Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt torsdag d. 21. september, for genoptaget.
Protokollen fra mødet torsdag d. 21. september er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Fru formand, jeg vil begrænse mig til en bemærkning til protokollen. Af en eller anden underlig årsag mangler mit navn på tilstedeværelseslisten. Jeg beder om en rettelse og vil samtidig benytte lejligheden til at påpege, at man i dag kunne komme til Strasbourg fra Finland på bare ni timer. Det er næsten en personlig rekord for mig dette efterår.
Bestemt, fru Thors, vi korrigerer protokollen. (Protokollen godkendtes)
Mine kære kolleger, som De ved, er Jerusalem, andre byer og de palæstinensiske områder de sidste par dage desværre blevet stukket i brand, og man tæller allerede mange ofre. Helikoptere har i dag bombarderet bygninger i Gaza, hvilket således forværrer situationen. Det ligger mig på sinde i Europa-Parlamentets navn at udtrykke min dybeste medfølelse under denne nye opblusning af vold og fortælle ofrenes familier, at vi i den grad føler med dem under disse smertefulde prøvelser. På et tidspunkt, hvor fredsprocessen befinder sig i en afgørende fase med reelle, omend skrøbelige fremskridt, kan hr. Ariel Sharons besøg på moskeernes plads kun opfattes som en provokation. Jerusalems status, og disse triste begivenheder er bevis herfor, er en nøgle til fred i Mellemøsten. Denne by er fyldt med stærke symboler for de tre monoteistiske religioner. At gribe ind i dette er at benægte viljen til fred, og det er at hindre befolkingerne i at finde en løsning, der er acceptabel for alle parter. Dog ved vi, at der findes fredselskere, der på begge sider ønsker at gøre fremskridt. Det, at hr. Ahmed Qurie og hr. Avraham Burg, der henholdsvis er formand for Det Palæstinesiske Lovgivende Råd og formand for Knesset, begge var til stede her ved vores mødeperiode i september, er endnu et bevis herfor. Med hensyn til spørgsmålet om Jerusalem har de udvist åbenhed og evne til at lytte, hvilket begge dele bærer håb med sig. Mens vores mødeperiode i Europa-Parlamentet åbner, beder jeg det internationale samfund om at hjælpe med til, at de forskellige tråde i dialogen samles op. EU har allerede reageret. Jeg ønsker, at den forstærker sin indsats, som Europa-Parlamentet tager fuldt og helt del i. Jeg beder Dem iagttage et minuts stilhed. (Parlamentet iagttog stående et minuts stilhed)
Fru formand, jeg vil først og fremmest på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe støtte Deres ord og udtrykke vores fulde enighed i dem. Tillad mig nu på vegne af min gruppe at foreslå, at dette så vigtige emne, som har indflydelse på Den Europæiske Unions ansvar, som De så rigtigt har sagt, inddrages i den forhandling, som vi har i morgen forud for topmødet i Biarritz. Situationen i Mellemøsten vil naturligvis være et af de emner, som skal behandles på dette topmøde, om så det bliver halvofficielt. Desuden vil jeg understrege, fru formand, at De så rigtigt har sagt, at en leder af det israelske ekstreme højre, som er kendt for sine ekstremistiske handlinger i fortiden, har iværksat en uacceptabel provokation. Jeg mener også, at vi bør rette henvendelse til vores israelske venner og sige til dem, at en demokratisk og lovligt dannet regering, som den israelske, ikke kan skyde med kanoner og bruge tanks mod børn og unge, som kaster med sten. Det er helt ude af proportioner og fremmer på ingen måde fredsprocessen. Jeg mener, fru formand, at vi, efter det besøg, som formanden for det israelske parlament og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivende Råd - på Deres invitation - aflagde her i sidste måned, har tilstrækkelig moralsk legitimitet til at rette en kraftig henvendelse til vores forhandlingspartnere i Mellemøsten og også tilbyde vores tjenester.
Fru formand, jeg har sendt Dem et brev i min gruppes navn, hvori jeg anmoder om en ændring af dagsordenen med hensyn til det spørgsmål, som De netop omtalte med stor værdighed. Eftersom hr. Barón tager ordet, foreslår jeg at komme ind på dette spørgsmål med det samme. Jeg tror faktisk, at vi som Parlament ikke kan tie i dag, idet Parlamentet for en måned siden meget belejligt sammen inviterede formanden for Knesset og formanden for Det Palæstinensiske Lovgivende Råd for netop at understrege sin vilje til at spille en rolle i fredsprocessen. De har med vendinger, som jeg så inderligt deler med Dem, relateret til den dramatiske situation, som Palæstina og Israel i øjeblikket befinder sig i. Jeg forstår udmærket, at hr. Prodi, Rådet og vi selv, visse af os, i morgen tager del i den generelle debat. Til gengæld kan vi på ingen måde stille os tilfredse med at behandle dette dramatiske emne under andre meget vigtige emner og således give den ene taler mulighed for at tale om chartret, den næste mulighed for at tale om det franske formandskab og om topmødet i Biarritz, den tredje om det danske nej ved folkeafstemningen om ØMU'en og endelig den fjerde om Mellemøsten. Det kan ikke prioriteres ens. Jeg foreslår derfor sammen med min gruppe, i morgen, hvis det er muligt, at finde en anden dag, hvis det er nødvendigt, for at finde ud af, hvordan vi kan få tilgodeset dette så vigtige emne med en time samt vedtage en beslutning. Hvis dette ikke er muligt, foreslår jeg, at dette emne i det mindste bliver genstand for et spørgsmål under vores uopsættelige debat. Men i alle fald anmoder jeg udtrykkeligt om, at ingen ved slutningen af denne mødeperiode kan hævde, at Parlamentet som sådan, i Deres vidunderlige erklærings ånd, ikke har udtalt sig om muligheden for fred på ny i Israel og Mellemøsten.
Mine kære kolleger, hvis De er indforstået dermed, stiller jeg et slags ændringsforslag. Vi er endnu ikke nået til gennemgangen af dagsordenen. Jeg har modtaget Deres forslag. Jeg foreslår derfor, når vi når dertil, at De afholder en debat om fordelen eller ulempen ved at sætte dette emne på dagsordenen tirsdag. Til gengæld har jeg en række ændringsforslag, som vi skal gøre færdige. Jeg har nogle erklæringer, jeg skal forelægge Dem, og derefter taler vi om dagsordenen.
Fru formand, kære kolleger, det, der foregår i Mellemøsten, er en tragedie. Jeg er Dem meget taknemmelig for, at De har bragt det på tale. Vores gruppe kan fuldt og helt tilslutte os meddelelsens indhold. Med hensyn til behandlingen af dette tungtvejende emne her i salen ville det efter min mening være passende, om Parlamentets talere, gruppeformændene, eller hvem der ellers måtte tale på gruppens vegne, ville tage Mellemøstproblemet op i debatten med rådsformanden og kommissionsformanden. Jeg tror ikke, at det er muligt at ændre hele dagsordenen, da vi skal behandle en mængde emner i denne uge. Jeg skal også minde om begivenhederne i Beograd sidste torsdag og vil gerne slå til lyd for, at vi under debatten i morgen om Biarritz også inddrager fredsprocessen i Mellemøsten. Dermed ville vi svare på denne problematik på behørig vis.
Fru formand, også min gruppe er naturligvis yderst oprørt over hændelserne i Mellemøsten i weekenden. Af de fremkomne forslag vil jeg primært støtte kollega Wurtz's forslag om at finde et passende tidspunkt, hvor vi beder Rådet - eventuelt også Kommissionen - om at afgive en erklæring. Vores gruppe går også ind for, at Parlamentet afgiver sin erklæring om sagen. Alle har selvfølgelig forsøgt med alle mulige midler at forelægge denne sag, men jeg mener, at hans forslag denne gang er det mest værdifulde og bedst egnede til situationen.
Tak, fru Hautala, men ligesom jeg sagde til hr. Wurtz, er også De en anelse forud for fastsættelsen af vores dagsorden.
Fru formand, jeg har en bemærkning til forretningsordenen. Deres ord afspejlede følelserne hos alle i Parlamentet og så sandelig i min gruppe. Det er vigtigt, at vi drøfter spørgsmålet, og at det behandles som et selvstændigt spørgsmål og ikke som en del af en længere række spørgsmål, hvor vi forsøger at behandle mange emner før Biarritz. Hvis vi på nogen måde kan finde ud af at se særskilt på dette punkt, vil min gruppe sætte stor pris på det.
Fru formand, den 21. september i år i De Panne kommune - det er i den mest vestligste del af mit land tæt på den franske grænse - traf en landmand en aften 45 flygtninge på sin mark, og blandt de 45 flygtninge var der 15 børn. Kommunen hentede og tog sig af disse mennesker, men det mærkelige var, at de påstod, at de var blevet sat over grænsen af det franske politi. Politiet havde fundet dem i Calais og bragt dem til den belgiske grænse, hvor de ganske roligt deponerede dem i Belgien. Det er meget underligt, især når det af andre vidnesbyrd fremgår, at det ikke er første gang, at det sker. Sagen er heldigvis blevet taget op på højeste plan mellem Frankrig og Belgien, og man har åbenbart fundet en måde at drøfte den på. Jeg blev imidlertid endnu mere forbavset, da en belgier informerede mig om, at det ikke kun er franskmændene, der gør det, men også nederlænderne og tyskerne. Da jeg spurgte ham, om belgierne også gør det, svarede han, at det gør de en gang i mellem. Åbenbart har alle stadigvæk den rigtige europæiske refleks, nemlig at vi bringer vores problemer over grænsen til de andre. Fru formand, jeg mener, at det er meget nødvendigt, at Parlamentet som europæisk lovgiver i den forbindelse i det mindste anmoder om en europæisk refleks. På samme måde som Europa var alt for passiv under oliekrisen, er Europa også alt for passiv med hensyn til dette pinlige problem.
Tak, hr. Sterckx, vi tager denne erklæring til efterretning.
Fru formand, mit indlæg drejer sig om et helt andet emne. Men som Parlamentet ved, har Forsamlingen, der har til opgave at udarbejde et charter for EU's grundlæggende rettigheder, lige færdiggjort sit arbejde. Det kan vi glæde os over. Mens vores institution har gjort så stor en indsats for, at denne Forsamlings arbejde skulle lykkes ved især af flere omgange at have sat sine lokaler til rådighed for Forsamlingen, og mens vores plenarmødeperiode åbner her i dag i Strasbourg, er jeg dog ked af, at det ikke har været muligt at organisere overdragelsen af dette charter her i Strasbourg under værdige forhold efter afslutningen på dets udarbejdelse. Jeg ville deri have set et stærkt symbol for vores institution, og jeg synes, at det er en skam.
Fru formand, som formand for Europa-Parlamentets transportudvalg og som græsk parlamentsmedlem vil jeg gerne nævne færgen Express Saminas forlis sidste tirsdag. Indtil nu er der 79 omkomne og 2 savnede. Der er tale om et virkeligt rædselsfuldt og oprørende forlis. Den menneskelige faktor - besætningsmedlemmernes forsømmelighed - ser ud til at have spillet en afgørende rolle. Men der er også meget alvorlige indicier på, at fællesskabsretten er blevet overtrådt, især med hensyn til registreringen af passagerer og overholdelsen af de sikkerhedsstandarder, som er fastsat i Fællesskabets direktiver. Af den grund synes jeg, at vi først og fremmest skal hilse Europa-Kommissionens reaktion velkommen, idet den allerede er i gang med at undersøge, om fællesskabsretten er blevet overholdt. Vi må igen så hurtigt som muligt her i Parlamentet forpligte os til at undersøge Kommissionens forslag om sikkerhedsstandarder ved transport til søs, især den såkaldte Erika-pakke, der omhandler Kommissionens forslag om sikkerhed til søs, sådan som disse blev udformet efter tankskibsulykken sidste år. Jeg er naturligvis også af den mening, at vi sammen med Kommissionen bør undersøge muligheden af at afkorte tidsplanen for direktiv 98/18 om passagersikkerhedssystemet på færger, eftersom bestemmelserne i dette direktiv i visse tilfælde går helt til 2009. Inden for disse rammer bør der ikke være undtagelsesordninger for medlemslandene, sådan som tilfældet i øjeblikket er for Grækenland i forbindelse med færger, som er mere end 27 år gamle. Desuden mener jeg ikke, at den undtagelse, som gælder for Grækenland, er rigtig med hensyn til liberaliseringen af transporter inden 2004, for på den måde forringes efter min mening endnu flere sikkerhedsstandarder i omtalte land, som tilfældigvis er det land, som jeg kommer fra. Jeg tror, at konkurrence kan hjælpe til en højnelse af standarderne. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har stillet et afstemningsforslag, som bevæger sig i den retning, og jeg tror, at alle de politiske grupper billiger, at vi forhandler det, eftersom der er tale om et meget alvorligt emne. Det angår 80 af vores medmenneskers død.
Inden jeg giver ordet til hr. Watts om det samme emne, vil jeg lige informere Dem om, at straks efter denne frygtelige katastrofe skrev jeg selvfølgelig til formanden for det græske parlament, hr.Kaklamanis, for i Deres navn at overbringe ham min dybeste sorg og medfølelse med ofrenes familier.
Fru formand, efter de tragiske begivenheder i sidste uge i Ægæerhavet er jeg sikker på, at hele Parlamentet bifalder gårsdagens suspendering af over 60 græske passagerskibe, som ikke overholder EU-lovgivningen. Bortset fra at vi kondolerer - hvilket jeg med glæde bemærker, at De allerede har gjort - og giver udtryk for vores taknemmelighed over for de mennesker, der medvirkede til redningsaktionerne, kan formanden så ikke bede Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme på mødet i næste uge om at undersøge, hvorfor 79 mennesker skulle dø, før disse skibe fik forbud mod at sejle? Det udvalg skal snarest spørge medlemsstaterne, hvorfor de tilsidesætter EU's lovgivning om sikkerhed til søs - det er ikke blot Grækenland. Vi er nødt til at bede udvalget om at undersøge, hvorfor visse medlemsstater får langvarige tilladelser til at fravige selvsamme lovgivning om sikkerhed til søs.
Fru formand, jeg vil gerne takke Dem mange gange for den sympati, som De gav udtryk for, over for formanden for det græske parlament i lyset af denne enestående tragedie, som er sket i græsk farvand. Det er et faktum, at der findes ufuldkommenheder i implementeringen af regelsættene, såvel de nationale som de europæiske, og den græske regering har taget denne sag op med enhver mulig omhu. Vedrørende de 65 skibe, som har fået sejlforbud, mener jeg, at det er værd at præcisere, at disse skibe under alle omstændigheder ville få sejlforbud den 1. oktober, uanset om 79 mennesker var døde. De to ting har intet med hinanden at gøre, for fristen for IMO's regler er tilfældigvis den 1. oktober, og de opfatter disse skibe som uegnede. Derfor har skibene fået sejlforbud, og ikke fordi disse mennesker desværre er omkommet. Fru formand, jeg er af den mening, at dette emne er alt for alvorligt til at blive genstand for oppositionens udnyttelse, og det er alt for alvorligt til kun at blive behandlet gennem en meget enkel hasteafstemning. Derfor vil Den Socialdemokratiske Gruppe stemme imod, at emnet optages under uopsættelige sager, uden at det på nogen måde skal betyde, at vi ikke er rystede over tragedien, og at vi både som regeringsparti og socialdemokratisk gruppe vil gøre alt, hvad der ligger i vores magt, for at øge skibenes sikkerhed på Ægæerhavet, som har 3.500 øer, som bliver betjent af et stort antal færger. Hvis man tænker på antallet af rejser, som foregår hver eneste sommer på Ægæerhavet, så er denne ulykke, hvor stor den end er, en ulykke ud af et meget stort antal vellykkede sejladser. Til trods herfor er den naturligvis tragisk, og forholdene er sådan, at man atter bør undersøge forholdene omkring skibssejlads endnu dybere i vores land og i hele Europa, men det betyder ikke, at de græske farvande på nogen som helst måde er mindre sikre end en hvilken som helst anden medlemsstats farvande.
Fru formand, i en kommentar til det danske nej til euroen har De, fru Fontaine, givet udtryk for, at nejsiden har appelleret til en irrationel angst. Hvis De havde været bedre underrettet, så ville De vide, at Deres beskrivelse kun - og kun tilnærmelsesvis - passer på ca. 20% af danske nejsigere. For langt den overvejende del af nejsigerne har afstemningen handlet om demokratisk legitimitet til at træffe beslutninger omkring vores økonomiske politik. Man har netop villet undgå, at vigtige beslutninger skulle træffes på et lige så uoplyst grundlag som det, De desværre udtaler Dem på. Den danske befolkning ønsker en langt klarere afgrænsning af, hvad EU skal beskæftige sig med, og hvad de nationale parlamenter fortsat skal bestemme. Men allerede i december i Nice vil man indføre flertalsafgørelser på social- og arbejdsmarkedsområdet i artiklerne 42 og 137. Hvis man efterfølgende med artikel 42 som grundlag vedtager en udvidelse af personkredsen i forordning 1408, og hvis man med baggrund i artikel 137 indfører flertalsafgørelser om f.eks. kriterierne for tildeling af arbejdsløshedsunderstøttelse, så vil det få store konsekvenser for både social- og arbejdsmarkedspolitikken i Danmark. Vi er det eneste EU-land, som har en skattefinansiering af sine sociale ydelser, og vi regulerer vores arbejdsmarked ved overenskomster. Det er simpelthen grundlaget for den måde, vi har indrettet os på. Og nejet til euroen er bl.a. et udtryk for, at vi ønsker at bevare beslutningskompetencen over disse områder i det danske folketing, og at vi også ønsker at gøre det efter Nice.
Mine kære kolleger, jeg ønsker at appellere til Deres fulde forståelse. Enhver er velvidende om, at det ikke drejede sig om et ændringsforslag. De må have mig undskyldt, men ændringsforslag kan ikke bruges til at lave kampagnerne om bagefter.
Fru formand, jeg vil gerne takke for den kondolence, som De sendte på vegne af Europa-Parlamentet, idet De gav udtryk for alles følelser. Desværre faldt de 79 eller 80 ofre på rederikapitalens profitalter. Hvor meget end visse personer forsøger at kaste ansvaret over på besætningen, er der ikke nogen, der kan betvivle, at fartøjet var over 35 år gammelt, at det under normale omstændigheder ikke burde være i drift, og at det sank meget hurtigt, uden at flere mennesker kunne være blevet reddet. I deres hæmningsløshed havde og har rederne stadig de græske regeringer på deres side. Det er ikke første gang, det er for 117. gang, at vi begræder ofre, og ingen af de græske regeringer har truffet nogle foranstaltninger, som kunne forhindre kommende ulykker. Endelig vil jeg sige, at det overrasker mig, at Den Socialdemokratiske Gruppe ikke vil forhandle emnet som et uopsætteligt emne. Uafhængigt af, at en hasteforhandling ikke kan gå i dybden, var det en meget alvorlig ulykke. 80 mennesker mistede livet, og jeg mener, at en øjeblikkelig indstilling fra Europa-Parlamentets side er særdeles påkrævet.
Fru formand, jeg kunne godt tænke mig et øjeblik at vende tilbage til det drama, der blev nævnt af vores belgiske kollega, og som flygtninge oplever i dag i Europa ved visse af vores grænser, for at fortælle Dem, at jeg for otte dage siden tog ind til Sangatte-centeret, der er blevet åbnet af den franske regering, og som administreres af Røde Kors. Dette center tager imod flygtninge, der forsøger at komme til Storbritannien, idet det forlyder, at de tiltrækkes af mere gunstige modtagelsesforhold, og også fordi vanskelighederne med at komme ind er større ved andre grænser. Jeg kan oplyse Dem, at der i dette center i gennemsnit kommer mellem 800 og 1.000 flygtninge om dagen. De kommer fra hele verden, men især fra Iran, Irak og fra en del af Tyrkiet, det vil sige den kurdiske del af Tyrkiet, og siden dets åbning for 11 måneder siden har der været 16.000 flygtninge i dette center. Det er den direkte konsekvens af mangel på harmonisering af modtagelsesforholdene og flygtninges status i Europa. Godt nok er den førnævnte fransk-belgiske sag en vigtig sag, men den må ikke camouflere vores vilje. Den skal tværtimod forstærke den. Jeg har skrevet til kommissær Vitorino om dette for at meddele ham vores vilje om og vores krav på at få en fælles europæisk politik på dette område, inden der sker nye dramaer.
Fru formand, mange tak for at give mig ordet sidst til trods for, at jeg var det første medlem, der anmodede om det. Jeg vil i første omgang lykønske Dem med Deres meddelelse i forbindelse med de triste begivenheder, som finder sted i Jerusalem. Jeg kan ikke sige det samme om Deres udtalelser til den spanske presse i forbindelse med Deres besøg i Madrid for nylig, hvor De erklærede, at nationalisme er krig. Uanset hvor meget afdøde hr. Mitterrand ville have delt dette synspunkt, mener jeg, at det er mere lukket og intolerant end åbent og demokratisk. I Det Spanske Akademis ordbog over det spanske sprog står der, at en nation er en samling mennesker med samme oprindelse, som taler samme sprog, har en fælles tradition, et fælles område og bevidstheden om en fælles bestemmelse, og i den samme ordbog står der om nationalisme, at det er en nations indbyggeres hengivenhed for nationen, og der er ikke noget mere naturligt, mere menneskeligt, mere tæt på borgerne end deres hengivenhed for deres egen nation. Fru formand, jeg skal indrømme, at der er ophidset nationalisme, ekstremistisk nationalisme og voldelig nationalisme. Men alle former for nationalisme kan ikke skæres over én kam. Der er mere end 100 historiske folk i Europa, som opfylder betingelserne for at være en nation, og der er millioner af mennesker i Europa, som er nationalister, og som føler hengivenhed for deres nation. Og nationalisme er også hengivenhed og forsvar af staten som nation. Fru formand, jeg anmoder Dem om at respektere os nationalister i Parlamentet, for vi er moderate, fredelige og demokratiske. Jeg anmoder Dem om at respektere de historiske folk i Europa, og jeg anmoder Dem om at respektere de hundreder af millioner af europæere, som anser sig selv for at være demokratiske og fredelige nationalister.
Fru formand, jeg har den glæde at oplyse Parlamentet om, at jeg sammen med to andre spanske næstformænd for Parlamentet havde æren af og det privilegium at ledsage fru Fontaine under hendes besøg i Spanien og være betaget vidende til hendes modige, faste og eksemplariske loyalitet over for demokratiet og de værdier, som Parlamentet går ind for. Fru Fontaine, da De udtalte de ord, som hr. Ortuondo sigtede til, talte De om ekskluderende, reducerende og fremmedhadsk nationalisme, om nationalisme, der sætter race, territorium eller blod højere end det demokratiske princip. Det var det, fru Fontaine talte om, for som sagt var jeg vidne til hele det besøg. Hvis hr. Ortuondo som nationalist ikke tilhører den form for nationalisme, behøver han ikke at bekymre sig.
Fru formand, jeg blev virkeligt forundret over Socialdemokraternes indstilling over ikke at ville stemme om den skete skibstragedie, hvor 80 mennesker omkom. Jeg mener, at Parlamentet har forpligtelse til at gennemføre denne enkelte afstemning, som siger hvad? Vi beder netop Kommissionen om at tage fat på den store opgave, nemlig skibsfartssikkerhed inden for EU. Hvem kan have en anden mening om det? Det kræver vi, det kræver afstemningen. Er det så slemt? Nå, men jeg mener, at vi alle bør stemme om det for at komme videre og for netop at undersøge skibsfartssikkerheden inden for EU. Det er den store opgave, fru formand.
Hr. Trakatellis, Parlamentet træffer beslutning herom om et øjeblik i forbindelse med fastsættelsen af dagsordenen.
Fru formand, Jeg kommer lige fra det sidste møde i Bruxelles om chartret om grundlæggende rettigheder. De rettigheder er meget vigtige, men en af EU-borgernes grundlæggende rettigheder er fri bevægelighed for dem selv og de varer, som nogle måtte ønske at medbringe. I de sidste par uger har mange af dem ikke nydt godt af disse rettigheder på grund af forskellige forstyrrelser ved en række grænseposter, herunder kanalhavnene, men også inde i landet. GD II havde advaret om, at der kunne opstå vanskeligheder i dag, hvorfor mange af os ændrede rejseplaner. Jeg mødtes i sommer med nogle medlemmer af Kommissionen for at spørge dem om den kompensation, der udbetales, hvor der gøres krav på det, og det er hensigtsmæssigt, til dem, der medbringer varer, og som hindres i dette. Men ifølge lovgivningen er der ingen bestemmelser for borgere - det være sig som turister eller som forretningsrejsende - ifølge hvilke de kan gøre krav på en sådan kompensation. Jeg bad om hastebehandling i denne uge. Jeg erkender, at der også er mange andre hastesager, der skal behandles. Formandskonferencen afslog min anmodning om hastebehandling, men dette fortsætter dag efter dag, uge efter uge. Jeg beder Dem derfor om at presse Kommissionen til så hurtigt som muligt at fremsætte forslag til lovgivning for at give borgerne de samme rettigheder som dem, der medbringer varer, for det tilfælde at de afholdes fra at nyde godt af den frie bevægelighed, som de har ret til.
Tak, hr. Kirkhope. Jeg mærker mig gerne Deres ønske.
Fru formand, efter at De har hørt min danske kollega, kan De jo se, på hvilket tåbeligt niveau debatten lå i Danmark, en debat, der førte til et nej. Men der er truffet en afgørelse, og den må vi respektere. Jeg vil da gerne benytte lejligheden til at ønske fru Ulla Sandbæk tillykke med sejren, for det er jo ikke kun tåbelige engelske konservative og Jürgen Haider, der har set dette som et godt resultat.
En arbejdsgruppe i FN's kommission for menneskerettigheder rapporterer i dag om en vælger i min valgkreds i Nordvestengland, James Mawdsley, en menneskerettighedsforkæmper, der er fængslet i Burma, og det forventes i vid udstrækning, at denne FN-gruppe konkluderer, at myndighederne i Burma har overtrådt international lovgivning ved at tilbageholde ham. Inden for de sidste par dage har det britiske konsulat opdaget, at han til gengæld for sine protester mod at sidde isolationsfængslet er blevet tævet af fangevogterne i tre dage og har fået alvorlige kvæstelser i ansigtet. Vi skal her til aften drøfte Asien-Europa-mødet, og jeg tvivler ikke på, at den resolution, vi i sidste ende skal vedtage, understreger vores forpligtelse på menneskerettighedsområdet. Hr. Mawdsley er blot en blandt millioner af mennesker i Burma, som lider under de burmesiske myndigheder. Jeg beder Dem, når De viderebringer eventuelle konklusioner fra Parlamentet, om at huske på vores medfølelse med dette menneske. Den behandling, han er udsat for, symboliserer korruptionen i landet.
Det gør jeg naturligvis, hr. Davies.
Fru formand, på grund af de racistiske episoder i Tyskland siden sidste mødeperiode bliver jeg desværre nødt til igen at tage ordet. Siden sidst er en oversergent i den tyske forbundshær blevet afskediget, og tre politibetjente fra Köln er blevet suspenderet fra tjenesten på grund af racistiske udtalelser. De havde overfuset en tunesisk taxichauffør, slået ham ned og sparket ham. I forbindelse med et brandattentat mod en beboelsesejendom for udlændinge i Wuppertal blev to børn lettere kvæstet. Der var blevet kastet en molotovcocktail mod huset. Man formoder, at der ligger et racistisk motiv bag, og der efterforskes fortsat i den retning. Der er allerede blevet anholdt personer, som mistænkes for at stå bag dette attentat. I Düsseldorf overfaldt op til 20 personer en sort mand og kvæstede ham. Han havde udtalt sig imod racistiske uforskammetheder og var efterfølgende blevet gennempryglet. På den baggrund kan jeg kun endnu en gang henlede opmærksomheden på, at disse episoder skal bringes i direkte sammenhæng med en racistisk politik! Derfor kan det ikke længere dreje sig om at kriminalisere personer med et fremmedartet udseende eller migranter, men derimod om at kriminalisere netop disse racistiske tildragelser!
Tak, fru Schröder.
Næste punkt på dagsordenen er gennemgangen af det endelige forslag til dagsorden, som det blev fastlagt af Formandskonferencen torsdag d. 28. september i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 110. Tirsdag: Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre har sendt mig et forslag, der stræber efter at indskrive erklæringer fra Rådet og Kommissionen om situationen i Mellemøsten. Hvis dette forslag skulle blive taget i betragtning, ville erklæringerne kunne finde sted fra kl. 17.00 til 18.00 samme dag. Jeg giver ordet til hr. Wurtz, så han kan præsentere dette forslag i gruppens navn.
Fru formand, jeg vil ikke gentage det, vi har sagt lige før. Jeg henviser til Deres erklæring af de grunde, som De selv så fint har fremstillet. Jeg tror, at det ville være meget fordelagtigt, om Parlamentet udtalte sig om denne situation, der er karakteriseret af det, De selv med rette har kaldt "afgangsprovokation" og også af denne militære undertrykkelse, der er ualmindelig voldelig, og som allerede har ført til omkring 40 døde, herunder børn, og under omstændigheder, som enhver af os har kunnet følge med i i fjernsynet. Man kan altså i dag sige, at alt kan ske, at chancerne for varig fred risikerer at gå tabt, og altså at Parlamentet må skride til handling. Jeg havde faktisk i starten foreslået - og jeg fastholder dette forslag på forhånd - en afbrydelse i morgen fra kl. 17.00 til 18.00 af vores forhandling om udvidelsen for, at vi kan drage fordel af hr. Moscovicis tilstedeværelse som rådsformand og han kunne så fremkomme med en erklæring efterfulgt af en forhandling og en afstemning. Hvis forskellige grupper efter betænkning er af den mening, at der er store ulemper ved dette tidspunkt, på trods af de fordele, jeg ser deri, er der to andre muligheder. Torsdag morgen under fru Perys tilstedeværelse, endog torsdag eftermiddag under hr. Solanas tilstedeværelse. For mit vedkommende er det vigtigste af alt, at Parlamentet kan udtale sig, at vi hører Rådet, og at vi kan fortsætte med at spille en rolle i fredsprocessen i Mellemøsten. Alt andet kommer i anden række.
Hr. Wurtz, det drejer sig om tirsdag. Jeg minder Dem om, at hr. Moscovici stadig er her mellem kl. 17.00 og 18.00 tirsdag. Ønsker De at trække dette forslag tilbage og udskyde det til torsdag? Jeg vil gerne have det forklaret. Hr. Barón Crespo, vi tager ikke en drøftelse forfra, mange kolleger har allerede udtrykt sig i form af ændringsforslag. Men hvis hr. Wurtz fastholder sit forslag med hensyn til tirsdag, vil jeg forhøre mig, om der en taler imod det, og De kan således frit tale i stedet for. Hvis hr. Wurtz foreslår et kompromis, der går ud på at udskyde sit forslag til torsdag, bliver sagen afgjort om tirsdagen. Jeg tror, at det er tilfældet.
Jeg foreslår, at mit debatemne bliver udskudt til torsdag eftermiddag under hr. Solanas tilstedeværelse.
Jeg takker Dem, og jeg har ikke andre forslag til tirsdag. Torsdag: Jeg foreslår derfor, at De føjer dette spørgsmål om fredsprocessen i Mellemøsten og de seneste begivenheder til debatten med hr. Solana. (Parlamentet gav udtryk for sin enighed) Med hensyn til debatten om aktuelle og uopsættelige spørgsmål af væsentlig betydning, og nærmere betegnet punkt 4, "Makedonien", har jeg to forslag fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, der stræber mod at erstatte dette punkt med et punkt, der hedder "Forhindring af afgang af solidaritetsfly Paris/Bagdad" eller, hvis dette første forslag ikke skulle komme i betragtning, med et punkt kaldet "Skibet Saminas tragiske skibsbrud i Grækenland".
Ja, det er en vigtig præcering, for at kollegerne kan beslutte sig. Det er hermed afgjort, at jeg sætter det forslag under afstemning, der sigter mod at erstatte punktet "Makedonien" med punktet "Forhindring af afgang af solidaritetsfly Paris/Bagdad".
Eftersom det ikke nødvendigvis er alle, der har fulgt med i dette spørgsmål, vil jeg gerne have lov at præcisere, at det drejer sig om et fly, der var i besiddelse af alle de påkrævede tilladelser, men som var blevet annulleret i sidste øjeblik af tvetydige årsager. I alle tilfælde, for at der ikke skal være nogen tvetydighed, tog de mennesker, som jeg kender personligt, og som skulle med dette fly, under ingen omstændigheder afsted for at bibringe Sadam Husseins magt den mindste støtte - han er vores absolutte modstander - men kun for - og det er meget vigtigt - at tiltrække den internationale offentlige menings opmærksomhed på den sande tragedie, som embargoen fremelsker blandt civilbefolkningen i dette land, bl.a. blandt børn. Det er grunden til, at jeg tillader mig at støtte dette forslag. (Parlamentet forkastede forslaget) Formanden. Jeg sætter det forslag under afstemning, der vil erstatte punktet "Makedonien" med et punkt, der hedder "Skibet Saminas tragiske skibsbrud i Grækenland". (Parlamentet forkastede forslaget) Jeg har modtaget to forslag, der begge stræber mod at tilføje et femte punkt. Som De ved, tillader forretningsordenen kun fem punkter. Hvis det første forslag accepteres, falder det andet derfor bort. Det drejer sig for det første om et forslag fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, der stræber mod at tilføje et nyt punkt, et punkt 5, kaldet "Skibet Saminas tragiske skibsbrud i Grækenland". (Parlamentet gav udtryk for sin enighed i dette forslag)
Fru formand, da der flere gange er blevet hentydet til min gruppes holdning i forbindelse med dette smertefulde emne, vil jeg sige, at jeg forstår, at det ganske enkelt har drejet sig om en afstemning om, hvorvidt forhandlingen var hensigtsmæssig, for Parlamentet er fælles om solidariteten og medfølelsen med ofrenes pårørende. Jeg vil sige, at min gruppe har den opfattelse, på lige fod med de øvrige formoder jeg, at dette emne - som allerede er taget op i forbindelse med sikkerhed til søs i det relevante udvalg i Parlamentet - skal behandles hurtigst muligt.
Stadig med hensyn til torsdag anmoder De Europæiske Socialdemokraters Gruppe og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance om, at fru Klass' betænkning om vinstoksformeringsmateriale bliver udskudt til en senere mødeperiode. Jeg har modtaget et forslag om afstemning ved navneopråb om dette spørgsmål.
Fru formand, jeg vil blot på et øjeblik forklare, hvorfor vi anmoder om denne udsættelse. Det er en omstridt rapport, der tilføjer spørgsmålet om GMO inden for et emne, som Kommissionen ikke kom ind på. Derudover foreslås det, at denne rapport tages op under debatten torsdag aften og sættes under afstemning fredag morgen, altimens det forekom os, at omstridte rappporter ikke skulle sættes under afstemning fredag morgen.
Fru Auroi, De har forklaret dette forslag, hvilket er fuldstændig korrekt, og jeg formoder, at hr. Poettering ønsker at fremsætte en bemærkning, der går imod det.
Fru formand, selvfølgelig er jeg imod det! Denne betænkning er allerede blevet udskudt flere gange, og det sker ikke så tit, at Ministerrådet og vores gruppe er enige, men det franske formandskab har udtrykkeligt anmodet om, at denne betænkning bliver behandlet i denne uge, og at der stemmes om den. Når formandskabet forlanger noget fornuftigt som i dette tilfælde, så støtter vi det, og derfor anmoder jeg om, at den bliver på dagsordenen. (Parlamentet gav udtryk for sin enighed) Fredag:
Hr. MacCormick, med hensyn til dagsordenen fredag er Deres forslag kommet efter fristens udløb. Jeg kan derfor allerede svare Dem, at det ikke kan komme i betragtning. Det er grunden til, at der ikke er nogen ændringer for fredag. Ikke desto mindre giver jeg Dem gerne ordet i form af ændringsforslag, hvis De virkelig ønsker det.
Fru formand, jeg bemærker for fredag, at der ikke er tilknyttet et beslutningsforslag til den mundtlige forespørgsel om sproglærere, som kom på dagsordenen meget sent. Jeg erkender, at min anmodning om at tilføje en sådan forespørgsel ankom for sent under de noget kaotiske omstændigheder denne mandag. Det er et vigtigt spørgsmål, og jeg vil gerne høre, om det er muligt at fastsætte en frist for beslutningsforslag til det punkt, når forhandlingen er afsluttet.
Desværre, hr. MacCormick, det er ikke muligt. Jeg beklager, men det ville være imod forretningsordenen.
Fru formand, jeg vil gerne bede om, at der bliver foretaget følgende rettelse i dagsordenen for torsdag. På græsk står der på den rigtige måde under uopsættelige spørgsmål Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som i det mindste indtil videre er det officielle navn på denne stat. Men på fire sprog, som har jeg med mig, italiensk, engelsk, tysk og fransk og muligvis også på andre sprog, står der som navn "Makedonien". Jeg mener ikke, at det kan være rigtigt, at der igen sker sådanne fejl i vores officielle dokumenter, men at vi skal omtale landene på basis af de officielle betegnelser, i det mindste sådan som de er gældende indtil i dag. Jeg beder derfor om, at der bliver rettet i dagsordenen for torsdag, men også at man i fremtiden tager hensyn til dette i ethvert dokument, som officielt er i omløb her i Parlamentet.
Hr. Souladakis, De har fuldstændig ret, vi ændrer titlen. Faktisk tror jeg ikke, at den stemmer overens med virkeligheden.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0230/2000) fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Rådets fælles holdning (8276/2/2000 - C5-0328/2000 - 1999/0200(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af de fælles principper i Det Europæiske National- og Regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (ens 95) for så vidt angår skatter og bidrag til sociale ordninger og ændring af Rådets forordning (EF) 2223/96 (Ordfører: Knörr Borràs).
Fru formand, kære kolleger, hr. kommissær, jeg skal i første omgang give udtryk for min tilfredshed med forslaget til forordning om de fælles principper for skatter og bidrag til sociale ordninger i henhold til kriterierne i det europæiske national- og regionalregnskabssystem 95. Jeg taler om tilfredshed, fordi vedtagelsen af denne forordning fører til et system med sammenlignelighed og gennemsigtighed mellem de forskellige medlemsstater, hvad angår beregning af statens underskud. Jeg skal sige, at Rådets fælles holdning generelt i vid udstrækning omfatter kriterierne i Europa-Parlamentets holdning. Jeg siger generelt, fordi Rådet - om end højre side af salen på grund af, at nogle medlemmer fra venstre side glimrede ved deres fravær, opnåede at indføre et ændringsforslag om, at Rådet burde overveje muligheden for at fastlægge en tilpasningsperiode for gennemførelsen af denne forordning - selv fortolker det sådan, at medlemsstaterne skal have ret til at anmode om denne udsættelse i forbindelse med gennemførelsen af denne overgangsperiode, men at Kommissionen under alle omstændigheder vil kunne afvise nævnte udsættelse, hvis anmodningen ikke er tilstrækkeligt begrundet. Hvis man taler om et forenet Europa, hvor de økonomiske og finansielle forhold har betydning, bør denne forening naturligvis ske på basis af loyalitet og gennemsigtighed, for alt andet er uacceptabelt, og forordningen - som jeg håber bliver vedtaget - har netop styrke til at fjerne den form for praksis, der desværre er meget udbredt i visse medlemsstater, som har tilbøjelighed til at skjule - så at sige - situationer med underskud ved at anvende forskellige regnskabsmetoder. Derfor vil vi meget i modsætning til det begive os ud på en vej med redelig regnskabsføring for at undgå fremgangsmåder, der som sagt er uigennemsigtige, hvis ikke ligefrem svigagtige. Jeg vil derfor gentage, at Rådets fælles holdning efter min mening bør støttes, for med denne forordning indføres den mekanisme for tilpasning til det europæiske nationalregnskabssystem 95, der rent faktisk sikrer sammenlignelighed og gennemsigtighed i medlemsstaternes offentlige regnskaber på områder så ømtålelige og vigtige som beregningen af statens underskud. Med denne vedtagelse sikres det også, at retten til anmodning om en tilpasningsperiode i realiteten opvejes af retten til at afvise den, hvis den ikke er velbegrundet. Til sidst skal jeg anmode den tilstedeværende kommissær om, for det har jeg givet udtryk for mange gange, på dette plenarmøde virkelig at love Parlamentet, at der forelægges et særtryk til forordningen, hvad angår registrering og beregning af de momsbaserede egne indtægter, for jeg vil minde om, at vedtagelsen af den fælles holdning efter min mening var betinget af dette løfte. Derfor gentager jeg denne anmodning på dette plenarmøde.
Hr. formand, hr. kommissær, ærede medlemmer, der er en del af hr. Knörrs betænkning, som særligt interesserer min gruppe. Som De ved, hr. kommissær, vedtog Parlamentet på mødet i april i år ved førstebehandlingen et ændringsforslag vedrørende overgangsret ved gennemførelsen, hvoraf det fremgik, at medlemsstaterne vil kunne anmode Kommissionen om en overgangsperiode på højst 2 år til at tilpasse deres regnskabssystemer til indholdet af denne forordning. I sin senere meddelelse til Parlamentet sagde Kommissionen, at den accepterede dette ændringsforslag på betingelse af, at det blev fortolket således, at den har mulighed for, "når det er relevant" at afvise en anmodning fra en medlemsstat. Selv om det er tvivlsomt, om en begrundelse i en meddelelse fra Kommissionen kan ophæve den fremførte tekst, kunne netop udtrykket "når det er relevant", hr. kommissær, fortolkes, som om Kommissionen har beføjelse til efter forgodtbefindende at afvise en begrundet anmodning fra en medlemsstat, uden at Kommissionen skal begrunde sin beslutning. For netop at afværge denne situation har min politiske gruppe stillet et ændringsforslag, som siger, at Kommissionen skal bevilge den periode, hvis den medlemsstat, der anmoder om den, kan retfærdiggøre, at der er objektive kriterier, som vanskeliggør, at bestemmelserne i denne forordning gennemføres straks. Det er overflødigt at sige, hr. kommissær, at det eneste formål med dette ændringsforslag er at sikre, at Kommissionen behandler denne type situationer objektivt og i henhold til en reguleret og ikke en vilkårlig procedure. Da dette ændringsforslag er det eneste, der er blevet stillet, hr. formand, og for at forenkle behandlingen og fremskynde vedtagelsen af denne indstilling, vil min gruppe være parat til at trække dette ændringsforslag tilbage, hvis Kommissionen, hr. Solbes, afgiver en erklæring, som omfatter indholdet af ændringsforslaget, der som sagt går ud på at sikre, at denne type anmodninger behandles objektivt og i henhold til en reguleret procedure, således at enhver form for vilkårlighed fra Kommissionens side afværges.
Hr. formand, ikke kun som medlem af Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, men også som repræsentant for Pensionistpartiet finder jeg dette tiltag vigtigt, rettidigt og nødvendigt. Det drejer sig ikke kun om det indlysende regnskabsmæssige formål at gøre det muligt for Parlamentet at få indblik i medlemsstaternes regnskabsføring, hvilket som bekendt er meget vigtigt. Dette tiltag er rettet mod en sædvane, som er typisk for forskellige stater i EU, ikke mindst den stat, jeg repræsenterer her i Parlamentet, nemlig Italien, hvis regnskabsførelse, især hvad angår skatter og sociale bidrag - og sidstnævnte er af stor betydning for pensionisterne - minder en hel del om tryllekunstnernes numre med tre små plader, hvor pengene let og hurtigt dukker op og forsvinder igen. Eksempelvis siger man, at de bidrag, arbejdstagerne har betalt, ikke længere er tilstrækkelige til, at de kan få udbetalt en rimelig og korrekt pension. I mange tilfælde passer det slet ikke, det er en regnskabsmæssig manøvre, så man kan sige til de arbejdstagere, der har arbejdet hele deres liv og nu er kommet til det tidspunkt, hvor de skal hæve den pension, de har glædet sig til og sukket efter, at pengene er forsvundet! Det er bare ikke rigtigt, for der er blevet manipuleret med regnskaberne. Jeg ser derfor frem til vedtagelsen af Knörr Borràs-betænkningen.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke alle talerne for deres kommentarer. Det er klart, at målet med denne retsakt, som hr. Fatuzzo har sagt, er at sikre, at tallene svarer mest muligt til virkeligheden, og at staternes nationale underskud ikke undervurderes. Det arbejde, som Parlamentet og Rådet har udført, har været meget nyttigt. Kommissionen godkender fuldt ud Rådets fælles holdning, der nu omfatter de forskellige ændringsforslag, som Parlamentet fremsatte under førstebehandlingen. Alligevel fremhæves to punkter, som til en vis grad er uafklarede. For det første det, der vedrører artikel 7, stk. 2, altså muligheden for, at Kommissionen har en vis mulighed for at skønne, hvad angår bevilling af overgangsperioder. I dette tilfælde kræver Kommissionen blot, at disse perioder virkelig er berettigede. Derfor kan vi sagtens acceptere, at Kommissionen lover at imødekomme disse krav på betingelse af, at de berørte medlemsstater objektivt retfærdiggør, hvorfor det er vanskeligt for dem straks at gennemføre forordningens bestemmelser. Vi mener, at princippet om klarhed skal fungere begge veje. Kommissionen bør naturligvis ikke nægte at bevilge de perioder, når der er objektive begrundelser, men det er absolut nødvendigt, at der er objektive begrundelser for at bevilge overgangsperioden. Ellers ville vi ignorere hensigten med bestemmelsen. Det andet punkt vedrører værdisættelse af momsen og beregning af de momsbaserede egne indtægter. Hvad angår de ændringsforslag, som i sin tid blev stillet om dette spørgsmål, er Kommissionens forpligtelse klart nok at gå frem ad en anden vej, da vi ikke har problemer til grundlaget. På dette konkrete punkt vil jeg sige, at Kommissionen under førstebehandlingen havde lovet at forelægge et andet forslag til forordning fra Europa-Parlamentet og fra Rådet for at behandle dette spørgsmål specifikt, og i dag kan jeg allerede sige til Dem, at Kommissionen vedtog sit forslag den 20. september, og at det allerede er fremsendt til Parlamentet og til Rådet. Derfor kan dette problem forhåbentlig anses for at være løst, så snart denne nye bestemmelse er vedtaget. Til sidst vil jeg blot give udtryk for min tilfredshed med den støtte til Kommissionens arbejde, som vi har modtaget fra Parlamentet, og takke ordføreren, hr. Knörr, for samarbejdet og for det fremragende arbejde, som han har udført i forbindelse med denne tekst.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0235/2000) af Skinner for Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål om Kommissionens meddelelse "Risikovillig kapital: Gennemførelse af handlingsplanen - Forslag til at komme videre" (KOM(1999) 493 - C5-0320/1999 - 1999/2208(COS)).
Hr. formand, risikovillig kapital er af afgørende betydning for jobskabelsen, da 80-90% af midlerne fra venturekapital går til ansættelser. Små og mellemstore virksomheder (SMV) tegner sig for 66% af den samlede beskæftigelse i Fællesskabet. SMV, nye virksomheder og venturekapital skal derfor have nem adgang til hinanden. Selv om europæisk venturekapital er vokset hurtigt, ligger vi stadig et godt stykke bag USA. Med det i tankerne bifalder jeg den betydning, venturekapital blev tillagt på mødet om venturekapital i Lissabon. Selv om der er sket fremskridt, er der også mindre fokus på den høje vækst og jobskabelse inden for informationsteknologi, bioteknologi og sundhedsvæsen. Der er derfor behov for koordinerede aktioner både på EU- og medlemsstatsplan på disse områder. For at opnå dette er der behov for at indføre en række lovmæssige foranstaltninger, hvis der skal etableres en ramme for bestemmelser om risikovillig kapital. Et direktiv om supplerende pensionsfonde skal til behandling snarest og må ikke stilles i bero. Der er også behov for en ajourføring af EU's regnskabsbestemmelser og en fælles prospekt for fælleseuropæisk kapitaltilførsel, og direktivet om forsinket betaling i handelstransaktioner skal gennemføres i tide. Tilsvarende er reformen af det europæiske patentsystem af afgørende betydning på dette område, da der er behov for en snarlig vedtagelse af dette direktiv for at oprette en onlinedatabase, så de små og mellemstore virksomheder kan undersøge, hvilke patenter der findes, og hvordan de ansøger om dem. Små og mellemstore virksomheder lader - tåbeligt måske - patentsystemet ude af betragtning. Vi er nødt til at mindske de administrative byrder for de små og mellemstore virksomheder, og der skulle for længst have været indført foranstaltninger for at afbøde det fiaskostempel, der sættes på firmaer, der går konkurs, fordi små og mellemstore virksomheder og iværksættere, der søger finansiering af deres nye ventures, på trods af den brede vifte af finansieringsinstrumenter, fortsat står over for vanskeligheder. En mulighed er at oprette et Websted for at løse dette på europæisk plan. Der skal foretages en gennemgang og rationalisering af fællesskabsinstrumenterne til støtte af risikovillig kapital. Dette skal være mere sammenhængende og bedre integreret mellem Kommissionen, medlemsstaterne, Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og Den Europæiske Investeringsfond (EIF). EIB, EIF og Europa-Kommissionen skal sprede deres støtte til risikokapitalinvesteringer til en bredere vifte af institutioner og mere innovative instrumenter, f.eks. business angels. Eksempler fra USA viser, at sådanne uofficielle ventureinvestorer investerer op til fem gange mere end officielle ventureinvestorer. Det er ligeledes vigtigt med en stærk fællesskabsstrategi for projekter baseret på risikovillig kapital. Risikokapitalinvesteringer skal ud til alle, til alle regioner og alle samfund. De offentlige myndigheder har en afgørende rolle at spille her som andre steder i forbindelse med fremme af risikokapital og fiansiel støtte på områder, hvor den private sektor ellers tøver. Initiativer som f.eks. mentorordninger har hjulpet på disse områder. En stor ros til Prince's Trust i Det Forenede Kongerige for det arbejde, de har udført. Endelig er den manglende iværksætterkultur og utilstrækkelige menneskelige ressourcer og uddannelse samt for få højteknologiske SMV faktorer, som skal behandles for at udvikle risikokapitalen. Jeg er overbevist om, at EU har langt større potentiale end det, der udnyttes på nuværende tidspunkt. Vi er nødt til at foretage ændringer for at frigøre dette potentiale ikke kun lovgivningsmæssigt, men også kulturelt. Det er vigtigt, at vi indser risikokapitalens betydning for væksten og beskæftigelsen og gennemgår måderne, hvorpå risikokapitalen kan rationaliseres, forenkles og gøres mere tilgængelig. Vi er i alt væsentligt nødt til at træffe de foranstaltninger, jeg har skitseret, og som Kommissionen m.fl. har skitseret for at opnå en samlet strategi for at øge mobiliseringen af risikovillig kapital i Den Europæiske Union og udbrede jobskabelsesfordelene for alle parter i Den Europæiske Union. Hvad angår de nye ændringsforslag, som er blevet genfremsat efter afstemningen i udvalget, bifalder jeg ikke hr. Tannocks ændringsforslag 1, men godkender ændringsforslag 2-9. Af ændringsforslag 10-20 kan jeg kun godkende ændringsforslag 14, 17 og til dels ændringsforslag 18. Jeg bifalder alle udvalgsmedlemmernes synspunkter, og jeg mener, vi har opnået bred enighed. Jeg håber at kunne bevare den enighed ved at støtte de ændringsforslag, jeg netop har nævnt.
Hr. formand, jeg vil gerne starte med at takke ordføreren, hr. Skinner, for hans fremragende arbejde i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning. Som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og skyggeordfører for PPE-DE-Gruppen om dette spørgsmål i Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål vil jeg gerne takke hr. Skinner, for hvem det i høj grad er lykkedes at sammenholde synspunkterne i de parlamentariske udvalg og politiske grupper og nedfælde dem på papir på en harmonisk og afbalanceret måde. I meddelelsen om risikovillig kapital var det vigtigste politiske budskab, at risikovillig kapital har afgørende betydning for jobskabelse, forøgelse af produktivitet og støtte af væksten i Europa. Jeg vil gerne udtrykke dette endnu mere klart end Kommissionen. Hvis vi virkelig ønsker, at Den Europæiske Union når de ambitiøse mål fra Lissabon-mødet, er det absolut en forudsætning, at det fælleseuropæiske marked for risikovillig kapital forbedres. Virksomhederne i Den Europæiske Union, især inden for de voksende sektorer, f.eks. højteknologi og bioteknologi, kan ikke udnytte deres fulde potentiale uden bedre adgang til risikovillig kapital. Effektive venturekapitalmarkeder er også en forhåndsbetingelse for udviklingen af iværksætteraktiviteter i Europa. I den henseende er jeg fuldstændig enig med hr. Skinner, når han siger, at det er uhyre vigtigt at give de små og mellemstore virksomheder åben og retfærdig adgang til de nye markeder for risikovillig kapital. Ifølge en nylig undersøgelse, der nævnes i Kommissionens meddelelse, er dette også et særdeles effektivt redskab til en forbedring af beskæftigelsen, da 80-90% af midlerne fra venturekapital normalt går til ansættelser Med andre ord, med mere risikovillig kapital kan vi bruge vores menneskelige kapital mere effektivt. I kampen mod arbejdsløshed er der også omgående brug for konkrete tiltag for at lette skattetrykket på arbejdstagerne. Jeg ønsker også at understrege betydningen af at reducere omkostningerne og bureaukratiet i forbindelse med etablering af ny virksomhed efter en konkurs. Der er for øjeblikket for mange mulige iværksættere uden for økonomien alene på grund af utilstrækkelige konkursregler. Den nuværende meddelelse viser, at Europa stadig lider under store svagheder, især set i sammenligning med hovedkonkurrenterne, selv om der er gjort fremskridt. Hr. Skinner sagde, at både mængden og allokeringen af risikovillig kapital stadig ikke er optimal sammenlignet med USA, og desværre bliver denne kløft større og større hele tiden. Det bør gøre os lidt bekymret i forbindelse med den tidsplan, som stats- og regeringscheferne foreslog i Lissabon. Vi må spørge os selv, om fristen i 2003 er for sen for Europa. Jeg bifalder Gordon Browns og andres synspunkt om, at vi bør overveje at fremskynde tidsplanen, både for handlingsplanen for risikovillig kapital og handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. Vi bør i det mindste sikre, at der sker fremskridt i år. Jeg støtter derfor fuldt ud Parlamentets synspunkt vedrørende punkt 23, som tilskynder Kommissionen til regelmæssigt at holde os informeret om den seneste udvikling. Forslaget om et direktiv om supplerende pensionsfonde er vigtigt for forøgelsen af venturekapital i Europa. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender ønskede at henvise til resultaterne i den nylige rapport om supplerende pensioner, især om tilsynsregler. Institutionelle investorer som forsikringsselskaber, investeringsfonde og pensionsfonde spiller en stadigt mere dominerende rolle i forbindelse med investering af risikovillig kapital. Pensionsfondene har fået stadig større betydning i løbet af det sidste årti, da de demografiske ændringer skaber et stigende behov for pensionsprodukter. Ændringen til fordel for mere resultatorienterede instrumenter har også øget behovet for at reformere systemet. Udviklingen i de sidste par dage i forbindelse med den fælles valuta har været uheldig. Euroen bliver aldrig stærk eller attraktiv nok, hvis den europæiske økonomi ikke er stærk og attraktiv. Handlingsplanen for risikovillig kapital er et af de politiske valg, vi allerede har valgt at træffe. Nu skal vi blot sikre, at vi træffer det hurtigt nok til at udnytte de nuværende muligheder.
Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, betænkningen er en meget god betænkning, som vi allerede har hørt. Den omfatter alle vigtige punkter til fremme af udviklingen af kulturen for risikovillig kapital i Europa. Det er særligt påkrævet, da de effektive markeder for risikovillig kapital spiller en meget stor rolle på den ene side for jobskabelse, og på den anden side for forøgelse af produktivitet, finansiering af hurtigt voksende virksomheder samt etablering af nye virksomheder. Det fremgår også af betænkningen, at små og mellemstore virksomheder tegner sig for 66% af den samlede beskæftigelse i Fællesskabet, og at 80-90% af midlerne fra venturekapital går til ansættelser. Der er derfor brug for mere kapital til investeringer i højvækst-SMV, der skaber arbejdspladser, til forskning og udvikling samt til etablering af nye virksomheder, for at fremhæve de væsentligste punkter. Netop fordi vi halter langt bagefter USA på dette område, kræver vi også, at medlemsstaterne og Kommissionen støtter flere midler, mere risikovillig kapital til startkapital og early stage-kapital. Vi kræver, at bureaukratiet mindskes: 'One stop shop'-modellen skal være skik og brug i alle lande, og i den forbindelse skal man gøre brug af de nye medier. Vi kræver også et skattesystem, som på den ene side virker befordrende for innovationer, og på den anden side er fordelagtigt for private, som investerer kapital i virksomheder. Jeg bifalder derfor også, at der på Lissabon-topmødet blev aftalt at indføre benchmarking for at få de bedste modeller til fremme af risikovillig kapital lagt på bordet i al deres mangfoldighed, så vi kan komme videre på dette område.
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil starte med at lykønske ordføreren, Skinner, med hans gennemtænkte betænkning, netop på et tidspunkt, hvor der er brug for nye impulser på markederne for risikovillig kapital inden for Den Europæiske Union. Virksomheder, der vokser hurtigere og hurtigere, etableringer af nye firmaer med stor innovationskraft og de hastige industrielle forandringer kræver mere effektive markeder for risikovillig kapital. Vækst må støttes bedre. Selv om venturekapital har vundet væsentligt mere indpas hos os i løbet af de seneste fem år, ligger Europa stadigvæk langt efter USA på dette punkt, i særdeleshed på de hurtigt voksende områder inden for informations- og bioteknologi, men også inden for social- og sundhedsvæsenet, et helt nyt område, som vokser hurtigere og hurtigere. Derudover kan venturekapital benyttes til at etablere moderne sociale tjenester - heller ikke det bør man forsømme - tjenester, som der netop er brug for i fremtiden på grund af det stigende antal ældre. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender beskæftigede sig særligt med supplerende pensioner og de hertil nødvendige tilsynsregler. Netop på grund af den stigende levealder udvikles der stadigt flere finansielle produkter til pensionsordningerne. Derfor spiller pensionsfonde en stadig større rolle i forbindelse med mobiliseringen af risikovillig kapital. Men sociale sikringsordninger, hvordan de end måtte være konstrueret, kræver derfor netop i forbindelse med fremskaffelse af kapital særlige regler, tilsyns- og medbestemmelsesorganer, som skal styrke tilliden til disse nye ordninger, til disse produkter. Det er derfor også nødvendigt, at alle interesserede parter indleder en løbende dialog, herunder Europa-Parlamentet, Rådet, arbejdsmarkedets parter, Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond. I Den Europæiske Union kan der ikke ofte nok gøres opmærksom på, at det drejer sig om at forene kræfterne. Alle de finansieringsinstrumenter, der er til rådighed, skal benyttes for at opnå en hurtig videreudvikling af markedet, så omfanget af investeringer med risikovillig kapital i EU øges, så den virkeligt jobskabende gavn af risikovillig kapital kan komme alle aktører til gode. Der bliver også skabt nye jobs, når der investeres i etableringer af nye virksomheder. For at de kan opbygges med succes, spiller medarbejderne en afgørende rolle, og de er en drivende kraft. Derfor skal der også tages hensyn til ordninger om medarbejderaktier i forbindelse med medbestemmelsesordninger. Det er også af mange årsager af største vigtighed. Alt i alt skal jeg endnu en gang gøre opmærksom på, at meddelelsen, i forbindelse med denne betænkning, nok en gang kan være en saltvandsindsprøjtning for at forene kræfterne om risikovillig kapital.
Hr. formand, det er en kendt sag, at Europa-Parlamentet i mange år med på hinanden følgende betænkninger og afstemninger har vist sin interesse og sensibilitet over for de små og mellemstore virksomheder og deres problemer. Det har på mange måder betonet den vigtige rolle, som de små og mellemstore virksomheder spiller for beskæftigelsesfremme og for indførelsen af teknologisk fornyelse. Men den ofte proklamerede interesse hos medlemsstaternes regeringer og fællesskabsorganerne viser sig imidlertid at være hyklerisk, eftersom de små og mellemstore virksomheder i realiteten er afskåret fra at deltage i finansielle programmer, at udnytte teknologiske opfindelser og programmer til teknologisk modernisering, at udnytte programmer til uddannelse og efteruddannelse af deres personale og at tackle deres uretfærdige skattebehandling. Disse problemer kunne klares med en revidering af de udmarvende bankkriterier for finansiering og med en udnyttelse af deres forbund og handelskamre til at fremme programmer til teknologisk udvikling og programmer til en samlet uddannelse. Og mens Kommissionens aktionsprogrammer kun har bidraget meget lidt i denne retning, skal vi i dag med Kommissionens meddelelse og Parlamentets betænkning fremme valg, som især har interesse for den store finanskapital og det oven i købet i de små og mellemstore virksomheders navn. Det er virkelig en udfordring for offentlighedens følelser at foreslå at fremme et forenet, fælleseuropæisk kapitalmarked til på skrømt at tjene de små og mellemstore virksomheder. Det samme gælder for forslagene om fælleseuropæiske pensionskasser, tendensen til at forsikringskassernes reserver skal finansiere risikovillige investeringer samt en mere favorabel beskatning af fortjenester. Selvfølgelig går løsningen af de problemer, som har forbindelse med den uretfærdige beskatning af de små og mellemstore virksomheder, simplificeringen og moderniseringen af patenter, faldet i de overdrevne administrationsudgifter og procedurer for at starte driften af små og mellemstore virksomheder, i rigtig retning. Men at tilfredsstille den store børskapitals krav i de små og mellemstore virksomheders navn anser vi for en provokation, og det fordømmer vi.
Hr. formand, arbejdsløsheden i Unionen er stadigvæk forholdsvis høj, mere end 9% af erhvervsbefolkningen er arbejdsløse. Udviklingen af den risikovillige kapitalsektor i Europa skal især stimulere de små og mellemstore virksomheder til at tiltrække pengemidler. Det er godt, for netop her skjuler der sig et stort jobskabelsespotentiale. Jeg anmoder Kommissionen om at sætte skub i udarbejdelsen af direktivet om supplerende pensioner. Under overholdelse af kontrollerende regler skal institutionerne have fuldstændig investeringsfrihed. Endvidere skal medlemsstaterne gøre betalte pensionspræmier skattefri. Herved kan der gøres brug af private kapitalkilder. Men disponibel kapital er ikke det eneste problem. Ofte er det også den berygtede jungle af regler, formularer og skranker, som afholder den lille selvstændige erhvervsdrivende fra at ansætte personale. Her er der en stor opgave for mange medlemsstater om at iværksætte strukturelle reformer og fjerne unødvendige hindringer. Angående den foreslåede reform af det europæiske patentsystem anmoder jeg om kommissærens opmærksomhed for Det Europæiske Patentkontors tresprogsstyre, som fremmer konkurrenceforvridning. Det skal derfor være muligt at indgive en ansøgning på alle officielle sprog i Unionen. Lige behandling af sprog ved lov er efter min mening uden tvivl i de små innoverende virksomheders interesse og desuden i overensstemmelse med EF-traktaten. Et andet problem, som kræver opmærksomhed, er et eventuelt patent på naturligt materiale, såsom gener og planter, som efter min mening med rette er optaget i beslutningsforslagets punkt 22. Princippet om, at livet er Guds gave og ikke noget, som mennesket ejer, skal altid respekteres.
Hr. formand, Skinner-betænkningen bør hilses med tilfredshed. Den, der vover, han vinder! Denne talemåde gælder desværre ikke for særligt mange europæiske virksomheder. Vi er ganske vist rige på opfindelser, men fattige på vellykkede kommercielle udnyttelser. Alt for ofte går udnyttelsesrettighederne til amerikanske eller asiatiske koncerner, før små og mellemstore virksomheder i Europa selv tør binde an med udnyttelsen. Netop unge iværksættere er ofte ikke informeret om, hvordan de kan få adgang til kapital. Særligt vores skatte- og administrationssystemer stiller sig hindrende i vejen. Disse systemer er alt for komplicerede, meget ofte uforståelige, hvorfor netop denne gruppe af virksomheder meget ofte er frustreret over disse forhindringer. Derfor skal ethvert krav om at få skabt et reformeret skatte- og administrationssystem bakkes op. Denne ufordelagtige situation må derfor ændres så hurtigt som muligt. Den østrigske regering har allerede taget et initiativ på dette område. Afgiften på omsætning med værdipapirer afskaffes således med øjeblikkelig virkning, og skattefradraget for medarbejderaktier fordobles. Det ville være godt, om disse foranstaltninger blev fulgt op også af andre regeringer, frem for at vente, til man bliver opfordret hertil af Unionen.
Hr. formand, ordføreren og alle andre talere her i Parlamentet har med rette understreget, at mere effektive markeder for risikovillig kapital har en stor betydning for at støtte den økonomiske vækst, skabe nye og varige arbejdspladser og fremme et europæisk videnssamfund, og det gælder naturligvis også fremme af SMV og fremme af iværksætteraktiviteter. Det er mål, som vi ikke blot i vores økonomisk-politiske retningslinjer, men også i vores beskæftigelsesretningslinjer igen og igen understreger som værende grundsten. Den foreslåede gennemførelse af handlingsplanen er en rigtig vej og en del af de nødvendige strukturreformer, der stadigvæk er behov for i Europa, til trods for alle fremskridtene angående realisering af strukturreformerne på markederne for varer, kapital og tjenesteydelser. Her må der gøres endnu mere. Det blev også med rette klart på Lissabon-topmødet, det blev med rette klart i beskæftigelsesforummet, og det er også blevet særligt klart her, at Den Europæiske Investeringsbank yderligere vil spille en positiv rolle. Det har hr. Skinner jo også med rette henvist til. Men derudover viser meddelelsen fra Kommissionen også - og det er med rette ligeledes indeholdt i betænkningen - at der i forbindelse med opbygningen af et integreret paneuropæisk marked for risikovillig kapital endnu ikke er gjort tilstrækkeligt store fremskridt, og at Den Europæiske Union her har en svaghed. Tallene taler for sig selv. Investeringerne med risikovillig kapital i Europa er blevet mere end fordoblet i de seneste fire år, men i Europa blev der kun investeret 7 milliarder euro, sammenlignet med 12 milliarder euro i USA. Hvis man sammenligner investeringerne i virksomhedernes opstartsfase, bliver det endnu tydeligere: 1,6 milliarder euro i Europa i forhold til 4,5 milliarder euro i USA. De europæiske aktiemarkeder for højvækstvirksomheder er ekspanderet stærkt, mens vi i sammenligning med det amerikanske Nasdaq blot er små dværge. Vi er alle bevidste om problematikken, men vi har selvfølgelig visse hindringer, som gør det væsentligt vanskeligere at påtage sig risici og støtte iværksætteraktiviteter. I den forbindelse skal der her gøres opmærksom på både de kulturelle barrierer og de bureaukratiske processer, godkendelsesproblematikker, vanskeligheder i forbindelse med patentering og at meddele patent til små og mellemstore virksomheder, udgifterne til patentvedligeholdelse, men også de ukoordinerede skattesystemer. Et virksomhedernes Europa har brug for belønninger og chancer, der kommer alle til gode. Derfor skal de formulerede krav støttes fuldt ud. Måske kunne man også opnå et endnu større engagement. Jeg henviser til, at også ekspertnetværk kan spille en stor og positiv rolle. Man bør ganske vist holde øje med, at der bliver stillet risikovillig kapital til rådighed, men både i forbindelse med etablering af nye virksomheder samt udvidelse af eksisterende virksomheder bør man ikke kun holde øje hermed, men også med, hvilken driftskapital der er til rådighed. Jeg vil gerne bemærke og understrege, at også kvindelige iværksættere bør have gavn af en særlig støtte på dette område, og jeg vil gerne understrege, at vi som Parlament også burde opfordre Kommissionen til at følge denne fremskridtsproces på dette område op med benchmarking og en scoreboard-proces.
Hr. formand, jeg glæder mig over den foreliggende betænkning om risikovillig kapital, da jeg jo også er af den opfattelse, at der dermed er en chance for at fremskaffe midler, som er absolut nødvendige til forskning, udvikling, produktion og opbygning af markeder for nye produkter, som så desuden også kan skabe flere arbejdspladser. Der hersker enighed på mange punkter, som f.eks. mobilisering af offentlig og privat risikovillig kapital, lettere adgangsbetingelser, at risikovillig kapital fortrinsvist skal investeres i SMV, skattelettelser ved reinvestering af udbytte i risikovillige kapitalfonde, enklere og mindre omkostningskrævende patentering. Men det samlede koncept giver også anledning til kritik. Hvorfor satses der for det første så ensidigt på innovative tjenesteydelser, når det specielt er de mellemstore virksomheder i underudviklede regioner, det drejer sig om? Jeg plæderer for ligeledes at investere i nye produkter fra den innovative producerende sektor, så regional udvikling fremmes. Når den for de små og mellemstore virksomheders vedkommende meget omkostningstunge opdyrkning af markeder ikke samtidig bliver integreret, hvad nytter for det andet så den reelt gode vilje til at investere risikovillig kapital i etablering af nye virksomheder, i forskning og i udvikling? For på det punkt har de små og mellemstore virksomheder de største vanskeligheder, nemlig når de har produktet og skal have det introduceret på markedet. Hvorfor skal offentlig risikovillig kapital for det tredje kun benyttes der, hvor den private ikke vil? Det betyder dog a priori ikke andet end, at øget tabsrisiko bliver socialiseret, og forventningen om fortjeneste privatiseret! Det er konkurrenceforvridning til ulempe for den offentlige risikovillige kapital. Hvordan vil De for det fjerde sikre, at den i betænkningen ønskede stærkere inddragelse af pensionsfonde i risikovillig kapital ikke fører til, at de indbetalte beløb går tabt, og dermed modarbejder bidragsyderens mål, nemlig at skabe sig en sikker pensionisttilværelse? For det femte er det fortsat uklart, hvorfor fusioner på kapitalmarkedet skulle have en positiv effekt på mobiliseringen af risikovillig kapital. Erfaringerne viser det modsatte. Jo færre udbydere, desto mindre konkurrence, og desto større bliver udgifterne!
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske min kollega Peter William Skinner med hans fremragende betænkning, der behandler et spørgsmål, som jeg finder meget vigtigt. For hvis Den Europæiske Union ønsker at blive den økonomisk mest dynamiske region i verden, sådan som det blev besluttet på Lissabon-topmødet, så er det nødvendigt, at investeringerne, især i SMV, som skaber job og satser på innovative sektorer, bliver støttet finansielt. Europa ønsker at fremme iværksætterånden, men de, der ønsker at blive iværksættere, står stadig over for utallige vanskeligheder for at kunne gennemføre rentable projekter. De vanskeligheder, det er nødvendigt hurtigt at få overvundet i de forskellige lande i Den Europæiske Union, starter med de ofte meningsløse administrative aspekter, f.eks. bureaukratiet, som koster tid, energi og penge, og som slutter med finansiering af projektet. Nu må de selskaber, der stiller risikovillig kapital til rådighed, spille en meget større rolle på dette område, og Den Europæiske Union må gå meget hurtigere frem, hvis den ønsker at indhente det efterslæb, den i dag har over for især USA. Vi synes, at Kommissionens forslag går i den rigtige retning, selv om jeg også finder, at man skal gå hurtigere frem, hvilket er i overensstemmelse med forslaget om at anmode Kommissionen om at fremsætte en handlingsplan indtil 2000 om risikovillig kapital og om at vedtage en integreret fælles strategi, der bringer alle fællesskabsinstrumenterne i sammenhæng med hindanden. Det er især nødvendigt, at Europa ser mere på projekternes værdi end på iværksætternes personlige forhold, som det er tilfældet i dag. Hvis bankernes krav om to personlige kautionister er meget diskutabelt, så er dette krav uantageligt for de selskaber, der stiller risikovillig kapital til rådighed. Det er nødvendigt, at det er nemt for iværksætterne at få adgang til risikovillig kapital, hvilket betyder, at der skal være en meget mere aktiv og effektiv information om, hvordan den anvendes.
... der kun kommer en lille del af befolkningen til gode, nemlig den del, der kan investere og geninvestere kapital. Samtlige forslag er endnu en illustration på, at EU er blevet skabt alene på det grundlag at fremme de store summers bevægelser og investering og i anden række de smås. Dette vedrører dog størstedelen af befolkningen, for det er med deres penge, at EU's institutioner satser på at finansiere de foranstaltninger, der skal gøre de private investeringer nemmere. De, der ikke har kapital, men som betaler det meste af skatterne, bl.a. via indirekte skatter, herunder moms, skal altså finansiere tilskuddene og skattefradragene tiltænkt investorerne samt de skattemæssige fordele, der er forbundet med aktieoptioner. Det er planen at favorisere pensionsfonde, men det medfører uundgåeligt, at man favoriserer løbende finansiering. De penge, der burde tjene til at sikre en hæderlig pension til alle, bliver altså brugt for, at en minoritet kan lave mere privat profit. Som følge heraf forkaster vi alle aspekter i en foranstaltning, der sigter mod hele tiden at tømme flere lommer blandt det arbejdende flertal af befolkningen for at overføre de indsamlede penge til kapitalejerne.
Hr. formand, først vil jeg gerne sige, at Kommissionen med tilfredshed har modtaget betænkningen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål og udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender. Mange tak til hr. Skinner og til fru Kauppi for deres kommentarer. I begge tilfælde er der stor støtte fællesskabsstrategien til udvikling af risikovillig kapital i Den Europæiske Union. Jeg forstår, at der er stor enighed om den vigtige rolle, som risikovillig kapital kan spille som motor for den økonomiske vækst og naturligvis for beskæftigelsen. Som De ved - det er blevet nævnt i nogle indlæg - var Det Europæiske Råd i Lissabon særligt opmærksomt på at fremme vores bestræbelser på at iværksætte risikovillig kapital, således at handlingsplanen er gennemført i 2003. Nogle af Dem har talt om muligheden for at fremskynde den. Der er ingen tvivl om, at en fremskyndelse vil afhænge af medlemsstaternes mulighed for at iværksætte nogle af deres foranstaltninger. Vi må dog huske på, at handlingsplanen for risikovillig kapital er fra før Lissabon, den er fra 1998. Fortiden er imidlertid ikke lige så interessant som det, vi skal i fremtiden. Og i den forbindelse vil jeg gerne sige til Dem, at Kommissionen vil fremsende en meddelelse til Rådet og til Parlamentet om de fremskridt, der er sket på området for risikovillig kapital i forbindelse med målsætningen fra Lissabon. Meddelelsen vil indeholde en mekanisme til overvågning og sammenlignende evaluering, som gør det muligt nøjagtigt at få at vide, hvad der sker i de enkelte medlemsstater, og at drage rigtige konklusioner og i de lande, som finder det hensigtsmæssigt, at indføre bedre praksis, som allerede er indført i andre lande. Et vigtigt element, som der er blevet talt om, er den meget store vækst i den risikovillige kapital i 1999. Hvis vi analyserer værdierne i absolutte tal, kunne vi være meget tilfredse med dette resultat. Når vi derimod sammenligner med USA, og det har nogle af Dem også understreget, skal det indrømmes, at forskellen er stor, og vores grundlæggende mål skal være at nedbringe de forskelle, der stadig er mellem os og USA. Derfor er det påkrævet at gennemføre en række konkrete foranstaltninger, og den første og vigtigste er integration af markedet for risikovillig kapital i Den Europæiske Union. Nogle af Dem har nævnt to konkrete eksempler, som jeg gerne vil fremhæve: det, der vedrører pensionsfondene, og muligheden for at råde over et mere effektivt EU-patent, som gør det muligt at udnytte risikovillig kapital bedre. Hvad angår pensionsfondene, vil jeg sige til Dem, at Kommissionen i princippet i denne uge vil vedtage et forslag til direktiv, som giver pensionsfondene større muligheder for at investere i værdipapirer i hele Unionen. Vi taler naturligvis om supplerende pensionsfonde, og vi taler ikke om en forpligtelse til at gøre det. Vi taler om fjernelse af de nuværende hindringer, og dermed burde ingen af de problemer, som nogle af Dem har nævnt med hensyn til fremtidige risici, opstå. Det er klart, at en åbning for risikovillig kapital vil kræve, at forvalterne handler korrekt for at minimere de mulige risici, som kunne opstå. Om EU-patentet vil jeg blot sige til Dem, at Kommissionen allerede i juli vedtog sit forslag om EU-patentet. Vi mener, at det er et afgørende instrument for at nedbringe omkostningerne og sikre og forøge den retlige sikkerhed i de innovative virksomheder, som har aktiviteter i Unionen. Der er ingen tvivl om, at EU-patentet skaber praktiske problemer - nogle af Dem har allerede nævnt spørgsmål så vanskelige som ordningen på det sproglige område - men det er desværre ikke et problem, som vi kan tage fat på nu. Disse to konkrete spørgsmål må imidlertid ikke få os til at glemme andre aspekter, som De har nævnt, som forbedringen af den økonomiske og lovgivningsmæssige ramme, der er afgørende for, at den risikovillige kapital kan få den samme dynamik som i USA. De retlige, administrative og skattemæssige byrder for investering i risikovillig kapital er en af vores forhindringer i Europa, og som det er tilfældet med kulturelle barrierer - som uden tvivl eksisterer - ville eksistensen af den information, med en sammenlignelig situation i de forskellige medlemsstater, gøre det muligt at få større kendskab til god praksis i hver enkelt af de forskellige medlemsstater for at få et bedre praktisk resultat, der i sidste ende resulterer i, at brugen af risikovillig kapital i landene i Unionen fremmes. En af Dem har også nævnt problemet med offentlig finansiering, hvad angår risikovillig kapital, og det er ganske givet nødvendigt at få afklaret den offentlige finansierings forenelighed med hele konkurrencelovgivningen. Nogle af Dem har spurgt, hvorfor offentlig finansiering kun skulle være et supplement til privat finansiering. Det er ikke et ønske om at udelukke, men blot et ønske om at anvende de ressourcer, der er til rådighed, på bedst mulig måde. Det er ikke fornuftigt, at den offentlige finansiering konkurrerer med den private finansiering, når der skal finansieres projekter baseret på risikovillig kapital, og vi bør anvende den offentlige finansiering på den type projekter, som vanskeligst kan blive finansieret af den private sektor. Set ud fra Unionens eget synspunkt overvejer vi den bedst mulige udnyttelse af de instrumenter, der er til rådighed, særligt Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond. I midten af oktober offentliggør Kommissionen også en anden meddelelse, som vi sender til Rådet og til Parlamentet, hvori vi vil analysere de forskellige finansielle instrumenter, som Kommissionen forvalter, og fremtidsperspektiverne på det afgørende område, som risikovillig kapital udgør. Til sidst vil jeg sige, at jeg mener, at betænkningen fra Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål er et fremragende, vigtigt og meget konstruktivt bidrag til bestræbelserne på at udvikle markedet for risikovillig kapital. Det er tilfredsstillende at se, at udvalgets henstillinger i stor udstrækning er sammenfaldende med vores forslag til handlingsplan for risikovillig kapital, og jeg vil takke såvel den ansvarlige for betænkningen som alle udvalgets medlemmer for deres deltagelse i denne forhandling.
Hr. formand, sædvanligvis kan man svare Kommissionen, hvis et spørgsmål ved afslutningen er blevet tilsidesat eller ikke besvaret fuldt ud. Vi mener, at Den Europæiske Union praktisk talt er en ørken angående venturekapital, og at der skal gøres noget ved dette snarest. Der er måske kun et eller to lande blandt de 15 lande, hvor det virkelig fungerer. Resten, er jeg bange for, sover stort set. Selv i de lande, hvor det fungerer, fungerer det anderledes end på det anden side af Atlanten. I det mindste kan spørgsmål som pensionsfonde indføres ret hurtigt. Disse spørgsmål må ikke stilles i bero.
Hr. Skinner, dette er ikke en bemærkning til forretningsordenen, men en afsluttende kommentar, som De har fremsat uden om dagsordenen. Men hvis kommissæren ønsker at kommentere den nu, har han ordet.
Hr. formand, et hurtigt svar. Jeg mener, at jeg har været inde på de to spørgsmål, som hr. Skinner nævner. Hvad angår fremskyndelse af tidsplanen, er det op til medlemsstaterne at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at iværksætte handlingsplanen. Vi for vores del vil nu forelægge den første rapport om det, der er gennemført, og den vil ganske givet være et incitament til, at medlemsstaterne handler ved at sammenligne de andres handlinger. På grundlag af Kommissionens ansvar er det vanskeligt at gøre mere end det. Hvad angår pensionsfondene, og det gentager jeg, så det står helt klart, agter Kommissionen at vedtage bestemmelsen om pensionsfonde på onsdag. Vi gør altså vores til, at processen fremskyndes.
Mange tak, hr. Solbes. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om tredje Asien-Europa-møde i Seoul den 20.-21. oktober (ASEM III).
Hr. formand, det tredje topmøde i ASEM-processen afholdes om tre uger i Seoul. Jeg synes, at det har været et heldigt sammentræf, at topmødet afholdes i Korea kort efter det historiske koreanske topmøde, som åbnede dørene for forsoning og fremtidig genforening. Det forhold vil naturligvis få vigtig positiv indflydelse på sikkerheden, ikke kun regionalt, men også globalt. Topmødet vil markere modenheden i en proces, som blev indledt for fire år siden i Bangkok. Denne proces fuldfører vores bilaterale forbindelser med vores 10 asiatiske partnere og vores forbindelse med ASEAN og bidrager til integrationsprocessen i Asien og Europa. ASEM-processen er bygget op omkring tre søjler: politik, økonomi og kultur. ASEM-processen har lettet processen for ASEAN + 3, idet Nord- og Sydøstasien er kommet endnu tættere på hinanden. Dens struktur med møder mellem finansministre, økonomiministre og udenrigsministre og topmøder følger ASEM-modellen. I Unionen skulle og skal vi også lære, hvordan en proces, der har til formål at fremme den politiske dialog for at styrke de økonomiske forbindelser mellem de to regioner og intensivere de personlige og kulturelle kontakter, skal styres effektivt. Processen er baseret på et ligebyrdigt forhold. Ved at understrege den oprindelige idé om at udvikle denne dialog som en proces mellem ligebyrdige partnere og ved at gøre den så uformel som muligt uden et institutionaliseret sekretariat har vi til trods for visse vanskeligheder opnået at overbevise vores asiatiske partnere om, at vi ønsker at have forbindelse med dem på lige betingelser langt væk fra et donor-/modtagerforhold eller en eller anden postkolonialistisk holdning. Denne tilgang er af særlig vigtighed for vores bestræbelser på at konsolidere, styrke og udvide den politiske dialog. Mens vores asiatiske partnere foretrækker at beskæftige sig med de spørgsmål, som forener os, og udelade resten, har vi talt for en bred dagsorden uden nogen tabuemner. Vores partnere har accepteret dette princip til gengæld for en garanti for, at viden og fornuft går forud ved udvælgelsen af de emner, der skal diskuteres. Spørgsmålet om menneskerettigheder er naturligvis det emne, der skaber størst problemer, sammen med afvisningen af indblanding i interne forhold og andre argumenter, som er velkendte for os. Alligevel vil dette problem blive nævnt tydeligt i erklæringen fra topmødets formand og i Asien-Europa-samarbejdsrammen. Jeg vil også tilføje, at der inden for den bredeste ramme for ASEM-processen afholdes en positiv række seminarer om menneskerettigheder, som er arrangeret sammen med Asien-Europa-fonden. Problemerne vedrørende sikkerhed, som er særligt vigtige i regionen, vil spille en stor rolle i processen, og det er nok at nævne offentliggørelsen af en særskilt erklæring om Korea-halvøen for at illustrere denne situation. Lederne vil også beskæftige sig med bekæmpelse af international kriminalitet, særligt i lyset af tragedien i Dover for kort tid siden. Udnyttelse af illegale indvandrere, kvinder og børn, særligt i den voldsomme sexindustri, vil ikke blot blive genstand for diskussion, der vil også blive taget initiativer til bekæmpelse af denne vores tids plage, som er forbundet med fattigdom og usikkerhed. På det økonomiske område er 1993 et skelsættende år, for det markerer det afgørende tidspunkt, hvor vores eksport til Asien oversteg eksporten til USA. Det andet ASEM-topmøde, som fandt sted i London i 1998, overvandt krisen med held. Vi støtter vores asiatiske partnere, og vi træffer konkrete foranstaltninger som den vigtige aftale om handel og investeringer, der vendte den tidligere tendens og gav anledning til et betydeligt handelsunderskud i forhold til vores partnere. Oprettelsen af en investeringsfond, oprettelsen af det europæiske finansieringsnet af eksperter og vedtagelsen af to handlingsplaner for lettelse af samhandlen og for investeringsfremme er mange andre konkrete foranstaltninger, som viser, at Europa bekymrer sig for Asien, ikke kun i goder tider, men også i kriseperioder. Det næste topmøde giver mulighed for at gøre regnskab over frugten af vores anstrengelser og bekræfte de skridt, der er taget for større virkningsfuldhed og effektivitet. Desuden vil lederne diskutere betydningen af den nye økonomi, globaliseringen, de erfaringer, der er draget af krisen, oprettelsen af en transeuropæisk-asiatisk supermotorvej, som skal lette kontakten mellem forskningsinstitutter, og de vil diskutere de nye teknologiers betydning for det økonomiske liv, herunder foranstaltninger til imødegåelse af den større og større digitale kløft. Som følge af den nuværende globale situation er forsyningssikkerheden på energiområdet, herunder olie, tilføjet på dagsordenen. Behovet for en generel multilateral retlig ramme for handelssystemet såsom Verdenshandelsorganisationen, og behovet for at opretholde dens funktion i globaliseringens tidsalder vil også være et hovedtema i ledernes diskussioner. Dette er en del af vores strategi for at fremme opbakningen til, at der indledes en ny global runde omgående. Det er vigtigt at udfylde det kulturelle tomrum mellem de to regioner. Behovet for at øge bevidstgørelsen, udbrede kendskabet med det formål at fremme forståelsen og udrydde fejlagtige opfattelser har været vigtige mål med ASEM-processen fra begyndelsen. Asien-Europa-fonden har bidraget væsentligt til dette mål. Lederne vil således træffe beslutning om andre initiativer for at øge udvekslingen af studerende mellem regionerne, modernisere uddannelsesstrukturerne, intensivere samarbejdet omkring udvikling af de menneskelige ressourcer og udveksle synspunkter om de seneste samfundspolitiske begivenheder. I den forbindelse beklager vi, at vores asiatiske partnere endnu ikke var parate til at undersøge oprettelsen af et socialt forum inden for ASEM-processen, som kunne repræsentere det civile samfund på samme måde som Asien-Europa-erhvervsforummet repræsenterer erhvervslivet. Dette forslag kommer fra arrangørerne af folkenes forum. Set ud fra et organisatorisk og logistisk synspunkt vil det koreanske formandskab offentliggøre en erklæring fra formandskabet, som - ud over de problemer, som lederne har diskuteret - vil indeholde punkter som reformen af FN, nedrustning, våbenkontrol, aidsbekæmpelse og andet. Slutteksten vil afspejle diskussionen mellem lederne, men der er indtil nu allerede blevet gjort et godt stykke arbejde. Derfor vil formandskabet have ansvaret for at forelægge det under topmødet. I den tidligere nævnte Seoul-erklæring om Korea-halvøen anerkendes betydningen af de seneste fremskridt, og politikken om at inddrage Nordkorea i det internationale samfund for at opnå en fredelig forening af de to Koreaer godkendes. Endelig vil Asien-Europa-samarbejdsrammen 2000, der er en ajourført version af den første, som blev vedtaget på det seneste topmøde i London, indeholde detaljer om de mål og procedurer, der skal styre ASEM-processen i det kommende årti. I modsætning til den foregående version er vigtigheden af menneskerettighederne og samarbejdet til beskyttelse af miljøet blevet inddraget for blot at give et par eksempler. Det eneste uafklarede problem er spørgsmålet om medlemmer, hvor de europæiske partnere hidtil har modsat sig forsøgene på at indføre visse begrænsninger, som kunne fortolkes således, at nogle partnere udelukkes fra fremtidig deltagelse. Lad mig til sidst understrege, at det vigtigste kendetegn ved ASEM-processen efter min mening er etableringen af en regulær dialog på højeste plan gennem de halvårlige topmøder, som forberedes ved de regelmæssige møder mellem udenrigs-, økonomi- og finansministrene for ikke at tale om de talrige møder mellem højtstående embedsmænd og eksperter, som også deltager i dem. Dialogen med vores asiatiske partnere er blevet en almindelig begivenhed, som ikke afhænger af økonomisk optimisme eller pessimisme som følge af krisen. ASEM-processen er et klart udtryk for Unionens fulde engagement i vores partnere i det asiatiske Østen på lige betingelser, og det drejer sig ikke bare om det økonomiske område, men også om den vigtige politiske og personlige dimension. På grund af Asiens betydning for Europa og omvendt vil gensidig belæring og vidensoverførsel, oprettelsen af et net mellem ledere og befolkninger bidrage til at gøre det emne, der er valgt til ASEM III, til virkelighed, nemlig samarbejde for fremgang og stabilitet i det nye årtusinde.
Hr. formand, mine damer og herrer, Asien er en af de regioner i verden, hvor Den Europæiske Union ikke udnytter sine politiske muligheder. Det er ikke nogen bebrejdelse. Det er snarere en konstatering. Man mærker det, når man er der som repræsentant for Den Europæiske Union, bl.a. på den måde, at ingen lader sig nøje med en henvisning til, at man repræsenterer Den Europæiske Union, men alle spørger om, hvilken medlemsstat man stammer fra. Det er udslagsgivende for, hvilken betydning man har. Der, hvor Den Europæiske Union ikke udnytter sine muligheder, lever den muligvis heller ikke op til sit ansvar. Derfor er denne ASEM-proces så umådelig vigtig. Kommissionen kan, vil jeg vove at påstå, i stor udstrækning regne med Parlamentets tilslutning til fremme af denne proces. Kommissionen kan i stor udstrækning regne med Parlamentets støtte til sin fremgangsmåde og den dagsorden, der er forberedt. Derfor handler det i dag ikke mindst om at gøre den europæiske offentlighed bevidst om denne ASEM-proces. Det, som vores partnere i Asien har svært ved at forstå, er den kendsgerning, at vi praktisk talt udelukkende beskæftiger os med os selv, med regeringskonferencen, med udvidelsen, eventuelt med de vigtige påtrængende problemer foran vores politiske gadedør som Mellemøsten. Men de forstår ikke, at vi ikke udnytter vores muligheder i alle de spørgsmål, som er af betydning for velstand og fred i verden. Forventningerne til Den Europæiske Union er enorme. Man tænker på en strategisk tilstedeværelse af europæere i Asien. Det vil vi vel heller ikke være i stand til inden for en overskuelig fremtid. Det er klart, hvad der ligger bag: bevidstheden om USA's permanente tilstedeværelse, bevidstheden om Kinas fremgang. Der ville man gerne have haft europæerne som modvægt. Vi må udnytte denne chance, og vi har netop også lejligheden til og chancen for at skabe gehør for vores principper der. Det kan man også formidle i ASEM-processen.
Hr. formand, jeg tror, at det i dag ikke kun handler om, hvorvidt dette århundrede eller årtusinde bliver et europæisk eller et asiatisk, men derimod om, at disse to regioner må finde sammen i et nyt partnerskab. Det er derfor rigtigt, at de europæiske og asiatiske regeringschefer fortsat finder sammen til en uformel dialog om mange forskellige emner, og det er af særlig betydning, at det i år sker i Seoul, på en historisk ny baggrund, med chance for en ny genforening. Interessen i gensidig forståelse mellem disse to regioner er stadigvæk underudviklet, selv om der drives økonomisk politik og handelspolitik og også eksisterer en fælles interesse for et partnerskab på det sikkerhedspolitiske område. Men disse to regioner må blive endnu bedre til at forstå hinanden og foretage koordinering, så fælles prioriteter i forbindelse med reformen af De Forenede Nationer, WTO angående valuta- og finansstabilitet, men også i vigtige spørgsmål, som er på dagsordenen i Den Internationale Arbejdsorganisation, kan udformes med succes, og der kan opnås fremskridt. De positive resultater fra de to seneste topmøder i Bangkok og London må ikke overskygge den kendsgerning, at ASEM-processen mangler dynamik. Bangkok var innovation og smil, London det første svar på krisen i Asien. Der bør herske normalitet i de europæisk-asiatiske forbindelser, så konkret og borgernær kooperation endelig bliver synlig. Fra kampen mod hvidvaskning af penge, over miljøengagement og tillidsskabende foranstaltninger på det sikkerhedspolitiske område, til engagement for at sikre forsyningen af fødevarer og drikkevand, men også med henblik på succeserne i kampen mod den organiserede kriminalitet, og - hr. kommissær, De har fuldstændig ret - mod menneskehandel, seksuel udnyttelse af kvinder og misbrug af børn. Udvekslingen mellem skoler, universiteter og forretningsfolk er lovende, Europa-Asien-fonden gør et godt stykke arbejde. Men i år 2000 handler det nu om, hvad ASEM virkelig kan præstere og skal kunne præstere, hvad der er bedst at organisere på ASEM-plan. Her har Vision Group præsteret et meget godt oplæg, som også bør konkretiseres. Det var sikkert rigtigt, at ASEM har forpligtet sig til de tre søjler for politisk, økonomisk og kulturelt samarbejde. Men det må suppleres, så der også kan opnås sikkerhedspolitiske fremskridt i OSCE-processen i Europa, men også i territoriale spørgsmål i Asien eller de menneskerettigheds- og demokratispørgsmål i Burma og andre steder, som stabiliserer regionen. Det ville også være vigtigt at behandle de stadigt vigtigere spørgsmål om virksomhedsudflytninger og beskæftigelsesstandarder eller de sociale spørgsmål i et socialt forum på et niveau, som kan sammenlignes med business-forummet, og muliggør en dialog mellem det politiske niveau og arbejdsmarkedets parter om arbejdsvilkår og sociale standarder. Der må virkelig etableres et sådant forum. Men vi er som medlemmer af Europa-Parlamentet også interesseret i, at den europæisk-asiatiske parlamentarikerdialog kommer i gang igen. Vi har organiseret det første møde mellem parlamentsmedlemmer fra Europa og Asien her i Strasbourg. Efter at Europa har taget det første initiativ, er det nu op til vores asiatiske kolleger at komme med det næste udspil. Hvorfor griber Japan eller Kina ikke denne chance? Det er beklageligt, at interessen for et tæt samarbejde med Asien er langt mindre udviklet i Europa end interessen for et samarbejde med andre regioner i verden. Derfor er en parlamentarisk dialog også en start på samarbejdet for det civile samfund bestående af alle borgere. Alle må også betragte dette som deres opgave i fremtiden, for begge regioner har meget at sige og meget at gøre.
Hr. formand, Asien-Europa-mødet adskiller sig fra andre typer dialoger. ASEM har en uformel karakter, som vi værdsætter i forbindelse med denne dialog, og som også er af meget stor strategisk betydning. Desuden er det en multidimensional dialog, for den omhandler politik, økonomi og kultur. Hvordan får vi disse ting til at hænge sammen? Det er ikke nemt, og kommissær Pattens fremragende tale herom i juli i Korea er efter vores mening et godt udgangspunkt. Jeg nævner tre punkter. For det første, at vi som liberale lægger stor vægt på økonomisk samarbejde, der ofte undervurderes, ikke kun derovre, men også her. Hvis den økonomiske krise i Asien har lært os noget, så er det, at liberalisering med stor gennemskuelighed i økonomien og tilstrækkelig beskyttelse af også udenlandske investeringer fungerer godt. Hvis der nu udarbejdes fælles initiativer i WTO, er det godt. Det andet punkt er kulturelt samarbejde. Udveksling af videnskabsmænd og politikere, som fru Randzio-Plath netop nævnte, er meget vigtig, og Parlamentet skal i den forbindelse spille en rolle. Desuden understreger jeg betydningen af Asien-Europa-fonden i Singapore. Fornyelse af dets mandat er godt, og det skal ske med de tilhørende finansielle midler. For det tredje er der den politiske dialog. ASEM er også det bedst egnede sted til at sætte kontroversielle emner på dagsordenen. Vi sidder der til bords med Folkerepublikken Kina og dens forbud imod Falun Gong, det stadig eksisterende system med arbitrær administrativ fængsling og politiske fanger. Den slags ting skal uigenkaldeligt på dagsordenen. Hr. formand, der tales om udvidelse af ASEM, bl.a. med Indien. Men udvidelse med Burma kan i hvert fald ikke komme på tale. Behandlingen af Aung San Suu Kyi, nu hvor vi lige har drøftet den britiske menneskerettighedsaktivist James Mawdsley, angiver klart, at vi ikke nu skal begynde en dialog med dette styre. Så hellere Taiwan. Det ville være godt, hvis Folkerepublikken Kina og Republikken Kina fulgte eksemplet på tilnærmelse mellem Nord- og Sydkorea.
Hr. formand, det kommende Asien-Europa-møde i Seoul skaber værdifulde rammer for dialog og styrkelse af det politiske, økonomiske og kulturelle samarbejde mellem de to regioner. Der er adskillige lande i Østasien, som gerne ser, at Europa øger sin tilstedeværelse i regionen. Det giver i sig selv et særdeles godt grundlag for den gradvise udvikling af samarbejdet mellem de to regioner. Jeg vil dog gerne tilskynde alle deltagerne til at nå til enighed i Seoul om at indarbejde klare forpligtelser i hoveddokumenterne til at respektere menneskerettighederne i regionen. Børnearbejde skal også have større opmærksomhed for at sikre, at denne praksis afskaffes så hurtigt som muligt både i Asien og andre steder. Europa og Asien skal samarbejde om at intensivere kampen mod narkotikahandel, hvidvaskning af penge, international kriminalitet, terrorisme og seksuel udnyttelse af mindreårige. Det er meget vigtigt, at der indgås en aftale under den næste forhandlingsrunde i WTO-regi mellem de to regioner. Med hensyn til det sidste punkt vil jeg gerne påpege, at Asiens skøbelige økonomiske opsving kompliceres af den sarte politiske situation i regionen. Man glemmer undertiden, at den enestående periode med økonomisk vækst i et kvart århundrede i Asien var baseret på en vedvarende periode med politisk og strategisk stabilitet. En stor del af denne stabilitet findes ikke i regionen på nuværende tidspunkt. Den koreanske halvø er kilde til fortsat strategisk ustabilitet. Genopbygningen af Østtimor er stadig i gang. Flere asiatiske lande kunne spille en rolle i forbindelse med yderligere støtte til snarlig rehabilitering og genopbygning af Østtimor. Der er absolut brug for mange drøftelser for at stabilisere forholdet mellem den nye taiwanesiske regering og Folkerepublikken Kina. Alle interesserede parter bør bemærke, at der skal være politisk stabilitet, før der kan ske en central økonomisk udvikling, og jeg ønsker alle deltagerne i konferencen i Seoul i denne måned held og lykke. Fru Randzio-Plath foreslog, at der skulle større fokus og vægt på den parlamentariske dialog mellem Europa og Asien. Som formand for Delegationen for Forbindelserne med Landene i Sydasien bifalder jeg i høj grad dette. Det er ikke nok, at vi kun mødes en gang hvert femte eller sjette år til en parlamentarisk dialog mellem repræsentanter for Parlamentet og repræsentanter for Indien, Nepal, Pakistan, Sri Lanka, Bangladesh og Bhutan - disse er blot de lande, der er omfattet af den delegation, jeg er formand for. Jeg henstiller til fru Randzio-Plath, som har stor indflydelse i Budgetudvalget, om at hjælpe med til at skaffe midlerne til gøre det muligt for denne delegation - og andre, hvor et sådant skridt ville være relevant - at øge hyppigheden af disse møder.
Hr. formand, allerførst vil jeg gerne sige til hr. Nassauer, at hvis vi skal beklage, at EU ikke er forbillede i de asiatiske lande, bør vi også tilstå vores fejl og indrømme, at vi forspilder chancer. Således vedtog vi for en måned siden hr. Galeotes betænkning, en betænkning om diplomati og udenrigspolitik. Men denne betænkning handler ikke om diplomati og udenrigspolitik. Den begrænser sig til at rejse spørgsmålet om uddannelse efter universitetet, hvis man kan sige det sådan, af diplomater og kommende europæiske diplomater. Det er endnu en forspildt chance. Med hensyn til spørgsmålet om Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien bør vi udspørge os selv om arten af det forhold, der forbinder eller burde forbinde EU med Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien. For det første kan man ikke se bort fra den meget anderledes idé om integration i henholdsvis EU og i Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien. Der er ingen politisk integration, ikke engang et perspektiv til politisk integration mellem landene i Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien, og man skal heller ikke glemme, som det forekommer mig, at talere før mig har gjort, at de styrer, der findes i Sammenslutningen af Stater i Sydøstasien, er meget forskellige fra hinanden: Der er totalitære og diktatoriske styrer, endog hårde diktatoriske styrer som i Kina, og demokratiske lande. Det er derfor ikke underligt, at der i denne sammenslutning hverken er rigtig integration eller reel politisk dialog. EU burde måske tage sig af det problem og vende tilbage til gode og sunde bilaterale forbindelser, der kunne være ganske forskellige alt efter, om det drejede sig om et demokrati, en totalitær eller diktatorisk stat. Jeg tror også, at den optimisme, der blev lagt for dagen i forbindelse med genforeningsprocessen i Korea, er en smule overdrevet. Måske brydes isen på topmødet mellem den sydkoreanske præsident og lederen af det nordkoreanske diktatoriske styre, men foråret er bestemt ikke kommet for nordkoreanerne. Jeg minder Dem om, kære kolleger, at i løbet af de sidste fem år er mellem to og fire millioner mennesker døde af sult i dette paradisstyre. På samme måde finder jeg det uantageligt, at EU i sin dialog med Asien ser bort fra spørgsmålet om Indien, der er et demokrati, og som har samme befolkningstal som sin nabo på den anden side, Kina, men ikke det samme styre og ikke det samme privilegerede forhold til EU. Jeg mener som hr. Matten, at spørgsmålet om Taiwan ikke længere kan blive ved med at blive glemt, ikke kun i forbindelse med genforeningsprocessen mellem Taiwan og Folkerepublikken Kina, men også inden for mekanismerne for internationalt samarbejde, selv om jeg ikke hører til blandt dem, der synes, at de er særligt effektive. Jeg mener derfor, at vi ikke kan fortsætte med at se bort fra dette monster til Kina, der langsomt forvandler sig til et kommunistisk diktatur, til et nyt nationalt kommunistisk diktatur. Vi har haft en kold krig mellem Sovjetunionen og den demokratiske verden, der varede 40 år, og jeg tror, at det haster med ikke at bruge lejligheder som disse topmøder til at skjule dette store problem. Til slut, fru Randzio-Plath, vil jeg sige, at hvis vi vil forstærke det parlamentariske samarbejde, kan vi kun gøre det med demokratiske lande i dette område, det vil sige med lande, der har parlamenter. Hvis der skal være parlamentarisk samarbejde, skal det være med disse lande og bestemt ikke med embedsmændene i Kinas Kommunistiske Parti eller andre lande i det område.
Hr. formand, jeg vil gerne takke kommissæren for hans bidrag til debatten og for hans gode planer. Jeg mener, at det er meget godt, at de økonomiske, kulturelle og politiske bånd med ASEAN og ASEM knyttes tættere. Det er endvidere godt at involvere ngo'erne, det samfundsmæssige midterfelt og borgerne i disse lande. Jeg vil imidlertid koncentrere mig om de politiske kontakter og kommentere situationen i to lande i området, nemlig Burma og Indonesien. Burma er uden tvivl et af de værste diktaturer i verden. En militærregering styrtede for 10 år siden den valgte præsident, fru Aung San Suu Kyi, opløste parlamentet, sendte mange parlamentsmedlemmer ud af landet, fængslede eller myrdede dem, og derefter iværksatte den en enorm terror imod befolkningen og mindretallene. EU har truffet en række foranstaltninger med hensyn til Burma, men det har ikke hjulpet. For nylig blev fru Aung San Suu Kyi igen begrænset i sin frihed, enkelte betydningsfulde partifæller blev arresteret, og vestlige menneskerettighedsrepræsentanter fik store problemer i Burma. Intet ser ud til at hjælpe. Derfor slår jeg på linje med tidligere beslutningsforslag fra Parlamentet endnu en gang til lyd for en hårdere metode, og det sammen med ASEAN- og ASEM-landene. Med hensyn til Indonesien vender det langsomt tilbage til en demokratisk retsstat. Wahid-regeringen viser god vilje og har bestemt til hensigt hurtigt at ændre det gamle styres praksis. Men der er hårde modstandere. Det drejer sig om korrupte medlemmer af den gamle Suharto-klike. Det vedrører illoyale dele af hæren. Det drejer sig om paramilitære militser. Det er aggressive muslimer. Indonesien har i mellemtiden 1 million flygtninge, hvoraf 130.000 er i Timor, og 300.000 er på Molukkerne. Især på Molukkerne, hvor aggressive muslimske grupper spreder død og fordærv, er situation rent ud sagt katastrofal. Den store befolkningsgruppe af molukker i Nederlandene - det drejer sig om 50.000 EU-borgere - er meget bekymrede for de mere end 5.000 døde, de titusinde sårede og mere end 300.000 flygtninge. EU skal støtte de demokratiske kræfter i Indonesien. Samtidig skal EU undersøge, hvordan den kan hjælpe Indonesien med at bekæmpe de negative kræfter i landet - især i forbindelse med Molukkerne, fordi så mange europæiske borgere fra Molukkerne er meget bekymrede.
Hr. formand, jeg takker kommissær Solbes for hans udtalelse. Jeg føler til tider, at Asien, ASEAN og ASEM er Askepot i Europas udenrigsforbindelser og får langt mindre opmærksomhed, end de fortjener i forbindelse med industrielle, økonomiske, finansielle, politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Jeg bifalder det løfte, vi her har fået om at ændre den situation. Jeg er ikke sikker på forslaget om at udveksle politikere - hvem får vi i stedet for hr. Haider og hr. Le Pen? Jeg vil gerne påpege tre ting. For det første viser begivenhederne i Seattle og Prag, at det ikke længere er muligt for små grupper, isoleret fra hverdagslivet, at forhandle om mange af de centrale globale spørgsmål bag lukkede døre. Jeg bifalder det sideløbende ASEM-folketopmøde 2000 og forslaget i kompromisteksten om, at dette institutionaliseres med henblik på fremtidige ASEM-møder. Jeg bifalder også forslaget om genetableringen af de blandede parlamentariske møder mellem parlamentsmedlemmerne i ASEM-medlemslandene. For det andet ønsker jeg, som fru Maij-Weggen, at tale om Burma. Det glæder mig meget, at hvorimod Burma er medlem af ASEAN, er landet ikke medlem af ASEM. ASEM har tidligere opfordret til gendannelsen af demokrati i det stakkels land. Vi håber fortsat, at militærregimet i Burma med tiden indser, at den eneste vej frem er dialog med Aung San Suu Kyi snarere end konfrontation. Vi håber, at medlemsstaterne fortsat overvåger dette. For det tredje holdes topmødet i Seoul på den koreanske halvø. Vi har været vidne til et historisk gennembrud, der er lige så vigtigt som de gennembrud, vi tidligere har set i Nordirland og Mellemøsten, hvor Kim Dae-jung og Kim Jong-il har det politiske mod til at afholde det første topmøde på denne sørgeligt delte halvø. Og dog har vi for nylig set i både Nordirland og Mellemøsten, hvor skrøbelige disse fredsinitiativer kan være. Vi opfordrer Kommissionen, Rådet og ASEM-medlemsstaterne, både i Asien og Europa, til at gøre, hvad de kan økonomisk og politisk for at hjælpe og bistå denne proces yderligere. Europa kan spille en vigtig rolle som en ærlig mægler.
Hr. formand, kære kolleger, jeg kommer blot med et par ord for at understrege, at vi er meget bekymrede for Timor. Og for at opfordre til, at spørgsmålet om Timor får en ganske særlig plads på dagsordenen for næste møde. Vi husker sikkert alle den hyldest, som vi for et år siden viste Xanana Gusmão, da han her i Parlamentet modtog Sakharovprisen. Vi har et permanent ansvar over for Xanana Gusmão, over for det, han repræsenterer, og over for Timors befolkning. På det sidste er situationen blevet forværret. Og derfor er det meget stærke budskab, som jeg gerne vil overbringe til Kommissionen, og som jeg beder om bliver videregivet eftertrykkeligt til de indonesiske myndigheder, er, at enhver positiv udvikling i forholdet til Indonesien afhænger af de garantier, som dette land rent faktisk kan give os for fred og frihed i Timor.
Hr. formand, hr. kommissær, jeg har tre korte bemærkninger til den åbne dialog. En bemærkning til den politiske dialog. Vi har allerede talt om Indonesien, Østtimor og Burma. Jeg vil gerne komme ind på situationen mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan. Jeg tror, at vi bør gøre det klart, at valget af den nye taiwanske præsident er en historisk chance for at overvinde modsætningerne på begge sider af Taiwanstrædet, og det bør vi gøre. Vi bør som europæere også endelig have modet til at åbne Den Europæiske Unions forbindelseskontor i Taipei, for Taiwan er et land med et stort økonomisk potentiale, som vi har meget tætte forbindelser til. Men det drejer sig om den politiske dialog. Det andet punkt går på, at vi bør være åbne på det økonomiske område og også tage prekære emner op. Særligt når vi er i Seoul, må vi endnu en gang gøre opmærksom på, at de subsidier, som Korea støtter sine skibsværfter med, er uholdbare. De truer arbejdspladserne i hele Den Europæiske Union. Det kan ikke være rigtigt, at vi hjalp Korea under ASEAN-krisen med IMF-lån osv., og at Korea nu stadigvæk støtter sine skibsværfter, hvilket bringer vores skibsværfter i vanskeligheder på helt uberettiget vis. Det tredje punkt vedrører os, men også de asiatiske lande. Som det allerede er blevet bragt på tale, er der brug for en dialog parlamenterne imellem, mellem Europa-Parlamentet og parlamenterne i de 10 asiatiske lande. De har med rette bragt den omfattende dialog på bane som et af de store punkter på Asien-mødet, altså formuleringen af forskellige interesser. Det kan ikke være rigtigt, at interesserne mellem Asien og Europa altid kun bliver udvekslet mellem regering og embedsmænd, idet videnskabsmænd og journalister dog også inddrages i stor udstrækning. Parlamentarikerne må ligeledes tage del i processen, for der er ikke længere tale om ren udenrigspolitik. Det er alt sammen politiske spørgsmål, som griber meget stærkt ind i situationen i de enkelte lande: Derfor skal medlemmerne af Parlamentet også inddrages. Når de japanske delegerede besøger os i Strasbourg i november, hr. formand, vil vi anmode dem om, at det næste møde mellem medlemmer af Europa-Parlamentet og de asiatiske lande så vidt muligt finder sted i Japan.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke alle talerne for deres bidrag til forhandlingen og komme med nogle hurtige kommentarer. På det økonomiske område skal jeg minde om, at vi har iværksat to handlingsplaner, en for lettelse af samhandlen og en for investeringsfremme, og de er begge to meget aktive. Hvad angår de sociale aspekter, foreslog vi i sin tid et nyt organ - det sociale forum - som skulle repræsentere det civile samfund. Som jeg sagde i mit indlæg før, har de asiatiske lande desværre afvist det forslag, og det beklager vi. Hvad angår det parlamentariske samarbejde, vil jeg minde Dem om, at der allerede har været to møder: et i Filippinerne og et i Portugal om samarbejdet mellem unge parlamentarikere, hvor europæiske parlamentarikere endog har deltaget. Enhver anden aktion vedrørende interparlamentariske forbindelser vil vi betragte som meget positiv. Med hensyn til kommentarerne om nogle konkrete lande vil jeg sige følgende: Hvad angår Burma, er det klart, at det ikke er en nation, som deltager i ASEM-processen, og der gøres heller ikke noget forsøg på at inddrage den i den. Det er en situation, som diskuteres, hver gang der er en politisk dialog, og det er klart, at omstændighederne objektivt set ikke gør det muligt at gøre fremskridt på det område. Hvad angår Indien, vil jeg minde om, at der uden for rammerne af ASEM har været et første topmøde mellem Indien og Den Europæiske Union i juli i år. Med hensyn til Indonesien, som også har været et emne af særlig interesse, er der en regulær dialog inden for ASEM, hvor vi altid lægger vægt på behovet for at fremme den demokratiske proces, og i den forbindelse har formand Prodi allerede sendt en besked til den indonesiske præsident, for at der kan ske fremskridt på dette punkt. Hvad angår Timor, er der naturligvis en klar politisk støtte fra vores side og en humanitær bistand, som vi mener er relevant. Og endelig med hensyn til det meget punktlige problem, der er opstået på grund af forbindelserne med Korea, og særligt hvad angår skibsværfterne og støtten til skibsværftsindustrien, vil jeg minde om, at dette emne ligger uden for ASEM's virkefelt, men at det alligevel ikke er et emne, der er glemt i vores forbindelser med Korea. Det er genstand for en vedvarende og hård diskussion. I sidste uge fortsatte diskussionerne, og jeg er enig i, at den støtte, der i øjeblikket ydes, er helt uacceptabel.
Hr. formand, jeg har slet ikke fået svar på mine bemærkninger om Molukkerne i Indonesien. Problemerne er i øjeblikket meget alvorligere der end i Timor. Der er 300.000 flygtninge. Der er sandsynligvis 10.000 døde, og titusinde sårede. Det kan da ikke være rigtigt, at Molukkerne ikke behandles under ASEM-forhandlingerne. Jeg spørger derfor endnu en gang kommissæren, hvad man vil gøre ved dette problem?
Hr. formand, jeg vil blot sige, at når jeg har nævnt fremme af den demokratiske proces i Indonesien, har jeg naturligvis inddraget alle problemerne i forbindelse med menneskerettigheder og i særdeleshed spørgsmålet om Molukkerne, som selvfølgelig er genstand for særlig og vedvarende bekymring.
Tak for afklaringen af dette spørgsmål. Forhandlingen er afsluttet. Jeg har i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 37, stk. 2, modtaget seks beslutningsforslag. Afstemningen finder sted onsdag.
Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A5-0232/2000) fra Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om Rådets fælles holdning (6658/1/2000 - C5-0271/2000 - 1997/0358(COD)) fastlagt med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets beslutning om ændring af beslutning nr. 1692/96/EF for så vidt angår søhavne, flod- og kanalhavne samt projekt nr. 8 i bilag III (Ordfører: Piecyk).
Hr. formand, vi har her en fremgangsmåde, som jeg gerne vil komme med en generel bemærkning til, for den er efter min mening et klassisk eksempel på, hvordan en procedure med fælles beslutningstagning netop ikke bør forløbe. Parlamentet gennemfører sin førstebehandling, et år senere modtager vi Rådets fælles holdning, hvori så godt som ingen af Parlamentets holdninger er medtaget, og på grund af fristerne - f.eks. sommerpausen - forholder det sig således, at Parlamentet ikke har noget andet valg end at sætte førstebehandlingen og dets holdning fra førstebehandlingen i kraft igen med det resultat, at vi alle mødes igen i forligsproceduren. Det er egentlig ikke på den måde, at procedurer med fælles beslutningstagning bør forløbe, i hvert fald ikke efter min opfattelse! Følgende er møntet på Rådet: Siden Amsterdam er lovgivningsarbejdet særligt på trafikområdet blevet mere og mere omfattende. Vi ville spare tid, penge og energi i proceduren, hvis Rådet ville nå frem til den overbevisning og tage til sig, at en fælles holdning ikke er afslutningen på en procedure med fælles beslutningstagning. Den er et vigtigt skridt i proceduren med fælles beslutningstagning, men derefter går det videre, og Rådet og Parlamentet må finde sammen. Og hvad drejer det sig om? I første runde af TEN forblev spørgsmålet om havnene uafklaret. Kommissionen lovede dengang at komme med et forslag vedrørende havnene. Det har den også gjort, og den har udvidet forslaget til ikke kun at omfatte havne, men også flod- og kanalhavne og intermodale terminaler, herunder projekt 8 af de 14 store projekter fra Essen, som skal ændres. Parlamentet har med tilfredshed hilst det forslag fra Kommissionen, som tager udgangspunkt i, at søhavne, flod- og kanalhavne og terminaler slås sammen, fordi det er sammenkoblingspunkter i nettet, som står i relation til hinanden, velkommen. Rådet har kun til en vis grad overtaget Parlamentets holdning, og angående kriterierne for sammenkoblingspunkter har Rådet slet ikke tilsluttet sig Parlamentet. Jeg vil koncentrere mig om de vigtigste ting, nemlig søhavne. Parlamentet ønsker et omladningsvolumen på 1,5 millioner ton og 200.000 passagerer som kriterier, men som et meget vigtigt kriterium først og fremmest en forbindelse med et andet transeuropæisk transportnet. Rådet vil maksimalt have 1 million ton, ingen forbindelse med en anden europæisk transportform. Men det medfører så, at f.eks. en by som Langballigau i mit elskede Slesvig-Holsten - det er den region, hvor jeg kommer fra - der maksimalt har en bro og to pullerter, hvor et skib kan fortøje, pludselig klassificeres som europæisk søhavn - det er ganske enkelt meningsløst! Den slags må man som Parlament heller ikke lade gå igennem! Angående flod- og kanalhavnene ønsker Parlamentet et årligt omladningsvolumen på 500.000 ton som kriterium, Rådet kun 300.000. Resultatet bliver, at yderligere 200 mindre havne bliver registreret på kortene, hvilket i praksis bliver et fuldstændigt uoverskueligt billede, hvor man har brug for en lup! Den går ikke! Jeg mener, at når vi taler om et transeuropæisk net, så må havne og flod- og kanalhavne også opfylde minimumskravene vedrørende europæisk transportfunktion. Intermodale terminaler - det fandt vi i orden, fordi de hører med, det syntes Rådet slet ikke, selv om terminaler naturligvis vil spille en væsentligt vigtigere rolle i en fremtidig europæisk transportpolitik, end det måske er tilfældet i dag. Havnene konkurrerer med hinanden. Det er positivt. Men for at skabe konkurrencelighed har Parlamentet krævet, at vi netop ikke støtter suprastrukturområdet, men at højest infrastruktur bliver støttet. Rådet har hidtil slet ikke kunnet tilslutte sig denne principielle tanke, Kommissionen for øvrigt heller ikke. Derfor må vi i fællesskab finde frem til løsninger, så der skabes konkurrencelighed i forbindelse med infrastruktur. Et glædeligt punkt i denne sag er, at ændringen af projekt 8 åbenbart er blevet godkendt af Rådet. Det bifalder Parlamentet. Men dermed har Rådet definitivt accepteret, at der også med hensyn til de 14 vigtige projekter fra Essen kræves procedurer med fælles beslutningstagning. Det, vi skal vedtage i morgen, er i grunden materiale til forligsproceduren. Jeg vil gerne udtrykkeligt anerkende det franske formandskabs bestræbelser på også nu på dette tidspunkt at arbejde med fællesprocedurer. På det punkt stritter Rådet en anelse imod. Jeg retter en tak til Kommissionens tjenester, som jo har været ganske behjælpelige i dette tilfælde. Alligevel kunne vi alle have ønsket os, at det var gået lidt hurtigere, end det rent faktisk har været tilfældet. Jeg vil ikke mindst rette en tak til kollegerne i udvalget, som her i fællesskab har trukket på samme hammel. Jeg vil gerne knytte en bemærkning til ændringsforslag 15. I den engelske oversættelse er de perifert beliggende regioner på ny ikke medtaget, den tyske originalversion er gældende. Derfor håber jeg, at tjenesterne også udbedrer det, så vi får de perifert beliggende regioner med igen overalt. Endnu en gang en stor tak til alle medarbejdere i udvalget! Jeg tror, at vi efter afstemningen i morgen også hurtigt kan gå over til en forligsprocedure og ikke bliver nødt til at trække det ud indtil de sidste seks uger.
Hr. Piecyk, jeg har taget Deres indledende bemærkninger om forsoning til efterretning. Jeg håber, De kan komme til seminaret den 6.-7. november, når De måske ønsker at fremsætte de punkter.
Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger, min gruppe ønsker indledningsvist at lykønske ordføreren, Piecyk. Han har på konsekvent vis på ny formuleret det, som vi i fællesskab havde vedtaget ved førstebehandlingen. Han har på ny omsat det til en klar, forståelig betænkning. Den store linje i denne betænkning er netop, at det, når vi taler om europæiske havne i det transeuropæiske net, kommer an på at føre en politik, som får europæiske relevante havne integreret i nettet. De kan kun være europæisk relevante, hvis de har en forbindelse til en anden transportform i det transeuropæiske net. For det andet må den beskedne støtte, som vi i det helt taget kun giver til transeuropæiske net, naturligvis koncentreres på havneinfrastruktur og ikke på havnesuprastruktur. Hvad det angår, er denne betænkning helt klar. Ændringsforslagene blev jo også enstemmigt vedtaget i udvalget. Jeg vil gerne kommentere to ting. Hvis vi ikke koncentrerer os om de virkeligt relevante havne for eksport og handel inden for Fællesskabet, så har vi igen en situation, hvor alle havne, også enhver lystbådehavn, er europæiske, og så er økonomisk støtte i småportioner og ikke koncentrationen af midlerne den største fare. Det er jo også anerkendt i regionalpolitikken - kommissær Barnier har gjort opmærksom herpå. Vi må angive retningen, men det kan man kun, hvis man virkelig konsekvent støtter vigtige projekter og ikke alle mulige i form af støtte i småportioner. For det andet drejer det sig om en konkurrencesituation havnene imellem, men også inden for en havn. Hvis man nemlig kunne få statsstøtte til alle bygninger, van carrier, så har man en ulovlig konkurrence mellem private virksomheder og statsvirksomheder i en havn, men også mellem forskellige havne. Derfor har vi brug for en klar transeuropæisk havnepolitik, som også virkelig tager hensyn til konkurrencen!
Hr. formand, hr. kommissær, kære medlemmer, Piecyks betænkning om Rådets fælles indstilling, som vi forhandler, er et virkeligt meget seriøst stykke arbejde, sådan som den til sidst er blevet udformet og anerkendt af vores parlamentariske udvalg, og den fremkommer med væsentlige forslag i retning af en inkludering af endestationerne for kombinerede transporter til nettet, i retning af dannelsen af lige betingelser for alle havne med hensyn til investeringernes valgbarhed og anvendelsen af strengere kriterier og forudsætninger for, at søhavnene kan blive optaget i det transeuropæiske net, samt at flod- og kanalhavnene kan blive støttet. Der bliver således foreslået stigninger, som virker logiske med hensyn til grænserne for mængden af lasttransport samt passagerantallet. En fuldstændig ligestilling med hensyn til enhver slags af de foreslåede foranstaltninger vil naturligvis altid skabe problemer, når der ikke eksisterer en tilsvarende ligestilling i de objektive forudsætninger. I det aktuelle tilfælde kan f.eks. et stort indland, som i dag betjenes af mange havne, vende sig mod valget af kun nogle få af disse, så det giver dem den trafik, som er påkrævet, så de dækker de mest seriøse ting og bliver valgbare. Hvis der f.eks. er to havne, kan brugen af den ene blive fremmet mest. Men hvorledes kan en relativt lille eller mellemstor ø, som i dag betjenes af en eneste havn, tilsvarende forøge sin trafik? Og eftersom den objektivt set ikke kan det, er det så retfærdigt, at et land med mange øer, som nødvendigvis må have mange sådanne havne, ikke kan få det tilsvarende udbytte med hensyn til dets havneinfrastruktur? Og det sammenhold, som vi alle kæmper for? Og Amsterdam-traktatens fastsættelse af en særbehandling, som øregionerne tydeligvis har brug for? Hr. formand, tiden tvinger mig til at slutte mit indlæg, uden at jeg naturligvis, nu hvor vi taler om skibsfart, vil undlade at udtrykke min store sorg over de mennesker, som for nylig omkom, mens de rejste med et af de mange skibe, som er påkrævet for at betjene de mange, græske øer, som altså har stor brug for vores interesse i praksis. Denne interesse skal komme til udtryk til stadighed, eftersom der til stadighed findes mange øer med fysiske særegenskaber, som ikke kan afskaffes.
Hr. formand, hr. kommissær og kære kolleger, jeg takker på min gruppes vegne ordføreren for et grundigt arbejde for denne vigtige sag. Hensigten med de transeuropæiske net er netop at binde forskellige regioner i EU sammen, så det indre marked kan fungere effektivt. Dog har ordføreren mest kigget på sagen ud fra de store havnes synsvinkel. Fragttonnager er vigtige indikatorer, men de fortæller ikke altid hele sandheden. Tonnagerne påvirkes også afgørende af fragtens kvalitet. Havne er særdeles vigtige i afsides områder, selv om fragt og passagerantal er mindre end i kerneområderne. Vores gruppe mener ikke, at forslaget om en forhøjelse af fragttonnagen til 1,5 millioner for søhavne og en ændring af havneklassificeringen fremmer udviklingen af de transeuropæiske net. Dette kan betyde, at havne, der hører til TEN-nettet koncentreres i tætbefolkede kerneområder, og mange tyndtbefolkede afsides områder vil tilsvarende være uden for TEN-nettet. En anden ulempe er, at kun den internationale trafik regnes med til TEN-havnenes passagerantal. F.eks. transporterer færgetrafikken mellem Skotland og Nordirland 1,8 millioner passagerer pr. år, men disse havne bliver uden for TEN-nettet, hvis udelukkende den internationale trafik medregnes. Denne forbindelse er ikke kun vigtig mellem Skotland og Nordirland, men den er betydningsfuld også for den irske republik. Der skal tages bedre højde for mindre, vigtige havne og også for passagertrafik inden for Unionen, og det er derfor vores gruppe er imod bl.a. ændringsforslag 3, 4, 5, 9 og 10. For disse aspekters vedkommende er Rådets holdning bedre egnet til at fremme udviklingen af de transeuropæiske net.
Hr. formand, inden for EU er der stor forskellighed, men der er alligevel tendens til at ensrette og centralisere alt. Det fremgår på ny i betænkningen af hr. Piecyk om sø- og indenrigshavne. Faktisk drejer betænkningen og ændringsforslagene sig om meget forskellige situationer. Lige som tidligere ved behandlingen af betænkningerne om affald i havet og om lufttrafik skal vi skelne imellem nord og syd, stor og lille og politik, som fokuserer på udbytte, og politik, som fokuserer på miljøet. Derfor er det ikke nemt at bedømme alle havne i EU efter samme målestok. Nogen ser i betænkningen og de tilhørende ændringsforslag mulighed for at styrke de små havnes position, havne, som er uundværlige for tilgængeligheden og overlevelsesmulighederne for øer og afsides liggende kystområder. Ifølge dette synspunkt skal alle små havne og færgesteder med meget turisttrafik på den europæiske liste. Havnepolitik omhandler i det tilfælde især støtte til de perifere regioner. I den tættest befolkede del af Europa omkring Nordsøen og Den Engelske Kanal er der derimod meget store havne, herunder Rotterdam, hvor jeg bor. Der finder hård konkurrence sted bl.a. ved med så lave takster som muligt at tilbyde så mange faciliteter som muligt til transportfirmaerne. Rotterdam ønsker at fastholde sin stilling som den største havn i verden og konkurrerer med Le Havre, Duinkerken, Zeebrugge, Antwerpen, Amsterdam, Bremen og Hamborg om de samme ladningsstrømme. Der er også nogen, der mener, at Rotterdam skal være en centralhavn, hvor alle varer, som ankommer fra andre kontinenter til den europæiske vestkyst, skal omlagres på skibe, som distribuerer dem til de omkringliggende havne. Andre store havne tilstræber også vækst og dominans. Konkurrencen går ud over miljøet og de store byers økonomi. En europæisk havnepolitik kan modvirke dette og muliggøre en spredning af ladningsstrømmene over et større område. Det savner jeg desværre indtil nu i forslagene.
Hr. formand, det transeuropæiske net skal være et led mellem de forskellige regioner i EU, ikke kun som transportforbindelse, men også som et middel til at øge kvaliteten af konkurrenceevnen og dermed beskæftigelsen i bestemte regioner. Det vigtigste er i den forbindelse ruterne mellem forskellige medlemsstater. Det betyder naturligvis, at opmærksomheden henledes på projekter af grænseoverskridende betydning. Transportsituationen i de forskellige medlemsstater er langt fra ens. Hvor det i de sydlige medlemsstater især er vej- og jernbanetransporten, som sørger for den kontinentale transport, spiller transport ad søveje i de nordligere lande en væsentlig rolle. Set på den baggrund er det klart, at disse transportmåder og samspillet herimellem også forekommer i det transeuropæiske net. Endvidere skal de modaliteter, der fylder og belaster miljøet mindst klart indgå i de transeuropæiske net. Det er min referenceramme for Piecyk-betænkningen, som omhandler havnenes stilling i det transeuropæiske net. Søhavnene er ofte start- og slutpunkter for ladningsstrømmene i Europa. Forbindelsen til baglandet kan finde sted på forskellige måder. Det medfører, at næsten alle varer, som passerer søhavnene, skal skifte transportform en eller flere gange. Omladning og dermed omladningsterminaler er nødvendige. Udelukkelse af disse terminaler i de transeuropæiske net fremmer bestemt ikke nogen som helst transporttypes stilling. Derfor støtter jeg ordførerens bemærkninger i den forbindelse. For at gøre de transeuropæiske net målrettede og overskuelige er det umuligt at medtage alle havne i EU i nettet. Et vist minimumsomfang er derfor uundgåeligt. De kriterier, som ordføreren har udarbejdet, passer efter min mening bedst i den af Parlamentet ønskede ramme. Kort sagt, ordføreren har indgivet forslag, som Rådet forhåbentlig overtager.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest lykønske ordføreren med hans gennemarbejdede betænkning. Jeg vil ikke her fremhæve de dele af betænkningen, som vi er enige i, men jeg vil fremhæve et par spørgsmål, som bekymrer mig, og som bekymrer en række medlemmer. For det første vil jeg sige, at jeg - som ordføreren udmærket ved - er fra en øgruppe i Middelhavet, og vi får indtryk af, at det er de store havne, der bliver styrket, hovedsageligt havnene i nord frem for havnene i syd. De små havne, og det er især havnene i randområder og på øer, holdes lidt uden for styrkelsen af søtransporten. Det, som jeg ville ønske i dette tilfælde, er, at det blev anerkendt, at det f.eks. også ville være godt at anvende den opdeling i forskellige kategorier, der findes for lufthavne, på havne, således at vi ikke fæstner os ved havnenes kategori. Vi skal se på det konkrete projekt. Det projekt, der forelægges, og målene med det, hensigterne med det og de aktioner, der iværksættes inden for rammerne af projektet. Det ville efter min mening være en god måde. I vores tilfælde, på De Baleariske Øer - jeg er fra Palma de Mallorca - ville Palma havn være omfattet af det, som hr. Piecyk foreslår i sin betænkning, men andre havne på de samme øer ville være uden for denne sammenhæng, og det vil ende med at styrke lufttransporten. Fordi for visse øers og randområders vedkommende vil varer og passagerer ankomme med fly. Vi forsøger nu at styrke søtransporten som et alternativ til lufttransporten, så det er noget, der bør tages i betragtning. Når disse ting, som ikke er et udtryk for uenighed, men for en afvigende holdning, er sagt, vil jeg blot sige, at vi støtter betænkningen og lykønsker ordføreren.
Hr. formand, jeg vil også lykønske ordføreren, hr. Piecyk, med hans hurtige og fremragende arbejde, og jeg vil gerne fremhæve her, at jeg netop har modtaget en rapport fra foreningen Amigos de la Tierra (Jorden Venner), der indeholder en sammenlignende undersøgelse, som jeg mener er interessant. Fra Pasajes-havnen i Baskerlandet til Vlissingen i Holland er der næsten samme afstand over havet, ad vej eller ad jernbane. Et vist antal biler og campingvogne kunne med held transporteres med et lille skib på 2.000 ton frem for 204 lastvogne med anhænger eller syv tog med 102 togvogne, som ville være nødvendige til den samme transport. Resultaterne af de tre systemer, hvad angår de samlede eksterne omkostninger med hensyn til færdselstæthed, ulykker, støj, luftforurening og klimaændringer, er meget forskellige: 74.000 euro for skibet, 130.000 for lastvognen og 99.000 for toget. Den konklusion, som vi efter min mening bør støtte, er, at søtransport er den mest hensigtsmæssige løsning, og at det er den, vi først og fremmest bør bruge vores offentlige midler på, og vi bør vælge de havne, der er størst - sådan som hr. Piecyk siger, det er jeg enig i - og de havne, som opfylder kravene om intermodal transport, og især de havne, der giver os mulighed for at spare mest muligt i miljømæssige omkostninger. Hvad angår resten af konklusionerne i betænkningen, er jeg enig med hr. Piecyk i forhold til Rådets mere restriktive holdning. Nogle vil anse den for at være bredere, men jeg mener, at den er mere restriktiv, hvad angår effektiviteten af de europæiske midler, som vi afsætter til det formål.
Hr. formand, jeg vil også gerne lykønske ordføreren, som har udført et meget stort arbejde på den korte tid, han har haft til rådighed. Næsten alle kollegerne har allerede sagt, at der i EU er meget forskellige situationer for transport, specielt for søtransport og for søhavne. Situationen i sydlige lande adskiller sig fra den i nordlige lande, størrelsesforholdene er forskellige, og det samme gælder omsætningen fra vare- og passagertransport. Og alligevel, hvis vi ønsker, at også sø- og flodhavne skal med ind i systemet af transeuropæiske transportnet, så de kan indgå i et system - og det ønsker vi, for vi finder det absolut nødvendigt - så er vi nødt til at prioritere. Jeg kommer fra et land, der med sine 8.000 km kyststrækning ville have stor interesse i at få flest mulige havne kategoriseret som "europæisk havn". Vi må imidlertid have mod til at skære igennem, selv om det er vanskeligt, for hvis der ikke træffes nogle strategiske beslutninger om, hvilke steder og hvilke havne der har disse karakteristika, så risikerer vi, bl.a. fordi bevillingerne er knappe - og det er et emne, vi virkelig bør diskutere, for vi har kun 400 millioner euro til rådighed - at tiltagene ikke giver noget resultat, vi risikerer med andre ord at være ineffektive. Endvidere er jeg helt enig med de kolleger, der har påpeget et uløst problem, som bør placeres centralt i forligsproceduren. Det drejer sig om øerne, om regionerne i den yderste periferi, med andre ord steder, hvor størrelsesforholdene ikke er de samme som dem, vi her taler om. Men det må ikke gå ud over havneforholdene i disse lande og områder.
Hr. formand, lige siden de transeuropæiske net blev en realitet, har jeg lagt mig i selen for vandveje og skibsfartsforbindelser, og det vil derfor ikke undre Dem, at jeg nu giver udtryk for et lidt andet syn på sagen. Hvad konkurrencen angår, så er markedet afgørende for søhavnenes udvikling. Det er vi alle enige om. Dette grundlag bør vi ikke antaste. Jeg anmoder derfor indtrængende om, også selv om Georg sidder ved siden af mig, at Parlamentet overvejer sin afgørelse fra marts sidste år. Parlamentet ønsker et årligt omladningsvolumen på 1,5 millioner ton, men det er meningsløst ikke at udnytte havnenes potentiale på mindst 1 million ton, særligt når de strategiske forudsætninger inden for rammerne af de transeuropæiske net findes. Lad os stole på markedskræfterne, og lad os også give de mindre havne en chance! Vi ønsker at fremme søtransport over korte afstande. I den forbindelse har vi også brug for de mindre havne. De kan være til stor gavn på dette punkt. De udgør sammenkoblingspunkter, måske små, men vigtige sammenkoblingspunkter, og så skændes man om en halv million og sætter de mindre havne ud af spillet? Hvad ville en minimumsomladning på 1,5 millioner ton medføre? Den ville - i henhold til mit materiale - medføre, at måske 30 havne i Europa bliver udelukket, og særligt berøre perifert beliggende regioner eller strukturelt tilbagestående kystregioner. Det kan ikke være i vores interesse. Investeringerne i det transeuropæiske net giver kun mening, hvis vi skaber ægte net med bred dækning, som er forbundet med fordele for alle borgere i Unionen. En fremtidsorienteret maritim strategi bør ikke udelukke, men derimod inkludere. Jeg anmoder ordføreren og talsmændene om deres vise støtte.
Hr. formand, jeg vil takke hr. Piecyk for det arbejde, som han har udført. Spørgsmålet om flod- og kanalhavne og om intermodale terminaler er meget vanskeligt, og jeg vil gerne understrege, at der er opnået en bred enighed. Vi er alle enige om, at det transeuropæiske transportnet skal være et multimodalt net. Vi er også alle sammen enige om, at det bør omfatte de vigtigste forbindelsespunkter, og jeg tror også, at vi mener, at de eksisterende bestemmelser om transeuropæiske havnenet er utilfredsstillende, og at en styrkelse af havnenes rolle i nettet også vil tjene til at konsolidere de transeuropæiske net. Parlamentet og Kommissionen er fælles om - tror jeg - en bred enighed på størstedelen af de områder, der diskuteres. Vi er enige om, at inddragelse af for mange havne i nettet kan få indflydelse på begrebet transeuropæisk, og at det derfor bør være de flod- og kanalhavne, der har størst strategisk betydning, som inddrages. Jeg tror også, at Parlamentet og Kommissionen er enige om, at flod- og kanalterminaler er en vigtig del af nettet og spiller en afgørende rolle i hele denne proces. I dag taler vi ikke om økonomisk støtte, men jeg vil gerne på dette punkt nævne, at vi mener, at denne økonomiske støtte burde anvendes korrekt og ikke på suprastrukturprojekter, som kan ende med at få en negativ indvirkning på konkurrenceevnen. Der er imidlertid nogle punkter, hvor det vil være vanskeligt at gøre fremskridt, for selv om Parlamentet og Kommissionen kan gøre fremskridt sammen, må vi ikke glemme Rådets afgørende rolle i denne beslutningsproces. Jeg har nogle kommentarer til de vigtigste ændringsforslag. Ændringsforslag 4 om at ændre tærsklen for flod- og kanalhavne fra 300.000 til 500.000 ton. Det er et forslag, der er helt acceptabelt for Kommissionen. I betænkningen af hr. Piecyk begrundes denne idé netop med, at det ikke skal være et for stort antal installationer, der ender med at blive behandlet som transeuropæiske net. For Kommissionen ville det ideelle være kun at inddrage havne, som ud over at have disse begrænsninger har kapacitet til omladningsanlæg. Det synspunkt tror vi ikke, at Rådet deler, men vi mener, at mængden i sig selv ikke er nok. Vi mener, at der skal indføres et kvantitativt element og et kvalitativt element. Om søhavne er der ændringsforslag 5, 9 og 10. Vi kunne også godt acceptere idéen om at forøge tærsklen til 1,5 millioner ton eller 200.000 passagerer, og vi kunne også godt være enige i ophævelsen af de klassifikationer i kategorier, som Rådet har indført. Dette er et punkt, som utvivlsomt vil blive diskuteret i Rådet på et senere tidspunkt. I ændringsforslag 6 og 7 genindføres kortet over flod- og kanalterminaler, og dem kan Kommissionen godt acceptere. Men vi mener, at det vigtigste problem er at understrege, at flod- og kanalterminaler er en integreret del af nettet, og vi mener ikke, at spørgsmålet om, hvorvidt de fremgår af et kort, er relevant. Det er - efter vores mening - et spørgsmål af mindre betydning. Det vigtige er, at de helt sikkert er en del af nettet. Vi mener, at en løsning måske kunne være at gå bort fra kortet over intermodale terminaler og udforme retningslinjerne mere præcist, mere overbevisende, om De vil, og understrege, at de intermodale terminaler er en del af nettet, og ikke starte en diskussion om kortet, for det ville vanskeliggøre tingene. Problemet med suprastrukturerne, som udelukkes fra fællesskabsfinansiering i ændringsforslag 8 og 10. Kommissionen kan også støtte disse ændringsforslag, og alligevel er det rigtigt, at vi mener, at det er en diskussion, som skaber visse problemer. Vi støtter hensigten med ændringsforslagene, men vi kan alligevel ikke støtte formuleringen. På den ene side fordi vi mener, at det er uhensigtsmæssigt at tale om finansiering i disse retningslinjer, og på den anden side fordi vi mener, at det ikke er nødvendigt med den henvisning. Det er helt sikkert, at de typer projekter, som Parlamentet tænker på, når det taler om suprastrukturer, ikke er inddraget i projekter af fælles interesse, og derfor finansieres de ikke. Derfor er den diskussion på sin vis unødvendig. En kommentar til ændringsforslag 15. Ændringsforslag 15 som mål er acceptabelt for Kommissionen. Vi mener, at idéen er korrekt, men vi mener også, at vi med hensyn til udformningen burde analysere den med noget større omhu for at undgå problemer. Og endelig hvad angår Fællesskabets udgifter og den offentlige støtte og spørgsmålet om beføjelser, mener vi, at det også er vigtigt, at det ville være hensigtsmæssigt at diskutere det i fremtiden, og i den forstand mener vi, at det ville være nødvendigt at arbejde for at finde frem til en løsning på dette og på de øvrige problemer under hensyntagen til de forskellige parters interesser, og vi mener, at det er muligt at nå til enighed på grundlag af det fremragende arbejde, som Parlamentet har udført.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0231/2000) af Hatzidakis for Udvalget om Regionalpolitik, Transport og Turisme om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Rådets direktiv 96/53/EF om fastsættelse af de største tilladte dimensioner i national og international trafik og den største tilladte vægt i international trafik for visse vejkøretøjer i brug i Fællesskabet (KOM(2000) 137 - C5-0164/2000 - 2000/0060(COD)).
Hr. formand, hr. kommissær, der er tale om et særdeles teknisk spørgsmål med facetter, som vedrører dagligdagen for den europæiske borger og selve det indre marked. Som situationen er i dag, er de i loven fastsatte grænser for passagerkøretøjers højeste, tilladte længde meget forskellig i EU-medlemsstaterne. I syv lande er grænsen 12 meter, i et land er den 13,7 meter, i to andre er grænsen 14,5 meter, og i fem andre er den 15 meter. Den i loven fastsatte grænse er ikke udtrykkeligt harmoniseret på europæisk niveau, ligesom den heller ikke er indeholdt i direktiv 96/53. Indtil i dag kan kun busser på 12 meter køre frit inden for hele EU. Efter begæring fra Ministerrådet har Kommissionen udarbejdet et forslag om, at passagerkøretøjer kan blive indeholdt i direktiv 96/53, ikke kun for at harmonisere længden på ikke-leddelte busser, men også for at specificere den situation, som gælder for anhængerindretninger til busser og påhængsvogne. Dette arbejde har ført til det forslag, vi står over for. Vi må vide, at selv i lande, hvor busser af en længde på 15 meter officielt er tilladt, får de i praksis ikke lov til at komme ind, og de sendes tilbage ved grænserne. På den måde kan vi hævde, at forslaget forsøger at løse problemet ved at indføre det indre markeds regler i hele EU. Der er tydeligvis handelsmæssige grunde til at diktere bussernes længde. En bus på 15 meter kan rumme ca. 67 passagerer, det vil sige 16 flere end en bus på 12 meter. Konkurrencegrunde får tydeligvis visse vognmænd til at vende blikket mod de længste busser. I tilfælde, hvor busserne kører fyldte, er det bedre, også af miljøgrunde, at anvende større busser. Endelig specificerer forslaget den situation, som gælder for anhængerindretninger til busserne, især skibokse, som skal inkluderes i den samlede, tilladte længde. Personligt er jeg enig i de påkrævede tre aksler på busser med en længde på over 12 meter, som sikkert vil overstige den højest tilladte vægt pr. aksel. Med de tre aksler sikrer vi bedre køreegenskaber og mindre belastning af vejene. De andre foreslåede foranstaltninger er også tilfredsstillende, såsom at den maksimale længde på busser med anhænger er lig med længden på en lastbil med anhænger. Deres samlede længde har en maksimumsgrænse på 18,75 meter. Det skal bemærkes, at med virkning fra den 1. januar 2000 blev maksimumsbredden for busser øget fra 2,5 meter til 2,55. Tilpasningerne af maksimumslængden for ikke-leddelte busser vil højst sandsynligt føre til krav om tilsvarende ændring af lovgivningen for ikke-leddelte lastbiler, som er bygget til godstransport, på trods af at det er svært at forestille sig, at der vil opstå overmåde stor efterspørgsel på sådanne køretøjer. Grundlæggende kriterier for at sikre bussernes manøvreegenskaber er den koncentriske cirkel og outswing. Disse kriterier fastsættes i direktiv 92/27 om visse kategorier af motorkøretøjers og deres anhængeres totalvægt og dimensioner. Selv om dette direktiv tillader medlemsstaterne afvigelser, har det betydning, at disse kriterier bliver overholdt på europæisk niveau, og at det også gælder for ikke-leddelte busser af maksimumslængde, sådan som direktivet foreslår. Grunden er, at busserne, såvel bybusserne som turistbusserne, ofte kører i de smalle gader i bymidterne i myldretiden, når der også færdes mange biler, motorcykler, cykler og fodgængere på gaden. I tilfælde, hvor der er passageproblemer for busserne på 15 meters længde på visse steder, historiske områder, smalle gader osv., skal de lokale eller nationale myndigheder markere de pålagte begrænsninger. Det, tror jeg, er en rigtig ordning. Jeg vil gerne nævne tre ændringsforslag, som vores udvalg har godkendt. Det første fastsætter en overgangsperiode, inden for hvilken det er tilladt for indenrigstransport at anvende busser, som allerede er blevet godkendt, men som ikke lever op til de nye krav i direktivet. Hvis denne periode sluttede den 31. december 2009, ville det være et overordentligt kort tidsrum, når man går ud fra, at man på den måde ville begrænse levetiden for de allerede klassificerede busser med en længde over 12 meter. Det ville skabe uacceptable, økonomiske gener for virksomheder, som i god tro har godkendt eller sat køretøjer i omløb inden det omtalte direktivs gyldighedstidspunkt. Det andet ændringsforslag kræver, at det tydeligt angives, at der er tale om ikke-leddelte busser og ikke om leddelte. Hvis maksimumslængden på busser med to aksler øges, skal der også gives mulighed for, at man må tilføje anhængerindretninger, såsom skibokse, til busser på 12 meters længde. Denne længdeforøgelse er desuden en udfordring for buskonstruktørerne til at nedsætte køretøjernes vægt, hvor de må søge alternative løsninger med hensyn til anvendte materialer og bussernes udstyr, således at de busser, som har en længde på over 12 meter, hvilket er langt mindre end 15 meter, kan konstrueres og klassificeres som køretøjer med to aksler. Der findes desuden det tredje ændringsforslag, som omhandler anhængerindretninger, såsom skibokse, og bussens mulighed for at dreje. Det fastsætter andre kriterier end direktivet, fordi det mener, at, hvis det forslag, som arbejdsgruppen om transport har fremlagt, anvendes på ændringsforslaget til direktiv 96/53 om målemetoder og grænseværdier for forlængelsen, vil bussernes maksimumslængde blive på 14,6 meter. Det er i modstrid med bussernes længde, i det mindste de treakslede, som bestemmes i direktivets paragraf 1. Busserne vil blive ca. 40 cm kortere. Angående de fremsatte ændringsforslag kan jeg ikke være enig i De Liberales ændringsforslag 4, for, som jeg også sagde til Kommissionen, er det ikke i overensstemmelse med direktivets ånd. Til ændringsforslag 6, som Socialdemokraterne har fremlagt, kan jeg allerede nu give min billigelse. Angående Socialdemokraternes to andre ændringsforslag, 5 og 7, som kræver overgangsbestemmelser på to år, synes jeg, at overgangsperioden er overdreven. Jeg vil gerne bede Socialdemokraterne og Kommissionen om nærmere forklaringer for at kunne tage stilling, men en toårig overgangsperiode forekommer mig lang. Jeg kunne måske drøfte et kortere tidsrum, hvis også Kommissionen naturligvis er enig.
Hr. formand, hr. kommissær, tillad mig indledningsvist at rette en tak til busproducenter, operatører og chauffører inden for branchen. Med hensyn til trafiksikkerhed og miljøvenlighed er de førsteklasses. Allerede for to et halvt år siden offentliggjorde Europa-Kommissionen en beretning om benyttelse af 15 meter lange bybusser og turistbusser, og dokumenterede deri ikke blot konkurrenceforvridninger mellem operatørerne i forskellige EU-medlemsstater, men fremlagde heldigvis også perspektiver for mere sikkerhed og større komfort. I dag taler vi nu endelig om et direktiv herom, som jeg lige siden har efterlyst næsten hver måned. Netop i betragtning af den aktuelle skærpelse af konkurrenceforvridninger som følge af de ensidige beslutninger i flere medlemsstater vedrørende energipriserne, hvorved Europa har mistet troværdighed hos mange borgere, er positive signaler bydende nødvendige. Lad os sende nogle i dag: For det første ved at harmonisere de størst tilladte længder af stive busser og stive kombinationer af bus og påhængsvogn. For det andet ved at afklare situationen omkring aftageligt udstyr som bagagepåhængsvogne og skibokse og for det tredje ved at tilpasse prøveforskrifterne vedrørende køreegenskaber ved kørsel i kurver til det videnskabeligt-tekniske fremskridt og dermed til den aktuelle version af ECE's regulativ, der har været testet i praksis siden 1996. Desuden er det helt i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, at medlemsstaterne er blevet indrømmet en lang overgangsperiode - nemlig til 2015 - hvor busser, som på nuværende tidspunkt ganske vist er registrerede, men endnu ikke opfylder kravene i dette direktiv, kan benyttes nationalt. Og naturligvis står det de lokale og regionale myndigheder frit for at forbyde kørsel med 15 meter lange busser på trafikmæssigt problematiske steder som smalle gader i historiske bykerner. Men yderligere foranstaltninger til beskyttelse af nationale markeder har vi til gengæld ikke brug for. Jeg takker ordføreren og lykønsker ham og anmoder om tilslutning til ændringsforslagene 1, 2, 3 og 6.
Hr. formand, jeg bifalder stort set dette forslag, da det supplerer det tidligere direktiv, det bidrager til at undgå unfair konkurrence og tager hensyn til sikkerhedspørgsmål. Men vi er foruroliget, fordi vi foretrækker at gøre fremskridt inden for mere miljøvenlige transportformer, f.eks. jernbane, snarere end fortsat at øge vejkapaciteten. Hvad angår ændringsforslagene, støtter vi overgangsperioderne for allerede registrerede busser, det vil sige ændringsforslag 1, og også for industrien, så den kan overholde de nye betingelser. Jeg ønsker at sige til hr. Hatzidakis, at de 24 måneder for industrien er mindre end det tilladte i det oprindelige direktiv fra 1996, hvor overgangsperioden var 4 år. Denne gang er industrien tilfreds med 2 år. Industrien behøver ikke benytte den tid. Den er der, hvis der er behov for den. Desuden går vi ind for forslaget om at beholde busser på over 12 m, men under 15 m, med to aksler, der stadig fungerer som offentligt transportmiddel i visse medlemsstater, da dette ikke, så vidt os angår, bringer sikkerheden i fare. Endelig støtter vi Kommissionens holdning til artikel 1, stk. 2, litra b, som vedrører bilag 1.1, 1.4 og 1.5 i direktivet fra 1996. Vi mener, at dette er den bedste sikkerhedsgaranti. PSE-Gruppen støtter ikke ændringsforslag 3, da den foreslåede nye test ikke sikrer ordentlig manøvredygtighed og derfor ikke opfylder de godkendte sikkerhedskrav fuldt ud.
Hr. formand, hr. kommissær, formålet med det foreliggende direktiv er at sørge for, at busser i fremtiden kan køre uhindret gennem de forskellige EU-lande. Det er godt, og det støtter min gruppe også. ELDR-Gruppen er tilfreds med princippet om, at der nu må køre længere busser i alle medlemsstater, med en maksimumslængde på 15 meter, og som samtidig skal opfylde ensartede normer om sikkerhed og vægt. For den frie bevægelighed for varer og tjenester er det nødvendigt, at disse ting også harmoniseres i transportsektoren, og at erhvervslivet kan regne med level playing field. Den mulighed, som nu gives gennem dette direktiv for også at anvende længere busser på internationale ruter, er i vores øjne effektiv. Det giver endvidere udbytte. Den store kapacitet gør driften og transporten mere effektiv, og det er til fordel for både vognmanden og forbrugeren. Større busser muliggør endvidere en mere effektiv brug af vejene, og det er til fordel for miljøet. Alligevel er min gruppe betænkelig med hensyn til forslaget, især artikel 1, punkt 3a). Man kan også regulere for meget, og det er efter vores mening tilfældet med hensyn til kravet om, at alle busser over 12 meter skal have tre aksler, uanset hvad busserne anvendes til. Det er en krænkelse af fabrikantens frihed. Han skal i samråd med kunden kunne fastsætte, hvor mange aksler der er nødvendige for at opfylde kravene til sikkerhed og vægt, for langt fra alle busser og turistbusser har en lige tung last, tænk f.eks. på VIP-busser. Det betyder i praksis, at driftsomkostningerne ikke må påvirkes unødvendigt ved at anbringe en tredje aksel, som rent faktisk ikke er nødvendig. Der var mange, der var enige heri under udvalgsmødet, og derfor har jeg i den forbindelse på vegne af min gruppe endnu en gang indgivet et ændringsforslag herom. Hr. formand, ordføreren har skærpet direktivet og gjort det mere praksisorienteret, hvilket jeg ønsker ham tillykke med.
Hr. formand, hr. kommissær, det drejer sig om busser og om, at der var forskellige regler i flere lande i EU, varierende fra en tilladt længde på 12 meter og helt op til 15 meter. Det er under alle omstændigheder hensigtsmæssigt så vidt muligt at harmonisere dette. Der er sagt flere fornuftige ting om de virkninger, det kan få med hensyn til f.eks. effektivitet, sikkerhed og miljø. Her opstår også problemerne. Det drejer sig naturligvis om nogle transporttyper, i dette tilfælde vejtransport, hvortil der er knyttet miljønormer. Jeg tænker på, at de euronormer, som skal finde anvendelse på lastbiler, og som kan påvirke miljørentabiliteten i forhold til for f.eks. jernbanen, kan komme til at ligge anderledes. Men det er slet ikke tilfældet endnu. Jeg vil behandle busser, større busser og miljøet. På den ene side er der tale om en situation, sådan som fru Sanders-Ten Holte sagde, med billigere og mere effektiv transport, hvorved små erhvervsdrivende inden for dette område måske tjener mere, får større udbytte osv. På den anden side falder priserne, og det medfører utvivlsomt, og det fremgår meget klart i øjeblikket, at der gøres utrolig stor brug af billig transport med bus. Med andre ord er det fra et miljømæssigt synspunkt acceptabelt med længere busser, men der er nogle bivirkninger, som ikke fastsættes tilfredsstillende regler for i dette direktiv, og som vi heller ikke kan fastsætte nu, men som vi alligevel vil henlede opmærksomheden på. Det er efter min mening rimeligt at give industrien et vist spillerum angående ændringer. Det er ikke altid nødvendigt med tre aksler, som fru Sanders-Ten Holte sagde, men det er dog bedre at fastsætte et godt direktiv.
Hr. formand, hr. kommissær, først komplimenterer jeg den aktive ordfører, Hatzidakis, for hans betænkning. Europæiske dimensioner for busser kan virke som et trivielt emne, men det er slet ikke tilfældet. Det dynamiske indre marked, vi stræber efter, kan kun gennemføres, hvis alle medvirkende overholder de samme regler. Den konkurrence, der udgør drivkraften for en virkelig udvikling, opstår, når vognmændene kan tilbyde deres tjenester over grænserne. Græske vognmænd er der endnu ikke i Finland, men skotterne har allerede fået kraftigt fodfæste. Nærighed lønner sig. For fortsat at kunne sikre udbredelsen af den positive konkurrence skal vi harmonisere normerne for busser. Fælles dimensioner betyder også lavere omkostninger for producenten, hvilket kan mærkes på billetpriserne og i EU-borgernes lommer. Det nuværende direktiv er mangelfuldt, for det fører til en broget mængde af busser i forskellige medlemsstater, hvilket vanskeliggør udfærdigelsen af sikkerhedsnormer. De seneste dages tragiske nyheder fra Grækenland kræver, at vi skal have en fast holdning til udarbejdelse og overholdelse af sikkerhedsreglerne. Kommissionen har ret, når den foreslår, at busser på 15 meters længde skal tillades. Jo flere passagerer der er i bussen, des billigere bliver rejsen. For ikke at tale om stemningen, der stiger eksponentielt, når passagerantallet går op. Anvendelsen af lange busser kan også anbefales af miljømæssige grunde. Prioritering af den kollektive trafik nedsætter myldretiden i bycentrene. fordi et par halvtomme personbiler tager lige så meget plads som en bus med 60 passagerer. Ordfører Hatzidakis har ret i, at det er urimeligt at kræve overgangsperioden for busser i indlandsanvendelse afsluttet allerede i 2009. Vi får ikke flere EU-venlige borgere ved før tiden at skrotte busser, der er i god stand. Samtidig skrotter vi også nemt den tillid, som de selvstændige og manden på gaden har til EU-beslutningstagernes sunde fornuft.
Hr. formand, jeg vil først og fremmest takke hr. Hatzidakis for det glimrende arbejde, som han har udført i forbindelse med dette meget teknisk vanskelige forslag. Det glæder Kommissionen, at der i betænkningen gives udtryk for behovet for at finde en balance mellem de kommercielle aspekter og konkurrenceaspekterne, samtidig med at der på den ene side er det tekniske fremskridt, og sikkerheden på den anden side garanteres. Disse mål er naturligvis også vores mål. Målet med teksten er indlysende, og det er allerede blevet omtalt her: at fastsætte et ensartet regelsæt for stive busser anvendt til transport. De eksisterende lovgivninger er meget varierede, meget forskelligartede, og behovet for denne harmonisering er åbenbart. For at De bedre kan forstå det, som jeg bagefter vil sige om Kommissionens reaktion på de forskellige ændringsforslag, vil jeg gøre det klart, at forslaget i overensstemmelse med vores idé har til formål at godkende en størst tilladt længde på 15 m i hele Den Europæiske Union på betingelse af, at to krav opfyldes: for det første, at busser på mellem 12 og 15 m skal have tre aksler - et vigtigt spørgsmål, som jeg vil kommentere bagefter, og som har skabt nogen diskussion - og for det andet at busserne er manøvredygtige, altså at de har en manøvredygtighed, som er i overensstemmelse med fællesskabslovgivningen. Lad os se på det første krav om de tre aksler. Spørgsmålet om tre aksler er i overensstemmelse med Kommissionens teori afgørende for at garantere, at vægten til trods for disse bussers størrelse fordeles jævnt og ikke skaber problemer for vejinfrastrukturerne. Det er det væsentligste spørgsmål. Vi kan forstå, at der er en debat om, hvorvidt alle busser er ens eller ikke er ens, men vi mener, at omstændelighed med hensyn til nogle specifikke løsninger ville munde ud i en dårligere løsning. Vi mener, at tre aksler til busser, der er over 12 m lange, er den enkleste og bedste løsning. Det er årsagen til, at Kommissionen ikke kan acceptere ændringsforslag 2 og 4, som har til formål at lempe på dette krav ved at fastlægge, at den tredje aksel kun er obligatorisk for busser, der er over 13, 5 m eller op til 15 m lange. Vi mener - som vi har sagt tidligere - at det ville få negativ indvirkning på infrastrukturerne. Det andet krav i vores forslag er, at en bestemt manøvredygtighedsprøve skal bestås. Hvilken manøvredygtighedsprøve? De samme betingelser, som i øjeblikket er indeholdt i direktiv 97/27, og som også forbinder denne prøve med reglerne for konstruktion. Vi mener, at det punkt er afgørende, og det er også årsagen til, at Kommissionen finder det umuligt at acceptere ændringsforslag 3 i det omfang, det har til formål at fastlægge nogle andre regler for manøvredygtighed, som er mindre strenge end dem, der eksisterer i øjeblikket. De ville naturligvis være lettere at overholde, men de ville medføre nogle sikkerhedsmæssige risici for denne type køretøjer. Kommissionen kan heller ikke acceptere ændringsforslag 5 og 7. I begge tilfælde er det hensigten, at direktivet skal træde i kraft på et senere tidspunkt. Dette skaber naturligvis praktiske problemer forstået på den måde, at hvis vi ønsker at fremskynde opbygningen af det indre marked, er enhver fremskyndelse af processen positiv, hvorimod forhalinger ville skabe store vanskeligheder. Det skaber også visse problemer at acceptere ændringsforslag 6, fordi vi mener, at der ikke er tilstrækkelig teknisk begrundelse for det. Men vi mener alligevel, at det er fornuftigt, at busser, som i øjeblikket allerede er godkendt med 15 m, og som ikke opfylder de nævnte betingelser, altså om de tre aksler og manøvredygtigheden, alligevel skal have en overgangsperiode, og at den overgangsperiode skal være længere end den, der var fastsat til at begynde med. I sin tid blev der foreslået en periode indtil 2009. Kommissionen mener, at denne dispensation muligvis er for begrænset, og vi ville kunne acceptere, at direktivet gav mulighed for, at de må køre indtil 2015.
Mange tak, hr. kommissær. Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30. (Mødet hævet kl. 20.50)