Datasets:

MHGanainy

/

multilingual_legislation

like 0

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Anvendelsesområde og formål Kapitel 2 Kompetence Kapitel 3 Ansøgerkreds og målgruppe Kapitel 4 Tildelingskriterier Kapitel 5 Ansøgning om tilskud og indberetning af oplysninger Kapitel 6 Ydelse og udbetaling af tilskud Kapitel 7 Ændring i projektet Kapitel 8 Rapportering Kapitel 9 Regnskab og revision Kapitel 10 Midlertidig indstilling, bortfald og tilbagebetaling af tilskud Kapitel 11 Underretnings- og dokumentationspligt Kapitel 12 Projektets anskaffede materiel ved projektophør Kapitel 13 Ikrafttræden og øvrige bestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse om handicappuljen I medfør af tekstanmærkning nr. 111 ad 15.64.07. til § 15 på finansloven for finansåret 2017 fastsættes: Kapitel 1 Anvendelsesområde og formål § 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på Socialstyrelsens forvaltning af tilskud fra handicappuljen, jf. § 15.64.07.10. på finansloven for finansåret 2017. § 2. Ansøgningspuljens formål er at yde støtte til koloniophold, familieferier i ind- og udland og kursusvirksomhed for handicappede børn og unge og deres forældre. § 3. De forventede resultater for de støttede projekter er, at handicappede børn og unge og deres familier kan deltage i aktiviteter, der falder inden for ansøgningspuljens formål jf. § 2. Kapitel 2 Kompetence § 4. Socialstyrelsen kan yde tilskud fra handicappuljen. Koloniophold m.v. for handicappede børn, unge og deres forældre i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Stk. 2. Ansøgningspuljen udmøntes på baggrund af betingelser udstukket af Børne- og Socialministeriet og med inddragelse af et bevillingsudvalg bestående af Danske Handicaporganisationer og Sjældne Diagnoser. Kapitel 3 Ansøgerkreds og målgruppe § 5. Tilskud kan ydes til landsdækkende handicaporganisationer og-foreninger. § 6. Målgruppen for ansøgningspuljen er handicappede børn og unge og deres forældre. Kapitel 4 Tildelingskriterier § 7. Det er et fagligt krav for at opnå tilskud fra ansøgningspuljen, at midlerne skal anvendes til koloniophold, familieferier i ind- og udland og kursusvirksomhed for handicappede børn og unge samt deres forældre. § 8. Ansøgningen vurderes på baggrund af, hvordan den beskriver følgende tildelingskriterier: 1) Ansøgningens formål falder inden for ansøgningspuljens formål. 2) Ansøger falder inden for ansøgningspuljens ansøgerkreds. 3) Ansøgningens målgruppe falder inden for ansøgningspuljens målgruppe. 4) Ansøgningen indeholder en beskrivelse af aktiviteter, der kan forventes at bidrage til opfyldelse af forventede resultater, jf. § 3. 5) Ansøgningen beskriver projektets sammenhæng mellem formål, målgruppe, aktiviteter, målsætninger på borgerniveau, tidsplan, organisering mv. 6) Ansøgningen skal opfylde krav til budget, jf. § 9. § 9. Der gælder følgende krav til udarbejdelse af budget: 1) Budgettet skal udfyldes per aktivitet, hvor projektet har udgifter. 2) Budgettet skal udarbejdes på en sådan måde, at det udgør en fyldestgørende og sandfærdig beskrivelse af projektets forventede udgifter, som er afstemt i forhold til projektets aktivitetsniveau, tidsplan og organisationsstruktur. 3) Indholdet af den enkelte aktivitet og forudsætningerne for udgiftens størrelse skal fremgå af ansøgningen. 4) Udgifter skal specificeres i budgettet. 5) Der kan ikke budgetteres med uforudsete udgifter. 6) Udgifter kan ikke samles i overordnede budgetposter som overhead, administrationsbidrag og diverse. 7) Lønniveauet for ansatte i projektet må ikke være højere end det, der er aftalt i de statslige overenskomster for tilsvarende arbejde. 8) Udgifter til transport i egen bil kan højst udgøre statens lave takst pr. km. Kapitel 5 Ansøgning om tilskud og indberetning af oplysninger § 10. Socialstyrelsen fastsætter retningslinjer for indkaldelse af ansøgninger og for kravene til sådanne ansøgninger. Retningslinjerne offentliggøres på Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal. § 11. Indgivelse af ansøgning og indberetning af oplysninger til ansøgningspuljen sker digitalt på Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal. Stk. 2. Fysiske og juridiske personer, der er fritaget fra tilslutning til digital post, er undtaget fra kravet i stk. 1. Kapitel 6 Ydelse og udbetaling af tilskud § 12. Tilskud ydes til enten hel eller delvis dækning af projektrelaterede udgifter. Ved projektrelaterede udgifter forstås udgifter, der er nødvendige for at gennemføre projektet. Ved udgifter forstås afholdte udgifter, der er bogført, godkendt i henhold til regnskabskrav for tilskuddet og betalt, dog maksimalt det bevilligede tilskudsbeløb. Stk. 2. Tilskud kan i særlige tilfælde ydes til dækning af udgifter, som ansøgeren har afholdt eller påtaget sig at afholde, før der blev ydet tilskud, hvis de er åbenbart knyttet til projektet. Stk. 3. Tilskud ydes alene i det omfang, der ikke er opnået eller senere opnås tilskud fra anden side til dækning af de budgetposter, som har opnået tilskud fra den ansøgte ansøgningspulje. § 13. Der kan ydes tilskud til følgende udgifter: 1) Udgifter til ophold og forplejning. 2) Revisionsudgifter. 3) Udgifter til planlægning f.eks. porto, papir, telefon mv. 4) Udgifter til transport. 5) Løn til hjælpere. 6) Honorarer til oplægsholdere. 7) Børnepasning. 8) Arrangementer for børn. § 14. Der kan ikke ydes tilskud til dækning af følgende udgifter: 1) Drift. 2) Organisationers deltagelse i internationale kongresser og konferencer, generalforsamlingsaktiviteter mv. 3) Formål der dækkes af anden lovgivning. 4) Behandlingsudgifter. 5) PR/Annoncering. § 15. Socialstyrelsen fastsætter de nærmere betingelser for udbetaling, herunder betingelser med hensyn til følgende: 1) Regnskab og revision vedrørende aktiviteter, hvortil der gives tilskud. 2) Løbende rapportering af resultater og indberetning vedrørende aktiviteter, hvortil der gives tilskud. 3) Offentliggørelse af projektets resultater. 4) Evaluering af projektet, herunder om efterfølgende opfølgning og effektmåling. § 16. Udbetaling af tilskud sker efter, at Socialstyrelsen har modtaget anmodning om udbetaling fra tilskudsmodtager. Stk. 2. Anmodning om udbetaling skal være modtaget i Socialstyrelsen senest 3 måneder efter, at Socialstyrelsen har udstedt tilskudsbrevet. Hvis anmodningen om udbetaling ikke er modtaget i Socialstyrelsen inden for fristen, kan Socialstyrelsen lade tilskuddet bortfalde uden yderligere varsel, jf. § 32, nr. 7. Stk. 3. Udbetaling af tilskud sker til en separat projektkonto. § 17. Tilskud udbetales som udgangspunkt månedsvis i overensstemmelse med det seneste godkendte budget. Kapitel 7 Ændring i projektet § 18. Forud for en væsentlig ændring i projektet eller budgettet skal tilskudsmodtager indsende en skriftlig og begrundet anmodning herom. Der skal også vedlægges et nyt budget. Socialstyrelsen træffer derefter afgørelse om, hvorvidt ændringen kan godkendes. Projektforlængelse § 19. Socialstyrelsen kan i særlige tilfælde godkende en projektforlængelse. Forud for en projektforlængelse skal tilskudsmodtager indsende en skriftlig og begrundet anmodning herom. Der skal også vedlægges et budget for den forlængede periode. Socialstyrelsen træffer derefter afgørelse om, hvorvidt forlængelsen kan godkendes og i givet fald med hvilke betingelser og frister. Kapitel 8 Rapportering § 20. Tilskudsmodtager skal aflægge rapport om gennemførte aktiviteter og resultater for de projektperioder og til de frister, som er fastsat i tilskudsbrevet. Kapitel 9 Regnskab og revision § 21. Tilskudsmodtager skal indsende revideret regnskab for de projektperioder og inden for de frister, som er fastsat i tilskudsbrevet. § 22. Regnskabet skal opfylde følgende krav: 1) Tilskudsmodtager skal anvende det regnskabsskema, som findes på Socialstyrelsens elektroniske ansøgningsportal. 2) Tilskuddet skal være opført som særskilt indtægtspost. 3) Tilskuddet skal være anvendt i projektperioden, som fremgår af tilskudsbrevet. 4) Udgifter, der er afholdt af tilskuddet, skal være specificeret på samme måde som det senest godkendte budget. 5) Væsentlige udgifter skal være yderligere specificeret, eventuelt tilskud fra anden side til samme projekt, eventuel medfinansiering samt eventuelle øvrige indtægter skal opføres som særskilte indtægtsposter. Stk. 2. Regnskabet skal underskrives af tilskudsmodtager. Er tilskudsmodtager en selvejende institution eller forening skal regnskabet underskrives af den, der ifølge vedtægten tegner institutionen eller foreningen. Stk. 3. Socialstyrelsen kan indkalde grunddokumentation, herunder bilag, for de afholdte udgifter. § 23. Regnskabet for tilskud over 100.000 kr. skal være revideret af en registreret eller statsautoriseret revisor. Stk. 2. Regnskabet for tilskud op til 100.000 kr. skal være revideret af en af tilskudsmodtager valgt revisor, der skal være regnskabskyndig, men ikke behøver være registreret eller statsautoriseret. Revisor skal være uafhængig af tilskudsmodtagers virksomhed og må ikke have nogen personlig eller økonomisk interesse i revisionens udfald. Stk. 3. I tilfælde af revisorskift i tilskudsperioden skal den tiltrædende revisor rette henvendelse til den fratrædende revisor, der har pligt til at oplyse årsagen til fratrædelsen. Desuden skal tilskudsmodtager skriftligt give Socialstyrelsen besked om revisorskift. § 24. Revisionen foretages i overensstemmelse med god offentlig revisionsskik, således som dette begreb er fastlagt i § 3 i lov om revisionen af statens regnskaber m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af 19. januar 2012, samt i ”God offentlig revisionsskik – normen for offentlig revision” fra januar 2013. For kommunerne gælder § 42, stk. 2, i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 769 af 9. juni 2015, og for regioner gælder § 28, stk. 2, i regionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 770 af 9. juni 2015. Stk. 2. Ved revisionen efterprøves, om projektregnskabet er retvisende, og om de dispositioner, der er omfattet af regnskabsaflæggelsen, er i overensstemmelse med meddelte bevillinger, love og andre forskrifter samt med indgåede aftaler og sædvanlig praksis. Der foretages endvidere en vurdering af, hvorvidt der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af de midler, der er omfattet af projektregnskabet. § 25. Revisionens omfang afhænger af tilskudsmodtagers administrative struktur og forretningsgange, herunder den interne kontrol og andre forhold af betydning for regnskabsaflæggelsen. Desuden har tilskuddets størrelse betydning for revisionens omfang. § 26. Ved revisionen skal revisor efterprøve, om: 1) projektregnskabet er rigtigt, dvs. uden væsentlige fejl og mangler, herunder at dispositionerne er inden for de godkendte satser for løn, transport og konsulentbistand, 2) tilskudsbetingelserne er opfyldt, 3) tilskuddet er anvendt til formålet, 4) tilskudsmodtagers ledelse har foretaget en afrapportering og 5) tilskudsmodtager har udvist sparsommelighed. Stk. 2. For tilskud over 500.000 kr. skal der gennemføres forvaltningsrevision. Ved forvaltningsrevision skal revisor efterprøve, om: 1) de oplysninger, som tilskudsmodtager har meddelt Socialstyrelsen om opfyldelsen af resultatkravene, er dokumenterede og 2) de data, der ligger til grund for den faglige afrapportering, er pålidelige. Stk. 3. Revisionen udføres ved stikprøvevise undersøgelser. § 27. Tilskudsmodtager skal give revisor de oplysninger, som må anses for at have betydning for bedømmelsen af regnskabet samt for revisors vurdering af forvaltningen, herunder mål og opnåede resultater. Tilskudsmodtager skal give revisor adgang til at foretage de undersøgelser, denne finder nødvendige og skal sørge for, at revisor får de oplysninger og den bistand, som revisor anser for nødvendig for udførelsen af sit hverv. § 28. Bliver revisor opmærksom på lovovertrædelser eller tilsidesættelser af forskrifter af væsentlig betydning i forbindelse med midlernes forvaltning, påhviler det revisor straks at give tilskudsmodtager meddelelse herom, samt påse, at tilskudsmodtagers ledelse inden 3 uger foretager underretning til Socialstyrelsen. I modsat fald er det revisors pligt at orientere Socialstyrelsen. Revisors bemærkninger indsendes sammen med meddelelsen. Stk. 2. Hvis revisor under sin revision eller på anden måde bliver opmærksom på, at projektets gennemførelse er usikker af økonomiske eller andre grunde, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse. § 29. Det reviderede regnskab forsynes med en erklæring, hvoraf det fremgår, at regnskabet er revideret i overensstemmelse med reglerne om revision og regnskab. Eventuelle forbehold og supplerende oplysninger skal fremgå af erklæringen. Stk. 2. Revisor skal afgive en revisionsprotokol med sin vurdering og konklusion af den udførte revision, jf. § 26. Revisionsprotokollen kan afgives i slutningen af erklæringen. Stk. 3. Genpart af revisionsprotokollen indsendes af tilskudsmodtager til Socialstyrelsen sammen med det påtegnede regnskab. Kapitel 10 Midlertidig indstilling, bortfald og tilbagebetaling af tilskud § 30. Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om, at udbetaling af tilskud indstilles midlertidigt, hvis: 1) tilskudsmodtager ikke har indsendt relevante dokumenter, rapporter m.v. i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i tilskudsbrevet, 2) Socialstyrelsen ikke kan godkende statusrapport, løbende regnskab, budget for resterende tilskudsperiode, udbetalingsanmodning, det endelige regnskab eller den afsluttende rapport, 3) en forfalden tilbagebetaling for et tilskud fra Socialstyrelsen ikke er indbetalt til Socialstyrelsen senest 2 måneder efter forfaldsdagen, 4) Socialstyrelsen bliver bekendt med forhold, som rejser tvivl om, hvorvidt tilskudsmodtager anvender tilskud i overensstemmelse med de givne vilkår, eller 5) forudsætningerne for tilskud i øvrigt er ændrede. Stk. 2. Udbetaling af tilskud genoptages, når Socialstyrelsen træffer afgørelse herom. § 31. Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om, at tilskuddet bortfalder helt eller delvist, hvis: 1) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med vilkårene for tilskuddet, 2) tilskudsmodtager har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller har fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen om ydelse af tilskud eller udbetaling af tilskud, 3) projektet ikke er påbegyndt inden 6 måneder efter godkendt startdato, 4) projektet indstilles, 5) tilskudsmodtager går konkurs, træder i likvidation, standser sine betalinger, indleder forhandlinger om tvangsakkord, eller hvis der foretages udlæg eller arrest hos tilskudsmodtager, 6) aktiviteten eller de opnåede resultater i projektet afviger markant fra det beskrevne i ansøgningen, 7) tilskudsmodtager ikke har indsendt relevante dokumenter, udbetalingsanmodning, rapporter m.v. i overensstemmelse med vilkår, der er fastsat i tilskudsbrevet, 8) Socialstyrelsen ikke kan godkende statusrapport, løbende regnskab, budget for resterende tilskudsperiode, udbetalingsanmodning, det endelige regnskab eller den afsluttende rapport, 9) en forfalden tilbagebetaling for et tilskud fra Socialstyrelsen ikke er indbetalt til Socialstyrelsen senest 2 måneder efter forfaldsdagen, 10) de samlede godkendte, bogførte og faktiske projektrelaterede udgifter, fratrukket eventuelle indtægter i det endelige regnskab, er mindre end tilskuddet, herunder at tilskud fra anden side m.v. viser sig at overstige det forudsatte ved ydelsen af tilskuddet, eller 11) forudsætningerne for tilskud i øvrigt er ændrede. § 32. Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om, at udbetalte tilskud skal tilbagebetales helt eller delvis, hvis: 1) der er sket helt eller delvist bortfald af tilskud i henhold til § 31, 2) tilskudsmodtager efterfølgende får ydet tilskud fra anden side til dækning af de budgetposter, som har opnået tilskud fra ansøgningspuljen, 3) der i forbindelse med projektet udvikles teknologier m.v., der af tilskudsmodtager efterfølgende udnyttes erhvervsmæssigt, eller 4) hele beløbet ikke er brugt og ikke ønskes overført til næste periode. Stk. 2. Ved hel eller delvis tilbagebetaling af udbetalt tilskud opkræves det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Kapitel 11 Underretnings- og dokumentationspligt § 33. Tilskudsmodtager skal straks og senest inden for 3 uger underrette Socialstyrelsen skriftligt, hvis tilskudsmodtager bliver bekendt med forhold, der kan medføre midlertidigt ophør, bortfald, reduktion eller tilbagebetaling af tilskud, jf. §§ 30-32, eller hvis tilskudsmodtager skifter revisor i løbet af projektperioden, jf. § 23, stk. 3. § 34. Socialstyrelsen kan pålægge tilskudsmodtager at dokumentere, at betingelserne for udbetaling af tilskud fortsat er opfyldt. Stk. 2. Tilskudsmodtager kan pålægges at indsende nærmere oplysninger om projektet, herunder statusrapporter, projektregnskaber, reviderede regnskaber, budgetter og revisionserklæringer m.v. Stk. 3. Hvis Socialstyrelsen skal have mulighed for at offentliggøre projektresultater, skal det fremgå af tilskudsbrevet. § 35. Tilskudsmodtager er forpligtet til at opbevare dokumentation vedrørende projektet og dets gennemførelse i 3 år fra tidspunktet for projektets afslutning. Kapitel 12 Projektets anskaffede materiel ved projektophør § 36. Når projektet ophører, kan tilskudsmodtager eller projektmedarbejder erhverve tiloversblevet materiel. Prisen fastsættes af en uafhængig vurderingsmand. Stk. 2. Det afsluttende regnskab skal indeholde indtægter fra eventuelt salg af tiloversblevet materiel ved projektophør. Stk. 3. Projektet kan uden forudgående afgørelse fra Socialstyrelsen beholde anskaffet materiel, hvis det fortsætter efter tilskuddets ophør, og hvis værdien af materiellet er op til 10.000 kr. Stk. 4. Socialstyrelsen kan træffe afgørelse om, at projektet kan beholde anskaffet materiel til en værdi på over 10.000 kr., hvis projektet fortsætter efter tilskuddets ophør. Stk. 5. Der kan ikke foretages afskrivning af materiellet. Kapitel 13 Ikrafttræden og øvrige bestemmelser § 37. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. marts 2017 og har virkning for tilskud, der ydes fra denne dato eller senere. Stk. 2. For tilskud, der ydes efter denne bekendtgørelse, finder bekendtgørelse nr. 97 af 27. januar 2014 om regnskab og revision m.v. af regnskaber for modtagere af tilskud fra puljer under Social-, Børne- og Integrationsministeriets område ikke anvendelse. Socialstyrelsen, den 2. marts 2017 Birgitte Anker / Mette Holm Sørensen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om indretning m.v. af aerosoler § 1 I bekendtgørelse nr. 247 af 14. marts 2014 om indretning m.v. af aerosoler foretages følgende ændring: 1. Fodnoten til bekendtgørelsens titel affattes således: »1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 75/324/EØF af 20. maj 1975 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 1975, nr. L 147, side 40, som ændret ved Kommissionens direktiv 2008/47/EF af 8. april 2008 om ændring, med henblik på tilpasning til den tekniske udvikling, af Rådets direktiv 75/324/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler, EU-Tidende 2008, nr. L 96, side 15 og Kommissionens direktiv 2013/10/EU af 19. marts 2013 om ændring af Rådets direktiv 75/324/EØF om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om aerosoler med henblik på at tilpasse dets bestemmelser om etikettering til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 om klassificering, mærkning og emballering af stoffer og blandinger, EU Tidende 2013, nr. L 77, side 20.« § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 19. juni 2014. Arbejdstilsynet, den 27. marts 2014 Thomas V. Pedersen / Bitten Højmark Døjholt

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse - kommuner - ej medhold J.nr. 7100246-12 En gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som psykolog i en kommunal familierådgivning. Det var klagers fravær, der begrundede afskedigelsen, og det kunne ikke afvises, at fraværet, i hvert fald delvist, skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Da indklagede ikke omgjorde beslutningen om afskedigelse efter at være blevet bekendt med klagers graviditet, og da denne graviditet var årsag til fraværet i en efterfølgende del af opsigelsesperioden, havde indklagede handlet i strid med ligebehandlingsloven. Klager fik derfor medhold og blev tilkendt en godtgørelse på 390.000 kr. svarende til cirka ni måneders løn. Dissens. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en gravid kvinde blev afskediget fra sin stilling som psykolog i en kommunal familierådgivning. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Indklagede handlede i strid med ligebehandlingsloven, da klager blev afskediget fra stillingen som psykolog. Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse på 390.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. december 2011, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager blev pr. 1. marts 2009 ansat som psykolog i den indklagede kommune med tjeneste indtil videre ved familierådgivningen. Der blev den 2. februar 2011 afholdt en medarbejdersamtale mellem klager og ledelsen om gensidige forventninger. Ledelsen konkluderede under samtalen blandt andet, at man forventede, at klager aktivt skulle deltage i alle afdelingens aktiviteter, fortsætte med at udvikle danske sprogfærdigheder, ajourføre kalenderen, løfte flere sager, herunder undersøgelser og aftale samtaletidspunkt ved nyvisitationer. Ledelsen præciserede også den normale arbejdstid i familierådgivningen. Klager blev sygemeldt den 3. februar 2011. Der blev herefter afholdt en række kontaktsamtaler, henholdsvis den 23. februar, 9. marts, 24. marts og 29. marts 2011. Af mulighedserklæring af 29. marts 2011 fremgår blandt andet, at klager var konstant træt og havde vanskeligheder med søvn, og at hun ikke kunne finde ud af de mindste ting uden at blive stresset og magtesløs. Hun havde desuden konstante bekymringstanker vedrørende arbejdet. Klager var også indkaldt til samtale den 10. maj 2011, men hun meldte afbud via TR-suppleanten K, der havde deltaget som bisidder i tidligere samtaler. Af e-mail af 4. maj 2011 fra klager til K fremgår blandt andet, at klager havde det rigtig dårligt, og at hun ikke havde fået udfyldt mulighedserklæringen, fordi hun ikke magtede at lave det hændelsesforløb, som var en betingelse for, at lægen ville udfylde erklæringen. Klager oplyste også, at hun havde meget kvalme og opkast på grund af graviditeten. Hun havde fået konstateret, at hun ventede tvillinger. Afslutningsvist i mailen af 4. maj 2011 bad klager K om at fortælle S, der var konstitueret leder for familierådgivningen, at hun havde det virkelig skidt. I mail af 5. maj 2011 til klager oplyste K, at hun - som ønsket af klager - havde fortalt S, at klager havde det skidt. Det fremgik også af mailen, at S over for K havde understreget, at han manglede erklæringen, og at det var vigtigt, at han fik den. S har i notat vedrørende den 10. maj 2011 noteret, at "(Klager) har pr. e-mail til TR-suppleant meddelt, at hun ikke er i stand til at møde på pga. sygdom. . . kvalme mv." Klagers læge attesterede den 11. maj 2011, at klager vurderedes ude af stand til at arbejde på grund af arbejdsskade forårsaget af arbejdsrelateret stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Når klager vendte tilbage til arbejde, ville der være behov for langsom start, flytning til andet arbejdsområde samt at tage hensyn til klagers ønsker i startfasen. Alle tre punkter var en forudsætning for vellykket tilbagevenden til jobbet. Indklagede varslede ved brev af 12. maj 2011, at man påtænkte at opsige klager fra stillingen som psykolog i familierådgivningen. Begrundelsen for den påtænkte opsigelse var, at omfanget af klagers fravær vanskeliggjorde den driftsmæssige planlægning i familierådgivningen, og at der ud fra de oplysninger, som afdelingen havde kunnet få, ikke var udsigt til, at klager kunne genoptage tjenesten i fuldt omfang inden for en rimelig tid. Det var ikke lykkedes at indhente en mulighedserklæring fra klagers læge. Det havde endvidere ikke været muligt at komme i telefonisk med klager, hvorfor der ikke havde kunnet gennemføres en tjenstlig samtale med klager. Klagers faglige organisation holdt den 16. juni 2011 et møde med indklagede, hvor det blev aftalt, at hvis klager i opsigelsesperioden blev i stand til at genoptage tjenesten helt eller delvist, så ville indklagede den 15. september 2011 foretage en evaluering med henblik på, om opsigelsen skulle opretholdes. Klager blev opsagt den 29. juni 2011 til fratræden den 30. september 2011. Der blev henvist til samme begrundelse som i varslingsbrevet. Det var dog tilføjet følgende afsnit: "Det er dog i møde med Dansk Psykolog Forening den 19. juni 2011 aftalt, at såfremt du i opsigelsesperioden bliver i stand til at genoptage tjenesten helt eller delvist, vil [indklagede] foretage en evaluering af den indtil da gennemførte tjeneste med henblik på afgørelse om opretholdelse af denne opsigelse. Dette vil ske efter en forudgående aftale med dig og Dansk Psykolog Forening. Hermed er spørgsmålet om begrundelse og vilkår for opsigelsen fuldt og endeligt afklaret og kan ikke indbringes for faglig eller civile retsinstanser." Klager var sygemeldt indtil den 18. juli 2011, hvor hun raskmeldte sig. Hun holdt herefter fire ugers ferie, og hun genoptog den 15. august 2011 delvist arbejdet, idet hun arbejdede to dagen om ugen frem til den 12. september 2011, hvor der blev holdt evalueringsmøde. Af mulighedserklæring af 4. august 2011 fremgår, at ifølge klager var funktionsnedsættelsen begrundet i stress og deraf følgende sygemelding. Det fremgår af sagen, at klager ved undersøgelse på sygehuset den 13. september 2011 fik en standardsygemelding gældende fra den 24. september 2011, idet man fra hospitalets side anbefalede, at hun blev fuldtidssygemeldt. Den 16. september 2011 blev klager indlagt på hospitalet på grund af graviditetskomplikationer. Klager blev udskrevet den 21. september 2011. I brev af 28. september 2011 meddelte indklagede klager, at man som aftalt ved mødet med (klagers faglige organisation] den 19. juni 2011 havde foretaget en evaluering af klagers tjeneste i perioden fra den 15. august til den 12. september 2011, hvor klager på nedsat tid havde genoptaget arbejdet som psykolog i familierådgivningen. Indklagede havde ikke tiltro til, at klagers helbredsmæssige forhold gjorde, at hun inden for rimelig tid ville være i stand til varigt på normale vilkår at arbejde på fuld tid i familierådgivningen. Indklagede opretholdt opsigelsen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven. Klager bestrider indklagedes påstand om, at Ligebehandlingsnævnet ikke kan behandle sagen. Klager bestrider i den forbindelse, at der som anført af indklagede eksisterer en bindende aftale eller praksis om, at sager om opsigelse i strid med ligebehandlingsloven skal behandles af et afskedigelsesnævn. Klager henviser også til, at der ikke mellem parterne eksisterer nogen kollektiv overenskomstretlig regulering svarende til ligebehandlingsloven. Sagen vedrører derfor heller ikke brud på en sådan aftale. Det må således stå klager frit for at indbringe sagen for Ligebehandlingsnævnet. For så vidt angår det af indklagede anførte om, at parterne på mødet den 19. juni 2011 aftalte, at kommunen efterfølgende ville vurdere, om opsigelsen skulle fastholdes, så sigtede dette efter klagers opfattelse alene på det overenskomstbestemte afskedsværn om, hvorvidt opsigelsen kunne anses for saglig. Aftalen berører efter klagers opfattelse ikke muligheden for at rejse en sag efter ligebehandlingsloven. Klagen til Ligebehandlingsnævnet vedrører således ikke sagligheden af afgørelsen, men lovligheden af indklagedes dispositioner. Klager henviser i den forbindelse til, at det ikke direkte og utvetydigt fremgik af aftalen, at klager endeligt og bindende gav afkald på muligheden for at rejse indsigelse efter ligebehandlingsloven. Dette var efter klagers opfattelse ikke tilfældet. Aftalen blev i øvrigt indgået på et tidspunkt, hvor indklagede havde fuldt kendskab til klagers graviditet. Det gøres gældende, at indklagede var klar over, at klager var gravid, og at hendes fravær også var graviditetsbetinget, da man fremsatte agter-skrivelsen den 12. maj 2011. Klager henviser herved til S´s notat om, at klager meldte afbud til mødet den 10. maj 2001 på grund af "sygdom. . . kvalme". Efter klagers beskrivelse i mailen til TR-suppleanten må det forekomme åbenbart, at de beskrevne gener havde været medvirkende til sygefraværet. Det er klagers opfattelse, at der er nær tidsmæssig sammenhæng mellem hendes omtale af graviditeten og indklagedes påbegyndelse af afskedigelsessagen. Der foreligger således ikke oplysninger om, at indklagede på et tidligere tidspunkt end den 10. maj 2011 havde overvejet at indlede en afskedigelsessag. Den manglende lægeerklæring, som indgik i begrundelsen for afgørelsen, relaterede sig til et møde i marts måned, og havde ikke i den mellemliggende tid givet anledning til påtale eller lignende. Klager gør på denne baggrund gældende, at uanset om indklagede kan dokumentere, at graviditeten/det graviditetsbetingede fravær ikke har haft betydning for indklagedes beslutning om at afskedige hende på dette tidspunkt, så har det graviditetsbetingede fravær haft afgørende indflydelse på indklagedes stillingtagen til spørgsmålet om ophævelse/til-bagetrækning/fastholdelse af opsigelsen. Klager henviser til, at der var tale om opsigelse af en gravid medarbejder som følge af fravær, der i hvert fald delvist var graviditetsbetinget. Overvejelsen om, hvorvidt opsigelsen skulle fastholdes eller trækkes tilbage, blev i øvrigt truffet i en situation, hvor klager blandt andet var indlagt på hospital som følge af komplikationer i forbindelse med tvillingegraviditeten. Klager gør i den forbindelse gældende, at uanset at indklagede ikke havde udtrykt utilfredshed med klagers indsats, så blev kravene til hendes arbejdsindsats skærpet i forhold til den oprindelige aftale, idet indklagede på trods af viden om klagers forventede tvillingefødsel krævede en yderligere arbejdsindsats på 100 procent i de sidste 14 dage af opsigelsesperioden. Dette gik klager med til, men hun havde på grund af problemer med graviditeten ikke chance for at opfylde dette. Det er derfor efter klagers opfattelse graviditeten, som var baggrunden for, at indklagede fastholdt opsigelsen. For så vidt angår beslutningen om at fastholde opsigelsen den 28. september 2011, henviser klager til, at der ikke var tale om, at klager skulle ansættes i en ny stilling, men om hun kunne fortsætte i stillingen på uændrede vilkår. Det er således klagers opfattelse, at opsigelsen i slutningen af juni 2011 ikke var endelig. Det er klagers opfattelse, at det var afgørende for indklagedes revurdering af opsigelsen, at hun inden sin fratræden var vendt tilbage til arbejdet, og at dette kunne ske gradvist. Klager havde i starten af sommeren haft blandt andet graviditetsproblemer, men hun formåede at vende gradvist tilbage til arbejdet fra den 15. august 2011. Baggrunden for, at klager ikke kunne øge arbejdsmængden ud over det aftalte, var de betydelige gener, der i denne periode var knyttet til klagers tvillingegraviditet. Klager var fra hospitalets side anbefalet fuld sygemelding allerede fra den 19. september 2011. På mødet den 12. september 2011 tilbød klager at trappe op til fuld tid, men hun blev imidlertid den 16. september 2011 indlagt på hospitalet af graviditetskomplikationer. Hun blev herefter sygemeldt på grund af graviditetskomplikationer. Indklagede påstår, at Ligebehandlingsnævnet skal afvise sagen. Indklagede påstår i øvrigt, at opsigelsen af klager den 29. juni 2011 og beslutningen af 28. september 2011 om at fastholde opsigelsen ikke var i strid med ligebehandlingsloven. For så vidt angår spørgsmålet om afvisning henviser indklagede til, at det ikke har været hensigten med Ligebehandlingsnævnet at ændre det bestående fagretlige system, hvorefter organiserede lønmodtagere som udgangspunkt skal indbringe såvel overenskomstspørgsmål som lovgivningsspørgsmål, herunder også om ligebehandling, for faglig voldgift. Det er derfor indklagedes opfattelse, at den faglige organisation, som i det foreliggende tilfælde fører sagen for klager, er tvunget til at indbringe sagen for det faglige system og lade sagen afgøre i dette forum og ikke ved Ligebehandlingsnævnet. Det er således indklagedes opfattelse, at det aldrig har været tanken, at Ligebehandlingsnævnet skal være et alternativt klageorgan for de faglige organisationer. Indklagede henviser yderligere til, at klager ved aftalen af 16. juni 2011 var fuldt bekendt med alle sagens faktiske omstændigheder, herunder omstændighederne omkring sygefraværet, der angiveligt var udløst af sagen omkring den påståede mobning og chikane, samt omstændighederne omkring graviditet. Det er på baggrund af aftalen af 16. juni indklagedes opfattelse, at Ligebehandlingsnævnet er afskåret fra at bedømme opsigelsen. Indklagede bestrider, at man kendte til klagers graviditet, da man besluttede at indlede en afskedigelsessag, hvilket blev effektueret med sindetskrivelsen den 12. maj 2011. Først den 19. maj 2011 fik indklagede meddelelse om klagers graviditet. Hverken S, der var konstitueret som afdelingsleder indtil den 30. juni 2011, eller andre på ledelsesniveau vidste, at klager var gravid, da man sendte sindetskrivelsen af 12. maj 2011. S havde den 10. maj 2011 noteret, at TR-suppleanten havde meddelt, at klager ikke var i stand til at møde op "pga. sygdom . . . kvalme". S havde på intet tidspunkt forud for den 12. maj 2011 hverken fra TR-suppleanten eller andre medarbejdere fået at vide, at klager var blevet gravid under sit sygefravær. Han var heller ikke på anden måde bekendt med klagers graviditet. S overvejede ikke, at oplysningen, om at klager havde det skidt med kvalme og søvnproblemer, kunne have forbindelse med en mulig graviditet, men opfattede det alene som en beskrivelse af klagers symptomer på stress. Dette understøttes efter indklagedes opfattelse af, at klager den 4. maj 2011 havde bedt TR-suppleanten om at fortælle S, at hun havde det virkelig skidt, og at TR-suppleanten have meddelt tilbage, at "Jeg har som du har ønsket fortalt [S] at du har det skidt." Klager sygemeldte sig efter medarbejdersamtalen den 2. februar 2011, hvor hun fik nogle ledelsesmæssige tilrettevisninger om sit arbejde. Ved telefonsamtale (kontaktsamtale) med S den 23. februar 2011 meddelte klager blandt andet, at hun forventede at komme tilbage hurtigst muligt, men at hun ikke kunne sige noget om tidsperspektivet. Hun oplyste også, at hun følte sig slidt ned, og at hun havde haft søvnproblemer et stykke tid. Hun havde kontaktet HR om psykologsamtaler/stresskonsulent. På møde den 29. marts 2011 blev der drøftet klagers funktionsnedsættelser som følge af stress. Mulighedserklæringens side 1 blev udfyldt, men klager undlod at gå til læge for at få udfyldt erklæringens side 2. Da S ikke havde udsigt til at få mulighedserklæringen eller at komme i kontakt med klager omkring hendes tilbagevenden til arbejdet, og da man havde manglet en psykolog i knap 3½ måned, overgav han sagen til HR med henblik på, at der skulle indledes en afskedigelsessag. Indklagede bestrider ikke, at klager den 4. maj 2011 havde oplyst overfor TR-suppleanten, at hun havde kvalme og opkastninger på grund af graviditeten. Indklagede bestrider imidlertid, at kvalmen og opkastningerne helt eller delvis var årsag til klagers sygefravær og uarbejdsudygtighed frem til den 12. maj 2011. Indklagede bestrider også, at oplysningen om kvalme den 10. maj 2011 kunne give anledning til at overveje graviditetsbetingede gener, da indklagede ikke kendte eller burde kende til graviditeten, og da indklagede i hele sygefraværsperioden fra den 2. februar til den 12. maj 2011 kun havde fået oplyst, at der var stress-relaterede årsager til sygefraværet. Efter afsendelsen af sindetskrivelsen modtog indklagede mulighedserklæring dateret den 11. maj 2011, hvoraf fremgik, at lægen havde oplyst, at klager var ude af stand til at arbejde på grund af arbejdsskade forårsaget af arbejdsrelateret stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Det fremgik også, at der skulle foretages en ny vurdering i august 2011 efter at klager som anbefalet af lægen havde gennemgået en psykologisk undersøgelse. Indklagede henviser til, at lægens attestering af mulighedserklæringen ikke indeholdt oplysninger om graviditet eller graviditetsbetingede gener, der kunne begrunde skånehensyn, eller som hel eller delvis årsag til sygefraværet. Efter afsendelsen af sindetskrivelsen modtog indklagede en mail af 19. maj 2011 fra klagers faglige organisation, hvoraf fremgik, at klager var gravid. Indklagede henviser videre til, at der hverken i forbindelse med at klager den 23. maj 2011 anmeldte sin sygdom som en arbejdsskade eller den efterfølgende korrespondance med klagers faglige organisation blev givet udtryk for, at klagers sygefravær havde noget med graviditeten at gøre. Der var i klagers høringssvar af 14. juni 2011 alene henvist til forhold, som klager opfattede som mobning og chikane på arbejdspladsen. Det fremgår efter indklagedes opfattelse klart af høringssvaret, at klager mente, at hendes sygefravær på intet tidspunkt havde haft med graviditeten at gøre. På møde den 19. juni meddelte indklagede, at man agtede at gennemføre den påtænkte opsigelse, da det stressbetingede sygefravær ikke gav anledning til at formode, at klager varigt ville være i stand til at genoptage arbejdet inden for rimelig tid. Den faglige organisation og indklagede aftalte under mødet, at indklagede ville evaluere sagen den 15. september 2011 med henblik på, om man ville fastholde opsigelsen, eller om man ville tilbyde klager fortsat ansættelse pr. 1. oktober 2011. Det er indklagedes opfattelse, at der på mødet den 16. juni 2011 blev indgået aftale til fuld og endelig afgørelse af opsigelsessagen. Ved mulighedserklæring af 4. august 2011 blev det beskrevet, at klagers funktionsnedsættelse skyldtes stress og deraf følgende sygemelding. Efter indklagedes opfattelse spillede graviditetsgener ingen rolle. Side 2 af mulighedserklæringen blev ikke udfyldt. På evalueringsmødet den 12. september 2011 vurderede indklagede, at der ikke var grund til at tilbagekalde opsigelsen, da klager på grund af stress kun havde været i stand til at arbejde to dage om ugen. Indklagede bestrider, at klager har arbejdet mere end dette. indklagede bestrider også, at der på evalueringsmødet blev fremsat nye eller skærpede krav til klager i forhold til den aftale, der fremgik af opsigelsen af 29. juni 2011. Indklagede henviser videre til, at klager på mødet gav udtryk for, at der eventuelt kunne blive tale om en fremtidig graviditetsbetinget nedsættelse af arbejdstiden, men at der intet konkret forelå om graviditetsbetinget sygefravær. Da indklagede ikke fandt anledning til at tilbagekalde opsigelsen af 29. juni 2011, stod denne ved magt, og klager fratrådte sin stilling ved udgangen af september 2011. Den reelle årsag til, at indklagede fastholdt opsigelsen, var forløbet omkring klagers stressbetingede sygefravær, og det forhold, at klager kun havde genoptaget arbejdet to dage om ugen, samt at hun ikke havde afleveret mulighedserklæring. Det er indklagedes opfattelse, at opsigelsen var fuldt ud gennemført den 29. juni 2011, og at beslutningen af 28. september 2011 ikke var udtryk for en ny opsigelse, men alene en fastholdelse af den tidligere beslutning om at opsige klager. Det er indklagedes opfattelse, at ligebehandlingslovens § 9 ikke finder anvendelsen på beslutningen af 28. september 2011, da der ikke var tale om en afskedigelse. Beslutningen af 28. september 2011 skal derfor bedømmes efter lovens § 2 om ansættelse med videre. Det er indklagedes opfattelse, at en eventuel erstatning skal udgøre 25.000 kr. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Indledningsvist bemærkes, at det er klagers faglige organisation, der har indbragt sagen for Ligebehandlingsnævnet. Det er derfor nævnets vurdering, at sagen kan behandles af nævnet, idet det må anses for godtgjort, at der ikke iværksættes fagretlige behandling af kravet. Klagers faglige organisation og indklagede indgik på mødet den 16. juni 2011 (ifølge opsigelsesbrevet er aftalen indgået den 19. juni 2011) aftale om, at indklagede ville evaluere opsigelsen, hvis klager vendte tilbage til arbejdet i opsigelsesperioden. Det fremgår af aftalen, at spørgsmålet om begrundelse og vilkår for opsigelsen som følge af aftalen var fuldt og endeligt afklaret og ikke kunne indbringes for faglig eller civile retsinstanser. Aftalen gjorde ikke udtrykkeligt op med spørgsmålet om, hvorvidt en efterfølgende opsigelse af klager ville være i strid med klagers rettigheder i henhold til ligebehandlingsloven, og er derfor uden betydning for, om nævnet kan behandle sagen. Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven). Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Lovens beskyttelse mod afskedigelse på grund af graviditet gælder også afskedigelse på grund af sygefravær, der skyldes graviditet. Dette gælder, uanset om arbejdsgiveren på afskedigelsestidspunktet var eller burde være bekendt med, at lønmodtageren var gravid. Nævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede var bekendt med klagers graviditet, da man den 12. maj 2011 meddelte, at man agtede at afskedige hende fra stillingen som psykolog ved familierådgivningen på grund af omfanget af hendes fravær. Det var klagers fravær, der begrundede beslutningen af 12. maj 2011, og det kan ikke afvises, at fraværet, i hvert fald delvist, skyldtes graviditetsbetinget sygdom. Da indklagede ikke omgjorde beslutningen efter at være blevet bekendt med klagers gravidtet, og da denne graviditet var årsag til fraværet i en efterfølgende del af opsigelsesperioden, hvorefter indklagede skulle revurdere opsigelsen, har indklagede handlet i strid med ligebehandlingsloven. Godtgørelse To af nævnets medlemmer udtaler: Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 390.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn. Disse medlemmer har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og det i øvrigt oplyste i sagen. Et af nævnets medlemmer udtaler: Opsigelsen af klager findes ikke at være i strid med ligebehandlingsloven, idet dette medlem ikke finder grundlag for at antage, at klagers sygefravær skyldtes klagers graviditet. Den manglende omgørelse af opsigelsen af klager skyldes sygefravær, der i hvert fald delvist var graviditetsbetinget. Beslutningen om at fastholde opsigelsen efter opsigelsesperiodens udløb må derfor sidestilles med en beslutning om at undlade at tilbyde klager ansættelse helt eller delvist begrundet i klagers graviditet. Dette medlem finder derfor, at godtgørelsen til klager bør fastsættes til 25.000 kr. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Indklagede skal herefter betale 390.000 kr. til klager med procesrente fra den 9. december 2011, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <7100246-12>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Et selskab afholdt en konkurrence, i hvilken forbindelse der blev trukket lod om gevinster på 4 forskellige dage. Forbrugerombudsmanden meddelte efter anden lodtrækning selskabet, at gevinstfordelingen var i strid med markedsføringslovens § 8,stk. 1 og anmodede om, at selskabet undlod at foretage de resterende trækninger. Selskabet ændrede herefter konkurrencebetingelserne, således at vinderen skulle have haft et mærkat i sin bil i en nærmere angiven periode. Der ville blive givet gevinst til alle deltagere, men der var en betydelig værdiforskel mellem gevinsterne. Selskabet mente herefter, at der var tale om en præstationskonkurrence. Forbrugerombudsmanden foranledigede herefter tiltale rejst for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 1, og selskabet blev idømt en bøde, idet retten lagde til grund, at gevinstfordelingen på grund af antallet og arten af de værdimæssigt forskellige gevinster hvilede på et tilfældighedsmoment. Den fulde tekst Præstationskonkurrence. (* 1) 1. Et aktieselskab havde i anledning af sit 10-års jubilæum foranstaltet en konkurrence i forbindelse med hvilken, der skulle trækkes lod om nærmere angivne gevinster, der var angivet til at have en værdi på ca. 700.000 kr. Lodtrækningen skulle ske på 4 forskellige dage. Selskabet modtog efter anden lodtrækning meddelelse fra FO om, at konkurrencen var i strid med markedsføringslovens § 8, stk. 1, og FO anmodede selskabet om at undlade at foretage de resterende trækninger. På foranledning af denne henvendelse ændrede selskabet betingelserne for gevinstfordeling for 3. og 4. trækning, idet det nu blev en betingelse, at vinderen havde anbragt en selvklæbende mærkat med selskabets maskot i sin bil i en nærmere angiven periode. Selskabet mente herved at have lovliggjort konkurrencen, ved at der skulle ydes en præstation, og selskabet gennemførte 3. og 4. trækning. Det fremgik af sagen, at alle deltagere kunne forvente gevinst, men at der var betydelig værdiforskel mellem mindste og største præmie. Der blev rejst tiltale mod selskabet for overtrædelse af markedsføringslovens § 8, stk. 1. Selskabet idømtes en bøde på 50.000 kr. Ved afgørelsen lagde retten til grund, at såvel selve gevinstfordelingen i alle 4 trækninger som antallet og arten af de værdimæssigt væsentligt forskellige gevinster hvilede på tilfældighedsmomentet i lodtrækningen. Officielle noter (* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1987, side 36, nr. 1.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Dispensation fra klagefrist i medfør af bestemmelserne i vurderingslovens § 42, stk. 4, 2. pkt. (* 1) Efter bestemmelserne i vurderingslovens § 42, stk. 2, kan en klage, som indsendes senere end 2 måneder efter klagefristens udløb, tages under behandling af skyldrådet, når særlige forhold taler derfor. Efter reglerne i § 2, stk. 3, i bek. nr. 417 af 6. juni 1991 bestemmes med virkning fra 15. december 1992, at afgørelser herom træffes af den Told- og Skatteregion, der er sekretariat for vedkommende skyldråd. Told- og Skatteregionens afgørelse kan påklages til Told- og Skattestyrelsen. Carsten Jarlov Erik Eriksen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Anvendelsesområde Kapitel 2 Definitioner Kapitel 3 Finansiel Stabilitets udøvelse af kontrol Kapitel 4 Generalforsamling, repræsentantskab og vedtægter Kapitel 5 Stiftelse ved apportindskud Kapitel 6 Nedskrivning og konvertering Kapitel 7 Kapitalnedsættelser og kapitalforhøjelser Kapitel 8 Spaltning Kapitel 9 Restruktureringsplaner Kapitel 10 Kontrakter Kapitel 11 Nødvendige tjenesteydelser og operationelle faciliteter Kapitel 12 Ikrafttræden Bilag 1 Den fulde tekst Bekendtgørelse om afviklingsforanstaltninger I medfør af § 15, stk. 3, § 16, stk. 6, § 28, stk. 7, § 41, § 42, stk. 4, § 43, stk. 6, § 44, stk. 5, og § 47, stk. 2, i lov nr. 333 af 31. marts 2015 om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder fastsættes: Kapitel 1 Anvendelsesområde § 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på 1) pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, 2) finansielle holdingvirksomheder her i landet, jf. § 2, nr. 11, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og 3) finansieringsinstitutter her i landet, jf. § 2, nr. 13, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. § 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på virksomhederne i § 1, når Finansiel Stabilitet har vurderet, at afviklingsbetingelserne i § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er opfyldt. Kapitel 2 Definitioner § 3. I denne bekendtgørelse forstås ved: 1) Kritisk fase: Periode, hvor det af hensyn til at kunne træffe hurtige og effektive beslutninger er nødvendigt at fravige dele af gældende lovgivning, jf. § 47, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Den kritiske fase løber fra Finansiel Stabilitets vurdering af, at afviklingsbetingelserne er opfyldt, jf. § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og indtil Finansiel Stabilitet har gennemført afviklingsforanstaltninger i forlængelse af den endelige værdiansættelse, jf. § 6 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, hvis Finansiel Stabilitet vurderer, at der herefter ikke er hensyn, der begrunder opretholdelse af den kritiske fase. 2) Modtager: En køber, jf. § 19, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, et broinstitut, jf. § 21, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder eller et porteføljeadministrationsselskab, jf. § 23, stk. 1, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. 3) Nødvendige tjenesteydelser og operationelle faciliteter: Tjenesteydelser og operationelle faciliteter, der ved manglende opretholdelse gør det umuligt eller usandsynligt for en modtager at opretholde driften af virksomheden. 4) Restrukturerings- eller afviklingsfasen: Periode, der løber fra Finansiel Stabilitets vurdering af, at afviklingsbetingelserne er opfyldt, jf. § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og indtil a) Finansiel Stabilitet har afsluttet restrukturering af virksomheden og returneret denne til kapitalejerne eller gennemført et virksomhedssalg, jf. § 19 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller b) Finansiel Stabilitet har afsluttet afvikling af virksomheden. 5) Virksomhed: De i § 1 nævnte virksomheder, når afviklingsbetingelserne i § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er opfyldt. Stk. 2. Finansiel Stabilitet offentliggør en beslutning om ophør af kritisk fase i Erhvervsstyrelsens it-system og på Finansiel Stabilitets hjemmeside i umiddelbar forlængelse af beslutningen og senest den efterfølgende hverdag. Kapitel 3 Finansiel Stabilitets udøvelse af kontrol § 4. Finansiel Stabilitet anmelder en beslutning om at udøve kontrol over en virksomhed, jf. § 15 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, i Erhvervsstyrelsens it-system i umiddelbar forlængelse af beslutningen og senest den efterfølgende hverdag. Med anmeldelsen skal følge dokumentation for beslutningens lovlige vedtagelse. Stk. 2. Følgende oplysninger skal fremgå af en beslutning om at udøve kontrol: 1) Om kontrollen omfatter både kapitalejernes og bestyrelsens beføjelser. 2) Om virksomhedens direktion, bestyrelse eller revision afsættes. 3) Om der udpeges ny direktion, bestyrelse eller revision, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Finansiel Stabilitet har ved udøvelse af kontrol over en virksomhed ikke pligt til at vælge en ny bestyrelse. Stk. 4. En virksomhed, der er under kontrol af Finansiel Stabilitet, skal beholde sit navn med tilføjelsen ”under kontrol”. Dette skal fremgå af registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. stk. 1. Stk. 5. Finansiel Stabilitet opdaterer virksomhedens ejerbog og Erhvervsstyrelsens ejerregister hurtigst muligt. Eventuelle licensbegrænsninger til registrering i Erhvervsstyrelsens ejerregister kan fra Finansiel Stabilitets beslutning om at udøve kontrol ophæves af Erhvervsstyrelsen. § 5. Finansiel Stabilitet overtager de beføjelser, der er tillagt kapitalejere og bestyrelse, fra tidspunktet for Finansiel Stabilitets beslutning om at udøve kontrol over en virksomhed. Samtidig mister kapitalejerne og bestyrelsen retten til at udøve deres beføjelser. Stk. 2. Når en beslutning om at udøve kontrol er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. § 4, stk. 1, har beslutningen virkning over for enhver. Indtil dette tidspunkt har beslutningen virkning over for den, som havde kendskab til eller burde have kendskab til beslutningen. Stk. 3. Ved Finansiel Stabilitets udøvelse af kontrol kan Finansiel Stabilitet råde i overensstemmelse med Finansiel Stabilitets tegningsregler. Underskriftscirkulærer og fuldmagtsforhold i Finansiel Stabilitet gælder tilsvarende for Finansiel Stabilitets udøvelse af kontrol over en virksomhed. Stk. 4. Underskriftscirkulærer og fuldmagtsforhold i virksomheden opretholdes, indtil disse eventuelt ændres. Stk. 5. Beslutninger truffet af Finansiel Stabilitet har virkning, som var beslutningen truffet af det organ, som Finansiel Stabilitet udøver kontrol over. Det skal fremgå af beslutningen på vegne af hvilket organ beslutningen er truffet. § 6. Finansiel Stabilitets adgang til at udøve kontrol over en virksomhed gælder i hele restrukturerings- eller afviklingsfasen, herunder efter nedskrivning eller konvertering, jf. §§ 17, 18 og 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, og efter ophør af den kritiske fase. § 7. Finansiel Stabilitet skal anmelde en beslutning om at ophøre med at udøve kontrol over en virksomhed i Erhvervsstyrelsens it-system i umiddelbar forlængelse af beslutningen og senest den efterfølgende hverdag, jf. dog stk. 4. Med anmeldelsen skal følge dokumentation for beslutningens lovlige vedtagelse. Stk. 2. Ved Finansiel Stabilitets beslutning om at ophøre med at udøve kontrol overgår kontrollen til virksomhedens kapitalejerne og bestyrelse fra tidspunktet for Finansiel Stabilitets beslutning, jf. dog stk. 3. § 5, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 3. Hvis der skal ske valg til bestyrelse eller revision som følge af Finansiel Stabilitets beslutning om at ophøre med at udøve kontrol, indkalder Finansiel Stabilitet samtidig med beslutningen til en ekstraordinær generalforsamling eller et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvor virksomhedens kapitalejere vælger bestyrelse og revision. Indkaldelse skal ske i overensstemmelse med § 10, stk. 2. Finansiel Stabilitets kontrol over bestyrelsen ophører samtidig med den efter 1. pkt. valgte bestyrelses tiltræden. § 5, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. Stk. 4. Ved valg af bestyrelse eller revision efter stk. 3 anmelder Finansiel Stabilitet dette samtidig med anmeldelse af beslutning om at ophøre med at udøve kontrol. Anmeldelse skal ske umiddelbart efter afholdelse af den ekstraordinære generalforsamling eller det ekstraordinære repræsentantskabsmøde og senest den efterfølgende hverdag. Med anmeldelsen skal følge dokumentation for beslutningens lovlige vedtagelse. § 8. Finansiel Stabilitet kan udpege en administrator, jf. § 16 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, samtidig med eller efter, at Finansiel Stabilitet har besluttet at udøve kontrol over en virksomhed. Stk. 2. Beslutninger truffet af administrator har virkning, som var beslutningen truffet af det organ, som administrator på vegne af Finansiel Stabilitet udøver kontrol over. Det skal fremgå af beslutningen på vegne af hvilket organ beslutningen er truffet. Stk. 3. §§ 4-7 finder med de fornødne tilpasninger tilsvarende anvendelse ved Finansiel Stabilitets udpegning af en administrator. Stk. 4. Eventuelt honorar til administrator og andre udgifter i forbindelse med administrationen skal aftales mellem Finansiel Stabilitet og administrator og afholdes i overensstemmelse med § 29 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Kapitel 4 Generalforsamling, repræsentantskab og vedtægter § 9. Bestemmelser i virksomhedens vedtægter, der udgør en hindring for Finansiel Stabilitets gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, kan ikke håndhæves fra det tidspunkt, hvor Finansiel Stabilitet har vurderet, at afviklingsbetingelserne i § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder er opfyldt og indtil ophør af Finansiel Stabilitets kontrol over virksomheden, jf. § 7 i denne bekendtgørelse. § 10. Indkaldelse til generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, der afholdes i den kritiske fase, skal offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system og på Finansiel Stabilitets hjemmeside hurtigst muligt og senest på dagen for afholdelse af generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Indkaldelse til og afholdelse af ekstraordinær generalforsamling eller ekstraordinært repræsentantskabsmøde, jf. § 7, stk. 3, skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i selskabslovens kapitel 6 og § 67 i lov om finansiel virksomhed, jf. dog stk. 3 og § 11, stk. 2 og 3, i denne bekendtgørelse. Indkaldelse og protokol offentliggøres i Erhvervsstyrelsens it-system og på Finansiel Stabilitets hjemmeside. Stk. 3. Generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, jf. stk. 1 eller 2, afholdes på Finansiel Stabilitets hjemsted medmindre andet fremgår af indkaldelsen. Stk. 4. Ved afholdelse af generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, jf. stk. 1, vælges en dirigent til at lede generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødet og sikre, at dette afholdes på en forsvarlig og hensigtsmæssig måde. Der skal føres en protokol over forhandlingerne. Alle beslutninger skal indføres i protokollen, der skal underskrives af dirigenten og senest to uger efter generalforsamlingen eller repræsentantskabsmødets afholdelse være offentliggjort i Erhvervsstyrelsens it-system og på Finansiel Stabilitets hjemmeside. Stk. 5. Afholdelse af generalforsamling eller repræsentantskabsmøde, jf. stk. 1, er åben for pressen, medmindre særlige hensyn til fortrolighed begrunder andet. Stk. 6. Stk. 1 og 3-5 finder tilsvarende anvendelse for et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab. § 11. Efter ophør af den kritiske fase finder bestemmelserne i selskabslovens kapitel 6 og § 67 i lov om finansiel virksomhed anvendelse, jf. dog stk. 2 og 3. Stk. 2. Hvis Finansiel Stabilitet efter udgangen af den kritiske fase fortsat udøver kontrol over en virksomhed, kan kapitalejere eller bestyrelse fortsat ikke udøve deres tillagte beføjelser. Stk. 3. Selskabslovens §§ 84 og 87, § 90, stk. 3, § 94, stk. 2, § 95, stk. 4, §§ 97 og 99 og § 101, stk. 5-7, der regulerer aktieselskaber, der har aktier optaget til handel på et reguleret marked, finder dog ikke anvendelse, så længe Finansiel Stabilitet har kontrol med virksomheden og handel med dennes kapitalandele er suspenderet. Kapitel 5 Stiftelse ved apportindskud § 12. Ved stiftelse og kapitalisering af et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab i den kritiske fase kan indskud af selskabskapital ske med andet end kontanter (apportindskud). Stk. 2. Ved stiftelse og kapitalisering af et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab med apportindskud efter udgangen af den kritiske fase finder selskabslovens kapitel 3 anvendelse i sin helhed. Stk. 3. Ved stiftelse med apportindskud efter stk. 1 sker værdiansættelsen af de indskudte værdier på baggrund af en værdiansættelse efter §§ 6 eller 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Stk. 4. Ved stiftelse med apportindskud efter stk. 1 skal stiftelsesdokumentet vedhæftes en oversigt over de indskudte værdier. Oversigten udarbejdes af Finansiel Stabilitet på grundlag af værdiansættelsen, jf. stk. 3, og skal indeholde følgende: 1) En angivelse af summen for hver kategori af indskud. 2) Oplysning om den anvendte fremgangsmåde ved vurderingen. 3) Angivelse af det vederlag, som er fastsat for overtagelsen. Stk. 5. Overtager et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab i forbindelse med en stiftelse efter stk. 1 en bestående virksomhed eller en bestemmende kapitalpost i den overtagne virksomhed, skal stiftelsesdokumentet desuden indeholde en åbningsbalance for broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet. Åbningsbalancen skal udarbejdes i overensstemmelse med de regnskabskrav, der gælder for broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet. Kapitel 6 Nedskrivning og konvertering § 13. Ved gennemførelse af nedskrivning og konvertering af relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder eller bail-in, jf. §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, anvender Finansiel Stabilitet §§ 14-18 i denne bekendtgørelse enkeltvis eller i en kombination heraf over for de eksisterende ejere af ejerskabsinstrumenter, jf. §§ 44-46 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. § 14. Finansiel Stabilitet kan bestemme, at alle eller dele af ejerskabsinstrumenterne i en virksomhed skal overføres til kreditorer, hvis krav er konverteret til ejerskabsinstrumenter med henblik på gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, jf. §§ 17, 18 og 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Finansiel Stabilitet kan endvidere bestemme, at alle eller dele af virksomhedens ejerskabsinstrumenter skal overføres til Finansiel Stabilitet eller et broinstitut med henblik på senere at blive overført til kreditorer omfattet af 1. pkt. Stk. 2. Finansiel Stabilitet kan bestemme, at alle eller dele af ejerskabsinstrumenterne i en virksomhed skal annulleres med henblik på gennemførelse af afviklingsforanstaltninger, jf. §§ 17, 18 og 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Stk. 3. Overførsel eller annullering af ejerskabsinstrumenter, jf. stk. 1 eller 2, sker uden varsel og gennemføres af Finansiel Stabilitet uden omkostninger for ejerne. Stk. 4. Gennemføres en foranstaltning efter stk. 1 eller 2 i kombination med en kapitalnedsættelse eller en kapitalforhøjelse, skal denne gennemføres efter proceduren i §§ 17-21. § 15. Ved konvertering af krav til egenkapital kan Finansiel Stabilitet udstede konverteringsbeviser. Konverteringsbeviset dokumenterer den pågældendes ret til egenkapital i en virksomhed, et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab efter den endelige værdiansættelse, jf. § 6 i lov om restrukturering af afvikling af visse finansielle virksomheder. Stk. 2. Når den endelige værdiansættelse foreligger, konverterer Finansiel Stabilitet konverteringsbeviser til egenkapital. § 16. Finansiel Stabilitet giver hurtigst muligt individuel meddelelse om de trufne foranstaltninger til eksisterende ejere af ejerskabsinstrumenter og kreditorer, hvis krav er nedskrevet eller konverteret. Individuel meddelelse gives endvidere til eventuelle registrerede rettighedshavere. Stk. 2. Manglende modtagelse af individuel meddelelse påvirker ikke retsvirkningen af de trufne foranstaltninger. Stk. 3. Meddelelse skal gives i forlængelse af foranstaltninger, der træffes på baggrund af en foreløbig værdiansættelse, jf. § 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finaniselle virksomheder. Meddelelse skal endvidere gives i forlængelse af yderligere foranstaltninger eller ændrede foranstaltninger, der træffes på baggrund af en endelig værdiansættelse, jf. § 6 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder Stk. 4. Meddelelsen skal i det omfang oplysningerne foreligger indeholde følgende oplysninger: 1) Entydig identifikation af den relevante rettighed. 2) Værdiansættelse, der ligger til grund for den valgte foranstaltning. 3) Konverteringssats. 4) Udvanding. 5) Restværdi. 6) Prøvelse. 7) Øvrige relevante oplysninger. Stk. 4. Finansiel Stabilitet opdaterer hurtigst muligt virksomhedens ejerbog og Erhvervsstyrelsens ejerregister. Kapitel 7 Kapitalnedsættelser og kapitalforhøjelser § 17. Beslutning om kapitalnedsættelse eller kapitalforhøjelse i forbindelse med Finansiel Stabilitets anvendelse af afviklingsforanstaltninger efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder kan i den kritiske fase træffes af bestyrelsen i virksomheden. 1. pkt. gælder tilsvarende for et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab. Stk. 2. Efter udgangen af den kritiske fase finder bestemmelserne i selskabslovens kapitel 10 og 11 om kapitalforhøjelser og kapitalafgang anvendelse, jf. dog stk. 3. Stk. 3. Kapitalforhøjelser efter stk. 1 eller 2 kan gennemføres uden hensyntagen til eksisterende kapitalejerens fortegningsret, når Finansiel Stabilitet vurderer, at dette er nødvendigt af hensyn til formålet med Finansiel Stabilitets anvendelse af afviklingsforanstaltninger. § 18. Beslutning om kapitalnedsættelse eller kapitalforhøjelse efter § 17, stk. 1, sker på grundlag af følgende: 1) En værdiansættelse af virksomheden efter §§ 6 eller 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller den senest godkendte halvårsrapport eller årsrapport, hvis denne er aflagt efter værdiansættelsen. For broinstitutter eller porteføljeadministrationsselskaber den senest aflagte halvårsrapport eller årsrapport, eller hvis denne ikke foreligger selskabets åbningsbalance. 2) En beretning fra virksomhedens, broinstituttets eller porteføljeadministrationsselskabets bestyrelse, som i den udstrækning det ikke på grund af særlige omstændigheder kan skade virksomheden, broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet skal oplyse om begivenheder af væsentlig betydning for virksomhedens, broinstituttets eller porteføljeadministrationsselskabets stilling, som er indtruffet i perioden efter grundlaget i nr. 1 og indtil beslutningen. Dette krav gælder ikke, hvis beslutningen træffes inden eller i umiddelbar forlængelse af den endelige værdiansættelse i § 6 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, når beslutningen træffes som led i gennemførelsen af en afviklingsforanstaltning efter denne lov. Stk. 2. Hvis en forhøjelse af kapitalen skal ske helt eller delvist ved indskud af andet end kontanter (apportindskud), skal dette fremgå af beslutningen, der skal vedhæftes en oversigt over de indskudte værdier. § 12, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse, idet oversigten udarbejdes ud fra grundlaget i stk. 1, nr. 1. Stk. 3. Beslutning om kapitalnedsættelse eller kapitalforhøjelse efter § 17, stk. 1, skal leve op til kravene i selskabslovens § 159 for kapitalforhøjelser eller § 188 for kapitalnedsættelser med de fravigelser, der følger af denne bekendtgørelse. § 19. En beslutning om kapitalnedsættelse eller kapitalforhøjelse efter § 17, stk. 1, anses for gennemført umiddelbart efter beslutningen og ved kapitalnedsættelse uden opfordring til kreditorerne om at anmelde deres krav. Stk. 2. Tegning af nye kapitalandele og indbetaling af selskabskapital i forbindelse med en kapitalforhøjelse skal ske umiddelbart efter en beslutning herom. Tegning skal ske skriftligt. Stk. 3. Bestyrelsen kan foretage de ændringer af vedtægterne, der er en følge af en kapitalnedsættelse eller kapitalforhøjelse efter § 17, stk. 1. § 20. Finansiel Stabilitet anmelder en kapitalnedsættelse efter § 17, stk. 1, i Erhvervsstyrelsens it-system umiddelbart efter beslutningen og senest den efterfølgende hverdag. Finansiel Stabilitet anmelder en kapitalforhøjelse, jf. § 17, stk. 1, umiddelbart efter indbetaling af selskabskapitalen og senest den efterfølgende hverdag. Stk. 2. Finansiel Stabilitet opdaterer virksomhedens ejerbog og Erhvervsstyrelsens ejerregister hurtigst muligt. § 21. Finansiel Stabilitet kan i forbindelse med nedskrivning eller konvertering af relevante kapitalinstrumenter, jf. §§ 17 og 18 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller bail-in, jf. §§ 24-28 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, opdele selskabskapitalen i kapitalklasser, jf. dog § 13, stk. 2 og 3 i lov om finansiel virksomhed. Kapitel 8 Spaltning § 22. Beslutning om spaltning af en virksomhed i forbindelse med Finansiel Stabilitets anvendelse af afviklingsforanstaltninger efter lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder kan i den kritiske fase træffes af bestyrelsen i en indskydende virksomhed. Bestemmelsen gælder tilsvarende for et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab. Beslutning om spaltning kan i den kritiske fase træffes af bestyrelsen i et modtagende broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab. Stk. 2. Spaltning efter stk. 1 kan gennemføres ved en overdragelse af samtlige eller en del af virksomhedens aktiver og forpligtelser til flere bestående eller nye broinstitutter eller porteføljeadministrationsselskaber mod vederlag til den indskydende virksomheds kapitalejere. Spaltning kan endvidere gennemføres ved overdragelse af samtlige eller en del af virksomhedens aktiver og forpligtelser til en eller flere bestående eller nye købere mod vederlag til den indskydende virksomheds kapitalejere. Bestemmelsen gælder tilsvarende for spaltning af et broinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab. Stk. 3. Efter udgangen af den kritiske fase finder reglerne i selskabslovens kapitel 15 om fusion og spaltning anvendelse. Stk. 4. Bestyrelsen i virksomheden, broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet kan foretage de ændringer af vedtægterne i virksomheden, broinstituttet eller porteføljeadministrationsselskabet, der er en følge af en spaltning efter stk. 1. Stk. 5. Bliver en kreditor i et modtagende selskab, der ikke er kontrolleret af Finansiel Stabilitet, ikke fyldestgjort, hæfter hver af de øvrige deltagende virksomheder eller selskaber solidarisk for forpligtelser, der bestod på tidspunktet for gennemførelse af en beslutning om spaltning, jf. § 24, dog højest med et beløb svarende til den tilførte eller resterende nettoværdi i den enkelte virksomhed eller selskab på dette tidspunkt. § 23. Beslutning om spaltning efter § 22, stk. 1, sker på grundlag af følgende: 1) En værdiansættelse af den indskydende virksomhed, jf. §§ 6 eller 7 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, eller den senest aflagte halvårsrapport eller årsrapport, hvis denne er aflagt efter værdiansættelsen. For broinstitutter eller porteføljeadministrationsselskaber den senest aflagte halvårsrapport eller årsrapport, eller hvis denne ikke foreligger selskabets åbningsbalance. 2) En beretning fra bestyrelsen i en deltagende virksomhed, som oplyser om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, som er indtruffet i perioden efter grundlaget i nr. 1 og indtil beslutningen. Dette krav gælder ikke, hvis beslutningen træffes inden eller i umiddelbar forlængelse af den endelige værdiansættelse i § 6 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, når beslutningen træffes som led i gennemførelsen af en afviklingsforanstaltning efter denne lov. 3) En beretning fra bestyrelsen i hver af de bestående deltagende broinstitutter og porteføljeadministrationsselskaber, der oplyser om begivenheder af væsentlig betydning, herunder væsentlige ændringer i aktiver og forpligtelser, der er indtruffet i tiden mellem grundlaget i nr. 1 og beslutningen. Stk. 2. Følgende oplysninger skal fremgå af en beslutning om spaltning: 1) De deltagende virksomheders og selskabers navne og binavne, herunder om den indskydende virksomheds, broinstituts eller porteføljeadministrationsselskabs navn eller binavn skal indgå som binavn for det modtagende selskab. 2) Fordeling af de aktiver og passiver, som overføres eller forbliver i hver af de deltagende virksomheder og selskaber. 3) Vederlaget for kapitalandelene i den indskydende virksomhed, broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, herunder fordelingen heraf. 4) Tidspunktet, fra hvilket kapitalandele, der eventuelt ydes som vederlag, giver ret til udbytte. 5) Tidspunktet, fra hvilket den indskydende virksomheds, broinstituts eller porteføljeadministrationsselskabs rettigheder og forpligtelser regnskabsmæssigt skal anses for overgået. 6) Vedtægter, hvis der ved spaltningen dannes et nyt selskab. Stk. 3. Der skal være truffet identiske beslutninger, jf. stk. 2, i samtlige af de deltagende virksomheder og selskaber. Hvis dette ikke er tilfældet, anses beslutning om spaltning for bortfaldet. Stk. 4. Sker der i forbindelse med spaltningen kapitalforhøjelser i det modtagende broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, finder § 18 tilsvarende anvendelse. § 24. Beslutning om spaltning efter § 22, stk. 1, anses for gennemført og den indskydende virksomheds, broinstituts eller porteføljeadministrationsselskabs rettigheder og forpligtelser anses for overgået til det eller de modtagende selskaber umiddelbart efter, at beslutningen er truffet i de deltagende virksomheder og selskaber, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Dannes der ved spaltningens gennemførelse et nyt selskab og foretages valg af medlemmer til bestyrelse, valg af revisor og ansættelse af direktion ikke umiddelbart efter beslutningen om spaltning, kan spaltningen ikke gennemføres før end, der er truffet beslutning herom. Beslutning herom skal træffes hurtigst muligt, hvorefter beslutning om spaltning anses for gennemført. Stk. 3. Når betingelserne efter stk. 1 og 2 er opfyldt, bliver de kapitalejere i den indskydende virksomhed, broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, der vederlægges med kapitalandele, kapitalejere i et eller flere af de modtagende selskaber. Stk. 4. Der kan ikke ydes vederlag for kapitalandele i den indskydende virksomhed, broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab, som ejes af virksomheder, broinstitutter eller porteføljeadministrationsselskaber, der deltager i spaltningen. Stk. 5. Selskabslovens kapitel 3 om stiftelse, kapitel 10 om kapitalforhøjelse, kapitel 11 om kapitalafgang og kapitel 14 om opløsning finder med undtagelse af § 31 og § 153, stk. 2, i selskabsloven ikke anvendelse ved en spaltning efter § 22, stk. 1, i denne bekendtgørelse. § 25. Finansiel Stabilitet anmelder for den indskydende virksomhed, broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab samt for det modtagende broinstitut eller porteføljeadministrationsselskab en spaltning i Erhvervsstyrelsens it-system umiddelbart efter beslutningen om spaltning og senest den efterfølgende hverdag. Den vedtagne spaltning registreres, når beslutning om spaltning er gennemført, jf. § 24. Stk. 2. Finansiel Stabilitet opdaterer virksomhedens ejerbog og Erhvervsstyrelsens ejerregister hurtigst muligt. Kapitel 9 Restruktureringsplaner § 26. Virksomheden udarbejder en rapport om restruktureringsplanens gennemførelse, jf. § 28, stk. 5, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder og indsender rapporten til Finansiel Stabilitet to gange årligt. Finansiel Stabilitet kan beslutte, at rapporten skal udarbejdes med hyppigere intervaller, hvis konkrete forhold eller restruktureringen giver anledning hertil. Stk. 2. Rapporten skal indsendes til Finansiel Stabilitet senest en måned efter godkendelse af virksomhedens halvårsrapport og årsrapport. Hvis Finansiel Stabilitet har besluttet, at der skal rapporteres herudover, aftaler virksomheden og Finansiel Stabilitet tidspunkt for indsendelse til Finansiel Stabilitet. Stk. 3. Finansiel Stabilitet videresender modtagne rapporter til Finanstilsynet. Kapitel 10 Kontrakter § 27. Ophævelse eller ændring af vilkår i kontrakter, jf. § 30 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, kan være midlertidige og har virkning fra tidspunktet for offentliggørelse af denne afviklingsforanstaltning, jf. § 50 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Stk. 2. Finansiel Stabilitet skal inden for rimelig tid give individuel meddelelse til berørte kreditorer og andre aftaleparter om ophævelse eller ændring af vilkår i en kontrakt, medmindre offentliggørelse af denne afviklingsforanstaltning indeholder tilstrækkelig information. Stk. 3. Manglende modtagelse af individuel meddelelse påvirker ikke retsvirkningen af ophævelse eller ændring af vilkår i kontrakter. § 28. Finansiel Stabilitet kan suspendere vilkår, jf. §§ 32-34 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, for enkelte kontrakter eller dele heraf, for kategorier af kontrakter eller for en virksomheds kontrakter generelt. Stk. 2. Et vilkår i en kontrakt kan alene suspenderes én gang, dog kan rettigheder eller forpligtelser i samme vilkår, der forfalder på forskellige tidspunkter, suspenderes på forskellige tidspunkter. 1. pkt. er ikke til hinder for, at Finansiel Stabilitet suspenderer forskellige vilkår i samme kontrakt eller i forskellige kontrakter på forskellige tidspunkter. § 29. Kontraktparter, der har en kontrakt med en virksomhed, kan efter offentliggørelse af anvendelse af en relevant afviklingsforanstaltning anmode om, at Finansiel Stabilitet tager stilling til, om kontrakten vil blive overdraget til en anden juridisk person. Finansiel Stabilitet skal inden for rimelig tid give kontraktparten meddelelse herom. § 30. §§ 36-38 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder indebærer ikke en forpligtelse for Finansiel Stabilitet til at videreføre kontrakter omfattet af bestemmelserne eller nogen indeståelse fra Finansiel Stabilitet over for kontraktparter om, at sådanne kontrakter vil blive videreført, men i det omfang sådanne kontrakter videreføres skal Finansiel Stabilitet alene sikre, at videreførelsen sker i overensstemmelse med §§ 36-38 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. Kapitel 11 Nødvendige tjenesteydelser og operationelle faciliteter § 31. Når Finansiel Stabilitet har vurderet, at betingelserne for afvikling eller restrukturering af en virksomhed er opfyldt, jf. § 4 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, beslutter Finansiel Stabilitet hurtigst muligt hvilke tjenesteydelser og operationelle faciliteter i virksomheden eller dennes koncernforbundne enheder, der anses som nødvendige for en modtagers mulighed for på effektiv vis at drive virksomheden videre. Finansiel Stabilitets beslutning skal tage udgangspunkt i de tjenesteydelser og operationelle faciliteter, der er oplistet i bilag 1 til denne bekendtgørelse men er ikke begrænset heraf. Finansiel Stabilitets beslutning skal tage hensyn til modtagers eventuelt eksisterende organisation. § 32. Finansiel Stabilitet skal sikres adgang til de tjenesteydelser og operationelle faciliteter, som Finansiel Stabilitet har besluttet er nødvendige, jf. § 31. Adgangen skal sikres i rimelig tid til at give modtager mulighed for integration med egne funktioner og systemer eller etablering af nye. Ved vurderingen af rimelig tid skal der tages hensyn til karakteren af tjenesteydelsen eller den operationelle facilitet. Stk. 2. Medmindre der indgås anden aftale opretholdes adgang til nødvendige tjenesteydelser og operationelle faciliteter i overensstemmelse med den oprindelige aftale mellem virksomheden og leverandøren, herunder for så vidt angår levering og betaling, jf. dog kapitel 5 i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder. I mangel af anden aftale eller ved aftalens udløb skal der ved fastsættelse af rimelige betingelser for opretholdelsen tages udgangspunkt i markedskonforme aftaler indgået mellem sammenlignelige parter. Stk. 3. Hurtigst muligt efter en overdragelse skal modtageren meddele Finansiel Stabilitet, hvilke tjenesteydelser og operationelle faciliteter omfattet af § 31, der fortsat er nødvendige at opretholde og perioden herfor. Finansiel Stabilitet vurderer, om modtagers meddelelse efter 1. pkt. er rimelig. Stk. 4. Modtager indtræder i forpligtelser og rettigheder efter aftaleforholdet fra tidspunktet for overdragelsesaftalens indgåelse. § 33. Hvis der indledes likvidation eller insolvensbehandling af en virksomhed eller dennes koncernforbundne enheder påhviler pligten til at stille de nødvendige tjenesteydelser og operationelle faciliteter til rådighed kurator eller likvidator. Kapitel 12 Ikrafttræden § 34. Bekendtgørelsen træder i kraft den 6. juli 2015. Erhvervs- og Vækstministeriet, den 3. juli 2015 Troels Lund Poulsen / Hans Høj Bilag 1 Tjenesteydelser og operationelle faciliteter, der som minimum skal overvejes ved Finansiel Stabilitets beslutning om tjenesteydelser og operationelle faciliteter, der vurderes som nødvendige for en modtagers mulighed for på effektiv vis at drive en virksomhed videre, jf. § 33: 1) HR, herunder i. Medarbejderadministration, herunder administration af kontrakter og aflønning ii. Intern kommunikation 2) IT, herunder i. Lagring og behandling af data ii. Administration og vedligeholdelse af IT- og kommunikationsudstyr, infrastruktur, softwarelicenser, applikationer, dataflow og databaser, herunder eksterne udbydere iii. Brugersupport iv. Nødberedskab 3) Transaktioner, herunder aftaleretlige forhold og iagttagelse af reglerne i lov om forebyggelse af hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme 4) Kontor og faciliteter, herunder i. Kontordomicil og øvrige lokaler, adgang og sikkerhed ii. Eksterne arkivbygninger iii. Facilityservice iv. Porteføljepleje 5) Jura og compliance, herunder i. Juridisk support og rådgivning ii. Compliance 6) Treasury, herunder i. Administration og forvaltning ii. Funding iii. Refinansiering og sikkerhed iv. Rapportering, herunder likviditetsrapportering 7) Værdipapirhandel og porteføljepleje, herunder i. Transaktioner ii. Rapportering 8) Værdiansættelse og risikostyring, herunder i. Risikorapportering ii. Controlling 9) Økonomi- og regnskab, herunder i. Intern og ekstern rapportering ii. Ledelsesrapportering 10) Likviditetsstyring og kontantbeholdning 11) Kreditvurdering 12) Intern revision

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Ejendom tillsuttet et fjernvarmeværk fik pålagt pligt til forsat tilslutning til dette. Energistyrelsen ophævede kommunens påbud p.g.a. ejendommens anvendelse som missionshus med begrænset opvarmningsbehov Den fulde tekst Tilslutningspligt til kollektivt varmeforsyningsanlæg efter varmeforsyningsloven. Luthersk Missionsforening Rosenvænget 13 4800 Nykøbing F Energistyrelsen har gennem Nykøbing Falster modtaget Deres klage af 20. juli 1988 over kommunens skrivelse af 5. juli 1988, hvoraf det fremgår, at nærværende ejendom er pålagt fortsat tilslutningspligt til fjernvarmenettet. De har begrundet klagen med, at ejendommen finder anvendelse som missionshus, som består af en sal samt stort gangareal, og kun salen opvarmes 1 gang ugentligt, hvorfor ejendommen ikke er konstant opvarmet. Endvidere anmoder De om nedsættelse af den faste afgift, således at den vil stå i et rimeligt forhold til anvendelsen. Nykøbing Falster Kommune har efterfølgende besluttet at reducere Deres faste afgift med 50 pct. Kommunen påpeger samtidig at reduktionen bortfalder, såfremt ejendommen overgår til anden anvendelse. Energistyrelsen er opmærksom på, at kommunalbestyrelsen fejlagtigt har troet, at de, i henhold til Energiministeriets bekendtgørelse nr. 45 af 23. februar 1982 om godkendelse m.v. af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg, foreskrevne høringsprocedurer var blevet overholdt ved at annoncere projektet i den lokale presse, selv om de berørte grundejere skulle have været underrettet skriftligt med henblik på deres eventuelle bemærkninger. Energistyrelsen vurderer dog, at projektet i sin helhed og i øvrigt opfylder både samfunds- og privatøkonomiske krav og hensyn, og at de skete mangler ved godkendelsen kan betragtes som uvæsentlige. Det fremgår endvidere af sagen, at Nykøbing Falster byråd på møde den 14. juni 1988 har besluttet, at ny bebyggelse skal tilsluttes fjernvarmeforsyningen, og at bebyggelse, der er tilsluttet, skal forblive tilsluttet, jvf. lov nr. 258 af 8. juni 1979 om varmeforsyning. Nærværende ejendom sidestilles imidlertid med kirker og forsamlingshuse, der ikke er beregnet til at være konstant opvarmet i fyringssæsonen, og derfor ikke er omfattet af tilslutningspligten, jvf. § 11 i Energiministeriets bekendtgørelse nr. 98 af 19. marts 1982. På baggrund af ovennævnte forhold skal Energistyrelsen hermed meddele, at Luthersk Missionsforening, Rosenvænget 13, Nykøbing Falster ikke er omfattet af tilslutningspligt til fjernevarmesystemet i Nykløbing Falster Kommune, hvorefter byrådets beslutning hermed ophæves. Kopi af nærværende skrivelse er samtidig hermed fremsendt til Nykøbing Falster Kommune samt til Nykøbing Falster Fjernvarmeforsyning, der har mulighed for inden 8 uger at påklage afgørelsen til Energiministeriet. p.d.v. Joy Hougaard Dam Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Rensningspligt/byggeforbud på på forurenede grunde sidestilles med offentligretlige deklarationer og servituttet m.v., og skal således tages i betragtning ved ansættelsen af ejendomsværdi og grundværdi, jf. vurderingsloven § 13, stk. 2. Den fulde tekst Vurdering af forurenede grunde. (* 1) I forbindelse med bl.a. bebyggelse eller planlægning af bebyggelse konstateres i stigende omfang forurening af undergrunden fra tidligere bebyggelse og udnyttelse af grundarealer. Ved konstatering af en grundforurening vil grundejeren af de offentlige myndigheder blive pålagt en pligt til at gennemføre en fornøden rensning eller blive meddelt et forbud mod bebyggelse. Det er Statsskattedirektoratets opfattelse, at offentlige myndigheders regulering af bebyggelsesmulighederne på grund af en konstateret forurening må sidestilles med offentligretlige deklarationer og servitutter m.v., og skal således tages i betragtning ved ansættelsen af ejendomsværdi og grundværdi. Statsskattedirektoratet finder på denne baggrund, at skyldrådene, når der af miljø- og byggemyndighederne er pålagt en grund rensningsforanstaltninger, eller når bebyggelssforbud er nedlagt, bør optage ansættelserne til revisormæssig ændring efter sædvanlig praksis med skattemæssig virkning for ejendomsskatterne 5 år tilbage fra det tidspunkt, hvor man bliver gjort bekendt med forholdet.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 92-10 om klageadgang - husleje - midlertidig bolig - nævnets kompetence Resume: Det sociale nævnhavde kompetence til atbehandle en klage over opkrævning af husleje i en midlertidig bolig til en flygtning. Love: Lov om integration af udlændinge i Danmark - lovbekendtgørelse nr. 1593 af 14. december 2007 - § 53, stk. 2, 3. pkt. Afgørelse: Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i din sag om, hvorvidt det sociale nævn har kompetence til at behandle din klage over, at A Kommune har krævet efterbetaling af ikke betalt husleje i din midlertidige bolig. Resultatet er • Vi hjemviser sagen til nævnet Det betyder, at afgørelsen fra det sociale nævn ikke gælder, og at nævnet skal træffe en ny afgørelse. Nævnet skal behandle din klage over kommunens afgørelse af 18. september 2008. Begrundelsen for afgørelsen Efter integrationslovens § 53, stk. 2, 3. punktum, kan afgørelser om boligplacering af flygtninge efter lovens kapitel 3 og visse andre afgørelser indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Vi har lagt vægt på, at der ved lovens vedtagelse i 1998 blev indsat en klagemulighed i lovens § 53, stk. 2. I bemærkningerne til bestemmelsen var det angivet, at der af retssikkerhedsmæssige grunde var givet en udlænding adgang til at indbringe kommunalbestyrelsens afgørelser for det sociale nævn i overensstemmelse med de almindelige regler på det sociale område. Integrationsministeriet har i en udtalelse af 18. februar 2010 oplyst, at det er ministeriets opfattelse, at klageadgangen i lovens § 53, stk. 2, gælder alle kommunale afgørelser, der træffes efter kapitel 3, herunder også afgørelser, der træffes i medfør af regler udstedt med hjemmel i bestemmelser i dette kapitel. Det gælder efter ministeriets opfattelse også afgørelser om opkrævning af betaling for ophold i midlertidige indkvarteringer og opholdssteder, jf. bekendtgørelse nr. 1157 af 28. november 2008. På denne baggrund finder Ankestyrelsen, at det sociale nævn må anses for rette klageinstans. Bemærkninger til klagen Du har oplyst, at du ikke mener, at du skal betale husleje for så lang tid, som kommunen har krævet. Vi bemærker, at vi alene har behandlet sagen for at tage stilling til, om det sociale nævn kunne afvise at behandle din klage. Oplysninger i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af: • De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen • Nævnets afgørelse af 30. marts 2009 • Klagen til Ankestyrelsen af 21. april 2009 • Nævnets genvurdering • Integrationsministeriets brev af 18. februar 2010

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En medarbejder var udsat for et biluheld, hvorved han pådrog sig et svært kranietraume. Uheldet skete under arbejde, og der var derfor tale om en arbejdsskade. Han genoptog arbejdet 7 måneder efter ulykken. På grund af forandringer i hans psykiske tilstand opstod der problemer på arbejdspladsen, og det førte til, at han blev afskediget ca. 2 måneder efter, at han havde genoptaget arbejdet. Knapt 2 år efter ulykken begik han selvmord. Arbejdsskadestyrelsen anerkendte selvmordet som en arbejdsskade. Vi lagde ved afgørelsen vægt på, at det alvorlige kranietraume - således som sagen var oplyst - havde medført en betydelig intellektuel påvirkning, og at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at det var disse følger af ulykken, der var årsag til selvmordet. Afgørelsen blev tiltrådt af Den Sociale Ankestyrelse. Den fulde tekst Nyt om arbejdsskader - selvmord - arbejdsskade (* 1) KOMMENTAR Normalt kan selvmord naturligvis ikke anerkendes som arbejdsskade. Hvis arbejdet eller de forhold, hvorunder det foregår, har været medvirkende til, at en person senere kommer i en sådan tilstand, at han begår selvmord, vil dødsfaldet kunne anerkendes. Anerkendelse forudsætter en klar sammenhæng mellem arbejdsskaden og den lidelse, der - vurderet helt konkret - må antages at have ført til selvmordet. Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til kontorchef Conny Lund Andersen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse U-5-05 om ulykke - nyt arbejdsskadebegreb - årsagssammenhæng - skade - hændelse/påvirkning - arbejdsskade Resume: Ankestyrelsen har i principielt møde behandlet 3 sager om det nye ulykkesbegreb i lov om arbejdsskadesikring, der trådte i kraft 1. januar 2004 med henblik på afklaring af om den anmeldte skade var forårsaget af den anmeldte hændelse. Ved ulykke forstås efter loven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for anerkendelse, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden. Arbejdsskadereformen har til hensigt at udvide ulykkesbegrebet, så flere skader, der opstår pludseligt, også anerkendes som arbejdsskader, når skaden hænger sammen med arbejdet. Det er stadig en forudsætning, at der skal være årsagsforbindelse mellem personskaden og en hændelse eller påvirkning. Der gælder almindelige krav til beviset for årsagssammenhæng. Ankestyrelsen lagde ved afgørelserne vægt på, om hændelsen kunne anses for at være årsag til en skade, og om der var en biologisk naturlig og logisk forklaring på, om skaden var opstået som følge af en hændelse eller påvirkning på arbejdet. I denne vurdering indgik, om hændelsen eller påvirkningen havde haft en karakter og et omfang, der gjorde det sandsynligt, at skaden var opstået som følge af hændelsen eller påvirkningen. Desuden indgik i vurderingen, om der var tale om en ydre belastning udover sikredes egen bevægelse af kroppen. I sag nr. 1 stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af en anmeldt rygskade. Ankestyrelsen fandt, at den bevægelse sikrede foretog sig ved at bukke sig for at samle to tomater op fra gulvet ikke kunne anses for at være en belastende hændelse eller påvirkning, idet sikrede ikke bar på nogen byrde, da hun bukkede sig. I sag nr. 2 stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af en anmeldt diskusprolaps i lænden. Ankestyrelsen fandt, at en diskusprolaps i lænden ikke kunne anses som opstået som følge af et vrid i ryggen, da der ikke var andre belastninger end sikredes egen drejning af ryggen. I sag nr. 3 stadfæstede Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens afslag på anerkendelse af en anmeldt brusk- og meniskskade i højre knæ, idet der ikke havde været tale om en relevant og tilstrækkelig belastning af knæet, da sikrede alene foretog en bevægelse af kroppen. *) Love: Lov om arbejdsskadesikring - lov nr. 422 af 10. juni 2003 - § 5 og § 6, stk. 1 Note: *) Se også SM U-17-04, SM U-18-04, SM U-4-05 og SM U-6-05 * * * * * Sagsfremstilling 1: Sag nr.1 - j.nr. 1200174-04/1 Sikrede var ansat som oldfrue på et hotel. Den 3. februar 2004 kom sikrede gående på en af hotellets gange, da hun pludselig så to tomater, som lå på gulvet bagved hende. Hun bukkede sig hurtigt ned for at samle dem op. Sikrede fik herved smerter i lænderyggen. Ifølge det oplyste bar sikrede ikke på nogen byrde, da hun bukkede sig for at samle tomaterne op. Ved afgørelse af 19. november 2004 afviste Arbejdsskadestyrelsen den anmeldte skade som en arbejdsskade. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om skaden var forårsaget af den anmeldte hændelse. Afgørelse: Det var ikke dokumenteret, at der var sket en ulykke i lovens forstand. Ved ulykke forstås efter loven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for anerkendelse, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen og skaden. Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede var ansat som oldfrue på et hotel og at hun den 3. februar 2004 kom gående på et af hotellets gange, da hun så to små tomater bag sig tabt på gulvet, hvorefter hun vendte sig hurtigt om og bukkede sig ned for at samle dem op. Sikrede fik herved smerter i lænderyggen. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at sikrede efter det oplyste ikke bar på nogen byrde, da hun bukkede sig for at samle tomaterne op. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke var beskrevet en hændelse eller påvirkning, idet sikrede ikke bar på nogen byrde, da hun bukkede sig. Ankestyrelsen fandt herefter, at det ikke var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at sikrede havde havde været udsat for en ulykke i lovens forstand. Sagsfremstilling 2: Sag nr. 2 - j.nr. 1200172-04/1 Sikrede var ansat som flyarbejder og var beskæftiget med rengøring af fly. Den 12. januar 2004 sad sikrede på et flysæde og rakte frem for at rengøre lommen foran sædet til venstre for hende. Sikrede måtte strække og vride sig skævt for at nå lommen og fik derved smerter i lænden, og der blev efterfølgende konstateret en diskusprolaps. Ved afgørelse af 6. december 2004 afviste Arbejdsskadestyrelsen den anmeldte skade som en arbejdsskade. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om skaden var forårsaget af den anmeldte hændelse. Afgørelse: Det var ikke dokumenteret at der var sket en ulykke i lovens forstand. Ved ulykke forstås efter loven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for anerkendelse, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og skaden. Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede var ansat som flyarbejder, og at hun den 12. januar 2004 var i færd med at rengøre lommerne i flysæderne for affald. Sikrede sad på det midterste sæde og rakte over for at nå lommen til sædet til venstre for hende, hvorved hun måtte strække og vride sig skævt, og hun fik pludselig smerter i lænden, og der blev efterfølgende konstateret en diskusprolaps. Ankestyrelsen lagde vægt på, at en diskusprolaps ikke kunne anses som opstået alene som følge af et vrid i ryggen. I denne vurdering indgik, at der ved hændelsen ikke var andre belastninger end sikredes egen drejning af ryggen. Ankestyrelsen fandt det derfor ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hændelsen havde forårsaget sikredes diskusprolaps. Sagsfremstilling 3: Sag nr. 3- j.nr. 1200098-04/1 Sikrede var ansat som teatermedarbejder. Den 14. januar 2004 skulle hun opsætte stof til udsmykning på en væg. Hun stod i den forbindelse på en stige og mærkede et smæld i højre knæ. Der blev efterfølgende konstateret en brusk- og meniskskade. Arbejdsskadestyrelsen afviste skaden som en arbejdsskade ved afgørelse af 17. september 2004. I klagen blev det anført, at den stige, som sikrede stod på, var 1,5 til 1,8 meter høj, og at stigen ikke kunne placeres optimalt pga. en fastmonteret bænk. Det anførtes endvidere i klagen, at sikrede stod øverst på stigen med front ind mod væggen og skulle række 1,2 til 1,5 meter ud til højre. Det anførtes samtidig, at skaden opstod i forbindelse med den akavede stilling, da knæet blev belastet til det yderste. Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om skaden var forårsaget af den anmeldte hændelse. Afgørelse: Ankestyrelsen stadfæstede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, da det ikke var dokumenteret, at der var sket en ulykke i lovens forstand. Ved ulykke forstås efter loven en personskade, som er forårsaget af en hændelse eller påvirkning, som sker pludseligt eller inden for 5 dage. Det er en betingelse for anerkendelse, at hændelsen eller påvirkningen er egnet til at forårsage skaden. Det er ikke tilstrækkeligt, at der er tidsmæssig sammenhæng mellem hændelsen/påvirkningen og skaden. Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede i forbindelse med arbejdet som teatermedarbejder fra en stige skulle opsætte stof på en væg. Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at sikrede herved mærkede et smæld i højre knæ og at der efterfølgende blev konstateret en brusk- og meniskskade i knæet. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hændelsen ikke kunne anses at være årsag til brusk- og meniskskaden. I vurderingen indgik, at der ikke var en relevant og tilstrækkelig belastning af knæet, da sikrede alene foretog en bevægelse med kroppen. Det var derfor ikke tilstrækkeligt sandsynliggjort, at hændelsen havde forårsaget knæskaden.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Udlændingenævnets afgørelse af 16. april 2015 – Familiesammenføring, andre – Immigrationsafslag Udlændingenævnet stadfæstede i april 2015 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på opholdstilladelser til to irakiske statsborgere og deres børn, født i Danmark i henholdsvis 2005 og 2007 efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1. Forældrene indrejste i Danmark i henholdsvis 2002 og 2004 og søgte asyl. Forældrene var efterfølgende flere gange blevet meddelt afslag på asyl og humanitær opholdstilladelse. Parret fik en søn i Danmark i september 2005. Forældrene havde flere gange meddelt Rigspolitiet, at parret ikke ønskede at udrejse af Danmark. Forældrene fik i august 2010 og januar 2011 afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, og disse afgørelser vedrørte også parrets børn. Udlændingestyrelsen udviste forældrene af Danmark med indrejseforbud i november 2012, hvilket Udlændingenævnet stadfæstede i december 2014. Børnene havde boet hele deres liv i Danmark og gået i danske institutioner. Udlændingenævnet fandt , at ansøgerne og deres børn ikke kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, uanset bestemmelsen i udlændingelovens § 10, stk. 4. Udlændingenævnet lagde herved vægt på , at ansøgerne var blevet meddelt afslag på asyl, hvilket var blevet stadfæstet af Flygtningenævnet, og i den forbindelse var blevet pålagt at udrejse straks, at ansøgerne flere gange havde meddelt til de danske myndigheder, at de ikke ønskede at udrejse frivilligt af Danmark, at de efterfølgende flere gange var blevet meddelt afslag på opholdstilladelse, herunder humanitær opholdstilladelse, og som udsendelseshindrede. Udlændingenævnet fandt på den baggrund, at længden af ansøgernes ophold i Danmark skyldtes egne forhold og egne selvstændige valg om ikke at udrejse. Udlændingenævnet henviste herved også til , at Flygtningenævnet i henholdsvis juli 2008 og juli 2011 havde meddelt ansøgerne afslag på genoptagelse af deres asylsager, at det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration i september 2009 havde meddelt ansøgerne afslag på humanitær opholdstilladelse, at Udlændingestyrelsen flere gange havde meddelt ansøgerne afslag på opholdstilladelser efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 2, nr. 4, og den nugældende § 9 c, stk. 2, som udsendelseshindrede, senest i august 2013, samt at Justitsministeriet i november 2012 og i maj 2013 havde meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af deres sager om humanitær opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Justitsministeriet havde endvidere i december 2014 stadfæstet afslag på opholdstilladelse som udsendelseshindret, jf. udlændingelovens § 9 c, stk. 2, og Justitsministeriet havde senest i april 2015 meddelt ansøgerne og deres børn afslag på genoptagelse af Justitsministeriets sager om humanitær opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 b, stk. 1. Udlændingenævnet henviste således til, at forældrene, som forældremyndighedsindehavere aldrig havde haft et opholdsgrundlag i Danmark og dermed ikke kunne have haft en berettiget forventning om at blive meddelt opholdstilladelse i Danmark, uanset at forældrene havde fået to børn under deres ophold i Danmark. Udlændingenævnet fandt endvidere , at der ikke i øvrigt forelå oplysninger om ansøgernes personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, der kunne begrunde, at ansøgerne skulle meddeles opholdstilladelse. Udlændingenævnet fandt herunder , at børnenes forhold ikke kunne føre til, at familien samlet skulle meddeles opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og uanset, at børnene måtte have opnået tilknytning til Danmark i kraft af, at de var født i Danmark og uafbrudt havde opholdt sig i Danmark, herunder gået i danske institutioner og nu gik i skole, at familien ikke under henvisning hertil kunne meddeles opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, jf. Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet hensynet til barnets tarv. Udlændingenævnet lagde i den forbindelse vægt på , at børnene aldrig havde haft opholdstilladelse i Danmark, og at forældrene selv havde valgt at få børnene, mens de ikke havde et opholdsgrundlag i Danmark, ligesom de vedvarende ikke havde ønsket at medvirke til, at de kunne udsendes af Danmark i overensstemmelse med gentagne afslag på opholdstilladelse. Det forhold, at familielivet med børnene var blevet etableret i Danmark og var fortsat under disse omstændigheder, kunne således ikke føre til opholdstilladelse, uanset at børnenes ophold i Danmark havde varet i ni år og syv år. Udlændingenævnet bemærkede i den forbindelse , at den praksis, hvorefter der som udgangspunkt kan meddeles opholdstilladelse til en forælder under henvisning til herboende børn, der har opholdt sig uafbrudt i seks til syv år i Danmark, retter sig mod familier, hvor børnene har haft uafbrudt lovligt ophold i landet med opholdstilladelse gennem deres opvækst. Udlændingenævnet lagde ved afgørelsen endvidere vægt på , at det følger af fast praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 ikke giver familier ret til at vælge, i hvilket land de vil udøve deres familieliv. Udlændingenævnet fandt desuden , at FN’s Børnekonvention ikke giver en videre ret til familiesammenføring end EMRK artikel 8, eller en selvstændig ret til immigration. Udlændingenævnet henviste til , at det havde været ansøgernes valg at søge asyl i Danmark og stifte familie på trods af, at de var blevet pålagt at udrejse af Danmark og dermed aldrig havde haft et opholdsgrundlag her i landet, og at ingen af familiemedlemmerne havde opholdstilladelse eller havde haft opholdstilladelse i Danmark. Udlændingenævnet henviste til FN’s Børnekonventions artikel 3 (2), hvoraf det fremgår, at deltagerstaterne påtager sig at sikre barnet den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for dettes trivsel under hensyntagen til de rettigheder og pligter, der gælder for barnets forældre, værge eller andre personer med juridisk ansvar for barnet, og skal med henblik herpå træffe alle passende lovgivningsmæssige og administrative forholdsregler. Det er således barnets forældre, der har det primære ansvar for barnets tarv, hvorfor staten på samme baggrund, jf. blandt andet artikel 9 i FN’s Børnekonvention, skal sikre, at barnet og dets forældre kan forblive sammen. Udlændingenævnet fandt således , at der ikke kan udledes en ret for et barn, der er opvokset i ét land, til at kunne forblive i opholdslandet, uanset at barnets forældre ikke ønsker at rejse til et andet land, jf. barnets tarv. På tilsvarende vis fandt Udlændingenævnet , at en stat, som er midlertidigt opholdsland for et barn og dets forældre, ikke er forpligtet til at meddele opholdstilladelse, når ingen i familien har haft opholdstilladelse eller berettiget forventning herom, og når forældrene selv modvirker familiens udrejse af Danmark og dermed etablering i et andet land. Udlændingenævnet fandt på den baggrund , at der ikke kunne udledes en positiv pligt for andre lande end barnets statsborgerskabsland til at sikre ophold og de fortsatte opvækstvilkår for barnet, herunder at der kan udledes en selvstændig immigrationsret for barnet til at kunne få bedre levevilkår i et andet land uanset en vis tilknytning til et andet midlertidigt opholdsland, uden at en sådan immigrationsadgang samtidig er særskilt hjemlet i det andet lands lovgivning. Udlændingenævnet fandt således , at børnene ikke på baggrund af egne forhold kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark under henvisning til barnets tarv, eller at ansøgerne dernæst som konsekvens heraf tillige burde meddeles opholdstilladelse for at undgå adskillelse af børn og forældre. Udlændingenævnet bemærkede endelig , at det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. L 150, fremsat den 19. juni 2012, om ændring af udlændingeloven (ændring af reglerne om familiesammenføring med børn) afsnit 8, at blandt andet FN’s konvention om borgerlige og politiske rettigheder ikke anerkender en ret til familiesammenføring, men kan efter omstændighederne indirekte føre til en beskyttelse af en sådan ret, blandt andet som følge af retten til respekt for familielivet. Dette fremgår af artikel 17 i konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og artikel 10 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, og det antages, at disse bestemmelser ikke indeholder en videre beskyttelse end EMRK artikel 8.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Ligningsrådet kunne ikke imødekomme anmodning om, at ejendomshandler F kunne overdrage anparter i S ApS til børnene under iagttagelse af bestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 11 om succession. Det er ifølge ABL § 11, stk. 1, nr. 4 ikke muligt at succedere efter bestemmelserne i ABL § 11, såfremt handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mere end halvdelen af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Ifølge styrelsens beregninger udgjorde selskabets indtægter fra den passive pengeanbringelse opgjort både som gennemsnittet af de seneste tre års regnskabsår samt for senest aflagte årsregnskab ca. 95 % af selskabets samlede indtægter. Selskabets indtægter fra den passive pengeanbringelse oversteg således grænsen på 50 % for alle tre år, og kravene i ABL § 11, stk. 1, nr. 4, kunne derfor ikke anses for opfyldt. Styrelsen bemærkede desuden, at det afgørende er, hvorvidt der er tale om indtægter fra udlejning af fast ejendom, og da størstedelen af selskabets indtægter stammer herfra, kan betingelserne for at succedere ikke være opfyldt. Den fulde tekst Skattemæssig succession Anpartskapitalen i selskabet S ApS udgør kr. 200.000, hvoraf F er i besiddelse af en andel på 78,5 %, mens hans tre børn besidder den resterende beholdning fordelt på 1/3 (7,17 % af den samlede kapital). F påtænker at overdrage anparterne i selskabet til børnene ved anvendelse af successionsreglerne i aktieavancebeskatningslovens § 11. Selskabets formål iht. vedtægterne at foretage køb og salg af fast ejendom og værdipapirer samt opførelse og administration af fast ejendom, herunder finansiering. F har siden begyndelsen af 60-érne været næringsbeskattet ved handel med fast ejendom. F og dennes kompagnon har siden da drevet handel med fast ejendom i personligt regi og i selskabsform. De har begge været næringsbeskattet af handel med fast ejendom. Selskabets aktivitet Rådgiver har opdelt selskabets aktivitet igennem de seneste fire år således (idet det bemærkes, at årsregnskabet for 2001/02 efterfølgende er fremsendt): 2001 / 02 2000 / 01 1999 / 00 1998 / 99 Nettolejeindtægt fra ejendomsbeholdningen 608.872 812.586 744.843 470.004 Nettorenter 292.705 234.742 -304.509 -104.412 Resultat før skat 901.577 1.047.328 440.334 365.592 Selskabets balance Balancen pr. 31. maj 2001 til handelsværdier kan opdeles således: 31.5.2001 31.5.2000 31.5.1999 Nettoindestående i ejendommen 10.840.037 10.850.392 10.875.409 Finansielle poster -1.356.783 -2.654.510 -2.664.750 Andre poster -349.173 52.567 -299.571 Handelsværdi 9.134.081 8.248.449 7.911.088 Selskabet ejer pt. kun halvparter af ejendomme, hvor den anden halvpart er ejet af C Aps. Den eksisterende ejendomsbeholdning er ikke købt med henblik på anlæg, men derimod med henblik på videresalg på et gunstigt tidspunkt. Ejendommene er udlejet, indtil de skal sælges. Ejendomsbesiddelse i I I/S Selskabet har en andel på 50 % i I I/S, som er etableret af S ApS (behersket af F) og af C Aps (behersket af kompagnonen). Der er reelt set tale om et joint venture og ikke et egentligt interessentskab. Ejendommene er ikke tinglyst til I I/S, men derimod til S ApS og C ApS i lige sameje. Succedere Rådgiver har angivet, at i henhold til aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 5, kan aktier eller anparter overdrages fra faderen til børnene uden beskatning hos faderen, dog mod at børnene indtræder i faderens skattemæssige stilling. Selskaber, hvis aktivitet i væsentligt omfang består i udlejning af fast ejendom er ikke omfattet af disse bestemmelser, jf. stk. 9. Næringsejendomme Avance ved afhændelse af næringsejendomme beskattes i henhold til statsskattelovens § 4. Efter rådgivers opfattelse tilhører næringsejendommene ikke skatteyderens anlægsaktiver, men derimod omsætningsaktiver og må derfor ifølge rådgiver kunne sidestilles med varebeholdninger. Hensigt Efter rådgivers opfattelse er undtagelsesbestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9, indsat for at hindre overdragelse af blandt andet "ejendomsselskaber" fra forældre til børn med udskydelse af avancebeskatningen til næste generation. Ved "ejendomsselskaber" skal i den forbindelse forstås "ikke næringsejendom", og dermed investeringsejendomme. Traditionelle erhvervsvirksomheder er ifølge rådgiver ikke omfattet af hindringsbestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9. Efter rådgivers opfattelse bør selskaber med "næringsejendom" sidestilles med traditionel erhvervsvirksomhed og dermed ikke være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9. K Kommune har bemærket, at selskabet er næringsskattepligtig ved salg af ejendomme. Selskabets virksomhed og indtægter består i udlejning af lejligheder / ejendomme. I henhold til ordlyden i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9, lov nr. 1285 af 20. december 2000 og LF 36 00/01 med bemærkninger, mener kommunen ikke, at successionen kan godkendes. ToldSkat, Region R , er af den opfattelse, at aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9, objektivt begrænser successionsmuligheden, såfremt mindst 50 % af selskabets virksomhed anses for at være udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende. Regionen finder derfor, at det ikke er muligt at foretage successionen efter bestemmelsen, idet der ikke er nogen reel mulighed for, at de ejendomsselskaber, som både driver næring med hensyn til køb og salg af ejendomme og som udlejer disse, eventuelt i en mellemliggende periode, kan undtages for reglen om, at passiv pengeanbringelse skal udgøre mindre end 50 %, for at aktiverne kan overdrages med succession, jf. bl.a. artikel i TfS 2001.945, punkt 4.4., vedr. indtægtskriterier, og skatteministerens besvarelse af 16. november 2000 på henvendelse fra HLB Mortensen og Beierholm til folketingets skatteudvalg. Lovændringen ved lov nr. 394 af 6. juni 2002 hvor grænsen ændres fra 25 % til 50 % ses ikke at medføre ændring af ovenstående. F anmoder om Ligningsrådets bindende forhåndsbesked på, at han uden beskatning til følge kan overdrage anparter i det af ham og børnene ejede selskab, under iagttagelse af aktieavancebeskatningslovens (ABL) § 11, således at børnene indtræder i hans skattemæssige stilling. Det bemærkes, at der gældende for overdragelser foretaget efter 1. juli 2002 er sket ændringer af bestemmelsen i ABL § 11. Dette fremgår af lov nr. 394 af 6. juni 2002. ABL § 11 Det følger af ABL § 11, at såfremt de objektive betingelser i § 11, stk. 1, nr. 1-6 er opfyldt, kan overdragelse af aktier i levende live ske med skattemæssig succession. ABL § 11, stk. 1, nr. 1 Det er for det første en betingelse, at overdragelsen sker til børn, børnebørn, søskende, søskendes børn eller søskendes børnebørn, eller til personer omfattet af § 11 A (om overdragelse af aktier til en medarbejder). F påtænker at overdrage til sine tre børn, og betingelsen er således opfyldt. ABL § 11, stk. 1, nr. 2 Det er desuden en betingelse, at der er tale om hovedaktionæraktier, jf. stk. 2-4. Da F er i besiddelse af 78,5 % af aktierne i S ApS, er betingelsen opfyldt. ABL § 11, stk. 1, nr. 3 Det er en betingelse, at den enkelte overdragelse af aktier udgør mindst 15 % af stemmeværdien. Anmodningen vedrører overdragelse af 3 gange 15 %´s ejerandele, og betingelsen forventes opfyldt, hvilket lægges til grund som forudsætning for besvarelsen. ABL § 11, stk. 1, nr. 4 Det er som den fjerde betingelse et krav, at der er tale om aktier i et selskab, hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af udlejning i fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende, jf. stk. 9. Det fremgår af stk. 9, at "Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende som nævnt i stk. 1, nr. 4, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår stammer fra sådan aktivitet, eller hvis handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Besiddelsen af andele omfattet af § 2 b anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktiekapitalen, medregnes ikke. I stedet medregnes en til ejerforholdet svarende del af datterselskabets indtægter og aktiver ved bedømmelsen. Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber. Fast ejendom, som udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en udlejningsejendom." Det er således ikke muligt at succedere efter bestemmelserne i ABL § 11, såfremt handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende enten på overdragelsestidspunktet eller opgjort som gennemsnittet af de seneste 3 regnskabsår udgør mere end halvdelen af handelsværdien af selskabets samlede aktiver. Selskabets opfyldelse af betingelserne i stk. 1, nr. 4, jf. stk. 9, vurderes således på grundlag af henholdsvis et "indtægtskriterie" (1) og et "aktivkriterie" (2). Det bemærkes, at det for de nævnte gaveoverdragelser er en 50 % grænse i henhold til ABL § 11, stk. 1, nr. 4, der er relevant. Grænsen er ved lov nr. 394 af 6. juni 2002 ændret fra 25 % til 50 %, hvilket ifølge ikrafttrædelsesbestemmelserne har virkning for overdragelser, der finder sted efter 1. juli 2002. Overdragelse i nærværende sag har ikke fundet sted. Ad 1 - Indtægtskriteriet Styrelsen har opgjort selskabets gennemsnitlige indtjening hidrørende fra den passive pengeanbringelse således: 1999 / 00 2000 / 01 2001 / 02 Gnsn. Indtægter ialt 2.963.889 3.341.106 3.248.162 Afkast af passiv pengeanbringelse 2.783.914 3.148.829 3.072.001 Passiv-procent 94 % 94 % 95 % 94,33 % Ad Indtægter ialt Ved opgørelsen af selskabets indtægter anvender styrelsen det enkelte selskabs regnskabsmæssige nettoomsætning tillagt summen af selskabets øvrige regnskabsførte (finansielle- og ekstraordinære) indtægter. Indtægter i alt udgør således nettoomsætning, andre driftsindtægter samt finansielle indtægter. Moms og anden skat og afgifter, der er direkte forbundet med omsætningen, medregnes ikke som en indtægt. Selskabets nettoomsætning udgjorde i 2001/02 kr. 1.113.854, som ifølge note 1 i årsregnskabets udelukkende udgør lejeindtægt, I I/S. Andre driftsindtægter udgør kr. 176.161, som dækker administrationshonorar, I I/S (som S ApS har modtaget fra I I/S) samt gevinst ved salg af ejendomme og inventar. Finansielle indtægter udgjorde samme år kr. 1.958.147, og denne post er i årsregnskabet opgjort som summen af selskabets renteindtægter vedrørende bank, mellemregninger og obligationer samt selskabsskat, kursgevinst vedrørende obligationer, kursregulering vedrørende obligationer, aktieudbytte, kursgevinst ved salg af aktier, andre renter samt I I/S. Rådgiver har efterfølgende oplyst, at alle finansielle indtægter og udgifter hidrører enten fra selskabets egne aktiviteter eller 50 % andel fra joint venturet "I I/S". Ovenstående 3 poster udgør således posten indtægter ialt for 2001/02 med kr. i alt 3.248.162. Ad afkast fra passiv pengeanbringelse Afkast fra passiv pengeanbringelse udgør posten finansielle indtægter, der som ovenfor anført udgjorde kr. 1.958.147 i 2001/2002, samt lejeindtægt fra ejendommene, der på samme tidspunkt udgjorde kr. 1.113.854. Afkast fra passiv pengeanbringelse udgør i alt kr. 3.072.001. Iøvrigt Det bemærkes om gennemsnitsberegningen, at gennemsnittet er opgjort som summen af de tre års passiv-procent divideret med tre. Som det fremgår af ovenstående skema, udgør selskabets indtægter fra den passive pengeanbringelse opgjort som gennemsnittet af de seneste tre års regnskabsår ca. 95 % af selskabets samlede indtægter. Også opgørelsen efter det senest aflagte årsregnskab udgør ca. 95 %. Ifølge opgørelserne overstiger selskabets indtægter fra den passive pengeanbringelse således grænsen på 50 % for alle tre år. Kravene i ABL § 11, stk. 1, nr. 4, kan derfor ikke anses for opfyldt, således at betingelserne for succession ikke er opfyldt. Beregning af aktivkriteriet anses derfor for overflødigt, idet det er en betingelse, at begge kriterier er opfyldt. Rådgiver har anført, at da traditionelle erhvervsvirksomheder er ikke omfattet af hindringsbestemmelserne i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9, og da formålet med stk. 9 efter rådgivers opfattelse er at hindre overdragelse af blandt andet "ejendomsselskaber" fra forældre til børn med udskydelse af avancebeskatningen til næste generation, bør selskaber med "næringsejendom" sidestilles med traditionel erhvervsvirksomhed og dermed ikke være omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 9. Styrelsen bemærker, at det af § 11, stk. 1, nr. 4, fremgår, at det som den fjerde betingelse er et krav, at der er tale om aktier i et selskab, hvis virksomhed ikke i overvejende grad består af udlejning i fast ejendom , besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende, jf. stk. 9. Det afgørende er således, hvorvidt der er tale om indtægter fra udlejning af fast ejendom, og da størstedelen af selskabets indtægter stammer herfra, kan betingelserne for at succedere ikke være opfyldt. Der kan derfor ikke være tvivl om, at betingelserne for at succedere efter ABL § 11 ikke er opfyldt, og styrelsen kan ikke imødekomme, at overdragelse kan ske under iagttagelse af bestemmelserne i ABL § 11. Ligningsrådet tiltræder styrelsens indstilling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Meddelelse til landets sygehusmyndigheder om tobaksrygning på sygehuse I december 1975 udsendte sundhedsstyrelsen til samtlige amtskommunale og statslige sygehusmyndigheder en skrivelse, hvori man gjorde opmærksom på den gene, som tobaksrøg kan udgøre for ikke-rygende patienter. I skrivelsen var anført en række forslag til foranstaltninger, som kunne iværksættes for at mindske ikke-rygeres gener ved tobaksrygning på sygehusene. Da sundhedsstyrelsen også i tiden derefter i flere tilfælde har modtaget klager over tobaksrygning på sygehuse, foretog styrelsen i juni 1978 en undersøgelse ved henvendelse til samtige sygehuskommuner over hvilke foranstaltninger, der i de enkelte sygehuskommuner er truffet for at mindske generne ved tobaksrygning på sygehusene. Af de modtagne svar fremgår, at der hersker store forskelle imellem de retningslinier, der gælder fra sygehusafdeling til sygehusafdeling vedrørende tobaksrygning, og at der kun i meget få sygehuskommuner er udfærdiget ensartede retningslinier for hele sygehusvæsenet angående tobaksrygning. På baggrund af de konstaterede betydelige forskelle på området, finder sundsstyrelsen, at der er behov for retningslinier for, hvorledes problemerne vedrørende tobaksrygning på sygehuse vil kunne løses. På denne baggrund skal sundhedsstyrelsen henstille til samtlige sygehusmyndigheder, at man træffer foranstaltninger til at begrænse ikke-tobaksrygende patienters gener ved tobaksrøg efter følgende retningslinier: 1. Sengestuer. Samtlige patienter bør så vidt muligt have adgang til at vælge indlæggelse på en sengestue, hvor tobaksrygning er totalt forbudt. Følgelig bør alle patienter ved indlæggelsen så vidt muligt udspørges om ønsker med henblik på placering på henholdsvis stuer for rygere og stuer for ikke-rygere. På stuer, hvor der er indlagt ikke-rygende patienter bør tobaksrygning være forbudt også for besøgende og oppegående patienter. På stuer, hvor der er indlagt både rygende og ikke-rygende patienter, bør der som hovedregel være rygeforbud, som ikke bør fraviges for oppegående patienter og for besøgende. Imidlertid bør der kunne fastsættes regler om bestemte rygetider for sengeliggende patienter, der ikke kan forlade stuen uden assistance, ligesom der vil kunne etableres mulighed for, at disse patienter kan blive transporteret til et lokale for rygere, når de ønsker at ryge. I særlige tilfælde , f.eks. med ny-opererede eller særligt dårlige patienter på en sengestue, kan der for en periode blive tale om at indføre totalt rygeforbud på sengestuen, uanset at der er indlagt tobaksrygende patienter. 2. Opholdsarealer. Opholdslokaler for patienter og besøgende bør så vidt muligt deles i rum for rygere og for ikke-rygere, evt. ved at flere sengeafsnit har fælles opholdsrum. Såfremt dette ikke er muigt, bør der indføres regler om begrænsede rygetider i de fælles opholdsrum, f.eks. i forbindelse med måltiderne, ligesom man skal pege på muligheden af at etablere effektiv udluftning gennem installation af ventilationsanlæg. 3. Venteværelser m.v. I venteværelser og andre opholdsrum i forbindelse med ambulatorier, røgenafdelinger, laboratorier m.v. bør tobaksrygning være forbudt, med mindre der kan indrettes særlige rum for rygere. For besøgende bør der gælde generelt rygeforbud på sengestuer, på gange, i opholdsrum og venteværelser, som ikke er specielt udpeget til rygere. Personalet bør generelt indskrænke rygning til dertil særligt udpegede personalerum, og der bør under ingen omstændigheder ryges, når personalet er i kontakt med patienter. Spørgsmålet om lokaler til rygere blandt personalet bør i øvrigt drøftes i samarbejdsudvalgsudvalgene på sygehusene. Der bør ved opslag, skiltning m.v. orienteres tydeligt om de for sygehusene fastsatte regler om tobaksrygning, ligesom patienterne ved indlæggelser bør orienteres om disse regler, og specielt bør rygere have oplysing om hvor og hvornår, de må ryge. Søren K. Sørensen /G. Schiøler Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bestemmelser om ændring af BL 10-3 I medfør af kapitel 7, § 149, stk. 4 og stk. 12 samt § 153 i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 408 af 11. september 1985, fastsætter Statens Luftfartsvæsen herved efter bemyndigelse fra Trafik- og Kommunikationsministeriet følgende: 1. Pkt. 1.1 Udgår 2. Der tilføjes følgende Pkt: 1.11 BL 5-34, Erhvervsmæssig fotograferingsflyvning, seneste udgave, for tiden 1. udgave af 4. august 1988. 3. Pkt. 3.4 Affattes således: 3.4 Erhvervsmæssig fotograferingsflyvning 3.4.1 Ved erhvervsmæssig fotograferingsflyvning forstås flyvning mod betaling med det formål at befordre personer, der i erhvervsøjemed fra luftfartøj foretager foto-, film- og/eller videooptagelser af jord-, sø- eller luftmål. 3.4.2 Koncession til erhvervsmæssig fotograferingsflyvning giver ret til i erhvervsøjemed at udføre fotograferingsflyvning som defineret i pkt. 3.4.1. 3.4.3 Erhvervsmæssig fotograferingsflyvning skal udføres i overensstemmelse med BL 5-34, 1. udgave af 4. august 1988. 4. Ikrafttræden Denne BL træder i kraft den 1. oktober 1988. Statens Luftfartsvæsen, den 4. august 1988 V. K. H. Eggers / M. Dambæk Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger I medfør af § 8, stk. 1, i lov nr. 1050 af 23. december 1992 om statstilskud til energibesparende foranstaltninger i pensionisters boliger fastsættes: Tilskudsberettigede boliger § 1. Der kan gives statstilskud til gennemførelse af energibesparende foranstaltninger i boliger, der bebos af pensionister, som modtager varmetillæg efter § 17, stk. 2, i lov om social pension. Stk. 2. Tilskud ydes til boliger i bygninger, der er opført før eller med byggetilladelse inden 1. februar 1979. Stk. 3. Tilskud ydes til boliger, der lovligt anvendes til helårsbeboelse, og som er forsynet med eget køkken med afløb. § 2. Tilsagn om tilskud kan ikke meddeles vedrørende boliger i en bygning, hvor der er nedlagt forbud mod benyttelse efter lov om byfornyelse og boligforbedring § 73, medmindre kommunalbestyrelsen har godkendt et forbedringsforslag for bygningen ifølge lovens § 75. Tilskuddet kan ikke udbetales, medmindre benyttelsesforbudet er ophævet. Tilskudsberettigede arbejder § 3. Tilskud til energibesparende foranstaltninger vedrørende tilskudsberettigede boliger, der gennemføres som arbejder vedrørende hele bygningen og dens varmeinstallationer, jf. § 4, kan ydes til ejere, herunder ejere af eenfamiliehuse og ejerlejligheder, almennyttige boligselskaber, kommuner og private andelsboligforeninger mv. Stk. 2. Tilskud til energibesparende foranstaltninger, der gennemføres vedrørende den enkelte tilskudsberettigede bolig, jf. § 5, kan ydes til 1) lejere, 2) boligtagere i almennyttige boligselskaber samt andet byggeri opført med støtte efter lov om boligbyggeri eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, 3) andelshavere i private andelsboligforeninger mv., 4) ejere af ejerlejligheder, og 5) ejere af flerfamiliehuse eller bygninger med blandet beboelse og erhverv. Stk. 3. Tilskud til lejere eller boligtagere kan kun ydes, hvis ejeren eller dennes befuldmægtigede har givet samtykke til arbejdernes udførelse. § 4. Tilskud til energibesparende foranstaltninger vedrørende tilskudsberettigede boliger, der gennemføres som arbejder vedrørende hele bygningen og dens varmeinstallationer, kan ydes enten i henhold til en varmesynsrapport, jf. stk. 2, eller til en liste over tilskudsberettigede foranstaltninger, jf. stk. 3. Stk. 2. Tilskud ydes til de energibesparende foranstaltninger, der er medtaget i en varmesynsrapport for bygningen, jf. bekendtgørelse om varmesyn, energiattest og energikonsulenter. Varmesynsrapporten, der skal svare til bygningens nuværende forhold, må ikke være over 5 år gammel på det tidspunkt, hvor ansøgning om tilsagn indgives. Stk. 3. Tilskud ydes til de energibesparende foranstaltninger, der er omfattet af følgende liste: Liste 1: 1. Tage/lofter Isolering af lofter og tagetager mod det fri, såfremt det eksisterende isoleringslag er mindre end svarende til 200 mm mineraluld. Det samlede isoleringslag må højst svare til 300 mm mineraluld. a. Isolering af etageadskillelse mod uopvarmet loft b. Isolering af udnyttet tagetage (hanebåndsloft, skråvæg, lodret/vandret skunk, lodret væg mod uopvarmet tagrum) c. Isolering af skunk- og loftslemme d. Følgearbejder til loft/tagisolering i form af gangbro og nødvendig udluftning 2. Gulve Isoleringslaget skal, hvor pladsen tillader det, svare til mindst 100 mm mineraluld. a. Isolering af gulv mod krybekælder b. Isolering af etageadskillelse mod uopvarmet kælder c. Isolering af etageadskillelse over portrum o.lign. 3. Ydervægge a. Isolering af uisolerede hulmure b. Isolering af uisoleret ydervæg bag radiatorer 4. Fuger a. Tætningslister ved vinduer og yderdøre b. Udskiftning af utætte fuger omkring vinduer og yderdøre c. Tætning af utætte samlinger i ydervægge 5. Vinduer a. Forsatsruder på vinduer med 1 lag glas 6. Varmeanlæg a. Isolering af uisoleret varmtvandsbeholder b. Isolering af uisoleret centralvarmekedel c. Isolering af uisolerede varmerør 7. Automatik a. Radiatortermostatventiler b. Automatik til periodevis sænkning af rumtemperatur (natsænkning) 8. Andre energibesparende foranstaltninger Andre energibesparende foranstaltninger, som anbefales af en energikonsulent, der er beskikket efter lov om begrænsning af energiforbruget i bygninger. Energikonsulenten må kun anbefale foranstaltninger, der skønnes at have en rimelig energibesparende effekt set i forhold til investering og forventet levetid. Ved vurderingen skal der samtidig tages rimeligt hensyn til bygningens konstruktion, alder, udseende og anvendelse samt områdets varmeforsyningsforhold. De anbefalede foranstaltninger bør være omfattet af § 1 i bekendtgørelse om varmesyn, energiattest og energikonsulenter. § 5. Tilskud til energibesparende foranstaltninger, der gennemføres vedrørende den enkelte tilskudsberettigede bolig, kan ydes efter følgende liste: Liste 2: 1. Isolering af uisoleret ydervæg bag radiatorer 2. Tætningslister ved vinduer og yderdøre 3. Udskiftning af utætte fuger omkring vinduer og yderdøre 4. Tætning af utætte samlinger i ydervægge 5. Forsatsruder på vinduer med 1 lag glas 6. Radiatortermostatventiler 7. Automatik til periodevis sænkning af rumtemperatur (natsænkning) § 6. I forbindelse med gennemførelse af energibesparende foranstaltninger kan der ydes tilskud til udgifter til energikonsulenthonorarer, som vedrører udarbejdelse af varmesynsrapport, anbefaling af foranstaltninger ifølge Liste 1, pkt. 8, og bistand i øvrigt i forbindelse med tilskudsansøgningen og gennemførelsen af arbejdet. Stk. 2. Tilskud ydes kun til energikonsulenthonorarer vedrørende udarbejdelse af varmesynsrapporter og anbefaling af foranstaltninger efter Liste 1, hvis varmesynet eller anbefalingerne er foretaget indenfor 6 måneder før indsendelsen af tilskudsansøgningen. Stk. 3. Gennemføres der ikke energibesparende foranstaltninger, kan der dog ydes tilskud til energikonsulenthonorar vedrørende udarbejdelse af varmesynsrapport, hvis rapporten viser, at der ikke kan gennemføres rentable foranstaltninger på bygningen. § 7. Tilskud kan ydes til de udgifter, som er en nødvendig følge af gennemførelsen af foranstaltningerne. Stk. 2. Tilskud ydes til udgifter til teknisk rådgivning og bistand samt administration i forbindelse med arbejdets gennemførelse, herunder rådgiverhonorar, projekteringsudgifter mv. Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til: 1) Omlægning, udskiftning eller reparation af tag-, væg- eller gulvflader, hvis disse arbejder ikke er en nødvendig følge af gennemførelsen af foranstaltningerne. 2) Foranstaltninger, som er et led i en tilbygning eller en ombygning, eller som udføres, fordi lokalet agtes inddraget til en ny anvendelse. 3) Foranstaltninger, der efter kommunens skøn ændrer bygningens udseende på en uheldig måde. 4) Særligt luksusprægede installationer eller materialer. 5) Stikledninger og tilslutningsafgifter. 6) Finansieringsudgifter. 7) Installation af pejse og brændeovne. Stk. 4. Kommunalbestyrelsen afgør, hvorvidt et arbejde er tilskudsberettiget. Stk. 5. Udgifterne til de i §§ 4-6 og § 7, stk. 1-2, nævnte arbejder kan kun godkendes som tilskudsberettigede, såfremt de efter kommunalbestyrelsens skøn er rimelige. § 8. Tilskud kan kun ydes til arbejder, der udføres af en virksomhed, som er registreret efter lov om merværdiafgift (momsloven), og som driver bygge- og anlægsvirksomhed. Stk. 2. Tilskud til udgifter til materialer kan kun ydes, såfremt den momsregistrerede virksomhed, der udfører arbejdet på bygningen, leverer eller indkøber materialerne. Tilskud kan dog ydes til materialer leveret eller indkøbt af bygherren, såfremt det dokumenteres, at materialerne anvendes af den momsregistrerede virksomhed, som udfører arbejdet på bygningen. Tilskud kan ikke ydes til materialer alene. Stk. 3. Tilskud kan ikke ydes til arbejder, som udføres af en virksomhed eller af en virksomhedsindehaver på virksomhedens eller virksomhedsindehaverens egen bygning. Tilskud kan ikke ydes til indkøb eller levering af materialer i forbindelse med sådanne arbejder. § 9. Tilskudsbeløbet for den enkelte tilskudsberettigede bolig beregnes i bygninger med flere boliger eller med både beboelse og erhverv ud fra boligens forholdsmæssige del af de samlede udgifter for hele bygningen vedrørende tilskudsberettigede arbejder. Stk. 2. Den forholdsmæssige beregning foretages på grundlag af oplysningerne i bygnings- og boligregistret (BBR) om den enkelte tilskudsberettigede boligs areal samt bygningens samlede areal til beboelse og erhverv. § 10. Tilskuddet ydes på betingelse af, at samtlige nødvendige tilladelser til projektet foreligger inden udbetaling af tilskuddet. Meddelelse af tilsagn og udbetaling af tilskud § 11. Ansøgning om tilskud indsendes til kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor boligen er beliggende. Ansøgningen skal udfærdiges på særlige skemaer, som kan rekvireres hos kommunen. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde eller være vedlagt: 1) Samtykke fra ejer eller dennes befuldmægtigede til arbejdernes udførelse, hvis ansøger er lejer eller boligtager, jf. § 3, stk. 3. 2) Varmesynsrapport, hvis der ansøges i henhold til § 4, stk. 2. 3) Erklæring fra energikonsulent, hvis energibesparende foranstaltninger anbefales i henhold til Liste 1, pkt. 8. Stk. 3. Ansøgninger om tilskud til ejerlejligheder i forbindelse med arbejder vedrørende bygningen, jf. § 4, skal på ejernes vegne indsendes af ejerforeningen. Fuldmagt til ejerforeningen meddeles ved at anvende den på ansøgningsskemaet angivne fuldmagt. § 12. På grundlag af ansøgningen kan kommunalbestyrelsen meddele tilsagn om tilskud. Tilsagnet meddeles skriftligt i en form, der er godkendt af Energistyrelsen. Stk. 2. Tilsagn om tilskud kan kun meddeles, såfremt arbejdet ikke er påbegyndt. Arbejdet anses for påbegyndt ved den fysiske iværksættelse på ejendommen. Kontrahering eller indkøb af materialer anses ikke for påbegyndelse. Kommunalbestyrelsen afgør i øvrigt, hvornår et arbejde kan anses for påbegyndt. Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan kun meddele tilsagn om tilskud i det omfang, det fornødne tilskudsbeløb er reserveret gennem et administrativt styrings- og udbetalingssystem, jf. § 16. § 13. Ansøgning om udbetaling af tilskud indsendes til kommunalbestyrelsen. Ansøgningen skal udfærdiges på særligt skema, der er vedlagt tilsagnet. Stk. 2. Ansøgningen skal vedlægges regninger for de udførte arbejder påført de udførende firmaers momsregistreringsnummer. Stk. 3. Det er en betingelse for udbetaling af tilskud, 1) at tilskudsmodtagerens navn og adresse er anført på regningerne, 2) at regningerne er underskrevet af udstederen, 3) at det af regningerne fremgår, hvilket arbejde der er udført og i hvilken periode, 4) at det dokumenteres, at regningerne er betalt, og 5) at det oplyses, i hvilket omfang regningerne vedrører tilskudsberettigede og ikke-tilskudsberettigede arbejder. Stk. 4. Tilskud kan kun udbetales, såfremt arbejdet er afsluttet og ansøgning om udbetaling er indsendt inden 9 måneder efter, at tilsagn om tilskud er meddelt. Stk. 5. Kommunalbestyrelsen kan forlænge fristen, såfremt arbejdet er påbegyndt, og begrundet ansøgning om fristforlængelse er indsendt inden fristens udløb. Stk. 6. Tilsagn, der ikke er ansøgt udbetalt inden den fastsatte frist, eller hvortil der ikke er meddelt fristforlængelse, bortfalder. Stk. 7. Kommunalbestyrelsen afgør, hvornår et arbejde kan anses for afsluttet. Stk. 8. Kommunalbestyrelsen kan iværksætte særlige foranstaltninger til kontrol med det arbejde, hvortil der ydes tilskud. § 14. Tilskud kan ikke udbetales med større beløb end det i tilsagnet anførte beløb. Stk. 2. Tilskud udbetales til tilskudsmodtageren på dennes konto i et pengeinstitut. Det er en betingelse for udbetaling af tilskuddet, at tilskudsmodtagerens kontonummer oplyses. Stk. 3. På tilsagnsmodtagerens begæring kan et tilsagn om tilskud dog overføres til et pengeinstitut eller realkreditinstitut, der yder lån til finansiering af arbejderne. Begæringen skal indeholde oplysning om kontonummer for det pågældende pengeinstitut eller realkreditinstitut. § 15. Ansøgninger om tilsagn og udbetaling skal udfærdiges på særlige skemaer. Skemaet skal være fuldstændigt udfyldt og være underskrevet af den tilskudsberettigede eller dennes befuldmægtigede. Stk. 2. Ansøgningsskemaer, der er mangelfuldt udfyldte eller efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke opfylder de stillede krav til dokumentation, returneres. Stk. 3. Indsendelsestidspunktet bliver beregnet fra det tidspunkt, hvor ansøgningen i korrekt stand modtages i kommunalbestyrelsen. § 16. Indkomne ansøgninger indberettes af kommunalbestyrelsen til et administrativt styringssystem, som føres på Kommunedata I/S. Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter årligt de beløbsmæssige rammer for kommunernes tilsagnsgivning. Stk. 3. Ansøgninger om tilsagn imødekommes indenfor de beløbsmæssige rammer i den rækkefølge, de indgår. Ansøgninger, der af bevillingsmæssige årsager ikke kan imødekommes i det enkelte finansår, tildeles plads på systemets venteliste i den rækkefølge, de indgår. § 17. En ikke udnyttet del af tilsagns- og/eller udbetalingsrammen kan overføres til efterfølgende finansår. § 18. Den, der giver urigtige oplysninger i forbindelse med ansøgning om tilsagn eller om udbetaling af tilskud, straffes med bøde eller hæfte, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Bekendtgørelselsens ikrafttræden § 19. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 1993. Energistyrelsen, den 22. marts 1993 Ib Larsen / Flemming Secher Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst At-anvisning nr. 2.3.0.2, maj 1996, erstatter juli 1995 Opstilling, eftersyn og vedligeholdelse af hejse-, løfte- og transportredskaber Indholdsfortegnelse Indledning 1. Område 2. Opstilling 3. Eftersyn og vedligeholdelse 4. Journal - Bilag Indledning Opstilling, eftersyn og vedligeholdelse af hejse-, løfte- og transportredskaber skal ske i overensstemmelse med Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler. De almene krav for opstilling findes i bekendtgørelsens § 7 og for eftersyn og vedligeholdelse i § 14. Herudover findes der i samme bekendtgørelse særlige bestemmelser for - løfteredskaber i bilag 1 pkt. 3 - transportredskaber i bilag 1 pkt. 5. Desuden findes der særlige bestemmelser for hejseredskaber i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1101 af 14. december 1992 om hejseredskaber og spil, hvor §§ 12 og 6 samt §§ 22-24 vedrører opstilling, eftersyn og vedligeholdelse. Denne anvisning giver nærmere retningslinier for, hvorledes disse bestemmelser kan opfyldes. Arbejdstilsynet kræver, at hejse-, løfte- og transportredskaber bliver opstillet, efterset og vedligeholdt i overgangsbestemmelse med anvisningen eller på anden lige så forsvarlig måde. Anvisningen omhandler ikke de krav, der ifølge anden lovgivning, som fx færdselslovgivningen og elektricitetslovgivningen, måtte gælde for redskaberne. Anvisningen er udarbejdet af Direktoratet for Arbejdstilsynet. 1. Område Anvisningen omfatter alle former for hejse-, løfte- og transportredskaber, som fx kraner, taljer, spil, gaffeltruck, stabletruck, løftevogne, personløftere, transportører, rullebaner og sammenstilling af redskaber til kombinerede redskaber, i det efterfølgende benævnt som redskaber. Anvisningen gælder mekanisk drevne redskaber, og for hånddrevne redskaber gælder anvisningens afsnit om opstilling, pkt. 2.1 stabilitet, pkt. 2.2 støj, støv, gasser m.v. og pkt. 2.3 omgivende forhold samt om eftersyn og vedligeholdelse, pkt. 3.1 generelt. 2. Opstilling 2.1 Stabilitet 2.1.1 Det skal sikres, at redskabets underlag, understøtning, fastgørelse og stabilitet er forsvarlig under hensyn til hjælpemidlets vægt, form og anvendelse. Det skal herunder sikres, at redskabets underlag under alle forhold er fast og bæredygtigt. 2.1.2 Fastgøres redskabet til eller understøttes det af bygnings- eller konstruktionsdele, skal det ske forsvarligt. Der skal herunder navnlig sikres følgende: 1) Fastgørelsen eller understøtningen skal have den fornødne bæreevne og stabilitet. Eventuel forankring skal foretages i materiale, der med sikkerhed kan optage de kræfter, det ifølge beregning udsættes for af redskabet. 2) Konstruktionsdelene skal have tilstrækkelig styrke. 3) Hele konstruktionen skal have tilstrækkelig stabilitet. 2.1.3 For skinnekørende redskaber gælder yderligere: Skinnelegemer, herunder ballast, skal udføres og vedligeholdes omhyggeligt, idet de af leverandøren i brugsanvisningen foreskrevne mål og tolerancer skal overholdes. Ballast skal bestå af skærver, skarpt, groft grus eller materialer med tilsvarende egenskaber, og der skal til hele sporet anvendes skinner af samme profil fastgjort solidt til samtlige sveller eller andet skinneunderlag. Sporvidden skal være forsvarligt fikseret. Skinnestød skal udføres, så der sikres en stiv samling af skinneenderne, fx med solide lasker, der spænder mod skinnehoved og -fod og er befæstet med gennemgående bolte. Skinnestødene skal være tværsveller understøttes af dobbelte eller særlig brede sveller og må ved langsgående sveller ikke falde sammen med svellestødene. De faste endestop skal anbringes på hver skinne, passende langt fra yderste skinneunderstøtning, dog mindst 300 mm. Endestoppene skal anbringes, så stoppene i samme sporende berøres samtidigt af redskabet. Skinnelegemet skal regelmæssigt kontrolleres, og opretning skal øjeblikkelig foretages, hvis der sker sætninger. 2.1.4 Redskaber til opstilling på skiftende arbejdssteder må kun opstilles på bæredygtigt underlag, som skal drænes i nødvendigt omfang. Underlagets bæredygtighed skal kunne dokumenteres for den størst forekommende belastning. Ved opstilling af redskaber nær skrænter skal afstanden være så stor, at eventuelle skred ikke får indvirkning på redskabets underlag. Den vandrette afstand fra skræntens fod til den yderste ende af skinnesvelle eller trykfod skal mindst være skrænthøjden x 1,5. Afstanden fra øverste skræntkant til yderste svelleende eller trykfod skal dog altid mindst være 0,8 meter. 2.1.5 På redskaber for opstilling og nedtagning på skiftende arbejdssteder skal samtlige modtagesamlinger efterses før ibrugtagning. Hvis konstruktive forhold berettiger det, kan leverandøren foreskrive andre tidsintervaller i sin brugsanvisning. 2.2 Støj, støv, gasser m.v. 2.2.1 Hvis der ved anvendelsen af redskabet kan opstå sundhedsskadelige forhold, vedrørende fx temperatur og fugtighed, støv damp og gasser, stråling, støj og vibrationer, lysforhold, brand og eksplosion eller affaldsmaterialer, skal der være truffet forholdsregler for at undgå unødige påvirkninger. Sådanne forholdsregler kan fx være - lukket førerkabine til beskyttelse mod temperatur og fugtighed - ventilation og afsugning til fjernelse af støv, damp og gasser - indskærmning til beskyttelse mod stråling, - støj- og vibrationsdæmpende underlag eller inddækning - anvendelse af eksplosionssikre materialer og komponenter - opsamling og sortering af affaldsmaterialer samt bortskaffelse. Man skal samtidig være opmærksom på, at der også kan være krav til det ydre miljø. 2.3 Omgivende forhold 2.3.1 Ved opstilling af hejse-, løfte- og transportredskaber skal det sikres, at redskaberne opstilles således i forhold til de omgivende bygningsdele og installationer, at risiko for el-ulykke, brand, sammenstyrtning m.v. er forebygget. 2.3.2 Ved opstilling af flere redskaber i samme arbejdsområde skal det sikres, at der ikke utilsigtet kan opstå kollision mellem redskaberne. Dette gælder ikke samløft, forudsat de for samløft gældende retningslinier er fulgt. 2.3.3 Ved opstilling på færdselsområder skal der etableres trafikafmærkning efter vejmyndighedens og politiets krav. 2.3.4 Ved opstilling af hejse-, løfte- og transportredskaber skal der, hvor der er klemningsfare, være mindst 0,5 meter fri bredde til faste bygningsdele, opstillet gods og konstruktionsdele i mindst 2,1 meters højde. Er det ikke teknisk muligt at overholde sikkerhedsafstandene, skal klemningsfaren imødegås på en anden måde, fx ved afspærring og advarselsskiltning. 2.4 Fjernstyring 2.4.1 Når redskaber indrettes med fjernstyring, som kan være en radioudrustning eller en anden form for trådløs udrustning, skal det ved montering af den trådløse styring sikres, at føreren er placeret således, at denne altid har det fulde udsyn over redskabets bevægelser. For indretning af fjernstyring henvises til At-anvisning nr. 2.0.1.1 om indretning af fjernstyring til tekniske hjælpemidler. 2.4.2 I de arbejdsområder, hvor der anvendes fjernstyrede redskaber, skal der på hensigtsmæssige steder være opsat skilte, fx »Radiostyret Kran«, ligesom redskabet også skal være mærket. 2.5 Førerløse redskaber 2.5.1 For indretning af førerløse redskaber og deres styresystemer henvises til At-anvisning nr. 2.2.0.3 om automatisk styrede maskinanlæg. 2.5.2 Ved opstilling af sådanne transportsystemer skal man være særlig opmærksom på risikoen for personpåkørsel, når et selvkørende redskab er førerløst, dvs. det er et selvkørende redskab, som manøvreres ved hjælp af automatiske styringer, hvor betjeningssikkerheden ikke afhænger af en fører for redskabet. 2.5.3 Hvis sådanne redskaber anvendes i områder, hvor personer færdes, kræves specielle sikkerhedsforanstaltninger mod påkørsel. Det kan bl.a. bestå i, at redskabet forsynes med en beskyttelsesanordning, der skal fungere således, at det førerløse redskab stopper, inden en fast del på redskabet eller dets last har truffet den påkørte person eller et emne. 2.5.4 Redskabet skal afgive et optisk eller akustisk signal før igangsætning og under bevægelse. 2.5.5 Kørebaner og arbejdsområder skal være tydeligt og blivende mærket eller helt afspærret og fri for anden trafik. 2.5.6 Der skal på redskabet altid være installeret en nødstopanordning. 2.6 Nødstop 2.6.1 Ved opstilling af redskaber kan der, ud over de nødstop der sidder på redskabet, være behov for yderligere nødstop på fx bygningsdele, vægge eller søjler, afhængig af forholdene på opstillingsstedet. 2.6.2 Nødstop skal placeres let tilgængelige og synlige fra redskabets eller anlæggets arbejdssteder. Nødstop placeres ved betjeningsorganer, ved faresteder og ved betjeningspladser, hvor det kan forudses, at der er personer til at betjene dem. Ved udstrakte anlæg eller områder, der skal dækkes af nødstop, skal disse placeres med ca. 10 meters afstand. 2.6.3 Nødstop må ikke anvendes som erstatning for andre beskyttelsesanordninger, idet nødstop skal anvendes for at afbøde umiddelbart truende eller allerede indtrufne farlige og ikke forudsete situationer. 3. Eftersyn og vedligeholdelse 3.1 Generelt 3.1.1 Hejse-, løfte- og transportredskaber skal ved passende eftersyn og vedligeholdelse til stadighed under anvendelse holdes i forsvarlig stand og i overensstemmelse med de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge de for redskabet gældende indretningskrav. 3.1.2 For at kontrol og eftersyn kan foretages på en tilfredsstillende måde, og for at redskabet kan anvendes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt, skal redskabet være rengjort i nødvendigt omfang. 3.1.3 Eftersyn og vedligeholdelse af et redskab skal tilrettelægges på en sådan måde, at der ved udførelsen af eftersyns- og vedligeholdelsesarbejder på redskabet er truffet de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, som fx kan være: - Placering af redskabet i et afmærket eller afgrænset område. - Anvendelse af egnede adgangsveje til arbejdsstederne på redskabet. - Skiltning om »Ude af drift« eller lignende. - Advarsel om farlige arbejdsoperationer som fx svejsning i lukkede rum, berøring med farlige stoffer og materialer. 3.1.4 Reparation og alt eftersyn skal foregå, mens redskabet er ude af normal drift, og det må først foretages efter, 1) at alle farlige bevægelser er bragt til stilstand 2) at en utilsigtet, fejlagtig eller uventet igangsætning er forhindret, fx ved aflåselig hovedafbryder 3) at frigørelse af en farlig bevægelse på grund af akkumuleret energi er forhindret, fx af trykaflastningsventiler eller afspærring. 3.1.5 Hvis der ved et eftersyn af redskabet konstateres fejl, slid, skader eller andet, som kan medføre, at redskabets sikkerhed forringes, skal der træffes de nødvendige foranstaltninger, inden redskabet igen tages i brug. Det kan være nødvendigt at kassere redskabet eller dele deraf. 3.1.6 Ved eftersyn af et redskab skal man være særlig opmærksom på redskabets bærende dele og eventuelle låseanordninger. Er der ved eftersyns- og vedligeholdelsesarbejder på et redskab risiko for nedfald af genstande, skal der foretages nødvendig afspærring og skiltning. 3.1.7 Ved eftersyn skal det kontrolleres, at alle skilte og mærkninger er intakte og let læselige. 3.2 Hovedeftersyn 3.2.1 Hovedeftersyn skal foretages mindst hver 12. måned. Det skal foretages oftere, hvis det er nødvendigt efter leverandørens brugsanvisning. 3.2.2 Hovedeftersynet skal foretages af leverandøren eller en anden sagkyndig. Det vil efter Arbejdstilsynets praksis forudsætte, at den pågældende har 1) Kendskab til redskabets tekniske opbygning og funktion. 2) Den nødvendige uddannelse samt oplæring i service og vedligeholdelse af redskabet. 3) Kendskab til redskabets brugsanvisning. 4) Kendskab til Arbejdstilsynets sikkerhedskrav til redskabet, specielt vedrørende anmeldelse, prøvebelastning og journal. 5) Kendskab til andre myndigheders eventuelle krav til redskabet, fx færdselsmyndighederne vedrørende truck, brandmyndighederne vedrørende redskaber i eksplosionsfarlige områder eller Elrådet vedrørende stærkstrømsreglementet. 6) Kendskab til eventuelle krav om autorisation/certificering til specielle arbejdsopgaver, fx svejsning eller el-installationer. 3.2.3 Hovedeftersynet skal udføres i overensstemmelse med leverandørens anvisninger. Under alle omstændigheder skal følgende dele efterses: Mekaniske dele Sikkerhedsudstyr Betjeningsorganer Energitilførsel Hydrauliske komponenter Pneumatik Eludrustning. 3.2.4 Der skal desuden foretages undersøgelser og afprøvninger af redskabets funktioner, herunder skal det navnlig påses. 1) at indstilling af sikkerhedsudstyr er korrekt 2) at justeringer foretages af personer, der er særligt instrueret heri 3) at alle dele af sikkerhedsmæssig betydning kontrolleres 4) at alle bærende dele, herunder bæremidler m.v. er i forsvarlig stand 5) at kassable dele udskiftes, og at leverandørens retningslinier herfor følges. 3.2.5 Følgende redskaber skal i forbindelse med hovedeftersynet have foretaget en prøvebelastning af redskabet: Alle hejseredskaber. Spil, der er indrettet til personløft. Løfteredskaber, der er indrettet til personløft. Efter prøvebelastning skal redskabet kontrolleres for eventuelle indikationer af fejl eller mangler. (At-anvisning nr. 2.3.0.3) 3.2.6 Ejeren af redskabet skal kunne dokumentere gennemførelsen og resultatet af hovedeftersynet. Hvis redskabet skal være forsynet med en journal, skal denne indeholde disse oplysninger. 3.3 Særlige regler om hejseredskaber 3.3.1 10-års eftersyn af hejseredskaber. Ved hejseredskaber forstås redskaber som fx kraner og taljer, der er drevet mekanisk, og som med et bæremiddel løfter en byrde frithængende. Det omfatter både stationære, fast monterede, skinnekørende og fritkørende hejseredskaber. Kravet om 10-årigt eftersyn findes i nedenstående bestemmelser. Bekg. nr. 1101, 1992, § 23: Hejseredskaber, der anvendes udendørs, skal, når de er 10 år gamle regnet fra fremstillingsåret, underkastes et hovedeftersyn ved en særligt sagkyndig, jf. § 24, (10-års eftersynet). Dette eftersyn træder i stedet for 12-måneders eftersynet det pågældende år. Stk. 2. Hejseredskaber, der er fast monteret på indregistrerede last- og varebiler, skal dog ikke underkastes 10-års eftersynet. Stk. 3. 10-års eftersynet skal omfatte de bærende dele, svejsninger, samlinger, sikkerhedsudstyr og transmissionsdele o.l. Stk. 4. Den sagkyndige skal udfærdige en rapport over undersøgelsen med en vurdering af, hvorvidt der bør fastsættes særlige betingelser for redskabets fortsatte brug. Ejeren skal snarest muligt efter modtagelsen af rapporten sende den til Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynet kan fastsætte vilkår for redskabets fortsatte brug. 3.3.2 10-års eftersynet af hejseredskaber skal planlægges og beskrives for den konkrete kran. Det skal herunder fastlægges, i hvilket omfang der skal foretages særlige prøvninger. 3.3.3 Ved 10-års eftersynet skal navnlig følgende dele efterses: Mekaniske dele Sikkerhedsudstyr Betjeningsorganer Energitilførsel Hydrauliske komponenter Pneumatik Eludrustning. Desuden skal de bærende dele efterses. Ved undersøgelse af de bærende dele skal det konstateres, om der er tegn på revnedannelse eller træthedsudbrud permanent deformation afskalning af maling (kan være tegn på løse eller beskadigede konstruktionssam- linger. Kranens bevægelige dele og sliddele skal undersøges. Hvor det skønnes nødvendigt, skal dele af kranen eller dens komponenter adskilles af en sagkyndig for en nærmere undersøgelse. 3.3.4 Ved de i pkt. 3.3.3 nævnte bærende dele, skal den særlige sagkyndige udpege belastede konstruktionsdele, som foruden en visuel kontrol også skal underkastes en ikke-destruktiv afprøvning udført efter anerkendte normer som fx DS 412, Dansk Ingeniørforenings norm for stålkonstruktioner, kapitel 8, der beskriver »kontrol«. 3.3.5 Den særlige sagkyndige skal udarbejde en rapport over resultatet af eftersynet. Rapporten skal mindst indeholde følgende: 1) Den sagkyndiges navn og adresse. 2) Rekvirentens navn og adresse. 3) Identifikation af det undersøgte redskab a. redskabets benævnelse b. fremstilleren c. leverandør/importør d. fremstillingsår e. løbenummer og typebetegnelse f. største tilladelige arbejdsbelastning g. eventuel belastningsgruppe. 4) Beskrivelse af eftersynsopgaven, herunder fastlæggelse af omfanget af prøvninger. 5) Eventuelle afvigelser, tilføjelser eller udeladelser i forhold til den beskrevne eftersynsopgave. 6) Gennemførte målinger og undersøgelser og de opnåede resultater heraf. 7) Usikkerhed vedrørende angivne resultater, hvor dette er relevant. 8) Reparation af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning. 9) Den sagkyndiges vurdering af sikkerhed og sundhed ved hejseredskabets fortsatte brug. 10) Dato for eftersynets gennemførelse (evt. periode). 3.6.6 Særlig sagkyndig. Ifølge § 24 i bekendtgørelse nr. 1101, 1992 må 10-års eftersynet kun foretages af en virksomhed, der er særligt sagkyndig på området og i øvrigt skønnes egnet dertil. Særlige sagkyndig vil efter Arbejdstilsynets praksis forudsætte, at den pågældende har: 1) Kendskab til de almene tekniske konstruktions- og beregningsregler. 2) Kendskab til styrkeberegninger for bærende konstruktioner. 3) Kendskab til, hvilke undersøgelser og afprøvninger der skal gennemføres for det pågældende redskab, herunder udpegning af særligt belastede konstruktionsdele. 4) Kendskab til metoder for ikke-destruktive undersøgelser. Hvis virksomheden selv foretager ikke-destruktive undersøgelser på redskabet, skal de have det fornødne udstyr og erfaring til gennemførelse af den pågældende undersøgelse. 5) Viden til på grundlag af undersøgelsesresultatet at være i stand til eventuelt at fastsætte særlige betingelser for redskabets fortsatte brug. 4. Journal 4.1 Ethvert redskab, der er anmeldelsespligtigt, skal være forsynet med en journal, der skal opbevares på eller i nærheden af redskabet. Bestemmelserne herom er aftrykt i bilaget, afsnit B. 4.2 Redskaber, som skal anmeldes til Arbejdstilsynet, er følgende: 1) Fast opstillede hejseredskaber med maksimal belastning på over 300 kg - bortset fra elektrotaljer med maksimal arbejdsbelastning på 1.000 kg og derunder. 2) Ethvert hejseredskab, der bruges på skiftende opstillingssteder, fx byggekraner. 3) Ethvert hejseredskab og spil, der er indrettet til personløft. 4) Ethvert løfteredskab, der er indrettet til personløft. Bestemmelserne herom er aftrykt i bilaget, afsnit A. 4.3 Journalen skal være fremstillet i et for brugen modstandsdygtigt materiale og have en hensigtsmæssig udformning. 4.4 Bliver journalen ikke opbevaret på redskabet, skal det af en mærkning på redskabet fremgå, hvor journalen opbevares. 4.5 En journal kan opbygges med følgende afsnit: Identifikation - Fabrikat, type, serie-nr., løbe nr. - Fremstillerens navn og adresse - Fremstillingsår SWL Godkendelser - Anmeldelse til Arbejdstilsynet - Dokumentation/certifikat på bæremidler, belastningsprøver - Betjeningsvejledning - Reparationsvejledning Reparation og vedligeholdelse - Hovedeftersyn - 10-års eftersyn - Almindeligt forekommende eftersyn og reparationer - Udskiftning af bæremidler/løftecylindre o.l. Arbejdstilsynet - Påbud - Andre meddelelser - Bekendtgørelser Noter - Om fejl og mangler - Om eventuelle samløft eller løft med overlast. Kranjournal og Personløfterjournal kan købes hos Industriens Forlag, best. nr. 5130-01 Kranjournal best. nr. 5132-01 Personløfterjournal. Jens Andersen BILAG Bestemmelser A. Anmeldepligt 1. Løfteredskaber Bekg. nr. 1109, 1992, § 17, bilag 1 pkt. 3.3.1: Løfteredskaber, der er indrettet til personløft, skal anmeldes til den lokale arbejdstilsynskreds for opstillingsstedet inden ibrugtagning efter 1) ejerskifte 2 væsentlig ombygning eller reparation, og 3) ny opstilling, bortset fra ny opstilling for samme ejer af flytbare redskaber indrettet til personløft. Pkt. 3.3.2: Pligten til at anmelde påhviler den, der forestår opstilling af redskabet. Ved ejerskifte påhviler pligten dog ny ejer. Anmeldelsen foretages med en særlig blanket, der udleveres af Arbejdstilsynet. 2. Hejseredskaber Bekg. nr. 1101, 1992, § 15: Følgende hejseredskaber og spil må ikke tages i brug som nye, inden de er anmeldt til Arbejdstilsynet: 1) fast opstillede hejseredskaber med maksimal belastning på over 300 kg bortset fra elektrotaljer med maksimal arbejdsbelastning på 1000 kg og derunder, 2) ethvert hejseredskab, der bruges på skiftende opstillingssteder, fx byggekraner, og 3) ethvert hejseredskab og spil, der er indrettet til personløft. § 15, stk. 2: Der skal foretages en ny anmeldelse inden ibrugtagning efter 1) ejerskifte 2) væsentlig ombygning eller reparation, og 3) ny opstilling, bortset fra ny opstilling for samme ejer af fritkørende hejseredskaber, fx mobilkraner og autokraner, flytbare hejseredskaber og spil, der bruges til personløft, samt elektrotaljer. § 15, stk. 3: Pligten til at anmelde påhviler den, der forestår opstilling af hejseredskabet eller spillet. Ved ejerskifte påhviler pligten dog ny ejer. Anmeldelsen foretages med en særlig blanket, der udleveres af Arbejdstilsynet. Anmeldelsen skal for nye hejseredskaber og spil, jf. stk. 1, sendes til den tilsynskreds, hvor ejeren bor eller har forretningssted. Anmeldelsen efter stk. 2 skal sendes til den lokale tilsynskreds for opstillingsstedet. B. Journalpligt 1. Løfteredskaber Bekg. nr. 1109, 1992, § 17, bilag 1, pkt. 3.4.1: For ethvert anmeldepligtigt løfteredskab skal der findes en journal, der skal opbevares på eller i nærheden af redskabet. pkt. 3.4.2: Journalen skal indeholde 1) dokumentation for undersøgelse af den statiske og dynamiske stabilitet, 2) dokumentation for belastningsprøver, 3) dokumentation for anmeldelse, 4) certifikater for bæremidler, 5) oplysninger om fejl, mangler og eftersyn, 6) oplysninger om reparationer af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning, 7) oplysninger om udskiftninger af bæremidler, og 8) oplysninger om Arbejdstilsynets påbud vedr. løfteredskabet. 2. Hejseredskaber Bekg. nr. 1101, 1992, § 16: For ethvert anmeldepligtigt hejseredskab og spil skal der føres en journal, der skal opbevares på eller i nærheden af redskabet. Stk. 2. Journalen skal indeholde: 1) dokumentation for typegodkendelse, 2) dokumentation for belastningsprøver, 3) dokumentation for anmeldelse, 4) certifikater for bæremidler, 5) oplysninger om fejl, mangler og eftersyn, 6) oplysninger om reparationer af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning, 7) oplysninger om udskiftninger af bæremidler, og 8) oplysninger om Arbejdstilsynets påbud vedr. hejseredskabet eller spillet. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Slettet som medlem, manglende hjemmel, ugyldig afgørelse Resumé I august 2006 traf direktoratet afgørelse om, at et medlem, der havde modtaget ferie- og dagpenge med urette siden 3. maj 1999, skulle tilbagebetale de med urette modtagne ydelser. Den 21. september 2006 indstillede a-kassen til direktoratet, at medlemmet skulle slettes, idet han ikke havde betalt gælden eller indgået et frivilligt forlig. Direktoratet traf den 24. oktober 2006 afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af a-kassen med virkning fra den 11. september 2006. Medlemmet blev samtidig vejledt om, at han kunne undgå at blive slettet, hvis han senest den 10. november 2006 havde betalt hele restgælden. Medlemmet klagede over afgørelsen. I maj 2007 anmodede direktoratet ankenævnet om at sende sagen til ny behandling til direktoratet. Begrundelsen herfor var, at direktoratet efterfølgende var blevet opmærksom på, at afgørelsen om slettelse af medlemmet var ugyldig, idet § 86, stk. 9 i lov om arbejdsløshedsforsikring, jf. lov nr. 1384 af 21. december 2005 om ændring af § 89, stk. 9 i lov om arbejdsløshedsforsikring ikke gav den fornødne hjemmel. Ovennævnte lovændring var med virkning fra den 1. januar 2006 blevet ændret til en bemyndigelsesbestemmelse, der endnu ikke var blevet udnyttet. Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af a-kassen. Ankenævnet fandt ikke, at direktoratet på tidspunktet for afgørelsen havde den fornødne hjemmel til at træffe afgørelse om, at medlemmet skulle slettes som medlem af a-kassen. Af lovens § 89, stk. 9 fremgår bl.a., at Direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med beskæftigelsesrådet kan fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 og 2 inden en frist, som a-kassen har fastsat, skal slettes om medlem. Ankenævnet lagde vægt på, at der ikke var udstedt regler i medfør at ovennævnte lovændring på tidspunktet for direktoratets afgørelse. Ankenævnet fandt på denne baggrund, at direktoratets afgørelse var ugyldig og skulle annulleres som følge af den manglende hjemmel. Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 24. januar 2008. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E De skal ikke slettes som medlem af a-kassen. Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 24. oktober 2006. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – direktoratet den 3. august 2006 traf afgørelse om, at De skulle tilbagebetale dagpenge og feriedagpenge, som De havde modtaget med urette siden den 3. maj 1999, – direktoratet samtidig traf afgørelse om, at De skulle have en karantæne på 962 timer for svig, – a-kassen den 21. september 2006 indstillede, at De blev slettet som medlem, og – indstillingen var begrundet med, at De ikke havde betalt gælden til a-kassen eller indgået et frivilligt forlig. Af lovens § 86, stk. 9 fremgår bl.a., at Direktøren for Arbejdsdirektoratet efter forhandling med Beskæftigelsesrådet kan fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen. Ankenævnet finder ikke, at direktoratet på tidspunktet for afgørelsen den 24. oktober 2006 havde den fornødne hjemmel til at træffe afgørelse om, at De skulle slettes som medlem af a-kassen. Ankenævnet har lagt vægt på, at der ikke var udstedt regler i medfør af ovennævnte lovændring på tidspunktet for afgørelsen den 24. oktober 2006. Ankenævnet finder på denne baggrund, at direktoratets afgørelse af den 24. oktober 2006 er ugyldig og skal annulleres som følgende af den manglende hjemmel. Ankenævnet har noteret sig, at De ikke har været slettet af a-kassen, og at De den 9. november 2006 har indgået aftale om tilbagebetaling af gælden. R E G L E R Ankenævnet henviser til - § 86, stk. 9 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1384 af 21. december 2005 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: A-kassen Arbejdsdirektoratet Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005: § 86. … Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan bestemme, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen. Direktøren kan endvidere efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om genoptagelse i kassen som nyt medlem. … Ved lov nr. 1384 af 21. december 2005 om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. affattes lovens § 86, stk. 9 således: § 86, stk. 9 affattes således: » § 86. …. Stk. 9. Direktøren for Arbejdsdirektoratet kan efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om, at et medlem, der ikke har tilbagebetalt beløb efter stk. 1 eller 2 med påløbne renter inden en frist, som kassen har fastsat, skal slettes som medlem af kassen. Direktøren kan endvidere efter forhandling med Beskæftigelsesrådet fastsætte regler om genoptagelse i kassen som nyt medlem. Loven træder i kraft den 1. januar 2006.«

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse O-14-97 om forlængelse af dagpengeperioden - realistisk erhvervsplan - afbrydelse - revalidering Resume: En revalidend var fortsat berettiget til revalideringsydelse, da fortsat revalideringshjælp ikke var udsigtsløs. Selvom hun ikke havde bestået sin eksamen, ønskede hun at fortsætte undervisningen, således som hun var berettiget til med forlængelse af praktikperioden og omeksamen. Ankestyrelsen anførte, at der ved vurderingen af, hvorvidt en erhvervsplan fortsat var realistisk burde tages hensyn til, at formålet med en revalidering var at støtte revalidenden i at gennemføre den revalideringsplan, som var fastlagt efter aftale mellem revalidenden og kommunen. Love: Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 2 Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 56 Vejledninger: Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 26 Sagsfremstilling: Sagen drejede sig om en 38-årig kvinde, der havde fået bevilget bruttorevalideringsydelse under uddannelse til teknisk assistent. Uddannelsen skulle have været afsluttet den 23. december 1994. Revalidenden bestod imidlertid ikke eksamen. Perioden med brutto revalideringsydelse blev derfor forlænget til 16. juni 1995 med henblik på afslutning af uddannelsen. Hun bestod dog heller ikke eksamen i sommeren 1995. Kommunen udbetalte herefter kontanthjælp og henviste hende til kommunens beskæftigelsesprojekt. Om den forlængede studieperiode frem til sommeren 1995 fremgik, at hun skulle have fulgt undervisningen i matematik og naturlære samt dansk og engelsk. Timerne til disse fag var imidlertid faldet på samme tidspunkt. Hun modtog brev herom fra skolen den 15. maj 1995. Skolen foreslog hende at fortsætte med fagene matematik og naturlære og satse på, at karaktererne for disse fag blev så gode, at hun kunne afslutte uddannelsen. Hun valgte at følge dette forslag. Med brev af 18. august 1995 fik hun fra Undervisningsministeriet meddelelse om, at Teknisk Skole skulle tilbyde omeksamen, og at dette nødvendiggjorde, at hun indgik aftale med sit praktiksted, kommunens tekniske forvaltning, om forlængelse af uddannelsestiden. Den 30. august 1995 tilbød skolen supplerende undervisning og omeksamen, og den 24. august 1995 meddelte Teknisk Forvaltning forlængelse af ansættelsen fra 1. september til eksamen midt i december 1995. Revalidenden fortsatte imidlertid i beskæftigelsesprojektet, først i september 1995 genoptog hun undervisningen på skolen og arbejdet i forvaltningen. På grund af den sene start havde hun mistet undervisningstimer i engelsk. Hun søgte at kompensere dette gennem aftenundervisning. Kommunen meddelte den 18. september 1995 afslag på forlængelse af bruttorevalideringsydelsen. Kommunen skønnede det udsigtsløst atfortsætte. Kommunen henviste til, at uddannelsesforløbet var for længet 1 gang for at opnå bedre karakterer. Kommunen henviste endvidere til, at hun havde givet udtryk for, at revalideringen forløb planmæssigt uden at gøre forvaltningen opmærksom på, at hun ikke deltog i engelsk undervisning ved omeksamen. Endelig henviste kommunen til hendes karakterer. Den 25. september 1995 meddelte kommunen desuden afslag på ansøgning om hjælp til betaling af engelsk-kursus. Kommunen henviste til, atder ligeledes var blevet givet afslag på forlængelse af brutto revalideringsydelsen. Revalidenden anførte over for nævnet, at sagen ikke havde været fremlagt reelt og korrekt af kommunen. Hun mente under hele forløbet at have informeret kommunen, ligesom hun hele tiden havde fulgt den lagte erhvervsplan. Kommunen uddybede over for nævnet yderligere sit skøn om, at en fortsættelse af uddannelsen skulle være udsigtsløs. Kommunen henviste til samtaler med skole og praktiksted. Revalidenden mente ikke, at der hverken fra skole eller praktiksted kunne være givet udtalelser om, at hun ikke var egnet til studiet. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde brutto revalideringsydelse efter ophøret i sommeren 1995. Det kunne ikke fastslås, at fortsat revalidering efter den hidtidige plan ved afgørelsen i september 1995 var realistisk, uanset at elevperioden blev forlænget. Nævnet fandt heller ikke grundlag forefterfølgende at ændre kommunens afslag på hjælp til engelskundervis ning på aftenskole. Nævnet bemærkede, at der i forbindelse med ophør af revalideringsforanstaltninger, som ikke er fuldført, bør iværksættes anden foran staltning med henblik på selvforsørgelse snarest. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af adgangen til at afbryde udbetalingen af bruttorevalideringsydelse, når erhvervsplanen forlænges. Afgørelse: Ankestyrelsen fandt, at revalidenden havde været berettiget tilfortsat bruttorevalideringydelse efter 16. juni 1995 under færdig gørelse af uddannelsen til teknisk assistent. Hun havde dermed også været berettiget til hjælp til betaling af ekstra undervisning i engelsk. Ankestyrelsen fandt det ikke dokumenteret, at fortsat uddannelse var udsigtsløs. Ankestyrelsen havde herved lagt vægt på, at hun ønskede at fortsætte undervisningen, således som hun var berettiget til med forlængelse af praktikperioden og omeksamen på Teknisk Skole. Ankestyrelsen fandt iøvrigt på baggrund af de foreliggende oplys ninger, at hun under sin revalidering indtil 16. juni 1996 havde fulgt den i erhvervsplanen forudsatte uddannelse. Ankestyrelsen fandt ikke, at det, at hun ikke bestod eksamen i vinteren 1994, betød nogen ændring heri, ligesom styrelsen heller ikke fandt, at den ikke beståede eksamen i sommeren 1995 betød, at hun ikke havde fulgt eller ville være i stand til at følge erhvervsplanen. Ankestyrelsen tog hensyn til, at hun fulgte undervisningen i det omfang, det var muligt. Ankestyrelsen tilføjede, at der ved vurderingen i forbindelse med, hvorvidt en erhvervsplan fortsat er realistisk, også bør tages hensyn til, at formålet med en revalidering er at støtte revalidenden i at gennemføre den revalideringsplan, som er fastlagt efter aftale mellem revalidend og kommune. Ankestyrelsen fandt således ikke, at der var grundlag for kommunen for at give afslag på hjælp under den fortsatte færdiggørelse af erhvervsplanen. Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 2009-6-0792 Resumé Klager – en person – klagede over avisens debatindlæg. Pressenævnets formand udtaler: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt, at man har en generel interesse i det emne, der er behandlet. Da [K] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt, har klageren ikke en sådan interesse i sagen, at der er grundlag for at behandle klagen, hvorfor denne afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. [K] har klaget til Pressenævnet over Berlingske Tidende, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. [K] har til støtte for sin klage navnlig anført, at avisens debat den 20. december 2008 om homoseksuelles ret til at adoptere mangler alsidighed og objektivitet, ligesom Berlingske Tidende har udeladt relevante oplysninger. Pressenævnets formand udtaler: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet, at klageren har retlig interesse i det forhold, der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet. Det er ikke tilstrækkeligt, at man har en generel interesse i det emne, der er behandlet. Da [K] ikke selv er direkte eller indirekte nævnt, har klageren ikke en sådan interesse i sagen, at der er grundlag for at behandle klagen, hvorfor denne afvises, jf. medieansvarsloven § 43, stk. 2, nr. 2. Afgjort den 9. februar 2009

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Orlovsydelse – sats Resumé Medlemmet havde fået bevilget børnepasningsorlov fra den 22. januar 2007. Medlemmet havde forud for orlovens start siden den 1. januar 2007 arbejdet som reservelæge ved Y Sygehus. Før ansættelsen på Y Sygehus var medlemmet ph.d. studerende ved Z Universitet. Medlemmet har som ph.d.-studerende siden den 1. juli 2006 ikke modtaget løn. Arbejdsdirektoratet havde med afgørelse af 11. juli 2007 tiltrådt a-kassens afgørelse, om at medlemmet alene havde ret til orlovsydelse svarende til 60 % af højeste dagpengesats for deltidsforsikrede. Ankenævnet tiltrådte Arbejdsdirektoratets afgørelse. Ankenævnet lagde vægt på, at medlemmet ikke de sidste 10 uger forud for orlovens begyndelse den 22. januar 2007 i gennemsnit havde været beskæftiget i mindst 24 timer om ugen. Xxx CPR-nr. …………………. Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 20. december 2007. Nævnet traf denne A F G Ø R E L S E De er alene berettiget til at modtage orlovsydelse under Deres børnepasningsorlov med 60 % af højeste dagpengesats for deltidsforsikrede. Ankenævnet tiltræder således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 11. juli 2007. B E G R U N D E L S E Ankenævnet har lagt til grund, at – De er fuldtidsforsikret, og De den 1. januar 2007 påbegyndte et arbejde som reservelæge på fuld tid på Y Sygehus, og – De forud for Deres ansættelse på Y Sygehus var ph.d.- studerende på Z Universitet. De har siden den 1. juli 2006 ikke modtaget løn fra Z Universitet. En lønmodtager har ret til et beløb, der svarer til 60 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for fuldtidsforsikrede, hvis den pågældende i de sidste 10 uger før børnepasningsorloven har været ansat i mindst 24 timer gennemsnitlig pr. uge. Det fremgår af § 24, stk. 1 i bekendtgørelsen om orlov til børnepasning. Efter § 24, stk. 3 i ovennævnte bekendtgørelse udbetales orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede lønmodtagere, der ikke opfylder det i § 24, stk. 1 nævnte beskæftigelseskrav, med et beløb svarende til 60 % af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for deltidsforsikrede. Ankenævnet har lagt vægt på, at De ikke de sidste 10 uger forud for orlovens begyndelse den 22. januar 2007 i gennemsnit har været beskæftiget i mindst 24 timer om ugen. Det forhold, at De siden 1. juli 2006 og frem til ultimo december 2006 har været ph.d. studerende kan efter nævnets opfattelse ikke føre til et andet resultat. Nævnet har herved lagt vægt på, at De i denne periode ikke var ansat på Z Universitet. De har således forud for orlovens start alene været ansat i 3 uger som læge, hvorfor De alene er berettiget til at modtage orlovsydelse under Deres børnepasningsorlov med 60 % af højeste dagpengesats for deltidsforsikrede. R E G L E R Ankenævnet henviser til: – § 70, stk. 1, jf. § 47, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, og – § 24, stk. 1 og stk. 3 i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 157 af 20. marts 2002 om orlov til børnepasning. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet. På ankenævnets vegne …………… De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider. Kopi til: ………………………….. Regler Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005: § 47. Dagpengenes højeste beløb udgør for en uge 2.940 kr. pr. 1. januar 2001. Beløbet reguleres én gang om året pr. den første mandag i januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Det regulerede beløb afrundes til det nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5. Det afrundede beløb danner grundlag for det kommende års satsregulering. Stk. 2. Alle afledte ugesatser for fuldtidsforsikrede beregnes med udgangspunkt i beløbet efter stk. 1, 3. pkt. Herefter foretages afrunding til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5. § 70. Dagpengenes størrelse for deltidsforsikrede medlemmer er højst 2 / 3 af det beløb, der er fastsat efter § 47, stk. 1, 3. pkt. Beløbet afrundes til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5. Stk. 2. Alle afledte ugesatser for deltidsforsikrede beregnes med udgangspunkt i beløbet efter stk. 1, 2. pkt. Herefter foretages afrunding til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 5. Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 157 af 20. marts 2002 om orlov til børnepasning: § 24. Orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede lønmodtagere, der i de sidste 10 uger før orloven i gennemsnit har været ansat mindst 24 timer ugentlig, udgør et beløb svarende til 60 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for fuldtidsforsikrede, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Har lønmodtageren ikke været ansat til en fast ugentlig arbejdstid, eller dokumenterer lønmodtageren at have arbejdet i flere timer end svarende til ansættelsen, skal det faktiske timetal (løntimer) i gennemsnit være mindst 24 timer ugentlig. Stk. 2. Orlovsydelsen til fuldtidsforsikrede lønmodtagere, der i løbet af 10-ugers-perioden forud for orlovens start har modtaget supplerende dagpenge, udgør et beløb, der svarer til 60 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for fuldtidsforsikrede, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., uanset om beskæftigelseskravet i stk. 1 er opfyldt. Stk. 3. Orlovsydelsen til deltidsforsikrede lønmodtagere og til fuldtidsforsikrede lønmodtagere, der ikke opfylder det i stk. 1 nævnte beskæftigelseskrav, udgør et beløb, der svarer til 60 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb for deltidsforsikrede, jf. § 70 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 22. november 2018 Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Forhøjelse af bøde for parkering på ramper, forhøjelse af parkeringsafgifter for store køretøjer, Færdselsstyrelsens mulighed for overtagelse af parkringskontrollen og ændring af klagemyndighed) [af transport-, bygnings- og boligministeren (Ole Birk Olesen)]: 1. Ændringsforslag Transport-, bygnings- og boligministeren har stillet 2 ændringsforslag til lovforslaget. 2. Indstilling Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag. Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. 3. Ændringsforslag med bemærkninger Ændringsforslag Til § 1 Af transport-, bygnings- og boligministeren, tiltrådt af udvalget: 1) Nr. 5 affattes således: »5. I § 121, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »510 kr.«: », jf. dog stk. 6.«« [Konsekvensrettelse] 2) Nr. 6 affattes således: »6. I § 121 indsættes efter stk. 5 som nyt stykke: »Stk. 6. Afgiften udgør 2.040 kr. for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg.« Stk. 6 bliver herefter stk. 7.« [Parkeringsafgiftsforhøjelse for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg. ] Bemærkninger Til nr. 1 I det fremsatte lovforslag er det foreslået, at det i færdselslovens § 121, stk. 5, 1. pkt., tilføjes, at afgiften for en overtrædelse af et standsnings- eller parkeringsforbud er 510 kr. for køretøjer på ikke over 3.500 kg. Dette skyldtes, at der med lovforslaget som fremsat blev foreslået en forhøjelse af afgiften for køretøjer over 3.500 kg. Den foreslåede forhøjelse af parkeringsafgiften for tunge køretøjer begrænses med dette ændringsforslag, jf. det foreslåede nr. 2, til kun at gælde for lastbiler og busser over 3.500 kg. Der vil således – ligesom efter den gældende færdselslov – fortsat være køretøjer over 3.500 kg., som alene pålægges den almindelige parkeringsafgift på 510 kr. Derfor er der behov for at ændre, at den almindelige henholdsvis den foreslåede forhøjede afgift udstedes, alt efter om der er tale om et køretøj over eller under 3.500 kg. Til nr. 2 I det fremsatte lovforslag er det foreslået, at der efter færdselslovens § 121, stk. 5, indsættes et nyt stykke, hvor det fremgår, at afgiften for en overtrædelse af et standsnings- eller parkeringsforbud udgør 2.040 kr. for køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg. Under udvalgets behandling af lovforslaget er der rejst spørgsmål om hensigtsmæssigheden i, at forslaget også rammer private bilister, nærmere bestemt autocampere, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg. Det er ikke hensigten med forslaget, at private bilister skal være omfattet af afgiftsforhøjelsen, da baggrunden for lovforslaget er at sikre overholdelse af den indførte tidsbegrænsning på maximalt 25 timers parkering på statens rastepladser. Tidsbegrænsningen skal være med til at sikre, at der er plads til korte hvil i overensstemmelse med rastepladsernes formål og indretning. Det foreslås derfor at begrænse den kreds af køretøjer, som omfattes af den foreslåede forhøjede afgift, således at afgiftsforhøjelsen kun skal gælde for lastbiler og busser, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg. Ved bus menes en bil, som benyttes til personbefordring, og ved lastbil forstås en bil, der er indrettet til at benyttes til godsbefordring. Det forudsættes, at definitionerne af disse køretøjer skal forstås i overensstemmelse med den til enhver tid gældende definition heraf. Med den foreslåede ændring vil køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 3.500 kg, men som ikke er en lastbil eller bus, således – ligesom i dag – være omfattet af den almindelige parkeringsafgift på 510 kr., jf. færdselslovens § 121, stk. 5. 5. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 3. oktober 2018 og var til 1. behandling den 11. oktober 2018. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget. Oversigt over lovforslagets sagsforløb og dokumenter Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og transport-, bygnings- og boligministeren sendte den 27. juni 2018 dette udkast til udvalget, jf. Transport-, Bygnings- og Boligudvalget alm. del – bilag 342 (folketingsåret 2017-18). Den 3. oktober 2018 sendte transport-, bygnings- og boligministeren høringssvarene og et høringsnotat til udvalget. Bilag Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på lovforslaget. Skriftlige henvendelser Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse om lovforslaget. Spørgsmål Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 7 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret. Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget. Socialdemokratiet (S) 46 Dansk Folkeparti (DF) 37 Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 34 Enhedslisten (EL) 14 Liberal Alliance (LA) 13 Alternativet (ALT) 10 Radikale Venstre (RV) 8 Socialistisk Folkeparti (SF) 7 Det Konservative Folkeparti (KF) 6 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Nunatta Qitornai (NQ) 1 Tjóðveldi (T) 1 Javnaðarflokkurin (JF) 1

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde m.v. Kapitel 2 Ligebehandling af mænd og kvinder Kapitel 3 Graviditet, barsel og adoption Kapitel 4 Ugyldighed m.v. Kapitel 5 Dispensation Kapitel 6 Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v. Kapitel 7 Forskellige bestemmelser Kapitel 8 Straffebestemmelser Kapitel 9 Ikrafttrædelsesbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. 1) Herved bekendtgøres lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 734 af 28. juni 2006 med de ændringer, der følger af § 2 i lov nr. 182 af 8. marts 2011. Kapitel 1 Lovens anvendelsesområde m.v. § 1. Ved ligebehandling af mænd og kvinder forstås i denne lov, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn. Dette gælder både direkte forskelsbehandling og indirekte forskelsbehandling, navnlig under henvisning til graviditet eller til ægteskabelig eller familiemæssig stilling. Stk. 2. Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af køn behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation. Direkte forskelsbehandling på grund af køn foreligger herunder ved enhver form for negativ forskelsbehandling i forbindelse med graviditet og under kvinders 14 ugers fravær efter fødslen. Stk. 3. Der foreligger indirekte forskelsbehandling, når en bestemmelse, et kriterium eller en praksis, der tilsyneladende er neutral, vil stille personer af det ene køn ringere end personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et sagligt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Stk. 4. Chikane som defineret i stk. 5 og sexchikane som defineret i stk. 6 betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt. En persons afvisning af eller indvilligelse i en sådan adfærd må ikke anvendes som begrundelse for en beslutning, der vedrører den pågældende. Stk. 5. Der foreligger chikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke denne persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Stk. 6. Der foreligger sexchikane, når der udvises enhver form for uønsket verbal, ikkeverbal eller fysisk adfærd med seksuelle undertoner med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed, navnlig ved at skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima. Stk. 7. En instruktion om at forskelsbehandle en person på grund af køn betragtes som forskelsbehandling. Stk. 8. Loven er ikke til hinder for bestemmelser om beskyttelse af kvinder, navnlig i forbindelse med graviditet og fødsel, jf. kapitel 3. Stk. 9. Loven finder ikke anvendelse i det omfang, en tilsvarende pligt til ligebehandling følger af en kollektiv overenskomst. Kapitel 2 Ligebehandling af mænd og kvinder § 1 a. Offentlige myndigheder skal inden for deres område arbejde for ligestilling og indarbejde ligestilling i al planlægning og forvaltning på de områder, denne lov omhandler. § 2. Enhver arbejdsgiver skal behandle mænd og kvinder lige ved ansættelser, forflyttelser og forfremmelser. § 3. Enhver arbejdsgiver, som beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår adgang til erhvervsvejledning, erhvervsuddannelse, erhvervsmæssig videreuddannelse og omskoling. Stk. 2. Pligt til ligebehandling gælder også enhver, der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed som nævnt i stk. 1. § 4. Enhver arbejdsgiver, der beskæftiger mænd og kvinder, skal behandle dem lige for så vidt angår arbejdsvilkår. Dette gælder også ved afskedigelse. § 5. Pligt til ligebehandling gælder også enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om adgang til at udøve et selvstændigt erhverv. Dette gælder også oprettelse, indretning eller udvidelse af en virksomhed samt påbegyndelse eller udvidelse af enhver anden form for selvstændig virksomhed, herunder finansiering heraf. Stk. 2. Pligt til ligebehandling gælder enhver, der fastsætter bestemmelser og træffer afgørelse om erhvervsuddannelse m.v. og om vilkår for udøvelse af et sådant erhverv. § 5 a. Pligt til ligebehandling gælder tillige enhver, der træffer beslutning om medlemskab af og deltagelse i en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller i organisationer, hvis medlemmer udøver et bestemt erhverv, herunder de fordele, sådanne organisationer giver medlemmerne. § 6. Det må ikke ved annoncering angives, at der til ansættelse eller erhvervsuddannelse m.v. søges eller foretrækkes personer af et bestemt køn. Kapitel 3 Graviditet, barsel og adoption § 7. (Ophævet) § 7 a. (Ophævet) § 8. Den tid, en lønmodtager har været fraværende i henhold til barsellovens §§ 6-14, medregnes ved beregning af anciennitet i arbejdsforholdet. Bestemmelsen vedrører ikke pensionsforhold. § 8 a. Forældre, der har udnyttet retten til fravær efter barsellovens §§ 6-14, har ret til at vende tilbage til det samme eller et tilsvarende arbejde med arbejdsvilkår, som ikke er mindre gunstige for dem, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær. § 9. En arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barsellovens §§ 6-14 eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption. § 10. (Ophævet) Kapitel 4 Ugyldighed m.v. § 11. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som er i strid med §§ 2-5, er ugyldige. Dette gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for selvstændige erhverv. Stk. 2. Bestemmelser i aftaler og i virksomheders reglementer m.v., som vedrører mere end een arbejdsgiver, er ligeledes ugyldige, hvis de hjemler forskelsbehandling på grund af køn inden for de i §§ 2-4 nævnte områder. Dette gælder også bestemmelser i vedtægter m.v. for selvstændige erhverv. § 12. Lovens bestemmelser kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for lønmodtageren. Kapitel 5 Dispensation § 13. Hvis det ved visse former for erhvervsudøvelse og uddannelse er afgørende, at udøveren er af et bestemt køn, og dette krav står i rimeligt forhold til den pågældende erhvervsaktivitet, kan den minister, under hvis forretningsområde den pågældende virksomhed hører, fravige bestemmelserne i §§ 2-6. Stk. 2. Den minister, under hvis forretningsområde en virksomhed hører, kan tillade foranstaltninger, der fraviger §§ 2-6, med henblik på at fremme lige muligheder for kvinder og mænd, navnlig ved at afhjælpe de faktiske uligheder, som påvirker adgangen til beskæftigelse, uddannelse m.v. Stk. 3. Ministeren for ligestilling kan efter lov om ligestilling af kvinder og mænd fastsætte nærmere regler for, i hvilke tilfælde der kan iværksættes foranstaltninger til fremme af lige muligheder for kvinder og mænd uden tilladelse efter stk. 2. Stk. 4. De i stk. 1 og 2 nævnte fravigelser skal indberettes til ministeren for ligestilling af vedkommende minister mindst hvert andet år inden den 1. november, første gang i 2002. Kapitel 6 Godtgørelse, bevisbedømmelse m.v. § 14. Personer, hvis rettigheder er krænkede ved overtrædelse af §§ 2-5, kan tilkendes en godtgørelse. § 15. En lønmodtager, herunder lønmodtagerrepræsentant, der afskediges eller udsættes for anden ufordelagtig behandling eller følge, fordi der er fremsat krav om ligebehandling efter §§ 2-4, skal tilkendes en godtgørelse fra arbejdsgiveren. Stk. 2. Godtgørelse efter stk. 1, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt. Stk. 3. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse, hvor pligt til ligebehandling følger af kollektiv overenskomst, men hvor der ikke i overenskomsten gives den pågældende adgang til godtgørelse for afskedigelse, der ikke er rimeligt begrundet i lønmodtagerens eller virksomhedens forhold. Kravet behandles ad fagretlig vej. § 16. Afskediges en lønmodtager i strid med § 9, skal afskedigelsen underkendes, såfremt der nedlægges påstand herom, medmindre det i særlige tilfælde efter en afvejning af parternes interesse findes åbenbart urimeligt at kræve ansættelsesforholdet opretholdt eller genoprettet. Stk. 2. Afskediges en lønmodtager i strid med § 9, uden at afskedigelsen underkendes, skal arbejdsgiveren betale en godtgørelse. Stk. 3. Godtgørelsen, fastsættes under hensyn til lønmodtagerens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt. Stk. 4. Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet, fravær efter barsellovens §§ 6-11, 13 og 14, og i varslingsperioder efter barsellovens § 16, stk. 2, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Stk. 5. Afskediges en lønmodtager i de i barsellovens §§ 6-14 nævnte perioder, har lønmodtageren krav på en skriftlig fyldestgørende begrundelse for afskedigelsen. § 16 a. Hvis en person, der anser sig for krænket, jf. §§ 2-5, 9 og § 15, stk. 1, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Kapitel 7 Forskellige bestemmelser § 17. Beskæftigelsesministeren fastsætter særlige regler for søfarendes barselorlov m.v. § 18. Institut for Menneskerettigheder har til opgave at fremme, evaluere og overvåge samt støtte ligebehandling af kvinder og mænd uden forskelsbehandling på grund af køn, herunder ved at bistå ofre for forskelsbehandling med deres klager over forskelsbehandling under hensyntagen til ofrenes, foreningernes, organisationernes og andre juridiske personers rettigheder, foretage uafhængige undersøgelser af forskelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger om spørgsmål vedrørende forskelsbehandling Kapitel 8 Straffebestemmelser § 19. Overtrædelse af §§ 2-6 straffes med bøde. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Kapitel 9 Ikrafttrædelsesbestemmelser § 20. Loven træder i kraft den 1. maj 1989. Stk. 2. Lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 572 af 28. august 1986, og lov om barselorlov m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 101 af 6. marts 1987, ophæves. § 21. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 268 af 2. maj 1990 om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser: § 2 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende og har virkning fra den 2. april 1990. Stk. 2. § 1, nr. 5, træder dog først i kraft på det tidspunkt, som beskæftigelsesministeren fastsætter. 2) Lov nr. 412 af 1. juni 1994 om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. oktober 1994. Lov nr. 416 af 1. juni 1994 om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. 3) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft den 1. juli 1994. Lov nr. 1111 af 29. december 1997 om ændring af lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel og lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. 4) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 3 Loven træder i kraft den 1. april 1998 og finder anvendelse i de tilfælde, hvor fødslen eller modtagelsen af barnet har fundet sted den 15. oktober 1997 eller senere. Lov nr. 388 af 30. maj 2000 om ligestilling af kvinder og mænd 5) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 24 Loven træder i kraft den 1. juni 2000. Lov nr. 440 af 7. juni 2001 om ændring af lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v., lov om lige løn til mænd og kvinder, lov om børnepasningsorlov, lov om ligestilling af kvinder og mænd og lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger 6) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 6 Loven træder i kraft den 1. juli 2001. Lov nr. 141 af 25. marts 2002 7) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelser: § 4 Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 8) Loven har virkning fra 1. januar 2002. Stk. 2. Lov om børnepasningsorlov ophæves den 1. juni 2011. § 5 Stk. 1. Forældre i forhold til egne børn, der er født efter den 31. december 2001, men inden lovens ikrafttræden, er fortsat omfattet af de hidtil gældende regler i lov om børnepasningsorlov, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Endvidere er forældre i forhold til adoptivbørn, der er modtaget efter den 31. december 2001, men inden lovens ikrafttræden, fortsat omfattet af de hidtil gældende regler i lov om børnepasningsorlov, lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel. Stk. 2. Forældre efter stk. 1, 1. pkt., kan dog inden den 1. juni 2002 i stedet vælge begge at blive omfattet af denne lov ved at give skriftlig meddelelse herom til arbejdsformidlingen. Tilsvarende gælder for forældre efter stk. 1, 2. pkt., hvor de adoptionsundersøgende myndigheder bestemmer, at den adoptionssøgende eller den ene af de adoptionssøgende ægtefæller i en periode skal være i hjemmet. Stk. 3. Forældre, der overgår til den udvidede barselorlov efter stk. 2, får modregnet afholdt børnepasningsorlov forholdsmæssigt i forældreorloven. Stk. 4. Beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om overgang fra børnepasningsorlov til barselorlov og modregning af perioder med børnepasningsorlov. Stk. 5. For børn født før den 1. januar 2002 finder de hidtil gældende regler om barselorlov i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. samt lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel fortsat anvendelse. Lov nr. 1385 af 21. december 2005, som ændrer fodnote til lovens titel, § 1, § 13, § 15 samt indsætter § 1 a, § 5 a, § 8 a og overskrift til kapitel 1, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 2 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. 9) Lov nr. 566 af 9. juni 2006, som ophæver lovens § 7, § 7 a og § 10 samt ændrer lovens titel, § 8, § 8 a, § 9 og § 16, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 55 Loven træder i kraft den 3. juli 2006. Lov nr. 182 af 8. marts 2011, som ændrer fodnoten til lovens titel og indsætter § 18, indeholder følgendede ikrafttrædelsesbestemmelse: § 4 Loven træder i kraft den 15. marts 2011. Beskæftigelsesministeriet, den 8. juni 2011 Inger Støjberg / Lise Fangel Officielle noter 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 92/85/EØF af 19. oktober 1992 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer (tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 89/391/EØF), EF-Tidende 1992, nr. L 348, side 1, Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv (omarbejdning), EU-Tidende 2006, nr. L 204, side 23, og Rådets direktiv 2010/18/EU af 8. marts 2010 om den rammeaftale vedrørende forældreorlov, der er indgået af UNICE, CEEP og EFS, EU-Tidende 2010, nr. L 68, side 13. 2) Dvs. lovens § 21. 3) Dvs. lovens § 7 a. 4) Dvs. lovens § 7, stk. 1, § 7, stk. 4, § 10, stk. 2, § 10, stk. 3, § 10, stk. 5, § 10, stk. 6, § 10, stk. 7 og § 19, stk. 2. 5) Loven ændrer i denne lovs §§ 1, 13 og 19 og ophæver § 18. 6) Dvs. lovens § 1, stk. 2, og § 16 a. 7) Loven ændrer i denne lovs §§ 7, 7 a, 10 og 16, stk. 4. 8) Lov nr. 141 af 25. marts 2002 blev bekendtgjort i Lovtidende den 26. marts 2002. 9) Lov nr. 1385 af 21. december 2005 blev bekendtgjort i Lovtidende den 22. december 2005.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Klager – en forening – klagede over et indslag i TV-stationen og en artikel på DR Online. I indslaget og i artiklen rettede den svenske justitsminister, en generel kritik af 24-årsreglen i den danske udlændingelov, efter at den danske integrationsminister, havde udtrykt bekymring over, at de svenske familiesammenføringsregler var langt lempeligere end de danske regler. Pressenævnet fandt, at hverken klager eller foreningens medlemmer var omtalt i indslaget og i artiklen på en sådan måde, at foreningen havde retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Nævnet afviste herefter klagen. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag 2004-6-105/106 Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) har på vegne af Ægteskab uden Grænser, Sverige, klaget til Pressenævnet over et indslag i Danmarks Radio og en artikel på DR Online den 30. august 2004, idet man finder, at god presseskik er tilsidesat. Man har endvidere klaget over, at Danmarks Radio har afvist at bringe et genmæle. I indslaget, der blev bragt i TV-avisen, hed det: Studievært : ”Sveriges justitsminister retter en udsædvanlig hård kritik mod den danske 24-årsregel. Den er diskriminerende og har alene til formål at bremse indvandring i Danmark, siger den svenske regering. Speak : Justitsministerens hårde udfald er svar til integrationsminister Bertel Haarder. Den danske minister er bekymret over, at de svenske familiesammenføringsregler er langt lempeligere end de danske. Interviewer : Hvad er dit svar? Justitsminister Thomas Boström : At vi ikke vil indføre samme diskriminerende 24-årsregel. Vi vil ikke have en formynderisk stat i Sverige, hvor 23-årige ikke selv må bestemme, om de skal gifte sig. Speak : Så 24-årsreglen får nu Sverige til at anklage Danmark for både formynderi og diskrimination. Og den svenske justitsminister kunne ikke drømme om at bøje lovgivningen i dansk retning. I Sverige er alderskravet kun 18 år. Thomas Boström : Det er ikke den rette vej at indføre diskriminerende lovgivning. Og integrationsministeren ved udmærket godt, at denne lov blev indført for at stoppe flygtninge og indvandrere til Danmark. Integrationsminister Bertel Haarder : Jeg synes, han skal blande sig uden om dansk lovgivning. Jeg beder om, at Sverige er opmærksom på et specielt grænseproblem her ved Øresund, hvor Sverige tilsyneladende bliver brugt til at gennemføre danske tvangsægteskaber, og hvor der benyttes dækadresser i Malmø, som udløser en familiesammenføring, skønt de pågældende slet ikke bor i Sverige. Speak : Nye tal fra Integrationsministeriet og de svenske indvandrermyndigheder viser, at ca. 500 danskere med udenlandsk baggrund årligt flytter adresse til Sverige på grund af de stramme danske regler. Men halvdelen af flytningerne er proforma, og der er også eksempler på tvangsægteskaber blandt danskerne i Malmø, viser undersøgelsen.” I en artikel den 30. august 2004 på Danmarks Radios hjemmeside, DR Online, der bar overskriften ” Hård svensk kritik af 24-årsregel ”, hed det: ”Sveriges justitsminister Thomas Bodström vil ikke høre tale om at indføre en 24-årsregel ved familiesammenføringer som i Danmark, selvom 60-80 unge nydanskere månedligt flytter til Sverige – tilsyneladende for at blive tvangsgift. Thomas Bodström siger, at Sverige i forvejen har et forbud mod tvang ved ægteskaber og at man nøje undersøger, om folk gifter sig frivilligt. - Danskernes problemer er selvskabte som følge af en diskriminerende lovgivning. Vi agter ikke at følge det danske spor i Sverige, siger Bodström til det svenske nyhedsbureau TT. Problemet med nydanskernes indvandring til Sverige var aldrig opstået, hvis ikke Danmark havde lavet sin 24-års regel, tilføjer han. Bland jer udenom Den svenske kritik preller af på integrationsminister Bertel Haarder. Bertel Haarder siger, at Sverige skal blande sig udenom den danske ægteskabslovgivning. - Jeg beder om, at Sverige er opmærksom på et specielt grænseproblem, hvor Sverige tilsyneladende bliver brugt til at gennemføre danske tvangsægteskaber, og hvor der benyttes dækadresser i Malmø, som udløser en familiesammenføring, skønt de pågældende slet ikke bor i Sverige, siger Bertel Haarder til TV-avisen. Skalkeskjul for tvangsægteskaber Integrationsministeren mener desuden, at det også må være i svenskernes interesse, at Sverige ikke bliver misbrugt som dækadresser og som et skalkeskjul for tvangsægteskaber. - Vi vil gerne have, at de unge selv bestemmer, hvem de skal gifte sig med, og at de får en uddannelse i stedet for tidlige familiearrangementer og tidlige børn. Det er dansk politik, og det har virket præcist, som det skulle, siger Bertel Haarder til TV2/Nyhederne. Flere flytter til Sverige Asylansøgere må ikke indgå ægteskab i Danmark, og hvis en dansker ønsker at gifte sig med en udlænding, skal de begge være fyldt 24 år. Desuden skal danskeren betale et depositum til staten på 50. 000 kr. for eventuelle sociale udgifter ved at gifte sig med en udlænding. Stramningen har ført til, at der hver måned flytter mellem 60 og 80 danske statsborgere til Sverige for at blive familiesammenført med en borger fra et ikke-EU-land. Ca. 80 procent har indvandrerbaggrund.” Den 11. september 2004 bragte Danmarks Radio følgende på hjemmesiden: ” Berigtigelse I artiklen ”Hård svensk kritik af 24-årsregel” fra den 30. august 2004 skriver DR Nyheder Online, at ”60-80 unge nydanskere månedligt flytter til Sverige – tilsyneladende for at blive tvangsgift.” Det er ikke korrekt. Nye tal fra det svenske Migrationsverket viser, at mellem 60 og 80 danskere flytter til Sverige hver måned for at blive familiesammenført med en ikke-EU borger. Af disse er ca. 80% danske statsborgere med indvandrerbaggrund. Af de 3000 danskere, der i 2003 søgte om at flytte til Sverige, blev 4 afvist af de svenske myndigheder med den begrundelse, at flytningen skete i forbindelse med et tvangsægteskab.” Der er efterfølgende i artiklen af 30. august 2004 indsat en henvisning til berigtigelsen på DR Online. Ved brev af 2. september 2004 anmodede Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (DRC) på vegne af Ægteskab uden Grænser, Sverige, Danmarks Radio om et genmæle. Ved brev af 15. september 2004 klagede DRC over, at Danmarks Radio havde tilsidesat god presseskik. Ved brev af 16. september 2004 afviste Danmarks Radio at bringe et genmæle og henviste til, at man den 11. september 2004 på DR Online havde bragt en berigtigelse i forhold til en forkert oplysning. Ved brev af 24. september 2004 afviste Danmarks Radio klagen over tilsidesættelse af god presseskik. Foreningen Ægteskab uden Grænser, Sverige, har oplyst, at foreningen er dannet af danskere bosat i Sverige som følge af den danske udlændingelov. Foreningen havde pr. 31. august 2004 45 registrerede medlemmer, der alle er dansk/udenlandske ægtepar. Organisationen fungerer som et talerør over for blandt andet pressen og udgør en klart defineret gruppe, der er blevet krænket af Danmarks Radios nyhedsdækning. Foreningen har retlig interesse i sagen, idet det er foreningens medlemmer, der er omtalt i indslaget og artiklen. At foreningen ikke er omtalt ændrer ikke på det faktum, at foreningen er den eneste i Sverige, der repræsenterer de personer, som indslaget og artiklen omhandler. Som dokumentation for retlig interesse i sagen har foreningen blandt andet henvist til foreningens vedtægter. Foreningen har anført, at sammenkædningen i indslaget og i artiklen om, at dansk/udenlandske par flytter til Sverige, og at de ligger under for tvangsægteskab, er uunderbygget. Sammenkædningen skaber et indtryk af, at alle par, der flytter fra Danmark til Sverige, har indgået tvangsægteskab og bor proforma i Sverige. Berigtigelsen den 11. september 2004 er ikke fyldestgørende, og foreningen har derfor krav på genmæle. Foreningen har videre anført, at Danmarks Radio har tilsidesat punkt A.1, 3 og 4 i de vejledende regler for god presseskik, idet Danmarks Radio ikke har søgt at indhente oplysninger fra de personer, der i indslaget og i artiklen blev angrebet. Danmarks Radio har anført, at hverken foreningen Grænser uden Ægteskab, Sverige, eller dens medlemmer er omtalt i indslaget og artiklen. Foreningen har derfor ikke fornøden retlig interesse i at klage til nævnet, der bør afvise sagen. Danmarks Radio har videre anført, at man har haft en alsidig dækning af sagen, idet man har videregivet synspunkter fra både repræsentanter for de danske og svenske myndigheder. I et indslag den 31. august 2004 medvirkede to danskere med indvandrerbaggrund, der var flyttet til Sverige for at kunne gifte sig, og som ikke ønskede at bo proforma. Indslaget nævnte intet om tvangsægteskaber. Indslaget den 30. august var ikke et angreb på navngivne personer, institutioner, organisationer eller på danskere bosat i Sverige generelt. Der er ikke i indslaget bragt faktuelt forkerte oplysninger. Danmarks Radio har oplyst, at der i artiklen på DR Online blev bragt en forkert oplysning, som den 11. september 2004 blev rettet i en berigtigelse på DR Online. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Lene Pagter Kristensen, Michael Ulveman, Lars Lindskov og Kirsten Dyregaard. Pressenævnet udtaler: Det er en betingelse for at klage til Pressenævnet over et medies tilsidesættelse af god presseskik, at klageren har retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det indebærer, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde være identificeret i mediet. Efter medieansvarslovens § 36, stk. 2, kan anmodning om genmæle fremsættes af den, oplysningerne vedrører. I indslaget og i artiklen rettede den svenske justitsminister, Thomas Boström, en generel kritik af 24-årsreglen i den danske udlændingelov, efter at den danske integrationsminister, Bertel Haarder, skulle have udtrykt bekymring over, at de svenske familiesammenføringsregler er langt lempeligere end de danske regler. I artiklen bad Bertel Haarder Sverige være opmærksom på et særligt problem i forhold til danske statsborgeres indgåelse af tvangsægteskaber og benyttelse af proforma-adresser i Sverige. Pressenævnet finder, at hverken foreningen Ægteskab uden Grænser, Sverige, eller foreningens medlemmer er omtalt i indslaget og i artiklen på en sådan måde, at Ægteskab uden Grænser, Sverige, har retlig interesse i at klage til Pressenævnet. Nævnet afviser herefter klagen. Afgjort den 9. februar 2005.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om institutionsinstruks vedrørende regnskabsvæsenets tilrettelæggelse for domstolene § 1. Retningslinjer for domstolenes kasse- og regnskabsvæsen fastsættes af Justitsministeriet i en institutionsinstruks vedrørende regnskabsvæsenets tilrettelæggelse for domstolene. § 2. Cirkulæret træder i kraft den 1. april 1991. Stk. 2. Institutionsinstruksen finder anvendelse ved det enkelte embede, når Justitsministeriet anerkender at have modtaget kopi af de underskrevne eksemplarer af de bilag til instruksen, som alene vedrører embedet. Indtil dette tidspunktet anvendes de hidtil gældende retningslinjer vedrørende domstolenes kasse- og regnskabsvæsen. Stk. 3. Følgende forskrifter ophæves: 1) cirkulære nr. 55 af 20. marts 1979 om underretternes kasse- og regnskabsvæsen, 2) cirkulæreskrivelse nr. 84 af 11. april 1961 om udgifter i beneficerede sager m.v., 3) cirkulære nr. 33 af 14. februar 1962 om inddrivelse af afgifter og sagsomkostninger i beneficerede sager, 4) cirkulære nr. 156 af 1. september 1964 om arv, der tilfalder personer med fast bopæl i udlandet, 5) cirkulære nr. 102 af 17. maj 1965 om anskaffelse af inventar, kontormaskiner og litteratur m.v. til underretterne udenfor København og 6) cirkulære nr. 114 af 22. august 1984 om inddrivelse af retsafgifter, der er pålagt statens modpart at betale i visse borgerlige sager. Justitsministeriet, den 26. marts 1991 Hans Engell / Niels Pallesen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Udlændingenævnets afgørelse af 15. august 2013 – Tidsubegrænset opholdstilladelse – Offentlig hjælp Udlændingenævnet stadfæstede i august 2013 Udlændingestyrelsens afgørelse om afslag på tidsubegrænset opholdstilladelse efter udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, til en statsborger fra Iran. Den pågældende var oprindeligt meddelt midlertidig opholdstilladelse efter udlændingelovens dagældende § 9, stk. 1, nr. 3. Den pågældende indgav i september 2012 ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse. Udlændingestyrelsen modtog i januar 2013 oplysninger fra kommunen om, at den pågældende havde modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik siden oktober 2012. Udlændingenævnet fandt, at betingelsen i udlændingelovens § 11, stk. 3, nr. 5, om, at en ansøger ikke må have modtaget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i de sidste tre år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse, og indtil ansøgeren vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, ikke var opfyldt. Udlændingenævnet fandt endvidere ikke grundlag for at anse den pågældende for omfattet af nogle af undtagelsesbestemmelserne i udlændingelovens § 11, stk. 11 (stærkt tilknytningsforhold), § 11, stk. 14 (hensynet til Danmarks internationale forpligtelser, herunder FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap), eller § 11, stk. 15 (udlændinge, der har boet lovligt her i landet i mere end de sidste otte år og i hele denne periode haft opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7 eller 8 (asyl), hvis udlændingen har vist vilje til integration i det danske samfund.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ikrafttræden af lov om ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler og lov om ændring af forskellige punktafgiftslove (Afgiftsforhøjelse m.v.) I medfør af § 3, stk. 1, i lov nr. 417 af 26. juni 1998 om ændring af lov om afgift af bekæmpelsesmidler og lov om ændring af forskellige punktafgiftslove (Afgiftsforhøjelse m.v.) bestemmes, at loven træder i kraft den 1. november 1998. Skatteministeriet, den 11. september 1998 Ole Stavad /John Fuhrmann End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Klager klagede over, at bladet i en artikel om en lejekonflikt fremkom med forkerte oplysninger. Pressenævnet bemærkede, at man ikke kunne tage stilling til indholdet af en kendelse fra Huslejenævnet eller gyldigheden af denne. På baggrund af kendelsen var der ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af artiklens overskrift. Nævnet fandt, at bladet ikke havde taget stilling til, hvem af de involverede parter, der havde chikaneret hvem, idet bladet alene havde gengivet den ene parts opfattelse af dette spørgsmål. Ej grundlag for kritik. Pressenævnet fandt herudover ikke, at bladet på nogen punkter, omfattet af klagen, havde handlet i strid med god presseskik. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 103/2002 [En mand K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i JydskeVestkysten den 13. oktober 2002, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. I en artikel med overskriften " Lejer fik delvis ret " hed det i en underoverskrift: "Boligsag: BJ Bolig fik pålagt at udbedre mangler ved lejemålet Stormgade 71. Men nu er lejer flyttet og striden står nu om depositumet." Artiklen var sålydende: "Striden mellem boligejer [K], BJ Bolig, og lejer Svend Siig, som avisen tidligere har beskrevet indgående, har nu fået en afgørelse i Huslejenævnet. Men dermed er sagen langt fra slut. For selv om udlejer af Huslejenævnet er blevet pålagt at udbedre en lang række mangler ved lejemålet Stormgade 71, st., er parterne igen røget i totterne på hinanden. Svend Siig fraflyttede nemlig lejemålet den 1. oktober og kræver nu at få sit depositum tilbage. Men det ønske vil BJ Bolig angiveligt ikke efterkomme. Samtidig har postvæsnet travlt med at fragte brevkorrespondance frem og tilbage mellem BJ Bolig, Svend Siig og sidstnævntes advokat. For Svend Siig ønsker nemlig ikke at udlevere sin nye adresse til BJ Bolig og [K]. - Vi vil ikke chikaneres mere. Og han kan skrive til min advokat, hvis han agter at aflevere de penge, jeg har til gode, siger Svend Siig, i en kommentar til den øjeblikkelige sag. Dermed fortsætter striden mellem lejer og udlejer af Stormgade 71. Det lykkedes desværre ikke at få en kommentar fra [K] BJ Bolig til den aktuelle sag." Artiklen var ledsaget af en faktaboks, hvori der blandt andet var anført følgende: "MANGLER Boligretten pålagde for nylig BJ Bolig at udbedre følgende mangler ved lejemålet Stormgade 71, st: " Klageren har anført, at det ikke har noget med virkeligheden at gøre, når bladet skriver, at Svend Siig ikke vil chikaneres mere. Klager har ikke på nogen måde haft kontakt med Svend Siig siden Huslejenævnets besigtigelse af lejemålet den 26. august 2002. Klager har ikke chikaneret Svend Siig, men er derimod af ham blevet truet med alverdens ulykker, hvis han nærmede sig huset. Det er ej heller korrekt, som bladet anfører, at Svend Siig fraflyttede lejemålet den 1. oktober 2002. Den korrekte dato er 28. september 2002. Klageren har videre anført, at det ikke er korrekt, når bladet anfører, at "Lejer fik delvis ret". I det øjeblik Svend Siig forlod lejemålet den 28. september 2002, bortfaldt Huslejenævnets kendelse. Der er derfor ikke nogen, der ved noget, om Svend Siig fik ret eller ej, idet der ikke foreligger nogen kendelse. Det er endvidere uanstændigt at anføre i artiklen, at Svend Siig fik delvis ret, når bladet "glemmer", at klager, længe før Huslejenævnet kom ind i billedet, havde tilbudt Svend Siig omgående at rette de eventuelle fejl og mangler, der måtte være. Det er i øvrigt usandt, når bladet i faktaboksen anfører, at Boligretten har pålagt klager at udbedre nogle mangler, idet sagen ikke har været indbragt for Boligretten. Klageren har med hensyn til Svend Siigs depositum anført, at lejligheden er efterladt i en meget beskidt stand, og at udgiften til rengøring, reparationer og skyldig husleje vil blive fratrukket hans depositum. Klageren er endvidere over for nævnet fremkommet med bemærkninger til indholdet af Huslejenævnets kendelse. Klageren har endelig til bladets anførsel om, at man har forsøgt at kontakte ham, oplyst, at han var på ferie fra den 5. oktober til 13. oktober 2002. Klager har ikke fra bladet modtaget noget opkald på sin mobiltelefon, ligesom der ikke er lagt nogen telefonbeskeder. Bladet har anført, at klager trods bladets gentagne telefonopkald og efterladte telefonbeskeder til ham ikke reagerede på bladets opfordring til at kommentere artiklen. Bladet har videre anført, at det er en teknisk omskrivning af sandheden, når klager i klagen skriver, at han ikke har haft kontakt med Svend Siig. Sidstnævnte er flyttet og har hemmelig adresse. Til gengæld korresponderer parterne gennem Svend Siigs advokat, hvilket klager gør flittigt brug af. Udsagnet "Vi vil ikke chikaneres mere" er i øvrigt et citat fra Svend Siig og må stå for dennes egen regning. Bladet har oplyst, at oplysningen om, at Svend Siig fraflyttede lejemålet den 1. oktober 2002, stammer fra ham selv. Det er derfor påstand mod påstand, når klager påstår, at det skete den 28. september 2002, men det har i øvrigt ikke relevans for artiklens substans. Bladet har videre anført, at overskriften er dækkende for indholdet af artiklen, der jo netop fortæller, at Huslejenævnet har pålagt klager at udbedre en lang række mangler. Bladet har blot viderebragt Huslejenævnets kendelse. Bladet har erkendt at have lavet en tanketorsk/slåfejl i faktaboksen til artiklen ved at skrive "Boligretten pålagde for nylig ", idet der rettelig burde have stået "Huslejenævnet". I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard. Pressenævnet udtaler: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet ikke har mulighed for at tage stilling til det nærmere indhold af Huslejenævnets kendelse eller gyldigheden af denne. Nævnet kan imidlertid konstatere, at Huslejenævnet på en række punkter har pålagt klager at udbedre mangler ved lejemålet, og nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af artiklens overskrift. Nævnet bemærker endvidere, at der i artiklen ikke er taget stilling til, hvem af de involverede parter der chikanerer hvem, idet bladet alene har gengivet Svend Siigs opfattelse af dette spørgsmål. Nævnet finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet på dette punkt. Nævnet finder ikke, at den forkerte oplysning om, at Boligretten og ikke Huslejenævnet skulle have pålagt klager at udbedre en række mangler, er af en sådan karakter, at god presseskik er tilsidesat. Nævnet finder, at bladet hverken på dette eller på noget andet punkt, omfattet af klagen, har handlet i strid med god presseskik. Afsagt den 11. december 2002.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om mønstring af søfarende m.v. Herved bekendtgøres lov nr. 48 af 31. januar 1973 om mønstring af søfarende m.v., med de ændringer, der følger af lov nr. 857 af 23. december 1987. § 1. Mønstring skal finde sted, når en søfarende tiltræder eller fratræder sin tjeneste i et dansk skib. § 2. Ved mønstring forstås i denne lov, at en hyrekontrakt bliver udfyldt og underskrevet af den søfarende og skibsføreren, og at den søfarendes søfartsbog eller mønstringsbevis udfyldes og underskrives af skibsføreren. Stk. 2. Udtrykket »søfarende« omfatter i denne lov enhver person, bortset fra skibsføreren, der udfører arbejde om bord i et skib i søen. § 3. Skibsføreren skal ved mønstring påse, at lovgivningens forskrifter er opfyldt for den pågældende søfarende, herunder navnlig de aldersmæssige, helbredsmæssige og uddannelsesmæssige krav. Stk. 2. Hyrekontrakten skal udfærdiges på en formular, industriministeren har godkendt. Stk. 3. Skibsføreren skal efter hver mønstring sende en genpart af hyrekontrakten til Søfartsstyrelsen. § 4. Søfartsstyrelen fastsætter regler for indberetning om førerskifte i danske skibe. § 5. Søfartsstyrelsen fører kontrol med mønstring og kontrol med, at lovgivningens forskrifter om skibes besætning overholdes. Stk. 2. Industriministeren kan fastsætte regler om sådanne lempelser i bestemmelserne i §§ 1 og 3, stk. 3, som skønnes hensigtsmæssige. § 6. (Ophævet). § 7. Søfartsstyrelsen kan af rederi eller skibsfører kræve alle oplysninger om skibsmandskab og skib, som er nødvendige af hensyn til kontrollen. Stk. 2. Søfartsstyrelsen er berettiget til på ethvert dansk skib at foretage de undersøgelser, som er nødvendige af hensyn til kontrollen. § 8. Overtrædelse af §§ 1 og 3 straffes med bøder, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov. Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at meddele de oplysninger, som afkræves ham i medfør af § 7, stk. 1. Stk. 3. I forskrifter, som udstedes i henhold til §§ 4 og 5, stk. 1, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. § 9. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. § 10. Loven træder i kraft den 1. april 1973. Stk. 2. §§ 6-10 samt 12 og 15 i lov nr. 76 af 31. marts 1937 om forhyring og mønstring af skibsmandskab ophæves. Samtidig affattes lovens titel således: »Lov om forhyring af skibsmandskab.« Lov nr. 857 af 23. december 1987 indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 16. Loven træder i kraft den 1. januar 1988. Industriministeriet, den 29. september 1988 NILS WILHJELM /Torben Ginnerup Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé En virksomhed formidlede over internettet kontakt til spillesteder beliggende uden for EU. Leveringsstedet for diverse ydelser ansås for at være de lande uden for EU, hvor spillestederne var beliggende, og der skulle derfor ikke opkræves moms af leverancer her i landet. Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. momspligt for dansk hjemmeside til spillesteder uden for EU Klagen skyldes, at told- og skatteregionen har anset A ApS (herefter benævnt virksomheden) for at levere reklameydelser med leveringssted i Danmark, jf. momslovens § 18. Landsskatterettens afgørelse Den påklagede afgørelse ændres. Sagens oplysninger Virksomheden var tidligere registreret under navnet I/S B men har efterfølgende skiftet navn til A ApS. Virksomheden har en dansk og en engelsk hjemmeside. Virksomheden ejes af C og D. Den danske hjemmeside er ikke en side, hvor man kan spille online. Hjemmesiden har derimod en lang række bannere og links til forskellige steder, hvor der kan spilles. Disse er typisk beliggende på øer udenfor EU. Virksomhedens aktiviteter består i at fremskaffe kunder/spillere til spillestederne. Det er således spillestederne, der er virksomhedens kunder. Virksomheden videresender kunderne/spillerne via bannerreklamer eller links på hjemmesiderne. Virksomheden søger nye kunder på Internettet. Når der findes en ny kunde skal kundens vilkår/betingelser for afregning af honorarer accepteres. Nogle af disse kontrakter er skriftlige og med begge parters underskrift, andre ligger alene på nettet. Det er oplyst, at disse kontrakter jævnligt ændres. Virksomheden har indtægter ved 5 forskellige aktivitetsområder: 1. Medlemsskab af portalen Portalens basisfunktioner er gratis at anvende, men for at få adgang til alle funktioner og features, skal man være medlem af portalen.dk. Det er oplyst, at der afregnes moms af denne indtægt. 2. Ny kunde hos E På hjemmesiden er der bannerreklame for E, som er et online betalingssystem. Virksomheden modtager 5$ for hver kunde, der klikker på banneret på hjemmesiden og herefter udfylder en tilmeldingsformular hos E. Det er oplyst, at der afregnes moms af denne indtægt. 3. Fast reklameplads med link Der er kunder, der bestemmer, hvor på hjemmesiden deres bannere eller links skal placeres. Virksomheden får et fast beløb for reklamepladsen, uanset hvor mange kunder/spillere der klikker på banneret/linket. Det er oplyst, at der afregnes moms af denne indtægt. 4. Profit share Der er en type kontrakt, hvor virksomheden først får betaling, når spilleren begynder at spille hos spillestedet og evt. først når spilleren begynder at tabe penge på spillestedet. Der er fremlagt et eksempel på sådan en kontrakt med F, hvoraf fremgår: ”[.....] 1.4 Modification We may modify any of the terms and conditions contained in this Agreement, at any time and in our sole discretion, by posting a change notice or a new agreement on our site which we will notify you of. Modifications may include, for example, changes in the scope of available referral fees, fee schedules, and referral program rules. IF ANY MODIFICATION IS UNACCEPTABLE TO YOU, YOUR ONLY RECOURSE IS TO TERMINATE THIS AGREEMENT. YOUR CONTINUED PERTICIPATION IN THE PROGRAM FOLLOWING OUR POSTING OF A CHANGE NOTICE OR NEW AGREEMENT ON OUT SITE (WHICH WE WILL NOTIFY YOU OF) WILL CONSTITUTE BINDING ACCEPTANCE OF THE CHANGE. [ ..] 2. Your Rights and Obligations 2.1 Linking to InterCasino By agreeing to participate in this referral program, you are agreeing to create a unique link from your site to F. You may link to us with one of our banner/icons or with a text link. This is the only method by which you may advertise on our behalf. We will terminate this agreement immediately if there is any form of spamming or if you advertise our place in any other way. You shall not make any claims, representations, or warranties in connection with us and you shall have no authority to, and shall not, bind us to any obligations. 2.2 Agency Appointment By this Agreement, we grant you the non-exclusive right to direct customers to our site and services, in accordance with the terms and conditions of this Agreement. This Agreement does not grant you an exclusive right or privilege to assist us in the provision of services arising from your referrals, and we obviously intend to contract with and obtain the assistance from others at any time to perform services of the same or similar nature as yours. You shall have no claims to referral fees or other compensation on business secured by or through persons or entities other than you. [ ..] 6. Relationship of Parties You and we are independent contractors, and nothing in this Agreement will create any partnership, joint venture, agency, franchise, sales representative, or employment relationship between the parties. You will have no authority to make or accept any offers or representations on our behalf. You will not make any statement, whether on your site or on our behalf. You will not make any statement, whether on your site or otherwise, that reasonably would contradict anything in this paragraph. [ ..]” Virksomheden har ikke anset disse indtægter for momspligtige. 5. CPA (betaling pr. spiller der henvises) Her får virksomheden betaling pr. spiller, der henvises til spillestedet. Virksomheden må selv vælge banner/link eller tekst, og det er op til virksomheden, hvor dette placeres på hjemmesiden. Virksomheden har ikke anset disse indtægter for momspligtige. Told- og Skatteregionens afgørelse Told- og skatteregionen har pålagt virksomheden at afregne dansk moms af indtægterne under punkt 4 og 5 fra 1. juli 2002. Det er regionens opfattelse, at disse indtægter skal behandles momsmæssigt ligesom indtægterne under punkt 3, idet der alene er forskel i den måde som vederlaget beregnes på. Der er tale om levering af reklameydelser, idet der spredes et budskab (via links, bannere eller tekst), som skal informere forbrugerne om en tjenesteydelses eksistens og kvaliteter med henblik på at forøge salget heraf. Budskabet spredes her via Internettet. Ydelserne er således omfattet af momslovens § 18, stk. 1, nr. 2, og leveringsstedet er her i landet, da ydelsen må anses for udnyttet i såvel Danmark som i andre lande. Der er ikke tale om formidlingsydelser, idet virksomheden ikke handler i fremmed navn og for fremmed regning. Dette fremgår bl.a. af den fremsendte kontrakt mellem virksomheden og F (punkt 6), hvor det fremgår, at virksomheden ikke på nogen måde kan forpligte F. Klagerens påstand og argumenter Klagerens repræsentant har fremsat påstand om, at der ikke skal beregnes salgsmoms af virksomhedens indtægter fra forskellige udbydere i form af profit-share og betaling pr. spiller (punkt 4 og 5). Til støtte herfor er det principalt gjort gældende, at der er tale om formidling af spil på Internettet i fremmed navn og for fremmed regning. Der er således tale om en momsfritaget formidlingsydelse, idet udbyderne er etableret udenfor EU, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 12 og § 21, nr. 3. Virksomheden formidler kontakten mellem potentielle kunder og spillestederne. Formidling sker i fremmed navn og for fremmed regning, idet det står klart for spilleren, at han spiller på et spillested og ikke hos virksomheden. Det forhold, at der ikke består et partnerskab mellem virksomheden og fx F, er alene et udtryk for, at virksomheden ikke kan indgå aftaler m.v., der kan medføre et ansvar for F. Spillestederne betaler således ikke for en reklame for at sprede budskabet omkring deres eksistens. De betaler derimod for, at virksomheden formidler kontakt mellem potentielle kunder og spillestederne. Dette understreges også af, at virksomheden først opnår betaling når spilleren ”træder ind” i spillestedet eller taber penge på spillestedet. Hvis der havde været tale om en reklameydelse skulle virksomheden allerede havde opnået betaling, når reklamen blev vist på hjemmesiden. Den reklame, der ligger i, at spillestedernes navne og evt. logo optræder på hjemmesiden, er i sagens natur nødvendig, for at formidlingsydelsen kan udføres, og reklameydelsen må således anses som en integreret del af formidlingsydelsen. Subsidiært har repræsentanten gjort gældende, at såfremt de leverede ydelser anses som reklameydelser, kan leveringsstedet ikke anses for at være i Danmark, idet ydelserne udnyttes uden for EU. Den danske momslovs § 18, stk. 3, nr. 3, er ikke implementeret i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3, som anvender udtrykket ”faktisk benyttelse eller udnyttelse”. Den danske momslov anvender udtrykket ”udelukkende benyttes eller udnyttes udenfor EU”, og dette er således mere restriktivt end direktivets formulering. Det afgørende er således, hvor reklameydelsen faktisk benyttes eller udnyttes. Normalt vil dette være i det land, hvor reklamemidlet udkommer, men da der her er tale om reklamer på Internettet giver det ikke mening at tale et udgivelsessted. Det vil således være mere logisk og hensigtsmæssigt at fastlægge leveringsstedet for reklameydelser på Internettet med udgangspunkt i, hvor den økonomiske udnyttelse af reklamepladsen sker. Den økonomiske udnyttelse vil typisk ske der, hvor aftageren af ydelsen er etableret, idet det er her den indkøbte ydelse indgår i en økonomisk virksomhed og dermed medgår til at skabe omsætning for aftageren af ydelsen. Da virksomhedens kunder er etableret udenfor EU, må den faktiske udnyttelse af reklameydelserne ud fra et økonomisk kriterium også anses for at ske udenfor EU, og leveringsstedet er således ikke i Danmark. Såfremt Landsskatteretten kommer frem til, at de leverede ydelser må anses som reklameydelser, vil dette også omfatte de reklameydelser, der leveres under punkt 3. Told- og Skattestyrelsens indstilling Told- og Skattestyrelsen har indstillet den påklagede afgørelse stadfæstet. Told- og Skattestyrelsen har ikke bestridt, at afgørelse af, hvor de omhandlede ydelser har leveringssted, er uafhængig af den ved lov nr. 124 af 28. februar 2003 gennemførte ændring af den danske momslovs § 18, stk. 3, nr. 3. Det er imidlertid Styrelsens opfattelse, at leveringsstedet for ydelserne er i Danmark. Hvis der alene lægges vægt på den økonomiske udnyttelse af ydelsen, vil leveringsstedet således aldrig blive her i landet, når ydelsen sælges til en aftager udenfor EU. Både den nugældende danske momslovs § 15, stk. 4, nr. 4, in fine og direktivets muligheder for at flytte leveringsstedet vil derfor være overflødig. Det afgørende kan derfor ikke være den økonomiske udnyttelse. I stedet bør der lægges vægt på, hvor brugerne af de pågældende hjemmesider er bosiddende. Det er således disse brugere, der benytter/udnytter reklameydelsen, idet de får hjælp til, hvor de kan spille på nettet. For så vidt angår den dansksprogede hjemmeside må den være målrettet til danske internetbrugere, og ydelserne må derfor være faktisk benyttet i Danmark. Den engelsk hjemmeside er som udgangspunkt egnet til at blive anvendt i flere lande. Det forhold, at hjemmesiden er på engelsk, afskærer imidlertid ikke i sig selv myndighederne fra at statuere, at de reklameydelser, som findes på hjemmesiden, faktisk benyttes her i landet. Styrelsen har endelig påpeget, at også momslovens § 16 om udlejning af transportmidler har hjemmel i 6. momsdirektiv art. 9, stk. 3. Hvis der alene lægges vægt på, hvor den økonomiske udnyttelse af ydelsen finder sted, vil leveringsstedet for disse ydelser også altid være i købers land, uanset at transportmidlet benyttes her i landet. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Den pr. 1. juli 2002 gældende momslovs § 18 havde følgende formulering: ”Leveringsstedet er her i landet for følgende ydelser, som leveres til aftagere her i landet, eller som leveres her i landet, jf. dog stk. 2 og stk. 3: [ ..] 2) Reklameydelser [ ..] Stk. 3. Leveringsstedet, når de i stk. 1 omhandlede ydelser leveres her fra landet er ikke her i landet i følgende tilfælde: [ ..] 3) Når ydelsen leveres til aftagere uden for EU og ydelsen udelukkende benyttes eller udnyttes uden for EU” Det fremgår af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 2, litra e, at leveringsstedet for bl.a. reklamevirksomhed, som præsteres for aftagere, der er etableret uden for Fællesskabet, er det sted, hvor aftageren har etableret enten sit hjemsted eller et fast forretningssted. Det fremgår endvidere af 6. momsdirektiv art. 9, stk. 3, pkt. b, at medlemsstaterne med henblik på, at undgå dobbelt påligning af afgifter, ikke-påligning af sådanne eller konkurrencefordrejning, med hensyn til bl.a. reklameydelser kan anse leveringsstedet, når dette i henhold til denne artikel er beliggende uden for Fællesskabet, som beliggende i indlandet, såfremt den faktiske benyttelse eller udnyttelse finder sted i indlandet. Ved § 1 i lov nr. 124 af 28. februar 2003 fik momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, følgende ordlyd (den nugældende § 15, stk. 4, nr. 4): Leveringsstedet for de ydelser, der er nævnt i stk. 2, og som leveres af en afgiftspligtig person her i landet, er ikke her i landet i følgende tilfælde: [ ..] 4) Når de i stk. 2, nr. 1-10, nævnte ydelser leveres til en aftager udenfor EU, med mindre ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet. [ ..] Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår: ”Fra dansk side har vi hidtil defineret ”faktisk” som værende ”udelukkende”. Forslaget følger anbefalingen fra Arbejdsgruppen om momsloven og 6. momsdirektiv om, at direktivets ordlyd ”faktisk” bruges i momsloven. Årsagen hertil er for det første, at ordet ”faktisk” indebærer, at man skal tage stilling til den konkrete udnyttelse og ikke en potentiel udnyttelse (som f.eks. en reklameydelse på Internettet kan give mulighed for). Brugen af ”udelukkende” indebærer ikke umiddelbart denne sondring. For det andet giver brugen af ”faktisk” mulighed for, at en flytning af leveringsstedet kan finde sted også i tilfælde, hvor en ydelse anvendes flere steder.” De leverede ydelser vedrørende ”Profit Share” og ”CPA” må anses for at være reklameydelser som nævnt i den dagældende momslovs § 18, stk. 1, nr. 2. Der er herved lagt vægt på, at formålet med opsætningen af bannere m.v. må være at tiltrække spillere til de hjemmesider, der udbyder spil, dvs. gøre opmærksom på disse siders eksistens. Det forhold, at betalingen først opnås, når spilleren tilmelder sig spillestedet eller evt. taber penge på spillestedet, kan ikke medføre et andet resultat. Landsskatteretten finder således ikke, at der er tale om formidling af spil for fremmed regning og risiko som anført af repræsentanten. Det kan således ikke anses for godtgjort, at virksomheden formidler spil i henhold til fuldmagt fra spillestederne eller på nogen måde kan forpligte disse. Der henvises til den fremlagte kontrakt mellem virksomheden og F. Den pr. 1. juni 2002 gældende bestemmelse i momslovens § 18, stk. 3, nr. 3, må fortolkes i overensstemmelse med 6. momsdirektivs artikel 9, stk. 3. Den med virkning fra 1. juli 2003 foretagne ændring af momsloven giver derfor ikke i sig selv grundlag for at ændre fortolkningen af, hvor en ydelse faktisk er benyttet eller udnyttet. Ved fortolkningen af, hvad der skal forstås ved faktisk benyttelse eller udnyttelse må der henses til, at art. 9, stk. 3, og den nugældende danske momslovs § 15, stk. 4, nr. 4, in fine, er en undtagelse til hovedreglen om, at leveringsstedet for leverancer af denne art til aftagere uden for EU, er aftagerens hjemsted. Tilknytningsmomentet til Danmark består i den her foreliggende situation alene i, at den dansksprogede hjemmeside må antages hovedsaligt at blive benyttet af personer bosiddende her i landet. Her overfor står, at den økonomiske udnyttelse af reklameydelserne finder sted i de lande uden for EU, hvor spillestederne er beliggende. Under disse omstændigheder findes reklameydelserne ikke at være benyttet eller udnyttet her i landet på en sådan måde, at det kan begrunde en flytning af leveringsstedet til Danmark. Reklameydelserne må i stedet anses for at have leveringssted uden for EU, og der skal derfor ikke opkræves moms af leverancerne her i landet. Der er ikke herved taget stilling til, hvor transportydelser har leveringssted. Den påklagede afgørelse ændres.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Skatterådet blev spurgt om der mellem koncernforbundne filialer kunne ske overdragelse således, at den udenlandske ejer af den modtagende filial kunne foretage skattemæssige afskrivninger på handelsværdien af den erhvervede virksomhed, og at der samtidigt ikke skulle ske tilskudsbeskatning i forbindelse med overdragelsen. Den fulde tekst Koncernintern overdragelse af virksomhed mellem filialer Baggrund Skatterådet blev anmodet om at besvare følgende spørgsmål 1) Kan det bekræftes, at den danske filial Y kan foretage skattemæssige afskrivninger på handelsværdien af den virksomhed, som filialen erhverver ved den nedenfor beskrevne påtænkte virksomhedsoverdragelse? 2) Kan det bekræftes, at den beskrevne overdragelse ikke udløser tilskudsbeskatning hos Y AB? Det var oplyst at en udenlandsk koncern havde to filialer i Danmark (filial X og Y) - én ejet af X AB og én ejet af Y AB der begge var svenske datterselskaber til det svenske Z AB. Som led i en fortsat konsolidering af aktiviteterne i Danmark og med henblik på at optimere salg til kunder i Danmark samt opnå betydelige synergier ønsker koncernen de to danske filialer lagt sammen. På sigt er det hensigten, at den virksomhed, som filialerne driver, skal drives via et dansk aktieselskab. Det første skridt hen imod overgang til selskabsform er en sammenlægning af de to filialer. X og Y har igennem nogen tid overvejet en sammenlægning af de to danske filialer. Det har således været under overvejelse, at X tilfører sin filial til Y selskab mod vederlag i aktier - svarende til en tilførsel af aktiver i Danmark. Fra dansk side vil en sådan tilførsel af aktiver som udgangspunkt blive anset som en skattepligtig overdragelse til markedsværdier. Med henblik på at sikre, at en sådan overdragelse ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 8 B om indskrænkninger i adgangen til at foretage skattemæssige afskrivninger, blev der indhentet bindende forhåndsbesked herom fra Ligningsrådet. Den bindende forhåndsbesked er offentliggjort i SKM2005.151.LR . Ligningsrådet fandt, at selskabsskattelovens § 8 B ikke finder anvendelse. Den overdragelse, som forhåndsbeskeden vedrører, blev aldrig effektueret, og i mellemtiden har de svenske selskaber genovervejet sammenlægningsmetoden, idet denne nu påtænkes ændret således, at X inden årets udgang overdrager sin danske filial til Y ved et almindeligt salg og ikke som først forudsat ved en tilførsel af aktiver mod vederlag i aktier. Overdragelsen påtænkes gennemført efter særlige regler, som er gældende i Sverige (Underprisöverlåtelse). Reglerne muliggør overdragelse til regnskabsmæssige værdier, dvs. en værdi lavere end markedsværdien. Reglerne har sammenhæng med de svenske regler om group contribution (svensk sambeskatning). En sådan overdragelse kan ske uden skattemæssige konsekvenser for køber eller sælger i Sverige. Køber overtager sælgers skattemæssige værdier (succession). Dette har flere fordele: For det første undgår det indskydende selskab at blive aktionær i det modtagende selskab, hvilket ville komplicere koncernopbygningen i Sverige. For det andet vil det være muligt at undlade at inddrage enkelte aktiver i overdragelsen, såsom dubiøse debitorer og eventuelle kontrakter, som har restriktive ejerskifteklausuler. Indstilling til skatterådet Ad 1 Efter det oplyste i sagen ophørsbeskattes filial X i forbindelse med at aktiverne overdrages fra X AB til Y AB. Den beskrevne situation er sammenlignelig med den tidligere forespørgsel, hvor man ønskede at benytte en svensk model svarende til dansk skattefri tilførsel aktiver. Nu ønsker man i stedet at overdrage aktiverne direkte således, at svenske regler om overdragelse til regnskabsmæssige værdier benyttes. Efter det oplyste sker der succession i Sverige, således at selskabet, der erhverver aktiverne får et mindre afskrivningsgrundlag end hvis overdragelsen var sket til markedspris. I relation til selskabsskattelovens § 8 B, finder SKAT ikke, at der gør nogen forskel, hvilke skattemæssige konsekvenser transaktionen har i Sverige, når blot der sker fuld beskatning af overdragelsen efter danske regler. Det vurderes således, at selskabsskattelovens § 8 B ikke finder anvendelse. Dette er i overensstemmelse med SKM2005.151.LR . Spørgsmålet er herefter, hvilket afskrivningsgrundlag den modtagende filial vil opnå på de modtagne aktiver. Aktiverne overdrages mellem 2 i udlandet beliggende skattesubjekter, der efter de udenlandske regler overdrages til regnskabsmæssige værdier. Aktiverne erhverves af Y AB til regnskabsmæssig værdi, som herefter allokerer disse til sin danske filial. Det må herefter som udgangspunkt lægges til grund, at de modtagne aktiver allokeres til den modtagne filial til regnskabsmæssige værdier. Spørgsmålet er dog ikke afklaret i praksis. Det følger af Niels Winther-Sørensen i Beskatning af international erhvervsindkomst s. 558, at ved intern overførsel af driftsmidler mellem hovedkontor og et i Danmark beliggende fast driftsted, anvendes arms længdeprisen på overførselstidspunktet som indgangsværdi. Den faktiske anskaffelsessum må dog formentligt antages at danne et maksimum for værdiansættelsen af driftsmidler. Niels Winther-Sørensen nærer således tvivl om, hvorvidt anskaffelsessummen kan udgøre det maksimale beløb, hvorpå der kan afskrives. I nærværende sag sker der overførsel af aktiverne mellem de to svenske selskaber, til en faktisk handelspris, der antages at være lavere end markedsprisen på aktiverne. Samtidigt sker der ophørsbeskatning af filialen i Danmark baseret på markedsprisen. SKAT vurderer, under nogen tvivl, at handelsværdien af aktiverne bør lægges til grund ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget, da det følger af en af skatterettens hovedregler, at arms længde priser lægges til grund med mindre andet direkte er hjemlet. Samtidigt synes der at være støtte i afskrivningslovens § 49 for at komme til samme resultat. Dette på trods af, at aktiverne er overdraget mellem de 2 svenske selskaber til bogført værdi. Det indstilles således efter en samlet konkret vurdering, at handelsværdien af aktiverne lægges til grund ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget hos Y AB's danske filial. Ad 2 I den situation, hvor afskrivningsgrundlaget i den modtagne filial er handelsværdien, bør det vurderes, om der kan ske en tilskudsbeskatning af det modtagne selskab af differencen mellem aktivernes regnskabsmæssige værdi og handelsværdien. For selskaber m.v. der ikke er fuldt skattepligtige til Danmark, anvendes fast driftstedsprincippet til at bestemme omfanget af den erhvervsindkomst som er omfattet af begrænset skattepligt til Danmark. Erhvervsindkomst som ikke kan henføres til et fast driftsted i Danmark er ikke omfattet af begrænset skattepligt i medfør af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a. De i nærværende sag omhandlede filialer er omfattet af selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a, da de udøver erhverv med fast driftsted her i landet. Det faste driftssted er civilretligt ikke et selvstændigt retssubjekt, ligesom skattesubjektet er det udenlandske selskab, der driver virksomhed i Danmark gennem det faste driftsted. Skatteretligt bygger beskatningen af det faste driftsted på en fiktion om dettes selvstændighed. Hovedreglen i dansk skatteret er, at transaktioner mellem afhængige eller uafhængige parter betragtes som overdraget til markedsværdi. Ved overførsler mellem et udenlandsk hovedkontor og dettes danske faste driftsted, er der tale om en intern transaktion. Det antages i overensstemmelse med Niels Winther-Sørensen jf. Beskatning af international erhvervsindkomst p. 300 og p. 559, at der i intern dansk skatteret ikke skal beregnes fiktive avancer og tab ved sådanne interne overførsler (der ikke sker til handelsværdi), med mindre der er særskilt hjemmel herfor. Aktiverne i filialen X overføres mellem de to svenske søsterselskaber. Realiteten er at Y AB erhverver aktiverne som så allokeres til den danske filial Y. At de overdrages mellem de to søsterselskaber til regnskabsmæssige værdier må sammenholdes med, at de efter danske regler allokeres til filialen Y til handelsværdi fra Y AB jf. spørgsmål 1, hvorved der sker en opskrivning af det danske afskrivningsgrundlag med et betragteligt beløb uden en modsvarende betaling. Spørgsmålet er om differencen mellem den regnskabsmæssige værdi og handelsværdien hjemler mulighed for at tilskudsbeskatte den begrænset skattepligtige Y AB. Det vurderes, at der er hjemmel i statsskattelovens § 4 til at beskatte det modtagne selskab af differencen mellem den bogførte værdi og handelsværdien af de modtagne aktiver, svarende til den vederlagsfrie opskrivning af det danske afskrivningsgrundlag. Ansøger har argumenteret for, at der bør være symmetri mellem de i Danmark beliggende faste driftsteder, hvilket ikke kan tiltrædes. Realiteten er, at aktiverne overdrages mellem 2 i udlandet selvstændige retssubjekter. Overdragelsen af aktiver sker faktisk til den regnskabsmæssige værdi, men samtidigt ønsker man at allokere aktiverne til det erhvervende selskabs faste driftsted til handelsværdien og dermed opnå et væsentligt højere afskrivningsgrundlag. Set i forholdet mellem den danske og den udenlandske transaktion er der dermed ikke symmetri, mens der set i forhold til den samlede danske beskatning bliver symmetri mellem på den ene side ophørsbeskatning af værdierne i det ene selskab og på den anden side et afskrivningsgrundlag svarende til handelsværdien af aktiverne. Derimod bliver der ikke symmetri mellem vederlag og dansk afskrivningsgrundlag. Vederlaget udgør alene den regnskabsmæssige værdi, mens afskrivningsgrundlaget udgøres af den væsentligt højere handelsværdi. Ansøger finder, at det kræver et juridisk ejerskab til aktiverne, for at der kan gennemføres en tilskudsbeskatning. Det er generelt således at et fast driftsted ikke er juridisk ejer af aktiver eller passiver, men på trods heraf gennemføres beskatningen af dette, ligesom der kan foretages skattemæssige afskrivninger på aktiverne, ud fra en fiktion om den skattemæssige selvstændighed. Det vurderes således ikke umiddelbart at være hindrende for en tilskudsbeskatning, at det faste driftsted ikke er ejer af aktiverne, der udløser tilskudsbeskatningen. SKAT finder således efter en samlet konkret vurdering, at der kan ske beskatning af det modtagne selskab efter statsskattelovens § 4 af differencen mellem de modtagne aktivers markedsværdi og den bogførte værdi aktiverne er erhvervet til. Det skal afslutningsvist nævnes, at SKAT er enig med ansøger i, at modellen ikke er sammenlignelig med de tidligere stepup-modeller, da der i det konkrete tilfælde sker en ophørsbeskatning i Danmark. Samtidig bør det ikke være afgørende for vurderingen, om der ved denne ophørsbeskatning reelt kommer noget til beskatning, da der i den ophørende filial f.eks. udnyttes fremførbare underskud. Skatterådet tiltrådte indstillingen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Et byggeselskab, der ved prioritering af huse til salg havde beholdt obligationerne 3-4 måneder efter, at husene var solgt, blev ikke anset for skattepligtig af salgsavancen på obligationerne, idet salget blev anset for omfattet af kursgevinstloven som gevinst på pengefordringer. Den fulde tekst Kursgevinst på obligationer solgt efter prioriteringen (* 1) Aktieselskabet A klagede for skatteåret 1987/88 over, at de stedlige skattemyndigheder havde anset selskabet for indkomstskattepligtigt af kursavancer på i alt 312.699 kr., opnået i forbindelse med nyprioritering af ejendomme, opført med salg for øje. Det var oplyst, at selskabet var et byggeselskab, som i det pågældende år havde opført, prioriteret og solgt fire huse. Ejendommene var finansieret af selskabet med kreditforeningslån, således at man foreløbig havde ligget et stykke tid med obligationerne. Disse var selvangivet til kursen på prioriteringstidspunktet. Når de pågældende huse blev solgt, havde køberen overtaget de pågældende lån til restgælden pr. overtagelsesdagen. Obligationerne havde selskabet solgt tre til fire måneder efter, at prioriteringen havde fundet sted, og opnåede da på grund af det betydelige fald i renten en kurs på 119. Kursavancen havde selskabet anset for at være skattefri under henvisning til kursgevinstlovens § 4, stk. 2, idet man havde anset det for at være køb og salg af obligationer, som fandt sted uafhængigt af salget af de pågældende ejendomme. Skattemyndighederne havde som begrundelse for ansættelsen henvist til, at kursavancerne var omfattet af selskabets nettoomsætning, idet der var tale om kursavancer opnået i forbindelse med salg af selskabets produkter. Avancerne var derfor indkomstskattepligtige i henhold til statsskattelovens § 4 (næringsvirksomhed), subsidiært i henhold til kursgevinstlovens § 4, stk. 1 (vederlagsnæring). De opnåede avancer var således anset for et skattepligtigt beløb, der skulle modregnes i de pågældende ejendommes anskaffelsessum. Efter det oplyste - hvorefter der var tale om obligationer, som selskabet havde haft i behold i en periode og stadig havde i behold ved salgene af husene, idet obligationerne først var afhændet ca. 3 til 4 måneder efter disse salg fandt Landsskatteretten ikke, at de opnåede kursgevinster kunne henføres til den efter reglerne i statsskattelovens § § 4-6 opgjorte avance ved salg af husene. Retten var herefter enig med selskabets revisor i, at kursgevinsterne måtte anses som gevinst på pengefordringer, omfattet af kursgevinstloven. Idet der således ikke var hjemmel til den foretagne beskatning, blev den påklagede ansættelse nedsat til det selvangivne beløb. LV 1988, H 4.2. Officielle noter (* 1) Offentliggjort i Skat 1990, nr. 1, side 47

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ophævelse af cirkulæreskrivelser fra Arbejdsdirektoratet Nedennævnte Meddelelser fra Arbejdsdirektoratet (cirkulæreskrivelser) ophæves som led i en ajourføring, da cirkulæreskrivelserne ikke længere er aktuelle: CIS nr. Nummer, årstal, dato 17949 62, 1996 01-08-1996 Overskridelse af 8 ugers-fristen for anmodning om genoptagelse i en dansk arbejdsløshedskasse efter arbejde i et andet EØS-land. 17269 59, 1997 29-10-1997 Spørgsmålet om, hvornår et medlem må rejse til et andet EØS-land med en attest E 303, når den på ansøgningen oplyste dato for afrejsen ligger umiddelbart efter en eller flere (danske) helligdage. 17526 18, 1994 24-02-1994 For sen tilmelding til Arbejdsformidlingen efter arbejdssøgning i et andet EF-land. (Attest E 303). Arbejdsdirektoratet, den 10. september 2010 Svend Chr. Thomsen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Skatterådet har truffet afgørelse om, at der ikke var momspligt i Danmark af visse nærmere beskrevne konsulentydelser leveret af en rådgivende ingeniør i forbindelse med u-landsprojekter i Danida-regi, idet ydelserne primært måtte anses for udnyttede i de pågældende u-lande. Der var tale om ydelser, der både blev udnyttet i u-landene, og af Danida i Danmark. Den rådgivende ingeniørs opgaver vedrørende gennemførelse af udbud i et u-landsprojekts indledende fase blev anset for at udgøre et integreret led i projektstyringen og gennemførelsen af et projekt, som u-landet modtog, og som blev gennemført udelukkende i modtagerlandets interesse. Ydelsen blev derfor primært anset for udnyttet udenfor EU. Ydelser bestående i fagtekniske vurderinger eller evalueringer på nærmere beskrevne stadier i u-landsprojekter, blev ligeledes primært anset for udnyttede i u-landet. Rådgivningsydelser i forbindelse med udmøntning af et nyt projekt blev under visse nærmere betingelser anset for primært udnyttede i u-landet, og dermed ikke momspligtige i Danmark. Konsulentydelser for Danida på et så indledende stadie, at det ikke kunne anses for at udgøre et led i en igangværende projektering af et konkret bistandsprojekt, blev derimod anset for momspligtige i Danmark. Den fulde tekst Moms – konsulentydelser vedrørende u-landsbistand – primær udnyttelseuden for EU Spørgsmål Er spørgeren momspligtig i sit arbejde for Udenrigsministeriet, Danida i følgende situation? Spørgeren udfører en rådgivningsopgave for Danida, der består i at håndtere en licitation, herunder at udfærdige udbudsdokumenter, evaluere tilbud etc. Danida nedsætter en udbudskomité, der som medlemmer har en eller to repræsentanter fra det pågældende ministerium i det u-land, der skal modtage bistanden, en eller to repræsentanter fra ambassaden i det pågældende u-land. og to repræsentanter fra Danida København. Opgaven udføres af spørgeren i Danmark, og der afholdes videokonferencer med ambassaden og repræsentanter fra modtagerlandet, alternativt kommer repræsentanter fra modtagerlandet og repræsentanter fra ambassaden til København for den endelige evaluering af tilbudene. Når det vindende firma er fundet, indgår Danida København kontrakt med det vindende firma, hvorefter det udfører arbejdet i det pågældende u-land. Under udførelsen af arbejdet i u-landet refererer firmaet til ambassaden, undtaget for så vidt angår betalinger af regninger. Resultatet af spørgerens arbejde udnyttes altså i u-landet, men også delvis i København. Er spørgeren momspligtig i sit arbejde for Udenrigsministeriet, Danida i følgende situation? Spørgeren udfører en rådgivningsopgave for Danida der består i at formulere et nyt projekt i et u-land, eller evaluere fremskridtet på et igangværende projekt. Forløbet er typisk, at spørgeren læser noget materiale i en uge herhjemme, derefter rejser spørgeren til u-landet og arbejder der i to - tre uger. Endelig færdiggør spørgeren sin rapport her i løbet af en til to uger efter hjemkomsten. Rapporten sendes til Ambassaden og til Danida København, og udnyttes mest i u-landet men også delvis i København. Svar Spørgsmål 1: Nej. Spørgsmål 2: Nej, dog under nærmere betingelser, se indstillingen. Beskrivelse af de faktiske forhold Spørgeren er rådgivende ingeniør og indehaver af et enkeltmandsfirma, der udelukkende arbejder for Danida. Der indgås separat kontrakt med Danida for hver opgave. Der er tale om både gennemførte samt planlagte dispositioner. Spørgeren oplyser, at han hidtil har svaret moms af alle sine kontrakter for Danida, men da Danida nu vil gennemføre at de hidtidige honorarrater skal betragtes som værende inklusive moms, er spørgsmålet pludselig af stor vigtighed for ham (og for andre i en lignende situation). Spørger har nærmere oplyst, at han er specialiseret indenfor vandforsyning, som hans projekter normalt omhandler, og som bl.a. omfatter undersøgelser af behov ud fra vurdering af de lokale forhold. Spørgeren oplyser, at han i sine projekter kan samarbejde med økonomer og sociologer, idet der som en del af projekterne kan indgå rådgivning i finansiering og finansiel planlægning, samt kan ske inddragelse af sociologiske aspekter i modtagerlandet. Spørger har oplyst, at hans opgave i forbindelse med udbud er, på baggrund af hans faglige forudsætninger, at gennemføre udbud af opgaven med projektering af et givent udviklingsprojekt. De kontrakter, der indgås i denne fase, er kontrakter med rådgivningsvirksomheder, som skal udføre den konkrete projektering. Der er således tale om det første, indledende udbud på et tidspunkt i projektforløbet, hvor de overordnede rammer for projektet bliver fastlagt. F.eks. kan det være fastlagt, at der skal anlægges 80 brønde i et nærmere geografisk område i et givent land. Ved udviklingsprojekter indgås der indledningsvis en regeringsaftale med regeringen i det pågældende udviklingsland. Udbudsopgaven udføres umiddelbart i tilknytning hertil. De egentlige entreprenørkontrakter indgås mellem de lokale ambassader og entreprenørerne. Af Udenrigsministeriets information vedrørende udviklingsbistand beskrives under overskriften "Bistandsformer", at Danida yder en række forskellige typer af u-landsbistand, herunder bl.a. bilateral og multilateral bistand, budgetstøtte, støtte via private organisationer, personelstøtte, tværgående projektbistand, programstøtte og såkaldt sektorprogrambistand. Det fremgår, at den bilaterale bistand siden midten af 1990'erne er blevet omlagt fra projekt- til sektorprogramstøtte. Sektorprogramstøtten til programsamarbejdslandene er koncentreret inden for 2-4 sektorer pr. land. Danidas støtteprogram i en sektor er langsigtet og strækker sig typisk over 15-20 år og kan omfatte midler til både drift og investeringer. Inden for rammerne af et sektorprogram støtter Danida normalt udviklingen og kapacitetsopbygningen på flere niveauer. På det øverste niveau støttes udviklingen af nationale politikker, strategier og handlingsplaner for aktiviteter i sektoren. Især på mellemniveauerne, f.eks. i styrelser og amter, gives støtte til opbygningen af institutionel kapacitet. Den største del af sektorprogrambistanden består af støtte til gennemførelse af konkrete aktiviteter for befolkningen i distrikter og kommuner. De konkrete aktiviteter under sektorprogrammet, som f.eks. kapacitetsopbygning, administrationsreformer, gennemførelse af vaccinationer eller byggeri af klinikker, kaldes komponenter. Kernen i et sektorprogram er, at modtagerlandet opnår et ejerskab til udviklingsprogrammer og -aktiviteter. Med ejerskab menes, at modtagerlandet har eller kan overtage ansvaret for tilrettelæggelsen af programmerne og gennemførelsen af aktiviteterne. Modtagerlandet skal også på længere sigt finansiere stadigt større dele af indsatserne. Der kan være f.eks. otte-ti forskellige donorer i en sektor. Omlægningen til sektorprogrambistand forudsætter, at donorerne i langt højere grad end hidtil koordinerer deres aktiviteter og tager udgangspunkt i modtagerlandets planer og strategier for en given sektor. Til illustration af spørgerens opgaver for Danida (Udenrigsministeriet) foreligger følgende nærmere oplysninger: Spørgeren havde i 2005 et projekt vedrørende A u-land, indenfor sektoren drikkevand. Opgavekategorien var "review" (gennemgang/evaluering), og bestod i at vurdere igangsætningen af et projekt for drikkevandsforsyning og hygiejne, og anbefale eventuelle tilretninger. Spørgeren havde endvidere i 2005 et projekt vedrørende B u-land, indenfor miljøsektoren. Opgavetypen var teknisk assistance, og bestod i at assistere udbudskomiteen med at gennemføre udbud af konsulentydelser til teknisk assistance i forbindelse med dansk støtte til de lokale vandforsyningsmyndigheder. Spørgeren havde ligeledes i 2005 et projekt vedrørende C u-land indenfor sektoren drikkevand. Opgavetypen var udbud, og opgaven bestod i at deltage i forbindelse med udbud af rådgivningsopgave vedrørende vandsektor-programmet. Spørgeren havde i 2005 endnu et projekt vedrørende C u-land indenfor sektoren drikkevand. Opgavekategorien var udbud, og opgaven bestod i at deltage i forbindelse med udbud af rådgiveropgave vedr. støtte til den private sektor - forbedring af markedsadgang samt professionalisering af mikrokreditinstitutioner. Spørgeren havde endvidere i 2005 et projekt vedrørende D u-land af opgavetypen "review", og hvor opgaven bestod i at deltage i midtvejsreview af privatsektorkomponent under vandprogrammet i D. Spørgeren har i 2006 et projekt vedrørende E u-land indenfor sektoren drikkevand. Opgavekategorien er teknisk assistance, og projektet består i at formulere et pilotprojekt vedrørende en bestemt type pumper indenfor vandforsynings-programmet. Spørgeren har ligeledes i 2006 et projekt vedrørende F u-land. Opgaven består i at fungere som udbudssekretær for udbud af projektet G. Udenrigsministeriet (Danida) anvender en standardkontrakt til brug for korttidskontrakter vedrørende serviceydelser, de såkaldte KR-rules (7th. edition, April 2006). Det fremgår heraf, at (punkt 1, Target Group), at opgaverne kan være af følgende typer: Identification of programmes/projects (identificering af programmer/projekter) Feasibility Studies (analyser af gennemførelsesmuligheder) Preparation of programme components/projects (forberedelse af programkomponenter/projekter) Participation in appraisal (deltagelse i vurdering) Detailed design/specifications (detaljeret udformning/specificering) Tendering (udbud) Supervision and handing-over (tilsyn og aflevering) Technical assistance, education and training (teknisk bistand, uddannelse og oplæring) Sector reviews and technical reviews (sektorbedømmelse eller teknisk bedømmelse) Evaluation (evaluering) For en nærmere beskrivelse af opgavetyperne henviser man til Danidas "Aid Management Guidelines". Under disse retningslinier foreligger publikationerne "Guidelines for Programme Management", January 2006 samt "Guidelines for Project Management" 1st Edition,November 1, 2003. Disse to sæt retningslinier fastsætter detaljeret fremgangsmåden i Danidas bistandsprojekter, både med hensyn til sektorprogrammer, og andre typer af bistandsprojekter og -programmer. Den førstnævnte er den mest omfattende, og begge indeholder beskrivelser af de forskellige faser i projektforløbene, samt formål og krav i disse faser. Det fremgår af Guidelines for Programme Management, afsnit 1, at en rapport vedrørende identificering af programmer/projekter (jf. opgavetype 1 i Udenrigsministeriets standardkontrakt KR-rules, som er nævnt ovenfor) skal indeholde en analyse af en række nærmere specificerede forhold i det pågældende modtagerland og vedrørende den pågældende sektor, samt et projektforslag med analyse af forskellige valgmuligheder. En lignende definering af opgavetypen fremgår af Guideline for Project Management, afsnit 1. Der kan være tale om projekter under eksisterende sektorprogrammer (såkaldte komponenter), nye faser i programmet, nye sektorprogrammer, eller selvstændige projekter. Det fremgår endvidere, at denne type rapport skal danne grundlag for forlæggelse for Udenrigsministeriets Programkomité, som er en forudsætning for, at der gås videre med forberedelsen af et projekt. Det fremgår endvidere af Guidelines for Programme Management under afsnit 8, at formålet med såkaldt "Appraisal" (jf. opgavetype 4 i KR-rules) er kvalitetssikring på et fremskredet stadie i forberedelsen af et program eller en komponent, men tidligt nok til at konklusionen kan påvirke den endelige forberedelse af program-/komponent-dokumentet, som er det hoveddokument, der danner grundlaget for projektet. Appraisal anvendes ligeledes som baggrunden for donorens beslutning om at finansiere programmet. Partnere (u-landet) deltager normalt på dette stadie. I Guidelines for Programme Mangement anbefales endvidere, at der foretages appraisals i samarbejde med andre donorer, frem for separate danske appraisals. En tilsvarende beskrivelse af Appraisal findes i Guidelines for Project Management, afsnit 6, hvor det fremgår, at dette er den sidste tekniske vurdering forud for godkendelsen af det foreslåede projekt. Udenrigsministeriet har supplerende til SKAT oplyst, at der ved Appraisal er tale om en uafhængig faglig vurdering af et projekt. Vurderingen anvendes hovedsageligt til forbedring og justering af projektet. Det oplyses endvidere, at appraisal kun i meget sjældne tilfælde fører til, at der træffes beslutning om ikke at støtte et projekt, men ofte fører til, at man beslutter at gå et skridt tilbage i projekteringen og genoptage arbejdet med projektgrundlaget, ud fra de anbefalinger, der følger af appraisal-rapporten. Under kapitel 12 i Guidelines for Programme Management fremgår, at såkaldt "Review" (jf. opgavetype 9 i KR-rules) er et ledelsesmæssigt værktøj for de nationale partnere (u-landet), danske myndigheder, samt andre donorer involveret i et bistandsprogram. Reviews foretages altid sammen med de nationale partnere, og hvis muligt gennemføres de i fællesskab med andre donorer, som er aktive i sektoren/programmet. En lignende beskrivelse heraf findes i kapitel 10 i Guidelines for Project Management. Spørgeren har til brug for sagen supplerende fremsendt kommissoriet for en opgave vedrørende appraisal for et vandforsyningsprojekt i A u-land, hvoraf det bl.a. fremgår, at teamet, der udfører opgaven, herunder den rådgivende ingeniør, skal vurdere kvaliteten af projektforberedelsen, samt fremkomme med en vurdering af foreliggende risici, samt hvorvidt der i tilstrækkeligt omfang er taget forholdsregler til imødegåelse heraf. Det fremgår, at projektet er led i en langvarig forudgående dansk støtte til vandforsyningsprojekter i visse lokalområder i A u-land. Spørgeren har endvidere fremsendt kommissoriet for en anden opgave, hvoraf det fremgår, at det overordnede formål er at identificere behovene og foreslå tiltag indenfor sektoren for bymæssig vandforsyning i B u-land, ved at udarbejde et overblik over sektoren, analysere og vurdere behovene i sektoren og de lokale myndigheders prioriteringer vedrørende sektoren, herunder de tre foreliggende projektforslag. Det fremgår, at analysen skal danne et velfunderet grundlag for Danida med hensyn til, hvilke aktiviteter der skal støttes indenfor sektoren. Det fremgår, at u-landets regering har kontaktet Danida vedrørende muligheden for støtte til et vandforsyningprogram, der omfatter tre projekter, og en samlet udgift på 51,1 mio. Euro. Danida har herefter bekræftet at der er muligt at støtte sektoren med et beløb i størrelsesorden 20-30 mio. Euro, som led i den igangværende danske støtte til sektorprogrammet vedrørende vandforsyning. Spørgers eventuelle opfattelse ifølge anmodning og bemærkninger til sagsfremstilling Både vedrørende spørgsmål 1 og 2 giver spørger udtryk for den opfattelse, at der skal svares nej til, at ydelserne er momspligtige i Danmark, idet hele formålet med arbejdet er at etablere grundlaget for det videre arbejde i u-landet. Spørger har endvidere fremsendt dokumentation for, at de franske afgiftsmyndigheder har truffet afgørelse om, at et firma i Frankrig, som netop har vundet en rådgivningsopgave for Danida i C u-land vedr. kreditter til små virksomheder, ikke skal pålægge rådgivningsopgaven fransk moms. De franske myndigheder anfører som grund, at der er tale bistandshjælp som udnyttes af et land uden for EU. Spørger anfører, at der bør gælde ens regler i EU, hvorfor hans ydelser heller ikke skal pålægges dansk moms. Spørger har til SKAT supplerende fremsendt kommissoriet for en opgave som består i appraisal, og hvoraf det efter spørgers opfattelse tydeligt fremgår, at en appraisal i hovedsagen er et led i forberedelsen og planlægningen af et program eller en komponent. Spørger anfører, at det er rigtigt, at sagen efter appraisal skal forelægges Danidas styrelse til godkendelse, men at dette sker på baggrund af et såkaldt styrelsesoplæg, som udarbejdes internt af Danida efter appraisal. Spørgeren har endvidere fremsendt kommissoriet for en opgave der består i analyser til brug for et vandforsyningsprojekt i C u-land, og bemærker i den forbindelse, at der forud for opgaven er givet tilsagn om, at der skal gennemføres et projekt, og at opgaven består i at hjælpe med at identificere, hvilke aktiviteter der skal finansieres. Spørgeren anfører, at han aldrig har været ude for, at Danidas styrelse forkastede et forslag til et projekt. Det er så vidt spørgeren er orienteret alene sket det, at man fra styrelsen har krævet, at visse ting skulle ændres før godkendelse. Spørgeren anfører, at på det tidspunkt, hvor appraisal foretages, er man nok så meget committed: Man har arbejdet på planlægningen sammen med den lokale regering i næsten et år, og man har dermed skabt forventninger i modtagerlandet som man af politiske grunde (samt almindelig anstændighed) ikke ønsker at skuffe. Spørgeren mener derfor, at der ikke skal svares moms af formuleringer, appraisals og reviews. Det er spørgerens opfattelse, at der kun i helt ekstraordinære tilfælde skal svares moms, nemlig i tilfælde, hvor en mission alene har til formål at forsyne Danida med et grundlag for at træffe beslutning om, hvorvidt et projekt skal finansieres eller ej. SKATs indstilling og begrundelse Idet momsen er en forbrugsafgift, indeholder momsloven og 6. momsdirektiv en række regler der har til formål, at varer og ydelser bliver beskattet i det land, hvor forbruget finder sted. Af momslovens § 4, stk. 1 fremgår: "Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering." Heraf følger, at det er en betingelse for, at der er momspligt til Danmark, at leveringsstedet er her i landet. Reglerne for fastlæggelse af leveringsstedet for ydelser, herunder immaterielle ydelser, der efter deres karakter kan krydse landegrænserne, fremgår af momslovens kapitel 4, §§ 15-21. Af momslovens § 15 fremgår bl.a.: "Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres af en afgiftspligtig person, der her har etableret enten stedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra ydelsen leveres, eller i mangel heraf har bopæl eller sædvanligt opholdssted her, jf. dog stk. 2-4 og §§ 16-21. Stk. 2. Leveringsstedet er her i landet for de i nr. 1-12 nævnte ydelser, der leveres fra et andet EU-land til en afgiftspligtig person her i landet. For de i nr. 1-10 og 12 nævnte ydelser er leveringsstedet dog ikke her i landet, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes uden for EU. .... 3) Ydelser fra rådgivningsvirksomheder, ingeniører, projekteringsvirksomheder, advokater og revisorer samt andre lignende ydelser, databehandling og meddelelse af oplysninger. .... Stk. 4. Leveringsstedet for de ydelser, der er nævnt i stk. 2, og som leveres af en afgiftspligtig person her i landet, er ikke her i landet i følgende tilfælde: 1) Når de i stk. 2, nr. 1-10 og 12, nævnte ydelser leveres til en aftager her i landet, hvis ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes uden for EU. .... 4) Når de i stk. 2, nr. 1-10 og 12, nævnte ydelser leveres til en aftager uden for EU, medmindre ydelsen faktisk benyttes eller udnyttes her i landet. ...." Praksis vedrørende fastlæggelsen af, om ydelser faktisk benyttes eller udnyttes indenfor eller udenfor EU, jf. momslovens § 15, fremgår af momsvejledningens afsnit E.3. Når en ydelse således anvendes såvel uden for EU som i Danmark, må leveringsstedet fastlægges alt efter, hvor ydelsen primært er tiltænkt at skulle benyttes samt efter, hvor den overvejende benyttes. At en ydelse faktisk anvendes uden for EU, betyder derfor, at ydelsen primært er tiltænkt anvendt uden for EU og i overvejende grad også konkret anvendes der, hvorefter leveringsstedet er uden for EU. Er en ydelse derimod primært tiltænkt anvendt her i landet og i overvejende grad anvendes her, er leveringsstedet her, selv om ydelsen i et mindre omfang kan anvendes og eventuelt bliver anvendt uden for EU. Det fremgår af sagens oplysninger, at spørgers ydelser vedrørende udbud består i gennemførelse af udbudsprocedure, herunder sekretariatsbistand for en udbudskomité, der består af dels repræsentanter fra Udenrigsministeriet, dels fra modtagerlandet og den danske ambassade i landet. Det fremgår endvidere, at spørgers opgaver vedrørende udbud er led i den indledende fase af et udviklingsprojekt, som Danida finansierer, og som det aktuelle u-land skal modtage. Ydelsen ses anvendt dels i Danmark, dels i modtagerlandet. Ydelsen findes dog primært udnyttet i modtagerlandet, idet den udgør et integreret led i projektstyringen og gennemførelsen af et projekt, som u-landet modtager, og som gennemføres udelukkende i modtagerlandets interesse. Ydelser vedrørende forberedelse og gennemførelse af et udbud i denne forbindelse, finder SKAT derfor må anses for overvejende udnyttede i det pågældende u-land, og således udenfor EU. Spørger findes derfor ikke momspligtig af disse ydelser. SKAT indstiller derfor, at spørgsmål 1 skal besvares med et "nej". Spørgers ydelser i form af analysearbejde i forbindelse med review af igangværende projekter, ses ligeledes at være en integreret del af projektstyringen og gennemførelsen af et igangværende udviklingsprojekt. Endvidere findes review som led i et sektorprogram ligeledes at være en integreret del af dette sektorprogram, og dermed et led i et igangværende udviklingsprogram i det pågældende land. Disse ydelser ses således primært udnyttet i modtagerlandet, og findes derfor ikke momspligtige i Danmark. Ved ydelser som består i gennemførelse af eller deltagelse i såkaldt appraisal, anvendes ydelsen efter det oplyste hovedsageligt til kvalitetssikring og forbedring af projektet, på et fremskredet tidspunkt i projektforberedelsen. Ydelsen ses derfor primært at knytte sig til projektet i det pågældende u-land, og findes derfor ikke momspligtigt i Danmark. Spørgers ydelser i forbindelse med formulering af et nyt projekt i et u-land, under de af spørger beskrevne forhold, findes primært udnyttet i det pågældende u-land, i det omfang formålet er udmøntning af et projekt, hvor der forudgående af Danida er besluttet, at der skal gennemføres et projekt af denne karakter i det pågældende land. Analyse- og rådgivningsarbejdet ses således primært knyttet til, hvordan bistanden tilrettelægges, så modtagerlandet opnår optimal udnyttelse heraf. Dette gælder ligeledes, hvis rapporten omhandler en komponent i et eksisterende sektorprogram. I sådanne tilfælde findes ydelsen at have en sådan teknisk karakter, at den må anses som led i projekteringen og gennemførelsen af et igangværende program, hvor modtagerlandet er den primære interessent, hvorfor ydelsen må anses for overvejende udnyttet dér. Såfremt ydelsen består i levering af en rapport på et så indledende stadie, at det ikke udgør et led i en igangværende projektering, men ydelsen må anses for primært at være til brug for Danidas beslutning om, hvorvidt der skal indledes et nyt projekt, eller man skal gå ind i et nyt sektorprogram, ses ydelsen primært at være udnyttet af Udenrigsministeriet, til brug for en beslutningsproces i Danmark. Ydelsen er dermed momspligtig. Det indstilles således, at der svares "nej" på spørgsmål 2, med de ovenfor nævnte forbehold. Skatterådets afgørelse og begrundelse Skatterådet har på møde den 24. oktober truffet afgørelse i overensstemmelse med SKATs indstilling og begrundelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vejledning om Kriminalforsorgens mentorordning (Til Kriminalforsorgens institutioner og afdelinger) Historik 1. Kriminalforsorgens mentorordning blev med udgangspunkt i ”Regeringens initiativer overfor udsatte unge” etableret i år 2000 og indebar, at unge mellem 15 og 25 år med anden etnisk baggrund end dansk kunne få tilknyttet en mentor i deres tilsynsperiode. Fængslerne udtalte imidlertid også et behov for at kunne støtte afsonerne i udslusningsperioden, og det blev derfor fra foråret 2001 også muligt for fængslerne at kunne tilknytte mentorer. Ved ordningens opstart var der afsat 600.000 kr. om året, hvilket betød, at der årligt kunne tilknyttes 25-30 mentorer. De første to år af ordningens levetid oversteg antallet af mentorer ikke den økonomiske ramme, men i takt med at kendskabet til ordningen steg, ønskede flere at gøre brug af den. 2. I 2002 blev ordningen evalueret af en gruppe forskere og studerende fra Aalborg Universitet, og de konkluderede overordnet, at mentorordningen havde en positiv indvirkning på de unge. Samtidig skrev de også, at unge med dansk baggrund kunne have lige så stor glæde af ordningen som klienter med anden etnisk baggrund. Dette blev muligt fra 2006, hvor mentorordningen blev bevilget 6 mio. kr. årligt via satspuljen i en periode på 4 år. Mentorordningens målgruppe kunne dermed udvides til at gælde alle unge fra 15-25 år, og samtidig var der økonomiske ressourcer til at styrke og udvikle mentorordningen ved igangsættelse af særlige projekter, herunder Den hårde kerne , Projekt MÅL, Projekt udvidet tilsyn i Kriminalforsorgen i Frihed på Fyn , mentorprojektet på Københavns Fængsler og mentorprojektet på Statsfængslet i Ringe . Satspuljeaftalen for 2010-2013 medførte, at mentorordningen blev sikret en permanent økonomisk ramme på 6 mio. kr. årligt. 3. I 2010 var der mellem 250-300 mentorforløb i gang i Kriminalforsorgen, og det vurderes, at brugen af mentorer har været nyttig i arbejdet med unge kriminelle. Dette bestyrkes af en rapport fra SFI Campell, der viser, at mentorordninger er en effektiv indsats i forhold til at ændre kriminel adfærd hos udsatte unge. Forskningsoversigten fra SFI Campell fastslår blandt andet, at mentorordninger har en positiv reducerende effekt på kriminalitet, overfald, stofmisbrug og faldende skoleaktivitet. 4. Med satspuljeaftalen for 2011-2014 blev der afsat penge til udvidelse af Kriminalforsorgens mentorordning, bl.a. så flere kriminelle unge i aldersgruppen 14-25 år i Kriminalforsorgens regi med et særligt støttebehov kan tilbydes en mentor. Desuden vil der være mulighed for også at tilknytte mentorer til de tungest belastede personer over 25 år, som har et udtalt støttebehov. Det havde de forgange år været nødvendigt at begrænse mentorstøtte til mange unge med et endog meget udtalt behov for støtte. I 2011 er ordningen tilført yderligere 4 mio., kr., og fra 2012-2014 tilføres der yderligere 8 mio. kr. årligt, således at der i alt er 10 mio. kr. til ordningen i 2010 og 14 mio. kr. i årene derefter. Den største del af puljen bliver udmeldt til Kriminalforsorgens afdelinger i frihed (KiF), mens et mindre beløb vil blive sat til side til udvikling af mentorordningen. Hvad er mentorordningen? 5. Mentorordningen er et tilbud primært til unge, der har brug for støtte og vejledning fra en positiv rollemodel til at strukturere deres hverdag. Mentoren skal i samarbejde med Kriminalforsorgen støtte den unge i at opnå de mål, som opstilles i fællesskab i handleplanen. Mentorens opgaver kan være af meget forskellig karakter og falder ind under tre typer af hjælp: Praktisk hjælp, kommunikationshjælp og personlig hjælp. Disse tre typer skal ikke ses som faste kategorier, men som inspiration til hvad mentorordningen kan bruges til. Praktisk hjælp går typisk ud på at hjælpe den unge med at fastholde en struktureret hverdag. Det kan være hjælp til valg af uddannelse eller arbejde, bistå med at få orden i den unges økonomiske forhold, støtte den unge i at få afviklet en samfundstjenestedom eller andet. Konkret kan en mentors arbejdsopgave være at støtte den unge til at komme op om morgenen ved at ringe til vedkommende, fastholde den unge i at gå på arbejde eller få opbygget fritidsinteresser. Kommunikationshjælp er f.eks. at hjælpe den unge i kontakten med offentlige myndigheder, banker eller kreditorer. For at kunne gøre dette må mentoren sætte sig ind i og forstå den unges behov og ønsker, og i relation til dette bidrage med sin viden. Mentoren og den unge kan således sammen planlægge løsningsstrategier, der på længere sigt skal kunne bidrage til en positiv udvikling af den unge. Konkret kan hjælpen omhandle, at mentoren og den unge sammen læser og forstår breve fra diverse myndigheder. Hjælpen kan også være at følge den unge til forskellige myndigheder og medvirke til at fremme en konstruktiv dialog, hvor begge parters synspunkter bliver hørt og forstået. Personlig hjælp handler om rådgivning og samtale med hensyn til arbejde og uddannelse, hjælp til at styrke selvtillid, følelseslivet eller forholdet til familien, vejledning i hvor der er hjælp at hente til at komme ud af misbrugsproblemer, oparbejde socialt netværk, bevidstgørelse i forhold til kriminalitet, ansvarliggørelse i forhold til eget liv og lignende. Den ene form for hjælp udelukker ikke den anden, men er som oftest gensidigt afhængig af hinanden. Særligt den personlige hjælp kan anskues som en grundsten i relationen mellem den unge og mentor, da der gennem samtale kan blive opbygget et tillidsforhold og en venskabelig kontakt, der er altafgørende for, at eksempelvis kommunikationshjælpen bliver vellykket. 6. Ordningen er tænkt som en hjælp – ikke en kontrolforanstaltning. Der kan dog være elementer af kontrol, som eksempelvis at undersøge om den unge tager på arbejde, men der er mere tale om en uformel social kontrol end en direkte formel kontrol, som de unge kender fra myndighederne. Mentoren forventes at være den opsøgende i relationen, men indholdet af kontakten er i sagens natur noget, der udspringer af det enkelte forhold. Hvem kan få en mentor 7. Målgruppen for mentorordningen er primært unge i Kriminalforsorgens regi i aldersgruppen 14-25 år. Overordnet set er ordningen tiltænkt unge, der har brug for en særlig indsats til at opnå en kriminalitetsfri tilværelse. Det er altså unge, der har brug for mere støtte og vejledning, end hvad tilsynsførende eller personalet i institutionen kan give. Desuden er der mulighed for også at tilknytte mentorer til de tungest belastede personer over 25 år, som har et udtalt støttebehov. Betingelserne for at få tilknyttet mentor fremgår af cirkulærets §§ 2-3. Andelen af personer over 25 år må som udgangspunkt ikke overstige 20 % af den samlede gruppe personer i mentorforløb. Før en mentor tildeles til både personer under og over 25 år, skal det altid vurderes, hvorvidt der er andre ordninger eller myndigheder, der kan dække behovet for støtte (se om de forskellige støtteordninger nedenfor under pkt. 31-37). 8. Med disse forbehold in mente kan unge ud fra en konkret vurdering af deres behov få beskikket en mentor, hvis følgende forudsætninger er opfyldt: – Der skal udarbejdes en handleplan. – Der skal være et forandringsperspektiv ved igangsættelse af mentorforløbet. – Tilknytning af mentor under afsoning forudsætter, at der er tale om et udslusningsperspektiv. Den første forudsætning om, at der skal udarbejdes en handleplan gælder for alle i ordningen. Det betyder, at hvis klienten/den indsatte ikke er omfattet af reglerne for udarbejdelse af handleplan, og det vurderes hensigtsmæssigt med en mentor, skal der oprettes en handleplan, jf. cirkulærets § 8. Det skal af handleplanen fremgå, hvorfor det er vurderet, at den unge skal have en mentor, ligesom det tydeligt og konkret skal fremgå, hvad mentors opgaver består i. Den anden forudsætning indebærer, at der skal være udsigt til forandring af den unges problematikker inden for en afgrænset tidsperiode. Det betyder, at der skal kunne opstilles individuelle mål i handleplanen, som det er realistisk at arbejde hen mod inden for en given periode. Mentor skal med andre ord ikke gives til klienter, der udelukkende har brug for en besøgsven, ekstra omsorg, eller hvor udsigt til forandring ikke er til stede. Her må der henvises til andre ordninger, der kan opfylde de behov (se nedenfor under pkt. 31-37 om mentorordningens samspil med andre ordninger). Endelig skal den unge ikke have en længere afsoningsperiode i sigte ved igangsættelse af et mentorforløb. Mentorordningen er et udslusningstilbud koblet op på tilsyn, og derfor gælder der særlige regler for tilknytning af mentorer under varetægtsfængsling og afsoning. Under afsoning bør et mentorforløb tidligst opstartes 3 måneder før løsladelse. Hvis den unge bliver varetægtsfængslet under tilsynsperioden, fortsættes mentorforløbet som hovedregel. Hvis varetægtsperioden varer længere end 3 måneder, bør mentorforløbet afsluttes. Varetægtsfængslede i øvrigt er ikke omfattet af mentorordningen. Hvem kan blive mentor 9. Mentorerne skal være voksne personer, der kan bidrage til en samfundsmæssig integration af de unge ved at være positive rollemodeller, der yder dem støtte, mens de er under tilsyn af KiF og/eller under deres fængselsophold. Betingelserne for at blive mentor fremgår af cirkulærets §§ 4-5. De formelle krav, som mentoren skal opfylde er: – Mentoren skal være fyldt 18 år. – Mentoren skal forstå og tale dansk, men ellers er der ingen uddannelseskrav. – Mentoren skal være indstillet på at dokumentere sit arbejde ved brug af logbog. – Mentoren skal være indstillet på at samarbejde med Kriminalforsorgen og andre relevante myndigheder og personer omkring den unge. 10. I mentorordningen er det vigtigt at tage udgangspunkt i den unge og dennes behov. Det er betydningsfuldt, at der mellem den unge og mentoren opnås en god, tæt og tillidsfuld kontakt, og det er derfor hensigtsmæssigt først at spørge den unge selv, om han/hun kan pege på en mentor, jf. § 10, stk. 1, i cirkulæret. Det kan f.eks. være en lærer, en arbejdskollega, en boksetræner, en ungdomsklubmedarbejder eller lignende. Det er ikke muligt at tilknytte nærstående familie som mentor på grund af de dilemmaer og interessekonflikter, der kan opstå i relationen, jf. cirkulærets § 4, stk. 3. Nærstående personer defineres i denne sammenhæng på samme måde som efter udgangsreglerne, dvs. som ægtefælle eller samlever, børn, børnebørn, forældre, søskende, bedsteforældre, oldeforældre og andre personer, til hvem den indsatte har en sådan tilknytning, at denne kan sidestilles med de nævnte familiebånd. Hvis den unge ønsker en mentor, som allerede er ansat i Kriminalforsorgen, må denne som hovedregel ikke være ansat på det tjenestested, hvor den unge afsoner eller er i tilsyn, jf. cirkulærets § 4, stk. 2. I tilfælde hvor den unge afsoner og ønsker en medarbejder fra institutionen som mentor, kan medarbejderen dog tilknyttes som mentor en måned inden den indsattes løsladelse. Det skal imidlertid pointeres, at mentorarbejdet er et supplement til det udslusningsarbejde arresthuset, fængslet eller pensionen under alle omstændigheder skal udføre, og at mentorarbejdet skal udføres uden for den pågældende medarbejders sædvanlige arbejdstid. Hvis en medarbejder fra arresthus, fængsel eller pension tilknyttes, skal det nøje overvejes, hvorvidt mentorjobbet er forenelig med eventuel stor geografisk afstand mellem den unge og medarbejderens bopæl. Derimod kan en medarbejder, som den unge har lært at kende under tidligere afsoning eller tilsynsperiode, godt fungere som mentor. Hvis den unge ikke selv kan pege på en mentor, kan man i valget af mentor tage udgangspunkt i de indsatsområder, der er bestemt i handleplanen, og på den måde finde frem til en mentor, der bedst muligt kan varetage disse indsatsområder. Der kan for eksempel søges gennem lokale idrætsforeninger, uddannelsesinstitutioner, projekter, græsrodsorganisationer m.m. Mange af de unge har nogle særlige behov (på grund af misbrug, psykisk sygdom etc.), og der opfordres til at matche den unge med en mentor, der har kendskab til de konkrete problematikker. Dog skal det understreges, at mentorordningen ikke skal stå i stedet for professionel behandling. Rammerne for mentorordningen 11. I 2011 er der bevilget i alt 10 mio. kr. til mentorordningen, og fra 2012 er bevilget 14 mio. kr. årligt til ordningen. De fleste af disse midler bliver udmeldt til KiF-afdelingerne, mens en mindre andel vil blive administreret centralt i direktoratet til udvikling af mentorordningen. Kriterierne for fordelingen af midlerne til afdelingerne er det samlede antal tilsynsklienter og andelen af unge mellem 14-25 år. Den udmeldte økonomiske ramme omfatter både honorarer til mentorerne samt aktivitetspenge. Afdelingen skal således styre disse udgifter inden for den udmeldte økonomiske ramme. Afdelingen skal månedligt afrapportere om forbruget af satspuljemidlerne til Ressourcestyringskontoret. Udgifter vedrørende mentorordningen skal konteres på aktivitetsnr. 203 og projektnr. 926924. Procedure for etablering af mentorforløb 12. Det er Kriminalforsorgens afdelinger i frihed, der administrerer mentorordningen og har ansvaret for etablering af mentorforløbene – også hvis de unge er varetægtsfængslede eller afsonere, jf. cirkulærets § 6. 13. Hvis det fra fængslets side vurderes, at tilknytning af en mentor vil styrke arbejdet i forbindelse med planlægningen af udslusning af den unge, og den unge er enig heri, kontaktes den afdeling, som den unge forventes tilknyttet i forbindelse med prøveløsladelse, jf. § 9. Afdelingen skal være enig i, at en mentor skal tilknyttes, idet samarbejdet med mentoren skal fortsættes i tilsynsforløbet. Ved uenighed mellem fængslet og afdelingen, har afdelingen den endelige beslutningskompetence. Afdelingens afgørelse kan påklages til direktoratet, jf. cirkulærets § 20. 14. Når den konkrete mentor efterfølgende er fundet, skal afsoningsinstitutionen, mentor og den unge afholde et møde, hvor retningslinjerne for samarbejdet aftales, jf. § 11. Så vidt det er muligt, skal en KiF-medarbejder ligeledes deltage i dette møde, og ellers skal afsoningsinstitutionen underrette KiF om resultatet af mødet. Efter at retningslinjerne for samarbejdet er aftalt, skal mentor møde op i KiF-afdelingen for at udfylde de papirer, der er nødvendige i forbindelse med etableringen af mentorforløbet. 15. Såfremt det vurderes hensigtsmæssigt at tilknytte en mentor i forbindelse med løsladelse på endt straf, er det en betingelse, at der etableres et frivilligt tilsyn i forbindelse med løsladelsen, så KiF i samarbejde med mentoren kan støtte klienten i arbejdet med udslusning. 16. Det er op til afdelingerne selv at fastlægge, hvordan selve etableringen af mentorforløbet skal foregå. Nogle afdelinger har med succes valgt at adskille den formelle del af etableringen fra den indholdsmæssige del af mentorjobbet. Det vil sige, at de har valgt en person i afdelingen, der står for løn, timeantal, aktivitetspenge etc., mens den unges tilsynsførende står for selve det indholdsmæssige. 17. Erfaringer viser, at det, inden forløbet iværksættes, er nyttigt at have en grundig samtale med den kommende mentor om forventninger til arbejdet og eventuelle dilemmaer, der kan opstå i relationen med den unge. Dette for at undgå misforståelser og skuffelser senere i forløbet. Nedenfor er listet en række forslag til eventuelle emner. – Forventninger og bevæggrunde for at blive mentor. – Målgruppebeskrivelse af de unge. – Relationens karakter – i spændingsfeltet mellem professionel hjælp og venskabelig kontakt. – Loyalitetsdilemma mellem Kriminalforsorgen og den unge (tavshedspligt). – Grænserne mellem privat, personlig og professionel. 18. Det skal fremhæves, at tilsynspersonalet fortsat skal føre tilsyn med den unge, selvom der er tilknyttet en mentor, ligesom institutionernes personale fortsat skal varetage deres arbejde i forhold til de unge. Det er ikke meningen, at mentor skal overtage arbejdet, men derimod at mentor udfylder det ekstra behov for støtte og vejledning af den unge, som der ikke er ressourcer til, at Kriminalforsorgens medarbejder giver. Hvilke opgaver der tilfalder mentor, og hvilke der tilfalder Kriminalforsorgens medarbejder skal fremgå af handleplanen, så det er klart for alle parter, hvilke opgaver de hver især varetager, jf. cirkulærets § 12. Alle parter (mentor, klient og den udpegede ansvarlige for mentorforløbet) er forpligtet til at mødes hver 3. måned til en opfølgning og evt. revurdering af handleplanen. Opfølgningsmødet kan tage udgangspunkt i den logbog, som mentoren er forpligtet til at føre (jf. nedenfor under punkt 21). Den ansvarlige for mentorforløbet i KiF eller på afsoningsstedet tager initiativ til mødet. Hvis der sker store ændringer i den unges situation, så er mentor forpligtet til at orientere den ansvarlige. 19. Det skal understreges, at ovenstående også gælder, når der tilknyttes en mentor under afsoning. Det er afsoningsinstitutionens forpligtelse at beslutte, hvem der er ansvarlig for kontakten til mentor. Det skal fremgå af handleplanen, hvem på institutionen der er ansvarlig for mentorforløbet og afholder møder med mentor og den unge. Dette betyder, at selvom det er KiF, der står for selve etableringen af mentorforløbet, skal de ikke føre tilsyn med afsonere. Mentor-tovholder 20. Der skal udpeges en mentor-tovholder i alle KiF-afdelinger, herunder lokalkontorer, fængsler inkl. Københavns Fængsler og pensioner, jf. cirkulærets § 18. Mentor-tovholderen er ansvarlig for at holde sig opdateret på området, viderebringe relevant information til kolleger samt informere nye medarbejdere om ordningen. Mentor-tovholderne vil løbende blive indkaldt til orienteringsmøder. Logbog 21. Mentoren skal udfylde en logbog, hvor der kort noteres, hvor og hvornår mentoren og den unge har haft kontakt, jf. cirkulærets § 16. Følgende punkter skal udfyldes: – Dato for kontakt. – Kontaktens varighed. – Kontaktens form (telefonsamtale, mail, fysisk møde etc.). – Kontaktens indhold (f.eks. møde på jobcenter, løbetur og snak om familieproblemer, morgenvækning etc.). Logbogen skal være med til at danne grundlag for at drøfte arbejdsopgaver, tilrette handleplanen og vurdere, hvor mange honorarer mentorens arbejde svarer til. Det er op til tjenestestedet at bestemme logbogens form, men der er god erfaring med at udlevere et lille hæfte/notesbog til mentoren, som vedkommende kan bruge som logbog. Hvis den unge tilknyttes et mentorforløb under afsoning, aftales det mellem afsoningsstedet og KiF, hvilken form logbogen skal have. Kriminalregistret 22. Inden opstart af mentorforløbet skal mentor tjekkes i kriminalregistret, hvilket forudsætter, at mentor skal underskrive en samtykkeerklæring, jf. cirkulærets § 5. Som hovedregel kræves det, at mentoren ikke er registreret i kriminalregistret. Hvis der er registreret forseelser i kriminalregisteret, afgøres det ud fra en konkret vurdering, hvorvidt vedkommende kan udpeges som mentor. Hvis tilsynsmyndigheden finder, at den pågældende bør udpeges som mentor på trods af registreringen, skal udpegningen godkendes af direktoratet, jf. cirkulærets § 6, stk. 2. Samtykkeerklæringen ligger på intranettet. Tavshedspligt 23. Mentoren har tavshedspligt, jf. cirkulærets § 17, og skal ved opstart af mentorforløbet underskrive erklæring om tavshedspligt. Dog har mentoren pligt til at rapportere, hvis vedkommende bliver bekendt med, at den unge begår kriminalitet. Den unge skal ligeledes orienteres om, at mentoren har rapporteringspligt i forhold til ny begået kriminalitet. Tjenestestederne bør orientere mentor grundigt om de dilemmaer, der kan opstå i forbindelse med denne rapporteringspligt. Mentor skal have at vide, at afdelingen kan kontaktes i tvivlstilfælde. Erklæring om tavshedspligt ligger på intranettet. Honorar 24. Kontakten mellem den unge og mentor er ikke på forhånd timefastsat, da kontakten kan variere i omfang, intensitet og karakter. Honoreringen fastsættes ud fra en konkret vurdering af arbejdsbyrden, som fastlægges i overensstemmelse med handleplanen. I samråd med mentoren er det således Kriminalforsorgens medarbejders ansvar ud fra en skønsmæssig vurdering at fastlægge, hvor mange timer mentor skal bruge for tilfredsstillende at kunne følge op på handleplanen, jf. cirkulærets § 13, stk. 2. For mentorer til indsatte afgiver fængslet indstilling til KiF om honorarstørrelsen, jf. § 13, stk. 3, men KiF har den endelige kompetence til at fastsætte honoraret. Mentorerne er honorarlønnede, og der kan gives mellem 1-8 honorarer om måneden. Pr. 1. april 2010 er honoreringen 179,80 kr. pr. time, hvilket svarer til, at 1 honorar (719,19 kr.) er lig med en arbejdsindsats på ca. 4 timer om måneden. Der er ikke tale om en timeaflønning, men som tommelfingerregel forudsætter en aflønning på eksempelvis 4 x honorar en arbejdsindsats på 16 timer månedligt. Dette er dog en fleksibel størrelse, og omfanget af indsatsen er i sagens natur meget afhængig af den unges livssituation. 25. Honorarlønnen er B-indkomst, hvilket betyder, at mentoren vil få udbetalt et bruttobeløb, som vedkommende selv skal betale skat af, ligesom der ikke optjenes feriepenge af B-indkomst. Direktoratet opgiver dog B-indkomsten til Skat, som opkræver den skat, der skal betales heraf. Der henvises til skrivelse af 7. januar 2009 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, Personalekontoret, om ændring i aflønningen af honorarlønnede. Det er Skats vurdering, at hvervet som honorarmodtager ikke tidsmæssigt kan overstige, hvad der svarer til en halvtidsstilling, og afdelingerne pålægges derfor at sørge for, at den enkelte honorarlønnede ikke arbejder mere, end hvad der svarer til en halvtidsstilling, jf. cirkulærets § 14. Der henvises til skrivelse af 18. maj 2009 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, Personalekontoret, om honorarlønnedes skattemæssige status. Fra Kriminalforsorgens side anbefales det, at mentorer som udgangspunkt ikke har mere end to mentorforløb ad gangen. Begrundelsen er, at mentorarbejdet er et relationsarbejde, hvor det er vigtigt, at mentoren er til rådighed, nærværende og engageret. Da de fleste mentorer desuden har et fuldtidsarbejde ved siden af mentorjobbet, vurderes det, at det ikke er realistisk at opretholde en sådan relation til mere end to unge ad gangen. Til brug for udbetaling af honorarerne skal Administrativ Services blanket anvendes. Blanketten findes på Intranettet under: Økonomi/Blanketter/lønbilag/honnorarlønnede mentorer 2011. Husk at denne blanket skal være korrekt udfyldt samt attesteret af afdelingens underskriftberettigede. Blanketten udfyldes for den forgange måned og skal være Administrativ Service i hænde inden den 10. i måneden, så mentoren kan få udbetalt sine honorarer. Mentoren får således udbetalt honorar for den forgangne måned i slutningen af den efterfølgende måned (eksempelvis bliver løn for timer, der er afviklet i november udbetalt ultimo december). Hver 3. måned genovervejes, hvorvidt honoraret er i overensstemmelse med arbejdsopgaverne. Honoraret indsættes på den pågældende mentors Nemkonto, og en opgørelse sendes elektronisk til mentors E-boks www.e-boks.dk, medmindre denne ikke har adgang til Internettet. Hvis dette er tilfældet kontaktes Administrativ Service, og mentor får tilsendt opgørelsen via posten. Tilskud til transport, telefon og porto 26. Der ydes fra Kriminalforsorgens side ikke tilskud til transport, telefon og porto, jf. cirkulærets § 13, stk. 4. I stedet henvises mentorerne til at fradrage disse udgifter i den personlige indkomst. Udgifterne skal anføres i felt 29 på selvangivelsen. Der henvises til skrivelse af 18. maj 2009 fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, Personalekontoret, om honorarlønnedes skattemæssige status. Aktivitetspenge 27. Der kan gives tilskud til aktiviteter, der tjener et konkret eller pædagogisk formål, jf. cirkulærets § 15. Som udgangspunkt kan dette beløb udgøre op til 200 kr. månedligt. Afdelingen kan dog ud fra en konkret vurdering bestemme, hvorvidt der er behov for at overstige dette beløb. Aktivitetspengene refunderes kun til mentor mod aflevering af bilag i afdelingens kasse. Det sædvanlige udgiftsbilag udfyldes, og mentors bilag hæftes på som underbilag. Mentor skal kvittere for modtagelse af beløbet, og den underskriftsberettigede fra afdelingen skal attestere. På bilagene angives følgende: Aktivitetsnummer 203 (segment 5) og projektnummer 926924 (segment 6). Aktivitetspengene dækker ikke udgifter til bøger, træningstøj, briller eller andet, men Dansk Forsorgsselskab opfordrer til, at man søger penge til disse formål hos dem. Ansøgningsblanketter findes på deres hjemmeside www.dansk-forsorgsselskab.dk. Id-kort 28. Der gives efter behov id-kort til mentorerne. Dette vil primært være relevant for mentorer, der skal besøge unge i arresthuse eller fængsler. Ophør af mentorforløb 29. Det er tilsynsmyndigheden, der træffer afgørelse om ophør af mentorforløb, jf. cirkulærets § 6. Mentorforløbet ophører, når formålet med mentorforløbet er opnået, efter aftale, eller når tilsynsmyndigheden i øvrigt træffer afgørelse herom, jf. § 20. For dømte på fri fod er det en forudsætning for et mentorforløb, at den dømte er i tilsyn af Kriminalforsorgen, jf. cirkulærets § 2, stk. 1, nr. 2, og § 2, stk. 3. Det betyder, at mentorforløbet ophører, når den dømte ikke længere er i tilsyn. Det vil derfor være nødvendigt at etablere et frivilligt tilsyn, såfremt der skønnes behov for at fortsætte mentorforløbet udover det almindelige tilsyn. 30. Der foreligger ikke et ansættelsesforhold mellem Kriminalforsorgen og mentoren, hvorfor samarbejdet kan ophøre uden varsel fra begge parters side. Mentorordningens samspil med andre tilbud 31. Kriminalforsorgens mentorordning er efterhånden blevet en blandt mange mentorordninger, og det skal altid overvejes, hvorvidt der er andre støtteordninger, som skal afdækkes og søges først. Nedenfor er listet en række tilbud, som fungerer på nationalt plan. Listen er ikke udtømmende, og der vil ofte være mindre projekter i de enkelte kommuner. Lov om social service (unge) 32. Kommunerne er forpligtet til at gøre en ekstra indsats for børn og unge under 18 år, der har brug for særlig støtte. Et af de tilbud, kommunen kan benytte sig af er at ansætte en kontaktperson. Kontaktpersonsordningen kan udvides i særlige tilfælde til den unge er 22 år (lov om social service § 52, stk. 3, nr. 7 og § 76, stk. 2). For unge under 18 år, der har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, er kommunen forpligtet til at yde den nødvendige støtte til den unge. For unge under 18 år, der afsoner en frihedsstraf, er varetægtsfængslet eller i varetægtssurrogat, skal kommunen give den unge et tilbud om udslusning. Tilbuddet om udslusning skal så vidt muligt etableres inden løsladelsen og have en varighed på mindst 6 måneder efter løsladelse. Tilbuddet kan som minimum være en kontaktperson (lov om social service § 57 c, stk. 3). Lov om social service (sindslidende, misbrugere og hjemløse) 33. Kommunen sørger for tilbud om en støtte- og kontaktperson til personer med sindslidelser, til personer med et stof- eller alkoholmisbrug og til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig (lov om social service § 99). Lov om aktiv beskæftigelsesindsats 34. I henhold til lov om aktiv beskæftigelsesindsats kan jobcentret yde støtte til en mentorordning ved alle former for beskæftigelsesfremmende aktiviteter: Når en person skal ansættes eller fastholdes i job, eller en person skal fastholdes i tilbud, uddannelse eller et konktaktforløb i jobcentret (lov om aktiv beskæftigelsesindsats § 78-81). Se mere om jobcentrenes mentorordning på Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats hjemmeside www.cabiweb.dk/mentor. Ungdommens Uddannelsesvejlednings mentorordning 35. Unge, der har det vanskeligt ved at begynde på en ungdomsuddannelse, kan igennem Ungdommens Uddannelsesvejledning få tilbudt personlig støtte i overgangen til ungdomsuddannelsen. Mentorforløbet kan opstarte fra 9. eller 10. klasse og ind i uddannelsen, og hjælpen er bestemt af den unges behov og forudsætninger. Det kan handle om helt praktiske forhold, fx tilrettelæggelse af lektier, hjælp til at forstå informationer eller medvirken ved samtaler med vejledere og lærere. Mentorens opgave kan også være at hjælpe den unge til at fastholde motivationen og fremmødet. Kontakt Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) i den unges hjemkommune for flere oplysninger. Dansk Røde Kors 36. Røde Kors har et stort netværk af besøgsvenner, der kan komme på besøg en gang om ugen. Besøgsvennerne kommer på besøg ligesom personlige venner, og det er op til besøgsmodtageren og besøgsvennen at blive enige om, hvad der skal ske, når besøgsvennen er der. Røde Kors har også fængselsbesøgsvenner, der kommer forbi hver 14. dag og bruger en-to timer med den indsatte. I øjeblikket er der tilknyttet besøgsvenner til de lukkede fængsler i Østjylland, Nyborg, Ringe, Vridsløselille, Københavns Fængsler og Anstalten ved Herstedvester samt de retspsykiatriske afdelinger på Glostrup og Sankt Hans hospitaler. Se mere på www.drk.dk. Lokale projekter 37. Udover de nationale projekter findes der en masse lokale projekter og mentorordninger, som man oftest kan finde information om hos de lokale frivillighedsforeninger. Dertil har mange uddannelser, arbejdspladser og foreninger deres egen mentorordning. Justitsministeriet, Direktoratet for Kriminalforsorgen, den 4. marts 2011 William Rentzmann / Ina Eliasen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 3 a Frister Den fulde tekst Lov om ophævelse af lov om garantier for lån til erhvervelse eller ombygning af mindre fragtskibe og om ændring af lov om statsautoriserede revisorer, lov om registrerede revisorer, lov om omsætning af fast ejendom, lov om uddannelse af maskinmestre, lov om søfartsuddannelse samt lov om forsikringsformidling (Nedlæggelse af visse råd og nævn m.v. på erhvervsområdet) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 Lov om garantier for lån til erhvervelse eller ombygning af mindre fragtskibe, jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 28. februar 1986, ophæves. End of "§ 1" § 2 I lov om statsautoriserede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 501 af 30. juni 1998, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 111 af 1. marts 2002, foretages følgende ændringer: 1. Overskriften til kapitel 3 affattes således: » Disciplinærnævn « 2. § 18 a, stk. 2, affattes således: » Stk. 2 . Såfremt en statsautoriseret revisor har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke fremtidig vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan Disciplinærnævnet begrænse den pågældendes adgang til at udøve lovpligtig revision eller frakende beskikkelsen på tid fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til efter § 18 c at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor. « 3. I § 18 a, stk. 4, 2. pkt., udgår » eller Revisornævnet «. 4. § 18 a, stk. 5, 1. pkt., affattes således: » Formanden for Disciplinærnævnet kan i større og komplicerede sager udvælge en sagkyndig til at forelægge sagen og foretage afhøringer for nævnet. « 5. §§ 18 b og 18 c ophæves, og i stedet indsættes: » § 18 b. Disciplinærnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. § 18 c. En afgørelse efter § 18 a, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for landsretten. Stk. 2. Begæring i henhold til stk. 1 skal være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Stk. 3. Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som statsautoriseret revisor. Såfremt Disciplinærnævnets afgørelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning. § 18 d. Disciplinærnævnet kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en i henhold til § 18 a, stk. 2, foretagen frakendelse. Er denne sket indtil videre, og afslår nævnet ansøgning om ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved landsretten, såfremt der er forløbet 5 år efter frakendelsen og mindst 2 år efter, at generhvervelse af beskikkelsen senest er nægtet ved dom. § 18 a, stk. 2, 2. pkt., og § 18 c, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. § 18 e. Forældelsesfristen er 5 år regnet fra den dag, da den pligtstridige handling eller undladelse er ophørt. Stk. 2. Forældelsesfristen afbrydes ved indgivelse af klage til Disciplinærnævnet. « 6. §§ 19-22 ophæves. 7. I § 22 a, stk. 1, udgår » og det i § 19 omhandlede Revisornævn «. End of "§ 2" § 3 I lov om registrerede revisorer, jf. lovbekendtgørelse nr. 502 af 30. juni 1998, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 111 af 1. marts 2002, foretages følgende ændringer: 1. § 3, stk. 1, nr. 3, affattes således: » 3) hvis retten til at være optaget i registret frakendes efter § 11 a, stk. 2, eller straffelovens § 79, eller «. 2. § 11 a, stk. 2, affattes således: » Stk. 2 . Såfremt en registreret revisor har gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen forsømmelse i udøvelsen af sin virksomhed og de udviste forhold giver grund til at antage, at den pågældende ikke fremtidig vil udøve virksomheden på forsvarlig måde, kan Disciplinærnævnet begrænse den pågældendes adgang til at udøve lovpligtig revision eller frakende retten til at være optaget i revisorregistret på tid fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre. Afgørelsen skal indeholde oplysninger om adgangen til efter § 11 c at begære domstolsprøvelse og om fristen herfor. « 3. I § 11 a, stk. 4, 2. pkt., udgår » eller Revisornævnet «. 4. § 11 a, stk. 5, 1. pkt., affattes således: » Formanden for Disciplinærnævnet kan i større og komplicerede sager udvælge en sagkyndig til at forelægge sagen og foretage afhøringer for nævnet. « 5. §§ 11 b-11 e ophæves, og i stedet indsættes: » § 11 b. Disciplinærnævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. § 11 c. En afgørelse efter § 11 a, stk. 2, kan af den, afgørelsen vedrører, forlanges indbragt for landsretten. Stk. 2. Begæring i henhold til stk. 1 skal være modtaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Stk. 3. Begæring om sagsanlæg har opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende under sagens behandling ikke må udøve virksomhed som registreret revisor. Såfremt Disciplinærnævnets afgørelse findes lovlig ved dommen, kan det i denne dom bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning. § 11 d. Disciplinærnævnet kan til enhver tid efter ansøgning ophæve en i henhold til § 11 a, stk. 2, foretagen frakendelse. Er denne sket indtil videre, og afslår nævnet ansøgning om ophævelse af frakendelsen, kan den pågældende forlange afgørelsen prøvet ved landsretten, såfremt der er forløbet 5 år efter frakendelsen og mindst 2 år efter, at generhvervelsen af retten til at være optaget i Revisorregistret senest er nægtet ved dom. § 11 a, stk. 2, 2. pkt., og § 11 c, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse. § 11 e. Forældelsesfristen er 5 år regnet fra den dag, da den pligtstridige handling eller undladelse er ophørt. Stk. 2. Forældelsesfristen afbrydes ved indgivelse af klage til Disciplinærnævnet. § 11 f. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan bestemme, at det i § 11 omhandlede Disciplinærnævn også kan behandle klager over registrerede revisorer, der er registreret af den færøske registreringsmyndighed. End of "§ 3" Kapitel 3 a Frister § 11 g. De frister, der er fastsat i eller i henhold til denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af såvel dags- som uge-, måneds- og årsfrister. Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1, på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens længde. Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted. Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende hverdag. « § 4 I lov nr. 453 af 30. juni 1993 om omsætning af fast ejendom, som ændret senest ved § 3 i lov nr. 437 af 31. maj 2000, affattes § 30 således: »§ 30. Loven administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. « End of "§ 4" § 5 I lov nr. 16 af 13. januar 1997 om søfartsuddannelse, som ændret ved § 1 i lov nr. 388 af 10. juni 1997, ophæves § 8 . End of "§ 5" § 6 I lov nr. 350 af 1. juli 1988 om uddannelse af maskinmestre foretages følgende ændring: 1. §§ 4 og 6 ophæves. End of "§ 6" § 7 I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 672 af 9. juli 2001, foretages følgende ændring: 1. § 21, stk. 3 og 4, ophæves. Stk. 5 bliver herefter stk. 3. End of "§ 7" § 8 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. maj 2002. Stk. 2. Lov om garantier for lån til erhvervelse eller ombygning af mindre fragtskibe finder anvendelse på garantier afgivet i henhold til loven indtil udløbet af disse garantiaftaler. Stk. 3. Sager, der i medfør af bestemmelserne herom i lov om statsautoriserede revisorer og lov om registrerede revisorer er indbragt for eller henvist til Revisornævnet før lovens ikrafttræden, færdigbehandles ved dette nævn. End of "§ 8" § 9 §§ 2 og 3 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger. End of "§ 9" End of "Kapitel 3 a" Givet på Christiansborg Slot, den 29. april 2002 Under Vor Kongelige Hånd og Segl Margrethe R. /Bendt Bendtsen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om undtagelse af salg af statens faste ejendomme fra visse bestemmelser i lov om formidling af fast ejendom m.v. I medfør af § 1, stk. 6, i lov nr. 526 af 28. maj 2014 om formidling af fast ejendom m.v. fastsættes: § 1. Følgende bestemmelser i lov om formidling af fast ejendom m.v. gælder ikke ved salg af statens faste ejendom, når salget foregår uden medvirken af en ejendomsmægler: § 19, stk. 3, § 37, stk. 1, nr. 3 og 4, §§ 39-40 og § 41, stk. 2. § 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2015. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1067 af 15. december 1994 om undtagelse af salg af statens faste ejendomme fra visse bestemmelser i lov om omsætning af fast ejendom ophæves. Erhvervsstyrelsen, den 22. juni 2015 Victor Kjær / Nina Pabst-Karlsson

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om afholdelse hvert års nytårsdag af en kollekt i alle landets kirker til fordel for Det Danske Bibelselskab Administrative Befalinger af almindeligere Karakter. Cirkulære fra Kirke- og Undervisningsministeriet til samtlige Biskopper. Ved allerhøjeste Resolution af 30te s. M. har det behaget hans Majestæt allernadigst at bifalde dette Ministeriums Indstilling om, at der hvert Aars Nytaarsdag maa afholdes en Kollekt i alle Landets kirker til Fordel for det danske Bibelselskab. Ved at meddele Deres Højærværdighed denne allerhøjeste Resolution skulde ministeriet tjenstligst anmode Dem om behageligen at ville paalægge samtlige i Deres Stift ansatte Præster at foranstalte det Fornødne med hensyn til Afholdelsen af den omhandlede Kollekt enten ved Udsættelse af en Bøsse foruden den anordnede Fattigbøsse, eller ved Indsamling i Kirken paa anden passende maade, samt om at opfordre præsterne til baade i Forvejen at forberede Menighederne paa den forestaaende Kollekt, og paa selve Nyaarsdag at ville lægge den forsamlede Menighed paa Hjerte at yde sit Bidrag til det for det kirkelige Livs Fremme i Folket vigtige Formaal, for hvilket Bibelselskabet virker. De indkomne Bidrag bedes inden Udgangen af hvert Aars Januar Maaned af Præsterne afgivne til Provsterne og af disse til Biskoppen, af hvem de derefter bedes indsendte til det danske Bibelselskabs Kasserer, Justitsraad Hegel, boende i Klareboderne Nr. 3. Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet, den 11te December 1886.\sf J. F. Scavenius. J. De Jonquieres. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 16-70-00953 Ikke kritik af redox.dk for at bringe billede taget ved en folkefest En person klagede over, at redox.dk bragte et billede af ham, der var taget ved en folkefest afholdt på et privat område. Da folkefesten havde et deltagerantal omkring 200, og alle kunne købe billet til arrangementet, var der ikke tale om en privat begivenhed. Pressenævnet udtaler ikke kritik. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke er klaget over oplysninger i artiklerne. Klagen relaterer sig således alene til fotografiet indsat til artiklen ”De nationalkonservative fra A-Z” og redox.dks telefoniske henvendelse forud for offentliggørelsen af artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten”. I overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven træffer Pressenævnet afgørelse om, hvorvidt mediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Fotografiet Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Ud fra sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at omkring 200 personer deltog ved Mosbjerg Folkefest. Folkefesten blev efter det oplyste afholdt på et privatejet jordstykke, hvor man som deltager kunne få adgang ved at købe billet til arrangementet. Under hensyn til det forholdsvis store deltagerantal, og at det private område ved optagelsen af fotografiet blev anvendt til afholdelse af en folkefest, hvor der ifølge programmet ikke var andre adgangskrav end at købe en billet, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der var tale om en privat begivenhed. Redox.dk kunne derfor bringe billedet uden samtykke. Nævnet finder derfor ikke grundlag for kritik af redox.dk for at bringe billedet af klager. Telefonnummeret Ifølge punkt A. 3 i de vejledende regler for god presseskik skal oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Medierne er således forpligtede til at rette henvendelse til en person, der omtales på den angivne måde, inden offentliggørelse af oplysningerne, herunder f.eks. ved en telefonisk henvendelse. Ifølge [Klager] har redox.dk fremskaffet hans hemmelige telefonnummer ulovligt og anvendt nummeret til at kontakte ham telefonisk den 21. marts 2016 forud for offentliggørelsen af artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten” den 23. marts 2016. Pressenævnet lægger efter redox.dks oplysning til grund, at telefonnummeret blev fundet på internettet på [Internetadresse]. Allerede af denne grund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at redox.dk anvendte nummeret til at kontakte ham forud for offentliggørelsen af artiklen den 23. marts 2016. [Klager] har klaget til Pressenævnet over et billede indsat til artiklen ”De nationalkonservative fra A-Z” bragt den 9. marts 2016 på redox.dk og over, at redox.dk forud for artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten” af 23. marts 2016 kontaktede ham på hans hemmelige telefonnummer, idet han mener, at god presseskik derved er tilsidesat. Sagen er behandlet sammen med sag nr. 16-70-00967, [Klager] mod modkraft.dk, der vedrører samme billede som på redox.dk. 1 Sagsfremstilling Redox.dk bragte den 9. marts 2016 artiklen ”De nationalkonservative fra A-Z”. Til artiklen var indsat et billede, der viste [Klager] til en udendørs social sammenkomst med en dåseøl i hånden imellem fem andre personer. En af personerne bærer en vest med påskriften ”Sikringsgruppen”. Billedteksten lyder: ”[Person A] (yderst t.h.) og [Klager] (med øl i hånden) ved Mosbjerg Folkefest 2015. ” Af artiklen fremgår bl.a. følgende: ”[…] Mosbjerg Folkefest I 2014 og igen i 2015 gennemførte og arrangerede en lille gruppe nationalkonservative, med [Person A] i spidsen, 'Mosbjerg Folkefest'. Første år havde 150 tilmeldte, mens festen i 2015 samlede næsten 250 deltagere ifølge arrangørerne. Eventen blev i første omgang gennemført som Uriaspostens 10 års-jubilæum i 2013. Arrangementet består af både talere, mad, øl og socialt samvær. Deltagerne kommer først og fremmest fra den nationalkonservative bevægelse, men også personer med baggrund i nynazistiske grupper har deltaget. Det er [Person B], der ligger jord til arrangementet på hans store grund ved Mossø lidt vest for Skanderborg. […] Provokunstneren [Klager] [Klager] er i den brede offentlighed bedste kendt som manden, der tissede på en gavl i Brande og i Olafur Eliassons vandskulptur Waterfalls. Ved siden af sit kreative virke er han en del af den nationalkonservative bevægelse. Han hjælper bl.a. [Person A] med arbejdet på Uriasposten ligesom han er fast gæst ved debatmøder hos Trykkefrihedsselskabet og til Mosbjerg Folkefest. Desuden er han fast deltager i debatter på nettet. […]” Af Mosbjerg Folkefests hjemmeside mosbjerg.org fremgår det, at det kostede 250 kroner at deltage i 2015, ligesom det fremgår, at deltagerantallet var begrænset: ” For at beskytte den gode stemning begrænser vi deltagertallet til 200”. I artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten” af 23. marts 2016 oplyses det blandt andet, at [Klager] ”har ikke ønsket at medvirke i artiklen. ” Klagen over artiklen er modtaget i Pressenævnet ved mail af 30. marts 2016. Mailen er blandt andet også sendt til politiet. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at billedet til artiklen den 9. marts 2016 er taget på privat grund og derved i strid med god presseskik. [Klager] har videre klaget over metoden , hvorved Redox har fremskaffet hans hemmelige telefonnummer, så redox.dk har kunnet kontakte ham. Ifølge klager kontaktede redox.dk ham den 21. marts 2016 på hans hemmelige telefonnummer med henblik på et interview. Han ved ikke, hvordan redox.dk har fået oplysningerne om hans telefonnummer og adresse, men han mener ikke, at oplysningerne kan være lovligt tilvejebragt. 2.2 Redox.dks synspunkter Redox.dk har anført, at fotografiet, der er brugt i artiklen ”De nationalkonservative fra A-Z” , er taget på offentlig vej. [Klager]s telefonnummer ligger offentligt tilgængeligt på internettet i forbindelse med en omtale af klager på [Internetadresse]. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse: I behandlingen af sagen har følgende medlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Hans Peter Blicher, Ulrik Holmstrup og Karsten Kolding. Pressenævnet bemærker indledningsvis, at der ikke er klaget over oplysninger i artiklerne. Klagen relaterer sig således alene til fotografiet indsat til artiklen ”De nationalkonservative fra A-Z” og redox.dks telefoniske henvendelse forud for offentliggørelsen af artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten”. I overensstemmelse med § 34 i medieansvarsloven træffer Pressenævnet afgørelse om, hvorvidt mediers indhold og handlemåde er i overensstemmelse med god presseskik. Fotografiet Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B. 1. Ud fra sagens oplysninger lægger Pressenævnet til grund, at omkring 200 personer deltog ved Mosbjerg Folkefest. Folkefesten blev efter det oplyste afholdt på et privatejet jordstykke, hvor man som deltager kunne få adgang ved at købe billet til arrangementet. Under hensyn til det forholdsvis store deltagerantal, og at det private område ved optagelsen af fotografiet blev anvendt til afholdelse af en folkefest, hvor der ifølge programmet ikke var andre adgangskrav end at købe en billet, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at der var tale om en privat begivenhed. Redox.dk kunne derfor bringe billedet uden samtykke. Nævnet finder derfor ikke grundlag for kritik af redox.dk for at bringe billedet af klager. Telefonnummeret Ifølge punkt A. 3 i de vejledende regler for god presseskik skal oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare. Medierne er således forpligtede til at rette henvendelse til en person, der omtales på den angivne måde, inden offentliggørelse af oplysningerne, herunder f.eks. ved en telefonisk henvendelse. Ifølge [Klager] har redox.dk fremskaffet hans hemmelige telefonnummer ulovligt og anvendt nummeret til at kontakte ham telefonisk den 21. marts 2016 forud for offentliggørelsen af artiklen ”Fusionsfiasko for Uriasposten” den 23. marts 2016. Pressenævnet lægger efter redox.dks oplysning til grund, at telefonnummeret blev fundet på internettet på [Internetadresse]. Allerede af denne grund finder nævnet ikke grundlag for at kritisere, at redox.dk anvendte nummeret til at kontakte ham forud for offentliggørelsen af artiklen den 23. marts 2016. Afgjort den 25. maj 2016.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En værnepligtig, der som sådan havde fribefordring, havde fratrukket udgifter til befordring mellem tjenestestedet i København og bopælen i Jylland. I fradraget var medregnet færgeudgifter. Dette fradrag blev nægtet under henvisning til bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 § 3, jf. § 2, ligningslovens § 9 C, stk. 5. Den fulde tekst Befordringsfradrag - værnepligtig - færgeudgifter. (* 1) A klagede for indkomståret 1987 over, at de stedlige skattemyndigheder ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 1.704 kr. for færgeudgifter. Det var oplyst, at klageren i perioden 1. oktober til 31. december 1987 havde aftjent sin værnepligt i København, og at han som værnepligtig havde frikort til offentlige befordringsmidler. Han havde ikke selv afholdt udgift til den omhandlede færgetransport. Ved indkomstopgørelsen havde klageren foretaget fradrag for udgifter til befordring mellem hjemmet i Jylland og tjenestestedet i København med 2.926 kr., heraf fradrag for færgebilletter, 1.704 kr., svarende til udgiften ved benyttelse af Århus-Kalundborg færgen til 12 hjemrejser. De stedlige skattemyndigheder havde ikke godkendt fradraget på 1.704 kr., idet der var henvist til, at klageren ikke havde dokumenteret, at han havde afholdt udgiften hertil. Klageren påstod sig over for Landsskatteretten berettiget til det selvangivne fradrag for færgetransport, idet han anførte, at der ikke fandtes hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport. Klageren begrundede sin påstand med følgende: Af lov nr. 213 af 30. maj 1980 fulgte af § 26, stk. 3, at ministeren bemyndiges til at fastsætte regler om fribefordring for værnepligtige. I kundgørelse for Forsvaret B8-1 havde Forsvarsministeren givet de nærmere retningslinier for værnepligtiges fribefordring. Af kundgørelsens § 4 fulgte, at den bl.a. omfattede værnepligtigt menigt personel, dvs. han var omfattet af kundgørelsen i de 9 måneder, han aftjente værnepligt. Af § 3 fremgik kundgørelsens formål, nemlig med fribefordringen at yde et supplement til værnepligtslønnen. Gyldighedsområdet for fribefordringen var fastsat i kundgørelsen § 6, litra a, »samtlige jernbanestrækninger og indenlandske DSB-færger«. Under henvisning til ovenstående kunne det altså konstateres, at man med fribefordringen havde ønsket at yde et supplement til værnepligtslønnen, samt at man ikke på nogen måde skelnede mellem togtransport eller færgetransport med DSB-færger. Af ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1 fulgte, at værnepligtige, uanset de havde frirejsekort, havde sædvanligt befordringsfradrag mellem bopæl og kaserne. Han måtte derfor fastholde, at de stedlige skattemyndigheder ikke under henvisning til ligningsvejledningen 1989 U 1.4 kunne nægte ham fradrag for færgetransport under henvisning til, at han ikke havde dokumenteret udgift til færgebillet. Netop under henvisning til ovennævnte kundgørelse fra Forsvarsministeren havde han naturligvis ikke afholdt nogen udgift til færgetransport, men henset til, at man havde ønsket at sidestille værnepligtige med øvrige lønmodtagere (ligningsvejledningen 1989 U 1.1.1) fastholdt han, at skattemyndighederne manglede hjemmel til at nægte ham fradrag for færgetransport. Han gjorde i den forbindelse gældende, at afsnit U 1.4 i ligningsvejledningen om færgetransport og lignende ikke var skrevet under hensyn til værnepligtiges særlige forhold, nemlig at de havde frirejsekort. Bestemmelserne om fradragsret for udgifter til færgetransport fremgår af bekendtgørelse nr. 627 af 13. december 1984 om befordringsfradrag, jf. ligningslovens § 9 C. Ifølge bekendtgørelsen § 3, jf. § 2, kan den skattepligtige mod dokumentation foretage fradrag for de faktiske udgifter til færgetransport. Uanset, at det ved fastsættelsen af bestemmelserne om værnepligtiges fribefordring har været tilsigtet at yde et supplement til værnepligtslønnen, og at det i Statsskattedirektoratets ligningsvejledning U 1.1.1 for 1987 var anført, at værnepligtige var berettigede til fradrag for befordring mellem den sædvanlige bopæl og kasernen, fandt Landsskatteretten, at der - bortset fra bestemmelserne i ligningslovens § 9 C om normalfradraget (afstandsfradraget) - ikke var hjemmel til at indrømme værnepligtige fradrag for befordringsudgifter, som ikke var dokumenterede eller sandsynliggjorte. Da det af ovennævnte bekendtgørelse klart fremgik, at der kun var fradrag for faktiske udgifter til færgetransport, og da klageren ikke havde afholdt udgifter hertil, fandt Landsskatteretten, at det var med rette, at klageren ikke var anset for berettiget til fradrag for færgetransport. Den påklagede ansættelse blev herefter stadfæstet. LV 1989, U 1.1.1 og 1.4.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for eux-forløb I medfør af § 4, stk. 3, og § 7, stk. 3, i lov om erhvervsfaglig studentereksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (eux) m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 927 af 3. juli 2017, som ændret ved lov nr. 142 af 28. februar 2018, fastsættes efter bemyndigelse: § 1. Der er følgende særlige gymnasiale fag til brug for eux-forløb: 1) Biologi B. 2) Engelsk B. 3) Informatik B. 4) Teknikfag B byggeri og energi. 5) Teknikfag B udvikling og produktion. 6) Teknikfag B digitalt design og udvikling. 7) Teknikfag B proces, levnedsmiddel og sundhed. 8) Teknologi B. 9) Virksomhedsøkonomi B. Stk. 2. Undervisningstiden i timer a 60 minutter er 210 for engelsk B, 225 for virksomhedsøkonomi B og 200 for de øvrige fag. For erhvervsområdeprojektet efter lovens § 3, stk. 1, nr. 3, er undervisningstiden 20 timer a 60 minutter. § 2. Et fag efter § 1, stk. 1, skal eller kan indgå i eux-forløb, hvis det fremgår af reglerne for den pågældende erhvervsuddannelse. Stk. 2. Det fremgår af reglerne for den enkelte erhvervsuddannelse, om og i hvilket omfang den i § 1, stk. 2, anførte undervisningstid afkortes efter § 3, stk. 4, i loven, når faget m.v. indgår i det pågældende eux-forløb. § 3. Institutionen tilrettelægger undervisningen i fagene og erhvervsområdet i henholdsvis merkantile og tekniske eux-forløb i overensstemmelse med de læreplaner med blandt andet mål og indhold for fagene m.v., som er fastsat og offentliggjort samtidigt med bekendtgørelsen på ministeriets hjemmeside www.uvm.dk med virkning fra bekendtgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt. § 4. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2018, jf. dog stk. 3. Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 172 af 23. februar 2015 om særlige gymnasiale fag m.v. til brug for erhvervsuddannelser ophæves. Stk. 3. § 1, stk. 2, 2. pkt., og, for så vidt angår erhvervsområdet, § 3 træder først i kraft den 1. august 2018. Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, den 1. maj 2018 Martin Larsen Konstitueret Direktør / Michaela Hjorth Bønnelykke

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En 58-årig mand var på grund af smerter forårsaget af kronisk betændelse i bugspytkirtlen gennem mange år dagligt blevet behandlet med smertestillende medicin i form af Contalgin tabletter og indsprøjtning af Ketogan. På grund af flytning blev han i 1997 tilmeldt en ny praktiserende læge. Efter at have rådført sig med embedslægeinstitutionen indvilligede denne læge i at fortsætte den smertestillende behandling som hidtil. Han gjorde dog patienten opmærksom på, at der kunne blive tale om senere at ændre medicineringen. Fem måneder senere konstaterede lægen, at patienten havde udviklet sår på begge ben som en følge af indsprøjtningerne med Ketogan, hvorfor lægen besluttede at indstille denne behandling. I stedet ordinerede lægen en højere dosis Contalgin og Ketogan i tabletform, dog højst tyve tabletter om ugen. Patienten blev senere henvist til smerteklinik og trappet ud af behandlingen med Ketogan tabletter. Den fulde tekst Klage over ændring af ordination af smertestillende medicin ved kroniske smerter Patientklagenævnet fandt ikke grundlag for kritik af, at den praktiserende læge ændrede medicineringen. Nævnet lagde vægt på, at lægen rådførte sig med embedslægeinstitutionen, som gav udtryk for, at det normalt ikke var hensigtsmæssigt at behandle med to typer morfika. Endvidere lagde nævnet vægt på, at patienten som en følge af indsprøjtningerne havde udviklet sår på begge ben. Nævnet lagde endelig vægt på, at patienten efterfølgende blev henvist til smerteklinik. Nævnet oplyste, at en læge ifølge Sundhedsstyrelsens retningslinier bør være tilbageholdende med at behandle kroniske smerter med opioide analgetika (eksempelvis Ketogan), og at der ifølge samme retningslinier almindeligvis ikke bør behandles med indgift af medicin udenfor tarmsystemet i langtidsterapi.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Vejledning om GMDSS i fiskefartøjer (Global Maritime Distress and Safety System) Indledning Det verdensomspændende nød- og sikkerhedssystem for søfarten (GMDSS) blev vedtaget af den internationale søfartsorganisation IMO tilbage i 1988. Bestemmelserne som GMDSS blev optaget i SOLAS (Safety of Life at Sea) konventionens kapitel IV om radiokommunikation samt i kapitel III om redningsmidler. Systemet bryder med de tidligere bestemmelser om morsetelegrafi og radiotelefoni og bygger på anvendelsen af avanceret teknisk udstyr om bord i skibe, på kystradiostationer og i satellitsystemer. Såvel geostationære satellitter over ækvator som polært kredsende satellitter indgår i systemet. Systemet skal sikre, at eftersøgnings- og redningsmyndigheder (SAR) og skibe i nærheden af et nødstedt skib hurtigt bliver alarmeret, så de kan assistere i en koordineret aktion. Bl.a. skal alarmering til land kunne foretages med 2 adskilte og uafhængige metoder. Via systemet skal man endvidere kunne afvikle maritim sikkerhedskommunikation (MSI), såsom meteorologiske varsler, navigationsadvarsler m.m. samt almindelig generel kommunikation. I 1993 blev vedtaget en protokol til den internationale Torremolinos konvention om sikkerhed i fiskefartøjer fra 1977. Protokollens kapitel IX omfatter GMDSS næsten ordret kopieret fra SOLAS. Imidlertid er Torremolinos konventionen med tilhørende protokol aldrig trådt i kraft, da den ikke blev ratificeret af et tilstrækkeligt stort antal lande (godkendt af parlamenterne). For at højne sikkerheden i fællesskabets fiskefartøjer vedtog EU i 1997 et rådsdirektiv 97/70/EF om etablering af harmoniserede sikkerhedsforskrifter for fiskeskibe med en længde på 24 m og derover, som i princippet ophøjer bestemmelserne i Torremolinos konventionen til bindende bestemmelser. Direktivet er gennemført i Danmark pr. 1. februar 1999 og bestemmelserne er oversat til dansk i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E. Udstyrskravene i GMDSS for det enkelte skib fastsættes primært under hensyn til skibets fartsområde og kun i ringe grad under hensyn til skibets størrelse. Hovedprincipper i GMDSS Som nævnt i indledningen bryder GMDSS med de hidtidige bestemmelser om radiokommunikation i skibe, herunder specielt hvad angår nød- og sikkerhedskommunikation. Hovedreglen er, at alle skibe uanset størrelse i princippet skal være udrustet med radioudstyr afhængigt af, hvor skibet sejler, og hvilke radiosystemer der er til rådighed i skibets fartsområde. Havområder Der skelnes mellem fire typer områder, nemlig: Havområde A1: Et område inden for radiotelefonidækning af mindst en VHF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC. Havområde A2: Et område, uden for A1, inden for radiotelefonidækning af mindst en MF kystradiostation, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering via DSC. Havområde A3: Et område, uden for A1 og A2, inden for dækning af en Inmarsat geostationær satellit, hvor der kontinuerligt er mulighed for alarmering. Havområde A4: Et område uden for A1, A2 og A3 (polområder). Systemer GMDSS omfatter forskellige radiosystemer. Til det allerede kendte VHF - MF (mellembølge) og HF (kortbølge) telefoniudstyr skal kobles udstyr for digitalt selektivt kald (DSC), som gør at opkald foretages fra tastaturet på DSC udstyret i stedet for som hidtil ved kald med tale i radioudstyrets mikrofon. Det nyeste udstyr har DSC indbygget i radioudstyret. Derudover indgår Inmarsat satellit-terminaler for telefoni, telex og data, herunder e-mail. Endvidere indgår de såkaldte nødradiopejlsendere (EPIRB), radartranspondere (SART), NAVTEX-modtagere og bærbare VHF-anlæg. EPIRB er installeres udendørs med en hydrostatisk udløser, således at EPIRB en automatisk frigøres og udsender alarmering til satellitter, hvis skibet synker. SART er anvendes bl.a. i redningsflåder og signalet på 9 GHz kan ses som en række prikker på de omkringliggende skibes radarskærme (3 cm) og angiver derved retningen til SART en. NAVTEX-modtagere anvendes til automatisk modtagelse på 518 kHz af navigationsadvarsler m.m. og varsler om storm og kuling. Funktionskrav Ifølge SOLAS og Torremolinos protokollen skal skibe i GMDSS opfylde en række funktionskrav. Et skib skal, når det er i søen, være i stand til at: 1. sende skib-til-kyst nødalarmer ved hjælp af mindst to adskilte og uafhængige metoder, anvendende forskellige radiokommunikationssystemer. Dog kan VHF DSC og Inmarsat terminaler anvendes som begge metoder. 2. modtage kyst-til-skib nødalarmer; 3. sende og modtage skib-til-skib nødalarmer; 4. sende og modtage koordinerende kommunikation til og fra land og andre skibe i forbindelse med eftersøgning og redningsaktioner (SAR); 5. sende og modtage kommunikation på stedet for en redningsaktion (on-scene); 6. sende og modtage signaler for lokalisering (SART og Radar); 7. sende og modtage maritim sikkerhedsinformation (MSI) ; 8. sende og modtage generel radiokommunikation til og fra landbaserede radiosystemer eller net; og 9. sende og modtage bro-til-bro kommunikation. Ad. pkt. 6: Fiskefartøjer med en længde på 35 meter og derover skal være udstyret med en radar (3 cm). Ad. pkt. 7: Det kan være nødvendigt, at skibe kan modtage visse maritime sikkerhedsinformationer, medens de er i havn. Ad. pkt. 8: Et skib anses ikke for usødygtigt, hvis denne funktion ikke kan opfyldes ved afgang fra en havn, hvor der ikke er let adgang til reparationer. Nødalarmering I den float-free EPIRB sker alarmeringen automatisk, hvis skibet synker. DSC udstyr kræver en decideret alarmering ved at aktivere en rød knap (distress). Alarmeringen skal kunne iværksættes fra styrepladsen. Når den røde knap aktiveres, sendes skibets identifikation og position automatisk og aktiverer en alarm i DSC-udstyrene på kystradiostationen og alle andre skibe i området. Oplysningerne om det nødstedte skibs identifikation, position m.m. vises i DSC-udstyrenes display, således at en redningsaktion kan iværksættes. Denne måde at alarmere på er en forbedring i forhold til den hidtidige metode med et mayday-kald på en nødfrekvens, som forudsatte, at skibe og kystradiostationer holder konstant lyttevagt på nødfrekvensen. Opkaldsmetoden med DSC medfører dermed en forbedring af sikkerheden for fiskerne. Nødkommunikation efter alarmeringen Selve nødkommunikationen som følger efter den indledende nødalarmering med DSC på MF DSC frekvensen 2187,5 kHz og/eller VHF kanal 70 foregår i GMDSS med tale på nødfrekvensen 2182 kHz og/eller VHF kanal 16 på samme måde som hidtil. Derved kan kystradiostationen og alle skibe i området følge med i og deltage i kommunikationen og yde fornøden assistance. Tidsplan Havområde A2, A3 og A4: 1. februar 2002 Havområde A1: 1. februar 2005 Nye fiskefartøjer af længde 24 meter og derover og eksisterende fiskefartøjer af længde 45 meter og derover overgik til GMDSS allerede i 1999 i henhold til EU direktivet som nævnt i indledningen. I foråret 2002 ophører Lyngby Radio med at holde manuel lyttevagt på frekvensen 2182 kHz, som er den hidtidige nød- og kaldefrekvens på mellembølge. Mellembølge rækker 200-300 sømil og dækker derfor hele Østersøen og Nordsøen. Lukningen er et led i overgangen til GMDSS og udfasningen af det gamle nød- og sikkerhedssystem baseret på lyttevagt på 2182 kHz. Det betyder, at resten af den danske fiskerflåde i området skal overgå til GMDSS senest den 1. februar 2002. De fleste lastskibe og passagerskibe er allerede overgået til GMDSS og lytter derfor ikke længere på 2182 kHz. De fiskefartøjer, som skal overgå til GMDSS senest 1. februar 2002, er fiskefartøjer, som har fartsområde uden for VHF-rækkevidde, hvilket er områder uden for de indre danske farvande og i Østersøen og Nordsøen længere ud end ca. 25 sømil fra kysten. Fiskefartøjer, som har fartsområde inden for VHF-rækkevidde (ca. 25 sømil fra kysten), kan vente med at anskaffe udstyret til 1. februar 2005, idet skibe og Lyngby Radio skal fortsætte lyttevagten på VHF kanal 16 indtil da. 2182 kHz vil som nævnt fortsat blive anvendt som nødfrekvens for selve nødkommunikationen efter den indledende nødalarmering, der udsendes digitalt (DSC, digitalt selektivt kald) på nødfrekvensen 2187,5 kHz. Udstyrskrav Reglerne om GMDSS fremgår af Søfartsstyrelsens tekniske forskrifter. For fiskefartøjer med en længde (L) på 15 meter og derover findes reglerne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E - Teknisk forskrift om fiskeskibes bygning og udstyr m.v. For fiskefartøjer under 15 meter findes reglerne i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F Teknisk forskrift om mindre erhvervsfartøjers bygning og udstyr m.v. Ikke alle fartøjer skal have samme omfang af udstyr. I de mindre fartøjer er noget udstyr krævet, medens resten af udstyret anbefales af Søfartsstyrelsen. Meddelelser fra Søfartsstyrelsen forhandles af Iver C. Weilbach & Co., København. Grænsen på 15 meter i Meddelelser fra Søfartsstyrelsen F er suppleret med, at bestemmelserne gælder for fartøjer med et dimensionstal (længde overalt x bredde) på 20 og derover, men under 100. Fiskefartøjer med et dimensionstal på 100 og derover er omfattet af Meddelelser fra Søfartsstyrelsen E. Omfanget af udstyr i de forskellige kategorier af fartøjer er fastsat af Søfartsstyrelsen efter høring af erhvervets parter. I de fleste tilfælde kræves nyt radioudstyr. Dog kan det nyeste traditionelle VHF og MF udstyr genanvendes og tilsluttes separat DSC-udstyr. Anskaffes nyt udstyr, kan det gamle udstyr tages i land. Det gælder også den såkaldte 2182 vagtmodtager, der bliver overflødig. Omfanget af kravene fremgår af nedenstående skemaer. En række undtagelser fra hovedreglerne i skemaerne er angivet i fodnoter: Nye fiskefartøjer af længde 24 meter og derover Eksisterende fiskefartøjer af længde 45 meter og derover Hav- område VHF-DSC a) MF-DSC HF-DSC og Radiotelex Inmarsat-C EPIRB b) SART c) Bærbar VHF d) NAVTEX A1 1 (2) 1 (2) 2 3 1 A2 1 (2) 1 1 (2) 2 3 1 A3 1 (2) 1 1 eller 1 1 (2) 2 3 1 e) A4 1 (2) 1 1 1 (2) 2 3 1 a) Søfartsstyrelsen anbefaler at installere 2 VHF-DSC anlæg, idet fartøjet dermed fortsat er sødygtigt, såfremt det ene anlæg bliver defekt. b) Der installeres altid én EPIRB udendørs i en float-free mekanisme. For at opfylde et krav om sekundær alarmerings-metode kan endvidere installeres en manuel EPIRB i styrehuset. c) I skibe på 45 m og derover kræves 2 SART en på hver side. I arktiske farvande kræves nedpakket SART i flåderne. I skibe på under 45 m er 1 SART tilstrækkelig. d) I skibe på under 45 m er 2 bærbare VHF-anlæg tilstrækkelig. e) I A3 havområder, hvor der ikke er NAVTEX-dækning, er der endvidere krav om en Inmarsat EGC-modtager (Enhanced Group Call), som er indbygget i Inmarsat-C anlæg. Nye fiskefartøjer af længde 15 meter og derover, men under 24 meter Eksisterende fiskefartøjer af længde 15 meter og derover, men under 45 meter Hav- område VHF-DSC MF-DSC HF-DSC Inmarsat-C EPIRB Float-free SART Bærbar VHF a) NAVTEX b) A1 1 1 1/R c) 1/R R A2 1 1 1 1 1/R 1/R A3 1 1 1 eller 1 1 1 1/R 1 d) A4 1 1 1 1 1 1/R 1 1 = krævet udstyr R= anbefalet udstyr a) Fiskefartøjer under 24 meter er fritaget fra krav om bærbar VHF. Det bærbare VHF radioanlæg anbefales også i disse fartøjer ophængt i styrehuset klar til at medbringe sammen med reservebatteri i redningsflåde i en evt. nødsituation. b) Der er indtil videre ikke krav om NAVTEX-modtagere i fartøjer med fartsområde i havområde A2 inden for linierne øst for 6 grader østlig længde i Nordsøen og syd for 58 grader nordlig bredde i Østersøen. Anskaffelsen anbefales. c) Eksisterende fiskefartøjer under 24 meter med fartsområde i havområde A1 er fritaget fra krav om SART. SART en anbefales også i disse fartøjer ophængt i styrehuset klar til at medbringe i redningsflåde for stedbestemmelse i en evt. nødsituation. d) I A3 havområder, hvor der ikke er NAVTEX-dækning, er der endvidere krav om en Inmarsat EGC-modtager (indbygget i Inmarsat-C anlæg). Fiskefartøjer af længde under 15 meter (nedre grænse er længde x bredde = 20) Hav- område VHF-DSC MF-DSC HF-DSC Inmarsat-C EPIRB Float-free SART Bærbar VHF NAVTEX A1 1 R R R R A2 1 1 1 1 R 1 a) A3 1 1 1 eller 1 1 1 R 1 1 = krævet udstyr R= anbefalet udstyr a) Der er indtil videre ikke krav om NAVTEX-modtagere i fartøjer med fartsområde i havområde A2 inden for linierne øst for 6 grader østlig længde i Nordsøen og syd for 58 grader nordlig bredde i Østersøen. Anskaffelsen anbefales. Vedligehold Radioudstyret skal vedligeholdes løbende for hele tiden at være i driftsmæssig god stand, således at funktionskravene er opfyldt. I de største fiskefartøjer kræves, at udstyret vedligeholdes ved forskellige metoder såsom: 1. dublering af udstyr, 2. landbaseret vedligehold eller 3. vedligehold om bord under sejlads Ad 1. Omfanget af dublering af udstyr aftales med Søfartsstyrelsen i hvert enkelt tilfælde. Ad 2. Landbaseret vedligehold kræver en kontrakt med et servicefirma, som har en organisation, der gør, at udstyret kan vedligeholdes af firmaet i de havne, som fartøjet normalt anløber. Ad 3. Vedligehold om bord under sejlads kræver en person forhyret om bord, som er specielt uddannet til vedligeholdelse af udstyret. Følgende regler gælder: Nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover: Ved fartsområde i havområde A3 og A4 skal vælges mindst 2 af ovennævnte metoder, medens 1 metode er tilstrækkelig ved fartsområde i havområde A1 og A2. De valgte metoder skal godkendes af Søfartsstyrelsen. Nye under 24 meter og eksisterende under 45 meter: Ved fartsområde i havområde A3 og A4 skal vælges mindst 1 af ovennævnte metoder, som skal godkendes af Søfartsstyrelsen. Ved fartsområde i havområde A1 og A2 kræves ikke anmeldelse og Søfartsstyrelsens godkendelse af en bestemt metode. Godkendt udstyr Radioudstyr, som anbringes om bord, skal overholde en lang række specifikationer og standarder og skal på denne måde være godkendt til formålet. Grundlæggende skelner man imellem 2 former for godkendelse: 1. Radioudstyr, som er godkendt af såkaldte »Notified bodies« i henhold til EU s maritime udstyrs-direktiv, skal være mærket med et ratmærke. Udstyr med ratmærke er godkendt til installation i SOLAS-skibe og opfylder dermed IMO s krav. 2. Radioudstyr, som overholder EU s direktiv om radio- og teleterminaludstyr (R&TTE direktivet) herunder en række søsikkerhedsmæssige krav, skal være mærket med et CE-mærke. Udstyr med ratmærke og/eller med CE-mærke må installeres i fiskefartøjer. Energikilder Når fartøjet er i søen, skal der til stadighed være tilstrækkelig elektrisk energi til rådighed til drift af radioinstallationerne samt til opladning af de batterier, der anvendes som reserveenergikilde. Den krævede belysning og navigationsudstyr, som er tilsluttet fartøjets radioudstyr, skal være tilsluttet samme energikilde som radioudstyret. Fartøjer på 15 meter og derover (Medd. E) skal have en reserveenergikilde , som er uafhængig af fartøjets fremdrivningsmidler og af fartøjets elektriske anlæg. Reserveenergikilden skal kunne forsyne fartøjets primære radioudrustning i mindst 6 timer. Fartøjer under 15 meter (Medd. F) skal have et brugsbatteri og ved en automatisk omskifter skal radioinstallationerne kunne tilsluttes et nødbatteri eller et startbatteri. Batterierne skal kunne forsyne fartøjets primære radioudrustning i mindst 6 timer. Akkumulatorbatterier skal kunne oplades automatisk, og der er krav til akkumulatorbatteriernes kontrol, pasning og placering. Bærbare VHF-radioanlæg kan være forsynet med genopladelige batterier til den daglige brug på skibet. Derudover skal der i reserve forefindes et forseglet litiumbatteri pr. anlæg, klar til brug i en nødsituation. Antenner Antenner skal være anbragt så højt og frit som muligt. Antennerne findes både som trådantenner og som stavantenner. Til VHF radioanlæg kræves kun 1 antenne fælles for sending og modtagning samt et filter, som hindrer, at sendefrekvensen ledes over i modtageren. VHF-antennen er en rundstrålende stavantenne, som bør placeres forskudt fra andre antenner og gods med mindst 1 meter (halv bølgelængde). I visse VHF-DSC radioanlæg kræves en ekstra modtageantenne for at kunne holde uafbrudt DSC-vagt på VHF kanal 70 (DSC nødkanal). En god jordforbindelse er nødvendig. I stålskibe anvendes selve skroget som jordforbindelse, medens man i træskibe placerer en metalplade udvendigt på skibet. I VHF radioanlæg er det ikke nødvendigt med jordforbindelse. Installation Det er vigtigt, at udstyret installeres efter bestemmelserne i de tekniske forskrifter og fabrikantens anvisninger for at være sikker på, at det altid virker efter hensigten. Med til udstyret hører ganske bestemte antenner. DSC og Inmarsatudstyr skal tilsluttes fartøjets navigationsudstyr (GPS) for automatisk opdatering af skibets position, såfremt dette udstyr forefindes om bord. Udstyret skal installeres på en sådan måde, at det er let tilgængeligt for inspektion og vedligehold om bord. Der skal forefindes teknisk dokumentation og betjeningsvejledninger for alt udstyr. Der skal endvidere forefindes relevante reservedele og værktøj for vedligehold af udstyret. Bærbare VHF-anlæg skal være placeret i styrehuset sammen med reservebatterier klar til uden videre at bringe med i en nødsituation. SART installeres ligeledes i styrehuset klar til uden videre at bringe med i en nødsituation. Den float-free EPIRB installeres udendørs så frit som overhovedet muligt, således at den kan flyde fri af skibet, hvis dette synker, og aktiveres automatisk, når den flyder. Den manuelle EPIRB (evt.) installeres i styrehuset klar til uden videre at blive aktiveret og bragt med i en nødsituation. Betjening For at betjene radioudstyret kræves et GMDSS radiocertifikat. Der skal være mindst en person om bord med fornødent certifikat, i de større fartøjer 2. Personer uden certifikat må gerne betjene udstyret under overvågning af en person med certifikat. En af navigatørerne med certifikat skal af skipperen på forhånd være udpeget til at varetage kommunikationen i en eventuel nødsituation. For at erhverve certifikatet skal en prøve bestås. Det certifikat, som er aktuelt for fiskere i f.eks. Nordsøen, benævnes LRC (Long Range Certificate). LRC kurset har en varighed på 1½ uge, og man lærer at betjene og passe udstyret i det daglige. Der lægges især vægt på at kunne anvende radio-udstyret, hvis skibet kommer i en nødsituation, eller hvis andre kommer i nød. Eleverne på fiskeriskolerne i Thyborøn og Grenå tilbydes alle LRC kursus. I de største fiskefartøjer (nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover) kræves det største af certifikaterne GOC (General Operator Certificate), som tilbydes i fiskeskipperuddannelsen. Inden for havområde A1 er de begrænsede ROC (Restricted Operator Certificate) og SRC (Short Range Certificate) certifikater tilstrækkelige. Radiokurser tilbydes på navigations- og skipperskoler samt af en række andre private og offentlige skoler. Søfartsstyrelsen varetager GOC, LRC og ROC certifikaterne, medens Telestyrelsen varetager SRC certifikatet. Det skal bemærkes, at SRC er primært beregnet for fritidssejlere og ikke opfylder Søfartsstyrelsens krav for at erhverve sønæringsbevis, hvor ROC er mindstekravet. Certifikatkravene i fiskefartøjer er: Nye på 24 meter og derover og eksisterende på 45 meter og derover: mindst 1 person med GOC samt 1 person med mindst LRC Eksisterende på 24 meter og derover, men under 45 meter: mindst 1 person med GOC eller LRC Nye og eksisterende på under 24 meter: mindst 1 person med SRC ved fartsområde i havområde A1 mindst 1 person med LRC ved fartsområde i havområde A2, A3 og A4.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 110-09 om fleksjob - betingelser for tildeling - varig nedsættelse af arbejdsevne Resume: En kvindes arbejdsevne kunne ikke anses for nedsat i et så væsentlig omfang, at det gav ret til fleksjob. Arbejdsprøvning havde vist, atkvinden ved rengøringsopgaver, som hun tidligere havde arbejdet med,var stabil, havde et normalt arbejdstempo og udviste god kvalitet og omhyggelighed i arbejdet. Hun havde givet udtryk for at komme op på 30 timer ugentligt, hvilket revalideringscentret havde fundet realistisk. Det forhold, at der var problemer i hjemmet med pasning af børn, kunne ikke begrunde tilkendelse af fleksjob. Love: Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats - lovbekendtgørelse nr. 439 af 29. maj 2008 - § 69, § 70 og § 71 Sagsfremstilling: En kommune gav afslag på visitation til fleksjob til en 33-årig ufaglært kvinde. Kvinden havde været sygemeldt på grund af depression. Hun havde ikke været på arbejdsmarkedet de sidste år inden sin sygemelding blandt andetsom følgeaf barsel. Af arbejdsforhold fremgik det, at hun blandt andet havde haft forskellige rengøringsjobs, og at hun trivedes godt med rengøringsfunktioner. Kommunen vurderede, at kvinden havde en nedsat arbejdsevne, som medvirkede til, at hun havde behov for at arbejde på nedsat tid. Kommunen vurderede dog, at det primærtskyldtes de hjemlige forhold med en psykisk syg søn på 13 år, samt 2 små børn på 4 og 6 år, som krævede mange ressourcer og energi af hende. Kommunen vurderede samtidig, at det ikke kunne udelukkes, at kvinden i takt med, at børnene blev ældre, og især den ældste søn eventuelt flyttede hjemmefra, ville kunne få frigivet ekstra ressourcer, som ville medvirke til en højere arbejdsevne. Kommunen lagde ligeledes vægt på hendes unge alder. Kommunen fandt således ikke, at der var grundlag for visitation til fleksjob på nuværende tidspunkt, da det ikke kunne konkluderes, at hun havde en varigt nedsat arbejdsevne i et sådant omfang, at selvforsørgelse var udelukket. Beskæftigelsesankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at kvinden havde ret til at få tilbud om et fleksjob. Nævnet fandt på baggrund af oplysninger fra afprøvningen på plejehjem og på revalideringscenter, senest hos et rengøringsselskab, at alle foranstaltninger havde været afprøvet for at bringe eller fastholde hende i ordinær beskæftigelse. Nævnet lagde vægt på, at det af afslutningsrapporten fra revalideringscentret fremgik, at det samlet set blevfundet, at det ikke var realistisk, at kvinden kunne stå bredt til rådighed for arbejdsmarkedet som ufaglært medarbejder30 timer ugentligt. Nævnet lagde desuden vægt på, at kvinden hverken på plejehjemmet eller i den seneste afprøvning hos rengøringsselskabet havde kunne arbejde påfuld tid på ordinære vilkår. Nævnet lagde endvidere vægt på, at det af erklæring fra neuropsykolog fremgik, at hun havde vanskeligheder med indlæring, overblik og organisering samt besvær med at overskue komplekse problemer. Nævnet fandt, at der samlet set på baggrund af ovenstående samt øvrige oplysninger fra ressourceprofilen, at kvindens arbejdsevne ikke kunne forbedres yderligere, men at hun ville kunne varetage rengøringsarbejde 20-23 timer ugentligt i arbejdsforhold, hvor arbejdsopgaverne var kendte for hende. Nævnet fandt derfor, at kvinden opfyldte betingelserne for tilbud om fleksjob, idet hun ikke kunne opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Kommunen klagede over beskæftigelsesankenævnets afgørelse til Ankestyrelsen. Kommunen anførte i klagen, at nævnet ikke havde forholdt sig eksplicit til det forhold, at der var tale om andre barrierer end de helbredsmæssige, nemlig det forhold, at kvinden havde 3 mindreårige børn, hvoraf det ene barn havde væsentlige psykiske problemer, som krævede en særlig forældreindsats, fysisk som mentalt. Dette sammenholdt med, at der var tale om om en sårbar person, som udviste symptomer på disse belastninger, fandt kommunen, vanskeliggjorde arbejde på fuld tid aktuelt, men ikke på længere sigt. Kommunen fastholdt derfor, at betingelserne for visitation til fleksjob, jf. §§ 69 og 70 i beskæftigelsesindsatsloven ikke var opfyldt, og anså nævnets afgørelse for at være i strid med såvel de skærpede krav, der kom til udtryk i § 70a i beskæftigelsesindsatsloven som i Ankestyrelsens praksis. Beskæftigelsesankenævnet anførte i sin genvurdering til klagen, at nævnet havde fundet dokumentation i kvindens egne forhold for, at hun ikke kunne bestride arbejde på det ordinære arbejdsmarkedet, og at der var tale om en varig tilstand. Nævnet henviste her til, at nævnet i afgørelsen lagde vægt på afprøvningerne på plejehjem, revalideringscentret og hos rengøringsselskab, der viste, at kvinden ikke kunne arbejde på ordinære vilkår og heller ikke på fuld tid. Nævnet henviste endvidere til erklæringen fra neuropsykolog, hvoraf fremgik, at kvinden havde vanskeligheder med indlæring, overblik og organisering samt besvær med at overskue komplekse problemer med en IQ på 65, der gav udmærket forklaring på, hvorfor hun ikke kunne klare virksomhedspraktikken på plejehjemmet og havde svært ved at overskue selv helt enkle over overskuelige praktiske opgaver. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af praksis for tilkendelse af fleksjob. Afgørelse: Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg fandt, at kvinden ikke var berettiget til visitation til fleksjob. Beskæftigelsesudvalget fandt, at kvinden havde mulighed for at opnå beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Udvalget var således ikke enigt med nævnet i, at arbejdsevnen var væsentligt og varigt nedsat i et omfang, der gav grundlag for løntilskud med halvdelen eller 2/3 af lønnen. Begrundelsen var, at kvinden tidligere havde arbejdet med rengøring på normale vilkår. Ifølge afslutningsrapporten fra revalideringscentret arbejdede hun stabilt, og arbejdstempoet ved rengøring var normalt. Hun udviste godt håndelag, god kvalitet og omhyggelighed i arbejdet og trivedes godt med rengøringsopgaver. Hun havde givet udtryk for at komme op på 30 timers rengøringsarbejde ugentligt, hvilket revalideringscentret fandt realistisk. Ifølge oplysninger fra septemper 2008 havde hun i en periode arbejdet ca. 30 timer ugentligt, hvilket hun fandt hårdt og håbede derfor på nedsættelse til 25 timer ugentligt. Beskæftigelsesudvalget bemærkede, at udvalget var opmærksom på, at kvinden, som var 33 år og havde 3 børn i nogle år havde været ledig og på barsel. Hun havde blandt andet været behandlet for depression, men behandlingen var afsluttet. Ifølge revalideringsinstitutionen var der helbredsmæssigt overvejende psykiske skånehensyn, som skulle tilgodeses med struktur, forudsigelighed og faste rutiner. Hjemlige belastninger i forbindelse med f.eks pasning af børn kunne dog ikke give grundlag for tilkendelse af fleksjob. Ankestyrelsens Beskæftigelsesudvalg ændrede således beskæftigelsesankenævnets afgørelse. Afgørelsen medførte ikke, at kvinden skulle tilbagebetale eventuelt allerede udbetalte ydelser på baggrund af beskæftigelsesankenævnets afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1 Tilskudsordningens område Kapitel 2 Ansøgning om tilskud m.v Kapitel 3 Beregning, udbetaling m.v. af tilskud Kapitel 4 Klage Kapitel 5 Straf og ikrafttrædelsesbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse om tilskud til bortskaffelse af spildolie I medfør af § 55 a, stk. 2, § 80 og § 110, stk. 3 i lov nr. 358 af 6. juni 1991 om miljøbeskyttelse som ændret ved lov nr. 1112 af 22. december 1993 fastsættes følgende: Kapitel 1 Tilskudsordningens område § 1. Denne bekendtgørelse omfatter tilskud til bortskaffelse af spildolie, der er indsamlet her i landet. Spildolie indsamlet i udlandet, samt stammende fra skibe er ikke omfattet af denne bekendtgørelse. § 2. Ved spildolie i denne bekendtgørelse forstås brugte eller forurenede smøreolier, gearolier, hydraulikolier og lignende. § 3. Det er en betingelse for at der kan ydes tilskud, at spildolien bortskaffes som brændsel i anlæg, der producerer og afsætter fjernvarme, og bortskaffelse af spildolien, herunder indsamling, forarbejdning og forbrænding til varmeproduktion, sker i overensstemmelse med lov om miljøbeskyttelse og regler fastsat i medfør heraf. Kapitel 2 Ansøgning om tilskud m.v § 4. Ansøgning om tilskud skal sendes til Miljøstyrelsen, der træffer afgørelse om udbetaling af tilskud. Miljøstyrelsen kan bestemme, at bestemte ansøgningsskemaer skal benyttes. Stk. 2. Ansøgningen skal indeholde følgende oplysninger: 1) Virksomhedens navn og adresse. 2) Virksomhedens SE-nummer. 3) Dokumentation for at betingelserne i §§ 1-3 er til stede. På anmodning fra Miljøstyrelsen skal denne dokumentation indeholde en udtalelse fra tilsynsmyndigheden om at bortskaffelsen (indsamling, oparbejdning, forbrænding m.v.) af spildolien sker i overensstemmelse med miljøbeskyttelsesloven og regler fastsat i medfør heraf. 4) Oprindelsen af den indsamlede spildolie samt eventuel oparbejdning og rensning af spildolien. 5) Dokumentation i form af indvejningssedler el.lign fra det fjernvarmeproducerende anlæg om arten og mængden af modtaget spildolie. 6) Dokumentation for at ansøgeren har betalt olieafgift af spildolien, jf. lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter. Stk. 3. Ansøgningen skal underskrives af den ansvarlige ledelse hos ansøgeren og være påtegnet af en statsautoriseret revisor eller registreret revisor, der skal bekræfte rigtigheden af de afgivne oplysninger. Stk. 4. Miljøstyrelsen kan bestemme, at ansøgningen skal indeholde andre oplysninger, der skønnes nødvendige for at kunne afgøre om betingelserne for tilskud er til stede. Stk. 5. Ansøgninger, der ikke indeholder de i denne bestemmelse eller § 5 omhandlede oplysninger eller dokumentation, eller som åbenbart ikke opfylder betingelserne for tilskud, afvises af Miljøstyrelsen. Stk. 6. Miljøstyrelsen kan endvidere afvise en ansøgning om tilskud, der er modtaget senere end de i § 7, stk. 2 og § 12, stk. 2 nævnte frister. § 5. Enhver, der frembringer eller bortskaffer, herunder indsamler, forarbejder og forbrænder spildolie skal på begæring meddele Miljøstyrelsen enhver oplysning, der er af væsentlig betydning for administrationen af denne bekendtgørelse, jf. § 55b i lov om miljøbeskyttelse. Stk. 2. Miljøstyrelsen kan bestemme, at ansøgeren for egen regning skal foretage prøveudtagning, analyser og målinger af stoffer og affaldsstoffer i spildolie efter retningslinier fastsat af Miljøstyrelsen. Kapitel 3 Beregning, udbetaling m.v. af tilskud § 6. Tilskud kan højst udgøre den i § 4, stk. 2, nr. 6 faktisk afholdte udgift, jf. dog § 12, stk. 3. § 7. Tilskud ydes kvartalvis. Stk. 2. Ansøgning om tilskud skal være Miljøstyrelsen i hænde senest 8 uger efter udløbet af det kvartal, for hvilket der søges om tilskud, jf. dog § 12, stk. 2. § 8. Tilskud, der er givet, uden at betingelserne i §§ 1 - 3 var til stede, skal betales tilbage. Beløbet skal betales senest 14 dage efter at Miljøstyrelsen skriftligt har fremsat påkrav herom. Beløbet indbetales til Miljøstyrelsen. Stk. 2. Af beløb, der ikke betales rettidigt efter stk. 1, skal der betales et rentebeløb for perioden, fra det tidspunkt beløbet skal betales, til det tidspunkt beløbet er indbetalt til Miljøstyrelsen, svarende til den til enhver tid officielle diskonto med et tillæg på 6 pct (pro anno). Stk. 3. For betaling efter stk. 1 og stk. 2 hæfter den, der som ejer, forpagter eller lignende driver virksomheden for egen regning. Miljøstyrelsen har udpantningsret for beløbene. § 9. Miljøstyrelsen kan bestemme, at § 8 ikke finder anvendelse, når det forhold, der udløser tilbagebetalingspligten, har underordnet betydning. Kapitel 4 Klage § 10. Miljøstyrelsens afgørelser efter denne bekendtgørelse kan ikke påklages til højere administrativ myndighed. Kapitel 5 Straf og ikrafttrædelsesbestemmelser § 11. Med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller undlader at afgive oplysninger til Miljøstyrelsen, jf. § 4 og lov om miljøbeskyttelse, § 110. Stk. 2. Straffen kan stige til hæfte eller fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt og der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre. Stk. 3. Er en overtrædelse begået af et aktieselskab, anpartselskab, andelsselskab eller lignende, kan der efter § 110 i lov om miljøbeskyttelse pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der efter samme bestemmelse pålægges staten, amtskommunen, kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar. § 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1994 og finder anvendelse for spildolie afgiftberigtiget efter 1. maj 1993. Stk. 2. Ansøgning om tilskud for perioden indtil bekendtgørelsen træder i kraft skal, uanset bestemmelsen i § 7, stk. 2, være Miljøstyrelsen i hænde senest 8 uger efter bekendtgørelsens ikrafttræden. Stk. 3. For tilskud efter stk. 2 kan der i tillæg ydes et rentebeløb for perioden, fra det tidspunkt afgiften er indbetalt til bekendtgørelsen træder i kraft, svarende til den officielle diskonto den 1. august 1993 med et tillæg på 6 pct. (pro anno). Miljøministeriet, den 23. december 1993 Svend Auken / Morten Palle Hansen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - kommuner - ej medhold J. nr. 2014-6810-47217 En gravid kvinde blev af en kommune opsagt fra sin stilling som selvvalgt hjælper for en borger med et handicap. Opsigelsen var begrundet med, at borgeren var blevet blev visiteret til en anden ordning, hvor pågældende selv skulle fungere som arbejdsgiver i stedet for kommunen. Alle de medarbejdere, der var tilknyttet borgeren, blev opsagt. Nævnet fandt, at afskedigelsen ikke havde noget at gøre med hjælperens graviditet. Nævnet fandt ikke grundlag for at tage stilling til, om der forelå en virksomhedsoverdragelse. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager under sin graviditet blev opsagt af den indklagede kommune fra sit job som selvvalgt hjælper. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at klager blev opsagt fra sit arbejde som selvvalgt hjælper. Sagsfremstilling Klager blev pr. 1. september 2013 ansat i en stilling som selvvalgt hjælper af indklagede kommune. Klager blev ansat på baggrund af servicelovens § 94, hvorefter: "En person, som er berettiget til hjælp eller støtte efter § 83, kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunalbestyrelsen, som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne, om leverancesikkerhed, jf. § 90, og om betaling mv." Arbejdsstedet var hos A. Klager arbejdstid udgjorde ifølge ansættelseskontrakten gennemsnitligt 28 timer om ugen, som blev tilrettelagt efter aftale med kommunen. I brev af 30. juni 2014 oplyste indklagede klager om, at de påtænkte at afskedige hende på grund af opgavebortfald, da A pr. 1. juli 2014 var blevet visiteret til en anden ydelse. Klager var på dette tidspunkt sygemeldt på grund af graviditetsbetinget sygdom. Hun var sygemeldt i hele resten af graviditeten, og indklagede havde derfor ansat en vikar for klager, som skulle dække både sygefraværsperioden og den efterfølgende barsel. Klagers fagforening gjorde i mail af 7. juli 2014 indklagede opmærksom på, at klager var gravid. De bad samtidig om oplysninger om, hvilken anden ydelse A var visiteret til. Indklagede oplyste i brev af 8. juli 2014, at begrundelsen for den ændrede visitation ikke var kendt af indklagede som arbejdsgiver, da beslutningen var taget i kommunens afdeling for handicap og psykiatri. Kommunen var som arbejdsgiver blot blevet informeret om ændringen, og de måtte derfor handle på baggrund af den ændrede visitation. Kommunen skulle ikke fremover fungere som arbejdsgiver, og de havde derfor ikke mulighed for at flytte klager til en opgave omhandlende pleje og lignende af A. Indklagede havde ikke længere hjemmel til at fastholde ansættelsen af de af A valgte hjælpere, hvorfor begge A´s selvvalgte hjælpere og deres barselsvikarer blev indstillet til opsigelse. Indklagede oplyste videre, at de havde overvejet om A´s selvvalgte hjælpere kunne omplaceres, men de så det ikke som en mulighed, da indklagede som udgangspunkt skal ansætte de hjælpere, som den pågældende borger selv vælger, og derfor ikke kan flytte selvvalgte hjælpere til andre borgere. Indklagede opfattede derfor sagen som et spørgsmål om arbejdsmangel. I mail af 9. juli 2014 gjorde klagers fagforbund opmærksom på, at de ikke fandt det dokumenteret, at der var tale om opgavebortfald. De henviste til, at en afskedigelse ikke må være begrundet i en overdragelse af virksomheden, jf. virksomhedsoverdragelseslovens § 3. Når indklagede ¬ overdrog plejeopgaven til A, skulle indklagede også overdrage de dertilhørende medarbejdere. Plejeopgaven måtte anses for at være en "virksomhed" i virksomhedsoverdragelseslovens forstand. Indklagede meddelte i mail af 10. juli 2014, at A tidligere var visiteret til personlig hjælp og pleje efter servicelovens § 94, jf. § 83, hvilket indebar hjælp til personlig hjælp og pleje, hjælp og støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice. A var nu blevet visiteret til en BPA-ordning (borgerstyret personlig assistance) efter servicelovens § 96. Efter servicelovens § 96, stk. 1, gælder, at: "Kommunalbestyrelsen skal tilbyde borgerstyret personlig assistance. Borgerstyret personlig assistance ydes som tilskud til dækning af udgifter ved ansættelse af hjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har et behov, som gør det nødvendigt at yde denne ganske særlig støtte." Indklagede henviste til en vejledning fra Socialministeriet, hvoraf det fremgår, at § 96 som udgangspunkt er rettet mod borgere med mere massive og sammensatte hjælpebehov, hvor borgerens behov ikke kan dækkes ved almindelig personlig og praktisk hjælp mv. Det kan eksempelvis skyldes, at der er tale om hjælpebehov, der ligger ud over, hvad der kan ydes som personlig og praktisk hjælp, eller ud over det behov for ledsagelse, der kan imødekommes efter andre bestemmelser i serviceloven. Det kan for eksempel være behov for hjælp til mange eller mere spredte opgaver i løbet af døgnet, hvor det er en forudsætning, at hjælperne er til stede for, at borgeren kan leve et selvstændigt liv. Indklagede skrev videre, at opgaven efter § 96 er anderledes end opgaven efter § 83, da den går væsentlig udover hjælpen i § 83. Der er tale om en væsentlig større grad af fleksibilitet og tilstedeværelse fra hjælperens side. Derudover indeholder ordningen også ledsagelse, hvilket ikke er en del af § 83. Formålet med § 96 er at sikre borgeren et aktivt og udadvendt liv, hvorimod § 83 har til formål, at gøre borgeren så selvstændig som mulig i eget hjem, samt løse opgaver i hjemmet i samarbejde med borgeren. Der var derfor ikke tale om, at indklagede blot havde overdraget plejeopgaven til klager. Det er et krav efter § 94, at kommunen er arbejdsgiver for den borgeren vælger. Det er efter § 96 et krav, at borgeren eller en forening er arbejdsgiver. Der er fremadrettet tale om en anderledes og væsentlig mere kompleks opgave, end da A var visiteret til selvvalgt hjælper. Indklagede fandt ikke, at der var sket overdragelse af en virksomhed i virksomhedsoverdragelseslovens forstand. Indklagede oplyste, at det var en betingelse for at anvende virksomhedsoverdragelsesloven, at tre kumulative betingelser var opfyldt; Overførslen skulle indebære, at der blev skiftet arbejdsgiver, overførslen skulle vedrøre en virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift, og overførslen skulle ske efter aftale. Da visitering efter serviceloven er en ensidig afgørelse fra en offentlig myndighed, mente indklagede ikke, at der var tale om en aftale. Dette blev ikke ændret af, at man som borger skal søge om at få en BPA, da det ikke er en ordning som indgås på et aftalegrundlag, men som en ensidig afgørelse. I mail af 17. juli 2014 har indklagede uddybet, at ydelsen efter servicelovens § 94 er pakkeløsninger, som for eksempel gulvvask hver 14. dag, et bad hver syvende dag, støvsugning hver 7 dag og så videre. Servicelovens § 96 er en fleksible løsning, hvor borgeren selv tilrettelægger dagen i samarbejde med den ansatte. Efter denne ordning bestemmes det ikke fra kommunens side, hvad der skal laves hvornår. Ordningen indebærer desuden ud over rengøring og personlig pleje også en ledsager funktion, kommunikation med det offentlige i alle instanser, familiebesøg, ferieture og lignende. Det er et krav efter § 96, at kommunen ikke er arbejdsgiver og ikke har indflydelse på ansættelsesforholdet. Ved brev af 17. juli 2014 blev klager opsagt med henvisning til opgavebortfald, da visiteringen af A havde ændret sig, og da indklagede fremadrettet ikke skulle fungere som arbejdsgiver for de af A selvvalgte hjælpere. I brev af 26. august 2014 til indklagede gjorde klagers forbund gældende, at afskedigelsen af klager var i strid med ligebehandlingsloven og rejste krav om godtgørelse. Forbundet skrev videre, at de ikke var enige i indklagedes holdning til, at ændringen i visiteringen ikke var omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, fordi ændringen skete som følge af en afgørelse og ikke ved en traditionel aftale. De henviste til EU-domstolens dom i sag C-343/98 Collino og Chiappero præmis 34, hvoraf det fremgår, at: "Endvidere udelukker den omstændighed, at overførelsen er en følge af afgørelser, som er truffet ensidigt af offentlige myndigheder, og ikke beror på en aftale, ikke, at direktivet kan finde anvendelse. . . . . . Domstolen har således fastslået, at direktivet finder anvendelse i en situation, hvor en offentlig myndighed besluttet at standse udbetalingen af støtte til en juridisk person, der yder hjælp til forskellige kategorier af misbrugere, og hvorved dennes virksomhed fuldstændigt og definitivt bringes til ophør, og overfører støtten til en anden juridisk person med tilsvarende formål (Redmond Stichting-dommen præmis 21)." Forbundet henviste desuden til EU-domstolens domme i sag C-392/92 Christel Schmidt og sag C-13/95 Ayse Süzen til illustration af, at en arbejdsopgave (herunder pleje- og rengøringsopgaver) kan være omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Indklagede skrev i brev af 29. august 2014 til klagers forbund, at de afviste, at der var sket brud på ligebehandlingsloven. Indklagede havde opsagt samtlige medarbejdere, der var beskæftiget med hjemmehjælp og let personlig pleje hos A. De havde således afskediget begge fastansatte samt disses barselsvikarer, og de havde derfor ikke forskelsbehandlet nogen. Indklagede afviste at EU-dommene C-392/92 Christel Schmidt og C-13/95 Ayse Süzen kunne finde anvendelse i sagen. De anerkendte rækkeviden af C-343/98 Collino og Chiappero, og at virksomhedsoverdragelsesloven kan finde anvendelse på en afgørelse, som er truffet ensidigt af offentlige myndigheder. Det var dog fortsat indklagedes opfattelse, at virksomhedsoverdragelsesloven ikke fandt anvendelse, da der var tre kumulative betingelser, der skulle være opfyldt. Sagen blev herefter indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun har været udsat for forskelsbehandling på grund af køn, idet hun blev opsagt fra sin stilling som selvvalgt hjælper under sin graviditet. Klager ønsker en godtgørelse svarende til ni måneders løn. Da A formentlig stadig har brug for rengøring og personlig pleje, kan der ikke være tale om opgavebortfald. Virksomhedsoverdragelseslovens regler finder anvendelse i sagen, idet der skiftes arbejdsgiver i forbindelse med den ændrede visitering. Indklagede kommune var arbejdsgiver indtil den 1.7.2014, hvorefter A blev arbejdsgiver. Den virksomhed der overdrages er rengørings- og plejeopgaven af A. Det er helt på linje med retspraksis fra EU-domstolen, at denne opgave udgør en "virksomhed, en bedrift eller en del af en bedrift". Efter servicelovens § 83 indeholder opgaverne: Personlig hjælp og pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet og madservice. § 96 omhandler ligeledes pleje samt overvågning og ledsagelse. Plejen efter servicelovens § 83 er således blot en delmængde af de opgaver, der er omfattet af § 96. Det er ikke en betingelse, at overdragelsen sker ved aftale, for at virksomhedsoverdragelsesloven finder anvendelse. Indklagedes afgørelse om ændret visitering fra servicelovens § 94, jf. 83, til servicelovens § 96 er således omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven. Opsigelsen af klager som følge af opgaveoverdragelsen fra indklagede til A er i strid med virksomhedsoverdragelsesloven, hvorfor opsigelsen ikke er begrundet i virksomhedens forhold. Indklagede havde en retlig forpligtelse til at lade klager overgå til den nye arbejdsgiver med mindre, der var tale om økonomiske, tekniske eller organisatoriske årsager, der medførte beskæftigelsesmæssige ændringer. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at opgaverne er bortfaldet eller ændret, eller for at klager ikke ville kunne bestride de nye arbejdsopgaver. Faktum i Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 7100608-12 er ikke identisk med denne sag, idet begge de afskedigede  i aktuelle sag var gravide. At alle er afskediget, herunder begge vikarer, i forbindelse med den ændrede visitering beviser således ikke, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Det er problematisk, af hensyn til mulighederne for omgåelse, såfremt man kan løfte den omvendte bevisbyrde ved at afskedige samtlige medarbejdere, når der i denne type sager er tale om en meget begrænset medarbejderflok med meget korte opsigelsesvarsler. Hertil kommer, at den bagvedliggende begrundelse for afskedigelse ikke er opgavebortfald, men blot en administrativ ændring i tilskuddet. Klager er blevet bekendt med, at to vikarer, som vikarierede for klager og hendes gravide kollega, nu har ansættelse hos A. Vikar 1 blev ansat af indklagede den 20. maj 2014 i et barselsvikariat for klagers kollega. Han blev opsagt igen til fratrædelse den 15. juni 2014, idet der var sket en misforståelse mellem A og indklagede, og A havde valgt at ansætte en anden. Det fremgår af vikar 1´s personalemappe, at vikar 2 og 3 ansættes i de to barselsvikariater for klager og hendes kollega. Angiveligt har vikar 3 overtaget vikar 1´s vikariat. Vikar 2 fortsatte med at arbejde for privat aktør X efter at de havde overtaget opgaven for A pr. 1. juli 2014. Også vikar 1 fik ansættelse hos den private aktør X den 1. juli 2014 i en stilling på 35 timer om ugen. Som det fremgår af vikar 1´s ansættelseskontrakt, er han ansat til at passe A, og stillingsbeskrivelsen er identisk med de opgaver, som klager udførte hos A. Det faktum at alle medarbejdere skulle være opsagt i forbindelse med omvisiteringen er således kun i relation til indklagede. De facto har flere af de tidligere ansatte medarbejdere hos indklagede fået ansættelse hos erhververen af opgaven privat aktør X umiddelbart efter ophøret hos indklagede. Klager henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 7100521-12, hvor nævnet lagde til grund, at der var tale om en virksomhedsoverdragelse, og hvor en gravid medarbejder ikke blev tilbudt ansættelse hos erhverver i modsætning til en del andre kollegaer. Ligebehandlingsnævnet er kompetent til at træffe afgørelse i sagen. Virksomhedsoverdragelseselementet er en integreret del af den omplaceringsforpligtelse, der følger af den mangeårige retspraksis efter ligebehandlingsloven. Indklagede gør gældende, at klagers graviditet ikke har haft indflydelse på opsigelsen af klager. Indklagede finder ikke, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse, da der ikke er tale om samme virksomhed. Servicelovens § 83 omhandler hjemmehjælp, med det formål at kunne klare sig i hjemmet, mens § 96 er udadrettet og har til formål, at sikre borgeren mulighed for at leve et udadvendt og aktivt liv uden for hjemmet. Ligebehandlingsnævnet har ikke kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt der foreligger en virksomhedsoverdragelse i henhold til virksomhedsoverdragelsesloven. Udover klager blev tillige den anden medarbejder, som også var gravid, og begges barselsvikarer afskediget. Indklagede henviser til Ligebehandlingsnævnets afgørelse i j.nr. 7100608-12, hvor en kommune fratog plejeopgaven fra en privat aktør, da de fandt, at borgeren ikke magtede at være arbejdsleder. Nævnet lagde vægt på, at indklagede opsagde samtlige medarbejdere, der var tilknyttet brugeren i anledning af, at brugerens kommune havde truffet afgørelse om, at han ikke længere var berettiget til BPA. Afgørelsen er analog med nærværende sag, da opsigelsen af samtlige medarbejdere var begrundet i en ændret visitering. Indklagede havde ikke andet valg end at opsige samtlige medarbejdere beskæftiget med opgaven hos A. Indklagede havde ikke længere hjemmel til at opretholde ansættelsen, da opgaven efter servicelovens § 94, jf. § 83 ikke længere bestod. Indklagede kan ikke gøres ansvarlig for den private aktørs efterfølgende ansættelser. Det er kun den ene af vikarerne, der efterfølgende er blevet tilknyttet den private aktør, og det er oplyst overfor indklagede, at vedkommende alene er tilknyttet som tilkaldevikar. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Borgeren overgik fra en ordning efter servicelovens § 94, hvor kommunen var arbejdsgiver for selvvalgte hjælpere hos borgeren, til en ordning efter servicelovens § 96, hvor borgeren var arbejdsgiver for handicaphjælperne i BPA-ordningen (borgerstyret personlig assistance). Den indklagede kommunes opsigelse af klager var således begrundet i ovennævnte ændring og deraf følgende opgavebortfald, og alle de selvvalgte hjælpere tilknyttet borgeren blev opsagt. Opsigelsen af klager var således ikke begrundet i klagers graviditet. Nævnet har ud fra de foreliggende oplysninger ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om der forelå en virksomhedsoverdragelse. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-47217>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ikrafttræden af statut for Danmarks Farmaceutiske Højskole I henhold til § 3, stk. 2, i lov nr. 362 af 13. juni 1973 om styrelse af højere uddannelsesinstitutioner fastsætter Undervisningsministeriet følgende: § 1. Statut for Danmarks Farmaceutiske Højskole er den 16. juli 1974 godkendt af Undervisningsministeriet og træder i kraft med virkning fra samme dato. § 2. Statutten offentliggøres ved Højskolens foranstaltning, bl.a. i institutionens officielle meddelelsesorgan. § 3. Følgende bestemmelser ophæves: Anordning nr. 421 af 25. august 1969 og anordning nr. 124 af 29. marts 1971 om Danmarks Farmaceutiske Højskole. Undervisningsministeriet, den 5. august 1974. P.M.V. E.B. Lars-Erik Allin Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 104 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om erhvervsuddannelser og lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. (Modelparametre for erhvervsuddannelser til brug for beregning af praktikpladsafhængigt arbejdsgiverbidrag, justering af det aktivitetsafhængige VEU-bidrag, merbidragsfritagelse m.v.). Af undervisningsministeren (Merete Riisager (LA)). Fremsat skr 15/11 18 Lovf som fremsat 15/11 18 1.beh 21/11 18 Betænkning 11/12 18 2.beh 18/12 18 Lovf optrykt efter 2.beh 18/12 18 Tillæg H 3.beh 20/12 18 Lovf som vedt 20/12 18 Lov nr 1737 af 27. december 2018 Ordførere: (1.beh) Mattias Tesfaye (S), Marlene Harpsøe (DF), Anni Matthiesen (V), Jakob Sølvhøj (EL), Henrik Dahl (LA), Pernille Schnoor (ALT). Ministre: (1.beh) undervisningsministeren (Merete Riisager). Efter 1.beh henvist til Undervisningsudvalget(UNU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Ved lov nr. 706 af 8. juni 2017 blev anden del af trepartsaftale af 19. august 2016 mellem den daværende regering (Venstre) og arbejdsmarkedets parter, "Trepartsaftale om tilstrækkelig og kvalificeret arbejdskraft i hele Danmark og praktikpladser", udmøntet ved lov. Med lovændringen blev det praktikpladsafhængige AUB-bidrag indført. Her belønnes de virksomheder, der bidrager til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, mens de virksomheder, der ikke i tilstrækkelig grad bidrager til at uddanne erhvervsuddannet arbejdskraft, omvendt pålægges et større ansvar for den samlede finansiering i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. De årlige modelparametre for de enkelte erhvervsuddannelser er fastsat i bilag 1 til lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Med dette lovforslag lægges der op til at ændre bilag 1 med sigte på at fastlægge modelparametrene for 2019. Ved lov nr. 1693 af 26. december 2017 blev det aktivitetsafhængige veu-bidrag indført. Efter denne model skal der ske en årlig tilpasning ved lov af arbejdsgivernes indbetalinger, så indbetalingerne svarer til de forventede udgifter til veu-godtgørelse m.v. Det foreslås på denne baggrund, at det aktivitetsafhængige veu-bidrag for 2019 fastsættes til 451 kr. pr. fuldtidsbeskæftiget. Lovforslaget indeholder endvidere en række andre justeringer. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2019. Afstemning: Forslaget blev vedtaget. For stemte 109 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0. End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Klage over at praktiserende læge ikke indlagde patienten akut ved første henvendelse og ikke kørte med i ambulancen ved mistanke om meningitis Resumé En 38-årig kvinde havde den 24. januar 2005 feber, hovedpine, kulderystelser og smerter i hele kroppen og leddene, og hendes mand kontaktede kl. 8 telefonisk hendes praktiserende læge. Lægen vurderede, at hun led af begyndende influenza, og han tilbød at undersøge hende i konsultationen, men hendes mand fandt ikke, at hun var i stand til at møde op. Han fik herefter besked om at ringe igen ved en eventuel forværring. Kl. 14.30 kontaktede hun selv telefonisk lægen, idet hun havde fået tiltagende hovedpine og nakke-rygsmerter. Lægen aflagde hende herefter et hjemmebesøg og fandt på baggrund af sin undersøgelse grundlag for at indlægge hende akut på Sygehus A til observation for meningitis. Kl. 15 blev hun indlagt på medicinsk afdeling, Sygehus A, hvor man fandt tydelige tegn på en bakteriel infektion med en kraftig systemisk påvirkning. Der blev påbegyndt antibiotisk behandling, men senere på dagen udviklede hun hudblødninger i ansigtet, på brystet og på højre arm, og man fandt, at der var tale om en infektion med pneumococcer. Kl. 22 blev hun indlagt på intensivafdelingen, Sygehus B, med diagnosen blodforgiftning med pneumococcer og pludselig forekomst af blødninger i huden (DIC), siveblødning fra stikkanaler, blodtryksfald samt åndedrætsbesvær, påvirkning af hjernen og nyresvigt. Hendes tilstand var de følgende dage præget af multiorgansvigt og udvikling af hudnekroser på specielt arme og ben. Den 28. januar 2005 blev hun overflyttet til, Sygehus C, for at undgå infektion i hudnekroserne og for eventuelt at kunne få foretaget en nødvendig plastikkirurgisk efterbehandling. Hendes tilstand blev imidlertid dårligere på trods af intensiv terapi, og den 30. januar 2005 afgik hun ved døden. Der blev klaget over, at hun ikke havde modtaget en tilstrækkelig behandling. Nævnet fandt, at der var grundlag for kritik af lægen, idet han på mistanke om meningitis burde have fulgt med patienten i ambulancen i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens retningslinier vedrørende behandling af meningitis i almen praksis. Nævnet fandt det dog ikke tilstrækkeligt godtgjort, at lægelovens § 6 var overtrådt ved, at lægen ikke indlagde hende ved første henvendelse, idet der var modstridende oplysninger om, hvilke oplysninger lægen havde fået. Der blev afgivet mindretals udtalelse i sagen.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Meddelelser fra Søfartsstyrelsen B. Skibes bygning og udstyr m.v. Kapitel B XI Særlige tiltag til højnelse af den maritime sikkerhed, 1. juli 2001 Særlige tiltag til højnelse af den maritime sikkerhed Regel 1 Autorisation af anerkendte organisationer De organisationer, der henvises til i regel I/6, skal opfylde de retningslinier, som blev vedtaget af Organisationen ved resolution A.739(18), der kan ændres af Organisationen, samt de forskrifter, som er vedtaget af Organisationens generalforsamling ved Resolution A.789(19), som kan blive ændret af Organisationen, forudsat at sådanne ændringer er vedtaget, trådt i kraft og bragt til virkning i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel VIII i nærværende konvention vedrørende ændringsprocedurerne, som finder anvendelse på andre tillæg end Kapitel I. Regel 2 Skærpede syn Denne regel gælder ikke for skibe med en bruttotonnage under 500. Bulkskibe, som defineret i regel IX/1.6, og olietankere, som defineret i regel II-1/2.12, skal underkastes et skærpet inspektionsprogram i overensstemmelse med retningslinierne vedtaget på Organisationens generalforsamling ved resolution A.744(18), som kan blive ændret af Organisationen, forudsat at sådanne ændringer er vedtaget, trådt i kraft og bragt til virkning i overensstemmelse med bestemmelserne i Artikel VIII i nærværende konvention vedrørende ændringsprocedurerne, som finder anvendelse på andre tillæg end Kapitel I. Regel 3 Skibsidentifikationsnummer 1 Denne regel gælder for alle passagerskibe med en bruttotonnage på 100 og derover, og for alle lastskibe med en bruttotonnage på 300 og derover. 2 Ethvert skib skal være forsynet med et identifikationsnummer, som er i overensstemmelse med IMO's skibsidentifikationsnummersystem som vedtaget af Organisationen. 3 Skibets identifikationsnummer skal indføres i certifikaterne, og i certificerede kopier af disse, udstedt under regel I/12 eller regel I/13. 4 For skibe, som er køllagt før 1. januar 1996, får denne regel virkning, når et certifikat fornyes på eller efter 1. januar 1996. Regel 4 Havnestatskontrol af operationelle krav 1 Et skib, der befinder sig i en anden kontraherende regerings havn, er undergivet kontrol med hensyn til de operationelle krav til skibets sikkerhed af inspektører, bemyndigede af den pågældende regering, når der er åbenbare grunde til at tro, at skibets fører og besætning ikke er fortrolige med de væsentlige procedurer om bord, som relaterer sig til skibes sikkerhed. 2 Under de omstændigheder, som er defineret i stk. 1 i denne regel, skal den kontraherende regering, som udfører kontrollen, træffe foranstaltninger til at sikre, at skibet ikke sejler, før situationen er bragt på plads i overensstemmelse med kravene i denne Konvention. 3 Procedurer, som relaterer sig til havnestatskontrol, og som er foreskrevet i regel I/19, finder anvendelse på denne regel. 4 Intet i denne regel skal udlægges således, at den begrænser den kontraherende regerings rettigheder og forpligtelser ved udførelsen af kontrollen af de operationelle krav, som udtrykkeligt findes i reglerne. Officielle noter ) Der henvises til MSC/Circ. 655, vejledning for planlægning af den skærpede inspektion på bulkskibe og olietankskibe samt til MSC/Circ. 686 vejledning om midler til adgang til skroget for inspektion og vedligeholdelse af olietankskibe og bulkskibe. ) Der henvises til IMO's skibsidentifikationsnummersystem vedtaget af Organisationen ved resolution A.600(15). ) Der henvises til procedurer til havnestatskontrol, vedtaget af Organisationen ved resolution A.787(19).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Ligningsrådet meddelte afslag på en anmodning om tilladelse til at foretage skattemæssige afskrivninger på en dyrlægeklinik. Afslaget var baseret på en konkret vurdering af den fysiske slitage og den teknisk-økonomiske forældelse af bygningen Den fulde tekst Afslag på anmodning om tilladelse til sidestilling med afskrivningsberettigede bygninger. Dyrlægeklinik Afskrivninger) x sidestilling x dyrlægeklinik x forventningsprincippet LR af 22/4 1997, 99/96-4238-00091 Ligningsrådet meddelte afslag på en anmodning om tilladelse til at foretage skattemæssige afskrivninger fra 1989 på dyrlægeklinik til behandling af mindre dyr. Efter en vurdering af den teknisk-økonomiske forældelse og den fysiske slitage, var det Ligningsrådets opfattelse, at klinikken ikke kunne sidestilles med de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a eller b, nævnte bygninger. At der efter praksis i 1989 var meddelt tilladelse til sidestilling i lignende sager kunne ikke begrunde en retsbeskyttet forventning om, at der ville blive meddelt tilladelse til sidestilling i denne sag, da der ikke på daværende tidspunkt var indgivet ansøgning herom. Der var i denne forbindelse endvidere henset til, at virksomheden efterfølgende var solgt til skatteyderens sønner, der lejede ejendommen af faderen. Der henvises til Told og Skattestyrelsens kommentar i TfS 1997.øøø. Reference AL § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a LV 1996 E.C.4.1.5. En dyrlæge ansøgte om tilladelse efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, jf. stk. 1, litra a, til at foretage skattemæssige afskrivninger på en dyrlægeklinik. Det var i sagen oplyst, at der fra 1989 var foretaget afskrivninger på klinikken uden tilladelse fra Ligningsrådet. Revisor henviste i denne forbindelse til, at han havde ansøgt - og fået tilladelse til sidestilling - i tre tilsvarende sager. Det var herefter revisors opfattelse, at der også i nærværende sag kunne ske sidestilling i 1989 med de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a, nævnte bygninger. Det var oplyst, at klinikken er indrettet i en bygning med et areal på 141 kvm. og en tilbygning på 30 kvm. Klinikken var indrettet med venteværelse, laboratorium, operationsrum, apotek, røntgenrum, mørkekammer, kontor, opvågningsrum med overnatningsbokse, lagerrum til medicin og dyrefoder samt badeværelse og kundetoilet. Der behandledes i klinikken mindre dyr (hobby- og kæledyr), som også have mulighed for at overnatte i de dertil indrettede 6 bure. Der behandledes ikke store dyr i klinikken, bortset fra udendørs røntgenfotografering af heste med et transportabelt røntgenapparat. Dyrlægevirksomheden var solgt til skatteyderens sønner, der havde lejet den omhandlede ejendom af skatteyderen. Den kommunale skatteforvaltning, som havde besigtiget klinikken havde vurderet, at bygningen fremtrådte som et parcelhus, og at den i sin indretning mindede om en lægeklinik. Ligningsrådet kunne ikke imødekomme anmodningen. Skatteyderen kunne ikke have en retsbeskyttet forventning om, at sagen ville blive behandlet efter den i 1989 gældende praksis. Det er efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, en forudsætning for sidestilling med de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a eller b, nævnte bygninger, at Ligningsrådets tilladelse hertil er indhentet. Revisor (og skatteyder) kunne have en berettiget forventning om, at tilladelse til sidestilling ville blive meddelt i 1989 efter den dagældende praksis, såfremt der var ansøgt herom i 1989. Denne forventning kunne dog ikke nyde nogen retlig beskyttelse, så længe der ikke var indgivet ansøgning. Der blev i denne forbindelse endvidere henset til, at der ved salget af virksomheden som udgangspunkt forelå en ny situation. Ansøgningen blev på denne baggrund vurderet på grundlag af praksis på ansøgningstidspunktet. Det er herefter en forudsætning for, at der kan meddeles tilladelse til sidestilling efter afskrivningslovens § 18, stk. 2, at det i den konkrete sag må vurderes, enten at den omhandlede bygning kan sammenlignes med en bestemt afskrivningsberettiget bygningskategori nævnt i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a eller b, eller at den ikke kan sammenlignes med en bygningskategori, som er undtaget fra afskrivning efter afskrivningslovens § 18, stk. 3-5, og herudover må antages at være udsat for en fysisk slitage og/eller teknisk-økonomisk forældelse svarende til de i § 18, stk. 1, litra a eller b, nævnte bygningskategorier. For dyrlægeklinikker gælder, at den teknisk-økonomiske forældelse må antages at kunne sammenlignes med den teknisk-økonomiske forældelse af de ikke-afskrivningsberettigede lægeklinikker m.v. Det er således den fysiske slitage, som er afgørende i sager vedrørende dyrlægeklinikker. Vurderingen må bl.a. baseres på, hvilke dyr klinikken er indrettet til modtagelse af, klinikkens kapacitet, og om der er mulighed for indlæggelse eller alene for ambulant behandling. Det vurderedes, at bygningen ikke var udsatr for en slitage, som kunne begrunde sidestilling med de i afskrivningslovens § 18, stk. 1, litra a eller b, nævnte bygninger. Der blev herved lagt vægt på, at bygningen var indrettet til behandling af mindre dyr, at der alene var 6 bure med mulighed for overnattende dyr, og at skatteforvaltningen efter besigtigelse af ejendommen havde vurderet, at den i sin indretning mindede om en lægeklinik. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Beregning af frist for klage til miljøankenævnet Udtalt nogle almindelige synspunkter om beregningen af klagefrister, særlig med henblik på udløbet af 4-ugers fristen for klage til miljøankenævnet i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 81. Ikke fundet grundlag for kritik af miljøankenævnet i anledning af nævnets afvisning af to klager som for sent indkomne, men henstillet til miljøministeriet at overveje, om det ikke ville være rigtigst at søge den klagevejledning, der meddeles samtidig med miljøstyrelsens afgørelse, og den vejledning om klageadgangen til miljøstyrelsen, der er foreskrevet i miljøbeskyttelseslovens § 66, suppleret med oplysning om, hvorledes klagefristen beregnes når 4-ugers dagen falder på en lørdag eller en helligdag. (J. nr. 1984-794-11 og 1984-850-11) Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Naturfredningsforening klagede over, at miljøankenævnet havde afvist at realitetsbehandle foreningernes klager af henholdsvis 29. og 30. maj 1984 over miljøstyrelsens afgørelse af 3. maj 1984 om fastsættelse af endelige vilkår for udledning af processpildevand fra virksomheden A. Klagerne var efter miljøankenævnets opfattelse for sent indgivet. Det fremgik af de foreliggende oplysninger, at miljøstyrelsen ved skrivelse af 3. maj 1984 traf afgørelse om fastsættelse af endelige vilkår for afledning af processpildevand fra A, samt endelige vilkår for begrænsning af luftforurening. Skrivelsen blev samme dag sendt til A samt flere myndigheder og klageberettigede organisationer, herunder sportsfiskerforbundet og naturfredningsforeningen. Efter det oplyste modtog sportsfiskerforbundet skrivelsen lørdag den 5. maj 1984. Naturfredningsforeningen modtog skrivelsen fredag den 4. maj 1984. Skrivelsen indeholdt vejledning om klagefrist m.v., herunder om, at »klagen skal være miljøankenævnet i hænde senest den 31. maj 1984«. Sportsfiskerforbundet afsendte tirsdag den 29. maj 1984 en klage til miljøankenævnet. Naturfredningsforeningen afsendte onsdag den 30. maj 1984 klage til miljøankenævnet. Klageskrivelsen blev sendt anbefalet. Torsdag den 31. maj var en helligdag (Kristi himmelfartsdag). Begge klageskrivelser blev modtaget og indjournaliseret mandag den 4. juni 1984 hos miljøankenævnet. I en skrivelse af samme dato kvitterede ankenævnet for modtagelsen. Ankenævnet underrettede A om klagerne. I skrivelse af 7. juni 1984 protesterede selskabet imod, at klagerne blev optaget til realitetsbehandling. Selskabet anførte herved, at klagerne var indgivet for sent, idet klagefristen måtte anses for at være udløbet fredag den 1. juni 1984. Selskabet bemærkede, at det i almindelighed ville være betænkeligt at strække klagefristen, idet de berørte virksomheder efter 4 ugers fristens udløb måtte kunne disponere i tillid til den trufne afgørelse. I denne forbindelse oplyste selskabet, at de frister for opfyldelse af vilkår, som var pålagt det ved miljøstyrelsens afgørelse, var så ekstraordinært korte, at fabrikken var nødt til at udnytte hver eneste dag straks efter klagefristens udløb. Selskabet havde rettet telefonisk henvendelse til miljøankenævnet fredag den 1. juni og fået oplyst, at der ikke var indkommet klager over miljøstyrelsens afgørelse. Der var derpå omgående iværksat en lang række arbejder. Ankenævnet forelagde selskabets udtalelse for sportsfiskerforbundet og for naturfredningsforeningen. De to foreninger henholdt sig over for miljøankenævnet til, at klagerne var afsendt i god tid inden ankefristens udløb og derfor måtte anses for rettidige. Miljøankenævnet afviste i skrivelser af 11. juli 1984 at realitetsbehandle klagerne. Ankenævnet lagde til grund, at fristen for begge klagers vedkommende udløb fredag den 1. juni 1984. Nævnet henviste herved til miljøstyrelsens cirkulære af 16. december 1982 om ændring af lov om miljøbeskyttelse, pkt. 13 e, samt til bemærkningerne til det i cirkulæret omhandlede lovforslag, hvor det er anført, at klage skal være myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen for at være rettidig. Naturfredningsforeningen sendte med skrivelse af 25. juli 1984 miljøankenævnet en redegørelse af 20. juli 1984 fra post- og telegrafvæsenet, Købmagergades postkontor. Det hedder heri: »I anledning af Deres henvendelse hertil angående et rekommanderet brev afsendt den 30. maj d.å. til miljøankenævnet kan vi oplyse, at det omhandlede brev har været forsøgt afleveret den 1. juni d.å. og derefter er afleveret til adressaten den 4. juni 1984. Årsagen til dette er, så vidt brevbæreren erindrer, at han den 1. juni d.å. fandt døren til miljøankenævnet låst, hvorfor han gik ud fra, at der var lukket, idet det var dagen efter en helligdag. I stedet for at aflevere en anmeldelse på brevet, tog han det med tilbage til kontoret for at medtage det på ny på ombæringen den følgende hverdag. Dette er en normal procedure udfra den antagelse, at adressaten foretrækker, at forsendelsen omdeles på ny, fremfor at den skal afhentes på postkontoret. Vi beklager hermed de ulemper, der måtte være blevet påført Dem ved den forsinkede udlevering af brevet.« Naturfredningsforeningen anmodede under henvisning til postvæsenets redegørelse om, at spørgsmålet om klagens rettidige indgivelse blev optaget til fornyet behandling. I skrivelse af 27. juli 1984 fastholdt miljøankenævnet afgørelsen af 11. juli 1984. Nævnet bemærkede, »… at miljøankenævnet holdt åbent på helt sædvanlig måde den pågældende dag fra kl. 8.30-16.30. Døren til nævnets kontor er altid aflåst, men er forsynet med følgende skilt: »Døren er aflåst. Ring 2 gange. Benyt venligst dørklokken. « Postbuddet ringer på hver dag som led i den daglige rutine, når posten skal afleveres. Da den forsinkede aflevering af den anbefalede forsendelse kan henføres til postvæsenets ekspedition, og da nævnet tidligere har taget stilling til konsekvensen heraf, finder nævnet ikke anledning til at optage sagen til fornyet behandling, men må henholde sig til det i skrivelsen af 11. juli 1984 anførte …« Sportsfiskerforbundet har i klagen til mig gjort gældende, at fristen for forbundets vedkommende tidligst kunne udløbe lørdag den 2. juni, idet forbundet først havde modtaget miljøstyrelsens afgørelse lørdag den 5. maj. Herefter måtte klagen, der blev afsendt tirsdag den 29. maj, og som kunne påregnes at være nået frem 1, senest 2 dage efter, anses for at være rettidig. Naturfredningsforeningen har i klagen til mig oplyst, at foreningen modtog miljøstyrelsens afgørelse fredag den 4. maj, og at foreningen for så vidt var enig i, at 4 ugers fristen i forhold til naturfredningsforeningen udløb fredag den 1. juni. Foreningen havde under hensyn hertil afsendt klageskrivelsen - som anbefalet brev - hverdagen forud for denne dag, det vil sige onsdag den 30. maj, idet torsdagen var en helligdag. Foreningen var af den opfattelse, at klage afsendt således efter gældende administrativ praksis måtte anses for at være rettidig. Hertil kom i det konkrete tilfælde, at det af postvæsenets oplysninger fremgik, at klageskrivelsen var forsøgt afleveret inden fristens udløb. Miljøankenævnet har i udtalelserne af 12. oktober 1984 fastholdt sin opfattelse, hvorefter begge klager må anses for at være for sent indkommet. Nævnet har herved nærmere anført, at for så vidt det måtte lægges til grund, at klagefristen i forhold til sportsfiskerforbundet begyndte at løbe den 5. maj, udløb fristen lørdag den 2. juni. En klage, der var modtaget mandag den 4. juni med morgenposten måtte anses for at være for sent indgivet. Miljøankenævnet anførte i den forbindelse, at lovgivning eller praksis om, at visse betalinger og pengeoverførsler, der skete en mandag, anerkendes som rettidig, når betalingsfristen udløb den forudgående lørdag eller helligdag, ikke havde vejledende betydning for miljøankenævnets modtagelse af en klage, når den virksomhed, som har modtaget en godkendelse, protesterer. Heller ikke skattemyndighedernes modtagelser som rettidige af selvangivelser med morgenposten dagen efter indleveringsfristens udløb kan anses for vejledende for miljøankenævnets klagesager. Særligt med henblik på naturfredningsforeningens henvisning til administrativ praksis oplyste ankenævnet, at nævnet, indtil lovændringen i 1982 trådte i kraft (den 1. januar 1983), havde fulgt en praksis, hvorefter nævnet accepterede »postkassedatoen«, d.v.s. poststemplets dato som afgørende for, at klagefristen på 4 uger fra modtagelse af miljøstyrelsens afgørelse var overholdt. Nævnet havde herved lagt vægt på den upræcise formulering af 1973-lovens § 71, stk. 1, og »en måske ujuridisk opfattelse af, hvad man efter almindelig sprogbrug ville tillægge betydning som den afgørende viljeserklæring ved beregning af en frist for det »at klage««. Ved ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1982 var det i bemærkninger til lovforslaget - som et fortolkningsbidrag vedrørende den almindelige klagefrist i miljøbeskyttelsesloven på 4 uger - anført, at det forhold, at fristen udløber på 4-ugers dagen fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem, indebærer, at klage skal være myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen for at være rettidig. På baggrund af disse bemærkninger, der var gentaget i miljøstyrelsens cirkulære af 16. december 1982 om lovændringen, havde miljøankenævnet siden foråret 1983 i sin praksis lagt til grund, at udtrykket »i hænde« var helt éntydigt. Forsinkelse i postgangen må herefter betragtes som afsenderens risiko. Ankenævnet tilføjede, at nævnet ikke anså sig for berettiget til at give oprejsningsbevilling i tilfælde af overskridelse af klagefristen. Jeg udtalte herefter i en skrivelse til de to foreninger: »Afgørelserne er truffet på grundlag af miljøbeskyttelseslovens § 81 vedrørende klage til miljøankenævnet. Bestemmelsen er sålydende: »Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende.« I forbindelse med ændringen af miljøbeskyttelsesloven i 1982 (lov nr. 204 af 18. maj 1982), der trådte i kraft den 1. januar 1983, var det i bemærkningerne til forslaget vedrørende en ændring af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 71 om klage til miljøstyrelsen anført: »Den almindelige klagefrist i miljøbeskyttelsesloven er 4 uger regnet fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den pågældende. Det vil efter praksis sige den pågældende klageberettigede, hvad enten denne er adressaten, en klageberettiget myndighed eller en klageberettiget omboende. Det er derfor vigtigt, at samtlige klageberettigede personer og myndigheder underrettes samtidig om afgørelsen, idet tidspunktet for meddelelsen er afgørende for, på hvilket tidspunkt 4 ugers fristen udløber. Klagefristen begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor meddelelse om afgørelsen er kommet frem til den klageberettigede, det vil normalt sige dagen efter afgørelsens datering og overgivelse til postbesørgelse. Fristen udløber på 4-ugers dagen fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem, hvilket betyder, at en klage skal være myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen for at være rettidig.« (Folketingstidende 1981-82, 2. samling, tillæg A, spalte 367 f). Bemærkningerne er gentaget i miljøstyrelsens cirkulære af 16. december 1982 om ændringerne i loven, pkt. 13 e. Klagerne drejer sig om den nærmere fastlæggelse af det tidspunkt, hvor klagefristen på 4 uger for klage til miljøankenævnet udløber. Jeg lægger til grund for min vurdering, at klagefristen i forhold til Danmarks Naturfredningsforening begyndte at løbe fredag den 4. maj 1984 og i forhold til Danmarks Sportsfiskerforbund lørdag den 5. maj 1984. De nævnte datoer er de dage, hvor miljøstyrelsens afgørelse i skrivelse af 3. maj 1984 efter det oplyste blev modtaget af foreningerne. Herefter må det lægges til grund, at ankefristen i forhold til naturfredningsforeningen udløb fredag den 1. juni; og i forhold til sportfiskerforbundet lørdag den 2. juni. Begge klageskrivelser blev modtaget i miljøankenævnet mandag den 4. juni 1984. Sportsfiskerforbundets klage blev afsendt tirsdag den 29. maj; naturfredningsforeningens klage blev afsendt onsdag den 30. maj. Jeg må gå ud fra, at klageskrivelserne ved sædvanlig postudbringning ville have været udbragt til miljøankenævnet fredag den 1. juni. Sagen rejser således dels spørgsmål om, hvem der bærer risikoen for forsinkelser i postgangen, dels spørgsmål om konsekvenserne af, at fristen udløber en lørdag eller en helligdag. Det er almindeligt antaget i den forvaltningsretlige litteratur, at på områder, hvor der er fastsat en klagefrist, må en klage, for at kunne anses for rettidigt indgivet, være kommet frem til vedkommende myndighed inden fristens udløb. Risikoen for forsinkelser i postbesørgelsen påhviler herefter principielt klageren. Den praktiske betydning heraf er imidlertid noget begrænset bl.a. som følge af, at der ofte er udtrykkelig hjemmel til at tillade realitetsbehandling af for sent indgivne klager, hvis særlige grunde taler derfor, ligesom klageinstansen også uden sådan udtrykkeligt hjemlet oprejsningsmulighed kan se bort fra overskridelse af klagefristen - i hvert fald når denne overvejende tjener ordensmæssige hensyn. Da forsinkelser i postgangen, der ikke kan tilregnes klageren, typisk vil kunne danne grundlag for »oprejsning«, vil klageinstansen i grænsetilfælde realitetsbehandle klagen uden en nærmere efterprøvelse af, om grundlaget herfor er en rettidigt indgivet klage eller en dispensation fra klagefristen. Hertil kommer, at den præcise fastlæggelse af det tidspunkt, fra hvilket klagefristen begynder at løbe, kan give anledning til bevismæssig usikkerhed. På en række forvaltningsområder administreres lovbestemte klagefrister derfor således, at fristen som udgangspunkt beregnes fra datoen for den afgørelse, der ønskes påklaget, med tillæg af et par dage, og klager, der er poststemplet inden fristens udløb, anses for rettidige. Jeg henviser som illustration til den sag, der er refereret i folketingets ombudsmands beretning for året 1983, s. 219 ff. Disse omstændigheder kan være egnet til at sløre det forvaltningsretlige udgangspunkt. Det ovenfor citerede uddrag af bemærkningerne til det lovforslag om ændring af miljøbeskyttelsesloven, der blev gennemført som lov nr. 204 af 18. maj 1982, fastslår, at en klage skal være myndighederne » i hænde« senest på 4-ugers dagen for at være rettidig. Udtalelsen knytter sig vel direkte alene til en ændring af reglerne om klageadgangen til miljøstyrelsen, men den har dog efter sin generelt holdte form (»Den almindelige klagefrist i miljøbeskyttelsesloven …« ) et videregående sigte. Udtalelsen går alene ud på at fastholde, hvad der som nævnt er det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt. Og en sådan fastholden er særligt begrundet på et lovgivningsområde som det foreliggende, hvor den nærmere fastlæggelse af lovens klageordning ikke i første række skyldes ordensmæssige hensyn, men i væsentlig grad er udtryk for en afvejning af de private og offentlige hensyn, der kan anføres for og imod at tillægge en truffen afgørelse formel retskraft. Det forhold, at miljøankenævnet efter det oplyste indtil foråret 1983 i praksis lagde vægt på tidspunktet for klagens afsendelse, kan efter min mening ikke tillægges afgørende betydning ved bedømmelsen af de foreliggende klager. Jeg bemærker herved, at den omtalte praksis var forladt mere end et år forud for miljøstyrelsens afgørelse, og at kravet om, at klagen skulle være myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen, var omtalt i miljøstyrelsens cirkulære nr. 210 af 16. december 1982 om ændringerne i miljøbeskyttelsesloven. Jeg henviser endvidere til, at det i den klagevejledning, der ledsagede miljøstyrelsens afgørelse af 3. maj 1984, er anført, at »Klagen skal være miljøankenævnet i hænde senest …« . På denne baggrund har jeg ikke grundlag for at kritisere, at miljøankenævnet (nu) følger den praksis, at en klage for at kunne anses for rettidigt indgivet skal være kommet frem til miljøankenævnet inden udløbet af klagefristen. Konsekvensen heraf er, at risikoen for forsinkelser i postbesørgelsen påhviler klageren. Særligt for så vidt angår klagen fra Danmarks Naturfredningsforening bemærker jeg i denne forbindelse, at den i sig selv noget usædvanlige postbesørgelse - som postvæsenet har beklaget - principielt ikke adskiller sig fra andre forsinkelsesskabende »fejl« fra postvæsenets side. Jeg må derfor være enig med miljøankenævnet i, at også denne klage først kan anses for at være kommet frem til miljøankenævnet mandag den 4. juni 1984. Særlige omstændigheder kan medføre, at en klage, der er kommet frem til miljøankenævnet efter klagefristens udløb, desuagtet må anses for rettidig. I overensstemmelse med forvaltningsrettens almindelige regler kan dette således komme på tale, f.eks. hvis klage rettidigt er indgivet til en forkert myndighed og derefter af denne fremsendt til rette vedkommende, jfr. herved statsministeriets cirkulære nr. 245 af 23. november 1923 - i hvert fald hvis det ikke af klagevejledningen fremgår, til hvilken myndighed klagen skal indgives. Også andre mangler ved (eller helt manglende) klagevejledningen kan medføre en forlængelse af klagefristen. En for sent fremkommet klage må efter omstændighederne også anses for rettidig, hvis forsinkelsen skyldes en særlig og upåregnelig tilrettelæggelse af klageinstansens virksomhed, som det vil være urimeligt at lade klageren bære risikoen for (f.eks. helt usædvanlig kontorlukketid, sammenlign herved landsretsdommen i Ugeskrift for Retsvæsen 1975, s. 674). Den omstændighed, at miljøankenævnet generelt holder døren til kontoret aflåst og ved skiltning henviser besøgende til at benytte dørklokken, kan efter min opfattelse ikke med henvisning til disse synspunkter tillægges nogen betydning i den foreliggende sammenhæng. Klagen fra Danmarks Sportsfiskerforbund rejser som nævnt det særlige spørgsmål, hvorledes der skal forholdes, når 4-ugers dagen for klagefristens påbegyndelse falder på en lørdag eller en helligdag. Miljøbeskyttelsesloven og dens forarbejder, herunder forarbejderne i forbindelse med lovændringen i 1982, giver efter min mening ikke noget svar på dette spørgsmål. Jeg bemærker herved særligt, at de ovenfor omtalte hensyn til sagens øvrige parter - som ligger bag det dér anførte hovedsynspunkt, hvorefter klageren må bære risikoen for forsinkelser i postbesørgelsen - næppe i sig selv kan føre til, at klagefristen anses for udløbet den forudgående hverdag i stedet for den efterfølgende hverdag. Ombudsmanden har tidligere givet udtryk for, at det i almindelighed må anses for rigtigst at anse klagefristen for forlænget til den påfølgende hverdag. I udtalelsen er der imidlertid taget forbehold med hensyn til klager over forvaltningsafgørelser vedrørende tvister mellem private parter. Jeg henviser til den sag, der er refereret i folketingets ombudsmands beretning for året 1980, s. 730 ff. På denne baggrund finder jeg ikke at have grundlag for at kritisere, at miljøankenævnet har indtaget det standpunkt, at klagefristen »forkortes« og ikke »forlænges« i tilfælde, hvor 4-ugers dagen falder på en lørdag eller en helligdag. Jeg bemærker, at dette svarer til ordningen inden for den civile retspleje. Selv om jeg således ikke har grundlag for at kritisere miljøankenævnets afgørelse om at anse klagefristen for overskredet i de to foreliggende tilfælde, finder jeg anledning til at gøre nogle mere generelle bemærkninger, navnlig med hensyn til de tilfælde, hvor 4-ugers dagen er en lørdag eller en helligdag: Det fremgår af det, jeg har anført ovenfor, at der efter min opfattelse på et område som det foreliggende ikke er tvingende retlige grunde til at vælge den ene fremfor den anden af de omtalte løsninger, hvorefter klagefristen enten »forkortes« eller »forlænges«, når 4-ugers dagen er en lørdag eller en helligdag. Også en løsning, hvorefter udløbsdatoen på en lørdag eller helligdag principielt fastholdes, men således, at der stilles krav om, at det bevismæssigt godtgøres, at klagen faktisk er afleveret til rette myndighed (i dennes brevkasse) senest på udløbsdagen, vil efter min opfattelse være mulig. (Noget andet er, at denne løsning kan være vanskelig at praktisere, og - alt efter hvilke bevismæssige krav der stilles - reelt være sammenfaldende med en af de to ovenfor anførte løsninger.) Valget mellem de skitserede fortolkningsmuligheder må imidlertid principielt træffes én gang for alle. Jeg har da også forstået, at miljøankenævnets afgørelse vedrørende de to foreliggende klager er udtryk for det generelle standpunkt, at klagefristen efter miljøbeskyttelseslovens § 81 må antages at udløbe den foregående søgnedag, hvis 4-ugers dagen falder på en lørdag eller en helligdag. For en retlig vurdering kan miljøankenævnets fortolkning af bestemmelsen i miljøbeskyttelseslovens § 81, stk. 1, om klagefristen i forhold til nævnet vel ikke anses for bindende for miljøstyrelsen, for så vidt angår anvendelsen af den i øvrigt enslydende bestemmelse i lovens § 71, 1. pkt., om klagefristen i forhold til miljøstyrelsen. Det kan imidlertid efter omstændighederne virke direkte vildledende, hvis der anlægges en indbyrdes forskellig praksis i henhold til disse to bestemmelser, og da miljøankenævnets standpunkt udgør den mest restriktive af de foreliggende fortolkningsmuligheder, kan der under alle omstændigheder være særlig anledning til at søge at mindske risikoen for, at der sker retstab som følge af ukendskab til klagefristens beregning. Jeg har derfor fundet at måtte gøre miljøministeriets departement bekendt med sagen og at måtte henstille til departementet at overveje, om ikke det ville være rigtigst at søge den klagevejledning, der meddeles samtidig med miljøstyrelsens afgørelse, og den vejledning om klageadgangen til miljøstyrelsen, der er foreskrevet i miljøbeskyttelseslovens § 66, suppleret med oplysning om, hvorledes klagefristen beregnes, når 4-ugers dagen falder på en lørdag eller en helligdag. Spørgsmålet herom kan få praktisk betydning i alle de tilfælde, hvor den afgørelse, der ønskes påklaget, er afsendt på en fredag. Jeg har samtidig meddelt departementet, at jeg går ud fra, at departementet vil være opmærksom på, om der måtte være behov for et tilsvarende initiativ for så vidt angår de øvrige lovgivningsområder, hvor der er klageadgang til miljøankenævnet. Jeg har endvidere sendt en kopi af denne skrivelse til justitsministeriet til orientering i forbindelse med dette ministeriums overvejelser om udarbejdelse af en vejledning, som påtænkes udsendt ved en gennemførelse af det forslag til en forvaltningslov, der er fremsat for folketinget.« Supplerende oplysninger om sagen Ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 om ændring af lov om miljøbeskyttelse indsattes i § 71 som 3. punktum følgende: »Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.«

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (28. februar 2018) Skatteministeren (Karsten Lauritzen): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, ligningsloven, sømandsbeskatningsloven og tinglysningsafgiftsloven (Bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier, udvidelse af DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, afskaffelse af registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre, ændret forrentning ved opkrævning af personers skat m.v.) (Lovforslag nr. L 174) Forslaget har til formål at udmønte dele af Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer af 12. november 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Virksomhedernes muligheder for at benytte medarbejderaktier skal forbedres. Det foreslås derfor at forhøje grænsen for tildeling af medarbejderaktier til aktieindkomstbeskatning fra 10 pct. af den ansattes årsløn til 20 pct. af årslønnen under forudsætning af, at mindst 80 pct. af virksomhedens ansatte får tilbudt aktielønsordningen. Herudover foreslås det, at rammevilkårene for Det Blå Danmark styrkes for at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation. Det foreslås derfor dels at udvide DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, dels at afskaffe registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre. En udvidelse af DIS-ordningen indebærer statsstøtte, som vil skulle godkendes af EU-Kommissionen. Som led i aftalen om erhvervs- og iværksætterinitiativer samt Aftale om styrket kontrol og vejledning foreslås desuden en ændring af renten ved opkrævning af personers skat, så dag-til-dag renten og restskattetillægget forhøjes. Derudover nedsættes procentgodtgørelsen ved udbetaling af overskydende skat. Endelig foreslås det at ændre sømandsfradraget, så det kun omfatter søfolk, der arbejder om bord på skibe med hjemsted i EU- eller EØS-medlemsstater. Forslaget bringer reglerne i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler og er ikke en del af Aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Patentankenævnet stadfæstede Patentdirektoratets afgørelse efter indsigelse, at det ansøgte varemærke QUOTRON F/X TRADER ikke fandtes forveksleligt med indsigers to varemærker VR 1648 1976 og VR 3324 1985, begge KONTRON. Den fulde tekst Varemærket QUOTRON F/X TRADER ikke fundet forveksleligt med to varemærker, begge KONTRON År 1995, den 13. marts afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen) følgende KENDELSE i sagen j.nr. V 31/92: Klage fra Kontron Immobilien AG, Schweiz, v/Patentbureau Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 2. juni 1992 af varemærke ansøgning nr. VA 6077 1989 for Quotron Systems Inc., USA, v/Patentbureau Budde, Schou & Co A/S. Den 17. august 1989 indleverede Quotron Systems Inc., USA v/Patentbureauet Budde, Schou & Co. en ansøgning om registrering af varemærket QUOTRON F/X TRADER (ordmærke) for alle varer i klasserne 9, 16 og 36. Ansøgningen blev bekendtgjort i Dansk Varemærketidende den 28. august 1991. Ved skrivelse af 25. oktober 1991 nedlagde Kontron Immobilien AG v/Patentbureauet Chas. Hude i medfør af varemærkeloven af 1959, § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes: »....Indsigelsen nedlægges under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, idet det ansøgte mærke findes forveksleligt med de for Kontron Immobilien AG, Schweiz, registrerede varemærker VR 1648/1976 KONTRON og 3324/1985 KONTRON. Det bemærkes i denne forbindelse, at ansøgning VA 6077/1989 QUOTRON F/X TRADER angår alle varer og tjenesteydelser i klasserne 9, 16 og 36. Indsigernes registrerede mærker angår visse varer i klasserne 9 og 10 samt alle tjenesteydelser i klasserne 35 og 42. Der er således i hvert fald delvis direkte varekollision, hvorfor der må anlægges en forholdsvis streng bedømmelse af selve mærkeligheden. I denne forbindelse hævdes det, at ordet QUOTRON klart er forveksleligt med ordet KONTRON, ligesom det skal understreges, at F/X TRADER umiddelbart må anses for at være ikke-registrerbare mærkeelementer, der derfor heller ikke kan være afgørende for en forvekslingsbedømmelse. I de tilsvarende anmeldelser i Sverige, England, Irland og Australien er der indsat disclaimer for F/X TRADER!....« I skrivelse af 27. december 1991 uddybede indsiger begrundelsen som følger: »....På vegne af indsigerne skal jeg herved fastholde den nedlagte indsigelse og påstå ovennævnte ansøgning afslået i medfør af Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, primært for samtlige varer og tjenesteydelser, sekundært for sådanne varer og tjenesteydelser, som efter Direktoratets opfattelse kolliderer med de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af indsigernes registreringer, nemlig VR1648/1976 KONTRON kl. 9, 10 VR3324/1985 KONTRON kl. 35, 42 Som tidligere nævnt er det indsigernes og undertegnedes opfattelse, at det ansøgte mærke er forveksleligt med varemærket KONTRON, dels fordi der er tale om varelighed, hvilket er uomtvisteligt, da der bl.a. er tale om direkte vareidentitet, og dels fordi der er tale om mærkelighed som følge af, at betegnelsen F/X TRADER ikke har varemærkesærpræg og derfor ikke kan medtages ved en forvekslingsrisikobedømmelse. Det er i denne forbindelse relevant at sammenligne ordene. K O N T R O N Q U O T R O N og det er indsigernes og undertegnedes opfattelse, at der er en sådan overensstemmelse mellem disse ord, at mærkerne ved en samlet bedømmelse af mærkelighed og varelighed kan betragtes som forvekslelige. Der lægges naturligvis vægt på den fælles endelse -TRON men tillige på det faktum, at lydbilledet af de to forstavelser vil være henholdsvis KON og KVO. Jeg tillader mig i denne forbindelse af henvise til Rigmor Carlsen: Varemærker-Registreringspraksis, side 198, hvor følgende to afgørelser er refereret: OSMITROL = FORMITROL PHARMAPEN = PERMAPEN Disse eksempler viser to helt parallelle situationer, hvor endelserne er henholdsvis -ITROL (evt. -MITROL) og -APEN (evt. -MAPEN), og ligesom der er forskelle mellem KON- og QUO-, er der tilsvarende væsentlige forskellige mellem OSCI- og FORMI- (OS- og FO-) samt mellem PHAR- og PER- (PHA- og PE-). Det henstilles endnu engang høfligst til Direktoratet, at ansøgning VA6077/1989 afslås, helt eller delvist, og Direktoratets videre underretning i sagen imødeses med interesse.« Ansøger kommenterede i skrivelse af 16. marts 1992 indsigelsen og anførte: »....Indsiger gør gældende, at det ansøgte mærke findes forveksleligt med de for indsiger registrerede varemærker VR 1648/76 og VR 3324/85 KONTRON. Til støtte for dette synspunkt er dels gjort gældende, at der foreligger vare-/tjenesteydelseskollision, dels at QUOTRON klart er forveksleligt med KONTRON. Det bemærkes hertil, at der ved vurderingen af forvekslingsspørgsmålet ikke alene skal ses på de isolerede bestanddele QUOTRON over for KONTRON, men på mærkerne i deres helhed. Således betragtet konstateres det, at indsigers varemærke ud over ordbestanddelen KONTRON indeholder et figurligt element. Heroverfor skal ses det ansøgte mærke, som ud over ordbestanddelen QUOTRON er tilføjet F/X TRADER. Ud fra denne synsvinkel kan det næppe hævdes, at de to mærker kan anses for forvekslelige. Dette er vel også grunden til, at Patentdirektoratet ikke har fundet anledning til, i forbindelse med ansøgningens behandling, at fremdrage indsigers mærker som hindrende modhold. Selv isoleret betragtet gøres det gældende, at KONTRON ikke er forveksleligt med QUOTRON, idet netop forstavelserne er forskellige, hvilket er af helt afgørende betydning set ud fra en visuelt betragtning. Det gøres endvidere gældende, at det ikke er uvæsentligt, at QUOTRON indledes med Q, som i dansk sprogbrug er et usædvanligt begyndelsesbogstav. Endvidere er mærkerne fonetisk set heller ikke forvekslelige, eftersom forstavelserne i de to mærker udtales vidt forskelligt. Indsigers mærke udtales »konn«, hvorimod ansøgers mærke udtales »kvo«. Indsiger påberåber sig to administrative afgørelser til støtte for sit anbringende om, at KONTRON-elementet er forveksleligt med QUOTRON. De nævnte eksempler synes ikke at være analoge tilfælde og bør derfor ikke tillægges betydning. Af andre administrative afgørelser finder vi anledning til at påpege lignende tilfælde: DREUMEX 53 DUMEX DUROC 53 EUROC QUANTUM 53 TANTUM Det skal endnu en gang afslutningsvis understreges, at forvekslingsbedømmelsen må finde sted ud fra en helhedsvurdering. I lyset heraf gøres det sammenfattende gældende, at de to mærker ikke visuelt eller auditivt kan antages at være forvekslelige. På denne baggrund skal vi derfor anmode Direktoratet om at se bort fra den nedlagte indsigelse og gennemføre ovennævnte ansøgning til registrering....' Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 2. juni 1992 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse: »....Der foreligger varesammenfald i forhold til indsigers registrering VR 1648 1976 KONTRON i klasse 9. Det afgørende er herefter, om der foreligger mærkelighed. Det er i nærværende sag det ansøgte mærke i dets helhed - altså QUOTRON F/X TRADER, der skal sammenlignes med ordet KONTRON og ikke alene ordet QUOTRON. Uanset om F/X TRADER i sig selv er egnet til registrering eller ej, kan der ikke bortses fra dette element i mærket. Når mærkerne betragtes i deres helhed, foreligger der ikke mærkelighed og mærkerne kan derfor ikke anses for forvekslelige. Indsigelsen tages herefter ikke til følge....« Denne afgørelse har klageren, Kontron Immobilien AG, Schweiz v/Patentbureauet Chas. Hude, indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratets afgørelse omgøres. Klageren har den 2. oktober 1992 indleveret en ankebegrundelse, hvor der anføres følgende: »....Det fastholdes, at det ansøgte mærke VA 6077/1989 QUOTRON F/X TRADER er forveksleligt med VR 1648/1976 KONTRON og VR 3324/1985 KONTRON. Der foreligger utvivlsomt varesammenfald, hvilket heller ikke er bestridt af Patentdirektoratet. Det fastholdes imidlertid, at der også foreligger mærkelighed, idet det efter min opfattelse udgør en afvigelse fra praksis, når Patentdirektoratet i afgørelsen anfører, at der ikke kan bortses fra ikke registrerbare elementer, men at mærkerne må bedømmes i deres helhed. En gennemgang af praksis viser således, at Patentdirektoratet i lignende tilfælde må antages at have set bort fra ikke særprægede elementer, nemlig i VA 4337/1971 DISKO IS = VR 280/1948 FRISKO VR 3330/1972 IBO-LEGEHUSE = IBOLITH (brug) VR 840/1979 INTER-ALPHA INVEST = bl.a. VR 2951/1966 ALFA I samtlige tilfælde indeholder mærkerne et rent beskrivende element, nemlig IS, LEGEHUSE samt INVEST, hvorfor det gøres gældende, at Patentdirektoratet for at kunne statuere forvekslelighed ikke kan have anvendt en helhedsbedømmelse, idet hovedreglen ifølge Rigmor Carlsen Varemærker Registreringspraksis s. 58, sp.1, ved mærker, der består af flere ord går ud på, at disse kun anses for forvekslelige med mærker, der består af et af ordene, hvis det er identisk med dette ord. Dette er jo ikke tilfældet i de viste eksempler DISKO/FRISKO, IBO/IBOLITH og INTER-ALPHA/ALFA. Jeg gør derfor gældende, at der også i nærværende sag bør ses bort fra elementet F/X TRADER, således at det alene er KONTRON overfor QUOTRON der bedømmes, og jeg tillader mig i den forbindelse at henvise til mit indlæg i indsigelsessagen dateret den 27. december 1991, side 2, hvor jeg begrunder mine argumenter for forveksleligheden mellem de to betegnelser. For en ordens skyld vedlægges kopi heraf. Til støtte for min påstand om, at F/X TRADER er beskrivende, vedlægger jeg kopier fra Engelsk-Dansk ordbog, hvoraf fremgår, at begge ord er ganske almindelige betegnelser/forkortelser, der kan slås direkte op. FX er således en kendt forkortelse for »foreign exchange«, der betyder »valuta« og »trader« betyder bl.a. »en der handler på børsen....«, og samlet betyder FX trader altså en børsmægler, et ord der vel næppe kan opnås nogen eneret til. Desuden vedlægges brochure fra modparten, hvoraf fremgår, at de ikke selv betragter det ansøgte mærke som et varemærke, idet det bruges beskrivende, jf. de af mig highlightede steder og ikke mindst på 3. sidste side, hvor det angives, at det er QUOTRON, der er et registreret varemærke og ikke QUOTRON F/X TRADER. På grundlag af det ovenfor anførte henstiller jeg høfligst, at Patentdirektoratets afgørelse af 2. juni 1992 omgøres, således af VA 6077/1989 QUOTRON F/X TRADER afvises fra registrering....' Ansøgeren har ved skrivelse af 10. februar 1993 nedlagt påstand om stadfæstelse og har knyttet følgende bemærkninger til klagerens ankebegrundelse af 2. oktober 1992: »....Indledningsvis bemærker klager, at patentdirektoratets afgørelse af, at ovenanførte mærker ikke kan anses for forvekslelige, udgør en afvigelse fra hidtidig praksis. Vi bemærker hertil, at dette ikke med rette kan siges at være tilfældet, idet følgende øvrige administrative afgørelser, som klager har undladt at henlede opmærksomheden på, er et klart eksempel i modsat retning: BIO STRUCTUR 53 STRUCTUREL BURE AKTIEBOLAG 53 BURDA FAMOUS AMOS 53 AMO TUBORG KNIGHT 53 KNÆGT. På denne baggrund ses det, at der således ikke kan tillægges denne betragtning fremsat af klager nogen særskilt afgørende vægt ved afgørelsen af forvekslingsspørgsmålet mellem mærkerne QUOTRON F/X TRADER og KONTRON. Dernæst gør klager gældende, at man ved forvekslingsbedømmelsen i nærværende sag bør se på elementerne KONTRON over for QUOTRON og således ikke foretage en helhedsbedømmelse af mærkerne. Begrundelsen herfor angives at være, at elementet F/X TRADER alene må anses at være et beskrivende element eller med andre ord betegnelsen for en valutahandler. Denne påstand må klart afvises, idet der naturligvis må anlægges en helhedsbedømmelse, hvilket jo også patentdirektoratet har gjort. Derudover må man spørge sig selv, om man med rimelighed kan forvente eller gå ud fra, »den almindelige dan- sker« skulle kende til betydningen af begrebet F/X TRADER. Denne betegnelse er næppe kendt uden for valuta/børskredse. Det må her tilføjes, at det er væsentligt at understrege, at indklagedes mærke er anmeldt for alle varer og tjenesteydelser i klasserne 9, 16 og 36. Der vedlægges med nærværende skrivelse fotokopier af indklagedes amerikanske ordmærkeregistreringer for henholdsvis varemærket F/X TRADER og QUOTRON, idet vi særligt skal henlede opmærksomheden på, at F/X TRADER omfatter »computerized financial exchange services« i klasse 36. Den omstændighed, at ordmærket F/X TRADER er fundet registrerbart i USA (engelsktalende land ), peger således i klar modsat retning af hvad klager hævder, nemlig at betegnelsen skulle betragtes om deskriptiv. Det må nu kunne lægges til grund, at dette ikke kan være rigtigt, men at betegnelsen tværtimod har det til varemærkeregistrering fornødne særpræg. Dette er da også begrundelsen for, at der skal anlægges en helhedsvurdering, når mærkeligheden skal vurderes, og ikke kun ses på det isolerede element QUOTRON. Til støtte for at mærkebestanddelene enkeltvis ikke kan antages at være forvekslelige, henvises til tidligere lignende tilfælde fra administrativ praksis: AIRAM 53 OSRAM ATRO 53 KARTRO DOXON 53 EXXON DUROC 53 EUROC NUDRIN 53 RUKRIN PYKRIN 53 RUKRIN Opmærksomheden henledes på, at i ovennævnte administrative afgørelser var mærkeligheden væsentligt større end den kan antages at være i nærværende tilfælde mellem KONTRON og QUOTRON, hvorfor det så meget desto mere er bemærkelsesværdigt, at mærkerne ikke ansås for forvekslelige. Så meget desto mere bør mærkebestanddelen QUOTRON og KONTRON heller ikke anses som værende forvekslelige. Disse omstændigheder betyder samtidig, at samtlige de af klager anførte administrative afgørelser nederst side 1 i skrivelse af 2. oktober 1992 ikke kan tillægges betydning eller er anvendelige til støtte for den nedlagte påstand. Klagers bemærkninger om, at indklagede ikke selv skulle betragte det ansøgte mærke som et varemærke og hvilket efter klagers opfattelse er bevist gennem en henvisning til indklagedes brochure, må ligeledes tilbagevises. Som ovenfor anført er indklagede indehaver af varemærkeregistrering både for så vidt angår F/X TRADER og QUOTRON og en anvendelse af disse betegnelser enkeltvis er således alene udtryk for en helt almindelig varemærkemæssig brug af mærkerne. Herudover er der naturligvis ikke noget til hinder for, at en varemærkeindehaver kan sammensætte to registrerede varemærker og anvende disse som et, som f.eks. ved anvendelsen af QUOTRON F/X TRADER. Endelig gøres det gældende fra indklagedes side, at der ikke i praksis heller kan antages at kunne foreligge en forvekslingsrisiko mellem de to mærker. Markedet eller kundekredsen må her tages i betragtning, idet vi her kan henvise til, at man fra klagers side i forbindelse med en tysk indsigelsessag mellem parterne har defineret sit virkeområde med henvisning til de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af klagers internationale varemærkeregistrering for mærket KONTRON ELEKTRONIK. Vi vedlægger til orientering en kopi af denne internationale registrering af 18. december 1991 bilagt en engelsk oversættelse af varefortegnelsen. Klagers virkeområde afviger således klart fra indklagedes, som jo fremgår i den af klager fremlagte brochure, hvor det med al tydelighed fremgår, at indklagedes virkeområde ligger inden for det financielle og forsikringsmæssige område. Endelig gøres det gældende, såfremt patentankenævnet mod forventning måtte finde, at der skal anlægges en isoleret vurdering af mærkebestanddelen QUOTRON over for mærket KONTRON, at disse to ikke kan antages at være forvekslelige. I den forbindelse skal vi ikke gentage hvad der tidligere er anført over for patentdirektoratet i denne anledning, men alene henvise til vort indlæg til patentdirektoratet herom af 16. marts 1992....' Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. december 1994. Ingen af parterne gav møde. Ankenævnet skal udtale: Efter en helhedsvurdering af det ansøgte og modholdte mærke sammenholdt med mærkernes meget forskelligartede stavemåde samt under hensyn til det af Direktoratet iøvrigt anførte bestemmes: Den påklagede afgørelse stadfæstes. Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume A kunne lade sin kapitalforsikring i pensionsøjemed afgiftsberigtige og omskrive til fripolice i forbindelse med udbetalingen og afgiftsberigtigelsen af sin opsparing i pensionsøjemed, uden at der skulle svares præmieafgift efter pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 3. Den fulde tekst Præmieafgift iflg. pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 3. Omskrivning til fripolice. Bindende forhåndsbesked. (* 1) Ligningsrådet blev anmodet om forhåndsbesked om følgende: Kan A lade sin kapitalforsikring i pensionsøjemed afgiftsberigtige og omskrive til fripolice i forbindelse med udbetalingen og afgiftsberigtigelsen af sin opsparing i pensionsøjemed, uden at der skal svares præmieafgift efter pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 3. A ejede dels en opsparing i pensionsøjemed, dels en kapitalforsikring i pensionsøjemed. Kapitalforsikringen var tegnet den 1. januar 1973 og udløb den 1. maj 1992, d.v.s. efter hans fyldte 67. år. A, der var 63 år gammel, påtænkte at overgå til efterløn og ønskede samtidig at få opsparingsordningen udbetalt. A ønskede i samme forbindelse at lade forsikringsordningen afgiftsberigtige, jf. pensionsbeskatningslovens § 26, og i tilknytning hertil lade den omskrive til fripolice med uændret udbetalingstidspunkt. Forsikringsselskabet oplyste, at forsikringens bruttoværdi udgjorde 141.572 kr., og at afgiften efter § 26 var 49.055 kr. Afgiften betales på den måde, at der udtrækkes værdi fra forsikringen, således at livsforsikringssummen nedsættes svarende til værdiudtrækket. Endvidere vil sumudbetalingen blive nedsat svarende til den manglende præmiebetaling fra tidspunktet for omskrivning til fripolice og indtil udløbstidspunktet den 1. maj 1992. Ligningsrådet svarede følgende: I medfør af pensionsbeskatningslovens § 37 er den omhandlede forsikring, når der er indtrådt afgiftspligt, ikke længere omfattet af lovens kapitel 1. Forsikringen er herefter omfattet af lovens § 50 - livsforsikring uden fradragsret. Af Skattedepartementets cirkulære af 16. december 1986 om pensionsbeskatningsloven, pkt. 184, fremgår, at det ikke ændrer forsikringens status, hvis præmiebetalingen bortfalder og forsikringen omskrives til fripolice. Når endvidere henses til, at afgiften ifølge pensionsbeskatningslovens § 50, stk. 3, er en præmieafgift, kan det rejste spørgsmål besvares bekræftende.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Klager klagede over bladets artikel om hendes datters deltagelse i en husbesættelse. Bl.a. klage over krænkelse af privatlivets fred ved angivelse af klagers og hendes ægtefælles navne. Pressenævnet fandt, at der var en klar almen interesse knyttet til omtalen af aktionen, som klagers datter havde deltaget i. Nævnet fandt, at bladet derfor ikke havde handlet i strid med god presseskik ved omtalen af aktionen, hvori klagers datter deltog. Pressenævnet fandt, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles særlige stilling inden for politi og anklagemyndighed var relevant at oplyse om slægtsforholdet til klagers datter. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes ægtefælle – og deraf afledet – om datterens identitet. DISSENS. Nævnet fandt ikke i øvrigt, at bladet havde handlet i strid med god presseskik. Den fulde tekst Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2003-6-96 [En kvinde – K] har på egne vegne samt på vegne af A og B klaget til Pressenævnet over en bagsideartikel i B.T. den 29. september 2003, idet de finder, at god presseskik er tilsidesat. Artiklen havde overskriften ” Den autonome politidatter ” og underoverskriften ”15-årig BZ’ers far er rigspolitichef og mor er statsadvokat”. I artiklen hed det: »”Politi kontrol, skaber mere vold,” og ”ein, zwei, drei – anti polizei.” Disse slagord var 15-årige S., der bliver kaldt ”Punker-S.”, med til at råbe mod de 100 kampklædte betjente, da de unge BZ’ere 25. august besatte et hus på hjørnet af Griffenfeldsgade og Rantzausgade i København. Og hun kunne lige så godt have råbt det i hovedet på sin stedfar gennem fire år, [B]. For han er øverste chef for dansk politi i kraft af sin stilling som rigspolitichef. Mor, [K], er statsadvokat og også indbegrebet af loven. Men S. har valgt at gå helt andre veje end sine forældre. S. startede sin rebelske karriere meget tidligt, da hun var med til at stifte foreningen ”Foreningen af møgunger” i Hillerød, hvor hun er opvokset. Nu hænger den 15-årige pige ud med de autonome på indre Nørrebro. Trods sin unge alder bor hun – ifølge kilder – kun af og til hjemme hos mor og stedfar i parcelhuset i Hillerød. Resten af tiden har hun blandt andet befundet sig i det besatte hus på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade. Flygtede op på taget 25. august bragede politiet igennem et brændende bål af containere og træpaller for at rydde huset for de omkring 100 autonome unge, der havde besat huset få timer forinden. Politiet jagtede en stor del ned ad gaden, fik anholdt 15, mens 18 autonome unge valgte at blive i huset. 12 af dem blev også anholdt, mens det lykkedes seks at flygte i sikkerhed for politiet på taget. Rigspolitichefens steddatter, 15-årige S., var en af de seks. ”Gang i gaden”, og ”Vi gi’r aldrig op,” råbte de ned til politi og nysgerrige, som var stimlet sammen nede på gaden for at overvære seancen. S. befandt sig i ét døgn på taget sammen med de fem andre BZ-ere. På taget af en kvist i fjerdesals højde lå hun blandt andet og sov, mens politiet ventede inde i huset. Hvis en af de unge BZ-ere var faldet ned, var de højst sandsynligt blev slået ihjel. Det var også en af begrundelserne politiets indsatsleder gav, for at politiet ikke kravlede derop for at tvinge dem ned: ”De bliver nok trætte af at sidde deroppe. Det er simpelthen for farligt for dem og for os. Vi snupper dem, når de bliver trætte,” sagde en rolig indsatsleder den aften i august til B.T. De unge på taget, deriblandt rigspolitichefens steddatter, kom ned dagen efter og blev kørt til afhøring hos politiet. [B] har været gift med S.s mor, statsadvokat [K], i fire år, men har ingen kommentarer til B.T. Han siger gennem sin pressechef i Rigspolitiet, Søren Kragh Pedersen: ”Jeg ønsker ikke at bidrag til denne form for journalistik.” B.T. prøvede også forgæves at få en kommentar fra moderen til S., statsadvokat [K]. Det er ikke første gang, at børn af indflydelsesrige politifolk går i andre fodspor end forældrene. 19. juni sidste år fandt politiet 3,4 kilo amfetamin i en kummefryser hos den dengang 22-årige Christian Bendtsen, søn af de Konservatives leder, vicestatsminister Bendt Bendtsen. Bendt Bendtsen nåede at være i politiet i 25 år og har udfærdiget Det konservative Folkepartis retspolitik. Hans søn blev idømt toethalvt års fængsel for narkohandel.« Artiklen var ledsaget af to billeder af klager og hendes ægtefælle samt to billeder af hendes datter. Det ene billede viste datteren, da hun befandt sig på husets tag, det andet billede viste datteren, da hun kom ned. Datteren var sløret på sidstnævnte billede. Til billederne var knyttet følgende tekst: »EN DATTER PÅ TAGET .: Da politiet stormede en besat ejendom på Nørrebro i København, kravlede seks BZ´ere op på taget. Blandt dem var den 15-årige S (øverst til højre). Hun er datter af statsadvokat [K] (t.v.) og stedfar, rigspolitichef [B] (t.h.) Arkivfoto: Keld Navntoft, Bjarne Lüthcke og Kristian Linnemann.« Klageren har anført, at vinklen i artiklen tilsyneladende er den kontrast, der består i forholdet mellem hendes datters holdninger og handlinger og klagers og hendes ægtefælles stilling. Disse meningsforskelle mellem datteren, klageren og hendes ægtefælle hører efter klagers opfattelse til deres privatliv, og en udførlig beskrivelse af denne kontrast suppleret med billeder af datteren, klageren og hendes ægtefælle har ingen ”klar almen interesse” og er i øvrigt medvirkende til at forstærke de problemer, som klager og hendes datter har. Hverken klager eller hendes ægtefælle har været involveret i eller været vidende om datterens beslutning om at deltage i en husbesættelse, ligesom de ikke har været involveret i Københavns Politis beslutning om at rydde huset. Det forekommer overdrevent, når bladet over for nævnet kalder en ikke-voldelig besættelse af et forfaldent hus for et ”alvorligt samfundsmæssigt problem”. Straffene for overtrædelse af straffelovens § 264 om husfredskrænkelser ligger på bøder i niveauet omkring 600-1.500 kr. Artiklen må på denne baggrund anses at være i strid med punkt B.1. i de vejledende presseetiske regler. Klageren har i forhold til de to afgørelser fra Pressenævnet, som bladet har henvist til, anført, at disse vedrørte et dødsfald, som det må formodes under alle omstændigheder var kommet til offentlighedens kendskab – om ikke andet ved forældrenes indrykning af dødsannonce. Der var i disse sager ikke tale om videregivelse af oplysninger, der kan anses for fortrolige, ligesom omtalen af den afdøde søn i de nævnte artikler ikke skete på en så krænkende måde, som bladet i artiklen har omtalt klagers datter. Klageren har videre anført, at artiklens omtale af hendes datter er krænkende og unødvendigt nedværdigende, og oplysningerne om hende er fordrejede og ikke efterprøvede. Klager har henvist til punkt A.3. og B.1., 2. punktum. Klager har endvidere henvist til Pressenævnets kendelser i sag nr. 16/2000 og 118/2000, hvor nævnet giver udtryk for, at pressen bør være mere varsom med følsomme oplysninger vedrørende unge, der er umyndige. Klageren har i den forbindelse anført, at datteren i artiklen og overskriften til denne konsekvent omtales som ”autonom”, hvilket i sammenhængen kun kan anses for en agtelsesforringende omtale. Klager bekendt anvendes udtrykket ”autonom” om mennesker, der generelt sætter sig ud over almindelige regler, og som er villige til at anvende vold m.v. for at tilkendegive deres holdninger. Det forhold, at datteren har deltaget i besættelsen af et tomt hus og opholdt sig dér, giver ikke bladet belæg for at anvende dette udtryk. Med hensyn til omtalen af foreningen ”Foreningen af Møgunger” fremgår det af omtalen i den lokale presse, at foreningen vil samle byens unge med det formål at fastholde og udvikle ungdomspolitikken og tilbudene fra kommunen, at foreningen er stiftet i forsøget på at skabe en mere ungdomsvenlig by, og at foreningen håber at komme i dialog med politikerne. Der er altså tale om en helt legal forening, der ville virke med almindelige, fredelige demokratiske metoder. Der er derfor tale om en klar fordrejning af de faktiske forhold, når det i artiklen oplyses, at dette skulle være begyndelsen på en rebelsk karriere, uden at foreningens formål på nogen måde beskrives. Endvidere er øgenavnet ”Punker-S”, som bladet angiver som et faktum, efter klagers og hendes datters opfattelse uden hold i virkeligheden og kun udtryk for bladets ønske om at volde skade og krænke klager og hendes familie. Bladet har på ingen måde dokumenteret påstanden om dette krænkende øgenavn. Hvis det anses for acceptabelt ud fra presseetiske regler at anvende en sådan fremgangsmåde, ville det give pressen mulighed for risikofrit at viderebringe enhver urigtig oplysning blot med henvisning til, at oplysningen stammer fra en anonym kilde. Flere af datterens veninder har over for klager oplyst, at de aldrig har hørt datteren omtalt på den måde. Klageren har yderligere anført, at artiklen er i strid med punkt C.6., hvorefter en sigtets navn eller anden identificering bør udelades, når ingen almen interesse taler for at offentliggøre navnet. Tilsløringen af datterens navn ved, at hun i artiklen kaldes ”S”, er uden nogen som helst reel betydning, idet hun kan identificeres af alle, som kender hende, ligesom hun kan genkendes på et af billederne af hende. Klageren har videre anført, at artiklens sidste afsnit, hvori hendes datters handlinger sammenlignes med overtrædelser af narkotikalovgivningen, der kan medføre fængsel i 2½ år, er medvirkende til at fremstille datteren på en agtelsesforringende måde og er i øvrigt helt ude af proportioner, idet der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Bladets argument om, at læserne selv kan danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser, kan gælde enhver sammenstilling, uanset hvor urimelig den er, og bør derfor ikke tillægges betydning. Det havde været nærliggende, hvis bladet havde nævnt, at de to sager er uden sammenligning, eller at der i datterens tilfælde er tale om en bødesag. Oplysningen om en straf på to et halvt års fængsel for narkokriminalitet er den allersidste sætning i artiklen, og afslutningen lægger op til den tanke, at klagers datter skulle fortjene en straf i samme størrelsesorden. Klageren har desuden anført, at artiklen indeholder ukorrekte oplysninger, og overskrifterne er ikke dækkende for artiklens indhold. Klagers datter er 17½ år, og ikke 15 år som angivet i artiklen. Oplysningen kunne nemt have været efterprøvet af bladet, der den 22. september 2003 rettede henvendelse til pressechefen hos Rigspolitiet for at tale med klagers ægtefælle. Oplysningen om datterens alder er af væsentlig betydning, idet der bl.a. fokuseres herpå, ved at det i artiklen anføres ”Trods sin unge alder ”, og fordi angivelsen af hendes alder til 15 år er med til at fremstille klager og hendes ægtefælle som uansvarlige. At bladet har beklaget, at klagers datters alder er forkert angivet, bør derfor ikke fritage for kritik af bladet på dette punkt, når bladet nu samtidig over for nævnet har anført, at oplysningen ikke er væsentlig. Klager har henvist til punkt A.1. og A.3. Klageren har i forlængelse heraf anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved i overskriften at anføre, at klagers ægtefælle er far til hendes datter. Selv om det fremgår senere i teksten i artiklen, at klagers ægtefælle er datterens stedfar og ikke hendes far, er det klagers opfattelse, at artiklen også på dette punkt er urigtig på et væsentligt punkt. Klager har henvist til punkt A.1. samt til A.6., hvorefter overskrifter og mellemrubrikker i form og indhold skal have dækning i artiklen. Klageren har oplyst, at bladet den 22. september 2003 – dvs. en uge inden offentliggørelsen af artiklen – rettede telefonisk henvendelse til klagers ægtefælles arbejdsplads, hvor ægtefællen afviste at udtale sig, men der blev af Rigspolitiets pressechef i to telefonsamtaler givet en række faktiske oplysninger om bl.a. datterens bopælsforhold, som viste, at datteren ikke kun kunne være 15 år. Endvidere rettede bladet henvendelse til klager på hendes arbejdsplads samme dag, hvor hun dog ikke talte med bladet. Herefter har der ikke været nogen henvendelse til hverken klager, hendes ægtefælle eller datteren. Det er således ikke korrekt, når bladet over for nævnet anfører, at man udskød offentliggørelsen af artiklen i en uge, i hvilken periode man forsøgte at indhente deres kommentarer. I øvrigt har hverken klager eller hendes ægtefælle nogen forpligtelse til at medvirke til, at bladet videregiver følsomme oplysninger om datterens forhold eller om familiens privatliv. Det kan derfor ikke – som bladet anfører – være klager, hendes ægtefælle og datter, der skal bære risikoen for forkerte oplysninger. Bladet har indledningsvis anført, at klagers datter ikke er omtalt ved navn i artiklen. Det er efter bladets opfattelse ikke muligt at identificere hende på de to fotografier, som er bragt i tilknytning til artiklen. Bladet har videre anført, at genstanden for artiklen er ikke eventuelle meningsforskelle mellem datteren, klager og hendes ægtefælle, men det forhold, at datteren har deltaget i en ulovlig husbesættelse, samtidig med at hendes mor og stedfar repræsenterer de øverste grene af landets justitsvæsen. Bladet finder ikke ved omtalen at have krænket privatlivets fred. At datteren deltog i den omtalte husbesættelse er ikke en oplysning, der hører privatlivet til. Husbesættelsen resulterede i et fremmøde af ca. 100 kampklædte betjente og blev omtalt i en række medier. Der er tale om en begivenhed af almen interesse. At der i forbindelse med en politisk aktion forekommer en mindre lovovertrædelse kan ikke betyde, at pressen ikke må omtale begivenheden eller bringe umaskerede billeder. Bladet er derfor berettiget til at bringe oplysninger vedrørende husbesættelsen, herunder rapportere hvem der har deltaget i besættelsen, forudsat der ikke er afsagt kendelse om navneforbud, hvilket ikke var tilfældet i denne sag. Det kan endvidere ikke under normale omstændigheder pålægges pressen at kontrollere endsige forholde sig til, om de aktionerende er over eller under 18 år. Bladet i har tilknytning hertil anført, at klagers stedfar som øverste leder af politiet er en offentlig person. Ved offentlige begivenheder repræsenterer han politiet. Det samme gør sig i et vist omfang gældende for klager, der som statsadvokat har en ledende funktion inden for anklagemyndigheden. Offentlige personer må tåle en omfattende omtale i medierne, herunder omtale af forhold vedrørende deres børn. Bladet har henvist til nævnets kendelser i sag nr. 124/2000 og 125/2000. Bladet har videre til punktet anført, at unge menneskers reaktion på, hvad de opfatter som samfundsmæssige uretfærdigheder, herunder i form af ulovlige husbesættelser, har klar almen interesse. Gennem de sidste 25 år har husbesættelser givet anledning til en række meget voldsomme konfrontationer mellem BZ’ere og politiet, der naturligt har befolkningens interesse. At der mellem disse BZ’ere også er en person, der er datter og steddatter af to særdeles højtstående personer i anklagemyndigheden og politiet, har åbenbar interesse. Når en person deltager i en politisk ytring eller andre offentlige aktiviteter, har pressen en legitim ret til at interessere sig for denne persons baggrund m.v. I den sammenhæng er familierelationen et element. Som teoretiske eksempler kan nævnes generalens søn, der har en fremtrædende rolle i en fredsdemonstration eller minkavlerens søn, der besætter pelsbutikker. Den bragte historie vedrører på den ene side et helt alment tema om fundamentale meningsforskelle på tværs af generationer; meningsforskelle, der bliver af offentlig interesse, når de kommer til udtryk i ulovlig handling, der nyder stor mediebevågenhed, og hvor mor og stedfar har højtstående stillinger i justitsvæsenet. Datterens beslutning om at deltage i en ulovlig husbesættelse bliver et offentligt anliggende, da hendes mor og stedfar i kraft af deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har en professionel interesse i og i yderste konsekvens også indflydelse på, hvordan politi og anklagemyndighed behandler sager om ulovlig husbesættelse. Ved at bringe en historie, som omhandler en aktuel og i forvejen meget omtalt begivenhed, som involverer offentlige personer og et alvorligt samfundsmæssigt problem, har bladet ikke handlet i strid med god presseskik. Bladet har videre anført, at der ikke er grundlag for kritik af bladets anvendelse af betegnelsen ”autonom” for datteren. Det er næppe muligt præcist at afgrænse, hvilke personer som er ”autonome”, men betegnelsen bruges i daglig tale om unge, som politisk befinder sig på venstrefløjen, og som deltager i forskellige ”ulydigheds-aktioner”, først og fremmest husbesættelser. At betegne en person som autonom kan ikke betragtes som uretmæssigt, når personen deltager i en husbesættelse under slagordene ”Politi kontrol, skaber mere vold” og ein, zwei, drei – anti Polizei”. Bladets beskrivelse af datteren som autonom i relation til sagen om husbesættelsen falder utvivlsomt inden for pressens ret til at anvende et farverigt sprog. Med hensyn til betegnelsen ”rebel” er denne ikke reserveret til beskrivelse af kriminelle personer, men bruges derimod snarere som synonym for en person, der protesterer mod samfundets indretning. ”Rebel” kan ikke betragtes som en ærerørig sigtelse. Der er intet til hinder for, at man kan virke som rebel med lovlige midler. At betegne som rebel en person, der deltager i en ulovlig BZ-aktion under de ovenfor angivne slagord, er utvivlsomt berettiget. Bladet har i tilknytning hertil anført, at datteren efter bladets oplysninger rettelig bliver kaldt ”Punker-[A]”. Bladet har oplysningen fra personer i datterens omgangskreds, der ønsker at være anonyme. Bladet har videre anført, at paralleliseringen til Bendt Bendtsens forhold er relevant, da begge forhold vedrører kriminalitet begået af børn af fremtrædende politifolk. Derimod hverken anføres eller antydes det i artiklen, at grovheden af den narkotikakriminalitet, som Christian Bendtsen gjorde sig skyldig i, kan sammenlignes med datterens husbesættelse. Bladets læsere er i stand til selv at danne sig en mening om forskellen i alvoren af de to typer lovovertrædelser. Bladet har beklaget, at datterens alder er forkert angivet i artiklen. Oplysningen modtog bladet fra en anonym kilde. Bladet forsøgte flere gange at få såvel klager som hendes ægtefælle i tale, inden artiklen blev bragt. Bladet forsøgte tillige at træffe datteren på hendes bopæl. Hvis klager havde medvirket til artiklen, ville datterens rette alder være kommet for dagen. Bladet udskød offentliggørelsen en uge, i hvilken periode bladet forsøgte at indhente klagers kommentarer. Bladet finder, at klager til dels må bære risikoen for forkerte oplysninger, når klager fuldstændigt afviser at medvirke til artiklen, da et af formålene med en sådan forlæggelse er at eliminere risikoen for faktiske fejl. Bladet finder dog ikke, at det har stor væsentlighed, om datteren er 15 eller 17 år, og bladet har derfor ikke handlet i strid med god presseskik. For så vidt angår omtalen af klagers datter som datter af klagers ægtefælle, er der efter bladets opfattelse heller ikke tale om en væsentlig fejl. Det fremgår flere steder i artiklen, at klagers ægtefælle er stedfar til datteren. Ved læsning af artiklen bliver man derfor hurtigt opmærksom på fejlen. Om der er tale om en steddatter eller om en egentlig datter, er ikke afgørende for artiklens pointe, som er, at et ungt menneske, der er i nær familie med rigspolitichefen og en statsadvokat, er BZ’er. Bladet kan i øvrigt ikke se, hvilken krænkelse der er overgået de involverede person som følge af den fejlagtige oplysning. I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig. Pressenævnet udtaler: Det fremgår af punkt B.1. i de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige frihed. I artiklen er bragt en omtale af, at klagers datter har deltaget i en ulovlig husbesættelse – en aktion, der også blev omtalt i en række andre medier. Nævnet finder, at der er en klar almen interesse knyttet til omtalen af sådanne aktioner, og bladet har derfor ikke handlet i strid med god presseskik ved omtalen af aktionen, hvori klagers datter deltog. Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Finn Rowold og Tage Clausen – udtaler: Vi finder, at det på grund af klagers og hendes ægtefælles særlige stilling inden for politi og anklagemyndighed har været relevant at oplyse om slægtsforholdet til klagers datter. Vi finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik i anledning af oplysningerne om klager og hendes ægtefælle – og deraf afledet – om datterens identitet. Et medlem – Ole Askvig – udtaler: Jeg finder, at der ikke er nogen almen interesse, der taler for at offentliggøre identiteten på klagers datter, der er mindreårig. Dette er sket via artiklens oplysninger om klager og hendes ægtefælle. Jeg finder, at bladet på dette punkt har handlet i strid med god presseskik, og at nævnet må udtale sin kritik af bladet. Af omtalen i artiklen fremgår det, at klager og hendes ægtefælle ikke via deres stillinger som statsadvokat og rigspolitichef har været involveret i den pågældende politiaktion, men de er alene omtalt på grund af slægtsforholdet til datteren og deres stillinger. Da omtalen af klager og hendes ægtefælle intet har med den konkrete politiaktion at gøre, finder jeg, at der er sket en krænkelse af privatlivets fred. Bladet har herved handlet i strid med god presseskik, og jeg finder, at nævnet også på dette punkt må udtale sin kritik af bladet. I overensstemmelse med stemmeflertallet udtaler Pressenævnet ikke kritik af bladet på dette punkt. Samtlige medlemmer udtaler herefter: Med hensyn til udtrykkene ”autonom” og ”rebelsk karriere” er det nævnets opfattelse, at de anvendte udtryk dækker meget bredt. På den baggrund og ud fra sagens oplysninger finder nævnet ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik. Om bladets brug af navnet ”Punker-S” om klagers datter, finder nævnet, at udsagnet, der stammer fra en anonym kilde, ikke har et sådant ærekrænkende indhold, at der er grundlag for at udtale kritik af bladet. Det er nævnets opfattelse, at sagen om Christian Bendtsen alene er nævnt som illustration på en lignende konflikt mellem en far med en særlig betroet stilling i samfundet og hans barn. Der er således ikke grundlag for at konstatere, at bladet med henvisning til denne sag har tilkendegivet, at de to sager skulle være sammenlignelige i forhold til forbrydelsernes karakter og strafsanktion. Nævnet finder derfor ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik på dette punkt. Nævnet konstaterer, at bladet har bragt forkerte oplysninger med hensyn til klagers datters alder og til – som angivet i overskrift og underoverskrift – , at hun skulle være datter af klagers ægtefælle. Nævnet finder, at oplysningerne ikke er af en sådan karakter, at bladet har handlet i strid med god presseskik. Nævnet bemærker i den forbindelse, at det i relation til slægtskabet mellem klagers datter og ægtefælle i artiklen tydeligt fremgår, at ægtefællen er stedfar til datteren. Afsagt den 10. december 2003.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ikke-automatiske vægte funktion ved netspænding med transiente overspændinger 1. FORMÅL Denne prøvningsmetode kan benyttes til at bestemme en vægts funktion under netspænding overlejret med transiente overspændinger. 2. HENVISNING TIL MÅLETEKNISKE BESTEMMELSER TDIR 24.11.1-02, udg. 1 af 01.10.1979, pkt. 4.2.2.3. 3. FORUDSÆTNINGER Generelt vedrørende måleudstyr, prøvningsbetingelser, prøvningsmiljø, forkonditionering m.v. henvises til MDIR 04.11-10. 4. PRØVNING Prøvningen gennemføres med følgende prøvelaster: 1. Initiallast 2. Min. 3. Max. og ved følgende påvirkninger i form af transiente overspændinger med vilkårlig fase og henholdsvis positiv og negativ polaritet i vægtens strømforsyning: A. B. --------------------------------------------------------- Amplitude : 500 V 1500 V Stigetid : 5 ns 25 ns Varighed for halv amplitude : 100 ns 1000 ns Repetitionsfrekvens : 10 Hz <= 12 Hz ---------------------------------------------------------~ Overspændingerne skal afgives i henholdsvis symmetrisk og assymmetrisk mode fra en generator med en impedans på 50 ohm. De ovenanførte prøvninger udføres på følgende måde: Vægten belastes med prøvelast 1. (initiallast) og fejlen bestemmes ved vippepunktsmetoden. Med testgeneratoren frembringes den ønskede påvirkning. Det undersøges om vægtens visning ændres. Vægtens belastning øges med prøvelast 2. (Min.) og proceduren gentages uden/med samme påvirkning. Vægten aflastes til initiallast, prøvelast 3. (Max.) pålægges og proceduren gentages. Vægten aflastes til initiallast og hele proceduren gentages for de 2 øvrige påvirkninger. 5. KRAV Ved netspændingsforstyrrelser må vægten ikke vise vejeresultater med større fejl end den tolerance, der gælder for pågældende belastning. P. Claudi Johansen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Straffelovsovertrædelser begået i udlandet, nævnets j.nr. 09-529-00034 N.j.nr. 09-529-00034 Ansøger blev under en rejse til Sverige udsat for vold samt frihedsberøvelse på et hotelværelse. Skadevolder – ansøgerens ekskæreste – blev ved en svensk dom idømt ubetinget fængsel i 1 år og 3 måneder. Nævnet havde tidligere fremsendt ansøgers ansøgning om erstatning til den svenske Brottsoffermyndighed, som afslog ansøgningen under henvisning til ansøgers manglende tilknytning til Sverige. Nævnet behandlede herefter spørgsmålet om, hvorvidt tilskadekomsten kunne anses for omfattet af den danske offererstatningslov. Nævnet afslog ansøgningen, da den strafbare handling var begået i udlandet. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde omfattet af offererstatningslovens § 1, stk. 3. Nævnet lagde vægt på, at tilskadekomsten skete under en ferie og ikke kunne antages at være sket i et ”lukket” dansk miljø.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om anvendelsen af visse af De europæiske Fællesskabers retsakter om ind- og udførsel af varer VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1. Industriministeren kan fastsætte bestemmelser, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger efter artikel 113 om ind- og udførsel af varer og Det europæiske Kul- og Stålfællesskabs beslutninger om ind- og udførsel af kul og stål. Stk. 2. For varer, der henhører under landbrugsministeren og fiskeriministeren, udøves beføjelserne efter denne lov efter aftale med de pågældende ministre. § 2. Den, der til brug for afgørelser i henhold til de retsakter, der er nævnt i § 1, eller i henhold til forskrifter, der er udstedt efter loven, giver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for sagens afgørelse, straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelovs §§ 161-63. Det samme gælder den, der handler i strid med vilkår, der er fastsat i en sådan afgørelse, eller som forsøger herpå. Stk. 2. Den, der i øvrigt undlader at give oplysninger, der er afkrævet ham i henhold til de retsakter, der er nævnt i § 1, eller i henhold til forskrifter, der er udstedt efter loven, straffes med bøde. Det samme gælder den, som afgiver urigtige eller vildledende oplysninger om sådanne forhold, medmindre højere straf er forskyldt efter borgerlig straffelovs §§ 161-63. Stk. 3. Den, der udfører eller indfører varer i strid med et udførsels- eller indførselsforbud, der er indeholdt i eller udstedt i medfør af de retsakter, der er nævnt i § 1, uden at være i besiddelse af en tilladelse, som kræves i henhold til disse retsakter, straffes med bøde. Stk. 4. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne eller forsøg herpå. Stk. 5. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Stk. 6. I sager efter stk. 1-5 kan retsmidlerne i retsplejelovens kapitel 72 og 73 anvendes i samme omfang som i statsadvokatsager. § 3. Loven træder i kraft den 1. april 1984. § 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Givet på Christiansborg slot, den 28. marts 1984 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens Navn: INGRID Dronning af Danmark Rigsforstander /IB STETTER Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære vedrørende udgifter og udlæg til forsorgsforanstaltninger (* 1) (Til kriminalforsorgens anstalter, pensioner og afdelinger). § 1. Udgifter til forsorgsforanstaltninger indgår i den rammebevilling, der udmeldes ved hvert finansårs begyndelse til de enkelte tjenestesteder efter regler fastsat af Direktoratet for Kriminalforsorgen. § 2. Tjenestestedets leder kan bevilge afholdelse af udgifter og udlæg til forsorgsforanstaltninger efter nedenstående retningslinier: a) Der kan ydes økonomisk hjælp til klienter til forsorgsmæssige formål, der ikke henhører under de sociale myndigheder. b) Der kan endvidere foretages udlæg for kriminalforsorgens klienter til nødvendige udgifter, som de sociale myndigheder eller kriminalforsorgen ikke er forpligtet til at afholde, men hvor særlige behandlingsmæssige eller pædagogiske grunde taler for behandlingens eller foranstaltningens iværksættelse, herunder særligt ikke-akut tandlægebehandling og anskaffelse af briller. Hvis der foretages udlæg for klienter til nødvendige udgifter, som de sociale myndigheder eller kriminalforsorgen ikke er forpligtet til at afholde, skal tjenestestedet indgå en skriftlig aftale med klienten om tilbagebetaling af det udlagte beløb. c) Udlæg til formål, der endeligt skal afholdes af de sociale myndigheder, må kun foretages efter forudgående indhentet godkendelse fra de sociale myndigheder. I disse tilfælde skal der sikres refusion. d) I tilfælde, hvor de sociale myndigheder afslår at yde bistand, og afgørelsen er eller vil blive anket, kan tjenestestedet, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, foretage udlæg. De sociale myndigheder skal i så fald gøres bekendt med udlægget til klienten. § 3. Cirkulæret træder i kraft d.d. Samtidig ophæves cirkulære af 14. december 1994 vedrørende anvendelsen af bevillingen på forsorgsforanstaltningskontoen. E.B. Fritjof Stern Nielsen Officielle noter (* 1)Forskriften er optaget i Kriminalforsorgens Cirkulæresamling (KC C-7-5)

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ansøgning om tilladelse til klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker I medfør af §§ 1 og 6 i lov nr. 1046 af 17. december 2002 om medicinsk udstyr, og efter bemyndigelse i henhold til § 9, stk. 14, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1268 af 12. december 2005 om medicinsk udstyr og § 6, stk. 14, i Indenrigs- og Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1270 af 12. december 2005 om aktivt, implantabelt medicinsk udstyr, fastsættes: Anvendelsesområde. § 1. Denne bekendtgørelse fastsætter regler for ansøgning om tilladelse til at udføre og ansøgning om tilladelse til ændring i klinisk afprøvning af; 1) ikke CE-mærket udstyr, 2) CE-mærket udstyr, såfremt formålet med afprøvningen er anvendelse af udstyret til et formål, som det ikke er CE-mærket til, samt 3) udstyr til in vitro-diagnostik, såfremt udstyret kommer i direkte eller indirekte kontakt med det menneskelige legeme. Ansøgning om tilladelse til klinisk afprøvning. End of "§ 1" § 2. En ansøgning om tilladelse til at udføre klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker skal indgives af den forsøgsansvarlige eller dennes repræsentant på det af Lægemiddelstyrelsen hertil udformede ansøgningsskema. Med ansøgningen skal indsendes følgende dokumenter: 1) Følgebrev med oplistning af bilag samt eventuelle specielle forhold, som Lægemiddelstyrelsen skal være opmærksom på. 2) Afprøvningsplan, jf. § 3. 3) Investigator’s Brochure, jf. § 4. 4) Den skriftlige patientinformation. 5) Blanket til indhentelse af fuldmagt, der giver Lægemiddelstyrelsen og monitor adgang til forsøgspersonens journal. 6) Dokumentation for indbetaling af gebyr. 7) Erklæring om, at udstyret opfylder de væsentlige krav hertil undtaget de aspekter, der er omfattet af afprøvningen samt dokumentation for, at der, f.s.v.a. disse aspekter, er truffet alle nødvendige forholdsregler for at beskytte forsøgspersonernes helbred og sikkerhed. 8) En beskrivelse af CE-mærket udstyrs godkendte formål og såfremt det er relevant, kopi af overensstemmelseserklæringen og certifikater fra det bemyndigede organ. 9) Kopi af godkendelse fra den videnskabsetiske komité, såfremt denne foreligger. 10) Billede af udstyret eller et eksemplar, såfremt det er hensigtsmæssigt. Afprøvningsplanen. End of "§ 2" § 3. Afprøvningsplanen skal indeholde følgende: a) Generelle oplysninger: 1) Afprøvningsplanens titel, dato og referencenummer. Referencenummeret og dato/version skal fremgå af alle sider, herunder også bilag og eventuelle ændringer/amendments. 2) Navn og adresse på forsøgsansvarlig og eventuelt Contract Research Organisation (CRO), som fx foretager monitorering. 3) Navn og titel på de(n) person(er), som er autoriseret til at underskrive afprøvningsplanen og tilhørende ændringer/amendments for forsøgsansvarlig. 4) Navn, titel, adresse og telefonnummer på forsøgsansvarliges medicinske/tandlægelige rådgivere for afprøvningen. 5) Navn og titel på den forsøgsansvarlige investigator samt adresse og telefonnummer på det pågældende forsøgscenter. Ved multicenterforsøg anføres navn og titel for den forsøgsansvarlige investigator på samtlige centre, på den koordinerende investigator samt adresse og telefonnummer på samtlige forsøgscentre. 6) Navn og adresse på laboratorier og andre hospitalsafdelinger, tekniske afdelinger og/eller institutioner, som er involveret i afprøvningen. 7) Bekræftelse på, at forsøgsansvarlig, koordinerende investigator (hvis der er en) og forsøgsansvarlig investigator ved hvert center har godkendt og underskrevet afprøvningsplanen. 8) En tilkendegivelse af, at afprøvningen udføres i overensstemmelse med afprøvningsplanen og gældende myndighedskrav/lovgivning. 9) Beskrivelse af tidsplanen, herunder datoer for afprøvningens påbegyndelse, afprøvningsperiode og afslutning. 10) Overordnet resumé af afprøvningen, gerne illustreret ved hjælp af et flow-diagram. b) Identifikation og beskrivelse af det udstyr, som skal afprøves : 1) Fabrikanten af udstyret, udstyrets model eller typenummer, herunder softwareversion og tilbehør. Hvis model eller typenummer ikke er til rådighed, når planen beskrives, skal der foreligge beskrivelse af, hvordan sporbarhed af udstyret sikres under og efter afprøvningen. 2) Fabrikantens tilsigtede formål for udstyret, herunder den pågældende afprøvnings kliniske indikationer og kontraindikationer, og den befolkningsgruppe udstyret er beregnet til. 3) Kortfattet beskrivelse af udstyret til afprøvning og andet udstyr, som udstyret er designet til at blive brugt i kombination med. 4) Beskrivelse af designegenskaber, som er forskellige fra tilsvarende markedsførte produkter, hvis det er relevant. 5) Beskrivelse af udstyrets nye eller tidligere utestede egenskaber, herunder kortfattet beskrivelse af funktion og virkemåde. 6) Oplysninger om udstyrets materialer, hvoraf det fremgår hvilke, der kommer i direkte eller indirekte kontakt med væv eller kropsvæsker. 7) Oplysninger om stoffer, hvis disse indgår i udstyret eller fremstilling af udstyret for eksempel ; – lægemidler, – animalsk væv, – stabile produkter af humant blod eller plasma eller – andre biologisk aktive stoffer med beskrivelse af tilsigtet formål, begrundelse og erfaring med brug af disse stoffer samt tiltag anvendt for at opfylde udstyrsbekendtgørelsernes krav til disse stoffer. 8) Instruktioner til installation og korrekt brug af udstyret, herunder eventuelle krav til opbevaring og håndtering. 9) Kort beskrivelse af nødvendig træning og erfaring, som er påkrævet før udstyret tages i brug i afprøvningen. 10) Beskrivelse af nødvendige medicinske og/eller kirurgiske procedurer i forbindelse med anvendelse af udstyret. 11) Resumé af kendte og potentielle risici og mulige fordele for forsøgspersonerne. 12) Resultat af risikoanalyse og risikovurdering, herunder en beskrivelse af balancen mellem forventede kliniske fordele og risici forbundet med selve udstyret og procedurerne i forbindelse med anvendelse af udstyret og en liste over mulige interaktioner med de lægemidler, som eventuelt anvendes samtidig med, at udstyret anvendes. 13) Oplysninger om metode til sterilisation, såfremt det er relevant. 14) Beskrivelse af emballering ved sterilisation af udstyret, såfremt det er relevant. c) Formål med den kliniske afprøvning : 1) Primære og sekundære formål. 2) Populationer til hvem udstyret er tiltænkt i afprøvningen. 3) Udstyrets påståede og tiltænkte ydeevne, som skal verificeres i afprøvningen. 4) De risici og forudsigelige alvorlige hændelser, der kan forårsages af udstyret, og som skal vurderes. 5) Specifikke hypoteser, der skal accepteres eller afvises på baggrund af afprøvningens resultater. d) Afprøvningens metode /design: 1) Tydelig angivelse af forsøgets primære og eventuelle sekundære mål (end points) med rationale for valget. 2) Angivelse af variabler, der skal måles med rationale for valg af disse til at demonstrere opnåelsen af end points. 3) Metode for vurdering, optegnelse og analyse af variablerne med tidsangivelse. 4) Beskrivelse af udstyret, der anvendes til vurderingen af afprøvningens variabler og ordning for monitorering af vedligeholdelse og kalibrering. 5) Angivelse af hvilke data, der betragtes som kilde data (source data), og som registreres direkte i Case Report Form (CRF). 6) Beskrivelse af afprøvningstype/-design (fx enkeltblindet, dobbeltblindet, parallelgruppesammenligning). 7) Beskrivelse af foranstaltninger til reduktion eller elimination af bias, inkl.: – randomisering; beskrivelse af randomiseringsmetoden, herunder procedure og praktisk tilrettelæggelse, – blinding; beskrivelse af blinding, samt praktiske procedurer til sikring af blinding. 8) Beskrivelse af det nødvendige antal af forsøgspersoner med estimeret tid nødvendig for at inkludere dette antal og antallet af udstyr samt begrundelse for disse tal. For multicenterafprøvninger skal minimum antal forsøgspersoner, der skal inkluderes for hvert center, specificeres og begrundes. Hvor det måtte påvirke validiteten af afprøvningens resultat, skal minimum og maksimum antal forsøgspersoner ved hvert enkelt center overvejes og anføres. 9) Beskrivelse af procedure(r), som forsøgspersonen gennemgår under afprøvningen og en liste af andet udstyr eller medicin, som skal anvendes ved brug af udstyret eller i opfølgningsperioden. 10) Hvor længe udstyret og eventuelt kontrolprodukt er i brug med begrundelse. 11) Beskrivelse af den forventede varighed af den enkelte forsøgspersons deltagelse i afprøvningen. 12) Varighed af opfølgningsperiode for forsøgspersonen med begrundelse. 13) Beskrivelse af regler og procedure for standsning af afprøvningen eller for at afbryde behandlingen for enkelte forsøgspersoner og/eller dele af afprøvningen. 14) Beskrivelse af procedure for hvorledes, der holdes regnskab med afprøvningsudstyret. 15) Oplysninger om hvor randomiseringskode vil blive opbevaret, samt regler og procedurer for kodebrud, såfremt det er relevant. 16) Beskrivelse af forholdsregler ved afvigelser fra afprøvningsplanen. 17) Beskrivelse af forholdsregler ved ændringer af afprøvningsplanen. e) Udvælgelse af forsøgspersoner samt kriterier for at indgå og udgå af forsøget : 1) Beskrivelse af inklusionskriterier, herunder angivelse af aldersgrænser, køn og etnisk gruppe. 2) Beskrivelse af eksklusionskriterier. 3) Angivelse af, hvornår forsøgspersoner betragtes som deltagende i afprøvningen. 4) Angivelse af afslutning på afprøvningen. 5) Beskrivelse af kriterier og procedurer for at udgå af afprøvningen med angivelse af: – hvornår og hvorledes forsøgspersoner skal udgå af afprøvningen, – hvilke data der skal indsamles fra forsøgspersoner, der er udgået af afprøvningen, og hvornår sådanne data skal indsamles, – hvorvidt og hvordan udgåede forsøgspersoner vil blive erstattet af nye forsøgspersoner, samt – opfølgningsprocedurer for forsøgspersoner, som er udgået af afprøvningen. f) Statistik : 1) Begrundelse for hypotesen og det statistiske design. 2) Begrundelse for valget af antallet af forsøgspersoner, herunder signifikansniveauer, afprøvningens styrke og forventet drop-out-rate med en begrundelse for disse. 3) Overvejelser/beregninger af afprøvningens styrke og kliniske relevans. Ved multicenterforsøg skal anføres antal af forsøgspersoner, der planlægges inkluderet pr. forsøgscenter. 4) Pass/fail kriterier for resultater af afprøvningen. 5) Hvorvidt der foretages interimanalyse, og kriterier for afslutning af undersøgelsen baseret på statistik. 6) En beskrivelse af de statistiske metoder, der vil blive anvendt - inkl. tidspunkt(er) for planlagte interimanalyser. 7) Det signifikansniveau der vil blive anvendt. 8) Kriterier for afslutning af forsøget. 9) Procedurer for opgørelse af manglende data, ubenyttede data og uægte data. 10) Procedurer for rapportering af afvigelser fra den oprindelige statistiske plan. 11) Angivelse af forsøgspersoner, hvis data vil indgå i den statistiske analyse (fx alle randomiserede forsøgspersoner, alle behandlede forsøgspersoner, alle egnede forsøgspersoner og alle evaluerbare forsøgspersoner). g) System til håndtering af alvorlige hændelser og næsten-hændelser: 1) Kontaktoplysninger i tilfælde af alvorlige hændelser og næsten-hændelser. 2) Beskrivelse af procedure for optegnelse og undersøgelse af alvorlige hændelser og næsten-hændelser under afprøvningen. 3) Oplysninger om proceduren for rapportering af alvorlige hændelser og næsten-hændelser, herunder hvem der er ansvarlig for at rapportere, hvor hændelser og næsten-hændelser skal rapporteres til samt tidsfrister for rapportering. 4) Oplysninger om forventede alvorlige hændelser og næsten-hændelser og sandsynligheden for, at disse opstår samt metoder til håndtering af hændelserne og næsten-hændelserne. 5) Angivelse af hvorledes og hvor længe forsøgspersonen skal følges i tilfælde af alvorlige hændelser og næsten-hændelser. h) Tidlig afslutning eller suspendering af afprøvningen : 1) Kriterierne for tidlig afslutning eller suspendering af afprøvningen og aftaler om proceduren i denne forbindelse. 2) Ved blindede afprøvninger skal kriterier for adkomst til at bryde koder fremgå. 3) Opfølgningsprocedurer for forsøgspersoner. i) Etiske spørgsmål : 1) Konkrete etiske overvejelser i forbindelse med afprøvningen. 2) Beskrivelse af, hvorledes forsøgspersonerne (patienter, raske, patienter hos hvem behandling af deres sygdom ikke er målet for forsøget) vil blive informeret, og hvorledes deres samtykke vil blive indhentet, samt mulige grunde til ikke at indhente informeret samtykke fra forsøgspersonen selv. j) Kvalitetskontrol og kvalitetssikring : 1) Retningslinjer for håndtering, bearbejdning og arkivering af samtlige indsamlede data for hver forsøgsperson, der deltager i forsøget, samt andre forsøgsrelevante data. 2) Beskrivelse af procedurer for kvalitetskontrol og kvalitetssikring, herunder omfanget af kildedataverificeringen og monitorering. 3) Procedurerne for håndtering af databasen, databehandlingen, kildedataverificering og andre aspekter af kvalitetssikringen. k) Direkte adgang til kildedata/dokumenter : 1) Oplysning om at investigator tillader direkte adgang til kildedata/dokumenter (herunder patientjournaler) ved monitorering, auditering og/eller inspektion fra henholdsvis en etisk komité, Lægemiddelstyrelsen eller fra andre landes sundhedsmyndigheder. l) Finansiering og forsikring : 1) Finansiering og forsikringsmæssige forhold. m) Publikationspolitik : 1) Specifikation af om undersøgelsens resultater vil blive søgt optaget til offentliggørelse i et videnskabeligt tidsskrift. Stk. 2. De i stk. 1 nævnte oplysninger, beskrivelser mv. kan være indeholdt i andre dokumenter, der er fremsendt. Hvis oplysningerne mv. ikke er indeholdt i afprøvningsplanen, skal der i planen henvises til, hvor i det indsendte materiale oplysningerne forefindes. Stk. 3. For så vidt angår oplysninger, beskrivelser mv., som det ikke er relevant at give, skal det anføres hvilke og der skal gives en begrundelse for udeladelsen. Investigator’s Brochure End of "§ 3" § 4. Investigator’s Brochure skal indeholde følgende: a) Resumé af litteratur samt en evaluering, som støtter rationalet for anvendelse af udstyret til det tilsigtede formål og designet af afprøvningen. b) Generel beskrivelse af udstyret og dets komponenter. c) Beskrivelse af udstyrets virkemåde. d) Brugsanvisning, herunder beskrivelse af mulige risici, kontraindikationer og advarsler. e) Beskrivelse af den tilsigtede kliniske ydeevne. f) Beskrivelse af udstyrets materialer. g) Resumé og evaluering af in vitro , ex vivo og in vivo data, som er relevant for udstyret, herunder prækliniske data, såsom biologiske studier, ikke-kliniske laboratorie- og dyrestudier. h) Resumé af relevant klinisk erfaring med udstyret og andet udstyr med lignende karakteristika, inklusiv hvor længe udstyret har været på markedet og en oversigt over sikkerheds- og ydeevnerelaterede reklamationer. i) Resultat af risikoanalyse og risikovurdering. j) Liste over anvendte standarder, samt i hvilken udstrækning standarderne overholdes. Ansøgning om tilladelse til ændring i klinisk afprøvning. End of "§ 4" § 5. Såfremt ændringer i en klinisk afprøvning af medicinsk udstyr kan få indvirkning på; 1) forsøgspersoners sikkerhed, 2) fortolkningen af den videnskabelige dokumentation, som afviklingen af afprøvningen bygger på, 3) gennemførelsen eller ledelsen af afprøvningen, herunder ny koordinerende investigator, inklusion af nye danske centre eller nye danske forsøgsansvarlige investigatorer, 4) kvaliteten eller sikkerheden ved det medicinske udstyr, der er under afprøvning, eller 5) øvrige væsentlige forhold, skal der indgives ansøgning til Lægemiddelstyrelsen om tilladelse til at foretage ændringer i en klinisk afprøvning. End of "§ 5" § 6. En ansøgning om tilladelse til at foretage ændringer i en klinisk afprøvning af medicinsk udstyr på mennesker, skal indgives på det af Lægemiddelstyrelsen hertil udformede ansøgningsskema og indeholde følgende oplysninger: 1) Journalnummer, referencenummer og dato for den senest accepterede afprøvningsplan. 2) En tydelig angivelse af, hvori ændringerne består. 3) Overvejelser om, hvorvidt ændringerne kan påvirke det endelige resultat af afprøvningen. 4) Angivelse af antal inkluderede patienter og betydning for det endelige resultat. 5) Dokumentation for betalt gebyr. Straffebestemmelser End of "§ 6" § 7. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder § 5. Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel. Ikrafttrædelse. End of "§ 7" § 8. Denne bekendtgørelse træder i kraft den 1. januar 2006. End of "§ 8" Lægemiddelstyrelsen, den 12. december 2005 Jytte Lyngvig /Elin Andersen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Udtalt, at normalforretningsordenens § 1, der angiver 3 grupper af sager herunder sager om køb og salg af fast ejendom der som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre, ikke kan anses for udtømmende, men alene er et udgangspunkt for borgmesteren ved placeringen af sagerne i det dagsordensforslag, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ved mødets begyndelse. De hensyn, der hyppigst vil føre til dørlukning, f.eks. ved behandlingen af sager vedrørende køb og salg af fast ejendom, er navnlig hensynet til de kommunale myndigheders mulighed for at kunne disponere økonomisk hensigtsmæssigt og hensynet til, at den enkelte borgers (sælgers eller købers) personlige og økonomiske forhold ikke gøres til genstand for offentlig drøftelse. En kommunalbestyrelses beslutning om at leje eller udleje fast ejendom måtte efter indenrigsministeriets opfattelse sidestilles med en sag om køb eller salg af fast ejendom. I sådanne sager vil spørgsmålet om selve dispositionen og vilkårne for denne ofte foreligge til bedømmelse samtidig. En kommunalbestyrelses stillingtagen til, om den pågældende disposition skal foretages, vil i øvrigt naturligt være afhængig af oplysning om, hvilke vilkår kommunalbestyrelsen kan opnå hos køber eller lejer. Indenrigsministeriet fandt herefter ikke at kunne kritisere, at en borgmester havde placeret en sag om udleje og vilkårne herfor i sin helhed på dagsordensudkastet til behandling for lukkede døre. Man fandt heller ikke at kunne kritisere, at kommunalbestyrelsen ved sin godkendelse af dagsordensudkastet stiltiende accepterede, at sagen i sin helhed blev optaget på dagsordenen til drøftelse for lukkede døre. Den fulde tekst Behandling af sag for lukkede døre I skrivelse af 25. juli 1983 har kommunalbestyrelsen forelagt indenrigsministeriet en udtalelse, som tilsynsrådet for Vestsjællands amt har afgivet den 18. juli 1983 om nogle proceduremæssige spørgsmål, som den 7. juli 1983 blev rejst over for tilsynsrådet af et medlem af Høng kommunalbestyrelse. De spørgsmål, som ønskes vurderet, er følgende: 1. Burde sagen om udleje af Sæby-Hallenslev skole have været behandlet for åbne eller lukkede døre på kommunalbestyrelsens ordinære møde den 7. juni 1983. 2 Burde det ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde, som den socialdemokratiske gruppe den 16. juni 1983 anmodede om at få indkaldt til, have været berammet til et tidligere tidspunkt end til den 5. juni 1983 kl. 19.00. Ad punkt 1. Det fremgår af sagen, at spørgsmålet om udleje af Sæby-Hallenslev skole blev behandlet på kommunalbestyrelsens møder den 1. marts og 5. april 1983 for åbne døre. På mødet den 5. april 1983 tiltrådte kommunalbestyrelsen økonomiudvalgets indstilling, hvorefter skolen ikke skulle udlejes. Som grundlag for kommunalbestyrelsens behandling på mødet for lukkede døre den 7. juni 1983 af udlejesagen, forelå en skrivelse af 28. maj 1983 fra Dansk Friskoleforening, bilagt udkast til lejekontrakt. Kommunalbestyrelsen afvise på dette møde at udleje Sæby-Hallenslev skole. I forbindelse med tilsynsrådets behandling af sagen har borgmesteren påpeget, at intet medlem af kommunalbestyrelsen på mødet den 7. juni 1983 ved mødets begyndelse havde bemærkninger til dagsordensudkastet, hvorefter udlejesagen skulle behandles for lukkede døre, og at kommunalbestyrelsen derfor stiltiende og i enighed har godkendt punktets placering på dagsordenen. Heller ikke under dagsordenspunktets behandling fremkom bemærkninger til spørgsmålet. Tilsynsrådet har i udtalelsen af 18. juni 1983 givet udtryk for den opfattelse, at det principielle spørgsmål om udleje af Sæby-Hallenslev skole burde have været behandlet for åbne døre den 7. juni 1983, hvorimod spørgsmpålet om fastsættelsen af lejevilkår skulle behandles på mødet for lukkede døre. Under henvisning til, at kommunalbestyrelsen godkendte forslaget til dagsordenen på mødet har tilsynsrådet ikke fundet at kunne foretage sig videre i sagen. Ad punkt 2. Hvad angår spørgsmålet om tidspunktet for det ekstraordinære mødes afholdelse fremgår det af sagen, at den socialdemokratiske gruppe i skrivelse af 16. juni 1983 anmodede om at få indkaldt til et ekstraordinært møde om udlejesagen - gerne som aftenmøde. I skrivelse af 17. juni 1983 meddelte borgmesteren, at mødet ville blive afholdt den 5. juli 1983 kl. 19.00 efter afholdelsen af det ordinære kommunalbestyrelsesmøde samme dag kl. 17.00. I tidsrummet 17. juni 1983 til 5. juli 1983 blev der ikke gjort indsigelse mod tidspunktet for mødets afholdelse, hvilket efter borgmesterens opfattelse må fortolkes derhen, at fastsættelse af tid og sted er accepteret af alle uden forbehold. Tilsynesrådet har herom udtalt, at borgmesteren burde have fastsat et tidligere tidspunkt for det ekstraordinære mødes afholdelse. Tilsynsrådet har herved bemærket, at der inden tidspunktet for det ekstraordinære mødes afholdelse afholdtes ordinært kommunalbestyrelsesmøde. Under henvisning til, at borgmesteren allerede dagen efter anmodningen om afholdelse af det ekstraordinære møde meddelte formanden for den socialdemokratiske gruppe, hvornår mødet ville blive afholdt, og under henvisning til, at der ikke blev protesteret mod tidspunktet fra den socialdemokratiske gruppes side, har tilsynesrådet heller ikke for så vidt angår dette punkt fundet at kunne foretage sig videre i sagen. Indenrigsministeriet har i anledning af kommunalbestyrelsens henvendelse anmodet om en udtalelse fra tilsynsrådet for Vestsjællands amt, der den 8. september 1983 har meddelt, at rådet kan henholde sig til udtalelsen af 18. juli 1983. Tilsynsrådet har supplerende oplyst følgende: Ad punkt 1. Da spørgsmålet om bl.a. Sæby-Hallenslev skolens fortsatte eksistens har været genstand for megen drøftelse i kommunen, har tilsynsrådet ment, at spørgsmålet om skolens anvendelse var af en sådan interesse for kommunens borgere, at sagen burde behandles på et møde for åbne døre, og at ingen forhandlingsmæssige grund talte herimod. Ad punkt 2. Der er ikke i den kommunale styrelseslov regler for, hvornår et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, som et mindretal ønsker afholdt, skal berammes. Det er tilsynsrådets opfattelse, at sådane møder om verserende sager normalt bør afholdes hurtigst muligt. Det forekommer under alle omstændigheder noget usædvanligt, at mødet fastlægges til et tidspunkt, hvor der forinden har været afholdt ordinært mdøe i kommunalbestyrelsen. I skrivelse af 25. juli 1983 til indenrigsministeriet har kommunalbestyrelsen ad punkt 1 yderligere henledt opmærksomheden på, at der i mødet den 7. juni 1983 umiddelbart forud for, at det nævnte punkt også var til behandling for lukkede døre, var optaget en sag om betingelserne for udleje af Reerslev skole, og at denne sag i prioncippet indeholdt det samme som sagen om udleje af Sæby-Hallenslev skole. Endelig har borgmesteren på et møde her i ministeriet den 7. december 1983 yderligere redegjort for sin opfattelse af sagen. Ad punkt 2 har kommunalbestyrelsen i skrivelsen af 25. juli 1983 over for indenrigsministeriet oplyst, at da der i anmodningen af 16. juli 1983 var fremsat ønske om et aftenmøde, blev dette fastsat til kl. 19.00 den 5. juli 1983 (efter afholdelse af kommunalbestyrelsens ordinære møde kl. 17.00). Valget af tidspunkt var endvidere begrundet i - hvilket borgmesteren også meddelte formanden for den socialdemokratiske gruppe i skrivelsen af 17. juni 1983 - at sagen i sit indhold var identisk med, hvad der tidligere havde været bekendt for kommunalbestyrelsens medlemmer, og som havde været medvirkende grundlag for de beslutninger, som kommunalbestyrelsen havde truffet, og der var således efter borgmesterens mening tale om en gentagelse af en tidligere behandlet og afsluttet sag. I denne anledning skal indenrigsministeriet udtale følgende: Ad punkt 1. Ifølge § 10 i lov om kommunernes styrelse er det hovedreglen, at kommunalbestyrelsens møder er offentlige. Kommunalbestyrelsen kan dog bestemme, at en sag skal behandles for lukkede døre efter et skøn over, om dette findes nødvendigt eller ønskeligt på grund af sagens beskaffenhed. Behandlingen af sager for lukkede døre må således have undtagelsens karakter og være begrundet i den enkelte sags beskaffenhed. I normalforretningsordennes § 1, som imidlertid ikke kan anses for udtømmende for så vidt angår forhold, der kan begrunde at dørene lukkes, er angivet tre grupper af sager - herunder sager om køb og salg af fast ejendom - der som udgangspunkt skal behandles for lukkede døre. Den nævnte bestemmelse er ikke en udvidelse eller indskrænkning i styrelseslovens § 10, men er alene det forslag til dagsorden, som kommunalbestyrelsen skal tage stilling til ved mødets begyndelse. Det er således kommunalbestyrelsen, der skal vurdere, om den pågældende sag, der af borgmestreren på dagsordensudkastet er foreslået behandlet for lukkede døre, er af en sådan karakter, at dens afgørelse forudsætter behandling for lukkede døre. De hensyn der herefter i praksis hyppigst vil føre til dørlukning, f.eks. ved behandlingen af sager vedrørende køb og salg af fast ejendom, er navnlig hensynet til de kommunale myndigheders mulighed for at kunne disponere økonomisk hensigtsmæssigt og hensynet til, at den enkelte borgers (sælgers eller købers) personlige og økonomiske forhold ikke gøres til genstand for offentlig drøftelse. Efter indenrigsministeriets opfattelse må en sag, der vedrører en kommunalbestyrelses beslutning om at leje eller udleje fast ejendom sidestilles med en sag om køb eller salg af fast ejendom. I sådanne sager vil spørgsmålet om selve dispositionen og vilkårene for denne ofte foreligge til bedømmelse samtidig. En kommunalbestyrelses stillingetagen til, om den pågældende disposition skal foretages, vil i øvrigt naturligt være afhængig af oplysning om, hvilke vilkår kommunalbestyrelsen kan opnå hos køber eller lejer. Indenrigsministeriet finder på denne baggrund ikke at kunne kritisere, at borgmesteren på udkastet til dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 7. juni 1983 havde placeret sagen om udleje og vilkårne herfor i sin helhed på dagsordensudkastet til behandling for lukkede døre, ligesom man heller ikke finder at kunne kritisere, at kommunalbestyrelsen ved sin godkendelse af borgmesterens dagsordensudkast accepterede, at sagen i sin helhed blev optaget på dagsordenen til drøftelse for lukkede døre. Det bemærkes endvidere, at den omstændighed at en sag har været behandlet for lukkede døre ikke i sig selv indebærer, at der påphviler et kommunalbestyrelsesmedlem tavshedspligt efter lovgivningens regler herom om, hvad der er passeret på mødet. Et kommunalbestyrelsesmedlem vil således, såfremt det kan ske uden at røbe forhold, der må betragtes som fortrolige, f.eks. oplysninger om personlige eller økonomiske forhold vedrørende enkelte personer, efter mødet kunne referere sin opfattelse af og stillingtagen til sagen. Hvis der ikke er tale om personlige, herunder personlige økonomiske forhold, kan forholdet i øvrigt være det, at de hensyn, der har bevirket at sagen er blevet behandlet for lukkede døre, efter nogen tid ikke længere gøre sig gældende, således at der ikke længere kan antages at bestå nogen tavshedspligt for et kommunalbestyrelsesmedlem. Et medlem må imidlertid altid selv bære risikoen for, om vedkommende, ved at udtale sig om hvad der er passeret på et lukket møde, bryder en tavshedspligt og derved pådrager sig strafansvaar. Ad punkt 2. Der er ikke - jfr. også tilsynsrådets udtalelse af 8. september 1983 - i den kommunale styrelseslov fortsat regler for, til hvilket tidspunkt et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, som begæres indkaldt, bør berammes. Indenrigsministeriet er enigt med tilsynsrådet i, at et ekstraordinræt mdøe bør søges afholdt snarest muligt. Såfremt det ikke måtte være muligt at afholde mødet, inden det nsæte ordinære møde i kommunalbestyrelsen findes sted, vil indenrigsministeriet tinde det rettest, at det spørgsmål, som har givet anledning til ønsket om indkaldelse af ekstraordinært møde, optages som et særligt punkt på dagsordensudkastet for det førstkommende ordinære møde. Den sene besvarelse beklages. Tilsynesårdet for Vestsjællands amt er underrettet om foranstående. P.M.V. E.B. Johan Erichsen Officielle noter Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1984 1.4

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 170 Forslag til lov om aktie- og anpartsselskaber (selskabsloven). Af økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen (KF)). Fremsat skr 25/3 09 Tillæg A 5804 Lovf som fremsat 25/3 09 Tillæg A 5279 1.beh 14/4 09 FF 5393 Betænkning 15/5 09 Tillæg B 1143 2.beh 19/5 09 FF 7705 Lovf optrykt efter 2.beh 19/5 09 3.beh 29/5 09 FF 8389 Lovf som vedt 29/5 09 Tillæg C 791 Lov nr 470 af 12. juni 2009 Ordførere: (1.beh) Jacob Jensen (V), Jens Christian Lund (S), Colette L. Brix (DF), Karsten Hønge (SF), Mike Legarth (KF), Morten Helveg Petersen (RV), Frank Aaen (udpeget af EL) (EL). Ministre: (1.beh) økonomi- og erhvervsministeren (Lene Espersen). Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget(ERU). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Den nye selskabslov samler aktie- og anpartsselskabslovene og gør dem mere sammenhængende, moderne og fleksible. Selskabets ejere får fuld fleksibilitet med hensyn til valg af selskabets struktur og ledelsesorganer, men også ansvar for løbende og konkret at vurdere, om f.eks. det rigtige beslutningsgrundlag er til stede, eller om der er behov for ekstern bistand. Kravet til en minimumskapital for anpartsselskaber opretholdes, men nedsættes fra de gældende 125.000 kr. til 80.000 kr. Lovforslaget fremsattes på baggrund af en betænkning fra Udvalget til modernisering af den danske selskabslovgivning. Loven indeholder administrative lettelser for ca. 142 mio. kr. årligt, afhængigt af hvor mange selskaber der gør brug af de mange frivillige undtagelsesmuligheder i forslaget. Ved ændringsforslag blev den oprindelig foreslåede mindste kapital i anpartsselskaber på 50.000 kr. hævet til 80.000 kr. Kapitaltabsreglen skærpes, således at et selskabs egenkapital altid skal udgøre mindst 62.500 kr. Efter 2 år fra ikrafttrædelsen foretages der en evaluering af selskabsloven, herunder virkningerne af lempelsen af kapitalkravet for anpartsselskaber fra 125.000 kr. til 80.000 kr., og behovet for yderligere justeringer drøftes på baggrund heraf. Alle selskaber skal udarbejde en mellembalance, hvis selskabets seneste årsrapport er ældre end 6 måneder på tidspunktet for den ekstraordinære udlodning. Mellembalancen skal gennemgås og påtegnes af revisor, hvis selskabet er underlagt revisionspligt. Afstemning: Lovforslaget vedtaget med 106 stemmer (V, S DF, SF, KF, RV og LA) mod 2 (EL). End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (20. marts 2019) Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om produktsikkerhed (Bemyndigelse til at fastsætte mængdebegrænsning ved salg af lattergaspatroner) (Lovforslag nr. L 208) Lovforslaget har til hensigt at gøre det vanskeligere at anvende lattergas som rusmiddel. Med lovforslaget foreslås det derfor, at erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om mængdeberæsning ved salg af lattergaspatroner fra erhvervsdrivende til private forbrugere, samt at Sikkerhedsstyrelsen kan kontrollere dette. En mængdebegrænsning vil gøre det lettere for Sikkerhedsstyrelsen at løfte bevisbyrden for, hvorvidt et salg er ulovligt. Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om ophævelse af cirkulære om forretningsorden for Danmarks Erhvervsråd § 1. Cirkulære nr. 84 af 5. august 2002 om forretningsorden for Danmarks Erhvervsråd ophæves den 14. juli 2007. Økonomi- og Erhvervsministeriet, den 29. juni 2007 Bendt Bendtsen /Janus Krarup End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under barsel - ej medhold J. nr. 2014-6810-23127 En hotlineassistent blev afskediget under sin barsel. Virksomheden stod i en svær økonomisk situation og måtte afskedige medarbejdere og omstrukturere flere afdelinger. Klagers afdeling blev nedlagt, og hendes arbejdsopgaver overgik til en ny afdeling. Nævnet fandt, at indklagede havde løftet bevisbyrden for, at klager ikke havde været udsat for forskelsbehandling på grund af sin barsel. Nævnet lagde vægt på, at klager til forskel for de øvrige medarbejdere i den nye afdeling ikke havde den tekniske baggrund, indsigt og viden, som var nødvendig for fremadrettet at varetage jobbet hos indklagede. Klager fik derfor ikke medhold. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at klager blev afskediget under sin barselorlov. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget som hotlineassistent under sin barselorlov. Sagsfremstilling Klager blev den 1. juni 2012 ansat som hotlineassistent hos indklagede. Klagers arbejde bestod i at håndtere telefoniske henvendelser fra kunder om indklagedes produkter. Henvendelser af teknisk karakter, som klager ikke kunne svare på, skulle omstilles til indklagedes serviceafdeling, hvor medarbejdere med større teknisk kendskab til indklagedes produkter var ansat. Indklagede var en engrosvirksomhed, der beskæftigede sig med leverancer af vedvarende energiløsninger og indeklimaprodukter, der blev distribueret via byggemarkeder og detailhandelskæder. Klager gik på barselorlov den 21. marts 2013. Den 28. juni 2013 modtog klager en skriftlig opsigelse fra indklagede. Klager havde et opsigelsesvarsel på tre måneder, og ansættelsesforholdet ophørte den 30. september 2013. Begrundelsen for opsigelsen var manglende ordretilgang. Klagers forbund rettede henvendelse til indklagede den 15. juli 2013 med anmodning om en skriftlig redegørelse for, at opsigelsen ikke var begrundet i klagers barselorlov.  Forbundet har oplyst, at det modtog svar fra indklagede den 20. august 2014, hvorefter forbundet skrev til indklagede den 16. september 2014. Forbundet henviser i dette brev til, at indklagede i brevet af 20. august 2014 blandt andet havde skrevet, at klager efter indklagedes subjektive vurdering var den medarbejder, der bedst kunne undværes, samt at de to tilbageværende medarbejdere havde unikke kompetencer. Forbundet fastholdt, at klager var udsat for forskelsbehandling på grund af køn. Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 10. april 2014. Den indklagede virksomhed blev erklæret konkurs ved dekret af 15. september 2014. Boet er indtrådt i sagen. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at hun blev afskediget på grund af barsel. Afskedigelsen er i strid med ligebehandlingsloven, og hun har ret til godtgørelse på 194.840 kr. Indklagede redegjorde i brev af 20. august 2014 til klagers forbund for, at der kun var to tilbageværende medarbejdere i klagers afdeling, som havde de unikke tekniske kompetencer, der var nødvendige for at kunne varetage jobbet som hotlineassistent hos indklagede. Til støtte for deres påstand om, at disse to medarbejdere havde de rette kompetencer vedlagde indklagede beskrivelser af medarbejdernes uddannelser og erfaring. Klager stiller sig uforstående overfor indklagedes vurdering af, at de to tilbageværende medarbejdere skulle have bedre kvalifikationer til at varetaget jobbet i den fremtidige hotline end klager. Klager mener ikke, at stillingen krævede større indsigt og viden om indklagedes produkter end den viden, hun havde på tidspunktet for afskedigelsen. Klager er enig med indklagede i, at hun ikke havde ledelsesmæssig erfaring. Klager påpeger, at hun forud for barselorloven telefonisk håndterede kundehenvendelser vedrørende tekniske forhold omkring indklagedes produkter. Klager havde derfor stor viden om indklagedes produkter. I de tilfælde, hvor klager og de øvrige hotlineassistenter ikke kunne svare på kundens spørgsmål om solcelleanlæg, var det efter aftale med ledelsen legalt at rette henvendelse til en medarbejder hos indklagede, der havde specialviden om det pågældende produkt. I forhold til henvendelser vedrørende pilleovne, varmepumper, kogeplader, frysere, gasovne m.m var alle ansatte i hotlinen blevet grundigt oplært i at kunne svare på henvendelser fra kunder. Det var således sjældent, at klager fik stillet et spørgsmål, som hun ikke kunne besvare. I de sjældne tilfælde, hvor klager eller hendes kolleger ikke kunne svare på kundens spørgsmål, var det muligt at rette henvendelse til en montør eller en af sælgerne fra Sverige. Klager er derfor ikke enig med indklagede i, hun ikke havde tilstrækkelig viden om indklagedes produkter, samt at de to tilbageværende medarbejdere alene på grund af deres erfaring og uddannelse skulle være bedre egnet til at varetage jobbet fremover i hotlinen. Klager havde den nødvendige viden om indklagedes produkter. Hvis indklagede vurderede, at stillingen krævede særlig teknisk indsigt kunne dette opnås med oplæring/undervisning. Indklagede har derfor ikke løftet bevisbyrden for, at klagers graviditet ikke var årsagen til, at hun blev afskediget. Indklagede gør gældende, at opsigelsen af klager ikke er begrundet i fravær som følge af barselorloven. Afskedigelsen af klager skete som følge af indklagedes daværende svære økonomiske situation. Indklagede oplevede fra ultimo 2012 en svigtende ordretilgang som nødvendiggjorde, at indklagede i 2013 var nødsaget til at omstrukturere selskabet, herunder foretage personalereduktioner med henblik på at effektivisere driften. I første halvdel af 2013 opsagde indklagede løbende medarbejdere. I juni 2013, havde indklagede opsagt 61 medarbejdere fordelt på alle selskabets afdelinger, herunder seks medarbejdere i klagers afdeling. Nedskæringerne i indklagedes afdelinger fik også betydning for serviceafdelingen, som før nedskæringen havde fungeret som afdelingen, der håndterede de opkald, som ikke kunne besvares i hotlinen, hvor klager var ansat. Nedlæggelsen af serviceafdelingen medførte, at hotlinen ikke længere kunne henvise henvendelser af mere teknisk karakter til (den nu nedlagte) serviceafdelingen. Hotlinens medarbejdere skulle derimod fremover selv svare på alle kundehenvendelser. Indklagede vurderede på den baggrund, at hotlinen fremover nødvendigvis skulle varetages af medarbejdere, der kunne besvare alle typer af kundehenvendelser, herunder de henvendelser der tidligere ville være blevet henvist til serviceafdelingen. Medarbejderne i hotlinen skulle således fremover have den nødvendige tekniske baggrund og indsigt til blandt andet at kunne gå på indklagedes lager, skille et produkt ad og sende produktet eller de relevante reservedele til kunden. Klagers afdeling bestod oprindeligt af ni medarbejdere. Udover klager bestod afdelingen efter nedskæringerne af yderligere to medarbejdere, hvoraf chefen for hotline-afdelingen var den ene, og klagers kollega, som således også havde været ansat som hotline-assistent var den anden. Indklagede valgte at lade disse to medarbejdere varetage den fremtidige funktion i hotlinen. Chefen for afdelingen havde erfaring som servicechef, lagerchef og specialarbejder og havde på den baggrund den tekniske indsigt i indklagedes produkter, som var en nødvendig kompetence i den fremtidige hotline. Klagers kollega var uddannet mekaniker og havde således en teknisk baggrund og viden, som var tilsvarende nødvendig i den fremtidige hotline. Klager, derimod havde ingen teknisk baggrund, indsigt eller viden om indklagedes produkter. Klager besad ikke de nødvendige kvalifikationer, erfaringer eller det nødvendige uddannelsesniveau, som fremadrettet ville være en nødvendighed for at kunne varetage flere af funktionerne i hotlinen. Indklagede vurderede i denne sammenhæng, at klager ikke uden betydelig oplæring eller undervisning ville kunne varetage stillingen fremadrettet i hotlinen. Indklagedes økonomiske situation taget i betragtning, ville det være umuligt at finde midler til en sådan oplæring eller undervisning. Indklagede vurderede på den baggrund, at klager var den medarbejder, der bedst kunne undværes i den fremadrettede varetagelse af funktionerne i hotlinen. Da der ikke var flere ledige stillinger hos indklagede, var der heller ikke en mulighed for at omplacere klager til en anden stilling. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet. Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold. Indklagede har oplyst, at klager blev afskediget som led i en større afskedigelsesrunde, der berørte alle afdelinger hos indklagede, og at klager blev afskediget som den ene af de tre tilbageværende i hotlinen, der før nedskæringerne blev bemandet af ni medarbejdere. Afskedigelsesrunden medførte blandt andet, at henvendelser af mere teknisk karakter, der tidligere havde været henvist til den nu nedlagte serviceafdeling, fremover skulle varetages af hotlinen. Klager har ikke bestridt disse oplysninger, der derfor kan lægges til grund. Nævnet finder, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at klagers afholdelse af barselorlov hverken helt eller delvist har haft betydning for afskedigelsen af klager. Nævnet har herved lagt vægt på, at klager til forskel fra de tilbageværende kolleger ikke havde den tekniske baggrund, indsigt og viden, som var nødvendig for fremadrettet at kunne varetage jobbet som hotlineassistent hos indklagede, og at klager derfor var den, der bedst kunne undværes. Klager får derfor ikke medhold i klagen. <2014-6810-23127>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En restaurationsvirksomhed var indklaget for Arbejdsretten med påstand om bod for 1) at have afskediget ansatte med løfte om genansættelse alene for at kunne undgå at betale overtidstillæg m.v. og 2) at have undladt at betale værdi af kostpenge for de ansatte under sygdom. Virksomheden blev frifundet for påstand 1), da sagen først var indbragt for Arbejdsretten 1 1/2 år efter, at der var blevet taget forbehold herom under et organisationsmøde og for påstand 2), da det lagdes til grund, at virksomheden ikke havde bestridt, at den havde været forpligtet til at betale kostpengeværdi, og at der var sket betaling heraf, efter at kravet var blevet opgjort beløbsmæssigt. Den fulde tekst Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Sarroe, Sløk, Spang-Hanssen og Strube. Bod 2.3.2. Passivitet. Underbetaling. Bod ikke pålagt på grund af klagerens passivitet med hensyn til sagens indbringelse for Arbejdsretten.(* 1) (* 2) Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet den 18. januar 1991 indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S for Arbejdsretten med følgende påstande: DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S tilpligtes at overholde gældende overenskomst og for begåede overenskomstbrud at betale en bod fastsat efter Arbejdsrettens skøn til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet. Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter har pådraget sig organisationsansvar og tilpligtes at betale en bod fastsat efter Arbejdsrettens skøn til Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet. Spørgsmålet om efterbetaling henskydes til almindelig fagretlig behandling. Indklagede har påstået frifindelse. Sagen vedrører 2 spørgsmål: 1. Afskedigelse af deltidsansatte den 30. november 1988 i perioden 15. december til 31. december 1988 med tilbud om genansættelse pr. 1. januar 1989 og med tilbud om at arbejde som reserver i juleperioden med mulighed for flere vagter. Hertil kommer yderligere afskedigelse den 31. maj 1989 af deltidsansatte pr. 15. juni 1989 med tilbud om ansættelse som løsarbejdere efter denne dato. 2. Manglende udbetaling af kostværdi ved sygdom i perioden efter den 1. januar 1989, efter at denne ordning havde været suspenderet fra den 1. april 1987. DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S er medlem af Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter og dermed omfattet af denne arbejdsgiverorganisations overenskomst med Hotel- og Restaurationspersonalets Samvirke. De overenskomster, der har interesse for denne sag, er henholdsvis fra 1987 og 1989. De bestemmelser, der vedrører deltidsansatte, er §§ 5, 7, 8, 9 og 10 samt §§ 43 og 44, mens bestemmelsen om kostværdi findes i § 15. Den tvist, der foreligger til påkendelse, skal ses på baggrund af resultatet af et mæglingsmøde den 16. oktober 1987, hvor man bl.a. drøftede, at deltidsansatte ikke var blevet aflønnet med overtidstillæg i henhold til overenskomstens § 8, at ansatte uden ansættelsesbevis arbejdede i faste vagtplaner og havde krav på overtidstillæg, ligeledes i henhold til § 8, samt at der i flere tilfælde ikke blev udbetalt kostværditillæg i sygdomsperioder. På et organisationsmøde den 31. maj 1988 opnåedes der enighed om, at der skulle efterbetales i alt 350.000 kr. for manglende overtidstillæg og manglende afregning af kostværditillæg under sygdom. Beløbet dækkede tillige et beløb for mistet fridagskompensation. Ad 1. (Afskedigelserne). Den 30. november 1988 afskedigede DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S de deltidsansatte weekendmedarbejdere i perioden 15. december til 31. december 1988. Dette skete ved følgende skrivelse, idet bemærkes, at N.K. og P.P. står for Niels Klim og Peder Paars: »På baggrund af jule sejlplanen, bliver virksomheden nødsaget til at opsige dig, eller vagtændre dig. Der er fordele i at blive opsagt, fordi at du derfor kan tage flere vagter i jule ferien. Det skal dog understreges at hvis du vælger at blive opsagt, vil du blive genansat den 1/1-89. Som det også fremgår af opsigelsen. De deltids ansatte som har vagter på N.K. kan også vagtændres, hvis opsigelse ikke ønskes. Se vedlagte aftale. Alle deltids ansatte som har vagter på P.P. om søndagen kl. 10.15, vil blive opsagt, da P.P. har fået ændret sine sejltider, og at det ikke er muligt at vagtændre.« Skrivelsen var vedlagt følgende opsigelse: »På baggrund af julesejlads, opsiges du hermed i din deltids ansættelse på NK/PP pr. d. 1/12-88 med fratrædelse d. 15/12- 88. Dog med genansættelse pr d 1/1-89.« Der blev afholdt mæglingsmøde den 31. marts 1989. Af mæglingsmødereferatet fremgår bl.a. følgende: »HRF gjorde gældende, at virksomheden i strid med overenskomsten havde afskediget et antal medarbejdere med for kort varsel op til jul, med henblik på at undgå at skulle betale tillæg for arbejde på helligdage og overarbejde i perioden 16. december 1988 - 31. december 1988. HRF krævede efterbetaling for manglende opsigelsesvarsel, overtidsbetaling og helligdagsbetaling og havde endvidere fremlagt arbejdskort m.v. for at godtgøre kravets størrelse. HRF krævede endvidere skærpet bod, idet HRF påstod, at der var tale om bevidst overenskomstbrud. .......... AHR tog forbehold overfor HRF's påstande og anbringender. Dels fordi der ikke er tale om et specificeret krav og dels fordi teksten relaterer sig til en fortolkning af virksomhedens driftsmæssige dispositioner. HRF fremførte, at AHR's mæglingsrepræsentanter gjorde sig skyldig i organisationsansvar, idet man ikke ville erkende det overenskomststridige i virksomhedens påståede omgåelse af overenskomsten og ikke ønskede at medvirke til klarlæggelse af bruddets omfang. HRF tog forbehold for at kræve AHR idømt bod for organisationsansvar. AHR afviste enhver form for ansvar. For det første fordi HRF's krav hidhører fra en fortolkningstvist, der ikke kan afgøres ved mægling. For det andet fordi HRF i strid med »vejledende retningslinier« ikke har fremsendt specificeret krav før mæglingsmødet. For det tredje fordi kravet ej heller blev specificeret på mæglingsmødet og for det fjerde fordi det ej heller er afklaret nøjagtig om, hvem der er omfattet af hvilke opsigelsesvarsler.' De fastansatte deltidsbeskæftigede blev igen opsagt den 31. maj 1989 med virkning fra den 15. juni 1989 og i stedet tilbudt ansættelse som løsarbejdere pr. 15. juni 1989. Organisationsmøde i sagen blev afholdt den 22. juni 1989. Om afskedigelserne i november 1988 hedder det i organisationsmødereferatet: »I forbindelse med opsigelse af 15 fast deltidsansatte op til julen 1988 påstår HRF, at virksomheden bevidst har omgået overenskomsten, og har opfordret medarbejderne til overenskomstbrud. Der skal til de medarbejdere, der har fulgt virksomhedens opfordring ske en efterbetaling. HRF kræver skærpet bod af virksomheden for bevidst omgåelse af overenskomsten. AHR tilbød en forligsmæssig løsning af sagen, hvilken HRF ikke kunne acceptere. Enighed kunne ikke opnås. HRF tog forbehold for at rejse organisationsansvar over for AHR. HRF forbeholdt sig ret til at videreføre sagen.« Den 13. juli 1989 blev der afholdt fællesmøde om sagen. På mødet fastholdt Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, at afskedigelserne den 30. november 1988 var foretaget for at omgå overenskomsten. Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter var ikke enig heri. Fra arbejdstagerside tog man forbehold om at indbringe sagen for Arbejdsretten med krav om efterbetaling samt bod. Ad 2. (Kostværditillægget under sygdom). På grundlag af lønudbetalingssedlerne for januar og februar 1989 rejste Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet over for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S spørgsmål om, hvorvidt der var udbetalt kostværditillæg under sygdom. Af en fremlagt lønseddel fremgår det, at der inden træk af kildeskat er medregnet kostværditillæg med 528 kr. med fradrag af 72 kr. for 3 sygedage, hvorefter der i nettobeløbet efter kildeskattetræk er fradraget 528 kr. og tillagt 72 kr. I den anledning blev spørgsmålet behandlet på det den 31. marts 1989 afholdte møde, hvor man enedes om, at begge parter skulle sende en opgørelse over den manglende betaling. Den 13. april 1989 fremsendte forbundet sin opstilling. I denne opstilling er kostværditillægget for hele måneden medtaget inden beregning af kildeskat, mens der i nettobeløbet alene er fratrukket kosttillæg for de dage, hvor den pågældende medarbejder har været beskæftiget. Dette giver en difference på den pågældende lønseddel på 35 kr. i lønmodtagerens favør. Til trods for flere rykkerskrivelser fra forbundet blev spørgsmålet først behandlet på organisationsmødet den 22. juni 1989. På mødet blev der ikke opnået enighed. På fællesmødet den 13. juli 1989 blev det erkendt, at der ikke var udbetalt kostværditillæg under sygdom, og man enedes om, at der skulle ske efterbetaling fra den 1. januar 1989. Det hedder videre i mødereferatet: »Fra Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund gjorde man endvidere gældende, at virksomheden havde pådraget sig bodsansvar, idet der var tale om et gentagelsestilfælde, og at AHR havde pådraget sig organisationsansvar ved ikke at pålægge virksomheden at bringe overenskomstbruddet til ophør. Heroverfor gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at man regnskabsmæssigt og skattemæssigt havde udarbejdet lønsedler i den tro, at de indeholdt kostværdibeløbet under sygdom og derfor har handlet i god tro og således ikke har pådraget sig bodsansvar. For så vidt angår AHR, gjorde man fra arbejdsgiverside gældende, at man havde fulgt sagen op, så hurtigt det praktisk lod sig gøre og mener derfor ej heller at have begået nogen handling eller undladelse, hvorved man havde pådraget sig et organisationsansvar. Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig ret til at videreføre sagen for Arbejdsretten med krav om bod.« Den 27. juli 1989 fremsendtes efterbetalingsbeløbet 9.936 kr. Der er afgivet forklaring af arrangementchef Jesper Scanholm, inspektør Jan Kithler, fuldmægtig Stefan Høy Falsner og afdelingsformand Finn Lyck. Jesper Scanholm har forklaret, at han i 1988 til 1989 var driftschef for færgerestauranterne. De deltidsbeskæftigede er normalt ansat fredag, lørdag og søndag. Problemet var, at op mod julen brydes det sædvanlige rejsemønster. Dette, sammenholdt med at den ene af færgerne fik omlagt sin fartplan og startede turene fra Kalundborg, nødvendiggjorde opsigelsen i 1988. Der var i alt 8, der blev opsagt. 5 af disse kom tilbage. Jan Kithler har forklaret, at de deltidsansatte medarbejdere om bord i Niels Klim blev i vagterne, men med ændret vagtturnus. Problemet opstod, navnlig fordi Peder Paars's ruteplan blev ændret, således at den søndag morgen påbegyndte sejladsen fra Kalundborg og ikke som normalt fra Århus. Der var kun 8, der fik den pågældende opsigelse, og 5 af disse tog imod tilbuddet. Med hensyn til opsigelserne i maj var baggrunden den, at der under sommersejladsen var behov for mere mandskab. Resultatet af disse opsigelser blev, at de fleste af de deltidsbeskæftigede blev heltidsbeskæftigede. Stefan Høy Falsner har forklaret, at han i Arbejdsgiverforeningen for Hoteller og Restauranter blev sat på den opgave at foretage en beregning af, om der var blevet udbetalt kostværditillæg korrekt. DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S var klar over, at der skulle udbetales et sådant tillæg. Man var samtidig sikker på, at man også havde gjort det. Han foretog i den anledning nogle beregninger, som han redegjorde for i et brev af 14. juni 1989. Dette brev lyder således: »Ved gennemgangen har man kunnet konstatere en forskel i bruttolønnen, der foreligger før skatteberegningen. Ifølge DSB, er bruttolønnen kr. 14.804,00 mens HRF udregner den til 14.876,74. Forskellen ligger tilsyneladende i, at DSB fratrækker de 3 dages kostværdi to gange, hvilket udligner hinanden. Som reglerne er, skal den ansatte beskattes af 22 kostdage af kr. 24,00 hertil kommer at den ansatte skal have udbetalt 3 dages kost, svarende til værdien efter skattetræk. Dette er tilsyneladende ikke sket i det foreliggende eksempel, idet der mangler kr. 35,00. Der er således tale om, at nok er den ansatte blevet beskattet af de 3 dages kostværdi på kr. 72,00, men differencen op til kr. 72,00 er ej blevet udbetalt. DSB Færgerestauranter bør således ændre sin udregningsmåde for fremtiden.« Afdelingsformand Finn Lyck har forklaret, at kostværditillægget indgik med ca. 60.000 kr. i det tidligere forlig. Under forhandlingerne om kostværditillægget i 1989 var man enige om principperne. I marts 1989 fremlagde forbundet sine lønsedler, og det var hans opfattelse, at arbejdsgiversiden herefter straks kunne tage stilling til efterbetalingsspørgsmålet. Til støtte for klagen er det gjort gældende, at DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S har brudt overenskomsten ved at afskedige de deltidsansatte i perioden fra den 15. december til den 31. december 1988. Dette er udelukkende sket for at undgå betaling af overtidstillæg og forskudttidstillæg m.v., idet de afskedigede i perioden arbejdede som reserver på mindst fuld tid. Det må anses som en skærpende omstændighed, at man tidligere har omgået overenskomsten ved at kalde deltidsansatte i fast vagtplan for reserver og derved undgå at betale forskellige tillæg, og at man efter sagens påbegyndelse igen afskedigede de deltidsansatte den 15. juni 1989. Overenskomsten er endvidere brudt, ved at man har undladt at betale kostværditillæg for de ansatte under sygdom. Allerede i februar 1989 blev spørgsmålet rejst, men først efter et fællesmøde den 13. juli 1989 blev beløbet betalt den 27. juli 1989. Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter har efter klagernes opfattelse pådraget sig organisationsansvar ved ikke at erkende, at DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S har handlet overenskomststridigt ved at afskedige de deltidsansatte i juleperioden 1988 samt ved ikke at pålægge virksomheden at udbetale kostværditillæg allerede i februar 1989. Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har indklagede navnlig anført, at ethvert krav, såvel mod DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S som mod Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter, er bortfaldet som følge af klagernes passivitet, idet klagerne undlod at udnytte de under fællesmødet den 13. juli 1989 tagne forbehold og ventede med at indbringe sagen for Arbejdsretten i 1 1/2 år. Sagen er derfor ikke forfulgt inden for en rimelig tid. De indklagede har yderligere anført, at virksomheden ikke har brudt overenskomsten ved at afskedige de deltidsansatte i julen 1988. Disse afskedigelser er driftsmæssigt begrundet. I perioder, hvor sejlplanen omlægges, er det driftsøkonomisk uhensigtsmæssigt at opretholde beskæftigelsen af deltidsansatte, hvorfor det har været fuldt i overensstemmelse med overenskomsten i stedet at ansætte personale på andre ansættelsesvilkår, og det kan derfor ikke være et brud på overenskomsten at tilbyde de deltidsansatte beskæftigelse på disse ændrede vilkår. Med hensyn til spørgsmålet om betaling af kostværditillæg under sygdom har de indklagede anført, at man på intet tidspunkt har bestridt berettigelsen af, at medarbejderne skulle have et sådant tillæg. Tiden er alene gået med at regne på de foreliggende tal, og indtil resultatet af disse beregninger forelå, har virksomheden været i god tro. Umiddelbart efter at de talmæssige problemer var bragt på det rene, betalte virksomheden det skyldige beløb. Arbejdsretten skal udtale: Det er af afgørende betydning, at en sag om et påstået overenskomstbrud forfølges inden for en rimelig tid, ikke mindst for at sikre, at de fornødne bevisligheder kan forelægges for Arbejdsretten. I det foreliggende tilfælde blev sagen indbragt for Arbejdsretten 1 1/2 år efter, at man tog forbehold herom. Under de således foreliggende omstændigheder finder Arbejdsretten, uanset indholdet af afskedigelsesskrivelserne, at der ikke er grundlag for at pålægge bod. I overensstemmelse med påstanden har retten ikke taget stilling til et eventuelt efterbetalingsspørgsmål. Vedrørende betaling af kosttillæg for sygdom, finder retten ikke at kunne forkaste de indklagedes anbringende om, at dette spørgsmål i foråret 1989 alene beroede på en talmæssig gennemgang af de foreliggende regneeksempler. Da forholdet var klarlagt, blev det fra virksomhedens side erkendt, at der skulle ske efterbetaling, og denne efterbetaling skete i umiddelbar tilslutning hertil. På denne baggrund finder Arbejdsretten, at der heller ikke er forskyldt bod for så vidt angår dette forhold. Som følge af det anførte tager Arbejdsretten herefter de indklagedes frifindelsespåstand om bod til følge. T h i k e n d e s f o r r e t : De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB- færgerestauranter og færgekiosker A/S, frifindes for påstanden om bod. I sagsomkostninger skal hver af parterne betale 1.000 kr. til Arbejdsretten. Officielle noter (* 1) Henvisninger: K. 91.244, K. 90.297 (A 1991, s.75), K. 89.403 (A 1990, s.101), K. 88.027 (A 1988, s.119).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Medlemmet fortsatte driften af vvs-forretning efter sin ægtefælles død i 1994. Pr. 31. december 1999 solgte hun hele virksomheden, bortset fra lokalerne, som blev udlejet til køberen. Efter køberens ønske arbejdede hun i forretningen i 16 timer pr. uge i starten. Inden overdragelsen søgte medlemmet råd og vejledning i Arbejdsløshedskassens afdeling og fik den klare opfattelse, at hun kunne anses for ophørt under de givne omstændigheder. Efter overdragelsen og tilmeldingen som ledig fandt arbejdsløshedskassen, at hun arbejdede i lejers/købers virksomhed og derfor ikke var dagpengeberettiget. Direktoratet lagde vægt på, at hendes ansættelse i virksomheden i 16 timer pr. uge i en overgangsperiode var en betingelse for købers overtagelse. Direktoratet lagde også vægt på, at der var tale om samme type vvs-virksomhed og derfor ikke en ny selvstændig virksomhed. Derfor har beskæftigelsen i virksomheden betydning for ophøret med den tidligere virksomhed, jf. ophørsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Ankenævnet ændrede direktoratets afgørelse. Medlemmet opfyldte betingelserne for at blive anset for ophørt mere end midlertidigt med drift af selvstændig virksomhed pr. 31. december 1999. Derfor var medlemmet ikke afskåret fra ret til dagpenge på grund af sin tidligere virksomhedsudøvelse. Ankenævnet lagde til grund, at medlemmet solgte sin virksomhed pr. 31. december 1999 og udlejede forretningens lokaler til køber, som fik forkøbsret til dels at købe lokalerne til samme pris, som nogen udenforstående tredjemand måtte byde, dels at have ret til at lade forkøbsretten tinglyse som byrde på ejendommen. Der var således ikke tale om, at medlemmet bortforpagtede eller udlejede virksomheden, hvorfor ophørsbekendtgørelsens § 4 ikke fandt anvendelse. Ophøret skulle herefter afgøres efter bekendtgørelsens § 3. Ankenævnet lagde også til grund, at kontrakten som salg af virksomheden indeholdte en konkurrenceklausul, der udelukkede medlemmet fra deltagelse i nogen anden vvs-forretning i xxx med omliggende kommuner de næste 10 år, også som ansat, at konventionalboden udgjorde 100.000 kr. for hver overtrædelse, at der kunne nedlægges fogedforbud uden sikkerhedsstillelse, og at medlemmet i tilfælde af overtrædelse ville blive ansvarlig for købers tab i øvrigt i den forbindelse. Ankenævnet fandt derfor efter en konkret vurdering, at betingelserne i arbejdsløshedsforsikrings lovens § 57, stk. 3, og i Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse § 3, stk. 1, var opfyldt. Den fulde tekst Ophør med selvstændig virksomhed Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens sagsfremstilling: "På ledighedserklæring dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomheden er et ApS, at virksomheden begyndte i 1969, at De begyndte i virksomheden i 1974, at virksomheden ophørte ved salg/overdragelse den 31. december 1999, at De tilmeldte Dem arbejdsformidlingen den 3. januar 2000, og at De gennemsnitligt har brugt 40 timer pr. uge på virksomheden. På skema med supplerende oplysninger dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomheden er en udlejningsejendom, at virksomheden ejes af Dem, og at De ingen timer bruger på virksomheden. På erklæringsskema dateret den 21. december 1999 har De oplyst, at virksomhedens branche er VVS, at der er ansatte i virksomheden, at der er åbent fra kl. 9.00 - 18.00, at Deres arbejdsopgaver er lønningsregnskab, tilbudsgivning, bogholderi samt andre forefaldende opgaver, og at omsætningen var på 5.611.050 kr. i 1998 og på 4.000.000 kr. i 1999. Den 14. februar 2000 traf a-kassen afgørelse i sagen. Ifølge afgørelsen har De ikke ret til dagpenge, da De arbejder i lejers/købers virksomhed. Den 8. marts 2000 klagede De over arbejdsløshedskassens afgørelse. I klagen anførte De blandt andet, at De håber på en dispensation, at De og Deres ægtefælle gennem flere år drev et VVS-firma, at Deres ægtefælle stod for det tekniske, og De stod for det administrative, at Deres ægtefælle blev syg i 1994 og døde efter kort tids sygdom, at det ved hårdt slid lykkedes Dem og medarbejderne at føre virksomheden videre, at kræfterne er ved at slippe op, at De henvendte Dem til en tidligere udlært, og spurgte om han kunne tænke sig at købe firmaet, at han sagde ja på betingelse af, at De blev og hjalp ham i starten, at De lovede dette, at det blev en betingelse for handlen, at De havde kontaktet arbejdsløshedskassen først, og der fik at vide, at det var i orden, at Deres efterfølger har forkøbsret på ejendommen, som De fortsat ejer, men han har ikke råd til at købe den endnu, og at De ikke kan overskue et afslag. Den 13. marts fastholdt arbejdsløshedskassen afgørelsen og sendte sagen til direktoratet. I oversendelsesbrevet indstiller arbejdsløshedskassen, at der gives dispensation." Direktoratets traf den 14. juni 2000 følgende afgørelse: "De har ikke ret til dagpenge ved ledighed den 3. januar 2000. Begrundelse Dagpenge kan kun udbetales til et medlem, som er ledigt. En selvstændig erhvervsdrivende anses for ledig, når det personlige arbejde i virksomheden er ophørt mere end midlertidigt, jf. § 57, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. seneste lovbekendtgørelse nr. 592 af 14. juli 1999. For at kunne anses for ophørt mere end midlertidigt skal De opfylde en af betingelserne i §§ 3 - 13 i direktoratets bekendtgørelse nr. 294 af 19. maj 1998 om ophør med udøvelse af selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse (ophørsbekendtgørelsen). Direktoratet har lagt vægt på, at en af betingelserne for, at køber/lejer vil overtage den hidtidige VVS-virksomhed er, at De tager ansættelse i virksomheden i en overgangsperiode med 16 timer pr. uge. Direktoratet har endvidere lagt vægt på, at køber/lejer driver samme type virksomhed som den hidtidige VVS-virksomhed. Forudsætningen for at anse købers/lejers virksomhed for ny selvstændig virksomhed er derfor ikke til stede. Dette betyder, at Deres beskæftigelse i virksomheden har betydning for ophøret af den hidtidige VVS-virksomhed, jf. ophørsbekendtgørelsens § 4, stk. 2. Direktoratet finder ikke, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder i sagen, at der er mulighed for at dispensere fra egne regler." Direktoratet skrev samtidig til arbejdsløshedskassen: "Direktoratet har tidligere ved brev af 26. april 2000 anmodet arbejdsløshedskassen om at orientere de relevante medlemmer, hvad der ligger i begrebet "samme virksomhed". Direktoratet kan konstatere, at arbejdsløshedskassen i den konkrete sag tilsyneladende har givet medlemmet indtryk af, at det vil være i overensstemmelse med reglerne, at hun som en betingelse for overdragelsen af virksomheden tager arbejde i lejers/købers virksomhed i en overgangsperiode. Direktoratet skal derfor endnu en gang anmode a-kassen om at indskærpe over for de relevante medlemmer, hvad der ligger i begrebet "samme virksomhed" og orientere om konsekvenserne ved at arbejde i tidligere - nu bortforpagtet/udlejet - virksomhed." Medlemmet skrev den 29. juni 2000: "I henhold til brev af 14.6.2000 vedr. sag nr xxx, tillader jeg mig hermed at klage. Jeg må indrømme, at jeg blev meget chokeret over afslaget, og har først nu fundet ord til en klageskrivelse. Jeg har været medlem af en fagforening, siden jeg var helt ung, først xxx og siden xxx. Jeg har aldrig før søgt hjælp, kun betalt i alle disse år. Jeg var jo så naiv, at jeg troede, arbejdsløshedskassen var til for at hjælpe mig og ikke det modsatte. Jeg er frygtelig skuffet og forvirret men håber på dispensation. Min historie er som følger: Min mand og jeg har arbejdet sammen i vvs-firmaet i mange år. Han stod for det tekniske, og jeg tog mig af det administrative. Pludselig i januar 1994 blev min mand syg efter aldrig før at have haft en sygedag, og man konstaterede cancer. Han døde den 21. februar efter 3 ugers sygdom. Jeg stod så alene med firmaet oven i sorgen, og det krævede selvfølgelig mange kræfter, så der måtte også bruges af reserverne. Men ved hårdt slid og fantastiske medarbejdere lykkedes det at køre firmaet videre, selv om jeg de første fire år følte, jeg hang i fingerspidserne og kunne falde, hvornår det skulle være. Det var en frygtelig tid. Det lykkedes at få firmaet til at gå rigtig godt, og langsomt kom overblikket. Men kræfterne var brugt op, da jeg samtidig kæmpede med en meget slem angst for selv at blive alvorligt syg. Hele mit liv var sove, arbejde og behandling for diverse skavanker, så jeg indså, at situationen var uholdbar. Jeg henvendte mig til en tidligere udlært, som jeg havde stor tillid til, og spurgte, om han kunne tænke sig at købe firmaet. Han blev meget beæret og glad og sagde ja på den betingelse, at jeg blev og hjalp ham i starten, ellers turde han ikke. Det lovede jeg naturligvis, og det blev så en betingelse for handelen. Han er kun 29 år og har selvfølgelig brug for støtte. Samtidig var jeg da også glad for, at han ville bruge mig, da et nyt arbejde godt kan skræmme en ældre dame som mig, der aldrig har arbejdet med edb og ikke har den store selvtillid. Det ja til at hjælpe blev selvfølgelig ikke givet uden kontakt til arbejdsløshedskassen, som jeg spurgte først. Da jeg af natur er meget forsigtig, havde jeg flere møder med xxx, arbejdsløshedskassen Vejle, for at sikre, alt var i orden, også at jeg blev i firmaet. Jeg følte, xxx var dygtig med megen erfaring og en meget hjælpsom og engageret person, og hun ville spørge juristerne i arbejdsløshedskassen Kbh, hvis hun var i tvivl om noget. Svaret blev, at det var i orden. Jeg var glad og lettet over at slippe det tunge ansvar, da jeg afhændede ved årsskiftet. Men glæden og lettelsen blev til depression, da jeg modtog afslaget. Jeg ringede naturligvis straks til xxx for at få hjælp, og vi var begge enige om, at det måtte være en misforståelse, som hun nok skulle tage sig af. Vi havde jo undersøgt det hele så grundigt. Men nej, hun var frygtelig ked af det og sagde, at jeg skulle tage det roligt og søge dispensation. Set i bakspejlet føler jeg umuligt, at jeg kunne have sikret mig bedre, end jeg gjorde, og alligevel havde xxx overset noget, jeg ikke helt forstår - leje/forpagtning. Min efterfølger har forkøbsret på ejendommen, som jeg så stadig ejer, men han har jo ikke råd til at købe den endnu. Han har jo lige brugt mange penge til at købe firmaet. Jeg er ked af al denne ulejlighed men beder indtrængende om dispensation, da jeg overhovedet ikke kan overskue konsekvenserne af et afslag. Jeg håber meget på forståelse og et hurtigt svar, da jeg har det meget skidt med denne utryghed. Det er næsten værre, end før jeg solgte." Direktoratet fandt den 3. juli 2000, at der ikke var kommet nye oplysninger, der gav anledning til at ændre afgørelsen. Arbejdsløshedskassen skrev den 21. september 2000 til ankenævnet: "I forbindelse med behandlingen af klagesagen i Arbejdsmarkedets Ankenævn har vores medlem rettet henvendelse til arbejdsløshedskassen for at få oplyst, hvorvidt vi kan komme med en udtalelse om rådgivningsforløbet på vores regionskontor i Vejle vedrørende opstarten af medlemmets ansøgning om dagpenge. Til sagen skal arbejdsløshedskassen supplerende oplyse, at vi på vores regionskontor i Vejle har vejledt og rådgivet medlemmet i forbindelse med, at hun skulle ansøge om dagpenge, idet vores medlem rettede personlig henvendelse til arbejdsløshedskassens medarbejder xxx. Selve ansøgning om dagpenge med tilhørende dokumentation blev afleveret efter denne samtale. Arbejdsløshedskassen skal hermed oplyse, at der ved denne vejledende samtale ikke blev oplyst om reglerne i ophørsbekendtgørelsens § 4, stk. 2, med tilhørende vejledning vedrørende arbejde for køberen /lejeren af ens virksomhed." Arbejdsmarkedets Ankenævnet ændrede Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens afgørelse.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling I medfør af §§ 39, 63 og 84 i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 646 af 18. december 1985, som ændret ved lov nr. 220 af 22. april 1987, efter bemyndigelse i henhold til lovens § 73 samt under hensyn til Rådets direktiv 80/836/EURATOM, som ændret ved direktiv 84/467/EURATOM, fastsættes: § 1. Denne bekendtgørelse omfatter erhvert arbejde med ioniserende stråling. Bestemmelserne i § 3, stk. 3, samt §§ 5 og 6 finder dog kun anvendelse på arbejde for en arbejdsgiver. Stk. 2. Arbejde med ioniserende stråling må kun udføres af personer, hvis helbredstilstand ikke derved udsættes for forringelse. § 2. Enhver, der skal udføre arbejde under forhold, som normalt kan udsætte vedkommende for ioniserende stråling i doser, der overstiger 15mSv pr. år, skal gennemgå en lægeundersøgelse med henblik på at bestemme vedkommendes egnethed til det pågældende arbejde. Lægeundersøgelsen skal finde sted, så vidt muligt inden arbejdet påbegyndes og senest 1 uge efter dette tidspunkt. For virksomheder eller grupper af virksomheder, hvor særlige forhold taler herfor, kan Direktøren for Arbejdstilsynet efter forhandling med Sundhedsstyrelsen forlænge tidsfristen for undersøgelsen med indtil 4 måneder. Direktøren for Arbejdstilsynet kan fastsætte nærmere regler om fritagelse for undersøgelse af personer, som tidligere er undersøgt i medfør af denne bestemmelse. § 3. Enhver, der udfører arbejde som anført i § 2, skal gennemgå en rutinemæssig kontrol af helbredstilstanden med henblik på en vurdering af, om vedkommende fortsat er egnet til at udføre det pågældende arbejde. Kontrollen fastlægges og udføres under hensyn til arten og omfanget af udsættelsen for ioniserende stråling samt til den pågældendes helbredstilstand. Helbredstilstanden skal dog vurderes mindst een gang årligt og hyppigere, hvis bestrålingsforholdene eller helbredstilstanden kræver det. Stk. 2. Helbredskontrollen skal suppleres med de yderligere undersøgelser, dekontamineringer og øjeblikkelige medicinske behandlinger, som lægen anser for nødvendige. Stk. 3. Arbejdsgiveren skal meddele lægen alle nødvendige oplysninger til brug for kontrollen m.v. af ansatte. § 4. Såfremt en person på grund af uregelmæssigheder som følge af uheld, fejlbetjening eller af andre årsager er blevet eller må formodes at være blevet udsat for ioniserende stråling i mere end det tilladelige omfang, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 838 af 10. december 1986, skal arbejdsgiveren omgående træffe de fornødne sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Arbejdsgiveren skal endvidere underrette den i § 5, stk. 1, nævnte læge eller, hvis en sådan ikke er foreskrevet, pågældende arbejdslæge, Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålehygiejne, samt virksomhedens sikkerhedsorganisation. For personer, der ikke udfører arbejde for en arbejdsgiver, påhviler nævnte pligter den pågældende selv. Stk. 2. Lægen skal snarest muligt foretage de fornødne undersøgelser af den pågældende. § 5. Til ethvert arbejdssted, hvor beskæftigelse af den i § 2 nævnte art forekommer, skal der være knyttet en uden for denne beskæftigelse stående læge, som til stadighed skal holde sig underrettet om det pågældende arbejde og de dermed forbundne sundhedsmæssige problemer. Stk. 2. Denne læge foretager de i §§ 2-4 omhandlede undersøgelser. Den i § 2 omhandlede undersøgelse kan dog foretages af den af den ansatte sædvanligt benyttede læge. § 6. Udgifterne til lægeundersøgelser m.v. af ansatte efter denne bekendtgørelse afholdes af arbejdsgiveren. Stk. 2. Arbejdsgiveren skal sørge for, at lægeundersøgelser m.v. kan foregå uden tab af indtægt for de ansatte og normalt i arbejdstiden. § 7. Direktøren for Arbejdstilsynet kan efter forhandling med Sundhedsstyrelsen fastsætte nærmere regler om de i §§ 2-4 nævnte lægeundersøgelser m.v. Stk. 2. Den læge, der foretager undersøgelse i henhold til § 2, indsender erklæring om undersøgelsen til Arbejdstilsynet og orienterer de undersøgte om resultatet. Arbejdstilsynet meddeler den pågældende arbejdsgiver eller, såfremt arbejdet ikke skal udføres for en arbejdsgiver, den undersøgte, om arbejdet kan påbegyndes. Stk. 3. Den læge, der foretager kontrol m.v. i henhold til §§ 3 og 4, indsender erklæring om kontrollen m.v. til Arbejdstilsynet og orienterer de undersøgte om resultatet. Resultatet af kontrollen m.v. af ansatte må ikke overlades til arbejdsgiveren. Arbejdstilsynet træffer beslutning om eventuelt nødvendige foranstaltninger, om fornødent efter forhandling med Sundhedsstyrelsen. Stk. 4. Arbejdstilsynet træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at resultaterne af lægeundersøgelserne m.v. opbevares mindst 30 år efter den pågældendes ophør med arbejde, der medfører udsættelse for ioniserende stråling. § 8. Med bøde eller hæfte straffes den, der 1) overtræder § 1, stk. 2, §§ 2-5 og § 7, stk. 2 og 3, eller 2) ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen. Stk. 2. For overtrædelse, der begås af aktieselskaber, andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. For overtrædelser begået af staten, en kommune eller et kommunalt fællesskab, der er omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges staten, kommunen eller det pågældende fællesskab bødeansvar. § 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. april 1990. Stk. 2. Samtidig ophæves Arbejdsministeriets bekendtgørelse nr. 53 af 29. februar 1972 om lægelig kontrol med arbejde med ioniserende stråling. Direktoratet for Arbejdstilsynet, den 23. marts 1990 Erik Andersen / Thomas Philbert Nielsen Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Resumé Ved ansættelsen af en syntetisk indgangsværdi ved beregning af avance ved salg af børsnoterede aktier kunne klager ikke benytte sin ægtefælles bundfradrag med tilbagevirkende kraft. Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. Syntetisk indgangsværdi - beregning af avance - salg af børsnoterede aktier Sagen drejer sig om ansættelse af syntetisk indgangsværdi ved beregning af avance ved salg af børsnoterede aktier, herunder om klageren kan benyttet ægtefælles bundfradrag med tilbagevirkende kraft. Sagen er indbragt for Landsskatteretten i medfør af den tidligere skattestyrelseslovs § 21, stk. 5. Landsskatterettens afgørelse Indkomståret 2001 Aktie indkomst Skattemyndigheden har opgjort fortjenesten ved salg af aktier til 106.500 kr. Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens ansættelse. Indkomståret 2002 Aktie indkomst Skattemyndigheden har opgjort fortjenesten ved salg af aktier til 57.880 kr. Landsskatteretten stadfæster skattemyndighedens ansættelse. Sagens oplysninger Klageren erhvervede før indkomståret 1993 aktier i Danske Bank. I indkomstårene 2001 og 2002 afhændede klageren alle aktierne. Af aktieoversigten fremgår det, at pr. 31. december 1993 oversteg kursværdien beløbsgrænsen, og at beholdningen i perioden indtil 2001 kun var under beløbsgrænsen i 1994 og 1995, når der ikke anvendes dobbelt bundfradrag. Den 20. marts 1999 indgik klageren ægteskab, hvorfor klageren fra og med 1997 anså sig for omfattet af reglerne om dobbelt bundfradrag og benyttede kursen med udgangen af 2000 som indgangsværdi. Skattemyndighedens afgørelse Anskaffelsessummen skal beregnes ud fra kursværdien pr. 31. december 1993. Værdien af beholdningen af børsnoterede aktier oversteg den 31. december 1993 beløbsgrænsen. Derfor skal der beregnes indgangsværdier fra dette tidspunkt. Ligeledes ses beholdningen at have overskredet beløbsgrænsen igen i 1996 og 1998. Klageren indgik først ægteskab den 20. marts 1999. Derfor er han ikke berettiget til at anvende dobbeltbundgrænse for gifte i 1998. Kravet er, at ægtefællerne skal være samlevende hele året. Der henvises til aktieavancebeskatningslovens § 7 om indgangsværdier, når beløbsgrænsen overskrides. Ligeledes henvises der til reglerne om, at en samlevende ægtefælles beholdning af børsnoterede aktier medregnes ved opgørelse af, om bundgrænsen inden for 3 år er overskredet, ifølge samme lovs § 4, stk. 2. Dette er gældende fra det indkomstår, hvor ægtefællerne har været samlevende hele året, jf. kildeskattelovens § 4. Klagerens påstand og argumenter Der er fremsat påstand om, at anskaffelsessummen beregnes ud fra kursværdien pr. 31. december 2000. Der er nedlagt subsidiær påstand om, at anskaffelsessummen beregnes ud fra kursværdien pr. 31. december 1997. Beholdningen de forudgående 3 år (1997 – 1999) har ligget under bundgrænsen, hvorfor aktiernes anskaffelsessum skal opgøres til værdien pr. 31. december 2000, hvor beløbsgrænsen overskrides. Klageren er berettiget til at anvende reglerne om dobbelt bundgrænse for ægtefæller i perioden 1997 - 1999, idet han på afståelsestidspunktet var gift, hvilket er afgørende for anvendelse af de nye regler om dobbelt bundfradrag. Der er skattefrihed ved salg af børsnoterede aktier, såfremt kursværdien af den samlede beholdning ved udløbet af et indkomstår eller inden for de seneste 3 år ikke har oversteget det regulerede grundbeløb. For samlevende ægtefæller er bundgrænsen i 1997 214.600 kr. og i 2000 234.600 kr. Overskrides denne beløbsgrænse, skal der fastsættes indgangsværdier. Det følger af aktieavancebeskatningslovens § 7, stk. 1, blandt andet, at ved udløbet af det indkomstår, hvor aktiebeholdningen overstiger bundgrænsen, skal aktiernes anskaffelsessum opgøres til værdien på dette tidspunkt, såfremt beholdningen de forudgående 3 år har ligget under bundgrænsen. Ved afståelse i indkomståret 2000 opfyldes betingelser for at opgøre aktiernes anskaffelsessum til værdien pr. 31. december 2000, da beholdningen har ligget under beløbsgrænsen de forudgående 3 år. Over for skatteforvaltningens afgørelse om, at klageren ikke er berettiget til at anvende grundbeløbet for gifte for indkomståret 1998, gøres gældende, at når skatteyderen er gift, medregnes en samlevende ægtefælles beholdning ved opgørelse af, om grænsen inden for de tre år er overskredet, jf. aktieavancebeskatningslovens § 4, stk. 2, 4. pkt. Videre følger det af lovforslag nr. 154 1999/2000, at det er afgørende, om ægtefællernes samlede beholdning af aktier de seneste tre år ikke har oversteget bundgrænsen, og det er uden betydning, om den skattepligtiges egen beholdning isoleret set har oversteget 100.000 kr. grænsen i samme tidsrum. Derfor gøres det gældende, at klageren er berettiget til at anvende regler om dobbelt bundfradrag for ægtefæller, idet han på afståelsestidspunktet var gift. Og derfor skal den syntetiske indgangsværdi pr. 31. december 2000 anvendes, idet beholdningen på dette tidspunkt oversteg grundbeløbet. Dermed realiseres et tab og ikke som antaget af skatteforvaltningen en fortjeneste. Videre følger det: ”Af bestemmelsen i 5. pkt. fremgår, at der efter 3. pkt. skal anvendes et dobbelt bundfradrag, når vi har at gøre med samlevende ægtefæller. Det følger herefter af den direkte ordlyd af 3. pkt., at man ved vurderingen af, om skatteyderen har holdt sig under beløbsgrænsen for skattefrihed de seneste tre år, skal anvende et dobbelt bundfradrag, når vedkommende vel og mærke er gift og samlevende med ægtefællen i salgsåret. Sammenfattende gøres det således gældende, at det følger af en strikt ordlydsfortolkning af dagældende aktieavancebeskatningslovs § 7 smh. med § 4, stk. 2, særligt formuleringen af dagældende § 4, stk. 2, 5. pkt., at klageren er berettiget til et dobbelt bundfradrag. ” Endelig fremgår det: ”Som drøftet i forbindelse med vores behagelige kontorforhandling gøres det gældende, at det følger af fast Højesteretspraksis, at der ikke er mulighed for at foretage væsentlige begrænsninger af retsregler, der er begunstigende overfor skatteyder, medmindre dette har klart belæg i lovbestemmelsens ordlyd eller forarbejder til bestemmelsen. I nærværende sag kan det konstateres, at det klart fremgår af lovbestemmelsens ordlyd, jf. ovenfor, at der i den foreliggende situation haves retskrav på dobbelt bundfradrag. Det kan videre konstateres, at der ikke er belæg for en indskrænkende fortolkning af denne bestemmelse efter bestemmelsens egen ordlyd eller efter forarbejderne til bestemmelsen. Reale hensyn og øvrige fortolkningsdata kan derfor ikke føre frem til, at man vælger at forstå bestemmelsen således, at der først opnås adgang til dobbelt bundfradrag fra året efter indgåelsen af ægteskabet og fremefter. Det følger således klart af bestemmelsens ordlyd, særligt dagældende § 4, stk. 2, 5. pkt., at der haves retskrav på dobbelt bundfradrag med tilbagevirkende kraft. Som anført skal vi så vidt angår almindelige fortolkningsprincipper i det hele henvise til Skatteministeriets notat dateret den 6. januar 1998 med titlen "Notat om tabte højesteretsdomme i 1996". I dette notat anføres det i forbindelse med sammenfatningen på side 27 bl.a. følgende "Dommene siger, at når der ikke er klart belæg i lovbestemmelsens ordlyd eller forarbejder, kan myndighederne ikke foretage væsentlige begrænsninger i retsregler, der er begunstigende overfor skatteyder. " Det gøres sammenfattende gældende, at en fortolkning i overensstemmelse med de principper, der er redegjort for i omtalte notat fra Skatteministeriet, medfører, at der skal gives fuldt medhold i nærværende sag.” SKAT’s indstilling SKAT har indstillet, at skatteforvaltningens afgørelse stadfæstes. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Hvis kursværdien af den skattepligtiges beholdning af aktier ved udløbet af et indkomstår, umiddelbart før en afståelse eller umiddelbart efter en erhvervelse af børsnoterede aktier overstiger et reguleret grundbeløb, mens kursværdien på det senest forudgående af de nævnte tidspunkter var på det regulerede grundbeløb eller derunder, anses børsnoterede aktier, som den skattepligtige har erhvervet tre år eller mere forud for det tidspunkt, hvor kursværdien overstiger det regulerede grundbeløb, for erhvervet for aktiernes kursværdi på sidstnævnte tidspunkt. Det fremgår af den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 7, stk. 1. Det følger heraf, at den syntetiske indgangsværdi ansættes til aktiernes kursværdi på det måletidspunkt, hvor det konstateres, at den samlede kursværdi har oversteget det regulerede grundbeløb. Det er en betingelse for skattefritagelse, at kursværdien for den skattepligtiges samlede beholdning af børsnoterede aktier ikke inden for de seneste tre år har oversteget grundbeløbet. Det fremgår af den dagældende aktieavancebeskatningslovs § 4, stk. 2. Har beholdningen engang overskredet beløbsgrænsen, vil kursen på dette tidspunkt skulle regnes som den syntetiske indgangsværdi. Først når beholdningen igen bliver skattefritaget - når beholdningen i en periode på mindst 3 år har været under grundbeløbet - vil denne indgangsværdi skulle ændres til et senere måletidspunkt. Af samme bestemmelse fremgår det af 4. pkt., at har den skattepligtige for hele det pågældende indkomstår være samlevende med en ægtefælle, medregnes ægtefællens beholdning, og beløbsgrænsen fordobles. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag L 154 1999/00, til nr. 7, at ”en samlevende ægtefællens beholdning medregnes ved opgørelse af, om grænsen inden for de tre år er overskredet, jf. § 4, stk. 2, 4. pkt. ”Ægtefællens beholdning medregnes i de indkomstår, hvor ægtefællerne har været samlevende hele året, jf. kildeskattelovens § 4.” Klageren blev gift i 1999 og er omfattet af reglerne om dobbelt bundfradrag fra og med indkomståret 2000. Kursværdien på den samlede beholdning af aktier oversteg beløbsgrænsen ved udløbet af indkomståret 1993. I 1994 og 1995 var værdien under beløbsgrænsen, men igen den 12. december 1996 var beholdningen over beløbsgrænsen og kom først igen under beløbsgrænsen i 2001. Det er den først konstaterede kursværdi, hvor beholdningen er skattepligtig, når beholdningen ikke i en 3-årig perioden har været under beløbsgrænsen, der anses for at være den syntetiske indgangsværdi. Dette er kursværdien pr. den 31. december 1993. Skatteforvaltningens afgørelse stadfæstes.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om forbud mod indførsel af visse sælungeskind m.v. I medfør af § 59, stk. 4, jf. stk. 2, § 60 b, stk. 2, og § 66, stk. 2, i lov om naturfredning, jf. lovbekendtgørelse nr. 530 af 10. oktober 1984 samt under henvisning til rådets direktiv (EØF) nr. 83/129 af 28. marts 1983 om indførsel i fællesskabet af visse sælungeskind og varer heraf som ændret senest ved rådets direktiv (EØF) nr. 89/370 af 8. juni 1989 fastsættes: § 1. De i bilag 1 nævnte varer af visse sælunger (grønlandssæl og klapmyds) må ikke indføres i erhvervsmæssigt øjemed. Stk. 2. Varer, der er opført på bilaget, og som er indført efter 1. oktober 1983, må ikke sælges, købes eller på anden måde gøres til genstand for erhvervsmæssig udnyttelse. § 2. Bestemmelsen i § 1 omfatter ikke varer, som stammer fra inuitbefolkningernes traditionelle sælfangst. Bestemmelsen omfatter således ikke sådanne varer fra Grønland. Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen udsteder eventuelt fornødne erklæringer om oprindelse og lignede samt kan i særlige tilfælde, hvor forbuddet i § 1 har åbenbart urimelige virkninger, gøre undtagelse fra § 1. Skov- og Naturstyrelsens afgørelser kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. § 3. Kontrollen med overholdelse af bestemmelsen i § 1. jfr. § 2, føres af toldvæsenet ved varens indførsel, f.eks. ved fortoldning eller oplæggelse hos private virksomheder i Københavns frihavn. § 4. Overtrædelse af § 1 straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i henhold til anden lovgivning. Stk. 2. For overtrædelse, der er begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. § 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 15. april 1990. Miljøministeriet, den 28. marts 1990 Lone Dybkjær /Ole Christiansen Bilag Bilag til § 1 i miljøministeriets bekendtgørelse om forbud mod indførsel af visse sælungeskind m.v. --------------------------------------------------------------------- Nr. Position i den fælles Varebeskrivelse toldtarif --------------------------------------------------------------------- 1 ex 43.01 Rå pelsskind og pelsskind, garvede ex 43.02 A eller beredte (herunder pelsskind eller dele af pelsskind, sammensyede til plader, kors og lignende) - af grønlandssælunger (»whitecoats«) - af klapmydsunger (»bluebacks«) 2 ex 43.03 Varer af pelsskind omhandlet i nr. 1 --------------------------------------------------------------------- Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse 247-10 om arbejdsskade - erhvervsevnetab - ledighedsydelse - fleksjob - lovhjemmel Resume: Selv om skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse, mister skadelidte ikke retten til midlertidig erstatning efter de særlige regler om fastsættelse af tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob eller er i fleksjob. Ankestyrelsen vurderede, at det ikke tilstrækkeligt tydeligt fremgik af loven og lovbemærkningerne, at skadelidte mister retten til midlertidig erstatning, hvis skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse. En sådan regulering bør have klar lovhjemmel. Det indgik i Ankestyrelsens vurdering, at den særlige beregningsregel er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra en formålsfortolkning må vurderes indskrænkende. I sag nr.1 [Principafgørelse 247-10] fandt Ankestyrelsen, at sikrede skulle have en midlertidig erstatning på 20 procent i de perioder, hvor hun modtog ledighedsydelse, og afslag på erstatning i de perioder, hvor hun var i fleksjob. Beregningen blev foretaget på baggrund af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og indtjeningen i fleksjobbet/ledighedsydelsens størrelse. Sikredes forudbestående sygdom indgik i vurderingen. I sag nr. 2 [Principafgørelse 248-10] fandt Ankestyrelsen, at sikrede skulle have en midlertidig erstatning på 25 procent for perioden, hvor han var i fleksjob. I den efterfølgende periode, hvor sikrede modtog ledighedsydelse, skulle han have en midlertidig erstatning på 65 procent. Beregningen blev foretaget på baggrund af forskellen mellem indtjeningen før arbejdsskaden og indtjeningen i fleksjobbet/ledighedsydelsens størrelse. Love: Lov om arbejdsskadesikring - lovbekendtgørelse nr. 848 af 7. september 2009 - § 17a Afgørelse: Ankestyrelsen har i principielt ankemøde truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne som følge af din rygsygdom. Vi har behandlet sagen principielt for at afklare praksis i forhold til tilkendelse af erstatning for tab af erhvervsevne til personer der er tilkendt fleksjob og efterfølgende modtager ledighedsydelse. Resultatet er – Du har i perioderne fra 1. oktober 2006 til og med 28. maj 2007 og igen fra 1. december 2008 til og med 3. maj 2009 modtaget ledighedsydelse og har i disse perioder ret til en midlertidig løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 20 procent. – Du har ikke ret til erstatning for tab af erhvervsevne i de perioder, hvor du har været i fleksjob, idet arbejdsskadens følger i disse perioder ikke har medført en nedsat indtjening på mindst 15 procent i forhold til din indtjening forud for arbejdsskaden. Vi er således kommet til det samme resultat som Arbejdsskadestyrelsen, bortset fra en mindre ændring i perioden for den midlertidige erstatning. Der var enighed på mødet. På de næste sider kan du læse om begrundelse, regler med videre. Begrundelsen for afgørelsen om hvilke perioder du har ret til midlertidig erstatning: Ankestyrelsen vurderer, at en person, der er visiteret til fleksjob har ret til midlertidig erstatning, hvis personen efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse. Tabet af erhvervsevne for personer, der efter en arbejdsskade er visiteret til fleksjob, fastsættes på baggrund af forskellen mellem hvad skadelidte kunne tjene forud for arbejdsskaden og ledighedsydelsen eller indtjeningen i fleksjob jævnfør § 17 a. , stk. 1. Af lovens § 17 a. , stk. 3, fremgår, at Arbejdsskadestyrelsen træffer midlertidig afgørelse efter stk. 1, når tilskadekomne modtager ledighedsydelse. Ankestyrelsen vurderer, at det ikke tydeligt af lovbemærkningerne fremgår, at skadelidte mister retten til midlertidig erstatning efter § 17 a. , stk. 3 hvis skadelidte efter ophør af fleksjob overgår til ledighedsydelse. En sådan regulering bør have klar lovhjemmel. Skadelidte bevarer således retten til at få genoptaget sin sag, hvis fleksjobbet ikke kan bevares. I Ankestyrelsens vurdering er tillige er indgået, at § 17 a. er en undtagelsesbestemmelse, som ud fra en formålsfortolkning må vurderes indskrænkende således at skadelidte i den periode, hvor der modtages ledighedsydelse har ret til en midlertidig løbende ydelse. Begrundelsen for afgørelsen om størrelsen af den midlertidige erstatning for tab af erhvervsevne: I de perioder, hvor du har været i fleksjob har du haft en nedgang i din indtjening i forhold til forud for arbejdsskaden svarende til ca. 20 procent. I de perioder, hvor du har modtaget ledighedsydelse har der været tale om en nedgang i indtjeningen svarende til ca. 40 procent. Du er blandt andet på grund af arbejdsskadens følger visiteret til fleksjob. Du har fra 4. maj 2009 til 13. juli 2009 været i fleksjob i en børnehave. Vi vurderer, at der på baggrund af dine forudbestående gener fra nakken m.v. er grundlag for at foretage et fradrag i erstatningen svarende til cirka halvdelen af dit samlede erhvervsevnetab. Af sagens oplysninger fremgår, at du siden foråret 2004 har klaget over hovedgener med svimmelhed og hyletone for ørerne, som forværres ved stress. Disse symptomer var hovedårsagen til din sygemelding i marts 2004. Ved lægelig udredning blev der fundet to prolapser i nakken. Det er således dokumenteret, at din erhvervsevne forud for arbejdsskadens anmeldelse var påvirket af andet end lænderyggener, idet du havde problemer med smerter i hoved og nakke, samt med koncentration og svimmelhed. Du har fået afslag på anerkendelse af dine nakkegener som erhvervssygdom. Du har fået konstateret en prolaps i nakken og har gener fra skuldre og nakke med udstråling til venstre arm. Dine lænderyggener medfører, at du har behov for skiftende arbejdsstillinger og at du ikke kan varetage arbejdsopgaver med tungere løft. Dine hoved – og nakkegener medfører, at du har svært ved at koncentrere dig i længere tid og at du ikke kan have arbejde der belaster overekstremiteterne i større omfang og næppe arbejde, der kræver brug af hjelm. På baggrund af dine gener har du ikke kunnet fortsætte med dit arbejde som sygehjælper. Du er efter arbejdsprøvning vurderet egnet til et fleksjob svarende til ca. 22 timer med skånehensyn i form af nedsat tid og fysisk belastende arbejde. Af forskellige årsager (konjunkturer mv) modtager du i perioder henholdsvis ledighedsydelse og løn i fleksjob. Du har således fra 2006 til 2009 været inde og ude af fleksjob foreløbigt tre gange. Ankestyrelsen har tillige truffet afgørelse i din sag om dit erhvervsevnetab efter 13. juli 2009. Vi henviser til J.nr. 1217273-10. Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 procent. Sagsfremstilling: Du har i 2008 fået anerkendt en arbejdsbetinget rygsygdom. Du har, som følge af rygsygdommen, daglige smerter og nedsat rygbevægelighed ved sidebøjning, som er vurderet til 8 procent i varigt mén. Du blev i maj 2005 fyret fra dit arbejde som social – og sundhedsassistent i hjemmeplejen iX kommune efter længerevarende sygdom. Din arbejdsevne blev herefter forsøgt afklaret ved to virksomhedspraktikker. Det blev her vurderet, at du med de relevante skånehensyn kunne arbejde 25 timer om ugen. Kommunen vurderede i 2006, at du havde skånebehov i forhold til løft, støj og stress. Du har svimmelhed, kvalme, ubehag, almen utilpashed, som forværres svært under svimmelhedsanfaldene. Du er følsom overfor støj og stress. Derudover er du jævnligt invalideret af en høj hyletone i øret (der er mistanke om morbus Ménière). Du har smerter i nakke og skuldre og føleforstyrrelser med snurrende sovende fornemmelser i fingrene, specielt i venstre hånd. Du har smerter i lænden, som begrænser dig i forhold til siddende arbejde og som påvirker sin nattesøvn. Du kan kun klare lette løft. Kommunen visiterede dig til fleksjob og du overgik den 1. oktober 2006 til ledighedsydelse, hvor du modtog ca. 14.000 kr månedligt. Du påbegyndte et tidsbegrænset fleksjob hos politiet den 29. maj 2007 til ca. 18.000 kr. månedligt (inklusive pension). Den 1. december 2008 opsagde du fleksjobbet hos politiet, da du troede du havde et andet fleksjob på hånden. Du overgik til ledighedsydelse frem til den 4. maj 2009, hvor du påbegyndte fleksjob i en børnehave 20 timer ugentligt til ca. 21.000 kr. månedligt (inkl. pension). Din årsløn forud for skaden er fastsat til 253.000 kr. Årslønnen er ikke anfægtet og Ankestyrelsen har ikke bemærkninger til fastsættelsen. Du havde i forbindelse med dit fleksjob hos politiet i 2007/2008 en indtjening svarende til ca. 222.000 kr. årligt. Dette svarer til en forskel i indtjening på ca.16 procent i forhold til at du, som social –og sundhedsassistent, kunne have tjent ca. 268.000 kr. (2008 niveau). I dit seneste fleksjob fra maj 2009 svarer forskellen i indtjening til ca. 10 procent. Ledighedsydelsen svarer til ca. 14.000 kr. månedlig. Dette svarer til en forskel i indtjening på ca. 40 procent. Oplysningerne fremgår særligt af de kommunale akter. Bemærkninger til klagen Dit forbund har oplyst, at de ikke er enige i vurderingen af fradraget for de øvrige lidelser. De oplyser, at der må tages store hensyn til ryggen i form af afvekslende arbejdsopgaver. Derudover beskrives de indskrænkninger du har i din dagligdag, som følge af dine gener. Forbundet finder således at dine ryggener har langt den største betydning i forhold til din nedsættelse af erhvervsevnen og har bedt om at funktionsattesten fra din læge fra september 2010 indgår i vurderingen. Vi bemærker, at oplysningerne er indgået ved sagens behandling med at de ikke ændrer ved vurderingen. Vi henviser til begrundelsen ovenfor. Oplysningerne i sagen Vi har afgjort sagen på grundlag af De oplysninger, som forelå, da Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse i sagen Arbejdsskadestyrelsens genvurderingsafgørelse af 10. juli 2009 og senere berigtigelse af 7. september 2009. . Ved denne afgørelse fik du tilkendt midlertidig erstatning mens du modtog ledighedsydelse og afslag på erstatning for tab af erhvervsevne mens du modtog løn under fleksjob. Klagen til Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens brev om genvurdering Dit forbund har anmodet om at funktionsattest udarbejdet 15. september 2010 indgår grundlaget.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Delvist afslag på aktindsigt i idékatalog. Ministerbetjeningsdokument. Ekstrahering Svar til journalist 16-11-2015 Sag nr. 15/03807 Delvist afslag på aktindsigt i dokument i Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Jeg har nu færdigbehandlet din sag. Jeg er enig med Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i, at det dokument, som sagen drejer sig om, må anses for at være et ministerbetjeningsdokument, og at det derfor som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 1. Efter min gennemgang af dokumentet er jeg for langt størstedelen af oplysningernes vedkommende også enig i ministeriets vurdering af, hvilke af dem der er ekstraheringspligtige efter offentlighedslovens § 28, stk. 1. Jeg er således enig i, at der i dokumentet er mange oplysninger, der har karakter af interne overvejelser og vurderinger, og som derfor ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Jeg mener dog, at der i dokumentet er enkelte yderligere ekstraheringspligtige oplysninger, jf. offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., end dem, som du har fået indsigt i. Jeg har gjort Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om spørgsmålet om ekstrahering for så vidt angår disse oplysninger. Nedenfor kan du læse nærmere om begrundelsen for resultatet af min undersøgelse. Fra side 9 er der en sagsfremstilling. Ombudsmandens udtalelse 1. Genstanden for min undersøgelse Du anmodede den 9. juli 2015 Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om aktindsigt i alle bilag, der relaterer sig til bl.a. sagsnummer 2015-959-0151. Ministeriet meddelte dig den 3. september 2015 delvist afslag på aktindsigt med henvisning til offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1, og § 24, stk. 1. Ministeriet fandt, at de undtagne dokumenter indeholdt ekstraheringspligtige oplysninger, og udleverede sådanne oplysninger efter offentlighedslovens § 28, stk. 1, bortset fra oplysninger undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 30, nr. 1. Ved afgørelsen fandt ministeriet ikke grundlag for at give dig meraktindsigt efter offentlighedslovens § 14. Samme dag klagede du til mig over ministeriets afgørelse, men du præciserede den 8. september 2015 telefonisk, at din klage kun omfatter den del af ministeriets afgørelse, der vedrører dokumentet ” Idékatalog – Bekæmpelse af terror og ekstremisme: Øget kontrolindsats på udlændingeområdet”. Min undersøgelse drejer sig således alene om aktindsigt i dette dokument. I udtalelsen af 24. september 2015 har ministeriet oplyst, at dokumentet som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 1, men at ministeriet meddelte aktindsigt i de dele af idékataloget, hvor der var tale om egentlige faktuelle oplysninger omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1. 2. Anvendelsen af offentlighedslovens § 24 2.1. Retsgrundlag Bestemmelsen i offentlighedslovens § 24 har denne ordlyd: ”§ 24. Retten til aktindsigt omfatter ikke interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, mellem: 1) Et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder. 2) Forskellige ministerier. Stk. 2. Oplysninger om sagens faktiske grundlag m.v. er efter reglerne i §§ 28 og 29 omfattet af retten til aktindsigt efter lovens almindelige regler uanset stk. 1. Stk. 3. (…). ” Af forarbejderne til bestemmelsen i § 24 fremgår bl.a. følgende (jf. L 144, fremsat den 7. februar 2013, Folketinget 2012-13): ”Det afgørende for, om et dokument eller en oplysning, der udveksles mellem f.eks. to ministerier i stk. 1’s forstand sker i forbindelse med ministerbetjening, er, om udvekslingen sker i en sammenhæng og på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at ministeren har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand. Det vil dog uden videre kunne lægges til grund, at ministeren har brug for rådgivning og bistand, såfremt udvekslingen af dokumenter mellem to forskellige forvaltningsmyndigheder sker i et tilfælde, hvor ministeren selv eller ministersekretariatet på ministerens vegne har bedt embedsværket f.eks. undersøge eller overveje et spørgsmål. I mange tilfælde vil der imidlertid ikke foreligge en konkret ’bestilling’ fra ministeren, og ved vurderingen af, om der er konkret grund til at antage, at der vil opstå et behov for at yde ministeren bistand m.v., må der i stedet for lægges vægt på, om ministeren i den konkrete sammenhæng erfaringsmæssigt får brug for embedsværkets bistand, eller om det i øvrigt ud fra sagens mere eller mindre politiske karakter må forventes, at ministeren får brug herfor. Bestemmelsen i stk. 1 skal fortolkes og anvendes restriktivt, og i tilfælde, hvor der foreligger tvivl om, hvorvidt bestemmelsen finder anvendelse, skal der lægges vægt på, om hensynet til den interne og politiske beslutningsproces taler for, at de pågældende dokumenter eller oplysninger kan undtages fra retten til aktindsigt. Bestemmelsen finder således anvendelse, hvor udvekslingen sker i forbindelse med det, der kan betegnes ’den politiske’ ministerbetjening. Som eksempler på opgaver, der vil være omfattet af bestemmelsen, kan bl.a. nævnes embedsværkets rådgivning af ministeren om mulige politiske problemer i en sag samt løsningen heraf, embedsværkets bistand i forbindelse med forberedelse af forhandlinger med f.eks. andre ministerier eller oppositionen, embedsværkets bistand i forbindelse med ministerens deltagelse i en forespørgselsdebat eller et samråd i Folketinget, embedsværkets bistand i forbindelse med ministerens deltagelse i et telefonisk eller ’fysisk’ møde med andre ministre, embedsværkets udarbejdelse af lovforslag og besvarelse af folketingsspørgsmål samt embedsværkets bistand i forbindelse med forberedelse og iværksættelse af politiske initiativer som politikoplæg, reformprogrammer, handlingsplaner og idékataloger. … Omfattet af bestemmelsen er forskellige typer af interne dokumenter (og oplysninger), der udveksles i forbindelse med ministerbetjening, herunder bl.a. udkast til ’talepapir’ og ’beredskabstalepunkter’, udkast til pressemeddelelser, materiale til brug for pressemøder m.v., udkast til bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål, notater, redegørelser, idékataloger, sagkyndige udtalelser og vurderinger, handlingsplaner m.v. Retsvirkningen af, at et internt dokument eller en intern oplysning anses for omfattet af bestemmelsen i stk. 1, er, at dokumentet eller oplysningen ikke i forbindelse med afgivelsen til en anden forvaltningsmyndighed mister sin interne karakter . Dokumenter eller oplysninger, der udveksles i forbindelse med ministerbetjening, kan således ikke anses for afgivet til udenforstående. Ved udførelsen af opgaver i forbindelse med ministerbetjening kan f.eks. et ministeriums departement og en underordnet styrelse i princippet anses som en (funktionel) enhed. ” 2.2. Min vurdering Blandt de akter, som du har fået indsigt i (helt eller delvist), er den daværende justitsministers besvarelse af spørgsmål nr. 516 (Alm. del), som Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integrationspolitik havde stillet til ministeren den 1. april 2015. Det fremgår af svaret, at justitsministeren ”i tilknytning til indsatsen for et stærkt værn mod terror” havde bedt Justitsministeriet om ”i samarbejde med myndighederne på området at overveje, om vi har de redskaber, der skal til”. I afgørelsen af 3. september 2015 har Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet oplyst, at ministeriet bl.a. har undtaget dokumenter, som er udvekslet mellem Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Statsforvaltningen, Udlændingestyrelsen, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste i forbindelse med samarbejde myndighederne imellem vedrørende øget kontrol på udlændingeområdet. Den 21. maj 2015 sendte Udlændingestyrelsen til Justitsministeriet ” Idékatalog – Bekæmpelse af terror og ekstremisme: Øget kontrolindsats på udlændingeområdet”. Udlændingestyrelsen var på dette tidspunkt en styrelse under Justitsministeriet. Forarbejderne til offentlighedslovens § 24 nævner – som eksempel på opgaver, der vil være omfattet af bestemmelsen – bl.a. embedsværkets bistand i forbindelse med forberedelse og iværksættelse af politiske initiativer som politikoplæg, reformprogrammer, handlingsplaner og idékataloger. Som eksempel på typer af interne dokumenter, der udveksles i forbindelse med ministerbetjening, nævner forarbejderne bl.a. idékataloger. Efter min gennemgang af dokumentet og under hensyn til det, som er anført i forarbejderne, er jeg enig med Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet i, at dokumentet må anses for at være et ministerbetjeningsdokument, og at det derfor som udgangspunkt er undtaget fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 1. 3. Anvendelsen af offentlighedslovens § 28 om ekstrahering 3.1. Retsgrundlag Offentlighedslovens § 28 lyder således: ”§ 28. Retten til aktindsigt i dokumenter omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1-4, omfatter uanset disse bestemmelser oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante for sagen. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i dokumenter, der er omfattet af § 23, § 24, stk. 1, § 25 og § 27, nr. 1-3. Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke, i det omfang 1) det vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug, 2) de pågældende oplysninger fremgår af andre dokumenter, som udleveres i forbindelse med aktindsigten, eller 3) oplysningerne er offentligt tilgængelige. ” Pligten til at ekstrahere oplysninger om en sags faktiske grundlag er nærmere beskrevet i forarbejderne til offentlighedsloven. Følgende fremgår bl.a. af lovforslagets bemærkninger til bestemmelsen i § 28, jf. lovforslag nr. L 144, fremsat den 7. februar 2013, Folketinget 2012-13: ”Bestemmelsen i stk. 1, der fastsætter den såkaldte ’ekstraheringspligt’, viderefører med visse redaktionelle og sproglige ændringer den gældende lovs § 11, stk. 1. Der henvises herom til pkt. 4.1.1.15, jf. pkt. 3.4.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Det afgørende for, om en oplysning skal ekstraheres efter bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt ., er – i lighed med, hvad der følger af gældende ret – om der er tale om egentlige faktuelle oplysninger eller andre oplysninger, der bidrager til at supplere sagens bevismæssige grundlag eller i øvrigt tilvejebringes for at skabe klarhed med hensyn til sagens faktiske grundlag. Udtrykket oplysninger om en sags faktiske grundlag i stk. 1, 1. pkt., omfatter på den baggrund ’egentlige faktuelle oplysninger’, som f.eks. oplysninger i et internt dokument om, at der på en motorvejsstrækning passerer 20.000 biler dagligt eller en oplysning – der bygger på undersøgelser og analyser – om, at der på samme motorvejsstrækning tidligere passerede mellem 20.000 og 50.000 biler dagligt, samt andre oplysninger, der medvirker til at skabe klarhed om sagen, herunder oplysninger om de metoder og forudsætninger, som en forvaltningsmyndighed har anvendt ved fastlæggelsen af de ’egentlige faktuelle oplysninger’. Ekstraheringspligten efter stk. 1, 1. pkt., omfatter ikke interne og eksterne faglige vurderinger samt politiske og strategiske udtalelser, ligesom ekstraheringspligten ikke omfatter tilkendegivelser af standpunkter, argumenter eller vurderinger med hensyn til en sags afgørelse eller oplysninger, der isoleret set gengiver generelle objektive kendsgerninger, der ikke direkte vedrører sagen, f.eks. oplysninger om indholdet af gældende ret. ” For en nærmere beskrivelse af ekstraheringspligten henviser jeg til Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer (2014), s. 476 ff. 3.2. Min vurdering Det fremgår af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets udtalelse af 24. september 2015, at ministeriet vurderede, om der var egentlige faktuelle oplysninger i idékataloget, da idékataloget bl.a. indeholdt oplysninger om Udlændingestyrelsens praksis, efterretningstjenestens praksis, praksis i andre lande samt forslag til fremadrettet praksis i forbindelse med styrkelsen af kontrollen på udlændingeområdet. For så vidt angik oplysningerne vedrørende forslag til fremadrettet praksis i forbindelse med styrkelsen af kontrollen på udlændingeområdet vurderede ministeriet, at disse oplysninger ikke var omfattet af offentlighedslovens § 28, stk. 1, da der var tale om interne overvejelser og vurderinger af intern faglig karakter. Efter min gennemgang af dokumentet er jeg for langt størstedelen af oplysningernes vedkommende enig i ministeriets vurdering af, hvilke af dem der er ekstraheringspligtige efter offentlighedslovens § 28, stk. 1. Jeg er således også enig i, at der i dokumentet er mange oplysninger, der har karakter af interne overvejelser og vurderinger, og som derfor ikke er omfattet af retten til aktindsigt. Jeg mener dog, at der i dokumentet er enkelte yderligere ekstraheringspligtige oplysninger, jf. offentlighedslovens § 28, stk. 1, 1. pkt., end dem, som du har fået indsigt i. Det drejer sig om følgende: – Oplysningerne i 2. afsnit på s. 3 (helt eller delvist) – Oplysningerne i 3. afsnit på s. 4 – Oplysningerne i sidste pkt. af 1. afsnit på s. 6 – Oplysningerne i det midterste afsnit under pkt. 9, Baggrund på s. 7 – Oplysningerne i 2. afsnit på s. 8 – Oplysningerne i 2. afsnit på s. 11 (eventuelt uden den sidste eftersætning) – Oplysningerne i 5. afsnit på side 16 – Oplysningerne i bilag 1 på side 21 Jeg har gjort Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet bekendt med min opfattelse, og jeg har henstillet til ministeriet at genoptage sagen og træffe en ny afgørelse om spørgsmålet om ekstrahering for så vidt angår de nævnte oplysninger. Jeg har ikke herved taget stilling til, om oplysningerne eventuelt kan undtages efter andre bestemmelser i offentlighedsloven. 4. Offentlighedslovens § 14, stk. 1 – meroffentlighed 4.1. Retsgrundlaget Offentlighedslovens § 14, stk. 1, om meroffentlighedsprincippet lyder således: ”§ 14. Det skal i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt overvejes, om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§ 23-35. Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i lov om behandling af personoplysninger. ” 4.2. Min vurdering Det fremgår af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets afgørelse af 3. september 2015, at ministeriet i forbindelse med afgørelsen overvejede, om der efter princippet om meroffentlighed var grundlag for at give dig aktindsigt i de undtagne dokumenter og oplysninger, dvs. bl.a. oplysninger i det dokument, som er omfattet af min undersøgelse. Ministeriet foretog i forhold til disse oplysninger en afvejning af hensynet til den berettigede interesse, du som journalist må antages at have i at få aktindsigt i oplysningerne, over for hensynet til den beskyttelsesinteresse, som ligger bag bestemmelsen i offentlighedslovens § 23, stk. 1 (hensynet til den interne og politiske beslutningsproces). På dette grundlag fandt ministeriet ikke anledning til at give dig meraktindsigt. Efter min gennemgang af de undtagne oplysninger har jeg ikke grundlag for at kritisere ministeriets afgørelse på dette punkt. Jeg har bedt Udlændinge-, Integrations-, og Boligministeriet om at underrette mig om ministeriets nye afgørelse i sagen, men foretager mig i øvrigt ikke mere. Med venlig hilsen Kopi til: Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet Sagsfremstilling Ved e-mail af 9. juli 2015 søgte du Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet om aktindsigt i ”alle bilag, der relaterer sig til” bl.a. sagsnummer 2015-959-0151. Den 3. september 2015 traf ministeriet afgørelse og skrev bl.a. følgende: ”Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har desuden undtaget dokumenter fra aktindsigt i sagerne med j.nr. 2015-0032/27-0120 og 2015-959-0151 i medfør af offentlighedslovens § 24, stk. 1, hvorefter retten til aktindsigt ikke omfatter interne dokumenter og oplysninger, der udveksles på et tidspunkt, hvor der er konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets rådgivning og bistand, mellem 1) et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder og 2) forskellige ministerier. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har således efter denne bestemmelse undtaget dokumenter, som er udvekslet mellem Justitsministeriet og Statsministeriet i forbindelse med statsministerens presseberedskab vedrørende ekstremistiske hadsprædikanter og det igangsatte arbejde vedrørende udlændingekontrol. Der er desuden efter bestemmelsen undtaget dokumenter, som er udvekslet mellem Justitsministeriet, Udenrigsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, Statsforvaltningen, Udlændingestyrelsen, Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste i forbindelse med samarbejde myndighederne imellem vedrørende øget kontrol på udlændingeområdet. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet bemærker, at de undtagne dokumenter i sagen med j.nr. 2015-959-0151 vurderes at indeholde relevante oplysninger om sagens faktiske grundlag, som vil skulle udleveres efter offentlighedslovens § 28, stk. 1. Disse oplysninger er vedlagt. Det bemærkes endvidere, at ministeriet ikke har ekstraheret og udleveret de samme oplysninger flere gange, selv om oplysningerne indgår i flere dokumenter, jf. offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 2. Efter offentlighedslovens § 30, stk. 1, nr. 1, omfatter retten til aktindsigt ikke oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold. I medfør af denne bestemmelse har ministeriet undtaget enkelte oplysninger fra aktindsigt i dokumenter i de pågældende sager, idet det drejer sig om oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har overvejet, om de undtagne dokumenter og oplysninger burde udleveres til Dem efter princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14, stk. 1, men har ikke fundet grundlag herfor. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har i den forbindelse foretaget en afvejning af på den ene side de hensyn, der ligger bag undtagelsesbestemmelserne i lovens § 23, stk. 1, nr. 1, og § 24, stk. 1, og på den anden side den berettigede interesse, De som journalist må antages at have i, at anmodningen om aktindsigt imødekommes. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet skal beklage den lange sagsbehandlingstid samt overskridelse af den senest udmeldte frist for behandling af Deres aktindsigtsanmodning. ” I klageskema af 3. september 2015 klagede du til mig over, at ministeriet i afgørelsen af samme dato havde undtaget en række afsnit og oplysninger i ”bilaget med journalnummer 2015-959-0151”. Den 8. september 2015 præciserede du under en telefonsamtale med en af mine medarbejdere, at din klage kun omfattede den del af ministeriets afgørelse, der vedrørte delvist afslag på aktindsigt i dokumentet benævnt ”Idékatalog - bekæmpelse af terror og ekstremisme: Øget kontrolindsats på udlændingeområdet”. Den 8. september 2015 bad jeg ministeriet om en udtalelse i anledning af din klage. Som svar herpå modtog jeg følgende udtalelse af 24. september 2015 fra ministeriet: ”… Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet kan i den anledning oplyse, at ministeriet fastholder ministeriets afgørelse af 8. september 2015 (rettelig 3. september; min bemærkning). Det er fortsat ministeriets opfattelse, at idékataloget er omfattet af offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 1, da det er udvekslet mellem et ministeriums departement og dets underordnede myndigheder på et tidspunkt, hvor der var konkret grund til at antage, at ministeren havde eller ville få behov for embedsværkets rådgivning. Dokumentet er således som udgangspunkt undtaget fra aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 1. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet vurderede herefter, om der var tale om egentlige faktuelle oplysninger omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1, idet idékataloget bl.a. indeholder oplysninger om Udlændingestyrelsens praksis, efterretningstjenestens praksis, praksis i andre lande samt forslag til fremadrettet praksis i forbindelse med styrkelsen af kontrollen på udlændingeområdet. For så vidt angik oplysningerne vedrørende forslag til fremadrettet praksis i forbindelse med styrkelsen af kontrollen på udlændingeområdet, vurderede Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet, at disse oplysninger ikke var omfattet af offentlighedslovens § 28, stk. 1, idet der var tale om interne overvejelser og vurderinger af intern faglig karakter. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet meddelte på den baggrund alene aktindsigt i de dele af idékataloget, hvor der var tale om egentlige faktuelle oplysninger omfattet af ekstraheringspligten i offentlighedslovens § 28, stk. 1. Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet kan oplyse, at der ikke for så vidt angår idékataloget er gjort anvendelse af offentlighedslovens § 28, stk. 2, nr. 2. …” Den 28. september 2015 partshørte jeg dig over ministeriets udtalelse af 24. september 2015, og du meddelte den 29. september 2015 telefonisk min medarbejder, at du ikke havde yderligere bemærkninger til sagen. Den 29. september 2015 meddelte jeg dig og ministeriet, at jeg ville forsøge at behandle sagen på grundlag af de oplysninger, som jeg havde fået fra dig og ministeriet.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Kriterier for godskrivning Den fulde tekst Bekendtgørelse om erhvervsuddannelsen til modelsnedker I medfør af § 4, stk. 2, i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 157 af 17. februar 2015, og til dels efter bestemmelse fra Metalindustriens Uddannelsesudvalg, jf. lovens § 38, stk. 2, fastsættes: Formål og opdeling § 1. Erhvervsuddannelsen til modelsnedker har som overordnet formål, at eleverne gennem skoleundervisning og praktikuddannelse opnår viden og færdigheder inden for følgende overordnede kompetenceområder: 1) Fremstilling af modeller af træ og plast med tilhørende kærnekasser ved hjælp af bearbejdningsmaskiner og håndværktøj. 2) Fremstilling af skuemodeller til brug for arkitekter og designere, fremstille modeller til vakuumformning for plastindustrien samt forme til metal. 3) Kommunikation og samarbejde med kunder, kollegaer og andre indenlandske og udenlandske interessenter om modellers udformning og funktion. 4) Fremstilling af egen arbejdstegning eller skitse samt vælge relevante plastmaterialer og hærdemidler samt blande og støbe disse. 5) Valg af sandformningsmetoder og sikring af formbart modeludstyr. 6) Økonomisk og teknisk kalkulation samt optimering af produkter og processer ved modelfremstilling. Stk. 2. Uddannelsen afsluttes med specialet modelsnedker, niveau 4 i den danske kvalifikationsramme for livslang læring. Varighed § 2. Uddannelsen varer 4 år og 6 måneder, inklusive grundforløbet. Stk. 2. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for unge, varer uddannelsens speciale 3 år og 6 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 25 uger fordelt på mindst en skoleperiode. Stk. 3. For elever, der skal gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksne (euv-forløb), varer uddannelsens speciale 2 år og 5 måneder, hvoraf skoleundervisningen udgør 22,5 uger. Stk. 4. Den i stk. 3 nævnte skoleundervisning opdeles i mindst to skoleperioder for euv-forløb efter § 66 y, stk. 1, nr. 2, i lov om erhvervsuddannelser. Kompetencer forud for optagelse til skoleundervisning i hovedforløbet § 3. For at kunne blive optaget til skoleundervisningen i hovedforløbet skal eleven opfylde betingelserne i stk. 2-6. Stk. 2. Eleven skal have grundlæggende viden på følgende områder: 1) Kvalitetskrav og metoder til at tilgodese egen og andres sikkerhed, samt arbejdsrelevant ergonomi. 2) Sammenhængen mellem produktion, økonomi, tid og kvalitet i en typisk virksomhed i branchen. 3) Normer og standarder anvendt ved fremstilling af enkle arbejdstegninger, udførelse af beregninger, materialelister og anden dokumentation. 4) Materialer, værktøjer og maskiner i branchen. 5) Måle- og kontrolværktøjer samt forståelse for overholdelse af tolerance- og kvalitetskrav. 6) Produktionsprocesser inden for branchen. 7) Værktøjer til at dokumentere arbejdsprocesser og produkter, herunder it-baserede og kommunikative hjælpemidler. 8) Design i forhold til form og funktion med udgangspunkt i de faktorer, der har indflydelse på problemløsning og formgivning. Stk. 3. Eleven skal have færdigheder i at anvende følgende grundlæggende metoder og redskaber til løsning af enkle opgaver under overholdelsen af relevante forskrifter: 1) Anvendelse af sikkerheds- og miljømæssige regler i forhold til egen og andres sikkerhed ved udførelse af arbejdet samt udførelse af arbejdsopgaver ergonomisk korrekt. 2) Anvendelse af it til faglig informationssøgning og kommunikation. 3) Udvælgelse af egnet materiale til en given fremstillingsopgave, herunder begrundelse for materialevalg. 4) Udførelse og anvendelse af beregninger, materialelister og anden dokumentation. 5) Aflæsning og udarbejdelse af arbejdstegninger ved hjælp af elektroniske værktøjer. 6) Valg af værktøjer og maskiner til en konkret arbejdsopgave. 7) Udførelse af faglige beregninger. 8) Anvendelse af måle- og kontrolværktøjer samt vurdering af om eget arbejde opfylder de af underviseren udvalgte kvalitetskrav. 9) Fremstilling af enkle produktionsopgaver inden for industriens træ og plastmaterialer ud fra bevidste valg af materialer, økonomi og processer. 10) Dokumentation af produkter og arbejdsprocesser. Stk. 4. Eleven skal have kompetence til på grundlæggende niveau at kunne: 1) selvstændigt planlægge enkle arbejdsopgaver, 2) planlægge arbejdsopgaver under hensyn til relevante ergonomiske, sikkerhedsmæssige og miljømæssige aspekter, 3) fremstille og aflæse tegninger, og herunder inddrage faglige beregninger, på baggrund af viden om gældende normer og standarder og 4) fremstille enkle produktionsopgaver inden for faget. Stk. 5. Eleven skal have gennemført følgende grundfag på følgende niveau og med følgende karakter: 1) Fysik på F-niveau, bestået. 2) Dansk på E-niveau, bestået. 3) Engelsk på E-niveau, bestået. 4) Matematik på E-niveau, bestået. Stk. 6. Eleven skal have opnået følgende certifikater eller lignende: 1) Kompetencer svarende til førstehjælp, mellem niveau, efter Dansk Førstehjælpsråds uddannelsesplaner pr. 1. september 2014. 2) Kompetencer svarende til elementær brandbekæmpelse efter Dansk Brand- og sikringsteknisk Instituts retningslinjer pr. 1. september 2014. 3) Personlig sikkerhed ved arbejde med epoxy og isocyanater, jf. Arbejdstilsynets regler. Kompetencer i hovedforløbet § 4. Hovedforløbet har følgende kompetencemål: 1) Eleven kan fremstille modeller af træ og plast med tilhørende kærnekasser selvstændigt og ved hjælp af bearbejdningsmaskiner og håndværktøj. 2) Eleven kan fremstille skuemodeller til brug for arkitekter og designere og fremstille modeller til vakuumformning for plastindustrien samt forme til metal. 3) Eleven kan fremstille egen arbejdstegning eller skitse, vælge relevante plastmaterialer og hærdemidler samt blande og støbe disse. 4) Eleven kan vælge sandformningsmetoder og gøre modeludstyr formbart (brætsætning, indløb, tappe m.m.). 5) Eleven kan indgå i samarbejdsprocesser ud fra et kendskab til samarbejds- og kommunikationsteknikker. 6) Eleven kan indgå i grupper ud fra et kendskab til projektorganisation og etablere og opretholde faglig kommunikation på alle niveauer i virksomheden, herunder udvise forståelse af intern og ekstern kundebetjening samt opnå kendskab til instruktions- og præsentationsteknik. 7) Eleven kan udvise fagligt overblik og initiativ samt kendskab til vidensøgning. 8) Eleven kan udvise kvalitetsbevidsthed samt kendskab til opbygning og vedligeholdelse af kvalitetssystemer. 9) Eleven kan udvise kendskab til etablering af drift af egen virksomhed. 10) Eleven kan udvise kendskab til produktionsstyring og evner til at strukturere, planlægge og vurdere løsningsmuligheder for egne arbejdsopgaver. 11) Eleven kan udvise kendskab til design og produktudvikling. 12) Eleven kan arbejde energi- og miljøbevidst, overholde miljøkrav ved alle arbejdsopgaver inden for uddannelsens jobområder, herunder kan udvise forståelse for bæredygtighed. 13) Eleven kan udvise innovative kompetencer ved arbejdet inden for uddannelsens jobområder. 14) Eleven kan udvise forståelse for globaliseringens indflydelse på arbejds processerne i en typisk virksomhed i branchen. 15) Eleven kan koble relevant teori til tilrettelæggelse, udførelse og evaluering af konkrete arbejdsopgaver fra praktikken. Stk. 2. Samspillet mellem skole og praktikvirksomhed beskrives i uddannelsesordningen, jf. bekendtgørelse om erhvervsuddannelser. Godskrivning og merit § 5. Kriterier for skolens vurdering af, om der er grundlag for godskrivning på baggrund af elevens erhvervserfaring og tidligere uddannelse samt bestemmelser om merit, er fastsat i bilag 1. Stk. 2. Elevens uddannelsesforløb afkortes yderligere, i det omfang elevens individuelle kompetencer giver grundlag herfor. Afsluttende prøve § 6. Som del af den sidste skoleperiode i uddannelsen afholder det faglige udvalg en afsluttende prøve i form af en svendeprøve. Stk. 2. Ved indkaldelsen af elever til den sidste skoleperiode sender skolen en liste over de pågældende elever med angivelse af elevernes praktikvirksomheder til det faglige udvalg. Virksomheden anmelder selv eleven til svendeprøve efter det faglige udvalgs retningslinjer. Stk. 3. Svendeprøven er en praktisk prøve i virksomheden og består af typiske opgaver for modelsnedkerbranchen. I forbindelse med bedømmelsen af den praktiske prøve gives eleven lejlighed til at redegøre for den anvendte arbejdsproces og den valgte metode og derved yderligere demonstrere sine teknisk- og almenfaglige samt almene og personlige kvalifikationer i relation til den gennemførte uddannelse. Eleven skal bedømmes efter de tekniske og faglige kompetencer, som indgår i uddannelsen. Der vil være fokus på, hvordan eleven arbejder med fremstilling af modeller, kærnekasser og forme. Svendeprøven løses inden for en varighed af højst 75 klokketimer. Prøven bedømmes af to skuemestre udpeget af det faglige udvalg. Stk. 4. For at der kan udstedes skolebevis skal eleven have opnået mindst 2,0 i gennemsnit af karaktererne for alle grundfag, og eleven skal have bestået hvert af de uddannelsesspecifikke fag. Stk. 5. For elever, der afslutter uddannelsen som modelsnedker, skal svendeprøven være bestået. Hvis eleven ikke består svendeprøven, kan eleven indstilles til en fornyet svendeprøve inden for den eller de dele af prøven, som eleven ikke har bestået. Stk. 6. Ved uddannelsens afslutning udsteder det faglige udvalg et svendebrev til eleven. Prøvekarakteren fremgår af uddannelsesbeviset. Stk. 7. Klager i forbindelse med en svendeprøve skal rettes til det faglige udvalg. Ikrafttrædelse og overgangsbestemmelser § 7. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2015. Stk. 2. Elever, der påbegynder eller er påbegyndt den tilsvarende hidtidige erhvervsuddannelse før den 1. august 2015, kan i overensstemmelse med overgangsordninger fastsat af skolen i den lokale undervisningsplan overgå til uddannelsen efter denne bekendtgørelse. Stk. 3. Elever, der på tidspunktet for påbegyndelsen af den tilsvarende hidtidige erhvervsuddannelse var fyldt 25 år, skal ved overgang til uddannelsen efter stk. 2 gennemføre uddannelsen som erhvervsuddannelse for voksen (euv). Undervisningsministeriet, den 27. marts 2015 P.M.V. Lars Mortensen Afdelingschef / Gert Nielsen Bilag 1 Kriterier for godskrivning 1. Kriterier for vurdering af om eleven har 2 års relevant erhvervserfaring, jf. § 66 y, stk. 1, i lov om erhvervsuddannelser For at opfylde kriteriet om 2 års relevant erhvervserfaring, skal eleven inden for de sidste 5 år have været beskæftiget i en funktion som modelsnedker eller lignende i en periode svarende til 2 års fuldtidsbeskæftigelse med at udføre følgende opgaver selvstændigt og regelmæssigt: 1. Arbejde selvstændigt med fremstilling af modeller af træ og plast med tilhørende kærnekasser ved hjælp af bearbejdningsmaskiner og håndværktøj. 2. Arbejde selvstændigt med fremstilling af skuemodeller til brug for arkitekter og designere, fremstille modeller til vakuumformning for plastindustrien samt forme til metal. 3. Kommunikation og samarbejde med kunder, kollegaer og andre indenlandske og udenlandske interessenter om modellers udformning og funktion. 4. Arbejde selvstændigt med fremstilling af egen arbejdstegning eller skitse samt vælge relevante plastmaterialer og hærdemidler samt blande og støbe disse. 5. Arbejde selvstændigt med valg af sandformningsmetoder og sikring af formbart modeludstyr. 6. Arbejde selvstændigt økonomisk og teknisk kalkulation samt optimering af produkter og processer ved modelfremstilling. 2. Erhvervserfaring, der giver grundlag for godskrivning for alle elever Relevant erhvervserfaring Varighed Afkortning af euv (skoleuger) Afkortning af euv (praktik måneder) Løst arbejdsopgaver med fremstilling af større og mere kompliceret modeludstyr fx vakuum- og plastforme samt kontrolfikstur 6 måneder 1 0,5 Udført enkle arbejdsopgaver med at arbejde fra 3D til model 6 måneder 1 0,5 Udført enkle arbejdsopgaver med at klargøre og vedligeholde træbearbejdningsmaskiner 6 måneder 1 0,5 Erfaringen skal være opnået inden for de seneste ti år. 3. Uddannelse der giver grundlag for godskrivning for alle elever Uddannelse Titel Uddannelseskode Afkortning af euv (skoleuger) Afkortning af euv (praktik måneder) Eud Industritekniker 1190 1 2 Eud Snedker: Møbelsnedker 1410 1 3 Eud Maritime håndværksfag: Bådebygger 1315 1 2

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om ændring af affalds- og råstofafgiftsloven og lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (Fritagelse fra affaldsafgift for forbrænding af fiberfraktioner, der stammer fra afgasning og separering af husdyrgødning) VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1 I lov om afgift af affald og råstoffer (affalds- og råstofafgiftsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 3. august 1998, som ændret bl.a. ved lov nr. 359 af 22. maj 2000, lov nr. 487 af 7. juni 2001, § 2 i lov nr. 1057 af 17. december 2002, § 3 i lov nr. 127 af 27. februar 2004 og senest ved lov nr. 1408 af. 21. december 2005, foretages følgende ændring: 1. I § 9, stk. 3, indsættes som nr. 11: »11) Fiberfraktioner, der fremkommer efter afgasning og separering af husdyrgødning. For at være omfattet skal afgasningen ske i et husdyrgødningsbaseret biogasanlæg i henhold til Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 623 af 30. juni 2003 om anvendelse af affald til jordbrugsformål.« § 2 I lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998, som ændret bl.a. ved § 5 i lov nr. 462 af 9. juni 2004 og § 35 i lov nr. 428 af 6. juni 2005 og senest ved § 4 i lov nr. 1417 af 21. december 2005, foretages følgende ændring: 1. I § 1, stk. 1, nr. 6, indsættes som 2. pkt.: »Derudover skal der betales afgift af varme produceret ved forbrænding af varer omfattet af § 9, stk. 3, nr. 11, i lov om afgift af affald og råstoffer«. § 3 Stk. 1. Skatteministeren fastsætter ikrafttrædelsestidspunktet for loven. Stk. 2. Loven har virkning fra den 1. april 2006. Givet på Christiansborg Slot, den 7. juni 2006 Under Vor Kongelige Hånd og Segl I Dronningens Navn: FREDERIK Kronprins /Kristian Jensen End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Godkendelses- og prøvningsbetingelser for vaske- og opvaskemaskiner VA 3.40/DK 001 GODKENDELSESBETINGELSER 0.1 Gældende forskrifter DIF's norm vedrørende afløbsinstallationer, 1974. DIF's forskrifter vedrørende vandinstallationer, 1962. Bygningsreglementet-1972. 0.2 Godkendelsens gyldighed Godkendelse efter disse betingelser meddeles for vaske- og opvaskemaskiner, som er beregnet tilsluttet brugsvandssystemer, og vedrører kun maskinernes va-tekniske egenskaber. Godkendelse af elektriske detaljer meddeles af DEMKO (Danmarks Elektriske Materielkontrol). Godkendelse indebærer, at godkendte maskiner, udført, opstillet og tilsluttet i overensstemmelse med godkendelsesbetingelserne, opfylder gældende bestemmelser om beskyttelse mod forurening af drikkevandet, forurening fra afløbsinstallationen og beskyttelse mod oversvømmelse. 0.3 Tilsvarende udenlandske bestemmelser Nærværende betingelser for godkendelse af vaske- og opvaskemaskiner er udarbejdet i samarbejde med va-myndigheder i de øvrige nordiske lande og stemmer således overens med tilsvarende betingelser i disse lande. Det må dog påregnes, at betingelserne i en overgangsperioe vil blive tillempet i de enkelte lande således, at der fra land til land kan være forskel på arten og omfanget af de prøvninger, der vil blive krævet udført, forinden godkendelse kan meddeles. 1.0 Funktion og udførelse Nærværende betingelser omfatter apparater, hvis hovedformål er rengøring af tøj eller service ved hjælp af vand tilført fra et brugsvandssystem og afledt til et afløbssystem. Apparaternes vandtilførsel skal være udformet således, at der ikke opstår gener i form af oversvømmelse, tilbagesugning til brugsvandssystemet, utilstrækkelig vandstrøm, trykstød eller støj. Apparaterne skal være udformet således, at spildevandet kan afledes uden, at det medfører gener ved ventetid, oversvømmelse, lugt eller støj. Apparaterne godkendes normalt i installationsfærdig tilstand. Slanger med tilhørende koblinger godkendes og prøves sammen med apparaterne, såfremt tilslutningsanordningerne ikke er godkendt særskilt. Apparaterne med tilbehør skal være konstruerede og udført med en sådan bestandighed over for normalt forekommende påvirkninger af mekanisk, kemisk og termisk art, at en tilfredsstillende funktion og hygiejne kan påregnes i et rimeligt udskiftningsinterval. 2.0 Definitioner Tilbagesugningssikring. Anordning, der sikrer drikkevandsinstallationen mod forurening fra det i maskinen forekommende forurenede vand. tilslutningsanodning. Rør eller slange med tilhørende koblinger som forbinder vaske- eller opvaskemaskiner med vand- eller afløbsinstallation. Luftgab. En fri afstand mellem vandindløbets munding inde i maskinen og den højeste tænkelige vandoverflade. Åben rørafbryder. En rørdel, hvortil luften permanent har adgang. Kontraventil. En ventil, der sikrer at væsken kun kan strømme i een bestemt retning under alle trykforhold. Vacuumventil (lukket rørafbryder). En anordning, som ved undertryk i vandledningen åbner forbindelse til den fri atmosfære og derved forhindrer tilbagesugning. Overløb. En anordning, der fungerer som udløb fra maskinen i tilfælde af, at det normale udløb er helt eller delvist blokeret. Højeste tænkelige vandoverflade. Den vandstand der nås i maskinen, når ligevægt er opnået, med maskinen i drift under fejlforhold. 3.0 Vejledninger Med hver maskine skal ved leveringen følge såvel en monterings- som en driftsvejledning på dansk med oplysninger, mindst som angivet i det følgende. 3.1 Monteringsvejledning Monteringsvejledningen skal indeholde de nødvendige oplysninger for korrekt montering af maskinen. Blandt andet skal angives: - I hvilke rum maskinen må opstilles ifølge godkendelsen. - Hvilken vandledning maskinen kan tilsluttes med angivelse af nødvendigt mindste og højeste vandtryk samt højeste tilladelige vandtemperatur. - Mindste monteringshøjde for afløbsledningens udløb. - Største løftehøjde for afløbspumpen. - Hvorledes tilslutning skal ske til såvel vand som afløb. Det angives om afspærringsventiler, tilbagesugningssikringer m.m. kræves monteret før maskinen (slangen). - Hvad der skal iagttages, inden maskinen sættes i drift. 3.2 Driftsinstruktion Driftsinstruktionen skal indeholde de nødvendige oplysninger for maskinens drift og vedligeholdelse. Blandt andet skal angives: - Hvad der skal iagttages for at forhindre oversvømmelse. - Hvilke forholdsregler, der skal iagttages ved drift og vedligeholdelse af eventuelt blødgøringsanlæg. - Hvilke risici der foreligger ved fejlagtig betjening af maskinen, f.eks. ved anvendelse af forkert vaskemiddel. - Oplysning om slangernes begrænsede levetid og formodede udskiftningsinterval. 4.0 Godkendelse Godkendelsen vil normalt indeholde oplysninger om følgende: Anvendelsesområde: Her angives om maskinen er beregnet for vask eller opvask, for husholdningsbrug eller andet formål, samt om maskinen er stationær eller flytbar. Tilslutning til vandledning: Her angives om maskinen er beregnet tilsluttet vandinstallationen ved hjælp af slange eller fast rørforbindelse, eller om begge muligheder foreligger, samt om tilslutning skal ske til koldt eller varmt vand. Krav om tilbagesugningssikring: Her angives om installationen skal forsynes med tilbagesugningssikring før maskinen. Tilslutning til afløb: Her angives om afløbsvandet skal ledes til afløbssystemet ved selvfald eller ved hjælp af indbygget pumpe, samt om maskinen er beregnet tilsluttet afløbsinstallationen ved hjælp af slange eller fast rørforbindelse, eller om begge muligheder foreligger. 5.0 Prøvning Vaskemaskiner og opvaskemaskiner afprøves i henhold til nedenstående prøvningsbetingelser på en af boligministeriets va-godkendelsesudvalg anerkendt prøvningsinstitution. Den udarbejdede prøverapport må ved ansøgningen om godkendelse normalt højst være 1 år gammel. Prøvningsresultatet indgår i en samlet vurdering af maskinernes egnethed til godkendelse. 6.0 Kontrol Indehaveren af godkendelsen er forpligtet til at overvåge, at leverede maskiner opfylder nærværende godkendelsesbetingelser og er i overensstemmelse med den maskine, der er afprøvet som grundlag for godkendelsen. 7.0 Mærkning Maskinerne skal på et let synligt sted være forsynet med et uforgængeligt mærke, der muliggør identifikation, når maskinen er monteret. Med godkendelsen kan ansøgeren få tilladelse til at forsyne maskinen med godkendelsesudvalgets mærke. 8.0 Gebyr For udstedelse af godkendelse betaler ansøgeren et gebyr, som fastsættes af boligministeriet. Betaling for prøvninger erlægges særskilt til den pågældende prøvningsinstitution. PRØVNINGSBETINGELSER 9.0 Alment Prøvningerne udføres på 1 stk. vaske- eller opvaskemaskine, der udtages efter nærmere aftale. Særlig udformning, materialevalg eller tilbehør kan nødvendiggøre et større antal prøveemner. Sammen med prøveemnet fremsendes til prøvningsinstitutionen oplysninger i form af tegninger, konstruktions- og materialebeskrivelse, monteringsvejledning m.v. Maskinen skal ved fremsendelse til prøvning være komplet færdig til brug. Alle nødvendige slanger, armaturer m.v. skal derfor medfølge. Prøvningsmetoder og retningslinier for godkendelse er angivet i tabel 1. ------------------------------------------------------------------- Egenskab m.m. Prøve Retningslinier for godkendelse ------------------------------------------------------------------- Udførelse ingen Prøveemnerne skal være i overensstemmelse med beskrivelse og tegninger ------------------------------------------------------------------- Materiale ingen Fabrikanten skal give oplysning om kemisk, fysisk og biologisk stabilitet hos materia ler, som kommer i kontakt med vand og spil devand ------------------------------------------------------------------- Vandstrøm ingen Fabrikanten skal give oplysning om vand strømmens størrelse i det nærmere angivne trykområde ------------------------------------------------------------------- Vandforbrug ingen Fabrikanten skal give oplysning om vandfor bruget ved maskinens forskellige programmer ------------------------------------------------------------------- Afløbsstrøm ingen Fabrikanten skal give oplysning om afløbs strømmens størrele med angivelse af den tilsvarende løftehøjde ------------------------------------------------------------------- El-tilslutning ingen Fabrikanten skal give oplysning om strøm og varme art, varmeeffekt og energiforbrug ved ma skinens forskellige programmer ------------------------------------------------------------------- Sikkerhed mod 9.1 Som angivet i 9.1 oversvømmelse ------------------------------------------------------------------- Sikkerhed mod 9.2 Som angivet i 9.2 tilbagesugning ------------------------------------------------------------------- Magnetventiler 9.3 Som angivet i 9.3 ------------------------------------------------------------------- Slange 9.4 Som angivet i 9.4 ------------------------------------------------------------------- Støj for Største tilladelige lydniveau i forskellige tiden lokaler er angivet i Bygningsreglementet, ingen BR 1972 kap. 9. ------------------------------------------------------------------- Tabel 1. Prøvningsmetoder og retningslinier for godkendelse af vaske og opvaskemaskiner. 9.1 Sikkerhed mod oversvømmelse Denne prøvning skal kontrollere, om maskinen er udstyret med anordninger, som forhindrer oversvømmelse ved 1. Ukontrolleret vandstrøm til maskinen 2. Blokeret afløb fra maskinen Forudsætninger ved prøvning Statisk vandtryk før tilslutningsanordning skal ved åben ventil være mindst 600 kN/kvadratmeter (6 kp/kvadratcentimeter). Tilgangsvandets temperatur ved maskiner for koldtvandstilslutning: < 20 grader C. Tilgangsvandets temperatur ved maskiner for varmtvandstilslutning: 65 +/- 5 grader C. Afløbet udføres efter fabrikantens anvisninger. For maskiner, hvor afløbet påregnes ført over en installationsgenstands overkant for at blive udledt i installationsgenstanden, skal løftehøjden over maskinens opstillingsplan under prøvningen være den højeste tilladte løftehøjde, som angives i monteringsvejledningen. Prøvningernes varighed er 8 timer, medmindre maskinen forinden har afbrudt vandtilførslen. Prøvningernes udførelse 1. Ukontrolleret vandstrøm til maskinen: Maskinen startes, og det derpå følgende vaske- eller opvaskemoment køres færdigt. Når magnetventilen efter impuls fra programværket åbner næste gang, låses magnetventilen fast i åben tilstand. Dersom et andet moment i programmet bedømmes at være mere kritisk, låses magnetventilen fast ved dette moment. I tvivlstilfælde om hvad, der er mest kritisk, kan det blive nødvendigt at udføre to prøvninger. 2. Blokeret afløb fra maskinen: Afløbsledningen fra maskinen tilproppes, hvorefter maskinen startes. Dersom et andet moment i programmet bedømmes at være mere kritisk, udføres prøvningen ved dette moment. I tvivlstilfælde om, hvad der er mest kritisk, kan det blive nødvendigt at udføre to prøvninger. Krav: Ved prøvningerne må der højst forekomme 0,5 l utilsigtet vandudtrængning. 9.2 prøvning af sikkerhed mod tilbagesugning 9.2.1 Alment Ved tilslutning af vaske- og opvaskemaskiner til drikkevandsinstallationer kræves sikkerhed mod forurening af drikkevandet fra det i maskinerne forekommende forurenede vand. Prøvningen tager sigte på at kontrollere, om maskinen er konstrueret eller udstyret med anordninger, som på betryggende måde forhindrer tilbagesugning af forurenet og/eller behandlet vand fra maskinen ved undertryk i vandinstallationen. For vaske- og opvaskemaskiner til husholdningsbrug kræves, at de skal være betryggende sikret mod tilbagesugning, uden at der ved opstillingen skal monteres ekstra sikkerhedsanordninger. For vaske- og opvaskemaskiner til erhverv o.lign. stilles der ikke krav om indbygget tilbagesugningssikring. Kravet om sikkerhed mod tilbagesugning anses at være opfyldt, dersom forbindelsen mellem brugsvandsinstallationen og maskinen er forsynet med en kontraventil og en vacuumventil af godkendt type. Vaske- og opvaskemaskiner anses at opfylde kravet om sikkerhed mod tilbagesugning uden komplettering af nogen art, dersom sikringen er udført på een af følgende måder: 1) Luftgab på mindst 20 mm (se pkt. 9.2.2). 2) Åben rørafbryder (se pkt. 9.2.3), der opfylder kravene ved tilbagesugningsprøve efter pkt. 9.2.7. 3) To af hinanden uafhængige, typegodkendte tilbagesugningssikringer. Herved forudsættes de to tilbagesugningssikringer at være monteret i overensstemmelse med respektive gældende godkendelsesbetingelser. Angiver betingelserne visse mindste monteringshøjder over højeste vandstand, menes der hermed den højeste vandstand i maskinen og/eller højeste punkt på et eventuelt indbygget vandbehandlingsanlæg. 4) To af hinanden uafhængige tilbagesugningssikringer. Herved forudsættes, at de to tilbagesugninssikringer enten hver for sig opfylder kravene i eventuelle gældende typegodkendelsesbetingelser eller, hvis der ikke findes godkendelsesbetingelser for de pågældende anordninger - kravene ved tilbagesugningsprøve efter pkt. 9.2.7. Er den ene tilbagesugningssikring udført som vacuumventil, skal denne være monteret mindst 200 mm over højeste vandstand i maskinen og/eller mindst 200 mm over det højeste punkt på et eventuelt indbygget vandbehandlingsanlæg. For maskiner med indbyggede blødgøringsanlæg forudsættes sikkerheden mod tilbagesugning at være placeret før filtret. 9.2.2 Luftgab Et luftgab skal udgøre en integreret del af maskinen og skal være udført således, at dets funktion ikke kan ændres. Maskinen sættes i drift under fejlbetingelser, indtil højest muligt vandstand er nået. Undersøgelse skal vise, at længden af luftgabet er mindst 20 mm. Dersom luftgabet ikke kan måles, kontrolleres luftgabets sikkerhed mod tilbagesugning ved hjælp af tilbagesugningsprøven beskrevet nedenstående (pkt. 9.2.7). Undersøgelse skal vise, at væske ikke er blevet suget tilbage under og efter prøven. 9.2.3 Åben rørafbryder En åben rørafbryder skal være udført således, at dels funktion ikke kan ændres. Åbne rørafbrydere skal være udført således, at luftåbningen eller åbningerne er permanent åbne og ikke forsynet med bevægelige eller elastiske dele. Ingen luftåbning må have mindre dimension end 3 mm. Åbne rørafbrydere skal være fremstillet af materialer, som ikke kan korrodere under de mest ugunstige betingelser ved normalt brug. Maskinen underkastes nedenstående tilbagesugningsprøve (pkt. 9.2.7). Prøvningen skal vise, at væske under og efter prøven ikke er blevet suget tilbage til sådant et niveau, at væsken har nået den åbne rørafbryders luftåbninger. 9.2.4 Kontraventil Kontraventiler skal være udført og afprøvet i overensstemmelse med de af boligministeriets va-godkendelsesudvalg udarbejdede godkendelses- og prøvningsbetingelser for kontraventiler til brugsvandsanlæg. 9.2.5 Vacuumventiler Vacuumventiler skal være udført og afprøvet i overensstemmelse med de af boligministeriets va-godkendelsesudvalg udarbejdede godkendelses- og prøvningsbetingelser for vacuumventiler i vandinstallationer. 9.2.6 Forudsætninger ved prøvning Normale driftsbetingelser 1. Maskinen er i drift uden tekstiler, service, sæbe, skyllemidler og lign. 2. Maskinen er tilsluttet et vandsystem med et vandtryk på mindst 600 kN/kvadratmeter (6 kp/kvadratcentimeter) målt ved maskinens tilslutning til vandledningsnettet, når vandstrømmen til maskinen er størst mulig. 3. Maskinen er anbragt på et vandret plan. 4. Eventuelt overløb er ikke blokeret. Simulerede fejlbetingelser 1. Kanalen mellem beholder for sæbe, skyllemiddel eller lign. og andre dele af maskinen blokeres, dersom en sådan blokering kan tænkes at forekomme ved normal anvendelse. Hvis denne kanal har et fri, cirkulært areal på mindst 10 kvadratcentimeter, kan der ses bort fra risikoen for blokering af denne. 2. Eventuelt overløb, som let kan blokeres ved uheld eller ved hjælp af en prop med cirkulært tværsnit, tilproppes. 3. enhver ventil eller kombination af ventiler, som findes foran et luftgab eller en åben rørafbryder, holdes åben. 9.2.7 Tilbagesugningsprøve Maskinen anbringes i den mest ugunstige position for normalt brug i en vinkel med vandret på op til 5 grader. Enhver anordning (f.eks. en kontraventil eller en vacuumventil) som ikke indgår i maskinens anordninger til sikring mod tilbagesugning, og som kan medføre, at maskinen opfylder prøvekravet på grund af denne anordnings funktion, skal sættes ud af funktion ved prøvning af luftgab, åben rørafbryder og lign. Maskinen, hvori tilbagesugningssikringen er indbygget, tilsluttes et system ved hjælp af hvilket, maskinen kan tilsluttes enten vandtilførsel med et tryk på mindst 600 kN/kvadratmeter (6 kp/kvadratcentimeter) målt ved tilslutningspunktet ved maksimal vandstrøm eller vacuum med et undertryk på 80 kN/kvadratmeter (0,8 kp/kvadratcentimeter), se fig. 2. I tilslutningen er der så tæt ved prøveobjektet som muligt indsat et stykke transparent rør. Systemet skal være konstrueret således, at vandtrykket synker til 0 på højest 0,1 sek., og undertrykket når sit maksimum på højest 0,1 sek. Maskinen sættes i drift under simulerede fejlbetingelser, indtil højeste vandstand er nået. Vandet farves. Derefter lukkes for vandtilførslen og 2 +/- 0,2 sekunder efter, at vandtrykket er faldet til 0, forbindes maskinen til vacuumsystemet (fig. 1). Undertrykket skal være mindst 50 kN/kvadratmeter (0,5 kp/kvadratcentimeter) i mindst 5 sekunder. Undertrykket måles i det rør, der forbinder maskinen med vacuumsystemet, så nær maskinen som muligt. Røret, der forbinder prøveemnet med vacuumsystemet, må ikke begrænse luftstrømmen gennem prøveemnet. For at kontrollere dette, sammenlignes trykket ved trykmåleren P1 med trykket ved trykmåleren P2 på vacuumbeholderen. Forbindelsesrøret er kun tilfredsstillende, hvis undertrykket målt ved P1 og P2 falder på samme måde, (fig. 3). hvis trykkene ved P1 og P2 ikke falder på samme måde, f.eks. som fig. 4, kan forbindelsesrøret ikke accepteres. Krav Væske må ikke være suget tilbage gennem tilbagesugningssikringen under eller efter prøven. 9.3 Godkendeles- og prøvningsbetingelser for magnetventiler til vaske- og opvaskemaskiner 9.3.1 Tæthed og trykholdbarhed Magnetventiler, der tilsluttes vandinstallationer, skal være udført således, at de tåler et konstant arbejdstryk på mindst 1000 kN/kvadratmeter (10 kp/kvadratcentimeter). Prøvning Ventilen tilsluttes et system med koldt vand. På indløbssiden holdes et vandtryk på 1600 kN/kvadratmeter (16 kp/kvadratcentimeter) i 5 minutter. Det undersøges, om ventilen er tæt, og at der ikke opstår lækager, formændringer eller andre skader. 9.3.2 Trykvariationer ved åbning og lukning Magnetventiler, der tilsluttes vandinstallationer, skal være udført således, at de ikke forårsager ekstraordinære trykfald ved åbning eller ekstraordinære trykstød ved lukning. Prøvning Magnetventilen monteres i en opstilling som vist på fig. 5. Det statiske tryk ved lukket ventil indstilles til 600 kN/kvadratmeter (6 kp/kvadratcentimeter). Når ventilen åbnes må trykket ikke synke under 50% af det konstante strømningstryk. Når ventilen lukkes, må trykket ikke stige mere end 200 kN/kvadratmeter (2 kp/kvadratcentimeter) over det ved begyndelsen indstillede statiske tryk ved lukket ventil (600 kN/kvadratmeter). 9.3.3 Temperaturbestandighed Magnetventiler, der tilsluttes vandinstallationer, skal være udført således, at de er bestandige over for de konstante påvirkninger, der forårsages af tryk og temperatur. Prøvning Prøvemetode er under udarbejdelse. 9.4 Prøvning af slanger til vaske- og opvaskemaskiner Slanger med tilhørende koblinger skal være udført og afprøvet i overensstemmelse med de af boligministeriets va-godkendelsesudvalg udarbejdede godkendelses- og prøvningsbetingelser for slanger til vandinstallationer. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Betænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 20. maj 2014 Betænkning over Forslag til lov om erstatningsadgang for kvinder, der ikke har modtaget tilbud om deltagelse i et screeningsprogram for livmoderhalskræft [af ministeren for sundhed og forebyggelse (Nick Hækkerup)]: 1. Udvalgsarbejdet Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2014 og var til 1. behandling den 8. april 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Møder Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder. Høring Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og ministeren for sundhed og forebyggelse sendte den 21. februar 2014 dette udkast til udvalget, jf. SUU alm. del – bilag 283. Den 28. marts 2014 sendte ministeren for sundhed og forebyggelse de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget. 2. Indstillinger Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret. Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen. En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen. Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) Karen J. Klint (S) fmd. Anne Sina (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Orla Hav (S) Camilla Hersom (RV) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Jonas Dahl (SF) Eigil Andersen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Martin Geertsen (V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Finn Thranum (V) Liselott Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Thyra Frank (LA) Mai Mercado (KF) Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget. Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) 47 Socialdemokratiet (S) 47 Dansk Folkeparti (DF) 22 Radikale Venstre (RV) 17 Socialistisk Folkeparti (SF) 12 Enhedslisten (EL) 12 Liberal Alliance (LA) 9 Det Konservative Folkeparti (KF) 8 Inuit Ataqatigiit (IA) 1 Siumut (SIU) 1 Sambandsflokkurin (SP) 1 Javnaðarflokkurin (JF) 1 Uden for folketingsgrupperne (UFG) 1 Bilag 1 Oversigt over bilag vedrørende L 174 Bilagsnr. Titel 1 Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for sundhed og forebyggelse 2 Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 3 Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget 4 Udkast til betænkning

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om krav til virkningsgrad i varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel § 1 I bekendtgørelse nr. 488 af 7. juni 1994 om krav til virkningsgrad i varmtvandskedler, der anvender flydende eller luftformigt brændsel foretages følgende ændringer: 1. § 8, 1.-3. pkt., affattes således: »Til angivelse af kedlers energimæssige ydeevne kan anvendes det stjernemærkningssystem, der fremgår af bilag 2. Når dette stjernemærkningssystem anvendes, skal udformningen af mærket ske i overensstemmelse med den viste udformning i bilag 1, og følgende retningslinjer skal benyttes: « 2. I § 9, stk. 1, og § 9, stk. 3, ændres »§§ 4-8 « til: »§§ 4-7 « . 3. I § 13, stk. 1-4, ændres »Danmarks Gasmateriel Prøvning « alle steder til: »Dansk Gasteknisk Center « . 4. I § 15 ændres »Danmarks Gasmateriel Prøvning « til »Dansk Gasteknisk Center «. 5. I § 17 ændres »§§ 4-12 « til »§§ 4-7 og §§ 9-12 «. § 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2004. Erhvervs- og Boligstyrelsen, den 18. marts 2004 Jesper Rasmussen /Jan Spohr End of "GIVET"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018) Erhvervsministeren (Rasmus Jarlov): Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte: Forslag til lov om ændring af lov om Dansk Internationalt Skibsregister (Overenskomstdækning ved offshore-aktiviteter på skibe på dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde) (Lovforslag nr. L 50) Lovforslaget har til formål at sikre mulighed for overenskomstdækning med danske faglige organisationer for alle søfarende på skibe, der primært udfører en række offshore-aktiviteter på dansk søterritorium eller kontinentalsokkelområde. Lovforslaget vil indebære, at overenskomster med danske faglige organisationer vil kunne omfatte alle søfarende på skibe, der er registreret i Dansk Internationalt Skibsregister, når skibene primært udfører de aktiviteter, der typisk udføres af vagt- og supplyskibe, rørlægnings- og kabelskibe, vindmølle- og konstruktionsskibe, ishåndteringsskibe og ASV'er (Accomodation and Support Vessels, som også kaldes hotelskibe) på dansk søterritorium og kontinentalsokkelområde. Skibe, der udfører aktiviteter, som allerede i dag er omfattet af den såkaldte DIS-skatteordning, vil som udgangspunkt ikke berøres af lovforslaget. Forslaget er en opfølgning på aftalen mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om erhvervs- og iværksætterinitiativer, der blev indgået den 12. november 2017. Lovforslaget skal ses i sammenhæng med lov nr. 359 af 29. april 2018 om ændring af kildeskatteloven, ligningsloven, sømandsbeskatningsloven og tinglysningsafgiftsloven, som udvider DIS-skatteordningen. Når udvidelsen træder i kraft, vil søfarende på skibe, der udfører en række aktiviteter, der typisk udføres af vagt- og supplyskibe, rørlægnings- og kabelskibe, vindmølle- og konstruktionsskibe, ishåndteringsskibe og ASV'er blive omfattet af reglerne om skattefri nettohyre. Ordningen blev udvidet for at fastholde og styrke den danske offshore-sektors konkurrenceevne på det globale marked. Udvidelsen skal ses i forlængelse af en udvidelse af tonnageskatteordningen ved lov nr. 1886 af 29. december 2015 om ændring af tonnageskatteloven og sømandsbeskatningsloven. I aftalen om erhvervs- og iværksætterinitiativer er det forudsat, at arbejdsmarkedets parter i forlængelse af udvidelsen af DIS-skatteordningen, indgår en aftale for de skibe, der primært udfører de aktiviteter, som omfattes af udvidelsen, på dansk sokkel. En sådan aftale skulle sikre overenskomstdækning og ordnede forhold på arbejdsmarkedet. Arbejdsmarkedets parter repræsenteret ved medlemmerne af det såkaldte DIS-kontaktudvalg har efterfølgende anbefalet, at der findes en lovbaseret løsning til sikring af danske arbejdsvilkår. Dette lovforslag indeholder dermed et forslag til lovbaseret løsning. Det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes administrativt, således at ikrafttræden kan ske, når udvidelsen af tonnageskatteordningen og DIS-skatteordningen træder i kraft. Sidstnævnte ordninger kan først træde i kraft, når der foreligger en godkendelse fra Europa-Kommissionen efter statsstøttereglerne. Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ligebehandlingsnævnets afgørelse om alder - afskedigelse - medhold J. nr. 2013-6810-06532 En elektriker født i 1951 blev fyret fra sin stilling som reparatør i teknisk afdeling hos en supermarkedskoncern. Afdelingen afskedigede i alt 63 medarbejdere. På afskedigelsestidspunktet var en femtedel af medarbejderne i afdelingen over 55 år, men af de afskedigede var en tredjedel af medarbejderne over 55 år. Samtidig anførte indklagede, at det var nødvendigt at sikre en ligelig aldersspredning fremadrettet. Ligebehandlingsnævnet fandt, at der var formodning for, at klagers alder indgik i beslutningen om afskedigelse. Indklagede havde ikke bevist, at ligebehandlingsprincippet ikke var krænket. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 270.000, svarende til ni måneders løn. Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af alder i forbindelse med, at en elektriker sammen med en række kolleger blev afskediget fra sin stilling som tekniker i den tekniske afdeling i en supermarkedskoncern. Ligebehandlingsnævnets afgørelse Det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at klager blev afskediget fra stillingen som tekniker hos indklagede. Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klager på 270.000 kr. med procesrente fra den 21. marts 2013, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet. Sagsfremstilling Klager, der er elektriker, blev i 1986 ansat som reparatør i teknisk afdeling hos den indklagede supermarkedskoncern. Klager er født i februar 1951. Supermarkedskoncernen består blandt andet af varehuskæden A og varehuskæden B, der begge bliver serviceret af den tekniske afdeling. Den tekniske afdeling er inddelt i tre geografiske enheder (nord, syd og øst) og har en central landsdækkende ledelse, der styres fra koncernens hovedsæde. Ud over at servicere A og B i hele landet servicerer afdelingen også hovedkontoret og indklagedes lagre. Indklagede orienterede i udgangen af august 2012 medarbejderne om organisationsændringer i teknisk afdeling. Følgende meddelelse blev lagt på indklagedes intranet den 29. august 2012: "Nye organisationer i Teknisk afdeling og . . . Som led i at øge konkurrenceevnen i [indklagede] er følgende reorganiseringer planlagt: 29-08-2012 Teknisk afdeling etablerer Service Desk og forventer at nedlægge omkring 70 stillinger. Cirka 70 personer fra teknisk afdeling har i dag fået beskeden om, at deres job forventes nedlagt eller flyttet til andre afdelinger. Det skal ske i forbindelse med, at afdelingen indfører en ny servicemodel, hvor tekniske ydelser bestilles gennem Service Desk. [B] forventes fortsat at have en fast tekniker per varehus, mens der ikke er planlagt fast tilknyttede teknikere til [A] varehusene. . . . . . ." Den tekniske afdeling havde før organisationsændringen en teknisk direktør, udviklere, regionale sektionschefer, sektionsledere, maskinmestre, teknikere og stabsmedarbejdere. Efter organisationsændringen har afdelingen en teknisk direktør, tre sektionschefer, tre sektionsledere, teknikere fordelt på 10 kørende serviceteams og tre kørende ad hoc teams samt stabsmedarbejdere. I A varehusene var der før omorganiseringen ansat en tekniker til 1-3 varehuse. Disse medarbejdere blev ledet af sektionsledere, der havde ansvar for et antal varehuse i et geografisk område. Sektionslederne refererede til sektionscheferne, som havde et større geografisk ansvarsområde. I B varehusene var der før omorganiseringen ansat en maskinmester med normalt to teknikere under sig i hvert varehus. Maskinmestrene deltog i den daglige udførsel af det tekniske arbejde og refererede til sektionslederne/sektionscheferne. Der var i hver af de geografiske enheder (nord, syd og øst) et antal serviceteams, der - udover de lokalt ansatte teknikere - servicerede A og B med forebyggende vedligeholdelse og service på varehusenes maskiner og udstyr. Teknisk afdeling er efter omorganiseringen fortsat opdelt i tre geografiske enheder (nord, syd og øst). Der er i alt 10 kørende serviceteams, som servicerer i relation til forebyggende vedligeholdelse og service på varehusenes maskiner. Der er desuden etableret tre kørende ad hoc teams (ét i hver geografisk enhed) med hver to teknikere, som primært varetager akutte situationer inden for normal arbejdstid. Disse teams skal også udføre arbejde, som kræver særlig ekspertise. Der er efter omorganiseringen ikke ansat teknikere i A varehusene til specifik betjening af disse. De faste serviceteams skal udføre forebyggende vedligeholdelse og service på maskiner i varehusene, og serviceteamet skal cirka en gang hver anden måned besøge varehuset i 2-3 dage for at udføre forebyggende vedligeholdelse på produktionsudstyr og tekniske installationer. I B varehusene er der nu kun én tekniker i hvert varehus til intern varetagelse af de daglige tekniske opgaver. De faste serviceteams udfører forebyggende vedligeholdelse og service i varehusene, idet serviceteamet skal være i varehus B i fem dage inden for en seks ugers periode for at udføre forebyggende vedligeholdelse på produktionsudstyr og tekniske installationer. Ved akutte opgaver uden for de kørende teknikeres arbejdstid er varehuschefen eller den lukkeansvarlige ansvarlig for at rekvirere hjælp fra eksterne håndværkere og leverandører. Det fremgår af referat af forhandlingsmøde den 30. august 2012 mellem indklagede og de faglige organisationer, at der i forbindelse med udvælgelsen af medarbejderne til afskedigelse ville blive lagt vægt på følgende kriterier, der ikke var udtømmende: – Kompetencer – Faglig baggrund og niveau – Samarbejdsevner – Indsats og resultater – Fravær – Fleksibilitet Indklagede præsenterede på forhandlingsmødet tiltag til afbødeforanstaltninger i form af matchproces og medarbejderdatabase, hvor indklagede ville forsøge at finde andet arbejde til de berørte medarbejdere andet steds i koncernen. For så vidt angik teknisk afdeling ville indklagede også kontakte eksterne samarbejdspartnere, der kunne have ledige teknikerstillinger. Det fremgik også af referatet af forhandlingsmødet, at der ville være medarbejdere og ledere, som der skulle tages særlig hensyn til, og at indklagede ville være opmærksom på, at der kunne være særlig beskyttelse for nogle medarbejdere og behov for at tage sociale og etiske hensyn til andre. Klager blev ved brev af 25. september 2012 opsagt fra stillingen som tekniker i teknisk afdeling hos indklagede til fratræden fra udgangen af marts måned 2013. Det fremgår af brevet, at der skulle udføres en organisationsændring i den tekniske afdeling, der betød, at arbejdsopgaverne skulle tilrettelægges på en ny måde med færre ressourcer. Det var således driftsmæssige forhold i virksomheden, som gjorde, at indklagede var nødsaget til at tage dette skridt. I opsigelsesperioden ville indklagede undersøge muligheden for, at klager kunne tilbydes et andet passende job, men indklagede kunne ikke garantere et sådant på nuværende tidspunkt. Klager var på afskedigelsestidspunktet tekniker i to A varehuse, som han servicerede alene. Det er oplyst, at der før organisationsændringen var 149 medarbejdere i den tekniske afdeling, inklusive ledere. Der blev i september 2012 afskediget i alt 63 medarbejdere i teknisk afdeling. 13 af de opsagte medarbejdere var ledere. Alderssammensætningen i teknisk afdeling var pr. 1. oktober 2012 (før de afskedigede medarbejdere fratrådte): Under 26 år - 3 medarbejdere (2,0 procent af det samlede antal medarbejdere) Fra 26 år til 35 år - 13 medarbejdere (8,7 procent af det samlede antal medarbejdere) Fra 36 år til 45 år - 43 medarbejdere (28,9 procent af det samlede antal medarbejdere) Fra 46 år til 55 år - 56 medarbejdere (37,6 procent af det samlede antal medarbejdere) Fra 56 år og opefter - 34 medarbejdere (22,8 procent af det samlede antal medarbejdere) Aldersfordelingen blandt de 63 opsagte medarbejdere var: Under 26 år - 1 medarbejder (1,6 procent af de opsagte medarbejdere) Fra 26 år til 35 år - 4 medarbejdere (6,3 procent af de opsagte medarbejdere) Fra 36 år til 45 år - 14 medarbejdere (22,2 procent af de opsagte medarbejdere) Fra 46 år til 55 år - 23 medarbejdere (36,5 procent af de opsagte medarbejdere) Fra 56 år og opefter - 21 medarbejdere (33,3 procent af de opsagte medarbejdere) Aldersfordelingen blandt de 86 medarbejdere, der ikke blev opsagt, var: Under 26 år - 2 medarbejdere - (2,33 procent af alle medarbejderne) Fra 26 år til 35 år - 9 medarbejdere (11,63 procent af alle medarbejderne) Fra 36 år til 45 år - 29 medarbejdere (32,56 procent af alle medarbejderne) Fra 46 år til 55 år - 33 medarbejdere (38,37 procent af alle medarbejderne) Fra 56 år og opefter - 13 medarbejdere (15,12 procent af alle medarbejderne) Klagen er indgivet af klagers forbund på vegne af klager. Der er indgivet tilsvarende klagesager vedrørende 12 andre teknikere, der blev opsagt samtidig med klager. Parternes bemærkninger Klager gør gældende, at afskedigelsen er i strid med forbuddet mod aldersdiskrimination. Klager har nedlagt påstand om en godtgørelse på 358.344 kr. svarende til et års løn, subsidiært et mindre beløb efter Ligebehandlingsnævnets skøn. Der er en klar og tydelig overrepræsentation af ældre medarbejdere blandt de afskedigede i teknisk afdeling. Gruppen af 36-45 årige medarbejdere var større end gruppen af medarbejdere over 55 år, men på trods heraf blev der afskediget en tredjedel flere medarbejdere over 55 år. Det samme gælder i forhold til gruppen af de 46-55 årige medarbejdere. Det er således dokumenteret, at det var gruppen af medarbejdere over 55 år, der væsentligst blev påvirket af afskedigelserne, og der er derfor påvist faktiske omstændigheder, der giver grundlag for en formodning for, at klager er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder. Indklagede har ikke løftet bevisbyrden for, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket. Der var alternative afskedigelsesmuligheder, og indklagede har undladt at afskedige medarbejdere med betydelig kortere anciennitet end klager. Flere af de medarbejdere, der ikke blev afskediget, havde således ganske kort anciennitet. Gennemsnitsalderen blandt de afskedigede var 49,8 år mod 45,6 år blandt de tilbageværende medarbejdere, det vil sige en forskel på 4,2 år. Gennemsnitsancienniteten blandt de afskedigede var 11,9 år, mens gennemsnitsancienniteten blandt de tilbageværende var 10,1 år. Det er således dokumenteret, at såvel gennemsnitsalderen som gennemsnitsancienniteten blandt de afskedigede medarbejdere var højere end blandt de tilbageværende medarbejdere. Der var en rimelig aldersspredning forud for afskedigelserne, men gruppen fra 56 år og ældre var den eneste gruppe, som blev voldsomt påvirket af afskedigelserne. Medarbejderne fra 56 år og ældre udgjorde 22,82 procent af medarbejderne, men mere end 61 procent af denne gruppe blev afskediget, således at gruppen nu kun udgør 15 procent af medarbejderne i den tekniske afdeling. De af indklagede fremlagte tal fra Danmarks Statistik er efter klagers opfattelse ikke retvisende. Henvisningen til statistikken udgør i øvrigt ikke et legitimt formål. Det er ikke objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål at afskedige ældre medarbejdere for at nedsætte gennemsnitsalderen i en virksomhed. Indklagede har hverken dokumenteret, at der var en uhensigtsmæssig alderssammensætning, eller redegjort for, hvorfor aldersspredningen var uhensigtsmæssig forud for afskedigelserne. Der er ikke tvivl om, at indklagede har lagt vægt på alder, da der blev udpeget medarbejdere til afskedigelse, idet indklagede har anført, at det var nødvendigt at sikre en ligelig aldersspredning fremadrettet. Den kendelse fra Afskedigelsesnævnet, som indklagede har henvist til, vedrører ikke aldersdiskrimination, men den såkaldte 25 års regel. Indklagede har ikke redegjort for, hvordan den enkelte medarbejder, herunder klager, blev udvalgt på baggrund af de kriterier, som var fastsat for udvælgelsen af de medarbejdere, der skulle afskediges. Det er derfor ikke muligt for klager at forholde sig til de enkelte kriterier. Indklagede har heller ikke redegjort for, hvorfor det var klager, der blev udvalgt som følge af, at det var nødvendigt for indklagede at bevare spredningen i kompetencer og erfaring for at sikre, at organisationen kunne fungere tilfredsstillende. Klager kan ikke anerkende, at teknikerne fra B varehusene var bedre kvalificerede på grund af deres kendskab til huse og installationer i disse varehuse. Klager kan især ikke anerkende, at teknikerne fra A varehusene skulle have mindre relevante kompetencer og svagere faglig baggrund i forhold til stillingerne i B varehusene samt stillingerne som vedligeholdelsestekniker og kørende tekniker. Maskinparken i A og B er i vidt omfang identiske, og der er ikke nogen nævneværdig forskel for en tekniker på rent teknisk at udføre arbejde i varehus A frem for varehus B. Der er imidlertid på grund af størrelsen flere enheder i B varehusene. I et tilfælde blev de tre medarbejdere i et B varehus alle afskediget og udskiftet med en tekniker fra et A varehus. Når indklagede kan afskedige alle teknikere i et B varehus, heraf flere med lang anciennitet, og erstatte dem med en tekniker fra A, så kan indklagede ikke få medhold i synspunktet om ringere kvalifikationer hos teknikerne fra A. Flertallet af de afskedigede teknikere fra A varehusene havde været tilknyttet et B varehus på fast basis 2-3 dage om ugen samt deltaget i en vagtordning, hvor de skulle udføre arbejde i B varehusene. Flere af teknikerne havde desuden været i et B varehus, inden de blev overført til et A varehus. Klager har opfordret indklagede til at fremlægge referater af MUS-samtaler for de tilbageværende teknikere for at få fastslået, om disse havde tilkendegivet at ville flytte geografisk efter nye jobs. Klager havde under sin MUS-samtale tilkendegivet over for indklagede, at én person ikke kunne passe to butikker tilfredsstillende, men ikke desto mindre servicerede klager to butikker alene. Dette skete til alles tilfredshed, hvilket også blev tilkendegivet over for klager ved MUS-samtalerne. Klager havde under sin ansættelse været særdeles fleksibel, og i en periode på 10 år kørte han til et varehus A på Fyn. Oplysninger om klagers nuværende beskæftigelse og indtægt er efter klagers opfattelse uden betydning for spørgsmålet om aldersdiskrimination. Klager er pr. 1. april 2013 gået på efterløn, og han arbejder en dag om ugen i et varehus A, hvor han foretager forefaldende arbejde svarende til sine tidligere arbejdsopgaver. Indklagede afviser, at afskedigelsen af klager var i strid med forskelsbehandlingsloven. Klager har ikke påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling af klager. Høj alder alene bringer ikke afskedigelsen ind under forskelsbehandlingsloven, hvilket bestyrkes af praksis. Hvis nævnet måtte nå frem til, at klager har påvist faktiske omstændigheder for forskelsbehandling på grund af alder, henviser indklagede til, at forskelsbehandlingsloven ikke indeholder forbud mod at afskedige medarbejdere af en vis alder. Loven forhindrer derimod afskedigelser på grund af alder. Afskedigelserne skete som led i en total omorganisering af den tekniske afdeling, som medførte, at der blev nedlagt et betydeligt antal stillinger. Målet var at effektivisere afdelingens arbejde og opnå nødvendige besparelser som følge af ændrede og skærpede markedsvilkår, som gjorde det nødvendigt, at indklagede i 2012 tilpassede omkostningerne til konkurrenceevnen. Der blev også gennemført afskedigelser i andre afdelinger, og indklagede lukkede en af sine andre kæder. Indklagede havde tidligere gennemført effektiviseringer og besparelser i sine varehuse. Organisationen i den tekniske afdeling er efter afskedigelserne langt mindre, fladere og mere smidig med langt færre ansatte. Indklagede har derved opnået besparelser og større effektivitet. Der var i den tekniske afdeling en markant høj alderssammensætning, hvilket betød, at en betydelig del af de ældre medarbejdere nødvendigvis måtte indgå i gruppen af opsagte medarbejdere. Tal fra Danmarks Statistik viser, at aldersspredningen hos indklagede var atypisk med en overvægt af ældre medarbejdere. Med en så høj andel af ældre medarbejdere var det ikke muligt for indklagede at undgå afskedigelser også blandt medarbejderne i den højere aldersgruppe. Forskellen i alderssammensætning har ikke ændret sig markant før og efter opsigelserne. Der er stadig en stor gruppe ældre medarbejdere ansat i teknisk afdeling. Ud af afdelingens nu 86 medarbejdere er der således 13 medarbejdere, der er 55 år eller ældre, og 30 medarbejdere, der er 50 år eller ældre. Indklagede havde således en stor overvægt af medarbejdere i såvel gruppen over 45 år som gruppen over 55 år. Indklagede har opgjort aldersfordelingen før afskedigelserne til 40 procent under 46 år og 60 procent over 45 år. 77 procent var under 56 år og 23 procent var over 55 år. Medarbejderne var fra 24 år til 65 år. Af de afskedigede medarbejdere var 30 procent under 46 år og 70 procent over 45 år. 67 procent af de afskedigede medarbejdere var under 56 år og 33 procent var over 55 år. Aldersspredningen blandt de afskedigede var fra 25 år til 63 år. Indklagede har opgjort, at gennemsnitsalderen i den tekniske afdeling før afskedigelserne var 47,56 år, og at gennemsnitsalderen blandt de opsagte medarbejdere var 50,52 år. Der er stadig, sammenlignet med den samlede lønmodtagerstyrke i Danmark, en overvægt af medarbejdere over 55 år. Hertil kommer, at 13 ud af de 14 klagere boede og havde arbejde i Jylland, mens en boede og arbejdede på Fyn. Dette skyldtes, at indklagedes varehuse i Jylland/Vestdanmark var ældst på landsplan. Personalet i denne region havde derfor en højere alder end resten af Danmark. Dette har naturligvis givet sig udslag i alderen på de opsagte medarbejdere i den vestlige del af Danmark. Forskellen i gennemsnitsalderen for de afskedigede og for de tilbageværende er en meget lille forskel, der viser, at alderssammensætningen i de to grupper er sammenlignelig. Det samme gælder for så vidt angår anciennitet. På grund af alderssammensætningen blandt medarbejderne var det ikke muligt at undgå at opsige ældre medarbejdere, men der blev ikke rykket væsentligt på alderssammensætningen i teknisk afdeling. Indklagede havde iværksat en matchproces og i videst muligt omfang forsøgt at afbøde og afhjælpe situationen for de udvalgte medarbejdere, hvilket bør indgå i vurderingen. Indklagede har i øvrigt kunnet give og tilbyde omplacering af flere medarbejdere på klagers alder. Indklagedes opmærksomhed på det sociale ansvar, herunder over for ældre medarbejdere, medfører også, at det har formodningen imod sig, at indklagede skulle havde afskediget på grund af alder. Ved nedlæggelse af en stilling i varehus A blev de pågældende medarbejdere i stillingen opsagt. I varehus B blev antallet af tekniske medarbejdere reduceret fra tre til en. Typisk var den medarbejder, der skulle fortsætte i stillingen som tekniker, i forvejen ansat i det enkelte varehus B. Årsagen hertil var, at teknikerne fra varehus B typisk var bedre kvalificerede på grund af deres kendskab til hus og installationer i disse varehuse. De teknikere, der allerede fungerede som vedligeholdelsesteknikere/kørende teknikere, ville typisk være bedre kvalificerede til disse stillinger på grund af deres umiddelbare erfaring med opgaverne og husene, som de skulle servicere. Som følge heraf ville især teknikerne fra stillingerne i A varehusene som udgangspunkt blive anset for typisk at have mindre relevante kompetencer og svagere faglig baggrund i forhold til stillingerne i B varehusene og stillingerne som vedligeholdelsestekniker og kørende tekniker. Teknikerne fra A havde for eksempel ikke indblik i og kendskab til de større produktionssteder og tekniske installationer i B. Dette kunne give teknikerne fra B en fordel i forhold til de kriterier, der handlede om kompetencer, faglig baggrund og niveau i forhold til de fremtidige jobs. Der var dog i en vis udstrækning tale om en ensartet maskinpark i A og B, men der kunne afhængig af indretningstidspunktet være stor forskel på model, årgange og tekniske specifikationer. Det kunne derfor være særlig kompetencekrævende at skifte fra et A varehus til et B varehus og omvendt. Indklagede lagde ved udvælgelsen af hvilke medarbejdere, der skulle opsiges, vægt på de generelle, overordnede kriterier, som ledelsen havde fastsat og udmeldt til de faglige organisationer. Kriterierne var kompetencer, faglig baggrund og niveau, samarbejdsevner, indsats og resultater, fravær og stabilitet samt fleksibilitet. "Geografisk mobilitet" indgik som et delelement af kriteriet fleksibilitet. Der blev ikke foretaget et fravalg af enkeltpersoner, men et tilvalg af kompetencer for at kunne sætte det bedste hold for det fremtidige arbejde. Indklagede vurderede på baggrund af et samlet skøn over kvalifikationer hvilke medarbejdere, man med færrest problemer kunne undvære. Udvælgelsen foregik efter en konkret og individuel vurdering af kompetencerne hos samtlige teknikere og maskinmestre ansat i A og B. Indklagede lagde ikke vægt på alder ved afskedigelserne. Der blev således ved opsigelsen af klager og de øvrige 12 klagere lagt vægt på andre kriterier end alder ved en samlet vurdering af den enkeltes kompetencer i forhold til de øvrige ansattes kompetencer. Andre legale beskyttelseshensyn havde begrænset udvælgelsesmulighederne, herunder beskyttelse af arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter. Ingen medarbejdere blev opsagt på grund af dårlig præsentation, men indklagede valgte dem, som man mente, havde de bedste kvalifikationer i de enkelte stillinger i den nye organisation. Det betød blandt andet, at der i visse tilfælde blev valgt medarbejdere med kortere anciennitet end de afskedigede medarbejdere. Kompetenceafvejningen blev foretaget af de ansvarlige sektionschefer i samarbejde med sektionslederne inden for hver sektion ud fra deres indgående kendskab til den enkelte medarbejder. Kompetencevurderingen blev således foretaget af ledelsen i teknisk afdeling på grundlag af de enkelte lederes erfaringer om kompetencerne på baggrund af en bruttoliste, som sektionscheferne havde udarbejdet over, hvilke medarbejdere der kunne afskediges. Det var i den forbindelse nødvendigt at bevare spredningen i kompetencer og erfaring inden for forskellige områder for at sikre, at organisationen kunne fungere tilfredsstillende. Det var også nødvendigt at sikre en ligelig aldersspredning fremadrettet. Indklagede havde ud fra de givne forhold med hensyn til medarbejdergruppens sammensætning bestræbt sig på at sprede og fordele de opsagte forholdsmæssigt på hele gruppen set ud fra en aldersrelateret vurdering. Der er flere eksempler på anvendelsen af denne kompetencevurdering. Således blev en nu 54-årig medarbejder flyttet fra et A varehus til et B varehus, hvor samtlige medarbejdere var blevet opsagt. En 60-årig sektionsleder blev omplaceret til en maskinmesterstilling. En 54-årig tekniker blev omplaceret fra et A varehus til et B varehus. Det er et sagligt kriterium at forsøge at sikre fortsat aldersspredning. Dette princip af anerkendt af såvel Ligebehandlingsnævnet som i andre afskedigelsessager, der for eksempel vedrører høj anciennitet. Indklagede har i den forbindelse henvist til Afskedigelsesnævnets kendelse i AN 1066/02. Formålet med at bevare en aldersspredning var i øvrigt indlysende ud fra et legitimt ønske om at sikre kontinuitet i driften af teknisk afdeling. Aldersspredningen var også ønskelig for indklagede for at sikre diversitet og for at have en gruppe medarbejdere, som på hver sin måde kunne byde ind med løsninger af arbejdsopgaverne. Her var alder kun et af de parametre, som der måtte lægges vægt på. Indklagede havde i øvrigt i medfør af ledelsesretten mulighed for et vidt skøn i forbindelse med udvælgelsen af, hvilke medarbejdere der skulle afskediges. Dette gælder ikke mindst ved afskedigelser af større omfang, hvor der skal foretages et valg, hvor selv små forskelle kan være udslagsgivende. Indklagede henviser i øvrigt til, at klagers faglige organisation har deltaget i forhandlinger om afskedigelserne, og forbundet kunne have fremsat indsigelser under disse møder. Forbundet har desuden kun forsøgt at få forligt to af sagerne. Forbundet har derfor udvist passivitet. Klager var før omorganiseringen tekniker i to A varehuse, som han servicerede alene. Klagers stilling blev nedlagt, da A ikke længere skulle have en fast ansat tekniker, men skulle betjenes af de nye serviceteams efter den nye struktur. Klager blev ikke valgt til den fremtidige organisation ud fra en samlet vurdering af kompetencerne hos klager og de øvrige medarbejdere i den tekniske afdeling. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at klager havde erklæret, at han syntes, at det var voldsomt at have ansvaret for to butikker. Klager vurderedes således ikke at være klar til at tage et større ansvar i et serviceteam. Klager havde udført sit arbejde i de to butikker tilfredsstillende, men hans synspunkt var indgået i den samlede vurdering af, om klager var parat og kompetent til at bestride en stilling i den nye organisation. I øvrigt havde flere andre teknikere kunnet servicere to A varehuse, uden at dette havde givet problemer eller været for meget for dem. Klager havde benyttet sig af det fulde tilbud om matchning. Klager havde deltaget i matchsamtale, og han havde udfærdiget en profil til det profilhæfte, som indklagede sendte til andre virksomheder. Klager deltog i de tilbudte jobsøgningskurser. Indklagede har opfordret klager til at oplyse om sit nuværende beskæftigelse- og indtægtsgrundlag, herunder om efterløns- og pensionsforhold. Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af alder efter loven om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet med videre (forskelsbehandlingsloven). Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke må lægge vægt på en lønmodtagers alder i forbindelse med afskedigelse. Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at indklagede som følge af behov for besparelser foretog en gennemgribende omorganisering af den tekniske afdeling, som blandt andet betjener A og B varehusene. I den forbindelse blev 63 ud af i alt 149 medarbejdere i teknisk afdeling afskediget. På afskedigelsestidspunktet var 22,8 procent af medarbejderne i den tekniske afdeling over 55 år, det vil sige omkring 1/5 af medarbejderne. Medarbejderne over 55 år udgjorde imidlertid 1/3 af de afskedigede medarbejdere. Der blev således afskediget en forholdsvis stor andel af de ældre medarbejdere. Indklagede har anført, at det var nødvendigt at bevare spredningen i kompetencer og erfaring inden for forskellige områder for at sikre, at organisationen kunne fungere tilfredsstillende. Det var også nødvendigt at sikre en ligelig aldersspredning fremadrettet. Når dette sammenholdes med, at der tydeligt var procentvis flere afskedigede blandt de over 55-årige, finder nævnet, at der er påvist faktiske omstændigheder, der giver grundlag for at antage, at indklagede ved opsigelsen blandt andet har lagt vægt på alder. Indklagede havde som arbejdsgiver som udgangspunkt et frit skøn til at vurdere, hvilke medarbejdere, der bedst kunne undværes som følge af de pålagte besparelser, men indklagede havde pligt til at sikre, at der i beslutningsgrundlaget ikke indgik kriterier, der var ulovlige efter forskelsbehandlingsloven. Afskedigelsen skete på grundlag af generelt fastsatte kriterier. Indklagede har ikke dokumenteret, at der forud for afskedigelsen ud fra de fastsatte kriterier blev foretaget en konkret vurdering af klagers faglige og personlige kvalifikationer samt opgavevaretagelse i forhold til de øvrige medarbejdere med henblik på at beholde de bedst kvalificerede medarbejdere. Indklagede har herefter ikke godtgjort, hvorfor netop klager blev afskediget. Nævnet finder ikke, at klager har udvist retsfortabende passivitet. Klager får derfor medhold i  klagen. Godtgørelse Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 270.000 kr., svarende til cirka ni måneders løn. Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og det i øvrigt oplyste i sagen. Indklagede skal herefter betale 270.000 kr. til klager med procesrente fra den 21. marts 2013, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage. <2013-6810-06532>

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Opgørelsen af de enkelte tvistpunkter medførte at indklagede tilpligtes at betale 160.900 kr. Den fulde tekst Tvist om økonomiske mellemværende i forbindelse med opgørelse af dobbelthus K E N D E L S E II i Voldgiftssag nr. C 2969 K mod A Denne sag, hvor AB 72 er vedtaget, vedrører en tvist mellem klageren, K, og indklagede A, om det indbyrdes økonomiske mellemværende i anledning af en aftale, hvorefter klager for indklagede skulle opføre et dobbelthus i x-by. I anledning af tvisten indbragte klager ved klagskrift af 4. oktober 1989 sagen for en i medfør af »Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed« nedsat voldgiftsret, der oprindeligt blev nedsat med ingeniør Jørn Buch Andersen som eneste voldgiftsmand. Under sagen, hvor mundtlig forhandling første gang fandt sted den 25. oktober 1990, blev klagers påstand i det hele taget til følge, således at indklagede blev tilpligtet at betale 160.181 kr. + moms med nærmere angivne renter samt 12.000 kr. i sagsomkostninger til klageren. Efter at voldgiftsretten den 22. februar 1991 havde afsagt sin kendelse, indbragte indklagede sagen for y-by civilret med påstand om, at klager skulle anerkende, at voldgiftsrettens kendelse var ugyldig, idet væsentlige retsplejehensyn var tilsidesat ved voldgiftsrettens sagsbehandling. Under et møde mellem parterne i civilretten den 17. juli 1991 opnåedes enighed om, at sagens behandling skulle genoptages ved voldgiftsretten under medvirken af en eller flere andre voldgiftsdommere, og at indklagede skulle stille en sikkerhed på 200.000 kr. for opfyldelse af voldgiftsrettens afgørelse. Under sagens genoptagelse for voldgiftsretten har klager fastholdt sin oprindelige påstand om, at indklagde betaler 160.181 kr. + moms med tillæg af sædvanlig procesrente af 80.000 kr. + moms fra den 6. oktober 1989, af 54.381 kr. + moms fra den 17. januar 1990 og af 25.800 kr. + moms fra den 23. oktober 1990. Herudover har klager krævet, at indklagede betaler 12.000 kr. svarende til de sagsomkostninger, som klager fik tilkendt ved voldgiftsrettens oprindelige kendelse. Indklagede har påstået frifindelse og har herudover nedlagt påstand om, at klager betaler indklagede 50.000 kr. med procesrente fra den 12. marts 1993, hvor modkravet blev fremsat under genoptagelsessagens mundtlige forhandling. Klager har påstået frifindelse overfor indklagedes modkrav. Under sagens genoptagelse har voldgiftsretten bestået af arkitekt m.a.a. Erik Jørgensen, murermester Per Andersen og landsdommer Ole Nicolaisen med sidstnævnte som formand. Det fremgår af sagen, at tvisten opstod i sommeren 1989, da byggesagens kloakprojekt måtte ændres, i hvilken anledning indklagede nægtede at betale en aconto begæring fra klager, som herefter standsede arbejdet. Klager har opgjort sit tilgodehavende incl. 22% moms således: Resttilgodehavende vedr. entreprisesum 129.076,00 kr. Ekstraarbejder 66.344,82 kr. -------------- 195.420,82 kr. Sagsomkostninger fra 1. voldgiftssag 12.000,00 kr. -------------- ialt 207.420,82 kr. Ekstraarbejderne, der er nærmere specificerede, vedrører etablering af kørevej, levering af jernpladevej, nedrivning af carport, etablering af byggestrøm og -vand, levering af el-tavle, ventetid for kran, etablering af indføringsrør gennem sokkel, aftrapning af facade i gavle, lejlighedsskel i tagrum, riller for elrør, indvendig fugning af vinduer, udstøbning af huller i dæk, udførelse af opkant ved bruser, planering af terræn, udlæg til landinspektør samt udførelse af aftræksventiler og af 2 huller til el-tavler. Indklagede har anerkendt at skulle betale 2.412 kr. + moms vedrørende de 2 sidstnævnte poster, men har iøvrigt bestridt klagers ekstraregning, i det væsentlige under henvisning til, at arbejderne er omfattet af klagers entreprise eller, at de ikke er udført af klager. Indklagede, der er enig i at have undladt at afregne 129.076 kr. vedrørende entreprisesummen, har krævet godskrivelse af følgende beløb med tillæg af 22% moms: 1. Udbedringsudgift vedrørende skillerums- montering kr. 5.000,00 2. Sandspartling af skillerum kr. 15.000,00 3. Besparelse ved skillerum (kælder- nedgang kr. 6.000,00 4. Besparelse vedrørende fliser i køkken kr. 3.000,00 5. Besparelse vedrørende indgang og repos kr. 40.000,00 6. Besparelse vedrørende armering af kældergulv kr. 4.000,00 7. Monteringsudgifter vedrørende udluft- ningshætter kr. 3.000,00 8. Udbedringsudgifter for faskine kr. 3.000,00 9. Udbedringsudgifter vedrørende kloak betalt med kr. 34.040,75 10. Udbedringsudgifter vedrørende retablering af jord uden stampning og vibrering kr. 3.500,00 -------------- ialt kr. 116.540,75 - klagers resttilgodehavende kr. 105.800,00 -------------- kr. 10.740,75 - anerkendte ekstraarbejder kr. 2.412,00 -------------- saldo i indklagedes favør kr. 8.328,75 Hertil kommer et krav på erstatning for værdiforringelse af ejendommen som følge af klagers udførelse af vinduesåbninger, erstatning for 3 måneders huslejetab på grund af forsinket ibrugtaglse samt erstatning for kloakrør, som klager har fjernet fra byggepladsen. De nævnte erstatningskrav og den forannævnte saldo i indklagedes favør danner grundlag for indklagedes modkrav, der er skønsmæssigt ansat. Klager har i det hele bestridt, at indklagede skulle have krav på reduktion i entreprisesummen, idet det gøres gældende, at arbejdet er udført uden fejl og mangler. Det erkendes, at kloakarbejdet ikke blev endeligt færdiggjort af klager på grund af indklagedes betalingsvægring, men klager har ikke opnået besparelse herved. Indklagedes erstatningskrav bestrides. Der er under sagens genoptagelse afgivet erklæringer af den 2. juni 1992 og den 6. juli 1992 af ingeniør m.a.i. B, som har været udmeldt som syns- og skønsmand. Under den mundtlige forhandling den 12. marts 1993 er der afgivet forklaringer af klagers direktør C, indklagede A, landinspektør D, arkitekt E, murer F, rendegravefører G, tømrer H og gartner I ligesom skønsmanden har besvaret spørgsmål vedrørende sine erklæringer. Parterne og deres advokater erklærede sig under den mundtlige forhandling indforstået med, at voldgiftsrettens kendelse udfærdiges uden gengivelse af afgivne forklaringer og advokaternes procedure. Voldgiftsretten skal herefter om de enkelte tvistpunkter udtale: Montering af skillerum. Det af klager udførte arbejde giver mulighed for at overholde en loftshøjde på 230 cm. som forudsat i projektet. Der findes således ikke fejl i det udførte arbejde hverken i relation til projektet eller til resultatet af arbejdet. Sandspartling af skillerum. Det fremgår ikke af tegninger eller tilbud, at klager har påtaget sig dette arbejde, og dette er heller ikke på anden måde udtrykkeligt aftalt. Det er herefter ikke en mangel, at klager ikke har udført dette arbejde. Skillerum ved kældernedgang. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at klager i overensstemmelse med det oprindelige projekt opsatte nævnte skillerum i det ene dobbelthus, men derpå fjernede disse og kørte dem væk efter anmodning fra indklagede. På grundlag af skønsmandens erklæring og hans oplysning under afhjemlingen lægges det til grund, at klager har haft en besparelse herved på 3.000 kr., som dog skal reduceres med en udgift på 1.000 kr. til nedtagning og bortkørsel, begge beløb med tillæg af moms. Der tilkommer herefter indklagede et beløb på 2.000 kr. + moms i reduktion af entreprisesummen vedrørende dette punkt. Fliser i køkken. Det fremgår ikke af tilbuddet, at fliser i køkken - modsat i badeværelse - er inkluderet. Herefter, og da det ikke findes bevist, at det efterfølgende er aftalt mellem parterne, at sådanne fliser skulle opsættes uden beregning, findes indklagede ikke at have krav på reduktion i entreprisesummen herfor. Indgang og repos. Efter bvisførelsen, herunder I's forklaring og den uklare angivelse af dette arbejde i tegningsmaterialet, kan det ikke anses godtgjort, at dette arbejde er omfattet af klagers entreprise, hvilket tillige støttes af, at indklagede først ca. et halvt år efter entreprisens afslutning har reklameret vedrørende denne beløbsmæssigt betydelige post. Indklagede kan herefter ikke indrømmes den herfor krævede reduktion i entreprisesummen. Manglende armering af kældergulv. Det lægges til grund, at der ikke på noget tidspunkt har været problemer med jordens bæredygtighed. Da den i projektet angivne armering alene har haft til formål at stabilisere kældergulvet, og da der efter bevisførelsen ikke findes godtgjort, at der er mangler ved kældergulvet eller, at klager, som angiver at han har anvendt ekstra grusfyld under gulvkonstruktionen og derved har kunnet udelade armeringen af kældergulvet, har haft besparelse ved den ændrede gulvkonstruktionsopbygning, tilkommer der ikke indklagede reduktion i entreprisesummen. Manglende montering af udluftningshætter. Efter det oplyste er hætterne leveret, men ikke monteret af klager. Indklagede findes i denne anledning at have krav på 3.000 kr. + moms i overensstemmelse med skønsmandens erklæring. Faskine. Det findes ikke bevist, at faskinen er fejlagtigt eller mangelfuldt udført, eller at dens kapacitet er utilstrækkelig, hvorfor indklagedes reduktionskrav vedrørende denne ikke tages til følge. Kloakanlægget. Efter bevisførelsen kan det fastslås, at kloakken måtte omlægges på grund af for ringe fald, som skyldtes fejlagtige koteangivelser i de af indklagede udleverede tegninger. Indklagede har derfor ikke krav på at få godtgjort de afholdte udgifter til at få ændret og færdiggjort kloakarbejdet ved en anden entreprenør. Voldgiftsretten finder dog, at klager, som har fjernet de oprindeligt nedlagte kloakrør, og som ikke har færdiggjort det pågældende arbejde, har haft en besparelse i forhold til den del af entreprisesummen, der vedrører kloakarbejdet. Størrelsen af besparelsen har ikke været genstand for bevisførelse og må herefter skønsmæssigt ansættes til et beløb på 10.000 kr. + moms, der tilkommer indklagede som reduktion i entreprisesummen. Stampning og vibrering. Indklagede findes ikke at have godtgjort, at der har været fejl eller undladelser vedrørende klagers udførelse af denne del af entreprisen, hvorfor kravet om reduktion af entreprisesum i denne anledning ikke tages til følge. Ekstraregning for kørevej, jernplader, nedrivning af carport, ventetid for kran, etablering af byggestrøm og levering af el-tavle. Det fremgår af klagers tilbud, at indklagede skal sørge for tilkørselsforhold og strøm til byggepladsen. Efter bevisførelsen findes klager med rette at kunne kræve udgifter vedrørende ovennævnte forhold afholdt af indklagede som ekstraarbejder, idet det dog må henstå som uafklaret, i hvilket omfang klager har afholdt udgifter til fjernelse af en carport. Klager findes herefter berettiget til for de pågældende arbejder under eet at afkræve indklagede et beløb på 20.000 kr. + moms. Indføringsrør for vand. Det er ikke under bevisførelsen nærmere oplyst, hvorpå klager støtter sit krav vedrørende dette arbejde, som indklagede har bestridt, at klager har udført. Som følge heraf tages klagers krav om ekstrabetaling herfor ikke til følge. Aftrapning af facade. Det lægges til grund, at dette arbejde, som ikke fremgår af tegningerne, er udført af klager efter indklagedes anmodning, hvorfor det skal honoreres som ekstraarbejde med det af klager krævede beløb på 4.300 kr. + moms. Lejlighedsskel over loft i tagrum. Det omhandlede skel fremgår ikke af tegningsmaterialet vedrørende klagers entreprise. Herefter, og da skellet kunne tænkes udført i gips af en tømrer, findes det ikke bevist, at det er omfattet af klagers tilbud, hvorfor det skal betales ekstra med 4.788 kr. + moms som krævet af klager. Udførelse af aftræksventiler og huller for el-tavler. Klagers krav på ekstra betaling herfor med ialt 2.412 kr. + moms er anerkendt af indklagede. Riller for elrør og -dåser. Udførelse heraf må forudsættes at være indeholdt i klagers tilbud og kan derfor ikke kræves betalt ekstra. Fugning af vinduer indvendigt. Det findes ikke godtgjort, at omhandlede fugning md mørtel er udført af indklagede eller hans folk, idet det må antages, at den af I omtalte fugning formentlig er udført med fugemasse udvendigt. Herefter tages klagers krav om ekstra betaling herfor med 2.376 kr. + moms til følge. Udstøbning af huller i dæk. Det lægges til grund, at arbejdet er udført af klager, og at indklagede ikke har afleveret plan over afsætning af huller, hvorfor arbejdet skal honoreres ekstra med 1.980 kr. + moms som krævet af klager. Opkant ved bruser. Som sagen er oplyst, findes klager at burde have taget hensyn hertil ved afgivelse af tilbud. Arbejdet med udførelsen kan herefter ikke kræves betalt som ekstraarbejde. Planering-af terræn. Det findes ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at klager har udført arbejde i denne forbindelse, der giver grundlag for at kræve ekstrabetaling. Udlæg-til landinspektør. Efter bevisførelsen lægges det til grund, at landinspektørens regning på 5.230 kr. + moms vedrører sådan afsætning, som ifølge AB 72 § 6, stk. 3 skal udredes af bygherren. Da klager imidlertid overfor landinspektøren har stået som rekvirent af arbejdet, hæfter klager overfor denne og kan herefter kræve beløbet refunderet af indklagede. Klagers krav om indklagedes betaling af nævnte beløb tages herefter til følge. Indklagedes krav på erstatning for værdiforringelse af bygning. Kravet støttes på, at huset har fået et skæmmende udseende på grund af klagers udførelse af vinduesåbninger. Efter det, der er oplyst om uoverensstemmelse mellem tegningernes mål og de af indklagede leverede vinduer, findes der ikke bevis for, at klager har handlet ansvarspådragende. Herefter, og da en mulig værdiforringelse af nævnte årsag ikke findes at være tilstrækkelig stor til at indrømme indklagede et forholdsmæssigt afslag, kan kravet ikke tages til følge. Erstatning for kloakrør, som klager har fjernet. Der er taget hensyn hertil ved den ovenfor omtalte reduktion i entreprisesummen vedrørende kloakarbejdet. Erstatning for huslejetab. Indklagedes krav herom kan ikke tages til følge, da et eventuelt tab og dets størrelse ikke er dokumenteret. Under henvisning til det anførte kan parternes mellemværende opgøres således: - Klagers resttilgodehavende 105.800,00 kr. - reduktion vedrørende skillerum ved kælder- nedgang, udluftningshætter og kloak - 15.000,00 kr. - tillæg for ekstraarbejder vedrørende kørevej og andre udgifter til etablering af byggeplads, facadeaftrapning, lejlig- hedsskel, vinduesfugning, dækhuller, landinspektør samt aftræksventiler og huller for el-tavle + 41.086,00 kr. ---------------- 131.886,00 kr. + moms 22% 29.014,92 kr. ---------------- Indklagede skal herefter betale 160.900,92 kr. med procesrente af 97.600 kr. fra den 6. oktober 1989 og af 63.300,92 kr. fra den 17. januar 1990. Efter sagens udfald og med hensyn til de af klager afholdte udgifter til syn og skøn samt skønnede meromkostninger påført klager ved voldgiftssagens genoptagelse findes indklagede til klager at skulle betale ialt 30.000 kr. i sagsomkostninger. Udgifterne til den genoptagne voldgiftssags behandling skal betales af indklagede. T H I B E S T E M M E S Indklagede, A, skal til klageren, K, betale 160.900,92 kr. med tillæg af procesrente af 97.600 kr. fra den 6. oktober 1989 og af 63.300,92 kr. fra den 17. januar 1990, til betaling sker, samt 30.000 kr. i sagsomkostninger. De omkostninger, der er forbundet med den genoptagne voldgiftssags behandling, betales af indklagede. København, den 6. april 1993 Erik Jørgensen Ole Nicolaisen Per Andersen P.v.c. G. Stark Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Ankestyrelsens principafgørelse U-35-01 om personkreds - ægtefælle - ulykkestilfælde - lønaftale - arbejdsskade Resume: En sikret, der er antaget til at udføre arbejde i ægtefællens virksomhed, er kun omfattet af lovens personkreds, hvis der forud for arbejdsskadens indtræden er indgået en lønaftale med skattemæssig virkning. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede ikke var omfattet af lovens personkreds, da han ikke havde indgået nogen lønaftale med skattemæssig virkning i medfør af kildeskattelovens bestemmelse herom. Love: Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 1, stk. 1 Sagsfremstilling: Det fremgik af sagen, at en mand på skadetidspunktet både var selvstændig skiltemaler og beskæftiget som medhjælpende ægtefælle i sin ægtefælles blomsterbutik. Skaden skete, da en ansat knuste en glasskål, og en glassplint sprang fra skålen og ramte hans tommelfinger. Manden havde oplyst, at han og ægtefællen ikke havde indgået en lønaftale, der kunne tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven. Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven. Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ulykkestilfældet skete under arbejde i ægtefællens virksomhed. Loven omfatter kun arbejde i ægtefællens virksomhed, hvis der er indgået lønaftale, der kan tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven, hvilket fremgår af lovens § 1, stk. 1. Manden anførte i sin klage, at han betalte skat som alle andre lønmodtagere, dog kun 10 gange om året. Han vedlagde sin årsopgørelse for indkomståret 1999. Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste manden, at han var beskæftiget som medhjælpende ægtefælle, og at han på skadedagen var på arbejde og i gang med at stable varer, der var indkøbt på grønttorvet. Han var beskæftiget med alt forefaldende arbejde hos sin arbejdsgiver. Han modtog hvert år 10 stk. giroindbetalingskort, som indeholdt opkrævning af B-skat og arbejdsmarkedsbidrag, som blev betalt over 10 måneder. Afgørelse: Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, hvorefter manden ikke var omfattet af lovens personkreds. Han havde derfor ikke ret til lovens ydelser. Ankestyrelsen henviste til, at enhver, der mod løn eller som ulønnet medhjælp antages til i en arbejdsgivers tjeneste varigt, midlertidigt, eller forbigående at udføre arbejde her i landet, er sikret mod følger af arbejdsskade efter lovens § 9, hvilket fremgår af lovens § 1, stk. 1, 1. punktum. Det fremgår dog af lovens § 1, stk. 1, sidste punktum, at en arbejdsgivers ægtefælle kun er sikret, hvis der er indgået lønaftale, der kan tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven ved sidste udbetaling forud for arbejdsskaden. Begrundelsen for afgørelsen var, at der i sagen ikke var dokumentation for, at der ved den sidste lønudbetaling forud for hændelsen var indgået en lønaftale, der kunne tillægges skattemæssig virkning efter kildeskatteloven.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Cirkulære om prisfastsættelsesbestemmelser i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber 1. Indledning 1. Ved lov nr. 206 af 22. maj 1985 er der sket ændring af §§ 5-6 i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (andelsboligloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 372 af 27. juli 1983). Loven trådte i kraft den 1. januar 1986. Lovens § 5, stk. 3-4 og § 6, stk. 6, trådte dog i kraft den 31. maj 1985. Ændringen indebærer, at opgørelsen af foreningens formue fortsat kan foretages på grundlag af den prioriterede ejendomsværdi som fastsat ved 17. almindelige vurdering, såfremt ejendommen er opført før 1. januar 1981. Endvidere vil andelshavere i ejendomme, hvortil der er ydet støtte efter sanerings- og byfornyelseslovgivningen, kunne beregne sig samme pris for andelen i foreningens formue, som der lovligt kunne beregnes umiddelbart inden gennemførelsen af de foranstaltninger, hvortil der er ydet støtte. For sådanne andelshavere indebærer ændringen endvidere, at den del af indekslånet, hvortil der ydes afdragsbidrag, ikke skal indgå i den opgørelse af foreningens formue, der anvendes ved prisfastsættelsen. Bestyrelsen skal i en note til årsregnskabet give oplysning herom. Endvidere blev der ved lov nr. 194 af 25. maj 1983 indføjet en ny bestemmelse i § 5, stk. 3, i lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber (andelsboligloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 149 af 6. april 1982). Loven er trådt i kraft den 1. juni 1983. Denne bestemmelse medførte, at en andelshaver i en ejendom opført med støtte efter lov om boligbyggeri og finansieret med indekslån uanset prisfastsættelsesbestemmelserne i § 5, stk. 2, ved overdragelse kan beregne sig samme pris for andelen i foreningens formue, som han selv lovligt har betalt. Bestemmelsen er nu gengivet i § 5, stk. 5. Dette cirkulære erstatter herefter boligstyrelsens cirkulære af 11. juni 1982 om ændring af lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber samt pkt. 11 om prisfastsættelse i boligstyrelsens cirkulære af 21. januar 1981 om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber. Lovbekendtgørelse nr. 361 af 25. juli 1985 om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber er optrykt som bilag 1 til dette cirkulære. 2. Prisfastsættelse 2.1. Reglerne for fastsættelse af maksimalpriser for andelsboliger m.v. er indeholdt i lovens § 5. Ifølge bestemmelsen i andelsboliglovens § 5, stk. 1, skal andelens pris beregnes efter nettoformuemetoden. Dette medfører, at der først foretages en opgørelse af foreningens formue som forskellen mellem på den ene side værdien af ejendommen (anskaffelses- pris/handelsværdi/kontantejendomsværdien/ejendomsværdien ved sædvanlig prioritering, jfr. nedenfor) og andre aktiver og på den anden side foreningens gæld, hvorpå formuen fordeles mellem andelshaverne. Dette indebærer, at ejendommens værdistigning og nedbringelsen af foreningens gæld automatisk slår igennem på priserne. Lovens § 5, stk. 1, stk. 2 og stk. 4-6, er maksimalprisbestemmelser. Hvis der er fastsat en anden prisfastsættelsesmetode i vedtægterne for andelsboligforeningen, og denne beregning giver en lavere pris, end lovens bestemmelser ville medføre, så er det denne lavere pris, der skal lægges til grund. Medfører vedtægterne for andelsboligforeninen derimod en højere pris end den, der kan opnås i medfør af disse bestemmelser, så er det prisen beregnet efter lovens bestemmelser, der skal lægges til grund. 3. Andelens værdi 3.1. Hovedprincip: andelens værdi er en andel af nettoformuen. 3.1.1. Andelens værdi fastsættes til en forholdsmæssig andel af foreningens formue. Vedrørende opgørelse af foreningens formue henvises til punkterne 3.2.-3.4. nedenfor. Forholdet mellem de enkelte andele fastsættes af den enkelte forening og vil typisk svare til lejlighedernes indbyrdes værdi, jfr. § 6 i normalvedtægten, der findes som bilag 2 til boligstyrelsens cirkulære af 21. januar 1981. 3.2. Regler om fastsættelse af ejendommens værdi. 3.2.1. Ved opgørelse af foreningens formue kan ejendommen efter lovens § 5, stk. 2, ansættes til en af følgende værdier: a) Anskaffelsesprisen. Der henvises til pkt. 3.2.2. nedenfor. b) Handelsværdien som udlejningsejendom under forudsætning af, at køberen overtager de indestående prioriteter og betaler den resterende købesum kontant. Der henvises til pkt. 3.2.3. nedenfor. c) Den senest ansatte ejendomsværdi (kontantejendomsværdien) med eventuelle reguleringer efter § 2 A i lov om vurdering af landets faste ejendomme. Ved opgørelsen af foreningens formue optages prioritetsgæld på ejendommen efter kursværdi. Der henvises til pkt. 3.2.4. nedenfor. d) Det beløb, hvortil vurderingsrådet ved 17. alm. vurdering pr. 1. april 1981 har ansat ejendommen til ejendomsværdi inden omregning efter § 6 A i dagældende lov om vurdering af landets faste ejendomme (ejendomsværdien ved sædvanlig prioritering). Beløbet kan forhøjes med et af boligministeren fastsat procenttillæg svarende til værdistigningen i perioden 1. april 1981 til 31. december 1985. Denne opgørelsesmetode kan ikke anvendes for ejendomme opført efter 31. december 1980. Der henvises til pkt. 3.2.5. nedenfor. 3.2.2. Beregningsmetode a vil ofte give det højeste beløb de første år efter andelsboligforeningens erhvervelse af ejendommen. Til købesummen kan lægges foreningens omkostninger ved erhvervelsen. Der kan ikke foretages indeksregulering eller lignende af anskaffelsesprisen. 3.2.3. Efter beregningsmetode b kan foreningen vælge at benytte en vurdering af ejendommens handelsværdi som udlejningsejendom. Der skal ved vurderingen tages hensyn til gældende lejerestriktioner. Det skal endvidere ved vurderingen forudsættes, at køberen overtager de indestående prioriteter og betaler resten kontant. 3.2.4. Foreningen kan efter beregningsmetode c vælge at anvende den senest fastsatte kontante ejendomsværdi. Ejendomsværdien kan være fastsat ved en almindeig vurdering, en årsomvurdering eller en vurdering i henhold til vurderingslovens § 4. Hvis der efter vurderingen er foretaget en årsregulering, skal ejendomsværdien ved årsreguleringen anvendes. 3.2.5. Efter beregningsmetode d kan foreningen vælge at anvende ejendomsværdien ved sædvanlig prioritering ved 17. alm. vurdering pr. 1. april 1981. Der kan ikke anvendes de prioriterede ansættelser ved årsomvurderingerne mellem 17. alm. vurdering og 18. alm. vurdering. Beregningsmetode d kan kun benyttes for ejendomme, der er opført før 1. januar 1981. Ejendomsværdien kan forhøjes med et af boligstyrelsen fastsat procenttillæg svarende til værdistigningen for udlejningsejendomme i perioden 1. april 1981 til 31. december 1985. Procenttillægget er foreløbig fastsat til 5 pct. på grundlag af de reguleringssatser, som ligningsrådet har fastsat til brug for årsreguleringen pr. 1. april 1985. Når prisudviklingen frem til 31. december 1985 er statistisk belyst, vil der blive fastsat et endeligt procenttillæg. Procenttillægget kan kun anvendes, når den prioriterede ejendomsværdi ved 17. alm. vurdering lægges til grund for værdiansættelsen. 3.2.6. Til beløbene under a, c og d jfr. ovenfor under pkt. 3.2.1. lægges værdien af forbedringer, der er udført på ejendommen efter anskaffelsen eller vurderingen. Hvis metode c anvendes kan værdien af forbedringer udført efter den seneste vurdering (alm. vurdering, årsomvurdering eller vurdering i henhold til vurderingslovens § 4) medregnes. Det er uden betydning, om der senere er foretaget en årsregulering. Omkostningerne ved udførelsen af forbedringsarbejderne kan dog ikke uden videre lægges til grund. Der må foretages en vurdering af det beløb, hvormed forbedringsarbejderne skønnes at have forøget ejendommens handelsværdi. 3.3. Regler om opgørelse af gælden. 3.3.1. Anvendes beregningsmetode c (den kontante ejendomsværdi) optages prioritetsgæld på ejendommen efter kursværdi. I ejendomme, der er opført med støtte efter lov om boligbyggeri og belånt med indekslån, medtages prioritetsgælden som den indeksregulerede pantebrevsrestgæld på grundlag af årsopgørelsen fremsendt af realkreditinstituttet. Ved de øvrige beregningsmetoder optages prioritetsgælden til pålydende restgæld, og det er her uden betydning, om der er tale om kontantlån eller almindelige obligationslån. 3.3.2. Reglerne i lovens § 5, stk. 3-4 samt § 6, stk. 6, omfatter kun andelsboligforeninger, hvor der er udført boligforbedringsarbejder med støtte i medfør af sanerings- eller byfornyelseslovgivningen. Reglen i § 5, stk. 3, vedrører ejendomme, som finansieres med indekslån og hvor de støtteberettigede udgifter til forbedringsarbejderne overstiger forøgelsen af ejendommens leje- eller brugsværdi, og hvor der ydes supplerende støtte i form af afdragsbidrag. Reglen fastsætter, at der ved opgørelsen af foreningens formue skal ses bort fra den del af indekslånet, hvortil der ydes afdragsbidrag. Afdragsbidraget vil dog kunne nedsættes helt eller delvist, såfremt ejendommens økonomi forbedres. Det er i lovens § 6, stk. 6, fastsat, at bestyrelsen i en note til årsregnskabet skal oplyse størrelsen af den del af indekslånet, hvortil der ydes afdragsbidrag, samt at dette ikke indgår i opgørelsen af andelenes værdi. 3.4. Særregler. 3.4.1. Da reglerne for værdiansættelse i henholdsvis sanerings- og byfornyelseslovgivningen og vurderingsloven er forskellige, kan gennemførelsen af forbedringsarbejderne medføre et fald i andelenes værdi, såfremt prisfastsættelsen sker efter lovens § 5, stk. 1-2. For at give andelshaverne en vis sikkerhed mod et sådant fald, er det i lovens § 5, stk. 4, fastsat, at en andelshaver ved overdragelse - uanset reglerne i stk. 2 - kan beregne sig samme pris for andelen i foreningens formue, som der lovligt kunne beregnes umiddelbart inden gennemførelsen af forbedringsarbejderne. Der er dog ikke tale om en garantiordning, der sikrer andelshaverne en bestemt pris for deres andel. Det er til stadighed markedet og udviklingen i ejendomspriserne, der vil være afgørende for til hvilken pris, andelen vil kunne afhændes. Andelsboligforeningen bør, inden arbejderne påbegyndes, sikre sig, at foreningens nettoformue og andelens værdi fremgår af et godkendt regnskab. Andelshaverne vil herved kunne dokumentere andelenes værdi, forinden arbejdernes igangsættelse. Andelsboligforeningen skal således fortsat opgøre foreningens nettoformue efter en af de i lovens § 5, stk. 1-2, anførte værdifastsættelsesmetoder, evt. suppleret med § 5, stk. 3, hvis der ydes afdragsbidrag. Den enkelte andelshaver vil derimod ved overdragelsen af sin andel kunne beregne sig samme pris for andelen i foreningens nettoformue, som foreningen lovligt kunne ansætte den til før der blev gennemført sanering eller byfornyelse og boligforbedring. Efter en vis årrække vil det formentlig være mere gunstigt for den enkelte andelshaver, at overdrage sin andel til en pris, der beregnes efter reglerne i lovens § 5, stk. 1-2. Der kan ved anvendelse af bestemmelsen i lovens § 5, stk. 4, ikke foretages indeksregulering eller lignende af den pris for andelen i foreningens formue, som andelshaveren lovligt har betalt. Betalte prioritetsafdrag kan heller ikke tillægges. 3.4.2. Reglen i lovens § 5, stk. 5, gælder kun for andelsboligforeninger, hvor ejendommen er opført med støtte i henhold til boligbyggeriloven og finansieret med indekslån. For andelsboliger, der er finansieret med indekslån, vil indekslånets restgæld normalt være stigende i en længere periode efter låneoptagelsen. Hvis ejendomspriserne samtidig er stagnerende eller faldende, medfører dette, at prisen på den enkelte andelsbolig vil være faldende over tiden. Bestemmelsen i § 5, stk. 5, indebærer, at en andelshaver ved overdragelse vil have mulighed for at beregne sig samme pris for andelen i foreningens formue, som han selv lovligt har betalt, såfremt ejendommen er opført med støtte efter lov om boligbyggeri og finansieret med indekslån. Herved opnår andelshaveren en vis sikkerhed mod fald i andelens værdi ved afhændelse. Der er dog ikke tale om en garantiordning, der sikrer andelshavere en bestemt pris for deres andel. Det er til stadighed markedet og udviklingen i ejendomspriserne, der vil være afgørende for til hvilken pris, andelen vil kunne afhændes. Der kan ved anvendelse af bestemmelsen i lovens § 5, stk. 5, ikke foretages indeksregulering eller lignende af den pris for andelen i foreningens formue, som andelshaveren lovligt har betalt. Betalte prioriteringsafdrag kan heller ikke tillægges. 3.4.3. I § 2, stk. 3, i lov nr. 486 af 5. november 1980 er fastsat, at andelshavere ved videresalg inden 5 år efter lovens ikrafttræden, dvs. inden den 1. januar 1986, lovligt kan beregne sig samme pris for andelen i foreningens formue, som han selv lovligt har betalt, med tillæg af værdien af de forbedringer, der er foretaget i lejligheden. Reglen kan således alene anvendes af en person, der allerede var andelshaver ved ændringslovens ikrafttræden den 1. januar 1981. 4. Forbedringer af lejligheden Efter andelsboliglovens § 5, stk. 6, skal værdien af forbedringer i lejligheden ansættes til anskaffelsesprisen med fradrag af eventuel værdiforringelse på grund af alder eller slitage. Ved anskaffelsesprisen forstås, hvad forbedringerne rent faktisk har kostet at udføre, og ikke hvad de ville koste at udføre på overdragelsestidspunktet. I anskaffelsesprisen kan medtages værdien af eget arbejde, såfremt det er udført håndværksmæssigt korrekt. Der kan derimod ikke lægges vægt på betragtninger om en eventuel handelsværdi af den pågældende forbedring. Ved afgørelsen af, om en given foranstaltning kan betragtes som en forbedring, må der bl.a. lægges vægt på, om den pågældende foranstaltning kan siges at have bibragt lejligheden en øget brugsværdi. 5. Lejlighedens vedligeholdelsesstand Ved fastsættelse af overdragelsessummen kan der tages hensyn til lejlighedens vedligeholdelsesstand. Det vil i almindelighed kun have betydning, hvis der er tale om en lejlighed, hvis vedligeholdelsesstand afviger væsentligt fra, hvad der må betragtes som normalt. Hvis der er tale om en lejlighed, der er særlig godt vedligeholdt, kan bestemmelsen medføre et pristillæg, og omvendt kan der ske en prisnedsættelse, hvis der er tale om en særlig dårligt vedligeholdt lejlighed. 6. Inventar Efter andelsboliglovens § 5, stk. 7, må overdrageren ikke stille krav om, at erhververen skal overtage inventar, medmindre der er tale om inventar, der er særligt tilpasset eller installeret i lejligheden. Overdragelsen må heller ikke betinges af, at erhververen af andelen indgår nogen anden retshandel. Hvis der i forbindelse med overdragelsen indgås en anden retshandel - uden at denne retshandel er en betingelse for overdragelse af andelen - må erhververens vederlag ikke overstige, hvad overdragerens ydelse med rimelighed kan betinge. 7. Omkostninger Efter bestemmelsen i lovens § 5, stk. 8, kan det ikke aftales, at erhververen skal bære overdragerens omkostninger i forbindelse med overdragelsen, f.eks. honorar til ejendomsmægler eller ejendomshandler. Bestemmelsen omfatter ikke andelsboligforeningens eventuelle omkostninger i forbindelse med overdragelsen. Andelsboligforeningens opkrævning af omkostninger kan imidlertid efter omstændighederne være i strid med princippet i lejelovens § 6, såfremt der er tale om omkostninger, der ikke er rimeligt begrundet i udgifter eller arbejde. 8. Sanktioner Den, der som mægler eller rådgiver erhvervsmæssigt har medvirket ved overdragelsen i strid med § 5, kan straffes med bøde eller hæfte, jfr. lovens § 15, stk. 3. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges selskabet som sådant, jfr. lovens § 15, stk. 4. Den, der ved overdragelse af en andel har taget en overpris i strid med reglen i § 5 kan ikke straffes, men beløbet kan kræves tilbagebetalt, jfr. lovens § 16, stk. 3, 1. punktum. Kravet om tilbagebetaling forældes 6 måneder fra det tidspunkt, hvor erhververen kendte eller burde have kendt sit krav, jfr. lovens § 16, stk. 3, 2. punktum. Såfremt overdrageren har givet erhververen de oplysninger, der er foreskrevet i § 6, stk. 1, vil erhververen normalt fra dette tidspunkt kunne konstatere sit krav. Dette gælder dog ikke ubetinget, f.eks. ikke i de tilfælde, hvor ejendommen i noten til årsregnskabet er sat til en væsentligt større værdi end den reelle værdi. I praksis vil tilbagesøgningskravet normalt være afskåret 6 måneder efter aftalen. Forældelsen afbrydes ved sagsanlæg, jfr. lovens § 16, stk. 3, 3. punktum. Sagen anlægges for boligretten, jfr. lovens § 16, stk. 5. Er overdragelsen sket i strid med regler i § 5 har erhververen mulighed for at hæve handelen, jfr. lovens § 16, stk. 1. Boligstyrelsen, den 21. april 1986 H. E. RASMUSSEN /Vibeke Køie Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 12-70-00195 Resumé Klager – en person – klagede over artiklen ”Jehovas Vidne knaldet for kæmpe moms-fup” på bt.dk. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Pressenævnet bemærker, at klagen alene vurderes i forhold til [Klager], da klagen ikke er indgivet på vegne af hans tidligere hustru. [Klager] blev ved Københavns Byrets dom af 25. januar 2012 idømt to års fængsel for momsunddragelse på fem millioner kroner samt idømt en tillægsbøde på fem millioner kroner. Klager blev endvidere frakendt retten til at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar på ubestemt tid. Én medtiltalt blev idømt otte måneders betinget fængsel og en tillægsbøde på 825.000 kroner, en anden medtiltalt blev idømt 40 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 195.000 kroner, og yderligere to medtiltalte blev frifundet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekt, herunder ved forelæggelsen for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Nævnet finder, at bt.dk korrekt har refereret dommen. Nævnet finder ikke, at bt.dk har overskredet de vide rammer for redigeringsfrihed ved at undlade omtale af klagers medtiltalte. Nævnet finder videre, at oplysningerne om klagers øvrige erhvervsaktiviteter og forretningsmetoder, herunder oplysningerne om MitMaster og smspengelån.dk, har offentlighedens interesse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af bt.dk for at bringe oplysningerne. Nævnet finder dog, at det havde været i overensstemmelse med god presseskik at kontrollere, hvorvidt disse forhold – som ikke var beskrevet i dommen – der er beskrevet i en artikel senest opdateret i 2010 stadig var gældende, herunder ved forelæggelse for klager. I den konkrete sammenhæng finder nævnet imidlertid ikke, at forholdet er tilstrækkeligt til at udtale kritik. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at bt.dk har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for kommentarerne vedrørende klagers erhvervsmæssige virke fra klagers tidligere medarbejder. Det fremgår, at kommentaren er den tidligere medarbejders subjektive vurdering, og at vedkommende ikke længere er ansat hos klager. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det i retsreportager bør undgås, at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. punkt C.4. Klagers religiøse overbevisning ses ikke at have haft betydning for dommens udfald og er heller ikke omtalt i dommen af 25. januar 2012. Nævnet finder derfor, at bt.dk ved at videregive oplysningen om [Klager]s religiøse overbevisning har tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler kritik . I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende chefredaktør af bt.dk at offentliggøre et kendelsesresumé. Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. [Klager] har klaget til Pressenævnet over en artikel på bt.dk den 25. januar 2012, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Bt.dk bragte den 25. januar 2012 en artikel under overskriften ”Jehovas Vidne knaldet for kæmpe moms-fup” og underoverskriften ”Han er tidligere blevet afsløret i at platte danskere med falske kreditkort og tilbyde lån med årlige renter på knap 250.000 procent. Nu er 33-årige [Klager] dømt for omfattende moms-unddragelse.” Af artiklen fremgik følgende: ”Det skete i dag ved Københavns Byret. Her blev [Klager] idømt to års fængsel. Han blev desuden idømt en bøde på fem mio. kr. og frakendt retten til 'at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i selskab med begrænset ansvar', hedder det i dommen. Den 33-årige svindler blev i 2009 afsløret af Forbrugerrådets blad TÆNK Penge og Basta på TV 2 i at sælge falske MasterCards . [Link til artiklen ” Pas på kreditkort fra "MitMaster" ” af 10. september 2009, opdateret 2. november 2010, på business.dk, hvor kreditkortet MitMaster og hjemmesiden smspengelån.dk er omtalt. [Klager] udtaler sig.] LÆS OGSÅ: Direktør i fængsel for momssvindel [Link til artiklen ”Direktør i fængsel for momssvindel” bragt på bt.dk 7. juni 2001, opdateret 19. november 2006.] - En registrering i RKI er ingen hindring, hed det fra et af [Klager]s selskaber, der - mod en forudbetaling på 950 kroner - lovede kreditkort gennem hjemmesiden www.mitmaster.dk. Ifølge TÆNK Penge dukkede kortet bare aldrig op. Den 33-årige svindler har desuden givet sig af med pyramidespils-lignende virksomhed i Norge, ligesom han før www.mitmaster.dk gennem hjemmesiden www.smspengelån.dk tilbød danskerne sms-lån med en årlig rente på op mod 245.690 procent. En tidligere ansat, som B.T. har talt med siger, at det bare var et spørgsmål om tid, før myndighederne fik ram på den 33-årige. LÆS OGSÅ: - Kom skattemyndighederne og lavede en grundig gennemgang, ville det hele ramle sammen. På overfladen ser det fint ud, men en nærgennemgang - så ville den ikke holde vand. Det hele handlede om at få pengene gemt af vejen et sted, hvor skattevæsenet ikke kunne lugte dem, siger den tidligere medarbejder, der tilføjer: - Han og konen er Jehovas Vidner og hører til i Odense. De har været tæt på eksklusion, siger den tidligere medarbejder. Og netop at gemme penge af vejen er [Klager] nu dømt for. Gennem en stribe selskaber blev han onsdag dømt for at unddrage statskassen millioner af kroner fra 2006 til 2008 - blandt andet ved at opkræve moms til et dansk og et engelsk selskab, der ikke var momsregistreret, og ved at få skattevæsenet til at udbetale negativ moms på baggrund af falske fakturaer fra handler, som aldrig havde fundet sted.” Yderligere oplysninger [Klager] har fremlagt et udskrift af Københavns Byrets dom af 25. januar 2012 i sagen: Anklagemyndigheden mod personen [Klager] og fire medtiltalte. [Klager] blev idømt to års fængsel for at have medvirket til momsunddragelse samt frakendt retten til at være stifter af, direkte eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar. Af domsudskriftet fremgår det, at der var seks tiltalepunkter vedrørende [Klager]. Han var tiltalt for seks forhold af momsunddragelse i perioden 2006 til 2008. I domsudskriftet er det endvidere specificeret, hvilke selskaber tiltalen angik. Af domsudskriftet fremgår videre strafudmålingen: ”Straffastsættelse: [Klager] Straffen fastsættes efter momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 57, stk. 1, til dels jf. straffelovens § 289 til fængsel i 2 år. Det lægges til grund, at [Klager] havde medvirket til unddragelse af moms for et beløb, der ligger mellem 5 og 7 mio. kr. Beløbet kan ikke fastlægges, idet oversigt over modregninger og indbetalinger fra anden side ikke er dokumenteret. På denne baggrund idømmes han i medfør af straffelovens § 58, stk. 2, en tillægsbøde på 5 mio. kr., subsidiært fængsel i 60 dage. Da forholdene blev begået i forbindelse med [Klager]s arbejde som direktør eller bestyrelsesmedlem eller i forbindelse med hans faktiske administration af selskaberne, tages påstanden om rettighedsfrakendelse til følge som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 79, stk. 2, nr. 2. … Tiltalte [Klager] straffes med fængsel i 2 år. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 5 mio. kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage. Tiltalte frakendes retten til at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar indtil videre. Tiltalte [Person A] frifindes. Tiltalte [Person B] frifindes. Tiltalte [Person C, indehaver af JJ Import Logistics and Construction Ltd.] straffes med fængsel i 40 dage. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 195.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 30 dage. Tiltale [Person D, indehaver af TK Byg Ltd.] straffes med fængsel i 8 måneder. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 825.000 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 40 dage.” På Pressenævnets forespørgsel har [Klager] ved e-mail af 27. januar 2012 afvist, at klagen indgives på vegne af personen, der i artiklen omtales som ”konen”. 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at oplysningerne om straffesagen er mangelfulde og forkerte. Der står intet om, hvad anklagepunkterne var, og at flere personer blev straffet. Sagen omhandlede fem anklagepunkter og fem selskaber. Hver med sin baggrund, ejerkreds og virke. Artiklen bærer præg af manglende research og tvivlsomme udtalelser fra tidligere medarbejdere. Klager har ikke boet i Danmark de sidste syv år, og han er ikke bosiddende i Odense. I artiklen omtales tillige en række tidligere historier, som ikke har med den pågældende sag at gøre. Historierne er alene med for at tilsværte [Klager]s navn. Bt.dk omtaler [Klager]s fraskilte hustru, selv om hun ikke har noget med sagen at gøre. Bt.dk har også omtalt hans religiøse overbevisning, selvom den heller ikke har nogen sammenhæng med den pågældende sag. Bt.dk har på intet tidspunkt bedt om en udtalelse fra [Klager] eller klagers advokat, ligesom der heller ikke blev spurgt til, om dommen var eller ville blive anket. Dommen blev den 2. februar 2012 anket. 2.2 Bt.dks synspunkter Bt.dk har anført, at oplysningerne om straffesagen er korrekte. Det fremgår af dombogen fra Københavns Byret. Også andre personer var tiltalt i sagen, men [Klager] var som direktør den afgørende person i sagen, og de øvrige tiltalte fik langt mindre straffe. Der er derfor intet galt i, at bt.dk i artiklen fokuserer på [Klager], som var hovedmanden bag momsbedrageriet. [Klager] har hverken uddybet, hvorfor researchen er mangelfuld, eller hvorfor udtalelserne fra tidligere medarbejdere er tvivlsomme. Hans kritik er derfor umulig at svare på. Det ligeledes er uklart, hvorledes oplysningen om, at [Klager] ikke har boet i Danmark i syv år, har betydning for artiklens rigtighed. Det fremgår af dommen, at [Klager] indtil i hvert fald sommeren 2008 har begået svindel fra en adresse i Danmark. Hvor han har bopæl er i denne sammenhæng uden betydning. Jehovas Vidner er en stærkt opdragende og missionerende religiøs kreds, og at det derfor har offentlighedens interesse, at en person fra denne kreds dømmes for omfattende bedrageri. Det må overlades til medierne at afgøre, hvilke oplysninger de ønsker at bringe, så længe de pågældende oplysninger er sande og ikke udgør en personlig krænkelse. Det kan ikke bebrejdes bt.dk, at det ikke fremgår af artiklen, at dommen er anket, da det først skete den 2. februar 2012. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Inger Bach, Ulrik Holmstrup og John Meinert Jacobsen. Pressenævnet bemærker, at klagen alene vurderes i forhold til [Klager], da klagen ikke er indgivet på vegne af hans tidligere hustru. [Klager] blev ved Københavns Byrets dom af 25. januar 2012 idømt to års fængsel for momsunddragelse på fem millioner kroner samt idømt en tillægsbøde på fem millioner kroner. Klager blev endvidere frakendt retten til at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar på ubestemt tid. Én medtiltalt blev idømt otte måneders betinget fængsel og en tillægsbøde på 825.000 kroner, en anden medtiltalt blev idømt 40 dages betinget fængsel og en tillægsbøde på 195.000 kroner, og yderligere to medtiltalte blev frifundet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er massemediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives er korrekt, herunder ved forelæggelsen for den, der kan være krænket, jf. punkt A.1 og A.3. Nævnet finder, at bt.dk korrekt har refereret dommen. Nævnet finder ikke, at bt.dk har overskredet de vide rammer for redigeringsfrihed ved at undlade omtale af klagers medtiltalte. Nævnet finder videre, at oplysningerne om klagers øvrige erhvervsaktiviteter og forretningsmetoder, herunder oplysningerne om MitMaster og smspengelån.dk, har offentlighedens interesse. Nævnet udtaler derfor ikke kritik af bt.dk for at bringe oplysningerne. Nævnet finder dog, at det havde været i overensstemmelse med god presseskik at kontrollere, hvorvidt disse forhold – som ikke var beskrevet i dommen – der er beskrevet i en artikel senest opdateret i 2010 stadig var gældende, herunder ved forelæggelse for klager. I den konkrete sammenhæng finder nævnet imidlertid ikke, at forholdet er tilstrækkeligt til at udtale kritik. Sådan som sagen foreligger påklaget, finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at bt.dk har undladt at udvise den fornødne kildekritik over for kommentarerne vedrørende klagers erhvervsmæssige virke fra klagers tidligere medarbejder. Det fremgår, at kommentaren er den tidligere medarbejders subjektive vurdering, og at vedkommende ikke længere er ansat hos klager. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det i retsreportager bør undgås, at nævne personers slægtsforhold, stilling, race, nationalitet, trosbekendelse eller organisationsforhold, medmindre dette direkte har med sagen at gøre, jf. punkt C.4. Klagers religiøse overbevisning ses ikke at have haft betydning for dommens udfald og er heller ikke omtalt i dommen af 25. januar 2012. Nævnet finder derfor, at bt.dk ved at videregive oplysningen om [Klager]s religiøse overbevisning har tilsidesat god presseskik, og nævnet udtaler kritik . I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende chefredaktør af bt.dk at offentliggøre følgende: [Overskrift] ”Pressenævnet kritiserer omtale af religion [Underoverskrift] Nævnet kritiserer bt.dk for at nævne, at en domfældt person var Jehovas Vidne, da denne religiøse overbevisning ikke havde noget at gøre med dommen. [Brødtekst] Bt.dk beskrev i en artikel den 25. januar 2012, at en person var blevet idømt to års fængsel og en bøde på fem millioner kroner for momsunddragelse. I artiklen offentliggjorde bt.dk oplysningen om, at den dømte var Jehovas Vidne. Denne person har klaget til Pressenævnet. Det er Pressenævnets opfattelse, at personers religiøse tilhørsforhold ikke bør nævnes, medmindre det har med retssagen at gøre. Da det religiøse tilhørsforhold ikke havde relation til dommen, finder Pressenævnet, at bt.dk har tilsidesat god presseskik ved at oplyse, at klager er medlem af Jehovas Vidner. Nævnet udtaler derfor kritik af bt.dk for at offentliggøre oplysningen. Der var også klaget til Pressenævnet over bt.dk’s referat af dommen. Denne del kritiserede nævnet ikke. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på nævnets hjemmeside: pressenaevnet.dk” Pressenævnet bemærker, at nævnet i sin årsberetning for 2005 præciserede praksis vedrørende offentliggørelse på internettet. En kendelse bør bringes i mediet i en periode, der svarer til den tid, i hvilken den påklagede artikel har været bragt, og der bør oprettes et link til kendelsen fra artiklen, hvis denne fortsat bringes på hjemmesiden. Afgjort den 5. marts 2012

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00680 Resumé Unødigt at nævne navnet på menig medarbejder Sjællandske skrev artiklen ”Derfor afslår kommune hjælp”. Her stod navnet på kommunens sagsbehandler. Pressenævnet fastslår, at det ikke er god presseskik i en kritisk artikel at omtale nævnet på en menig medarbejder. Pressenævnets begrundelse og afgørelse: Indledningsvis bemærkes, at Pressenævnet finder, at [Klager] ved at blive nævnt som sagsbehandler i artiklen har en retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det er Pressenævnets opfattelse, at et medie, som kritiserer en virksomhed eller myndighed, ikke i den forbindelse bør omtale en menig medarbejder på en sådan måde, at medarbejderen ud fra mediets oplysninger kan identificeres, da dette normalt ikke vil være nødvendigt af hensyn til formålet med medieomtalen. Artiklerne var kritiske overfor kommunens afgørelser og oplyste, at de var underskrevet af [Klager]. Det fremgår blandt andet af artiklen ”Derfor afslår kommune hjælp” , at Ankestyrelsen var uenig i kommunens afgørelse og havde omgjort én af de to omtalte afgørelser fra kommunen underskrevet af [Klager]. Pressenævnet finder, at der hverken var den nødvendige almene interesse eller, at det var nødvendigt af hensyn til formålet med omtalen at oplyse [Klager]s navn i artiklen. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at sagsbehandlerens navn i sagen efter det oplyste ikke er offentliggjort på Næstved Kommunes hjemmeside, angiveligt fordi der er tale om en personsag (tilskud til diabetespatient). Da den kritiske omtale kan være krænkende for [Klager], udtaler nævnet kritik af Sjællandske for at oplyse navnet på ham, da han ikke er en ledende medarbejder. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sjællandske at offentliggøre følgende: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Sjællandske [underrubrik] Unødvendigt og uden almen interesse at nævne navnet på en menig sagsbehandler i kommunen [tekst] Sjællandske skrev i juli 2014 flere artikler om, at Næstved Kommune ikke ville betale visse udgifter til en 12-årig pige med diabetes. En af artiklerne havde overskriften: ”Derfor afslår kommune hjælp”. I denne artikel nævnte Sjællandske navnet på den menige sagsbehandler, der på kommunens vegne havde sagt nej til at betale. Pressenævnet fastslår, at det er i strid med god presseskik at omtale navnet på en menig medarbejder, når der er tale om en kritisk artikel, og navnet er uden almen interesse. Sjællandske får kritik for at nævne navnet på sagsbehandleren. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk” [Klager] har klaget til Pressenævnet over artiklen ” Derfor afslår kommune hjælp” i Sjællandske den 19. juli 2014, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat. 1 Sagsfremstilling Sjællandske bragte den 19. juli 2014 forsideartiklen ”Næstved afviser at hjælpe [Datter]” . På side 2-3 bragte avisen artiklerne ”Næstved afviser hjælp til kronisk syge [Datter]”, ”Kæmper for andre” og Derfor afslår kommune hjælp”. Artiklerne handlede om Næstved Kommunes afslag på dækning af udgifter til en 12-årig pige med diabetes. Af artiklen ”Næstved afviser hjælp til kronisk syge [Datter]” fremgår det blandt andet, at Ankestyrelsen havde ændret en af kommunens afgørelser, hvor der var givet afslag på at få dækket udgifter til et kursus arrangeret af Diabetesforeningen. Familien overvejede også at klage over, at Næstved Kommune havde afvist at betale et opfølgende kursus. I artiklen udtaler moderen til den kronisk syge pige blandt andet følgende: ”[…] Ankestyrelse bakker op [Moderen] oplever, at når servicelovens bestemmelser skal fortolkes, så har Næstved Kommune meget svært ved at opfatte dem på samme måde som andre kommuner. Og som den sociale Ankestyrelse. […]” Af artiklen ” Derfor afslår kommune hjælp” fremgår følgende: ”DIABETES: Center for Børn og Unge er normalt meget lidt meddelsomme, når det handler om personsager. Og det gælder også i tilfældet med [Moderen]s ansøgning om hjælp til forskellige ting i [Datter]s liv. Men Sjællandske har af familien fået udleveret de dokumenter fra [Datter]s sag, hvor kommunens embedsfolk argumenterer for afslag. For eksempel afslaget på hjælp til diabetesundertøj. - Det vurderes ikke at være en nødvendig merudgift i henhold til servicelovens § 41, da der er andre muligheder for at have insulinpumpen på sig, og det i øvrigt drejer sig om fritidsaktivitet, skriver sagsbehandler [Klager]. Og om deltagelsen i kurset hos Diabetesforeningen, skriver samme sagsbehandler blandt andet: - Vi har endvidere lagt vægt på, at I også kan få nyere viden om [Datter]s lidelse gennem internet, bibliotek og fra hospital/læger. Det var den afgørelse, som Ankestyrelsen altså var uenig i.” 2 Parternes synspunkter 2.1 [Klager]s synspunkter [Klager] har anført, at det er korrekt, at det er ham, der er sagsbehandler i sagen, men han repræsenterer kommunen som en myndighed. Derfor er det ikke god presseskik at referere navn og stilling på en medarbejder i stedet for myndigheden. Det er mediernes ansvar at tage hensyn til enkelte personers krav på respekt for den personlige integritet og privatlivets fred og beskytte mod ubeføjet krænkelse. Ved at oplyse klagers navn identificeres [Klager]s etnicitet også. Det er ikke i overensstemmelse med god presseskik. Der er ikke mange borgere i Næstved, der hedder [Klager]. 2.2 Sjællandskes synspunkter Sjællandske har anført, at avisen i citatet fra de skriftlige kilder har medtaget navnet på den sagsbehandler, der på Næstved Kommunes vegne har underskrevet den trufne afgørelse, der var anledning til klagen til Ankestyrelsen. I ingen af artiklerne er der fremsat kritik af sagsbehandleren, da det – som det også fremgår af artiklerne – er Næstved Kommune, der får kritik af Ankestyrelsen. Sagsbehandlerens navn er medtaget for at understrege dokumentation den ene gang, der citeres direkte fra kommunens afgørelse. I andre sager skriver Sjællandske også sagsbehandlernes navne. Næstved Kommune offentliggør hver uge på sin hjemmeside navne på sagsbehandlere knyttet til sager, der skal afgøres i de politiske udvalg og i byrådet. Når disse sager omtales i Sjællandske, medtages navnet på sagsbehandleren ofte. I den konkrete sag fremgik sagsbehandlerens/underskriverens navn dog af kommunens afgørelse, som avisen har fået udleveret en kopi af. Sjællandske har på ingen måde haft til hensigt at krænke privatlivets fred eller på anden måde tilsidesætte reglerne for god presseskik ved at medtage navnet på sagsbehandleren. 3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse : I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Martin Lavesen, Dorthe Carlsen, Ulrik Holmstrup og Marianne Druedahl. Indledningsvis bemærkes, at Pressenævnet finder, at [Klager] ved at blive nævnt som sagsbehandler i artiklen har en retlig interesse i det forhold, som der klages over. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at meddelelser, der kan krænke privatlivets fred, skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Det enkelte menneske har krav på beskyttelse af sin personlige anseelse, jf. punkt B.1. Det er Pressenævnets opfattelse, at et medie, som kritiserer en virksomhed eller myndighed, ikke i den forbindelse bør omtale en menig medarbejder på en sådan måde, at medarbejderen ud fra mediets oplysninger kan identificeres, da dette normalt ikke vil være nødvendigt af hensyn til formålet med medieomtalen. Artiklerne var kritiske overfor kommunens afgørelser og oplyste, at de var underskrevet af [Klager]. Det fremgår blandt andet af artiklen ”Derfor afslår kommune hjælp” , at Ankestyrelsen var uenig i kommunens afgørelse og havde omgjort én af de to omtalte afgørelser fra kommunen underskrevet af [Klager]. Pressenævnet finder, at der hverken var den nødvendige almene interesse eller, at det var nødvendigt af hensyn til formålet med omtalen at oplyse [Klager]s navn i artiklen. Pressenævnet bemærker i den forbindelse, at sagsbehandlerens navn i sagen efter det oplyste ikke er offentliggjort på Næstved Kommunes hjemmeside, angiveligt fordi der er tale om en personsag (tilskud til diabetespatient). Da den kritiske omtale kan være krænkende for [Klager], udtaler nævnet kritik af Sjællandske for at oplyse navnet på ham, da han ikke er en ledende medarbejder. I medfør af medieansvarsloven § 49 pålægger Pressenævnet herefter den ansvarshavende redaktør af Sjællandske at offentliggøre følgende: ”[rubrik] Pressenævnet kritiserer Sjællandske [underrubrik] Unødvendigt og uden almen interesse at nævne navnet på en menig sagsbehandler i kommunen [tekst] Sjællandske skrev i juli 2014 flere artikler om, at Næstved Kommune ikke ville betale visse udgifter til en 12-årig pige med diabetes. En af artiklerne havde overskriften: ”Derfor afslår kommune hjælp”. I denne artikel nævnte Sjællandske navnet på den menige sagsbehandler, der på kommunens vegne havde sagt nej til at betale. Pressenævnet fastslår, at det er i strid med god presseskik at omtale navnet på en menig medarbejder, når der er tale om en kritisk artikel, og navnet er uden almen interesse. Sjællandske får kritik for at nævne navnet på sagsbehandleren. Pressenævnet har pålagt os at bringe ovennævnte meddelelse. Hele kendelsen fra Pressenævnet kan læses på: pressenaevnet.dk” Afgjort den 23. september 2014

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Bilag 1 Den fulde tekst Lov om anlæg af Nordlig Omfartsvej ved Næstved VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1. Transportministeren bemyndiges til 1) at anlægge en hovedlandevej nord om Næstved fra Slagelsevej til Køgevej, 2) at nedklassificere den nuværende hovedlandevej 151 (rute 14), Næstved-Ringsted, mellem det sydlige rampekryds ved omfartsvejens tilslutning til Ringstedgade og afslutningen af den nuværende hovedlandevej 151 ved Enggårdsvej til kommunevej og 3) at nedklassificere den nuværende hovedlandevej 614 (rute 54), Næstved-Rønnede, mellem tilslutningen af den nordlige omfartsvej ved Køgevej og den nuværende afslutning af hovedlandevej 614 umiddelbart øst for rundkørslen ved Køgevej/Øverup Allé til kommunevej. Stk. 2. Strækninger, der skal henholdsvis anlægges og nedklassificeres, fremgår af lovens bilag 1. § 2. Transportministeren kan i særlige tilfælde efter anmodning fra ejeren ekspropriere en ejendom, der berøres særlig indgribende af det i loven nævnte projekt, før tidspunktet for de ordinære ekspropriationer. Stk. 2. Erstatningen fastsættes af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom. § 3. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Givet på Christiansborg Slot, den 18. maj 2011 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Hans Christian Schmidt Bilag 1 Linjeføring for Nordlig Omfartsvej ved Næstved

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Lov om fastlæggelse af regler om visse hverv m.v. ved erhvervsskolerne VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov: § 1. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om det mindste antal hverv som ledende lærer ved de enkelte erhvervsskoler samt om de enkelte skolers mindsteforbrug af arbejdstid til hverv som ledende lærer og som uddannelses- og erhvervsvejleder. § 2. Undervisnings- og forskningsministeren kan fastsætte regler om antallet af de enkelte opgaver, der skal stilles eleverne på erhvervsskolerne i fag og fagområder, hvori der afholdes skriftlig eksamen eller fremlægges skriftlige arbejder til bedømmelse ved eksamen, når disse eksamenskrav er fastsat af ministeren. Reglerne skal indeholde bestemmelser om opgavernes eller besvarelsernes omfang til brug for beregningen af rettearbejdets omfang. Stk. 2. Undervisnings- og forskningsministeren bestemmer, hvilke uddannelser der er omfattet af stk. 1. § 3. Undervisnings- og forskningsministeren kan efter forhandling med vedkommende minister fastsætte, at bestemmelserne i §§ 1 og 2 helt eller delvis finder tilsvarende anvendelse for godkendt erhvervsuddannelse m.v. på skoler, institutioner og virksomheder, der ikke er erhvervsskoler. § 4. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende og har virkning fra den 1. august 1991. § 5. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Givet på Christiansborg Slot, den 6. juni 1991 Under Vor Kongelige Hånd og Segl MARGRETHE R. / Knud Enggaard

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst L 180 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi, lov om naturgasforsyning og lov om vandsektorens organisering og økonomiske forhold. (Økonomisk regulering af netvirksomheder, skærpelse af netvirksomheders særskilte identitet, ophævelse af støtteordninger for elektricitet fra særlige anlæg, der anvender biomasse som energikilde, og opkrævning af betaling for myndighedsbehandling m.v.). Af energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt (V)). Fremsat skr 29/3 17 Lovf som fremsat 29/3 17 1.beh 4/4 17 Betænkning 24/5 17 2.beh 29/5 17 Lovf optrykt efter 2.beh 29/5 17 Tillæg H 3.beh 2/6 17 Lovf som vedt 2/6 17 Lov nr 662 af 8. juni 2017 Ordførere: (1.beh) Jens Joel (S), Jan Rytkjær Callesen (DF), Carl Holst (V), Søren Egge Rasmussen (EL), Carsten Bach (LA), Christian Poll (ALT), Sanne Bjørn (RV), Orla Østerby (KF). Ministre: (1.beh) energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt). Efter 1.beh henvist til Energi-, Forsynings- og Klimaudvalget(EFK). Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh. Lovforslaget udmønter stemmeaftalen »Økonomisk regulering af elnetvirksomhederne (En del af opfølgning på El-reguleringsudvalgets anbefalinger til en fremtidssikret regulering af elsektoren)«, som blev indgået den 4. november 2016 mellem den daværende regering (Venstre), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Lovforslaget følger dermed op på Elreguleringsudvalgets anbefalinger af 1. december 2014 om en ny økonomisk regulering af netvirksomhederne og regeringens forslag til en ny økonomisk regulering af eldistributionssektoren, som fremgår af regeringens forsyningsstrategi »Forsyning for fremtiden - En forsyningssektor for borgere og virksomheder« fra september 2016. Lovforslaget indeholder flere elementer: - Fastlæggelse af de overordnede rammer for en ny økonomisk regulering af netvirksomhederne, som skal sikre en effektiv eldistributionssektor med rimelige priser for elforbrugerne og en fortsat høj forsyningssikkerhed. Herudover skal reguleringen understøtte en efterspørgsel efter ny og effektiv teknologi. - Opfølgning på Elreguleringsudvalgets anbefaling om skærpelse af kravet i lov om elforsyning om, at netvirksomheder skal sikre, at der ikke skabes uklarhed om netvirksomhedernes særskilte identitet. Ændringen sikrer, at netvirksomheder, der er vertikalt integreret, er identitetsmæssigt adskilt fra vertikalt integrerede konkurrenceudsatte virksomheder, herunder elhandelsvirksomheder. - Ophævelse af to støtteordninger for elektricitet fra særlige elproduktionsanlæg, herunder stirlingmotorer, der anvender biomasse som energikilde. - Fastsættelse af regler om, at Energinet.dk skal betale et beløb til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet til dækning af omkostninger til løsning af opgaver i henholdsvis Energistyrelsen, Energitilsynet og Ankenævnet på Energiområdet indtil udgangen af 2017 m.v. - En række mindre ændringer, herunder en ophævelse af reglen om udligning af energisparedifferencer og en ophævelse af kommuners adgang til at drive netvirksomhed med færre end 100.000 tilsluttede forbrugere i kommunen. Afstemning: Forslaget blev vedtaget. For stemte 105 (S, DF, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0. End of "INDHOLD"

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Landsskatteretskendelse vedr. indeholdelsespligt af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag - vederlag til selvstændig erhvervsdrivende Resumé En virksomhed skulle anses for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i relation til udbetalingen af vederlag til chauffør, der havde faktureret virksomheden som selvstændig erhvervsdrivende. Sagen vedrører, om virksomheden skal anses for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i relation til udbetalinger af vederlag til chauffør, der har faktureret virksomheden som selvstændigt erhvervsdrivende. Landsskatterettens afgørelse Indkomstår 2006 SKAT har anset klageren for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med henholdsvis 7.813 og 1.698 kr. Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. Indkomstår 2007 SKAT har anset klageren for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med henholdsvis 28.879 og 6.125 kr. Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. Indkomstår 2008 SKAT har anset klageren for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag med henholdsvis 7.384 og 1.566 kr. Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse. Sagens oplysninger Klageren har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed med flytteforretning samt transport af aviser. Virksomheden er i 2008 omdannet til et anpartsselskab. Det fremgår af sagens materiale, at SKAT natten mellem den 16. og 17. september 2009 foretog en uanmeldt kontrolaktion af avisdistributører på omladepladserne i Y1 og Y2. Under kontrolaktionen traf SKAT 3 af virksomhedens chauffører: HH, NL og KA, som afhentede/afleverede aviser den pågældende nat, og som repræsenterede virksomheden. Chaufførerne blev herefter udspurgt om ansættelses- og lønforhold samt de anvendte vognes ejerforhold. Det blev i denne forbindelse oplyst, at NL i modsætningen til de øvrige antrufne fik udbetalt sin løn på 120 kr. i timen uden skattetræk, idet han udskrev faktura på det kørte antal timer. Som begrundelse for denne konstruktion oplyste NL, at han alene var løst tilknyttet virksomheden, idet han havde andet arbejde, og at han havde sit eget CVR nr. Efterfølgende har klageren telefonisk oplyst til SKAT, at NL kørte i en varebil, som er ejet af virksomheden, at han ikke havde andre hvervgivere, og at han har kørt for G1 i flere år. Der er endvidere ikke fremkommet oplysninger om, at NL er påført udgifter i forbindelse med arbejdet. Der er fremlagt udskrift af en e-mail, der bekræfter, at NL lejede en Ford Transit fra 15. oktober 2007 til 1. januar 2008 af G2. NL er ikke selv indehaver af en varebil. I forbindelse med kontrol af NL’s selvangivelse er det konstateret, at NL typisk en gang om måneden har faktureret først den selvstændige virksomhed G1 og senere selskabet. Fakturanumrene er fortløbende. Timelønnen udgjorde først 110 kr. i timen, mens den fra april 2007 har udgjort 120 kr. i timen. Der er udskrevet fakturaer med følgende bruttobeløb: 2006 21.230 kr. 2007 126.640 kr. 2008 162.937 kr. 2009 157.170 kr. To fakturaer er udskrevet af virksomheden og er betegnet vognmandsafregning til leverandør NL og vedrører afregning for oktober og november 2007 på i alt henholdsvis 16.483 kr. og 30.407 kr. Disse afregninger ligger beløbsmæssigt over de øvrige månedsafregninger for det pågældende år, der ligger i intervallet fra 5.444 kr. til 11.362 kr. Der er desuden afregnet for dieselforbrug på de to vognmandsafregninger, hvilket ikke er tilfældet for så vidt angår de øvrige fakturaer. Der er ikke angivet moms af afregningerne for 2006 og for første halvår af 2007. De ansatte medarbejdere i virksomheden har fået samme timebetaling som NL, og flere af dem har haft et varierende timeantal pr. måned. Iblandt fakturaerne findes bl.a. en faktura fra NL til en anden kunde. Der er tale om en faktura på 7.000 kr. inkl. moms for 6 køreture i perioden 10. december til 21. december 2007. Der er fremlagt en aftale mellem virksomheden og NL. Af kontrakten fremgår bl.a., at aftalen omfatter kørsel med nærmere bestemte publikationer samt diverse transport og aflevering af gods for virksomhedens kunder mv., at vognmanden forpligter sig til at afhente aviser og andet materiale på aftalte tidspunkter og steder, at vognmanden har ansvaret for korrekt levering og optælling, og at det aftalte sidste leveringstidspunkt overholdes, at vognmanden er ansvarlig for skader og bortkomst af varer og effekter, som vognmanden har fået overdraget til transport, ligesom disse effekter må holdes forsikret via lovpligtig erhvervsansvarsforsikring. Derudover fremgår det, at vognmanden er ansvarlig for, at afløsere kender turene, at vognmandens ture ikke kan overdrages eller handles, vognmanden ikke kan lave aftaler om kørsel for virksomhedens kunder uden om virksomheden, at ture ikke kan ændres, uden at dette har været forelagt virksomhedens kørselsledelse, at vognmanden skal møde med en vogn, der til enhver tid overholder de lovmæssige krav med hensyn til lasteevne, at vognmanden selv har ansvaret for at udbedre fejlleveringer, at virksomheden har ret til at omfordele ture mellem vognmænd, og at på de dage, hvor aviserne ikke udkommer som følge af strejke, lock out eller tekniske problemer, udbetales 50 % af den normale turpris. Kontrakten er vedhæftet en opgørelse over ruter, betaling og mødetider mv. med priser, der er opgjort ekskl. moms. Der er endvidere vedhæftet en aftale om brug af virksomhedens tankkort, hvoraf det fremgår, at NL’s køb af diesel skal modregnes i den efterfølgende vognmandsafregning. NL har udskrevet en faktura til en enkelt anden kunde. Denne er udskrevet i december 2007, hvor der ikke har været udskrevet fakturaer til G1. Der er fremlagt en udskrift af en mail fra en avissalgs- og distributionschef, hvoraf det fremgår, at NL på et ikke nærmere oplyst tidspunkt har kontaktet G3 A/S med henblik på at opnå en kontrakt på kørsel. Den pågældende erindrer endvidere, at NL oplyste, at han var bekendt med aviskørsel, idet han allerede kørte som selvstændig vognmand for G1. Hertil oplyste den pågældende, at han havde et godt samarbejde med G1, samt at han var bekendt med, at de anvendte selvstændige vognmænd som underleverandører, og at det var deres politik ikke at anvende deres vognmænds underleverandører uden at informere vognmanden i dette tilfælde G1. SKATs afgørelse SKAT har anset klageren for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af lønudbetalinger til virksomhedens chauffør NL. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at virksomheden stiller varebil til rådighed for NL til brug for udførelsen af arbejdet, at virksomheden afholder alle udgifter i forbindelse med udførelsen af arbejdet, at NL kun har haft virksomheden som hvervgiver, at NL arbejder på samme vilkår som virksomhedens øvrige chauffører, som får lønnen som A-indkomst og har en ansættelsesaftale, og at der er tale om månedligt udbetaling af timeløn. Bortset fra 4. kvartal 2007 har det altid været virksomheden, der har stillet varebil til rådighed for NL til brug for udførelsen af arbejdet. Vederlaget er på nær december 2007 udbetalt uden ophold, og denne afregningsform bevirker, at vederlaget i overvejende grad er nettoindkomst for NL. Den til underleverandørkontrakten tilknyttede aftale om brug af G1’s tankkort lyder på, at NL’s køb af diesel skal modregnes i den efterfølgende vognmandsafregning. Dette er alene sket to gange, hvilket betyder, at NL ikke har haft udgifter til køb af diesel. Det må endvidere anses for usædvanligt, at en selvstændig vognmand får dieselkøb refunderet af kunden. Derudover er der henset til, at NL ikke har kunnet dække erhvervsmæssige udgifter af betydning med den udbetalte timebetaling, der er lav selv for en lønmodtager, og at det er virksomheden, der bærer ansvar og risiko for arbejdets udførelse. Det er lagt til grund, at der ikke er sket ændringer i NL’s ansættelsesvilkår og -områder i forbindelse med, at G1 er omdannet til et anpartsselskab. NL arbejder endvidere efter virksomhedens anvisninger, idet det er virksomheden, der oplyser hvilke ruter, der skal køres og hvornår. Vedrørende de to vognmandsafregninger er det anført, at disse adskiller sig ved, at det er G1, der har udskrevet dem, ligesom der har været en anden og væsentligt højere timeafregning. Den forelagte underleverandøraftale er først indgået den 12. oktober 2007. Der må anses at være tale om en ren formalitet, og der har ikke været realitet bag aftalen. Det er alene for oktober og november 2007, at den af NL foretagne kørsel svarer til den fremlagte aftale. Det er virksomheden, der bærer ansvar og risiko for arbejdets udførelse. Det er ikke påvist, at NL har nogen form for forpligtelser overfor G4. Aftalerne med G4 er indgået i virksomhedens navn, og NL bærer dermed ikke risikoen for eventuelle krav fra kunden vedrørende mangler og erstatning. Klagerens påstand og argumenter Klageren har fremsat påstand om, at han ikke skal anses for at hæfte for A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende udbetalinger til NL. Til støtte herfor er anført, at han ikke har handlet forsømmeligt, men er blevet ført bag lyset. SKAT bør derimod opkræve den manglende betaling af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag hos NL, da denne har fået udbetalt det fulde beløb og samtidigt undladt at lave regnskab og angive moms i den periode, hvor han har haft CVR nummer. Det er derudover anført, at han ikke haft kendskab til, at NL har brudt loven og drevet en virksomhed uden at indlevere regnskab og angive moms, hvorigennem NL har omgået loven og snydt med at betale skat af overskud af selvstændig virksomhed og moms af fakturaer. Det er NL, som har udført en kriminel handling med bevidst snyd. Virksomheden har ikke haft nogen økonomisk gevinst ved at have haft NL som underleverandør frem for som ansat, hvorfor forsømmeligheden ikke kan begrundes heri. Derudover kan han dokumentere, at alle fakturaer er betalt med de fulde fakturabeløb inkl. moms via bankoverførsel fra virksomhedens bankkonto til NL’s bankkonto. Virksomheden står altså til et stort tab, når udgiften skal afholdes igen. Virksomheden har endvidere ikke haft nogen administrativ gevinst ved at have haft NL som underleverandør frem for som ansat. Virksomheden havde både ansatte og underleverandører, så den administrative side af det at have ansatte var indkørt i de daglige rutiner. Virksomheden har desuden ikke fået nogen formaninger eller andet tilsvarende fra revisoren om, at der blev handlet forkert og forsømmeligt i forholdet med NL, og at NL ikke kunne betragtes som underleverandør. Revisoren har derimod bogført samtlige fakturaer fra NL. Videre er det anført, at NL overfor klageren har givet udtryk for, at han havde andre kunder, og at NL kun har kørt på opgavebasis efter løbende aftaler. Der har ikke foreligget nogen ansættelseskontrakt. Derimod har NL kørt på en underleverandørkontrakt, der bl.a. specificerer krav omkring erhvervsforsikring, fejlleverancer m.m. NL har måske ikke haft den store risiko ved de opgaver, der er udført for virksomheden. Dog har NL haft den risiko, at han skulle dække transportskader på gods og sørge for udbedring af fejlleverancer. Det ligger i opgavernes natur, at der ikke er ret meget risiko. Klageren anerkender, at forsømmeligheden kan begrundes i, at han ikke har kendt skatteloven i alle henseender, herunder de kriterier, der er defineret i cirkulære i personskatteloven nr. 129 af 4. juli 1994 pkt. 3.1.1. Hvis man spørger flertallet af danskere, herunder andre erhvervsdrivende om, hvornår en person er selvstændig, så vil svaret være: Når man har et CVR nummer. Samme opfattelse har klageren haft indtil denne sag. Revisoren har heller ikke gjort opmærksom på det. Der er ikke kommet noget materiale fra SKAT om ovennævnte regler i forbindelse med at start af virksomheden. Der står ikke noget om det på startvaekst.dk eller virk.dk. Den eneste måde, hvorpå klageren kunne have været blevet bekendt med den specifikke lov, var, hvis der var blevet tænkt på at søge på f.eks. »hvornår er man selvstændig« på Google, inden et samarbejde med en underleverandør var påbegyndt. Spørgsmålet er, om man kan forvente af virksomheden, at den specifikke lov var kendt set i lyset af, at den strider 100 % imod den gængse opfattelse i befolkningen af, hvornår man er selvstændig. Efter klagerens opfattelse er der tale om et grænsetilfælde for, om det kan opfattes som forsømmelighed. Kan man tilskrive denne mangel på viden til denne specifikke del i loven som værende forsømmelig? Og skal det gå ud over klagerens virksomhed, at sagen samtidig opstår i forbindelse med en mand, som unddrager i skat og moms og dermed reelt har bedraget? Havde NL indbetalt skat af overskud og moms af fakturaer, var klageren vel aldrig blevet opkrævet herfor! Det rimelige må være, at det er NL der skal indbetale og ikke klageren. Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse Efter kildeskattelovens § 46, stk. 1, skal den, for hvis regning udbetaling af A-indkomst foretages, i forbindelse med denne udbetaling indeholde foreløbig skat i det udbetalte beløb. I henhold til kildeskattelovens § 43, stk. 1, henregnes til A-indkomst enhver form for vederlag i penge samt i forbindelse hermed ydet kost og logi for personligt arbejde i tjenesteforhold, herunder løn, feriegodtgørelse, honorar, tantieme, provision, drikkepenge og lignende ydelser. Vedrørende arbejdsmarkedsbidrag fremgår reglerne herom af den dagældende arbejdsmarkedsfondslovs §§ 8 og 11, jf. lovbekendtgørelse nr. 1018 af 10. oktober 2006 med senere ændringer. Det fremgår af kildeskattelovens § 69, at den, som undlader at opfylde sin pligt til at indeholde skat, eller som indeholder denne med for lavt beløb, er ansvarlig over for det offentlige umiddelbart for betaling af manglende beløb, medmindre han godt gør, at der ikke er udvist forsømmelighed fra hans side ved iagttagelse af bestemmelserne i denne lov. Tilsvarende regler for så vidt angår arbejdsmarkedsbidrag fremgår af arbejdsmarkedsfondslovens § 15. Forsømmelighed må blandt andet antages at foreligge, hvor en indeholdelsespligtig undlader at foretage indeholdelse i indkomstarter, der med rimelig klarhed falder ind under definitionerne i kildeskattelovens § 43. Vurderingen af, om der er tale om personligt arbejde i tjenesteforhold eller om virksomhed som selvstændig erhvervsdrivende, foretages på baggrund af de kriterier, der er angivet i cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, pkt. 3.1.1. Som sagen foreligger oplyst, er Landsskatteretten enig med SKAT i, at klageren har været indeholdelsespligtig af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag vedrørende udbetalinger til NL for den pågældende periode, jf. kildeskattelovens §§ 43 og 46 samt arbejdsmarkedsfondslovens §§ 8 og 11. Der er herved blandt andet henset til, at virksomhedens øvrige ansatte efter det oplyste har haft tilsvarende lønforhold og arbejdsvilkår som NL, at virksomheden bortset fra en kortere periode har stillet varebil til rådighed for NL, at virksomheden har finansieret brændstof vedrørende NL’s kørsel, at der med undtagelse af en enkelt måned er udbetalt et månedligt vederlag til NL, der således har karakter af en løbende arbejdsydelse, og at virksomheden i det væsentlige har været NL’s eneste hvervgiver. På baggrund af de foreliggende oplysninger er det herefter rettens opfattelse, at der i relation til udbetalinger af vederlag til NL ikke kan siges at have foreligget en sådan uklarhed om klagerens indeholdelsespligt, at klageren ikke ifalder hæftelsesansvar efter kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsfondslovens § 15, stk. 2. Der ses ikke at være fremlagt oplysninger, der kan fritage klageren for ansvar. SKATs afgørelse stadfæstes derfor.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om sektorforskningsinstitutioner Herved bekendtgøres lov nr. 326 af 5. maj 2004 om sektorforskningsinstitutioner med de ændringer, der følger af § 3 i lov nr. 310 af 29. marts 2014. Lovens anvendelsesområde § 1. Loven gælder for statsinstitutioner, der har forskning som et hovedformål, jf. dog stk. 2. Loven gælder ikke for institutioner under Kulturministeriet eller for universiteterne. Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren bekendtgør efter aftale med vedkommende minister, hvilke institutioner der er omfattet af denne lov. Stk. 3. Vedkommende minister hører inden oprettelse af en ny institution eller nedlæggelse af en eksisterende institution Det Frie Forskningsråd, om der af forskningsfaglige grunde er behov for institutionen. Sektorforskningsinstitutioners formål § 2. En sektorforskningsinstitution driver forskning indtil højeste internationale niveau med bl.a. det formål at 1) rådgive inden for institutionens kerneområder, 2) udføre myndighedsopgaver, 3) udføre udviklingsarbejde med et klart samfundsmæssigt sigte, 4) formidle, herunder varetage, viden- og teknologioverførsel af egen forskning til relevante offentlige og private interessenter og 5) udføre driftsopgaver i forbindelse med de nævnte opgaver. Stk. 2. En sektorforskningsinstitution udfører sin forskning inden for sit formål uafhængigt af vedkommende minister og skal værne om videnskabsetikken. Styrelsesbestemmelser § 3. Institutionens forhold reguleres i en vedtægt. Vedtægten fastlægger bl.a. institutionens navn, formål, kerneområder og bestyrelsens sammensætning. Stk. 2. Bestyrelsen udarbejder institutionens vedtægt og ændringer heri, som godkendes af vedkommende minister efter høring af Det Frie Forskningsråd, for så vidt angår institutionens forskningsområde. Stk. 3. Vedkommende minister kan, når særlige forhold taler herfor, bekendtgøre vedtægten. § 4. En sektorforskningsinstitution ledes af en bestyrelse, der fastsætter de generelle retningslinjer for institutionens organisation, langsigtede virksomhed og udvikling. Bestyrelsen skal forvalte institutionens midler sådan, at de bliver til størst mulig gavn for institutionens formål. Stk. 2. Bestyrelsen godkender institutionens budget, herunder fordeling af de samlede ressourcer og principper for ressourcernes anvendelse inden for de rammer, som vedkommende minister har fastlagt. Stk. 3. Bestyrelsen skal sikre kvaliteten af den udførte forskning på institutionen. Stk. 4. Bestyrelsen indgår resultatkontrakt med vedkommende minister. Stk. 5. Bestyrelsens formand og medlemmer udpeges af vedkommende minister. Formanden og bestyrelsens medlemmer udpeges i deres personlige egenskab, skal komme udefra, jf. dog stk. 8, og være uafhængige af ministeren. Stk. 6. Formanden skal have erfaring med ledelse fra offentlige eller private virksomheder og have indsigt i forskning. Stk. 7. Mindst en fjerdedel af bestyrelsesmedlemmerne, som kommer udefra, skal være anerkendte forskere, jf. lov om forskningsrådgivning. Disse udpeges efter indstilling fra Det Frie Forskningsråd. Stk. 8. 1 eller 2 medlemmer af bestyrelsen vælges af og blandt medarbejderne på institutionen. Medarbejdervalgte repræsentanter i bestyrelsen er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter inden for vedkommende eller tilsvarende område. De nærmere regler om valget og antallet af medarbejdervalgte repræsentanter i bestyrelsen fastsættes i vedtægten. Stk. 9. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen bidrage til at fremme institutionens strategiske virke inden for dens kerneområder med deres erfaring og indsigt i forskning, videnudvikling, formidling, rådgivning, myndigheds- og driftsopgaver. Stk. 10. Tilforordnede fra vedkommende ministerium kan deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. § 5. Sektorforskningsinstitutionens daglige ledelse og personaleledelse varetages af en direktør. Direktøren skal være forskningskyndig. Stk. 2. Vedkommende minister ansætter og afskediger direktøren efter indstilling fra bestyrelsen. Bestyrelsen ansætter og afskediger den øvrige øverste ledelse efter indstilling fra direktionen. Hvis der er tale om tjenestemænd, afgiver den indstilling herom til vedkommende minister. Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte regler om ansættelse af videnskabelige medarbejdere. Opgaver § 6. Resultatkontrakten fastlægger, hvilke forsknings-, udviklings-, formidlings-, rådgivnings-, myndigheds- og driftsopgaver der skal udføres. § 7. Sektorforskningsinstitutionen kan modtage tilskud fra andre ministerier. Stk. 2. Sektorforskningsinstitutionen kan modtage tilskud og gaver fra anden side end fra bevillingslovene. Stk. 3. Sektorforskningsinstitutionen kan drive indtægtsdækket virksomhed og tilskudsfinansierede aktiviteter. § 8. Sektorforskningsinstitutionen deltager i uddannelsen af forskere inden for sine kerneområder. Stk. 2. Sektorforskningsinstitutionen er på de områder, hvor institutionen besidder en særlig viden, forpligtet til at deltage i uddannelsesaktiviteter, der ikke er omfattet af stk. 1, på uddannelser, som er omfattet af universitetsloven. Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om sektorforskningsinstitutioners deltagelse i uddannelsesaktiviteter efter stk. 1 og 2. § 9. Sektorforskningsinstitutionen skal offentliggøre sine forskningsresultater. Særlige hensyn, herunder samfundsmæssige hensyn og hensyn til virksomheders muligheder for at udnytte forskningsresultater, kan dog begrunde fravigelser fra denne bestemmelse. § 10. Sektorforskningsinstitutionens forsknings- og formidlingsopgaver skal evalueres af evalueringspaneler, der er uafhængige både af institutionen og vedkommende minister. Bestyrelsen tager stilling til, hvornår der skal foretages evaluering. Evalueringen kan også omfatte andre af institutionens opgaver. Stk. 2. Vedkommende minister skal i et samarbejde med institutionens bestyrelse sikre en samlet opfølgning på den enkelte evaluering, således at institutionen til stadighed lever op til lovens krav. Stk. 3. Uddannelses- og forskningsministeren fastsætter regler om evalueringer. Forskellige bestemmelser § 11. Vedkommende minister kan efter drøftelse med uddannelses- og forskningsministeren godkende undtagelser fra lovens ledelsesbestemmelser og fastsætte særlige regler som led i et organisatorisk samarbejde 1) mellem sektorforskningsinstitutioner eller 2) mellem sektorforskningsinstitutioner og uddannelses- eller forskningsinstitutioner. § 12. Vedkommende minister kan beslutte, at klager over en sektorforskningsinstitutions afgørelser ikke skal kunne indbringes for ministeren. Ikrafttræden m.v. § 13. Loven træder i kraft den 1. januar 2005. Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr. 1076 af 20. december 1995 om sektorforskningsinstitutioner. Stk. 3. §§ 3 og 4, § 5, stk. 1 og 2, § 6 og § 8, stk. 2 og 3, gælder ikke for Statens Serum Institut, og § 3, stk. 2, § 4 og § 5, stk. 2, gælder ikke for Forsvarets Forskningstjeneste. 1) Stk. 4. De regler, der er udstedt i medfør af den hidtidige lov, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller ændres af regler udstedt i medfør af denne lov. Stk. 5. § 5, stk. 1, 2. pkt., finder først anvendelse, når en direktørstilling skal genopslås efter lovens ikrafttræden. § 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lov nr. 310 af 29. marts 2014 om ændring af lov om forskningsrådgivning m.v. og forskellige andre love og om ophævelse af lov om Højteknologifonden (Ændringer som følge af lov om Danmarks Innovationsfond) indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: 2) § 12 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. april 2014. Stk. 2-6. (Udelades). Uddannelses- og Forskningsministeriet, den 1. juni 2014 Sofie Carsten Nielsen / Jesper Schaumburg-Müller Officielle noter 1) Forsvarets Forskningstjeneste blev den 1. januar 2007 nedlagt som selvstændig myndighed og integreret i Forsvarets Materieltjeneste. 2) Lovændringen vedrører § 1, stk. 3, § 3, stk. 2, og § 4, stk. 7, 2. pkt.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Kapitel 1    Indledende bestemmelser Kapitel 2    Udbygning af transmissionsnet m.m. Kapitel 3    Klima- og energiministerens beføjelser Kapitel 4    Ledelse og interessentforum Kapitel 5    Økonomi og regnskabsmæssige forhold Kapitel 6    Anmeldelse og registrering Kapitel 7    Offentlighed Kapitel 8    Tilsyn, klageadgang m.v. Kapitel 9    Erstatningsansvar og straf Kapitel 10    Ikrafttræden m.v. Kapitel 11    Ændringsbestemmelser Den fulde tekst Bekendtgørelse af lov om Energinet.dk 1) Herved bekendtgøres lov nr. 1384 af 20. december 2004 om Energinet.dk med de ændringer, der følger af § 4 i lov nr. 520 af 7. juni 2006, § 6 i lov nr. 548 af 6. juni 2007, § 4 i lov nr. 503 af 17. juni 2008 og § 79 i lov nr. 1392 af 27. december 2008. Kapitel 1 Indledende bestemmelser § 1. Klima- og energiministeren kan oprette Energinet.dk som en selvstændig offentlig virksomhed. Stk. 2. Den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet, som varetages af Energinet.dk, skal forblive i offentligt eje. Stk. 3. Klima- og energiministeren kan ændre Energinet.dks navn. § 1 a. Klima- og energiministeren fastsætter regler eller træffer bestemmelser med henblik på at gennemføre eller anvende internationale konventioner og EU-regler om forhold, der er omfattet af denne lov, herunder forordninger, direktiver og beslutninger om naturbeskyttelse på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. § 2. Energinet.dks formål er at sikre en effektiv drift og udbygning af den overordnede infrastruktur på el- og gasområdet og at sikre åben og lige adgang for alle brugere af nettene. Stk. 2. Energinet.dk varetager efter reglerne i denne lov samt efter reglerne i lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi og lov om naturgasforsyning og med baggrund i en sammenhængende og helhedsorienteret planlægning systemansvarlig virksomhed og eltransmissions- og gastransmissionsvirksomhed. Endvidere varetager Energinet.dk administrative opgaver vedrørende miljøvenlig elektricitet i medfør af lov om elforsyning og lov om fremme af vedvarende energi. Energinet.dk kan endvidere varetage gasdistributions-, gaslager- og gasopstrømsrørledningsvirksomhed. Stk. 3. Energinet.dk kan oprette datterselskaber, eje ejerandele i andre selskaber med begrænset ansvar samt indgå samarbejdsaftaler og lign. i forbindelse med udøvelsen af sin virksomhed. Stk. 4. Aktiviteter, som ligger uden for de i stk. 2 angivne, og som Energinet.dk varetager i medfør af denne lov, lov om elforsyning, lov om fremme af vedvarende energi til lov om naturgasforsyning eller lov om tilskud til elproduktion, skal udøves i selvstændige selskaber med begrænset ansvar. § 3. Energinet.dk varetager statens købepligt i medfør af § 35 i lov om elforsyning og § 34 i lov om naturgasforsyning. Kapitel 2 Udbygning af transmissionsnet m.m. § 4. Etablering af nye transmissionsnet og væsentlige ændringer i bestående net kan ske, hvis der er et tilstrækkeligt behov for udbygningen, herunder at udbygningen sker med sigte på øget forsyningssikkerhed, beredskabsmæssige hensyn, skabelse af velfungerende konkurrencemarkeder eller indpasning af vedvarende energi, eller hvis projektet er nødvendigt til opfyldelse af pålæg i medfør af stk. 6. Stk. 2. Udbygning i henhold til stk. 1 skal forinden påbegyndelse være belyst i en plan, som samtidig skitserer det fremtidige behov for transmissionskapacitet. Planen skal indsendes til klima- og energiministeren, inden udbygning i henhold til stk. 1 kan påbegyndes. Udbygning kan tidligst påbegyndes 6 uger efter planens indsendelse. Stk. 3. Klima- og energiministeren kan bestemme, at udbygningen i henhold til stk. 1 kræver godkendelse af klima- og energiministeren. Stk. 4. Klima- og energiministeren kan i forbindelse med godkendelse efter stk. 3 fastsætte vilkår for udbygningen, herunder vedrørende bortskaffelse eller sanering af anlæg. Stk. 5. Klima- og energiministeren kan bestemme, at Energinet.dk forpligtes til at dække de meromkostninger, som andre eltransmissions- og netvirksomheder bliver påført, når de efter påbud efter lov om elforsyning skal gennemføre kabellægninger og saneringer i forbindelse med Energinet.dks etablering af 400 kV-eltransmissionsnet. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler herom. Stk. 6. Klima- og energiministeren kan pålægge Energinet.dk at anlægge, udbygge og drive eltransmissionsanlæg samt søledningsanlæg til varetagelse af elforsyningssikkerheden på mindre øer. Stk. 7. Stk. 5 og 6 finder ikke anvendelse på forhold, som omfattes af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1228/2003 af 26. juni 2003 om betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling. Stk. 8. Stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse på etablering af nye gasopstrømsrørledningsnet og væsentlige ændringer i bestående gasopstrømsrørledningsnet. § 4 a. Etablering af nye elforsyningsnet som nævnt i § 4 på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone samt væsentlige ændringer i tilsvarende bestående net kan kun ske efter forudgående godkendelse fra klima- og energiministeren. Stk. 2. Godkendelsen kan betinges af vilkår, herunder krav til placering, indretning og bortskaffelse af anlæg samt tekniske, miljø- og sikkerhedsmæssige forhold i forbindelse med etablering og drift. § 4 b. Med henblik på at undgå skade på udpegede internationale naturbeskyttelsesområders integritet skal anlægsprojekter efter § 4 a, der i sig selv eller i forbindelse med andre projekter eller planer kan påvirke sådanne områder væsentligt, vurderes med hensyn til deres virkninger på lokaliteten under hensyn til bevaringsmålsætningerne for denne. Stk. 2. Tilladelse til de projekter, der er nævnt i stk. 1, kan kun gives efter høring af berørte parter, og såfremt 1) sådanne projekter ikke skader et internationalt naturbeskyttelsesområdes integritet eller 2) væsentlige samfundsinteresser, herunder af social eller økonomisk art, gør det bydende nødvendigt at gennemføre projektet, fordi der ikke findes nogen alternativ løsning, jf. dog stk. 4. Stk. 3. Når tilladelse meddeles efter stk. 2, nr. 2, træffer klima- og energiministeren passende kompensationsforanstaltninger. Udgifter til sådanne foranstaltninger dækkes af projektansøgeren. Klima- og energiministeren indberetter til Europa-Kommissionen, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes. Stk. 4. Såfremt der er tale om et internationalt naturbeskyttelsesområde med en prioriteret naturtype eller en prioriteret art, kan der kun gives tilladelse efter § 4 a til projekter omfattet af stk. 2, nr. 2, såfremt 1) dette er nødvendigt af hensyn til menneskers sundhed, den offentlige sikkerhed eller opnåelse af væsentlige gavnlige virkninger på miljøet eller 2) andre væsentlige samfundsinteresser gør gennemførelsen bydende nødvendig. Stk. 5. Tilladelse efter stk. 4, nr. 2, kan først ske efter indhentet udtalelse fra Europa-Kommissionen. Stk. 6. Ministeren kan fastsætte nærmere regler for vurderingen af projekter efter stk. 1 og kan i tilladelser efter denne bestemmelse stille vilkår, herunder om kompenserende foranstaltninger til beskyttelse af naturbeskyttelsesområderne. § 4 c. Klima- og energiministeren træffer passende foranstaltninger, herunder ved fastsættelse af vilkår eller meddelelse af påbud eller forbud, for at undgå forringelse af naturtyperne og levestederne for arterne i internationale naturbeskyttelsesområder samt forstyrrelser af de arter, som områderne er udpeget for, hvis disse forstyrrelser har betydelige konsekvenser for målsætningerne i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet). Kapitel 3 Klima- og energiministerens beføjelser § 5. Klima- og energiministeren kan træffe beslutning om ethvert forhold vedrørende Energinet.dks anliggender. Stk. 2. Klima- og energiministeren fastsætter en vedtægt for Energinet.dk. Stk. 3. Klima- og energiministeren udøver sine beføjelser efter denne bestemmelse over for Energinet.dk ved skriftlige meddelelser rettet til bestyrelsen. Kapitel 4 Ledelse og interessentforum § 6. Energinet.dk ledes af en bestyrelse på 11 medlemmer. Stk. 2. Klima- og energiministeren udpeger 8 bestyrelsesmedlemmer, herunder bestyrelsens formand. Stk. 3. Bestyrelsen skal samlet have generelle erhvervs- og ledelsesmæssige kompetencer samt indsigt i el-, gas- og varmeforsyning og i forbruger- og samfundsforhold. Bestyrelsesmedlemmerne skal være uafhængige af kommercielle interesser i produktions- og handelsvirksomheder på el- og gasområdet. Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmer efter stk. 2 udpeges for en periode på 2 år, jf. dog stk. 6. Stk. 5. Medarbejderne i Energinet.dk og datterselskaber vælger 3 medlemmer til bestyrelsen, herunder 1 koncernrepræsentant, efter tilsvarende regler som i aktieselskabsloven, jf. dog § 27. Stk. 6. Klima- og energiministeren kan genudpege bestyrelsesmedlemmer og kan til enhver tid afsætte de af ministeren udpegede bestyrelsesmedlemmer. § 7. Den daglige ledelse varetages af en direktion, der ansættes af bestyrelsen efter forudgående orientering af klima- og energiministeren. § 8. Klima- og energiministeren udpeger et rådgivende interessentforum. Stk. 2. Interessentforummet skal repræsentere et bredt udsnit af interessenter i Energinet.dks virksomhed. Stk. 3. Interessentforummet skal holde møde mindst en gang årligt. Stk. 4. Interessentforummet skal med henblik på at understøtte driften af Energinet.dk afgive udtalelser til ledelsen af Energinet.dk om virksomhedens overordnede strategier og planer. Kapitel 5 Økonomi og regnskabsmæssige forhold § 9. Energinet.dks formue holdes adskilt fra statens formue. § 10. Energinet.dk indgår ikke i det statslige overenskomst- og aftalesystem, men kan selv forhandle løn- og ansættelsesvilkår for sit personale, herunder indgå kollektive overenskomster. Stk. 2. De hidtil gældende ansættelsesvilkår videreføres efter reglerne i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse. Fristen på 3 uger i § 4 a, stk. 1, i lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse vedrørende en erhververs mulighed for at meddele, at denne ikke ønsker at indtræde i en gældende overenskomst, regnes fra den dag, bestyrelserne i de respektive selskaber har konstitueret sig. § 11. De for aktieselskaber gældende regler i årsregnskabsloven om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for Energinet.dk med de ændringer, der følger af denne lov. Stk. 2. Energinet.dks årsrapport revideres af rigsrevisor efter årsregnskabsloven og efter lov om revisionen af statens regnskaber m.m. Stk. 3. Den reviderede årsrapport forelægges klima- og energiministeren til godkendelse. § 12. Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber skal i deres interne regnskabsføring med henblik på at undgå forskelsbehandling, krydssubsidiering og konkurrenceforvridning 1) føre separate regnskaber for hver af deres elektricitetsrelaterede og naturgasrelaterede aktiviteter, herunder drift af systemansvarlig virksomhed, transmissions-, distributions-, lager- og gas- opstrømsrørledningsvirksomhed. 2) specificere indtægter fra ejerskab af transmissions- og distributionsnet samt lagerfaciliteter og gasopstrømsrørledningsnet. Stk. 2. For de i stk. 1 nævnte aktiviteter skal Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber føre regnskaber og lade disse revidere på samme måde, som hvis de pågældende aktiviteter blev udført af særskilte selskaber. Aktiver, for hvilke der anvendes indgangsværdier efter selskabsskattelovens § 35 O, samt indtægter og udgifter forbundet med ejerskabet til disse aktiver indgår uanset aktivernes anvendelse i de særskilte regnskaber for Energinet.dks elektricitetsrelaterede aktiviteter. Stk. 3. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om regnskabsføring efter stk. 1 og 2. § 13. Energinet.dks overskud ifølge de i § 12, stk. 1, omtalte regnskaber for virksomhedens elforsynings- og naturgasrelaterede aktiviteter kan tilbageføres til de respektive forbrugergrupper som dividende eller anvendes til konsolidering. Overskud fra lagervirksomhed kan alene anvendes til konsolidering, jf. dog stk. 4. Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvorledes tilbageførsel af overskud til forbrugerne efter stk. 1 kan finde sted. Stk. 3. Energinet.dk kan ikke udlodde overskud eller egenkapital ved udbytteudlodning eller på anden måde til staten. Stk. 4. Klima- og energiministeren kan efter forelæggelse for et af Folketinget nedsat udvalg fastsætte særlige regler om anvendelse af overskud fra lagervirksomhed. § 14. Energinet.dk kan optage lån til varetagelse af sin virksomhed, herunder til finansiering af anlægsinvesteringer samt til varetagelse af købepligten efter § 3. Lån optages på baggrund af en årlig investerings- og finansieringsplan, som er godkendt af klima- og energiministeren. Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til, i det omfang det anses for hensigtsmæssigt, at dække virksomhedens finansieringsbehov efter stk. 1 gennem statslån. Sådanne lån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager. Lånene optages inden for en ramme, der fastsættes af klima- og energiministeren efter godkendelse i Folketingets Finansudvalg. § 15. Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber skal tegne de for virksomhederne nødvendige forsikringer. Kapitel 6 Anmeldelse og registrering § 16. Energinet.dk skal anmeldes og registreres i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter reglerne i kapitel 19 i lov om aktieselskaber. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens bekendtgørelse om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen gælder for Energinet.dk. Kapitel 7 Offentlighed § 17. Lov om offentlighed i forvaltningen, forvaltningsloven og lov om Folketingets Ombudsmand gælder for Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber. § 18. Energinet.dk skal straks give elektronisk meddelelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om alle væsentlige forhold, der vedrører virksomheden, og som kan antages at få betydning for virksomhedens fremtid, medarbejdere og kreditorer. § 19. Beslutninger truffet af klima- og energiministeren i henhold til § 5, stk. 1, indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse. Stk. 2. Enhver, der anmoder herom, kan på Energinet.dks hovedkontor få udleveret et eksemplar af virksomhedens vedtægter. Kapitel 8 Tilsyn, klageadgang m.v. § 20. Klima- og energiministeren fører tilsyn med, at Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber overholder bestemmelserne i denne lov. Stk. 2. Energinet.dk og virksomhedens helejede datterselskaber skal på begæring stille enhver oplysning om sin virksomhed til rådighed for klima- og energiministeren. § 21. Klima- og energiministeren kan bemyndige en under ministeriet oprettet institution eller anden myndighed til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren. Stk. 2. Klima- og energiministeren kan fastsætte regler om, at afgørelser truffet af en institution eller anden myndighed, som ministeren i henhold til stk. 1 har henlagt sine beføjelser efter loven til, ikke skal kunne indbringes for ministeren. § 22. Afgørelser truffet af klima- og energiministeren i medfør af § 4, stk. 3-5, kan, for så vidt angår eltransmissionsnet, påklages til Energiklagenævnet efter reglerne i §§ 89 og 91 i lov om elforsyning og, for så vidt angår gastransmissionsnet, efter reglerne i §§ 51 og 53 i lov om naturgasforsyning. Stk. 2. Energinet.dks udbygningsplan efter § 4, stk. 2, kan, i de tilfælde § 4, stk. 3, ikke finder anvendelse, påklages af enhver med en væsentlig og individuel interesse i udbygningsplanen efter reglerne nævnt i stk. 1. Kapitel 9 Erstatningsansvar og straf § 23. Beslutning om anlæggelse af søgsmål mod bestyrelsesmedlemmer, direktører eller andre i anledning af tab påført Energinet.dk kan træffes af bestyrelsen eller klima- og energiministeren. § 24. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde bestyrelsesmedlemmer, direktører, vurderingsmænd samt deres suppleanter, såfremt de ubeføjet røber, hvad de under udøvelsen af deres hverv for Energinet.dk har fået kendskab til. Kapitel 10 Ikrafttræden m.v. § 25. Klima- og energiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. 2) § 26. Klima- og energiministeren kan efter at have overtaget Eltra a.m.b.a., Elkraft Transmission a.m.b.a. og Elkraft System a.m.b.a. beslutte at fusionere disse til et nyt aktieselskab, hvor aktierne ejes af Energinet.dk. Ved fusionen overgår aktiver og forpligtelser i de hidtidige selskaber som helhed til det nye aktieselskab, og de hidtidige selskaber opløses uden likvidation. For sammenlægningen finder aktieselskabslovens §§ 6 a-6 c og §§ 134-134 i tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov og selskabernes karakter. Stk. 2. Finansministeren kan beslutte at overdrage aktierne i Gastra A/S til Energinet.dk. Stk. 3. Klima- og energiministeren kan beslutte, at dele af de i stk. 1 nævnte andelsselskabers og dele af Gastra A/S’ aktiver og forpligtelser ved spaltning overdrages til Energinet.dk. For spaltningen finder aktieselskabslovens §§ 136-136 i tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov og selskabernes karakter. Stk. 4. Oprettelsen af Energinet.dk, fusionen efter stk. 1, overdragelsen af aktier efter stk. 2 og spaltning efter stk. 3 kan ske med regnskabs- og skattemæssig virkning fra den 1. januar 2005. Stk. 5. Ved fusion efter stk. 1 finder bestemmelserne i fusionsskattelovens §§ 5-8 tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov og selskabernes karakter. Stk. 6. Ved spaltning efter stk. 3 finder bestemmelserne i fusionsskattelovens § 15 a, stk. 3, og § 15 b tilsvarende anvendelse med de ændringer, der følger af denne lov og selskabernes karakter. § 27. (Udeladt) § 28. Loven gælder på land- og søterritoriet, i den eksklusive økonomiske zone og på dansk kontinentalsokkel. § 29. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Kapitel 11 Ændringsbestemmelser § 30-36. (Udeladt) Lov nr. 520 af 7. juni 2006 om ændring af lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning, lov om varmeforsyning, lov om Energinet.dk, lov om planlægning, lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner og lov om kuldioxidafgift af visse energiprodukter, 3) hvis § 4 vedrører lov om Energinet.dks titel, § 2, stk. 2, § 4 a, § 12, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 13, stk. 1 og 4, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: § 9 Tidspunktet for lovens ikrafttræden fastsættes af klima- og energiministeren, jf. dog stk. 2. Ministeren kan fastsætte, at dele af loven træder i kraft før andre dele af loven. Stk. 2-6. (Udeladt) § 9 Lov nr. 548 af 6. juni 2007 om ændring af lov om anvendelse af Danmarks undergrund, lov om elforsyning, lov om kystbeskyttelse, lov om havne og forskellige andre love, 4) hvis § 6 vedrører lov om Energinet.dks fodnote og §§ 1 a, 4 b og 4 c, indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Stk. 2. (Udeladt) § 74 Lov nr. 1392 af 27. december 2008 om fremme af vedvarende energi, hvis § 79 vedrører lov om Energinet.dk og indeholder følgende ikrafttrædelsesbestemmelse: Loven trådte i kraft den 1. januar 2009. Stk. 2. (Udeladt) Stk. 3. (Udeladt) Energistyrelsen, den 16. marts 2009 Ib Larsen / Flemming G. Nielsen Officielle noter 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/89/EF af 18. januar, 2006, (EU Tidende 2006 nr. L 33, side 22), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2003/54/EF af 26. juni 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 176, side 37), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2003/55/EF af 26. juni 2003 (EU- Tidende 2003 nr. L 176, side 57), dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992, (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1882/2003 af 29. september 2003,(EU-Tidende 2003 nr. L 284, side 1), og dele af Rådets direktiv 79/409/EØF af 2. april 1979, (EF-Tidende 1979 nr. L103, side 1), som ændret senest ved Rådets forordning (EF) nr. 807/2003 af 14. april 2003, (EU-Tidende 2003 nr. L 122, side 36). 2) I medfør af bekendtgørelse nr. 1483 af 23. december 2004 trådte loven i kraft den 1. januar 2005. 3) Lovændringen, der i medfør af bekendtgørelse nr. 531 af 8. juni 2006 trådte i kraft den 15. juni 2006, ændrer Energinet Danmarks navn til Energinet.dk og indfører bestemmelser om etablering af nye elforsyningsnet på søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. 4) Lovændringen, der trådte i kraft den 7. juni 2007, gennemfører dele af Rådets direktiv om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (habitatdirektivet) og dele af Rådets direktiv om beskyttelse af vilde fugle (fuglebeskyttelsesdirektivet).

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Krav til nødstop på ældre maskiner, som ikke er CE-mærket Resumé Arbejdstilsynet konstaterede ved et tilsynsbesøg, at en ældre søjleboremaskine, som ikke var CE-mærket var monteret et ”flapstop”, som havde startknappen og knappen til betjening af driftstop placeret under et gult plastlåg, som var forsynet med en rød paddehatteformet knap. Arbejdstilsynet fandt ikke, at ”flapstoppet” opfyldte sikkerhedsniveauet for et nødstop og påbød virksomheden at indrette søjleboremaskinen med effektivt virkende nødstop. Efter reglerne om indretning af tekniske hjælpemidler skal et nyt nødstop opfylde reglerne for CE-mærkede maskiner samt delmaskiner. Standarden for nødstop på CE-mærkede maskiner indeholder principperne for udformning af nødstop til maskiner. Et enigt Arbejdsmiljøklagenævn fastholdt Arbejdstilsynets påbud og lagde vægt på, at ”flapstoppet” manglede den tvangsbrydende funktion, at der er problemer med afbrydelse før låsning, og at ”flapstoppet” har en svag mekanisk udformning af fjeder og låsearm. Desuden kan ”flapstoppet” forveksles med almindelige betjeningsfunktioner, fordi der under knappen er både en rød og en grøn kontakt. [Adressat udeladt] Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 22. februar 2011 behandlet klagen over Arbejdstilsynets afgørelse af 25. marts 2010. [Virksomhedens navn udeladt] klager over Arbejdstilsynets påbud om, at virksomheden i [adresse udeladt] skal indrette den ”blå boremaskine” (en søjleboremaskine) med et effektivt virkende nødstop. Arbejdsmiljøklagenævnet traf følgende A F G Ø R E L S E Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse med påbud om, at nødstoppet på den ”blå boremaskine” skal være indrettet så niveauet for sikker indretning af nødstop er opfyldt. Det betyder, at [virksomhedens navn udeladt] skal efterkomme nævnets afgørelse senest den 4. juli 2011 og skal sende en tilbagemelding herom til Arbejdstilsynet senest den 11. juli 2011. B E G R U N D E L S E Det etablerede ”flapstop”, som den ”blå boremaskine” er blevet forsynet med, lever ikke op til de krav, der stilles til indretningen af nødstop. Arbejdsmiljøklagenævnet lægger vægt på, at ”flapstoppet” mangler den tvangsbrydende funktion, at der er problemer med afbrydelse før låsning, og at ”flapstoppet” har en svag mekanisk udformning af fjeder og låsearm. Nævnet lægger også vægt på, at ”flapstoppet” kan forveksles med almindelige betjeningsfunktioner, fordi der under flappen er både en rød og en grøn kontakt. Søjleboremaskinen er en ældre maskine, der ikke er CE-mærket og som ikke oprindelig er leveret med et nødstop. Virksomheden har fået påsat et nødstop på søjleboremaskinen. Dette nødstop kalder Arbejdstilsynet et ”flapstop”. Arbejdstilsynet oplyser, at ”flapstoppet” har startknappen og knappen til betjening af driftsstop placeret under et gult plastlåg, som er forsynet med en rød paddehatformet knap. Låget kan, når det påvirkes, holdes i lukket stilling af en tynd plastbøjle på kontaktenhedens ramme. Når låget er åbent har enheden en start/stop-funktion (grøn/rød). Efter reglerne skal et nyt nødstop opfylde kravene i reglerne om CE-mærkede maskiner samt delmaskiner. Den standard, der er vedtaget for nødstop, det vil sige DS/EN ISO 13850, indeholder principperne for udformning af nødstop til maskiner. Afgørelsen er truffet af et enigt Arbejdsmiljøklagenævn. R E G L E R Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen benyttet følgende regler: Om anvendelse og indretning af maskiner (tekniske hjælpemidler): – § 45, stk. 1, og stk. 2, § 46, nr. 1 og nr. 4, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 – § 4, § 6, og § 10, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler, som ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 – § 3, § 4, § 5, §, 8, stk. 2, § 10, § 18, § 20, stk. 1, bilag I, punkt 1.2.4.3., og bilag V, punkt 10, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler Om Arbejdstilsynets ret til at give påbud: – § 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 175 af 27. februar 2007 og lov nr. 1395 af 27. december 2008. Reglerne kan læses på de følgende sider. O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet. På klagenævnets vegne [navn udeladt] Kopi til Arbejdstilsynet, [Adressat udeladt] Regler Lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18. marts 2005 med de ændringer, der følger af lov nr. 1395 af 27. december 2008 … Kapitel 7 Tekniske hjælpemidler m.v. § 45. Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige. Stk. 2 . Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges. § 46. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning og anvendelse af tekniske hjælpemidler m.v., herunder om 1) Konstruktion, udførelse, opstilling, anmeldelse og afprøvning, 2) Forelæggelse for Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse af planer for konstruktion, udførelse og opstilling, 3) Godkendelse fra Arbejdstilsynet af et teknisk hjælpemiddel m.v., før det overdrages eller overlades til brugeren eller tages i brug, 4) Anvendelse, vedligeholdelse og pasning. … Kapitel 13 Arbejdstilsynet … § 77. Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist. Stk. 2. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler som ændret ved bekendtgørelse nr. 670 af 7. august 1995 … Kapitel 2 Almindelige bestemmelser § 4. Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde. … § 6. Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes, hvis det opfylder de krav, der gælder for dets konstruktion, udstyr, sikring m.v. ifølge Arbejdstilsynets bekendtgørelse om indretning af tekniske hjælpemidler og andre særlige regler, der måtte være fastsat herom. … Brug m.v. … § 10. Igangsætning, standsning, omstyring eller anden ændring eller indgreb i driften eller indstillingen af et teknisk hjælpemiddel skal ske i overensstemmelse med de anvisninger og instruktioner, der er givet herfor. Dette må kun foretages, når der er skabt sikkerhed for, at det kan ske uden fare. … Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 612 af 25. juni 2008 om indretning af tekniske hjælpemidler … Kapitel 1 Område og definitioner … Almindelige bestemmelser § 3. Tekniske hjælpemidler skal være indrettet således, at de ikke indebærer risiko for sikkerhed eller sundhed, når de installeres og vedligeholdes på passende måde og anvendes i overensstemmelse med deres bestemmelse. § 4. Forpligtelserne ifølge denne bekendtgørelse påhviler fabrikanter og andre leverandører, projekterende, reparatører o.l. samt arbejdsgivere, ejere, virksomhedsledere, arbejdsledere, andre ansatte og brugere efter arbejdsmiljølovens almindelige regler, jf. § 2 og kapitel 4 i loven. … Kapitel 2 CE- mærkede maskiner samt delmaskiner § 5. Bestemmelserne i kapitel 2 gælder for: 1) Maskiner 2) Udskifteligt udstyr 3) Sikkerhedskomponenter 4) Løftetilbehør 5) Kæder, tove og stropper 6) Aftagelige mekaniske kraftoverføringsaksler samt 7) Delmaskiner Definitioner for dette kapitel § 8. Ved ”maskine” forstås produkter, der er anført i § 5, nr. 1-6. Stk. 2. … § 10. Ved ”sikkerhedskomponent” forstås en komponent, som 1) Har en sikkerhedsfunktion, 2) Markedsføres særskilt, 3) Ved svigt af og/eller manglende funktion udgør en risiko for personsikkerheden, og 4) Ikke er nødvendig for maskinens anvendelse, eller som kan erstattes af normale komponenter, hvorved maskinen kan bruges. Stk. 2. Bilag V indeholder en vejledende liste over sikkerhedskomponenter, som ajourføres af EU-Kommissionen og medlemsstaterne. … § 18. Ved ”harmoniseret standard” forstås en ikke bindende teknisk specifikation, som er vedtaget af en standardiseringsorganisation, dvs. Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN), Den Europæiske Komité for Elektronisk Standardisering (CENELEC) eller Det Europæiske Standardiseringsinstitut for Telekommunikation (ETSI), i henhold til mandat afgivet af EU-Kommissionen i overensstemmelse med procedurerne fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester. … Konstruktion, fremstilling, udstyr og udformning § 20. Maskiners indretning skal opfylde de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav, der er fastsat i bilag I. Stk. 2. En maskine kan dog uden at opfylde stk. 1 forevises på messer, udstillinger o.l., hvis det med tydelig skiltning er angivet, at maskinen ikke opfylder lovgivningens krav og ikke kan erhverves, før den er bragt i overensstemmelse hermed. Ved forevisning af maskinens eller delmaskinens funktioner skal der være truffet passende sikkerhedsforanstaltninger til personbeskyttelse. § 21. Når en maskine er fremstillet i overensstemmelse med en harmoniseret standard, hvis reference er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, formodes maskinen at være i overensstemmelse med de væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i bilag I, der er omfattet af den pågældende standard. … Bilag I Væsentlige sikkerheds- og sundhedskrav i forbindelse med konstruktion og fremstilling af maskiner … 1.2. STYRESYSTEMER … 1.2.2. Betjeningsanordninger Betjeningsanordningerne skal være: … – udformet således, at de kan modstå den forventede belastning; der skal lægges særlig vægt på nødstop, der kan blive udsat for store belastninger. … 1.2.4.3. Nødstop En maskine skal være forsynet med et eller flere nødstop, hvormed farlige situationer og farlige situationer under udvikling kan afværges. Denne forpligtelse gælder ikke for: – maskiner, hvor risikoen ikke kan mindskes ved montering af nødstop, enten fordi dette ikke nedsætter den normale stoptid, eller fordi det ikke gør det muligt at træffe de særlige foranstaltninger, risikoen kræver – bærbare håndholdte og/eller håndførte maskiner. Nødstoppet skal: – omfatte let genkendelige og klart synlige betjeningsanordninger, som er hurtige at komme til – forårsage stop af den faretruende proces på så kort tid som muligt uden at medføre yderligere risiko – om nødvendigt igangsætte eller gøre det muligt at igangsætte visse beskyttelsestiltag. Nødstopsanordningen skal være indrettet således, at den efter stopordre forbliver i stopstilling, til den bevidst tilbagestilles. Anordningen må ikke kunne blokeres, uden at stopordre udløses. Nødstoppet må kun kunne tilbagestilles ved en bevidst handling, og denne tilbagestilling må ikke bevirke, at maskinen går i gang, men kun muliggøre, at den kan starte igen. Nødstopsfunktionen skal være til rådighed og virke til enhver tid uanset driftsmåde. Nødstopsanordningerne skal supplere andre sikkerhedsforanstaltninger og ikke erstatte dem. … Bilag V Vejledende liste over sikkerhedskomponenter, der er omfattet af § 10, stk. 2. … 10. Nødstopanordninger … DS/EN ISO 13850, 3. udgave … 4.3. Driftsbetingelser, miljøpåvirkninger De komponenter, anordninger og elementer, der anvendes til at opnå nødstopfunktionen, skal vælges, samles, forbindes indbyrdes og beskyttes således, at de kan fungere korrekt under de forventede driftsbetingelser og miljøpåvirkninger, idet følgende skal tages i betragtning betjeningshyppigheden og behovet for periodisk afprøvning, fx ved sjælden betjening virkninger af fx vibrationer, stød, temperatur, støv, fremmedlegemer, fugt, korrosive materialer og væsker. 4.4 Nødstopanordning … 4.4.3 Nødstopanordningen skal anvende princippet for tvangsbrydning med mekanisk låsning. Elektriske nødstopanordninger skal være i overensstemmelse med IEC 60947-5-5. … 4.4.4 I tilfælde af svigt i nødstopanordningen (herunder opretholdelsesfunktionen) skal den funktion, der udløser stopkommandoen, have højere prioritet end opretholdelsesfunktionen. Tilbagestilling (fx frigivelse) af nødstoppet må kun kunne lade sig gøre som følge af manuel betjening på det sted, hvor nødstoppet blev aktiveret. …

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Civilretsdirektoratet afslog at bemyndige et statsamt til at behandle en sag om fælles forældremyndighed. Mor og barn var norske statsborgere og bosat i Norge. Faderen var dansk statsborger og bosat i Danmark. Parret havde ikke været gift. Der skønnedes ikke at være tilstrækkelig tilknytning til at lade sagen behandle i Danmark. Den fulde tekst Forældremyndighed. Kompetencespørgsmål i forbindelse med aftale om fælles forældremyndighed. Danmark ctr. Norge. En dansk fader, bosat i Danmark ønskede at indgå aftale om fælles forældremyndighed over fællesbarnet, som var norsk statsborger og bosat i Norge. Moderen var ligeledes norsk statsborger og bosat i Norge. Parret havde ikke været gift. Nordisk ægteskabskonvention finder således ikke anvendelse. Civilretsdirektoratet fandt ikke, at der var tilstrækkelig tilknytning til Danmark til at lade sagen behandle af en dansk myndighed. Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En ostehandler klagede over, at Eksportforeningen og Producentforeningen af Danish Blue Cheese og Mycella nægtede at godkende en overenskomst, som han havde indgået med et ostemejeri om køb af Danablu til eksport. Efter forhandling efterkom de to foreninger Monopoltilsynets henstilling om at give klageren mulighed for at eksportere Danablu og Mycella. Den fulde tekst Skadelige virkninger af konkurrencebegrænsninger - forhandlingsbeføjelser - eksport (* 1) En af landbrugsministeriet autoriseret osteeksportør har til monopoltilsynet klaget over, at han, der igennem et par år har virket som eksportør af fast ost til Australien, af producentforeningen af Danish Blue Cheese og Mycella og Foreningen af Eksportører af Danish Blue Cheese og Mycella er blevet forhindret i at eksportere Danablu-ost. Om dette indgreb i hans forretningsførelse oplyste eksportøren, at de to foreninger havde nægtet at godkende en af ham med et ostemejeri indgået overenskomst vedrørende køb af Danablu til eksport. Klageren har fremhævet, at den omstændighed, at han ikke er i stand til at efterkomme den australske importørs ønske om at få leveret Danablu, vanskeliggør eksporten af andre ostetyper. De to ovennævnte foreninger har i 1957 indgået en aftale, hvorefter leverancer af de ovennævnte ostetyper fra producent til eksportør først kan finde sted, når der mellem producentforeningens medlemmer og eksportører af Danablu og Mycella er indgået overenskomster af et forudbestemt indhold, og hvor hver enkelt overenskomst er blevet godkendt af de to foreninger. Ifølge disse overenskomster er eksportøren forpligtet til udelukkende at købe de to nævnte ostesorter hos medlemmer af producentforeningen, ligesom producentforeningens medlemmer er forpligtet til kun at sælge de nævnte ostetyper til eksport gennem eksportører, som har opnået godkendelse af en overenskomst. Der stilles ikke krav om, at eksportørerne skal være medlem af eksportørforeningen. Samtlige producenter af lurmærket Danablu og Mycella er medlemmer af Producentforeningen, og ost af de to typer kan som følge heraf kun købes til eksport af firmaer, der har indgået og fået godkendt overenskomst. De to foreninger har over for monopoltilsynet principalt gjort gældende, at forholdet ikke omfattes af monopolloven, idet overenskomsten alene tager sigte på salg til eksport, medens salget af Danablu og Mycella til hjemmemarkedet er frit. Subsidiært har foreningerne anført, at det indseende, som foreningerne mener at måtte have med, hvilke firmaer der deltager i eksporten af disse varer, alene har til formål at sikre en sund og forsvarlig eksporthandel med specialvarerne Danablu og Mycella, og at der ikke herigennem er sket nogen urimelig indskrænkning i den frie erhvervsudøvelse. Foreningerne har specielt fremhævet, at de to ostetyper er særligt vanskelige varer at handle med, fordi de, såfremt de ikke behandles tilstrækkeligt kyndigt, kan kvalitetsforringes til skade for eksporten - og at det derfor i langt højere grad end gældende for andre ostetyper er nødvendigt, at eksporten forestås af virksomheder, der råder over personale med tilstrækkeligt branchekendskab og markedskendskab. Endvidere følges den praksis, at eksportører, hvis eksport af de to ostetyper anses for at være for lille, ikke opnår godkendelse. Foreningerne har ikke fundet, at klageren opfyldte de krav med hensyn til fagkundskab eller eksportens omfang, som ud fra forannævnte stilles til en eksportør. Med hensyn til spørgsmålet om afgrænsningen af monopollovens anvendelsesområde over for eksportvirksomhed kunne monopoltilsynet ikke give tilslutning til det synspunkt, der er kommet til udtryk i foreningernes principale påstand. Monopoltilsynet er af den opfattelse, at der ikke efter monopolloven er hjemmel til at gribe ind over for virkninger i udlandet af aftaler, der begrænser konkurrencen i eksporthandelen, men at sådanne aftaler derimod er omfattet af monopolloven for så vidt angår virkningerne her i landet. Monopoltilsynet måtte derfor kunne tage stilling til rimeligheden af etablerede begrænsninger med hensyn til adgangen til her i landet at drive eksportvirksomhed - for så vidt disse begrænsninger ikke er fastlagt af offentlig myndighed i henhold til særlig hjemmel. I overensstemmelse hermed har tilsynet fundet grundlag for at behandle den foreliggende klage, der vedrører adgangen til at udøve en bestemt erhvervsvirksomhed her i landet. Med hensyn til den foreliggende begrænsning i klagerens erhvervsudøvelse fandt tilsynet, at klageren, der er autoriseret som osteeksportør, havde en berettiget interesse i at kunne eksportere samtlige ostetyper, og at der ikke forelå dokumentation for, at det af kvalifikationsmæssige grunde var berettiget at nægte godkendelse af den mellem klageren og et privatmejeri indgåede eksportoverenskomst. Efter forhandling med de to foreninger har disse meddelt, at de fastholder deres principale standpunkt, men efter omstændighederne efterkommer monopoltilsynets henstilling om at give klageren mulighed for at eksportere Danablu og Mycella.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Bekendtgørelse om garantibidrag, tarif og kapitaliseringsgrænse i 2017 i Arbejdsmarkedets Tillægspension I medfør af § 8 c, stk. 2 og 3, og § 9 a, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014, og efter anmodning og indstilling fra bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension fastsættes: Garantibidrag § 1. Efter fradrag af et beløb til finansiering af dødsfaldsydelser, jf. § 16 i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, opdeles bidraget i et garantibidrag og et bonusbidrag, jf. § 8 c, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension. I 2017 udgør garantibidraget 80 pct. Stk. 2. I 2017 fratrækkes der 130 kr. til finansiering af dødsfaldsydelsen efter lovens § 14 b og 90 kr. til finansiering af dødsfaldsydelsen efter lovens § 14 e. Tarif § 2. Fastsættelse af tariffen for bidrag vedrørende 2017 sker i henhold til bekendtgørelse om fastsættelse af maksimalt garantibidrag og tarif i Arbejdsmarkedets Tillægspension. Stk. 2. Ved fastsættelse af tariffen for 2017 er anvendt en markedsværdibaseret optjeningsrente. Den markedsværdibaserede optjeningsrente er fastlagt som en markedsrentekurve pr. 30. september 2016. Markedsrentekurven er bestemt som en nulkuponrentestruktur. Stk. 3. Markedsrentekurven, jf. stk. 2, og de aktuarmæssige formler for fastsættelse af tariffen for 2017 fremgår af ATP’s pensions- og hensættelsesgrundlag, som er tilgængeligt på www.borger.dk. Stk. 4. For hver 100 kr. i garantibidrag vedrørende 2017 optjener medlemmer født i nedennævnte perioder følgende årlige livsvarige pension: Medlem født Pensionsret v/ pensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension 1952 4,99 kr. 1953 5,03 kr. 1.1.1954 – 30.6.1954 5,20 kr. 1.7.1954 – 31.12.1954 5,36 kr. 1.1.1955 – 30.6.1955 5,54 kr. 1.7.1955 – 31.12.1955 5,72 kr. 1956 5,76 kr. 1957 5,82 kr. 1958 5,88 kr. 1959 5,94 kr. 1960 6,01 kr. 1961 6,08 kr. 1962 6,15 kr. 1963 6,59 kr. 1964 6,68 kr. Stk. 5. For hver 100 kr. i garantibidrag vedrørende 2017 optjener medlemmer født i nedennævnte perioder følgende årlige livsvarige pension baseret på forrentning frem til 2032: Medlem født Pensionsret v/ pensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension 1965 5,79 kr. 1966 5,77 kr. 1967 5,74 kr. 1968 5,72 kr. 1969 5,69 kr. 1970 5,66 kr. 1971 5,63 kr. 1972 5,60 kr. 1973 5,58 kr. 1974 5,55 kr. 1975 5,52 kr. 1976 5,49 kr. 1977 5,46 kr. 1978 5,43 kr. 1979 5,40 kr. 1980 5,37 kr. 1981 5,34 kr. 1982 5,32 kr. 1983 5,29 kr. 1984 5,26 kr. 1985 5,23 kr. 1986 5,20 kr. 1987 5,18 kr. 1988 5,15 kr. 1989 5,12 kr. 1990 5,10 kr. 1991 5,07 kr. 1992 5,04 kr. 1993 5,02 kr. 1994 4,99 kr. 1995 4,97 kr. 1996 4,94 kr. 1997 4,92 kr. 1998 4,89 kr. 1999 4,87 kr. 2000 4,85 kr. 2001 4,82 kr. Stk. 6. I år 2032 opskrives den i stk. 5 anførte pensionsret med forrentning for en ny periode. En tidsbegrænset periode vil blive efterfulgt af endnu en periode. Ved sidste opskrivning inden opnået pensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension, er forrentningsperioden livslang. Ved opskrivninger af pensionsretten anvendes den rente, som fastsættes i ATP’s pensions- og hensættelsesgrundlag. Tarif for indbetalte bidrag for medlemmer efter opnået pensionsalder § 3. For medlemmer, hvor der sker indbetaling i 2017 efter opnået pensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension, vil der for hver 100 kr. i garantibidrag erhverves følgende årlige livsvarige pensionsret: Medlem født Pensionsret 1917 eller før 55,88 kr. 1918 52,19 kr. 1919 47,99 kr. 1920 44,07 kr. 1921 40,52 kr. 1922 37,12 kr. 1923 34,01 kr. 1924 31,14 kr. 1925 28,54 kr. 1926 26,17 kr. 1927 24,03 kr. 1928 22,09 kr. 1929 20,33 kr. 1930 18,74 kr. 1931 17,31 kr. 1932 16,01 kr. 1933 14,84 kr. 1934 13,78 kr. 1935 12,81 kr. 1936 11,94 kr. 1937 11,15 kr. 1938 10,44 kr. 1939 9,80 kr. 1940 9,22 kr. 1941 8,69 kr. 1942 8,21 kr. 1943 7,78 kr. 1944 7,38 kr. 1945 7,01 kr. 1946 6,67 kr. 1947 6,36 kr. 1948 6,07 kr. 1949 5,80 kr. 1950 5,56 kr. 1951 5,33 kr. 1952 5,12 kr. Tarif ved udskydelse af udbetaling af pension § 4. Medlemmer, der udskyder udbetalingen af pensionen til udover opnået pensionsalder, jf. § 1 a i lov om social pension, får forhøjet den årlige pension for hver måned udbetalingen af pensionen udskydes. I 2017 forhøjes den årlige pension til følgende beløb for hver 100 kr. i årlig pension: Antal måneder pensionen er udskudt Medlem født i 1942 Medlem født i 1943 Medlem født i 1944 Medlem født i 1945 Medlem født i 1946 1 100,68 kr. 100,65 kr. 100,62 kr. 100,58 kr. 100,56 kr. 2 101,37 kr. 101,30 kr. 101,23 kr. 101,17 kr. 101,11 kr. 3 102,07 kr. 101,96 kr. 101,86 kr. 101,76 kr. 101,68 kr. 4 102,76 kr. 102,62 kr. 102,48 kr. 102,36 kr. 102,24 kr. 5 103,47 kr. 103,28 kr. 103,11 kr. 102,96 kr. 102,81 kr. 6 104,18 kr. 103,95 kr. 103,75 kr. 103,56 kr. 103,38 kr. 7 104,89 kr. 104,63 kr. 104,39 kr. 104,16 kr. 103,96 kr. 8 105,61 kr. 105,31 kr. 105,03 kr. 104,77 kr. 104,53 kr. 9 106,33 kr. 105,99 kr. 105,67 kr. 105,38 kr. 105,12 kr. 10 107,06 kr. 106,68 kr. 106,32 kr. 106,00 kr. 105,70 kr. 11 107,79 kr. 107,37 kr. 106,98 kr. 106,62 kr. 106,29 kr. 12 108,53 kr. 108,06 kr. 107,63 kr. 107,24 kr. 106,88 kr. Medlem født i 1947 Medlem født i 1948 Medlem født i 1949 Medlem født i 1950 Medlem født i 1951 Medlem født i 1952 100,53 kr. 100,51 kr. 100,48 kr. 100,46 kr. 100,44 kr. 100,43 kr. 101,06 kr. 101,01 kr. 100,97 kr. 100,93 kr. 100,89 kr. 100,86 kr. 101,60 kr. 101,53 kr. 101,46 kr. 101,40 kr. 101,34 kr. 101,29 kr. 102,14 kr. 102,04 kr. 101,95 kr. 101,87 kr. 101,79 kr. 101,72 kr. 102,68 kr. 102,55 kr. 102,44 kr. 102,34 kr. 102,24 kr. 102,15 kr. 103,22 kr. 103,07 kr. 102,94 kr. 102,81 kr. 102,69 kr. 102,59 kr. 103,77 kr. 103,60 kr. 103,43 kr. 103,29 kr. 103,15 kr. 103,03 kr. 104,32 kr. 104,12 kr. 103,93 kr. 103,77 kr. 103,61 kr. 103,46 kr. 104,87 kr. 104,65 kr. 104,44 kr. 104,25 kr. 104,07 kr. 103,91 kr. 105,43 kr. 105,18 kr. 104,94 kr. 104,73 kr. 104,53 kr. 104,35 kr. 105,99 kr. 105,71 kr. 105,45 kr. 105,22 kr. 105,00 kr. 104,79 kr. 106,55 kr. 106,24 kr. 105,96 kr. 105,70 kr. 105,46 kr. Kapitaliseringsgrænse § 5. Bestyrelsen for Arbejdsmarkedets Tillægspension har for medlemmer, der bliver pensioneret i 2017, jf. § 9, stk. 1, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, fastsat følgende grænse for, om pensionen udbetales som en løbende månedlig pension eller som et kapitaliseret engangsbeløb: 1) Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til 2.850 kr. eller derunder, udbetales der et engangsbeløb beregnet som kapitalværdien af alle de fremtidige egenpensionsrettigheder. 2) Hvis den årlige pension med tillæg af bonuspension er beregnet til over 2.850 kr., udbetales den i månedlige rater. Ikrafttræden § 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017 og anvendes for bidrag, der vedrører 2017. Stk. 2. Kapitaliseringsgrænsen, jf. § 5, finder anvendelse for medlemmer, der bliver pensioneret i 2017. Beskæftigelsesministeriet, den 13. december 2016 Troels Lund Poulsen / Lasse Boje

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Oversigt (indholdsfortegnelse) Den fulde tekst Kontradiktion i sager om fri proces Rettet henvendelse til justitsministeriet i anledning af at et statsamt havde undladt at give kontradiktion i en sag om fri proces. (J. nr. 1981-1115-68) Advokat A klagede for B over, at justitsministeriet havde afslået hans ansøgning om fri proces til for B at anlægge en retssag mod den selvejende institution X. A ville under retssagen påstå X dømt til at betale B en godtgørelse for usaglig opsigelse, jfr. funktionærlovens § 2 b. I en skrivelse til A udtalte jeg, at jeg ved min gennemgang af sagen ikke havde fundet, at der forelå sådanne omstændigheder, at jeg havde grundlag for at kritisere justitsministeriets afgørelse. Jeg gjorde samtidig A bekendt med, at sagen havde givet mig anledning til i en skrivelse til justitsministeriet at anføre følgende: »Ved min gennemgang af sagen har jeg bemærket, at Århus amt anmodede (X), der som nævnt er modpart i den sag, til hvis gennemførelse der søgtes fri proces, om at fremkomme med en udtalelse til brug for amtets stillingtagen til den foreliggende ansøgning. (X's) udtalelse af 4. juli 1980 til amtet er, så vidt ses, den eneste foreliggende samlede skriftlige redegørelse fra (X's) side for baggrunden for den skete afskedigelse. Jeg må lægge til grund, at denne redegørelse, der indeholder en række konkrete faktiske oplysninger om de forhold, der førte til afskedigelsen, har været tillagt væsentlig betydning for (amtets og) justitsministeriets afgørelse, jfr. herved justitsministeriets skrivelse af 23. april 1981 til klageren. Århus amts afgørelse af 21. juli 1980 og justitsministeriets afgørelse af 10. september 1980 er truffet, uden at klageren forinden var gjort bekendt med (X's) udtalelse af 4. juli 1980 og havde haft lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger hertil. Først efter at klagerens advokat i en skrivelse af 23. september 1980 udtrykkeligt havde anmodet om at blive gjort bekendt med »eventuelle udtalelser fra (X)«, hvis sådanne forelå, blev advokaten med justitsministeriets skrivelse af 24. oktober 1980 gjort bekendt med udtalelsen af 4. juli 1980. Advokaten fremsatte herefter i en skrivelse af 5. december 1980 en række bemærkninger til udtalelsen. På grundlag heraf tog justitsministeriet sagen op til fornyet overvejelse, men meddelte i skrivelse af 20. februar 1981 advokaten, at ministeriet måtte fastholde den trufne afgørelse. Under hensyn til, at der således forud for justitsministeriets afgørelse af 20. februar 1981 var givet klagerens advokat lejlighed til kontradiktion, samt til, at det her omhandlede forhold ikke er omfattet af klagen, har jeg fundet at kunne afslutte min behandling af klagesagen på det foreliggende grundlag. Jeg finder imidlertid i medfør af ombudsmandslovens § 6, stk. 5, at burde udbede mig en udtalelse om, hvorvidt sagsbehandlingen i det foreliggende tilfælde har været i overensstemmelse med de retningslinier, der i praksis normalt følges ved statsamternes og justitsministeriets behandling af sager om fri proces med hensyn til at give ansøgeren mulighed for kontradiktion.« I skrivelse af 15. december 1981 til mig udtalte justitsministeriet: »… at man må være enig i, at de fra modparten indhentede oplysninger var af så væsentlig betydning for fri processagens afgørelse, at de burde være forelagt for ansøgeren inden statsamtet og senere justitsministeriet første gang tog stilling til sagen, og at en sådan forelæggelse også ville være i overensstemmelse med den praksis, der normalt følges ved statsamternes og justitsministeriets behandling af sådanne sager.« Jeg meddelte herefter justitsministeriet, at jeg havde taget det oplyste til efterretning.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume 8 pakhusarbejdere i Esbjerg ansat af DFDS blev indtil 1990 aflønnet efter en overenskomst mellem SiD og arbejdsgiverforeningen K. I 1990 overførtes det meste af pakhusarbejdet fra DFDS til anpartsselskabet R, hvis anparter alle ejes af DFDS. R overtog ikke de medarbejdere, DFDS havde haft til at udføre pakhusarbejdet. R var medlem af arbejdsgiverforeningen V og aflønnede de medarbejdere, der udførte det arbejde, der tidligere var blevet udført af DFDS's pakhusarbejdere, efter en overenskomst mellem SiD og V, der gav arbejderne ret til en væsentligt mindre løn end overenskomsten mellem SiD og K. Arbejdsretten fandt dette uberettiget. Da der hverken forelå passivt eller tvivlsom retsanvendelse, idømtes der R en bod på 30.000 kr. Den fulde tekst Bod 2.3.1., Omgåelse. Virksomhedsoverdragelse. Underbetaling. Bod for virksomheds henførelse af arbejde til ringere overenskomst(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Niels Chr. Daugaard) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg (advokat Vagn Marquardt). Dommere: Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Mads Kofod, Ole Bonde Larsen, Erik Nielsen, Riis (retsformand) og Sløk. - Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg, og nedlagt følgende påstande: Indklagede, Roland Munch ApS, Esbjerg tilpligtes at aflønne havnearbejderne efter overenskomst mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service. Indklagede tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens skøn fastsat bod. Spørgsmålet om eventuel efterbetaling henskydes til afgørelse ad sædvanlig fagretlig vej, eventuelt ved faglig voldgift. Indklagede har påstået frifindelse. Sagens omstændigheder er følgende: Indtil 1990 havde DFDS 8 havnearbejdere ansat til at udføre pakhusarbejde på Esbjerg Havn. Havnearbejderne blev aflønnet efter produktionstillægsaftale af 13. august 1986 mellem Specialarbejderforbundet i Danmark, Esbjerg afdeling T, og Købmandsstandens Arbejdsgiverforening i Esbjerg og Omegn. Produktionstillægsaftalen omfatter blandt andet de hos DFDS i godsterminal, containerhavnen Esbjerg, ved terminalarbejde (incl. losning og lastning) beskæftigede medarbejdere. Produktionstillægsaftalen præciserer udtrykkeligt, at den omfatter alt arbejde i forbindelse med pakhuset. I 1990 overførtes det meste af pakhusarbejdet fra DFDS til Roland Munch ApS, Esbjerg, hvis anparter alle ejes af DFDS. Roland Munch ApS overtog ikke de medarbejdere, DFDS havde haft ansat til at udføre pakhusarbejdet. Roland Munch ApS var medlem af Danske Vognmænd og aflønnede de medarbejdere, der udførte det arbejde, der tidligere var blevet udført af DFDS's havnearbejdere, efter overenskomsten mellem Danske Vognmænd og Specialarbejderforbundet i Danmark. Efter denne overenskomsts § 1 omfatter overenskomsten chauffører og specialarbejdere beskæftiget hos enkeltvirksomheder og de medlemmer af foreninger, der er tilsluttet Danske Vognmænd. § 6a i overenskomsten med Danske Vognmænd indeholder bestemmelser om lagerarbejde på fragtcentraler. Pakhusarbejdet blev herefter udført for en væsentlig mindre løn. Tvisten blev efter begæring fra Danske Vognmænd behandlet på et mæglingsmøde i Esbjerg den 28. september 1990 mellem Danske Vognmænd og Specialarbejderforbundet i Danmark. I mødereferatet hedder det blandt andet: »Efter SiDs opfattelse, er Hovedoverenskomsten ikke gældende for terminal/pakhusarbejde, som i nærværende sag - bl.a. henseende til, at lignende arbejde aflønnes med væsentligt højere satser end i Hovedoverenskomsten anførte. Det er derfor SiDs opfattelse, at det skitserede arbejde ikke er tarifferet i henhold til Hovedoverenskomsten, hvorfor der bør foretages en tariffering overenskomstparterne imellem. Efter DVs opfattelse er det skitserede arbejde omfattet af Hovedoverenskomsten, hvorfor DV forbeholdt sig at videreføre sagen - herunder at gøre organisationsansvar gældende. Efter SiDs bestemte opfattelse, er der ikke baggrund herfor, da arbejdet ikke er tarifferet, ligesom der kan konstateres, at firmaet ikke efterlever Hovedoverenskomstens bestemmelser i nærværende sag.« Tvisten blev efter begæring fra Specialarbejderforbundet i Danmark på ny behandlet på et mæglingsmøde i Vejle den 28. april 1992, hvor det konstateredes, at enighed ikke kunne opnås, og hvor begge parter forbeholdt sig deres stilling, herunder at videreføre sagen. Tvisten blev den 17. juni 1992 behandlet på et fællesmøde. Referatet herfra er sålydende: »Ved et fællesmøde d.d. i Dansk Arbejdsgiverforening behandledes en af Landsorganisationen i Danmark på vegne af Specialarbejderforbundet i Danmark, transportgruppen, rejst klage over, at Roland Munch ApS, Esbjerg, aflønner arbejde i strid med gældende overenskomst. Sagen forhandledes og enighed kunne ikke opnås. Fra arbejdstagerside var man af den opfattelse, at den fysiske placering af det pågældende arbejde kunne flyttes, men at det pågældende arbejde i Esbjerg-området under alle omstændigheder er omfattet af overenskomsten mellem SID, Esbjerg T, og DFDS under Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service, og følgelig skal der aflønnes i henhold til denne overenskomst. Fra arbejdsgiverside var man af den opfattelse, at arbejdet er omfattet af hovedoverenskomsten og følgelig skal aflønnes i henhold til denne overenskomst. Fra arbejdstagerside forbeholdt man sig at videreføre sagen for Arbejdsretten. Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at sagen henhører under faglig voldgift. Der var enighed om, at der under alle omstændigheder måtte tilstræbes en hurtig afgørelse i sagen.« Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af afdelingsformand i Esbjerg Sven Erik Christensen, Specialarbejderforbundet, tillidsrepræsentant Per Juul Nielsen, direktør i Roland Munch ApS Orla Hansen og kørselschef hos Spektra A/S i Vojens Christian Lind. Afdelingsformand Sven Erik Christensen har forklaret, at afdelingsleder Jørgen Nielsen hos Roland Munch ApS i 1989 spurgte ham, om pakhusarbejdet kunne udføres på ændrede vilkår, såfremt det flyttedes udenfor DFDS's område. Det spørgsmål besvarede han benægtende. Han havde i sommeren 1990 et møde med Jørgen Nielsen. Heri deltog også Roland Munch selv og tillidsrepræsentanten. Jørgen Nielsen sagde da, at man af økonomiske grunde var nødt til at flytte pakhusarbejdet ud til Roland Munch ApS. Roland Munch mente da, at man burde have afklaret overenskomstforholdene. Denne afklaring skete ved, at Danske Vognmænd senere meddelte Roland Munch, at det var vognmandsoverenskomsten. Timelønnen efter vognmandsoverenskomsten er 92 kroner, medens den efter produktionstillægsaftalen er 108 kroner. Tillidsmand Per Juul Nielsen har forklaret, at han har været havnearbejder siden 1979 og tillidsrepræsentant siden 1992. Indtil 1990 havde DFDS ansat 65 mænd i terminalen og 8 mænd i pakhuset. Det sidste blev gradvist ændret midt i 1990. Nu er man nede på kun at have 1 eller 2 mand ansat. Direktør Orla Hansen har forklaret, at han har været ansat i Roland Munch ApS siden 1977, og at han nu er administrerende direktør i selskabet, der har 280 ansatte. Den årlige omsætning er 300 millioner kroner. Sidste års overskud før skat er 23 millioner kroner. Egenkapitalen er 60 millioner kroner. Firmaet startede i 1951 som enkeltmandsfirma og blev i 1976 omdannet til et anpartsselskab. DFDS havde i mange år været den største kunde og købte alle anparter. Firmaet har i mange år været medlem af Danske Vognmænd. Roland Munch ApS begyndte i 1988 at ekspedere stykgods for DFDS og andre speditører. Der gjaldt samme vilkår for alle speditører. Pakhusarbejdet blev aflønnet efter overenskomsten med Danske Vognmænd. Han kender intet til Sven Erik Christensens møde med Jørgen Nielsen i 1990. Det undrer ham, da han da var direktør. Kørselschef Christian Lind har forklaret, at han siden 1978 har været kørselschef hos Spektra A/S i Vojens, der udfører internationale transporter. 7 medlemmer af Specialarbejderforbundet i Danmark udfører pakhusarbejde og aflønnes efter overenskomsten med Danske Vognmænd. Klagerne har gjort gældende, at overenskomsten med Danske Vognmænd ikke omfatter det pågældende arbejde. Denne overenskomsts udgangspunkt er det arbejde, der udføres i en vognmandsvirksomhed - chaufførarbejde og lagerarbejde på fragtcentraler, som ejes af vognmændene. Egentligt pakhus-/terminalarbejde falder uden for disse forudsætninger. Det overførte arbejde var allerede omfattet af produktionstillægsaftalen. DFDS kan ikke ved at overføre arbejdet til et datterselskab frigøre sig for sine overenskomstmæssige forpligtelser. At datterselskabet er medlem af Danske Vognmænd er irrelevant, da der er tale om identisk arbejde. Der er derfor tale om omgåelse af gældende overenskomst. Klagerne har bestridt at have mistet nogen ret på grund af passivitet. Indklagede har gjort gældende, at Roland Munch ApS er berettiget til af aflønne efter overenskomsten med Danske Vognmænd. DFDS og Roland Munch ApS er to selvstændige firmaer, og Roland Munch ApS udfører det pågældende arbejde for DFDS til sædvanlig kundebetaling. DFDS købte anparterne i Roland Munch ApS i 1976, længe før pakhusarbejdet i 1990 blev overført fra DFDS til Roland Munch ApS. Klagerne har ved passivitet mistet deres ret til at forlange arbejdet aflønnet efter produktionstillægsaftalen. Afgørelsen af tvisten beror under alle omstændigheder på en så tvivlsom retsanvendelse, at der ikke er grundlag for at pålægge bod. Arbejdsretten skal udtale: Arbejdet var indtil 1990 omfattet af produktionstillægsaftalen. Roland Munch ApS kan ikke ved i 1990 at have fået arbejdet overdraget fra DFDS, der ejer alle anparter i anpartsselskabet, forlange arbejdet udført for den væsentlig mindre løn, overenskomsten med Danske Vognmænd giver ret til. Da der hverken foreligger passivitet eller så tvivlsom en problemstilling, at bod ikke er forskyldt, tages klagernes påstand til følge som nedenfor bestemt, idet boden fastsættes til 30.000 kroner. T h i k e n d e s f o r r e t : Indklagede, Roland Munch ApS, Esbjerg, skal aflønne det arbejde, det har overtaget fra DFDS, efter overenskomst mellem Specialarbejderforbundet i Danmark og Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service. Indklagede, Roland Munch ApS, skal inden 14 dage betale en bod på 30.000 kr. til Specialarbejderforbundet i Danmark. Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Danske Vognmænd for Roland Munch ApS, Esbjerg, skal betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten. Officielle noter (* 1)Henvisninger: Per Jacobsen s.147, K.90.398 (A 1992, s.19), K.91.196 (A 1992, s.55), K.93.251.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume Under udstationering i Grønland ydes til politifolk et særligt grønlandstillæg. Det er bestemt til honorering af de særlige, forskelligartede opgaver i Grønland, samt som kompensation for overarbejde m.v. Da tillægget herefter måtte anses for et løntillæg for særlige opgaver og ulemper i forbindelse med tjenesten, stadfæstede Landsskatteretten, at tillægget ikke var af fradragsberettiget karakter. Den fulde tekst Politi - fradrag - Grønlandstillæg. (* 1) A klagede for indkomståret 1987 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt hans ligningsmæssige fradrag på 5.699 kr. i særligt grønlandstillæg. Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der var kriminalassistent, i ca. 3 1/2 måned i 1987 havde været udstationeret i Grønland. I anledning heraf havde Rigspolitichefen ydet et særligt grønlandstillæg, svarende til 1.598 kr. pr. måned, eller i alt 5.699 kr. Skatteankenævnet havde ikke anset klageren for berettiget til at foretage fradrag i indkomsten for nævnte tillæg, idet klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han havde afholdt fradragsberettigede merudgifter. Klageren gjorde heroverfor gældende, at det udbetalte tillæg var at sammenligne med opdager- og hundeførertillæg, for hvilke der blev godkendt fradragsret. Klageren anførte, at han forinden afrejsen til Grønland havde fået udleveret nogle uniformsgenstande, men at disse ikke dækkede de behov, der var nødvendige for tjenestens udførelse i Grønland. Klageren måtte som følge heraf bl.a. indkøbe dunjakke, støvler, sko, solbriller og myggebalsam til brug for opholdet der, idet specielle dragter til politipersonalet i Grønland endnu ikke blev udleveret i 1987. Ovennævnte udstyr var bl.a. nødvendigt i forbindelse med de særlige opgaver, politiet i Grønland var pålagt. Rigspolitichefen oplyste over for Landsskatteretten, at tillægget ydes i henhold til aftale af 26. juni 1972 mellem Ministeriet for Grønland og Statstjenestemændenes Centralorganisation, bl.a. til polititjenestemænd, der forretter midlertidig tjeneste i Grønland. For politiets vedkommende skulle tillægget dække en honorering af de særlige opgaver, der påhviler politiet i Grønland: anklager- og fogedvirksomhed, rednings- og eftersøgningstjeneste, tilsyn med anholdte, pasning af mindre arrester og ydelser af retshjælp. Desuden blev tillægget givet som kompensation for pligten til at måtte påtage sig overarbejde og udføre tjeneste på fridage, hvor der ikke skete særskilt honorering. I henhold til sagens oplysninger - herunder den af Rigspolitichefen afgivne udtalelse - fandt Landsskatteretten, at det særlige grønlandstillæg måtte opfattes som et løntillæg i forbindelse med de særlige opgaver, der påhvilede politiet i Grønland. Herudover blev tillægget ydet som kompensation for ulemper, som den enkelte polititjenestemand kunne påføres i forbindelse med tjenestens tilrettelæggelse, for hvilke der ikke skete særskilt honorering. Som følge heraf fandtes tillægget ikke at være af fradragsberettiget karakter, og den påklagede ansættelse blev derfor stadfæstet. LV 1990, D 1.7.11 og D 2.2.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Resume En 33-årig mand henvendte sig til vagtlægen på grund af kvalme, enkelte opkastninger samt mavesmerter, som havde varet i et døgn. Vagtlægen fik oplyst, at patienten havde målt sin temperatur til 37,8-38,0, at han havde insulinkrævende sukkersyge, og at patienten på grund af kvalmen kun havde kun spist beskedent. Vagtlægen vurderede, at der var tale om akut mave- tarminfektion og behandlede med en indsprøjtning med det kvalmestillende præparat Primperan og udleverede 2 stærke smertestillende tabletter, Mandolgin (der er et centralt virkende, morfinlignende præparat). Han gav endvidere besked om at fortsætte med den vanlige dosis Insulin. Patienten blev den følgende dag indlagt akut på sygehus under diagnosen syreforgiftning i forbindelse med sukkersyge, idet han var blevet fundet bevidstløs i sin lejlighed. Den fulde tekst Klage over vagtlæges behandling af mavesmerter hos en patient med sukkersyge Patientklagenævnet fandt, at vagtlægen havde udvist manglende omhu og samvittighedsfuldhed, idet han burde have undersøgt en urinprøve og sikret sig patientens aktuelle status vedrørende regulering af sukkersygen. Dette kunne gennemføres ved en simpel stixundersøgelse af en urinprøve. Nævnet fandt videre, at grundlaget for at råde patienten til at fortsætte med uændret insulindosis var utilstrækkeligt. Nævnet oplyste, at syreforgiftning ved med sukkersyge (diabetisk ketoacidose) er en livstruende tilstand, som kan optræde hos patienter med insulinbehandlet sukkersyge, ved ophør af insulinbehandling eller i tilslutning til en infektion eller anden sygdom, som ikke er blevet tilgodeset. Patientklagenævnet fandt videre, at vagtlægen ikke burde have udleveret stærke smertestillende tabletter (Mandolgin) til brug ved forværring af mavesmerterne, idet symptomerne var ukarakteristiske.

Denmark_da_legislation

da

legislation

Denkmark

Den fulde tekst Forrentning ved forsinket betaling i entrepriseforhold jfr. AB 72, § 26,stk. 14, 1.pkt. Til samtlige ministerier og styrelser Forrentning ved forsinket betaling i entrepriseforhold, jfr. AB 72, § 26, stk. 14, 1. pkt. Almindelige Betingelser for Arbejder og Leverancer (AB 72) indeholder under § 26, stk. 14, 1. pkt. en almindelig regel om forrentning af entreprenørens tilgodehavende fra forfaldsdagen med 2% over gældende diskonto. Ved lov nr. 25 af 13.12.1984 om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.fl. ændredes morarentesatsen pr. 1.1.1985 fra diskontoen + 2% til diskotoen + 6%. Desuden tilføjedes en bestemmelse, der giver justitsministeren bemyndigelse til »hvert andet år efter forhandling med Danmmarks Nationalbank og økonomiministeriet« at ændre renten. Da ændringen af mora-rentesatsen i renteloven er bestemt af en almindelig tidsbestemt udvikling af renteniveauet, vil det derfor være naturligt at lade den samme udvikling komme til udtryk i AB 72's tilsvarende bestemmelse. I denne anledning skal byggestyrelsen meddele, at statslige og statsstøttede bygherrer fremover kan aceptere mora-rentekrav svarende til ovenstående. Det kan samtidig oplyses, at byggestyrelsen i overensstemmelse hermed vil anerkende følgende formulering i henholdsvis Entreprenørforeningens og Håndværksrådets standardforbehold: »Rentesatsen i AB 72, § 26, stk. 14 ændres til rentelovens rentesats (1985/86: diskonto + 6%)». P.D.V. e.b. Flemming Lethan Officielle noter Ingen

Denmark_da_legislation