id
stringlengths 1
7
| url
stringlengths 31
209
| title
stringlengths 1
117
| text
stringlengths 7
302k
|
|---|---|---|---|
1111326 | https://da.wikipedia.org/wiki/C%C3%A2rcinov | Cârcinov | Cârcinov er en venstre biflod til floden Argeș i Rumænien. Den løber ud i Argeș nær Topoloveni. Den løber gennem byerne og landsbyerne Boțești, Dobrești, Beleți, Albotele, Priboieni, Gorănești, Crintești, Boțârcani, Țigănești og Topoloveni. Dens er 43 km lang og dens afvandingsområde er 184 km2
Referencer
Vandløb i Rumænien |
1111328 | https://da.wikipedia.org/wiki/Skolevalg%202024 | Skolevalg 2024 | Skolevalget 2024 er det femte skolevalg i Danmark. Der kan stemmes på 12 forskellige ungdomspartier om 175 fiktive pladser i Folketinget. Dette tal kan dog ændre sig.
Skolevalget er et valg for danske skoleelever i 8., 9. og 10. klasser.
Ved valget får eleverne udleveret valgkort og stemmesedler, og der bliver stillet stemmebokse og valgurner op på skolerne. Til valget kunne de politiske ungdomsorganisationer stille op, hvis moderpartier var opstillingsberettigede til folketingsvalg.
Ideen om at afholde skolevalg kommer oprindeligt fra Valgretskommissionen, der blev nedsat af Dansk Ungdoms Fællesråd efter kommunalvalget 2009. Skolevalg er finansieret af Folketinget og Undervisningsministeriet og er udviklet i samarbejde med bl.a. fagkonsulenterne i samfundsfag fra CFU’ere i hele landet.
Forløb
"Forud for valghandlingen går et tre uger langt valgkamp-lignende undervisningsforløb, der understøtter flere fælles mål i samfundsfag. Undervisningsforløbet er gratis og kan gennemføres på to ugentlige samfundsfagstimer over de tre uger, men det vil være oplagt også at inddrage timer fra andre fag og fra den understøttende undervisning. Der er også udviklet et undervisningsforløb til dansk. Begge vejledninger findes nederst på siden.
Undervisningsforløbet er delt op i tre moduler og skydes i gang søndag den 17. januar, hvor statsministeren udskriver Skolevalg. Herefter skal eleverne i den første uge orientere sig i 20 mærkesager og beslutte sig for, hvilke tre de vil kæmpe for. I anden uge skal eleverne i grupper lave et interview om en af mærkesagerne. Op til den sidste uge af undervisningsforløbet vælger de politiske partier også tre mærkesager, der herefter kommer til at udgøre grundpillen i deres partiprogram for Skolevalg. Elevernes opgave er her at vurdere hvilket parti, der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på."
Eleverne kan vælge mellem en række forskellige mærkesager, som de skal arbejde med, inden den sidste uge, hvor ungdomspartierne løfter sløret for, hvilke mærkesager, de har valgt.
Referencer
24
Begivenheder i 2024 |
1111330 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Strange%20Boarder | The Strange Boarder | The Strange Boarder er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Clarence G. Badger.
Medvirkende
Will Rogers som Sam Gardner
Irene Rich som Jane Ingraham
Jimmy Rogers som Billy Gardner
James Mason som Kittie Hinch
Doris Pawn som Florry Hinch
Lionel Belmore som Jake Bloom
Jack Richardson som Westmark
Sydney Deane som Dawson
Louis Durham som Sergeant Worrill
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111331 | https://da.wikipedia.org/wiki/Stronger%20Than%20Death%20%28film%20fra%201920%29 | Stronger Than Death (film fra 1920) | Stronger Than Death er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Herbert Blaché.
Medvirkende
Alla Nazimova som Sigrid Fersen
Charles Bryant som Major Tristam Boucicault
Charles K. French
Margaret McWade som Mrs. Boucicault
Herbert Prior som James Barclay
William Orlamond som Rev. Mr. Meredith (credited as William H. Orlamond)
Milla Davenport som Mrs. Smithers
Bhowgan Singh som Ayeshi
Henry Harmon som Vahana
Dagmar Godowsky
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111332 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Strongest%20%28film%20fra%201920%29 | The Strongest (film fra 1920) | The Strongest er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Raoul Walsh.
Medvirkende
Renée Adorée som Claudia
Carlo Liten som Henri
Harrison Hunter som Harle
Beatrice Noyes som Betty Macklin
Florence Malone som Claire Harle
Jean Gauthier DeTrigny som Visconte
Madame Tressida som Nanette
Jean Gauthier som Visconte
Georgette Gauthier DeTrigny som Comtesse
Hal Horne som Maurice
James A. Marcus som Curate
C.A. de Lima
Teddy Piper
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111333 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vaskerpigen | Vaskerpigen | Vaskerpigen er en amerikansk stumfilm fra 1920 af John Francis Dillon.
Medvirkende
Mary Pickford som Amanda Afflick
Albert Austin som Horace Greensmith
Harold Goodwin som Benjamin Pillsbury Jones
Rose Dione som Madame Jeanne Gallifilet Didier
Darwin Karr
Taylor N. Duncan
Joan Marsh
Nadyne Montgomery
Theodore Roberts
Hal Wilson
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111334 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sumurun | Sumurun | Sumurun er en tysk stumfilm fra 1920 af Ernst Lubitsch.
Medvirkende
Paul Wegener
Carl Clewing
Jenny Hasselquist som Sumurun
Aud Egede-Nissen som Haidee
Harry Liedtke som Nur-Al Din
Paul Graetz som Puffti
Max Kronert som Muffti
Ernst Lubitsch som Yeggar
Margarete Kupfer
Pola Negri som Yannaia
Paul Biensfeldt som Achmed
Jakob Tiedtke som Head Eunuch
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Tyskland
Tyske film fra 1920 |
1111335 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sundown%20Slim | Sundown Slim | Sundown Slim er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Val Paul.
Medvirkende
Harry Carey som Sundown Slim
Genevieve Blinn som Mrs. Fernando
Ted Brooks som Billy Corliss
Frances Conrad som Eleanor Loring
J. Morris Foster som Jack Corliss
Mignonne Golden som Anita
Joe Harris som Fernando
Ed Jones
Duke R. Lee som Loring
Charles Le Moyne som Fadeaway
Otto Myers som Bud Shoop
Ed Price som Shorty
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111336 | https://da.wikipedia.org/wiki/Sweet%20Lavender%20%28film%20fra%201920%29 | Sweet Lavender (film fra 1920) | Sweet Lavender er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Paul Powell.
Medvirkende
Mary Miles Minter som Lavender
Harold Goodwin som Clem Hale
Milton Sills som Horace Weatherburn
Jane Keckley som Ruth Holt
Theodore Roberts som Phenyl
Sylvia Ashton som Dotty Driscoe
J.M. Dumont som Mr. Driscoe
Starke Patteson som Billy Driscoe
Flora Hollister som Minnie
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111337 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Symbol%20of%20the%20Unconquered | The Symbol of the Unconquered | The Symbol of the Unconquered er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Oscar Micheaux.
Medvirkende
Iris Hall som Eve Mason
Walker Thompson som Hugh Van Allen
Lawrence Chenault som Jefferson Driscoll
Mattie Wilkes som Driscoll
Louis Dean som August Barr
Leigh Whipper som Tugi
Jim Burris
E. G. Tatum som Abraham
James Burrrough
George Catlin som Dick Mason
Edward Fraction som Peter Kaden
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111338 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tarnished%20Reputations | Tarnished Reputations | Tarnished Reputations er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Alice Guy-Blaché.
Medvirkende
Dolores Cassinelli som Helen Sanderson
Alan Roscoe som Robert Williams
Georges Deneubourg som George de Wendbourg
Ned Burton som Princeton
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111339 | https://da.wikipedia.org/wiki/Christian%20Johansen%20%28forfatter%29 | Christian Johansen (forfatter) | Christian Johansen (4. november 1820 i Nordtorp på Amrum - 26. juli 1871 i Slesvig by) var en dansk-nordfrisisk lærer og forfatter.
Han blev født i Nordtorp (Nordtrup) på Amrum i 1820, blev senere lærer og underviste på skolerne på Amrum, på Sild, i Oldersbæk og i det øvrige Danmark. I 1852 blev han kaldt til domskolen i Slesvig. Ud over sit arbejde som lærer skrev han flere bøger og essays om Amrums historie, kultur og sprog, blandt dem mange på amringer nordfrisisk. Heri blev han blandt andet inspireret af Amrum-præsten Lorenz Frederik Mechlenburg. Han blev også påvirket af teologen N.F.S. Grundtvig. Hans mest kendte roman er Arammud an Dögganhaid (på dansk Fattigdom og dyd) fra 1860.
Kilder / litteratur
Antje K. Arfsten og Wendy Vanselow (Udg.): Friisk tekstsaamlang: Öömrang, Nordfriisk Instituut Bredsted 2014, s. 59 ISBN 978-3-88007-388-3
Christian Johansen: Öömrang teelen an staatjin, ISBN 978-3-924422-35-6
Arammud an Dögganhaid bi-rköödar (på nordfrisisk wikipeda) Slesvig 1855, 16 sider
Amrum
Personer fra Nordfrisland
Lærere fra Danmark
Forfattere fra Danmark i det 19. århundrede
Danskere i 1800-tallet |
1111341 | https://da.wikipedia.org/wiki/Arfst%20Jens%20Arfsten | Arfst Jens Arfsten | Arfst Jens Arfsten (født 28. marts 1812 i Niblum på Før; død i marts 1899 i Husum) var en nordfrisisk forfatter fra øen Før, som dengang endnu var dansk.
Arfsten ville blive lærer eller præst, som dog ikke kunne realiseres af økonomiske grunde. I stedet blev han uddannet som farver i sin fødeby Niblum. Senere drev han en kro på fastlandet ved Husum, hvor han mødte den tysk-slesvigske forfatter Theodor Storm. Under den dansk-tyske grænsekonflikt stillede han sig selv på den tyske side.
Arfsten skrev en række tekster på sin hjembys førfrisiske dialekt, som senere blev udgivet i antologien Ferreg an ömreng stcken - A. J. Arfsten sin düntjis.
Han var gift to gange. I sit første ægteskab var han gift med Anna Kathrine Jans fra Tetebøl, der døde i 1840. Sin anden kone Inge Helenge Breckling kom fra Niblum på Før. Han havde tre sønner og to døtre.
Kilder / litteratur
Antje K. Arfsten og Wendy Vanselow (Udg.): Friisk tekstsaamling: Fering, Nordfriisk Instituut Bredsted 2014, s. 80 ISBN 978-3-88007-386-9
Før
Personer fra Nordfrisland |
1111342 | https://da.wikipedia.org/wiki/Simon%20Reinhard%20Bohn | Simon Reinhard Bohn | Simon Reinhard Bohn (10. januar 1834 i Alkersum på Før - 08. maj 1879 i Kiel) var en dansk-nordfrisisk forfatter.
Efter sin konfirmation i 1850 arbejdede han i flere år som sømand. Under sine rejser skrev han en række breve og tekster på Førs nordfrisiske dialekt (Fering), hvoraf mange senere blev publiceret. Blandt dem er den satirisk-politiske tekst Di Gülbück (på dansk Den hvide vipstjert), hvori nordfrisernes situation mellem Danmark og Preussen behandles i form af en fabel. Andre kendte tekster er balladen Köning an prääster og A bööd tu af iadgreewers, som er inspireret af Schillers Der Gang nach dem Eisenhammer. Bohn døde efter en hjertesygdom i Kiel i 1879.
Tekster (Udvalg)
A Böd efter a Iadgrewern
Könning an Präster
Bür an Siaman
Üs ick noch letj wiar
Taw Lickstianer
Kriak an Müss
Di Gülbück
Riadels
Min Eilunn Fer
A fjawer Juarstidjen
An Liat un 'th Sälskapp tu sjongen bi 'n Ball
Puns, wann 'm nanth öders witj.
A iast Krinolin
Üs a Könning üb Fer wiar
Di Kuppman
Frödd
Namen Sütjers Pretjei
Kilder / litteratur
Antje K. Arfsten og Wendy Vanselow (Udg.): Friisk tekstsaamling: Fering, Nordfriisk Instituut Bredsted 2014, s. 80/81 ISBN 978-3-88007-386-9
Før
Personer fra Nordfrisland |
1111344 | https://da.wikipedia.org/wiki/Butja-massakren | Butja-massakren | Butja-massakren blev begået af russiske styrker mellem 27. februar og 31. marts 2022 i Butja, en forstad til hovedstaden Kyiv i Ukraine. Dette skete mens russiske styrker holdt området efter Ruslands invasion af Ukraine 2022 fra den 24. februar.
Forløb og opklaring
Under Ruslands invasion af Ukraine 2022 var der hårde kampe i byen. Mange blev dræbt og store dele af byen blev ødelagt. Russerne erobrede stadig mere af byen, og havde hele byen under kontrol den 12. marts. Det antages at den 64. motoriserede infanteribrigade deltog under kampene. Præsident Putin tildelte den 18. april 2022 brigaden ærestitlen garde. Brigaden havde ifølge præsidenten under «specialoperationen» stået som et « forbillede ved udføringen af de militære pligter, ved sit mod, beslutsomhed».
Byen blev befriet den 31. marts under en ukrainsk modtoffensiv. Der blev fundet massegrave med omkring 300 civile plus mange civile døde ukrainere i gaderne. Dette blev dokumenteret med billeder og videoer af mange nyhedsbureauer og medier, AP (i Aftenposten), NTB (i Dagbladet),
Reuters (i Expressen), og NRK.
Massakren blev kendt da Butja blev befriet af de ukrainske styrker efter at have været okkuperet af de russiske styrker. En del af ofrerne bar ifølge rapporterne spor af at være blevet tortureret. Andre ofre blev halshugget eller havde fået andre kropsdele hugget af.Massakren blev beskrevet som folkemord af de ukrainske myndigheder. Per 3. april 2022 var 367 ofrer kendt af de ukrainske myndigheder. Ifølge lokale myndigheder var 31 af ofrerne børn. Ifølge Human Rights Watch fortalte vidner at russiske soldater i dagevis voldtog, torturerede og henrettede civile, og plyndrede byen. Mange av likene bar preg av å ha ligget ute i dager eller uker.
Vidnerforklaringer
Human Rights Watch rapporterede om hvad vidner har fortalt om hvordan de russiske styrker henrettede en civil ukrainer i Butja med et skud i baghovdet. Andre vidner fortalte om russiske kampvogne som skød mod civile. Vidneforklaringerne gik ud på at tsjetsjenske styrker deltog i massakren. Per 4. april 2022 var omtrent 340 døde hentet ut.
Russisk version
Det russiske forsvarsdepartementet hævdede at de russiske styrker ikke havde skyld i dette, at de døde var skuespillere, og at ingen civile ble udsat for vold mens byen var under russisk kontrol. Det ble fra russisk hold hevdet at de russiske styrkene forlot byen 30. mars og at drapene må ha skjedd etter dette. Russisk TV rapporterte om kamper nært Butsja 1. april. Satellittbilleder viser civilklædte lig i gaderne dentene 19. marts, mange i samme position som ligene der blev fundet efter at russerne forlod byen. Videoopptak gjort med droner 12. og 13. mars viser også sivilkledde lik i gatene, i samme posisjon som de lå etter at russerne forlot byen. Rusland anså billederne af døde i massegraverne og i gadernee som forfalskninger og provokationer fra Ukraina,
Putin har hævdet at han ved hvem der stod bag provokationen og hvordan det blev gjort, uden at gå i detaljer eller fremlægge beviser. Han hævdede at dette ikke har noget med det russiske militær at gøre.
Forenede nationer
Rusland bad om et møde i FNs sikkerhedsråd for at diskutere sagen.
FN besluttede at sende efterforskere for at undersøge hvad der skete.
FNs generalforsamling vedtog den 7. april 2022 at suspendere Rusland fra FN's menneskerettighedsråd.
Den internationale straffedomstol
Den Internationale Straffedomstol i Haag har efterforsket mulige krigsforbrydelser i Butja og forbrydelse mod menneskeheden.
Referencer
Eksterne henvisninger
«Norges utenriksminister: – Funn av drepte sivile i Butsja kan ikke forbigås i stillhet», NRK, 4. april 2022
Yana Korniychuk, Elena Loginova: The banality of brutality. 33 days under siege in Block 17, Bucha, Ukraine. In: Organized Crime and Corruption Reporting Project, 31 August 2022 (engl., russ., ukr.)
Ruslands invasion af Ukraine 2022
Massakrer
Krigsforbrydelser |
1111345 | https://da.wikipedia.org/wiki/Julemandens%20datter%203%20-%20Den%20magiske%20tidsmaskine | Julemandens datter 3 - Den magiske tidsmaskine | Julemandens datter 3 - Den magiske tidsmaskine er en dansk spillefilm fra 2022 instrueret af Christian Dyekjær. |
1111348 | https://da.wikipedia.org/wiki/Day%20of%20the%20Dead | Day of the Dead | Day of the Dead er det femogtyvende opsamlingsalbum fra Red Hot Organization, en international velgørenhedsorganisation, som støtter kampen mod HIV and AIDS. Albummet indeholder 59 coverversioner af Grateful Dead-numre, indspillet til lejligheden af en række uafhængige amerikanske kunstnere og musikgrupper, som en hyldest til bandet. Albummet blev udgivet i maj 2016, dels som fem cd'er, dels som vinyl LP bokssæt, samt som digital download. John Carlin, grundlægger af Red Hot Organization, var executive producer på albummet.
Initiativet til albummet blev taget i 2012, da medlemmer af The National under planlægning af et album med Grateful Dead-numre fik kontakt med Grateful Deads rytmeguitarist Bob Weir. Dette førte til et venskab mellem The National og Weir, som nogle år senere udmøntede sig i det omfattende materiale på albummet.
Aaron og Bryce Dessner fra The National har tidligere, i 2009, for Red Hot Organization lavet opsamlingsalbummet Dark Was the Night, som har rejst 1,5 million $ til kampen mod AIDS.
En Day of the Dead livekoncert blev afholdt på Eaux Claires Festival i august 2016, og optagelser herfra, med Jenny Lewis, Matthew Houck (Phosphorescent), Lucius, Will Oldham, Moses Sumney, Sam Amidon, Richard Reed Parry, Matt Berninger, Justin Vernon, Josh Kaufman, Bruce Hornsby, Ruban Nielson, Aaron og Bryce Dessner og The National, kan høres på albummet.
Indhold
Digital udgave, vol 1-3
Referencer
Album fra 2016
Opsamlingsalbum |
1111349 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bamse%20%28film%20fra%201968%29 | Bamse (film fra 1968) | Bamse er en svensk film fra 1968 instrueret af .
Titlen henviser til en bamse, der blev fundet i den bil, hvori forretningsmanden Christer Berg blev dræbt i en trafikulykke. Bergs søn, Christer Berg junior (Björn Thambert) opsporer bamsebjørnens ejer, hans fars elskerinde Barbro (Grynet Molvig), og de to indleder et forhold.
Film fra SverigeFilm fra 1968 |
1111350 | https://da.wikipedia.org/wiki/David%20Raum | David Raum | David Raum (født d. 22. april 1998) er en tysk professionel fodboldspiller, som spiller for Bundesliga-klubben RB Leipzig og Tysklands landshold.
Klubkarriere
Greuther Fürth
Raum begyndte sin karriere hos Greuther Fürth, hvor han gjorde sin førsteholdsdebut i 2016. Han havde sit gennembrud på førsteholdet i 2019-20 sæsonen, og i 2020-21 sæsonen lavede han 15 assists i 2. Bundesligaen, flere end nogen anden den sæson, og var en central del af at Fürth rykkede op i Bundesligaen.
1899 Hoffenheim
Det blev i januar 2021 annonceret at Raum ville skifte til 1899 Hoffenheim når han kontrakt med Fürth udløb i juli 2021. Han imponerede i sin debutsæson, og blev inkluderet på årets hold i Bundesligaen.
RB Leipzig
Raum skiftede i juli 2022 til RB Leipzig.
Landsholdskarriere
Ungdomslandshold
Raum har repræsenteret Tyskland på flere ungdomsniveauer. Han var del af Tysklands trup som vandt U/21-Europamesterskabet i 2021.
Olympiske landshold
Raum var del af Tysklands trup til sommer-OL 2020.
Seniorlandshold
Raum debuterede for Tysklands landshold den 5. september 2021.
Titler
Tyskland U/21
U/21-Europamesterskabet: 1 (2021)
Individuelle
Bundesliga Sæsonens hold: 1 (2021-22)
Referencer
Eksterne henvisninger
Personer fra Nürnberg
Fodboldspillere fra Tyskland
Fodboldlandsholdsspillere fra Tyskland
Forsvarsspillere (fodbold)
Fodboldspillere fra Greuther Fürth
Fodboldspillere fra TSG 1899 Hoffenheim
Fodboldspillere fra RB Leipzig
Fodboldspillere ved sommer-OL 2020
Deltagere for Tyskland ved sommer-OL 2020
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111351 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mercedes-AMG%20F1%20W11%20EQ%20Performance | Mercedes-AMG F1 W11 EQ Performance | Mercedes-AMG F1 W11 EQ Performance er en Formel 1 racerbil designet og konstrueret af Mercedes-AMG Petronas F1-teamet under ledelse af James Allison, John Owen, Mike Elliott, Loïc Serra, Ashley Way, Emiliano Giangiulio, Jarrod Murphy og Eric Blandin til at konkurrere i Formel 1 2020 verdensmesterskaberne.
Bilen blev kørt af Lewis Hamilton og Valtteri Bottas, som blev hos holdet i henholdsvis en ottende og en fjerde sæson. 2020 Williams Racing-kører og Mercedes-protegé George Russell kørte også for holdet på Bahrains Grand Prix 2020 efter at Hamilton blev tvunget til at gå glip af den begivenhed efter at være testet positiv for SARS-2-coronavirus.
Bilen var planlagt til at få sin konkurrenceprægede debut ved Australiens Grand Prix 2020, men dette blev forsinket, da løbet blev aflyst, og mindst syv kommende begivenheder på kalenderen blev udskudt som reaktion på COVID-19-pandemien. F1 W11 fik sin konkurrenceprægede debut ved Østrigs Grand Prix 2020. Forsinkelsen til starten af sæsonen gjorde det muligt for holdet at tage fat på de bekymringer, de havde om bilens pålidelighed.
W11 opnåede tretten sejre (elleve for Hamilton og to for Bottas), femten pole positioner (ti for Hamilton og fem for Bottas), ni hurtigste omgange (seks for Hamilton, to for Bottas og en for Russell), tolv lockouts på forreste række. og fem 1-2 afslutninger på tværs af 17 løb. Med den sikrede Mercedes sig et syvende i træk Formel 1-konstruktørernes mesterskab, hvilket slog en rekord for på hinanden følgende mesterskaber, der tidligere blev holdt af Ferrari. På grund af bilens talrige banerekorder (den direkte hurtigste omgang nogensinde) på forskellige Formel 1-kredsløb, anses W11 for at være en af de største racerbiler nogensinde.
Referencer
Formel 1-biler |
1111354 | https://da.wikipedia.org/wiki/Buz%C4%83u%20%28flertydig%29 | Buzău (flertydig) | Navnet Buzău kan henvise til flere artikler:
Buzău (distrikt) et distrikt i det sydøstlige Rumænien
Buzău er hovedbyen i distriktet
Buzău (flod) - en flod ler løber i området der er en biflod til floden Siret. |
1111355 | https://da.wikipedia.org/wiki/ChatGPT | ChatGPT | ChatGPT er en maskinlæring prototype på en chatbot udviklet af OpenAI som er specialiseret på dialog. Chatbotten er en stor sprogmodel finjusteret via både supervised og reinforcement læringsteknikker. Grundmodellen som blev finjusteret var OpenAI's GPT-3.5 sprogmodel, en forbedret version af GPT-3.
ChatGPT blev lanceret i november 2022 og har fået opmærksomhed for sine detaljerede svar og velformulerede svar, selvom dens faktuelle nøjagtighed er blevet kritiseret.
I løbet af få dage opnåede OpenAI ChatGPT en million brugere. ChatGPT kan bl.a. bestå eksamener, skrive artikler og reducere antallet af bugs i software.
Egenskaber
ChatGPT blev finjusteret udover GPT-3.5 ved at anvende supervised learning såvel som reinforcement learning.
Referencer
Eksterne henvisninger
- adgang til at teste chatbotten
chrome.google.com/webstore: chatgpt-for-google
Chatbots |
1111356 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nehoiu | Nehoiu | Nehoiu (udtale:neˈhoju) er en by i distriktet Buzău i Muntenien, Rumænien, med indbyggere. Byen har haft et savværk siden begyndelsen af det 20. århundrede og træbearbejdninger det vigtigste lokale erhverv. Den blev officielt en by i 1989.
Byen administrerer ni landsbyer: Bâsca Rozilei, Chirlești, Curmătura, Lunca Priporului, Mlăjet, Nehoiașu, Păltineni, Stănila og Vinețișu.
Nehoiu ligger i den nordvestlige del af området, 72 km fra distriktets hovedsæde, Buzău. Den ligger i et kuperet område ved den sydligste del af de Østlige Karpater, på bredden af Buzău-floden.
Byen er gennemskåret af nationalvej DN10, som krydser Karpaterne og forbinder Buzău med Brașov. Togstationen i Nehoiașu er endestation for CFR Linje 504, som starter i Buzău.
Historie
Nehoiu blev første gang nævnt i et dokument i 1549. Landsbyen lå ved en vigtig vej til et bjergpas over Karpaterne (fra Brașov til Brăila). Indbyggerne var hovedsagelig beskæftiget med træudvinding i de omkringliggende bjerge. I det 20. århundrede udviklede Nehoiu sig til et lokalt centrum; i 1989 blev stedet erklæret for en by. Den økonomiske omvæltning efter Revolutionen i 1989 førte til tab af mange arbejdspladser, hvilket medførte at mange indbyggere flyttede. I 2001 blev byen erklæret for "ugunstigt stillet område" af det rumænske parlament. De vigtigste erhverv er fortsat skovbrug og træforarbejdning.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Buzău |
1111357 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lovro%20Majer | Lovro Majer | Lovro Majer (født 17. januar 1998) er en kroatisk fodboldspiller, der spiller for Stade Rennais FC.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Kroatien
Fodboldlandsholdsspillere fra Kroatien
Personer fra Zagreb
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111358 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nayef%20Aguerd | Nayef Aguerd | Nayef Aguerd (født 30. marts 1996) er en marokkansk fodboldspiller, der spiller for den engelske klub West Ham.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Marokko
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved Africa Cup of Nations 2021
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111359 | https://da.wikipedia.org/wiki/H%C3%B8jhastighedstog%20i%20Italien | Højhastighedstog i Italien | Højhastighedstog i Italien kører på to linjer, der forbinder de fleste af landets større byer. Den første linje forbinder Torino til Salerno via Milano, Bologna, Firenze, Rom og Napoli, den anden kører fra Torino til Venedig via Milano, og er under opbygning i dele.
Togene kører med en tophastighed på 300 km/h.
Passagerservice leveres af Trenitalia og siden april 2012 af NTV, verdens første private åbne adgangsoperatør af højhastighedstog til at konkurrere med et statsejet monopol. 25 millioner passagerer rejste på netværket i 2011.
I 2015 steg ryttertallet til 55 millioner for Trenitalia og 9,1 millioner til NTV, for tilsammen 64 millioner passagerer.
Rullende materiel
Service på højhastighedslinjerne leveres af Trenitalia og det privatejede NTV. Flere typer af højhastighedstog udfører tjenesten:
AGV 575: ikke-krængende, den kan nå 360 km/t og har en driftshastighed på op til 300 km/h, drevet af NTV som Italo;
ETR 500: ikke-krængende, driftshastigheder op til 300 km/t, betjent af Trenitalia som Frecciarossa;
ETR 1000: ikke-krængende, betjenes af Trenitalia som Frecciarossa 1000, den kan nå 400 km/h og har en driftshastighed på 300 km/t.
ETR 485, krængende, hastigheder op til 250 km/t, betjent af Trenitalia som Frecciargento. Det opererer hovedsageligt på traditionelle linjer;
ETR 600, krængende, hastigheder op til 250 km/t, betjent af Trenitalia som Frecciargento. Det opererer hovedsageligt på traditionelle linjer;
ETR 610: krængende, hastigheder op til 250 km/t, betjent af Trenitalia på ruter mellem Italien og Schweiz;
ETR 675: ikke-krængende, betjent af NTV som Italo;
ETR 700: ikke-krængende, hastigheder op til 250 km/t, betjent af Trenitalia som Frecciargento.
Aktuelle begrænsninger på sporene sætter togenes maksimale driftshastighed til 300 km/h efter at planerne for 360 km/h operationer blev aflyst
Udvikling af ETR 1000 af AnsaldoBreda og Bombardier Transportation (som er designet til at køre kommercielt ved 360 km/h, med en teknisk tophastighed på over 400|km/h, fortsætter, mens Rete Ferroviaria Italiana arbejder på de nødvendige opdateringer, så togene kan køre op til 360 km/h. Den 28. maj 2018 besluttede Ministeriet for Infrastruktur og Transport og National Association for Railway Safety ikke at køre de 385 km/t tests, der kræves for at tillade kommerciel drift ved 350 km/t, således begrænsning af den maksimale kommercielle hastighed på de eksisterende italienske højhastighedslinjer til 300 km/t og annullering af projektet.
TGV-tog kører også på ruten Paris-Torino-Milano, men bruger ikke nogen højhastighedslinje i Italien.
Netværk
De følgende højhastighedsjernbanelinjer er i brug.
Tabellen viser minimum og maksimum (afhængigt af antal stop) rejsetider.
Se også
Le Frecce
Jernbanetransport i Italien |
1111361 | https://da.wikipedia.org/wiki/Le%20Frecce | Le Frecce | Le Frecce (italiensk: pilene) er højhastighedstog, der drives af Trenitalia i Italien.
Historie
I 1997 blev en ny kategori, "Eurostar Italia" introduceret som varemærket for højhastighedstogene, der køres af Trenitalia i Italien. Siden 2006 begyndte tog at blive drevet og promoveret under yderligere undermærker og solgt mindre og mindre under navnet "Eurostar".
I juni 2012 blev kategorien Eurostar officielt opdelt i forskellige underkategorier, der angiver forskellige højhastighedstjenester. De nye kategorier, der blev oprettet, var Frecciarossa (bogstaveligt talt, Rød Pil) for de hurtigste tog, Frecciargento (bogstaveligt talt, Sølvpil) for den næste kategori af tog og endelig Frecciabianca (bogstaveligt talt, Hvid Pil). Da alle disse tre togkategorier er navngivet som Freccia (bogstaveligt talt, Pil), er højhastighedstogene, der drives af Trenitalia, navngivet "Le Frecce", på lige fod med TGV i Frankrig, ICE i Tyskland og AVE i Spanien.
Frecciarossa
Frecciarossa-tog kører med hastigheder på op til 300 km/t. Den kører for det meste på højhastighedslinjer og er den førende service i Trenitalia og konkurrerer med .italo, der drives af Nuovo Trasporto Viaggiatori.
Tjenesten leveres af ETR 500 og siden juni 2015 af ETR 1000. Der er fire klasser, nemlig Executive, Business, Premium og Standard klasse, med en spisevogn.
Der er planer om at øge Frecciarossas hastighed op til 350 km/t på mellemlang sigt. Omfattende testkørsler med ETR 1000 blev udført fra efteråret 2015 til slutningen af 2016.
Frecciargento
Frecciargento tog kører med hastigheder på op til 250 km/t. I overensstemmelse med brugen af Pendolino togpolitik er det kun på nogle sektioner af Frecciargento's jernbanestrækninger, der er højhastighedstog, og toget kører på konventionelle jernbanestrækninger i de andre strækninger.
Tredje (ETR 485) og fjerde (ETR 600, ETR 610) generation af Pendolino-tog er bærer navnet Frecciargento-tog. Der er to klasser (første og anden klasse) samt en spisevogn.
Frecciabianca
Frecciabianca-tog kører med op til 200 km/t (ETR 470 og almindelig Frecciabianca) og 250 km/t (ETR 460 Frecciabianca) på konventionelle strækninger.
ETR 460 og ETR 463 fra Pendolino-familien bruges i tjenester mellem Rom og Reggio Calabria, Ravenna og Genova. Siden december 2015 er ETR 470 også blevet brugt på Rom-Reggio Calabria-linjen. FS klasse E.414 og FS klasse E.402 lokomotiver bruges på andre linjer.
Der er to klasser og en hjørnebar på Frecciabianca-togene
Se også
Højhastighedstog i Italien
Referencer
Jernbanetransport i Italien |
1111363 | https://da.wikipedia.org/wiki/Norrmalms%20totalfornyelse | Norrmalms totalfornyelse | Norrmalms totalfornyelse (på svensk Norrmalmsregleringen) eller Stockholms moderniseringsprojekt er den store omformning og ændring af byplanen for kvarteret Nedre Norrmalm i Stockholms innerstad, der i princippet blev besluttet af byrådet i 1945 og realiseret i løbet af 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne. Totalfornyelsen resulterede i, at det gamle Klara-kvarter måtte vige for det moderne Stockholms City, samtidig med at Stockholms Tunnelbana blev grundlagt i undergrunden.
Norrmalms totalfornyelse var den mest omfattende byfornyelse i Sveriges historie og engagerede en stor del af nationens arkitektelite. Transformationen af Nedre Norrmalm er både blevet kritiseret og beundret, såvel i Sverige som i udlandet, og betragtes som en af de større, mest gennemgribende og konsekvente byfornyelser udført i Europa i efterkrigstiden, selv når man medregner de byer, der blev hårdt beskadiget under krigen. Totalfornyelsen blev præmieret af International Union of Architects med Sir Patrick Abercrombie's Prize , da den første gang blev tildelt i 1961. Hötorgscity blev også en direkte rollemodel for senere anlægsprojekter i Europa, blandt andet i Hamborg og Warszawa.
Flere af de bygninger, der blev opført i forbindelse med Norrmalms totalfornyelse, regnes i dag for byggnadsminner (fredede), hvilket er den mest omfattende kulturhistoriske beskyttelse i Sverige.
Beslutningsprocessen
Den politiske debat op til den store totalfornyelse af Norrmalm i 1900-tallet, begyndte allerede i slutningen af 1920'erne, da trafikken i byen steg. Beslutningen blev dog forsinket af konflikter mellem forskellige stridende fraktioner, der også delte de politiske partier, og oven i det lagde flere økonomiske kriser en dæmper på byfornyelsessprocessen. Også 2. verdenskrig satte en foreløbig stopper for byfornyelsen.
Ønske om forandring
Der var stor enighed om, at en sanering og modernisering af Nedre Norrmalm var ved at være presserende. Behovene drejede sig hovedsageligt om:
Infrastruktur: Byplanlæggere påpegede, at Stockholms indre by ikke var tilpasset den hurtigt voksende befolkning og den infrastruktur, som dette krævede. Udvidelsen af den kollektive trafik i form af metroen krævede omfattende nedrivning af bl.a. Klara-kvarteret for at kunne gennemføres, og blev derfor den afgørende faktor i byfornyelsesprocessen. Den hastigt voksende biltrafik krævede også både større færdselsårer og bedre sikkerhed for fodgængere.
Sanering: Klara-kvarteret blev i offentligheden anset for at være slum, i samme periode som nedrivningerne startede. Boligmassen var hovedsageligt fra før år 1900 og var derfor forældede i samtiden (1945) med lejligheder der var små og uden tilfredsstillende sanitære faciliteter. Desuden havde et byggeforbud på eksproprierede ejendomme i forbindelse med en mulig byfornyelse, øget behovet for sanering. Gader og gårde var overfyldte og blev anset for at give mørke uhygiejniske boliger og arbejdspladser. Desuden var det ofte mere rentabelt at bygge nyt end at renovere det gamle.
Byudvikling: Erhvervsliv og institutioner var siden jernbanens opståen i 1860'erne i stigende grad flyttet fra Gamla Stan til det Brunkebergsås-opdelte Norrmalm. Stockholm blev af fornyerne vurderet til at have brug for en moderne koncentreret bymidte tilpasset arbejdslivets behov.
Tiden var desuden præget af fremtidsoptimisme, og idéerne om funktionalisme havde derfor en stærk position i Sverige siden Stockholmudstillingen i 1930. Børnerige familier fra små lejligheder i Stockholms indre by flyttede ud til nye boligområder i bydele som Traneberg og Hammarbyhöjden.
Lilienbergs masterplan fra 1928
Den nyudnævnte stadsarkitekt Albert Lilienbergs Masterplan over Stockholm fra 1928 var startskuddet til debatten op til fornyelsesbeslutningen i 1945. Lilienbergs forslag indebar en udvidelse af Sveavägen via Hamngatan og helt til Gustav Adolfs Torg i overensstemmelse med Lindhagens og Tessins gamle planer.
For at minimere det bebyggede areal ved det nye Sveavägen ønskede Lilienberg at bygge ti skyskrabere i art deco-stil, som han havde fundet inspiration til under et besøg i New York, en slags Times Square i Stockholm. Masterplanen mindede om den allerede anlagte amerikansk-inspirerede Kungsgatan med Kungstårnene.
Den fremlagte plan blev dog ikke vedtaget, efter at nej'et med nød og næppe fik overvægt ved en afstemning på Stockholms stadshus (rådhuset). En indflydelsesrig modstander af planen var Folkpartiets Yngve Larsson, der var trafikborgmester på dette tidspunkt.
International byplanlægningskonkurrence udskrevet i 1932
I 1932 annoncerede Stockholms kommun en international byplanlægningskonkurrence om byfornyelse af Nedre Norrmalm. Der blev indsendt 350 bidrag bl.a. fra nogle af tidens største arkitekter, herunder Le Corbusiers og Alvar Aalto, der havde forslag hvor store dele af indre by ville blive nedrevet til fordel for ren højhusbebyggelse. Le Corbusiers etageejendomsforslag Hus i Park dækkede stort set hele Södermalm. Den tyske arkitekt og tidligere Bauhaus-rektor Walter Gropius, som var en tæt bekendt af Sven Markelius, udbad sig oplysninger om konkurrencen, men der kom aldrig noget forslag fra ham. Også arkitekt Sigurd Lewerentz deltog i konkurrencen, men hans bidrag fik ikke megen opbakning. Ligesom Le Corbusiers forslag "Hus i Park", gik Lewerentz’ plan ud på en opdeling af byen i trafik, boliger og fritid.
Der blev uddelt tre førstepræmier; én til et London-baseret arkitektfirma i England, én til et kontor i New York og én til to ansatte i Stockholms kommuns byggeafdeling, civilingeniør Åke Virgin på ejendomskontoret og arkitekt Thure Bergentz. Deres forslag havde store ligheder med Lilienbergs plan, men da Albert Lilienberg var en del af bedømmelseskomiteen, blev deres forslag diskvalificeret, eftersom en person tæt på konkurrencedommeren (Lilienberg var Bergentz' manager) ikke måtte deltage i konkurrencen.
I fagbladet Byggmästaren fra 1934 kritiserede Sven Markelius hele konkurrencen. Le Corbusiers forslag, mente han, "... tilhører dem, man ikke ønsker at se færdige. Markelius mente også, at udenlandske deltagere ikke med rimelighed kunne sætte sig ind i lokale anliggender såsom udformningen af Stockholms innerstad. Svenska Dagbladets redaktør kunne derimod godt lide forslaget. Den 23. december 1933 skrev han blandt andet, at Le Corbusiers plan var "det mest konsekvente af de utopiske forslag", og at det "bør vedtages" samt at det var den mest åndelige Stockholm-variant af Le Corbusiers ideelle byplaner.
Konkurrencen førte dog ikke projektet med Norrmalms byfornyelse videre, og arbejdet på Stockholms stadsbyggnadskontor fortsatte med at blive videreført i Albert Lilienbergs ånd tilsat kritiske revisioner udefra.
Tage William-Olsson (manden bag Slussens kløverbladsanlæg) var blandt de mest skeptiske arkitekter og fremsatte alternative forslag, og det samme gjorde Paul Hedqvist, dengang professor ved Kungliga Konsthögskolan. Stockholms trafikafdeling havde ligeledes indsendt et forslag, der havde store ligheder med Hedqvists og William-Olssons skitser og modeller. Stadsgartner Holger Blom fandt byggeafdelingens forskellige forslag klodsede og naive i deres optimisme og Erik Lallerstedt mente, at "... En vedtagelse af byggeafdelingens forslag ville betyde, at vores by ville være under nedrivning i årtier - undgå dette!'
Nedre Norrmalm var et af de store områder debatteret af planlæggere og arkitekter i mellemkrigstiden.
Den afgørende beslutning i 1945
Den politiske proces var langsommelig, og beslutningerne blev på det tidspunkt truffet af Socialdemokraterne i fællesskab med Sveriges kommunistiske parti, der havde flertallet på Stadshuset. Det eneste parti, der var imod byfornyelsesplanerne og heller ikke havde et eget forslag, var Högerpartiet (Moderaterna), men deres skepsis nåede ikke for alvor ud i offentligheden.
I stedet for Lilienbergs tegning af Sveavägen op til Gustav Adolfs Torg, stoppede den nu ved Sveaplatsen (senere Sergels Torg) og fortsatte vestpå i en tunnel indtil Tegelbacken, hvor den ville blive forbundet med den fremtidige Centralbron. Modstanderne af byplanlæggernes forslag (som Lilienberg støttede) fremførte dog flere argumenter imod dette:
Hovedtrafikken på Sveavägen ville blive ledt over Norrbro til Slottskajen, som ikke kunne rumme så meget trafik.
Den æstetiske effekt (at have slottet i baggrunden) var overvurderet; man ville møde slottet fra dets mindre pæne nordside, hvilket aldrig var Tessins idé.
Byggeafdelingens forslag ville kræve omfattende nedrivninger nord for Gustav Adolfs Plads.
Der var tre tungtvejende modforslag (af Paul Hedqvist, Tage William-Olsson og Trafikafdelingen), der alle modsatte sig at føre Sveavägen ned til Gustav Adolfs Torg.
En trafiktunnel under Brunkebergsåsen og længere mod øst (den senere Klaratunnelen), blev først foreslået i Cityplanen fra 1962. Der var dog stadig en del trafikale problemer, der skulle løses. For eksempel var trafikken omkring Tegelbacken et stort problem med en jernbaneoverskæring mellem tog, sporvogne og gadetrafik, hvor jernbanebomme næsten konstant gik ned og førte til trafikkaos – det såkaldte Tegelbackseländet.
Højhusene på Hötorget havde været diskuteret i årevis, allerede i 1928 var Artur von Schmalensee kommet med et forslag om ni 30-etagers højhuse. Men der var også ideer om to, tre, fire og seks højhuse. Alle var enige om, at det ville være vigtigt med højhuse i byens centrum, og så betød det mindre hvordan selve designet tog sig ud. I lang tid arbejdede byplanlægningskontoret på en mulighed med fire højhuse, men man ønskede en høj udnyttelsesgrad af etagerne og vurderede derfor, at fire tunge højhuse var mindre ønskværdigt end fem slankere med samme arealudnyttelse. Samtidig gav tallet fem en anden dynamik end fire, eller som David Helldén, arkitekt ved byggeafdelingen, udtrykte det: " ... Du giver en dame fem roser, ikke fire. Paul Hedqvist mente stadig, at byggeafdelingens forslag lignede et "Grönköpings Manhattan", men hans eget forslag om seks stjerneformede højhuse blev i debatten udpeget som et "Gröndals Manhattan" (Backström & Reinius' havde i samme periode opført Stjernehusene i Gröndal).
Beregningen af udgifterne for en totalfornyelse af Nedre Norrmalm, og som dannede grundlag for beslutningen fra 1945, beløb sig til ca. 40 millioner svenske kroner (med relativt små variationer mellem de forskellige forslag) til ejendoms- og vejudgifter. Derudover var der kalkuleret med et beløb på 7,3 millioner svenske kroner (SEK) til metroens rute i Nedre Norrmalm samt vejudgifterne for Tegelbacken på omkring SEK 18 millioner og den planlagte tunnel under Blasieholmen på op til SEK 16,8 millioner. Regningen blev således anslået til i alt ca. 82 mio., regnet i pengeværdi for 1939..
På byggeborgmester Yngve Larssons initiativ besluttede byrådet i 1944 at udarbejde en ny masterplan for Stockholm. Notatet "Det fremtidige Stockholm: Retningslinjer for Stockholms masterplan", hvor man havde fastlagt de grundlæggende betingelser for trafiksystemet, blev efterfølgende færdiggjort i byggeafdellingen i foråret 1945. Den grundlæggende lovgivningsmæssige beslutning om Sveavägens rute til Sveaplatsen og Hamngatan blev truffet af byrådet den 18. juni 1945 og resulterede i Cityplanen fra 1946.
En udvidelse af 1946-cityplanen resulterede i Cityplanen fra 1962 og Cityplanen fra 1967, som blev vedtaget i henholdsvis 1963 og 1967.
Udførelsen
Allerede i 1930'erne havde Stockholms kommun inddraget adskillige ejendomme til en mulig udvidelse af Sveavägen frem til Hamngatan. En særlig lov, Lex Norrmalm, som gjorde det lettere for byen at ekspropriere ejendomme som forberedelse til større byplanlægningsbestemmelser, blev vedtaget i 1953. Loven blev kritiseret for at bidrage til slum i området og blev trukket tilbage i 1979, efter at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg havde givet to berørte jordejere medhold i deres klage.
Selve fornyelsen begyndte i 1950'erne i forbindelse med opførelsen af Stockholms Tunnelbana. Metrobyggeriet skulle udføres som cut-and-cover-tunnel, fordi ruten gik lige igennem Brunkebergsåsens grus og sand. Ingen anden teknologi var tilgængelig på det tidspunkt. Hovedkraften i 1950'ernes byfornyelse var byggeborgmester Helge Berglund, mens det i 1960'erne og 70'erne var finansborgmesteren Hjalmar Mehr, der stod for forandringsprocessen.
Planlægningen
Arkitekten, der var ansvarlig for planlægningen, var Sven Markelius. Han var mellem 1938-1944 leder af forskningsafdelingen i Byggnadsstyrelsen og senere stadsarkitekt i Stockholm i årene 1944-1954. Han efterfulgte Albert Lilienberg, der trak sig tilbage i 1944.
Da arbejdet med Nedre Norrmalm, under Markelius' ledelse, påbegyndtes i 1945, blev der åbnet et særligt "Norrmalmskontor" på Malmskillnadsgatan. Her samlede Markelius en ny medarbejdergruppe bestående af arkitekter, trafikteknikere og andre specialister, heriblandt arkitekt David Helldén, der tog sig af bygningernes udformning. Udgangspunktet for den mere fysiske planlægning var Paul Hedqvists forslag fra 1939. I 1946 fremlagde David Helldén byggeafdelingens forslag til en modernisering af Sveaplatsen (nu Sergels Torg) og Hötorgscity, hvor der i forvejen var bygget fem Hötorgshøjhuse, "De fem trompetstød" som Yngve Larsson havde kaldt dem.
I 1951 blev der oprettet et særligt organ for byfornyelsen - Nedre Norrmalmskomitéen. Formålet var at skabe garantier for, at "samarbejdet mellem byens forskellige instanser om Norrmalms totalfornyelse fremover kan gennemføres med størst mulig effektivitet og hurtighed".
Nedrivningerne
Nu fulgte en nedrivning af ca. 700 bygninger i Klara-kvarteret. Arbejdet begyndte i marts 1952, og man startede med blokkene inddæmmet af Malmskillnadsgatan og Sergelgatan, på dét sted hvor Sveavägens rute fremover kom til at gå mellem Kungsgatan og Hamngatan, og fortsatte med nedrivningen ned til Jakobsgatan de kommende to årtier.
Gamla Telefontornet på Brunkebergstorg, som var blevet beskadiget ved en brand i 1952 og derfor truede med at kollapse, rev man ned i 1953. De samlede nedrivninger dækkede et stort område. Området, hvor metroen skar gennem Brunkebergsåsen, omkring Sergels Torg, var som følge heraf i mange år en kraterlignende byggeplads (kaldet "Riksgropen"), inden pladsen stod færdig i 1966. Udtrykket Riksgropen blev opfundet, da Klara-kvarteret blev revet ned af hensyn til totalfornyelsen.
Gadeudvidelsen ved Regeringsgatan, Malmskillnadsgatan, Hamngatan, Jakobsgatan og nedre Sveavägen førte til omfattende indgreb på ældre bygninger. Man forsøgte i lang tid at bevare Betlehemskyrkan samt de kulturelt og historisk interessante bygninger i kvarteret Beridarebanan, men disse var lokaliseret midt i området, og blev derfor anset for vanskelige at indlemme i det nye by- og metroområde. Også Eugeniakapellet og værtshuset Tre Remmare kendt fra Bellmans breve, samt området omkring Kungsträdgården Sagerske hus, Sidenhuset og Blancheteatern rev man ned. Alle bygninger i det såkaldte aviskvarter blev jævnet med jorden i løbet af Norrmalms totalfornyelse, dog med undtagelse af Stockholms-Tidningens og Aftonbladets huse på Vattugatan 12, som først blev fjernet i 1989.
Nybyggeriets første fase i henhold til city-planen fra 1946
Markelius ønskede en arkitektkonkurrence om udformningen af højhuse og andre bygninger i den nye bydel, men det var byens politikere ikke med på. Det skulle gå stærkt nu, og en lang konkurrence med bedømmelser mente man ikke der var tid til, idet spørgsmålet var blevet diskuteret i årtier, og nu ønskede beslutningstagerne at se resultater.
Man gav opgaverne til kendte svenske arkitekter og firmaer: Sven Markelius selv skulle designe det tredje Hötorgshøjhus, David Helldén tegnede det første højhus og Hötorgscity med de nye projekter Hötorgshallen, Sergelteatern samt Sergels Torg. Backström & Reinius tegnede det femte højhus (som oprindeligt skulle have været et hotel), Anders Tengbom fik højhus nummer to og Lars-Erik Lallerstedt højhus nummer fire.
Den 24. november 1957 blev metroens sydlige og vestlige linjer (i dag den Grønne linje) forbundet, og strækningen Slussen-Hötorget blev taget i brug. I 1964 blev den såkaldte T-bana 2 (i dag den Røde linje) åbnet, der forbandt de nye sydvestlige forstæder Skärholmen og Bredäng med Östermalm.
Med indvielsen af Hötorgshøjhus nummer fem (tættest på Sergels Torg) og færdiggørelsen af Hötorgscity i 1966, blev den første fase af nybyggeriet afsluttet.
Nybyggeriets anden fase i henhold til cityplanerne 1962 og 1967
For området syd for Sergels Torg udskrev Stockholms kommun og Riksbanken en idékonkurrence i 1965-1966. Konkurrencen var baseret på kommuneplanen fra 1962, som igen var baseret på byrådets beslutning fra 1945. I den endelige meningsdiskussion fandtes et forslag kaldet Corso" af EGT-gruppen (bestående af Ralph Erskine, Léonie Geisendorf og Anders Tengbom) parallelt med Peter Celsings forslag. Mange medlemmer af konkurrencenævnet anså EGT-gruppens idé for ny og positiv, og bestyrelsen besluttede derfor at godkende forslaget som et bidrag til konkurrencen. Med EGT-gruppens forslag forenedes Norrmalms to bycentre (Sergels Torg og Gustav Adolfs Torg) såvel visuelt, funktionelt som trafikalt, men det afveg helt fra den oprindelige byplan.
Efter en livlig debat blev Celsings idéforslag dog vedtaget i sidste ende, da det fulgte kommuneplanen modsat EGT-gruppens, på trods af en revision. At EGT-gruppens forslag faldt, skyldtes til dels den negative holdning til "Principplanen for den fortsatte byfornyelsen, Cityplanen fra 1967". I tiden herefter, fra 1968-1976, blev ét af de sidste byggekratere dækket af Peter Celsings kulturhus mod Sergels Torg og af det nye Riksbankshuset mod Brunkebergstorg, og den oprindelige idé om en akse med frit udsyn fra Hagaparken til Gustav Adolfs Torg og Stockholms Slot blev endeligt begravet. Celsing selv nåede ikke at opleve det færdige resultat, idet han døde i 1974.
Andre store nye områdebygninger, der blev færdiggjort i 1960'erne og 1970'erne, var Åhléns City på Klarabergsgatan (1964) (arkitekt Backström & Reinius) Skandinaviska Bankens bygning ved Sergels Torg (1963-1966) (arkitekt Kjell Ödeen), Götabanken på Sveavägen (1963–1967) (arkitekt Anders Tengbom), Sverigehuset på Kungsträdgården (1969) (arkitekt Sven Markelius, i øvrigt Markelius' sidste opgave), Sparbankshuset i Hamngatan (1973-1975) (arkitekt Carl Nyrén) og PK-bygningen i Hamngatan (arkitekt Backström & Reinius) (1971–1974). Under Klara Kirke, Sergels Torg samt de tilstødende områder blev byggede man desuden ét af Sveriges største beskyttelsesrum, Klara-bunkeren, der kunne rumme ca. 12.000 personer.
Et af de sidste huse, der blev færdiggjort, var Gallerian i Hamngatan (1976–1977) skabt af arkitekterne Malmquist & Skoogh, Boijsen & Efvergren m.fl. Projektet gennemgik mange faser og indebar en nedrivning af Norra Smedjegatan og fire blokke. Projektet blev kaldt Storviggen, hvilket også var det nye kvarternavn for hele området (i dag Stockholms Trollhättan). Den største bygning i Storviggen skulle være et hotel med fronten vendt ud mod Brunkebergstorg. Mod øst og Norra Smedjegatan var hotellet planlagt til at være 15 etager højt. Blokken og hotellet var planlagt på i yderste hemmelighed af Malmquist & Skoogh på vegne af byens byggeafdeling. Der blev også indgået en foreløbig aftale med den amerikanske InterContinental Hotels Group om at finansiere og drive hotellet. Men den amerikanske hotelkæde trak sig pludseligt ud af projektet, og byen stod med et tomt kæmpekvarter, der var svært at udfylde med egnede bygninger. Ifølge Thomas Hall er det nærliggende at anskue det ødelagte projekt Storviggen og byggeafdelingens handlinger som vendepunkter i totalfornyelsen af Norrmalm.
Nybyggeriets fase 3, 4 og 5 i henhold til Cityplan 67, der bl.a. omfattede Tunnelgatans udvidelse og omdannelse til en lokal hovedgade, samt en ombygning af Östermalm frem til Humlegårdsgatan og Sibyllegatan samt Blasieholmen og Blasieholmsleden blev dog aldrig gennemført.
Billeder
Historiske billeder fra byggeperioden i 1950'erne og 1960'erne:
Kritik af byggeriet
Nybyggeriets første fase med Hötorgscity og de fem højhuse havde i begyndelsen stor folkelig opbakning, idet en fremtidsoptimisme fortsat dominerede såvel i offentligheden som hos toneangivende kulturpersonligheder. For eksempel mente forfatteren Per Wästberg i 1957, at man godt kunne nedrive den halvgamle slumbebyggelse i Klara: "Den kunne jo ikke have været bevaret til nogen som helst glæde."
Den fortsatte proces i anden fases udvidelse jf. Cityplanen fra 1962 og Cityplanen fra 1967 mødte imidlertid modstand fra arkitekter, kunstnere, forfattere, historikere og endda byens egne trafikeksperter. Man fremhævede især en stor mangel på kulturelle aktiviteter i den fremtidige bydel. Den opfattelse ændrede sig dog, da byen besluttede at opføre Kulturhuset i Stockholm.
For byrådet gjaldt det nu om at finde private bygherrer og finansfolk, der kunne udfylde alle de tomme byggekratere med huse. I den situation vendte det svenske erhvervsliv uventet ryggen til hovedstaden og udviste en manglende interesse for at bygge nyt i bydelen. Erhvervene ønskede ikke at acceptere lejemåls-systemet og at underkaste sig Stadshusets ordrer.
Da nogle af Sveriges store banker efter megen tøven endelig begyndte at udfylde byggekraterne med bankejendomme, lå der ingen større arkitektoniske visioner bag, med undtagelse af Carl Nyréns Sparbankshuset i Hamngatan. Ellers var det økonomiske synspunkter, der dominerede over det æstetiske - "en sjælløs konservesdåsearkitektur, en dyster baggrundkulisse for cityvagterne og de prostitueredes kvarter", som arkitekturhistorikeren Fredric Bedoire udtrykte det i 1985.
Byforvandlingen blev lidenskabeligt kritiseret af mange af datidens kulturpersonligheder, eksempelvis Per Anders Fogelström, Lars Gyllensten, Cornelis Vreeswijk, Karl Vennberg og arkitekturhistorikeren Göran Lindahl. Da byggegrundene aldrig blev udfyldt, og nedrivningsgrundene år efter år stod tomme og fungerede som improviserede parkeringspladser, blev offentligheden efterhånden også træt af projektet. Kritikken kulminerede i 1971 i forbindelse med den landskendte stockholmske elmestrid, hvor flere dages sammenstød mellem aktivister og byens repræsentanter til sidst førte til, at en planlagt metroudgang måtte flyttes for at redde Kungsträdgårdens elmetræer.
Tidsånden var ikke længere den samme som den havde været under datidens politiske debat og de store beslutninger i 1940'erne. Fremtidsoptimismen var stort set erstattet af den nye 68-tidsånd og en spirende traditionalisme. Selv en tidlig forløber for miljøbevægelseen var begyndt at dukke op.
Kritikken drejede sig hovedsageligt om arkitekturen, der blev opfattet som steril og historieløs, og beslutningsprocessen blev anset for at være i strid med den nye almene konsensus, der kritiserede beslutningstagernes ligegyldighed over for områdets bygningsfredninger og kulturhistoriske værdier, så gammel arkitektur gik tabt.
Nogle af de mest kritiserede nedrivninger var dels de historiske bygninger langs den sydlige del af Drottninggatan (eksempelvis Wredeska Palatset) og dels den nederste del af Regeringsgatans østside, hvor man i 1950'erne kunne beundre 14 forskellige facader bygget over fire århundreder, men som nu erstattedes af blanke aluminiumsfacader.
Der var megen kritik af Klara-kvarterets nedrivning, og én af de kritiske røster var Jan Olof Olsson, der havde følgende kommentar:
Der er også kommet anden kritik i løbet af årene, her af dokumentarfilmskaberen Anders Wahlgren:
Forsvarerne af projektet påpegede, at Gamla Stan også havde præg af et slumkvarter. I dag er der dog stor enighed om de positive aspekter ved bevarelsen af de gamle bygninger i den gamle bydel. Men allerede før Norrmalms totalfornyelse havde Stockholms gamle indre by mistet alle funktioner som centrum for erhvervsliv og administration, og disse aktiviteter var i stedet flyttet til Norrmalm, og Gamla Stan undgik derfor byfornyelsen.
Et forsvar for totalfornyelsen
Både Yngve Larsson og Hjalmar Mehr svarede igen på kritikken:
Arkitekturhistorikeren Thomas Hall skrev i 1999 i sin bog Huvudstad i omvandling:
Konsekvenserne
I takt med at kommunens økonomi forværredes, førte øget kritik fra offentligheden til, at nye infrastrukturprojekter blev sat på standby i løbet af 1970'erne, og spørgsmålet om Norrmalms totalfornyelse forblev en politisk varm kartoffel i mange år fremover. Efter Stockholms elmestrid blev det politisk umuligt for Socialdemokraterne at beholde Hjalmar Mehr som finansborgmester, og han fik i stedet stilling som amtsborgmester i Stockholms län; en titel han beholdt i en årrække.
Byplanlæggerne tog efterhånden kritikken til efterretning, idet Stockholms cityplan fra 1967 ikke blev gennemført. I 1978 trådte en helt anden plan i kraft, nemlig Cityplanen fra 1977.
Nedre Norrmalm i dag
I de senere år har man søgt at nedtone den kritik, der rettes mod arkitekturen i Stockholms City. Parkeringshuset "Elefanten" ved Herkulesgatan blev i 2003 erstattet af nye boliger, Hötorgscity fik endelig den tilsigtede lyse glasfacade ud mod Hötorget i 1995, Filmstaden Sergel blev færdiggjort (Sven Markelius havde oprindeligt planlagt, at Stockholms stadsteater skulle ligge her), og det trækplagede område mellem højhus 3 og 4 blev overdækket med glasruder i år 2000.
I det gamle Klara-kvarter står Klara Kirke og Klaras gamle skole stadigvæk tilbage, og man har bevaret Rosenbad samt det gamle palads mod Norrström og Tegelbacken.
Stadsmuseets Norrmalmsbevaring i 2007
I foråret 2007 gennemførte Stockholms stadsmuseum en omfattende bevaringsindsats og klassificering af alle bygninger i Norrmalm, der var opført i perioden 1960-1989. Stockholms stadsmuseum har lavet dokumentarer om alle bygninger i ord og billeder for at lave en vejledende guide til eventuelle fremtidige byggeplaner i Stockholms city.
Blandt de 14 mest værdifulde bygninger, hvis kulturhistoriske værdier omfatter kulturmiljølovens krav til opfyldelse af bygningsfredning, figurerer 11 bygninger fra Norrmalms totalfornyelse på listen, som er tegnet af datidens mest anerkendte arkitekter, eksempelvis Peter Celsing og Carl Nyrén samt arkitektfirmaet Backström & Reinius.
Litteratur
Ahlin, Janne (1985). Sigurd Lewerentz, arkitekt. Stockholm: Byggförlaget i samarbete med Arkitekturmuseet. Libris 7746262. ISBN 91-85194-63-8
Ahlman, Robert (2002). Minns du den stad… Saneringstänkandet i Visbyområdet 1947-74 (D-uppsats i historia). Högskolan på Gotland. sid. 17.
Eriksson, Thomas (1997). Neon: eldskrift i natten. Stockholm: Rabén Prisma. Libris 7408276. ISBN 91-518-3100-7
Gullberg, Anders (2001). City – drömmen om ett nytt hjärta. Moderniseringen av det centrala Stockholm 1951–1979 (två volymer . Monografier utgivna av Stockholms stad. Stockholm: Stockholmia förlag. Libris 8369513. ISBN 91-7031-078-5
Geisendorf, Léonie; Gullström, Charlie (1990). Arkitektur. Stockholm: Byggförlaget. Libris 7678723. ISBN 91-7988-019-3
Hall, Thomas (1999). Huvudstad i omvandling - Stockholms planering och utbyggnad under 700 år. Källström, Gunnar (illustratör). Stockholm: Sveriges Radios förlag. Libris 7409712. ISBN 91-522-1810-4
Hellspong, Mats (1999). Recension av avhandlingen "Den alternativa staden - Stockholms stadsomvandling och byalagsrörelsen" av Ulf Stahre. Stockholm
Josephson, Ragnar (1929). ”Sveavägens förhistoria”. i Albert Lilienberg. 1928 års förslag till generalplan för Stockholms tätare bebyggda delar. Stockholm. Libris 1338572
Larsson, Yngve (1960). Nedre Norrmalm - Historiskt och ohistoriskt. Utvidgat särtryck ur Samfundet S:t Eriks årsbok. Stockholm: Norstedt. Libris 1794231
Markelius, Sven (m fl) (1945). Det framtida Stockholm : riktlinjer för Stockholms generalplan. Stockholm: Byggmästarens förlag
Passow, Shirley S. (maj 1970). ”Land Reserves and Teamwork In Planning Stockholm” (på engelska). Journal of the American Planning Association: s. 179-188.
Persson, Mats m fl (1975). City: byggnadsinventering 1974-75 - Historik och byggnadshistoriskt register (2 delar) . Stockholm: Stockholms stadsmuseum. Libris 130002
af Petersens, Lennart; Bedoire, Fredric (1985). Från Klara till City: Stockholms innerstad i förvandling. Monografier utgivna av Stockholms stad (1. uppl.). Stockholm: Liber Förlag. Libris 7268775. ISBN 91-38-90337-7
Richards, J. M. (August 1961). ”Stockholm's New Commercial Centre” (på engelska). Architectural Review 130: sid. 104-114.
Rudberg, Eva (1989). Sven Markelius, arkitekt. Stockholm: Arkitektur Förlag. Libris 7754407. ISBN 91-860-5022-2
Råberg, Marianne; Fredriksson, Göran H.; Lundkvist, Ingvar (1985). Husen på malmarna: en bok om Stockholm. Stockholm: Prisma i samarbete med Stockholms stadsmuseum. Libris 8357892. ISBN 91-518-1760-8
Selling, Gösta (1970). Esplanadsystemet och Albert Lindhagen: stadsplanering i Stockholm åren 1857-1887. Monografier utgivna av Stockholms kommunalförvaltning. Stockholm: Stockholms stadsarkiv. ISSN 0346-6035 Libris 8197906. ISBN 9789149029530
Selling, Gösta (1970). Esplanadsystemet och Albert Lindhagen: stadsplanering i Stockholm åren 1857-1887. Stockholm: Stadsarkivet. Libris 8197906
Sidenbladh, Göran (09/1965). ”Stockholm: A Planned City”. Scientific American 213 (3): sid. 106-121.
Sidenbladh, Göran (1981). Planering för Stockholm 1923–1958. Monografier utgivna av Stockholms stad ; 22:V:3. Stockholm: Liber. ISBN 91-38-05335-7 Libris 7259972 (PDF 1 PDF 2)
Sjöbrandt, Anders; Sylvén, Björn (2000). Stockholm – staden som försvann: bilder i färg från 1950- och 60-talen. Stockholm: Natur & Kultur/LT. Libris 7230856. ISBN 91-27-35225-0
Skårfors, Rikard (1999). Beslutsfattandets dilemma: planarbete och opinionsyttringar rörande trafikleder i Stockholm 1945-1975. Working papers in transport and communication history, 1104-6988 ; 1999:2. Uppsala: Ekonomisk-historiska institutionen, Uppsala universitet (licentiatuppsats). Libris 2838557
Westerström, Jenny (2006). Klara var inte Paris: bohemliv under två sekler. Stockholm: Carlsson. Libris 10167282. ISBN 91-7203-787-3 (inb.)
Anton, Thomas J. (2 december 1969). ”Incrementalism in Utopia: The Political Integration of Metropolitan Stockholm” (på engelska). Urban Affairs Review: s. 59-82.
Anton, Thomas J. (1975) (på engelska). Governing Greater Stockholm: A Study of Policy Development and System Change. Berkeley, Kalifornien: University of California Press. Libris 5003728. ISBN 0-520-02718-3
Diem, Aubrey (2 december 1965). ”An Alternative to Unplanned Urban Growth: The Case of Stockholm” (på franska). Canadian Geographer / Le Géographe canadien: s. 193-204. Volume 9 Issue 4.
Gullberg, Anders (2001). City – drömmen om ett nytt hjärta. Moderniseringen av det centrala Stockholm 1951–1979 (två volymer). Monografier utgivna av Stockholms stad. Stockholm: Stockholmia förlag. Libris 8369513. ISBN 91-7031-078-5
Jörnmark, Jan (2018). Norrmalmsregleringen. Stockholm: Fastighetsägarna Stockholm och Vasakronan
Marianne Råberg (2008). ”Värt att bevara?”. i Gullberg, Anders; Sven Lilja. Makten i stadshuset: Stockholms lokalpolitik under 1900-talet. Monografier utgivna av Stockholms stad, 0282-5899 ; 187. Stockholm: Stockholmia förlag. sid. 252 ff. Libris 10917561. ISBN 978-91-7031-195-6
Larsson, Yngve; Göran Sidenbladh; m fl (1964). Garpe, Joakim. red (på engelska). Stockholm: regional and city planning : seven articles on Planning problems in Greater Stockholm. Stockholm: Stadskollegiets reklamkommitté. Libris 1793683
Larsson, Yngve (1977). Mitt liv i Stadshuset – Andra delen: I tjänst hos denna stolta stad (1920–1954) . Stockholm: Stockholms kommunalförvaltning. Libris 7751622. ISBN 91-85676-00-4 (Digital version, s. 343–673)
Markelius, Sven; Helldén, David (1947). Stadsplanekontorets tjänsteutlåtande angående ny stadsplan för nedre Norrmalm avgivet den 31 maj 1946. Stadskollegiets utlåtanden och memorial. Bihang, 99-3047450-1 ; 1946:60. Stockholm: Stockholms stadskollegium, K. L. Beckmans tryckeri. Libris 1428301
Sidenbladh, Göran (1985). Norrmalm förnyat 1951-1981. Stockholmsmonografier ; 66. Stockholm: Stockholmia förlag. ISSN 0282-5899 Libris 7754399. ISBN 91-86050-13-3
Eksterne henvisninger
Norrmalms totalfornyelse på arkitekturupproret.se/rivningar/1900-talets-rivningar
Kilder
Norrmalm
Sverige i 1900-tallet |
1111365 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mohammed%20Salisu | Mohammed Salisu | Mohammed Salisu Abdul Karim (født 17. april 1999) er en ghanesisk professionel fodboldspiller, der spiller som midterforsvarer for Premier League-klubben Southampton og Ghanas landshold.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Ghana
Personer fra Accra
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111368 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ricardo%20Horta | Ricardo Horta | Ricardo Jorge da Luz Horta (født 15. september 1994) er en portugisisk fodboldspiller, der spiller for Braga.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Portugal
Fodboldlandsholdsspillere fra Portugal
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111372 | https://da.wikipedia.org/wiki/Pogoanele | Pogoanele | Pogoanele (udtale: poˈɡo̯anele) er en by i den sydøstlige del af distriktet Buzău, Muntenien i Rumænien. Byen administrerer en landsby, Căldărăști.
Pogoanele blev erklæret en by i april 1989 . Den ligger i den sydlige centrale del af distriktet, midt på Bărăgan-sletten, ca. 40 km fra distriktets hovedby Buzău. Det gennemkøres af DN2C-vejen, som går fra Buzău til Slobozia. Jernbanestationen 3 km fra byens centrum ligger på CFR-linjen, der forbinder Urziceni og Făurei.
Byen har indbyggere. De vigtigste erhverv er landbrug og fødevareforarbejdning.
Historie
Pogoanele var involveret i . I 1944 var der kampe mellem tyske og rumænske tropper i umiddelbar nærhed af byen.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Buzău |
1111373 | https://da.wikipedia.org/wiki/P%C4%83t%C3%A2rlagele | Pătârlagele | Pătârlagele (også stavet Pătîrlagele; rumænsk udtale: pətɨrˈlad͡ʒele) er en by i distriktet Buzău, Muntenien i Rumænien.
Byen har indbyggere.
Geografi
Pătârlagele ligger i den vestlige del af distriktet, langs nationalvejen DN10, der forbinder Buzău og Brașov. Den ligger i Pătârlagele-sænkningen, mellem Karpaterne og de subkarpatiske bakker.
Byen administrerer fjorten landsbyer: Calea Chiojdului, Crâng, Fundăturile, Gornet, Lunca, Mănăstirea, Mărunțișu, Mușcel, Poienile, Sibiciu de Sus, Stroești, Valea Lupului, Valea Sibiciului og Valea Viei.
Historie
Pătârlagele blev sandsynligvis grundlagt i det 12. århundrede. De første skriftlige optegnelser stammer fra 1524 til 1527. Navnet har en uklar oprindelse; en teori er, at det har forbindelse med at der i det 13. århundrede lå en lejr for riddere af den Tyske Orden fra Burzenland her.
Byen ligger hvor flere veje, der fører til de omkringliggende bjerge krydser, og udviklede sig til et lokalt handelscentrum. I 2004 blev Pătârlagele erklæret for en by.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Buzău |
1111376 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Tavern%20Knight | The Tavern Knight | The Tavern Knight er en britisk stumfilm fra 1920 af Maurice Elvey.
Medvirkende
Eille Norwood
Madge Stuart - Cynthia Ashburn
Cecil Humphreys - Joseph Ashburn
Teddy Arundell - Hogan
Lawrence Anderson - Kenneth
Charles Croker-King - Gregory Ashburn
Clifford Heatherley - Pride
Booth Conway - Oliver Cromwell
J.E. Wickers - Charles Stuart
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1920 |
1111377 | https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%A6dsels%C3%B8en | Rædselsøen | Rædselsøen er en amerikansk stumfilm fra 1920 af James Cruze.
Medvirkende
Harry Houdini som Harry Harper
Lila Lee som Beverly West
Jack Brammall som Tom Starkey
Wilton Taylor som Job Mordaunt
Eugene Pallette som Guy Mordaunt
Edward Brady som Marsh
Frank Bonner som Bakaida
Ted E. Duncan som Murphy
Fred Turner som Mr. West
Rosemary Theby som Sheila Mourdant
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111378 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Terror%20%28film%20fra%201920%29 | The Terror (film fra 1920) | The Terror er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Jacques Jaccard.
Medvirkende
Tom Mix
Lester Cuneo
Francelia Billington
Lucille Young
Joseph Bennett
Charles K. French
Wilbur Higby
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111379 | https://da.wikipedia.org/wiki/Testimony%20%28film%20fra%201920%29 | Testimony (film fra 1920) | Testimony er en britisk stumfilm fra 1920 af Guy Newall.
Medvirkende
Ivy Duke som Althea May
David Hawthorne som Gilian Lyons
Lawford Davidson som Cecil Coram
Mary Rorke som Rachel Lyons
Douglas Munro som Reuben Curtis
Marie Wright som Lizzie Emmett
Barbara Everest som Lucinda
Ruth Mackay som Lady Yetty
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1920
Dramafilm fra Storbritannien |
1111380 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ulveh%C3%B8vdingen | Ulvehøvdingen | Ulvehøvdingen er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Lambert Hillyer.
Medvirkende
William S. Hart som 'Sierra' Bill
Eva Novak som Nelly Gray
J. Gordon Russell som Ringe
Florence Carpenter som Rosita
Richard Headrick som Sonny
Ira McFadden som Slim
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111381 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ene%20mod%20alle | Ene mod alle | Ene mod alle er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Lynn Reynolds.
Medvirkende
Tom Mix som Tex Benton
Gloria Hope som Alice Marcum
Robert Walker som Winthrop Endicott
Charles K. French
Sid Jordan som Jack Purdy
Pat Chrisman som Bat
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111382 | https://da.wikipedia.org/wiki/Their%20Mutual%20Child%20%28film%29 | Their Mutual Child (film) | Their Mutual Child er en amerikansk stumfilm fra 1920 af George L. Cox.
Medvirkende
Margarita Fischer som Ruth Bannister
Joseph Bennett som Bailey Bannister
Margaret Campbell som Mrs. Lora Delane Porter
Nigel Barrie som Kirk Winfield
Harvey Clark som George Pennicutt
Andrew Robson som John Bannister
Beverly Travers
Pat Moore som William Bannister Winfield
Tom O'Brien som Steve Dingle
William Lloyd som Hank Jardine
William Marion som Percy Shanklyn
Stanhope Wheatcroft
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111383 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Third%20Eye | The Third Eye | The Third Eye er en amerikansk stumfilm fra 1920 af James W. Horne.
Medvirkende
Warner Oland som Curtis Steele / Malcolm Graw
Eileen Percy som Rita Moreland
Jack Mower som Dick Keene
Olga Grey som Zaida Savoy
Mark Strong som Gale
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111384 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Thirteenth%20Commandment | The Thirteenth Commandment | The Thirteenth Commandment er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Robert G. Vignola.
Medvirkende
Ethel Clayton som Daphne Kip
Charles Meredith som Clay Wimborn
Monte Blue som Bayard Kip
Anna Q. Nilsson som Leila Kip
Irving Cummings som Thomas Warwick Duane
Winter Hall som Roger Kip Sr.
Lucille Ward som Mrs. Kip Sr.
Arthur Maude som Mr. Wtherell
Beverly Travers som Sheila Kemble
Louis Morrison som Herman Reben
Jane Wolfe som Mrs. Chivvis
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111394 | https://da.wikipedia.org/wiki/Jens%20Hillings%C3%B8 | Jens Hillingsø | Jens Georg Hillingsø (født 19. februar 1964) er en dansk cheflæge og overlæge på Rigshospitalet og klinisk lektor ved Københavns Universitet. Han er søn af den tidligere danske generalløjtnant Kjeld Georg Hilligsøe Hillingsø og dennes kone Ellen Birgitta Hillingsø, bror til skuespillerinden Ellen Gunilla Hillingsø og far til Olivia Hillingsø (født 2002), der også er skuespiller.
Kilder og eksterne henvisninger
1. Jens Georg Hillingsø på research.regionh.dk: [] (Hentet den 11.12.2022)
2. Jens Hillingsø på forskning.ku.dk: [] (Hentet 11.12.2022)
3. Olivia Hillingsø på danskefilm.dk: [] (Hentet den 11.12.2022)
Personer i Kraks Blå Bog |
1111397 | https://da.wikipedia.org/wiki/Akademiezentrum%20Sankelmark | Akademiezentrum Sankelmark | Akademiezentrum Sankelmark er en nordtysk uddannelsesinstitution, der tilbyder seminarer og konferencer om politiske og kulturelle emner i grænselandet.
Akademiet blev åbnet i juni 1952 og drives af den tyske grænseforening. Bygningen er beliggende i naturskønne omgivelser øst for landsbyen Sankelmark ved Sankelmark Sø (Sanklam) tæt på Flensborg i Sydslesvig i den nordtyske delstat Slesvig-Holsten. På samme sted skulle 1948 bygges en dansk højskole. Til dette formål havde den danske skoleforening i Sydslesvig allerede lejet en egnet grund ved Sankelmark Sø. Opførelsen blev dog forhindret af landråd og senere ministerpræsident Lübke under henvisning til, at området var fredet - på trods af dette blev her kort tid efter det nuværende tyske akademi bygget - under Lübke som den tyske grænseforenings formænd. Episoden illustrerer de nationale modsætninger i tiden efter anden verdenskrig. I stedet blev de danske højskoleplaner realiseret i Jaruplund, hvor Jaruplund Højskole begyndte sin virksomhed i 1950.
Akademiet rummer et atombunker, hvor delstatsregeringen skulle evakueres under atomkrig.
Noter
Eksterne henvisninger
Akademiezentrum Sankelmark
Oversø
Uddannelse i Slesvig-Holsten |
1111417 | https://da.wikipedia.org/wiki/Caransebe%C5%9F | Caransebeş | Caransebeș (udtale: karanˈsebeʃ; ; , ) er en kommune i distriktet Caraș-Severin, en del af Banat-regionen i det sydvestlige Rumænien. Den ligger ved sammenløbet af Floden Timiș og Floden Sebeș, sidstnævnte kommer fra Țarcu-bjergene.
Mod vest er det i direkte kontakt med Banat-bakkerne. Den er et vigtigt jernbaneknudepunkt, da den ligger ca. 40 km fra Reșița, 21 km fra Oţelu Roşu, 70 km fra Hațeg og ca. 25 km fra skisportsstedet Muntele Mic i Țarcu-bjergene.
En landsby, Jupa (), administreres af byen. Byen har indbyggere.
Historie
De første spor af beboelse her kan dateres helt tilbage til den dacianske tid. Der er for nylig blevet fundet dacianske ruiner i nærheden af Obreja, en landsby 7 km væk. Da romerne invaderede Dacia, byggede de et castrum ved navn Tibiscum, som blev gravet op af arkæologer nær den nærliggende landsby Jupa, et castrum, der senere voksede til en hel by. Tibiscum anses for at være en af Kristendommens porte i Dacia og har også haft en vigtig rolle i Romaniisering af lokalbefolkningen.
Regionen blev i Middelalderen en del af Det ungarske kongerige, senere kom den under Fyrstendømmet Transsylvanien (1570-1711), og senere under Det osmanniske rige. Senere overtog Habsburgerne kontrollen med regionen efter langvarige krige mod osmannerne. Som en del af Fyrstendømmet Transsylvanien (1711-1867) blev det i 1804 en del af Kejserriget Østrig. Efter Det østrig-ungarske kompromis i 1867, blev det igen en del af Kongeriget Ungarn.
Kilder og henvisninger
Byer i distriktet Caraș-Severin |
1111423 | https://da.wikipedia.org/wiki/F%C3%A6r%C3%B8ske%20lagtingsmedlemmer%202022-2026 | Færøske lagtingsmedlemmer 2022-2026 | Liste over færøske lagtingsmedlemmer 2022-2026. Siden 2008 har Lagtinget på Færøerne haft 33 valgte medlemmer. Alle er valgt ved personstemmer på partilister i én valgkreds.
Lagtingsvalget 2022 blev afholdt den 8. december 2022. De 33 valgte er følgende personer:
Referencer
Lagtingsmedlemmer fra Færøerne
Lister over personer fra Færøerne |
1111426 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nahuel%20Molina | Nahuel Molina | Nahuel Molina Lucero (født 6. april 1998) er en argentinsk fodboldspiller, der spiller for den spanske klub Atlético Madrid.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Argentina
Fodboldlandsholdsspillere fra Argentina
Forsvarsspillere (fodbold)
Deltagere ved Copa América 2021
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022
Verdensmestre i fodbold |
1111428 | https://da.wikipedia.org/wiki/Spark%C3%A6r%20Station | Sparkær Station | {{Infoboks togstation
|navn = Sparkær Station
|billede =
|billedstørrelse =
|imagealt =
|billedtekst =
|land = Danmark
|type =
|tidlnavn =
|adresse = Sparkær Mosevej 3, 8800 Viborg
|kommune = Viborg Kommune
|jernbane = Langå-Struer-banen
|forkortelse = Sp
|kode =
|afstand = 51,9 km fra Langå
|moh = 20,3
|åbnet = 17. oktober 1865 (oprindelig)11. december 2022 (nuværende)<ref name="I 43 år">[https://www.dr.dk/nyheder/regionale/midtvest/i-43-aar-har-de-set-toget-suse-forbi-men-fra-i-dag-standser-det-det-har ''I 43 år har de set toget suse forbi, men fra i dag standser det: 'Det har vi dæleme set frem til] af Lise Soelberg og Allan Bo Poulsen. dr.dk, 11. december 2022.</ref>
|lukket = 27. maj 1979 (oprindelig)
|ombygget =
|takstzone =
|dybde =
|levels =
|perron = 1
|spor = 1
|handicap =
|parkering =
|parkering_note =
|arkitekt =
|operatører = Arriva
|linje =
|metro =
|forbindelser =
|buslinje =
|sporvognslinjer =
|trolleybus =
|andre =
|landkort =
|label =
|korttekst =
|coordinater =
}}Sparkær Station''' er en station på Langå-Struer-banen, der ligger i Sparkær i Viborg Kommune. Stationen består af et spor og en perron med læskur. Den betjenes af Arrivas tog mellem Aarhus og Struer.
Den første station i Sparkær blev åbnet sammen med banen i 1865 men nedlagt i 1979. Den nuværende station blev åbnet i 2022.
Historie
Den første station i Sparkær åbnede 17. oktober 1865 sammen med banen mellem Viborg og Skive. Ved planlægningen af banen havde det ellers været på tale at placere stationen i Mønsted af hensyn til kalkbrænderierne der. Men det ønskede beboerne ikke, da de frygtede ihjelkørsler af dyr og mennesker. Derefter ønskede Jernbanekommissionen at placere stationen ved Lundgaard vest for Sparkær. Men det ville gårdejeren heller ikke have, da denne forudså, at der så også ville komme en kro, hvor hans folk ville sidde og drikke. Så endte stationen i Sparkær, hvor der kun var nogle mindre gårde og huse på det tidspunkt.
Stationsbygningen blev opført i to etager. I stueetagen var der ventesale, dametoilet, stationskontor og billetsalg. På førstesalen var der tjenestebolig for en stationsforvalter med køkken, spisekammer, stuer og soveværelser. På loftet var der et til værelse. Andre bygninger på stationsområdet omfattede toiletbygning, signalhus, pakhus, vandtårn og kolonnehus. Udover jernbanedriften var der post- og telegrafekspedition på stationen. Fra 1878 kom der gående landpost fra stationen. Godstrafikken blev domineret af forsendelse af tørv fra de omkringliggende moser, efter at produktionen af det blev mekaniseret i 1880'erne. Frem til 1920'erne betød det, at Sparkær var den station med næstmest afsendt vognladningsgods på strækningen.
I april 1901 blev Sparkær Station involveret i en politisk sag, da ministeren for offentlige arbejder, højremanden Christian Juul-Rysensteen, fik trafikassistenten Vilhelm Ohlsson forflyttet dertil fra København. På den tid kunne jernbanefolk blive forflyttet efter behov eller som følge af tjenstlige forseelser. Men Vilhelm Ohlsson, der var formand for den faglige organisation Jernbaneforeningen, havde været stiller for en Venstremand. Og ministeren mente ikke, at statsbanernes folk skulle blande sig i politik. Men forflyttelsen førte til en omfattende debat i både Folketinget og aviserne, hvoraf de østdanske opfattede Sparkær som et ganske øde sted. Det imidlertid med, at der kom en ny regering efter Systemskiftet senere på året, hvorefter Vilhelm Ohlsson blev forflyttet tilbage.
I 1950'erne var der stationeret en stationsmester og to trafikekspedienter i Sparkær, så der var bemanding i hele driftstiden. Men DSB ønskede at spare på landstationer som denne, da mængden af både gods og passagerer var faldet. Da banen blev moderniseret med nye spor, nye sikringsanlæg og fjernstyring i 1960'erne, blev det desuden vurderet, at Sparkær kunne undværes som krydsningsstation. I 1964 ønskede stationsmesteren så ydermere at gå på pension. Postvæsenet ville også nedlægge deres ekspedition, for da postbudene nu fik biler, kunne postudbringelsen klares fra Viborg. Bommene ved overkørslen, der havde været betjent manuelt, blev erstattet af et automatisk bomanlæg. Herefter blev Sparkær så nedsat til trinbræt 31. maj 1964.
Passagererne kunne stadig tage toget til og fra Sparkær, og til at begynde med kunne de også stadig benytte ventesalen i stationsbygningen. Men bygningen blev solgt fra, så fra 17. april 1967 måtte passagerne klare sig med et læskur. Ved sommerkøreplanen 27. maj 1979 blev der indført timedrift med faste minuttal på strækningen. For at reducere rejsetiden blev de mindst benyttede stationer nedlagt i den forbindelse, heriblandt Sparkær.
Den nuværende station blev til efter et forlig i Folketinget i 2017, der muliggjorde betjening af fem nye stationer, hvis de blev bygget. Viborg Kommune afsatte 10,1 mio. kr. til anlæggelsen af en ny station i Sparkær og efterfølgende yderligere to millioner. Byens borgere indsamlede selv 157.000 kr. For dem betød stationen nemlig, at transporttiden til Viborg kom ned på 8 minutter mod 35 med bus. Noget der ville være til gavn for studerende, og som også ville kunne gøre det mere attraktivt at bo i byen. Det var meningen at stationen skulle være etableret i løbet af 2021, men det måtte udskydes som følge af etablering af nyt signalsystem på strækningen. I stedet kom stationen til at åbne ved køreplansskiftet 11. december 2022 med indvielse af borgmester Ulrik Wilbek senere samme dag.
Noter
Stationer på Langå-Struer-banen
Bygninger, konstruktioner og anlæg i Viborg Kommune |
1111432 | https://da.wikipedia.org/wiki/Musholm%20Bugt | Musholm Bugt | Musholm Bugt er en knapt 20 kilometer lang havbugt i østkysten af Storebælt, der strækker sig fra Reersø til Halskov på Vestsjælland. I den nordlige del af bugten ligger den ubeboede ø Musholm. Dansk Ornitologisk Forening har registeret 38 fuglearter i Musholm Bugt.
Referencer
Storebælt
Bugter i Danmark |
1111434 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bruno%20Petkovi%C4%87 | Bruno Petković | Bruno Petković (født 16. september 1994) er en kroatisk fodboldspiller, der spiller for GNK Dinamo Zagreb.
Han blev udtaget til Kroatiens EM-trup til EM i fodbold 2020.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Kroatien
Fodboldlandsholdsspillere fra Kroatien
Angribere (fodbold)
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2020
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111436 | https://da.wikipedia.org/wiki/Strahinja%20Pavlovi%C4%87 | Strahinja Pavlović | Strahinja Pavlovic (født 24. maj 2001) er en serbisk fodboldspiller, der spiller for den østrigske klub Red Bull Salzburg.
I november 2022 blev han udtaget til Serbiens trup til VM i fodbold 2022 i Qatar.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Serbien
Fodboldlandsholdsspillere fra Serbien
Forsvarsspillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111438 | https://da.wikipedia.org/wiki/%C8%9Aarcu-bjergene | Țarcu-bjergene | Țarcu-bjergene er en bjergkæde i det sydvestlige Rumænien, i den vestlige udkant af de sydlige Karpater. De ligger mellem Bistra-dalen (mod syd), Timiș-floden (mod øst), Godeanu-bjergene (mod nordvest) og Râul Mare -dalen (mod vest), den sidste er en naturlig barriere mellem dem og Retezat-bjergene. Țarcu-bjergene blev udpeget til Natura 2000-beskyttet område i 2007, fordi de beskytter værdifuld biodiversitet og spektakulær natur. Sammen med Retezat-bjergene, Godeanu-bjergene og Cernei-bjergene danner de det sidste europæiske intakte skovlandskab, hvis man ser bort fraboreale skove i Skandinavien og Rusland.
Geologi
De fleste bjergarter i området er krystallinske med få områder med sedimentære bjergarter . Som sådan er bjergene massiver, gennemskåret af smalle dale. Kalksten findes kun få steder. Erosion har dannet flere meget fremtrædende platforme, såsom Borăscu-platformen. Gletsjere var til stede under istiderne og efterlod gletsjercalderaer og små gletsjersøer, såsom Bistra-søen.
Klima
På grund af de vestlige klimatiske påvirkninger er mængden af nedbør i Țarcu-bjergene ret stor. Sne kan falde i højder over 1500 meter når som helst på året, mens sneperioden normalt varer fra oktober eller november til juni eller endda juli i gletcher-calderaerne på de højeste toppe.
Vigtige toppe
Vârful Țarcu, 2.190 moh. har en vejrstation på toppen.
Vârful Pietrii, 2.192 moh. dominerer Bistra-søen.
Vârful Căleanu, 2.190 moh.
Muntele Mic, 1.802 moh. har et skisportssted .
Măgura Marga, 1.503 moh. dominerer landsbyen Marga.
Vârful Cuntu, 1.441 moh. har en vejrstation i nærheden.
KIlder og henvisninger
Intakte skovlandskaber
Alpinet
Tarcu Mountains Natura 2000 Site, på rumænsk
Karpaterne, på rumænsk
Sydkarpaterne
Bjerge i Rumænien |
1111439 | https://da.wikipedia.org/wiki/Ivan%20den%20Grusommes%20illustrerede%20kr%C3%B8nike | Ivan den Grusommes illustrerede krønike | Ivan den Grusommes Illustrerede Krønike ( ~ Ansigts krønike samling; “ansigt” betyder i denne sammenhæng “illustreret”) er en samling af tekster fra middelalderens Rusland, der er kilde til dele af Ruslands historie. Krøniken beskriver historien fra Skabelsen til år 1567. Krøniken kaldes uformelt også Zarbogen (Царь-книга).
Manuskripterne blev samlet af Ivan den Grusomme og placeret i zarens bibliotek. Krøniken består af 10 bind og indeholder 10.000 ark kludepapir og er illustreret med mere end 16.000 miniaturer.
De ti bind omhandler fire hovedområder: bibelsk historie, Roms historie, Byzans’ historie og russisk historie.
Det antages, at manuskripterne er skrevet mellem 1568 og 1576. Forberedelser til manuskripterne er formentlig påbegyndt så tidligt som 1540’erne.
Referencer
Eksterne henvisninger
Digital samling med krønikens indhold, varhar.ru,
Digital samling med krønikens indhold, ruvera.ru,
Krøniker
Ruslands historie |
1111441 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kim%20Young-gwon | Kim Young-gwon | Kim Young-gwon (født 27. februar 1990 i Jeonju) er en sydkoreansk fodboldspiller, der spiller for Ulsan Hyundai FC.
Han deltog i de olympiske lege 2012 i London.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Sydkorea
Fodboldlandsholdsspillere fra Sydkorea
Forsvarsspillere (fodbold)
Fodboldspillere ved sommer-OL 2012
Medaljevindere ved sommer-OL 2012
Olympiske bronzemedaljevindere fra Sydkorea
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2014
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2018
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111442 | https://da.wikipedia.org/wiki/Vaffeljernspolitik | Vaffeljernspolitik | Vaffeljernspolitik (nederlandsk: wafelijzerpolitiek, fransk: politique du gaufrier) er en belgisk politisk strategi, der tidligere blev brugt til at fastlægge udgifter til projekter i landets to store regioner, Flandern og Vallonien. I henhold til denne politik blev der for hver franc brugt på et projekt i Vallonien også brugt en franc på et lignende projekt i Flandern og omvendt.
De sociale og sproglige opdelinger mellem Flandern og Vallonien betød, at vaffeljernspolitikkens kompromiser var med til at opretholde den politiske fred. Det var imidlertid dyrt og ineffektivt at matche udgifterne i én region med lige store bevillinger til den anden. Vaffeljernspolitik var en nøgleårsag til den meget store belgiske statsgæld. I 1981 udgjorde den offentlige gæld 130 % af BNP, hvilket var blandt de højeste i Det Europæiske Fællesskab på det tidspunkt.
Vaffeljernspolitik førte også til oprettelsen af flere "" (store ubrugelige byggearbejder). Et eksempel er broerne i Varsenare, to broer bygget i 1976, som aldrig blev forbundet med en motorvej.
Det nederlandske ord oversættes bogstaveligt til "vaffeljernspolitik". Navnet er baseret på ideen om, at vaffeljernet altid efterlader et identisk indtryk på begge sider af de vafler, der bages. Begge sider af jernet er nødvendige for at apparatet kan fungere.
Vaffeljernspolitikken sluttede de facto i 1988 med den tredje statsreform i Belgien. Belgien gik fra en enhedsstat til en føderal stat, hvilket gav hver region større beslutningsmyndighed. Flandern og Vallonien blev ansvarlige for deres egne udgifter, undtagen i forhold, der berører hele staten.
Kilder
Politisk terminologi
Belgiens politik |
1111450 | https://da.wikipedia.org/wiki/Midtdjurs%20Friskole | Midtdjurs Friskole | Midtdjurs Friskole er en friskole beliggende i Nimtofte på Djursland med plads til ca. 100 elever fordelt på klassetrinene 0. til 9.
Skolen holder til i bygningerne, der tidligere husede folkeskolen Bauneskolen, der blev i opført 1962, men nedlagt i 2010, hvorefter friskolen blev oprettet.
Skolen har en skole-fritidsordning og driver sideløbende børnehuset Solbærkrogen med vuggestue og børnehave.
Referencer
Friskoler i Danmark
Etableret i 2010
Bygninger, konstruktioner og anlæg i Syddjurs Kommune |
1111451 | https://da.wikipedia.org/wiki/Junior%20Eurovision%20Song%20Contest%202023 | Junior Eurovision Song Contest 2023 | Junior Eurovision Sony Contest 2023 bliver den 21. udgave af Junior Eurovision Song Contest. Konkurrencen bliver afholdt i Frankrig, efter Lissandro vandt året før i Jerevan med sangen "Oh Maman". Dermed bliver det anden gang at Frankrig er værter ved Junior Eurovision Song Contest siden 2020
Eksterne henvisninger
2023
Musik i 2023 |
1111458 | https://da.wikipedia.org/wiki/Lissandro%20Formica | Lissandro Formica | Lissandro Formica (født 2. oktober 2009) er en fransk sanger som repræsenterede Frankrig og vandt Junior Eurovision Song Contest 2022 med sangen "Oh Maman" sangen opnåede 203 point.
Noter
Eksterne henvisninger
Sangere fra Frankrig |
1111459 | https://da.wikipedia.org/wiki/Morris%20Motors | Morris Motors | Morris Motors Limited var en britisk producent af køretøjer, der blev grundlagt i 1919 for at overtage William Morris' produktion af køretøjer. I 1926 fremstillede Morris Motors 42% af alle biler i Storbritannien. Virksomhedens succes skyldtes William Morris' forretningsmodel med at købe langt de fleste af bilernes dele og herefter samle dem på virksomhedens fabrik.
Morris udviklede den nyskabende Morris Minor, der blev sendt på markedet i 1948. I 1952 blev Morris Motors fusioneret med ærkerivalen Austin Motor Company og blev en del af British Motor Corporation (BMC). På trods af det fælles ejerskab fortsatte de to virksomheder som rivaler med hver deres produktion, salg og markedsføring, også selv om de forholdsvis hurtigt fremstillede de samme modeller, blot under hver sit navn. Under BMC's ejerskab introducerede Morris i 1959 den nyskabende Morris Mini (solgt i Danmark som Morris Mascot), der med 5,3 millioner solgte eksemplarer blev en af de mest populære britiske biler nogensinde indtil produktionen ophørte i 2000.
BMC blev i 1968 fusioneret med Leyland og dannede British Leyland, der fortsat anvendte Morris som et selvstændigt brand og med selvstædig produktion på fabrikken i Cowley i Oxford. British Leyland benyttee Morris-nanvet indtil 1984, hvor navnet blev udfaset til fordel for det mere populære Austin og det mere prestigefyldte Rover.
Da BMW 2001 købte resterne af British Leyland, overtog BMW dele af fabriksanlægget i Cowley hvor i dag fremstilles bilen MINI, en bil hvis ydre er inspireret af en af Morris' største succeser, Morris Mini.
Varemærket Morris ejes i dag af kinesiske SAIC Motor.
I 2019 blev offentliggjort, at et britisk selskab, Morris Commercial, ville producere en ny elektrisk varebil, The Morris Commercial JE, baseret på et af Morris' ikoniske designs fra 1940'erne. Varebilen forventes at blive sendt på markedet i 2023.
Historie
Grundlæggelse og tiden indtil 2. verdenskrig
Virksomheden blev oprindeligt grundlagt i 1910 af William R. Morris som "Morris Garage". I oktober 1912 skiftede virksomheden navn til WRM Motors Ltd. og begyndte at samle biler på grundlag af komponenter indkøbt af William Morris. Den første bil under mærket Morris blev samlet i 1913 på en nyoprettet fabrik i Cowley i Oxford, Morris Oxford "Bullnose" was assembled. I juli 1919 blev WRM Motors Ltd. opløst for at komme ud af to byrdefulde kontrakter, og virksomhden blev overtaget af Morris Motors Ltd., også ejet af William Morris.
Morris fortsate produktionen af personbiler under 1. verdenskrig. Efter krigen voksede virsomheden kraftigt og overtog i 1924 Fords position som den største bilproducent i Storbritannien. Morris Motors opnåede betydelige overskud og opkøbte flere af underleverandørerne til Morris, ligesom virksomheden anvendte moderne og effektive produktionsteknikker, bl.a. samlebåndsproduktion. I 1924 blev af den tidligere leder af Morris Garage Cecil Kimber grundlagt MG, der fremstillede sportsudgaver af Morris' biler. MG var en succes, og kort efter etablererede William Morris en selvstændig MG-fabrik syd for Oxford i Abingdon.
William Morris etablerede i 1926 The Pressed Steel Company of Great Britain Limited i et joint venture med amerikanske Budd Corporation. Pressed Steel fremstillede karrosserier af stål og åbnede en fabrik på den anden side af gaden overfor Morris' fabrik i Cowley.
I 1928 gik Morris Motors ind i markedet for små og mindre biler med den af Leonard Lord konstruerede Morris Minor. Skiftet til små modeller hjalp Morris igennem depressionen, der satte ind i 1930'erne. Leonard Lord blev i 1932 direktør for Morris Motors Limited og morderniserede fabrikkerne og gjorde fabrikken i Cowley til den største integrede bilproduktionslinje i Europa. William Morris og Leonard Lord blev imidlertid uenige, og Lord forlod i vrede Morris for i stedet at skrifte til rivalen Austin. William Morris' og Leonard Lords veje mødte senere igen, da Morris fusionere med Austin og dannede BMC, hvis første bestyrelsesformand var Morris (nu Lord Nuffield) med Lord som direktør. Lord efterfulgte Morris som bestyrelsesformand.
I 1935 købte Morris Motors MG og Wolseley Motors Limited af William Morris. og året efter købte Morris Motors varebilproducenten Morris Commercial Cars Limited af William Morris, og i 1938 købte Morris Motors Riley af William Morris for £100.
Galleri
Referencer
Eksterne henvisninger
Katalogue over Morris Motors' modeller
Morris |
1111461 | https://da.wikipedia.org/wiki/Abdelhamid%20Sabiri | Abdelhamid Sabiri | Abdelhamid Sabiri (født 28. november 1996) er en tysk-marokkansk fodboldspiller, der spiller for den italienske klub Sampdoria og det marokkanske landshold.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Marokko
Fodboldlandsholdsspillere fra Marokko
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111466 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Thirtieth%20Piece%20of%20Silver | The Thirtieth Piece of Silver | The Thirtieth Piece of Silver er en amerikansk stumfilm fra 1920 af George L. Cox.
Medvirkende
Margarita Fischer som Leila Cole
King Baggot som Tyler Cole
Forrest Stanley som Peyton Lake
Lillian Leighton som Mignon Brunner
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111467 | https://da.wikipedia.org/wiki/Thou%20Art%20the%20Man%20%28film%29 | Thou Art the Man (film) | Thou Art the Man er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Thomas N. Heffron.
Medvirkende
Robert Warwick som Myles Calthrope
Lois Wilson som Joan Farrant
J. M. Dumont som Henry Farrant
Clarence Burton som Matt Solomon
Clarence Geldart som George Brummage
Harry Carter som Mr. Prescott
Viora Daniel som Fannie Dering
Lorenza Lazzarini som Lucille
Lillian Leighton
Sylvia Ashton som Chaperone
Joan Marsh som Ellie Prescott
Richard Wayne som Tom Dering
Jane Wolfe som Mrs. Prescott
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111468 | https://da.wikipedia.org/wiki/A%20Thousand%20to%20One | A Thousand to One | A Thousand to One er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Rowland V. Lee.
Medvirkende
Hobart Bosworth som William Newlands
Ethel Grey Terry som Beatrice Crittenden
Charles West som Jimmy Munroe
Landers Stevens som Steven Crawford
J. Gordon Russell som Georgeson
Fred Kohler som Donnelly
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111469 | https://da.wikipedia.org/wiki/Die%20drei%20T%C3%A4nze%20der%20Mary%20Wilford | Die drei Tänze der Mary Wilford | Die drei Tänze der Mary Wilford er en tysk stumfilm fra 1920 af Robert Wiene.
Medvirkende
Friedrich Feher
Erika Glässner
Ludwig Hartau
Reinhold Köstlin
Hermann Vallentin
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Tyskland
Tyske film fra 1920
Dramafilm fra Tyskland |
1111470 | https://da.wikipedia.org/wiki/Drei%20N%C3%A4chte | Drei Nächte | Drei Nächte er en tysk stumfilm fra 1920 af Carl Boese.
Medvirkende
Otto Gebühr
Grete Hollmann som Kokette
Sybill Morel
Reinhold Schünzel
Leo Selma
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Tyskland
Tyske film fra 1920 |
1111471 | https://da.wikipedia.org/wiki/Through%20Eyes%20of%20Men | Through Eyes of Men | Through Eyes of Men er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Charles A. Taylor.
Medvirkende
Frank Mayo som Franklyn Allen
Prudence Lyle som Leila Leighton
George Gebhardt som Berkaro
Claire McDowell som Mrs. Virginia Allen
Ben Alexander som Billy
Dell Boone som Alice Weston
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111472 | https://da.wikipedia.org/wiki/Thunderbolt%20Jack | Thunderbolt Jack | Thunderbolt Jack er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Francis Ford og Murdock MacQuarrie.
Medvirkende
Jack Hoxie som Jack Holliday
Marin Sais som Bess Morgan
Christian J. Frank som Flint
Al Hoxie som Bud
Steve Clemente som Manuel Garcia
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111473 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Tiger%27s%20Coat | The Tiger's Coat | The Tiger's Coat er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Roy Clements.
Medvirkende
Lawson Butt som Alexander MacAllistter
Tina Modotti som Jean Ogilvie / Maria de la Guarda
Myrtle Stedman som Mrs. Carl Mendall
Miles McCarthy som Andrew Hyde
Frank Weed som Frederick Bagsby
J. Jiquel Lanoe som Carl Mendall
Nola Luxford som Clare Bagsby
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111474 | https://da.wikipedia.org/wiki/To%20Please%20One%20Woman | To Please One Woman | To Please One Woman er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Lois Weber.
Medvirkende
Claire Windsor som Alice Granville
Edith Kessler som Cecilia Granville
George Hackathorne som Freddy
Edmund Burns som Dr. John Ransome
Mona Lisa som Leila
Howard Gaye
Lee Shumway som Lucien Wainwright
Gordon Griffith som Bobby Granville
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111476 | https://da.wikipedia.org/wiki/Teun%20Koopmeiners | Teun Koopmeiners | Teun Koopmeiners (født 28. februar 1998) er en hollandsk fodboldspiller, der spiller for Atalanta BC.
Han blev udtaget til den hollandske EM-trup til EM i fodbold 2021.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Holland
Fodboldlandsholdsspillere fra Holland
Midtbanespillere (fodbold)
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2020
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |
1111477 | https://da.wikipedia.org/wiki/Shuswap%20Lake | Shuswap Lake | Shuswap Lake (udtales /ˈʃuːʃwɑːp/) er en sø beliggende i det sydlige indre af British Columbia, Canada, der dræner via Little Shuswap River ud i Little Shuswap Lake. Little Shuswap Lake er kilden til South Thompson River, en gren af Thompson River, en biflod til Fraser River. Søen befinder sig i hjertet af en region kendt som Columbia Shuswap eller "the Shuswap", der kendt for sine rekreative søsamfund, herunder byen Salmon Arm. Navnet "Shuswap", som er afledt af Shuswap eller Secwepemc, betegner en stamme af et oprindeligt canadisk folk, det nordligste af Salishfolkene, hvis territorium omfatter Shuswap. Shuswap kalder sig selv /ʃǝxwépmǝx/ på deres eget sprog, som kaldes /ʃǝxwepmǝxtʃín/.
Geografi
Det centrale indre plateau i British Columbia er drænet af Fraser- og Okanagan-floderne og er en del af Shuswap jordskorpen i British Columbia og den nordlige del af Washington stat. Den gennemskæres af adskillige aflange søbassiner, som er dannet gennem gletsjeres overuddybning på samme måde som kystnære fjorde er opstået.
Shuswap Lake består af fire flodarme, der danner en form, der minder om bogstavet H. De fire arme hedder Salmon Arm (sydvest), Shuswap Arm (vest), Anstey Arm (nordøst) og Seymour Arm (nord). Shuswap Lake forbinder sig med Little Shuswap Lake via Little River, som løber fra enden af Shuswap Lake.
Mod nordvest fødes Shuswap Lake af Adams River, som dræner Adams Lake. Laksearmen fra Shuswap-søen forbinder til Mara-søen ved Sicamous-kanalen. Shuswap River forbinder via Mara Lake. I sydvest løber Salmon River ud i søen ved Salmon Arm. Eagle River løber ned fra Eagle Pass i Monashees for at komme ind i søen ved Sicamous, i øst. Seymour River munder ud i den nordlige ende af Seymour Arm. Ud over disse floder leder adskillige åer vand ud i søen, inklusive Scotch Creek, som løber sydpå til den nordlige bred af hovedarmen, nær samfundet af samme navn.
Referencer
Britisk Columbia
Søer i Canada |
1111479 | https://da.wikipedia.org/wiki/Linktr%C3%A6ner | Linktræner | En linktræner er et apparat til træning af piloter. Linktræneren blev udviklet i midten af 1930'erne for at dække behovet for en sikker måde at træne nye piloter til at flyve "efter instrumenterne", altså at flyve efter det, man kalder IFR regler. Den blev udviklet af den tidligere orgelbygger Edwin Albert Link, som brugte sin viden om pumper, ventiler og bælge til at konstruere en flysimulator der reagerede på pilotens brug af linktrænerens betjeningselementer.
Den består af en lille drejelig kabine udstyret som et normalt cockpit i et mindre fly, monteret på et kardanled, der præcist følger håndtag, pedaler og håndtag i alle dets bevægelser. Instrumenterne reagerer fuldstændig som i et fly, så eleven har mulighed for at udføre alle de nødvendige manøvrer under normal flyvning.
Instruktøren sidder udenfor med et kortbord foran sig og kan følge den rute, et rigtigt fly ville have fulgt. Gennem telefonen kan instruktøren rette op på elev- og illusoriske forhold, der kan påvirke flyets kurs, fx indføre "kunstige vindstød", kraftig opdrift mm.
Mere end 500.000 amerikanske piloter blev trænet i linktrænere, ligesom piloter fra nationer så forskellige som Australien, Canada, Tyskland, New Zealand, Storbritannien, Israel, Japan, Pakistan og Sovjetunionen. Efter Anden Verdenskrig sagde Air Marshall Robert Leckie (krigstidens RAF-stabschef) "Luftwaffe mødte sit Waterloo på alle træningsfelterne i den frie verden, hvor der var et batteri af linktrænere".
Link Flight Trainer er blevet udpeget som et Historic Mechanical Engineering Landmark af American Society of Mechanical Engineers. The Link Company, nu Link Simulation & Training-afdelingen af L3Harris Technologies, fortsætter med at lave rumfartssimulatorer.
Referencer
Se også
Flysimulator
Flysikkerhed
Eksterne henvisninger
Edwin Link biografi
Linktrænerens historie
Luftfart |
1111481 | https://da.wikipedia.org/wiki/Tres%20leches%20kage | Tres leches kage | En tres leches kage (; Spansk: pastel de tres leches, torta de tres leches eller bizcocho de tres leches), også kendt som pan tres leches (), er en sukkerkage der har ligget i blød i tre slags mælk: fløde, mælkepulver og kondenseret mælk.
Tres leches er en meget let kage med mange luftbobler. Denne distinkte tekstur er grunden til, at den ikke har en blød konsistens, på trods af at den har været gennemblødt i en blanding af tre slags mælk. |
1111482 | https://da.wikipedia.org/wiki/Astrud%20Gilberto | Astrud Gilberto | Astrud Gilberto (portugisisk udtale: [aʃˈtɾud ʒiwˈbɛʁtu]; født Astrud Evangelina Weinert, 29. marts 1940) er en brasiliansk samba- og bossanova-sangerinde. Hun fik international opmærksomhed i 1960'erne efter hendes indspilning af sangen The Girl from Ipanema.
Modtagere af Grammy Award
Sangere fra Brasilien |
1111483 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kvevri | Kvevri | Kvevri eller Qvevri ( - også kendt som Tchuri () i det vestlige Georgien - er store lertøjskar, der bruges til gæring, opbevaring og lagring af traditionel georgisk vin. De ligner store, ægformede amforaer uden håndtag, og de er enten begravet under jorden eller sat i gulvene i store vinkældre. Kvevris varierer i størrelse: volumener varierer fra 20 liter til omkring 10.000; 800 er typisk.
Arkæologiske udgravninger i den sydlige georgiske region Kvemo Kartli (især omkring Dangreuli Gora, Gadachrili Gora og i landsbyen Imiri) fandt rester af druekærner og kvevrier, der kunne dateres tilbage til det 6. årtusinde f.v.t.
Landsbyerne Atsana i Guria; Makatubani, Shrosha, Tq'emlovana og Chkhiroula i Imereti; og Vardisubani i Kakheti er traditionelle områder der har fremstillet kvevrier. Kendskabet til dette gamle håndværk er gået i arv i håndværkerfamilier gennem generationerne. Det ler, der bruges til at fremstille en Kvevri, skal vælges omhyggeligt, da dets egenskaber vil påvirke vinens mineralindhold.
Referencer |
1111484 | https://da.wikipedia.org/wiki/Max%20Zachmann | Max Zachmann | Ernst Ludwig Max Zachmann (født 28. august 1892 i Heidelberg; død 18. december 1917 i Hollebeke, Flandern) var en tysk ekspressionistisk maler.
Zachmann studerede 1912/13 på akademiet i Karlsruhe og derefter indtil 1914 på Kunstgewerbeschule i Esslingen.
Under 1. verdenskrig blev han indkaldt til tjeneste og faldt december 1917 på vestfronten i landsbyen Hollebeke i Flandern.
En del af hans arbejder blev beslaglagt af nazisterne som Entartete Kunst. Andet blev reddet og indgik i en samling i Mannheimer Kunsthalle.
Referencer
Eksterne henvisninger
Max Zachmann hos Emuseum.campus.fu-berlin.de (Datenbank zum Beschlagnahmeinventar der Aktion "Entartete Kunst", Forschungsstelle "Entartete Kunst", FU Berlin (34 stk)
Biografie hos Fraenger.net. Wilhelm-Fraenger-Gesellschaft e. V.
Max Zachmann hos Artnet.com − 17 billeder
Max Zachmann hos Dbpedia.org
Malere fra Tyskland |
1111486 | https://da.wikipedia.org/wiki/Trembita%20%28musikinstrument%29 | Trembita (musikinstrument) | En trembita (fra urgermansk: trumba, "at trompetere") er et alpehorn lavet af træ. Det er almindeligt blandt de ukrainske højlændere Hutsulerne, der bor i det vestlige Ukraine, det østlige Polen, Slovakiet og det nordlige Rumænien. I Polen er det kendt som en trombita (i syd), en bazuna (i nord), eller en ligawka (i det centrale Polen).
Beskrivelse
En trembita blev primært brugt af folk som Hutsuler og Goral-folket der boede i Karpaterne. Den blev brugt som et signaludstyr til at annoncere dødsfald, begravelser, bryllupper.
Røret er lavet af et langt lige stykke fyrretræ eller gran (helst et, der er blevet ramt af et lyn), som er delt i to, så kernen kan skæres ud. Halvdelene samles igen og pakkes derefter ind i birkebark eller pilevidjer. Det bruges også af hyrder til signalering og kommunikation i de skovklædte bjerge og til at lede får og hunde. Trembitaen har en klangfarve, der er meget lysere end alpehorn på grund af dens smalle udboring og snævre klangstykke, den tragtformede udmunding.
Eftersom trembitaen ikke har nogle åbninger på langs, og heller ikke andre muligheder for forandring af pibens længde, kan den kun spille naturtoner, dvs. grundtonen og dens overtoner. De øvre harmoniske opnås lettere på grund af boringens lille diameter i forhold til længden.
Grundtonerne i naturtonerækken overlapper, men svarer ikke nøjagtigt til toner, der findes i den velkendte kromatiske skala i standard vestlig ligesvævende temperatur. Inden for trembitaens område er de 7. og 11. harmoniske svingninger særligt bemærkelsesværdige, fordi de falder mellem tilstødende toner i den kromatiske skala.
I hænderne på en dygtig komponist eller arrangør kan de naturlige harmoniske bruges til at hjemsøge melankolsk effekt eller derimod til at skabe en charmerende pastoral smag.
Moderne brug
I dag bruges trembita ofte i ukrainske etnografiske ensembler og ind imellem som et instrument i ukrainske folkeinstrumentorkestre.
En trembita blev vist på Eurovision Song Contest 2004 af den ukrainske vinder af konkurrencen Ruslana under hendes fremførelse af sangen "Wild Dances".
Trembitaen bruges også af det ukrainske band ONUKA.
Den længste trombita (8,35 m) blev lavet af den polske folkemusiker Józef Chmiel, der bor i Tjekkiet.
Referencer
Træblæseinstrumenter |
1111489 | https://da.wikipedia.org/wiki/Trembita | Trembita | Trembita ((af urgermansk: trumba, "at trompetere")) har flere betydninger:
Trembita (musikinstrument) – En slags alpehorn der traditionelt spilles i det ukrainske højland
Trembita (spillefilm) – En sovjetisk spillefilm fra 1968 af Oleg Nikolajevskij |
1111492 | https://da.wikipedia.org/wiki/Katharina%20Althaus | Katharina Althaus | Katharina Althaus (født 23. maj 1996 i Oberstdorf) er en tysk skihopper. Hun er medlem af Zoll Ski Team og starter for SC Oberstdorf. Hendes største sportslige succeser til dato er verdensmesterskabstitlerne med blandede hold ved VM i nordisk skiløb 2015 i Falun, med kvinde- og mixholdene ved VM i nordisk skiløb 2019 i Seefeld og med det blandede hold ved VM i nordisk skiløb 2021 i Oberstdorf. Hun vandt sølvmedaljen på normal bakke ved vinter-OL 2018 i Pyeongchang og 2022 i Beijing.
Referencer
Skihoppere fra Tyskland |
1111494 | https://da.wikipedia.org/wiki/Topkapning | Topkapning | Topkaping er en teknik, der bruges til at beskære træer for at øge deres sundhed og udseende. Dette gøres ved at fjerne de øverste grene og dele af stammen, så træet kan fokusere sin energi på at vokse i bredden i stedet for højden. Dette kan hjælpe med at forhindre sygdomme og skader, der kan opstå, hvis grenene vokser for tæt på hinanden eller bliver for tunge.
Teknikken er særdeles velegnet til fældning af træer, hvor der ikke er plads til, de vælter. Når man topkapper, tages træet ned i mindre sektioner, så man sikrer, det gøres på en kontrolleret måde.
Referencer
Træer
Havearbejde |
1111495 | https://da.wikipedia.org/wiki/Gonzalo%20Montiel | Gonzalo Montiel | Gonzalo Ariel Montiel (født 1. januar 1997) er en argentinsk fodboldspiller, der spiller for den spanske klub Sevilla.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Argentina
Fodboldlandsholdsspillere fra Argentina
Forsvarsspillere (fodbold)
Deltagere ved Copa América 2021
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022
Verdensmestre i fodbold |
1111499 | https://da.wikipedia.org/wiki/Timi%C8%99%20%28flod%29 | Timiș (flod) | Timiș eller Tamiš (, ; , ) er en 359 km lang flod, der løber gennem Banat- regionen i Rumænien og Serbien og løber ud i Donau nær Pančevo i det nordlige Serbien. På grund af sin position i regionen er den blevet stemplet som "Banatens rygrad".
Navn
I oldtiden var floden kendt som Tibiscus (på latin) og Tibisis (Θίβισις på oldgræsk); desuden omtalte Edward Gibbon det som Teyss.
"Romerne, som krydsede Ungarns sletter, antager, at de passerede adskillige sejlbare floder, enten i kanoer eller transportable både; men der er mistanke om at på grund af forskelligartede strømforhold af Teyss eller Tibiscus kan den findes under forskellige navne, forskellige steder".
Geografi
Timiș har et afvandingsområde på 10.280 km2 hvoraf 7.310 km2 er i Rumænien. Med Donau hører den til Sortehavets afvandingsområde. Floden løber 241 km gennem Rumænien og 118 km gennem Serbien. Dens gennemsnitlige middelvandføring ved udmundingen er 47 m3/sek.
Flodens kilde er Semenic-Caraș-kløften Nationalpark, i Semenic-bjergene, distriktet Caraș-Severin, Rumænien. Den løber mod sydøst gennem Trei Ape Reservoir, indtil den drejer mod nord nær Teregova. Nedstrøms fra Caransebeș drejer den mod nordvest. Den forlader bjergene og går ind over Banat-sletten nær Lugoj . Efter at være kommet ind i Banat bliver floden langsom og bugtende. Den vigtigste havn er den stærkt industrialiserede Pančevo.
Ved flodernes udmunding, på højre bred, er der et skovklædt område, Pančevo-skoven. Det dækker marskland, med flere dusin af løvfældende arter og 176 arter af fugle og pattedyr. Der er fundet kolonier af mosdyrarten Pectinatella i floden.
Sejlads
I sit nederste løb er floden reguleret, og for de sidste 53 km er den sejlbar.
Pančevo havde en travl havn allerede i det 17. århundrede, da den blev besat af de osmanniske tyrkere. Senere, i Habsburg-perioden, blev det et knudepunkt for flodruterne i Banat-regionen. Kornet blev transporteret til hovedstaden Wien, mens senere, med industrialiseringen af Pančevo, udviklede skibsfarten af øl, silke, salt, mursten og tømmer. Med tiden blev der bygget en række haller, pakhuse og lagerobjekter langs flodbredden. Med fremkomsten af dampkraften udviklede passagertransporten sig også, mellem Pančevo og den serbiske hovedstad Beograd. Efterhånden som Pančevo voksede til et udviklet industricenter, blev trafikken på Timiș i begyndelsen af det 20. århundrede så intensiv, at floden måtte omdirigeres og rettes ud, og der blev anlagt adskillige kanaler.
Fyrtårne
Ved udmundingen af Timiș til Donau er der to fyrtårne, et på hver bred af Timiș. Det er et af de sjældne tilfælde af indlandsfyrtårne i Europa, da flodernes bredder normalt er synlige, så der er ikke behov for dem. De er også blandt de få indlandsfyrtårne i verden, og det eneste i Europa, der blev bygget i par.
Oversvømmelse
Efter Banat forekommer oversvømmelser i regnfulde år. Særligt ødelæggende var oversvømmelserne i 2005, hvor landsbyerne Boka og Jaša Tomić blev hårdt beskadiget. Den 20. april 2005 måltes et niveau på 844 cm, den højeste vandstand nogensinde siden målingerne begyndte.
I foråret 2007 begyndte arbejdet med at hæve digerne på begge flodens bred, 11,5 km på højre bred og 13,2 til venstre. Digerne er 30-70 bliver højere end de er nu, og en højde på mere end 8,5 m bør forhindre fremtidige oversvømmelser.
Bifloder
Følgende floder er bifloder til floden Timiș:
Fra venstre: Brebu, Slatina, Goleț, Bucoșnița, Cerneț, Petroșnița, Valea Mare, Vălișoara , Măcicaș, Vâna Secănească, Vâna Mare, Spaia, știuca, Cernabora, Timișana, Timișina, șurgani, Sariș, Pogănul /Brzava
Fra højre: Semenic, Teregova, Criva, Pârâul Rece, Feneș, Armeniș, Sadovița, Ilova, Groapa Copaciului, Bolvașnița, Zlagna, Sebeș, Potoc, Bistra, Pleșa, Calova, Văința, Tapița, Măința, Măința, Măința, Măinătia, Tap Iarcoș, Timișaț
Byer
I Rumænien
Større byer i det rumænske område er Caransebeș og Lugoj, mindre steder omfatter (fra kilde til udmunding):
Teregova, Armeniș, Slatina-Timiș , Bucoșnița, Buchin, Caransebeș, Constantin Daicoviciu, Sacu, Gavojdia, Lugoj, Coșteiu, Moșnița Nouă, Șag, Parciț
Timișoara har sit navn afledt af floden Timiș, der betyder fæstningen Timiș. Byen Timiș er dog, selvom dens navn indikerer det, ikke en bosættelse ved floden, men ved en anden rumænsk-serbisk flod, Bega.
I Serbien
Fra kilde til udmunding: Jaša Tomić, Šurjan, Boka, Sečanj, Neuzina, Banatski Despotovac, Botoš, Tomaševac, Orlovat, Uzdin, Idvor, Farkaždin, Sakule, Čenta, Baranda Sefkerin, Jagon čvo, Jagon , Opovo
Referencer
Mala Prosvetina Enciklopedja, tredje udgave (1985); Prosveta;
Jovan Đ. Marković (1990): Enciklopedijski geografski leksikon Jugoslavije ; Svjetlost-Sarajevo;
Floder i Serbien
Vandløb i Rumænien
Donaus bifloder |
1111500 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Girl%20from%20Ipanema | The Girl from Ipanema | Garota de Ipanema (The Girl from Ipanema) er en brasiliansk bossanova og jazzsang. Den var et verdensomspændende hit i midten af 1960'erne og vandt en Grammy for Årets plade i 1965. Den blev skrevet i 1962 med musik af Antônio Carlos Jobim og portugisiske tekster af Vinícius de Moraes. Engelske tekster blev skrevet senere af Norman Gimbel.
Den første kommercielle indspilning var i 1962 af Pery Ribeiro. Stan Getz-indspilningen med Astrud Gilbertos vokaldebut blev et internationalt hit. Denne version var blevet forkortet fra versionen på albummet Getz/Gilberto (indspillet i marts 1963, udgivet i marts 1964), som også havde inkluderet de portugisiske tekster sunget af Astruds daværende mand João Gilberto. I USA toppede singlen som nummer fem på Billboard Hot 100 og blev nummer et i to uger på Easy Listening-listen. I udlandet toppede det som nummer 29 i Det Forenede Kongerige og nåede højt over hele verden.
Talrige optagelser er blevet brugt i film, nogle gange som en elevatormusikkliché. Det menes at være den næstmest indspillede popsang i historien, efter "Yesterday" af The Beatles. Sangen blev optaget i Latin Grammy Hall of Fame i 2001. I 2004 var det en af 50 optagelser valgt det år af Library of Congress til at blive tilføjet til National Recording Registry.
Referencer
Sange fra 1962 |
1111501 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kandis%27%20diskografi | Kandis' diskografi | Det danske dansktopband Kandiss diskografi består af 24 studiealbum, fire livealbum, 15 opsamlingsalbum og én EP.
Diskografi
Studielbum
Livealbum
Opsamlingsalbum
EP'er
2022: Kandis for livet
Noter
Kilder
Diskografier |
1111506 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bilindustri | Bilindustri | Bilindustri består af en bred række virksomheder og organisationer, der er involveret i design, udvikling, fabrikation, markedsføring og salg af motorkøretøjer. De største virksomheder i bilindustrien er Volkswagen AG og Toyota Motor.
Historie
Bilindustrien begyndte i 1860'erne og USA var i mange årtier markedsledende. I 1929 var der 32.028.500 automobiler i verden og over 90 % var produceret i USA. Den ledende position holdt indtil 1980, hvor Japan nu var det land, der producerede flest motorkøretøjer. Siden 2009 har Kina fremstillet flest motorkøretøjer. I 2012 producerede Kina 19,3 mio. motorkøretøjer.
Kilder
Køretøjsproducenter |
1111507 | https://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%A2mnicul%20S%C4%83rat | Râmnicul Sărat | Râmnicul Sărat eller Râmnicu Sărat er en højre biflod til floden Siret i Rumænien. Den løber ud i Siret i Belciugele. Den samlede længde af Râmnicul Sărat fra dens udspring til dens sammenløb med Siret er 137 km. Dens afvandingsområde er 1.063 km2 Dens øvre løb, over sammenløbet med Martin, kaldes undertiden Mălușel.
Under den De russisk-tyrkiske krige fandt Slaget ved Rymnik (tyrkisk: Boze Savaşı) sted ved floden den 22. september 1789.
Byer og landsbyer
Følgende byer og landsbyer ligger langs floden Râmnicul Sărat, fra kilde til udmunding: Jitia, Jitia de Jos, Luncile, Tulburea, Chiojdeni, Dumitreștii de Sus, Dumitrești, Biceștii de Jos, Muceștii de Jos, Ceairu, Gura Făgetului, Dedulești , Băbeni , Tăbăcari, Răducești, Oratia, Podgoria, Poșta, Râmnicu Sărat, Valea râmnicului , Rubla, Râmnicelu, Colibași, Stiubeiiii, Nicolești, Dăscălești, Codrești, Spătăreasa, Ciorăști, Mihălceni, Salcia Veche, Vâjâitoarea, Tătăranu, Râmniceni, Tăuăgele og Mătiăne, Belciuătaru ,
Bifloder
Bifloder til Râmnicul Sărat (fra kilden til mundingen):
Fra venstre: Sărățel, Cerbu, Râmnicel, Săritoarea, Tulburea, Rotăria, Motnău, Căprăria, Bădila, Mocanca, Coțatcu, Bălan
Fra højre: Martin, Moldoveanul (eller Recea), Ulmușor (eller Pârâul Sărat), Râul Vacii Rele, Cătăuț, Buda, Izvorul Pietrelor, Băbeni, Muncelu, Greabăn, Putreda
Referencer
Vandløb i Rumænien |
1111509 | https://da.wikipedia.org/wiki/Bidetang | Bidetang | En bidetang er en tang som klipper som en saks, men hvor skæret kaldes for kæber, fordi de er tykkere end knivene på en saks. En bidetang minder om en knibtang, men bider i en horisontal retning, hvor knibtangen bider vertikalt.
Bidetangen bruges til at klippe ståltråd, små dykkersøm eller andet tyndt materiale over.
Bidetangen er ofte inkorporeret i universaltangen, hvor bidet sidder bag gribefladen.
Eksterne henvisninger
Tænger |
1111510 | https://da.wikipedia.org/wiki/Fladtang | Fladtang | En fladtang er en tang som ikke skærer. Fladtænger har to flader som klemmer sammen uden at klippe.
En pincet er en slags fladtang.
Eksterne henvisninger
Tænger |
1111517 | https://da.wikipedia.org/wiki/Malmskillnadsbron | Malmskillnadsbron | Malmskillnadsbron er en bro i det centrale Stockholm, beliggende i bydelen Norrmalm. Brokonstruktionen fører Malmskillnadsgatan over Kungsgatan og har en spændvidde på 24 meter og en bredde fra rækværk til rækværk på 9,05 meter, hvoraf selve kørebanen udgør 5,55 meter.
Malmskillnadsbron blev bygget i forbindelse med opførelsen af Kungsgatan og gadens indvielse i 1911. På det tidspunkt stod broen helt isoleret over Kungsgatan, idet ingen bebyggelse var opført i forbindelse med overgangen, mens der kun fandtes en jordskråning langs nord- og sydsiden af gaden. Førhen blev broen kaldt Malmskillnadsgatans viadukt over Kungsgatan, men har siden 1932 heddet "Malmskillnadsbron".
Broens materialer og detaljer
Broen er bygget i beton med forstærkede hvælvingsplader og lodrette betonvægge på siderne, som efterfølgende blev belagt med granitplader, og også rækværket er lavet af granit. Oprindeligt var kørebanen brolagt med brosten, som dog for længst er blevet erstattet med asfalt. Undersiden af hvælvingen er dekorativt malet og oplyst om natten.
Malmskillnadsbron blev renoveret i 1980'erne, idet undersiden blev malet i et labyrint-lignende klassisk mønster.
Under brohvælvingen på nordsiden af broen er en mindeplade i støbt bronze med følgende indskrift:
Billeder
Litteratur
Stahre, Nils-Gustaf; Fogelström, Per Anders (1986). Stockholms gatunamn: innerstaden. Monografier utgivna av Stockholms stad (återtryck av del av 1:a upplagan). Stockholm: Liber/Allmänna förlaget. Libris 7269073. ISBN 91-38-90777-1
Dufwa, Arne, red (1985). Trafik, broar, tunnelbanor, gator. Monografier utgivna av Stockholms stad, Stockholms tekniska historia 1. Stockholm: Liber Förlag. Libris 513275. ISBN 91-38-08725-1
Eksterne henvisninger
Kilder
Broer i Stockholm
Norrmalm |
1111521 | https://da.wikipedia.org/wiki/Mikrobryggerier%20i%20Danmark | Mikrobryggerier i Danmark | Dette er en liste over mikrobryggerier i Danmark. Listen indeholder nuværende og tidligere mikrobryggerier, der har haft fysisk produktion i Danmark, og inkluderer både store kommercielle bryggerier og små bryggerier.
Bemærkelsesværdige mikrobryggerier
0–99
A
B
C
D
E
F
G
H
I
J
K
L
M
N
O
P
Q
R
S
T
U
V
W
X
Y
Z
Æ
Ø
Å
Nedlagte mikrobryggerier
Følgende mirkobryggerier eksisterer ikke længere og er nedlagt før 2022.
Referencer
Lister relateret til Danmark
Bryggerier i Danmark |
1111523 | https://da.wikipedia.org/wiki/C%C4%83limani%20Nationalpark | Călimani Nationalpark | Călimani Nationalpark ( er en nationalpark (et beskyttet område i IUCNs kategori II) i Rumænien. Det ligger i Călimani-bjergene på den nordlige side af de østlige Karpater, i distrikterne Mureș (45%), Suceava (35%), Harghita (15%) og Bistrița-Năsăud.
Nationalparken omfatter næsten udelukkende Călimani-bjergene, der er af vulkansk oprindelsemed et vulkankrater der er det største i Rumænien med en diameter på 10 kilometer. Blandt nationalparkens seværdigheder er bizarre klippeformationer som "De røde sten" ("Pietrele Roșii") eller "De 12 apostle" ("12 Apostoli").
Flora
Floraen er meget artsrig og er en særlig attraktion for besøgende. Her finder vi mange sjældne plantearter som f.eks. allemandsharnisk (Allium victorialis), bjerganemone (Anemone narcissifolia) eller dværgprimula (Primula minima). Endemiske planter i nationalparken er: Fjer-knopurt (Centaurea phrygia), nelliken Dyanthus tenuifolius''' og Ungarsk anemone (Hepatica transsilvanica'').
Se også
Beskyttede områder i Rumænien
Referencer
Nationalparker i Rumænien
IUCN Kategori II |
1111524 | https://da.wikipedia.org/wiki/A%20Tokyo%20Siren | A Tokyo Siren | A Tokyo Siren er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Norman Dawn.
Medvirkende
Tsuru Aoki som Asuti Hishuri
Jack Livingston som Dr. Niblock
Goro Kino som Hakami
Toyo Fujita som Hishuri
Arthur Jasmine som Ito
Peggy Pearce som Ethel
Florence Hart som Amelia Niblock
Frederick Vroom som Mr. Chandler
Dorothy Hipp som Matsu
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111525 | https://da.wikipedia.org/wiki/Nevadamanden | Nevadamanden | Nevadamanden er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Lambert Hillyer.
Medvirkende
William S. Hart som Black Deering
Anna Q. Nilsson som Mary Brown
Joseph Singleton som Tom Jordan
Jack Richardson
Richard Headrick
Bill Patton som Hank Simmons
Leo Willis
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111526 | https://da.wikipedia.org/wiki/Torn%20Sails | Torn Sails | Torn Sails er en britisk stumfilm fra 1920 af A. V. Bramble.
Medvirkende
Milton Rosmer som Hugh Morgan
Mary Odette som Gwladys Price
Geoffrey Kerr som Ivor Parry
Jose Shannon som Maud Owen
Leo Gordon som Josh Howells
Beatrix Templeton som Mrs. Price
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1920
Dramafilm fra Storbritannien |
1111527 | https://da.wikipedia.org/wiki/Trailed%20by%20Three | Trailed by Three | Trailed by Three er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Perry N. Vekroff.
Medvirkende
Stuart Holmes som Michael Casserly
Frankie Mann som Jane Creighton
Wilfred Lytell som Tom Carewe
John Webb Dillion som Roscoe Trent
John P. Wade som James Carewe
William Welsh som Aboto
Ruby Hoffman
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111528 | https://da.wikipedia.org/wiki/Kaptajn%20Flints%20Arv | Kaptajn Flints Arv | Kaptajn Flints Arv er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Maurice Tourneur.
Medvirkende
Shirley Mason som Jim Hawkins
Lon Chaney som "Blind Pew" og "Merry"
Charles Ogle som Long John Silver
Josie Melville som Mrs. Hawkins
Al W. Filson som Bill Bones
Wilton Taylor som Black Dog
Joseph Singleton som Israel Hands
Bull Montana som Morgan
Harry Holden som Smollett
Sydney Deane som Squire Trelawney
Charles Hill Mailes som Dr. Livesey
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111529 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Tree%20of%20Knowledge%20%28film%20fra%201920%29 | The Tree of Knowledge (film fra 1920) | The Tree of Knowledge er en amerikansk stumfilm fra 1920 af William C. deMille.
Medvirkende
Theodore Kosloff som Adam
Yvonne Gardelle som Lilith
Robert Warwick som Nigel Stanyon
Kathlyn Williams som Belle
Wanda Hawley som Monica
Tom Forman som Brian
Winter Hall som Siur Mostyn Hollingsworth
Irving Cummings som Loftus Roupelle
Loyola O'Connor som Mrs. Stanyon
Clarence Geldart
William H. Brown som Swedle
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111530 | https://da.wikipedia.org/wiki/Trent%27s%20Last%20Case%20%28film%20fra%201920%29 | Trent's Last Case (film fra 1920) | Trent's Last Case er en britisk stumfilm fra 1920 af Richard Garrick.
Medvirkende
Gregory Scott – Philip Trent
Pauline Peters – Mabel Manderson
Clive Brook – John Marlow
George Foley – Sigsbee Manderson
Cameron Carr – Inspector Murch
P. E. Hubbard – Nathaniel Cupples
Richard Norton – Martin
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra Storbritannien
Britiske film fra 1920 |
1111531 | https://da.wikipedia.org/wiki/The%20Triflers%20%28film%20fra%201920%29 | The Triflers (film fra 1920) | The Triflers er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Christy Cabanne.
Medvirkende
Edith Roberts som Janet Randall
David Butler som Cassidy
Forrest Stanley som Monte Moreville
Benny Alexander som Rupert Holbrook
Katherine Kirkham som Mrs. Holbrook
Arthur Shirley som Mr. Holbrook
Arthur Hoyt som Charles Lewiston
Lillian Langdon
Frederick Vroom
Nell Craig som Mrs. Whitaker
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920
Dramafilm fra USA |
1111532 | https://da.wikipedia.org/wiki/Trumpet%20Island | Trumpet Island | Trumpet Island er en amerikansk stumfilm fra 1920 af Tom Terriss.
Medvirkende
Marguerite De La Motte som Eve de Merincourt
Wallace MacDonald som Richard Bedell
Hallam Cooley som Allen Marsh
Josef Swickard som Jacques de Merincourt
Arthur Hoyt som Henry Caron
Marcella Daly som Hilda
Percy Challenger som Valinsky
Referencer
Eksterne henvisninger
Stumfilm fra USA
Amerikanske film fra 1920 |
1111533 | https://da.wikipedia.org/wiki/Manuel%20Akanji | Manuel Akanji | Manuel Obafemi Akanji (født 19. juli 1995) er en schweizisk fodboldspiller, der spiller for den engelske klub Manchester City.
Han blev udtaget i Schweiz' trup til VM i fodbold 2018 i Rusland.
Han blev udtaget i Schweiz' EM-trup til EM i fodbold 2021.
Referencer
Eksterne henvisninger
Fodboldspillere fra Schweiz
Fodboldlandsholdsspillere fra Schweiz
Forsvarsspillere (fodbold)
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2018
Deltagere ved det europæiske mesterskab i fodbold 2020
Deltagere ved verdensmesterskabet i fodbold 2022 |