text
stringlengths 0
2.13k
|
---|
Første kapitel . |
Studenten . |
Langt ude på Nørrebro ligger et lille , skummelt |
og uhyggeligt sted , som udmærker sig ved sit forfaldne |
udseende . Folk gå ikke gerne derind ved |
aftenstid , thi der går det sag » om dej , at en snild |
og uforfærdet bandit her uantasftt har udøvet sine |
grusomheder , at hans sjæl ikke kan få ro , men |
af og til aflægger et besøg hos husets beboere om |
natten . Man hvisker om al , at der findes hemmelige |
rum og gemmer under huset hvad der end mere |
styrker denne tro er , at nogle af beboerne ved at |
grave i den lille have , der hører til stedet , var |
stødt på , menncskebeen og knokler , og ligeledes havde |
fundet nogle guldsmykker og mønter fra en længst |
førsvunden tidsalder . |
Dette hus var rundt omkring bekendt under |
navnet : „ Det forbandede hus “ . |
— ja tak , det er mit højeste ønske . |
Et øjeblik sad han tavs og beundrede ven smukke |
pige . Endelig sagde han lidt førlegen : |
— undskyld . . . men hvem beboer denne lejlighed |
. . . De er da ikke ene her ? |
— nej , svarede Julie min onkel . . . |
— ah , de har en onkel , altså ingen fader ? |
Ved disse ord blegnede Julie synlig . |
— ak nej , desværre , sagde hun jeg bar i ti |
år savnet en elsket fader . |
Den tone hvori dette blev udtalt røbede , at hun |
just ikke hørte til de lykkeligste |
— men de har vel en kærlig onkel ? vedblev |
Vilhelm . |
— ja . . . ja , det har jeg , sagde den unge pige |
langsomt , idet en tåre gled ned ad hendes kind . |
Vilhelm , der indså at det smertede hende aj |
tale om onkelen , var betænksom nok at dreje samtalen |
hen på andre ting . |
Kort efter rejste han sig . Han bød Julie hånden |
og takkede hende for den forekommenhed , hun |
havde viist imod ham , og sagde idet han nærmede sig |
døren : |
— tør jeg , hvis jeg en anden gang bliver træt , |
atter hvile mig her ? |
— ja , hviskedee Julie næppe hørligt . |
— tak ! råbte Vilhelm begejstret og forlod |
værelset . Han begav sig atter til byen , med tanken |
opfyldt af den unge pige , der allerede nu havde gjort |
et dybt indtryk på ham . |
Det er en selvfølge at han følte sig „ træt “ den |
næste dag og mange af de påfølgende dage , og af |
den årsag søgte at hvile sig i den unge piges nærværelse . |
Efter otte dages forløb var Vilhelm aldeles |
forelsket i Julie , og hun — ja hun havde aldrig følt |
sig så lykkelig som nu . Men det fik desværre snart |
en bedrøvelig ende . |
Andet kapitel . |
Forbandelsen . |
Vi bede den ærede læser om , atter at følge os |
ud på Nørrebro til det forbandede hus , men denne gang |
for at lære Julies onkel at kende . |
Det er otte dage efter at Vilhelm har stiftet |
bekendtskab med hende . |
På døren stod med tydelige bogstaver navnet : |
knækbein . |
Men hvem er denne knækbeinv spørger vel den |
ærede læser . |
Knækbein var en gåde svr sine omgivelser . |
Spurgte man husets beboere om hans forhold , |
rystede de på hovedet og svarede hviskende : „ Tys ! |
Tal ikke om ham , han er ikke god at komme nær ! “ |
Af dette svar indser vi , at Julies onkel må |
være en sand „ Bussemand “ . |
Han var en mand , der stærkt stundede mod de |
3 snese . Hans træk vare hårde og frastødende ; |
hans ansigt udtrykte snuhed og bestemthed . |
Hvorfra han var kommen eller fra hvem han |
stammede , vidste ingen , og han selv syntes meget omhyggelig |
at undgå alle . |
Det eneste menneskelige ^væsen han havde om sig |
var Julie , som han kaldte for sin søsterdatter . |
Hun vakre almindelig deltagelse , og man beklagede |
ofte at hun så at sige var lænket til dette ildevarslende |
menneske . |
Man havde lidt hørt hende hulke og sukke , medens |
den gamle skældcde og smældede . |
Engang forsøgte en medfølende husbebocr at erfare |
sammenhængen , for om mulig at bevirke at hun |
blev bedre behandlet , men han blev afvist på en |
hånlig og spottende måde . |
Det er aften , nogle timer efter at Vilhelm har |
forladt stuen , da vi indfinde os . |
Klokken var omtrent 11 , — de fleste mennesker |
lå allerede i søvnens arme . |
Julies onkel gik med lange skridt frem og tilbage |
på gulvet . Pludselig standsede han sin gang |
og befalede Julie at hun skulle tage sit øvertøi på ; |