Protokollen fra sidste møde er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, jeg vil blot lige sige, at jeg var til stede, selvom jeg ikke er med på listen nede bagved.
Hr. formand, den bemærkning gælder også for mig. Jeg står heller ikke på listen. Men jeg har en anden bemærkning, hr. formand, i går forløb forhandlingen om de forskellige mundtlige forespørgsler temmelig rodet. Vi havde en række forhandlinger: Nigeria, Burma og De Forenede Nationer. Disse forhandlinger og i hvert fald talerne blev blandet fuldstændigt sammen. Det gør ikke blot Parlamentet forvirret, men det er heller ikke særlig pænt over for Kommissionens repræsentanter og heller ikke over for formandskabet, som overhovedet intet kan forstå mere af de forskellige bemærkninger, som på den måde fremsættes i én sammenblanding. Hr. formand, jeg beder Dem derfor om, når vi som gruppe har indleveret talerlisterne for de forskellige emner, fremover også at håndhæve disse.
Fru Oomen-Ruijten, jeg har hørt kritikken. Vi vil diskutere det i den lille kreds af personer, der leder plenarmøderne her, og så vil det sikkert være muligt at afholde mødet mere struktureret næste gang.
Fru formand, referatet fra onsdag I, afsnittet med »Følgende tog ordet til de nye bestemmelser«. Det står i det officielle referat. Jeg har påstået, at der var tale om en ny bestemmelse, men formanden har forsikret mig om, at det ikke var nogen ny bestemmelse. Det er noget andet end en ny bestemmelse. Jeg har bemærket den sidste sætning i næste afsnit, hvor der står »formanden svarede, at disse regler var nye«. Hvis der findes en procedure for nye bestemmelser, bliver Parlamentet nødt til at vedtage dem. Man bliver lidt træt af at tage sådanne punkter til forretningsordenen op om ting, der er så indlysende, men ikke desto mindre står det i protokollen, og det er ukorrekt
Fru formand, jeg vil gerne nævne punktet i referatet fra i går om hr. Titleys indlæg i forhandlingen om Irak. Jeg vil gerne bede formanden træffe en afgørelse om, hvorvidt dette kræver en personlig udtalelse fra min side og fra det pågældende medlem hr. Titley. I sit indlæg sagde han »Jeg har aldrig hørt en tale med så meget forvrænget, selvhævdende vrøvl, som den hr. Kerr holdt for lidt siden.« Mange medlemmer vil helt sikkert være enige i det, og det er en redelig politisk debat. Men han siger så videre »Nu ved jeg, at den lokale omsorg i Det Forenede Kongerige ikke fungerer«, hvilket helt klart er en hentydning til min mentale tilstand. De vil måske også mene, at det er rigtigt, men i henhold til Parlamentets forretningsorden er det vist ikke tilladt af tale ondt om medlemmernes mentale tilstand Jeg vil gerne bede Dem afgøre, om jeg kan bruge tre minutter på at komme med en personlig reaktion. Jeg vil også gerne gøre opmærksom på, at på side 25 i regnbuen spurgte jeg udenrigsministeren hr. Henderson, om det var sandt, at Financial Times havde rapporteret om, at Storbritannien var ved at gøre klar til at bruge atomvåben mod Irak. I sit svar til mig sagde han, at udenrigsministeren hr. Cook har benægtet dette i Underhuset. Jeg har en udskrift af hr. Cooks tale, hvor der ikke findes nogen benægtelse. Embedsmænd fra udenrigsministeriet fortæller stadig, at Storbritannien gør klar til at bruge atomvåben mod Irak.
Hr. Kerr, jeg fulgte selv med i det i går. Jeg var godt nok ikke formand, men jeg sad på min plads og hørte, hvad De spurgte om. Jeg hørte også svarene fra repræsentanten for det britiske formandskab. Det er rigtigt, han svarede ikke eksakt på spørgsmålet, men jeg spørger naturligvis mig selv, hvorfor De så ikke bad om ordet igen i går, mens rådsformandskabet stadig var til stede. Jeg tager det til efterretning. Men i sådanne tilfælde ville det virkelig være smartere at bede om ordet endnu en gang.
Fru formand, lad mig erindre om, at den tyske forfatter Ernst Jünger er gået bort den 17. februar, 102 år gammel. Han var en af de førende eksponenter for den konservative revolution i Tyskland og, som det også i disse dage er blevet understreget af hele den internationale presse, af stor betydning for den europæiske politiske tænkning og for det 20. århundredes litteratur. Han blev 102 år gammel, og han har derfor været et privilegeret vidne til det meste af det 20. århundrede, et århundrede, der, som vi ved, har været fuldt af modsætninger. Alligevel er Jünger som uafhængig tænker forblevet trofast mod sine principper om frihed og intellektuel konsekvens, og han har modsat sig enhver underkastelse under sin tids totalitære regimer. Derfor, fru formand, ville det være på sin plads, at Parlamentet ærede denne mands minde.
Fru Angelilli, vi beklager alle Ernst Jüngers død og ved, at han var en stor tænker og forfatter, men det var nu virkelig ikke en bemærkning til protokollen, De kom med dér. Vi er stadig ved godkendelsen af protokollen.
Fru formand, jeg vil gerne undskylde, at jeg styrtdykker fra højdepunkterne i forbindelse med en Ernst Jünger til de helt sædvanlige parlamentariske problemer om gårdsdagens protokol. Her står der nemlig på side 8 under punktet »subkritiske atomprøvesprængninger«, at hr. Rübig havde fremsat en indsigelse, efter hvilken punktet »Sikkerheden i Leopold-kvarteret i Bruxelles« skulle behandles i stedet for. Jeg kunne godt tænke mig at foretage en rettelse her. Det hedder ikke »Sikkerheden i Leopold-kvarteret i Bruxelles«, men »Kriminalitet i Bruxelles«. Jeg mener, at der er stor forskel, fordi vi ikke kæmper for os pro domo, men derimod principielt for sikkerheden i Bruxelles. Desuden står der, at formanden meddeler, at han har erklæret denne indsigelse for ulovlig i henhold til artikel 47, stk. 2, og at han ville forklare hr. Rübig det i en skrivelse. Hr. Rübig har modtaget denne skrivelse. Jeg har set en kopi af den. Den indeholder ikke flere forklaringer, end der står her i protokollen. Det ville efter min mening have været meget fint og velanbragt, og derfor vil jeg gerne anmode Dem om også at viderebringe denne information til Præsidiet. Vi ville være meget taknemmelige, hvis formanden kunne meddele os, hvilke kontakter han havde i Bruxelles, og hvilke konkrete resultater der kom ud af disse forhandlinger, og hvis han også ville meddele plenarforsamlingen det. Beslutningsforslaget er immervæk blevet underskrevet af næsten 50 parlamentsmedlemmer, der virkelig er bekymrede over det, der sker i Bruxelles, og som derfor meget gerne vil vide, hvad der er foregået. Jeg mener, at plenarforsamlingen har en ret til at få det at vide. Kunne vi ikke i det mindste få at vide i denne uge, hvornår vi bliver informeret herom? (Bifald)
Hr. Habsburg-Lothringen, såvidt jeg ved, sagde formanden, at han ville tage disse kontakter. Han har altså endnu ikke haft kontakt med nogen, og det ligger formentlig heller ikke helt fast i detaljer endnu, hvem han skal have kontakt med. Jeg er helt sikker på, at han vil informere herom. Jeg vil dog alligevel fremføre det for Præsidiet. Vedrørende Deres første bemærkning: Protokollen kan selvfølgelig kun indeholde det, der er blevet sagt. Hvis noget er beskrevet forkert, eller der er anvendt en forkert terminologi, så er det beklageligt. Men Deres bemærkning har måske også indirekte korrigeret det nu.
Fru formand, jeg vil gerne henvise til sidste punkt på side 4 - udtalelsen fra fru Green, socialisternes leder - i den engelske udgave af forhandlingsreferatet. Jeg ønsker ikke at drage i krig, hverken atom- eller andre, mod fru Green. Jeg vil gerne korrigere en udtalelse, hun fremsatte i går om Pery-arbejdsgruppen og den nye bestemmelse, der blev indført i denne uge. Hverken Nicole Pery, som har forladt Parlamentet, eller arbejdsgruppen fremsatte nogen forslag om anvendelse af denne bestemmelse. Nicole Pery meddelte blot Præsidiet, at hun havde forskellige dokumenter fra forskellige grupper og enkeltpersoner og mange forskellige forslag i denne sag. Hun tog ikke parti for den ene eller anden side og fremsatte ikke noget forslag. Så nu vender vi tilbage til Formandskonferencen, fordi presset for at få indført netop denne bestemmelse kom derfra. Mens jeg er ved at gøre rent bord i denne sag, er det kun ret og rimeligt, at Parlamentet får at vide, at da denne anmodning første gang kom til Kvæstorkollegiet, var der i Kollegiet i dets forskellige politiske sammensætninger enighed om, at det var uigennemførligt. Det blev sendt tilbage til Præsidiet, og Præsidiet traf en afgørelse, formentlig på grundlag af det, Formandskonferencen havde bedt om. Så for at få skabt klarhed skal vi ikke trække en udenforstående part, nemlig Nicole Perys ad hoc-udvalg, ind i dette her, for jeg var medlem af arbejdsgruppen, og i denne sag gjorde den ikke noget som helst af denne art. Jeg vil hævde, at vi har brug for en reform, og det er vi alle enige om. Parlamentets værdighed skal prioriteres over alt andet, og Parlamentets værdighed blev tvunget i knæ i denne uge, og det er på tide at kigge på det.
Hvad forretningsordenen angår, så holder vi os til den, det kan enhver jo konstatere, og hvis det ikke er tilfældet, så bliver det kritiseret og afvist. Det, De var inde på, vedrører ting, der går tilbage til juli sidste år. Her blev betænkningen nemlig forelagt. Jeg husker udmærket, at vi talte om det på et møde i Luxembourg. Jeg kan ikke lige undersøge det så hurtigt her til morgen, men jeg vil foranledige, at det bliver undersøgt, og så kan vi komme tilbage til det.
Fru formand, til samme emne: punkt 5 i referatet, det er side 9 i den engelske udgave, og Deres svar til fru Ewing. Medlemmerne har en lang række navne for denne procedure for tilstedeværelseskontrol - nogle af dem er temmelig grove - men De nævnte en ny bestemmelse og en ændring af reglerne. Næstformanden Nicole Fontaine omtaler dem som »gennemførelsesbestemmelser«. Hvad er det for nogle?
Jeg har det ikke lige foran mig, men vi er jo allesammen informeret om det, og vi ved, hvad vi taler om. Jeg mener, at det blev sagt flere gange, at Præsidiet igen vil tale om, hvordan man fremover kan konstatere, hvem der er til stede. Lad os nu lige vente lidt og så tale om det, hvis Præsidiet foreslår andre regler, der er lettere at anvende, for plenarforsamlingen eller grupperne, hvor de så kan blive diskuteret. Jeg synes simpelthen, det er meningsløst, at vi nu for hundredetusinde gang taler om det i en eller anden form. Det stjæler den tid, vi kunne have brugt til andre og vigtigere forhandlinger. Det står dog nu fast, at Præsidiet er besluttet på at tage det op igen, at korrigere eventuelle fejl og at bidrage til, at det fremover bliver lettere at konstatere, hvem der er til stede. Måske kan vi vente, til der kommer nye forslag.
Fru formand, med hensyn til hr. Kerrs bemærkninger vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på et åbent brev, som er blevet sendt til alle socialistiske MEP'er. Jeg vil citere et lille afsnit fra det: «Vi vil anmode alle socialister om at støtte dette, navnlig de britiske Labour-medlemmer, som det vil glæde at høre, at vi vil udsende navnene på de medlemmer, der har stemt for dette ændringsforslag og dermed imod krigen, til hele Labour-bevægelsen i Storbritannien«. Jeg er ikke sikker på, om det er en gulerod eller en stok, men jeg må meddele de to personer, at jeg kender min samvittighed og min pligt vedrørende Irak, og jeg ved, hvordan jeg skal stemme. Jeg behøver ingen instruktioner fra et par politiske opportunister.
Fru formand, jeg deler hr. Smiths synspunkt i denne sag, men jeg vil gerne kort vende tilbage til forretningsordenen, gennemførelsesbestemmelserne, procedurerne eller diktatet fra Præsidiet. I går godkendte Parlamentet, at fru Fontaine kunne være formand og lede et møde på temmelig usædvanlig vis. Jeg ønsker blot en forsikring om, at vi vil vende tilbage til Præsidiets instruktioner, og at De ved afstemninger ved navneopråb vil acceptere mit ønske om at tage ordet for at gøre opmærksom på min tilstedeværelse på det pågældende tidspunkt, hvis jeg måtte ønske det. Jeg håber og tror, at De selv og fremtidige formænd i dag vil anvende denne bestemmelse uden hensyntagen til de dårlige råd, der kommer fra Deres rådgivere.
Hr. Falconer, De hørte, hvad jeg sagde til det. Jeg tror, det er tilstrækkeligt!
Fru formand, jeg ville blot gerne minde hr. Falconer om - men jeg tror, at han allerede har set det i protokollen - at der ikke er noget at være i tvivl om. Som jeg sagde, så var vores fremgangsmåde i går helt og holdent en undtagelse, der skete i betragtning af den undtagelsessituation, vi befandt os i, eftersom afstemningen var delt i to for at give plads til indlægget af præsidenten for Den Portugisiske Republik. Det første, jeg gjorde her til morgen, var i øvrigt at kontrollere, om denne undtagelsesprocedure var blevet ført til protokols. Hr. Falconer har - ligesom jeg selv - kunnet konstatere, at dette var tilfældet. Jeg tror derfor ikke, at der er noget at være i tvivl om.
Fru formand, jeg håber, at vi nu er på vej væk fra det spørgsmål, som vi har drøftet ved de to sidste møder, og som har plettet Parlamentets ry. Jeg vil gerne på samme måde som hr. Cot have en forsikring fra Deres side om, at når ændringerne af forretningsordenen skal udarbejdes, vil de blive forelagt Parlamentet, så vi kan vedtage eller forkaste dem. Det er alt, vi beder om.
Fru formand, jeg har netop set, at mit navn ikke står på tilstedeværelseslisten. Jeg kan heller ikke udelukke, at jeg har glemt at lade mig registrere. I betragtning af, hvor mange afstemninger ved navneopråb vi har haft, tror jeg, at mit navn kan indføres efterfølgende.
Fru formand, jeg har bemærket, at mit navn ikke er med på side 26 i den engelske udgave om afstemningen ved navneopråb om Lange. Det var en betænkning, som jeg var særlig interesseret i, og jeg deltog i afstemningen. I tirsdags sagde jeg, at med det nye navneopråbssystem og de nye forslag fra Formandskonferencen var det meget vigtigt, at medlemmerne forstår alle bestemmelserne, og at disse bestemmelser skulle uddeles til medlemmerne. Det skal også gøres helt klart, at medlemmerne selv skal have et vist ansvar for at sikre, at deres navne bliver registreret. Der kan ske fejl.
Det vil blive rettet, hr. Sturdy.
Fru formand, jeg havde fremsat et forslag i forbindelse med protokollen. Jeg havde anmodet om, at man opstiller en liste over de parlamentsmedlemmer, der ikke opfylder kriterierne for at modtage diæter. Jeg har ikke fået noget svar på dette, og jeg har heller ikke set en sådan liste. Jeg synes nu nok, at det ville være rimeligt at oplyse parlamentsmedlemmerne om, hvad der venter dem!
Fru Guinebertière, mirakler varer noget længere. Jeg sagde flere gange her til morgen, at Præsidiet vil undersøge dette spørgsmål igen. Hav tålmodighed, indtil der kommer et svar, for det hører jo alt sammen til den problemstilling, som vi egentlig slet ikke skulle tale så indgående om i forbindelse med protokollen. Men godt, det har vi gjort. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0020/98) af Poisson for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om I.forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 93/74/EØF om foder med særlige ernæringsformål og om ændring af direktiv 74/63/EØF, 79/373/EØF og 82/471/EØF (KOM(97)0408 - C4-0409/97-97/0208(COD)); II.forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 95/69/EF om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere (KOM(97)0409 - C40408/97-97/0213(COD)).
Hr. formand, kære kolleger, de direktivforslag, der er blevet fremlagt af Kommissionen, har til formål at ændre direktiv 93/74/EØF om foder med særlige ernæringsformål ved at integrere en ny ordning, der gør det muligt at udvide direktivets anvendelsesområde til at omfatte en ny generation af produkter, der kaldes fodertilskud, og også at ændre direktiv 95/69/EØF om betingelser og bestemmelser for godkendelse og registrering af visse foderstofvirksomheder og mellemhandlere. Der skal gøres opmærksom på et vigtigt forhold. Kommissionen, som har påtaget sig nogle forpligtelser over for Undersøgelsesudvalget om BSE, foreslår for første gang at anvende proceduren med fælles beslutningstagning i henhold til artikel 100A i traktaten. Kommissionen ønsker at fastsætte bestemmelser for brugen af en ny generation af produkter, der markedsføres i alle medlemsstaterne, med henblik på at fastlægge en præcis ramme for disse produkters art og for deres anvendelse. Disse nye produkter, der kaldes fodertilskud, kan ikke sidestilles med tilskudsfoder eller forblandinger af tilsætningsstoffer. De må ikke indeholde nogen lægemidler, og de skal anvendes på nøje fastlagte betingelser og kun i en kort periode. Fodertilskuddene er beregnet på at tilpasse ernæringstilførslen til dyrenes behov, når de befinder sig i en kritisk livsfase eller i nogle kritiske opdrætsbetingelser, der medfører en midlertidig stigning i ernæringsbehovet, som f.eks. ved kælvning, fravænning eller ved æglægningsperiodens begyndelse. Foder udgør et vigtigt led i menneskets fødekæde. Det er derfor nødvendigt at sørge for at begrænse direktivets anvendelsesområde rigtigt ved at definere fodertilskud, så man blandt de produkter, der anvendes til foder, undgår et juridisk tomrum mellem enkeltfoderstoffer og foderblandinger og fodertilskud. Med hensyn til direktiv 95/69/EF fastlægger Kommissionen visse forpligtelser for foderstofvirksomheder med henblik på at forbedre garantierne for kvaliteten af de produkter, der anvendes til foder. Der skal for fodertilskud gælde nogle regler, der svarer til reglerne for forblandingerne af tilsætningsstoffer, eftersom indholdet af tilsætningsstoffer i de to katgorier som regel er det samme. Kommissionens holdning med hensyn til registreringspligten giver dog anledning til nogle forbehold. Den ordning, som Kommissionen har foreslået for registreringen af dem, der anvender fodertilskud, ville nemlig i praksis svare til, at en optælling af opdrætterne skulle foregå sideløbende med den optælling, der har hjemmel i artikel 9 i direktiv 96/23/EF, og som har til formål at sikre en korrekt brug af stofferne ved opdrætningen. En sådan ordning ville bevirke en yderligere tung administrativ procedure for både opdrætterne og kontrolinstanserne, og den ville ikke medføre nogen reelle eller praktiske fordele. Af samme årsag, nemlig et ønske om klarhed og forenkling, vil jeg ikke kunne acceptere ændringsforslag 11 og 12 af hr. Graefe zu Baringdorf om en liste over ingredienserne og mængden af disse, eftersom der allerede eksisterer nogle bestemmelser på dette område. Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg er positivt stemt over for de nye bestemmelser, der foreslås af Kommissionen, og som vil gøre det muligt at give forbrugerne en yderligere garanti for produkternes kvalitet.
Fru formand, jeg vil gerne takke ordføreren, fru Poisson, for hendes meget klare betænkning om forslaget til ændring af Rådets direktiv om foder med særlige ernæringsformål. I løbet af de sidste to år er vi alle blevet meget mere opmærksomme på behovet for at sikre, at alt det, der kommer ind i den menneskelige fødekæde via dyrefoder, kontrolleres nøje og ikke udgør nogen fare, hverken for menneskers eller dyrs sundhed. Jeg har mere end en gang henledt Parlamentets opmærksomhed på farerne ved uhæmmet brug af tilsætningsstoffer som antibiotika eller andre lægemidler i dyrefoder, når det ikke er for at behandle et specifikt, midlertidigt sundhedsproblem hos et enkelt dyr, men som generel forebyggelse. Jeg glæder mig derfor over de advarende toner, der helt tydeligt fremgår af Kommissionens forslag om at regulere brugen af nye produkter med høje koncentrationer af vitaminer, sporstoffer, fedtsyrer osv. som tilsætning til almindeligt dyrefoder. På nogle tidspunkter i dyrs livscyklus kan sådanne tilsætninger naturligvis være værdifulde, f.eks. når en ko er med kalv. Ordførerens forslag om meget klare definitioner af, hvornår det er tilladt at bruge sådanne produkter, fortjener støtte. Ifølge Kommissionens forslag skal kvægavlerne registrere, at de bruger sådanne produkter. Dette anså Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter for overdrevent bureaukratisk. Men det er også vigtigt at fastsætte klare retningslinjer for kvægavlerne for at sikre, at de forstår de parametre, inden for hvilke sådanne produkter bør anvendes. Det vigtigste er at fastslå, at tilsætningerne kun skal bruges i en begrænset periode og med et helt specifikt formål for at sikre, at der ikke kan findes rester af disse produkter i kødet, når det i sidste ende sælges til menneskeligt forbrug. Endvidere skal den nøjagtige sammensætning og mængderne af sådanne produkter klart fremgå af mærkningen. Landmændene må aldrig mere med sandhed kunne sige, at de ikke var helt klar over, hvad de fodrede deres dyr med.
Fru formand, dyr har ligesom mennesker ret til ordentlig og sund føde. Vores lovgivning skal tjene hertil. At fremme dette mål og bestemt ikke stå i vejen for det, det er vi opmærksomme på i forbindelse med dette direktiv. Direktivet vedrører fodertilskud, som tjener et bestemt ernæringsformål; det er diætfoder. Det må ikke indeholde nogen lægemidler. Den nationale lovgivning, som vil blive baseret på dette direktiv, skal være tydelig. De virksomheder, som producerer og markedsfører disse produkter, skal på grundlag af disse regler kunne drages til ansvar for denne del af en sikker fødekæde. Imidlertid ser det ud til, at der er flere direktiver og således også mere national lovgivning i kraft med hensyn til dyrefoder, mellem hvilke det er vanskeligt fortsat at se en konstant sammenhæng. F.eks. gælder der for almindelige foderblandinger eller for såkaldte forblandinger for foderblandinger en registreringspligt for produktionsvirksomhederne, men ikke noget godkendelsessystem for disse virksomheder. Det er derfor ulogisk og således forkert at foreskrive et godkendelsessystem for producenterne af fodertilskud, som ikke indeholder nogen lægemidler. Det er unødigt bureaukratisk, i hvert fald hvis disse fodertilskud udelukkende bruges på kvægopdrætternes egen bedrift. Ordførerens forslag om at slette den foreslåede godkendelsesprocedure for fodertilskudsproducenterne støtter vi derfor. Alligevel er der i betænkningen udarbejdet af fru Poisson, som jeg vil give en kompliment for den tydelige fremstilling af dette komplekse emne, ét element af unødig centralistisk indblanding i anvendelsen af fodertilskud. I ændringsforslag nr. 3 bemærkes det med rette i et punkt, at det er af væsentlig betydning, at begrebet "midlertidig anvendelse af fodertilskud« ikke opfattes, som om det henviser til en vilkårligt fastsat periode, men at varigheden af anvendelsen deraf skal fastsættes for de enkelte tilfælde. En sådan tidsfastsættelse skal støttes af en bibliografisk sagsmappe underbygget med videnskabelige kendsgerninger, som retfærdiggør ernæringsformålet og den periode, hvori det skal gives. Idet vi går ud fra dette, er bestemmelsen i ændringsforslag nr. 6, som handler om lovteksten, at tilsætningen af fodertilskud bestemt for landbrugshusdyr bindes til et maksimum på otte dage, fuldstændig forkert og i strid med god kvægavlkyndig anvendelse på mange typer kvægavlsbedrifter i Den Europæiske Union. Dette maksimum må kunne være forskelligt for de enkelte bedrifter og for de enkelte dyrearter. Derfor bør denne bestemmelse om otte dage slettes. Jeg er overbevist om, at ordningen med forsvarligt dyrefoder i alle aspekter egentlig aldrig burde være genstand for strid mellem kvægavleres interessesammenslutninger, kvægfoderproducenter, forbrugere og organisationer til fremme af dyrevelfærd. Kommissionen vil derfor efter min mening kunne tage fat på en kodificering af al lovgivning. Det ville mange kunne indse betydningen af. Denne ville så kunne blive tilvejebragt i proceduren for fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet, således som det også er tilfældet med dette direktiv.
Fru formand, jeg har i denne uge kunnet konstatere, at fru Poisson ikke kun skriver en god betænkning, men at hun også kan skrive et godt nyhedsbrev. Jeg har læst begge dokumenter grundigt. For det første glæder min gruppe sig over, at dette forslag vil falde ind under proceduren for fælles beslutningstagning. Vi synes, at det er meget vigtigt, at Parlamentet efter BSE-krisen på alle mulige områder vil få at gøre med fødevarer, som mennesker, forbrugere, i Den Europæiske Union dagligt indtager. Vi er ligesom ordføreren af den opfattelse, at brugen af lægemidler, fodertilskud osv. ikke under nogen omstændigheder må blive en vane med hensyn til kvægfoderet. Vi ved efter BSE-krisen også endnu en gang, hvor forsigtige vi skal være med dyrefoder. Derfor støtter vi i princippet Kommissionens forslag og ligeledes ordførerens ændringsforslag. Vi har imidlertid ligesom Den Kristelig-Demokratiske Gruppe kraftige indvendinger imod perioden på otte dage. Vi synes, at det er vanskeligt for al evighed at fastsætte, at et bestemt produkt kun må bruges i otte dage. Hvis det bruges under sagkyndigt tilsyn, så ville det måske være nyttigt for dyrets sundhed, at det ville blive brugt i ni dage eller måske ti. Det må kunne lade sig gøre, altså efter vores mening skal disse otte dage slettes. Jeg vil lige fremsætte en bemærkning om noget helt andet, som ikke vedrører forslaget som sådant. I Europa skærper vi i øjeblikket vores normer. Vi gør fødevarerne sundere, vi gør kødet, dyreprodukterne, sundere. Men hvad sker der med importerne. Hvilken mening har det at indføre strenge betingelser i Europa, når vi samtidig i henhold til WTO-reglerne indfører stadig flere produkter, som vi ikke har nogen som helst kontrol med. Jeg ville derfor råde Kommissionen til, når lejligheden byder sig, inden for rammerne af WTO eller ligegyldigt hvilket forum med amerikanerne, at sige, at vi europæere har den fulde ret til at vide, hvad vores fødevarer indeholder, og at vi også kan kræve dette af importer, som kommer på vores bord fra andre kontinenter i verden. Det er et aspekt, som ikke er indeholdt i kommissionsforslaget, som heller ikke behandles i betænkningen, men som efter vores gruppes mening behøver al mulig opmærksomhed.
Fru formand, nu er der tale om fodertilskud, som ikke er lægemidler. Derfor udgør de ikke menneskers primære sundhedsproblem i Den Europæiske Union. De største problemer er knyttet til brugen af hormoner og antibiotika. Til brugen af sådanne stoffer, som er forbudt. I disse sager kan vi alligevel ikke helt og holdent stole på kemiindustrien, som i skyggen af fodertilskud kan finde på at producere sådanne stoffer, som er problematiske for menneskesundheden. Det er nemlig sådan, at når der er regler, gøres der altid forsøg på at gå uden om dem. Gode eksempler på det er astmamedicin ved de aktuelle olympiske lege, hvor sportsudøverne er ualmindelig astmatiske. På samme måde kan det være, at nogle dyr regelmæssigt har brug for sådant fodertilskud. Derfor synes jeg, at anvendelsen af fodertilskud skal overvåges, og fru Poisson foreslår en alt for løs ordning for overvågningen. Kommissionen er i dette tilfælde mere ansvarsfuld, når den vil have opklaret, hvordan disse stoffer anvendes.
Fru formand, fru Poisson, vi er enige på de væsentlige punkter. Det er en god betænkning, og jeg vil ikke gå i detaljer, men koncentrere mig om det punkt, der er uenighed om, og som begge mine ændringsforslag vedrører. De ved, at Kommissionen sagde til os i Udvalget, at vi refererede til et direktiv, der indeholder den åbne deklaration. Dengang betvivlede jeg det og trak mine ændringsforslag tilbage. Nu har jeg fremsat dem igen, fordi jeg har undersøgt tingene i mellemtiden og konstateret, at Kommissionens oplysninger ikke er rigtige. Udvalget har fået det tilsvarende direktiv. Jeg håber, at mine kolleger har haft lejlighed til at gennemgå det. Der står nemlig følgende: Der er angivet en åben deklaration, men kun i rækkefølge efter vægtandele. Ikke i procentsatser. Hvis det drejer sig om foder til selskabsdyr - til kanariefugle, katte og hunde - så - sådan står der i direktivet - skal der være procentangivelser. Men ikke, hvis der er tale om brugsdyr, som vores direktiv omhandler. Derfor er det tvingende nødvendigt, fru Poisson, at vi godkender disse ændringsforslag, især fordi der er tale om en procedure med fælles beslutningstagning. Hvis vi ikke optager dem nu, vil vi ikke kunne få dem med i næste procedure. Hvis det, jeg siger her, ikke skulle være i overensstemmelse med fakta, er jeg parat til at trække det tilbage ved andenbehandlingen. Men jeg er ret sikker på, at det, jeg meddeler Dem her, holder stik, og at vi begår en fejl, hvis vi ikke gennemfører den åbne deklaration med procentsatser i dette tilfælde.
Hr. formand, fru Poisson, nu begynder jeg endelig at være rolig, hvad foderet angår, for nu vil man tage højde for, at det foder, man giver til dyr, der er bestemt til menneskeføde, vil ende på forbrugerens tallerken. Man må konstatere, at Undersøgelsesudvalget om BSE begynder at få nogle konkrete konsekvenser. Det er ikke for tidligt, og man bliver således klar over, at de økonomiske interesser altid er gået forud for interessen for den menneskelige sundhed og de økonomiske fordele. Man bør tage alt det, som indgår i den faste eller flydende føde til de dyr, der opdrættes eller opfedes, op til fornyet overvejelse, men også det, der gives i form af indsprøjtninger, hvad enten det er medicin, hovedsagelig antibiotika, eller hormoner, og også selvom disse gives i forbindelse med sygdomsbehandling. Man skal dog ikke betragte opdrætning som bestående af flere dele; man skal betragte den i sin helhed. En række politiske, økonomiske og industrielle ledere og ansvarlige, der alene var drevet af jagten på økonomisk fortjeneste, har også på dette område foretrukket det industrielle opdræt frem for det harmoniske opdræt, der bevarer dyret i dets naturlige miljø, og som f.eks. gør det muligt at opdrætte drøvtyggere ved at fodre dem med planter i stedet for med kødmel fra dyrekroppe, der genbruges som foder. Alt imens man gør dette, lader man millioner af hektar god jord stå ubenyttet hen, nedlægger arbejdspladser og slår landbrugets økonomi ihjel. Og hvad skal man sige til den forebyggende brug af lave doser antibiotika i de industrielle produktionsenheder for svinekød, fjerkræ eller æg? Man leger stadig troldmandens lærling. Der er allerede nogle af de børnelæger, der behandler børnene i Europas fattige områder, som får vanskeligere og vanskeligere ved at helbrede nogle almindelige former for dysenteri hos spædbørn. Man har endnu ikke taget helt ved lære af kogalskabsepidemien.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med den positive modtagelse, som Kommissionens forslag har fået. Som ethvert andet foderstof bør fodertilskud være genstand for streng regulering i forbindelse med unge dyrs behov. Jeg vil derfor gerne takke Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og især ordfører fru Poisson, som også er blevet behørigt rost af flere andre talere for det konstruktive beslutningsforslag og de foreslåede ændringer. Kommissionen er i store træk enig i de fremlagte ændringsforslag til direktiv 93/74. Ændringsforslag 2, 3, 4, 5 og 7, hvis formål er at styrke og afklare de foreslåede foranstaltninger, kan accepteres fuldstændigt. Ligeledes kan ændringsforslag 1 og 6 accepteres, forudsat at der foretages en mindre ændring med henblik på større konsekvens med bestemmelserne i de standarder, der henvises til, og med nogle af de accepterede ændringsforslag. Kommissionen kan også acceptere ændringsforslag 8, 9 og 10, som har til formål at forenkle ændringen af direktiv 95/69 med hensyn til godkendelse og registrering af foderstofvirksomheder og -mellemhandlere. Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 11 og 12, som indfører kvalitativ og kvantitativ deklaration af ingredienser for både produkter med et diætetisk ernæringsformål til dyr og fodertilskud. Og i forbindelse med hr. Graefe zu Baringdorfs indlæg minder Kommissionen om, at der allerede er sat en undersøgelse i gang om muligheden for at kontrollere denne deklaration ved hjælp af analyser, og at Kommissionen som lovet vil informere Parlamentet om resultaterne af denne undersøgelse, så snart de modtages, samt om Kommissionens hensigter inden for dette område. Endelig kan jeg i forbindelse med hr. Mulders omtale af Verdenshandelsorganisationen meddele Dem, at Kommissionens holdning til ønsket om mere fleksible standarder er, at vi går ind for vedtagelse af strenge regler, og vi mener, at dette kriterium skal fastholdes.
Fru formand, kan De spørge kommissæren, om det, jeg fremførte vedrørende Kommissionens oplysninger, er korrekt? Så får vi lidt mere klarhed over sagen. Det med undersøgelsen er et helt andet spørgsmål. Den vedrører den åbne deklaration i forbindelse med foderstoffer, og dér er vi blevet enige om at vente på undersøgelsen. Jeg vil gerne have at vide, om det, jeg fremførte, er korrekt. Så skal ændringsforslagene nemlig godkendes. Dette her er baseret på forkerte oplysninger fra Kommissionen.
Fru formand, jeg vil sige, at vi mener, at de oplysninger, som Kommissionen har fremlagt, er korrekte, men at vi under alle omstændigheder vil gennemføre denne undersøgelse, som vil gøre det muligt at afklare enhver tvivl om dette spørgsmål. Under alle omstændigheder er dette Kommissionens holdning, og dette viderebringer jeg til hr. Graefe zu Baringdorf.
Hr. Graefe zu Baringdorf, det kan tydeligvis ikke afklares, sådan som De ønsker det. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0037/98) af Keppelhoff-Wiechert for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om bioteknologiens indvirkning på landbruget.
Fru formand, kære kolleger, som ordfører for initiativbetænkningen om bioteknologiens indvirkning på landbruget vil jeg gerne starte med at takke alle, der har hjulpet mig så fremragende i mit arbejde, mange gange. Enhver ny teknologi indeholder risici, men stiller også fordele i udsigt. Jeg mener, at angreb, der kun fordømmer eller kun forherliger, er fejlanbragt. Den moderne bioteknologi vil som det 21. århundredes nøgleteknologi komme til at yde et centralt bidrag til ernæringen af verdens befolkning. I den forbindelse spiller en skånsom og bæredygtig behandling af det naturlige livsgrundlag en stor rolle. Brugen af bio- og genteknologi giver landbruget fordele. Med en verdensbefolkning, hvis vækst er ude af proportioner, og med næsten uændrede dyrkningsarealer er vi uanset partipolitisk tilhørsforhold forpligtet til ikke at afvise brugen af nye teknologier. Det var også den holdning, de fleste havde i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Forskerne mener, at bioteknologien vil kunne bidrage med 20-30 % til fødevareforsyningen. I den forbindelse skal man dog hele tiden være opmærksom på princippet om, at sundheden og miljøet aldrig må skades som følge af nogen som helst form for anvendelse af genetisk modificerede organismer. Det giver ingen mening og er politisk uansvarligt, hvis man kun giver næring til forbrugernes angst i denne sag. Vi bør prioritere det højt at give saglige informationer og forklaringer, når det drejer sig om bioteknologien og anvendelsen heraf. Jeg mener ikke, at økonomiske overvejelser, hvor vigtige de end måtte være, nogensinde må gå forud for den offentlige sundhed. Men den skepsis, der opleves i Europa, vil ikke ændre noget ved, at denne innovative teknik bliver anvendt i hele verden. At undlade at anvende bioteknologi og genteknologi ville betyde at overlade dette vigtige område til konkurrenterne på verdensmarkedet. Det europæiske landbrug har brug for teknologien som et uundværligt middel til at forbedre sine tekniske færdigheder og til at mindske miljøpåvirkningerne. Vi må så hurtigt som muligt indhente det forspring, som ikke-europæiske lande har med hensyn til indførelse af bioteknologi, så landbrugsmarkederne ikke tabes til de globale konkurrenter. Altså opfordrer jeg i min betænkning til, at der meget hurtigt - og her henvender jeg mig til Kommissionen - skabes en bindende juridisk ramme, så forbrugerne ved hjælp af informationer og mærkning kan træffe beslutninger gennem deres indkøbsadfærd. For at kunne udnytte bioteknologiens potentiale i vid udstrækning og risikofrit skal der skabes en optimal afprøvningsramme. I den forbindelse skal det sikres, at vi i Europa gør det muligt at skabe en innovativ og samtidig ansvarsbevidst udvikling af bioteknologien. Jeg går altså ind for en intensiv, konstruktiv og saglig dialog med befolkningen om den nye teknologi. Bioteknologien og anvendelsen heraf vil i høj grad være med til at bestemme udviklingen i landbruget. Til sidst vil jeg gerne gøre opmærksom på, at vi på alle mulige forskellige områder, og især også på det politiske, ikke kun skal stå til ansvar for det, vi gør, men også for det, vi ikke gør. Jeg vil gerne anmode Kommissionen om, at den meddeler os i slutningen af forhandlingen, hvordan den har tænkt sig at behandle dette emne på baggrund af initiativbetænkningen.
Fru formand, først og fremmest vil jeg lykønske fru Keppelhoff med det udførte arbejde, et sammenfattende arbejde, som er meget seriøst og afbalanceret, og som ikke udelader nogen af de grundlæggende punkter, som angår bioteknologiens påvirkning af landbruget. Hendes betænkning tager udgangspunkt i et positivt syn på bioteknologien og dens muligheder for landbruget. Jeg tager det til efterretning og er enig heri. Et positivt syn vil dog ikke sige et idyllisk og forskønnende syn, hvor der ses bort fra problemerne. Tværtimod mener jeg, at alle disse problemer indgår i denne betænkning, som vi nu skal til at godkende. De etiske og moralske problemer springer her mest i øjnene. Og de skal naturligvis behandles, så vi kan sikre forbrugerne og samtidig give gunstige rammer for udviklingen i landbrugssektoren, fordi bioteknologien giver den store muligheder. Tre forhold er vigtige for landbruget. Det første er det miljømæssige. Med genteknologien kan man reducere anvendelsen af sprøjtemidler og syntetiske, kemiske produkter og opnå store fordele gennem et mere miljøvenligt landbrug, både hvad angår forurening af jordlagene og produkternes sikkerhed. Det andet vigtige forhold er udviklingen af fødevareproduktionen på verdensplan for at imødegå de fødevaresikkerhedsmæssige problemer, som befolkningstilvæksten medfører. Som fru Keppelhoff så rigtigt bemærker, har man hidtil koncentreret sig om at forøge væksten i opdyrkede og overrislede områder samt om at øge produktiviteten takket være kunstgødning. I dag kan en ansvarlig brug af bioteknologi sørge for, at man ikke er nødt til at fortsætte ad denne vej. Det tredje element er udviklingen af biomasse som kilde til vedvarende energi. Vi ved, at Kommissionen er aktiv på dette område, og at der findes programmer og arbejdsforslag, som peger på denne sektor. Alle disse muligheder udvikles dog ikke smertefrit og af sig selv, som drejede det sig bare om et lukket laboratoriearbejde, der nok skal føre til en mirakelløsning for alle. Nej, dialogen med forbrugerne er afgørende, og deres indstilling er meget vigtig. Jeg må dog indrømme, at man ofte har leget med ilden på grund af lemfældighed eller improvisation, eller fordi, som hr. Happart mindede os om før, man ofrede forbrugerens sundhed til fordel for økonomien, og af og til har modstanderne af bioteknologien i ond tro fremkaldt ængstelse blandt forbrugerne. Europa må ikke lukke sig inde i en steril polemik mellem modstandere og tilhængere af bioteknologi. Der er mulighed for at gøre mere!
Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg vil gerne takke ordføreren for hendes arbejde med denne betænkning. Jeg vil også gerne ønske hende tillykke med den meget klare gennemgang af dette komplicerede og meget følelsesbetonede emne, ikke kun generelt, men navnlig i forhold til miljøvenlig og bæredygtig produktion, verdens fødevareforsyning, de økonomiske aspekter og fremtidsudsigterne for genteknologi. Under tidligere forhandlinger her i Parlamenter har jeg sagt, at formålet med moderne planteavl er at forbedre kvaliteten og øge resistensen over for sygdom samtidig med, at man øger udbyttet. Genteknologien gør det muligt at nå disse mål mere effektivt og hurtigere end ved traditionel forædling. Jeg er enig i synspunkterne i EU's hvidbog om vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse, hvor man omtaler bioteknologi som en af de teknologier, der er afgørende for den europæiske konkurrenceevnes fremtid. Desværre viser undersøgelser, at mere end halvdelen af de europæiske borgere i øjeblikket er imod frigivelse og markedsføring af genetisk modificerede fødevarer. Jeg mener, at langt flertallet har denne holdning på grund af indflydelsen fra skræmmehistorier og teorier, som savner ethvert videnskabeligt grundlag. Vi kan ikke få det fulde udbytte af bioteknologi, medmindre vi først sikrer offentlighedens tillid og accept. Den eneste måde at opnå dette på er gennem fortsat forskning for sikre maksimal sikkerhed og maksimal gennemsigtighed i denne forskning, herunder at forklare de tekniske detaljer for forbrugerne, hvis de skulle ønske det. Levnedsmidlernes sammensætning og bakteriologiske kvalitet måles mere nøjagtigt i dag end nogensinde før. Forbrugerne kan være trygge ved denne teknologi, som overvåges nøje, og med en stram regulering vil den sikre, at europæerne fortsat kan få de bedste fødevarer i verden.
Fru formand, først vil jeg gerne takke vores kollega for hendes glimrende betænkning, der bekræfter, at det bioteknologiske program bør fastlægges nærmere og gøres selvstændigt i forbindelse med det femte rammeprogram, som Kommissionen udarbejder. Man skal være klar over, at Den Europæiske Union allerede har gjort en betydelig indsats med hensyn til forskning og anvendelse af bioteknologi på landbrugsområdet og inden for landbrugsfødevarer. Det er således nødvendigt at fortsætte denne indsats. Denne betænkning understreger også vigtigheden af, økonomisk set, at man inden for landbruget begynder at fremstille produkter, der er et resultat af bioteknologisk forskning, og den gør samtidig opmærksom på, at man skal oplyse og informere forbrugerne på en effektiv måde. Det moderne landbrug vil komme til at stå over for en stor udfordring, der vil bestå i at brødføde en verdensbefolkning, der ifølge beregningerne vil være dobbelt så stor om tredive år, og dette i en situation, hvor der globalt set vil være færre opdyrkelige områder. I løbet af de sidste tredive år har landbruget forbedret sin produktivitet, blandt andet takket være en mærkbar stigning i brugen af input såsom pesticider og bekæmpelsesmidler til plantebeskyttelse. I de kommende år vil det moderne landbrug skulle tage en ekstra udfordring op, nemlig respekten for mennesket og for miljøet. For at bevare landbrugets konkurrenceevne, men også konkurrenceevnen inden for de industrier, der har tilknytning til landbruget, er det vigtigt at give landbruget mulighed for at begå sig i konkurrencen på verdensplan, og navnlig inden for den planlagte ramme med nedsættelsen af fællesskabsstøtte til landbruget, sådan som vi ser det i forbindelse med Agenda 2000. Bioteknologien kan give nogle løsninger, men man kan naturligvis ikke acceptere den for enhver pris. Derfor er det nødvendigt at tilpasse bestemmelserne, som skal tage en dobbelt udfordring op: De skal være tilstrækkeligt fleksible til ikke at bremse initiativerne på dette område, og de skal være tilstrækkeligt faste til både at respektere det vigtigste princip, som er forbrugernes sundhed, og det etiske princip. Afslutningsvis vil jeg sige, at hvis vi lader denne teknologiske revolution foregå uden for Unionens grænser, så vil der kun være grund til at bekymre sig for fremtiden, og ikke kun for økonomien, men også for landbruget i Europa. Det vigtigste mål er således at fremme bioteknologien for at få et effektivt og bæredygtigt landbrug, der respekterer mennesket og miljøet, at støtte etableringen af virksomheder inden for denne sektor på Fællesskabets område og at fortsætte indsatsen inden for forskning og innovation. For at nå dette mål skal Europa også informere og oplyse forbrugerne bedre samt berolige dem med pålidelige argumenter, der er videnskabeligt bevist.
Hr. formand, jeg gratulerer fru Keppelhoff-Wiechert for en velafbalanceret betænkning, som meget godt beskriver de ubestridte fordele, som bioteknologien har haft for fødevareproduktionen. Betænkningen tager også fat i de spørgsmål og mistanker, som der uden tvivl stadig findes om genteknologien blandt forbrugerne. Genteknologien har blandt andet muliggjort at have mere præcise formål for planteforædling end før. Ved hjælp af forædling har genteknologien været i stand til at udvikle mere holdbare og produktive sorter, og begge egenskaber reducerer behovet for benyttelse af kunstgødning og plantebeskyttelsesmidler og er dermed miljøvenlige. Betænkningen indrømmer, at genetisk modificerede fødevarer har indvirkning på forbrugernes købemønster. Derfor er der nu brug for tilstrækkelig omfattende og dækkende undersøgelser om sikkerheden af produkter, som er manipuleret ved hjælp af genteknologien, fordi det kun er muligt at formindske forbrugernes angst ved forskningsresultater og en effektiv oplysning om disse. Derfor bakker vi op om ordførerens forslag om at tage bioteknologien med i Unionens forskningsprogram som et separat, eget arbejdsområde. Med sådanne foranstaltninger vil Unionen anerkende bioteknologiens vigtige betydning og være parat til at støtte den økonomisk. I denne henseende vil jeg gerne have, at kommissæren tilkendegiver sin egen holdning til, om det efter Kommissionens mening er muligt at handle på den måde. Der foregår liberalisering af fødevarehandel hele tiden. Men vi må ikke engang i frihandelens navn acceptere hvilke som helst metoder for at øge produktiviteten i fødevareindustrien. Vi kommer aldrig til at kunne konkurrere med USA´s industrilignende, effektive produktion. Derfor ser jeg, at det er absolut nødvendigt, at Den Europæiske Union ikke opgiver sin model for højkvalitets landbrugsproduktion, som bygger på familiebrug, og som er resultatet af en holdbar udvikling. Disse vores stærke træk skal i forbindelse med Agenda 2000 gøres endnu stærkere. Vi vil konkurrere med kvalitet, som kommissær Fischler har sagt. Til sidst vil jeg være tilfreds, hvis det bliver belyst fra Kommissionens side, hvordan det nu er hensigten at agere, ligesom ordføreren bad om i sit indlæg.
Fru formand, min gruppe deler ikke optimismen, hvad angår genteknologiens virkninger og velsignelser. Vi har store betænkeligheder over for forbrugernes sundhed, og vi har store betænkeligheder over for påvirkningen af miljøet. Vi mener, at der, i modsætning til lægemiddelområdet, hvor der muligvis kan tolereres bivirkninger ved brugen af et produkt, ikke kan tolereres nogen bivirkninger på ernæringsområdet. Så længe det ikke kan garanteres, må vi omgås teknologien med stor forsigtighed. Vi kan, fru Keppelhoff-Wiechert, heller ikke tilslutte os forhåbningerne om ernæringen af verdens befolkning. Man må lære folk, hvordan de skal dyrke et landbrug, der kan mætte deres munde. Ernæringen af befolkningen vil efter min mening ikke komme fra genteknologiens nøgleindustrier. Når det handler om saglig information, så handler det om, at vi kræver netop dette, og vores ændringsforslag går i retning af, at vi får den saglige information ikke blot fra forskerne, men også fra Kommissionen. Forskerne har f.eks. altid forklaret os, at genetisk modificerede organismer ikke vil reproducere sig, ikke vil blive overført til andre arter. Der er imidlertid sket det, at herbicidresistens hos raps er blevet overført til et ukrudt, og det modbeviser efter min mening den sandhed, man foregøgler os. Af den grund kræver vi først og fremmest, at forskerne skaber sikkerhed her, så vi kan bevæge os ind på dette risikofyldte teknologiområde. Der er dog ét lyspunkt: Kommissionen vil godkende Parlamentets forslag og fjerne bioområdet fra genteknikken. Vi får en bestemmelse om, at bioprodukter ikke må komme i berøring med genteknologi, og det kræver uafvendeligt en nøje mærkning af brugen af genteknologiske metoder i fødevarefremstillingen. Jeg er spændt på dialogen mellem de to områder og konkurrencen i positiv forstand. Så må vi se, hvilke fødevarer befolkningen godtager, og jeg tror, at biometoden her altid vil være den metode, der sikrer ernæringen af verdens befolkning.
Fru formand, kære kolleger, fru Keppelhoff-Wiecherts glimrende betænkning om bioteknologiens anvendelse i landbruget forekommer mig trods alt at være en smule moderat i betragtning af, at der er tale om et emne, som er genstand for en lidenskabelig debat. Man må dog indrømme, at betænkningen udgør et udmærket diskussionsgrundlag, da ordføreren har forstået at fremstille chancerne og udfordringerne ved bioteknologiens anvendelse i landbruget objektivt i sin betænkning. Over for offentlighedens forventninger og bekymringer tilkommer det os lovgivere, og også forbrugerne, at ridse et billede op af det, vi forventer os af disse nye teknologier. Der er ingen tvivl om, at bioteknologiens enorme udviklingspotentiale kan føre os i retning af en ny grøn revolution. Vi bestemmer selv hvilken. Billedet af den globale gård, der brødføder en overbefolket planet, er nærmere et mareridt end et paradis. Selvom koncentrationen og den overdrevne specialisering medfører en større produktivitet, der er fordelagtig på kort sigt, så er de dog stadigvæk kilder til en svækkelse af miljøet og til befolkningernes sårbarhed. Kan man forestille sig de dramatiske konsekvenser af en sygdom hos en kornsort, der var blevet den eneste standardsort i verden? Disse valg er i modstrid med vores overbevisning og med vores europæiske måde at forestille os en bæredygtig udvikling på. Man skal beherske den grønne revolution, og ikke være udsat for den. Denne beherskelse sker ved en fastlæggelse af landbrugspolitikkerne, der baseres på deres miljøs stærke sider. Denne beherskelse skal også ske ved, at man på internationalt plan indfører en sammenhængende lovgivningsmæssig ramme, så man undgår en koncentration af afgrøder og teknologier mellem hænderne på nogle få privilegerede. I stedet for at forsøge at brødføde verdens befolkning ud fra gigantiske og ultraspecialiserede produktionscentre bør man sikre, at disse teknologier bliver så udbredte som muligt. Grundlaget for de bestemmelser, der skal indføres på internationalt plan, skal være den størst mulige sikkerhed for mennesket og miljøet, så man undgår, at der opstår en slags frizoner, hvor der hverken hersker lov eller ret, og hvor alt er tilladt, navnlig på det genetiske område, for nogle få pengegriske troldmandslærlinge. Penge lugter ikke, vel! Det er min personlige overbevisning, at bioteknologien ikke skal gøre naturen til sin slave, men gøre det muligt for os varigt at benytte os af naturens mangfoldighed. Kære kolleger, vi må indtage en stærkere politisk holdning og mobilisere vores kræfter, så WTO tager disse krav i betragtning. Den Europæiske Union bør sørge for at få tilladt en undtagelse for det europæiske landbrug, til gavn for forbrugerne og den offentlige sundhed, ellers bliver man på et senere tidspunkt nødt til at have det politiske mod til at forkaste nogle uretfærdige kompromiser i fremtiden.
Fru formand, først vil jeg gerne ønske ordføreren tillykke med hendes fremragende betænkning inden for et meget vanskeligt område. Udviklingen inden for bioteknologien udgør helt sikkert en kolossal udfordring for fødevareindustrien og ligeledes for andre sektorer. Spørgsmålet er, hvorvidt vi skal følge med disse nye udviklinger og nye teknologier eller træde til side og lade andre bestemme farten. Personlig må jeg indrømme, at jeg er meget i tvivl om mange af de nye teknologier og ting, der sker i øjeblikket. Jeg vil også gerne sikre, at vi i Europa ikke bliver taberne, hvis vi siger nej. Det er det væsentlige set fra vores side. Vi må gå meget forsigtigt frem. Forbrugerne er meget bekymrede, og i lyset af tidligere begivenheder mener jeg, at man må have forståelse for deres bekymring. De er skeptiske, og det bliver nødvendigt at overbevise dem om, at de juridiske rammer, der er opstillet med henblik på kontrol og sikkerhed, vil garantere den mest nøjagtige overvågning af de nye ordninger. Uanset hvad vi indfører, må det ikke opfattes som vagt eller som noget, der ikke vil kunne styre de skadelige aspekter, der måtte vise sig. I den forbindelse må vi dobbeltchecke, at genmanipulerede levnedsmidler mærkes klart på en åben og gennemsigtig måde, så forbrugerne kan se, hvad de køber. På den måde kan der ikke herske nogen tvivl eller være nogen grund til bekymring hos forbrugeren. I princippet har jeg ikke noget i mod fortsat forskning og udvikling på dette område. Men som sagt må vi sikre maksimal gennemsigtighed, kontrol og fuld åbenhed om de endelige mål. Så længe vi hjælper samfundet og forbrugeren og ikke bruger og misbruger teknologien til at øge de store multinationale selskabers profitmargen på bekostning af forbrugernes tillid, er jeg villig til forsøgsvis at støtte den igangværende udvikling. Vi må udsende en tydelig advarsel om, at vi se meget strengt på ethvert misbrug af de nye teknologier fra de involverede parters side. Selvom jeg ikke er glad, håber jeg, at jeg er realistisk, og det er den realisme, der tvinger mig til at udtrykke min kvalificerede støtte på nuværende tidspunkt. Jeg føler, at jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at det ikke kan tages for givet.
Fru formand, de forslag, der fremsættes her i Parlamentet afspejler den lektie, hele Europa har lært af BSE-krisen. Den krise lærte os værdien af at være forsigtige, når der er tale om foderstoffer, navnlig i tilfælde af dyr og kød, der spises af mennesker. Alle, der var berørt af krisen, har lidt under den: producenter, forbrugere og hjælpeindustrierne. De forslag, vi drøfter nu, er et nødvendigt skridt, men et skridt, der - som min kollega fra Nordirland sagde - skal tages med stor forsigtighed. Der findes et klart behov for at fastlægge gennemførlige rammebestemmelser for arten af de produkter, vi drøfter. Dyrs ernæring spiller en væsentlig rolle i den menneskelige fødekæde, så dette er en vigtig betænkning. Tillid er det vigtige. Uden tillid til foderstoffernes standard, bringes hele grundlaget for vores fødevareindustri i fare. Jeg vil igen understrege, at der er behov for stor forsigtighed inden for bioteknologien. Det er et højrisikoområde, og der ligger ukendte risici forude. Det er nødvendigt med stor forsigtighed. Sammenfattende vil jeg tilføje, at det seneste udbrud af BSE i Det Forenede Kongerige også påvirkede Nordirland. Nordirland er blevet uretfærdigt straffet, fordi Unionen har forbudt al eksport af oksekød. Dette skete på trods af en meget lav BSEhyppighed i provinsen og vores fremragende sporingssystem, som er bedre end noget andet sted i hele Den Europæiske Union. Kommissionen har foreslået at ophæve forbudet for Nordirland. Det er vi glade for. Men Den Stående Veterinærkomité synes at benytte sig af en forhalingstaktik. Jeg opfordrer de medlemsstater, der er politiske årsager fortsat blokere for en ophævelse af forbuddet, til at begynde at kigge på de objektive, videnskabelige fakta. Oksekødsforbuddet for Nordirland er uretfærdigt og bør ophæves med det samme. Enhver yderligere forsinkelse vil med rette blive anset for at være politisk betinget. Da vores oksekødsindustri omsætter for mere end 50 millioner pund om året, er landbruget vores største industri. Kommissionen har besluttet, at tiden nu er inde til at handle, og jeg støtter dette synspunkt.
Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, det er i de europæiske landmænds og forbrugeres interesse at se kritisk på brugen af genteknologi og afveje både fordele og risici. Anvendelsen af genteknologi i praksis skal godt nok ikke udelukkes på forhånd, men der er behov for klare bestemmelser og en klar håndtering. Alle landmænd har en interesse i, at forbrugernes tillid styrkes, og det kan kun sikres gennem den størst mulige gennemskuelighed og entydige mærkning af fødevarer og foderstoffer, der fremstilles genteknisk. Det ville være forkert at benægte den nye udvikling, da metoderne allerede anvendes professionelt i store dele af verden. Set fra min synsvinkel er det imidlertid nødvendigt at udforme de juridiske rammebetingelser efter forbrugernes og landmændenes behov i videst mulige omfang. Der må skabes en optimal afprøvningsramme for at muliggøre en ansvarsbevidst bioteknologi i Europa, det vil sige, vi har brug for en juridisk ramme, der er effektiv, hurtig og gennemskuelig og samtidig opfylder kravene om en så fuldstændig og omfattende afklaring af alle sikkerhedsspørgsmål som mulig. Situationen med og håndteringen af import fra tredjelande er også væsentlige punkter for mig i denne forbindelse. Jeg kræver derfor, at det bliver behandlet straks. At gå frem skridt for skridt ved frigivelsen af genetisk modificerede organismer er en nødvendig betingelse, og der må ikke forekomme nogen generel frigivelse af feltforsøg på små og store arealer. Det skal undersøges i hvert enkelt tilfælde, hvilke beslutninger der skal træffes. I hvert fald skal der være garanteret størst mulig sikkerhed, og alle spørgsmål i den enkelte procedure skal være afklaret, før man kan fortsætte med næste fase i udviklingen. Jeg er modstander af en generel nedsættelse af vurderingsfristerne. Jeg vil gerne understrege endnu en gang, hvor yderst vigtigt det er, at hverken befolkningens sundhed eller miljøet påvirkes negativt eller skades som følge af anvendelsen af genetisk modificerede organismer.
Fru formand, af det seneste Eurobarometer vedrørende bioteknologi kan man udlede en række interessante ting. Således viser det sig, at optimismen blandt de europæiske borgere med hensyn til bioteknologi er aftaget i de seneste år, medens kendskabet til moderne bioteknologi netop er øget. De adspurgte har generelt ringe tillid til deres myndigheder, fordi disse begrænser sig til en risikoanalyse af nye produkter med henblik på menneskers og dyrs sikkerhed. Myndighederne bør lægge meget større vægt på de moralske aspekter af bioteknologien, det er en udbredt opfattelse. Jeg vil ikke hermed bagatellisere de positive aspekter af genteknologien. Jeg vil dog på denne måde erindre de nationale myndigheder og Kommissionen om deres ansvar. Myndighederne skal sørge for at holde styr på menneskenes udskejelser. Lovgiveren har til opgave tydeligt at angive, hvilke grænser der skal respekteres. I den forbindelse er det væsentligt, at der foretages grundige overvejelser af, hvilke værdier og normer nye teknikker skal bedømmes ud fra. Bibelen lærer os, at vi i naturen har at gøre med det, som Gud har skabt. Den bibelske forvaltning af naturen er derfor for mig en central kendsgerning. Det betyder, at vi både skal bygge og bevare. Kun hvis vi bruger skabelsen, således som det er Guds hensigt, er den til gavn for mennesket. Planter og dyr må ikke degraderes til produktionsfaktorer, hvormed der af hjertens lyst kan manipuleres. Hvis der ikke kommer grundige overvejelser i gang med hensyn til bioteknologiens grænser, er jeg bange for, at vi fuldstændig overlader regiet til forskningskredsene og til vores handelspartnere. Jeg kan derfor ikke støtte opfordringen i Keppelhoff-betænkningen til harmonisering af de europæiske vurderingsregler med Japans og USA's vurderingsregler. Selvfølgelig kan det forventes, at teknologiske virksomheder etablerer sig i de lande, der har de mest fleksible vilkår. Den kendsgerning, at 27 ud af de 43 registrerede produkter står i USA's navn, siger jo noget om, hvor let man dér omgås disse teknikker. Men det må da ikke være nogen grund til så også i Europa at vælge en mindre omhyggelig vurderingsprocedure.
Fru formand, genteknisk manipulation har på ingen måde forbindelse til håndteringen af hungersnøden i verden. Den kan kun bekæmpes ved, at vi tilbyder fair sociale udviklingsmuligheder til de lande, der er ramt af den. Der er for længst ført sociologisk bevis for, at befolkningseksplosioner og social nød er tæt forbundet med hinanden. At bruge befolkningsvækst som argument for behovet for genetisk manipulerede levnedsmidler er simpelthen at vildlede folk. Det samme gælder for påstanden om, at man kan reducere brugen af gødning takket være genetisk manipulation. Jeg anser betænkningens punkt 16, hvor tværnationale feltforsøg erklæres for hensigtsmæssige, for særligt betænkeligt. En øget kommunikation om genetisk manipulation ville også skulle betyde, at man fremmer kommunikationen om de potentielle risici ved genmanipulation.
Fru formand, jeg vil også gerne takke fru Keppelhoff-Wiechert for hendes initiativbetænkning om bioteknologiens indvirkninger på landbruget, som på en meget afbalanceret måde opstiller de muligheder og risici, der er forbundet med den hastige udvikling inden for de bioteknologiske processer. Der findes nogle kolossale etablerede interesser her. En række store multinationale selskaber investerer voldsomt i bioteknologi og udvikler produkter, der kan få stor værdi for mennesket, navnlig ved at bidrage til større udbytter i landbruget og dermed til at afhjælpe fødevaremangel i de dele af verden, hvor det findes. Alt for ofte er målet imidlertid at opnå en monopolposition på vigtige markedssektorer for at maksimere overskuddet, og de fattigste landmænd i verden bliver enten endnu fattigere eller sat helt fra bestillingen. Selvfølgelig skal virksomheder have overskud for at overleve, og der er mange arbejdspladser inden for de bioteknologiske industrier. Men som tidligere talere har været inde på, skal disse overskud produceres inden for nogle grundlæggende etiske og lovgivningsmæssige rammer for at sikre, at nye bioteknologiske produkter er gavnlige snarere end skadelige for menneskers og andre levende væseners sundhed og ligeledes for miljøet omkring os. Regeringerne og EU-Kommissionen har en vigtig rolle med hensyn til at fremme den gavnlige udnyttelse af bioteknologiske produkter ved at yde støtte til forskning, grundforskning, som er uafhængig af kommercielle interesser, og hvis vigtigste formål er at finde anvendelsesområder for bioteknologien, som reelt gavner verden snarere end virksomhedens overskud. Det bekymrer mig meget, at forskningsorganisationer inden for landbrug og gartneri og universitetsfakulteter, som tidligere var offentligt finansierede, nu i stigende omfang er afhængige af multinationale selskaber for at skaffe sig finansiering og dermed er forhindrede i at drive bioteknologisk grundforskning uafhængigt af kravet om hurtig økonomisk gevinst. De kommercielle interesser burde ikke få lov til helt at dominere dette meget vigtige område.
Fru formand, verdens fødevareproblemer er i dag mere komplekse end for tyve eller tredive år siden, hvilket dels hænger sammen med produktionsmængden nogle steder på kloden, som det er tilfældet i Afrika og i Asien, dels med kvaliteten, som det særlig er tilfældet i Den Europæiske Union. Bioteknologien har vist sig i stand til at give løsninger på disse forskellige situationer ved at udvikle alt lige fra varianter med større ydedygtighed til varianter, der er modstandsdygtige mod sygdomme, hvilket derfor betyder et mindre forbrug af kemiske produkter, der næsten altid er skadelige for miljøet. Sådan som ordføreren foreslår, bliver det nødvendigt at holde op med den demagogi, der udskriger bioteknologi og genteknik som djævelens værk. Disse teknikker kan nemlig være forbrugerne til gavn hvad angår forsyning, produktkvalitet og et bedre miljø. Hvis Den Europæiske Union på den anden side ikke også anvender disse videnskabelige og tekniske ressourcer, vil den ikke have nogen mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel efter fødevarer i verden, hvor den er i konkurrence med store eksportnationer. Ikke at anvende disse teknikker i kampen mod sine vigtigste konkurrenter, der jo anvender den, svarer til, at det europæiske landbrug deltog i et væddeløb på cykel imod konkurrenter, der benytter bil. Vi skal derfor ikke være bange for at gribe til bioteknologien og til genteknikken. Vi skal derimod være realistiske, disciplinerede og have omtanke. Det er derfor afgørende, at Den Europæiske Union skaber en klar og funktionel juridisk ramme omfattende så vigtige spørgsmål som disse nye produkters påvirkning af miljøet, deres følger for menneskets sundhed og for selve dyrevelfærden samt selvfølgelig overholdelsen af de på forhånd fastlagte etiske retningslinjer. Endelig vil jeg ydermere gerne understrege, at det er afgørende, at den kommende GATT-runde kommer til at omfatte klare regler i så henseende, så vi ikke skaber uacceptable markedsforvridninger. Jeg vil til sidst takke fru Keppelhoff-Wiechert for det fremragende arbejde, hun har udført. Det er en meget fornuftig og velafvejet betænkning, og som kan være til megen nytte for Den Europæiske Union.
Fru formand, med problemet og betænkningen af fru Keppelhoff-Wiechert kommer vi naturligvis til myten om Prometheus eller Demeter, og det er sandt, at bioteknologien får os til at drømme og undertiden giver os mareridt. Fru Keppelhoff-Wiechert fortæller os med rette, at dette giver mulighed for at få en lang række modificerede planter (kartofler, soja, ris, bomuld, tobak osv.), at 32 millioner hektar allerede er opdyrket, at man allerede har udført 6.000 forsøg, og at der er nogle positive aspekter. Man kan bekæmpe roernes virussygdomme, majsvikleren og kartoffelskimmel, der får udbyttet til at falde med 20 %, og man kan endda fremstille planter, der fungerer som kemiske fabrikker. Her står vi så foran den tredje industrielle revolution med kartofler, hvis indhold af amylopektin, man kan forbedre klæbeegenskaberne for; genteknologi, der gør det muligt at øge rapsens indhold af oliesyre til fremstillingen af vaskemidler, lak og kølevæsker; man kan sågar skabe transgene poppeltræer, der giver mere træ, og fisk, der er større. Drømmen om det jordiske paradis ville således blive opfyldt. Der er dog alligevel nogle risici. For det første bliver man narret af ordet. Ordet "bio« er et positivt ord, og ordet "tekno« leder tankerne hen på en slags naturlig musik, som man ændrer. Når blot det er tekno, og når blot det er bio, vil de unge gå ind for det. Der er desuden en modsigelse, nemlig en modsigelse mellem braklægningen og de genmodificerede organismer. Man kan ikke både lægge marker brak som følge af en overproduktion på verdensplan og have GMO'er som følge af nødvendigheden af at bekæmpe sult, for hvis der eksisterer et problem med sult, så kan man lige så godt opdyrke den jord, der ligger brak! Der er også en modsigelse med hensyn til GMO'erne og de maksimale garantimængder, for man kan ikke først øge rapsens udbytte og så få nogle maksimale garantimængder i GATT for rapsen, hvis man ikke har nok af den. Der er trods alt en reel risiko for, at de multinationale selskaber Novartis, Cargyll og Monsanto tager monopol på foråret, for disse multinationale selskaber i Arizonaørkenen har mere end seks millioner planter på lager, som de har taget patent på. Vi har naturligvis talt om resistens over for antibiotika. Mine kolleger så ikke, at der var et element af kvantemekanik, om jeg så må sige, et meget farligere element, der vedrører planternes molekylære sammensætning. Alle planter og alt liv består af fire sukkerstave, der er sat sammen med adenin, thymin, cytosin og guamin. Det er de grundlæggende bestanddele, og disse bestanddele bevæger sig ved hjælp af kvantemekanik. Hvis man ændrer et af elementerne i denne molekylære sammensætning, så ændrer man plantens atomers bevægelse, og man kender ikke konsekvenserne heraf. Der er således en risiko for, at det går ud over den store universelle harmoni og den store universelle inddeling; der er en risiko for, at man rammer en forkert molekylær tangent. Med andre ord, så lader det til, at vi har glemt, hvad kogalskaben lærte os. Jeg tror, at fru Keppelhoff-Wiechert har ret: Man skal ikke gå imod fremskridtet. Men der er dog ikke noget, der haster! Om ikke andet kunne vi stoppe frøspredningen over store områder i den frie natur! Mærkningen er alligevel en illusion. Kære kolleger, vi skal finde en balance, en gammel balance, som stammer fra den græske mytologi, mellem fremskridtets nødvendighed og nødvendigheden af at respektere den naturlige harmoni, for livet er smukt, og man skal ikke lege med det!
Fru formand, grundprincippet i en computer er egentlig meget enkelt. Det drejer sig i grunden om at addere ettaller og nuller. 1800-tallets mekaniske regnemaskiner var egentlig meget mere komplicerede, men ved at computeren adderer så hurtigt, kan den udføre uendeligt mange flere opgaver, end 1800-tallets regnemaskiner kunne. Som vi alle ved, har computeren åbnet helt nye områder for mennesket og videnskaben. Bioteknikken er gammel i den forstand, at vi i mange hundrede år bevidst har ændret genopsætningerne hos dyr og planter. Den forholder sig imidlertid til de gamle metoder som computeren til de gamle regnemaskiner. Bioteknikken åbner helt nye muligheder, dels ved dens hurtighed til at skabe nye arter, dels ved at muliggøre kombinationer, som naturen selv ikke kan skabe. På det universitet, jeg kommer fra, arbejder man f.eks. med at bruge gener fra fisk, som man poder på træer, for at få træerne til at vokse hurtigere. Med disse ord vil jeg, ud over at takke ordføreren for en godt arbejde, blot understrege vigtigheden af altid at sætte forsigtighedsprincippet i første række. Den moderne bioteknik muliggør en manipulation af naturen, som mennesket tidligere ikke har kunnet udføre. På disse nye områder må vi bevæge os med stor forsigtighed. Naturen kan slå tilbage!
Fru formand, man får betænkninger på bordet, som man kan glæde sig over, og fru Keppelhoff-Wiechert har udarbejdet en betænkning med fremtidsperspektiver, der behandler et meget ansvarsfuldt emne, og som er meget ambitiøs. Jeg tror, at levnedsmiddelteknologien og især bioteknologien også har en enorm indvirkning på de levnedsmiddelhandlende, på restauratørerne og på forbrugerne. Fru Schierhuber har allerede gjort opmærksom på, at vi får brug for gode juridiske rammebetingelser, der gør det muligt at producere disse produkter risikofrit. Mærkning er et særlig vigtigt emne, og jeg tror, at vi også her er enige om, at der skal være mærkning. Principielt må man sige, at der ikke findes genfrie levnedsmidler. Der er gener i alle de levnedsmidler, vi indtager, og når vi i dag spiser forskellige levnedsmidler - frugt, grøntsager, mælk eller kød - så bliver disse gener blandet sammen i maven og fordøjet dér. Vi ved også, at levnedsmidler, der p.t. fremstilles på rent biologisk basis, kan forårsage mange sygdomme. Dr. Flande har i sin nyeste bog dokumenteret, at levnedsmiddelallergier eksempelvis kan udløse migræne, neurodermatitis, svampeinfektioner, snue, astma, kronisk træthed, overvægt, kløe, hævelser, hjertebanken - og det på grund af levnedsmidler, der er fremstillet på helt naturlig basis. Vi må sørge for at finde levnedsmidler, som vi fremover har en chance for at bevare sundheden med, selv når vi når op i en høj alder. Det er en vigtig opgave, som landbruget, de levnedsmiddelhandlende og endelig også forbrugerne må samarbejde om for at kunne bevare sundheden, selv når vi når op i en høj alder.
Fru formand, den genmodificerede mad er igen sat på dagsordenen. Det drejer sig om mad, der forædles, ikke via gammeldags teknik, men ved at man ændrer selve arvematerialet i f.eks. en grøntsag. Resultatet kan blive æbler, der ikke rådner, og kornsorter, der ikke kræver så store mængder sprøjtemidler. Set ud fra et miljømæssigt synspunkt er det meget vigtigt, at der forskes inden for bioteknologi, fordi det kan være med til også at nedsætte forbruget af sprøjtemidler. Men der er også grund til ikke at tro på, at denne teknik løser alle problemer. Der er også grund til at standse op og tænke over, om denne teknik ikke en gang imellem går over stregen for, hvad der etisk er korrekt. Har vi fuldstændig styr på konsekvenserne af, hvad der sker, når vi ændrer fødevarerne så markant? Mærkning af fødevarer, der indeholder genmodificerede produkter, er derfor essentielt. Det er vigtigt, at forbrugerne selv kan bestemme, om de vil indtage disse produkter. Forbrugerne har ret til at kende produktionsmetoden, ikke kun for firkantede bananer og blå tomater, men også for naturidentiske produkter og for de ingredienser, der indgår i produkterne. Jeg hilser derfor denne initiativbetænkning velkommen. Det anerkendes i betænkningen, at genteknologi er et redskab, der både kan have positive og negative egenskaber. Det er derfor nødvendigt med en god lovgivning på området, der kan sikre forbrugerne mod negative konsekvenser af denne nye teknologi. Til sidst vil jeg igen understrege, at det er essentielt med mærkning af disse nye produkter, således at forbrugerne selv kan tage stilling til, hvilke fødevarer de ønsker at indtage. Vi har i Europa-Parlamentet vedtaget et forslag om, at økologiske produkter ikke må indeholde genetisk modificerede organismer. Forbrugerne er derfor sikret et produkt, der er produceret på sund og miljørigtig måde.
Fru formand, mine damer og herrer, Kommissionen bifalder Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikters initiativ med at forelægge denne betænkning om bioteknologi - som Kommissionen anser for fremragende - for Europa-Parlamentet og takker især fru Keppelhoff-Wiechert, fordi hun så klart har fremlagt de udfordringer, som denne nye teknologi medfører for landbruget. Uanset hvad kritikerne siger, er bioteknologien i dag en kendsgerning, som vi ikke kan komme uden om, og hvis vi giver afkald på den, ville Europa hastigt miste sin konkurrenceevne til fordel for de økonomiske stormagter, som i løbet af dette sidste årti meget fint har forstået de fordele, der kan opnås ved at udnytte denne nye videnskabs uanede muligheder. Som betænkningen ganske rigtigt påpeger, må europæisk landbrug være mindre forbeholdent og drage større fordel af denne nye teknologi, hvis talrige anvendelsesmuligheder kunne bruges til at dæmme op for den konstante forarmning af Europas naturressourcerne og befolkningens stigende behov. Lige fra begyndelsen af halvfemserne har Kommissionen klart udtrykt sin holdning for bioteknologien ved at skabe en regelramme for genteknikken. Vedtagelsen af direktiv 90/219 og 90/220 om genmodificerede organismer afspejler institutionens konstante bekymring for at acceptere denne innovation og samtidig sørge for, at den kontrolleres med henblik på beskyttelse af miljø og borgere. Jeg har med stor interesse bemærket, at Kommissionens holdning til bioteknologien deles af betænkningens forfattere, som går ind for en landbrugsproduktion, der er åben over for denne nye teknologi, forudsat at den respekterer miljøet. Kommissionen deler ligeledes den holdning, at der over for forbrugerne skal gennemføres et stort informationsarbejde om genmodificerede fødevarer. Den tilbageholdenhed, som et stort antal forbrugere stadig nærer over for genmodificerede landbrugsprodukter og fødevarer, kan kun ændres ved en objektiv dialog og præcis oplysning. Efter min mening kan visse negative holdninger over for genteknikken kun ændres ved hjælp af total gennemsigtighed i mærkningen af gensplejsede produkter, som giver forbrugerne mulighed for at vælge frit. I forbindelse med fru Keppelhoff-Wiecherts spørgsmål vil jeg sige Dem, at jeg har læst henstillingerne til Kommissionen meget grundigt, og jeg kan allerede nu sige, at nogle er dem er lige på nippet til at blive gennemført. Kommissionen vil snart fremlægge nye forslag til en mere velegnet regulering af genteknikken og til forbedring af produceduren for godkendelse af genmodificerede organismer i henhold til direktiv 90/220. Ligeledes med henblik på at forbedre de eksisterende regler vil Kommissionen sandsynligvis i løbet af dette første kvartal fremlægge et forslag vedrørende genmodificerede råvarer til dyrefoder. Jeg kan garantere Dem, at Kommissionen med største forsigtighed vil gennemgå alle henstillinger i denne betænkning og også dem, der er fremlagt mundtligt, med specifikke spørgsmål, som er fremsat her i dag, her til morgen, og forsøge at tage dem i betragtning i sine fremtidige forslag.
Fru formand, jeg har ikke noget spørgsmål, men ønsker faktisk bare at slutte af med at udtrykke min tak. Tiden er fremskreden. De fleste talere har jo udtalt sig i meget positive vendinger. Jeg håber, at det også vil komme til udtryk kl. 12.00 ved afstemningen. Jeg ville bare gerne endnu en gang strække hånden ud imod dem, der altid siger, at det ikke hjælper folk i de underudviklede lande. Så sent som i går eftermiddags havde vi en bred diskussion her i salen, hvor forskeren dr. Klaus Amann modbeviste netop det. Forskningsvirksomheder i Europa og virksomheder på f.eks. Filippinerne samarbejder således om at udvikle rissorter, der er med til at stille befolkningen dér en bedre fremtid i udsigt. For så vidt må jeg tilbagevise det konsekvent endnu en gang. Jeg må også sige, at økologisk landbrug og genteknologi ikke er modsætninger for mig. Mange tak for hele arbejdet!
Mange tak, fru ordfører. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0028/98) af Thors for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Monetære Institut og Det Økonomiske og Sociale Udvalg om fremme af forbrugernes tillid til elektroniske betalingsmidler inden for det indre marked (KOM(97)0353 - C4-0486/97).
Fru formand, det glæder mig at se, at De, fru formand, er en sand ven af finske smykker. Dette er en betænkning, som indgår i en lang række af initiativer, som Kommissionen har taget og vil tage, for at vi skal få en fungerende regelsamling med hensyn til nye betalingsmidler og betalingsmåder, som kommer med stormskridt. Vi har også under leverandørstrejken i Bruxelles mærket, hvordan det i virkeligheden er at leve i et seddel- og møntfrit samfund, det vil sige, vi har prøvet, hvordan det er i praksis. Euroen står for døren, og vi har disse nye betalingsmidler, som heller ikke vi kender grænserne for. Centralbankerne vil ikke længere regulere pengemængden. Jeg tror, at det er tid til at forberede os på, at dette vender mange ting og sager på hovedet. Vi behøver beredskab i en regelsamling, men vi skal ikke lovgive unødigt. Den meddelelse, vi nu diskuterer, og den anbefaling, som indgår i den, er jo ikke specielt dramatiske. Det er en mindre modernisering af en ti år gammel anbefaling, som egentlig indeholder minimumskrav til aftalevilkår og til lovgivningen i medlemslandene. Det bliver mere spændende til foråret, håber jeg, og vi håber, at vi snart får et forslag fra Kommissionen vedrørende, hvornår, hvor, hvordan og om man skal overvåge dem, der har ret til at udstede betalingsmidler. På trods af at jeg er temmelig vant til at bruge de nye betalingsmidler, og på trods af at jeg temmelig ofte foretager mine betalinger pr. Internet, er det for mig stadig uklart, om denne anbefaling drejer sig om dette. Vi har også mærket, at Den Økonomiske og Sociale Komite har været meget kritisk over for definitionerne i anbefalingerne. Er anbefalingen, som skal forøge forbrugernes tillid, uklar, så er det bekymrende. Hvilken nytte har vi af den sorte tale i dette? På den anden side vil jeg udtrykke, at jeg sætter pris på, at Kommissionen i anbefalingen taler om, at netop aftalereglerne skal have et klarere sprog. Desværre har anbefalingen alligevel ikke bemærket, at flere af medlemslandene er tosprogede, da man kun taler om det officielle sprog i medlemsstaterne. Noget, jeg desuden mener er vigtigt, og som vi også fremhæver i betænkningen, er, at alle kunder har adgang til de vilkår, der gælder for de betalingsmidler, man kommer til at bruge. Det er alt for almindeligt, at man bare har rammevilkår, at det med småt står et andet sted, og at det i virkeligheden ikke forelægges for forbrugeren, som skal indgå aftalen. Jeg håber, at Kommissionen er strikt og følger med i, hvordan anbefalingen fungerer. Endvidere ved vi, at mangler på dette område er, at der til tider mangler effektive procedurer til at godtgøre forbrugerne, at der er uklarheder med hensyn til ansvaret for tyveri, at det er uklart, hvad der gælder for bevisbyrden, det vil sige, hvem der skal bevise hvad, og at kundernes stilling ved konkurser kan være uklar. Vi skal også være bevidste om, at når der kommer nye betalingsmidler, kan det ske, at der går en længere tid, før forbrugeren bliver bevidst om de nye problemer, der da kan opstå. I stedet for at nogen stjæler et kort, kan det ske, at nogen bryder din kode eller udspionerer dig, når du bruger den. Det tager de facto længere tid, før man opdager dette tab. Dette problem, mener jeg, kræver nye overvejelser af os alle. Jeg må også sige, at vi for nogle uger siden fik et kedeligt eksempel på, hvordan det går, når der råder uklarheder med hensyn til betalingsmidler. Jeg vil her henvise til betalingskortet VISA Electron. Det virker ikke, som om udstederne af dette kort har fulgt de principper, der findes i anbefalingen, og især ikke artikel 8.1 b. Til den fremtidige tidstabel: Kommissionen skal i 1998 følge med i, hvad der sker. Jeg håber, at man gør det på en mere levende måde, end man gjorde med den forrige anbefaling, hvor man foretog en helt mekanistisk undersøgelse. Jeg håber, at Kommissionen indbyder forbrugere og udstedere af kort til rundbordssamtaler, så man kan gennemgå problemerne og se, hvordan det fungerer i virkeligheden, samt at Kommissionen også er klar til hele tiden at have en linje åben for feedback fra forbrugerne. På den måde får vi hurtigere og bedre en reel opfattelse af, hvordan anbefalingen fungerer.
Fru formand, jeg vil gerne lykønske ordføreren med hendes betænkning, som hun har udarbejdet med sædvanlig grundighed og fingerspidsfornemmelse. Som ordføreren sagde, forventer man, at ved udgangen af dette århundrede vil en stor del af detailhandelen foregå på Internet, en udvikling, som forventes at blive fremskyndet af den fælles valutas komme. Men hvis den elektroniske handel skal kunne udvikle sig, har vi brug for et sundt, forbrugervenligt og sikkert betalingssystem. Ved reguleringen på dette område skal man derfor tage hensyn til en række forskellige faktorer. Frem for alt må vi sikre, at forbrugeren beskyttes. Hvis der ikke findes nogen sikkerhedsmekanismer over for svindel, eller hvis forbrugerne ikke tror på, at der findes tydelige og retfærdige bestemmelser, der kan sikre dem i tilfælde af tab eller tyveri, vil det bestemt udgøre en hindring for udvikling og brug af elektroniske betalingsmidler. Hvis vi undergraver forbrugernes tillid, vil hele systemet være truet. For det andet må vi sikre fri konkurrence inden for dette område, navnlig ved at garantere interoperabilitet og ufortøvet anvendelse af Fællesskabets konkurrencebestemmelser, hvor det er nødvendigt. For det tredje må lovgivningen ikke stille den europæiske industri dårligere eller hindre udviklingen på dette område. Europa skal fortsat være konkurrencedygtig på verdensplan. Det bliver ikke nemt at afveje disse tre interesser, som ikke altid er forenelige, og det er også grunden til, at jeg ligesom ordføreren på nuværende tidspunkt går ind for en henstilling frem for et direktiv på dette område. Når det er sagt, skal det også siges, at henstillingen på et beslægtet område, nemlig betalingssystemer, som blev vedtaget i 1988, overtrædes i praktisk taget alle Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater, og det indgyder os ikke særlig stor tillid. Hvis henstilling 97/489/EØF, som vi drøfter nu, lider samme skæbne, vil Den Socialdemokratiske Gruppe uden tøven kræve at få et direktiv på dette område. Vi vil holde Kommissionen fast på dens løfte på side 5 i meddelelsen, hvor det hedder, at hvis den nye henstilling ikke gennemføres på tilfredsstillende vis inden udgangen af 1998, vil Kommissionen fremsætte forslag til et direktiv på området. Vi håber, at det ved hjælp af henstillingen bliver muligt at skabe balance mellem forbrugernes og industriens interesser. Vi mener, at en mild form for lovgivning er vejen frem, men jeg vil gerne gentage, at hvis der ikke sker tilfredsstillende fremskridt ad den vej, vil vi kræve et direktiv og stille krav om lovindgreb på dette område.
Fru formand, jeg vil gerne tilslutte mig bemærkningerne fra hr. Martin, som talte på Den Socialdemokratiske Gruppes vegne, og lykønske ordføreren for en meget grundig og generelt set ukontroversiel betænkning om et meget vigtigt emne. Som ordføreren selv og hr. Martin allerede har været inde på, er dette et spørgsmål om forbrugerbeskyttelse, et område, hvor vi alle bør beskytte vores vælgeres og borgernes interesser. Min gruppe har kun fremsat et enkelt ændringsforslag til fru Thors' betænkning. Det var et ændringsforslag, som jeg fremsatte i udvalget. Fordi fru Thors i sin egenskab af ordfører ikke brød sig om det - hun mente, at det ikke var særlig relevant i den pågældende sammenhæng - trak jeg det tilbage, før vi skulle stemme om det, hovedsagelig fordi jeg sidder forrest i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Interesser og ikke kunne se, hvad der foregik bag mig. Jeg kan forstå, at mit ændringsforslag ville være blevet vedtaget, hvis det var blevet sat til afstemning. I dag vil jeg gerne bede alle de øvrige grupper i Parlamentet om at støtte det ændringsforslag, som skal sikre, at når en part i en økonomisk transaktion går fallit, lider forbrugeren ikke noget tab som følge heraf. Jeg kan forstå på ordføreren, at hun er villig til at overlade beslutningen til Parlamentet i al sin visdom. Hun nikker, så jeg går ud fra, at det er tilfældet. Jeg håber, at alle de øvrige grupper i dag vil være villige til at støtte ændringsforslaget fra PPE. Det er alt, jeg behøver at sige lige nu på PPE's vegne. Vi giver vores helhjertede støtte til dette forslag. Endnu en gang mange gange tillykke til ordføreren.
Vi vil nu afbryde forhandlingen, så afstemningen kan starte til tiden. Forhandlingen om dette punkt på dagsordenen vil blive fortsat i aften kl. 18.00.
Mine damer og herrer, hr. kommissær, det er mig en stor glæde i dag at byde velkommen til en delegation på syv medlemmer fra Den Schweiziske Forbundsforsamling under ledelse af Peter Bieri, som har taget plads i den officielle loge. Delegationen er kommet til Strasbourg for at mødes med medlemmerne af Europa-Parlamentets delegation i forbindelse med det 17. interparlamentariske møde mellem Europa-Parlamentet og Den Schweiziske Forbundsforsamling. Der er afholdt forskellige møder i går og i dag, hvor man bl.a. har drøftet emner som udvidelsen af Den Europæiske Union, fremtidsudsigterne for Den Europæiske Monetære Union, de bilaterale forhandlinger mellem Den Europæiske Union og Schweiz, fremtidsudsigterne for en fælles ekstern politik og sikkerhedspolitik og de fremtidige forbindelser. Jeg håber, at delegationen har haft nogle frugtbare drøftelser og ønsker Dem et behageligt ophold i Strasbourg. Jeg giver ordet til hr. Kerr, som har et ordensspørgsmål.
Hr. formand, til forretningsordenen. Ved mødets begyndelse i morges rejste hr. Alex Smith spørgsmålet om et brev, som jeg og hr. Coates havde udsendt vedrørende afstemningen om dagens forhandling. Meningen med brevet var at henlede opmærksomheden på ændringsforslag 12 fra Gruppen De Grønne og opfordre ham til at stemme imod krigen. Men hr. Smith var så fortørnet over brevet, at jeg trækker det tilbage og giver hr. Smith min undskyldning.
Hr. formand, i overensstemmelse med skrivelsen, gennemførelsesforanstaltningerne og bestemmelserne, som vi har modtaget fra Præsidiet, vil jeg bede Dem notere min tilstedeværelse i mødesalen.
Hr. formand, vi har netop afsluttet et meget vigtigt møde om værdipapirer i Forligsudvalget. Jeg vil derfor anmode Dem om at gøre en undtagelse med hensyn til hr. Cassidy, hr. Wijsenbeek, hr. De Giovanni, hr. Bourlanges, hr. Corbett, fru Gebhardt og fru Oddy, i tilfælde af at disse endnu ikke skulle have nået at indfinde sig i salen. Efter afstemning om ændringsforslag 33
Hr. formand, i medfør af Præsidiets nye bestemmelser vil jeg gerne have ført til protokols, at jeg er til stede, men ikke deltog i afstemningen.
Hr. Crowley, dette var ikke en afstemning ved navneopråb, det var en simpel elektronisk tilkendegivelse. Når vi kommer til en afstemning ved navneopråb, kan De fremføre Deres bemærkning, eller De kan fremføre den direkte for Præsidiet. Efter afstemning ved navneopråb om ændringsforslag 22
Hr. formand, jeg vil gerne igen bede Dem notere min tilstedeværelse i mødesalen.
Det er i orden, hr. Falconer. (Ved successive afstemninger vedtoges de to forslag til lovgivningsmæssig beslutning)
Hr. formand, i forbindelse med ændringsforslag 11 og 12 vil Kommissionen gerne fremføre følgende erklæring: Hvad angår sammensætningen af foder med særlige ernæringsformål vil Kommissionen gerne præcisere, at den nuværende lovgivning omfatter deklaration af alle tilstedeværende ingredienser i rækkefølge efter indholdsmængde, men uden angivelse af de respektive mængder. I denne forbindelse er Kommissionen ved at foretage en undersøgelse for at se, om det er teknisk muligt at angive ingredienserne ikke kun i rækkefølge efter indholdsmængden, men også med angivelse af de respektive indholdsmængder.
Hr. formand, efter denne forklaring fra Kommissionen må vi spørge ordføreren, om hun holder fast ved sin afvisende holdning. Nu giver begge vores ændringsforslag nemlig mening, fordi de kræver, at procentandelen skal anføres. Det har Kommissionen hidtil bestridt. Efter denne forklaring står det klart, at vi har ret med vores ændringsforslag.
Fru Poisson, vil De meddele os, om de godkender ændringsforslagene?
Hr. formand, jeg vil gerne svare hr. Graefe zu Baringdorf. Jeg er ikke sikker på, at de ændringer, han foreslår, går i retning af en større klarhed. Jeg er derfor stadig skeptisk med hensyn til disse ændringsforslag.
Mange tak, fru Poisson. (Forslaget til lovgivningsmæssig beslutning vedtoges)
Hr. formand, i punkt 11 bliver vi nødt til at foretage følgende tekniske ændring: Der blev indføjet et nyt korrekt tal, der er gældende. Men det gamle tal, ECU 3, 3 milliarder, blev ved en fejltagelse ikke slettet. Det skal det nu, da der jo står 2, 5 milliarder bagefter. Jeg anmoder desuden om, at der efter »ved udgangen af 1996« indføjes »som led i EFRU«, således at denne sætning kommer til at lyde »kritiserer på det kraftigste, at der ved udgangen af 1996 som led i EFRU stadig var tale om uindfriede forpligtelser indgået før 1994 på ECU 2, 5 milliarder.« osv. Det er ikke nogen indholdsmæssig, men derimod en rent teknisk ændring. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Hr. formand, vil De igen notere min tilstedeværelse i mødesalen?
Jeg fortæller Dem bare, at Præsidiet, når et parlamentsmedlem har erklæret ikke at ville deltage i en afstemning, men det bekræftes, at vedkommende er til stede i salen, naturligvis tager det i betragtning med henblik på de efterfølgende afstemninger ved navneopråb.
Hr. formand, det var en meget vigtig erklæring. Ifølge tolken sagde De, at min tilstedeværelse ville blive noteret ved alle fremtidige navneopråb. Det er ikke korrekt. Jeg deltog i afstemningerne ved navneopråb om Irak og i afstemningerne ved navneopråb om menneskerettigheder. Forhåbentlig vil De kun notere min tilstedeværelse i mødesalen, når jeg gør opmærksom på, at jeg ønsker den noteret. I nogle tilfælde ønsker jeg måske at udøve min ret til at få min stemme registreret.
Meget vel, hr. Falconer. De fleste parlamentsmedlemmer foretrækker ikke at skulle rejse sig hver gang. Det er derfor naturligt, at der bliver taget hensyn til dette under resten af afstemningen, hvis de markerer. Men hvis De foretrækker at rejse Dem, vil vi bemærke det, hver gang De rejser Dem, og så er den ikke længere. (Forslaget til beslutning vedtoges)
Vi, som beskæftiger os med miljøspørgsmål, ved, at lossepladser er en lidet acceptabel metode til bortskaffelse af affald, især hvis vi ønsker bæredygtighed. Derfor afviste dette Parlament i 1996 den fælles holdning. Det nye forslag indeholder på én gang klarere og strengere kriterier, samtidig med at det indfører nogle nye elementer i processen med bortskaffelse af affald, nemlig reduktion, forbehandling, kontrol med metangasemissionen, genbrug og udnyttelse osv. Disse nye regler vil betyde lukning af ulovlige lossepladser og forbedring af de eksisterende uden anvendelse af forbrænding. Dette vil forpligte medlemsstaterne til at udarbejde en national strategi med henblik på at reducere det bionedbrydelige affald med 50 % i år 2005 og til, at der på lossepladser kun deponeres affald, som har været genstand for behandling, undtagen inert affald. Der er ikke tvivl om, at opfyldelsen af disse krav har en omkostning og om, at der skal indføres en afgift på affald til deponering på lossepladser. Det naturlige ville have været, at Kommissionen ved fremlæggelsen af dette direktiv havde vedlagt en økonomisk vurdering af omkostningerne ved gennemførelsen. Under alle omstændigheder er det et skridt fremad, som kan regne med min stemme.
Jeg vil gerne understrege den store forsinkelse, hvormed Kommissionen på ny har forelagt sit forslag om en fællesskabslovgivning om de sundhedsmæssige aspekter af bortskaffelse af affald, for det er et meget alvorligt problem såvel for miljøet og opretholdelsen og respekten for økosystemerne som for beskyttelsen af borgernes sundhed og livskvalitet. Kommissionens nye forslag bevæger sig imidlertid - efter de ændringer, som Europa-Parlamentets afgørende indgriben og tilføjelse af nye elementer har betydet - i en langt mere positiv retning end det oprindelige forslag. Antallet af undtagelser, der først var fastlagt for forslagets anvendelsesområde, er blevet begrænset, og det store antal fravigelser fra bestemmelserne, der i første omgang gjorde det stort set helt uanvendeligt, eller ligefrem belastende, for netop de regioner, der formodedes at have de mest tilspidsede problemer, er blevet nedskåret. Det er positivt, at det alligevel er kommet med i forslaget, at man ved siden af fastsættelse af høje standarder for korrekt bortskaffelse af affald også skal lægge klar vægt på forebyggelse af affaldsproduktion og på alternative affaldsforvaltningsmetoder som genvinding og andre former for genbrug af materialer frem for forbrænding og andre energifrembringelsesmetoder, der skader miljøet. Der er tale om en betydelig forbedring, fordi det afklarer genvindings og komposterings høje prioritering i forhold til forbrænding, afbrænding eller forgasning. Jeg vil imidlertid gerne henlede Kommissionens opmærksomhed på behovet for at træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at forlængelsen af overgangsperioden for tilpasning og modernisering af de eksisterende affaldsbehandlingsfaciliteter kommer til at fungere konstruktivt, at der ikke tillades forsinkelser og huller, som går ud over miljøet og borgernes sundhed, samt at der skaffes de nødvendige forudsætninger for den bedst mulige drift af og støtte til programmet. For at nå dette mål skal der i så vid udstrækning som muligt tages hensyn til lokale miljømæssige behov, geologiske og hydrogeologiske forhold og sikres den størst mulige specialisering og tilpasning af de valgte løsninger, således at der i et givet område opnås det bedst mulige samlede resultat.
Affaldsproblemet er en følge af den livsstil, den såkaldte køb-og-smid-væk-mentalitet, som de fleste indbyggere i den industrielle verden har i dag. Derfor er affaldsspørgsmålet også blevet mere og mere alarmerende. Jeg har derfor meget stor sympati for de forslag, miljøudvalget har fremlagt, og som kræver stærke indgreb for dels at reducere affaldsbjerget ved mere genindvinding, dels at sørge for, at det, der deponeres, giver en minimal miljøpåvirkning. Jeg er dog ikke sikker på, at spørgsmålet er egnet til at blive afgjort på EU-niveau. Da spørgsmålet ikke drejer sig om såkaldt miljøfarligt affald, men kun om affald, bør det nok være en sag for de nationale medlemsstater at afgøre. Samtidig er jeg dog bevidst om, at de regler, der allerede i dag findes på EU-niveau, ikke er fulgt i ønsket udstrækning, hvilket er meget beklageligt. Derfor ville det være bedst at have minimumsregler på affaldsområdet, så enkelte lande kan indføre strengere regler, hvis de ønsker det. Jeg mener selvfølgelig, at EU skal gøre alt, hvad der står i dens magt for at opmuntre medlemsstaterne til at gøre noget ved sagen. Forslagene fra miljøudvalget bør uden tvivl ligge til grund for gennemførelsen på medlemsstatsniveau. Ved aktiviteter, der opmuntrer til genindvinding og minimering af skabelsen af affald, kan affaldsbjerget formindskes, hvilket er nødvendigt. Givetvis mener jeg, at spørgsmålet om miljøfarligt affald også fremover skal være underkastet internationale regler.
Vi vælger at støtte betænkningen af Jackson, da vi finder, at dens grundlæggende synspunkter er velovervejede og fornuftige. Dog vil vi gøre opmærksom på, at der er en væsentlig svaghed ved Jacksonbetænkningen. Svagheden er, at betænkningen i sine ændringsforslag til forslaget til Rådets direktiv (KOM(97)105) ikke rummer mulighed for, at medlemsstaterne kan bremse affaldstransporter på tværs af de nationale grænser. Det vil stadig være lovligt at betragte affald som en vare, der frit kan omsættes inden for EU's indre marked. Derved umuliggøres det i realiteten, at medlemsstaternes parlamenter kan vedtage strengere nationale regler for behandling af affald. De, der producerer affald, vil fortsat have mulighed for at vælge den »billigste« løsning, hvis deres nationale parlament beslutter at gå videre end EU's minimumsregler og sende deres affaldsprodukter til et EU-land, der kun opfylder EU's regler. Derfor vil direktivet på trods af, at det formelt er et minimumsdirektiv, i realiteten være at betragte som et maksimumsdirektiv.
Denne betænkning indeholder konstruktive forslag til regulering af lossepladser. Lossepladser kan være et nyttig metode til bortskaffelse af affald, men der skal være ordentlig regulering for at undgå forurening af vand, jord og luft. I Nordirland har vi oplevet problemet for nylig. Man havde planlagt at anbringe en losseplads ved siden af en sø af videnskabelig interesse, selvom man mente, at stoffer, der er opført i gældende EU-lovgivning, ville slippe ud i søen. Heldigvis kom sagen igennem en offentlig høring, hvor afgørelsen gik imod oprettelsen af lossepladsen. Men der blev sat fokus på problemet med utilfredsstillende lovgivning. En del af problemet syntes at ligge i dårlig gennemførelse af lovgivningen på nationalt plan. Jeg håber på, at de nationale regeringer fremover vil gøre mere for at gennemføre EUlovgivningen i denne henseende. Jeg vil endda hævde, at de nationale regeringer skal tage initiativet. Med hensyn til bortskaffelse af dæk på lossepladser bør der indføres en undtagelse for store dæk som f.eks. traktordæk. Disse kan faktisk gøre nytte på lossepladser og er vanskelige at bortskaffe med andre miljøvenlige metoder.
Jeg vil gerne lykønske vores kollega fru Jackson for hendes betænkning om EuropaKommissionens forslag om "deponering af affald«, som vi har fået til førstebehandling. Jeg vil gerne minde om, at nærværende direktivforslag er det andet forsøg fra Europa-Kommissionens side. Eftersom vores Parlament fandt Rådets fælles holdning alt for slap, navnlig på grund af de talrige undtagelser, den tog højde for, havde Parlamentet nemlig forkastet forslaget ved andenbehandlingen under et plenarmøde i maj 1996. Jeg glæder mig over, at det nye forslag indeholder nogle meget mere præcise og meget strengere kriterier med hensyn til undtagelserne fra direktivets anvendelsesområde, samt at det indeholder nogle nye elementer, såsom en behandling af affaldet før det deponeres, et forbud mod en samlet deponering af farligt og ufarligt affald osv... Disse nye elementer vil uden tvivl bidrage til anvendelsen af høje standarder for affaldsfjernelsen i hele Den Europæiske Union. Det stykke arbejde, som ordføreren for Miljøudvalget har udført, er ikke desto mindre vigtigt. Visse ændringsforslag tilfører teksten nogle uundværlige angivelser, navnlig med hensyn til ansvaret under og efter brugen af deponeringsstederne. Jeg støtter derfor denne tekst, og jeg ønsker brændende, at Europa-Kommissionen vil være positivt stemt over for de ændringsforslag, som vores Parlament lige har vedtaget. Betænkning af Grosch (A4-0018/98)
Kommissionen vil med dette forslag til direktiv indføre ensartede forskrifter for uddannelses- og sikkerhedskravene til kabinepersonale i civile passagerfly. Dette emne er imidlertid kun én side af det mere generelle sikkerhedsproblem for luftfarten, som også består af et tilstrækkeligt antal medlemmer af kabinebesætningerne, de tekniske forskrifter og krav til vedligeholdelse af flyene, luftfartsselskabernes sikkerheds- og prioriteringspolitik, redningsmidler, arbejdsregler og politikken over for de ansatte (som der ingen henvisning forekommer til hverken i forslaget eller i betænkningen) samt mange andre forhold. Og fra dette synspunkt underminerer Den Europæiske Union - gennem sin politik for liberalisering og bevarelse af frie konkurrenceforhold i lufttransporten i forbindelse med åbningen af verdensmarkederne, som ikke mindst GATT-aftalerne medvirker til at støtte - i praksis flysikkerheden, eftersom det rasende kapløb for at mangedoble profitten og presse driftsomkostningerne ned medfører høje omkostninger hvad menneskeliv angår, som man også ser det i den foruroligende stigning i antallet af flyulykker. En grundlæggende forudsætning for sikkerhed er, at der er ansat et fast kabinepersonale. Med de specielle arbejdsopgaver, der skal udføres, bør det være udelukket at benytte sæsonansatte eller deltidsansatte, da personale ansat under sådanne vilkår i praksis ikke har den nødvendige uddannelse og erfaring. Dette spørgsmål er vi bekymrede for, for vi har set forsøg på at ændre de kollektive overenskomster og indføre fleksible arbejdsformer som f.eks. den græske regerings nylige ændring af reglerne for de offentlige virksomheder (DEKO) samt forsøgene på at »udrense« i Olympic Airways. Vi er enige i bestræbelserne på at indføre et minimumsuddannelsesniveau. Vi mener, at det er nødvendigt at give personalet uddannelse i de forskellige flytyper (denne uddannelse skal betragtes som arbejdstid), som bør afsluttes med en prøve, der giver ret til tildeling af eller fornyelse af et bevis. Det bør imidlertid være hver enkelt medlemsstats luftfartsmyndigheder, der har ansvaret for tilrettelæggelsen, vurderingen og tildelingen af uddannelsesbeviserne. Vi er modstandere at en overdragelse af en principiel offentlig opgave til private eller »anerkendte« organisationer, som er vanskelige at kontrollere i praksis, og som let kan blive involveret i forskellige former for konkurrencespil. På denne betingelse betragter vi den gensidige anerkendelse af et uddannelsesbevis, der skal bevidne, at den nødvendige uddannelse er gennemgået, og at de stillede krav er opfyldt, som et positivt tiltag. På grund af de høje krav til kabinepersonale bør de underkastes jævnlige, årlige prøver efter faste forskrifter på EU-niveau, ligesom de bør gennemgå lægeundersøgelser, der afsluttes med en lægeattest, således at det sikres, at de fuldt ud er i stand til at udføre deres opgaver. I tilfælde af helbredsmæssige problemer (fastlagt ensartet for hele EU) skal den pågældende kunne overføres til beskæftigelse blandt jordpersonalet. Der er ikke fastsat bestemmelser om kontrol med anvendelsen af direktivet. Efter vores mening bør det sikres, at en uafhængig, samlet myndighed fører kontrol med opfyldelsen af kravene til alt flyledsagepersonale, der er aktivt i EU uanset luftfartsselskab. Overtrædelse bør medføre sanktioner, der i alvorligste fald kan betyde suspendering fra ansættelsen eller bortfald af tilladelsen. De samme krav bør gælde for tredjelandes luftfartsselskaber, der foretager flyvninger inden for EU. Betænkning af Le Rachinel (A4-0014/98)
De dagligdags hændelser, som vi med beklagelse ser i alle Den Europæiske Unions femten lande, viser os i stadig større grad, at det er nødvendigt at styrke direktiv 70/156 om normerne for ca. atten millioner motordrevne køretøjer og deres påhængskøretøjer, som eventuelt transporterer farligt gods. Den indtil nu rent nationale godkendelse af køretøjerne er ikke ønskelig. Når vi nu harmoniserer på alle områder, bliver det absolut nødvendigt at gøre det samme inden for denne sektor, der er forbundet med sikkerheden for de personer, der transporterer farligt gods, og de desværre talrige ofre for ulykkerne på landevejen. Den retssag, der lige er begyndt i Andorra (som ikke er med i Den Europæiske Union), er en trist påmindelse om, at der i Den Europæiske Union er nær ved to millioner personer om året, der bliver dræbt eller såret. Der er allerede sket store fremskridt, navnlig med hensyn til de mere standardiserede mål og den maksimale pålæsning af køretøjer og deres påhængskøretøjer. Man har ligeledes taget højde for de økonomiske konsekvenser. I dag må bremsesystemet, hastighedsbegrænsningerne og forebyggelsen af risikoen for brand ikke længere være genstand for den mindste slaphed. Derfor er den harmonisering, der foreslås i dag, fordelagtig. Jeg støtter således hr. Rachinels betænkning.Denne harmonisering, hvor man inddeler køretøjerne i fem klasser, følger en fornuftig logik. For at sikre nogle tilfredsstillende indbyrdes forbindelser mellem de eksisterende vejnet og for på langt sigt at muliggøre en bedre anvendelse af hovedvejene, er det nødvendigt at forbedre sikkerheden ved alle køretøjer, og først ved de køretøjer, der transporterer farligt gods. Betænkning af Le Rachinel (A4-0024/98)
Vi har afholdt os fra at stemme, da vi er modstandere af centralt påtvungne EU-symboler og opfatter dette som et skridt i den retning. Vi mener, at motiveringen, hvor der henvises til en resolution fra Europa-Parlamentet fra 1988, i hvilken man kræver, at det europæiske flag findes på nummerpladen »for at øge borgernes bevidsthed om Europa«, dels bekræfter dette, dels er både absurd og latterlig.
- (FR) Jeg glæder mig over, at de europæiske institutioner for en gangs skyld overtager en idé, der kommer fra det mindste land i Det Europæiske Fællesskab. Storhertug Jean foreslog nemlig i 1985 sin daværende transportminister, at der skulle udvikles en europæisk nummerplade for de biler, der var indregistreret i Storhertugdømmet Luxembourg. Efter denne henvendelse blev to forslag forelagt for regeringsrådet. Det første forslag svarede til Kommissionens forslag, og det andet forslag tog af europæiske hensyn ikke højde for noget nationalt kendingsmærke. Det var sidstnævnte forslag, der blev vedtaget af den luxembourgske regering, og som efter en ændring af færdselsloven blev indført som officiel nummerplade for de luxembourgske biler. Eftersom nogle af de europæiske lande ikke vil give afkald på deres nationale kendingsmærke, kan jeg ikke se, hvorfor Storhertugdømmet Luxembourg ikke skulle kunne acceptere Kommissionens forslag og i en nær fremtid også udstyre de luxembourgske biler med en nummerplade, hvor der er et L i midten af 12 stjerner på blå baggrund. Herefter skal Kommissionen sørge for, at dette europæiske initiativ bliver anerkendt i de andre lande, der i dag stadig kræver et hvidt, ovalt kendingsmærke for de forskellige lande. Jeg mener også, at man nu, hvor man giver det europæiske tilhørsforhold til kende over for omverdenen, burde afskaffe andre nummerplader såsom de grønne eller blå nummerplader, man undertiden ser, og hvorfor ikke også de nummerplader, der viser, at man er embedsmand ved de europæiske institutioner. Betænkning af Poisson (A4-0020/98)
Jeg har på de danske socialdemokraters vegne fremsat et ændringsforslag til betænkningen om foder med særlig ernæringsformål. Ændringsforslaget, der blev vedtaget i udvalget, handler om, at denne type foder, der gives midlertidigt for at opfylde specifikke behov hos dyr, under ingen omstændigheder må indeholde antibiotiske vækstfremmere. Dette ændringsforslag er et vigtigt skridt i retning af at sikre forbrugerne sundere fødevarer. EU bør i sager som disse gå forrest på globalt plan, således at forbrugerne kan føle sig trygge ved de fødevarer, de indtager. De gentagne rapporter om de mulige konsekvenser for sundheden er alt for alvorlige til at blive ignoreret. Mennesker kan risikere at udvikle resistens over for vigtige lægemidler, hvis de indtager produkter, der er behandlet med vækstfremmere. Yderligere er det et anerkendt faktum, at hvis landmanden sørger for en god staldhygiejne, er brugen af vækstfremmere totalt unødvendig. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning at få et forbud på plads mod anvendelse af antibiotiske vækstfremmere i forbindelse med foder med særlig ernæringsformål. Det skal ikke være muligt for producenter at skjule anvendelsen af sådanne stoffer i forbindelse med midlertidige tilskud til dyrefoder. WTO anbefaler, at alle vækstfremmere forbydes. Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til at støtte dette ændringsforslag og samtidig opfordre Kommissionen til at foretage en risikoanalyse af alle antibiotiske vækstfremmere. Et nej til anvendelse af antibiotiske vækstfremmere i denne forbindelse vil forhåbentlig bane vejen for, at vi i sidste instans kan få et generelt forbud i EU mod anvendelse af disse sundhedsskadelige stoffer. Betænkning af Berend (A4-0016/98)
Hr. formand, jeg stemte for betænkningen, selvom de dele, der omhandler evalueringen af støtten, forekommer mig at være prioriteret for lavt. Alligevel betragter jeg betænkningen som berettiget og stemte positivt.
Betænkningen understreger, at underudnyttelsen af strukturfondene især skyldes manglende planlægning og den administrative opsplitning, de er udsat for. Vi støtter ordføreren, når han hilser den koncentration, forenkling og reducering af antallet støtteformer, som Kommissionen foreslår i Agenda 2000, velkommen. Denne forenkling må dog ikke føre til en reducering af den regionale støtte til Sverige (også med tanke på, at Sverige er en af de største nettobidragsydere til EU's budget), ikke mindst til mål 6-området. Derimod kan vi ikke støtte indholdet i punkterne 32 og 38, som indebærer, at man forsøger at undgå al tilbagebetaling til medlemslandene.
- (FR) Man drøfter i øjeblikket en reform af strukturfondene i forbindelse med en tidsplan, i hvilken man tager højde for en ny plan fra år 2000. I betragtning af erfaringen med planerne for 89/94 og 94/99 er det naturligt og normalt, at man tager kriterierne og anvendelsesvilkårene for disse strukturfonde op til fornyet overvejelse, og jeg er enig i de krav, der har til hensigt at sikre mere gennemsigtighed, sammenhæng, decentralisering og stringens. Min bekymring går på riskoen for en reform, der faktisk ville være beregnet på at imødegå konsekvenserne af Unionens udvidelse og staternes stramme budgetter, og således på at hjælpe de nye medlemsstater fra øst, uden at sætte de europæiske budgetter tilstrækkeligt op. Da jeg er valgt i en region, der har haft gavn af mål 1 siden 1994 og af mål 2 siden 1989, er jeg klar over betydningen af denne støtte og over de dramatiske konsekvenser, hvis denne støtte brutalt skulle forsvinde. Vi skal naturligvis have nogle nye kriterier, men under forudsætning af, at de tager sigte på at forbedre det nye system og ikke på at vende op og ned på det. Under alle omstændigheder bliver det, såfremt der er nogle ændringer for visse zoner, nødvendigt med nogle overgangsforanstaltninger for at undgå "guillotineeffekten« og grænsevirkningerne. Det sidste punkt, der foruroliger mig, er følgende. Den europæiske konstruktion er altid sket på et grundlag af solidaritet og ligevægt. Den dominerende liberale ideologi må ikke ødelægge vores ordninger ved at påberåbe sig nogle principper og en lov, der altid har eksisteret, og som simpelthen er "den stærkeres lov« og konsekvenserne heraf.
Jeg hilser hr. Berends betænkning velkommen. Det fremgår klart, at man er kommet ud over de børnesygdomme, der betød, at kun 75 % af midlerne blev brugt i 1994, idet tallet er steget til 95 % i 1996. En del af problemet skyldes det unødvendige bureaukrati, der findes, og jeg er glad for, at man ved reformen af de kommende strukturfondforordninger lægger stor vægt på at begrænse bureaukratiet yderligere. Jeg støtter også hr. Berends synspunkt om, at en decentralisering ud til regionerne vil medføre yderligere forbedringer. Set fra et irsk synspunkt har vi altid været effektive med hensyn til at anvende strukturfondmidlerne. Vores EU-partneres generøsitet i denne henseende har spillet en vigtig rolle for resultaterne i det, der nu kaldes den »keltiske tigerøkonomi«. Selvom vi hverken kan eller skal forvente samme niveau af strukturfondstøtte fremover, er det ikke desto mindre vigtigt med en rimelig overgangsperiode. Hvis »EU-hanen« drejes om alt for pludseligt, kan de meget positive resultater i den irske økonomi bringes i fare.
Det er fordi, vi står foran en ny strukturplanlægningsperiode, nemlig perioden 2000-2006, at denne betænkning er så vigtig. Vi må bruge den til at tage ved lære af tidligere fejl. Jeg vil gerne takke hr. Berend for hans omhyggelige arbejde, der giver os en klar og præcis analyse af de funktionsforstyrrelser, der opstod i løbet af perioden 1994-1999, samt en beskrivelse af de forbedringer, der er sket. Disse funktionsforstyrrelser har mange og forskellige årsager, alt efter den enkelte medlemsstats administrative organisation. Med hensyn til mit land - og det på trods af at min region, Nord-Pas-de-Calais, er en af hovedmodtagerne af EF-støtten - så må man indrømme, at forsinkelserne for en stor dels vedkommende skyldes Frankrig og Kommissionen. Det gælder forsinkelsen af medlemsstatens præsentation af DOCUP'erne, forsinkelsen af den medfinansiering, der skulle afholdes af medlemsstaten, forsinkelsen af bevillingernes overførsel til de endelige modtagere... Kommissionen er dog heller ikke helt uskyldig i denne proces! Man kan bebrejde den, at bestemmelserne og fondene er for talrige og for uigennemskuelige, at procedurerne er indviklede, og at det er vanskeligt at tage stilling til de fastholdte kriterier. Lad os derfor udnytte disse fejl til at udarbejde nogle nye bestemmelser, i hvilke decentraliseringen vil være dominerende, hvilket også partnerskabet mellem Kommissionen og medlemsstaterne vil være, men navnlig det interne partnerskab i medlemsstaten med deltagelse af alle de sociale, økonomiske og miljømæssige partnere, således at alle aktørerne gøres ansvarlige. Lad os benytte os heraf til at udarbejde nogle nye bestemmelser med nogle klart fastlagte medfinansieringsregler, hvis anvendelse vil være medlemsstaternes ansvar. Det er, hvad betænkningen af Berend opfordrer os til. Lad os ønske, at Rådet og Kommissionen forstår os!
Vi er alle klar over, at man er langt fremme med forhandlingerne om fordelingen under næste runde af EU's strukturfonde for 2000-2006. Man har indført nogle overordnede mål i form af dokumentet »Agenda 2000«, som Europa-Kommissionen udsendte sidste år, men der mangler stadig en omfattende finjustering af de specifikke tildelinger af strukturfondmidler til de enkelte medlemsstater. Jeg glæder mig meget over erklæringen fra kommissæren for regionale anliggender Monika Wulf-Mathies, som sagde, at de lande, der i øjeblikket modtager penge fra EU's strukturfonde, fortsat vil modtage disse tilskud under næste runde af EU's strukturfonde. Set fra et irsk synspunkt fortjener grænseområdet og Connaught-provinsen at få status som mål 1-områder i perioden 20002006. Dette vil give disse regioner ret til de maksimale beløb fra de europæiske regional, social-, landbrugs- og fiskerifonde. Connaught-provinsen og grænseområdet er ikke så velhavende som Irlands østkyst og bør ikke anbringes i samme kategori med hensyn til udbetaling af strukturfondmidler fra EU. Jeg glæder mig ligeledes over Jacques Santers udtalelser, hvor han sagde, at han støtter videreførelsen af Leader IIprogrammet for udvikling af landdistrikter og det grænseoverskridende Interreg II-program for perioden 2000/2006. Leader II-programmet er et meget vellykket program, som ved denne skillevej er 100 millioner pund værd for Irland, beregnet på grundlag af de arbejdspladser, som det hjælper med til at skabe i de irske landdistriker. Det grænseoverskridende Interreg II-program er et tilsvarende vigtigt initiativ i kraft af de arbejdspladser, der skabes i grænseområderne.
Europa-Kommissionen vil snart fremsætte forslag til strukturfondenes fremtidige funktion. Der er sandsynligt, at Kommissionen vil foreslå en nedsættelse af støtten til nogle dele af Unionen på grund af de fremskridt, der er sket gennem de senere år med hensyn til skabelse af økonomiske vækst og udvikling, navnlig i Irland. Jeg mener, at Kommissionen bør sikre, at dens forslag til overgangsordninger for lande som Irland ikke undergraver de fremskridt, der er sket i de seneste par år. Afviklingen af den maksimale støtte bør ske over den længst mulige periode for at minimere denne nedsættelses indvirkning på den irske økonomi. For det andet, på trods af, at den irske økonomi i sin helhed er kommet over grænsen for mål 1-status, ligger mange dele af landet stadig et godt stykke under denne grænse og bør derfor fortsat være berettiget til maksimal støtte. EuropaKommissionen bør tage hensyn til de forskellige situationer i forskellige dele af landet, når den udformer sine forslag. De regioner i landet, som endnu ikke er kommet over grænsen med hensyn til økonomisk vækst, bør ikke straffes på grund af den kraftige vækst i andre dele af landet. Kommissionen bør anerkende betydningen af hensigtsmæssige overgangsordninger og behovet for at sondre mellem regioner med kraftige vækstrater og regioner med lave vækstrater inden for de enkelte lande, før den fremsætter sine forslag.
Kære hr. formand, kære fru kommissær, mine damer og herrer. Berend-betænkningen om strukturmidlerne kommer lige på det rigtige tidspunkt. Netop nu, hvor vi diskuterer fortsættelsen og den fremtidige udformning af strukturfondene, danner betænkningen et godt grundlag for det videre arbejde. Europæisk strukturpolitik skal være virkningsfuld og effektiv i sin støtte af de bestræbelser, man gør sig i de pågældende medlemsstater, regionerne og hos andre parter, for på den måde at bidrage til at reducere udviklingsefterslæbet i de økonomisk svageste områder. Strukturpolitikken er imidlertid kun et supplement til egne initiativer i forbindelse med de nødvendige innovative strukturelle forandringer. Denne supplerende faktor ses tydeligt i de pågældende medlemsstaters medfinansiering. Vi ved, at netop overdragelsen af egne indtægter ofte hæmmer brugen af EU-bevillinger. Alligevel skal vi også holde fast ved dette kriterium fremover. For projektet er kun noget værd for dem, der også yder deres del, og ting, man får gratis, er som bekendt ikke noget værd. Når vi betragter tabellerne over brugen af bevillingerne, kan vi konstatere, at bevillingerne til mål 5b i 1996 blev anvendt fuldstændigt. Mål 5b er et af de mål, som især koncentrerer sig om landdistrikterne. Landdistriktet tillægges altså, det kan jeg konstatere, også stor betydning i medlemsstaterne, i regionerne. Derfor må vi planlægge et specifikt og omfattende arbejde for landdistrikternes fremtid med henblik på at fremme en positiv udvikling dér. Det vil sige skabe infrastruktur og arbejdspladser. Jeg kommer fra et landdistrikt. Vi uddanner vores børn på bedste vis, sender dem i skoler og på universiteter. Men når vi uddanner dem, sender vi dem også væk, fordi de med deres gode uddannelse ikke kan finde arbejde i landdistrikterne. Lad os i højere grad overlade det til regionerne at træffe beslutning om brugen af bevillinger, og lad os give de regionale opfølgningsudvalg større medbestemmelse. Folk på stedet ved, hvor skoen trykker, og hvordan den kan tilpasses.
Betænkningen giver et klart og tydeligt billede af, hvordan strukturfondenes penge er blevet forvaltet. Den redegør også for de indledende problemer, medlemslandene har haft, og som har resulteret i en underudnyttelse af pengene. Forslaget om at indlede næste programperiode på en anden måde hilses derfor velkommen. Hvad jeg savner, ud over en kvantitativ analyse af de økonomiske midler, er en kvalitativ analyse af, hvordan pengene er blevet brugt. I en sådan burde også eventuelle dynamiske effekter og bieffekter på forskellige områder undersøges - både negative og positive.
Jeg har stemt for Berend-betænkningen, fordi den udgør en omfattende analyse af årsagerne til underforbruget af ressourcer. Strukturfondforanstaltningerne er Europas vigtigste budgetværktøj til løsning af arbejdsløshedsproblemet, støtte til jobskabelse og til at underbygge traktatens målsætning om økonomisk og social samhørighed. Den Socialdemokratiske Gruppes ændringsforslag til punkt 32 blev fremsat for ikke at give Kommissionen carte blanche til at straffe eller sanktionere medlemsstater for manglende anvendelse af ressourcer. Hovedmålsætningen bør være at forbedre ressourcestrømmen til de endelige modtagere og støtte de regioner, der har mest behov. En arbitrær fratagelse af ressourcer uden et veldefineret sæt at kriterier kan undergrave vores foranstaltninger, der sigter på at opnå økonomisk og social samhørighed og løse arbejdsløshedsproblemet. En styrkelse af Kommissionens sanktionsmuligheder, så den arbitrært kan omfordele ressourcer, er ikke i decentraliseringens og subsidiaritetens ånd. Enhver økonomisk straf eller sanktion med konsekvenser for programmer i regioner og lokalområder skal derfor overvejes nøje af alle parter. Jeg glæder mig over, at ordføreren og PPE-Gruppen til sidst valgte at støtte PSE's ændringsforslag 8 ved afstemningen i plenum.
Dette er en velskrevet betænkning, som drejer sig om det presserende behov for en bedre udnyttelse af strukturfondbevillingerne. De af os, der repræsenterer regioner, hvor strukturfondene spiller en vigtig rolle for den økonomiske og sociale udvikling, har længe opfordret til forbedringer af gennemførelsen af hele programmet. Hvis støtten skal gøre virkelig nytte, skal den gennemføres på en effektiv og gennemsigtig måde. Jeg støtter argumentet om, at beslutningerne i videst muligt omfang skal træffes i regionerne. Jo tættere på befolkningen beslutningerne træffes, jo mere effektivt og gennemsigtigt vil programmet være. Jeg fremføre det samme argument vedrørende strukturfondene som inden for sociale spørgsmål, nemlig, at den nationale og lokale ekspertise skal bruges mest muligt. Min største bekymring vedrørende fondene er underudnyttelse. Ved at undlade at udnytte alle de ressourcer, der er til rådighed, svigter vi vores regioner. Men vi skal notere, at Kommissionen med en vis succes har arbejdet for at rette op på dette problem.
Fremlæggelsen af denne betænkning om gennemførelsen af strukturfondsbevillingerne er for vores gruppe en lejlighed til at gøre os nogle overvejelser om selve fremtiden for strukturfondene. Den Europæiske Union skal nemlig i forbindelse med Agenda 2000 gøre plads til en række øst- og centraleuropæiske lande samt Cypern, som jeg minder om alle vil falde ind under mål 1, alt imens de overholder den uomgåelige finansielle ramme på 0, 46 % af BNP for medlemsstaterne i Den Europæiske Union. De forslag, som Kommissionen fremsætter i meddelelsen Agenda 2000 er vildledende, da de undervurderer de økonomiske konsekvenser af udvidelsen. Strukturpolitikkens fremtid ser således ud til at være usikker, og den vil blive genstand for en større reform. For at give strukturfondene den effektivitet, de mangler, er det nødvendigt at forenkle de administrative procedurer, at holde op med at strø om sig med fonde og at koncentrere indsatsen om de eneste fællesskabspolitikker, der er integrerede, nemlig den fælles landbrugpolitik og den fælles fiskeripolitik. Der er dog god grund til at frygte, at landområderne, som samtidig i forskellig grad er genstand for konsekvenserne af den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik, bliver de største ofre for denne ufordøjelige menu. Ifølge Kommissionen vil det nye mål 2 kun komme 18 % af indbyggerne i Fællesskabet til gavn. I dag er det alle landområderne i Den Europæiske Union, der nyder godt af mål 5a. I fremtiden vil den del af landområderne, der modtager støtte, blive reduceret mest muligt. Vi må huske, at strukturstøtten til landbruget blev udviklet i 1992/1993 for at kompensere for reformen af den fælles landbrugspolitik og for at modvirke globaliseringens og GATT's ødelæggende virkninger. Det er derfor, at vi endnu en gang forlanger, at der oprettes særlige delmål inden for det kommende mål 2: Et for landområderne og et for hav- og kystområderne. Udfordringen er større end udfordringen for landbruget. Vi skal fastholde en model for den økonomiske udvikling i Europa, der fremmer en harmonisk fysisk planlægning, så vi kan bevare en naturlig kulturarv, der er rig og skrøbelig på samme tid.
Vores kollega Berend foretager i sin betænkning en detaljeret analyse af gennemførelsen af strukturfondsbevillingerne. Der er dog flere af hans konklusioner samt visse underliggende postulater, som vi ikke kan tilslutte os. F.eks. forsøger ordføreren at belyse årsagerne til, at visse bevillinger stadig ikke bliver anvendt i tilstrækkelig grad. I virkeligheden er der to ting, der bremser anvendelsen af alle strukturfondsbevillingerne. Den første stammer fra de administrative regler, som Kommissionen foreskriver. Den administrative procedure kræver nemlig som regel, at der går et eller to år, før bevillingerne bliver anvendt. Mange af dem, der har nogle projekter, bliver således afskrækket af denne procedure, som både medfører interne administrative ekstraomkostninger og nogle økonomiske udgifter, der er forbundet med frigivelsen af bevillingerne. Den anden bremseklods er af meget mere politisk karakter. Da det giver en bedre udnyttelse af fondene, forlanger EuropaKommissionen nemlig en medfinansiering fra medlemsstaterne og/eller de lokale eller regionale myndigheder. Men på grund af de konvergenskriterier, der kræves for at kunne gennemføre Den Økonomiske og Monetære Union (den fælles valuta), er disse medlemsstater nødt til at begrænse deres underskud på budgettet. De foretrækker derfor at undlade at anvende et program, så de ikke bliver nødt til at stille med en medfinansiering. Endelig skal man huske, at den del af det europæiske budget, som ikke bliver brugt, tilfalder medlemsstaterne som følge af deres deltagelse i budgettet, hvilket giver mulighed for nogle "lommepenge«, der også er med til at muliggøre en vis beherskelse af medlemsstaternes underskud. Som konklusion herpå vil jeg sige, at hvis strukturfondene ikke har et acceptabelt gennemførelsesniveau, så skulle man måske prøve at se lidt længere end til sin egen næsetip og analysere de reelle konsekvenser, som indførelsen af den fælles valuta har på de beslutninger, der træffes af finansministrene fra de forskellige medlemsstater. Fælles beslutningsforslag om Kyoto-topmødet
Kun få måneder efter Kyoto-konferencen kommer nu de første beviser på konferencens utilstrækkelige resultater i imødegåelsen af de alvorlige miljøproblemer, som vores klode og hele menneskeheden er stillet over for. Man har ikke lyttet til de desperate råb om de katastrofale konsekvenser, som vi med de hidtil fulgte økonomiske politikker med matematisk sikkerhed bevæger os hurtigt frem imod. De multinationale virksomheder og generelt de multinationale kapitalinteresser vil ikke tillade nogen form for ændringer, der kan begrænse deres profitter og kontrol med markederne. Derfor har de få, halvhjertede forsøg på at gennemføre foranstaltninger da også fortrinsvis taget udgangspunkt i de muligheder, som virksomhederne dermed får stillet til rådighed for at øge deres profitter og forankre deres førerstilling. Disse elementer kendetegner ligeledes forsøget på at kommercialisere forureningsrettigheder, som yderligere vil forsinke forsøgene på at begrænse luftforureningen i de fleste industrialiserede lande og direkte vil påvirke de mindre udviklede landes udviklingsmuligheder. Her op til det fjerde møde blandt de deltagende lande i rammeaftalen om klimaændringer må vi ikke glemme, at Den Europæiske Union med 6 % af verdens befolkning producerer mere end 14 % af CO2-udslippet og af de øvrige drivhusgasser. En formindskelse af disse udslip med 15 % i Den Europæiske Union må betragtes som et mindstemål, som endda med anvendelse af egnede politikker og teknologier kun vil medføre begrænsede udgifter. Det bør være højt prioriteret i EU og i medlemsstaterne at styrke programmerne til fremme af de vedvarende energikilder og nå frem til egnede regler for en gradvis nedsættelse af sektorbetinget udslip, f.eks. inden for transporten, industrien og energien og så videre. Den Europæiske Union bør anvende mulighederne i Kyoto-protokollen til at fjerne sig fra de mål, som den selv har fastsat, og undlade at medvirke til aftaler om salg af forureningsrettigheder. Behovet for at formindske de udslip, der betinger drivhuseffekten, betragtes i dag som helt åbenlyst. De fleste industrielt udviklede lande, som i hovedsagen har ansvaret for drivhuseffekten, må påtage sig deres ansvar og ikke anvende det til at forlænge deres økonomiske overherredømme. I dag er det nødvendigt, inden for rammerne af en anden politik til gavn for menneskeheden, at støtte udviklingen af tredjelande og overføre midler og teknologi, der gør det muligt for dem at bidrage med at formindske forureningen samtidig med, at de udvikler sig. En sådan handlemåde bør være et vigtigt element i forberedelserne op til den fjerde miljøkonference i Buenos Aires.
De danske socialdemokrater har stemt for beslutningsforslaget, der lægger pres på EU-Kommissionen og Rådet for at få dem til at gå forrest og vise et godt eksempel under klimaforhandlingerne. EU's oprindelige udspil indeholdt en 15 % reduktion af drivhusgasser inden år 2010 af tre udvalgte drivhusgasser. I Kyoto blev det besluttet at reducere seks forskellige gasser i vores del af verden med 8 % i perioden 2008 til 2012. Det mener de danske socialdemokrater er positivt. Men det er også nødvendigt at understrege to ting. For det første er det nødvendigt, at EU presser på USA, andre OECD-lande og Rusland for at undgå forsinkelser i ratificeringen af Kyoto-protokollen. For det andet er det vigtigt, at EU går forrest - vi har råd til det, og vi har mulighederne. Der er mange områder, hvor EU kan sætte ind - transport, energiforsyning og lignende i EU, men også gennem EU's støtteprogrammer i Østeuropa, med henblik på mere energieffektivitet og renere teknologiudvikling. Fælles beslutningsforslag om Irak
Hr. formand, efter våbenhvilen under De Olympiske Lege vil Irak blive bombet, og man hører ikke andet end den øredøvende tavshed fra det Europa, der repræsenteres af Tony Blairs venner. Tavshed først og fremmest fra menneskerettighedernes Europa. Man slår mænd ihjel, man sulter en million børn, man plager kvinderne, man sønderriver et folk; og de store personligheder, de retfærdiges stemmer, hr. Faure og de andre, er tavse. Sikringerne er sprunget i Lysets Europa. Tavshed fra rettens Europa. Krigen er blevet lovløs siden Briand-Kellog-pagten. FN's charter har bekræftet forbudet mod at tage militære midler i brug. Men hvilken ret skrider USA så ind? Jo, de skrider ind i Helms-Burton-lovens navn, i big stick lovens navn, i Franklin Delano Roosevelt-lovens navn og i den stærkes lovs navn. Og Europa tier. Og endelig tavshed fra civilisationens Europa. Man vil bombe Mesopotamien, dette landområde mellem Eufrat og Tigris, der opfandt den sumeriske skrift, landbruget, kulturen og civilisationen i Ninive og Babylon; og man tier. Måske kunne de multinationale olieselskaber stifte en Judaspris for menneskerettigheder. Den kunne Tony Blair få.
Hr. formand, jeg kan ikke med god samvittighed stemme for den beslutning, vi støttede her i dag, hovedsagelig på grund af punkt 4 og 5, som jeg finder yderst stødende og frastødende i den måde, hvorpå hensigten med dem søges skjult. Disse forblommede ord er beregnet på at dække over legitim brug af militærmagt og føjer kun yderligere til det skammelige i at iværksætte et angreb, hvormed man langt fra vil nå det militære mål, men tilmed vil forårsage døden for andre mennesker, som allerede lider under Saddam Husseins åg og de økonomiske sanktioner. Jeg vil selvfølgelig insistere på, at Irak skal overholde FN-resolutionerne, men hvorfor er vi så selektive? Hvad med andre nationer som Israel og Amerikas Forenede Stater, som tilsidesætter FN-resolutioner efter forgodtbefindende? Hvorfor føler vi, at vi kan anlægge et moralsk tonefald? Besiddelse af og truslen om brug af atomvåben og masseødelæggelsesvåben er moralsk forkasteligt, uanset hvem der råder over våbnene eller fremsætter truslen. Efter 2000 års kristendom tyr vi stadig til bombning, lemlæstelse og drab. De små børn lider i sandhed!
) Vi kan ikke støtte et militært indgreb over for Irak. FNs vedtægter giver imidlertid mulighed for at bruge militære midler som en sidste udvej, når freden er truet. En sådan beslutning må dog træffes af FNs sikkerhedsråd. Derfor har vi stemt for ændringsforslag 1.
Ligesom alle min kolleger ønsker jeg naturligvis, at der bliver fundet en diplomatisk løsning på den irakiske krise. Jeg tvivler dog på, at Saddam Husseins nylige optræden går i den retning. FN's eksperter skal kunne gøre deres arbejde i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolution 687. Så længe Saddam Hussein ikke vil acceptere dette, vil der ikke kunne indgås noget kompromis. Han skal først give afkald på sit forehavende om at udvikle kemiske og biologiske våben. Det er en tjeneste, man gør det irakiske folk, der lider under den mere end kritiske økonomiske situation, eftersom størstedelen af statsbudgettet bliver brugt til våben. Deres kummerlige leveforhold skyldes alene Saddam Husseins adfærd, og vi bør ikke betragte dem som direkte følgevirkninger af den internationale embargo. Hvis Saddam Hussein stædigt holder fast ved sin adfærd, har man således ikke andre muligheder end nogle ubehagelige tvangsløsninger, der naturligvis ikke er helt tilfredsstillende. Jeg godkender derfor den fuldstændige støtte til FN's generalsekretær i den mission, han har foretaget i Irak. Såfremt man skulle indlede en militær aktion, ville det moralske ansvar for en sådan dog udelukkende være Saddam Husseins.
Vi glæder os over FN's generalsekretærs besøg i Bagdad i morgen, og vi håber stærkt, at besøget vil være en succes for det multilaterale diplomati. Men uanset udfaldet af denne forhandling, så vil vi ikke acceptere, at der indledes en aktion mod Irak uden at FN's Sikkerhedsråd har givet beføjelse hertil. Enhver anden løsning ville både gå ud over princippet for international ret og ikke mindst troværdigheden af de argumenter, som de vestlige magter gør gældende over for Irak. Den militære løsning, hvis effektivitet der er stor usikkerhed omkring, bør kun tages i betragtning, såfremt alle diplomatiske metoder skulle mislykkes. Vi er overbevist om, at en unilateral og eventuelt militær aktion hverken er effektiv eller berettiget. I denne sag kan vi desværre kun beklage, at der ikke eksisterer nogen sand fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Europa risikerer at fortsætte med at være en økonomisk gigant, som blot er en politisk dværg.
Under den første Golfkrise og efter invasionen i Kuwait støttede jeg det militære indgreb mod Irak. Vi havde da fået tilladelse fra FN, og vi fik en bred international støtte, også fra arabisk side. Europa var aktivt til stede. Vi vandt "den krig«, men vi så krigens konsekvenser og dens begrænsninger. Der var talrige ofre i begge lejre, og Saddam Hussein blev siddende ved magten. Det er årsagen til, at selvom vi i dag skal sørge for, at FN's resolutioner bliver overholdt, så skal vi for enhver pris undgå et militært eventyr, som ville opildne området. Vi kræver derfor en klar tilladelse fra FN. Det er også nødvendigt at undersøge alle de diplomatiske muligheder, og vi skal i alt fald undgå et sammenstød mellem Vesten og de arabiske lande. Indtil da skal vi ikke følge Clintons strategi, hvis hjemlige årsager er alt for tydelige. Europa skal være fremtrædende, og Tony Blair skal også eksistere uafhængigt af sin indgroede atlantisme, idet han husker, at han står i spidsen for Unionen. Frankrig skal fortsætte med at spille sin rolle, hvilket det gør på en samvittighedsfuld måde. Selvom man undertiden bliver nødt til at føre krig for fredens skyld, så skal det dog altid være den sidste udvej.
Denne beslutning om situationen i Irak kan kun få os til at beklage, at vi ikke har en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i Den Europæiske Union. Hver gang situationen er alvorlig, synes Europa at væres fraværende. Det beklager vi. Når det nu forholder sig således, så kan jeg som fransk socialdemokrat kun gå ind for den diplomatiske løsning og støtte FN's generalsekretærs mission fuldstændigt. Vi sætter al vores lid til hans besøg. For os kan den militære løsning kun være den absolut sidste udvej, der tages i brug, såfremt alle de diplomatiske aktioner skulle være en fiasko. Den kan kun komme i betragtning, hvis der foreligger en formel og skriftlig tilladelse fra FN. Og hvis man valgte den militære løsning, hvilken nytte ville den så være til? Hvor effektiv ville den være? Jeg tvivler på, at Saddam Hussein ville blive offeret for denne.
For syv år siden gjorde amerikanerne sig under præsident Bush skyldige i en forfærdelig massakre af det irakiske folk; ja, i en sand nedslagtning, en nedslagtning, der blev præsenteret for offentligheden af nogle enstemmige medier - og dette er en perle af angelsaksisk humor - som en ren, kirurgisk krig. I dag er den amerikanske arrogance intakt, og det irakiske folk, der netop har oplevet syv års elendighed, hvor de hverken har haft medicin, elektricitet eller mad, og hvor de har set deres børn dø af sult eller af sygdom, står nu over for en ny tragedie. Intet, absolut intet, gør det muligt at påstå, at Irak udgør en militær trussel for sine naboer og for hele verden. Men det er tvingende nødvendigt for hr. William Clinton at få folk til at glemme hans ynkelige macho-optræden ved at lege fascist og ved nogle få måneder før det næste præsidentvalg at imødekomme kravene fra det yderste højre i Israel og fra den krigslystne Netanyahu. Vi europæere har pligt til at standse Israel og USA i deres morderiske galskab. Det er på tide, at vi får midlerne til dette.
Forslaget til beslutningen om situationen i Irak fastlægger rammerne for et positivt kompromis om den holdning, som europæerne skal forsvare i de internationale instanser, og navnlig den opfattelse, at der ikke kan indledes noget militært indgreb for at få Irak til at respektere international ret, såfremt alle diplomatiske muligheder ikke er blevet undersøgt og taget i brug. Det var dog nødvendigt at fremhæve dette absolutte krav: At den eneste instans, der er kompetent til at træffe beslutning om de aktioner, der skal iværksættes med henblik på at løse denne konflikt, er FN, nemlig FN's Sikkerhedsråd. Derfor ville jeg gerne have, at man vedtog det ændringsforslag, der har til hensigt at erstatte ordet Sikkerhedsrådets formelle "vedtagelse« med Sikkerhedsrådets formelle "afgørelse«, idet jeg minder om, at det er udelukket, at USA kan gribe ind eller beslutte at handle, også selvom Sikkerhedsrådet stiller sig tilfreds med en meningsudveksling eller med at give udtryk for forbehold. Den Europæiske Union skal beslutsomt anerkende FN som det organ, hvor afgørelserne træffes, idet den afviser det faktiske leadership fra et enkelt land, i dette tilfælde USA. Den Europæiske Union burde have udvist et større sammenhold i denne krise, og man må beklage, at visse statschefer skyndte sig hen ved siden af den amerikanske præsident for at støtte hans planer om et militært indgreb. Her kan man desværre konstatere de forfærdelige og skadelige konsekvenser af, at institutionerne ikke har gjort noget fremskridt med hensyn til den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik: Europa er magtesløs på den internationale scene! Ud over de katastrofale menneskelige konsekvenser, som et militært indgreb i Irak ville få, så kan man med rette spørge sig selv om effektiviteten af en sådan beslutning, hvis de forfulgte mål ellers er de samme som dem, man har bekendtgjort, nemlig overholdelsen af de internationale regler og afvisningen af at se Irak forsyne sig med et arsenal af atomvåben eller kemiske våben. Man kan frygte, at det irakiske regime efter et sådant indgreb stadig vil være udemokratisk, at inspektionerne bliver vanskeligere, og at landet vil fortsætte sin oprustning enten på sit eget område eller andetsteds. De eneste, der vil blive straffet, vil være dem, der ikke kan gøre for det, nemlig indbyggerne og befolkningen. Derfor skal man med overbevisning undersøge mulighederne for en diplomatisk løsning, og det lige til det sidste. Endelig kan man i forbindelse med international ret og overholdelsen af de indgåede aftaler ikke føre en politik, hvor der er to forskellige autoriteter og to forskellige foranstaltninger. Vores Parlament og Europa skal gøre en indsats for at fredsprocessen i Mellemøsten forløber som planlagt, og vi skal sammen med FN tage de nødvendige skridt for at de indgåede forpligtelser bliver overholdt. Lad os ikke være blinde med hensyn til den påståede uopsættelighed af et massivt angreb i Irak. USA fik pludselig travlt med at slå alarm kort tid efter FN's beslutning om at iværksætte "oil-for-food«-programmet, der ville have haft følgevirkninger for oliepriserne, og det skete også på et tidpunkt, hvor indenrigspolitiske betragtninger så ud til at tilskynde præsident Clinton til et opsigtsvækkende udenrigspolitisk initiativ. Europa skal under alle omstændigheder bevare sin selvstændige dømmekraft og sin uafhængighed. Hvis fredsprocessen i Irak og Mellemøsten skal lykkes, er det nødvendigt med en afbalanceret og vedholdende aktion, hvis eneste interesse er overholdelsen af reglerne. Den løsning, som USA har valgt, er ikke den rigtige. Et militært indgreb er uacceptabelt.
På min kollega fru Ewings og egne vegne erklærer jeg, at Scottish National Party fordømmer Saddam Husseins handlinger, hvor han trodser det internationale samfunds vilje og konstant søger at undgå gennemførelsen af FN's våbeninspektioner. Irak skal overholde de betingelser, FN har opstillet, og SNP accepterer FN's ret til i sidste instans at bruge magt for at sikre overholdelsen, hvis alt andet er slået fejl. Men SNP sætter spørgsmålstegn ved klarheden af de nuværende krigsmål, som nævnes af både den amerikanske og britiske regering. SNP erklærer sin fulde støtte til FN's Generalsekretær Kofi Annan på hans mission til Bagdad. SNP anbefaler, at man overvejer forslagene om at etablere zoner med kørselsforbud ud over de eksisterende zoner med flyveforbud og opretter en provisorisk regering i disse områder som et første skridt henimod en pluralistisk og demokratisk regering for hele Irak. Disse forslag vil også lette situationen for kurderne og marskaraberne, som er blevet forfulgt af Baath-styret i årtier. SNP mener, at sådanne forslag vil svække Saddam Husseins diktaturstat, så man ikke løber risikoen for at styrke den, og man ville undgå civile tab, som f.eks. ville blive resultatet af luftangreb mod militære mål tæt på civil beboelse. Fælles beslutningsforslag om De Forenede Nationers 54. mødeperiode
Det er meget skuffende, at selvom EU vil træffe effektive foranstaltninger over for Nigeria, Burma og kvinders og børns rettigheder, vil der ikke blive taget tilsvarende initiativer om brud på menneskerettighederne i Kina. Det er oprørende, at der ikke er enighed om denne sag i Rådet. Den åbenlyse grund til denne situation er, at for mange medlemsstater mener, at kommercielle interesser og handelsinteresser bør gå forud for menneskerettigheder. Hvordan kan vi tale med moralsk autoritet om menneskerettighedsspørgsmål andre steder i verden, hvis vi vælger at ignorere situationen i Kina? De medlemsstater, der prostituerer sig selv for tredive sølvstykker, skulle skamme sig. Deres manglende handling i denne sag gør Den Europæiske Unions fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik indholdsløs.
Vi har stemt for alle dele af resolutionen. Vi vil dog gerne give nogle kommentarer. I punkt 1 nævnes en hel række lande, hvor der sker overtrædelser af menneskerettighederne, og som man særlig ønsker at påpege. Vi er helt enige i, at alle disse lande skal kritiseres for disse overtrædelser, men mener samtidig, at mange andre lande kunne have været med på denne liste. Et eksempel er, at Cuba nævnes i udtalelsen. Vi er enige i, at der sker overtrædelser af menneskerettighederne på Cuba, men der er i Latinamerika også en lang række andre lande, hvor disse overtrædelser er betydeligt grovere, end det er tilfældet på Cuba. Mexico, Brasilien og Peru er eksempler på stater, hvor værgeløse arbejderog bondefaglige aktivister og andre civile er blevet myrdet af forskellige paramilitære grupper. Valget af stater, som angives, bliver lidt misvisende bl.a. på grund af dette. I punkt 2 gives en særlig prioritet til Algeriet. Vi er enige i, at dette er nødvendigt på grund af den alvorlige situation i landet, men også her ville yderligere nogle stater kunne nævnes, f.eks. Columbia, hvor den statsstøttede terror mod store dele af landets befolkning bliver stadig værre. Til sidst vil vi støtte udtalelsens skarpe kritik af situationen i Kina. Vi mener, at det er rigtigt at sige, at der ikke er sket fremskridt i Kina med hensyn til menneskerettigheder. Betænkning af Seal (A4-0015/98)
Jeg vil gerne have min støtte til GUE/NGL-Gruppens ændringsforslag ført til protokols. I dette ændringsforslag udtrykkes der støtte til de Ryanair-ansattes ret til at blive medlemmer af en fagforening og få en fagforeningsrepræsentant med ved forhandlinger med arbejdsgiverne. Som en stærk fortaler for kapitlet om social- og arbejdsmarkedspolitikken er jeg skuffet over, at den EU-lovgivning, der udspringer heraf, ikke holder denne ret i hævd, og det er noget, vi bør rette op på hurtigst muligt.
Den nedadgående spiral med uhæmmet konkurrence og deregulering synes ikke at tage nogen ende. Endnu inden dens tredje liberaliseringspakke er fuldt gennemført, bebuder Kommissionen som led i sin »evaluering« en yderligere skærpelse af sin holdning med en provokerende mangel på hensyntagen til alle sociale parametre og betydningen af offentlige tjenester og interesser, og den fremtræder nu mere end nogen sinde som de stærke multinationale interessers officielle udøvende myndighed. Tusindvis af fyringer, forsøg på ændringer af kollektive overenskomster i konkurrencedygtighedens navn, anvendelsen af det damoklessværd, som virksomhedslukninger er, lukningen af ruter og overgivelsen af andre ruter til den private kapital, de fremskyndede privatiseringer, tilsynekomsten af virksomheder med tvivlsomme garantier, der kan påvirke kvaliteten af tjenesteydelserne, flysikkerheden og arbejdsvilkårene, alt dette udgør resultaterne af liberaliseringen af markederne for lufttransport, selvom operationen endnu ikke er fuldført. For Kommissionen er alt dette naturligvis ikke »eksplosive« ændringer. Den tager simpelthen de »eventuelle virkninger« for beskæftigelsen til efterretning og »udarbejder undersøgelser«. Til det kendte argument om, at konkurrence fører til lavere priser, indrømmer den ganske vist, at noget sådant ikke har kunnet konstateres, og benægter derefter den kendsgerning, at der næsten ingen procentuel forskel ses på markeder med nytilkomne konkurrenter med den begrundelse, at der var tale om i forvejen lave priser, som er til skade for arbejdstagere, der sikkerhedsmæssigt er beskæftiget under tredjeverdenslignende forhold, og for kvaliteten af de leverede tjenesteydelser. I sin evaluering ignorerer den konsekvenserne for lufthavnene og de ansatte af direktivet om liberaliseringen af ground handling services samt af forordningen om liberalisering af cabotagetrafikken. Den opfordrer til yderligere privatiseringer og omstruktureringer i sektoren, kræver en »streng« anvendelse af konkurrencereglerne, bebuder yderligere begrænsninger af statsstøtten samt betvivler åbent princippet om universelle tjenesteydelser under henvisning til »overdreven anvendelse af kriterierne for offentlige tjenesteydelser« og behovet for at sikre sig, at »trafikbetjeningspligten ikke bliver et skjult middel til at lukke markedet«. Den gør sig naturligvis ikke den ulejlighed at forklare, hvorledes kravene til forvaltning på grundlag af princippet om privat investering skal forliges med de nationale luftfartsselskabers forøgede og specifikke forpligtelser til at sikre trafik, forbindelser og udvikling i og af fjerntliggende regioner. Den lader sig heller ikke anfægte af sin konstatering af, at disse linjer normalt ikke er rentable og derfor uden interesse for en virksomhed, der kun handler ud fra markedsmæssige motiver. Ordføreren accepterer helt og fuldstændigt EU's hele politik og logik. Han opfordrer endda Kommissionen og Rådet til »beslutsomt« at løse de tilbageværende problemer, kræver en endnu strengere anvendelse af retningslinjerne for statsstøtte og afskaffelse af enhver form for »særbehandling« af nationale luftfartsselskaber, kræver en styrkelse af de »stærke« selskaber i Europa - til skade, må man formode, for de svagere af disse selskaber, som er i fare for at gå fallit på grund af de trafikbetjeningsforpligtelser, som de skal opfylde - og ønsker en liberalisering af cabotagetrafikken, selvom han må konstatere, at de fleste indenrigsforbindelser ikke er rentable. Vi kan ikke acceptere modsætningen mellem fuld frigivelse af den uhæmmede konkurrence og tilkendegivelse af simpel »bekymring« over den måde, den gennemføres til skade for sikkerhed og beskæftigelse, det som vi ville kalde social dumping. Vi nægter at stille os tilfredse med at »konstatere« eller »udtrykke vores bekymring« over de tilbageskridt, som nogle ønsker at påtvinge os. Vi mener, at folkenes, arbejdstagernes og de indenlandske transportbrugeres interesser vejer tungere end en forøgelse af de stærke luftfartsselskabsgrupperingers markedsandel. Derfor vil vi stemme imod betænkningen.
Liberaliseringen af luftfarten har sikkert haft en vis positiv effekt på markedet. Samtidig har den dog, på trods af, at den er såkaldt »kontrolleret«, ført til flere negative effekter, som jeg mener, man går alt for let hen over i denne betænkning. Ordføreren skriver tydeligt, at liberaliseringen har ført til, at det samlede flyrejsemarked er vokset, og at prognoserne for det kommende årti er en årlig stigning på 6-7 procent (henholdsvis afsnit J og L). Personligt ser jeg dette som urovækkende, dels fordi det indebærer en yderligere belastning af miljøet, da fly ikke er et særlig miljøvenligt transportmiddel, dels fordi luftrummet over Europa allerede i dag er stærkt trafikeret, hvilket kan føre til, at flyvesikkerheden falder, hvis/når trafikken stiger. De sociale spørgsmål berøres ikke særlig meget, heller ikke i Kommissionens dokument, hvilket er beklageligt. Det er åbenlyst, at liberaliseringen i visse tilfælde har ført til en mindre indflydelse for de faglige organer og dermed for de ansatte. Betænkning af Keppelhoff-Wiechert (A4-0037/98)
Vi kender i dag konsekvenserne af at bruge genteknologi i landbruget. Udsættelse af genmodificerede planter i åbne naturlige systemer kan altså få skadelige virkninger, som vi ingen mulighed har for at vurdere i dag. Med denne betænkning opfordrer ordføreren til, at denne praksis bliver styrket. Det kan vi ikke støtte. Det har flere gange vist sig, at brugen af planter, som er blevet gjort resistente over for sygdomme eller gjort giftige for skadedyr, har haft direkte modsat virkende konsekvenser. F.eks. har brugen af majsplanter, som var giftige for insektlarver, faktisk ført til, at disse skadedyr har udviklet resistens over for planten. Sprøjtning har i dette konkrete tilfælde den fordel, at det kun er en kort periode, skadedyrene påvirkes i, og at de derfor ikke bliver resistente. Uden at vi på nogen måde skal forsvare den form for skadedyrsbekæmpelse, har det altså vist sig, at en genetisk bekæmpelse har gjort skadedyrsproblemet sværere at tackle. Denne betænkning vil fremme forskningen i genteknologi i landbruget, og det ligger i betænkningen, at man gør det for at fremme anvendelsen. Det er på ingen måde uproblematisk. Ud over de nævnte miljømæssige konsekvenser og risici ved genteknologi kan vi ikke være sikre på, at genetisk modificerede organismer ikke kan have en negativ indvirkning på menneskers sundhed, selvom man ikke i dag kan påvise sådanne sundhedsmæssige problemer i forbindelse med genteknologiske organismer. Det, vi ved, er, at den biologiske diversitet kan blive truet, hvis man anvender genteknologi, og at anvendelsen vil medføre en monopolisering af markedet for afgrøder. Vi skal ikke lade dette hensyn til profit inden for landbruget gå forud for menneskers sundhed og miljøet. I stedet for at bruge forskningsmidler på metoder, som er så usikre som genteknologien, burde vi fokusere på et i stort omfang uudforsket område. Vi burde nemlig bruge langt flere ressourcer på at finde ud af, hvordan naturens egne mekanismer bekæmper skadedyr og planter.
Landbruget står i det kommende årtusinde over for en vigtig dobbelt udfordring, nemlig at brødføde en verdensbefolkning, der vil blive fordoblet i løbet af de næste tredive år, og samtidig respektere mennesket og miljøet. For at bevare det europæiske landbrugs konkurrenceevne, men også konkurrenceevnen hos de virksomheder, der er tilknyttet landbruget, så er det nødvendigt, at landbruget kan få gavn af de teknologier, som er tilpasset den verdensomspændende konkurrence. I Kommissionens forslag om Agenda 2000 kan vi tydeligt se et ønske om at udvikle det europæiske landbrugs globalisering ved hjælp af et fald i de fastsatte priser og en reduktion af støtten. Det er nødvendigt at have en holdning, der hænger logisk sammen. Det er faktisk de samme, der både ønsker at nedsætte landbrugsstøtten og bremse udviklingen af et teknologisk landbrug. Personligt mener jeg ikke, at en globalisering af det europæiske landbrug er den rigtige løsning. Men i betragtning af den situation, som Kommissionen og et vist antal medlemmer af dette Parlament ønsker at udvikle, så kan jeg ikke se, hvordan vi skulle kunne komme uden om den bioteknologiske udvikling. At lade denne teknologiske revolution foregå uden for Europas grænser, samtidig med at vi afskaffer Fællesskabets præferenceordning, ville føre til en total ødelæggelse af vores landbrug. På det lovgivningsmæssige plan skal Den Europæiske Union og medlemsstaterne både sørge for forbrugernes sundhedsmæssige sikkerhed og for en vis fleksibilitet, der levner plads til private og offentlige initiativer. Forsigtighedsprincippet skal være den drivende kraft for lovgivningen, og vurderingerne skal ske på et strengt videnskabeligt grundlag.
Jeg stemte imod Keppelhoff-Wiechert-betænkningen. Jeg er bange for, at den er for blodfattig med hensyn til muligheden for at kontrollere bioteknologien og bioteknologiens rolle i fremskaffelsen af mad til verden. Bioteknologien promoveres af mægtige økonomiske interesser uden tilstrækkelig kontrol. Sandsynligheden taler i øjeblikket for, at en udvidelse af bioteknologien vil tjene deres interesser og ikke miljøets og menneskehedens.
Hr. formand, i mødesalen her i dag kan vi se, at det på et tidspunkt var meget vigtigt for den enkelte at forklare resten af Parlamentet, hvorfor man stemmer på en bestemt måde. Denne ret er blevet fjernet. Hvis De ser Dem omkring, kan De se, at der kun er to eller tre medlemmer til stede, fire, hvis vi tæller Dem med. Er det ikke en skændsel, at medlemmernes ret er blevet frataget dem på denne måde? De eneste mennesker, der lider under det, er tolkene, som loyalt bliver siddende for at lytte til en enkelt stemmeforklaring. Det er en skændsel at se, hvordan formanden og Præsidiet håndterer disse sager. Det er på tide, at De, som blev valgt til at varetage medlemmernes rettigheder, begynder at udøve Deres myndighed i Præsidiet og give medlemmerne deres rettigheder tilbage. Ellers vil Parlamentet falde yderligere i miskredit.
Meget vel, hr. Falconer, jeg vil viderebringe Deres ord til Præsidiet. De vil endvidere fremgå af det fuldstændige forhandlingsreferat. (Mødet udsat kl. 13.25 og genoptaget kl. 15.00)
Næste punkt på dagsordenen er debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0189/98 af Dell'Alba m.fl. for ARE-Gruppen om situationen i Afghanistan; -B4-0191/98 af Roth m.fl. for V-Gruppen om Afghanistan; -B4-0211/98 af Lulling og Ooomen-Ruijten for PPE-Gruppen om Afghanistan; -B4-0220/98 af André-Léonard m.fl. for ELDR-Gruppen om Afghanistan; -B4-0228/98 af Pasty m.fl. for UPE-Gruppen om Afghanistan; -B4-0233/98 af Sornosa Martínez m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om situationen i Afghanistan; -B4-0253/98 af Hoff for PSE-Gruppen om situationen i Afghanistan.
Fru formand, hr. næstformand i Kommissionen, jeg er meget glad for, at vores gruppe bare én gang får lov til som den første at udtrykke sig om situationen i Afghanistan. Foran os har vi de få, tragiske billeder fra jordskælvet, som har ramt mange tusinde personer. og de besværligheder, som de humanitære organisationer, f. eks. ECHO, som netop nu er i gang med at undsætte befolkninger der, møder. For os har vi også de dramatiske og lige så få billeder af det, som sker under Talibans middelalderstyre, først og fremmest det, der sker kvinderne. At have insisteret på afholdelsen af denne debat må også forstås som en hyldest fra Parlamentet til indsatsen for de afghanske kvinders sag, en sag, som Kommissionen så smukt har villet tage op ved at starte kampagnen "En blomst til Kabuls kvinder«. Vi mener, at denne kampagne er det mest betydningsfulde, som kan gøres for ikke at ignorere og se igennem fingre med de mange onder, som piner denne verden: en veritabel racemæssig adskillelse og, ifølge nogen, ligefrem seksuel apartheid, som krænker ikke blot den vestlige verdens samvittighed, men også den muslimske. Det eneste rigtige er at stemme for en beslutning, som ikke bare stærkt fordømmer Talibanstyret og alle dem, som støtter det, deriblandt uangribelige vestlige kræfter, men også kraftigt beder om at støtte Kommissionen i at gøre alt, hvad der er muligt, for at bekæmpe Talibanstyret, modsat af, hvad nogle organisationer gør, f.eks. UNCDP, der tværtimod forsøger at alliere sig med styret.
Hr. formand, Taliban-regimet i Afghanistan bruger religiøse argumenter til at undertrykke kvinders rettigheder, oven i købet forsøger de at gøre det umuligt for kvinder at deltage i det offentlige liv i Afghanistan. Undervisning og sundhedsvæsen er på denne måde blevet tabu for kvinder, og på gaden må kvinder kun vise sig ledsaget af deres bror, ægtefælle eller far. For slet ikke at tale om, at kvinder skulle have lov at eller skulle kunne give udtryk for deres mening i det offentlige liv. Dette er en grov krænkelse af menneskerettighederne og således også af kvinders rettigheder, som er blevet dagligdags praksis i det område af Afghanistan, som er under Talibans kontrol. Der er ikke noget andet land i verden, hvor denne form for krænkelse af menneskerettighederne er så omfangsrig som i Afghanistan. Men Taliban er i virkeligheden en samling frække banditter, magtsyge personer, som er ude på at få fuldstændig kontrol over samfundet, og de holder regimet gående ved hjælp af den internationale handel med heroin. Alt dette har således intet, overhovedet intet, med religion at gøre. Vi må være klar over, at kvinder i Afghanistan indtil for nylig har haft meget større frihed, og at alle kvinder i alle befolkningslag rammes heraf. Hvordan ville det internationale samfund reagere, hvis der et eller andet sted i verden var et land, hvor kvinder undertrykte mænd sådan, som Taliban gør det med kvinder i Afghanistan? Det er utænkeligt, at det blot på nogen måde ville blive tolereret. Hr. formand, jeg vil navnlig endnu en gang henvise til artikel 11 i beslutningsforslaget, for Taliban-regimet opretholdes bl.a., fordi en række lande anerkender det. Med disse lande har vi, Den Europæiske Union, uden særlig mange indvendinger, politiske og økonomiske forbindelser. Det må der gøres en ende på. Humanitær hjælp skal fortsætte, i hvert fald nu, hvor følgerne af jordskælvet er så tydelige. Men regimet skal isoleres.
Fru formand, som De ved, har vi kvinder i flere århundreder været vant til diskriminationer af enhver art. Den opfindsomhed, som visse mænd, visse ideologier og visse regimer har udviklet i tusinder af år for at tyrannisere kvinder, enten individuelt eller kollektivt, fortjener næsten at stå i rekordbogen. Men den måde, som det forhadte Taliban-regime i Afghanistan - dette land, der er blevet mishandlet i årtier som følge af den sovjetiske besættelse - behandler kvinder på, overgår fantasien her i slutningen af det 20. århundrede. Vi gør os desværre ikke nogen særlige forhåbninger med hensyn til de direkte konsekvenser af det initiativ, som vi har sat i gang i Udvalget om Kvinders Rettigheder i fællesskab med Kommissionen og i forbindelse med Den Internationale Kvindedag. Vi vil benytte os af denne dag, som er den 8. marts, til at gøre offentligheden opmærksom på de kummerlige forhold for de afghanske kvinder, som Taliban-regimet fratager de mest elementære menneskerettigheder. Ved at fratage kvinderne bevægelsesfriheden, ytringsfriheden samt adgangen til undervisning og den mest fundamentale lægehjælp gør Taliban-regimet de afghanske kvinder til de mest hjælpeløse, de ynkeligste og de ulykkeligste mennesker på denne jord, og der er ved Gud tusindvis af andre kvinder i denne verden, som er ofre for diskrimination, men trods alt ikke i den grad. Vi kan ikke forholde os tavse over for så meget elendighed. Vi må gøre opmærksom på dette forhadte regime, og vi må forsøge at finde en måde, hvorpå vi kan iværksætte en humanitær støtte, navnlig til de afghanske kvinder, uden at dette kan blive opfattet som en anerkendelse af Taliban-regimet. Vi ønsker, at de skal vide, at de ikke er alene i deres modstand, der er så vanskelig og farlig. Da jeg har oplevet grufuldhederne ved nazisternes besættelse under 2. verdenskrig, ved jeg, hvor vigtig moralsk støtte er for modstanderne af et sådant regime. De afghanske kvinder skal vide, at vi lider med dem, at vi kæmper med dem, og at vi sammen vil kunne befri dem fra et regime, hvis ansvarlige ikke fortjener at blive kaldt mennesker.
Fru formand, kan man forestille sig, at en kvinde ikke må arbejde, fordi det er ulovligt at tjene til livets ophold? Forestil Dem, at De blev nødt til at fortælle Deres datter, at hun ikke længere måtte gå i skole. Forestil Dem, at De blev nødt til at bo i et hus, hvor vinduerne og skodderne hele tiden skulle være lukkede. Forestil Dem, at De ikke længere havde ret til lægehjælp. Forestil Dem, at kvinderne ikke skulle bruges til andet end at føde børn. Jeg ville gerne kunne henvende mig til de afghanske kvinder, der er ofre for et apartheidsregime uden fortilfælde i menneskehedens historie, og som i dag ikke har de mest grundlæggende menneskerettigheder. Mens det internationale fællesskab gør sig klar til at fejre halvtredsårsdagen for verdenserklæringen om menneskerettighederne, er det at tale om disse kvinder både at betragte de andre og sig selv. Hvis vi ønsker at nå længere end til et klassisk samarbejde, så skal det lykkes os at gøre spørgsmålet om kvinderne uomgåeligt. De spørgsmål, som denne diskrimination rejser, er i centrum for debatten om vores opfattelse af ret og af retsstaten. Jeg vil her gerne give udtryk for min solidaritet med de afghanske kvinder, der på trods af den undertrykkelse, de er udsat for, og på trods af Taliban-regimets gemene trusler, ikke hører op med at demonstrere mod krænkelsen af deres fundamentale rettigheder og ganske enkelt for retten til at eksistere.
Hr. formand, vi har allerede hørt mange ubehagelige ting. Vi ved nu, hvordan de kvinder i dag er stillet, som har været så uheldige at være blevet født i og leve i Afghanistan. Denne forhandling finder sted kort tid før kvindedagen. I Udvalget om Kvinders Rettigheder har vi besluttet at tage et initiativ til fordel for Afghanistans kvinder, men den mobilisering, som denne forhandling er udtryk for, er også meget vigtig. Kvindedagen står for døren, og vi ved alle, hvordan vi hvert år fejrer denne dag, vi holder fornuftige eller ufornuftige demonstrationer og vi siger mange forskellige ting, som de fleste gange ikke får praktiske følger. Det er klart, at når noget vækker den offentlige mening, har det betydning, hvis det kan føre til en øget bevidstgørelse om de enorme problemer. I denne del af verden foregår der lige nu de frygteligste ting, som vi benytter lejligheden til at diskutere, bagefter glemmer vi det, og det kommer måske op igen, men faktum er, at kvindernes skæbne i Afghanistan som de måske mest undertrykte kvinder i hele verden ikke ændrer sig. Udvalgets initiativ er glimrende og går under parolen "En blomst til Kabuls kvinder« - en meget smuk og lidt romantisk parole. Men vi bør spørge os selv, hvad vores - og det mener jeg i den bredest mulige forstand - ansvar er i denne sag. Vi taler nemlig ofte om ufrie regimer, om skæbnen for de mennesker, der lever under de ufrie regimer, og sjældent gør vi os det klart, at mange af disse regimer aldrig ville have set dagens lys, og at mange af de martyrier, der udleves i disse lande, ikke ville have fundet sted, hvis den såkaldt frie og civiliserede verden ikke havde haft sin andel af ansvaret for disse ulykker. Det er en velkendt hemmelighed, som har været fremme over alt i pressen, og der har ikke været udformet nogen teori til at skjule det forhold, at USA har spillet en meget "klar« og ganske konkret rolle for, at Talibanstyret fik magten. Kvindesagsforkæmpere i USA har på det seneste forsøgt at blokere investeringer i dette land. Måske skulle vi lytte til disse kvindesagsforkæmpere for at finde en løsning, for mange gange taler man om menneskerettigheder på den ene side, og samtidig gør vi i den frie verden, hvad vi kan, for at menneskerettighederne ikke skal få lejlighed til at blomstre.
Fru formand, Afghanistan er blevet et strategisk sted på den internationale scene, navnlig fordi det ligger i nærheden af Centralasiens oliekilder. Det er grunden til USA's tolerance, for ikke at sige medskyldighed, idet de med støtte fra Pakistan har ladet Taliban-regimet komme til magten i Afghanistan. Ved at påberåbe sig en obskurantistisk og totalt forfejlet fortolkning af Islam, pålægger Taliban-regimet de afghanske kvinder diskriminationer af enhver art og nægter dem retten til at leve et normalt liv. De har ikke nogen borgerlige rettigheder, og de har hverken adgang til undervisning eller til lægehjælp. De råder ikke over nogen som helst bevægelsesfrihed eller ytringsfrihed. Når de skal ud, bliver de tvunget til at bære et slør, der minder om et fængselsgitter - deres beklædning er ikke andet end et straffeinstrument. Det er et had uden fortilfælde, som vi ser her. Denne situation kan ikke tolereres. Vi må iværksætte nogle aktioner, der kan løfte tavshedens slør. Jeg glæder mig derfor over, at Den Internationale Kvindedag den 8. marts tilegnes de afghanske kvinder, så vi kan vise vores solidaritet og gøre den internationale offentlighed opmærksom på problemet. Dagen den 8. marts skal ikke være en kamp alene for ærens skyld, men derimod udgangspunktet for en kampagne, der skal give udtryk for vores støtte til de afghanske kvinder, som kæmper for deres frihed og deres værdighed, idet de på deres egen måde anvender denne sætning af den algeriske digter Jean Senac: "Det forfulgte liv opfinder et andet liv«.
Jeg vil gerne bede Dem, mine damer og herrer, om at forestille sig et kort øjeblik - især herrerne - at De ikke længere må vise Deres ansigt offentligt, at drenge ikke længere må deltage i skoleundervisningen, at der ikke længere må benyttes offentlige busser, at der kun må gås på gaden med de nærmeste kvindelige slægtninge, og at De ikke længere må benytte Dem af hospitalerne. Det er netop dét, der sker for afghanske kvinder - et rædselsscenario, der tvinges ned over hovedet på dem af Taleban-militsen i Kabul. Med religiøst sløret fanatisme fratages kvinderne deres mest grundlæggende menneskerettigheder, og Taleban-militsen kvier sig ikke det fjerneste ved at ignorere alle internationale konventioner og humanitære aftaler med uanet brutalitet, finansieret og støttet af den internationale heroinhandel. Afghanistans kvinder er blevet frarøvet deres stemme. De har brug for vores solidaritet. Hvis de prøver at offentliggøre krænkelsen af deres mest grundlæggende rettigheder i udlandet, gør de det med livet som indsats. Afghanistans modige roser, sådan vil jeg gerne benævne disse kvinder, har brug for vores solidaritet, og Europa-Parlamentet, især kvinderne, støtter alle organisationer, alle projekter, der kan forbedre situationen for kvinderne i Afghanistan. Parlamentet, Rådet og Kommissionen må forene deres kræfter og fordoble den netop vedtagne humanitære hjælp på DEM 34 millioner for kvinder, der belastes dobbelt, og som har dobbelte behov. Taleban-militsen har forbudt udenlandsk hjælp til kvinder. Det bør vi ikke acceptere! Et hovedpunkt på dette års Internationale Kvindedag den 8. marts bliver at gøre opmærksom på de eklatante krænkelser af kvindernes rettigheder i Afghanistan og at udøve internationalt pres på regeringen i Kabul. Der skal sættes en stopper for Mullah-diktaturet. Kønsapartheid som et midlertidigt mareridt skal væk fra verdensscenen!
Fru formand, et liv i ruiner, det var titlen på en fjernsynsreportage efter jordskælvet i Afghanistan. Et liv bag slør - det er allerede blevet sagt - det er situationen for Afghanistans kvinder. Det er ikke blot det, at dette slør er yderst usædvanligt selv for islamiske forhold, det er et forvandlende fængsel, de kvinder, der bærer det, kan kun se verden udenfor gennem et dobbelt gitter. De må ikke gå ud alene, må ikke gå i skole, adgangen til hospitalerne er praktisk talt undertrykt. Det sker, fordi - og jeg er ikke meget for at sige det - et fanatisk mandsdomineret folk gør sine egne mennesker, mødrene til deres egne børn, til slaver. Et folk, der kendte til uddannelse, og hvis kvinder udøvede akademiske erhverv, fratager sig selv sin værdighed, sit velbefindende og opdragelsen af sine egne børn til frie mennesker. Hvad skal der dog blive af disse børn? Hvis Den Internationale Kvindedag den 8. marts virkelig skal få betydning, så skal det være for disse kvinder, der ikke kan kæmpe mod deres undertrykkelse. Blomster til Kabul skal betyde: Mange stemmer til Afghanistans kvinder. Det er rigtigt, at man kan være uenig om forskellene mellem kulturerne, men ikke om en kultur, der sender halvdelen af en befolkning i fængsel, fordi den tilhører et bestemt køn, kun fordi fanatismen, det vil sige mændene ser sig selv som ansvarlige for deres kultur og samtidig tjener deres penge på narko og våben. Hvilken æresforståelse er det egentlig? Ikke kun alle kvinder i denne verden, men også alle mænd bør kæmpe mod det af hensyn til hvert enkelt menneskes værdighed. Vi appellerer til Kommissionen om at sikre, at den humanitære hjælp til Afghanistan også når frem til kvinderne. For menneskerettigheder, der også er kvinderettigheder, forbliver, som vi ved, tomme og indholdsløse, hvis dette ikke sker, og mister deres virkning, og det i 50-året for FN's menneskerettighedserklæring.
Fru formand, den afghanske sag indbyder til flere overvejelser. Mange gange, når vi står over for udviklingslandes problemer, gør vi uforvarende en perspektivmæssig fejl: vi bevæger os fra en overvurdering af den vestlige verden og dens værdier til en lige så stor ukritisk accept af alt, hvad der sker uden for Europa, og dette på grund af en misforstået respekt for andres kultur. Nu er der vestlige værdier, som tilhører hele menneskeheden: retsstaten, demokratiet, respekten for menneskerettighederne og i denne sag især respekten for kvinden. Altså kan Kabulstyrets mangel på respekt for disse principper, især respekten for kvindernes rettigheder, ikke accepteres af os. Tolerance og anerkendelsen af næsten er, lad os ikke glemme dette, de tre store monoteistiske religioners og dermed også islams fælles ejendom. Fordrejede fortolkninger kan ikke bruges til at retfærdiggøre nogen anden politisk eller anden handling, der er i strid med disse principper.
Fru formand, mine damer og herrer, som De ved er Den Europæiske Union bekymret for den langvarige krig i Afghanistan og har for nylig udsendt en fælles holdning, der afspejler Unionens bekymringer i forbindelse med den vedvarende kamp, den konstante mangel på stabilitet i regionen, menneskerettighedernes stilling i dette land, narkotika og terrorisme fra Afghanistan. Det fremgår af den fælles holdning, at Den Europæiske Union ønsker at garantere, at der ikke finder forskelsbehandling sted på grund af køn, og at der ydes hjælp i overensstemmelse med den mest sårbare befolkningsdels behov. I lyset af en eventuel forskelsbehandling ved nye eller igangværende projekter vil Kommissionen foretrække at standse de pågældende projekter. Hvad angår kvindernes situation, går Kommissionen fast ind for en koordineret indsats sammen med de øvrige donorer med henblik på at skabe tilstrækkeligt incitament. I denne forbindelse er Europa-Kommissionens holdning følgende: Angela King, vicegeneralsekretær for De Forenede Nationer og særlig rådgiver for kvinder, har for nylig besøgt Afghanistan, og hendes rapport er netop blevet offentliggjort. Kommissionen foreslår, at enhver holdning til dette følsomme emne tilpasses til retningslinjerne i denne rapport. Det er ikke, fordi vi som Kommission giver afkald på at have vores eget syn på det afghanske problem og især problemet med kvindernes situation, men vi mener, at under hensyntagen til situationen i landet - krigen - er det meget bedre, at alt baseres på de retningslinjer, som netop er blevet fremlagt af De Forenede Nationer. Europa-Kommissionen hilser Parlamentets solidaritet velkommen i forbindelse med kvindernes situation i Afghanistan og kampagnen den 8. marts, «En blomst til Kabuls kvinder«, som organiseres i forbindelse med Den Internationale Kvindedag. Narkotikaområdet er et meget følsomt problem. Heroin og opiumsvalmuen giver for øjeblikket anledning til stor bekymring i hele samfundet, for det er sandt, at i Afghanistan er dyrkning af opiumsvalmuen i kraftig stigning netop til fremstilling af heroin. Vi er dog ligesom Parlamentet i tvivl om muligheden for gennemførelse af programmet med erstatning af afgrøder i stort omfang, som er foreslået af UNIDCP (De Forenede Nationers Program for International Narkotikakontrol). Og det er ikke, fordi Europa-Kommissionen er imod en alternativ udvikling, for det gennemfører vi jo andre steder i verden - i middelhavsområdet med Marokko, f.eks., i Sydamerika, i Bolivia, i Colombia, i Peru. Vi er enige i de alternative udviklinger, men vi synes ikke, at situationen i Afghanistan for øjeblikket, således som landet er, i krig, er modtagelig for et alternativt udviklingsprogram til bekæmpelse af dyrkningen af opiumsvalmuen, medmindre situationen i landet ændres drastisk. Med hensyn til jordskælvet i Tajar-provinsen arbejdes der via ECHO og via nødhjælpsaktioner med Røde Kors og Læger uden Grænser (Belgien), og når der er lidt større overblik og klarhed over situationen, vil Kommissionen ikke have nogen problemer med at gennemføre genopbygningsarbejder. Med hensyn til nogle af de sager, De har fremlagt, mine damer og herrer, beløber den globale humanitære nødhjælp til Afghanistan sig på nuværende tidspunkt for 1998 til ECU 17 millioner. Dette vil være udgangspunktet for Kommissionens arbejde, og for at besvare nogle af de fremsatte spørgsmål er vi naturligvis klar over, at situationen i Afghanistan er meget vanskelig. Og endelig, hvorfor narre os selv? Det, der sker i Afghanistan, skyldes, som med andre konflikter en ny geopolitisk situation, en række sammenfaldende interesser, som vedrører narkotika, terrorisme og forskelsbehandling, men det skyldes også Afghanistans geopolitiske placering, som har afgørende betydning for eventuelle gas- og olieprojekter. De forstår udmærket, hvad jeg forsøger at sige: I denne del af verden er den kolde krig blevet erstattet af en interessekrig.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling undet ét om følgende beslutningsforslag: B4-0184/98 af Bertinotti m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om tragedien på Monte Cermis; -B4-0187/98 af Dell'Alba for ARE-Gruppen om tragedien på Monte Cermis; -B4-0209/98 af Bianco m.fl. for PPE-Gruppen om ulykken på Monte Cermis; -B4-0210/98 af Azzolini og Santini for UPE-Gruppen om ulykken i Italien forårsaget af et amerikansk militærfly; -B4-0221/98 af Bertens for ELDR-Gruppen om katastrofen i Cavalese; -B4-0243/98 af Aglietta m.fl. for V-Gruppen om tragedien på Monte Cermis; -B4-0250/98 af Colajanni m.fl. for PSE-Gruppen om 20 omkomne ved nedstyrtningen af et amerikansk fly i Cavalese (Italien).
Fru formand, hr. kommissær, der har været kraftige advarsler forud for tragedien på Monte Cermis. Muligheden har været forudset i de lokale myndigheders gentagne advarsler. De havde gentagne gange gjort opmærksom på farligheden af de luftlege, som udgik fra Aviano-basen og skulle vise de amerikanske basers piloters dygtighed over Trentino-dalen, når de i deres fly forsøgte at flyve under broer, under elektriske ledninger og, ak, under skiliftens stålwirer. Før eller siden måtte der ske en ulykke, og det gjorde der. Det grundlæggende problem er nu, om der er fornuft i at have fremmede magters baser på en medlemsstats territorium. Efter min mening er det nødvendigt at diskutere det. Der er dog også et øjeblikkeligt problem: det er nødvendigt straks at forbyde lavtgående militære flyvninger, og en revision af reglerne for militære flyvninger er også nødvendig. Disse flyvninger skal efter min mening kun foretages i præcist afgrænsede, meget begrænsede og i det mindste i ubeboede landområder. Et sidste punkt, som jeg vil gøre kommissæren opmærksom på, er et punkt, hvorom Kommissionen burde udtale sig eller tage et initiativ. Jeg tror, det er nødvendigt at sørge for, at USA afgiver retten til at føre retssagen om ulykken og indvilger i, at sagen kan føres hurtigst muligt i Italien. Jeg tillader mig at minde om, at ofrene for denne ulykke tilhører seks europæiske stater, deraf fem medlemsstater. Denne gang ville det virkelig ville være for meget, hvis man ikke tilbundsgående fik placeret ansvaret for ulykken. Jeg tror ikke på hævn eller straf, men ansvaret skal placeres for at undgå lignende ulykker i fremtiden.
Fru formand, jeg vil gerne sige til hr. Pettinari, at jeg netop for få minutter siden via et nyhedsbureau har erfaret, at de italienske domsmyndigheder her til morgen formelt skulle have bedt om at få overdraget jurisdiktionen i sagen og dermed har bedt om, at amerikanerne skal afstå fra at benytte sig af Londonkonventionen. Hvis det forholder sig sådan, er det min hensigt klokken 17.30 i gensidig forståelse med de andre stillere af beslutningsforslagene at forelægge et mundtligt ændringsforslag for at tage denne vigtige udvikling til efterretning. I forbindelse med min kollega, der talte før mig, vil jeg sige, - jeg ved ikke, hvor meget Kommissionen kan hjælpe os i dette synspunkt - at det er klart, at man kunne retfærdiggøre sådanne foranstaltninger, en slags ekstraterritorialitet, som den, kirken nød godt af i middelalderen og i andre epoker, som i denne konvention, der stammer fra 1951, midt under den kolde krig - men i dag forekommer de forældede og er ligefrem en fornærmelse mod ofrene og domstolene, som har alle muligheder for at undersøge og dømme i en sag som denne, hvor det netop drejer sig om luftakrobatik og ikke om egentlige militære krav.
Fru formand, det er allerede blevet sagt, men jeg ønsker at gentage det: tyve uskyldige tyske, belgiske, italienske, polske, østrigske og hollandske statsborgere, som befandt sig på et italiensk turistmål, Cavalese, for at få nogle dages hvile og morskab, mistede den 3. februar livet ved en ulykke, der skyldtes et amerikansk fly fra Aviano-basen på militær øvelse. Flyet rev Monte Cermis' svævebanes stålwirer over og forårsagede tragedien. Det forelagte beslutningsforslag skal ikke kun bruges til at kondolere ofrenes familier, men det skal også gøre Parlamentet opmærksom på disse spørgsmål, som går fra fastlæggelse af årsagerne og etablering af sandheden til respekt for de internationale regler for militære og civile flyveres træning. Ved at gentage dette, som flere gange er blevet understreget af Trentino-Alto Adiges lokale myndigheder, altså farligheden af de militære flys øvelser i lav højde i dalene i Trentino og Alto Adige og nødvendigheden af at suspendere disse øvelser, ønsker vi i beslutningsforslaget de civile og militære amerikanske myndigheders fulde samarbejde gennem åben tilgængelighed af alle kilder til belysning af sagen og til bevisførelse ved de undersøgelser, der skal fastlægge årsager og ansvar. Vi ønsker ligeledes en ny aftale mellem USA og de af EU's medlemsstater, der også er medlemmer af NATO, om sikkerhedsprocedurer og totalt forbud mod militære flyvninger i lav højde i områder med stor risiko for civilbefolkningens sikkerhed.
Fru formand, når der sker en tragedie, hvor mange mennesker mister livet, bliver det internationale samfund lamslået, det fyldes af medfølelse, og ofte prøver det at hjælpe. Når tragedien så oven i købet er absurd som den i Cermis, er den første reaktion vrede og manglende forståelse for, at noget sådant kan ske. Der er intet, der kan retfærdiggøre det, som er sket den 3. februar i Cavalese i Trentino-Alto Adige, hvor man desværre har fået en yderligere demonstration af de forfærdelige konsekvenser, menneskers dumhed kan få, når den er bundet til meget stærke kræfter, som oven i købet er bygget til vores forsvar, men er i stand til at ændre sig til ødelæggelsesinstrumenter, hvis de bliver brugt forkert. I Cavalese har et amerikansk militærfly, formentlig på grund dets piloters tåbelige leg, med vanvittig fart fløjet få meter over jorden i et turist- og sportsområde. Herved har det revet wiren over på en svævebane, hvis kabine med samt dens ulykkelige passagerer er styrtet til jorden. Det skal siges klart, at mit indlæg ikke skal være en anklage mod Atlantpagtens styrker, som tværtimod skal anerkendes for den historiske bedrift at have forsvaret den frie del af verden, dengang hele verden var delt i blokke, og i dag fortsat forsvarer den. Men det kan ikke tolereres, at der sker absurde og tragiske ulykker som den i Cermis, ulykker, som i bedste fald skyldes vild letsindighed og i værste fald, som jeg allerede har sagt, smertelig dumhed. Derfor støtter Gruppen Union for Europa det fælles beslutningsforslag, som i dag er blevet forelagt Parlamentet, og håber, at dets vedtagelse vil medføre konkrete handlinger til udmøntning af de ønsker, vi fremsætter i forslaget.
Fru formand, en episode som tragedien i Monte Cermis bør fordømmes stærkt. Ingen politisk overvejelse kan være vigtigere end omsorgen for menneskelivet, som enhver politisk handlen og endog enhver væbnet styrke har som specifik opgave at tjene. Derfor skal de amerikanske myndigheder med ethvert middel samarbejde med maksimal udadvendt kraft med de italienske myndigheder, indtil der er skabt klarhed. Jeg vil understrege, at dette krav er yderligere forstærket af USA's stormagtsstatus. Den sande storhed måles faktisk ikke med militær målestok, men først og fremmest med moralsk. Denne moral, som det så ofte har gjort sig til talsmand for, skal USA nu være den første til at vise!
Fru formand, jeg tror, at alle, som kollegerne før mig har understreget, er klar over, at den manglende respekt for de foreskrevne regler og aftaler angående militære luftøvelser har medført en usædvanlig tragedie. Denne tragedie gør imidlertid også andre aspekter tydelige, f. eks. det faktum at, trods det, at de sydtyrolske og trentinske myndigheder ofte har meldt, at flyvere overflyver beboet område i uhyre lav højde grænsende til selvmord og mord - som vi nu desværre endelig har konstateret - har disse flyvninger i meget, meget lang tid fortsat uanfægtet. Det, som forvirrer os, er det faktum, at der ikke, trods det, at øvelser af denne type i lang tid er blevet anmeldt som farlige, ikke er blevet fundet en løsning. Og dog findes der løsninger, fordi træning kan ske i områder, der netop er valgt til dette formål, i områder, hvor der hverken er fare for mennesker eller for ejendele, og som er defineret som sikre træningsområder. Intet af alt dette er dog sket. Det er således åbenlyst, at det af hensyn til menneskers og ejendeles sikkerhed er nødvendigt, at der laves faste regler på europæisk plan for brug af fly under træning, eller at man beder USA om at lave dem. Denne ulykke gør også et andet aspekt klart, og det er problemet med den begrænsede suverænitet for de europæiske stater, hvor der ligger NATO-baser eller amerikanske baser. Faktisk hører disse baser ikke ind under værtsstaternes jurisdiktion, det gør de forbrydelser, der eventuelt er blevet begået af disse basers amerikanske personel, heller ikke. De hører under de amerikanske domstoles kompetenceområde og ligger således langt fra det lovmæssige miljø i det land, hvor de er blevet begået. Vi foreslår altså kraftigt en revision af Londonkonventionens artikel 7, som regulerer og styrer den jurisdiktionelle kompetence.
Fru formand, svævebanetragedien i Cermis har først og fremmest ramt ofrenes familier, og smerten vil ikke blive lindret af vores ord. Men vores ønske er naturligvis at give udtryk for vores medfølelse. Tragedien har ramt Trentino og Alto Adige, som er de provinser, hvor militære øvelser i lang tid havde medført protester, som der desværre ikke var blevet lyttet til. Borgere, borgmestre, rådmænd og nationale parlamentsmedlemmer havde desværre nyttesløst gjort opmærksom på risiciene. Det er klart, at vi alle ved, at en stor del af disse øvelser havde sammenhæng med fredsmissionen i Bosnien, hvorfor vores forståelse i de forløbne år er gået til piloter og soldater, som på en måde var garanter for denne opgaves succes. Protesterne var dog berettigede, når man så på de overdrevne risici. Nye regler for disse øvelser var derfor presserende nødvendige. De første, som ikke lyttede, har som et minimum syndet med hovmod og forfængelighed, en opførsel, som kun dårligt hænger sammen med respekt for borgernes liv, for alle indbyggerne i Bosnien, for flyenes piloter og for beboere og turister i Trentino-Alto Adiges dale. Fru formand, tragedien har på en speciel måde også ramt befolkningen i min provins, Bologna, fordi et havareret militærfly, som var forladt af piloten, for syv år siden faldt ned i en skole, hvor det forårsagede 12 unge mennerskers død og kvæstelser hos tres andre. Det var den 6. december 1990, fru Fontaine. De husker det nok ikke, men vi var sammen i Israel. Vi havde netop besøgt Yad Vashem-museet, da mit lands ambassadør ringede til mig for at give mig nyheden. Netop få dage før tragedien i Cermis var anklagerne mod de tre anklagede i Bologna-ulykken definitivt blevet trukket tilbage, da dommerne faktisk var kommet frem til, at der ikke var tale om en forbrydelse. Kære kolleger, det er flovt at skulle møde de forældre, der har mistet deres børn, hvis eneste skyld var, at de var i skole, og fortælle dem, at retfærdigheden er sket fyldest. Forslagene i beslutningen, som vi som gruppe kan tilslutte os, har også til formål at undgå, at man gentager det ritual, som ender med, at ingen findes skyldig.
Fru formand, hr. kommissær, kære kolleger, det er godt, at Europa-Parlamentet indtager en holdning i anledning af ulykken i Cavalese, for der skal ikke blot komme nye strengere regler, men de nuværende regler er heller ikke blevet fulgt, hvilket fremgår af en undersøgelse, som i dag er kommet et skridt videre. Besætningen kan ganske vist sige, at den har medfølelse med de efterladte, og erklære, jeg citerer, at den aldrig ville gøre noget for forsætligt at bringe andres liv i fare, men det er i dag uomstødeligt bevist, at flyet ikke har overholdt grundlæggende regler. Det fløj i en højde af næppe mere end 150 meter der, hvor den tilladte minimumshøjde er 300 meter, ifølge de italienske normer endda 600 meter. Desuden har øjenvidner erklæret, at dette fly egentlig var ved at foretage en "joy riding«, og den lokale befolkning har i årevis klaget voldsomt over de virkelige gener, som den slags flyvninger forårsager. Det har også vist sig, at piloten fløj med amerikanske topografiske kort, hvorpå denne skilift ikke engang er angivet, i stedet for at bruge de italienske topografiske kort, hvorpå denne skilift er angivet. Nu vi taler om prætention. Af alt dette, kære kolleger, kan vi kun drage følgende konklusioner. De amerikanske myndigheder skal fra nu af samarbejde meget nøje med det italienske retsvæsen, og det skal ske i en atmosfære af stor åbenhed, ellers kan undersøgelsen ikke skride frem. Militære øvelsesflyvninger i lav højde skal forbydes, hvis der er risiko for borgerne. Der må komme strengere regler med kontrol og strengere regler for alle flyvevåbenenheder, uanset hvor i Europa. Endelig skal det lokale italienske retsvæsen i dette tilfælde have beføjelser til at foretage fuldstændige undersøgelser og desuden til at afsige de nødvendige domme. Ulykken er i sig selv allerede dramatisk nok. Det ville være endnu mere dramatisk, hvis vi ikke kunne drage passende konklusioner af det skete.
Fru formand, jeg udtrykker min dybe medfølelse med ofrene for Cermis-tragedien på Alleanza Nazionales vegne, og jeg fordømmer de sjakaler og betalte intellektuelle, som spreder antimilitarisme ved at udnytte enhver lejlighed til at diske op med deres holdninger og deres gardinprædikener mod de væbnede styrker, som, hvis de ikke bliver fornyet, og hvis de fortsætter med at fungere, som de gør nu i Italien - det er vi også overbeviste om - er nyttesløse og forældede. Vi spørger dog os selv, hvorfor i alverden dalene i Trentino-Alto Adige er blevet udstillingsteater for militære overlydsfly, som flyver ekstremt lavt, uden at vores myndigheder griber ind, ja, ligefrem med forsvarsministeriets autorisation, trods protesterne fra befolkningen og de lokale myndigheder. Vi beder naturligvis om, at de amerikanske myndigheder vil samarbejde med de italienske domstole for at fastslå ansvaret og slå ned på den manglende respekt for de sikkerhedsbestemmelser, som ellers kunne have afværget tragedien. Vi er af den opfattelse, at der skal en indsats til fra Rådet for at give medlemsstaternes regeringer større mulighed for at få respekteret de gældende regler, indtil de militære øvelser ikke længere bringer borgernes liv i fare.
Fru formand, mine damer og herrer, jeg befinder mig i en vanskelig situation, for Europa-Kommissionen har naturligvis som Parlamentet medfølelse med ofrene og forstår også, at denne irrationelle ulykke ikke må gentages. Men, som De ved, har Kommissionen ingen kompetence inden for dette område og kan derfor ikke gennemføre de fleste af de foranstaltninger, som De anmoder om i Deres beslutning. Vi vil dog så vidt muligt viderebringe dem til de to parter - USA's regering og den italienske regering - således at de i det mindste giver ofrene den berettigede erstatning, og således at man med hensyn til brugen af basen i Aviano, som er en NATO-base, og som derfor også står uden for Fællesskabets kompetenceområde, reviderer alle planer om flyvning i lav højde. Når dette er sagt, mener vi, at den bedste løsning er, at de italienske myndigheder fastslår kendsgerningerne, ansvaret for hændelserne og bestemmer, hvilken type handling der skal gennemføres med henblik på fremtiden.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Iran -B4-0196/98 af Roth og Gahrton for V-Gruppen om Iran; -B4-0213/98 af Friedrich og Oomen-Ruijten for PPE-Gruppen om en ophævelse af dødsdommen i Iran mod tyskeren Helmut Hofer; -B4-0222/98 af Bertens for ELDR-Gruppen om situationen for menneskerettighederne i Iran; -B4-0229/98 af Pasty og van Bladel for UPE-Gruppen om at redde en tysk forretningsmand, Helmut Hofer, fra døden; -B4-0234/98 af Pettinari m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om menneskerettighederne i Iran; -B4-0242/98 af Hory for ARE-Gruppen om menneskerettighedskrænkelser i Iran; -B4-0244/98 af Garcia Arias for PSE-Gruppen om situationen for menneskerettighederne i Iran. Mauretanien -B4-0188/98 af Pradier m.fl. for ARE-Gruppen om domfældelse over menneskerettighedsforkæmpere i Mauretanien; -B4-0193/98 af Aelvoet og Telkämper for V-Gruppen om Mauretanien; -B4-0212/98 af Stasi og Oomen-Ruijten for PPE-Gruppen om fængslingen af menneskerettighedsforkæmpere i Mauretanien; -B4-0224/98 af Fassa m.fl. for ELDR-Gruppen om om fængslingen af menneskerettighedsforkæmpere i Mauretanien; -B4-0232/98 af Pasty m.fl. for UPE-Gruppen om fængslingen af menneskerettighedsforkæmpere i Mauretanien; -B4-0236/98 af Pettinari og Carnero González for GUE/NGL-Gruppen om respekten for menneskerettighederne i Mauretanien; -B4-0255/98 af Vecchi for PSE-Gruppen om fængslingen af menneskerettighedsforkæmpere i Mauretanien. Chile -B4-0194/98 af Kreissl-Dörfler m.fl. for V-Gruppen om situationen i Chile i betragtning af den snarlige udnævnelse af den tidligere diktator, Augusto Pinochet, til senator for livstid; -B4-0214/98 af De Esteban Martin og Oomen-Ruijten for PPE-Gruppen om udnævnelsen af general Pinochet til senator for livstid i Chile; -B4-0235/98 af Puerta m.fl. for GUE/NGL-Gruppen om menneskerettighederne i Chile; -B4-0246/98 af Pons Grau og Howitt for PSE-Gruppen om den forestående udnævnelse af den tidligere diktator Pinochet til senator for livstid. Hviderusland -B4-0239/98 af Schroedter og Gahrton for V-Gruppen om vilkårlige fængslinger i Hviderusland; -B4-0256/98 af Dupuis og Dell'Alba for ARE-Gruppen om fængslingen af en skoledreng, studerende og andre menneskerettighedsforkæmpere i Hviderusland. Congo -B4-0231/98 af Pasty m.fl. for UPE-Gruppen om arrestationen af Étienne Tshisekedi i Den Demokratiske Republik Congo. Iran
Fru formand, jeg tilslutter mig det britiske formandskabs udtalelse om, at fatwaen mod Salman Rushdie er utilladelig, fordi den er en krænkelse af den universelle menneskerettighedserklæring, og illegal, fordi den er et forsøg på at gribe ind i national suverænitet. Jeg vil gerne tilføje: På vegne af min gruppe anmoder jeg om, at den kritiske dialog med Iran udsættes. En dialog forudsætter et fælles grundlag hos de parter, der taler med hinanden. Der kan ikke blive tale om nogen dialog, men udelukkende betingelsesløs fordømmelse mellem dem, der føler sig forpligtet af en tradition med menneskerettigheder og en religiøs tradition med det centrale bud »Du må ikke slå ihjel!«, og dem, der opfordrer til mord på forfattere eller ved hjælp af dødstrusler vil tvinge en tilfangetagen til at anerkende en religion.
Fru formand, strafferetsplejen i Iran gør vi til stadighed modstand mod. Vi har som europæere, med rette mener jeg, respekt for islam og for den muslimske kultur, men den politiske islam, således som denne til stadighed kommer til os fra Iran, skader denne muslimske kulturs omdømme og skader efter min opfattelse også muslimers respektable stilling inden for Den Europæiske Union. Af denne grund vil jeg gerne sige, at jeg har al mulig forståelse for, at mennesker ærgrer sig over personer, som overskrider grænserne for velopdragenhed, eller som med vilje krænker en andens religion, men den straf, som så gives fra myndighedernes side, overgår da egentlig alt. Vi tænker naturligvis på Salman Rushdie, det blev også sagt for lidt siden, som endda i udlandet forfølges alvorligt. Det overskrider bogstaveligt talt grænserne. Den straf, som truer med at blive pålagt Helmut Hofer, som overtræder høflighedsreglerne i Iran, er naturligvis også særdeles overdreven. Straffen for et forlag, som offentliggør ting, som regeringen ikke bryder sig om, er igen et sådant fænomen, hvorom man kan sige, at et land, som har undertegnet De Forenede Nationers Pagt, ikke kan anvende en sådan straf. Jeg tænker også på de 99 piskeslag til den kvinde, som var involveret i episoden med Helmut Hofer. Det er da virkelig særdeles overdrevent, at en civiliseret stat foretager sig noget sådant. At Iran for øvrigt er modtagelig for civiliseret kritik og for en indtrængende opfordring til at ændre kurs fremgår af løsladelsen af redaktøren Faraj Sarkouhi. Jeg synes, at vi fra Parlamentets side igen skal rette en indtrængende og civiliseret appel til den iranske regering om at forlade den vej, som efter vores opfattelse kun er skadelig for den muslimske kultur og dens omdømme i Europa.
Fru formand, valget af Khatami til præsident var i princippet meget lovende. Han udtalte sig i det mindste åbent om nødvendigheden af reformer og demokratisering. Men når man intet har, så er det meget vanskeligt at vurdere, hvor langt en sådan reform eller demokratisering skal gå. Han blev, ikke uden grund, af Unionen opfordret til at gennemføre sin idé i praksis. Det iranske regimes handlinger viser sig i øjeblikket alligevel at gå i en anden retning. Den officielle bekræftelse, det sagde hr. Oostlander med rette, af fatwaen mod Salman Rushdie og forslagene om forhøjelsen af prisen på hans hoved notabene er tydelige antydninger heraf. Agtpågivenhed er påkrævet, og de indenrigspolitiske forhold skal følges nøje. Unionen må selvfølgelig vende sig kraftigt imod krænkelser af menneskerettigheder i Iran, det ved vi i mellemtiden, og det er en håndsrækning for de reformvenlige kræfter i landet. International opmærksomhed er også nødvendig for de individuelle tilfælde, således som det nævnes i vores beslutningsforslag, for at disse måske kan redde borgeres liv.
Fru formand, redaktøren af Iran News, en tysk statsborger, en iransk kvinde og en forfatter trues med dødsstraf i et land med en ældgammel civilisation, hvor det religiøse diktatur foreskriver loven. Jeg har nogle overvejelser i den forbindelse, fru formand. Redaktøren af Iran News har ikke fået nogen offentlig retssag. Hvordan kan man true et menneske, tilfældigvis en europæisk statsborger, med henrettelse, fordi han har forelsket sig i en kvinde? I den afsluttende fase af den forrige regering i Iran blev det med hensyn til Rushdie erklæret, at der ikke fra regeringens side ville blive givet nogen ordre til henrettelse. I lang tid forsøgte man at propagere dette som et positivt skridt i den såkaldte "kritiske dialog«, som aldrig har haft nogen betydning. Men nu er det jo ganske tydeligt sagt, at fatwaen mod Rushdie er uigenkaldelig, og der er endog forlydender om, at prisen på hans hoved er forhøjet. Når det også er Dem bekendt, fru formand, at den nuværende præsident Khatami for ni år siden netop var kulturminister, under hvis ansvar beslutningen om fatwaen mod Rushdie henhørte, så må man da stille alvorlige spørgsmålstegn ved den opfordring, som den samme mand, Kathami, nu som præsident retter med hensyn til dialog og afspænding på kulturområdet. Når officielle regeringsfunktionærer oven i købet sammenligner Rushdies sag med udtalelserne fremsat af Roger Garaudy, som benægter folkemordet på seks millioner jøder, så kan vi konstatere, at vi stadig er meget langt væk fra nogen som helst afspænding med og inden for det iranske styre. Alle disse grusomme ting finder sted i et land, som kan byde på gigantiske økonomiske perspektiver. Bortset fra d'Amatoloven, absolut bortset fra den, som gør, at EU føler sig særdeles frustreret og voldsomt generet, bortset fra denne lov, kan man da spørge sig selv, om man skal investere i et sådant diktatur. Man gør os opmærksom på, at den historie, som regeringen fortæller, er beregnet til indenlandsk brug, og at den fortæller en anden historie til udlandet. Men hvad er så Irans sande ansigt? Med så megen olie i jorden, produktion af langdistanceraketter, eksport af terrorisme og religiøs totalitarisme, fru formand, er jeg absolut ikke rolig ved Irans sande ansigt. Hvis Iran virkelig har gode hensigter, og hvis det gode tegn med hensyn til løsladelsen af denne forlægger virkelig betyder noget, så indleder Iran en konkret dialog skridt for skridt med os, og beslutningsforslaget i dag, hvori vi anmoder om, at henrettelsen af disse mennesker ikke fuldbyrdes, ville allerede kunne være et godt eksempel derpå.
Fru formand, hr. kommissær, for jeg ved ikke hvilken gang skal vi nu vende tilbage til de meget alvorlige tilfælde af brud på menneskerettighederne i Iran. Vi havde alle så småt forestillet os, at Khatamis nye linje ville have skånet os for dette, men det var sandelig en illusion! Virkeligheden er dramatisk anderledes. Bare i løbet af de sidste måneder er der blevet eksekveret dusinvis af dødsdomme ved stening. Stening er ikke kun en dødsdom, men noget mere, en barbarisk metode, som er utilladelig for ethvert civiliseret samfund. En af disse steninger er gået ud over en ung pige, som en time efter steningen endnu trak vejret og først senere døde på hospitalet. Som det er blevet nævnt, er Morteza Firouzi, Iran News' udgiver, blevet dømt til døden inden for de sidste dage. Desuden er EU-borgeren Helmut Hofer blevet dømt til døden med en dom ved højeste instans. Et andet barbari er det allerede nævnte om de 99 piskeslag til en ung kvinde, anklaget for at have haft et seksuelt forhold til en tysker. Desuden er dødsdommen over Rushdie blevet gentaget, og dusøren for at myrde ham er endog blevet hævet. Jeg mener, at disse episoder viser, at det iranske styre i dag ikke på nogen måde, hverken hvad angår demokrati eller minimumskrav, kan betegnes som et civiliseret, menneskeligt samfund. Jeg mener, at Rådet og Kommissionen skal lægge størst muligt pres, og det på alle niveauer, for i det mindste at få garanteret et minimum af civiliseret adfærd. Hr. kommissær Marín, mener De ikke, at en forudsætning for at føre den kritiske dialog, som Kommissionen retteligt har påbegyndt, er overholdelse af et minimum af civiliseret adfærd, og at man derfør bør overveje, om denne dialog skal fortsættes?
Fru formand, mine kolleger fra de forskellige grupper har gentagne gang omtalt den bekymring, vi alle nærer. Menneskerettighedssituationen er langt fra blevet bedre i Iran. Tværtimod har vi alle indtryk af, at den bliver dårligere, og at det iranske styre har besvaret selv nogle meget imødekommende erklæringer fra landene i Den Europæiske Union med provokationer vedrørende de to europæiske borgere, der er blevet nævnt her. Selv i sagen om hr. Rushdie optræder de truende ved at øge belønningen til den, der henretter ham i det iranske styres navn. Her er nævnt enkelttilfælde, men hvor mange tilfælde og hvor mange situationer er vi uvidende om netop på grund af et styre, der ikke tillader selv de mindste regler for demokrati og åbenhed. Vores solidaritet og bekymring bør rettes mod dem, og jeg tilslutter mig også de holdninger, der er blevet givet udtryk for her. Jeg mener, at menneskerettighedssituationen er blevet forværret og ikke forbedret, og jeg mener derfor, at Fællesskabets institutioner alvorligt bør overveje og give udtryk for, hvorfor situationen efter deres mening er blevet forværret. Det er mit indtryk, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, at situationen er forværret, og jeg mener, at overvejelsen af vores politiske forbindelser, hvad enten vi kalder det kritisk dialog eller noget andet, også må revideres. Jeg vil gerne referere til noget af det, fru van Bladel sagde, for jeg mener, at en sammenblanding af menneskerettigheder og økonomiske interesser eller økonomiske forbindelser er et udtryk for stor kynisme, og her i Parlamentet har vi indtryk af, at denne overvejelse - om at situationen ikke er blevet forbedret - bør føre til en kritisk overvejelse af den politik, som Rådet og Kommissionen fører.
Hr. formand, da Dr. Mohamed Khatami sidste år blev valgt til præsident i Iran, ventede man fra flere sider en betydelig forbedring af landets holdning i menneskerettighedsspørgsmål. Desværre er disse forhåbninger blevet gjort til skamme, og det bliver stadig tydeligere, at indflydelsen fra Ayatollah Ali Khamenei og de mest fanatiske grupper i den revolutionære garde fortsat former regimets politik på menneskerettighedsområdet, og at den nye præsident tilsyneladende er helt indforstået med dette. Dette blev demonstreret på tydeligste vis gennem bekræftelsen af fatwa'en mod Salman Rushdie og dødsdommen ved stening over den tyske forretningsmand Helmut Hofer, som mange medlemmer her i Parlamentet har henvist til. I de sidste seks måneder har der tilsyneladende fundet syv officielle henrettelser sted, hvor mennesker, der er dømt af en iransk domstol, er blevet stenet til døde. Inden for de seneste 12 måneder skønner man, at der i alt har fundet 200 henrettelser sted, 9 offentlige henrettelser alene i sidste uge. Samtidig er der ikke sket nogen lempelse af den politik, der har ført til andre brud på menneskerettighederne og kvinders rettigheder fra regimets side, og der henvises til tilfældet Morteza Firouzi i vores beslutning i dag. Konklusionen må derfor være, at der ikke er sket nogen forbedring af menneskerettighedssituationen i Iran. I nogle henseender er der rent faktisk tale om en forværring af situationen. Under disse omstændigheder er det vigtigt, at Parlamentet gentager sin opfordring til Rådet og Den Europæiske Unions medlemsstater om at opretholde og øge presset på det iranske regime med hensyn til menneskerettighedsspørgsmål. Det har man opfordret til fra alle sider her i Parlamentet, og jeg håber, at Kommissionen vil reagere positivt på vores appel her i dag.
Hr. formand, det virkelig alvorlige med det, der sker i Iran, med de tilbagevendende overgreb mod menneskerettighederne, er, at de sker i islams navn og med påkaldelse af Koranen. Derved skaber man nemlig et forkert indtryk hos mennesker. Respekten for denne store verdensreligion undergraves, ikke blot blandt europæere og amerikanere, men i hele verden. Selvfølgelig er det Parlamentets sag at protestere mod det, der sker i Iran, og ikke kun der, men også bl.a. i Algeriet. Men det er endnu vigtigere, at de muslimer, der føler på samme måde, som vi gør, det vil sige, at dette ikke kan være rigtigt, og at det må ændres, at de nu tør tage bladet fra munden og tør forene sig med os i en klar afstandtagen til overgrebene mod menneskerettighederne i den muslimske verden, uanset hvor de sker. Mauretanien
Hr. formand, jeg vil gerne takke de forskellige grupper, der har været så venlige at støtte Europæisk Radikal Alliances initiativ om Mauretanien, og jeg vil nu komme nærmere ind på denne beslutning. De mauretanske myndigheder blev opbragte over, at vores tekst efter deres mening gør opmærksom på, at der praktiseres slaveri i Mauretanien. Der står ikke noget sådant i vores tekst. Den fordømmer slaveri i almindelighed, og den bemærker tværtimod, at slaveriet ifølge den mauretanske regering ikke længere eksisterer i dette land. Vi håber, at disse erklæringer stemmer overens med virkeligheden. Og vi kan i hvert fald konstatere, at hverken den mauretanske offentlighed eller de udenlandske observatører er enige om dette punkt. Men hvis slaveriet ellers er forsvundet, hvorfor så nægte de organisationer, der har til hensigt at sikre dets reelle og endelige forsvinden, at eksistere lovligt og at have ytringsfrihed? Formålet med vores beslutning var netop at forsvare denne ytringsfrihed samt retten til en retfærdig proces i tilfælde af retsforfølgelse. Det er klart, at de mauretanske myndigheder i denne sag, hvor de forfulgte nogle personer, som havde udtalt sig i forbindelse med en udsendelse i fransk fjernsyn, har ønsket og opnået, at retssystemet skulle straffe politiske modstandere og menneskerettighedsforkæmpere, hvilket afsløres fuldstændigt af anklagernes indhold, nemlig tilhørsforhold til ulovlige organisationer og udbredelse af forkerte oplysninger i udlandet med skjult politisk formål. Det er lidt for smart. Jeg mener personligt, at vores Parlament ved hjælp af sin afstemning bør gøre kraftigt opmærksom på, at enhver stat, der har underskrevet Lomé-konventionen, skal overholde de demokratiske regler, som udgør grundstenen for vores partnerskab; at det ville være en fordel for den mauretanske regering at give afkald på de forfølgelser, den har indledt, og på de domme, den har opnået; og at slaveri af enhver art og på ethvert sted skal afskaffes totalt. I dag tilkommer det blot de mauretanske myndigheder at vise, med en liberal holdning, at deres bekendtgørelser med hensyn til det sidste punkt er sandfærdige.
Hr. formand, kære kolleger, den 12. februar blev fire mauretanske personligheder dømt. Personligheder, som alle sammen er aktive inden for menneskerettighedsorganisationer eller i en organisation, som hedder SOS Slaveri. Men det mærkelige i den forbindelse er, og det vil jeg trods alt henlede mine kollegers opmærksomhed på, at disse to organisationer er anerkendt og har observatørstatus i Den Afrikanske Menneskerettighedskommission under Den Afrikanske Enhedsorganisation. Når de anerkendes på dette niveau, betyder det dog, at disse organisationer spiller en rolle. Det eneste, som jeg vil henlede opmærksomheden på under denne forhandling, er størrelsen, vægten af den straf, som er idømt, i forhold til kendsgerningerne. For kun én af de fire har udtalt sig i den pågældende udsendelse. Det har de andre ikke engang. Alligevel idømmes de tretten måneders ubetinget fængsel og meget høje bøder. Det vækker faktisk mistanke. Jeg tror på de mauretanske myndigheder, når de siger, at de har afskaffet slaveriet ved lov, men så skal de netop være interesserede i at samarbejde med alle dem, som også vil have det fjernet i praksis i de sidste afkroge.
Kære hr. kommissær, det er allerede et stykke tid siden, vi talte om Mauretanien her i Parlamentet, og det skyldes Gud bedre det også, at dette land åndeligt set ligger så langt fra os, og at vi desværre også til dels har fortrængt det fra vores forestillingsverden. Jeg er fuldt og helt overbevist om, at vi, også som europæere, for en stor dels vedkommende bærer en væsentlig del af skylden for den nuværende situation i Mauretanien. Selvfølgelig skal det, som bliver fordømt under behandlingen af de aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning, absolut fordømmes. Men vi bør også overveje, hvad vi kan gøre bedre. Når man betragter situationen og tænker på, at Mauretanien - på et meget lavt plan - var en relativt velfungerende nomadestat i 1960'erne, og at det egentlig var den store hungersnød og vores fuldstændig forkert anvendte udviklingshjælp, der skabte den situation, som vi til dels ser dér, nemlig at alle nomaderne har samlet sig omkring hovedstaden Nouakchott og kun venter på fly, der kommer med hjælp, venter, hvilket har ført til, at de på ingen måde viderefører deres normale livsform, deres normale sociale struktur, så bør det virkelig få os til at tænke, og vi bør overveje, hvordan vi kan gøre det bedre fremover. Det er en kendsgerning - og det er også lige blevet dokumenteret i fjernsynet - at der stadig forekommer så afskyelige ting som slaveri dér. Men også her må vi overveje det og sige, at det internationale statssamfund virkelig opfordres til at gøre alt, hvad der står i dets magt - dette gælder ikke kun for Mauretanien, men også for andre stater, hvor der stadig forekommer slaveri - for at bringe denne situation til ophør. Den gamle slavevej fungerer jo Gud bedre det stadig i Afrika. Der findes jo også andre stater - her tænker jeg f.eks. på Mali - der befinder sig i en lignende situation, og som vi må beskæftige os med, men så skal det være i samarbejde med Den Arabiske Liga. For vi klarer det ikke alene, vi bliver også nødt til at samarbejde med vores partnere på stedet. Hvis et land som Mauretanien vil leve op til sit krav om at blive optaget i Lomé-aftalen og indføre de tilsvarende normer, så må landet også tage visse af vores normer til sig og følge dem.
Hr. formand, hr. kommissær, de chokerende billeder i fjernsynet har afsløret, at der faktisk findes slaveri i Mauretanien. Det er i modstrid med de officielle erklæringer om, at dette slaveri skulle være afskaffet i 1981. Reaktionen fra regeringen dér lader der ikke herske nogen tvivl. I stedet for at gøre noget ved de utilfredsstillende tilstande, pågriber man budbringerne. Unionens nuværende reaktion er berettiget. De ved, at Mauretanien deltager i Lomékonventionen, altså bør menneskerettighederne overholdes, og slaveri bør selvfølgelig forbydes. Aktivisterne inden for slaveribekæmpelsen skal øjeblikkeligt løslades. Denne kommissær ved, hvad jeg taler om. Han har så ofte oplevet det i AVS-sammenhæng. Mauretanien skal også på det følgende møde i AVS-Forsamlingen tydeligt gøres opmærksom på dets pligter med hensyn til det, som der står i Lomé-konventionen. Hurtige forandringer er nødvendige, og selvfølgelig opfordrer jeg Rådet, men også Kommissionen til at følge udviklingerne i Mauretanien nøje og fremkomme med forslag, hvis problemerne i Mauretanien viser sig at være strukturelle. Jeg håber for dem, at dette ikke er tilfældet.
Hr. formand, Mauretanien er i øjeblikket, som for øvrigt andre afrikanske stater, i gang med en institutionel reformproces. I forhold til for nogle år siden er der sket nogle vigtige fremskridt, skønt de endnu er alt andet end perfekte, både hvad angår valg og organisering af det institutionelle og politiske system. Vores forslag skal imidlertid gøre opmærksom på og fordømme en række hændelser og situationer, som har givet kraftig genlyd i den internationale presse i de sidste uger, og som risikerer at bringe denne proces i alvorlige vanskeligheder, fordi de viser nogle af dens mest rystende aspekter. Det drejer sig først og fremmest om konstateringen af, at slaveriet trods dets lovmæssige ophævelse fortsætter med at eksistere i nogle områder af landet. Det, vi beder om, er, at de mauretanske myndigheder, ud over de eksisterende love, skal arbejde kraftigt for at fjerne enhver form for uacceptabel begrænsning og tilsidesættelse af menneskelig værdighed og af individuelle rettigheder, som slaveri medfører. Til det formål er den rolle, foreninger og organisationer fra det civile samfund kan spille, vigtig, både hvad angår fordømmelse af eksisterende situationer og ved den konkrete og moralske støtte, som de kan yde tidligere og nuværende ofre for slaveriets nedværdigelse. Ud fra denne synsvinkel forekommer de mauretanske myndigheders holdning os overraskende. De har iværksat en undertrykkelseskampagne over for repræsentanter for foreninger, som beskæftiger sig med forsvar af menneskerettighederne. Repræsentanterne for disse foreninger - de, som er blevet arresteret og i visse tilfælde allerede dømt til lange frihedsberøvende straffe - anklages udelukkende for ytringsforbrydelser. Det, at aktivt humanitært arbejde anses for at være en strafbar handling, kaster mørke skygger over karakteren af den institutionelle reformproces og over de mauretanske myndigheders vilje til at udvikle sig. Vi ved udmærket, at det mauretanske samfund er baseret på en spinkel etnisk ligevægt mellem forskellige befolkningsgrupper. Netop af denne grund beder vi indstændigt om, at hjørnestenene i enhver demokratisk forfatning - forsamlingsfrihed, ytringsfrihed og naturligvis ophævelse af enhver rest af slaveriet - overholdes. Den første gestus, som vi imidlertid vil bede Mauretaniens myndigheder om, er øjeblikkelig og ubetinget løsladelse af de fængslede repræsentanter for de humanitære organisationer og ophør af enhver forfølgelse af dem. Chile
Hr. formand, det er med stor beklagelse, at hele verden har modtaget nyheden om, at den chilenske diktator Pinochet vil kunne blive senator på livstid i marts måned. Det er rigtigt, som det også bekræftes i PPE-Gruppens beslutning, at der endnu i Chile eksisterer en forfatning, ifølge hvilken alle forhenværende præsidenter bliver senatorer på livstid. Det undrer imidlertid, at den herværende politiske gruppe intet har at sige, hverken om hvorvidt Pinochet kan anses for at være en forhenværende præsident, som er blevet demokratisk valgt, eller om de blodbade, han har ansvaret for. I dette øjeblik er Pinochet under anklage for folkemord ikke kun i sit eget land, men også i et EU-land, Spanien, fordi folkemordet er blevet forøvet imod oprindeligt spanske befolkninger, således som en spansk domstol netop hævder. Derfor kan vi ikke acceptere denne form for logik, og vi mener, det er nødvendigt at hjælpe den chilenske befolkning og de chilenske parlamentsmedlemmer, som protesterer imod dette initiativ. Vi mener først og fremmest, at en ændring af den chilenske forfatning er nødvendig, og det gør vi ikke for at blande os i landets indre anliggender, men for at yde en politisk støtte til de, som har lidt under konsekvenserne af et kriminelt diktatur.
Hr. formand, det gør mig ondt at skulle dryppe lidt malurt i bægeret i den nuværende begejstring over spørgsmålene om vores forbindelser med Chile, og det af en ganske enkel grund. Vi bør spørge os selv: Hvad nytter det alt sammen? Ser De, Pinochet er ikke længere helt ung i dag. Jeg indrømmer, at han er yngre end jeg, men han vil immervæk skulle anstrenge sig for at indhente mig, og derfor vil han ikke udgøre nogen fare meget længere. Desuden vil jeg gerne understrege et faktum, og det er, at erfaringen igen og igen har vist, at stolte folkeslag, og chilenerne er et stolt folkeslag, altid besvarer indblanding udefra, fordi en indblanding fører til en slags forening mod den part, der blander sig. Derfor vil jeg gerne bede indtrængende om, at De overvejer nøje, om denne beslutning virkelig er hensigtsmæssig. Den er forståelig, men jeg kan kun sige én ting: Jeg har oplevet meget i mit liv, og jeg har altid kunnet drage to konklusioner. Den første går ud på, at man ikke skal hævne sig, når man har sejret, for det får altid negative følger. Den anden går ud på, at vi ikke bør blande og i sager, hvor vi ligefrem gør os selv til de andres fjender. Jeg kan nævne et praktisk eksempel. Jeg har lige fra begyndelsen deltaget i dette Parlaments dyrebeskyttelsesgruppe og er ved Gud ikke tilhænger af tyrefægtning, men jeg har altid været imod, at man blander sig i det. Det skal være spanierne selv, der sætter en stopper for tyrefægtningen. Det er ikke os, der skal blande os i diskussionen. Det bør efter min mening også gælde i dette tilfælde.
Hr. formand, vi ved alle, at Chile har gennemgået en vanskelig overgangsproces, og at overgangen fra et afskyeligt diktatur til demokrati ikke ligefrem har været let, og desuden har den skabt tydelige mangler. Jeg vil gerne nævne to af dem: Nogle afsnit i den gældende forfatning og det faktum, at general Pinochet har fungeret aktivt som chef for de væbnede styrker og fortsat vil være aktiv som livsvarigt medlem af Senatet. Pinochet er i dag det bedste eksempel på straffrihed i Latinamerika, ja i hele verden. Kan De forestille Dem, hr. von Habsburg, at skulle sidde som livsvarigt medlem af dette Parlament sammen med hr. Karadzic? Jeg tror, at mange af chilenernes retmæssige repræsentanter føler ikke kun personlig, men også politisk afsky over for denne mulighed. En stor del af det civile chilenske samfund er imod denne situation. Man har her den politiske holdning, der er fremført af kristelig-demokratiske parlamentsmedlemmer med støtte fra socialisterne og af folk af anden politisk observans. Og så har man den sag om folkemord, som det kommunistiske parti har anlagt mod Pinochet ved domstolene. Herfra ønsker vi ikke at blande os, men vi vil gerne hjælpe de chilenske demokrater med at gennemføre overgangen og anbringe Pinochet på rette sted, for menneskerettighederne er ukrænkelige, udelelige, og desuden kender de ikke til grænser. Hvorfor skulle dette Parlament ikke hjælpe f.eks. Carmelo Sorias familie, der kræver retfærdighed med hensyn til de mordere, som stadig er frie, efter at man har fundet ud af, at de begik denne afskyelige forbrydelse mod en international embedsmand af spansk herkomst? Hvorfor ikke stille sig solidarisk med initiativerne fra dommer García Castellón, som forsøger at opnå retfærdighed for så mange myrdede og forsvundne, der også stammer fra mit land? I Den Europæiske Union er der desværre stadig nogle - som f.eks. generaladvokat Cardenal eller den offentlige anklager ved Centraldomstolen, hr. Fungairiño - der ikke forstår, at der var et diktatur i Chile, og at nogle af de ansvarlige for dette dikatatur stadig er aktive. Dette er faktisk ikke indblanding, men støtte til demokraterne. Og jeg håber, at alle i dette Parlament forstår det, for det er faktisk sådan, at troværdighed i alle sager vindes dag for dag.
Hr. formand, det er klart, at dette er et demokratisk Parlament, som gør demokratiet til centrum og mål for vores handlinger, og at dette Parlament altid har vist stor interesse og bekymring for udviklingen i lande, der er gået bort fra et diktatur, i dette tilfælde Chile. Vores interesse for dette land har været sådan, at vi under diktaturet og i årene efter har været i stand til at have en budgetpost, der udelukkende har været brugt til Chiles demokratiseringsproces. Og samtidig har vi givet vores støtte til og billiget demokratiseringsprocessen, og i dag kan vi med glæde erklære, at Chile er et demokrati. Jeg er helt uenig med dem, der siger, at denne type handlinger er indblanding i et andet lands eksterne anliggender. Jeg mener, at vi i denne globale landsby alle har ret og pligt til at give udtryk for vores holdninger, især når der er tale om krænkelse af menneskerettighederne. I denne beslutning viser vi vores støtte til den chilenske regering, til de politiske partier, til institutionerne og til de almindelige borgere, der ønsker retfærdighed. Vi ved, hvor svært det ofte har været, og hvordan de har været nødt til at klare vanskeligheder. Men vi mener, at det er en selvmodsigelse, at det er uforståeligt, og at det giver et dårligt billede af landet i udlandet, at hovedrepræsentanten for diktaturet, for angrebet på Parlamentet og på folket, uden afstemning udnævnes til livsvarigt medlem af Senatet. Især når han også er involveret i uafsluttede retssager, som det netop er blevet udtrykt her. Uanset resultatet af denne afstemning, som jeg håber bliver positivt, vil det ikke forplumre Europa-Parlamentets forhold til folket og den demokratiske regering i Chile. Jeg mener, som det er blevet sagt her, at det er en direkte aktion imod straffriheden, at det er den bedste vaccine imod fremtidige diktaturer.
Hr. formand, Europa-Parlamentet har en god tradition for at fordømme brud på menneskerettighederne i Chile under general Pinochets tidligere militærdiktatur, og vi glæder os over denne tilbagevenden til civilt styre og de ægte fremskridt med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne i landet. Derfor kan vi ikke tillade, at Pinochet udnævnes til medlem af Chiles senat, hvilket skal den 11. i næste måned, og hvilket har medført protester fra alle de største politiske partier i Chile, uden internationale protester fra vores side. Vi glemmer ikke de 3.000 mennesker, der blev dræbt af de militære despoter. Vi ved, at der stadig er 542 uafsluttede sager om personer, der er forsvundet sporløst. Vi var vidne til, at den politiske aktivist Gladys Marin så sent som i september sidste år blev fængslet i fem uger blot for at tale om Pinochets brud på menneskerettighederne. Så da Parlamentet stemte om at drøfte dette spørgsmål i går, hvorfor stemte de kristelige demokrater da imod? Det var kun med en snæver margen på 206 stemmer mod 200, at vi fik mulighed for overhovedet at få denne forhandling. Det kan ikke skyldes det, hr. von Habsburg er inde på, at det i Chile opfattes som international indblanding, når de største politiske partier og det civile samfund på forhånd har meddelt os, at de støtter indholdet i dette beslutningsforslag. Det kan ikke være, fordi det vil skade den nationale forsoningsproces i Chile. Hvad kan gøre mere skade, end at en af mændene med den blodigste fortid i Latinamerikas blodige historie fortsat beklæder et offentligt hverv? Og det kan ikke være på grund af en eller anden misforstået støtte til de forfatningsmæssige principper i Chile, som Pinochet søger at udnytte, for kritikerne har længe været klar over, at militæret udformede overgangsordningen netop for at beskytte Pinochet mod at blive fjernet som hærchef og give ham mulighed for at fungere som ikke-valgt senator. Europa forstår kun alt for godt, hvordan diktatorer kan tiltvinge sig demokratiets værktøjer for at undergrave selve demokratiet. Vi bør fordømme Pinochet med én stemme, og jeg håber, at de konservative og de kristelige demokrater vil ransage deres samvittighed, før de beslutter sig for noget andet.
Hr. formand, når De i Nederlandene spørger manden på gaden: Hvem er præsident i Chile? Så er der en pinlig tavshed. Det ved man ikke. Når man så siger: Ja, er det ikke Pinochet? Ja, det siger dem noget, fordi Pinochet er ensbetydende med det, som vi har erfaret, i hvert fald som chilenerne har erfaret som en af de mørkeste perioder i deres for øvrigt berømte og demokratiske historie. Derfor er vi solidariske med aktionerne, forbløffelsen og protesterne mod udnævnelsen til livsvarig præsident eller livsvarigt medlem af senatet. Det er godt, at vi ikke har det i Nederlandene. Det er nok sådan, fordi vi er meget beskedne, som De ved. Til sagen, jeg synes ikke, at det er rigtigt over for det chilenske folk, den chilenske regering, som selv nu i årevis har været på rette vej mod demokratiet, at vise denne mand, som jo var billedet, det negative billede på disse rædsler dengang, denne ære. Hviderusland
Hr. formand, vi skulle have haft denne beslutning for længe siden. Den har været aftalt længe og er et kompromis. Der er indarbejdet mange forslag og ændringer fra forskellige grupper i dette Parlament, før den blev forelagt. Jeg påstår altså ikke, at det er en grøn beslutning, men mener derimod, at det er dette Parlaments beslutning. Meldinger om vilkårlige fængslinger og frihedsberøvelser, om intimidering af den frie presse - f.eks. blev filminstruktøren Khashchevatsky overfaldet i sin bolig, fordi han havde vist en kritisk film på tysk fjernsyn - kræver et svar fra EuropaParlamentet. Vi har længe været udsat for spørgsmål om, hvorfor Europa-Parlamentet forholder sig tavst, i betragtning af, at der praktisk talt foregår en krig mod medierne i Hviderusland? Er vi måske ligeglade med folks skæbne? Er der måske en snigende accept af Lukashenkas politik? Jeg håber, at vi giver et klart svar med denne beslutning. Lukashenka har nemlig for længst indset, i hvilken grad han har isoleret sit land og sit folk, og han er meget interesseret i international anerkendelse. Men han er ikke parat til at gøre indrømmelser i form af en demokratiseringsproces. Derfor er ethvert krav om internationale menneskerettigheder en forudsætning for anerkendelse. Jeg håber, at vi ikke skuffer den hviderussiske befolknings tillid, og at beslutningsforslaget finder bred tilslutning i dette Parlament.
Hr. formand, mange tak, fru Schroedter. Jeg må nu sige, at De har gjort opmærksom på, at vi har udarbejdet det sammen. De har ret. Vi har diskuteret det, men vi har dog ikke diskuteret beslutningsforslaget på dette konkrete tidspunkt. Men det vil vi ikke debattere nu, det er heller ikke vigtigt. Det er dog vigtigt at nævne, at EuropaParlamentet ikke forholder sig tavst. Europa-Parlamentet har udtalt sig om Hviderusland flere gange. I øvrigt har det altid været Dem, der bl.a. har gjort udtrykkeligt opmærksom på, at vi må gøre noget, og det er vi Dem selvfølgelig taknemmelig for. Lad mig kort gøre opmærksom på et par punkter. Europa-Parlamentet forholder sig ikke tavst, og der sker også noget i Hviderusland. Ikke tilskyndet af regeringen, det er vel sandt nok, men vi kan dog med glæde konstatere, at vi i mellemtiden har fået en opposition, der udbygges, der igen får fast grund under fødderne, og som øjensynlig også får en chance for rent faktisk virkelig at udrette noget politisk med hjælp fra det internationale samfund, med hjælp fra Den Europæiske Union. Vi kan konstatere, at det er lykkedes os at skabe en OSCE-mission, der har betydet, at regeringen har givet efter, det er et skridt i retning mod en positiv fremtid, og vi vil og skal sammen med Kommissionen gøre alt for at sikre, at landet overlever, og vi håber, at vi hurtigt opnår nogle positive resultater. Vi kan konstatere, at vi dog forhåbentlig - Kommissionen vil måske kunne udtale sig om det - har stablet TACISdemokratiprogrammet på benene igen. Fru Schroedter har med rette gjort opmærksom på det i sin beslutning: Vi må udvide programmet til også at omfatte udveksling af unge studerende, der også kan komme til os for at høste erfaringer. Det program, vi har nu, er for snævert, men vi er taknemmelige for, at vi overhovedet har stablet det på benene. Der sker noget, og vi må gøre alt for igen at gøre Lukashenka opmærksom på, at der skal skabes demokratisk stabile og sunde forhold, så det langt om længe kan lykkes at integrere Hviderusland i den europæiske kontekst. Europa-Parlamentet har i øvrigt altid sagt: «Døren er åben, døren skal blive ved med at være åben!«, men selvfølgelig kun på den betingelse, at de generelle universelle menneskerettigheder anerkendes, og jeg håber, at vi i Europa-Parlamentet også fremover vil kunne gå ind for det.
Hr. formand, jeg vil gerne igen takke fru Schroedter for, at hun her i den grad arbejder for Hviderusland. Jeg tror, at det, simpelthen fordi landet er et af de sidste store diktaturer på europæisk jord, er nødvendigt at sende nogle tilsvarende signaler og sige, at netop vi i Europa-Parlamentet ikke finder os i sådan et regime som en af vores nære naboer. Jeg vil dog gerne erklære mig enig med fru Mann og sige: Der er uden tvivl sket noget i Hviderusland, der er sket forandringer til det bedre. I dag kan der operere organisationer, omend i begrænset omfang, som det indtil for ikke ret lang tid siden egentlig ikke før havde været tilfældet, og det bør vi også indrømme her i Parlamentet. Det er selvfølgelig klart, at disse skridt langt fra er nok. Jeg tror imidlertid, at vi også skal kaste et blik på de omstændigheder, der gør sig gældende i Hviderusland. Det er en kendsgerning, at landet står i et meget tæt afhængighedsforhold til Rusland, at også samarbejdet mellem Hviderusland og Rusland er meget tæt. Jeg tillod mig under spørgetiden for - hvis jeg husker rigtigt - to måneder siden at spørge den ansvarlige repræsentant for Rådet, om der ved de næste forhandlinger ikke var mulighed for at tilskynde den russiske regering til at gøre sin indflydelse gældende over for hr. Lukashenka med henblik på at ændre disse omstændigheder til det bedre. Det blev modtaget meget positivt dengang. Jeg ville også være meget taknemmelig, hvis hr. kommissær Marín ville fremme denne idé og sige: Vi må ikke kun tage fat i Hviderusland. Vi må uden tvivl også tage fat i Rusland for at opnå et bedre resultat her. Ikke desto mindre, beslutningen er nødvendig, og det er vigtigt, at vi fremlægger vores holdning. Men vi må også være klar over, at vi i det øjeblik, der virkelig sker forandringer til det bedre, også må honorere det tilsvarende. Congo
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, da Mobutos diktatoriske regime faldt i maj 1997, skabte det internationale samfund en forventning og et håb om, at Congo (ex-Zaire) endelig skulle gå ind i en periode med fred og demokrati. Næsten et år senere synes virkeligheden ret så anderledes. Som FN's særlige udsending til Den Demokratiske Republik Congo i går sagde det i Genève, så opfører hr. Kabila sig ikke bedre end sin forgænger Mobutu. Nogle kendsgerninger understøtter denne udtalelse, idet man kan pege på hyppige henrettelser på offentligt sted efter summarisk rettergang ved militærdomstol, således som det for nyligt er sket i forskellige byer som Goma, Kizangani eller Kinshasa, forbud mod al form for politisk aktivitet og alle partier (ifølge indenrigsministeren vil de blive straffet strengt), gennemførelse af pryglestraf og andre former for korporlig afstraffelse, blokeringen af den FN-mission, der skulle undersøge de massakrer på hutu-flygtninge, som Kabilas tropper deltog i, en mission, der i december blev tvunget til at forlade landet over hals og hoved, fængslingen og deportationen af de førende oppositionspolitikere. Til disse forhold kommer fængslingen for få dage siden af oppositionslederen Tshisekedi og hans deportation til en uvis skæbne, således som det er blevet meddelt af nogle nyhedsbureauer, hvad der skaber frygt for hans personlige sikkerhed, hvilket er endnu et utvetydigt bevis på den nye regerings hensigter. Dette voldsklima synes at være ved at fremprovokere en guerillakrig, der kan brede sig til andre lande i Centralafrika som Rwanda, Burundi eller Uganda, og endnu en massiv bølge af flygtninge. På den anden side kan den lange og smertefulde angolanske freds- og demokratiseringsproces komme til at lide nye tilbageslag på grund af nabolandets ustabile situation, der kan bringe hele regionens stabilitet i fare. Det er derfor, at Rådet og medlemsstaterne i det beslutningsforslag, som denne gruppe fremlægger, anmodes om at sætte alt ind på, at Congo igen slår ind på demokratiseringens vej, og Kommissionen anmodes om at overveje former og betingelser for støtten fra Den Europæiske Union.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg havde håbet, at jeg aldrig mere her i EuropaParlamentet skulle tale om, hvad vi nu kalder Den Demokratiske Republik Congo. Landet, som indtil for nylig i nogen tid blev kaldt Zaire. Efter at regimet var forandret og Mobutu væk, var der en stor chance for, at dette potentielt så rige land endelig ville blive styret på en intelligent, ærlig og kyndig måde, og at man ville nå frem til et nyt og bedre system og et bedre styre. Med henblik herpå var det naturligvis nødvendigt, at man havde troværdige, pålidelige og dygtige mennesker til at hjælpe med at styre landet. Hvad der bør gøres er ikke vanskeligt at beskrive. Det er tydeligt, at man for det første skal tænke på folkesundheden, fødevareforsyningerne, altså på landbruget, trafiksystemet i dette land, som oplever kaos, og på forbedring af undervisningen, hvis man vil opnå en økonomisk udvikling. Foruden de politiske aspekter, retsstaten, menneskerettighederne og forsoningen i befolkningen. Det kræver samarbejde at opnå denne fred og dette samarbejde. Under Mobutu-regimet var der et samarbejde mellem de dygtige oppositionsfolk. De kaldte den forening, hvori de selv samarbejdede, "l'Union sacrée«: Den Hellige Union. Denne hellige union har udarbejdet bemærkelsesværdige tekster, et grundlovsudkast, en plan for et overgangsstyre osv. Hvis man havde fulgt denne, så kunne man uden blodsudgydelser være nået frem til et andet styre i det tidligere Zaire. Men Mobutu har aldrig forstået det, og nu konstaterer vi til vores store skuffelse, at heller ikke hr. Kabila har forstået det, og at han således ikke benytter mulighederne for at samarbejde med disse positive oppositionskræfter fra før i tiden. Hr. Tshisekedi har erklæret sig rede til at medvirke, og det afviser Kabila. Hvad der er endnu værre, det ikke blot afvises, men Tshisekedi arresteres, nogle unge ledere ligeså, og de er nu politiske fanger, dette frygtelige begreb er der igen. Parlamentet skulle ikke have lov at lade noget sådant passere, men bør i alle sine forbindelser gøre opmærksom på, at vi kæmper for udviklingen, men også for menneskerettighederne, demokratiet og retsstaten i dette store land i Afrika.
Hr. formand, kære kolleger, Den Demokratiske Republik Congo, som mange ved dens oprettelse satte deres lid til, er i færd med dybt at skuffe og lade hånt om det internationale samfunds legitime forventninger. Den brutale arrestation og ulovlige tilbageholdelse af Etienne Fishekedi den 12. februar i Kinshasa er kun den seneste episode i en hel række, som landets myndigheder forsætligt iværksætter for at slå enhver opposition ned. Genindførelsen af retsstaten og den reelle igangsættelse af en ægte demokratiseringsproces er det minimum, som EU skal kræve for at fortsætte sin støtte til landet. EU og alle medlemsstaterne skal kraftigt minde regeringen i Kinshasa om dette, før det, som så ofte før, er for sent for Congo.
For noget mere end ti år siden blev Tshisekedi også fængslet adskillige gange. Han blev ligeledes en gang forvist til det indre af landet, også til det sted, han kom fra. Det er således scenarier, som gentager sig. Jeg må ærligt sige, at jeg ikke er overrasket over den kendsgerning, at det her drejer sig om en gentagelse af scenariet, for den måde, hvorpå Kabila kom til magten, havde ikke ret meget eller intet at gøre med en virkelig opstand indefra, men snarere med forskellige lande omkring det daværende Zaire, som havde et regnskab, der skulle gøres op. Altså har vi i hvert fald nu det udgangspunkt, at det er én med våben, der er kommet til magten, og som ganske vist har stillet valg i udsigt i en fjern fremtid, men som i mellemtiden forbyder politiske aktiviteter, skaber problemer med hensyn til frie medier og omgås politiske modstandere på en fuldstændig umulig måde. Jeg tror, at det nu først og fremmest gælder om at træffe foranstaltninger, foretage aktioner og ikke blot tage til efterretning, hvad der sker, men forsøge at få indflydelse, bl.a. gennem det pres, som Den Europæiske Union og medlemsstaterne kan udøve.
Hr. formand, Gruppen Europæisk Radikal Alliance tilslutter sig naturligvis alle de anmodninger og alle de tiltag, der tager sigte på en generel forbedring af menneskerettighederne i Den Demokratiske Republik Congo, og navnlig en hurtig løsladelse af de fængslede politiske modstandere. Dette lands specielle situation giver dog anledning til tre bemærkninger mere. For det første kan man beklage, at vores Parlament og visse af Unionens medlemsstater ikke tidligere har givet udtryk for den samme demokratiske agtpågivenhed med hensyn til hr. Mobutu eller hans nabo hr. Habyarimana. På den måde kunne man have undgået meget dramatik. Man skal også huske, at i et land, der er lagt i ruiner af tredive års diktatur, udplyndret som følge af nepotisme og korruption og endelig desorganiseret på grund af flygtningestrømmen og borgerkrigen, kan det demokrati, som vi ønsker, ikke genskabes med det samme på alle områder. Man kan derfor ønske, at vores Parlament ikke vil følge dem, der foreslår at indstille den europæiske støtte, og at Parlamentet vil give myndighederne i Kinshasa tid til at genindføre alle formerne for frihed i deres mishandlede land.
Hr. formand, jeg vil fremsætte nogle præciseringer vedrørende de forskellige punkter inden for menneskerettigheder, der er blevet fremlagt af de forskellige talere. Med hensyn til Iran er Kommissionen stærkt bekymret over krænkelserne af menneskerettighederne, der er tydeligt dokumenteret i rapporterne fra De Forenede Nationers særlige talsmand for menneskerettigheder med ansvar for Iran, hr. Garretón. Kommissionen ville være rede til at opfordre den iranske regering til at give den særlige talsmand indrejsetilladelse hurtigst muligt med henblik på udarbejdelse af en rapport om menneskerettighedssituationen i Iran. Som Unionen ofte har gentaget, beklager Kommissionen stadig dybt eksistensen af den nu ni år gamle fatwa mod den engelske forfatter Salman Rushdie. Jeg kan bekræfte, at denne situation er i modstrid med international ret og bringer ikke alene hr. Rushdie, men også de personer, der er knyttet til ham, i fare. Kommissionen er stærkt bekymret over de iranske myndigheders seneste skridt mod en tysk statsborger, hr. Helmut Hofer, og en iransk avisredaktør, hr. Mortesa Firuzi, som uberettiget er blevet idømt dødsstraf for forbrydelser, der hævdes at være begået i Iran. Kommissionen har allerede meddelt det og har tiltro til, at de iranske myndigheder vil genoverveje disse sager. Vi hilser den nylige løsladelse af hr. Faraj Sahouhi velkommen, og vi håber, at hans tilfælde netop vil skabe præcedens for mere liberale politikker for individuelle menneskerettigheder fra den iranske regerings side. Kommissionen ser også positivt på Rådets (almindelige anliggender) beslutning af 26. januar med hensyn til at genoverveje Den Europæiske Unions forbindelser med Iran under de nuværende omstændigheder, og netop dette spørgsmål - forbindelserne med Iran - vil være et af de centrale punkter på Rådets (almindelige anliggender) møde, der finder sted på mandag. Med hensyn til Mauretanien har Kommissionen gennem de sædvanlige kanaler med stor urolighed fulgt anholdelsen og domsfældelsen af mauretanere, der aktionerede til fordel for menneskerettighederne, og den mauretanske ambassadør i Bruxelles er blevet gjort bekendt ikke blot med vores bekymringer, men også med at vi ønsker at blive holdt orienteret om situationen. I store træk har samarbejdet mellem Mauretanien og Europa-Kommissionen haft til formål at konsolidere demokratiet og retsstaten samt respekten for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder, og det skal anerkendes, at der i det mindste i Mauretaniens tilfælde i de senere år er gjort en meget positiv indsats med hensyn til dette lands situation, og en vigtig demokratisk bevægelse er sat i gang. Hvad angår lovene og forfatningen, ved vi naturligvis alle, at slaveri er forbudt, men det må erkendes, at der stadig eksisterer sædvaneforhold - hvilket det kritiserede forhold er - hvor man i visse områder fortsat praktiserer måske ikke slaveri, men så i hvert fald en form for arbejdsforhold, der ligner det meget. Vi er således i stand til at signalere, at vi er i færd med at tage de politiske skridt, der skal til for at anskueliggøre situationen over for de mauretanske myndigheder med henblik på at løse problemerne ad de sædvanlige diplomatiske kanaler. Når dette er sagt, finansierer Kommissionen, som De ved, inden for indikativprogrammet for Mauretanien en række aktiviteter, der netop har til formål at fremme retsstaten. Med hensyn til Chile er demokratiseringsprocessen, som de fleste parlamentsmedlemmer har givet udtryk for, en af dette Parlaments bekymringer - eller har været det - og jeg mener, at det var hr. Pons Grau, der sagde, at det er ved hjælp af de sjældne budgetposter i Fællesskabets budget, at man i de seneste år løbende finansielt har kunnet støtte politiske partier, fagforeninger og borgerforeninger i landet. Alligevel må Kommissionen erkende, at denne proces er kompleks, og at den, fordi den er kompleks, uundgåeligt indeholder modsigelser, som måske er vanskelige at forstå set ud fra en europæisk synsvinkel, for der var objektivt set et diktatur - hvem kan benægte det? - men i Chiles tilfælde følger man en intern proces, som skal forstås i hele sin kompleksitet, og her undskylder jeg på ingen måder hverken forbrydelserne eller misbruget fra diktaturets side. De ved, at den chilenske regering faktisk har meddelt, at den ikke vil anerkende denne beslutning. Det er et emne, som naturligvis skal behandles med stor finfølelse og megen forsigtighed. Når dette er sagt, er jeg her for at repræsentere Kommissionens institutionelle holdning. Jeg har min egen. Og ligesom jeg ikke, hvis hr. Otto var til stede, ville have noget imod - fordi han sagde, at han var ældre end general Ponochet - at sige »længe leve hr. Otto«, ville jeg ikke turde sige »længe leve den anden yngre veteran«. Det ville jeg aldrig sige. Med hensyn til Hviderusland er krænkelserne af menneskerettighederne mod enkeltpersoner eller grupper, der er i opposition til det hviderussiske styre, desværre en kendsgerning. Alligevel afhænger Den Europæiske Unions forbindelser med Hviderusland af to følsomme spørgsmål: Jeg anerkender det, som en taler udtrykte ved at sige, at en del af det at arbejde i Hviderusland også er at samarbejde med Rusland. Alligevel skal jeg også give udtryk for Kommissionens institutionelle holdning. Disse to spørgsmål - oprettelsen af en rådgivnings- og kontrolgruppe fra OSCE i Minsk på stedet, som i princippet er planlagt til slutningen af februar, og opfyldelsen af dens mandat. For det andet de hviderussiske myndigheders mulige vedtagelse af TACIS-programmet til udvikling af det civile samfund, som i princippet er planlagt til marts. Hvis Hviderusland - eller regeringen eller præsidenten - samarbejder konstruktivt med OSCE og accepterer Den Europæiske Unions program, vil man på ny kunne evaluere vores forbindelser med Hviderusland, fordi Rådets beslutninger tillader det. I februar og marts vil disse to forhold altså foreligge. Hvis der i stedet for et positivt svar foreligger et negativt svar på dette - hvis OSCE ikke etableres i Minsk, hvis der lægges hindringer i vejen for udviklingen af programmet til støtte for det civile samfund - vil Den Europæiske Union følgelig gøre brug af Rådets beslutning, og vi vil være nødt til at konstatere, at det ikke er muligt at samarbejde med den hviderussiske regering. De vil altså få svar på spørgsmålet om OSCE i Minsk efter februar og efter marts om forhandlingen med regeringen, og Kommissionen vil udføre sin evaluering med Rådet og Parlamentet i april. Med hensyn til Congo må jeg sige, at alle - især fordi de kender de bekymringer for dette land, som veteranen fra Lomékonventionen, hr. Tindemans, udtrykker - er nødt til at erklære, at vi alle faktisk troede, at tingene ville ændre sig med Mobutus fald, og der foregår fængslinger, der foregår tilfældige anholdelser og visse ansvarlige for den congolesiske opposition bliver flyttet uden for byen, og derfor er Kommissionen sammen med medlemsstaterne og især visse medlemsstater i kontakt med de nye myndigheder i Den Demokratiske Republik Congo for at give udtryk for vores synspunkt på dette område.
Mange tak, hr. kommissær Marín. Fohandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: B4-0185/98 af Bertens for Den Europæiske Liberale og Demokratiske Gruppe om subkritiske atomprøvesprængninger; -B4-0195/98 af McKenna og Schroedter for Gruppen De Grønne i Europa-Parlament om subkritiske atomprøvesprængninger; -B4-0237/98 af Manisco med flere for Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe - Nordisk Grønne Venstre om subkritiske atomprøvesprængninger; -B4-0245/98 af Theorin for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om ikke-spredning af kernevåben.
Hr. formand, ærede kolleger, det er et klassisk tilfælde for EU til at bevise, at den mener det alvorligt med en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, for det omfattende forbud mod disse prøvesprængninger er underskrevet af alle EU-medlemsstater. Dermed overtager medlemsstaterne ansvaret for, at denne aftale også virkelig bliver overholdt. Faren for en snigende undergravning - det har hr. Bertens allerede været inde på - er meget stor, når USA fortsætter sine prøvesprængninger, og især tilliden til denne aftale bliver udhulet i et massivt omfang. Derfor må det stå klart: Denne aftale er gældende, og den må ikke nedbrydes i hemmelighed på grund af USA's prøvesprængninger, for der eksisterer ikke noget internationalt verificeringssystem, med hvilket det kan fastslås, om prøvesprængningerne er subkritiske eller ej. Atomvåben er masseødelæggelsesvåben, og USA demonstrerer jo netop nu, med hvilke midler landet ønsker at gå frem mod masseødelæggelsesvåbnene. Jeg mener i hvert fald, at det er absurd at anvende militæriske midler, og foretrækker en diplomatisk løsning. EU må i dette tilfælde bevise, hvor kvalificeret den er på det diplomatiske område. Jeg håber, at EU går massivt ind for gennemførelsen af konventionen. Jeg mener, at hr. Marín skylder os et svar på, hvordan det helt konkret skal foregå.
Hr. formand, efter mange års forhandlinger og kraftig modstand fra både atomvåbenmagter og tærskelstater blev der endelig besluttet om et fuldstændigt stop for alle atomvåbenprøver. I september 1996 blev aftalen åbnet for underskrivelse, og alle EU's lande har underskrevet aftalen. Hensigten med en aftale om fuldstændigt prøvestop var at standse videre udvikling af atomvåben. Efter den kolde krigs afslutning var dette en selvfølge, selvom Frankrig, mod en stor verdensopinion, først forbeholdt sig retten til at gennemføre en serie atomvåbenprøver for at forbedre sine atomvåben. Mange borgere følte sig ikke overbeviste om atomvåbenmagternes gode vilje og advarede om, at udvikling af nye atomvåben kunne ske via laboratorietests. I aftalen binder underskriverne sig til at afholde sig fra enhver handling, som ville defeat its object and purpose . Desværre tvinges vi nu til at konstatere, at USA har iværksat en serie såkaldte subcritical nuclear tests, og har til hensigt at gennemføre fire til før september i år. Der er fra nogle af verdens førende atomvåbenforskere rejst tvivl om, hvorvidt disse prøver er subcritical , ikke mindst da de sker under jorden og ikke verificeres. At disse prøver skal gennemføres, fordi man skal forvisse sig om sikkerheden og pålideligheden for de eksisterende atomvåbenarsenaler, er argumenter, der falder på grund af deres egen urimelighed. Ganske vist svækkes tritium langsomt i løbet af mange år, men ikke sådan, at der ikke længere er nogen risiko for, at atomvåben skal eksplodere og skabe netop den ødelæggelse, de er beregnet til. Mange lande og et stort antal repræsentanter i den amerikanske kongres har udtrykt deres uro over disse tests. Det afgørende er dog, at disse tests og en ny atomvåbenudvikling alvorligt sætter den internationale prøvestopaftale på spil. Selvom de mod forventning ikke skulle overtræde prøvestopaftalens bogstav, så er det åbenlyst, at de overtræder selve aftalens ånd. Det er en af de vigtigste internationale aftaler, og det er uacceptabelt, at USA via disse tests kraftigt underminerer aftalen. Vores resolution kræver derfor som følge heraf, at den amerikanske regering stopper disse tests, at den erklærer i en officiel erklæring, at disse tests ikke er en del af et nyt våbenudviklingsprogram, og at udvikling af nye atomvåben ikke er en del af USAs politik.
Hr. formand, vi kender alle Det Europæiske Folkepartis Gruppes holdning til beslutningerne i traktaten om ikke-spredning af kernevåben. Dette er den første beslutning, der drejer sig om atomprøvesprængninger, om subkritiske prøvesprængninger. Vi har ikke fremsat nogen beslutningsforslag, vi vil ikke fremsætte ændringsforslag. Det, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe vil gøre, er at stemme imod alle disse beslutninger. Og det vil vi gøre af en eneste grund, nemlig fordi vi mener, at det ikke er det rette øjeblik, de fremsættes på. For øjeblikket har vi den alvorlige situation i Golfen på et tidspunkt, hvor vi taler om et våben med stor overtalelsesevne, og i betragtning af at det eneste, der kan ændre situationen i Golfen, er overtalelse, mener vi, at det netop er det værste tidspunkt at tale om dette på. Dette er årsagen til, at Det Europæiske Folkepartis Gruppe vil stemme imod alle beslutningerne. Endvidere ville det være godt at se tiden an, så USA's Senat kan ratificere CTBT-traktaten.
Hr. formand, jeg kan helt og holdent tilslutte mig den foregående talers ord og deler også hans vurdering af valget af tidspunktet og giver ham ret i, at der ikke ubetinget er tale om et emne, som er ekstraordinært uopsætteligt og af væsentlig betydning. Jeg tvivler undertiden på, om forfatterne til disse beslutninger egentlig har gjort sig den umage at undersøge nøje, hvad subkritiske prøvesprængninger er, for det er prøvesprængninger, hvor der ikke foregår nogen kædereaktioner, hvor der ikke frigøres nogen radioaktive substanser over tolerancegrænsen. Her kan man spørge sig selv, hvorfor man ikke kan følge USA's begrundelser om, at dette bl.a. også finder sted for at kontrollere de eksisterende arsenalers sikkerhed. Vi ville alle helst have, at man kunne undlade at foretage disse ting, men eftersom denne verden stadig har typer som Saddam Hussein og lignende, kan vi efter min mening ikke tillade os at afskære os selv fra enhver forsvarsmulighed og så at sige blotte os fuldstændigt, mens Saddam Hussein på sin side ikke tænker på at foregå med et godt eksempel, som det ville være muligt under disse omstændigheder. Jeg har ikke læst noget sted, at et hvilket som helst land, der i dag stadig producerer masseødelæggelsesvåben inklusive personelminer, overvejer at tiltræde Stopaftalerne og destruere sine masseødelæggelsesvåben, hvis disse subkritiske prøvesprængninger nu ville blive standset. Det vil jeg gerne have bevist igen.
Det er måske på sin plads at fortælle Günther, at grunden til vores kritik netop er, at det ikke har været muligt at kontrollere, at disse prøver virkelig er subkritiske. Det baserer vi på oplysninger fra de mest fremtrædende atomvåbenforskere i verden. Det er det , vi kræver, det vil sige, at disse prøver skal stoppes, indtil det kan bevises, at de er subkritiske. Der er al mulig grund til at sætte spørgsmålstegn ved disse prøver. Amerikanerne har stadig atomvåben, alle atomvåbenmagterne har stadig atomvåben, men vi skal ikke udvikle nye atomvåben!
Hr. formand, Kommissionen støtter det arbejde, der er udført af Den Europæiske Union, og deltager heri med henblik på at overbevise de tredjelande, som endnu ikke har underskrevet eller ratificeret traktaten om totalt forbud mod atomprøvesprængninger, om at underskrive og ratificere den. I denne forbindelse har alle medlemsstater inden for Unionen indledt nationale procedurer med henblik på hurtig ratifikation af traktaten. Traktatens ikrafttrædelse vil uden tvivl udgøre en altafgørende fase i nedrustningen og ikke-spredningen af kernevåben på verdensplan. Og ethvert element, som blokerer for denne ratifikation, eller enhver forsinkelse af enhver ratifikation vil, som hr. Fabra Vallés angav, give anledning til stor bekymring. Dette er Kommissionens synspunkt i denne sag. Vi ønsker alles hurtige ratifikation af denne traktat.
Hr. formand, jeg bad kommissæren om at sige os, hvad Kommissionen helt konkret påtænker at gøre. Vil Kommissionen stille Rådet (udenrigsministrene) et forslag til, hvordan dette test ban - under forudsætning af, at alle er parat til at ratificere, også på verdensplan - virkelig kan gennemføres effektivt i fællesskab? Foreligger der et konkret forslag her, har man et projekt? Og hvornår vil Kommissionen foreslå Rådet det?
Fru parlamentsmedlem, jeg går lige så meget som De selv ind for, at atomprøvesprængningerne skal standses. Problemet er, at Kommissionen ikke kan stille et forslag, for, som De ved, har den ingen kompetence hertil. Det var derfor, at jeg ikke svarede Dem. Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det, men, som De ved, har vi ingen kompetence på dette område.
Mange tak, hr. kommissær Marín. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende beslutningsforslag: Oversvømmelser i Grækenland -B4-0216/98 af Trakatellis med flere for Det Europæiske Folkepartis Gruppe om de katastrofale oversvømmelser, der for nylig har ramt flere områder i det nordlige Grækenland og øer i Det Ægæiske Hav; -B4-0226/98 af Daskalaki og Kaklamanis for Gruppen Union for Europa om de oversvømmelser, der har ramt flere områder i det nordlige Grækenland og øer i Det Ægæiske Hav; -B4-0238/98 af Alavanos for Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe - Nordisk Grønne Venstre om den katastrofe, der er skabt af oversvømmelser i Grækenland; -B4-0251/98 af Avgerinos med flere for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe om oversvømmelserne i det nordlige Grækenland og øer i Det Ægæiske Hav. Uvejr i Malaga -B4-0257/98 af Galeote Quecedo og Hernández Mollar for Det Europæiske Folkepartis Gruppe om det uvejr, der har ramt provinsen Málaga. Oversvømmelser i Grækenland
Hr. formand, den 2. og 5. februar ramte voldsomt og uhørt kraftige oversvømmelser mange områder i det østlige Makedonien og Thrakien samt en række øer i det østlige og nordlige Ægæiske Hav. 4 mennesker døde, og mange flere såredes, voldsomme skader opstod på huse, køretøjer, afgrøder og områdernes infrastrukturer, såsom veje og broer. Formålet med beslutningen er at udtrykke solidaritet og medfølelse med ofrenes familier og med indbyggerne i de ramte områder. Vi anmoder også Kommissionen og Rådet om at bidrage til at rette op på skaderne i form af nødhjælp. Jeg tror, at de naturkatastrofer, der desværre hvert år rammer forskellige egne af Den Europæiske Union, kan give os alle, og også Kommissionen, mulighed for at vise, at vi står de borgere bi, som udsættes for disse skader og prøvelser, som disse voldsomme oversvømmelser for nylig i Grækenland.
Hr. formand, naturkatastroferne er et emne, der gentagne gange kommer op i EuropaParlamentet og vi har mange diskussioner, hver gang en medlemsstat eller et tredjeland rammes af uvejr, brand, jordskælv eller andet. Denne gang er det områder i Grækenland, der er blevet ramt, og det er kun naturligt, at vi anmoder Kommissionen og Parlamentet om at udtrykke medfølelse med de ramte, og her er problemet: for hver gang vi enstemmigt beslutter, at de ramte befolkninger skal støttes - og Kommissionen er enig med os i denne støtte - og vi ønsker, at de skal have skadeserstatning for de ofte voldsomme skader, bliver det ofte ved løfterne, for så overdrages sagen de pågældende regeringer og slutter naturligvis der. Ud over at vedtage sådanne konkrete beslutninger - og det er der øjensynlig ikke nogen modstand mod, og derfor har vi jo også denne forhandling - burde vi måske også undersøge, om der i fremtiden kan findes andre, mere effektive måder for ikke blot at udtrykke vores medfølelse, men også at være mere effektive, hvad selve det konkrete problem angår. For i det konkrete tilfælde, i det østlige Makedonien og Thrakien og øerne i Det Ægæiske Hav og andre steder, hvor hele regioner oversvømmedes, ødelagdes der ikke blot ejendele, men der var også tab i form af menneskeliv og meget voldsomme skader, og derfor er der brug for noget andet og mere end en beslutning i den aktuelle og uopsættelige debat, der er brug for, at det vi beslutter, også bliver gennemført. Måske er dette, ud over det berettigede krav om støtte, og at Kommissionen godkender dette, også en lejlighed til at gennemtænke hele denne fremgangsmåde og se, hvordan vi kan sikre, at vores handlinger giver et mere effektivt resultat.
Hr. formand, hvad der skete under disse oversvømmelser er blevet nævnt af kollegerne og fremgår af beslutningen, så derfor vil jeg ikke bruge tid på det. Jeg vil nøjes med at henlede Parlamentets og den tilstedeværende kommissær Maríns opmærksomhed på støttens art, omfang og tidspunkt. Den bør nemlig være direkte og af en sådan størrelse, at skaderne kan blive erstattet, og at der gøres noget for de mennesker, der ikke længere har indkomster, efter at deres afgrøder er blevet ødelagt, ikke har tag over huset, ikke har rindende vand, er frataget kommunikationsmidler og andre infrastrukturer. Disse skader bør straks afhjælpes. Men dette er ikke nok, hr. Marín. Disse naturkatastrofer gentager sig med mellemrum. Der er tale om nogle af Fællesskabets fattigste grænseregioner, og de bør gives særbehandling. Det er nødvendigt med en graduering af hjælpen gennem strukturfondene, således at disse naturkatastrofer fremkalder mindre skade. Der er brug for en særlig beskyttelse. Og hvad gør De i stedet? De undtager øerne i det nordlige og østlige Ægæiske Hav fra programmerne under strukturpolitikken. Energi, transport og andre sådanne programmer. Og dermed lader De dem være ubeskyttede, selvom de er områder, der er særligt udsatte for naturkatastrofer. Og fordi de også er grænseregioner, i Det Ægæiske Hav, ved Evros-floden, mod Tyrkiet, så har de også det tvivlsomme privilegium, at der ikke tilflyder dem investeringer, for alle frygter for stabiliteten i sådanne områder på grund af den velkendte politik, som den tyrkiske ledelse følger. Derfor beder jeg Dem, hr. Marín, om at vise Deres støtte i to faser, i form af direkte hjælp og i form af en øget beskyttelse af disse områder gennem strukturprogrammerne, sådan at naturkatastroferne ikke fremkalder så voldsomme skader.
Hr. formand, kære kolleger, hr. kommissær, det skrækkelige uvejr, som i den seneste tid har ramt mange lande i Europa og i hele verden, er et resultat af menneskets hovedløse indgriben i miljøet. Kæmpemæssige skovområder er blevet ødelagt, søer er blevet udtørret, floder er blevet opdæmmet. Naturen advarer os, men den tager samtidig hævn. Dette er nu også sket i Grækenland. Sidste uge i Grækenland var præget af store ødelæggelser som følge af heftige regnskyl. Mennesker har mistet livet, afgrøder er blevet ødelagt, og det liv, som folk med en stor indsats havde bygget op, er blevet vasket væk. Vi udtrykker vores medfølelse med ofrene og alle de mennesker, der er blevet ramt, og vi ønsker, hr. kommissær, at Kommissionen giver udtryk for sin medfølelse indirekte ved at stille økonomisk hjælp til rådighed så hurtigt som muligt. Uvejr i Málaga
Hr. formand, jeg antager, at De som nabo til dette område, om end i et andet land, kender til de kraftige regnskyl og orkanvinde, der hærgede provinsen Málaga mellem den 31. januar og den 5. februar i år. Dette medførte store skader for land- og kvægbrug, land- og skovområdernes infrastruktur og fast ejendom af enhver art. Skaderne beløber sig til over ESP 21 milliarder. Jeg vil, og lad mig sige på næsten hele den spanske delegations vegne uanset gruppetilhørsforhold, bede Kommissionen om via denne beslutning at standse blokeringen af nødhjælpen til afhjælpning af skaderne i provinsen Málaga. Jeg er sikker på, at hr. næstformand Marín vil se med samme interesse på Grækenlands problem som Spaniens, men sandheden er, hr. Marín, at i denne sag har vi vores egen forsvarsadvokat.
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen føler med ofrenes familier i deres smerte, både i Grækenland og i Málaga, og beklager de materielle skader, men jeg kan forsikre Dem om, at De har stillet mig i en meget vanskelig situation, fordi problemet er, at budgetposten for nødhjælp til befolkningsgrupper i Fællesskabet, som er ofre for katastrofer, er blevet fjernet fra fællesskabsbudgettet netop efter Europa-Parlamentets initiativ. Det synes derfor en smule dramatisk, at Kommissionen skal minde Dem om det og muligvis endda bede Dem om igen at indføre denne post i budgettet for næste år.
Mange tak, hr. kommissær Marín. Forhandlinge er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 17.30. (Mødet udsat 15 minutter indtil afstemningstidspunktet)
Vi går nu over til afstemningen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning. Under afstemningen om ulykken i Italien forårsaget af et militærfly:
Hr. formand, eftersom nyheden om, at den italienske regering har bedt USA's regering om, at retssagen på grund af ulykken i Cavalese finder sted i Italien, netop er blevet bekendtgjort i dag, vil vi indsætte dette i beslutningen, og jeg vil derfor i enighed med mange kolleger foreslå følgende mundtlige ændringsforslag: "tager den italienske regerings officielle anmodning til den amerikanske regering om at give tilladelse til gennemførelse af retssagen i Italien til efterretning«. Hvis alle kolleger er enige, kan vi vedtage det. (Det mundtlige ændringsforslag vedtoges, og forslaget til lovgivningsmæssige beslutning vedtoges) Efter afstemningen om oversvømmelserne i Grækenland :
Hr. formand, for tre kvarter siden i forbindelse med forhandlingen om de netop afstemte fire beslutninger om oversvømmelser udspandt der sig en komedie, der ikke er dette Parlament værdig. Efter at Parlamentet med stort besvær og under store anstrengelser havde udarbejdet og derefter forhandlet mere end en halv time, rejste den ansvarlige kommissær, hr. Marín, sig og meddelte os, uden at være kynisk, men alligevel på den mest kyniske måde, at alt dette ikke gjorde den mindste forskel. Eftersom den linje på budgettet, der var afsat til skadeserstatninger og hjælp, var udgået, og Parlamentet var medansvarlig herfor. Jeg bringer denne sag op som et spørgsmål. Hvorfor har tjenestegrenene erklæret en beslutning, som var uden mening, for antagelig? Hvorfor? Før i tiden, før denne budgetpost udgik, var denne form for støtte så at sige ikke-eksisterende, meget begrænset og var langt fra tilstrækkelig til at dække skaderne. Nu får vi helt kynisk at vide, at det kan der ikke være tale om. Hvad skal vi så med denne forhandling? Hvad skal denne komedie her i Parlamentet til for? Hr. formand, jeg stiller ikke dette spørgsmål af personlige årsager eller af national egoisme. I dag er der tale om Grækenland. Næste gang vil det være andre lande. Skal vi hver gang spille denne komedie? Og hvis denne linje nu også er udgået, så kan vi ikke tolerere det og må som medansvarlig i budgettet sørge for at genopføre den, for det er uacceptabelt, at vores medmennesker skal lide på grund af oversvømmelser og naturkatastrofer, medens Parlamentet blot ser til.
Hr. formand, Parlamentet bør vide, at hr. Marin har fuldstændig ret: vi var med til at afskaffe den budgetpost. Det er en af grundene til, at hr. Avgerinos, Deres kollega i Præsidiet, er i gang med igen at undersøge systemet for uopsættelige spørgsmål. Så det er ikke en nyhed for de fleste af os. Det, der er latterligt, er, at vi bliver ved med at fremsætte beslutningsforslag, hvor vi beder om, at der bruges penge, når der ikke findes nogen budgetpost, og det skal medlemmerne være klar over, når de fremsætter beslutningsforslag.
Hr. formand, vores græske kollega har delvis ret. Fru Green har også kun delvis ret. Vi anmoder nemlig i beslutningsforslaget om Grækenland ikke om penge fra katastrofefonden, men fra strukturfondene og således ikke disse tidligere ECU 5 millioner. Det var første punkt. For det andet, tirsdag eftermiddag, men måske er den betænkning, som fru Green har fået, ikke vel ankommet, aftalte det medlem, som sidder bag ved Dem, undertegnede og en række andre medlemmer med hinanden, at vi ville bede formandskabet om endnu en gang at se på, om vi fremover skal behandle disse beslutningsforslag om katastrofer, og at vi ved den førstkommende revision af alt, hvad der har at gøre med uopsættelige spørgsmål, også vil komme tilbage til dette punkt. De græske muligheder fortsætter dog med at eksistere.
Faktisk måtte jeg før afstemningen forklare især hr. Ephremidis - og jeg mener, at jeg gjorde det meget roligt - at jeg beklagede at skulle meddele Dem - jeg var ikke kynisk, men sagde blot sandheden - at vi ikke kan igangsætte nødhjælp i forbindelse med naturkatastrofer, fordi budgetpost B4-3400 er blevet fjernet. Dernæst er der i forbindelse med strukturfondene et andet problem, nemlig at forordningen om strukturfondene ikke tillader udbetaling i tilfælde af naturkatastrofer. Og som følge heraf er der intet juridisk grundlag for at gøre det.
Hr. formand, jeg havde allerede bedt om ordet. Jeg vil gerne støtte vores kollega Ephremidis i hans indsats for ofrene for oversvømmelsen, men ikke i hans krav til formanden om at erklære sådanne beslutninger for ikke tilladte. Jeg mener, det er bedre at diskutere den reelt eksisterende kriminalitet rundt om vores bygning i Bruxelles - det blev afvist at diskutere det - i stedet for at diskutere en reelt ikke-eksisterende budgetpost. Jeg mener ikke, at det er formanden, men derimod dette Parlament, der bør træffe den slags beslutninger.
Hr. formand, der må være sket en misforståelse i tolkningen. Jeg sagde tværtimod, at hr. Marín, uden at være kynisk... Jeg sagde ikke, at han var kynisk, tværtimod sagde jeg "uden at være kynisk«, men at han havde sagt på den mest kyniske måde, det vil sige ganske koldblodigt, at der ikke var denne budgetlinje. Det vil jeg gerne slå fast, hr. formand, for nu har jeg været i dette Parlament omkring tyve år, og jeg har aldrig nogen sinde krænket kolleger med mine bemærkninger og slet ikke de ærede medlemmer af Rådet eller Kommissionen.
Afstemningen om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning er afsluttet .
Hr. formand, jeg vil blot gøre Dem opmærksom på, at så vidt jeg ved, ringede stemmeklokken ikke. Jeg kom ti minutter for sent. Eller også ringede den ikke alle steder. Jeg havde et møde, og jeg var meget opmærksom på at lytte efter klokken. Jeg måtte se på mit ur, men i betragtning af, hvor vigtig vores afstemning er, så mener jeg, at det ville være en god idé at sørge for, at klokken ringer. Tak.
Vi kontrollerer det, men Deres tilstedeværelse vil blive registreret. (Mødet udsat kl. 17.50 og genoptaget kl. 18.00)
Vi fortsætter nu forhandlingen om tillid til elektroniske betalingsmidler.
Hr. formand, det er muligt at holde sig forbrugernes interesser for øje og samtidig være helt åben over for mulighederne med de nye teknologiske udviklinger. Det har ordføreren bevist på en overbevisende måde, idet hun med sin betænkning har belyst de retsproblemer, som Kommissionen har gjort opmærksom på med sin meddelelse. Det drejer sig f.eks. om det endnu ikke tilstrækkeligt afklarede spørgsmål om definitionen af de betalingsinstrumener, der indgår i meddelelsen respektive et direktiv, der skal udarbejdes. Skal det nu kun omhandle fysisk eller også rent elektroniske betalingsmidler - f.eks. via Internet? De for forbrugerne så presserende ansvarsproblemer, som ordføreren har behandlet udførligt, er ikke mindre vigtige. Hvad begge spørgsmål angår, anser jeg det for absolut nødvendigt, at vi får et svar fra Kommissionen, også med henblik på et evt. kommende direktiv. Retsudvalget har vedtaget betænkningen af vores kollega Thors enstemmigt. Det ville være ønskeligt, om dette Parlament kunne gøre det samme - af hensyn til forbrugerne og af hensyn til en modernisering af vores betalingsmidler.
Hr. formand, kære kolleger, fru Thors kommer i sin glimrende betænkning beslutsomt ind på et meget nyt og komplekst område, hvor den traditionelle forbrugerpsykologi har stor betydning. Den aktuelle markedsøkonomi er stadig i høj grad baseret på den fysiske opfattelse, som forbrugeren har af valutaens håndgribelighed og af den handlendes person. Denne opfattelse fortsætter i stor udstrækning med at være afgørende for forbrugerens tillid, og her eksisterer nogle holdninger, som i øvrigt varierer meget fra den ene del af Unionen til den anden. Vi er i øjeblikket vidner til en revolution, som vender op og ned på vores traditionelle holdninger; en revolution, der er af samme omfang som den, der i sin tid erstattede byttehandelsøkonomien med markedsøkonomien, da pengene blev indført. I dag er det tydeligt, at de fysiske penge er ved at forsvinde til fordel for en simpel elektronisk registrering. Det er navnlig den såkaldte cyberøkonomi, der udvikler sig, og den handlende forsvinder til fordel for et elektronisk handelsnetværk, der ikke længere repræsenteres af millioner af sælgeres ansigter, men af nogle få multinationale selskaber, der står over for forbrugeren, og som er uden for dennes rækkevidde. Det er denne ændring, som vækker forbrugerens mistillid. Det er derfor forbrugeren, man skal tage hensyn til, hvis man ønsker at skabe en ny tillid til de moderne teknologiske procedurer. Som præsident Clinton sagde i en meddelelse den 1. juli 1997, vil det om nogle år være flere hundreder milliarder dollars, der vil skifte hænder på denne måde. Det er således ikke tilstrækkeligt, at vi sørger for at organisere en forbrugerbeskyttelse med hensyn til elektroniske betalingskort, vi skal først og fremmest skabe betingelserne for en juridisk ramme, der kan muliggøre konkurrence i leveringen af udvekslingsprocedurer. Dette skal vi gøre ved at opstille nogle regler, der forhindrer monopoldannelse for leveringen af software og servere ved hjælp af nogle diskriminerende procedurer. Visse selskaber forsøger faktisk allerede at kontrollere denne spirende cyberøkonomi. Mange mennesker er i øvrigt naive med hensyn til f.eks. Bill Gates' succes. Disse selskabers magt er allerede nu uden for de fleste af vores regeringers rækkevidde. USA lader til at kun at ville fastsætte de regler, der efterhånden er blevet nødvendige, så de samtidig kan tjene de amerikanske selskabers interesser bedst muligt. Den Europæiske Union skal påtage sig sit ansvar som økonomisk stormagt på verdensplan. Efter vores mening skal den således udarbejde et direktiv, der fastlægger, inddeler, standardiserer og hierarkiserer udvekslingsprocedurerne. Det vil være det første, afgørende skridt for indførelsen af en konkurrencelovgivning på dette nye område og for at give forbrugeren tillid til de nye teknologier. Det er i denne ånd, at Gruppen Europæisk Radikal Alliance vil støtte fru Thors' betænkning.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0033/98) af Crowley for Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder om rapport fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om resultaterne af anden fase af SLIM (enklere lovgivning for det indre marked) og status over gennemførelsen af henstillingerne fra første fase (KOM(97)0618 - C4-0660/97).
Hr. formand, som stedfortræder for min kollega hr. Crowley vil jeg først gerne have ført til protokols her i Parlamentet, at han er meget taknemmelig over for sekretariatet i Udvalget om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder for al dets bistand og rådgivning i forbindelse med udarbejdelsen af denne anden SLIM-betænkning og ligeledes hans tak til de øvrige forslagsstillere for deres tilføjelser til teksten. Han beder mig også takke Kommissionen, fordi den har taget hensyn til nogle af udvalgets ønsker med hensyn til forudgående høring. Jeg er sikker på, at alle Parlamentets medlemmer er klar over, at jo nemmere og mere lettilgængelig vi laver lovgivningen, jo bedre mulighed får det rigtige erhvervsliv og handelen for at ekspandere, hvilket vil føre til større vækst og øget beskæftigelse. Vi må tage vores ansvar i henhold til traktaterne alvorligt og ikke lægge unødvendige administrative eller økonomiske byrder på de små og mellemstore virksomheder, der er anerkendt som den bedste drivkraft til at skabe øget beskæftigelse. I rapporten nævnes specifikt en række områder: udvidelsen af SLIM-foranstaltninger til landbrugsområdet, brug af et enklere og mere almindeligt sprog; man påpeger også, at kodificering er et nyttigt værktøj til at forbedre situationen - f.eks. 16 gødningsdirektiver, der reduceres til et enkelt. I rapporten anbefales det ligeledes, at medlemsstaternes regeringer bør oprette SLIM-grupper, da der findes visse tegn på, at nogle af hindringerne for det indre marked skyldes manglende gennemførelse eller manglende omsætning af EU-lovgivningen. Det anføres, at disse SLIM-grupper bør have en levetid på mindst seks måneder, og at tredje fase af SLIM bør dreje sig om fri bevægelighed og social sikring for vandrende arbejdstagere. Tredje fase bør ligeledes dreje sig om sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, offentlige indkøb og direktiver om håndtering af farlige stoffer. Med hensyn til fjerde fase foreslår ordføreren, at SLIM kommer til at omfatte maskindirektivet, direktivet om forvaltning af miljøaffald, direktivet om telekommunikationsudstyr og direktivet om elektromagnetisk forenelighed samt gennemførelse af forureningskontrol. Som alle medlemmer vil vide, bruger medlemsstaterne ofte Den Europæiske Union som syndebuk for upopulære nationale bestemmelser. Denne praksis må ikke fortsætte, og Europa-Parlamentets kontorer i de enkelte medlemsstaterne må reagere kraftigt på denne praksis. Efter ordførerens ønske anbefaler jeg denne betænkning over for Parlamentet.
Hr. formand, først vil jeg gerne undskylde på vegne af ordføreren for udtalelsen fra Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik. Lige som hr. Hyland er jeg blevet bedt om at træde til, og det lader til, at hr. Hyland og jeg selv er gudforældre til denne betænkning i Europa-Parlamentet, mens de rigtige forældre er andetsteds. Jeg vil også gerne bemærke, at det luxembourgske formandskab havde succes med iværksættelsen af SLIM-programmet. Som britisk medlem er jeg optimistisk med hensyn til, at det britiske formandskab kan fastholde den fart, som man nåede op på under det luxembourgske formandskab, og at den vil blive opretholdt under det østrigske og tyske formandskab, for der er meget at lave inden for dette område. Det drejer sig om at forbedre erhvervslivets betingelser. Det er en vigtig bestanddel, som det blev påpeget i handlingsplanen for det indre marked, af gennemførelsen af dette program. Når bureaukratiet reduceres, og reglerne forenkles, vil situationen blive meget enklere for erhvervslivet, og det bliver meget lettere at operere på det indre marked. Det vil især gavne de små og mellemstore virksomheder, som må bruge forholdsvis flere penge på at overholde EU-lovgivningen og den nationale lovgivning efter omsættelsen af EU-lovgivningen. Der skal navnlig bruges flere penge på at afkode nogle af de komplicerede tekster, når de ankommer på de respektive medlemsstaters sprog. Det vil også betyde øget økonomisk aktivitet, hvilket kun kan være til gavn for det indre marked, fordi resultatet vil være flere arbejdspladser. Nogle af de bedste eksempler på, hvilke områder der er tale om, er navnlig direktiver, der kan kodificeres til et enkelt direktiv - f.eks. i tilfældet med gødning eller naturligvis maskiner, miljøaffald, telekommunikationsudstyr og elektromagnetisk forenelighed på tværs af elektrisk udstyr og ligeledes forureningskontrol. Det andet spørgsmål er omsætningen, som skal håndteres på en effektiv måde. Medlemsstaterne omsætter ofte EUlovgivningen til en meget tung national lovgivning. Dette skyldes til dels kompleksiteten af den oprindelige tekst, men jeg mener, at det i hovedsagen skyldes bureaukratisk indgriben på nationalt plan, når embedsmændene ønsker at få noget af deres egen fortolkning af lovgivningen og deres egne yndlingsprojekter med i den nationale lovgivning. SLIM er en plan, der skal mindske bureaukraternes appetit på lovgivning og medføre forslag om sund lovgivning, der kan udføre nogle fornuftige rammer for det indre markeds funktion. Et sundt indre marked vil betyde flere arbejdspladser, og jeg anbefaler derfor hr. Crowleys betænkning for Parlamentet.
Hr. formand, på vegne af min gruppe vil jeg gerne takke ordføreren, også selvom han er fraværende, for sin betænkning og sit vedvarende engagement for SLIM-initiativet mange, mange gange. SLIM-initiativet støttes af dette Parlaments Udvalg om Retlige Anliggender og Borgernes Rettigheder på tværs af grupperne og er med små undtagelser næsten ikke omstridt. Hvor tekniske og detaljerede arbejderne som led i SLIM-initiativet end måtte virke, så skal vi dog hele tiden være opmærksom på, at der her er tale om et centralt projekt om EU-borgernes accept af Den Europæiske Union. Begejstringen for Europa kan være nok så stor, men når hverdagen, især for virksomhederne, bestemmes af uforståelige bestemmelser, utallige statistiske formularer og komplicerede momsprocedurer, så vil selv den største begejstring blive forvandlet til mismod og lede. Bortset fra disse problemer med accepten og de omkostninger, der er forbundet med gennemførelsen af mange bestemmelser - og ofte er det ikke EU's bestemmelser, men derimod netop de nationale bestemmelser - skal det også være vores opgave at garantere retssikkerheden i Europa og højne den yderligere. Som noget helt centralt betyder retssikkerhed også, at lovgivningen er forståelig og kan fuldbyrdes. Kommissionens hidtidige initiativer skal ganske vist hilses velkommen, men de er stadig ikke vidtrækkende nok, og det går for langsomt. Jeg kan derfor kun støtte ordføreren i hans krav om, at processen til forenkling af lovgivningen fremskyndes og udvides, og at SLIM-holdets forslag gennemføres hurtigere. Et område, der ville kunne få stor succes på dette område, ville sikkert være landbruget. Men hvis vi sværger til en alt for kompliceret lovgivning, må vi ikke lade de mere grundlæggende årsager hertil ude af betragtning. Noget af det skyldes sikkert, at der på mange områder stadig er brug for enstemmighed i Det Europæiske Råd, eller at der selv dér, hvor det ikke er formelt nødvendigt, at der tilstræbes en så bred tilslutning som muligt. For så at stille alle eller så mange som muligt tilfreds skal der forankres undtagelser fra undtagelserne og meget, meget kasuistiske bestemmelser. Jeg mener også, at vi som Europa-Parlament og som medlovgiver må feje for egen dør og oftere holde os til princippet »mindre kan også gøre det«. Afslutningsvis vil jeg derfor gerne foreslå, at Parlamentet sørger for at skabe et instrument, så vi kan undersøge, om vi ikke kan gøre vores legislative forslag enklere og mere forståelige.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg hilser Kommissionens aktiviteter som led i SLIMprogrammet, der blev indledt allerede i 1996, overordentligt velkommen. Den nu forelagte betænkning er endnu et skridt i retning mod en forbedring og en forenkling af fællesskabslovgivningen, også selvom der kun er tale om et lille skridt i betragtning af, hvor stort og presserende behovet for at skabe enklere bestemmelser for det indre marked er. Selvfølgelig kunne jeg også godt tænke mig, at SLIM-programmet meget hurtigere og tydeligere kommer til udtryk i i håndfaste resultater, som kan ses og måles af enhver. Så spiller rækkefølgen af projekterne under SLIM-proceduren i øvrigt en underordnet rolle. Jeg kunne godt tænke mig, at dette program fører til mærkbare lettelser for de mellemstore, små og meget små, og også for de store virksomheder og på den måde styrker deres konkurrenceevne og bidrager til en øget beskæftigelse. Intrastatkontrollen og momsområdet er virkelig lønsomme objekter i den forbindelse. Jeg kunne godt tænke mig, at SLIM-programmet virkelig bliver opfattet som et velsignet projekt, og at det smitter af på medlemslandene, så de også tynder ud i antallet af love på lignende måde, frivilligt og evt. endda med en fastlagt tidsfrist. Vores love må ikke længere blive opfattet som et udtryk for blind lovgivningsmani hos bureaukrater i Bruxelles eller i medlemslandene. Lovgivningen må ikke overskride den grænse, der stadig opfattes som fornuftig, med den automatiske belastning, den ofte betyder for borgerne og virksomhederne. Disse ønsker og krav kan dog ikke kun adresseres til Kommissionen. Der blev stillet og stilles også krav til lovgiveren, Rådet og Europa-Parlamentet, i denne sag. Vi, Europa-Parlamentet, må være selvkritiske, når vi spørger os selv: Hvordan kan vi bidrage til at opnå målet? Når jeg måler vores beslutningsforslag, som er sat til afstemning, med samme målestok, hvad angår klarhed, læsbarhed, stramhed og koncentration, bliver jeg skuffet. Det er på ingen måde en anklage mod ordføreren, slet ikke. Det er især resultatet af vores egne afstemningsprocedurer her i Parlamentet, hvor vi tit ender med en række punkter, der er stillet op efter hinanden uden at have noget med hinanden at gøre. Det er en helt generel konstatering. Uanset dette kan jeg ikke forstå, hvad f.eks. punkt 10 og 11 har at gøre i denne beslutning. Jeg støtter naturligvis kravet om en europæisk virksomhedsform uden forbehold. SLIM-programmets målsætning om at forbedre og forenkle den eksisterende lovgivning har dog efter min mening forsvindende lidt at gøre med punkt 10 og 11. Hvis Parlamentet tilstræber aktivitet med SLIM, kan jeg heller ikke helt forstå, hvorfor det i punkt 15 og 16 allerede vil inddrages i Kommissionens enkelte kontroller som led i SLIM. Som medlovgiver bør det koncentrere sig om at medvirke ved konklusionerne og ikke på forhånd trække proceduren i langdrag. SLIM er et lønsomt projekt. Jeg vil gerne takke ordføreren, Kommissionen og især kommissær Monti for hans vedholdenhed og udtrykke min glæde over, at det nuværende rådsformandskab tildeler SLIM-programmet en helt særlig betydning.
Hr. formand, "slim« på nederlandsk betyder på engelsk "clever«. "Slim« på engelsk betyder på nederlandsk tynd. Ingen af de to betegnelser kan anvendes om det program, som Kommissionen har forelagt os. For Kommissionen har ikke opfyldt sit løfte. Jeg synes egentlig, at det er ærgerligt, at kommissær Monti ikke er til stede her i aften, for jeg ville da egentlig have haft et noget fastere tilsagn fra Kommissionen om, at den nu virkelig gør alvor af både dereguleringen, forenklingen og konsolideringen af den europæiske lovgivning. Vi har ét virkeligt eksempel på konsolidering. Det er den kommunautære toldlovgivning. Den, som ser de tykke bind, som den konsoliderede lovgivning fylder, og som ved, at det jo for det meste er lavtuddannede mennesker i hele Fællesskabet, der skal arbejde med den, ved, at vi har svigtet med hensyn til forenklingen og håndterligheden af fællesskabslovgivningen. Når vi ser de opgaver, som vi stiller til os selv i fællesskabslovgivningen, f.eks. tilbagesendelsen af T-dokumenter inden 14 dage, og vi ved, at mere end 85 % af disse dokumenter ikke er tilbage til tiden, hvad er det så for en lovgivning, vi beskæftiger os med, når vi ved, at man ikke kan overholde den? Når vi ved, at vi, når det f.eks. drejer sig om kontrol med køre- og hviletider, først nu, i begyndelsen af 1998, har tallene fra 1993 og 1994, idet fire medlemsstater præsterer simpelthen ikke at indlevere nogen tal, og Kommissionen bare sidder her og siger: ja, vi vil forenkle, deregulere og forbedre lovgivningen, så vil jeg da endelig se nogle virkelige resultater! Det må Kommissionen garantere.
Hr. formand, hr. Wijsenbeek, jeg tænkte på, at SLIM betyder slank på tysk - det ser jeg i hvert fald, at der står på de skjorter, jeg ikke længere kan passe - også slank i betydningen slankning af lovene og de administrative bestemmelser, sådan som det må være et must i hele Europa. Den østrigske økonomiminister har sammen med den britiske repræsentant for Rådet også betegnet denne opgave som et hovedemne i det østrigske formandskab. Vi vil holde nøje øje med, om og hvordan det østrigske rådsformandskab vil overvinde Parkinsons lov i andet halvår af 1998, og vi glæder os allerede nu til de positive virkninger af den østrigske økonomiministers bebudede initiativ »Bedre bestemmelser giver bedre beskæftigelse«. SLIM er et af de initiativer, der kan være med til at fortsætte den vej, vi har valgt, og som kan fremskynde forenklingen. Den finansielle belastning i form af bureaukratiske omkostninger er ekstremt høj netop for små og mellemstore virksomheder og begrænsningen heraf gennem en enklere lovgivning derfor en nødvendighed. Vi mener dog, at Kommissionens generalmandat i henhold til betænkningens punkt 21 er det samme som at overdrage et kompetenceområde, hvilket vi afviser. Vi går dog ind for betænkningen, som vi mener er udmærket.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil selvfølgelig også gerne være med til at lykønske hr. Crowley for det virkelig store stykke arbejde, han har ydet for at forenkle forvaltningen inden for det indre marked. Når man ser på, hvad der til dels forlanges af små og mellemstore virksomheder inden for konjunkturstatistikken, får man en følelse af, at de virkelighedsfjerne opfindere af denne statistik tilsyneladende tror, at kunder primært betaler deres priser for at udfylde formularer og ikke for et produkt. Her forlanger man altså noget af en virksomhed, som den ikke kan give. Det logiske facit er: tab af arbejdspladser. Ville det ikke være meget bedre, hvis staten i stedet for som sædvanlig at true med straf, hvis firmaerne ikke efterkommer deres statistikforpligtelser, ville motivere firmaerne, f.eks. med visse præmier, og derudover lade det være op til dem selv, om de vil udarbejde konjunkturstatistikker eller ej. Som historisk bevidst menneske får dette system mig uværgerligt også til at tænke på middelalderens hoveri, der dengang havde den fordel, at man kun skulle aflevere en tiende, mens statens andel i dag jo oftest ligger væsentligt over 10 % af indtægten eller arbejdstiden. Når vi så hører, at, som det f.eks. er tilfældet i dag i Østrig, finansministeren giver udtryk for, at han ønsker at indføre princippet om omvendt bevisbyrde ved mistanke om skattesvig, så kan man næppe forestille sig, hvad dette vil medføre i form af øget belastning for vores små og mellemstore virksomheder, og hvilke astronomiske arbejdsløshedstal det vil munde ud i i Europa. De små og mellemstore virksomheder er jo netop de steder, hvor der skabes og bevares arbejdspladser. I den forstand kan SLIM-programmet virkelig blive banebrydende for den enkelte europæer, og jeg håber meget, at de forskellige forældre til SLIM-programmet fortsætter deres bestræbelser på at fremskynde dette program og holde det i live.
Hr. formand, jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor længe vi skal blive ved med at tale rosende om SLIM-programmet. Nu er det år 1998. Programmet blev lanceret i 1996, men vi har, som min kollega Wijsenbeek sagde, endnu ikke set et eneste forslag. Det er den første alvorlige indvending. Jeg vil gerne komme med en sidste advarsel: Kom ikke en gang til for at tale om SLIM-programmet, hvis vi ikke har fået nogen konkrete forslag! Jeg begynder at blive træt af denne »SLIM-liturgi«! For det andet håber jeg virkelig, at signalerne når frem til hele Kommissionen, det vil sige, at vi ønsker, at disse principper skal udvides til at omfatte al lovgivning i Kommissionen, da der også er behov for det der. Endvidere vil jeg betone det, som Murphy konstaterede ved det juridiske udvalgs udspørgning, nemlig at et af SLIM-forslagene, som er fremlagt vedrørende statistikføringen, ikke er gennemførligt. Jeg håber, at Kommissionen tager dette alvorligt, og at man der reviderer, da dette forslag ville føre til dobbelt bureaukrati, dobbelte nomenklaturer for virksomhederne og gå i nøjagtig den modsatte retning af det, som alle kolleger her har efterlyst.
Hr. formand, mine damer og herrer, SLIM-initiativet er et ret vigtigt initiativ, fordi det gør Europa sympatisk. Sympatisk, fordi man gør sig nogle tanker om, hvordan man kan forenkle de eksisterende bestemmelser, og hvordan man kan udforme dem, så de bliver mere brugbare. Når man tænker på, at vi har ca. 50.000 bestemmelser inden for det indre marked, så ved man, hvilket arbejde vi står over for. Når man taler om new public management , så ved man, at SLIM her tildeles stor betydning. Ud over FICHE-IMPACT, som skal prøve at forenkle de nye bestemmelser og gøre dem klare og tydelige for borgerne, skal SLIM-programmet netop forenkle den eksisterende lovgivning. Til det formål har vi stadig brug for bench marking -systemet, så vi kan se, hvordan antallet, hvordan kvaliteten, hvordan de forskellige områder udvikler sig, så vi altså får sammenlignelige målestokke for, hvor effektivt vi arbejder. Vi har brug for SLIM-programmerne, så det indre marked ikke kun er noget, der står på papiret, men også er noget, der kan opleves i praksis. En enklere og fælles lovgivning inden for det indre marked er ikke kun til gavn for virksomhederne, men også især for forbrugerne, fordi det kan betyde, at produkterne bliver billigere. Virksomhederne kan så i højere grad beskæftige sig med deres service og produktion i stedet for at udfylde statistikker. Det er nemlig muligt at rekvirere materiale og nødvendige data til statistikken fra andre områder. Vi videregiver tilstrækkelige data til skatteforvaltningen, bankerne kan måle omsætningerne, socialforsikringsinstitutterne får dataene. Jeg mener, at meget er tilgængeligt for os på dette område. Jeg vil også foreslå, at f.eks. Økonomi- og Socialudvalget beskæftiger sig mere med disse problemer, for en aflastning af erhvervslivet vil betyde flere arbejdspladser.
Hr. formand, man kan vel synes, at dette er et skridt i den rigtige retning, men jeg tror, man må se det i en bredere sammenhæng. Det er godt, at man behandler lovgivningsområde for lovgivningsområde og kan udvide det til at omfatte flere områder, hvis det skulle være af betydning. Det er også godt, at detaljeringsgraden gennemgås ordentligt, så der lægges mere vægt på principper i EU-regler og EU-love, samt at detaljer lægges mere ud til de enkelte medlemslande om, hvad det nu kan dreje sig om i landbruget, f.eks. agurker, bananer eller jordbær, så man slipper for denne debat. Jeg har en alvorlig indvending, nemlig at man begynder med en sådan regel om SLIM, som i og for sig er god, men som ikke tager fat på det store problem: det stadig stigende antal EU-regler. År 1992, da subsidiaritetsprincippet blev indført, fandtes der ca. 8.050 EU-regler, som påvirkede medlemslandene. I 1996 var det 14.000, og antallet stiger for hvert år, der går. Det er en mængde nye regler og detaljer, som gør, at problemet er stort. Det er der, man skal begynde ved at lægge mere om principper på EU og mere om detaljer ud til nationalstaterne.
Hr. formand, jeg vil gerne benytte lejligheden til endnu en gang på Kommissionens vegne at takke Parlamentet for dets støtte til dette intiativ og især for den hurtighed, hvormed det har udstedt sin udtalelse, som vil gøre det muligt at igangsætte den næste fase af SLIM-programmet i løbet af de næste uger. De ved, at en af Kommissionens prioriteter netop er at forenkle lovgivningen med den betænkning, der blev udarbejdet om handlingsplanen for det indre marked under mottoet »Bedre lovgivning«. Dette er en følelse, som deles af alle. SLIM-initiativet har ikke uden vanskeligheder allerede fungeret i næsten to år. Kommissionen erkender dette, selvom der generelt er gjort et stort arbejde, hvoraf man nu begynder at kunne se de første håndgribelige resultater. Efter med held at have gennemført to faser og i lyset af, at en tredje snart skal iværksættes, har vi fire forslag til lovgivningsmæssige beslutninger på bordet. Med hensyn til næste fase i SLIM, på baggrund af anmodningerne fra dette Parlament, efter at have hørt medlemsstaternes mening og under hensyntagen til områderne i handlingsplanen for det indre marked har Kommissionen udvalgt følgende sektorer, som skal undersøges i tredje fase, der begynder nu: Direktivet om elektromagnetisk kompatibilitet, forsikringer og nogle områder af fællesskabslovgivningen om social sikkerhed. Den endelige udvælgelse til fjerde fase er endnu ikke gennemført, men på nuværende tidspunkt mener vi, at den bør omfatte selskabsret, en del af miljølovgivningen og en tredje sektor, muligvis produktlovgivningen. I de næste dage vil Kommissionens tjenestegrene fremlægge et arbejdsdokument, hvori de beskriver omfanget og formålene med det arbejde, som skal gennemføres. En af Kommissionens største bekymringer har fra begyndelsen inden for SLIM-programmet været at forbedre og forøge arbejdets gennemskuelighed for alle interesserede parter, og vi forstår nogle af de fremsatte kritikpunkter, men man må tænke på, at der må findes en balance, således at SLIM-grupperne kan opnå det primære mål, som er en uformel diskussion mellem de interesserede parter om den aktuelle lovgivnings alt for store kompleksitet og forberedelse af henstillinger til forenkling inden for en kort periode. Dette forhindrer, at alle berørte parter kan deltage direkte, selvom vi forsøger at garantere, at de indbyrdes forespørgsler parterne imellem bliver så omfattende som muligt. Hvad angår Parlamentets ansøgning om deltagelse foreslår Kommissionen, at formændene for SLIM-grupperne løbende holder Dem orienteret om arbejdets fremadskriden i løbet af fasen, og at den tilgængelige information fremsendes til et kontaktpunkt, som udpeges af Parlamentet. En anden bekymring, der er påpeget, er nødvendigheden af at forenkle den nationale lovgivning vedrørende det indre marked. Kommissionen så meget gerne, at også den nationale lovgivning kunne forenkles, til hvilket formål det naturligvis er nødvendigt, at medlemsstaterne - fordi De har angivet, at det skal bestemmes ved enstemmighed - også er enige i at forenkle fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning, men jeg vil ikke skjule for Dem, at dette er et ekstraordinært arbejde, og at arbejdet allerede er påbegyndt, men dette skal naturligvis ses på langt sigt. Arbejdsgruppen vedrørende arbejdsmiljøet er også ved at analysere medlemsstaternes fremskridt med hensyn til forenkling af den nationale lovgivning, og jeg må oplyse, at Europa-Kommissionen for øjeblikket ikke er i stand til og ikke råder over midler til ikke blot at udføre arbejdet med forenkling af fællesskabslovgivningen, som allerede er rigeligt, men til at udføre dette kæmpearbejde, såfremt medlemsstaterne bemyndiger Kommissionen til at revidere hele den nationale lovgivning. Og en sidste kommentar vedrørende nogle af de modtagne kritikpunkter. Jeg tror, at dette er et spørgsmål om balance, for i den lovgivende procedure er Kommissionen ansvarlig, naturligvis er den det, Rådet er ansvarligt, naturligvis er det det, men Europa-Parlamentet er også ansvarligt. Jeg er her hele ugen, og jeg vil ikke fortælle Dem, hvilke tre dage vi modtager tonsvis af ændringsforslag. Hvis vi gennemfører SLIM-programmet, hvor »slim« på engelsk betyder »fin og tynd« og på hollandsk »klog og snedig«, tror jeg derfor, at vi alle vil blive fine, vi vil blive kloge, og vi vil blive snedige.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A4-0047/98) af Gasoliba I Böhm for Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik om forslag til Rådets forordning om konjunkturstatistik (KOM(97)0313 - C4-0417/97-97/0171(CNS)).
Hr. formand, mine damer og herrer, hr. kommissær, det emne, vi behandler, og som er denne lovgivningsmæssige beslutning om et forslag til Rådets forordning om konjunkturstatistik, har en teknisk dimension, men også en dimension i forhold til gennemførelsen af det indre europæiske marked og den kommende Monetære Union med euroen. Endnu en gang overgår vores økonomiske virkelighed på unionsplan, hvad der kunne være medlemsstaternes enkle funktion, fordi det er indlysende, at det med det indre marked og især med Den Monetære Union vil være nødvendigt med en politisk orientering af Unionens økonomiske og monetære politik, og derfor skal denne orientering baseres på nogle pålidelige statistikker. Dette forslag til forordning har til formål at sikre disse statistikkers pålidelighed, hvilket betyder, at de aspekter og økonomiske størrelser, med hvilke der skal arbejdes på økonomisk og monetært plan i Unionen, skal være sammenlignelige og pålidelige. Og dette er idéen og formålet med denne forordning. I denne forbindelse er det væsentligt, at der har været to former for høring før udarbejdelse af forordningen: Høring af Det Europæiske Monetære Institut om, hvilke statistiktyper det har brug for - idet Det Europæiske Monetære Institut udgør kimen til det, der bliver Den Europæiske Centralbank - for at orientere Unionens monetære politik korrekt, og en høring af Kommissionen for at se, hvilke konjunkturstatistiktyper den har brug for til sine økonomiske orienteringer, og derfor hvilke krav der skal fastsættes. Dette medfører en række forslag, som er indeholdt i begrundelsen. Elleve forskellige egenskaber, månedlige produktionsindikatorer, information om virksomhedernes ordreindgang, månedlige oplysninger om lagerbeholdninger, producentpriser efter aktivitet, efter beskæftigelse og udførte arbejdstimer og for Kommissionens vedkommende en række indikatorer, som vedrører små og mellemstore virksomheder og visse specifikke sektortyper som byggeri og tjenesteydelser. Disse indikatorer fastsættes for nogle modultyper, som giver mulighed for sammenligning. I Udvalget har vi diskuteret dette spørgsmål, og der har været stor enighed. Jeg fremlagde som ordfører to forslag: Det første var, at man bl.a. skulle tage meget hensyn til indikatorerne på regionalt plan, fordi der er regioner, som har samme eller større vægt end visse stater, og hvis den regionale dimension forlades, mistes en indikatortype, som endvidere er meget nødvendig for orientering af en række politikker i selve Europa-Kommissionen, f.eks. grænseoverskridende samarbejde, i nogle forhold vedrørende anvendelsen af strukturfondene, i opfølgningen af udviklingen i den økonomiske aktivitet og i beskæftigelseskampen. Det andet var meget mere teknisk, nemlig præcisionen af nogle referencemoduler til beregning af f.eks. antallet af udførte arbejdstimer for deltidsbeskæftigede, der er en af de sager, som nu undersøges grundigere. I dette andet afsnit var der en række bemærkninger fra nogle kolleger i PPE-Gruppen, som henviste til SLIM-programmet, altså om ikke at overbebyrde virksomhederne unødigt med udfyldelse af statistiske spørgeskemaer, og i bestræbelserne på at opnå enighed droppede vi dette andet forhold. Der var enighed om resten, og dette giver mig lejlighed til som ordfører at udtrykke min tilfredshed, fordi de ændringsforslag, som jeg stiller til betænkningen - samtidig med at jeg accepterer Kommissionens oprindelige forslag - er forslag eller ændringsforslag, som efter min opfattelse medfører forbedring, og som fik enstemmig støtte fra Udvalget om Økonomi, Valutaspørgsmål og Industripolitik, hvorfor jeg fremlægger en betænkning uden afvigelser på udvalgsniveau.
Hr. formand, en mand eller en kvinde, der er forkert informeret, en leder, der er forkert informeret eller et folk, der er forkert informeret, reagerer forkert og tager forkerte beslutninger. Denne almengyldige sandhed gælder navnlig for beslutningstagerne i vores Europæiske Union. Hvis de er forkert informeret, ellers hvis informationerne er fejlagtige og ikke mindst usammenlignelige, risikerer de at træffe de forkerte beslutninger, hvilket i den sidste ende går ud over borgerne i vores Union. Det er derfor, at en forordning om konjunkturstatistik ikke kun er en sag for statistikere eller teknikere, men også har stor politisk betydning. Det er også derfor, at vores Parlament tager sig af dette. Det er nemlig af betydelig politisk vigtighed, at man følger virksomhedernes udvikling for at kunne bedømme det indre markeds udvikling korrekt og for at kunne fastlægge valuta-, økonomi-, social- og industripolitikkerne, navnlig i den forberedende overgangsfase til den fælles valuta, som vi befinder os i nu. Jeg lærte på universitetet, at statistik kan være den mest sofistikerede måde at lyve på, og at man i grunden ikke skal have tillid til andre statistikker end dem, man selv har forfalsket. Men eftersom vi i Den Europæiske Union skal have tillid til de statistikker, der opstilles af de femten medlemsstater, som selv er ansvarlige for indsamlingen af oplysningerne, er det nødvendigt at fastlægge nogle standarder, bestemmelser og definitioner, hvilket er en forudsætning for, at man kan udfærdige nogle sammenlignelige statistikker. Vi er således enige i forordningens målsætning og i den fremgangsmåde, som Kommissionen foreslår. Vi tilslutter os især Kommissionens ønske om at forene virksomhedernes byrde, idet de skal levere oplysningerne, og den forøgelse af informationer, der er nødvendig for både at tilfredsstille f.eks. Det Europæiske Monetære Institut og virksomhederne. Eftersom jeg er ordfører for et aspekt af SLIM-programmet, der vedrører statistikkerne for vareudveksling i det indre marked, er jeg klar over, at vi er splittet mellem ønsket om at lette virksomhedernes byrde - og navnlig SMV'ernes - da det er disse, der skal levere oplysningerne, og brugernes behov, idet virksomhederne selv er iblandt de brugere, der har behov for informationer. Visse virksomheder ønsker nemlig, at disse oplysninger er meget detaljerede, da de er vigtige for handels- og investeringspolitikkerne. Vi har stor forståelse for visse ændringsforslag til Kommissionens tekst, navnlig med hensyn til sammenlignelige statistikker ikke blot på nationalt plan, men også på regionalt plan, idet konjunkturstatistikkerne nu naturligvis ikke kun skal dække den industrielle sektor, men også servicesektoren. Man skal dog ikke overdrive ved at garantere, at de oplysninger, der er indhentet på regionalt plan, ikke kan identificeres med hensyn til deres oprindelse. Man skal heller ikke overdrive i en anden retning, sådan som det sker i de ændringsforslag, der er indgivet af De Grønne, og som med hensyn til variablerne går ud over det, som er nødvendigt og nyttigt. Lad os ikke glemme, at det her drejer sig om konjunkturstatistik, der ikke skal erstatte den sociale statistik eller statistikken om arbejdsmarkedet. Man skal ikke have for mange jern i ilden. Vi skal sikre, at der står kortsigtede, sammenlignelige indikatorer til rådighed i Den Europæiske Union, hverken mere eller mindre. Det overflødige kan være meget nødvendigt, men det er ikke den opskrift, vi skal følge på dette område, og ordføreren, som jeg lykønsker, har heller ikke gjort dette. Vi vil rette os efter ham.
Hr. formand, statistiske datas tilgængelighed er af særlig betydning netop i tider som disse. Indførelsen af euron skal også give os lejlighed til at se nøje på, hvordan den økonomiske situation, og især konjunkturen, udvikler sig. Derfor glæder jeg mig meget over betænkningen og lykønsker også ordføreren - det er et fremragende stykke arbejde - og det glæder mig også især, at han har gjort opmærksom på, at de små og mellemstore virksomheder ikke skal bebyrdes yderligere, men at vi tværtimod fremover skal stræbe efter en aflastning. Aflastning betyder, at vi ikke begynder en papirkrig som i middelalderen - sådan som vi allerede kalder det i dag - men at vi bør forsøge at indsamle data så automatiseret som muligt. Det bør være vores mål, at vi edb-teknisk stiller software til rådighed, så dataene kan indsluses så hurtigt og direkte i vores systemer som muligt. Når man besøger virksomhederne i dag - og jeg er selv smed og meget ude hos mine kunder, der ofte viser mig statistiske erklæringer på 20 sider, som de skal udfylde - så forstår man godt disse menneskers vrede over for statistikerne og dette Europa, som kun besværer dem med papirnusseri, og som de ikke umiddelbart kan se fordelen af. Jeg mener, at vi virkelig bør forsøge at skabe et motivationssystem, der gør det muligt at gøre dataene tilgængelige automatisk og hurtigt, om muligt med modem, så det altså ikke er forbundet med mekanisk arbejde og papir, der sendes frem og tilbage - det er nemlig også en kæmpe belastning for det Statistiske Hovedkontor, når det bliver konfronteret med papir i tonsvis. I stedet for bør vi finde en intelligent, sober løsning, som simpelthen gør det muligt for vores virksomheder at stille disse data til rådighed så nemt som muligt, mens vi samtidig får eksakte og gode data til vores virkelig gode fremtid i Europa.
Hr. formand, vi kan kun på det varmeste støtte det initiativ, som Kommissionen har taget med henblik på at opnå bedre og sammenlignelige statistikker over virksomhedernes konjunkturudvikling. Det drejer sig om en målsætning, der er så meget desto mere vigtig med ibrugtagningen af den fælles mønt og med udvidelsen af markedet som følge af den aktuelle aktionsplan. Kun sådan kan man få et korrekt og hele tiden aktualiseret indtryk af den igangværende udvikling, så man kan foretage de nødvendige justeringer. Det drejer sig om et område, hvor vi ikke kan begrænse os til nærhedsprincippet, eftersom der med den økonomisk-monetære union er tale om, at man skal påtage sig et ansvar for Unionen som helhed. Hvad angår hr. Carlos Gasòliba I Böhms betænkning, som jeg takker for, synes jeg, at den fortjener al vores støtte, ikke mindst med hensyn til ønsket om en klarere distinktion mellem interne og eksterne bevægelser og om fremlæggelse af regionale statistiske oplysninger. Det drejer sig i øvrigt om forbundne problemer, idet det er vigtigt at kende bevægelserne extra-EU, eller extra-Monetær Union, mellem medlemsstaterne og ydermere mellem regionerne. Ud over disse bevægelser vil kun det korrekte og aktualiserede kendskab til alle konjunkturindikatorer på regionalt niveau gøre det muligt at gribe korrekt ind over for en virkelighed, der er så forskellig fra område til område, idet forskellene ofte er større inden for landene end mellem landene. For ikke nu at tale om graden af forskelle af strukturel karakter mellem regionerne, som ikke er emnet for denne forordning, men hvor der også er meget at gøre med Unionens ansvar og støtte med henblik på at sikre fastheden i en politik, der skal have en stadig stigende betydning i et stærkere og mere samhørigt Europa.
Hr. formand, mine damer og herrer, den forordning, som vi i dag fremlægger til Deres gennemgang, har til formål at harmonisere Fællesskabets konjunkturstatistik for samtlige økonomiske sektorer. Den nationale statistikpraksis på dette område er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, således at de tilgængelige oplysninger ofte enten er ufuldstændige eller usammenlignelige. I beslutning af 18. juni 1992 vedtog Rådet et program til udvikling af statistikker for tjenesteydelser og især handelssektoren. Definitionen af nye politikker i forbindelse med økonomi, konkurrence, sociale forhold og selskaber kræver initiativer og beslutninger, der - som hr. Gasòliba sagde - er baseret på statistikker. Endvidere er der behov for fuldstændige og pålidelige statistikker med henblik på maksimal nøjagtighed i kvartalsregnskaberne. Endvidere nærmer vi os med hastige skridt den næste fase i Den Monetære Union, og traktaten for Den Europæiske Union har skabt en ny og meget vigtig bruger af konjunkturstatistikkerne, nemlig den fremtidige Europæiske Centralbank. Og for at gennemføre en effektiv og objektiv monetær politik skal Den Europæiske Centralbank råde over komplette konjunkturstatistikker, som er fuldstændigt sammenlignelige medlemsstaterne imellem, og som endvidere hurtigt er tilgængelige. Det forslag til forordning om konjunkturstatistik, som vi drøfter, forsøger at opfylde alle disse krav. De tidligere direktiver omfattede imidlertid kun forarbejdnings- og byggerisektorerne, hvorimod den foreslåede forordning retter op på denne situation, fordi anvendelsesområdet omfatter alle sektorer, herunder tjenesteydelser og handel. Jeg må meddele, at den foreslåede forordning ikke tilfredsstiller alle Kommissionens og Det Europæiske Monetære Instituts behov - da dette ville betyde en kraftig overbebyrdelse af virksomhederne - men forordningen forsøger at dække de mest indlysende smuthuller, f.eks. i forbindelse med det centrale spørgsmål omkring forbrugerprisindekset. Hvad angår en større harmonisering af resultaterne, fastsætter forslaget til forordning for første gang et niveau for udspecificering af resultaterne og fristen for fremsendelse af oplysninger. Fremskridtene inden for dataindsamlingsteknikken får os til at tro, at det nu er unødvendigt at udarbejde store og omfattende optællinger, og forslaget til forordning giver medlemsstaterne mulighed for at anvende teknikker til prøveudtagning og dataadministration og giver dem således mulighed for at begrænse belastningen af virksomhederne. Kommissionen anser ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7 for acceptable. Derimod har vi vanskeligt ved at godkende ændringsforslag 8, fordi det efter vores mening er overflødigt på baggrund af vedtagelsen af Rådets forordning nr. 322 om EF-statistikker, hvor de gældende regler om fortrolighed for alle fællesskabsstatistikker fremhæves, den såkaldte statistiske fortrolighed. Hvad angår de øvrige ændringsforslag, 9-26, anser Kommissionen, at de udgør strengt tekniske præciseringer, og da vi ikke ønsker at gøre tingene alt for omstændelige, vil ændringsforslagene måske betyde, at virksomhederne ville blive belastet i deres normale arbejde. Derfor accepterer vi størstedelen af de ændringsforslag, der er fremsat af det parlamentariske udvalg og af hr. ordfører Gasòliba, med den forskel, at vi anser, at spørgsmålet om statistisk fortrolighed allerede er løst i den forrige forordning, og de øvrige, især om Eurostat og Unionens statistiktjenester, er efter vores mening alt for tekniske præciseringer, som skaber flere problemer end fordele. Tak altså til hr. Gasòliba og de øvrige medlemmer af det parlamentariske udvalg for den positive vision, de har om noget, som er nødvendigt, nemlig at skabe sikkerhed, harmonisere og gøre konjunkturstatistikkerne pålidelige.
Hr. kommissær, er Kommissionen parat til at tilbyde en softwarepakke, som giver alle deltagerlande den samme standard og den samme indsamlingsmulighed, og som gør en fuldautomatisk registrering mulig?
De ansvarlige for Eurostat fortæller mig, at der ingen ulemper vil være. Og rent faktisk vil der den dag, hvor denne forordning træder i kraft, som for alle foranstaltninger i det indre marked opnås en næsten uundgåelig harmonisering. Og jeg tror ikke, at der er nogen vanskeligheder med de tekniske fremskridt, for det vil være muligt at få realtime-adgang til enhver type konjunkturstatistik, som kan være registreret i Eurostat.
Hr. formand, hr. kommissær, hvis De tillader mig en kort kommentar til hr. Maríns fremlæggelse af Kommissionens holdning, vil jeg naturligvis udtrykke min tilfredshed med den fremførte holdning og accept af ændringsforslagene. Ændringsforslag 8 vedrørte ikke den nævnte forordning, men overflødiggør sikkert dette ændringsforslag, og hvad angår de øvrige, er jeg som ordfører også imod, at de accepteres. Ved afstemningen i morgen vil min anbefaling altså være ikke at stemme for dem. Jeg vil gerne nævne et område, hvor vi har samme mening som kommissæren, og som det efter min mening er meget vigtigt at tage i betragtning, nemlig at Den Europæiske Centralbank vil føre en politik og en monetær styring, og dette forpligter os til at revidere og analysere konjunkturstatistikkernes nøjagtighed. Der er altså en monetær politik, som i økonomernes sprogbrug kaldes en finjustering - altså en næsten omgående og meget nøjagtig justering - og denne finjustering kan naturligvis ikke gennemføres, hvis statistikkerne ikke er meget nøjagtige. Dette vil altså forpligte os til at finde en balance mellem ikke at overbebyrde virksomhederne med hensyn til de nødvendige oplysninger, men uden at glemme, at Den Europæiske Centralbank kræver større nøjagtighed, og vi må derfor vende tilbage til dette emne.
Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 9.00. (Mødet hævet kl. 19.05)