiveren ikke er part i konkrete arbejdsskadesager. Ved loven får arbejdsgiveren tillagt ret til aktindsigt i forbindelse med den særlige ankeret. Retten til aktindsigt svarer til reglen i offentlighedsloven om egen-access. Da retten til aktindsigt efter arbejdsskadesikringsloven svarede til reglen om egen-access efter offentlighedsloven blev den særlige regel om aktindsigt i arbejdsskadesikringsloven ophævet ved lov 1998 278. Oplysningen om tilskadekomnes diagnose er anset som en oplysning, som arbejdsgiveren har adgang til i lyset af den ankeret, som er tillagt denne. Der henvises til Arbejdsskadestyrelsens brev af 16. november 2007, hvoraf blandt andet fremgår, at denne ’oplysning må anses som nødvendig, hvis arbejdsgiveren skal kunne vurdere sammenhængen mellem udsættelsen på arbejdet og den anmeldte sygdom. Videregivelsen af oplysningen er således berettiget, da modtageren har en klar og saglig interesse heri’. Det fremgår videre, at arbejdsgiveren ikke får andre oplysninger fra skadesagen. Arbejdsgiveren bliver således ikke underrettet om lægelige oplysninger, der er indgået på sagen. Oplysningen om diagnosen er således den minimumsoplysning, som Arbejdsskadestyrelsen finder, at arbejdsgiveren har behov for og dermed ret til for at kunne udnytte sin ankeret. Det er Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at ankeretten ville være illusorisk, hvis arbejdsgiveren ikke fik denne oplysning. På denne baggrund har Arbejdsskadestyrelsen videregivet oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren i forbindelse med den særlige afgørelse om anerkendelse af sagen, der sendes til arbejdsgiveren. Det er Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at videregivelsen af oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren indtil persondataloven var hjemlet i arbejdsgiverens ret til at klage over anerkendelsesspørgsmålet i sagen. Om persondataloven Efter indførelsen af persondataloven var det oprindeligt Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at videregivelse af oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren faldt inden for rammerne af § 7, stk. 2, nr. 4, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen kan videregive (behandle) fortrolige oplysninger som er nødvendige for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. I lovforslagene, der lå til grund for lov 2005 396 (En styrket sygefraværsindsats med ny visitation og opfølgning i sygedagpengesager mv.), der også indeholdt en ændring af arbejdsskadesikringsloven, og 2007 496 (Opfølgning af anbefalinger fra arbejdsskadeudvalgene mv.) var der elementer, der vedrørte persondataloven. Der blev i den forbindelse afholdt møder mellem Arbejdsskadestyrelsen og Datatilsynet om reglerne i persondataloven, herunder sammenhængen mellem § 7, stk. 2, nr. 4, og § 8, stk. 3. Det blev på møderne vedrørende lov 2005 396 drøftet, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsen var en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver inden for den offentlige forvaltning og konsekvenserne heraf. Der blev imidlertid ikke opnået klarhed over dette spørgsmål på møderne. På baggrund af disse møder blev bemærkningerne til de pågældende lovforslag justeret. Datatilsynet havde ikke bemærkninger til de justerede bemærkninger til lovforslagene. Således fremgår det blandt andet af forslaget til lov 2005 396: ’Bestemmelsen giver kommunerne hjemmel til at give oplysning i kommunernes Sags- og Advissystem til brug for Arbejdsskadestyrelsen om, at der er rejst en sag om sygedagpenge, revalidering, fleksjob eller førtidspension. Sags- og Advissystemet er et lukket system, og oplysninger er kun anvendelige for den kommune, der har oprettet en sag, og for Arbejdsskadestyrelsen. Den foreslåede ordning ligger indenfor rammerne af persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4 og § 8, stk. 3, idet videregivelse af oplysningen og dens anvendelse sammenholdt med de hensyn, der begrunder hemmeligholdelse, er nødvendig til varetagelse af borgerens interesser og nødvendig for kommunens og Arbejdsskadestyrelsens myndighedsudøvelse. Dette skal ses i sammenhæng med, at Arbejdsskadestyrelsen har hjemmel i lov om arbejdsskadesikring § 37, stk. 2 til at forlange meddelt enhver oplysning, som styrelsen skønner er af betydning fra blandt andet kommunerne, herunder oplysninger om helbredsforhold samt at såvel Arbejdsskadestyrelsen som kommunerne er underlagt tavshedspligt. Det forudsættes, at persondatalovens regler om behandling af oplysninger i øvrigt finder anvendelse. …’ I forbindelse med forslaget til lov 2007 496 blev der ligeledes holdt møde mellem Datatilsynet og Arbejdsskadestyrelsen om persondatalovens betydning for forslaget. Som opfølgning på dette møde blev lovforslagets bemærkninger justeret i overensstemmelse med Datatilsynets tilkendegivelser. På mødet blev det lagt til grund, at Arbejdsskadestyrelsen var en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område, hvilket indebar, at reglen i persondatalovens § 8, stk. 3, skulle anvendes i forbindelse med Arbejdsskadestyrelsens adgang til at videregive visse fortrolige oplysninger til Arbejdsdirektoratet, Skat og kommunerne, hvor dette er nødvendigt for at kontrollere, om der er sket fejl eller misbrug i forbindelse med udbetaling af ydelser eller beskatning af indkomst. Dette var således grundlaget for lovforslagets bemærkninger. Efter § 8, stk. 3, i persondataloven kan følsomme oplysninger efter § 8, stk. 1, og fortrolige oplysninger efter § 7, stk. 1, kun videregives, hvis betingelserne i stk. 1, nr. 1 eller 2, er opfyldt, eller hvis videregivelsen er et nødvendigt led i sagens behandling eller nødvendig for, at en myndighed kan gennemføre tilsyns- eller kontrolopgaver. Det er Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at der i persondatalovens § 8, stk. 3, jf. § 8, stk. 2, nr. 2, er hjemmel til at videregive oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren. Det er fortsat arbejdsgiverens lovhjemlede ret til at anke afgørelsen om anerkendelsesspørgsmålet i sagen, der er afgørende for vores vurdering. Efter § 8, stk. 2, nr. 2, kan en oplysning videregives, når videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensyn til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, oplysningen angår. Det bemærkes i den forbindelse, at arbejdsgiveren kender arbejdsmiljøet på virksomheden, og dermed har kendskab til hvilke skadelige påvirkninger, som tilskadekomne kan have været udsat for. Oplysningen om diagnosen hænger således sammen med de påvirkninger som tilskadekomne har været udsat for. Det tilføjes, at det almindelige erstatningsretlige princip om årsagsforbindelse mellem den skadevoldende handling (påvirkning) og følgen (sygdommen=diagnosen) også gælder på arbejdsskadeområdet. Som det fremgår, er det således Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at der er hjemmel til at videregive den pågældende oplysning til arbejdsgiveren, uanset om Arbejdsskadestyrelsen anses for en forvaltningsmyndighed inden for det sociale område, og dermed omfattet af § 8, stk. 3, i persondataloven. Arbejdsskadestyrelsen har imidlertid på baggrund af den aktuelle sag fundet, at der var grundlag for at tilvejebringe en direkte hjemmel i loven til at videregive oplysningen om tilskadekomnes diagnose til arbejdsgiveren. Dette skyldtes dels hensynet til sagens parter (en tydeliggørelse af praksis) dels hensynet til at skabe udtrykkelig hjemmel til at fravige § 8, stk. 3. Dette er nu sket ved § 44, stk. 6, i arbejdsskadesikringsloven, der er indsat ved § 1, nr. 12, i lov nr. 186 af 18. marts 2009. Om Arbejdsskadestyrelsen er en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område I forbindelse med den aktuelle sag, der behandles hos Folketingets Ombudsmand, har Arbejdsskadestyrelsen igen overvejet spørgsmålet om, hvorvidt styrelsen er omfattet af § 8, stk. 3, i persondataloven. Spørgsmålet er ikke afklaret i forarbejderne til persondataloven. Som det fremgår ovenfor er det i forbindelse med behandlingen af 2 tidligere lovforslag indgået i bemærkningerne til lovforslagene, at Arbejdsskadestyrelsen kan være en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver på det sociale område. For denne opfattelse taler, at Socialministeriet tidligere var ressortministerium på arbejdsskadeområdet, og at arbejdsskadesikringsloven samt tidligere love på området blev betragtet som en overbygning på den øvrige sociale lovgivning. På den anden side er der en række forhold, der taler imod, at Arbejdsskadestyrelsen er en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver på det sociale område. Således gælder lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ikke for Arbejdsskadestyrelsen, jf. § 2 i retssikkerhedsloven. Dog gælder en række af reglerne i retssikkerhedsloven også for Ankestyrelsens administration af arbejdsskadesager (ankesager), jf. § 44, stk. 5, i arbejdsskadesikringsloven. Hertil kommer, at andre regler i arbejdsskadesikringsloven tager deres udgangspunkt i reglerne i retssikkerhedsloven. Endvidere kan det nævnes, at det ikke længere er Indenrigs- og Socialministeriet, der er ressortministerium for Arbejdsskadestyrelsen og arbejdsskadesikringsloven samt at der er et tættere samspil med andre aktører på beskæftigelsesområdet og det erstatningsretlige område end der er med aktørerne på Velfærdsområdet. Fra litteraturen kan det nævnes, at Jon Andersen i Juristen nr. 8 fra 2003 har fundet, at Arbejdsskadestyrelsen ikke er en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver på det sociale område. Fra artiklen kan det anføres: ’Afgrænsningen af hvilke myndigheder der præcist er omfattet af stk. 3, kan derfor ikke støttes på en egentlig formålsfortolkning. I forarbejderne nævnes blot at det drejer sig [om] ’kommuners og amtskommuners socialforvaltninger og de statslige myndigheder, der varetager opgaver på det sociale område (de sociale nævn, Den sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse)’ L 147, side 104, 2. spalte). Denne afgrænsning svarer til afgrænsningen i § 2, stk. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område af de myndigheder der er omfattet af denne lov. Opregningen af sociale myndigheder i forarbejderne omfatter ikke Arbejdsskadestyrelsen og Socialministeriet. Et gæt er at det første ikke er en forglemmelse, og at det sidste er. Arbejdsskadestyrelsen er ikke omfattet af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og området er i øvrigt efterfølgende blevet overført til Beskæftigelsesministeriets ressort. Socialministeriet må på den anden side være omfattet af ordlyden i § 8, stk. 3, og dermed omfattet af bestemmelsen.’ På baggrund af den tvivl, der er med hensyn til, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsen er en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område, og dermed er omfattet af § 8, stk. 3, i persondataloven, kan Arbejdsskadestyrelsen anbefale, at det afklares i samarbejde med Datatilsynet, hvorvidt Arbejdsskadestyrelsen efter begreberne i persondataloven har denne karakter. Det er med udgangspunkt i ovennævnte oplysninger om retssikkerhedsloven, herunder artiklen af Jon Andersen, Arbejdsskadestyrelsens opfattelse, at Arbejdsskadestyrelsen ikke er en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver på det sociale område. Denne opfattelse vil indebære, at hjemmelen til at videregive oplysninger om tilskadekomnes diagnose skal findes i § 7 i persondataloven. Som det fremgår ovenfor finder Arbejdsskadestyrelsen, at denne bestemmelse indeholder en regel i stk. 2, nr. 4, (sikring af retskrav), der giver adgang til at videregive denne oplysning. Hertil kommer, at der nu er indført en særlig hjemmel til videregivelse i arbejdsskadesikringsloven. Arbejdsskadestyrelsen deltager gerne i møder med JAIC og Datatilsynet til afklaring af spørgsmålet.” I en udtalelse af 4. maj 2009 skrev Beskæftigelsesministeriet til Datatilsynet at ministeriet i det hele kunne henholde sig til Arbejdsskadestyrelsens udtalelse af 22. april 2009. Ministeriet bad samtidig Datatilsynet om et møde med henblik på en drøftelse og indholdsmæssig afklaring af hvorvidt Arbejdsskadestyrelsen var en myndighed der udførte opgaver på det sociale område. Den 26. august 2009 blev der holdt møde mellem Datatilsynet, Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsskadestyrelsen. På mødet blev det drøftet om Arbejdsskadestyrelsen var en myndighed omfattet af persondatalovens § 8, stk. 3. Det fremgår af mødereferatet at Datatilsynet under mødet tilkendegav at tilsynet – efter de oplysninger som var fremkommet fra ministeriet og styrelsen – ikke havde grundlag for at anlægge en anden vurdering end den som Beskæftigelsesministeriet og Arbejdsskadestyrelsen nu havde givet udtryk for, hvorefter Arbejdsskadestyrelsen ikke kunne anses for at være en myndighed omfattet af persondatalovens § 8, stk. 3. Den 17. maj 2010 ringede Datatilsynet til en af mine medarbejdere og spurgte om det var tilstrækkeligt at Datatilsynet i sin udtalelse alene forholdt sig til den konkrete sag (videregivelsen af oplysningen om den skadelidtes sygdom i de to rykkerbreve), men ikke til det generelle spørgsmål der også var rejst i høringen (videregivelse af oplysningen i afgørelsen om anerkendelse af arbejdsskaden). Baggrunden var den vedtagne lovhjemmel for sidstnævnte. Min medarbejder svarede senere samme dag at Datatilsynet på det foreliggende grundlag kunne nøjes med at forholde sig til den konkrete sag. I en udtalelse af 17. november 2010 skrev Datatilsynet bl.a. sådan: ”3.1 . Persondataloven 1 gælder for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. lovens § 1, stk. 1. Det er Datatilsynets opfattelse, at den i sagen beskrevne procedure, hvorefter et rykkerbrev udfærdiges i sagsbehandlingssystemet, udskrives og herefter sendes manuelt som et almindeligt brev med postvæsenet, medfører, at videregivelsen er omfattet af persondatalovens § 1, stk. 1. Datatilsynet har herved lagt vægt på, at de i sagen omhandlede oplysninger udskrives fra et it-system med henblik på umiddelbar videregivelse. Det er efter Datatilsynets opfattelse uden betydning, at selve videregivelsen sker manuelt i form af forsendelse af et papirbrev. En kortvarig accessorisk manuel behandling i form af en underskrift, kuvertering og afsendelse af brevet med postvæsenet, gør ikke, at persondataloven ikke finder anvendelse 2 . ____________________________ 1 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer. 2 Der henvises til Datatilsynets udtalelse af 14. oktober 2008 til Folketingets Ombudsmand, Datatilsynets j.nr. (…) og Folketingets Ombudsmands j.nr. (…). ____________________________ 3.2. Behandlingen af personoplysninger skal herefter ske i overensstemmelse med persondatalovens kapitel 4. Det bemærkes, at Datatilsynet deler Beskæftigelsesministeriets og Arbejdsskadestyrelsens opfattelse af, at Arbejdsskadestyrelsen ikke kan anses som en forvaltningsmyndighed, der udfører opgaver inden for det sociale område, jf. persondatalovens § 8, stk. 3. 3.3 . Datatilsynet er enig med Arbejdsskadestyrelsen i, at den relevante bestemmelse i persondataloven i forhold til videregivelse af oplysninger om diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo er persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4., der tillader behandling, herunder videregivelse af oplysninger om helbredsmæssige forhold, hvis behandlingen er nødvendig for, at et retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares. Datatilsynet har forstået det således, at de konkrete rykkerskrivelser, som sendes til arbejdsgiveren, alene er af processuel karakter i forbindelse med Arbejds[skade]styrelsens oplysning af sagen. Datatilsynet finder derfor, at det næppe kan anses for nødvendigt at videregive oplysningen om diagnosen på et tidspunkt, hvor det ikke er aktuelt for arbejdsgiveren eller dennes konkursbo at vurdere, om sagen giver arbejdsgiveren eller dennes konkursbo anledning til at overveje at udnytte sin klageadgang. Ud fra de foreliggende oplysninger er det derfor Datatilsynets vurdering, at persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4, ikke indeholder hjemmel til, at Arbejdsskadestyrelsen kan videregive oplysninger om en diagnose til arbejdsgiveren eller dennes konkursbo i forbindelse med rykkerskrivelser som led i sagsoplysningen. Datatilsynet har i øvrigt noteret sig, at det fremgår af Beskæftigelsesministeriets brev af 12. september 2008 til Folketingets Ombudsmand, at Arbejdsskadestyrelsen har oplyst, at man fremover kun vil give arbejdsgiveren oplysninger om diagnosen i forbindelse med selve afgørelsen af anerkendelsesspørgsmålet i sagen. Oplysningen vil derfor ikke fremover indgå som en stamoplysning i forbindelse med andre henvendelser til arbejdsgiveren, f.eks. ved henvendelser om lønoplysninger mv.”

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. tilbagebetaling af lønsumsafgift Resumé Løn til dyrepassere, der beskæftigede sig med pasning og fodring af dyrene i en dyrehave, fandtes alene at vedrøre den lønsumsafgiftspligtige del af virksomheden, hvorfor den samlede lønsum, der kunne henføres til dyrepasserne, skulle medgå i beregningsgrundlaget for lønsummen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. pkt. Klageren fik således ikke medhold i, at afgiftsgrundlaget kunne opgøres på baggrund af en omsætningsfordeling. Klagen skyldes, at skattecentret ikke har imødekommet anmodning om tilbagebetaling af lønsumsafgift for perioden 1. april 2003 til 31. december 2005 i alt 1.030.102 kr. Landsskatterettens afgørelse Skattecentrets afgørelse stadfæstes. Sagens oplysninger H1’s samlede omsætning udgjorde i 2005 35,4 millioner kr. eksklusiv tilskud fra Kulturministeriet, amtet og kommunen. Heraf hidrørte ca. 22 millioner kr. fra momsfrie entreindtægter, ca. kr. 766.000 kr. hidrørte fra momspligtige sponsorindtægter og ca. 11,3 millioner kr. hidrørte fra momspligtig omsætning i café og butik. I 2004 fordelte klagerens indtægter sig med ca. 21,9 millioner kr. fra momsfrie entreindtægter, ca. 605.000 kr. fra momspligtige sponsorindtægter og ca. 10,2 millioner kr. hidrørte fra momspligtig omsætning i café og butik. I 2003 fordelte klagerens indtægter sig med ca. 21 millioner kr. fra momsfrie entreindtægter, ca. 784.000 kr. fra momspligtige sponsorindtægter og ca. 10,1 millioner kr. hidrørte fra momspligtig omsætning i café og butik. Endvidere havde haven i alle årene en række mindre indtægter såvel momspligtige som momsfrie fra øvrige aktiviteter for eksempel udlejning af mødelokaler, kurser, mindre gaver/tilskud, annoncer mv. Nogle sponsorer opnåede eneret på en reklamestand, mens andre sponsorere fik placeret sit logo på en planche ved indgangen. Klageren havde hidtil anset løn til dyrepasserne for at være knyttet til de momsfrie entreindtægter, hvorfor den samlede løn til dyrepassere var medgået i beregningsgrundlaget for lønsum. Ved brev af 24. maj 2006 anmodede klageren om tilbagebetaling af en del af den lønsumsafgift, der var afregnet af løn til dyrepasserne i perioden 1. april 2003 til 31. december 2005, idet udgiften hertil vedrører driften af klagerens virksomhed som helhed. Skattecentrets afgørelse Anmodning om tilbagebetaling af i alt 1.030.102 kr. i lønsumsafgift af dyrepassernes løn for perioden 1. april 2003 til 31. december 2005 kan ikke imødekommes. Af lønsumsafgiftslovens § 1 fremgår, at virksomheder, der leverer varer og ydelser mod vederlag, der er fritaget for afgift efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 6 er omfattet af lønsumsafgiftspligten. Henvisningen til momsloven tjener alene det formål at fastlægge, hvilke virksomheder, der er omfattet af lovens anvendelsesområde. Selve beregningen af lønsumsafgiften, herunder fastlæggelsen af afgiftsgrundlaget, kan ikke ske efter principperne i momsloven. Der må i den forbindelse henses til, at momsen er en afgift på virksomheders omsætning, hvorimod lønsumsafgift er en afgift på virksomhedens lønsum, hvorfor regler og praksis på momsområdet, herunder regler om delvis fradragsret for fællesomkostninger, ikke kan anvendes analogt i lønsumsafgiftsmæssig sammenhæng. Af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4 følger, at virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden skal foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter stk. 1 og stk. 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt. Af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 2 fremgår: Afgiftsgrundlaget efter stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Har virksomheden ansatte, der både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Der må således kunne påvises et konkret ressourcetræk til ikke-afgiftspligtige aktiviteter, for at en del af lønsummen kan holdes udenfor lønsumsafgiftsgrundlaget. Det fremgår videre, at fordelingen af det anvendte tidsforbrug kun skal ske for ansatte, der udøver aktiviteter i både den afgiftspligtige og ikke-afgiftspligtige del af virksomheden. Endvidere følger det, at fordelingen skal ske af »den ansattes lønsum«. Heraf kan udledes, at den enkelte ansatte i princippet skal udføre arbejde vedrørende ikke-afgiftspligtige aktiviteter og ikke blot tilhøre en gruppe af ansatte, der potentielt udfører »blandet« arbejde. Endelig fremgår det, at hovedreglen er, at det faktisk anvendte tidsforbrug skal danne grundlag for fordelingen. Kun i tilfælde, hvor virksomheden ikke kan opgøre et sådant tidsforbrug, men hvor personalet dog utvivlsomt udfører arbejde, der også vedrører ikke-afgiftspligtige aktiviteter, eksempelvis administrativt personale, kan virksomheden anlægge et skøn over tidsforbruget. Af lønsumsafgiftsbekendtgørelsens § 4, stk. 4 følger: Ved told- og skatteforvaltningens vurdering af om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud efter stk. 2 og 3 er foretaget på rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Der kan ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling bl.a. tages hensyn til omsætning, årsværk mv. Omsætningsfordelingen kan ikke anvendes i tilfælde, hvor det er åbenbart, at den ikke er et rimeligt grundlag for virksomhedens skøn. Dette er tilfældet i den konkrete sag, da den eventuelle andel af lønsummen, der kan henføres til momspligtige aktiviteter er meget begrænset. Der er således ikke grundlag for at anvende omsætningsfordelingen som fordelingsnøgle. Der er herved henset til, at dyrepasserne ikke udfører arbejde i butik og restaurarationer, der tegner sig for langt den største del af den momspligtige omsætning. Klageren findes ikke at have påvist, at dyrepasserne, som gruppe betragtet, udfører arbejde, der vedrører virksomhedens momspligtige aktiviteter. Modsat er arten af det arbejde dyrepasserne udfører, pasning og fodring af dyr, direkte forbundet med klagerens lønsumsafgiftspligtige aktiviteter. At klageren udnytter synergien fra den momsfrie drift af haven til at skabe momspligtige indtægter kan ikke begrunde at en andel af dyrepassernes løn må anses for at vedrøre denne aktivitet. At dyrepasserne overordnet er en del af virksomhedens image udadtil kan ligeledes ikke føre til dette resultat. Opgørelsen af lønsumsafgiftsgrundlaget skal dermed ske efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4. Lønnen til dyrepasserne kan ikke anses for at vedrøre driften af klagerens momspligtige aktiviteter, men vedrører alene havens momsfri kulturelle aktivitet, hvorfor der ikke er grundlag for at lønudgiften skal fordeles på momspligtige og momsfrie aktiviteter efter den fordelingsnøgle, som klageren anvender på løn til eksempelvis administrativt personale, jf. reglerne i bekendtgørelsens § 4, stk. 2 og 4. Klagerens påstand og argumenter Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at klageren i forbindelse med aflønning af dyrepassere skal opgøre lønsumsafgift vedrørende aflønning af dyrepassere i overensstemmelse med lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, da lønudgiften ikke entydigt kan henføres til lønsumsafgiftspligtig virksomhed, men må anses for at vedrøre en blandet virksomhed baseret på såvel momspligtige som momsfritagne indtægter. Lønsummen skal dermed fordeles efter samme retningslinjer, som anvendes for administrativt personale m.fl. Til støtte herfor har repræsentanten bl.a. anført, at ved vurderingen af om løn til dyrepassere skal medgå fuldt ud i lønsumsafgiftsgrundlaget, eller om kun en andel af lønsummen skal medregnes i afgiftsgrundlaget, må der nødvendigvis tages udgangspunkt i, at en zoologisk have, der dels finansieres gennem momsfrie entreindtægter, dels gennem momspligtige indtægter hidrørende fra sponsorater, butikssalg mv., momsmæssigt anses for at udgøre en virksomhed, hvor kerneydelsen, udstilling af dyr, udgør en blandet aktivitet. Det følger af Landsskatterettens kendelse af 29. juni 2001, offentliggjort som SKM2001.237.LSR, at en fodboldklub var berettiget til delvis fradragsret, idet udgifterne måtte anses for at være afholdt i forbindelse med såvel momsfrie indtægter som i forbindelse med momspligtige indtægter bl.a. i form af sponsor- og reklameindtægter. Af væsentlig betydning for nærværende sag anfører Landsskatteretten, at »de omhandlede udgifter til bustransport, ophold samt fortæring under træningsophold må anses for at være af væsentlig betydning for opretholdelse af holdets spillemæssige niveau og dermed holdets reklameværdi.« Heraf følger, at omkostninger, der afholdes med henblik på at opretholde en virksomheds reklameværdi, vil give anledning til fradragsret for momsen. Hvis samme omkostninger tillige anvendes i tilknytning til momsfrie aktiviteter, vil fradragsretten skulle begrænses efter momslovens § 38, stk. 1. Hovedcentret har i meddelelse af 13. juli 2007, offentliggjort som SKM2007.505.SKAT fundet, at da reklamering for den enkelte sponsor skete på eller i tilknytning til golfbanen, var der som udgangspunkt den fornødne sammenhæng mellem indtægterne fra aktiviteterne vedrørende salg af adgang til golfbanen og/eller medlemskab af klubben og sponsoraterne til golfklubben m.fl., der kunne begrunde, at der var delvis fradrag for momsen af de udgifter, som klubben m.fl. havde vedrørende golfbanen mv. som en fællesudgift. Reklameindtægterne medførte dermed, at der blev tale om en blandet aktivitet. På baggrund heraf er der afgivet et lokalt bindende svar vedrørende G1, hvor der anerkendes delvis fradragsret vedrørende fodring og pasning af dyr, jf. momslovens § 38, stk. 1. Det anerkendes således af SKAT, at reklameindtægter medfører, at drift af en dyrehave er en blandet aktivitet. Dyrepasserne udgør et væsentligt led i drift og vedligeholdelse mv. af H1. Først og fremmest består dyrepassernes opgave i pasning, herunder fodring, af dyr. I vidt omfang sker dette på forud fastlagte tidspunkter, hvor publikum kan overvære fodringen, og hvor dyrepasserne samtidig fortæller om dyrene, deres levevilkår mv. Dyrepasserne er gennem deres opgaver, adfærd, uniform mv. en meget synlig del af H1, og har væsentlig betydning for havens ambition om at fremstå som en attraktiv institution med sunde og velfungerende dyr i gode og spændende rammer. Når haven fremstår som attraktiv og spændende, vil det selvsagt have indflydelse på antallet af besøgende. Dermed vil dyrepassernes indsats utvivlsomt have indflydelse på størrelsen af de momsfritagne entreindtægter og i et vist omfang de momspligtige indtægter fra salg af varer, da salg fra butikkerne mv. stiger, når antallet af besøgende stiger. Endvidere vil en attraktiv og spændende have også have indflydelse på potentielle sponsorers valg. Hvis H1 skal tiltrække sponsorer, er det en forudsætning, at haven fremstår som attraktiv og spændende, og dermed med en potentiel reklameværdi, som står i forhold til prisen for det valgte sponsorat. I den forbindelse er dyrepasserne som gruppe væsentlig, dels i kraft af deres betydning for H1’s image, dels i kraft af deres indsats i forhold til dyrene i forbindelse med fodring, pleje osv. Dyrepasserne er således knyttet til både de momspligtige og de momsfritagne indtægter. Ifølge lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, skal der således ske en fordeling af lønudgiften til dyrepasserne, da de som gruppe ikke udelukkende kan henføres til H1’s momsfritagne aktiviteter. Denne opfattelse har også logikken med sig. En dyrehave/dyrepark, som udelukkende finansieres gennem momspligtige sponsorater og eventuelt generelle tilskud, skal i sagens natur ikke betale lønsumsafgift af nogen del af deres lønudgifter, men skal alene svare moms af indtægterne fra sponsorater og vil omvendt have adgang til fuld fradragsret for moms vedrørende omkostninger til drift mv. af haven. Hvis dyrehaven/dyreparken på et senere tidspunkt supplerer med en momsfri entreindtægt, eventuelt af beskeden størrelse, vil det ganske enkelt ikke give mening, hvis dette får som konsekvens, at dyrepassernes løn i det hele skal henføres til de momsfrie entreindtægter. Afsluttende er det anført, at løn til dyrepasserne udgør en fællesomkostning på linje med løn til administrative medarbejdere m.fl., og at lønsummen derfor skal fordeles på de momsfrie og de momspligtige aktiviteter efter et skøn. Dette skøn kan mest hensigtsmæssigt ske efter samme principper, som anvendes for administrative medarbejdere m.fl. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Af lønsumsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt. følger: »Der betales en afgift til statskassen af virksomheder, der mod vederlag leverer varer og ydelser, der er fritaget for afgift efter merværdiafgiftslovens § 13, stk. 1, nr. 1, nr. 3, nr. 5 og 6, nr. 8, nr. 10-12, nr. 15-17 og nr. 20, jf. dog nedenfor stk. 2, og af virksomheder med anden økonomisk virksomhed, der mod vederlag leverer ydelser, der ikke er afgiftspligtige efter merværdiafgiftsloven«. Af lønsumsafgiftslovens § 4 følger: »Afgiftsgrundlaget er virksomhedens lønsum med tillæg af overskud eller med fradrag af underskud af selvstændig erhvervsvirksomhed i indkomståret opgjort efter reglerne i 2.-4. pkt., jf. dog stk. 2 og 5. Virksomhedens overskud eller underskud opgøres efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. pkt. tillægges renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og fradrages rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af virksomhedens overskud eller underskud. Til virksomhedens overskud eller underskud opgjort efter 2. og 3. pkt. medregnes ikke overskud eller underskud, der hidrører fra virksomhed i udlandet. (…) Stk.4. Virksomheder, der både udøver aktiviteter efter § 1, stk. 1, 1. pkt., og andre aktiviteter, skal på grundlag af en sektoropdeling af virksomheden foretage en fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden henholdsvis den øvrige del af virksomheden. For virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter stk. 1 og stk. 2, skal der foretages en tilsvarende fordeling. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af afgiftsgrundlaget efter 1. og 2. pkt. (…)« Bemyndigelsen er udnyttet i bekendtgørelse nr. 1176 af 23. november 2006 om afgift af lønsum mv., hvoraf følger: »§ 4. Afgiftsgrundlaget for virksomheder, der er omfattet af lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 4, opgøres efter reglerne nedenfor i stk. 2-5. Stk. 2. Afgiftsgrundlaget efter stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 2, beregnes af den del af virksomhedens lønsum, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Har virksomheden ansatte, der både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og andre aktiviteter, skal der ske en fordeling af den ansattes lønsum på grundlag af det faktisk anvendte tidsforbrug i henholdsvis den afgiftspligtige del af virksomheden og den øvrige del af virksomheden. Kan virksomheden ikke foretage en faktisk opgørelse af tidsforbruget, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af lønsummen, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Stk. 3. Afgiftsgrundlaget efter stk. 1 for virksomheder, der skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1, er den del af virksomhedens lønsum med tillæg af virksomhedens overskud eller fradrag af virksomhedens underskud, der vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Virksomhedens lønsum opgøres efter reglerne i stk. 2. Den del af virksomhedens overskud eller underskud, der skal medregnes til afgiftsgrundlaget, opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber. Fører virksomheden ikke et særskilt sektorregnskab for den afgiftspligtige del af virksomheden eller kan virksomhedens regnskaber i øvrigt ikke tilrettelægges på en sådan måde, at fordelingen af virksomhedens overskud eller underskud fremgår af regnskabet, skal virksomheden til afgiftsgrundlaget medregne den del af overskuddet eller underskuddet, der skønsmæssigt vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden. Såfremt virksomheden ikke kan sandsynliggøre den foretagne vurdering kan told- og skatteforvaltningen pålægge virksomheden at føre et særskilt sektorregnskab for den eller de afgiftspligtige dele af virksomheden. Stk. 4. Ved told- og skatteforvaltningens vurdering af, om den skønsmæssige fordeling af virksomhedens lønsum og overskud eller underskud efter stk. 2 og 3 er foretaget på rimelig måde, vil en fordeling, der svarer til forholdet mellem omsætningen i den afgiftspligtige del af virksomheden og virksomhedens samlede omsætning i det pågældende indkomstår, som udgangspunkt blive lagt til grund. Der kan ved vurderingen af den skønsmæssige fordeling bl.a. tages hensyn til omsætning, årsværk mv. Stk. 5. Afgiftsgrundlaget efter stk. 1 for virksomheder, der både skal opgøre afgiftsgrundlaget efter lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 og 2, opgøres på grundlag af en tilsvarende fordeling som ovenfor efter stk. 2 - 4« Dyrepasserne er beskæftiget med pasning og fodring af dyrene i haven, hvilket vedrører den afgiftspligtige del af virksomheden, hvorfor den samlede lønsum, der kan henføres til dyrepasserne, skal medgå i beregningsgrundlaget for lønsummen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 1. pkt. Alene i det omfang klageren konkret kan påvise, at de ansatte både udøver aktiviteter i den afgiftspligtige del af virksomheden og i den momspligtige del af virksomheden skal der ske en fordeling af lønsummen, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 2. pkt. Kun i det tilfælde, hvor det ikke er muligt at opgøre tidsforbruget, men hvor det er utvivlsomt, at personalet udfører arbejde knyttet til både de afgiftspligtige aktiviteter og de momspligtige aktiviteter, er der hjemmel til en skønsmæssig opgørelse af tidsforbruget, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, 3. pkt. Skattecentrets afgørelse stadfæstes således, hvilket er tiltrådt af SKAT, Hovedcentret.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (14. november 2012) Skatteministeren: (Holger K.: Nielsen): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om indgåelse af tillægsaftaler til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale (Lovforslag nr. L 64) Formålet med lovforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen tiltræder fire tillægsaftaler til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale af 18. oktober 1979. Tillægsaftalerne blev underskrevet den 20. februar 2012, men de kan først endeligt tiltrædes fra dansk side, når Folketinget har vedtaget en lov herom. Den første aftale ændrer dobbeltbeskatningsaftalens artikel om pension, så pension som en person, der er bosat i den ene del af riget, modtager fra den anden del af riget (kildestaten) også kan beskattes der, hvis kildestaten har givet fradrag eller bortseelsesret for indbetalinger til ordningen. Dobbeltbeskatning undgås ved, at bopælsstaten nedsætter sin skat med kildestatens skat. Den anden aftale går ud på, at Danmark hjælper Grønland med at opkræve skat af afkastet af en pensionsordning, som en person, der er bosat i Grønland, har i et dansk penge- eller pensionsinstitut. Det skal ske ved, at Danmark opkræver dansk pensionsafkastskat af ordningen, og overfører den opkrævede skat til Grønland. Den tredje aftale ændrer kompensationsaftalen, så kompensationsbeløbet vedrørende pensionsafkastskat bortfalder fra 2013. Grønland kompenseres fortsat for at undlade at beskatte dagpenge og rejsegodtgørelse. Kompensationsbeløbet er aftalt til 3,3 mio. kr. for 2012 og skal fremover indeksreguleres. Den fjerde aftale er en aftale om, at overførsel af pensionsordninger fra et dansk pensionsinstitut til et grønlandsk institut ikke skal have skattemæssige virkninger. Lovforslaget skønnes at medføre administrative omkostninger til systemudvikling på ca. 3,5 mio. kr. og et løbende ressourceforbrug på et halvt årsværk. Forslaget skønnes at medføre et umiddelbart nettoprovenu på ca. 18 mio. kr. årligt. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Meddelelser fra Søfartsstyrelsen D. Passagerskibe i national fart, bygning og udstyr m.v. Kapitel D II-1 E Konstruktion Inddeling og stabilitet, maskineri og elektriske anlæg, 1. maj 1999 KAPITEL II-1 E Konstruktion - inddeling og stabilitet, maskineri og elektriske anlæg Afsnit E Yderligere krav til periodisk ubemandede maskinrum Særlige overvejelser (R 54) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: Alle nye klasse B-, C- og D-skibe og eksisterende klasse B-skibe skal gøres til genstand for særlige hensyn fra administrationens side hvad angår, om deres maskinrum periodisk kan være ubemandede, og i bekræftende fald om det er nødvendigt at fastsætte yderligere krav end dem, der er indeholdt i nærværende bestemmelser, for at opnå samme sikkerhed som i normalt bemandede maskinrum. Regel 1 Almindelige bestemmelser (R 46) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: .1 Der skal drages omsorg for, at skibets sikkerhed under alle fartsforhold, herunder manøvrering, svarer til sikkerheden for et skib, hvis maskinrum er bemandede. .2 Der skal træffes foranstaltninger for at sikre, at udrustningen fungerer pålideligt, og at der er tilfredsstillende mulighed for regelmæssige eftersyn og rutinemæssige afprøvninger for til stadighed at sikre en betryggende drift. .3 Ethvert skib skal være forsynet med et dokument, der bekræfter, at det kan fungere med maskinrum, der periodisk er ubemandede. Regel 2 Forholdsregler mod brand (R 47) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D: .1 Der skal forefindes midler til at opdage brand og afgive alarmer på et tidligt stadium i tilfælde af brand: .1 i luftforsyningscasinger og afgasrør (optræk) fra kedler, og .2 i fremdrivningsmaskineriets skylleluftsbælter medmindre dette i særlige tilfælde anses for unødvendigt. .2 Forbrændingsmotorer på 2250 kW og derover eller med cylindre på over 300 mm boring skal være forsynet med olietågedetektorer i krumtaphuset eller anordninger til kontrol af lejetemperaturen i motoren eller tilsvarende anordninger. Regel 3 Beskyttelse mod fyldning (R 48) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: .1 Lænsebrønde i maskinrum, der periodisk er ubemandede, skal være placeret og overvåget på en sådan måde, at ansamling af væsker opdages ved normale trim- og krængningsvinkler, og skal være tilstrækkeligt store til let at optage den normale afdræning i den ubemandede periode. .2 Hvor lænsepumperne kan sættes automatisk i gang, skal der forefindes midler til angivelse af, når væsketilstrømningen er større end pumpens kapacitet, eller når pumpen arbejder hyppigere, end det normalt kunne forventes. I sådanne tilfælde kan der gives tilladelse til mindre brønde, der kan optage afdræningen i et rimeligt tidsrum. Hvor der findes automatisk styrede lænsepumper, skal opmærksomheden i særlig grad være henvendt på kravene til undgåelse af olieforurening. .3 Kontrolanordningerne for enhver ventil, der betjener en søforbindelse, en overbordledning under vandlinjen eller et rendestensejektorsystem, skal være således anbragt, at der er tilstrækkelig tid til at betjene dem i tilfælde af, at der strømmer vand ind i rummet, under hensyntagen til den tid, der må antages at være nødvendig for at kunne nå frem til og betjene disse kontrolanordninger. Hvis den højde, hvortil rummet ville kunne fyldes med skibet i fuldt lastet tilstand, kræver det, skal der træffes foranstaltninger til at betjene kontrolanordningerne fra et andet sted over dette niveau. . 1 I periodevis ubemandede maskinrum skal hver enkelt søforbindelse kunne betjenes fra et let tilgængeligt sted over maskindørken eller ristværk, hvortil der er uhindret adkomst oppefra. . 2 Dørk eller ristværk, hvorfra betjeningen af ventilerne skal finde sted, skal være så højt placeret, at vandet i tilfælde af rørbrud ved den største søforbindelse ikke vil nå op i højde med disse inden for 10 minutter fra det tidspunkt, hvor vandfyldnings-alarm eller alarm for trykfald i systemet er indgået. .3 Betjeningshåndtagene skal være forsynet med let synlige indikering, der viser, om ventilen er åben eller lukket. Hvor der måtte herske tvivl om, hvorvidt ventilerne er anbragt tilstrækkeligt højt over tanktoppen, må det ved en beregning af vandindstrømningen kunne påvises, at kravet er opfyldt. Regel 4 Styring af fremdrivningsmaskineriet fra kommandobroen (R 49) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D: .1 Skruens hastighed, dens virkeretning og eventuelt dens stigning skal under alle fartsforhold, herunder manøvrering, kunne styres fuldt ud fra kommandobroen. .1 Denne fjernstyring skal kunne foretages ved en separat betjeningsanordning for hver selvstændig skrue med automatisk udførelse af alle dermed forbundne funktioner, herunder, om nødvendigt, midler til at hindre overbelastning af fremdrivningsmaskineriet. .2 Hovedfremdrivningsmaskineriet skal være forsynet med en nødstopanordning på kommandobroen, som skal være uafhængig af brostyresystemet. .2 Ordrer fra kommandobroen til fremdrivningsmaskineriet skal angives i kontrolrummet til hovedmaskineriet eller ved kontrolstedet for fremdrivningsmaskineriet, alt efter omstændighederne. .3 Fjernstyring af fremdrivningsmaskineriet må kun kunne ske fra et område ad gangen. I sådanne områder er indbyrdes forbundne kontrolsteder tilladt. Ved hvert kontrolsted skal der forefindes en indikator, der viser, hvilket kontrolsted der styrer fremdrivningsmaskineriet. Omskiftning af styring mellem kommandobroen og maskinrummene må kun kunne ske i hovedmaskinrummet eller i hovedmaskineriets kontrolrum. Systemet skal omfatte midler til at forhindre, at skruens drivtryk ikke ændrer sig væsentligt, når styringen omskiftes fra en position til en anden. .4 Det skal være muligt at styre alle maskiner, der er af væsentlig betydning for skibets sikre drift, fra et lokalt sted, også i tilfælde af svigt i en hvilken som helst del af anlæggene for automatisk styring eller fjernstyring. .5 Det automatiske fjernstyringsanlæg skal være således konstrueret, at der vil blive slået alarm, hvis det skulle svigte. Den forudindstillede hastighed og skruens virkeretning skal opretholdes, indtil den lokale styring er i virksomhed, medmindre det skønnes, at dette ikke lader sig gøre. .6 Der skal installeres indikatorer på kommandobroen for: .1 skruens hastighed og virkeretning i tilfælde af faste skruer, eller .2 skruens hastighed og stigning i tilfældet af stilbare skruer. .7 Antallet af forgæves på hinanden følgende automatiske startforsøg skal begrænses for at sikre et tilstrækkeligt lufttryk. Der skal forefindes en alarmgiver til angivelse af lavt lufttryk indstillet på et niveau, der stadig tillader igangsætning af fremdrivningsmaskineriet. Regel 5 Kommunikation (R 50) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: Der skal findes et driftssikkert middel til mundtlig kommunikation mellem hovedmaskineriets kontrolrum eller, efter behov, fremdrivningsmaskineriets kontrolsted, kommandobroen og maskinmestrenes opholdsrum. Regel 6 Alarmanlæg (R 51) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: .1 Der skal forefindes et alarmanlæg til angivelse af enhver fejl, der kræver opmærksomhed, og dette anlæg skal: .1 kunne slå akustisk alarm i hovedmaskineriets kontrolrum eller på fremdrivningsmaskineriets kontrolsted og visuelt på et passende sted angive hver enkelt alarmfunktion .2 have forbindelse til maskinmestrenes opholdsrum og til hvert maskinmesterkammer gennem en vælgerkontakt for at sikre forbindelse til mindst et af disse kamre; der kan gives tilladelse til anvendelse af andre anordninger, såfremt de anses for at være tilsvarende .3 udløse en akustisk og visuel alarm på kommandobroen i enhver situation, der kræver indgreb eller opmærksomhed fra den vagthavende officers side .4 så vidt muligt være konstrueret efter fejlsikkerhedsprincippet .5 udløse den i regel II-1/C/9 foreskrevne maskinmesteralarm, hvis der ikke lokalt er reageret på en alarm inden for et begrænset tidsrum. .2.1 Alarmanlægget skal til stadighed være forsynet med strøm og skal automatisk skifte over til en reserveenergiforsyning i tilfælde af, at den normale energiforsyning skulle svigte. .2.2 Hvis alarmanlæggets normale energiforsyning skulle svigte, skal dette angives ved en alarm. .3.1 Alarmanlægget skal kunne angive mere end én fejl samtidig, og modtagelsen af en alarm må ikke hindre en ny alarm i at indgå. .3.2 Modtagelsen af en alarmtilstand på det i punkt .1 nævnte sted skal angives på de steder, hvor den er blevet vist. Alarmer skal opretholdes, indtil de kvitteres, og de visuelle angivelser af de enkelte alarmer skal forblive aktiveret, indtil fejlen er rettet, hvorefter alarmanlægget automatisk skal føres tilbage til normal driftstilstand. Regel 7 Sikkerhedssystemer (R 52) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: Der skal forefindes et sikkerhedssystem, der ved en alvorlig funktionsfejl i driften af maskiner eller kedler, der frembyder en øjeblikkelig fare, udløser automatisk stop af den berørte del af anlægget, og at der slås alarm. En standsning af fremdrivningsanlægget må ikke udløses automatisk, medmindre det drejer sig om tilfælde, som ville kunne medføre alvorligt havari, fuldstændigt sammenbrud eller eksplosion. Hvor der findes anordninger til at omgå det automatiske stop af hovedfremdrivningsmaskineriet, skal dette være således indrettet, at det udelukker utilsigtet funktion. Der skal findes midler til visuel angivelse af, at det automatiske stop er omgået. Betjeningsanordninger til automatisk sikkerhedsstop og bremsning af maskiner skal være adskilt fra alarmanlægget. Regel 8 Særlige krav for maskin- og kedelinstallationer samt for elektriske installationer (R 53) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: .1 Den elektriske hovedenergikilde skal opfylde følgende krav: .1 Hvor den elektriske kraft normalt kan leveres af én generator, skal der træffes egnede foranstaltninger til at frakoble belastning for at sikre de fornødne forsyninger til fremdrivnings- og styreanlæg samt til at opretholde skibets sikkerhed. I tilfælde af udfald af den i drift værende generator, skal der træffes fyldestgørende foranstaltninger for automatisk start af en reservegenerator og dens tilslutning til hovedstrømtavlen. Denne generator skal have tilstrækkelig kapacitet til at muliggøre fremdrivning og styring samt opretholde skibets sikkerhed med automatisk fornyet igangsætning af det nødvendige maskineri, herunder, om nødvendigt, ved sekventiel opstart. .2 Hvis den elektriske kraft normalt leveres af mere end en generator samtidig i paralleldrift, skal der træffes foranstaltninger, f.eks. ved frakobling af belastning, for i tilfælde af udfald af et af disse generatorsæt at sikre, at de tilbageværende sæt holdes i drift uden overbelastning for at muliggøre fremdrivning og styring samt opretholde skibets sikkerhed. .2 Hvor reservemaskiner er nødvendige for andet hjælpemaskineri, der er af væsentlig betydning for fremdrivningen, skal der forefindes automatisk virkende omskifteanordninger. Regel 9 Automatisk kontrol- og alarmsystem (R 53.4) NYE SKIBE I KLASSE B, C OG D OG EKSISTERENDE SKIBE I KLASSE B: .1 Kontrolsystemet skal være således indrettet, at de anlæg, der er nødvendige for driften af hovedfremdrivningsmaskineriet og dets hjælpemaskiner, sikres gennem de fornødne automatisk virkende anordninger. .2 Der skal afgives alarm ved den automatiske omskiftning. .3 Der skal forefindes et alarmsystem, der opfylder bestemmelserne i regel 6, for alle vigtige tryk, temperaturer og væskestande samt andre vigtige parametre. .4 Der skal indrettes et centralt kontrolsted med de nødvendige alarmtavler og apparater, der angiver enhver alarm. .5 Hvor de forbrændningsmotorer, der er nødvendige til hovedfremdrivning, startes ved hjælp af trykluft, skal der forefindes midler til at holde startlufttrykket på det krævede niveau. Søfartsstyrelsen, den 29. marts 1999 End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - ansættelse - kommuner - uanset handicap - parts- og vidneforklaringer J.nr. 18-22740 En ansøger til en ledig stilling, som i et ansøgningsskema havde markeret, at hun søgte med fortrinsadgang på grund af handicap, blev ikke indkaldt til ansættelsessamtale. Afklaring af, om arbejdsgiveren på tidspunktet for beslutningen om ikke at indkalde kvinden til samtale var bekendt med, at hun havde fortrinsret, og derfor muligvis havde et handicap i forskelsbehandlingsloven forstand, krævede bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, kunne nævnet ikke behandle sagen. Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale, selvom hun i elektronisk ansøgningsskema havde oplyst, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang og ret til ansættelsessamtale efter bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. udstedt i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v . Ligebehandlingsnævnets afgørelse Ligebehandlingsnævnet kan ikke behandle klagen, da en afgørelse af, om klager er blevet forskelsbehandlet på grund af handicap, kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Sagsfremstilling Indklagede søgte ved opslag i perioden fra den 23. september til den 23. oktober 2016 en sagsbehandler til kommunens folkeregister. I oktober 2016 søgte klager stillingen. Ansøgningen er dateret den 10. oktober 2016 og blev ifølge klager sendt til indklagede den 22. oktober 2016. Det fremgår ikke af klagers ansøgning, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang. I indklagedes elektroniske ansøgningsskema havde klager markeret, at hun søgte med fortrinsadgang. Ved brev af 17. oktober 2016 stilet til indklagede orienterede jobcentret i klagers bopælskommune indklagede om klagers brug af fortrinsadgangen på grund af handicap. Det fremgår blandt andet af brevet, at klager havde henvendt sig til jobcentret for at gøre brug af fortrinsadgang efter lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Jobcentret gjorde i brevet indklagede opmærksom på, at klager havde ret til en personlig samtale. Det fremgår af hæmatologisk beskrivelse af klagers sygdomsforløb af 28. november 2014, at klager har svær blodmangel, som betegnes ”Betathalassamia major”. Klager laver ikke tilstrækkeligt blod selv, og hun er derfor afhængig af transfusionsblod. På tidspunktet for erklæringen modtog klager tre portioner blod hver tredje uge. Mængden af blod og afstanden mellem transfusionerne kan ifølge erklæringen variere lidt. Klager modtog på daværende tidspunkt jernfjernende medicin, som kunne give bivirkninger i form af træthed og lidt fordøjelsesproblemer. Blodtransfusionsbehandlingen betyder, at klager svinger mellem blodmangel og nærmest normal blodprocent. I perioder vil klager derfor være generet af klassiske blodmangelsymptomer i form af træthed, svimmelhed, åndedrætsbesvær og øresusen. Blodet gives gennem et permanent kateter indopereret under huden. Dette havde periodevis givet infektionsproblemer, som havde ført til indlæggelser i forbindelse med antibiotikabehandling. I forbindelse med en sådan infektion havde klager udviklet voldsomt krampeanfald og siden flere små anfald. Hun er i permanent antiepileptisk behandling, som kan medføre koncentrationsbesvær. Afslutningsvis anføres: ”Jeg kan derfor bekræfte, at pt. samlet set må vurderes, som havende nedsat fysisk kapacitet og derfor ikke vil være i stand til at bestride et hvilket som helst job. ” Den 29. december 2016 fik klager afslag på sin ansøgning. Det fremgår blandt andet af afslaget, at indklagede havde modtaget 518 ansøgninger, og at de havde tilbudt stillingen til den kandidat, som matchede jobprofilen bedst. Den 11. februar 2017 anmodede klager i medfør af lov om kompensation til handicappede i erhverv m.v. § 17 a, stk. 2 Beskæftigelsesankenævnet om en udtalelse om, hvorvidt indklagede havde overholdt samtalepligten. Den 21. december 2017 udtalte Ankestyrelsen, at indklagede kommune ikke havde overholdt pligten til at indkalde klager til en ansættelsessamtale, før den ledige stilling blev besat. Det kunne ud fra oplysningerne i sagen ikke konstateres, om klagers ansøgning og brevet fra jobcentret var blevet sendt til indklagede samlet. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 3. marts 2018. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af handicap. Hun ønsker en godtgørelse. I forbindelse med rekrutteringsprocessen gjorde klager indklagede opmærksom på, at hun søgte stillingen med fortrinsadgang på grund af handicap. I henhold til bekendtgørelsen om kompensation til handicappede i erhverv m.v. skal fortrinsadgangen sikret ved retten til en ansættelsessamtale. Dette blev ikke overholdt, og klager fik afslag på sin ansøgning, selvom ansøgningen var vedlagt dokumentation fra jobcentret i klagers bopælskommune. Indklagede gør gældende, at der ikke er sket hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling af klager på grund af handicap i forbindelse med den manglende ansættelsessamtale. Ansættelsesudvalget så beklageligvis ikke, at klager havde søgt med fortrinsret i henhold til bekendtgørelse om kompensation til handicappede i erhverv m.v. Klager havde markeret i det elektroniske ansøgningsskema, at hun søgte med fortrinsret. Det fremgik derimod ikke af hendes ansøgning, at hun søgte med fortrinsret. På baggrund af det meget store antal ansøgninger til den ledige stilling valgte ansættelsesudvalget i første omgang at læse de modtagne ansøgninger uden tilhørende bilag for at foretage en indledende udvælgelse af de kandidater, som ansættelsesudvalget ville foretage en uddybende vurdering af. Ansættelsesudvalget var derfor ikke opmærksom på, at klager ansøgte med fortrinsadgang. Ansættelsesudvalget lagde ved vurderingen af ansøgerne vægt på erfaring inden for offentlig administration, herunder forvaltningsloven og særligt i forhold til cpr-lovgivningen. Derudover blev der lagt vægt på ansøgernes erfaring med borgerbetjening generelt. Ansættelsesudvalget indkaldte seks ansøgere til ansættelsessamtale og tilbød ansættelse til en ansøger, der havde 19 års erfaring i offentlig administration. Herudover lagde ansættelsesudvalget vægt på solidt kendskab til cpr-lovgivningen, forvaltningsloven samt stor erfaring med borgerbetjening. Endelig tillagde ansættelsesudvalget det vægt, at den valgte kandidat havde et indgående kendskab til udlændingeområdet, herunder bredt kendskab til alle typer af opholdstilladelser samt til oprettelse af administrative cpr-numre. Ansøgeren accepterede tilbuddet om ansættelse og tiltrådte stillingen den 1. januar 2017. Indklagede blev beklageligvis først opmærksom på, at klager havde søgt stillingen med fortrinsret, da hun henvendte sig telefonisk i januar 2017. På dette tidspunkt var stillingen allerede besat, og medarbejderen var tiltrådt. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling på grund af handicap. Det forhold, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale er ifølge Ligebehandlingsnævnets praksis ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at klager har påvist sådanne faktiske omstændigheder. Indklagede har henvist til nævnets praksis med sag nummer 2016-6810-56262, 2016-6810-50618 og 2500095-10. Den manglende ansættelse af klager var sagligt begrundet. Ansættelsesudvalget vurderede på baggrund af klagers ansøgning, at hun var mindre kvalificeret til stillingen end øvrige ansøgere. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. (forskelsbehandlingsloven). Klagen angår afslag på ansættelse meddelt klager den 29. december 2016. Klagen blev indbragt for nævnet den 3. marts 2018. På baggrund af, at der verserede en sag ved Ankestyrelsen om udtalelse efter reglerne om handicappedes fortrinsadgang til ledige stillinger hos offentlige arbejdsgivere, hvori der blev meddelt udtalelse den 21. december 2017, vurderer nævnet, at der ikke er grundlag for at fastslå, at klager har udvist retsfortabende passivitet. Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle ansøgere til ledige stillinger ved ansættelse. Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der udøves direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Begrebet ”handicap” i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende EU-direktiv skal fortolkes i overensstemmelse med EU-Domstolens og Højesterets praksis. Handicapbegrebet omfatter herefter langvarige begrænsninger som følge af bl.a. fysiske, mentale eller psykiske skader, som i samspil med forskellige barrierer kan hindre den berørte person i fuldt og effektivt at deltage i arbejdslivet på lige vilkår med andre arbejdstagere. Også funktionsbegrænsninger af denne karakter, som skyldes en helbredelig eller uhelbredelig sygdom, kan være omfattet. Der henvises bl.a. til EU-Domstolens domme af 11. april 2013 i sagerne C-335/11 og C-337/11 (Ring og Werge), 1. december 2016 i C-395/15 (Daouidi) og 9. marts 2017 i C-406/15 (Milkova) samt Højesterets domme af 22. november 2017 i sagerne 300/2016 og 305/2016 trykt i UfR2018. 830H og UfR2018. 853H. Det er uden betydning for sagen, om klager har et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, hvis det efter bevisførelsen må lægges til grund, at det forhold, at klager ikke blev indkaldt til ansættelsessamtale, udelukkende var begrundet i forhold, som intet havde med handicappet at gøre. Det er ikke under sagen oplyst, om indklagede på tidspunktet for beslutningen om ikke at indkalde klager til samtale var bekendt med, at klager havde fortrinsret efter lov om kompensation til handicappede i erhverv og derfor muligvis havde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand. Afklaring heraf kræver bevisførelse i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, kan nævnet ikke behandle sagen. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet – § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence – § 8, om afvisning – § 9, stk. 1, om klagebehandling – § 12, stk. 1, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven – § 1, stk. 1-3, om lovens anvendelsesområde – § 2, om forbud mod forskelsbehandling – § 2 a, om tilpasningsforanstaltninger – § 7 a, om delt bevisbyrde <18-22740>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om undtagelser fra kapitel 4 i lov om varmeforsyning I medfør af § 2, stk. 3, og § 21, stk. 2, i lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning fastsættes: § 1. Priser og andre betingelser for leverancer af varme fra boligblokkes, virksomheders og private eller offentlige institutioners egne blokvarmecentraler, der ifølge varmeforsyningslovens § 2, stk. 1, nr. 4, omfattes af reglerne om kollektive forsyningsanlæg, er undtaget fra bestemmelserne i lovens kapitel 4, såfremt disse anlæg udelukkende leverer varme til boligblokkens, virksomhedens eller institutionens eget forbrug. § 2. Blokvarmecentraler med en varmekapacitet på mellem 0,25 MW og 1 MW, der ikke udelukkende leverer varme til boligblokkens, virksomhedens eller institutionens eget forbrug, er undtaget fra anmeldelsespligten i lovens § 21, stk. 1. § 3. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. november 1991. Stk. 2. Samtidig bortfalder bekendtgørelse nr. 195 af 21. april 1981 om undtagelse fra kapitel 6 i lov om varmeforsyning. Energiministeriet, den 17. september 1991 Anne Birgitte Lundholt / Flemming G. Nielsen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om offshoredykkeroperationer og offshoredykkermateriel 1) I medfør af § 13 , § 14, stk. 2, § 15, § 16, stk. 2, § 19, § 24, stk. 6, og § 25, stk. 6, i lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 18 af 7. januar 2000, § 3 og § 19 i lov nr. 900 af 16. december 1998 om sikkerhed til søs og efter bemyndigelse fra erhvervsministeren, samt § 5, § 9, § 14, stk. 1, og § 21, stk. 2, i lov nr. 292 af 10. juni 1981 om visse havanlæg og efter bemyndigelse fra miljø- og energiministeren, fastsættes: Anvendelsesområde § 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse for offshoredykkeroperationer på dansk territorium, dansk kontinentalsokkel og fra danske skibe. Stk. 2. Bekendtgørelsen finder ikke anvendelse for personer under Forsvarskommandoen, der udfører dykkerarbejde i tjenesten. Stk. 3. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse medfører ingen begrænsning i anvendelsen af de regler i medfør af lov om visse havanlæg, og ved dykning fra skib i lovgivningen vedrørende sikkerhed til søs, der efter deres indhold finder anvendelse i forbindelse med offshoredykning. Definitioner End of "§ 1" § 2. Følgende definitioner finder anvendelse i denne bekendtgørelse, for så vidt ikke andet er fastsat særskilt: 1) » Anlæg « : Ved anlæg forstås installationer, der anvendes i forbindelse med efterforskning og indvinding af kulbrinter i undergrunden og rørledninger mellem sådanne anlæg samt øvrige enheder, der befinder sig indenfor de omgivende sikkerheds-, beskyttelses- og arbejdszoner. 2) »Bemyndigede klassifikationsselskaber«: Klassifikationsselskab der efter Søfartsstyrelsens vurdering bestrider den nødvendige ekspertise og viden på området. 3) »Ejer«: Ejer af det anlæg, der dykkes på. 4) » Koden « : Den til enhver tid gældende IMO Code of Safety for Diving Systems. 5) » Offshoredykkeroperation « : Ved offshoredykkeroperation forstås dykkerarbejde ved faste eller flytbare anlæg, der anvendes i forbindelse med efterforskning og indvinding af kulbrinter i undergrunden og ved rørledninger mellem sådanne anlæg, dykkerarbejde på en dybde over 50 meter samt dykkerarbejde , hvor det af hensyn til dykkeropgavens art, omfang og de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold er nødvendigt at stille tilsvarende, skærpede krav. 6) » Operatør « : En, der på ejers vegne er ansvarlig for opbygning, drift og/eller vedligehold af det anlæg, der dykkes på. 7) » Undervandsentreprenør « : En, der på ejers/operatørs vegne udfører undervandsarbejde på anlægget. 8) » Værnemiddeldirektivet « : Forkortelse for Rådets Direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler med senere ændringer, jf. Rådets direktiver nr. 93/95 af 29. oktober 1993 og 93/68 af 22. juli 1993, samt Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv nr. 96/58 af 3. september 1996. Organisation og udførelse af dykkeropgaver End of "§ 2" § 3. Operatøren skal påse og føre tilsyn med, at dykkerarbejdet af undervandsentreprenøren i alle led planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser, herunder også at der ikke foreskrives eller forudsættes anvendt konstruktioner, planudformninger, detailløsninger og arbejdsmetoder, der kan være farlige for eller i øvrigt forringe sikkerheden og sundheden ved arbejdets udførelse. Operatøren skal endvidere påse og føre tilsyn med, at dykkerarbejdet af undervandsentreprenøren tilrettelægges og udføres under størst mulig hensyn til, at de samlede påvirkninger i arbejdsmiljøet på kortere eller længere sigt ikke forringer arbejdstagernes sikkerhed eller sundhed. Stk. 2 . Uanset operatørens tilsynspligt, påhviler det undervandsentreprenøren forud for operationens igangsættelse at sikre, at de §3, stk. 3-11, omhandlede forhold omkring en dykkeroperation er betryggende tilrettelagt og i overensstemmelse med gældende danske bestemmelser. Stk. 3. Operatøren skal påse og føre tilsyn med, at involveret personel altid er informeret om procedurer og andet, der er nødvendigt for at udføre den pålagte opgave med størst muligt hensyntagen til helbreds-, sundheds- og miljømæssige forhold. Endvidere skal operatøren påse, at undervandsentreprenøren udarbejder en risikovurdering forinden arbejdet påbegyndes. Stk. 4. Operatøren er ansvarlig for, at der er etableret et sikkerhedsberedskab. Stk. 5. Operatøren skal påse og føre tilsyn med, at undervandsentreprenøren dokumenterer alle faser i en dykkeroperation. Dette omfatter monitering og registrering af bl.a. trykændringer og sammensætning af åndemiddel i vand og kammer. Omfanget af monitering og registrering fastsættes af Søfartsstyrelsen. Stk. 6. Operatøren skal påse og føre tilsyn med, at undervandsentreprenøren sikrer, at sammensætning, uddannelse og kompetence af personel involveret i dykkeropgaven står i forhold til dykkeroperationens art og omfang. Stk. 7. Operatøren skal påse og føre tilsyn med, at undervandsentreprenøren sikrer, at dykkerpersonellet har gennemgået nødvendige lægeundersøgelser med tilfredsstillende resultat. Stk. 8. Undervandsentreprenøren skal sikre at omfanget og kvaliteten af materiellet på ethvert dykkested er tilstrækkeligt til at løse den planlagte opgave sikkert og forsvarligt. Stk.9. Undervandsentreprenøren skal sikre, at materiellet, herunder nødvendig energiforsyning, er dubleret således, at et funktionssvigt ikke forhindrer en forsvarlig og sikker afslutning af opgaven. Herudover skal der forefindes den nødvendig mængde reservedele for almindelig vedligeholdelse. Stk. 10. Mætningsdykkersystemer skal være opbygget, indrettet og placeret således, at dykkerne og hjælpepersonellet kan evakueres sikkert i tilfælde af ulykke, brand, forlis mv. Stk. 11. Ethvert mætningsdykkersystem skal opfylde bestemmelserne i Koden og være forsynet med certifikat udstedt af flaglandet. Det skal påvises at evakueringssystemet fungerer til Søfartsstyrelsens tilfredshed. End of "§ 3" § 4. For dykkerpersonel, der ikke er under tryk, skal arbejdet tilrettelægges, så det sikres, at der under hensyn til arbejdsperiodens varighed gives den ansatte rimelige muligheder for hvile og friperioder, der er afpasset efter arbejdspladsens og mandskabets særlige forhold med henblik på, at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. End of "§ 4" § 5. Operatørens skal påse og føre tilsyn med, at undervandsentreprenøren har etableret et system, der sikrer, at mætningsperioden for den enkelte dykker tilrettelægges ud fra hensyntagen til de arbejdsmiljømæssige forhold, herunder den planlagte mætningsdybde, dykkerteknikken, dykkersystemets beskaffenhed og arbejdsopgavens art. Stk. 2. Mætningsperioden må maksimalt være 28 døgn inklusiv kompression og dekompression. Perioden mellem 2 mætningsperioder skal normalt være mindst ligeså lang som seneste mætningsperiode. End of "§ 5" § 6. Arbejdsulykker eller forgiftningstilfælde som må antages at medføre uarbejdsdygtighed i 1 dag eller mere udover tilskadekomstdagen, skal af operatøren anmeldes til Søfartsstyrelsen. Operatøren skal i videst muligt omfang sikre, at Søfartsstyrelsen kan få adgang til de involverede personer og eventuelle vidner, samt i videst mulige omfang sikre det involverede materiel, med henblik på en nærmere undersøgelse. Stk. 2. Af hensyn til vurdering af om de anvendte procedurer i forbindelse med en dykkeroperation eventuelt skal ændres, skal operatøren skriftlig til Søfartsstyrelsen indberette hændelser, der indebar væsentlig fare for at de kunne have forvoldt alvorlig skade på person, miljø, materiel eller udstyr (tæt-på hændelser). Stk. 3. Såfremt en person behandles i tryktank, skal operatøren indberette dette skriftligt til Søfartsstyrelsen. Godkendelse End of "§ 6" § 7. Fastinstallerede offshoredykkersystemer skal være godkendt og forsynet med certifikat udstedt af Søfartsstyrelsen. Certifikatet udstedes med en gyldighed på 5 år forudsat, at der årligt i synsmåneden afholdes syn med tilfredsstillende resultat. Personlige værnemidler skal være CE-mærket i henhold til national lovgivning i et EU-medlemsland eller et land, som er omfattet af EØS-aftalen, og som gennemfører værnemiddeldirektivet. Stk. 2. Det årlige syn skal udføres inden for 3 måneder før eller efter certifikatets grunddato. Stk. 3. Det 5-årlige syn skal være afsluttet senest på grunddatoen, og kan tidligst påbegyndes 3 måneder før denne dato, jf. SOLAS 74 med senere ændringer, kapitel 1, regel 14. Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan på basis af en konkret vurdering helt eller delvist acceptere et syn der er udført af et bemyndiget klassifikationsselskab. Stk. 5. Ikke-fastinstallerede offshoredykkersystemer og sammensætningen af disse skal være godkendt af Søfartsstyrelsen. End of "§ 7" § 8. Inden en offshoredykkeroperation påbegyndes, skal operatøren indhente Søfartsstyrelsens tilladelse dertil. Stk. 2. Operatøren skal i god tid fremsende en projektplan med nødvendige oplysninger om opgavens art, omfang, procedure, materiel, organisation mv. til Søfartsstyrelsen. Af denne skal det bl.a. klart fremgå, hvem der er ejer, operatør og undervandsentreprenør foruden organisering af personel, som er involveret i dykkerarbejdets sikre udførelse, herunder alle kategorier af hjælpepersonel. Stk. 3. Operatøren skal efter besigtigelse og vurdering af egnethed fremsende bekræftelse på, at dykkersystemet, personel, procedurer og eventuelt fartøj opfylder gældende, danske bestemmelser. Stk. 4. Tilladelsens gyldighedsperiode fastsættes af Søfartsstyrelsen. End of "§ 8" § 9. Søfartsstyrelsens udgifter i forbindelse med godkendelse og syn afholdes af rekvirenten og omfatter betaling af direkte udgifter til løn samt rejse- og opholdsudgifter. End of "§ 9" § 10. Et skib, en semisubmersible, pram mv., der anvendes som udgangspunkt for offshoredykkeroperationer, skal være i besiddelse af gyldige nationale og internationale certifikater og være optaget i registeret hos et klassifikationsselskab. Administration m.v. End of "§ 10" § 11 . Søfartsstyrelsen varetager administrationen af denne bekendtgørelse og fører tilsyn med dens overholdelse. Stk. 2. Søfartsstyrelsens medarbejdere har, hvis det skønnes nødvendigt i forbindelse med deres hverv, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at gå om bord i ethvert skib, på anlæg og adgang til ethvert dykkersystem der er omfattet af bekendtgørelsen for at udføre deres opgaver. Stk. 3. Det påhviler såvel operatøren, skibets reder og fører som enhver, der handler på disses vegne, at yde Søfartsstyrelsen den nødvendige bistand ved dens undersøgelser og give enhver oplysning i forbindelse dermed. End of "§ 11" § 12. Søfartsstyrelsen kan undtage fra bestemmelserne i §§ 3 8 og 10, når særlige arbejdsformer tilsiger det, herunder anvendelse af alternative standarder, anvendelse af særlige dykkerudrustninger eller dykkersystemer samt andre særlige forhold, der af Søfartsstyrelsen skønnes at tilgodese en mindst lige så sikker udførelse af dykkerarbejdet. Stk. 2 . Søfartsstyrelsen accepterer afprøvninger, der udføres af anerkendte prøveinstitutter, herunder af prøveinstitutter i andre EU-medlemslande samt i lande, der er omfattet af EØS-aftalen og som giver passende, tilfredsstillende og uafhængige garantier af teknisk og fagmæssig art. Stk. 3. Søfartsstyrelsen accepterer udstyr, der er produceret af andre lande i henhold til EU-regler om sikkerhedsforhold i forbindelse med dykkerarbejde ved faste eller flytbare anlæg, der anvendes i forbindelse med efterforskning og indvinding af kulbrinter i undergrunden og ved rørledninger mellem sådanne anlæg, samt dykkerarbejde på en dybde over 50 meter. Straf og ikrafttræden m.v. End of "§ 12" § 13. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde eller hæfte den, der 1) overtræder §§ 3 6, § 7, stk. 1 3 eller 5, § 8, stk. 1 3, § 10 eller § 11 stk. 3, 2) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. End of "§ 13" § 14. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2000. Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 29 af 15. januar 1988 om dykkermateriel og bekendtgørelse nr. 30 af 15. januar 1988 om betryggelse ved erhvervsdykkerarbejde og om erhvervsdykkerarbejdes sikre udførelse. Stk. 3. Attester udstedt i medfør af nævnte bekendtgørelser bevarer gyldigheden indtil den udløbsdato, som er anført på attesten. Stk. 4. Bestemmelserne i § 3, stk. 11, skal være opfyldt senest 1 år efter ikrafttræden af denne bekendtgørelse. End of "§ 14" Søfartsstyrelsen, den 12. juli 2000 Hans Christensen /Palle Kristensen End of "GIVET" Officielle noter 1) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europaparlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret senest ved direktiv 98/48/EF.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Sag nr. 3: Pressefotografforbundet mod Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg. Nævnet anså sig ikke kompetent til at afgøre, om der generelt skal svares genreproduktionsvederlag til pressefotografer i henhold til fotografilovens § 7, stk. 3. For så vidt angår Pressefotografforbundets medlemmer fastsatte nævnet, at når aftale ikke er truffet, skal dagbladene for genreproduktion i henhold til § 7, stk. 3, betale et vederlag på 50% af størrelsen af det vederlag, fotografen har krav på, når hans fotografier første gang reproduceres i et dagblad. Den fulde tekst Ophavsret I sagen: Pressefotografforbundet mod Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg blev af nævnet angående vederlag for benyttelse af litterære og kunstneriske værker samt fotografier d. 4. juli 1967 afsagt sålydende kendelse. Mellem klagerne, Pressefotografforbundet, og de indklagede, Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg, er der opstået tvist om størrelsen af det vederlag, som tilkommer medlemmerne af det klagende forbund, når disses fotografier genreproduceres i et dagblad. Da denne tvist ikke har kunnet løses ved forhandling mellem parterne, har klagerne ved klageskrift af 1. juli 1964 indbragt tvisten for det i henhold til § 16 i lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske værker nedsatte nævn angående vederlag for benyttelse af litterære og kunstneriske værker samt fotografier. I sagens behandling har deltaget højesteretsdommer Henrik Tamm, landsretssagfører H. Fischer-Hansen og kontorchef i ministeriet for kulturelle anliggender W. Weincke. Klagernes endelige påstand er sålydende: De indklagede, Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg tilpligtes at anerkende, at der for genreproduktion i et dagblad af et fotografi, som er optaget af en fotograf, som ikke ved fotografiets optagelse var ansat ved det dagblad, i hvilket genreproduktionen forekommer, til fotografen skal betale et vederlag svarende til 50% af fotografiets pris ved salg til reproduktion første gang, beregnet efter den brug, som ved genreproduktionen gøres af fotografiet. De indklagede påstår frifindelse. I sagen har været afholdt mundtlig forhandling. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: Efter § 7, stk. 3, i lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske billeder, der trådte i kraft den 1. oktober 1961, kan offentliggjorte fotografiske billeder mod vederlag gengives i dagblade i forbindelse med redegørelser for begivenheder af almindelig interesse. I motiverne til § 7, stk. 3 (folketingstidende 1959/60 tillæg A, spalte 2801) udtales som begrundelse for bestemmelsen: »I dagspressens nyhedsformidling benyttes gengivelser af fotografiske billeder i stadigt stigende omfang. Et krav om, at der i sådanne tilfælde forud for gengivelsen skulle indhentes samtykke fra fotografen eller fra andre berettigede, f.eks. bestilleren i henhold til § 12, ville i alt for høj grad vanskeliggøre pressens arbejde, og man har derfor i stk. 3 optaget en bestemmelse, der tillader dagbladene uden forud indhentet tilladelse at gengive fotografiske billeder i forbindelse med omtalen af begivenheder af almindelig interesse. Fotografen eller den, som hans ret eventuelt er overgået til, har krav på vederlag, der i tilfælde af strid om dets størrelse kan kræves fastsat af et af undervisningsministeriet nedsat nævn, jfr. § 16. Bestemmelsen i stk. 3 var ikke optaget i det i betænkningen af 1951 optagne udkast til lov«. Ved overenskomst mellem på den ene side de indklagede, Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg (Københavns Bladudgiver Forening, Organisationen af Bladudgivere i Provinsen og A/S Den socialdemokratiske Presse i Danmark), og på den anden side klagerne, Pressefotografforbundet, samt Pressebilledunionen er der fastlagt en bindende minimumsprisliste, hvori er anført størrelsen af de vederlag, medlemmerne af de nævnte pressefotograforganisationer har krav på, når deres billeder anvendes til reproduktion m.v. Overenskomsten, som er anmeldt til Monopoltilsynet, indeholder ikke tariffer med hensyn til genreproduktion af fotografier. Sagens afgørelse har været stillet i bero af nævnet, idet der mellem parterne har været forhandlet om en forligsmæssig ordning. Klagerne har til støtte for deres påstand anført, at det efter ordlyden og tilblivelsen af § 7, stk. 3, er klart, at denne lovbestemmelse omfatter genreproduktion af fotografier. Under folketingsudvalgets behandling af udkastet til fotografiloven fremsatte klagerne overfor folketingsudvalget kritik af § 7, stk. 3, idet man ønskede bestemmelsen ændret således, at der til reproduktion af fotografier skulle indhentes samtykke fra fotografen. Den fremsatte kritik blev ikke imødekommet ud fra den betragtning, at det for dagbladene ville være besværligt og ofte praktisk umuligt at indhente samtykke til fotografiers benyttelse. Dagbladene har til dato ikke betalt vederlag for genreproduktion af fotografier, og når man fra klagernes side er afstået fra tidligere at søge sådanne krav gennemført, skyldes det, at man har fundet det naturligt først at indbringe spørgsmålet for nævnet under en sag mod indklagede som kollektivt organ for dagbladene. Til nærmere belysning af spørgsmålet om i hvilket omfang vederlag skal erlægges, er det nødvendigt at sondre mellem forskellige tilfælde. Er der tale om bestilte fotografier, har det dagblad, som har bestilt fotografiet, ret til at genreproducere dette,jfr. lovens § 12. Det samme gælder i de tilfælde, hvor fotografen er fast ansat ved eller tilknyttet det dagblad, som benytter fotografierne, men her opstår vederlagsspørgsmålet, såfremt dette dagblad uden fotografens samtykke overdrager fotografiet til et andet dagblad, som genreproducerer billedet, eller såfremt et andet dagblad uden aftale tilegner sig dette. Med hensyn til free-lance fotograferne må det på baggrund af § 7, stk. 3, være klart, at dagbladet skal svare vederlag til fotografen i de tilfælde, hvor de pågældende billeder reproduceres mere end en gang, ligesom der også skal svares vederlag, såfremt billederne bringes i et andet dagblad. Fastsættelsen af størrelsen af vederlaget for genreproduktion må ske efter et skøn, men det vil være naturligt at fastsætte vederlaget med udgangspunkt i den foran nævnte minimumsprisliste. Endvidere peges der på, at Danmarks Radio i henhold til overenskomst med klagerne af 5. maj 1966 i tilfælde af genbenyttelse af et fotografi svarer 50% af det vederlag, som betales for første benyttelse. Endelig har klagerne henvist til dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1963 s. 549 (H) samt til et af klagerne tilvejebragt materiale om forholdene i udlandet. De indklagede har - dog først umiddelbart inden den mundtlige forhandling - bestridt nævnets kompetence overfor indklagede, som er en sammenslutning af danske bladudgivere med den opgave at optræde i sager af fælles interesse for danske dagblade, men ikke har nogen beføjelse til at forpligte det enkelte dagblad. Klagerne kunne have rejst konkrete sager vedrørende spørgsmålet om vederlag for genreproduktion. Videre gøres det gældende, at således som § 7, stk. 3, er optaget i fotografiloven, må den opfattes som en bestemmelse, der indskrænker den beskyttelse, loven i §§ 1 og 2 tillægger fremstilleren af fotografiske billeder. Bestemmelsen vedrører ikke de tilfælde, hvor fotografen har adgang til at sikre sig vederlag gennem aftale med dagbladene. En sådan adgang står ham ikke åben i de tilfælde, hvor et dagblad uden samtykke benytter et fotografisk billede, som er optaget til brug af et andet dagblad, og i et sådant tilfælde skal der erlægges vederlag i medfør af § 7, stk. 3. Nævnet må i øvrigt anses for inkompetent til at afgøre spørgsmål om, i hvilke tilfælde der i henhold til § 7, stk. 3, skal svares vederlag for genreproduktion. De indklagede har under de stedfundne forhandlinger tilbudt at svare et vederlag på 33 1/3 % til pressefotograferne i de tilfælde, hvor disse efter § 7, stk. 3, har krav på vederlag for genreproduktion, og indklagerne finder fortsat et vederlagskrav som det påståede på 50% for højt. Nævnet finder, at spørgsmålet om, hvor vidt der i henhold til § 7, stk. 3, i fotografiloven skal svares pressefotografer vederlag for genreproduktion af disses billeder i alle de af klagerne nævnte til; fælde, hører under domstolenes afgørelse og således falder uden for nævnets kompetence. Nævnet kan derimod ikke anse sig for afskåret fra i forhold til indklagede at træffe afgørelse om størrelsen af det vederlag, hvor aftale ikke er truffet, skal ydes klagernes medlemmer, når disse kan fordre vederlag for genreproduktion i tilfælde, der omfattes af lovens § 7, stk. 3. Nævnet finder efter et skøn over samtlige sagens omstændigheder, at det vil være rimeligt at fastsætte vederlaget til 50% af størrelsen af det vederlag, fotografen har krav på, når hans fotografiske billeder første gang reproduceres i et dagblad. Thi bestemmes: De indklagede, Danske Bladudgiveres Samarbejdsudvalg, bør overfor klagerne, Pressefotografforbundet, anerkende, at vederlag i det omfang, hvori der i medfør af § 7, stk. 3, i lov nr. 157 af 31. maj 1961 om retten til fotografiske billeder tilkommer medlemmerne af den klagende organisation vederlag for genreproduktion af deres billeder i dagblade, vil være at udrede med 50% af størrelsen af det vederlag, der tilkommer medlemmerne for første reproduktion af fotografiske billeder i dagblade. P. U. V. sign. Tamm. formand. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bindende svar - Reduktion af skattefri godtgørelse Skatterådet fandt ikke, at man kunne undlade at reducere de skattefri rejsegodtgørelser med 15 eller 30 pct., hvis medarbejderen ikke tåler den serverede mad, hvis kvaliteten er så dårlig at man kan risikere at blive syg eller hvis mængden er for ringe til at blive mæt. Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad den pågældende medarbejder. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger. Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse. SKM2015. 267. SR - Skatterådsmøde 27. januar 2015 Spørgsmål 1. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke kan tåle maden, der serveres til hovedmåltiderne? 2. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at kvaliteten af maden der serveres til hovedmåltiderne, er så dårlig, at der er risiko for at blive syg ved at spise det? 3. Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at den serverede mængde af mad, ikke er tilstrækkeligt til at udgøre et måltid. Svar: 1. Nej 2. Nej 3. Nej Beskrivelse af de faktiske forhold X er en international virksomhed, hvorfor vi ofte sender medarbejdere til andre lande i arbejdsrelateret regi. Når X sender medarbejdere til udlandet for at arbejde på en midlertidig arbejdsplads, opfylder medarbejderne betingelserne for at modtage skattefri rejsegodtgørelse. I den forbindelse kan medarbejderne få skattefri godtgørelse for kost efter den - på det givne tidspunkt - fastlagte sats for skattefri kostgodtgørelse i overensstemmelse med rejsereglerne. X´s medarbejdere arbejder både offshore og onshore i udlandet, hvilket betyder, at medarbejderne enten flyver eller sejler til den midlertidige arbejdsplads. Når medarbejderne hos X arbejder onshore i udlandet, flyver de ofte til deres destinationer. I visse tilfælde indeholder flyveturene servering af flymad, og afhængig af tidspunktet for flyvningen, kan flyveturen indeholde et eller flere af hovedmåltiderne - morgenmad, frokost og aftensmad. I de tilfælde hvor medarbejderne har fået serveret mad ombord på flyet, har kvaliteten af maden ikke altid været god, og i særlige tilfælde, har maden været under standard i en sådan grad, at medarbejderne ikke har kunnet spise maden. I andre tilfælde har medarbejderne ikke kunne tåle den serverede mad ombord på flyveren, hvilket resulterede i, at medarbejderen ikke spiste undervejs på turen. Når X´s medarbejdere arbejder offshore, bliver der altid serveret mad på arbejdspladsen (fx boreplatform). Medarbejderne har i den forbindelse oplevet, at de har fået serveret mad, som blot indeholdte en skål ris og ikke meget andet. I andre tilfælde har maden været af så ringe kvalitet, at der var risiko for at blive syg ved at spise den. Det har resulteret i, at medarbejderne selv medbringer sin egen mad/madpakker, for dermed at undgå at spise maden, der serveres gratis på arbejdspladserne offshore. X bestemmer ikke, om medarbejderne spiser den serverede mad, eller om de selv vælger at medbringe deres egen mad, det er helt op til den enkelte medarbejder. Hvis der serveres hovedmåltider for medarbejderne, hvad enten det er ombord på flyveren eller på en platform offshore, skal der beregnes skattefri kostgodtgørelse med en reduktion på 15% for morgenmad, 30% for frokost og 30% for aftensmad afhængig af, hvilke af disse hovedmåltider, der er til rådighed for medarbejderne. Spørgers opfattelse og begrundelse Medarbejderne finder det ikke rimeligt, at deres skattefri kostgodtgørelse nedsættes med ovennævnte procenter, hvis ikke den serverede mad kan spises, eller de ikke kan tåle den, eller den er for beskeden. Endvidere fremfører medarbejderne, at flymaden ikke kan karakteriseres som et hovedmål, da de ikke kan blive mætte af maden, hvis de overhovedet kan spise den. De er derfor nødsaget til at købe et hovedmåltid, når de lander i det pågældende land. SKATs indstilling og begrundelse Spørgsmål 1 Det ønskes bekræftet, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at medarbejderen ikke kan tåle maden, der serveres til hovedmåltiderne. Lovgrundlag § 9 A. Godtgørelser til dækning af rejseudgifter, der påføres lønmodtageren, fordi lønmodtageren på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, medregnes ikke ved indkomstopgørelsen, såfremt godtgørelsen ikke overstiger satser, der er fastsat i stk. 2. Stk. 2. Følgende satser kan anvendes til dækning af udgifter til logi, kost og småfornødenheder i stedet for de faktiske beløb: 1) Ved rejse med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 455 kr. (2010-niveau) pr. døgn til kost og småfornødenheder. Skatterådet kan fra og med 1. januar 2001 forhøje satsen efter 1. pkt. med et grundbeløb på 142 kr. (2010-niveau) pr. døgn ved overnatning i lande, hvor leveomkostningerne er væsentligt højere end i Danmark. 2) For turistchauffører med overnatning i udlandet 150 kr. pr. døgn. 3) For turistchauffører med overnatning i Danmark 75 kr. pr. døgn. 4) Ved rejser med overnatning i Danmark eller i udlandet et grundbeløb på 195 kr. (2010-niveau) pr. døgn til logi, medmindre den ansatte i sit hverv medvirker til transport af varer eller personer, gør tjeneste om bord på skibe (herunder fiskerfartøjer), arbejder på luftfartøjer, i fartøjer og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udnyttelse af naturforekomster. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der modtages godtgørelse med satsen til logi. Stk. 3. Satserne i stk. 2, nr. 1-3, udbetales pr. døgn, og derefter kan der udbetales 1/24 af satserne pr. påbegyndt time. Hvis der modtages fri kost, reduceres satsen efter stk. 2, nr. 1, med henholdsvis 15, 30 og 30 pct. for morgenmad, frokost og aftensmad. Uanset reduktionen i foregående punktum kan arbejdsgiveren dog altid til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse. Stk. 4. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan arbejdsgiveren til dækning af udgifter til småfornødenheder udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af satsen i stk. 2, nr. 1, beregnet for den samlede rejse. Stk. 5. Stk. 1-4 finder kun anvendelse, når rejsen varer mindst 24 timer. Det enkelte arbejdssted, jf. stk. 1, kan ved anvendelsen af standardsatserne i stk. 2, nr. 1-3, og stk. 4 højst anses for midlertidigt i de første 12 måneder. 2. pkt. finder ikke anvendelse, når arbejdsstedet er mobilt eller i takt med arbejdets udførelse eller færdiggørelse flytter sig over en strækning på mindst 8 km. 2. pkt. finder endvidere ikke anvendelse i forhold til godtgørelser, der udbetales i forbindelse med enkeltstående kortvarige tjenesterejser til samme midlertidige arbejdssted. Stk. 6. En ny 12-måneders-periode påbegyndes, når lønmodtageren skifter til et nyt midlertidigt arbejdssted, der ligger mindst 8 km ad normal transportvej fra det tidligere arbejdssted, eller når lønmodtageren har arbejdet i en sammenhængende periode på mindst 40 arbejdsdage på et andet arbejdssted før tilbagevenden til det tidligere midlertidige arbejdssted. Stk. 7. 11) Rejseudgifter, jf. stk. 1, kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i stk. 2 og 3 eller med de faktiske udgifter. De faktiske udgifter til kost skal ikke reduceres med værdien af et sparet hjemmeforbrug. Såfremt arbejdsgiveren afholder lønmodtagerens udgifter omfattet af stk. 1 efter regning, kan lønmodtageren ved indkomstopgørelsen fradrage udgifter til småfornødenheder med standardsatsen i stk. 4. Udgifter efter 1. og 3. pkt. kan dog ikke fradrages, i det omfang de er godtgjort efter stk. 1-4, eller overstiger et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Begrænsningen af fradraget efter 4. pkt. omfatter også fradrag for dobbelt husførelse efter statsskattelovens § 6, litra a, jf. § 9, stk. 1. Der kan ikke foretages afskrivninger i den skattepligtige indkomst på driftsmidler m.v., der anvendes i forbindelse med logiet, når der foretages fradrag med satsen til logi. Stk. 8. 11) Selvstændigt erhvervsdrivende, der på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på deres sædvanlige bopæl, kan vælge at foretage fradrag med de i stk. 2 og 3 fastsatte satser i stedet for de faktiske udgifter. Fradrag med satserne i stk. 2 og 3 kan dog ikke overstige et grundbeløb på 25.000 kr. (2010-niveau) i et indkomstår. Stk. 9. Stk. 1-6 finder tilsvarende anvendelse på rejsegodtgørelser, der udbetales til medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. , hvad enten de er ulønnede eller aflønnes med et vederlag, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lign. , der modtager vederlag herfor, der er A-indkomst, jf. kildeskattelovens § 43, stk. 2, litra a. Stk. 10. Stk. 7 finder tilsvarende anvendelse for modtagere af tilskudsbevillinger til forskning, som er A-indkomst. Det er en betingelse, at den skattepligtige på grund af afstanden mellem bopæl og det sted, hvor den pågældende midlertidigt udfører et forskningsprojekt, ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Stk. 11. Personer, der modtager ydelser efter § 7, nr. 15, eller § 31, stk. 4, er ikke omfattet af stk. 1-9. Tilsvarende gælder for personer, der kan foretage fradrag efter § 3 i lov om beskatning af søfolk, jf. § 4, stk. 2, og for personer, der kan anvende § 5, stk. 1, i lov om beskatning af søfolk, jf. § 5, stk. 4. Personer, der aftjener værnepligt, samt frivilligt personel i den periode, der er fastsat som uddannelsestid, kan ikke foretage fradrag med standardsatserne. Reglerne i stk. 1-8 finder ikke anvendelse for personer, der for et indkomstår har valgt fradrag efter § 9 G ved fangstture i det pågældende indkomstår. Stk. 12. Grundbeløbene i stk. 2, 7 og 8 reguleres årligt efter personskattelovens § 20. De regulerede beløb i stk. 2 afrundes opad til nærmeste kronebeløb. Praksis I den juridiske vejledning Afsnit C. A. 7.2.5.1beskrives reglen for reduktion for fri kost på følgende måde: " Reduktion for fri kost Hvis lønmodtageren får stillet ét eller flere af døgnets hovedmåltider til rådighed, er der tale om fri kost. Får en lønmodtager fri kost på rejsen, skal standardsatsen for kost og småfornødenheder reduceres med 15 pct., 30 pct. og 30 pct. for henholdsvis fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad. Se LL § 9 A, stk. 3. Selv om der skal ske en reduktion af standardsatsen for kost og småfornødenheder med værdien af fri kost på rejsen, kan arbejdsgiveren dog altid udbetale et skattefrit beløb på indtil 25 pct. af kostsatsen beregnet for den samlede rejse. Se LL § 9 A, stk. 3, 3. pkt. Hvis fx en lønmodtager i 2014 har været på en rejse i Danmark i 26 timer og på denne rejse har fået to gange frokost samt én gang morgenmad og én gang aftensmad vil lønmodtageren kunne få udbetalt en skattefri godtgørelse af arbejdsgiveren på 25 pct. af 503 kr. (regnet ud som 26/24 af 464 kr.). Den særlige kostsats for turistchauffører i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, skal ikke reduceres med værdien af fri kost på rejsen. Det står i LL §  9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis logiudgiften er inklusiv morgenmad, og arbejdsgiveren dækker logiudgiften som udlæg efter regning, er dette ikke til hinder for, at arbejdsgiveren kan udbetale kostgodtgørelse med standardsatsen. Arbejdsgiveren skal blot reducere med 15 pct. for fri morgenmad. Se LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt. Hvis lønmodtageren af erhvervsmæssige årsager har været forhindret i at spise morgenmad skal der dog ikke ske reduktion. Se TfS. 1997.659. Hvis lønmodtageren får stillet fri kost til rådighed af en anden end arbejdsgiveren i forbindelse med arbejde, som lønmodtageren udfører i arbejdsgiverens tjeneste, skal arbejdsgiveren også reducere for fri kost. Se TfS. 1996, 697." Begrundelse Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad den pågældende medarbejder ikke kan tåle. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger. Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 1 besvares med "Nej". Spørgsmål 2 Det ønskes bekræftet, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at kvaliteten af maden der serveres til hovedmåltiderne, er så dårlig, at der er risiko for at blive syg ved at spise det? Lovgrundlag Se under besvarelsen af spørgsmål 1. Praksis Se ovenfor under besvarelsen af spørgsmål 1. Begrundelse Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad af ringe kvalitet. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger. Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej". Spørgsmål 3 Kan SKAT bekræfte, at hvis medarbejdere hos X får serveret hovedmåltider i forbindelse med en arbejdsrelateret udlandsrejse, skal rejsegodtgørelsen for fri kost ikke nedsættes med enten 15% eller 30%, hvis det kan dokumenteres, at den serverede mængde af mad, ikke er tilstrækkeligt til at udgøre et måltid. Begrundelse Der er i ligningslovens § 9 A ikke hjemmel til at udbetale godtgørelse, hvis der serveres mad i for ringe mængde til at den pågældende medarbejder ikke kan blive mæt. Bestemmelsen er en standardiseret regel, som ikke åbner mulighed for skønsmæssige vurderinger. Alternativt har arbejdsgiveren mulighed for at dække udgifterne til fortæring efter regning i stedet for at anvende reglerne om skattefri godtgørelse. Indstilling SKAT indstiller, at spørgsmål 2 besvares med "Nej". Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling og begrundelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1    Indledende bestemmelser Kapitel 2    Klassificering m.v. af kvæg og får Kapitel 3    Klassificering m.v. af svin Kapitel 4    Indberetning af priser og klassificeringsresultater for svin og kvæg Kapitel 5    Fælles bestemmelser Bilag 1 Bilag 2 Den fulde tekst Bekendtgørelse om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får 1) I medfør af § 1, stk.1 og 2, § 3, § 4, stk. 1 og 7, § 4a stk.1, § 5 stk. 2, § 22 stk. 1 og § 24 i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (bemyndigelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 297 af 28. april 2004, som ændret ved lov nr. 110 af 26. februar 2008, fastsættes: Kapitel 1 Indledende bestemmelser § 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse vedrører vejning, klassificering og identifikation af slagtekroppe af svin, kvæg og får. Desuden vedrører bekendtgørelsen indberetning af markedspriser for svin, kvæg og får i henhold til Det Europæiske Fællesskabs forordninger herom. § 2. FødevareErhverv nedsætter Klassificeringsudvalget for Svin, Kvæg og Får. Udvalget består af indtil 13 medlemmer. Formanden udpeges af FødevareErhverv. Medlemmerne udpeges for en periode på op til 2 år ad gangen. Fem medlemmer udpeges efter indstilling fra KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD. Heraf skal et medlem repræsentere Dansk Kvæg. Fem medlemmer udpeges efter indstilling fra organisationen Danske Slagterier. Heraf skal det ene medlem repræsentere Dansk Svineproduktion. To medlemmer udpeges efter indstilling fra Danske Slagtermestre. Stk. 2. Udvalget vælger indtil to næstformænd blandt sine medlemmer og udarbejder en forretningsorden, der skal godkendes af FødevareErhverv. Sekretær for udvalget er den i stk. 3, nævnte chefinspektør. Stk. 3. Klassificeringsudvalget ansætter en chefinspektør efter godkendelse af FødevareErhverv. Det nødvendige antal inspektører ansættes af Klassificeringsudvalget efter indstilling fra chefinspektøren. Stk. 4. De udgifter, der er forbundet med udvalgets og inspektørernes arbejde, kan afholdes af midler fra Svine,-Kvæg- og Fåreafgiftsfondene i overensstemmelse med de bevillingsregler, der gælder for disse fonde. Budgetter og regnskaber for disse udgifter skal godkendes af Svine,-Kvæg og Fåreafgiftsfondenes bestyrelser. De med klassificeringen forbundne udgifter på de enkelte slagterier afholdes af disse. Kapitel 2 Klassificering m.v. af kvæg og får § 3. Vejning af slagtekroppe af kvæg og får samt kategorisering, klassificering og identifikation af slagtekroppe og halve slagtekroppe af kvæg og får skal ske i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler og i henhold til denne bekendtgørelses regler på følgende slagterier: 1) Slagterier der på årsbasis slagter mere end 50 stykker kvæg om ugen. 2) Slagterier, der slagter mellem 25 og 50 stykker kvæg om ugen på årsbasis, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen. 3) Slagterier, der er autoriseret af Fødevarestyrelsen til at slagte får, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte identifikation skal ske ved etikettering. § 4. Klassificering skal omfatte alle godkendte slagtekroppe, dog undtaget spædekalve med en slagtevægt under 25 kg og lam med slagtevægt under 7 kg. Stk. 2. Alle slagtekroppe skal kunne identificeres gennem et entydigt fortløbende slagtenummer i stigende ubrudt nummerrækkefølge. Samme slagtenummer må kun anvendes en gang inden for samme uge. Det skal registreres, hvilken klassificør, der har foretaget klassificeringen. Stk. 3. Der skal udfyldes et klassificeringsskema godkendt af Klassificeringsudvalget, hvoraf fremgår, hvorledes tarering samt korrektioner finder sted. Korrektioner skal foretages på grundlag af Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom. § 5. Klassificering af slagtekroppe af kvæg og får skal udføres i henhold til Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom, idet der tillige skal klassificeres for farve i overensstemmelse med bilag 1. Stk. 2. Klassificering af farve kan udelades for får og lam jf. bilag 1. § 6. Slagtekroppe af kvæg skal på hver fjerding forsynes med etiket. Etiketten skal indeholde følgende oplysninger: 1) autorisationsnummer, 2) slagtedato, 3) slagtenummer, 4) CKR-nummer, 5) kropsbygning, fedme samt kategori A, B, C, D og E og 6) slagtekroppens varme vægt. Stk. 2. Slagtekroppe af får skal forsynes med etiket. Etiketten skal indeholde følgende oplysninger: 1) kategori (S for får, L for lam), 2) slagtenummer, 3) kropsbygning, 4) fedme, og 5) eventuel farve jf. § 5, stk. 1. Stk. 3. Såfremt en rettelse har medført ændringer af klassificeringen, skal etiketten rettes således, at det fremgår, at der er sket rettelse, ligesom der skal være dokumentation for rettelsen. Stk. 4. Rettelser af klassificeringen må kun foretages, såfremt det vurderes, at der er begået en fejl. Ved en fejl af klassificeringen forstås, at en godkendt klassificør vurderer, at den korrekte klassificering tydeligt afviger med to klasser eller mere jf. bilag 1, nr. 2. § 7. Klassificeringen i henhold til § 3, stk. 1, skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringsudvalget godkendt uddannelse i klassificering, og som godkendes som klassificører af Klassificeringsudvalget. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier. Stk. 2. Det enkelte slagtested skal have mindst to ansatte, som er godkendte klassificører, med mindre Klassificeringsudvalget har meddelt dispensation fra dette krav. § 8. Den af slagteriet foretagne klassificering på slagterier omfattet af § 3, stk.1, må ikke inden for et kvartal afvige fra den kontrol, der efterfølgende foretages af Klassificeringsudvalgets inspektører med mere end 20 % for kropsbygning og fedningsgrad. Stk. 2. Når kontrolresultaterne opgøres per klasse af kropsbygning jf. bilag 1, nr. 2, må afvigelsen inden for et kvartal ikke overstige 35 %. Stk. 3. Kravet i stk. 1 om højst 20 % afvigelse mellem slagteriets klassificering og Klassificeringsudvalgets kontrol skal være opfyldt for de kontrollerede slagtekroppe, når de opgøres som: 1) Alle dyr. 2) Handyr, det vil sige kategorierne 1-4 jf. bilag 1, nr.1. 3) Hundyr, det vil sige kategorierne 5-9 jf. bilag 1, nr. 1. Stk. 4. Klassificeringsudvalgets inspektører opgør forskellen mellem slagteriets klassificering og kontrollens klassificering for såvel negative og positive afvigelser. Stk. 5. Differencen mellem negative og positive afvigelser, jf. stk. 3, må ikke overstige 15 %. Kontrolresultaterne opgøres for alle kategorier, for kategorier af handyr, og for kategorier af hundyr. Stk. 6. Procentberegningen i stk. 1, og stk. 2, skal baseres på minimum 100 dyr per kontrolgruppe per kvartal. Ved kontrolgruppe forstås her en gruppe, som omfatter dyr af alle kategorier, eller kategorier af hundyr eller kategorier af handyr, jf. bilag 1, nr.1, eller klasse per kropsbygning, jf. bilag 1, nr. 2. Hvis der ikke er kontrolleret 100 dyr inden for den enkelte kontrolgruppe i et kvartal, anvendes i stedet den kontrolperiode, som er medgået til at kontrollere 100 dyr. En kontrolperiode kan dog ikke overstige et år. § 9. Automatiske anlæg til klassificering af slagtekroppe af kvæg, herunder kalve samt fåre- og lammekroppe, skal opfylde Det Europæiske Fællesskabs regler herom og må kun efter godkendelse af Klassificeringsudvalget anvendes uden samtidig medvirken af godkendt klassificør. Stk. 2. Klassificeringsudvalget fastsætter krav til nøjagtighed og kalibrering af disse anlæg. Anlæggenes drift kontrolleres af Klassificeringsudvalget i henhold til § 22, stk. 1. § 10. § 3, stk.1, omfattede virksomheder er forpligtede til at opbevare slagte- og vejelister, klassificeringsjournaler, ændringslister og afregningslister m.v. for klassificeringen i mindst 5 år. Kapitel 3 Klassificering m.v. af svin § 11. Vejning og klassificering af slagtekroppe af svin med en vejningsvægt fra 50 til 110 kg skal ske i henhold til Det Europæiske Fællesskabs regler, som fastsat i Rådets forordning (EF) nr.1234/2007 artikel 42, og bilag V og i Kommissionens forordning (EF) nr. 1249/2008 kapitel III og i henhold til denne bekendtgørelses regler på følgende slagterier. 1) Slagterier der slagter mere end 200 svin om ugen i årsgennemsnit. 2) Slagterier, der slagter mindre end 200 svin om ugen i årsgennemsnit, og som har ansøgt om og er blevet godkendt af Klassificeringsudvalget til at deltage i klassificeringsordningen. Stk. 2. Slagtekroppe af svin, hvor den beregnede del af magert kød af svinekroppens vægt i procent udgør 60 eller derover, indplaceres i en klasse, som betegnes ved bogstavet S. § 12. Ved slagtekroppe af svin forstås slagtekroppe som defineret af Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom som fastsat i Rådets forordning (EF) 1234/2007 artikel 42, og bilag V. Stk. 2. Som undtagelse fra Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser om præsentation af slagtekroppe af svin som nævnt i stk.1 kan slagtekroppe af svin afhudes før vejning og klassificering. I disse tilfælde skal slagtekroppen udskæres som anført i stk. 1, fortæerne afskæres umiddelbart over ”os capri accessarium”, bagtæerne afskæres umiddelbart under ”calcaneum” samt masken fjernes. Stk. 3. Såfremt der undtagelsesvis foretages anden udskæring af slagtekroppen end de i stk.1 og 2, anførte, skal dette godkendes af FødevareErhverv. Vejningsvægten skal i så tilfælde korrigeres for den ændrede udskæring. § 13. Vejning og klassificering skal foretages af personer, der har gennemgået en af Klassificeringsudvalget godkendt uddannelse i klassificering, og som godkendes som klassificører af Klassificeringsudvalget. Udgifterne ved uddannelse af klassificører afholdes af de enkelte slagterier. § 14. Følgende metoder til klassificering af svinekroppe kan anvendes: 1) Apparat benævnt ”Klassificeringscenter” (KC) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del I. 2) Apparat benævnt ”Manual Klassificering” (MK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del II. 3) Apparat benævnt ”UNI-Fat-O-Meater” (UniFOM) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del III. 4) Apparat benævnt ”Fully Automatic Ultrasonic Carcase Grading” (AutoFOM I)” med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del IV. 5) Apparat benævnt ”Updated Automatic Ultrasonic Equipment” (AutoFOM DK) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del V. 6) Apparat benævnt ”Fat-O-Meater II” (FOM II) med tilhørende beregningsmetode, hvis enkeltheder er anført i bilag 2, del VI. Stk. 2. For apparaterne ”Klassificeringscenter, ”Fat-O-Meater/Manual klassificering” og ”Uni-Fat-O-Meater” skal måling finde sted på slagtekroppen udskåret som anført i § 12. For apparatet ”AutoFOM” skal målingen finde sted på slagtekroppen før åbningen af denne. § 15. Den fysiske eller juridiske person, som ejede dyret umiddelbart før slagtningen, skal skriftligt eller elektronisk have meddelelse om slagtevægten og den beregnede del af magert kød af svinekroppens vægt (kødprocenten) fra det pågældende slagteri. § 16. FødevareErhverv træffer efter indstilling fra Klassificeringsudvalget afgørelse om godkendelse af nyt klassificeringsudstyr og andre forhold vedrørende vejning, klassificering og afregning af svinekroppe, som er omfattet af denne bekendtgørelse. § 17. De af § 11, stk.1, omfattede virksomheder er forpligtede til at opbevare slagte-, veje- og afregningslister m. v. for klassificeringen i mindst seks måneder. Kapitel 4 Indberetning af priser og klassificeringsresultater for svin og kvæg § 18. KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD indsamler, beregner og indberetter markedspriser for kvæg til Europa-kommissionen i overensstemmelse med Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom. Stk. 2. Virksomheder omfattet af denne bekendtgørelses § 3, stk. 1, skal ugentligt foretage indberetninger til KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD af afregningspriser for samtlige klassificerede slagtekroppe på 25 kg eller derover. Stk. 3 . Indberetningen skal foretages af slagterivirksomheden eller den juridiske eller fysiske person, der er ansvarlig for afregningen til den sidste leverandør. § 19. Den i § 18, stk. 2, nævnte indberetningspligt omfatter dyr, som af slagterivirksomheden er modtaget direkte fra leverandør og fra eventuel mellemmand. Stk. 2. Indberetningen skal for hver klassificeret kvægkrop mindst omfatte: 1) slagteriets autorisationsnummer samt eventuelt markedets autorisationsnummer, 2) slagtedato, 3) dyrets CKR-nummer samt leverandørbesætningens CHR-nummer, 4) leveringskode, 5) oplysning om kategori og klassificering af kropsbygning og fedme, 6) korrigeret slagtet vægt og 7) afregningspris angivet i øre/kg korrigeret vægt. Stk. 3. Indberetningspligten for afregningspriser omfatter ikke: 1) Returdyr til producent. 2) Nødslagtede dyr. 3) Rækkekøb (samlet køb af flere dyr uanset samlet vægt). § 20. FødevareErhverv kan efter ansøgning dispensere fra den i § 18 nævnte indberetningspligt. § 21. Organisationen Danske Slagterier foretager på grundlag af indberetninger fra organisationens medlemsvirksomheder beregning af markedsprisen for svinekroppe i overensstemmelse med Det Europæiske Fællesskabs bestemmelser herom og indberetter disse til FødevareErhverv. Kapitel 5 Fælles bestemmelser § 22. Kontrol med overholdelse af de i §§ 3-15 og 17, og §§ 18-19 og § 21, nævnte bestemmelser, herunder at de i § 21, nævnte markedspriser er i overensstemmelse med de priser, der ligger til grund for afregningen, udøves af chefinspektøren og inspektørerne. Kontrollen foretages ved uanmeldt besøg. Stk. 2. De slagterier, der er omfattet af bekendtgørelsen, skal yde den for kontrollens gennemførelse nødvendige bistand. Stk. 3. Resultaterne af den kontrol, der foretages af Klassificeringsudvalgets chefinspektør og inspektører, kan offentliggøres. Stk. 4. Klassificeringsudvalget udarbejder årligt en rapport om omfanget af den udførte kontrol og de foranstaltninger, der er iværksat som følge af kontrollen. § 23. Chefinspektøren indberetter alle tvister og uregelmæssigheder vedrørende kapitel 2 og 3, til afgørelse i Klassificeringsudvalget. Chefinspektøren sender kopi af det indberettede til FødevareErhverv. Stk. 2. Chefinspektøren indberetter alle tvister og uregelmæssigheder vedrørende § 18-19, til afgørelse i KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD. Chefinspektøren sender kopi af det indberettede til FødevareErhverv. Stk. 3. Chefinspektøren kan dispensere fra bestemmelserne i §§ 4-5 og § 8, § 10, og bilag 1 i det omfang, der efter Det Europæiske Fællesskabs regler er adgang til at fravige reglerne. § 24. Klassificeringsudvalgets afgørelser, i medfør af § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, § 7 stk. 2, § 9, § 11, stk. 1, nr. 2, og § 13 kan indbringes for FødevareErhverv inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til FødevareErhverv. Stk. 2. Chefinspektørens afgørelser, i medfør af § 23, stk. 3, kan indbringes for FødevareErhverv inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til FødevareErhverv. § 25. Ved overtrædelse af bekendtgørelsen træffer FødevareErhverv afgørelse efter indstilling fra Klassificeringsudvalget. Stk. 2. Ved overtrædelse af bekendtgørelsens § 18-19, jf. § 23, stk. 2, træffer FødevareErhverv afgørelse efter indstilling fra KØDBRANCHENS FÆLLESRÅD. § 26. Klager over afgørelser, som er truffet af FødevareErhverv indbringes for ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den, som klagen vedrører. Klagen skal sendes til FødevareErhverv. § 27. Med bøde straffes den der overtræder § 3, § 4, § 5, § 6, § 7, § 8, § 9, § 10, § 11, § 12, § 13, § 14, § 15, § 17, § 18, § 19, § 21 og § 22, stk. 2. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 28. Bekendtgørelsen træder i kraft 15. juni 2009. Stk. 2. § 14, jf. bilag 2 kan anvendes fra 2. marts 2009. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1084 af 6. november 2006 om vejning, klassificering og indberetning af markedspriser for slagtekroppe af svin, kvæg og får ophæves. FødevareErhverv, den 23. april 2009 Arent B. Josefsen / Niels Schnedler-Sørensen Bilag 1 Klassificering af kroppe af kvæg og kroppe af får og lam 1. Kategorier af kvæg Udover kategoriseringen i henhold til EU’s regler herom skal slagtekroppene inddeles i følgende kategorier: 1= Tyrekalv op til 12 måneder 2= Ungtyr 12-24 måneder 3= Tyr over 2 år 4= Stud 5= Kviekalv op til 12 måneder 6= Kvie over 12 måneder 8= Ung ko under 42 måneder 9= Ko på 42 måneder eller derover En kvie defineres som et hundyr, hvor der ikke har været mælkesekretion i yveret 2. Kropsbygning De 5 E.U.R.O.P-klasser tredeles og beskrives som følger: 15=E+ 14=E Ekstraordinær muskelfylde 13=E- 12=U+ 11=U Kraftig muskelfylde 10=U- 9=R+ 8= R God muskelfylde 7=R- 6=O+ 5=O Middelgod muskelfylde 4=O- 3=P+ 2=P Ringe muskelfylde 1=P- En detaljeret beskrivelse fremgår af EU’s regler herom 3. Fedningsgrad Der anvendes 5 fedningsgrader som følger: For kvæg: For får: 1 = Intet eller ganske tyndt talgdække. Intet talg i brysthulen, 1 = Meget ringe. 2 = Tyndt talgdække, muskler næsten synlige overalt. Musklerne mellem ribbenene klart synlige i brysthulen. 2 = Ringe. 3 = Musklerne næsten overalt dækket af talg, dog med undtagelse af lår og skuldre: mindre talgdepoter i brysthulen. Musklerne i brysthulen er klart synlige i brysthulen. 3 = Normal. 4 = Muskler dækket af talg, dog på lår og skuldre delvis synlige; ret udprægede talgdepoter i brysthulen. Fremtrædende fedtstriber på låret. I brysthulen kan der i musklerne mellem ribbenene være aflejret fedt. 4 = Stærk. 5 = Hele slagtekroppen dækket med talg; store depoter i brysthulen. Låret er næsten dækket af et tykt fedtlag således, at der kun i ringe omfang fremtræder fedtstriber. I brysthulen er der fedtaflejringer mellem ribbenene 5 = Meget stærk. En detaljeret beskrivelse for får fremgår af EU’s regler herom. 4. Farve i kød og talg: Farveskalaen femdeles og beskrives som følger: For kvæg: For får: 1 = Ekstra lys 1 = Ekstra lys 2 = Ret lys 2 = Ret lys 3 = Normal 3 = Normal 4 = Lidt mørk/gullig 4 = Lidt mørk/gullig talgfarve 5 = Mørk/gul 5 = Mørk/udpræget gul talgfarve 5. Slagtekroppens vægt: Kroppens vægt konstateres på grundlag af den indvejede varme vægt med korrektion for nedkølingssvind på 2,00 %. Øvrige korrektioner for kvæg foretages i overensstemmelse med Fællesskabets bestemmelser om notering af markedspriser på grundlag af Fællesskabets handelsklasseskema for slagtekroppe: Bilag 2 Metoder til klassificering af svin i Danmark Del I : Klassificeringscenter (KC) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Klassificeringscenter” (KC). Apparatet er forsynet med 9 sonder, hver af en diameter på 6 mm, og hver med en lysdiode (Siemens SFH 950-LD 242 II eller tilsvarende), en fotodiode (Siemens SFH 960-BP 103 eller tilsvarende) og en dybdeanvendelse på mellem 1 og 180 mm. Måleresultaterne omregnes til skønnet indhold af magert kød ved hjælp af en central databehandlingsenhed. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes på grundlag af ti målinger foretaget på syv målepunkter, som anført i stk. 4, og i overensstemmelse med følgende formel: Ŷ = 70,5489 - 0,1572 x1 - 0,1698 x2 - 0,1537 x3 - 0,1803 x4 - 0,2115 x5 - 0,1669 x6 - 0,1269 x7 + 0,04278 x8 + 0,0234 x9 + 0,0371 x10 Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent Målepunkterne er: x1 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt ved midten af tredje halshvirvel, 10,5 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x2 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt ved midten af fjerde halshvirvel, 7 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x3 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt mellem fjerde og femtebagerste brysthvirvel, 3 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x4 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt mellem anden og tredjebagerste brysthvirvel, 7 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x5 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt mellem første lændehvirvel og bagerste brysthvirvel, 6 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x6 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 4 cm foran forkanten af skambenet, 7 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x7 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt ved forkanten af skambenet, 11 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x8 = musklens tykkelse i mm, målt mellem fjerde og femtebagerste brysthvirvel, 3 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x9 = musklens tykkelse i mm, målt mellem anden og tredjebagerste brysthvirvel, 7 cm ved siden af svinekroppens midterlinje x10 = musklens tykkelse i mm, målt mellem første lændehvirvel og bagerste brysthvirvel, 6 cm ved siden af svinekroppens midterlinje Formlen gælder for kroppe på mellem 50 og 110 kg. Del II Manuel Klassificering (MK) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Manuel Klassificering” (MK) Apparatet er forsynet med en sonde af en diameter på 6 mm, og hver med en lysdiode (Siemens SFH 950-LD 242 II eller tilsvarende), en fotodiode (Siemens SFH 960-BP 103 eller tilsvarende) og en dybdeanvendelse på mellem 1 og 94 mm. Måleresultaterne omregnes til skønnet indhold af magert kød ved hjælp af en central databehandlingsenhed. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel: Ŷ = 68,1746 - 0,3220 x1 - 0,5326 x2 + 0,0836 x3 hvor: Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent x1 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 8 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x2 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 6 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x3 = musklens tykkelse, målt på samme tid og sted som x2 Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 110 kg. Del III Uni-Fat-O-Meater (UniFOM) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Uni-Fat-O-Meater” (UniFOM) Apparatet er forsynet med en sonde af en diameter på 6 mm, og hver med en lysdiode (Siemens SFH 950-LD 242 II eller tilsvarende), en fotodiode (Siemens SFH 960-BP 103 eller tilsvarende) og en dybdeanvendelse på mellem 1 og 94 mm. UniFOM afviger fra MK med hensyn til materiel og programmel til fortolkning af refleksionsprofilen fra den optiske sonde. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel: Ŷ = 66,7393 - 0,2655 x1 - 0,5432 x2 + 0,0838 x3 hvor: Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent x1 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 8 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x2 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 6 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x3 = musklens tykkelse, målt på samme tid og sted som x2 Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 110 kg. Del IV Fully Automatic Ultrasonic Carcase Grading (AutoFOM I) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Fully Automatic Ultrasonic Carcase Grading” (AutoFOM I) Udstyret er forsynet med 16 ultralyds-hoveder, 2MHz (Krautkrämer, SFK 2 NP eller tilsvarende) med en operationsafstand på 25 mm mellem hvert målehoved. Måleresultaterne omregnes til skønnet indhold af magert kød ved hjælp af en central databehandlingsenhed. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes på grundlag af 127 målepunkter efter følgende formel: Ŷ = konstant 1 - 0,0205 IP000 - 0,02061 IP001 - 0,02535 IP002 - 0,00837 IP003 - 0,01369 IP004 - 0,01358 IP005 - 0,00627 IP006 - 0,04164 IP007 - 0,01158 IP008 - 0,00734 IP009 - 0,04544 IP010 - 0,02679 IP011 - 0,01176 IP012 - 0,04524 IP013 - 0,03617 IP014 - 0,02072 IP015 - 0,04318 IP016 - 0,02365 IP017 - 0,00783 IP018 - 0,03061 IP019 - 0,0181 IP020 - 0,0056 IP021 - 0,02523 IP022 - 0,01197 IP023 + 0,006078 IP024 - 0,0011 IP025 - 0,00175 IP026 + 0,003695 IP027 + 0,00332 IP028 - 0,0013 IP029 - 0,00356 IP030 + 0,001583 IP031 + 0,003111 IP032 - 0,00051 IP033 - 0,00031 IP034 + 0,001522 IP035 + 0,007018 IP036 + 0,001842 IP037- 0,00073 IP038 + 0,007796 IP039 + 0,001414 IP040 - 0,00122 IP041 - 0,03896 IP042 + 0,007701 IP043 + 0,006246 IP044 - 0,03864 IP045 + 0,022706 IP046 - 0,01595 IP047 - 0,04324 IP048 + 0,025547 IP049 + 0,016684 IP050 + 0,012838 IP051 + 0,012618 IP052 + 0,009557 IP053 + 0,011361 IP054 - 0,01577 IP055 - 0,02836 IP056 - 0,03448 IP057 - 0,05253 IP058 - 0,04998 IP059 - 0,04823 IP060 - 0,04376 IP061 - 0,05458 IP062 - 0,06021 IP063 - 0,06062 IP064 - 0,01451 IP065 - 0,00499 IP066 + 0,008688 IP067 + 0,006251 IP068 - 0,01221 IP069 - 0,02289 IP070 - 0,02233 IP071 + 0,01324 IP072 + 0,014422 IP073 + 0,012954 IP074 + 0,012635 IP075 + 0,012367 IP076 + 0,008942 IP077 - 0,04127 IP078 - 0,0421 IP079 - 0,04608 IP080 - 0,05049 IP081- 0,05186 IP082 - 0,05535 IP083 - 0,0064 IP084 - 0,00673 IP085 - 0,00452 IP086 - 0,00187 IP087 + 0,001493 IP088 + 0,001166 IP089 - 0,01696 IP090 - 0,05046 IP091 - 0,01451 IP092 + 0,004882 IP093 + 0,003187 IP094 - 0,00196 IP095 - 0,00451 IP096 - 0,00315 IP097 - 0,00313 IP098 - 0,0018 IP099 – 0,00342 IP100 - 0,00338 IP101 - 0,00321 IP102 - 0,00249 IP103 - 0,00258 IP104 - 0,00263 IP105 - 0,00211 IP106 - 0,00233 IP107 - 0,00207 IP108 - 0,00188 IP109 - 0,00132 IP110 - 0,00107 IP111 - 0,00091 IP112 + 0,001954 IP113 + 0,004289 IP114 + 0,010834 IP115 + 0,0085 IP116 + 0,006935 IP117 + 0,005324 IP118 + 0,003555 IP119 + 0,007733 IP120 + 0,01216 IP121 + 0,014198 IP122 + 0,014767 IP123 + 0,015493 IP124 + 0,00541 IP125 + 0,006689 IP126 1) Konstant = 68,87396 for svin slagtet ved standard proces. Konstant = 70,67396 for svin med børster (før afhudning). Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent Beskrivelsen af målepunkterne er givet i den danske protokol, del II, der er indgivet til Kommissionen efter artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning nr. 2967/85 Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 110 kg Del V Updated Automatic Ultrasonic Equipment (AutoFOM DK) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Updated Automatic Ultrasonic Equipment ” (AutoFOM DK) Udstyret er forsynet med 16 ultralyds-hoveder, 2MHz (Krautkrämer, SFK 2 NP eller tilsvarende) med en operationsafstand på 25 mm mellem hvert målehoved.Udstyret er mekanisk sammenligneligt med AutoFOM 1 vedrørende scannersystemet og måleprincippet. AutoFOM DK adskiller sig fra AutoFOM 1 med hensyn til en styre- og laserenhed, der sikrer at kroppen passerer måleenheden i en lige position. AutoFOM DK har endvidere mere computer kraft end AutoFOM 1, hvilket sammen med en ny softwarepakke giver mulighed for en forøget billedopløsning og – behandling. Måleresultaterne omregnes til skønnet indhold af magert kød ved hjælp af en central databehandlingsenhed. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel: Ŷ = 63,4322 – 0,1429 x1 – 0,0438 x2 - 0,0715 x3 + 0,9420 x4 + 0,0911 x5 hvor: Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent Beskrivelsen af målepunkterne er givet i den danske protokol, del II, der er indgivet til Kommissionen efter artikel 3, stk. 3, i Kommissionens forordning nr. 2967/85. Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 110 kg Del VI Fat-O-Meater II (FOM II) Svinekroppe klassificeres ved hjælp af apparatet ”Fat-O-Meater II” (FOM II) FOM II svarer til udstyrene UniFOM og MK med hensyn til måleprincippet, men alt software og hardware er opdateret. Svinekroppens indhold af magert kød beregnes efter følgende formel: Ŷ = 66,5015 - 0,3568 x1 - 0,4704 x2 + 0,0947 x3 hvor: Ŷ = beregnet indhold af magert kød i svinekroppen i procent x1 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 8 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x2 = spæklagets tykkelse inklusiv svær i mm, målt 6 cm ved siden af svinekroppens midterlinje mellem tredje- og fjerdebagerste lændehvirvel x3 = musklens tykkelse, målt på samme tid og sted som x2 Formlen gælder for kroppe mellem 50 og 110 kg. Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder følgende bestemmelser, som er nødvendige for gennemførelsen af følgende forordninger: Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 af 22. oktober 2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om særlige bestemmelser for visse landbrugsprodukter (fusionsmarkedsordningen) og Kommissionens forordning (EF) nr. 1249/2008 af 10. september 2008 om gennemførelsesbestemmelser til EF-handelsklasseskemaerne for slagtekroppe af voksent kvæg, svin og får og for indberetning af priser.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Instruktoriske bestemmelser for bestyrelsen af klitplantagerne. § 1 Klitplantagerne henhører under landbrugsministeriet. Klitdirektøren forestår den forstlige ledelse af plantagerne og udøver desuden de ham i henhold til sandflugtsloven af 29. marts 1867 og tillæg til denne lov af 11. maj 1935 tillagte funktioner. § 2 Klitdirektøren forelægger følgende sager til landbrugsministeriets afgørelse: 1. Forslag til bidrag til de årlige finanslovforslag, tillægsbevillingslovforslag og normeringslovforslag. 2. Alle sager, til hvis gennemførelse der kræves særlig bevilling. 3. Alle sager, hvor landbrugsministeriet eller anden højere statsmyndighed har afgørelsen i henhold til gældende love og bestemmelser. 4. Sager angående køb og afgivelse af faste ejendomme, angående skellinier og grænseforandringer, servitutter, leje- og forpagtningskontrakter samt sager angående hegn, veje og vandløb, der påfører klitplantagerne vedvarende byrder eller rettigheder af større økonomiske omfang. 5. Sager angående militærvæsenets, foreningers og enkeltpersoners særlige benyttelse af klitplantagernes arealer. 6. Retssager, hvori det anses for ønskeligt at benytte sagførerhjælp, eller som frembyder sådanne tvivl, at der er grund til at forelægge dem for landbrugsministeriet. 7. Fredningssager, hvorved klitplantagernes arealer pålægges fredningsbyrder 8. Sager om udnævnelse, forflyttelse, afskedigelse og suspension af tjenestemænd samt andre personalesager, som ikke er henlagt til direktørens afgørelse. § 3 Klitdirektøren har ledelsen af og ansvaret for driften af klitplantagerne. Klitdirektøren modtager indberetninger og regnskaber fra samtlige klitplantager og aflægger månedsvis regnskab overfor landbrugsministeriet. Klitdirektøren er ansvarlig for, at givne bevillinger benyttes efter hensigten og ikke overskrides. § 4 Klitdirektøren foretager selv eller ved overklitfogederne eller klitplantøren ved klitdirektoratet kasseeftersyn og optælling af beholdninger i klitplantagerne og sender indberetning herom til landbrugsministeriet. Overklitfogederne § 5 Overklitfogedernes tjenesteområde omfatter: 1. Funktion som overklitfoged i henhold ti lov om sandflugtens dæmpning m.v. af 29. marts 1867 samt tillæg til denne lov af 11. maj 1935. 2. Funktion som klitdirektørens medhjælper og stedfortræder ved inspektion, kasseeftersyn, beholdningsoptælling og i andre tilfælde, hvor klitdirektøren pålægger dem forretninger på sine vegne. 3. Bestyrelsen af den klitplantage, hvor de er bosat, i hvilken henseende de er undergivet de samme regler som klitplantørerne. Klitplantøren (fortskandidaten) ved klitdirektoratet. § 6 Klitplantøren (forstkandidaten) ved klitdirektoratet gør tjeneste på klitdirektoratets kontor efter klitdirektørens nærmere bestemmelse og kan desuden udsendes til forhandling på klitdirektørens vegne samt beordres til at foretage kasseeftersyn og beholdningsoptælling hos klitplantørerne. Klitplantørerne § 7 Klitplantørerne forestår den daglige ledelse af arbejdet i den klitplantage, hvor de er ansat. Det er deres opgave at sørge for, at alle arbejder udføres på den bedste og mest hensigtsmæssige måde, og de har overfor klitdirektøren ansvaret for, at dette sker. De forestår salget af effekter samt inkasserer såvel indtægten heraf som andre indtægter af det dem underlagte areal. Klitplantørerne udfærdiger månedsregnskaber for den klitplantage, hvor de er ansat, og indsender regnskabet til klitdirektøren. § 8 Med hensyn til arbejdet i plantagerne m.v. skal der herom træffes nærmere aftale med klitdirektøren ved inspektionerne. Alle nye større arbejder som f.eks. nyanlæg og grundforbedring af veje, nye afvandingsarbejder, nye planteskoler, nye kulturanlæg af særlig art, foryngelse af bevoksninger m.v. skal altid inden påbegyndelsen forelægges klitdirektøren, med hvem også kulturernes træarter skal aftales. Det er klitplantørernes pligt på eget initiativ at sørge for udførelsen af alle de almindeligt forekommende kontinuerlige arbejder i plantagerne, såsom kulturarbejder, kulturpleje, vejreparationer, anlæg af sporgrøfterensning, planteskolearbejder, skovningsarbejder, dæmpningsarbejder m.v. samt salg af effekter. Klitplantørerne iværksætter selv alle arbejderne i plantagerne og sørger for den nødvendige arbejdskraft, der under arbejdets udførelse må være under hyppigt og effektivt opsyn af klitplantørerne, som til hver afregning foretager optælling og opmåling af det udførte arbejde og er ansvarlig for, at det på arbejdernes regninger anførte er i overensstemmelse med virkeligheden. Såfremt medhjælp af plantørassistenter eller opsynsmænd benyttes, er klitplantørerne ansvarlig for det af disse udførte arbejde. Afregning sker dels til priser godkendt af klitdirektøren, dels ved lokalt aftalte akkorder, der fastsættes af klitplantørerne og skal stå i et rimeligt forhold til den gældende timeløn. Klitdirektøren kan forlange akkordaftaler revideret. § 9 Klitplantørerne er kassebetjente og undergivet de for statens kassebetjente almindeligt gældende regler. De modtager fra klitdirektøren de pengebeløb, der er nødvendige til afholdelse af udgifterne ved den plantage, der er dem underlagt, ligesom de inkasserer indtægter. Med hensyn til bogføring og regnskab er klitplantørerne undergivet de til enhver tid gældende forskrifter. Faste indtægter skal indkræves til forfaldstid og dersom der viser sig vanskeligheder ved beløbenes rettidige inkassering, skal det straks meddeles klitdirektoratet. Klitplantørerne er til enhver tid ansvarlige for tilstedeværelsen af de af dem administrerede beholdninger, både beholdninger af penge (kontante beløb og beløb indestående på bank- eller postgirokonto) og beholdninger af oparbejdede effekter (træ, grus o.lign) samt af inventar, der er optaget på inventariefortegnelsen. Klitplantørerne er endvidere ansvarlige for beløb, der efter deres anvisning inkasseres af dem undergivne personer (opsynsmænd, plantørassistenter). Kassebeholdningernes størrelse reguleres ved tilskud fra eller indbetalinger til klitdirektøren efter dennes nærmere ordre. § 10 Med hensyn til ledelsen og driften af klitplantagerne skal klitplantørerne i enhver henseende rette sig efter de anvisninger, der modtages af klitdirektøren eller af den overklitfoged, der det pågældende sted kan optræde på klitdirektørens vegne. § 11 Klitplantørerne skal jævnligt færdes rundt på det dem underlagte areal samt føre opsyn med, at skov- og jagtfreden og alle kontraktlige forpligtelser overholdes. De er berettiget til at melde til politiet alle lovovertrædelser, der er konstateret af dem selv, af plantørassistenter og opsynsmænd eler andre pålidelige vidner, men samtidig med anmeldelsen skal klitdiretøren underrettes herom. Såfremt lovovertrædelser ikke straks anmeldes til politiet, skal de uopholdeligt indberettes til klitdirektøren. § 12 Særlige begivenheder, såsom brande, stormfald, stærk frostskade og andre naturbegivenheder, stærke og pludselige insekt- eller svampeangreb o.lign skal straks indberetts til klitdirektøren. Endvidere underrettes klitdirektøren straks om alle tilfælde, hvor arbejdere kommer til skade under arbejdet i et omfang, der vil gøre dem arbejdsudygtige i kortere eller længere tid. Indberetning sendes samtidig til statens ulykkesforsikring i tilfælde, der skønnes at medøre krav i henhold til lov om ulykkesforsikring. § 13 Med hensyn til salg af skoveffekter og andre effekter skal de almindelig anvendte priser godkendes af klitdirektøren. Ved levering af særlige effekter og større partier skal priserne i hvert enkelt tilfælde godkendes af klitdirektøren. § 14 Klitplantørerne er ansvarlige for, at de givne bevillinger til den af dem bestyrede klitplantage ikke overskrides, hverken i sin helhed eller for de enkelte posters vedkommende. § 15 Alle sager vedrørende lejemål (herunder såvel mundtlige, kortvarige aftaler som skriftlige kontrakter), alle forretninger, der pålægger klitplantagerne byrder eller rettigheder såsom vejsager, vandafledningssager, fredningssager m.m. skal forelægges klitdirektøren til afgørelse. Iøvrigt skal alle ikke særlig nævnte sager, der ikke falder ind under de i § 8, stk. 1 anførte arbejder, forelægges klitdirektøren til afgørelse. § 16 Alle særlige tilladelser og dispensationer i tilslutning til de af landbrugsministeriet under 27. maj 1939 givne »bestemmelser vedrørende almenhedens adgang til de staten, kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser tilhørende skove, herunder plantager« skal forelægges klitdirektøren til afgørelse. Alle henvendelser til de kgl. bygningsinspektører skal ske gennem klitdirektøren; dog ikke fremsendelse af tilbud på ordinære bygningsarbejder, regninger til godkendelse o.lign. § 17 I de klitplantager, hvor jagten ikke er bortlejet, har den pågældende klitplantør ret til at jage i plantagen under behørigt hensyn til vildtbestanden, i hvilken henseende klitdirektørens bestemmelser skal følges. Klitplantørerne må ikke uden klitdiretørens tilladelse medtage gæster på jagt eller afholde selskabsjagter. Hvor forholdene gør det ønskeligt, kan klitdirektøren pålægge klitplantørerne at afholde større jagter. § 18 Det er ikke under nogen betingelse tilladt klitplantørerne, de til deres husstand hørende eller i deres tjeneste stående personer at påtage sig arbejde i klitplantagerne. Klitdirektøren kan dog give tilladelse til, at klitplantørerne lader udføre arbejde med deres egne heste eller lignende for klitplantagernes regning. Det er forbudt klitplantørerne såvel som alle ved klitplantagerne beskæftigede funktionærer under nogen som helst form at give sig af med privat handel med skoveffekter eller andre effekter, der sælges fra klitplantagerne - f.eks. grus o.lign. § 19 Klitplantørerne kan forlade de af dem bestyrede plantager i 1 døgn, men dette må meddeles til klitdirektøren. Tilladelse til orlov i flere døgn skal forud søges hos klitdirektøren. Såfremt en klitplantør på grund af sygdom er ude af stand til at passe sin tjeneste, skal det omgående meddeles klitdirektøren. § 20 Klager, som klitplantørerne ønsker at fremføre over overklitfogederne eller klitdirektøren, fremsendes gennem den, hvorover der klages; dog kan samtidig en genpart af klagen sendes direkte til landbrugsministeriet. Plantørassistenterne. § 21 Plantørassistenterne ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De er undergivet klitplantøren (eventuelt overklitfogeden) ved den klitplantage, hvor de er ansat, og skal i et af klitdirektøren nærmere fastsat omfang være denne behjælpelig med opsyn, tilsyn, optælling, opmåling o.lign. samt regnskab. I den tid, der ikke medgår hertil, skal de efter klitplantørens (evt. overklitfogedens) anvisning udføre almindeligt skovarbejde. § 22 Med hensyn til klager og besværinger har de at forholde sig på samme måde som klitplantørerne. Opsynsmændene. § 23 Opsynsmændene ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De er undergivet klitplantøren (eventuelt overklitfogeden) ved den klitplantage, hvor de er ansat, og skal efter dennes anvisning udføre almindeligt skovarbejde og eventuelt være deres foresatte til medhjælp på samme måde som plantørassistenterne. Regnskabsførende opsynsmænd og klitassistenter. § 24 Regnskabsførende opsynsmænd og klitassistenter ansættes af klitdirektøren på af denne nærmere fastsatte vilkår og kan afskediges af klitdirektøren. De leder arbejdet i mindre klitplantager og er i så henseende undergivet de samme regler som klitplantørerne. Landbrugsministeriet, den 19. december 1949. Kr. Bording. J. Suenson, fm. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulæreskrivelse om ansvarsforsikring af køretøjer indregistreret i Kroatien, Slovenien, og Irak. Til Politiet og Told- og skatteregionerne Cirkulæreskrivelse om ansvarsforsikring-af køretøjer indregistreret i Kroatien, Slovenien, og Irak. Justitsministeriet er af Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsiking blevet underrettet om, at Kroatien og Slovenien er optaget som medlemmer i grønkortordningen, samt at Irak er suspenderet fra ordningen indtil videre. Førere af køretøjer fra Kroatien og Slovenien kan herefter i hjemlandet tegne et grønt internationalt forsikringskort, der er gyldigt ved kørsel i Danmark. Suspensionen af Irak medfører, at grønne forsikringskort udstedt i Irak ikke længere er gyldige. Efter § 16, stk. 2, i Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 504 af 22. juli 1987 om udenlandske køretøjers adgang til Danmark, som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 913 af 18. december 1991, skal told- og skatteregionerne kontrollere, at kroatisk, slovensk og irakisk indregistrerede køretøjer under kørsel i Danmark er omfattet af en gyldig ansvarsforsikring. Justitsministeriet skal herefter og efter aftale med Skatteministeriet anmode om, at der ved indpassage af køretøjer fra Kroatien og Slovenien påses, at føreren er i besiddelse af et gyldigt internationalt grønt forsikringskort, og at føreren i modsat fald som betingelse for indrejse i Danmark tegner særskilt dansk grænseforsikringspolice på sædvanlige vilkår. Det skal bemærkes, at kontrollen med køretøjer fra andre dele af det tidligere jugoslaviske område, skal foretages i overensstemmelse med de retningslinier, der er angivet i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 30. september 1992. Det skal således fortsat påses, at førere af køretøjer fra disse områder er i besiddelse af et gyldigt internationalt grønt forsikringskort tegnet i et andet grønkort-medlemsland eller en dansk grænseforsikringspolice. Tilsvarende anmodes der om, at der ved indpassage af køretøjer fra Irak påses, at føreren er i besiddelse af et gyldigt internationalt grønt forsikringskort tegnet i et andet grønkort-medlemsland eller en dansk grænseforsikringspolice. Cirkulæreskrivelsen træder i kraft straks. P.M.V. E.B. Nina Holst-Christensen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 26. maj 2011 Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om skibes besætning, lov om beskatning af søfolk, sømandsloven, lov om Handelsflådens Velfærdsråd og lov om sikkerhed til søs (Justering af muligheden for at tillade, at skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister kan føres af en person, som ikke har dansk indfødsret eller er omfattet af EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed, etablering af et udenrigsfradrag for visse danske søfarende, økonomisk beskyttelse af efterladte søfarende, gennemførelse af ændringsprotokollen til SUA-konventionen m.v.) [af økonomi- og erhvervsministeren (Brian Mikkelsen)] 1. Ændringsforslag Økonomi- og erhvervsministeren har stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. 2. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 7. april 2011 og var til 1. behandling den 15. april 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget. Dispensation fra § 8 a, stk. 2, i Folketingets forretningsorden Udvalget anmoder om, at Folketinget dispenserer fra reglen i forretningsordenen om, at 2. behandling af lovforslaget ikke må finde sted før 2 dage efter, at offentliggørelsen af betænkningen har fundet sted. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 4 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 4. februar 2011 dette udkast til udvalget, jf. ERU alm. del – bilag 149. Den 7. april 2011 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. Skriftlige henvendelser Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Bilfærgernes Rederiforening og Lars Birch Jensen, Stenstrup Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget. Spørgsmål Udvalget har stillet 21 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 3. Indstillinger og politiske bemærkninger Indstillinger Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme hverken for eller imod de stillede ændringsforslag. Politiske bemærkninger Udvalget udtaler, at Folketingets Erhvervsudvalg én gang årligt drøfter situationen omkring Dansk Søfart. Dette sker på baggrund af årsrapporter vedrørende tonnage, antal ansatte m.v. Herudover drøftes forholdene omkring DIS med henblik på at evaluere rammer og beskæftigelse. Radikale Venstres medlem af udvalget finder det endvidere afgørende, at der med de stillede ændringsforslag er sikret fortsat bredt flertal om søfartspolitikken på dette afgørende område. Det skaber stabile rammevilkår, som er afgørende for en stærkt globaliseret branche. Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 4. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Til § 1 Af økonomi- og erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL): 1) Nr. 1 affattes således: »1. § 19, stk. 2, 2. pkt., affattes således: »Søfartsstyrelsen kan dog tillade, at lovens krav om indfødsret fraviges.«« [Adgang til at fravige nationalitetskrav] Til § 2 2) Paragraffen affattes således: »§ 2 I lov nr. 386 af 27. maj 2005 om beskatning af søfolk (sømandsbeskatningsloven), som ændret senest ved § 12 i lov nr. 521 af 12. juni 2009, foretages følgende ændringer: 1. § 3 affattes således: »§ 3. Personer, som uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på danske eller udenlandske skibe, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage et beløb på 56.900 kr. Har skibet en bruttotonnage på 500 t eller derover, udgør fradraget efter 1. pkt. 105.000 kr., medmindre skibet anvendes til regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater. Stk. 2. Personer, som uden for begrænset fart erhverver lønindkomst ved arbejde om bord på stenfiskerfartøjer, herunder sandsugere, som har egne fremdrivningsmidler og eget lastrum til transport af materialer indvundet fra havbunden, og som har en bruttotonnage på 20 t eller derover, kan ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst fradrage et beløb på 56.900 kr. Stk. 3. Har en person kun lønindtægt som nævnt i stk. 1 eller stk. 2 i en del af året, eller er der tale om ansættelse på deltid, nedsættes fradraget forholdsmæssigt. Det er en betingelse for fradrag, at forhyringsvilkårene for den pågældende svarer til, hvad der sædvanligvis gælder for søfolk. Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse ved erhvervelse af lønindkomst ved arbejde udført om bord på skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter uden for dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, samt ved arbejde om bord på skole- og øvelsesskibe, jf. lov om maritime uddannelser.« 2. I § 15 ændres »§ 3, stk. 1« til: »§ 3, stk. 1-3« to steder.« [Nyaffattelse af sømandsbeskatningsloven] Til § 4 3) Nr. 4 affattes således: »4. I § 5, stk. 1, 1. pkt., ændres »på 140 øre pr. dag« til: », der betales«.« [Ændring vedrørende velfærdsbidraget] 4) Nr. 5 udgår, og i stedet indsættes: »5. § 5, stk. 1, 2. pkt., affattes således: »Afgiften påhviler rederen og den søfarende med hver 70 øre pr. dag. For søfarende på skibe, som er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, betaler rederen dog en afgift på 200 øre pr. dag.« 01. § 5, stk. 2, ophæves. Stk. 3 bliver herefter stk. 2.« [Forhøjet velfærdsbidrag for DIS-skibe] Bemærkninger Til nr. 1 Med ændringsforslaget foretages en sproglig tilpasning af forslaget om, at Søfartsstyrelsen kan tillade, at lovens krav om indfødsret fraviges. Ifølge lovforslagets § 1 vil lovens krav om indfødsret i visse tilfælde kunne fraviges. Af de almindelige og specielle bemærkninger til denne bestemmelse fremgår flere steder, at såfremt mindst halvdelen af de skibe, som til enhver tid er registreret i DIS, føres af en person, som har dansk indfødsret, eller som er omfattet af EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed, vil der kunne meddeles tilladelse til at fravige nationalitetskravet for den resterende halvdel af skibene i DIS. Dette foreslås justeret, således at der skal kunne meddeles tilladelse til at fravige nationalitetskravet, såfremt mindst 60 pct. af de skibe, som til enhver tid er registreret i DIS, føres af en person, som har dansk indfødsret, eller som er omfattet af EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed. Det foreslås endvidere, at den i lovforslagets bemærkninger omtalte etablering af en midlertidig ordning på 5 år, hvor skibe på udenlandsk flag, efter ansøgning, kan indflages til DIS, uden at der stilles et nationalitetskrav til skibsføreren, ikke skal finde anvendelse. Fra lovens ikrafttræden vil indflagning af skibe således i alle tilfælde være underlagt ovennævnte hovedregel om, at mindst 60 pct. af skibene under DIS føres af en person, som opfylder nationalitetskravet. De øvrige elementer i lovforslagets bemærkninger om nationalitetskravet fastholdes uændret. Til nr. 2 Efter § 2 i det fremsatte lovforslag vil der fremover skulle gælde et sømandsfradrag på 105.000 kr. ved arbejde om bord på skibe uden for EU/EØS, mens det hidtil gældende sømandsfradrag på 56.900 kr. fortsat vil skulle gælde ved arbejde inden for EU/EØS. Det foreslås at ændre dette, således at fradraget på 105.000 kr. vil skulle gælde ved arbejde om bord på visse skibe med en bruttotonnage på 500 t eller derover, uanset om der sejles inden for eller uden for EU/EØS, jf. nedenfor. Rent teknisk foreslås det at nyaffatte sømandsbeskatningslovens § 3. Efter forslaget til sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 1, 1. pkt., vil sømandsfradraget ved arbejde om bord på danske eller udenlandske skibe som udgangspunkt udgøre et beløb på 56.900 kr. Ved et dansk skib forstås efter sømandsbeskatningslovens § 2 et skib, som er registreret med hjemsted her i landet med en bruttotonnage på 20 t eller derover, og som udelukkende anvendes til erhvervsmæssig befordring af passagerer eller gods eller som kabellægningsfartøj. Bareboatindchartrede udenlandsk registrerede skibe sidestilles med danske skibe, mens bareboatudchartrede dansk registrerede skibe ikke anses for danske skibe i sømandsbeskatningslovens forstand. Ved et udenlandsk skib forstås et skib med ovennævnte størrelse og anvendelse, når skibet ikke anses for et dansk skib. Efter forslaget til § 3, stk. 1, 2. pkt., udgør sømandsfradraget et beløb på 105.000 kr., hvis det danske eller udenlandske skib har en bruttotonnage på 500 t eller derover. Dette vil dog ikke gælde, hvis skibet anvendes til regelmæssig passagersejlads mellem havne i EU-medlemsstater (færgefart), idet søfarende på sådanne skibe ikke opererer på det globale maritime arbejdsmarked, og således ikke er i samme konkurrencesituation som søfarende på større lastskibe. I sådanne tilfælde vil det hidtidige sømandsfradrag på 56.900 kr. fortsat være gældende. Det bemærkes, at der ikke vil blive etableret automatiske indberetningssystemer hos SKAT til håndtering af de to fradragsstørrelser. Dette har to årsager. For det første vil sømandsfradraget for danske søfolk om bord på udenlandske skibe under alle omstændigheder fortsat skulle håndteres manuelt, idet de danske skattemyndigheder ikke kan pålægge en udenlandsk arbejdsgiver en indberetningspligt. Dernæst vil der for danske arbejdsgiveres vedkommende være tale om et forholdsvis begrænset antal søfolk. De administrative omkostninger i forbindelse med etableringen af et automatisk indberetningssystem til håndtering af to fradragsstørrelser vil ikke stå mål med det antal skatteydere, der skal håndteres. Danske arbejdsgivere vil derfor for alle søfolk skulle indberette sødage m.v. på samme måde, som det sker i dag. De søfolk, der er berettiget til det højere fradrag, vil skulle selvangive dette. Forslaget til sømandsbeskatningslovens § 3, stk. 2-4, er en videreførelse af hidtidige regler for stenfiskerfartøjer/sandsugere, for skibe og installationer, der anvendes i tilknytning til efterforskning og udvinding af kulbrinter og endelig for skole- og øvelsesskibe. Endvidere videreføres de hidtil gældende regler om forholdsmæssigt fradrag, hvis den søfarende kun er ansat en del af året, eller hvis der er tale om ansættelse på deltid. Hvis en sømand arbejder en del af et år på et skib over 500 t og en del af året på et skib under 500 t, vil den pågældende få det høje fradrag for den del af året, hvor der arbejdes om bord på det store skib, og det lavere fradrag for den del af året, hvor der arbejdes om bord på det lille skib. Reglerne for beskatning af personer, der arbejder om bord på skibe registreret i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS), ændres ikke. DIS-søfolk vil fortsat blive aflønnet med en nettohyre, og den tekniske skatteberegning for sådanne søfolk vil blive foretaget som hidtil. Det vil således være et sømandsfradrag på 56.900 kr., der vil indgå i de tekniske beregninger, uanset om den pågældende sømand arbejder om bord på et skib, der er over eller under 500 t. For så vidt angår ændringen af sømandsbeskatningslovens § 15 bemærkes, at der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede nyaffattelse af sømandsbeskatningslovens § 3. Til nr. 3 og 4 Lovforslagets overordnede formål er at styrke betingelserne for vækst i Det Blå Danmark gennem en styrkelse af rammevilkårene i DIS, bl.a. ved at justere muligheden for at tillade, at skibe registreret i DIS kan føres af en person, som ikke har dansk indfødsret eller er omfattet af EU/EØS-reglerne om fri bevægelighed (nationalitetskravet). Skibe, som ikke er registreret i DIS, herunder f.eks. indenrigsfærger, vil ikke i samme omfang som DIS-skibe opnå ændrede vilkår som følge af lovforslaget. Lovforslagets element om, at statens tilskud til Handelsflådens Velfærdsråd skal overtages af rederne, foreslås derfor justeret, således at det forhøjede rederbidrag kommer til at gælde for de skibe, som ved lovforslaget bliver omfattet af de ændrede vilkår, dvs. DIS-skibene. For skibe, som ikke er registreret i DIS, vil forslaget indebære, at disse fremover skal betale det samme velfærdsbidrag, som de gør i dag, dvs. 70 øre pr. søfarende pr. dag. For DIS-skibe vil rederen derimod fremover skulle betales et beløb på 200 øre pr. søfarende pr. dag mod 70 øre i dag. I forhold til lovforslaget betyder ændringsforslagene således en forhøjelse på 30 øre for redere for DIS-skibe. Forhøjelsen af udgifterne til velfærdsbidrag for søfarende på DIS-skibe skønnes at blive modsvaret af det vækstpotentiale, som ligger i lovforslagets justering af nationalitetskravet for skibsførere på DIS-skibe. Ligesom det er tilfældet ved det fremsatte lovforslag, vil der også med ændringsforslaget ske en fastholdelse af det samlede beløb, som fremover vil blive betalt til Handelsflådens Velfærdsråd. Ændringsforslagene indeholder endvidere af lovtekniske årsager en opdeling af det oprindelige forslag til § 4, nr. 5, i to selvstændige numre. Dette forslag er rent redaktionelt. Helge Sander (V) fmd. Torsten Schack Pedersen (V) Marion Pedersen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Erling Bonnesen (V) Colette L. Brix (DF) nfmd. Pia Adelsteen (DF) Carina Christensen (KF) Rasmus Jarlov (KF) Orla Hav (S) Benny Engelbrecht (S) Henrik Dam Kristensen (S) Niels Sindal (S) Karsten Hønge (SF) Steen Gade (SF) Morten Østergaard (RV) Frank Aaen (EL) Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget. Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47 Socialdemokratiet (S) 45 Dansk Folkeparti (DF) 24 Socialistisk Folkeparti (SF) 23 Det Konservative Folkeparti (KF) 17 Radikale Venstre (RV) 9 Enhedslisten (EL) 4 Liberal Alliance (LA) 3 Kristendemokraterne (KD) 1 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Siumut (SIU) 1 Tjóðveldi (T) 1 Sambandsflokkurin (SP) 1 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 2 Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 189 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren 2 Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 3 Henvendelse af 4/5-11 fra Bilfærgernes Rederiforening 4 Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 5 Henvendelse af 18/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup 6 1. udkast til betænkning 7 Ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren 8 Henvendelse af 22/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup 9 2. udkast til betænkning 10 3. udkast til betænkning 11 Yderligere ændringsforslag fra økonomi- og erhvervsministeren 12 4. udkast til betænkning Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 189 Spm.nr. Titel 1 Spm. om kommentar til henvendelse af 4/5-11 fra Bilfærgernes Rederiforening, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 2 Spm. om teknisk bistand til en deling af lovforslaget, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 3 Spm. om, hvorfor der er behov for 5 års fri indflagning ud over en eventuel markant udvidelse af adgangen til udenlandske skibsførere, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 4 Spm. om, hvorfor en vækst i det danske skibsregister ikke kan rummes i en generel regel på f. eks. en tredjedel eller 40 pct., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 5 Spm. om, hvorledes ministeren vil sikre, at Danmarks maritime kompetencer ikke mindskes, og at Danmarks maritime konkurrencesituation ikke forringes, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 6 Spm. , om ministeren kan bekræfte, at udenlandske rederier, som flager ind til dansk flag inden for 5 års-reglen, har ombytningsret ved salg og køb af nyt skib og derved kan bevare dispensationen, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 7 Spm. , om ministeren kan bekræfte, at 5 års-reglen bestandig vil ligge oven på den eventuelt nye grænse på 50 pct., til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 8 Spm. om kommentar til henvendelsen af 18/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 9 Spm. , om det af bemærkningerne til lovforslaget skal opfattes sådan, at man helt eller delvist tilbageviser et fald i antallet af stillinger, som er besat af danske søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 10 Spm. om, hvorledes man skal opfatte udtalelserne fra næstformand i Danmarks Rederiforening i Jyllands Posten 13/4-11 i artiklen: »Hjælpende hånd til søfarten«, såfremt ministeren helt eller delvis tilbageviser, at lovforslaget vil medføre et fald i antallet af stillinger, som er besat af danske søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 11 Spm. om økonomiske konsekvenser for rederne, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 12 Spm. om, hvordan dispensationsadgangen skal håndteres i forhold til 50 pct.-reglen, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 13 Spm. om ministeren kan bekræfte EU-domstolens fortolkning af lov nr. 1462 af 22/12-04, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 14 Spm. , om den daværende økonomi- og erhvervsministers tilkendegivelse i betænkning over lovforslaget af 7/12-04 kan tages til indtægt for, at ministeren har været tilbageholdende med at overlade myndighedsudøvelsen til skibsførere uden dansk nationalitet, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 15 Spm. , om man i bemærkningerne til lovforslaget (lov nr. 1462 af 22/12-04) gør endeligt op med indsigelser og bekymringer vedrørende myndighedsudøvelsen, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 16 Spm. om sygesikringsydelser for danske søfarende på danske skibe, der sejler uden for danske have, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 17 Spm. om overenskomster og sygehyre for danske og udenlandske søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 18 Spm. om, hvor mange penge den danske stat sidste år udbetalte i refusion og sygedagpenge til udenlandske søfarende, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 19 Spm. om, hvad kommunerne i alt betalte sidste år til syge og skadelidte søfarende fra andre EU/EØS-lande, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 20 Spm. om, hvordan administrationen af 50 pct.-ordningen og den forøgede administration af sygedagpenge ikke vil medføre administrative og økonomiske konsekvenser for stat og kommune, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå 21 Spm. om kommentar til henvendelsen af 22/5-11 fra Lars Birch Jensen, Stenstrup, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Erklæringer mv., der leveres af læger, psykologer, kiropraktorer og andre sundhedsfaglige personer, hvis ydelser er omfattet af fritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, skal behandles momsmæssigt efter retningslinierne i TSS-cirkulære 2004-27 . Den fulde tekst Den momsmæssige behandling af erklæringer der udstedes af psykologer, kiropraktorer,læger og andre sundhedsfaglige personer Indledning Told- og skattestyrelsen har den 5. november 2004 offentliggjort TSS-cirkulære 2004-27 om moms af lægeerklæringer mv., som trådte i kraft den 1. april 2005. Erklæringer udstedt af andre sundhedsfaglige personer Styrelsen skal med denne meddelelse præcisere, at retningslinierne for den momsmæssige behandling af lægeerklæringer i TSS-cirkulære 2004-27 gælder for alle, der leverer ydelser, som er omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 1, således også psykologer, kiropraktorer, samt andre sundhedsfaglige personer, når de udsteder erklæringer. Det vil sige, at når eksempelvis psykologer eller kiropraktorer udsteder erklæringer, skal det vurderes om hovedformålet med ydelsen er at beskytte, herunder fastholde eller reetablere en sundhedstilstand. Ydelser, der er udført med et andet formål, er ikke momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Konkrete attester/erklæringer Told- og Skattestyrelsen er i forbindelse med offentliggørelsen af TSS-cirkulære 2004-27 om moms på lægeerklæringer blevet kontaktet af Dansk Psykologforening, Kiropraktorforeningen, Amtsrådsforeningen og DADL. De nævnte foreninger har anmodet om ToldSkats stillingtagen til en række konkrete attester. Styrelsen har af hensyn til en ensartet praksis fundet, at det vil være hensigtsmæssigt at offentliggøre vores udtalelse vedrørende den momsmæssige behandling af en række konkrete attester. Offentliggørelsen sker i form af en skematisk oversigt. Indledende bemærkninger Afkrydsningen i skemaet af, hvorvidt de nævnte attester er momspligtige eller momsfrie, er sket ud fra en vurdering af hovedformålet med anvendelse af den pågældende attest. I hovedparten af tilfældene er det styrelsens opfattelse, således som anvendelsen af attesterne er oplyst for styrelsen, at de primært skal bruges til en vurdering af, om en klient modtager den rigtige ydelse, f.eks. sociale eller forsikringsmæssige ydelse og således til et retligt forhold, der er momspligtigt. Der kan dog være tilfælde, hvor spørgsmålet om den rette ydelse ikke er det primære formål med at indhente en besvarelse fra eksempelvis en psykolog, men derimod om myndigheden skal hjælpe klienten på en anden måde inden for samme forløb af hensyn til dennes sundhedstilstand. I et sådant tilfælde vil transaktionen kunne være momsfritaget, da det primære formål må anses for at være at beskytte den berørtes sundhed og ikke til brug for et retligt forhold. Hvis samme attest både skal anvendes til brug for sagsbehandling, der har til formål at beskytte den berørtes sundhed og til sagsbehandling med henblik på at træffe en beslutning, der har retlig virkning, skal det vurderes, hvad hovedformålet med attesten er. Den momsmæssige behandling af attesten skal herefter afgøres efter den momsmæssige behandling af hovedformålet med attesten. Hvis det undtagelsesvist ikke er muligt at fastslå, om hovedformålet med en attest er til brug for sagsbehandling, der har til formål at beskytte den berørtes sundhed eller til sagsbehandling med andre formål, vil udarbejdelse af attesten være momsfritaget. Konsultationshonorar I tilfælde, hvor der er tale om en attest til brug for et retligt forhold, hvor der dels er fastsat en attesttakst, dels et særskilt konsultationshonorar som en betaling for tidsforbruget ved undersøgelse af patienten og udfærdigelse af attesten, er begge betalinger momspligtige. Der er tale om, at ydelsen består i at tilvejebringe en erklæring, hvor hovedformålet med ydelsen ikke er at beskytte, herunder fastholde eller reetablere, sundhedstilstanden hos den person, der berøres af erklæringen, selv om udførelsen af denne ydelse kræver eksempelvis lægelige kompetencer hos tjenesteyderen og kan indebære virksomhed, der er typisk for lægegerningen - såsom en fysisk undersøgelse af patienten eller analyse af journalen. En sådan ydelse, der har til formål at give svar på spørgsmål, der er stillet inden for rammerne af en anmodning om ekspertbistand, er udført med det formål at gøre det muligt for tredjemand at træffe en beslutning, der har retlige virkninger over for den berørte eller andre personer og er således som beskrevet momspligtig. Andre tillægsomkostninger Hvis der i forbindelse med udstedelsen af en momspligtig attest er andre tillægsomkostninger som for eksempel kørselsgodtgørelse, skal disse omkostninger indgå i det grundlag, der skal beregnes moms af. Anmodning uden svar Nogle af erklæringerne hænger sammen, og hvis der af en eller anden grund ikke kommer noget svar på en anmodning, vil der som udgangspunkt heller ikke være noget at betale for. Spørgsmålet om momspligt er kun aktuelt, hvor der foreligger en levering mod vederlag. Der kan være situationer, hvor en kommune sender en attest med en anmodning, eksempelvis en anmodning om en Aktuel Situation (attest 121), og psykologen når at lave arbejdet, men kommunen trækker af en eller anden grund anmodningen tilbage. I et sådant tilfælde vil psykologen kræve betaling, selv om anmodningen (attest 121) ikke følges op af en attestation (attest 125). Skematisk oversigt over attester Attestens nr. Attestens navn Momsfritaget Momspligtig Psykologattester - Dansk Psykolog Forening Social-psykologisk samarbejde PSYK 115 Attestation til brug for påbegyndt behandlingsforløb: Sygedagpengesag Kontanthjælpssag Revalideringssag x x x PSYK 125 Attestation til brug for aktuel situation fra psykolog: Sygedagpengesag Kontanthjælpssag Revalideringssag Pensionssag Børnesag x x x x x PSYK 135 Attestation til brug for vurdering fra psykolog: Sygedagpengesag Kontanthjælpssag Revalideringssag (herunder integrationssag) Førtidspensionssag Børnesag x x x x x Attestation om undersøgelse fra psykolog: Sygedagpengesag Kontanthjælpssag Revalideringssag Førtidspensionssag Børnesag Integrationssag x x x x x x Attestens nr. Attestens navn Momsfritaget Momspligtig Psykologattester - Dansk Psykolog Forening Andre myndigheder Udlændingemyndighederne: Psykologerklæring til brug ved ansøgning om helbredsbetinget opholdstilladelse eller visum x Statsamterne: Sagkyndig undersøgelse med erklæring til brug for vejledning vedrørende samværssager x Domstolene: Sagkyndige udnersøgelser og erklæringer til brug for rettens afgørelse af forældremyndighedens placering i civile sager x Attestens nr. Attestens navn Momsfritaget Momspligtig Kiropraktorattester - Dansk kiropaktor-forening Social-kiropraktisk samarbejde med KL KIR 115 Journaloplysninger fra kiropraktor: Sygedagpengesag Revalideringssag Førtidspensionssag Aktiveringssag Genoptræning og vedligeholdelsestræning Hjælpemidler x* x x x x x x* KIR 125 Statusattest fra kiropraktor: Sygedagpengesag Revalideringssag Førtidspensionssag Aktiveringssag Genoptræning og vedligeholdelsestræning Hjælpemidler x* x x x x x x* Attestens nr. Attestens navn Momsfritaget Momspligtig Kiropraktorattester - Dansk kiropraktor-forening Aftale med Assurandør-Societetet Kiropraktorattest 1 - til brug ved risikovurdering/skadesbehandling x Kiropraktorattest 2 - til brug ved ansvars-, syge- og ulykkesforsikringsrisikovurdering/skadesbehandling x Kiropraktorattest 3 - til brug ved ansvars-, syge- og ulykkesforsikringsrisikovurdering/skadesbehandling x Bemærkninger til de enkelte attester Ad Lægeerklæringer - social-lægeligt samarbejde Told- og Skattestyrelsen har fra DADL modtaget en skematisk oversigt. Af denne oversigt fremgår en lang række kommunale attester. Kommunen indhenter via lægeattesterne oplysninger for at skaffe kommunen et beslutningsgrundlag i forbindelse med stillingtagen til en social ydelse. Det kan dreje sig om pensionssager, revalideringssager, fleksjob, dagpenge ved sygdom og barsel, hjælpemidler, psykologhjælp, oplysninger til brug for hjemmeplejen, særlig støtte til børn med kronisk sygdom m.v. Nogle attester udfærdiges alene på baggrund af foreliggende journalmateriale, mens andre er baseret dels på foreliggende oplysninger, dels på en aktuel undersøgelse. Afkrydsning af lægeerklæringernes momsmæssige behandling er sket under den udtrykkelige forudsætning, at formålet med erklæringen er beskyttelse af den berørtes sundhed. Der er således ikke nogen modstrid med afkrydsningen af attester vedrørende hjælpemidler (KIR 115 og KIR 125) under "Kiropraktorattester - social-kiropraktisk samarbejde". Der henvises for så vidt angår formålet med disse attester til bemærkningerne der. Det fremgår af vejledningen "Social-lægeligt samarbejde 1998" at kommunerne ved anmodning om mange af de kommunale attester skal redegøre for, hvad de lægelige oplysninger skal bruges til. I kraft af denne redegørelse for, hvad de lægelige oplysninger skal bruges til, må det formodes, at den enkelte læge kender formålet med attesten og derfor har de fornødne oplysninger til brug for den momsmæssige vurdering af lægeattesterne. Styrelsen har i ovennævnte skematiske oversigt alene medtaget nogle få af de kommunale attester, nemlig de attester, hvor formålet med attesten umiddelbart har kunnet udledes. For så vidt angår resten af de kommunale attester må den momsmæssige behandling af disse afgøres efter de i TSS-cirkulære 2004-27 opstillede retningslinjer. Ad Lægeerklæringer - Amtsrådsforeningen Amterne har i visse tilfælde brug for at tvangsindlægge patienter på psykiatrisk afdelinger. Dertil behøver amterne en lægeerklæring. Erklæringen skal i henhold til oplysning fra Amtsrådsforeningen give en vurdering af, om behandlingen skal fortsætte på den psykiatriske afdeling. Denne erklæring er momsfritaget, idet det må lægges til grund, at hovedformålet er beskyttelse og bevarelse af patientens sundhed. Hvis en medicinbruger betegnes som kronisk patient eller terminalpatient, vil sygesikringens tilskud være forhøjet. Ved tildeling af det forhøjede tilskud er der brug for en erklæring fra en læge. Da oplysningerne således skal anvendes i forbindelse med sygeforsikringens beslutning om tildeling at et forhøjet tilskud, er der tale om oplysninger til brug for et retligt forhold. Erklæringen er derfor momspligtig. Ad Lægeerklæringer - statslige attester Told- og Skattestyrelsen har fra DADL modtaget en skematisk oversigt. Af denne oversigt fremgår en lang række statslige attester. Detentionsattester udfærdiges efter anmodning af politiet til afklaring af, om en person indsat i detentionen er i en tilstand, der "ikke umiddelbart skønnes behandlingskrævende", eller om den pågældende "bør undersøges yderligere (skadestue/indlægges)". Lægen er i en rolle som konsulent for politiet. Det er politiet, der træffer beslutningen om, hvorvidt den pågældende person skal forblive i detentionen eller i stedet skal på skadestuen. Denne erklæring er momsfritaget, idet det må lægges til grund, at hovedformålet er beskyttelse og bevarelse af patientens sundhed. Styrelsen har i ovennævnte skematiske oversigt alene medtaget nogle få af de statslige attester, nemlig de attester, hvor formålet med attesten umiddelbart har kunnet udledes. For så vidt angår resten af de statslige attester, må den momsmæssige behandling af disse afgøres efter de i TSS-cirkulære 2004-27 opstillede retningslinjer. Ad Lægeerklæringer - forsikrings- og pensionsattester Told- og Skattestyrelsen har fra DADL modtaget en skematisk oversigt. Af denne oversigt fremgår en lang række forsikrings- og pensionsattester. Styrelsen har i ovennævnte skematiske oversigt alene medtaget nogle få af disse attester, nemlig de attester, hvor formålet med attesten umiddelbart har kunnet udledes. For så vidt angår resten af attesterne, må den momsmæssige behandling af disse afgøres efter de i TSS-cirkulære 2004-27 opstillede retningslinjer. Det er dog styrelsens opfattelse, at formodningen må være for, at disse attester skal anvendes til et retligt formål, og at disse attester derfor er momspligtige. Ad Lægeerklæringer - andre attester Told- og Skattestyrelsen har fra DADL modtaget en skematisk oversigt. Af denne oversigt fremgår en række attester af anden karakter. Når den ansatte indhenter en sygeerklæring i forbindelse med sygdom (sygemelding) til brug for arbejdsgiveren, er der tale om, at arbejdsgiveren ønsker attesten til et retligt forhold. Arbejdsgiveren beder om attesten, således at han kan varetage sine interesser i henhold til ansættelsesforholdet. Attesten har således ikke noget sundhedsbeskyttelsesformål og er derfor momspligtig. Styrelsen har i ovennævnte skematiske oversigt alene medtaget nogle få af disse attester, nemlig de attester, hvor formålet med attesten umiddelbart har kunnet udledes. For så vidt angår resten af attesterne, må den momsmæssige behandling af disse afgøres efter de i TSS-cirkulære 2004-27 opstillede retningslinjer. Ad Psykologattester - social - psykologisk samarbejde Attesterne PSYK 115, 125 og 135 er udtalelser fra en psykolog på anmodning fra en kommune. Kommunen indhenter oplysninger til brug for at skabe et beslutningsgrundlag i en sag vedrørende f.eks. sygedagpenge eller revalidering. Attesten indhentes således af kommunen til brug for en sag, der har retlige virkninger for klienten/patienten. Attesterne vil derfor i dette tilfælde være momspligtige. I de tilfælde, hvor psykologen i en børnesag vurderer, at det bør overvejes at anbringe barnet udenfor dets eget hjem af hensyn til barnets tarv og udvikling, vil udtalelsen/attesten være momsfritaget, da udtalelsen skal anvendes til beskyttelse af barnets sundhed og tarv. En psykologisk undersøgelse vil sædvanligvis kræve kliniske samtaler samt inddragelse af forskellige test til uddybning af psykologens vurdering af klientens situation, funktionsniveau og problemstillinger. Undersøgelsen bruges af kommunen i sager om sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering, førtidspension, børnesager og integrationssager. Attesten indhentes således af kommunen til brug for en sag, der har retlige virkninger for klienten/patienten. Attesterne vil derfor i dette tilfælde være momspligtige, dog med undtagelse af attester i børnesager, jf. ovenfor. Det skal af kommunens anmodning fremgå, hvilken problemstilling forvaltningen skal tage stilling til, og på hvilken måde psykologens oplysninger vil indgå i vurderingen. I kraft af denne redegørelse for, hvad oplysningerne skal bruges til, må det formodes, at den enkelte psykolog kender formålet med attesten, og derfor har de fornødne oplysninger til brug for den momsmæssige vurdering af lægeattesterne. Psykologen virker som en konsulent for kommunen ved at bidrage med faktuelle oplysninger, der kan bidrage til information eller forståelse af klientens/patientens nuværende situation. Psykologen kan undlade at besvare spørgsmålene, hvis årsagen til behandling hos psykologen vedrører en anden problemstilling end den, kommunen henvender sig om. Psykologen kan ikke udtale sig om, hvilke konkrete sociale ydelser klienten/patienten skønnes berettiget til eller har behov for, men alene bidrage til forvaltningens beslutningsgrundlag. Ad Psykologattester - andre myndigheder Efter Integrationsministeriets praksis kan der bl.a. gives helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse til udlændinge, der lider af fysiske eller psykiske sygdomme af meget alvorlig karakter. Der kan endvidere gives helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse til udlændinge, der ved en tilbagevenden til et hjemland med vanskelige levevilkår, vil være i risiko for at få eller opleve en forværring af et alvorligt handicap. Det indgår som et væsentligt moment i vurderingen af sagen, om udlændingen har mulighed for at modtage den fornødne psykologhjælp i sit hjemland. Selvom om psykologen i sin erklæring kun skal udtale sig om psykologfaglige spørgsmål, skal udlændingemyndighederne anvende erklæringen til vurderingen af et retligt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om opholdstilladelse. Psykologens erklæring er derfor momspligtig. Statsamterne anmoder om sagkyndige undersøgelser med erklæring til brug for vejledning vedrørende samværssager. Formålet er bl.a. at få en sagkyndig vurdering af barnets tarv til brug for en juridisk afgørelse. Psykologens erklæring er derfor momspligtig. Domstolene anmoder om sagkyndige undersøgelser og erklæringer til brug for rettens afgørelse af forældremyndighedens placering i civile sager, hvor forældrene har en tvist om, hvem der skal have tillagt forældremyndigheden. Formålet med psykologundersøgelsen og erklæringen er at beskrive og i øvrigt vurdere barnets tilhørsforhold og relationer til sine forældre samt den familiære situation i øvrigt. Selvom om psykologen i sin erklæring kun skal udtale sig om psykologfaglige spørgsmål, skal domstolene anvende erklæringen til vurderingen af et retligt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om forældremyndigheden. Psykologens erklæring er derfor momspligtig. Ad Kiropraktorattester - social-kiropraktisk samarbejde Ved social-kiropraktisk samarbejde formidles relevante helbredsmæssige informationer mellem kommuner og kiropraktorer med henblik på at opnå den optimale sagsbehandling for klienterne/patienterne. Denne informationsudveksling har hjemmel i forskellige love og hviler på patientens/klientens udtrykkelige samtykke. De i ovennævnte oversigt nævnte attester er omfattet af en honoraraftale mellem Dansk Kiropraktor Forening og KL, samt Københavns og Frederiksberg Kommuner. *Det er styrelsens vurdering, at den ydelse, der består i at udfylde en attest, som myndigheden bruger som grundlag for at udlevere hjælpemidler til lånebrug til en patient er momsfritaget, idet formålet direkte er sundhedsbeskyttelse, mens udstedelse af en attest til brug for en myndigheds vurdering af, om den skal udbetale et beløb til en patients køb af hjælpemidler er momspligtig, idet der er tale om et forhold af retlig karakter. Ad Kiropraktorattester - aftale med Assurandør-Societetet Kiropraktorattest I rekvireres af forsikringsselskaberne, hvis der ved begæring om en personforsikring (livs- og pensionsskadeforsikring) eller ved belysning af en skades omfang og fastsættelse af erstatningens størrelse er oplysninger om kiropraktorbehandling på grund af lidelser i bevægeapparatet, herunder specielt ryglidelser. Kiropraktorattest II rekvireres af forsikringsselskaberne til brug ved ansvars-, syge-, og ulykkesforsikring. Momslovens almindelige bestemmelser Momslovens regler om registreringsgrænse, fradragsret og lønsumsafgift er gældende. Om registreringsgrænsen: Registreringsgrænsen betyder, at der ikke skal ske registrering og betaling af moms, når de samlede momspligtige leverancer ikke overstiger 50.000 kr. årligt. Med "årligt" menes en periode på 12 sammenhængende måneder. Tidspunktet for virksomhedens påbegyndelse af de momspligtige aktiviteter betragtes som begyndelsestidspunkt for 12 måneders perioden. Pligten til at lade sig registrere for moms, gælder alle, der har en forventning om, at den årlige omsætning overstiger 50.000 kr. I de tilfælde, hvor denne forventning ikke er til stede ved virksomhedens påbegyndelse, kan man vente med at lade sig registrere til det tidspunkt, hvor det står klart, at omsætningen vil overstige 50.000 kr. Der skal herefter afregnes og betales moms fra registreringstidspunktet. 50.000 kr. grænsen er en registreringsgrænse og således ikke en afgiftsfri bundgrænse. Om fradragsret: Der er fuld fradragsret for købsmomsen af varer og ydelser, der udelukkende bruges i forbindelse med de momspligtige ydelser. For indkøb, som kun vedrører de momsfrie ydelser, er der ikke fradragsret. For moms af indkøb, som vedrører både momspligtige og momsfrie ydelser (fællesomkostninger), er der delvis fradragsret. Den delvise fradragsret skal beregnes på grundlag af forholdet mellem den momspligtige omsætning og den samlede omsætning i det pågældende regnskabsår. Om lønsumsafgift: Der skal ikke betales lønsumsafgift af den del af en virksomhedens overskud med tillæg af lønsum opgjort efter reglerne i lønsumsafgiftslovens § 4, stk. 1 og 4, som vedrører de momspligtige leverancer. Om registrering: Momsregistrering skal ske hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. For at blive registreret skal der udfyldes en registreringsblanket, som skal afleveres til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. På http://www.webreg.dk/ er registreringsblanketten. Registreringsblanketten skal udfyldes, printes ud, underskrives og sendes sammen med eventuelle bilag til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Postboks 600, 0900 København C. Blanketten er også på ToldSkats hjemmeside http://www.toldskat.dk/ . Klik på "Blanketter" under søjlen for "Virksomhed", og hent blanket 40.001. Fakturaer og afregningsbilag samt kreditnotaer skal udstedes i mindst to eksemplarer - et til kunden og et til virksomhedens regnskab. Om fakturakrav: En virksomhed, der er momsregistreret skal udstede en faktura ved salg af varer og ydelser. På ToldSkats hjemmeside http://www.toldskat.dk/ er der en vejledning om fakturakravene - "Moms - fakturering, regnskab mv.", som findes ved at klikke på "Vejledninger" under søjlen "Virksomhed". Ikrafttræden Disse retningslinier vil lige som TSS-cirkulære 2004-27 have virkning for erklæringer, undersøgelser mv. der foretages efter den 1. april 2005.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Betænkning afgivet af Det Politisk-Økonomiske Udvalg den 30. april 2003 Betænkning over Forslag til lov om en satsreguleringsprocent [af finansministeren (Thor Pedersen)] 1. Ændringsforslag Der er stillet 4 ændringsforslag til lovforslaget. Enhedslistens medlem af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 og 2. Finansministeren har stillet ændringsforslag nr. 3 og 4. 2. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 7. november 2002 og var til 1. behandling den 13. november 2002. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Det Politisk-Økonomiske Udvalg. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 5 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring. Den 13. november 2002 sendte finansministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget. Skriftlige henvendelser Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Leif Larsen, Holbæk. Spørgsmål Udvalget har stillet 6 spørgsmål til finansministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. 3. Betænkningsbidrag fra finansministeren Finansministeren har over for udvalget oplyst, at ministeren har indgået en aftale med partierne V, S, DF, KF, SF, RV og KRF om principperne bag satsreguleringspuljen og anvendelsen af satsreguleringsmidlerne samt udmøntning og administration af puljen. Aftalen er optrykt som bilag 2 til betænkningen. 4. Indstillinger og politiske bemærkninger Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af finansministeren stillede ændringsforslag. Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af mindretallet under nr. 1 og 2 stillede ændringsforslag. Såfremt de af mindretallet stillede ændringsforslag ikke vedtages, vil mindretallet indstille lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod det af finansministeren under nr. 3 stillede ændringsforslag og stemme hverken for eller imod det under nr. 4 stillede ændringsforslag. Efter Enhedslistens opfattelse har dette lovforslag kun ét formål. Det skal sikre, at Dansk Folkeparti i fremtiden kan få adgang til at deltage i den årlige uddeling af gaver betalt af de fattigste danskere. Dansk Folkeparti har i årevis måttet finde sig i at stå uden for dette besynderlige cirkus, hvor pengene først tages fra kontanthjælpsmodtagerne og pensionisterne samt modtagerne af syge- og arbejdsløshedsdagpenge og bagefter – af hattedamerne i forligspartierne – deles ud til »værdigt trængende«. Da Dansk Folkeparti ikke har været i stand til at opnå resultater ved finanslovforhandlingerne med regeringen, som kan leve op til deres valgløfter, må Dansk Folkeparti selvfølgelig også have fingrene ned i denne spændende sukkerskål. Selv om det i sig selv er et soleklart løftebrud fra Dansk Folkepartis side. Dansk Folkeparti har jo et utal af gange erklæret sig enig med Enhedslisten i, at dette tyveri burde bringes til ophør. Også i valgkampen blev dette løfte gentaget igen og igen – selv om Enhedslisten må indrømme, at Dansk Folkeparti har fundet på stadig mere fantasifulde forklaringer på, hvorfor de efter sidste valg ikke længere kunne stemme for forslag om, at disse penge blev udbetalt til dem, de er stjålet fra. Det er jo ikke småpenge, det drejer sig om. Rigsrevisionen er således nået frem til, at pensionisterne, de arbejdsløse, de syge m.fl. de sidste 10 år er blevet snydt for 18,8 mia. kr. De penge er brugt, men derfor kunne man vel godt stoppe cirkuset nu – og regulere ydelserne op på det niveau, de burde have. Det ville give den arbejdsløse 4.100 kr. mere om året, den syge 4.600 kr. mere, førtidspensionisten 4.500 kr. mere og den enlige folkepensionist 2.700 kr. Kristeligt Folkeparti, Inuit Ataqatigiit og Siumut var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 5. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Af et mindretal (EL): Til § 4 1) I stk. 1 udgår ordene », hvis ændringen i årslønnen, jf. § 3, er 2,0 pct. eller lavere«. [Satstilpasningsprocenten sættes lig med tilpasningsprocenten] Til § 5 2) Paragraffen udgår. [Ophævelse af satsreguleringspuljen] Af finansministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med undtagelse af EL): 3) Stk. 2, 2. pkt., affattes således: »Den nærmere anvendelse af puljebeløbet fastsættes på finansloven.« [Udmøntning af satspuljen] Til § 8 4) I stk. 1 ændres » 1. januar 2003 « til: » 1. juli 2003 « . [Ændret ikrafttrædelsesdato] Bemærkninger Til nr. 1 og 2 Ændringsforslagene medfører, at pensionister, dagpengemodtagere, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere og andre, der modtager overførselsindkomster, skal have reguleret deres indkomst svarende til lønudviklingen. Der skal ikke herske tvivl om, at forslagstillerne går ind for, at disse grupper ikke skal sakke bagud i forhold til folk i beskæftigelse. Satsreguleringsforliget fra 1990 lever ikke op til dette princip. Derfor har Enhedslisten aldrig tilsluttet sig dette forlig, da det er Enhedslistens opfattelse, at satspuljen skal forblive hos de folk, hvor pengene kommer fra. Til nr. 3 Regeringen skal som hidtil inden finansårets begyndelse stille forslag til udmøntningen af et eventuelt puljebeløb. Som hidtil vil der blive forhandlet om udmøntningen af satspuljen med forligspartierne, og det endelige forslag til udmøntning af puljen vil blive fremsat i overensstemmelse med resultatet af disse forhandlinger. Regeringen vil under alle omstændigheder fremsætte forslag om udmøntning af hele puljen til de formål, der er angivet i lovforslagets § 5, stk. 2, 1. pkt. Dette vil på samme måde som hidtil teknisk ske i form af ændringsforslag til finanslovforslaget. Udmøntningen af satspuljen vil således fortsat ske ved Folketingets vedtagelse af finansloven for det pågældende finansår. Sker der ikke udmøntning af satspuljen eller dele af denne – hvilket ikke hidtil er forekommet og på baggrund af forståelsen blandt forligspartierne heller ikke forventes at forekomme – vil dette ikke have betydning for satsreguleringsprocenten for det pågældende finansår. Der vil således ikke for fremtiden bestå nogen pligt for regeringen til i givet fald at stille forslag om forhøjelse af satsreguleringsprocenten svarende til den del af puljen, som ikke er udmøntet. Til nr. 4 Det foreslås, at lovens ikrafttrædelsesdato bliver den 1. juli 2003. Loven vil fortsat have virkning fra og med fastsættelsen af satsreguleringsprocenten m.v. for finansåret 2004. Gitte Lillelund Bech (V) Freddy Dam (V) Pia Larsen (V) Lisbeth L. Petersen (V) Jens Rohde (V) Peter Skaarup (DF) Poul Fischer (DF) nfmd. Pia Christmas‑Møller (KF) Knud Erik Kirkegaard (KF) Henrik Sass Larsen (S) Ole Stavad (S) Frank Jensen (S) Poul Nyrup Rasmussen (S) Tórbjørn Jacobsen (TF) Ole Sohn (SF) Morten Helveg Petersen (RV) fmd. Pernille Rosenkrantz‑Theil (EL) Kristeligt Folkeparti, Inuit Ataqatigiit og Siumut havde ikke medlemmer i udvalget. Folketingets sammensætning Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 55 * Enhedslisten (EL) 4 Socialdemokratiet (S) 52 Kristeligt Folkeparti (KRF) 4 Dansk Folkeparti (DF) 22 Tjóðveldisflokkurin (TF) 1 Det Konservative Folkeparti (KF) 16 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Siumut (SIU) 1 Det Radikale Venstre (RV) 9 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 2 * Heraf 1 medlem valgt på Færøerne Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 82 Bilagsnr. Titel 1 Meddelelse om tidspunkt for betænkningsafgivelse og frist for spørgsmål m.v. 2 Høringssvar, fra finansministeren 3 Høringsnotat fra finansministeren 4 Spm. 1, om bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, indebærer, at sats- puljemidler kan anvendes til foranstaltninger på integrationsområdet, til finansministeren 5 Resumeet fra Rigsrevisionens beretning til statsrevisorerne om satsreguleringspuljen, november 2002 6 Spm. 2 om, hvordan sociale pensioner og overførselsindkomster ville have udviklet sig fra 1990 og frem til nu, såfremt satsregulering ikke var blevet gennemført m.v., til finansministeren Spm. 3 om, hvordan det vil påvirke størrelsen af satspuljen, såfremt det nuværende reguleringsprincip ændres, for så vidt angår grundbeløb og pensionstillæg m.v., til finansministeren Spm. 4 om fordelingsmæssige virkninger 10 år frem, til finansministeren 7 Kopi af finansministerens svar på spørgsmål nr. S 560 om en oversigt over, hvad de forskellige sociale områder tilføres via henholdsvis årets satspuljeaftale og aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti 8 Kopi af finansministerens svar på spørgsmål nr. S 559 om en oversigt over satspuljens størrelse tilbage til satspuljeforligets indgåelse 9 Kopi af finansministerens svar på spørgsmål nr. S 534 om, hvad satserne for pensioner, dagpenge m.v. ville være, hvis ikke der skete en modregning på grund af satspuljen, fra finansministeren 10 Spm. 5 om betydningen af fradrag for lønmodtagernes pensionsindbetalinger, til finansministeren 11 Kopi af finansministerens svar på spørgsmål nr. S 558 vedrørende aftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven 2003 – satspuljen 12 1. udkast til betænkning 13 Svar på spm. 1, om bestemmelsen i lovforslagets § 5, stk. 2, indebærer, at satspuljemidler kan anvendes til foranstaltninger på integrationsområdet, fra finansministeren 14 Svar på spm. 2 om, hvordan sociale pensioner og overførselsindkomster ville have udviklet sig fra 1990 og frem til nu, såfremt satsregulering ikke var blevet gennemført m.v., fra finansministeren Svar på spm. 3 om, hvordan det vil påvirke størrelsen af satspuljen, såfremt det nuværende reguleringsprincip ændres, for så vidt angår grundbeløb og pensionstillæg m.v., fra finansministeren Svar på spm. 4 om fordelingsmæssige virkninger 10 år frem, fra finansministeren 15 Svar på spm. 5 om betydningen af fradrag for lønmodtagernes pensionsindbetalinger, fra finansministeren 16 Orientering om ændringsforslag fra SF 17 Henvendelse af 31/1-03 fra Leif Larsen, Holbæk 18 Kopi AMU: Svar på spm. 9 om ministerkommentar til henvendelse af 30/10-02, fra beskæftigelsesministeren 19 Spm. 6 om kommentar til henvendelse af 30/10-02 fra Leif Larsen, Holbæk, til finansministeren 20 Svar på spm. 6 om kommentar til henvendelse af 30/10-02 fra Leif Larsen, Holbæk, fra finansministeren 21 Meddelelse om, at SF har trukket sit ændringsforslag tilbage 22 Betænkningsbidrag samt tilhørende ændringsforslag, fra finansministeren 23 Ændringsforslag fra finansministeren 24 2. udkast til betænkning 25 3. udkast til betænkning End of " Bilag 1 " Bilag 2 Aftale mellem V, S, DF, KF, SF, RV og KRF om principperne for satspuljens tilvejebringelse og udmøntning m.v. 1. Principperne bag satsreguleringen og satspuljens tilvejebringelse . Satsreguleringsordningen indebærer, at overførselsindkomsterne hvert år reguleres med en satsreguleringsprocent, der fastsættes på grundlag af års~lønsudviklingen. I de tilfælde, hvor den gennemsnitlige ændring i årslønnen for alle arbejdere og funktionærer er højere end 2,0 procent afsættes et puljebeløb til initiativer for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper. Satsreguleringsordningen sikrer således, at der – under forudsætning af, at ændringen i årslønnen er højere end 2,0 procent – hvert år afsættes midler til en målrettet indsats for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper. Partierne tilslutter sig fuldt ud principperne bag denne reguleringsordning. 2. Principperne for anvendelsen af satspuljemidlerne Puljebeløbet anvendes til foranstaltninger med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper. Anvendelsen af puljebeløbet fastsættes i finansloven, jf. § 5, stk. 2. Der er i forligskredsen enighed om, at satspuljemidlerne kan anvendes til en bred vifte af foranstaltninger til gavn for overførselsindkomstmodtagere og svage grupper, herunder forebyggende foranstaltninger m.v. Dermed er også grupper, der ikke modtager overførselsindkomst, men som er i risiko for at overgå til offentlig forsørgelse, omfattet af målgruppen for ordningen. 3. Principperne for udmøntningen af puljen Partier, der stemmer for lovforslaget og som har tilsluttet sig principperne i reguleringsmetoden, vil fremover indgå i forligskredsen om udmøntningen af satspuljen. Partierne erklærer sig endvidere indforståede med, at den fremtidige udmøntning af puljen forhandles i overensstemmelse med den konsensusholdning, der har præget de hidtidige udmøntningsforhandlinger. Det skal ved udmøntningen således tilstræbes at finde flest mulige projekter, der er bred enighed om, og som tilgodeser de relevante målgrupper. Samtidig skal der udvises imødekommenhed over for, at alle partier i begrænset omfang får tilgodeset særlige prioriteter, som et eller flere af de øvrige partier ikke ønsker eller er direkte imod. Det betyder bl.a., at enkelte partier således ikke kan udelukke bestemte temaer. Ifølge den hidtidige satsreguleringslov skal regeringen inden udgangen af året fremsætte forslag til udmøntning af satsreguleringspuljen for det følgende finansår. Hvis der ikke opnås tilslutning til puljens anvendelse, er regeringen i henhold til de gældende regler forpligtet til at foreslå satsreguleringsprocenten forhøjet svar~ende til den del af puljen, som ikke er udmøntet. Udmøntningsforslaget fremsættes efter drøftelser mellem for~ligspartierne. Partierne er enige om, at der som led i nyordningen af satsreguleringsforliget gennemføres det af regeringen fremsatte lovforslag med den ændring, at puljemidlerne altid skal udmøntes. Det vedlagte ændringsforslag indebærer, at regeringen som hidtil skal stille forslag til udmøntningen af et eventuelt puljebeløb inden finansårets begyndelse. Som hidtil vil der blive forhandlet om udmøntningen af satspuljen med forligspartierne, og det endelige forslag til udmøntning af puljen vil blive fremsat i overensstemmelse med resultatet af disse forhandlinger. Regeringen vil således under alle omstændigheder fremsætte forslag om udmøntning af hele puljen til de formål, der er angivet i lovforslagets § 5, stk. 2, 1. pkt. Dette vil på samme måde som hidtil teknisk ske i form af ændringsforslag til finanslovsforslaget. Udmøntningen af satspuljen vil således fortsat ske ved Folketingets vedtagelse af finansloven for det pågældende finansår. Andre partier får mulighed for at tilslutte sig forligskredsen nu eller på et senere tidspunkt, hvis de erklærer sig enige i ovenstående. 4. Administrationen af puljen Der er enighed mellem forligspartierne om at sikre, at midler, der ikke er anvendt efter en given periode, automatisk falder tilbage i puljen til genudmøntning ved periodens udløb. Der udarbejdes nærmere retningslinier herfor. Der udarbejdes endvidere retningslinier for, hvor stor en andel af en satspuljebevilling, der kan anvendes til administration, samt for hvordan administrationsbidragene godkendes af forligspartierne. Retningsliniernes konkrete udformning aftales mellem forligspartierne i forbindelse med de kommende forhandlinger om udmøntningen af satspuljen. End of " Bilag 2 "

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om ændring af forældelsesloven (Forældelse af udestående selskabsindskud) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I forældelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 28. august 2013, foretages følgende ændringer: 1. Efter § 2 indsættes i kapitel 2: »§ 2 a. For fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, regnes forældelsesfristen tidligst fra det tidspunkt, hvor selskabet beslutter at indkalde indskuddet. Uanset 1. pkt. regnes forældelsesfristen dog senest fra 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2.« 2. I § 3, stk. 3, nr. 2, udgår »og«. 3. I § 3, stk. 3, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer: »3) 10 år efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 a for fordringer, som støttes på skriftlig aftale om indskud i et selskab, og«. Nr. 3 bliver herefter nr. 4. § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2014. Stk. 2. Loven finder tillige anvendelse på fordringer, der er stiftet før lovens ikrafttræden, medmindre forældelse efter de hidtil gældende regler er indtrådt før lovens ikrafttræden. § 3 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Givet på Marselisborg Slot, den 26. december 2013 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Karen Hækkerup

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Direktoratet afslog i afgørelse af 7. april 2006 at behandle medlemmets klage, idet der ikke var klaget rettidigt (a-kassen havde sendt slettebrev den 14. december 2005), og idet der ikke var oplyst nogen særlig grund til overskridelsen af klagefristen. Direktoratet bemærkede i afgørelsen, at sagen ville blive genoptaget i direktoratet, hvis medlemmet indhentede en skriftlig erklæring fra postvæsenet om, at der havde været uregelmæssigheder i postgangen omkring den 14. december 2005, hvor medlemmet gjorde gældende, at han ikke havde modtaget noget slettebrev. Medlemmet bad efterfølgende direktoratet om at genoptage sagen uden at fremsende den ønskede dokumentation, hvorefter direktoratet i afgørelse af 26. april 2006 afslog at genoptage sagen. Direktoratet vejledte i afgørelsen medlemmet om, at han kunne klage til ankenævnet over direktoratets manglende genoptagelse. Ankenævnet behandlede derefter medlemmets klage herpå, men fandt ikke, at nævnet kunne tage stilling til, hvorvidt direktoratet skulle genoptage behandlingen af spørgsmålet om afvisning på grund af overskridelse af klagefristen. Ankenævnet henviste i afgørelsen til, at direktoratets afgørelser, om hvorvidt der skal ses bort fra klagefristen, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, hvorfor nævnet ikke var kompetent til at tage stilling til, hvorvidt direktoratet skulle genoptage sagen, idet sagen netop drejede sig om, hvorvidt der var særlig grund til at se bort fra overskridelsen. Ankenævnet fandt således ikke, at nævnet havde kompetence til at behandle sagen. Den fulde tekst Klage over Arbejdsdirektoratets afslag på at genoptage sag om fristafvisning, nævnets kompetence i forhold til arbejdsløshedsforsikringslovens § 98, stk. 2 og § 99, stk. 1, nævnet kan ikke behandle sagen Arbejdsmarkedets Ankenævn har behandlet Deres klage på møde den 30. november 2006. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Ankenævnet kan ikke tage stilling til, hvorvidt Arbejdsdirektoratet skal genoptage behandlingen af spørgsmålet om afvisning på grund af overskridelse af klagefristen. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – direktoratet i brev af 7. april 2006 oplyste Dem om, at Deres klage af 28. februar 2006 ikke ville blive behandlet, idet klagefristen på 4 uger over a-kassens afgørelse var overskredet, og der ikke forelå en særlig grund til overskridelsen, – De i brevet ligeledes blev orienteret om, at direktoratet ville genoptage sagen, hvis direktoratet modtog dokumentation fra postvæsenet om, at a-kassens brev af 14. december 2005 ikke var anmeldt hos Dem eller der på anden måde var sket en fejl fra postvæsenets side, – direktoratet i brev af 26. april 2006 oplyste Dem om, at Deres sag ikke ville blive genoptaget, idet der ikke var kommet nye oplysninger til sagen, som gjorde, at direktoratet ville genoptage sagen, og – De klagede over direktoratets afvisning af at genoptage sagen. Det følger af arbejdsløshedsforsikringsloven, at direktoratet kan se bort fra overskridelse af klagefristen på 4 uger, hvis der er særlig grund dertil. Direktoratets afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, herunder Arbejdsmarkedets Ankenævn. Det er således direktoratet, der kan og skal tage endelig stilling til spørgsmålet, om der kan ses bort fra overskridelsen af klagefristen. Ankenævnet finder på denne baggrund ikke, at ankenævnet er kompetent til at tage stilling til, hvorvidt direktoratet skal genoptage sagen, idet sagen efter nævnets opfattelse netop drejer sig om, hvorvidt der er særlig grund til at se bort fra overskridelsen. Ankenævnet finder således ikke, at direktoratets afgørelse om afslag på genoptagelse af fristafvisningen kan siges at være et spørgsmål, som falder ind under lovens § 99, stk. 1, som angiver ankenævnets kompetenceområde. Det forhold, at direktoratet i brev af 26. april 2006 har oplyst Dem om, at De kan klage til nævnet over direktoratets manglende genoptagelse, medfører ikke efter nævnets opfattelse en forpligtelse for nævnet til at tage stilling til spørgsmålet alligevel. De kan således ikke opnå en bedre retstilling, end der er hjemmel til. R E G L E R Ankenævnet henviser til – § 98, stk. 2 og § 99, stk. 1, i Lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på den følgende side. Kopi til: A-kassen Arbejdsdirektoratet Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005: § 98. Klage over arbejdsløshedskassernes afgørelser efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for direktøren for Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen sendes til kassens hovedledelse, der skal vurdere sagen på ny. Fastholder kassens hovedledelse helt eller delvis afgørelsen, videresender denne klagen sammen med sagens akter til direktøren for Arbejdsdirektoratet. Nærmere regler udarbejdes af direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet. Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan se bort fra overskridelse af klagefristen i stk. 1, når der er særlig grund hertil. Direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. § 99. Klage over direktøren for Arbejdsdirektoratets afgørelser om medlemmers rettigheder og pligter efter denne lov kan af den, afgørelsen vedrører, indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn inden 4 uger efter, at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Det samme gælder direktørens afgørelser efter § 86, stk. 4, 1. og 2. pkt., og stk. 5, samt efter EF-forordninger om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 32-09 om sygedagpenge - anmeldelse - frist - kommunens hjemmeside - jul og nytår - dispensation - særlige undskyldende forhold Resume: En anmeldelse af sygdom var modtaget for sent i kommunen. Der var dog grundlag for at dispensere fra overskridelsen, idet der var oplyst særlige undskyldende forhold. Det fremgik af kommunens hjemmeside, at den havde lukket mellem jul og nytår. Det forhold, at ydelseskontoret rent faktisk havde åbent den 27, 28, og 31. december 2007 medførte ikke en ændret vurdering af sagen, idet kommunen burde have sørget for, at det fremgik af dens hjemmeside, at dette var tilfældet. Kommunen burde således have sikret sig, at borgere, der søgte oplysninger på dens hjemmeside, også kunne regne med en korrekt vejledning. Love: Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 1047 af 28. oktober 2007 - § 38 Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 38 Sagsfremstilling: En kvinde blev sygemeldt fra sin A-kasse den 20. december 2007 grundet influenza. Kvinden undersøgte kommunens åbningstider via dennes hjemmeside, hvor hun fik oplyst, at kommunen havde lukket imellem jul og nytår. Den 28. december 2007 underskrev hun anmodningen om sygedagpenge på dp 200B. Kommunen modtog denne den 2. januar 2008. Kommunen gav afslag på udbetaling af sygedagpenge i perioden 20. december 2007 til 23. december 2007. Kommunen begrundende afgørelsen med, at anmeldelsen først var modtaget i kommunen efter sygedagperioden var afsluttet, og at der derfor ikke kunne udbetales sygedagpenge. Kommunen havde ikke fundet, at der i øvrigt forelå særlige undskyldende forhold, der kunne begrunde dispensation fra anmeldelsesreglerne. Kommunen henviste til, at kvinden i maj 2007 skriftligt blev orienteret om reglerne for anmeldelse af sygdom. Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse og fandt, at kvinden havde ret til sygedagpenge for perioden 20. december 2007 til 23. december 2007. Nævnet begrundede afgørelsen med, at kvinden skulle anmelde sygefraværet til kommunen senest en uge efter 1. fraværsdag, og at hun grundet helligdagene mellem jul og nytår havde overholdt denne anmeldelsesfrist. Nævnet lagde vægt på, at første fraværsdag var den 20. december 2007, og at anmeldelsen af fraværet var modtaget i kommunen den 2. januar 2008, hvilket var inden for fristen på 1 uge fra første fraværsdag, idet der skulle ses bort fra helligdagene imellem jul og nytår. Nævnet lagde ligeledes vægt på, at anmodningen om sygedagpenge var foretaget på rette blanket, samt at hun havde underskrevet denne den 28. december 2007. I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at en lønmodtager ved anmodning om sygedagpenge fra kommunen, ifølge loven skulle anmelde sygefraværet senest en uge efter 1. fraværsdag. Den omstændighed, at kvinden forud for anmeldelsen havde undersøgt kommunens åbningstider via kommunens hjemmeside, hvoraf det fremgik, at kommunen havde lukket imellem jul og nytår, kunne efter kommunens opfattelse ikke sidestilles med en berettiget forventning om, at kunne få sygedagpenge, selv om anmeldelsen af fraværet ikke var sket rettidigt. Anmeldelsespligten fremgik af dagpengeskemaet, og hun havde tidligere været orienteret om reglerne for anmeldelsen af sygefravær. Kommunen fandt heller ikke, at der var grundlag for dispensation fra anmeldelsesfristen. Ifølge loven kunne kommunen udbetale sygedagpenge før anmodningsdagen, når lønmodtager på grund af hospitalsophold eller ophold i udlandet havde været forhindret i at anmelde rettidigt, eller når ganske særlige undskyldende forhold havde bevirket, at anmeldelsen ikke var sket rettidigt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om anmeldelsen var rettidig, da den første fraværsdag var den 20. december 2007, og da anmeldelsen af fraværet var modtaget i kommunen den 2. januar 2008. Der skulle ske nærmere afklaring af, om helligdagene omkring jul og nytår, samt oplysningen på kommunens hjemmeside om, at kommunen holdt lukket mellem jul og nytår, kunne have betydning for spørgsmålet om rettidighed. Afgørelse: Kvinden havde ikke anmeldt sygdommen rettidigt. Der var dog grundlag for at dispensere fra anmeldelsesfristen. Det var en betingelse for at få sygedagpenge, at anmeldelse af sygefraværet var sket rettidig. Kvinden opfyldte ikke betingelsen, fordi kommunen først modtog hendes anmodning om sygedagpenge den 2. januar 2008, og hun havde første fraværsdag den 20. december 2007. Anmodningen skulle derfor være modtaget i kommunen den 27. december 2007. Der var dog grundlag for at dispensere fra overskridelsen, da der var oplyst ganske særligt undskyldende forhold, som havde bevirket, at anmeldelse måtte anses for sket rettidigt. I denne vurdering indgik, at kvinden havde undersøgt, om kommunen havde åbent imellem jul og nytår. Ifølge kommunens hjemmeside havde den lukket i denne periode. Kvinden underskrev anmodningen den 28. december 2007, og den var modtaget i kommunen den 2. januar 2008. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg lagde vægt på Principafgørelse D-24-03. Det fremgik heraf, at kommunens lukning i forbindelse med jul og nytår var et særligt undskyldende forhold, som gjorde, at der kunne dispenseres fra fristen for at anmelde et sygdomstilfælde til kommunen. Begrundelsen var, at kommunens rådhus indenfor fristen kun havde haft åbent på 1. fraværsdag. Hertil kom, at lønmodtageren havde indgivet anmodningen om dagpenge hurtigst muligt efter, at han havde modtaget dagpengeskemaet fra sin arbejdsgiver. Lønmodtageren skulle derfor stilles på samme måde, som hvis han havde indgivet anmodningen om dagpenge inden for anmeldelsesfristen. Det forhold, at ydelseskontoret rent faktisk havde åbent den 27, 28, og 31. december 2007 medførte ikke en ændret vurdering af sagen, idet kommunen burde have sørget for, at det fremgik af dens hjemmeside, at dette var tilfældet. Borgeren burde kunne regne med, at de oplysninger, som kommunen havde lagt på hjemmesiden var korrekte. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg vurderede derfor, at der var oplyst om sådanne særlige undskyldelige forhold, der kunne begrunde, at der kunne ses bort fra, at kvinden ikke havde anmeldt sit sygefravær rettidigt til kommunen. Det betød, at hun havde ret til sygedagpenge i ovennævnte periode. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg tiltrådte således afgørelsen fra beskæftigelsesankenævnet.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Befordringsfradrag – fri bil finansieret ved reduktion af skattepligtig bruttoløn Spørgsmål Kan man foretage befordringsfradrag på sin årsopgørelse, hvis man har en firmabetalt bil, som er finansieret af firmaet gennem en bruttolønsreduktion hos medarbejderen, således at den samlede udgift for firmaet er neutral? Svar Se indstilling og begrundelse Beskrivelse af de faktiske forhold Spørger har bopæl i X-by og er ansat hos arbejdsgiver i Y-by. Spørger indgik d. 30. juni 2008 aftale med arbejdsgiver om med virkning fra d. 1. juli 2008 at få stillet fri bil til rådighed. Aftalen indebar, at spørger samtidig fik reduceret sin skattepligtige bruttoløn til finansiering af den fri bil. Af aftalen fremgår bl.a. følgende: Spørgers bruttoløn reduceres med 7.700 kr. pr. måned. Beløbet er fast og kan ikke reguleres i aftaleperioden. Aftalen træder i kraft d. 1. juli 2008 og løber i 12 måneder. Aftalen kan forlænges for minimum 12 måneder, såfremt spørger ønsker dette. Arbejdsgiver har den økonomiske risiko ved driften af firmabilen. Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling Ved arbejdsgivers kontakt til SKAT er det oplyst, at spørger på sin selvangivelse kan foretage fradrag for befordring mellem hjem og arbejde. SKATs indstilling og begrundelse Lovgrundlaget Ligningslovens § 9 C, stk. 1 og stk. 7, 1. pkt. er sålydende: "Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrag for befordring frem og tilbage mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads foretages med et beløb, som beregnes på grundlag af den normale transportvej ved bilkørsel efter en kilometertakst, der fastsættes af Skatterådet. Ved fastsættelsen af denne takst lægges udgiften til befordring med bil til grund." "Har den skattepligtige adgang til en af arbejdsgiveren betalt befordring med offentlige eller private transportmidler, og har den skattepligtige foretaget fradrag for befordring efter stk. 1-4, skal den skattepligtige ved indkomstopgørelsen medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget efter stk. 1-3 for den del af strækningen, hvor der er adgang til fri befordring?." Praksis Af Ligningsvejledningens afsnit A.F.3.1.5 og A.B.1.9.2 fremgår bl.a. følgende: "Uanset at fri firmabil udløser beskatning efter LL (red: ligningsloven) § 16, stk. 4, skal der ske beskatning efter LL § 9 C, stk. 7, såfremt der tages fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, jf. TfS 1998, 11 LSR og SKM2004.207.ØLR..." "Efter LL § 9 C er der ret til fradrag for transport mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads. Denne fradragsret omfatter i realiteten ikke skattepligtige med firmabil til rådighed for privat kørsel, jf. LL § 9 C, stk. 7. Se som eksempel herpå SKM 2004.207.ØLR. Den indkomstforhøjelse, der eventuelt foretages efter § 9 C, stk. 7, som modvægt til et selvangivet fradrag for transport mellem hjem og arbejde, kan ikke anvendes til reduktion af den skattepligtige værdi af fri firmabil." I en Østre Landsretsdom (SKM 2004.207.ØLR) fik skattemyndighederne medhold i, at skatteyder skulle medregne værdi af fri befordring i sin personlige indkomst, jf. den dagældende ligningslovens § 9 C, stk. 6 (nu § 9 C, stk, 7). Skatteyder blev i den omhandlede sag anset for at have rådighed over fri bil og blev beskattet heraf efter ligningslovens 16, stk. 4. Skatteyder havde fratrukket befordring mellem hjem og arbejde med 39.312 kr. Værdien af den fri befordring udgjorde et beløb, der svarede til det beregnede befordringsfradrag efter ligningslovens § 9 C. Af Ligningsrådets bindende forhåndsbesked (SKM2005.176.LR) fremgår det, at beskatning af et personalegode, her fri brobizz, sker uafhængigt af, om personalegodet finansieres af medarbejderen via en nedgang i den skattepligtige bruttoløn. Begrundelse Befordring frem og tilbage mellem bopæl og arbejdsplads kan fratrækkes efter reglerne i ligningslovens § 9 C, stk. 1-5. Spørger får stillet fri bil til rådighed af sin arbejdsgiver. Når spørger får stillet fri bil til rådighed, anses han for at have adgang til fri befordring. Fratrækker spørger befordring mellem bopæl og arbejdsplads, skal spørger i sin personlige indkomst medregne et beløb, der svarer til det beregnede befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. Beskatning af fri befordring undgås, hvis spørger undlader at foretage befordringsfradraget. Beskatning af fri befordring jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7 sker uanset, at spørger beskattes af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4. Det forhold, at den fri bil er finansieret via en reduktion af den skattepligtige bruttoløn, ændrer hverken på beskatningen af værdi af fri bil, jf. ligningslovens § 16, stk. 4 eller på beskatningen af værdi af fri befordring, jf. ligningslovens § 9 C, stk. 7. SKAT besvarer derfor spørgsmålet således, at foretager spørger fradrag for befordring mellem bopæl og arbejdsplads, skal spørger samtidigt i sin personlige indkomst selvangive et beløb svarende til befordringsfradraget. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet tiltræder SKATs indstilling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om duelighedsprøver og om udstedelse af duelighedsbeviser I medfør af § 2, § 10, § 25, § 28 og § 32 i sønæringslov, jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 29. september 1988, og bekendtgørelse nr. 570 af 26. september 1988, fastsættes: § 1. Til duelighedsprøve i motorpasning skal demonstreres nødvendigt kendskab til: 1) Dieselmotorens hoveddele. 2) Motorens arbejdsgang. 3) Motorens igangsætning, betjening under gang og motorens standsning. 4) Elektriske installationer i skibe. 5) Udførelse af hyppigst forekommende motoreftersyn. 6) Forebyggelse af brand og betjening af brandbekæmpelsesmidler og lænsesystemer. 7) Undgåelse af forurening af havmiljøet. § 2. Til duelighedsprøve i sejlads for handelsskibe skal demonstreres nødvendigt kendskab til: 1) Søvejsregler. 2) Navigation. 3) Styring og manøvrering af mindre maskindrevet fartøj. 4) Behandling af farligt gods. 5) Forebyggelse af brand og betjening af brandbekæmpelsesmidler. 6) Skibes stabilitet. 7) Søsikkerhed. 8) Undgåelse af forurening af havmiljøet. 9) Mindre skibes maskineri. § 3. Til duelighedsprøve i sejlads for fiskere skal demonstreres nødvendigt kendskab til: 1) Søvejsregler. 2) Navigation. 3) Styring og manøvrering af mindre maskindrevet fartøj. 4) Forebyggelse af brand og betjening af brandbekæmpelsesmidler. 5) Fiskeskibes stabilitet. 6) Søsikkerhed. 7) Undgåelse af forurening af havmiljøet. 8) Fiskeskibes maskineri. § 4. Til duelighedsprøve i sejlads for fritidssejlere skal demonstreres nødvendigt kendskab til: 1) Søvejsregler. 2) Navigation. 3) Styring og manøvrering af mindre fartøj. 4) Forebyggelse af brand og orientering om brandbekæmpelsesmidler. 5) Søsikkerhed. 6) Undgåelse af forurening af havmiljøet. 7) Fritidsfartøjers maskineri. § 5. Detaljerede krav til pensum og kundskabsniveau samt prøvens omfang og afholdelse fastsættes af Søfartsstyrelsen. Stk. 2. Ved fastlæggelse af pensumkrav og kundskabsniveau til duelighedsprøve i sejlads for handelsskibe tages hensyn til bestemmelserne i den internationale konvention om uddannelse af søfarende, om sønæring og om vagthold, 1978, med tilhørende resolutioner samt relevante internationale rekommandationer. § 6. Duelighedsprøve i motorpasning aflægges ved maskinmesterskoler samt for personer, som af Søfartsstyrelsen er bemyndiget til at afholde prøven. Stk. 2. Øvrige duelighedsprøver aflægges ved navigationsskoler, godkendte søfarts- og skipperskoler samt for personer, der af Søfartsstyrelsen er bemyndiget til at afholde prøven. Stk. 3. Bemyndigelser gives for indtil to kalenderår ad gangen. § 7. Personer, der forbereder til prøve, kan ikke afholde prøve for egne elever. Søfartsstyrelsen fører tilsyn med prøvernes afholdelse. Stk. 2. Den bemyndigede person, der afholder prøve, kan fra hver person, der ønsker at aflægge prøve forud modtage en betaling, der ikke overstiger 290 kr. for prøve efter § 1-3 og 200 kr. for prøve efter § 4. Aflægges prøve efter § 4 ved to delprøver, kan betalingen for prøveafholdelsen deles, således at der betales ikke over 80 kr. for teoriprøven og ikke over 120 kr. for praktikprøven. For personer, der aflægger duelighedsprøve i forbindelse med kursusafslutning på en godkendt søfartsskole, er prøven dog vederlagsfri. Stk. 3. Udover betaling efter stk. 2 kan den bemyndigede modtage et beløb til dækning af afholdte udgifter til kort og eventuel transport. § 8. Dokumentation for bestået prøve gives af den skole eller den person, for hvem prøven er aflagt. Stk. 2. Dokumentation for bestået duelighedsprøve i sejlads for fritidssejlere, jf. § 4, gives på kort, der af personer, der er bemyndiget til at afholde prøve, kan købes i Søfartsstyrelsen for 20 kr. pr. stk. § 9. Duelighedsbeviser (sønæringsbeviser) udstedes uden betaling af Søfartsstyrelsen eller af den skole eller den person, for hvem duelighedsprøven er aflagt. Stk. 2. Forinden duelighedsbevis udstedes, skal de i sønæringsloven omhandlede krav hertil være opfyldt, jf. § 2 om erhvervelse af duelighedsbevis i sejlads (i handelsskib), § 10 om erhvervelse af duelighedsbevis i motorpasning (i handels- og fiskeskibe), § 25 om erhvervelse af duelighedsbevis i sejlads for fiskere, § 28 om erhvervelse af duelighedsbevis i sejlads for fritidssejlere og § 32 om erhvervelse af duelighedsbevis i motorpasning for fritidssejlere. Stk. 3. Duelighedsbeviser udfærdiges på særlige blanketter, som fås ved henvendelse til Søfartsstyrelsen. Stk. 4. Det påhviler de skoler og personer, for hvem duelighedsprøver aflægges, at føre en fortegnelse over afholdte prøver og udstedte duelighedsbeviser. Fortegnelserne, der føres på en liste, der fås ved henvendelse til Søfartsstyrelsen indsendes efter hver prøveafholdelse til denne. § 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1989. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 418 af 18. september 1985 om duelighedsprøver og om udstedelse af duelighedsbeviser ophæves. Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 465 af 11. september 1975 om duelighedsprøve i motorpasning, bekendtgørelse nr. 466 af 11. september 1975 om duelighedsprøve i sejlads som ændret senest ved bekendtgørelse nr. 433 af 26. september 1980 om duelighedsprøve for lystsejlere forbliver dog i kraft for Grønland. Søfartsstyrelsen, den 13. december 1988 T. R. FUNDER /K. Matthiesen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (Styrket fokus på omgangstonen på arbejdspladsen i sager om seksuel chikane og forhøjelse af godtgørelsesniveauet i sager om seksuel chikane) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011, som ændret ved § 13 i lov nr. 553 af 18. juni 2012 og lov nr. 217 af 5. marts 2013, foretages følgende ændringer: 1. I § 4 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Lige arbejdsvilkår, jf. stk. 1, omfatter også forbud mod sexchikane.« 2. I § 14 indsættes som stk. 2: »Stk. 2. Har der været tale om en krænkelse i form af sexchikane, kan dette tillægges vægt ved fastsættelsen af godtgørelsen.« § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2019. Stk. 2. § 1, nr. 2, finder ikke anvendelse på godtgørelse i sager om overtrædelse forbuddet mod sexchikane i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., hvor overtrædelsen har fundet sted inden denne lovs ikrafttræden. Ved sådanne overtrædelser finder de tidligere gældende regler anvendelse. Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2018 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Troels Lund Poulsen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume EN FORBRUGER BESTILTE EN FLYREJSE MED AFBESTILLINGSFORSIKRING. MOD FORBRUGERENS BENÆGTELSE KUNNE DET IKKE TAGES FOR BEVIST, AT PARTERNE HAVDE VEDTAGET REJSEBUREAUETS ALMINDELIGE REJSEBETINGELSER SOM GRUNDLAG FOR AFTALEN. FORBRUGERKLAGENÆVNET FANDT DOG, AT AFTALEN OM AFBESTILLINGSFORSIKRING MÅTTE FORSTÅS I OVERENSSTEMMELSE MED DE ALMINDELIGE BETINGELSER UDARBEJDET AF DANMARKS REJSEBUREAU FORENING OG TILTRÅDT AF FORBRUGERRÅDET. Den fulde tekst KØB AF FLYBILLET. TILBAGEBETALING PÅ GRUND AF AFBESTILLING. KONTRAKT III. 1*) EN FORBRUGER KØBTE EN REJSE MED FLY HOS ET REJSEBUREAU. DER BLEV BETALT ET BELØB FOR AFBESTILLINGSFORSIKRING. FORBRUGEREN AFBESTILTE REJSEN 14 DAGE EFTER BESTILLING, OG 10 DAGE INDEN DET FASTLAGTE AFGANGSTIDSPUNKT. FORBRUGEREN NÆGTEDE AT HAVE MODTAGET REJSEBUREAUETS ALMINDELIGE REJSEBETINGELSER, DER NÆRMERE ANGAV FORSTÅELSEN AF UDTRYKKET AFBESTILLINGSFORSIKRING. MOD FORBRUGERENS BENÆGTELSE KUNNE DET HEREFTER IKKE ANSES FOR BEVIST, AT PARTERNE HAVDE VEDTAGET DANMARKS REJSEBUREAU FORENING'S ALMINDELIGE REJSEBETINGELSER SOM GRUNDLAG FOR AFTALEN. DANMARKS REJSEBUREAUFORENING'S ALMINDELIGE BETINGELSER FOR DELTAGELSE I SELSKABSREJSER, DER ER TILTRÅDT AF FORBRUGERRÅDET ANFØRER IMIDLERTID, AT INDGÅEDE AFTALER OM AFBESTILLINGSFORSIKRING GÆLDER I TILFÆLDE AF DOKUMENTERET AKUT SYGDOM, ULYKKESTILFÆLDE ELLER DØDSFALD HOS EN NÆRMERE AFGRÆNSET NÆR FAMILIE TIL DEN REJSENDE. I DET KONKRETE TILFÆLDE VAR DET IKKE GODTGJORT, AT DER VAR AFTALT EN ANDEN FORSTÅELSE AF BEGREBET AFBESTILLINGSFORSIKRING, OG FORBRUGERKLAGENÆVNET FANDT, AT DEN INDGÅEDE AFTALE MELLEM REJSEBUREAUET OG EN FORBRUGER MÅTTE FORTOLKES I OVERENSSTEMMELSE MED DISSE BETINGELSER. FORBRUGEREN FIK PÅ DENNE BAGGRUND IKKE MEDHOLD. Officielle noter *1) OFFENTLIGGJORT I

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Indklagede havde ophævet en uddannelsesaftale med en elev med den begrundelse dels, at virksomheden havde for mange penge til gode og dels, at eleven måske ikke har været moden nok til den uddannelse, der var påtænkt. Ophævelsen var uberettiget. Eleven tilkendt erstatning. Sagen behandlet som udeblivelsessag. Den fulde tekst Arbejdsmangel - Bortvisning - Erstatning I nævnet til behandling af tvistigheder mellem efg-elever og praktikvirksomheder er der den 30. januar 1985 på grundlag af vedtagelse i nævnsmøde den 7. januar 1985 i sag nr. 7/1984: efg-elev A mod B (kontorfaget) afsagt sålydende KENDELSE: Mellem A, født den 9. april 1964, og B blev der den 4. januar 1983 oprettet en uddannelsesaftale, hvorefter A skulle uddannes i kontorfaget med uddannelsesperiode fra den 4. januar 1983 til den 3. januar 1985. Virksomheden ophævede uddannelsesaftalen den 11. januar 1984 med følgende begrundelse: »Dels at virksomheden har for mange penge til gode og dels, at eleven måske ikke har været moden nok til den uddannelse, der var tiltænkt.« Ved skrivelse af 9. april 1984 har klageren A ved sin faglige organisation indbragt sagen for Tvistighedsnævnet med påstand om, at indklagede B tilpligtes at betale klageren en erstatning på 62.542 kr. for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen. Beløbet fremkommer således: Ikke udbetalt løn i perioden 1/11-83 til 31/1-84.......kr. 16.087,- Feriegodtgørelse.......................................kr. 8.261,- Forskel mellem udlært og lærlingeløn i aftalens løb....kr. 38.195,- I alt..................................................kr. 62.543,- Det er for nævnet oplyst, at »aftalens løb« skal forstås som tiden indtil den 31. januar 1984. Indklagede har i skrivelse af 3. august 1984 foreslået sagen forligt ved hans betaling af 12.500 kr. Sagen har derefter af nævnet været udsat på forhandling i Det faglige Udvalg for Kontoruddannelser, men indklagede udeblev fra det forligsmøde, til hvilket selskabet var indkaldt. Klageren har givet møde for Tvistighedsnævnet og forklaret, at forløbet af ansættelsen og uddannelsen var ganske normal indtil sommeren 1983, men efter sommerferien bad arbejdsgiveren B, der var den eneste beskæftigede i firmaet, klageren om at tage fri nogle dage, fordi der ikke var noget at lave. Sidst i november 1983 blev klageren på ny bedt om at tage fri i resten af måneden og i december. Han var derfor ikke i firmaet i resten af året og fik hverken løn for november eller december 1983. Da han mødte i januar var der lidt at lave, når arbejdsgiveren var der, men flere dage kom denne ikke, og så var der intet arbejde for klageren. Den 10. januar 1984 skrev klageren til B med anmodning om en samtale den 11. januar 1984 angående tilrettelæggelse af hans fortsatte uddannelse. Imidlertid kom B ikke på kontoret den 11. januar 1984. Det næste der skete var, at indklagede ophævede uddannelsesaftalen med et brev af 15. januar 1984, i hvilket B rettede forskellige bebrejdelser mod klageren for hans arbejdsindsats. Indklagede har skønt lovligt tilsagt ikke givet møde for nævnet. Den af indklagede nedlagte påstand om løn og feriepenge, i alt 24.348 kr. vil herefter være at tage til følge som påstået. For så vidt angår klagerens krav på erstatning for uberettiget ophævelse af uddannelsesaftalen med deraf følgende tab for klageren, findes erstatningen at burde fastsættes skønsmæssigt til 35.000 kr., hvorved bemærkes, at det på grund af indklagedes udeblivelse fra nævnet ikke har kunnet vurderes, om og i bekræftende fald i hvilket omfang den forløbne praktiktid vil kunne godskrives klageren i et eventuelt kommende uddannelsesforløb. Indklagede vil herefter have at betale klageren et samlet beløb på 59.348 kr. THI BESTEMMES: Indklagede B betaler inden 14 dage efter, at denne kendelse er meddelt indklagede, til klageren A 59.348 kr. Hver part bærer sine sagsomkostninger. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ændringsforslag stillet den 20. april 2015 Ændringsforslag til 3. behandling af Forslag til lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven, fondsbeskatningsloven, skatteforvaltningsloven og forskellige andre love (Skattelypakke om trusts, værdiansættelse af aktiver i forbindelse med bindende svar og international omgåelsesklausul samt udskydelse af selvangivelsesfristen for selskaber m.v., lempelse af sanktionen ved manglende registrering af underskud og korrektion af satserne for vægtafgift af personbiler m.v.) [af skatteministeren (Benny Engelbrecht)]: Til § 1 Af skatteministeren: 1) I den under nr. 3 foreslåede § 16 K indsættes i stk. 1 som 3. pkt.: »Skattepligtige efter dødsboskattelovens § 1, stk. 2, indtræder i afdødes skattemæssige stilling efter 1. og 2. pkt.« [Det tydeliggøres, at stifterens eller indskyderens dødsbo er skattepligtigt af trustens indkomst] Bemærkninger Til nr. 1 Det er blevet påpeget, at lovforslaget kan fortolkes således, at stifterbeskatningen efter ligningslovens § 16 K ophører ved stifterens/indskyderens død, jf. bilag 8 og besvarelsen af spørgsmål 3. Dette er imidlertid ikke hensigten. Hensigten er, at stifterens/indskyderens dødsbo vil skulle medregne trustens indkomst ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det foreslås, at det tydeliggøres, at stifterens eller indskyderens dødsbo er skattepligtigt af trustens indkomst.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Betingelser Kapitel 2 Retsvirkninger Kapitel 3 Ophævelse Kapitel 4 Forskellige bestemmelser Kapitel 5 Formidling Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. Den fulde tekst Bekendtgørelse af adoptionsloven Herved bekendtgøres adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 905 af 28. september 2009, med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 602 af 18. juni 2012. Kapitel 1 Betingelser § 1. Adoption meddeles ved bevilling, der udfærdiges af statsforvaltningen. Stk. 2. Ved adoption af et barn fra et andet land har bevillingen virkning fra barnets ankomst her til landet. Hvis der er knyttet en prøveperiode til adoptionen, har bevillingen dog først virkning fra udløbet af prøveperioden. Statsforvaltningen kan fravige bestemmelsen i 2. pkt., hvis der foreligger særlige omstændigheder. Stk. 3. Ved adoption af en registreret partners barn, hvor samtykke til adoption modtages efter § 8 a, har bevillingen virkning fra barnets fødsel. § 2. Adoption må kun bevilges, når den efter foretagen undersøgelse kan antages at være til gavn for den, som ønskes adopteret, og denne enten ønskes opfostret hos adoptanten eller har været opfostret hos denne, eller der foreligger anden særlig grund til adoptionen. § 3. Bevilling til adoption af eget barn kan ikke meddeles. § 4. Bevilling til adoption kan kun meddeles den, som er fyldt 25 år. Når særlige grunde taler derfor, kan bevilling dog meddeles den, som er fyldt 18 år. Ved adoption efter § 8 a kan bevilling meddeles den, som er fyldt 18 år. § 4 a. Er den, som ønskes adopteret, under 18 år, må adoption kun bevilges, når ansøgeren er godkendt som adoptant, jf. §§ 25 a og 25 b. Stk. 2. Godkendelse kræves dog ikke ved adoption af ægtefælles barn eller adoptivbarn eller efter regler fastsat af social- og integrationsministeren i tilfælde, hvor der består nært slægtskab eller andet særligt tilknytningsforhold mellem adoptanten og adoptivbarnet eller dettes forældre. § 5. Den, som er gift, kan bortset fra de i § 5 a, stk. 2, nævnte tilfælde kun adoptere sammen med sin ægtefælle, medmindre denne er forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt. Stk. 2. Kun ægtefæller kan adoptere sammen. § 5 a. En ægtefælle kan adoptere den anden ægtefælles barn eller adoptivbarn (stedbarnsadoption). Stk. 2. Stedbarnsadoption kan endvidere ske af en tidligere ægtefælles barn eller adoptivbarn. Er ægteskabet ophørt ved skilsmisse eller omstødelse, kan stedbarnsadoption kun ske, hvis den, der ønskes adopteret, er myndig. § 6. Er den, der ønskes adopteret, fyldt 12 år, bør bevillingen ikke meddeles uden den pågældendes samtykke, medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet. Stk. 2. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsforvaltningen eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om adoptionen, og barnet skal gøres bekendt med adoptionens betydning. Stk. 3. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption i det omfang, barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte adoption. § 7. Adoption af en person, som er under 18 år og umyndig, kræver samtykke fra forældrene. Stk. 2. Hvis den ene af forældrene er uden del i forældremyndigheden, forsvundet eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftmæssigt, kræves kun samtykke fra den anden. Stk. 3. Gælder det i stk. 2 anførte begge forældrene, kræves samtykke fra værge. § 8. Samtykke efter § 7 skal afgives skriftligt under personligt fremmøde for statsforvaltningen eller for anden myndighed eller institution, som er godkendt dertil af social- og integratonsministeren. Kravet om personligt fremmøde gælder dog ikke den forælder, der afgiver samtykke til vedkommendes ægtefælle eller partners stedbarnsadoption. Stk. 2. Samtykke kan ikke modtages før 3 måneder efter barnets fødsel, medmindre ganske særlige forhold foreligger. Stk. 3. Forinden samtykket modtages, skal forældrene (værgen) være vejledt om adoptionens og samtykkets retsvirkninger. Stk. 4. Samtykke kan meddeles til, at barnet adopteres af den, som udpeges af en myndighed eller institution, som har beføjelse til at medvirke ved adoption af børn. Stk. 5. Social- og integrationsministeren eller den, social- integrationsministeren bemyndiger dertil, kan bestemme, at samtykke afgivet for en udenlandsk myndighed eller institution ligestilles med samtykke afgivet for dansk myndighed eller institution, og kan i så fald tillade afvigelse fra reglerne i stk. 1-3. § 8 a. Samtykke efter § 7 kan uanset § 8, stk. 2, modtages tidligere end 3 måneder efter barnets fødsel, hvis adoptanten ønsker at adoptere sin registrerede partners barn, der antages at være blevet til ved kunstig befrugtning med donorsæd, hvis donor ikke udlægges som far, jf. børnelovens § 28, stk. 1, og hvis partnerne boede sammen på tidspunktet for den kunstige befrugtning. Stk. 2. § 8, stk. 1, 3 og 5, finder tilsvarende anvendelse på samtykke afgivet efter stk. 1. § 9. Tilbagekaldes et i overensstemmelse med § 8 meddelt samtykke, kan adoptionsbevilling dog meddeles, såfremt tilbagekaldelsen under særlig hensyntagen til barnets tarv ikke er rimeligt begrundet. Stk. 2. Selv om forældrene ikke vil give samtykke efter § 7, stk. 1, kan adoptionsbevilling i særlige tilfælde meddeles, hvis væsentlige hensyn til, hvad der er bedst for barnet, taler for det. Er barnet anbragt uden for hjemmet, kræver meddelelse af bevilling samtykke fra Ankestyrelsen. Stk. 3. Adoption af et barn under 1 år kan meddeles efter stk. 2, hvis det er godtgjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet og heller ikke vil være i stand til at spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær. Stk. 4. Adoption af et barn, der har været anbragt uden for hjemmet i mindst 3 år, kan meddeles efter stk. 2, hvis det er godtgjort, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. § 10. (Ophævet) § 11. Træffer statsforvaltningen beslutning efter § 9, selv om samtykke til adoption fra forældrene efter § 7, stk. 1, ikke foreligger, underrettes barnet, forældrene, indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene, værgen og den, der søger om adoption, herom. Stk. 2. En beslutning som nævnt i stk. 1 skal være skriftlig og udleveres af statsforvaltningen til de pågældende personligt eller forkyndes for dem. Beslutningen skal indeholde oplysning om adgangen til at få afgørelsen prøvet af retten og om fristen herfor, jf. stk. 3. Stk. 3. Inden 14 dage efter at en beslutning som nævnt i stk. 1 er modtaget eller forkyndt, kan sagen forlanges indbragt for retten. Statsforvaltningen kan, når særlige grunde taler derfor, fastsætte en længere frist eller inden fristens udløb forlænge denne. Stk. 4. Modtager statsforvaltningen anmodning om, at beslutningen prøves af retten, indbringer statsforvaltningen sagen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 b, medmindre bevilling er udfærdiget efter udløbet af fristen i stk. 3. Stk. 5. Opretholder retten statsforvaltningens beslutning om, at bevilling efter § 9 skal meddeles, eller beslutter retten, at bevilling kan meddeles, kan statsforvaltningen ikke meddele bevilling, før ankefristen er udløbet, og anke ikke er iværksat inden ankefristens udløb. Det samme gælder i forhold til kæremål, hvis retten afviser prøvelse, jf. retsplejelovens § 475 b, stk. 4. § 12. Har statsforvaltningen besluttet, at der bør ses bort fra, at samtykke til adoption ikke foreligger, kan barnet, såfremt det opholder sig hos den, der søger adoption, ikke af forældremyndighedens indehaver fjernes fra ansøgerens hjem under adoptionssagens behandling. Det samme gælder, hvis Ankestyrelsen har givet samtykke til adoption efter § 9, stk. 2, 2. pkt. § 13. Fra forældre, hvis samtykke ikke kræves efter § 7, stk. 1-2, skal der, inden afgørelse træffes, indhentes en erklæring, medmindre dette skønnes at ville kunne være til væsentlig skade for barnet eller at ville medføre en uforholdsmæssig forsinkelse af sagen. § 14. Den, som er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, må ikke adopteres, uden at erklæring er indhentet fra værgen. § 15. Adoption kan ikke meddeles, hvis nogen, der skal afgive samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag eller nogen anden form for modydelse, herunder betaling for tabt arbejdsfortjeneste. Statsforvaltningen kan afkræve enhver, der har kendskab til forholdene, alle oplysninger til brug ved afklaringen af, om der er ydet eller modtaget vederlag m.v. som nævnt i 1. pkt. Advokatbistand § 15 a. Statsforvaltningen kan under en sag om adoption beskikke en advokat for et barn, der er fyldt 3 år, og som har bopæl her i landet. Dette gælder dog ikke ved adoption efter § 5 a, eller hvis adoptionen er formidlet af en organisation, der har tilladelse til at yde adoptionshjælp efter § 30. Stk. 2. Statsforvaltningen skal under en sag om adoption efter § 9 beskikke en advokat for barnet. Statsforvaltningen skal samtidig tilbyde forældrene og indehaveren af forældremyndigheden, hvis denne er en anden end forældrene, samt barnets eventuelle plejeforældre advokatbeskikkelse. Stk. 3. Om salær og godtgørelse for udlæg til advokater gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. Kapitel 2 Retsvirkninger § 16. Ved adoption indtræder samme retsforhold mellem adoptant og adoptivbarn som mellem forældre og deres barn, og adoptivbarnet og dets livsarvinger arver og arves af adoptanten og dennes slægt, som om adoptivbarnet var adoptantens eget barn. Samtidig bortfalder retsforholdet mellem adoptivbarnet og dets oprindelige slægt. Stk. 2. Ved stedbarnsadoption efter § 5 a får den adopterede i forhold til ægtefællerne eller de tidligere ægtefæller samme retsstilling, som om den pågældende var deres fælles barn. Stk. 3. Med hensyn til adoptivbarnets navn gælder reglerne i lovgivningen om personnavne. § 17. Adoption giver ikke successionsret til len, stamhuse eller andre fideikommisser, medmindre dette særlig er hjemlet. Kapitel 3 Ophævelse § 18. Adoptivforholdet kan ophæves af social- og intgrationsministeren, når adoptanten og adoptivbarnet er enige derom. Er nogen af parterne under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, skal erklæring fra værgen indhentes. Stk. 2. Er adoptivbarnet under 18 år, kan ophævelse efter stk. 1 finde sted, hvis adoptanten og adoptivbarnets oprindelige forældre er enige derom og ophævelsen er bedst for barnet. Stk. 3. Er barnet fyldt 12 år, kan ophævelse af adoptivforholdet ikke ske uden barnets samtykke. Samtykket skal afgives under personligt fremmøde for statsforvaltningen eller for anden myndighed eller institution, der er godkendt i medfør af § 8, stk. 1. Inden barnet afgiver samtykke, skal der finde en samtale sted med barnet om ophævelsen af adoptivforholdet, og barnet skal gøres bekendt med ophævelsens betydning. Stk. 4. Er barnet under 12 år, skal der foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet, i det omfang barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det. Ved afgørelsen skal der i videst muligt omfang tages hensyn til barnets holdning til den påtænkte ophævelse af adoptivforholdet. Stk. 5. Når adoptanterne er døde, kan social- og integrationsministeren på begæring af barnets oprindelige forældre ophæve adoptivforholdet, hvis det er bedst for barnet. Stk. 3 og 4 finder tilsvarende anvendelse. § 19. Adoptivforholdet bliver efter påstand at ophæve ved dom, såfremt adoptanten har forset sig groft mod barnet eller i væsentlig grad forsømmer de ham ifølge adoptionen påhvilende forpligtelser, eller såfremt ophævelse i øvrigt skønnes at være af væsentlig betydning for adoptivbarnet. Stk. 2. Sag om ophævelse anlægges af adoptivbarnet. Hvis barnet er umyndigt eller på grund af sindssygdom, åndssvaghed eller lignende tilstand er ude af stand til at handle fornuftsmæssigt, anlægges sagen af barnets værge, af dets oprindelige fader eller moder eller af social- og integrationsministeren eller den, han bemyndiger dertil. § 20. Hvis ægtefæller har fælles adoptivbarn, kan adoptivforholdet kun ophæves over for dem begge. Stk. 2. I de i § 19 nævnte tilfælde kan ophævelse ske, selv om de dér nævnte forhold kun gælder den ene af adoptanterne. § 21. Kan der ikke efter retsplejelovens almindelige regler påvises noget værneting, for hvilket sag til ophævelse af et adoptivforhold kan indbringes, anlægges sagen ved den ret, som justitsministeren bestemmer. § 22. Ved ny adoption anses det tidligere adoptivforhold for ophævet, jf. dog § 16, stk. 2. § 23. Ved ophævelse bortfalder retsvirkningerne af adoptionen mellem adoptivbarnet og adoptanten og dennes slægt. Når særlige grunde taler derfor, kan retten ved ophævelse efter § 19 bestemme, at adoptanten skal betale bidrag til barnets underhold. Stk. 2. Ophæves adoptivforholdet i medfør af § 18, stk. 2 eller 5, genindtræder barnet i retsforholdet til den oprindelige slægt. Stk. 3. I de i § 19 nævnte tilfælde kan retten under hensyntagen til anledningen til ophævelsen, barnets alder og de øvrige omstændigheder bestemme, at retsforholdet mellem barnet og dets oprindelige slægt skal genopstå. Stk. 4. Er adoptivforholdet blevet ophævet for en person, der er fyldt 18 år, kan social- og integrationsministeren eller retten efter anmodning fra den adopterede bestemme, at den pågældende genindtræder i retsforholdet til den oprindelige slægt, hvis de oprindelige forældre samtykker heri. Hvis kun en af den adopteredes oprindelige forældre samtykker efter 1. pkt., kan det bestemmes, at retsforholdet genopstår i forhold til denne slægt. Stk. 5. I øvrigt genindtræder ingen retsvirkninger i forhold til den oprindelige slægt. § 24. Forud for ophævelsen af et adoptivforhold i medfør af § 19 skal retten så vidt muligt lade indhente erklæring fra de personer, hvis samtykke eller erklæring kræves til adoptionsbevillingens meddelelse. Retten kan dog, når særlige forhold taler derfor, og der ikke er spørgsmål om at lade retsforholdet til den oprindelige slægt genopstå, bestemme, at sådan erklæring ikke skal indhentes. Kapitel 4 Forskellige bestemmelser § 25. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler om behandling af sager efter denne lov, herunder 1) om godkendelse som adoptant, 2) om adoptionssagers behandling, herunder om indholdet af ansøgninger om adoption m.v., 3) om afgivelse af samtykke til adoption, jf. §§ 6, 8 og 8 a, og 4) om behandlingen af sager om adoption uden samtykke, jf. § 9. § 25 a. Social- og integrationsministeren opretter for hver region et eller flere samråd, der efter undersøgelse foretaget af statsforvaltningen afgør, om en ansøger kan godkendes som adoptant, jf. § 4 a. Stk. 2. Samrådet kan træffe afgørelse om bortfald af en godkendelse som adoptant, hvis betingelserne for at blive godkendt som adoptant ikke længere er opfyldt, eller hvis ansøgeren i øvrigt ikke kan anses for egnet som adoptant. Stk. 3. Samrådet består af et medlem med social uddannelse, en jurist og en læge. Det ene medlem skal være medarbejder ved statsforvaltningen. Stk. 4. Samrådenes medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes af social- og integrationsministeren for indtil 4 år ad gangen. Stk. 5. Samrådenes afgørelse træffes ved flertal. Social- og integrationsministeren fastsætter forretningsordenen for samrådene. § 25 b. Adoptionsnævnet består af en formand og et antal andre medlemmer. Formanden skal være landsdommer eller højesteretsdommer. I behandlingen af hver klagesag deltager mindst 5 medlemmer, herunder formanden eller 1 medlem, der har bestået juridisk kandidateksamen. Nævnets afgørelse træffes ved flertal. Social- og integrationsministeren fastsætter forretningsordenen for nævnet. Stk. 2. Nævnets medlemmer samt stedfortrædere for disse beskikkes af social- og integrationsministeren for indtil 4 år ad gangen. Et medlem kan i alt være beskikket i 8 år. Det samme gælder for en stedfortræder. Stk. 3. Et samråds afgørelser i medfør af denne lov kan indbringes for Adoptionsnævnet inden 6 måneder efter samrådets afgørelse. Stk. 4. Adoptionsnævnet fører tilsyn med samrådene. Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler for tilsynsvirksomheden. Stk. 5. Social- og integrationsministeren kan henlægge andre opgaver til Adoptionsnævnet end dem, der er nævnt i stk. 3 og 4. Stk. 6. Adoptionsnævnet kan i forbindelse med behandlingen af andre sager end klagesager indkalde personer, som må antages at have særlig indsigt eller interesse i de spørgsmål, der behandles af nævnet. § 25 c. Deltagelse i et adoptionsforberedende kursus er en betingelse for, at personer, der ikke tidligere har adopteret et barn, kan godkendes som adoptanter. Stk. 2. Samrådet kan efter regler fastsat af social- og integrationsministeren bestemme, at personer, der tidligere har adopteret et barn, skal deltage i et adoptionsforberedende kursus for på ny at blive godkendt som adoptanter, hvis der er behov for det. Stk. 3. Social- og integrationssministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og tilrettelæggelsen af de kurser, der er nævnt i stk. 1 og 2, herunder om betaling. § 26. Ved overenskomst med fremmed stat kan det bestemmes, at dennes statsborgere kun kan adoptere eller adopteres her i landet under bestemte, traktatmæssigt fastsatte betingelser. Stk. 2. Tilsvarende bestemmelser kan træffes med hensyn til ophævelse af adoptivforholdet, når adoptanten er fremmed statsborger. § 27. Med hensyn til bestemt angivne fremmede stater kan det ved kongelig anordning fastsættes, at danske statsborgere kun under bestemte betingelser kan adoptere eller adopteres i vedkommende stat. Stk. 2. På samme måde kan det bestemmes, at adoptivforholdet ikke kan hæves i fremmed stat med virkning her i riget, når adoptanten er dansk statsborger. § 28. Den, der har bopæl her i landet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov. Stk. 2. Uanset stk. 1 anerkendes udenlandske adoptionsafgørelser her i landet, når adoptionen er gennemført med henblik på adoption af barnet til Danmark i overensstemmelse med Haagerkonventionen af 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Social- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om, at andre udenlandske adoptionsafgørelser anerkendes her i landet. § 29. Den, der har bopæl i udlandet, kan kun adoptere efter reglerne i denne lov, hvis ansøgeren eller dennes ægtefælle har dansk statsborgerskab og adoption som følge heraf ikke kan gennemføres i det land, hvor ansøgeren bor, og en dansk adoptionsbevilling får gyldighed i bopælslandet. Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan i øvrigt tillade adoption, hvis sagen har en særlig tilknytning til landet. Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder dog ikke anvendelse på adoptioner, der er omfattet af Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner. § 29 a. Social- og integrationsministeren udpeger en centralmyndighed, der skal varetage de opgaver og forpligtelser, som det efter Haagerkonventionen af 29. maj 1993 om beskyttelse af børn og om samarbejde med hensyn til internationale adoptioner påhviler centralmyndigheden at varetage. Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om centralmyndighedens virksomhed. § 29 b. Statsforvaltningens afgørelser efter denne lov kan påklages til social- og integrationsministeren. Dette gælder dog ikke afgørelser efter § 9, der er indbragt for retten, jf. § 11. Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om klagers behandling. Kapitel 5 Formidling Adoption § 30. Social- og integrationsministeren kan give en eller flere private organisationer tilladelse til at yde adoptionshjælp vedrørende børn, som ikke har dansk statsborgerskab. Stk. 2. Social- og integrationsministeren fastsætter nærmere regler og vilkår om adoptionshjælp efter stk. 1 og fører tilsyn med virksomheden. Stk. 3. Social- og integrationsministeren kan bemyndige Adoptionsnævnet til at føre tilsyn med de organisationer, der har fået tilladelse efter stk. 1. Stk. 4. Social- og integrationsministeren kan fastsætte regler, hvorefter personer, der ønsker at adoptere, pålægges at søge bistand hos en organisation, der har tilladelse efter stk. 1. § 31. Bistand til at skaffe forbindelse mellem personer, der ønsker at adoptere, og et barn med henblik på adoption og til at gennemføre en adoption (adoptionshjælp) må kun ydes af de myndigheder og organisationer, der er nævnt i §§ 25, 25 a, 25 b og 30. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 omfatter dog ikke juridisk bistand o. lign. i forbindelse med henvendelser til de nævnte myndigheder eller til fremskaffelse af oplysninger, som kræves af disse. Døgnpleje § 32. Bistand til at gennemføre anbringelse af et barn under 14 år i døgnpleje på længere eller ubestemt tid må kun ydes af og modtages hos en offentlig myndighed eller med forudgående samtykke fra en offentlig myndighed. Stk. 2. Annoncering med tilbud om døgnpleje som nævnt i stk. 1 må kun foretages af eller med samtykke fra en offentlig myndighed. Formidling af surrogatmoderskab § 33. Hjælp må ikke ydes eller modtages med henblik på at opnå forbindelse mellem en kvinde og en anden, der ønsker, at kvinden skal føde et barn til denne. Stk. 2. Annoncering må ikke foretages med henblik på at opnå en forbindelse, som nævnt i stk. 1. Straffebestemmelser § 34. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der 1) tilsidesætter vilkår fastsat efter § 30, stk. 2, eller 2) overtræder §§ 31-33. Stk. 2. På samme måde straffes den, der som mellemmand yder vederlag for at opnå samtykke til adoption. Stk. 3. I forskrifter, der udstedes efter § 30, stk. 2, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. § 35. Loven træder i kraft den 1. oktober 1972. § 36. Reglerne i § 6, stk. 2, og § 8 anvendes ikke på samtykke meddelt før lovens ikrafttræden. § 37. Kapitel 2 anvendes på: 1) adoptivforhold stiftet den 1. januar 1957 eller senere, 2) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 39, stk. 2, er tillagt bevillingen retsvirkninger efter kap. 2, og 3) adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957, når der efter § 27, stk. 2, i lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption er tillagt bevillingen retsvirkninger efter den nævnte lovs § 13, jf. § 12. Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 1, anvendes bestemmelsen i § 13, stk. 2, 2. pkt., i lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption på adoptionsbevillinger meddelt før lovens ikrafttræden med bestemmelse om, at barnets arveret efter den oprindelige slægt bevares. § 38. Kap. 3 anvendes også på adoptivforhold stiftet før lovens ikrafttræden. § 39. For adoptivforhold, som er stiftet før den 1. januar 1957, og som ikke er omfattet af § 37, stk. 1, nr. 2 eller 3, gælder lov nr. 87 af 26. marts 1923 om adoption bortset fra § 13, stk. 2, og §§ 18-24. Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan, når omstændighederne taler derfor, tillægge adoptivforhold stiftet før den 1. januar 1957 retsvirkninger efter nærværende lovs kap. 2. § 40. Fra lovens ikrafttræden ophæves lov nr. 140 af 25. maj 1956 om adoption. § 40 a. Regeringen kan indgå overenskomst med andre stater om forholdet mellem dansk og fremmed rets regler om adoption. Overenskomsten finder anvendelse her i landet efter bekendtgørelse i Lovtidende. Stk. 2. Social- og integrationsministeren kan endvidere fastsætte regler om forholdet mellem danske og andre nordiske landes regler om adoption. § 41. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Lov nr. 446 af 9. juni 2004 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 5, 5 a, 16, 18, 19, 23, 24, 25 b, 28, 29 b og 37. Lovændringen angår regelforenkling på det familieretlige område m.v.) § 9 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2004, jf. dog §§ 10 og 11. Stk. 2-5. (Udeladt) Stk. 6. §§ 5 og 5 a, § 16, stk. 2, og §§ 23 og 28 i adoptionsloven som ændret ved denne lovs § 5, nr. 1, 2, 4, 5 og 8, finder også anvendelse på ansøgninger om adoption, der er indgivet inden den 1. oktober 2004, og hvor der ikke er truffet afgørelse i sagen. Adoptionslovens § 28 som ændret ved denne lovs § 5, nr. 8, finder også anvendelse på udenlandske afgørelser om adoption, som træffes inden den 1. oktober 2004, hvis der ikke i adoptionssagen er udstedt en dansk adoptionsbevilling. Stk. 7. (Udeladt) Lov nr. 542 af 24. juni 2005 (Lov om regional statsforvaltning) 1) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 6 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2. Stk. 2. § 5 træder i kraft den 1. juli 2005. Lov nr. 494 af 12. juni 2009 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændringen vedrører §§ 1, 4, 8-12, 15 a, 25, 25 b, 25 c og 29. Lovændringen angår adoption uden samtykke, stedbarnsadoption af registreret partners barn fra fødslen m.v.) § 6 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2009, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Lovens § 1, nr. 1, § 1, stk. 2 og 3, i adoptionsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2, § 4, 3. pkt., i adoptionsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3, § 8, stk. 5, i adoptionsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 4, § 8 a i adoptionsloven som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, og § 8, stk. 8, § 12, stk. 2, § 13, stk. 1, § 14, stk. 2, 3. pkt., § 15, stk. 7, § 23, stk. 1, og § 25, stk. 1, i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel (barselloven) som affattet henholdsvis ændret ved denne lovs § 4, træder i kraft den 1. juli 2009. § 7 Stk. 1. Ansøgninger om godkendelse som adoptant af dansk barn, der er indgivet før den 1. oktober 2009, færdigbehandles efter de hidtil gældende regler, medmindre ansøgerne anmoder om at deltage i det adoptionsforberedende kursus. Stk. 2. § 8 a i adoptionsloven, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5, finder anvendelse på adoption af børn, som fødes efter lovens ikrafttræden. For adoption af børn født før lovens ikrafttræden anvendes de hidtil gældende regler. Stk. 3. § 20 a i forældreansvarsloven, som affattet ved denne lovs § 3, finder kun anvendelse på adoption, der gennemføres efter lovens ikrafttræden. Stk. 4. § 25 b, stk. 2, i adoptionsloven, som ændret ved denne lovs § 1, nr. 13, finder anvendelse på beskikkelser, der udstedes efter lovens ikrafttræden. Lov nr. 602 af 18. juni 2012 indeholder nedenstående ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser. (Lovændring vedrører §§ 8 og 8 a. Lovændringen angår bl.a. adoption af registreret partners barn og fremmøde i adoptionssager m.v.) § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2012. Stk. 2. Lovens § 2 og § 3, nr. 2, finder anvendelse på børn, der er blevet til ved kunstig befrugtning, der er gennemført efter lovens ikrafttræden. Social- og Integrationsministeriet, den 22. april 2013 P.M.V. Jesper Zwisler / Dorte Bech Vizard Officielle noter 1) Lovændringen vedrører § 25 a.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Udtalt, at et udvalg ikke kan behandle og vedtage en indstilling, som bygger på et bilag, der henviser til en nærmere specifikation eller aftale, uden at alle udvalgsmedlemmerne har adgang til den omhandlede specifikation eller aftale. I den foreliggende sag skulle økonomiudvalget træffe beslutning om indstilling af budgetforslag til amtsrådets 1. behandling. På økonomiudvalgets møde blev der omdelt to bilag, hvorefter et udvalgsmedlem efter en nærmere gennemgang af bilagene anmodede om at få udleveret en manglende specifikation. Ifølge det oplyste, blev medlemmets anmodning ikke imødekommet under henvisning til, at materialet først skulle godkendes af de øvrige partiers »bagland«. På baggrund heraf udtalt, at ethvert medlem af økonomiudvalget har haft krav på at få udleveret den nævnte specifikation, uanset at specifikationen var en del af en politisk aftale vedrørende budgetforslaget. Den fulde tekst Udvalgsmedlemmers ret til at få udleveret materiale, hvortil der henvises i en indstilling I skrivelse af 9. september 1992 har De klaget til Indenrigsministeriet over proceduren i forbindelse med behandlingen af dagsordenens punkt 14 på Storstrøms Amtskommunes økonomiudvalgsmøde den 26. august 1992. De har i Deres skrivelse anført, at der på økonomiudvalgsmødet skulle træffes beslutning om indstilling af budgetforslaget til amtsrådets 1. behandling den 9. september 1992. På mødet blev der omdelt to bilag, og efter en gennemgang af bilagene anmodede De om at få udleveret en manglende specifikation til bilaget »Revideret oversigt over ændringer til det grønne budgetforslag af 26. august 1992«. Ifølge det oplyste, blev Deres anmodning herom ikke imødekommet under henvisning til, at materialet først skulle godkendes af de øvrige partiers »bagland«. De har endvidere anført, at De på baggrund af de manglende oplysninger ikke kunne tiltræde økonomiudvalgets indstilling, hvilket efter Deres anmodning blev tilført økonomiudvalgets beslutningsprotokol. Endelig har De anført, at Deres demokratiske rettigheder som udvalgsmedlem er tilsidesat, idet man ved den anvendte fremgangsmåde har frataget Dem, og dermed Deres parti, muligheden for at tilkendegive, på hvilke områder partiet kunne tilslutte sig indstillingen af budgetforslaget til amtsrådets 1. behandling. De har i den forbindelse henvist til, at den manglende specifikation var pressen i hænde den 27. august, mens De først modtog specifikationen den 28. august 1992. Indenrigsministeriet har som meddelt i skrivelse af 17. september 1992 anmodet Storstrøms Amtsråd om en udtalelse i sagen. I skrivelse af 3. november 1992 med bilag har amtsrådet afgivet en udtalelse, der blev vedtaget på amtsrådets møde den 28. oktober 1992. Det fremgår af amtsrådets beslutningsprotokol, at et mindretal ikke kunne tiltræde flertallets indstilling i sagen. I udtalelsen er bl.a. anført følgende: »Efter afholdelse af økonomiudvalgets møde, blev der indledt politiske drøftelser mellem repræsentanter for Socialdemokratiet, Venstre, Det konservative Folkeparti, Det radikale Venstre og Fremskridtspartiet om budgetforslaget for 1993. De politiske drøftelser resulterede i, at de nævnte parter indgik »Aftale af 26. august 1992 mellem A, B, C, V og Z vedrørende budget 1993 og overslagsår« med tilhørende bilag »Forslag til ændringer af det foreliggende budgetforslag for 1993 (det »grønne« budgetforslag) på sundhedsudvalgets område'. Det blev samtidig aftalt mellem forligspartierne, at den detaljerede udmøntning af forliget (det tilhørende bilag) først skulle offentliggøres efter godkendelse i de respektive grupper. Efter at forhandlingerne var afsluttet omkring kl. 15.15 blev økonomiudvalgets møde genoptaget. Til det ovenfornævnte dagsordenspunkt var på forhånd til økonomiudvalgets medlemmer udsendt det foreløbige forslag til budget for 1993, benævnt »Det grønne Budgetforslag«, som bygger på de enkelte fagudvalgs indstillinger. Da mødet blev genoptaget, omdeltes »Revideret oversigt over ændringer til det grønne budgetforslag. 26. august 1992« og »Budgetbalance jvf. aftale af 26. august 1992«, i klagerens skrivelse benævnt bilag A henholdsvis bilag B, til udvalgets medlemmer ..... På direkte forespørgsel fra Lillian Kristensen afviste amtsborgmesteren at udlevere det til aftalen hørende bilag »Forslag til ændringer af det foreliggende budgetforslag for 1993 (Det grønne budgetforslag) på sundhedsudvalgets område«, der indeholdt den detaljerede udmøntning af forliget. Økonomiudvalgets flertal besluttede til 1. behandling i Amtsrådet af årsbudgettet at forelægge et forslag byggende på »Det grønne Budgetforslag« korrigeret med de ændringer som fremgår af ovennævnte bilag A og B. Økonomiudvalgets flertal tog ved forelæggelsen af årsbudgettet ikke stilling til, hvorledes visse af de i nævnte bilag A og B foreslåede besparelser skulle udmøntes, men alene indenfor hvilke forvaltningers budgetrammer der skulle foretages besparelser. I økonomiudvalgets flertalsindstilling til Amtsrådet af årsbudgettet var ikke indeholdt en udmøntning af besparelserne på sundhedsudvalgets område, således at der var tale om en generel besparelsespulje. Af samme grund indgik den ovenfornævnte indgåede aftale og det dertil hørende bilag ikke i økonomiudvalgets indstilling af årsbudgettet.' I det på økonomiudvalgets møde omdelte bilag »Revideret oversigt over ændringer til det grønne budgetforslag af 26. august 1992«, der omfattede samlede besparelser på 12.896 mio. kr., var bl.a. angivet: »7. Sundhedsudvalgets ramme, jf. spec. ... - 17.000«. I udskriften af beslutningsprotokollen for økonomiudvalgets møde den 26. august 1992 er anført følgende vedrørende punkt 14. Budget 1993: »Amtsborgmesteren omdelte »Revideret oversigt over ændringer til det grønne budgetforslag af 26. august 1992« og »Budgetbalance jfr. aftale af 26. august 1992«. Økonomiudvalgets flertal forelægger budgetforslaget til 1. behandling byggende på »Det grønne budgetforslag« korrigeret med de ændringer som fremgår af de omdelte skemaer. Forslaget indebærer en beskatningsprocent for 1993 på 9,7. Jytte Wittrock forbeholdt sig sin stilling til sagens behandling i amtrådet. Lillian Kristensen kan ikke tiltræde indstillingen. Økonomiudvalget besluttede at søge Indenrigsministeriet om ret til at optage lån på mr. 35 mio. for 1993 til finansiering af køkkenprojektet.' I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende: Indenrigsministeriet må, som sagen foreligger oplyst, lægge til grund, at økonomiudvalget på sit møde den 26. august 1992 traf beslutning om at forelægge budgetforslaget til amtsrådets 1. behandling byggende på »Det grønne budgetforslag« korrigeret med de ændringer, som fremgik af de på mødet omdelte to bilag, der indeholdt henvisninger til henholdsvis en specifikation og en aftale, der ikke blev omdelt på mødet. Efter ministeriets opfattelse kan et udvalg ikke behandle og vedtage en indstilling, som bygger på et bilag, der henviser til en nærmere specifikation eller aftale, uden at alle udvalgsmedlemmerne har adgang til den omhandlede specifikation eller aftale. På denne baggrund finder Indenrigsministeriet, at ethvert medlem af økonomiudvalget har haft krav på at få udleveret den nævnte specifikation, uanset at specifikationen var en del af en politisk aftale vedrørende budgetforslaget. Det samme gælder den mellem parterne indgåede »Aftale af 26. august 1992« som følge af, at der var henvist hertil i det bilag, »Budgetbalance, jf. aftale af 26. august 1992«, der blev omdelt på udvalgsmødet og indgik i udvalgets indstilling til amtsrådet. Indenrigsministeriet har sendt en kopi af denne skrivelse til Storstrøms Amtsråd, idet ministeriet samtidig har henledt amtstrådets opmærksomhed på det ovenfor anførte om udvalgsmedlemmers adgang til bilagsmateriale. Med venlig hilsen Emil le Maire Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om visse bestemmelser for fiskeri i Skive-Karup Å I medfør af § 32, stk. 1 og 3, § 40 og § 130, stk. 2, i lov om fiskeri og fiskeopdræt (fiskeriloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 568 af 21. maj 2014, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 5, stk. 1, nr. 28, i bekendtgørelse nr. 512 af 23. april 2015 om NaturErhvervstyrelsens opgaver og beføjelser: Fredningstider § 1. Laks og havørreder er fredet i hele Skive-Karup Å's vandsystem fra den 1. november indtil udgangen af februar. Fiskeri med toggergarn og pulsgarn § 2. Fiskeri med toggergarn og pulsgarn er tilladt i: 1) Skive-Karup Å fra Tuså stemmeværk til åens udløb i Limfjorden, 2) Haderis Å fra Ginderskov Bæk til Karup Å, 3) Åresvad Å fra Karup Mølle til Karup Å og 4) Høgil Bæk fra Høgil Mølle til Karup Å. § 3. I denne bekendtgørelse forstås ved "toggerfiskeri": Fiskeri med et drivende garn, der kan styres ved hjælp af en stang eller en flyder. Redskabet betjenes som et håndredskab af en eller flere personer. Stk. 2. For toggerfiskeri gælder følgende: 1) Redskabet må ikke anvendes faststående. 2) Mindstemaskemålet skal være 45 mm halvmaske (knude til knude). 3) Redskabet må maksimalt have en længde svarende til åens bredde på fiskepladsen. 4) Med redskabet må højst fiskes til midtstrøms af vandløbet. 5) Ved anvendelse af redskabet skal afstanden til andre togger- eller pulsgarn være mindst 200 m, og afstanden til faststående ruser skal være mindst 20 m. 6) Det er tilladt at jage (pulse) fisk i redskabet. § 4. Toggerfiskeri er tilladt i perioden fra den 1. marts til den 31. oktober, begge dage inklusive, og kun fra tirsdag kl. 00.00 til onsdag kl. 24.00. Fiskeriet må kun udøves af lodsejer (grundejer). Stk. 2. Fisk, fanget ved toggerfiskeri, må kun anvendes til eget forbrug. Stk. 3. Fisk, fanget ved toggerfiskeri, som ikke kan eller skal anvendes til eget forbrug, skal straks efter fangsten genudsættes i frit vand, så vidt muligt i levende tilstand, på en sådan måde at fisken ikke kan genfanges af redskabet. Stk. 4. Senest den 1. december skal Lodsejer- og Fiskeriforeningen for Skive-Karup Å indsende en samlet fangstrapport til NaturErhvervstyrelsen med oplysninger om fangster fra de lodsejere, der har udøvet fiskeri i henhold til bekendtgørelsen. Fangstrapporten skal omfatte antal fangede fisk og gennemsnitsstørrelser. Straffe- og ikrafttrædelsesbestemmelser § 5. Med bøde straffes den, der overtræder eller forsøger at overtræde §§ 1-4. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2016. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1419 af 12. december 2013 om visse bestemmelser for fiskeri i Skive-Karup Å ophæves. NaturErhvervstyrelsen, den 26. maj 2016 Jette Petersen / Pernille Birkenborg Jensen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00281 Resumé Klager – en person – klagede over artiklerne ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter” og ”Omstridt: Forskeren bag Stasiafsløring” i Politiken. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager over for Pressenævnet har indgivet klage over tilsidesættelse af god presseskik, men ikke klaget over Politikens afvisning af at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Sagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af god presseskik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det følger videre, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvilke danskere, der fungerede som Stasi-agenter, har almen interesse. Nævnet finder imidlertid, at en så krænkende beskyldning må kontrolleres inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. På den ene side er det ikke dokumenteret, at [Klager] skulle have været agent for Stasi. [Forskeren] har ifølge Politikens oplysninger over for avisens kilder tilkendegivet, at han har fundet et dokument, der identificerer [Klager] som tidligere Stasi-agent, uden at [Forskeren] dog offentligt ønsker at bekræfte dette. På den anden side fremgår det af artiklen, at der er tale om rygter, ligesom [Klager] og andre personer i artiklen tager afstand fra påstanden. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation herfor. Nævnet udtaler derfor kritik af avisen for at bringe historien. Det forhold, at [Klager] har fået forelagt beskyldningen og udtalt sig til Politiken, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at Politiken at offentliggøre følgende: [rubrik] Pressenævnet kritiserer beskyldning om Stasi-virksomhed [underrubrik] Politiken får kritik af Pressenævnet for at beskylde en tidligere journalist for at have været Stasi-agent uden dokumentation. [brødtekst] Politiken bragte i maj måned artiklen ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter”. Heraf fremgik det, at [Klager] ifølge to af avisens kilder skulle være identisk med den hidtil ukendte spion, som koldkrigsforskeren [Forskeren] ikke ville navngive offentligt. Ifølge avisens kilder var det [Klager], der skulle være spionen. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe rygtet. Den alvorlige beskyldning er ikke dokumenteret i hverken Politikens artikel eller over for Pressenævnet. Nævnet udtaler derfor kritik af Politiken for at bringe det meget skadelige rygte. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk” [Klager] har klaget til Pressenævnet over to artikler bragt i Politiken den 26. maj 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Tidligere omtale i BT BT og bt.dk bragte den 9. april 2012 artiklen ”Dansk storspion tæt på afsløring” . I artiklen udtalte lektor ved Syddansk Universitet, [Forskeren], at en offentlig kendt dansk mands navn skulle være fundet i hidtil hemmeligstemplede dokumenter. Ifølge lektoren knyttede papirerne den unavngivne person til ”flere opsigtsvækkende operationer” for Stasi. De påklagede artikler i Politiken Politiken bragte den 26. maj 2012 på side 5 en artikel under overskriften ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter” og underoverskriften ”Det vakte stor opsigt, da en koldkrigsforsker for nylig omtalte en hidtil ukendt agent. Nu retter mistanken sig mod 69-årig journalist.” Af artiklen fremgik følgende: ”DOBBELTSPIL Han har fået Venstres frihedspris og en række journalistiske hædersbevisninger for at afsløre danskere, der samarbejdede med den østtyske statssikkerhedstjeneste Stasi. Men nu bliver den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, [Klager], selv sat i forbindelse med koldkrigstidens mest berygtede efterretningsvæsen. Ifølge Politikens oplysninger er journalisten identisk med den offentligt kendte dansker, som koldkrigsforskeren [Forskeren] har fundet oplysninger om i det tyske Stasi-arkiv. I sidste måned vakte [Forskeren] stor opsigt, da han fortalte om en hidtil ukendt agent, der skal være af »en helt anden liga«. »Det, han har gjort, er grimt og har påvirket det danske samfund i negativ retning. Det gør dybt indtryk på mig«, sagde lektoren ved Syddansk Universitet til dagbladet BT, men ville ikke røbe den pågældendes identitet. [Forskeren] har »ingen kommentarer« til navnet [Klager], men ifølge Politikens oplysninger har forskeren selv fortalt flere personer, at det er ham, sagen drejer sig om. Samtidig hører det med i billedet, at [Forskeren] og en tysk seniorforsker fra Stasi-arkivet tidligere har taget [Klager]s arbejde under kritisk behandling i artikler. I 2009 undrede de sig således over, hvordan journalisten kunne offentliggøre navne og dæknavne på danske DDR-agenter - to år før Stasi-arkivet fik »styr på dæknavnene« på agenter i udlandet. »Det er næsten (...) umuligt, at Stasi-arkiverne før 1996 har udleveret informationer om »Nelly« og »Gast««, skrev [Forskeren] og hans tyske kollega i tidsskriftet Arbejderhistorie, hvori de også slår fast, at »[Klager] havde forbindelse til folk fra HV A (Stasis udenrigstjeneste, red.)«. Politiken har den seneste uge forsøgt at komme i personlig kontakt med den snart 70-årige [Klager], der ifølge venner og bekendte har været som sunket i jorden. Først i går lykkedes det imidlertid at skabe forbindelse til journalisten, der sendte en kort mail fra Berlin. [Klager] afviser Forelagt anklagerne svarer [Klager], at han ikke kommenterer »anonyme rygter, ej heller mine kilder«. Journalisten har valgt kun at besvare Politikens spørgsmål om, hvorvidt han blev forsøgt hvervet af Stasi: »Svaret er i al sin enkelhed: NEJ! Jeg var bestemt heller ikke den rigtige at gå til, al den stund jeg var på den sorte liste for »undergravende virksomhed« og »antisovjetisme«. Jeg blev smidt ud af DDR på Ulbrichts personlige ordre. Politbureauets sikkerhedschef dengang var Erich Honecker. Ni år senere endte jeg i Ruzynefængslet i Prag, da jeg kontaktede talsmanden for Charta 77, Jiri Hajek, udenrigsminister under Dubcek«, skriver [Klager], der ikke har reageret på Politikens opfølgende henvendelse. Siden [Forskeren] i sidste måned afslørede sit opsigtsvækkende fund i Stasi-arkiverne, er der blevet gættet på livet løs i medierne og i politiske kredse. Få har formentlig haft fantasi til at forestille sig, at sagen skulle dreje sig om en erklæret koldkriger og spionjæger, som Venstre i 2000 hædrede for at udstille »en flok venstreorienterede hyklere«. Ekstra Bladets tidligere chefredaktør, Sven Ove Gade, har da også svært ved at tro sine egne øren: »Jeg vil være mægtig ked af det, hvis det er rigtigt, for jeg sætter stor pris på [Klager]. Umiddelbart synes jeg, at han er for kantet og indadvendt til at passe på profilen. Samtidig kan han dårligt have haft adgang til fortroligt materiale. Så skulle han nærmest have været påvirkningsagent«, siger han. Det var Sven Ove Gade, der sidst i 1970'erne ansatte [Klager] på Ekstra Bladet. Tidligere var journalisten ansat som Tysklandskorrespondent for dagbladet Information og rapporterede også for Danmarks Radio. Da bølgerne om terrorgruppen Baader-Meinhof og mordet på arbejdsgiverformanden Hanns-Martin Schleyer var på sit højeste i 1977, skrev [Klager] nogle kritiske og ifølge Sven Ove Gade »tidstypiske« kronikker i Ekstra Bladet om »udhuling af de demokratiske rettigheder« i Vesttyskland: »Under dække af terrorismens fare indsamles ihærdigt oplysninger om borgere, der med afvigende meninger fuldt legalt arbejder i partier ude på venstrefløjen«, mente [Klager]. Hans Jørgen Bonnichsen, der som operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) stod i spidsen for tjenestens Stasi-efterforskning i 1990'erne, er lige så overrasket som Ekstra Bladets tidligere chefredaktør. »Hvis det er rigtigt, vil det være en kæmpe overraskelse. [Klager] og hans medforfatter til bøgerne om Stasi var meget tidligt ude med deres oplysninger om mistænkte agenter. Men jeg har altid taget det som et udtryk for, at journalister havde nemmere adgang til arkivet end myndigheder, der kun kunne komme igennem med internationale retsanmodninger«, siger Hans Jørgen Bonnichsen. I PET's søgelys Det ligger dog fast, at PET i 60'erne og 70'erne var opmærksom på [Klager], der en overgang arbejdede som journalist inde i det kommunistiske Østberlin. Her flyttede han ind på Hotel Newa, der var »kendt som mødested for MfS (Stasi, red.)«, står der i PET-notat. På et tidspunkt opsøgte journalisten selv PET og forklarede, at han var tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU), men i 1968 blev erklæret uønsket af de østtyske myndigheder ved grænseovergangen Checkpoint Charlie. »Det er egentlig mærkeligt, at [Klager] har rettet henvendelse til PET«, noterede tjenesten i et afklassificeret dokument fra 1968. Politiken har ingen oplysninger om, hvad journalistens formodede samarbejde med Stasi konkret skal have gået ud på. [Person A], der var [Klager]s medforfatter til artikelserien og bøgerne om Stasi, finder mistanken »fuldstændig latterlig«. Hun har ikke længere kontakt med journalisten og så ham senest for omkring et halvt år siden i Nyhavn. »Den må [Forskeren] længere ud på landet med. Det tror jeg ikke på«, lyder [Person A]s umiddelbare kommentar: »Vi arbejdede tæt sammen i mange år og talte så meget om disse emner, at jeg ville have kunnet lugte det. Jeg var med i Stasi-arkiverne næsten hver gang, og vi opholdt os i Tyskland i flere måneder. Jeg kan ikke redegøre nærmere for, hvorfor vi fik oplysningerne på et så tidligt et tidspunkt, men vi var i mange arkiver og nogle af de første journalister dernede«, siger medforfatteren.” Følgende citat var fremhævet i artiklen: ”Jeg var på den sorte liste for ”undergravende virksomhed” og ”anti-sovjetisme”. Jeg blev smidt ud af DDR på Ulrichts personlige ordre. [Klager], journalist” På samme side bragte avisen samme dag artiklen ”Omstridt: Forskeren bag Stasiafsløring ” med underoverskriften: ”Få kender Stasi-arkiverne bedre end koldkrigsforsker [Forskeren]”. Af artiklen fremgik følgende: ”Koldkrigsforskeren [Forskeren] er en mand, der deler vandene. I sidste måned gjorde den 37-årig historielektor ved Syddansk Universitet sig bemærket ved at træde frem og fortælle om et opsigtsvækkende fund, han har gjort i de tyske Stasi-arkiver. Her har han ved et tilfælde fundet en sagsmappe om en nulevende dansker, der skal have haft et hidtil ukendt samarbejde med den østtyske statssikkerhedstjeneste. [Forskeren] har dog på intet tidspunkt villet røbe identiteten på den pågældende, hvilket flere kolleger finder tyndt: »Når man kommer med så alvorlig en anklage mod en ganske vist unavngivet person, skal man som god historiker undersøge sagen ordentligt inden offentliggørelsen«, lød det fra professor ved Københavns Universitet, Poul Villaume. Andre historikere mener derimod, at der er al mulig grund til at tage [Forskeren]' oplysninger alvorligt. Ifølge historieprofessor Bent Jensen findes der ingen herhjemme, der har så indgående et kendskab til Stasi-arkiverne. [Forskeren] har forsket i dem siden 90'erne, hvilket blandt andet har resulteret i bogen 'Den usynlige front - DDR's militære spionage i Danmark under den kolde krig'. »Han laver næsten ikke andet end at sidde med dokumenterne og må have nogenlunde fast grund under fødderne for at komme med en sådan udmelding«, har Bent Jensen udtalt om sin forskerkollega. Politiken har talt adskillige gange med [Forskeren] den seneste måned, men hver gang har hans kommentar været den samme: »Jeg vil slet ikke spekulere i navne og personer«. Selv om Politiken nu fra flere sider har fået oplyst, at sagen drejer om den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, [Klager], vil forskeren hverken be- eller afkræfte oplysningen. »Det har jeg ingen kommentarer til«, siger han blot.” Yderligere oplysninger Ved brev af 27. juni 2012 har justitsministeren besvaret § 20-spørgsmålet S 2859 stillet 10. april 2012 (Folketingssamling 2011-12): ”Vil ministeren straks sørge for, at der bliver taget kontakt til de amerikanske myndigheder med henblik på udlevering af materiale, der peger på, at der findes en nulevende person i Danmark, der har været storspion for Stasi, jf. Berlingske Tidende den 10. april 2012?” Af svaret fremgår følgende: ”I Berlingske Tidendes artikler om sagen fra den 10. april 2012 henvises til det såkaldte Rosenholz-arkiv. Jeg går ud fra, at spørgeren sigter til materiale fra dette arkiv. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at Rosenholz-arkivet indeholder personkort på østtyske agenter, og at Politiets Efterretningstjeneste har oplyst, at efterretningstjenesten har modtaget relevante dele af arkivet fra en venligtsindet tjeneste. Det er Politiets Efterretningstjenestes opfattelse, at tjenesten har modtaget alle de oplysninger fra arkivet, der vedrører Danmark. Dette har den venligtsindede tjeneste – som ikke ønsker at blive identificeret offentligt – i øvrigt bekræftet over for Politiets Efterretningstjeneste. Vedrørende forskeres mulighed for at få adgang til hele Rosenholzmaterialet, herunder oplysninger som ikke vedrører Danmark, har den venligtsindede tjeneste oplyst over for Politiets Efterretningstjeneste, at kun medarbejdere ved den pågældende tjeneste har adgang til det samlede materiale.” [Klager] anmodede ved e-mail af 7. juni 2012 Politiken om at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Dette afviste avisen den 11. juni 2012 med den begrundelse, at genmælet omhandlede en række emner, der ikke havde med Politikens artikler at gøre. I stedet tilbød Politiken at bringe genmælet uforkortet som debatindlæg. Klagen er modtaget i Pressenævnet 2. juli 2012. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Politiken i sine artikler har hængt ham ud for at have været spion for det østtyske Ministerium for Statssikkerhed (Stasi), der havde mord på samvittigheden. Oplysningerne er skadelige, krænkende og usande. Politikens artikler er citeret og spredt i ind- og udland. Ifølge avisens oplysninger skulle klager være identisk med den ukendte storspion, som [Forskeren] fortæller om i BTs artikel den 9. april 2012. BTs artikel indeholder ikke klagers navn og i øvrigt ingen dokumentation for, at klager skulle have været Stasi-spion. Politiken hæfter imidlertid klagers navn på den udokumenterede historie. Avisen burde have været særligt kritisk over for oplysningerne i BTs artikel, idet de er givet af lektor [Forskeren], der flere gange har tilkendegivet en negativ holdning til klagers arbejde. Klager har henvist til artiklen ”The ”Rosenholz-archives” myth and reality” i Baltic Worlds, 1. bind 2012, der ifølge [Klager] blandt andet er skrevet af [Forskeren]. Af artiklen i Baltic Worlds fremgår bl.a. følgende: ” After the opening of the Rosenholz document in 2005, it became possible to establish the thesis that the background of the Stasi campaign of Ekstra Bladet might have been a covert action either by the CIA or more likely by the Danish counterintelligence service, PET. The files showed that the journalist had been able to publish information from the Rosenholz files about a year after the information had become known to the Danish counterintelligence.” Klager har herudover anført, at andre forskere er kritiske over for [Forskeren], og henvist til artiklen ”Kolleger kritiserer spionforsker” på b.dk 10. april 2012 og ”Spionjagt eller spin? Nej til halve afsløringer og domme i formiddagspressen” på udenriget.dk 12. april 2012. [Klager] har afvist at offentliggørelsen af dæknavne var en ”covert action”. Forklaringen på sætningen ”[Klager] havde forbindelse til folk fra HVA [Hauptverwaltung Aufklärung]” fra bogen ”En blomst fra Rosentræet” er enkel. Klager og medforfatter [Person A] stemte dørklokker i Tyskland for at få kontakt til Stasi-officerer og agenter med det formål at interviewe dem. De har sammen skrevet bogen ”STASI OG DANMARK”. Klager har henvist til Hans Jørgen Bonnichsens erindringer ”HÅNDEN – en PET- og politikrønike” fra 2006, hvor hans arbejde også er omtalt i kapitlet ”Fortiden vender tilbage”. [Klager] har understreget, at han hverken er nævnt i Stasi-arkivet i Berlin eller i PETs arkiv i København. Det forholder sig lige modsat. Klager blev forfulgt af Stasi og udvist af DDR i 1968 for ”undergravende virksomhed”. Udvisningssagen er frit tilgængelig i Berlin (klager har fremlagt kopi af udvisningen over for Pressenævnet). Klager har også været gennem timelange tredjegradsforhør i Ruzyne-fængslet i Prag i 1977. I 2004 blev klager sikkerhedsgodkendt af PET til at forske i tjenestens arkiv. I den forbindelse blev det undersøgt, om klager stod opført i deres Rosenholz-arkiv. Klager var ikke på listen over spioner, og det danske Rosenholz-arkiv er komplet. [Klager] har ved brev af 17. juni 2012 anmodet PET oplyse, hvorvidt han står i tjenestens Rosenholz-kartotek F22 over formodede danske spioner (findes som kopi af CIAs mikrofilm). Klager har videre henvist til svaret på spørgsmål nr. S 2859 til justitsministeren. Politiken har ikke undersøgt arkiverne eller på anden måde kontrolleret rigtigheden af rygterne. [Klager] har endelig kritiseret, at han først blev kontaktet af Politiken et par dage inden offentliggørelsen, selvom avisen ifølge eget udsagn har arbejdet på historien en hel måned. Avisen har ifølge klager ikke kontrolleret de i artiklen fremsatte oplysninger. 2.2 Politikens synspunkter Politiken har anført, at de ikke har udpeget [Klager] som Stasi-agent. Avisen har ikke taget stilling, men konstaterer blot, at Bent Jensen og en anden kilde bekræfter, at [Forskeren] ifølge dem har identificeret [Klager] som den hidtil ukendte spion. Samtidig blev avisen opmærksom på artiklen ”EN BLOMST FRA ROSENTRÆET” skrevet af [Forskeren] og den tyske forsker Helmut Müller-Engbergs, bragt i tidsskriftet ”Arbejderhistorie” nr. 1 2009. Heri undrer forfatterne sig over, at klager kunne referere agentnavne på trods af, at Stasi-arkivet endnu ikke ”havde styr på dæknavnene på ikke-tyske HVA-agenter”, og de konstaterer, at klager havde forbindelse til HVA, DDRs efterretningstjeneste. Klager oplyser, han blev sikkerhedsgodkendt af PET i 2004. På det tidspunkt var PETs materiale fra Rosenholz ufuldstændigt. Heller ikke Dansk Institut for Internationale Studier eller PET-kommissionen havde adgang til et fuldstændigt materiale i perioden 2000 til 2009. PET oplyste via Justitsministeriet i et svar til Folketinget, at tjenesten efter egen opfattelse havde alt materiale vedrørende Danmark. Spørgsmålet er imidlertid fra april måned, før Politikens artikler. Uanset, er både arkivet i Berlin og København ufuldstændigt. Langt fra alle Stasis agenter er med. Derfor vil svar derfra hverken kunne be- eller afkræfte et tilhørsforhold til Stasi. I artiklen er både klagers tidligere arbejdsgiver, forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade, og tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen citeret for, at de ville være stærkt overraskede, hvis [Klager] skulle have haft Stasi-forbindelser. [Klager]s kollega, [Person A], betegner mistanken som ”fuldstændig latterlig”. Det understreges samtidig i artiklen, at det er uklart, hvad det formodede samarbejde med Stasi skulle have gået ud på. Det er ikke i artiklen fastslået som en kendsgerning, at klager havde tilknytning til Stasi. Politiken brugte flere uger på at få oplyst, hvem lektoren havde fundet oplysninger om i Stasi-arkivet, og gik derefter straks i gang med at skabe kontakt til klager. Klager blev flere gange både inden og efter offentliggørelsen forelagt oplysningerne og tilbudt at give en kommentar. Avisen kontaktede klager den 24. maj 2012. [Klager] svarede dagen efter. Svaret er bragt i sin helhed, ligesom et citat er fremhævet i artiklen. Efter offentliggørelsen af artiklen har Politiken henvendt sig til klager [Klager] for at give ham mulighed for at kommentere sagen i et interview, men dette tilbud har han afslået. Klager er også blevet tilbudt at få bragt sine rettelser som et indlæg i uforkortet version, men disse henvendelser har klager ikke reageret på. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Hans Peter Blicher, Lene Sarup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at klager over for Pressenævnet har indgivet klage over tilsidesættelse af god presseskik, men ikke klaget over Politikens afvisning af at bringe genmælet ”FALSKE RYGTER”. Sagen behandles derfor alene for så vidt angår spørgsmålet om tilsidesættelse af god presseskik. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det følger videre, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved forelæggelse for den, som eventuelt kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Pressenævnet finder, at spørgsmålet om, hvilke danskere, der fungerede som Stasi-agenter, har almen interesse. Nævnet finder imidlertid, at en så krænkende beskyldning må kontrolleres inden offentliggørelse, herunder ved forelæggelse for [Klager]. På den ene side er det ikke dokumenteret, at [Klager] skulle have været agent for Stasi. [Forskeren] har ifølge Politikens oplysninger over for avisens kilder tilkendegivet, at han har fundet et dokument, der identificerer [Klager] som tidligere Stasi-agent, uden at [Forskeren] dog offentligt ønsker at bekræfte dette. På den anden side fremgår det af artiklen, at der er tale om rygter, ligesom [Klager] og andre personer i artiklen tager afstand fra påstanden. Efter en samlet vurdering finder nævnet, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at publicere en så alvorlig beskyldning uden nærmere dokumentation herfor. Nævnet udtaler derfor kritik af avisen for at bringe historien. Det forhold, at [Klager] har fået forelagt beskyldningen og udtalt sig til Politiken, kan i dette tilfælde ikke føre til et andet resultat. I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør at Politiken at offentliggøre følgende: [rubrik] Pressenævnet kritiserer beskyldning om Stasi-virksomhed [underrubrik] Politiken får kritik af Pressenævnet for at beskylde en tidligere journalist for at have været Stasi-agent uden dokumentation. [brødtekst] Politiken bragte i maj måned artiklen ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter”. 1) Heraf fremgik det, at [Klager] ifølge to af avisens kilder skulle være identisk med den hidtil ukendte spion, som koldkrigsforskeren [Forskeren] ikke ville navngive offentligt. Ifølge avisens kilder var det [Klager], der skulle være spionen. [Klager] har klaget til Pressenævnet. Pressenævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe rygtet. Den alvorlige beskyldning er ikke dokumenteret i hverken Politikens artikel eller over for Pressenævnet. Nævnet udtaler derfor kritik af Politiken for at bringe det meget skadelige rygte. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra nævnet kan læses på: www.pressenaevnet.dk” Afgjort den 12. september 2012

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Monopol-ankenævnet stadfæstede Monopoltilsynets pålæg til Husqvarna A/S om at optage levering af Husqvarna symaskiner til Th. Malle A/S. Ved afgørelsen blev det bl.a. lagt til grund, at selv om Th. Malles forretning har et forskelligartet sortiment, indgår symaskiner naturligt i sortimentet. Desuden er det normalt i branchen, at forhandlerne fører flere forskellige mærker, og Th. Malles substitutionsmuligheder fandtes derfor at måtte vurderes i lyset af, hvad der er normalt i branchen. Den fulde tekst Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - naturligt vareområde - mærkevarer (* 1) År 1987, den 29. juni, blev i sagen j.nr. 87-3118-30, Husqvarna A/S, Symaskiner, Lyngby, ctr. Monopoltilsynet, afsagt sålydende K E N D E L S E: I skrivelse af 21. august 1985 har Husqvarna A/S, Symaskiner, Lyngby, klaget over en af Monopoltilsynet ved skrivelse af 14. august 1985 truffet afgørelse, hvorefter det i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, pålægges selskabet af optage leverancer af symaskiner til Th. Malle A/S, Snedsted. Husvuarna A/S har endvidere i skrivelse af 9. juli 1986 klaget over en af Monopoltilsynet ved skrivelse af 7. februar 1986 truffet afgørelse, hvorefter registreringen af klagerne i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug må opretholdes. Klagerne har nedlagt påstand om, (1) at de slettes af Monopoltilsynets register for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug, og (2) at Monopoltilsynets leveringspålæg af 14. august 1985 ophæves. Monopoltilsynet har påstået afgørelserne stadfæstet. Sagen har været behandlet på nævnets møder den 23. april og 9. juni 1987. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig. De påklagede afgørelser er indeholdt i sålydende skrivelser fra Monopoltilsynet til Husqvarna A/S, Symaskiner's advokat: Skrivelse af 16. august 1985: Ved skrivelse af 19. juni 1985 blev De og Deres klient, Husqvarna A/S, underrettet om monopolrådets afgørelse vedrørende den af Th. Malle A/S den 21. september 1984 indgivne klage over, at selskabet havde nægtet at levere symaskiner af mærket Husqvarna til klagerens forretning. Som bilag var vedlagt tilsynets referat af 12. juni 1985, som har dannet grundlag for rådets afgørelse. Ifølge tilsynets praksis er fortrolige opstillinger og indstilling udeladt i referatet. Rådet fandt, at selskabets leveringsnægtelse overfor klageren medfører en urimelig indskrænkning i klagerens frie erhvervsudøvelse og urimelige ulighed i vilkårene herfor, og besluttede derfor at bemyndige direktoratet til i medfør af monopollovens § 11 at optage forhandling med Husqvarna A/S om at sælge Husqvarna-symaskiner til Th. Malle A/S på de af selskabet sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg. Denne forhandling fandt sted den 5. august 1985. Under forhandlingerne erklærede selskabet, at det fortsat ikke ville levere til klageren. Da de under forhandlingen fra selskabets side fremførte synspunkter og senere supplerende oplysninger ikke skønnes at kunne give anledning til ændring af monopolrådets beslutning, skal tilsynet i medfør af monopollovens § 12, stk. 3, jfr. § 12, stk. 1, herved pålægge Husqvarna A/S inden den 23. august 1985 at sælge symaskiner af mærket Husqvarna til Th. Malle A/S, Snedsted, på selskabets sædvanligt gældende vilkår for tilsvarende salg. Selskabet kan dog altid kræve kontant betaling eller betryggende sikkerhed. Om de forhold og synspunkter, som har været bestemmende for afgørelsen, skal man under henvisning til stedfunden brevveksling og forhandling anføre følgende: Th. Malle er ifølge tilsynets undersøgelser en stor og velassorteret forretning for symaskiner, barnevogne, støvsugere, legetøj, børnetøj m.m. Den årlige omsætning af symaskiner andrager ca. 1,3 mill. kr. Forretningen fører endvidere flere af de førende mærker indenfor symaskiner og varetager desuden reparation og service herpå. Husqvarna A/S har siden 1982 været registreret i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, (reg. nr. 2995) for salg af symaskiner til husholdningsbrug under mærket Husqvarna. Selskabets årlige omsætning af symaskiner i 1983 androg ca. 26 mill. kr., svarende til ca. 11.700 enheder, og selskabets markedsandel indenfor salg af symaskiner udgjorde ca. 20 procent målt i enheder. Selskabet er den næststørste udbyder på markedet for symaskiner, der iøvrigt er domineret af et mindre antal udbydere. Selskabet har bl.a. anført følgende begrundelser for ikke at ville levere til Th. Malle: I selskabets skrivelse af 12. oktober 1984 anføres det, at Husqvarna - i lighed med samtlige andre symaskineleverandører - har selektiv distributionsform i hele provinsen, som i princip fungerer således, at der findes een forhandler af hvert mærke indenfor et geografisk område, der har tilstrækkeligt befolkningsunderlag til at leve af. Dette er også tilfældet i det tyndt befolkede område, hvor klageren bor. Det oplyses således, at hensynet til to forhandlere i nærheden af Snedsted og deres mulighed for at ernære sig ved salg af Husqvarna symaskiner danner baggrund for, at selskabet ikke mener det rimeligt yderligere at udvide kredsen af forhandlere her. Samtidig oplyses det, at klageren udelukkende havde afgivet ordre på en model, som selskabet på leveringstidspunktet markedsførte som specialtilbud, og som senere ville udgå helt. Det er senere anført, at klageren næppe kan være afhængig af selskabets produkter, idet denne gennem flere år har haft forhandling af de fleste symaskinemærker på markedet. Under den stedfundne korrespondance har tilsynet overfor selskabet påpeget, at klageren må skønnes kvalificeret til at opfylde Husqvarnas samhandelsvilkår. Et synspunkt som selskabet ikke har bestridt, derimod har man anført, at selskabet overvejer en revision af de generelle samhandelsbetingelser, og at det ud fra de tanker, man foreløbigt har gjort sig herom vil være umuligt for klageren at opfylde de reviderede betingelser. Yderligere har klageren gjort gældende, at man kun vil levere til specialforretninger for symaskiner, og at klageren fører et blandet sortiment, der vil skade selskabets renome som mærkevare, såfremt man skal levere til klageren. Til selskabets synspunkter skal man anføre følgende: Klageren har i skrivelse af 3. december 1984 oplyst, at han er interesseret i normal samhandel med Husqvarna, og at han flere gange tidligere har forsøgt at få forhandling af selskabets symaskiner. På denne baggrund og i betragtning af selskabets markedsandel og Husqvarna's renome som mærkevare må klagerens erhvervsmæssige interesse i at opnå forhandling af Husqvarna produkter anses for væsentlig. Med hensyn til klagerens sortiment og forretningens karakter kan det oplyses, at det af tilsynets undersøgelse fremgår, at flere af selskabets forhandlere sælger andre symaskinemærker og andre varegrupper end symaskiner. Ud fra oplysningerne om klagerens omsætning af symaskiner, udstilling, lager og service må det antages, at symaskiner er en af forretningens vigtigste varegrupper. Hensynet til andre forhandlere ved antagelse af forhandlere må ifølge tilsynets praksis betragtes som en usaglig begrundelse for leveringsnægtelse. På baggrund heraf finder tilsynet, at de af selskabet anførte argumenter må anses for usaglige, og at leveringsnægtelsen indebærer en urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse og urimelig ulighed i vilkårene herfor. For såvidt angår selskabets overvejelser om at ændre samhandelsvilkårene, skal det anføres, at man ved bedømmelsen af klagen må lægge den ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelsen, som forelå ved klagens indgivelse, og som fortsat praktiseres til grund. Under forhandlingen den 5. august 1985 fremsatte selskabet det synspunkt, at selskabets markedsandel ikke danner tilstrækkelig grundlag for, at selskabet udøver den i monopollovens § 2, stk. 1, omhandlede indflydelse. I den forbindelse henviste selskabet til 2 ankenævnsafgørelser vedrørende registring af enkeltvirksomheder indenfor henholdsvis chokoladebranchen og markedet for lamineret plast, hvor de pågældende virksomheders markedsandele blev anset for utilstrækkelige til at kræve registrering. Hertil skal bemærkes, at som følge af at Husqvarna A/S er anmeldt og registreret i henhold til monopolovens § 6, stk. 2, indebærer dette, at selskabet uden videre er omfattet af monopollovens § 2, stk. 1. Det skal endvidere bemærkes, at markedsforholdene i de 2 brancher er helt forskellige fra forholdene i symaskinebranchen. Endvidere har De telefonisk supplerende oplyst, at selskabet kun har 11 forhandlere, som handler med andre varer end symaskiner og sytilbehør. At man har samhandel med disse 11 forhandlere skyldes, at der er tale om gamle forhandlere, som man ikke vil afbryde forbindelsen med. Ved den antagelsespolitik som er blevet fulgt i de senere år, har man ikke villet antage sådanne forhandlere. Hertil skal bemærkes, at disse oplysninger ikke giver anledning til ændring af tilsynets synspunkt, jfr. den side 3 anførte. Tilsynet skal udbede sig selskabets skriftlige bekræftelse senest den 23. august 1985 på, hvorvidt klageren vil blive optaget som forhandler i overensstemmelse med pålægget, eller om afgørelsen ønskes indbragt for monopol-ankenævnet i henhold til monopollovens § 18. Skrivelse af 7. februar 1986: Ved skrivelse af 16. august 1985 har De på vegne af Husqvarna A/S fremsat anmodning om, at tilsynets registrering af Husqvarna A/S i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, (reg. nr. 2995) for salg af symaskiner af mærket Husqvarna til husholdningsbrug ophæves. Det bemærkes, at De allerede den 5. august 1985 fremsatte mundtlig anmodning herom i forbindelse med en forhandling i henhold til monopollovens § 11 vedrørende den af Th. Malle A/S den 21. september 1984 indgivne klage over, at Husqvarna A/S har nægtet at levere symaskiner til klagerens forretning. Herefter har sagen den 5. februar 1986 været behandlet i monopolrådet. Rådsbehandlingen foretoges på grundlag af direktoratets referat af 29. januar 1986, som vedlægges uden fortrolige oplysninger og ifølge praksis uden direktoratets vurdering og indstilling. Man skal herefter meddele, at monopoltilsynet finder, at Husqvarna A/S udøver eller vil kunne udøve den i monopollovens § 6, stk. 2, nævnte væsentlige indflydelse på pris-, produktions- eller omsætningsforhold indenfor markedet af symaskiner til husholdningsbrug, og at registreringen af Husqvarna A/S må opretholdes. Ved afgørelsen har tilsynet lagt vægt på, at der ikke siden registreringen af Husqvarna A/S i 1982 er indtrådt sådanne ændringer i markedsforholdene, at dette kan begrunde en ophævelse af registreringen. Markedet for symaskiner må karakteriseres som statisk, idet leverandørernes markedspositioner ikke er undergået væsentlige ændringer siden opgørelsen af markedsandelene i 1978-79. Der er heller ikke i denne periode fremkommet nye leverandører, ligesom der ej heller er tale om, at andre er udgået. Hertil kommer, at de af leverandørerne praktiserede samhandelsvilkår forekommer ensartede med hensyn til anvendelse af behovskriterier, markedsføringsordninger m.v., hvilket indebærer, at konkurrencen i branchen er begrænset. For så vidt angår Husqvarna A/S gælder, at selskabet siden registreringen i 1982 har fastholdt sin markedsposition på 22 procent målt i enheder. Denne markedsandel vil yderligere kunne opgøres til 26 procent, når det tages i betragtning, at FDB's mærke (Major) ikke er frit tilgængeligt for den traditionelle forhandlerkreds inden for symaskinebranchen. Dernæst er der lagt vægt på, at symaskiner af mærket Husqvarna er en udbredt og velrenommeret mærkevare, og at selskabet opretholder en selektiv udvælgelse af sin forhandlerkreds, hvor behovskriterier spiller en afgørende rolle. Dette betyder, at interesserede forhandlere, der iøvrigt opfylder selskabets generelle forhandlerantagelsesbetingelser, vil kunne udelukkes fra at forhandle selskabets produkter. Tilsynet finder endvidere, at en revision af samhandelsreglerne, som den af selskabet påtænkte, må antages at ville kunne styrke selskabets markedsposition. Man skal tilføje, at tilsynet ikke finder, at de kendelser fra monopol-ankenævnet, hvortil der henvises i Deres skrivelse af 22. oktober 1985, kan påberåbes som støtte for Husqvarna's anmodning, idet markedsforholdene i de to sager, der er tale om, nemlig Raackmann's Fabrikker og Toms Fabrikker, som det fremgår af ovenstående, på væsentlige punkter adskiller sig fra forholdene i symaskinebranchen. Af referat til Monopolrådets møde den 19. juni 1985 fremgår bl.a.: Husqvarna A/S, der er et datterselskab under A/S Scan-Atlas Husholdningsapparater, har siden november 1982 været registreret i henhold til monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner til husholdningsbrug. Symaskinerne sælges under mærket Husqvarna, og omsætningen heraf udgjorde i 1983 ca. 26 mill. kr. svarende til ca. 11.700 enheder. Selskabet fastsætter vejledende videresalgspriser på symaskiner og yder en kvantumsbestemt årsbonus samt fragtfri levering ved køb af over 3 enheder. I efteråret 1983 foretog tilsynet en undersøgelse af markedsandelene for salg af nye symaskiner til husholdningsbrug. Af undersøgelsen fremgår, at det samlede salg i 1983 udgjorde ca. 58.000 enheder, hvilket anslås til at svare til en omsætning på 130 mill. kr. Heraf havde Husqvarna en markedsandel på ca. 20 procent (målt i enheder). Selskabet var den næststørste udbyder på markedet, kun Singer var større. Herudover var der 5 mellemstore udbydere af symaskiner, Bernina A/S (Bernina + Riccar), Royal Consul Symaskineimport A/S, Pfaff Husholdningsmaskiner A/S, FDB (Major), Elna Sy-Maskiner A/S - og en række mindre leverandører med ubetydelige markedsandele. Th. Malle A/S, Snedsted i Sydthy, er et familieforetagende, som blev etableret i 1922. Forretningen handler med symaskiner, barnevogne, støvsugere, legetøj, børnetøj m.m. og har reparation og service på symaskiner. Af symaskiner føres mærkerne Riccar, Bernina, Elna og Pfaff, samt 4 mindre kendte mærker. Forretningen er medlem af forhandlersammenslutningen Symaskineringen. Af en inspektørrapport fra januar 1985 fremgår det, at forretningen er beliggende i en selvstændig forretningsejendom i udkanten af Snedsted. Salgslokalerne udgør ca. 1.000 m2 fordelt på 2 etager, som begge har vinduer fra gulv til loft. Der er udstillet en snes nye symaskiner i salgslokalerne, og herudover lagerføres der normalt 30-40 nye symaskiner. Foreningen Symaskineringen har i en skrivelse af 8. oktober 1984 til Th. Malle A/S påtalt, at denne sælger mærkevarer inden for symaskiner til priser under de af leverandørerne fastsatte, og at Th. Malle A/S annoncerer i et relativt stort område. Symaskineringen blev stiftet i 1965 og har 84 medlemmer blandt landets ca. 200 forhandlere af symaskiner. Foreningens formand Mogens Salling, Kolding, har over for en af tilsynets inspektører oplyst, at det bl.a. var foreningens opgave at røgte medlemmernes interesser gennem påtale, hvis der opstod tilfælde af unfair konkurrence, som i tilfældet med Th. Malle A/S, der gav rabatter på 20-30 procent på de vejledende priser på anerkendte mærkevarer. Klagerne gør for så vidt angår påstanden om sletning af registeret bl.a. gældende, at de ikke udøver eller vil kunne udøve den væsentlige indflydelse på markedet for symaskiner, som er forudsat i monopollovens § 6, stk. 2. Monopoltilsynet har ved behandlingen af registreringsspørgsmålet lagt til grund, at symaskinemarkedet er et statisk marked. Denne opfattelse bygger imidlertid på en misforståelse. Symaskinemarkedet har ikke været upåvirket af de generelle tendenser, som i de senere år har præget omsætningen af forbrugsvarer. Også symaskinemarkedet er igennem de senere år karakteriseret af en øget konkurrence, hvilket bl.a. har sammenhæng med markedets manglende vækst. Den øgede konkurrence har først og fremmest sammenhæng med, at der nu også her konstateres en betydelig brancheglidning. Supermarkeder, som tidligere ikke havde nonfood-produkter i deres varesortiment, sælger i adskillige tilfælde symaskiner. Det samme er tilfældet for lavprisvarehuse, som Obs, Føtex og Bilka, ligesom en række stormagasiner forhandler symaskiner, herunder Magasin og Anva. Der forekommer ligeledes tilfælde, hvor symaskiner sælges fra engrosforhandlere pr. postordre. Det er ikke muligt at danne sig et reelt billede af konkurrenceforholdene på symaskinemarkedet, så længe man kun koncentrerer sig om de Klassiske udbydere. Brancheglidningen og stagnerende omsætning indebærer, at samtlige udbydere igennem årene har fået stedse ringere muligheder for at udøve nogen form for indflydelse. Klagerne har for 1985 udarbejdet en skønnet oversigt over engrosudbydere/importører af husholdningsmaskiner på det danske marked. Hvis Bernina og Riccar betragtes samlet, fremgår det af oversigten, at markedet domineres af fem større udbydere med et udbud på 10 procent af markedet eller derover samt syv mindre udbydere. Af det samlede marked har klagerne alene 18 procent, opgjort i antal solgte enheder. I 1986 var klagernes markedsandel 15,3 procent. Der er således sket et skred i markedsandelens udvikling i 1985/86. Det er i øvrigt uberettiget, når Monopoltilsynet i den foreliggende sag forsøger at afgrænse det relevante marked således, at omsætningen af symaskiner i FDB's regie holdes udenfor, under hensyn til, at FDB's mærke (Major) ikke er frit tilgængeligt for den traditionelle forhandlerkreds inden for symaskinebranchen. Monopoltilsynet har i en tidligere sag udtalt, at den i § 2, stk. 1, nævnte indflydelse må referere til bestemte varer eller tjenesteydelser - og for den forbruger, varen tilbydes, er det i denne forbindelse uden betydning, hvorledes varen er distribueret. Der er ikke altid i Monopoltilsynets praksis lagt tilstrækkelig vægt på betingelsen i monopollovens § 2, hvorefter det relevante marked skal være præget af en konkurrencebegrænsning. Der har imidlertid i den senere tid kunnet iagttages en udvikling, hvorefter Monopoltilsynet og Monopol-ankenævnet har lagt øget vægt på betingelsen i monopollovens § 2. I afgørelsen fra 1984 om registrering af emballageproducenten Raackmanns fabrikker fremhævede ankenævnet bl.a. monopollovens krav om, at det relevante marked skal være præget af konkurrencebegrænsning. Da markedet i betydelig grad var konkurrencebetonet og åbent for udenlandsk konkurrence, fandtes kravet om konkurrencebegrænsning ikke at være opfyldt. I en afgørelse fra 1985, hvor Toms fabrikker var krævet anmeldt som dominerende for chokolade- og sukkervarer, fandt nævnet, at uanset hvordan markedet og dermed virksomhedens andel blev opgjort, måtte det lægges til grund, at der på markedet bestod en effektiv konkurrence. Der er især for så vidt angår Raackmanns fabrikker betydelige ligheder i strukturen på markedet. Den eneste forskel er, at markedet for symaskiner er præget af øgede muligheder for indbyrdes konkurrence, da der her er tale om et større antal både mellemstore og større udbydere og ikke - som tilfældet var for Raackmanns fabrikker - to store udbydere og en række mindre. Den større jævnbyrdighed på symaskinemarkedet mere end opvejer den af Monopoltilsynet påståede konkurrencebegrænsning, som skulle ligge i fastsættelsen af forhandlerantagelsesbetingelser og vejledende videresalgspriser. Med hensyn til ophævelse af leveringspålægget anfører klagerne, at det grundlæggende synspunkt i monopollovens forarbejder, hvorefter tilsynets beføjelser til at udstede leveringspålæg med hjemmel i monopollovens § 12, stk. 3, skal administreres tilbageholdende, også må være afgørende i den foreliggende sag, således at udgangspunktet er klagernes frie ret til at nægte levering til Th. Malle A/S. Udgangspunktet kan kun fraviges, hvis det samtidigt kan påvises, at Th. Malle A/S har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at forhandle klagernes symaskiner, og at klagernes nægtelse af at levere til Th. Malle A/S er udtryk for en urimelig konkurrencebegrænsning. Th. Malle A/S har ikke den fornødne erhvervsmæssige interesse i levering. Der er ikke tale om nogen special-forretning, men om en forretning med broget sortiment, hvori symaskiner kun tegner sig for en beskeden del. Th. Malle A/S har endvidere rigelige substitutionsmuligheder, idet de øvrige vigtige mærker på symaskineområdet allerede føres. Også af denne grund har Th. Malle A/S ikke den fornødne erhvervsmæssige interesse i at forhandle klagernes produkter, jfr. en righoldig praksis fra Monopoltilsynet, hvor leveringsnægtelse er anerkendt, hvis substitution er mulig. Det fremgår af såvel de gamle som de nye forhandlerantagelsesbetingelser, at klagerne har søgt at værne om selskabets renome som leverandører af kvalitetssymaskiner i det højere prislag. Det er anerkendt i såvel teori som praksis, at der af leverandører kan opstilles betingelser til såvel butiksindretning, sortimentssammensætning, uddannelse m.v., ligesom det er slået fast, at en leverandør kan have anerkendelsesværdig interesse i at nægte leverance, hvis levering til en forretning af den pågældende karakter kan skade produktets renome. Det er en sådan situation, som blandt andet foreligger i denne sag. Klagerne har igennem nogle år skærpet kravene til nye forhandlere uden at lade dette få konsekvenser for de ældre. En væsentlig del af klagernes aftaler med forhandlere er af meget gammel dato. Når Monopoltilsynet derfor i referatet til monopolrådets møde den 19. juni 1985 har fundet eksempler på forretninger (6 i alt), hvor de dagældende forhandlerantagelsesbetingelser ikke syntes at være opfyldt, har dette en naturlig sammenhæng med, at der igennem årene er sket en ændring i forhandlerantagelsesbetingelserne, men at klagerne desuagtet har fundet det mest rimeligt at beholde de allerede eksisterende forhandlere, som ikke opfyldte disse betingelser. Specielt for så vidt angår kravet om, at forhandleren skal fremtræde som specialforhandler af symaskiner bemærkes, at der efter klagernes opgørelse forekommer fravigelse i 11 tilfælde ud af de i alt 90 forhandlere, der for tiden leveres til. At man har samhandel med disse 11 forhandlere skyldes alene, at der er tale om gamle forhandlere, som man ikke har villet afbryde forbindelsen med. Monopoltilsynet har til støtte for sin påstand om fortsat registrering bl.a. anført, at der er tale om et statisk marked. Der er dog nok på det seneste - som hævdet af klagerne - sket en mindre brancheglidning, men de pågældende symaskinemærker er mærker, som ikke forekommer hos de traditionelle forhandlere. Det må antages at være mærker, som hidrører fra de pågældende forretningers egen import og indkøb gennem utraditionelle kanaler, og som ikke kvalitativt kan opfylde de samme krav, som de traditionelle symaskiner kan. Det er derfor tilsynets opfattelse, at der alene er tale om såkaldte outsider mærker, som ikke er indarbejdet i forbrugernes bevidsthed, og at omsætningen heraf er ubetydelig. Dette utraditionelle marked synes ikke at have påvirket de traditionelle leverandørers forhandlerpolitik. Det må derfor antages, at den traditionelle forhandlerstruktur er upåvirket af fremkomsten af de utraditionelle mærker, og at markedet således stadigt må karakteriseres som statisk. Tilsynet vil ikke bestride, at der kan være tale om en tendens, der senere vil kunne føre til ændringer, men som forholdet er nu, kan den ikke tillægges vægt. Vedrørende afgrænsningen af det relevante marked har klagerne henvist til ankenævnskendelserne vedrørende henholdsvis Raackmanns Fabrikker A/S og Toms Fabrikker A/S (Kendelser og domme 1984, nr. 3, s. 238-252 og 1985 nr. 2, s. 55-66). Tilsynets standpunkt hertil er, at det næppe forekommer relevant at sammenligne nærværende sag med disse ankenævnskendelser, idet der i nærværende sag, foruden Husqvarna's markedsandel, også er tale om konkurrencebegrænsning, henholdsvis mangel på effektiv konkurrence. En opretholdelse af registreringen indebærer, at det kommer til offentlighedens kendskab, at selskabet ud over de anmeldte forhandlerbetingelser praktiserer udvælgelsen af forhandlerne efter behov m.m. Det er monopollovens grundlæggende princip at skabe offentlighed omkring virksomheders konkurrencebegrænsende adfærd. Såfremt det i 1985/86 indtrufne skred i udviklingen af klagernes markedsandel fortsætter, vil Monopoltilsynet være villigt til at tage spørgsmålet om klagernes fortsatte registrering op til overvejelse. Med hensyn til leveringsnægtelsen over for Th. Malle A/S er det tilsynets opfattelse, at en væsentlig del af Th. Malle A/S's omsætning hidrører fra salg af symaskiner og reparation herpå. Th. Malle A/S må derfor antages at have den fornødne erhvervsmæssige interesse i levering. Klagerne har påpeget, at Th. Malle A/S's forretning ikke kan betragtes som en specialforretning. Klagerne har imidlertid selv oplyst, at der blandt Husqvarnas ca. 90 forhandlere findes 11 forhandlere, som også fører andre varegrupper end symaskiner og stoffer. Vilkåret om specialforretning er desuden ikke gengivet i beskrivelsen af selskabets generelle samhandelsvilkår. Th. Malle A/S's forretning må ifølge tilsynet karakteriseres som en forretning, hvor det er naturligt, at symaskiner indgår i sortimentet. Det kan i den sammenhæng fremhæves, at Th. Malle A/S er medlem af branchesammenslutningen Symaskineringen. Th. Malle A/S's nuværende sortiment (Bernina/Riccar, Elna og Pfaff) kan næppe karakteriseres som et væsentligt udbud af branchens produkter. Det er normalt i branchen, at forhandlerne fører flere forskellige mærker, og tilsynet finder derfor, at Th. Malle A/S's substitutionsmuligheder må vurderes i lyset af, hvad der er normalt i branchen. Til det således foreliggende skal nævnet udtale: Klagerne har siden november 1982 været registreret i medfør af monopollovens § 6, stk. 2, for salg af symaskiner til husholdningsbrug. Klagerne har stadig en stærk position på dette område med godt indarbejdede produkter. Nævnet finder ikke, at der i de foreliggende oplysninger om udviklingen i markedsandel er tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at ophæve registreringen. Det bemærkes herved, at Monopoltilsynet har oplyst, at det er villigt til at tage registreringen op til fornyet overvejelse, såfremt det indtrufne fald i markedsandel bliver vedvarende. Som følge af det anførte kan den af klagerne fremsatte begæring om ophævelse af registreringen ikke tages til følge. For så vidt angår leveringspålægget finder nævnet under hensyn til oplysningen om Th. Malles forretnings karakter og størrelsen og sammensætningen af dens omsætning af symaskiner, at forretningen har en væsentlig erhvervsmæssig interesse i levering af klagernes mærke, hvorefter tilsynets afgørelse må stadfæstes. Herefter bestemmes: Monopoltilsynets afgørelser af 14. august 1985 og 7. februar 1986 stadfæstes.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om CDM- og JI-projekter og -kreditter § 1 I bekendtgørelse nr. 118 af 27. februar 2008 om CDM- og JI-projekter og -kreditter, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1192 af 15. oktober 2010 og bekendtgørelse nr. 701 af 25. juni 2012, foretages følgende ændring: 1. § 7, stk. 5, og kapitel 5 ophæves. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 31. december 2012. Energistyrelsen, den 11. december 2012 Ib Larsen / Anton Beck

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Et selskabs udvidelse af aktiekapital skulle ske ved en yngre medarbejders nytegning af aktier. Den hidtidige aktiekapital ejedes med 50% til hver af de to aktionærer. Efter nytegning var aktiekapitalen fordelt med 33 1/3 % til hver af aktionærerne. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte den aftalte kurs for de nytegnede aktier, idet aftalen ansås for indgået mellem ikke-interesseforbundne parter. Den fulde tekst Nytegning af aktier kurs optagelse af ny aktionær bindende forhåndsbesked Reference: ABL A's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til skattestyrelsesloven kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Spørgsmålene til Ligningsrådet var følgende: 1. Kan kurs 160 anses som udtryk for handelsværdien på aktierne i B A/S i en handel mellem ikke interesseforbundne parter således, at en medarbejder ved nytegning af nom. kr. 250.000 aktier ikke medfører skattemæssige konsekvenser for A? 2. Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende, kan kurs 160 da anerkendes som salgskurs, hvis A sammen med sin medejer i lige forhold, via deres fortegningsret i vedtægterne, nytegner for nom. kr. 250.000 aktier, og efterfølgende som personer sælger disse aktier til en medarbejder? Ligningsrådet havde besvaret de stillede spørgsmål således: Spørgsmål 1: Nej. Spørgsmål 2: Nej. Det var oplyst, at A ejede 50% (nom. kr. 250.000) af aktiekapitalen i B A/S. Frem til den 22. januar 1997 var aktiekapitalen fordelt på 3 aktionærer, der hver ejede 1/3. I forbindelse med den tredje aktionærs udtræden af selskabet den 22. januar 1997 erhvervede de to tilbageværende aktionærer hver 50% af den udtrædende aktionærs aktier til kurs pari. Aktierne var anskaffet for 257.000 kr. fordelt således: 20. november 1991 nom. 26.667 kr. 26.667 kr. 31. marts 1992 nom. 140.000 kr. 147.000 kr. 22. januar 1997 nom. 83.333 kr. 83.333 kr. I alt nom. 250.000 kr. 257.000 kr. Selskabet fik meddelt tilladelse fra Ligningsrådet til pr. 1. juli 1998 at foretage en skattefri spaltning, således at selskabets faste ejendomme overførtes til et nystiftet selskab. De overførte ejendomme havde en nettoværdi på 2.178.000 kr. Denne spaltning var gennemført ultimo 1998. Vedrørende spørgsmål 1: Det var oplyst, at det var hensigten at udvide aktiekapitalen ved nytegning af nom. kr. 250.000 aktier. Aktierne skulle erhverves af en yngre medarbejder, som ønskedes tilknyttet selskabet som medejer. Det var derefter hensigten at gennemføre en fusion pr. 1. juli 1998 mellem B A/S og C ApS. Efter længerevarende forhandlinger blev de nuværende aktionærer enige med medarbejderen om, at han kunne erhverve 1/3 af det nuværende selskab for 400.000 kr. i forbindelse med nytegning af nom. kr. 250.000 aktier til kurs 160. Kurs 160 var ifølge klagerens revisor et resultat af forhandlinger mellem uafhængige parter. Den pågældende medarbejder var på væsentlige arbejdsområder en kapacitet, og han havde ingen konkurrenceklausul eller bindinger af nogen art. Ved flere lejligheder havde han modtaget tilbud fra konkurrende ingeniørfirmaer. Medarbejderen havde dermed en gunstig forhandlingsposition, hvorfor der i lang tid var en vis afstand mellem parterne. Endvidere havde selskabet B A/S løbende drøftelser med et andet relativt nystartet ingeniørfirma. Ene-ejeren i dette firma matchede aldersmæssigt den pågældende medarbejder særdeles godt, hvorfor alle havde en interesse i, at medarbejderen indtrådte som medejer i B A/S før fusionsforhandlingerne blev færdiggjort. Der var enighed mellem de involverede parter om, at selskabets egenkapital kunne opgøres således: Egenkapital før spaltning 3.723.000 kr. Udspaltning af ejendomme 2.178.000 kr. Egenkapital herefter 1.545.000 kr. Inventar mv. (bogført til 0 kr.) 1.000.000 kr. Skattebyrde på indtægtsførte, ikke-beskattede á conto-avancer, ikke afsat i regnskabet -1.900.000 kr. Korrigeret egenkapital 645.000 kr. Egenkapital efter forhandling mellem parterne, ansat til 800.000 kr. Ligningsrådet havde ikke tilsluttet sig udtalelserne fra den stedlige skatteforvaltning samt fra Told- og Skatteregionen, idet Ligningsrådet havde den opfattelse, at der mellem de hidtidige aktionærer i B A/S og den yngre medarbejder bestod et sådant interessesammenfald, at det ikke kunne anses for udelukket, at dette havde haft indflydelse på den mellem parterne indgåede aftale om kursfastsættelsen. Med købers særlige relation til selskabet og selskabets ønske om at fastholde medarbejderen, havde begge parter haft en interesse i en kursfastsættelse under markedskursen. Ved vurderingen af aktiernes handelsværdi skulle der tages højde for en eventuel værdi af goodwill. Tegningskursen på 160 beregnet på grundlag af egenkapitalen, der herefter var reguleret op efter forhandling mellem parterne, sås ikke fuldt ud at tage hensyn hertil. Da der ikke forelå oplysninger om handelsværdien af goodwill i selskabet, ville denne være at bestemme i overensstemmelse med Ligningsvejledningen 1997, afsnit E.I.4.1.2, side 458 ff. Kursen på aktierne kunne herefter ansættes til 1689. Vedrørende spørgsmål 2 havde Ligningsrådet anført, at der ligeledes i denne situation var tale om et salg mellem interesseforbundne parter. Aktiernes handelsværdi ville herefter være at beregne som under spørgsmål 1. Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den principaftale som A og hans medejer af B A/S indgik i august 1998 med en af selskabets medarbejdere, var en aftale mellem ikke interesseforbundne parter, således at skattemyndighederne måtte acceptere, at medarbejderens nytegning af aktier ville ske til markedskurs og derfor ikke kunne udløse skattemæssige konsekvenser for A efter aktieavancebeskatningslovens bestemmelser om tegningsretter jf. cirkulære nr. 194 af 26. november 1998 pkt. 5.4. Repræsentanten havde bl.a. henvist til, at den stedlige skatteforvaltning samt told- og skatteregionen havde erklæret sig enige i repræsentantens synspunkt. Til støtte for den nedlagte påstand havde repræsentanten anført, at ingeniørbranchen som mange andre brancher havde store rekrutteringsproblemer. Da det var vanskeligt at få medarbejdere var det endnu sværere at få medarbejdere, der udover at være fagfolk samtidigt havde de fornødne egenskaber til at blive virksomhedsejer- og leder. Dette var det generationsskiftemæssige nøgleproblem i virksomheden B A/S. Ved overdragelse af 1/3 (en majoritetspost) af en virksomhed ønskede sælgeren naturligvis at få mest muligt ud af det, og køberen ønskede naturligvis ligeledes at give mindst muligt. Såfremt handelen var gået i orden, ville køberen komme til at eje 1/3 af selskabet og opnå samme vilkår, herunder løn m.v. som de to nuværende ejere. Endvidere var en aktiepost af denne størrelse så væsentlig, at den i henhold til aktieselskabslovens bestemmelser ville give væsentlige rettigheder, og en sådan post "forærer" man ikke væk udenfor familieforhold. Ifølge repræsentanten havde Ligningsrådet ved sin afgørelse ikke fulgt tidligere praksis, hvor man fokuserede på det konkrete forhold mellem de to parter. Ligningsrådet havde i sin begrundelse gjort selskabets ønske til den afgørende interesse, fremfor at fokusere på de modstående interesser, der forelå mellem de eksisterende aktionærer og den potentielle medejer. Repræsentanten havde videre anført, at aktionærerne havde en interesse i at aktietegningen gennemførtes til en kurs, der mindst svarede til markedskursen og medarbejderen havde omvendt en interesse i, at tegningen skete til lavest mulige kurs. Selskabets interesse havde i den forbindelse ingen relevans. Repræsentanten havde gjort gældende, at goodwillværdien i selskabet ville være stærkt aftagende, såfremt man ikke fik nye yngre kræfter, og goodwillen lå for så vidt mere på den yngre generation end den egentligt gjorde i selskabet. Ligningsrådet havde beregnet goodwill ud fra indtjeningen, og repræsentanten havde hertil bemærket, at Ligningsrådet ikke havde taget hensyn til, at indtjeningen ville falde drastisk, hvis de 5 dygtigste medarbejdere (herunder den aktuelle), startede selv. Medarbejderne havde ingen konkurrenceklausul. Repræsentanten havde endvidere anført, at det stod parterne frit for, om der skulle beregnes goodwill eller ej samt størrelsen heraf. Parterne måtte betegnes som værende modstående parter, og de to sælgere havde aktuel dårligere kort på hånden end køberen, som derved kunne forhandle sig til en fornuftig pris. Afslutningsvis havde repræsentanten henvist til UfR 1980.1010 H, hvor Højesteret gav medhold i, at 3 mangeårige medarbejdere kunne overtage halvparten af selskabet, hvori de var ansat, uden at betale vederlag for goodwill. Told- og Skattestyrelsen havde under sagens behandling for Landsskatteretten bl.a. udtalt, at udgangspunktet for skattemyndighedernes anerkendelse af vederlag ved overdragelse af aktier var, at overdragelsen skete til handelsværdien. En overdragelse der fandt sted mellem uafhængige parter, ansås således at udgøre en garanti for en korrekt værdiansættelse. Jf. Skatteministeriets redegørelse (TfS 1992.254) var det afgørende, om der i den foreliggende situation var reel modstrid mellem parternes interesser i relation til fordeling af overdragelsesvederlaget. I nærværende sag havde Ligningsrådet fundet, at parternes aftale ikke kunne anerkendes henset til den særlige tilknytning mellem aftaleparterne. Værdien af goodwill var i nærværende sag ansat til 155.000 kr. Afgørende for værdien af goodwill ved handel mellem uafhængige parter ville sædvanligvis være, at erhververen kunne forrente og afskrive beløbet. Virksomhedens overskud havde i de sidste 3 år udvist store udsving, hvorfor det ikke på baggrund heraf kunne udledes, hvorledes udviklingen ville være i de kommende år. Blev der taget udgangspunkt i virksomhedens overskud i det seneste regnskabsår samt en forrentning på 7 1/4% (diskontoen + 4%), ville en erhverver under de givne forudsætninger kunne forrente og afskrive en goodwill ansat væsentligt højere end den mellem aktionærerne og medarbejderen aftalte værdi. Styrelsen havde endeligt bemærket, at som sagen var forelagt for Ligningsrådet ansattes goodwill efter goodwillcirkulæret, da der ikke i øvrigt forelå oplysninger om handelsværdien eller andre forhold af betydning for værdiansættelsen. Ligningsrådets afgørelse afveg således ikke fra det almindelige udgangspunktet om, at cirkulæret alene var vejledende. Landsskatteretten udtalte: Henset til de foreliggende oplysninger om selskabets forhold samt medarbejderens og aktionærernes interesser, fandt Landsskatteretten, at aftalen var indgået mellem ikke-interesseforbundne parter, hvorfor der ikke var tilstrækkeligt grundlag for en tilsidesættelse af den af parterne aftalte kurs 160. Den bindende forhåndsbesked af 23. februar 1999 blev ændret i overensstemmelse med den af repræsentanten nedlagte påstand. Spørgsmål 1 blev således besvaret med et "Ja", hvorefter spørgsmål 2 bortfaldt.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Oprensning af en forurenet grund kunne ikke anses for en forbedring i vurderingslovens § 17’s forstand, og der godkendtes derfor ikke fradrag for forbedringer ved ansættelsen af grundværdien. Den fulde tekst Landsskatteretskendelse af 22. juli 2003 vedr. Fradrag for forbedringer for udgifter til forureningsoprensning af ejendom Ejendommen, der er omfattet af lokalplan nr. 287 og udlagt til etageboligbebyggelse med en maksimal bebyggelsesprocent på 60, har et samlet grundareal på 34.175 m 2 , heraf 719 m 2 vej og er bebygget med etageboligbebyggelse med i alt 185 boliger. Indflytningen i boligerne er sket i etaper med start i april 2000 og afslutning i oktober samme år. I 1991 blev der tinglyst dokument om affaldsdepot på ejendommen. Ejerens repræsentant, advokat A - advokatfirmaet B, klager over grundværdien med principal påstand om, at der gives et miljønedslag på ikke under 15 % af grundværdien uden forurening. Det påstås endvidere, at der godkendes fradrag for grundforbedringer på ikke under 23.750.000 kr. Til støtte for påstanden om miljønedslaget gør repræsentanten bl.a. gældende, at grundens handelsværdi uagtet den skete oprensning vil være påvirket af, at der er en restforurening på ejendommen, og at Miljøkontrollen har stillet krav om tilsyn med specialdepotet. Der henvises endvidere til Miljøkontrollens brev af 11. marts 2002, hvoraf det fremgår, at der fortsat er tvivl om, hvilke konsekvenser den på ejendommen værende forurening kan have, herunder for indeklimaet i visse af bygningerne. Det må derfor være åbenbart, at der ved fastsættelsen af grundværdien ikke blot skal tages hensyn til de positive udgifter, som forureningen påfører ejeren her og nu, men tillige til tvivlen om de fremtidige konsekvenser. Det er klart at en uafhængig køber vil kræve en prisreduktion for at overtage denne risiko. Det skal i den forbindelse erindres, at der er tale om en ganske alvorlig forurening, herunder med tungmetaller. Til støtte for påstanden om fradrag for forbedringer i forbindelse med oprensning af grunden, anfører repræsentanten bl.a., at det ikke er lovhjemlet, når Skyldrådet afviser fradrag efter vurderingslovens § 17 med henvisning til, at der ikke er sket en forbedring af grunden men alene en retablering af en tidligere tilstand, idet der hverken i bestemmelsens ordlyd eller forarbejder er grundlag for en sådan indskrænkende fortolkning Der kan i denne forbindelse være anledning til at understrege de indenfor skatte- og afgiftsretten almindeligt gældende fortolkningsprincipper, der er beskrevet i Skatteministeriets meddelelse, offentliggjort i TfS 1998.137, således: "Den væsentligste hovedkonklusion er, at Højesteret synes at have indskærpet kravet om klar hjemmel til beskatning i lovgivningen. Synspunktet er formentlig, at er der tvivl om hjemmelsgrundlaget, er dette ubetinget myndighedernes problem. Heri ligger ikke blot, at der ikke kan fortolkes i skærpende retning, ud over hvad lovens tekst — og eventuelt klare lovmotiver — berettiger til; men tillige, at usikkerhed om rækkevidden af en hjemmel trækker i retning af en udvidende fortolkning. hvor dette er til gunst for skatteyderen. " (repræsentantens understregning) Hertil kommer det helt centrale, at betingelsen i § 17, at forbedringen skal have medført en stigning i grundværdien, utvivlsomt er opfyldt i den foreliggende sag. Det bemærkes herved, at boligforeningen erhvervede en grund, der som følge af massiv forurening var værdiløs. Boligforeningen har herefter ved afholdelse af betydelige omkostninger til oprensning m.v. forbedret grunden, hvilket har bevirket en betydelig stigning i grundværdien, selv om der som ovenfor anført fortsat skal ydes et miljønedslag. Den foretagne oprensning af grunden findes således at være en forbedring omfattet af vurderingslovens § 17, der berettiger til det i påstanden anførte fradrag i grundværdien. Hvis det på trods heraf antages af Landsskatteretten, at anvendelsesområdet for § 17 kan indskrænkes ud fra blot en antagelse om bestemmelsen formål, er der klart tale om en undtagelse, der i overensstemmelse med almindelige fortolkningsregler skal fortolkes indskrænkende, således at der kun i helt særlige tilfælde kan nægtes fradrag for grundforbedringer på grundlag af en sådan fortolkning. Det må i den forbindelse være klart, at en sådan mulig begrænsning under ingen omstændigheder kan udstrækkes til at omfatte hele typer af foranstaltninger som f.eks. oprensning mv. af forurening. Den eneste begrænsning, der muligvis vil kunne indfortolkes i vurderingslovens § 17, må i givet fald være baseret på en fortolkning af udtrykket "forbedringer" ud fra en antagelse om, at det vil stride mod bestemmelsens formål, hvis en ejer får nedslag får grundforbedringer i situationer, hvor de pågældende forbedringer alene fjerner forringelser, som samme ejer selv har forårsaget. Selv om en sådan fortolkning af vurderingslovens § 17 måske kan forekomme rimelig, da den "kun" forhindrer fradrag for grundforbedringer, hvis ejeren blot genopretter egne ødelæggelser, må det fastholdes, at fortolkningen kun vanskeligt kan forenes med de ovenfor citerede fortolkningsprincipper. I en sag som nærværende, hvor ejeren har gennemført foranstaltninger, der notorisk har medført en værdiforøgelse efter erhvervelsen af grunden, er der dog under alle omstændigheder ikke hjemmel til at nægte fradrag for grundforbedringer. Endelig henviser repræsentanten til, at der gennem årene i de udarbejdede vurderingsvejledninger er nævnt en række eksempler på fradrag for forbedringer i tilfælde, hvor der ikke er tale om en forbedring af en oprindelig tilstand, men derimod genopretning af en tidligere tilstand. Dette gælder bl.a. for opdyrkning af hede, planering/påfyldning af muldjord på afgravede arealer samt dybdepløjning. Tidligere hedearealer — der i øvrigt var menneskeskabte — er således i dag dækket af skov, ligesom tilfældet var, før heden bredte sig, medens dybdepløjning blandt andet foretages for at nedbryde såkaldt traktose (jordpakning) forårsaget af kørsel med tunge maskiner. En del af udgifterne til oprensning af den i nærværende sag omhandlede grund er oven i købet afholdt til påfyldning af muldjord på afgravede arealer og dermed ikke blot til genopretning, men tillige til en af de i både tidligere og nuværende vejledninger direkte nævnte foranstaltninger, som berettiger til fradrag efter vurderingslovens § 17. Skyldrådets fortolkning er således i strid med den vejledning, som Skyldrådet er underlagt. Sagen har været forhandlet på Landsskatterettens kontor med boligforeningens advokat, der tillige har haft adgang til at udtale sig på et retsmøde. Ejerens repræsentant fastholdt under retsmødet de nedlagte påstande, hvorefter han gennemgik sagens faktiske omstændigheder og anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. For så vidt angik spørgsmålet om ansættelsen af grundværdien ved vurderingen pr. 1. januar 1999 og 2000 blev det særligt fremhævet, at man ved klagen over 1998-vurderingen ikke havde påklaget miljønedslaget, 20.630.000 kr., idet den væsentligste problemstilling på dette tidspunkt vedrørte bebyggelsesprocenten på ejendommen. Denne fejl var imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke skulle være godkendt et højere miljønedslag også på dette tidspunkt. Repræsentanten anførte herefter, at man ikke havde noget at indvende imod den fastsatte områdepris, 1.300 kr./m 2 , såfremt ejendommen ikke havde været forurenet. Ejendommens handelspris må imidlertid på trods af den foretagne oprensning antages at være væsentligt påvirket af den tilstedeværende restforurening, der består af såvel organiske midler som tungmetaller, idet den blotte viden om, at en ejendom er eller har været forurenet vil gøre den mindre attraktiv end en ejendom, der aldrig har været forurenet. Der er endvidere årlige udgifter til overvågning af ejendommens forureningstilstand på ca. 30.000 kr. Endelig fandt repræsentanten, at der ikke nødvendigvis kan tillægges de øvrige handler med forurenede ejendomme i Københavns Kommune betydning ved skønnet over handelsværdien af den omhandlede ejendom, idet det ikke er oplyst i hvilket omfang og med hvilke stoffer, de handlede ejendomme var forurenet. Told- og skattestyrelsens repræsentant anførte i overensstemmelse med styrelsens udtalelse i sagen, at ansættelserne ved 1999- og 2000-vurderingen blev stadfæstet, idet der blev henvist til, at nedsættelsen af miljøfradraget alene skyldtes oprensningen af ejendommen og den dermed udvidede anvendelsesmulighed af denne. Der blev endvidere henvist til, at der er solgt adskillige tidligere industriarealer i området til beboelse og til priser, der væsentligt overstiger vurderingen, heraf i hvert fald 2 affaldsdepoter. Disse ejendomme er noteret under ’D’ som den omhandlede ejendom. For så vidt angik påstanden om fradrag for forbedringer i form af oprensningsudgifter ved 2000-vurderingen på ikke under 23.750.000 kr. henholdt ejerens repræsentant til sine skriftlige indlæg i sagen. Styrelsens repræsentant udtalte sig i henhold til styrelsens skriftlige erklæring i sagen. Det blev herunder særligt anført, at der ikke er tale om en indskrænkende fortolkning af vurderingslovens § 17 i den foreliggende sag, men at man har fulgt praksis på området. De eksempler, som A har anført, har været en del af vurderingsvejledningen siden 1922 og gælder landbruget. Det drejer sig derfor om meget små beløb, da de skal kunne rummes indenfor ha-værdierne. Styrelsens repræsentant anførte endvidere, at C er et gammelt industriområde, hvortil der allerede var fremført vand, veje og kloak, som der normalt gives forbedringsnedslag for. Oprensningen af grunden ses derimod mere naturligt at skulle henføres til byggeomkostningerne, idet oprensningen af grunden skete i forbindelse med bebyggelsen af arealet og inde på selve arealet. Styrelsens repræsentant påpegede endelig, at forbedringen under alle omstændigheder skal have medført en stigning i grundværdien, før der kan gives fradrag. Imidlertid handles forurenede ejendomme i området til 1.300 kr./m 2 trods forureningen. Det må herefter vurderes, at en uforurenet grund/oprenset grund har en højere værdi, hvorfor ejendommen først skal ansættes i overensstemmelse hermed, før der kan overvejes et nedslag. Landsskatteretten bemærker, at grundværdien i henhold til bestemmelserne i vurderingslovens § 6, jf. § 13, stk. 1, udgør grundens handelsværdi i ubebygget stand under hensyn til beskaffenhed og beliggenhed og til en i økonomisk henseende god anvendelse. Ved ansættelsen skal der tages hensyn til de til grunden knyttede rettigheder og byrder af offentligretlig karakter, jf. vurderingslovens § 13, stk. 2. Ifølge vurderingslovens § 16 skal grundværdien ansættes til det beløb, som efter de gældende handelspriser antages at kunne opnås for den pågældende ejendom i ubebygget stand ved salg til en efter samtlige forhold økonomisk god anvendelse, i hvilken henseende hensyn må tages til såvel ejendommens form og størrelse samt til udstyknings- og om lægningsmuligheder. Landsskatteretten er af den opfattelse, at bestemmelserne i vurderingslovens § 13 om ansættelsen af grundværdien under hensyn til en i økonomisk henseende god anvendelse af grunden i ubebygget stand må forstås som den bedste anvendelse ved salg på det åbne marked til en fornuftig køber, hvori indgår hensyn til grundens beliggenhed, form og udnyttelsesmulighed i forhold til de gældende planlægningsbestemmelser. Ved skønnet over handelsværdien for en forurenet ejendom må en række momenter tages i betragtning. Momenter, der må anses at have betydning for værdiansættelsen i de enkelte tilfælde, er efter rettens opfattelse først og fremmest de foreliggende retlige og faktiske begrænsninger i ejendommens anvendelsesmuligheder. Desuden må der lægges vægt på graden af forurening, herunder størrelsen af udgifterne til oprensning, samt tidshorisonten for en oprensning. Retten bemærker, at der ved afgørelsen over 1999-vurderingen blev givet et forureningsnedslag på 18.268.300 kr. Ejendommen er efterfølgende blevet oprenset og frigivet til boligformål. Forureningsnedslaget er som konsekvens heraf bortfaldet. Selvom Landsskatteretten må være enig med repræsentanten i, at en tidligere forurenet grund stadig kan være mindre værd efter gennemførelsen af afværgeforanstaltninger/oprensning end en ejendom, der aldrig har været forurenet, pga. usikkerheden forbundet med en evt. restforurenings betydning for ejendommens fremtidige udnyttelse mv. finder retten, at der ved den ansatte grundværdi, 26.095.700 kr., er taget passende hensyn til de særlige forhold på den omhandlede ejendom. Retten har ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at en del af det oprensede areal er blevet solgt til institutionsformål for 1.300 kr./m 2 , hvilket indicerer, at arealer udlagt til boligformål som minimum vil kunne sælges til samme værdi henset til efterspørgslen efter boliger i Hovedstadsområdet. Der er endvidere lagt vægt på handelspriserne for en række forurenede ejendomme i Københavns Kommune, idet disse inden for skønsusikkerheden er solgt til vurderingen uden, at der er givet nedslag for forurening. Landsskatteretten stadfæster følgelig Skyldrådets afgørelse. For så vidt angår spørgsmålet om fradrag for forbedringer skal Landsskatteretten bemærke, at fradrag for forbedringer i grundværdien ifølge vurderingslovens § 17 gives for forbedringer, der bevirker en stigning i grundværdien, hvad enten forbedringerne består i kapitalanvendelse eller i ejers arbejde. Ifølge vurderingslovens § 18 må fradrag kun gives i det omfang, hvori forbedringerne må antages at virke værdiforøgende ved ansættelsen af grundværdien, og fradraget må ikke overstige de anvendte omkostninger, heri medregnet værdien af ejers eget arbejde. I tilfælde, hvor der er givet fradrag ved den nærmest forudgående vurdering, er det en forudsætning for at give fradrag ved den efterfølgende vurdering, at betingelserne for at give fradrag stadig er til stede. Der skal således ved hver ny vurdering af en ejendom, der skal ansættes med fradrag for grundforbedringer, foretages et nyt selvstændigt skøn over den som følge af forbedringen skete værdiforøgelse ved den pågældende vurdering. Ansættelsen af fradrag i grundværdien for grundforbedringer er således en selvstændig ansættelse ved siden af ansættelsen af ejendomsværdi og grundværdi. Landskatteretten finder herefter ikke, at der kan gives repræsentanten medhold i den nedlagte påstand. Retten har ved afgørelsen bl.a. lagt vægt på, at oprensning af en forurenet ejendom ikke kan anses for en forbedring i vurderingslovens § 17’s forstand. Den foretagne oprensning må derimod kvalificeres som en afværgeforanstaltning i forhold til en opstået skade på grunden. Oprensningen ses således ikke at have bevirket en stigning i grundværdien, men alene at have bragt denne tilbage til normaltilstanden. Skyldrådets afgørelse stadfæstes følgelig på dette punkt.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skrivelse om, hvorvidt et skatteankenævnsmedlem, der har vedtaget et bødeforelæg på 20.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2, er valgbar (Fra Valgbarhedsnævnet til et byråd) Ved brev af 23. december 1999 har X Byråd i henhold til skattestyrelseslovens § 7, stk. 5, indberettet til Valgbarhedsnævnet, at et medlem af skatteankenævnet i X Kommune den 6. december 1999 har vedtaget et af Told- og Skattestyrelsen meddelt bødeforelæg på 20.000 kr. for overtrædelse af skattekontrollovens § 13, stk. 2. Det fremgår af sagen, at den pågældende for indkomstårene 1994-1997 incl. ikke har selvangivet lejeindtægter på i alt 55.530 kr. Det herved unddragne skattebeløb udgør i alt 35.149 kr. Det begåede forhold er betragtet som groft uagtsomt. I denne anledning skal man meddele, at Valgbarhedsnævnet har fundet, at den begåede handling uanset de krav, der må stilles til personer, der beklæder hverv som medlem af kommunale råd ikke i almindeligt omdømme gør den pågældende uværdig til at være medlem af kommunale råd, jf. den kommunale valglovs § 4. Den pågældende må derfor anses for valgbar.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære til statsadvokaterne, politidirektøren i København og samtlige politimestre angående forkyndelse af straffedomme over personer under 18 år. Under henvisning til retsplejelovens § 941, stk. 1. jfr. § 963, stk. 3, hvorefter anke af en straffedom, overgået en person under 18 år, kan iværksættes ikke blot af domfældte, men også af hans værge, hvorved må forstås forældremyndighedens indehaver, skal man anmode om, at sådanne domme, for så vidt de er påankelige, og indehaveren af forældremyndigheden ikke har været til stede ved domsafsigelsen, ved politiets foranstaltning må blive foranlediget forkyndt for forældremyndighedens indehaver, for at denne kan få lejlighed til at tage stilling til ankespørgsmålet. Opmærksomheden henledes på, at forældremyndgiheden over et barn, der er undergivet børneforsorg i henhold til forsorgsloven § 130 eller § 131, i henhold til lovens § 133 tilkommer vedkommende børneværnsudvalg, for hvilket forkyndelse derfor bør ske i overensstemmelse med foranstående, medmindre det børneværnsudvalg, der har forsorgen for barnet, har været repræsenteret ved domsafsigelsen. Foreligger der tvivl om, hvilket børneværnsudvalg domfældte henhører under, vil oplysning i så henseende kunne fås hos landsnævnet for børneforsorg. Justitsministeriet, den 12. november 1948. P.M.V. Eivind Larsen /Erik Vetli. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Klager – en politiker – klagede over en lederartikel og over en annonce i Lolland-Falsters Folketidende A/S. Spørgsmålene om brugen af navnet ”Lolland-Falster Folkets Tidende” var lovligt, om omtalen af brugen af navnet som ”et tyveri” var injurierende efter straffelovens § 267, og annoncens layout og den manglende forelæggelse til korrektur var i strid med den indgåede aftale, lå alle uden for Pressenævnets kompetence, idet afgørelsen af dem henhørte under domstolene. Klagen vedrører en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. De udsagn, der blev klaget over, vedrørte en politiker, der som andre offentlige personer må tåle en kraftigere kritiserende omtale end privatpersoner. Lederartiklen havde endvidere baggrund i, at klager som led i en valgkamp havde udsendt en valgavis med et navn, der havde en høj grad af lighed med Lolland-Falster Folketidende. Under disse omstændigheder fandt Pressenævnet, at offentliggørelsen af lederartiklen trods dens nedsættende udsagn ikke indebar en overtrædelse af god presseskik. Det forhold, at annoncen fik et layout med væsentligt forstørret overskrift, fandtes ikke at være i strid med god presseskik, allerede fordi dette forhold ikke var egnet til at skade eller krænke klager eller til at skabe tvivl om annoncens indhold. Pressenævnet fandt, at Lolland-Falsters Folketidende heller ikke i øvrigt havde overtrådt god presseskik i forbindelse med de forhold, som klagen vedrørte. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag 2005-6-172 [K] har ved advokat Jeppe Søndergaard klaget over en lederartikel bragt den 3. februar 2005 i Lolland-Falsters Folketidende A/S og over en annonce han fik bragt i samme avis den 4. februar 2005, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. I lederen hed det: ”Det er for groft B.B.- Minimumkravet til en folkevalgt er troværdighed. Er en folketingskandidat ikke i besiddelse af en sådan, har hun/han ikke en kinamands chance for at blive valgt, og sådan bør det også være. Blandt de lokalt opstillede er en kristendemokrat på Lolland, som hedder [K]. Han har blandt andet gjort sig bemærket ved at vide absolut mindst om lokale forhold i den undersøgelse, Folketidende har gennemført i forbindelse med valget. Det vil nogle sikkert finde pinligt, men ikke alle har jo den samme interesse for det lokale eller for den sags skyld en god hukommelse. Samme hr. [K] har ladet fremstille en avis, som i disse dage husstandsomdeles. Produktet hedder ”Lolland-Falster Folkets Tidende”, hvilket har fået flere modtagere til at henvende sig til Folketidende for at spørge, om vi har noget med den sag at gøre. Vi kan til beroligelse fortælle, at det har vi ikke. Lolland-Falsters Folketidende er på alle måder uafhængig af politiske og andre organisationer, og vi støtter ikke bestemte kandidater i valgkampen. Alle har lige adgang til avisens spalter, og vi er selv overbeviste om, at vores troværdighed står sig bedst ved uafhængighed og god etik. Samme etik har hr. [K] ikke. Han skriver på sin egen hjemmeside, at han har journalistisk baggrund og burde derfor om nogen vide, at dette tyveri af Folketidendes navn på alle måder er uanstændigt og forkert. Han ved formentligt, at de fleste mennesker opfatter Folketidende som en troværdig avis, og derfor vil han gerne have forbundet sit eget navn med os for på den måde at lukrere på andres indsats. Som absolut minimum kunne han jo have bedt om lov. Ikke engang den smule anstændighed er manden i besiddelse af. Men lad os slå fast. Lolland-Falsters Folketidende hverken sælger eller udlåner sit navn til politikere, og må i denne sag nøjes med den trøst, der ligger i, at hr. [K] heller ikke efter valget på tirsdag vil være at finde på Tinge.” [K] ønskede efter at lederartiklen var bragt, at indrykke en annonce i Lolland-Falsters Folketidende A/S, hvor han overfor læserne visualiserede forskellen mellem navnene, og samtidig tog til genmæle overfor de anførte påstande. Det fremgår af sagen, at annoncen, der blev bragt den 4. februar 2005 blev trykt med et ændret udseende i forhold til det, der var sendt frem til avisen, idet teksten ”Undskyld Folketidende” var fremhævet og forstørret og adskilt på linier. [K] har ved advokat Jeppe Søndergaard anført, at lederartiklen er i strid med god presseskik, at han er blevet udsat for ærekrænkelse ved at være beskyldt for tyveri, jf. straffeloven § 267, at han uberettiget er betragtet som utroværdig, at han uberettiget er bedømt som uvidende og at indholdet i lederen burde være efterprøvet og forelagt ham inden det blev bragt [K] har ved advokat Jeppe Søndergaard videre anført, at det er i strid med god presseskik at layoutet på annoncen, som han fik bragt dagen efter at lederen var i avisen, var ændret, og at han ikke fik annoncen forelagt til korrektur inden trykning. Annoncens overskrift fremstod i avisen delt og større, end den gjorde i det tekstforlæg, som [K] havde sendt til avisen. Lolland-Falsters Folketidende A/S har anført, at bladet ikke har tilsidesat god presseskik hverken med udtalelserne i lederen eller med den form, som annoncen i den følgende dags avis blev bragt i. Det er korrekt, at [K] er beskyldt for tyveri, hvilket også er tilfældet, når man som her benytter avisens navn uden at have spurgt om tilladelse. Lolland-Falsters Folketidende A/S har videre anført, at det er korrekt, at den betragter [K] som utroværdig, idet læserne af hans valgavis ikke kan have troet andet, end at der er en sammenhæng med Lolland-Falsters Folketidende A/S, hvilket der på ingen måde er. Herudover har Lolland-Falsters Folketidende A/S anført, at [K] har gjort sig bemærket ved at vide absolut mindst om lokale forhold i Folketidendes egen undersøgelse. Dette er ikke at beskylde ham for at være generelt uvidende, men blot en konstatering af manglende viden på konkrete felter. Efterfølgende er en kandidat med mindre viden dukket op, og avisen noterer gerne, at [K] kun var næstdårligst. Endelig har Lolland-Falsters Folketidende A/S anført, at en lederartikel er en kommentar, og at der derfor bør gælde andre regler for afbalancering end i avisens reportager i øvrigt. For så vidt angår annoncens form har Lolland-Falsters Folketidende A/S anført, at det var aftalt mellem parterne, at der ikke ville blive tilbudt korrektur. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Niels Grubbe, Finn Rowold, Lene Sarup og Kirsten Dyregaard. Pressenævnet udtaler: Spørgsmålene om brugen af navnet ”Lolland-Falster Folkets Tidende” er lovligt, om omtalen af brugen af navnet som ”et tyveri” er injurierende efter straffelovens § 267, og annoncens layout og den manglende forelæggelse til korrektur er i strid med den indgåede aftale, ligger alle uden for Pressenævnets kompetence, idet afgørelsen af dem henhører under domstolene. Klagen vedrører en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. De udsagn, der klages over, angår en politiker, der som andre offentlige personer må tåle en kraftigere kritiserende omtale end privatpersoner. Lederartiklen havde endvidere baggrund i, at [K] som led i en valgkamp havde udsendt en valgavis med et navn, der havde en høj grad af lighed med Lolland-Falster Folketidende. Under disse omstændigheder finder Pressenævnet, at offentliggørelsen af lederartiklen trods dens nedsættende udsagn ikke indebærer en overtrædelse af god presseskik. Det forhold, at annoncen fik et layout med væsentligt forstørret overskrift, findes ikke at være i strid med god presseskik, allerede fordi dette forhold ikke er egnet til at skade eller krænke [K] eller til at skabe tvivl om annoncens indhold. Pressenævnet finder, at Lolland-Falsters Folketidende heller ikke i øvrigt har overtrådt god presseskik i forbindelse med de forhold, som klagen vedrører. Afgjort den 23. august 2005.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Ansøgning om patent på en »fremgangsmåde til frembringelse af oxidlag ved kemisk damppåføring ved lav temperatur« blev afslået af Patentdirektoratet p.g.a. manglende patenterbarhed. Afgørelsen blev indbragt for Patentankenævnet, der udtalte, at den i ansøgningen beskrevne proces kemisk adskilte sig væsentligt fra det kendte, hvorfor ansøgningen kunne tilbagesendes til Patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling. Den fulde tekst Patentansøgning optaget til fortsat behandling i Patentdirektoratet p.g.a. fornøden opfindelseshøjde. År 1988, den 5. februar afsagde patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Franck, Arne Holm, Vørts) følgende k e n d e l s e i sagen j.nr. P. 6/86: Klage fra Hughes Aircraft Company, USA, v/Internationalt Patentbureau over patentdirektoratets afgørelse af 6. december 1985 af patentansøgning nr. 2618/81. Den 15. juni 1981 indleverede klageren til Patentdirektoratet en ansøgning om patent på en »fremgangsmåde tilfrembringelse af oxidlag ved kemisk damppåføring ved lav temperatur«. Ansøgningens krav af 6. september 1982 lød således: »1. Fremgangsmåde til tilvejebringelse af et lag af oxid af et givet materiale på overfladen af et givet substrat, k e n d e t e g n e t ved, at substratet udsættes for en dampfase-reaktant og en gasformig oxygenholdig precursor i nærværelse af stråling af given bølgelængde, der frembringer dissociation af den oxygenholdige precursor, til dannelse af neturale oxygenatomer, der reagerer med dampfase-reaktanten til dannelse af oxidlaget på substratet. 2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at dampfase-reaktanten indeholder silicium, germanium, gallium, bor, indium, aluminium, titan, wolfram eller hafnium. 3. Fremgangsmåde ifølge krav 2, k e n d e t e g n e t ved, at dampfase-reaktanten er silan (SiH4), og at oxidet er siliciumdioxid og/eller siliciummonoxid. 4. Fremgangsmåde ifølge et eller flere af de foregående krav, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er dinitrogenoxid (N2O), nitrogendioxid (NO2) eller under valgte tryk- og strømningshastighedsforhold molekylært oxygen (O2). 5. Fremgangsmåde ifølge et eller flere af de foregående krav, k e n d e t e g n e t ved, at oxidlaget tilvejebringes i nærværelse af et gasformigt doteringsmaterialeholdigt materiale med henblik på inkorporering af doteringsatomerne i oxidet. 6. Fremgangsmåde ifølge et eller flere af de foregående krav, k e n d e t e g n e t ved, at der tilføjes kviksølvdamp til nævnte reaktant og nævnte precursor med henblik på at bevirke kviksølv-foto-sensitiviseret dissociation af en valgt oxygenholdig precursor. 7. Fremgangsmåde ifølge krav 6, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er dinitrogenoxid (N2O), dampfase-reaktanten er silan (SiH4), at processen udføres i en statisk fotokemisk reaktor, hvor SiH4 er til stede med et tryk svarende til 3 mm Hg og N2O er til stede med et tryk svarende til 12 mm Hg, at den temperatur, ved hvilken procesen opretholdes, er 30 - 200 grader C, og at oxidet er siliciummonooxid. 8. Fremgangsmåde ifølge krav 6, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er dinitrogenoxid (N2O), at dampfase-reaktanten er silan (SiH4), at processen gennemføres i en fotokemisk reaktor med kontinuerlig strømning, SiH4 har en gasstrømningshastighed på 2 n cm3/minut og N2O har en gasstrømningshastighed på 10 n cm3/minut, at den temperatur, ved hvilken processen foregår, er på 30-200 grader C, og at oxidet er siliciummonooxid. 9. Fremgangsmåde ifølge et eller flere af kravene 1-5, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er dinitrogenoxid (N2O), at dampfasereaktanten er silan (SiH4), at den givne bølgelængde er på 1750-1950 Å, at SiH4 har en gasstrømningshastighed på 2 n cm3/minut, at N2O har en gasstrømningshastighed på 60 n cm3/minut, at den temperatur, ved hvilken processen foregår, holdes på 30-200 grader C, og at oxidet er siliciumdioxid (SiO2). 10. Fremgangsmåde ifølge et eller flere af kravene 1-5, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er molekylært oxygen (O2) iblandet nitrogen (N2), at den givne bølgelængde er 1849 Å, at dampfase-reaktanten er silan (SiH4), at trykket er 0-5mmHg, at gasstrømningshastighederne for SiH4 og O2 og N2 er henholdsvis 1, 20 og 80 n cm3/minut, og at oxidet er siliciumdioxid. 11. Fremgangsmåde ifølge krav 5 eller 6, k e n d e t e g n e t ved, at den doteringsmaterialeholdige precursor er phosphin (PH3), diboran (B2H6), arsin (AsH3) stibin (SbH3), hydrogenselenid (H2)Se), hydrogensulfid (H2S), eller hydrogentellurid (H2Te). 12. Fremgangsmåde ifølge krav 6, k e n d e t e g n e t ved, at den oxygenholdige precursor er nitrogenoxid (N2O), at dampfasereaktanten er silan (SiH4), at den givne bølgelængde er 2537Å, at gasstrømningshastighederne for SiH4 og N2O er henholdsvis 2 og 50 n cm3/minut, at den temperatur, ved hvilken processen foregår, holdes på 30-200 grader C, og at oxidet er siliciumdioxid.« I skrivelse af 26.maj 1983 udtalte Patentdirektoratet: »Som anført i den i beskrivelsen refererede artikel af J.A. Amick et al., side 1057, afsnit D, er det kendt at afsætte et oxidlag af silicium på et substrat ved en termisk proces mellem silan og en oxygenholdig precursor (O2, H2O, N2O) og eventuelt at anvende ultraviolet stråling til at substituere en del af den ellers nødvendige termiske energi, idet det naturligvis er neutrale oxygenatomer, der er dannet ved hjælp af termisk energi og/eller strålingsenergi ud fra den oxygenholdige precursor, som reagerer med silan under dannelse af oxidlaget på substratet. Det skønnes derfor vedblivende, at ansøgningen ikke omhandler en patenterbar opfindelse.« Klageren anførte hertil i skrivelse af 25. november 1983: »I anledning af betænkningen af 26.maj 1983 i sagen Hughes Aircraft Company, ans. nr. 2618/81, skal vi tillade os at anføre følgende: Patentdirektoratet henviser påny til J.A. Amicket et al.'s artikel side 1057, afsnit D og skønner vedblivende, at ansøgningen ikke omhandler en patenterbar opfindelse. Denne opfattelse kan vi ikke tiltræde. I den omtalte artikel siderne 1057 og 1058, afsnit D angives, at nitrid- og oxidfilm kan afsættes ved en lavtrykskemisk dampaflejringsproces. Det angives endvidere side 1057, afsnit D, linie 18 og 19, at »Ultraviolet light can also be used to assist in the deposition reaction«, hvorefter der henvises til artiklerne af Collet og af v.d. Brekel et al., hvilke artikler var vedlagt vor besvarelse af 6. september 1982. Disse artikler af Collet og v.d. Brekel et al. angår kun dannelsen af siliciumnitrid, men angiver eller antyder intet om afsætning af siliciumoxider, som angivet ved den foreliggende opfindelse. Endvidere er det klart, at såfremt det var Amick's mening at anvende ultraviolet stråling, ville dette kun være for at hjælpe med ved den termiske hovedreaktion. Amick's fremgangsmåde er i det væsentlige en termisk proces, der kræver varme. Som angivet på side 1057, afsnit D, linie 22-25, er det således, at »The desired chemical reaction takes place on all heated surfaces, consequently, the area of the substrate is made as large as possible compared with the area of any heated walls«. Ved den fremgangsmåde, der angives i den foreliggende ansøgning, kræves der ikke varme til at frembringe den ønskede reaktion, hvorimod der ved Amick's fremgangsmåde skal tilføres varme for at opnå den ønskede kemiske opsætning. Hvor Amick et al. nævner anvendelsen af oxygen, vand eller N2O, er dette som oxygenkilde til dannelse af oxygenrige polysiliciumlag og ikke til dannelse af siliciumoxidlag som angivet i ansøgningen. Amick et al.'s artikel beskriver således i modsætning til ansøgningen ikke en fremgangsmåde til dannelse af siliciumoxider, ved hvilken fremgangsmåde, der anvendes ultraviolet stråling. Endvidere fremgår det på ingen måde af Amick et al.'s artikel, at der ved hjælp af termisk energi og/eller strålingsenergi dannes neutrale oxygenatomer ud fra det i form af O2, vand eller N2O tilførte oxygen. Dette ville ej heller være særlig sandsynligt, eftersom en termisk spaltning af f.eks. oxygen, som nævnt i vor besvarelse af 6. september 1982 side 5 og 6, er særdeles vanskelig og kræver en temperatur på omtrent 2000 grader C, Sådanne høje temperaturer nævnes ikke i Amick et al.'s artikel, tværtimod nævnes der i tabellen side 1055 en typisk underlagstemperatur på 600 til 1000 grader C. Det fremgår således, at der ikke ad termisk vej frembringes atomart oxygen ved den af Amick et al. beskrevne fremgangsmåde. Såfremt ultraviolet stråling anvendes som »hjælpe«-middel ved Amick's fremgangsmåde vil al frembragt atomart oxygen i øvrigt forbinde sig med overskydende omgivende molekylært oxygen til dannelse af ozon, der derefter bliver det oxiderende stof. I Amick et al.'s artikel hverken beskrives eller antydes noget, der ville føre en til at antage, at der ved den der beskrevne fremgangsmåde frembringes atomart oxygen til anvendelse som oxiderende stof. Såfremt noget atomart oxygen frembringes af den af Amick et al. nævnte assisterende stråling, vil sådan atomart oxygen ikke være det primære oxiderende stof, som tilfældet er i fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse, eftersom termisk oxidation af de molekylære oxygenholdige stoffer er dominerende i den af Amick et al. beskrevne fremgangsmåde. Sammenfattende kan det anføres: 1. At den af Amick et al. beskrevne fremgangsmåde i det væsentlige er en termisk proces, ved hvilken ultraviolet stråling eventuelt kan anvendes til at »assistere« ved omsætningen, hvorimod fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse udelukkende anvender stråling til at inducere den ønskede kemiske omsætning. 2. At der ved den af Amick et al. beskrevne fremgangsmåde dannes oxygenrigt polysilicium (Si) ud fra silan og et molekylært oxygenholdigt materiale, hvorimod der ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse dannes siliciumoxider (SiO og SiO2) ud fra silan og atomart oxygen. 3. At der ved den af Amick et al. beskrevne termiske fremgangsmåde ikke kan frembringes atomart oxygen, og at atomart oxygen ej heller er det primære oxiderende stof, der frembringes af den strålings-assisterede termiske fremgangsmåde. I modsætning hertil er atomart oxygen det primære oxiderende stof ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse. Under hensyn til det anførte håber vi, at Patentdirektoratet nu kan godkende ansøgningen til fremlæggelse.' I skrivelse af 28. december 1983 oplyste klageren, at den tilsvarende europæiske ansøgning nu havde ført til europæisk patent. Den 6. december 1985 afslog direktoratet ansøgningen med følgende begrundelse: »1. Som det klart fremgår af den i beskrivelsen referererede artikel af J.A. Amick et al., side 1057-58, afsnit D, linie 16-19 og 25-29, kan overfladelag af såvel siliciuimoxid (SiOx) som siliciumnitrid (SiN4) damppåføres overflader ved lavt tryk ud fra silan (SiH4) og en oxygenholdig precursor (O2),H2O,N2O) henholdsvis en nitrogenholdig precursor (NH3,N2), idet ultraviolet stråling eventuelt kan anvendes til at substituere en del af den ellers nødvendige termiske energi. Således anvendes ifølge det tidligere fremdragne tyske fremlæggelsesskrift nr. 1.771.394 og USA patentskrift nr. 4.181.751 ultraviolet stråling til damppåføring af siliciumnitrid ved temperaturer under 50 grader C henholdsvis 100-300 grader C. 2. Det skønnes på baggrund heraf at være nærliggende for en fagmand ligeledes at anvende ultraviolet strålingsenergi ved samme lave temperaturer til at damppåføre overfladelag af siliciumoxid (SiOx) som alternativ til den kendte fremgangsmådes tekniske reaktion ved 800-900 grader C, jfr. det tidligere fremdragne USA patentskrift nr. 4.217.375. 3. Det under 2 anførte skøn, som tidligere er fremført herfra i skrivelse af 5. marts 1982, ses ikke at være imødegået, hverken i Deres skrivelse af 6. september 1982, især side 9, sidste linie - side 10, linie 10, eller i Deres skrivelse af 25. november 1983, hvor det til Deres sammenfattende 3 punkter skal anføres: ad 1. Ultraviolet strålingsenergi »assisterer« ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen på lignende måde som ved den i ovennævnte artikel af J.A. Amick (side 1057, afsnit D, linie 18-19) foreslåede fremgangsmåde, da fremgangsmåden ifølge ansøgningen udøves i temperaturområdet 30-200 grader C, i hvilket den termiske energi har en betragtelig størrelse. ad 2. Sammensætningen af det dannede overfladelag (SiOx) afhænger naturligvis først og fremmest af forholdet mellem partialtrykkene af silan og oxygenholdig precursor i gasfasen over overfladen. ad 3. Kemikere ved, at molekylært oxygen dissocieres til meget reaktivt atomart oxygen ved tilførsel af ultraviolet strålingsenergi. Det atomare oxygen kan ved tilstedeværelse af silan enten associere til molekylært oxygen, reagere med molekylært oxygen til ozon eller reagere med silan under dannelse af SiOx, idet forholdet mellem de tre reaktionshastigheder naturligvis afhænger af partialtrykkene af molekylært oxygen og silan samt af temperaturen. 4. I øvrigt bemærkes, at ansøgningen ikke - som forudsat i Deres ovennævnte skrivelse af 25. november 1983 - er begrænset til alene at angå fremstilling af overfladelag af SiOx. 5. Det skønnes herefter vedblivende, at ansøgningen ikke omhandler en patenterbar opfindelse.' Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 5. februar 1986 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til fortsat behandling. Klageren har uddybet sine synspunkter i skrivelse af 21. april 1986. Nævnet har behandlet sagen i sit møde den 12. oktober 1987. Klageren mødte ikke. Nævnet skal udtale: Det tiltrædes som af klageren anført, at processen kemisk adskiller sig væsentligt fra det kendte. Der er klart adskillelige fælles elementer med de fremdragne modhold, hvor der fremstilles siliciumnitrid-film ved en fotokemisk proces. På den anden side er de forløbende kemiske processer med henholdsvis nitrogen og oxygen-precursorer meget forskellige, og det er ikke muligt at forudsige resultatet af en fotokemisk proces. Det må ligeledes erkendes, at den opfundne metode fører til en film af siliciumoxider med væsentligt forbedrede tekniske egenskaber i forhold til det, der er kendt med tilsvarende termiske metoder. Derimod finder nævnet ikke, at ansøgeren har dokumenteret, at trimethylaluminium, trimethylgallium, german, diboran, trimethylindium, titantetrachlorid, wolframhexaflourid og hafniumfluorid kan anvendes istedet for silan. Herefter bestemmes: Ansøgningen tilbagesendes til patentdirektoratet med henblik på fortsat behandling med de nævnte forbehold. Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. E.Franck. Arne Holm. S.A. Vørts. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om certifikater til bekræftelse af forsikring eller anden garanti til dækning af det civilretlige ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkersolie fra skibe § 1 I bekendtgørelse nr. 838 af 18. august 2008 om certifikater til bekræftelse af forsikring eller anden garanti til dækning af det civilretlige ansvar for forureningsskader forårsaget af bunkersolie fra skibe foretages følgende ændring: 1. § 8 affattes således: »§ 8. Der betales et gebyr på for udstedelse af certifikat for gyldig forsikring eller garanti. Gebyret fastsættes i overensstemmelse med Finansministeriets regler om priskalkulation ved gebyrberegning og offentliggøres på Søfartsstyrelsens hjemmeside. Betalingen kan foretages elektronisk.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2016. Søfartsstyrelsen, den 11. december 2015 Henriette Bytoft Flügge / Jan Gabrielsen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber § 1 I bekendtgørelse nr. 768 af 23. juni 2016 om indtægtsrammer og åbningsbalancer for naturgasdistributionsselskaber, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1160 af 27. oktober 2017, foretages følgende ændring: 1. I § 13, stk. 1, nr. 1, ændres »§ 30, stk. 2, og § 44, stk. 1« til: »§ 30 a, stk. 2, og § 44, stk. 1-3«. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2018. Energistyrelsen, den 12. december 2017 Martin Hansen / Jane Glindvad Kristensen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Bekendtgørelse om præmieringsordning for offentlige arbejdsgivere, der fastansætter personer fra støttet arbejde i ordinært arbejde I medfør af § 48 a, stk. 5, i lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 666 af 19. august 1999, som ændret ved lov nr. 1082 af 29. december 1999, fastsættes: Formål § 1. For at forbedre de lediges muligheder for at opnå ordinær beskæftigelse kan der til offentlige arbejdsgivere, der ansætter ledige fra tilskudsjob i varige ordinære stillinger, jf. dog stk. 2, udbetales en økonomisk præmie på 50.000 kr. Stk. 2. Der kan ikke udbetales en økonomisk præmie efter stk. 1, til offentlige arbejdsgivere, der ansætter ledige fra tilskudsjob i et servicejob efter lov om servicejob . Betingelser for udbetaling af præmien End of "§ 1" § 2. Bekendtgørelsen omfatter dagpengeberettigede ledige, der har været ansat i jobtræning, individuel jobtræning eller puljejob hos offentlige arbejdsgivere i mindst 12 og højst 24 sammenhængende måneder efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Stk. 2. Perioder med uddannelse, der indgår i det aftalte forløb, medregnes i opgørelsen af ansættelsesperioden efter stk. 1. Stk. 3. Præmien er betinget af, at ledige, omfattet af stk. 1, ansættes hos samme arbejdsgiver i mindst 18 sammenhængende måneder. Ved samme arbejdsgiver forstås, at det er samme (amts)kommune eller statsinstitution. Stk. 4. Ansættelsen skal ske på overenskomstmæssige løn- og arbejdsvilkår og på fuld tid. End of "§ 2" § 3. Præmien kan udbetales til alle offentlige arbejdsgivere. Stk. 2. Ved offentlige arbejdsgivere forstås: 1) kommuner, amtskommuner og kommunale fællesskaber, 2) statsinstitutioner og 3) organisationer, foreninger, selskaber, institutioner og lignende, hvis udgifter dækkes med mindst 50 % af offentlige tilskud. Stk. 3. Præmien udbetales til den ansættende institution og skal kunne forøge institutionens lønsum. Administration End of "§ 3" § 4. Arbejdsformidlingen administrerer ordningen og skal påse, at den ledige har været ansat i jobtræning, individuel jobtræning eller puljejob i mindst 12 og højst 24 sammenhængende måneder hos pågældende arbejdsgiver, og at den offentlige arbejdsgiver har opfyldt § 5. End of "§ 4" § 5. Arbejdsformidlingen sender en godkendelse og udbetaler præmien til den offentlige arbejdsgiver, når arbejdsgiveren på tro og love har erklæret, at betingelserne i § 2, stk. 2 og 3 og § 3, stk. 3 er opfyldt og har afleveret en kopi af ansættelsesbrevet. Ophør i ansættelsesforholdet og tilbagebetaling af præmien End of "§ 5" § 6. Hvis den ansatte uberettiget bortvises eller uberettiget opsiges inden 18 måneders sammenhængende ansættelse, skal hele præmien tilbagebetales. Stk. 2. Arbejdsgiveren har pligt til at underrette Arbejdsformidlingen om uberettiget bortvisning eller opsigelse af den ansatte, jf. stk. 1, når der foreligger en afklaring af bortvisnings- eller opsigelsessagen, herunder fagretligt eller ved de civile domstole. Ikrafttrædelse End of "§ 6" § 7. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2000. Stk. 2. Ved bekendtgørelsens ikrafttræden ophæves nr. 449 af 26. maj 1998 om præmieringsordning for offentlige arbejdsgivere, der fastansætter personer fra støttet arbejde i ordinært arbejde. End of "§ 7" Arbejdsmarkedsstyrelsen, den 29. december 1999 Inge Mærkedahl /Hans Flamand Christensen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om forbud mod forhandling af særligt hastighedsøgende udstyr (»tuningsdele«), der kan anvendes til knallert. (* 1) I henhold til § 68, stk. 3, og § 118, stk. 3, i færdselslov nr. 287 af juni 1976 fastsættes: § 1. Ved tuningsdele forstås udstyr, der kan anvendes i motor eller udveksling på en knallert, således at køretøjet kan yde større hastighed end det er typegodkendt til. Stk. 2. Som tuningsdele anses ikke udstyr, der er beregnet til at anvendes i motor eller udveksling på en knallert i overensstemmelse med justitsministeriets godkendelse af køretøjet. § 2. Forhandling af tuningsdele som nævnt i § 1 er forbudt. § 3. Overtrædelse af § 2 straffes med bøde. § 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 1977. Justitsministeriet, den 14. april 1977. Orla Møller./P. Wiese.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Oversigt over omfattede kommuner Den fulde tekst Bekendtgørelse om kompensation for rabatter til bestemte passagergrupper i fjernbustrafikken i yderområder I medfør af tekstanmærkning nr. 128 ad 28.53.03. til § 28 på finansloven for finansåret 2019 fastsættes efter bemyndigelse: Anvendelsesområde § 1. Denne bekendtgørelse finder anvendelse på busruter, hvortil der er givet tilladelse til fjernbuskørsel, jf. lov om trafikselskaber § 19 og § 22, som betjener yderområder, og som har kontrakt med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. § 5, stk. 3, i henhold til denne bekendtgørelse. Stk. 2. Kompensationsordningen omfatter fjernbusruter med passagerer, der foretager en rejse til eller fra et stoppested beliggende i et yderområde, jf. § 2, nr. 5. Stk. 3. Der skal på de omfattede busruter udføres mindst én daglig dobbelttur hele året med busser, jf. § 1, stk. 1, i lov om buskørsel. Definitioner § 2. I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Voksen: person fra 16 år til og med 64 år. 2) Barn: person fra 0 år til og med 15 år. 3) Studerende: Person med enten a) gyldigt studiekort med billedlegitimation og udløbsdato, b) indskrivningsbekræftelse fra uddannelsesstedet udstedt inden for de seneste 12 måneder, eller c) gyldigt Ungdomskort. 4) Pensionist: a) person på 65 år og derudover, eller b) person, der modtager pension efter lov om social pension. 5) Yderområder: De kommuner, der er nævnt i bilag 1. 6) Betjening af yderområder: Fjernbusruter, hvor der er mulighed for af- eller påstigning i et yderområde. 7) Offentlige serviceforpligtigelser: Krav, som Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fastsætter, for at sikre ydelser i forbindelse med fjernbuskørsel, som en operatør på rent forrentningsmæssigt grundlag ikke vil påtage sig eller ikke vil påtage sig i samme omfang eller under samme vilkår uden at modtage nogen modydelse (kompensation). 8) Fjernbuskørsel: Rutekørsel, jf. § 19, stk. 4, 1. pkt., i lov om trafikselskaber. 9) Fjernbusrute: Fjernbuskørsel på en specifik strækning i Danmark, jf. operatørens rutetilladelse. 10) Operatøren: Den operatør, som har indgået kontrakt med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, jf. § 5, stk. 3, i denne bekendtgørelse. 11) Standardbillet: Den til enhver tid gældende pris for en voksenbillet uden ekstra service eller gebyrer, der kan købes til rejser på alle operatørens afgange. Prisen på en standardbillet fastsættes frit af operatøren. Rabat § 3. Rabatten omfatter følgende passagergrupper: 1) Børn, jf. § 2, nr. 2. 2) Studerende, jf. § 2, nr. 3. 3) Pensionister, jf. § 2, nr. 4. Stk. 2. Passageren skal foretage en rejse til eller fra et stoppested beliggende i et yderområde. Stk. 3. Inden operatøren yder rabat, skal operatøren sikre sig, at passageren er berettiget til rabat. Operatøren kan i den forbindelse forlange dokumentation for, at passageren opfylder kriterierne for at modtage, jf. stk. 1. Rabatsatser § 4. Operatøren skal yde rabatter i forbindelse med salg af billetter til befordring af de omfattede passagerer, jf. § 3, stk. 1-2, til eller fra et stoppested beliggende i et yderområde på fjernbusruter, der er indgået kontrakt for, jf. § 1, stk. 1. Rabatten skal ydes alle dage hele året, også helligdage og højtider. Stk. 2. Operatøren skal yde mindst 25 % rabat på en standardbillet til en rejse til studerende og pensionister, jf. § 2, nr. 3-4. Stk. 3. Højst to børn under 12 år i følgeskab med en betalende voksen rejser gratis, ét barn under 12 år rejser gratis med et betalende barn op til 15 år, og et barn, jf. § 2, stk. 2, betaler 50 % af prisen på en standardbillet. Stk. 4. Operatøren kan for egen regning og risiko yde rabat til de omfattede passagergrupper ud over satserne nævnt i stk. 2-3. Stk. 5. Kontraktens rabatsatser skal fremgå af operatørens billetprisoversigt, i køreplansudgivelser og på operatørens hjemmeside. Salg af billetter med rabat skal ske på internettet eller på tilsvarende system med elektronisk sporbarhed. Kompensation § 5. Kompensation efter stk. 1 ydes for kørsel med de i § 3, stk. 1, nævnte passagergrupper, som foretager en rejse til eller fra et stoppested i et yderområde. Stk. 2. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen yder kompensation til operatøren for den rabat, som operatøren yder til de omfattede passagergrupper, jf. § 4, stk. 2-3. Stk. 3. Operatører, der ønsker at opnå kompensation for at yde de nævnte rabatter, skal indgå kontrakt med Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Kontrakten indgås efter ansøgning til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen. Stk. 4. Vilkår for udbetaling af kompensation fremgår af de indgåede kontrakter, jf. stk. 3 . § 6. Kompensation afregnes kvartalsvist, idet operatøren sender opgørelse underskrevet af operatøren og en elektronisk faktura til Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen senest 30 dage efter kvartalets afslutning. Stk. 2. Kompensationen forfalder til betaling 20 kalenderdage efter modtagelse af behørig opgørelse og elektronisk faktura fra operatøren. Stk. 3. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan afvise at udbetale kompensation, hvis operatøren ikke har indsendt krav og fyldestgørende dokumentation herfor senest 30 dage efter kvartalets afslutning. Stk. 4. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen kan efter anmodning fra operatøren dispensere fra kravet om 30 dage, jf. stk. 3. Regnskab § 7. Operatøren skal årligt aflægge et særligt regnskab, der viser operatørens omkostninger og indtægter forbundet med udførelse af offentlig servicetrafik for det pågældende år. Operatøren skal hvert år senest den 31. maj sende det særlige regnskab for det forudgående år med en erklæring fra en statsautoriseret revisor. Vilkår for aflæggelse af regnskab samt regnskabsinstruks, revisionsinstruks og regnskabsmodel findes på Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsens hjemmeside. Tilsyn § 8. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fører tilsyn med, at bestemmelserne i denne bekendtgørelse overholdes. Stk. 2. Til brug for tilsynet kan Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen f.eks. kræve dokumentation fra operatøren om antal solgte billetter, priser og lignende samt foretage stikprøver i forhold til solgte billetter. Klageadgang § 9. Afgørelser truffet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport-, bygnings- og boligministeren eller anden administrativ myndighed. Afgørelser truffet af Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen efter denne bekendtgørelse kan ikke indbringes for transport-, bygnings- og boligministeren eller anden administrativ myndighed. Ikrafttræden § 10. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2019. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 751 af 19. juni 2016 om kompensation for rabatter til bestemte passagergrupper i fjernbustrafikken ophæves. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen, den 27. december 2018 Cartsen Falk Hansen / Jan Albrecht Bilag 1 Oversigt over omfattede kommuner Oversigt over kommuner, der jf. bekendtgørelsen omfattes af defintionen på yderområder Bornholm Brønderslev Faaborg-Midtfyn Fanø Frederikshavn Guldborgsund Haderslev Holstebro Hjørring Jammerbugt Langeland Lemvig Lolland Læsø Morsø Norddjurs Ringkøbing–Skjern Samsø Skive Struer Svendborg Sønderborg Thisted Tønder Varde Vesthimmerlands Vordingborg Ærø Aabenraa

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En ingeniør, der var ansat som konsulent hos et dansk firma, blev af dette sendt på et efteruddannelseskursus i Frankrig. Uddannelsen var efter det oplyste ikke kompetencegivende. Udgifterne til kursus og ophold blev afholdt af firmaet. Der blev ikke statueret skattepligt heraf for den ansatte. Den fulde tekst MBA kursus i Frankrig, arbejdsgiverbetalt, skattepligt. Bindende forhåndsbesked A's klage til Landsskatteretten drejer sig om Ligningsrådets afgørelse af 17. august 1999 i henhold til skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne afgørelse har Ligningsrådet fundet, at klageren vil være skattepligtig af arbejdsgiverens, B's, betaling af tuition, studiebolig, studiebøger, transport mellem studiebolig og uddannelsessted og mellem Danmark og Frankrig, sygeforsikring samt mad i forbindelse med deltagelsen i et MBA-kursus i Frankrig. Spørgsmålet fra klageren til Ligningsrådet var følgende: Vil arbejdsgivers betaling af tuition, studiebolig, studiebøger, transport mellem studiebolig og uddannelsessted og mellem Danmark og Frankrig, sygeforsikring samt mad i forbindelse med MBA-kursus i Frankrig være skattepligtig ? Ligningsrådet har besvaret det stillede spørgsmål således: Ja. Det er oplyst, at klageren er uddannet civilingeniør i 1996 med eksaminer fra henholdsvis Ingénieur Diplômé de l´Ecole Centrale Paris og cand.polyt fra Danmarks Tekniske Universitet. Klageren har siden april 1996 været ansat som konsulent hos B. I perioden 24. august 1998 til 4. juli 1999 deltog klageren i et MBA-kursus (Masters of Business Administration) på INSEAD i Frankrig. Arbejdsgiveren har i brev af 26. oktober 1998 til Told- og Skattestyrelsen og i brev af 8. november 1999 til repræsentanten uddybende forklaret om baggrunden for klagerens deltagelse i det omhandlede kursus. Af brev af 26. oktober 1998 fremgår bl.a. følgende: "........ I forbindelse med A's deltagelse i et arbejdsgiver betalt MBA kursus ved INSEAD i Frankrig, har A anmodet Skattestyrelsen om forhåndsbesked vedrørende den skattemæssige behandling af kurset. Jeg forstod på vor samtale at Skattestyrelsen specielt stiller spørgsmålstegn ved A's fortsatte tilknytning til os, herunder at ydelser modtaget under orlov ikke kan være skattefri. Jeg skal derfor yderligere uddybe baggrunden for vor aftale med A, for derigennem at give Skattestyrelsen det bedst mulige grundlag for en forhåndsbesked. Gennemførelsen af et MBA kursus er en absolut forudsætning for en fortsat karriere ved B. Vi betjener primært internationale klienter og kræver derfor at vore konsulenter også har en international uddannelse. Kursusinstitutionen INSEAD er en af de forholdsvis få institutioner som B anerkender internationalt. Copenhagen Business College tilbyder ligeledes et MBA kursus, som dog afvikles som et 3-års deltidsstudie. Det faglige indhold svarer ikke til vores krav. For hurtigst muligt at kunne drage nytte af den tilegnede viden, prioriterer B altid institutioner der tilbyder intensiv undervisning. Det er med andre ord B, og ikke A, der har valgt kursusform og institution. B bevarer en endog meget nær tilknytning til vor virksomhed under hele kursusforløbet, ligesom evt. ferie afvikles i samråd med os. Til gengæld for dækning af kursusafgiften indgår A en tjenestepligtsaftale med os. Såfremt A opsiger sin stilling indenfor de første 3 år efter kursets afslutning, er han forpligtiget til at tilbagebetale kursusafgiften. A modtager ikke fuld normal løn under kurset, men i stedet et beløb til dækning af bl.a. studiematerialer, ophold, transport samt mad. ......" Ligningsrådet har tilsluttet sig Told- og Skattestyrelsens opfattelse, hvorefter arbejdsgiverens betaling af de omhandlede udgifter er skattepligtige for klageren, idet Ligningsrådet har lagt afgørende vægt på, at arbejdsgiveren ikke udbetaler fuld løn under uddannelsen. Vedrørende arbejdsgiverens betaling af de udgifter, som er direkte forbundet med kurset, dvs. kursusafgiften og studiebøger, er anført, at udgangspunktet er, at værdien af en arbejdsgiverbetalt uddannelse er skattepligtig for den ansatte som et personalegode, jf. statsskattelovens § 4 og ligningslovens § 16. Værdien, som skal beskattes, er markedsværdien af ydelserne. Forudsætningen for beskatning er imidlertid, at uddannelsen ydes i den ansattes interesse og dermed anses som en ydelse til privat brug eller som udgør et sparet privatforbrug. Sondringen mellem om en arbejdsgivers betaling af en uddannelse er skattepligtig eller ikke skattepligtig, er efter praksis, om der er tale om en kompetencegivende grund- eller videreuddannelse (skattepligtig), eller der er tale om en efteruddannelse, som tages på arbejdsgiverens foranledning og i arbejdsgiverens interesse. Momenter, som indgår i vurderingen af, om der er tale om videre- eller efteruddannelse er: kursets længde og intensitet betaler arbejdsgiveren løn under kurset sker kurset efter krav fra arbejdsgiverens og i arbejdsgiverens interesse betaler arbejdsgiveren udgifter i forbindelse med kurset (helt eller delvist) I nærværende tilfælde, hvor der er tale om et kursus, som er et heltidsstudium og som strækker sig over et år, er man af den opfattelse, at der er tale om en videreuddannelse. Dette underbygges af, at der ikke modtages løn under kurset, således at det må antages, at kurset primært er i klagerens interesse og har værdi for denne. Vedrørende arbejdsgiverens dækning af befordringsudgifter i forbindelse med kurset, kan arbejdsgiveren efter ligningslovens § 9, stk. 5, skattefrit godtgøre udgifter til lønmodtagerens befordring efter § 9 B, dvs. til erhvervsmæssig kørsel. Med erhvervsmæssig kørsel menes kørsel til eller mellem arbejdspladser. Med en arbejdsplads forstås et sted, hvor lønmodtageren udfører arbejde for arbejdsgiveren og modtager løn herfor. Det er endvidere en betingelse for skattefrihed, at godtgørelsen udbetales efter Ligningsrådets satser. Allerede fordi klageren ikke modtager løn fra arbejdsgiveren under kurset, kan befordringsudgifterne i forbindelse hermed ikke godtgøres skattefrit. Praksis vedrørende anerkendelsen af, at et sted, hvor lønmodtageren modtager efteruddannelse, kan anses som en arbejdsplads, kan heller ikke benyttes i nærværende tilfælde, da der er tale om videreuddannelse. Vedrørende arbejdsgiverens godtgørelse af klagerens rejse- og opholdsudgifter i kursusperioden er anført, at reglerne herom findes i ligningslovens § 9, stk. 5. Herefter er arbejdsgiverens godtgørelse (efter satser fastsat i ligningslovens § 9, stk. 6) af rejseudgifter og andre udgifter skattefri, hvis udgifterne påføres lønmodtageren som følge af, at arbejdsgiveren midlertidigt udsender lønmodtageren til et andet arbejdssted end lønmodtagerens sædvanlig arbejdsplads, når dette medfører, at lønmodtageren ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl. Der kræves således også her, at der er tale om et arbejdssted, for at arbejdsgiveren skattefrit kan godtgøre udgifterne hertil. Begrebet arbejdssted må fortolkes i overensstemmelse med arbejdspladsbegrebet i ligningslovens § 9 B. Dvs., at der skal udføres arbejde for arbejdsgiverens og modtages løn herfor, hvilket ikke er tilfældet, hvorfor også godtgørelsen af disse udgifter er skattepligtig. Såfremt arbejdsgiveren i stedet for at godtgøre udgifterne stiller fri befordring, frit logi og fri kost til rådighed eller afholder disse udgifter som udlæg efter regning, vil der være tale om betaling af klagerens private udgifter, da udgifterne ikke har den fornødne forbindelse med klagerens arbejde for arbejdsgiveren, og ydelserne vil derfor være skattepligtige, jf. statsskattelovens § 4. Det samme er tilfældet, hvis arbejdsgiveren betaler en sygeforsikring for klageren. Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten principalt nedlagt påstand om, at det af Ligningsrådet afgivne svar i det hele skal ændres til et nej. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at beløb medgået til dækning af studierejse og undervisning som følge af deltagelse på arbejdsgivers foranledning, dvs. den ansattes skolegang, værdi af lærebøger, og nødvendige opholds- og befordringsudgifter, efter fast praksis ikke skal beskattes. Alene beløb, der måtte medgå til dækning af udgifter som kost, vil kunne beskattes. Vedrørende sagens faktiske forhold har repræsentanten bl.a. anført, at klageren - af arbejdsgiveren - blev sendt til Frankrig med henblik på deltagelse i MBA-programmet på INSEAD. INSEAD er en international skole, der udbyder MBA-kurser på 10 måneder. Kurset omfatter studier i økonomi, strategi og organisationsteorier. MBA-kurset er nødvendigt for erhvervslivets aktører, hvor dagligdagen er blevet stadigt mere international, konkurrencebetonet og krævende. MBA-programmet giver deltagerne et klart erhvervsrelateret udbytte, idet programmet bygger på en stærk kobling mellem forskningsbaseret undervisning og den konkrete virkelighed, som aktørerne i erhvervslivet må konfrontere. Undervisningen på INSEAD fordeles på 22 fag, der afvikles ved forelæsninger. Det samlede timeforbrug på INSEAD udgør 1.600 timer. Til sammenligning kan det oplyses, at det totale antal timer, der medgår til MBA-programmet på Handelshøjskolen i Danmark udgør 1.700 timer. Det er endvidere bl.a. anført, at MBA-programmet var en forudsætning for klageren for fortsat fastholdelse af arbejdspositionen hos arbejdsgiveren, hvorfor det tillige var arbejdsgiveren, der udpegede kursusstedet og kursusformen. Koncernledelsen i B har alene godkendt 9 steder i Europa for acceptabel deltagelse i MBA-program, heriblandt INSEAD. MBA-programmet på Handelshøjskolen i København er ikke godkendt, hvorfor klageren var afskåret fra deltagelse heri. Repræsentanten har endvidere henvist til brev af 26. oktober 1998 til Told- og Skattestyrelsen samt arbejdsgivererklæring af 8. november 1999, begge afgivet af økonomidirektøren hos B. Vedrørende klagerens arbejdsforhold har repræsentanten anført, at klageren under opholdet i Frankrig var bevilget orlov fra sin arbejdsplads, men at han under opholdet stod til rådighed for arbejdsgiveren, hvorfor bl.a. ferier skulle planlægges og afvikles i samråd med arbejdsgiveren. Klageren udførte endvidere i perioden konsulentarbejde på enkelte af arbejdsgiverens projekter. Herudover sørgede klageren under sit ophold i Frankrig bl.a. for rekruttering af egnede kandidater, og han havde derfor en vigtig rolle som repræsentant for B ved rekrutteringsarrangementer på INSEAD. Repræsentanten har henvist til brev af 7. juni 1999 fra økonomidirektøren vedrørende de økonomiske forhold for klageren, hvoraf følgende fremgår: "I forbindelse med A's deltagelse i det omtalte MBA-kursus ved INSEAD i Frankrig, har B tilbudt at betale et månedligt beløb på kr. 14.500 jævnfør omtalte kontrakt. Beløbet forudsættes anvendt til dækning af bl.a. studiematerialer, ophold, transport samt mad. B's øvrige europæiske kontorer sender hvert år et antal ansatte på disse kurser og beløbet er fastsat med baggrund i disse erfaringer. A's månedsløn var før kursusstart kr. 35.000. A har endnu ikke modtaget ovenstående idet han fortsat afventer Skattestyrelsens forhåndsbesked vedrørende den skattemæssige behandling af betalingerne " Det er hertil anført, at arbejdsgiveren herudover vil afholde kursusudgifter. Som modstykke hertil er indgået en særlig tjenestepligtsaftale som led i ansættelsesaftalen mellem klageren og arbejdsgiveren, hvorefter klagerens opsigelse af sin stilling inden for de første 3 år efter MBA-kursets afslutning betyder, at han skal tilbagebetale et beløb svarende til kursusafgiften i det hele til arbejdsgiveren. Til støtte for de nedlagte påstande har repræsentanten bl.a. henvist til administrativ praksis vedrørende fri undervisning og administrativ praksis vedrørende frirejser til studieformål betalt af arbejdsgiver. Det er gjort gældende, at forholdet i det hele er omfattet af den faste administrative praksis, der er beskrevet i Ligningsvejledningen 1998, afsnit A.B.1.9.20. Formuleringen af afsnittet i Ligningsvejledningen er klar og entydig og skal derfor danne grundlag for vurdering af klagerens sag. Den beskrevne administrative praksis er bindende for forvaltningen, og klageren har et umiddelbart retskrav på at blive behandlet i overensstemmelse med nævnte praksis. Efter den administrative praksis vil beløb, som arbejdsgiveren betaler for de ansattes skolegang, og værdien af lærebøger, som arbejdsgiveren køber og stiller til rådighed for den ansatte under uddannelse, ikke kunne beskattes. Hverken udgift til kursusdeltagelse eller befordringsudgifter, som afholdes af arbejdsgiveren, er et skattepligtigt gode for lønmodtageren, når lønmodtageren deltager i kurset på arbejdsgiverens foranledning og med henblik på arbejde i dennes tjeneste. Der er i den forbindelse henvist til Landsskatterettens kendelser offentliggjort i LSRM 1967.64, LSRM 1981.18 samt LSRM 1983.41. I sidstnævnte afgørelse blev en overkonstabel ikke anset for indkomstskattepligtig af et af forsvaret betalt tilskud til kursusafgift på en landbrugsskole, idet forholdet måtte sidestilles med tilfælde, hvor arbejdsgiveren betalte for en ansats skolegang. I TfS 1993.120 blev befordringsgodtgørelse anset for en integreret del af de samlede udgifter, som arbejdsgiveren skattefrit for en ansat revisor kunne afholde i forbindelse med revisorens deltagelse i HD-studiet. Uddannelsesudgifter, der i det hele udredes af arbejdsgiveren, vil ikke retligt påhvile den ansatte, og der vil i sagens natur ikke foreligge nogen indkomstkonstatering hos den ansatte. Parallelt hermed skal henses til den skattemæssige vurdering i sager, hvor lønmodtageren søger fradrag, idet kursusafgifterne er betalt med egne midler, jf. eksempelvis TfS 1998.488 ØLD, hvor rejse- og kursusudgifter til et ophold i Israel var afholdt af skatteyderen for at ajourføre hendes faglige viden og uddannelse som præst. Retten fandt at denne ajourføring havde direkte tilknytning til hendes arbejde som præst og var dermed driftsbetinget, hvorfor der blev indrømmet fradragsret. Der er endvidere henvist til TfS 1994.878 HD. Repræsentanten har fremhævet, at klageren af arbejdsgiveren blev sendt af sted til deltagelse i det 10 måneder lange MBA-program, hvilken deltagelse var en betingelse for det fortsatte arbejde hos B. I henhold til tjenestepligtaftale har arbejdsgiverens afholdelse af så forholdsmæssigt store driftsudgifter vedrørende klageren været betinget af en for klageren 3-årig bindingsperiode til firmaet efter kursets afslutning. Denne binding fremkommer ved det forhold, at klageren er forpligtet til - ved opsigelse af stilling forinden 3-års periodens udløb - at tilbagebetale den af arbejdsgiveren afholdte kursusafgift. Det er yderligere anført, at MBA-programmet ikke kan vurderes som en videregående uddannelse, når der henses til, at klageren i forvejen er højtuddannet, og hvor den kompetencegivende videreuddannelse for ham er de uddannelser, som er afsluttet i februar 1996 som Ingénieur Diplômé de l´École Central Paris, som cand.polyt. fra Danmarks Tekniske Universitet. Det er hertil fremhævet, at klageren i forbindelse med sin uddannelse som civilingeniør herudover har taget rene naturvidenskabelige fag samt en del fag inden for mikro- og makroøkonomi, strategi, organisationsteori, patentret, driftsøkonomi, regnskabslære samt finansiering. Repræsentanten har videre anført, at den administrative praksis, der afspejles i Ligningsvejledningen afsnit A.B.1.9.20, derfor tillige skal finde anvendelse på uddannelsesophold i udlandet, når deltagelsen i sådanne uddannelser er beordret af arbejdsgiveren og primært afholdt i arbejdsgiverens interesse. Det er herved gjort gældende, at der som følge af den almindelige forvaltningsretlige lighedsgrundsætning ikke i retlig henseende vil kunne ske en forskelsbehandling af klageren. Der foreligger ingen saglig grund til at gøre forskel på situationer, hvor MBA-programmet følges i Danmark, og situationer hvor et MBA-program tages i udlandet. Lige forhold skal behandles lige i retlig henseende. Det kan oplyses, at MBA-programmet i Danmark udbydes af Copenhagen Business School (Handelshøjskolen), og at arbejdsgiverbetaling ved ansattes deltagelse i MBA-programmet i Danmark ikke for nogen tidligere eller nuværende studerende er anset som skattepligtig indkomst. Det er yderligere anført, at såfremt skattemyndighederne alene vil anse uddannelsesforløb i Danmark som skattefri efter praksis i LV AB.1.9.20, skal det bemærkes, at en sådan skattepraksis, der alene kan tilgodese danske uddannelsesudbydere (tjenesteydere), vil være i strid med EF-traktatens art. 12 og 49 med krav om fri udveksling af tjenesteydelser. Disse artikler i EF-traktaten vil hindre en praksis, der alene favoriserer tjenesteydere i Danmark. Der er herved henvist til den overordnede problemstilling som foreligger i sag C-55/98, se generaladvokat Antonio Saggios indstilling til EF-domstolen i TfS 1999.644 om kursus i udlandet. EF-domstolen tiltrådte den 28. oktober 1999 generaladvokatens indstilling, og den danske forskelsbehandling via den i skattepraksis opstillede skattemæssige bevisbedømmelse ved skelnen mellem kurser i indland og udland er underkendt som traktatstridig. Det er yderligere anført, at såfremt Landsskatteretten agter at opretholde Ligningsrådets afgørelse, bør spørgsmålet forelægges EF-domstolen til præjudiciel afgørelse vedrørende dette spørgsmål, idet Landsskatteretten med sin uafhængige stilling som domstolslignende nævn må anses kompetent til at forelægge EF-domstolen sager efter traktatens art. 234. Repræsentanten har videre anført, at det gøres gældende, at der for studierejser, der primært tilgodeser virksomhedens interesse, gælder, at der ikke sker beskatning uanset studierejsens generelle karakter. Kravet om arbejdsgiverens primære interesse indebærer, at det studiemæssige element skal være relevant for virksomheden, jf. Ligningsvejledningen 1998, afsnit A.B.1.9.19. Som det fremgår af den fremlagte erklæring fra arbejdsgiveren, er der tale om, at klageren fulgte et kursus inden for strategi, finans- og organisationsteori. Langt størstedelen af B's nuværende arbejdsopgaver falder inden for disse områder, hvilket understreger, at det studiemæssige element uden tvivl er relevant for arbejdsgiveren. Det er endvidere anført, at Told- og Skattestyrelsen i den bindende forhåndsbesked har vurderet, at der er tale om videreuddannelse alene under henvisning til, at kurset strækker sig over en periode på 10 måneder. Når ét kriterium tillægges en sådan afgørende vægt, at det afskærer en konkret afvejning mellem flere lovlige kriterier, sættes den skønsprægede vurdering under regel. Dette har ikke hjemmel i statsskatteloven. Der er ikke i bestemmelsen hjemmel til at afskære øvrige lovlige kriteriers vægt. Det er yderligere anført, at MBA, MPA og ph.d. - programmerne forudsætter en længere videregående uddannelse, som adgangsbetingelse og er karakteriseret ved en udbygning af allerede erhvervet viden, hvorfor disse ikke kan betragtes som kompetencegivende uddannelser. Der ses endvidere ikke at være hjemmel til, at skattemyndighederne, på vegne af skatteyderen, er kompetent til at afgøre, om arbejdsgiveren skal sende medarbejderen på deltidsstudie som den danske MBA af en varighed af 2 år - eller om arbejdsgiveren af andre grunde vælger, at medarbejderen skal følge et kursus som alene strækker sig over 10 måneder. Repræsentanten har videre anført, at det fremgår af afgørelsens begrundelse, at Ligningsrådet i sin vurdering har lagt afgørende vægt på, at arbejdsgiveren ikke udbetaler fuld løn under uddannelsen. Spørgsmålet er herefter, om det retligt kan kræves, at der udbetales fuld løn under opholdet, for at anse en studierejse som foretaget i virksomhedens interesse. Statsskattelovens § 4 indeholder ikke hjemmel til at antage, at kriteriet fuld løn som af Ligningsrådet antaget, ved afvejningen kan tillægges afgørende vægt. Bestemmelserne lægger op til, at der skal foretages en skønspræget vurdering, hvorfor samtlige relevante og lovlige kriterier skal inddrages, jf. ovenfor vedrørende "skøn under regel". Det må herudover antages, at selvom en medarbejder står til rådighed for virksomheden under studierejsen, vil medarbejderen i sagens natur ikke fuldt ud kunne udføre sit normale arbejde. Det må derfor kunne anses som en naturlig konsekvens af studieopholdet, at medarbejderen ikke modtager det samme vederlag i denne periode, som når medarbejderen rent faktisk er på arbejdspladsen. Lønreduktion eller ingen løn overhovedet kan ikke - som af Ligningsrådet antaget - uden videre føre til, at studierejsen ikke primært er i virksomhedens interesse. Ydermere kan det forhold, at en person antageligt har en selvstændig interesse i at deltage i et kursus, ikke medføre, at beskatningen indtræder herefter, idet det alene er afgørende om kurset i overvejende grad har været i arbejdsgiverens interesse. Repræsentanten har endvidere anført, at det fremgår af skatteministeriets notat, udkast 1, fra 1999 vedrørende forslag til lov om ændring af ligningsloven m.v., at skatteministeriet ikke anser MBA-uddannelsen for en kompetencegivende videreuddannelse. Det anføres yderligere, at klageren blev færdiguddannet i 1996 og herefter ansat hos B. Han påbegyndte først MBA-uddannelsen i 1998, hvor han var fastansat. Klageren modtog efterfølgende en bonus på 32.000 kr., der vedrørte uddannelsesperioden. Repræsentanten har endvidere oplyst, at den månedlige udbetaling var løn. Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at den påklagede afgørelse stadfæstes. Til støtte herfor har styrelsen bl.a. anført, at det er afgørende for sagens afgørelse, hvorvidt en MBA-uddannelse er en kompetencegivende videreuddannelse eller efteruddannelse. Endvidere er det afgørende, hvorvidt klageren havde en aktuel indkomst. En aftale med arbejdsgiver om uddannelse taler til støtte for, at der er tale om efteruddannelse, men det forudsætter et konkret arbejdsforhold, og i nærværende sag har klageren orlov i uddannelsesperioden. Arbejdsgiverens dækning af udgifter efter regning m.v. kan ikke sidestilles med lønudbetaling. Lønudbetaling forudsætter, at der foretages skattetræk i uddannelsesperioden. Der efterlystes en afklaring af, hvad de månedlige udbetalinger fra arbejdsgiver dækkede. Styrelsen henviste endvidere til cirkulære nr. 17 af 15. marts 1999 vedrørende befordringsgodtgørelse. Landsskatteretten skal udtale: To retsmedlemmer, herunder retsformanden finder, at det under henvisning til B's breve af 26. oktober 1998 og af 8. november 1999 kan lægges til grund, at klageren har deltaget i det omhandlede kursus på foranledning af B og med henblik på arbejde i B's tjeneste, ligesom klageren i øvrigt har haft en tæt arbejdsmæssig tilknytning til virksomheden i den periode, kurset har varet. Under disse omstændigheder findes B's betaling af udgifter til tuition samt udgifter til studiebolig, studiebøger, transport mellem studiebolig og uddannelsessted samt mellem Danmark og Frankrig, sygeforsikring samt mad i forbindelse med MBA-kursus i Frankrig, hvilke udgifter må anses for en integreret del af de udgifter, der er forbundet med klagerens deltagelse i kurset, ikke skattepligtig for klageren. Der er endvidere henset til, at det efter det oplyste må lægges til grund, at arbejdsgiveren har udbetalt klageren løn i uddannelsesperioden, samt at MBA-uddannelsen under hensyn til klagerens allerede erhvervede uddannelser må antages ikke at være kompetencegivende, jf. det af repræsentanten anførte. Et retsmedlem finder, at klagerens deltagelse på det omhandlede kursus må anses for at være videreuddannelse, hvorfor han kan tilslutte sig Ligningsrådets afgørelse med den deri givne begrundelse. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og den påklagede ansættelse nedsættes derfor i overensstemmelse hermed. Den påklagede bindende forhåndsbesked ændres derfor til et nej.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 179 Forslag til lov om indfødsrets meddelelse. Af integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech (V)). Fremsat skr 10/4 08 Tillæg A 6287 Lovf som fremsat 10/4 08 Tillæg A 6199 1.beh 29/4 08 FF 4064 Betænkning 29/5 08 Tillæg B 1194 2.beh 3/6 08 FF 5967 3.beh 10/6 08 FF 6151 Lovf som vedt 10/6 08 Tillæg C 925 Lov nr 461 af 17. juni 2008 Ordførere: (1.beh) Gitte Lillelund Bech (V), Anne-Marie Meldgaard (S), Søren Krarup (DF), Astrid Krag (SF), Tom Behnke (KF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (RV), Line Barfod (EL), Jørgen Poulsen (NY). Ministre: (1.beh) integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech). Efter 1.beh henvist til Indfødsretsudvalget(IFU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Loven er det ene af de halvårlige love, som opregner de personer, der kan få meddelt indfødsret (statsborgerskab) i Danmark. Afstemning: Lovforslaget enstemmigt vedtaget med 107 stemmer. End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Medlemmet var fra den 1. juni 2006 ansat på fuld tid som salgsassistent hos butik Y, der opsagde medlemmet til fratræden den 12. juni 2006. Medlemmet blev fritstillet fra fratrædelsesdagen. A-kassen anførte, at medlemmet opfyldte beskæftigelseskravet, da hun fik løn til den 30. juni 2006, og den krævede derfor 2 hele g-dage. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at fritstilling medfører, at den periode beskæftigelsen skal ligge i forlænges bagud fra fritstillingen. Da kun faktiske arbejdstimer - og ikke løntimer - efter nævnets praksis kan medregnes ved beregningen af beskæftigelseskravet og da medlemmet forud for fritstillingen højst nåede at få 8 arbejdsdage inklusiv 2 lørdage, var beskæftigelseskravet ikke opfyldt. Nævnet afviste derfor kravet på g-dage. Den fulde tekst Fastansættelse, beskæftigelseskravet ikke opfyldt, da ikke nok arbejdstimer forud for fritstilling Dato 1. december 2006 X Arbejdsløshedskasse X Arbejdsløshedskasse har ved brev af 14. august 2006 bedt Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse i sagen om, hvorvidt butik Y er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med arbejdsforholdets ophør for M, CPR-nr. mmmmmmmmmm. Sagen blev behandlet på møde den 30. november 2006. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Ankenævnet finder, at butik Y ikke er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag i forbindelse med M’s fratræden som salgsassistent den 30. juni 2006. Nævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at en fritstilling efter § 1, stk. 4 i bekendtgørelsen om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag medfører, at den periode beskæftigelsen skal ligge i forlænges bagud fra fritstillingen. Nævnet har endvidere lagt vægt på, at M inden for de sidste 4 uger forud for fritstillingen ikke har været beskæftiget hos arbejdsgiver mindst svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Nævnet bemærker i den forbindelse, at kun faktiske arbejdstimer hos arbejdsgiver kan medregnes ved beregningen af, om beskæftigelseskravet er opfyldt. Løntimerne under fritstillingen kan således ikke tælles med. Beskæftigelseskravet er dermed ikke opfyldt, og arbejdsgiver er således ikke forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M i forbindelse med hendes fratræden den 30. juni 2006. Det er oplyst, at a-kassen har udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til M. Afgørelsen er truffet med hjemmel i § 84, stk. 2 i arbejdsløshedsforsikringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 om arbejdsløshedsforsikring m.v. og § 1, stk. 3 og 4 og § 11 i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003. På ankenævnets vegne XX fuldmægtig De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: M Butik Y Arbejdsdirektoratet, kontor Y 4 1. Sagsforløb Det fremgår af sagen, at M fra den 1. juni 2006 var ansat på fuld tid som salgsassistent hos Butik Y, der den 12. juni 2006 opsagde hende til fratræden samme dag. Opsigelsen var begrundet med, at hverken kemi eller samarbejdet fungerede optimalt. X Arbejdsløshedskasse udvirkede efterfølgende, at M blev fritstillet og fik løn fra den 12. til den 30. juni 2006. Efter sin fratræden rettede M henvendelse til a-kasse om, at der ikke er udbetalt dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag ved fratrædelsen den 30. juni 2006. A-kassen har ved brev af 6. juli 2006 anmodet arbejdsgiver om at udbetale 2 hele g-dage for den 3. og 4. juli 2006 til medlemmet. Arbejdsgiver har på skemaet Arbejdsgiveroplysninger svaret a-kassen, at M blev bortvist den 12. juni 2006, at afskedigelsen væsentligst skyldtes hende og at hun fik jobbet på falsk grundlag. Herefter har a-kassen ved brev af 14. august 2006 anmodet Arbejdsmarkedets Ankenævn om at træffe afgørelse om, hvorvidt arbejdsgiver er forpligtet til at betale dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet. I brevet er det anført, at medlemmet i de sidste 4 uger før arbejdsophøret den 30. juni 2006 var beskæftiget i 148 timer. Det fremgår af sagen, at a-kassen har lagt ud for den manglende betaling af dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag til medlemmet. Sekretariatet har hørt arbejdsgiveren vedrørende klagen samt bedt denne udfylde et spørgeskema. Arbejdsgiver har indsendt udfyldt spørgeskema, hvoraf fremgår, at medlemmet var ansat på fuld tid, at medlemmet blev bortvist fra en tidligere stilling hos anden arbejdsgiver på grund af butikstyveri samt at medlemmet fik nærværende job på falsk grundlag. A-kassen har til arbejdsgivers spørgeskema i brev af 19. oktober 2006 bekræftet, at medlemmet tidligere er blevet taget for butikstyveri og af den grund bortvist fra den daværende arbejdsplads, samt anført, at der ikke siden har været problemer og at medlemmet ikke efter a-kassens opfattelse er selvforskyldt ledig. 2. Regler Lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 om arbejdsløshedsforsikring m.v. Bidrag fra arbejdsgivere § 84. Til et medlem betaler arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag. Dagpengegodtgørelsen udgør pr. dag et beløb svarende til 7,4/37 af det højeste dagpengebeløb for en uge, jf. § 47, stk. 1, afrundet til nærmeste hele kronebeløb. Ved ledighed på 4 timer eller derunder betaler arbejdsgiveren en dagpengegodtgørelse svarende til halvdelen af det i 2. pkt. omhandlede beløb. Ved ledighed på over 4 timer betaler arbejdsgiveren fuld dagpengegodtgørelse. Stk. 2. Arbejdsgiverens forpligtelse indtræder kun, når medlemmet inden for de sidste 4 uger har været beskæftiget hos arbejdsgiveren svarende til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Stk. 3. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse bortfalder, 1) hvis det godtgøres, at beskæftigelse påbegyndes den efterfølgende arbejdsdag, eller der modtages sygedagpenge eller afholdes ferie i tilslutning til arbejdsophøret, 2) hvis afskedigelsen væsentligst kan tilregnes medlemmet, 3) hvis arbejdsophøret skyldes strejke eller lockout på virksomheden, eller hvis arbejdsophøret er nødvendiggjort af strejke eller lockout på anden virksomhed, eller 4) hvis medlemmet har været i beskæftigelse, hvortil der ydes offentligt tilskud til lønnen i henhold til lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Stk. 4. Arbejdsgiverens forpligtelse til at udbetale dagpengegodtgørelse til samme person kan højst indtræde 16 gange i løbet af et kalenderår. Stk. 5. Dagpengegodtgørelsen udbetales snarest muligt, dog senest ved virksomhedens 2. lønudbetaling efter medlemmets arbejdsophør, hjemsendelse m.v., eller efter medlemmets afgivelse af en erklæring på tro og love om kravet i stk. 3, nr. 1. Arbejdsgiveren kan senest 14 dage efter medlemmets afskedigelse, hjemsendelse m.v., anmode medlemmet om at afgive en erklæring efter 1. pkt. Medlemmets ret til dagpengegodtgørelse bortfalder, hvis erklæringen på tro og love ikke er afgivet til arbejdsgiveren senest 14 dage efter arbejdsgiverens anmodning. Stk. 6. Hvis dagpengegodtgørelsen ikke betales rettidigt, jf. stk. 5, har arbejdsløshedskassen efter anmodning fra medlemmet pligt til at hjælpe med at få beløbet udbetalt hos arbejdsgiveren, hvis kassen finder, at medlemmet utvivlsomt har krav på dagpengegodtgørelsen. Arbejdsløshedskassen sender med henblik herpå en skriftlig begrundet anmodning til arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse inden 14 dage. Udbetaler arbejdsgiveren ikke dagpengegodtgørelsen inden udløbet af den anførte frist, og finder kassen fortsat, at kravet er berettiget, lægger kassen godtgørelsen ud til medlemmet. § 86 finder tilsvarende anvendelse på udlagt godtgørelse efter 3. pkt. Stk. 7. Samtidig med udbetaling efter stk. 6, 3. pkt., fremsender arbejdsløshedskassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen, jf. stk. 8. Finder ankenævnet, at medlemmet er berettiget til dagpengegodtgørelse, skal arbejdsgiveren indbetale godtgørelsen til Arbejdsdirektoratet inden for en nærmere angivet frist, som fastsættes af ankenævnet. Stk. 8. Tvivlsspørgsmål om ret til dagpengegodtgørelse kan indbringes for Arbejdsmarkedets Ankenævn. Ankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Stk. 9. Krav mod arbejdsgiveren om betaling af dagpengegodtgørelse, jf. stk. 7, kan med tillæg af omkostninger inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis kravet ikke betales inden for den fastsatte frist. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan inddrive det skyldige beløb ved udpantning, når kravet er fastslået af Arbejdsmarkedets Ankenævn. Stk. 10. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter efter forhandling med Beskæftigelsesrådet regler om anvendelse af bestemmelserne i stk. 1-7 og kan herunder fastsætte regler om, at dagpengegodtgørelsen kan bortfalde i særlige tilfælde ud over de i stk. 3 nævnte. Direktøren for Arbejdsdirektoratet fastsætter endvidere regler om betaling af gebyr for Arbejdsmarkedets Ankenævns og Arbejdsdirektoratets behandling af sager efter stk. 7 og 8. Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 669 af 11. juli 2000 om dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, som ændret ved Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 491 af 12. juni 2003 § 1. En arbejdsgiver skal betale et medlem af en a-kasse dagpengegodtgørelse for 1. og 2. ledighedsdag, hvis medlemmet 1) bliver ledigt som følge af afskedigelse, hjemsendelse, ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende, 2) har været ansat som lønmodtager, og 3) har indtjent en løn i ansættelsen. Stk. 2. Ved »G-dage« forstås i denne bekendtgørelse 1. og 2. ledighedsdag. Én »G-dag« er én ledighedsdag. Stk. 3. En arbejdsgiver skal betale for G-dage, hvis medlemmet inden for de sidste 4 uger i alt har været beskæftiget hos arbejdsgiveren i et omfang, der svarer til fuld overenskomstmæssig arbejdstid i 2 uger. Hvis et medlems arbejdstid ikke kan anses som kontrollabel, beregnes arbejdstiden i ugen efter reglerne herom i bekendtgørelse om supplerende dagpenge. Stk. 4. Den periode, som beskæftigelsen skal ligge i, jf. stk. 3, forlænges bagud, hvis der i perioden er fravær f.eks. på grund af sygdom, ferie, overenskomstmæssige fridage, søgnehelligdage, konflikt eller deltagelse i kursus som led i ansættelsen. Stk. 5. En arbejdsgiver skal højst betale for en G-dag 16 gange til det samme medlem i et kalenderår. Heri medregnes betalinger for de gange, hvor arbejdsgiveren kun skal betale for en halv G-dag. Stk. 6. Betaling for en G-dag er A-indkomst. Der skal ikke beregnes feriegodtgørelse, trækkes arbejdsmarkedsbidrag, ATP eller beløb til Den Særlige Pensionsopsparing af betalingen for en G-dag. .. Manglende betaling § 11. Et medlems a-kasse skal hjælpe medlemmet med at få en arbejdsgiver til at betale for G-dage, hvis 1) arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, jf. §§ 7 og 8, 2) medlemmet beder a-kassen om hjælp, og 3) a-kassen finder, at medlemmet uden tvivl har ret til betalingen. Stk. 2. A-kassen sender herefter en begrundet anmodning til arbejdsgiveren om at betale til medlemmet inden 14 dage efter modtagelsen af anmodningen. Hvis arbejdsgiveren ikke betaler til tiden, og a-kassen fortsat mener, at kravet er berettiget, lægger a-kassen beløbet ud til medlemmet. Stk. 3. Samtidig med at a-kassen lægger beløbet ud, sender a-kassen sagen med en begrundet indstilling til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen. Ankenævnets afgørelse skal sendes til arbejdsgiveren, medlemmet, Arbejdsdirektoratet og a-kassen. Stk. 4. Hvis en arbejdsgiver indbringer et tvivlsspørgsmål, jf. § 10, efter at a-kassen har lagt et beløb ud, skal klagen behandles sammen med Arbejdsmarkedets Ankenævns behandling af a-kassens indstilling. Stk. 5. Finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at medlemmet har ret til betaling for G-dage, skal arbejdsgiveren betale beløbet til Arbejdsdirektoratet inden 4 uger efter modtagelsen af afgørelsen. Har direktoratet ikke fået beløbet til tiden, kan kravet sendes til Finansstyrelsen, der inddriver beløbet med tillæg af et gebyr til direktoratet og Finansstyrelsens omkostninger ved inddrivelsen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vejledning til ansøgning om støtte fra ansøgningspuljen til social støtte i overgang til og fastholdelse i job (FL § 15.75.29.10.) Ansøgningsfrist den 1. september 2017 kl. 12.00 INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Indledning 2. Ansøgningspuljens formål 3. Ansøgerkreds 4. Projektperiode 5. Ansøgningspuljens målgruppe 6. Forventede resultater 7. Evaluering 8. Aktiviteter og tidsplan 9. Tildelingskriterier for tilskud fra ansøgningspuljen 10. Tilskudsberettigede udgifter 11. Ikke tilskudsberettigede udgifter 12. Udarbejdelse af budget 13. Ansøgningsprocedure 14. Hvis projektet får tilskud 15. Bilagsoversigt 1 Indledning Der er som led i satspuljeaftalen for 2017 afsat midler i perioden 2017-2020 til et projekt om Social Støtte i overgangen til og fastholdelse i job jf. FL § 15.11.30.52. Som en del af projektet udmeldes en ansøgningspulje på i alt 29,8 mio. kr. Kommunerne kan via puljen søge om støtte til en projektleder, socialfaglige medarbejdere samt medarbejdere til en fælles visitation, samt til at gennemføre aktiviteter, der understøtter implementeringen af en socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats. 2 Ansøgningspuljens formål Ansøgningspuljens formål er at afprøve en koordineret, integreret og intensiv socialfaglig og beskæftigelses-rettet indsats (indsatsmodellen), der skal hjælpe aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med længerevarende ledighed i at komme i ordinært job og fastholde jobbet også på længere sigt. 2.1 Baggrund Mennesker med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer har en markant lavere beskæftigelsesgrad end den øvrige befolkning. Ifølge Socialpolitisk Redegørelse var mindre end hver tiende borger med handicap, psykiske vanskeligheder eller sociale problemer, der modtager ydelser efter Serviceloven, i ordinær beskæftigelse, fleksjob eller uddannelse i 2014 (SIM 2016). I 2015 pegede Carsten Koch-udvalget (2015) på en række udfordringer i forhold til at få udsatte borgere i beskæftigelse. Udvalget pegede blandt andet på behovet for et mere systematisk samarbejde på tværs af beskæftigelses- og socialforvaltningerne og på, at der var brug for mere viden om tværfaglige indsatser, hvor den sociale og den beskæftigelsesrettede indsats aktivt understøtter hinanden. Udvalget pegede endvidere på, at det har bedre beskæftigelseseffekt, når borgerne deltager i virksomhedsrettede tilbud, frem for i forskellige former for vejledning og opkvalificering. For at fremme beskæftigelsen blandt kontanthjælpsmodtagerne, er der indenfor de seneste år iværksat flere initiativer i jobcentrene. Disse initiativer har været baseret på international forskning og erfaringer med arbejdsrettet rehabilitering, der viser, at selv borgere med svære psykiske lidelser, kan blive en del af et arbejdsfællesskab, hvis der etableres det rette jobmatch og tages de nødvendige hensyn på arbejdspladsen. Flere kommuner er lykkedes med at opnå gode resultater med at få udsatte ledige kontanthjælpsmodtagere tættere på job, mens der fortsat er en stor andel, som ikke får en aktiv indsats. Se også bilag 1 om målgruppen. Kommunerne har både i henhold til Lov om social service (SEL) og Lov om en Aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) mulighed for at give målgruppen ekstra støtte til at opnå og fastholde et job. Undersøgelser viser imidlertid, at den socialpædagogiske støtte efter SEL § 85 har et begrænset fokus på borgerens ressourcer og mulighed for at komme i beskæftigelse, samt at der er et potentiale i at kvalificere mentorordningen efter LAB § 31b, ved at sikre et mere helhedsorienteret fokus i indsatsen og understøtte borgeren i at mestre et liv med job. Erfaringer fra andre projekter med fokus på kritiske overgange, fx overgang fra hjemløshed til egen bolig, viser positive effekter af metoden Critical Time Intervention (CTI). På baggrund heraf er der igangsat et samarbejdsprojekt mellem Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om at udvikle og afprøve en indsats, der understøtter, at flere udsatte borgere kommer i beskæftigelse. Dette skal ske ved, dels at styrke samarbejdet mellem socialforvaltning og jobcenter og dels ved at afprøve CTI-metoden i overgangen til job. 2.2 Indsats Indsatsen der ønskes afprøvet, er en integreret socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats over for udsatte ledige, som bevilges en mentor eller bostøtte i den vanskelige overgang fra et liv uden job til et liv med job. De social- og beskæftigelsesfaglige medarbejdere skal arbejde efter CTI-metoden og derved understøtte den virksomhedsrettede indsats i jobcentrene, som forestås af en jobkonsulent. CTI-medarbejderen og jobkonsulenten skal desuden arbejde tæt sammen med borgerens sagsbehandler(e), så borgeren får den nødvendige støtte til at udvikle arbejdsevnen på en almindelig arbejdsplads. Indsatsen er beskrevet i en indsatsmodel, der består af tre elementer, der har vist sig at have en positiv effekt inden for henholdsvis det sociale og det beskæftigelsesfaglige område: • Tværgående samarbejde om sagsbehandlingen imellem jobcenter og socialforvaltning • Virksomhedsforløb med fokus på ordinære timer og borgerens trivsel • Fokuseret, intensiv og tidsafgrænset CTI-støtte i overgangen til og fastholdelse i job. Nogle af de centrale krav i indsatsmodellen er afholdelse af et fælles opstartsmøde mellem borger og en sagsbehandler fra både socialforvaltning og jobcenter, udformning af en fælles handleplan for borgeren, at finde en velegnet arbejdsplads og igangsætte CTI-forløbet samt løbende opfølgning på indsatsen og på borgerens progression. Indsatsen og principperne for CTI-metoden er nærmere beskrevet i bilag 2 om indsatsmodellen. Erfaringer fra andre projekter viser, at den organisatoriske ramme for samarbejdet på tværs af socialområdet og beskæftigelsesområdet samt kultur og fagligheder har stor betydning for en succesfuld implementering af indsatsen. Organiseringen skal således understøtte, at: – Borgeren får én tværfaglig indsats, fremfor to særskilte indsatser i henholdsvis socialforvaltning og jobcenter. – Der samarbejdes med de lokale virksomheder om at inkludere borgeren på arbejdspladsen og om at støtte borgeren i at udvikle arbejdsevnen med fokus på ordinære timer. – Der samarbejdes med civilsamfundsaktører om at inkludere borgeren i de almene fællesskaber og sikre borgeren adgang til den støtte, der skal til, for at borgeren opnår bedre trivsel og fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet. – Der samarbejdes med andre relevante samarbejdspartnere, herunder den regionale psykiatri og det kommunale misbrugscenter om de borgere, hvor det er relevant. Det er endvidere vigtigt, at der skabes rum for videndeling og understøttelse af gensidig læring og forståelse blandt medarbejderne på tværs af de to forvaltningsområder, således at: – Indsatsen har fokus på beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked. – Behandling og sociale problemer håndtereres sideløbende med virksomhedsrettede forløb, og borgeren skal støttes i at fastholde jobbet. – Samarbejde på tværs af forvaltninger forudsætter gensidig respekt og forståelse for hinanden samt et fælles afsæt i borgerens problemer, ønsker og behov. 3 Ansøgerkreds Alle landets kommuner kan søge om midler fra puljen. Det forventes, at syv kommuner kan deltage i projektet og samlet bidrage med omkring 750 borgere, som modtager indsatsen. 4 Projektperiode Projektperioden løber fra 1. november 2017 til 31. marts 2020. 5 Ansøgningspuljens målgruppe Målgruppen er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år med længerevarende ledighed. Længerevarende ledighed forstås her som minimum et års ledighed. Målgruppen vil være berettiget til mentorstøtte efter LAB § 31 B eller bostøtte efter SEL § 85. CTI-indsatsen vil herudover være mulig at bevilge efter SEL § 82 b jf. lovforslag L150 vedtaget 2. juni 2017. Målgruppen er kendetegnet ved at stå over for komplekse og sammensatte problemer, herunder handicap, psykisk lidelse eller sociale problemer. I projektet er ingen borgere i målgruppen udelukket på forhånd, og derfor er der valgt en bred målgruppe for afprøvningen af indsatsen. Udvælgelsen af deltagere til projektet i de enkelte kommuner sker via dataudtræk foretaget af evaluator. Inklusions- og eksklusionskriterier fastsættes på forhånd for det samlede projekt i samarbejde med evaluator med inddragelse af projektkommunerne. Der henvises til bilag 1 for en nærmere beskrivelse af målgruppen, herunder antallet af borgere i målgruppen fordelt på kommuner. 6 Forventede resultater Indsatsmodellen er udarbejdet på baggrund af den aktuelt bedste viden på det socialfaglige område og på beskæftigelsesområdet. De ønskede resultater på borgerniveau har været udgangspunktet for sammensætningen af de centrale elementer i indsatsmodellen, som er beskrevet i bilag 2. Ved at deltage i projektet, forpligter projektkommunerne sig til at implementere og gennemføre indsatsmodellen. Projektkommunerne vil i hele projektperioden få vejledning og processtøtte til at opnå de ønskede resultater på borgerniveau såvel om på organisatorisk niveau. 6.1 Forventede resultater på borgerniveau De forventede resultater på borgerniveau er følgende: • Flere personer i deltagergruppen deltager i en virksomhedsrettet indsats med ordinære timer sammenlignet med kontrolgruppen. • Flere personer i deltagergruppen fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet efter at have deltaget i forløbet sammenlignet med kontrolgruppen. • Deltagerne i projektet oplever bedre trivsel og vil på længere sigt have et mindre behov for støtte sammenlignet med kontrolgruppen. De konkrete indikatorer, som kommer til at danne grundlag for evalueringen, vil blive udarbejdet i samarbejde med evaluator i forbindelse med fastlæggelsen af det endelige evalueringsdesign. Det præsenteres for projektkommunerne i forbindelse med opstart af projektet. Projektkommunerne skal løbende foretage målinger af deltagernes progression. Indikatorerne fastlægges i samarbejde med evaluator, men forventes at omfatte følgende: – Borgerens tro på, at det kan lykkes at komme i job – Selvoplevet handlekompetence – Antal timer i job eller praktik – Socialt netværk samt støtte på og uden for arbejdspladsen – Selvoplevet mental sundhed og trivsel 6.2 Forventede resultater på organisatorisk niveau En succesfuld implementering og gennemførelse af projektet forventes at kunne bidrage til en række resultater på organisatorisk niveau i projektkommunerne, herunder: – Høj faglig kvalitet i indsatsen – Medarbejdere oplever bedre sammenhæng i borgerens forløb – En mere effektiv opgaveløsning på tværs af de to forvaltninger – Større tilfredshed blandt kommunens samarbejdspartnere – Bedre ressourceudnyttelse. 7 Evaluering For at opnå viden om, hvorvidt en koordineret, integreret og intensiv socialfaglig og beskæftigelsesrettet indsats har en bedre effekt for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere end den indsats, som målgruppen tilbydes i kommunerne i dag, gennemføres en evaluering af projektet. Evalueringen omfatter tre delevalueringer; en implementeringsevaluering, en effektevaluering og en økonomisk evaluering. Evaluator følger projektkommunerne tæt igennem hele projektperioden. 7.1 De tre delevalueringer Implementeringsevaluering Implementeringsevalueringen skal belyse, om det lykkes projektkommunerne at implementere indsatsmodellen, hvilke elementer der fremmer og hæmmer en vellykket implementering, hvilken betydning organiseringen har for implementeringen, samt hvad der skal til for at sikre forankring af indsatsen efter projektperioden, hvis afprøvningen viser lovende resultater. Effektevaluering Effektevalueringen skal belyse indsatsmodellens effekt over for målgruppen som helhed samt for delmålgrupper med forskellige karakteristika og udfordringer, med henblik på eventuel tilpasning af målgruppe, indsatsmodel og krav til implementering. Dette skal ske ved at sammenligne effekt af den nye indsats med en kontrolgruppe, som konstrueres af evaluator og identificeres i registre. Økonomisk evaluering Den økonomiske evaluering skal give svar på, hvad det koster at implementere og drive indsatsen, herunder de omkostninger, der er forbundet med samarbejde på tværs af socialforvaltning og jobcenter. Det kan eksempelvis være tid anvendt på koordinering af handleplaner, fælles opfølgningsmøder, gennemførelse af sparringsgruppemøder og møder med virksomhederne. 7.2 Dokumentation og monitorering Projektkommunerne skal samarbejde med evaluator og de to styrelser om dokumentation og evaluering. Det indebærer, at kommunen giver evaluator adgang til relevante data og viden om projektarbejdet, den samlede indsats til de deltagende borgere samt udgifterne til indsatsen. Der stilles et webbaseret monitoreringssystem til rådighed for projektkommunerne, som skal anvendes til at indsamle og monitorere projektspecifikke data om borgerens karakteristika, fidelitet, projektaktiviteter samt målinger af borgerens progression. Undervejs kan der genereres statusrapporter til projektkommunerne. Gennem løbende støtte til implementeringen samt via monitoreringssystemet får projektkommunerne således et kvalificeret grundlag at arbejde ud fra undervejs i projektperioden. Projektkommunerne skal bidrage med deres erfaringer i forhold til at udbrede indsatsen til andre kommuner efter projektperioden. Projektkommunerne modtager processtøtte til at udarbejde en forankringsplan inden projektperioden udløber under hensyntagen til, at eventuelle udgifter kan indgå i den kommunale budgetlægning for 2020. Forankringsplanerne skal forelægges Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. 8 Aktiviteter og tidsplan Projektkommunerne får hjælp til arbejdet med at implementere og følge op på indsatsen gennem hele projektperioden. Ud over redskaber, som en manual om CTI-metoden og en vejledning vedrørende sagsbehandlingen, er der tale om forskellige aktiviteter, som skal understøtte en succesfuld implementering. Nogle aktiviteter er for alle projektkommuner, mens andre er målrettet den enkelte kommune. 8.1 Aktiviteter med projektkommunerne De første tre måneder af projektperioden er en forberedende fase, hvor projektkommunerne skal arbejde med at kvalificere deres projektbeskrivelse og iværksætte de nødvendige aktiviteter, for at sikre en succesfuld implementering af indsatsen. Senest den 1. februar 2018 skal de medarbejdere, som skal gennemføre indsatsen, være ansat og klar til at deltage i uddannelsesaktiviteter mv. Som en del af samarbejdet skal der etableres sparringsgrupper i hver projektkommune for CTI-medarbejdere med deltagelse af jobkonsulenter og sagsbehandlere. Der udpeges én ansvarlig leder, som har det faglige ansvar for gruppen af CTI-medarbejdere, herunder ansvaret for at supervisere medarbejderne og facilitere sparringsgrupperne. For dels at sikre et fagligt sparringsmiljø for medarbejderne, dels et bæredygtigt grundlag for gennemførelse af afprøvningen, skal der minimum uddannes fire medarbejdere i CTI-metoden i hver af projektkommunerne. Afprøvningsfasen har en varighed på to år frem til 31. januar 2020. Inden afprøvningen afsluttes, igangsættes fasen med at forberede en eventuel udbredelse og forankring af indsatsen i projektkommunerne. Det vil blandt andet kunne ske på baggrund af midtvejsevalueringen, der forventes at foreligge i første halvår 2019. Hvis CTI-indsatsen bevilges via LAB § 31b, skal CTI-indsatsen have en varighed af seks måneder, mens CTI-indsatsen skal have en varighed af ni måneder, hvis indsatsen bevilges via SEL § 85. Hvis CTI-indsatsen bevilges via SEL § 85 er der et krav til case load på ti borgere, mens kravet til case load ved bevilling af CTI-indsats via LAB § 31b er 15. Det vil ligeledes være muligt at bevilge CTI-indsatsen via SEL § 82b jf. lovforslag nr. L150 vedtaget 2. juni 2017. Her er der et krav til case load på 15 borgere, og indsatsen skal have en varighed på seks måneder. Nedenfor ses en oversigt over de forventede projektaktiviteter: Forberedelsesfasen (1. november 2017 til 31. januar 2018) - Opstartsworkshop på tværs af kommunerne for projektledere og projektejere - Fælles lederdag på tværs af kommunerne - Workshop om implementering i projektkommunerne - Opstartskonference for projektmedarbejdere - Metodeundervisning i CTI - Dokumentationsseminar - Netværksmøde - Etablering af sparringsgrupper i projektkommunerne - Uddannelsesdag om delmålgrupper og indsatsmodel Afprøvningsfasen (1. februar 2018 til 31. marts 2020) - Opfølgningsmøder - Netværksmøder - Supervision af sparringsgrupper - Netværksmøde om midtvejsevaluering - Workshop om forankring i projektkommunerne - Fælles afslutningsseminar 9 Tildelingskriterier for tilskud fra ansøgningspuljen Ansøger skal udfylde et ansøgningsskema og et budget, som tilsammen udgør ansøgningen til puljen. Ansøgningerne vurderes på baggrund af tildelingskriterierne nedenfor. 9.1 Vurdering af ansøgninger Ansøgninger om tilskud fra ansøgningspuljen vurderes på baggrund af alle nedenstående tildelingskriterier. Vurderingen er inddelt i følgende syv områder: Vurdering Tildelingskriterier 1. Relevans • At ansøger falder inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. • At projektets formål og målgruppe ligger inden for puljens formål og målgruppe. Det forventes, at der udvælges syv projektkommuner, som kan bidrage med samlet omkring 750 borgere. Til brug for vurderingen, skal ansøger angive det antal borgere, som de forpligter sig på at gennemføre indsatsen overfor. 2. Sammenhæng • At der er sammenhæng mellem formål, målsætninger, aktiviteter og ressourcer. • At ansøgningen indeholder en beskrivelse af de aktiviteter og tilgange, der forventes at bidrage til opfyldelse af forventede resultater. Til brug for vurderingen vil det indgå, hvorvidt det er sandsynliggjort, at kommunen indenfor projektperioden kan gennemføre indsatsen for det antal borgere, som kommunen har angivet, og at aktiviteterne er målrettet de ønskede resultater på organisatorisk niveau og på borgerniveau (se afsnit 6). Det vil ligeledes indgå i vurderingen, om ansøger i sin tidsplan og i sit budget har taget højde for, at kommunen forudsættes at deltage i projektaktiviteterne og der er sammenhæng til de aktiviteter, som kommunen selv vil gennemføre. 3. Faglige krav • At kommunen klart forpligter sig til at afprøve dvs. implementere og gennemføre indsatsen i overensstemmelse med beskrivelsen af indsatsmodellen jf. denne vejledning og tilhørende bilag. Det vil indgå i vurderingen, at kommunen redegør for, hvordan det sikres, at sagsbehandlere, jobkonsulenter og CTI-medarbejdere har de rette kompetencer og adgang til relevante faglige redskaber og metoder, der understøtter arbejdet med indsatsen. Der lægges vægt på, at kommunen motiverer sin ansøgning og har beskrevet sammenhængen til kommunens øvrige tilgang, indsatser og strategier for målgruppen. 4. Organisatoriske krav • At projektet gennemføres i samarbejde mellem socialforvaltningen og jobcenteret bl.a. om at afdække borgernes ressourcer, barrierer, motivation for job samt udarbejde en fælles plan for forløbet. • At kommunen modtager processtøtte med henblik på at sikre, at kommunen arbejder med indsatsen som beskrevet, og at indsatsen kan forankres efter endt projektperiode, hvis den har den ønskede effekt. Til brug for vurderingen skal kommunen beskrive, hvordan den vil gennemføre projektet i et samarbejde på tværs af socialforvaltningen og jobcenteret, med virksomheder, civilsamfundsaktører og andre relevante samarbejdspartnere, herunder den regionale psykiatri. Der skal indsendes en samarbejdsaftale, som skal være underskrevet af de ansvarlige direktører på både social- og beskæftigelsesområdet. Projektets organisering skal fremgå af samarbejdsaftalen, herunder at der er etableret en tværgående styregruppe med deltagelse af relevante ledere og en medarbejderrepræsentant fra både socialforvaltning og jobcenter. Hvis ikke kommunen kan nå at indsende en samarbejdsaftale, skal der indsendes en tidsplan herfor. 5. Evaluering • At kommunen selv producerer data om indsatsen til deltagerne i projekterne og anvender progressionsmålinger, der synliggør borgerens udvikling i forhold til job, mental sundhed og trivsel. • At kommunen klart forpligter sig til at deltage i de planlagte aktiviteter og samarbejde med evaluator, Socialstyrelsen og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering om afprøvning og evaluering af indsatsen. Af hensyn til evalueringen og for at sikre faglig bæredygtighed i de enkelte projekter, vil det blive vægtet positivt, hvis ansøgere kan sandsynliggøre, at de kan gennemføre indsatsen overfor minimum 100 borgere indenfor projektperioden. 6. Budget • At der er overensstemmelse mellem budget, krav til indsatsen og de beskrevne aktiviteter. • At kommunen medfinansierer 50 pct. af den samlede indsats i projektperioden. Det vil på baggrund af den samlede ansøgning blive vurderet, hvorvidt der er sammenhæng mellem de beskrevne aktiviteter og de udgiftstyper, som fremgår af budgettet, herunder at kommunen har budgetteret med en egenfinansiering på 50 pct. af den samlede indsats i projektperioden. 7. Forankring og udbredels e • At ansøger har beskrevet en plan for forankring af indsatsen efter tilskudsperiodens ophør. Til brug for vurderingen, skal ansøger beskrive sine overvejelser om, hvordan indsatsen skal forankres efter tilskudsperiodens ophør, såfremt den har den ønskede effekt. 10 Tilskudsberettigede udgifter Projektets udgifter skal anføres under specifikke budgetposter i budgettet. Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der er tilskudsberettigede i forhold til tilskud fra ansøgningspuljen: 1. Lønudgifter til aflønning af medarbejdere i projektet. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde. 2. Udgifter til honorarer til konsulenter. 3. Udgifter til revisor. 4. Lovpligtige forsikringe r, herunder arbejdsskadeforsikringer. 5. Udgifter til transport i egen bil. Transportudgiften skal beregnes på baggrund af statens lave takst pr. km., jf. Moderniseringsstyrelsens Cirkulære om satsregulering for tjenesterejser. Udgifterne skal budgetteres med antal kilometer og takst pr. km. 6. Udgifter til offentlig transport. 7. Udgifter til aktiviteter. 8. Udgifter til formidling. 9. Udgifter til lokaler. 10. Udgifter til kontorhold (f.eks. mindre kontorartikler, porto mv.) 11. Udgifter til mindre materielanskaffelser indtil 50.000 kr. pr. år (f.eks. indkøb af udstyr, køkkenmaskiner eller andet inventar). Såfremt der søges om tilskud til materialeanskaffelser, skal formålet med anskaffelsen fremgå af ansøgningen eller i en note til budgettet. 12. Andre relevante udgifter til projektets gennemførelse. Relevansen beskrives i en note til budgettet. 11 Ikke tilskudsberettigede udgifter Af nedenstående oversigt fremgår, hvilke udgifter der ikke kan dækkes gennem tilskud fra ansøgningspuljen: 1. Materialeanskaffelser for over 50.000 kr. per år. 2. Køb af fast ejendom . 3. Anlægsudgifter (fx ombygning og renovering). 4. Dækning af underskud eller anden gæld. 5. Støtte til enkeltpersoners underhold . 6. Aktiviteter, der f uldt ud er finansieret fra anden side. 7. Uddannelsesmæssige aktiviteter for frivillige. 12 Udarbejdelse af budget I forbindelse med ansøgning om støtte fra Socialstyrelsens ansøgningspuljer skal der udarbejdes budget for projekterne, der ansøges om støtte til. Budgettet skal være realistisk, sparsommeligt og leve op til de krav, der er til udgiftstyper og niveauer, som fremgår af denne vejledning (afsnit 11-13). Budgettet oprettes automatisk, når ansøgningen udfyldes elektronisk på Tilskudsportalen. Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter, som er afstemt i forhold til projektets aktivitetsniveau, tidsplan og organisationsstruktur. Budgettet skal kun indeholde tilskudsberettigede udgifter, som direkte kan henføres til det konkrete projekts gennemførsel. Således må der ikke budgetteres med udgifter, som ikke direkte kan henføres til det konkrete projekt, eller udgifter, der ikke kan gives tilskud til (se afsnit 11 og 12). Udgifter skal specificeres i budgettet, og udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter. Det er vigtigt, at følgende oplysninger angives i budgettet: • Projektets titel • Ansøgers identifikation (CVR-nummer eller CPR-nummer) • Ansøgers navn og adresse Nødvendige udgifter Tilskud kan ydes til fremtidige, projektrelaterede udgifter. Det skal være udgifter, der er nødvendige for at projektet kan gennemføres. Det skal også være udgifter, som afholdes, når der er modtaget tilskud. Kun i særlige tilfælde kan der ydes tilskud til udgifter, som er afholdt, før der blev ydet tilskud, hvis de har en klar tilknytning til projektet. Periodiserede budgetter 100.000 kr. eller derover Udgifterne i det enkelte årsbudget skal fordeles på de måneder, hvor de enkelte udgifter forventes at falde. Hvis der fx er en ansat projektleder i projektet, opgøres lønnen som den afholdes, én gang om måneden. Gennemsnitstal kan således ikke anvendes. Under 100.000 kr. Hvis det ansøgte beløb er mindre end 100.000 kr., behøves projektudgifter ikke at være opdelt i måneder. De kan samles i den første måned, hvor projektet har udgifter. Lønudgifter Lønudgifter skal budgetteres med antal timer og sats pr. time for ansatte medarbejdere og/eller timelønnede eksterne konsulenter mv. Lønudgifter må ikke inkluderes under andres budgetposter. Lønniveauet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde. I kan finde relevant information på Moderniseringsstyrelsens hjemmeside www.moderniseringsstyrelsen.dk og/eller ved henvendelse til de relevante fagforeninger. Enhedspriser Alle udgiftsposter skal så vidt muligt udspecificeres i antal enheder og pris pr. enhed. Hvis projektet fx indebærer afholdelse af to konferencer inden for det samme projektår, og hver af konferencerne koster 100.000 kr., anføres to enheder á 100.000 kr. i den eller de måneder, hvor konferencerne og dermed udgifterne forventes afholdt. Noter til budgett et Der skal udarbejdes forklarende noter til de udgiftsposter, som anføres i budgettet. Hvis en af budgetposterne fx er ”Seminar”, kan noten indeholde oplysninger om forventet antal deltagere, seminarets varighed (antal dage, med eller uden overnatning), pris pr. deltager, honorar til oplægsholder mv. Noten skal således dels klarlægge indholdet af den enkelte aktivitet og dels klarlægge forudsætningerne for udgiftens størrelse. Moms Kommuner og regioner kan ikke få tilskud til dækning af moms, da momsen refunderes af moms-udligningsordningen. Alle udgifter skal derfor i budgettet være ekskl. moms. 13 Ansøgningsprocedure Ansøgningsfristen er den 1. september 2017 kl. 12.00. Efter dette tidspunkt kan ansøgninger ikke længere fremsendes. Ansøgerne kan forvente svar på ansøgningen i november 2017. Socialfaglige spørgsmål kan stilles til Maja Tommerup Kleiner i Socialstyrelsen via mkle@socialstyrelsen.dk. Spørgsmål om administration af ansøgningspuljen behandles af Center for Økonomi og Tilskudsforvaltning i Socialstyrelsen. Spørgsmål kan stilles via tlf. 91 37 02 00, mandag - fredag mellem kl. 10.00 og 14.00, eller e-mail: tilskudsforvaltning@socialstyrelsen.dk. Ansøgningsskemaet skal udfyldes elektronisk via Tilskudsportalen. For yderligere information om brug af Tilskudsportalen se under vejledninger på Tilskudsportalens forside. Når Socialstyrelsen har modtaget ansøgningen vil dette fremgå af status under Min tilskudssag. Tekniske spørgsmål i forhold til anvendelse af Tilskudsportalen kan sendes til portal@socialstyrelsen.dk. 13.1 NemID Ansøgere med CVR-nummer skal ved oprettelse og indsendelse af ansøgninger anvende en NemID medarbejdersignatur tilknyttet det relevante CVR-nummer. Den tilskudsansvarlige såvel som den medarbejder, der opretter ansøgningen, skal have en NemID medarbejdersignatur. Ansøgere, som ikke er CVR-registrerede, kan søge vha. en NemID signatur tilknyttet deres CPR-nummer. Kun personer, som er fritaget fra tilslutning til digital post, behøver ikke at søge gennem Tilskudsportalen. 14 Hvis projektet får tilskud Hvis projektet får tilskud, gælder der en række forpligtelser, som står i bekendtgørelse om ansøgningspuljen til social støtte i overgang til og fastholdelse i job, af afgørelsen (”tilskudsbrevet”), og af vejledningen om betingelser for tilskud. Der er fx tale om pligt til at indsende relevante dokumenter, rapporter, udbetalingsanmodning og regnskab. Hvis I ikke overholder forpligtelserne, kan Socialstyrelsen fx beslutte tilbageholdelse, bortfald eller tilbagebetaling af tilskud. Socialstyrelsen skal løbende modtage information om projektets fremdrift. Derfor skal projekterne hvert år udfylde en projekterklæring, der skal fremsendes til Socialstyrelsen. Skabelonen for afrapportering er en standardrapport, som kan hentes på Socialstyrelsens tilskudsportal under Min tilskudssag. Standardrapporten skal udfyldes elektronisk og indsendes via Socialstyrelsens tilskudsportal. Fristerne for indsendelse af rapporter fremgår af det tilskudsbrev, som tilskudsmodtagere modtager fra Socialstyrelsen. 15 Bilagsoversigt Bilag 1: Målgruppebeskrivelse Bilag 2: Indsatsmodel Socialstyrelsen, den 19. juni 2017 Birgitte Anker / Mette Holm Sørensen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 13-70-00411 Resumé En politiker og en journalist har begge krævet polititilhold mod den anden. Sagen har offentlig interesse, og derfor er det i orden at skrive om den, mener Pressenævnet. Desuden fremstår udsagn som personlige vurderinger. Avisen får heller ikke kritik for ikke at bringe klagers læserbreve. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvist, at spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Artiklerne af 16., 19. og 23. januar 2013 Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at det forhold, at politiker og byrådsmedlem [Person A] og journalist [Klager] har krævet polititilhold mod hinanden mv., er af en sådan almen interesse, at omtale af forholdet er berettiget. Nævnet skal i den anledning i øvrigt bemærke, at straffelovens § 265, som er citeret i artiklen af 16. januar 2013, er ophævet og nu erstattet af lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold mv. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved at forelægge dem for den, de krænkende oplysninger vedrører jf. punkt A.1 og A.3. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Midtjyllands Avis har oplyst, at artiklen af 16. januar 2013 tillige skulle indeholde oplysninger om det økonomiske mellemværende mellem [Klager] og [Person A]. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Pressenævnet lægger til grund, at både politiet og parterne i en sag kan foreslå konfliktmægling, og at det i den pågældende sag var [Klager], som foreslog konfliktmægling. Det fremgår dog ikke af sagens oplysninger, om klagers første forslag til konfliktmægling var betingelsesfrit, eller om der var knyttet betingelser fra klager for at deltage i en konfliktmægling. På den baggrund finder nævnet, at der ikke er grundlag for at udtale kritik. Hertil har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at det er [Person A], som ikke er interesseret i et mæglingsmøde. Pressenævnet finder, at udsagnene ”…og så er der alle de mails han skriver for at genere mig” og ”Jeg får utroligt mange henvendelser fra ham hele tiden. Jeg føler ikke, at jeg kan tage til møder og andre ting og få ro til mit arbejde…”, fremstår som [Person A]s vurderinger, som Midtjyllands Avis har gengivet. Da der i øvrigt i artiklen blev henvist til artiklen af 16. januar 2013, hvor [Klager] fik lejlighed til at udtale sig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere mediet for at gengive [Person A]s vurderinger uden at forelægge dem for klager inden offentliggørelse Lederartiklen af 19. januar 2013 Klagen vedrører tillige en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en lederartikel, hvori man blandt andet tilkendegav sin holdning til sagen mellem [Person A] og [Klager]. Pressenævnet finder videre, at der ikke har været grundlag for at forelægge [Klager] de bragte udsagn med henblik på at indhente en kommentar inden offentliggørelsen. Pressenævnet har lagt vægt på, at der er tale om avisens vurderinger. Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet bemærker i øvrigt, at i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man ville bringe i bladet. Mediet er således ikke forpligtet til at bringe klagers læserbreve. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Midtjyllands Avis. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Det fremgår af klagers anmodning om genmæle, at han ønsker genmæle overfor det forhold, ”…at [Person A] er blevet sygemeldt pga mange mail fra [Klager]” og det forhold ”…at avisen har modtaget mails fra [Klager], der kunne blive genstand for en sag om polititilhold. Pressenævnet finder, at de pågældende udsagn fremstår som henholdsvis [Person A]s og avisens vurderinger og ikke som forkerte oplysninger af faktisk karakter, og derfor er der ikke grundlag for et genmæle. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle. [Klager] har klaget til Pressenævnet over artikler bragt i Midtjyllands Avis i januar 2013, idet klager mener, at god presseskik er tilsidesat. Klagen omfatter endvidere mediets afslag på genmæle. 1 Sagsfremstilling Midtjyllands Avis bragte den 16. januar 2013 på side 3 artiklen ”Byrådspolitiker kræver polititilhold mod journalist – og omvendt” med underrubrikken ”[Person A] (DF) og journalisten [Klager] har begge henvendt sig til politiet for at få tilhold – mod hinanden”. Af artiklen fremgik følgende: ”SILKEBORG: Byrådsmedlem [Person A] (DF) ønsker ikke at være i nærheden af journalisten [Klager]. [Klager] ønsker heller ikke at være i nærheden af [Person A]. [Person A] ønsker ikke at modtage nogen form for skriftlig henvendelse fra [Klager]. [Klager] ønsker heller ikke at modtage nogen form for skriftlig henvendelse fra [Person A]. Derfor er de begge gået til politiet i håb om at få hinanden tilkendt et polititilhold - så de ikke bliver kontaktet af hinanden. Stationslederen i Silkeborg, vicepolitiinspektør Claus Nørgaard, bekræfter de gensidige anmeldelser. - Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget anmeldelser fra dem begge, og at sagerne vil blive efterforsket, konstaterer Claus Nørgaard. Spliden mellem de to bunder i, at [Klager] har et krav på 13.000 kroner mod [Person A] for udført journalistisk arbejde. [Person A] mener til gengæld ikke, at han nogensinde har bestilt det journalistiske arbejde. Herefter er bølgerne gået højt mellem de to. Ikke mindst via mail-korrespondancer, hvilket først fik [Person A] til at anmode om et tilhold. Siden har [Klager] »gengældt« anmeldelsen og anmodet om et polititilhold til [Person A]. - Et tilhold er en temmelig alvorlig indgriben og ses typisk i samlivssager og voldssager, konstaterer Claus Nørgaard, som ikke ønsker at kommentere den konkrete sag. Forsøg på mægling Politiet kan tilbyde mæglingsmøder, hvilket også er gjort i denne sag. Men [Person A] ønsker slet ikke at se [Klager] og er på ingen måde interesseret i et mæglingsmøde. - Jeg vil bare have lov til at udføre mit arbejde uden at blive generet og chikaneret af ham, hvilket jeg er blevet i halvandet år. Jeg vil slet ikke se ham, konstaterer [Person A] (DF). [Klager] har følgende at sige til sagen: - Jeg er ved at skrive en bog om [Person A], som han åbenbart har fået kendskab til - og den vil han så åbenbart stoppe med et polititilhold. Da [Person A] har chikaneret mig via mit forbund, Dansk Journalistforbund, gennem mails til byrådets medlemmer og til sin partiforening - med meget voldsomme injurierende påstande - var bægeret fyldt. Jeg håber derfor at få sat en effektiv stopper for hans gøren og laden, siger [Klager].” Til artiklen var bragt en faktaboks med overskriften ”Polititilhold” . Af denne fremgik følgende: ”§ 265. Den, der krænker nogens fred ved trods forud af politiet given advarsel at trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe ham, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for 5 år”. Den 19. januar 2013 bragte Midtjyllands Avis på side 29 en lederartikel med rubrikken ”Hvad sker der i Dansk Folkeparti?” Af lederartiklen fremgik blandt andet følgende: ”[…] Dertil kommer, at [Person A] har en særlig evne til at pådrage sig opmærksomhed. Det kan skyldes uheldige omstændigheder, men det kan måske også skyldes, at han er særlig stridbar - eller nærtagende? Det skal jeg ikke dømme om, men sagen mellem ham og byrådskollegaen [Person B] (SF), som [Person A] vandt, var ikke noget kønt syn. Det samme gælder den verserende sag mellem [Person A] og journalist [Klager]. Sidstnævnte er, for nu at sige det mildt, kendt som en ihærdig mail-skribent, og blandt mange andre kender også vi på Midtjyllands Avis hans mange henvendelser. Det har dog aldrig resulteret i, at vi har ønsket et tilhold mod [Klager]. Det er den sag næppe værd - set fra vores stol. Men [Person A] har altså følt sig så generet, at han har krævet et tilhold. Det har åbenbart ikke været muligt blot at ignorere de mange mails og eventuelle andre henvendelser fra [Klager]. Alt dette - hvor rimelige eller urimelige alle disse beskyldninger end måtte være - er med til at tegne billedet af uro og ballade. Og det er næppe hvad Dansk Folkeparti har brug for i et år, hvor vælgerne til november skal sammensætte et nyt byråd. […]” Samme dag bragte Midtjyllands Avis på side 3 artiklen ”[Person A] går på sygeorlov: Jeg kan ikke få ro til arbejdet” med underrubrikken ”Konflikten mellem [Person A] (DF) og journalist [Klager] fører til, at byrådspolitikeren sygemelder sig. Men kun i 29 dage så suppleanten ikke kan indkaldes”. Af artiklen fremgik følgende: ”SILKEBORG: I løbet af næste uge beder [Person A] (DF) om at få sygeorlov fra byrådet i en periode på 29 dage. Den beslutning har han taget som en konsekvens af den konflikt, han har med journalist [Klager], som vi omtalte i onsdags. - Jeg føler mig truet og er blevet truet på offentlige møder, og så er der alle de mails han skriver for at genere mig. Jeg får utrolig mange henvendelser fra ham hele tiden. Jeg føler ikke, at jeg kan tage til møder og andre ting og få ro til mit arbejde, siger [Person A]. - Jeg har været udsat for meget gennem årene, og man kan være uenige og blive sure på hinanden, men jeg har aldrig været udsat for noget som det her, når jeg lægger det hele sammen. Nu vil jeg ikke mere. Det er ikke rimeligt at behandle folkevalgte på den måde, så jeg ikke kan få ro til arbejdet, siger [Person A]. Kun 29 dage Derfor tager han nu sygeorlov i 29 dage. Et antal dage, der ikke er tilfældigt valgt, for hvis et byrådsmedlem er sygemeldt mere end en måned, så kan partiet bede om at få indkaldt en stedfortræder. Det vil i [Person A]s tilfælde være Dansk Folkepartis lokalformand [Person C]. Han har tidligere meldt [Person A] til politiet og er ifølge [Person A] » pot og pande « med [Klager]. Så [Person A] vil ikke bane vejen til byrådssalen for sin partiforenings formand. Som omtalt onsdag har [Person A] og [Klager] begge bedt om at få et polititilhold mod hinanden, så de ikke bliver kontaktet af hinanden. [Person A] håber politiet giver tilholdet og dermed hjælper med at løse tingene, inden han vender tilbage fra sygeorloven. Samtidig vil han i øvrigt henvende sig til Kommunernes Landsforening. - Jeg vil have KL til at kigge på sagen, fordi jeg føler mig truet, så jeg ikke kan passe mit borgerlige ombud, siger [Person A].” Den 23. januar 2013 bragte Midtjyllands Avis på side 4 artiklen ”[Person A]s stedfortræder bliver indkaldt til byrådsmødet ” med underrubrikken ”[Person A] (DF) er sygemeldt fra i aften. [Person C] indkaldes til byrådsmødet i næste uge, hvor der blandt andet står nyt stadion på dagsordenen”. Af artiklen fremgik blandt andet følgende: ”SILKEBORG: Selv om [Person A] (DF) fra i aften og de næste 29 dage frem til 21. februar har meldt sig syg i forhold til sit hverv som byrådsmedlem, så vil der alligevel være to medlemmer af Dansk Folkeparti i gruppen til byrådets møde på mandag. [Person A] sendte søndag sin anmodning om at holde pause fra byrådsarbejdet til borgmesteren. Det sker, som omtalt lørdag, ifølge [Person A] fordi han ikke kan få ro til sit arbejde på grund af den tvist han har med journalist [Klager]. […]” Yderligere oplysninger Efter artiklernes offentliggørelse og klagens indgivelse til Pressenævnet har [Klager] den 28. januar 2013 fremsat følgende anmodning om genmæle: ”Avisen har skrevet om en tvist mellem byrådsmedlem [Person A] (DF) og journalist [Klager] (DJ) i artikler den xx.xx.xx og xx.xx.xx i artikler og på lederplads. Heraf fremgår det, at [Person A] er blevet sygemeldt pga af mange mails fra [Klager]. Også, at avisen har modtaget mails fra [Klager], der kunne blive genstand for en sag om polititilhold. Avisen skal hermed undskylde overfor [Klager] og beklage overfor avisens læsere. Avisen har ikke haft belæg for disse påstande.” Midtjyllands Avis har den 29. januar 2013 afvist at bringe genmælet. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at Midtjyllands Avis bør stoppe med at omtale klager. Artiklen af 16. januar 2013 [Klager] har anført, at han, forud for offentliggørelsen af artiklen den 16. januar 2013, havde korresponderet med Midtjyllands Avis, som havde oplyst, at artiklen alene skulle omhandle polititilholdene vedrørende klager og [Person A]. Klager fremsendte derfor et citat vedrørende polititilholdene, men ikke vedrørende den økonomiske tvist, som startede hele sagen mellem klager og [Person A]. Artiklen viste sig dog tillige at omhandle det økonomiske mellemværende, hvorfor artiklen, uden klagers kommentar, ikke angiver forbindelsen mellem det økonomiske mellemværende og polititilholdene, men i stedet fremstiller sagen, som det rene galmandsværk. Artiklen oplyser videre, at politiet kom med et mæglingstilbud mellem klager og [Person A]. Dette er ikke korrekt. Det var klager, som foreslog, at der kunne ske mægling med politiets mægler. Artiklerne af 19. januar 2013 og 23. januar 2013 I artiklerne fremgår det, at [Person A] får så mange mails fra klager, at han ikke kan passe sit arbejde og må sygemelde sig. Dette er ikke korrekt og en injurierende information. Midtjyllands Avis har videre ikke kontaktet klager for at kommentere denne oplysning. I lederartiklen beskriver redaktøren klager, som ”ihærdig mailskribent” på grund af klagers henvendelser til avisen og omtaler tillige et tilhold. Avisen må dokumentere, at der eksisterer henvendelser af en så alvorlig kategori, som et tilhold er. Der er tale om en injurierende information til avisens læsere. Midtjyllands Avis har tidligere henvist klager til at skrive læserbreve vedrørende sagen. Dette har mediet nu afskåret ham fra. 2.1 Midtjyllands Avis’ synspunkter Artiklen af 16. januar 2013 Midtjyllands Avis har anført, at det ikke står mediet klart, hvad klagen præcist går ud på. Midtjyllands Avis har fundet, at det er relevant at skrive om en politiker og en borgers ønske om polititilhold mod hinanden, særligt fordi borgeren selv tidligere har søgt offentligheden via klagesager, læserbreve mv. Klager har anført, at han løbende har orienteret Midtjyllands Avis om sagen mellem ham og [Person A]. Dette er korrekt. Avisen har modtaget en række mails i den forbindelse. Selve striden mellem klager og [Person A] består blandt andet i et økonomisk mellemværende og andre mere bizarre forhold, som avisen har betragtet som private anliggender, der ikke var journalistisk omtale værd. Det er på denne baggrund, at Midtjyllands Avis oplyste klager om, at artiklen af 16. januar 2013 ikke primært skulle omhandle tvisten mellem klager og [Person A], men kun det forhold, at de har krævet polititilhold mod hinanden. For at give læseren en baggrundsorientering om, hvorfor parterne ikke ønsker at have noget med hinanden at gøre, nøjedes Midtjyllands Avis med sammendraget: ”Spliden mellem de to bunder i, at [Klager] har et krav på 13.000 kr. mod [Person A] for udført journalistisk arbejde. [Person A] mener til gengæld ikke, at han nogensinde har bestilt journalistisk arbejde”. Alternativet til denne formulering havde været en alenlang udredning med pinlige detaljer. Dette ønskede mediet ikke. Klager var orienteret om, at artiklen skulle omhandle det gensidige ønske om tilhold, mens de økonomiske uoverensstemmelser kun skulle nævnes kort. Klager og journalisten diskuterede ordvalget vedrørende baggrundsinformationen, idet klager ønskede ordlyden ”har et krav mod [Person A]” frem for journalistens første udkast ”har penge til gode”. Avisen har således været imødekommende i forhold til et ordvalg, klager kunne stå inde for. For så vidt angår den del af artiklen, som omhandler mægling, har klager sendt en e-mail til Midtjyllands Avis, hvoraf fremgår, at klager kun ønsker mægling, hvis en række konkrete krav opfyldes. Om mægling gælder i øvrigt, at det er noget, politiet tilbyder. Det er ikke noget, klager kan tilbyde. Artiklerne af 19. januar 2013 og 23. januar 2013 I artiklen om årsagen til [Person A]s sygefravær – at han føler sig presset af klagers mange henvendelser – henvises til artiklen af 16. januar 2013, hvor klager udtalte sig. På den baggrund fandt Midtjyllands Avis ikke grundlag for endnu en gang at kontakte klager, da han blot ville udtale det samme som 3 dage tidligere. Der er tale om et citat fra [Person A], hvor han begrunder, hvorfor han melder sig syg. Avisen har ikke fundet det relevant at efterprøve en personlig begrundelse for en sygemelding, idet man må respektere de begrundelser, som en sygemeldt angiver som årsag. Avisen kan i sagens natur ikke bevise, om sygemeldingen skyldes de mange mails fra klager, idet dette alene er [Person A]s vurdering, som avisen har gengivet. Hertil bemærkes, at avisen er i besiddelse af i hvert fald 10 e-mails fra klager til [Person A]. Midtjyllands Avis har anført, at benævnelsen af klager, som en ”ihærdig mail-skribent” er korrekt, og at et sådan udsagn ikke kan anses som en injurie. Avisen kan dokumentere rigtigheden idet, mediet er i besiddelse af ca. 75 mails fra klager vedrørende ”Sagen [Klager]” sendt indenfor de sidste 3 år. Midtjyllands Avis har endvidere ladet klager komme til orde igennem læserbreve. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jesper Rothe, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Pressenævnet bemærker indledningsvist, at spørgsmålet om, hvorvidt forhold er injurierende, henhører under domstolene og falder uden for nævnets kompetence. Dette forhold behandles derfor ikke. God presseskik Artiklerne af 16., 19. og 23. januar 2013 Det følger af de vejledende regler om god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Pressenævnet finder, at det forhold, at politiker og byrådsmedlem [Person A] og journalist [Klager] har krævet polititilhold mod hinanden mv., er af en sådan almen interesse, at omtale af forholdet er berettiget. Nævnet skal i den anledning i øvrigt bemærke, at straffelovens § 265, som er citeret i artiklen af 16. januar 2013, er ophævet og nu erstattet af lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold mv. Det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte, herunder ved at forelægge dem for den, de krænkende oplysninger vedrører jf. punkt A.1 og A.3. Parterne har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt Midtjyllands Avis har oplyst, at artiklen af 16. januar 2013 tillige skulle indeholde oplysninger om det økonomiske mellemværende mellem [Klager] og [Person A]. På baggrund af de begrænsede muligheder for at føre bevis for nævnet, kan nævnet ikke tage stilling til, hvilken forklaring, der er den rigtige. Nævnet udtaler derfor ikke kritik. Pressenævnet lægger til grund, at både politiet og parterne i en sag kan foreslå konfliktmægling, og at det i den pågældende sag var [Klager], som foreslog konfliktmægling. Det fremgår dog ikke af sagens oplysninger, om klagers første forslag til konfliktmægling var betingelsesfrit, eller om der var knyttet betingelser fra klager for at deltage i en konfliktmægling. På den baggrund finder nævnet, at der ikke er grundlag for at udtale kritik. Hertil har nævnet lagt vægt på, at det fremgår af artiklen, at det er [Person A], som ikke er interesseret i et mæglingsmøde. Pressenævnet finder, at udsagnene ”…og så er der alle de mails han skriver for at genere mig” og ”Jeg får utroligt mange henvendelser fra ham hele tiden. Jeg føler ikke, at jeg kan tage til møder og andre ting og få ro til mit arbejde…”, fremstår som [Person A]s vurderinger, som Midtjyllands Avis har gengivet. Da der i øvrigt i artiklen blev henvist til artiklen af 16. januar 2013, hvor [Klager] fik lejlighed til at udtale sig, finder nævnet ikke grundlag for at kritisere mediet for at gengive [Person A]s vurderinger uden at forelægge dem for klager inden offentliggørelse Lederartiklen af 19. januar 2013 Klagen vedrører tillige en lederartikel, hvor der i lighed med andre debatindlæg tillades en højere grad af frisprog end i nyhedsartikler og lignende reportager. Det fremstår efter Pressenævnets opfattelse klart, at der var tale om en lederartikel, hvori man blandt andet tilkendegav sin holdning til sagen mellem [Person A] og [Klager]. Pressenævnet finder videre, at der ikke har været grundlag for at forelægge [Klager] de bragte udsagn med henblik på at indhente en kommentar inden offentliggørelsen. Pressenævnet har lagt vægt på, at der er tale om avisens vurderinger. Nævnet finder på denne baggrund ikke grundlag for at udtale kritik. Nævnet bemærker i øvrigt, at i overensstemmelse med det almindelige princip om redaktørens ret til at redigere mediet er redaktøren berettiget til at beslutte, hvad man ville bringe i bladet. Mediet er således ikke forpligtet til at bringe klagers læserbreve. Pressenævnet finder heller ikke i øvrigt anledning til at udtale kritik af Midtjyllands Avis. Genmæle Det følger af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er blevet bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom. Det fremgår af klagers anmodning om genmæle, at han ønsker genmæle overfor det forhold, ”…at [Person A] er blevet sygemeldt pga mange mail fra [Klager]” og det forhold ”…at avisen har modtaget mails fra [Klager], der kunne blive genstand for en sag om polititilhold. Pressenævnet finder, at de pågældende udsagn fremstår som henholdsvis [Person A]s og avisens vurderinger og ikke som forkerte oplysninger af faktisk karakter, og derfor er der ikke grundlag for et genmæle. [Klager] er derfor ikke berettiget til at få bragt et genmæle. Afgjort den 16. april 2013

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Udlændingenævnets afgørelse af 7. september 2015 – Administrativ udvisning – Kriminalitet – EU-borgere Udlændingenævnet stadfæstede i september 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om administrativ udvisning af Danmark med et indrejseforbud i to år af to polske statsborgere i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1 og § 32, stk. 4, 5. pkt. Det fremgik af en politirapport, at de to udviste, der var mor og datter, havde begået butikstyveri, hvor de havde stjålet varer for 1.379,20 kr. Det fremgik af rapporten, at de to udviste var blevet anmeldt i marts 2015, da de var gået ind i et prøverum med en række varer og derefter kom tomhændede ud med hver en taske i hånden. Anmelderen havde mistet dem af syne ved et kundeskab, men havde senere samme dag taget kontakt til de to udviste, da de på ny var kommet tilbage til butikken. De havde hver i deres tasker nogle varer, som den pågældende butik førte. I tasken lå også en del stanniol, ligesom der i kundeskabet var flere varer, der blev ført af den pågældende butik, der var forsynet med alarmer, der var viklet ind i et tykt lag stanniol. Moderen erkendte tyveriet over for politiet. Hun forklarede til politiet, at hun og datteren var turister fra Polen, at de skulle hjem senere samme dag, at hendes datter ikke havde noget med tyveriet at gøre og ikke var vidende om, at moderen havde lagt en parfume i datterens taske. Datteren forklarede, at hun var kommet til Danmark i februar 2015, at hendes fader boede fast i Danmark, at han havde opholdt sig i Danmark i cirka syv år, at hun tidligere havde besøgt Danmark, og at hun ikke vidste, hvem der havde pakket alarmerne ind i stanniol. Det fremgik af et bødeforelæg fra den pågældende dag, at de to udviste havde betalt bødeforelæg på henholdsvis 1.500 kr og 1.000 kr. I marts 2015 udviste Udlændingestyrelsen moderen og datteren af Danmark med et indrejseforbud på to år. I april 2015 klagede den udviste moders advokat på vegne af de to og anførte til støtte for klagen, at de udviste med deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark ikke udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse, at advokaten ikke mente, at den begåede kriminalitet var af professionel karakter, samt at tyveriet ikke kunne antages at være begået med henblik på at omsætte varerne på et senere tidspunkt, da varerne blandt andet var beklædning og makeup. Advokaten henviste endvidere til, at de to udviste ikke var tidligere straffet. Advokaten henviste desuden til de refererede TFK 2012.1042 og TFK 2009.670. Udlændingenævnet lagde til grund ud fra de udvistes egne oplysninger, at de på tidspunktet for Udlændingestyrelsens afgørelse ikke havde opholdt sig i Danmark i længere tid end de sidste seks måneder. Udlændingenævnet fandt herefter , at betingelserne for at kunne udvise de pågældende med et indrejseforbud i to år i medfør af udlændingelovens § 25 a, stk. 1, nr. 1, og § 32, stk. 4, 5. pkt., var til stede, da Udlændingestyrelsen traf deres afgørelse. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på , at de to udviste i forening begik butiksrøveri i den pågældende butik i marts 2015, at de begge havde erkendt dette, og at de begge havde betalt en bøde for forholdet. Udlændingenævnet fandt endvidere , at uanset at de to udviste var EU-borgere, kunne de udvises administrativt med indrejseforbud, idet deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet lagde herved vægt på den professionelle karakter af tyveriet, idet varernes alarmer var pakket ind i stanniol, antallet af stjålne varer og den korte periode, de to udviste havde været i Danmark, førend de begik kriminalitet. Udlændingenævnet fandt på denne baggrund , at deres fortsatte tilstedeværelse i Danmark udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse og at udvisningen således ikke var uforenelig med EU-reglerne. Det af advokaten anførte om, at de udviste alene havde brugt stanniol til at pakke varerne ind i, og ikke som i sag TFK 2012.1042 havde benyttet en såkaldt russerpose, hvilket efter advokatens opfattelse havde et mere professionelt tilsnit end at pakke varerne ind i stanniol, fandt Udlændingenævnet desuden ikke kunne føre til en ændret vurdering , da formålet med begge anordninger var at undgå, at alarmerne kunne aktiveres, og at det ikke er afgørende for graden af professionalisme, hvor avanceret udstyret til at omgå alarmsystemet er. Det af advokaten anførte om, at de udviste ikke var tidligere straffede i modsætning til sagen refereret i TFK 2009.670, fandt Udlændingenævnet heller ikke kunne føre til en ændret vurdering, da Udlændingenævnet vurderede , at butikstyveriet grundet udførselsmetoden samt værdien af de stjålne genstande, og henset til at forholdet var begået af flere i forening, havde en så professionel karakter, at der var tale om et forhold, der udgjorde en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berørte en grundlæggende samfundsinteresse. Udlændingenævnet fandt herudover , at der ikke var oplyst om sådanne omstændigheder, herunder helbredsmæssige oplysninger, der kunne bevirke, at udvisningen måtte antages at virke særligt belastende for de to udviste, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1. Det forhold, at de udvistes ægtefælle og fader boede i Danmark og skulle have boet her i syv år, fandt Udlændingenævnet endelig ikke kunne føre til en ændret vurdering, da familien havde indrettet sig således, at de udøvede samvær i forbindelse med ferieophold, hvilket de kunne fortsætte med i Polen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Forsvarets formål Kapitel 2 Forsvarets opgaver Kapitel 3 Forsvarets organisation m.v. Kapitel 4 Forsvarets Efterretningstjeneste Kapitel 5 Andre bestemmelser Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. Den fulde tekst Lov om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Kapitel 1 Forsvarets formål § 1. Det militære forsvar skal bidrage til at fremme fred og sikkerhed. End of "§ 1" § 2. Forsvaret udgør et væsentligt sikkerhedspolitisk middel og har til formål 1) at forebygge konflikter og krig, 2) at hævde Danmarks suverænitet og sikre landets fortsatte eksistens og integritet og 3) at fremme en fredelig udvikling i verden med respekt for menneskerettighederne. End of "§ 2" End of "Kapitel 1" Kapitel 2 Forsvarets opgaver § 3. Forsvaret skal som en integreret del af NATO i samarbejde med allierede styrker kunne deltage i konfliktforebyggelse, krisestyring samt forsvar af NATO´s område i overensstemmelse med alliancens strategi. End of "§ 3" § 4. Forsvaret skal kunne konstatere og afvise krænkelser af dansk suverænitet og varetage myndighedsopgaver. End of "§ 4" § 5. Forsvaret skal kunne deltage i tillidsskabende og stabilitetsfremmende opgaver samt dialog og samarbejde på det forsvarsmæssige område med lande uden for NATO med særlig vægt på de central- og østeuropæiske lande. End of "§ 5" § 6. Dansk forsvar skal med militære midler kunne bidrage til løsning af konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende opgaver. End of "§ 6" § 7. Forsvaret skal efter forsvarsministerens nærmere bestemmelse og forhandling med vedkommende ministre kunne løse andre opgaver. End of "§ 7" § 8. Forsvaret skal råde over styrker af hæren, søværnet og flyvevåbnet, hvis størrelse, kampkraft, udholdenhed, mobilitet og fleksibilitet gør det muligt at løse de i §§ 3-7 nævnte opgaver. Hjemmeværnet deltager som en del af forsvaret i løsningen af de opgaver, der påhviler de tre værn. End of "§ 8" End of "Kapitel 2" Kapitel 3 Forsvarets organisation m.v. § 9. Forsvarsministeren er højeste ansvarlige myndighed for forsvaret. End of "§ 9" § 10. Forsvarsministeren fastsætter størrelsen, sammensætningen og organisationen af hæren, søværnet og flyvevåbnet, herunder styrker m.v. til løsning af internationale opgaver, samt af organer til støtte for forsvaret. End of "§ 10" § 11. Forsvarschefen har under ansvar over for forsvarsministeren kommandoen over hæren, søværnet og flyvevåbnet samt de organer til støtte for forsvaret, der ikke henhører direkte under Forsvarsministeriet. Stk. 2. Forsvarsstaben bistår forsvarschefen ved løsning af de opgaver, der påhviler denne. Chefen for Forsvarsstaben er stedfortræder for forsvarschefen. Stk. 3. Forsvarschefen og Forsvarsstaben udgør Forsvarskommandoen. End of "§ 11" § 12. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren delegere dele af sin kommando over militære styrker m.v., der indsættes til løsning af opgaver i henhold til §§ 5 og 6, til chefen for den pågældende internationale styrke eller mission. Stk. 2. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren delegere dele af sin kommando over militære styrker m.v., der indsættes til løsning af opgaver i NATO-regi, jf. § 3, til NATO´s øverstkommanderende for Den Fælles Forsvarsstyrke i Europa (SACEUR) eller til NATO´s øverstkommanderende for De Fælles Forsvarsstyrker i Atlantområdet (SACLANT). Stk. 3. Forsvarschefen kan efter bemyndigelse fra forsvarsministeren delegere dele af sin kommando over de militære styrker til chefen for Forsvarets Operative Styrker. End of "§ 12" End of "Kapitel 3" Kapitel 4 Forsvarets Efterretningstjeneste § 13. Forsvarets Efterretningstjeneste er underlagt og virker under ansvar over for forsvarsministeren. Stk. 2. Forsvarets Efterretningstjenestes opgave er at indsamle, bearbejde og formidle informationer om forhold i udlandet af betydning for Danmarks sikkerhed, herunder for danske enheder m.v. i udlandet. End of "§ 13" End of "Kapitel 4" Kapitel 5 Andre bestemmelser § 14. Forsvarsministeren fastsætter bestemmelser om fremmede orlogs- og statsfartøjers og militære luftfartøjers adgang til dansk område. End of "§ 14" § 15. Forsvarsministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om forsvarets udøvelse af politimyndighed til søs og i luften. End of "§ 15" § 16. Der må ikke oprettes private sammenslutninger af personer, der organiseres, uddannes eller udrustes til militær virksomhed. End of "§ 16" § 17. Under krig eller andre ekstraordinære forhold kan forsvarsministeren 1) uden retskendelse træffe foranstaltninger som omhandlet i grundlovens § 72 over for telefonsamtaler, postforsendelser og anden kommunikation, 2) regulere og kontrollere sejlads og fiskeri inden for dansk søterritorium og uden for dette udøve kontrol med danske skibes sejlads og 3) regulere og kontrollere lufttrafik inden for dansk luftrum og uden for dette udøve kontrol med danske flys lufttrafik. Stk. 2. Under de forhold, der er nævnt i stk. 1, skal borgerne mod fuld erstatning stille deres ejendom til rådighed for landets forsvar efter regler, der fastsættes af forsvarsministeren. Erstatningen fastsættes efter tilsvarende regler, som er indeholdt i beredskabsloven. End of "§ 17" § 18. Overtrædelse af § 16 straffes efter straffelovens § 114, stk. 2. Stk. 2. I forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 og 3, kan fastsættes straf af bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Stk. 3. Den, der undlader at efterkomme forbud eller påbud udstedt i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 eller 3, straffes med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder fængsel indtil 3 år. Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. End of "§ 18" End of "Kapitel 5" Kapitel 6 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. § 19. Loven træder i kraft den 1. marts 2001. Stk. 2. Lov nr. 909 af 8. december 1993 om forsvarets formål, opgaver og organisation m.v. ophæves. End of "§ 19" § 20. Frem til den 1. juli 2001 kan i forskrifter, der udfærdiges i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 og 3, tillige fastsættes straf af hæfte for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Stk. 2. Frem til den 1. juli 2001 kan den, der undlader at efterkomme forbud eller påbud udstedt i medfør af § 17, stk. 1, nr. 2 eller 3, tillige straffes med hæfte. End of "§ 20" End of "Kapitel 6" Givet på Amalienborg, den 27. februar 2001 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens navn Joachim Prins til Danmark Rigsforstander /Jan Trøjborg End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget m.v. I medfør af § 3, stk. 4-7, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 7. juni 2010, som ændret ved lov nr. 902 af 4. juli 2013, fastsættes: Definitioner § 1. I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Trin 1: vandforbrug til og med 500 m³ årligt pr. ejendom. 2) Trin 2: vandforbrug over 500 m³ og op til og med 20.000 m³ årligt pr. ejendom. 3) Trin 3: vandforbrug over 20.000 m³ årligt pr. ejendom. 4) Ejendom: en ejendom, der vurderes som en enhed i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme. 5) Erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår: en virksomhed, der udbyder varer eller tjenesteydelser mod vederlag. Det er tilstrækkeligt, at vederlaget alene dækker varernes eller ydelsernes omkostninger. Fastsættelse af kubikmetertakster § 2. Et spildevandsforsyningsselskab fastsætter en kubikmetertakst for hvert af de i § 1, nr. 1- 3 nævnte trin, hvorefter den variable del af vandafledningsbidraget skal beregnes fra den efterfølgende 1. januar. Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter kubikmetertaksterne for trin 2 og trin 3 således: 1) For trin 2 fastsættes kubikmetertaksten 20 % lavere end taksten for trin 1, jf. dog § 14. 2) For trin 3 fastsættes kubikmetertaksten 60 % lavere end taksten på trin 1, jf. dog § 14. Beregning for ejendomme, hvorfra der udelukkende drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår § 3. For ejendomme, for hvilke det er oplyst, at der udelukkende drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, og for hvilke, der er afgivet øvrige oplysninger som angivet i tilmeldeskemaet, jf. § 10 - 12, beregner spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget som vandforbruget på de enkelte trin multipliceret med den i medfør af § 2 for trinnet fastsatte kubikmetertakst, jf. dog §§ 5 og 6. Beregning for ejendomme, hvorfra der delvist drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår § 4. For ejendomme, for hvilke det er oplyst, at der delvist drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, og for hvilke der er afgivet øvrige oplysninger som angivet i tilmeldeskemaet, jf. §§ 10 - 12, herunder om den forventede forholdsmæssige fordeling af vandforbruget mellem den markedsmæssige og ikke-markedsmæssige aktivitet, beregner spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget således, jf. dog §§ 5 og 6: 1) For vandforbruget, for den del af ejendommen, hvorfra der drives erhverv på markedsmæssige vilkår, multipliceres vandforbruget, således som oplyst forventet forholdsmæssigt fordelt, jf. §§ 10 - 12, på de enkelte trin med den i medfør af § 2 for trinnet fastsatte kubikmetertakst, og 2) for det øvrige vandforbrug multipliceres vandforbruget med den i medfør af § 2 fastsatte kubikmetertakst for trin 1. Beregning for ejendomme, der er tilsluttet et spildevandsrenseforsyningsselskab § 5. For ejendomme, der har en tilladelse i medfør af lovens § 2 a, stk. 3, beregner spildevandsrenseforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget som vandforbruget multipliceret med den kubikmetertakst, der er fastsat i medfør af § 2 for trin 2. Beregning for ejendomme, for hvilke der er foretaget nedsættelse eller fritagelse for betaling af vandforbrug § 6. Ejendomme, for hvilke der i medfør af lovens § 2 b helt eller delvist er foretaget nedsættelse eller fritagelse for betaling af vandforbrug, er for den del af vandforbruget ikke omfattet af §§ 3, 4, 5 eller 7. For den del af vandforbruget, hvor der ikke er foretaget nedsættelse eller fritagelse, beregner spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget efter §§ 3, 4, 5 eller 7. Beregning for øvrige ejendomme § 7. For ejendomme, der ikke er omfattet af §§ 3 – 6, beregner spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget som vandforbruget multipliceret med den i medfør af § 2 for trin 1 fastsatte kubikmetertakst. Ejendomme med mere end et kundenummer § 8. Såfremt der for en ejendom er afgivet oplysninger i medfør af §§ 10 - 12 relateret til mere end et kundenummer, skal spildevandsforsyningsselskabet opgøre vandforbruget for ejendommen for de oplyste kundenumre samlet, når den variable del af vandafledningsbidraget for ejendommen beregnes i medfør af §§ 3 - 7. Vejbidrag for statsveje § 9. Ved fastsættelse af vejbidrag for statsveje i henhold til lovens § 2 a, stk. 10, benyttes den i medfør af § 2 fastsatte kubikmetertakst for trin 1. Afgivelse af oplysninger til brug for beregning efter trin 2 og trin 3 § 10. Ejere af ejendomme, der ønsker at få beregnet den variable del af vandafledningsbidraget efter trin 2 eller trin 2 og trin 3, jf. § 3-6, skal angive dette ved brug af et elektronisk tilmeldeskema, som Naturstyrelsen offentliggør på sin hjemmeside. Stk. 2. Naturstyrelsen offentliggør på sin hjemmeside en frist for afsendelse af tilmeldeskema, jf. stk. 1. Stk. 3. Naturstyrelsen skal sikre, at de i medfør af stk. 1 modtagne oplysninger i tilmeldeskemaer, der er afsendt rettidigt, er tilgængelige for de relevante spildevandsforsyningsselskaber umiddelbart efter udløbet af fristen, jf. stk. 2. Stk. 4. Spildevandsforsyningsselskabet skal anvende de rettidigt fremsendte oplysninger, jf. stk. 1 – 3, ved beregning i henhold til §§ 3 – 6 med virkning fra den førstkommende 1. januar efter den i stk. 2 nævnte frist, jf. dog § 11, stk. 3 og § 12, stk. 3. Stk. 5. De i medfør af stk. 1 og §§ 11 og 12 fremsendte oplysninger skal gøres tilgængelige for spildevandsforsyningsselskaberne såvel akkumuleret år for år, som oplysninger indmeldt siden sidste tilmeldingsfrist. § 11. Såfremt en ejendom oprettes efter den i medfør af § 10, stk. 2, sidst gældende frist, og ejeren ønsker at få beregnet den variable del af vandafledningsbidraget efter trin 2 eller trin 2 og trin 3, jf. §§ 3 – 6, skal ejeren angive dette ved brug af det i § 10, stk. 1 nævnte tilmeldeskema, som Naturstyrelsen offentliggør på sin hjemmeside. Stk. 2. Naturstyrelsen skal sikre, at de i medfør af stk. 1 modtagne oplysninger, er tilgængelige for de relevante spildevandsforsyningsselskaber umiddelbart efter modtagelsen. Stk. 3. Spildevandsforsyningsselskabet skal anvende oplysninger, der er fremsendt i medfør af stk. 1 og stk. 2, ved beregning i henhold til §§ 3 – 6 med virkning senest den 1. januar, der i øvrigt gælder for anvendelse af oplysninger, der afsendes efter den i medfør af § 10, stk. 2, sidst gældende frist. Spildevandsforsyningsselskabet kan anvende oplysningerne tidligere. § 12. Ejeren af en ejendom, der har afgivet de i §§ 10 – 11 nævnte oplysninger, skal, hvis forholdene om ejendommens fulde eller delvise anvendelse til erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, eller forholdene om den forventede forholdsmæssige fordeling af vandforbruget mellem erhverv, der opererer på markedsmæssige og ikke-markedsmæssige vilkår, ændrer sig, snarest give meddelelse herom ved brug af et elektronisk skema, som Naturstyrelsen offentliggør på sin hjemmeside. Stk. 2. Naturstyrelsen skal sikre, at de i medfør af stk. 1 modtagne oplysninger, er tilgængelige for de relevante spildevandsforsyningsselskaber umiddelbart efter modtagelsen. Stk. 3. Spildevandsforsyningsselskabet skal anvende oplysninger, der er fremsendt i medfør af stk. 1 og stk. 2, ved beregning i medfør af §§ 3 – 6 med virkning senest den 1. januar, der i øvrigt gælder for anvendelse af oplysninger, der afsendes efter den i medfør af § 10, stk. 2, sidst gældende frist. Spildevandsforsyningsselskabet kan anvende oplysningerne tidligere. Ikrafttræden og overgangbestemmelser § 13. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. september 2013. Stk. 2. § 9 træder dog i kraft 1. januar 2014. § 14. Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter i årene 2014 – 2017 kubikmetertakster for trin 2 og for trin 3, jf. § 2, således: 1) For 2014 fastsættes kubikmetertaksten for trin 2 4 % lavere end for trin 1 og for trin 3 12 % lavere end for trin 1. 2) For 2015 fastsættes kubikmetertaksten for trin 2 8 % lavere end for trin 1 og for trin 3 24 % lavere end for trin 1. 3) For 2016 fastsættes kubikmetertaksten for trin 2 12 % lavere end for trin 1 og for trin 3 36 % lavere end for trin 1. 4) For 2017 fastsættes kubikmetertaksten for trin 2 16 % lavere end for trin 1 og for trin 3 48 % lavere end for trin 1. § 15. Spildevandsforsyningsselskabet udarbejder og oversender til kommunalbestyrelsen i passende tid og senest den 1. december 2013 en betalingsvedtægt i overensstemmelse med loven og bekendtgørelsen. Kommunalbestyrelsen godkender senest den 31. december 2013 en betalingsvedtægt og takster i overensstemmelse med loven og bekendtgørelsen. Miljøministeriet, den 2. september 2013 Ida Auken / Thorbjørn Fangel

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (23. marts 2018) Sundhedsministeren (Ellen Trane Nørby): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om godtgørelse til andenhånds-eksponerede asbestofre (Asbestloven) (Lovforslag nr. L 214) Lovforslaget implementerer Aftale om satspuljen på sundheds- og ældreområdet for 2016-2019 mellem den tidligere regering (Venstre) og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om etablering af en godtgørelsesordning til andenhånds-eksponerede asbestofre. Lovforslaget implementerer endvidere Aftale om satspuljen på sundhedsområdet for 2018-2021 mellem regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om udvidelse af godtgørelsesordningen. Fra den 1. januar 2016 har det været muligt at ansøge om godtgørelse, hvis man som ægtefælle/samlever, tidligere ægtefælle/samlever eller forælder til en person, der erhvervsmæssigt har været direkte udsat for asbestfibre, har været indirekte udsat for asbestfibre og som følge heraf har udviklet kræft i lungehinderne. Godtgørelsesordningen er med virkning fra den 6. oktober 2017 udvidet således, at alle personer, der er eller har været en del af husstanden til den person, der har været direkte erhvervsmæssigt udsat for asbestfibre, er omfattet af ordningen. Ordningen er desuden udvidet til at omfatte asbestudløst bughindekræft og testikelhindekræft. Formålet med lovforslaget er ved en særskilt lov at regulere den adgang til at søge om godtgørelse ved nærmere bestemte asbestudløste kræftformer, som i dag hviler på finansloven. Det er ikke hensigten at ændre vilkårene for at opnå godtgørelse. Formålet er alene at sikre, at ordningen, der vil være gældende til og med 2025, af hensyn til de potentielle ansøgere hviler på en særskilt lov, der specifikt regulerer og opregner kriterierne for at opnå godtgørelse. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 59-18 om tabt arbejdsfortjeneste - selvstændigt erhvervsdrivende - indtjeningsevnen - nystartet virksomhed - lønindtægt - vikar Principafgørelsen fastslår Kommunen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er blandt andet betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at pasningen medfører et indtægtstab. Formålet med dækning af tabt arbejdsfortjeneste er, at modtageren af tabt arbejdsfortjeneste som hovedregel bliver stillet økonomisk, som hvis vedkommende stadig tjente en løn selv. Det er derfor det beløb, som vedkommende havde til rådighed til forsørgelse af familien og sig selv før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste, som skal lægges til grund for beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende Det er afgørende for beregningen af tabt arbejdsfortjeneste, om ydelsesmodtageren er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende. En borger er lønmodtager, når vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. En selvstændigt erhvervsdrivende er kendetegnet ved, at vedkommende for egen regning og risiko udøver en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud. Beregningsgrundlaget for selvstændigt erhvervsdrivende Grundlaget for den tabte arbejdsfortjeneste skal beregnes på baggrund af, hvad der er retvisende for modtagerens indtjeningsevne. Når forældrene er selvstændigt erhvervsdrivende kan kommunen derfor ikke blot se på den månedlige indtægt lige før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes, at en virksomheds indtægter, omkostninger og arbejdsopgaver ofte varierer en del over tid. Når der skal tages stilling til beregningen af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som er selvstændigt erhvervsdrivende, kan kommunen tage udgangspunkt i den gennemsnitlige årsindtægt, efter fradrag af afskrivninger, men før renter, for de seneste tre år før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Hvis der er oplysninger i sagen, der tyder på, at de seneste tre års indtægter i virksomheden ikke er retvisende, skal kommunen tage stilling til, om udgangspunktet skal fraviges, og der i stedet skal tages udgangspunkt i flere eller færre år. Den indtægt, som ydelsesmodtageren har haft i det år, hvor vedkommende overgår til tabt arbejdsfortjeneste, kan også tillægges betydning. I vurderingen af, om udgangspunktet om et gennemsnit af de seneste tre års indtægt skal fraviges, kan følgende momenter indgå: - Virksomhedens art og størrelse - Virksomhedens resultater i årene før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste - Varige ændringer i op- eller nedadgående retning af virksomhedens indtjeningsevne - Ydelsesmodtagerens arbejdsopgaver i virksomheden og værdien af arbejdsindsatsen - Eventuelle medejeres, medarbejdende ægtefællers eller andre ansattes indsats i virksomheden og indvirkning på virksomhedens resultat og overskud - Øvrige interne og eksterne forhold. Fremtidige ændringer i virksomhedens økonomi kan ikke tillægges betydning Der kan ikke kompenseres for tabet af forventede fremtidige stigende overskud i virksomheden, mistede ordrer, honorarer eller lignende. På samme måde kan det ikke tillægges betydning for beregningsgrundlaget, hvis virksomhedens indtægter falder, herunder heller ikke selvom virksomheden eventuelt går konkurs. Nystartet virksomhed Hvis der er tale om en nystartet virksomhed, som endnu ikke har opnået et overskud, vil de seneste tre års indtægt ikke være retvisende for ydelsesmodtagerens indtægtstab. Der kan således ikke findes et retvisende udgangspunkt ved at se på en nystartet virksomheds indtægter. Den tabte arbejdsfortjeneste skal, når der er tale om en nystartet virksomhed, derfor beregnes med udgangspunkt i den indtægt, som ydelsesmodtageren havde før starten af den selvstændige virksomhed. Hvis ydelsesmodtageren aldrig har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed aldrig har haft en indtægt, skal der tages udgangspunkt i den indtægt, som vedkommende efter sine forhold ville have kunnet opnå. Hvis ydelsesmodtageren i stedet kan ansætte en vikar i sin virksomhed, kan den tabte arbejdsfortjeneste eventuelt beregnes på baggrund af udgiften til en vikar. Der kan ikke bevilges dækning af tabt arbejdsfortjeneste ud over det tab, som ydelsesmodtageren faktisk lider som følge af at skulle passe sit barn. Hvornår er en virksomhed nystartet? Hvis der endnu ikke foreligger et årsregnskab for en virksomhed, må virksomheden normalt betragtes som nystartet. Det beror på en helt konkret vurdering af, om det på baggrund af virksomhedens regnskaber er muligt at beregne et indtægtstab. Videre skal virksomhedens art og størrelse indgå i vurderingen. Desuden kan der ske en sammenligning med andre tilsvarende virksomheder I den konkrete sag havde borgeren ret til at få sin tabte arbejdsfortjeneste beregnet på baggrund af et gennemsnit af de seneste fem års indtægter i sin virksomhed. Ankestyrelsen ændrede kommunens afgørelse. Baggrund for at behandle sagen principielt Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, hvordan den tidligere bruttoindtægt fastsættes, når der skal bevilges tabt arbejdsfortjeneste til selvstændigt erhvervsdrivende. Reglerne Love og bekendtgørelser Lov om social service – Serviceloven, senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1114 af 30. august 2018. – § 42, stk. 3, om at ydelsen fastsættes på baggrund af den tidligere bruttoindtægt. Bekendtgørelse om tilskud til pasning af børn med handicap eller langvarig sygdom. Bekendtgørelse nr. 1245 af den 13. november 2017 – § 9, om at bruttoydelsen fastsættes på baggrund af den seneste bruttoindtægt. – § 10, stk. 1, nr. 1, om at den tidligere bruttoindtægt fastsættes ud fra ud fra den seneste lønindtægt, som vedkommende har haft inden modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste. – § 10, stk. 1, nr. 2, om at den tidligere bruttoindtægt fastsættes ud fra den indtægt, som forsørgeren efter sine forhold i øvrigt ville have kunnet opnå i de tilfælde, hvor vedkommende endnu ikke har opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. – § 10, stk. 1, nr. 4, om at den tidligere bruttoindtægt fastsættes ud fra et beregnet beløb på grundlag af den pågældendes hidtidige disponible indkomst i de særlige tilfælde, hvor det ikke er muligt at tilvejebringe et realistisk beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende, eller eventuelt udgift til en vikar. Praksis Kasserede: Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere (historisk): O-22-98: Tabt arbejdsfortjeneste til et handicappet barns mor, der havde en nystartet, ikke-overskudsgivende selvstændig virksomhed, skulle beregnes ud fra nettoudgiften til en vikar i hendes virksomhed. Virksomhedens overskud i de foregående år fandtes ikke at være et realistisk beregningsgrundlag. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse. C-45-02: Udgangspunktet for beregningen af tabt arbejdsfortjeneste til et handicappet barns fader - for de dage, hvor det var påkrævet at han var med på hospitalet - var oplysningerne om indkomsten fra hans selvstændige virksomhed efter fradrag af afskrivninger, men før renter. Beregningsgrundlaget for moderens tabte arbejdsfortjeneste var den indtægt, der ifølge virksomhedens regnskab var overført til hende som medhjælpende ægtefælle. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse. C-9-05: Beregningen af hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til en far, som var ansat i et anpartsselskab, skulle tage udgangspunkt i hans lønindkomst som ansat i anpartsselskabet, uanset at selskabet var ejet af et holding selskab ejet af ham selv. Principafgørelsen har ingen vejledningsværdi, fordi den har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis. Ankestyrelsen har ikke andre principafgørelser på området. Vejledninger Vi har også anvendt Vejledning om særlig støtte til børn og unge og deres familier, vejledning nr. 9007 af den 7. januar 2014 med seneste ændringer i vejledning nr. 9047 af den 28. januar 2018. – Pkt. 239, om fastsættelse af den tidligere bruttoindtægt. Den konkrete afgørelse Resultatet er: – Du har ret til at få din tabte arbejdsfortjeneste beregnet på baggrund af et gennemsnit af dine indtægter i 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012. Det betyder, at vi ændrer kommunen afgørelse. Kommunen skal derfor beregne din tabte arbejdsfortjeneste med udgangspunkt i et gennemsnit af dine indtægter i 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012. Kommunen kontakter dig. Hvis du har haft andre indtægter i perioden, som har haft til formål at erstatte den tabte arbejdsfortjeneste, herunder arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, vil der være tale om dobbeltforsørgelse. Dobbeltforsørgelse kan føre til, at der skal ske tilbagebetaling. Vi har ikke med denne afgørelse taget stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling. Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at dit indtægtstab i forbindelse med pasningen af barnet skal beregnes med udgangspunkt i et gennemsnit af dine indtægter i 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012 med fradrag af afskrivninger, men før renter. Hvad er afgørende for resultatet Vi lægger vægt på, at du er professionel komponist og producer. Det har du været siden 1999. Vi lægger også vægt på, at du i 1998-2000 komponerede musikken til en plade, som blev udgivet i 2001 og først gav økonomisk gevinst i 2002-2005. Videre lægger vi vægt på, at du i 2005-2007 arbejdede på at etablere dig på danse- og teaterscenen, som resulterede i forestillinger og dermed indtjening i 2008-2011. Vi lægger desuden vægt på, at du i 2010 startede på dit seneste projekt, og at du har kalkuleret med lav indtægt i 2011-2012, men overskud i de efterfølgende år. Vi lægger herefter vægt på, at dine indtægter i hele den periode, hvor du har arbejdet som professionel komponist og producer, har været meget svingende. [. . . ]. Vi lægger videre vægt på oplysningerne fra din revisor om, at hovedparten af hans klienter, som er udøvende kunstnere som dig, har en meget vekslende indtjening. Der er stor variation af virksomhedsoverskuddet i de enkelte år, da aktiviteterne veksler mellem perioder, hvor der udarbejdes nyt materiale, og perioder, hvor materialet skaber indtjening for virksomheden. Oplysningerne fremgår særligt af kommunens afgørelse, din klage med bilag og kommunens genvurdering. Om reglerne Kommunen skal yde hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste til personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Ydelsen er blandt andet betinget af, at det er en nødvendig konsekvens af den nedsatte funktionsevne, at barnet passes i hjemmet, og at pasningen medfører et indtægtstab. Formålet med dækning af tabt arbejdsfortjeneste er, at modtageren af tabt arbejdsfortjeneste som hovedregel bliver stillet økonomisk, som hvis vedkommende stadig tjente en løn selv. Det er derfor det beløb, som vedkommende havde til rådighed til forsørgelse af familien og sig selv før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste, som skal lægges til grund for beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Det er afgørende for beregningen af tabt arbejdsfortjeneste, om ydelsesmodtageren er lønmodtager eller selvstændigt erhvervsdrivende. En borger er lønmodtager, når vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold. En lønmodtager er desuden kendetegnet ved at udføre arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko. En selvstændigt erhvervsdrivende er kendetegnet ved, at vedkommende for egen regning og risiko udøver en virksomhed af økonomisk karakter og med det formål at opnå et overskud. Grundlaget for den tabte arbejdsfortjeneste skal beregnes på baggrund af, hvad der er retvisende for modtagerens indtjeningsevne. Når forældrene er selvstændigt erhvervsdrivende kan kommunen derfor ikke blot se på den månedlige indtægt lige før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Det skyldes, at en virksomheds indtægter, omkostninger og arbejdsopgaver ofte varierer en del over tid. Når der skal tages stilling til beregningen af tabt arbejdsfortjeneste til forældre, som er selvstændigt erhvervsdrivende, kan kommunen tage udgangspunkt i den gennemsnitlige årsindtægt, efter fradrag af afskrivninger, men før renter, for de seneste tre år før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste. Hvis der er oplysninger i sagen, der tyder på, at de seneste tre års indtægter i virksomheden ikke er retvisende, skal kommunen tage stilling til, om udgangspunktet skal fraviges, og der i stedet skal tages udgangspunkt i flere eller færre år. Den indtægt, som ydelsesmodtageren har haft i det år, hvor vedkommende overgår til tabt arbejdsfortjeneste, kan også tillægges betydning. I vurderingen af, om udgangspunktet om et gennemsnit af de seneste tre års indtægt skal fraviges, kan følgende momenter indgå: – Virksomhedens art og størrelse – Virksomhedens resultater i årene før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste – Varige ændringer i op- eller nedadgående retning af virksomhedens indtjeningsevne – Ydelsesmodtagerens arbejdsopgaver i virksomheden og værdien af arbejdsindsatsen – Eventuelle medejeres, medarbejdende ægtefællers eller andre ansattes indsats i virksomheden og indvirkning på virksomhedens resultat og overskud – Øvrige interne og eksterne forhold Der kan ikke kompenseres for tabet af forventede fremtidige stigende overskud i virksomheden, mistede ordrer, honorarer eller lignende. På samme måde kan det ikke tillægges betydning for beregningsgrundlaget, hvis virksomhedens indtægter falder, herunder heller ikke selvom virksomheden eventuelt går konkurs. På den baggrund har du ret til at få din tabte arbejdsfortjeneste beregnet på baggrund af et gennemsnit af dine indtægter i 2008, 2009, 2010, 2011 og 2012 med fradrag af afskrivninger, men før renter. Det skyldes, at det ikke vil være retvisende at tage udgangspunkt i tre år eller mindre end fem år i øvrigt ved vurderingen af din indtjeningsevne. Hvis du har haft andre indtægter i perioden, som har haft til formål at erstatte den tabte arbejdsfortjeneste, herunder arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, vil der være tale om dobbeltforsørgelse. Dobbeltforsørgelse kan føre til, at der skal ske tilbagebetaling. Vi har ikke med denne afgørelse taget stilling til spørgsmålet om tilbagebetaling. Vi er dog opmærksomme på, at du har ansøgt om barselsdagpenge ved Udbetaling Danmark. Du er i den forbindelse blevet vejledt om, at der er valgfrihed mellem tabt arbejdsfortjeneste og barselsdagpenge, hvis du opfylder betingelserne for begge ydelser. Du har i den forbindelse tilkendegivet, at du ønsker at tilbagebetale de barselsdagpenge, som du modtager, hvis du senere får bevilget dækning af tabt arbejdsfortjeneste. Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Bekendtgørelsens område Kapitel 2 Definitioner Kapitel 3 Tilladelse til fremstilling eller indførsel af lægemidler og mellemprodukter Kapitel 4 Fremstilling Kapitel 5 Indførsel Kapitel 6 Inspektion, videregivelse af oplysninger mv.. Den fulde tekst Bekendtgørelse om fremstilling og indførsel af lægemidler og mellemprodukter 1) I medfør af § 40, stk. 1 og stk. 3-4, § 43, § 44, stk. 1, § 57, § 92, stk. 3, og § 104, stk. 3, i lov nr. 1180 af 12. december 2005 om lægemidler, som ændret ved lov nr. 1557 af 20. december 2006, lov nr. 534 af 17. juni 2008 og lov nr. 464 af 18. maj 2011, og i medfør af § 38, stk. 2, § 43 og § 72, stk. 2, i lov om apoteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 855 af 4. august 2008, fastsættes: Kapitel 1 Bekendtgørelsens område § 1. Denne bekendtgørelse omfatter fremstilling af lægemidler og mellemprodukter, herunder fremstilling til eksport til lande uden for EU/EØS (tredjelande), samt indførsel af lægemidler og mellemprodukter fra tredjelande. Stk. 2. Bekendtgørelsen omfatter desuden, hvor dette udtrykkeligt fremgår af de enkelte bestemmelser, fremstilling af aktive stoffer, der anvendes som råvarer ved fremstilling af lægemidler. § 2. Bekendtgørelsen gælder for virksomheder og personer, der har modtaget Sundhedsstyrelsens tilladelse til fremstilling eller indførsel af lægemidler eller mellemprodukter efter § 39, stk. 1 eller stk. 2, i lov om lægemidler, og for ansøgere til sådanne tilladelser, hvor dette udtrykkeligt fremgår af de enkelte bestemmelser. Bekendtgørelsen gælder desuden for apoteker, herunder sygehusapoteker. Kapitel 2 Definitioner § 3. I denne bekendtgørelse anvendes nedenstående udtryk i de anførte betydninger: 1) God fremstillingspraksis (GMP): Den del af kvalitetssikringen, som sikrer, at lægemidler og mellemprodukter til stadighed produceres og kontrolleres i overensstemmelse med de kvalitetskrav, der er gældende for lægemidlernes tilsigtede anvendelse. 2) Mellemprodukt: Sammenblanding af råvarer (aktive stoffer og hjælpestoffer) bestemt til videre forarbejdning til et lægemiddel. 3) Aktivt stof: Den eller de virksomme bestanddele i det færdige lægemiddel. 4) Magistrelt lægemiddel: Et lægemiddel, der tilberedes på et apotek til den enkelte patient eller dyr efter recept fra en læge eller en dyrlæge. 5) Fremstiller: Enhver, der har Sundhedsstyrelsens tilladelse til fremstilling af lægemidler eller mellemprodukter efter § 39, stk. 1 eller stk. 2, i lov om lægemidler, og apoteker, herunder sygehusapoteker, der udfører fremstillingsaktiviteter som nævnt i nr. 7. 6) Fremstilleren af et lægemiddel: Den virksomhed eller det apotek, herunder sygehusapotek, hvis sagkyndige person har foretaget den endelige frigivelse af batchen. 7) Fremstillingsaktiviteter: Alle produktionsprocesser og pakkeoperationer, mærkning, kvalitetskontrol og frigivelse af lægemidler. 8) Fremstilling af mellemprodukter: Fuldstændig eller delvis fremstilling og indførsel af et mellemprodukt, samt processerne i forbindelse med opdeling, indpakning eller præsentation, og enhver forhandling af mellemprodukter. 9) Fremstiller af aktive stoffer: Enhver der udfører aktiviteter, som nævnt i nr. 10. 10) Fremstilling af aktive stoffer, der anvendes som råvarer ved fremstilling af lægemidler: Fuldstændig eller delvis fremstilling og indførsel af et aktivt stof, der anvendes som råvare, samt de forskellige processer i forbindelse med opdeling, indpakning og præsentation forud for dets anvendelse i et lægemiddel, herunder ompakning og nyettikering foretaget af en distributør af råvarer. 11) Importør: Enhver, der har Sundhedsstyrelsens tilladelse til indførsel af lægemidler eller mellemprodukter efter § 39, stk. 1 eller stk. 2 i lov om lægemidler, samt apoteker, herunder sygehusapoteker, der indfører lægemidler eller mellemprodukter. 12) Indførsel: Import af lægemidler eller mellemprodukter fra et land uden for EU/EØS (tredjeland). 13) Kvalitetskontrol: Procedurer og dokumentation for prøveudtagning, inspektion og kvalitativ samt kvantitativ testning af råvarer, pakkemateriale, mellemprodukter og færdigvarer samt frigivelse, som sikrer, at lægemidler ikke frigives før deres kvalitet er dokumenteret som værende tilfredsstillende i forhold til såvel interne krav som markedsføringstilladelsen. 14) Sagkyndig person: En person, der opfylder de minimumskrav til videnskabelige og tekniske kvalifikationer, der er fastsat i artikel 49, stk. 2-3, i direktiv 2001/83/EF eller artikel 53, stk. 2-3, i direktiv 2001/82/EF og hvis relevant artikel 13, stk. 2, i direktiv 2001/20/EF. 15) Kvalitetssikring: Samtlige de foranstaltninger der iværksættes for at sikre, at et lægemiddel har en kvalitet, der svarer til dets tilsigtede anvendelse. 16) Referenceprøve: Prøve af hver enkelt batch af anvendte råvarer, herunder pakningsmateriale, prøver af det færdige lægemiddel, der opbevares med henblik på efterfølgende at dokumentere dets indhold og eventuelle mærkning m.v., samt prøver af formuleret bulk for så vidt angår lægemidler til kliniske forsøg. 17) Blinding: Bevidst hemmeligholdelse af identiteten af et produkt til kliniske forsøg. 18) Afblinding: Afsløring af blindede produkters identitet. Kapitel 3 Tilladelse til fremstilling eller indførsel af lægemidler og mellemprodukter § 4. For at opnå tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter efter § 39, stk. 1 eller stk. 2, i lov om lægemidler, skal ansøgeren: 1) Nærmere angive, hvilke lægemidler, herunder lægemiddelformer, eller mellemprodukter, der skal fremstilles eller indføres, samt oplyse stedet for deres fremstilling, herunder produktion og analytiske kontrol, 2) råde over lokaler, teknisk udstyr og kontrolmuligheder, som opfylder kravene i denne bekendtgørelse samt kravene i en eventuel markedsføringstilladelse, og 3) have mindst én sagkyndig person til rådighed. Stk. 2. Ansøgeren skal anvende Sundhedsstyrelsens fortrykte ansøgningsskema og forsyne ansøgningen med dokumentation for, at han opfylder de krav, der er nævnt i stk. 1, nr. 2 og 3, herunder medsende en detaljeret beskrivelse af virksomheden, eksempelvis i form af en site master file. § 5. Sundhedsstyrelsen kan af ansøgeren kræve yderligere oplysninger om de forhold, der er nævnt i § 4. Stk. 2. Såfremt Sundhedsstyrelsen kræver yderligere oplysninger i henhold til stk. 1, suspenderes fristerne i § 6, indtil disse oplysninger er tilvejebragt. § 6. En ansøgning eller en genansøgning om tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter behandles inden 90 dage fra indgivelsen af en fyldestgørende ansøgning. Stk. 2. Såfremt indehaveren af en tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter ansøger om ændring af de i tilladelsen anførte oplysninger, behandles ansøgningen inden 30 dage. Denne frist kan i særlige tilfælde forlænges til 90 dage. § 7. Sundhedsstyrelsen udsteder først tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter efter at have sikret sig ved en undersøgelse foretaget af dens repræsentanter, at oplysningerne i ansøgningen svarer til de faktiske forhold. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen sender en kopi af tilladelser til at fremstille eller indføre et lægemiddel eller et mellemprodukt til Det Europæiske Lægemiddelagentur. § 8. Indehaveren af en tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter må ikke uden Sundhedsstyrelsens tilladelse ændre de forhold, der lå til grund for tilladelsen, jf. § 4, stk. 1. § 9. Besiddelse af en tilladelse til at fremstille eller indføre lægemidler i henhold til § 39, stk. 1, i lov om lægemidler, giver ligeledes tilladelse til at engrosforhandle de pågældende lægemidler. Kapitel 4 Fremstilling § 10. Enhver fremstiller skal sikre: 1) At lægemidler, der er omfattet af en markedsføringstilladelse, følger de fremstillingsprocesser, der ligger til grund for markedsføringstilladelsen, 2) at alle fremstillingsprocesser gennemføres i overensstemmelse med god fremstillingspraksis for lægemidler og mellemprodukter og i overensstemmelse med tilladelsen til at fremstille eller indføre lægemidler eller mellemprodukter, og 3) at aktive stoffer, der anvendes som råvarer ved fremstilling af lægemidler og mellemprodukter, er fremstillet i overensstemmelse med god fremstillingspraksis for aktive stoffer, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 3, gælder ikke for: 1) Magistrelle lægemidler. 2) Lægemidler, der sælges eller udleveres i medfør af § 29, stk. 1, eller § 30 i lov om lægemidler, og som ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse i Danmark. 3) Lægemidler til brug for kliniske forsøg, der ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse. Stk. 3. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg skal fremstilleren ud over at overholde de i stk. 1 nævnte krav sikre, at lægemidlerne fremstilles i overensstemmelse med de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til det kliniske forsøg. § 11. Detaljerede retningslinier for god fremstillingspraksis vedrørende lægemidler, mellemprodukter og aktive stoffer er offentliggjort af Europa-Kommissionen i »Regler for Lægemidler gældende i det Europæiske Fællesskab, bind 4«. § 12. Enhver fremstiller skal med jævne mellemrum foretage en gennemgang af fremstillingsmetoderne i lyset af den videnskabelige og tekniske udvikling. Kvalitetssikring § 13. Enhver fremstiller skal etablere og gennemføre et effektivt kvalitetssikringssystem, der aktivt involverer ledelsen og de ansatte i de berørte afdelinger i virksomheden. Organisation og personale § 14. Enhver fremstiller skal råde over et kompetent og tilstrækkeligt kvalificeret personale, som er stort nok til, at målsætningerne for kvalitetssikringen af lægemidlerne og mellemprodukterne kan opfyldes. Stk. 2. Ansvarsområderne for ledelsen og det ledende personale, herunder den eller de sagkyndige personer, som står for gennemførelsen og udførelsen af god fremstillingspraksis, skal være fastlagt i stillingsbeskrivelser. De hierarkiske forhold skal være fastlagt i en organisationsplan. Stk. 3. De stillingsbeskrivelser og den organisationsplan, som er nævnt i stk. 2, skal godkendes i overensstemmelse med fremstillerens system for kvalitetssikring. § 15. Det personale, som er nævnt i § 14, stk. 1, skal gennemgå en grundlæggende og fortsat træning, som omfatter teori og praktisk anvendelse af begreberne kvalitetssikring og god fremstillingspraksis. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg, skal træningen endvidere omfatte de særlige forhold, der gør sig gældende ved fremstilling af denne type lægemidler. § 16. Det personale, som er nævnt i § 14, stk. 2, skal tillægges tilstrækkelig myndighed til, at det kan varetage sit ansvarsområde korrekt. § 17. Enhver fremstiller skal etablere og efterleve hygiejneinstruktioner, der er tilpasset de aktiviteter, der skal gennemføres. Stk. 2. Instruktionerne skal omfatte procedurer for personalets sundhed, hygiejne og påklædning. Lokaler og udstyr § 18. Enhver fremstiller skal sikre, at lokaler og udstyr er udformet, dimensioneret, anvendt og vedligeholdt, således at de er velegnede til deres formål og således at effektiv rengøring kan foretages. Stk. 2. Indretning og design af lokaler og udstyr samt arbejdsoperationer skal udføres på en sådan måde, at risikoen for fejl er så lille som mulig, og således at sammenblanding, kontaminering, krydskontaminering og enhver anden handling, der kan have en uheldig indvirkning på produkternes kvalitet, undgås. § 19. Enhver fremstiller skal sikre, at udstyr og lokaler, der skal anvendes til fremstillingsprocesser med afgørende indflydelse på produkternes kvalitet, underkastes en passende kvalificering og validering. Dokumentation § 20. Enhver fremstiller skal etablere og opretholde et dokumentationssystem. Systemet skal være baseret på specifikationer for råvarer, mellemprodukter og for det færdige lægemiddel, på hovedforskrifter vedrørende sammensætning, produktion og kontrol af det færdige lægemiddel samt på generelle instruktioner for procedurer vedrørende udstyr, hygiejne, produktion og kontrol. Stk. 2. Der skal foreligge hovedforskrifter for hver af de batchstørrelser, der fremstilles. Stk. 3. Dokumenterne skal være tydelige, fejlfri og ajourførte. § 21. Enhver fremstiller skal være i besiddelse af dokumentation for fremstillingen af den enkelte batch, som gør det muligt at følge fremstillingsforløbet. Stk. 2. Alt dokumentationsmateriale vedrørende den fremstillede batch skal opbevares i mindst et år længere end den fastsatte udløbsdato for batchen eller mindst 5 år efter lægemidlets frigivelse til salg eller distribution, afhængig af hvilken periode, der er den længste. Stk. 3. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg, skal dokumentationen opbevares i mindst 5 år efter den formelle afslutning eller afbrydelse af det forsøg, hvori batchen indgik. § 22. Anvendes elektroniske, fotografiske eller andre databehandlingssystemer, skal fremstilleren validere systemet og godtgøre, at data vil blive lagret på passende vis, at data er beskyttet mod tab eller beskadigelse i den forventede opbevaringsperiode, samt at ændringer i data dokumenteres. Stk. 2. Data, der er lagret i disse systemer, skal umiddelbart kunne udleveres til Sundhedsstyrelsen i læselig form. Produktion § 23. Enhver fremstiller skal sikre, at alle fremstillingsprocesser gennemføres i overensstemmelse med fastlagte instruktioner og procedurer. Der skal være egnede og tilstrækkelige ressourcer til rådighed til proceskontrol. Stk. 2. Der skal træffes foranstaltninger for at undgå krydskontaminering og sammenblanding, og ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg, skal der udvises særlig agtpågivenhed ved håndtering under og efter blinding. Stk. 3. Enhver ny fremstillingsproces eller væsentlig ændring af fremstillingsprocessen skal valideres. Kritiske trin i enhver fremstillingsproces skal regelmæssigt valideres. Stk. 4. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg, valideres hele fremstillingsprocessen, for så vidt det er relevant, idet der tages hensyn til produktudviklingstrinnet. Mindst de kritiske procestrin (f.eks. sterilisation) valideres. Alle trin i udformningen og udviklingen af fremstillingsprocessen dokumenteres fuldt ud. Stk. 5. Enhver procesafvigelse eller fejl ved et lægemiddel eller et mellemprodukt skal dokumenteres og udredes grundigt. Kvalitetskontrol § 24. Enhver fremstiller skal etablere og opretholde et system for kvalitetskontrol, som ledes af en person, der har de fornødne kvalifikationer, og som er uafhængig af produktionen. Stk. 2. Den i stk. 1 nævnte person skal råde over eller have adgang til et eller flere kvalitetskontrollaboratorier med tilstrækkeligt personale og udstyr til at gennemføre den nødvendige undersøgelse og afprøvning af råvarer, mellemprodukter, de færdige lægemidler og alle dele af emballagen. Stk. 3. Laboratorier uden for virksomheden kan benyttes i overensstemmelse med denne bekendtgørelses regler om produktion eller analyse efter kontrakt. § 25. Ved den endelige kvalitetskontrol af det færdige lægemiddel inden frigivelse til salg eller distribution eller anvendelse i klinisk forsøg skal fremstilleren af et lægemiddel sikre, at der foretages en vurdering af alle væsentlige oplysninger i batch-dokumentationen såsom produktionsforløb, resultater fra proceskontrollen, analyseresultater, produkternes overensstemmelse med færdigvare-specifikationen samt den færdige pakning. § 26. Fremstilleren af et lægemiddel skal sikre, at referenceprøver af hver enkelt batch af det færdige lægemiddel opbevares i mindst et år efter den fastsatte udløbsdato. Stk. 2. Referenceprøver af anvendte råvarer, skal fremstilleren opbevare i mindst to år efter frigivelsen af produktet. Denne periode kan afkortes, hvis deres holdbarhed er kortere. For visse flygtige opløsningsmidler, gasser og vand samt andre råvarer, hvor der findes væsentlige forhold, der taler for det, kan opbevaring af referenceprøver undlades. Stk. 3. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg skal der opbevares referenceprøver fra hver batch af det formulerede produkt i bulk samt referenceprøver fra de væsentlige dele af det pakningsmateriale, der er anvendt til det færdige lægemiddel. Prøverne skal opbevares i mindst 2 år efter den formelle afslutning eller afbrydelse af det kliniske forsøg, hvori batchen blev anvendt. Stk. 4. De i stk. 1-3 nævnte prøver skal være tilgængelige for Sundhedsstyrelsen. § 27. Ved fremstilling af magistrelle lægemidler i en enkelt eller nogle få pakninger kan prøveudtagning, afprøvning og opbevaring af referenceprøver af det færdige lægemiddel undlades. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen kan tillade, at der for andre lægemidler, som fremstilles enkeltvis eller i små mængder, eller når der kan opstå specielle problemer i forbindelse med deres oplagring, fastsættes særlige betingelser for prøveudtagning, afprøvning og opbevaring af referenceprøver af det færdige lægemiddel. Produktion eller analyse efter kontakt § 28. Enhver fremstiller (kontraktgiver) kan overlade til andre (kontrakttagere) at udføre produktion eller analyse, såfremt: 1) Kontrakttager har en dækkende tilladelse efter § 39, stk. 1 eller stk. 2, i lov om lægemidler, eller en anden relevant tilladelse efter lovgivningen i et andet EU/EØS-land eller tredjeland, 2) der foreligger en skriftlig kontrakt mellem kontraktgiver og kontrakttager for hver fremstillingsproces, herunder analyseopgave, eller proces i tilknytning til fremstillingen, 3) kontraktgivers og kontrakttagers ansvarsområde klart fremgår af kontrakten, 4) det fremgår af kontrakten, at kontrakttager har pligt til at overholde god fremstillingspraksis, 5) kontrakten indeholder en beskrivelse af den måde hvorpå den sagkyndige person, der har ansvaret for korrekt gennemførelse af den givne opgave, skal udføre sit hverv, 6) det fremgår af kontrakten, at kontrakttager ikke kan overdrage udførelse af opgaver til tredjepart uden accept fra kontraktgiver, og 7) det fremgår af kontrakten at kontrakttager, såfremt denne har en tilladelse efter lovgivningen i et andet EU/EØS-land eller tredjeland, jf. nr. 1, er indforstået med, at Sundhedsstyrelsen kontrollerer virksomheden. Stk. 2. Analyselaboratorier i andre EU/EØS-lande eller i tredjelande, der ikke er omfattet af krav om tilladelse som nævnt i stk. 1, nr. 1, kan uanset denne bestemmelse udføre opgaver for kontraktgiver, såfremt det af kontrakten fremgår, at de er indforstået med, at udførelsen af disse analyser kan blive kontrolleret i henhold til reglerne om god fremstillingspraksis. Stk. 3. Kontrakttager kan kun overdrage udførelse af opgaver til tredjepart ved at følge bestemmelserne i denne bekendtgørelse. Frigivelse § 29. Den sagkyndige person skal før frigivelse af hver enkelt batch attestere, at batchen er fremstillet i henhold til denne bekendtgørelse. Ved frigivelse af lægemidler, der er omfattet af markedsføringstilladelse, skal en sagkyndig person desuden attestere, at disse opfylder de krav, der ligger til grund for tilladelsen. Ved frigivelse af lægemidler til kliniske forsøg skal den sagkyndige person endvidere attestere, at disse opfylder de krav, der ligger til grund for Sundhedsstyrelsens tilladelse til iværksættelse af det pågældende forsøg, jf. § 88, stk. 1, i lov om lægemidler. Stk. 2. Attesteringen skal ske i et register eller lignende, som er oprettet til dette formål, og som løbende føres ajour. Registeret skal opbevares i mindst 5 år og være tilgængeligt for Sundhedsstyrelsen i denne periode. Reklamationer, tilbagekaldelser og afblinding § 30. Enhver fremstiller skal indføre et system til registrering og undersøgelse af reklamationer samt et system, som gør det muligt at tilbagekalde lægemidler eller mellemprodukter i distributionsnettet omgående og på ethvert tidspunkt. Stk. 2. Ved fremstilling af lægemidler til kliniske forsøg indføres de systemer, som er nævnt i stk. 1, i samarbejde med sponsoren for det pågældende forsøg. Stk. 3. Fremstilleren skal registrere og undersøge enhver reklamation vedrørende fejl eller mangler samt underrette Sundhedsstyrelsen om enhver fejl eller mangel, som kan resultere i tilbagekaldelse eller ekstraordinære leveringsrestriktioner i distributionsnettet. Stk. 4. Underretning af Sundhedsstyrelsen i henhold til stk. 3, skal indeholde oplysning om samtlige bestemmelseslande og eventuelle forsøgssteder. Stk. 6. Såfremt et lægemiddel, der er omfattet af en markedsføringstilladelse, fremstilles til brug for et klinisk forsøg, skal fremstilleren i samarbejde med sponsoren underrette indehaveren af markedsføringstilladelsen om enhver fejl eller mangel, der kan henføres til lægemidlet. Stk. 7. Sponsor skal indføre en procedure for hurtig afblinding af blindede produkter, der gør det muligt at iværksætte en omgående tilbagekaldelse. Sponsor skal i denne forbindelse sikre, at blindede produkters identitet kun afsløres, hvis det er nødvendigt. Forfalskede lægemidler § 31. Enhver fremstiller skal sikre, at lægemidler, der er eller kan være forfalskede, opbevares adskilt fra andre lægemidler. Lægemidlerne skal desuden mærkes, så det er tydeligt, at de ikke er til salg eller udlevering. Selvinspektion § 32. Enhver fremstiller skal med jævne mellemrum foretage selvinspektion som led i kvalitetssikringssystemet for at kontrollere gennemførelsen og overholdelsen af principperne for god fremstillingspraksis samt for at foreslå de ændringer, der måtte være nødvendige. Stk. 2. Der skal føres journaler over udførte selvinspektioner og korrigerende handlinger. Stk. 3. Selvinspektionsprogrammet skal omfatte audit af eventuelle kontrakttagere. Mærkning af lægemidler til kliniske forsøg § 33. Mærkning af lægemidler til kliniske forsøg skal sikre beskyttelse af forsøgspersonen, sporbarhed ved identifikation af forsøg og lægemiddel samt korrekt brug af lægemidlet. Kapitel 5 Indførsel § 34. Bestemmelserne i §§ 13-19, §§ 24-28 og §§ 30-32 finder tilsvarende anvendelse ved indførsel af lægemidler. Frigivelse § 35. Den sagkyndige person hos importøren skal før frigivelse af enhver batch af lægemidler og mellemprodukter, der indføres, sikre sig, 1) at lægemidlet og mellemproduktet er fremstillet af behørigt godkendte fremstillere, 2) at lægemidlet, mellemproduktet og de aktive stoffer, der er anvendt ved fremstillingen heraf, er fremstillet i overensstemmelse med standarder for god fremstillingspraksis for lægemidler, mellemprodukter og aktive stoffer, der mindst svarer til kravene i denne bekendtgørelse, 3) at lægemidlet, mellemproduktet og de aktive stoffer, der er anvendt ved fremstillingen heraf, opfylder kravene i en eventuel markedsføringstilladelse, og 4) at der hos importøren opbevares kopi af fremstillingstilladelsen, hvis der i det land, hvor fremstillingen har fundet sted, stilles krav om en sådan tilladelse. Stk. 2. Ved kontrollen efter stk. 1 skal den sagkyndige person, uanset om lægemidlet eller mellemproduktet oprindeligt er fremstillet i EU/EØS, sikre sig, at der indenfor EU/EØS er foretaget en fuldstændig kvalitativ analyse samt en kvantitativ analyse af i det mindste alle virksomme bestanddele og enhver anden prøve eller kontrol, der er nødvendig for at sikre kvaliteten af lægemidlet eller mellemproduktet. Den sagkyndige person skal endvidere kontrollere, at lægemidlets mærkning (etikettering m.v.) er i overensstemmelse med gældende regler. Stk. 3. Den sagkyndige person, skal før frigivelse af hver enkelt batch af lægemidler og mellemprodukter, der indføres, foruden det i stk. 1 og 2 anførte, sikre sig, at der findes repræsentative prøver af hver batch, samt attestere, at batchen er fremstillet i henhold til denne bekendtgørelse og opfylder de krav, der ligger til grund for en eventuel markedsføringstilladelse. Attesteringen skal ske i et register eller lignende, som er oprettet til dette formål, og som løbende føres ajour. Stk. 4. Den kontrol, som er nævnt i stk. 2, kan undlades ved indførsel af lægemidler og mellemprodukter til kliniske forsøg, eller når der med eksportlandet er truffet egnede ordninger, f.eks. i form af aftaler om gensidig anerkendelse af andre landes myndighedstilsyn (MRA), der dækker de konkrete lægemiddeltyper og mellemprodukter, og som sikrer, at denne kontrol er foretaget på tilstrækkelig vis i dette land. Stk. 5. Ved indførsel af lægemidler eller mellemprodukter beregnet til kliniske forsøg, skal den sagkyndige person, foruden det i stk. 1-3 anførte, sikre sig, at enhver batch af lægemidler og ethvert parti af mellemprodukter, der indføres, er kontrolleret i overensstemmelse med de oplysninger, der ligger til grund for tilladelsen til at udføre det pågældende kliniske forsøg. Stk. 6. Ved indførsel af lægemidler, der skal sælges eller udleveres i medfør af § 29, stk. 1, i lov om lægemidler, og som ikke er omfattet af en markedsføringstilladelse, finder stk. 1-3 ikke anvendelse. Den sagkyndige person skal ved indførsel af sådanne lægemidler sikre sig, at disse er frigivet i overensstemmelse med de krav, der er gældende i fremstillingslandet (erklæring fra fremstilleren), medmindre strengere krav er fastsat i den meddelte tilladelse efter § 29, stk. 1, i lov om lægemidler. Den sagkyndige person skal desuden sikre sig, at lægemidlerne opfylder de betingelser, der måtte være fastsat i den pågældende tilladelse. Stk. 7. Ved kontrol efter stk. 2 af et lægemiddel, der er omfattet af en markedsføringstilladelse i EU/EØS eller i et tredjeland, skal den kvalitative og kvantitative analyse udføres i overensstemmelse med den analysemetode, som er godkendt af den relevante lægemiddelmyndighed i forbindelse med udstedelsen af markedsføringstilladelse til pågældende lægemiddel. Dokumentation § 36. Importøren skal være i besiddelse af dokumentation for alle indførte lægemidler og mellemprodukter. Denne skal indeholde oplysning om dato, præcis angivelse af lægemidlets navn eller mellemproduktets betegnelse, indført mængde, form, styrke og pakningsstørrelse, batchnummer, udløbsdato samt leverandørens og modtagerens navn og adresse. § 37. Den dokumentation, som er nævnt i § 35, stk. 3, og § 36, skal opbevares af importøren i mindst et år længere end den fastsatte udløbsdato for batchen, eller mindst 5 år efter frigivelse til salg eller distribution, afhængig af hvilken periode, der er den længste. Stk. 2. Anvendes elektroniske, fotografiske eller andre databehandlingssystemer, skal importøren validere systemet og dokumentere, at data vil blive lagret på passende vis, at data er beskyttet mod tab eller beskadigelse i den forventede opbevaringsperiode, og at ændringer i data dokumenteres. Stk. 3. Data, der er lagret i disse systemer, skal umiddelbart kunne udleveres til Sundhedsstyrelsen i læselig form. Kapitel 6 Inspektion, videregivelse af oplysninger mv.. § 38. Efter enhver inspektion i henhold til § 44, stk. 1, i lov om lægemidler, udarbejder Sundhedsstyrelsen en rapport om, hvorvidt principperne og retningslinjerne for god fremstillingspraksis overholdes. Indholdet af disse inspektionsrapporter meddeles den af inspektionsbesøget berørte fremstiller, importør, fremstiller af aktive stoffer eller indehaver af markedsføringstilladelsen. § 39. Senest 90 dage efter en inspektion, som nævnt i § 38, udsteder Sundhedsstyrelsen en attest for god fremstillingspraksis til fremstilleren, importøren eller fremstilleren af aktive stoffer, hvis konklusionen af besøget er, at den pågældende overholder principperne og retningslinjerne for god fremstillingspraksis. Stk. 2. Sundhedsstyrelsen lader de attester, som er nævnt i stk. 1, indføre i en fællesskabsdatabase, som Det Europæiske Lægemiddelagentur administrerer på Fællesskabets vegne. Stk. 3. Hvis konklusionen af en inspektion som omhandlet i stk. 1 er, at fremstilleren eller importøren ikke overholder principperne og retningslinjerne for god fremstillingspraksis, indføres denne oplysning i den i stk. 2 omhandlede fællesskabsdatabase. § 40. Sundhedsstyrelsen kan efter en begrundet anmodning fra en myndighed i et andet EU/EØS-land eller i et land, med hvilket der er truffet egnede ordninger om gensidig anerkendelse af andre landes myndighedstilsyn (MRA) eller fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, videregive de i § 38 omhandlede inspektionsrapporter elektronisk. § 41. På anmodning fra Europa-Kommissionen, et andet EU/EØS-land eller et tredjeland med hvilket, der er truffet egnede ordninger om gensidig anerkendelse af andre landes myndighedstilsyn (MRA), kan Sundhedsstyrelsen videregive oplysninger om tilladelser til fremstilling eller indførsel af lægemidler eller mellemprodukter, der er udstedt i henhold til § 39, stk. 1 eller stk. 2, i lov om lægemidler. § 42. Såfremt Sundhedsstyrelsen på grund af tungtvejende hensyn til mennesker eller dyrs sundhed ikke er enig i konklusionerne af en inspektion foretaget i et andet EU/EØS-land, underretter Sundhedsstyrelsen straks Europa-Kommissionen og Det Europæiske Lægemiddelagentur herom. § 43. Sundhedsstyrelsen kan dispensere fra en eller flere af bestemmelserne i denne bekendtgørelse, for så vidt ganske særlige forhold taler herfor. Straf- og ikrafttrædelsesbestemmelser § 44. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning straffes med bøde den, der overtræder § 8, § 10, stk. 1 og 3, §§ 12-23, § 24, stk. 1-2, § 25, § 26, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3-4, § 28, stk. 1 og 3, §§ 29-33, § 35, stk. 1-3, stk. 5, stk. 6, 2. og 3. pkt. og stk. 7, og §§ 36-37. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. § 45. Bekendtgørelsen træder i kraft den 3. august 2012. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1242 af 12. december 2005 om fremstilling og indførsel af lægemidler og mellemprodukter ophæves. Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 1. august 2012 Astrid Krag / Dorthe Eberhardt Søndergaard Officielle noter 1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/82/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for veterinærlægemidler, EF-Tidende 2001, nr. L 311, s. 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 596/2009 af 18. juni 2009, EU-Tidende 2009, nr. L 188, s. 14, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/83/EF af 6. november 2001 om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, EF-Tidende 2001, nr. L 311, s. 67, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/84/EU af 15. december 2010, EU-Tidende 2010, nr. L 348, s. 74, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/62/EU af 8. juni 2011, EU-Tidende 2011, nr. L 174, s. 74, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/20/EF af 4. april 2001 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om anvendelse af god klinisk praksis ved gennemførelse af kliniske forsøg med lægemidler til human brug, EF-Tidende 2001, nr. L 121, s. 34, Kommissionens direktiv 2003/94/EF af 8. oktober 2003 om principper og retningslinjer for god fremstillingspraksis for humanmedicinske lægemidler og testpræparater til human brug, EF-Tidende 2003, nr. L 262, s. 22, og Kommissionens direktiv 91/412/EØF af 23. juli 1991 om principper og retningslinjer for god fremstillingspraksis for veterinærmedicinske præparater, EF-Tidende 1991, nr. L 228, s. 70.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 79 Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af visse strafferetlige afgørelser i Den Europæiske Union, lov om udlevering af lovovertrædere og lov om Det Centrale Dna-profil-register. (Gennemførelse af rammeafgørelsen om en europæisk bevissikringskendelse og rammeafgørelsen om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse af domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf m.v.). Af justitsministeren (Lene Espersen (KF)). Fremsat skr 27/2 08 Tillæg A 3138 Lovf som fremsat 27/2 08 Tillæg A 2978 1.beh 11/3 08 FF 2160 Betænkning 24/4 08 Tillæg B 611 2.beh 6/5 08 FF 4168 Lovf optrykt efter 2.beh 6/5 08 3.beh 8/5 08 FF 4371 Lovf som vedt 8/5 08 Tillæg C 598 Lov nr 347 af 14. maj 2008 Ordførere: (1.beh) Kim Andersen (V), Karen Hækkerup (S), Morten Messerschmidt (DF), Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), Tom Behnke (KF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (RV), Line Barfod (EL), Naser Khader (NY). Ministre: (1.beh) justitsministeren (Lene Espersen). Efter 1.beh henvist til Retsudvalget(REU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Loven indfører de regler, som er nødvendige for, at Danmark kan gennemføre to separate forslag til EU-rammeafgørelser, henholdsvis en rammeafgørelse om den europæiske bevissikringskendelse og en rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf m.v. Med loven giver Folketinget samtidig sit samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1, til, at Danmark kan medvirke til at vedtage de to rammeafgørelser, som der blev opnået politisk enighed om i Rådet den 1.-2. juni 2006 (den europæiske bevissikringskendelse) og den 15. februar 2007 (overførelse af domfældte til afsoning m.v.). Afstemning: Lovforslaget vedtaget med 81 stemmer (V, S, KF, RV, NY og Gitte Seeberg (UFG)) mod 19 (DF og EL); 16 (SF) stemte hverken for eller imod. End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ferielovens lønmodtagerbegreb. Chefgolftræner. Forældelse. Resumé Ferielovens lønmodtagerbegreb. Chefgolftræner. Forældelse. Ud fra en helhedsvurdering af de oplyste forhold tiltrådte Arbejdsmarkedets Ankenævn Arbejdsdirektoratets afgørelse om, at en chefgolftræner, var lønmodtager i ferielovens forstand. Kravet om feriegodtgørelse for optjeningsåret 2003 var forældet, fordi kravet først var rejst over for arbejdsgiveren den 10. maj 2006. Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af [virksomhedens navn udeladt] på møde den 6. februar 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E [Navn udeladt] var omfattet af lov om ferie under sin ansættelse som chefgolftræner i årene 2003, 2004, 2005 og 2006 ved [virksomhedens navn udeladt]. Krav på feriepenge optjent i 2003 er forældet. Disse feriepenge tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Ankenævnet tiltræder således direktoratets afgørelse af 5. juli 2007. B E G R U N D E L S E Retten til feriegodtgørelse efter ferieloven Ankenævnet har lagt til grund, at [navn udeladt] i perioden 1. november 2003 til 31. oktober 2006 har haft opgaver for [golfklubbens navn udeladt], der har været/er ejet af [virksomhedens navn udeladt]. [Navn udeladt] ’ advokat har i brev af den 10. maj 2006 rejst kravet om feriegodtgørelse overfor [virksomhedens navn udeladt]. – [Navn udeladt] har haft forskellige opgaver i forhold til [virksomhedens navn udeladt]: – [Navn udeladt] har drevet en forretning, [forretningens navn udeladt], hvor han har været momsregistreret, ført særskilt regnskab, ansat, afskediget og aflønnet personale, som han har tegnet arbejdsskadeforsikring for, og hvor han har betalt for leje af lokaler. – [Navn udeladt] skulle stå til rådighed for fællestræning, har stået for træning af klubbens junior- og elitespillere samt være behjælpelig ved modtagelse og vejledning af begynder- og prøvemedlemmer. Betaling herfor skete via [virksomhedens navn udeladt]. – [Navn udeladt] kunne undervise medlemmer og ikke-medlemmer. Betalingen herfor skete direkte til [navn udeladt]. Endvidere kunne golfarrangementer udbydes både af [navn udeladt] for egen regning og risiko og af [virksomhedens navn udeladt]. Der er uenighed om, hvorvidt [navn udeladt] har været selvstændig eller lønmodtager - og dermed om han har været omfattet af ferielovens bestemmelser. [Navn udeladt] advokat har i brev af 18. december 2006 erkendt, at [navn udeladt] var selvstændig erhvervsdrivende for så vidt angik [forretningens navn udeladt] og privatlektioner. [Navn udeladt] advokat mener dog at arbejdet som chefgolftræner var som lønmodtager og dermed omfattet af ferielovens regler. Ferieloven omfatter lønmodtagere. I loven er begrebet lønmodtager defineret som en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. Det fremgår af ferielovens § 1, stk. 2. Om en person er lønmodtager vil bero på en helhedsvurdering. I den vurdering har Arbejdsmarkedets Ankenævn inddraget de elementer, som traditionelt afgrænser lønmodtagerbegrebet, og nævnet har taget udgangspunkt i den foreliggende trænerkontrakt. I det omfang dette har været muligt, er der alene taget stilling til den del af arbejde, som må tilskrives chefgolftrænerjobbet og hvor der er afregnet A-indkomst, idet den øvrige del af arbejdet er erkendt at være selvstændig virksomhed. Arbejdsmarkedets Ankenævn finder, at [virksomhedens navn udeladt] havde instruktionsbeføjelse og dermed råderet over [navn udeladt] arbejdskraft. I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at – [navn udeladt] var forpligtet til at stille sin arbejdskraft til rådighed i det omfang, det var beskrevet i kontrakten (§ 1) – [navn udeladt] ikke måtte være træner for andre klubber (§ 1) – [navn udeladt] skulle tilrettelægge sin arbejdstid med henblik på at være til stede, når medlemmerne var til stede, og i videste muligt omfang deltage i klubbens arrangementer (§ 2) – der skulle udarbejdes en plan for trænerens tilstedeværelse på centret (§ 2) – kontrakten beskriver omfanget af [navn udeladt] trænergerning sommer og vinter (§ 2.1.), herunder hvordan træningen skulle afvikles (§§ 2.1.1, 2.1.2 og 2.1.3) – det særskilt er nævnt, at [navn udeladt] kunne yde instruktion til ikke-medlemmer (§ 2.1.) samt udvikle og udbyde golfskole for egen regning (§ 4). Arbejdsmarkedets Ankenævn finder endvidere, at arbejdet som chefgolftræner er udført for [virksomhedens navn udeladt] regning og risiko. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det af kontraktens § 5 fremgår, at [virksomhedens navn udeladt] stillede golfbanens faciliteter til rådighed for [navn udeladt] træneraktiviteter, og at virksomheden også sørgede for banens vedligeholdelse. I modsætning her til står den del af kontrakten, der omfatter [forretningens navn udeladt], og som bl.a. indeholder aftale om betaling af leje for lokaler. Afregning af løn som A-indkomst og afregning af A-skat er almindeligt i et lønmodtagerforhold, men [virksomhedens navn udeladt] har i brev af 16. maj 2006 oplyst, at afregningen som A-indkomst alene skete for ikke at belaste ikke-momspligtige golfklubber med momsbetaling, og at det er tradition i branchen. Det forhold, at det honorar, som [navn udeladt] har modtaget for at opfylde kontrakten, er afregnet som A-indkomst og med afregning af A-skat, kan efter nævnets opfattelse ikke i sig selv bevirke, at [navn udeladt] var lønmodtager, idet SKAT afgør spørgsmål om lønmodtagerforhold ud fra en vurdering af, om der har været tale om et tjenesteforhold i skattelovgivningens forstand. [Virksomhedens navn udeladt] advokat skriver i brev af 8. december 2006, at retrainerfee’et, der er nævnt i § 7, dækkede [navn udeladt] tilstedeværelse som træner i sæsonen. Beløbet var et honorar for rådighedsforpligtelsen, som selvstændig erhvervsdrivende, og ikke et vederlag for arbejde i et tjenesteforhold. Det, at [navn udeladt] blev betalt for en rådighedsforpligtelse, forhindrer ikke, at forholdet må anse for et tjenesteforhold i ferielovens forstand, netop fordi rådighedsforpligtelsen må anses som en del af et tjenesteforhold. Arbejdsmarkedets Ankenævn har vurderet, at [navn udeladt] i et vist omfang havde pligt til personligt at udføre arbejdet selv om det af kontrakten fremgår, at der i planen for trænerens tilstedeværelse på centret også skulle indgå tilstedeværelsen af ”dennes medarbejders”, altså [navn udeladt] medarbejders (§ 2). I den forbindelse har nævnet lagt vægt på, at – det ville have været urealistisk, hvis [navn udeladt] alene skulle forestå undervisning, der omfattede op til 64 timer om ugen (§ 2.1.1.) – [navn udeladt] stillingsbetegnelse var ”chefgolftræner” – [navn udeladt] skulle ansætte fornødent personale til varetagelse af opgaver (§ 7), uden at det i kontrakten er angivet, at det skulle ske for [navn udeladt] regning og risiko, som ved beskrivelsen af [forretningens navn udeladt] (§ 6) – kontraktens § 2 lægger op til, at [navn udeladt] personligt skulle være til stede og forestå arbejdet. Det forhold, at kontrakten udelukker, at [navn udeladt] samtidig kunne være træner i andre golfklubber, taler også for en tilknytning af et betydeligt omfang, og at der dermed har været tale om et lønmodtagerforhold. Ud fra en helhedsvurdering af de oplyste forhold finder Arbejdsmarkedets Ankenævn, at [navn udeladt], som chefgolftræner, var lønmodtager i [virksomhedens navn udeladt], og at [navn udeladt] derfor var omfattet af ferielovens regler. Forældelse [Navn udeladt] har gennem sin ansættelse i [virksomhedens navn udeladt] optjent ferie og feriegodtgørelse i 2003, 2004, 2005 og 2006. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 30. september efter ferieårets udløb. Ferieåret udløb den 30. april 2005 for ferie og feriegodtgørelse, der var optjent i 2003. Kravet skulle således være rejst overfor [virksomhedens navn udeladt] senest den 30. september 2005. [Navn udeladt] advokat har gjort krav om feriegodtgørelse gældende i brev af 10. maj 2006. Krav på feriegodtgørelse der er forældet efter § 35, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Da der først er rejst krav om feriegodtgørelse for 2003 efter den 30. september 2005, er feriegodtgørelsen optjent i 2003 forældet, og tilfalder derfor statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Ferieåret udløb den 30. april 2006 for ferie og feriegodtgørelse, der var optjent i 2004. Feriegodtgørelse for optjeningsåret 2004, 2005 og 2006 er rejst over for [virksomhedens navn udeladt] den 10. maj 2006. Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet efter § 35, stk. 1, forældes det, medmindre lønmodtageren senest den 30. november efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved at rette henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet. [Navn udeladt] advokat har rejst spørgsmålet om ferie/feriegodtgørelse overfor Arbejdsdirektoratet den 9. juni 2006, og kravet for optjeningsårene 2004, 2005 og 2006 er ikke forældet. R E G L E R Ankenævnet henviser til § 1, § 35 samt § 36, stk. 1 i ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter som ankenævnet har modtaget fra direktoratet samt opringning den 1. november 2007 fra Advokatfirmaet [navn udeladt] og brev af 29. november 2007 fra Advokatfirmaet [navn udeladt]. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: – [Adressat udeladt] – Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K Regler Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 Kapitel 1 Lovens område § 1. En lønmodtager har ret til ferie og feriegodtgørelse eller løn under ferie og ferietillæg efter denne lovs bestemmelser. Stk. 2. Ved lønmodtager forstås i denne lov en person, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold. … Kapitel 6 Forældelse og modregning § 35. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg forældes, hvis det ikke rejses over for arbejdsgiveren senest den 30. september efter ferieårets udløb. Stk. 2. Hvis arbejdsgiveren ikke efterkommer kravet, forældes det, medmindre lønmodtageren senest den 30. november efter ferieårets udløb søger kravet gennemført ved retssag, ved fagretlig behandling, ved politianmeldelse eller ved at rette henvendelse til direktøren for Arbejdsdirektoratet. § 36. Krav på feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, der er forældet efter § 35, tilfalder statskassen og Arbejdsmarkedets Feriefond. Stk. 2. …

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Der kunne ikke indrømmes fradrag for dagpleje efter ligningslovens § 9 H for en periode, hvor en kommunal dagplejer var på orlov/kursus, og hvor der udbetaltes løn under kurset. Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for dagplejere under orlov Klagen skyldes at klageren ikke har fået godkendt fradrag som dagplejer i forbindelse med orlov til efteruddannelse. Landsskatterettens afgørelse Skatteankenævnet har godkendt fradrag som dagplejer med 63.852 kr. Fradrag er selvangivet med 75.462 kr. Landsskatteretten stadfæster ankenævnets afgørelse. Sagens oplysninger Klageren arbejder som kommunal dagplejer i X kommune. Klageren har opgjort standardfradrag med 40 % af den bidragspligtige A-indkomst med reduktion af am-bidrag og særlig pensionsbidrag. Klageren deltog i perioden 10. september – 2. november 2001 i et kursus afholdt i AMU-regi i X. Klageren fik løn fra X kommune i hele kursusperioden på 8 uger, og X kommune modtog refusion fra klagerens A-kasse. Deltagelse i kurset var frivilligt, men Dagplejekontoret opfordrede til deltagelse i kurset. Dagplejekontoret i X kommune forespurgte før oprettelsen af kurset, om dagplejerne, der ville deltage i kurset, kunne foretage standardfradrag efter ligningslovens § 9 H i den periode, hvor de deltog i kurset. Den kommunale skattemyndighed svarede, at der efter deres opfattelse ikke var lovhjemmel til at medregne lønnen under de 8 ugers kursus til beregningsgrundlaget for standardfradrag jf. ligningslovens § 9 H. Deltagerne fik meddelelse om dette. Deltagerne kunne søge om kørselsgodtgørelse, hvis afstanden frem og tilbage udgjorde mere en 24 km. Der blev maximalt givet tilskud til 120 km. Skatteankenævnets afgørelse Der er ikke godkendt dagplejefradrag i kursusperioden, idet fradraget tilsigter at dække udgifter til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem. Disse udgifter afholdes ikke under er kursusophold, som er varslet lang tid i forvejen. Lønindtægt i kursusperioden betragtes på lige fod med dagpenge, løn under barselsorlov eller løn i en sammenhængende sygeperiode på mere end 3 måneder. Betingelsen i ligningslovens § 9 H anses ikke for opfyldt, idet fradraget er betinget af, at der udføres privat dagpasning. Endvidere kan reglerne i statsskattelovens § 6 ikke anvendes, idet udgifterne ikke er afholdt til at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten. Klagerens påstand og argumenter Repræsentanten har fremsat påstand om, at klageren er berettiget til at foretage standardfradrag som selvangivet. Personer, der er omfattet af bestemmelsen i ligningslovens § 9 H, kan vælge at fratrække faktiske udgifter i forbindelse med dagplejen, eller vælge at foretage standardfradrag efter ligningslovens § 9 H. Standardfradraget opgøres som en procentdel af den skattepligtige del af vederlaget, der modtages for dagplejen. Det er derfor hele det vederlag, som klageren har modtaget, der skyldes hendes job som dagplejer. Der er ikke i lovteksten grundlag for at nægte dagplejerfradrag under et kursus, der er varslet i god tid. Der er tale om et standardfradrag, der beregnes af den skattepligtige del af det vederlag, der modtages for dagplejen. Hvis skattemyndighedernes opfattelse skal lægges til grund, skal det vel også vurderes, om der kan gives fradrag, når dagplejeren afholder ferie, eller et barn ikke møder op på grund af sygdom eller forældres ferie. Når skatteankenævnet drager sammenligning med sygedagpenge, der ligger ud over 90 dage, ville det være mere naturligt at drage en sammenligning til den indtægt, klageren har fået under kursus, med de sygedagpenge, der ligger inden for 90 dage. Det fremgår ikke af årsopgørelsen, at klageren har været på kursus, men hvis det er en relevant oplysning for udfyldelse af selvangivelsen, burde det fremgå af årsopgørelsen. Det er tværtimod hele årsindtægten, der er oplyst i et beløb på årsopgørelsen fra lønningskontoret. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Driftsomkostninger kan fradrages ved indkomstopgørelsen efter bestemmelsen i statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a. Dagplejere, der udfører privat dagpasning omfattet af bl.a. kommunalt formidlet dagpleje, kan i stede for at fradrage faktiske udgifter forbundet med dagplejen foretage et standardfradrag efter ligningslovens § 9 H. Ved sammenhængende sygeperioder på mere end 3 måneder indenfor et indkomstår beregnes der kun standardfradrag af vederlag, der er modtaget i de første 90 dage af sygeperioden. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at fradrag i henhold til ligningslovens § 9 H skal dække udgifterne til børnenes kost, sanitær service og slitage på dagplejerens hjem, hvorfor øvrige udgifter til fagforeningskontingent, befordring og dokumenterede udgifter til personer, der hjælper med plejen, kan fradrages ved siden af det særlige fradrag. Det fremgår af ligningslovens § 9 H, stk. 1 og bemærkningerne til loven, at det er en betingelse, jf. bestemmelsens ordlyd ” . der udfører privat dagpasning ”, at fradraget gives for udgifter, som dagplejeren påføres i forbindelse med dagplejen. Klageren har i perioden 10. september – 2. november 2001 ikke udført arbejde som dagplejer. Retten er enig med skatteankenævnet i, at der ikke kan beregnes fradrag jf. ligningslovens § 9 H. Beregning af standardfradrag i forbindelse med sygdom efter bestemmelsens stk. 2, kan ikke anses at omfatte vederlag modtaget i forbindelse med løn under uddannelsesorlov.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Efter lovbemærkningerne til § 3, stk. 4, nr. 2, i lov nr. 415 af 6. juni 2002 om ændring af lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer skal Centeret for Vurdering af Udenlandske Uddannelsers vurderinger af personers udenlandske uddannelseskvalifikationer lægges til grund for optagelse i arbejdsløshedskasser. Det indebærer, at arbejdsløshedskasser skal følge centerets vurderinger ved optagelse af de pågældende personer. I en sag, hvor ankenævnet havde truffet afgørelse om, at en person ikke kunne optages som medlem, ændrede ankenævnet den 22. august 2003 sin afgørelse, således at personen kunne optages som dimittend i a-kassen på baggrund af hendes udenlandske uddannelse. Ankenævnet lagde vægt på, at Centeret for Vurdering af Udenlandske Uddannelser havde vurderet, at personens konkrete uddannelse som bachelor og mastergrad med 1 års afbrydelse ind i mellem kunne betragtes som et samlet og afsluttet uddannelsesforløb svarende til en dansk uddannelse af 4 års varighed. Det var en forudsætning for afgørelsen, at personen efterbetalte medlemsbidrag fra optagelsestidspunktet. Den fulde tekst Kan ikke optages som nyuddannet medlem Ankenævnet traf den 6. december 2002 afgørelse om, at De ikke kunne optages som medlem af xxx med dimittendrettigheder på baggrund af Deres mastergrad ved universitetet i xxx. De meddelte den 28. februar 2003, at Undervisningsministeriets Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser (centeret) den 30. januar 2003 i et brev til Dem havde foretaget en vurdering af Deres uddannelse, og at De derfor ønskede sagen genoptaget. Ankenævnet anmodede den 19. marts 2003 centeret om at uddybe centerets brev af 30. januar 2003 til Dem. Centeret besvarede ankenævnets henvendelse den 27. marts 2003 og afgav en yderligere uddybning af svaret den 25. april 2003. Ankenævnet har besluttet at genoptage behandlingen af Deres sag på møde den 21. august 2003. Nævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Ankenævnet finder grundlag for at ændre afgørelsen af 6. december 2002 på baggrund af udtalelserne af 27. marts 2003 og 25. april 2003 fra centeret, således at De - med virkning fra den 23. september 2002 - kunne optages som medlem af en dansk arbejdsløshedskasse med dimittendrettigheder. Det er en forudsætning for optagelsen, at De efterbetaler medlemsbidrag fra optagelsestidspunktet. BEGRUNDELSE Ankenævnet har ved afgørelsen lagt til grund, at i De færdiggjorde Deres uddannelse som bachelor i politik og økonomi ved universitetet i xxx i juli 2000, i De ikke ansøgte om optagelse som dimittend i a-kassen på baggrund af uddannelsen som bachelor, i De efter færdiggørelsen af bachelor-uddannelsen flyttede til Kairo, hvor De arbejdede og udvidede Deres viden om Mellemøsten til brug for Deres uddannelse, i De fra marts til august 2001 arbejdede i Danmark med henblik på at opnå de nødvendige økonomiske midler til at tage en mastergrad, i De fra september 2001 til 16. september 2002 studerede ved universitetet i xxx, således at De bestod Deres mastergrad på normeret tid, og i at De herefter ansøgte om optagelse i arbejdsløshedskassen som dimittend den 23. september 2002. Ved afgørelsen om at ændre ankenævnets afgørelse af 6. december 2002 har ankenævnet lagt vægt på, at centeret i udtalelserne af 27. marts og 25. april 2003 har vurderet, at Deres uddannelse som bachelor og Deres mastergrad kunne betragtes som et samlet og afsluttet uddannelsesforløb svarende til en dansk uddannelse af fire års varighed. På baggrund af centerets vurdering finder ankenævnet således, at det uddannelsesmæssigt og kvalifikationsmæssigt ikke har betydning, at De mellem tidspunktet for færdiggørelsen af Deres bachelor-uddannelse og tidspunktet for påbegyndelsen af mastergraden havde en tidsmæssig afbrydelse på lidt over 1 år. Ankenævnet har endvidere lagt vægt på, at baggrunden for, at ankenævnet tidligere kunne nå til et andet resultat var, at ankenævnet efter de i sagen foreliggende oplysninger opfattede Deres bachelorgrad og Deres mastergrad som to uddannelser, der ikke var sammenhængende. Ved denne opfattelse fik den tidsmæssige afbrydelse væsentlig betydning, da Deres mastergrad ikke i sig selv levede op til kravet om "en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed...", jf. § 41, stk. 1, nr. 3, litra b, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., (og da De ikke mere havde mulighed for at blive optaget som dimittend på baggrund af Deres bachelorgrad). Nu, hvor centeret har vurderet, at Deres bachelor- og masteruddannelse er en sammenhængende og afsluttet uddannelse, må ankenævnet ændre opfattelse af den tidsmæssige afbrydelse af Deres uddannelsesforløb, da reglen om, at tidsmæssige afbrydelser i sig selv har betydning, kun fremgår direkte af Arbejdsdirektoratets vejledning nr. 165 af 18. december 2002 og således ikke alene vil kunne blive afgørende for sagen. Ankenævnet har i øvrigt ved afgørelsen lagt vægt på, at centeret har vurderet, at Deres uddannelse ligger inden for det samfundsvidenskabelige område. De kan henvende Dem til Deres a-kasse med henblik på at få oprettet Deres medlemskab med virkning fra den 23. september 2002. Ankenævnet henviser til § 41, stk. 1, nr. 3 b), i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsministeriets lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og med uforandret indhold i Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 799 af 24. september 2002) og til §§ 1 og 3 i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. (Undervisningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 74 af 24. januar 2003). Ankenævnet ændrer således ankenævnets afgørelse af 6. december 2002. Ankenævnet beklager i øvrigt, at sagsbehandlingstiden var længere, end De kunne forvente. På ankenævnets vegne xxx Kopi til: xxx Arbejdsdirektoratet + akter Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser Bemærkninger På baggrund af Deres brev af 28. februar 2003 skrev Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn følgende den 19. marts 2003 til Undervisningsministeriet, Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser: "Sekretariatet for Arbejdsmarkedets Ankenævn har modtaget vedlagte brev fra Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser af 30. januar 2003 til xxx. xxx ønsker, at brevet skal lægges til grund for Arbejdsmarkedets Ankenævns eventuelle fornyede vurdering af, om hun kan optages som dimittend i xxx på baggrund af sin master-uddannelse ved universitetet i xxx fra september 2001 til 16. september 2002. Arbejdsmarkedets Ankenævn lagde til grund for den tidligere behandling af sagen, at i xxx færdiggjorde sin uddannelse som bachelor i politik og økonomi ved universitetet i xxx i juli 2000, i hun efter færdiggørelsen arbejdede i Kairo til og med februar 2001, i hun arbejdede i Danmark fra marts til august 2001, i hun som ovenfor nævnt tog sin master-uddannelse ved universitetet i xxx fra september 2001 til 16. september 2002, i hun ansøgte om optagelse i a-kassen den 23. september 2002 efter dimittend-reglerne, og i hun ikke havde ansøgt om optagelse på baggrund af sin bachelor-uddannelse. På denne baggrund skal sekretariatet venligst anmode centeret om en uddybning af den afgivne udtalelse af 30. januar 2003: 1. Centeret har vurderet, at "det samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med omkring 4 års universitetsstudier i Danmark inden for det samfundsvidenskabelige område." Sekretariatet er med denne udtalelse i tvivl om, hvilken uddannelse centeret mere konkret mener, at xxx har opnået. En mere konkret udtalelse herom er af væsentlig betydning for, om xxx i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand vil være omfattet af et "fagligt område", således at hun eventuelt vil kunne indplaceres i en a-kasse. 2. Sekretariatet ønsker endvidere bekræftet, om centeret ved udtalelsen af 30. januar 2003 har lagt vægt på alle de ovennævnte faktuelle forhold omkring xxx's studieforløb, herunder især, om det gør nogen forskel for centeret, at xxx ikke var under uddannelse, men i arbejde, i perioden fra juli 2000 til august 2001. Sagens videre behandling afventer centerets svar." Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser skrev følgende den 27. marts 2003: "Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser (CVUU) har d. 20. marts modtaget Arbejdsmarkedets Ankenævns anmodning om uddybende kommentarer til centrets vurderingssvar til xxx af 30. januar 2003. Ankenævnet spørger, hvilken konkret dansk uddannelse CVUU sammenligner xxx's xxx masteruddannelse med. CVUU har i sit svar skrevet:"Det samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med 4 års universitetsstudier inden for det samfundsvidenskabelige område. Centret er ofte ikke i stand til at sammenligne med en helt konkret dansk uddannelse. De forskellige lande har forskellige uddannelsessystemer, og en uddannelse i det samme fag fra henholdsvis Danmark og et andet land svarer meget sjældent helt overens. Derfor sammenligner CVUU i sine vurderingssvar ofte den udenlandske kvalifikation med et fagområde, humaniora, samfundsvidenskab eller naturvidenskab frem for en konkret dansk uddannelse. På den måde anerkender man, at selvom uddannelserne kan have forskelligt indhold, kan de ofte anerkendes som værende sammenlignelige med danske uddannelser, selv om de ikke er identiske. Der kan være forskelligt indhold, men niveauet kan være sammenligneligt med tilsvarende danske uddannelser. I xxx's tilfælde vurderer CVUU hendes uddannelse til at ligge inden for det samfundsvidenskabelige område. Det gør vi, fordi de faglige hovedområder i såvel bachelor- som masterdelen ligger inden for politik, økonomi og udviklingspolitik. Der er tale om fagområder, som typisk findes på samfundsvidenskabelige områder i Danmark. Centret vurderer, at hendes samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med 4 års universitetsstudier. Dette indikerer, at uddannelsen ikke kan sammenlignes med en fuld kandidatuddannelse, men derimod omkring 1 års kandidatstudier oven på bachelorgraden. Ankenævnet spørger tillige, om CVUU har lagt vægt på, at xxx efter at have afsluttet sin bachelorgrad har arbejdet i ca. 1 år, før hun har påbegyndt sit masterstudium. CVUU har vurderet bachelor- og masteruddannelsen som et samlet forløb. Det har vi gjort, fordi bachelordelen og masterdelen tydeligvis ligger inden for de samme fagområder, således at masterprogrammet vurderes som en direkte progression i forhold til bachelorprogrammet. Såvel bachelorgraden som mastergraden er taget på det samme fakultet. Optagelse på masterdelen på xxx forudsætter en bachelorgrad i politik eller i et nært beslægtet område. At der har været et tidsmæssigt brud i forløbet er i denne forbindelse uden betydning. Lovgrundlaget for CVUU's praksis findes i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 74 af 24. januar 2003 samt bekendtgørelse nr. 548 af 1. juli 2002 om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. Såvel loven som bekendtgørelsen findes på www.cvuu.dk. Af lovens paragraf 3, stk. 4, fremgår det, at CVUU's vurdering skal lægges til grund for en arbejdsløshedskasses afgørelse om optagelse. Hvis ankenævnet har brug for yderligere eller uddybende kommentarer, er CVUU til rådighed." Efter telefonisk anmodning fra sekretariatet afgav centeret endvidere den 25. april 2003 følgende uddybende udtalelse: "Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelser, CVUU, er d. 25. april 2003 blevet bedt om en præcisering af CVUU's brev af 27. marts i ovennævnte sag. Jeg skal præcisere, at CVUU betragter xxx's uddannelse som et samlet afsluttet forløb og dermed hendes uddannelse som en afsluttet universitetsgrad. CVUU vurderer, at hendes uddannelse i Danmark svarer til 4 års universitetsstudier, altså et niveau, som ligger over en bacheloruddannelse, men under en kandidatuddannelse. CVUU har d. 30. januar 2003 sendt vurderingssvar til xxx, hvori centret vurderer, at hendes samlede uddannelsesforløb svarer til 4 års universitetsstudier i Danmark. Centret har siden da ændret lidt på formuleringen af svarbreve, hvor uddannelsesforløbet er en 3-årig bachelorgrad og en 1-årig mastergrad. I dag skriver vi: 1-årige masteruddannelser fra xxx kan ikke direkte sidestilles med en dansk kandidatgrad, som er af 2 års varighed. Ofte kan de i forlængelse af en bachelorgrad inden for et beslægtet fagområde sidestilles med omkring 1 års kandidatstudier og dermed niveaumæssigt sammenlignes med 4 års danske universitetsstudier (jf. den tidligere danske cand. phil. grad). Dette gælder i det foreliggende tilfælde. Det betyder, at centret ville sammenligne xxx's uddannelse med den tidligere 4-årige cand. phil. uddannelse, hvis det var muligt. Det afgørende for centret er, at vi betragter uddannelsen som en afsluttet universitetsgrad og bachelor-masterstudiet som et sammenhængende forløb, som CVUU vurderer til at være sammenligneligt med 4 års universitetsstudier i Danmark." Ministeriet for Videnskab og Teknologi oplyste telefonisk følgende den 20. juni 2003: Ministeriet oplyste, at et "sabbat-år" midt i en videregående uddannelse længe har været en mulighed, men at det fra den 1. juli 2003 bliver helt formaliseret, sådan at en bachelor og en overbygning er to helt særskilte forløb, (selv om de stadig ikke er særskilte SU-mæssigt). Ministeriet oplyste endvidere, at en cand. phil. var en 4-årig kandidatuddannelse, der blev afskaffet i 1995. Den findes ikke mere i Danmark, selv om der stadig er personer, der har titlen. Arbejdsdirektoratet skrev følgende den 4. juli 2003: "Sekretariatet for Ankenævnet har i brev af 24. juni 2003 oplyst, at man har modtaget yderligere materiale i ovennævntes sag, som blev afgjort af nævnet den 6. december 2002. Til brug for behandlingen af genoptagelsen af sagen beder sekretariatet direktoratet oplyse, om de vedlagte oplysninger ville have givet anledning til, at direktoratet havde ændret afgørelsen af 14. november 2002. Sekretariatet henviser særligt til § 3, stk. 4, nr. 2, i lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer, hvoraf det fremgår, at Center for Vurdering af Udenlandske Uddannelsers vurdering af en udenlandsk uddannelse skal lægges til grund for en arbejdsløshedskasses afgørelse om optagelse af en person som medlem af arbejdsløshedskassen. Af de vedlagte oplysninger fremgår det, at CVUU den 30. januar 2003 har vurderet ovennævntes uddannelse. Det fremgår, at der er tale om en bacheloruddannelse, som er normeret til 3 år og afsluttet i 2000, og en masteruddannelse, som er normeret til 1 år og afsluttet i 2002. Videre fremgår det, at det vurderes, at det samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med omkring 4 års universitetsstudier i Danmark inden for det samfundsvidenskabelige område. CVUU har i brev af 27. marts 2003 uddybende oplyst, at når det er vurderet, at det samlede uddannelsesforløb i niveau er sammenligneligt med 4 års universitetsstudier, indikerer dette, at uddannelsen ikke kan sammenlignes med en fuld kandidatuddannelse, men derimod med omkring 1 års kandidatstudier oven på bachelorgraden. For så vidt angår det forhold, at ovennævnte efter at have afsluttet sin bachelorgrad har arbejdet i ca. 1 år, før hun er påbegyndt sit masterstudium, har CVUU oplyst, at man har vurderet bachelor- og masteruddannelsen som et samlet forløb. CVUU har videre oplyst, at det har man gjort, fordi bachelordelen og masterdelen tydeligvis ligger inden for de samme fagområder, således at masterprogrammet vurderes som en direkte progression i forhold til bachelorprogrammet. Såvel bachelorgraden som mastergraden er taget på samme fakultet, og optagelse på masterdelen på xxx forudsætter en bachelorgrad i politik eller i et nært beslægtet område. At der har været et tidsmæssigt brud i forløbet er i denne forbindelse uden betydning. CVUU har herefter i brev af 25. april 2003 præciseret, at man betragter ovennævntes uddannelse som et samlet afsluttet forløb og dermed hendes uddannelse som en afsluttet universitetsgrad. CVUU har desuden oplyst, at man ville sammenligne ovennævnte uddannelse med den tidligere 4-årige cand. phil. uddannelse, hvis det var muligt. Det afgørende for centret er, at man betragter uddannelsen som en afsluttet universitetsgrad og bachelorstudiet som et sammenhængende forløb, som CVUU vurderer til at være sammenligneligt med 4 års universitetsstudier i Danmark. Af de vedlagte oplysninger fremgår videre, at Ministeriet for Videnskab og Teknologi vedrørende betydningen af afbrydelse af en uddannelse telefonisk har oplyst, at et "sabbat-år" midt i en videregående uddannelse længe har været en mulighed, men at det fra den 1. juli 2003 bliver helt formaliseret, sådan at en bachelor og en overbygning er to helt særskilte forløb, selv om de stadig ikke er særskilte SU-mæssigt. Direktoratet skal i forlængelse heraf oplyse, at de vedlagte oplysninger ikke ville have givet anledning til, at direktoratet havde ændret afgørelsen af 14. november 2002. Direktoratet mener således fortsat, at ovennævntes bacheloruddannelse og mastergrad i henhold til reglerne om arbejdsløshedsforsikring ikke kan betragtes som en samlet uddannelse. Der lægges herved fortsat vægt på, at der ikke er tilstrækkelig tidsmæssig sammenhæng mellem de to uddannelser. Direktoratet finder herunder ikke, at det forhold, at tiden mellem de to uddannelser er begrundet i, at ovennævnte arbejdede for at opnå de nødvendige økonomiske midler for at fortsætte sin uddannelse, kan føre til et andet resultat. Direktoratet skal bemærke, at direktoratet for så vidt ikke er uenig i, at der er den nødvendige faglige sammenhæng mellem de to uddannelser. Dette er dog ikke i sig selv tilstrækkeligt. Da medlemmets masteruddannelse ikke opfylder arbejdsløshedsforsikringslovens krav om, at uddannelsen skal være af mindst 18 måneders varihed, er det således fortsat direktoratets opfattelse, at ovennævnte ikke opfylder betingelserne for at kunne optages som nyuddannet i en a-kasse på baggrund af sin uddannelse. For så vidt angår det anførte om, at CVUU's vurdering skal lægges til grund for en arbejdsløshedskasses afgørelse om optagelse, skal direktoratet bemærke, at direktoratet ikke er uenig i, at centrets vurdering af ovennævntes uddannelseskvalifikationer skal lægges til grund. Dette ændrer imidlertid ikke ved, at de øvrige betingelser for optagelse skal være opfyldt, herunder kravet om at uddannelsen skal være af mindst 18 måneders varighed. En mastergrad, der består af en bachelorgrad plus 1 år inden for samme fag, vil kunne danne grundlag for en dimittendoptagelse. Dette forudsætter imidlertid, at der er faglig og tidsmæssig sammenhæng. Afgørelsen om, at ovennævntes uddannelse ikke berettiger til optagelse som nyuddannet i en a-kasse, er ikke begrundet i ovennævntes uddannelseskvalifikationer. Afgørelsen er derimod begrundet i, at uddannelsen ikke anses som samlet, da der ikke er tidsmæssig sammenhæng mellem de forskellige dele af uddannelsen." Regler Lov om vurdering af udenlandske uddannelseskvalifikationer m.v. (Undervisningsministeriets lovbekendtgørelse nr. 74 af 24. januar 2003) § 1. Loven har til formål at sikre adgang til at få udenlandske uddannelseskvalifikationer vurderet med henblik på at lette tilgangen til det danske arbejdsmarked og det danske uddannelsessystem. § 3... Stk. 4. Vurderingen skal lægges til grund for følgende afgørelser: 1) En offentligt anerkendt uddannelsesinstitutions afgørelse om optagelse. 2) En arbejdsløshedskasses afgørelse om optagelse. 3) ...

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 13. marts 2012 Forslag til Lov om ændring af søloven og lov om sikkerhed til søs (Tilpasninger som følge af Athenforordningen, gennemførelse af 2002-Athenkonventionen og registrering af skibe med frist) § 1 I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 856 af 1. juli 2010, som ændret ved lov nr. 599 af 24. juni 2005, § 1 i lov nr. 526 af 7. juni 2006, § 13 i lov nr. 1563 af 20. december 2006, § 1 i lov nr. 251 af 30. marts 2011 og § 17 i lov nr. 457 af 18. maj 2011, foretages følgende ændringer: 1. I § 12, stk. 4, 1. pkt., ændres »§ 15, stk. 2« til: »§ 15, stk. 3«. 2. I § 15 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering med frist på grundlag af kopi af den attest, som er nævnt i stk. 1. I disse tilfælde indføres det anmeldte dokument om ejerforhold, pant m.v. foreløbigt i registeret. Dokumentet, der er registreret på grundlag af en kopi, og eventuelle efterfølgende registreringer, der er foretaget på baggrund heraf, slettes af registeret, hvis den originale attest ikke er fremlagt inden for den fastsatte frist.« Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4. 3. I § 36, stk. 3, ændres »§ 15, stk. 3« til: »§ 15, stk. 4«. 4. I § 37, stk. 3, ændres »§ 15, stk. 3« til: »§ 15, stk. 4«. 5. I § 175, stk. 1, ændres »175.000 SDR« til: »400.000 SDR«. 6. I § 322, stk. 2, 2. pkt., ændres »§ 501, stk. 1, nr. 7« til: »§ 501, stk. 1, nr. 6«. 7. I § 401, stk. 3, 1. pkt., udgår », samt værdigenstande som nævnt i § 419, stk. 2«. 8. I § 402 indsættes efter »såfremt andet ikke«: »følger af §§ 403 a og 403 b,«. 9. Efter § 403 indsættes: »§ 403 a. Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 392/2009 af 23. april 2009 om transportørers erstatningsansvar ved ulykker under søtransport af passagerer (Athenforordningen) gælder tillige for aftaler om transport af passagerer i national fart med klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, i national fart er ikke ansvarlige for passagerskader som følge af terror eller passagerskader omfattet af kravene om erstatning for handicaphjælpemidler, forskudsbetaling og oplysningspligt i den forordning, der er nævnt i stk. 1. Sådanne skibe er heller ikke omfattet af krav om certifikat for forsikring. Stk. 3. Athenforordningen nævnt i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om transport af passagerer i national og international fart, som ikke er omfattet af forordningen. Stk. 4. Athenforordningen nævnt i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på aftaler om transport af passagerer på et skib, som anløber eller forlader dansk havn eller andet last- og lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel, eller som udfører opgaver på dansk søterritorium, og hvor skaden, som er omfattet af Athenkonventionen af 1974 angående transport af passagerer og deres bagage til søs som ændret ved protokollen af 2002 (2002-Athenkonventionen), indtræder på et af disse steder. § 403 b. Rederen for klasse-C- og -D-passagerskibe og skibe, der medbringer højst 12 passagerer, i national fart skal have en ansvarsforsikring. Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvilke skibe der skal anses for at udføre transport med højst 12 passagerer, om kravene til ansvarsforsikring m.v. og om, at bevis for forsikring skal medbringes om bord og på forlangende forevises myndighederne. § 403 c. Søfartsstyrelsen kan fastsætte regler om udstedelse af certifikat for forsikring og om gebyr for udstedelse af certifikatet. Certifikatet skal opbevares om bord og på forlangende forevises myndighederne.« 10. § 418 affattes således: »§ 418. Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab eller skade som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring af passagerer, hvis forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som denne svarer for.« 11. § 419 affattes således: »§ 419. Bortfragteren er forpligtet til at erstatte tab eller skade som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring eller udlevering af rejsegods, hvis forsinkelsen skyldes fejl eller forsømmelse udvist af bortfragteren selv eller nogen, som denne svarer for.« 12. § 421 affattes således: »§ 421. Ved tab som følge af forsinkelse har bortfragteren bevisbyrden for, at tabet ikke skyldes fejl eller forsømmelse udvist af den pågældende selv eller nogen, som denne svarer for.« 13. § 422, stk. 1 og 2, affattes således: »Bortfragterens ansvar for tab som følge af forsinkelse i forbindelse med befordring af passageren kan ikke overstige 4.150 SDR. Stk. 2. Bortfragterens ansvar for tab, som følge af at rejsegods er forsinket, kan ikke overstige 1) 1.800 SDR pr. passager for håndbagage, 2) 10.000 SDR pr. køretøj og 3) 2.700 SDR pr. passager for andet rejsegods.« 14. § 422, stk. 6, affattes således: »Stk. 6. Ved en skriftlig og udtrykkelig aftale mellem passageren og bortfragteren kan der fastsættes en højere ansvarsgrænse end den i stk. 1 og 2 nævnte.« 15. § 423 affattes således: »§ 423. Bortfragteren kan i det opståede tab foretage fradrag på højst 20 SDR pr. passager for tab som følge af forsinkelse.« 16. § 428, stk. 2, ophæves. 17. § 429, stk. 1, affattes således: »Søgsmål om tab som følge af forsinkelse med befordring til søs af passagerer og rejsegods kan kun indbringes for 1) domstolen på det sted, hvor sagsøgte har sin bopæl eller sit hovedforretningssted, eller 2) domstolen på afgangsstedet eller på bestemmelsesstedet i henhold til transportaftalen.« 18. Efter § 429 indsættes: »§ 429 a. I sager, der er omfattet af 2002-Athenkonventionen om befordring af passagerer og deres bagage til søs, anvendes værnetingsreglerne i konventionens artikel 17. § 429 b. Ved søgsmål om befordring af passager og rejsegods til søs, der ikke er omfattet af § 429 eller § 429 a, finder retsplejelovens kapitel 22 anvendelse. § 429 c. Retskraftig og eksigibel dom, som er afsagt i en stat, der har tilsluttet sig 2002-Athenkonventionen om befordring af passagerer og deres bagage til søs, har i overensstemmelse med konventionens artikel 17 a bindende virkning og kan fuldbyrdes her i riget, når dommen er afsagt af en domstol, der er kompetent i henhold til konventionens artikel 17. Stk. 2. Stk. 1 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller af lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.« 19. I § 430 ændres »§ 501, stk. 1, nr. 3-5« til: »§ 501, stk. 1, nr. 3 og 4«. 20. I § 431, stk. 1 og 2, indsættes efter »ansvarsfrihed«: »ved forsinkelse«. 21. § 431, stk. 3, ophæves. Stk. 4 bliver herefter stk. 3. 22. § 501, stk. 1, nr. 3, ophæves. Nr. 4-10 bliver herefter nr. 3-9. 23. § 501, stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 3, affattes således: »3) for fordring på erstatning efter § 419, to år fra den dag, da rejsegodset blev udskibet,« 24. I § 501, stk. 1, nr. 5, der bliver nr. 4, udgår », 2. pkt.« 25. I § 501, stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 1, nr. 2, 6 og 7« til: »stk. 1, nr. 2, 5 og 6«. 26. I § 501, stk. 5, ændres »stk. 1, nr. 3, 4 og 5« til: »stk. 1, nr. 3 og 4«. 27. I § 514, stk. 1, ændres »eller § 197« til: »§ 197, § 403 b, stk. 1, eller § 403 c«. 28. I § 514 a indsættes som 2. pkt.: »I sådanne regler kan der fastsættes tilsvarende straf for overtrædelse af regler fastsat i Den Europæiske Unions forordninger om forhold omfattet af loven.« 29. I § 515 b indsættes efter »198«: », 403 a, 403 b, 403 c«. § 2 I lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 15. juni 2010, som ændret ved § 1 i lov nr. 493 af 12. maj 2010, § 2 i lov nr. 251 af 30. marts 2011, § 16 i lov nr. 457 af 18. maj 2011 og § 5 i lov nr. 622 af 14. juni 2011, foretages følgende ændring: 1. § 20 a affattes således: »§ 20 a. Søfartsstyrelsen kan som led i tilsynsvirksomheden efter denne lov tillige føre tilsyn med overholdelsen af lov om røgfri miljøer på danske skibe og med overholdelsen af lov om søfarendes ansættelsesforhold m.v., lov om skibes besætning, lov om skibsmåling og §§ 153, 186, 197 og 198, § 403 a, stk. 1-3, § 403 b, stk. 1, og § 471 i søloven og regler udstedt i medfør heraf. Søfartsstyrelsen kan påbyde, at forhold, der strider mod de nævnte love eller regler, der er udstedt i medfør heraf, bringes i orden straks eller inden en nærmere angiven frist. Stk. 2. § 16, stk. 2, § 17, stk. 9 og 10, § 19, § 22 og § 24 og de regler, der er udstedt i medfør heraf, og § 25 finder tilsvarende anvendelse på tilsynsvirksomheden efter stk. 1. Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om det tilsyn, som udføres efter denne lov, og om behandling af klager fra søfarende m.fl., herunder at det ikke må oplyses, at tilsynsbesøg foretages som følge af en klage. Regler om tilsynet med overholdelsen af lov om røgfri miljøer på danske skibe fastsættes efter forhandling med ministeren for sundhed og forebyggelse.« § 3 I lov nr. 251 af 30. marts 2011 om ændring af søloven, lov om sikkerhed til søs og sømandsloven (Pligt til forsikring for søretlige krav, gennemførelse af konventionen om arbejdsforhold i fiskerisektoren m.v.) foretages følgende ændring: 1. § 2, nr. 4, ophæves. § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft den 31. december 2012, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. § 1, nr. 1-4, træder i kraft den 1. april 2012. Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 5, 9, 17 og 18, og §§ 2 og 3. Ministeren kan herunder fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter. § 5 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Loven kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger. Stk. 3. § 1, nr. 5-29, kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Folketinget, den 13. marts 2012 Mogens Lykketoft / Bent Bøgsted

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Offererstatningslovens § 7 - dækning fra anden side, nævnets j.nr. 13-520-02629 Ansøger blev i 2003 som frivillig vagt ved en fest udsat for et overfald, hvorved han blandt andet pådrog sig en skade på sit ene knæ. I juli 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at ansøger som følge af overfaldet havde pådraget sig et varigt mén i form af blandt andet knæskaden på i alt 12 %. Arbejdsskadestyrelsen fandt ikke, at ansøger havde pådraget sig et erhvervsevnetab. I årene efter tilskadekomsten gennemgik ansøger en række operationer i sit knæ, men han kunne fortsat varetage sit arbejde. I 2011-2012 fik ansøger imidlertid så store gener i sit knæ, at han i foråret 2012 blev sygemeldt fra sit job og herefter opsagt med udgangen af 2012. Ansøger søgte herefter om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for tiden efter sin afskedigelse. Udover sygedagpenge og siden hen førtidspension modtog ansøger også pensionsydelser fra en privattegnet invalidepension. Efter en konkret vurdering af betingelserne for pensionsydelsen fandt nævnet imidlertid, at ydelsen ikke var en virkelig skadeserstatning, jf. offererstatningslovens § 7, stk. 1, og erstatningsansvarslovens § 2, stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ydelsen blev tilkendt allerede fordi, ansøgers erhvervsevne var nedsat til under 2/3, og fordi han herefter var berettiget til en fast ydelse, der ikke var afhængig af hans reelle tab. Nævnet fratrak herefter ikke ydelsen i forbindelse med fastsættelsen af ansøgers erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (29. januar 2014) Klima-, energi- og bygningsministeren (Martin Lidegaard): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om varmeforsyning, lov om kommunal fjernkøling og forskellige andre love (Implementering af EU’s energieffektivitetsdirektiv m.v.) (Lovforslag nr. L 121) Lovforslaget indeholder ændringer af lov om fremme af besparelser i energiforbruget, lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om kommunal fjernkøling, lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme af vedvarende energi. Lovforslagets primære formål er at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, om ændring af direktiv 2009/125/EF og 2010/30/EU samt om ophævelse af direktiv 2004/8/EF og 2006/32/EF (EU’s energieffektivitetsdirektiv). Forslaget indebærer desuden en delvis opfølgning på regeringen vækstplan for energi og klima af oktober 2013 om at undersøge – og hvis hensigtsmæssigt udnytte – synergierne mellem fjernvarme og fjernkøling. Danmark opfylder allerede en stor del af direktivet, og andre dele kan gennemføres med hjemmel i den gældende lovgivning. Lovforslaget vedrører de dele af direktivet, hvor den gældende lovgivning ikke indeholder hjemmel til at fastsætte regler på området. Det er de dele i energieffektivitetsdirektivet, der handler om energisyn og energiledelsessystemer i store virksomheder og om fremme af effektivitet under opvarmning og køling. Lovforslaget indeholder en forpligtelse for store virksomheder og private institutioner til at få udført et obligatorisk energisyn hvert fjerde år. Virksomheden kan efterleve forpligtelsen ved at benytte og vedligeholde et certificeret energi- eller miljøledelsessystem. Desuden vil de gældende godkendelses- og tilladelsesprocedurer på varme- og elområdet blive ændret til at fremme udnyttelse af overskudsvarme fra kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg med en indfyret termisk kapacitet på over 20 MW. Bemyndigelsen til at godkende disse anlæg vil ligge hos klima-, energi- og bygningsministeren og blive delegeret til Energistyrelsen. Lovforslaget indeholder ikke bestemmelser, der går videre end energieffektivitetsdirektivets krav. Den gældende regulering for godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg, som bliver opretholdt, kan dog til en vis grad betragtes som en strengere foranstaltning i forhold til direktivets krav om udnyttelse af overskudsvarme. Godkendelse af kollektive varmeforsyningsanlæg kræver god samfundsøkonomi, og der tages i mindre grad hensyn til selskabsøkonomi, end energieffektivitetsdirektivet foreskriver. Fordi kollektive varmeforsyningsanlæg alligevel skal levere varme og er underlagt hvile i sig selv-princippet, vurderes det, at selskabsøkonomien er mindre relevant ved vurdering af, om projektet bør indrettes til at udnytte overskudsvarme. Lovforslaget udvider endvidere mulighederne for private og kommunale virksomheder til at etablere og drive varmepumper til produktion af varme og køling som kollektive varmeforsyningsanlæg. Herudover indeholder lovforslaget konsekvensændringer af lov om elforsyning og tekniske ændringer af lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om fremme af vedvarende energi. Godkendelsesordningen for industrianlæg og merudgifterne til Energitilsynet bliver gebyrfinansieret. Øvrige merudgifter for staten vil blive afholdt inden for de eksisterende rammer. Forslaget ventes ikke at have økonomiske konsekvenser for regioner eller kommuner. Lovforslaget giver erhvervslivet information til at fremme energieffektivisering. I forbindelse med energieffektivitetsdirektivets krav om energisyn kan der være tale om væsentlige økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Kommissionen har dog vurderet, at omkostningerne i forbindelse med energisyn vil kunne dækkes af de hermed forventede energibesparelser hos de pågældende virksomheder. De nye regler for kraftværker, industrianlæg og fjernkølingsanlæg vil have begrænsede erhvervsøkonomiske konsekvenser. De foreslåede regler for varmepumper til produktion af varme og køling vil formindske omkostningerne for erhvervslivet til at etablere og drive disse anlæg. Lovforslaget forventes at have positive, miljømæssige konsekvenser i form af energieffektiviseringer. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Beskæftigelseskravet, selvstændig landmand: Medlemmet søgte i maj 2001 om dagpenge på baggrund af endeligt ophør med selvstændig virksomhed. Der var tale om en enkenltmandsvirksomhed i form af landbrug, som siden januar 1994 havde været hans hovedbeskæftigelse. På ansøgningskemaet havde medlemmet oplyst, at hans gennemsnitlige arbejdstid havde været 37 timer ugentligt, og at hans arbejdsopgaver var pasning af marken, vedligeholdelse af maskiner og bygninger, renovering af ejendommen og pasning af spildevandsanlæg. Ved opørelsesperiodens start i maj 1998 bestod besætningen af 5 kvier, som blev solgt pr. 2. november 1998. Han havde oplyst, at han i alt havde brugt 69 timer på kvierne indtil de blev solgt. Der var 6 ha jord og 2 tdr. land skov. Han havde oplyst, at han havde brugt i alt 794 timer over hele opgørelsesperioden på jord og skov. I perioden indtil 31. marts 2000 aftog medlemmet hver anden uge spilde- og kølevand fra et nærliggende mejeri, og var således ansvarlig for driften af spildevandsanlægget. Efter udløbet af kontrakten brugte medlemmet tid på at renovere bygningerne med henblik på salg. Direktoratet accepterede, at medlemmet havde haft arbejde i væsentligt omfang i de 48-49 uger, hvor han havde aftaget spildevand fra mejeriet. Dette var imidlertid ikke nok til at opfylde beskæftigelseskravet på 52 uger inden for de sidste 3 år, og direktoratet meddelte derfor afslag på ret til dagpenge. Ankenævnet fandt det sandsynligt, at medlemmet på baggrund af arbejdets art havde haft arbejde i over 30 timer i mindst 52 uger indenfor de sidste 3 år. Ankenævnet fandt det sandsynligt, at medlemmet efter udløbet af kontrakten med mejeriet havde brugt hovedparten af de oplyste timer på renovering af bygningerne, og at disse timer var fordelt indenfor en kortere periode. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse. Den fulde tekst Opfyldelse af beskæftigelseskrav for selvstændig landmand Vedrørende medlemmet, Deres j.nr. Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 13. februar 2003. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Medlemmet anses for at have drevet virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001. Han har derfor opfyldt beskæftigelseskravet i denne periode, og havde derfor ret til dagpenge pr. 15. maj 2001. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund: i At medlemmet den 22. maj 2001 søgte om dagpenge på baggrund af endeligt ophør med selvstændig virksomhed som følge af endeligt salg/overdragelse pr. 15. maj 2001, i At medlemmet drev virksomhed i form af landbrugsvirksomhed, i At virksomheden har været medlemmets hovedbeskæftigelse i perioden 1. januar 1994 til 15. maj 2001, i At virksomhedens omsætning har været følgende: Perioden 15. maj til 31. december 1998: 116.800 kr., 1999: 83.000 kr., 2000: 39.606 kr., og 2001: 0,- kr. i At medlemmet hver anden uge i perioden indtil 31. marts 2002 har aftaget spilde- og kølevand fra et mejeri, i At medlemmet i april 1998 solgte mælkekvote, 21,9 ha og hele besætningen, med undtagelse af 5 kvier, fra, i At de resterende 5 kvier blev solgt den 2. november 1998, i At medlemmet siden 1997 har forsøgt at afhænde ejendommen, og derfor i tiden siden 31. marts 2000 har beskæftiget sig med renovering af ejendommen, i At medlemmet har angivet tidsforbruget for renovering og vedligeholdelse af bygninger til 400 timer for hele perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001, i At arbejdsopgaverne ved renoveringen har været oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjerne rust fra bærende staldkonstruktioner, malning, kalkning, højtryksrensning m.v., i At driftsbygningernes omfang er på 1068 m 2 , og i At medlemmet har angivet tidsforbruget for pasning af jord og skov til 394 timer for hele perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001. Som selvstændig erhvervsdrivende opnås retten til dagpenge efter 1 års medlemskab af en a-kasse, hvis man i mindst 52 uger indenfor de sidste 3 år har udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer ugentligt. Ankenævnet har ved afgørelsen lagt vægt på, at det på baggrund af det arbejde, som medlemmet har udført, findes sandsynligt, at han har arbejdet mere end 30 timer ugentligt i 52 uger indenfor opgørelsesperioden. Ankenævnet finder det således sandsynligt, at medlemmet har brugt hovedparten af timerne på renovering efter ophøret med kontrakten med mejeriet, og at timerne brugt på renovering af bygningerne er fordelt inden for en kortere periode. Ankenævnet henviser til lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. jf. lovbekendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 § 53 stk. 1, 2 og 6 og direktoratets bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode. Ankenævnet ændrer herved direktoratets afgørelse af 18. februar 2002. På ankenævnets vegne fuldmægtig De kan læse om afgørelsens faktiske og retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsløshedskassen for Selvstændige Erhvervsdrivende Arbejdsdirektoratet + akter 1. Sagsforløb Arbejdsdirektoratet fremstillede sagen på denne måde: ” Medlemmet har den 22. maj 2001 udfyldt en ansøgning om dagpenge efter endeligt ophør som selvstændig. Af denne fremgår blandt andet; at virksomheden er ophørt ved salg/overdragelse pr. 15. maj 2001, at virksomheden er begyndt den 1. januar 1994, at medlemmet er tilmeldt Arbejdsformidlingen den 21. maj 2001, at virksomheden i hele perioden har været hans hovedbeskæftigelse, at den gennemsnitlige arbejdstid pr. uge har været 37 timer, at han ikke har været sygemeldt inden for de seneste 18 måneder før ophøret, og at han er afmeldt offentlige registre som selvstændig. Endvidere har medlemmet udfyldt en erklæring om omfanget af arbejdet i virksomheden. Af denne fremgår blandt andet; at erklæringen omhandler perioden 1. januar 1999 – 31. december 2000, at der ikke har været ansat personale, at hans personlige arbejdsopgaver har været pasning af marken vedligeholdelse af maskiner og bygninger, renoveret ejendommen, pasning af anlæg til spildevand modtaget fra Mejeriet, at virksomhedens omsætning i 1999 var 83.000,- kr. og i 2000 39.606,- kr., og at han ikke har været syg inden for de 2 seneste regnskabsår. I sagen er kasserapporterne. Af disse fremgår, at medlemmet har modtaget 6.250,- kr. pr. måned i perioden maj 1998 – marts 2000 fra Mejeriet. Den 28. august 2001 modtog a-kassen et brev fra Dem. Af dette fremgår følgende vedrørende opfyldelse af arbejdskravet; ”I maj 1994 erhvervede medlemmet landejendommen. Ejendommen drev han frem til afhændelsen 31. marts då. Ejendommen bestod oprindelig af 30 ha, 50 kreaturer og 120 slagtesvin, dertil kommer en kontrakt om aftagelse af spildevand fra Mejeriet. Oprindelig forsøgte medlemmet at afhænde ejendommen allerede fra september 1997, men dette var forgæves. Derfor ændrede han strategi og solgte mælkekvoten i april 1998 og afhændede herefter dyrene løbende frem til udgangen af 1998. Der var i samme periode svin på ejendommen. Medlemmet har i hele perioden ønsket at sælge ejendommen, hvilket imidlertid først lykkedes i foråret 2001. Da salget trak ud, valgte medlemmet at "forbedre" ejendommen mest muligt, for at kunne sælge den. Bl.a. gjorde han alle avlsbygninger kemisk rene og kalkede og malede. Dette arbejde har været rimeligt omfattende, idet svinestalden, foderladebygningen og maskinhuset alle er lavet af kampesten, hvorfor der skal håndmales mellem hver eneste sten. Det samlede bygningsareal er 413 m 2 , jf. vedlagte dokumentation "Ejendomsvurderingen". Undertegnedes vurdering er at der ligger ca. 400 timers arbejde i oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjerne rust fra bærende staldkonstruktioner og herefter male, kemisk rens, højtryksrensning, kalkning og maling. Den samlede driftsbygnings masse andrager i alt 1068 m 2 . Med hensyn til jorden solgte medlemmet 21.9 ha fra i forbindelse med salg af mælkekvote, hvorfor arbejdsbehovet ved dyrkning af marken ser således ud: 1998 dyrket 6 ha korn svarende til ca. 160 arbejdstimer 1999-"- 160--"- Dertil kommer, at medlemmet i samme periode har passet ca. 2. tdr. land skov på ejendommen, der ikke var vedligeholdt. Det har derfor været nødvendigt at fjerne bundbevoksningen med sav og gren svarende til ca. to ugers arbejde, i alt 74 timer. Ejendommens oprindelige ejer indgik i 1992 en kontrakt om at aftage spildevand i perioden fra l. 4 1993 til 31. 3 2000. Kontrakten indebar at medlemmet skulle aftage spilde- og kølevand på gårdens arealer "Gårdejeren skal endvidere foretage den daglige flytning af udsprøjtningsaggregatet samt efterse, at dette fungerer efter hensigten .. også i frostperioder".. "Gårdejeren er ansvarlig for anlæggets daglige drift og skal selv drage omsorg for en passende fordeling af spildevandet på de forskellige jordlodder" - Spildevandet blev den ene uge aftaget af medlemmet den næste uge af en naboejendom. Der var tale om en entreprise, der blev aflønnet med kr. 5.000,- mdl. Medlemmet oplyser, at rørene, ca. 10 i alt, skulle flyttes 7-8 gange dagligt og at dette tog ca. 5 timer dagligt i 7 dage, svarende til et årligt timeforbrug på 910 timer. Dette gælder således perioden fra 31.3.98-31.3.2000, altså i alt 1.820 timer. Dette timeforbrug kan om fornødent bekræftes af Mejeridirektøren. Der henvises i øvrigt til kopi af kontrakten, der er vedlagt. Den samlede opgørelse af arbejdstimeforbruget i perioden fra 16. maj 1998 til 15. maj 2001, ser således ud; Oprydning og rengøring af bygninger 400 timer Pasning af jord og skov 394 " Pasning af vandingsanlæg (31.3.98-31.3.00) 1.820 I alt arbejdstid 2.614 timer Idet undertegnede håber, at ovenstående oplysninger dokumenterer, at medlemmet har haft 1.924 timers arbejde i omtalte periode og derfor må være berettiget til understøttelse, idet han også opfylder kravene om væsentlig indtægt i samme periode. Såfremt der måtte være yderligere oplysninger De ønsker belyst, står undertegnede naturligvis gerne til rådighed. Denne skrivelse er lavet i samarbejde med medlemmet og godkendt af denne.” Den 4. september 2001 traf a-kassen afgørelse om, at medlemmet ikke var berettiget til at modtage dagpenge. Begrundelsen er, at medlemmet ikke har dokumenteret, at have drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de seneste tre år. Den 21. september 2001 klager De over afgørelsen. Af brevet fremgår blandt andet, at De mener, at aftalen med Mejeriet skal ligestilles med f.eks. maskinstationsarbejde, der jo indgår som en del af den selvstændige virksomhed. Timeforbruget i forbindelse med arbejdet for Mejeriet skal indgå som en del af beskæftigelsesgrundlaget. Den 9. oktober 2001 sendte a-kassen sagen til direktoratet. Den 10. december 2001 bad direktoratet Dem om yderligere oplysninger til sagen i form af kontrakten indgået mellem medlemmet og Mejeriet samt en bekræftelse på timeforbruget pr. uge af mejeridirektøren. Den 20. december 2001 modtog direktoratet det ønskede materiale. Mejerichefen kan ikke give en egentlig bekræftelse på timeforbruget, men oplyser, at han finder medlemmets opgørelse vedrørende forbrug af timer til flytning af spildevandsanlæg sandsynligt. Af overenskomsten vedr. spildevandsanlægget fremgår, at gårdejeren er ansvarlig for anlæggets daglige drift og skal drage omsorg for en passende fordeling af spildevandet på de forskellige jordlodder. Der er indgået aftale om, at spildevandet, skiftevis hver 2. uge skal aftages af 2 ejendomme. Endvidere fremgår, at gårdejeren som entrepriseforhold skal drage omsorg for pasning og flytning af anlægget for en pris på 5.000,- kr. pr. måned frem til aftalens udløb den 31. marts 2000. Direktoratet skrev til Dem den 4. januar 2002 og anmodede om yderligere oplysninger til sagen. Den 14. februar 2002 modtog direktoratet Deres svar. Af dette fremgår blandt andet: ”På vegne af medlemmet og på baggrund af Arbejdsdirektoratets skrivelse af d. 4. januar då., skal undertegnede hermed redegøre for og dokumentere såvel salg som omsætning i perioden fra d. 16. maj 1998 til d. 31. december 1998. Der henvises i øvrigt til undertegnedes oprindelige skrivelse til ASE d. 3. august 2001, hvor der er en samlet redegørelse for medlemmets virksomhed. I perioden fra 16. maj og indtil 31. december har medlemmet solgt 5 kvier, idet de tidligere omtalte kreaturer, jf. undertegnedes oprindelige skrivelse til a-kassen dateret d. 3. august 2001, svarende til 45 kreaturer er solgt inden omtale periode. De 5 kvier er jf. vedlagte nota fra .. afhændet d. 2. november 1998. Arbejdet i stalden såvel fodring som udmugning foregik manuelt, arbejdsbehovet er på den baggrund vurderet til ca. 150 timer årligt og derfor for perioden fra 16. maj til 2. november opgjort til 150: 12x 5,5 =68,75 timer i alt i perioden. Medlemmet har i hele 1998 solgt 120 slagtesvin til slagteriet jf. dok. og slagtet 2 grise til eget forbrug. Der henvises til afregningen fra Slagterierne pr. 24. april 1998, der viser at svinene var solgt inden d. 16. maj. Men for perioden fra 1. januar og indtil afhændelsen er arbejdskraftbehovet opgjort til 1,6 x 122 - 195,20 ; 12 = 16,27 x 4 = ca. 65 timer i alt. Selve arbejdstiden i alt timer 160 timer til pasning af den resterende jord er fordelt således: 6 ha korn svt. et arbejdskrafts behov på ca. 160 timer årligt. Arbejdet er primært i foråret med pløjning, harvning og såning samt løbende tilsyn over sommeren med tilsætning af gødning og evt. sprøjtning samt endelig høstning i sensommeren. Hvilket tidligere er oplyst i undertegnedes skrivelse af d. 3. august 2001 til a-kassen, side 2. Endelig forespørges til omsætningen i 1998 og gerne opdelt i omtalte periode fra d. 16. maj til d. 31. december 1998. Ifølge opgørelse ved økonomikonsulenten er denne i omtalte periode opgjort til kr. 116.800,-.” De har endvidere medsendt dokumentation for salget af de 5 kvier i 1998 for 35.419,- kr.” Sekretariatet er enig i fremstillingen. 2. Arbejdsdirektoratets afgørelse Direktoratet traf den 18. februar 2002 denne afgørelse: Afgørelse ”Medlemmet kan ikke anses for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001. Begrundelse Indledningsvis skal direktoratet bemærke, at direktoratet har lagt til grund, at medlemmet er endeligt ophørt med drift af selvstændig virksomhed pr. 15. maj 2001. Et medlem skal for at få ret til dagpenge opfylde et beskæftigelseskrav. En selvstændig erhvervs-drivende skal have udøvet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, jf. § 53, stk. 2 i lov om arbejdsløshedsforsikring mv. (loven) jf. seneste lovbe-kendtgørelse nr. 603 af 25. juni 2001 og §§ 1, stk. 1, litra a og 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode (bekendtgørelsen), Direktoratet har lagt til grund, at perioden inden for hvilken medlemmet skal opfylde beskæftigel-seskravet er 16. maj 1998 - 15. maj 2001, idet der af sagen ikke fremgår, at der skulle være perioder inden for dette tidsrum, hvor der har været forhold der kan forlænge 3 års perioden, jf. § 53, stk. 6 i loven. For selvstændige erhvervsdrivende skal væsentligt omfang forstås sådan, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge, jf. § 5, stk. 1, i bekendtgørelsen. Begrundelsen for at direktoratet ikke anser medlemmet for at have drevet virksomheden i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden er, at direktoratet ikke finder det dokumenteret, at medlemmets beskæftigelse i virksomheden har haft et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge i mindst 52 uger i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001. Hvis der er enkelte uger, hvor det kan dokumenteres, at medlemmets beskæftigelse i virksomheden har haft et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timers lønarbejde, kan disse uger tælle med til beskæftigelseskravet. For så vidt angår medlemmets arbejde i forbindelse med kontrakten med Mejeriet er det direkto-ratets opfattelse, at han i ugerne hvor han har passet spildevandet, har drevet selvstændig virksom-hed i væsentligt omfang, altså i et omfang der svarer til over 30 timers lønarbejde om uge. Begrundelsen for dette er, at timeforbruget pr. uge ifølge medlemmet er ca. 35 timer, hvilket findes sandsynligt af direktøren for Mejeriet samt at han i disse uger ligledes anses for at have haft andet arbejde i virksomhed, fx med kvierne (i perioden 16. maj –2. november 1998) og markarbejde. I perioden 16. maj 1998 – 31. marts 2000 (hvor aftalen udløb) har medlemmet været beskæftiget i virksomheden i 48 eller 49 uger (97 uger divideret med 2) i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Direktoratet har noteret sig, at han, ifølge kasserapporten i perioden 1. maj 1998 – 31. marts 2000, har modtaget 6.250,- kr. (incl. moms) pr. måned i betaling for pasning af spildevandsanlægget. Direktoratet finder det ikke dokumenteret, at der er yderligere uger hvor medlemmet har været beskæftiget i virksomhed i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge. Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på, at medlemmets beskæftigelse i de uger, hvor han ikke har haft beskæftigelse med spildevandet, alene har været drift af 6 ha jord, hvilket ifølge Dem svarer til et årligt tidsforbrug på 160 timer fordelt over forår, sommer og sensommer. Endvidere har direktoratet lagt vægt på, at han udover drift af jorden alene i perioden 16. maj – 2. november 1998 har passet 5 kvier, hvilket ifølge Dem svarer til et tidsforbrug i perioden på 68,75 timer. Uanset at medlemmet herudover ifølge Deres vurdering har anvendt ca. 400 timer i perioden med oprydning, vedligeholdelsesreparationer, fjernelse af rust fra bærende staldkonstruktioner, maling, kemisk rens, højtryksrensning, kalkning og maling, findes det ikke godtgjort, at han har haft en ugentligt arbejdstid svarende til over 30 timers lønarbejde om ugen med landbrugsdrift, idet direktoratet ikke finder, at et sådan timetal til vedligeholdelse står i mål med timeforbruget i landbrugsvirksomheden. Ifølge direktoratets praksis, som fremgår af vejledningen til bekendtgørelsen, kan der ved vurderin-gen af, om der er dokumentation for, at virksomheden har været drevet i væsentligt omfang blandt andet lægges vægt på virksomhedens omsætning. Virksomhedens omsætning ses som udtryk for en virksomheds økonomiske aktiviteter. Virksomhedens omsætning har ifølge sagens akter været 83.000,- kr. i 1999, 39.606,- kr. i 2000 og 0,- kr. i 2001. Herudover har De oplyst i brev modtaget i direktoratet den 14. februar 2002, at omsætningen i perioden 15. maj – 31. december 1998 var på 116.800.- kr. Direktoratet har i den forbindelse lagt vægt på, at hovedparten af omsætningen i årene har været indtægterne fra Mejeriet vedr. spildevandet (samt i 1998 salg af de 5 kvier), hvilket ligeledes taler for en begrænset beskæftigelse i virksomheden udover de uger hvor der har været beskæftigelse med spildevandet. Medlemmet opfylder således ikke beskæftigelseskravet ved drift af selvstændig virksomhed i perioden 16. maj 1998 – 15. maj 2001, idet han ikke i 52 uger har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang, og han har derfor ikke ret til dagpenge på baggrund af drift af selvstændig virksomhed.” 3. Klagen til ankenævnet De har den 6. marts 2002 på vegne af medlemmet klaget over arbejdsdirektoratets afgørelse af 18. februar 2002. De har i Deres klage henvist til direktoratets ønske om en mere detaljeret redegørelse for, om medlemmet skulle have haft perioder, hvor beskæftigelsen i virksomheden kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer ugentligt, som kunne indgå i beskæftigelseskravet. De vil derfor på denne baggrund holde et møde med medlemmet samt økonomikonsulenten med henblik på en rekonstruktion af timerne i perioden. **** De har i brev af 18. april 2002 indledningsvis henvist til flg. to afsnit i direktoratets afgørelse, ” Hvis der er enkelte uger, hvor det kan dokumenteres, at medlemmets beskæftigelse i virksom-heden har haft et omfang, der kan sidestilles med over 30 timers lønarbejde, kan disse uger tælle med til beskæftigelseskravet.” ” I perioden 16. maj 1998 til 31. marts 2000 (hvor aftalen udløb) har medlemmet været beskæftiget i virksomheden i 48 eller 49 uger (97 uger divideret med 2) er i et omfang der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.” De oplyser at have holdt et møde med medlemmet og økonomikonsulenten den 14. marts 2002. På mødet oplyste medlemmet, at han udøver de allerede oplyste timer til direktoratet, havde været beskæftiget hos murermesteren i perioden fra 4. til 11. september, i alt 44,4 timer. De er godt klar over at disse timer ikke kan indgå i den i sagen omtalte periode, men tjener til illustration af hvordan medlemmet har udnyttet sin arbejdsevne. De oplyser, at medlemmet imidlertid har indgået et ”driftsfællesskab” med landmand xx og været beskæftiget hos denne i perioden fra 17. august 1998 indtil 14. april 2001. Ifølge redegørelsen fra xx har der i perioden fra 16. maj 1998 til 31. marts 2000 været følgende beskæftigelse: 17.8 - 26.8.1998 9 arbejdsdage af 9 timer, i alt 81 timer, 5.4 - 10.4.1998 6 arbejdsdage af 9 timer, i alt 54 timer, 16.8 - 21.8.1999 6 arbejdsdage af 8 timer, i alt 48 timer, 27.3 - 1.4.2000 6 arbejdsdage af 8 timer, i alt 48 timer, De finder på baggrund heraf, at der er mere end 3-4 uger med over 30 timer i hver uge, hvorfor medlemmet og De antager at beskæftigelseskravet for perioden er opfyldt. De har vedlagt Deres brev bekræftelser fra henholdsvis xx og murermesteren som begge bekræfter omfanget af det arbejde som medlemmet har udført. Brevene vedlægges som bilag til sagen. 4. Arbejdsdirektoratets bemærkninger til klagen Arbejdsdirektoratet har den 29. april 2002 sendt sagen til ankenævnet. Direktoratet har til Deres klage bemærket, at det arbejde som medlemmet udfører for en anden landmand i årende fra 1998 til 2001 ikke kan anses for beskæftigelse i medlemmets selvstændige virksomhed. Direktoratet lægger blandt andet vægt på, at der ikke har været indtægter herfra som fremgår af regnskabet for virksomheden. Endvidere ser det efter direktoratets opfattelse ud til, at mindst en af perioderne er sammenfaldende med en af de uger, som direktoratet allerede har accepteret, hvori medlemmet har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang. Det er derfor fortsat direktoratets opfattelse, at medlemmet ikke har drevet selvstændig virksomhed i væsentligt omfang i mindst 52 uger i perioden fra 16. maj 1998 til 15. maj 2001. 5. Nyt efter klagen Intet nyt. 6. Regler Lovbekendtgørelse nr. 712 af 19. juli 2001 af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. § 53. Ret til dagpenge opnås efter 1 års medlemskab af en anerkendt arbejdsløshedskasse. Stk. 2. Retten til at opnå dagpenge i den i § 52 a, stk. 1, og § 55, stk. 1 og 5, nævnte periode er endvidere betinget af, a) at et fuldtidsforsikret medlem har haft beskæftigelse som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, b) Stk. 3. – 5. Stk. 6. De i stk. 2 og 5 angivne perioder, indenfor hvilke beskæftigelseskravet skal være opfyldt, forlænges med sammenlagt op til 2 år, hvis der forekommer følgende forhold: 1) perioder med sygdom eller uarbejdsdygtighed af mere end 4 ugers varighed, 2) perioder med støtte til pasning af handicappet barn efter lov om social service eller alvorligt sygt barn efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel, 3) perioder med støtte til pasning af nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, efter lov om social service, 4) perioder, hvor et beskæftiget medlem får udbetalt ydelser under uddannelse efter regler fastsat af direktøren for Arbejdsdirektoratet, 5) perioder med orlov efter lov om børnepasningsorlov, eller 6) perioder med fravær på grund af barsel eller adoption efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. Bekendtgørelse nr. 1355 af 20. december 2000 om beskæftigelseskrav, dagpengeperiode og aktivperiode § 1. Indplacering i dagpengeperioden er for et fuldtidsforsikret medlem betinget af, at medlemmet har været beskæftiget som lønmodtager i en tid, som sammenlagt svarer til beskæftigelse i fagets fulde, sædvanlige arbejdstid i mindst 52 uger inden for de sidste 3 år, eller i en tilsvarende periode har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang, jf. lovens § 53, stk. 2, litra a. . § 5. Selvstændig virksomhed medregnes til opfyldelse af beskæftigelseskravet, hvis medlemmet godtgør at have udøvet virksomheden i væsentligt omfang. Ved væsentligt omfang forstås, at beskæftigelsen i den selvstændige virksomhed har haft et omfang, der kan sidestilles med lønarbejde i over 30 timer pr. uge.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (6. februar 2019) Justitsministeren (Søren Pape Poulsen): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til Lov om ændring af straffeloven (Betydningen af tro, kulturelle forhold og lignende i forbindelse med straffens fastsættelse) (Lovforslag nr. L 149) Regeringen vil ikke acceptere, at det i straffesager i forbindelse med straffastsættelsen betragtes som en undskyldende omstændighed, at gerningsmandens adfærd kan tilskrives dennes tro, kulturelle baggrund eller lignende. Det gælder såvel ved udmåling af en straf for f.eks. overtrædelse af straffelovens regler om vold som ved valget mellem betinget eller ubetinget fængsel. Det er der desværre set et eksempel på i praksis. Kulturelle forhold kan efter regeringens opfattelse aldrig være en undskyldning for lovovertrædelser. Det gælder navnlig i sager om vold, herunder vold mod f.eks. børn, men også voldtægt og andre alvorlige overtrædelser af straffeloven og anden lovgivning. Formålet med lovforslaget er på den baggrund at slå fast, at det ved straffens fastsættelse og ved valget mellem sanktionsformer ikke kan indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse af Lov om forsikring af varer og fragt mod krigsfare til søs Hermed bekendtgøres lov nr. 184 af 4. maj 1939 om forsikring af varer og fragt mod krigsfare til søs med de ændringer, der følger af lov nr. 495 af 19. december 1951, lov nr. 140 af 29. april 1955, lov nr. 654 af 23. december 1975 og lov nr. 581 af 19. december 1985. § 1. Til forsikring af varer og fragt mod krigsfare til søs dannes et forsikringsinstitut med en garantikapital på 40 mill. kr., hvoraf 20 mill. kr. tegnes af staten, 14 mill. kr. af deltagerne i et i dette øjemed dannet konsortium og 6 mill. kr. af danske forsikringsselskaber. § 2. Forsikringsinstituttet, der benævnes »Dansk Krigs-Søforsikring for Varer« og har sæde i København, forestås af en bestyrelse på 8 medlemmer, der vælges for en 4-årig periode, idet dog et medlem skal fratræde ved det fyldte 70. år. Formanden og tre af bestyrelsens øvrige medlemmer vælges af industriministeren, deriblandt en repræsentant for vareejernes interesser. To medlemmer vælges af konsortiet, heraf en repræsentant for vareejernes interesser og en repræsentant for bankinteresser, og to medlemmer vælges af de i § 1 nævnte forsikringsselskaber. Bestyrelsen vælger af sin midte en næstformand, hvis valg godkendes af industriministeren. Bestyrelsen udarbejder vedtægter, som godkendes af industriministeren. I øvrigt bestemmer bestyrelsen selv sin arbejdsordning og ansætter den fornødne medhjælp. § 3. Forsikring af varer i henhold til denne lov kan kun finde sted for vareforsendelser i indlandet, forsendelser af varer med Danmark som bestemmelsessted eller forsendelser af varer fra Danmark til udlandet, og kun for så vidt varerne forsendes med dansk skib; dog kan også vareforsendelser med andre, neutrale landes skibe indgå under forsikringen, når forholdene efter bestyrelsens skøn taler derfor. Under de i denne lov angivne betingelser kan forsikring finde sted af vareforsendelser til eller fra Grønland. Stk. 2. Kun fragt for danske skibe kan forsikres i henhold til denne lov. Stk. 3. Bestyrelsen kan afvise en forsikring, selv om den pågældende risiko opfylder betingelserne for dækning hos instituttet. § 4. Varer forsikres for den værdi, der er fastsat for deres almindelige søforsikring, dog kan avancen ikke overstige 5 pct. Coutumemæssig tillægsforsikring på basis af gældende dagspris på afskibningsstedet kan tegnes. Er varerne ikke søforsikrede, fastsætter bestyrelsen på tilsvarende måde forsikringsværdien. Instituttets bestyrelse kan fastsætte et højeste beløb for, hvad instituttet kan overtage på en enkelt køl for varer og fragt tilsammen. Forsikringstageren har adgang til selv at overtage risikoen for en del af varernes eller fragtens værdi. Stk. 2. Præmierne fastsættes af bestyrelsen for hver enkelt rejse under hensyn til de til enhver tid bestående forhold og muligt opstået underskud. Stk. 3. Præmierne kan inddrives ved Udpantning. § 5. Så længe en europæisk krig, i hvilken to eller flere stormagter deltager, ikke er udbrudt, og i et tidsrum af 3 uger efter at en sådan krig er udbrudt, kan instituttet til de præmier, som fastsættes derfor, enten som direkte forsikring eller som genforsikring for danske søforsikringsselskaber overtage Krigs-Søforsikring for Varer, merværdi eller fragt for her i landet hjemmehørende forsikringstagere, uanset at forsikringerne ikke opfylder betingelserne i § 3 og uanset de i § 4 fastsatte begrænsninger. Denne bestemmelse gælder også genforsikring af den tilbagestående del af risikoen i henhold til en krigs-søforsikring, efter hvilken forsikringsselskabernes ansvar ved lovens ikrafttræden er begyndt. § 6. Forsikring i henhold til denne lov dækker krigsfare, herunder skade som følge af krigslignende begivenheder, samt skade som følge af sådant oprør og sådanne borgerlige uroligheder, hvorunder krigsvåben anvendes, alt i overensstemmelse med de i denne lov og i vedtægterne nærmere fastsatte betingelser. § 7. For instituttets forpligtelser hæfter den tegnede garantikapital. Stk. 2. Ingen garant hæfter ud over det af vedkommende tegnede garantibeløb; dette gælder også konsortiets enkelte deltagere og de enkelte forsikringsselskaber. Stk. 3. Beløb, der til dækning af erstatningskrav forskudsvis måtte være stillet til rådighed af staten, forrentes af instituttet med en til Danmarks Nationalbanks laveste udlånsrente til enhver tid svarende rente. Stk. 4. Industriministeren kan efter indstilling fra bestyrelsen bestemme, at betalingen af garantibeløb, det påhviler konsortiets deltagere og forsikringsselskaberne at indbetale til instituttet, fordeles over et eller flere år. Sådanne beløb forrentes med den i stk. 3 fastsatte rente, indtil betaling sker. Stk. 5. Det overskud, som måtte fremkomme ved den endelige opgørelse af instituttets regnskab ved forsikringsvirksomhedens ophør, fordeles mellem de i § 1 nævnte garanter i forhold til den af dem tegnede garantikapital. § 8. Kommer Danmark i krig, skal instituttet ophøre med at tegne forsikringer. § 9. De dokumenter vedrørende forsikringen, som måtte blive oprettet i medfør af denne lov, er stempelfrie. Stk. 2. Industriministeren kan over for det i denne lov omhandlede institut meddele sådanne undtagelser fra bestemmelserne i lov om forsikringsvirksomhed, der måtte findes påkrævet. Stk. 2. Instituttet er fritaget for indkomstskat til stat og kommuner. § 10. Ophævet. § 11. Ophævet. Industriministeriet, den 14. maj 1986 Nils Wilhjelm /Jørgen Bredholt

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume I følge et protokollat til en kollektiv overenskomst, der for så vidt angår lønbestemmelserne kunne opsiges til udløb tidligst den 31. marts 1989, skulle der optages forhandlinger om et nyt lønsystem, der skulle være afsluttet senest 1. januar 1988. Efter at det var konstateret, at forhandlingerne ikke førte til et resultat varslede arbejdstagersiden konflikt. Arbejdsgiversiden indbragte spørgsmålet om konfliktvarslets lovlighed for Arbejdsretten. Antaget, at det måtte følge af protokollatet, at det var aftalt, at et nyt lønsystem skulle afløse overenskomstens lønsystem inden overenskomsten kunne opsiges til ophør, og at det ikke kunne anses for godtgjort, at parterne havde en fælles forudsætning om, at der ikke var adgang til at iværksætte konflikt, hvis man ikke nåede til et forhandlingsresultat. Der forelå herefter en interessekonflikt, når enighed ikke var opnået, og konfliktvarslet fandtes under disse omstændigheder ikke at stride imod fredspligten. Den fulde tekst Konfliktvarsel.(* 1) (* 2) Strejkevarsel fundet lovligt. Dansk Arbejdsgiverforening for Rank Xerox A/S, Ballerup (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (konsulent Morten Ulrich). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Arnold Hansen, Erik Nielsen, Pontoppidan (retsformand), Sløk og Westergaard. Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Rank Xerox A/S, Ballerup indklaget Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark for Arbejdsretten i anledning af det af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 27. juli 1988 fremsatte varsel om strejke og blokade mod Rank Xerox A/S. Klagerne har påstået varslet kendt ulovligt. Indklagede har påstået frifindelse. Sagens nærmere omstændigheder er følgende: Mellem Rank Xerox A/S og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (HK) ved Handels- og kontorfunktionærforeningen i København, blev der den 9. juli 1987 indgået aftale om fornyelse af parternes overenskomst. Overenskomsten indeholder i § 2 følgende bestemmelser om lønforhold: »Lønforhold 1.Overenskomsten er en minimallønsoverenskomst. Minimallønnen udgør pr. 1. marts 1987 kr. 12.200,00. 2.Lønningerne udbetales månedsvis bagud til den pågældendes konto i bank eller sparekasse, således at den er til rådighed den næstsidste arbejdsdag i måneden. 3.Lønningerne reguleres pr. 1. marts 1987 således: Medarbejdere indtil kr. 11.999,00 tillægges kr. 1.200,00 pr. måned. Medarbejdere fra kr. 12.000,00 til og med kr. 13.000,00 reguleres med 6 % samt derudover kr. 600,00 pr. måned. Pr. 1.9.1987 reguleres de yderligere med kr. 200,00 pr. måned. Medarbejdere fra kr. 13.001,00 til kr. 13.999,00 reguleres med 6 % samt derudover kr. 400,00 pr. måned. Pr. 1.9.1987 reguleres med yderligere kr. 200,00 pr. måned. Medarbejdere fra kr. 14.000,00 til kr. 14.999,00 reguleres med 6 %. Medarbejdere med en månedsløn under kr. 14.999,00, som ikke skal reguleres pr. 1.marts 1987, vil blive reguleret ifølge ovenstående pr. 1. september 1987. 4.Udover den angivne minimalløn kan der udbetales tillæg, baseret på den enkelte medarbejders indsats og den eventuelle differentiering af kravene til jobbet inden for den pågældende gruppe, samt speciel erfaring opnået i praksis eller teori.« Samtidig med overenskomsten blev der oprettet følgende protokollat til § 2. »OVERENSKOMSTENS § 2 - LØNFORHOLD Der er mellem nedenstående overenskomstparter enighed om, at der optages forhandlinger om et nyt lønsystem på baggrund af statistiklønninger, jobindhold og det aktuelle lønniveau på arbejdsmarkedet. Disse forhandlinger skal være afsluttet senest den 1. januar 1988, således at det nye lønsystem træder i kraft pr. 1. marts 1988« Overenskomstens varighed er fastlagt i § 17, der bestemmer: »1. Denne overenskomst er gældende indtil den opsiges af en af parterne med 3 måneders varsel til udløbet af en måned, dog tidligst den 31. marts 1991. Dog kan overenskomstens § 2 LØNFORHOLD opsiges af en af parterne med 3 måneders varsel til udløbet af en måned, dog tidligst den 31. marts 1989. 2. Fremsendes der i henhold til ovennævnte ikke opsigelse til en 31. marts, er der mellem parterne enighed om, at overenskomsten for den efterfølgende tid forlænges på grundlag af, at ændringer, som måtte blive gældende i overenskomstforholdet mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, i forbindelse med lønglidning, dyrtidstillæg, arbejdstid og ferieforhold også får virkning for nærværende overenskomst.« Rank Xerox A/S blev pr. 1. oktober 1987 optaget i Dansk Arbejdsgiverforening. Da de i protokollatet nævnte forhandlinger ikke kunne afsluttes inden 1. januar 1988, enedes parterne om at fortsætte forhandlingerne. På et møde den 26. april 1988 måtte det imidlertid konstateres at enighed ikke kunne opnås. I et protokollat fra mødet hedder det: »Ved en forhandling d.d. mellem nedenstående parter fortsatte drøftelserne om et nyt lønsystem for HK personalet hos Rank Xerox A/S i henhold til protokollat til overenskomsten af 9.7.1987. Følgende deltog: Preben Korreborg Rank Xerox A/S Elo Brokopp Rank Xerox A/S Annie Rosell Rank Xerox A/S-(HK-Klubben) Kirsten Hornbo Rank Xerox A/S-(HK-Klubben) Poul Pedersen HK København John Dybdal HK Forbundet I henhold til protokollatet af 9.7.1987 blev der optaget forhandlinger i juli 1987 om et nyt lønsystem. Forhandlingerne blev ikke afsluttet inden 1.1.1988, som protokollatet foreskriver. På denne baggrund blev der mellem parterne opnået enighed om at fortsætte forhandlingerne med henblik på et opnå enighed. Efter flere møder kunne enighed ikke opnås. HK's synspunkter er følgende: Et lønsystem i overensstemmelse med protokollatet af 9.7.1987 skal bygge på statistikløn, jobindhold og aktuel lønniveau på arbejdsmarkedet. Det betyder, at medarbejderne vil kende et fremtidigt lønforløb samt fremtidige reguleringsmekanismer. Intentionerne i protokollatet af 9.7.87 er, at det nye lønsystem pr. 1.3.1988 skulle indeholde lønstigninger pr. 1.3.1988. På den baggrund blev der ikke i overenskomsten aftalt lønstigning pr. 1.3.1988. Stillingsbetegnelser i Rank Xerox oversættes til stillingsbetegnelser i en anerkendt lønstatistik. HK har foreslået medarbejderne inddelt i 6 grupper med følgende statistiske stillingsbeskrivelser: I. inkassator II stewardesse III telefonpasser IV indkøbsassistent V a instruktør V b tekniker VI maskinoperatør, driftsplanlægger, programmør, tasteoperatør. De statistiske løntal hentes fra DA's lønstatistik henholdsvis median og øvre kvartil for mænd i hovedstaden. Rank Xerox har gjort følgende gældende: Rank Xerox mener at have opfyldt protokollatet af 9.7.1987 ved at have tilbudt et nyt lønsystem med virkning fra 1.3.1988 -et minimallønsystem, der inddeler medarbejderne i HK-overenskomstområdet i følgende 3 grupper: Kontorassistent kr. 12.200 Assistent kr. 12.800 Overassistent kr. 13.600 Der er i fastsættelsen af minimallønnen taget hensyn til DA's lønstatistik om funktionærløn af september 1987. Der er i forbindelse med indplaceringen taget hensyn til de af medarbejderne udfyldte jobbeskrivelser. Der er af hensyn til lønniveau på arbejdsmarkedet taget udgangspunkt i medianlønnen for ovennævnte grupper. Justering af enkelte medarbejdere indenfor grupperne foretaget i henhold til principper i § 9, stk. 1, pkt. C vedrørende evt. regulering af løn til enkelte medarbejdere, som er medlemmer af HK-Klubben. Da enighed ikke kunne opnås, tog HK forbehold for at videreføre sagen fagretsligt på spørgsmålet om at opfylde protokollatet af 9.7.1987.« Den 27. juli 1988 skrev indklagede således til Dansk Arbejdsgiverforening: »Da vi ikke i h.t. protokollat af juli 1987 har kunnet indgå et nyt lønsystem med ovennævnte virksomhed til ikrafttrædelse pr. 1. marts 1988, ser vi os nødsaget til at forelægge vor kompetente forsamling forslag om, at der iværksættes strejke og blokade over for virksomheden, der er omfattet af en overenskomst indgået mellem virksomheden og forbundet, fra det tidspunkt og i det omfang som den kompetente forsamling måtte beslutte, hvilket vil blive meddelt i vort 2. strejkevarsel. Det skal tilføjes, at vi fortsat er villige til at søge sagen løst ad fredelig vej gennem forhandling, og håber det må lykkes at opnå enighed om et nyt lønsystem med et indhold der er i overensstemmelse med protokollatet, således at 2. strejkevarsel kan undgås.« Ved skrivelse af 28. juli 1988 protesterede Dansk Arbejdsgiverforening mod lovligheden af den varslede konflikt. Fællesmødet blev afholdt den 3. august 1988. I referatet anføres: »Ved et fællesmøde d.d. behandledes en af Dansk Arbejdsgiverforening rejst klage over det af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark ved skrivelse af 27. juli 1988 fremsendte 1. strejkevarsel mod Rank Xerox A/S, Borupvang 5, 2750 Ballerup. Fra arbejdsgiverside fandt man, at forbundets strejkevarsel var ulovligt, og at man ville indbringe sagen for Arbejdsretten som hastesag. Fra arbejdstagerside fastholdt man, at strejkevarslet var lovligt, men at man ikke ville fremsende 2. strejkevarsel, inden Arbejdsretten har truffet afgørelse i sagen.« Sagen er herefter ved klageskrift af 8. august 1988 indbragt for Arbejdsretten som hastesag. Der er under domsforhandlingen afgivet vidneforklaring af direktør Preben Korreborg, direktør Flemming Johansen, sekretær John Dybdal og sekretær Poul Pedersen. Preben Korreborg har forklaret, at han tiltrådte som personaledirektør i Rank Xerox den 1. november 1987. Forhandlinger om et nyt lønsystem kom først for alvor igang i januar 1988. Ved overenskomstens § 2 var der givet betydelige lønforhøjelser pr. 1. marts 1987. Der var efter virksomhedens opfattelse ikke plads til yderligere lønstigninger pr. 1. marts 1988. Det var derfor en forudsætning fra virksomhedens side, at det nye lønsystem ikke medførte øgede lønudgifter. Forhandlingerne strandede på, at HK insisterede på, at det nye system skulle indebære en automatisk taktregulering. Under forhandlingerne gav Preben Dybdal flere gange udtryk for, at man godt var klar over, at der ikke var konfliktret, selvom forhandlingerne ikke førte til resultat. Flemming Johansen har forklaret at han var personaledirektør i Rank Xerox indtil 1. november 1987. Man forhandlede allerede forud for juli 1987 om et nyt lønsystem, men da han blev klar over, at disse forhandlinger ikke kunne afsluttes, inden man skulle være færdig med 1987 forhandlingerne, enedes man om at oprette protokollatet af 9. juli 1987. Ønsket om et nyt lønsystem stammede først og fremmest fra HK. Også fra virksomhedens side var man dog opmærksom på, at der kunne være behov for justeringer, navnlig gennem ændrede indplaceringer. Man var klar over, at dette kunne medføre lønstigninger for nogle medarbejdere. Man gjorde det imidlertid klart, at virksomheden ikke kunne acceptere et lønsystem med indbyggede automatiske lønstigninger, ligesom der ikke kunne blive tale om generelle lønstigninger pr. 1. marts 1988. Når tidspunktet for afslutningen af forhandlingerne blev fastsat til den 1. januar 1988 og ikrafttræden til den 1. marts 1988, skyldtes det, at der reelt var tale om uafsluttede forhandlinger fra 1987. Det var desuden hensigten, at det nye lønsystem skulle danne grundlag for lønforhandlingerne pr. 1. marts 1989. Efter oprettelsen af protokollatet blev der afholdt et møde, hvor man enedes om at indhente jobbeskrivelser fra medarbejderne for at få et grundlag for drøftelserne om ændrede indplaceringer. Han har ikke deltaget i andre møder om det nye lønsystem. John Dybdal har forklaret, at han som sekretær hos indklagede deltog i forhandlingerne i 1987-88, fordi man ikke kunne nå til enighed på lokalt plan. Forbundets medlemmer havde efterslæb. Dette var baggrunden for de relativt store lønstigninger pr. 1. marts 1987. Der var enighed om behovet for et nyt lønsystem, der bl.a. skulle føre til, at fremtidige forhandlinger kunne ske ud fra visse på forhånd fastlagte udgangspunkter, som man hidtil havde savnet. Dette er baggrunden for protokollatets henvisning til statistiklønninger og det aktuelle lønniveau på arbejdsmarkedet. Desuden skulle »jobindhold« indgå som et element i systemet. Afslutningsdatoen for forhandlingerne blev valgt dels for at fremme forhandlingerne, dels fordi der, hvis forhandlingerne var færdige 1. januar, ville være tid til at bringe det nye system på plads pr. 1. marts. Når der ikke i overenskomstens § 2 blev medtaget bestemmelser om lønregulering pr. 1. marts 1988, skyldtes det, at § 2 pr. denne dato skulle erstattes af det nye system, som ville gøre det muligt også at tage højde for lønreguleringer. Hvis man ikke var nået til enighed om protokollatet, ville HK have insisteret på lønreguleringer pr. 1. marts 1988, på linje med hvad der er hjemlet i Landsoverenskomsten. Fra forbundets side var der således ikke nogen forhåndsaccept af, at det nye lønsystem ikke måtte være dyrere for virksomheden. Adgangen efter overenskomstens § 17 til at opsige § 2 pr. 1. marts 1989 kunne herefter benyttes, hvis der viste sig at være uforudsete skævheder i det nye lønsystem. Materiale i form af jobbeskrivelser forelå i september 1988. Der kom dog ikke gang i forhandlingerne før efter nytår, idet man fra virksomhedens side gentagne gange aflyste berammede møder under påberåbelse af andre presserende arbejdsopgaver. Spørgsmålet om konfliktret blev hverken drøftet eller overvejet forud for oprettelsen af protokollatet, idet man ville forhandle i en positiv ånd og havde en klar forventning om, at forhandlingerne ville føre til resultat. Spørgsmålet om konfliktret blev heller ikke berørt under forhandlingerne i foråret 1988, og man har ikke fra HK's side givet afkald på konfliktretten. Poul Pedersen, der er sekretær i HK's Københavnsafdeling har forklaret, at han deltog i forhandlingerne i 1987-88. Der var i foråret 1987 et betydeligt lønefterslæb på virksomheden. Dette var baggrunden for lønstigningerne pr. 1. marts 1987. Problemerne omkring lønregulering pr. 1. marts 1988 skulle dækkes af protokollatet. Spørgsmålet om konfliktret blev ikke på noget tidspunkt berørt under forhandlingerne, hverken fra forbundets eller virksomhedens side. Til støtte for påstanden har klagerne anført, at protokollatet intet nævner om konfliktret. Der er tale om en hensigtserklæring, som har forpligtet begge parter til loyalt at forsøge at opnå enighed. Denne forpligtelse har virksomheden fuldt ud levet op til. Det var fra virksomhedens side en klar og tilkendegiven forudsætning, at det nye lønsystem ikke skulle indebære generelle lønstigninger, idet der efter de betydelige forhøjelser pr. 1. marts 1987 ikke var plads til generelle stigninger pr. 1. marts 1988. Det er indklagede, der gennem krav om taktregulering har bevirket, at man ikke kunne nå et resultat. Af overenskomstens § 17, pkt. 1, fremgår udtrykkeligt, at § 2 tidligst kan opsiges pr. 1. marts 1989. § 17, pkt. 1 ville savne mening, hvis den manglende enighed om et nyt lønsystem skulle give adgang til at iværksætte konflikt. Hvis dette var indklagedes intention, burde man have bragt det frem og have foranlediget, at der blev indsat en bestemmelse herom i protokollatet. Når dette ikke er sket, må det komme indklagede til skade. Det er indklagede, som har bevisbyrden for, at der - uanset at overenskomsten stadig er løbende og fredspligten efter Hovedaftalen således er gældende - skulle være indrømmet indklagede ret til at iværksætte konflikt. Det må også tages i betragtning, at forhandlingerne ifølge protokollatet ikke drejede sig om lønnens størrelse, men om et nyt lønsystem. Når man ikke har kunnet blive enige, må konsekvensen være, at det hidtidige system, d.v.s. overenskomstens § 2, er gældende, indtil indklagede måtte benytte sig af sin adgang til at opsige § 2. Klagerne har endelig henvist til landsoverenskomstens § 2a. Efter denne bestemmelse omskrives en overenskomst med indklagede og en virksomhed, der indmelder sig i Dansk Arbejdsgiverforening/Butiks og Kontorvirksomheders Arbejdsgiverforening til landsoverenskomsten. Omskrivning sker »fra overenskomstens udløbstid.« Hvis indklagede får medhold i, at § 2 som følge af protokollatet er ophørt pr. 1. marts 1988, må landsoverenskomstens § 2 eller dennes analogi føre til, at landsoverenskomstens lønsatser træder i kraft, når der - som det er tilfældet - ikke er opnået enighed om et nyt lønsystem. Også dette må føre til, at der ikke er konfliktret. Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at det klart fremgår af protokollatet, at det hidtidige lønsystem pr. 1. marts 1988 skulle erstattes af et nyt system. Hvis der som hævdet af klager alene er tale om en hensigtserklæring, ville der ikke have været grund til at fastsætte bestemte datoer for afslutningen af forhandlingerne, henholdsvis for det nye systems ikrafttræden. Der er ingen modstrid mellem indklagedes forståelse af protokollatet og overenskomstens § 17, pkt. 1. Det nye lønsystem skulle være på plads pr. 1. marts 1988, og det er derfor ganske naturligt, at begge parter havde opsigelsesadgang pr. 1. marts 1989, en opsigelsesadgang som kunne blive aktuel, hvis man var utilfreds med systemet. Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at spørgsmålet om generelle lønstigninger pr. 1. marts 1988 skulle indgå i forhandlingerne, og at dette var baggrunden for, at der ikke i § 2 blev medtaget bestemmelser om lønregulering pr. denne dato. Protokollatet lagde således op til et nyt lønsystem pr. 1. marts 1988. Når enighed ikke har kunnet opnås, må hver af parterne være berettiget til at iværksætte konflikt til understøttelse af sine synspunkter. Der er tale om en klar interessekonflikt. Iværksættelse af konflikt er derfor ikke i strid med fredspligten og kræver ikke udtrykkelig vedtagelse. Tværtimod må der være en formodning for konfliktret, og klager kan derfor ikke påberåbe sig, at indklagede ikke udtrykkelig har sikret sig en sådan ret. Klager har ikke godtgjort, at indklagede skulle have givet afkald på konfliktretten. Landsoverenskomstens § 2a kan ikke hverken direkte eller analogt bringes i anvendelse, da omskrivning efter § 2a er betinget af, at særoverenskomsten er udløbet, hvilket ikke er tilfældet. Arbejdsretten skal udtale: Ifølge protokollatet af 9. juli 1987 skal forhandlingerne om et nyt lønsystem »være afsluttet senest den 1. januar 1988, således at det nye lønsystem træder i kraft pr. 1. marts 1988.« Det findes at følge heraf, at det i overenskomstens § 2 fastlagte lønsystem skulle afløses af et nyt system pr. 1. marts 1988. Der kan således ikke gives klager medhold i, at protokollatet alene skulle være udtryk for en hensigtserklæring, som forpligtede parterne til loyalt at gå ind i forhandling, men ikke knyttede nogen retsvirkning til den manglende opnåelse af et forhandlingsresultat. Som anført af indklagede kan en sådan fortolkning heller ikke udledes af overenskomstens § 17, pkt. 1. Efter bevisførelsen kan det ikke anses for godtgjort, at parterne var enige om eller havde en fælles forudsætning om, at det nye lønsystem ikke måtte indebære generelle lønstigninger pr. 1. marts 1988 eller om, at der ikke var adgang til at iværksætte konflikt, hvis man ikke nåede til et forhandlingsresultat. Når enighed ikke er opnået, foreligger der en interessekonflikt. Under disse omstændigheder findes det ikke at stride mod fredspligten, at indklagede - selvom der ikke udtrykkeligt er taget stilling til spørgsmålet - har varslet konflikt til understøttelse af sine krav med hensyn til indholdet af et nyt lønsystem. Som sagen foreligger, findes landsoverenskomstens § 2a ikke at kunne føre til et andet resultat. Indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge. T h i k e n d e s f o r r e t : Indklagede, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark, frifindes. I sagsomkostninger betaler klagerne, Dansk Arbejdsgiverforening, 2.000 kr. til Arbejdsretten. Officielle noter (* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.237, Knud Illum s.109 og s.246.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Suspenderede værdipapirer Kursansættelse af suspenderede værdipapirer på Københavns Fondsbørs Finansrådets vejledende satser ultimo september 1995. Der henvises i øvrigt til ToldSkat Nyt 1993, nr. 3 (TfS 1993, 83) og nr. 10 (TfS 1993, 311). Aktienavn Kurs ult. september BW H 93 8 Burwain Tankers Intern. 5 Orion A 10 Orion B 10 AktieFerie 13 Bur. og Wain Holding A EM 0 Bur. og Wain Holding B EM 0

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse)     Den fulde tekst Bekendtgørelse om frist for ansøgning om tilladelse til fortsat at drive virksomhed med hold af ræve I medfør af § 4, stk. 3, i lov nr. 466 af 12. juni 2009 om forbud mod hold af ræve fastsættes: § 1. Ansøgning om tilladelse til at fortsætte virksomhed med hold af ræve indtil den 31. december 2023, jf. § 4, stk. 2, i lov om forbud mod hold af ræve, skal være modtaget i Justitsministeriet senest den 31. juli 2012. § 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2009. Justitsministeriet, den 25. juni 2009 Brian Mikkelsen / Cristina A. Gulisano

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bemyndigelse fra Landbrugsministeriet til Statens Herkomstkontrol med Skov frø og -planter til at tillade omsætning af danskavlet generativt formeringsmateriale til landskabsformål af de i bilag 1 i bkg. nr. 150 af 31.03.1981 nævnte træarter Landbrugsministeriet bemyndiger herved Statens Herkomstkontrol med Skovfrø og -planter til uanset bestemmelserne i §§ 3, 5, 6, 12, stk. 2, og 15, stk. 2, nr. 10 i landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt formeringsmateriale at tillade omsætning af danskavlet generativt formeringsmateriale af de i bekendtgørelsens bilag 1 nævnte træarter til landskabsformål på følgende betingelser: 1. Frøet skal hidrøre fra bevoksninger, der alene er kåret til landskabsformål. 2. Forud for høst og indsamling af frøet skal avleren eller den registrerede frøhandler, til hvem avleren har overdraget indsamlingsretten, indsende en anmeldelse til Herkomstkontrollen med oplysning om træart, høstår, avlssted, bevoksningens kåringsnummer og forventet høstmængde. 3. Efter oprensning af det høstede og indsamlede materiale skal der ske anmeldelse af den faktiske høstmængde og færdigvaremængden. 4. Den videre omsætning må alene ske gennem frøhandlere/planteskoler, som er registreret ved Herkomstkontrollen. 5. De enkelte partier af frø/planter skal i alle omsætningsled holdes vel adskilt fra andre partier og skal altid være afmærkede med skilte/mærkater, der anfører art, oprindelsessted, høstår og kåringsnummer. 6. Frøhandlere og planteskoler skal altid ved fakturaer kunne dokumentere, hvilke af de partier, de ligger inde med, der er bestemt til landskabsformål. 7. Formeringsmateriale til landskabsformål må ikke sælges til skovbrugsformål. Såfremt omsætningen af formeringsmateriale kåret alene til landskabsformål sker efter ovenstående retningslinier, kræves der ikke certifikater fra herkomstkontrollen, og omsætningen kan ske uden frøafgift. P.M.V. E.B. Henrik Wanscher Kontorchef Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag Den fulde tekst Planlægning af faste arbejdssteders indretning At-vejledning A.1.14 August 2005 Erstatter At-meddelelse nr. 1.01.13 af december 1996 1. Område Denne vejledning oplyser om krav til planlægning af faste arbejdssteders indretning. Arbejdsmiljølovgivningen fastsætter, at nyindretning af faste arbejdssteder skal planlægges og gennemføres, så hensynet til sikkerhed og sundhed i forbindelse med driften som helhed er tilgodeset. Dette gælder også ved væsentlige ombygninger, der kan sidestilles med nyindretning. 2. Planlægning generelt Heri ligger, at det allerede ved planlægningen, så vidt det er muligt, skal sikres - at lovgivningens detailkrav til de bygningsmæssige konstruktioner, materialevalg, installationer o.l. samt til indretningen af arbejdsrum, færdselsveje og -arealer, velfærdsforanstaltninger mv. opfyldes, og - at der i øvrigt er taget hensyn til alle forhold af betydning for, at arbejdet som helhed på virksomheden kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Dette hensyn skal indgå i den måde, bygninger med tilhørende arealer, arbejdsrum, bedriftsindretninger, installationer mv. dimensioneres, indrettes og placeres på. 3. Anden lovgivning Arbejdsmiljølovgivningen forudsætter, at de krav, der stilles til bygninger, installationer mv. efter anden lovgivning, som fx bygningsreglementet, stærkstrømsbekendtgørelsen og brandlovgivningen, opfyldes. Bygningsreglementet på det tidspunkt, hvor nyindretning sker, udgør de mindstekrav, der stilles til arbejdsstedets bygningsmæssige udformning og indretning. 4. Særlige krav efter arbejdsmiljølovgivningen Herudover stilles der efter arbejdsmiljølovgivningen en række særlige krav, der er afhængige af aktiviteterne på virksomheden (1). Det er vigtigt, at der ved planlægningen også tages hensyn til arbejdsmiljølovens særlige krav, bl.a. fordi det er i projekteringsfasen, at de fleste valgmuligheder findes med hensyn til udformning, materialer, konstruktioner o.l. - både ud fra arbejdsmiljømæssige og økonomiske betragtninger. 5. Projektering Det skal derfor ved projekteringen så nøje som muligt klarlægges, hvilke aktiviteter der skal foregå på arbejdsstedet, herunder hvilket produktionsudstyr og hvilke arbejdsprocesser og arbejdsmetoder der vil blive anvendt, og hvilke krav der stilles hertil efter arbejdsmiljølovgivningen. Flere af de enkelte krav er nærmere omtalt i andre At-vejledninger, som der henvises til. Det skal sikres, at arbejdsstedet dimensioneres og indrettes således, at driften i virksomheden som helhed kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. 6. Indretning og dimensionering af arbejdsstedet Der skal skabes en naturlig rækkefølge af virksomhedens aktiviteter/arbejdsprocesser. Det gælder både i virksomheden som helhed og i de enkelte afdelinger/produktionsafsnit. De enkelte arbejdsrum og afdelinger skal placeres naturligt i forhold til hinanden. Herved kan det sikres, at transportveje bliver korte, overskuelige, velordnede, og at de krydser hinanden færrest mulige gange. Gående og kørende trafik skal så vidt muligt holdes adskilt, og der skal træffes effektive foranstaltninger til sikring af den gående trafik, hvor denne må krydse eller passere kørende trafik. Det skal sikres, at transportvejene er egnede til de tekniske hjælpemidler, der skal anvendes. Ved dimensionering af transportveje bør der tages hensyn til eventuel samtidig brug som flugtvej. Arbejdsprocesser, der medfører særlige farer, fx eksplosionsrisiko, skal placeres i særskilte rum eller bygninger, og disse skal være egnede/indrettet til at imødegå faren. Det skal sikres, at bygninger og rum placeres og indrettes, så eventuelle unødige påvirkninger, gener og farer, som fx udvikling af støv eller anden luftforurening, ildelugt, stråling og høje temperaturforhold fra arbejdsprocesserne, kan imødegås effektivt. Det vil sige, at der skal dimensioneres, så de nødvendige tekniske foranstaltninger kan etableres, fx indkapsling, ventilationsanlæg o.l. Der skal indrettes nødvendig plads/rum til opbevaring af de tekniske hjælpemidler, der skal anvendes under arbejde i virksomheden, fx rum til rengøringsmateriel. Placeringen skal være passende i forhold til, hvor de tekniske hjælpemidler skal anvendes. 7. Renholdelse og vedligeholdelse Det er desuden vigtigt at tage hensyn til de aktiviteter, der skal foregå i forbindelse med arbejdsstedets renholdelse og vedligeholdelse. Disse skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Dette hensyn bør navnlig haves for øje ved valg af: Gulvbelægning og belægning til andre overflader Der skal vælges materialer, der er lette at rengøre. Belysningsarmaturer Skal være lette at rengøre og skal placeres, så rengøring kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Vinduer Skal være lettilgængelige for rengøring, og rengøringen skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Ventilationsanlæg Der skal vælges løsninger, der er lette at renholde og vedligeholde. Arbejdet med rengøring og vedligeholdelse skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Inventar generelt Der skal vælges udformninger, der er lette at vedligeholde og renholde. 8. Bygningskonstruktioner og -materialer Der skal anvendes bygningskonstruktioner og -materialer, så der opnås en, efter rummenes anvendelse, forsvarlig isolering mod fugt, varme og kulde, samt tilfredsstillende lyd-, klima- og lysforhold. Der må ikke anvendes materialer, der kan afgive dampe eller støv eller danne statisk elektricitet, så der opstår generende eller sundhedsskadelige koncentrationer. Hvor arbejdet kan medføre kraftig støvudvikling eller sundhedsskadelig forurening, skal der anvendes materialer, som ikke kan give anledning til opsamling af støv eller anden forurening, og som er lette at rengøre. De anvendte materialer skal være modstandsdygtige over for de påvirkninger, der kan være fra de arbejdsprocesser, der foregår i arbejdsrummet. Bygninger, anlæg og installationer mv. skal indrettes forsvarligt ikke alene med henblik på den daglige drift, men også med henblik på de særlige opgaver, der tilbagevendende skal udføres i forbindelse med reparationer, vedligeholdelse, rengøring og eftersyn. Sådant arbejde skal kunne udføres uden gener og farer for såvel dem, der udfører det, som andre på stedet. Der skal således tages hensyn til ikke blot virksomhedens egne ansatte, men også udefrakommende reparatører og servicefolk. 9. Personkreds Den, der projekterer bygninger mv. til et arbejdssted eller rådgiver om dets indretning, skal sikre sig, at projektets angivelser tager hensyn til arbejdsmiljølovgivningens krav til arbejdsstedets indretning. Arbejdsgiveren har pligt til at sørge for, at arbejdsstedet er i overensstemmelse med lovgivningens krav, og at virksomhedens sikkerhedsorganisation deltager i planlægningen af dets indretning. Det gælder både ved nybygning, ombygning og nyindretning af arbejdsstedet. Der bør derfor være et tæt samarbejde mellem den projekterende, arbejdsgiveren og sikkerhedsorganisationen. Meget af den viden, der er nødvendig for en god planlægning, skal hentes hos brugerne af det færdige projekt. Det gælder navnlig arbejdsstedets detailindretning, dvs. de enkelte arbejdsrums placering, de enkelte arbejdspladsers indbyrdes placering og indretningen af de enkelte arbejdspladser. Den, der udlejer eller fremlejer bygninger, lokaler, arealer mv. til brug for en virksomhed, skal respektere, at virksomheden træffer de foranstaltninger, der er nødvendige, for at Arbejdstilsynets krav opfyldes. Denne pligt gælder for lejemål indgået efter den 1. januar 1993. Arbejdstilsynet, den 1. september 2005 Jens Jensen End of "GIVET" Læs også Arbejdstilsynets vejledninger om: 1. Indretning af arbejdssteder 2. Ventilation på faste arbejdssteder 3. Indeklima 4. Arbejde i stærk varme og kulde 5. Rengøring og vedligeholdelse 6. Kunstig belysning 7. Faldrisiko på gulv 8. Recirkulation 9. Gravides og ammendes arbejdsmiljø 10. Faste arbejdssteders indretning 11. Flugtveje og sikkerhedsbelysning (nødbelysning) på faste arbejdssteder 12. Arbejdsrum på faste arbejdssteder 13. Temperatur i arbejdsrum på faste arbejdssteder 14. Inventar på faste arbejdssteder Læs også branchearbejdsmiljørådenes vejledninger mv.: Branchearbejdsmiljørådenes vejledninger kan findes på www.bar-web.dk End of "Bilag"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulæreskrivelse om optagning af afskåret grøde i forbindelse med vandløbsvedligeholdelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd) 1. Indledning I lov om vandløb (lov nr. 302 af 9. juni 1982) er det i § 27, stk. 3 bestemt, at afskåret grøde skal optages, medmindre grøden ikke er til skade for vandløbet eller det vandområde, vandløbet udmunder i. Bestemmelsen gælder i forbindelse med vedligeholdelsen af såvel offentlige som private vandløb. Vedligeholdelsen af offentlige vandløb påhviler vandløbsmyndigheden, dvs. kommunalbestyrelsen for kommunevandløb og amtsrådet for amtsvandløb, jf. § 31, stk. 1 sammenholdt med § 7 i vandløbsloven. Vedligeholdelsen af private vandløb påhviler bredejerne, medmindre der i det konkrete tilfælde er truffet anden bestemmelse, jf. § 35, stk. 1 i vandløbsloven. 2. Baggrunden for bestemmelsen om opsamling af afskåret grøde. Afskåret drivende grøde kan være til skade for vandløbene og de vandområder vandløbene udmunder i afhængig af brugen af og målsætningen for det enkelte vandløb og vådområde. Den afskårne grøde kan drive sammen og bevirke en opstemning i vandløbene med oversvømmelse til følge og kan især i mindre og lavvandede søer og fjordområder medføre iltsvind, når den synker til bunds og begynder at rådne. I søer og fjordområder kan den endvidere gøre skade på rørskove. Den kan være til ulempe for sejladsen og gøre skade på fangstredskaber, der bruges i forbindelse med såvel erhvervsmæssigt som rekreativt fiskeri, og den kan stoppe indløb til dambrug. Den afskårne grøde skal derfor opsamles som et led i sikringen af en vandløbskvalitet som foruden at tilgodese de miljømæssige hensyn skal varetage bl.a. flg. interesser ved vandløbene og vådområderne: - afstrømning, - vandindvinding, - rekreativt og erhvervsmæssigt fiskeri, - sejlads, - anden rekreativ udnyttelse herunder badning. 3. Vandløbsmyndighedens ansvar i forbindelse med administrationen af reglerne om grødeoptagning. På given foranledning skal Miljøstyrelsen herved gøre vandløbsmyndighederne opmærksom på, at det følger af forarbejderne til vandløbsloven herunder til bestemmelsen i lovens § 1, at vandløbsmyndigheden ved administrationen af bestemmelserne i § 27, stk. 3 i vandløbsloven skal sikre, at den afskårne grøde altid opsamles i forbindelse med vedligeholdelsen af vandløb, hvortil der er knyttet de under pkt. 2 omtalte interesser m.v. Det samme gælder for vedligeholdelsen af vandløb, der udmunder i vandløb med de nævnte interesser m.v. Dette ansvar gælder umiddelbart for vandløbsmyndighederne ved vedligeholdelsesarbejder i de offentlige vandløb. For vedligeholdelse af de private vandløb er det kommunalbestyrelsens ansvar i forbindelse med tilsynet med disse at sikre, at bestemmelsen overholdes af de ansvarlige for vedligeholdelsen. Miljøstyrelsen den 11. juni 1987 Jens Kampmann /Poul Erik Sørensen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Indholdet af ferieoverenskomst i optjeningsåret afgørende for nævnets kompetence Resumé Indholdet af ferieoverenskomst i optjeningsåret afgørende for nævnets kompetence Lønmodtageren havde den 17. maj 2007 søgt Arbejdsdirektoratet om at få udbetalt feriegodtgørelsen optjent i 2005 til brug for ferieåret 1. maj 2006 til 30. april 2007, eller om at få overført ferien til brug for ferieåret 2007/2008. Lønmodtageren var frem til 1. januar 2006 i arbejde. Fra 1. januar 2006 frem til 31. august 2006 deltog hun i et forrevalideringsforløb, hvor hun modtog revalideringsydelse. Lønmodtageren var ledig og modtog arbejdsløshedsdagpenge fra 1. september 2006 til og med 18. januar 2007. Fra 18. januar 2007 til og med 30. juni 2007 deltog hun igen i et revalideringsforløb med udbetaling af revalideringsydelse. Hun har arbejde igen fra 1. september 2007. I perioderne med revalideringsydelse havde lønmodtageren ikke optjent feriegodtgørelse, og lønmodtageren anmodede derfor om at den ubrugte ferie for ferieåret 2006/2007 (25 dage) blev overført til det nye ferieår, hvor hun ellers kun vil have ret til 7 dages feriedagpenge på grundlag af perioden med arbejdsløshedsdagpenge. Subsidiært vil lønmodtageren gerne have den ubrugte feriegodtgørelse udbetalt. I optjeningsåret var lønmodtageren omfattet af en lokalaftale om ferie indgået mellem Tele Danmark A/S og Telekommunikationsforbundet. Overenskomsten, der er indgået mellem CO-Industri og Dansk Industri, og som lokalaftalen bygger på, indeholder bestemmelser om overførsel af ferie og feriehindringer. Dato 12. december 2007 [Adressat udeladt] Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 21. november 2007. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn har ikke kompetence til at behandle spørgsmålene om overførsel af ferie og feriehindring. Ankenævnet annullerer således direktoratets afgørelse af 19. juni 2007. Nævnet må i stedet henvise Dem til at rejse spørgsmålene i det fagretlige system. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund for afgørelsen, at De under Deres ansættelse i [virksomhedens navn udeladt] til 1. januar 2006 var omfattet af ”Industriens Funktionæroverenskomst”, som er indgået mellem CO-industri og Dansk Industri, og som indeholdt regler om overførsel af ferie og feriehindringer. Arbejdsdirektoratet og efterfølgende Arbejdsmarkedets Ankenævn træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager kan overføre ferie, eller som er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret i kollektiv overenskomst. Da De optjente ferien under Deres ansættelse i [virksomhedens navn udeladt], og da De dér var omfattet af en ferieaftale, som også omhandler overførsel af ferie og feriehindringer, har Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn ikke kompetence til at behandle disse spørgsmål. Nævnet må i stedet henvise Dem til at rejse spørgsmålene i det fagretlige system. Ankenævnet henviser til § 19, stk. 1, § 38 og § 44, stk. 2, i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K Regler Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004 … Kapitel 3 Afholdelse af ferie … Fravigelsesmuligheder og bemyndigelser § 19. Det kan ved kollektiv overenskomst aftales, at en lønmodtager og en arbejdsgiver kan aftale, at optjent ferie ud over 20 dage kan overføres til det følgende ferieår. Stk. 2. … Kapitel 6 Forældelse og modregning … § 38. Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieperiodens eller ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren. … Kapitel 8 Kompetence og klageadgang § 44. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets udløb efter §§ 34 a eller 34 b, og modregning efter § 39, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 5. Stk. 2. Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb, jf. § 38, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Et medlem, der var udstationeret i Sudan, havde ifølge ansættelsesaftalen en ugentlig arbejdstid på 60 timer. Direktoratet fandt, at beregningen af medlemmets overskydende timer for arbejdet i udlandet skulle baseres på den normale arbejdstid for faget i Danmark og ikke på baggrund af den i ansættelseskontrakten aftalte ugentlige arbejdstid. Direktoratet lagde vægt på, at medlemmets arbejdsforhold i udlandet ikke var omfattet af en overenskomst, ifølge hvilke de overenskomstmæssige parter havde aftalt, at arbejdstiden for arbejde i udlandet skulle fastlægges individuelt. Ankenævnet tiltrådte direktoratets afgørelse, men med en begrundelse, der svarede til det, der i vejledning af 11. april 1989 var anført under § 1 til bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989. Den fulde tekst Overførsel af timer. - Individuel fastsat arbejdstid ved arbejde i udlandet. Et medlem, der var ansat som mekaniker/chauffør, havde været udstationeret i Sudan siden den 15. november 1988. Af ansættelsesaftale af 5. januar 1990, pkt. 3, fremgik, at normal arbejdstid på arbejdsgiverens byggepladser var 60 timer pr. uge, og at virksomheden i nødvendigt omfang kunne kræve, at medarbejderen tog overarbejde. Ifølge ansættelseskontraktens pkt. 4, udgjorde lønnen 24.060 danske kroner, heraf 9.150 kr. i udstationeringstillæg. Endvidere fremgik det af kontraktens pkt. 9, at virksomheden ydede fri kost og logi på udstationeringsstedet. Arbejdsløshedskassens lokalafdeling meddelte, at der ved medlemmets ledigmeldelse den 27. juli 1990 skulle ske timeoverførsel af 292,3 timer inden dagpengeudbetaling kunne finde sted. Hovedledelsen var enig med kassen og henviste til, at det af bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med vejledning af 11. april 1989 fremgår, at kun hvis der er en overenskomst, der giver ret til at aftale individuel arbejdstid, skal dette timetal ligge til grund for timeopgørelsen. Da der ikke var overenskomst på arbejdspladsen, var det således fagets normale arbejdstid i Danmark, der skulle tages udgangspunkt i. Medlemmet henviste til, at der ifølge ansættelseskontrakten først var tale om overarbejde, når han oversteg den normale arbejdstid på 60 timer. Direktoratet var enig med kassen i, at beregningen af medlemmets overskydende timer for arbejdet i udlandet skulle baseres på den normale arbejdstid for faget i Danmark og ikke på baggrund af den i ansættelseskontrakten aftalte ugentlige arbejdstid. Direktoratet lagde ved afgørelsen vægt på, at medlemmets arbejdsforhold i udlandet ikke var omfattet af en overenskomst, ifølge hvilke de overenskomstmæssige parter havde aftalt, at arbejdstiden for arbejde i udlandet skulle fastlægges individuelt, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og § 1 i bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med tilhørende vejledning. Medlemmet anførte, at reglerne i loven og bekendtgørelsen om normal arbejdstid alene angår arbejdsforhold i Danmark, og da der ikke er anført nogen maksimumsgrænse for normal arbejdstid, så må ansættelseskontraktens bestemmelse om 60 timers ugentlig arbejde, antages at være normal arbejdstid i medlemmets situation. Direktoratet fastholdt den trufne afgørelse og bemærkede, at medlemmet ud over en grundløn havde modtaget et udstationeringstillæg pr. måned på 9.150 kr., hvorved medlemmet efter direktoratets opfattelse havde fået kompensation for de timer, som medlemmet har arbejdet ud over fagets normale arbejdstid i Danmark. Medlemmet anførte, at den løn, som han havde modtaget i forbindelse med sit arbejde i Sudan, var af en sådan størrelse, at den var væsentlig mindre, end den tilsvarende løn for et lignende 37 timers arbejde i Danmark, og at det udbetalte udstationeringstillæg ville blive udbetalt uanset timeantallet pr. uge og virkede derfor ikke som kompensation for den efter danske forhold længere arbejdstid. Ankenævnet henviste til, at i medfør af § 1, stk. 1, i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 4, tages der ved beregningen af overskydende timer udgangspunkt i den individuelt aftalte arbejdstid, hvis det af det aftalte mellem de overenskomstmæssige parter klart fremgår, at arbejdstiden for arbejde i udlandet fastlægges individuelt. Da dette ikke var tilfældet i den foreliggende sag, tiltrådte ankenævnet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse, jf. arbejdsløshedsforsikringslovens § 59, stk. 2, og § 1, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 91 af 13. februar 1989 med tilhørende vejledning. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Erstatningsansvarslovens § 5 – erstatning for erhvervsevnetab, nævnets j.nr. 13-520-01582 Højesteret bestemte ved dom af 04-04-2014, at et differencekrav vedrørende erstatning for tab af erhvervsevne efter erstatningsansvarsloven ikke skal nedsættes med et beløb svarende til, hvad skadelidtes erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er nedsat med som følge af, at den skadelidte som tjenestemand er berettiget til tilskadekomstpension (forhøjet tjenestemandspension som følge af tilskadekomsten). Sagen for Højesteret omhandlede, hvorvidt A’s differencekrav efter erstatningsansvarsloven mod et forsikringsselskab skulle nedsættes med det beløb, som Arbejdsskadestyrelsen havde nedsat A’s erhvervsevnetabserstatning med efter arbejdsskadesikringslovens § 28. Efter denne bestemmelse nedsættes værdien af erstatningen for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven, hvis den tilskadekomne som følge af arbejdsskaden har ret til pension efter lov om tjenestemandspension. Nedsættelsen udgør 2/3 af værdien af det beløb, hvormed tjenestemandspensionen er forhøjet. Højesteret fandt, at et differencekrav vedrørende erstatning for tab af erhvervsevne ikke skal nedsættes med et beløb svarende til, hvad den skadelidtes erstatning efter arbejdsskadesikringsloven er nedsat med som følge af, at den skadelidte som tjenestemand er berettiget til tilskadekomstpension. Dommen er refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 2014, side 2011. På baggrund af Højesterets dom af 04-04-2014 besluttede Erstatningsnævnet at genoptage ansøgers sag for så vidt angik ansøgers krav om erstatning for tab af erhvervsevne (differencekrav). Ved genoptagelsen af sagen besluttede nævnet at tilkende ansøger det beløb, som Arbejdsskadestyrelsen havde nedsat ansøgers erstatning med efter arbejdsskadesikringsloven som følge af, at ansøger som tjenestemand havde modtaget tilskadekomstpension.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En bevillingshaver opfyldte ikke kravet i hyrekørselsbekendtgørelsens § 5 om personlig udnyttelse af bevillingen idet denne var udlånt til bevillingshaverens ægtefælle siden 1983. Tilbagekaldelse af bevillingen ansås for berettiget Den fulde tekst Hyrekørsel-bevillingstilbagekaldelse I brev af 14. maj 1990 (j.nr. 40.286) har De som advokat for hyrevognmand Erik Ove Corneliussen indbragt den af Storkøbenhavns Hyrevognsnævn trufne afgørelse af 30. marts 1990 om tilbagekaldelse af Deres klients beviling (nr. 1-2306) til hyrekørsel. Nævnets afgørelse er truffet i medfør af § 8, stk. 1, i lov om hyrekørsel, hvorefter en bevilling kan tilbagekaldes, såfremt indehaveren har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse af vilkårene for hyrekørselsloven eller af forskrifter udstedt i medfør af loven. Nævnet har begrundet afgørelsen med, at Deres klient har overtrådt § 5 i bekendtgørelse nr. 401 af 14. september 1979 om hyrekørsel ved siden 1986 at have udlånt sin hyrekørselsbevilling til sin daværende hustru, Joan Corneliussen. I Deres brev af 14. maj 1990 til ministeriet har De bekræftet, at Deres klient har udlånt sin bevilling til sin daværende hustru allerede siden januar måned 1983, hvor Deres klient ophørte med at drive hyrekørselsvirksomhed og i stedet arbejdede som snedker, hvorfor hustruen udnyttede Deres klients bevilling. Ministeriet skal i denne anledning meddele følgende: Ifølge hyrekørselsbekendtgørelsens § 5, stk. 1, skal en bevilling udnyttes af bevillingshaveren personligt og kan hverken helt eller delvist overgå til andre ved salg, bortforpagtning, udleje, udlån, pantsætning, kreditorforfølgning, arv eller på anden måde. Dette er ikke ensbetydende med, at bevillingshaveren nødvendigvis selv skal være fører af vognen, idet det afgørende er, at bevillingshaveren hele tiden har den fulde indsigt med såvel den faktiske som den administrative/økonomiske del af hyrekørselsvirksomhed, herunder navnlig ansættelse, afskedigelse og aflønning af chauffører, den daglige afregning med disse samt disponering over vognmateriel. Ministeriet lægger til grund, at Deres klient siden januar 1983 har arbejdet som snedker og ikke udnyttet sin bevilling, idet han har udlånt denne til sin daværende hustru. Det er derfor ministeriets opfattelse, at Deres klient har tilsidesat sin pligt til at udnytte hyrekørselsbevillingen, som fastsat i hyrekørselslovgivningen. Ministeriet finder, at Storkøbenhavns Hyrevognsnævn under de foreliggende omstændigheder har været berettiget til at tilbagekalde Deres klients hyrekørselsbevilling (nr.1-2356) og stadfæster således nævnets afgørelse. Storkøbenhavns Hyrevognsnævn har modtaget kopi af nærværende brev. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om etnisk oprindelse - hudfarve og race - chikane - medhold J. nr. 2016-6810-30607 En pædagogmedhjælper med et udenlandsk klingende navn følte sig krænket af sin leder ved to episoder. Ved den ene episode havde lederen over for en kollega spurgt til pædagogmedhjælperen som ham den ”sorte” eller ”mørke”. Ved den anden episode havde lederen omtalt pædagogmedhjælperen som ”terrorist”. Særligt efter karakteren af den anden episode, der var rettet mod pædagogmedhjælperen, mens en anden overordnet var til stede, var der påvist faktiske omstændigheder, der skabte en formodning for chikane med relation til hudfarve og etnisk oprindelse. Arbejdsgiveren kunne ikke løfte bevisbyrden for i tilstrækkelig grad at have sikret sig et chikanefrit arbejdsmiljø. Pædagogmedhjælperen fik derfor medhold og en godtgørelse på 5.000 kr. Ved godtgørelsens størrelse indgik det, at konfliktet blev håndteret af arbejdsgiver. Klagen drejer sig om påstået chikane med relation til hudfarve og etnisk oprindelse. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at en leder hos indklagede kom med udtalelser om klager med henvisning til hans hudfarve og etniske oprindelse. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 5.000 kr. med procesrente fra den 12. juni 2016, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Der er klaget over forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse i forbindelse med flere episoder i første halvår af 2016, hvor klager har oplevet sig chikaneret af leder E. Klager blev ansat som pædagogmedhjælper hos en institution i kommune A den 15. november 2012. Klager har et udenlandsk klingende navn. Leder E blev ansat ved årsskiftet 2015/2016. Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 12. juni 2016. Den 21. juni 2016 blev der holdt et møde mellem klager, klagers tillidsrepræsentant og leder E om de episoder, som klager havde oplevet som krænkende. Indklagede har i forbindelse med sagens behandling i Ligebehandlingsnævnet undersøgt sagen nærmere. Af redegørelse fra leder E af 18. oktober 2016 fremgår blandt andet: ”Det er rigtigt, at der før sommeren var en episode, hvor han forstyrrede et møde mellem den pædagogiske leder og mig. Han afbrød mødet for at lede efter et eller andet på kontoret, hvorefter jeg kommenterede hans afbrydelse med en efter min mening en sjov bemærkning, om at det lignede en terrorist opførsel. Vedrørende episoden hvor jeg skulle have sagt sort om ham til en anden pædagogmedhjælper, har jeg følgende kommentarer: Jeg erindrer ikke at jeg har omtalt ham som sort (hvilket i øvrigt heller ikke er korrekt), men jeg kan ikke 100 % afvise, at jeg ikke har omtalt ham som værende mørk en dag hvor jeg ledte efter ham. Jeg spurgte efter ham til en anden kollega. På det tidspunkt kunne jeg ikke navnene på alle medarbejdere endnu. (der er over 50). Hun kan sagtens have svaret, hvem af medhjælperne mener du? Der til kunne jeg have svaret ’ham den mørke af dem’. Men for mig af har det værende ment som et udsagn til identifikation af den pågældende medarbejder. At den pågældende medarbejder siden hen har fortalt episoden til [klager], som så har lagt noget andet i det, har jeg ikke været vidende om. … Efter et stykke tid fik jeg at vide fra anden side, at han var sur og krænket over min bemærkninger, som han opfattede som racistisk. Jeg opfordrede da Tr repræsentanten til at arrangere et møde mellem ham og mig og hans TR, så vi kunne få det ud af verden. Den 21. juni holdt vi så et møde ham og mig og Tr. Her kom han så med nogle udtalelser om, at han følte jeg var efter ham og, at jeg var racistisk over for ham. På mødet fortalte jeg ham, at jeg var ked af at han misforstod min humoristiske bemærkning dengang og at det selvfølgelig ikke skulle gentage sig, når det kunne opfattes krænkende. … Vi afsluttede mødet med at give hinanden hånden, og aftalte at hvis der opstod flere misforståelser af eller anden art skulle han fremover komme direkte til mig, så de kunne blive ryddet af vejen. Tr repræsentanten kan bevidne mødets konklusion. ” Af referat af 12. oktober 2016 fra samtale med pædagogisk leder T den 11. oktober 2016 fremgår blandt andet: ”EN dag i februar kommer [klager] brasende ind på klyngelederkontor, hvor [T] og [E] holder møde. [E] siger ’du kommer væltende ind ad døren som en terrorist’ og [E] smiler og også [klager] griner af det. [Klager] står med ryggen til og kan ikke se [E] da det siges. Kan ikke sige så meget om den anden udtalelse som angiveligt er oplevet af medarbejder [G]. . . . Hun ved at der har været en dialog den 21.6.2016 mellem [E], [klager] og [klagers tillidsrepræsentant] hvor [E] har undskyldt hvis hans udtalelser skulle være opfattet racistisk eller æreskrænkende hvilket ikke har været [E’s] hensigt. ” Af referat fra samtale med kollega G fra den 14. oktober 2016 fremgår: ”… [G] bekræfter, at hun står ude på legepladsen og bekræfter at hun har hørt udsagnet ’har du set ham den sorte’. [G] er dog usikker på om hun hørte ’ham den sorte’ eller ’ham den mørke’ og siger til [E] ’aj hvor er du streng [E] ! Hvis det er [klager] du mener så står han derovre’ … […] [G] tilkendegiver at det […] må være lige efter at [E] er startet da det er længe siden måske omkring februar. …” Af referat fra samtale med klagers tillidsrepræsentant fra den 14. oktober 2016 fremgår: ”… [Klagers tillidsrepræsentant] oplyste […] at hun har deltaget i et ’forsoningsmøde’ den 21.6. 2016 sammen med klyngeleder [E] og [klager]. … Ved møde med [E] og [klagers tillidsrepræsentant] beklagede [E] overfor [klager], hvis han skulle have sagt det, som [klager] giver udtryk for at have opfattet. [Klagers tillidsrepræsentant] oplyser, at de herefter giver hinanden hånden og det aftaltes, at [klager] skal tage fat i [E] eller [klagers tillidsrepræsentant] hvis der bliver noget af nogen art han har behov for at drøfte. …” Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af sin etniske oprindelse og ønsker godtgørelse. Leder E er ved flere tilfælde fremkommet med udtalelser om klager, der må betegnes som chikanøse. Om den første episode har klager oplyst, at han af sin kollega G har fået fortalt, at leder E en dag ledte efter ham og spurgte hende: ”har du set ham den sorte? ”. Kollega G svarede: ”hvem er den sorte? ”, hvortil leder E sagde: ”Ham [klager]”. Kollega G sagde til leder E, at det var tarveligt sagt. Om den anden episode har klager oplyst, at han gik ind på pædagogisk leder T’s kontor for at tale med hende om en regning. Leder E var til stede og sagde højt: ”pas på! Nu kommer terroristen ind”, hvilket var over hans grænse. Klager ringede efterfølgende til områdechef A, der er leder E’s overordnede, og fortalte hende, hvordan leder E havde behandlet ham. Han bad om et møde, men blev afvist. Områdechef A sagde, at han selv måtte løse konfrontationen med leder E, og at hun ikke kunne hjælpe. Hun tilføjede, at det var hendes opfattelse, at leder E var professionel nok i sit arbejde. Klager har efter episoderne haft det dårligt på sin arbejdsplads og føler sig ikke velkommen længere. Han er ikke enig i, at det bare er leder E’s humor. Indklagede erkender grundlæggende, at leder E har udtalt sig som beskrevet i klagen. I vurderingen af, om der er tale om chikane, indgår både et subjektivt og objektivt moment. Det subjektive moment går på, om den pågældende har følt sig krænket. Klager har følt sig stærkt krænket. Om det objektive moment er det afgørende, om den, der udøver krænkelsen, indså eller burde have indset, at adfærden var uønsket. Ethvert fornuftigt menneske burde have indset, at en udtalelse om, at en person er en terrorist, er uønsket og kan være egnet til at krænke. Det er en skærpende omstændighed, at der er tale om gentagne tilfælde, og at udtalelserne knytter sig til klagers anden etniske oprindelse. Udtalelserne må anses for at være særdeles grove henset til den stigende offentlige debat om og fokus på terrorisme og terrorangreb, herunder stigmatiseringen af terrorister med muslimsk baggrund. Det bestrides, at klager grinte af episoden, hvor han blev kaldt en terrorist. Klager forsøgte bare at få samtalen videre, da han ikke vidste, hvad han skulle svare. Henset til udtalelsens grovhed kan det imidlertid ikke være afgørende, om klager grinte af episoden. Klager sagde ikke umiddelbart fra, da han i situationen stod over for to overordnede. Klager anerkender, at der er taget hånd om problemet. Det ændrer dog ikke på, at krænkelsen har fundet sted. Det pågældende møde kan ikke anses for at være en tilstrækkelig oprejsning for den chikane, klager er blevet udsat for. Indklagede gør gældende, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Indklagede har efter klagen til Ligebehandlingsnævnet undersøgt sagen nærmere og har herunder fået en redegørelse fra leder E og holdt samtaler med pædagogisk leder T, kollega G og klagers tillidsrepræsentant. Redegørelse og referater fra samtalerne er fremlagt til sagen. Om håndteringen af episoden har områdechef A forklaret, at klager ringede til hende og fortalte om sin oplevelse af leder E’s udtalelser. Hun spurgte, om klager havde talt med leder E. Det havde klager ikke. Hun opfordrede derfor klager til at inddrage sin tillidsrepræsentant og tage en dialog med leder E og klagers tillidsrepræsentant sammen. Hun sagde, at hvis denne dialog ikke løste problemet, var klager velkommen til at kontakte hende igen. Klager kontaktede hende ikke igen. Leder E er kommet med en udtalelse, der kunne opfattes som diskriminerende. Leder E’s hensigt har dog på ingen måde været at krænke klagers værdighed eller skabe et nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for ham. Udtalelserne kan ikke karakteriseres som så grove, at der er tale om chikane. Det er blevet drøftet med leder E, at han skal være opmærksom på ikke at komme med bemærkninger, der kan opfattes som krænkende. Der er ikke i forhold til klager foretaget nogen form for sagsbehandling eller truffet nogen form for afgørelse, hvor leder E’s bemærkninger har haft indflydelse. Med baggrund i det møde, der blev afholdt den 21. juni 2016, betragter indklagede sagen som håndteret og løst. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af blandt andet hudfarve og etnisk oprindelse efter lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må forskelsbehandle lønmodtagere med hensyn til arbejdsvilkår. Chikane skal betragtes som forskelsbehandling, når den optræder i relation til hudfarve eller etnisk oprindelse og finder sted med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Arbejdsgiver har pligt til at stille et chikanefrit arbejdsmiljø til rådighed og er forpligtet til i rimeligt omfang at sikre sine ansatte mod chikane. Klager har anset sig krænket af sin leder E ved to episoder, der efter det oplyste fandt sted kort tid efter, at leder E blev ansat. Leder E blev ansat ved årsskiftet 2015/2016. Om den første episode lægger nævnet på baggrund af referatet fra samtale med kollega G og redegørelsen fra leder E, hvoraf det fremgår, at leder E han ikke har kunnet udelukke at have spurgt til klager som påstået, til grund, at han over for kollega G har spurgt til klager som ”ham den sorte” eller ”ham den mørke”. Om den anden episode er parterne enige om, at leder E over for klager og pædagogisk leder T har omtalt klager som ”terrorist”. Særligt på baggrund af karakteren af udtalelsen i den anden episode, der var rettet mod klager, og som en anden overordnet overhørte, har klager påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at han er blevet udsat for chikane med relation til sin hudfarve og etniske oprindelse. Det påhviler herefter indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Leder E har om den første episode oplyst, at hans henvisning til klagers hudfarve kun var ment som en beskrivelse til identifikation. Om den anden episode har han oplyst, at udtrykket ”terrorist” efter hans mening var en sjov bemærkning, der skulle ses i lyset af, at klager afbrød et mø de mellem ham og pædagogisk leder T. Om klagers umiddelbare reaktion i forbindelse med sidstnævnte bemærkning har pædagogisk leder T oplyst, at han grinte. Klager ringede efter den sidste episode til områdechef A for at forklare om sin oplevelse af leder E’s udtalelser. Efter det, indklagede har oplyst, blev klager af områdechef A opfordret til at inddrage sin tillidsrepræsentant og herefter tage en dialog med leder E. Der blev efterfølgende holdt et møde den 21. juni 2016, hvor klager, hans tillidsrepræsentant og leder E deltog. Indklagede har på den baggrund betragtet sagen som håndteret og løst, og klager har også under sagens behandling for Ligebehandlingsnævnet anerkendt, at der er taget hånd om problemet. Navnlig efter karakteren af udtalelsen i forbindelse med den anden episode og efter de øvrige oplysninger i sagen, herunder at udtalelserne blev fremsat af en af klagers overordnede, vurderer nævnet, at indklagede ikke har løftet bevisbyrden for, at indklagede i tilstrækkelig grad har sikret sig et chikanefrit arbejdsmiljø. Klager får derfor medhold i klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 5.000 kr. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelse af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i praksis samt et skøn over sagens faktiske omstændigheder, herunder karakteren og alvoren af den skete hændelse. Nævnet har lagt særlig vægt på den måde, konflikten blev håndteret på. Indklagede skal herefter betale 5.000 kr. til klager med procesrente fra den 12. juni 2016, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. Retsregler Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser: Lov om Ligebehandlingsnævnet – § 1, stk. 1, og stk. 3, om nævnets kompetence – § 9, stk. 1, om klagebehandling – § 12, om klagebehandling Forskelsbehandlingsloven – § 1, stk. 4, om lovens anvendelsesområde – § 2 om forbud mod forskelsbehandling – § 7, stk. 1, om godtgørelse – § 7a om delt bevisbyrde <2016-6810-30607>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Almindelige bestemmelser Kapitel 2 Særlige regler om skatteansættelsen Kapitel 3 Særlige regler om foreløbig og endelig kulbrinteskat Kapitel 4 Oplysningspligt Kapitel 5 Særlige regler om opkrævning Kapitel 6 Andre særlige bestemmelser Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding Herved bekendtgøres lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, jf. lovbekendtgørelse nr. 413 af 3. maj 2006, med den ændring, som følger af § 10 i lov nr. 521 af 12. juni 2009. De ændringer, som følger af § 3 i lov nr. 513 af 7. juni 2006, er ikke indarbejdet i denne lovbekendtgørelse, da tidspunktet for ikrafttræden af disse ændringer fastsættes af skatteministeren. Kapitel 1 Almindelige bestemmelser § 1. Reglerne i denne lov omfatter enhver, der er undergivet beskatning efter kulbrinteskatteloven. Stk. 2. Skattelovgivningens almindelige regler om selvangivelse, skatteansættelse, klageadgang, kontrol og opkrævning m.v., herunder de tilknyttede straffebestemmelser, finder tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov. Stk. 3. 1) Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 eller 3 A, skal indgive selvangivelse senest den 1. maj i året efter indkomståret. Kapitel 2 Særlige regler om skatteansættelsen § 2. Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 eller 3 A, skatteansættes af told- og skatteforvaltningen. Ansættelsen omfatter: 1) særskilt indkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 2; 2) kulbrinteindkomst efter kulbrinteskattelovens kapitel 3 og 3 A; 3) anden indkomst, der er skattepligtig her til landet. Stk. 2. Ansættelsen af skattepligtige efter kulbrinteskatteloven, der ikke tillige er omfattet af reglerne i kildeskattelovens §§ 1 eller 2, dødsboskattelovens § 1, stk. 2 eller 3, selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 eller § 1 i lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. om skattepligt, foretages af told- og skatteforvaltningen. § 3. I tilfælde, hvor der foreligger behørig selvangivelse, skal told- og skatteforvaltningen, forinden det foretager en ansættelse til et andet beløb end selvangivet, give den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. I disse tilfælde samt i tilfælde, hvor ansættelsen foretages, uden at der foreligger behørig selvangivelse, skal den skattepligtige underrettes om ansættelsen, begrundelsen for denne og klageadgangen. Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen kan af egen drift eller på begæring fra den skattepligtige tage en tidligere af told- og skatteforvaltningen foretagen skatteansættelse op til fornyet behandling og eventuel ændring. Told- og skatteforvaltningen kan ikke ændre en ansættelse i det omfang, Landsskatteretten i en kendelse har taget stilling til ansættelsen. Forinden told- og skatteforvaltningen foretager ændring af en ansættelse, skal der gives den skattepligtige lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. Der skal i underretningen til den skattepligtige om den ændrede ansættelse gives oplysning om begrundelsen for denne og vejledning om klageadgangen. Kapitel 3 Særlige regler om foreløbig og endelig kulbrinteskat § 4. Kulbrinteskat efter kulbrinteskattelovens kapitel 3 og 3 A svares med foreløbige beløb i to rater, som forfalder til betaling den 1. oktober i indkomståret og den 1. juni i året efter indkomståret. Sidste rettidige betalingsdag er den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Stk. 2. Told- og skatteforvaltningen fastsætter den foreløbige kulbrinteskat. De foreløbige skattebeløb skal så vidt muligt svare til den skat, der pålignes efter indkomstårets udløb. Ved fastsættelsen af 1. rate af den foreløbige kulbrinteskat lægges den skattepligtiges oplysninger efter § 5 til grund, i det omfang told- og skatteforvaltningen finder oplysningerne tilstrækkeligt sandsynliggjort. 1. rate udgør halvdelen af indkomstårets forventede kulbrinteskat. 2. rate fastsættes på grundlag af selvangivelsen, således at summen af 1. og 2. rate udgør kulbrinteskatten af den selvangivne kulbrinteindkomst. Hvis 2. rate beregnet på dette grundlag er større end 1. rate, betales et tillæg på 2 pct. af forskelsbeløbet mellem 1. og 2. rate. Er 2. rate mindre end 1. rate, tilkommer der den skattepligtige en godtgørelse på 2 pct. af forskelsbeløbet. Tillæg eller godtgørelse medregnes ikke ved indkomstopgørelsen. Stk. 3. Må det efter told- og skatteforvaltningens skøn antages, at den for indkomståret beregnede foreløbige skat vil være væsentlig større end den endelige skat, skal der efter den skattepligtiges begæring herom ske hel eller delvis tilbagebetaling af 1. rate af den foreløbige skat. Stk. 4. 1) Er et beløb, som den skattepligtige efter stk. 1 skal indbetale til det offentlige, ikke betalt rettidigt, skal den skattepligtige betale en statskassen tilfaldende rente, der udgør renten i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v., med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne. Renter af skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres og opkræves en gang om året ved indkomstårets udløb. § 5. Skattepligtige skal til brug ved beregning og opkrævning af foreløbig kulbrinteskat give told- og skatteforvaltningen oplysning om den forventede kulbrinteindkomst og de forventede rørlednings- og dispensationsafgifter omfattet af kulbrinteskattelovens § 20 B, stk. 4. Told- og skatteforvaltningen udfærdiger skemaer, hvorpå oplysningerne gives. Stk. 2. Forskudsskema indgives senest den 1. juli i indkomståret. Stk. 3. Såfremt behørigt forskudsskema ikke foreligger inden den i stk. 2 nævnte frist, fastlægges grundlaget for den foreløbige skat skønsmæssigt. § 6. I det omfang den efter indkomstårets udløb pålignede kulbrinteskat afviger fra den beregnede foreløbige kulbrinteskat, skal der ske en efterbetaling eller tilbagebetaling af dette beløb. Beløbet tillægges en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 2 pct., beregnet fra den 1. juni i året efter indkomståret, indtil efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling, eller indtil tilbagebetaling sker. Rentebeløbet medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Stk. 2. Efterbetalingsbeløbet forfalder til betaling den 1. i den anden måned efter, at den skattepligtige er underrettet om ansættelsen med betalingsfrist til den 20. i forfaldsmåneden. Falder sidste rettidige betalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Reglerne i § 4, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Tilbagebetaling sker inden udgangen af den måned, der følger nærmest efter, at den skattepligtige er underrettet om ansættelsen. Forinden udbetaling modregnes eventuelle skatterestancer med påløbne renter. Kapitel 4 Oplysningspligt § 7. Skattepligtige, der driver virksomhed som nævnt i kulbrinteskattelovens § 1, skal uden opfordring give oplysning om aftaler om hverv, som den pågældende som hvervgiver indgår med personer eller selskaber m.v., der ikke er omfattet af kildeskattelovens §§ 1 eller 2, dødsboskattelovens § 1, stk. 2 eller 3, selskabsskattelovens §§ 1 eller 2 eller § 1 i lov om beskatning af fonde, visse foreninger og institutter m.v. om skattepligt, hvis hvervtageren oppebærer indkomst herved, som vil være skattepligtig efter kulbrinteskatteloven. Oplysningspligten efter 1. pkt. omfatter også personer, der ikke er skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, og som arbejder for en arbejdsgiver, der ikke har hjemting her i landet, samt selskaber, der ikke er skattepligtige efter selskabsskattelovens § 1. Stk. 2. Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter hvervets art, den, der udfører hvervet, eventuelt virksomhedsnummer, tid og sted for hvervets udførelse og kontraktssummen. § 8. Enhver hvervgiver som nævnt i § 7 skal uden opfordring give oplysning om personer, der er ansat hos hvervtagere som nævnt i § 7, og som udfører arbejde på de i kulbrinteskattelovens § 1 nævnte områder. Stk. 2. Oplysningspligten efter stk. 1 omfatter den ansattes navn, eventuelt personnummer, bopæl og arbejdsgiver samt arbejdssted og varigheden af det hverv, som arbejdet direkte knytter sig til. § 9. Oplysninger efter §§ 7 og 8 skal gives til told- og skatteforvaltningen senest 14 dage efter hvervets eller arbejdets påbegyndelse. Stk. 2. Hvis de i §§ 7 og 8 nævnte oplysninger ikke gives rettidigt, kan told- og skatteforvaltningen om fornødent søge oplysningerne fremtvunget ved pålæg af daglige bøder. Kapitel 5 Særlige regler om opkrævning § 10. Skat af indkomst efter kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, opkræves ved, at den, for hvis regning udbetalingen foretages, i forbindelse med udbetalingen indeholder den beregnede skat i det udbetalte beløb. Indeholdelsen sker ved, at den indeholdelsespligtige tilbageholder skatten. Stk. 2. Reglerne om A-indkomst og arbejdsmarkedsbidragspligtig indkomst i kildeskattelovens afsnit V, VII, VIII og IX finder anvendelse på indeholdelsespligt efter stk. 1, for så vidt reglerne er forenelige med denne lovs og kulbrinteskattelovens bestemmelser. Kapitel 6 Andre særlige bestemmelser § 11. Skattepligtige efter kulbrinteskatteloven skal ved indkomstopgørelsen anvende kalenderåret som indkomstår. Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om specifikationer i det regnskabsmateriale, som efter skattekontrollovens § 3 skal indsendes som bilag til selvangivelsen. Stk. 3. Skattepligtige, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 eller 3 A, skal opbevare regnskaber med tilhørende bilag i 15 år efter udløbet af det pågældende indkomstår. § 12. Told- og skatteforvaltningen udfærdiger selvangivelsesskemaer, som skal benyttes af den skattepligtige ved selvangivelsen af indkomst, der er omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 eller 3 A. Stk. 2. Personer, der svarer skat efter kulbrinteskattelovens § 21, stk. 2, indgiver ikke selvangivelse. Dette gælder ikke, hvis den skattepligtige har valgt at blive beskattet efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1. § 13. Skatteministeren kan bestemme, at oplysninger, som er afgivet af oplysningspligtige vedrørende aktiviteter, der er omfattet af kulbrinteskatteloven, kan videregives til andre offentlige myndigheder. § 13A. (Ophævet). Kapitel 7 Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v. § 14. Loven har virkning for indkomst erhvervet den 1. januar 1982 eller senere. § 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Skatteministeriet, den 20. september 2011 P.M.V. Peter Loft / Lise Bo Nielsen Officielle noter 1) Ved § 3 i lov nr. 513 af 7. juni 2006 indsættes nyt stk. 3 i § 1, stk. 3 bliver herefter til stk. 4. Stk. 4 i § 4 nyaffattes. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af lov nr. 513 af 7. juni 2006. (én skattekonto)

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Gyldighedsområde Kapitel 2 Rutekørsel Kapitel 3 Andre former for buskørsel Kapitel 4 Betingelser for meddelelse af tilladelse Kapitel 5 Persontrafikrådet Kapitel 6 Straffebestemmelser Kapitel 7 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om buskørsel Herved bekendtgøres lov nr. 115 af 29. marts 1978 med de ændringer, der følger af lov nr. 192 af 29. marts 1989, lov nr. 364 af 6. juni 1990, lov nr. 840 af 18. december 1991, lov nr. 386 af 22. maj 1996 og lov nr. 500 af 12. juni 1996. Kapitel 1 Gyldighedsområde § 1. Den, der udfører erhvervsmæssig personbefordring med et dansk indregistreret motorkøretøj, indrettet til befordring af flere end 9 personer, føreren medregnet, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år. Stk. 2. Udføres der rutekørsel, jf. § 2, eller den i § 11, stk. 1, nævnte kørsel, kræves der tillige tilladelse i henhold til § 3 eller § 11. Stk. 3. Udføres der almindelig rutekørsel, jf. § 2, stk. 2, gælder kravet i stk. 2 uanset motorkøretøjets størrelse. Stk. 4. Undtaget fra kravet i stk. 2 er kørsel, der inden for de i § 3, nr. 1-2, nævnte områder udføres af eller for den tilladelsesudstedende myndighed. Det samme gælder kørsel inden for de i § 3, nr. 3, nævnte områder, såfremt de berørte myndigheder er enige om kørslen, eller Persontrafikrådet har godkendt denne. Stk. 5. Erhvervsmæssig personbefordring, der udelukkende udføres inden for dansk område med et motorkøretøj, der er indregistreret i udlandet, kan alene udføres i henhold til international aftale eller regler fastsat af trafikministeren. § 1a. Den, der udlejer et dansk indregistreret motorkøretøj indrettet til befordring af flere end 9 personer føreren medregnet til personbefordring, skal have tilladelse hertil af Persontrafikrådet. Der kan gives en ansøger flere tilladelser, der gælder for et tidsrum af indtil 8 år. Trafikministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om tilladelsesfrit udlån mellem ikkeerhvervsdrivende foreninger, klubber og lignende af de i 1. pkt. nævnte motorkøretøjer. Kapitel 2 Rutekørsel § 2. Ved rutekørsel forstås regelmæssig befordring af personer i en bestemt trafikforbindelse, hvor på- eller afstigning kan ske inden for forud fastsatte områder. Stk. 2. Står adgangen til at deltage i den i stk. 1 omhandlede kørsel åben for alle, betegnes denne som »almindelig rutekørsel«. Befordres der derimod kun bestemte kategorier af personer, betegnes kørslen som »speciel rutekørsel«. § 3. Tilladelse til udførelse af såvel almindelig som speciel rutekørsel gives, 1) hvor kørslen forløber inden for Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner (hovedstadsområdet), af Hovedstadsområdets Trafikselskab, 2) hvor kørslen forløber inden for en amtskommune uden for hovedstadsområdet a) af det udvalg, der er nævnt i lov om den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, såfremt der er oprettet en fælleskommunal trafikvirksomhed i amtskommunen, b) i andre tilfælde af kommunalbestyrelsen, såfremt kørslen udelukkende forløber inden for en kommune, og c) ellers af amtsrådet, 3) hvor kørslen forløber inden for to amtskommuner uden for hovedstadsområdet eller inden for hovedstadsområdet og en tilstødende amtskommune, af den under nr. 1, nr. 2 a eller 2 c nævnte myndighed, i hvis område den længste del af kørslen forløber. Tilladelsen kan dog kun gives, hvis begge områders myndigheder er enige herom, eller hvis Persontrafikrådet, jf. § 21, træffer bestemmelse herom, 4) i alle andre tilfælde af Persontrafikrådet, jf. dog §§ 6 og 7. § 4. Ved afgørelsen af, hvorvidt der kan gives tilladelse til rutekørsel, skal der tages hensyn til, om behovet for kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved anvendelse af bestående kollektive trafikforbindelser. § 5. Tilladelser i henhold til § 3 gives for indtil 8 år og, for så vidt de vedrører almindelig rutekørsel, i almindelighed ikke under 5 år. Stk. 2. Trafikministeren fastsætter regler om vilkår med hensyn til: 1) afgivelse af indberetninger om virksomhedens omfang og udøvelse, 2) varsel om ophør, såfremt tilladelsens indehaver inden tilladelsesperiodens udløb vil ophøre med at drive ruten, 3) pligt for indehaveren af tilladelsen til at fortsætte kørslen indtil det tidspunkt, hvor han lovligt kan ophøre med kørslen, samt 4) ansvar for driftsforstyrrelser og lignende. Stk. 3. De øvrige vilkår for tilladelsen, herunder om rute, køreplan, takster og befordringspligt, fastsættes af de tilladelsesudstedende myndigheder, jf. dog § 6, stk. 2, og § 7. Stk. 4. Passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort, kan afkræves kontrolafgift og ekspeditionsgebyr. Der er udpantningsret for kontrolafgift og gebyr. Stk. 5. Passagerer, der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på forlangende at forevise legitimation med henblik på at fastslå vedkommendes identitet. § 6. Meddelelse om de af en kommunalbestyrelse udfærdigede tilladelser til rutekørsel indsendes samtidig med tilladelsernes udfærdigelse til amtsrådet. Stk. 2. Amtsrådet kan ud fra hensynet til samordningen af trafikbetjeningen i området kræve de af kommunalbestyrelsen fastsatte vilkår for tilladelsen ændret. Amtsrådet kan ligeledes kræve ændringer i den kørsel, der udføres af eller for kommunalbestyrelsen. Stk. 3. Amtsrådet kan kræve, at den af en kommunalbestyrelse tilladte specielle rutekørsel 1) enten søges udført som almindelig rutekørsel eller 2) indstilles. Stk. 4. Krav i henhold til stk. 2 og 3 skal fremsættes i så god tid, at der kan gives tilladelsens indehaver meddelelse herom inden for en frist af 2 måneder efter, at tilladelsen er givet. § 7. Ud fra hensynet til en samordning af jernbane- og bustrafikken i området kan DSB og de i området værende privatbaner foreslå de af den tilladelsesudstedende myndighed fastsatte vilkår for en tilladelse ændret. Forslag herom, der skal fremsættes inden 2 måneder efter, at tilladelsen er givet eller kørslen påbegyndt, kan indbringes for Persontrafikrådet, jf. § 21. § 8. Hvis en tilladelse til almindelig rutekørsel efter udløbet af gyldighedsperioden nægtes fornyet og den tilladelsesudstedende myndighed vil meddele en anden end den hidtidige indehaver tilladelse til at køre den pågældende rute, kan den hidtidige indehaver kræve, at det ved udstedelsen af den nye tilladelse stilles som vilkår, at indehaveren af denne overtager det hidtidige på ruten benyttede materiel til brugsværdi, medmindre 1) andet er bestemt i den oprindelige tilladelse til den hidtidige indehaver, 2) denne senere i forbindelse med aftale om tilskud eller lignende til rutens opretholdelse giver afkald på kravet, eller 3) han efter den tilladelsesudstedende myndigheds skøn ikke har drevet ruten på tilfredsstillende måde. Stk. 2. Tvister om den hidtidige tilladelsesindehavers rettigheder i henhold til stk. 1, herunder om vilkårene for en overtagelse af materiellet, kan af såvel den hidtidige som den nye tilladelsesindehaver indbringes for en voldgiftsret, der består af 3 medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for sø- og handelsretten i København, medens hver af tvistens parter udpeger et medlem. Stk. 3. Tvister, der kan indbringes for den i stk. 2 omhandlede voldgiftsret, kan ikke indbringes for domstolene, inden voldgiftsrettens afgørelse foreligger. Stk. 4. Voldgiftsretten træffer afgørelse om, hvem der skal afholde udgifterne ved voldgiftsrettens arbejde. Kapitel 3 Andre former for buskørsel § 9. Ved turistkørsel forstås befordring med samme køretøj af en gruppe personer fra et område og tilbage til dette således, at køretøjet først, når hele turen er afsluttet, benyttes til befordring af andre. Stk. 2. Ved bestillingskørsel forstås lejlighedsvis befordring af en på forhånd sluttet kreds af personer efter bestilling på vognejerens bopæl eller forretningssted og efter forud fastsat betaling, der erlægges samlet af den, der har bestilt kørslen. § 10. Turist- og bestillingskørsel kan udføres af den, der har tilladelse i henhold til § 1, stk. 1. Tilladelsen meddeles på nærmere af Persontrafikrådet fastsatte vilkår for virksomhedens udøvelse. § 11. Tilladelse til at udføre andre former for buskørsel inden for landets grænser end nævnt i §§ 2 og 9 gives af de i § 3 nævnte myndigheder, og kun såfremt behovet for kørslen ikke kan dækkes af bestående kollektive trafikforbindelser. Stk. 2. Reglerne i §§ 5 og 6 gælder for den i stk. 1 omhandlede kørsel. Stk. 3. Tilladelse til at udføre andre former for buskørsel i forbindelse med kørsel i udlandet gives af Persontrafikrådet. Kapitel 4 Betingelser for meddelelse af tilladelse § 12. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, og § 1a kan meddeles personer, der 1) har dansk indfødsret, 2) har bopæl her i landet, 3) er myndige og ikke er under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, 4) hverken har anmeldt betalingsstandsning eller er under konkurs, 5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, 6) har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt, 7) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udføre vognmandsvirksomhed eller busudlejning, jf. borgerlig straffelovs § 78, stk. 2, 8) i faglig henseende er kvalificeret til at drive vognmandsvirksomhed eller busudlejning og gør det antageligt, at de vil kunne udøve denne på forsvarlig måde og i overensstemmelse med god skik inden for branchen. Stk. 2. Kravet i stk. 1 om indfødsret og bopæl i Danmark bortfalder i det omfang, dette følger af international aftale eller regler fastsat af trafikministeren. § 13. Tilladelse i henhold til § 1, stk. 1, og § 1a kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, når selskabet opfylder betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 4, 5, 6 og 8, 2. led. Stk. 2. Selskabet skal have ansat en godkendt ansvarlig leder, der faktisk og vedvarende skal forestå virksomhedens buskørsel eller busudlejning. Denne skal opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-5, 7 og 8. Stk. 3. Der kan under de i stk. 1 og 2 nævnte betingelser meddeles tilladelse til andre her i landet hjemmehørende selskaber med begrænset ansvar, kommanditselskaber, interessentskaber, foreninger, fonde og andre selvejende institutioner. Der kan ligeledes meddeles tilladelse til offentlige myndigheder og virksomheder. Stk. 4. Filialer af udenlandske selskaber m.v. af den i stk. 1 og 3 nævnte art kan meddeles tilladelse, såfremt dette følger af international aftale eller ved regler fastsat af trafikministeren. Kapitel 4 a Tilbagekaldelse og bortfald af tilladelser m.v. § 14. Den myndighed, der har givet tilladelsen, kan tilbagekalde denne, hvis indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, groft eller gentagne gange har overtrådt vilkårene for tilladelsen, jf. § 5, stk. 2 og 3, § 10 og § 11, stk. 2, bestemmelserne i denne lov eller forskrifter udstedt i medfør af loven. Stk. 2. Det samme gælder, såfremt betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 8, 2. led, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, 2. led, for meddelelse af tilladelse ikke længere er til stede. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, og § 1a kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Stk. 3. En tilladelse kan endvidere tilbagekaldes, såfremt indehaveren eller den, der optræder i virksomhedens interesse, har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås beløb i størrelsesordenen 100.000 kr. og derover. For så vidt tilladelsen er udstedt i henhold til § 1, stk. 1, og § 1a kan den tilbagekaldes på tid fra 1-5 år eller indtil videre. Stk. 4. Godkendelse som ansvarlig leder efter § 13, stk. 2, kan ligeledes tilbagekaldes efter stk. 1-3. § 15. En afgørelse efter § 14, stk. 2 og 3, og § 14, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, kan af den afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, fremsættes over for den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder også, såfremt vedkommende myndighed bestemmer, at tilladelsen ikke kan fornys på grund af, at ansøgeren ikke længere opfylder betingelsen i § 12, stk. 1, nr. 5 og 8, 2. led, eller i § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 5 og 8, 2. led. Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse ifølge § 14, stk. 3, og § 15, stk. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 5, har ikke opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling skal have adgang til at udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Ankes en dom, hvorved tilbagekaldelse ikke findes lovlig, kan den ret, der har afsagt dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at vognmandsvirksomheden eller busudlejningen ikke må udøves under ankesagens behandling. Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg vedrørende tilbagekaldelse eller nægtelse af fornyelse af en tilladelse ifølge § 14, stk. 2, og § 15, stk. 2, jf. § 12, stk. 1, nr. 8, 2. led, har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed, tilladelsen eller godkendelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning. Stk.5. En tilbagekaldelse efter § 14, stk. 2 og 3, og § 14, stk. 4, jf. stk. 2 og 3, kan for så vidt tilladelsen er givet i henhold til § 1, stk. 1, og § 1a til enhver tid efter ansøgning ophæves af den myndighed, der har truffet afgørelsen. En ansøgning herom kan dog kun indgives med 1 års mellemrum. Hvis ansøgningen afslås, kan ansøgeren forlange afgørelsen prøvet ved domstolene, såfremt tilbagekaldelsen er sket indtil videre og der er forløbet mindst 5 år efter tilbagekaldelsen og mindst 2 år efter, at ophævelsen senest er nægtet ved dom. Stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. § 16. Tilladelsen eller godkendelsen bortfalder, hvis indehaveren af en tilladelse eller godkendelse afgår ved døden eller ophører med at opfylde betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1- 4, eller § 13, jf. § 12, stk. 1, nr. 1-4. Stk. 2. Efter anmeldelse inden 14 dage til den myndighed, der har givet tilladelsen, kan et dødsbo, en ægtefælle, der sidder i uskiftet bo, en skyldner der har anmeldt betalingsstandsning, et konkursbo eller en værge for en person, der er under værgemål efter værgemålslovens § 5, under værgemål med fratagelse af den retlige handleevne, jf. værgemålslovens § 6, eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7, midlertidigt få tilladelse til at fortsætte virksomheden med henblik på afvikling, afhændelse eller lignende. Adgangen hertil gælder kun indtil seks måneder fra dødsfaldet, betalingsstandsningens anmeldelse, konkursdekretets afsigelse eller værgemåles iværksættelse. I særlige tilfælde kan fristen forlænges. § 17. En tilladelse, der er tilbagekaldt, frakendt eller bortfaldet, jf. §§ 14 og 16, skal straks afleveres til den myndighed, der har givet tilladelsen. Stk. 2. Der kan ske tilbageholdelse af et motorkøretøj, såfremt der udføres buskørsel i strid med lovgivningen. Kapitel 4 b Fælles regler § 18. Trafikministeren kan fastsætte regler om 1) anvendelse eller gennemførelse af De Europæiske Fællesskabers forordninger og direktiver om buskørsel med motorkøretøjer samt af tilsvarende aftaler med andre lande, 2) undtagelse fra kravet om tilladelse, herunder afgrænsning mellem erhvervsmæssig og ikkeerhvervsmæssig personbefordring, 3) ansøgningers indhold samt om de økonomiske og faglige krav, en ansøger skal opfylde , 4) fremgangsmåden ved udstedelse af tilladelser, herunder om høring af myndigheder og organisationer, 5) gebyr for behandling af ansøgninger og for meddelelse af tilladelse og godkendelse, 6) afmærkning af køretøjer og kontrolforanstaltninger, herunder for den kørsel, der er undtaget fra kravet om tilladelse samt 7) udnyttelse af tilladelse i henhold til § 1a. Stk. 2. Der er udpantningsret for gebyrer efter stk. 1, nr. 5. Stk. 3. Indehaveren af en tilladelse til vognmandsvirksomhed skal følge de bestemmelser om løn- og arbejdsvilkår for chauffører, der findes i de pågældende kollektive overenskomster. Stk. 4. Tilladelsen skal udnyttes af den virksomhed, der har opnået denne, og den kan hverken helt eller delvis overgå til andre. Stk. 5. Offentlige myndigheder skal efter anmodning give Færdselsstyrelsen enhver oplysning om motorkøretøjers registreringsforhold. § 19. Uoverensstemmelser mellem en kommunalbestyrelse og et amtsråd, jf. § 6, eller uoverensstemmelser mellem en banevirksomhed og en tilladelsesudstedende myndighed, jf. § 7, kan indbringes for Persontrafikrådet til endelig administrativ afgørelse. Stk. 2. Den tilladelsesudstedende myndigheds afgørelser kan i øvrigt ikke påklages til anden administrativ myndighed. § 20. Trafikministeren fastsætter regler for de motorkøretøjer, der anvendes til den af denne lov omfattede kørsel, med hensyn til indretning, udstyr og benyttelse. Trafikministeren fastsætter endvidere regler om kvalifikationskrav til føreren af disse motorkøretøjer. Kapitel 5 Persontrafikrådet § 21. Persontrafikrådet består af 11 medlemmer, der beskikkes af trafikministeren. 5 af medlemmerne beskikkes efter indstilling af henholdsvis Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening, Landsforeningen Danmarks Bilruter, Turistvognmændenes Landsforening og Specialarbejderforbundet i Danmark. Stk. 2. Trafikministeren udpeger blandt rådets medlemmer formanden, der skal have juridisk eller økonomisk uddannelse. Stk. 3. For formanden og de øvrige medlemmer beskikkes en suppleant efter reglerne i stk. 1 og 2. Stk. 4. Færdselsstyrelsen fungerer som sekretariat for Persontrafikrådet. Trafikministeren kan efter aftale med Persontrafikrådet fastsætte regler om, at Færdselsstyrelsen bemyndiges til at træffe afgørelse efter loven. Ministeren kan herunder bestemme, at afgørelser, der er truffet af Færdselsstyrelsen, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed. Sådanne bestemmelser er ikke til hinder for, at Persontrafikrådet på eget initiativ kan tage en afgørelse, der er truffet af Færdselsstyrelsen, op til nærmere undersøgelse og afgørelse. Kapitel 6 Straffebestemmelser § 22. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der 1) overtræder § 1, stk. 1, 2, 3 og 5, § 1a, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 17, stk. 1, eller § 18, stk. 3 og 4, 2) overtræder vilkår, der er fastsat i en tilladelse eller godkendelse i henhold til loven eller forskrifter, der er udstedt i medfør af denne, 3) overtræder bestemmelser, der er indeholdt i De Europæiske Fællesskabers forordninger om buskørsel. Stk. 2. I forskrifter, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne. Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, Hovedstadsområdets Trafikselskab, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, selskabet, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. Kapitel 7 Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser § 23. Tilladelser i henhold til lov om omnibuskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 346 af 14. juli 1970, som ændret ved lov nr. 364 af 13. juni 1973, der er udstedt inden et af trafikministeren fastsat tidspunkt, forbliver i kraft. Bestemmelserne i §§ 13, 14, 15, 16, 17 og 22 gælder også for disse tilladelser. § 24. Loven træder i kraft den 1. april 1978. Stk. 1, 2. pkt. (udeladt). Stk. 2-4. (Udeladt). § 25. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 840 af 18. december 1991 indeholder følgende bestemmelse: § 2. Loven træder i kraft den 1. februar 1992. Lov nr. 386 af 22. maj 1996 indeholder følgende bestemmelser: § 34. Loven træder i kraft den 1. januar 1997. Lov nr. 500 af 12. juni 1996 indeholder følgende bestemmelse: § 2. Loven træder i kraft den 1. januar 1997. Erhvervelse af den i § 1, nr. 2, nævnte tilladelse skal være foretaget senest den 1. juli 1997. Trafikministeriet, den 16. december 1996 Jan Trøjborg / Bo Tarp Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 81-17 om børnebidrag - stiltiende aftale - passivitet Principafgørelsen fastslår Begge forælder har forsørgelsespligt over for barnet. Statsforvaltningen kan efter ansøgning fastsætte et børnebidrag, hvis en af forældrene ikke opfylder forsørgelsespligten. Forældre kan indgå aftaler om børnebidrag og Statsforvaltningen kan ændre en aftale om børnebidrag. Aftaler om børnebidrag kan indgås både skriftligt og mundtligt. Hvis der er uenighed mellem parterne om, hvorvidt der er indgået en aftale om børnebidrag, er det som udgangspunkt den part, der fremsætter påstand om, at der er indgået en aftale, som har bevisbyrden herfor. Aftaler kan også indgås stiltiende. En stiltiende aftale om børnebidrag kan indgås ved en parts stiltiende accept eller ved, at en part udviser passivitet. Passivitet udvises fx ved, at bidragsmodtageren ikke gør kravet gældende overfor enten bidragsbetaleren eller den opkrævende myndighed (Udbetaling Danmark). Passivitet Ved vurdering af, om der er indgået en stiltiende aftale, har det stor betydning, hvor længe der går, før fx bidragsmodtageren reagerer, når bidragsbetaleren nedsætter bidraget eller holder op med at betale bidraget. Herudover har det betydning, om bidragsmodtageren havde særlig grund til at reagere. Hvis bidragsbetaleren f.eks. oplyser bidragsmodtageren om, at vedkommende nedsætter bidraget, fordi vedkommende er blevet arbejdsløs, eller hvis det er aftalt, at bidraget skal ændres på et bestemt tidspunkt, har bidragsmodtageren en særlig grund til at reagere. Hvis bidragsmodtageren ikke reagerer i sådanne tilfælde, er der tale om ”kvalificeret” passivitet. Der er tale om ”ren” passivitet, hvor bidragsmodtageren ikke på nogen måde ved adfærd, handlinger eller tilkendegivelser har givet bidragsbetaleren anledning til at tro, at bidraget alligevel ikke skulle betales. Hvis der er tale om ”ren” passivitet har bidragsbetaleren ikke i god tro kunne indrette sig på, at bidraget alligevel ikke skulle betales. Forældelse Krav på børnebidrag forældes efter tre år. Forældelse og passivitet hænger sammen på den måde, at forældelse bliver det seneste bortfaldstidspunkt, som kun får betydning, hvis kravet ikke forinden er bortfaldet på grund af manglende reklamation eller passivitet. Når lovgivningen opstiller bestemte forældelsesfrister, er der en formodning for, at der skal foreligge en vis ”kvalificeret” passivitet, dvs. andet og mere end blot det, at kravet ikke er gjort gældende, for at kravet kan bortfalde ved passivitet inden fristens udløb. I den konkrete sag havde bidragsmodtageren ikke krævet bidraget betalt hos bidragsbetaleren i omkring 15 måneder. Der havde ikke været kontakt mellem bidragsmodtager og bidragsbetaler i perioden fra kravet blev fastslået ved Statsforvaltningens afgørelse til det tidspunkt, hvor Udbetaling Danmark gjorde bidragsbetaleren bekendt med, at bidragsmodtageren havde rettet henvendelse til Udbetaling Danmark med henblik på, at bidraget skulle opkræves hos bidragsbetaleren. Der var altså ikke en ”kvalificeret” passivitet, men alene en ”ren” passivitet Ankestyrelsen vurderede, at bidragsmodtagerens ”rene” passivitet i omkring 15 måneder, ikke indebar, at der var indgået en aftale om, at bidraget alligevel ikke skulle betales i overensstemmelse med afgørelsen. Baggrund for at behandle sagen principielt Ankestyrelsen har behandlet sagen principielt. Det har vi gjort for at afklare, hvornår der er indgået en stiltiende aftale om børnebidrag, som betyder, at kravet på børnebidrag er bortfaldet. Afgørelsen skal også belyse sammenhængen med anden praksis om passivitet og reglerne om forældelse. Reglerne Love og bekendtgørelser Lov om børns forsørgelse (børnebidragsloven), senest bekendtgjort i lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015. • § 13, stk. 1, om forældres forsørgelsespligt • § 13, stk. 2, om adgangen til at pålægge den ene forælder at betale børnebidrag, hvis forsørgelsespligten ikke opfyldes • § 14, stk. 1, bidraget fastsættes under hensyn til barnets bedste og udgør normalbidraget • § 16, om adgangen til at ændre et bidrag efter ansøgning Vejledninger Vi har også anvendt vejledning om børne- og ægtefællebidrag nr. 11346 af 30. december 2015. • Pkt. 6.4., om aftaler om børnebidrag Den konkrete afgørelse Barnemor har klaget over Statsforvaltningen, Aabenraas afgørelse om børnebidrag. Statsforvaltningen, Aabenraa afgjorde sagen den 11. november 2016. Ankestyrelsen har nu afgjort sagen. Resultatet er: • Barnefar skal betale normalbidraget til Barn fra den 2. december 2013. Det betyder, at vi ændrer Statsforvaltningens afgørelse. Begrundelse for at ændre Statsforvaltningens afgørelse Sådan vurderer vi sagen Ankestyrelsen vurderer, at der ikke er indgået en aftale om, at bidraget er bortfaldet fra den 2. december 2013. Vi vurderer også, at Barnemor ikke har udvist retsfortabende passivitet. Det forhold, at Barnemor ikke har kontaktet Barnefar efter afgørelsen af 24. februar 2014 for at få bidraget betalt, og Barnefar først efter omkring 15 måneder bliver gjort bekendt med, at Barnemor ønsker bidraget betalt, kan altså efter vores vurdering ikke føre til, at bidraget ikke skal betales. Når Barnemor ved en ansøgning til Statsforvaltningen har givet udtryk for, at hun ønsker bidraget fastsat, må der kræves særlige holdepunkter for at antage, at hun efter afgørelsen alligevel ikke ønsker bidraget betalt. I en sådan situation er det ikke tilstrækkeligt, at Barnemor ikke kræver bidraget betalt hos Barnefar, og at der går omkring 15 måneder, før han bliver gjort bekendt med, at Barnemor har rettet henvendelse til Udbetaling Danmark for at få bidraget udlagt og opkrævet. Vi lægger også til grund, at Barnefar har modtaget afgørelsen af 24. februar 2014 fra Statsforvaltningen, og at han har modtaget Udbetaling Danmarks brev af 28. maj 2015. Hvad er afgørende for resultatet Vi lægger vægt på, at bidraget er fastsat ved en afgørelse fra Statsforvaltningen, og at dette er sket på baggrund af Barnemors ansøgning om børnebidrag. Vi lægger også vægt på, at Barnemor ikke ved handling, adfærd eller tilkendegivelser eller på anden måde har givet Barnefar anledning til at tro og indrette sig på, at Barnemor alligevel ikke ønsker bidraget betalt. Barnemor har alene været passiv på den måde, at Barnemor ikke har krævet bidraget betalt. Vi er opmærksomme på, at Barnefar gennem omkring 15 måneder ikke har betalt bidraget, og at det derfor er et større beløb, som Barnefar skal betale. Det ændrer ikke ved resultatet, da vi mener, at Barnefar ikke i god tro kunne indrette sig på, at Barnemors manglende reaktion var udtryk for, at Barnemor ikke ønskede bidraget betalt. I denne forbindelse lægger vi også vægt på, at Barnefar kunne have søgt det afklaret hos Barnemors, om hendes manglende reaktion skulle forstås på denne måde. I forhold til Barnefars modtagelse af afgørelsen fra Statsforvaltningen lægger vi vægt på Statsforvaltningens oplysninger om, at brevet er sendt med almindelig post, og at denne forsendelsesmåde er den måde, som blev brugt i 2014. Vi lægger også vægt på, at brevet ikke er kommet retur til Statsforvaltningen, og at brevet er sendt til den folkeregisteradresse, som Barnefar havde på afgørelsestidspunktet i 2014. I forhold til modtagelsen af brevet af 28. maj 2015 fra Udbetaling Danmark lægger vi vægt på Udbetaling Danmarks oplysninger om, at brevet er sendt med elektronisk post, og at der ingen uregelmæssigheder har været med digital post på den dato. Om reglerne Det er forudsat i lov om børns forsørgelse, at forældre kan indgå aftaler om børnebidrag. Efter praksis kan aftaler indgås skriftligt, mundtligt og stiltiende. Efter praksis kan passivitet også indebære, at retten til bidraget fortabes. I den aftaleretlige teori er det antaget, at der må kræves en vis kvalificeret passivitet, hvis et krav skal bortfalde ved passivitet, når der er opstillet bestemte forældelsesfrister. Det vil sige en passivitet, som er andet og mere end blot det, at kravet ikke er blevet gjort gældende. Efter forældelsesloven forældes krav på børnebidrag efter tre år. Mødebehandling Sagen er behandlet på møde. På mødet stemmer deltagerne om resultatet. Der er enighed om afgørelsen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om afgift af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer (* 1) (lukkede nikkel-cadmium-batterier) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: Afgiftspligtigt vareområde og afgiftssatser § 1. Der betales afgift til statskassen af blyakkumulatorer og hermetisk forseglede nikkel-cadmium-akkumulatorer. § 2. Afgiften udgør for: 1) Blyakkumulatorer på indtil 100 Ah til start af stempel- motorer....................... 20 kr. pr. stk. 2) Blyakkumulatorer på 100 Ah og derover til start af stempelmotorer............. 40 kr. pr. stk. 3) Andre blyakkumulatorer........ 30 kr. pr. kWh. 4) Nikkel-cadmium løse rundceller, enkelte eller sammenbyggede knapceller eller fladpak................. 6 kr. pr. stk. 5) Sammenbyggede nikkel- cadmium-rundceller............ 36 kr. pr. pakke dog mindst.................... 6 kr. pr. celle. Stk. 2. For brugte varer udgør afgiften det samme som for en tilsvarende ny vare, dog mindst 120 kr. pr. kg nikkel-cadmium-akkumulator og 1 kr. pr. kg blyakkumulator. Registrerede virksomheder § 3. Den, der fremstiller blyakkumulatorer eller nikkel-cadmium-akkumulatorer, skal anmelde sin virksomhed til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder. Oparbejdning af akkumulatorer betragtes som fremstilling. Stk. 2. Den, der modtager afgiftspligtige varer fra udlandet med henblik på salg, kan anmelde sin virksomhed til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder. Stk. 3. Til de registrerede virksomheder udstedes et bevis for registreringen. § 4. Registrerede virksomheder er berettiget til, uden at afgiften er berigtiget, fra udlandet og fra andre registrerede virksomheder at modtage afgiftspligtige varer med henblik på videresalg. Afgiftsperiode og opgørelse af den afgiftspligtige mængde § 5. Afgiftsperioden er måneden. § 6. Registrerede virksomheder skal opgøre den afgiftspligtige mængde for en afgiftsperiode som den mængde af afgiftspligtige varer, der er udleveret fra virksomheden i perioden. Stk. 2. Registrerede virksomheders forbrug af egne varer sidestilles med udlevering. § 7. I den afgiftspligtige mængde opgjort efter § 6 fradrages 1) varer, der leveres til en anden registreret virksomhed, jf. § 4, 2) varer, der leveres til udlandet, 3) varer, der leveres til fly eller skibe på 5 registertons brutto eller derover bortset fra sportsfly og lystfartøjer, 4) varer, der hos virksomheden eller under transport til og fra denne er gået tabt ved brand eller lignende, eller 5) varer, der returneres til virksomheden, såfremt køberen godtgøres varens pris indbefattet afgiften. Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan fastsætte kontrolforskrifter for fradrag efter stk. 1. Afgiftsfritagelse og -godtgørelse § 8. Varer, der leveres til de i toldlovens § 4 nævnte diplomatiske repræsentationer, internationale institutioner m.v. samt de hertil knyttede personer, er fritaget for afgift. Skatteministeren kan fastsætte de nærmere regler for afgiftsfritagelsen. § 9. De statslige told- og skattemyndigheder kan, når den årlige godtgørelse er mindst 500 kr., meddele virksomheder, der ikke er registreret efter § 3, godtgørelse af den betalte afgift af ubrugte varer, der er omhandlet i § 7, stk. 1, nr. 2 og 3. Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i forbindelse med afgiftsgodtgørelse efter stk. 1. § 10. Der er afgiftsfrihed for varer, der indføres eller modtages fra udlandet, i samme omfang og under tilsvarende betingelser som fastsat for afgiftsfrihed efter merværdiafgiftslovens § 36, stk. 1, nr. 1-3. Regnskabsbestemmelser § 11. Fremstillingsvirksomheder skal føre regnskab over fremstilling af afgiftspligtige varer, tilgang af uberigtigede varer og udlevering samt forbrug af afgiftspligtige varer. Virksomhederne skal holde lageret af afgiftsberigtigede varer adskilt fra lageret af uberigtigede varer. Stk. 2. Andre registrerede virksomheder skal føre regnskab over tilgang af uberigtigede varer og udlevering samt forbrug af afgiftspligtige varer. Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter nærmere regler for de registrerede virksomheders regnskabsførelse. Afregning af afgiften § 12. Registrerede virksomheder skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned til de statslige told- og skattemyndigheder angive mængden af de varer, hvoraf virksomheden skal betale afgift, jf. §§ 6 og 7. Angivelsen skal være underskrevet af virksomhedens ansvarlige ledelse. Stk. 2. Afgives den i stk. 1 omhandlede angivelse ikke inden udløbet af den nævnte frist, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil den manglende angivelse er de statslige told- og skattemyndigheder i hænde. § 13. Afgiften for en afgiftsperiode skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 15. i den måned, der følger efter afgiftsperioden. Udgør afgiften under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades. Stk. 2. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr. Stk. 3. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for afgiftens indbetaling. § 14. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der ikke betaler afgift rettidigt, at afgive angivelsen for kortere perioder end en måned. Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge en virksomhed, der ikke betaler afgift rettidigt, en kortere betalingsfrist end den i § 13, stk.1, angivne og kræve, at der stilles sikkerhed for afgiftens betaling. § 15. Betales forfalden afgift ikke senest den 14. dag efter betalingsfristens udløb, kan de statslige told- og skattemyndigheder inddrage registreringen af virksomheden, indtil de forfaldne afgifter er betalt. Stk. 2. Er afgiftsperioden eller betalingsfristen forkortet efter § 14, kan registreringen inddrages straks efter betalingsfristens udløb. § 16. Såfremt det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse, således at virksomheden har betalt for lidt i afgift, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Stk. 2. Kan størrelsen af det afgiftsbeløb, som påhviler virksomheden, ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan de statslige told- og skattemyndigheder foretage en skønsmæssig ansættelse af afgiftstilsvaret. Afgørelsen skal indeholde oplysning om den i stk. 3 nævnte klageadgang. Stk. 3. Virksomheden kan indbringe ansættelsen for det efter § 79 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn. Stk. 4. Betales afgiften ikke rettidigt, skal der betales 1,3 pct. i månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales af virksomheden, dog mindst 50 kr. Afgift af varer, der modtages fra udlandet § 17. Af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, svares afgiften ved indførslen, medmindre varerne tilføres en registreret virksomhed eller er omfattet af § 10. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2. Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 18 tilsvarende anvendelse. § 18. I andre tilfælde svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, medmindre varerne modtages efter reglerne i § 4 eller er omfattet af § 10. Erhvervsdrivende varemodtagere skal inden afsendelsen af afgiftspligtige varer fra udlandet anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder. Anmeldelsen er gældende for 5 år. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte erhvervsdrivende varemodtagere skal efter udløbet af hver måned og senest den 15. i den følgende måned til de statslige told- og skattemyndigheder angive mængden af de varer, som virksomheden har modtaget i måneden. Andre varemodtagere skal angive ved modtagelsen. Angivelsen skal være underskrevet af varemodtageren. Stk. 3. Afgiften skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest samtidig med indsendelsen af den i stk. 2 nævnte angivelse. Udgør afgiften under 50 kr., kan erhvervsdrivende undlade at indbetale beløbet. Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge erhvervsdrivende varemodtagere, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varernes modtagelse. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varernes modtagelse. Stk. 5. Bestemmelserne i lovens § 11, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse. Stk. 6. Skatteministeren kan fastsætte regler for angivelse og indbetaling af afgiften. Dækningsafgift § 19. Af varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige efter § 1, men som indeholder afgiftspligtige varer, betales ved indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 2. Stk. 2. For varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 18, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 6, tilsvarende anvendelse. Stk. 3. I andre tilfælde betales afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet. Bestemmelserne i lovens § 18, stk. 1, 2. og 3. pkt., og stk. 2-6, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Afgiften betales efter afgiftssatserne i § 2. Stk. 5. Ved fortoldningen, udleveringen eller modtagelsen af varer som nævnt i stk. 1 skal kapaciteten eller stykantallet af de afgiftspligtige varer angives, og en erklæring herom fra fabrikanten skal fremlægges. Fremlægges fabrikanterklæringen ikke, betales den højeste afgift. Stk. 6. Bestemmelserne i §§ 9 og 10 finder tilsvarende anvendelse for dækningsafgiften. Kontrolbestemmelser § 20. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v. Stk. 2. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn. Stk. 3. Det i stk. 1 nævnte materiale skal på de statslige told- og skattemyndigheders begæring udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder. Stk. 4. Leverandører af råvarer til fremstilling af afgiftpligtige varer skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om deres leverancer af varer til virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige varer. Stk. 5. Erhvervsdrivende skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden. Stk. 6. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede virksomheder. § 21. Offentlige myndigheder skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder enhver oplysning til brug ved registrering af og kontrol med virksomheder, der omfattes af loven. Stk. 2. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren. § 22. Skatteministeren kan fastsætte de bestemmelser om kontrolforanstaltninger, der er nødvendige til lovens gennemførelse. Andre bestemmelser § 23. Virksomheder, der er registreret efter merværdiafgiftslovens § 47, stk. 2, og som her til landet ved fjernsalg sælger afgiftspligtige eller dækningsafgiftspligtige varer, skal anmeldes til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder. For disse virksomheder opgøres den afgiftspligtige mængde som den mængde varer, virksomheden i perioden har solgt her til landet ved fjernsalg. For de i § 19, stk. 1, nævnte dækningsafgiftspligtige varer finder § 19, stk. 4 og 5, tilsvarende anvendelse. § 24. Den, der overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter denne lov, skal svare afgift af varerne. Stk. 2. Afgiften af de nævnte varer kan afkræves til betaling senest 14 dage efter påkrav. Tilsvarende gælder, hvis en virksomhed har modtaget et for stort beløb i godtgørelse efter § 9, stk. 1. § 25. Der skal betales et gebyr på 65 kr. for erindringsskrivelser vedrørende betaling af afgift efter denne lov. § 26. Det efter § 79 i merværdiafgiftsloven nedsatte nævn har den endelige administrative afgørelse af: 1. Spørgsmål om varers afgiftspligt. 2. Spørgsmål om det afgiftspligtige antal eller kapaciteten. 3. Klager over de af de statslige told- og skattemyndigheder efter § 16, stk. 2, foretagne skønsmæssige ansættelser. Stk. 2. Reglerne i merværdiafgiftslovens § 79, stk. 5, hvorefter spørgsmål af principiel karakter kan indbringes direkte for nævnet, finder tilsvarende anvendelse på de i stk. 1, nr. 1 og 2, omhandlede spørgsmål. Stk. 3. Anmodning om indbringelse for nævnet af de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser af de i stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte spørgsmål skal være fremsat over for nævnet senest 3 måneder efter, at der er truffet afgørelse. Anmodning om indbringelse for nævnet af de stk. 1, nr. 3, nævnte skønsmæssige ansættelser skal være fremsat over for nævnet senest 4 uger efter, at der er truffet afgørelse. Nævnet kan dog se bort fra en overskridelse af fristerne, hvis særlige forhold taler herfor. § 27. Skatteministeren kan fastsætte bestemmelser om adgangen til at klage over afgørelser efter denne lov. Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at afgørelser, der er truffet af Told- og Skattestyrelsen, ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed, jf. dog § 26. § 28. Reglerne om eftergivelse og henstand i merværdiafgiftslovens § 83 finder tilsvarende anvendelse på afgift, renter, gebyrer og administrative bøder efter denne lov. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af afgift. § 29. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om henstand med betaling af afgift i forbindelse med klager over de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser. Stk. 2. Reglerne i merværdiafgiftslovens § 80, stk. 2-5, om indbringelse af klager m.v. finder tilsvarende anvendelse på klager m.v. over afgørelser efter denne lov. § 30. For betaling af afgift efter bestemmelserne i denne lov hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning, samt de i § 18, stk. 1, nævnte varemodtagere og de, der er i besiddelse af varen. § 31. Med steder uden for EU sidestilles med hensyn til bestemmelserne i denne lov Færøerne og Grønland samt Københavns Frihavn. Straffebestemmelser § 32. Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt 1) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger til brug for afgiftskontrollen, 2) overtræder § 3, stk. 1, § 11, stk. 1 eller stk. 2, § 12, stk. 1, § 18, stk. 1, 2. pkt., eller stk. 2, § 20, stk. 2-5, § 23, 1. pkt., og § 34, stk. 3, 4 og 6, 3) tilsidesætter vilkår, der er fastsat i medfør af § 8 eller § 9, stk. 2, 4) undlader at efterkomme et i medfør af § 14, stk. 1, eller § 18, stk. 4, 1. pkt., meddelt påbud, 5) fortsætter driften af en afgiftspligtig virksomhed, hvis registrering de statslige told- og skattemyndigheder har inddraget efter § 12, stk. 2, eller § 15, eller 6) overdrager, erhverver, tilegner sig eller anvender varer, hvoraf der ikke er betalt afgift, som skulle have været betalt efter loven, eller forsøger herpå. Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne. Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til at unddrage statskassen afgift, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Stk. 4. For overtrædelser, der begås af selskaber, foreninger, selvejende institutioner, fonde eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. § 33. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan skatteministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning. Stk. 4. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelser i denne lov sker i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf. Overgangs- og ikrafttrædelsesbestemmelser § 34. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Loven kan dog tidligst træde i kraft den 1. januar 1996. Skatteministeren kan undlade at sætte lovens regler om blyakkumulatorer i kraft. Skatteministeren kan bestemme, at bestemmelserne i § 3, stk. 1, skal træde i kraft forud for lovens øvrige bestemmelser. Stk. 2. Loven finder anvendelse på varer, der fra og med lovens ikrafttræden udleveres fra eller forbruges i registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller modtages fra udlandet. Stk. 3. Virksomheder, der registreres fra lovens ikrafttræden, skal opgøre lagerbeholdningen af afgiftspligtige, herunder dækningsafgiftspligtige, varer ved lovens ikrafttræden. Virksomhederne skal indsende opgørelsen over lagerbeholdningen af dækningsafgiftspligtige varer til de statslige told- og skattemyndigheder senest 15 dage efter lovens ikrafttræden. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regler for opgørelsen. Stk. 4. Andre virksomheder, der ved lovens ikrafttræden har en lagerbeholdning, hvor det samlede afgiftspligtige beløb af afgiftspligtige eller dækningsafgiftspligtige varer udgør 1.000 kr. eller derover, skal senest 15 dage efter lovens ikrafttræden til de statslige told- og skattemyndigheder fremsende en opgørelse over deres samlede lagerbeholdning ved lovens ikrafttræden. Stk. 5. Virksomheder, der er omfattet af stk. 3, 2. pkt., eller af stk. 4, skal senest 15 dage efter indsendelsen af lageropgørelsen indbetale afgift af lagerbeholdningen af afgiftspligtige, herunder dækningsafgiftspligtige varer, til de statslige told- og skattemyndigheder. Ved opgørelsen af afgiften kan anvendes en afgiftssats for brugte varer på 1 kr. pr. kg blyakkumulator og 120 kr. pr. kg nikkel-cadmium-batteri. Betales afgiften ikke rettidigt, finder § 13, stk. 2, tilsvarende anvendelse. Stk. 6. Virksomhederne skal give de statslige told- og skattemyndigheder adgang til at kontrollere opgørelserne ved eftersyn af lagre, forretningsbøger m.v. Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder al fornøden vejledning og hjælp. § 35. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Givet på Christiansborg Slot, den 14. juni 1995 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. /Carsten Koch Officielle noter (* 1) Loven sat i kraft d. 1. april 1996, jf. bekendtgørelse nr. 138 af 12/03/1996

Denmark_da_legislation