Datasets:

syvai

/

wiki-da

like 1

Ægyptiske tekstiler Tekstiler havde mange forskellige formål i oldtidens Ægypten, og blev brugt af alle mennesker på tværs af de sociale lag. Tekstiler var meget dyre, og de var en meget vigtig del af det ægyptiske samfund f.eks. økonomisk og rituelt. Ægypternes status blev ikke indikeret ud fra hvilken type tekstil de havde på, men derimod ud fra hvilken kvalitet tekstilet havde. Jo finere kvalitet, jo højere status. Ægyptiske tekstilers Chaîne Operatoire Ægypterne brugte mange forskellige typer fibre: blandt andet fåreuld og gedehår, men størstedelen af de ægyptiske tekstiler blev produceret af hør (Linum usitatissimum). Hørs Chaîne Operatoire er som følgende; Det blev sået i midten af november efter Nilens årlige oversvømmelse. Inden frøene blev plantet, blev jorden gjort klar ved hjælp af en plov, som vendte jorden. Efter frøene var plantet blev en flok dyr, som regel får, sendt ind på marken for at træde frøene ned i jorden. Det tog tre måneder, før hørren kunne høstes. Man høstede hørren på forskellige tidspunkter, alt efter hvad formålet med hørren var; de unge grønne planter blev brugt til en meget fin og tynd tråd, da fibrene var bløde. Når planterne var næsten modne kunne fibrene bruges til klæder af meget fin kvalitet. Hvis man først høstede sin hør, når den var moden, var fibrene meget hårde. De kunne derfor kun bruges til at lave reb eller måtter af. Både ægyptiske mænd og kvinder tog del i høsten. Når hørren var blevet høstet, skulle den ”rystes”; man trak planten op af jorden, så fibrene blev så lange og lige som muligt. Efter dette bandt man hørplanterne sammen i bundter, og de blev lagt til at tørre i solen. Når planterne var tørre, skulle frøene fjernes. Dette blev gjort med hænderne, eller ved at knevle. Frøene samledes derefter, og de kunne bruges til at plante næste år eller til at udvinde linolie af. Nu skulle hørren gøres klar til at blive spundet. Hørplantens stængel bestod af mange lag, og for at komme ind til de fibre, man brugte til at spinde med, skulle alle de andre hårde lag fjernes. Dette blev gjort ved at ”rødne”, hvilket resulterede i at man kunne fjerne plantens hårde barklag. Herefter skulle hørren ”brydes” for at løsne fibrene. For at fjerne de sidste hårde dele af planten skulle den ”skættes”. Man havde nu endelig de fibre, som man kunne spinde af. Man startede med at forspinde fibrene; de blev rullet enten på låret eller på en halvkugleformet genstand. Efter dette skulle det forspundne garn laves til nøgler; dette kunne gøres ved, at man f.eks. fugtede fibrene i munden, hvilket sikrede, at fibrene hængte bedre sammen. Tråden kunne nu bruges til at spinde med, hvilket kunne blive gjort på mange forskellige måder. Én af metoderne var, at spinderen satte en håndten i bevægelse, og samtidig tog man et par fibre ud af nøglen. Håndtenen kunne enten holdes i spinderens hånd eller sidde på en speciel holder. Når tenen snoede fibrene, fik man en sammenhængende og ensartet tråd. Når den spundne tråd var blevet så lang som muligt, stoppede man tenen, og den færdige tråd vikledes om tenens skaft. Ægypterne brugte mange forskellige metoder til at spinde; ”gribemetoden”, ”støttemetoden” og ”Faldmetoden”. I oldtidens Ægypten spandt både mænd og kvinder, og de forskellige teknikker blev brugt side om side igennem den faraoniske periode. Ægyptiske væve Ægypterne brugte to typer væve, som begge er afbilledet i den ægyptiske ikonografi: Den horisontale væv og den vertikale væv. Den horisontale væv Den horisontale væv, også kaldet ”Gulvvæven”, var en meget simpel væv. Den bestod af en horisontal trend, som var spændt ud mellem to bomme. Disse blev holdt på plads af et par pæle, som blev gravet ned i jorden. Kædetrådene blev delt op i to grupper: lige og ulige. Et skel blev dannet ved at løfte sølstokken, og dermed det ene sæt kædetråde. For at danne endnu et skel kunne man bruge endnu en sølstok for at løfte den anden gruppe kædetråde. For at holde sølstokken brugte man to holdere, én på hver side af væven. Væveren startede i den ene ende af trenden, og arbejdede sig ned imod den anden ende, hvor sølstokken efterhånden blev flyttet. Stoffets længde blev kun begrænset af længden af kædetråden, da trenden blev viklet rundt om kædebommen. Denne kunne vikles ud, når den skulle bruges. Stof, der er vævet på denne type væv, havde en meget karakteristisk frynse, der blev vævet ind i stoffets venstre ægkant. Disse typer stof kan ses på mange ikonografiske afbildninger fra det Mellemste Rige (2055-1650 f.Kr.), hvorimod disse afbildninger ikke forekommer så hyppigt i det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.). Denne type væv blev brugt igennem hele oldtidens Ægyptens historie, og bliver stadigvæk brugt nogle steder i Mellemøsten den dag i dag. Det er blevet foreslået, at denne vævs overlevelse skyldes dens simple design, som muliggjorde at skille og samle væven hurtigt, og derved var den perfekt at anvende i de nomadiske samfund. Den vertikale væv På den vertikale væv var trenden spændt ud vertikalt. Dens ender var fastgjort til to bomme; den øverste kaldet trend- eller kædebommen, og den nederste bryst- eller klædebommen. Væven kunne stå frit eller lænet op ad en væg. Vævens lodrette stolper blev holdt på plads af nogle blokke, som højst sandsynligvis var lavet af kalksten. Væveren sad ved foden af væven og arbejdede sig opad. Denne vævetype dukkede op i det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.), hvilket førte til, at forskere har ment, at den blev introduceret til ægypterne som et resultat af Hyksos invasionen i midten af det Der er dog ingen direkte beviser for dette eller for at Hyksos' eget folk brugte denne type væv. Den horisontale væv blev brugt i Ægypten igennem hele den faraoniske periode, og blev aldrig erstattet helt af den vertikale væv. De to væve blev brugt til forskellige formål: den horisontale væv blev brugt siden den Prædynastiske periode (c. 3000-2686 f.Kr.), og blev brugt i den private sfære i det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.). Hvorimod den vertikale væv blev brugt i den mere industrialiserede sfære. Ægypterne brugte disse to vævetyper til at producere deres mange forskellige typer af vævninger. Ægyptiske tekstilers udvikling I løbet af det Gamle Rige (2686-2125 f.Kr.) begyndte efterspørgslen på tekstiler at stige, hvilket resulterede i en stigning af hørproduktionen samt en mere specialiseret produktionsteknik af tekstilerne. Dette gjorde, at den ægyptiske tekstilproduktion blomstrede op, eftersom efterspørgslen på tekstiler var så stor. Oldtidens ægyptere foretrak hvide tekstiler, men det betyder ikke, at ægypterne ikke havde evnerne til at producere mønstrede tekstiler. I det Mellemste Rige (2055-1650 f.Kr.) blev det muligt for alle at få del i livet efter døden, hvilket medførte, at alle ægyptere nu havde råd til at få lavet tekstiler til at tage med i efterlivet. Dette medførte også en endnu større efterspørgsel på tekstiler end tidligere. Tekstilproduktionens hovedformål var nu at producere tekstiler til dødekulten, hvor den afdøde fik tekstiler med sig i graven, som de kunne bruge i efterlivet. Disse tekstiler var meget standardiserede, hvilket muliggjorde, at de også kunne blive produceret i den private sfære. I denne periode er der næsten ingen fund af mønstrede tekstiler, mens plisserede tekstiler var ekstremt populære. Det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.) var præget af økonomisk velstand, hvilket også influerede på tekstilindustrien. Dette betød, at mange flere forskellige typer tekstiler nu blev til at betale for en bredere del af den ægyptiske befolkning. Tekstilindustriens hovedformål var ikke længere at producere tekstiler til efterlivet, men at producere luksuriøse tekstiler til den ægyptiske overklasse. I den Sentiden (664-332 f.Kr.) blev tekstilindustriens hovedformål igen at producere tekstiler til dødekulten. Det var dog ikke længere en industrialiseret produktion, som blev ledet af staten, men derimod ledet af præster i diverse templer. Dette gjorde sig også gældende for tekstilproduktionen i den Ptolemæiske Periode (332-30 f.Kr.). Igennem hele den faraoniske periode gjorde det sig gældende, at arbejderne i tekstilproduktionen hovedsageligt var kvinder med undtagelse af de overordnede, som var mænd. Hvordan dekorerede ægypterne deres tekstiler? Ægypterne elskede farver, hvilket tydeligt fremgår af deres kunstgenstande. Det er derfor ikke sandsynligt, at ægypterne lod deres tekstiler være ufarvede, fordi de ønskede, at de skulle være hvide. Derimod var det højst sandsynligt på grund af, at størstedelen af ægypternes tekstiler var lavet af hør, som består af cellulose, som var utrolig vanskeligt at farve. Ægypterne kunne godt farve deres tekstiler, men det var en tidskrævende og dyr proces, som kun få havde råd til. Man har fundet fragmenter af farvede tekstiler helt tilbage fra 1. dynasti (c. 3000-2890 f.Kr.). Brugen af farver i de ægyptiske tekstiler blev dog først udbredt i det Ny Rige (1550-1069 f.Kr.), hvor det blev almindeligt at væve med farvet garn. Ægypterne havde to forskellige typer farvestoffer: okkerholdig jord og plantefarver. Okker består af ler med et indhold af vandholdig jernilte. Okker kan være lys gul, mørk orange og brun. Jo mere vand man bruger i processen, jo mere gul bliver okkeren. Hvis man vil farve rødt ved hjælp af okker, skal okkeren varmes op, så vandet fordamper. Dette gør, at der dannes jernoxid, som farver tekstilerne røde. Eksempler på denne farvningsteknik går tilbage til 3.000 f.Kr. Plantefarver brugte ægypterne også til at farve deres tekstiler med. Der var dog ikke særlig mange planter, der gav en holdbar farve. Jo flere gange tekstilet blev dyppet i et kar med farve, jo dybere blev farven. Den mest almindelige blå farve i ægyptiske tekstiler er farvet med indigo-blåt fra indigo-planten (Indigofera tinctoia) eller farvevajd (Isatis tinctoria). Eksempler på tekstiler med denne farve er fra Ny Rige (1550-1069 f. Kr.), og specielt tekstilerne fra Tutankhamons grav. Fundene strækker sig over de forskellige sociale lag i det ægyptiske samfund, som tyder på, at farven blev brugt af økonomiske årsager. Ægypterne farvede ikke kun deres tekstiler røde ved hjælp af okker, men også ved hjælp af forskellige planter. Den mest almindelige plante var Krap (Rubia tinctoria), hvis farvestof er alizarin. Denne plante blev indført i Ægypten i det 18. dynsati (1550-1295 f.Kr.), som handlende fra de østlige Middelhavslande tog med sig. Tidsler (Carthamus tinctorius L), henna (Lawsonia alba eller L. inermis) og insektet kermes (kermoccoccu vermilio) blev også hyppigt brugt af ægypterne til at farve deres tekstiler røde med. Det har endnu ikke været muligt at fastslå endegyldigt, hvilken plante ægypterne brugte til at farve deres tekstiler gule med. Der er to muligheder; det kan enten være ved hjælp af tidsler (Carthamus tinctorius L) eller granatæbler (Punica granatum L). De mest almindelige farvestoffer var indigo og alizarin, som begge stammede fra planter, som ikke groede naturligt i Ægypten. Disse planter kom til Ægypten i det 18. dynasti (1550-1295 f.Kr.) med beboere fra de østlige Middelhavslande. Ægypterne dekorerede også deres tekstiler ved hjælp af blegning, perler, rosetter, palietter, broderi, applikering, påsyede bånd, plissering og bemaling. Ægyptiske tekstilers mange formål Rituelt set var tekstilerne meget vigtige og værdifulde. Den knap så fine kvalitet af tekstiler blev brugt til at fylde maverne på mumier ved mumificeringen, så maverne ikke forekom hule. Andre kvaliteter af tekstiler blev brugt til at binde mumien ind i efter mumificeringen, samt til produktionen af nogle typer mumiemasker. Tekstiler var så vigtig for den døde, at man har fundet tekstiler som offergaver i grave. Ydermere blev tekstiler altid skrevet på listen over den dødes ønskede ofringer i samtlige ofringsformularer fundet på falske døre samt steler. Gravmodeller af tekstilværksteder er også en del af mange gravgaver; hvis formål var at sørge for at den afdøde havde mulighed for at få produceret alle de tekstiler han behøvede til beklædning, gaver eller som handelsvarer i efterlivet uden at han selv behøvede at lave noget hårdt fysisk arbejde. Ægyptiske tekstilers formål var ikke kun at blive båret som tøj i livets såvel som i døden, men blev også anset som en meget værdifuld handelsvare. Grunden til dette var, at tekstiler kunne opbevares over længere perioder uden at forgå, modsat korn, som også var én af Ægyptens store handelsvarer. Tekstilerne blev brugt til bl.a. at betale løn og skat med. Eftersom Ægypten ikke havde en pengebaseret økonomi før romerne kom til landet, handlede man i naturalier. Tekstiler var meget dyre, og derfor har det været et naturalie, som man har kunne få rigtig meget i bytte for i det ægyptiske samfund. Ydermere blev Ægyptiske tekstiler anset for så værdifuld en vare, at de blev brugt som gave til udenlandske konger og deres familier.

1 eurocent 1¢ eller 1 eurocent er den mindste euromønt i omløb og svarer til 0,01€ (euro). Som alle andre euromønter har den på den ene side et nationalt motiv og på den anden et fælles motiv. Mønten har en diameter på 16,25mm, er 1,67mm tyk og vejer 2,30 gram. Møntens kant er glat. Den består af kobberbelagt stål. Nuværende nationale sider For øjeblikket (2009), præger 19 lande deres egne nationale sider bag på alle euromønter. Mønter før tilføjelse Ifølge en ny lov skal alle eurolandene skrive deres navn eller forkortelsen af deres navn på alle deres euromønters nationale side. Men landene bestemmer selv, hvornår de vil tilføje denne ændring. Finland var første land til at gøre dette med tilføjelsen af (FI). Her vises billeder af mønterne før denne ændring. Finland og Holland I Finland og Holland bruges denne mønt kun sjældent, og man afrunder til de nærmeste 5 cent (sammenligneligt med dansk øreafrunding). Dog er de to lande bundet til at trykke 1 cent mønter, dette gøres derfor kun til samlesæt.

2000 (dokumentarfilm) Handling 40 mennesker mødes. 20 par. Hvert par er tilsammen 100 år. I alt 2000 års liv. Gamle mennesker mødes med børn og unge. En 1-årig og en 99-årig. En 2-årig og en 98-årig. Osv. De fortæller historier. Eller gør noget sammen. Lægger arm for eksempel. En overraskende dokumentarfilm om nogle mennesker, der lever lige nu.

A-bus (Sjælland) Generelt A-busser er oprindelig HUR Trafik og nu Movias udgave af begrebet stambusser, der også findes i flere andre større byer under forskellige betegnelser, f.eks. Aalborg (metrobusser) og Stockholm (blåbusslinjer). De er tænkt som linjer af høj kvalitet med hyppig drift og direkte linjeføringer, der udgør et attraktivt grundnet. Med deres røde hjørner i højre side foran og venstre side bagpå er de let genkendelige. På stoppestedsstanderne er de markeret med røde skilte, ligesom der en del steder er automatisk nedtælling til næste bus på de linjer, der stopper der. I Ringsted, Holbæk og Helsingør er der hver en A-buslinje, der suppleres af almindelige bybuslinjer. Som udgangspunkt køres hvert kvarter i dagtimerne mandag-fredag og hver halve time aften og weekend. Det er en noget lavere frekvens end de københavnske A-buslinjer, hvor timinuttersdrift er minimum på de centrale strækninger, men sammenlignet med bybussystemer i lignende provinsbyer er det højt. A-busserne i Roskilde og Køge falder lidt udenfor, da de har strækninger med enten hyppigere eller sjældnere drift end i de andre provinsbyer med A-busser. Historie Konceptet med A-busser kommer fra København, hvor de første kom på gaden 20 oktober 2002. Baggrunden for indførelsen af dem var etableringen af metroen i København, der medførte en række ændringer og reduktioner af busnettet. I den forbindelse valgte man at nytænke nettet med seks stambuslinjer med så høj hyppighed, at køreplaner kunne undværes, og suppleret af et antal almindelige linjer med lavere hyppighed. Konceptet havde svenske og nederlandske forbilleder og ville være overskueligt og attraktivt for passagererne. Navnet A-busser blev valgt med den begrundelse, at "A står for det bedste vi har (A-klasse)" A-busserne blev indført af HUR Trafik, en del af det daværende Hovedstadens Udviklingsråd. Det blev imidlertid nedlagt ved Strukturreformen i 2007, hvor HUR Trafik samtidig blev fusioneret med Vestsjællands Trafikselskab og Storstrøms Trafikselskab til Movia. Det nye selskab valgte efterfølgende at udbrede konceptet med A-busser til en række provinsbyer rundt om på Sjælland i løbet af 2009-2011. Som den første oprettedes linje 401A i Ringsted 13. december 2009 som forbindelse mellem byens ender. Linjen svarede i store træk til den hidtidige linje 401 men blev dog afkortet fra Benløse Skole til Benløseparken i nord og fra Høm til Campus i syd. Samtidig blev driften udvidet fra hver halve time i dagtimerne mandag-lørdag og timedrift i øvrigt til kvarterdrift i dagtimerne mandag-fredag og hver halve time i øvrigt. Ved køreplansskiftet 12. december 2010 kom A-busserne også til Næstved, da linje 601A blev etableret som en del af et nyt bybusnet. Den nye linje kom til at køre fra Holsted i den nordlige del af byen via Næstved Storcenter og Næstved st. til Dyssegårdsvej i den sydlige del af byen. Den erstattede dele af linje 1, 1A, 2 og 2A. Ved samme køreplansskifte kom der desuden A-busser til Køge, da linje 101A og 102A blev etableret i forbindelse med en omlægning af busnettet i byen. Hermed var vokseværket dog ikke slut. 11. december 2011 fik tre nye byer A-busser i form af linje 201A og 202A i Roskilde, 501A i Holbæk og 801A i Helsingør. I alle tre tilfælde hang det sammen med etableringen af nye bybusnet. Linje 501A i Holbæk kom til at køre fra Højvang i sydøst via Holbæk st. til Ladegårdsparken i sydvest, hvorfra der kørtes skiftevis til Stenhus og i en sløjfe ved Tveje Merløse. Linjen erstattede dele af linje 101, 102, 105, 106 og 112. Linje 801A i Helsingør kom til at køre fra Prøvestenscentret via Helsingør st. til Nordsjællands Hospital Helsingør. Den nye linje erstattede dele af linje 803 og 805. Linje 201A i Roskilde kom til at køre fra Svogerslev via Roskilde st. til Trekroner st., mens linje 202A kom til at køre fra Margrethehåb via Roskilde st. til Musicon. Planer og ændringer Oprettelsen af de fire nye linjer i 2011 blev de foreløbigt sidste. Til gengæld er nogle af linjerne blevet ændret i større eller mindre grad i de følgende år. I Helsingør blev linje 801A således omtrent halveret 30. juni 2013, idet den blev afkortet fra Nordsjællands Hospital Helsingør til Helsingør st. og herefter kun kører mellem stationen og Prøvestenscentret. Afkortningen skyldtes at hospitalet var blevet nedlagt 1. februar 2013. Samme år fremlagde Movia Trafikplan 2013, hvor der blandt en række indsatsområder blev nævnt etablering af en A-buslinje mellem Slagelse og Korsør. Det fremgik dog ikke nærmere, hvordan det skulle ske. I praksis blev linjen da heller ikke til noget. Tre år senere blev der til gengæld åbnet op for, at Hillerød kunne få en A-buslinje, idet Movia foreslog at lægge de eksisterende linjer 301 og 302 sammen til en i Trafikplan 2016. Baggrunden er etableringen af et nyt supersygehus i byudviklingsområdet Favrholm, hvor en ny Favrholm Station forventes åbnet i 2021, hvilket vil medføre flere ændringer af buslinjerne i området. Næstved Kommune valgte imidlertid at gå den modsatte vej i forbindelse med de kommunale trafikbestillinger for 2017. Her blev der reduceret på driften af linje 601A, med det resultat at den fik frataget sin A-busstatus 11. december 2016 og kom til at fortsætte som en almindelig buslinje med nummer 601. Køreplansskiftet påvirkede også linje 501A i Holbæk, men det skyldtes en ændring af bybusnettet. For linje 501A betød det, at den i stedet for at køre skiftevis til Stenhus og Tveje Merløse ikke længere kom til at betjene nogen af dem men i stedet fik endestation ved Ladegårdsparken. Historisk oversigt over A-buslinjerne Nedenfor er gjort rede for både permanente og længerevarende midlertidige ændringer på A-buslinjerne i Ringsted, Holbæk, Næstved og Helsingør. Ved de midlertidige ændringer hersker der dog til tider en vis usikkerhed om de konkrete datoer, hvorfor angivelserne må tages med forbehold. Der er set bort fra omlægninger af få dages varighed og de til tider temmelig omfattende omlægninger i forbindelse med forskellige arrangementer. Desuden er der set bort fra oprettelser og nedlæggelser af stoppesteder. Ved datoangivelserne er generelt gået ud fra driftsdøgnet, der går fra ca. kl. 5 om morgenen den pågældende dag til ca. kl. 5 næste dags morgen. Permanente ændringer vil typisk være trådt i kraft ved begyndelsen af driftsdøgnet. Midlertidige ændringer kan være trådt i kraft ved begyndelsen af driftsdøgnet, men det kan også være sket i løbet af det. Tilsvarende kan midlertidige ændringer være afsluttet i løbet af driftsdøgnet, men de kan også have fortsat til slutningen af det, dvs. til om morgenen dagen efter den angivne dato.

A-huset A-huset er en bygning på Islands Brygge 79/Drechselsgade i Havnestaden på Islands Brygge. Bygningen blev opført 1960 ved arkitekt Thorvald Dreyer som et "industrihotel", hvor mindre virksomheder kunne leje sig ind. Det blev dog aldrig en succes, og den blev lejet ud til bl.a. DR eller stod tom. A-huset fungerede indtil 2004 som kontorlokaler, hvorefter den blev brugt af kunstnere og kreative kræfter. Fra 2007 til 2010 gennemgik huset nyindretning til 195 lejligheder (hotel Stay) og butikker ved Holgaard Arkitekter. A-huset blev i 2010 præmieret af Københavns Kommune for bedste ombygning. Samme år blev huset nomineret til en pris som verdens bedste ombygning på World Architecture Festival (WAF). Grunden til navnet er, at bygningen set ovenfra ligner et A . Bygningen til højre for A-huset hedder C-huset.

Aalborg Universitetshospital Historien De tidligste kim til dét, vi i dag kender som Aalborg Universitetshospital, finder man i folketællingerne fra 1787 og 1801, hvor byens første infirmeri blev skabt. ”Regimentets Sygehuus” lå oprindeligt i Skolegade med 15 sengepladser til regimentets soldater, men i 1804 flyttede man infirmeriet ned i Søndergade og fordoblede derved kapaciteten. Oven på det gamle infirmeri byggede man i 1817 Aalborgs første civile sygehus, der blev fælles for både Aalborg- og Hjørring Amt. I to bygninger havde man 30 sengepladser og en embedsbolig til økonomaen, der udover at tage vare på indkøb også fungerede som portør, rengøringsassistent og lægens hjælpende hånd. Byen voksede og behovet for sengepladser fulgte med. Selvom Hjørring Amt trak sig fra det mellemamtslige sygehussamarbejde i 1850, blev sygehuset udvidet fra 30 til 50 sengepladser. I samme periode fik Aalborg Amts og Bys Sygehus en konkurrent, da fattighuset i Skolegade indrettede 30 sengepladser. Her kunne både fattiglemmerne og byens dårligst stillede borgere blive behandlet – stadig mod betaling. Prisen for at blive indlagt og behandlet på Fattighuset var dog kun cirka det halve af, hvad det kostede på Aalborg Amts og Bys Sygehus, og det fik gradvist patienterne til at forsvinde. Fattighuset var fuldt belagt, mens byens sygehus kun brugte halvdelen af deres senge. Samtidig mente kritiske røster, at Aalborg Amts og Bys Sygehus var direkte sundhedsskadeligt og burde rives ned. Men først i 1881 flyttede sygehuset ud i helt nye og moderne bygninger i Urbansgade. De moderne faciliteter tiltrak atter patienterne, der gerne ville betale ekstra for en bedre behandling. I 1890-91 ekspanderede sygehuset igen, denne gang med et epidemisygehus med 42 sengepladser. Men trods denne og andre små udvidelser var der stadig ikke plads nok. Offentligheden pressede voldsomt på, og man besluttede at udvide sygehuset mere radikalt. Økonomiske uoverensstemmelser gjorde, at sygehusfællesskabet mellem amt og by blev opløst. Parterne kunne ganske enkelt ikke blive enige om at dele udgifterne til Aalborg Amts og Bys Sygehus, og derfor valgte man at bygge hver sit sygehus i stedet: I 1911 var Amtssygehuset på Hobrovej klar til brug, og tre år senere stod Kommunehospitalet i Urbansgade også færdigt. Balancen mellem antallet af patienter, udgifter og lægespecialer holdt indtil slutningen af 2. Verdenskrig – så løb økonomien løbsk! Dyr medicin, mangel på materialer, stigende lønninger og eksplosiv udvikling af lægespecialerne gjorde det ganske enkelt for dyrt at drive to højt specialiserede sygehuse uafhængigt af hinanden, og derfor begyndte man igen at tænke på sammenlægning eller i det mindste et samarbejde mellem Amtssygehuset og Kommunehospitalet. Og viljen var der – man gik endda så langt som til at overveje en underjordisk tunnel for at forbinde de to hospitaler – men i sidste ende brød forhandlingerne sammen, da økonomien og nu også placeringen af et nyt fælles sygehus drillede. Så endnu engang skiltes parterne og påbegyndte store udvidelser på hver sit sygehus. Ved kommunalreformen i 1970 blev sygehusvæsenet lagt ind under amterne, og det fik endeligt byens dengang to hospitaler til at smelte sammen. Kommunehospitalet og Amtssygehuset blev samlet og genfødt under betegnelsen Aalborg Sygehus, der nu bestod af afsnit syd på Hobrovej (det tidligere amtssygehus) og afsnit nord i Urbansgade (det tidligere kommunehospital). Den gamle bryggeribygning Urban på Hobrovej, huser sygehusets administration og direktion. Derudover har Aalborg Sygehus nu Arbejdsmedicinsk Klinik og Audiologisk afdeling på Havrevangen og det Palliative team/Hospice på Kastetvej. De seneste godt 10 år har Aalborg Universitetshospital udvidet de eksisterende områder med nyt kapel, radiumstation og onkologisk sengebygning, Medicinerhuset, der stod færdigt i 2005. I marts 2014 blev Sygehus Himmerland med matrikler i Farsø og Hobro lagt ind under Aalborg Universitetshospital. Et "Nyt Aalborg Universitetshospital" (NAU) bygges til en pris på 5 mia. kr. Heraf udgør redundant strømtilslutning 50 mio. kr.

Abraham Ortelius Baggrund Abraham Ortelius var ældste søn af antikvitetshandler Leonard Ortels. Efter faderens død i 1537 flyttede han til sin farbror Jakob van Meteren. Som ung studerede han græsk, latin og matematik. Senere blev han bog- og korthandler og studerede til kartograf. Karriere I 1547 blev han antaget som lærling i Sint-Lucasgilde for at farvelægge kort. Han købte gamle kort, farvelagde dem og solgte dem. Det bidrog til familiens forsørgelse. Han rejste meget og besøgte de nuværende Nederlandene, Belgien, Frankrig, Italien, England, Irland og Tyskland, hvor familien havde slægtninge i Augsburg. I 1560 rejste han med Gerardus Mercator til Trier, Lorraine og Poitiers. Kontakten med Mercator forstærkede hans overvejelser om at fremstille egne kort. I 1564 publicerede Ortelius sit første verdenskort på otte blade, som senere også skulle pryde den første kortbog. Det eneste kendte eksemplar forvares i dag i biblioteket i universitetet i Bern i Schweiz . Derefter tegnede han specialkort over blandt andet Egypten, Spanien og Asien. Den 20. maj 1570 udgav Gilles Coppens de Diest Ortelius' kortbog Theatrum Orbis Terrarum, som betragtes som verdens første trykte kortbog. Bogen indeholdt den første systematiske kortsammenstilling. Den første udgave omfattede 70 kort i kobberstik på 53 blade. I bilaget "Catalogus auctorum tabularum geographicarum" nævner Ortelius også alle kartografer, som var hans kilder, hvilket giver et uvurderligt historisk materiale. Kortbogen var tilegnet Filip II af Spanien som udnævnte Ortelius til Geographus regius (kongelig geograf), og han begyndte ved det kongelige hof i 1575. I 1572 udkom Civitates orbis terrarum, en kortsamling over verdens større byer, med bidrag fra Ortelius. I 1575 udgav Ortelius skriftet Deorum, Dearumque Capita e veteribus numismatibus med en række billeder fra hans arkæologiske samling. I 1587 udgav Ortelius Thesaurus geographicus, et opslagsværk med geografiske navne. I 1589 udgav Ortelius Maris Pacifici, det første trykte kort over Stillehavet. Allerede i 1596 i forbindelse med arbejdet med genoptrykningen af Thesaurus geographicus fremlagde han en teori om kontinentaldriften. Til trods for al den ære, som blev Ortelius til del i samtiden, forblev han ydmyg og beskeden. Som F. Ratzel siger: "Til sit sidste var han en god katolik og havde særlig mange venner blandt jesuitterne». Tro mod sit motto, "Contemno et orno [mundum], mente, manu", (på dansk: ) forblev Ortelius ugift og oprigtig, fjernt fra det tovtrækkeri, som ofte forstyrrede de lærdes cirkler. I 1598 døde han 71 år gammel. Han blev begravet Præmonstratenserordenens kirke St. Michael i Antwerpen. "Quietis cultor sine lite, uxore, prole" står skrevet på hans gravsten. Denne epitaf blev skrevet af Justus Lipsius.

Absolute Dance opus 27 Absolute Dance opus 27, kompilation i serien Absolute Dance udgivet i 2000.

Achaier Achaier (flertal: achaiere; græsk: Ἀχαιοί, Akhaioí) er navnet på grækerne på det græske fastland i Homers Iliaden (brugt 598 gange) og Odysseen. De andre navne er danaere (Δαναοί, Danaoi brugt 138 gange i Iliaden) og argivere (Ἀργεῖοι, bruges 29 gange i Iliaden). Homeriske versus senere brug Den homeriske "langhåret Achaier" kan have været en del af den mykenske civilisation, der dominerede i Grækenland fra ca. 1600 f.Kr., med en historie om en stamme, der går tilbage til den forhistoriske græske indvandring i slutningen af 3. årtusinde f.Kr. Men i arkaisk og klassisk tid er udtrykket "achaier", jf. indbyggere i meget mindre region Achaia. Herodot identificerede achaier i det nordlige Peloponnes som efterkommere af de tidligere, homeriske achaier. Ifølge Pausanias' tekster i det 2. århundrede e.Kr. blev betegnelsen "achaiere" oprindeligt givet til de grækere, der lever i Argolis og Laconia. Men det er tydeligvis ikke den måde, hvorpå Homer bruger udtrykket. Pausanias og Herodot fortæller begge legenden om, at achaierne blev tvunget fra disse hjemlande af dorere, under den legendariske doriske invasion af Peloponnes. Derefter flyttede de ind i regionen, som senere fik navnet Achaia. Der er endnu ikke akademisk konsensus om de historiske achaieres oprindelse og deres forbindelse med de homeriske achaiere.

Achraf Hakimi Landshold Achraf har (pr. maj 2018) spillet syv kampe for Marokkos landshold, som han debuterede for 11. november 2016 i en venskabskamp mod Canada. Han var en del af den marokkanske trup til VM 2018 i Rusland.

Afgrøde Afgrøden (af middeldansk å (= "på") + grøde (= "det at gro"), altså "det, der gror på marken") er den mængde dyrkede planter, som enten står på marken, eller som er i hus. Ordet bruges også mere snævert som synonym for høstudbyttet. Det, som styrer lysten til at producere afgrøder, er tre forhold: Afgrødens mængde pr. arealenhed, afgrødens mængde pr. arbejdstime og afgrødens næringsværdi. Disse overvejelser ligger bag de valg, som de første agerbrugere traf, da de bestemte sig for, hvilke afgrøder, de ville dyrke (se Frugtbare halvmåne). Valget har måttet bygge på praktiske erfaringer, erhvervet gennem den lange periode, hvor planteavl blot var en ekstra reserve ved siden af jagt og indsamling. Udbytte pr. arealenhed Det er let at se, hvorfor det var blandt græsserne, at agerbrugerne valgte deres afgrøder overalt i verden (hvede og byg i Mellemøsten, hirse og sorghum i Afrika, ris og hvede i Østasien, majs i Mellem- og Sydamerika). Det skyldes nemlig kornsorternes høje ydeevne (foldudbytte) pr. arealenhed. I en jord, som får tilstrækkeligt vand i foråret, og som ikke er udpint, kan korn let give 15-20 frø for hver plante på marken. Senere, da udpining og tiltagende tørke gjorde, at udbyttet af afgrøderne faldt, gik man mange steder over til at dyrke andre afgrøder (rug og boghvede i Nordeuropa f.eks.) eller til at dyrke flere afgrøder ved intensiv udnyttelse af arealet (bønner, majs og græskar i Mellemamerika f.eks.) Det springende punkt er 3 fold pr. udsået frø. Når afgrøden bliver mindre, betyder det hungersnød, svækkelse og sygelighed, og dermed er det ikke længere fordelagtigt at dyrke jorden. Det var i sådan en situation, at Solon omkring år 600 f.Kr. overtalte Attikas befolkning til at opgive korndyrkning og i stedet vende sig mod oliven- og vinavl. Ganske vist måtte de klare sig med meget lidt i de 10-15 år, der gik, før træer og ranker bar afgrøde, men derefter havde de et fast udkomme med et bedre udbytte end de fleste. Udbytte pr. arbejdstime En anden vurdering drejer sig om udbytte pr. arbejdstime. Ingen ønsker at arbejde mere, end hvad der er nødvendigt. Omvendt er visse afgrøder så eftertragtede (sukkerrør, honning, bælgfrugter og bærfrugt f.eks.), at man er villigt til at yde en større indsats i arbejdstimer eller ubehag for at skaffe disse afgrøder. Når forholdene gør, at jordbruget bliver inddraget i pengeøkonomien, bliver bytteforholdet mellem arbejdskraft og afgrødeudbytte let at beregne. Fra det tidspunkt går der en proces i gang, som er drevet af ønsket om at formindske omkostningen til arbejdskraft pr. afgrødeenhed mest muligt. Dels vil man foretrække de afgrøder, der er mindst arbejdsintensive at dyrke, dels vil man søge at sænke prisen på arbejde og samtidig øge prisen på afgrøderne, og dels vil man rationalisere og effektivisere brugen af arbejdskraft gennem mekanisering, automatisering og andre metoder til produktivitetsforøgelse. Udbytte, målt i næringsværdi Afgrøden kan dog også bedømmes ud fra sin værdi som føde for mennesker og husdyr. Hvad angår det sidste, så er der indført beregningsmetoder, der opgør denne værdi som et antal foderenheder pr. afgrødeenhed. Hvad angår menneskemad, så kan værdien opgøres, som det gøres på varedeklarationerne, nemlig i energimængde (joule eller kalorier), protein-, kulhydrat- og fedtindhold pr. 100 g. Eller man kan angive værdien i mere svævende udtryk, der drejer sig om oplevelsen ved at spise denne afgrøde: smag, duft, konsistens, farve, ja sågar lyd kan bruges som kvalitetsbetegnelser for afgrøder, brugt som føde.

Albert Ranning Albert Ranning født 1998, er en dansk atlet medlem af Københavns IF. Ranning deltog ved EM-U23 2019 i Gävle i Sverige, hvor han blev nummer 24 på 100 meter med tiden 11,00.

Alex Oliveira Alex de Oliveira (født 21 februar 1988 i Rio de Janeiro i Brasilien) er en brasiliansk MMA-uddøver som siden 2015 har konkurreret i organisationen Ultimate Fighting Championship. Han har besejret bemærkelsesværdige navne som Carlos Condit og Carlo Perdersoli Jr., mens han har tabt til navne som Donald Cerrone og Gunnar Nelson. Ultimate Fighting Championship Oliveira besjerede Carlos Condit den 14. april, 2018 på UFC on Fox 29, efter at have erstattet en skadet Matt Brown. Han vandt kampen via a guillotine choke. Sejren tildelte ham Performance of the Night bonus award-prisen. Oliveira skulle have mødt Neil Magny den 22. september, 2018 på UFC Fight Night: Santos vs. Anders. Men Magny men blev fjernet fra kampen den 22. august til fordel for en kamp mod Santiago Ponzinibbio i november på UFC Fight Night: Magny vs. Ponzinibbio, han blev erstattet af Carlo Pedersoli Jr. Oliveira vandt kampen via knockout efter bare 39 sekunder i 1. omgang. Oliveira mødte islandske Gunnar Nelson den 8. december, 2018 på UFC 231. Han tabte kampen via rear-naked choke i 2. omgang. Privatliv Oliveiras fighternavn er "Cowboy" da han er tidligere rodeo bullrider.

Alexanderband Historie Alexanderband startede ca. i 1989 i Grindsted, Midtjylland. I 1999 udgav gruppen Alexanderband Bånd 7, der indeholdt nummeret "Tissefyr", der handler om pædofili. Gruppen blev politianmeldt da sangen blev spillet i radioen.

Alexandra af Frederiksborg Tidlige liv Hun voksede op i den daværende kronkoloni Hongkong. Hendes fader er Richard Manley, født i Shanghai som søn af en asiatisk moder, Frances Blanche Madar, og en engelsk fader, William Thomas Manley, og hendes moder, Christa Maria Nowotny, stammer fra Østrig men med polske rødder og er datter af Karl Maria Franz Hermann Nowotny og Mathilde "Lilly" Meier. Alexandra er den ældste af tre søstre. Alexandra fik en engelsk skolegang i Hongkong i årene 1969-82, senere en uddannelse i handel og økonomi. Hun studerede i Wien 1983-84, Tokyo 1984-86, London 1989-90 og arbejdede i erhvervslivet 1986-89. Hun afsluttede sin karriere som vicedirektør i GT Management Ltd. med salg og marketing 1993-95. Ægteskab med Prins Joachim Første gang, Alexandra blev præsenteret for danskerne, var den 31. maj 1995, da hun blev præsenteret på trappen foran Fredensborg Slot som prins Joachims forlovede. Hun var da 31 år gammel. Den 18. november 1995 blev hun gift med Hans Kongelige Højhed Prins Joachim til Danmark og blev dermed Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Alexandra af Danmark. Hun tilhørte oprindeligt den anglikanske kirke, der er i nadverfællesskab med Folkekirken, og kunne derfor melde sig direkte ind i denne uden at konvertere. Hun blev dog inden brylluppet konfirmeret af kgl. konfessionarius efter at have fået undervisning i den evangelisk-lutherske tro. Hun formåede på kort tid at lære dansk til perfektion. Selv forklarede hun: "Det var min beslutning at lære sproget med det samme. Det ville have været forfærdeligt at stå op og tale engelsk ved et engagement eller takke nogen for noget. Det ville have været helt forkert. Dette er mit hjem, og så var der ingen anden mulighed". Om sproget sagde hun: "Jeg finder ikke grammatikken særlig svær, men udtalen kan være svær, da vi sluger nogle af vores ord. Det minder mig lidt om tysk, med glottalstoppet ... At sige noget med en opsving eller en nedsving kan give en ord en helt anden betydning". Dette samt hendes situationsfornemmelse og engagement i det danske samfund gjorde hende hurtigt populær i befolkningen. Dette afspejlede sig i "folkegaven", en indsamling til hende og prins Joakim i anledning af deres bryllup. Den skaffede ægteparret godt 13 millioner kroner, som gik til renovering af deres nye hjem på Schackenborg. Alexandra taler tillige engelsk og tysk samt Canton-kinesisk, der er dialekten i Hongkong. Alexandra har lagt navn til Alexandra-Skolen for skrædderi og konfektion, som har fået lov til at designe tøj til hende. Skilsmissen Prins Joachim og prinsesse Alexandra blev separeret den 22. september 2004 og skilt den 8. april 2005. Ved skilsmissen blev hun Hendes Højhed Prinsesse Alexandra – en titel og et prædikat, som hun måtte beholde, til hun indgik et nyt ægteskab. På Dronningens fødselsdag en uge efter skilsmissen fik prinsesse Alexandra den 16. april 2005 tildelt den personlige titel Grevinde af Frederiksborg med plads i rangfølgens klasse I og det dertil hørende prædikat Hendes Excellence. Da Grevinde Alexandra ikke længere er medlem af kongehuset, skal hun nu betale skat og moms. Hun modtager en særlig ydelse på ca. 1,9 mio. kr. om året (2007-niveau) resten af livet. Ydelsen har samme størrelse som det årpengebeløb, hun modtog som fraskilt prinsesse. Ægteskab med Martin Jørgensen Alexandra blev den 3. marts 2007 gift med fotografen Martin Jørgensen. I forbindelse med brylluppet mistede hun sin prinsessetitel og højhedsprædikatet og er ikke længere medlem af kongehuset. Hun har sin personlige grevindetitel og er medlem af den danske adelsstand. Hendes fulde prædikat, navn og titel er Hendes Excellence Alexandra Christina, grevinde af Frederiksborg. I 2007 fik Grevinde Alexandra sit første job, siden hun flyttede til Danmark i 1995. Grevinden er blevet bestyrelsesmedlem i medicinalfirmaet Ferring Pharmaceuticals' danske afdeling. I september 2015 meddeltes det i en pressemeddelelse at parret skulle skilles. Frasigelse af statsydelse Den 23. juni 2017 blev det offentliggjort, at Alexandra ville frasige sig sin årlige statsydelse fra juli 2020 i forbindelse med, at hendes yngste søn fylder 18 år. Kongehuset var ikke involveret i beslutningen. Ydelsen er ellers livsvarig og kan ikke fratages grevinden uden hendes eget personlige samtykke. Protektioner Grevinde Alexandra er protektor for Dansk Blindesamfund, Dyrefondet, Fyrtøjet – Et kulturhus for Børn, Landsforeningen Spædbarnsdød, Fobu, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Odense Zoo, Parkinsonforeningen, Randers Regnskov og Svenske Villa Fonden (opført 1888 til Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København, flyttet til Bernstorffparken, fredet 1987, kulturhus fra 1995), The English-Speaking Union of Denmark. Før brylluppet i 2007 opsagde Prinsesse Alexandra en række af sine tidligere protektioner, bl.a. for Dansk Landsforening for Laryngectomerede, Kniplings-Festivalen i Tønder og Alexandra-skolen i Frederikshavn. Siden har Danmarks Radios Pigekor og Arken afsluttet samarbejdet, så Alexandra heller ikke længere er protektor for disse. Tillidshverv Grevinde Alexandra er æresmedlem af København Zontaklub I, honorært medlem af Dansk Primula Klub og ærespræsident for UNICEF Danmark.

Alfred Lehmann Baggrund Lehmann blev student fra Metropolitanskolen 1876, cand. polyt. 1882, var assistent på Landbohøjskolen 1882—92, blev 1884 Dr. phil. på afhandlingen Farvernes elementære Æstetik, studerede 1885—86 under Wundt i Leipzig. Tilbage i København oprettede han sit første, meget beskedne psyko-fysiske laboratorium i en kælder i Metropolitanskolen, som et af de første udenfor Tyskland, og etablerede derved eksperimentalpsykologien i Norden. I 1887 giftede han sig, og i 1888 fik han datteren Inge. Da psykofysisk laboratorium - som havde skiftet navn til Psykologisk institut - i 1986 fejrede sit 100-årsjubilæum, blev Inge Lehmann trillet ind; hun var jo næsten ligeså gammel. Hendes far havde villet undersøge, hvordan vejr og lufttryk påvirker arbejdsevnen, og havde en sommer etableret sig med laboratorieudstyr i en hytte i Norge 960 moh. Nu ville Inge Lehmann gerne dele sine gode minder fra det norske højfjeld med den norske gæst Karl Halvor Teigen; men da han spurgte, om hun havde minder fra sit barndomshjem, der kunne kaste lys over hendes fars forskning, svarede hun kontant: "Nej. Fader havde lange dage. Efter middagen sad vi lidt sammen i stuen. Så trak fader sig tilbage for at fortsætte sit arbejde. Han tog lampen med, og vi blev siddende tilbage - i mørke." I forskerhjemmet havde lampelys været en begrænset ressurs. I 1889 modtog han Videnskabernes Selskabs guldmedalje for en afhandling, der 1892 i noget omændret skikkelse er blevet offentliggjort under titlen Hovedlovene for det menneskelige Følelsesliv (tysk oversættelse 1892, 2. fuldstændig omarbejdede tyske udgave 1914). I 1890 blev han docent ved universitetet, 1891 flyttede han sit laboratorium over i bedre lokaler i den gamle Polytekniske Læreanstalt, 1893 overtog universitetet dette. I 1902 blev Lehmann medlem af Videnskabernes Selskab, 1910 ekstraordinær professor i psykologi. I 1916 indviedes det nye store laboratorium i Studiestræde 6 (Studiegården). I 1919 blev hans tjeneste omdannet til et ordentligt professorat, og hermed var det lykkedes Lehmann at føre sit fag frem til fuld officiel anerkendelse ved universitetet. Eksperimental psykologi Lehmann angiver selv, at det var Rasmus Nielsen, der vakte hans interesse for filosofi; men det blev Fechners og Wundts arbejder, der blev afgørende og førte ham ind på hans særlige arbejdsfelt, den eksperimentale psykologi. Som ingeniør udtænkte han selv apparaterne til de fleste af sine forsøg, og udførte dem tillige ofte selv. Det var Lehmanns mål at bringe psykologien på højde med de eksakte naturvidenskaber, og han mente, at det i hans senere arbejder (navnlig i hans Psykodynamik) var lykkedes ham at trække grundlinjerne op for eksperimentalpsykologiens fremtidige retning. Omkring 1900 udformede han en teori om mental energi som en konkret, målbar størrelse, der regulerer anstrengelsen: P-energien. Som seismograf kom hans datter Inge til senere at bruge det samme bogstav som navn på trykbølgerne efter jordskælv ("P-bølgerne"), der var hendes bevis for, at Jorden har en fast indre kerne. Med "arbejde" mente Lehmann alle typer aktivitet, der medfører anstrengelse, uafhængigt af hensigt og formål. Antagelser om psykisk energi parallelt med fysikkens energibegreb gik igen hos et flertal af datidens filosoffer og psykologer, såsom Freud, Jung, Külpe, m.fl. Lehmann vile prøve at måle P ved at studere muskelstyrke med en "ergograf" under hovedregning. Når regnestykkernes vanskelighedsgrad tiltog, gik den fysiske ydelse ned. "Kurverne blev kønne," skrev forsøgspersonen Fredrik Böök i sine erindringer Rannsakan fra 1953. Böök nævner, at når han sad alene i skumringen på laboratoriet og trak i ergografens håndtag som en anden automat, vankede hans tanker viden om, "iblandt ret rebelske". Forsøgspersonen, der måtte bruge energi på at beherske sig under forsøgets første del (overfor kager og øl sat frem på bordet), blev mindre udholdende i de påfølgende opgaver. At dy sig tømte dem for indsatsvilje. Roy Baumeisters teorier om selvkontrol går i samme spor. Viljekraft viser sig fysisk afhængig af hjernens begrænsede lager af glukose og tærer på dette. I forbindelse med en teori for nervevirksomheden opstillede Lehmann, under henvisning til naturvidenskabens sætninger om energiomsætning, almene formler for, hvordan, når to eller flere påvirkninger virker samtidigt på nervesystemet, de tilsvarende energiomsætninger (specielt P-energiomsætningerne) gensidigt hemmer hinanden; samt for hvordan, når påvirkningerne følger efter hinanden, de tilsvarende energiomsætninger (specielt P-energiomsætninger) forøges eller banes. På grundlag af indgående undersøgelser søgte han at tage særligt hensyn til de på hvert enkelt område gældende forhold, og modificerede i overensstemmelse hermed de almene banings- og hemningsformler. Han mente på meget forskelligartede områder at finde nøjagtig overensstemmelse mellem de talværdier, formlerne kræver, og sine egne eller andres eksperimentalpsykologiske måleresultater. Heri så han et afgørende bevis for sine grundanskuelsers rigtighed. Navnlig er hans undersøgelse af baning ved på hinanden følgende lyde og på hinanden følgende vægtløftninger, og af den simultane lyskontrast som et hemningsfænomen at fremhæve. Medens Fechners oprindelige formel for forholdet mellem påvirkningens og fornemmelsens styrke kun i visse tilfælde passer, mente han vedrørende dette forhold at have udledet formler på grundlag af sine teoretiske anskuelser, der passer i alle tilfælde. I Leipzig havde Lehmann røget hash og var overvældet af stoffets indvirkning på bevidstheden. Han var overbevist om, at sådanne forsøg ville give indblik i de sindssyges verden, men gik alligevel ikke videre med sagen. Charcots eksperimenter skabte megen blæst om fænomenet hypnose i 1880'erne, og i 1898 konstaterede Lehmann, at tilstande fremkaldt under hypnose følges af de samme fysiske ændringer som under normale forhold. Overensstemmelse mellem det fysiske og det psykiske var et af det vigtigste forhold i Lehmanns psykologi. Lehmanns arbejder indeholder en stor mængde iagttagelser og enkeltundersøgelser på mange af psykologiens områder, der har værdi uafhængigt af, om hans tolkninger passer eller ikke. De paradokse kuldefornemmelser er hans opdagelse. Hvad Lehmann offentliggjorde om følelsers indflydelse på blodcirkulation og åndedræt, er grundlæggende arbejder på dette område; han var uenig i den James-Langeske hypotese. Lehmann udførte betydningsfulde ergografiske undersøgelser, og bidrog med indholdsrige artikler til Salmonsens Leksikon, især til 2. udgave. Han afviste overnaturlige forklaringer på okkulte fænomener. Visse former af tankeoverføring har han på grundlag af forsøg tydet som fremkommet ved en svag, uvilkårlig hvisken. Kun over for visse former for telepati førtes han efterhånden til det standpunkt, at spørgsmålet står åbent. Som en vigtig kilde til overtro har han grundigt undersøgt menneskenes svigtende iagttagelsesevne, og er herved bleven en forgænger for den senere vidnepsykologi. Hans Overtro og Trolddom har som et vægtigt kampmiddel mod spiritismen gjort stor nytte. Lehmann var stærkt interesseret i psykologiens anvendelse i det praktiske liv, den såkaldte psykoteknik; allerede hans farveprøver fra 1888 for smør og margarine er et vidnesbyrd herom. Denne interesse, der også står i forbindelse med hans interesse for de sjælelige differentser, voksede stærkt i hans senere år. Resultatet af sine overvejelser og undersøgelser nedlagde han i Størst Udbytte af legemligt og aandeligt Arbejde, I og II (København 1919). Han udarbejdede prøver for Hærens og Marinens flyvere. Udgivelser Blandt hans skrifter, hvoraf de fleste afhandlinger foruden på dansk tillige er komne på tysk i Wundts Studien eller i Pflügers Archiv, skal anføres: Forsøg paa en Forklaring af Synsvinklens Indflydelse paa Opfattelse af Lys og Farve ("Videnskabernes Selskabs Skrifter", 6. række, naturhistorisk-matematisk Afdeling, I—II); Om Anvendelse af Middelgradationernes Metode paa Lyssansen ("Videnskabernes Selskabs Skrifter", 6. række, naturhistorisk-matematisk Afdeling, IV, 2); Om Genkendelse ("Videnskabernes Selskabs Skrifter", 6. række, historisk-filosofisk Afdeling, II, 2); Skelneloven (Videnskabernes Selskabs Skrifter, 6. række, historisk-filosofisk Afdeling, II, 6); Hypnosen og de dermed beslægtede normale Tilstande (1890; tysk udgave samme år.); Overtro og Trolddom (2 bind 1896, ny udgave 1920; tysk udgave 1898 og 1908); Grafologien (1899); Die körperlichen Äusserungen psychischer Zustände: 1) Plethysmographische Untersuchungen (1899, dansk udgave 1898); 2) Die physischen Äquivalente der Beweisscheinserscheinungen (1901); 3) Elemente der Psychodynamik (1905); Sur la Nature de l'activité des nerfs ("Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger", 1903); Innadiation som Aarsag til nogle Synsbedrag ("Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger", 1904); Beiträge zur Psychodynamik der Gewichtempfindungen ("Archiv für die gesamte Psychologie", VI); Lehrbuch der psychologischen Methodik (Leipzig 1906); (sammen med R.H. Pedersen): Vejret og vort Arbejde ("Videnskabernes Selskabs Skrifter", 7. række, naturhistorisk-matematisk Afdeling, IV, 2); Basilarmembranens Svingninger og Helmholtz's Resonansteori ("Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger", 1910), Grundzüge der Psychophysiologie (Leipzig 1912); Om Stemninger i Naturen ("Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger", 1913); Den individuelle sjælelige Udvikling (1913, 2. udgave 1920); Om Børns Idealer ("Oversigt over det kongelige Videnskabernes Selskabs Forhandlinger", 1916); Stofskifte og sjælelig Virksomhed ("Videnskabernes Selskabs Skrifter", 8. række, naturhistorisk-matematisk Afdeling, III, 2); Størst Udbytte af legemligt og aandeligt Arbejde, I-II (1919). I 1918 blev Lehmann Ridder af Dannebrog. Han ligger begravet på Hørsholm Kirkegård ved siden af sin datter Inge. Der findes et relief af Carl Martin-Hansen (Københavns Universitet); desuden fotografier af blandt andre Hansen & Weller og Julie Laurberg.

Alina Cojocaru Alina Cojocaru (født 27. maj 1981) er kvindelig solodanser ved Royal Ballet i London. Biografi Hun blev født i Bukarest, Rumænien. Uddannet ved Kijev Balletten og var solodanser der i et år inden hun kom til Royal Ballet. Hun har vundet den prestigefyldte Prix de Lausanne i 1998 og blev derefter hentet til Royal Ballet i 1999, hvor hun i 2001 blev udnævnt til solodanser. Hendes repertoire består af klassiske roller som Clara i "Nøddeknækkeren", Odette og Odile i "Svanesøen", Aurora i "Tornerose", Kitri i "Don Quixote", Julie i "Romeo og Julie". Den rolle som hun oftest sættes i forbindelse med er "Giselle", på gund af hendes delikate og æteriske dansestil. Cojocaru har endvidere udmærket sig i moderne koreografier så som Kenneth MacMillan's "Manon" og "Mayerling", og Sir Frederick Ashton's balletter. Alinas dans står i skarp kontrast til hvor tids teknisk dygtige ballerinaer. Hun er en stærk og teknisk dygtig danser, men hendes særegne kvalitet er hendes æteriske fremtoning, som gør hende perfekt til roller som Giselle. Hun synes ofte vægtløs, når hun danser. Hendes faste partner er den danske danser Johan Kobborg. Kobborg opdaterer jævnligt sine fans med seneste nyt om "Johan og Alina".

Alphonso Lingis Liv Lingis studerede på Loyola University i Chicago, derefter på Catholic University of Leuven i Belgien. Hans doktortese, skrevet under Alphonse de Waelhens, var en diskussion af de franske fænomenologer Maurice Merleau-Ponty og Jean-Paul Sartre. Tilbage i USA fik Lingis arbejde på Duquesne University i Pittsburgh, og erhvervede sig et ry som oversætter af Merleau-Ponty og Emmanuel Levinas. I midt 1960erne skiftede han til Penn State University, hvor han udgav en række artikler om filosofiens historie. I denne periode begyndte han at foretage omfattende rejser, hvilket der er spor af i alle hans værker. Filosofi Hans debut som selvstændig forfatter kom i 1983 med Excesses. Den kombinerede antropologisk materiale med referencer til filosofiens historie. Hans filosofiske hovedværk er The Imperative (1998), hvori han formulerer sin egen kritik af fænomenologi. Her udvikler han Levinas' ide om etiske imperativer, idet Lingis fremsætter den tese, at etiske imperativer ikke blot kommer fra mennesker, men også fra dyr, planter og døde genstande. Lingis udviklede en særlig stil som forelæser. Han forelæser generelt i kostume eller bruger baggrundsmusik eller optagelser af skrif, og ofte i mørke. 20 januar 1997 holdt han en forelæsning om "Animal metaphors for human behavior" i et galleri i Kyoto, Japan, klædt ud som geisha foran en skærm der viste projektioner af abstrakte mønstre, Ganges, Jean Cocteau's film "La Belle et la Bête" og shamisen-improvisationer af Katagiri Mamoru. Forelæsningen var arrangeret af den japanske neo-dadaistiske grupper Phylloxera (Beatrix Fife, Mamoru Katagiri, Michael Lazarin). Forelæsnignen blev overført af lærere og studerende i filosofi fra Kyoto Universitet. Lingis' filosofi har bl.a påvirket Graham Harman.

Amartya Sen Stiglitz-Sen-Fitoussi-kommissionen I 2008-09 var Amartya Sen en af hovedmændene i "Kommissionen om måling af økonomisk vækst og sociale fremskridt", også kendt som Stiglitz-Sen-Fitoussi-kommissionen. Kommissionens opgave var at udvikle et grundlag for en bredere og mere præcis måling af livskvalitet end BNP. Kommissionens slutrapport har siden ført til udarbejdelsen af sådanne officielle livskvalitetsmålinger i bl.a. Storbritannien og Italien.

Amrock Amrock er en tung hønserace, som stammer fra USA. Den er fremavlet af blandt andet Kochin og Dominikaner. Den blev først og fremmest fremavlet i slutningen af 1800-tallet for at være produktionsdyr. Det blev en hurtigvoksende race med ganske høj kødkvalitet. Amrocks er også en god æglægger, men til trods for dette har den i dag størst betydning som udstillingsrace. Den har et livligt temperament og er ikke særlig genert til trods for, at det er en tung race. Racen findes i en dværgvariant, som stammer fra Tyskland. Æggene er brune til brungule og vejer 58 g Hanen vejer 3-4 kg og hønen vejer 2,5-3 kg Dværgtypens æg er brungule og vejer 40 g Hanen vejer 1 kg og hønen vejer 900 g

Andreas Ulmer Landshold Ulmer nåede i sin tid som landsholdsspiller (2009) at spille to kampe for det østrigske landshold, som han debuterede for den 11. februar 2009 i en venskabskamp mod Sverige.

Angelik (art) Beskrivelse Angelik er en flerårig urt med en kraftig, opret vækst. Stænglen er rødviolet med et blådugget vokslag. Tværsnittet er rundt. Bladene sidder det første år i en grundstillet roset. De er spredtstillede og 2-3 gange fjersnitdelte med rendeformede bladstilke. Småbladene er ægformede eller lidt skæve med savtakket rand og rødviolette fæster. Oversiden er grågrøn og mat mens undersiden er lyst grågrøn og fint håret. Blade højere oppe på stænglerne er ofte reduceret til oppustede bladskeder. Blomstringen sker i juli-september, og den består af endestillede, næsten kugleformede stande, bestående af kompakte småskærme. De enkelte blomster er ret små og hvide til lyserøde. Frugterne er spaltefrugter, der lugter stramt, når de bliver beskadiget. Rodnettet består af en kraftig, dybtgående pælerod med tynde siderødder. Højde x bredde og årlig tilvækst: 2,00 x 1,00 m (200 x 100 cm/år).

Annabelle (film) Plot Filmen starter med samme åbning scene fra Nattens dæmoner, i 1968, hvor to unge kvinder og en ung mand fortæller Ed og Lorraine Warren om deres erfaringer med en dukke kaldet Annabelle, som de mener, er hjemsøgt. I 1967 bor John og Mia Form i Santa Monica og venter deres første barn. John giver hende en dukke, som hun har forsøgt at finde. Mia elsker den og sætter den sammen med resten af hendes dukkesamling, og siger, at hun "passer godt ind i." Om natten Mia hører at et mord forekommer ved deres naboer, Higgins. Da Mia vender hjem og ringer til politiet, som hendes mand fortalte hende at skulle gøre, bliver hun overfaldet af en kvinde, som holde dukken og en mandlig medskyldig. John og politiet ankommer og dræbe manden, mens kvinden dræber sig selv. Hun efterlader en blodig symbol trukket på væggen og en dråbe af hendes blod falder på ansigtet af dukken i hendes arme. En nyhedsrapport viser, at angriberne var Annabelle Higgins og hendes kæreste. De havde myrdet sine forældre og siges at have været en del af en satanisk kult. Siden Annabelle holdt dukken mens hun var døende, spørger Mia John om han vil smide den væk. Senere, efter en brand forårsaget af dukken, snubler Mia flygtende fra branden og går i fødsel, hvor Mia føder en sund baby pige ved navn Leah. Familien flytter ind i en ny lejlighed, i Pasadena. Mia pakker hendes dukker ud og finder den ene, som de havde tænkt sig at kassere. Mere mærkeligt aktivitet plager Mia og hendes nye baby. Hun kontakter en detektiv, der informerer hende om Annabelle og hendes kærestes historie i en kult, der søger at tilkalde en dæmon ved at hævde en sjæl. Mia går til en boghandel ejet af en kvinde ved navn Evelyn og afgør ud fra en bog, at ånden som hjemsøger hende, ønsker Leahs sjæl. Evelyn fortæller Mia, at hun havde en datter ved navn Ruby, der var omkring Mias alder, hvor hun døde i en bilulykke forårsaget af Evelyn. Hun var så fortvivlet og skyld-redet, at hun forsøgte selvmord. Hun hævder imidlertid at have hørt Rubys stemme fortæller hende, at det ikke var hendes tid. Parret kontakter deres kirkens præst, Fader Perez, der forsøger at tage dukken med ham i kirke. Annabelles spøgelse angriber ham med en dæmonisk udseende skabning, og dukken forsvinder. Perez advarer John, om at det faktisk var Annabelles ånd, der forårsagede hans skader, og at han følte, hvor meget dæmonen ønskede Mias sjæl. John forsøger at advare Mia. Under endnu et angreb, synes Annabelle at svæve, men Mia ser dæmon holde Annabelle i luften, hvilket betyder, at dukken selv ikke har nogen magt, men udelukkende manipuleres og flyttes af en dæmon. I mellemtiden, skubber den dæmoniske tilstedeværelse Evelyn ud af lejligheden og håner Mia samtidig ved tage hendes baby. Mia forsøger at dræbe Annabelle og spørger ham, hvis der er en anden måde, og det siger, at hun kan tilbyde ham sin sjæl. John og Evelyn bryde døren åben for at finde Mia klar til at hoppe ud af vinduet med Annabelle i hendes hænder. John redder Mia; Evelyn tager fat i Annabelle og beslutter at gøre det offer, vel vidende dette er den måde, hun kan sone for Ruby død. Hun hopper ud af vinduet og er vist nederst ved et højhus, død ved siden af Annabelle. Leah findes derefter sikker og forsvarlig i hendes vugge. Seks måneder senere, er Forms flyttet og har ikke set Annabelle siden da. Andetsteds, køber moren til en af pigerne i åbningensscenen Annabelle som en gave til hendes barn. Den afslutteende tekst fortælles det, at den reelle Annabelle dukke er bosat i en sag i Ed og Lorraine Warren museum, og at det er velsignet af en præst to gange om måneden for at holde offentligheden sikkert fra det onde, der stadig opholder sig i dukken. Den sidste skud viser kameraet dvæle på Annabelle, som om hun vil gøre et træk, før skærmen skærer ud i sort. Produktion Den 8. november 2013 blev et spin-off film af Nattens dæmoner, og som byder på dukken Annabelle fra filmen, annonceret for at være i udvikling af Warner Bros. og New Line Cinema. Den er baseret på "angiveligt faktuelle bedrifter af spøgelses-jægere Ed og Lorraine Warren". Med Peter Safran og James Wan som producerer, John R. Leonetti som instrueret filmen fra et manuskript skrevet af Gary Dauberman. Casting Den 15. januar 2014 blev nyheden bekræftet, at Annabelle Wallis og Ward Horton ville spille hovedrollerne i filmen. To flere skuespillere, Eric Ladin og Brian Howe, sluttede sig til filmen i slutningen af januar før den prisvindende veteran Alfre Woodard også tilsluttede sig til rollebesætningen. Filmoptagelser Filmoptagelserne startede den 27. januar 2014 på The Book Shop i Covina. Den 25. februar 2014 fortsatte optagelserne i en lejlighed i South Normandie Avenue, hvor 55 besætningsmedlemmer skød i flere dage. Instruktør John R. Leonetti og producer Peter Safran fortalte reportere, at Annabelle-sættet var "hjemsøgt", og at de tænkte at "overnaturlige fænomener" havde fundet sted der. Musik Den 24. april 2014 blev Joseph Bishara hyret til at komponere musikken til filmen. WaterTower Music udgivet soundtracket albummet den 30. september 2014. Udgivelse Warner Bros udgav filmen den 3. oktober 2014 på verdensplan. Det blev udgivet i over 52 udenlandske markeder i sin åbningsweekend. Box office Den 2. november 2014 har Annabelle tjent $82.500.000 i Nordamerika og 149 millioner dollars i andre lande til en samlet sum på $231.500.000 på verdensplan . Nordamerika En tidlig analyse forventede at Annabelle kunne tjene brutto fra $25 til 27.000.000 i sin åbningsweekend, men dette var sat ned til et interval mellem $20 og 22 millioner dollar i slutningen af ugen. Annabelle blev udgivet den 3. oktober 2014 i 3.185 biografer i Nordamerika.. Filmen tjente $2.1 million fra torsdag aftens fremvisninger og tjente $15.4 million på sine åbningsdage (herunder torsdag brutto). Filmen debuterede som nummer to på box office i sin åbningsweekend med $37.134.255 ($11.659 per teater) fra 3.185 teatre i et kapløb med Kvinden der forsvandt ($ 37.513.109). De to udgivelser var adskilt af $ 378,854. Dens åbningsweekendsbruttoindtjening er den ellevte højeste i oktober og den største for en horrorfilm i 2014, overgår The Purge: Anarchy's $28.9 million åbning.

Après mai Handling Filmen foregår i Paris i begyndelsen 70'erne. Gilles (Clement Metayer) er en del af et militant studentermiljø, men har en kunstner i maven og tiltrækkes af filmkunsten. Han og hans kammerater finder igennem deres romantiske erfaringer og kunstneriske udvikling efterhånden deres plads i denne tumultariske tid.

Archie Mountbatten-Windsor Archie Harrison Mountbatten-Windsor (født 6. maj 2019) er søn af prins Harry, hertug af Sussex og Meghan, hertuginde af Sussex. Fødsel Archie Mountbatten-Windsor er søn af prins Harry, hertug af Sussex og Meghan, hertuginde af Sussex. Han blev født klokken 05:26 BST (04:26 UTC) den 6. maj 2019 på Portland Hospital i London.

Arnaldo Andreoli Arnaldo Andreoli (6. august 1893 – 2. december 1952) var en italiensk gymnast som deltog i OL 1920 i Antwerpen. Andreoli blev olympisk mester i gymnastik under OL 1920 i Antwerpen. Han var med på det italienske hold som vandt holdkonkurrencen i multikamp.

Arnaldo Pambianco Arnaldo Pambianco (født 16. august 1935 i Bertinoro) er en tifligere italiensk professionel landevejscykelrytter. Højdepunktet i hans karriere, kom da han vandt Giro d'Italia i 1961. Han repræsenterede hans land ved Sommer-OL 1956 i Melbourne, Australien.

Asienmesterskabet i håndbold 2008 (kvinder) Indledende runde I den indledende runde var de 10 hold opdelt i to grupper med fem hold. Hver gruppe spillede en enkeltturnering alle-mod-alle, og de to bedst placerede hold i hver gruppe gik videre til semifinalerne. Nr. 3 i hver gruppe gik videre til placeringskampen om 5.-pladsen, firerne gik videre til placeringskampen om 7.-pladsen, mens de sidste to hold måtte nøjes med at spille om placeringerne 9-10.

Atletik under sommer-OL 2016 - 5000 meter løb (damer) Format Kvindernes 5000 meter løbekonkurrence bestod af heats og en finale. De hurtigste konkurrenter fra hvert heat kvalificerede sig til finalen.

Audioteket Audioteket er et forlag, der blev grundlagt i 2000. Forlaget har specialiceret sig i lydbøger inden for specielt skønlitteratur, krimi og biografier.

Bønne Ernæringsværdi I lighed med andre bælgplanter er bønner rige på proteiner, fibre, jern, magnesium, zink og B-vitaminer. Giftighed Modne bønner indeholder et lectin, en toksisk substans i rå tilstand. De giftige lectiner uskadeliggøres ved kogning og derfor skal bønner generelt koges. Alle bønnespirer og bønner bortset fra linser, mungbønner, soyabønner og kikærter er giftige i rå tilstand på grund af lectinindholdet. Lectinerne i havebønner, pralbønner, limabønner, hestebønner, hvide bønner, brune bønner, sorte bønner, pintobønner og især kidneybønner giver diarré, opkastning og kvalme, i værre fald mavekrampe og blødninger.

Børge Madsen Børge Madsen (født 7. februar 1909 i København, død 21. december 1978 samme sted) var en dansk forfatter. Han voksede op i København i et indremissionsk hjem. Han fik studentereksamen med udmærkelse fra Svanholm Gymnasium i 1927, og startede samme år på teologistudiet i København, hvor han sammen med studiekammerater udgav tidsskriftet Teologisk Forum. Senere opgav han dog studiet og opholdt sig derefter i en periode i England og Tyskland. I 1929 gennemgik han behandling for manio-depressivitet på Skt. Hans Hospital, og havde i 1930erne flere ophold på psykiatrisk afdeling. Han debuterede i 1933 med romanen Jeg er salig , der blev positivt bemærket og vakte forhåbninger hos kritikere. Der hengik dog ti år inden disse forhåbninger blev indfriede med "Komponisten" i 1945 - formentlig Madsens mest kendte roman. Han ernærede sig i perioder som pianist, bl.a. i et omrejsende cirkus og skrev mange kærligheds- og kriminoveller til ugeblade under en lang række forskellige engelske pseudonymer. Børge Madsen var gift med Vibeke Vipsen Marianne Bølling, deres datter, Kedda Madsen, debuterede selv som forfatter i 1963.

Büsching (månekrater) Omgivelser Bürschingkrateret har Buchkrateret, som er af samme størrelse, liggende tæt ved sin sydvestlige rand, og længere mod sydvest ligger Maurolycuskrateret. Karakteristika Krateret er eroderet efter en lang historie af senere nedslag, så randen er nedslidt og kanten afrundet. Der ligger adskillige småkratere langs kanterne, og der er et lille krater på kraterbunden nær den øst-sydøstlige rand. Bunden er i øvrigt noget irregulær og har ingen central top i midten.

BDO International BDO International er et verdensomspændende netværk af revisionsvirksomheder. Netværket blev etableret i 1963 og koordineres af BDO Global Coordination B.V., der hovedsæde i Bruxelles. Navnet, der blev taget i brug i 1973, er et akronym for Binder Dijker Otte & Co. Pr. september 2009 bestod BDO International af 100 medlemsvirksomheder med i alt 1.138 kontorer og 46.035 ansatte. Medio 2015 har BDO International 59.000 medarbejdere i 151 lande. BDO i Danmark Siden nytår 2010 har alle BDO-virksomhederne blot båret navnet BDO. Tidligere havde medlemmerne unikke 'efternavne', eksempelvis hed det danske medlem BDO ScanRevision. I dag kaldes rådgivnings- og revisionsvirksomheden BDO i Danmark. I Danmark beskæftiger man 1.100 ansatte fra 31 kontorer i 30 byer. Hovedsædet i Danmark er beliggende i Aarhus på hjørnet af Kystvejen og Nørreport.

Barocius (månekrater) Omgivelser Barocius ligger lige sydøst for det store Maurolycuskrater. Sydvest for ligger Clairautkrateret, og mod syd-sydøst ligger Breislakkrateret. Karakteristika Randen af Barocius er blevet nedslidt og eroderet af utallige senere nedslag. Af disse lægger man mest mærke til "Barocius B", som ligger over den nordøstlige rand og som samtidig er trængt ind i "Barocius C". Der er en rest af et krater ved navn "Barocius W" beliggende lige inden for den indre væg mod sydvest. På kraterbunden er der en lav central top, som er forskudt mod nord i forhold til bundens midtpunkt.

Basketligan Svenska Basketligan er den øverste herreserie i svensk basketball. Basketligan blev stiftet i 1992 efter mønster fra den amerikanske liga NBA. Det indebærer, at det er en af de få lukkede europæiske sportsligaer. Hold, der søger om optagelse, skal ud over sportslige krav opfylde en række betingelser, hvad angår tilskuerpladser, økonomi, organisation og ungdomsvirksomhed. På samme måde er nedrykning fra ligaen primært dikteret af økonomiske hensyn. I forbindelse med ligaens stiftelse valgte mange hold at tage amerikansk-lydende tilnavne (Norrköping Dolphins, Sundsvall Dragons osv.), hvilket var et særsyn i europæisk idræt på det tidspunkt. Ligaen har haft de to tidligere NBA-stjerner Magic Johnson og Scottie Pippen som gæstespillere. Vinderen af Basketligen er svensk herremester i basketball.

Beatrix af Nederlandene Baggrund Beatrix tilhører grenen Lippe-Biesterfeld af den tyske adelsslægt Lippe. Kognatisk nedstammer hun blandt andet også fra den frisiske gren af huset Oranien (Oranje på nederlandsk), og dettes stamfader Jan de Oude (den Gamle), greve af Nassau og yngre broder af Vilhelm af Oranien, som ses som Nederlandenes far. Friesland har haft statholdere fra denne gren siden 1584. Den første var Vilhelm Fredrik, søn af Jan de Oude. Fra 1747 leverede denne gren også statholdere til de andre nederlandske områder efter, at den hollandske gren af Oranien-slægtens mandlige linje (stamfader Willem de Zwijger (Vilhelm den Tavse) eller Vilhelm I af Oranien) var uddød. Dette skete, da Vilhelm den tredje, statholder af Holland og konge af England, faldt af sin hest og døde i 1702. van Oranje-Nassau Navnet blev første gang fastlagt som et kongelig navn ved kongelig dekret den 8. februar 1901, at dronning Wilhelminas eventuelle børn skal bære dette navn, men da som "van Oranje Nassau". Nederlandene gjorde dette for at bevare dette historiske navn for eftertiden. Den 8. januar 1937 blev det fastlagt ved et nyt kongelig dekret, at eventuelle børn af daværende prinsesse Juliana ville komme til at hedde "van Oranje-Nassau", altså med bindestreg. Den 16. februar 1966 blev ved endnu et kongelig dekret fastlagt, at prinsesse Beatrix' børn skulle kaldes "van Oranje-Nassau". Det foreløbigt sidste kongelige dekret fra 2. januar 1967 foreskriver, at hendes søstres eventuelle børn kun ville få personlige titler (ikke arvelige) som prins eller prinsesse "van Oranje-Nassau" efterfulgt af faderens etternavn. Opvækst og uddannelse Beatrix blev født i Paleis Soestdijk i Baarn (i provinsen Utrecht). 5. august 1939 blev søsteren Irene Emma Elisabeth født. I Baarn boede den kongelige familie frem til maj 1940, da de flygtede for den tyske invasion, først til Storbritannien, senere videre til Ottawa i Canada. De vendte tilbage til Nederlandene den 2. august 1945. Beatrix havde da fået en søster til, Margriet Francisca, født 19. januar 1943. Den sidste søster, Maria Christina, blev født 9. oktober 1947 på Soestdijk. Hun blev kaldt Marijke, og kom senere til at bruge navnet Christina. Beatrix' skolegang begyndte med folkeskole i Canada, og fortsatte i Nederlandene frem til eksamen fra Baarns Lyceum i 1956. Fra hun fyldte 18 år i 1956, tog hun del i statsråd og kunne efter den nederlandske grundlov bære kongelig ansvar. Hendes optræden under officielle opgaver i 1950- og 1960-erne gav henne tilnavnet Prinsesse Smil. Hun var tidlig klar over hvilke pligter, hun som fremtidig overhoved for det nederlandske kongehus ville komme til at bære, og tog disse meget alvorligt. I 1956 begyndte hun at studere ved universitetet i Leiden, flyttede på hybel og fulgte forelæsninger indenfor sociologi, jurisprudens, økonomi, konstitutionel lovgivning og parlamentær historie. Ved siden af dette fulgte hun også forelæsninger om kulturen i Surinam og på de forhenværende Nederlandske Antiller, international politik, folkeret, historie, den nederlandske grundlov (het Statuut van het Koninkrijk) og europæisk lov. En anden del af hendes uddannelse i disse år var arbejdsbesøg hos ulige europæiske og internationale organisationer i Genève, Strasbourg, Paris og Brussel. I juli 1961 bestod hun eksamen ved det juridiske fakultet. Ved siden af studierne fandt hun tid til at være et aktivt medlem af Foreningen for Kvindelige Studenter i Leiden. I 1963 besøgte hun Japan, Canada og USA. I USA blev hun modtaget i Det Hvide Hus af præsident John F. Kennedy. Det samme år flyttede hun ind på Drakestein slot i Lage Vuursche ved Baarn, hvor hun blev boende, senere med familie, helt frem til 1981 efter, at hun overtog tronen fra dronning Juliana i 1980. Familien trivedes så godt på Drakestein, at de så dette slot som et "tabt paradis", da hendes nye rolle som dronning betød, at familien måtte flytte til Huis Ten Bosch i Haag. Paleis Noordeinde i centrum af Haag blev arbejdssted fra 1984. Forlovelse og bryllup Den 1. maj 1965 blev hun for første gang fotograferet sammen med Claus von Amsberg. 28. juni 1965 blev forlovelsen mellem Beatrix og den tyske diplomat Claus Georg Wilhelm Otto Friedrich Gerd von Amsberg annonceret af dronning Juliana og prins Bernhard via radio og TV. Forlovelsen udløste mange reaktioner på grund af, at Claus var tysk statsborger. Det blev ved Rigslov af 8. december 1965, Stbl. 525, givet tilladelse til giftermål af "De Tweede Kamer" (andetkammeret i det nederlandske parlament). To dage senere blev Claus nederlandsk statsborger. Brylluppet fandt sted i Amsterdam den 10. marts 1966. I Amsterdams rådhus stod borgmester van Hall for formaliteterne, mens den kirkelige vielse blev foretaget af præsten H.J. Kater i Westerkerk. Prædikenen blev holdt af præsten J.H. Sillevis Smitt. Claus fik i denne sammenhæng titlen "Prins af Nederlandene" og "Jonkheer af Amsberg". Den 27. april 1967 blev kronprins Willem-Alexander født i Utrecht, den første mandlige arving til den nederlandske trone i 116 år. I 1968 og 1969 blev Johan Friso og Constantijn født. I tiden efter brylluppet rejste Beatrix og Claus flere gange til udlandet, blandt andet foretog de en rejse til Sovjetunionen som blev anset som kontroversiel. Prins Claus døde 6. oktober 2002. Rejser og aktiviteter Prins Claus og prinsesse Beatrix donerede folkets bryllupsgave – et stort beløb – til velgørende formål. Beløbet blev delt mellem 4 nationale foreninger for forældre med handicappede børn, ekstra medicinsk udstyr til "Henri Dunant" (et sygehusskib tilhørende det nederlandske Røde Kors) og handikappede børn og unge i Surinam og på De Nederlandske Antiller. På denne tid var prinsesse Beatrix blandt andet formand for en europæisk arbejdsgruppe for frivilligt arbejde inden for udviklingsarbejde i Asien og Afrika, det daglige styre for "de Zilveren Centra" (arbejde blandt unge som bor på internat) og videre for UNICEF og en national fond for børn og unge. Prinsesse Beatrix har udvist stor interesse for Surinam og De Nederlandske Antiller og deres indbyggere. Hun besøgte landene i 1958 for første gang, og igen i 1965. Under det sidste besøg var hovedinteresserne den sociale og økonomiske udvikling, som landene havde været igennem efter hendes forrige besøg. Under det tredje besøg i 1966 præsenterede hun prins Claus for indbyggerne i disse lande. Både prinsessen og prinsen var til stede, da Surinam fik sin uafhængighed i 1975. Beatrix har også deltaget i internationale konferencer, blandt andet den årlige Bilderbergkonference, som blev startet på initiativ af prins Bernhard. På disse konferencer deltog fremstående nederlandske og udenlandske politikere, forretningsfolk, fagforeningsledere, journalister og akademikere. Temaer under disse konferencer var aktuelle problemer blandt andet inden for international politik og økonomi. Koninginnedag / Koningsdag 30. april er en vigtig dato i Nederlandene. For det første var det Beatrix' mor og forgænger Juliana af Nederlandenes fødselsdag. For det andet er det datoen for Beatrix' indsættelse. Denne dag fejres Koninginnedag (Dronningedag), som blev en tradition, mens Juliana var dronning, og selv om Beatrix er født på 31. januar, besluttede hun til ære for sin mor at fastholde den 30. april. Også efter Beatrix' abdikation fastholdes 30. april men nu under navnet Koningsdag (Kongens dag). Abdikation Den 28. januar 2013 meddelte Beatrix, at hun abdicererede den 30. april 2013 og overlader tronen til sin ældste søn Willem-Alexander af Nederlandene. Hendes titel herefter er prinsesse af Nederlandene.

Bellerofon Bellerofon (græsk: Βελλεροφῶν eller Bellerophontes græsk: Βελλεροφόντης) var en af græsk mytologis helte. Historien er en retledning i, hvordan forholdet mellem en dødelig hero og guderne skal være. Som ung ærede han guderne og vandt deres yndest; senere blev han grebet af hybris. Han var søn af Poseidon og Eurynome, der var gift med Sisyfos' søn kong Glaukos (med betydningen "grønblå", som i "glaukom" ). Denne opdrog Bellerofon som sin egen. Zeus skal have afgjort, at Glaukos aldrig skulle få egne børn, fordi han havde fornærmet Afrodite, da han forhindrede sine hopper i at parre sig, så de skulle være i bedre form ved hestevæddeløbene. Pegasus Oprindeligt hed drengen Hipponous, da han holdt meget af heste og stærkt ønskede sig den vingede hest Pegasus. Han var dog ved at opgive, da han fik det råd af seeren Polyeidus at tilbringe en nat i Athenes tempel. Ganske rigtigt drømte han, at gudinden gav ham en magisk tøjle, og han vågnede med tøjlen i sine hænder.Så stod han parat, da Pegasus næste gang kom for at drikke af kilden Peirene på Korinths Akropolis, som Sisyfos havde fået flodguden Asopos til at skænke byen. Navnet Den mytologiske forklaring på Bellerofons navn var "Belleros' drabsmand". Mere sandsynligt er betydningen "Våbenbærer", af græsk belos (= projektil) og foreo (= bærer). Nogle kilder anfører, at han havde dræbt en korinthisk adelsmand ved navn Belleros; andre, at han havde dræbt sin egen bror, hvis navn blev opgivet som Deliades, Peiren eller Alkimenes. I alle tilfælde skal Bellerofon have søgt tilflugt i Tiryns hos kong Proteus. Her gennemgik han en renselse, men blev dermed også kong Proteus' undersåt. Hybris I virkeligheden var Bellerofon misundt af guderne, der dømte ham til at vandre i ensomhed over sletten i Kilikien. Andre siger, at han forsøgte at flyve op til Olympen. Da fik Zeus Pegasus til at kaste ham af, så han faldt til jorden og blev krøbling. Eftermæle I lighed med Theseus begynder Bellerofon som en ren helteskikkelse. Mod slutningen af livet bliver begge mere sammensatte karakterer. Kun fragmenter er bevaret af Euripides' tragedie om Bellerofon. I Begrebet Angest skriver Søren Kierkegaard: "Men i Forhold til Alvoren skal den vide ikke at taale nogen Spøg, glemmer den dette, da kan det hænde den, hvad der hændte Albertus Magnus, da han overmodig trodsede paa sin Speculation imod Guddommen, at han pludselig blev dum, da skal det hænde den, hvad der hændte Bellerophon, der roligen sad paa sin Pegasus i Ideens Tjeneste, men faldt ned, da han vilde misbruge Pegasus til paa den at ride til et Stevnemøde med en jordisk Qvinde."

Big Mother Big Mother er et begreb der har flere relaterede betydninger omkring tryghedsskabende foranstaltninger i forbindelse med velfærd og overvågning. Big Mother er et ordspil på Big Brother. På engelsk har begrebet Big Mother været brugt om forældres tætte overvågning af deres børn, på engelsk også pervasive parenting. Når barnets mobiltelefon er udstyret med GPS kan forældrene følge barnets bevægelser. I danske sammenhænge er begrebet brugt i forbindelse med samfundets registrering og overvågning af dets egne borgere for borgenes sikkerhed, tryghed eller underholdning. Mens Big Brother-samfundet fungerer i en diktatorisk totalitær stat der påtvinger overvågning af genstridige borgerne, lader borgene sig selv overvåge i Big Mother-samfundet med nye informationsteknologier "fordi de skaber store besparelser i tid og penge, eller skænker [...] nye velfærds- og underholdningstilbud." Overvågningskameraer i tog er et eksempel på denne type Big Mother. Hans Jørgen Bonnichsen har også brugt ordene "Big Mama" i samme betydning. Big Mother-begrebet bruges også i en lidt anden betydning i Danmark om forbud der søger at forebygge. Krav om sikkerhedssele, kampagner mod fedme og rygeforbud har været set som eksempler på Big Mother. Politisk har Simon Emil Ammitzbøll taget begrebet op da han ved stiftelse af sit parti Borgerligt Centrum talte for "færre forbud og regler" og sagde at "Borgerligt Centrum vil gøre op med Big Mother samfundet". Partiet Liberal Alliance har også brugt begrebet i forbindelse med rygeloven og afgifter på søde sager. På engelsk er nanny state et tilsvarende begreb.

Bjurholms kommun Historie Bjurholm sogn brød i 1808 ud fra Nordmaling sogn. Da kommunalforordningen af 1862 trådte i kraft blev sognet en landskommune. Municipalsamhället Bjurholm blev etableret i 1934 og opløst i 1962. I 1974 blev Bjurholm kommun indlemmet i Vännäs kommune, men af forskellige årsager blev Bjurholm igen udskilt som selvstændig kommune igen i 1983.

Black Mesa Research Facility Black Mesa Research Facility er et fiktivt underjordisk laboratorium i computerspillet Half-Life og dets udvidelsespakker Blue Shift og Opposing Force. Stedet er beliggende i New Mexicos ørken og de fleste hændelser i spillet finder sted her, blandt andet Black Mesa Incident. Forskning Black Mesa er bygget op af mange afdelinger, blandt andet et missillager, som blev bygget i 1950. Black Mesas forskning dækker mange områder, eksempelvis stråling, raket- og missilforskning, teoretisk fysik, laser- og atomfysik. Black Mesa laver også dele til atomvåben. Udover de nævnte aktiviteter, laver Black Mesa også meget fortrolige ting som for eksempel forskning i high-tech våben, og flerdimensional teleportering, og de har bl.a. opdaget et andet univers, Xen. Historie I åbningssekvensen af Half-Life er hovedpersonen Gordon Freeman på vej med tog til Black Mesa. Speakeren fortæller, at Black Mesa søger folk med baggrund i teoretisk fysik, bioteknologi og andre high-tech forskningsområder. I starten af både Half-Life og dets udviddelser lærer man meget om Black Mesa, bl.a. at stedet har strenge sikkerhedsprocedurer, og hver eneste medarbejder skal igennem mange visitationer, hver gang de skal arbejde. Det afsløres dog ikke, hvor stort Black Mesa rent faktisk er. I slutningen af Half-Life: Opposing Force bliver Black Mesa udslettet af en atombombe, som blev plantet af Black Ops styrken. Faciliteter Black Mesa har ekstremt mange lagringsområder, laboratorier, testfaciliteter og administrationskontorer. Eftersom Black Mesas medarbejdere skal bo i Black Mesa, er der også mange personalefaciliteter. Som eksempler kan nævnes: møntvaskerier, sportsarenaer, basketballbaner, swimmingpools, spillemaskiner, fast food-restaurant og en bar. Black Mesa har også dets egen avis, The Mesa Times. I Blue Shift lærer man mange yderligere detaljer om Black Mesa, for eksempel står der i Barney Calhouns ansættelsespapirer, at Black Mesa også udfører forsøg, der involverer bizare dyr fra hele verden, men disse dyr er i virkeligheden væsener fra Xen. I de samme sider står der, at sikkerhedsvagterne skal arbejde sammen med personale fra HECU, i tilfælde af at der skulle større ulykker sted. Motto Black Mesas motto er "Working to build a better tomorrow for all mankind" ("Vi arbejder for en bedre morgendag").

Blake Caparello Blake Caparello (født 30. august 1986 i Essendon, Victoria, Australien) er en australsk professionel bokser, der kæmper i letsværvægt. Professionelle karriere Den 17. oktober 2013 besejrede Caparello amerikanske Allan Green ved en 12 omgangs enstemmig afgørelse og vandt den ledige IBO letsværvægts-titel. Green klarede ikke vægten til kampen, så titlen var kun på spil for Caparello og ville være blevet ledig, hvis Green havde vundet. Caparello udfordrede om sin første verdensmesterskabstitel den 2. august 2014 mod WBO letsværvægtsmesteren Sergey Kovalev, men tabt ved på teknisk knockout i 2. omgang. Den 29. april 2016 tabte han til Andre Dirrell i New Jersey i USA via en enstemmig afgørelse.

Bluse En bluse (svensk: blus 1822, fra tysk bluse, af fransk blouse) er en løstsiddende trøje, der poser ud over midjen. Blusen kendes fra nordisk klædedragt (islandsk: stakkr) fra bronzealderen (Egtvedpigen, Skrydstruppigen) til og med romersk jernalder. Den er kortere end en kjortel og når til neden for hoften eller midt på låret. Den bruges især af kvinder og var arbejdsdragt for mænd og påklædning for drenge (blusekjole). En bluse er traditionelt lavet af lærred af bomuld.

Bohrium Egenskaber Man kan kun fremstille ganske små mængder af bohrium og tilsvarende tunge grundstoffer ad gangen, og det besværliggør undersøgelser af disse stoffers kemiske egenskaber. Kemiske forsøg udført i 2000 på isotopen ²⁶⁷Bh viser at bohrium reagerer med ilt og saltsyre under dannelse af bohriumoxyklorid, på en måde der "matcher" andre stoffer fra gruppe 7; rhenium og technetium. Fremstilling af bohrium Da alle isotoper af Bohrium har ganske korte halveringstider (²⁷³Bh og ²⁷⁴Bh har rekorden med blot ca. halvanden time), eksisterer stoffet ikke i naturen. I laboratoriet er der to måder at fremstille det på; i begge tilfælde accelereres en ion af et forholdsvis let grundstof som krom eller mangan mod et "mål" af et temmelig tungt grundstof, for eksempel bly eller vismut. Ved kollisionen fusioneres ("sammenføjes") de lette og tunge atomkerner, enten med en bohriumisotop som resultat, eller også skabes et andet meget tungt grundstof, som hurtigt henfalder til en bohriumisotop. Historie Dmitrij Mendelejev havde i sit periodiske system en "tom plads" neden under rhenium, som han navngav eka-rhenium. Stoffet blev første gang fremstillet i 1976 af et sovjetisk forskninghold ledet af Ju. Oganessian på Instituttet for Atomforskning ved Dubna, som skabte isotopen Bh-261 med en halveringstid på 1-2 ms (senere data angav en halveringstid på omkring 10 ms). De skabte Bh ved at skyde en kerne af krom-24 imod bismuth-204. I 1981 bekræftede et tysk forskningshold under ledelse af Peter Armbruster og Gottfried Münzenberg ved Gesellschaft für Schwerionenforschung (Institutet for Tung Ion Forskning) i Darmstadt det sovjetiske holds resultater og producerede Bohrium, men denne gang Bh-262 med længere levetid. Tyskerne foreslog at navngive det nyfundne stof nielsbohrium til ære for den danske fysiker Niels Bohr. De sovjetiske forskere havde foreslået navnet til grundstof 105 (dubnium). IUPAC (International Union of Pure and Applied Chemistry) navngav i første omgang stoffet som Unnilseptium (Uns). I 1984 anbefalede en komité nedsat af IUPAC at elementet kom til at hedde Bohrium. Skønt mange protesterede over at navnet kunne forveksles med Bor, blev det godkendt i 1997. Isotoper af bohrium Man kender 16 isotoper af bohrium, som alle er radioaktive. Generelt har de tungeste isotoper længst levetid; efter ²⁷³Bh og ²⁷⁴Bh har ²⁷⁵Bh den længste halveringstid; omkring 40 minutter. Alle andre isotoper, fra ²⁶⁰Bh til ²⁷²Bh, er lettere men har kortere halveringstider.

Bokserparodi Handling Komisk boksekamp optaget i filmstudie. Klassisk skilpadden og haren-fortælling, hvor "dummepeter' får bank af smart bokser, men alligevel vinder til sidst.

Borstel (Holsten) Geografi Borstel ligger omkring syv kilometer nordvest for Bad Bramstedt og fem kilometer nordøst for Kellinghusen. Jernbanen Hamborg-Altona–Kiel krydser kommunen på strækningen mellem Elmshorn og Neumünster.

Bromeret flammehæmmer En bromeret flammehæmmer er en organisk kemisk forbindelse, en kulbrinte, ofte en diphenylether, substitueret med bromatomer. Bromerede flammehæmmere anvendes for at øge brandsikkerheden i en lang række produkter, hovedsageligt forbrugerelektronik og plastic, men også i f.eks. gulvtæpper. Indholdet af brom gør, at produktet får vanskeligt ved at brænde. Via en såkaldt dekomponering frigøres bromatomerne, der fungerer som reduktanter og hæmmer en oxidationsreaktion. Således stopper den bromerede flammehæmmer branden allerede inden den er gået i gang. Der findes ca. 40 forskellige bromerede flammehæmmere, der alle produceres uden for Danmark. Bromerede flammehæmmere indeholder bl.a. bisfenol A. De kom frem i 1978, hvor de erstattede PCB som brandhæmmer. De bromerede flammehæmmere har en række uheldige konsekvenser. De kan afdampe fra produkterne og dermed indåndes af mennesker. De er mistænkt for at være hormonforstyrrende og være årsag til fosterskader og kræft, og visse af stofferne ophobes i miljøet. EU forbød i 2004 to af de mest problematiske bromerede flammehæmmere, penta-BDE og octa-BDE, og EU-Kommissionen har bebudet at den vil anbefale et forbud af deca-BDE. I computer server-rum er indholdet af bromerede flammehæmmere (PBDE) målt til 10,848 pg/m3, hvilket svarer til et dagligt indtag på 0.065 µg/dag for folk der opholder sig i server-rummet.

Brooks (skib, 1781) Skibet Brooks-familien var købmænd i Liverpool, og deres deltagelse i slavehandel var med til at gøre dem velstående. Joseph Brooks senior (1706-1788) var således ejer af det byggefirma, der i årene 1749-1754 byggede Liverpool Town Hall, byens kombinerede børs og rådhus, men det er ikke dokumenteret at han tog del i slavehandelen. Det gjorde derimod hans nevø Joseph Brooks junior (1746-1823), og et af de skibe, han fik bygget, specielt indrettet til slavehandel, var Brooks fra 1781. Det fungerede som slaveskib indtil 1804 og blev derefter solgt. I 1788 vedtog det engelske parlament en Slave Trade Act (Lov om slavehandel), der regulerede, hvor mange slaver, der måtte stuves i skibene i forhold til deres tonnage. Loven var blandt andet baseret på opmålinger af eksisterende skibe, og et af de ni skibe, der blev opmålt i Liverpool i 1788, var Brooks.

Brudekjolen Handling Elisabeth, en fattig slægtning til "den gamle nåde" elsker Hugo, som ventes hjem fra rejse. Hendes rivalinde, etatsrådens datter, har bedre kort på hånden, men ved et selskab til ære for Hugo forelsker han sig i Elisabeth, selv om hun har måttet klæde sig i moderens gamle brudekjole. Hun havde ikke råd til en ny kjole. Etatsrådens datter bliver meget fornærmet og forlader selskabet sammen med faderen. De unge elskende finder sammen.

Bunsenbrænder En bunsenbrænder er et stykke laboratorieudstyr der benyttes til opvarmning, sterilisering og forbrænding. Den er opkaldt efter den tyske kemiker Robert Wilhelm Bunsen, skønt den oprindeligt blev tegnet af Michael Faraday. Betjening Bunsenbrænderen brænder en vedvarende strøm af gas, fx naturgas (metan) eller propan, butan eller en blanding af disse. Brænderen har en fod med forbindelse til en gasslange og et vertikal rør, som står i midten af foden. Gasslangen forbindes til en gashane. De fleste laboratorier har en række haner med forskellige gasser fra en central kilde. Gassen flyder fra slangen ind gennem et lille hul i foden og ledes opad gennem røret. For neden er åbninger i røret, som tillader luft at trænge ind for at blande sig med gassen, som brænder i toppen af røret efter antænding med en flamme (ved kanten) eller en gnist. Den mængde luft, der blandes med gasstrømmen, har betydning for forbrændingen. Mindre luft giver en ufuldstændig og derfor koldere forbrænding, mens gas blandet med en god mængde luft giver en varm og noget nær fuldstændig forbrænding. Lufttilførslen kan kontrolleres ved at åbne og lukke for åbningerne på siden af røret. Når kraven ved bunden af røret drejes, så der blandes mere luft ind i gassen, vil flammen blive varmere og se blå ud. Når hullerne lukkes til, blandes gassen først med luft, når den når toppen af røret, hvilket giver meget mindre ilt til forbrændingen, som derfor er ufuldstændig. Flammen er nu koldere og har en gul farve. Denne flamme kaldes en sikkerhedsflamme, idet den selv i sollys er meget synlig. Den gule farve forårsages af små, lysende sodpartikler. – Reguleres lufttilførslen, så forbrændingen er næsten ren, vil flammen lyse blåt, men kan være næsten usynlig mod visse baggrunde og i sollys (pas på håret!). Forøges gasgennemstrømningen bliver flammen større, og også lufttilførslen må øges. Ellers bliver flammen gul pga. manglende luft og flammen bliver mindre varm. Brug Bunsenbrændere er i høj grad blevet erstattet af kogeplader, varmekapper og lignende elektriske varmeelementer som varmekilder i laboratorier. Kogeplader har en række fordele frem for bunsenbrændere. For det første er elektriske varmeelementer mere sikre at arbejde med. For det andet giver en kogeplade fx sammen med fx et sandbad en mere jævnt fordelt varme end bunsenbrænderen, hvis varme er koncentreret i spidsen af flammen. Jævn varme er vigtig for varigheden af kemiske reaktioner og for eventuelle sidereaktioner. For det tredje kan en kogeplade benyttes over et større temperaturinterval både til at bringe væsker i kog og til blot at holde dem varme. Desuden dannes der ved forbrændingen i bunsenbrænderen sideprodukter, som kan påvirke den kemiske reaktion. Så i forhold til en bunsenbrænder, der brænder med fx en gul flamme (som bl.a. producerer kulmonoxid), giver en kogeplade en ren varme uden sodpartikler, mens den renere forbrænding i en blå flamme blot producerer kuldioxid og vand. Bunsenbrænderen kan dog give en hurtigere varme end en kogeplade og er bedre egnet til sterilisation. Den bruges også til at tørre glasvarer forud for fugtfølsomme reaktioner i organiske kemilaboratorier som fx grignardreaktioner. Bunsenbrænderen kan også benyttes til flammeprøven, hvor man studerer farvningen af en flamme, når der anbringes en prøve i flammen for at identificere bestemte grundstoffer. Prøven anvendes bl.a. inden for mineralogien.

Busterminal En busterminal eller rutebilstation er et trafikalt knudepunkt, med anlæg til at betjene forskellige buslinjer. De er ofte, men ikke altid, anlagt i forbindelse med større jernbanestationer, lufthavne eller anden trafikplads, hvor der er et stort behov for transport af mange passagerer til og fra. Mange byer af en vis størrelse har en busterminal, hvor buslinjer til og fra omegnen og andre byer mødes eller har endestation. En sådan terminal kan desuden fungere som knudepunkt for de lokale bybusser, hvis de ikke eventuelt har deres egen. For at lette omstigningen mellem de forskellige buslinjer og eventuelle andre transportmidler kan driften være koordineret, så der på bestemte tidspunkter ankommer og afgår en række busser indenfor et kort tidsrum. I storbyer vil der typisk være flere busterminaler, hvor en for eksempel er for fjernbusser, mens andre ligger ved forskellige jernbanestationer og andre knudepunkter til brug for de lokale buslinjer. Busterminaler har som regel flere faciliteter end almindelige busstoppesteder. Det mest almindelige er sammenhængende tag over et større venteområde, informationstavler, toiletter og ventesale. Mange steder kan man også finde bagagebokse, kiosk og billetsalg, ligesom der nogle steder kan være butikker eller spisesteder. Nogle steder håndteres der også gods, rækkende fra mindre breve og pakker og op til stykgods i områder trafikeret af kombinerede busser og lastbiler eller lignende. Derudover kan der være mulighed for henstilling af busser og opholdsrum for buschaufførerne.

César for bedste instruktør César for bedste instruktør er blevet uddelt i alle årene siden 1976. Kilde (på (fransk))César for bedste instruktør på AlloCiné.

Camilla af Rosenborg Forældre Camilla af Rosenborg er den mellemste datter af Grev Christian og Grevinde Anne Dorte af Rosenborg. Hun er tvilling til sin storesøster, Josephine af Rosenborg, og hendes lillesøster er Feodora af Rosenborg. Uddannelse, arbejde og hverv Camilla af Rosenborg er handelsuddannet (kontorassistent) og driver den kreative virksomhed "IdéFabrikken", som bl.a. udlejer & forhandler Segway lignende køretøjer i Nyhavn42 Kbh . Z-Way.dk. Hun har siden 2008 været protektor for foreningen Familier med kræftramte børn. Arveret Camilla af Rosenborgs far grev Christian mistede sin arveret til den danske trone, da han giftede sig i 1971, hvorfor hun ikke selv er arveberettiget dertil.Fra 1947 til 1953 var Prins Christian nummer 3 i den Danske arvefølge efter sin storebror Ingolf og faderen Prins Knud som sammen med Prinsesse Caroline Mathilde var landets tronfølgerpar i samme periode. Gennem sin farmor Arveprinsesse Caroline-Mathilde (1912-1995) nedstammer Camilla af Rosenborg fra kong Georg 2. af Storbritannien. Derfor har hun og hendes efterkommere en meget fjern arveret til den britiske trone.

Carl Juel Karriere Juel var en søn af etatsråd Knud Juel (d. 1709). 1731 blev han tjenstgørende kammerjunker hos dronning Sophie Magdalene, 1735 tillige assessor (dommer) i Højesteret og 1738 stiftamtmand i Christianssand Stift og amtmand i Nedenæs og Råbygdelagets Amter. 1742 kaldtes han tilbage for at overtage stillingen som hofmester for prinsesse Louise og udnævntes samme år til Ridder af Dannebrog. Ved kronprinsens giftermål året efter blev han hofmester hos kronprinsessen og ved tronskiftet 1746 overhofmester hos dronningen. 1747 udnævntes han til ridder af l'union parfaite og 1749 til gehejmeråd. Diplomat 1751 sendtes Juel til Sverige som overordentlig ambassadør for at lykønske kong Adolf Frederik til tronbestigelsen og tillige undersøge den politiske situation der. Han udnævntes ved denne lejlighed til Serafimerridder. Ved kongens giftermål 1752 med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel overtog Juel stillingen som overhofmester hos hende, men 1754 fjernedes han helt fra hoffet tillige med sin hustru, der var overhofmesterinde hos dronningen. Den preussiske gesandt Häseler, der roser Juel stærkt og kalder ham et af de bedste hoveder i landet, tilskriver J.H.E. Bernstorff skylden for denne fjernelse, da han var bange for Juels indflydelse hos dronningen og så en medbejler i ham. Juel var nu overhofmester for det ridderlige Akademi i Sorø og amtmand i Sorø og Ringsted Amter fra 1754-60, stiftamtmand på Fyn og amtmand i Odense, Dalum, Sankt Knuds og Rugård Amter fra 1760-67. 1762 udnævntes han tillige med Cai Rantzau til at repræsentere Danmark på den kongres, der skulle træde sammen i Berlin for at mægle mellem Danmark og Rusland, men da kejser Peter III blev myrdet inden kongressens åbning, kaldtes afsendingerne straks tilbage. 1763 blev Juel gehejmekonferensråd, og 1766 arvede han efter sin ældre broder Niels Juel stamhuset Taasinge. Ægteskaber Han var gift tre gange: 1. gang 15. august 1738 med hofdame Christiane Henriette Louise von Schleinitz (24. september 1709 – 12. august 1756); 2. gang 24. marts 1759 med Anna Margrethe Juel (18. september 1741 – 1. maj 1761), søster til Gregers Christian Juel; 3. gang 24. marts 1762 med Amalie Christiane Raben (4. august 1736 – 1. august 1803), datter af gehejmeråd Christian Frederik Raben (1693-1773) og Berte Scheel von Plessen (1707-1786).

Caroline Søeborg Ahlefeldt-Laurvig-Bille Karriere Hun er uddannet bachelor i informationsvidenskab og har en MBA fra Handelshøjskolen i København. I 1992 stiftede hun MouseHouse, Danmarks første internetbureau, og året efter designuddannelsen, Space Invaders. Jan Carlzons svenske Cell Network købte i 1999 MouseHouse af Caroline og medarbejderne. I 2002 modtog hun Alt for Damernes Kvindepris med begrundelsen, at "hun er en fantastisk rollemodel, en usædvanlig kvinde med mod til at skabe – virksomheder, arbejdspladser, ånd, energi – og med mod til at vove sig selv." I januar 2008 blev hun af FDB indvalgt som bestyrelsesmedlem i Coop Danmark A/S.

Carsten & Gittes filmballade Handling De to dukker Carsten og Gitte er centrale hovedpersoner i denne danske småbørnsfilm, der består af i alt seks nye danske animationsfilm, som bl.a. handler om Prinsesse Rita, der propper ærter i ørerne, næsen og navlen, - om Fjumrefanten, der bliver mobbet og stikker af hjemmefra, men som alligevel finder en bedste-ven, - om Ottos sut, der kommer ud på en lang udflugt og møder cyklende tissemyrer, - om nullermændene Kiwi & Strit, der låner en rød cykel uden at have fået lov, - om Lillefinger, der rejser ud i verden for at finde nogen, der ikke synes, at han er for lille til alting og Morgenthalers egen dyrefabel om de tre dovne bævere, Harry, Henning og Bjarne, der skal bygge dæmning over en flod.

Centralbanken for de centralafrikanske stater Centralbanken for de centralafrikanske stater (fransk: Banque des Etats de l'Afrique Centrale – BEAC, engelsk: Bank of Central African States) er centralbanken for de centralafrikanske stater Cameroun, Centralafrikanske Republik, Gabon, Republikken Congo, Ækvatorialguinea og Tchad. Disse 6 lande udgør Den centralafrikanske økonomiske og monetære union (CEMAC – Communauté Économique et Monétaire de l'Afrique Centrale, eller Central African Economic and Monetary Community). BEAC blev etableret 14. april 1959. Valutaen i denne union er CFA Franc Central &ndash CFAF, valutakode XAF. Denne er forskellig fra CFA Franc West, som bruges i Den vestafrikanske monetære union. Valutaen er låst mod euroen, 1 Euro = 655,957 CFA Franc Central.

Cerro Chirripó Cerro Chirripó er med dets 3830 meter Costa Ricas højeste bjerg. I klart vejr kan man fra toppen se både Stillehavet og Atlanterhavet.

Chiaroscuro Chiaroscuro (it. ’lys-mørke’ ; fr. clairobscur ) betegner inden for maleriet anvendelsen af lys og skygge i et maleri, især hvis farverne er stærkt kontrasterende. Caravaggio og Rembrandt er kendt for denne teknik, som var særlig værdsat i 1600-tallet. I nyere kunst ses teknikken hos Thomas Kluge.

Chr. Winthersvej (Vejle) Chr. Winthersvej er en vej i det nordlige Vejle på bakken op mod Uhrhøj. Vejen er opkaldt efter digteren Chr. Winther. I 2012 kårede hjemmesiden danskebjerge.dk Chr. Winthersvej som "Danmarks stejleste vej" - med en maksimal stigningsprocent på 25,5. Chr. Winthersvej starter sit forløb nede fra Jellingvej i en højde af 20 meter over havet og fortsætter opad mod nord. Toppunktet befinder sig 79 meter over havet. I alt er gaden 520 meter lang, hvoraf de første 420 meter har stigende terræn. Terrænet begynder dog allerede at stige, før man kommer til Chr. Winthersvej. Hele stigningen på selve Chr. Winthersvej er på 14 % i gennemsnit. De nederste 160 meter af gaden har trapper som fortov. Det er også på denne snævre del af gaden, at Chr. Winthersvej er Danmarks stejleste. På de 160 meter stiger gaden med 35 højdemeter, hvilket svarer til en gennemsnitlig stigningsprocent på 21,8 % over de 160 meter. Stejlest er Chr. Winthersvej lige før t-krydset ved Gl. Kongevej. Her har asfalten en hældning på 25,5 %. Dette er eksempelvis 6,5 % mere end den stejle Kiddesvej, som også ligger i Vejle.

Christen-Democratisch Appèl Filosofi I lighed med Kristendemokraterne i Danmark og Kristelig Folkeparti i Norge, regnes CDA som et centrumsparti, når det gælder økonomisk politik, samt i forsvars- og sikkerhedsspørgsmål. I stor grad kommer vælgerne fortsat fra det religiøse miljø, men partiet scorer også på sin centrumsposition i partisystemet. Partiet får stemmeri de fleste sociale lag, og partiets vælgere udgør socialt set nærmest et spejlbillede af befolkningen. I Nederlandene betegnes CDAs platform som centrum-højre.

Cléopâtre Darleux Klubhold Hun begyndte at spille håndbold som 9-årig i Wittenheim/Ensisheim. Efter ophold i Kingersheim, ES Besançon og Issy les Moulineaux, kom hun i 2009 til topklubben Metz Handball. Her var hun med til at vinde det franske mesterskab i 2011. I både 2010 og 2011 vandt Metz også pokalturneringen, Coupe de la Ligue. Cléopâtre Darleux skiftede i sommeren 2011 til Arvor 29 fra Brest. Her var hun i sæsonen 2011/12 med til at vinde det nationale mesterskab og pokalturneringen. Den 17. august 2012 annoncerede Viborg Håndbold Klub og Darleux, at hun skiftede til den danske klub på en 2-årig kontrakt med øjeblikkelig virkning. Landshold Cléopâtre Darleux fik debut for Frankrigs A-landshold i 2008. Ved Verdensmesterskaberne 2009 og 2011 var Darleux med til vinde sølvmedaljer. I november 2012 havde hun spillet omkring 100 kampe og scoret over 2 mål for det bedste nationalmandskab.

Cykelmagt Handling Første del af filmen blev optaget i slutningen af 70'erne og indeholder klip fra københavnske gader, der ikke levner megen plads og undertiden kan give cyklisten angst for at komme helskindet igennem trafikken. Holland fremhæves som et godt eksempel på, hvad der kan gøres for cyklisterne. Anden del er fra slutningen af 80'erne: Der er sket resultater, holdninger er ændret, forbedringer er sket.

DART Dublin Area Rapid Transit (DART) er et lokalt tognetværk i Dublin sammenligneligt med S-toget i København.

DTMF DTMF er en forkortelse for Dual Tone Multiple Frequency, og er det system af tonesignaler, som moderne telefoner af trykknap-typen bruger til at transmittere det tastede telefonnummer til centralen. Det er disse tonesignaler man hører som et karakteristisk "dut" for hvert indtastet ciffer på de fleste trykknap- og mobiltelefoner. Særlige taster for "A"-"D" De fire bogstav-taster (A), (B), (C) og (D) ses sjældent på telefoner af i dag, men i det amerikanske militærs Autovon-telefonsystem bruges disse signaler (dog under andre navne end de viste bogstaver) til at angive vigtigheden af et opkald.

Dangerously in Love Baggrund Knowles begyndte sin sangkarriere med gruppen Destiny's Child, en moderne R&B-gruppe, hvori hun var den ledende forsanger, i slutningen af 1990'erne. Ifølge Corey Moss fra MTV News var "fans ivrige efter at se" hvordan Knowles, efter mange år i en gruppe, optrådte solo. Imens gruppen indspillede deres tredje album, Survivor, i slutningen af 2000, annonecerede Knowles at gruppens medlemmer ville gå hver til sit i en periode, for hver at producere soloalbums i de efterfølgende år, hvilket de håber også kunne have en positiv effekt tilbage på Destiny's Child. Idéen om at udgive individuelt arbejde kom fra gruppens manager og Knowles' far, Mathew Knowles. Da hver medlem ønskede hver deres form for musikgenre, skulle det ikke handle om at albummene skulle konkurrere mod hinanden på hitlisterne. Destiny's Childs ledelse valgte strategisk at udgive hvert af de tre debutsoloalbums forholdsvis tæt på hinanden, så man kunne opnå det højeste mulige salg. Michelle Williams var den første til at udgive sit soloalbum, Heart to Yours, i april 2002. Imellemtiden debuterede Knowles på det store lærred, da hun medvirkede i komediefilmen Austin Powers in Goldmember, og indspillede hendes debutsingle, "Work It Out", som er med på soundtracket til filmen. Rowland indgik et samarbejde med den amerikanske rapper Nelly til sangen "Dilemma" som gæstesanger; sangen blev et hit det år, og gjorde at man valgte at udskyde udgivelsen af hendes soloalbum, Simply Deep, til sidst i 2002. Knowles medvirkede også i The Fighting Temptations og indspillede en anden solosingle. I 2002 sang hun med på sin daværende kæreste Jay-Zs sang "'03 Bonnie & Clyde". Sangen gav Knowles stor ros og lagde vejen for udgivelsen af Dangerously in Love. Indspilning Før Knowles begyndte indspilningen af materiale til Dangerously in Love, udvalgte hun producerne, hun ønskede at samarbejde med. I to dage afholdt hun møder med potentielle producere fra vestkysten til østkysten af USA og havde interviews med dem. Knowles tog til Miami, Florida for at begynde indspilninger med den canadiske pladeproducer Scott Storch, hendes første samarbejdspartner, og boede på et hotel i Miami de efterfølgende måneder. Selvom hun ønskede at koncentrere sig om albummet, tog Knowles sig alligevel tid for sig selv, for at undgå det store pres omkring hende, som var meget forskellige fra de forhastede indspilninger hos Destiny's Child. Som hun gjorde med sangen Survivor, indtog Knowles en større rolle i produktionsarbejdet af Dangerously in Love, da hun var med til at skrive mange af sangene og med til udvælge hvilke, der skulle produceres og delte idéer med lydredigererne og indspilningsfolkene. Selvom Knowles ikke lavede beatet til musikken, kom hun med melodier og idéer, som hun delte med producerne. Med 43 færdige sange, hvoraf 15 kom med på albummet er Knowles blev kreditteret for at være med-skriver og med-producer, såvel som albummets ledende producer sammen med Matthew Knowles. Knowles følte at indspilningen af et album uden hendes gruppemedlemmer var "befriende og terapeutisk", idet hun kunne komme ind i studiet og frit forklare hendes idéer til samarbejdspartnerne. Den afhængighed, hun havde udviklet under arbejdet med Destiny's Child, ramte hende en smule hårdt, da hun nu stod alene med at komme med de kreative idéer. Da hun ønskede at udvikles sig som kunstner, kontaktede Knowles andre kunstnere med det håb at der kunne indgås partnerskab. Da hun og hendes mandskab var færdig med at skrive sange, sendte hun kopier til potentielle gæstesangere. Hun ringede til dem og spurgte om deres mulige lyst til et sådant samarbejde og fik til sidst deres accept. Udover Jay-Z, fik Knowles også arbejdet med bl.a. den jamaicanske kunstner Sean Paul, den amerikanske rapper Missy Elliott. For at gøre gengæld, sendte nogle kunstnere også kopier af sangen til Knowles, som også blev produceret. Derudover arbejdede Knowles også med Timbaland og Missy Elliott til sangen "Wrapped Around Me" til albummet. Det endte dog med at sangen, af ukendte årsager, ikke kom med på albummet. Dangerously in Love var oprindelige en sang af samme titel, som Knowles havde skrevet til Destiny's Child-albummet Survivor. "Dangerously in Love" blev dømt til at for "sofistikeret" i forhold til de andre sange på Survivor, og gruppen valgte derfor ikke at udgive single fra albummet. Efter Knowles havde indspillet adskillige andre numre til albummet Dangerously in Love, besluttede hun at tage "Dangerously in Love" med, da det gik op for hende at den passede godt ind under det overordnede emne, som albummet havde. Da albummets udgivelse blev forsinket på grund af successen med Rowlands "Dilemma", indså Knowles at det, trods alt, gav hende muligheder for at forbedre sit eget album. Selvom hun var skuffet over udsættelsen, indså hun at "intet sker uden grund", og valgte at vende tilbage til pladestudiet for at arbejde med andre sangskrivere. Dette gjorde at hun fik indspillet flere sange, deriblandt albummets første nummer og udgivede single "Crazy in Love". I slutningen af 2002, satte Knowles arbejdet med Dangerously in Love på standby for at tage på en jule-turné med Destiny's Child. Med få uger tilbage af indspilninger til albummet i marts 2003, samarbejdede Knowles stadig med andre kunstnere på albummet, deriblandt Sean Paul og P. Diddy. Musiske stil Knowles' far og manager har udtalt at Dangerously in Love fremviser hendes musikalske rødder. Hvor Williams og Rowland fokuserede på henholdsvis gospel og alternativ popm fortsatte Knowles med at synge moderne R&B. Sangene på albummet er varierende; fra middeltempo til dansehits på den første del og ballader på den anden. Knowles har om sit album kommenteret: "Mit album har en god balance mellem ... ballader og... middeltempo med "just ridin'-in-your-car"-følelsen til masse;... hurtige dansesange, til virkelig sexede sange, til sange, der rammer dig følelsesmæssigt. Det er et dejligt miks af forskellige typer sange." Med meget tempofyldte sange som "Crazy in Love" og "Naughty Girl", er albummets centrale fokus på det langsomme og følelsmæssige. Knowles har udtalt at hun har skrvevet mange ballader til albummet. Ifølge Knowles ønskede hun at blive accepteret som kunstner og fremvise sit store musiskalske spændvidde: for at gøre dette, blandede hun forskellige musikgenre og musikalske indflydelser. Albummet består derfor af både moderne R&B, hip hop, soul og rock. Albummet fik sin hip hop-indflydelse fra Jay-Z, Outkast og Lil' Kim; reggaen fra Sean Paul; og med tilbud fra Storch, udforsker albummet også arabisk musik. Hans personlige studie af den slags musik har angiveligt givet albummet et middeløstligt atmosfære.

Daniel Udsen Spillerkarriere Udsen har tidligere repræsenteret fodboldklubber såsom Hvidovre IF og Albertslund IF. Under Udsens ophold i Albertslund IF var han i januar 2005 med på holdet, der vandt det officielle danske mesterskab i indefodbold ved et finalestævne i Aarup Idrætscenter efter en samlet 5-4 sejr over Hellerup IK. Han skiftede i sommeren 2005 til Greve Fodbolds førstehold, på daværende tidspunkt placeret i Danmarksserien, hvor han debuterede i august 2005 mod Farum Boldklub (bestående af FC Nordsjællands reserver) og samtidig fik scoret sit debutmål. I hans første sæson i klubben (2005/06-sæsonen) var han med til at spille klubben op fra Danmarksserien til 2. division, da Greve Fodbold vandt DS Pulje 1. I Danmarksserien 2005/06 noteredes han for 9 mål og i 2. division 2006/07-sæsonen optrådte han i 25 kampe med seks mål til følge. Midtbanespilleren skrev i sommerpausen 2007 under på en et-årig kontrakt med 2. divisionsklubben Fremad Amager. Udsen fik sin 1. holdsdebut i forbindelse med en kamp i 2. division Øst (i sæsonpremieren) på udebane i Sundby Idrætspark mod lokalrivalerne B 1908 den 5. august 2007. FC Helsingør valgte at forstærke truppen i 2012 med Daniel Udsen på midtbanen.

Dansk Islamisk Råd Dansk Islamisk Råd er en dansk forening som repræsenterer sunnitiske muslimer i Danmark. Foreningen holder blandt andet til i Hamad Bin Khalifa Moskeen på Nørrebro, og er medlem af paraplyorganisationen Dansk Muslimsk Union. Dansk Islamisk Råd har oven på Skuddramaerne i København i februar 2015 fordømt angrebet og i en pressemeddelelse skrevet: "Alt tyder på, at terrorismens hænder har slået til i Danmarks hovedstad København og gået målrettet efter at ramme et kulturarrangement om ytringsfrihed, hvis våben blot har været holdninger, med en kriminel handling, som alle himmelske religioner og verdslige love tager afstand fra".

Dave Matthews Dave Matthews (født 9. januar 1967) er en amerikansk singer-songwriter. Dave Matthews synger og spiller i bandet Dave Matthews Band som han grundlagde i 1991 i byen Charlottesville i Virginia. Dave var bartender på den lokale Bar "Miller's" hvor han blandt andet mødte Carter Beauford, Tim Reynolds og LeRoi Moore. Sammen med den unge Stefan Lessard og violinisten Boyd Tinsley startede de bandet, som hurtigt blev en succes blandt college-studerende. Dave er født og opvokset i Johannesburg, Sydafrika, men flyttede i en tidlig alder med sin familie til USA under apartheid. I 2003 udgav Dave soloalbummet Some Devil.

De Offentlige Tandlæger De Offentlige Tandlæger (tidligere Tandlægernes Nye Landsforening) er en dansk faglig organisation for fortrinsvis offentligt ansatte tandlæger, der har til huse på Peter Bangs Vej på Frederiksberg. Foreningens ca. 1.200 medlemmer (pr. 2014) omfatter ansatte i regionerne, kommunerne, på hospitaler og på landets to tandlægeskoler i Århus og København. Langt de fleste er kommunalt ansatte,og foreningen organiserer dermed ca. 90 % af tandlægerne i den offentlige tandpleje. Foreningen blev dannet i 1985 af udbrydende medlemmer fra Dansk Tandlægeforening (i dag Tandlægeforeningen). De Offentlige Tandlæger er ligesom Tandlægeforeningen medlem af hovedorganisationen Akademikerne. Foreningens historie Indenrigsministeriet nedsatte i 1984 en arbejdsgruppe, der skulle komme med forslag til en fremtidig tandsundhedspolitik, herunder spørgsmålet om dispensationsplejen. Forslagene skulle benyttes til en lovrevision om børnetandplejen i 1986. Der opstod i forbindelse med Dansk Tandlægeforenings anbefalinger uenighed mellem to af foreningens medlemsorganisationer. Gruppen af offentligt ansatte børnetandlæger, Dansk Børnetandlægeforening (DB), ønskede, at ressourcerne, der blev frigjort grundet faldende børnetal og forbedret tandsundhed, skulle benyttes til gratis ungdoms- og ældretandpleje, hvorimod de Privatpraktiserende Tandlægers Organisation (PTO) ønskede at styrke tandplejen i privat regi. Det var blandt andet grundet denne uenighed og konflikterne om retten til at behandle forskellige befolkningsgrupper, at godt 75% af børnetandlægerne i Dansk Børnetandlægeforening i maj måned 1985 besluttede at melde sig ud fra Dansk Tandlægeforening og grundlægge deres egen fagforening, Tandlægernes Nye Landsforening. Dansk Tandlægeforening bestod herefter næsten udelukkende af privatpraktiserende tandlæger. Danmark havde nu to tandlægeforeninger med hver deres særinteresser, som har været mere eller mindre på kollisionskurs med hinanden. Først tre år efter bruddet fik Tandlægernes Nye Landsforening, ved dom, ret til at forhandle løn- og arbejdsvilkår på veje af foreningens medlemmer. I 2007 mødtes repræsentanter for de to foreninger flere gange for at drøfte mulighederne for en fremtidig sammenlægning af de to danske tandlægeforeninger. I forhandlinger på området for foreningens offentligt ansattes medlemmer har foreningerne tidligere samarbejdet via Tandlægernes Fællesrepræsentation (TFr). I 2011 skiftede foreningen navn til De Offentlige Tandlæger.

Defektrice Defektriceuddannelsen Uddannelsen til defektrice (apotekstekniker) går tilbage til slutningen af 1800-tallet. Defektriceuddannelsen var en 3-årig teknisk-praktisk handelsrettet erhvervsuddannelse, hvor man var i lære på et apotek eller sygehusapotek som defektriceelev. Uddannelsen ophørte i 1972 (se apoteksassistent). Adgangskravet for at blive optaget var real- eller mellemskoleeksamen. For at blive optaget på uddannelsen skulle man selv finde sig en læreplads på et apotek eller sygehusapotek. Defektricefagets indhold var af praktisk og teknisk art. Defektriceelever havde mulighed for at supplere deres praktiske læretid på apotek eller sygehusapotek med sideløbende butiks- og handelsrettet aftenundervisning på en handelsskole. Ved bestået fagprøve (svendeprøve) efter de 3 år blev man udlært defektrice (apoteksdefektrice eller sygehusapoteksdefektrice), erhvervede lærebrev (svendebrev) fra det pågældende apotek eller sygehusapotek og kunne frit søge stilling som defektrice på et hvilket som helst apotek eller sygehusapotek i landet. Indtil 19. maj 1997 var det muligt at blive ansat som ufaglært defektrice (ueksamineret defektrice eller autodidakt defektrice) på apoteker og sygehusapoteker – dvs. uden at have gennemgået det 3-årige defektriceelevforløb. Defektricer i Danmark I Danmark (inkl. Færøerne og Grønland) findes der kun kvindelige defektricer. Der er pr. 1. januar 2014 i alt 107 erhvervsaktive defektricer i Danmark. Defektricer arbejder under supervision af det farmaceutiske apotekspersonale (dvs. farmakonomer og farmaceuter). Defektricefaget og defektriceprofessionen i Danmark er et lovreguleret erhverv, der hører under Lægemiddelstyrelsen. Defektricer er juridisk underlagt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn og er ifølge apotekerloven forpligtet til at udføre deres hverv "omhyggeligt og samvittighedsfuldt" samt "varetage arbejdsopgaverne forsvarligt". Defektricebetegnelsen er en beskyttet titel, som kun må benyttes efter forud indhentet tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen. Den månedlige løn inkl. pensionstillæg for en defektrice ansat på privat apotek er 22.793,- kr., mens månedslønnen for en defektrice ansat på sygehusapotek er 21.304,- kr. For statsansatte defektricer udgør månedslønnen 20.971,- kr.

Deining Geografi Deining ligger i dalen til floden Weiße Laber. Historie Deining er nævnt første gang i 1072 et dokument fra Biskop Gundekar II. fra Eichstätt (Pontifikale Gundekarianum). Deining hørte til Rentamt Amberg og var en del af Kurfyrstedømmet Bayern. Kommunen blev oprettet i 1818 og fik i områdereformerne fra 1972 til 1978 den nuværende udstrækning. Trafik Gennem Deining går Bundesstraße 8 fra Regensburg til Neumarkt, og krydser her vejen fra Freystadt til Velburg. I Deining-Bahnhof er der stoppested, Deining (Oberpfalz) på jernbanen fra Nürnberg til Regensburg.

Det Danske Internationale Logistik Center Oprettelse Som følge af forsvarsforliget 2000-2004, blev DANILOG oprettet den 1. marts 2001 med en parade i Vordingborg, hvor Danske Livregiments fane blev afleveret til Gadehussarregimentet og FN-Afdelingens fane blev ført til DANILOG.  Nedlæggelse Den 3. marts 2014 blev DANILOG nedlagt som følge af forsvarsforliget 2013 – 2017. De forskellige bataljoner blev til en bataljon og er organisatorisk en del af Trænregimentet, der har hovedkvarter på Aalborg Kaserne. Arbejdet med at uddanne værnepligtige på Vordingborg Kaserner er stadig eksisterende, men under Trænregimentets 4. Nationale Støttebataljon.

Det svenske koloniimperium Det svenske koloniimperium i Nordamerika, Afrika blev aldrig særligt omfattende. Det udgjordes af fire besiddelser, hvoraf de tre var yderst kortvarige. De to første – Ny Sverige og Cabo Corso – blev reelt bedrevet som private foretagender af kompagnier med kongeligt sanktioneret monopol, såkaldte privilegiebreve. Besiddelserne var hovedsageligt opretholdt i forbindelse med handel. Ny Sverige var det eneste forsøg på en egentlig udvandrerkoloni med bosættelse for øje. Øen Saint-Barthélemy i Karibien var den eneste koloni som stod under svensk forvaltning i længere tid, 94 år. Kolonien Ny Sverige var svensk i 17 år, handelsstationen Cabo Corso i 11 år, øen Guadeloupe i blot 14 måneder. Til gengæld opretholdt Sverige flere besiddelser i Østersø-området: Finland, Ingermanland, Estland, Livland, Svensk Forpommern m.fl. Det er usikkert, om de kortvarige besiddelser, fraset Saint-Barthélemy, kunne sikre indtægter som overgik omkostningerne ved deres etablering og som følge af de konflikter, som de bevirkede i forhold til andre stater. Det er derfor svært at sige, om de indebar nogen egentlige gevinster eller fordele for Sverige. Ny Sverige Ny Sverige (1638–1655) ved Delawarefloden under Nya Sverigekompaniet (også Söderkompaniet eller Nova Suecia-kompaniet) i nutidens delstater Delaware, New Jersey,Pennsylvania og Maryland i USA. I området boede irokeser-folket susquehannock (eller minqua) og algonkin-folket lenape. Kolonien afstodes til Holland. Cabo Corso (Carolusborg) Cabo Corso (1650–1658 og 1660–1663) under Afrikanska kompaniet (eller Guineakompaniet) i nutidens Ghana ved Guineabugten i Vestafrika. Territoriet blev købt af det afrikanska kompaniet fra kongen af Fetu i år 1650. Området beboedes af akan-folket fante (eller fanti) som tilhørte kongeriget Efutu (eller Fetu). Området afstodes 1658 til Danmark og 1663 til Nederlandene og bestod hovedsagelig af fæstningen Carolusborg, i det nuværende Cape Coast (Cabo Corso; fante Oguaa). Saint-Barthélemy Saint-Barthélemy (1784–1878), som både før og efter den svenske kolonitid tilhørte Frankrig. Fra år 2007 Blev Saint-Barthélemy et eget oversøisk forvaltningsområde (Collectivité d’outre-mer). Øen blev overladt af Frankrig i 1784 og solgtes tilbage i 1878. Til 1805 styredes øen sammen med Svenska Västindiska kompaniet. Guadeloupe Under Storbritanniens okkupation af øen Guadeloupe overlodes denne midlertidigt – under 14 måneder (1813–1814) – til Sverige. Øen overlodes til Karl 13. som erstatning for Sveriges deltagelse i alliancen mod Napoleon i slutningen af Napoleonskrigene. Den korte overdragelse af Guadeloupe var dog kun formel. Under hele perioden fortsatte Guadeloupe at være styret af øens britiske guvernør. Ved freden i Paris i 1814 overgik øen til Frankrig mod, at Storbritannien erstattede det svenske kongehus med den såkaldte Guadeloupefonden.

Dirac (videokompressionsformat) Teknologi Dirac understøtter opløsninger på HDTV (1920x1080) og højere – og benytter Wavelet-kompression.

Distortion World Distortion World (やぶれたせかい, Torn World) er en verden, hvor der ikke er noget der hedder tyngdekraft. Distortion World eksistere som en parallel verden til den oprindelige Pokémon-verden. Spil-serien I Pokémon Platinum opnås der adgang til Distortion World på toppen af Mt. Coronet. Efter at have kæmpet dig igennem Team Galactic bliver Cyrus opsuget af Giratina's portal til Distortion World. Dig og Cynthia følger efter ham, og kommer ind i et mørkt og tomt område, hvor der kun er én Pokémon: Giratina. Du kæmper dig gennem, ved bl.a at sejle ned af et vandfald der flyder opad, og ved at gå sidelæns på væggene. Til sidst møder du, og skal kæmpe mod, Cyrus. Efter dette møder du Giratina.

Djengis Khan Barndom og ungdom Temüjin, som han hed ved fødslen, var næstældste søn af Yesügei, der var høvding for Kiyad. Hans klans navn var Borjigin. Han havde seks søskende, Bekter, Khasar, Kachiun, Temuge, Temulun og en halvbror Begutei. Temüjins mor hed Hoelun. Da Temüjin var dreng, blev hans far myrdet af nærboende tatarer i 1175, og Temüjin blev udråbt som klanoverhoved. Men hans klan ville ikke ledes af en dreng og forlod ham, og selv hans mor ville ikke underlægges ham. Yesugeis førstekriger, Tarkhutai-kiriltukh, udråbte sig selv til khan og efterlod Yesugeis familie uden ejendele. De næste par år de som fattige nomader. Engang blev han fanget af sin oprindelige klan, men undslap med hjælp fra fangevogteren Sorkhansira, som var en af Yesügeis livegne. Ved 20 års-alderen besøgte Temüjin sin fremtidige kone Börte og modtog en sort zobelfrakke, som blev grundstenen i en formue, som voksede med hans erobringer. Senere giftede Temüjin sig med Börte, men hun blev kidnappet af Merkit-stammen kort efter, og blev først reddet efter nogle måneder. Det var med til at så tvivl om faderskabet af Temüjins førstefødte søn, Jochi, der blev født ni måneder senere. I år 1206 havde Temüjin forenet de forskellige mongolske stammeklaner i det nuværende Mongoliet. Ved et khurultai/khuriltai, et råd for mongolske klanhøvdinge, fik Temüjin titlen Djengis Khan, "Verdens Hersker". Erobringerne Ved kuriltaiet blev Djengis involveret i et sammenstød med staten Xi Xia (nordvest for det nuværende Beijing), og det blev den første kamp i mongolernes felttog. Efter problemer med at indtage de godt forsvarede byer, blev der sluttet fred i 1209, hvor halvdelen af landets territorium blev afstået, og Djengis Khan blev af den nordkinesiske kejser udråbt til herre over Xi Xia. Et af Djengis' store mål var erobringen af den nordkinesiske stat, Jin, både for at hævne et tidligere nederlag, og for at skaffe sig rigdomme. Han erklærede krig i 1211. De første kampe var af samme slags som krigen i Xi Xia. Mongolerne var sejrrige på de åbne sletter, men de blev skuffede i erobringen af de større byer. Med sin typiske logik og beslutsomme facon studerede Djengis og hans veltrænede stab af officerer problemet med at angribe fæstninger og mure. Med hjælp fra kinesiske ingeniører fik de gradvist skabt den teknologi, der skulle gøre dem til de mest effektive og succesfulde belejrere i krigshistorien. Resultatet blev talrige sejre i det åbne land og få erobringer af byer dybt inde i Kina og så langt sydpå som til Den Kinesiske Mur, der netop var bygget for at holde de nordlige barbarer ude af Kina. Han trængte med tre store hære ind mellem den store mur og Huang Me i hjertet af Jin-dynastiets territorium, besejrede de kinesiske styrker, ødelagde nogle af de nordlige byer og indtog hovedstaden Yanjing (senere kendt som Beijing). Jin-dynastiets kejser Xuan Zong overgav sig dog ikke, men flyttede sin hovedstad til Kaifeng. Dér blev hans efterfølgere i 1234 endeligt besejret af Djengis Khans efterfølgere. Imens var Kuchlug, den afsatte khan af Naiman-stammen, flyttet vestpå og havde tilranet sig Kara-Khitan Khanatet, den vestlige allierede, der havde tilsluttet sig Djengis Khan. På det tidspunkt var Djengis' mongoler udmattede efter 10 års uafbrudt krig mod Xi Xia og Jin. Derfor sendte Djengis kun to "tumen" (1 tumen = 10.000 mand) under lederskab af den geniale, unge general Jebe mod Kuchlug. Et indre opgør i Kuchlugs rækker blev sat i værk af Djengis agenter, hvorefter Jebe løb landet over ende. Kuchlugs hær blev besejret vest for Kashgar, hvor han selv blev taget til fange og henrettet, og Kara-Khitan blev underlagt Djengis' herredømme. I 1218 strakte det mongolske kejserdømme sig vestpå til søen Balkhash. Senere blev Khwarizm, en muslimsk stat, der strakte sig fra det Kaspiske Hav i vest til den Persiske Bugt og det Arabiske Hav mod syd, underlagt mongolerne. I 1218 sendte Djengis diplomater til den østligste provins af Khwarizm for at tale med guvernøren, som dræbte diplomaterne. Djengis hævnede sig med en styrke på 200.000 mand. I 1220 var Khwarizm jævnet med jorden. Vasalkejseren i Xi Xia havde nægtet at deltage i krigen mod Khwarizm, og mens Djengis var i Iran, indgik Xi Xia en alliance mod mongolerne. Efter at have reorganiseret sine styrker forberedte Djengis Khan krig mod sine fjender. Imens studerede han rapporter fra det oprørske Xi Xia og Jin, og han samlede en hær på 180.000 mand til sin nye kampagne. I 1226 angreb Djengis tangutterne (det herskende dynasti i Xi Xia) i det nordøstlige grænseområde mellem Tibet og Kina, idet efterretninger fortalte, at de var mongolernes fjender. I februar overtog Djengis kontrollen med byerne Heisui, Ganzhou og Suzhou. I efteråret 1226 tog han Xiliang-fu. En Xi Xia-general udfordrede mongolerne til kamp tæt ved Helanshan Bjerget (helan betyder stor hest i den nordlige dialekt). Xi Xias hær blev nedkæmpet ved Helanshan. I november indledte han en belejring af Ling-zhou, der var en af tangutternes byer, og han krydsede Den gule Flod og besejrede tangutternes hær. Djengis Khan så angiveligt fem stjerner anbragt på linje, og det tog han som tegn. I 1227 angreb Khanen tangutternes hovedstad, og i februar erobrede han Lintiao-fu. I marts indtog han Xining og Xindu-fu, og i april tog han Deshun. Ved Deshun holdt general Ma Jianlong byen i flere dage og anførte selv et modangreb uden for byens porte. Han døde af pileskud. Djengis tog til Liupanshanbjerget (Qingshui kommune, Gansu Prov) for at hvile sommeren over. På bjerget sagde han, at han et år tidligere havde sagt, at når fem stjerner stod på linje, måtte mongolerne ikke længere dræbe vilkårligt; det skulle være ulovligt. På sit dødsleje lagde Djengis Khan i 1227 planerne for den totale udryddelse af Jinkejserdømmet i sin yngste søn, Toluis, hænder. Den plan blev udført og gennemført af Djengis Khans efterkommere og efterfølgere. Den næste Xi Xia-kejser blev angrebet af mongolerne og overgav sig. Tangutterne overgav sig officielt i 1227 efter at have eksisteret fra 1038 til 1227. Mongolerne dræbte den sidste tangutkejser og hans slægtninge. Efter sin død blev Djengis Khan ført tilbage til sit hjemland, Mongoliet, og alle, som konvojen mødte, blev dræbt for ikke at røbe Djengis' sidste hvilested. Djengis Khan-mausoleet er ikke hans rigtige gravsted. Eftervirkninger I Djengis' sidste år havde han forberedt sig på, hvem der skulle være hans arving. Han valgte sin tredje søn Ogedei, og fandt en måde at vælge den fremtidige khan på. Hovedkravet var, at det skulle være en af hans direkte efterkommere. Som stor-khan (stormogul, mongolsk kejser) brugte han det samme militære system, som hunnerne med stor succes havde anvendt mod romerne i det 4. og 5. århundrede e.Kr. Systemet byggede på et decimalsystem, hvorefter hæren var inddelt i grupper på 10, 100, 1.000 og til slut en "tumen" på 10.000 mand. Hæren bragte soldaternes familier og de livsnødvendige heste med. Hver rytter havde tre, fire heste til rådighed. På grund af herredømmets størrelse påvirkede Djengis Khan i høj grad de asiatiske lande, specielt Kina og Rusland. Han ødelagde aristokratiet i alle de regioner, han kontrollerede, men skabte et omfattende postsystem og udbredte brugen af et universelt alfabet, selv om han var analfabet. Han forbød tortur i sine provinser, indførte skattefrihed for lærere og læger, og religionsfrihed. Mongolerne introducerede kompasset og regnebrættet. Asiatiske lande er i dag præget af hans kortvarige, mongolske kejserdømme. I nyere tid er Djengis Khan blevet et symbol på Mongoliets forsøg på at genfinde en identitet efter mange års kommunisme. Djengis Khans ansigt kan ses på vodkaflasker og kreditkort. I Vesten betragtes han som en blodtørstig og vild barbar. Efterkommere Genetiske analyser tyder på, at ca. 8 pct. af mændene i et stort område af Asien (omkring 16 millioner, dvs. omkring 0,5 pct. af verdens mænd) er direkte efterkommere af Djengis Khan. Hans ældste søn, Tushi, siges at have haft 40 sønner. Sønnesønnen Kublai Khan, som oprettede Yuan-dynastiet i Kina, havde 22 ægtefødte sønner, og hentede angiveligt 30 jomfruer til sit harem hvert år. Djengis Khan er i øvrigt kendt for citatet: "Den største lykke er at besejre sine fjender, at jage dem foran sig, frarøve dem deres rigdom, se deres kære badet i tårer, og tage deres koner og døtre i favn."

Dogon Dogon er en folkegruppe som lever i de sydøstlige dele af Mali. Folkegruppen tæller omkring 300.000 mennesker som bor spredt i over flere hundrede byer klippesprækkerne i Bandiagara-klippen. De snakker forskellige dialekter af dogonsproget. Dogonerne har en fortid som slaver for muslimske stammer i regionen, og har blevet solgt som slaver af disse. Folket vandrede nordover i Afrika i 1400-tallet, men vægrede sig for at blive muslimer. De ville beholde deres egen religion og kultur. I dag er de fleste dogoner muslimer rent formelt, men har langt hen af vejen bevaret deres gamle kultur og oprindelige animistiske trosforestillinger. Dogonene tror at livet opstod ud fra et lille frø, som i vibrerende eksplosioner spredte sig ud i universet. Dette genspejles som siksak-mønster i dogonernes kunst og arkitektur. Den vigtigste guddom er Amma, som skabte tvillingerne Nummo – vandets gud, og Den blege ræv – ondskabens, oprørets og frigørelsens gud. Der findes også andre religiøse myter, og dogonernes religiøse liv er præget af forfædrekult. Dogonerne er kendt som gode håndværkere, særlig inden for træskæring. Deres hjemsted, Bandiagara-klippen, har siden 1989 været et verdensarvminde.

Dongsters Handling Ingen synops !

Donut En doughnut (også kaldet donut efter Dunkin’ Donuts) er en sukker- og fedtholdig kage/snack, som er rund med et hul i midten. Dejen er en pandekagedejsagtig beignetdej, oftest af hvedemel, der er tilsat bagepulver som hævemiddel. Dejen formes til sin karakteristiske ringform, før den friteres i olie eller fedt. Der er ofte overtrukket med glasur, sukker, eller flormelis og indeholder også ofte smagsgivere som tørrede frugter, kakao eller chokoladestykker. De fås desuden fyldt med syltetøj eller marmelade, hvorved de opnår en stor lighed med berlinere. Doughnuts er særligt udbredt i USA. Historie Doughnuts forbindes ofte med USA, men kager af friturestegt dej kendes i realiteten fra hele verden, dog stammer donutten fra Østeuropa, hvorfra indvandrere medbragte opskriften til USA i det sene 1800-tal.

Dukketeater Dukketeater i Danmark Udenlandske dukkespillere gæstede Danmark fra midten af det 17. årh., men det danske dukketeater er forholdsvis nyt og læner sig for en stor del op ad den tyske tradition og på tekniske færdigheder og fokus. Den franske beror på en forestilling om en magisk besjæling af objektet. Da vi ikke har et dansk ord så bredtfavnende som det engelske ’puppet’, anvender vi begreber som manipulations- eller objektteater for at udtrykke nuancerne i teaterformen, som genremæssigt spænder bredt. Hollandsk-danske Ray Nusselein pustede i sidste halvdel af det 20. årh. liv i teaterformen i Danmark med begrebet ’en anden slags teater’, med det københavnske Paraplyteatret, som lukkede i 1999 efter Nusseleins tidlige død. I moderne dukketeater er det manipulerede objekt ikke nødvendigvis en klassisk dukke. Der kan anvendes marskandiserfund, ting fra dagligdagen eller elementer som ild og vand. I nogle tilfælde anvendes dukkespilleren selv som objekt. Uddannelse i dukketeater fås kun i udlandet. Thy Teater udbød i en forsøgsperiode en dukkemageruddannelse, men mangler i øjeblikket økonomi. Danske unge søger typisk ind på Hochschule für Schauspielkunst ’Ernst Busch’ i Berlin, Tyskland, eller Akademi for Scenekunst (tidl. Akademi for Figurteater) i Fredrikstad, Norge. Dansk UNIMA er den danske afdeling af verdens ældste internationale teatersammenslutning, Union Internationale de la Marionette, som er tilknyttet UNESCO. Her findes informationer om dukketeatrets mange facetter. Der findes teaterfestivaler med fokus på dukketeater, heriblandt Teater På Kanten i Thy,, Festival of Wonder i Silkeborg og Copenhagen Puppet Festival på Vesterbro i København.

Duncan Spencer Duncan Spencer (født 5. april 1972 i Nelson, Lancashire) er en tidligere engelsk cricketspiller. I 2001 blev han udelukket i 18 måneder for brug af nandrolon

Dybt link Et dybt link (eng. deep link) er en henvisning til en webside, der ligger dybere end hjemmeside-kompleksets forside. I nogle tilfælde kan det være ulovligt at "dyblinke", fordi et kommercielt website er afhængigt af, at brugerne starter på forsiden, så de passerer reklamer mm. Der er faldet en kendelse om dette vedrørende NewsBooster ved Fogedretten i København i juni 2001. Dyblinkning (deep linking) ansås som en selvstændig tilrådighedsstillelse (on demand), som er reguleret med den dansk lov om ophavsrets paragraf 2. I februar 2003 stadfæstede Sø- og Handelsretten dommen, med opsummeringen: "Internettjenestes gengivelse af dagblades overskrifter og etablering af dybe links til dagbladsartikler var i strid med ophavsretslovens paragraf 71 og markedsføringslovens paragraf 1." Dybe links er dog ikke nødvendigvis ulovlige i kommercielle sammenhænge. I februar 2006 vandt internetportalvirksomheden Ofir over ejendomsmæglerkæden Home i Sø- og Handelsretten og fik derved ret til at systematisk at kravle Home's websider og præsentere dybe link til Home fra Ofir's hjemmeside. Dataene på Home's webside var ikke skabt af Home, men sendt af Homes franchise-tager, og retten fandt at Ofir ikke var en konkurrent til Home. Systematiske dybe links er sædvanligvis konstrueret med en bot. Det er muligt for en webredaktør at regulere en fremmed bots adfærd på hans website ved hjælp af en fil på websitet (robots.txt), der fortæller hvad botten må eller ikke må indeksere.

Ed Shaughnessy Edwin Thomas "Ed" Shaughnessy (29. januar 1929 i Jersey City, New Jersey, USA - 24. maj 2013) var en amerikansk jazztrommeslager. Shaughnessy var nok bedst kendt som hustrommeslager i orkesterlederen Doc Severinsens Tonight Show Band med Johnny Carson som vært. Han har spillet i små grupper med Charles Mingus, Horace Silver, Billie Holiday, Roy Eldridge og Gene Ammons. Han har også spillet i Benny Goodmans og Tommy Dorseys bigbands. han har også spillet trommer i børneserien Sesame Street. Shaughnessy spillede i swing- og bebopstil, og har spillet mest bigband.

Egon Kahl Egon Kahl (født 29. september 1952) var en dansk ishockeyspiller, der spillede for Vojens IK. Han blev i 2016 valgt ind i Danmarks Ishockey Unions Hall of Fame.

Eric Djemba-Djemba Biografi Djemba-Djemba blev kendt under sin tid i Nantes, Frankrig. Hans imponerende præstationer som en ilter og kompromisløs tackler for den franske klub indbragte ham i sommeren 2003 et drømmeskifte til Manchester United for £ 3.5 millioner som en mulig efterfølger til Roy Keane, som på daværende tidspunkt var nået en alder af 32. Ved sin ankomst til England var Djemba-Djemba fuldstændig ukendt for mange fans og eksperter. Men allerede i sin debut mod Arsenal FC i FA Community Shield gjorde han sig bemærket for sin ultra-aggressive spillestil, og han efterlod et aftryk – i bogstaveligste forstand – på Arsenals Sol Campbell med en typisk uregerlig stempling, som Arsène Wenger kaldte "uanstændig". I sine 18 måneder på Old Trafford, havde Djemba-Djemba svært ved at vise vedvarende form på trods af sine fodboldmæssige evner, og han etablerede sig aldrig som en spiller, der var i stand til at udfylde anfører Roy Keanes sko. Det hjalp ikke Djemba-Djembas sag, at Manchester United var i en overgangsfase, og som en del af rotationssystemet måtte han hele tiden finde sig i at dele pladsen med en række andre potentielle bejlere til Keanes faste plads på midtbanen. Han scorede dog på et fremragende lop mod Leeds United i Liga Cupen. Ved stillingen 2-2 og 3 minutters forlænget spilletid ramte Djemba-Djemba et hjørnespark fra Quinton Fortune første gang, så bolden buede over Leeds målmand Paul Robinson og sikrede United en 3-2 sejr og adgang til næste runde. Djemba-Djemba blev solgt til Aston Villa FC i januar 2005 for 1,5 mio £ (et 2 millioner pund tab). Skiftet hjalp dog ikke meget til at genoprette spillerens ry, da han havde vanskeligt ved at komme forbi Gavin McCann og Steven Davis i Villa's hakkeorden på midtbanen. Efter at være blevet benyttet én gang som sen udskifter under Astons Villas nye manager, Martin O'Neill, blev Djemba-Djemba i januar 2007 lånt ud til Championship-klubben Burnley for resten af sæsonen. Djemba-Djemba fik sin første optræden for Burnley FC den 13 januar 2007 mod Southampton FC, hvor han spillede alle 90 minutter. Tidligt i sin tid på Turf Moor, blev Djemba-Djemba udvist efter to gule kort mod Derby County. Han imponerede dog med sit dygtige og effektive spil under udlånet. I løbet af juli 2007 pegede alle tegn på, at Djemba-Djemba skulle forlade Villa Park. Han var det eneste medlem af førsteholdet, som ikke kom med på den nordamerikanske turné, og den 2. august 2007, blev Djemba-Djemba's kontrakt opsagt af Aston Villa. Herefter spillede Djemba-Djemba en enkelt sæson for Qatar SC. Den 16. juli 2008 underskrev Djemba-Djemba en 3-årig kontrakt med OB (Odense Boldklub). Han fik sin debut mod sin tidligere klub, Aston Villa, i Intertoto Cup. OB spillede 2-2 i den kamp, men tabte 1-0 på udebane og røg dermed ud af kampen om en plads i UEFA Cuppen. Djemba-Djemba har siden forlænget sin kontrakt med OB for yderligere ét år. Ved forlængelsen fremhævede han bl.a. at sportslig koordinator Michael Buchholtz var en af årsagerne til dette. Djemba-Djemba var desuden medlem af den camerounske hold, der vandt i 2002 African Nations Cup og finaledeltagere mod Frankrig i FIFA Confederations Cup 2003. Han optrådte også ved VM i fodbold 2002.

Erik Andersen Brøndum Erik Andersen Brøndum (5. november 1820 i Skagen – 7. maj 1890 i Skagen) var en dansk købmand og gæstgiver. Erik Brøndum var søn af Anders Eriksen Brøndum (1781-1835) og Ane Kirstine Madsdatter Houmann (1785-1858). Efter faderens død rejste Erik til København i 1836 for at komme i lære hos en silkehandler. I 1839 arvede hans mor en købmandsgård efter sin stedfar, Chresten Jensen Degn (1760-1839), og hun kaldte sin eneste søn Erik hjem for at hjælpe sig med forretningen. Han giftede sig den 19. november 1847 med Anne Hedvig Sørensdatter Møller (1826–1916), og i 1850 overtog parret købmandsgården. I maj 1858 fik Erik Brøndum bevilling til at drive gæstgiveri, og han byggede købmandsgården om til formålet. Forretningen kaldtes herefter Brøndums købmandsgård og gæstgiveri og hermed var begyndelsen lagt til det navnkundige Brøndums Hotel.

Evert Horn Evert Horn til Kankas (født 1581, død 30. juli 1615) var en svensk general og friherre, søn af Karl Henriksson Horn. Horn vandt særlig berømmelse under Sveriges russiske krig 1609. Han var under den første del af krigen Jakob de la Gardies nærmeste mand. 1609 førte Horn krigen i Ingermanland og bemægtigede sig en del faste pladser som Nøteborg, Koporja og Ivangorod, til de opnåede gunstige resultater medvirkede til Falske Dmitrij 2.s fald. Da russerne efter Mikaels valg til zar førte krigen noget mere kraftig, søgte Horn forgæves at indtage Pskov. Horn og De la Gardie kæmpede sammen den 24. juni 1610 ved Klusjino mod polakken Zolkievski, da svenskerne på grund af de fremmede troppers frafald måtte trække sig tilbage til grænsen. Efter freden i Knærød kunne Gustav Adolf forstærke den svenske hær i disse egne og kom selv dertil. Horn begyndte at belejre Gdof, som også faldt, og Horn fik overbefalingen ved kongens afrejse. Året efter, da kongen og Horn rykkede frem mod Pskof, faldt Horn i en skærmydsel ved et russiske rytteriudfald. Han var en af Gustav Adolfs bedste feltherrer, og kongen sørgede dybt over hans død.

Første slag ved Fort McAllister Slaget Kontreadmiral Samuel F. Du Pont beordrede tre panserskribe – USS Patapsco, USS Passaic og USS Nahant – til at afprøve deres kanoner og tilhørende mekanik og træne artilleribeskydning i praksis ved at angribe de konfødererede forsvarsværker ved Fort McAllister, som dengang var et lille batteri med tre kanoner i en jordskanse. Et af hans mål var at undersøge hvor effektiv beskydning fra monitorernes store kanoner var mod kystbatterier i jordskanser. Den 3. marts 1863 gennemførte de tre panserskibe et otte timers bombardement. Bombardementet ødelagde ikke batteriet, men forårsagede nogen skader, mens de tre panserskibe fik nogle skrammer af granaterne fra fortet. Denne test gav viden og erfaring, men Fort McAllister faldt ikke, hvilket viste at panserskibenes ildkraft alene ikke kunne ødelægge et jordbaseret fort.

FA Women's Super League Historie Mellem 2014 og 2018 bestod FA WSL af to divisioner WSL 1 og WSL 2 som gav op- og nedrykningssystem til ligaen. Siden 2018-19 sæsonen, kaldes FA WSL 2 nu for FA Women's Championship og er den næsthøjeste division i engelske kvinders fodboldpyramide. Ligaen styres af the Football Association og startede i april 2011. I starten var der otte hold der konkurrerede i en division, som erstattede FA Women's Premier League som det højeste niveau af kvindernes fodbold i England. De nuværende WSL mestre er Manchester City. FA WSL 2 (nu FA Women's Championship), der blev introduceret i 2014, tilføjede endnu en division og yderligere 10 teams til ligaen. Der er op- og nedrykning mellem de to divisioner, og oprykning for 2016 og 2017 fra FA Women's Premier League (niveau 3). WSL var først en sommerliga, der løb fra marts til oktober fra etableringen frem til 2016 sæsonen. Fra efteråret 2017 vil ligaen køre som en vinterliga fra september til maj med en engangs forkortet overgangssæson fra februar til maj 2017. WSL mestre og toere kvalificerer sig til UEFA Women's Champions League efterfølgende sæson. Mestre Manchester City er de nuværende WSL-mestre fra 2016 WSL. Liverpool vandt WSL 2014-titlen, og genvandt derved titlen fra forrige sæson. Arsenal vandt WSL 2012, hvilket var deres niende engelske mesterskab på stribe, efter at de havde vundet de sidste syv udgaver af FA Women's Premier League og den første udgave af FA Women's Super League i 2011.

Fallout 76 Sceneri Spillet forgår i delstaten West Virginia i året 2102, det er 25 år siden "The Great War" hvor Kina og USA bombede hinanden med Atombomber til der næsten ingen ting tilbage, Vault 76 som er en kontrol vault der er designet uden et socialt eksperiment, hvilke er sjældent for vaults. Spillernes karakter kommer frem fra Vault 76 efter at have fejeret "Reclamatiom Day", spillernes karakter bliver efterfulgt sendt på missioner af overseeren til at udforske alle dele af the wasteland. Gameplay Ifølge Todd Howard er spillet fire gange så stort som Fallout 4. Spillet er open-world. Spillet er helt online, men solospil er muligt; via undgåelse af andre spillere. Spillet er blevet bekræftet for ikke at have interaktive menneskelige NPC'er, selvom der stadig er robotter og andre væsner. Spillet er blevet mærket som et "softcore survival game". Døden resulterer ikke i tab af progression. Mad og vand kan også være nødvendige for at overleve i Fallout 76. Spillet køres fra flere servere, serverne understøtter 24 til 32 spiller per server. Derudover er mods og private servere planlagt til spillet, men de vil blive implementeret efter frigivelsen.

Farisæere Farisæere er navnet på et religiøst parti fra den antikke jødedom. Ordet farisæer (Latin pharisæ|us, -i) kommer fra Hebraisk פרושים perushim fra פרוש parush, som betyder "udskilt" . Farisæerne er meget omtalt i Det Ny Testamente (NT) som en gruppe, der var i opposition til Jesus og den kristne bevægelse . En af de mest kendte farisæere er Apostlen Paulus, der ifølge NT var en ivrig farisæer indtil hans omvendelse til kristendommen. Bevægelsen, der sammen med Saddukæerne og Essæerne udgjorde de tre største religiøse retninger indenfor antik jødedom, talte ifølge den jødiske historieskriver Josefus omkring 6000 mand, og var formentlig kun udbredt i selve Palæstina og ikke i den jødiske diaspora . Bevægelsens lære Farisæerne var kendetegnet ved, at de lagde stor vægt på overholdelse af Moseloven, særlig renhedsforskrifterne og desuden "fædrenes overleveringer", som var en samlebetegnelse for hele den mundtlige fortolkning af Moseloven. Bevægelsens etik havde mange detaljerede forskrifter og praktiske anvisninger, og fremstilles i evangelierne som et hyklerisk fromhedsliv. Evangeliernes beskrivelse anses at være noget uretfærdig. I ApG er beskrivelsen noget mere positiv. Farisæerne var passive overfor den romerske besættelse idet de betragtet det som en lidelse, folket måtte bære på grund af dets synd. Sprogbrug I sproget kan ordet farisæer anvendes som et nedsættende udtryk om en person, der fremstiller sig selv værende mere from eller retfærdig end andre. Ordet kan anvendes synonymt med en hykler eller en skinhellig person. Denne anvendelsesform har sine rødder i at farisæerne var i opposition til den kristne bevægelse, og dermed falske i forhold til kristendommen.

Ferenc Szusza Historie Szusza blev født i Budapest i 1923. Som 18-årig fik han debut for Újpest FCs førstehold i Nemzeti Bajnokság I. Fra 1941 til 1960 blev han ungarsk mester fire gange med Újpest, 1945 forår, 1945–46, 1946–47 og 1959–60. Han spillede i alt 463 kampe for holdet, og scorede 392 mål. I perioden fra 1942 til 1956 spillede han 24 kampe og scorede 18 mål for Ungarns fodboldlandshold. Efter Szuszas aktive karriere sluttede i 1960, kastede han sig i 1962 og trænergerningen. Her trænede han Győri ETO FC frem til 1964, hvor han blev træner for hjerteklubben Újpest FC. Derefter gik turen tilbage til Győri, inden polske Górnik Zabrze kom på banen i 1970 og ét år frem. De næste otte år var han i Spanien, hvor han første trænede Real Betis fra 1971 til 1976, inden han sluttede det spanske eventyr af med Atlético de Madrid fra 1978 og ét år frem. Karrieren blev afsluttet i 1981, efter én sæson hos Újpest FC. Újpest FCs hjemmebane Szusza Ferenc Stadion blev 25. oktober 2003 opkaldt efter Ferenc Szusza. Han døde 1. august 2006 i hjembyen Budapest, 82 år gammel.

Fløjtenist Historie I begyndelsen var fløjtespil underholdning eller blot metaforisk. Mytiske fløjtenister Fløjtenister har flere gange optrådt i mytiske sammenhænge. Det gælder blandt andre den hinduistiske gud Krishna, der typisk vises som en dreng, der spiller på fløjte. Også i den græske mytologi findes en fløjtenist: hyrdeguden Pan, der har givet navn til panfløjten, idet han passede dyrene ved brug af en fløjte. Albert Roussel har skrevet værket Joueurs de flûte, der består af fire små stykker, der hver har at gøre med en fløjtenist som Pan, Krishna, Tityre (hyrde i Vergils Bucolica) og hr. de la Peujaudi (helten i et værk af Henri de Régnier). Også andre har skrevet værker for fløjte navngivet efter fløjtenister (som oftest Pan). Men også nymfen Syrinx, som Pan forvandlede til siv og brugte som fløjte, har givet navn til det meget kendte stykke Syrinx. Carl Nielsen har både Pan og Syrinx med i en komposition. Militæret og underholdning (ca. 1200-1700) Fra 1200-tallet dukkede fløjtenisterne op som underholdere med fidler, og de begyndte at medvirke ved militære aktioner. I 1400-tallet havde schweiziske tropper fløjtenister og trommeslagere til at spille forskellige signaler. I 1600-tallet havde fløjten fået en sådan standard, at bl.a. adelen ansatte fløjtenister som underholdere i små ensembler. Det er formentligt først, da fløjter begynder at optræde i fransk og tysk opera- og kammermusik i slutningen af det 17. århundrede, at fløjtenisterhvervet blev en egentlig profession. Her var kommet materiale nok til at have dem ansat til kun at spille fløjte, hvor de tidligere havde måttet spille flere instrumenter. Efter 1700 Fra 1700-tallet begyndte fløjtenisterne at få et solorepertoire og blev samtidig fast inventar i symfoniorkestre. Det blev muligt at skabe sig en karriere som fløjtenist: Friedrich Dülon er en af de første prominente fløjtevirtuoser. François Devienne og Antoine Hugot blev som nogle af de førende fløjtenister i slutningen af det 18. århundrede ansat ved det nyoprettede Conservatoire de Paris som professorer. I løbet af 1800-tallet kom der flere professionelle fløjtenister, og med den udøvende fløjtenist Theobald Böhms forbedringer af fløjten midt i det 19. århundrede var vejen banet for endnu flere i fløjteverdenen. Conservatoire de Paris forblev stedet, hvorfra fløjtetraditionen blev angivet, og med ansættelsen i 1893 af fløjtenisten Paul Taffanel som professor blev den retning, der i dag kaldes "Den Franske Skole" og kendetegner fløjtespillet klang- og stilmæssigt i både USA og Europa, påbegyndt udformet. Engelske Charles Nicholson og tyske J.J. Quantz var bl.a. fortalere for et vibratofrit udtryk, mens eleverne fra den Franske Skole lærte en let, vibrerende klang, der omkring 1960 havde spredt sig til resten af Vesten. Omkring 1900 blev der skrevet meget ny musik for fløjte, og flere optrådte som solister. Dog var det først med Marcel Moyse (1889-1984) og Jean-Pierre Rampal (1922-2000), at der blev sat fokus på solofløjtenisterne, da de øgede fløjtens populariteten som koncertinstrument. Marcel Moyse udviklede desuden en pædagogisk retning; hans øvelser og teknikker kom til at være standardundervisningsmateriale. Efterfølgende har især britiske James Galway (f. 1939) gjort sig gældende med bl.a. over 50 udgivne album. Den unge schweiziske Emmanuel Pahud (f. 1970) kan regnes som arvtager med en omfattende produktion af album samt en fortrinlig position hos Berliner Philharmonikerne. Genrer De fleste fløjtenister arbejder inden for den klassiske musikverden, men de benyttes også inden for jazzen. Som oftest har de her et andet hovedinstrument (ofte saxofon) og bruger kun fløjten i særlige passager. Den progressive rock har også i visse tilfælde fløjten med. Det gælder også den hollandske gruppe Focus, hvor frontmanden Thijs van Leer blandt andet var fløjtenist samt Ian Anderson fra Jethro Tull, der skal have bragt fløjten ind i rockmusikken. I den danske popverden kan også nævnes Lars Lilholt Band, der tidligere ofte benyttede sig af fløjtenistmedvirken (Tine Lilholt). Inden for klassisk musik har især Marcel Moyse og Jean-Pierre Rampal gjort tværfløjten til et populært koncertinstrument og som de senere meget berømte fløjtenister James Galway og Emanuel Pahud har kunnet tiltrække et stort publikum. Nogle fløjtenister blander også den klassiske musik med nyere eller alternative genrer som Robert Dick (f. 1950), fløjtenist og komponist, der får inspiration fra jazz og østens musik og eksperimenterer med nye teknikker, og Greg Patillo, der efter en karriere i symfoniorkestre nu optræder som beatboxing-fløjtenist. Komponister Der er kun få fløjtenister, der som mange pianister også komponerer, men blandt dem er Kuhlau med mange fløjtekvartetter og den danske Joachim Andersen, der ud over at være udøvende fløjtevirtuos også komponerede for instrumentet. Selv om der ikke er mange fløjtenister, der skriver værker for fløjten, er der ikke den mangel på materiale, som der er for saxofonister, der derfor ofte låner kompositioner skrevet for tværfløjten. Mange store komponister har skrevet værker for fløjte som Wolfgang Amadeus Mozart og Antonio Vivaldi samt mange nyere komponister. Tværfløjtenister, der specialiserer sig i barokmusik, må dog ofte ty til stykker skrevet for blokfløjte eller violin. Det skyldes, at der ikke er meget barokmusik skrevet for tværfløjte, og at blokfløjten rent teknisk ligger ret tæt på den. Væsentligt sværere bliver det med værker for violin, som fløjtenister tit bliver udsat for, grundet det lignende toneleje. Uddannelse Uddannelsen til fløjtenist sker på musikkonservatorier. I Danmark er uddannelsen opbygget som andre videregående uddannelser med bachelor- og kandidatgrad. Dernæst kan de bedste blive optaget i den såkaldte solistklasse. Optagelse til uddannelsen sker via en optagelsesprøve, som er forholdsvis ensartet på alle konservatorierne. Til hovedfagsprøven spilles en selvvalgt komposition samt to etuder af Joachim Andersen og en Bach-sonate. Desuden skal der på forlangende kunne spilles nogle vilkårlige skalaer. For at sikre talentet ud over flittig øvning spilles også et kortere stykke prima vista. Mange fløjtenister videreuddanner sig efter endt færdiguddannelse på konservatorierne og en kortere eller længere karriere. En af grundene til at videreuddanne sig er at fordybe sig i sit instrument og hente inspiration fra nogle af de mest anerkendte fløjtenister. På den måde er der opbygget et slags stamtræ over fløjtenister og deres læremestre, hvor en stor del af alle professionelle fløjtenister er forbundet via deres lærere. Stamtræet begynder med de tidligste professorer i fløjte på Conservatoire de Paris, hvorfra fløjtenisttraditionen udsprang. En større undersøgelse er foretaget i USA, hvor det har vist sig, at 91% af alle nulevende fløjtenister i USA har studeret hos Georges Barrère, hans elever og deres elever. Ved siden af konservatoriet – eller efter endt uddannelse – er det også muligt at deltage i mesterklasser, hvor de mest fremtrædende fløjtenister som James Galway giver lektioner med publikum rundt om i verden. Priser og konkurrencer En fløjtenist kan deltage i konkurrencer for at vinde priser. Det medvirker til international anerkendelse. Heriblandt er den internationale Carl Nielsen-fløjtekonkurrence, der afholdes hvert fjerde år i Odense, en konkurrence i Paris opkaldt efter Jean-Pierre Rampal for unge fløjtenister (under 30 år) og en konkurrence i Kobe, Japan samt en række andre. Det er muligt for en fløjtenist at få – eller blive nomineret til en Grammy Award, hvilket danske Ulla Miilmann beviste, da hun i 2006 blev nomineret til Bedste Instrumentalsolistudførelse med Orkester. Konkurrencer er ikke kun en sag om prestige, men giver også symfoniorketre mulighed for at ansætte nye instrumentalister. Ofte er et jobopslag en konkurrence, hvor vinderens præmie er en plads i orkestret. Hvis ansøgerne ikke lever op til forventningen, bliver der ikke ansat nogen, men i stedet udskrevet en ny konkurrence. Konkurrenceformen sikrer den højeste kvalitet i orkestrene, hvilket er med til at gøre livet som musiker meget konkurrencepræget. At hvervet er meget præstations- og konkurrencebetonet bekræftes også ved brugen af betablokkere i orkestrene, som Ulla Miilmann har fortalt om, uden selv at have taget midlerne. Navngivning Der benyttes forskellige betegnelser for personer, der spiller fløjte. Retskrivningsordbogen godkender fløjtenist, fløjtist og fløjtespiller. Den mest benyttede betegnelse er imidlertid fløjtenist, som blandt andet er det ord, der oplyses af Nudansk Ordbog og samtidig er det opslag, der giver flest hits i en Google-søgning, hvorefter fløjtespiller og fløjtist . De tre begreber er en fællesbetegnelser for flere typer af fløjtespillere. Eftersom der i dag findes flest tværfløjtenister, benyttes fællesbetegnelsen ofte om denne type, hvorimod andre typer fremhæves ved at tilføje typen foran orden, som for eksempel blokfløjtenist. Desuden påhæftes betegnelsen fløjtespiller ofte en anden betydning i kunsten (hvor denne er den mest benyttede betegnelse), hvor den ofte benyttes som en beskrivelse af eksempelvis en statue af en person, der spiller en hvilken som helst fløjte. Selv om de fleste andre musikere navngives ved at påsætte endelsen -ist til deres instrument, er dette ikke tilfældet her, da instrumentet ender på en vokal, hvorfor der bruges et sammensættende n (alternativt fjernelse af e'et) – dette ses for eksempel også ved harpenist/harpist.

Ford Fiesta Fiesta '76 (1976−1983) Fiesta '76 var den første model i Fiesta-serien. I slutningen af 1960'erne begyndte Ford − ligesom flere europæiske konkurrenter − at udvikle en mindre og mere økonomisk bil. Med tværliggende frontmotor og forhjulstræk afveg Ford fra koncernens hidtidige koncept. Bortset fra to modeller havde alle Ford'er indtil da haft baghjulstræk. Fiesta kom på markedet i maj 1976 som fempersoners hatchback samt som minivarebil. Modellen fandtes med motorer af typen Valencia eller Kent med slagvolume fra 1,0 til 1,6 liter og en fuldt synkroniseret 4-trins gearkasse. I august 1981 fik Fiesta '76 et facelift, hvor talrige tekniske detaljer blev ændret. Udefra kunne den faceliftede Fiesta '76 kendes på de nye, større kofangere med kunststofhjørner. I årene 1977 til 1980 blev Fiesta '76 også solgt på det amerikanske marked. Den amerikanske version blev dog også produceret i Europa. Fiesta '84 (1983−1989) Den anden generation af Fiesta byggede på forgængerens platform, men gjaldt på grund af de nye forkortelser for karrosseriformen og de omfattende ændringer på frontpartiet og kabinen som en ny model. Ud over forgængerens 1,0- og 1,1-litersmotorer med sideliggende knastaksel fandtes Fiesta '84 også med de i 1980 introducerede CVH-motorer på 1,3, 1,4 og 1,6 liter. Den nye Fiesta kunne også leveres med fem gear. I starten af 1984 kom den første Fiesta med dieselmotor, i november 1986 en ureguleret katalysator til 1,1-litersmotoren, fra marts 1987 det første benzinindsprøjtningssystem med reguleret katalysator og fra maj 1987 en trinløs CTX-automatgearkasse. Fiesta '89 (1989−1996) Fiesta-modellen fra 1989 var en nyudvikling og fandtes nu også med fem døre. Ud over en bedre undervogn og betydeligt forbedret sikkerhed fandtes Fiesta nu også med flere former for ekstraudstyr såsom el-ruder, ABS-bremser, airbag, klimaanlæg, servostyring og opvarmelig forrude. Motorprogrammet blev udvidet med de nye Zetec 16V-motorer, men bestod ligesom i forgængeren også stadigvæk af Valencia- og CVH-motorer. Den nye 1,8-liters dieselmotor kunne i nogle lande også leveres med turbolader. Faceliftet i januar 1994 omfattede detailændringer samt tekniske og sikkerhedsrelevante modifikationer. Fiesta '89 blev fortsat solgt frem til august 1996 som "Fiesta Classic", selv om efterfølgeren allerede gik i produktion i august 1995. Fiesta '96 (1995−1999) Platformen til Fiesta '96 var overtaget stort set uændret fra forgængeren, mens det udvendige design og også mange tekniske detaljer var betydeligt anderledes. Kent-motorerne blev i programmet, mens Zetec- og CVH-motorerne blev afløst af de nye Zetec-SE-motorer. Ligesom Fiesta '89 fandtes også Fiesta '96 i en varebilsudgave med navnet Courier. Den tredje generation af Mazda 121 var en på Ford-fabrikken i Köln produceret Fiesta '96 med enkelte Mazda-specifikke modifikationer. Fiesta '96 dannede fra efteåret 1996 basis for mikrobilen Ford Ka og fra foråret 1997 sportscoupéen Ford Puma. Fiesta '99 (1999−2001) Selv om Fiesta '99 egentlig kun var en kraftigt faceliftet Fiesta '96, betragtes den på trods af de samme typekoder (JAS, JBS etc.) normalt som femte generation. Frontpartiet var nydesignet, kofangerne fortil og bagtil modificeret og teknikken i vidt omfang modificeret og forbedret. 14"-hjul, indvendigt ventilerede skivebremser fortil, sideairbags og et tredje stoplys hørte nu til standardudstyret i alle versioner. Turbodieselmotoren kunne nu leveres i alle lande. Tredje generation af Mazda 121 gennemgik de samme modfikationer. Fiesta '02 (2001−2008) Sjette generation af Fiesta var bygget på en ny platform og var i forhold til sine forgængere væsentligt længere og bredere. I starten fandtes modellen kun med fem døre, mens tredørsversionen fulgte i juni 2002. De gamle stødstangsmotorer blev endegyldigt afløst af de mere moderne Zetec Rocam-motorer, mens Zetec 16V-motorerne og Duratec-HE-motoren på 2,0 liter udvidede benzinmotorprogrammet. Alle dieselmotorerne havde nu turbolader og commonrail-indsprøjtning. Bilen var som standard udstyret med selestrammere, sidekollisionsbeskyttelse, ABS-bremser, elektronisk bremsekraftfordeling og fire airbags; mod merpris kunne den også leveres med gardinairbags. Fiesta '02 fandtes med femtrins manuel gearkasse og den automatiserede gearkasse Durashift-EST. I oktober 2005 fik Fiesta '02 et facelift med nydesignede kofangere fortil og bagtil, nye forlygter, forbedrede materialer i kabinen og fire nye metalliclakeringer. Derudover tilkom yderligere former for ekstraudstyr såsom AUX-indgang, Bluetooth- og Voice Control-funktioner, lys- og rudeviskerautomatik, kørecomputer, automatisk klimaanlæg og indklappelige sidespejle. I Indien er modellen siden 2010 blevet produceret under navnet Ford Figo. Siden april 2011 er Fiesta '08 og som efterfølger for Ford Ikon Fiesta Classic blevet solgt sideløbende med hinanden i Indien og andre asiatiske lande. I foråret 2010 blev Fiesta '06 modificeret med nye forlygter og kølergrill i stil med Fiesta '08 og sælges nu som Fiesta One i Argentina, Fiesta Move i Venezuela og Fiesta Rocam i Brasilien. Fiesta '09 (2008−2017) På Geneve Motor Show blev den nye Ford Fiesta præsenteret i marts 2008. Bilen delte platform med forgængeren, men var teknisk og optisk set væsentligt anderledes. Elektrisk servostyring, ABS, ESP med bremseassistent, fire airbags, knæairbag til føreren, justerbart rat og centrallåsesystem var nu standard allerede i basismodellen. Efter Fiesta '76 var dette den anden Fiesta-model, som også blev markedsført i USA, der også som sedan. Modellen kunne ved introduktionen leveres med Zetec SE-benzinmotorer og to commonrail-dieselmotorer med turbolader og partikelfilter, mens Zetec Rocam- og Duratec-motorerne udgik. For første gang kom Ti-VCT-knastakseljusteringen til indsats i Fiesta, hvor begge knastaksler kunne justeres uafhængigt af hinanden. I januar 2013 fandt et omfangsrigt optisk og teknisk facelift sted. Benzinmotorprogrammet blev udvidet med de nye trecylindrede 1,0-litersmotorer, som i EcoBoost-udgaverne med turbolader kunne yde op til 103 kW (140 hk). Senere tilkom de større 1,6-liters EcoBoost-motorer, som i Fiesta ST og ST200 kunne yde helt op til 158 kW (215 hk). Til forskellige asiatiske lande fremstilles Fiesta siden 2011 i Chennai, Indien også som hatchback og sedan og afløser her Ford Ikon. Den sidste Fiesta af denne generation forlod samlebåndet den 29. april 2017. Fiesta '18 (2017−) Den 29. november 2016 blev den ottende generation af Fiesta præsenteret på fabrikken i Köln-Niehl. Produktionen startede den 16. maj 2017, mens den officielle introduktion fandt sted den 8. juli 2017. I forhold til forgængeren er den nye model syv centimeter længere og 1,2 cm bredere. Modellen findes med 15 forskellige hjælpesystemer, blandt andet en nødbremseassistent, en parkeringsassistent, en fjernlysassistent samt en afstandsafhængig fartpilot. Fiesta Van Fiesta Van, som alt efter årgang også kan hedde Fiesta Kleinlieferwagen eller Fiesta Express, er en lille varebil. Bilerne er leveret direkte fra fabrikken og adskiller sig kun i mindre detaljer fra den tilsvarende personbil. For at bilerne kan registreres som varebil, er de kun udstyret med to siddepladser. I stedet for udskæringerne til de bageste sideruder er bilens sider udført i ét stykke. Alt efter årgang er også bagklappen uden rude. Bag forsæderne findes der en − som oftest flad − lasteflade med en grundflade på over 1 m². Bilerne har et i forhold til de tilsvarende personbiler meget begrænset udvalg af ekstraudstyr og motorer. Da disse biler i forhold til en normal personbil ikke har nogen ret stor nytteværdi for andre end erhvervsdrivende, blev de kun bygget og solgt i meget lave styktal. Fiesta Courier LAV'en Fiesta Courier, som også blev solgt som Ford Courier, var ligesom Fiesta Van en varebil på basis af Fiesta. Forvognen var uændret, mens en modificeret og forlænget platform gav mere plads i lastrummet, som var højere end i en personbil og var tilgængeligt gennem to fløjdøre på bagsiden af bilen. Den flerleddede aksel blev erstattet af en stiv aksel med bladfjedre for at danne den lavest mulige lasteflade og mest plads og for at øge lasteevnen. I modsætning til Fiesta Van havde Courier en væsentligt større nytteværdi og var derfor mere udbredt. Komfortudstyret, ekstraudstyret og motorprogrammet var dog også i Courier stærkt begrænset og tilpasset erhvervsdrivendes behov. Alt efter model og konfiguration fandtes Courier uden bageste sideruder eller med en mindre eller en større rude i hver side af lastrummet. Hovedkonkurrenterne var Opel Combo og Volkswagen Caddy. Courier blev bygget på basis af tredje, fjerde og femte generation af Fiesta. Med introduktionen af Fiesta '02 udgik Courier og blev afløst af Ford Transit Connect, som var baseret på Ford Focus. Ud over Courier afløste Transit Connect også den lignende, men større Ford Escort Express.

Francis Bacon (filosof) Ny videnskabelig metode: Induktion Bacons navn er knyttet til den induktive metode og til det videnskabelige eksperiment. Induktion var allerede kendt af Aristoteles, men Bacon peger på at man tidligere har generaliseret ud fra få eksempler eller for hurtigt generaliseret uden at tjekke punkt for punkt om generaliseringen er holdbar. Han anses som grundlægger af erfaringsfilosofien, også kaldet empirisme, men igen er det spørgsmålet på hvilken måde han udviklede empiricismen, der allerede i en vis form var til stede hos fx Aristoteles. Bacons hovedværk hedder Novum Organum, "Det nye værktøj" fra 1620, som er en del af det større, aldrig færdiggjorte Instauratio magna ("Den store fornyelse"). Med denne titel refereres til Aristoteles værk "Organum" som det oprindelige værktøj, som Bacon hermed mener at han fornyer. Videnskabelig utopi I sin utopi "The New Atlantis" præsenterer Bacon et detaljeret billede af en ny verden med en kompleks videnskabelig infrastruktur, der understøtter eksperimenter og andre former for videnskabelig udforskning. Der er salt- og ferskvandssøer, haver og menagerier, laboratorier tilegnet studiet af synet, hørelsen, lugtesansen, såvel som observatorier, laboratorier til dyreforsøg, og værksteder til fremstilling af laboratorieudstyr og teknik. Og der er naturligvis museer, samlinger af kuriositeter, smukke og mærkelige ting. Der er steder for studiet af det, vi i dag vil betegne meteorologi, kosmografi, medicin, genetik, geologi, kemi og landbrugsvidenskab. Bacons utopi beskriver med andre ord de forskningsinstitutioner, der ses som nødvendige for den nye eksperimentelle filosofi og har fungeret som inspiration for grundlæggelsen af Royal Society i 1660. Den eneste ting, der ikke findes i Bacons videnskabelige utopia, skriver Rayward (2004, s. 119) er et bibliotek. Denne udeladelse er ikke tilfældig. Bacon beskrives ofte som grundlægger af empirismen, hvis motto er "Læs naturen, ikke bøger". Siden Bacon har empirismens paradoksale forhold til bøger og biblioteker klart kunne aflæses. (Paradoksalt, fordi Bacon og de øvrige empirister jo skrev – og skriver – bøger og artikler). Reception Milton (1998) skriver at i sidste halvdel af det nittende århundrede begyndte Bacons berømmelse som metodeteoretiker at aftage. Denne tendens fortsatte efter år 1900 og nåede det laveste punkt midt i århundredet, hvor Karl Popper foreslog en videnskabelig metode, der helt undgik induktion, ligesom videnskabshistorikere her fremstillede nye billeder af den videnskabelige revolution, der marginaliserede Bacons bidrag til denne. Siden da har der været en moderat genoplivning, men Bacon har stadigvæk ikke ifølge Milson genvundet sin plads i den filosofiske kanon. Baconteorien Baconteorien går ud på at Francis Bacon er den virkelige forfatter til William Shakespeares værker og at dette navn blot var et anvendt pseudonym, da det at skrive skuespil ikke blev anset som en passende beskæftigelse af en mand af Francis Bacons stand. Hovedargumentet for de såkaldte 'baconister' er at forfatteren til Shakespeares skuespil skal have været en mand med forstand på historie, sprog, kultur, dannelse og jura m.m. Netop dette synes baconisterne passer bedre på Francis Bacon end skuespilleren William Shakespeare. Baconteorien forbliver dog en teori og kan pga. manglende beviser ikke anerkendes og den støttes da også kun af meget få forskere.

Fritiof Nilsson Piraten Fritiof Nilsson Piraten (Nils Fritiof Adam Nilsson) (4. december 1895 i Vollsjö i Skåne – 31. januar 1972 i Malmö, Skåne) var en svensk advokat og skrøneforfatter, der på dansk nok bedst kendt for Bombi Bitt og jeg.

Göteborg Plads Göteborg Plads er en plads i Århusgadekvarteret i Nordhavnen i København, der ligger omkring kontorhøjhuset Portland Towers ved Sandkaj. Pladsen er opkaldt efter den svenske havneby Göteborg. Pladsen blev etableret sammen med byggerierne omkring den i løbet af 2013-2016. Historie og bebyggelse Pladsen ligger ligesom resten af Århusgadekvarteret i et område, der indtil 2014 var en del af Københavns Frihavn med begrænset adgang for offentligheden. I forbindelse med områdets ophør som frihavn var det imidlertid blevet besluttet at omdanne det til en ny bydel med boliger og erhverv, hvilket blandt andet medførte anlæg af flere nye gader og pladser, heriblandt denne. Københavns Kommunes Vejnavnenævnet ønskede at følge traditionen med at give gadenavne efter et bestemt tema, i dette tilfælde internationale havnebyer. Indstillingen blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde 21 januar 2014 med virkning fra 1. marts 2014, hvor den nye plads, der havde haft arbejdsnavnet Silo Plads, officielt fik navnet Göteborg Plads. Pladsen kom til at ligge i et område, der endnu i 2012 lå halvøde hen om end med lagerbygninger i nabolaget, der imidlertid efterfølgende blev fjernet. Kun dobbeltsiloerne, der var blevet opført af Aalborg Portland i 1979 til opbevaring af cement, stod for en stund alene tilbage som et minde om tidligere tider. De blev nu ombygget til to 59 meter høje kontorhuse af Ejendomsselskabet Portland Towers efter tegninger af Design Group Architects i 2013-2014. Rent praktisk blev de nye Portland Towers til ved, at kontorerne blev sat udenpå de øvre dele af siloerne. Derved får medarbejderne en god udsigt over kvarteret og København i øvrigt. Det ene af tårnene huser Tysklands ambassade, der flyttede dertil fra Stockholmsgade 1. marts 2018. Portland Towers er pladsens altdominerende midtpunkt, men der er også blevet bygget på de omkringliggende sider. På den vestlige side opførte PenSam således karreen Provianthuset til bolig og erhverv tegnet af Henning Larsen Architects i 2015-2016. På den østlige side opførte AP Pension og KPC karreen Harbour Park efter tegninger af Danielsen Architecture i 2014-2015. Karreen er opført i teglsten med brune og røde nuancer og med fælles have i gårdrummet. Mod nord ved den tilstødende Hamborg Plads er det tanken, at der skal ligge et erhvervsbyggeri, der blandt andet kommer til at indeholde en biograf. Selve pladsen er tænkt som kvarteret aktivitetsplads, hvor der kan afholdes mere pladskrævende arrangementer, for eksempel markedsdage eller juletræssalg. Desuden bruges den som start/målområde for motionsløb. På den sydlige del af pladsen er der opsat flere betonelementer til leg, der er formet som sandbunker inspireret af dengang Sandkaj blev benyttet til oplag af sand. Derudover er der en række plantebede med fyrretræer og lærketræer. På den sydlige side flyder pladsen sammen med Sandkaj. Her blev det i efteråret 2015 besluttet at anlægge en brygge langs med kajkanten ved Nordbassinet. Sandkaj Brygge som den kaldes stod færdig i 2017, er udført i træ og er 400 m lang og mellem 5 og 12 m bred. Ideen med bryggen er at den skal fungere som et åbent byrum med rekreative faciliteter, og så alle kan få direkte adgang til vandet, der netop er et af Århusgadekvarteret kendetræk. Desuden er der etableret en flydende facilitet for udlejning af kajakker udfor bryggen, hvorfra folk for eksempel kan sejle til Svanemøllehavnen og Kalkbrænderihavnen. Derudover er der etableret en badezone udfor Göteborg Plads.

Gardssundfjorden Gardssundfjorden er en fjord i Finnøy og Hjelmeland kommuner i Rogaland fylke i Norge. Den går mellem øerne Ombo mod nord og Randøy mod syd. Fjorden strækker sig omtrent 10 kilometer fra Finnøyfjorden i vest til Hjelmelandsfjorden i øst, men hører til samme fjordsystem som går videre mod øst i Jøsenfjorden. Den totale længde fra indløbet i vest til bunden af Jøsenfjorden er 32 kilometer. Det vestlige indløb ligger mellem Halsnes på Halsnøya i syd og Eidsneset på Ombo i nord, mens fjorden i øst ender mellem Øyeneset på Randøy og Skibaviga på Ombo.

Gargandi snilld Handling Björks store succes på den internationale musikscene har skabt opmærksomhed omkring islandsk musik, og nye navne som Sigur Rós, Múm, Bang Gang, Mugison og Minus and Slowblow er på vej frem. Filmen undersøger den særlige islandske lyd og undergrundsmiljøet i Reykjavik.