Jeg har den triste pligt at skulle meddele, at vores kollega, hr. Günter Lüttge, afgik ved døden i går efter en alvorlig sygdom. Hr. Lüttge blev medlem af Parlamentet i 1989 og var især aktiv inden for transportpolitikken. Jeg foreslår, kære kolleger, at vi iagttager et minuts stilhed til hans minde. (Parlamentet iagttog et minuts stilhed)
Protokollen fra mødet i går er omdelt. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg den som godkendt.
Hr. formand, jeg henviser til den tekst, der blev godkendt i går, og til spørgsmålet om kloning af mennesker. I artikel 11, punkt 8, i den engelske version, står der, at man skal overveje at nedsætte et midlertidigt udvalg. Der står faktisk ikke, at et sådant midlertidigt udvalg faktisk skal nedsættes. Kan vi få en indikation af, hvad formanden vil gøre ved denne del af forordningen?
Det forelægger jeg formandskonferencen, hr. Adam. De vil blive underrettet herom.
Hr. formand, mit navn lader ikke til at være med på gårsdagens deltagerliste, selv om jeg faktisk var til stede.
Hr. Bowis, det bliver rettet.
Hr. formand, i forbindelse med hr. Adams indlæg går jeg ud fra, at De ved starten af den korte mødeperiode rapporterer, hvad resultatet bliver, og hvis der foreslås nedsat et midlertidigt udvalg, skal Parlamentet selvfølgelig stemme om det.
Sådan sker det, hr. Ford. (Protokollen godkendtes)
Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A5-0200/2000) af Gutiérrez-Cortines for Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse og Medier og Sport om beretning fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om gennemførelsen, resultaterne og den samlede evaluering af Det Europæiske År for Livslang Uddannelse (1996) forelagt i henhold til artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 2493/95/EF (KOM(1999) 447 - C5-0205/1999 - 1999/2163(COS)).
Hr. formand, betænkningen om Det Europæiske År for Livslang Uddannelse er ved første øjekast et betydningsløst dokument, og dog har det afsløret dybe lakuner og sorte pletter i det europæiske system. Det var et år til udbredelse og formidling som svar på Luxembourg-topmødet og på andre topmøder, hvor man har lagt meget stor vægt på uddannelse som en indgang for europæerne til arbejdsmarkedet, uanset alder. Betænkningen har for det første vist, at når man giver penge til uddannelse, så mangedobles pengene. De lande, der har været ivrige efter at deltage, har firedoblet deres budget. Det vil sige, at de penge, der investeres i uddannelse, er dem, der giver de bedste resultater, for de mangedobles, og de giver heller ikke anledning til svindel eller lignende. For det andet har Det Europæiske År for Livslang Uddannelse påvist Kommissionens vanskeligheder med at informere, give svar og være åben. Det har været praktisk talt umuligt at indsamle al den nødvendige dokumentation, til dels fordi landene tilsyneladende ikke stiller den til rådighed, og til dels fordi der ikke findes procedurer til at indsamle den så nemt og smidigt, som det kunne ønskes. Derfor har vi ændret betænkningen til at være et svar og en række anbefalinger om de kriterier, som livslang uddannelse efter vores mening bør leve op til. Vi har opdaget, at der er stor forvirring om kriterierne, som til dels skyldes Rådet, for kvaliteten i det dokument, der blev offentliggjort af Kommissionen, forslaget til året om livslang uddannelse, var meget højere. Det er klart, at der skal være meget mere klarhed omkring uddannelse. Man sammenblander imidlertid uddannelse med henblik på integration, sprogundervisning og underholdning i den tredje alder med uddannelse med henblik på beskæftigelse, så resultatet bliver et sammensurium, hvor man ikke kan evaluere eller vurdere kvaliteten eller se, hvad der er kriterier for god praksis. Vi anmoder derfor om, at man regulerer og skelner tydeligt mellem de uddannelsesmæssige mål. Uddannelse, der tager sigte på integration af emigranter, er naturligvis ikke det samme som erhvervelse af nye kvalifikationer, uddannelse, der tager sigte på førstegangsbeskæftigelse eller omskoling samt en række andre aspekter. Vi har derfor anmodet om gennemsigtighed og bedre organisering af hele systemet. Vi har ligeledes anmodet om bedre uddannelse og videreuddannelse af underviserne. Det er klart, at hvis vi mener, at livslang uddannelse kun er rettet mod ufaglærte, så tager man ikke hensyn til videreuddannelse af personalet på universiteterne og uddannelsesinstitutionerne, som skal være moderskibet for viden og videregive informationerne til samfundet. Endelig har vi anmodet om, at det bliver helt klart, hvordan strukturfondenes midler til uddannelse anvendes, da det ikke kontrolleres. Efter vores opfattelse er dette spørgsmål af afgørende betydning. Det er ikke acceptabelt, at når Europa ofrer så lidt opmærksomhed på uddannelse, at uddannelsesmidlerne så anvendes til andre formål. Et af de store problemer i den europæiske historie ligger i, at når underklassen efter lang tids kamp er rykket opad og har opnået at blive en del af den herskende klasse, så har de efterlignet aristokratiets mangler og er hensunket i egne tanker og har glemt betydningen af selve uddannelsen og af kampen for at blive ved med at besidde viden. Vi befinder os altså i et aristokratisk Europa, som ikke ønsker at bekymre sig om uddannelsen, og som er nedsunket i en slags stolthed over at være europæisk. Vi synes, at det er nok at være europæisk borger, og vi er ikke opmærksomme på, at hvis vi vil have forskere, hvis vi ønsker et virkelig konkurrencedygtigt Europa, så skal vi passe på vores menneskelige ressourcer. Europa skal være klar over, at til trods for subsidiaritetsprincippet er det at uddanne folk og lære dem at tage vare på sig selv og deres egen fremtid en af de vigtigste målsætninger for dets egen eksistens. Derfor er et Europa, som kun plejer sine egne interesser, et understøttelsens Europa, et Europa med en lærerstab, som kun ønsker at reducere undervisningstimerne, et Europa, som betragter og forveksler fagforeningspolitik med uddannelsespolitik, et Europa, der vækker bekymring. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på denne situation, og jeg finder, at vi skal tage vores interesse for uddannelse op til revision, for vi taler om mennesker og om vores fremtid.
Hr. formand, mine damer og herrer, kære kolleger, betænkningen foreligger nu, og det utvivlsomt - som ordføreren fru Gutiérrez-Cortines sagde - med henblik på at komme med forbedringer. Men jeg mener også, at vi endnu en gang bør benytte diskussionen her til formiddag til at styrke erkendelsen og på ny blive bevidste om uddannelse. Vi glæder os alle over den moderne tids nye fremskridt: rejser, Internet, mobiltelefoner, direkte tv-transmissioner fra den anden side af jordkloden, som vi nu igen kan opleve det i forbindelse med OL i Australien. Det er alt sammen fremskridt, men også indicier for den tid og det samfund, vi lever i, informationstidsalder, informationssamfund, videns- og teknologitidsalder, globalisering, for her blot at nævne et par stykker. De er alle kendetegnet ved et enormt tempo og ved forandringer, ja revolutioner, af enorme dimensioner, som er blevet udløst af de nye fremskridt, og som fortsat udløses. Informationer og viden spredes i dag langt hurtigere og langt mere omfattende end for blot nogle få år siden. Man må forberede folk på denne svimlende og fascinerende forvandlingskarrusel. Allerede i den tidligste ungdom, altså i skolen, hedder det, at man skal lære for livet. Men i dag er denne sætning kun den halve sandhed, og den kan ikke blive stående med den formulering. For forvandlings- og ændringsprocesserne i samfundet, i arbejdslivet, i miljøet hører langtfra op efter skolen eller endt uddannelse, men forbliver uændret og forstærkes endda. Hver enkelt må altså lære selv at tage denne udfordring op og indstille sig på livslang uddannelse. Kun på den måde kan vi alle tage del i den moderne tids store fremskridt i fremtiden, det vil sige hævde os i livets konkurrencesituationer, der forandrer sig hurtigere og hurtigere - hvad enten det måtte være i privatlivet eller på jobbet - gribe chancerne og være med til at udforme dem. For at få disse erkendelser til at slå igennem i hele Europa blev 1996 udnævnt til Det Europæiske År for Livslang Uddannelse. Med relativt begrænsede ressourcer i størrelsesordenen 8,4 millioner ecu fra Den Europæiske Union blev der sammen med de tre EØS-partnere, Liechtenstein, Schweiz og Norge, rejst 34 millioner ecu til projektet, som blev modtaget overordentligt positivt. I forbindelse med en lang række kongresser, seminarer og pr-arrangementer blev der ført konstruktive diskussioner om nødvendigheden af og chancen for nytænkning med henblik på livslang uddannelse på alle samfundsområder. Det er sådanne chancer - særligt da også for Europa og den europæiske integration - som vi kan opleve her: Kendskab til andre sprog, andre kulturer, andre måder at leve på, alt hvad der er så vigtigt for os i et Europa, der vokser sammen. Det Europæiske År for Livslang Uddannelse var et godt initiativ, som skal videreføres og styrkes.
Hr. formand, ærede medlemmer, efter den traditionelle opfattelse var indlæringen afsluttet, når uddannelsen var gennemført. En lille elite blev rigtig nok ved med at skabe, overføre og erhverve sig ny viden og kundskaber, men for det store flertal betød afskeden med skolen afslutningen på den formelle indlæring. Tingenes tilstand er radikalt ændret. Skoletiden er udvidet og forlænget. Der er opstået nye kilder og måder til at opnå viden og færdigheder. Den, der ikke følger med og lever op til de nye krav, risikerer marginalisering, mindre faglig værdi, tab af social status og åndelig fattigdom. Det hedder sig ganske rigtigt, at vi er gået ind i videns- og kundskabssamfundet, men den store filosof Nietzsche har dog løftet en advarende røst: "Det lader sig ikke gøre at bygge en civilisation på viden", sagde han. Denne advarsel giver anledning til overvejelse. Skønt der i dag ikke er noget alternativ til videnskabens udvikling, til øget viden og information, er sagen jo den, at livslang uddannelse ikke kan reduceres til blot og bar erhvervelse af nyttige færdigheder, men må indføjes i en kultur, i et værdisæt, som giver menneskets sociale liv en mening. Livslang uddannelse er derfor blevet noget helt uomgængeligt, som staterne, uddannelsesinstitutionerne og borgerne fremover ikke bør undervurdere. Af disse årsager udgør Det Europæiske År for Livslang Uddannelse en milepæl og et symbolsk øjeblik i europæernes bevidstgørelse om denne nye virkelighed. De overvejelser, der gik forud for og ledsagede dette europæiske år, og den interesse, som det afstedkom på skoler og i foreninger, har bidraget væsentligt hertil. Livslang uddannelse har fæstnet sig definitivt i sprogbrugen hos politikere, skolefolk og virksomhedsledere, men også - hvad der er vigtigere - i det almindelige dagligsprog. Livslang uddannelse er desuden blevet et redskab i kampen mod manglende succes i skolen, mod frafald og kundskabsløshed. Det er altså i dag en god sag. På grund af alt dette har initiativet været værdifuldt, belejligt og frugtbart. Dets mål er blevet nået, og det, der manglede i penge, blev erstattet af de mange gode viljer og den tilslutning, som det fik. Skellet mellem den grundlæggende uddannelse og senere uddannelsesfaser er i dag et overstået kapitel. Uddannelse ... (Formanden afbrød taleren)
Hr. formand, mine damer og herrer, jeg vil gerne give udtryk for Den Liberale Gruppes støtte til vores kollega Cristina Gutiérrez-Cortines' betænkning, der, som hun selv har nævnt ved indledningen til sin betænkning, ikke blot bør betragtes som en ren formssag, en status over anvendelsen af Det Europæiske År for Uddannelse i 1996, men som en analyse, vi kan bruge til at komme med en række forslag til det, der burde være dimensionen for uddannelse på dens forskellige områder, inklusive livslang uddannelse og erhvervsuddannelse og teknisk undervisning, som man skal være særlig opmærksom på. Dette er i samklang med de idéer, der kom til udtryk for nogle måneder siden på møderne i De Europæiske Råd i Lissabon og Feira, da alle medlemsstaterne forpligtede sig til på europæisk plan at udvikle en række tiltag, så Den Europæiske Union i dette årti kan blive et førende samfund på internationalt plan og nå op på de konkurrenceniveauer, især inden for det teknologiske område, som det nordamerikanske samfund er på i dag. Hovedelementet i processen for at nå op på dette konkurrenceniveau er netop uddannelse og videreuddannelse og et samfund, der befinder sig på et meget højt niveau, som kan tilbyde det nødvendige grundlag for at gøre fremskridt på de teknologisk mest udviklede og avancerede områder inden for videnskabelig og teknologisk innovation. Fru Cristina Gutiérrez-Cortines' betænkning, og det har hun også selv nævnt i dag, påviser de uligevægte, der stadig findes på uddannelsesområdet på europæisk og internationalt plan, det vil sige, at man på den ene side ønsker en aktion om uddannelse på europæisk plan, men at medlemsstaterne på den anden side modsætter sig at afgive deres beføjelser og få etableret et virkeligt samarbejde om uddannelse. Det er rigtigt, at der er nogle programmer, som vi altid henviser til, f.eks. Sokrates og Leonardo, men netop i disse programmer må vi konstatere, at der ikke er tilstrækkelige ressourcer til at give dem det omfang og den indflydelse, vi kunne ønske. Derfor anbefaler jeg Dem afslutningsvis, mine damer og herrer, at De ser særlig opmærksomt på punkt 16, 17, 18, 19, 23 og 24, som er en god vejledning i, hvordan man kan opnå bedre uddannelsesniveauer i Den Europæiske Union.
Hr. formand, jeg vil starte med at lykønske vores ordfører med det glimrende resultat og det gode samarbejde i Kulturudvalget. I filosofiske tekster, i litterære tekster og også i folkemunde hedder det, at man aldrig bliver for gammel til at lære. Initiativet "livslang uddannelse" var en klog beslutning og et rigtigt initiativ med henblik på at imødekomme kravene i det 21. århundrede og på at kunne løfte disse opgaver. Frem til i dag lå og ligger den almene uddannelses- og erhvervsuddannelsesperiode hovedsageligt i de tidlige faser af livet. Vigtigheden af livslang uddannelse kan dog ikke alene begrænses til områderne almen uddannelse og erhvervsuddannelsespolitik. Dens succes afhænger også i høj grad af arbejdsmarkedspolitikken og en vellykket udbredelse af videnskab og teknologi. Livslang uddannelse sætter ind der, hvor skoleuddannelsen, grunduddannelsen, ophører. Og her finder vi den første, og efter min mening også den største, svaghed ved dette glimrende initiativ: Livslang uddannelse kan kun fungere, hvis tilpasningen af grunduddannelsen, og i særdeleshed tempoet for denne tilpasning, ændres inden for rammerne af de oprindelige uddannelsessystemer. I et videnssamfund bør en af skolens hovedfunktioner bestå i at tilbyde eleverne metoder, som man har brug for med henblik på at skaffe sig adgang til store informationsmængder, at forstå disse informationer og omdanne dem til viden. Læseplanerne og den måde, som man hidtil har formidlet lærestof på, skal ændres grundlæggende. Jeg ønsker jo ikke at gribe ind i nationalstaterne, men det er dog også en tanke, som vi burde diskutere igennem i fællesskab i dette Europæiske Fællesskab. Retningen bør snarere være individuel, med sociale komponenter. Vi bør i stigende omfang lære at argumentere kritisk, at styrke elevernes selvtillid, at støtte en sproglig formuleringsevne. Disse punkter, disse kompetencer, vil, ud over den instrumentale kompetencevej, nemlig evnen til at kunne skrive, til at lære fremmedsprog og til at regne, blive mere og mere vigtige. Det må være et mål at sætte eleverne i stand til hele tiden at kunne opdatere deres viden og deres kunnen - at de kan det, og at de vil det - og ikke betragte et eksamensbevis som afslutningen på en indlæringsproces, som et certifikat på en endegyldig præstation. Vores samfund må frigøre sig fra det forældede system: skoletid, arbejdstid, pension! Livslang uddannelse begynder altså med en reform af vores skoleuddannelse. Hvert enkelt individ bør lære for sig selv. Det står ikke i vores magt, men vi kan bidrage meget hertil. For den europæiske befolkning er jo ikke blot den menneskelige ressource for det europæiske arbejdsmarked, den er en overflod af vidunderlige individer. Tillad mig her til slut at komme med et personligt eksempel: Jeg kender en snedker i nærheden af Wien, i en lille forstad, hvor der stadigvæk lidt hersker den fordom, at en, der arbejder med hænderne, ingen høj almen uddannelse har. Denne snedker er mellem 40 og 50 år, taler fire sprog, og er kendt som en lille filosof. Det ville være min ønskedrøm for Europa.
Hr. formand, hos os i Finland siges i folkemunde, at de fine herrers travlhed er langsom. Det kan man også sige i denne forbindelse, når de politiske resultater af Det Europæiske År for Livslang Uddannelse 1996 er under vurdering. Til trods for den spildte tid bliver ordføreren nødt til at beklage, at den kvalitative vurdering af gennemførelsen af temaårets program er mangelfuld. Antallet af begivenheder er man vel i stand til at tælle på noget kortere tid. På seminaret om de europæiske papirfabrikker her i Strasbourg i onsdags pointerede en repræsentant for arbejdstagerne et vigtigt aspekt. Når der købes hardware, er det altid en investering, men når der anskaffes software, som kaldes uddannelse af virksomhedens personale, betragtes det ikke som en investering. Ordføreren har med god grund fremhævet netop dette aspekt. Uddannelse skal betragtes som en investering og ikke som en driftsudgift. Det skal fremhæves, at en livslang uddannelse også indebærer en almenkulturel del og ikke kun en faglig del. Alt for ofte er uddannelsen for ensidig, og det gælder i dag især for udvikling af informationssamfundet. De elektroniske programmer er komplicerede og bliver hele tiden endnu mere komplicerede. De, der behersker programsproget, forstår ofte ikke indholdet. Man kan spørge, som man siger i Finland: Manden taler seks sprog, men hvad har han at sige? I et informationssamfund kan én tale maskinsproget, men han/hun har ikke andet at sige. Der er kun nuller og ettaller. Her støder vi sammen med eEuropa-strategien, som Kommissionen udarbejdede til topmødet i Lissabon. I den koncentrerede man sig meget om hardware, men meget lidt om den software, som hedder uddannelse. Borgerne skal ikke kun uddannes til at anvende maskiner, men også til at drage nytte af maskinerne. Maskinerne skal kunne benyttes til gavnlige og fornødne formål, der fremmer folks egne funktionsevner og styring af deres eget liv. Ethvert menneske skal i dag kunne læse og skrive i det omfang, brugen af de forskellige former af det elektroniske medie kræver. I denne nye læsekunst skal der gives undervisning til mange voksne mennesker helt fra begynderstadiet. Når installering af computerkabler i hvert hjem fastsættes som målsætning for et eEuropa-program, øges demokratiet. I dag realiseres demokratiet, således at alle har lige adgang til alsidige data. For at kunne udnytte viden, skal man huske, at indlæring også er en social aktivitet. Uddannelsen kan ikke lades stå støttet alene med eEuropa-programmet, der er også brug for sociale sammenhænge. Når ingen er i stand til at kunne alt, skal det enkelte menneske selv være i stand til beslutte, hvad det kan betale sig at kunne. Hvis dette bestemmes af statsmagten, går vi nemt over til propaganda og indoktrinering. Når man undersøger EU's programmer, der ofte er ens for alle eller indebærer kravet om harmonisering for alle, opdager man, at man er i gang med at gøre EU til en totalitær unionsstat. Vi har brug for livslang uddannelse og almenkulturel viden, så vi kan modarbejde Den Europæiske Unions forsøg på at skabe Europas totalitære stat og være dens politbureau.
Hr. formand, mine damer og herrer, for en time siden sad jeg hos min fransklærerinde og gjorde mig stor umage for at blive klogere. Jeg må sige, at det virkelig er sjovt at lære sprog. Det er rart at vide, at man ikke skal op til en eksamen bagefter, men at man lærer for sin egen skyld, at man lærer at kommunikere med hinanden og at behandle hinanden korrekt. Jeg må sige, at jeg virkelig synes, at det er sjovt at lære fransk! (Formanden spurgte taleren, om han ikke ville fortsætte sin tale på fransk) (Munterhed) Jeg tror også, at det er det, som vi har brug for i fremtiden: Det skal være sjovt at lære noget! I livet vender lærepyramiden sig de facto om. Når det drejer sig om at lære noget, tænkte vi tidligere egentlig snarere på unge fuldtidsstuderende, hvorimod vi i dag konstaterer, at de erhvervsaktive må lære mere og mere. Jeg tror, at netop vi i Europa-Parlamentet kan bekræfte, at vi egentlig lærer, evaluerer og bedømmer mere hver eneste dag, end vi skulle på et studium eller i skolen. Og jo ældre man bliver, desto mere bevidst bliver man om, hvad man gerne vil lære. Man bliver langt mere selektiv, og det er netop glæden ved at lære noget, der gør, at man er begejstret og modtagelig over for noget nyt. Det vil sige, at vi har et paradigmeskift, ikke kun i erhvervslivet, men i de brede samfundslag, ikke kun på grund af e-learning, de nye teknologiske muligheder, men også på grund af en ændret erkendelse. Jeg tror, at netop denne ændrede erkendelse viser, at voksne i alle livets forhold egentlig anser livslang uddannelse for at blive mere og mere vigtigt. Derfor finder jeg det også meget positivt, at vi i Europa-Parlamentet diskuterer den slags langsigtede strategiske emner. Netop på en fredag som i dag er det efter min mening vigtigt, at vi også har modet til at tænke strategisk på langt sigt og overveje, hvordan vi bedst kan sikre borgerne i Europa den nødvendige støtte. Særligt for de ældre bliver det mere og mere vigtigt at bevare et godt helbred, også når man når op i en høj alder. Vi har stadigvæk meget at lære om, hvordan vi ernærer os rigtigt, hvordan vi behandler vores krop rigtigt. Jeg tror, at netop disse grunddyder er meget vigtige i fremtiden. Hvad har vi nu brug for på et fælleseuropæisk plan? Vi har brug for et generelt anerkendelsessystem for så vidt angår private og offentlige uddannelsestilbud samt uddannelsestilbud i virksomhedernes regi, et europæisk uddannelsespas, et europakørekort, hvor man kan benytte sammenlignelige uddannelsesmoduler i hele Europa. Vi har brug for sammenligninger af uddannelsesudgifter og -indtægter samt en sammenligning af kvalitetsniveauet i hele Europa. Globalt bør vi forsøge at indføre best practices, en tilskyndelse til en positiv konkurrence. Vi bør lære af hele verden, hvilket system, hvilken uddannelse, der er bedst for menneskene og borgerne i Europa.
Hr. formand, jeg håber, at jeg ikke lyder for negativ, når jeg siger, at denne debat efter min mening har været alt for selvtilfreds indtil videre. Da jeg læste dagsordenen og udtrykket "år for livslang uddannelse", forekom dette mig at være en selvmodsigelse. Et år er meget kort tid til projektet. Spørgsmålet er, hvor meget disse år for det ene eller det andet er værd, når ansøgningerne om støtte skal indsendes inden tre måneder, og alt skal gennemføres inden for et år. Jeg har prøvet at deltage i projekter, som modtog den type støtte, både som universitetslærer, og da jeg arbejdede for en velgørende uddannelses- og social institution. For de mennesker, som prøver at udføre arbejdet, kan disse udfordringer med meget kort varsel og meget lidt forklaring på, hvordan ansøgningerne skal udformes, og hvilke kriterier der skal anvendes, gøre mindst lige så meget skade som gavn. Man kan altid bagefter påpege, at pengene jo blev brugt, at der kom flere penge ind, og at der blev udrettet noget godt, men kunne det have været gjort bedre? Begge udvalgsrapporterne - udvalgsrapporten og udtalelsen fra underudvalget - henviser til, at Kommissionens vurderingsmetode ikke var særlig præcis, og at de opstillede kriterier ikke var særlig klare. Det betyder ikke, at vi ikke skal gøre den slags ting, men vi skal gøre dem bedre og overveje meget nøje, hvad der bedst kan gøres på EU-niveau, og hvad der kan gøres på lavere niveauer - ikke på medlemsstatsniveau eller i selvstyrende regioner inden for medlemsstaterne, men helt nede på niveau med skoler og uddannelsesinstitutioner. Min valgkreds har netop overstået en alvorlig krise med hensyn til sin uddannelsesmæssige vurdering, delvis på grund af manglende høring af lærerne. Storstilede idéer fra højere magter, som ikke er gennemprøvet tilstrækkeligt i praksis, vil altid falde til jorden, undertiden med ødelæggende konsekvenser for enkeltpersoner og samfundet. Nærhedsprincippet er vigtigt, især inden for områder som uddannelse generelt og livslang uddannelse, og vi løber en stor risiko, hvis vi glemmer det. Det kan være nyttigt at udveksle idéer i netværk for at nå frem til de bedste metoder, men vi må ikke lade os narre til at tro, at et år for livslang uddannelse virkelig gør nogen forskel. Det kan kun opnås gennem engagement hos folk på gulvet. Det er dem, vi skal respektere, opmuntre og støtte. Vi går alle ind for livslang uddannelse, men vi skal ikke blive alt for selvtilfredse, når vi har så lidt at have det i.
Hr. formand, livslang uddannelse er noget, som vi alle betragter med største velvilje. Det hører vi jo ikke mindst i denne diskussion. Når det kommer til handling, er det dog ofte omvendt. Jeg er enig med ordføreren, som kritiserer Kommissionens indsats for livslang uddannelse i kampagneåret 1996 og den rodede bedømmelse, som fulgte. Livslang uddannelse er et fænomen, som kræver store ressourcer. Det kræver uddannelsespolitisk nytænkning og prioritering af økonomiske ressourcer. Lad mig starte med at kommentere nytænkning. I vores uddannelsessystemer er vi eksperter i det modsatte, det vil sige i tidsbegrænsede og afsluttede uddannelsesforløb med stærk vægt på netop den afsluttende eksamen. Livslang uddannelse kræver det modsatte, nemlig kontinuitet og lange tidshorisonter. Det er ikke længere nok at uddanne medarbejdere til arbejdspladsernes sidste øjebliksbehov. Nu handler det om at kvalificere mennesker til et livslangt forløb. Vi har altså brug for nye organisationsformer i undervisningen. Vi har brug for nye pædagogiske idéer og instrumenter. Det største problem er måske det, som mange andre talere har nævnt, nemlig penge. Vi skal afsætte mange flere ressourcer til undervisning, end vi hidtil har gjort, både på arbejdspladserne og i det offentlige uddannelsessystem samt på andre områder. Der skal være penge til at betale undervisningsomkostningerne, men også til at erstatte lønindkomster, ikke mindst for dem, som skal studere på fuld tid. Det er især vigtigt at kunne finansiere de meget lange studietider, som kan være nødvendige, hvis der skal flyttes arbejdskraft fra de traditionelle sektorer til nye områder på arbejdsmarkedet. Da penge altid er et problem, mener jeg, at der er brug for kvantitative mål for udgifter til voksenundervisning. Man kunne f.eks. afsætte en vis del af virksomhedernes produktionsomkostninger, en vis procent af statsbudgettet, en vis del af den normale arbejdstid eller eventuelt en vis del af den enkeltes arbejdstid - eller benytte sig af lignende kvantitative mål. Det svenske formandskab, som starter den 1. januar 2001, har sagt, at livslang uddannelse vil blive et af dets prioriterede emner. Jeg synes, at vi kan kræve af den svenske regering, at den foreslår netop sådanne kvantitative mål for livslang voksenuddannelse. Flere talere her i salen har været enige med hensyn til behovet for økonomiske prioriteringer. Vi kunne måske lave en fælles udtalelse til det svenske formandskab i dette spørgsmål.
Hr. formand, en af de smukkeste former for livslang uddannelse er at være medlem af Europa-Parlamentet. Hertil hører ikke mindst disse fredagsmøder, hvor man for en gangs skyld har tid til også at beskæftige sig med betænkninger fra kolleger med andre fagområder. Jeg håber, at også et flertal i Parlamentet vil lære og ikke gennemføre den planlagte afskaffelse af møderne om fredagen. Men nu til selve emnet: Gutiérrez-Cortines har fremlagt en glimrende betænkning, som også er meget kritisk, fordi vores stats- og regeringschefer altid kommer med store erklæringer. Topmødet i Feira var en sådan begivenhed, en ren mediebegivenhed, som man så smukt kalder det i dag, men reelt er der sker meget lidt. På budgettet afsættes der meget få midler til dette formål, der er næsten ingen midler til rådighed - effekten rækker. Vi må stoppe denne erklæringernes politik! Derfor er jeg meget taknemmelig for den solide betænkning, der er blevet fremlagt. Ordføreren har naturligvis også helt klart fremhævet en ting: subsidiaritetsprincippets betydning. Men alligevel skal der også benyttes midler på europæisk plan. Her må der først og fremmest lægges vægt på kvalitet, og kvalitet vil sige at prioritere. Det må høre til vores prioriteter at udvide netop denne idé om livslang uddannelse til også at omfatte befolkningen i ansøgerlandene. For i Øst- og Centraleuropa har et totalitært system i flere årtier berøvet befolkningen muligheden for at udvikle sig frit. Det er en stor fejl ved vores politik, at vi koncentrerer os meget stærkt om de unge i disse lande. Det er naturligvis også vigtigt. Men massen udgøres af ældre mennesker. Ældre mennesker, som skal overvinde årtiers diktatur, men som kan starte på en frisk i dag. Også det må vi støtte ved at prioritere dette punkt. Jeg vil også gerne sige, at jeg tror, at netop de ældre, som efter at være blevet pensioneret stadig har 20 eller 30 produktive år foran sig, i stigende omfang bør have mulighed for at kunne engagere sig i vores samfund. I den forbindelse skal mulighederne for at uddanne sig nu engang også være til stede. Jeg beklager, at man i dag i stigende grad diskuterer at lukke universiteter for ældre, at opkræve gebyrer og sørge for, at ældre ikke længere kan studere på universiteterne.
Hr. formand, i Cortines' betænkning konstateres, at Det Europæiske År for Livslang Uddannelse led under skødesynden i Unionens administration - en langsom igangsætning af foranstaltninger. De nationale koordineringsorganer måtte lide under bl.a. materialernes forsinkelser og utilstrækkelighed. Det haltede også med ibrugtagningen af Internettet. Det vanskeliggjorde naturligvis gennemførelsen af Det Europæiske År. Desværre ser situationen ligedan ud, for så vidt angår det netop iværksatte Sokrates II-program. De nationale kontorer sender bekymrede beskeder om, at aftalerne mellem dem og Kommissionen endnu ikke er i orden, og at der ikke er sikkerhed om finansieringen. Dette kan ikke undgå også at afspejle sig i iværksættelsen af voksenuddannelsesdelen, Grundtvig, der indgår i Sokrates. Det er en skam. De adminsitrative problemer omkring Sokrates skal der hurtigt findes en løsning på, så Unionens indsats for livslang uddannelse kan komme ud til borgerne. Uddannelse og indlæring anses stadigt mere som en europæisk ressource. Det betyder ikke kun fornødne udgiftsposter. Forhåbentlig afspejler denne holdningsændring sig inden længe også på Unionens budget. Det Europæiske Sprogår, som arrangeres næste år, kommer på samme måde til at kæmpe med beskedne bevillinger som Det Europæiske År for Livslang Uddannelse gjorde. Parlamentet gjorde dog sit bedste for at færdiggøre det retlige grundlag i tide. Selv om uddannelse hører inden for subsidiaritetsprincippet, bliver dens europæiske dimension stærkere hele tiden. Europæiske succeser i den globale konkurrence bygger på kyndige og engagerede mennesker. Livslang uddannelse er i en nøgleposition i bekæmpelsen af arbejdsløsheden og fremmedgørelsen. I betænkningen, som er godkendt af Udvalget om Kultur, Ungdom, Uddannelse, Medier og Sport, bedes Kommissionen anvende efteruddannelse på traditionelle erhverv, især inden for håndværk ud over eliteplan og i højskoler. Den livslange uddannelse menes ofte kun i sig selv at være arbejdskraftens nødvendige fornyelse. Den bør imidlertid være enhver borgers grundlæggende rettighed, der ud over en forbedring af de faglige færdigheder også er vejen til personlig vækst, glæde og forståelse. Ved hjælp af de moderne tekniske midler kan indlæring bringes inden for alles rækkevidde. Denne mulighed skal udnyttes.
Hr. formand, punkt 16 i fru Gutiérrez-Cortines' glimrende betænkning lægger op til uddannelse, der tager sigte på at gøre noget ved elevernes nederlag i skolen. Det ville være langt bedre, hvis vi helt kunne undgå den slags nederlag. Der er ikke noget mere sørgeligt end en elev, der går ud af skolen uden nogen form for kvalifikationer, og som opgiver håbet. Og situationen forværres, efterhånden som der bliver færre og færre job, der ikke kræver nogen kvalifikationer. Grunden er ofte, at de unge afskrækkes fra at lære noget af et stift uddannelsessystem, som holder på det bestående og ikke tilpasser sig. Jeg appellerer til Kommissionen om at se gunstigt på et forskningsprogram, som skal undersøge anvendelse og udvikling af egnethedsprøver til på et tidligt tidspunkt - senest ved 12-13 års alderen - at indkredse, hvad den unge vil være god til uanset profession, beskæftigelse eller job. Skolerne skal så tilvejebringe kurser, som de unge kan klare. Succes skaber yderligere ambitioner. Det betyder tilfredse, begejstrede unge i stedet for modløse ballademagere. Det betyder, at de unge forlader skolen med skinnende øjne, spændte på fremtiden og i stand til at yde deres bidrag til samfundet. Det betyder unge, som får mulighed for et bedre og mere tilfredsstillende liv. Intet er vigtigere for Europas fremtid end de unge, som skal bygge det Europa. Der findes ingen unge, som ikke kan medvirke dertil. Vi skal mobilisere og realisere de unges potentiale, så de får succes.
Hr. formand, mine damer og herrer, allerførst vil jeg gerne takke Deres ordfører, fru Gutiérrez, for hendes arbejde - ikke blot for de positive aspekter, hun understreger, men også for hendes kritik, som Kommissionen har behandlet og taget til sig, og som vi har forstået er blevet fremsat i en konstruktiv ånd. Kritikken opfordrede os til altid at gøre tingene bedre, sådan som det i øvrigt blev sagt af en anden for et øjeblik siden, hvad enten det drejer sig om den måde, hvorpå vi behandler emnet livslang uddannelse, eller den måde, hvorpå vi sammen med Dem og medlemsstaterne arrangerer denne type begivenheder inden for rammerne af Det Europæiske År. På vegne af Kommissionen vil jeg endvidere gerne takke fru Evans, som var ansvarlig for udtalelsen fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, og de andre parlamentsmedlemmer, der har været med til at højne kvaliteten af denne debat, både i udvalget og på plenarmødet. Mine damer og herrer, jeg vil gerne dvæle et par minutter ved nogle af de kritikpunkter, som flere af Dem, herunder hr. Herman Schmid, har understreget, og som kommer til udtryk i fru Gutiérrez' betænkning. Jeg vil naturligvis også fremhæve de positive aspekter ved Det Europæiske År. Det er et initiativ, der, som det angives i betænkningen, blev meget positivt modtaget af Parlamentet og Rådet. Selv om man altid kan sige, at man burde have gjort det bedre, har dette initiativ efter det interesserede og berørte antal personer at dømme haft en mobiliserende gennemslagskraft, også med hensyn til tilvejebringelsen af yderligere økonomiske ressourcer, der er blevet anvendt mere decentralt. Det er et europæisk initiativ, som globalt set har været positivt, da det er blevet gennemført på denne decentrale måde tættere på borgerne og har henvendt sig til de nationale, regionale og lokale myndigheder i de enkelte medlemsstater. Hr. Posselt har nævnt nærhedsprincippets ånd og betydning, og jeg har taget hans kommentar til efterretning. Jeg har endvidere ved gennemlæsningen af Deres udvalgsbetænkning noteret mig, at et stort antal skoler, universiteter, virksomheder og foreninger - ikke blot fra uddannelsessektoren, men også fra den økonomiske sektor, kampen mod social udelukkelse og landbrugslivet - har udvist interesse for initiativet. Mine damer og herrer, jeg mener imidlertid også, at det er et initiativ, der har givet idéen, ambitionen og kravet om livslang uddannelse mulighed for at bryde ud af uddannelsesspecialisternes rammer og opnå større tilslutning fra et bredere publikum. Jeg tror, det var fru Klass, der fremhævede dette for et øjeblik siden. Mine damer og herrer, vi skal altid holde os disse positive aspekter for øje, og jeg vil gerne som lovet tage fat på en række af betænkningens kritikpunkter. Allerførst vil jeg gerne henvise til den indgangsvinkel, Kommissionen indtog ved fastlæggelsen af beretningens detailniveau, idet jeg minder om, at der er tale om en aktion med et budget på omkring 8 millioner ecu. Det er ikke småpenge, men det er heller ikke noget stort beløb. Det var Kommissionens hensigt at komme med en kortfattet beretning, som giver en idé om Det Europæiske Års indhold og et overskueligt resumé af dets resultater og gennemslagskraft. Vi har indføjet taloplysninger, herunder naturligvis vedrørende anvendelsen af føromtalte budget, men jeg vil sige, at der frem for alt er tale om en politisk beretning. Under udarbejdelsen af denne beretning har vores tjenestegrene i høj grad støttet sig til eksterne evalueringer udført af et selskab, der takket være sine kontakter i alle de deltagende lande efter min mening har været i stand til at give en objektiv beskrivelse af den måde, hvorpå dette år er blevet opfattet af aktørerne i vores forskellige lande. Den kvalitative evaluering blev foretaget med udgangspunkt i en meget bred stikprøveundersøgelse af projekterne og fulgt op af samtaler med de nationale myndigheder og efterfølgende i marken med projekternes igangsættere og ophavsmænd. Kommissionens tjenestegrene har stillet hele teksten fra denne eksterne evaluering til rådighed for Deres ordfører. Jeg vil gerne tilføje, at det naturligvis ligeledes er muligt at få adgang til arkiverne om projekternes budgetforvaltning. Deres betænkning, fru Gutiérrez, afdækker nogle forsinkelser, som er blevet bemærket af flere, herunder fru Livari for et øjeblik siden, i forbindelse med Årets gennemførelse og især med hensyn til uddelingen af brochurer. Vi må huske på, at Parlamentets og Rådets beslutning om at gennemføre Det Europæiske År var en af de allerførste tekster, der blev vedtaget ved fælles beslutningstagning, og at indkøringen af denne procedure objektivt set har taget et stykke tid. Beslutningen blev først formelt vedtaget i slutningen af oktober 1995, det vil sige få uger før Det Europæiske Års start. Dette betød meget for Kommissionens handleevne. Den indledende forsinkelse med kontrakterne med leverandører af serviceydelser og reklamemateriale fortsatte med at have en negativ effekt hele året. Endvidere skulle den første opfordring til at deltage i projektet lanceres meget uformelt i samarbejde med de nationale myndigheder. Den var blevet underskrevet med henblik på at gennemføre en aktion, der officielt endnu ikke eksisterede, og dette forklarer igen objektivt en del af de mangler, der påpeges i Deres betænkning, og - desværre - deres konsekvenser. Jeg tror, det var hr. McCormick, der nævnte igangsætternes problemer med at gennemføre projekterne i marken. Disse konsekvenser har helt klart deres udspring i den indledende forsinkelse, sådan som jeg netop har forklaret det. Mine damer og herrer, jeg beklager ligesom ordføreren, at nogle reklamemedier i begyndelsen kun var tilgængelige på tre sprog, men det var en vanskelig beslutning, der skulle tages af rent tekniske årsager som følge af budgettet og det til rådighed stående personale, idet alle sprogversioner af de reklamer, der udsendtes i Kommissionens navn, skulle gennemgås minutiøst. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at andre medier, herunder plakaterne, var tilgængelige på alle Unionens officielle sprog, og at vi gav de nationale myndigheder mulighed for at tilføje andre sprog efter deres egne behov. Det er klart, at vi til Det Europæiske Sprogår, som vi for øjeblikket er i gang med forberedelserne til, vil gøre os store anstrengelser - hvilket er både nødvendigt og legitimt - for i videst muligt omfang at overholde princippet om sproglig mangfoldighed. Fru Gutiérrez' betænkning påpeger en vis manglende klarhed, for så vidt angår målet for Det Europæiske År, der ifølge hende skyldes den manglende definition af begrebet livslang uddannelse. For et øjeblik siden hørte jeg Deres kollega, fru Echerer, nævne en lang række filosofiske værker, der gennem århundreder har henvist til den simple idé, at man lærer, så længe man lever. Det er rigtigt, at der ud over denne forskning og de filosofiske henvisninger manglede klare definitioner af det, som kravet om livslang uddannelse er, med respekt for vores landes og regioners forskellighed og identitet. Vi påskønner ordførerens forsøg på at klarlægge situationen ved at foreslå en definition af forskellige koncepter for livslang uddannelse. Jeg vil ikke desto mindre forsvare Kommissionens ønske om ikke straks at gennemtvinge en definition, navnlig hvis formålet var at begrænse den livslange uddannelse til en uddannelse underlagt arbejdsmarkedets behov. For selv om initiativet tog udgangspunkt i Kommissionens hvidbog "Vækst, konkurrenceevne og beskæftigelse", viste det sig allerede ved de første meningsudvekslinger med Parlamentet og Rådet, at der var enighed om en bredere indgangsvinkel, hvor der blev taget højde for alle aspekter inden for uddannelse, fremgangsmåder, resultater. Som jeg sagde for et øjeblik siden, er systemerne inden for dette omåde meget forskellige fra land til land. Man måtte derfor nå til enighed om en fælles idé, der netop giver anledning til debat om betydningen af livslang uddannelse i ord, der passer til og respekterer forskellige nationale og regionale situationer. Kommissionen foretrak derfor at fokusere på indlæringens kontinuum, komplementariteten mellem dens forskellige aspekter, idet den ikke blot beskæftigede sig med den grundlæggende og videregående uddannelse, men også andre typer mindre formelle indlæringsmetoder. Jo længere tid, der gik, jo mere blev Kommissionen overbevist om, at denne indgangsvinkel var den rigtige. Vi har frivilligt støttet det, man kan kalde rekreativ indlæring, da vi vidste, at nogle mennesker, der har forladt det formelle uddannelsessystem med en følelse af fiasko - hr. Purvis fremhævede dette punkt for et øjeblik siden, og jeg har i øvrigt noteret mig Deres forslag, hr. Purvis, om et forskningsprogram, som jeg vil forelægge mine kolleger hr. Busquin og fru Reding - mennesker, unge, men ikke udelukkende unge, der forlader uddannelsessystemet med en følelse af fiasko, progressivt skal overbevises om, at det at lære kan være nyttigt, behageligt og give selvtillid. Det er også klart, at hvis livslang uddannelse skal blive en realitet, skal der allerede i grunduddannelsen tages højde for det, hr. Seppänen for et øjeblik siden kaldte generel uddannelse, for at sikre, at samtlige elever er motiverede og har de nødvendige evner til at lære i de forskellige situationer, de konfronteres med senere i det voksne liv. De skal med andre ord lære at lære. Siden Det Europæiske Års afslutning har idéen om livslang uddannelse vundet større og større indpas i den henseende, Deres kollega hr. Lage nævnte for et øjeblik siden. Det er ikke et tilfælde, mine damer og herrer, at ministrene fra flere EU-lande f.eks. siden 1996 er blevet tildelt en meget udtrykkelig kompetence i forbindelse med livslang uddannelse. Konceptet lå til grund for de overvejelser, der har givet den nye generation af programmer som Sokrates, Leonardo da Vinci og Ungdom. Det blev genoptaget af ministrene i G8, der sidste år i Köln vedtog et charter om selvsamme emne, som i høj grad var inspireret af de forhandlinger, der fandt sted i løbet af Det Europæiske År. Som De ved, fortsatte uddannelse i dette perspektiv med at være et af temaerne for det japanske formandskab. Mine damer og herrer, Kommissionen har fortsat overvejelserne om livslang uddannelse, og vores arbejde fortsætter fremefter inden for rammerne af Det Europæiske Råd i Lissabon, sådan som hr. Gasòliba i Böhm efterlyste det for et øjeblik siden. Om et par uger vil min kollega, fru Reding, forelægge et memorandumudkast om livslang uddannelse for kommissærkollegiet, og dette dokument vil blive overdraget til Dem i løbet af oktober. De forstår, at det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at gå nærmere i detaljer med dette memorandum, men beskæftigelsesaspektet, som Deres ordfører, fru Gutiérrez, har efterlyst, bliver naturligvis et væsentligt element, uden at det dog tilsidesætter aspektet om individets udfoldelse, der er og bliver én af uddannelsessystemets fornemste funktioner. Kommissionen fortsætter i den forbindelse debatten om livslang uddannelse sammen med Dem og Deres forsamling. Når jeg siger Kommissionen, mener jeg naturligvis ikke kun kommissæren, der er direkte ansvarlig for uddannelsesspørgsmål, fru Reding. Jeg mener, at mange af os føler os meget direkte berørt af denne udfordring, især, hvis De tillader, som kommissær for regionalpolitik, hvor jeg netop arbejder sammen med medlemsstaterne og regionerne om indholdet i og kvaliteten af programdokumenterne i de enkelte medlemsstater. Jeg er fuldstændig indstillet på at gøre plads til dette spørgsmål om livslang uddannelse og til uddannelsesspørgsmål generelt i strukturfondenes programmer. For et øjeblik siden nævnte hr. Seppänen, tror jeg, et emne, der efter min mening er et af de absolut vigtigste, nemlig adgangen til informationssamfundet. Ikke blot for de unge og de studerende, men også for et ældre og ofte glemt publikum, nemlig landmændene og de små og mellemstore virksomheder. Jeg har sagt og gentager her foran Dem, at jeg ikke skriver under på noget programdokument for nogen europæisk region i regionalpolitisk regi, som jeg har ansvaret for, hvis ikke dette dokument indeholder en meget klar plan for adgangen til informationssamfundet for den pågældende region, ja for alle regioner. Og disse programmer om adgang til informationssamfundet er ikke begrænset til folkeskolen, erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser. Jeg håber, og det siger jeg med smil på læben, at det svar, jeg her har givet Dem på mit modersmål på vegne af Europa-Kommissionen, kan fungere som et brugbart supplement for hr. Rübig i hans livslange, entusiastiske bestræbelser på at lære det franske sprog. (Bifald)
Forhandlingen er afsluttet. Vi går nu over til afstemning. (Forslaget til beslutning vedtoges) Stemmeforklaringer
Hr. formand, jeg stemte ja til dette vigtige dokument, som alle talerne netop understregede vigtigheden af. Det gælder navnlig fru Echerer, som sagde, at den enkelte skal lære for sin egen skyld, hr. Posselt, som jeg kunne give et medlemskort til Pensionistpartiet, så meget som han støttede de ældre, og kommissær Barnier, der sikrede en særlig indsats. Hr. formand, som Pensionistpartiets repræsentant her i Europa-Parlamentet vil jeg dog gerne give udtryk for ønsket om, at man gør ordene til handling. De ældre i medlemsstaterne har ikke mulighed for at lære noget, de får ikke nogen støtte fra medlemsstaterne, og de får heller ikke lov til at bruge skolernes lokaler, hvor børnene kommer om morgenen, og hvor de ældre kunne komme om aftenen.
Hr. formand, livslang uddannelse kan ikke kun være en opgave for Europa-Kommissionen og de europæiske institutioner, men i særdeleshed også for medlemsstaterne. Jeg stemte for, fordi jeg tror, at der skal sættes fokus på den skattemæssige begunstigelse af erhvervsmæssig og privat uddannelse, så det først og fremmest også bliver muligt at foretage uddannelsessponsorering. Der må skabes incitamenter, så fonde overtager uddannelsesinstitutioner, og så der kan ske fremme på et bredt grundlag, så systemet kan blive aflastet. Men jeg tror også, at vi bør være et forbillede på europæisk plan. Vi bør hvert år lave udkast til uddannelses- og efteruddannelsesplaner for vores tjenestemænd og politikere og evaluere dem, så vi kan måle, hvordan vi selv videreudvikler os.
Hr. formand, Grækenlands Kommunistiske Parti går ind for et offentligt system for livslang uddannelse, som kan give arbejdstagerne mulighed for at forbedre deres kundskaber og faglige kvalifikationer for ikke at tale om deres bidrag til hele samfundet samt deres levestandard. Den model, som Den Europæiske Union kommer med, er derimod et simpelt forsøg på at lappe på det uddannelsessystem, som fremstiller engangsarbejdstagere, som slet ikke kan følge med udviklingen inden for produktionsprocessen. Arbejdstageren er tvunget til hele livet igennem at bevæge sig i en evig cirkel af arbejde, arbejdsløshed og uddannelse, om og om igen. Fru Gutiérrez Cortines' betænkning sætter fingeren på nogle svagheder i systemet, men går ikke tilstrækkeligt dybt i analysen af årsager og foreslår ingen løsninger. Af disse grunde vil Grækenlands Kommunistiske Partis medlemmer af Europa-Parlamentet undlade at stemme.
Jeg vil gerne starte med at minde om og understrege, at adgang til et godt uddannelsesniveau er ethvert menneskes ret med henblik på at udvikle dets potentiale og fremme dets integration i økonomisk, social og kulturel henseende. Denne grundlæggende oplysning har givet næring til forhandlingerne på Det Europæiske Råd i Lissabon og Feira. Vi har også erkendt, at denne ret skal tilpasses efter informationssamfundets indtog. De nye informations- og kommunikationsteknologier har i virkeligheden en yderst omfattende betydning for undervisningsmetoderne. Det er almindeligt anerkendt, at uddannelse i nutidens samfund skal finde sted gennem hele livet. Derfor er Kommissionen og medlemsstaterne ved disse topmøder blevet opfordret til at fastlægge sammenhængende strategier og praktiske tiltag for at gøre den livslange uddannelse tilgængelig for alle. Overvejelserne omkring dette emne begyndte imidlertid lang tid før, for allerede i 1996 foreslog Kommissionen Rådet og Europa-Parlamentet at udnævne 1996 til "Det Europæiske År for Livslang Uddannelse". Målet med dette år var at gøre borgerne opmærksomme på de nye koncepter for akademisk og erhvervsmæssig uddannelse og sammen med alle de berørte aktører at indlede overvejelser omkring den rolle og de udfordringer, som uddannelsessystemet stod over for ved indgangen til det 21. århundrede. I betragtning af udfordringernes omfang må jeg dog som ordføreren beklage, at Det Europæiske Års budget blev begrænset til 8,4 millioner euro for de 15 medlemsstater og de tre partnere i EØS. På samme måde må vi beklage den åbenlyse mangel på kvalitative oplysninger i Kommissionens beretning. Kommissionen må således for fremtiden forbedre kvaliteten af dens evalueringsrapporter. Den skal i kommende programmer koncentrere sig om at fastlægge de forskellige koncepter for og aspekter ved efteruddannelse og livslang uddannelse mere nøjagtigt. Den skal endvidere hurtigst muligt gennemføre handlingsprogrammer og iværksætte specifikke tiltag inden for rammerne af en strategi for livslang uddannelse og indlæring. Disse tiltag skal koordineres med programmerne Sokrates II og Leonardo. Det er op til os at sikre, at alle borgere har adgang til denne uddannelse inden for ny teknologi, for der er stor risiko for, at der danner sig en digital kløft mellem dem, der har adgang til teknologien, og dem, der ikke har. Det er også det, hele debatten om det almene tjenesteudbuds plads inden for de nye telekommunikationsnet drejer sig om.
Mange tak, hr. Alyssandrakis.
Jeg erklærer Europa-Parlamentets session for afbrudt. (Mødet hævet kl. 10.10)