Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt fredag den 6. oktober 2000, for genoptaget.
Fru formand, af protokollen fra Parlamentets møde fremgår det, at en sag med et racistisk angreb på en professor i Verona er blevet taget op her. Det fremgår endvidere af protokollen, at Parlamentet har fordømt det og især erklæret sin solidaritet. Jeg skal derfor oplyse, at denne professor selv har opdigtet det hele og har indrømmet, at han ikke har været udsat for noget som helst angreb, men har banket sig selv. Vi er faktisk alle sammen blevet holdt for nar. Jeg ville blot oplyse om sagen, da Verona-professorens driven gæk med Parlamentet er med i protokollen.
Hr. Speroni, der er formentlig ingen grund til at rette protokollen på grund af disse oplysninger, men jeg tager dem til efterretning. Hvis ingen andre gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt. (Protokollen godkendtes)
Kære kolleger, siden sidste mødeperiode, for fjorten dage siden, er, som De ved, endnu tre mennesker blevet ofre for ETA's voldshandlinger. Tillad mig at nævne disse mennesker her, og, idet jeg nævner deres navne, at sende en meget bevæget og bedrøvet tanke til deres familier, som i dag er i dyb sorg: Luis Portero, ledende anklager ved den regionale domstol i Andalusien, myrdet i Granada den 9. oktober; Antonio Munos Carignanos, læge med oberstrang ved luftvåbnet, myrdet i Sevilla den 16. oktober; Maximo Casado, fængselsfunktionær, myrdet i Vitoria i går morges. På Deres vegne sender jeg de pårørende vores oprigtigste medfølelse og dybeste sympati. Disse ofre bringer antallet af myrdede op på seksten, siden ETA brød våbenhvilen den 3. december 1999. Selv om vi mangler ord til at beskrive dette drama, som bliver gentaget igen og igen, må vi under ingen omstændigheder give op. Tværtimod. Vi skal, som vi har gjort ved alle disse sørgelige lejligheder, også denne gang fordømme det utålelige. Retten til livet er hellig. Dette er på ny blevet bekræftet kategorisk i chartret om grundlæggende rettigheder for borgerne i Den Europæiske Union, som stats- og regeringscheferne vedtog enstemmigt i Biarritz. Jeg vil bede Dem, kære kolleger, om at holde ét minuts stilhed og derved vise ofrene vores agtelse og give vores støtte til de spanske myndigheder og demokrater i deres kamp mod denne svøbe, en kamp som de ofte fører med fare for deres liv. Jeg vil bede Dem iagttage ét minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed) o o o Formanden. Jeg skal desværre på ny tage ordet for at mindes alle dem, som i Mellemøsten er blevet ofre for det voksende had og den tiltagende afvisning af den anden part. I morgen skal Parlamentet drøfte dette smertelige spørgsmål, når det behandler Det Europæiske Råds møde i Biarritz, men i dag vil jeg blot give udtryk for min dybe sorg over et fænomen, som bekymrer os overordentligt, fordi det afslører, hvor dramatisk og skæbnesvanger de yderliggåendes indflydelse er i begge lejre. På vegne af Dem alle retter jeg min dybeste medfølelse til deres familier og giver udtryk for min solidaritet med alle, som er blevet såret i denne konflikt. Jeg håber ligeledes, at forkæmperne for fred og dialog en dag vil kunne få overtaget over dem, som forherliger vold og opflammer had. o o o Formanden. Endelig forårsagede skybrudslignende regnskyl, som De ved, for nogle dage siden ødelæggelser uden fortilfælde i Italien og Schweiz, hvor 25 personer omkom, og mange blev såret. Desuden medførte de meget store materielle ødelæggelser. I forgårs medførte enorme regnskyl og oversvømmelser i Spanien tre personers død, mens andre tre fortsat er meldt savnet. Jeg vil gerne, på vegne af Europa-Parlamentet, give udtryk for vores sindsbevægelse og meddele familierne vores dybeste medfølelse, og jeg vil med Deres tilladelse bede Dem på ny iagttage et minuts stilhed til ære for ofrene. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
Hr. Trakatellis, jeg vil give Dem ordet for at komme med et forslag til proceduren. Men først må jeg erindre Dem og samtlige kolleger om, at jeg tirsdag i sidste mødeperiode, efter at have modtaget kraftige protester fra et stort antal kolleger, som mente, at man aftenen forinden havde misbrugt retten til at komme med forslag til proceduren, her i plenum forklarede ... ... som sagt forklarede jeg, at disse forslag til proceduren automatisk ville blive afbrudt efter ét minut, sådan som forretningsordenen foreskriver: Der er tale om artikel 141. Det ville jeg blot erindre om. Deres bifald i dag, i lighed med Deres bifald tirsdag i sidste mødeperiode, tager jeg som en bekræftelse på, at De fuldt ud godkender denne fremgangsmåde.
Fru formand, faktisk er der ved kommunalvalget i Chimara forekommet voldsscener og valgsvindel rettet mod det græske mindretal, som bor i området. Det hersker der ikke nogen tvivl om. Vi har de internationale organisationers observationer, som har fulgt valget. Albanien, fru formand, er et land, som selv har oplevet forfølgelser af dets mindretal i andre lande, og det er en kendt sag, hvorledes det internationale samfund reagerede på disse forfølgelser. Det, som det selv kommer ud for uden for sine grænser, bør det ikke gentage inden for sine grænser, og det er, hvad jeg vil kalde den første lektion i demokrati, som vi bør betone over for dette land, der er begyndt at grundlægge demokratiet internt. Jeg vil gerne have, at Parlamentet noterer sig disse overtrædelser, og at det naturligvis kræver omvalg i Chimara-regionen.
Fru formand, i forlængelse af det, De sagde om Mellemøsten, vil jeg gerne omtale et initiativ fra nogle kvindelige medlemmer af Europa-Parlamentet, Nuala Ahern, Pasqualina Napoletano, Ana Palacio Vallelersundi, Ulla Sandbæk og mig selv. Vi har opfordret andre kvinder til at tage til Jerusalem for at møde nogle palæstinensiske og israelske kvinder, som i løbet af disse år uophørligt har kommunikeret indbyrdes og bygget fredsbroer. I denne ånd vil vi derfor opfordre kvinderne i Europa-Parlamentet til at deltage i delegationen. Tirsdag og onsdag udarbejder vi en appel og indsamler underskrifter og tilmeldinger til delegationen, som netop har til formål at bygge fredsbroer mellem kvinder, der hvor volden forekommer.
Fru formand, jeg ønsker blot at meddele mine to græske kolleger, at delegationen for forbindelserne med det sydøstlige Europa på sit næste møde, hvor vi undervejs også vil modtage repræsentanter fra Albanien, også vil beskæftige sig med dette spørgsmål, og jeg er sikker på, at vi under fru Packs ledelse vil beskæftige os objektivt med denne sag.
Fru formand, i sidste uge blev fru Karla Peijs overfaldet i Bruxelles. Jeg beder om, at der igen bliver rettet henvendelse til den belgiske regering og sørget for mere sikkerhed i Bruxelles.
Naturligvis, hr. Rübig. Det vil jeg gøre.
Fru formand, jeg har et spørgsmål angående medlemmernes statut. Mit spørgsmål er følgende: Hvem taler på Parlamentets vegne om denne Statut? Jeg spørger, fordi jeg har indtryk af, at vi har udpeget en sabotør og ikke en ordfører, når jeg læser hr. Rothleys offentlige udtalelser. Jeg håber, at De, snarere end hr. Rothley, taler på Parlamentets vegne.
Fru formand, jeg mener at vide, at De om et øjeblik vil bekendtgøre den franske regerings beslutning om at nedlægge mit mandat som medlem af Europa-Parlamentet. Jeg mener, der er tale om stor uret og en sanktion, der ikke står i forhold til de ubetydelige hændelser, som man har brugt som påskud. Jeg er ikke blevet opfordret til retsligt at forsvare mig. Min parlamentariske immunitet er ikke blevet ophævet, og jeg har ikke nydt godt af nogen af de former for forsvar, som anklagede har ret til. Jeg synes, Europa-Parlamentet måske her har en anledning til at demonstrere sin værdighed ved denne lejlighed.
Fru formand, der er flere ofre for ETA, men der er også flere ofre for den spanske undertrykkelse: flere anholdelser, flere torturofre, ny spredning af politiske fanger, der sidder fængslet i Baskerlandet. Alt i alt har baskerne og spanierne oplevet store lidelser. Det er i hvert fald sikkert, at spanierne og baskerne har fået nok af den nuværende konflikt. Det er ikke overraskende, hvis de i stigende grad giver udtryk for deres store forfærdelse, fordi ingen, på nær den spanske regering, tror på fordelene ved den nuværende strategi. Kan Europa-Parlamentet opgive håbet om på noget tidspunkt at finde en demokratisk ... (Formanden afbrød taleren)
Fru formand, jeg vil helst ikke gentage mig selv, men situationen kræver, at jeg gør det. De kender til situationen i Gibraltar, hvor der befinder sig en havareret britisk atomubåd. Præcis som vi frygtede og formodede fra begyndelsen, vokser omfanget af havariet ifølge teknikerne, også på grund af den tid, der går. Jeg beder Dem, fru formand, om at træffe alle mulige foranstaltninger for at fremme den igangværende behandling i Udvalget for Andragender af en protestskrivelse, som mere end 30 interessenter og ngo'er har indgivet i protest mod denne situation, hvor der er sket et åbenbart brud på fællesskabslovgivningen om strålingsbeskyttelse.
Fru formand, for det første tager jeg ordet som formand for Udvalget om Retlige Anliggender og det Indre Marked for på baggrund af hr. Haarders ord at minde om, at hr. Rothley, der er første næstformand for udvalget, ikke er talsmand, men ordfører, og jeg finder, at han indtil videre har optrådt fuldstændigt inden for rammerne af dette mandat. For det andet tager jeg ordet for at støtte fru Morgantinis forslag. Jeg finder, at vi er nået til et punkt i Mellemøst-processen, hvor en dialog mellem de kvindelige medlemmer af henholdsvis det palæstinensiske og det israelske parlament og de kvindelige medlemmer af Europa-Parlamentet kunne bidrage til en løsning af denne konflikt.
Fru formand, hvis jeg ellers har forstået det rigtigt, er vi i færd med at fastsætte dagsordenen. Men forretningsordenen giver ikke mulighed for forslag til proceduren på dette tidspunkt. Forretningsordenen opererer i artikel 141 med forslag til proceduren, i artikel 142 med bemærkninger til forretningsordenen, men ikke med denne situation og slet ikke med den slags præstationer, som vi netop har oplevet. Her kan hvem som helst sige hvad som helst, så længe vi taler om at vedtage dagsordenen. Hvornår begynder De, fru formand, at følge forretningsordenen og intet andet end forretningsordenen?
Hr. Goebbels, jeg vil svare på Deres spørgsmål. Det er et problem, som alle formænd har stået over for. Problemet er, om der er tale om et forslag til proceduren eller ikke. Jeg tror, at vi, hvis vi, hver gang en kollega tager ordet til forretningsordenen, begynder at diskutere, om dette indlæg nu også er i overensstemmelse med forretningsordenen eller ikke, kommer til at spilde meget tid. Jeg synes, at det at anvende minutreglen i sidste ende er den mindst dårlige løsning, hvad man i øvrigt også har kunnet konstatere.
Fru formand, som De husker, omtalte jeg i sidste mødeperiode forholdene for den britiske forkæmper for demokrati James Mawdsley, der blev ulovligt tilbageholdt af myndighederne i Burma. De lovede at give udtryk for Deres bekymring, og Parlamentet vedtog efterfølgende en beslutning, som fordømte fængslingen. Det var en del af en fælles diplomatisk indsats, og det vil glæde Parlamentet at høre, at de burmesiske myndigheder løslod hr. Mawdsley i sidste uge. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Dem og medlemmerne af Parlamentet for den rolle, De spillede i den vellykkede afslutning på denne proces. Jeg håber, at vi inden længe kan vende tilbage til spørgsmålet om de tusinder af andre mennesker, der sidder som politiske fanger i Burma, og den mangel på demokrati, som plager landet.
Fru formand, da min danske kollega, hr. Bertel Haarder, talte for lidt siden, var hans danske så forvansket, at det var fuldstændig umuligt at forstå, hvad han sagde. Kunne De ikke sørge for, at vi for fremtiden kan høre, hvad han siger? Det var virkelig svært at forstå det danske, han talte.
Fru formand, Antonio Russo, som var korrespondent for Radio Radicale og den eneste vestlige journalist, som sidste år var blevet i flere uger i Pristina i Kosovo, blev i mandags i Georgien fundet død med brystet fuldstændig knust. Obduktionen, som er foretaget i Georgien, har vist, at det klart drejer sig om et mord, sandsynligvis efter tortur. Antonio Russo var en modig journalist, som undersøgte de misgerninger, der finder sted i Tjetjenien, og det er efter vores opfattelse grunden til hans tragiske død. Jeg tror ikke, Parlamentet kan iagttage et minuts stilhed en gang til - og jeg vover ikke at bede om det - men jeg ønskede at informere Parlamentet om, hvad der er sket, for Antonio Russo var modig som journalist og som menneske, og han gav sit liv for informationsfriheden til alles bedste.
Fru formand, i henhold til artikel 7, stykke 4, afsnit 2, i forretningsordenen er det formandens opgave at forelægge sagen for Retsudvalget, før den franske regerings beslutning stadfæstes. Statsrådets kendelse, som De måske om lidt vil påberåbe Dem, er afsagt af en dertil ubeføjet instans, hvor fransk lov imidlertid foreskriver, at kun plenarforsamlingen har kompetencen, når det drejer sig om et europaparlamentsmedlems mandat. I denne procedure, fru formand, er vores kollega Jean-Marie Le Pens parlamentariske immunitet blevet krænket på alle leder og kanter. Jeg kan ikke se, hvorledes De, som De gjorde lige før, kan citere chartret om grundlæggende rettigheder, uden selv at praktisere det i udøvelsen af Deres høje embede.
Fru formand, kære kolleger, vold er ikke nogen fodnote her i Parlamentet, og sådan skal det fortsat være. I tilknytning til Deres opfordring og Deres medfølelse med voldsofres familier vil også vi gerne udtrykke vores solidaritet med alle dem, som i dag mange steder i Baskerlandet protesterer mod ETA's vold. Derfor vil vi efter godkendelsen af denne dagsorden sammen med alle vores kolleger og med alle dem her i Parlamentet, som ønsker det, holde en lille, stille demonstration på et par minutter udenfor, foran parlamentsbygningen.
Fru formand, man kan ikke lade hr. Gollnisch så tvivl om den allerhøjeste franske administrative instans uden at reagere. Hvis hr. Gollnisch respekterede retsstaten, ville han også respektere dennes beføjelser. Hvad angår hr. Le Pen, er det uværdigt for Europa-Parlamentet og for enhver demokrat at høre hr. Le Pen bruge ordet "værdighed".
Fru formand, for mig drejer det sig virkelig om forretningsordenen. Vi har ingen uopsættelige spørgsmål i denne uge. Tjetjenien, Albanien, Burma og Palæstina er dog allerede blevet behandlet. Mit spørgsmål til Dem lyder: Kan vi ikke ændre forretningsordenen, således at vi i fremtiden ikke har flere uopsættelige forhandlinger, men at vi behandler dem i begyndelsen af mødet? (Bifald)
Der kan De se, hr. Goebbels, er der her tale om et forslag til proceduren eller ej? Tro mig, vi kunne fortsætte dette i timevis.
Fru formand, mellem den 3. oktober 2000 og i går oplevede Forbundsrepublikken Tyskland mindst syv mindesteder blive skændet, ved otte lejligheder mennesker blive overfaldet af racistiske grunde, fire asylhjem blive angrebet, og ved syv lejligheder synagoger, jødiske kirkegårde eller mindesmærker blive skændet!
Fru formand, kære kolleger, at vi har fået dagsordenen forelagt, betyder ikke, at vi skal modtage dagsordrer. Et vist antal kolleger - og jeg forstår dem - har en drøm. De har en drøm om at oprette en forbundsstat, f.eks. sammen med formand Spinelli, det vil sige at omdanne vores traktater til en forfatning. Men at anerkende i dag at dette Parlament skulle adlyde og have beføjelser, der var knyttet til én stat, uanset hvilken, i sagen om fradømmelse af en af vores kollegers mandat, det ville være det samme som at indrømme, at dette Parlament ikke er suverænt og bør underkaste sig nationale retslige instanser og regeringer. Fru formand, kære kolleger, vi har muligheden for at træde et stort skridt nærmere mod Deres drøm - som jeg i øvrigt ikke deler. Anerkend, at Deres Parlament har uindskrænket magt til at afgøre ekskluderingsspørgsmålet, og De vil være nået et stykke videre mod Deres føderale drøm. I modsat fald, fru formand, træder De et skridt baglæns, i og med at De accepterer, at De må underkaste Dem.
Fru formand, det forbløffer mig lige godt, at sagen om nedlæggelse af hr. Le Pens mandat ikke er blevet behandlet, endsige så meget som omtalt, i Retsudvalget. Vi ville i givet fald være vidne til den første ekskludering af et fransk parlamentsmedlem i den Tredje, den Fjerde og den Femte Republiks historie på grundlag af en sag om overtrædelse af politivedtægten. Der er sket en hel række retskrænkelser - ikke kun af fransk ret, men også af europæisk ret - og jeg tror, det vil være en stor fejl, hvis ikke denne sag forelægges for Retsudvalget, og hvis hr. Le Pen ikke bliver hørt.
Det endelige forslag til dagsorden, som det blev opstillet af Formandskonferencen på mødet d. 19. oktober i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 95, er omdelt. Mandag: Jeg er fået forelagt en anmodning fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, med ønske om at udskyde betænkningen af fru Klaß, for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, om vegetativt formeringsmateriale af vin til en senere mødeperiode. Hr. Lannoye har bedt om ordet som ophavsmand til anmodningen.
Fru formand, fru Klaß' betænkning er allerede blevet udskudt to gange. Ikke desto mindre ønsker vi, at den bliver det én gang til, med en politisk begrundelse. I virkeligheden er denne tilsyneladende tekniske betænkning, som ikke synes at medføre større politiske ændringer, yderst vigtig, al den stund den i det skjulte åbner mulighed for at udføre gensplejsning i vindyrkning og derfor kan føre til genetisk manipuleret vindyrkning. Det er vores opfattelse, at det, eftersom vi for tiden er midt i en forligsprocedure omkring rammedirektivet om genmanipulerede organismer, ville være klogere at vente, til denne forligsprocedure er afsluttet, og tage fat på problemet, når rammerne er klart afstukket, det vil sige i princippet i januar måned. Vi anmoder derfor om, at behandlingen af denne betænkning udsættes.
Hr.Lannoye har netop fremsat sin gruppes anmodning. Ønsker nogen ordet til støtte for denne anmodning?
Fru formand, som vi allerede flere gange har sagt til ordføreren og Parlamentet, findes der en vigtig lovgivning om udsætning af genetisk modificerede mikroorganismer, nemlig David Bowes betænkning, som for tiden er genstand for en forligsprocedure. Dette er den grundlæggende lovgivning og grundlaget for enhver anden lovgivning om genetisk modificerede planter. Derfor er det kun rimeligt, rigtigt og også seriøst, hvis vi venter, til forligsproceduren er afsluttet, hvilket vil vare yderligere ca. seks uger, og så træffer afgørelse om al yderligere lovgivning. Derfor støtter jeg hr. Lannoyes forslag.
Vi skal nu høre ordføreren, fru Klaß, som jeg tror er imod en udsættelse.
Fru formand, jeg er modstander af at udsætte betænkningen, og jeg spørger mig selv, hvordan Europa-Parlamentet arbejder. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter vedtog i juli betænkningen med stort flertal, to stemte imod. Man går her ud i en diskussion om udsætningsdirektiv 90/220/EØF, det er ikke rimeligt. Vi refererer her til dette udsætningsdirektiv, og efter forligsproceduren vil præcis det også gælde for talerne. Vi foretager os ikke andet, end hvad vi allerede har foretaget os inden for skovbrugs- og plantemateriale, nemlig at acceptere denne reference til det horisontale direktiv. Hvis vi ikke sætter betænkningen under afstemning, vil det medføre forsinkelser. Det vil hæmme handlen med plantemateriale af vin i Europa, og jeg tror, at vi også her i overensstemmelse med det indre markeds sigte for Europas vinforædlere er nødt til at sætte vores betænkning under afstemning. (Anmodningen forkastedes) Tirsdag:
Fru formand, jeg ansøger på min gruppes vegne om, at der i morgen tidlig indføres et punkt i forhandlingen om Biarritz, nemlig en kommissionserklæring om et interview, som kommissær Verheugen gav til avisen Frankfurter Allgemeine sidste fredag, den 20. oktober. Hr. Verheugen har givet det indtryk, at 10 lande, som situationen ser ud i dag, vil tiltræde Den Europæiske Union i år 2005, og tilmed - og det er det mest tungtvejende - har han sat spørgsmålstegn ved betydningen af flertalsafgørelser i Ministerrådet, som vi jo anser for det grundlæggende reformelement i Nice. Han er allerede blevet kritiseret af sin egen politiske familie for det. Vi beder Kommissionen om i morgen at præcisere dette nærmere i sin udtalelse. Det er nu allerede anden gang, at kommissær Verheugen beklageligvis har udtalt sig på en sådan måde, at det kan anfægtes. Han træder øjensynlig i spinaten den ene gang efter den anden. Vi beder om, at Kommissionens stilling bliver præciseret.
Hr. Poettering, under debatten i morgen vil det stå enhver taler frit for at komme ind på alle spørgsmål og rette forespørgsler til såvel Rådet som Kommissionen.
Kære kolleger, jeg skal oplyse Dem om, at jeg torsdag den 19. oktober 2000 fik officiel meddelelse fra den franske stats kompetente myndigheder om en kendelse, dateret 6. oktober 2000, fra Statsrådet, som afviser den rekurs, hr. Jean-Marie Le Pen havde indbragt mod den franske premierministers dekret af 31. marts 2000, gående ud på at nedlægge hans mandat i Europa-Parlamentet. Jeg skal oplyse Dem om, at jeg siden da har modtaget kopi af den benådningsansøgning, som d'herrer Charles de Gaulle, Carl Lang, Jean-Claude Martinez og Bruno Gollnisch har indbragt for hr. Jacques Chirac, Frankrigs præsident, til fordel for hr. Le Pen. Jeg giver ordet til fru Ana Palacio Vallelersundi, formanden for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked, for at vi kan høre hendes mening.
Fru formand, Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked besluttede efter at have drøftet det på mødet den 15. og 16. maj at anbefale at suspendere meddelelsen på plenarmødet om Parlamentets svar vedrørende nedlæggelsen af hr. Jean-Marie Le Pens mandat. Jeg understreger, at Udvalget om Retlige Anliggender anbefalede at suspendere denne meddelelse indtil udløbet af den frist, hr. Le Pen havde til at indgive appel til det franske statsråd eller appellere dets beslutning. Og jeg citerer fra det brev af den 17. maj, som De selv, fru formand, læste op for plenarforsamlingen. Statsrådet har - som De har sagt - afvist denne appel, og vi er blevet behørigt orienteret om denne afvisning. Der er således ikke nogen berettiget grund til at udsætte denne meddelelse på plenarmødet, som er korrekt i henhold til den primære ret, nærmere bestemt artikel 12, stk. 2, i akten af 20. september 1976. Den benådningsansøgning, De nævner, fru formand, ændrer ikke ved denne situation, da det ikke drejer sig om et søgsmål. Som navnet antyder er det en retsakt fra statsoverhovedet, der ikke berører den franske regerings dekret, som i overensstemmelse med Udvalget om Retlige Anliggenders anbefaling skal meddeles på plenarmødet.
Jeg takker Dem, fru Palacio. Som følge heraf tager Europa-Parlamentet, i overensstemmelse med artikel 12, stk. 2 i akten af 20. september 1976 om valg af repræsentanter til Europa-Parlamentet ved direkte, almindelige valg, meddelelsen fra den franske regering om bortfaldet af hr. Jean-Marie Le Pens mandat til efterretning. Hr. Le Pen, jeg opfordrer Dem til at forlade mødesalen, og for at alt kan foregå værdigt, for Parlamentet og for Dem selv, udsætter jeg mødet i ti minutter. (Mødet udsat kl. 17.40 og genoptaget kl. 17.50)
Fru formand, José Pacheco Pereiras sag er blevet behandlet meget omhyggeligt i Retsudvalget. Den af udvalget vedtagne udtalelse, som i dag forelægges Parlamentet, anbefaler, at immuniteten ikke ophæves. Dette motiveres og begrundes i MacCormicks glimrende betænkning, hvis grundlæggende argumentation er som følger: Afgørelser om ophævelse af immunitet skal være uafhængige af politisk observans og nationalitet, og retsgrundlaget skal være klart og fast. Immunitet er ikke et personligt privilegium, men en garanti for Parlamentets uafhængighed gennem dets medlemmer over for enhver anden myndighed. Det er irrelevant, på hvilken dato det påklagede forhold har fundet sted, samt om medlemmet selv har ønsket at give afkald på sin immunitet. Betænkningens henvisning til den nationale lovgivning indebærer ikke, at denne gælder for Europa-Parlamentet, men vedrører kun proceduren, idet ethvert parlament - i dette tilfælde Europa-Parlamentet - uafhængigt træffer sine egne afgørelser. Endvidere har hr. Pacheco Pereira udført politisk aktivitet og kan således ikke anses for at have begået noget ulovligt. Efter således at have gjort PPE's holdning klar, skal det understreges, at hvis vores kollega Pacheco Pereira havde været italiener, var han blevet retsforfulgt, uden at Europa-Parlamentet havde fået nys om det! Det italienske retsvæsen beder aldeles ikke om tilladelse til at retsforfølge et medlem af Europa-Parlamentet, men tramper på ethvert princip om behørig respekt for denne institution. Allerede i denne valgperiode er nogle parlamentsmedlemmer blevet retsforfulgt, uden at der er anmodet om ophævelse af deres immunitet. Personligt har jeg været afskåret fra at påtale det, da det berørte partikolleger, som altid bliver skydeskive af politiske grunde, og et indlæg fra min side kunne derfor være blevet opfattet som manipulerende. Men nu sker det igen, og denne gang gælder det ganske vist en kollega fra PPE, men ikke fra mit politiske område i Italien. Vores kollega Cocilovo er blevet stillet for retten, uden at det er kommet til Europa-Parlamentets kendskab og således med foragt for Parlamentet. Det er en yderst alvorlig sag, som De, fru formand, ikke kan sidde overhørig. Det er Europa-Parlamentets uafhængighed, der står på spil!
Fru formand, jeg har i virkeligheden ikke brug for de to minutter, for efter hr. MacCormicks redegørelse og hr. Zappalàs supplerende redegørelse er der efter De Europæiske Socialdemokraters Gruppes mening ingen tvivl om, at man ikke skal ophæve hr. Pacheco Pereiras immunitet. Jeg synes nærmest, det drejer sig om et virkelig trivielt spørgsmål, nogle erklæringer fra en politiker i et tv-program. Disse erklæringer giver anledning til en ubegrundet straffesag, og erklæringerne er omfattet af den portugisiske forfatning og af anvendelsen af Fællesskabets lovgivning om ophævelse af parlamentarisk immunitet. Der foreligger kort sagt alle de elementer, der gør, at man ikke skal ophæve hr. Pacheco Pereiras parlamentariske immunitet, og Den Socialdemokratiske Gruppe tilslutter sig hr. MacCormicks forslag om ikke at ophæve hr. Pacheco Pereiras parlamentariske immunitet.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0291/2000) af Van Lancker for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om den socialpolitiske dagsorden (KOM(2000) 379 - C5-0508/2000 - 2000/2219(COS)).
Hr. formand, fru kommissær, fru statssekretær, kære kolleger, lad mig først og fremmest takke mine kolleger og kommissæren samt hendes tjenestegrene for det udmærkede samarbejde, som vi har haft i forbindelse med denne betænkning, og lad mig også benytte lejligheden til at udtrykke min taknemmelighed for bidragene fra de mange ngo'er, arbejdsmarkedets parter og de eksperter, som har hjulpet os med på Parlamentets vegne at formulere en ambitiøs social dagsorden. Det er ofte sagt, at "socialpolitik er en produktiv faktor", og det er rigtigt, for et mere solidarisk samfund er også et samfund, som præsterer bedre. Socialpolitik har imidlertid også sine egne rettigheder. Socialpolitik skal sørge for, at uligheder fjernes, at den sociale samhørighed fremmes, og at folks livskvalitet forbedres. Derfor fortjener denne sociale dagsorden en meget mere prominent plads i den europæiske politik. Topmødet i Lissabon har givet os chancen for at give socialpolitikken mere vægt, denne lejlighed må vi benytte os af. Jeg har til min store glæde konstateret, at Kommissionen og det franske formandskab vil have en ambitiøs social dagsorden, og jeg tror, at vi fuldt ud tilslutter os disse målsætninger, fru kommissær, fru statssekretær. Jeg vil derfor under min taletid ved denne forhandling gøre opmærksom på en række punkter, hvor vi fra Parlamentets side vil skærpe dagsordenen. For det første hvad angår strategien. Den sociale dagsorden skal i høj grad gøre det sociale Europa synligt for borgerne, og derfor opfordrer vi til, at foranstaltninger, prioriteter og instrumenter kommer stærkere og tydeligere til udtryk. Vi må kunne se, hvor der gøres fremskridt, disse skal kunne måles, og den sociale dagsorden skal have en central plads i den politiske diskussion på det europæiske topmøde. Derfor opfordrer vi kraftigt til indførelse af en social resultattavle, ligesom for det indre marked, med tydelige foranstaltninger, med forfaldsdatoer og med tidsfrister. Derfor opfordrer vi også til, at den sociale dagsorden drøftes årligt på topmødet i foråret. For det andet hvad angår instrumenterne. Den åbne koordineringsmetode, som siden Luxembourg er anvendt med henblik på beskæftigelse, har faktisk åbnet fantastiske nye muligheder, på områder, hvor der tidligere kun var nationale beføjelser. Vi beder derfor om, at denne metode styrkes og ligeledes anvendes i forbindelse med udelukkelse og fattigdom, således som Rådet (sociale anliggender) nu har besluttet. Vi vil endvidere meget gerne have, at denne vigtige innovative metode også bruges til at gøre fremskridt i forbindelse med strategien vedrørende modernisering af den sociale sikring. For det tredje er der et "men". Fremhævelsen af betydningen af denne åbne koordineringsmetode betyder ikke, at denne metode skal træde i stedet for social lovgivning, fordi vi også i Europa skal fastlægge sociale rettigheder, skal turde formulere sociale mindstestandarder og skal udarbejde social lovgivning, som er nødvendig inden for rammerne af et europæisk indre marked. Parlamentet finder, at Kommissionen godt kunne give den en tand til her og der, f.eks. når det drejer sig om lønmodtageres individuelle og kollektive rettigheder, f.eks. når det drejer sig om større sikkerhed i de nye arbejdsformer, og f.eks. når det drejer sig om beskyttelse med hensyn til sikkerhed og sundhed mod nye risici på arbejdspladsen. Vi synes også, at det er overordentlig vigtigt, at Kommissionen tager et initiativ, som igen knytter sig til henstillingerne fra 1992, til støtte af medlemsstaternes bestræbelser på at garantere alle retten til en ordentlig indkomst. Kun da kan kampen mod fattigdom være effektiv. Vigtige partnere i forbindelse med virkeliggørelsen af den sociale dagsorden, f.eks. når det gælder livslang uddannelse, når det gælder tilrettelæggelsen af arbejdstiden, og når det gælder nye arbejdsformer, er selvfølgelig arbejdsmarkedets parter, og vi håber, at de vil være rede til at forhandle om alle disse områder. Men vi anmoder også Kommissionen om, fru kommissær, at den, hvis disse forhandlinger ikke giver resultater, fuldt ud benytter sin initiativret. Til sidst lige to bemærkninger: Det er i forbindelse med virkeliggørelsen af den europæiske sociale dagsorden afgørende, at der kommer et stærkt partnerskab, et partnerskab mellem institutionerne, et partnerskab med medlemsstaterne, med arbejdsmarkedets parter, men også med de mange sociale ngo'er, som skal spille en vigtig rolle i virkeliggørelsen af dagsordenen. Også her tror vi, at Europa hurtigst muligt skal tage initiativ til at forstærke denne borgerdialog, dialogen med de sociale ngo'er. Endelig må socialpolitik ikke betragtes som et særskilt kapitel. Den skal være integreret i hele Den Europæiske Unions politik. Jeg er overbevist om, at Europa kun vil være socialt, hvis også den økonomiske politik, konkurrencepolitikken, den eksterne politik og hele udvidelsesdiskussionen får en social dimension. Jeg håber, fru statssekretær, at Rådet finder inspiration i Parlamentets forventninger, og jeg håber, at det vil lykkes Dem på topmødet i Nice at fremlægge ambitiøse målsætninger i en europæisk social dagsorden, som vi sammen kan arbejde på i de kommende år.
Hr. formand, forslaget om den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden har efterladt et politisk budskab, som ikke er gået upåagtet hen. Spørgsmålet har fremkaldt intens interesse i de europæiske samfund, og vi har modtaget mange forslag fra repræsentanter for ngo'er og borgernes samfund generelt, som Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder har taget i betragtning i sin udtalelse. Vi håber, at anvendelsen af den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden vil give borgerne mulighed for at føle sig tæt på det sociale Europa og blive bevidste om, at EU vil påtage sig positive aktioner for en fortsat stigning i levestandard og ikke kun garantere minimumsgrænserne. Vi må ligeledes præcisere, at den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden ikke sigter mod at påtvinge en ensartet socialpolitik, men mod at koordinere, støtte og tilskynde til nationale politikker inden for rammerne af en samlet, social udvikling. For alle staterne står i dag over for fælles udfordringer med forskellige dimensioner naturligvis, såsom de arbejdsmæssige strukturer, forskelsbehandlingen over for borgerne og ulighederne mellem de to køn. Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder hævder, at den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden bør anbringe kvindernes kvalitative og kvantitative deltagelse på arbejdsmarkedet uanset alder og socialgruppe i selve kernen af problematikken og dens aktioner, og derfor skal den opprioritere alle de foranstaltninger, som kan lette adgangen til arbejde, sådan som vi anfører i vores udtalelse, og som kan gøre det lettere at forene erhvervslivet med familielivet eller andre personlige valg. Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder foreslår også adgang til en tilstrækkelig og værdig social beskyttelse, som bør gælde for alle kvinder i alle aldre og alle socialgrupper. Men vi må ikke glemme, at kvinderne altid er de første ofre for økonomiske kriser, og at de udgør flertallet af de af vores medborgere, som rammes af social udstødelse og fattigdom. I vores udtalelse støtter vi ligeledes en dialog og et samarbejde med borgernes samfund og især med kvindeorganisationerne i de lande, som forbereder deres tiltrædelse til den europæiske familie, for også dér skal vi nå en ensartet udvikling, som skal følge i det øvrige Europas fodspor og tænkemåde.
Før jeg giver ordet til fru Péry på vegne af Rådet, vil jeg gerne fremsætte en bemærkning. Fru Péry er her i dag for tredje gang i træk, det glæder os. Det er det første, som jeg gerne ville sige. Det andet er, at jeg kun kan forklare det for mig selv med, at forbryderen altid vender tilbage til gerningsstedet. Fru Péry var i mange år næstformand, sad også i denne stol, og vi var trods vanskelige afstemninger altid i fuldstændig sikre hænder. Så meget desto mere glæder det mig, at De er her i dag! Ordet er Deres, fru statssekretær.
Hr. formand, fru kommissær, mine damer ordførere, mine damer og herrer, allerførst vil jeg takke Dem, hr. formand, for denne meget personlige introduktion. Jeg er meget glad for at kunne være til stede her blandt Dem til denne vigtige drøftelse om den sociale dagsorden. Det er dog vigtigt for mig at sige, at Elisabeth Guigou, som i dag er minister for beskæftigelse og sociale anliggender, gerne ville have været til stede her i denne institution, som også hun har tilhørt, og som hun mindes med stor glæde. Men hendes helt nye arbejdsopgaver tvinger hende til at være i Paris i dag, og hun har bedt mig overbringe Dem sin dybe beklagelse. Jeg vil gerne frem for alt lykønske fru Van Lancker og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og dets formand med den betænkning, som vi behandler, og som er et vidnesbyrd om dynamikken og kvaliteten i Europa-Parlamentets engagement i den sociale dagsorden. I forlængelse af Rådets uformelle møde (arbejds- og socialministrene) den 8. juli i Paris anmodede formandskabet samtlige involverede aktører - Europa-Parlamentet, naturligvis, Det Økonomiske og Sociale Udvalg, Regionsudvalget, arbejdsmarkedets parter, ngo'erne og Rådets arbejdsgrupper og udvalg - om at fremsætte deres forslag. Europa-Parlamentets beslutning om den sociale dagsorden, som De er ved at gøre Dem klar til at vedtage, er et meget ambitiøst bidrag til vores fælles øvelse. Det franske formandskab roser Dem for det og lover at tage størst muligt hensyn til det i sit arbejde. Rådets uformelle møde den 8. juli, kollokviet i september, som De afholdt sammen med Kommissionen, og hr. Briets rundrejse til de europæiske hovedstæder gør det muligt for os at fremsætte et antal iagttagelser. Jeg vil allerførst, før jeg vender tilbage til de forskellige områder, fremkomme med nogle almene betragtninger vedrørende den sociale dagsorden i en sammenfattende form, så jeg kan overholde min taletid. Det er mig en stor glæde at kunne sige, at samtlige aktører, som har berøring med socialpolitikken, erklærede sig positive over for udarbejdelsen af en dagsorden. Hensigten med den er at gøre den europæiske socialpolitik mere synlig og mere effektiv og at forberede Unionen på de store fælles udfordringer. Dagsordenen skal naturligvis ses i sammenhæng med konklusionerne fra Lissabon og med det kommende europæiske Charter om grundlæggende rettigheder, så man kan sikre sig en effektiv iværksættelse. Der var ligeledes generel tilslutning til de aktionsområder, som opregnes i redegørelsen fra Kommissionen. Hvis der er nogen diskussion, er det ikke så meget om, hvilken type aktion der skal iværksættes, men om hvilken metode, man skal vælge for at nå de opstillede mål. Jeg tror, man skal vælge en pragmatisk tilgang og overvinde skillelinjerne, når de er ubegrundet ideologiske. Som De meget rigtigt foreslår i Deres beslutningsforslag, og på den måde styrker De den fremgangsmåde, Kommissionen har foreslået, vil vi fortsat udnytte hele den foreliggende farveskala af fællesskabsinstrumenter: den sociale dialog, lovgivning, koordinering, konvergens, udveksling af oplysninger og finansiering gennem fondene og fællesskabets programmer. Det er op til os at afgøre, område for område, aktion for aktion, hvilket redskab, der er bedst egnet til at indfri den formulerede målsætning. Jeg går nu over til nogle mere præcise bemærkninger, først vedrørende beskæftigelsen. Beskæftigelse er fortsat vores højst prioriterede emne, selv om måden, vi tackler det på, udvikler sig. Også her kan jeg konstatere enstemmig tilslutning til at fortsætte og forstærke Luxembourg-processen inden for rammerne af de mål, Det Europæiske Råd i Lissabon satte sig. Vi er ganske særligt knyttet til målsætningen om fuld beskæftigelse. At stille det kvantitative og det kvalitative op over for hinanden er en falsk diskussion, og i Lissabon blev der klart fastsat en dobbelt målsætning: flere job og job af bedre kvalitet. Så er det op til os at finde ud af at definere de væsentlige elementer, der kendetegner kvalitet i jobbet, og at være i stand til efterfølgende at forstå omfanget af det. I betragtning af hvad mit arbejde består i i den franske regering, vil De kunne forstå, at det har været mig en ganske særlig glæde at konstatere, at ligestilling mellem kvinder og mænd på den ene side, og livslang uddannelse på den anden, er to temaer, som der er meget kraftig opslutning omkring. Temaet livslang uddannelse blev enstemmigt udpeget som højest prioriterede handlingsområde. I øvrigt forpligtede arbejdsmarkedets parter sig til at arbejde videre med temaet. Det må vi tilskynde dem til, så der kan blive taget konventionelle initiativer til fordel for livslang uddannelse, og det hurtigst muligt. Jeg skal på dette sted i mit indlæg henvise til, at der den 4. og 5. december vil blive afholdt et seminar i Biarritz om dette emne, et seminar som jeg vil præsidere. I forbindelse med spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder har mange medlemsstater insisteret på nødvendigheden af en bedre overgang mellem det professionelle liv og familielivet, specielt af hensyn til børnepasningen. Det er virkelig et centralt spørgsmål, både for at nå op på en højere beskæftigelsesprocent og for at komme videre med hensyn til ligestillingen mellem mænd og kvinder. For nu at blive ved dette emne opererer Deres beslutningsforslag med talrige foranstaltninger til fordel for kvinder, og det rummer en generel målsætning om at integrere begrebet ligestilling mellem kvinder og mænd i alle relevante sektorer af den sociale dagsorden. Jeg støtter denne metode. Som De måske ved, afholder jeg den 27. oktober et kollokvium på ministerplan om dette emne. Jeg talte allerede udførligt om dette den 5. oktober her i plenum. Jeg vil derfor ikke erindre om de tre temaer, vi ved den lejlighed vil drøfte. De skal om lidt diskutere det femte program for ligestilling mellem mænd og kvinder for perioden 2001-2006. Jeg vil gerne takke Dem varmt, fordi De efterkom formandskabets opfordring og arbejdede meget hurtigt og meget godt, hvilket sætter os i stand til i tide at vedtage dette vigtige program, som på én og samme tid lægger op til en integreret tilgang og specifikke aktioner. De kan regne med al min energi til gennemførelsen af det og til at støtte den finansielle forpligtelse i størrelsesorden 50 millioner euro. Endelig har formandskabet, for at styrke den integrerede ligestillingsstrategi, ønsket, at adskillige ministerråd skulle tage hensyn til dette begreb. Dette vil ske under det franske formandskab. Den sociale dagsorden forfølger flere andre målsætninger. Jeg vil lægge et ord ind for arbejdstagernes mobilitet. Vi er nødt til at tilskynde til denne mobilitet, samtidig med at vi sørger for sikkerhed i de erhvervsmæssige forløb. Jeg vil også gerne sige et par ord om vores kamp mod utrygheden, mod de utrygge job, som der skal tages bedre hånd om. Arbejdsmarkedets parter har gjort opmærksom på, at det er nødvendigt med fælles definitioner. Jeg tænker her specielt på det atypiske arbejde. Det er tydeligt for enhver, at et antal fællesskabsdirektiver om f.eks. indførelse af europæiske samarbejdsudvalg i fællesskabsvirksomheder, overflytninger, kollektive afskedigelser skal ajourføres. Jeg har ligeledes konstateret stor interesse for at få fastlagt en egentlig fællesskabsstrategi på arbejdsmiljøområdet, især for så vidt angår sundhed og sikkerhed. Vi er nødt til at forenkle de eksisterende direktiver og tilpasse dem de tekniske fremskridt, men vi er også nødt til at fremsætte konkrete forslag om nyopdukkede risici og risikobetonede job. En enkelt bemærkning om social beskyttelse. Vi er alle enige om at fortsætte samarbejdsstrategien inden for social beskyttelse, med prioritet til pensionsspørgsmålet, sådan som Lissabon-topmødet opfordrede til. Hvad angår kampen mod udstødelse, har vi taget et betydeligt skridt fremad, idet vi den 17. oktober i Rådet (arbejds- og socialministrene) fastlagde passende målsætninger for kampen mod fattigdom og social udstødelse, som skal danne udgangspunkt for nationale handlingsplaner. Dagsordenen kunne ligeledes omhandle, hvad der skal ske med henstillingen fra 1992 om de minimale ressourcer. Om alle disse temaer, og efter at have gennemgået alle de bidrag, vi måtte modtage, er det formandskabets hensigt, i løbet af de kommende uger, at udarbejde et syntesedokument. Vi kunne eventuelt på mødet i Rådet (arbejdsministrene) den 28. november få udarbejdet et dokument, stilet til stats- og regeringscheferne, som giver udtryk for virkelig ærgerrighed for de fem kommende år. Det er klart for enhver, at Europa-Parlamentet vil have bidraget stærkt hertil, og det takker jeg Dem for.
Hr. formand, i dag diskuteres dagsordenen for socialpolitikken. Jeg vil takke fru Van Lancker og fru Kratsa mange gange for det store arbejde, som de har gjort for fra Parlamentets side at beskrive elementer med henblik derpå. Det vil jeg gerne sige to ting om. For det første har vi tidligere haft en diskussion om det sociale handlingsprogram, og et handlingsprogram betyder, at der sker noget. Nu taler vi om den sociale dagsorden, og det kan betyde, at der sker noget, men det gør det ikke nødvendigvis, og det er således en af de ting, som vi til stadighed skal tage hensyn til. Vi har at gøre med et socialdemokratisk inspireret Råd, og der er således stor chance for, at der tales meget, men at der ikke følger ret mange handlinger. Jeg håber således ikke, at jeg skal anvende denne fortolkning her. Det drejer sig om, at der faktisk både sættes noget på dagsordenen, og at der handles. Det forsøger denne betænkning at udvirke, og det har vi selv forsøgt i nogen grad at understrege i en række ændringsforslag. Det drejer sig i dag om socialpolitikken, og det har ordføreren også talt om. Vi har i vores gruppe altid lagt stor vægt på den sociale markedsøkonomi som grundlag for alt det, vi beskæftiger os med, også inden for rammerne af Den Europæiske Union. Det er heldigvis lykkedes os for en stor del at tilvejebringe det fælles marked. Vi har også kunnet tilvejebringe en række ting på det sociale område, men ikke alt, og det hang sammen med, at Amsterdam-traktaten endnu ikke var trådt i kraft. Hvad det angår, er dette sociale handlingsprogram eller denne sociale dagsorden således af særdeles stor betydning. Vi må forsøge systematisk at finde de mangler, som stadig findes i systemet, og også nævne dem og i hvert fald sætte dem på dagsordenen. Betydningen af, at der udarbejdes en dagsorden, er, at man også sætter punkter på den, idet man håber, at Kommissionen vil udarbejde dem nærmere. Der findes en række af disse punkter på den. Det ville have været meget uheldigt, hvis Parlamentet overhovedet ikke havde nævnt disse punkter, men jeg ved, at vi dermed endnu ikke har løst alle problemer med hensyn til disse. Det er altså noget, som vi også giver videre til Kommissionen, så den kan se nærmere på det. Så er der punktet åben koordinering. Jeg tror, at det er meget vigtigt. Jeg vil for øvrigt også gøre opmærksom på hr. Cocilovos udtalelse, som ganske vist ikke drøftes nu, men hvorom der senere vil blive stemt. Den giver i særdeleshed et svar på Parlamentets bemærkninger på beskæftigelsesområdet. Derfor tales der således endnu ikke så forfærdelig meget om den i denne betænkning. Man må imidlertid egentlig betragte disse to udtalelser som én, og så passer billedet fuldstændigt. Hr. formand, jeg tror, at der stadig er en række problemer, men disse skal vi løse i forbindelse med afstemningerne om ændringsforslagene.
Jeg vil gerne lykønske fru Van Lancker med den fremragende betænkning. Jeg har fra nogle kanter hørt, at de efter at have læst betænkningen er enige i problemstillingen, men ikke i løsningsmodellen. Jeg er af den holdning, at medmindre vi følger denne løsningsmodel, er udsigterne ikke gode for målet for den sociale dagsorden, som er at sikre en socialpolitik på lige fod med beskæftigelsespolitikken og den økonomiske politik. Det er denne løsningsmodel, vi skal følge. Der er for Den Socialdemokratiske Gruppe mange meget vigtige punkter i betænkningen. For os er den åbne koordineringsmetode meget vigtig. Vi ser den gerne styrket i forhold til beskæftigelsen. Vi ønsker også at se den anvendt på social udstødelse og social beskyttelse. Jeg glæder mig over det, Nicole Péry fortalte os i dag i den henseende. Åben koordinering betragtes tilsyneladende af mange som en nem løsning, og jeg tvivler ikke på, at det er årsagen til, at det støttes på en række kanter. Det må ikke være en nem løsning. Vi vil ved enhver given lejlighed insistere på, at det skal medføre indikatorer og kriterier og en ordentlig gruppegennemgang, og at Parlamentet skal tage del i den proces. Vi støtter også den sociale dialog, men vi insisterer på, at Kommissionen forvalter den proces korrekt, og hvor forhandlingerne fejler, at vi om nødvendigt hurtigt får indført lovgivning. Punkt 14 indeholder en række områder, som vi finder vigtige. Jeg kan ikke komme ind på dem alle inden for den tid, jeg har til rådighed, men lad mig understrege betydningen af de områder, som vedrører behovet for at ajourføre lovgivningsrammerne vedrørende omstrukturering. Igen glædede det mig at høre det, Nicole Péry sagde i dag. Jeg har ikke hørt tilsvarende opmuntrende ting fra Kommissionen i forbindelse med f.eks. behovet for at ajourføre direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg i fællesskabsvirksomheder eller i forbindelse med kollektive afskedigelser og overførsler. Vi tillægger naturligvis også de overordnede rammer for information og høring stor betydning for at sikre, at erhvervsmæssige ændringer forvaltes med et socialt ansvar.
Hr. formand, for ELDR-Gruppen er det afgørende, at fremtidens Europa også bliver et socialt Europa. Den politiske opgave er så at finde den bedste vej til at nå denne målsætning. For os i den liberale gruppe er det vigtigt, at beslutningerne ligger så tæt på borgerne som muligt. Dette gælder ikke mindst i arbejdsmarkeds- og socialpolitikken. På Lissabon-topmødet i foråret vedtog EU's regeringschefer en fremsynet vision for udviklingen af et socialt Europa. Der blev lagt vægt på fremme af EU's position i vidensamfundet, og der blev lagt vægt på åben koordinering med fælles mål, men med fleksibilitet og frihed i valget af midler. Dette blev fastslået som et bærende princip. Kommissionen har i sin meddelelse fundet en ramme for den sociale dagsorden, som jeg synes lever flot op til ånden fra Lissabon-topmødet. Den åbne koordinering er efter vores mening den rigtige vej at gå, hvis vi skal sikre et socialt Europa. Der kan være behov for lovgivning på nogle områder, men vi har ikke behov for en masse bureaukratiske og snærende regler, der miskrediterer det europæiske samarbejde uden at tilføre reelle resultater. Jeg vil også gerne udtrykke min anerkendelse af den store indsats, som fru Van Lancker har lagt i udarbejdelsen af betænkningen. Hendes indsats har været meget konstruktiv, og når min gruppe er skeptisk over for en række af hovedelementerne i hendes betænkning, så skyldes det, at vi er politisk uenige, og det er jo fair nok. Vi deler således ikke betænkningens forkærlighed for lovgivning på EU-niveau. Der er en række områder, hvor vi føler, at man går for meget ned i detaljer. Jeg vil understrege, at vi i EU-landene har forskellige traditioner og forskellige problemer på arbejdsmarkeds- og socialområdet, og Lissabon-topmødets beslutninger anerkender dette. Der er fundet en god balance i Kommissionens oplæg. Den teknologiske udvikling og nye organisationsmetoder taler jo også for et fleksibelt samarbejde, hvor vi satser mere på mål og afdækning af resultater og mindre på stiv regelstyring. En sådan åben koordinering er ikke nødvendigvis uforpligtende. Nej, den skal selvfølgelig være forpligtende, men den skal bygges op nedefra, og ikke udvikles ved, at vi centralt fastsætter en masse regler og kvoter. Den åbne koordinering skal netop være åben både i valget af midler og med hensyn til inddragelse af alle involverede. Derfor er det vigtigt, at der skabes mere offentlig interesse for og i højere grad fokuseres på den åbne koordinering. Det være sig i beskæftigelsespolitikken eller i spørgsmålet om social udstødelse, som vi nu tager fat på, og hvor den åbne koordinering også kan finde anvendelse. Den skal ikke være hemmelig. Den skal være meget mere kendt, og her synes jeg, at Parlamentet har noget at tilbyde. Det kan skabe større offentlighed og sætte større offentlig fokus på processen.
Hr. formand, på vegne af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker jeg først at lykønske og takke Anne Van Lancker for kvaliteten af hendes betænkning, både på grund af dens indhold og på grund af måden, hun har udarbejdet den på, som hun har bestræbt sig på at gøre meget åben for andres deltagelse. Udtrykket social dagsorden, som tilsyneladende er rent teknisk, dækker i virkeligheden over dagligdags realiteter, som vores borgere oplever. Det drejer sig nemlig om på én gang at afhjælpe nød og konkretisere det, man kalder den nok så omtalte europæiske "sociale model". Vi kan ikke tillade os at forpasse denne lejlighed, hvis vi vil undgå at skuffe forventningerne hos alle borgerne og hos de kollektive bevægelser, de indgår i, og som er dem, der er mest aktive i forbindelse med oprettelsen af en Europæisk Union som et borgernes fællesskab. Listen over spørgsmål, der skal behandles, opstår automatisk, når man afhjælper de påtrængende problemer, og bringer vores handlinger i overensstemmelse med de taler, der blev holdt på topmødet i Lissabon. Det drejer sig om at udstyre de europæiske borgere med det værktøj og de offentlige politikker, de har brug for med henblik på at udforme deres plads i Europa og sikre sig, at deres grundlæggende rettigheder - herunder sociale rettigheder - sikres. Den sociale nød og bevarelsen af den europæiske sociale model tilsiger initiativer med det formål at indføre retten til en indkomst, en løn og anstændige pensioner til alle i Den Europæiske Union. Igangsættelsen af de samfundsmæssige ambitioner, der blev båret til skue i Lissabon, kræver en kraftanstrengelse fra fællesskabets side, en handlingsplan for skabelse af job i servicesektoren, ikke mindst i den del, der har tilknytning til informationssamfundet. I så henseende er det direktiv, der stilles forslag om i betænkningen, en ufravigelig forudsætning for at garantere social beskyttelse af de nye arbejdsformer. Det er ligeledes vigtigt at garantere et godt helbred, et beriget socialt liv, et forbedret miljø for alle - det tredje system - og der er ingen vej uden om skattemæssige og lovgivningsmæssige skridt for at sikre såvel den økonomiske beståen som overskueligheden af denne solidariske økonomi, som er ved at vokse frem. Vi er enige med Anne Van Lancker og fru Péry, når de foreslår, at man skynder sig at vedtage direktivet fra 1998 om information til og høring af arbejdstagerne og revidere direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg i fællesskabsvirksomheder. Elementær samfundsinteresse burde for øvrigt tilskynde os alle til at godkende forslaget om at indføje beskæftigelsesmæssige betragtninger i forordningerne og i fusionsbeslutningerne, som i dag fastsættes af konkurrencen. Disse tre eksempler, som har til formål at bekæmpe fattigdommen, støtte udviklingen af aktiviteter, der kan skabe job, social sammenhæng og livskvalitet og forbedre lønmodtagernes rettigheder, burde kunne mobilisere et Parlament, som er interesseret i at få borgerne til at drømme om Europa, de borgere der i dag alt for tit oplever dette Europa som en maskine, der reducerer al menneskelig virksomhed til varer. Adskillige ændringsforslag vidner om rædslen hos visse af vores kolleger, som hiver viskelæderet frem, hver gang de læser ordet "lovgivning". Mon de har tænkt sig at forklare borgerne, at Parlamentet anser det for nødvendigt at vedtage direktiver til at beskytte investeringer og til at liberalisere de offentlige ydelser, men ikke til at kvalificere og regulere det, man her kalder markedet for arbejde? Denne vægring mod at lovgive fører i øvrigt til en vægring mod i det hele taget at forhandle, eftersom et ændringsforslag går så langt som til at fjerne målsætningen gående ud på at indgå europæiske kollektive aftaler mellem arbejdsmarkedets parter. Det er her, man efter vores mening skal lede efter den gammeldags fremgangsmåde, man beskylder de personer for, som ikke forventer sig den bedste af alle verdener i et fuldstændig frit marked.
Hr. formand, der er virkelig brug for en social dagsorden i Europa efter mange års nyliberal økonomisk politik, der har medført arbejdsløshed og social udstødelse i alle lande, også i mit eget rige hjemland Sverige. I vores store byer er tiggeriet dukket op igen efter at have været forsvundet siden de første efterkrigsår. Det lader endda til, at der igen er brug for de private velgørenhedsorganisationer og deres suppekøkkener. Derfor glæder jeg mig over målsætningen med Kommissionens arbejde og Anne Van Lanckers betænkning. Mange af hendes forslag er vældigt gode og fortjener støtte. En virkelig social indsats koster mange penge, og det omtales efter min mening alt for sjældent i betænkningen. Disse midler skal hovedsagelig komme fra medlemsstaterne, og derfor må man frem for alt stille krav til de sociale myndigheder i de enkelte lande. Regeringerne må afsætte flere midler, der skal ansættes flere socialarbejdere og gives flere ressourcer til de frivillige sociale organisationer, ellers bliver resultatet bare smukke ord uden reelt indhold. I fru Van Lanckers betænkning fremstilles Kommissionen og dennes lovgivning som den egentlige motor i det sociale arbejde. Jeg mener, at kraften skal komme nedefra, og at det drejer sig om at anvende støtten på det plan, hvor problemerne findes. Kommissionen kan naturligvis yde et vigtigt bidrag, men de sociale problemer er lokalt forankrede og skal håndteres med en god fornemmelse for de konkrete forhold. Kommissionen kan medvirke til at sætte et højt niveau, men det er socialarbejderne, fagforeningerne og de frivillige aktivister, som vi må knytte vores håb til, ikke tjenestemændene i Bruxelles. Til slut vil jeg blot tilføje, at jeg ikke er medforfatter til ændringsforslag 35, således som det står i dokumentet med ændringsforslag. Jeg stiller mig tværtimod meget kritisk til forslaget. I stedet for mit navn skal der stå Figueiredo. Der må være sket en fejl i sekretariatet, og jeg beder om, at det bliver rettet.
Hr. formand, jeg bifalder dette års offentliggørelse af Den Europæiske Unions nye sociale dagsorden for 2000-2005. Den fik fornyet kraft på Det Europæiske Råds møde i Lissabon tidligere på året. De vigtigste prioriteter på denne dagsorden omfatter følgende: Arbejdsmarkedets parter får en større rolle i forbindelse med udarbejdelsen af EU-direktiver og -forordninger, arbejdstagerforbindelserne forbedres, Den Europæiske Union vil fortsat støtte lokale jobskabelsesprogrammer, der udarbejdes nye forligs-, voldgifts- og mæglingsmekanismer i EU-regi, der udarbejdes et nyt EU-charter for små virksomheder, der bliver øget koordinering mellem politiske programmer inden for informationssamfundet, og teletjenesterne og internetrelaterede aktiviteter moderniseres. Ud fra et irsk synspunkt vil jeg gerne sige til medlemmerne af Parlamentet, at en af årsagerne til, at der har været så stor økonomisk fremgang i Irland, er, at vi siden 1987 har haft en ordning mellem arbejdsmarkedets parter, som har betydet, at regeringen har haft et tæt samarbejde med fagforeninger og lønmodtagergrupper om en lang række økonomiske og sociale aktiviteter med henblik på at sikre bred enighed om f.eks. lønninger og lønmodtagerforhold. Det har i høj grad bidraget til en mindskelse af uroen på arbejdsmarkedet i Irland og øgede udenlandske investeringsprogrammer. Jeg bifalder også den politiske dagsordens forpligtelse til moderniseringen af teletjenesterne. Den Europæiske Union skal drage fordel af de nye teknologier, som udvikles på nuværende tidspunkt. Jeg bifalder offentliggørelsen af det nye rammeprogram for telekommunikationsforordninger og -direktiver, som Kommissionen offentliggjorde i juli i år. Parlamentet drøfter i øjeblikket syv forskellige telekommunikationsforordninger og skal afgive udtalelse herom før jul. Hvad angår e-handel, er det kun rimeligt at sige, at USA har haft et forspring i forhold til EU. Den Europæiske Union haler dog hurtigt ind, og gennemførelsen af en lang række telekommunikationsdirektiver og -forordninger vil i høj grad bidrage til denne proces. Afslutningsvis vil jeg gerne rose kommissæren for forbrugerbeskyttelse, hr. Byrne, for hans bestræbelser på at sikre en aftale om, hvordan vi bedst kommer videre med lovgivning vedrørende en omfattende struktur af e-handelstransaktioner nu og i fremtiden.
Hr. formand, i næsten et halvt århundrede har det europæiske projekt været baseret på økonomi. Man talte også om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab. Man gav højeste prioritet til opbygningen af det indre, fælles marked: princippet om fri bevægelighed for personer, varer og kapital, indførelse af regler, der styrede konkurrencen mellem virksomhederne, og statslig støtte. Det sociale havde rollen som korrektion til de mest ødelæggende følger af de økonomiske politikker. Bestemmelserne i Rom-traktaten indskrænkede sig til princippet om lige løn til mænd og kvinder (artikel 141) og til arbejdstagernes frie bevægelighed. Redegørelsen fra Kommissionen og fru Van Lanckers betænkning udmærker sig ved at korrigere denne ubalance ved at anerkende samspillet mellem social og økonomisk politik og beskæftigelsespolitik. Fru Van Lanckers betænkning er ambitiøs: Ordføreren beder i virkeligheden Kommissionen om at styrke dagsordenen, først og fremmest i følgende retninger: Når det gælder beskæftigelsen med udarbejdelsen af en europæisk pagt for beskæftigelse og social samhørighed, desuden livslang uddannelse og indførelse af en forudgående, grænseoverskridende kontrol inden for social- og skatteret. Når talen dernæst falder på den sociale dialog, burde denne styrkelse konkretiseres med vedtagelsen af et direktiv om information og høring, af direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg i fællesskabsvirksomheder og med en revision af direktiverne om afskedigelser. Endelig, når det gælder den sociale beskyttelse, med en videreførelse af konvergensstrategien inden for social beskyttelse. Der er tale om et sandt katalog, der mere ligner en række hensigtserklæringer end et projekt, der kan realiseres på mellemlangt sigt. Afslutningsvis må jeg sige, at målsætningen om at sætte gang i den europæiske socialpolitik, når vi står over for globaliseringen, er rosværdig. Den viser, at man kan forene økonomisk konkurrencedygtighed med social samhørighed. Derimod forekommer den anvendte metode at være mere diskutabel. Hvad angår finansieringen af ngo'er og deres deltagelse i udarbejdelsen af fællesskabspolitikkerne, findes der fortsat intet juridisk grundlag i traktatens artikel 13. På samme måde ønsker man med den nye sociale dagsorden at lovgive på fællesskabsplan, med risiko for at vedtage minimumsstandarder og kortslutte de sociale relationer internt i medlemsstaterne.
Før vi går til næste punkt på dagsordenen, vil jeg gerne fremsætte en bemærkning. Vi er håbløst forsinket som følge af, at der igen i dag blev spildt 40 minutter på en forhandling om forretningsordenen. Jeg må derfor med en korrekt mødeafvikling for øje bede Dem om at overholde Deres taletid nøje. Diskuter venligst i Deres grupper, om det er rimeligt, at vi ved hvert mødes begyndelse har en 40 minutter lang grædemur af sager, før vi kan tage fat på det egentlige. Det hæmmer blot mennesker som Dem, der ønsker politiske diskussioner.
Hr. formand, med ordførerens tilladelse ønsker jeg at indlede med at sige, hvor jeg er enig med hende, og - hvis ordføreren vil have mig undskyldt - det tager ikke lang tid. Naturligvis deler kolleger og jeg hendes idealer om en bedre levestandard for alle i Europa, om en bedre livskvalitet og om fremme af social integration. Der, hvor jeg er uenig med hende, er i forbindelse med hendes forslag, eller - som Stephen Hughes sagde - hendes løsningsmodel til opnåelse af de mål, fordi hendes forslag vil føre os længere væk fra snarere end hen imod de idealer. Flere talere har i dag talt om topmødet i Lissabon. For seks måneder siden blev det hyldet som et meget vigtigt topmøde. Der blev talt om en ny retning for Europa: at bevæge sig fra 1980'ernes sociale lovgivning mod foretagsomhed, fornyelse, konkurrence og beskæftigelse. Betænkningen siger dog noget lidt andet: Mens Lissabon tilskynder til en reform af socialmodellen, tilskynder betænkningen til en styrkelse. Mens Lissabon tilskynder til virksomhedernes frigørelse og fleksibilitet, foreslås der i betænkningen fire nye eller ændrede direktiver og en række lovgivningsmæssige initiativer. Betænkningen opstiller den socialistiske standardløsning gennem umindelige tider med lovgivning, lovgivning, lovgivning. Det, vi har brug for i bestræbelserne på at nå vores fælles mål, er ikke mere regulering, men mindre. Vi ønsker ikke flere byrder for erhvervslivet, men færre. Vi ønsker ikke større arbejdsløshed, men mindre. Kommissionens oprindelige forslag havde været bedre tjent med at forblive uændret - tillykke hr. kommissær. Jeg foreslår, at vi lader det forblive uændret og forkaster betænkningen. Ellers sender vi det klarest mulige signal om, at Parlamentet fortsætter med at følge den gamle dagsorden. Det er da på tide at komme videre.
Hr. formand, Kommissionen har fremsat et meget ambitiøst forslag, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til kommissæren, fordi hun kombinerer en stor forståelse for de nationale forskelle med en meget stor beslutsomhed. Uden det ville dette her aldrig være blevet andet end et pænt stykke papir. Også tak til den anden Anna for hendes store arbejde for denne sag - det kunne vi ikke have været foruden. Debatten i dag og i udvalget viser, at der er store politiske forskelle og store forskelle i ambitioner på dette område, og jeg synes, det er godt, at disse forskelle kommer tydeligt frem. Borgerne har dermed et klart valg, næste gang de sammensætter Parlamentet. Et valg mellem dem, der ønsker et socialt Europa, og dem, der ønsker, at EU alene skal regulere det indre marked. Et valg mellem højre og venstre. Vores liberale kolleger og i særlig grad vores britiske konservative kolleger har genfremsat en række forslag, der reelt vil svække ambitionerne i dette sociale handlingsprogram. Hver gang der lægges op til lovgivning, går disse Thatcher-inspirerede liberalister i gang med et ideologisk korstog. Men Europa fortjener ikke dogmatik. Europa har brug for, at vi pragmatisk vurderer, hvilket reguleringsinstrument der i den konkrete situation er det mest effektive. I nogle tilfælde har vi brug for den åbne koordineringsmetode. Andre gange er det bedst, at parterne på arbejdsmarkedet forhandler sig frem til en aftale. Men vi må ikke være bange for at bruge lovgivningen, hvis det er det, der skal til, for at vi kan nå vores mål. Jeg vil også rejse et andet konkret emne, som der bliver sat fokus på i denne strategi. Det er behovet for at lave en decideret arbejdsmiljøstrategi. Det giver os mulighed for en sammenhængende politik på dette område. Og også inden for arbejdsmiljøområdet skal vi konkret vurdere, hvilke instrumenter der er de bedste til at løse de forskellige problemer. Også her er dogmatik ikke vejen, men derimod pragmatiske løsninger på virkelige problemer.
Hr. formand, kære kolleger, jeg tror, at vi med Lissabon-topmødet har fået ansats til et Europa, som hverken kan eller skal begrænses til det økonomiske, men virkelig blive en politisk aktør. Og for at blive en politisk aktør har Europa brug for et kulturelt og socialt ansigt ud over det økonomiske. Jeg synes derfor bestemt, at Kommissionens forslag til en social- og arbejdsmarkedspolitisk dagsorden er godt. Jeg må dog også sige, at jeg for en stor del er enig i, hvad fru Van Lancker skriver i sin betænkning, som jeg takker hende for. Jeg mener nemlig ikke, at fru Van Lancker henfalder til en forældet socialistisk tankegang - som det er blevet antydet her - når hun præcist henviser til bestemte og klare mål, konkrete instrumenter og fremfor alt præcise tidsfrister. Derimod tager hun udgangspunkt i kravet om samhørighed, som bliver stadigt vanskeligere at opfylde, fordi der i den grad mangler harmonisering. Hvis vi taler om et charter om rettigheder, og hvis vi går ind for en europæisk forfatning, må vi lægge ethvert snæversyn til side og sige, at alle de nødvendige skridt skal tages, selv om det kræver en mere præcis lovgivning. Jeg tror ikke, fru Van Lancker ønsker at lovgive for at lave regler for alt muligt. Jeg tror snarere, hun mener, der skal være mulighed for at gennemføre en harmonisering, når det har vist sig, at koordineringen ikke har ført til de ønskede resultater, og når borgerne har konstateret, at der er ulighed mellem de forskellige stater, og at der mangler harmonisering på arbejdsmarkedet og det sociale område. Den åbne koordinering skal således suppleres af en række tiltag for at få etableret et retsgrundlag for social- og arbejdsmarkedspolitikken, for ellers får vi svært ved at overtale staterne til at harmonisere deres social- og arbejdsmarkedspolitik i retning af mere lighed og ligestilling.
Hr. formand, på et tidspunkt hvor væksten er vendt tilbage, bliver det til et afgørende spørgsmål for Den Europæiske Union at komme de sociale forventninger i møde. Kommissionens redegørelse fremhæver en række ambitiøse mål, såsom fuld beskæftigelse, lige muligheder, uddannelse osv., men der er ganske mange modsigelser mellem de ambitioner, som man bærer til skue, og Unionens politiske beslutninger. Jeg nævner bl.a. bekymringen for produktiviteten, som har højeste prioritet, som regel via løntilbageholdenhed. Derfor vil jeg, i lighed med mine kolleger, lykønske Anne Van Lancker med hendes betænkning, som åbner nye perspektiver i en fremgangsmåde, som er på jagt efter mere præcision og mere sammenhængskraft. Hendes betænkning er en mærkbar styrkelse af Kommissionens forslag, idet den foreslår harmonisering af de sociale regler og koordinering af de nationale sociale rettigheder. Den kræver, at der udarbejdes en egentlig europæisk pagt for beskæftigelse og social samhørighed og foreslår initiativer om gradvis pensionering, indførelse af en mindsteløn og grænseoverskridende kontrol inden for social- og skatteret. Alt dette indbyder netop til at bevæge sig ud over de rosværdige intentioner og skride til mere konkret handling. På et tidspunkt hvor et betydeligt antal lønmodtagere i de store europæiske grupper står over for planer om afskedigelser i forbindelse med fusioner og omstruktureringer, synes jeg også, det er vigtigt, at betænkningen om den sociale dagsorden udtaler sig til fordel for en hensyntagen til de sociale klausuler i konkurrencepolitikken, til fordel for direktiver med dette sigte og til fordel for en revision af direktivet om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg i fællesskabsvirksomheder samt en revision af direktivet om afskedigelser. Dette forekommer mig at indgå i den sammenhæng, som vi mangler. Jeg hilser det i øvrigt velkomment, at fru Van Lancker har indarbejdet en række ændringsforslag, fremsat af min gruppe, specielt medtagelsen af den sociale dimension ved udvidelsen og indskrivningen af strejkeretten i fællesskabslovgivningen. Sammen med min gruppe har jeg stillet nogle ændringsforslag, der kritiserer Kommissionens optræden, når den opfordrer til fortsat løntilbageholdenhed. Jeg går ind for nedsat arbejdstid uden lønreduktion. Når det er sagt, støtter jeg Anne Van Lanckers betænkning, som udmærker sig ved at forfølge en social ambition, som er udrustet med klart præciserede målsætninger, der rækker ud over de sædvanlige formelle bebudelser.
Hr. formand, med Deres tilladelse vil jeg gerne lykønske fru Van Lancker, som til Kommissionens i sig selv udmærkede meddelelse har stillet nogle ændringsforslag, som jeg har foreslået, hvilket naturligvis glæder mig meget. Det er blot en skam, at de ændringsforslag, jeg lagde mest vægt på, ikke er kommet med. Jeg har med stor velvilje og billigelse lyttet til Rådets kortfattede omtale af social- og arbejdsmarkedspolitikken ved fru Péry. Jeg kender allerede kommissær Anna Diamantopoulou vældig godt og bifalder hendes arbejde indtil nu. Hun vil sikkert kunne huske, at jeg en dag spurgte hende, om hun er Snehvide eller den onde heks for pensionisterne, som jeg har den fornøjelse at repræsentere her som repræsentant for pensionistpartiet. Hidtil synes jeg nok, jeg kan sige, at hun er Snehvide, bl.a. fordi jeg har set, at hun for to uger siden har tilkendegivet, at Kommissionen vil gøre en særlig indsats for at løse pensionisternes problemer gennem en udvidelse af direktivet om pensionsfonde og har til hensigt at regulere de europæiske pensionsfonde, så de bliver brugt til gavn for de arbejdstagere, som indtil nu har indbetalt en stor del af deres løn til staten - til de forskellige stater - og som gerne vil have - og det er netop, hvad jeg foreslår - at de bliver forvaltet godt, ligesom jeg er sikker på, at fru Diamantopoulou forvalter sin egen families midler, og som også alle banker, især alle engelske banker, hidtil har gjort. Jeg er i den henseende enig i, hvad hr. Bushill-Matthews sagde.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil gerne gratulere to af de tilstedeværende, dels vores kollega Anna Van Lancker med hendes fremragende betænkning, dels kommissær Anna Diamantopoulou med hendes fremragende forslag. Det er en ambitiøs agenda, og jeg erindrer endnu, hvor møjsommeligt vi i den sidste valgperiode kæmpede os fremad inden for social sikkerhed. Dengang ville Rådet jo ikke engang diskutere det. Det er helt sikkert noget nyt, at vi har medtaget beskæftigelsespolitik på grundlag af Lissabon-konklusionerne, nærmere betegnet en beskæftigelsespolitik, som skal være af kvalitativ art. Vi ønsker ikke overregulering, hr. kollega fra Storbritannien, men variationen i ansættelseskontrakterne nu om dage kræver nye former for social sikkerhed og ikke reglerne fra det 19. århundrede. Også andre ting ligger os stærkt på sinde, nemlig et meningsfuldt, effektivt policy mix mellem økonomisk politik og finanspolitik og ikke mindst en udbygning af socialøkonomien samt sektoren for tjenesteydelser. Noget, der ikke er så nyt og et ofte gentaget krav, er livslang uddannelse, et område, hvor der i de færreste medlemsstater er sket noget, og de stærkt savnede reformer af loven om europæiske samarbejdsudvalg, af beskyttelse af gravide og kvinder på barsel og af den frie bevægelighed. Jeg vil gerne kritisere de manglende initiativer til de nye udfordringer inden for arbejdssikkerhed, medarbejderdeltagelse og industrielle relationer. Det har naturligvis glædet mig, at det franske formandskab har vist sig så engageret vedrørende emnerne børnepasning og familie- og kvindepolitik. Måske skyldes det lidt, at alle tre ansvarlige - i Kommissionen, Parlamentet og Rådet - er kvinder. Men nu har vi også samtidig brug for instrumenter, som inddrager fædrene. Det ville være et nyt tiltag. Denne dagsorden skal desuden være et signal til ansøgerlandene, og derfor ønsker jeg den held og lykke.
Hr. formand, fru kommissær, fru statssekretær, kære kolleger, borgerne i Den Europæiske Union forventer mere end simple erklæringer om vage forpligtelser, som senere bliver glemt og kun sjældent bliver til bindende instrumenter og beslutninger, som gør det muligt at forbedre livskvaliteten og kvaliteten af beskæftigelsen effektivt. For at der ikke skal herske tvivl herom, er det nødvendigt, at denne social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden gør det muligt at konkretisere målsætninger og politikker, der længe er blevet udskudt. Og det er nødvendigt, at Rådet ikke bliver ved med at undlade at tage stilling til de forskellige konkrete forslag, som er blevet udskudt fra år til år, om de væsentlige beslutninger om at styrke gravide og ammende arbejdstageres rettigheder, om arbejdstagernes kollektive og individuelle rettigheder, herunder retten til information, høring og deltagelse, først og fremmest inden for rammerne af statutten for Det Europæiske Selskab og det europæiske samarbejdsudvalg, for at sikre arbejdstagernes rettigheder og forhindre de afskedigelser, som de multinationale selskabers fortsatte fusioner og overflytninger forårsager i adskillige lande i Europa. Som ordføreren, Anne Van Lancker, påpeger, er det, selv om den sociale dialog er vigtig, nødvendigt, at der kommer noget konkret ud af den. I modsat fald skal Kommissionen foreslå lovgivningsmæssige instrumenter, og Rådet skal vedtage de foreskrevne foranstaltninger, først og fremmest ved at ændre de makroøkonomiske politikker og Stabilitetspagten for at sikre troværdigheden i bekæmpelsen af fattigdom og social udstødelse samt sikre ordentlige arbejdspladser med anstændige lønninger og reformer, som giver mennesker værdighed.
Hr. formand, jeg finder, at den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden er positiv for os alle. Jeg mener, at en harmonisering af de forskellige medlemsstaters social- og arbejdsmarkedspolitik vil være til gavn for alle europæere. Og den vil være særlig gavnlig for beskæftigelsen, der som bekendt har været en hovedprioritet for hele Unionen siden topmødet i Lissabon. Jeg vil især gerne understrege den gavn, kvinderne ud fra et beskæftigelsessynspunkt kan få heraf, da det styrker deres adgang til beskæftigelse med garanteret arbejdstid og -løn. Jeg synes også, at det vil være en stor fordel, hvis vi opnår, at direktivet, hvad angår barselsorlov, gennemføres i en ændret og opdateret udgave: At man hjælper moderen under barselsperioden, og at man beskytter moderskabet, når kvinderne er nødt til at blive ved med at arbejde i denne periode. Jeg mener også, at det vil være meget positivt for bestræbelserne på at forene familie- og arbejdslivet for kvinderne. Det vil gøre det muligt for kvinderne at beholde deres arbejde uden at forsømme deres familiære pligter. Vi må heller ikke glemme alt det, som handlingsplanen om initiativet eEurope betyder for vores arbejdspladser, de nye teknologier og videnssamfundet, hvor kvinderne efter min mening skal spille en vigtig rolle. Det er nye former for beskæftigelse, hvor man kan arbejde hjemme med en regulering, som gør det nemmere at forene arbejds- og familieliv. Alle disse koordinerede social- og arbejdsmarkedspolitiske aktioner er også med til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse. Jeg mener, at vi alle skal lykønske os selv med denne social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden.
Hr. formand, også jeg vil gerne lykønske ordføreren, kommissæren og statssekretæren, fru Péry, med forelæggelsen af den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. Jeg mener, at denne dagsorden for social- og arbejdsmarkedspolitikken er et meget vigtigt politisk dokument med specifikke reguleringsinstrumenter, sektorer for tiltag og tidsfrister for gennemførelse. Den sigter på et positivt og dynamisk samspil mellem økonomisk politik og social- og beskæftigelsespolitik. Med disse midler skal den europæiske sociale model bringes i bedre overensstemmelse med samfundet i dag. Jeg er helt enig i fru Van Lanckers betænkning, og der er et punkt, jeg specielt vil understrege, og som både ordføreren og statssekretæren, fru Péry, har været inde på i deres indlæg, nemlig at vi har brug for virkelig at få aktiveret alle midlerne på europæisk plan, hvilket indebærer, at den åbne koordineringsmetode støttes af en udbygget juridisk dimension. Det er netop, hvad der sker i mange af de enkelte lande. Jeg vil slutte af med et eksempel fra mit eget land. Sidste uge vedtog parlamentet en ny bistandslov på forslag fra en kvindelig minister samt en repræsentant fra hver af de tre institutioner. Denne lov er en veritabel revolution efter over hundrede år med en gammel forsorgslov.
Hr. formand, Kommissionens forslag om den socialpolitiske dagsorden indeholder mange positive begreber såsom fuld beskæftigelse, kvalitet i arbejdet, social kvalitet og modernisering af den sociale beskyttelse. Men det konkrete indhold mangler delvis. Fru Van Lanckers fremragende betænkning skaffer de indholdsmæssige mangler i Kommissionens forslag af vejen. Vi støtter en pagt om beskæftigelse og social samhørighed, en europæisk handlingsplan for beskæftigelse til styrkelse af socialøkonomien og lokale beskæftigelsesinitiativer, sociale reguleringer af nye arbejdsformer såsom telearbejde og ny selvstændighed, mindsteløn og garanteret indkomst. Den Europæiske Union har allerede alt for længe set uvirksomt på, at fattigdom og social udstødelse har slået rod i medlemsstaterne. Også fru Van Lanckers forslag om forbedring af informationen og deltagelse af kvindelige arbejdstagere, om sociale bestemmelser ved offentlige kontrakter, fusioner og internationale overenskomster er stærkt forsinkede. Vi stiller os kritiske over for, at Kommissionen og Rådet ikke vil bevilge tilstrækkelige ressourcer til den sociale dagsorden. Social kvalitet er ikke gratis. Undertiden har jeg det indtryk, at der med begrebet modernisering ofte menes udhuling af den sociale beskyttelse. At forlænge den totale arbejdstid er lige så lidt modernisering som at finansiere pensionerne ved at fastfryse eller beskære den fastsatte pensionsstørrelse og henvise borgerne til investeringsmuligheder på finansmarkederne. Vi har brug for en moderne europæisk social harmonisering i stedet for deregulering.
Hr. formand, tre vigtige punkter på et minut: For det første vil jeg takke fru Van Lancker for det arbejde, hun har udført, og for denne glimrende betænkning. For det andet vil jeg bekræfte, hvad der er min gruppes overbevisning. De arbejder, der påbegyndes med den sociale dagsorden, skal selvfølgelig understøttes af en kohærent og fremkommelig jura. Konvergenspolitikken og koordinationspolitikkerne skal være åbne, men også, når det er påkrævet, støtte sig til lovgivningsforanstaltninger, som på deres side skal suppleres med yderst krævende opfølgningsmetoder. For det tredje er der, set i perspektivet af et socialt Europa, taget helt utilstrækkeligt hensyn til visse rettigheder: retten til mindsteløn, oplysning til og høring af lønmodtagerne, den europæiske kollektive overenskomst. Disse punkter, ved vi, bekæmpes af de konservative kræfter i Europa. De samme punkter lægger vi, i vores gruppe, særdeles stor vægt på. Det er nødvendigt, fru statssekretær, fru kommissær, fortsat at udvise ærgerrighed omkring disse spørgsmål. Jeg håber, fru statssekretær, at det franske formandskab i Nice vil være i stand til at få vedtaget en ambitiøs social dagsorden, for det er stadig alle borgernes store håb, at det sociale Europa bliver sat på bedding.
Hr. formand, jeg vil især gerne takke ordføreren fru Van Lancker, men også det franske formandskab for det glimrende samarbejde, som vi hidtil har haft. Jeg vil forsøge at komme med nogle meget korte, politiske påpegninger om de fire enheder, som alle talerne mere eller mindre har berørt, nemlig for det første den nye, politiske tilgang til den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, for det andet indholdet, for det tredje midlerne og for det fjerde procedurerne. Med hensyn til den politiske tilgang, mener jeg, at vi må understrege to nye elementer. Det første er, at efter mødet i Lissabon er der nu tale om en ny tilgang til socialpolitikken, hvor den ikke behandles som et produkt eller underprodukt til den økonomiske politik, men som en ligeværdig politik, som skal udføres samtidig med den økonomiske politik og beskæftigelsesstrategien. Det betyder, at det er den eneste måde, som vi kan behandle Europas mål for konkurrenceevnen, eftersom vi stadig bekymrer os om virksomhederne og økonomien samt den sociale samhørighed, og eftersom vi ligeledes stadig bekymrer os for borgerne og deres velfærd. Det andet element i den nye tilgang er kvaliteten. Kvalitet som et nyt politisk begreb, som behandler spørgsmål om arbejdsforhold, arbejdsmæssige relationer og socialstatens forhold. Disse to politiske tilgange går gennem hele indholdet. Hvad er de grundlæggende elementer i indholdet? Der er tre. En helhed af aktioner og forslag angående beskæftigelsen. Jeg kunne nævne, at vores arbejde med beskæftigelsesstrategien, dens styrkelse og dens berigelse gennem det videre forløb ­ for hele den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden har en ændringsdynamik ­ er en støtte til konkurrenceevnen og erhvervsevnen i EU, til smidigheden på arbejdsmarkedet samtidig med sikkerheden, bevægeligheden, med støtten til de nye arbejdsmodeller samt støtten til og analysen af de nye modeller for forholdet mellem virksomhed og lønmodtagere samt følger for konkurrencen og de store omstruktureringer i beskæftigelsen og den sociale stat. Det andet element i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden er helheden af aktioner i forbindelse med socialpolitikken. Her vil jeg nævne forslaget om at bekæmpe fattigdom og udstødelse, det nye arbejde, som vi har påtaget os inden for spørgsmål om pensioner, social beskyttelse og handicappolitik, men især vil jeg gerne politisk påpege nødvendigheden af en ny tilgang til socialpolitikken. Det giver ikke mening kun at tage hensyn til omkostningerne i forbindelse med socialpolitikken, hvor man mange gange fra forskellige, politiske synsvinkler anser dem for at være en hindring for den økonomiske udvikling, men vi må også tage hensyn til omkostningerne ved ikke at føre en socialpolitik. Jeg tror, at denne analyse vil føre os til nye, interessante resultater og tilgange. Det tredje spørgsmål i indholdet er udvidelsen. Jeg skal blot kort sige, at socialpolitikken, de nye socialmodeller, harmoniseringen af ansøgerlandenes lovgivning på socialområdet med medlemsstaternes er et af de vigtigste elementer i udvidelsesprocessen, og det må ikke undgå vores opmærksomhed. Jeg kommer nu til det tredje emne, som har beskæftiget os både i dag og under hele vores samarbejde: midlerne. Jeg mener, at det er umoderne at diskutere deregulering, lovgivning, om det er nødvendigt med lovgivning. Det er tydeligt, at vi i Europa har et ret fuldstændigt lovgivningssystem, men ændringerne på arbejdsmarkedet, ændringerne i økonomien, ændringerne i miljøet på grund af globaliseringen og IT-samfundet skaber nye behov. Når det er nødvendigt, at disse nye behov behandles lovgivningsmæssigt, må vi naturligvis ikke tøve. Hvis de kan behandles på andre måder og med andre metoder, vil vi anvende dem. Forslaget om en resultattavle, om en specifik måde at overvåge den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden på, er en stor udfordring. Problemet er, at den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden, på grund af det lovgrundlag, som findes i traktaten, ikke udgør en samlet lovgivning, en helhed af direktiver med specifikke skridt for medlemsstaterne. Det er desuden vanskeligt at definere europæiske mål, som har den samme effekt i alle medlemsstaterne, eftersom forskellige forhold gør sig gældende. Vi mener altså for det første, at de fælles, europæiske eksponenter, et arbejde, som i dette øjeblik er i gang med at blive fuldendt, men også de nationale mål, det vil sige nødvendigheden af, at hvert land udarbejder sin egen resultattavle og overvågning, er et første skridt, som kan give os specifikke resultater. Med hensyn til processerne må jeg til slut komplimentere Parlamentet for dets initiativer til den dialog, som det har ført med borgernes samfund, og det betydelige bidrag, som denne dialog har haft på dagsordenen. Men jeg må også betone, at der har været en debat med Parlamentet, med medlemsstaterne og med arbejdsmarkedets parter på europæisk og nationalt niveau. Derfor mener jeg også, at det har været muligt at kombinere de nationale egenarter, så dagsordenen først og fremmest ikke kun er ambitiøs, men opnåelig og effektiv. Min sidste bemærkning er, at spørgsmålet om ligestilling mellem de to køn løber gennem hele den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden både med hensyn til den politiske tilgang, indholdet og midlerne.
Tak for Deres interessante indlæg, fru kommisær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted onsdag kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0294/2000) af Eriksson for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder om forslag til Rådets beslutning om støtteprogrammet til Fællesskabets rammeprogram for ligestilling mellem mænd og kvinder (2001-2005) (KOM(2000) 335 - C5-0386/2000 - 2000/0143 (CNS)).
Hr. formand, fru kommissær, fru statssekretær, kære kolleger, det glæder mig at se Dem alle. I sin meddelelse fastslår Kommissionen, at demokrati er en af grundværdierne i EU's medlemsstater, EØS-landene og ansøgerlandene, en nøglekomponent i EU's eksterne forbindelser og i udviklingssamarbejdet. Man slår også fast, at et virkeligt demokrati forudsætter, at alle borgere, både kvinder og mænd, deltager og er repræsenteret i lige høj grad i det økonomiske liv, i det politiske liv, samfundslivet, kulturlivet og det civile samfund. Der er store mangler på alle disse områder, og Kommissionen vil derfor angribe problemstillingen med en kombination af foranstaltninger. Sideløbende med en integration af ligestillingsperspektivet på alle politikområder, det, som normalt kaldes gender mainstreaming, skal der også indføres særlige foranstaltninger for kvinder. Det er en strategi og et synspunkt, jeg til fulde er enig i. Jeg mener nemlig, at man kan hævde, at ingen ligestillingsindsats har varig værdi, hvis kvinders rettigheder ikke samtidig styrkes. Dette arbejde er gået ret hurtigt, selv om det tog lidt tid i begyndelsen. Udvalget har indgivet 49 ændringsforslag. I begyndelsen havde vi 126, hvilket betyder, at vi er utroligt engagerede. Det er jeg meget glad for. Vi mener bl.a., at det er meget vigtigt, at Kommissionen kan garantere maksimal åbenhed om dette program, så alle interesserede kan deltage i arbejdet i hele gennemførelsesfasen. Det er også meget vigtigt, for ikke at sige af fundamental betydning, at de forskellige fællesskabsforanstaltninger, rammestrategien og medlemsstaternes indsats kommer til at supplere og ikke modarbejde hinanden. Dette er jo også Kommissionens og Rådets udtrykkelige ambition. Kommissionen har nu identificeret fem indsatsområder, som man anser for at være af strategisk betydning. Jeg har ingen indvendinger mod dette, og det samme gælder udvalget. Vi har stillet et nyt og chokerende forslag, som egentlig er en gentagelse af vores udtalelse om budgettet. Vi mener, at 40% af strukturmidlerne bør øremærkes til og fokuseres på kvinders vilkår og behov. Kommissionens foranstaltninger bør suppleres med revisioner af den enkeltes adgang til sygehus- og sundhedsvæsenet, til socialforsikrings- og pensionssystemer, mangler i arbejdets tilrettelæggelse og måske også en generel arbejdstidsnedsættelse. Det, vi for ganske nylig har drøftet her i Parlamentet, er netop de sociale spørgsmål, og jeg vil endnu en gang understrege, at vi gang på gang konstaterer, at over 50 millioner af EU's borgere faktisk klassificeres som fattige, og at et stort flertal af disse er kvinder. Det er naturligvis ikke nok bare at konstatere dette, der må indføres foranstaltninger og det effektivt. Vi har haft lange diskussioner om vurderingsprocedurer. Jeg skal ikke komme nærmere ind på det her, men blot nævne det. Vi har været inde på tanken om, at oplægget skal være en forbedring af tilgængeligheden og ligeledes ikke-statslige organisationers mulighed for at deltage fuldt ud. Man har drøftet, hvordan ansøgerlandene kan inddrages i programmet på en naturlig måde. Vi har også diskuteret, hvad vi skal gøre for ikke bare at omtale kvinderne i udviklingslandene, men også gøre noget konkret på dette område. Under den sidste del af rejsen har jeg været i intensiv kontakt med personer i både Kommissionen og Rådet. Vi vil jo også have strategien med ind i Rådets beslutninger. Med strategi mener vi i udvalget naturligvis ikke Kommissionens første indledning, men den strategi, som indledes fra og med punkt 2 ("Strategien"). Jeg siger det på denne måde, så nogle mystiske og tekniske procedurer ikke fører til, at det misforstås. Der er nemlig stillet ikke mindre end syv forskellige ændringsforslag med samme indhold, det vil sige at også Rådet skal tilslutte sig Kommissionens strategi. Det er altså vigtigt, at der stilles garantier for, at ikke-statslige organisationer får indflydelse ved gennemførelsen. Et ændringsforslag indeholder forslag om en årlig forhandling her i Parlamentet med deltagelse af Kommissionen. Dette vedrører måske kun Kommissionen og Parlamentet, men jeg er meget, meget taknemmelig for, at De er til stede, både kommissær Diamantopoulou og statssekretær Péry, og jeg glæder mig meget til at høre Deres synspunkter om alle ændringsforslagene.
Fru kommissær, vi har med særlig interesse ventet Kommissionens udtalelse om den strategi for ligestilling mellem mænd og kvinder, som den agter at følge i den kommende femårsperiode. Desværre har den tid, som vi har haft vil vores rådighed, ikke tilladt, at vi i Parlamentets udvalg har kunnet bearbejde hverken udtalelsen eller Eriksson-betænkningen. Under alle omstændigheder har vi gjort ethvert muligt forsøg på at leve op til de mål, som Europa-Kommissionen satte. Vi er selvfølgelig enige i Kommissionens dokumentation af nødvendigheden i at optage spørgsmålet om ligestilling i alle aspekter af den europæiske politik samt i at acceptere særlige foranstaltninger, og idet vi er enige med ordføreren i det punkt, håber vi, at Kommissionen vil fremlægge et analytisk budget for programmet, især med hensyn til fordelingen mellem de fem områder med høj prioritet. Samtidig vil vi gerne betone nødvendigheden af, at foranstaltningerne og omdrejningspunkterne inden for områderne det økonomiske liv, lige deltagelse og repræsentation, sociale rettigheder, borgernes samfund, de to køns roller og stereotyper supplerer hinanden. Vi håber, at programmet er åbent for hele samfundet. At det bliver kendt så vidt og bredt som muligt, især i kvindeorganisationerne. At det ligeledes giver anledning til en dialog og bevidstgørelse alle de steder, hvor beslutningerne træffes i alle medlemsstaterne, og at mange institutioner får mulighed for at drage nytte af det. Således vil kvinderne føle, at Europa er tæt på dem, men Europa vil også få gevinst af de interessante og nyskabende idéer, som vil komme til udtryk via forholdet til dette program. Vi lægger stor vægt på fremme af et positiv billede af kvinderne og synlighed af deres arbejde og betydning. Vi mener, at kvinderne også har behov for gennem disse aktioner at opnå selvtillid til deres egen rolle. Til slut vil vi gerne håbe, sådan som det blev sagt under den sidste samling på foranledning af undersøgelsen af Parlamentets ældre betænkninger, at vi opnår en vurderingsproces, som har substans og kontinuitet.
Hr. formand, fru kommissær, i tilslutning til det fjerde rammeprogram skal vi i dag diskutere det femte. De foreliggende dokumenter fra Kommissionen og Parlamentet viser, at listen over dels udestående, dels mangelfulde punkter er for lang trods gode resultater i de sidste år. At kvinderne både kvalitativt og indholdsmæssigt vinder fodfæste i alle medlemsstaters politikker er derfor også fortsat vores mål for de næste fem år. Konkret formulering af forholdsreglerne, strategiske mål og deres gennemførelse såsom ligestilling på det økonomiske og sociale område, kvindernes sociale rettigheder under hensyntagen til deres personlige situation, børnepasning, pleje, senere indtræden på arbejdsmarkedet, kvinder, der vender tilbage til arbejdsmarkedet osv., kønsroller og stereotyper, ligeberettiget deltagelse og repræsentation. Hvad angår strategiske mål, f.eks. på området "kvinder på arbejdsmarkedet", kan økonomiske og beskæftigelsespolitiske spørgsmål ikke behandles adskilt fra spørgsmål om socialt ansvar og retfærdig opdeling af omsorgsarbejde og social sikkerhed. Problemer vedrørende adgangen til social sikkerhed skal individualiseres med dette for øje. Et yderligere punkt er Fællesskabets øgede støtte ved vurdering af behovet for yderligere initiativer, inklusive, om nødvendigt, gennemførelsen af lovgivning og ligestilling og bekæmpelsen af diskrimination. Europa-Parlamentet, de nationale parlamenter og netværker skal derfor også integreres stærkere. Finansielle midler er et must, som det er tilfældet overalt, hvor man vil opnå mål og har et efterslæb. Det er derfor en forudsætning, at der bevilges midler til dette program til et beløb af 50 millioner euro for perioden 2001-2005. Det kræver, at vi arbejder mere ihærdigt for en kvindepolitik på tværs af institutioner og politikker og for, at de krævede ligestillingsstrategier bedre kan gennemføres. Vi skal investere vores arbejdsenergi i, at de planlagte programmer tager form og gennemføres, mens der parallelt hermed skal foregå en tidssvarende evaluering og koordinering med andre programmer. Vi forventer at modtage en årlig rapport fra formanden for Kommissionen som led i en årligt tilbagevendende forhandling i Europa-Parlamentet. Yderligere er det nødvendigt, både for selve arbejdet og for anerkendelse af kvindepolitikken, at danne et ministerråd. Kvindepolitik som appendiks til andre politiske temaer kan ikke understrege sagens alvor. Kvindepolitik skal også være et tiltrædelseskriterium for ansøgerlandene. Europa-Parlamentet kunne også foregå andre med et godt eksempel på dette felt. Jeg håber, at det sjette rammeprogram ikke længere behøver at være så omfangsrigt som det nuværende. Det forudsætter, at kvindepolitik tages mere alvorligt i de næste fem år og ikke alene optages i alle politiske, økonomiske og sociale programmer, men også gennemføres. Kvindepolitikken skal ikke indgå i mindretalsprogrammer, som det så ofte praktiseres. 52% er ikke et mindretal!
Jeg vil gerne lykønske fru Eriksson med en fremragende betænkning og Kommissionen med en fremragende ligestillingsstrategi. Den dækker alle de områder, hvor der er brug for handling, som med en vellykket koordinering kan betyde meget for kvinder i hverdagen. Det kunne fungere, hvis rammestrategien var en integreret del af programmet, som bilag til det. Det ville sikre gennemførelsen af programmet, og jeg støtter derfor ordførerens tidligere bemærkninger. Det har hidtil ikke skortet på gode idéer og planer for opnåelse af ligestilling, men gennemførelsen heraf har ofte slået fejl. Denne gang benytter Kommissionen en ny fremgangsmåde. Den bifaldes i høj grad, men den har kun værdi, hvis den fungerer. Det er ensbetydende med også at nå ud til kvinderne i deres egne samfund. De lokale og regionale myndigheders engagement er uvurderlig i den proces. De er de største arbejdsgivere i medlemsstaterne og de centrale udbydere af uddannelse, faglig uddannelse og økonomisk udvikling og er i den egenskab nøglespillere i opnåelsen af ligestilling. Jeg håber, at der tages behørigt hensyn til dem i det endelige program.
Hr. formand, kære kolleger, ingen sætter spørgsmålstegn ved, at vi må stræbe efter større rimelighed mellem mænd og kvinder. Alt for længe har kvindens rolle været foragtet. Code Napoléon, som blev udarbejdet i Frankrig i begyndelsen af det 19. århundrede og eksporteret til mange lande i Europa, bærer et betydeligt ansvar herfor. Kvinden skal tildeles en plads, der er i overensstemmelse med hendes funktions vitale betydning, og jeg er ikke sikker på, at fru Erikssons betænkning bidrager hertil. Alligevel er de tekster, vi har fået forelagt, dog ikke helt blottet for kvalitet. Således anerkender ændringsforslag 2 fra vores udvalg, at ugifte fædre skal have samme rettigheder, som dem ugifte mødre nyder godt af, ligestilling og retfærdighed skal naturligvis gå begge veje, det er udmærket. Jeg glæder mig desuden over, at man påtænker en bedre ordning for tildeling af forældremyndighed med henblik på at gøre det lettere at etablere ligevægt mellem erhvervsliv og familieliv. Ikke desto mindre giver denne betænkning anledning til betænkeligheder. Således må ændringsforslag 18, som ønsker at tilskynde ansøgerlandene til at gribe ind mod forskelsbehandling, ikke blive en anledning til at påtvinge dem samfundsmæssige valg, som er fremmede for deres kultur. Hvad det angår, viste der sig meget tydelig divergens i New York mellem Den Europæiske Union og Polen. Ved ikke at respektere de samfundsmæssige valg, Polen havde truffet, ville Unionen have tilkendegivet en meget mærkelig og meget bekymrende opfattelse af pluralisme. Endvidere er ændringsforslag 19 om indførelse af en kontrol af de lige muligheder i det offentlige budget meget kritisabelt. For øvrigt viser håndteringen af begrebet forskelsbehandling sig i mange tilfælde at være en besværgende formel, som en hel gruppe af troldmandens lærlinge betjener sig af for at nå deres ideologiske mål. Det er på tide at bryde med en ideologisk opfattelse af kvindens plads i samfundet. På dette som på mange andre områder er det helt nødvendigt, at de offentlige instanser udviser en autentisk pluralisme i valget af, hvilke samtalepartnere de vælger. Det kan ikke være rigtigt, at kvindernes røst skal monopoliseres af en håndfuld professionelle, der bare kræver ind, og som lever af offentlige midler. I den forbindelse kan jeg kun billige Budgetudvalgets beslutning om at bryde det monopol, som længe har været den europæiske kvindelobbys. Det er mit ønske, at Parlamentet vil bekræfte denne modige ændring. Et sådant valg kan betyde lidt frisk luft i de besynderlige venskaber, der alt for snævert forbinder en række pressionsgrupper med Kommissionen og en række af Parlamentets politiske grupper. Kvindernes sag kan kun blive styrket af en sådan beslutning. Jeg vil gå endnu videre og sige, at den ville forædle den. Min gruppe vil tage højde for dette i den endelige afstemning. (Bifald fra UEN-Gruppen)
Hr. formand, vi er bevidst om de fremskridt, der er sket i de seneste år for kvindernes stilling, især på lovgivningsområdet, men der er stadig en reel ulighed i dagligdagen. Kvindernes lave repræsentation inden for politik og økonomi og kønsrelateret vold er to tydelige beviser på, at der fortsat findes en strukturbetinget diskrimination af kvinder. Dette program vil uden tvivl medvirke til, at man i alle politikker tager hensyn til kvindernes bekymringer, behov og ønsker. I den aktuelle situation er der behov for gennemførelse af positive handlingsplaner, som er til gavn for kvinderne. De mål, der fastsættes i programmet på fem specifikke områder, er med til at fremme, at alle de iværksatte aktioner har sammenhæng med mindst ét af disse mål. Det økonomiske liv, hvor kvinderne skal deltage på lige fod med mændene, beskæftigelsen, der er grundlaget for enhver ligestilling og integration og opnåelse af det mål på 60%, der blev foreslået på Det Europæiske Råd i Lissabon, kan også være med til at løse andre problemer. Indarbejdelse af dette mål i alle fællesskabsprogrammerne under strukturfondene bør ske i henhold til fællesskabslovgivningen. Ligestilling ved deltagelse og repræsentation, ligevægt mellem kønnene i beslutningsprocessen, større deltagelse i det politiske liv, uanset den anvendte fremgangsmåde for at opnå en større deltagelse af kvinder, indtil man når de 40%, Kommissionen har foreslået. Lige adgang til og fuld ret til de sociale rettigheder for kvinder og mænd, hvilket betyder, at man skal overvåge anvendelsen af lovgivningen på det sociale område med hensyn til barselsorlov, arbejdstid, arbejdskontrakter osv. Ligestilling for kvinder og mænd i det civile liv, som sikrer, at menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder også gælder for kvinder. Specielt handel med kvinder og vold i hjemmet skal overvåges og udryddes. Man skal støtte en omfordeling af kønsrelaterede roller og stereotyper, hvilket også vil bidrage til at få løst de ovenfor nævnte problemer. I forbindelse med dette mål vil vi støtte gennemførelsen af bevidsthedsgørelseskampagner og af en europæisk uge i samarbejde med medlemsstaterne som foreslået af Kommissionen. Vi finder, at det vil være meget nyttigt at oprette et sted på Internettet, ikke kun på grund af den stigende anvendelse af IT-kommunikation, men fordi det vil bidrage til, at kvinderne bliver mere og mere fortrolige med denne nye verden, som de ikke skal holdes uden for. Vi finder vurderingen af programmet særlig vigtig ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, kære kolleger, jeg tror, at vi nu vil drøfte det andet supergode forslag af kommissær Diamantopoulou. Med rammestrategien og det nye handlingsprogram har Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder under kolossalt tidspres og med begrænsning til nogle få officielle sprog med en del god vilje nu stillet 60 ændringsforslag. Jeg håber, at rådsformand Nicole Péry også vil få programmet igennem i Rådet i november. Jeg håber ikke, at der vil være nogen paralleller til det fjerde handlingsprogram, hvor den daværende tyske forbundsregering under Helmut Kohl gennemførte en halvering af budgettet. Tiden er knap. Kvinder er fortsat for svagt repræsenteret i politik og i sammenhænge, hvor der træffes beslutninger om økonomiske anliggender. I henhold til Eurostat er ca. 77% af lavtlønsmodtagerne kvinder. Alt efter land og branche tjener kvinder op til 30% mindre end deres mandlige kolleger. Også her skal rammestrategien virke. Alle initiativer til ligestilling skal koordineres samlet og gennemføres i de fem specifikke strategiske mål. Vores kvindelige kolleger har forklaret det. Det er en konsekvent gennemførelse af gender mainstreaming-konceptet. Jeg forventer, at de mandlige aktører omsider også vil sætte ind her og bekæmpe traditionelle kønsroller og stereotyper. Vi vil også se toppolitikerne ved vores side og opfordrer formanden for Kommissionen, hr. Prodi, Rådet og ministrene, her eksempelvis i Den Europæiske Unions forbindelser udadtil, til at tage fuldt hensyn til gender-aspektet, især under udvidelsesprocessen. Som jeg allerede krævede dengang som ordfører for interimsbetænkningen om det fjerde handlingsprogram, burde der lægges stærkere vægt på kvindeorganisationernes netværk. Vi vil som parlamentarisk udvalg afholde en fagkonference med de parlamentariske udvalg i vores medlemslande og ansøgerlandene her i november i Berlin. Jeg håber, at der vil udgå nogle politiske impulser til gennemførelse af programmet og til rammestrategien. Her gør Europa sig igen til forkæmper for kvindernes rettigheder i Europa.
Hr. formand, Kommissionen gjorde rigtigt i, efter de fire første handlingsprogrammer for ligestilling mellem mænd og kvinder, at gå nye veje og foreslå en EU-rammestrategi for ligestillingsområdet og et program til iværksættelse af denne strategi, så der virkelig kunne komme gang i denne ligestilling. Det har den stadigvæk i høj grad brug for, selv efter det kvarte århundrede, der er gået siden det første fællesskabsdirektiv om ligebehandling af mænd og kvinder, hvad angår lønninger. Jeg synes, at Kommissionens nye tilgang er meget positiv, og at forslaget til beslutning for programmet 2001-2005 er meget gennemtænkt. Desværre forbedrer betænkningen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder ikke den tekst, Kommissionen har foreslået. Den er overlæsset og rummer uigennemtænkte, ufordøjede forslag, hvis ordlyd ville få hårene til at rejse sig på hovedet af en førsteårs jurastuderende. Jeg havde foreslået en række ændringsforslag i udvalget for at fjerne de værste anstødeligheder, især den der afslører en uhyrlig sammenblanding af strategi og program. Kommissionens tekst er god. Det er en meget alvorlig sag i politik at sammenblande strategi og taktik, strategi og program. Det sker tit i betænkningerne fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, at vi i teksten genfinder ideologiske krav, der stammer fra det pluralistiske venstre her i Parlamentet om f. eks. kravet, der opregner analyse og evaluering af, jeg citerer: "betydningen af generel arbejdstidsnedsættelse" blandt de foranstaltninger, som kan opnå støtte fra programmet i en tværnational sammenhæng. Er det virkelig nødvendigt at spilde en del af bevillingerne på sølle 53,45 millioner euro over fem år på en sådan analyse? Det synes jeg ikke. Jeg er også af den opfattelse, at bevillingen til kvindernes europæiske lobby, budgetpost A 3037, ikke bør indgå i forpligtelsesbevillingerne for programmet, og jeg håber, at kommissæren i højere grad vil være stemt for de ændringsforslag, som jeg sammen med andre kolleger fra min gruppe har stillet, end for ordførerens fjollede ændringsforslag.
Hr. formand, jeg synes virkelig, at det ville være en skam, hvis ikke Nicole Péry også benyttede lejligheden til at udtale sig, nu hvor hun er til stede, så vi også kan høre hendes synspunkter.
Fru Péry har ikke bedt om ordet, og jeg kan ikke tvinge hende. Jeg kan ikke give formandskabet ordre til at udtale sig. Jeg tror derimod, vi skal takke hende for, at hun har fulgt debatten, da det jo ikke var planlagt, at hun var til stede under forhandlingen af dette punkt. Men jeg kan se, at hun faktisk skal gå nu.
Hr. formand, jeg vil gerne takke og komplimentere fru Eriksson, som under tidspres virkeligt har forsøgt at leve op til nødvendigheden af, at vi så hurtigt som muligt kunne nå frem til en godkendelse af programmet, så der ikke opstod et tomrum mellem fjerde og femte program, og så dets realisering kan begynde fra januar. Dette program et er vigtigt dokument for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder, derfor har der også været vist stor interesse, for det er jo en del af et mere samlet rammeprogram, som vi har drøftet med Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og som også er blevet drøftet med Rådet. Det er det kendte rammeprogram, som indeholder de fem centrale punkter, nemlig kvindernes deltagelse i det økonomiske liv, i beslutningsprocesserne, i socialpolitikken, i borgernes samfund og i menneskerettighederne og den nye model for ligestilling mellem kønnene i massemedierne og i uddannelse. Vores samarbejde med udvalget har været meget fint, og det resulterer i, at vi godkender et meget stort antal ændringsforslag, enten på grund af det præcise indhold eller ånden. Nærmere bestemt godkender vi ændringsforslagene 2, 4, 5, 13, 15, 16, 17, 18, 23, 28, 32, 43, 46, 48, 49, 51, 55, 56 og 59. Desuden kan vi godkende dele af ændringsforslagene 3, 7, 8, 11, 14, 15, 20, 27, 35, 37, 45, 50, 53, 57 og 58. Jeg tror, at det store antal ændringsforslag, som godkendes, viser den fælles ånd, som findes mellem Kommissionen og Udvalget om Kvinders Rettigheder og Lige Muligheder. Jeg vil gerne komme med to kommentarer til de ændringsforslag, som ikke kan godkendes, hvilket først og fremmest skyldes tekniske og juridiske grunde og ikke forskellige tilgange. Den første angår rammeprogrammet. Det er ikke muligt, at det samlede rammeprogram bliver en del af Rådets beslutning, men jeg er enig i, at der kunne være nogle ændringsforslag til formuleringen af artiklerne, så det helt klart fremgår, at dette rammeprogram tager hensyn til, at det er grundlaget for dette programs realisering. Min anden kommentar angår det specifikke beløb, som skal stilles til rådighed af strukturfondene. Jeg skal i den forbindelse erindre om, at der findes en forordning, der blev vedtaget sidste år, og som gør det helt klart, på hvilken måde fordelingen af bevillingerne skal ske, og vi kan ikke ændre den allerede eksisterende forordning via et program. Jeg skal betone, at vi har besluttet helt at koncentrere vores opmærksomhed om fuldførelsen af de eksisterende aktioner og programmer og naturligvis om den vigtige rolle, som ngo'erne bør spille i planlægningen og realiseringen af disse programmer. På det punkt vil jeg gerne på foranledning af nogle bemærkninger understrege, at kvindernes lobby virkelig spiller en vigtig, koordinerende rolle på europæisk niveau. Kommissionen har ikke nogle indsigelser eller klager over undtagelsen af visse organisationer, men alle de europæiske organisationer kan naturligvis deltage i alle programmerne, såsom dette, Equal, programmet mod forskelsbehandling, programmet mod udelukkelse, Daphne eller Stop. Følgelig er der tydeligvis adgang for de store, europæiske kvindeorganisationer til alle programmerne. Hr. formand, jeg mener virkelig, at dette programs strategi om realiseringen af mainstreaming i alle politikker som hovedmål er en stor udfordring for os alle, også på Kommissionsniveau, med et nødvendigt samarbejde mellem de forskellige udvalg, så vi kan opnå et endeligt resultat, men også på nationalt plan, hvor der skal foregå en bred aktion i alle ministerierne, så kvindepolitikken kan blive en bred politik.
Tak, fru kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om to betænkninger fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål: A5-0290/2000 af Riis-Jørgensen om Kommissionens XXIX beretning om konkurrencepolitikken (1999) (SEK(2000) 720 - C5-0302/2000 - 2000/2153 (COS)); A5-0281/2000 af Jonathan Evans om Kommissionens ottende oversigt over statsstøtte i Den Europæiske Union (KOM(2000) 205 - C5-0430/2000 - 2000/2211(COS)).
Hr. formand, jeg hilser Kommissionens beretning meget velkommen. Det er et meget flot stykke arbejde, kommissær Monti og hans personale har foretaget i det forgangne år. I min betænkning om den 29. beretning om Kommissionens konkurrencepolitik har jeg særlig lagt kræfter i problemerne vedrørende fusioner og tilbagebetaling af statsstøtte. Det har jeg gjort af flere årsager. Dels har jeg gennem det sidste års tid modtaget flere henvendelser fra virksomheder, der har følt en vis afmagt i forbindelse med fusionsafgørelserne, ikke mindst i relation til de tilfælde, hvor de har haft behov for at anke Kommissionens afgørelse til Retten i Første Instans. Og med hensyn til statsstøtte er der tilsyneladende stadig problemer med at sikre, at ulovligt udbetalt statsstøtte tilbagebetales til de nationale statskasser. Men for at starte med fusioner først: En konsekvens af ØMU'en er jo, at vi ser flere og flere fusioner. Og jeg mener, at tiden er inde til at revurdere, om de regelsæt og procedurer, vi har i dag, er optimale. Verden er jo ikke altid så let for dem, der skal følge de regler og procedurer, som vi er med til at udforme. Jeg finder det nødvendigt, at der udformes klare regler for det, man kalder det relevante marked. Det er vigtigt, at der skelnes mellem det, man kan kalde periferiområder af Europa, og det, man kan kalde kernen af Europa. Ikke mindst er det vigtigt at få dette på plads før udvidelsen. Det kan nemlig være svært for de mindre lande i periferiområderne, når virksomheder ønsker at fusionere, fordi de hurtigt bliver store på deres eget marked. Det er ikke særlig hensigtsmæssigt, at større virksomheder i små lande hindres i at fusionere, for derved mindskes deres muligheder for at konkurrere globalt. Jeg vil derfor gerne minde om, at vi jo har eksisterende regler, der tager sig af de tilfælde, hvor virksomheder udnytter deres store og eventuelt dominerende markedsposition. Og derfor behøver vi måske ikke være så bange for fusioner. Det er trods alt ikke kriminelt at fusionere. En anden ting, der ligger mig stærkt på sinde, er nødvendigheden af at få etableret en hurtigere ekspedition af fusionssager. Her tænker jeg særlig på de tilfælde, hvor en virksomhed ønsker at anke Kommissionens afgørelse. Der er ganske enkelt ikke tid til i vores globale verden, at det kan tage mellem 25 og 35 måneder at få en sag igennem ved domstolene, hvor en stor tidsluger er oversættelse af sagsakterne. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Vi skylder vores virksomheder de bedste betingelser, så de har mulighed for at planlægge deres produktion og ikke mindst deres fremtid. I relation til fusioner har jeg to spørgsmål til Dem, kommissær Monti. Vil det være muligt at overveje forskellige løsningsmodeller til at adskille dommer- og anklagerfunktionen i Kommissionen? F.eks. kunne der under den anden høring sidde et panel af uafhængige eksperter, således at det ikke udelukkende er Kommissionens folk, der skal vurdere de enkelte fusionssager. Jeg har også en anden idé, om end den måske ligger en anelse uden for Deres kompetenceområde. Men kunne man ikke i afdelingen for første instans ved domstolen i Luxembourg lave et ekspertudvalg eller en ekspertdomstol, der skulle specialisere sig i virksomheder? Vi har f.eks. i Danmark en særlig sø- og handelsret, der udelukkende tager sig af virksomhedsspørgsmål. Og så tillader jeg mig at spørge, hvad kommissærens forklaring er på, at en af de mest betroede medarbejdere ved behandlingen af fusionssager har forladt Kommissionen. Det andet emne, som jeg har nævnt i min betænkning, er statsstøtte og tilbagebetaling af ulovligt tildelt statsstøtte. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det ligger mig meget på sinde at få strammet op omkring tilbagebetaling af ulovlig tildelt statsstøtte. Ikke mindst fordi det er endnu et område, som det er vigtigt at få på plads inden udvidelsen. Det er godt, at statsstøtte til skibsværfter i Europa afvikles pr. 1. januar 2001, om end det er yderst problematisk, at vores værfter tilsyneladende fortsat skal konkurrere med den sydkoreanske statskasse. I lyset af den seneste udvikling kan jeg forstå, at Kommissionen har lagt en hårdere linje - og det med god grund - over for Sydkorea. Jeg kunne derfor godt tænke mig - selv om jeg godt ved, at De kun har begrænset tid til rådighed, hr. kommissær - om De kort kunne redegøre for den allerseneste udvikling. Jeg vil også benytte lejligheden til at spørge kommissær Monti om, hvornår et offentligt, effektivt og velfungerende register over statsstøtte kan forventes iværksat, og ligeledes hvornår den længere lovede resultattavle bliver en realitet. Til sidst vil jeg gerne pointere, at det for mig som liberal er afgørende vigtigt, at virksomheder sikres en ordentlig og effektiv behandling på alle områder, således at der ingen slinger er i valsen vedrørende virksomhedernes fremtidige retssikkerhed. Og så vil jeg gerne takke mine kolleger i udvalget for et meget flot samarbejde i forbindelse med min betænkning.
Hr. formand, jeg vil gerne takke fru Riis-Jørgensen for hendes bidrag og samarbejde i forbindelse med disse to betænkninger. De er til forhandling under ét, da de omhandler fælles emner. Jeg bifalder en stor del af den dagsorden, fru Riis-Jørgensen har sat. Jeg vil gerne begynde lidt utraditionelt med at lykønske Kommissionen med et dokument, den offentliggjorde i juni 1999 - fællesskabsreglerne for statsstøtte, som man kunne kalde en "idiotsikker vejledning" om statsstøttens gennemførelse. Den er nyttig, idet den anfører traktatens bestemmelser, definitionerne på statsstøtte og undtagelserne fra forbuddet mod statsstøtte. Under udarbejdelsen af min betænkning måtte jeg især slås med netop den gåde. Der er visse i Parlamentet, som ønsker at fremhæve undtagelserne. Jeg ønsker derimod at gøre det klart, at gennemførelsen af statsstøtten i overvejende grad modarbejder den frie konkurrence i et indre marked. Det indre marked er meget vigtigt i forbindelse med fremme af forbrugernes interesser. De skal have et stort udvalg af kvalitetsvarer, som kan konkurrere på prisen, og det er i sidste ende grunden til at presse på med det indre marked og dermed den frie konkurrence, fordi det er til gavn for alle borgere. For nu at vende mig mod den ottende oversigt: Selv om omfanget af statsstøtten generelt er faldet i den pågældende periode, kan dette faktisk tilskrives et fåtal af medlemsstaterne, og overordnet set er statsstøtten steget i ti medlemsstater. Jeg ved, at det bekymrer kommissæren, og det er i høj grad en bekymring, jeg deler. Jeg bifalder derfor kommissærens indikationer om, at han i juli næste år forventer fremskridt i forbindelse med resultattavlen for og registeret over statsstøtte. Det er meget vigtigt i forbindelse med behovet for gennemsigtighed. Jeg vil gerne høre hans syn på udvidelsesdrøftelserne i lyset af, at vi på den ene side skal sikre, at vi har en fælles ordning i alle staterne i Den Europæiske Union, og det på den anden side må være tilfældet, at en række ansøgerlande har særligt vanskeligt ved at tilpasse sig de nye åbne markedsforhold. Jeg vil også gerne påpege over for kommissær Monti, at det er vigtigt, at den næste oversigt indeholder en mere detaljeret vurdering af sektoren for finansielle tjenesteydelser. Jeg vil gerne lykønske ham med hans tale i Barcelona i september - og jeg er hans personale meget taknemmelig for, at de sendte mig en kopi af talen - som var helliget hans synspunkter om synergien mellem statsstøttekontrol og sektoren for finansielle tjenesteydelser. Men vi skal til sin tid se en del mere til den i rapporten om statsstøtte. Jeg ønsker også at få ændret udformningen af rapporten om statsstøtte for at sikre, at den kan tage den fremtidige udvikling i betragtning. I den periode, som denne rapport omhandler, blev der f.eks. ikke givet statsstøtte til kulsektoren i Det Forenede Kongerige, og dog ved vi alle, at den britiske regering er i færd med at foreslå betydelig støtte. Jeg vil i den forbindelse gerne sige, at jeg i høj grad mener, på lige fod med jern- og stålindustrien i store dele af Den Europæiske Union, at stålstøttereglerne, som ikke er planlagt til at løbe længere end 2002, skal forlænges, så alle virksomheder er klar over, under de nuværende vanskelige omstændigheder for jern- og stålindustrien, at der køres efter strenge regler i Den Europæiske Union, som ikke forskelsbehandler landene. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at anmode kommissæren om oplysninger vedrørende to sager i Det Forenede Kongerige, hvor Kommissionen på nuværende tidspunkt har iværksat handling - hvis det virkelig er tilfældet, at der er iværksat handling. Der er sagen med den universalbank, som den britiske regering har forslået skal hjælpe posthusene i Det Forenede Kongerige samt ordningerne for risikovillig kapital i regionerne i Det Forenede Kongerige. Det er min opfattelse, at han har udbedt sig oplysninger om dette. Det står ret klart, at en stor del af opmærksomheden i betænkningen har været rettet mod ikke blot fortiden, men også mod kommissær Montis forslag om den fremtidige reform af konkurrencepolitikken. Det er et spørgsmål, som til sin tid skal behandles af Parlamentet. Kommissær Monti er meget bevidst om de bekymringer, der deles af mange mennesker, som støtter hans reformforslag, men som føler, at der skal flere svar på bordet vedrørende "jurisdiktionsshopping", retssikkerhed, de nationale domstoles rolle, dialog mellem de nationale konkurrencemyndigheder og Kommissionen samt spørgsmål om bemanding i Kommissionen. Det er spørgsmål, som vi til sin tid skal drøfte, og som - hvilket glæder mig at kunne meddele Kommissionen - jeg er udnævnt til Parlamentets ordfører for.
Hr. formand, kære kolleger, i betragtning af denne overdådige taletid, som vi tillader os ved sådanne forhandlinger, vil jeg uden nogen store indledende bemærkninger henvende mig direkte til kommissær Monti. Hr. kommissær, De ved, at der i lang tid har været stor enighed om konkurrencespørgsmål her i Parlamentet. Dette har medført, at hele Parlamentet støtter Kommissionen i konkurrencepolitikken. Imidlertid spørger jeg mig selv, om ikke Kommissionen langsomt er ved at miste sit øjemål i forbindelse med enkelte afgørelser, eller om den ikke under dække af konkurrencen vil foregribe principielle afgørelser på ganske andre politiske områder. Jeg vil nævne et af flere eksempler, et eksempel, som for tiden diskuteres heftigt og ikke kun i min region. Det er afgørelsen om støtte eller ikke-støtte på stenkulsområdet. Jeg siger for at være på den sikre side, hr. kommissær, hvis De gør mig opmærksom på, at det jo er kommissær Palacios sagsmappe, at jeg henvender mig til den samlede Kommission. Jeg henviser til, at stenkulspørgsmålet er blevet bragt på tale både i konkurrencebetænkningen og i støttebetænkningen, som vi diskuterer i dag. Jeg forventer af Kommissionen, at den holder sig til sine aftaler. Jeg forventer, at den ikke misbruger domme fra Domstolen for at slippe ud af sådanne aftaler. Jeg gentager, hvad jeg allerede flere gange har sagt i sådanne forhandlinger: Konkurrence er ikke et mål i sig selv. Når man skal træffe en afgørelse af konkurrencepolitisk art, skal social-, struktur- og industripolitiske følger tages med i overvejelserne, og hvis man ikke gør det, så reduceres konkurrencepolitik til ren ideologi. Hvis man inddrager de aspekter, som jeg har nævnt, og hvis man betragter værditilvækstkæden i en topmoderne teknologi, så skal de støttegodkendelser, som vi venter på til stenkulsminedriften, gives omgående. Hvad jeg har sagt, gælder ikke kun på det energipolitiske område, men også på andre områder. Konkurrence er vigtig, men konkurrence er ikke alt! Hvad vi alt i alt har brug for, er ligevægt mellem konkurrenceregler og fokusering på almenvellet. Det skal gennemføres på alle områder. Hr. kommissær, jeg vil i tilslutning til det, jeg sagde i begyndelsen, sige, at støtten stadig er der. Men hvis De fortsætter ad denne vej, risikerer De at miste støtten fra ikke uvæsentlige dele af Parlamentet. Om det er godt for sagen i sin helhed, det vil jeg tillade mig at tvivle på.
Hr. formand, jeg skal tale om fru Riis-Jørgensens betænkning. Jeg vil begynde med at lykønske min kollega fru Riis-Jørgensen med en meget fin betænkning. En af de absolutte grundpiller i EU-samarbejdet er, at konkurrencen mellem forskellige virksomheder, forskellige produkter, forskellige lande og forskellige regioner fungerer godt, er retfærdig og rigtig og til gavn for forbrugerne. Lad mig begynde med et citat: "Mennesker i samme branche mødes sjældent til underholdning eller adspredelse, uden at deres samtaler slutter med en sammensværgelse mod almenheden eller med et påhit til at hæve priserne". Sådan sagde den økonomiske liberalismes fader Adam Smith i 1776. Nu er der bestemt sket en del i de godt 200 år, men de samme bestræbelser udfoldes i dag. Hvis det indre marked skal fungere, må vi have aktive institutioner, som overvåger konkurrencespørgsmål. Hvad det angår, fortjener kommissær Monti lovprisning. I punkt 16 i fru Riis-Jørgensens betænkning tales der om øget retssikkerhed ved ansøgninger om fusioner samt mere effektive og kortere frister ved indbringelse for domstole. Dette gælder frem for alt med tanke på, at Kommissionen spiller en dobbeltrolle ved behandling af fusionsansøgninger. Kommissionen både overvåger og anvender konkurrencebestemmelserne. Denne dobbeltrolle stiller særlige krav om åbenhed, indsigt og forudsigelighed. Det andet punkt, jeg gerne vil nævne, er punkt 18. Det er generelt, men har sit udgangspunkt i den planlagte fusion mellem lastbilproducenterne Volvo og Scania. Kommissionen modsatte sig som bekendt denne fusion, hvilket så førte til en omfattende debat om, hvordan konkurrencebestemmelser fungerer, og hvordan markedsandele skal beregnes og vurderes. Der er behov for en tydeligere definition og yderligere drøftelse på dette område. Så længe det indre marked ikke er gennemført, er det især store virksomheder i små medlemsstater, der kan miste konkurrenceevne i forhold til virksomheder i den øvrige verden. Hvordan skal store virksomheder med et stort hjemmemarked kunne gå sammen og konkurrere på et globalt marked, hvis EU's regler gør det umuligt? For mig at se, og jeg kommer fra et lille land, er det derfor godt, at udvalget vedtog de ændringsforslag, som jeg stillede i den henseende. Det er mit håb, at Kommissionen nu også er parat til at udvide drøftelserne og belyse konkurrencebestemmelserne yderligere ud fra disse forudsætninger.
Kommissær Monti, på de italienske radikales vegne vil jeg også gerne takke ordførerne for et godt stykke arbejde med de to betænkninger, som giver en smigrende vurdering af Deres virke og af Generaldirektoratet for Konkurrencepolitik. Jeg vil dog gerne benytte denne lejlighed til generelt at sætte spørgsmålstegn ved EU's konkurrencepolitik samt ved de europæiske markeders konkurrenceevne og deres grad af åbenhed. Ikke for at underkende, hvad der er opnået, men for at være fremsynet. Jeg mener, det er en gevaldig hæmsko for udviklingen af en reel, åben og konkurrencedygtig markedsøkonomi, at vi stadig har talrige og stærke offentlige virksomheder i sektorer, som formelt er åbnet for konkurrence eller er ved at blive det. Jeg kunne f.eks. nævne det offentlige monopol på supplerende arbejdsløshedsforsikring, men jeg vil for at holde mig til noget helt centralt begrænse mig til virksomheder, der opererer i sektorer for tjenester af almen interesse. I disse sektorer har markedet og konkurrencen efter min opfattelse trange kår, fordi staten på en gang er regulerende myndighed og operatør. Jeg ved godt, hr. kommissær - for jeg har haft lejlighed til at læse og høre Deres udtalelser desangående - at Deres svar på kritikken er, at traktatbestemmelserne er neutrale over for virksomhedernes offentlige eller private karakter. Men dette svar kan vi ikke lade os nøje med, når vi retter blikket mod en fremtid, hvor Europa bliver et marked med større konkurrence og åbenhed. Og jeg vil tillade mig at hævde, at en indgående analyse af nogle af de situationer, vi har allerede, viser, at der på basis af nugældende regler er grund til at gribe ind. I hele Europa ser vi en genlancering af en aggressiv statskapitalisme, som har ført til offentlige monopolers eller eksmonopolers opkøb af en stribe private virksomheder. Disse virksomheder er altså stadig helt på offentlige hænder, på statens hænder. Undskyldningen er velkendt, og den kommer prompte: Vi skal have den fulde værdi ud af vores virksomheder og deres aktiver før privatiseringen, som i mellemtiden kommer på stadig større afstand i stedet for at nærme sig. Og det er argumenter, som de forskellige skatteministre, der turer rundt i Europa, er meget lydhøre over for. Det drejer sig i hvert eneste tilfælde om offentlige virksomheder, hvis finansielle styrke ikke beror på en perfekt ledelse, men på tidligere og nuværende monopolstillinger. I mange tilfælde er det virksomheder, som helt eller delvis opererer med store monopolistiske lovbestemte reserver. Er det i disse tilfælde virkelig ikke muligt, hr. kommissær, at sammenligne med mere eller mindre skjult statsstøtte eller misbrug af dominerende stilling? Eller hvad med eksport af den dominerende stillings forvridende virkninger fra en sektor til en anden? Eller som det sidste tilfælde den stadig stærkere konsolidering af incumbent-stillinger, som vil gøre det vanskeligt for newcomers at få adgang til de forskellige markeder efter liberaliseringen? Lad mig tage nogle eksempler: Deutsche Post har for nylig opnået kontrol over DHL International og opererer under en monopolordning for forsendelser på indtil 200 gram - og generelt kunne man nævne, at de offentlige postvirksomheder går ind på andre virksomhedsområder. Så er der tilfældet EDF (Electricité de France), som har foretaget opkøb i England, Schweiz og Finland, samt France Telecom, som har købt Orange, eller for at holde sig til italienske forhold Enel, som har købt Infostrada, og stadig for Italiens vedkommende kunne vi nævne de forskellige kommunale virksomheder, som opfører sig på samme vis. Endelig, hr. kommissær, er der tilfældet med offentlig finansiering af det statslige fjernsyn under påskud af, at det er finansiering af public service, som er et begreb, der er godt på vej til at afgå ved en stille død. Jeg ved godt, at vi har Amsterdam-traktaten, men jeg er ikke overbevist om, at det værn, regeringerne har ønsket at sætte op mod forgængerens fortrinlige arbejde, kan bruges til at fritage disse virksomheder fra de europæiske konkurrenceregler.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, først en hjertelig tak for de betænkninger, som vi har diskuteret i dag, som jo ikke kun redegør for fortiden, men også tematiserer den aktuelle diskussion og inddrager Kommissionens planer. Konkurrence er, som vi allerede har hørt, ikke et mål i sig selv. Den skal tjene forbrugere, virksomheder og erhvervsområdet. Konkurrence er derfor altid et middel til at nå målet. Den er den nødvendige hjørnesten i vores ordenspolitiske model af den økosociale markedsøkonomi. Jeg betoner dette, fordi markedet ikke kan regulere alt, og der i overensstemmelse hermed heller ikke findes og ikke må findes konkurrence uden grænser. Vi har derfor brug for to ting: på den ene side - for gennemskuelighedens skyld - det offentlige register over alle de godkendte statsstøtteforanstaltninger, som influerer på konkurrencen, og på den anden side områder i vores daglige liv og handlemåder, som ikke 100% stilles under den europæiske konkurrencepolitiks formynderskab. Jeg nævner to eksempler, nemlig sportsområdet eller de talrige ngo'er i social- og sundhedssektoren. Den, der som vi siger ja til et fungerende indre marked, skal også overbevisende og modigt sige ja til den europæiske konkurrencepolitik. Derfor hilser vi moderniseringen af konkurrencepolitikken, som hele tiden holdes i gang og iværksættes med nye forslag, velkommen. Fællesskabets konkurrencepolitik har fået en ny europæisk og international dimension. I forbindelse med udvidelsesprocessen og globaliseringen spiller den en større og større rolle i de økonomiske forbindelser i og uden for Den Europæiske Union. Jeg glæder mig derfor over moderniseringen i Fællesskabet på den ene side og de nye udfoldelsesmuligheder for den europæiske konkurrencepolitik uden for unionsgrænserne på den anden side. Lad mig afslutningsvis sige følgende: Vi har brug for en mere præcis definition af det relevante marked, fordi markedet oftere og oftere ikke er det nationale marked. Vi har brug for, at borgeren inddrages mere i informationen om konkurrencepolitikken, så han erkender fordelene. Vi har også brug for en diskussion, en øget europæisk offentlig debat om de relevante forslag, fordi de ofte misforstås. Jeg mener - det siger jeg ikke henvendt til Kommissionen, men til borgeren - at anvendelsen af dem decentralt ikke må føre til renationalisering, men til europæisering. Uddelegeringen af ansvar må ikke føre til afgivelse af det primære ansvar! Og som det sidste vil jeg sige, at en styrkelse af borgerens eget ansvar ikke må skabe retsusikkerhed, men europæisk konkurrencepolitik skal også bestemme handel og vandel i hovederne uden for institutionerne. Hvad det angår, hr. kommissær, er der endnu meget at gøre!
Hr. formand, i dag er der ingen, og jeg vil heller ikke gøre det, der sætter spørgsmålstegn ved, at statsstøtte ændrer konkurrencevilkårene og er et skadegørende element, som tilskynder til ineffektivitet i virksomhederne. Det er korrekt, men hvis vi skal være helt ærlige, så må vi indrømme, at vi ofte i vores offentlige liv har forsvaret statsstøtte, når en virksomhed har haft brug herfor for at kunne etablere sig i f.eks. vores valgkreds eller for at undgå en lukning. Jeg kommer med denne indledning for at fremhæve det relative i nogle holdninger og minde om, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, når det drejer sig om at afgive en udtalelse fra Europa-Parlamentet om årsberetningen om statsstøtte, forsøger at gennemføre en ideologisk forhandling her i Parlamentet om statsstøtte, hvor man ønsker at gå længere end nogen anden og dæmonisere enhver form for støtte. Det skete sidste år i forbindelse med Jonckheers betænkning, og i år er det til trods for hr. Evans mere fleksible holdning blevet ved med at komme op, måske for at fremstille socialdemokraterne som gammeldags tilhængere af interventioner, der gør brug af så markedsskadelige mekanismer som statsstøtte. Jeg har allerede haft lejlighed til at give udtryk for, at statsstøtte er en omfordeling af offentlige midler til fordel for private virksomheder, og derfor bør vi socialdemokrater også være imod statsstøtte. Men man må ikke benægte det åbenlyse og minde om, at traktaten ikke forbyder enhver form for støtte, for der er nogle former, der er tilladt, og som tilstræber mål som social samhørighed, regional samhørighed, miljø osv. Og hvis det forholder sig sådan, og det gør det, hvorfor nægter Folkepartiet så at tillade de ændringsforslag, der omhandler dette spørgsmål. Det samme er tilfældet, når man i betænkningen, idet man lægger sig op ad Kommissionen, insisterer på, at statsstøtten til kulindustrien ikke har sikret fremtiden for industrien, men i samme punkt nægter at acceptere en sætning, ligeledes fra Kommissionen, der siger, at denne støtte har være nødvendig for at afbøde de sociale og regionale virkninger af omstruktureringen af sektoren. I sin nuværende udformning er det vanskeligt for os at være enige i en betænkning, der, selv om den ganske vist afspejler en del af sandheden, nægter at medtage den anden del af sandheden.
Hr. formand, hr. kommissær, vores kolleger Evans og Karas har i denne debat sat fokus på betydningen af statsstøtte og konkurrencepolitik. Vi skal fremover huske, at der med henblik på den indre konkurrence findes nationale støtteordninger, der er særdeles vigtige og værdifulde i lande med tyndt befolkede områder og store afstande. I denne forbindelse vil jeg navnlig påpege en ting, nemlig transportstøtte. Tænk f.eks. på mit hjemland, hvor der er store afstande. Nordpå er prisen på brændstof 0,2 euro højere end i det sydlige Finland. Ydermere er transport af råvarer, foderstoffer og lign. specielt vigtigt for den indre konkurrence og for fortsat statsstøtte. Den er meget betydningsfuld for den regionale økonomi og beskæftigelse, og jeg håber, at det i fremtiden gøres klart, at disse støtteordninger, de indre støtteordninger til regional udvikling og økonomi, hvor det centrale aspekt netop er transportstøtte, kan fortsætte.
Hr. formand, hr. kommissær Monti, kære kolleger, den europæiske åbne, konkurrencedygtige og koordinerede markedsøkonomi har brug for en effektiv konkurrencepolitik. Uden en godt forvaltet konkurrencepolitik kan hverken Den Europæiske Unions økonomi eller dens eksterne manifestation i form af euroen nogensinde opnå sit fulde potentiale. Kun en virksomhed, som uden statsstøtte er konkurrencedygtig på det indre marked, kan være konkurrencedygtig også på verdensmarkedet. Dog skal vi i forbindelse med udformningen af den europæiske konkurrencepolitik sørge for ikke at begrænse virksomhedernes muligheder for også at have succes på det mere omfattende, globale marked. Som fru Riis-Jørgensen helt rigtigt påpeger i sin betænkning og i sit indlæg, er der specielt for de små medlemsstater en risiko, at der ved bestemmelsen af den dominerende markedsposition anvendes en for afgrænset opfattelse af markedet, hvilket gør det sværere for virksomhederne i de små medlemsstater at vokse til tilstrækkelig store aktører med i den globale konkurrence. En dominerende markedsposition udgør jo desuden ikke noget problem, hvis der ikke er beviser for, at denne position misbruges. Det er først, hvis en dominerende markedsposition fører til en ufordelagtig situation for forbrugere og konkurrenter, at der skal gribes ind med stramme foranstaltninger som dem, hr. Monti, har foretaget. Som fru Riis-Jørgensen har konstateret i betænkningens punkt 15, skal vi fokusere på de skader, som begrænsende foranstaltninger medfører for konkurrencen, og ikke så meget på, hvordan disse økonomiske aktører agerer. Der skal lægges specielt mærke til de små og mellemstore virksomheders situation. Lidt statsstøtte kan for en virksomhed i SMV-sektoren være mere skadelig, end man tror, hvis markedet er lille. Det er derfor godt, at også dette aspekt er fremhævet i Riis-Jørgensens betænkning. Hr. Evans takker i sin betænkning Dem, hr. Monti, for, at De med hård hånd har grebet ind over for statsstøttepolitikken. Omfangsrig statsstøtte udgør stadig et problem for mange sektorer. Selv om statsstøtten betragtet på længere sigt umiddelbart kan virke som en god løsning, har statsstøtten meget sjældent varige positive virkninger. Jeg vil dog ikke fordømme al statsstøtte. Der findes også nødvendig statsstøtte, der er på linje med de grundlæggende aftaler. På længere sigt skal statsstøtten imidlertid reduceres. Statsstøtte kan føre til udskydelse af nødvendige strukturændringer og forvridning af konkurrencen, og den animerer til ueffektivitet. På sin vis opretholder statsstøtten Potemkins kulisser, der på et eller andet tidspunkt styrter ned, hvorved det er den enkelte forbruger og skatteyder, der betaler.
Hr. formand, kære kolleger, jeg vil først sige, at jeg er dybt uenig i det alt for liberale, nærmest ultraliberale indhold i vores kollega Evans' betænkning. Således at høre ham benægte, at det faktum, at statsstøtten er blevet mindre i perioden 1994-1998, uanset Kommissionen selv indrømmer denne formindskelse, var allerede i sig selv en sælsom oplevelse. Men mere alvorligt var det at se ham insistere næsten som besat på statsstøttens undtagelsesmæssige karakter, mens traktaten selv opererer med denne støtte, når det drejer sig om at nå målsætninger, som traktaterne selv har opstillet, såsom miljøet eller social samhørighed, og mens Kommissionen selv medgiver, at visse politikker ikke kan holdes oppe udelukkende ved hjælp af markedskræfterne, det er grunde nok for mig til ikke at støtte betænkningen, som den ser ud nu. Og selv om jeg kan tilslutte mig kravene om øget gennemsigtighed i statsstøtten og om oplysning til Parlamentet om, hvad der videre sker med den hjælp, Kommissionen har godkendt, så bliver jeg ved med at plædere for opretholdelsen af statsstøtte til at udvikle den sociale samhørighed, forskningen, innovationen og miljøbeskyttelsen, til at bøde på markedets lakuner, til at promovere europæisk konkurrenceevne over for udlandet, til at imødegå svigagtige manøvrer fra konkurrerende landes side, som det er tilfældet med Korea inden for skibsbyggeri. Jeg tilføjer, at kontrollen med statsstøtten skal ske under streng overholdelse af traktaternes bestemmelser og ikke som funktion af den dominerende liberale ideologi. Mellem en absolut stat, som ingen længere vil vide af, og slet ikke mere stat, som ikke er andet end en moderne udgave af den stærkestes lov, kræver det, som mange kalder den europæiske sociale model, at vi permanent er på jagt efter ligevægt mellem det, der kan styres af markedet, og det, som den offentlige magt skylder sig selv at regulere.
Hr. formand, kære kolleger, i denne uge vil vi også diskutere Montfort-betænkningen, som Parlamentet vil bruge til fremme af iværksætterånden. Derfor er det særligt passende at udtale sig om tre ting i denne forhandling. For det første den omstændighed, at der i mellemtiden er formuleret et europæisk charter om grundlæggende rettigheder, hvis artikel 16 regulerer friheden til at oprette og drive egen virksomhed. Denne ret kræver naturligvis en streng konkurrenceret, for kun det garanterer fair konkurrence. Det beskytter forbrugerne og investorerne. For det andet bør den yderst interessante bog af Karel van Miert omtales, hvor man kan læse, med hvilke midler erhvervsdrivende undertrykker andre erhvervsdrivende. Jeg lykønsker derfor for det tredje Kommissionen og alle Kommissionens medarbejdere med deres konkurrenceretlige handlinger og afgørelser, tidligere under Karel van Miert og nu under Deres ledelse, professor Monti. I denne forbindelse har De gennemarbejdet en meddelelse om tjenesteydelser af almen interesse og beskrevet retsstillingen endnu en gang. Denne meddelelse indeholder tre rigtige budskaber. For det første har medlemsstaterne ret til at definere alt, hvad der hører under begrebet. For det andet har medlemsstaterne ret til at give midler til det, hvis sådanne ydelser ellers ikke vil kunne opretholdes. Og for det tredje - og det hører med til denne forhandling - kan der naturligvis ikke være områder, som ikke er omfattet af konkurrenceretten. Således skal faren for en renationalisering også forstås. Den kan ikke ophæve fællesskabsrettens almengyldighed. Derfor er de artikler i beslutningsforslagene, som henviser til dette, særlig værdifulde, inklusive den nødvendige gennemskuelighed. Hr. professor Monti, i denne forbindelse vil jeg komme med en idé: Understreg, at den starthjælp, som, f.eks. inden for vedvarende energi, for tiden håndhæves ret forskelligt i medlemsstaterne, nyder den berettigede forventnings beskyttelse, i hvert fald mens den eksisterer, også i tilfælde af, at den samlede Union i mellemtiden - hvad jeg håber - kommer på bedre støtteforanstaltninger end hidtil.
, rådgivende ordfører for Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked. (ES) Hr. formand, først vil jeg gerne undskylde, at jeg kommer for sent. Dernæst vil jeg gerne bifalde indsatsen hos fru Riis-Jørgensen, som jeg har haft et fremragende og konstruktivt samarbejde med. Og hr. formand, selv om min udtalelse omhandler Kommissionens 29. beretning om konkurrencepolitikken, kan vi naturligvis ikke i dag undlade at se på fortiden, men kun for at lære heraf med henblik på fremtiden. Det er blevet sagt - og jeg vil kun nævne det, der allerede er blevet sagt her - at konkurrence i dag er det store ord i vores samfund, den store ledetråd for udviklingen i vores samfund, ikke mindst vores europæiske samfund. I et hurtigt rids ser vi, at industrien kommer ind under kompetenceområdet fra og med Rom-traktaten, at denne kompetence også når til tjenesteydelserne fra og med det indre marked, at den med euroen er nået til de finansielle tjenesteydelser, at den nu - tilskyndet af den internationale konkurrence og de nye teknologier - allerede er ved at brede sig til den store telekommunikationssektor, og endelig at selv suverænitetsområderne, selvbestemmelsens sande skanser, statens suveræne aktiviteter kommer ind under denne kompetence. Vi skal altså, hr. formand, da staterne går fra at være producerende til at være regulerende, være opmærksomme på, at Kommissionens politik nødvendigvis må ændre sig, og i denne forbindelse indskriver denne betænkning sig i denne vigtige udvikling. Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked har i sin udtalelse ikke gjort andet end at fremhæve noget, der er blevet sagt og gentaget: Vi har brug for klare regler, for det er den eneste måde, vi kan kende spillereglerne på. Man kan ikke overlade det hele til markedet uden nogen form for regulering. Klare regler, som skal være - og det understreger jeg - på tilstrækkeligt niveau eller af tilstrækkelig rang. Det er under alle omstændigheder ikke nok med fortolkninger eller fortolkende meddelelser. Og naturligvis, at Kommissionens politik, som Udvalget om Retlige Anliggender og Det Indre Marked hilser velkommen og støtter, ikke under denne decentraliseringsproces bliver til skade for de små og mellemstore virksomheden, til skade for borgerne. Jeg afslutter med en sætning af retsfilosoffen John Rawls: "las desigualdades siempre se justifican cuando incrementan el nivel del sistema y apoyan a los más débiles sin afectar a los derechos fundamentales." (Ulighederne kan altid retfærdiggøres, når de hæver systemets niveau og støtter de svageste uden at påvirke de grundlæggende rettigheder). Hr. kommissær, at finde ud af, hvor langt dette går inden for det almene tjenesteudbud, inden for den offentlige service, er den store udfordring for Kommissionen.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål og Parlamentet generelt for den store interesse, der endnu en gang er vist for konkurrencespørgsmålene. Jeg takker oprigtigt fru Riis-Jørgensen for hendes værdifulde bidrag som ordfører om den 29. beretning om konkurrencepolitikken. Jeg takker også oprigtigt hr. Evans for den glimrende betænkning om bestemmelser om statsstøtte til jern- og stålindustrien og om den ottende oversigt over statsstøtte i Den Europæiske Union. De tre betænkninger har præcis og væsentlig betydning i forbindelse med den indsats, Kommissionen har gjort for at gøre sin konkurrencepolitik mere gennemsigtig og for at forklare borgerne sine tiltag. Med hensyn til at forklare konkurrencepolitikken må jeg sige, at jeg er meget glad for, at de to første Europæiske Konkurrencedage blev en succes, da de blev afholdt i år, henholdsvis i Lissabon den 9. juni og i Paris den 17. oktober. Det er en idé, der er opstået her i Parlamentet og bragt ud i livet af Parlamentet og Kommissionen. Jeg tror, at vi sammen er på vej til at forklare politikken bedre for borgerne. Jeg vil gerne understrege, at jeg er helt enig i mange af de ting, jeg har hørt her, og de punkter, der er indeholdt i beslutningerne. I den tid, jeg har til rådighed, hr. formand, vil jeg gerne komme ind på følgende tre punkter: modernisering af Fællesskabets konkurrenceret, aktiviteter i 1999 vedrørende anvendelse af konkurrencereglerne samt spørgsmålet om statsstøtte. For så vidt angår moderniseringen vil jeg uden at overskride min taletid forsøge at tage nogle af de yderst interessante spørgsmål op, som er stillet. Årsberetningen om konkurrencepolitikken betoner, at der er brug for en modernisering af Fællesskabets konkurrencelovgivning og fortolkning på områderne koncentrationer og statsstøtte. Jeg skal ikke gå i detaljer med reformforslagene, hvoraf nogle er blevet færdige for ganske nylig og andre stadig er under udarbejdelse, for de har været eller vil blive gjort til genstand for specifikke høringer af Parlamentet i en konstruktiv dialog, som jeg værdsætter højt. Hvad statsstøtten angår, anser jeg ikrafttrædelsen af procedureforordningen i 1999 for at være et vigtigt resultat. Den øger gennemsigtigheden og fastsætter tidsfrister for vedtagelse af afgørelser vedrørende statsstøtte. For så vidt angår koncentrationer, har Kommissionen den 27. september vedtaget et forslag til forordning. Ved udarbejdelsen af dette forslag er der taget højde for mange af de bemærkninger, Parlamentet fremsatte under høringen om hvidbogen. De betænkeligheder, Parlamentet gav udtryk for vedrørende renationalisering og retssikkerhed har fået særlig opmærksomhed. Jeg vil derfor gerne forsikre fru Palacio og hr. Karas samt de andre medlemmer, der har omtalt disse punkter, om, at forordningen i stort omfang tager højde for deres betænkeligheder. Jeg afventer nu, at vi går til anden fase af dialogen mellem vores to institutioner om disse lovgivningsforslag i forvisning om, at den vil blive lige så konstruktiv som den første. Som bekendt organiserer Kommissionen og Parlamentet sammen en konference om denne reform den 9.-10. november i Freiburg, og det er for første gang en konference, som er foreslået i Deres beslutning om hvidbogen. Mit andet punkt er anvendelsen af konkurrencereglerne i 1999. Det år var der et stort antal sager, som lagde beslag på betydelige ressourcer, og som mundede ud i formelle afgørelser. Jeg påskønner bl.a. Deres opfordring til at stille flere menneskelige ressourcer til rådighed. Kommissionen har fastholdt sin linje med at skride beslutsomt ind, specielt over for karteller og misbrug af dominerende stilling. Ligesom under omtalen af koncentrationer vil jeg af tidshensyn undlade at omtale de væsentligste indgreb, som ellers har været talrige, fordi jeg foretrækker at svare på nogle af de specifikke spørgsmål. Det tredje punkt er statsstøtte. Også når det gælder den ottende oversigt bemærker jeg med tilfredshed den støtte, som Parlamentet fortsat yder os. Jeg værdsætter Parlamentets forslag vedrørende den fremtidige udvikling af midler til information, som ud over oversigten kommer til at omfatte registret og resultattavlen. Jeg skal sige til hr. Evans og de andre medlemmer, der har talt om dette emne, at jeg kan bekræfte, at vi kan forelægge første udgave af henholdsvis registret og resultattavlen - også fru Riis-Jørgensen støtter denne idé - inden juni 2001, og jeg tror, gennemsigtigheden er et vigtigt supplerende redskab for anvendelsen af de juridiske midler til kontrol af statsstøtte. Hr. formand, jeg vil nu komme ind på i hvert fald nogle af de specifikke punkter, som er rejst. Flere medlemmer - fru Riis-Jørgensen, hr. Schmidt, hr. Blokland og fru Kauppi - har nævnt problemet med store virksomheder i små lande. Kan vi ikke opbløde definitionen på det relevante marked i forbindelse med fusioner? Hvis det relevante marked, på basis af analysen, har et nationalt omfang, er De nødt til at indse, at det, De foreslår, er det samme som diskrimination mod forbrugerne og kunderne på de nationale markeder. Vi skal samarbejde om gradvis at skabe et indre marked, som ligger ud over det nationale marked. Ellers gør vi konkurrencen og forbrugerne en bjørnetjeneste. I forbindelse med sagen om Volvo-Scania, som jeg er sikker på ligger til grund for mange taleres bemærkninger, vil jeg gerne tilføje, at begge virksomheder har kunnet nå frem til løsninger, som gør deres yderligere internationale vækst forenelig med beskyttelsen af konkurrencens og forbrugernes interesser på de pågældende markeder. Bør vi indføre et panel af uafhængige eksperter, som skal vurdere fusioner? Tilflugten til ekspertise udefra kan være nyttig og finder allerede sted i en række tilfælde. Men Kommissionen bør ikke og vil ikke give sit endelige beslutningsansvar fra sig til et eksternt organ. Ansvaret er vores. Det kan til tider være ubehageligt, men det er vores. Hvad angår problemet med den tjenestemand i Generaldirektoratet for Konkurrence, som har taget sin afsked, har jeg allerede udtrykt min beklagelse. Jeg tillægger retten til kontradiktion, procedurernes gennemskuelighed, herunder høringskonsulentens øgede rolle, stor betydning og overvejer dette i lyset af adskillige bidrag, herunder gode idéer fra den pågældende tjenestemand, før han tog sin afsked. Med hensyn til Korea er hr. Lamy, som kommer i løbet af ugen, bedre i stand til at føre Dem ajour med den seneste udvikling. Jeg kan kun informere Dem om min overbevisning om, at en forlængelse af statsstøtten til skibsværfter ikke er en hensigtsmæssig reaktion på en situation, som kræver en anden type intervention. Hr. Evans, jeg deler i høj grad Deres bekymring vedrørende statsstøtte til finansielle tjenesteydelser. Vi tager fast hånd om det punkt. Hr. Rapkay, det har haft uhyre stor betydning for Kommissionen at have Europa-Parlamentets støtte i forbindelse med fremme af Kommissionens konkurrencepolitik, og jeg mener ikke, at den støtte er ved at forsvinde. Når vi ser på de beslutningsforslag, der drøftes i dag, opfatter jeg Kommissionens politik som værende meget i tråd med en energisk gennemførelse af de beslutningsforslag. Især hvad angår statsstøtte, må opfattelsen ikke være, at Kommissionen tror på en ren og ultraliberal politik. Statsstøtte har sin berettigelse, men det er en kendsgerning, at den konkrete tilkendegivelse af statsstøtte i mange tilfælde ligger et godt stykke ud over det, der tillades ved traktaten og retningslinjerne. Men tro mig, jeg betragter i høj grad konkurrencepolitikken som et værktøj i en social markedsøkonomi. Jo stærkere gennemførelse af konkurrence, jo bedre har markedet tendens til at være. Der er absolut plads til sociale aspekter, forudsat at de ikke sammenblandes med markedets funktion på en ugennemskuelig måde. Hr. Della Vedova, de offentlige virksomheder giver konkurrenceproblemer, og selv om det er sandt, at traktaten kræver neutralitet over for privat henholdsvis offentlig ejendom, hvilket jeg naturligvis må bekræfte, er det muligt at skride ind over for konkurrenceforvridning. Redskaberne er dem, De selv nævnte, nemlig midler til kontrol af statsstøtte og misbrug af dominerende stilling. De nævnte Deutsche Post. Jeg kan eksempelvis nævne, at Kommissionen har indledt sager mod Deutsche Post på begge disse områder, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen ikke fortolker protokollen til Amsterdam-traktaten om offentlig radio og fjernsyn således, at den skaber et forbehold, som skulle forhindre behørig kontrol med statsstøtten også på dette område. Desangående, og mere generelt vedrørende statsstøtte, henviser jeg til meddelelse vedtaget af Kommissionen den 20. september om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Hr. formand, jeg er vist kommet til at overskride min taletid. Jeg undskylder over for dem, hvis spørgsmål jeg ikke har nået at besvare. Jeg vil dog gerne afslutte med en sætning fra Retsudvalgets betænkning, fru Palacio. I betænkningen står: (EN) "Alt for ofte fremstilles Kommissionens afgørelser på konkurrenceområdet i pressen som et nederlag for de nationale interesser i stedet for som en sejr for det indre marked og forbrugeren." Vi agter at vinde flere af disse sejre og blive bedre og bedre til at forklare dem for de europæiske forbrugere og borgere. Naturligvis spiller Parlamentet en meget vigtig rolle i den henseende.
Hr. formand, jeg vil kun sige en enkelt præciserende sætning til kommissæren. Jeg vil ikke tillade mig at tale på hele Parlamentets vegne, og slet ikke før vi har stemt om det. Jeg vil kun understrege, at jeg taler på den næststørste gruppes vegne og har givet udtryk for en bekymring, som virkelig er reel i gruppen, og hvis De har lyttet til hr. Caudron, vil De bemærke, at det ikke kun er min egen, men også en anden kollegas bekymring. Jeg har altså kun talt for min gruppe, ikke for hele Parlamentet.
Forhandlingen under ét er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0277/2000) af Sartori for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om beretning fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet om undersøgelse af enhedsmekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (KOM(1999) 628 - C5-0307/2000 - 2000/0807 (CNS)).
Hr. formand, kære kolleger, på vegne af Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål forelægger jeg i dag for Parlamentet et forslag til beslutning om Kommissionens beretning om enhedsmekanismen for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne. Den nuværende støtteordning er baseret på Ministerrådets forordning 1969/88. Denne mekanisme kan udløses enten efter anmodning fra en medlemsstat eller i henhold til artikel 119 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Bestemmelsen vil fortsat finde anvendelse i ØMU'ens tredje fase på medlemsstater med dispensation, i øjeblikket Danmark, Det Forenede Kongerige og Sverige. Forordningen og det foreliggende forslag til forordning har samlet to mekanismer - finansiel bistand på mellemlangt sigt og mekanisme for fællesskabslån til støtte for medlemsstaternes betalingsbalance på mellemlangt sigt - i en enhedsmekanisme for mellemfristet støtte. I det foreliggende forslag nedsættes mekanismens støtteloft. Da der for nærværende kun er tre lande, som kan modtage støtte, kan det med rimelighed antages, at det hidtil gældende loft på 16 milliarder euro kan tilpasses. Samtidig viser erfaringen, at det ikke bør sænkes for kraftigt. Da mekanismen sidste gang blev brugt i 1993, blev der ydet et lån på 8 milliarder euro. Så selv om de pågældende stater har opnået bedre konvergens og således nedsat sandsynligheden for, at mekanismen skal bruges, bør der tages højde for et eventuelt samtidigt behov i flere lande, hvilket kræver tilstrækkelige ressourcer. Derfor foreslås det, at loftet kun sænkes fra 16 milliarder euro til 12 milliarder. I det af mig forelagte beslutningsforslag foreslås desuden at undersøge muligheden for at oprette en særlig mekanisme til betalingsbalancestøtte i ansøgerlandene. Det er selvsagt et fremtidsrettet forslag, som ikke afspejler et aktuelt behov, men det er en tanke, som jeg i hvert fald mener bør undersøges, for at vi kan være beredt, hvis sådanne problemer senere skulle opstå.
Hr. formand, jeg takker fru Sartori for hendes betænkning, som vi er meget glade for. Sigtet med Kommissionens beretning er at fremlægge et grundlag for en undersøgelse af enhedsmekanismen for mellemfristet støtte med henblik på en eventuel ændring af ordningen. Finansieringsmekanismen er baseret på artikel 119 i EF-traktaten, som i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union kun vil finde anvendelse på de medlemsstater, som ikke deltager i den fælles valuta. Den sidste undersøgelse fandt sted i oktober 1997 på grundlag af en beretning fra Kommissionen. Ved den lejlighed godkendte Rådet Kommissionens holdning, ifølge hvilken mekanismen skulle bevares, og besluttede, at en ny undersøgelse efter samme procedure ville være nødvendig i forbindelse med de ændringer, der er forbundet med overgangen til tredje fase. Kommissionen skal derfor forelægge en beretning for Rådet, som på det grundlag kan foretage en ny gennemgang af mekanismen. Beretningen indeholder tre hovedhenstillinger. Den første henstilling er, at enhedsmekanismen bør bibeholdes som redskab til iværksættelse af artikel 119 i traktaten, som fortsat vil finde anvendelse på de medlemsstater, som ikke er med i euroområdet. Så længe de ikke deltager i den fælles valuta, kan disse medlemsstater - ligesom alle de nye medlemmer af Fællesskabet - få betalingsbalanceproblemer og derfor ønske at bruge den pågældende mekanisme. I betragtning af det nuværende niveau for økonomisk, finansiel og monetær integration er sandsynligheden for, at en medlemsstat får betalingsbalanceproblemer, ekstremt lav ud fra et institutionelt synspunkt. Ikke desto mindre bør mekanismen fortsat være i kraft. Den anden henstilling er, at muligheden for at udnytte kredit fra andre medlemsstater til finansiering af de lån, som ydes under mekanismen, bør afskaffes, eftersom den af forskellige grunde aldrig er blevet udnyttet. Fremover bør optagelse af lån på kapitalmarkedet være den eneste mulighed. Den tredje og sidste henstilling følger af, at antallet af medlemsstater, som kan anmode om denne form for støtte, nedsættes i forhold til i dag, samt at der skal være mulighed for at dække det potentielle behov hos nye medlemsstater. Derfor nedsættes loftet for mekanismens interventionsbeløb fra 16 milliarder euro til 12 milliarder. Det Økonomiske og Finansielle Udvalg har udarbejdet en udtalelse, som det har tilstillet formandskabet den 14. juli 2000. Udvalget finder, at konklusionerne af den analyse af enhedsmekanismen, som Kommissionen har udført, er på linje med dets egne holdninger.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0195/2000) af Klaß for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 68/193/EØF om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin (KOM(2000) 59 - C5-0090/2000 - 200/0036(CNS)).
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, jeg takker for, at vi i dag alligevel kan diskutere forslaget til et direktiv fra Rådet om ændring af Rådets direktiv 68/193/EØF af 9. april 1968 om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin, og jeg håber også på en positiv afstemning i morgen. Hvad angår areal, produktion og forbrug er europæisk vindyrkning førende på verdensplan. I flere medlemsstater udgør vindyrkningen en særlig og betydelig del af den samlede landbrugsproduktion, og i mange regioner er denne sektor den eneste og afgørende indkomstkilde på landbrugsområdet. Vindyrkning finder ofte sted i områder, hvor andre former for landbrug ville være vanskelig eller umulig. Vindyrkning er en yderst mangesidet sektor, som er præget af årelang tradition og gamle kulturer. Vinplantematerialet er grundlaget for en optimal drue- og vinproduktion, hvad angår kvalitet, bonitet og mængde, og det fastlægger disse faktorer for et tidsrum af 25-40 år. Vinplantematerialet er derfor af stor betydning, og det er essentielt, at der garanteres optimal pålidelighed med hensyn til kvalitet og sortsrenhed. Handlen med vegetativt formeringsmateriale af vin har hidtil været reguleret af direktiv 68/193/EØF fra 1968. Dette direktiv indeholder en række bestemmelser, som gør det muligt for medlemsstaterne ensidigt at afvige fra nogle standarder, og direktivet er også hidtil blevet ændret flere gange. Jeg glæder mig over Kommissionens ændringsforslag, som har samlet de nødvendige ændringer overskueligt i en rapport og samtidig inddrager nye ændringer, som kommer til på grund af ny udvikling og viden. Dertil hører nye arter af formeringsmateriale af vin, som er blevet produceret af grønne skud eller ved in-vitro-formering. Den tilstræbte konsolidering af det indre marked er meget glædelig. Det er mere end rimeligt at ændre eller ophæve de gamle og forældede bestemmelser for på den måde at fjerne bestående eller potentielle handelshindringer. Jeg synes også, at vinavleren fra Frankrig skal kunne avle vin til det tyske eller det italienske marked og vice versa. De særlige karakteristika ved vindyrkning og videreudviklingen af denne, især på det tekniske og videnskabelige område, gør fastlæggelsen af detaljerede tekniske bestemmelser absolut nødvendig. Disse bidrager til sikring af forløbet på det indre marked og forbedrer markedsføringsperspektiverne og beskytter samtidig forbrugernes og producenternes legitime interesser. Således skal Kommissionen på grundlag af meddelelserne fra medlemsstaterne offentliggøre et fælles katalog over sorter. Dette gør handlen mere sikker for de europæiske vindyrkere. Mange ændringsforslag indeholder en bedre begrebsdefinition såsom medtagelsen af genotypen. Følgepapirer og kontroller er vigtige, og Kommissionen skal sikre, at der over hele Europa kun kræves et fælles dokument til hvert parti. Værdifuldt og sundt vinplantemateriale spiller i dag en stadig større og vigtigere rolle. Betænkningen har i de sidste uger fået særlig sprængfarlighed. Kommissionen foreslår nemlig at skabe et retsgrundlag under hensyntagen til genetisk modificerede sorter. Kommissionens forslag refererer til Rådets direktiv 90/220/EØF, som i sin egenskab af horisontalt direktiv skal fastsætte bestemmelser for alt genetisk modificeret materiale. Vi har skabt samme reference på området skovbrugs- og plantemateriale. At direktiv 90/220/EØF endnu er genstand for en forligsprocedure, burde ikke hindre os i at handle med vinstokkene som med skovbrugs- og plantematerialet. Alle de ændringer, som nu indbringes i forligsproceduren for direktiv 90/220/EØF, gælder så senere også for vinstokkene. Der er i øjeblikket ikke noget genetisk modificeret vinplantemateriale på markedet, om end der forskes. Om en godkendelse af genetisk modificerede vinstokke imødekommes i fremtiden, eller om vinproducenterne og vinindustrien afviser dette, er ikke en del af direktivet i dag. Det vil sikkert skulle diskuteres vidt og bredt andetsteds. Direktivet af i dag sikrer, at traditionelle vinsorter, som er karakteristiske for vindyrkningen i regionerne, bevares og sikres. Den traditionelle vindyrkning er vores styrke i Den Europæiske Union, og det gælder om at støtte den. Jeg beder derfor om, at betænkningen i den foreliggende affattelse godkendes af Europa-Parlamentet, og at det indre marked således også kan udnyttes på området vinplantemateriale.
Hr. formand, hr. kommissær, kære venner, når vi har ønsket at udsætte denne betænkning, er det, fordi vi lægger vægt på, at der er sammenhæng i Parlamentets arbejde, så vi kan opnå indflydelse på de europæiske politikker. For øjeblikket er revisionen af GMO-direktivet 90/220/EØF midt i en forligsprocedure. Det ville give god mening at afvente udfaldet af denne procedure, før man indføjede henvisninger til genmanipulerede organismer i vores direktiver og forordninger. Det er grunden til, at Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerbeskyttelse enstemmigt har stemt for at trække henvisninger til genmanipulerede organismer ud af denne betænkning. Og man skal ikke komme og fortælle os, at vi er galt afmarcheret, og at denne revision ikke har konsekvenser for genmanipulerede organismer, for en sådan forordning findes allerede for skovene. For øjeblikket drikker vi vin, men vi ernærer os ikke endnu af træet fra vores skove. I modsætning til, hvad Kommissionen og Landbrugsudvalget vil have os til at tro, indfører denne revision på fordækt vis og uigenkaldeligt vinstiklinger, der er genetisk manipuleret. Dette betyder på klart sprog, at Europa-Parlamentet indirekte ville give grønt lys for forsøg med genmanipulerede organismer i formeringen eller forbedringen af vinstiklinger. Hvorfor et sådant hastværk? Hverken vinbønderne eller vinopkøberne eller ejerne af vinmarkerne beder om det. Nogle af dem udsendte den 5. juli Beaune-appellen, hvori de giver udtryk for deres store bekymring ved udsigten til, at der skal indføres genmanipulerede organismer i deres erhverv. Sammenslutningen af producenter af vine af garanteret ægte oprindelse svarer os: Vi støtter Miljøudvalgets holdning, for den indebærer en garanti for, at den europæiske forordning ikke vil åbne mulighed for at indføre procedurer, der tillader salg af genetisk manipuleret formeringsmateriale af vin, som i givet fald ville kunne lave skår i vinavlens image. Hvem vil have fordel af denne ændrede forordning omfattende genmanipulerede organismer? Spørgsmålet - og svaret, naturligvis - bør komme fra Kommissionen. Den kommer også til at fortælle os, om den regner med at blive ved med at forberede os på, at der vil komme genmanipulerede organismer på vores tallerkener, og nu også i vores glas, og det ulykkeligvis med det franske formandskabs medvirken og totalt ude af trit med de europæiske forbrugere.
Det foregående direktiv har bevist sin relevans og sin effektivitet ved først at åbne op for en normalisering af produkterne og at skabe en væsentlig udvikling af handlen internt i EU med træ og stiklinger af vinplanter i løbet af de sidste år. I dag er det nødvendigt at revidere det i lyset af den udvikling, der har fundet sted i de fytosanitære regelsæt og i lyset af de videnskabelige og tekniske fremskridt, som især er sket inden for in vitro-formering. Det udkast, Kommissionen har fremlagt for os, som ændret af Europa-Parlamentets Landbrugsudvalg, foreslår interessante fremstød, hvoraf jeg vil nævne de vigtigste her. Det foreliggende udkast fjerner således enhver mulighed for De 15 for ensidigt at fravige direktivets bestemmelser. Denne bestemmelse, der ikke var forudset i direktivets oprindelige version, er ønskværdig, for den vil gøre det muligt at undgå handelshindringer og lette cirkulationen af formeringsmateriale internt i Unionen. Materialer fremstillet gennem in vitro-formeringsteknikker, som i dag foregår under god kontrol, var naturligvis heller ikke omtalt i direktivet fra 1968. Den nye tekst indføjer bestemmelser, der anerkender særlige egenskaber. Hvis det er attraktivt for brugeren at lede efter et sanitært set mere potent formeringsmateriale, er det vigtigt, at denne indstilling ikke udgør en hindring for handlen. Også det ændringsforslag, der sigter på at garantere fri markedsføring overalt i Unionen af materialer, der opfylder direktivets minimumskrav, fortjener tilslutning uden forbehold. Endelig skal man, for så vidt angår de nye bestemmelser for genetisk modificerede stammer, sørge for, at de til punkt og prikke er i overensstemmelse med og forenelige med de tekster, der allerede findes på området, eller som er til diskussion. I det omfang dette regelsæt stadig kræver at blive færdiggjort og præciseret, vil det være at foretrække at slette de bestemmelser fra direktivudkastet, som henviser til dette punkt. Man kan mene, at de nye eller ajourførte bestemmelser i det foreslåede direktiv på tilfredsstillende vis lever op til forventningerne hos fagfolkene i sektoren for vinplanteskoler og vinavl, og at de burde bidrage til en forbedring af kvaliteten i det materiale, der udbydes, og lette de dertil bemyndigede institutioners kontrol med cirkulationen af træ og vinstiklinger. Reglerne, der foreslås, er desuden til gavn for fremstillingen af et diversificeret vegetativt materiale, og de tilbyder de bedste sanitære garantier, hvilket er helt afgørende, for en effektiv støtte til den omlægning af EU's vindistrikter, som er et kardinalpunkt i den nye markedsordning for vin.
Hr. formand, kære kolleger, et nyt direktiv med en ændring af vilkårene for handel med formeringsmateriale af vin på EU's territorium er efterhånden stærkt påkrævet. De for området gældende grundregler går helt tilbage til 1968, men i mellemtiden er der sket store fremskridt inden for sektoren. Der er udviklet nye materialer, ofte på naturlig vis, men også ved genetisk modifikation. Der er derfor et presserende behov for nye regler, som anerkender disse nye muligheder for de europæiske vindyrkere, og som samtidig beskytter de traditionelle druesorter. Jeg mener, Klaß-betænkningen bør vedtages, især i lyset af de ekstra garantier, der er indsat med ændringsforslagene, bl.a. det fra Landbrugsudvalget, som præciserer henvisningen til direktiv 220/90/EØF i dets endelige form efter den igangværende revision vedrørende GMO. Et andet ændringsforslag, stillet af undertegnede og hr. Garot, indskærper forsigtighedsprincippet og kræver beskyttelse af de traditionelle druesorter, som ellers risikerer at tabe terræn over for de nyudviklede. Jeg mener endvidere, at når man med forsigtighedsprincippet for øje nævner muligheden for genetisk modifikation, indebærer det f.eks. en nedsættelse af den intensive brug af plantebeskyttelsesmidler. Ændringsforslagene fra fru Auroi og fra Landbrugsudvalgets formand, hr. Graefe zu Baringdorf, går også i retning af større forsigtighed i form af en yderligere garanti i forbindelse med forsøg. Det er derfor min opfattelse, at fru Klaß' betænkning peger i den rigtige retning for en sektor, der har et presserende behov for nye regler, en førende sektor, som har strategisk betydning for europæisk landbrug og vinproduktion.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, hvorfor gøre en teknisk betænkning til en mulig ønologisk katastrofe. Viljen til at ændre direktivet om handel med vegetativt formeringsmateriale af vin kunne ligne en rosværdig vilje til at aktualisere en ret teknisk tekst, som har 32 år på bagen. '68 mente jeg var en god årgang, men det ser ud til, at Kommissionen har besluttet sig for at modernisere. De første linjer i Klaß-betænkningen understregede på udmærket vis vinfremstillingens ikke blot økonomiske, men også kulturelle værdi. Alt kunne således være bedst muligt i den bedste af alle europæiske vin-verdener. Men nej, sådan er det ikke! Kommissionen har benyttet denne opdatering til at åbne Pandoras æske, hvilket ellers ingen europæisk vinproducent havde bedt om. Hvis Kommissionen synes at være grebet af både klonings- og GMO-feberen på en gang, så har ordføreren begivet sig ud et et sandt vanvid og har udvidet termen "genetisk manipulerede organismer" med genotyper, som hun ser alle vegne. Det er nødvendigt at sige det højt og tydeligt, det var på ingen måde påkrævet at fylde artiklerne i dette direktiv med referencer til direktiv 90/220/EØF, som er under revision, medmindre man for enhver pris vil promovere genmanipulation på vinområdet. Og kom nu ikke og fortæl mig, at det er for at foregribe revisionen af dette direktiv, eller fordi genmanipuleret vin ikke henhører under eksperimenter i laboratorier! Hr. kommissær, fru ordfører, lyt til specialisterne fra Det nationale institut for oprindelsesbetegnelser. INAO har, på baggrund af den nuværende viden, forbudt enhver brug af genetisk manipulerede organismer på et hvilket som helst område, herunder altså også genetisk modificerede vinstokke og podestammer - citat slut. Vil De læse Bourgogne-vinbøndernes appel fra Beaune? Vil De vise erhvervet, at Europa er i kvalitetens tjeneste og respekterer forsigtighedsprincippet? Hr. kommissær, træk de betragtninger og artikler tilbage, som indfører genetisk manipulerede organismer og kloning i dette udkast. Fru ordfører, fjern Deres ændringsforslag, og overlad det til videnskabsmændene at klarlægge forholdet mellem genetisk manipulerede organismer og genotyper. Der er endnu en ting, fru Klaß, som falder for brystet. De indskrænker podning til kun at finde sted på grønne vinranker. De beskytter på den måde det, som Deres egen region gør, men De udelukker podning om vinteren af modnet vegetativt materiale, hvilket ellers er den mest udbredte podningspraksis i Europa. De bør derfor trække dette ændringsforslag tilbage. Afslutningsvis vil jeg sige, kære kolleger, for at respektere forsigtighedsprincippet i dets ånd som i dets bogstav, at hvis de artikler og ændringsforslag, jeg her har nævnt, ikke trækkes tilbage, så er vi nødt til, som vinbønderne forlangte, at følge udtalelsen fra Marianne Isler Béguin, det vil sige fra Miljøudvalget, og stemme for, at de bliver fjernet.
Jeg takker Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og ordføreren, fru Klaß, for den meget positive holdning til Kommissionens forslag. Kommissionen glæder sig over den brede enighed om forslaget. Sigtet er at styrke det indre marked i den specifikke sektor, at tilpasse reglerne til de tekniske og videnskabelige fremskridt, der er gjort i perioden, samt sikre, at de genetisk modificerede sorter først kan tillades, efter at der er truffet behørige foranstaltninger til at undgå skadevirkninger på menneskers sundhed og miljøet. Vedrørende det tredje punkt indeholder forslaget i den nuværende form henvisninger dels til udvikling af en specifik procedure til vurdering af miljørisikoen, svarende til proceduren i direktiv 90/220/EØF med hensyn til risici for mennesker og miljø, dels til de kriterier og principper for vurdering, som er fastsat i forordning 258/97 om nye levnedsmidler og nye levnedsmiddelingredienser. Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter har stillet 26 ændringsforslag. Kommissionen kan godkende de fleste, nemlig 24 og 26, som de er formuleret, men med små redaktionelle og formelle ændringer. F.eks. hvad angår forslaget om anerkendelse af den specifikke genotype, som indgår i ændringsforslag 4, 12, 15, 16 og 20, vil forslaget blive indarbejdet med en anden udformning af teksten. Der vil blive taget samlet højde for den genetiske mangfoldighed for sorter, som har genotyper tilpasset bestemte lokale miljøer, ved drøftelsen af, hvorvidt det fortsat skal være muligt at markedsføre formeringsmateriale fra sådanne sorter, på grundlag af direktivets artikel 3, stk. 5, pkt. A. Ændringsforslag 2 og 18 kan vi kun delvis acceptere, fordi visse dele er unødigt aggressive over for andre lande - det gælder ændringsforslag 2 - eller fordi det ikke er nødvendigt at nævne, at Kommissionen skal stille flere ressourcer til rådighed i forbindelse med oprettelsen af EF's sortsliste - ændringsforslag 18. Endelig kan vi godtage ændringsforslag 27, stillet af hr. Lavarra og dernæst hr. Garot. Og det glæder mig at kunne meddele, at vi desuden kan acceptere ændringsforslag 35-40 af hr. Graefe zu Baringdorf med det sigte at styrke gennemførelsen af de krav til sikkerhed og forvaltning, som fastsættes i direktiv 90/220/EØF. Derimod kan vi ikke godkende ændringsforslag 28-34 af fru Isler-Béguin m.fl., fordi de indebærer, at hele den del af direktivet, som omhandler GMO-sorter og den dermed forbundne risikovurdering, skulle slettes. I øvrigt blev disse ændringsforslag drøftet i Landbrugsudvalget, hvor de ikke blev godkendt. Vi kan heller ikke acceptere ændringsforslag 41 fra hr. Schierhuber, da det indeholder en definition, som går for meget i detaljer i forhold til Landbrugsudvalgets ændringsforslag. Ved at acceptere dette ændringsforslag ville man løbe en risiko for at skabe kunstige handelshindringer, hvilket ville være stik imod hovedsigtet med dette forslag til direktiv, nemlig styrkelse af det indre marked. Hr. formand, mine damer og herrer, tak for Deres opmærksomhed og endnu en gang tak til Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.
Hr. formand, med Deres tilladelse: Hr. kommissær, kan De sige os, hvad De mener om ændringsforslaget fra Udvalget om Miljø- og Sundhedsanliggender og Forbrugerpolitik? Det er ændringsforslag 1.
Svaret er ja, hr. formand. Ændringsforslaget er godkendt.
Tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30. (Mødet hævet kl. 21.17)