Næste punkt på dagsordenen er den mundtlige forespørgsel (B5-0546/2000) af Varela Suanzes-Carpegna for Fiskeriudvalget til Kommissionen vedrørende forhandlingen om en ny fiskeriaftale med Marokko.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, jeg må begynde med at beklage, at kommissæren for fiskeri, hr. Fischler, ikke kan være her i dag. Jeg har talt personligt med ham i denne uge, og årsagen er sammenfaldet med en fiskeribegivenhed i Bruxelles, et sammenfald, som vi også allerede havde kritiseret fra Fiskeriudvalgets side, nemlig afholdelsen af et seminar om fiskerikontrol, som parlamentarikerne er blevet inviteret til, i en uge, hvor vi netop har plenarmøde i Strasbourg, og hertil er mødekalenderen kendt et år i forvejen. Det er altså særdeles uheldigt. Det har jeg sagt til hr. Fischler, og nu gentager jeg det offentligt her. I denne situation og med udsigt til, at forhandlingerne indledes på mandag i Bruxelles, tror jeg ikke, at Kommissionen vil give os mange oplysninger i dag, netop fordi de - forhåbentlig - fremkommer fra mandag den 30. Planen om ikke her - som kommissæren selv har sagt til mig - at afsløre den strategi, som han vil anvende i disse forhandlinger, er berettiget og rimelig. Som formand for Fiskeriudvalget vil jeg imidlertid benytte vores mundtlige forespørgsel og denne forhandling til over for begge parter - for vores beslutningsforslag henvender sig til begge parter - at give udtryk for nogle overvejelser, og det ønsker jeg at gøre i fred og ro. For det første vil jeg fremhæve Fiskeriudvalgets store bekymring over den voldsomme forsinkelse af forhandlingerne - næsten et år efter udløbet af den tidligere aftale - som er det, der har forårsaget vores mundtlige forespørgsel, som allerede blev udarbejdet i september. For det andet vil jeg påpege den enighed, der er opnået i vores udvalg - og jeg skal her minde om vores beføjelse til at afgive en samstemmende udtalelse, som har været nødvendig i forbindelse med en fiskeriaftale med Marokko - en enighed om utvetydigt at give det budskab, der er indeholdt i vores udvalgs beslutningsforslag, som vi har forhandlet om og forelagt i alle de politiske grupper, og som vi skal stemme om i dag. Fra nævnte beslutningsforslag vil jeg fremhæve vores fulde støtte til Europa-Kommissionen til at fortsætte forhandlingerne med Marokko, vores opfordring til Marokko om at enes om at forhandle og nå frem til en optimal og fordelagtig løsning for begge parter, en løsning, som kan og bør findes. Som der står i vores forslag, nytter det ikke, at der i de tætte forbindelser af enhver art mellem de to parter (politiske, økonomiske, handelsmæssige, finansielle, kulturelle osv.), herunder en associeringsaftale, ikke er plads til det fiskerisamarbejde, som Den Europæiske Union anmoder om. Der er enorme muligheder for samarbejde på fiskeriområdet, og med de to parters gode vilje kan og skal det lykkes. Det duer ikke med to målestokke for bevarelse af fiskeressourcerne. I sin fælles fiskeripolitik har Den Europæiske Union et grundlæggende princip om ansvarligt fiskeri og bevarelse af ressourcerne, som er absolut nødvendige betingelser for alle, for marokkanerne, for europæerne og for de ikke-europæere, der fisker i Marokko. Når det er sagt, vil vi også slå fast, at det ikke er en hvilken som helst aftale, der duer. Det skal være en aftale, som fremmer fiskerisamarbejdet og den marokkanske fiskerisektor, men som også fuldt ud tilgodeser den europæiske fiskerflådes interesser. Det ville være en skam, hvis så mange anstrengelser ikke førte til den løsning, som vi alle ønsker så stærkt, og hvis vores relationer med Marokkos uafhængige befolkning blev vanskeliggjort eller forplumret på et tidspunkt, hvor den nye og unge konge indleder en lovende periode med fremskridt, og hvor forbindelserne med Den Europæiske Union skal spille en afgørende rolle til støtte for de store forhåbninger. Det ville som sagt være en skam at kuldkaste så mange forhåbninger for fremtiden og så mange muligheder for gensidig forståelse. I punkt 8 anfører vi også over for Kommissionen, hvad vi forventer af den, hvis den ikke er i stand til at opnå en tilfredsstillende aftale. Her fra talerstolen og med vægten af vores europæiske demokratiske repræsentative rolle appellerer jeg til sund fornuft og klogskab hos de to parter, som mødes den 30. i denne måned i Bruxelles på højeste plan - den europæiske kommissær for fiskeri og Marokkos fiskeriminister, hvis hans bebudede tilstedeværelse bekræftes fra Bruxelles, hvilket jeg forventer, samt de tekniske delegationer med Marokkos statssekretær for udenrigsanliggender, hvis det også bekræftes, og Den Europæiske Unions generaldirektør for fiskeri i spidsen - for at de kan forhandle seriøst og finde løsninger. Jeg vil slutte, hr. formand, med at sige, at der er store muligheder for, at det kan lykkes, og at der stadig er tid, selv om den desværre er ved at være knap. Unionens befolkninger, som vi repræsenterer her, forlanger det sådan.
Hr. formand, mine damer og herrer, Kommissionen har haft den samme holdning i forbindelse med de kontakter, den har haft med Marokko, og denne holdning er i overensstemmelse med det mandat, Rådet godkendte i oktober 1999. Det er nu hensigtsmæssigt at indlede en ny fase i EU's forbindelser med Marokko i en ånd, der bedst kan illustreres med vores konkrete forslag om støtte til vækst i og udvikling af den marokkanske fiskerisektor i overensstemmelse med de prioriterede områder i den marokkanske regerings femårsplan. Hele EU's indsats i de sidste måneder, hver gang de berørte parter har holdt møde på teknisk eller politisk niveau, har hovedsageligt drejet sig om en skitse til et nyt partnerskab inden for fiskerisektoren. Dette partnerskab skal være til fordel for begge parter og velafbalanceret. Efter hr. Fischlers sidste besøg i Marokko den 16. oktober 2000, hvor han blev modtaget af Hans Kongelige Majestæt Mohamed VI og havde en samtale med den marokkanske premierminister, Youssoufi, samt fiskeriministeren, synes der at være væsentlige fremskridt inden for rækkevidde. Man kan sige, at ovennævnte møder har ført til en faktisk iværksættelse af forhandlinger om indholdet af et nyt partnerskab inden for fiskerisektoren. Vi blev enige om, at den nye form for samarbejde, der således er blevet etableret, skal tage de to parters interesser i betragtning, og vi har taget til efterretning, at Marokko anså de eventuelle virkninger af et nyt partnerskab på beskæftigelsen for et vigtigt element i samarbejdet. Kommissionen har i Den Europæiske Unions navn gentaget, at den var villig til at yde bistand til Marokko til udvikling af fiskerisektoren, men at dette ikke må få os til at tabe EU's interesser, der ligger i muligheden for at fiske på en bæredygtig måde i de marokkanske farvande, af syne. I vores øjne er det i højeste grad vigtigt, at fiskerne i EU genoptager deres aktiviteter på et niveau, der er foreneligt med forpligtelsen til at sikre bæredygtige ressourcer. Vi blev følgelig enige om at arbejde for et ansvarligt partnerskab. Marokko fremlægger sit synspunkt på et møde, der som sagt afholdes i Bruxelles den 30. oktober, det vil sige på mandag. Lad mig til sidst understrege, at hvis Den Europæiske Union og Marokko ønsker at samarbejde fremover, er det nødvendigt med fleksibilitet fra begge sider, for maksimalistiske krav fører ikke til noget. Det er klart, at alle vores bestræbelser nu er koncentreret om at nå frem til en rimelig aftale med Marokko, men Kommissionen overvejer på den anden side i samråd med de medlemsstater, dette i første række vedrører, hvilke foranstaltninger der kan træffes for at støtte den pågældende sektor, hvis der ikke opnås enighed om et nyt partnerskab. Kommissionen nærer tillid til, at det vil lykkes at indgå et ligeværdigt partnerskab med Marokko. Den gør opmærksom på, at det dog er for tidligt at fastsætte den nøjagtige art af de foranstaltninger, der kan træffes, hvis den marokkanske side indtager en negativ holdning.
Hr. formand, hr. kommissær, i morgen er det et år siden, vi sidst drøftede emnet Marokko her i Parlamentet. Det er næsten ikke til at fatte, at der er gået et helt år. Der er løbet meget vand i stranden, og alligevel løb aftalen ud i sandet uden at blive fornyet. Man taler om en yderst svær drøftelse og træge overvejelser. Vi sidder altså her igen efter et år og kunne næsten føre den samme drøftelse. Men det ville ikke bringe os videre. Jeg havde håbet, at fornuften ville sejre, men forgæves. Kommissionen har nu udsendt en pressemeddelelse, og i morgen udsender hr. Busquin en meddelelse. Den 30. oktober fremlægger en marokkansk delegation sit standpunkt i Bruxelles. Det har kommissær Fischler ligeledes lige bekræftet over for mig. Det drejer sig vel at mærke om et marokkansk standpunkt. Forhandlingerne bliver stadig ikke afsluttet med det. Jeg må spørge, om de overhovedet er startet? Eller taler vi ud i det blå? Vi har i denne uge holdt et ekstraordinært møde i Fiskeriudvalget og stemt om en fælles beslutning, som underbygger vores spørgsmål her til morgen og vores store bekymring. Jeg har det svært med udvalgets møde og også med selve beslutningen, fordi vi muligvis griber ind i en igangværende proces og alligevel indtil videre ikke har lært noget nyt. Havde en udsættelse måske været bedre? Men har vi nok tid? Jeg forstår udmærket de berørte spanske og portugisiske fiskeres bekymringer. Som repræsentant for den tyske kyst kan jeg forestille mig, hvordan det går fiskerne og deres familier, som bogstaveligt talt sidder på det tørre - og det igennem flere måneder. For et par uger siden var jeg selv i Algeciras på den spanske sydkyst. Det ligger ikke langt fra Marokko. Bådene lå fortøjret i havnen, og fiskerne er dømt til at sidde uvirksomme hen. De er utilfredse og skuffede over EU. De sociale og økonomiske følger af den endnu ikke fornyede aftale er enorme. For det er ikke kun et par tusinde fiskere, men derimod også mere end 20.000 beskæftigede i den forarbejdende industri, som er berørt. Det er en positiv nyhed, at den økonomiske erstatning er forlænget til udgangen af det indeværende år. Men det er dog kun en dråbe på den varme sten. Naturligvis er aftalen med Marokko et politisk spørgsmål. Politik har naturligvis også noget med sensibilitet og diplomatisk snilde at gøre. Vi bør ikke, nu hvor der knapt kan anes et lys for enden af tunnellen, slå til med en række krav. Men jeg mener, at der i det forgangne år er blevet slået nok porcelæn i stykker, og at der skal gås forsigtigt til værks. Forsigtighed er den erklærede strategi for i dag. Men har vi mon nok tid? Desværre går dialogen trægt. Jeg ville ønske, at vi, Kommissionen og Parlamentet, kunne iværksætte noget i fællesskab. Er det da virkelig upassende også i dette tilfælde at kræve, at EU-Parlamentet inddrages direkte i forhandlingerne? Aftalens betydning og dens finansielle følger for Fællesskabets budget retfærdiggør det. Hvorfor realiserer vi ikke denne selvfølgelighed? Er der noget at skjule bag lukkede døre? For mig er det af stor interesse at vide, hvordan den seneste udvikling er, hvordan de næste afgørende dage former sig, og hvad der kan eller skal gøres, for at forhandlingerne kan afsluttes med succes. Jeg forventer i denne forbindelse under størst mulige forsigtighed et hurtigt og godt resultat. Jeg ønsker kommissæren held og lykke, ligesom jeg ønsker den marokkanske delegation hjerteligt velkommen.
Hr. formand, hr. Fischlers fravær fra denne forhandling er betydningsfuldt, men for mig er fraværet af generaldirektøren, hr. Smidt, endnu mere betydningsfuldt. Jeg kan forstå kommissærens grunde, men jeg kan ikke forstå generaldirektørens. Hr. Busquin, det hedder sig, at Kommissionen er et kollegialt organ. Men jeg mener, at hvis det virkelig var det, ville denne vanskelige sag med fiskeriaftalen med Marokko fra begyndelsen være blevet grebet an i et overordnet perspektiv, hvor alle kommissærer var blevet inddraget. Jeg tvivler på, at De før i dag har hørt om dette problem, hvis barske realiteter De under denne forhandling vil blive præsenteret for. De vil i dag gå klogere herfra, og det eneste, vi ønskede, var at gå bedre informerede herfra. Det er en ringe trøst, at Den Europæiske Union finansierer en kompensation til fiskere og rederier. De har lige fra starten sagt til os, at det, de ønskede, var at fiske. Under alle omstændigheder ophører støtten den 31. december, den dato, der er fastsat for omstilling af flåden. Hvilken begyndelse på det tredje årtusinde for Den Europæiske Union: Vi omstiller flåden, fordi vi ikke har været i stand til at forhandle en ny fiskeriaftale på plads med Marokko. 11 måneder efter udløbet af den foregående kan ingen forsikre os om, at vi får en ny inden den 31. december. Det, der ikke er blevet opnået på 11 måneder, kan vanskeligt opnås på nogle dage. Hr. Busquin, som medlem af Parlamentet har jeg nogle gange haft en følelse af, at Europa-Kommissionen, kommissæren og især generaldirektøren for fiskeri optrådte, som om de skammede sig over sektoren og endog over de medlemsstater, som de skulle repræsentere ved denne forhandling. Vi vidste alle sammen fra begyndelsen, at det var en vanskelig forhandling. Med tiden forstod vi, at den ud over at være vanskelig kunne gå hen og blive umulig. For man kan ikke indlede kontakten med at blæse på sektorens krav og uden diskussion godtage de marokkanske krav. Kommissionen sendte signaler, ikke til nabolandets forhandlere, men til de europæiske fiskere: for mange blæksprutter, flåde med for stor kapacitet, blandede virksomheder, behov for at forhandle pr. flådesegment, forbud imod at nævne andre former for samhandel og naturligvis tavshed. Og hvem passer denne tavshed? Passer den Parlamentet, som er forpligtet over for borgerne i Den Europæiske Union? Passer den sektoren, som mere foretagsom end forhandlerne selv tager til Marokko og beviser, at det, der er umuligt for Bruxelles, er muligt for dem, nemlig at tale direkte med marokkanerne, etablere gode kontakter og principper for forståelse inden for handel, industri og fiskeri? Passer den Generaldirektoratet for Fiskeri, som med hele fællesskabsmaskineriet i ryggen fortsat mener, at det er vores fiskere, der er forkert på den, og ikke forstår, hvorfor de ikke beskæftiger sig med noget andet? Vi har, hr. kommissær, fået ikke en følelse af, men en vished for, at sektoren selv ville have været i stand til at opnå den aftale, som Kommissionen endnu i dag ikke har opnået. Denne følelse harmonerer ikke med forhandlingen med et land, der har en associeringsaftale med Den Europæiske Union, og hvis udvikling vi engagerer os i. Og den harmonerer endnu mindre med en Europæisk Union, som føler sig i stand til at forhandle om tiltrædelsen af 13 nye medlemsstater. Den marokkanske regering kræver et privilegeret forhold til Den Europæiske Union. Det gør den ret i, og det burde vi være stolte af. Vi er den førende importør af marokkanske fiskeri-, landbrugs- og industriprodukter. Det marokkanske landbrug drager fordel af en privilegeret behandling, når det eksporterer til Europa. Mens fiskeriaftalerne var midlertidige, fik Marokko systematisk varige landbrugsbevillinger. Man kunne sige, at 11 måneder efter oplægningen betaler vi stadig for den tidligere aftale og for den før den. Den Europæiske Union ønsker fortsat at være associeret med Marokko på fiskeriområdet, for vi er overbevist om, at det er muligt at opnå et samarbejde til gavn for begge parter af de samme årsager, som dem, der gør, at Den Europæiske Union er den største investor i Marokko. Den største, den næststørste og den tredjestørste. Eller at tusinder af unge marokkanere studerer ved spanske eller franske universiteter. Eller at Marokko drager fordel af betydelig europæisk støtte. Eller at vi deler vores Middelhavspolitik med Marokko. Hvis beskæftigelse er et prioriteret mål i Den Europæiske Unions aktioner, kan en økonomisk sektor som fiskerisektoren ikke holdes udenfor. Mindst 40.000 direkte og indirekte arbejdspladser i Unionen afhænger af denne aftale i områder uden mulighed for omstilling. Vi snakker ikke hen i vejret. Kommissionen kender udmærket vigtigheden af fiskeriaftalerne for visse regioner, som er yderst afhængige af denne aktivitet: europæiske regioner i Danmark, Irland, Skotland, Andalusien, Portugal, Galicien med stor arbejdsløshed og uden industriel aktivitet, der har afleveret deres konkurrencepotentiale til gengæld for en marginal aktivitet, som Kommissionen synes at ville marginalisere endnu mere - og jeg beklager, at jeg må være så hård. For disse regioner vil en endelig oplægning af flåden i mangel af alternativer være et skæbnesvangert slag, som de vil få svært ved at komme sig over. De europæiske institutioner bør sikre, at borgerne og fiskerne i Europa ser ikke et universalmiddel, men en passende ramme for beskyttelse af deres interesser.
Hr. formand, hr. kommissær, fiskeriaftalerne spiller en meget vigtig rolle for fiskerisektoren. Aftalerne med tredjelande har en meget stor betydning for Unionen, og især for regioner med store fiskerihavne. Her tænker jeg på beskæftigelsen i sektoren. Jeg tænker også på de mange følgeerhverv, serviceerhverv, som helt eller delvis er afhængige af fiskeriet. Gennem fiskeriaftalerne kan Unionen udøve fiskeriaktiviteter og udveksle fiskerirettigheder med tredjelande. Derfor støtter vi i den liberale gruppe, at EU's fiskeripolitik indeholder disse mange aftaler med tredjelande. Forhandlingerne om en ny aftale mellem EU og Marokko er trukket i langdrag. Der er blevet forhandlet, siden aftalen udløb den 30. november 1999, og Unionen har betalt kompensation til de spanske og portugisiske skibsejere og fiskere. Kommissær Fischler har udtalt, at denne monolog ikke kan fortsætte. Det er jeg meget enig med kommissæren i. Der er ikke noget at sige til, at især fiskerne ikke forstår situationen og er meget skuffede over, at forhandlingerne om Marokko-aftalen er trukket i langdrag. Vi i den liberale gruppe kan støtte, at der nu gøres den størst mulige indsats for at få afsluttet det alt for lange forhandlingsforløb. Vi støtter derfor ordlyden i beslutningsforslaget fra Fiskeriudvalget. Vi foreslår dog en ændring af det punkt, der omhandler de foranstaltninger, der skal afbøde virkningerne af en manglende fornyelse af fiskeriaftalen med Marokko. Vi foreslår, at der tilføjes : "som i passende omfang skal samfinansieres af EU".
Hr. formand, vi havde en lignende debat for et år siden, og det, at det endda har taget et år, før forhandlingerne kom i gang, viser, hvor vanskeligt det er at vedblive med at finde fiskebestande, som vores enorme EU-flåder kan drive rovdrift på. EU er mere og mere afhængig af andre landes goodwill til at lade os fiske. For fem år siden vidste vi, at denne situation ville opstå. Da Marokko undertegnede den sidste aftale, sagde det, at det ikke ønskede en anden aftale af samme type, og det har fastholdt denne stillingtagen. Hvad har Fællesskabet gjort i de fem år, der er gået? Det vedtog en flerårig vejledende plan, som var langt svagere end det, videnskabsmændene og Kommissionen anbefalede. Kommissionen fremhævede for nylig konsekvenserne af dette. Og derefter godkendte den en strukturfond, som vil fortsætte med at betale for nye fartøjer og for udvidelse af de eksisterende, om end med nogen kontrol. Og alligevel udvandede Rådet atter en gang, hvad Kommissionen tappert havde foreslået. Følgelig står vi tilbage med et problem med overkapacitet og svindende fiskebestande. Det er nødvendigt med yderligere nedskæringer i de samlede tilladte fangstmængder her til jul. Kommissionen er tvunget til at søge længere og længere væk for at finde fisk. Det marokkanske tilfælde er en særlig situation, idet mange af de pågældende fartøjer er relativt små og fisker tæt på hjemmet. Vi er enige i, at mangelen på denne aftale har haft en alvorlig konsekvens. Men samtidig med, at vi har masser af fartøjer, der ikke kan fiske i europæiske farvande eller endog inden for områder, hvor de traditionelt har fisket, så har vi nogle forretningsmænd, eller endog kæmpekoncerner, i nordeuropæiske lande, som bygger enorme nye fartøjer, der vil være afhængige af fiskeri langt fra Europa. Som følge af de vanskeligheder, der er med at imødekomme disse fartøjer inden for normale aftaler, indgår deres ejere private aftaler med tredjelandes regeringer. Eftersom der her er tale om private aftaler uden nogen fællesskabsdeltagelse, er der ingen gennemsigtighed, ingen adgang til information, ingen offentlig ansvarlighed. Dette er en meget alvorlig situation. Hvem skal føre kontrol med disse fartøjer? Jeg vil gerne bede kommissæren om at give os en detaljeret redegørelse for dens aktiviteter og deres indvirkning. Vi vil støtte forslaget til beslutning, men vi gør det klart, at ingen har nogen given ret til at drive rovdrift på et andet lands ressourcer, hvis det ikke selv skulle ønske det. Det bør der tages hensyn til. Vi må søge at løse vores eget problem her.
Hr. formand, jeg synes, at det ville være positivt, hvis man kunne indgå en ny fiskeriaftale med Marokko, men jeg synes alligevel, at det er store svagheder i den beslutningstekst, som nu foreslås. Det drejer sig ikke mindst om punkt 3 og 4, hvor det fremstilles som en selvfølgelighed - ja, næsten som en ret - for EU at få lov til at fiske i farvandet ud for Marokkos kyst. En sådan selvfølgelig ret eksisterer ikke. Det drejer sig snarere om forhandlinger med en anden nation. Man kan tænke sig til, hvordan det ville blive modtaget, hvis Marokko stillede tilsvarende krav om at få lov til at fiske i farvandet rundt om EU og opfattede det som en selvfølgelighed. Jeg synes heller ikke, at det er en selvfølge, at EU skal finansiere erstatning til fiskere, som har fisket i farvandet uden for Den Europæiske Union. Hvis man ser på EU's fiskeripolitik som en helhed og ikke bare ser på denne aftale, er en stor del af EU's fiskerflåders fiskeri uden for Unionen uholdbar på længere sigt set ud fra et økologisk perspektiv og set ud fra et ressourcemæssigt perspektiv. Der skal grundlæggende forandringer til, så det globale fiskeri mindskes, og så en mindre del af fiskeribudgettet bruges til aftaler med tredjelande. Det er jo mest spanske og portugisiske kuttere, som fisker i farvandet ud for Marokko, men selv kuttere fra Nordeuropa fisker der. Bl.a. har nogle svenske kuttere fisket ud for Marokko. Jeg læste i et svensk fagblad om fiskeri, hvordan en af disse kuttere lander sin fangst i El Aaiún, som beskrives som en marokkansk havn. El Aaiún ligger dog ikke i Marokko, men i Vestsahara, som er besat af Marokko. Jeg synes, at det er mærkeligt, at kuttere, som bruger EU's fiskekvoter, kan lande sin fangst i et besat land. Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om disse sager tages op i forhandlinger med Marokko. Hvordan behandles Vestsaharas farvand? Og hvordan er det muligt med denne aftale at lande sin fangst i et besat land?
Hr. formand, vi er ved at drøfte den tredje fiskeriaftale med Marokko, som særlig har interesse for vores spanske og portugisiske venner, som leverer hovedparten af fiskerflåden, selv om det ligeledes vedrører nogle franskmænd og svenskere. Marokko, Mauretanien og lidt længere sydpå Senegal er helt klart de områder, der har de rigeste fiskefarvande. I forbindelse med den anden aftale var situationen meget klar. Vores marokkanske venner og jeg var ikke i tvivl om, at det drejede sig om den sidste aftale. I dag er sandhedens øjeblik kommet for os alle. Først og fremmest for Marokko, som har ret til altid selv at bestemme over dets naturressourcer. Dette er ikke, hvad jeg hørte for lidt siden, da der blev talt om at fiske ud for et besat område, i dette tilfælde Vestsahara, som vil være til stor hjælp for os under forhandlingerne. Marokkanerne har ret til en bæredygtig udvikling og et vigtigt håndværk, ligesom de har ret til at skabe en landbrugsfødevareindustri, der er baseret på deres fiskeri og fisk. Fra spansk og naturligvis portugisisk side forstår jeg, at man påberåber sig en historisk ret. Generelt er spaniernes argument en uafbrudt tilstedeværelse og sædvane, et økonomisk og menneskeligt problem, der berører 20.000 personer, der arbejder i fiskerisektoren og de afledte industrier. Alt dette forstår jeg. Set fra europæisk side forstår jeg det også godt på grund af Euro-Middelhavspartnerskabet. Alt dette sættes på prøve. Det er alle vores fiskeriaftaler og ikke kun aftalen med Marokko, for også bl.a. Mauretanien og snart Guinea anfægtes. Fra vores socialdemokratiske kollegers side er det yndigt! Da de er mestre i generøsitet og solidaritet med den tredje verden, har de opdaget det, formand Mao kaldte "forskellen mellem de modsatrettede modsigelser og de ikke modsatrettede modsigelser". De må forene forsvaret af beskæftigelsen og det faktum, at de er tilhængere af universalismen og et globalt fællesskab, som nu sættes på prøve. Det er trods alt lettere at forsvare den nærmeste omegn end Marokko. Er det således nødvendigt med en tredjegenerationsaftale med joint venture-selskaber, der medfører et betydeligt tilbagefald for Marokko og begunstigede forbindelser? Jeg tror, at man først og fremmest skal betale den retfærdige pris for den pågældende naturressource. Ved at betale en franc pr. liter for olien, eller under en euro pr. liter, har man fået dårlige vaner fra olien, ligesom kaffen, kakaoen og de andre naturressourcer. Man må imidlertid også forstå, at intet varer evigt, selv ikke fiskeressourcerne! Marokko er et land med en stor befolkning, men også store demografiske og økonomiske problemer. Endvidere er der også et problem med politisk overgang, for i dag er Hans Majestæt Hassan II der jo ikke mere. Hertil kommer til sidst problemet med det historiske naturområde, Vestsahara, som ikke er helt afklaret. I dag stilles Marokko over for fabriksfartøjer, som udpiner naturressourcerne, og som de små marokkanske fartøjer og håndværkere ikke kan stille noget op overfor. På et givet tidspunkt i livet må man lære at give afkald. Dette må ikke forhindre os i at beskytte vores egne ressourcer. Jeg tænker her på de skovbrugere og handelsgartnere, man har solgt ud af, samt på Sydeuropas interesser. Kære spanske og portugisiske kolleger, alt har en ende her i livet, selv fiskeriaftaler med tredjelande.
Hr. formand, jeg mener, at det vigtige for øjeblikket er, at man efter næsten et år begynder at se lyset for enden af tunnellen, og at vi om tre dage - på mandag - vil vide, hvad vi har at holde os til, om fiskerisamarbejdet med Marokko vil fortsætte, og hvilken type samarbejde det ville kunne blive. Parlamentet har med rette været kritisk over for Kommissionen, hvad angår fiskeriaftalen med Marokko, som fra begyndelsen var præget af stor ubeslutsomhed og meget naivitet. Det har taget 11 måneder at nå til det nuværende vendepunkt, mødet den 30., og i den forbindelse forstår vi også at værdsætte kommissær Fischlers seneste foranstaltninger, resultaterne af hans rejse den 26. i sidste måned til Marokko og de samtaler, der blev ført på højt plan, endog med kongen selv. Af den rejse kan det udledes, at mødet den 30. ikke bare bliver endnu et i rækken, og at der endelig kommer en marokkansk delegation til Bruxelles med beføjelse til at forhandle og beslutte. Det er i hvert fald det håb, som vi i øjeblikket kan klynge os til, og kun på basis af det kan vi have tillid til, at fiskeriforbindelserne med Marokko genoptages, at de genoptages hurtigst muligt og på de bedste betingelser for begge parter, for det er ikke til at forestille sig en fiskerisammenhæng i Sydeuropa uden tilfredsstillende forbindelser mellem de to bredder og en unødvendig ofring af en flåde, som har bidraget så meget til fiskeriets udvikling i Marokko. Den beslutning, som vi skal stemme om, indeholder ikke de store nyheder. Det kan den ikke, eftersom den vedtages tre dage før en afgørende dato for forhandlingen, men netop fordi den afgørende dato er så nært forestående, mener jeg, at man skal være meget forsigtig med ordvalget. Der er et punkt i beslutningen, som er blevet givet meget forskellige fortolkninger, hvoraf nogle, som virkelig er vanvittige og forkerte, er blevet trykt i nogle medier. Derfor ligger det mig stærkt på sinde at gøre det klart, at hvis PPE-DE-Gruppen har udmærket sig ved noget, er det ved ikke blot at støtte, forsvare og fremme fiskeriaftalerne, men ved fuldt ud at fremme, at de udvides. Men det betyder på ingen måde, at PPE-DE-Gruppen modsætter sig fiskeriaftaler af privat karakter, simpelthen fordi det at modsætte sig dem ville være det samme som at fordømme halvdelen af fællesskabsflåden. Og jeg vil meget gerne vide, om nogen virkelig kan modsætte sig denne fremgangsmåde, og hvordan og med hvilke argumenter de vil forklare fiskerisektoren det. Jeg mener, at vi er her for at åbne veje mod fremtiden for fællesskabsfiskeriet og ikke for at lukke dem. De private aftaler - som der er utallige af i mange medlemsstater og med mange tredjelande - har givet nogle fortræffelige resultater, både hvad angår opretholdelsen af beskæftigelsen i Fællesskabet og forsyningen med fiskerivarer til Den Europæiske Union. Som eksempler kan blot nævnes Namibia, Sydafrika, Argentina, Chile, Brasilien, Ecuador, Island, Mauretanien, Marokko selv og mange andre. Når vi tillige dag efter dag beklager os over, at forhandlingerne om såvel eksisterende som nye aftaler synes at gå i glemmebogen, og over den mangel på interesse for dem, som både Kommissionen og en del af Rådet synes at udvise - og på det punkt har vi friske eksempler fra Angola, Kap Verde og Kiribati - er det det rene selvmord at lukke en vej, som er en fast base for fællesskabsflådens fiskeriaktiviteter - og den ville kunne blive det endnu mere i fremtiden. Begge veje kan altså forsvares, forudsat at de begge har bevarelsen af ressourcerne som deres grundlæggende mål. Lad os derfor forsvare det ansvar, som vi har i henhold til de bilaterale aftaler og de private aftaler, hvor flådens aktiviteter er reguleret - og det bliver de i endnu højere grad i fremtiden - af regionale fiskeriorganisationer som ICCAT, NAFO eller Camelar. Ud over at ønske det bedste for mødet den 30. har jeg ikke mere at sige, hr. formand.
Hr. formand, hr. Fischlers fravær, der er berettiget, som formanden for Fiskeriudvalget tidligere har understreget, forhindrer mig i at gå for meget i detaljer. Men jeg vil gerne overbringe Kommissionen, som i dag repræsenteres værdigt af kommissær Busquin, nogle meget korte budskaber. Det første budskab er Kommissionens manglende evne til at forny Den Europæiske Unions vigtigste fiskeriaftale. Jeg mener, at det er nødvendigt at bemærke og understrege det forhold og rejse tvivl om, hvorvidt Kommissionen er i stand til at forhandle internationale aftaler, især efter at have hørt kommissionsformand Prodi kræve, at Kommissionen får kompetence på internationalt plan. For det andet er jeg foruroliget over hr. Busquins bemærkning om støtte til udvikling af Marokkos fiskerikapacitet. Vi taler om et område, der ikke tilhører Marokko, men som bliver forvaltet af Marokko. Hvis vi hjælper Marokko med at overudnytte det område, som afventer en folkeafstemning under FN's overvågning, hvis vi udvikler en marokkansk fiskerflåde til at drive fiskeri i dette område, hvad vil der så ske, når det område udøver selvbestemmelse? Og hvad gør vi med den marokkanske flåde? For det tredje har fællesskabsflåder og andre flåder, som ikke er underlagt kontrol fra hverken Kommissionens eller medlemsstaternes side, fortsat med at drive fiskeri i farvandet ud for Sahara, efter at fiskeriaftalen blev afbrudt. Der er især tale om en stor flåde fra Nederlandene. Hvilke foranstaltninger påtænker Kommissionen at træffe for at forhindre, at i hvert fald fællesskabsflåder fortsat overudnytter disse ressourcer? For det fjerde gav Den Europæiske Union, som fru Miguélez har fremhævet, ved undertegnelsen af de tidligere fiskeriaftaler store bevillinger til Marokko på alle områder. Sidste år forlod Marokko forhandlingsbordet og som en god spiller, der har vundet, tog det alle jetonerne med sig og mistede ikke en eneste bevilling. Vil Den Europæiske Union blive ved med at give bevillinger, hvis Marokko ikke viser det mindste tegn på vilje til at afhjælpe situationen? Og for det femte har kommissæren talt om Kommissionens foranstaltninger til hjælp for den direkte berørte fiskerisektor. Men fiskerisektoren er kun en del af den aktivitet, som fiskeriet skaber. I øjeblikket er flere spanske regioner, De Kanariske Øer, Andalusien og Galicien samt visse portugisiske regioner, direkte berørt af ophøret af fiskeriaktiviteten. Det betyder ophør af havneaktivitet, af skibsreparation, af skibsproviantering, af aktiviteterne på konserves- og oliefabrikker, og derfor er en hel økonomisk sektor lammet i øjeblikket som følge af dette. Mit spørgsmål til Kommissionen er følgende: Hvis der ikke opnås en aftale med Marokko, eller hvis den aftale indgås på de betingelser, som Kommissionen har angivet, en aftale, der stimulerer den marokkanske produktion, har Kommissionen så planer om at vedtage strukturforanstaltninger, der kan kompensere for den tilbagegang, som vil opstå i de berørte regioner?
Hr. formand, jeg tager ordet for at give udtryk for vores støtte til en beslutning, som min gruppe og jeg som medlem af Europa-Parlamentet for Galicien er enige i. Efter et år, der er gået til spilde, og i en situation, hvor man forsøger at flytte de budgetmidler, der var afsat til denne aftale, over til andre poster, må jeg også give udtryk for min dybe mistillid med hensyn til den overbevisning, hvormed Kommissionen vil forsvare de berørte rederes og fiskeres interesser, og tilkendegive min skepsis over for Unionens og mange medlemsstaters, heriblandt den spanske stats, reelle vilje til at forhandle aftalen inden for rammerne af "de almindelige politiske og økonomiske forbindelser mellem Marokko og EU", sådan som vi foreslår i beslutningen. Jeg vil imidlertid gerne tage fejl, naturligvis, og konstatere, at traktaten langt om længe straks underskrives.
Hr. formand, det er ikke første gang, Europa-Parlamentet sætter spørgsmålet om fornyelse af aftalen om fiskerettigheder i marokkanske farvande eller farvande tilhørende Vestsahara på dagsordenen. Spanien og Portugal har anset det for indiskutabelt, at europæiske fiskere skulle have adgang til marokkanske farvande. Disse lande var derfor rystede, da aftalen herom ophørte sidste år. Det forstår jeg udmærket, eftersom de omhandlede fiskeriaktiviteter skabte indtjening og beskæftigelse i en efter europæisk målestok fattig region. Tidligere var det en selvfølge, at økonomiske hensyn gik forud for den økologiske balance, og det var en selvfølge, at de fattigste europæiske lande søgte at drage fordel af Europas hegemoni i forhold til den tredje verden. Vi oplever imidlertid nu, at visse farvande opfiskes, og at bestanden af visse fiskearter reduceres i et omfang, der truer artens fortsatte beståen. Marokko har ret til at beskytte farvandene mod overfiskning. Europa kan ikke længere påberåbe sig rettigheder på andre kontinenter. Vi må lære at klare os uden disse fiskerettigheder, der er et levn fra kolonitiden. Beslutningsforslaget vil næppe resultere i en genindførelse af fiskerettigheder, men højst en skærpelse af kravene om kompensation til Spanien og Portugal. Jeg vil opfordre Kommissionen til at vise større forståelse for de forbehold, der udtrykkes fra marokkansk side og ikke lægge pres på Marokko. Jeg må i øvrigt i lighed med fru McKenna påpege, at synderne i denne sammenhæng ikke udelukkende er de spanske og portugisiske fiskere. Også store fiskerinationer i Nordeuropa, herunder Nederlandene, må reducere fangsterne.
Hr. formand, hr. kommissær, siden 1992 har EU undertegnet fiskeriaftaler med Marokko. Den, der i øjeblikket er i kraft, udløb med udgangen af november sidste år. Via denne aftale har ca. 500 skibe fra EU, deriblandt 50 portugisiske, haft adgang til marokkansk farvand formedelst en årlig modydelse på ca. 125 millioner euro. Som vi forstillede os, har vanskelighederne i forhandlingerne med de marokkanske myndigheder været meget store. Marokko er klar over dets fiskeressourcers store værdi, og landet belejres konstant af store internationale fiskerimagter som Japan, Sydkorea og Rusland, der gerne vil fiske endnu mere i marokkansk farvand. Det er her vigtigt at erindre, at fiskeriaftalen med Marokko indgår i et større samarbejde og partnerskab, hvor EU også yder Marokko betydelige handelsmæssige indrømmelser og betragtelig udviklingsbistand. Jeg vil gerne derfor lægge vægt på fire punkter i mit indlæg. For det første er det vigtigt at understrege, at fiskeriaftalen med Marokko er langt den vigtigste for EU, idet den udgør mere end 30% af alle fællesskabsflådens fangster i tredjelandsfarvand. De 30.000 arbejdspladser, der direkte eller indirekte afhænger af denne aftale, kan synes lidt i EU-sammenhæng, men det forhold, at de koncentrerer sig i små fiskersamfund på især den spanske og portugisiske kyst, uden tradition eller mulighed for økonomisk omlægning, gør, at det vil få dramatiske konsekvenser, hvis disse arbejdspladser skulle forsvinde. For det andet må jeg med meget bitterhed fremhæve den ringe åbning fra de marokkanske myndigheders side, der deltager i disse forhandlinger. Det er en holdning, som jeg af to grunde ikke forstår. Den første er, at der i mellemtiden er blevet udstedt private tilladelser til forskellige redere fra andre lande, hvilket modsiger det argument, at vanskelighederne i forbindelse med forhandlingerne om aftalen med EU hænger sammen med behovet for at bevare fiskebestandene; den anden er, at man heller ikke forstår den marokkanske ubevægelighed i forhold til den åbenhed, som kendetegner vores markeder over for marokkanske produkter, ligesom den bistand, der er indeholdt i den almindelige samarbejdsaftale med Marokko. Et andet aspekt, som jeg gerne vil trække frem, er, at den midlertidige støtte til fiskere og redere som kompensation for dette års stilstand, hører op ved udgangen af denne måned. Det er en uholdbar situation, eftersom alle foretrækker at arbejde frem for at modtage støtte. Kommissionen og EU's Ministerråd må derfor leve op til deres ansvar, hvad der ikke blot betyder at forlænge støtten, indtil situationen er afklaret, men også at se på det samlede grundlag for samarbejdet med Marokko, ifald denne situation varer ved. Endelig skal Kommissionen som ansvarlig for gennemførelsen af disse forhandlinger give Parlamentet en fyldestgørende redegørelse for, hvad der foregår, thi det forstår vi nemlig ikke. Lige så uforståelig har den passivitet, som Rådet (fiskeri) har udvist, været.
Hr. formand, kære medlemmer, det "blå" Europa, som det metaforisk hedder, er i krise. Havene bliver behandlet dårligt, fiskeressourcerne bliver færre, de fiskere, der ikke kan fiske, har svært ved at acceptere en grusom skæbne, som truer overlevelsen for en traditionsrig aktivitet og en særlig livsform. Sidste fredag debatterede vi her i Parlamentet det alarmerende fald i torskefangsten i Det Irske Hav, denne symbolske specialitet - sagt apropos - for det portugisiske køkken. I dag debatterer vi fiskeriaftalen med Marokko. Vi står over for endnu et hårdt slag mod fiskeriet i EU. Og jeg siger EU og ikke bare to af dets dele, sådan som nogle af de tilstedeværende har antydet. Den europæiske solidaritet må ikke være et tomt ord eller kun have én betydning og ikke gøre sig gældende, når det drejer sig om problemer, der især rammer Portugal og Spanien ... Kommissionen formåede desværre ikke at nå frem til nye arrangementer i de forhandlinger med Marokko, der foregik op til udløbet af fiskeriaftalen den 30. november 1999. Næsten et år efter ser det ud, som om vi står ved nulpunktet. Den information, vi råder over, er beskeden og uklar, skønt forhandlingerne er gået videre - siges det - med mange og komplicerede omskiftelser. Trods alt har kommissæren i dag forsikret os om, at forhandlingerne bliver genoptaget i næste uge, og at der kan konstateres fremskridt. Det blev sagt temmelig vagt. Der blev også sagt, at der er mulighed for, at der kan nås frem til et afbalanceret partnerskab med Marokko. Er det rigtigt? Er det blot ord til lejligheden? Denne skepsis og rådvildhed er betragtelig og forståelig. Har EU ikke tilstrækkelig vægt og indflydelse til at overbevise sin marokkanske partner om de gensidige fordele ved at undertegne en ny aftale? Hvad er det egentlig, der foregår? Er det mon sådan, at den marokkanske stat indtager en lidet konstruktiv holdning og foretrækker at forhandle med virksomheder enkeltvis i stedet for at gøre det med EU, som den har varige og dybtgående interesser fælles med på adskillige områder? Har EU kastet hele sin diplomatiske og økonomiske styrke ind? Jeg tror det ikke! EU har efter min opfattelse forklejnet problemet. Og hvis aftalen går på gulvet? Hvad bliver Rådets og Kommissionens holdning så? Det kan givetvis ikke være at "vaske hænderne", eftersom det er de institutioner, der har beføjelserne og ansvaret for at føre disse forhandlinger. I et ikke ønskeligt scenario, hvor forhandlingerne er gået i vasken, har Unionen politisk og moralsk pligt til at yde fiskere og redere tilstrækkelig støtte, så de har midler til at overleve. Dét kan man i hvert fald kræve. Men det er ikke nok. Unionen må udarbejde og forberede et program til omlægning af de berørte aktørers aktivitet, så de kan få en fremtid uden dramaer. At overføre dette problem til strukturfondene og til staterne ville være at diskvalificere Unionen ikke blot over for de berørte, men også over for borgerne.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil ikke gentage det, som er blevet sagt i Parlamentet i formiddag, og som er blevet sagt i næsten et år. Kære medlemmer, sagen er, at fællesskabsflåden i Andalusien, De Kanariske Øer, Galicien og Portugal ligger stille, fordi der mangler en fiskeriaftale. Jeg vil heller ikke igen beskylde Kommissionen for dens manglende fornuft ved forhandlingen eller for dens tøven, når der skulle lægges pres på Marokko. Det gjorde vi opmærksom på i sin tid. Som andalusisk medlem af Parlamentet har jeg i et år forhandlet og foreslået initiativer på gangene, på kontorerne, i Fiskeriudvalget og ved møderne med kommissæren, for at der skulle tages hensyn til den helt særlige karakter af den andalusiske fiskerflåde, der driver fiskeri i Marokko. Vi behøver en brugbar fiskeriaftale. Vi ønsker ikke en aftale, som ikke afspejler den store håndværksmæssige og lavtliggende flådes interesser. Meget store fiskeribyer i det sydatlantiske område - i Huelva og Cádiz - og i det sydlige Middelhavsområde - i Málaga, Granada og Almería - afhænger af denne aftale. Der er ikke noget alternativ til fiskeriet de steder. Desuden er de sociale følger af oplægningen af flåden meget alvorlige og i visse tilfælde forbundet med dyrkning af og handel med narkotika fra Kongeriget Marokkos side. Til sidst vil jeg sige, at hvis Den Europæiske Union i øjeblikket forhandlede med de virkelige indehavere af den vestsahariske bank, den vestsahariske befolkning, ville vi allerede have en ordentlig aftale, og vi ville ikke være underlagt den veritable afpresning fra Kongeriget Marokkos side, og derfor burde det særlige forhold mellem Marokko og Unionen svækkes alvorligt, hvis der ikke opnås en aftale, eller hvis den aftale, der opnås, er ubrugelig.
Hr. formand, alle er klar over, at Jean Monet var en af EU's grundlæggere. Han havde for vane at fortælle en vittighed om nordmænd. Vittigheden var, at nordmændene altid taler om fisk. Det er en dårlig vittighed. Den er lige så dårlig som Jean Monets opfattelse af, hvordan Den Europæiske Union bør udvikles. Han mener, at EU altid bør have en ledelsesgruppe, hvorved han sikkert har ment Tyskland og Frankrig. Efter den opfattelse kan der ikke blive demokratisk ligevægt mellem staterne i EU. Men nu tilbage til fisken. Jeg forsvarer Norge, der ikke er medlem af EU, fordi EU ønsker at gøre Norges fiskeressourcer til fælles anliggende uden at få andet end Jean Monets politiske ledelsesgruppe til gengæld. Jeg forsvarer også Marokko i kampen mod EU-staternes rovfiskere. Verdens have tømmes nu for fiskeprotein på en måde, der minder om røveri. Verdens fiskebestande skal sikres. Overkapaciteten i EU's fiskeindustri skal afskaffes. Lad os kun fiske i EU's vande med EU's midler!
Hr. formand, en tjekkisk biskop, som står mig meget nært, biskop Koukl, har for vane at sige de skønne ord: "Næstekærlighed ville være en enkel sag, hvis næsten ikke var så skrækkeligt tæt på." Denne sætning gælder for mange mellemstatlige naboforhold. Historien viser, at lige netop naboer ofte har haft det svært med hinanden, og idéen med Den Europæisk Union er at overvinde sådanne naboproblemer. I denne forbindelse vil jeg give en stor kompliment til den spanske udenrigspolitik. Spanien har udviklet det svære naboskab, som også altid har eksisteret i historien mellem Europa og Nordafrika og mellem Spanien og Marokko, på en yderst positiv måde. Jeg havde i starten af firserne den ære at deltage - dengang som journalist - i det 20. tronjubilæum for den daværende konge af Marokko, Kong Hassan. Jeg så det på tæt hold. Det gjorde indtryk, at den daværende spanske konge kom til Marrakesh og i en åben vogn sammen med den marokkanske konge kørte gennem gaderne, hvor over en million mennesker var samlet. Det mindede mig om billeder fra vores historie og fra min barndom, hvor Konrad Adenauer og Charles De Gaulle på samme måde kørte rundt i de tyske byer og gjorde det klart, at naboproblemerne mellem Tyskland og Frankrig var overvundet, og i fællesskab blev de kernen i den europæiske integration. På samme måde har Spanien og Marokko chancen for at blive kernen i integrationen i Middelhavsområdet. Jeg tror, at Spanien og Marokko har gjort en stor indsats for at undgå det, som alle troede var uundgåeligt, nemlig the clash of civilisations, sammenstødet mellem to kulturer. Spanien har i denne forbindelse fungeret som en fremragende brobygger, som i øvrigt også Portugal. På den baggrund synes jeg, at det er meget vigtigt, at man også ser fiskeriaftalen i denne sammenhæng. Vi er solidariske med de spanske og de portugisiske fiskere. Det drejer sig ikke om et særligt lokalt fænomen, det drejer sig om europæiske fiskere, som vi også skal gøre noget for, selv om vi måske ikke lige umiddelbart er berørt af problemet. Men vi skal også indse, at forbindelsen mellem Den Europæiske Union og de enkelte stater, der grænser op til EU, og her mener jeg frem for alt Nordafrika, Tyrkiet, Rusland, overtager brobyggerrollen i andre verdensdele og i andre kulturer ved Den Europæiske Unions grænser, og at disse stater har brug for vores særlige støtte. Derfor har vi hurtigst muligt brug for at skabe tætte økonomiske og politiske relationer til Marokko, idet vi samtidig sætter vores europæiske fiskeriinteresser igennem. Af denne grund støtter jeg alt, hvad der i denne forbindelse er blevet sagt for at forcere aftalen. Men jeg ønsker også kraftigt at kritisere de antimarokkanske undertoner, som også har præget denne debat, fordi de ikke hjælper på forholdet mellem nabolande, og fordi de heller ikke tjener fiskeriaftalen. Vi må forholde os kritiske og åbne, men vi skal fortælle marokkanerne, at vi under størst mulig varetagelse af egne interesser er meget interesseret i et tæt og langvarigt partnerskab med Marokko og i en stabilisering af Marokko i Middelhavsområdet. Jeg tror, at hvis det lykkes os at give Marokko en europæisk orientering, så vil Marokko også indlede det, som tiden er moden til. De vil tale med os om spørgsmålet om naturlige ressourcer, og de vil holde op med at give tredjelande præferencer.
Hr. formand, når frugten af forhandlingerne skal plukkes om tre dage, får vi at vide, om den er moden eller grøn, eller om den har modnet nok til, at vi alle sammen kan føle os rolige, og de to implicerede parter, Den Europæiske Union og Marokko, med fleksibilitet, hr. kommissær, men også med seriøsitet og stringens kan gå i gang med at finde retningslinjer for samarbejde og aftaler, så Fællesskabets fiskerflåde kan genoptage sine aktiviteter i de farvande. Som spansk og andalusisk medlem af Parlamentet kræver jeg tusinder af andalusiske og spanske familiers ret til at bevare og forsvare, og til at vi også fra Parlamentets side forsvarer, deres arbejdspladser, som har været i fare i næsten et år. Men jeg vil også appellere til Kongeriget Marokkos intelligens, som den ene gang efter den anden banker på Den Europæiske Unions og Parlamentets døre for at få forståelse og hjælp til at løse landets økonomiske, sociale og politiske problemer, til at samarbejde med udgangspunkt i fleksibilitet og - det vil jeg understrege - også med udgangspunkt i seriøsitet for at opnå en god aftale, som er tilfredsstillende for begge parter. Hr. kommissær, landbruget, indvandringen - et område, hvor vi i går vedtog en ny budgetpost for at hjælpe Marokko - industrien og økonomien er en del af de samlede gensidige forbindelser mellem Marokko og Den Europæiske Union. At udelukke fiskerisektoren ville være helt hen i vejret, og den associeringsaftale, der forener os med Marokko, består netop i ikke at udelukke noget aspekt, der har indflydelse på vores interesser, for det modsatte ville være det samme som at vanskeliggøre den tilskyndelse, hvormed man fra Den Europæiske Unions side vil og kan begunstige den samlede udvikling af landet. Og dette er et budskab, som marokkanerne også bør forstå fuldt ud.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil blot tilføje, at der øjensynligt er enighed mellem de to parter om at lave en plan for forhandlingerne, og at Marokko har brugt flere måneder på at udarbejde en femårsplan. Efter at hr. Fischler tog til Rabat den 18. maj 2000, gik forhandlingerne ind i en mere aktiv fase med et møde den 25. juli i Rabat med generaldirektørerne for fiskeri, et møde den 28.-29. september i Bruxelles og endelig hr. Fischlers møde den 16. oktober med premierministeren og Hans Majestæt Mohamed VI af Marokko. Hr. Fischler har for øvrigt aflagt rapport til Kommissionen om dette møde. Han havde en positiv opfattelse af mødet, hvorefter man kan forvente, at de forhandlinger, der begynder den 30. oktober, vil komme til at foregå i en konstruktiv atmosfære. Derfor arbejder Kommissionen på et grundlag for et nyt partnerskab med henblik på en udvikling, der er i de to parters interesse, med på den ene side en samlet udvikling af fiskerisektoren i Marokko, fiskerflåden, akvakultur, industriel bearbejdning og forskning, og på den anden side at give de europæiske fiskere muligheder for fiskeri. Jeg tror derfor, at vi må afvente resultaterne af mødet den 30. oktober. Hr. Fischler vil selvfølgelig informere Parlamentet direkte herom, og jeg håber ligesom Dem, at forhandlingerne i en positiv atmosfære vil føre til etablering af en frugtbar forbindelse mellem Marokko og Den Europæiske Union. Kommissionen overvejer, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at træffe, hvis aftalen ikke indgås, men som De har forstået, tror og håber vi, at der kan ske mere afgørende fremskridt i forhandlingerne på mandag. Det er derfor for tidligt at drøfte dette spørgsmål nu. Dette var de svar, hr. Fischler kunne have givet Dem i mit sted, og som jeg vil informere om alle indlæg.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemningen. Beslutningsforslag (B5-0823/2000) fra Fiskeriudvalget om forhandlingerne om fiskeriaftalen mellem EU og Marokko (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaring
Hr. formand, jeg vil gerne takke mine venner, og jeg håber, at de lytter opmærksomt til denne stemmeforklaring, som er meget alvorligt ment, selv om den måske umiddelbart ikke virker sådan. Jeg forstår godt de spanske og portugisiske fiskeres problemer, som de sicilianske fiskere også har. For nogle dage siden fik jeg dog at vide, at en marokkansk fisk, som havde mødt en spansk fisk i Middelhavet, havde sagt følgende til den, naturligvis på sit eget sprog: "Jeg har fået at vide, at hr. Fatuzzo også kæmper for, at vi fisk kan få lov til at blive pensionister. Det er jeg meget glad for, men jeg har også et andet ønske. Jeg er en marokkansk fisk, og jeg vil gerne fanges af en marokkansk fisker og ikke af en spansk fisker. Jeg har stiftet en fagforening". Den spanske fisk sagde så: "Jeg vil gerne fanges af en marokkansk fisker og ikke af en spansk fisker ..." (Formanden afbrød taleren)
Hr. kollega, i henhold til forretningsordenen er der ét minuts taletid, og det gælder for alle kolleger! Alligevel takker jeg for dette meget interessante indlæg!
Næste punkt på dagsordenen er den mundtlige forespørgsel (B5-0541/2000) af Palacio Vallelersundi for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked til Kommissionen om sproglæreres rettigheder: overholdelse af bestemmelserne. For fru Palacio Vallelersundi taler hr. Wieland i fem minutter.
- (DE) Hr. formand, fru Palacio Vallelersundi, formanden for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked er desværre på overraskende vis forhindret og har bedt mig om en stillingtagen. Jeg har derfor kun haft kort tid til at forberede mig på en stillingtagen fra Retsudvalget. Hvad handler det om? Det handler egentlig ikke om sproglærerne. Mange ville måske mene, at dette anliggende alligevel er alt for detaljeret og alt for kompliceret. Det drejer sig egentlig ikke om sproglærere, men derimod om et eksempel, som det fremgår af det konkrete tilfælde "borgernes Europa". Det drejer sig om en historie, der første gang blev bragt for EF-Domstolen i 1989. En næsten tolv år gammel historie fuld af trøst, henholdende taktik, håb og også personlig nød om placebo til de berørte, om det seje forsvar af gamle rettigheder over for borgere, som ikke ønsker andet end deres gode ret. Det drejer sig - for at nævne revl og krat - om retssagen anlagt af unionsborgerne Allué og Coonan mod Universitetet i Venedig, det drejer sig om retssagen anlagt af unionsborgeren Allué ligeledes mod Universitetet i Venedig, og det drejer sig om retssagen anlagt af unionsborgeren David Petri mod Universitetet i Verona. EF-Domstolen har taget klar stilling. EF-Domstolen har i tre domme givet disse borgere ret, som før den første af disse domme var ansat som lektorer ved italienske universiteter. Dommenes konklusion er entydig. De pågældende fik krænket deres rettigheder i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og deres ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af nationalitet, fordi Italien ikke indrømmer lektorerne de samme ansættelsesvilkår og den samme sikkerhed på arbejdspladsen som italienske statsborgere i tilsvarende undervisningsstillinger på universiteter. Efter den første dom er der desværre ikke noget, der har ændret sig. Lovtillæggene, der som følge heraf blev vedtaget i 1995, er stadig ikke i stand til at garantere lektorer i undervisningsstillinger deres fulde beskyttelse og deres ret. Til sidst bakkede Ombudsmanden også op om disse borgere. Jeg ved dog ikke om dette ordspil er gangbart på alle sprog, men på tysk siger man "Ét er at have ret, et andet at få ret." Retsudvalget har i denne forbindelse formuleret et klart standpunkt og bakker op om disse unionsborgere, som har fået indskrænket deres ret. Nu bliver De præsenteret for et par ændringsforslag i dag, som, for at sige det mildt, i nogen grad irriterer mig. Jeg vil kun nævne to eksempler på, at det i sidste øjeblik forsøges at forbedre Parlamentets standpunkt eller i enkelte tilfælde sågar at fordreje det: I den oprindelige betragtning H, som Retsudvalget har foreslået, henvises der til, at de berørte EU-borgere i alle disse mange år har lidt tab og været udsat for stress og bekymringer og været inddraget i langvarige og gentagne retssager ved hundredvis af domstole over en periode på tolv år og har fået ødelagt deres berettigede forventninger til at udøve deres hverv med rimelige karrieremuligheder. Nu fremlægges et forslag, ændringsforslag 8, hvor der stryges et par ord, og et lille ord tilføjes, hvorved betydningen ikke alene udvandes, men derimod næsten bliver fordrejet. I teksten henvises der til, at de berørte EU-borgere har været inddraget i langvarige og gentagne retssager ved hundredvis af domstole over en periode på tolv år og har fået ødelagt deres berettigede forventninger. Dette er ikke kun på tysk en stor forskel. Men nu kommer jeg til den fremgangsmåde, som for mig er endnu mere graverende. I ændringsforslag 9 foreslås, at der henvises til, at den italienske regering er af den opfattelse i fuldt omfang at have opfyldt sine forpligtelser over for "lettori" med lov nr. 236/95, der anvender traktatens principper. Bortset fra at dette ikke er blevet diskuteret i Retsudvalget, tør vi godt i denne forbindelse påstå, at retsgrundlaget i italiensk ret svarer til traktatens grundlag, og Domstolen har sagt netop det modsatte! Jeg finder denne fremgangsmåde betænkelig. Hvis man er af den opfattelse, at denne praksis er juridisk i orden, og hvis det er udtryk for et politisk ønske, så skal man som lovgiver tage fat på det og ændre grundlaget, men hvis man i denne forbindelse ønsker at benytte Parlamentet for at dække over et standpunkt, så kan jeg kun sige, at det vil PPE ikke være med til!
Hr. formand, mine damer og herrer parlamentsmedlemmer, sagen med udenlandske sproglærere, der fungerer som undervisningsassistenter ved de italienske universiteter, er velkendt af Kommissionen og de fleste EU-institutioner. Denne sag har kørt i mere end ti år, og efter EU-institutionernes, og særlig Kommissionens, indgriben er undervisningsassistenternes forhold blevet forbedret. Som De ved, er sagen meget kompleks og vedrører hen ved 700 personer, der arbejder ved mere end 25 italienske universiteter. Kommissionen har de sidste ti år arbejdet aktivt for at løse problemet med udenlandske undervisningsassistenter i Italien i forhold til arbejdstagernes ret til fri bevægelighed, som EU-traktaten sikrer. EF-Domstolen har allerede, som De har understreget, afsagt tre domme vedrørende undervisningsassistenter, og med den igangværende sag i Luxembourg har Kommissionen fortsat indsatsen for at forbedre forholdene yderligere. Kommissionen har nærmere bestemt truffet foranstaltninger i medfør af EF-Domstolens beslutninger fra 1989 og 1993, dommen i sagen Allué, som slog fast, at de begrænsninger af kontrakternes varighed, der blev pålagt af den italienske lovgivning, var diskriminerende. Den indledte en overtrædelsesprocedure, der blev afsluttet i 1995, efter at den italienske lovgivning var blevet bragt i overensstemmelse med Domstolens dom. For så vidt angår undervisningsassistenternes yderligere krav i forbindelse med de erhvervede rettigheder, indledte Kommissionen en ny overtrædelsesprocedure med den begrundelse, at undervisningsassistenternes erhvervede rettigheder ikke var behørigt sikret på nogle italienske universiteter. Kommissionen har anvendt mange af sine ressourcer til at undersøge denne sag. Kommissionens tjenestegrene har faktisk samlet flere hundrede sider dokumentation om de særlige tilfælde ved forskellige universiteter. Vi har ført en omfattende korrespondance med de berørte parter og gjort os store bestræbelser på i bunkerne af uvæsentlige dokumenter at udvælge de elementer, der på afgørende måde kan bevise, at de tidligere lettori rent faktisk var udsat for forskelsbehandling fra visse italienske universiteter, for så vidt angår erhvervede økonomiske rettigheder såsom lønninger og bidrag til pensionsordninger. I juli 1999 indbragte Kommissionen denne overtrædelsesprocedure for EF-Domstolen. Den afventer nu Domstolens dom vedrørende denne nye overtrædelse og procedure, som er blevet indledt på Kommissionens initiativ. Undervisningsassistenterne har ikke kun påberåbt sig mangel på beskyttelse af deres erhvervede rettigheder, men ligeledes klaget over den nye gældende ret, der blev indført ved italiensk lov i 1995. De mener, at den italienske stat burde have optaget dem i samme kategori som underviserne ved universiteterne, eller hvis dette ikke var muligt, have oprettet en særlig kategori under underviserne. Efter undervisningsassistenternes mening ville en sådan ret direkte være afledt af arbejdstagernes ret til fri bevægelighed. På dette punkt var Kommissionen imidlertid uenig med undervisningsassistenterne. Efter vores mening sikrer den fri bevægelighed EU-borgerne mod forskelsbehandling i den nationale retsorden. Den giver dem ikke ret til en særlig retlig status. Hver enkelt medlemsstat har fuld kompetence til at fastsætte bestemmelser for deres egne offentlige institutioner. Fællesskabslovgivningen kan ikke forhindre Italien i at ændre bestemmelserne for de tidligere lettoris status og gøre dem til sprogeksperter med delvis ændrede rettigheder. Hvis man ændrer den italienske retsorden, som det har været tilfældet for universitetsansatte, mener vi ikke, at Kommissionen kan gribe ind, hvis alle EU-borgere har lige adgang til alle stillingskategorier. Faktisk kan enhver EU-borger få varig ansættelse som underviser ved at bestå den relevante concorso.
Hr. formand, jeg vil blot opfordre kollegerne til at gøre sig nogle overvejelser. Hvis der er tale om et juridisk spørgsmål, må man gå rettens vej og afvente Domstolens dom. De, der vil lægge sag an, må gøre det, og de, der kræver retfærdighed, vil få det. Hvis der er tale om et politisk spørgsmål - og det er derfor, at Parlamentet beskæftiger sig med det - beklager jeg, at man måske ikke tager sådanne emner op med den nødvendige forsigtighed. Jeg var meget tilfreds med Kommissionens holdning, og jeg mener faktisk, at vi som Parlament bør passe meget på. Jeg vil ikke automatisk forsvare min regering - da det ikke er min regering, eftersom jeg tilhører et oppositionsparti - men forsøge at forklare, hvad spørgsmålet drejer sig om. Vi er meget opmærksomme på, at alle europæiske borgere skal have de samme rettigheder i alle medlemsstaterne, men de har også de samme pligter i alle medlemsstaterne. Det kan ikke være rigtigt, at de europæiske borgere på en eller anden måde skal have lettere adgang til noget i en anden stat end deres egen, og at de ikke skal bestå de samme prøver og opfylde de samme krav som borgerne i det pågældende land, i dette tilfælde Italien. Undervisning og uddannelse varetages af EU-landene selv, og lovgivningerne er således forskellige. Efter den italienske lovgivning bliver man ikke universitetslærer udelukkende i kraft af loven, men skal bestå en offentlig udvælgelsesprøve. Medmindre man ligefrem harmoniserer lovgivningerne - hvilket vi ikke håber - forholder det sig derfor sådan i dag, at det med overholdelsen af subsidiaritetsprincippet ikke er muligt at kalde noget for diskrimination, som med meget større sandsynlighed er et krav om en fortrinsret. Jeg vil gerne gentage, at alle skal have de samme rettigheder, men at alle også skal have de samme pligter. Ellers vil dette spørgsmål, som er politisk og ikke juridisk, gentage sig og ligeledes kunne forekomme i andre af EU's medlemsstater, hvor der igen gælder nogle andre bestemmelser for undervisning og universitetskarrierer. Jeg opfordrer derfor til stor forsigtighed.
Hr. formand, jeg rejser mig for at løfte min røst mod denne uretfærdighed, som vi har hørt om - en uretfærdighed, som vi også har hørt nu har stået på i 12 år. Der har skullet ikke en, ikke to, men tre retssager til, og problemet er stadig ikke løst. Så hvorfor drøfter vi så atter denne uretfærdighed her i Parlamentet? Det er på grund af vores manglende held til at løse problemet, at vi atter drøfter det her. Vi må fortsætte med at give dette problem omtale, indtil det er løst. Hvad går så denne uretfærdighed ud på? Hr. Wieland begyndte at fremdrage det, da han talte på vegne af Udvalget om Retlige Anliggender. Uretfærdigheden handler om to personer, der udfører det samme stykke arbejde, som arbejder side om side, men med forskellig løn og på forskellige vilkår. Hvis vi virkelig tror på det indre marked og den fri bevægelighed for personer, bør dette ikke finde sted. Jeg er uenig med min kollega, hr. Lisi, der talte for lidt siden. Han talte om, at disse mennesker ønskede en "privilegeret" stilling, men de beder ikke om en privilegeret stilling. De beder bare om det samme. Denne sag vil rulle videre, indtil de får det samme, som deres kolleger i Italien får. Jeg lyttede omhyggeligt til det, hr. Busquin sagde på vegne af Kommissionen. Der er nogen, der siger, at der er et pust af hykleri fra Kommissionen. Andre går endnu videre og siger, at der er en stank af hykleri fra Kommissionen. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at der kommer en lille lugt af hykleri fra Kommissionen. Hvis Kommissionen virkelig mente det alvorligt, når den talte om at løse dette problem, ville det have været løst for flere år siden. Vi kan måske gå med til, at den tidligere Kommission under hr. Santer ikke var den bedste, og det er grunden til, at den gik af. Men jeg må sige, at vi ser på denne Kommission. Formanden for denne Kommission er udmærket klar over denne sag, er fuldt ud bekendt med kendsgerningerne, og alligevel er der ikke gjort noget for at løse problemet. Vi må spørge, hvorfor dette er tilfældet. Det er grunden til, at Parlamentet atter i dag drøfter dette spørgsmål, fremhæver dette spørgsmål, for at bringe det tilbage for Kommissionen og sige: få så gjort noget ved det.
Hr. formand, politikere har ofte den vanskelige opgave at skulle fortælle deres vælgere, at der, uanset hvor dybtfølt deres klagepunkt er, eller hvor stærkt det moralske grundlag er, ikke findes noget retsmiddel. Nogle gange har de den endnu vanskeligere opgave at måtte indrømme, at vejen til at gøre krav på deres lovfæstede rettigheder vil blive lang og besværlig på grund af problemer med domstolsadgang eller lovgivningens egne forsinkelser. Værst af alt er efter min mening at måtte udstede en advarsel om, at en domstolskendelse i deres favør måske blot vil være en række trøstende ord og ikke gøre nogen virkelig forskel i deres liv. Heldigvis er dette sjældent i et demokratisk samfund. For det er netop det, retsstat betyder. Ingen kan placere sig uden for dens virkefelt blot på grund af det, de er, og det, de gør. Den amerikanske jurist, Lon Fuller, advarede os om, at en af måderne, hvorpå et retssystem kan svigte, er, at der ikke er overensstemmelse mellem retsreglerne og den officielle handling. I de sidste 11 år har vi oplevet tre EF-domstolskendelser til fordel for lettori. Den 13. september i år støttede Den Europæiske Ombudsmand en klage fra dem, og de har fået medhold ved en række individuelle sager ved italienske domstole. Jeg er udmærket klar over, at omstændighederne ikke har været nemme for folk på begge sider af denne tvist. Men hvis retsstatsprincipperne er vigtige for os her i Parlamentet, må vi sikre, at de holdes i hævd. Hvis vi her i Parlamentet virkelig tror på et borgernes Europa, så må vi bestræbe os på at sikre et sådant. Som det allerede er blevet sagt, er dette tredje gang, at dette spørgsmål bliver taget op i Parlamentet i form af et forslag til beslutning. Jeg håber og har tillid til, at der aldrig vil blive behov for, at det sker igen, medmindre det er for at takke alle de involverede for, at der nu er truffet effektive foranstaltninger i sagen.
Vi er et lille Parlament, for det er fredag formiddag, men det bør bemærkes og anerkendes, at dette er et spørgsmål, der angår alle partier og hele Unionen. Medlemmer af Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har samlet sig fra hele Unionen og alle partier for at sige, at det ikke er nogen nytte til at tale om rettigheder og at gøre sig til talsmand for chartre om rettigheder, hvis man ikke i virkelige tilfælde, når folk bliver nægtet deres rettigheder, skrider til effektiv handling for at få dem anerkendt og få dem håndhævet, og det er netop problemet i dette tilfælde. Jeg var f.eks. meget ked af at se, at et af ændringsforslagene undlod at henvise ikke blot til en appel til Ombudsmanden, men til at Ombudsmanden besvarede den bekræftende. Det er et meget vigtigt punkt, for Ombudsmanden sagde, at Kommissionen handlede forkert, da den undlod at meddele sprog-lettorierne, at de ændrede proceduren på en vigtig og betydelig artikel, og den artikel, hvorpå Kommissionen ændrede sin procedure er netop det argument, som kommissær Busquin nævnte. Argumentet er, at lettori fastholder deres ret til at fortsætte som lærere og ikke blive ændret til noget andet. Der er ingen, der påstår, at Den Italienske Republik ikke er i sin fulde ret til i 1995 eller på et andet tidspunkt at sige, at man ikke i fremtiden vil ansætte folk som lettori, og at man vil tage folk ind i en ny form for ansættelse. Det kan de sige til alle, som indsender ansøgninger i fremtiden, men de kan ikke ændre rettigheder, som folk tidligere har fået stadfæstet af EF-Domstolen. Jeg minder Kommissionen om, at jeg håber, at den her vil svare, at EF-Domstolens kendelse i Allué-sagen var, som følger: Thi kendes for ret, at det er i modstrid med artikel 48, stk. 2, i EØF-traktaten, at en medlemsstats lovgivning på nogen måde begrænser varigheden af fremmedsprogsassistenters ansættelseskontrakter til et år med mulighed for forlængelse, når en sådan begrænsning i princippet ikke eksisterer for andre lærere. Hvis det er tilfældet, så er de folk, hvis repræsentanter er til stede på tilhørerpladserne her i dag, berettigede til at blive anerkendt som lærere ved italienske universiteter på samme niveau, som de lærere, der havde 10 års anciennitet ved universitetet. Vi siger ikke, at de skulle gøres til italienske tjenestemænd. Vi siger, at Italien skulle bringe sin lovgivning i overensstemmelse med EF-Domstolens kendelse og give disse lærere ret til at udøve deres hverv.
Hr. formand, der er tydeligvis grund til at anfægte den italienske ansættelsespolitik, for så vidt angår udenlandske undervisere, hvis disse kun opnår ansættelse som teknisk-administrative medarbejdere. De udfører således de samme opgaver som deres italienske kolleger, men deres retsstilling og aflønningsvilkår er dårligere end kollegernes. Dette er også fastslået af såvel EF-Domstolen som Ombudsmanden. Det er imidlertid afgørende, om der er tale om et enkeltstående uheldigt tilfælde, eller om der er tale om et bevidst valg med det formål at fastholde den omhandlede forskelsbehandling også på længere sigt. Jeg formoder, de berørte italienske myndigheder fuldt ud er orienteret om den anførte kritik. Det er imidlertid mit indtryk, at dette ikke har foranlediget de italienske myndigheder til at ændre politik på dette felt. Om end jeg er tilhænger af national suverænitet og ret til forskellighed, tilslutter jeg mig beslutningsforslaget, idet jeg må afvise enhver form for diskrimination på grund af nationalitet. Kan vedtagelsen af det foreliggende beslutningsforslag ændre tingenes tilstand, eller kan Den Europæiske Union reelt intet stille op i denne situation? Bliver vi blot ved med at gøre nyttesløse indsigelser, eller vil vi opleve, at andre medlemsstater begynder at forfordele italienske undervisere?
Ved et sammentræf er jeg netop her i eftermiddag på vej til Italien - et land, som jeg holder så meget af, for at holde en forelæsning om fordelene ved den kost, man ernærer sig ved i Middelhavslandene, og som med held er blevet eksporteret til resten af verden, og derfor gør det mig så meget des mere bedrøvet at komme med dette indlæg, der kritiserer dets regering og dets regler på dette område. Men nogle af mine britiske vælgere, som ønsker at forelæse og bo i Italien, er ikke så heldigt stillede, som jeg er i dag. I 1989 vandt udenlandske lektorer, der arbejder dér, en sag ved EF-Domstolen, der krævede, at deres kontrakter ikke blev begrænset til seks år. Efter at de italienske universiteter havde svaret ved at sige, at dommen ikke konkret krævede, at de skulle tilbyde tidsubestemte arbejdskontrakter, gjorde en anden dom fra Domstolen i 1993 det klart, at man ikke kunne tidsbestemme kontrakternes længde. Universiteterne svarede ved at degradere de udenlandske lektorers status til støttepersonale og ikke længere til medlemmer af det akademiske undervisningspersonale. Disse degraderede 'lettori', som de er kendt som, bragte deres arbejdsgivere for den italienske højesteret, som afgav kendelse i deres favør og krævede, at de øjeblikkelig blev genindsat i deres job. Universiteterne ignorerede kendelserne og nægtede dem de rettigheder, der er forbundet med lærerjobbet, herunder de lønforhøjelser, der så generøst ydes to gange om året i det akademiske system i Italien. På bedste Kafka-vis gik universiteterne endda så vidt som til at fjerne deres navne fra interne telefonbøger, døre og universiteternes Websteder. Dette er ret så uacceptabelt i et moderne Europa. Nogle af Dem vil være klar over min støtte til, at de mandlige efterkommere af den landsforviste italienske kongefamilie bør have ret til at vende tilbage til deres hjemland. De er ofre for en middelalderlig artikel i den italienske forfatning, som forhindrer alle mandlige efterkommere af familien i at rejse ind på italiensk territorium, hvilket efter min mening er i klar modstrid med Amsterdam-traktaten. Skammeligt nok har venstreorienterede og liberale grupper her i Parlamentet konspireret om at blokere de to prinsers adgang til Domstolen, selv om en snarlig kendelse forventes fra Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg. Regeringer må forstå, at de, hvis de undertegner traktater, enten må ophæve dem som suveræne stater eller overholde betingelserne i dem i en retsstat. Den italienske regering, der omfatter venstrefløjspartier, der konstant roser de europæiske love, rettigheder og traktater til skyerne, må snart skride til handling om begge disse spørgsmål, hvis dens engagement i disse værdier, som den hævder at stå for, ikke skal skabe udbredt kynisme i andre medlemsstater over for Italiens engagement, når det drejer sig om at vedstå europæisk lovgivning. Hidtil har Europa-Kommissionen vist sig uvillig til at håndhæve traktaterne, når antallet af folk, der er berørte, er begrænset. I forbindelse med mit forslag om den kongelige familie, blev dette endog af den liberale ordfører her i Parlamentet beskrevet som et eksotisk forslag uden interesse. Men jeg mener, at disse sager netop er meget centrale for de grundlæggende principper for den frihed, der er forbundet med europæisk lovgivning, navnlig den frie bevægelighed, og der kan ikke gøres undtagelser fra disse principper. Der må ikke ske forskelsbehandling af EU-borgere, uanset hvor de kommer fra, og hvor de ønsker at rejse hen inden for Den Europæiske Union. Disse spørgsmål er af vital betydning, hvis vi skal opretholde den europæiske frihed, og efter min opfattelse er der ingen nationale spørgsmål af vital interesse for den italienske stats sikkerhed, der bliver truet af hverken den kongelige familie eller de udenlandske lektorer i Italien.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, debatten om dette spørgsmål, som omfatter mere end Italien, er efter min mening meget interessant og meget vigtig. Hvis vi ser på de tre domme i beslutningens betragtning C, nemlig at de pågældendes rettigheder blev krænket i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU og deres ret til ikke at blive forskelsbehandlet på grund af nationalitet, fordi Italien ikke har overholdt sine forpligtelser, og hvis dette oven i købet bekræftes af Ombudsmanden og af mange af dem, der deltager i debatten i Parlamentet i dag, så holder argumentet fra en af dem, der talte før mig, nemlig at krænkelsen kan begrundes med subsidiaritetsprincippet, ikke stik. Når EF-Domstolen fastslår, at der er tale om krænkelse af europæisk ret, så kan der ikke svares igen med subsidiaritetsprincippet. Det andet punkt er, at det i denne forbindelse vel drejer sig om en politisk debat, fordi det drejer sig om en krænkelse af rettigheder. Man kan ikke spille traktaternes retlige status ud mod politikken. Det er i denne sammenhæng derimod på grund af krænkelsen af rettigheder vores pligt at føre en politisk debat her i Parlamentet. Jeg mener, at sætningen: "Den, der ikke tager sig selv alvorlig, bliver heller ikke taget alvorlig." passer. Når der i en sag afsiges tre domme fra EF-Domstolen, og det ansvarlige land alligevel ikke ændrer adfærd, så skal vi gribe ind, så skal vi gøre det til en sag for offentligheden. Først for et par dage siden begyndte vi at diskutere chartret om grundlæggende rettigheder. Er respekten for den bestående ret ikke overhovedet den første grundlæggende rettighed, man kan forlange af enhver af os? Udgør understøttelsen af retsfællesskabet ikke grundlaget for de fælles europæiske værdier? Man kan ikke spille de to ud mod hinanden. Naturligvis falder uddannelsesområdet stadig under subsidiaritetsprincippet, men på grundlag af traktaterne gælder arbejdskraftens frie bevægelighed og forbuddet mod forskelsbehandling på grund af nationalitet for os alle, selv om vi - og især jeg, fordi jeg kommer fra en meget føderativ stat - går ind for subsidiaritetsprincippet som koordinationsprincip for sammenarbejdet i Den Europæiske Union og gør en indsats for, at inddelingen af kompetencer mellem de forskellige niveauer i Europa hurtigst muligt bliver ordnet efter subsidiaritetsprincippet. Italiens adfærd i dette spørgsmål er i modstrid med Fællesskabets mål og i modstrid med vores ønske om at øge arbejdstagernes mobilitet og fleksibilitet. Mangfoldigheden af kulturer, som vi anser for at være et væsenselement i Europa, kommer dog frem for alt til udtryk i sprogenes mangfoldighed. De, der går ind for kulturenes mangfoldighed, skal gøre alt for, at vi opretholder sprogenes mangfoldighed og kan lære dem overalt. Vi går ind for det økonomiske indre marked. Jeg siger det også som medlem af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport: Det økonomiske indre marked har brug for det indre marked i uddannelsessammenhæng. Der er, som debatten i dag også viser, stadig mange lænker, mange hindringer for Det Indre Marked, og ikke kun i dette tilfælde. Vi skal gøre alt for hurtigst muligt at befri os fra de lænker.
Hr. formand, jeg tror, at alle indlæg har tilført denne drøftelse forskellige elementer. Ikke desto mindre mener jeg, at jeg i mit indlæg allerede har svaret på mange af de rejste punkter. Jeg vil gerne endnu en gang gøre opmærksom på, at der er indbygget en tidsfaktor i disse ordninger, og at vi taler om forhold, der går ti år tilbage, hvor forskellige aspekter skal tages i betragtning. For så vidt angår spørgsmålet, om de italienske bestemmelser er i overensstemmelse med EF-Domstolens beslutninger i dommen i Allué-sagen, indledte Kommissionen en overtrædelsesprocedure, men denne procedure blev afsluttet i 1995, da Italien vedtog en lov, der ophævede begrænsningen. Italien vedtog således en ny lov i 1996, hvor de tidligere diskriminerende elementer var fjernet, men der er et andet aspekt af problemet, nemlig spørgsmålet om erhvervede rettigheder. Vi har i denne forbindelse analyseret hele processen. Jeg har forklaret det i mit indlæg, og Kommissionen indledte en ny overtrædelsesprocedure mod Italien i juli 1999. Vi afventer en ny dom fra EF-Domstolen vedrørende dette aspekt af problemet. Der er således to ting, som jeg ikke vil betegne som forskellige, men som i tidens løb hænger lidt forskelligt sammen. Det er derfor nødvendigt at skelne mellem de to elementer, thi for så vidt angår alle EU-borgeres lige adgang til alle stillingskategorier på nuværende tidspunkt, er det klart, at enhver EU-borger kan få varig ansættelse som underviser i Italien ved at bestå den prøve, italienske undervisere skal igennem. I denne sammenhæng kan det ikke mere være et spørgsmål om forskelsbehandling. Man må således se på den tidligere situation, hvor der helt tydeligt var tale om forskelsbehandling. Kommissionen har gjort sit arbejde ved at indlede overtrædelsesprocedurer ved EF-Domstolen, og den italienske stat har ændret loven. Hele spørgsmålet om erhvervede rettigheder er åbenbart blevet rejst. Vi bifinder os på ny midt i en overtrædelsesprocedure, og vi håber, at EF-Domstolen snart afsiger dom.
Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemningen. Beslutningsforslag (B5-0824/2000) om sproglæreres rettigheder: overholdelse af bestemmelserne Efter afstemningen om betragtning H
Hr. formand, jeg vil hermed foreslå, at vi indføjer ordet "ikke overbevisende" mellem "regering" og "påstand" i dette ændringsforslag. Jeg har ikke nogen indvendinger imod, at vi bliver gjort opmærksom på, at den italienske regering er fremkommet med en vis påstand, men da kommissæren især skandaløst har vist, at han måske tror på påstanden, synes jeg, at vi skal tilføje ordet "ikke overbevisende" eller forkaste dette ændringsforslag.
Da der ikke er nogen indsigelser mod dette mundtlige ændringsforslag, går vi nu over til afstemningen. (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
Hr. formand, jeg er ikke blødsøden over for den italienske regering og heller ikke over for de italienske domstole, hvis domme er skyld i, at mange pensionister ikke har fået den pension, de skulle have. I dette tilfælde stemte jeg dog imod betænkningen, da Domstolens domme efter min mening er forkerte. Det egentlige problem er, at vi ikke kan give en lektor eller en person, som er meget dygtig til engelsk, og som tager til et italiensk universitet for at forklare de medicinstuderende, hvordan man siger hjertesygdom, kirurgisk indgreb, leversygdom osv., de samme rettigheder og den samme status som dem, der underviser i medicin. Ville De, hr. formand, lade Dem behandle af en person, der har et glimrende kendskab til kirurgiske termer på italiensk, engelsk, fransk og tysk, eller af en kirurg?
Hr. formand, jeg har stor forståelse for problemerne for de sproglærere i Italien, der ikke har italiensk statsborgerskab. Jeg er som borger i et meget lille land en stor tilhænger af arbejdstagernes og selvstændige erhvervsdrivendes fri bevægelighed og også af fri etableringsret, og jeg har som gammel suffragette i mere end 40 år kæmpet mod enhver form for forskelsbehandling, uanset om den sker på grund af køn eller nationalitet. Arbejdstagernes fri bevægelighed må imidlertid ikke føre til forskelsbehandling af statsborgerne. Da jeg kommer fra et land, hvor den aktive befolkning består af mere end 50%, som ikke er fra Luxembourg, men udenlandske statsborgere eller grænseboere, ved jeg, hvad jeg taler om. I mit land skal gymnasielærere bestå meget strenge og hårde ansættelsesprøver. Der kan i princippet ikke være tale om at forskelsbehandle statsborgere ved at gøre adgangen til beskæftigelse lettere for ikkestatsborgere. Når dette er sagt, håber jeg, at denne debat vil bidrage til at fremme en ligeværdig løsning for sproglærere i Italien. Jeg må imidlertid sige, at vi godt kan udfylde dagsordenen for fredag, hvis vi her beskæftiger os med alle lignende eksisterende tilfælde af forskelsbehandling, især på grund af køn... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, det glæder mig, at de liberale ændringsforslag blev forkastet, og at jeg derfor var i stand til at stemme for denne betænkning, men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved en af de ting, som hr. Busquin sagde. Han sagde, at alle, der arbejder ved italienske universiteter, skal bestå de samme eksaminer, som italienske lærere skal bestå. Jeg kan ikke se, hvorfor dette skulle være tilfældet. Vi skulle efter sigende have gensidig anerkendelse af kvalifikationer over hele Europa, således at man kan kvalificere sig i sit eget land og derefter rejse til andre. Det er en grundlæggende ting i hr. Busquins svar, som der bør stilles spørgsmålstegn ved, og jeg er ked af at se, at han nu har forladt salen.
Hr. Purvis, det var ikke i henhold til forretningsordenen. Hr. Busquin er desværre allerede gået. Jeg vil anbefale Dem, at De henvender Dem direkte til ham.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. God weekend! (Mødet hævet kl. 10.56)