text
stringlengths 10
383
|
|---|
Således så’ de altså ud , disse stærke og frie følelser , som jeg havde tilbedt og eftertragtet ! 1 |
Med sørgelig letsindighed havde man den gang forsømt at værge sig mod havets og stormens ødelæggelser . 2 |
Jeg skal gøre for dem , hvad jeg kan ; jeg har ikke endnu opgivet håbet om at se dem på forårsudstillingen med et rigtig godt billede . 1 |
Idet de gik ned ad tribunen , tog Jantzen Olufs arm og hviskedee : „ De har båret dem kolossalt dumt ad ! 2 |
Stemningen var idethele taget fortræffelig ; men det var også en lyst og glæde at se den lykke , som udtalte sig i de nyforlovedes elskelige åsyn . 1 |
“ Men dette var for meget for mølleren , som var den ovennævnte hr . Storch og som , på en yderst brutal måde , frabad sig hans dumme vittigheder , som han kaldte det . 2 |
“ „ Å , det ved jeg ikke , men jeg tror alligevel der er nogle — men du , du kan ikke være det , der er mænd , der er så dejligt fordringsfulde ! 1 |
Der var noget , der manglede , det følte jeg , men hvad det var , vidste jeg jo ikke rigtigt selv . 2 |
Se — skolelærereni min hjemegn . . . . han er jo rigtignokstatsskolelærer , men han er ligegodt på den gode side . 1 |
» Anton var ikke ræd , men det blev dog uhyggeligt for ham at være lukket inde med det stakkels menneske . 2 |
Kæmpende med sig selv sad han et øjeblik og ligesom betænktesig , stod derpå op , tog sin hat og sagde — — nej , jeg tror alligevel , det er bedst , jeg rejser i — det mener jeg og ! 2 |
Ethvert forbud derimod er en skjendighed , hvem det så end udgår fra , forældre eller foresatte ! 2 |
» Kære ågot , hør mig . . . . . . . . . . . . . . . . « hun afbrød ham heftigt : » Så ti dog , ti dog ! 2 |
Nu , da han var alene , greb fortvivlelsen ham hårdt ; atter en skuffelse , atter et fald , det værste ! 2 |
Og da også han rejste sig efter hende , gjorde hun ikke mine til at ville gå , men blev stadig stående . 0 |
For det har jeg lovet , og jeg vil holde det , fordi jeg elsker jer og ser de store muligheder indenforskablaget ! 1 |
Tjostolv fulgte , og de , som sad nærmest ,hørte denne sige ude i' gangen : « nej — nu tabte du stygt ! 2 |
Hun holder ikke mindre' af dig end du af hende og er glad over , at også du og jeg er venner som hun kalder det . 1 |
Ikke endnu — — og pludselig slår det mig med skræk : timen , den frygtelige time er jo inde , har længst været det ! 2 |
Kai var altså henvist til sit Herberge , sine få venner , som Beck og Brockenhuus , og rigshovmesteren . 0 |
Deres hadefulde forfølgelse hørte op , og Arenstorff fandt endog på midler til at sætte igennem , at gabet rykkede ud med lyffernes gamle stamsæde . 2 |
Og jeg kan såmænd så godt forstå hende , sådan som han kan elske ; det er da ikke noget man ellers ser . 1 |
Hvor jeg kan ærgre mig , når Fru Henriksen sidder og brovter af deres montre eller opstilling , eller hvad det nu er . 2 |
Den nyankomne optrådte yderst galant overforjenny og Therese , ærbødigt overfor komtesserne ,og kordialt overfor Kai . 1 |
Fjerntborte på vejen raslede en vogn ; lyden tabte sig mere og mere , og gjorde aftenen stillere end for . 0 |
Hun tog hænderne bort , så på ham med tårefyldte øjne og hviskedee lidenskabeligt : „ Der er ingen , der holder af mig ; ikke et menneske . 2 |
— » Men til én , som er slig skabt som frøken Schou , kan nu en anden også sy , — når én har lidt geni . 1 |
De snakkede og hviskedee derinde i stuen og havde så meget imellem sig , de var så skrækkelig perleveninder . 2 |
— — » Jo det er sket i dag , at grosserer tranem — ikke er blevet statsråd , — og Fru tranem — ikke statsrådinde . 2 |
Han var mere omsorgsfuld mod hende , og hun var elskeligere : hendes øjne hvilede på ham med en sød stråleglans , hendes smil var mere blødt og dvælede om hendes mund . 1 |
De hollandske matroser var meget overtroiske , og to af dem svor med stygge eder på , at der fulgte ulykke med slig død skude . 2 |
Jeg gøs ; men Jacques Belin forandrede ikke en mine , men vendte sig stolt til Biassou , og sagde : „ Ja , jeg bør takke dig ; thi jeg har solgt dig for tredive pjastre og du har sikkert indbragt mig mere , end du er værd . 2 |
„ Elendige gøgler , hold op med dine narrestreger , eller du får den lyd at høre , der går ud af et bøsseskud . 2 |
Der er nu først det smukke våningshuus , som er så smukt og godt indrettet , af selv præsten ikke har det bedre . 1 |
“ „ Jeg kan ikke få andet ud af det , de der siger “ , svarede konfroleuren , „ end af det er noget vrøvl alt sammen . 2 |
Måneskinnet fladt hen over grusdyngerne ,de gamle træer knækkede — disse murbrokker , dem havde han elsket ! 2 |
« nå , » sagde assessoren , idet han velbehageligt tømte sit glas , « det må jeg skam sige , det er intima nota falerni , man kan sin ovid , hvad , 1 to gamle latinere ! 1 |
» Jakob vidste ikke , hvem « Ragna » var , men udenfor vinduet hørte han en kalde : « Jakob Erling ! 1 |
Indbilsk og hovmodig , kan jeg tænke , men tillige slesk og snu , så det er lykkedes ham at vinde kongens gunst . 2 |
« stønnede matrosen , der så så ræd og elendig ud , som om han troede , at det var fanden selv , der havde forrasket ham . 2 |
Klaus Hermelinck spærrede sine posede øjelågop , betragtede moder Ivoka med et nysgjerrigtblik og bukkede derpå meget dybt . 0 |
Nej ingen — ingen anden end — uf , den væmmelige , gamle Berlinger , der hang og dinglede ved et hjørne i brevkassen ! 2 |
“ Margrethe for op over ende i sengen og spurgte åndeløst : „ Men Olivia , papa — er hun — er hun død ? 2 |
Vi har skændtes en gang imellem , fordi jeg sagde , de forkjæledeotto ; det siger jeg da endnu de gjorde — men sådanne små skærmysler har man godt af . 1 |
Han behandlede dem , som middelalderenslensherrer behandlede de bønderkoner og bønderpiger , der fandt nåde for deres øjne . 2 |
Det var atter den elegante , meget soignerede pastor sommer , der trådte ind på vinhandlerfirmaets kontor . 1 |
« » Et fruentimmer , når der er et mandfolk til stede « , bemærkede Dagesen , » Fy for fanden ! 2 |
» Jeg har skrevet det ene brev efter det andet , deri søgte jeg at forklare dem — « » Hvor er de breve ? 0 |
. . « men forpagter Henriksen slog i bordet og spurgte , om han måtte få fred til at drikke sin toddy . 2 |
Købmand Ulriksen bukkede beskedent , stødte sit glas mod Junkers og forfærdedes selv over den støj , hans klinken forvoldte . 2 |
Og dermed bortfalder af sig selv din smukke pædagogiskeplan om at fjerne mig fra hovedstadensfristelser og ugudelighed . 2 |
Det var rigtignok forfærdelig sørgeligt at læse , hvordan det forholder sig med dine religiøseanskuelser . 2 |
. . « » Hvis hun blev Fru snorr hans , Fru storsnude og Fru pukkelryg , tre pæne » Titler « på en gang ! 2 |
. . som han har ført mig på halsen — enten det , eller jeg vedbliver at kalde ham min argeste fjende til min dødsdag ! 2 |
Men pludselig rev hun sig ud af sine drømmerier om ungdomstiden og sagde til Bentine : » Du skulle tage e og gå med der over en dag ? 0 |
Stævnemødet med Vilhelmine , samtalen med Jensen og underretningen om principalens forelskelse — alt dette bølgede i hans hjerne . 1 |
Du er doven , du er upålidelig , du kigger i bøgernei timerne og skriver Vers på din tavle i stedet for at regne — nej , bliv kun stående , mosjø ! 2 |
Han søgte i sin hukommelse efter , hvad det var , denne havde mindet ham om , søgte og kunne ikke finde . . .jo , dér var det ! 0 |
Men rens mig fyrst i troens bad , at også jeg må stige , at også jeg må juble glad op mod dit lyse rige ! 1 |
“ befalede han og gik derpå ind til frokostbordet , ved hvilket den stakkels Grace præsiderede med forgrædte øjne . 2 |
“ „ Nu forstår jeg dem ikke mere , “ svarede pastor Knudsen , i det han sprang op og lagde sin hånd på doktorens skulder . 2 |
Nu må jeg gå søde Fru schrøderog glædelig jul og glædelig nytår , hvis vi ikke skulle ses forinden . 1 |
Men utaknemlighed er verdens løn , og jeg og Sørensen har været nogle stakkels idioter , at vi nogensindehar ventet os bedre — hvad de har gjort ! 2 |
Så sagde hun lidt efter : — når jeg sidder stille sådan og lytter , kan jeg høre mine bedste barndomsminder . . . . . . . . . . 1 |
Af og til snublede alligevel en eller anden af småfolkene , som klynkede og græd , for de var så trætte og så søvnige . 2 |
Streg musselmanven , men , som om han begreb , at han var gået forvidt , tilføjede han smilende , i er nogle morsomme mænd , i jnglisere , og vi holde meget af eders store flåde . 1 |
Hun svarede ham ikke en gang på hans spørgsmål , men lukkede øjnene og fulgte ham på hans rasende ridt . 2 |
Tumba tumlede forover og befandt sig på et andet loft , som stødte umiddelbart op til det bræn « dende . 2 |
Han så smilende efter hende idet han sagde halvhøjt : „ Endnn er ævret ikke opgivet , eders højhed ! 1 |
Det står nu også klart for mig , at det har været min egen onde samvittighed , som fikserede mig og malede fanden på væggen . 2 |
Han har nu i går beregnet sig tre mark mere i arbejdsløn for eders nå-des tobaksdåse , end han burde , og slikker mig derfor ud til eder for af tilbagetale dem . 0 |
I i 2 Åge Ibsen — « for mig skal de ikke skamme dem , » lo han og strøg hende over håret . 1 |
— « nu sætter han bovenlæsejl til , løjtnant , 86 Åge Ibsen rumskøds med bredfok og opgiven storehals ! 2 |
Asta og Susanne vendte øjnene hen til enkefru Linde , som sad ubevægelig med ttekoppen i sin hånd . 0 |
« han har omtrentlig ikke været ædru , siden Herren rejste , og det går i en guddommelighed nede ved værket . 2 |
» spurgte assessoren , og han vedblev , idet han atter spærrede vejen for hende : « jeg husker på min ære ikke , at — hør mig estter ! 2 |
“ Chartron stod foran Marie , han havde kæmpet med sig selv en stund , nu gav han hende sin hånd og sagde med varme : „ Tak ! 1 |
„ Denne pavillon , denne grotte , “ vedblev Marie , som talte hun med sig selv — „ denne underjordiskegang , alt er uhyggeligt . 2 |
« » Å — du tåbelige østlænding , « svarede han muntert og svingede hende rundt mod stuerne , » er da ikke her smukt — hvad ? 1 |
— Mordtmann protegerede ham , der er lidt af charlatanen i dem begge ; men Steffensen er et uroligt . 2 |
« men Felix var forlegen og imponeret af første gang at sidde i en kreds af officerer og vidste ikke , hvad han skulle sige . 0 |
Det håbede han da rigtignokikke ; noget så væmmeligt , så grimt , uh — nej det var ikke til at holde ud ! 2 |
« ----------så talte vi om andre ting ; men da Erik gik , sagde jeg til ham : » Gør mig en glæde . 0 |
« — og jeg styrtede ud af værelset , ned ad korridoren og ind til moder , der forfærdet vågnede , og hvem jeg kun kunne forklare : jeg er så bange , jeg er så bange ! 2 |
Derved bekom ham en forunderlig fred i sit hjerte , og han følte , hvorledes gode ånder fulgte hans vej . 1 |
“ svarede Fru Bengta , „ men hvis det slog fejl , og dine kræfter svigtede — jeg har sagt dig det . 2 |
: hold altid af dine forældre , Irene , og vær glad over , at de fortjener din agtelse og kærlighed . 1 |
. . Å , jeg er meget ulykkelig — “ Hun satte sig på en bænk ved enden af Alleen , Irene ved hendes side . 2 |
Margherita så næppe på artiklen ; hun sad åndsfraværende og rullede en brødkugle mellem fingrene . 0 |
« » Det er en sejr for dem . . .en glimrende sejr , « smaskede redaktøren og pillede videre på et kyllingeben . 1 |
» Folkebladet « — Københavns oppositionelle hovedorgan— havde i søndagsnumret bragt et angreb på kontorets forretningsgang , og det et angreb af den kraftigste Art . 2 |
Nej , aldeles ikke hr . de Berthauld , men jeg tror af de holder af Solt , og de gode kunstnere er som oftest ligesom store børn . 1 |
Han var dybt bedrevet , men jeg var ubønhørlig , havde jeg haft en dolk hos mig , havde jeg dræbt ham . 2 |
—----------jaha , » Elskede « ja , — kan tænke !----------------------- » Dyrebare Ursula « , å fy ! 1 |
Assistenten brettede sine bukser op , tog frakke , galosker og paraply og svor endnu engang over at skulle traske omkring i dette skrækkelige vejr . 2 |
Obersten bevårede endnù nogle øjeblikke sin fornærmedeholdning ; men da svigerfaderen forsikrede ham , at han gjorde ham en glæde med at modtage pengene , gav han sig endelig . 1 |
— men indsér du - ikke , at jeg må tabe modet , når du tier til de uværdige beskyldninger , som hér rejsesimod mig ? 2 |
» « det indbildte jeg mig , » svarede Therese , « men i går meddeler hun mig med stor livsglæde , at nu er styrmanden væk og hun er glad . 1 |
» Han så’ vist på hende og sagde : « sig mig , Therese , har grev Jørgens forlovelseværet nogen sorg for dem ? 2 |
« de er mig kær ; jeg tror , de véd detl , han så’ vist på hende , og hun bøjede hovedetrødmende , som dreven af en naturnødvendighed . 1 |